DANMARKS FAUNA 43 oe 25: 8: Sdr NE POLYPDYR GOPLER p K- Var Fade g g HUN RES BSN Po hel PEN" ar ØEN [2 | : g sk mm ed ube omå i i mm gg sm I mn | + - == -—- CE " ] -” pe | | LILLIE Å am | 0 MW) 4 KAN valg (i iw en ( DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF DANSK NATURHISTORISK FORENING skr Smsiane ”- w P. L. KRAMP EOLYPDYR (COELENTERATA) IT. SUPLER MED 90 AFBILDNINGER G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 1937 Gopler. Nærværende Bind er en Fortsættelse af Bind 41 og behandler Hydrozoernes fritsvømmende Gopleformer (Smaagopler og Rørgopler) samt Scyphozoerne (Storgopler) og Ctenoforerne (Ribbe- gopler). Cølenteraternes to Underkredse, Cnidaria og Ctenophora, Cnidariernes tre Klasser, Hydro- zoa, Scyphozoa og Anthozoa, og Hydrozoer- nes fire Ordener, Hydrina, Leptolina,. Tra- chylina og Siphonophora, er kort karakteri- serede.i Bind 41. Her skal derfor kun gives en Oversigt til praktisk Adskillelse af de i nærvæ- rende Bind behandlede Former: Oversigt over Cølenteraternes Gopleformer. 1. Enlige, geléagtige Dyr, forsynede med 8 Længde- rækker” af "Fimreplader; i -Legemets -apikale Ende (modsat Munden) findes en Statocyst; Nemnmaeveter Baser LS RUND SSR 2. Underkreds Ctenoph&ra (Side 196). Enlige eller kolonidannende Gopler uden Fimre- plader og uden apikal Statocyst; Nematocy- SER HESSEN ENE SEN EAR N AE SES I. Underkreds € nidåria (Side 4). . 2: 1% 4 2. Enlige eller kolonidannende, fritsvømmende — Gopler, næsten altid med en Randsøm (Ve- lum), Randen uden Randlapper; Gastralfila- menter mangler... 1. Klasse Hydroz&a (Side 4). Enlige, oftest fritsvømmende, undertiden fast- siddende, Gopler uden Randsøm, men med Randlapper; Gastralfilamenter findes ....... 2. Klasse Scyphoz&a (Side 154). Fra danske Farvande kendes ialt 59 Arter, nemlig: af Leptolina 43, af Trachylina 1, af Siphonophora 5, af Scy- phozoa 7, af Ctenophora 3. I Bogen er desuden medtaget en Del Arter, der vides at leve ved Kysterne af Sverige og Norge (Syd for Bergen) eller i Dele af Nordsøen, hvorfra de kan ventes at komme ind paa dansk Omraade; endvidere enkelte Arter, hvis Hydroider kendes fra vore Farvande, hvorfor de tilsvarende Meduser ogsaa maa kunne findes her. 1. Underkreds CNIDÅRIA. 1. Klasse Hydrozéa. (Smaagopler). Hydrozoernes 1. Orden, Hydrina, omfatter kun Polypper (Ferskvandspolypperne) og er derfor færdigbehandlet i Bind 417). I den 2. Orden, Leptolina, er der Genera- tionsskifte mellem ukønnede Polypper (Hydro- iderne) og kønnede Individer, der enten udvikler sig til fritsvømmende Gopler (Meduser) eller bli- ver siddende paa Hydroiden i mere eller mindre reduceret Skikkelse (fastsiddende Gonoforer). Hy- droiderne og de fastsiddende Gonoforer er be- handlede i Bind 41, hvorimod der for de frit- svømmende leptoline Medusers Vedkommende kun 1) Jfr. dog Craspedacusta Side 124. 5 er givet en kort Fremstilling af Grundplanen i deres Bygning, mens en udførlig Omtale af Me- duserne vil. findes i nærværende Bind. I Modsæt- " ning til den følgende Orden, Trachylinerne, har de leptoline Meduser enten slet ingen statiske Organer, eller disse er simple ektodermale ,,Rand- blærer". De leptoline og trachyline Meduser sam- menfattes ofte under Betegnelsen Hydromeduser. 3. Orden, Trachylina.:- Hos' enkelte Årter indenfor en enkelt Familie er paavist en Polyp- generation; ellers findes kun Meduseformen; denne er forsynet med statiske Randorganer, der bestaar af baade Endoderm og Ektoderm og er omdannede Tentakler. De kan være vanskelige at se, og hos nogle Arter falder de let af, Trachylinerne er imidlertid i Farvandene omkring Danmark kun repræsenterede ved ganske faa Arter af saa karak- teristisk Udseende, at man, selv om de statiske Organer er forsvundne, let vil kunne genkende Årterne paa Figurerne i denne Bog. En af dem, Halammohydra, ligner i det ydre en Polyp. 4. Orden, Siphonophora eller Rørgopler, er fritsvømmende, polymorfe Kolonier bestaaende af meget forskelligartede Individer; nogle af disse er meduselignende (Svømmeklokker) og findes undertiden løsrevne fra Kolonien, men kan i saa Fald strax kendes fra leptoline eller trachyline Meduser derved, at de ikke er regelmæssig stråale- formet byggede, men, i det mindste hos de Arter, der kan ventes at forekomme i danske Farvande, bilateralt symmetriske. 6 Oversigt over Gopleformerne af Hydrozoernes Klasse. 1. Polymorfe Kolonier, de goplelignende Enkelt- individer bilateralt symmetriske, KS: Siphonoph&ra (Side 134). Enlige, radiærsymmetriske Gopler 2. 2. Klokkeranden med statiske Organer, der bestaar af baade Endoderm-og Ektodernn EH Trachylina (Side 119). Statiske Organer mangler eller optræder som simple, ektodermale Blærer paa Klokkeran- ÅEN SHS SØGT ERE DE REE ENE Leptolina (Side 6). 2. Orden. Leptolina. Grundformen for Leptolinernes kønnede Ge- neration er den fritsvømmende Meduse, der dan- nes ved Knopskydning fra Hydroiden, og af hvis Æg der fremkommer en lille fimreklædt Larve (Planula), der sætter sig fast og direkte udvikler sig til en ny Hydroide. Medusernes ydre Form er meget variabel (skiveformet, urglasformet, halv- kugleformet, klokkeformet o. s. v.), ligesom der er en betydelig Variation i de forskellige Organers Antal, Stilling og Form; men Grundplanen er overalt den samme (se Fig. 1). Klokken (Um- brella) er baade paa Oversiden (Exumbrella) og paa Undersiden (Subumbrella) beklædt med et ektodermalt Epitel. Midt paa Undersiden sidder Munden paa et fremspringende Parti (Manu- brium eller Knebelen), hvis centrale Hulrum er udklædt med Endoderm og kaldes Maven. Fra Mavens Periferi strækker en tynd Endoderm- lamel sig helt ud til Klokkeranden, adskilt fra saavel Exumbrella som Subumbrella ved et struk- 1 turløst Mellemlag svarende til Hydroidernes Støtte- lamel (Mesosark), men her hos Meduserne er Mesosarken mere eller mindre opsvulmet, stærkt vandholdig, geléagtig, især ovenover Endoderm- lamellen mellem denne og Exumbrella (denne gelé- agtige Mesosark kaldes undertiden Mesogløa). Gennem Endodermlamellen gaar Radiærkanaler sp Fig. 1. Skematisk Snit af Meduse (Leptomeduse); til venstre ligger Snittet perradialt, til højre interradialt. c.k Ringkanal, end Endo- derm, end.l Endodermlamel, ekt Ektoderm, ex Exumbrella, g Go- nade, kl.h Klokkehule, kl.r Klokkerand, / Læbe, m Mave, mes Mesosark, n.r Nervering, 0 Mund, r.k Radiærkanal, sp Spore, stl Støttelamel, sub Subumbrella, t Tentakel, t.b Tentakelbulbe, fr Tragt; v"Velum.. (Efter: Kramp). (se Fig. 2 4) fra Mavehulen ud til Klokkeranden, hvor de er forbundne ved en Ringkanal; Radiær- kanalernes Antal er hyppigst fire, men kan være langt større (indtil flere hundrede). Paa Indersiden af Klokkeranden er der hele Vejen rundt en tynd Ringfold, den saakaldte Randsøm (Velum), der ikke indeholder Endoderm, men kun bestaar af to Lag Ektoderm adskilte af en tynd Støttelamel (Velum mangler hos Obelia). Rummet mellem Subumbrella og Velum kaldes Klokkehulen. I 8 Velum 'og. i det subumbrellare Epitelsser der Ringmuskler; ved hurtig Sammentrækning af disse indsnævres Klokkehulen, hvorved Vand stødes ud, og Medusen drives et Stykke frem; naar Musk- lerne slappes, retter Klokken sig ud igen paa Grund af Gelémassens Elasticitet. Medusernes Nervesystem er som hos alle Cølenterater diffust, men et særlig stort Antal Nervetraade er samlede i to Nerveringe, den ene lige over, den anden lige under Velum. Kønsorganerne (Gonaderne) har deres Plads enten i Mavens Sidevægge (hos Anthomeduserne) eller i Radiærkanalernes Vægge (hos Leptomeduserne); Kønnene er næsten altid adskilte; de hanlige Kønsstoffer ligger i Ektoder- men udenfor Mesosarken, og. hos de fleste Antho- meduser gælder det samme om Æggene; men hos Leptomeduserne og hos nogle Anthomeduser er Forholdet et andet: de unge hunlige Kønsceller udvikles enten i Ektodermen eller i Endodermen (forskelligt hos forskellige Arter), men finder efter Modningen deres endelige Plads i Mesosarken. Hvordan end Kønscellernes Lejringsforhold er, ud- tømmes de dog altid gennem Ektodermen (i Mod- sætning til Forholdet hos Storgoplerne). Klokkeranden kan være forsynet med forskel- lige Vedhæng og Organer (Tentakler, Cirrer, Rand- kolber, Randblærer, Øjepletter), der altid har deres Plads udenfor Velum. " rå Tentakler. Disse er saa godt som altid til- stede, men varierer meget baade i Antal og i Ud- seende. Som Regel har de et centralt Hulrum, der 9 staar i Forbindelse med Ringkanalen, men under- tiden er de ,solidef, d. v. ss Hulrummet er ud- fyldt med Endodermceller i en eller flere Rækker. Deres inderste (basale) Del er sædvanlig udvidet til en Tentakelbulbe eller Randbulbe, mens den ydre Del er traadformet og undertiden meget lang; de fleste Tentakler er overordentlig kontraktile og Ar BES A Fig. 2. A Skematisk Tværsnit af Meduse: Ektoderm tæt skraveret, Endoderm aabent skraveret. EU Exumbrella, GL Endodermlamel, M Manubrium, RC Radiærkanal, SU Klokkehule. — B Skema af Radierne” i en Meduse: P Perradier,. I Interradier, A Adradier. (Efter Ray Lankester). kan desuden rulle sig spiralformet sammen. De er forsynede med Nematocyster (Nældekapsler), der enten er jævnt fordelt i hele Tentaklens Længde elerssrupperede 1-Rifige' eller .Tværvolde eller i kugleformede Opsvulmninger i Tentaklens yderste Ende. I sjældne Tilfælde (hos Cladonemiderne) er Tentaklerne grenede. Tentakelbulbens udadven- dende-Side kaldes. den abaxiale,' den Side,:der vender indad mod Velum,. den adaxiale.… Ten- takelbulben har undertiden ved sin Grund en abaxial Spore, der i større eller mindre Udstræk- ning omfatter Klokkeranden (se Fig. 3 4); paa den 10 adaxiale Side kan der være en fin Aabning, en saakaldt Exkretionspore (Fig. 3B). Antallet af Tentakler kan naa op til flere Hundrede, men som Regel er der langt færre. De Tentakler, der staar udfor de fire Radiærkanaler, kaldes de perradi- ale (se Fig. 2 B); de; fire, der staar midt imellem Fig. 3. A Tentakel med Spore (af Tima bairdii; rk Ringkanal, v Velum). B Snit af Tentakelbulbe af Octocanna funeraria (excr Exkretionspore, e& Exumbrella, sub Subumbrella). C Spiralcirre og Randblære af Mitrocoma. (A og B efter Kramp, C efter Mayer). disse, kaldes interradiale;'og de otte; "der skar midt i Mellemrummene mellem de perradiale og de interradiale, kaldes sadradiale; er'der flere, kaldes de øvrige éradialen IT manse Tilfælde '&r dog kun de fire perradiale Tentakler tilstede, og nogle af disse kan endog være rudimentære; Steenstrupia f. Ex. har kun een Tentakel, og ud- for hver af de tre andre Radiærkanaler sidder en 11 rudimentær Tentakelbulbe. Rudimentære Tentakler kan ogsaa sidde andre Steder paa Klokkeranden, sø hos nogle Arter'er der to eller flere Serier af uligestore Tentakler i regelmæssig Anordning. Hos enkelte Former, særlig blandt Margeliderne, er Tentaklerne gruppestillede. Tentaklernes vigtigste Funktion er at indfange Føde og føre denne til Munden. | Cirrer er ganske smaa, traadformede Rand- organer, der udmærker sig ved, at deres Endo- derm altid bestaar af een enkelt Række af skive- formede Celler. Cirrer findes hos nogle faa Me- duser indenfor flere forskellige Familier; hyppigst forekommer Spiralcirrér' (Fig; 3C), "der. kan rulle sig spiralformet sammen og er forsynede med et' Nældebatteri 1 "den-yderste- Endé; sjæld- nere" er de flextle Cirrer (Fig: 4 Af der ikke kan rulle sig sammen, men har en uhyre Evne til Udstrækning og Sammentrækning, og som bæ- fer -Nematocyster i hele deres Længde. "Cirrerne sidder enten paa Klokkeranden mellem Tentaklerne (marginale Cirrer) eller påa Siderne. af Ten- takelbulberne (laterale Cirrer). Randkolber (Cordyli) er meget smaa kølle- formede, hule Organer, der sidder mellem Ten- taklerne (se Fig. 4 B); deres Funktion er ukendt, men de er antagelig en Slags Sanseorganer. De findes kun hos en enkelt Familie af Leptomedu- ser (Laodiceidæ). Randblærer (Lithocyster) er (Organer, der findes hos en stor Mængde Leptomeduser. Det er 12 simple, blæreformede Udposninger fra Klokkehulen ved Grunden af Velum, af hvis Væv de er dan- nede; Blærens Væg bestaar altsaa af to Lag Ekto- derm adskilte af en tynd Mesosark, men indehol- der ingen Endoderm (se Fig. 5). Inde i Blæren B Fig. 4. A flexile Cirrer af Cosmetira pilosella (efter Kramp). B Klokkerand af Laodicea undulata, oc Øjeplet, rad Radiærkanal, ri Ringkanal, rk Randkolbe, ét Tentakel. (Efter Brooks). ligger et eller flere smaa kugleformede eller noget kantede Legemer (Konkretioner, se Fig. 5), der bestaar af kulsur Kalk og derfor hurtigt opløses- hos Exemplarer, der er konserverede i Formol eller andre sure Vædsker. Hos Mitrocomiderne staar Randblærerne i aaben Forbindelse med Klokkehulen (Fig. 5 C), hos Eucopider og Æquori- 13 der er Randblærerne derimod lukkede, helt afsnø- rede fra Klokkehulen (Fig. 5 B). Randblærerne maa antages at være statiske Organer, Øjepletter (Oceller) forekommer hos mange Å Fig. 5. A Randblære af Eutonina indicans, med 9 Konkretioner. B Snit af lukket Randblære af Eucopide, C Snit af aaben Rand- blære af Mitrocomide; c Konkretion, ex Exumbrella, nr Nervering, ri Ringkanal, se Sanseepitel, st! Støttelamel, sub Subumbrella, v Velum. (A efter Kramp, B og C efter Kiihn). Meduser; de har som Regel deres Plads paa Ten- takelbulberne (se Fig. 4 B), enten paa den indven- dige (adaxiale) eller paa den udvendige (abaxiale) Side af disse; hos Tiaropsis er der en stor Øje- plet ved Grunden af hver Randblære. Ocellerne 14 hos Leptolinerne er af en meget simpel Bygning, en Samling af sort, brunt eller rødt Pigment i Ektodermen; undertiden er Pigmentmassen noget skaalformet, og det overliggende Epitel kan danne en primitiv Linse. Disse forskellige Randorganers og Sanseorga- ners Bygning, Antal og Anbringelse spiller en vigtig Rolle ved Bestemmelsen af Slægter og År- ter af - Meduser; De Variationer, "der kan. fore- komme, vil blive nærmere omtalt under de en- kelte Grupper. Reaktioner overfor våre Paavirkninger: Mekanisk Pirring udløser Muskelkontraktioner, hvis Om- fang afhænger af Pirringens Styrke; svage Berøringer har ingen Virkning, stærkere Pirring faar en Meduse til at pulsere kraftigere end ellers. Kemiske Pirringer udløser lignende Reaktioner. Overfor Lys er Meduser, i hvert Fald de der er forsynede med OQceller, mere eller min- dre følsomme. Randblærerne hos Eucopider og Æquori- der maa, som nævnt, antages at være statiske Organer, men man kender intet nærmere til, paa hvilken Maade de reagerer. Meget lave og meget høje Temperaturer ned- sætter Evnen til Reaktion af enhver Art. Ernæring. Alle Leptoliner er Rovdyr, der fanger deres Bytte med Tentaklerne og fører det til Munden. Føden bestaar af alle Slags Smaadyr, der ikke er for store til at optages i Medusens Mavehule. Fjender. Meduserne tjener sikkert kun i ringe Grad til Føde for andre Dyr. Man kan undertiden paa forskel- lige Steder af Medusens Legeme finde snyltende Larver af Aktinier (Peachia) eller af Narcomeduser (Cunina og Cunoctantha), og ikke sjældent finder man Rundorme (Nematoder) indlejrede i Medusens Gelévæv. Regeneration. Hvis en Meduse beskadiges, vil Saarrandene som Regel voxe sammen, men en virkelig Nydannelse af tabte Organer finder vistnok ikke Sted. Udvikling. Meduserne dannes ved Knopskydning fra Hydroiderne; naar Medusen løsriver sig og svømmer frit ud i Vandet, har den som Regel alle de for Arten karakteristiske Organer, men ikke altid i det fulde Antal. 15 I Løbet af sin frie pelagiske Tilværelse tiltager Medusen overordentlig i Størrelse; ofte forandrer Formen sig ogsaa (fra klokkeformet til urglas- eller skiveformet). Hos nogle Meduser med faa Tentakler er det fulde Antal tilstede strax ved Klækningen, hos andre udvikles der flere og flere Tentakler under Medusens Væxt, som Regel i be- stemt lovmæssig Rækkefølge. Hos nogle Leptomeduser er Antallet af Randblærer konstant under hele Udvikling- en, hos andre forøges Antallet, saalænge Medusen voxer. Gonaderne tiltager i Udstrækning og Omfang, til Medusen omtrent har naaet fuld Størrelse; saa modnes og udtøm- mes Kønsprodukterne, og snart efter dør Medusen. Leve- tiden er hos nogle Arter kun faa Dage, men som Regel nogle Uger eller Maaneder; den længstlevende danske Meduse er Tima bairdii, der kan blive noget over et Åar gammel. Nogle faa Arter af Meduser (næsten udelukkende Anthomeduser) er i Stand til ved Knopskydning at danne nye Meduser; hos saadanne Arter kan en ringe Bestand af Polypper i Løbet af kort Tid blive Ophav til en talløs Sværm af Meduser. Knopskydning finder Sted hos følgende danske Arter: Hybocodon prolifer (Knop- skydning foregaar paa en af de fire Tentakelbulber), Sar- sia gemmifera, Eucodonium brownei, Lizzia blondina og Rathkea octopunctata (paa Manubrium). Som Følge af Individernes begrænsede Levetid er de fleste af Leptolinernes Meduser udprægede ,,Sæsondyrf, der kun træffes i Planktonet paa visse bestemte Åarstider; i denne Henseende er der imidlertid stor Forskel paa de forskellige Arter. Hvor lang Tid Arten optræder i Plank- tonet, afhænger ikke alene af Meduseindividernes Levetid, men ogsaa af hvor længe Hydroiden vedbliver at udsende Meduser. Nogle Hydroider udsender hele Aarets Bestand af Meduser indenfor et ganske kort Tidsrum, hos andre foregaar Udsendelsen uafbrudt fra tidligt om Foraaret til sent om Efteraaret eller helt hen paa Vinteren, saaledes at Meduserne kan findes næsten hele Aaret, selv om de enkelte Individers Levetid er kort. Hos de knopskydende Meduser afhænger den pelagiske Periodes Varighed des- uden af det Antal Medusegenerationer, der kan frem- komme ved Knopskydning. Disse biologiske Forhold er af stor Betydning for Medusernes Drift med Havstrømmene. Hvis man kender det Omraade, hvor en Meduseart er hjemme- hørende, d.v.s. hvor Hydroiden lever, og desuden Me- dusernes omtrentlige Levetid og Væxthastighed og Klæk- 16 ningsperiodens Varighed, kan Bestandens Udbredelse i Farvandene give værdifulde Oplysninger om Strømforhol- dene og vise, om de afviger fra det normale, hvilket kan have stor praktisk Betydning. Ogsaa andre Plankton- organismer kan benyttes som ,,Strømindikatorerf, men de leptoline Meduser egner sig særlig dertil, fordi de er Sæ- sondyr og, i Modsætning til f. Ex. de fleste pelagiske Lar- ver af Bunddyr, som Regel har en Levetid lang nok til, at de kan føres ret langt afsted med Strømmene og der- for kan give Oplysning om mere end rent lokale Strøm- ninger. I danske Farvande optræder Meduser i særlig stor Mængde om Foraaret (Marts—Maj) og om Efteraaret (Au- gust—Oktober); ved Midsommertid kan man vel træffe et stort Antal Arter, men Individantallet er for de flestes Vedkommende ringe paa den Tid, og om Vinteren er der kun faa Meduser i vort Plankton. Medusernes Udbredelse afhænger naturligvis i første Række af de tilsvarende Hydroiders Udbredelse, men til- lige af Strømmenes Retning og Hastighed og af Natur- forholdene dér, hvor Strømmene fører dem hen. I de danske Farvande føres mange Meduser med Understrøm- men gennem Kattegat og Bælterne indad mod Østersøen; indenfor disse forholdsvis korte Afstande er det vistnok sjældent, at Medusens Levetid sætter en Grænse for Ud- bredelsen, d. v. s. at den ikke lever længe nok til at naa fra sit Fødested ind til Østersøen; at saa faa Arter af Meduser naar ind i Østersøen skyldes utvivlsomt først og fremmest, at Vandets lave Saltholdighed dræber dem, inden de kommer saa langt. Vi ser da ogsaa, at de enkelte Årters Udbredelse indad mod Østersøen varierer meget fra Aar til Åar og staar i nøje Sammenhæng med Varia- tionerne i Saltholdigheden. Artsantallet af leptoline Me- duser, der kendes fra de forskellige Dele af vore Far- vande, er følgende: hjemme- kun ialt hørende som Gæster NOFARØSD 0. STS EL AARS 23 6 29 DRAB EFSR: 07105 kar NERE 33 2 35 KRADSE 50. 3550 ca ar SENERE øl 10 31 BRlimet SEN SORRR 16 6 22 Vestlige Østersø ........…... 8 4 12 Egentlige Østersø ….…..… 2 6 8 Den ene af de i den egentlige 'Østersø hjemme- hørende, Halitholus cirratus, har sin Hovedforekomst 17 i de dybere Partier Øst for Bornholm og er mindre hyp- pig i Bælthavet og Kattegat; den er ogsaa den ene af de to ,Gæster" i Skagerak. Tallene viser for det første en stærk Aftagen af hjemmehørende Arter fra Skagerak mod Østersøen, dernæst at Skagerak modtager en meget ringe Tilførsel udefra, hvorimod adskillige Arter føres fra Skage- rak ind i Kattegat, men kun faa af disse naar ned i Bæl- terne og Østersøen; det maa yderligere bemærkes, at de fleste af Kattegats ,,Gæsterf optræder regelmæssigt hvert Aar, hvorimod de fleste af de 6 Gæster, der er anført for Bælthavet og Østersøen, kun er fundne dér et enkelt Aar (1923), da der foregik en ganske særlig stærk Tilstrøm- ning af salt Vand udefra. De leptoline Meduser lever udelukkende i Havet, og langt de fleste hører hjemme i Kystegnene; nogle faa er dog Dybvandsformer. For manges Vedkommende kender man ikke de tilsvarende Hydroider, Økonomisk Betydning. Udover hvad der oven- for er sagt om Medusernes Betydning som Indikatorer for Havstrømmene, finder Meduserne ingen økonomisk Anvendelse; derimod kan de undertiden, naar de optræ- der i stor Mængde, gøre Skade ved at fortære de pelagi- ske Unger af forskellige Nyttefisk. Konservering. Meduser skrumper stærkt i Alkohol og bør derfor fixeres ved Tilsætning af Formol til Hav- vandet, hvori de svømmer; det skal helst ske under sagte Omrøring, saa de ikke lægger sig paa Glassets Bund, før de er fixerede. Man kan ogsaa bedøve dem først ved Hjælp af Magniumsulfat eller Kloralhydrat. Vil man op- naa et smukt Resultat, maa der kun være et eller nogle faa Individer i Glasset. Hvis Dyrene henstaar i Formol paa et lyst Sted, kan det ske, at der udskilles Krystaller i Geléen og Dyrene ødelægges; de bør derfor opbevares i Mørke eller gradvis overføres til Alkohol. Hvor det drejer sig om Arter med Randblærer, maa det ogsaa erin- dres, at disses Kalkkonkretioner hurtigt opløses af den sure Formol. Som omtalt under Hydroiderne (Bind 41 Side 47) er det foreløbig ikke muligt at opstille et naturligt fælles System for Leptolinernes Hydroider og Meduser; man maa indtil videre have to særlige Systemer, som man efterhaanden maa søge at faa til at falde sammen. Det bør derfor paa Forhaand siges, at den i det følgende benyt- tede Inddeling af Meduserne ikke gør Krav paa at være L. P. Kramp: Polypdyr. 2 18 et fuldt tilfredsstillende naturligt System; nogle af Fami- lierne er ganske tydeligt unaturlige, men opretholdes fore- løbig af praktiske Grunde. Oversigt over Underordenerne. Gonader paa Manubrium. Randblærer mangler altid; Oceller otertistede FE UDV ÆNDER Anthomedusæ (Side 18). Gonader langs Radiærkanalerne. Randblærer ofte tilstede; Oceller-sjældnere VER TER Leptomedusæ (Side 75). Hos ganske unge Meduser kan Gonaderne være saa uudviklede, at deres Plads ikke kan bestemmes, saaledes at man ikke deraf kan se, om man har en Ånthomeduse eller en Leptomeduse for sig. Ofte vil dog Tilstedeværel- sen af andre Organer (Randblærer, Randkolber, Cirrer, Oceller o. s. v.) kunne vejlede, men det maa erkendes, at det i mange Tilfælde er umuligt at bestemme ganske unge Meduser til Slægt eller Art, medmindre man har en hel Række Individer paa forskellige Alderstrin til Raadig- hed. I Bestemmelsestabellerne er der kun taget Hensyn til Individer, der er saa udviklede, at deres Artskarakterer er synlige; men under de enkelte Arter vil der saavidt muligt blive meddelt, hvorledes de unge Meduser ser ud. 1. Underorden Anthomedusæ. Klokkens Form er som Regel temmelig høj, lige saa høj som bred, eller højere, Geléen under- tiden meget tyk, hos nogle med en stor kegle- eller kugleformet Gelémasse paa Toppen (ÅApi- kalproces). Mundaabningen er undertiden en simpel rund Aabning med eller uden en Kant af Nematocyster, undertiden er den forsynet med veludviklede Mundlæber (næsten altid 4) eller med 4 simple eller grenede Mundarme bevæbnede med Nemato- 19 cyster (især hos Margeliderne). Maven er hyppigst flaskeformet, af meget forskellig Størrelse; i dens Sidevægge ligger Gonaderne (som hos enkelte For- mer kan strække sig et kort Stykke ud langs Radiærkanalerne). Gonaderne kan danne en sluttet Ring omkring Manubrium eller ved lodrette Stri- ber være delt i 4 interradiale eller 8 adradiale Dele (sjældnere er der 5: eller et andet Antal Gonader). Undertiden er "Maven: sikke. fæstet. "direkte. til Subumbrella, men til en fra dennes Midte udgaaende gelatinøs Udvæxt, der kaldes Mavestilk. ja BLEGE Mavehulen kan foroven være bulosa, øverste hvælvet op i den apikale Gelémasse fi: SR rr såe] og danne et Apikalkammer (f. Ex. kammer og Api- hos. Sarsia tubulosa, Fig, 6), eller f2'Kanal… efter Kramp). sende en ganske tynd, blindt en- dende Apikalkanal op. iGeléen (f. Ex, hos Steenstrupia nutans, Fig. 9c). Undertiden er baade Apikalkammer og ÅApikalkanal tilstede (Fig. 6). Radiærkanalernes Antal er næsten altid 4, sjældent 5, 6 eller 8, og de er som Regel simple, ugrenede; hos nogle faa Arter er de grenede eller forsynede med lappede Udposninger til Siderne. Ringkanal mangler hos Familien Williadæ; hos nogle Calycopsider udgaar der fra Ringkanalen centripetale Kanaler, der løber et Stykke opefter paa Subumbrella. Tentaklerne er som Regel hule; de er tilstede i meget forskelligt Antal; hos Cladonemiderne er 2% 20 de grenede, hos nogle Margelider og hos Mar- gelopsis er de samlede i Grupper. Tentakelbul- berne er som Regel veludviklede, undertiden for- synede med Sporer og ofte med Oceller. Cirrer og Randblærer findes ikke, -heller ikke ægte Rand- kolber (hos Tiaranna og Bythotiara findes dog nogle smaa saakaldte Dværgtentakler, der minder om Randkolberne hos Laodiceiderne blandt Lepto- meduserne). Velum er som Regel veludviklet. Hos mange Anthomeduser har Endodermen i Manubrium, Kanaler og Tentakler prægtige Far- ver: røde, gule, grønne, violette. Anthomedusernes ukønnede Form er Hydro- ider af Underordenen ÅAthecata. Oversigt over Familierne. 1. Tentakler grenede (Mundarme kan findes) ... 2. Cladonémidæ (Side 37): Tedtaklier SDI SFSR FIL SERRA NE EF EEE 2: 2. Mundarme findes (eller Munden har fire Læber med Nældevorter i Randen). Randtentakler ofte gruppestillede, alid sokde | HEDNINGER . 3. Margélidæ (Side 40). Mundarme mangler. Randtentakler som Regel Bude 50, JAN Pla ADR (02 X' ARTER SE SEKS 3. Gonader ringformede, helt omsluttende Manu- brium. Mundaabning simpel, uden Læber. Højst 4 Tentakler (eller 1—4 Grupper af Ten- DÅ dx) ARRENE pk DRS Ty ØD AE 1. Codénidæ (Side 21). Gonader ikke ringformede, men afbrudt perra- dialt, ofte ogsaa interradialt. Mundaabning med Læber (hyppigst 4). Som Regel mere end 4 Tentakler, aldrig Grisen 1 LER 4. 4. (Ringkanal mangler. Radiærkanaler grenede (den eneste danske Årt er 6-straalet med 6 Ra- diærkanaler og 6-lappet Mave) ............. 6. Williadæ (Side 74)). 21 Ringkanal findes. Medusen 4-straalet ,........ 5. 5. Tentakler med veludviklede Tentakelbulber. Radiærkanaler ugrenede (undertiden med korte Udposninger paa Siderne). Ingen cen- tripetale Kanaler ....... 4. Pandéidæ (Side 57). Tentakler uden Tentakelbulber. De nordatlanti- ske Arter har enten centripetale Kanaler eller grenede Radiærkanaler 5. Calycépsidæ (Side 70). 1. Familie Cod&nidæ. Overvejende smaa Meduser; kun faa Arter er over 10 mm høje. -Klokkens Højde næsten altid lidt større end Bredden. Mundaabningen altid sim- pel, uden Antydning af Mundlæber, men under- tiden med en Ring af Nematocyster, som dog i Reglen er lidet fremtrædende. Manubrium er cy- lindrisk eller tøndeformet. Gonaderne ligger i Manubriums Ektoderm og danner en sluttet Ring uden radiale Afbrydelser; hos enkelte Former er der to eller flere saadanne ringformede Gonader over hinanden; som Regel er der dog kun een Gonade, der kan strække sig gennem hele Manu- briums Længde eller lade et Stykke fri foroven og forneden. Hos nogle faa Arter er der en kort Mavestilk. Der er altid fire simple Radiærkanaler og fire Randbulber, og hos langt de fleste Arter fire Tentakler. Hos Margelopsis bærer hver af de fire Randbulber flere Tentakler i et Bundt; hos Hybocodon er kun een Randbulbe tentakelbærende, og den har 1—3 Tentakler; hos Euphysa, Steen- strupia og en Række beslægtede Former kan en eller flere af de fire Randbulber være uden Ten- takel. Tentaklerne er næsten altid hule og meget 22 kontraktile; de kan som Regel udstrækkes til en meget betydelig Længde. Nematocysterne er hos nogle jævnt fordelt i hele Tentaklens Længde, hos andre samlede i Ringe (saa den udstrakte Tenta- kel bliver perlesnorformet) eller i et kugleformet Batteri paa Tentaklens yderste Ende. Naar Ocel- ler er tilstede, sidder der een paa den udvendige (abaxiale) Side af hver Tentakelbulbe. For flere Arters Vedkommende kendes de tilsvarende Hydroider; de tilhører Hydroidefamilierne Corynidæ, Pennariidæ og Tubulariidæ. I Overensstemmelse hermed har man forsøgt at inddele Codoniderne i to eller flere Familier eller Underfamilier. Af Slægten Pennaria klækkes abortive Meduser, hos hvilke alle fire Tentakler er rudimentære. De øvrige Codonider synes virkelig at falde i to naturlige Grupper, der muligvis svarer til de to Hydroidefamilier Corynidæ og Tubulariidæ, men indenfor begge Grupper af Meduser er der adskillige, hvis Hydro- ider ikke kendes. Nogle Arter af Sarsia vides at klækkes af Coryne, men en enkelt Art, der ganske ligner Sarsia, klækkes af Stauridium, der i Almindelighed regnes til Pennariidæ. De Sarsia-lignende Meduser har Oceller, og hos de hidtil nærmere undersøgte er der ingen Nemato- cyster omkring Munden. Hos Euphysa, Steenstrupia, Ecto- pleura og Hybocodon, der klækkes af Tubulariider, og hos en Række Slægter af lignende Udseende mangler Ocel- ler, og i alle undersøgte Tilfælde er der en Ring af Nematocyster omkring Munden, ligesom ogsaa visse an- dre anatomiske Ejendommeligheder synes at knytte disse Former sammen. Man kan dog ikke med Sikkerhed gaa ud fra, at Hydroiderne til alle disse Former tilhører Fa- milien Tubulariidæ. I nedenstaaende Bestemmelsestabel er kun taget Hen- syn til danske Arter. 23 Oversigt over Slægterne. tentakler skke; 14 GUDERS SDS SEDs 2. De 4 Randbulber med 4 ens Tentakler; Ocel- ler undertiden filstede sd lad 3: En eller flere af de fire Randbulber uden Ten- ke eee Baner i sed dgkese 5. 3. Veludviklet Mavestilk findes; Manubrium kort, med Meduseknopper; hver Tentakel ender med et opsvulmet Nældebatteri (Medusen meget lille, ca, mm 1... 2. Eucod&dnium. RE EEN 5 35 AREA el es Eden bes 4. Exumbrella med 8 Længdestriber af Nemato- cyster; Tentakler perlesnorformede; ingen EN ST aks BONES JANE RF RRESS ENT SPALTE RENEE ER b'Ettonlieura: Ingen Striber af Nematocyster paa Exumbrella; BEER AES EOS NESS, 1. Sårsia. 5," Klokke skæv; -Exumbrella med: 5. Striber af Nematocyster; de tre Randbulber smaa, uden Tentakler, den fjerde stor, med 1—3 lange perlesnorformede Tentakler og ofte med Me- duseknopper; Manubriums øverste Del be- staar af store, blæreagtige Celler. 7. Hybåcodon. Klokke ikke skæv, ingen Striber af Nematocy- ster paa Exumbrella; 1—3 Tentakler, enkelt- vis, lange, perlesnorformede; ingen Meduse- LEE Fars TY ed AED ÅRS EDN RA KEE or Ser pe VRÅ SEN DESOD SVARRER 6. Klokken med spids, kegleformet Top, hvori ses en fin Kanal, der udgaar fra Manubriums øverste Ende; een Tentakel…... 4. Steenstrupia. Klokken foroven afrundet, uden central Kanal; enes Kensler EN, Ape res 3. Euphysa. 1. Sårsia Lesson. Klokke jævnt afrundet foroven; Manubrium cylindrisk, ofte meget lang, Gonade udelt, rørfor- met. 4 lange, perradiale, ens Tentakler, hver med en abaxial Ocel ved Grunden; Nematocyster i smaa Grupper eller i Tværspanger, ikke i Ringe, undertiden et iøjnefaldende distalt Nældebatteri. 24 Meduseknopper kan være tilstede paa Manubrium (S. gemmifera) eller paa Tentakelbulberne (S. proli- fera, ikke dansk). Af denne Slægt, der er vidt udbredt, især i det nord- lige Atlanterhav, er der opstillet et stort Antal Arter, hvoraf adskillige dog maa opfattes som Varieteter af den almindelige S. tubulosa. Oversigt over Arterne. 1. Tentakler med tydeligt endestillet Nældebatteri hvorover flere spredte Grupper af Nemato- cyster. Manubrium meget lang og tynd, oftest med-Meduseknopper 1830030 23600. 3. pemmifers Tentakler tilspidsede, uden iøjnefaldende ende- stillet Nældebatteri. Ingen Meduseknopper på; Manubriumisi SAL Tass ae 2. Manubrium meget lang, begge Ender fri for JES DLE SR SERENE TEE BE RENE FE TLEN l. tubuldsa. (Manubrium temmelig kort, Gonaden strækker sig gennem hele Manubriums Længde ..... 2..prodtet3). 1. Sårsia tubulåsa (M. Sars) (Fig. 6 og 7). Klokke indtil ca. 14 mm høj, lidt højere end bred, jævnt afrundet foroven, Siderne omtrent parallele, Geléen ikke særlig tyk. Manubrium lang og tynd, i udstrakt Til- stand flere Gange længere end Klokkehøjden, i Største- delen af sin Længde omgivet af den rørformede Gonade (hos ganske unge Individer er Manubrium kort og oval). I Manubriums yderste Del er der en flaskeformet, noget udvidet ,,Mave", der er skarpt afgrænset fra den gonade- bærende Del; i Manubriums øverste Del er der et tyn- dere, gonadefrit Parti af meget varierende Længde; ved Grunden af Manubrium rager et lille kuppel- eller kegle- formet ,Apikalkammerf" ind i Klokkens Gelémasse (fort- sættes undertiden i en ganske fin Apikalkanal). De fire Radiærkanaler og Ringkanalen er meget smalle, Hver 25 Tentakelbulbe har Form som en stærkt fortykket Ring, fyldt med Nematocyster, afbrudt paa den abaxiale (udven- dige) Side, hvor der sidder en lille rund, mørkebrun Ocel. Tentaklerne er i sammentrukket Tilstand omtrent af samme Længde som Klokken, men kan udstrækkes til mange Gange denne Længde. Velum bredt. Hydroide: Coryne sarsi (Lovén). a b Cc Fig. 7. Sarsia tubulosa. a sammentrukket, b med udstrakt Manu- brium; c Tentakelbulbe med Ocel. (a og b efter Hartlaub, c efter Linko). Af denne Art findes i danske Farvande tre Varieteter, der væsentligst adskiller sig fra hinanden ved Organernes Farver; disse forsvinder imidlertid hurtigt ved Konserve- ring, saaledes at det paa konserveret Materiale ikke er muligt med Sikkerhed at holde de tre Former ude fra hinanden. Indenfor Skagen lever i stor Mængde den »blaaf Sarsia, hvis Manubrium og Tentakler har en smuk himmelblaa (sjældnere blaagrøn) Farve; denne Form er noget mindre og spinklere end de andre, højst 13 mm og som Regel ikke over 10—11 mm høj. I Nordsøen, særlig i den nordlige Del, kan man træffe den ,brunef Sarsia, en temmelig stor og robust Form, 13—14 mm høj (ved 26 Norges Vestkyst indtil 18 mm), Manubrium og Tentakel- bulber som Regel brune eller gulbrune, men hos nogle Individer smaragdgrønne, med alle Overgange gennem olivenbrun og olivengrøn. En lidt mindre Form (højst 13 mm) er den , røde" Sarsia, der især forekommer i den sydlige Del af Nordsøen; dens Manubrium er næsten farveløs, men Apikalkammeret og Tentakelbulberne er straalende ildrøde; hos denne Form er den gonadefri, øverste Del af Manubrium som Regel forholdsvis lang, men denne Karakter afgiver ikke noget sikkert Kende- tegn, da den er meget variådbelhos alle tre Pormer: Sarsia tubulosa i videre Forstand (omfattende alle de forskellige formodede Varieteter) er vidt udbredt langs Kysterne paa begge Sider af Atlanterhavet fra Frankrig til Barentshavet i Øst og fra Newport til Umanak Fjord i Vest, samt paa tilsvarende Breddegrader i Stillehavet. I boreale og tempererede Egne optræder den om For- aarét, i nordligere Have senere paa Sommeren. Ved Jyllands Vestkyst er Sarsia tubulosa vistnok som Regel ret sjælden, men undertiden kan den ,røde" eller den ,brunef Sarsia optræde der i stor Mængde om For- aaret. Den ,,blaaf Sarsia kommer sjældent ret langt uden- for Skagen, men i vore indre Farvande er den en af de talrigste Meduser om Foraaret, og dens Udbredelse stræk- ker sig helt ind i Østersøen indtil noget Øst for Born- holm. De unge Meduser (ca. 1 mm store) begynder at vise sig allerede i Januar eller Februar, kulminerer i Marts og kan findes endnu i April eller Maj; de enkelte Individer er 2—2"/z Maaned om at opnaa fuld Størrelse og Kønsmodenhed, og de voxne Individer findes derfor i stor Mængde i April og Maj, i mindre Antal endnu saa sent som i Juli. Ved visse Vind- og Strømforhold kan talløse Skarer af denne elegante Meduse føres ind i lune Vige og Fjorde ved Kattegats og Bælthavets Kyster. [2. Sårsia produåcta (Stauridium prodåctum Hincks) (Fig, 84), Klokke ca. 10 mm høj, Gelé temmelig tyk. Manu- brium rager kun lidt udenfor Klokkehulen og er omgivet af den rørformede Gonade lige fra sit Udspring til Mund- aabningen; kegleformet Apikalkammer med Apikalkanal. Udstrakte Tentakler meget lange. Apikalkammer og Ten- takelbulber rødlige, Oceller sorte. Hydroide: Stauridium productum Wright. Al Kendes fra Middelhavet, de britiske Kyster og Helgo- landsbugten, men er hidtil ikke fundet ved de danske Kyster. Det mærkeligste ved denne Art, hvis Meduse maa regnes til Sarsia-Slægten, er, at dens Hydroide ikke er en Coryne, men tilhører en Slægt, der i Almindelighed reg- nes til en anden Familie, Pennariidæ.] 3. Sårsia gemmifera (Forbes) (Codénium gemmiferum Haeckel, Puréna gemmifera Hartlaub) (Fig. 8 b). Klokke ca. 5 mm (højst 7 mm) høj og omtrent lige saa bred, bredest forneden, Gelé ikke særlig tyk. Manu- a b cÉ Fig. 8: a Sarsia producta,… b Sarsia gemmifera, € Eucodonium brownei. (a og b efter Hartlaub, c efter Browne). brium (udstrakt) overordentlig lang og tynd; dens yderste Ende formet som en flaskeformet Mave; paa kønsmodne Esemplarer er der nær. denne en .ringformet Gonade. Kønsmodne Individer ses imidlertid meget. sjældent; langt oftere ses Meduseknopper (indtil 10) spiralformet ordnede paa Manubriums Sider, den ældste øverst, de yngste nær Maven. Et kegleformet Apikalkammer findes. Radiærkanaler og Ringkanal smalle. Tentakelbulber tem- melig smaa, Oceller sorte. Tentakler temmelig korte, hver med en tydelig Endeknop (med Nematocyster) og iøvrigt 28 i Størstedelen af sin Længde med temmelig store Tvær- spanger af Nematocyster. Mave, Tentakler og Tentakel- bulber orangerøde. i Hydroide ukendt. Udbredt fra Middelhavet til Bergen paa Norges Vest- kyst, almindelig ved de britiske Kyster, men meget sjæl- den i den østlige Del af Nordsøen. Ved Jyllands Vestkyst er den ikke fundet, og i Skagerak kun een Gang, ved Norges Kyst. Derimod er den meget almindelig i Katte- gat, især i den midterste og sydlige Del og i Samsø Bugt og Øresund, hvorimod den sjældent gaar ned i Bælterne; den angives dog fra Kielerbugt. Den viser sig i Juli, til- tager ved Knopskydning stærkt i Antal i de følgende 3— 4 Maaneder, hvorefter den pludselig forsvinder. 2. Eucodonium Hartlaub. Kun 1 Art: Eucodénium bråwnei Hartlaub (Fig. 8 c). Klokke 1 mm høj og bred, omtrent kuglerund, Gelé lidt fortykket i Toppen, ellers ret tynd. Manubrium kort og bred, mørkebrun, med Meduseknopper, fæstet til Sub- umbrella ved en bred, gelatinøs Mavestilk. 4 smaa mørkt- farvede Tentakelbulber, hver med en lang, tynd Tentakel med en stor brunlig Endeknop med Nematocyster. Velum bredt. Hydroide ukendt. "Af denne lille knopskydende Meduse er kun kendt to Exemplarer fra Plymouth og nogle faa fra Triest, samt et Exemplar fra Schultz”s Grund i det sydvestlige Kattegat, Marts 1901. 3. Euphysa Forbes. Denne Slægt adskiller sig fra den nærstaaende Slægt Steenstrupia i en Række anatomiske Karak- terer, samt ved at Klokken er afrundet foroven, og at Apikalkanal mangler. Fælles for begge Slæg- 29 ter er følgende: Manubrium er temmelig kort og bred, Munden omgivet af en Ring af Nematocyster (svagt udviklet hos Euphysa); i den hunlige Go- nade anlægges talrige Æg, men kun et mindre An- tal udvikler sig, optager paa Åmøbevis de andre i sig og voxer derved til en betydelig Størrelse (Fig. 9c). Randbulberne, der mangler Oceller, om- fatter Klokkeranden som en Hage eller ,,Sporef. Hos de fleste Arter (deriblandt de danske) udvik- les ikke -alle fire Fentakler, men kun en eller tre, og disses Nematocyster er ordnede i veladskilte Ringe, saaledes at de udstrakte Tentakler er perle- snorformede. Forsaavidt Hydroiden kendes, tilhører den Slægten Corymorpha af Familien Tubulariidæ. I danske Farvande lever 2 Arter af Slægten Euphysa. Oversigt over Arterne. Be Te 1 dei SMEDEDE beces surt. 3 Tentakler, en lang og to kortere, 2. tentaculåta. 1. Euphysa auråta Forbes (Fig. 9a). Klokke lidt højere end bred, højst 4'/>» mm høj, som Regel noget mindre, Geléen tyk, især i Toppen, der er jævnt kuppelformet afrundet. Manubrium kort, naar ikke udenfor Klokkehulen. Den ringformede Gonade begynder nær ved Manubriums Udspring og naar næsten til Mun- den; Manubriums øverste Ende hvælver sig svagt op i den apikale Gelé. Radiærkanalerne og Ringkanalen er meget smalle. Hver af de fire Randbulber omfatter Klokke- randen med en Spore, som dog kun bestaar af Ektoderm; de tre Randbulber er smaa og bærer ingen Tentakler, den fjerde er noget større og bærer en Tentakel, der i 30 udstrakt Tilstand er meget lang, perlesnorformet, men kan trækkes meget stærkt sammen. Velum bredt. Manubrium gul med en rød Plet nær Munden, Randbulberne gule, orange eller røde. SØS egg, må Hydroide: G-ory-m-or-p-h-a—n-an-a— at ibuklte Medusen er almindelig ved de britiske Kyster og langs Norges Vestkyst indtil Murmankysten. Den er sjæl- Fig. 9. a Euphysa aurata (Tegning af Damas), b Euphysa tenta- culata (efter Kramp), c€ Steenstrupia nutans (efter Hartlaub). den ved Jyllands Vestkyst, meget almindelig i Kattegat, Øresund og Bælterne, men er ikke fundet i Østersøen. Den begynder at vise sig i Juni eller Juli, er almindeligst i August og forsvinder som Regel i Oktober eller Novem- ber, kan dog undtagelsesvis findes endnu i December eller Januar. 2. Euphysa tentaculsta Linko(Fig, 9): Noget større end E. aurata, indtil 6 mm høj, Geléen mindre tyk og Klokkeformen noget mere cylindrisk end hos foreg. Art. Manubrium lidt kortere end Klokkehulen, med et kort gonadefrit Stykke foroven. Den største af de 31 fire Randbulber bærer en lang perlesnorformet Tentakel; den diametralt modsatte Bulbe er den mindste og har intet Spor af Tentakel; de to resterende Bulber er af Mellemstørrelse, og hver af dem bærer en Tentakel af samme Udseende som den førstnævnte, men kun halvt saa lang. Endodermen i Manubrium og Tentakelbulberne har en straalende højrød Farve. Den ganske unge Meduse har kun een Tentakel, men kan kendes fra E. aurata af ” samme Størrelse paa, at de to Randbulber, der endnu ikke "har faaet «deres Tentaklér, er. større end den, der aldrig vil faa nogen, mens de tilsvarende tre Bulber hos aurata er lige store. Hydroide ukendt. Udbredelsen falder i to vidt adskilte Omraader, nem- lig Barentshavet og en Del af de danske Farvande. Den er fundet adskillige Steder, men aldrig i større Antal, i det sydlige Kattegat, Øresund, Samsø Bugt, Storebælt og den vestlige Østersø, fra Maj til Juli. 4. Steenstripia Forbes. I danske Farvande kun 1 Årt: Steenstraåpia nutans (M. Sars) (råbra Forbes, galån- thus Haeckel m. m.) (Fig. 9c). Klokke indtil 6 mm høj og godt halvt saa bred. Klok- kens Sider, der er temmelig tyndvæggede, gaar foroven jævnt over i en stor, kegleformet, tilspidset Top. Manu- brium, der sidder paa en kort og bred Mavestilk, er pølse- eller tøndeformet og kan strække sig lidt udenfor Klokke- hulen; Munden omgivet af en veludviklet Ring af Nemato- cyster; Gonaden strækker sig gennem hele Manubriums Længde, Æggene store, amøboide. Fra Mavens øverste Del gaar en fin, men tydelig Apikalkanal næsten helt op til Exumbrellas spidse Top. Radiærkanalerne temmelig brede, Ringkanalen smal. Randbulbernes Sporer, der om- fatter Klokkeranden, indeholder en endodermal Udposning 32 fra Ringkanalen. Kun een af Randbulberne bærer en Ten- takel, meget lang, perlesnorformet. Velum temmelig bredt. Manubrium og Randbulber gule eller rødlige. Hydroide: Corymorpha nutans M. Sars. Medusen er kendt fra Middelhavet (og maaske fra Nordamerikas Østkyst). Den er almindelig ved Europas Kyster fra det nordlige Frankrig til Syd-Island og langs Norges Kyst omtrent til Lofoten. Udfor Jyllands Vestkyst og i Skagerak synes den at være sjælden; derimod er den meget almindelig overalt i Kattegat og Bælthavet, men gaar ikke ind i Østersøen. Den viser sig undtagelsesvis i Maj, som Regel først i Juni eller Juli og forsvinder i Au- gust eller September; de enkelte Individers Levetid er vistnok kun nogle faa Uger. Hydroiden er almindelig i de samme Omraader som Medusen, men begge Genera- tioners Optræden er meget lunefuld og varierer stærkt fra Aar til Aar. [5. Margelbpsis Hartlaub. Smaa Codonider med kort Manubrium; hver af de fire Randbulber bærer 2-5 Tentakler. Ingen Oceller. Oversigt over Arterne. Hver Randbulbe med 2 (sjældent 3) Tentakler, hvis Nematocyster danner veladskilte Ringe Og en Elbek ESS SÆDE BAR 2. hartidubi. Hver Randbulbe med 3—5 Tentakler, hvis Ne- matocyster er jævnt fordelte, ikke i Ringe.. 1. Here keri 1. Margel&épsis håeckeli Hartlaub (Fig. 10). Klokke 2 mm høj og næsten lige saa bred; Manu- brium kort og bred, med en ringformet Gonade; Æggene udvikles paa Manubriums Vægge til polypagtige Larver (Actinulæ). Hver Randbulbe med 3—5 temmelig stive, solide (ikke hule) Tentakler med jævnt fordelte Nemato- cyster. Manubrium og Randbulber graa eller brune. Hydroide af samme Navn, en fritsvømmende Polyp, ca. I mm lang, med to Kredse af Tentakler og kun en lille Antydning af en Stilk i den aborale Ende. Meduse- 33 knopper udvikles i Mellemrummet mellem de to Tentakel- kredse. Fundet ved Helgoland i Juli og August og i stort Antal ved Belgiens Kyst i Juni. 2. Margelåpsis hartlåubi Browne (Fig. 11 a). Klokke 3—4 mm høj og bred, næsten kugleformet, med meget tyk Gelé og lille Klokkehule. Manubrium kort a b Fig. 10. Margelopsis haeckeli. a Meduse med Actinulæ paa Manu- brium, b den fritsvømmende Polyp. (Efter Hartlaub). og tyk; Æggene udvikles ikke til Actinulæ (saadanne er i hvert Fald ikke kendt). Hver Randbulbe med 2 (sjæld- nere 3) Tentakler, hvis inderste Halvdel mangler Nemato- cyster, mens den yderste Halvdel har flere ringformede Grupper af Nematocyster og desuden en tydelig Ende- knop. Manubrium, Randbulberne og Ringene paa Tentak- lerne teglstensrøde. Hydroide ukendt. Kun kendt fra temmelig dybt Vand i nogle af Fjor- dene i Nærheden af Bergen.] 6. Ectopleura L. Agassiz. Kun 1 dansk Årt: P. L. Kramp: Polypdyr 3 34 Ectopleura dumortiéri (van Beneden) (Fig. 115). Klokke som Regel 1—2 mm høj og bred (kan dog blive 4 mm høj), næsten kugleformet, med temmelig tyk Gelé. Fra hver af de fire Randbulber udgaar to smalle, men tydelige Striber af Nematocyster, der løber buefor- met opefter paa Exumbrella, næsten til Toppen af denne. Manubrium omtrent saa lang som Klokkehulen, flaske- formet, med et bredt, hvælvet Apikalkammer; Munden omgivet af en Ring af Nematocyster. Den ringformede Fig. 11. a Margelopsis hartlaubi (efter Kramp & Damas), b Ecto- pleura dumortieri (efter Hartlaub). Gonade omslutter kun den midterste Del af Manubrium. Radiærkanaler og Ringkanal smalle. Randbulberne uden Oceller. De fire Tentakler er i udstrakt Tilstand meget lange, perlesnorformede; i sammentrukket Tilstand er Tentaklerne ganske korte, oftest indadkrummede. Rand- bulberne røde, gule eller brune; Mundpartiet ofte orange eller purpurfarvet. Hydroide: Tubularia dumortieri van Beneden. Medusen og den tilsvarende Hydroide kendes fra de britiske Kyster, Kanalen, Belgien, sydøstlige Del af Nord- søen, og fra Lofoten. Ved Helgoland forekommer Medu- sen fra Juli til December; i Skagerak, ved Jyllands Kyst, er den taget fra Juli til Oktober. Den er ikke kendt inden- for Skagen. 35 7. Hybåcodon L. Agassiz. I danske Farvande kun 1 Art: Hybåcodon prålifer L. Agassiz (Amphicodon fritillåria Haeckel) (Fig. 12). Klokke ca. 4 mm høj og 3 mm bred, oval, noget skæv, idet den Side, hvor den tentakelbærende Randbulbe sid- SNU SED É 5 RON: rå. ST 2, SMRT: 0 ” its VA SE a b Fig. 12. Hybocodon prolifer. a kønsmoden, b knopskydende. (Efter Hartlaub). der, er længere end den modsatte Side. Gelé temmelig tyk, især paa Tentakelsiden. Ingen Mavestilk. Manubrium cylindrisk, ca. ”/3 saa lang som Klokkehulen; dens øver- ste Del er gonadefri, og her bestaar Endodermen af iøjne- faldende store, klare, blæreagtige Celler. Nematocystrin- gen omkring Munden er formet som en Kreds af smaa 3% 36 Vorter. Kønsmodne Individers Gonade danner en tyk Ring, der begynder nedenfor det blærede Parti af Manubrium og slutter et Stykke fra Munden. Der udvikles kun faa Æg ad Gangen; de er store, amøboide, og hvert Æg ud- vikles, mens det endnu sidder fast paa Gonaden, til en polypagtig Larve (en Actinula) med en Kreds af Tentakler. Radiærkanalerne og Ringkanalen er smalle. Velum temme- lig bredt. Tre af de fire Randbulber er smaa og bærer ingen Tentakler, den fjerde er stor og bærer en lang perlesnorformet Tentakel; fra denne Randbulbe udvikles ved Knopskydning smaa Meduser; flere saadanne Meduse- knopper kan være tilstede samtidig, og da hver af dem tidligt faar en lang Tentakel, kan det se ud, som om Mo- dermedusen har flere Tentakler paa den samme Bulbe. Fra hver af de smaa Randbulber løber en smal Stribe af Nematocyster opefter paa Exumbrella; fra den store, ten- takelbærende Bulbe udgaar to saadanne Striber, der løber bueformigt opefter og, ligesom de tre andre Striber, naar næsten op til Toppen af Exumbrella. I den første Del af Medusens Levetid formerer den sig kun ved Knopskyd- ning; senere udvikles Gonaden, og omtrent samtidig hol- der Knopskydningen op, saaledes at man sjældent træffer Individer, der paa samme Tid er knopskydende og køns- modne. — De exumbrellare Nældestriber, den yderste Del af Radiærkanalerne og den øverste og nederste Del af Manubrium er orange- eller teglstensrøde. Hydroide: Tubularia prolifer (L. Agassiz). Udbredelsen er nordlig-boreal. Mens Hydroiden kun er fundet faa Steder (Nordamerikas Østkyst, Island og Plymouth), er Medusen almindelig langs Kysterne paa begge Sider af Nordamerika og ved Europa fra det nord- lige Frankrig til Malangsbanken i det nordlige Norge. Den forekommer ved Helgoland, men er ikke fundet ved Jyl- lands Vestkyst. Derimod er den om Foraaret meget talrig i Kattegat, Bælthavet og den vestlige Del af Østersøen, og føres undertiden med Strømmen ind i den egentlige Østersø henimod Bornholm. Den opholder sig hoved- sagelig i de dybere Vandlag. De første Meduser viser sig 37 i Planktonet i Januar eller allerede i December; ved Knop- skydning tiltager Bestanden hurtigt i Antal indtil April, og i al den Tid findes kun knopskydende Individer; om- kring 1. Maj hører Knopskydningen op, og Kønsmoden- heden indtræder, og i Løbet af en Maaneds Tid forsvin- der næsten hele Bestanden. De første ved Knopskydning frembragte Generationer af Meduser opnaar sandsynligvis aldrig Kønsmodenhed, men formerer sig kun ved Knop- skydning, og kun de i April klækkede fuldfører deres Ud- vikling til det kønsmodne Stadium. 2. Familie Cladonémidæ. Indenfor denne Familie sammenfatter man en Række højst forskellige Anthomeduser, hvis eneste fælles Kendemærke er, at deres Randtentakler er grenede paa en eller anden Maade. Kun to Arter kendes eller kan ventes at forekomme i danske Farvande; hos dem begge er Tentaklerne en eller flere Gange gaffelgrenede, og nogle af Grenenderne er forsynede med Sugeskiver. Nogle Forfattere forener nedenstaaende to Slægter til een under Navnet Eleutheria. Oversigt over Slægterne. Klokke veludviklet, med rummelig Klokkehule; 8 eller flere Tentakler, flere Gange grenede. L:-CGladonéma. (Klokke reduceret, Klokkehule meget lille; Klokkerand med en tyk Ring af Nematocy- ster; 6 Tentakler, een Gang gaffelgrenede . 2. Eleuthéria.) 1. Cladonéma Dujardin. Kun een dansk Art: Cladonéma radiåtum Dujardin (Fig. 13). Klokke indtil 4 mm høj og 3 mm bred, jævnt afrun- det, temmelig tyndvægget, med rummelig Klokkehule. 38 Velum bredt. Manubrium omtrent saa lang som Klokke- hulen, med 4—5 korte Mundarme, hver med et kuglefor- met Nældebatteri. Gonade med 4—5 Udposninger paa Manubrium, hermafroditisk, 4 - 5 Radiærkanaler, af hvilke nogle er gaffeldelte, saa at 8—10 Kanaler munder i Ring- kanalen. Ved Grunden af hver Tentakel en Ocel med Linse. 8—10 Tentakler, Hver Tentakel har nær sin Grund 1—3 (hyppigst 2) korte, nedadrettede Grene, der ender a b Fig. 13. Cladonema radiatum. a Medusen siddende paa et Under- lag (efter Hincks), b den hyppigste Fordeling af grenede og ugre- nede Radiærkanaler (efter Hartlaub). med Sugeskiver; desuden har hver Tentakel 4—6 lange, tynde Grene med spredt siddende Nældevorter og en Endeknop af Nematocyster. Manubrium og Tentakler rød- lige eller brunlige, Hydroide: Cladonema radiatum Dujardin. Denne ejendommelige og elegante lille Meduse op- holder sig mellem Alger og Bændeltang paa lavt Vand. Den svømmer med lange, kraftige Tag og bagudrettede Tentakler eller sidder stille paa Planterne, idet den hol- der sig fast med Sugeskiverne og breder de lange, gre- nede Tentakler vandret ud til alle Sider, dog med alle Grenenderne lidt opadbøjede, parat til at gribe Smaadyr, der kommer krybende henimod den. Hvis en siddende Meduse irriteres, vil den enten svømme bort eller slaa Tentaklernes lange, nematocyst-bevæbnede Grene op om- 39 kring sig som et beskyttende Net. Den bevæger sig aldrig krybende. Almindelig i Middelhavet og fundet flere Steder ved Kysterne af det nordlige Frankrig, Belgien og Syd- england. Desuden er den almindelig i Gullmarfjord paa den svenske Kyst. Fra Danmark kendes kun eet Finde- sted, nemlig Bugten ved Nykøbing, Mors, hvor Medusen om Sommeren kan være meget talrig paa Zostera. (2. Eleuthéria Quatrefages. Kun een nordisk Art: Fig. 14. Eleutheria dichotoma, med Larver i Rugehulen (efter Hartlaub). Eleuthéria dichot&ma Quatrefages (Fig. 14). Diameter højst 0,4 mm. Klokke halvkugleformet, Ran- den med en mægtig Ring af Nematocyster. Over den rudimentære Klokkehule er der en Rugehule, der er ud- klædt med Ektoderm og staar i Forbindelse med Klokke- hulen gennem 6 interradiale Kanaler; heri modnes Køns- cellerne (Medusen er Hermafrodit), og Æggene udvikles til Planulalarver. Kan desuden formere sig ved Knopskyd- ning fra Ringkanalen. Der er 6 ganske korte Radiærkana- ler og 6 Tentakler, een Gang gaffeldelte, den ene Gren ender med en Sugeskive, den anden med et kugleformet Nældebatteri. Ved Grunden af hver Tentakel en Ocel med Linse. Farve gulbrun eller orange. Hydroide: Clavatella prolifera Hincks. 40 Udbredelse: Middelhavet, de franske og britiske Ky- ster samt ved Bergen og i Gullmarfjord. Ikke kendt fra Danmark. Opholder sig paa Alger paa lavt Vand og kan paa sine Sugeskiver krybe henover Algerne.] 3. Familie Margélidæ. Klokken som Regel næsten lige saa bred som høj, ofte med temmelig tyk Gelé. Den største Art bliver henved 20 mm høj, de fleste er dog langt mindre. Manubrium er altid Kort (rager ikke uden- for Klokkehulen) og bred, ofte korsformet i Tvær- snit. Munden er altid bevæbnet med vorteformede Batterier af Nældeceller, men disse Nældebatte- riers Anbringelse er forskellig. Hos nogle Slægter (i danske Farvande Bougainvillia og Lizzia) er selve Mundaabningen simpel, uden Læber eller andre Udvidelser; men et Stykke ovenfor Mund- aabningen udspringer fire Mundarme, der enten er tfrenede, og 1 sas Fald hver ender med” el Nældebatteri, eller grenede med et Nældebatteri paa Enden af hver Gren"). Hos andre er selve Mundaabningens fire Hjørner trukket ud til fire Læber eller Mundarme, der kan være mere eller mindre lappede, og som bærer vorteformede Nælde- batterier; hertil i Farvandene omkring Danmark Podocoryne, Rathkea og Turritopsis. Hos nogle faa Slægter er Manubrium omgivet af en ringfor- met Gonade; hos de fleste er Gonaderne afbrudt i Perradierne, undertiden ogsaa i Interradierne, ly Til denne Gruppe regnes af nogle Forfattere ogsaa Slægten Cytæis, som dog er nærmere beslægtet med Codoniderne og bør udskilles fra Fa- milien Margelidæ. 41 saaledes at der er fire interradiale eller otte adra- diale Gonader paa Manubriums Sidevægge. Flere Arter formerer sig desuden ved Knopskydning, idet der udvikles Meduseknopper paa Manubriums Sider. Der er altid fire simple Radiærkanaler og en Ringkanal. Nogle Slægter har kun fire (perra- diale) Randbulber, andre har otte eller flere, og ofte udgaar der flere Tentakler tæt sammen fra samme Randbulbe (se under de enkelte Slægter). Randtentaklerne kan som Regel udstrækkes til en betydelig Længde; de er altid solide (ikke hule), Endodermen bestaaende af en enkelt Række af skiveformede Celler; Nematocyster jævnt fordelt i hele Tentaklens Længde. Der er ofte en Øjeplet (Ocel) ved Grunden af hver Tentakel, paa den adaxiale Side. Velum veludviklet. For flere Arters Vedkommende kendes de tilsvarende Hydroider, der i de fleste Tilfælde tilhører Hydroide- familien Bougainvilliidæ; Hydroiden til Turritopsis hører dog til Clavidæ!). Med Hensyn til Bestemmelsen af de i danske Far- vande forekommende Slægter bemærkes, at Bougainvillia og Rathkea er lette at kende, hvorimod Podocoryne og Lizzia kan ligne hinanden meget; hvis der er mere end een Tentakel paa de perradiale Randbulber, eller hvis der er Meduseknopper paa Manubrium, er man sikker paa at have en Lizzia for sig; ellers maa man undersøge Mund- armenes Stilling. | | Oversigt over Slægterne. l. (Ingen Mundarme, hele Mundranden besat med Nældevorter. Mange Randbulber, hver med een. Fenfakej 343 sr dele »- Lurritiopsis. 1) Paa den anden Side er der nogle Hydroider af Fam. Bougainvilliidæ, hvis Meduser hører til Medusefamilien Pandeidæ. Mundarme findes 2," Fire. Randbulber,” hver med. Here Tentskler: fire grenede Mundarme, der udspringer lidt ovenfor den simple Mandaabhins pisser 1. Bøuratnvilks Måtidst ' Random rr TS SES NRA ” 3. Fire ugrenede Mundarme, der udspringer lidt ovenfor den simple Mundaabning. Otte Rand- bulber uden mørkt Pigment, paa de fire inter- radiale kun een, paa de fire perradiale 1—3 Tentakler. Ofte Meduseknopper paa Manu- BERT RSE HUE SS BER EDEN ES gr HS DER 2. BIDE Mundens fire Hjørner trukket ud i simple eller paleldelte Mundarnie 3 i REG DRED Se 4. Otte Randbulber med iøjnefaldende mørkt Pig- ment, de interradiale med 1—3, de perradiale med 3—5 Tentakler. Mundarme gaffeldelte. Ofte Meduseknopper paa Manubrium. 4. Råthkea. Otte eller flere Randbulber uden iøjnefaldende mørkt Pigment, kun een Tentakel paa hver Bulbe. Mundarme simple eller gaffeldelte. ingen Medaseknoppet 2 OR 3. Podocory ne: 1. Bougainvillia Lesson. Hertil hører nogle af de største Margelider, men der er ogsaa Arter, der er ganske smaa. Ge- léen er næsten altid tyk, jævnt afrundet foroven. Manubrium er mere eller mindre tydeligt kors- formet, undertiden siddende paa en gelatinøs Mave- stilk. Fire Gonader adskilte i Perradierne;" hos nogle Arter forlænger-Gonaderne sig perradialt et Stykke ud langs Radiærkanalerne. Fra Manubriums Sider, lidt ovenfor den lille, simple Mundaabning, udgaar fire perradiale Mundarme, der er dikoto- misk grenede, hver Gren endende med et kugle- formet Nældebatteri; "hos de. smaa Årter ser hver Mundarm kun grenet en eller to Gange, hos de større Arter flere Gange, saaledes at hver Årm 43 kan have over 100 Endegrene. Mundarmenes For- greningsmaade hører til de vigtigste Kendemærker ved Bestemmelsen af Arterne. De fire Randbulber er hos de større Arter brede (,,Epauletter”), under- tiden V-formede, og bærer et stort Antal tætsid- dende Tentakler, som Regel i een Række; de mid- terste Tentakler i hver Bulbe er de ældste, og med Alderen forøges Antallet til begge Sider. Hos langt de fleste Arter er der en sort Øjeplet ved Grunden af hver Tentakel, paa den adaxiale Side. Den levende, i Vandet svævende, Meduse holder ofte sine Tentakler saaledes, at deres inderste Del viser opefter, mens den yderste Del bøjer ned- eher rr en-elerant.. Bue; ved, .denne-Stilling kom- mer de idaxigdle Oceller til at vise -udefter: De smaa Årter har kun faa Tentakler paa hver Bulbe, bridet samme gælder onse Exemplarer' af de større Årter; saadanne unge Meduser er vanske- lige at bestemme til Art. De udstrakte Tentakler er" meget lange; paa "konserverede" Exemplarer brækker de let af. For nogle af Arterne har man tidligere anvendt Slægts- navnene Hippocrene Brandt eller Margelis Steenstrup. En meget artsrig Slægt, vidt udbredt ved Kysterne af næsten alle Verdens Have. I Farvandene omkring Dan- mark 6 Arter: Oversigt over Arterne. HG NER man dlet 2022 UI SS MR SR 6. nordgaardi). Been BES HS se EN PA 2. (Subumbrella med en stor, bred, kegle- eller pyramideformet gelatinøs Mavestilk; Gona- derne forlænger sig langs Mavestilkens per- radiale Sider op til Subumbrella. Randbulber 44 nyre- eller V-formede med talrige Tentakler, ilde fa REERER SSD] SAD 5. macloviåna). Hvis en veludviklet Mavestilk findes, forlænger Gonaderne sig ikke.op adiden ll ASER 3. . Mavestilk som Regel tydelig, temmelig smal. Mundarme med kort Stamme, 4—5 (sj. flere) Gange gaffelgrenede. Randbulber temmelig smalle, hver med 11—15 (sj. flere) Tentakler. BENE ORE UV ORE Tr 2. superciliåris. Mavestilk mangler (kan dog være antydet hos B) FRR OSA SS) 20 ASE TR SS: ÆDE LV BSN Se SNEDE .. Mundarme hos voxne Individer kun 1—2 (sj. 3) Gange gaffeldelte. Randbulber smaa, hver med 3—4 (sj. 7) Tentakler. Gonader hos & korsformet" forlenede NSSS TAG l. ramå sa. Mundarme hos voxne Individer mere end 3 Gange gaffeldelte. Randtentakler talrige, ca. 30 eller flere paa hver Randbulbe.......... Mundarme med lang, ugrenet Stamme. Rand- bulber omtrent halvt saa brede som Mellem- rummene imellem dem. Oceller smaa...... 3. britånnics. Mundarme grenede næsten fra Grunden. Rand- bulber omtrent saa brede som Mellemrum- mene eller bredere. Oceller store... 4. principis, 1. Bougainvillia ramåsa van Beneden (B. autumnålis Hartlaub og B. flåvida Hartlaub) (Fig. 15). Klokke lille, højst 2'/»z mm bred og omtrent lige saa høj. Manubrium kort; Mundarme korte, 1—2 Gange gaffel- delte (sjældent 3 Gange). De 4 interradiale Gonader er hos 2 ofte lidt indbugtede i Interradierne; hos den modne gg forlænger de sig noget ud langs de fire Radiærkanaler, og den subumbrellare Gelémasse er da ofte trykket lidt ned imellem de af Gonaderne dannede fire Korsarme som en Antydning af en Mavestilk. Radiærkanaler smalle. Randtentakler lange, sjældent mere end 3—4 (højst 7) paa hver af de smaa Randbulber; ved Grunden af hver Ten- takel en tydelig, sort, rund Øjeplet (Ocel). Randbulberne er gule eller brune, Manubrium brun eller grønlig. Den nyklækkede Meduse har ugrenede Mundarme, 45 der ligesom hos den voxne Meduse som Regel holdes noget opadbøjede, og paa hver Randbulbe to omtrent lige stærkt udviklede Tentakler med tydelige Oceller, Hydroide: Bougainvillia ramosa van Beneden. Vor mindste og vor almindeligste Bougainvillia-Art. Udbredelsen er fortrinsvis sydlig. Foruden fra nogle Ste- der i Stillehavet er dels Medusen, dels Hydroiden kendt fra Middelhavet, Europas atlantiske Kyster, de britiske Kyster og Nordsøen. Fra Norges Vestkyst kendes hverken Hydroiden eller den typiske Form af Medusen; men i Fig. 15. Bougainvillia ramosa. a hunlig Meduse. b Manubrium af hanlig Meduse. (Efter Hartlaub). Nordaasvand nær Bergen er fundet en Dværgform af Medusen, var. minima Kramp & Damas, kønsmodne Individer knap 1 mm store, med ugrenede Mundarme. I danske Farvande er Medusen almindelig indtil de nordlige Indgange til Sundet og Bælterne. Den viser sig sædvanlig i Juli, er mest almindelig i August og Septem- ber og kan findes endnu i November. 2. Bougainvillia superciliåris L. Agassiz (Fig. 16a). Klokke næsten kugleformet, 7—9 mm høj og bred, med meget tyk Gelé. De fire interradiale Gonader beklæ- der Manubriums Sider, der er næsten kvadratiske og tyde- ligt indbugtede i Interradierne; der er næsten altid en tydelig Mavestilk, der ikke er bredere end Maven. Mund- armene er 4—5 (sjældnere 6—7) Gange gaffelgrenede, med kort, tyk Stamme og korte Grene. Radiærkanaler 46 temmelig brede. Randbulber halvmaaneformede, sædvan- lig med 11—15 (højst 22) Tentakler paa hver. Ocellerne er runde, sorte og større end hos de andre nordiske År- ter. Manubrium, Gonader og Randbulber kraftigt brune, ofte smukt kastaniebrune. Planulalarverne udvikler sig paa Manubriums Sider, som derfor hos modne Hunner har et stærkt grynet Udseende. Hos den nyklækkede Meduse er Mundarmene allerede 2 Gange gaffelgrenede, og hver Randbulbe har tre Ten- takler med tydelige Oceller. Fig. 16. a Bougainvillia superciliaris (efter L. Agassiz), b Bougain- villia britannica (efter Hartlaub). Hydroiden er iagttaget en enkelt Gang; det er en meget lille, uanselig Form, kendelig paa de store Meduse- knopper, hvis 12 Tentakler og Oceller er synlige allerede før Løsrivelsen. Årten har sin Hovedudbredelse i arktiske Egne, hvor- fra den udbreder sig mod Syd, langs Amerikas Kyst til Cape Cod, langs Europas Kyster til Skotland og den syd- lige Del af Nordsøen. I danske Farvande er den ikke al- mindelig, men er dog taget adskillige Gange i ringe An- tal, baade ved Jyllands Vestkyst og i Kattegat og Bælterne; den forekommer tidligt paa Aaret, naar Vandet endnu er koldt, fra Februar til Maj, undtagelsesvis (i Skagerak) endnu i Juni eller Juli. 47 3. Bougainvillia britånnica Forbes (Fig. 165). Klokke kuppelformet, tykvægget, 10—12 mm høj, 8— 10 mm bred. Ingen Mavestilk. Manubrium kort og bred, dybt indfoldet i Interradierne. 8 adradiale Gonader (af- brudt baade perradialt og interradialt). Mundarme 5—6 (højst 7) Gange gaffelgrenede, med langt ugrenet Skaft. Radiærkanaler temmelig brede. Randbulber omtrent halvt saa brede som Mellemrummene imellem dem, hver med ca. 30 eller flere "lange: Tentakler. Hver Tentakel med en sort eller mørkebrun Ocel af Form som en fin Tværstreg. Manubrium og Randbulber gule, orange eller brunlige. Den nyklækkede Meduse har ugrenede Mundarme og kun een Tentakel paa hver Randbulbe. Oceller er ikke synlige, før der er 3 Tentakler paa hver Bulbe; Mund- armene er da 2 Gange gaffelgrenede (sml. B. nordgaardi). Gonaderne begynder at udvikles, naar der er 7 Tentakler paa hver Bulbe. Karakteristisk for denne Art er især de langskaftede Mundarme. Hydroiden er ikke kendt med Sikkerhed, men antages at være en lille uanselig Form, der er beskrevet under Navnet Bougainvillia flavida Hartlaub, hvis fuldt ud- viklede Meduseknopper kun har een Tentakel paa hver Bulbe og ingen Oceller (i Modsætning til B. ramosa og superciliaris). Arten har et temmelig lille Udbredelsesomraade; den forekommer ved de britiske Kyster fra Kanalen til Shet- landsøerne, i hele Nordsøen og ved Norges Kyst indtil Bergen. Den er hjemmehørende og undertiden meget al- mindelig ved Jyllands Vestkyst og i Skagerak. I Kattegat optræder den kun som Gæst, tilført af det indstrømmende Nordsøvand, undertiden i ret stort Antal; i et enkelt Aar er den taget helt nede i Storebælt. Den optræder hos os fra April eller Maj til Juni eller Juli. 4. Bougainvillia principis (Steenstrup) (Fig. 17). Klokke omtrent kugleformet, med meget tyk Gelé, ca. 10 mm høj og bred. Ingen Mavestilk. Manubrium kort 48 og bred, dybt interradialt indfoldet. Mundarme korte, meget stærkt grenede helt eller næsten fra Grunden, hver med 150 —200 Endegrene. Radiærkanaler temmelig brede. Rand- bulber meget brede, undertiden bredere end Mellemrum- mene imellem dem, hver med 30—40 tætsiddende Tentakler. Ocellerne er i Reglen sorte Tværstreger som hos B. britannica, men større. Manubrium og Randbulber vinrøde, rødbrune eller guldgule. Unge Exemplarer ad- skiller sig fra B. britannica ved de korte Mundarme og fra B. superciliaris ved de bredere Randbulber og ved Ocellernes Form. Helt ny- klækkede Meduser kendes ikke. Hydroide ukendt. Arten er nordlig-bo- Fig. 17. Bougainvillia principis (efter real, meget almindelig ved Haeckel). Island og det nordlige Norge, mindre hyppig læn- gere sydpaa, ved Skotland og Irland; en enkelt Gang fun- det ved Helgoland. I danske Farvande er den sjælden; den er taget ved Sandnæsfjord paa Norges Sydkyst og et enkelt Sted ved Jyllands rer omtrent udfor Tybo- røn, i Åugust. [5. Bougainvillia macloviåna Lesson (Fig. 18a). I sin Hjemstavn i subantarktiske Egne bliver denne Meduse 15 mm høj; de største i Nordsøen observerede Exemplarer er 8,5 mm høje og omtrent lige saa brede. Klokken er kuppelformet med meget tyk Gelé, især for- oven. Der er en stor kegle- eller pyramideformet gelati- nøs Mavestilk, hvis Basis er næsten lige saa bred som Klokkehulen, Længden omtrent ”"/2—”/3 af Klokkehulens Højde. Den frie Del af Manubrium er meget kort, men Maven, i hvis Vægge Gonaderne ligger, forlænger sig korsformet opad Mavestilkens fire perradiale Kanter helt op til Mavestilkens Basis; denne Karakter adskiller B. macloviana fra alle andre Arter af Bougainvillia. Mund- 49 armene er korte, stærkt og tæt grenede, hver med over 80 Endegrene. Radiærkanaler smalle. De fire Randbulber er nyre- eller halvmaaneformede, undertiden V-formede, knapt halvt saa brede som Mellemrummene, hver med 30—40 lange, tynde Tentakler, der i Bulbens midterste Parti staar i to. Rækker. Ocellerne store, sorte, runde. Manubrium, Gonader og Randbulber orange eller rosa, Bulberne ofte med et rustbrunt Tværbaand. a Fig. 18. a Bougainvillia macloviana (efter Kiinne), b Bougainvillia nordgaardi (efter Kramp & Damas). Hydroiden, Bougainvillia macloviana,er fundet voxende paa Skibssiderne af det tyske Expeditionsskib »Gauss" under dets Overvintring i antarktiske Egne. Denne Meduse er fundet i stort Antal ved nogle af de subantarktiske Øer: Falklandsøerne, Kerguelen, Auck- land- og Campbell-Øerne. Desuden er den fundet flere Gange i den sydøstlige Del af Nordsøen, hvortil den for- mentlig er indslæbt med Skibe. Ved danske Kyster er den endnu ikke iagttaget.] [6. Bougainvillia nordgaardi Browne (Fig. 18 b). Klokke 4—5 mm høj og omtrent lige saa bred, for- holdsvis tyndvægget, Klokkehulen derfor rummelig. En P. L. Kramp: Polypdyr. 4 50 kort, gelatinøs Mavestilk er ofte tilstede. Manubrium kort, kubisk; Gonaderne danner fire interradiale, flade Puder, dybt adskilte perradialt. Mundarme med kort udelt Stamme, 5—7 Gange gaffelgrenede med korte Endegrene. Radiær- kanaler smalle. Hver af de fire Randbulber har 5—7 lange, tynde Tentakler. Arten adskiller sig fra alle andre nordi- ske Bougainvillia-Arter ved helt at mangle Oceller. Manu- brium og Randbulber orangefarvede. Hydroiden er ukendt, men den frie Meduses hele Udvikling kendes; den nyklækkede Meduse har ingen Randtentakler, men Mundarmene er een Gang gaffelgre- nede; naar hver Randbulbe har 3 Tentakler, er Mund- armene 3—4 Gange gaffelgrenede (sml. B. britannica); i dette Stadium begynder Gonaderne at udvikles. Denne Art er hidtil kun kendt fra Norges Vestkyst i Omegnen af Bergen; den opholder sig hovedsagelig i de dybere Vandlag; langt de fleste Fund er fra August—No- vember, en enkelt Gang taget i April (i Mofjord).] 2. Lizzia Forbes. Adskiller sig fra Bougainvillia ved at have 8 Randbulber og ugrenede Mundarme. I danske Farvande kun een Art: Lizzia blondina Forbes (Dysmorphåsa minima Haeckel) (Fig. 19). Klokke meget lille, indtil 1 mm høj og knap saa bred, temmelig tykvægget, især i Toppen, hvor Geléen danner en veludviklet, foroven afrundet Apikalproces. Der er en kort, pyramideformet gelatinøs Mavestilk. Manubrium er kort, firkantet, med indsnævret Mundrør og lille, simpel, firkantet Mundaabning. Paa Mundrørets Sider, lidt over Mundens fire Hjørner, sidder de fire smaa, ugrenede Mundarme, der hver ender med et lille. ”Nældebafteri: Gonaden er ringformet og omslutter hele den brede Del af Manubrium. Før Gonaden udvikles, foregaar der en Formering ved Knopskydning fra Manubriums fire Sider, hvor Meduseknopper udvikles i lovmæssig Rækkefølge. 51 Fire smalle Radiærkanaler og en smal Ringkanal. Velum bredt. Der er 8 Randbulber, af hvilke de fire interradiale aldrig bærer mere end een Tentakel hver; de perradiale Bulber har hos den fuldt udviklede Meduse hver 3 Ten- takler, men i mange Tilfælde er det fulde Antal ikke til- stede; Individer fra danske Farvande er næsten altid meget smaa, ca. ”/»2 mm, og har kun een Tentakel paa Fig. 19. Lizzia blondina. a kønsmoden Meduse, b Manubrium af knopskydende Exemplar. (Efter Kramp & Damas). hver Randbulbe; ofte er der endog nogle af Bulberne, der slet ingen Tentakel har, selv hos kønsmodne Exem- plarer (Fig. 19 a). Ingen Oceller. Manubrium og Randbul- ber gule. Hydroide ukendt. Forekommer i Middelhavet og det nordlige Europa, almindelig ved alle de britiske Kyster, ogsaa omkring Shetlandsøerne, sjældnere ved Færøerne og Island; Nor- ges Kyst indtil Bergen. Meget almindelig overalt i de danske Farvande indtil Øresund og Bælterne; den viser sig hos os i Juni eller Juli, er almindelig i August og September og kan findes endnu i November eller endog i December. Man træffer til alle Tider baade knopskydende 4 52 og kønsmodne Individer sammen (sml. Hybocodon proli- fer og Rathkea octopunctata). 3. Podocorine M. Sars. Fire 'eller flere Randbulber;. hver” med kun'een Tentakel. Selve Mundaabningens fire Hjørner er trukket ud i fire korte, ugrenede eller gaffelgre- nede Mundarme med Nældebatterier; at disse Mundarme er Udvidelser af Mundens Hjørner ses ikke blot af deres Stilling, men ogsaa deraf, at de i det mindste i deres proximale Del er rendefor- mede paa Undersiden (Fig. 21 c). I danske Farvande 2 Arter: Oversigt over Arterne. Ingen Mavestilk. Mundarme ugrenede. 8 Rand- KENT 520] SNS PE SEK Es steen VER SERE 1. cårnea, En kort Mavestilk findes. Mundarme indtil 3 Gange gaffelgrenede. 20—32 Randtentakler.. 2. areolstå l. Podocoryne cårnea M. Sars (Dysmorphåsa cårnea Haeckel) (Fig. 20). Klokke indtil 1 mm høj og 0,8 mm bred, kuppelfor- met, temmelig tyndvægget. Ingen Mavestilk. Exumbrella med mange, spredte Nematocyster. Manubrium smal, om- trent halvt saa lang som Klokkehulen. Mundens perradi- ale Hjørner er trukket ud i fire korte, ugrenede Mund- arme, der hver ender med et Batteri af stilkede Nemato- cyster. De fire interradiale Gonader indtager Størstedelen af Manubriums Længde. Fire temmelig smalle Radiær- kanaler. Velum bredt. 8 Randbulber og 8 Tentakler, af hvilke de fire interradiale ofte er mindre end de perradi- ale. Ingen Oceller. Manubrium og Randbulber brunlige eller rødlige. Hydroide: Hydractinia carnea (M. Sars). 53 Denne Art, dels Hydroiden, dels Medusen, kendes fra Nordamerikas Østkyst, Sydafrika, Middelhavet og alle Eu- ropas Kyster fra Frankrig til Island og langs Norges Kyst til Nordkap og i de danske Farvande. Der er en meget interessant Forskel i Medusens Udvikling paa forskellige Lokaliteter. Ved Nordamerikas Østkyst opnaar den en Størrelse af 3,5 mm med 32 Tentakler; i Adriaterhavet faar den 16 Tentakler; de fleste andre Steder, saaledes overalt i Nordeuropa, bliver den ikke over 1 mm høj og faar ikke mere end 8 Tentakler. Undertiden klækkes den med kun 4 Tentakler, hos os dog som Regel med 8, og desuden med veludvik- lede Gonader; dens pelagiske Leve- tid er sikkert meget kortvarig, hvil- ket forklarer, at den frie Meduse yderst sjældent er taget i Plank- tonet i vore Farvande, skønt Hy- droiden er saare almindelig ved Kysterne af Kattegat, Bælterne og Å Øresund (sjældnere i den vestlige Fig. 20. Podocoryne car- Østersø og langs Jyllands Vestkyst). r€a, nyklækket Meduse I vore Farvande voxer Hydroiden med modne Æg (efter næsten udelukkende paa Skaller af Kramp). levende Nassa; sætter man, ved Sommertid, en saadan med Hydractinia carnea bevoxet Snegl i en Skaal med Havvand, vil man i Løbet af faa Timer faa klækket et stort Antal Meduser af Udseende som Fig. 20, Ogsaa i Naturen klækkes Medusen naturlig- vis i stort Antal paa de Steder, hvor Hydroiden lever, men efter meget kort Tids Forløb forplanter de sig og gaar tilgrunde, saaledes at der er ringe Chance for at faa dem i Planktonnettet. 2. Podocoryne areolåta Alder (Cytæåndra areolåta Haeckel, Lymnåérea boreålis Mayer, Lymnårea norvégica Broch) (Fig. 21). Klokke indtil 5 mm høj og omtrent lige saa bred, Geléen noget fortykket i Toppen. Exumbrella med spredte Nematocyster. En kort Mavestilk findes. Manubrium tem- melig smal og langstrakt, naar næsten til Klokkehulens Aabning. Fire interradiale Gonader paa Mavens Sidevægge. Mundens fire perradiale Hjørner er trukket ud i fire korte 54 Mundarme, der er 2—3 Gange dikotomisk grenede, ofte noget uregelmæssigt; hver Gren ender med et Batteri af stilkede Nematocyster; paa Undersiden af Mundarmen fortsætter Mundvigen sig som en Rende, der følger Ar- mens Forgreninger (Fig. 21c). Radiærkanaler temmelig smalle. Velum bredt. Randtentaklerne er lange og har veludviklede Tentakelbulber; de sidder jævnt fordelt og | ig MI BR 0] NV ID ØRE HU ÅD) 7 o D VØ | Fig. 21. a Podocoryne areolata. b Overside, c Underside af Mund- arm. (Efter Kramp & Damas). ret tæt paa hele Klokkeranden. Antallet af Tentakler hos voxne Individer varierer fra 20 til ca. 32. Den nyklækkede Meduse har som Regel 8 Tentakler, Ingen Oceller. Manu- brium gulrød, Randbulber røde, rødgule eller brunlige. Hydroide: -Hydractinia areolata (Alder). Denne Meduse kendes fra Maine-Bugten paa Nord-. amerikas Østkyst og fra alle de britiske Kyster og Norges Kyst indtil Romsdalsbanken i Nord; desuden fra Kristi- aniafjord og fra Helgoland. Paa dansk Omraade er den kun taget en enkelt Gang, ved Jyllands Vestkyst udfor Tyborøn, i Maj. 55 4. Råthkea Brandt. Af denne Slægt kendes kun een Art; forskel- lige andre Arter, der har været henført hertil, maa paa Grund af Mundarmenes Bygning over- føres til andre Slægter (Lizzia, Kållikeria m. fl.). Råthkea octopunctåta (M. Sars) (Råthkea blumen- båchii (Rathke)) (Fig. 22). Klokke ca. 3 mm høj og 2 mm bred, bredest forneden, Geléen med en tyk, oventil afrundet Apikalproces. En veludviklet, kegleformet Mavestilk findes. Manubrium kort, firkantet. Mundens perradiale Hjørner er trukket. ud i fire Mundarme, der i Spidsen deler sig gaffelformet og ender med to kugleformede = Nældebatterier; desuden er der sædvanlig et Par stilkede eller ustilkede mindre Nældebatterier længere inde paa Siderne af hver Mundarm. Hos kønsmodne Individer er Fig-f22. Rathkea octopunc- Manubrium omsluttet af en ring- Mag: med mener mapper paa Manubrium. (Efter formet Gonade. Før Gonaden Mayer, lidt forandret). udvikles, foregaar der en For- mering ved Knopskydning fra Manubriums Sider, hvor Meduseknopper udvikles i lovmæssig Rækkefølge. Fire meget smalle "Radiærkanaler. Velum temmelig bredt. 8 Randbulber, de fire interradiale hver med 1—3, de per- radiale hver med 3—5 Tentakler, Antallet stigende med Individets Alder"). Der er ingen Oceller, men Randbul- bernes Endoderm er mørkt farvet, mørkebrun eller sort, hvilket ses tydeligt allerede paa Meduseknopperne før 1) Haeckels tre Arter Rathkea octopunctata, Margellium octopunctatum og Margellium gratum er tre Udviklingstrin af samme Art.med forskelligt Antal Tentakler. 56 Løsrivelsen fra Moderdyrets Manubrium. Manubriums Farve er gulbrun. Hydroide ukendt. En meget vidt udbredt Art i de nordlige Dele af Stillehavet og Atlanterhavet; ogsaa fundet i det Sorte Hav og enkelte Steder i Middelhavet. Almindelig ved alle Eu- ropas Kyster fra Frankrig til Islands Nordkyst og til No- vaja Semlja. I danske Farvande forekommer den i stor Mængde overalt fra Nordsøen til den vestlige Del af Øster- søen; undertiden føres den endog med Strømmen lidt ind i den egentlige Østersø gennem Kadetrenden Syd for Falster eller gennem Øresund. Den begynder at vise sig i vore Farvande i December eller Januar; ved Knopskyd- ning tiltager Bestanden hurtigt i Antal indtil April, og i al den Tid findes kun knopskydende Individer; omkring 1. Maj hører Knopskydningen op, og Kønsmodenheden indtræder, og i Løbet af Maj eller senest i Juni forsvin- der hele Bestanden. I biologisk Henseende forholder den sig altsaa ganske som Hybocodon prolifer, men i Mod- sætning til denne er den almindelig ogsaa i Nordsøen og Skagerak. [5. Turrit&psis McCrady. I europæiske Farvande kun een Art: Turritåpsis polycirrha (Keferstein) (Fig. 23). Klokke ca. 4 mm høj og 3 mm bred, kuppelformet. Manubrium stor, foroven med store, blæreagtige Endo- dermceller, Munden med fire brede Læber, hele Mundran- den besat med Nældevorter; ingen Mundarme. Gonader in- terradiale, hermafroditiske. Fire temmelig brede Radiærkanaler. Talrige tætstillede Randbul- ber, hver med een Tentakel og en rød, adradial Ocel. Manubrium og Randbulber rød- lige. Fig. 23. Turritopsis polycir- Hydroide: Corydendrium rha (efter Hartlaub). dohrni (Weismann). 57 Denne ejendommelige lille Meduse (der muligvis er identisk med den amerikanske T, nutricula Mc Crady) hører hjemme i Middelhavet og ved Frankrigs og Syd- "Englands Kyster. Den optræder undertiden i stor Mængde i den sydvestlige Del af Nordsøen og er en enkelt Gang taget ved Helgoland; der er derfor Mulighed for ogsaa at finde den ved Jyllands Vestkyst.] 4. Familie Pandéidæ. Klokken som Regel højere end bred; Højden varierer fra nogle faa mm til 75 mm. Hos mange Arter er der en stor gelatinøs Apikalproces, der undertiden udgør mere end Halvdelen af Medu- sens Højde; paa konserverede Exemplarer er denne apikale Gelémasse dog ofte stærkt indskrumpet. Gelatinøs Mavestilk forekommer sjældent. Manu- brium er som Regel stor, firkantet, men rager sjældent udenfor Klokkehulen. Mundaabningen er for det meste stor, vid, firkantet, dens fire per- radiale Hjørner trukket ud i fire trekantede Læ- ber; Mundranden altid tynd, med en smal ombøjet Kant, mere eller mindre foldet, ofte meget stærkt kruset. Der er aldrig Nældebatterier paa Mund- randen. Gonaderne ligger i Mavens Sidevægge; de er altid adskilte i Perradierne, ofte ogsaa i Interradierne, og de er ofte stærkt og kompliceret foldede efter en vis for hver Slægt karakteristisk Plan; Gonadernes Foldning er en af de vigtigste Karakterer til Bestemmelse af Slægterne. Der er altid 4 Radiærkanaler, ofte brede, baandformede, undertiden med korte Udposninger paa Siderne, men aldrig grenede; ogsaa Ringkanalen kan være 58 bred og have korte Udposninger opefter, men den udsender aldrig centripetale Kanaler som hos visse Medlemmer af den følgende Familie. Meget interessant er Forbindelsen mellem Ma- ven og Radiærkanalerne. Maven er aldrig fæstet til Subumbrella med hele sin øvre Flade, men langs Randene af et perradialt Kors (Fig. 24 b og 25 b). Hos Halitholus og nogle andre Slægter ud- springer Radiærkanalerne fra Mavens øverste Ende i Forlængelse af de fire Korsarme. Hos Leuckartiara og Neoturris og flere andre Slægter er Mavens perradiale Sidekanter foroven paa en større eller mindre Strækning forbundne med den øverste Del af Radiærkanalerne ved en dobbelt Membran (saakaldte Mesenterier, Fig. 26 og 28); Forbindelserne mellem Maven og Radiærkanalerne bliver derved spalteformede. Hos Tiaranna finder vi det samme .Forhold i. modificeret "Form, idet Mavens perradiale Sidekanter her viger saaledes ud. til Siderne; at; deres ” nederste" Ender" (nær mest Mundrøret) kommer helt ud til Subumbrella, og Mavens perradiale Kanter altsaa i hele deres Længde er forbundne med Klokkens Underside som et Kors, fra hvis Ender Radiærkanalerne da udgaar (Fig. 24). Herfra er der ikke noget langt Skridt til Forholdene hos visse Leptomeduser (af Familien Laodiceidæ), hvor Gonaderne er afbrudt interradialt men forlænger sig ud ad de lukkede . Radiærkanaler. Nogle faa lavtstaaende Former har kun 4 Rand- tentakler; som Regel er der flere (undertiden over 59 100), jævnt fordelt med lige store Mellemrum paa hele Klokkeranden; hos nogle skifter større og mindre eller helt rudimentære Tentakler regel- mæssigt efter bestemte Regler. Tentaklerne er hule, i udstrakt Tilstand lange og tynde, i sam- mentrukket Tilstand sædvanlig spiralsnoede; de har aldrig Endeknop; derimod har de ofte dybe Tværfolder eller Gruber. Nematocysterne sidder hyppigst i tynde Tværspanger. Der er altid vel- udviklede Tentakelbulber, kegleformede eller mere eller mindre bredt opsvulmede, ofte med en abaxial Spore. Naar OQOceller er tilstede, sidder de paa Tentakelbulbernes abaxiale Side. Velum veludviklet. De tilsvarende Hydroider kendes kun hos ganske faa Arter og tilhører da Slægten Perigonimus af Familien Bougainvilliidæ. I ældre Tid har flere af de herhen hørende Slægter og Arter været sammenblandede, og for dem har hyppigst været anvendt Slægtsnavnene Turris og Tiara; begge disse Navne er indførte for Meduser af Lesson i 1837, men havde allerede før den Tid været anvendt for Mollusker. Nogle Forfattere anvender endnu Familienavnet Tia- ridæ, som imidlertid efter Nomenklaturreglerne ikke mere kan benyttes. Familien Pandeidæ er kosmopolitisk og omfatter et meget stort Antal Slægter og Arter. De faa danske Arter er ikke vanskelige at bestemme. Oversigt over Slægterne. 1. (Den voxne Meduse med kun to, diametralt mod- satte, store Tentakler; derimellem flere smaa Tentakelrudimenter. Klokke med stor, tilspid- set Apikalpråcesiss iv; song 2. Amphinéma.) 60. Den voxne Meduse med mindst 8 Tentakler (unge Individer med. kun to Tentakler har ingen Apikalproces og ingen Gonader)...... 2. 2. Klokke bredt afrundet, ikke højere end bred; Gonaderne ligger i Folder langs Mavens per- radiale Kanter; disse i hele deres Længde tilvoxedt til ;Subumbrells 112.409; 1. Tiarånna. Klokke højere end bred, som Regel med tyde- lig gelatinøs Apikalproces. Mavens perradiale Kanter ikke i hele deres Længde tilvoxet til SUEDE 8 i ASKE DENE SEE SEE BRS SE åd 3. Mesenterier mangler, RER Kanter fri i hele deres! ænder ennGER r lL 3. Halithélus. Den øverste Del af Mavens Ferra die Kanter forbundne med Radiærkanalerne ved Mesen- LL ar 1 ARSEN Pa ESS RES SENE SEERE 7 SÅ SER SEN DAN TEE 4. 4. Fire interradiale Gonader, i Midten en heste- skoformet Fold, hvorfra uregelmæssige Fol- der udgaar til begge Sider 4. Leuckartiåra. Ingen Hesteskofold; Gonaderne danner en Række Folder paa hver Side af Mavens per- radiale Kanter; det interradiale Midterparti med mange smaa Gruber... … 5. Neotturris. 1. Tiarånna Hartlaub. Af denne Slægt kendes kun to Arter, begge fra dybt Vand i det nordlige Atlanterhav; den ene Art lever ogsaa i Skageraks Dyb: Tiarånna rotånda (Quoy & Gaimard) (Fig. 24). Klokke indtil 20 mm i Diameter, Højden som Regel lidt mindre; Geléen er meget tyk, men jævnt afrundet, uden Apikalproces. Manubrium kort og bred, Mavens per- radiale Kanter i hele deres Længde tilvoxede til Subum- brella langs fire smalle Linier, der tilsammen danner et Kors. Paa begge Sider af disse Tilheftningslinier ligger . Gonaderne i temmelig regelmæssige Tværfolder, sammen- hængende i Interradierne nær Mavens Centrum. Det frit nedhængende Mundrør er kort, lige saa bredt som Maven, 61 med fire lidet fremtrædende, perradiale Læber og svagt foldede Rande. De fire Radiærkanaler og Ringkanalen er smalle, Velum smalt. Klokkeranden med ca. 16—28 lige store Tentakler med kegleformede Tentakelbulber, uden Sporer og uden Oceller; mellem hvert Par paa hinanden følgende Tentakler sidder 2—3 ganske smaa Dværgten- takler, hule, tenformede, med et Bundt Nematocyster i Fig. 24. a Tiaranna rotunda (efter Kramp), b Manubrium af samme set fra oven (efter Kramp & Damas). den yderste Ende. Manubrium, Gonader, Kanaler og Ten- takler er hos den levende Meduse straalende karminrøde, paa Exemplarer konserverede i Formalin sædvanlig orange. Hydroide ukendt. Arten er oprindelig beskrevet fra Gibraltarstrædet (i 1827), hvor den ogsaa senere er fundet flere Gange; des- uden er den taget i.den nordlige Del af Nordsøen, i et Par af de dybe norske Fjorde (Hjørundfjord ved Bergen og Trondhjemfjord), og endelig i ret stort Antal i Nær- heden af Bunden paa 650 Meters Dybde i Skagerak. [2. Amphinéma Haeckel. Denne Slægt udmærker sig ved kun at have to store Tentakler, der staar lige overfor hinanden paa Klokke- 62 randen udfor to af de fire Radiærkanaler; udfor de to an- dre Radiærkanaler og paa Klokkeranden mellem Kana- lerne 'er der flere smaa Tentakelrudimenter:: Det er før det meste smaa Meduser med en høj, tilspidset Apikal- proces, med foldede Gonader og uden Mavestilk. Der kendes to nordeuropæiske Arter, der, foruden at have for- skellige Farver, kendes fra hinanden paa de rudimentære Tentaklers Form. Oversigt over Arterne. De rudimentære Tentakler fingerformede. rugåsum. De rudimentære Tentakler vorteformede... dinéma. Amphinéma rugåsum (Mayer) er udførligt omtalt og afbildet af Hartlaub i ,,Nordisches Plankton", men er dér (og ligeledes af Broch i ,, Tierwelt der Nord- und Ost- see") fejlagtig kaldet A. dinema; den er meget almindelig ved de britiske Kyster, især i Kanalen, og i den sydvest- lige Del af Nordsøen; desuden er den taget i den nord- lige Del af Nordsøen midvejs mellem Shetlandsøerne og Norge. Amphinéma dinéma (Péron & Lesueur) forekom- mer ligeledes i Kanalen, og det er temmelig sikkert denne Art, der er beskrevet og afbildet af Hartlaub som Tiarula coeca, fra Helgoland.] 3. Halitholus Hartlaub. I danske Farvande kun een Årt: Halith&lus cirråtus Hartlaub (tildels = Tiåra pileåta autt. og Tiåra conifera Haeckel) (Fig. 25). Klokke indtil 14 mm i Diameter, bredest ved Klokke- randen; Sidevæggene er tynde, men foroven er der en meget stor gelatinøs Apikalproces, næsten kugleformet og tydeligt afsat fra Klokkens Sider; naar Apikalprocessen medregnes, er Medusens Højde større end Bredden. Ma- nubrium er kort og bred, næsten kubisk, med et kort, firkantet Mundrør med fire korte Læber og svagt krusede 63 Rande. Gonaderne danner sædvanlig otte lodrette, adra- diale Rækker af Folder og Gruber i hele Mavens Længde, men er ofte noget uregelmæssige; undertiden har de en Antydning af en interradial Hesteskofold ligesom hos Leuckartiara. Fra denne Slægt adskiller Halitholus sig imidlertid ved den fuldstændige Mangel paa Mesenterier; a b Fig. 25. Halitholus cirratus. a fra Siden, b fra oven, for at vise Mavens korsformede Tilheftning til Subumbrella. (Efter Kramp). Mavens perradiale Sidekanter er frie i hele deres Længde, og kun Manubriums opadvendte Flade er fæstet til Sub- umbrella langs Randene af et perradialt Kors; der er som Regel en kort, bred, gelatinøs Mavestilk. Radiærkanalerne er temmelig smalle med glatte eller svagt takkede Rande, Ringkanalen glat. Hos velvoxne Exemplarer er der sæd- " vanlig ca. 30 Tentakler, men Antallet kan naa op til 50. De er meget lange, Tentakelbulberne temmelig svagt ud- viklede, kegleformede, lidt sammentrykte fra Siderne, med 64 Antydning af abaxial Spore; Oceller mangler. Mave og Tentakler teglstensrøde. Hydroide: Perigonimus cirratus Hartlaub. Udbredelsen er interessant. Medusen er fundet ved Alaska, ved den sydlige Del af Grønlands Vestkyst, ved Spitsbergen (meget almindelig) og i Barentshavet; helt adskilt fra dette arktiske Udbredelsesomraade er Artens Forekomst i Østersøen, hvor den er overordentlig talrig i de dybe, kolde Partier mellem Bornholm og Indgangen til den Finske Bugt; i noget mindre Antal findes den i den vestlige Del af Østersøen, Bælthavet og Kattegat, hvor den dog ogsaa er hjemmehørende (unge Meduser findes; Hydroiden er hidtil kun fundet to Steder i Dybet udfor Danzig). Med Strømmen kan den føres op langs Bohuslåns Kyst, men ellers mangler den ganske i Skage- rak saavel som i Nordsøen og langs hele Norges Kyst. Den er utvivlsomt en arktisk ,,Udligger" eller ,,Pseudo- reliktf, der har holdt sig i Østersøomraadet fra en tid- ligere, kold Periode. I Østersøens kolde Dyb kan den findes hele Sommeren; i Bælthavet og Kattegat findes den kun i det tidlige Foraar, fra Februar til April, und- tagelsesvis endnu i Maj. 4. Leuckartiåra Hartlaub. Det mest karakteristiske for denne Slægt er Gonadernes interradiale Hesteskofold (der mangler hos Neoturris og de ikke danske Catablema og Pandea) i Forbindelse med Tilstedeværelsen af Mesenterier (der mangler hos Halitholus). Ten- takelbulber som Regel med tydelige Oceller. Fra Farvandene omkring Danmark kendes tre Arter: Oversigt over Arterne. 1. Antallet af Tentakler hyppigst 12 eller 16, sjæl- dent over 20; mellem hvert Par Tentakler 1 eller 3 ganske smaa, kølleformede Tentakel- anlæg; Tentakelbulber med stærkt udviklet abaxial Spore; Tentakler uden dybe Tværfol- der. Apikalproges: veludviklet; 121.54 1. octona: 65 Unge Tentakelanlæg tilspidsede til traadformede, ikke kølleformede; Tentakelbulber kun med svag Åntydning af abaxial Spore; Tentakler med dybe Tværfolder eller Gruber paa den NER SA SE RT sn hr DIN RR 2 2. ca. 40' Tentakler af alle Størrelser, jævn Over- gang fra de mindste til de største, med tyde- lige Mellemrum. Apikalproces veludviklet... ; avnobrkis., (Henved 100 eller flere meget tætsiddende Ten- takler, store og smaa nogenlunde regelmæs- sigt skiftende. Apikalproces lille. 3. brevic&nis). KLeuckartiåra' octona: (Fleming) "(Tiåra octéna, til- dels = Tiåra pileåta autt.) (Fig. 26 og 27a). Klokke indtil 20 mm høj, i danske Farvande dog sjæl- dent mere end 12—15 mm, hvoraf den store kuppelfor- mede eller noget tilspidsede apikale Gelémasse (Apikal- processen) udgør henved Halvdelen; Bredden betydelig mindre end den samlede Højde. Klokkens Sidevægge tynde. Manubrium bred, firkantet, Mundrøret stort, Mund- randen mere eller mindre stærkt kruset. Paa hver af Ma- vens fire Sider en stor, stærkt foldet Gonade bestaaende af en interradial hesteskoformet, opadbuet Fold, hvorfra andre Folder gaar udefter til begge Sider, ofte tillige op- efter. Den øverste Del af Mavens perradiale Kanter er ved Mesenterier forbundne med den øverste Del af Ra- diærkanalerne. Disse er temmelig brede, baandformede, med glatte eller noget takkede Rande; Ringkanal smal, med glat Rand. Tentaklerne er i udstrakt Tilstand meget lange, Tentakelbulben stærkt sammentrykt fra Siderne, med en veludviklet, hageformet abaxial Spore, der om- fatter Klokkeranden og i Spidsen er forsynet med en sorte- brun eller rød Ocel. Hos meget gamle Exemplarer kan Antallet af Tentakler stige til 28, men som Regel er der, selv hos fuldvoxne Exemplarer, kun ca. 16, undertiden kun 12 fuldt udviklede Tentakler. Den nyklækkede Me- P. L. Kramp: Polypdyr. 5 66 duse har kun 2 Tentakler (Fig. 266), de øvrige udvikles i regelmæssig Rækkefølge, saa Antallet efterhaanden er 2—4—8—16 eller 2—4—12. Det er karakteristisk for Ar- ten (i Modsætning til de to følgende Arter), at enhver a b Fig. 26. Leuckartiara octona. a fuldvoxen, b ganske ung Meduse, efter levende Exemplar. Tentakel anlægges som et lille kølleformet Organ med en OQcel (,,Ocellarkolbef") og længe beholder denne Skik- kelse; der er derfor altid, paa ethvert af Medusens Ud- viklingstrin, 1 eller 3 (eller flere) saadanne Ocellarkolber mellem hvert Par helt udviklede Tentakler; herpaa kan selv unge Exemplarer af denne Art kendes fra alle andre 67 nordiske Pandeider. Manubrium og Tentakelbulber er kraftigt gulbrune. Hydroide: Perigonimus repens (Wright). En meget vidt udbredt. Årt, fundet flere Steder i Stillehavet, ved Nordamerikas Østkyst, i Middelhavet og ved det nordvestlige Europas Kyster, hvor den er over- ordentlig almindelig; Udbredelsen strækker sig mod Nord til Islands Sydkyst og langs Norges Kyst til Lofoten. Den er en af de almindeligste Meduser i danske Farvande om Efteraaret, især i Nordsøen, Skagerak og det nordlige Kattegat; men den forekommer ogsaa i det sydlige Katte- gat og undertiden i Øresund og Bælterne, og den findes baade ved Overfladen og i de dybere Vandlag. Den kan findes paa næsten alle Aarstider, men er dog kun al- mindelig i Maanederne Juli—Oktober. 2. Leuckartiåra nåbilis Hartlaub (Fig. 275). Denne Meduse bliver lidt større end L. octona, som den iøvrigt ligner i de fleste Henseender. Mundranden er meget stærkt kruset; Mesenterierne naar omtrent ned til Midten af Mavens perradiale Sidekanter; Radiærkanalerne er bredere end hos L. octona, og deres Rande er stærkt takkede eller har ligefrem korte Udløbere til begge Sider. Tentakelbulbernes abaxiale Sporer er svagt udviklede, Ocellerne mørkerøde; Tentaklernes traadformede Del er forsynet med en Række dybe Tværfurer eller Gruber paa den adaxiale Side. Antallet af Tentakler er som Regel ca. 24—40; de smaa Tentakelanlæg har aldrig Form som »Ocellarkolberf, men er strax tilspidsede og voxer jævnt i Længde, saa at der til enhver Tid er jævn Overgang fra de mindste Anlæg til de fuldt udviklede Tentakler, Paa levende Exemplarer er Manubrium og Gonader mørke- røde, Kanaler og Tentakelbulber lysegule. Hydroide ukendt. Denne smukke Meduse lever i Middelhavet og er desuden fundet nogle Steder i det nordøstlige Atlanter- hav: ved Irland, mellem Skotland og Rockallbanken og Syd for Island. I Maj 1923, da der foregik en usædvanlig 5% 68 stærk Tilstrømning af Atlanterhavsvand til de danske Farvande, blev et Exemplar af denne Art fundet i Storebælt. [3. Leuckartiåra brevicénis (Murbach & Shearer) (Fis: ZI 2): Indtil -30 mm i Diameter, Højden. lidt. større end Bredden; den gelatinøse Apikalproces er som Regel svagt j ( Sal Fig. 27. Klokkerand af: a Leuck- artiara octona, b L. nobilis, c L. breviconis. (rc Radiærkanaler, v Velum). (Efter Hartlaub). udviklet. Mesenterierne er undertiden saa korte, at man kunde tro at have en Hali- tholus for sig, men Arten kendes let fra Halitholus- Arterne og fra de foran- nævnte Leuckartiara-Arter paa det langt større Antal meget tætsiddende Tentak- ler. Disse er formede om- trent som hos L. nobilis, men Qcellerne er utydelige eller mangler. Antallet af Tentakler kan naa op til over 100, og paa ethvert Udviklingstrin er der langt flere end hos Individer af samme Størrelse af de. fore- gaaende Arter; de smaa Tentakelanlæg er ikke kølle- formede; det er karakteri- ==. stisk, at man uanset Indi- videts Størrelse finder smaa Tentakler i næsten regel- mæssigt Skifte med lige saa mange store. Manubrium, Gonader og Tentakelbuiber hos levende Exemplarer mørkerøde eller purpur. Hydroide ukendt. Udbredelse: Nordamerikas Vestkyst; en enkelt Gang fundet ved Julianehaab i Syd-Grønland; ret almindelig i Farvandene Syd for Island, omkring Skotland og Shet- landsøerne og ved Norges Vestkyst i Omegnen af Bergen og Aalesund. Der er saaledes mindst lige saa stor Sand- synlighed for at finde denne som den foregaaende Art i danske Farvande, hvor den dog hidtil ikke har vist sig.] 69 5. Neotårris Hartlaub. Slægten Neoturris (i ældre Tid sædvanlig kal- det Turris) er let kendelig paa Gonadernes Byg- ning. Der kendes fire Arter, af hvilke de tre er indo-pacifi- ske, den fjerde hovedsagelig atlantisk; denne sidste findes ogsaa i danske Farvande. Neotårris pileåta (Forskål) (Turris digitålis Forbes, tildels = Tiåra pileåta autt.) (Fig. 28). Klokke indtil 25 mm i Diameter, med ret tynde Side- vægge; Apikalproces undertiden ringe udviklet, men ofte meget stor, kuppel- eller kugleformet; Exemplarer med saadan stor Apikalproces kan være henved 40 mm høje; i danske Farvande er saa store Exemplarer dog hidtil ikke set. Manubrium som Regel stor, bred, Mundranden stærkt kruset. Paa hver af Mavens fire Sider danner Gonaderne to lodrette Rækker af lappede Tværfolder yderst langs de perradiale Kanter, derimellem et bredt, interradialt Parti med talrige smaa Gruber adskilte af et Netværk af frem- springende Lister; paa stærkt sammentrukne Exemplarer er det interradiale, grubede Parti undertiden skjult af de to Rækker af Tværfolder. Mesenterierne strækker sig sæd- vanlig fra oven ned omtrent til Midten af Mavens per- radiale Kanter. Radiærkanalerne brede, baandformede, med korte, undertiden grenede Udposninger til begge Sider. Ringkanal med glat Rand. Tentakler meget lange, med stærkt sammentrykte Bulber og med dybe Tværfol- der paa den adaxiale Side; den abaxiale Spore svagt ud- viklet; ingen Oceller. Hos velvoxne Exemplarer er der sædvanlig 60—80 Tentakler, meget tætsiddende, store og smaa Tentakler ikke regelmæssigt skiftende. Manubrium rosinfarvet, Tentakelbulber gule eller orange. Hydroide ukendt. 70 Denne store og prægtige Meduse er almindelig i Middelhavet og ved Nordvest-Europa fra Frankrig til Is- land og langs Norges Kyst indtil udfor Trondhjemfjord; Individerne har saa lang Levetid, at de kan naa at blive ført ret langt afsted med Strømmene; Medusen træffes derfor ofte langt ude påa det aåabne Hav. Den er ak mindelig i den nordlige og midterste Del af Nordsøen, Fig. 28. Neoturris pileata, Exemplar med meget svagt udviklet Apikalproces (efter Hartlaub). men ikke i den sydlige Del. I danske Farvande er den fundet adskillige Steder i Skagerak og i den østlige, dybe Del af Kattegat, dog ikke sydligere end Anholt. 5. Familie Calyc&psidæ. Denne Familie (der ogsaa undertiden kaldes Bythotiaridæ) er nær beslægtet med Familien Pandeidæ og opfattes af nogle Forfattere kun som Ti en Underfamilie af denne. Familien omfatter kun faa Slægter, adskillige af Arterne er Dybvands- former, og de fleste af dem er kun kendt i gan- ske faa Exemplarer. I anatomisk Henseende er de derfor som Regel mangelfuldt undersøgt. Radiær- kanalerne kan være grenede, eller der udgaar fra Ringkanalen et Antal centripetale Kanaler, der enten ender blindt et Stykke oppe paa Subum- brella, eller gaar helt op til Toppen og munder i Mavehulen, eller bøjer om og forener sig med Radiærkanalerne. Det mest karakteristiske er Ten- taklernes Bygning; hos de nærmere undersøgte Årter har de en tyk Mesosark og i Midten en snæver Kanal; hos de fleste, formodentlig hos alle Arter har Tentaklerne en stor Endeknop med tal- rige Nematocyster. Ethvert Spor af Tentakelbulber mangler, og den inderste Del af Tentaklen er paa en kortere eller længere Strækning sammenvoxet med Klokkerandens exumbrellare Side. Foruden de egentlige Tentakler kan der være Dværgten- takler af forskellig Form (se under Bythotiara). De hidtil kendte Findesteder for Meduserne af denne Familie ligger spredt i alle Verdenshavene, baade i tropi- ske, tempererede, arktiske og antarktiske Egne. Fra Nord- europa kendes følgende to Slægter: Oversigt over Slægterne. 1. Fire gaffelgrenede Radiærkanaler, ingen centri- Pee Kane SE, KORK NED 1. Bythotiåra. (Fire ugrenede Radiærkanaler, centripetale -Ka- MER NE SS SNE 2. Calycopsis). 12 1. Bythotiåra Giinther. 2 Arter, deraf en i Nordeuropa: Bythotiåra måarrayi Guinther (Fig. 29 a). Klokke indtil 20 mm bred og omtrent lige saa høj, jævnt afrundet, med tyk Gelé. Ingen Mavestilk. Manu- LÅ få | de JÅ Be 0 ET 2 t Og 10 Fig. 29. a Bythotiara murrayi, Exemplar fra Skagerak (to af Ra- diærkanalerne med smaa abnorme Sidegrene) (efter Hartlaub). b Calycopsis simplex (efter Kramp & Damas). brium lille, firkantet, med kort, snevert Mundrør med fire smaa, simple Læber. Gonader paa Mavens interradi- ale Sider, med Tværfolder. Ingen Mesenterier. Fra Mavens korsformede Basis udgaar 4 smalle Radiærkanaler, der kort fra deres Udspring deler sig gaffelformet; hos nor- male Exemplarer deler hver Kanal sig kun een Gang, saaledes at 8 Kanaler munder i Ringkanalen med lige 73 store Mellemrum. Et mere eller mindre abnormt Forløb af Radiærkanalerne træffes dog paafaldende hyppigt hos denne Art; en Kanal kan være ugrenet, en anden tre- grenet, der kan være tværgaaende Forbindelser mellem Grenene, eller endnu mere vidtgaaende Abnormiteter; tre- og femstraalede Exemplarer kendes ogsaa. Udfor en- hver Kanal, der munder i Ringkanalen (normalt 8), bærer Klokkeranden en stor Tentakel, hvis inderste Del er flad og tilvoxet til den noget nedhængende nederste Del af Exumbrella: Fentaklerne er hule øg; har en stor Ende- knop. Mellem hvert Par af de store Tentakler sidder som Regel en eller to ganske smaa Tentakler af lignende Byg- ning som de store, og desuden nogle faa endnu mindre, kolbeformede eller cylindriske Randorganer, der er hule og overalt besatte med store Nematocyster (sml. ,,Rand- kolberne”" hos Laodiceiderne indenfor Leptomeduserne, Side 79). Oceller findes ikke. Velum veludviklet. Manu- brium er hos den levende Meduse straalende zinnober- eller teglstensrød, Kanaler og Tentakler farveløse. Hydroide ukendt. En meget vidt udbredt Dybvandsmeduse, fundet ad- skillige Steder i det Indiske Ocean, Middelhavet og det østlige Atlanterhav fra Kongoflodens Munding til Nord- havet. Ved Norges Kyst er flere Exemplarer taget i de dybe Fjorde Hjørundfjord og Herløfjord i Nærheden af Bergen, og desuden er Arten fundet i Skageraks Mun- ding udfor Lindesnæs. [2. Calycopsis Fewkes. Denne Slægt, der udmærker sig ved at have centri- ” petale Kanaler, er den eneste indenfor Familien Calycop- sidæ, der omfatter et større Antal Arter (ca. 10), spredt over hele Verden. I nordeuropæiske Farvande een Årt: Calycéåpsis simplex Kramp & Damas (Fig. 295). Klokke 8 mm høj og lige saa bred, jævnt afrundet foroven, med temmelig tynde Vægge. Manubrium omtrent halvt saa lang som Klokkehulen, Munden med fire korte 74 Læber. Gonader dybt interradialt indfoldede og med nogle faa svage Tværfolder. 4 smalle, simple Radiærkanaler og en smal Ringkanal, hvorfra der udgaar 4 interradiale cen- tripetale Kanaler, der ender blindt i kort Afstand fra Ma- vens Basis. 8 lange, tynde Tentakler, der sandsynligvis har Endeknop som hos andre Arter af Slægten, selv om de mangler hos det eneste kendte Exemplar af denne Art. Hydroide ukendt. Arten kendes kun fra eet Exemplar, taget i Dybet i Hjørundfjord nær Bergen. Da flere andre af de der levende Dybvandsmeduser er fundne i Skageraks dybe Rende, er det meget sandsynligt, at ogsaa denne Årt en Gang vil blive fundet der.] [6. Familie Williadæ. Denne ejendommelige Familie af Anthomeduser har tidligere været regnet til Leptomeduserne, som den ligner i flere Henseender. Klokkens Form er fladere end hos de fleste andre Anthomeduser; Gonaderne har deres Plads i radiære Udposninger fra Mavens øverste Del. Der er 4 eller 6 grenede Radiærkanaler. Ringkanal mangler. Ten- taklerne svarer i Antal til Radiærkanalernes Endegrene. Midt i hvert Mellemrum mellem Tentaklerne udgaar der fra Klokkeranden en ejendommelig Stribe, der gaar et Stykke op ad Exumbrella og ender med en Samling Nemato- cyster. Der kendes to Slægter, af hvilke den ene har en Årt i Nordeuropa: I Willia stellåta Forbes (Willsia stellåta) (Fig. 30). Klokke indtil 9 mm i Diameter, kuppelformet, med temmelig tyk Gelé. Manubrium kort, 6-straalet, med 6 korte Mundlæber og 6 radiære Udposninger, der bærer Gonaderne, og fra hvis yderste Ender de 6 Radiærkanaler udgaar. Disse er hos ganske unge Exemplarer ugrenede, senere mere eller mindre grenede; hos særlig store Ex- emplarer er hver af de 6 Kanaler delt i 4 Grene, saa der ialt bliver 24 Endegrene og samme Antal Tentakler; disse er korte, med veludviklede Bulber. En Nældestribe midt i hvert Mellemrum mellem Tentaklerne. Velum veludvik- let. Mave og Gonader gule eller rødgule, Tentakelbulber gulbrune eller purpurbrune. 75 Hydroide: Lar sabellarum (en lille athekat Hy- droide med kun 2 Tentakler). Årten er meget almindelig mange Steder ved Eng- lands og Skotlands Kyster, og den er taget flere Gange i Nærheden af Bergen, men hidtil ikke i Danmark.] Fig. 30. Willia stellata (Tegning af Damas efter levende Exemplar). 2. Underorden Leptomedusæ. Klokkens Form er som Regel temmelig flad, bredere end høj, Geléen hos nogle ganske tynd, hos andre meget tyk, af ret blød Beskaffenhed, Velum undertiden ret bredt, men med svag Mu- skulatur. Mundaabningen er forsynet med mere eller mindre veludviklede Mundlæber, som Regel fire; Mundarme eller særlige Nældeorganer paa Mund- 76 randen findes aldrig. Maven er i sammentrukket Tilstand prismatisk, men er meget udvidelig og kan, navnlig under Næringsoptagelse, antage højst forskellige Former. Kun i faa Tilfælde er Maven i hele sin Bredde fastvoxet til Subumbrella; som Regel er den ophængt langs Randene af Radiær- kanalernes inderste Del, saaledes at der dannes trekantede Lommer (lige saa mange som der er Radiærkanaler) mellem Subumbrella og Mavens opadvendende Flade (Fig. 32). Den midterste Del af Subumbrella er undertiden trukket ud i en gelatinøs ,,Mavestilk”f, paa hvis nederste Ende Maven er anbragt; Mavestilken er hos visse For- mer meget lang og tynd, hos andre kort og tyk. Radiærkanalerne udspringer fra Mavens Hjør- ner; disse forlænger sig ofte tragtformet ud i den inderste Del af Radiærkanalerne. Deres Antal er hyppigst 4, sjældnere 5, 6 eller 8, i enkelte Tjil- fælde (hos Fam. Æquoridæ) over 100; hos nogle faa . Former, indenfor forskellige Familier, er de grenede. I Radiærkanalernes Vægge ligger Gona- derne. Hyppigst bærer hver Radiærkanal to Gona- der, en paa hver Side, adskilte i Midtlinien baade foroven og forneden (Fig. 315), men hos nogle (Obelia, Phialidium m. fl.) omslutter Gonaden helt Kanalens frie, nedadvendte Kant (Fig. 31a). I sjældne Tilfælde (nogle Arter af Slægten Eutima) er Gonaderne delte paa tværs i to Afsnit. Ukøn- net Formering ved Knopskydning kendes kun hos to Årter af Leptomeduser (ikke danske). Radiær- kanalerne munder i en snever og simpel Ringkanal. 21 Tentaklerne er altid ugrenede, oftest hule, sjæl- dent solide (Obelia). Nematocysterne er jævnt for- delt i hele Tentaklens Længde, undertiden i tvær- stillede Grupper eller Bæl- ter, men aldrig i fremtræ- dende Nældevorter eller Endeknopper som hos flere Anthomeduser. Tentakel- bulberne er næsten altid veludviklede, hule; hvis de har én ,Spore"; er denne Fig. 31. Skematisk Tværsnit en abaxial Forlængelse fra af Conader (hanlige) af Lep- tomeduser. a helt omslut- Bulbens Endoderm, ind- tende Radiærkanalen (hos lejret i Klokkerandens Gelé rene dog "hakeos tæt under Overfladen. An- (Efter Kramp). tallet af Tentakler varierer fra 2 til flere Hundrede, og de kan være over- ordentlig lange: ofte er der 10 eller'flere Serier af afvexlende større og mindre Tentakler, og un- dertiden-er mogle af dem reducerede til: ganske smaa, rudimentære Randvorter. Cirrer findes inden- for flere forskellige Familier, Randkolber (Cordyli) kun hos Familien Laodiceidæ. Aabne Randblærer er karakteristiske for Fam. Mitrocomidæ, lukkede Randblærer findes hos alle Eucopidæ og Æquoridæ. Øjepletter (Oceller) forekommer hos adskillige Slægter indenfor Laodiceidæ, Thaumantiadæ og Mitrocomidæ. Om Cirrer, Randkolber, Randblærer og Oceller, se Side 11—14. Mange Leptomeduser har smukke, fine, men som Regel ikke kraftige Farver, der væsentligst ly ll NL fint] ll 78 hidrører fra endodermalt Pigment; ektodermalt Pigment kan dog ogsaa forekomme. Dybvands- arterne kan have stærke Farver, orange, røde eller- violette. Leptomedusernes ukønnede Form er Hydroider af Underordenen Thecaphora. Til Bestemmelse af Familierne benyttes først og fremmest Manglen eller Tilstedeværelsen af Randblærer og disses Bygning (aabne eller lukkede, se Side 11—13); ligeledes bestemmes Slægter og Arter ofte efter Antallet af Randblærer, naar saadanne er tilstede. Hertil er det nød- vendigt at anvende ret stærk Forstørrelse, især hvis Ex- emplarerne er konserverede i Formol, saaledes at Kalk- konkretionerne i Randblærerne er opløste; paa friske Ex- emplarer eller Exemplaårer, der er "konserverede 17'SpPit (uden først at have været i Formol) vil Lysbrydningen i Konkretionerne som Regel let røbe Randblærernes Plads; særlig de brede, flade, aabne Randblærer hos visse Mitro- comider kan være vanskelige at se; de lukkede Randblæ- rer er undertiden meget smaa, men som Regel tydelige. Ogsaa Laodiceidernes Randkolber er smaa, og de falder let af, men ved omhyggeligt. Eftersyn af Klokkeranden vil man dog næsten altid kunne finde nogle af Randkol- berne bevarede. Oversigt over Familierne. 1. Randblæret ankler ALE sr Cs os esse 2. RIRODNETEr BOER SME DN HA SE SE SER 3. Laodicéidæ (Side 798); Randkolber mangler, g eller flere Radiærkana- 10657, EMEE . Thaumantiadæ (Side 86). 3. Randblærer aabne....… re Mitrocådmidæ (Side 89). Randblærer 1kkEREr SS SAD SER RISE RE LSE Er EE 4. 4. 4—8 Radiærkanaler........ 4. Eucbdpidæ (Side 97). Talrige Radiærkanaler.... 5, Æqubridæ (Side 116). 79 1. Familie Laodicéidæ. Overvejende temmelig store Meduser, Formen som Regel flad. Alle nordatlantiske Arter har 4 Radiærkanaler. Mavens øvre Væg er altid fæstet til Subumbrella langs Randene af fire smalle, ra- diære Render, der tilsammen danner et Kors; Ra- diærkanalerne udspringer fra Mavens Hjørner i Forlængelse af de radiære Render. Gonaderne ligger i Radiærkanalernes Sidevægge og er ofte stærkt foldede; hos de fleste Slægter forlænger Gonaderne sig et Stykke ind paa Mavens øvre Væg paa begge Sider af de radiære Render, hos Staurophora endog helt ind til Midten, saaledes at de støder sammen i Interradierne. At Gonaderne saaledes delvis ligger i Manubriums Vægge viser, at denne Familie indtager en primitiv Stilling blandt Leptomeduserne, nærmere Anthomeduserne; hos alle de andre Familier er Gonaderne helt fri- gjorte fra Mavevæggen. Mavestilk mangler altid. Tentaklerne er hule, ofte med endodermal Spore. Hos flere Slægter er der Oceller paa Tentakelbul- berne. Cirrer (Spiralcirrer) kan være tilstede paa Klokkeranden mellem Tentaklerne. Paa Klokkeran- den sidder ogsaa de ejendommelige Randkolber (Cordyli, Fig. 4 B, Side 12), som er karakteristiske for denne Familie og ikke findes hos andre Lepto- meduser; det er smaa, hule Organer, som oftest kølleformede, men undertiden tenformede eller cylindriske; Endodermen staar i Forbindelse med Ringkanalens Endoderm; Ektodermen er ganske tynd 80 og mangler som Regel Nematocyster; men hos en- kelte Former er der paavist en lille Gruppe Ne- matocyster i Randkolbernes yderste Ende, hvorved de kommer til at minde om de ovenfor omtalte »Dværgtentaklerf hos Tiaranna rotunda og By- thotiara murrayi (Side 61 og 73). Randkolberne formodes at være en Slags Sanseorganer. Rand- blærer mangler. Velum veludviklet. Familien omfatter kun faa Slægter med ret faa Arter, spredt over alle Verdenshavene; flere er Dybvandsformer, Fra Farvandene omkring Danmark kendes en Årt af hver af følgende tre Slægter: Oversigt over Slægterne. 1. Munden er en stor, korsformet Spalte, der stræk- ker sig fra Midten af Subumbrella ud langs Radiærkanalerne lige saa langt som Gona- derne, næsten til Klokkeranden. Talrige Ten- takler med adaxiale Oceller… .. 3 Staurophora Munden central paa en veludviklet firkantet Nano 55 ARD sk BE ANEDE ON FØRÅ ræ 2. "Randcirrer: og adaxiale Oceller Andes; Gonader simple Hunde AS KR HESS BA 1. Laodike (Randcirrer og Oceller mangler; Gonader fjer- formede, danner flade Lameller vinkelret paa begge Sider af Radiærkanalerne. 2. Ptychogéna). 1. Laodicea Lesson. I danske Farvande kun een Årt: Laodicea undulåta (Forbes & Goøodsir) (Fig. 32 og 34a og Fig. 4B; Side 12). Denne vidtudbredte Meduse optræder i flere forskel- lige Varieteter, der væsentligst adskiller sig fra hverandre ved Størrelse og Farve; flere af dem har været opfattet 81 som særskilte Arter (L. calcarata A. Agassiz, ulothrix Haeckel, cruciata hos flere Forfattere"), m. m.). Den Form, der beskrives i det følgende, er den typiske, store, nord- atlantiske Form. Klokken er noget fladere end en Halvkugle, som Re- gel ca. 25 mm i Diameter, undertiden større, indtil 37 mm. Fig. 32. Laodicea undulata, den store Form (efter Kramp). Geléen temmelig tynd. Manubrium kort, Mundranden fol- det i store Folder, Maven firkantet, ca. "/2 saa bred som Klokken. Gonaderne er bugtede Baand, der strækker sig fra et Stykke indenfor Mavens Hjørner næsten til Klokke- randen. Velvoxne Exemplarer har 400—600 lange Tentak- ler, der kan rulles spiralformet sammen; Tentakelbulberne 1) I sit berømte store Værk ,,System der Medusen" (1879) har Haeckel under, Navnet Laodice cruciata sammenblandet et stort Antal Meduser af forskellige Slægter og Familier; med en enkelt Undtagelse (mediterranea) tilhører ingen af dem Slægten Laodicea. P. L. Kramp: Polypdyr. 6 82 svagt udviklede. Unge Tentakler har en veludviklet abaxial, endodermal Spore; men under Væxten voxer Tentaklens basale Del op langs Ydersiden af Klokkevæggen og ,,0p- sluger" derved Sporen, som derfor mangler hos ældre Tentakler. Ved Grunden af nogle af Tentaklerne, sædvan- lig hver tredie eller hver femte, er der paa den indven- dige (adaxiale) Side en lille mørk Oceb (Fig. 4 B). Mellem Tentaklerne er der Spiralcirrer, højst een mellem hvert Par Tentakler, og de falder let af. Typiske Cordyli, ud- præget kølleformede med en tynd Stilk, sidder mellem Tentaklerne i omtrent samme Antal som disse. Farven er meget variabel. Manubrium, Gonader og Tentakelbulber kan være rødlige eller grønlige eller næsten farveløse. Hydroide: en Cuspidella- Art. Arten er vidt udbredt langs Kysterne i de tempere- rede og tropiske Dele af Atlanterhavet og i Middelhavet; de fleste af de fra det Indo-Pacifiske Omraade beskrevne Former tilhører rimeligvis ogsaa denne Art. Den her be- skrevne store Form er udbredt i det nordøstlige Atlanter- hav fra Irland og Skotland til Islands Sydkyst og langs Norges Kyst helt op til Tromsø; den viser sig om For- aaret og forsvinder om Efteraaret. Flere Exemplarer af denne Form er taget paa dybt Vand i Skagerak. Foruden denne findes der ved de nordeuropæiske Kyster en syd- lig Form, hjemmehørende bl. a. i den sydlige og østlige Del af Nordsøen; den er betydelig mindre, idet den bliver kønsmoden ved en Diameter af ca. 10 mm, og den op- træder senere paa Aaret, sjældent før Juli eller August; den er flere Gange fundet ved Jyllands Vestkyst om Ef- teraaret. I April 1923 fandtes en lille Laodicea i Kattegat Øst for Anholt, formentlig et ungt Exemplar af den store Form fra Skagerak. [2. Ptychogéna Å. Ågassiz. Denne Slægt adskiller sig fra Laodicea ved at mangle Oceller og Randcirrer, og ved at Gonadernes Folder er udviklede til flade Lameller, der staar vinkelret ud fra begge Sider af Radiærkanalerne. Hos den højest udviklede Årt, den arktiske Pt. lactea, er Lamellernes øvre Kant i 83 hele deres Længde tilvoxet til Subumbrella; hos Pt. cro- cea (og hos nogle andre Arter) er de derimod kun fast- voxede i deres inderste Del. Ptychogéna cråcea Kramp & Damas (Fig. 33). Klokken omtrent lige saa høj som bred, med temme- lig tykke Vægge, indtil 25 mm i Diameter. Manubrium stor, korsformet, med et no- get indsnevret Mundrør og svagt foldet Mundrand. Den inderste 7”/2—/3 af de fire Radiærkanaler er høj, sam- mentrykt, og aabner sig i Ma- vens fire Hjørner hver med en lang, lodret Spalte, Den øverste Del af dette Parti af Radiærkanalerne bærer Go- naderne i 6—7 Lameller paa FA hver Side; Lamellerne er ører temmelig korte, frie, kun ved | deres Udspring heftede til Subumbrella. Den yderste ”/3 Fig. 33. Ptychogena crocea —/2 af Radiærkanalerne er (efter Kramp og Damas). snever og munder i en sne- ver Ringkanal. Indtil 64 korte Tentakler med langstrakte, sammentrykte Bulber. Mellem hvert Par Tentakler 2—4 Cordyli, tenformede eller svagt kølleformede, med nogle Nematocyster i den yderste Ende. Manubrium og Gona- der safrangule, Tentakelbulber rosenrøde. Hydroide ukendt. Ved Gonadernes Anbringelse og Radiærkanalernes spalteformede Forbindelse med Maven minder denne Årt om visse Anthomeduser af Familien Pandeidæ. — ØS Via) AR ES Hidtil kun fundet paa to Lokaliteter, Moldefjord og Mangerfjord paa Norges Vestkyst, i Dybet. Da flere andre af de Meduser, der lever i de dybe norske Fjorde, tillige forekommer i Skageraks Dyb, er det meget sandsynligt, at ogsaa Ptychogena crocea engang vil findes her.] 3. Stauréphora Brandt. Af denne Slægt kendes kun to Arter, en nord- atlantisk og en sydatlantisk, som muligvis endog 6” 84 er identiske. Staurophora mertensii bliver i saa Fald en af de meget faa Meduser med bipolar Ud- bredelse, idet den mangler i de tropiske og sub- tropiske Omraader. a Fig. 34. a Snit af Klokkerand af Laodicea undulata, b, Klokke- rand af Staurophora mertensii. — c Randkolbe (Cordylus), ex Ex- umbrella, rk Ringkanal, sub Subumbrella, ft Tentakel, v Velum. (Efter Kramp). Stauréphora merténsii Brandt (St. laciniåta L. Agas- siz, Stauråstoma årctica Haeckel) (Fig. 34 b og 35). En af de største kendte Hydromeduser, skive- eller urglasformet, 100—200 mm i Diameter, med tyk Gelé. Der er ingen egentlig Mave, men Munden er en stor korsfor- met Spalte, der strækker sig fra Subumbrellas Midte ud i de fire Radiærkanaler næsten til Ringkanalen, saa at de egentlige Radiærkanaler indskrænker sig til fire snevre Rør af faa Millimeters Længde; Størstedelen af Radiær- kanalerne er altsaa omdannede til aabne Render, forneden kantede af to foldede Membraner, Mundranden. I hele denne aabne Del er Radiærkanalerne forsynede med gre- 85 nede Udposninger, der er fastvoxede til Subumbrella og indeholder Gonaderne. Gonaderne fra alle fire Radiær- kanaler støder sammen i Midten. Klokkeranden har et overordentlig stort Antal Tentakler; hos et Individ, 120 mm i Diameter, er talt ca. 4400 Tentakler. Disse er temmelig korte, spiralformet oprullede; Tentakelbulberne er lang- strakt koniske og-har en veludviklet, tilspidset, en- dodermal Spore. Hver Ten- takelbulbe har ved sin Grund paa den adaxiale Side en lille mørkebrun Ocel. Typiske Cordyli med tynd Stilk og uden Nema- tocyster skifter regelmæs- sigt med Tentaklerne. Cir- rer mangler. Velum meget smalt. Gonader, Radiær- kanaler og Ringkanal mælkehvide, Medusen el- lers glasklar med blaaligt Skær. Hydroide ukendt. Fig. 35. Staurophora mertensii, ung Udbredt langs Kyster- Meduse set fra neden (efter Mayer). ne af det nordligste At- lanterhav og Stillehav, især hyppig i arktiske Egne, men trænger undertiden ned i den boreale Region. Ved Islands Nord- og Østkyst kan man i stille Vejr se den skarevis tæt ved Havets Overflade; den er ogsaa meget alminde- lig ved den nordlige Del af Norges Vestkyst, men sjæl- den Syd for Bergen. Undertiden fundet ved Færøerne og i Nordsøen, hvor den dog ikke forekommer til Stadighed. I Foraaret 1923 var den meget almindelig langs hele Jyl- "lands Vestkyst lige fra Esbjerg til Skagen, og nogle Exem- plarer fandtes endog i Kattegat i Nærheden af Læsø; da nogle af Meduserne. var ganske smaa, maa Hydroiden det Åar have levet i Nordsøen. 86 2. Familie Thaumantiadæ. Under dette Navn sammenfatter man alle Leptomeduser, der mangler baade Randblærer og Randkolber. Det er en kunstig Familie bestaaende af meget forskellige Slægter og Årter; den opret- holdes kun foreløbig af praktiske Grunde og ud- gør ikke en naturlig Gruppe. Tidligere regnedes ogsaa Laodiceiderne hertil og ligeledes et stort Antal Arter, der ved nærmere Undersøgelse viste sig at have Randblærer, hvorfor de maatte over- føres til Eucopiderne eller Mitrocomiderne. I Nordeuropa findes kun to Arter, af hvilke den ene forekommer i danske Farvande. Oversigt over Slægterne. (Medusen usymmetrisk, med 5 eller flere ure- gelmæssigt fordelte, tildels grenede Radiær- ER I ere eg 2. Dipleuråsoma.) Medusen radiær-symmetrisk, med 8 simple Radierkakalers sas tis ERE 1. Melicértum. 1. Melicértum L. Agassiz. Kun een nordatlantisk Art: Melicértum octocoståtum (M. Sars) (Melicertidium octocoståtum Haeckel, Melicértum campånula L. Agassiz) (Fig. 36). Klokken 11—13 mm høj og 10—11 mm i Diameter, Geléen foroven temmelig tyk, fladt afrundet. Manubrium kort og bred, hele dens øverste, ottekantede Flade tilvoxet til Subumbrella. Mavens Sidevæg er i sammentrukket Tjil- stand foldet paa langs i 8 Folder; Mundranden med 8 korte, simple Læber. Hver af de 8 Radiærkanaler aabner 87 sig i Mavens Sidevæg med en lodret Spalte. 8 bugtede Gonader langs næsten hele Længden af Radiærkanalerne. I hvert af de 8 Mellemrum mellem Radiærkanalerne er der paa Subumbrella 5—7 fine Striber af Nematocyster, der løber fra Klokkeranden opefter. Der er ca. 64 lange Tentakler og nogenlunde regelmæssigt skiftende med disse Fig. 36. Melicertum octocostatum (efter Kramp). omtrent lige saa mange smaa. Velum smalt. Mave, Gona- der og Tentakelbulber gule eller brungule. Denne Beskrivelse gælder den europæiske Form; ved Nordamerikas Kyster bliver Medusen noget større og har flere Tentakler. Den europæiske (Melicertidium octocosta- tum) og den amerikanske Form (Melicertum campanula) opfattedes tidligere som to Arter tilhørende to forskellige Slægter. Hydroiden er en lille Polyp uden Hydrothek; dens systematiske Stilling er ikke bestemt, " Udbredt langs den nordlige Del af Nordamerikas Øst- kyst (maaske ogsaa i Stillehavet) og ved Europas Kyster 88 fra den Engelske Kanal til Island og langs Norges Vest- kyst til Murmankysten. I danske Farvande er den ikke almindelig, men er dog taget flere Gange, dels ved Jyl- lands Vestkyst og i Skagerak, dels i Kattegat indtil Schultz”s Grund ved Indgangen til Samsø Bugt. Den skal Fig. 37. Dipleurosoma typicum (efter Kramp). ogsaa være fundet ved Kiel og en enkelt Gang ved Born- "holm. De danske Fund er fra forskellige Aarstider, mel- lem Juni og November. [2. Dipleurosoma Boeck. Kun een europæisk Årt: Dipleuré6soma typicum Boeck (D. amphitéctum + ir- regulåre Haeckel) (Fig. 37). Klokke urglasformet, ca. 15 mm i Diameter. Manu- brium flad, med uregelmæssigt Omrids. 5—18 Radiær- kanaler, hyppigst ca. 9, der udspringer meget uregelmæs- 89 sigt fra Mavens Periferi; de fleste naar ud til Ringkana- len, og nogle af dem har. undertiden Sidegrene. Ovale eller aflange Gonader paa den inderste Del af nogle af Radiærkanalerne; Antallet af Gonader varierer fra 1: til 12, hyppigst er der 5. Over 100 lange Tentakler med vel- udviklede Tentakelbulber, hver med en Ocel paa den adaxiale Side. Udvikling: Æggene forbliver fastheftede til Gonaderne, indtil Planulastadiet er naaet. Larverne udvikler sig til Hydroider, der ligner Cuspidella, men den. fuldt. ud- viklede Hydroide kendes ikke. Denne ejendommelige og meget variable Meduse er meget almindelig nogle Steder ved Irlands og Englands Kyster. Den er oprindelig beskrevet fra Farsund tæt ved Lindesnæs, Norges sydligste Pynt ved Indgangen til Skagerak.] 3. Familie Mitroc&midæ. Leptomeduser med aabne Randblærer. Disse er Udposninger af den basale Del af Velum, og deres indre Hulrum staar gennem en ÅAabning i Forbindelse med Subumbrellarhulen (Fig. 5 C). De aabne Randblærer er i Reglen -brede og temmelig flade og indeholder flere Konkretioner (ca. 5—30); de er undertiden vanskelige at se. Manubriums øverste Væg er altid fæstet til Subumbrella langs Randene af radiære Furer i samme Antal som Radiærkanalerne, som Regel 4, hos et Par Arter flere. Antydning af Mavestilk findes hos Tiaropsis. Tentaklerne er hule. Oceller paa Tentakelbulberne findes ikke, men hos Tiaropsis og nærstaaende Slægter er der en Ocel (af ejendommelig Byg- ning, ,Subepithelial”) ved Grunden af hver Rand- blære; dette Forhold kendes ikke hos andre Hy- dromeduser. . Randcirrer, enten Spiralcirrer eller flexile Cirrer, findes hos flere Slægter, 90 Familien omfatter 10 Slægter, de fleste med kun faa Arter, væsentligst Kystformer; de fleste forekommer i tempererede Egne, men enkelte er dog tropiske eller ant- arktiske. Fra Farvandene i Nærheden af Danmark kendes 6 Arter, tilhørende følgende 5 Slægter: Oversigt over Slægterne. H. (ca, 12-76 Radærkanalen 1 ASE 2. Hal&psis.) d Radherkandiet i SEA ES SES SE SE SE SER SA 2. Radiærkanaler S-formet bøjede.... 4. Cyclocånna. Rudiærkinsler HET EN UL ST PU LEARN . 3. Ingen Cirrer.:8 Randblærer, hver méd en stor JT 5 UREN 0 SR SN SÆRT A 5. Tiartopsrs: Cirrer findes. Randblærer uden Oceller …—….:, 4. 4. Med Spiralcirrer, kun paa selve Klokkeranden 1. Mitrocomélla. Med flexile Cirrer (ikke spiralformede), baade paa Randen og paa nederste Del af Exum- eee US SS SSL TES SE AN SEE NES 3. Cosmetira, 1. Mitrocomélla Haeckel. Bortset fra en noget tvivlsom amerikansk Art, der er temmelig stor og har ca. 100 Tentakler, er Mitrocomella-Arterne ret smaa Meduser med ca. 16—48 Tentakler; Cirrerne er typiske Spiralcir- rer, der kan rulles spiralformet sammen og i den yderste Ende har et ovalt, tydeligt afsat Nælde- batteri; hos daarligt konserverede Exemplarer er dette dog ofte knækket af; saadanne defekte Spi- ralcirrer kendes dog let fra de flexile Cirrer hos Cosmetira, dels ved at mangle Nematocyster, dels ved at de udelukkende sidder paa selve Klokke- randen. Cirrerne sidder” imellem Tentaklerne… i større Antal end disse. Antallet af Randblærer er 8, 12 eller' 16; herved adskiller 'Slæsten' sig "fra 9i Mitrocoma, der ligeledes har Spiralcirrer, men hvor Randblærerne er tilstede i langt større Antal. Af de 6 Arter er en antarktisk, de øvrige hører hjemme i den nordlige Halvkugles tempererede Egne. Fra Nord- søen kendes to Arter, af hvilke den ene forekommer i danske Farvande. Oversigt over Arterne. 16 Randblærer; ca. 36—48 Tentakler; lang- attåkte, bugtede-Gonader. 1. polydiademåta. (8. Randblærer; ca. 16 Tentakler; korte, ovale Gonader paa distale Del af Radiærkanalerne 2. bréwnei.) 1. Mitrocoméllapolydiademåta (Romanes) (Fig.38a). Omtrent halvkugleformet, 12—22 mm i Diameter Manubrium lille, Mundrand svagt foldet, med fire korte Læber. Fire smalle Radiærkanaler. Gonader linieformede, noget bugtede, langs de yderste ”/3—"/; af Radiærkanalerne. 36—48 Tentakler med langstrakte Bulber. 5—9 (under- tiden flere) Spiralcirrer mellem hvert Par Tentakler. 16 eradiale Randblærer, hver' med ca. 20—30 Konkretioner. Mund og Tentakelbulber purpur eller rosenrøde. Gonader gulbrune eller rødlige. Hydroide ukendt. Almindelig ved de britiske Øers vestlige og østlige Kyster, ved Shetlandsøerne og Færøerne og langs Norges Vestkyst indtil Tromsø; desuden ved Nordamerikas Øst- kyst (hvor den bliver noget større og har flere Tentakler). I danske Farvande er den ikke almindelig; den er dog taget, i ringe Antal, adskillige Steder ved Jyllands Vest- kyst fra Blaavandshuk til Skagen og i Kattegat Øst for Læsø og Anholt, i Maj til November. [2. Mitrocomélla bråwnei Kramp (Fig. 38 5). Mindre end foregaaende Art, 4—7 mm. Gonader ovale, opsvulmede, paa yderste "/6—"/5s af Radiærkanalerne. Ca. 16 lange Tentakler med brede Bulber, 6—8 Spiralcirrer 92 mellem hvert Par Tentakler. 8 adradiale Randblærer, hver med 5-—7 Konkretioner. Gonader svagt røde, Tentakel- bulber klart gule. Hydroide ukendt. Ret almindelig ved Irlands og Sydenglands Kyster og i den sydlige Del af Nordsøen, men hidtil ikke fundet i danske Farvande.] Fig. 38. a Mitrocomella polydiademata (efter Browne), b M. brow- nei (efter Kramp). [2. Halopsis A. Agassiz. Kun een Årt: Hal&psis ocellåta AÅ. Agassiz (Fig. 39). Ca. fire Gange saa bred som høj, 60—70 mm i Dia- meter. Mave bred og flad, cirkelrund eller stjerneformet, . Mundrand foldet, med fire "korte Læber. Fra Mavens Midte udgaar 4 radiære Render der deler sig flere Gange, inden de naar Ma- vens Periferi. I Fortsæt- telse af disse Render ud- springer Radiærkanalerne i et Antal af ca. 12—16, fordelt i 4 Grupper. Go- nader langstrakte, linie- formede, noget bugtede, omtrent ”/3 saa lange som Radiærkanalerne. Talrige Tentakler (ca. 450); een Fig. 39. Halopsis ocellata (efter Spiralcirre mellem hvert Kramp). Par Tentakler; ca. 80 Rand- 93 blærer med mange Konkretioner. Hele Medusen svagt rosenrød eller lila. Hydroide ukendt. Forekommer ved Nordamerikas Østkyst og Grønlands Vestkyst; meget almindelig ved det nordvestlige Europas Kyster fra Irland til Sydkysten af Island og langs Norges Vestkyst fra Bergen til Tromsø, men hidtil ikke fundet i danske Farvande.] 3. Cosmetira Forbes. To Arter, af hvilke een lever i danske Farvande: Cosmetira pilosélla Forbes (Fig. 40). Klokke kuppelformet, noget højere end en Halvkugle, temmelig tyndvægget, især i Randen, der næsten altid er noget indbøjet; Diameter ca. 20 mm. Mave lille, firkantet, Mundrand noget foldet, med fire Læber. Gonader lang- strakte, . linieformede, noget bugtede, ca. ”/4 saa lange som Radiærkanalerne. Ca. 64 tem- melig korte Tentakler med brede, næsten kugleformede Bulber. Mellem hvert Par Tentakler ca. 10 flexile Cir- rer, af hvilke nogle sidder paa selve Klokkeranden, mens Fig. 40. Cosmetira pilosella andre er rykkede noget op (efter Hartlaub). paa Exumbrella, men ved en Streng af Endodermceller er forbundne med Ringkanalens Endoderm (Fig. 4 Å Side 12). Cirrerne er i udstrakt Tilstand lange, med mange Tværbælter af Nematocyster, men uden et særskilt endestillet Nældebatteri; de er overordentlig kontraktile, men kan ikke rulle sig spiralformet sammen. 8 adradiale Randblærer, hver med 12 eller flere Konkre- tioner. Mave og Gonader purpurrøde, Tentakelbulber mørkt purpur. Hydroide ukendt. 94 Almindelig ved de britiske Kyster fra Kanalen til Shetlandsøerne og i Nordsøen; Norges Vestkyst indtil Bergen. I danske Farvande er den nogenlunde almindelig om Efteraaret langs Jyllands Vestkyst, hvorfra den ogsaa kan komme ind i Kattegats Østerrende, [En nærstaaende Art, Cosmetira megalotis (Maas), der bliver dobbelt saa stor og har ca. 100 Tentakler, men meget kortere Gonader, forekommer i den Engelske Ka- nal og Vest og Øst for Skotland.] 4. Cyclocånna Bigelow. Kun een Årt: Cyclocånna wélshi Bigelow (Fig. 41). Umbrella urglasformet, indtil 68 mm i Diameter. Ge- léen temmelig tyk i Midten, tynd i Randen. Manubrium firkantet, prismatisk, om- trent lige saa lang som bred, med svagt foldet Mundrand og fire korte Læber. De fire Radiær- kanaler udspringer fra Ma- vens Hjørner, løber først, som hos andre Meduser, i perradial Retning; men i nogen Afstand fra Klokke- randen bøjer de skarpt om, alle til; samme Side; og løber hu sf cirkulær Fig. 41. Cyclocanna welshi (efter Retning næsten helt nen Kramp). til den næste Perradius, hvor de atter bøjer brat om og udmunder i Ringkanalen. Et saadant Forløb af Radiærkanalerne kendes ikke hos nogen anden Meduse. Gonaderne begynder -i kort Afstand fra Maven og følger Radiærkanalerne til den anden bratte Bøjning. En stor Tentakel med kegleformet Bulbe sidder udfor Enden af hver Radiærkanal; desuden har Klokkeranden ca. 80 smaa en vorteformede Tentakelrudimenter. Cirrer mangler. 8 store adradiale Randblærer. Velum temmelig bredt. Maven og Tentakelbulberne er i Formalin sortegraa, i frisk Tilstand mørkt violette. Hydroide ukendt. Denne mærkelige Meduse blev beskrevet i 1918 efter to Exemplarer fra Nordamerikas Østkyst; et tredie Exem- plar fandtes i Oktober 1922 i Skageraks dybe Rende, nær Bunden paa 650 Meters Dybde. Endelig blev i 1932 ad- skillige Exemplarer taget i en af de dybe Fjorde i Nær- heden af Bergen, og disse Exemplarer var saa godt kon- serverede, at de aabne Randblærer kunde erkendes og Arten, hvis systematiske Stilling indtil da var uvis, der- for kunde henføres til Familien Mitrocomidæ. 5. Tiaropsis L. Agassiz. Hos denne og to nærstaaende Slægter af Mi- trocomider findes ved Grunden af hver Randblære en stor Ocel af ejendommelig og blandt Hydro- meduserne enestaaende Bygning; det sorte (eller mørkebrune) Pigment ligger nemlig ikke som ellers i Ektodermen, men danner en skaalformet Pig- mentmasse i Ringkanalens Endoderm, tæt inden- for Velums Tilheftningssted, Skaalens Hulhed ud- fyldt og overlejret af klare Ektodermceller fra Klokkeranden (Fig. 42 b); ogsaa dette, at Ocellerne ligger ved Grunden af Randblærerne, er enestaaende. Af Slægten Tiaropsis kendes kun een Årt: Tiaréåpsis multicirråta (M. Sars) (T. diademåta L. Agassiz) (Fig. 42). Umbrella fladere end en Halvkugle, ca. 20 mm i Dia- meter, Subumbrella med en bred, flad, gelatinøs Mave- stilk. Manubrium temmelig lille, kort, Mundrand stærkt 96 foldet og fint lappet, med fire brede Læber. 4 smalle Ra- diærkanaler. Gonader noget bugtede, paa midterste ”/2—2/s af Radiærkanalerne, begyndende ved Mavestilkens Grund. Ca. 300 temmelig korte Tentakler med brede Bulber. Ingen Cirrer, 8 adradiale Randblærer, hver med ca. 16 Konkretioner og med en stor sort Ocel ved Grunden. Mave, Gonader og Tentakelbulbernes Endoderm gullige, Fig. 42. Tiaropsis multicirrata. a Medusen set fra neden, b Snit gennem Randblære med den skaalformede Ocel, c Randblære med Ocel. (a op hb efter Kramp, 'c efter. L. Agassiz): Tentakelbulberne desuden med fine sorte Pigmentkorn i Ektodermen. Hydroide ukendt. En meget almindelig Meduse ved de nordlige Dele af Nordamerikas Vest- og Østkyst, Grønlands Vestkyst og det nordvestlige Europas Kyster fra den Engelske Kanal til Islands Nordkyst og langs Norges Kyst til Barents- havet, den af alle Mitrocomider, der gaar længst mod Nord. Den er nogenlunde almindelig i danske Farvande om Foraaret, April—Maj, især i Skagerak og det nordlige Kattegat, men den findes ogsaa længere mod Syd ved Jyllands Vestkyst og undertiden i Bælterne og Øresund; i Østersøen er den derimod aldrig taget. 97 4. Familie Euc&pidæ. Til denne Familie henfører man alle Lepto- meduser med lukkede Randblærer og med højst 8 Radiærkanaler. Familien omfatter et meget stort Antal Slægter og Arter af meget forskelligt Ud- seende og bør maaske deles i flere Familier, og Forsøg herpaa har ogsaa været gjort, især efter som en veludviklet gelatinøs Mavestilk er tilstede eller mangler; Arter uden ,veludviklet" Mave- stilk har dog ofte en svagt udviklet Mavestilk, saa at denne Karakter næppe bør benyttes til Adskil- lelse af Familier, hvorimod den er af særdeles stor praktisk Betydning ved Bestemmelsen af Slægterne. Hos nogle er Mavestilken overordent- lig lang og tynd, hos andre kort og tyk, keglefor- met. I Henseende til Klokkens Form, Manubriums Form og dens Tilheftning til Subumbrella, Mund- læbernes Udvikling, og Tentaklernes og Tentakel- bulbernes Bygning er der saa store Forskellig- heder indenfor Familien, at intet fælles kan siges derom. Gonaderne er hos nogle delt paa langs i Midtlinien, mens de hos andre omslutter Radiær- kanalerne helt. Hos nogle Arter med veludviklet Mavestilk sidder Gonaderne helt eller delvis paa denne, hos andre er de indskrænkede til selve Subumbrella. Cirrer (marginale eller laterale, se Side 11) findes hos flere Slægter, men mangler hos andre. Hos langt de fleste er Tentaklerne hule, kun hos Obelia er de solide. Obelia ind- fager desuden en .'Særstilling uderved, at hver P. L. Kramp: Polypdyr. 7 98 Randblære sidder ved Grunden af en Tentakel, mens de hos alle andre sidder i Mellemrummene mellem Tentaklerne. Bestemmelsen af Slægterne er som Regel ikke vanskelig; dog maa man om- hyggeligt efterse, om Cirrer er tilstede; de er under- tiden meget smaa. Hydroiden kendes hos flere Arter. Langt de fleste af de talrige Arter lever i Nærheden af Kysterne, og de forekommer i alle Havomraader. Oversigt over Slægterne. 1 Uden tydelige Mavestiies 1504 oss ng z Med veludviklet MavrssHik 2 11105 2 DGAN LEE i: 2. Manubrium og Tentakler Endes OD LL SEN SU (Manubrium og Tentakler mangler; 8 Rand- BIER 2 ar sl 7 VINE AE EET RE RER 2. Agåstra.) 3. Tentakler solide, talrige; Velum rudimentært; 8 Randblærer, hver ved Grunden af en Ten- BARS 0 rs AEG ØRER SEE VKR og SAGE re ARNE 1. Obtlia: Tentakler hule; Velum veludviklet; Randblæ- rerne sidder i Mellemrummene mellem Ten- RIE RRE. 3 GS ES AE REN RE fe SM RRS ARENSE 4. Ar 18 Rader kanaler IN AS ST SPARE, 5. Octocånna.) Lt Rader ISA RT eng el IR »: 5. Laterale Cirrer Hades 71 0 4 6. Eucheildta. CARTE MERNE FE SE SNE FR KEN SER RESEN 6. 6. Flere end 8 Randblærer........….. 4. Phialidium. (8 Rane, 9 SS SLED SPARES 3. Euc&pe.) 7. Gonader kun paa Subumbrella; Mavestilk tem- melig kort, kegleformet; talrige Tentakler, FENRIS KANE SENE ED NEN]. SERRA SKE SA BE SØRNERR Gonader paa Mavestilken, undertiden tillige paa Subumbrella; Tentakler sjældent over 16, lange, derimellem talrige smaa Randvorter.. 10. 8. Med 8 adradiale Randblærer; talrige korte, tæt- siddende Tentakler; ingen Cirrer .. 7. Eutonina. Med talrige Randblærer; Tentakler veladskilte, af forskellige Størrelser 550 ig FE s SAG 9. 9. Cirrer mangler; Mundlæber lange, tilspidsede. 10, Eirene, Laterale Cirrer findes paa nogle af Tentakel- bulberne; Mundlæber korte.... 11. Helgicirrha. 99 10. Mavestilk tyk, kegleformet; Gonader baade paa Mavestilk og Subumbrella, uden Afbrydelse; talrige Randblærer; ca. 16 lange, tykke Ten- nr ker Ten sg ret TR AMR SENDER REE KREERET 9) rå Tima Mavestilk meget lang og tynd; hvis der er Go- nader. paa Subumbrella, er de adskilte fra dem paa Mavestilken; 8 adradiale Randblæ- rer; 2—16 Tentakler; Cirrer oftest tilstede... 11, 11, 2 diametralt modsatte Tentakler ..... 8. Saphénia. FE ERE MEE ln 4 V 9. Eutima. 1. Obélia Péron & Lesueur: (Fig. 43). - Obelia-Meduserne er i flere Henseender ejen- dommelige og forskellige fra alle andre Lepto- meduser. Umbrella er flad og tynd; under Svøm- ningen slaas Randen op, saa Exumbrella bliver konkav. Velum er ganske rudimentært. Manubrium lille, firkantet, Munden med fire ganske korte, simple Læber. De fire Radiærkanaler bærer hver en kuglerund, sækformet Gonade, der helt om- slutter Radiærkanalen; Æggene er store. Fuldvoxne Exemplarer har ofte over 100 Tentakler; disse er temmelig korte, udadrettede, og i Modsætning til alle andre Leptomeduser bestaar Tentaklernes Endoderm af een Række skiveformede Celler; ved Grunden af hver Tentakel ér der en lille kugleformet Bulbe, og Endodermen fortsætter igen- nem denne som en Tap ind i Klokkerandens Gelé; ogsaa dette er et enestaaende Forhold. De otte adradiale Randblærer er ikke som hos andre Eu- copider anbragte i Mellemrummene mellem Ten- taklerne, men paa Undersiden af otte af Tentakel- bulberne; hver Randblære indeholder som Regel kun een Konkretion. hg 100 Obelia-Meduserne klækkes af Hydroider hørende til Slægten Laomedea (Fam. Campanulariidæ). Der findes mange Obelia-producerende Arter af Laomedea, men det har hidtil ikke været muligt at finde Karakterer, hvorefter Meduserne af disse forskellige Arter kan kendes fra hver- andre. Dog er der i nordiske Farvande een Art, Obélia nigra Browne, der udmærker sig ved, at omtrent hver Fig. 43. Obelia sp. a Kønsmoden hunlig Meduse set fra neden, b Basis af to Tentakler med Endodermens Fortsættelse ind i Ge- léen; ved Grunden af den ene Tentakelbulbe ses en Randblære. (Efter Kramp). sjette Tentakelbulbe er noget større end de andre og sort pigmenteret; den klækkes sandsynligvis af Laomedea longissima, (Pallas); men” i jyngre " Stadier 'kan "sehr denne Art ikke kendes fra de andre. Antallet af Tentak- ler hos den nyklækkede Meduse varierer hos en og samme Årt fra 12 til ca. 24, og det er ofte saaledes, at de første Meduser, der slipper ud af et Gonothek, har 24 Tentak- ler, mens de der senere klækkes fra samme Gonothek kun har 16 eller 12: Alle Obelia-Arter er; smaa, indtil”S eller 6 mm i Diameter. Hos unge Meduser sidder Gona- derne tæt ved Manubrium, men de rykker efterhaanden udefter og kan hos fuldvoxne sidde som stærkt frem- springende Sække helt ude ved Randen. 101 Alle Obelia-Arter er" littorale, og ved Nordeuropas Kyster kan Meduserne findes paa enhver AÅAarstid, idet Udklækningen foregaar lige fra det tidlige Foraar til hen- imod Vinteren. I danske Farvande er Obelia-Meduser overordentlig almindelige overalt undtagen i Østersøen. De klækkes af de tre Hydroide-Årter Laomedea geniculata (L.), longissima (Pallas) og dichotoma (L.), der findes om- talte i Bind 41 Side 108—112. [2. Agdstra Hartlaub. Kun een Art: Fig. 44. a Agastra mira, b Eucope quadrata. (Efter Browne). Ågåstra mira Hartlaub (Fig. 44 a). Klokke ca. 1 mm høj og knap saa bred. Der er ingen Manubrium. 4 smalie Radiærkanaler, i hvis midterste Del Gonaderne sidder som lappede Udvæxter. 4 ganske smaa perradiale Randbulber, men ingen Tentakler. 8 adradiale Randblærer, hver med een Konkretion. Velum veludviklet. En abortiv Meduse, der antagelig klækkes af Hydro- iden Campanularia integra; denne har i Almindelig- hed fastsiddende Gonoforer, men disse kan undertiden udvikle sig videre end normalt og blive til frie Meduser (se Bind 41 Side 103). Mens Hydroiden er kosmopolitisk, er Medusen kun . fundet faa Steder: Irlands Sydvestkyst, Dover og Helgo- land. Da Hydroiden lever ved Bohuslån og er fundet ved Frederikshavn, er der Mulighed for, at Medusen ogsaa kan vise sig i danske Farvande.] 102 [3. Eucope Gegenbaur. I Nordeuropa kun een Årt: Eucdpe quadråta (Forbes) (Fig. 445). Klokke lidt højere end bred, ca. 12 mm i Diameter, temmelig tykvægget. Manubrium lille, firkantet, Munden med fire korte, simple Læber. Gonader korte, linieformede, i den yderste ”/s af 'de fire Radiærkanaler. 16—32 Ten- takler med smaa, kugleformede Bulber. 8 adradiale Rand- blærer, hver med flere (indtil 7) Konkretioner. Manubrium og Gonader gule eller gulbrune, Tentakelbulber rødbrune eller rødgule. Hydroide: Campanulina repens Hincks. Medusen ligner Phialidium hemisphæricum, men denne har flere Randblærer og er ikke nær saa tykvæg- get. Unge Individer af begge Arter har 4 Tentakler og 8 Randblærer, men kan altid kendes fra hinanden paa, at Randblærerne hos den unge Eucope hver har to Konkre- tioner, hos Phialidium kun een. Eucope quadrata er meget almindelig ved de britiske Kyster, men er hidtil ikke fundet i danske Farvande.] 4. Phialidium Leuckart. Af de talrige Arter sgbadi kun een i Nærheden af de danske Farvande: Phialidium hemisphæricum (L.) (tildels = Ph. va- riåbile Haeckel) (Fig. 45). Klokke indtil 20 mm i Diameter, men oftest betyde- lig mindre, omtrent halvkugleformet, med temmelig tynde Vægge. Manubrium lille, firkantet, med fire korte, simple Læber; ingen Mavestilk. Fire smalle Radiærkanaler, Go- naderne omslutter Radiærkanalerne helt uden at være delt i Midtlinien paa Undersiden; de er ovale eller liniefor- mede, af meget varierende Længde (se nedenfor). 16 — ca. 36 lange Tentakler med brede Bulber. Randblærer smaa, som Regel 2 mellem hvert Par Tentakler, under- 103 tiden dog 1 eller 3; hver Randblære med kun een Kon- kretion. Velum temmelig smalt. Mave, Gonader og Ten- takelbulber gulbrune eller rødlig-brune, undertiden grønlige. Hydroide: Campanularia johnstoni Alder. Arten er vidt udbredt og er meget almindelig ved alle Nordeuropas Kyster fra Frankrig til Islands Sydkyst og langs Norges Kyst til Lofoten. I danske Farvande er Me- dusen yderst almindelig overalt fra Nordsøen til det syd- a b Fig. 45. Phialidium hemisphæricum ; a fuldvoxen Meduse af Som- merformen,. b nylig klækket Meduse med spæde Anlæg til Gona- der paa Radiærkanalerne og med spredte Nematocyster paa Ex- umbrella. (Efter Kramp). lige Kattegat, hvor ogsaa Hydroiden er almindelig; med Strømmen føres Medusen ogsaa jævnligt ned i Bælterne og Øresund, men-til Østersøen kommer den meget sjæl- dent. Medusen klækkes i danske Farvande fra Maj til No- vember og optræder her i to Former: de tidligt klækkede Individer lever kun nogle faa Uger, bliver kønsmodne ved en ringe Størrelse, 6—7 mm, og har da korte, ovale Go- nader i den yderste Del af Radiærkanalerne (Fig. 45a); af denne Sommerforms Æg fremkommer en ny Bestand af Hydroider samme Sommer. Meduser, der klækkes se- nere paa Aaret, vedbliver at voxe, overlever hele Vinteren og forplanter sig først om Foraaret; de er da henved 20 mm i Diameter og har langstrakte, linieformede Gona- 104 der. Der findes dog alle Overgangsformer mellem den udprægede Sommerform og den udprægede Vinterform. [En meget større Art, Phialidium islåndituim Kramp, forekommer ved Island og er fundet mellem Shetlandsøerne og Norge, hvorfor der er Mulighed for at den ogsaa kan vise sig nærmere ved .de danske Kyster. Den bliver ca. 40 mm i Diameter, har lange, smalle Go- nader, ca. 200 Tentakler, og Randblærer i samme Antal som Tentaklerne.l] [5. Octocånna Haeckel. I Farvandene omkring Danmark kun een Årt: EN SRREN ES ESSa Fig. 46. Octocanna funeraria (efter Kramp & Damas). Octocånna funeråria (Quoy & Gaimard) (Fig. 46). Diameter ca. 30—40 mm, skive- eller linseformet, med meget tyk Gelé og yderst med en skarpt afsat tynd Rand. Manubrium lille, med 8 Længdefolder, Munden med 8 korte Læber. 8 smalle Radiærkanaler; 8 korte Gonader nær ved den yderste Ende af Radiærkanalerne. Ca. 64— 128 Tentakler med temmelig brede Bulber; paa Inder- siden af hver Tentakelbulbe er der en lille Papil gennem- boret af en Exkretionspore (Fig. 3 B, Side 10). Mellem hvert Par Tentakler som Regel 2 smaa Randblærer med 1—3 Kon- kretioner. Velum temmelig bredt. Mave og Tentakelbulber mørkt violette, Gonader brunlige med violette Tegninger. Hydroide ukendt. 105 En Dybvandsmeduse, almindelig i Middelhavet og i nogle af de dybe norske Fjorde, hvorfor den maa formo- des ogsaa at leve i Skageraks Dyb.] "6. Eucheilébta McCrady. Meduserne af denne Slægt minder meget om Phialidium, men har Cirrer. I Farvandene omkring Danmark 2 Årter: Oversigt over Arterne. Maven med fire interradiale sorte Pletter; Go- nader langstrakte, linieformede; Randblærer med: flere, Kønkretoner, 15.40343 44 1. maculåta. (Mave uden interradiale sorte Pletter; Gonader korte, ovale; Randblærer med kun een Kon- KEE RA Sa AENODS four SU ER 2; hartla bi.) 1. Eucheil&ta maculåta Hartlaub (Fig, 47). Diameter indtil ca. 13 mm, noget lavere end en Halv- kugle, Geléen temmelig tyk foroven, tynd paa Siderne. Fig. 47. Eucheilota maculata. a Maven med en af de interradiale sorte Pletter, b Klokkerand med to Tentakler, tre unge Tentakel- anlæg, Cirrer og en Randblære. Maven lille, Munden med 4 veludviklede Læber. 4 smalle Radiærkanaler. Gonader linieformede, paa de yderste ”/3 af Radiærkanalerne. 16—30 lange Tentakler med velud- viklede, kegleformede Bulber; der sidder en Spiralcirre paa hver Side af hver Tentakelbulbe. Midt imellem hvert 106 Par Tentakler sidder en lille Randblære med flere Kon- kretioner. Velum temmelig bredt. Tentakelbulber og Go- nader lyst rødligt brune; paa hver af Mavens interradiale Sider er der en stor sort Plet. Hydroide: Campanulina? De fire sorte Pletter paa Mavens Vægge gør denne Art let kendelig; de ses næsten altid tydeligt paa hvidt Underlag, men ikke altid i gennemfaldende Lys. Arten er almindelig i den sydlige Del af Nordsøen, ved Jyllands Vestkyst og i Skagerak, undertiden ogsaa fundet i Kattegat, indtil Sjællands Nordkyst. Den fore- kommer fra Juli til November. [2. Eucheildta hartlaubi Russell (E. clausa Russell). Diameter ca. 7 mm; Gonader korte, ovale, i den yder- ste Del af Radiærkanalerne; ca. 16 Tentakler, hver flan- keret af et eller to Par Spiralcirrer; 16—23 Randblærer, hver med kun een Konkretion. Tentakelbulber orange med rødlig Grund og grønt Indre, Gonader og Manubrium grønlige, Maven uden interradiale sorte Pletter. Hydroide: Lovenella clausa (Lovén). Denne Meduse er beskrevet i 1936 fra Plymouth; den har tidligere været set ved Helgoland, og da Hydro- iden er fundet flere Steder ved Jyllands Vestkyst og ved Bohuslåns Kyst, kan Medusen ventes at forekomme i vore Farvande. Russell beskrev først Medusen under Navnet E. hartlaubi, men i en senere Afhandling samme Aar gav han den Hydroidens Navn clausa.] 7. Eutonina Hartlaub. Kun een Årt: Eutonina indicans (Romanes) (E. sociålis Hartlaub (Fig. 48a og Fig. 54). Diameter 25—35 mm, Umbrella noget lavere end en Halvkugle, med temmelig tyk Gelé. Maven temmelig lille, korsformet, Munden med fire veludviklede, stærkt foldede Læber. Maven sidder paa den nederste Ende af en tyk, kegleformet, gelatinøs Mavestilk, der fra Subumbrellas 107 Midte naar et Stykke nedenfor Klokkeranden. 4 smalle Radiærkanaler. Gonader langstrakte, noget bugtede, kun paa den subumbrellare Del af Radiærkanalerne (ikke paa Mavestilken), næsten fra Mavestilkens Grund til Ring- kanalen. Der er ca. 200 korte Tentakler med kegleformede Bulber; ingen Cirrer. 8 adradiale Randblærer, hver med fj) i i | FØFaTi ert TTT Fig. 48. a Eutonina indicans, b Eutima insignis. (Efter Kramp). ca. 12 Konkretioner. Velum temmelig smalt. Mave, Gona- der og Tentakelbulber lysebrune. Hydroide ukendt. Denne Meduse synes at være talrig i alle de Omraa- der, hvor den forekommer, men Udbredelsen er ret ejen- dommelig. Den findes i den nordlige Del af Stillehavet, ved den vestlige Side af Island og i hele Nordsøen, hvor- imod den aldrig er fundet i den Engelske Kanal eller Vest for de Britiske Øer; langs Norges Vestkyst gaar den op til AÅalesund. I danske Farvande er den uhyre al- mindelig om Foraaret, April—Juni, baade i Nordsøen, Skagerak, Kattegat og Bæltfarvandet indtil den vestlige Del af Østersøen; derimod kommer den sjældent ind i den egentlige Østersø Øst for Gedser. Paa stille Dage kan man, f. Ex. i Lillebælt, se den komme drivende med Strømmen i uhyre Skarer; det glasklare Legeme er næ- sten usynligt, men Gonadernes Kors tegner sig skarpt i Vandet omgivet af Tentakelkransens Frynse. I Mørke ly- ser Tentakelkransen stærkt. 108 8. Saphénia Eschscholtz. Denne Slægt staar meget nær ved den følgende og burde maaske slaas sammen med den; det fæl- les Slægtsnavn vilde da blive Saphenia, som er ældre end Eutima. Kun een nordeuropæisk Årt: Saphénia gråcilis (Forbes & Goodsir) (S. miråbilis Wright) (Fig. 49aq). Diameter ca. 12 mm, noget lavere end en Halvkugle, med temmelig tyk Gelé. Mavestilk overordentlig lang og tynd, af samme Tykkelse overalt undtagen i den aller- øverste Del, som er bredt kegleformet. Maven ganske lille, med fire korte, simple Læber. 4 smalle Radiærkana- ler. Gonaderne omslutter Radiærkanalerne i hele den lange, tynde Del af Mavestilken, men mangler i den kegle- formede Del og paa Subumbrella. Der er to diametralt modsatte Tentakler, overordentlig lange, men meget kon- traktile. Paa Klokkeranden er der desuden i hver Kva- drant ca. 12—14 smaa Vorter (rudimentære Tentakler), og paa hver af disse et Par Spiralcirrer. 8 adradiale Rand- blærer, hver med ca. 3 Konkretioner. Velum smalt. Mave og Gonader svagt rosenrøde. Hydroide ukendt. Almindelig ved Englands Kyster; desuden fundet ved Helgoland og adskillige Steder, men i ret ringe Antal, ved Jyllands Vestkyst og i det nordlige og østlige Kattegat, fra Juli eller August til Oktober. 9. Eutima McCrady. Mavestilk lang og tynd. Klokkeranden med 8 Randblærer, ca. 4—16 lange, kraftige Tentakler, talrige smaa Vorter og undertiden Spiralcirrer. 109 Gonaderne sidder hos nogle Arter kun paa Mave- stilken, hos andre er der otte Gonader, nemlig fire paa Subumbrella og fire derfra adskilte paa Mavestilken. Arter med otte Gonader sammenfat- tes undertiden som en særlig Slægt, Octorchis. I danske Farvande 3 Arter: Oversigt over Arterne. 1. Gonader baade paa Mavestilk og Subumbrella; 8—16 Tentakler; Cirrer findes... 3. gegenbauri. Gonader kun paa Mavestilken; 4 Tentakler... 2. BUE ANES SR ANS ESKE NER l. insignis. ERE Maler 2. PISSE FRE 2 flephas:) 1. Eutima insignis (Keferstein) (Fig. 485). Diameter ca. 12 mm, noget lavere end en Halvkugle. Mavestilk meget lang og tynd, af samme Tykkelse over- alt. Maven lille, med fire veludviklede Læber. Gonader langs hele Mavestilken, men ikke paa den subumbrellare Del af de fire smalle Radiærkanaler. 4 lange, perradiale Tentakler, hver flankeret af et Par Spiralcirrer. Paa Klokke- randen desuden talrige Vorter, hver med et Par Cirrer. De 8 adradiale Randblærer hver med 2—5 Konkretioner. Velum smalt. Hele Medusen farveløs. Hydroide ukendt. Almindelig ved Englands Kyster, i den sydlige Del af Nordsøen og langs Jyllands Vestkyst; sjældnere i Skage- rak og i det østlige Kattegat. Forekommer i Juli—Oktober. [2 Eutima élephas (Haeckel. Denne Art adskiller sig fra E. insignis ved at mangle Cirrer; desuden har Mavestilken foroven en kort, bred, kegleformet Del, og Maven, Kanalerne og Tentaklerne er grønlige. Kun fundet faa Steder: ved Portugal, Helgoland og Bergen.] 110 3. Eutima gegenbaåauri (Haeckel) (Octårchis gegen- bauri + campanulåtus Haeckel, Octorchåndra germånica Haeckel) (Fig. 495). Diameter ca. 15 mm, omtrent halvkugleformet, Geléen temmelig tyk i den midterste Del. Mavestilken, der er b Fig. 49. a Saphenia gracilis (efter Kramp), b Eutima gegenbauri (efter Haeckel). omtrent dobbelt saa lang som Klokkens Diameter, er bred ved Grunden, gradvis smallere nedefter, og i den nederste Halvdel (eller mere) tynd, prismatisk. Maven lille, med fire korte, svagt foldede Læber. Gonader linie- formede: paa hver af de fire smalle Radiærkanaler er der ER en Gonade langs Størstedelen af den subumbrellare Del og en halvt saa lang Gonade omtrent paa Midten af Mave- stilken. 8—16 lange Tentakler, hver flankeret af et Par Cirrer; paa Klokkeranden desuden talrige smaa Vorter og Cirrer. Velum veludviklet. Gonader og Tentakler grønne eller blaagrønne. Af Medusen er klækket en Hydroide, Campanop- sis, hvis systematiske Stilling dog ikke er bestemt. Medusen lever i Middelhavet og ved de Kanariske Øer, hvor den opnaar en betydeligere Størrelse end i Nordeuropa. Den er almindelig i den Engelske Kanal og den sydlige og østlige Del af Nordsøen; ogsaa almindelig, i Juli——November, langs Jyllands Vestkyst, hvorfra den undertiden føres ind i Limfjorden; sjældnere i Skagerak og hidtil ikke fundet i Kattegat. 10. Eliréne Eschscholtz. Slægtens Navn staves ofte fejlagtigt Irene. I danske Farvande kun een Art: Eiréne viridula (Péron & Lesueur) (Fig. 50). Diameter ca. 22 mm, lavere end en Halvkugle, Geléen temmelig tyk i den midterste Del. Mavestilk slank, pyra- mideformet, noget kortere end Klokkens Radius; Mave temmelig lille, Munden med fire lange, tilspidsede, noget krusede Læber. Fire ganske smalle Radiærkanaler, lidt opsvulmede ved deres Udspring fra Maven. Gonader smalle, linieformede, lidt bugtede, langs den subumbrel- lare Del af Radiærkanalerne, begyndende et lille Stykke fra Mavestilkens Grund; de naar næsten ud til Ringkana- len. Ca. 60 korte Tentakler, større og mindre nogenlunde regelmæssigt skiftende; Tentakelbulber bredt kegleformede, hver med en tydelig Exkretionspapil ved Grunden. Ca. 40 eller flere smaa Randblærer, hver med 1—3, hyppigst 2 Konkretioner. Ingen Cirrer. Velum smalt. Mave, Gona- der og Tentakler farveløse eller svagt grønlige. Hydroide ukendt. 112 Indtil den allernyeste Tid (saaledes i alle de nyere tyske Haandbøger) har denne Meduse været forvexlet med den følgende Art, der væsentligst adskiller sig fra Eirene ved at have Cirrer; da disse undertiden er vanskelige at se, kendes de to Arter som Regel lettest fra hinanden paa Mundlæbernes Form. Alle Angivelser af Eirene viridula Fig. 50. Eirene viridula, a Medusen set fra Undersiden, b Mave, c Klokkerand. 4Efter: Kiinne). fra Middelhavet er forkerte. Arten har kun et lille Udbre- delsesomraade: Den Engelske Kanal og den sydlige og østlige Del af Nordsøen, hvor den forekommer om Som- meren og; Efteraaret; den ser taget, i ringe Antal Here Steder ved Jyllands Vestkyst indtil Indgangen til Skagerak. 11. Helpicirrha: Hartlianb. Af denne Slægt, der adskiller sig fra. Eireneé ved at have Cirrer, findes i danske Farvand kun sen Art: 113 Heleljelrria-schålzei. Hartlaub (Fig: 59; Diameter ca. 25—30 mm, urglasformet, med tynd Gelé. Mavestilk slank, pyramideformet, noget kortere end Klok- kens Radius; Maven temmelig lille; Mundranden noget … kruset, dens fire Hjørner bredt trekantede og noget ud- Fig. 51. Helgicirrha schulzei, a Medusen set fra Undersiden, b Mave, ce "Klokkerand, (Efter "Kifine), faldende, men uden at danne egentlige Mundlæber. Fire ganske smalle Radiærkanaler, uden tydelige Udvidelser ved deres Udspring fra Maven. Gonader smalle, liniefor- mede, noget bugtede, langs den subumbrellare Del af Radiærkanalerne, næsten fra Mavestilkens Grund til Ring- kanalen. Talrige korte Tentakler af forskellige Størrelser: de største (ca. 30) uden Cirrer, de mindre (ca. tre Gange saa talrige som de store) hver med et Par korte Spiral- cirrer ved deres Grund. Tentakelbulber bredt kegleformede PILSKramp: Polypdyr: 8 114 hver med en tydelig Exkretionspapil ved Grunden. Cir- rerne udvikles som Regel før de tilsvarende Tentakler, saa at ganske spæde Anlæg til Tentakelbulber allerede kan have en eller to Cirrer (Fig. 51c). Ca. 50 eller flere smaa Randblærer, hver med 2—4 Konkretioner. Velum smalt. Mave, Gonader og Tentakler farveløse eller svagt grønlige eller rødlige. Hydroide ukendt. Paa Klokkeranden eller Radiærkanalerne sidder ikke sjældent den snyltende Larve af en Aktinie, Peachia hastata. Som ovenfor sagt har denne og den foregaaende Art ofte været forvexlede, og da Cirrerne meget let falder af paa konserverede Exemplarer af Helgicirrha, er man ofte henvist til at adskille de to Arter ved andre Kendetegn; for de to nordeuropæiske Årters Vedkommende er Mund- læbernes Form det letteste Kendetegn (derimod lever der i Middelhavet en Helgicirrha-Art, hvis Mundlæber er lige saa lange som hos Eirene viridula). Helgicirrha schulzei kendes fra Adriaterhavet og Middelhavet samt fra den Engelske Kanal og den sydlige og østlige Del af Nordsøen, hvor den optræder om Som- meren og Efteraaret. I Nordeuropa forekommer den altsaa paa de samme Steder og paa samme AÅAarstid som Eirene viridula, Ved Jyllands Vestkyst er H. schulzei dog langt den almindeligste af de to Arter, og den er ogsaa fundet noget længere inde i Skagerak end Eirene, 12. Tima Eschscholtz. I danske Farvande kun een Art: Tima bairdii (Johnston) (Fig. 52). Diameter ca. 50—65 mm, Klokke halvkugleformet eller noget højere, med meget tyk Gelé. Mavestilk tyk, konisk, omtrent saa lang som Klokkens Diameter. Maven temme- lig lille, flad, med fire store, stærkt foldede og krusede Læber. Fire smalle Radiærkanaler. Gonaderne er foldede og bugtede Baand paa Radiærkanalernes Sider, næsten fra Mavens Grund op ad Mavestilken og videre, uden Afbry- 115 delse, næsten helt ud til Ringkanalen. Cå. 16 lange Ten- takler (3 Gange saa lange som Klokkens Diameter, naar de er helt udstrakte), med store, langstrakt pæreformede Bulber, hver med en veludviklet endodermal abaxial Spore (Fig. 3 A, Side 10); hver Tentakel har paa sin abaxiale (ud- advendende) Side en dyb Længdefure. Mellem Tentak- lerne et meget stort Antal (ca. 200—250) tætstillede Vor- ter. Omtrent hveranden af disse Randvorter bærer en lille Fig. 52. Tima bairdii (efter Kramp). Randblære med et meget varierende Antal Konkretioner (4—20). Velum bredt. Gonader mælkehvide, Tentakler lyst rosenrøde. Hydroide ukendt. Denne store, smukke Meduse har et meget lille Ud- bredelsesomraade. Dens egentlige Hjem er den Norske Rende fra dens Udmunding i Nordhavet (omtrent udfor Aalesund i Norge) til det inderste af Skagerak; den ukendte Hydroide antages at leve paa Mellemdybderne af Rendens Skraaninger, og paa tilsvarende Dybder er Me- dusen meget almindelig. Med Strømmene føres den dog jævnlig ned langs Skotlands og Englands Østkyst eller Jyllands Vestkyst, og kan da findes i de øvre Vandlag; ligeledes kommer den ofte ned i Kattegat, især om For- aaret, og den er flere Gange fundet i Samsø Bugt, i den 8% 116 nordlige Def af Lillebælt og i Øresund; den er muligvis hjemmehørende i de dybere Dele af Kattegats Østerrende. Meduserne klækkes fra Maj til. Oktober, og da de kan blive ca. et Aar gamle, kan de træffes hele Aaret. 5. Familie Æqu&ridæ. Leptomeduser med lukkede Randblærer og med talrige Radiærkanaler. — En lille Familie med kun tre eller. fire Slægter. De fleste Arter bliver meget store; Æquorea forskålea kan opnaa en Diameter af 400 mm og er den største af alle Hydromeduser. Formen er næsten altid temmelig flad, Geléen tyk og af fastere Beskaffenhed end hos de fleste andre Leptomeduser. Maven er meget bred og med hele sin øverste Flade fastvoxet til Subumbrella. Radiærkanalerne, hvis Antal kan naa op til 250, udspringer fra Mavens Periferi; hos et Par tropiske "Slægtér) er de zaffeldelte; hos'de andre ugrenede. Gonaderne ligger langs Radiær- kanalerne. Maven er altid cirkelformet ved sin Grund, men iøvrigt er dens Form overordentlig variabel; den kan være lang, tragtformet, med lukket Mundaabning, eller ganske kort og vidt aaben; Mundranden har et stort Antal spidse Mundlæber, der kan være simple eller foldede. Paa Grundlag heraf har der været opstillet en Række Slægter (Mesonema, Polycanna, Rhegmato- des), som dog alle maa inddrages under Hoved- slægten Æquorea, idet Mavens og Mundens for- skellige Former kun skyldes Udviklingstrin eller forskellige Kontraktionstilstande. Tentaklerne er 117 hule; som; Regel med. tydelige Tentakelbulber, undertiden med Exkretionspore; de kan være korte eller meget lange, og deres Antal kan hos nogle Arter naa-0op tilca:300;-Cirrer og -Oceller' ken-= des ikke hos denne Familie. Randblærerne er smaa Ø HM SIGN WWW MONS Cy WES KAAS JKE UA TTTYUIYSKRVY DUUN OG (Wi Fig. 53. Æquorea forskålea (efter Mayer). og som Regel meget talrige. Velum oftest vel- udviklet. Mens de andre Slægter kun bestaar af en eller to År- ter hver, er der af Hovedslægten Æquorea opstillet et stort Antal Årter, som dog er mere eller mindre tvivl- somme. De forekommer i Kystegnene i de varme og tempererede Dele af alle Verdenshavene. De tilsvarende Hydroider kendes ikke i fritlevende Tilstand, men af et Par Arter (Æquorea forskålea og vitrina) har man klækket en: lille Polyp, der ligner en Campanulina. Kun Slæg- ten Æquorea er repræsenteret i nordeuropæiske Farvande. 118 Æqudrea Péron & Lesueur. De nordeuropæiske Former af Æquorea kan sammen- fattes i følgende to Arter: Oversigt over Arterne. Ca. 2—3 Gange saa mange Tentakler som Ra. diærkanaler; ca. 70—100 Radiærkanaler 1. vitrina, (Antallet af Tentakler lig med eller mindre end Antallet af Radiærkanaler; ca. 100—200 Ra- dlærkannler . SUOR KASSE DERE 2. forskålea). I. Æqubrea vitrina Gosse. (Fig. 54). Diameter ca. 100 mm; Gelé meget tyk, især i Midten, saaledes at Medusen ofte er kuppelformet hvælvet. Mavens Diameter omtrent halvt gaa stor som Klokkerne jf, UA! | | MY JYys Diameter, Formen varie- | i tø rende fra en lav aaben | H li | i: Ring til en langstrakt, f kegleformetTragt;Mund- randen med talrige spid- se Læber. Antallet af $ Radiærkanalerhosvoxne (| — Individer ca. 70—100; É Gonader i Størstedelen Fig. 54. Æquorea vitrina, Del af af Radiærkanalernes Skiverand med yderste Del af fem — Længde. Tentaklerne me- Radiærkanaler. get talrige, 2—3 Gange saa mange som Radiær- kanalerne, korte, med smalt kegleformede, noget sammen- trykte Bulber, hver med en subumbrellar Exkretionspapil; desuden omtrent lige saa mange smaa Tentakelanlæg, selv hos store Exemplarer. Randblærer i omtrent samme Antal som Radiærkanalerne eller lidt flere, Geléen farve- løs, de andre Organer mælkehvide. Forekommer i den Engelske Kanal og den sydlige Del af Nordsøen og føres undertiden om Efteraaret med 119 Strømmen op langs Jyllands Vestkyst. En nærstaaende Form, Æquorea norvegica Browne, der sandsynligvis er identisk med Æ. vitrina, er fundet ved Norges Vestkyst indtil Lofoten. [Æqudbrea forskålea Péron & Lesueur (Fig. 53). Diameter indtil 400 mm, Formen som Regel lavere end hos Æ. vitrina, ofte skiveformet eller bikonvex. Ma- vens Diameter ”/s—'/> af Skivens Diameter, Formen som hos vitrina. Voxne Exemplarer har som Regel over 100 Radiærkanaler. Gonader i Størstedelen af Radiærkanaler- nes Længde. Tentaklerne er lange, ofte længere end Ski- vens Diameter, med koniske Bulber; deres Antal er me- get variabelt, men er som Regel mindre, oftest meget mindre end Antallet af Radiærkanaler. Tentakelbulberne har en subumbrellar Exkretionspapil. Der er flere Rand- blærer end Radiærkanaler. Farven er meget variabel: blaa, brunlig, rødlig, violet, mælkehvid eller farveløs. Nogle af de fra andre Verdenshave beskrevne Arter er maaske identiske med Æ. forskålea. Med Sikkerhed kendes den fra Middelhavet og fra Vesteuropas Kyster indtil Irland og i den Engelske Kanal. Derimod er det ikke sikkert, at den lever i Nordsøen, hvor den kan have været forvexlet med Æ. vitrina.] 3. Orden. Trachylina. De typiske Trachyliner er enligt levende Me- duser uden Generationsskifte. Statiske Randorga- ner (Lithocyster) findes hos dem alle og er om- dannede Tentakler, bestaaende af baade Ektoderm og Endoderm, indeholdende et eller flere Kalk- legemer af endodermal Oprindelse. Hos enkelte Arter af Familien Olindiadæ, bl. a. hos Fersk- vandsmedusen Craspedacusta sowerbii, er et vir- keligt Generationsskifte paavist, hvorfor nogle Forfattere vil fjerne disse Former fra Trachyli- nerne og henføre dem til Leptomeduserne. Hos 120 de forholdsvis faa Arter indenfor de andre Grup- per af Trachyliner, hvis Udviklins er kendte denne direkte, uden Generationsskifte, idet den af Medusens Æg fremkomne Planulalarve antager en polypagtig Skikkelse, der minder om ÅActinulasta- diet hos Tubulariiderne (se Side 36 og Bd. 41 Side 59) og gennem en Metamorphose udvikler sig til en Meduse. Hos nogle er Larven fritsvøm- mende (det gælder formodentlig langt de fleste), hos andre snylter den paa andre Meduser, og hos enkelte Arter fæster Larven sig til faste Genstande. De trachyline Meduser varierer meget i Form, fra skive- til fingerbølformede (Fig. 57—61). Grund- planen i deres Bygning er den samme som hos Leptolinerne (se Side 6), og ligesom disse har de en Randsøm (Velum). Radiærkanalerne er hos mange helt eller delvis omdannede til brede, flade Sække (Mavesække), der udspringer fra Mavens Periferi og strækker sig ud i Klokkevæggen hen- imod Klokkens Rand; nogle Narcomeduser mang- ler Ringkanal. Gonaderne er anbragt paa Radiær- kanalerne eller i Mavens eller Mavesækkenes Vægge. Kønnene er adskilte undtagen hos en en- kelt Slægt. Rundt langs Klokkeranden gaar. en fimreklædt Nældering. 'Tentaklerne' er" næsten altid Sole (ikke hule), med en Endoderm, der bestaar af een Række cylindriske eller skiveformede Celler, hvil- ket giver Tentaklerne et karakteristisk Udseende. De 'er undertiden meget lange; undertiden korte; og hos nogle Arter brækker de let af, men efter- 121 lader dog altid den nederste Del, saa at deres An- tal og Plads kan bestemmes. I Tentaklernes Ekto- derm ligger Nematocyster, jævnt fordelt eller i Tværbælter: Hos mange bærer Tentaklerne ogsaa Sansehaar, og hos nogle Olindiadæ har de Suge- skiver. Udvidede Tentakelbulber, som vi kender dem hos Leptolinerne, findes ikke. Hos den ene Fig. 55. a Lithocyst, b Klokkerand af Narcomeduse (Pegantha, efter Haeckel). af de to Underordener, Trachymeduserne, sidder Tentaklerne paa selve Klokkeranden eller (hos nogle Olindiadæ) lidt ovenfor denne, og deres Endoderm staar i Forbindelse med Ringkanalens Endoderm. Hos den anden Underorden, Narco- meduserne, udspringer Tentaklerne derimod fra Exumbrella et godt Stykke ovenfor Klokkeranden, og deres Endoderm fortsætter sig ikke ned til Ringkanalen, men som en Streng (en Tentakelrod) ind igennem Klokkens Gelémasse næsten eller helt tt den subumbrellare Side; fra "Tentaklens Udspring paa Exumbrella gaar en ektodermal Nældestreng (Peronium) ned til Klokkerandens 122 Nældering (Fig. 55 b). Øjepletter (Oceller) findes kun undtagelsesvis. Lithocysterne er omdannede Tentakler og sid- der altid paa selve Klokkeranden. De har som Regel Form af en kort Kølle (Fig. 554), beklædt med en tynd Ektoderm og indeholdende et endo- dermalt Væv, hvori er indlejret en: eller flere Kalkkrystaller; Endodermen staar i Forbindelse med Ringkanalen. Fra Epitelet omkring Køllens Grund udgaar som Regel talrige Sansehaar; des- uden kan dette Epitel voxe op omkring Køllen som en Ringfold, der kan danne en næsten lukket Blære. Hos Familien Olindiadæ mangler Sanse- haar, og det statiske Organ er her mere eller mindre indsænket eller endog helt indlejret i Klokkeranden. En meget ejendommelig Organisme er den Side 133 omtalte Halammohydra, et ganske lille polyplignende Væsen, der maa opfattes som en Narcomeduse med fuldstændig reduceret Klokke. I fysiologisk Henseende forholder Trachylinerne sig i Hovedsagen som Leptolinerne. Om Individernes Leve- tid ved man meget lidt. Nogle faa Arter lever i Ferskvand eller Brakvand. Af de i Havet levende er Gonionemus og beslægtede For- mer udpræget littorale og opholder sig helst mellem Al- gerne ved Kysten. Den ejendommelige arktiske Art Pty- chogastria polaris holder sig ved Bunden, oftest paa temmelig dybt Vand, i de arktiske Have. Alle andre Tra- chyliner er rent oceaniske og findes i alle Verdenshavene og i alle Dybder, dog især i de varme Haves dybere Vand- lag, hvor et meget stort Antal Slægter og Arter hører hjemme. I danske Farvande er kun een Art, Aglantha digitale, konstant forekommende; den er til Gengæld meget almindelig. 123 I de følgende Bestemmelsestabeller tages kun Hensyn til de faa Former, der kan ventes at forekomme i Nær- heden af vore Kyster. Oversigt over Underordenerne. Tentakler paa eller nær Klokkeranden; Mave smal; Gonader paa Radiærkanalerne ....... 1. Trachymedusæ. (Tentakler paa Exumbrella ovenfor Klokkeran- den; Mave bred og flad; Gonader i Mavens DT 1 DERES as SES EAR FÅ FÆ Eeas 2. Narcomedusæ.) 1. Underorden Trachymedusæ. Trachymedusernes Klokkerand er hel, uden Indskæringer. Maven er smal ved Grunden og sidder undertiden paa en veludviklet gelatinøs Mavestilk (hos Aglantha og beslægtede Former og hos hele Familien Geryonidæ). Der er 4, 6 eller 8 simple Radiærkanaler, som dog hos Geryo- niderne (Geryonia og Liriope) er bladagtigt ud- videde; fra Ringkanalen udgaar undertiden blindt endende centripetale Kanaler. Gonaderne ligger altid i Radiærkanalernes Vægge. Hos Olindiadæ er Tentaklerne hule og udspringer undertiden noget ovenfor Klokkeranden, men staar da ved en Streng af Endodermceller i Forbindelse med Ring- kanalen. Hos alle andre Trachymeduser er Ten- taklerne solide og sidder paa selve Klokkeranden. Trachymedusernes Gelévæv er som Regel af ret blød Beskaffenhed, men hos mange (f. Ex. hos Ag- lantha) er der en særdeles kraftig Muskulatur i Subumbrella og Velum. ; To af de fem Familier er repræsenterede i Danmarks Nærhed, 124 Oversigt over Familierne. Fire Radiærkanaler. Hule Tentakler. 1. Olindiadæ. Otte Radiærkanaler. Solide Tentakler......... 2. Trachynémidæ, 1. Familie Olindiadæ. Som ovenfor omtalt er Generationsskifte paa- vist hos et Par Medlemmer af denne Familie, hvilket i Forbindelse med de hule Tentakler har givet Anledning til, at nogle Forfattere vil hen- føre Familien til Leptomeduserne; andre hævder dog med lige saa stor Styrke, at de paa Grund af de statiske Randorganers endodermale Oprindelse maa høre til Trachymeduserne, Oversigt over Slægterne. 1. Tentakler jævnt fordelt paa hele Klokkeranden 2. (Tentakler i 8 Grupper; lever i Havet. 3. Gåssea.) 2. (Hver Tentakel med en Sugeskive nær den di- stale”Ende: lever Blavet 2. Gonionémus.) Tentakler uden Sugeskiver; lever i Ferskvand. 1. Craspedacusta. 1. Craspedacista Lankester. Kun een Art: Craspedacusta sowerbii Lankester (Limnocéådium victoria Allman) (Fig. 56 og 57). Da der ikke er megen Sandsynlighed for at finde voxne Exemplarer af denne mærkelige Ferskvandsmeduse i Danmark, skal den ikke beskrives nærmere. En kort Omtale af Arten er dog nødvendig, da unge Meduser af og til har vist sig i København i Akvarier, hvor de gør Skade paa Fiskeynglen. Den voxne Meduse kan blive 20 mm i Diameter; dens Udseende fremgaar af Fig. 57. Det mærkeligste ved 125 den er, at de talrige Lithocyster ligger indlejrede i Klokke- randen indesluttede i langstrakte Hulrum, der strækker sig ud i Velum. Af dens Æg fremkommer en lille Polyp, Fig. 56. Craspedacusta sowerbii; a Polyppen (Microhydra ryderi, efter Brauer), b og c unge Meduser (efter Mayer). der oprindelig er beskrevet under Navnet Microhydra ryderi Potts (Fig. 564), og hvis Samhørighed med Me- dusen Craspedacusta først i nyeste Tid er blevet fuldt opklaret. Den unge Meduse ses Pir. SO Dog ci den er ca. ”/>—1 mm i Diameter, lidt højere end en Halv- kugle, jævnt kuppelformet afrundet; den har et bredt Velum og i sit yngste Sta- dium 8 Tentakler. Arten er udbredt over store Dele af Jordkloden. Dens Historie er meget in- teressant, og hver Gang CS, enten den voxne Meduse GR eller Polyppen og de unge Fig. 57. Craspedacusta sowerbii Meduser viser sig påaen ny (efter Allman). Lokalitet, - giver den altid Anledning til Diskussion, idet dens Tilsynekomst ofte er ganske gaadefuld. Først fandtes den voxne Meduse i stor Mængde i Vandlilie-Bassinet i Regents Park i London i 126 1880; faa Aar efter forsvandt den ganske derfra og viste sig ikke igen paa samme Sted før i 1928. I Mellemtiden blev den dog fundet under lignende Forhold, i botaniske Haver, flere Steder i England, Frankrig, Tyskland, Nord- amerika, Japan, Kina m. fl. St. I det fri fandtes den voxne Meduse første Gang i Yantsekiang i Kina i 1907, senere i England, Frankrig, Japan, Philippinerne, Panamakanalen og mange Steder i Nordamerika, mest i strømmende Vand eller i Søer, der staar i Forbindelse med Floder; desuden har den vist sig i flere kunstige Vandreservoirer rundt om i Verden. Kort efter den voxne Meduses Opdagelse fandtes i Regents Park i London en lille Polyp, der an- toges at være et Udviklingsstadium af Medusen, og i 1885 blev der i en Bæk i Nordamerika fundet en Polyp, der fik Navnet Microhydra ryderi; senere er lignende Polypper fundet dels i det fri, dels i botaniske Haver og i Akvarier næsten overalt i Verden, og i flere Tilfælde, navnlig i Akvarier, fandtes ogsaa de unge Meduser, som det dog næsten aldrig er lykkedes at faa til at udvikle sig udover ganske unge Stadier. Samhørigheden mellem Mi- crohydra og Medusen Craspedacusta har derfor lige til de seneste Åar været betvivlet, men maa nu anses for fuldstændig bevist. At Medusens Udvikling fra Polyppen er et virkeligt Generationsskifte, er paavist i 1924 af en Amerikaner, som vel formodede, at de Meduser, han klækkede, vilde udvikle sig til en Craspedacusta, men ikke var sikker paa, at det var samme Art som den euro- pæiske C. sowerbii. Ogsaa fra Tyskland er Polyppen og den unge Meduse beskrevet som en særskilt Art, Microhydra germanica Roch (1923). Først gennem en engelsk Undersøgelse af 1928 kan det anses for fastslaaet, at de europæiske, amerikanske og asiatiske Former af Microhydra og Craspedacusta alle tilhører samme Art. I Danmark er Ferskvandsmedusen første Gang paa- vist i Foraaret 1935, da Københavns Akvarieforenings Medlemsblad indeholdt en Artikel af G. Koefoed Olsen, der i sit Åkvarium saa de smaa Meduser svømme livligt omkring; han iagttog ogsaa, at de sugede sig fast paa Bugen af de spæde Fiskeunger, som snart derefter døde, saa at denne Meduse kan være en alvorlig Fjende for Opdrættere af Akvariefisk., Ved omhyggelig Undersøgelse af Vandplanterne i samme Akvarium fandt nærværende Forfatter ogsaa Polyppen i Mængde, og det har senere vist sig, at Medusen ogsaa er set af andre Akvarieejere i København. Sandsynligvis er Polyppen kommet hertil med Akvarieplanter indført fra Tyskland. 127 En meget fyldig sammenfattende Fremstilling af Ferskvandsmedusens Morfologi og Historie er givet af E. Dejdar i Prag i 1934. . [2. Gonionémus A. Agassiz. I Nordeuropa kun een Årt: Gonionémus murbåchii Mayer (Fig, 58a). Klokke omtrent halvkugleformet eller lidt højere, ind- til 20 mm i Diameter, Geléen temmelig tynd, men fast. a b Fig. 58. a Gonionemus murbachii (efter Mayer), b Gossea coryne- tes (efter Haeckel, forandret af Ranson). Manubrium temmelig kort, prismatisk, Munden med fire korte, udadbøjede Læber. Fire smalle Radiærkanaler; Go- naderne er bugtede Baand langs Størstedelen af Radiær- kanalernes Længde. 60—80 lange, tynde, stive Tentakler, der alle udspringer tæt ovenfor Klokkeranden; de er i hele deres Længde forsynede med tydelige Tværbælter af Nematocyster; den yderste Ende af hver Tentakel er skarpt ombøjet, og i Knækket sidder paa Tentaklens udad- vendende Side en lille Klæbeskive. Lithocysterne sidder i smaa lukkede Blærer paa Klokkeranden; deres Antal er variabelt, som Regel halvt saa stort som Antallet af Ten- takler. Velum temmelig bredt. Manubrium, Kanaler og Gonader er dybt brune eller røde, ved Grunden af hver Tentakel ofte en grøn Plet. | Denne ejendommelige Meduse lever i stor Mængde | paa nogle faa Lokaliteter ved Nordamerikas Østkyst; den har været Genstand for talrige indgaaende Undersøgelser, 128 navnlig i fysiologisk Henseende. Den opholder sig paa rolige Steder tæt ved Kysten, hvor der er rigelig Alge- vegetation; i stille Vejr svømmer den ved rytmiske Sam- mentrækninger opad gennem Vandet, indtil den berører Overfladen; i samme Øjeblik standser Svømmebevægel- sen, Medusen vender sig om, og nu synker den langsomt og passivt med Undersiden opad og alle Tentaklerne strakt vandret ud til Siderne ned mod Bunden; dette er dens. Fangestilling; ethvert lille Dyr, der under Medusens .Nedsynkning kommer i Berøring med dens Tentakler, bliver fanget og fortæret. Hvis Medusen under Nedsynk- ningen kommer til at røre ved en AÅAlge, suger den sig fast med Sugeskaalene af nogle af Tentaklerne og bliver hængende, stadig med Undersiden opad og med de øvrige Tentakler udstrakt som et Fangenet. Nære Slægtninge af denne Art findes ved Amerikas Vestkyst, Fijiøerne, Japan og i det Indiske Ocean. "I Eu- ropa er en Gonionemus første Gang paavist i 1918, da H. Joseph beskrev en ny Art, G. vindobonensis, fra Triest; i 1924 fandt han den tilsvarende Polyp og paa- viste, at denne Art har et virkeligt Generationsskifte. Desuden paaviste han, at Arten i Virkeligheden tidligere var beskrevet fra Cullercoats paa Englands Østkyst, men under fejlagtige Navne, nemlig Cladonema sp. Robson 1913 og Eleutheria robsonia Lengerich 1922, idet den var blevet anset for en Anthomeduse af Familien Clado- nemidæ (se Side 37). Af den amerikanske Årt G. murbachii blev et Ex- emplar fundet i Kristianiafjord i August 1921; det for- modedes at være indslæbt med et Skib fra Amerika. Se- nere er Arten imidlertid fundet andre Steder i Europa, nemlig i Gullmarfjord ved den svenske Skagerakkyst (et Exemplar i 1923, to i Juli og August 1930) og ved Roscoff i Frankrig (6 Exemplarer i August 1930).] [3. Gåssea L. Agassiz. To Arter kendes, deraf en i N.V. Europa: Gåssea corynétes (Gosse) (Fig. 58 b). Klokke indtil 12 mm i Diameter og 10 mm høj kup- pelformet afrundet, Gelé temmelig tyk og fast. Manubrium kort, firkantet, Munden med fire udadbøjede, krusede Læ- ber. Fire Gonader paa de fire smalle Radiærkanaler. Paa 129 Klokkeranden 24 lange Tentakler i 8 Grupper med tre i hver og desuden midt i hvert Mellemrum mellem Grup- perne en ganske kort Tentakel; Tentaklerne er temmelig tykke og i hele deres Længde forsynede med stærkt frem- trædende Ringe af Nematocyster. 24 Lithocyster. Velum bredt. Maven grøn, Munden rød, Gonaderne gullige, Ten- taklerne rustgule. Kendes ikke fra danske Farvande, men da den er meget almindelig i den Engelske Kanal og i den sydvest- lige Del af Nordsøen (om Efteraaret), kan man vente, at den med Strømmen kan blive ført videre til Jyllands Vestkyst.] 2. Familie Trachynémidæ. Denne Familie, der indeholder talrige Slægter og Arter, hører til de egentlige Trachymeduser, med solide Tentakler, der sidder paa selve Klokke- randen. I de Tilfælde, hvor Udviklingen kendes, er den direkte, uden Antydning af Generations- skifte. Med meget faa Undtagelser er der 8 Ra- diærkanaler. Slægter med veludviklet gelatinøs Mavestilk har tidligere været udskilt som en egen Familie, Aglauridæ. Fra Farvandene omkring Danmark kendes to Årter, hørende til følgende to Slægter: Oversigt over Slægterne. En lang, smal, gelatinøs Mavestilk findes; Klok- ken betydelig højere end bred..... 1. Aglåntha. (Ingen Mavestilk; Klokke omtrent lige saa høj Ba DEERE SR BR 2. Homoeonéma.) 1. Aglantha Haeckel. I Nordeuropa kun een Art: P, L. Kramp: Polypdyr. 9 130 Aglåntha digitåle (O. Fr. Miller) (A. råsea Forbes) (Fig. 59 a, b). Denne meget almindelige nordiske Meduse optræder i flere Varieteter, af hvilke de største opnaar en Klokke- højde af 40 mm. Her beskrives først forma typica, saa- ledes som den findes i Skagerak: Klokke 25—30 mm høj og omtrent halvt saa bred, fingerbølformet, Siderne tyndvæggede, i Toppen en lille, Fig. 59. a Aglantha digitale var. rosea med unge, men tydelige Gonader; b A. digitale forma typica, ungt Exemplar endnu uden Spor af Gonader; a og b tegnet med samme Forstørrelse. c Ho- moeonema platygonon. (a og b efter Broch, c efter Browne). fast, noget tilspidset Gelékegle. Subumbrella og det brede Velum har en iøjnefaldende, meget kraftig Muskulatur. Mavestilken smal, næsten saa lang som Klokkehulen. Maven lille, Munden med fire korte, udadbøjede Læber. 8 smalle Radiærkanaler og en smal Ringkanal. De 8 Go- nader er pølseformede, med deres øverste Ende fæstede til den øverste Del af Radiærkanalerne, hvorfra de hæn- ger frit ned i Klokkehulen; fuldmodne Gonader kan være næsten halvt saa lange som Klokkehulen. Der er ca. 80— 100 lange, tynde Tentakler, som dog let falder af, saa kun korte Stumper bliver tilbage. Lithocysternes Antal varierer 131 fra 4 til 8; paa konserverede Exemplarer søger man dem som Regel forgæves. I arktiske Have er denne Form ofte stærkt rød; i Skagerak finder man kun farveløse Exem- plarer. — Forma typica kendes fra de andre danske Varieteter paa den slanke Form og den særlig kraftige Muskulatur; det sikreste Kendetegn er dog Gonadernes Udvikling i Forhold til Klokkens Højde; hos f. typica begynder Gonaderne først at vise sig som 8 ganske smaa Prikker, naar Klokkehøjden er mindst 12—15 mm; Indi- vider paa samme Størrelse af de andre danske Former har langt mere udviklede Gonader. Varieteten råsea adskiller sig fra f. typica ved sin noget svagere Muskulatur, og ved at Klokkens Diameter (som Regel) er lidt større end den halve Højde; i Nord- søen og Skagerak bliver den indtil 16 mm høj. Gona- derne begynder at vise sig som Punkter ved en Klokke- højde af 3—4 mm og begynder som Regel at forlænge sig, naar Højden er ca. 6 mm; naar Klokken er over 12 mm høj, er Gonaderne som Regel 4—5 mm lange, sjæld- nere 6—7 mm. Klokken og Manubrium er hos denne Form svagt rosenrøde, Gonaderne citrongule. Forma typica er vidt udbredt i det nordlige Atlan- terhav og gaar langt op i de arktiske Egne. Den er hjemmehørende og meget almindelig i det dybe Skage- rak, men kommer kun undtagelsesvis ned. i Kattegats dybe Render. Var. rosea er en sydlig Form, udbredt fra Gibraltar- strædet til Færøerne og Lofoten; den er overordentlig almindelig i Nordsøen og i Skageraks øvre Vandlag. Er mindre Form af- var. rosea. Jever. i. Kattegat og Bælthavet. Den bliver kun 10—12 mm høj, og dens Gonader er da 3—4 mm lange. Klokken er som Regel ganske farveløs, Gonaderne hvidlige eller ganske svagt gullige. Denne lille Form er hjemmehørende og meget al- mindelig i Kattegat, hvor den dog mest holder sig til de dybere Partier; den træffes ogsaa ret ofte, men ikke hvert Aar, i Bælthavet, og undtagelsesvis kommer den ind i den vestlige Del af Østersøen. Med sin høje, tilspidsede Form, brede Velum og gx 132 kraftige Muskulatur er Aglantha digitale en fortrinlig Svømmer; en enkelt pludselig Sammentrækning af Klok- ken driver Medusen flere Centimeter frem i et hurtigt Spring. Den findes i vort Plankton hele Aaret, og Individer- nes Levetid er vistnok som Regel et Aar. Spæde Unger paa mindre end 1 mm kan findes paa alle Aarstider, men Forplantningen har dog et tydeligt Maximum om Foraaret og i Begyndelsen af Sommeren. [2.. Homoeonéma Maas. I Nordeuropa een Art: Homoeonéma platygonon Maas. (Fig. 59 c). Klokke omtrent saa høj som bred, indtil 4 mm i Dia- meter, kuppelformet med en lille Knop paa Toppen. Ma- nubrium kort, Munden med fire korte Læber, ingen Mave- stilk. Gonaderne er sammenhængende omkring Mavens Grund og forlænger sig derfra som brede Baand ud langs de 8 Radiærkanaler indtil lidt over Midten af disse. 40—80 tætsiddende Tentakler; 4 Lithocyster. Lever paa dybt Vand i det subtropiske Atlanterhav og nordefter indtil ca. 60" n. Br. Føres ikke sjældent Nord om Skotland over til Norges Vestkyst, hvor den er taget i flere af de dybe Fjorde omkring Bergen.] [2.. Underorden Narcomedusæ. Narcomedusernes Klokkerand har næsten altid et Antal svage Indbugtninger. Klokken er som Regel tem- melig lav, hvælvet eller næsten skiveformet. Maven er bred og flad, som Regel trukket ud i brede radiære Sække, hvori Gonaderne ligger. Tentaklerne er altid solide, of- test meget lange, og udgaar fra Exumbrella i betydelig Afstand over Klokkeranden; deres Endoderm forlænger sig ind i Klokkens Gelé. Fra Grunden af hver Tentakel gaar en fortykket Ektodermstreng (Peronium) ned til Klokkeranden; denne bærer frie, kølleformede Lithocyster. Fire Famlier; af hvilke den ene kun omfatter den polypagtige Halam mohydra. Af de andre meget slægts- og artsrige Familier er kun een, Solmaridæ, repræsen- teret i Nærheden af de danske Farvande. 133 1. Familie Halammohydridæ. Hala mmohydra Remane. (Fig. 60). Dette mærkelige lille Dyr. bestaar af en langstrakt Mave, der forneden har en simpel Mundaabning og for- oven ved en Indsnøring er skilt fra et lille knapformet Parti, den rudimentære Meduse- klokke, i hvis Top der er en Pore. Knappen bærer to Kredse af meget lange Tentakler og en Kreds af Lithocyster, Gonader i Mavevæggen. Hele Dyret er fimreklædt. Der ken- des to Arter; hos dem begge er Legemet højst 0,4 mm langt, Ten- taklerne betydelig længere. De lever begge i Sand og Grus paa faa Me- ters Dybde og kan ventes at fore- komme ved de danske Kyster. Halammohydra schulzei Remane. Ca. 20 Tentakler, mere end 10 Lithocyster; hver af Ten- taklerne i den ene Kreds har ved sin Grund en stor kugleformet For- tykkelse. Kun fundet ved Helgo- land. Halammohydra octopodi- des Remane. Højst 14 Tentakler og højst 7 Lithocyster. Tentaklerne Fig. 60. Halammohydra octopodides (efter Re- mane). uden Fortykkelser. Fundet ved Helgoland og i Kielerbugt. 2. Familie Solmåridæ. Adskiller sig fra de andre Familier af Narcomeduser ved at Maven er kredsrund uden radiære Mavesække. I nordiske Farvande kun een Slægt, af hvilken een Art findes ved Norges Vestkyst og muligvis kan blive ført ind i danske Farvande. 134 Solmåris coréna (Keferstein & Ehlers) (Fig. 61). Diameter indtil 15 mm; svagt hvælvet, Midterpartiet med tyk Gelé, Randpartiet tyndvægget. Gonaderne danner en bred Ring i den perifere Del af Mavens subumbrellare Væg. 31—42 lange, stive Tentakler, der som Regel holdes opadrettede; Lithocyster hyppigst i samme Antal som Tentaklerne. Farveløs eller med svagt rødlige Gona- der og Tentakler. Opholder sig mest i de øvre Vandlag og lever i Middelhavet og de varmere Dele af Atlanterhavet. Den føres næsten Fig. 61. Solmaris hvert Efteraar, ofte i stort Antal, Nord corona (efter Ke- om Skotland over til Norges Vestkyst i ferstein& Ehlers). Omegnen af Bergen.] 4. Orden Siphonopho&ra (Rørgopler))). Sifonoforerne er fritsvømmende, kolonidan- nende Hydrozoer med stærkt udpræget Årbejds- deling mellem Koloniens meget forskellige Indivi- der, som dels er af polypagtig, dels af meduse- agtig Natur. De hører til de skønneste af Havets Dyrefor- mer, elegante i Form, krystalklare eller med præg- tige, stærke Farver, ofte af anselig Størrelse. Enhver Oceanfarer kender ,Bidevindsejleren? (Velella) og ,den portugisiske Orlogsmandf (Phy- salia), hvis stærkt brændende Fangtraade kan ud- strækkes til mange Meters Længde. Det er en højt udviklet, stærkt specialiseret Gruppe af Hy- drozoer, og trods det temmelig ringe Artsantal (ialt kendes ca. 120 Arter) udviser .de en” ovér- ordentlig Formrigdom af højst forskellige Typer. 1) kaldes ogsaa undertiden Blæregopler. 135 De er kun svagt repræsenterede i nordiske Have, og kun ganske faa Arter er fundne i danske Far- vande, men paa Grund af Koloniernes komplice- fede Bygning .er….en nogenlunde detaifleret ;Be- skrivelse nødvendig for Forstaaelsen af deres Organisation og for Bestemmelsen af Arterne. Hvorledes Sifonoforerne morfologisk og fylo- genetisk skal opfattes, har gennem Tiderne været meget omstridt. En enkelt Forfatter (Fanny Moser) hævder I sine nyere Arbejder (siden 1921), at de er ,,Enkeltindivider med Arbejdsdeling mellem Organer af samme Oprindelse" (,Organpolymorfif), men staar vistnok temmelig ene med denne Op- fattelse. Vi gaar her ud fra den almindelige Fore- stilling om Sifonoforen som en polymorf Koloni bestaaende af følgende Typer af Individer, som dog ikke altid er tilstede samtidig (Skema Fig. 62): 1. Stammen (Fig. 62cæ) er Koloniens pri- mære Individ, hvorfra de øvrige udvikles ved Knopskydning; den har muskuløse Vægge og et centralt Hulrum, der tjener som Næringsbeholder, hvorfra de Individer, der mangler Mundaabning, ernæres, Den er oftest: "lang, rørformet, ugrenet, men undertiden kort, sækformet eller skiveformet. Hos tre aftdere Underordener bærér Stammen foroven en Luftbeholder (Pneumatofor, Fig. 62 pn), der hos Physophoræ oftest er ganske lille (se nedenfor), mens den hos Rhizophysaliæ (Phy- salia m. fl.) er en mægtig, oppustet Blære og hos Chondrophoræ (Velella og Porpita) en bruskagtig, kamret Skive. Den mangler hos Calycophoræ (se 136 nedenfor). Forneden ender Stammen som Regel med en Mundaabning. 2. Svømmeklokker. (Fig. 62 nct) er meduse- agtige Individer med Klokke, Radiærkanaler, Ring- 72cé ap d3 220 N SNE 7 u Fig. 62. Skema af Sifonofor (Physophoræ). cæ Stamme, dz Føler, hph Dækskæl, md Kønsindivid, nct, nct? Svømmeklckker, ntc Nældebatteri, p Ernæringsindivid, pn Luftbeholder, t Fangtraad. (Efter Claus). kanal og Velum; de er glasklare, oftest af ret fast Beskaffenhed og forsynede" med fremspringende Kanter eller Kamme. Fra almindelige Meduser adskiller de sig ved at være bilateralt symmetri- ske og ved at mangle Manubrium, Mundaabning 137 og Gonader. Ved deres Kontraktioner drives Kolo- nien frem i Vandet. 3. Dækskæl (Fig. 62 hph) er flade, klare, blad- formede Individer; de er faste, bruskagtige og tjener til Beskyttelse for andre Individer. Ogsaa Dækskællene har bevaret enkelte meduseagtige Træk (Kanaler), men mangler baade Mundaabning og Klokkehule. | 4 Ernæringsindividerne (Fig. 62 p):efr polypagtige og bestaar af en mere eller mindre opsvulmet, oftest tenformet Mave med en ende- stillet, trompetformet Mund; de optager og for- døjer Næringen, som derefter gennem Stammens Hulrum tilføres de øvrige, mundløse Individer. Ethvert Ernæringsindivid har ved sin Grund en lang, kontraktil Fangtraad (Fig. 621), der som Re- gel har flere Sidegrene, og disse bærer Nælde- batterier (Fig. 62 ntc) af meget kompliceret Byg- ning og gerne stærkt farvede. 5 tFølere (Fig: 62 dz) er ;af lignende Form som Ernæringsindividerne, men mangler Mund- aabning (undertiden har de dog en fin Pore i Spidsen); deres Fangtraad er altid ugrenet. Følerne er overordentlig bevægelige. Disse forskellige Slags Individer er ordnede paa Stammen efter bestemte Regler, Svømmeklok- kerne (hvis de er tilstede) altid samlede i et sær- ligt Omraade, de øvrige oftest i veladskilte Grup- per, der kaldes Kormidier. 6. Kønsindivider (Fig. 62 md) er medusoide Gonoforer af lignende Bygning som Hydroidernes 138 Gonoforer (se Bind 41 Side 38). De sidder enten spredt paa Stammen mellem Kormidierne eller ved Grunden af Ernæringsindivider eller Følere, un- dertiden flere i Klynge paa grenede Gonoforbærere (Blastostyler) ligesom hos mange Hydroider (se Bind 41 Side 34). Hver Gonofor producerer kun een Slags Kønsstoffer, hanlige eller hunlige, men Kolonien bærer som Regel Gonoforer af begge Køn. Hos Velella og Porpita bliver Gonoforerne af begge Køn, hos Physalia kun de hunlige, til smaa fritsvømmende Meduser; hos alle andre Sifonoforer er de fastsiddende og af mere eller mindre reduceret Bygning (om Eudoxierne hos Calycophoræ, se nedenfor, Side 140). I histologisk og fysiologisk Henseende stemmer Sifo- noforerne i det væsentlige overens med de andre Hy- drozoer. Udviklingen kendes kun hos faa; af Ægget fremkom- mer en Planula-Larve, der bliver til Stammen, hvorfra alle de andre Individer efterhaanden dannes ved Knop- skydning. Alle Sifonoforer er pelagiske og rent oceaniske; ingen er paa noget Stadium af deres Liv knyttede til Havbunden, og ingen er Snyltere. De fleste hører hjemme i de varme Have, hvor de forekommer i alle Dybder; kun ganske faa nærmer sig Polaregnene, og ingen af dem taaler lav Salt- holdighed; Brakvands- og Ferskvandsformer findes ikke indenfor denne Orden. Desværre er disse smukke Dyr vanskelige at konser- vere. De enkelte Individer er nok meget modstandsdyg- tige og forandrer ikke i synderlig Grad deres Form ved Konserveringen; men de falder meget let fra hinanden, saaledes at man sjældent faar en Koloni med alle Indi- vider paa Plads. Lykkes det at fange en nogenlunde ube- skadiget Koloni, kan man forsigtigt anbringe den i en Beholder med Havvand, hvortil sættes noget Kloralhy- drat; naar Kolonien er bedøvet og ikke mere reagerer 139 for Berøring, fixeres den ved Tilsætning af Formol til Vandet, hvori den ligger. Man inddeler nu sædvanlig Sifonoforerne i fire Un- derordener, af hvilke de to er repræsenterede i Farvan- dene omkring Danmark: Oversigt over Underordenerne. Luftblære mangler; det mest iøjnefaldende ved Kolonien er en eller to (hos nogle sydlige Former flere) store Svømmeklokker ........ 1. Calycéphoræ (Side 139). En lille Luftblære findes i Toppen af den tyde- lige Stamme, der paa sin øverste Del bærer flere Svømmeklokker og derunder andre In- DT, RE SNG FORD KE AL ERRRE PRES REGERE OR RT] ETERN ER 2. Physophoræ (Side 145): 1. Underorden Calycophoræ. Kolonien bestaar af en, to eller flere sammen- stødende Svømmeklokker og en langstrakt, meget sammentrækkelig Stamme med Kormidier. Luft- blære findes ikke. Den øverste Svømmeklokke har i den ene Side en Oliebeholder og under denne ofte et forneden aabent Hulrum (Hydrøcium), hvori Stammen kan trækkes ind. Klokken er bi- lateralt symmetrisk, og den Side, hvori Oliebehol- deren og Hydrøciet sidder, har man vedtaget at kalde den 'ventrale, den modsatte Side, der for- neden ender med Klokkeaabningen, den dorsale (( denne Henseende har der dog været nogen Uenighed mellem Forfatterne). Under Koloniens Udvikling fra Planulastadiet dannes først en foreløbig, primær Svømmeklokke; senere udvikles den blivende øvre Klokke, og Primærklokken afkastes; den fuldt udviklede Ko- 140 lonis øvre Klokke er altsaa i Virkeligheden se- kundær. Hos den ene af de tre Familier, Mono- phyidæ, udvikles kun denne ene blivende Svømme- klokke; hos Diphyidæ udvikles fra Stammens øver- ste Del endnu en Klokke, der kommer til at sidde under den første og med Ventralsiden vendt den modsatte Vej; hos nogle Diphyider (Diphyes, Ga- letta m. fl.) bliver den nedre Klokke omtrent lige saa stor som den øvre, hos andre (Dimophyes) bliver den aldrig ret stor, og man kan da tro at have en Monophyide for sig. Undertiden afkastes den nedre Klokke og erstattes af en lille ,,Reserveklokkef. Hos den tredie Familie, Polyphyidæ (Hippopodius m. fl., ikke danske) er der flere Svømmeklokker. Hos Monophyider og Diphyider bestaar hvert af Stammens Kormidier af et Dækskæl med Olie- beholder, et Ernæringsindivid med Fangtraad, og et (eller flere) Kønsindivider; Følere mangler. Hos de fleste Arter løsriver hele Kormidiet sig fra Stammen, naar Kønsmodenheden nærmer sig, og svømmer frit omkring, idet de medusoide Køns- individer foretager Svømmebevægelser. Saadanne løsrevne Kormidier, der ofte træffes i Planktonet (og som kun kendes hos disse to Familier af Si- fonoforer), opfattedes tidligere som en selvstændig Slægt af Sifonoforer og kaldtes Eudoxia (Fig. 63b, 64d); Betegnelsen benyttes stadig for de løsrevne Kormidier, idet man taler om Eudoxien af den og den Art. De ældste Kormidier sidder paa Stam- mens nederste Del, og nye anlægges stadig i op- stigende Rækkefølge. 141 Kun Familien Diphyidæ er repræsenteret i Farvan- dene omkring Danmark. (Af Monophyidæ findes to Arter af Slægten Muggiæa i den Engelske Kanal). Familie Diphyidæ. Calycophoræ med to blivende Svømmeklokker, som dog let skilles ad, saa at man i Plankton- materiale oftest finder dem hver for sig. Fra danske Farvande kendes to Slægter: Oversigt over Slægterne. Begge Klokker næsten lige store, i Tværsnit skarpt femkantede; øvre Klokkes Hydrøcium mangler eller er rudimentært. Eudoxie: Dæk- skællet med en bred dorsal Længderende, Kønsindivid med fire skarpe Længdekøle... rare tra Øvre Klokke i Tværsnit næsten kredsrund, uden skarpe Kanter, med rummeligt ventralt Hydrøcium; nedre Klokke meget mindre, ra- ger sjældent udenfor Hydrøciet. Eudoxie: Dækskællet uden dorsal Længderende, Køns- individets fire Længdekøle svagt udviklede. så Dimophy es, 1. Galétta Stechow. Det gamle Slægtsnavn Galeolåria Blainville (1834) har maattet opgives, da Navnet tidligere havde været be- nyttet af Lamarck (1818) for en Orm. | Fra Farvandene omkring Danmark kendes to Arter, Oversigt over Arterne. Øvre Klokke med glat nedre Rand; Dækskæl ET ERE REE ENB OR 22. Fi trunceåre (Øvre Klokke med en nedhængende Lap paa hver Side af Klokkeaabningen. Dækskæl med fire krumme Hager paa den frie Rand... 2. austrålis). 142 1. Galétta truncåta (M. Sars) (Diphyes truncåta) (Fig,.63). Størrelse meget variabel; i vore Farvande er den øvre Klokke sædvanlig ca. 13 mm, den nedre 10 mm lang. Den øvre Klokke er en høj, femkantet Pyramide Fig. 63. Galetta truncata. a Koloni med begge Svømmeklokker og med udstrakt Stamme; derover tre Tværsnit af Svømmeklok- kerne. b Eudoxie. (a efter M. Sars, Bb efter "FF; Moser). med skarpe Kanter, tværs afskaaret forneden, hvor en ganske svag Indbugtning antyder det rudimentære Hy- drøcium, hvorfra Stammen udgaar, og hvorfra en lang- strakt, smal Oliebeholder strækker sig op i den ventrale Gelémasse, i det højeste til Midten af Klokken. Paa Klokkens Inderside (Subumbrella) ses Radiærkanalerne: 143 en median Kanal, der fra Klokkerandens ventrale Side gaar op til Klokkehulens Top og ned igen paa den dor- sale Side, hvor den munder i Ringkanalen; med samme ventrale Udgangspunkt gaar paa hver Side af Klokkehulen en Kanal, som danner en høj, smal Slynge og munder i Ringkanalen omtrent midtvejs imellem den mediane Ka- nals Endepunkter. Den nedre Klokke er ligeledes femkantet og lidt mindre end den øvre, tværs afskaaret foroven; Under- kanten har paa den ventrale Side en nedhængende, tve- delt Lap. Den mediane Kanal som i den øvre Klokke, men de laterale Kanaler udspringer fra den mediane nær ved Klokkehulens Top og gaar lige ned til Ring- kanalen. Naar Stammen er udstrakt (hvilket meget sjældent ses), er den 3—4 Gange saa lang som den øvre Klokke, med talrige, tætsiddende Kormidier; disse løsner sig som frie Eudoxier, der har et højt, tilspidset Dækskæl med en velafsrænset,; bred Rende paa: den | ventrale Side og med en langstrakt, udelt Oliebeholder; Kønsindividet er stort, klokkeformet, med 4 skarpe, fremspringende Længde- køle med konkave Mellemrum. Ernæringsindivider og Nældebatterier er røde, ellers er hele Kolonien glasklar og farveløs. Årten er udbredt over næsten hele Verden, men forekommer dog ikke i de kolde Have; om Efteraaret op- træder den ofte i uhyre Antal i Overfladevandet ved den sydlige Del af Norges Vestkyst, tilført med Golfstrømmen; i Skagerak forekommer den hele Aaret, og en enkelt Gang er den fundet i Læsø Rende i Kattegat. [2. Galétta austrålis (Quoy & Gaimard) (Diphyes biloba Sars) (Fig. 64 a,b). Begge Svømmeklokker er lige store, hver af dem ca. 20 mm lang. Den øvre Klokke har forneden paa hver Side en nedhængende Lap; Oliebeholderen er meget kort. Den nedre Klokke har en lang, udelt, ventral Lap, og dens laterale Kanaler danner Slynger, Kormidiernes Dæk- 144 skæl har paa den nedre, frie Rand fire tydelige Tænder eller Hager. Paa disse Enkeltheder kan denne Art kendes fra den foregaaende. Kormidierne bliver siddende paa Stammen og løsriver sig ikke som frie Eudoxier. Arten hører hjemme i de tropiske og subtropiske Dele af alle Verdenshavene; om Efteraaret føres den med Golfstrømmen Nord om Skotland over til den sydlige Del af Norges Vestkyst, som Regel dog kun i ringe Antal.] Fig. 64. a øvre Klokke, b Dækskæl af Galetta australis. — c hel Koloni af Dimophyes arctica (c/h. 1 øvre Klokke, clh nedre Klokke, h Oliebeholder, hd.c Hydrøcium); d Eudoxie af D. arctica (asz Dækskæl, h Oliebeholder, gstz Ernæringsindivid, gnp Svømme- klokke, gtx Kønsindivid). (a og b efter M. Sars, c og d efter Chun). 2. Dimophyes Moser. Kun een Årt: Dimophyes årctica (Chun) (Diphyes årctica) (Fig. 64 c, d). Den øvre Klokke sædvanlig 9—11 (indtil 15) mm høj og omtrent halvt saa bred, med jævnt afrundede Sider og but tilspidset Top, i Tværsnit næsten kredsrund, i det højeste med svagt antydede Kanter; forneden et stort ventralt Hydrøcium, hvis nedre Siderande danner to af- rundede, ulige store Fløje; Rummet mellem disse for- længer sig spalteformet opefter paa Ventralsiden (dette 145 er karakteristisk for Arten); Klokkehulens Aabning staar vinkelret paa Længdeaxen og har ingen Vedhæng eller Fremspring. Oliebeholderen naar op til over Midten af Klokken, ofte til den øverste Fjerdedel, og er som Regel en smal Kanal, sjældnere noget udbuget. Hver af de to laterale Kanaler i Klokkevæggen danner en høj, smal Slynge (ligesom hos Galetta truncata). Den nedre Klokke er, hvis: den i det hele.-taget er tilstede, i Reglen saa lille, at den ikke rager udenfor Hydrøciet. Stammens Kormidier løsriver sig og bliver til frit- svømmende Eudoxier, 4—10 mm lange. Eudoxiens Dæk- skæl er hjelmformet og indeholder en stor, sækformet Oliebeholder med to smalle Forlængelser, den ene op- efter, den anden nedefter. Under Dækskællet et Ernæ- ringsindivid med Fangtraad og et Kønsindivid, hvis Klokke har fire kun svagt antydede Længdekøle; Mellemrummene mellem disse er konvexe (i Modsætning til Galetta truncata). Klokken er glasklar og farveløs. Udbredelsen er kosmopolitisk, og Arten er talrig langt op i de arktiske Egne. Den er almindelig paa alle Aars- tider i de dybere Vandlag i Skagerak") og er enkelte ErLEr fundet i Kattegats dybe Render indtil Øst for nholt. 2. Underorden Physophoræ. Stammen som Regel lang og tynd, hos Slægten Physophora med en sækformet Udvidelse forneden. I sin øverste Ende bærer den en lille Luftbehol- der (Pneumatofor), der fungerer som hydrostatisk 1) I Skagerak har denne Art tidligere været forvexlet med Monophyiden Muggiæa atlantica, hvis Klokke har en lignende Form, men er mere kantet; Hydrøciet har ingen ventral Spalte, og Oliebeholderen naar næsten op til Klokkens Top; den forekommer i den Engelske Kanal, men er ikke fundet i Nordsøen. P. L. Kramp: Polypdyr. 10 146 Organ og holder Kolonien opret i Vandet; den er dannet ved en Indkrængning fra Toppen, saaledes at Blærens Inderside er ektodermal. Indersiden er i sin øverste Del beklædt med en kitinagtig Hinde, i dens nederste Del udmunder Kirtler, der ud- sondrer Luften. Blæren” har -ofte''en "ha Poreta Toppen. Lige under' Luftblæren''sidder ”et Antal store Svømmeklokker; de er anlagt i een Række paa Stammens ene Side, de ældste nederst, men ved Snoning af Stammen kommer de til at sidde i to eller flere Rækker (F. Moser benægter dog, at en saadan Snoning finder Sted). De er bilate- ralt symmetriske, sidder tæt sammen og har un- dertiden ret fantastiske Former, med Udvidelser og Indbugtninger og med Kanaler, der danner slyngede Figurer, karakteristiske for hver enkelt Art. Svømmeklokkerne findes kun paa en kortere eller længere Strækning i Stammens øverste Del. Hos Physophora er Stammen sækformet udvidet lige under Svømmeklokkerne, og paa denne Sæk sidder de øvrige Individer (se nedenfor); hos de fleste andre Slægter er Stammen nedenfor Svømme- klokkerne fortsat tynd og langstrakt, kan hos nogle blive over en Meter lang, og bærer Kor- midier, i hvilke alle Slags Individer, undtagen Svømmeklokker, kan findes; Dækskæl mangler dog undertiden. De ældste Kormidier sidder paa Stammens nederste Del, og nye anlægges stadig foroven umiddelbart under de nederste (ældste) Svømmeklokker. Kormidierne anlægges, ligesom Svømmeklokkerne, i en ensidig Række, men kom- 147 mer ved Snoning af Stammen til at sidde i to Rækker eller skruestillet. Baade Svømmeklokkerne og de andre Individer falder meget let af. Kor- midierne bliver ikke til fritsvømmende Eudoxier, men bliver siddende paa Stammen. To Familier er repræsenterede i danske Farvande; hos dem begge sidder Svømmeklokkerne i to Rækker. Oversigt over Familierne. Stammen nedenfor Svømmeklokkerne lang og BERGE RE SER ESTER SE Tr REE En Sl dg, 1. Agålmidæ (Side 147). Stammen nedenfor Svømmeklokkerne kort, sæk- KEE 53 SNERRE SN ENIS AIRES DISSE, 2. Physophåridæ (Side 152). 1. Familie Agålmidæ. I danske Farvande to Slægter, der adskilles ved me- get smaa Karakterer, som er vanskelige at se; da hver af dem desuden kun ser repræsenteret. ved. een Art,… vil det være lettest at benytte. Artskaraktererne til Adskil- lelse af de tø: Former; Oversigt over Slægterne og Arterne. Luftbeholderen opret, i direkte Fortsættelse af Stammen. Svømmeklokker fladtrykte, ca. halvt saa høje som lange. Dækskæl med tre frie distale Spidser. Følere uden Oliedraaber. Fangtraadenes Nældebatterier med to Ende- KS RE ENDEN DST Fy 1. Agalmopsis élegans. Luftbeholderen danner en Vinkel med Stam- men. Svømmeklokker lige saa høje som lange. Dækskæl ender i en stump Vinkel. Følerne indeholder Oliedraaber. Fangtraadenes Nælde- batterier med een Endetraad.… 2. Cupulita cåra. 1. Agalmopsis M. Sars. Kun een nordatlantisk Art: 10= 148 Agalmoåpsis élegans M. Sars ( Agålma élegans) (Fig. 65a, b, 66 a—e). Luftbeholder lille, oval, opret, i direkte Fortsættelse af den indtil 60 cm lange, tynde Stamme. Svømmeklok- kerne, der sidder i to Rækker, kiler sig skiftevis ind imel- lem hinanden fra begge Sider; deres Form ses af Fig. 66 a—c; de er temmelig stærkt fladtrykte og omfatter Stam- men med to store, gelatinøse Udvæxter. Der kan være indtil 17 Par, tiltagende i Antal med Koloniens Alder. Den kormidiebærende Del af Stammen er meget længere end den klokkebærende. Dækskællene (Fig. 66 d,e) er bruskagtige, Oversiden konvex, Undersiden konkav; For- holdet mellem deres Længde og Bredde varierer meget, men de er altid smallest ved Grunden og har paa den brede, distale Rand tre Spidser, hvorfra der paa den kon- vexe Side gaar tre Køle ind imod Tilheftningspunktet. Under hvert Dækskæl sidder Grupper af Ernæringsindi- vider, Følere og Kønsindivider. Ernæringsindividerne er af sædvanlig Form, med grenede Fangtraade; de fuldt ud- viklede Nældebatterier er formede som en tyk Spiral, der ender i to Traade; Spiralen er næsten helt indesluttet i et klokkeformet Hylster. Følerne indeholder ingen Olie- draaber. Kønsindividerne er ganske smaa og sidder i Klynger ved Grunden af Ernæringsindivider og Følere, hvert Køn i en Klynge for sig. Luftblærens Top er mørkerød, Ernæringsindividerne rødlige, Nældebatterierne purpurrøde; iøvrigt er Kolonien farveløs med blaaligt Skær. I rolig Sø opholder A. elegans sig ved Vandets Over- flade, i uroligt Vejr søger den dybere ned. Den er vidt udbredt i de varme og tempererede Have og kommer hvert Efteraar, ofte i betydeligt Antal, med Golfstrømmen ind til den sydlige Del af Norges Vestkyst (den er op- rindelig beskrevet fra Florø ved Bergen af M. Sars), og kommer ogsaa ind i Skagerak; den angives endog at være fundet i Kristianiafjord, men er hidtil ikke fundet i Kattegat. 149 vd KIR WT (D ' ss. CP WIED ILT ED | BE) 2 UTEN (Fa EEN. SO VEL e gy KEN Ted SAL $ SS ! SEE EVEJ VETKØ BR Ca (GE LØN GSEG VÆ SsØ DES ØS ” d SECS (fj CLINGE FR VD UD TE 59/3 ne 5 i rer Fig. 65. a Agalmopsis elegans, b Føler af samme, c Cupulita cara, d Nældebatteri af samme. (Efter Fewkes). 150 2. Cupulita Quoy & Gaimard. Kun een nordatlantisk Art: Cupulita cåra (AÅ. Agassiz) (Nan&dmia cåra, Stephan&- mia cåra; ? = C. bijuga Delle Chiaje) (Fig. 65c,d, 66 F, 2). Paa daarligt konserveret Materiale, hvor Svømme- klokker og andre Individer er faldet af, kan denne Art være vanskelig at kende fra den foregaaende, men en eller flere af de nedenfor beskrevne Enkeltheder vil i Reglen kunne erkendes. Karakteristisk for C. cara er, at Luftbeholderen og dens korte Stilk danner en mere eller mindre tydelig Vinkel med Stammen. Desuden har denne | Art en Tilbøjelighed til at sno Stammen i en Spiral. Kolonien kan naa en Længde af 120 cm, naar den er ud- strakt, men i danske Farvande er kun set Kolonier af betydelig mindre Størrelse. Der kan være indtil 15 Par Svømmeklokker; disse adskiller sig fra Klokkerne hos AÅA. elegans ved deres meget. højére.Form. (de er undertiden højere end .de”er lange, Fig. 66f), og de to gelatinøse Udvæxter, der om- slutter Stammen, er sædvanlig forsynede med extra Ud- væxter (Fig. 66 g). Dækskællene har hos den nordlige Form, den egentlige C. cara, en but afrundet eller stumpvinklet fri Enderand; hos den sydlige Form, C. bijuga, der af nogle Forfattere anses for identisk med C. cara, mens andre anser den for en selvstændig Art, har Dækskællene oftest tre Spidser paa lignende Maade som hos A. elegans. Ernæringsindivider af sædvanlig Form. Nældebatterierne har, ligesom hos A. elegans, et klokkeformet Hylster, men det er kort og dækker kun den inderste Del af Spi- ralen; denne har kun een Endetraad. Følerne indeholder Oliedraaber, enten samlede i en Beholder i Følerens ba- sale, noget udvidede Parti eller liggende som smaa spredte Draaber. Indenfor hver Individgruppe sidder Følerne i Aldersorden, de ældste nederst. Kønsindividerne er smaa og sidder i Klynger ved Grunden af Følerne, hvert Køn for sig. 151 Luftblærens Top er mørkerød, ved Grunden af hvert Ernæringsindivid er der et rødt Bælte; ogsaa Nældebatte- rierne og Følernes Oliedraaber er røde. Luftbeholderens ejendommelige skæve Stilling hos denne Art staar i Forbindelse med, at Følernes Oliedraa- i Fig. 66. a, b, c Svømmeklokker af Agalmopsis elegans (c set fra Siden), d, e Dækskæl af samme; f, g Svømmeklokker af Cupulita cara (f set fra Siden); h Svømmeklokke af Physophora hydrosta- tica. (b efter Fewkes, a, c, d, e efter Bigelow, f, g efter A. Agas- siz, h efter "M. Sars): ber bærer Stammen oppe, og Kolonien svømmer i skraa Stilling, ikke lodret som Agalmopsis. Den sydlige Form. (eller Art?) 'C.. bijuga lever i det tropiske Stillehav og Atlanterhav og i Middelhavet. Den nordlige Form, den egentlige C. cara, kendes fra den nordlige Del af Nordamerikas Østkyst og fra Golfstrøm- mens nordlige Grænseomraade Syd for Island og ved 152 Færøerne. Den er fundet nogle Gange i Skageraks dybere Vandlag, og i Foraaret 1923 kom den langt ind i Kattegat, hvor den blev fundet flere Steder i Østerrenden og endog helt nede ved Samsø. 2. Familie Physophåridæ. I danske Farvande kun een Slægt, Physophora Forskål, med een Årt: Physéphora hydroståtica Forskål (Ph. boreålis M. Sars) (Fig. 67 og 66 R). Luftbeholder flaskeformet eller oval, opret. Under denne bærer Stammen indtil 8 Par Svømmeklokker, som Regel i to Rækker (sjældnere sidder nogle af de nederste Klokker i fire Rækker); den klokkebærende Del af Stam- men er tynd og kan hos særlig store Kolonier være ind- til 55 mm lang. Svømmeklokkerne (Fig. 66 h) er bredt hjerteformede, med en bred Udvæxt paa hver Side af Stammen og mellem disse sædvanlig endnu to ganske smaa Udvæxter, som direkte omfatter Stammen. Desuden har Klokken (i Modsætning til Agalmopsis og Cupulita) to brede, trekantede distale Lapper lige under Klokke- aabningen. Klokkehulen har to tydeligt afsatte laterale Udposninger og bliver derved trelappet. De laterale Ka- naler er stærkt og kompliceret slyngede. Lige under Svømmeklokkerne er Stammen udvidet til en kort, bred Sæk, som i Virkeligheden er en Spiral med sammenvoxede Vindinger; den bærer Koloniens øvrige Individer, tilsyneladende i Kredse, i Virkeligheden i brede Spiraler. Dækskæl findes ikke. Yderst sidder de fingerformede Følere, 3—4 cm lange i udstrakt Tilstand; i store Kolonier kan der være ca. 25 Følere; de har in- gen distal Pore. Paa den midterste Del af Sækkens Un- derside sidder Ernæringsindividerne (i omtrent samme An- tal som Følerne); de er noget kortere end Følerne og 153 har en trompetformet Mundaabning. I Partiet mellem Følerne og Ernæringsindividerne sidder Kønsindividerne, yderst buskede Klynger af smaa hunlige, inderst Klaser af større hanlige Gonoforer. Ved ublid Behandling af le- vende Kolonier falder de forskel- lige Individer let af; i Plankton- materialet finder man da Stam- merne, der ved”deres Form er let kendelige, og hvis sølvskin- nende, i Toppen rødbrune Luft- blære er meget iøjnefaldende, ”V de glasklare, ejendommeligt for- mede Svømmeklokker, og de 7, citrongule Ernæringsindivider og røde eller purpurfarvede Følere, der bugter og vrider sig som Orme og giver Indtryk af at være selvstændige Væsener. Arten. ef vidt udbredt i de varme og tempererede Dele af alle Verdenshavene. Med Golf- strømmen føres den ofte, især om Efteraaret, i stort Antal Nord om Skotland ind i Nordsøen og undertiden videre helt op til den nordlige Del af Norges Vestkyst. I. de dybe Fjorde i det sydlige Norge kan den træffes paa alle Aarstider. I Skagerak lever den vistnok ikke til Stadighed, men er dog set enkelte Gange; i For- aaret 1923 fandtes den i det nord- R Fig. 67. Physophora hydro- statica. a Stamme, a' Luft- beholder, m Svømmeklokke, o dennes Aabning, t Følere, i Fangtraade, n Ernærings- individer, g Kønsindivider. (Efter Gegenbaur). lige Kattegat, noget Syd for Skagen, og i April 1934 blev en Koloni taget Syd for Anholt. 154 2. Klasse Scyphozéa (Storgopler). Indenfor Storgoplernes Klasse forekommer baade Polypformen og Gopleformen. Hos to af de fem Ordener, hvori Storgoplerne deles, Carybdeida se SW AV SEERE ON Ø «gl —.- SEEST See DW 7) IN Vig Fig. 68. Scyphopolyp; tilvenstre skematisk Længdesnit, i venstre Halvdel perradialt, i højre Halvdel interradialt; tilhøjre øverst Tværsnit af Stilken, nederst Tværsnit i Højde med Svælgrøret. A—B Længdeaxe, o Mund, s Skillevæg (Tæniole), so Aabning i Skillevæg, sm Septalmuskel, tr Septaltragt. (Efter Krumbach). ogCoronata, kendes kun Gopleformen, men deres Udvikling er næsten ukendt; hosOrdenerneSe mæ o- stomeæ og Rhizostomeæ optræder Polypformen kun som et larvalt Udviklingstrin (Scyphistoma), hvorfra Meduserne udvikles ved Deling eller di- rekte gennem en Metamorfose ; hos Ordenen L u- cernariida findes kun Polypformen. 155 Alle Scyphozoer er typisk 4-straalede, men Abnormiteter (f. Ex. 5- eller 6-straalede Individer) forekommer hyppigt. Scyphozoernes Polypform (Scyphopolyppen, Fig. 68) adskiller sig fra Hydrozoernes især ved at der i hele Mavevæggens Længde gaar fire in- terradiale Længdefolder eller Skillevægge (Tæni- olerk der faser ind i Mavehulen og deler dens perifere. Del i: -fre”Rum.: Tæniolerne er Indfold- ninger af Mavevæggens Endoderm, indeholdende en Fortykkelse af Mesosarken. En anden Ejen- dommelighed ved Scyphopolyppen er fire dybe, interradiale, tragtformede Indsænkninger (Septal- tragte), der fra Mundskiven (Partiet mellem Mun- den og Polyppens tentakelbærende Rand) sænker sig ned i Tæniolerne, som derved i deres øverste Del omdannes til fire Tragte. Polypformen skal beskrives nærmere under Omtalen af Lucernariida (Side 162) og Scyphistoma (Side 168). | Scyphozoernes Gopleform (Fig. 69), Storgop- lerne (Scyphomedusæ, undertiden ogsaa kaldet Acråspedæ eller Acalephæ) ver bygget» efter en lignende Grundplan som Hydrozoernes (Smaagop- lerne;"Side 6,.119);men adskiller sig fra dem i flere vigtige Henseender. Den geléagtige Mesosark (Mesogløa) indeholder Celler, der er indvandrede fra de omgivende Epiteler. Klokkeranden har in- gen Randsøm (Velum) og er aldrig helrandet, men delt i 8 eller flere Randlapper. Tarmhu- len er delt i et Svælgrør og en Mavehule. Svælg- røret er næsten altid mere eller mindre” dybt 156 spaltet i fire Læber eller Mundarme, og Me- dusen orienteres saaledes, at de fire Radier, der angives af Mundarmene, kaldes de perradiale; de fire Radier midt imellem disse bliver da de inter- radiale 0. s. v. (sml. Side 10). Epitelet paa Svælg- rørets Inderside er endodermalt (ikke ektodermalt som det ofte siges i Lærebøgerne). Rhizostomerne Fig. 69. Skematisk Længdesnit af Storgople. 1 Tentakel, 2 Ring- kanal, 3 Radiærkanal, 4 Endoderm, 5 Mesogløa, 6 Ektoderm, 7 Centralmave, 8 Gastralfilament, 9 Gonade, 10 Subgenitalhule, 11 Mundarm. (Efter Kiikenthal). mangler en central Mundaabning, som her er er- stattet af talrige Porer paa Mundarmene (se Side 191). Polypformens fire Tænioler genfindes hos nogle af de mere primitive Former af Scypho- meduser, hvor de deler Mavens perifere Del i fire perradiale Sække; hos andre er Tæniolerne stærkt reducerede, og hos Semæostomer og Rhizo- stomer er de helt forsvundne. - Paa: Tæniolerne eller paa disses Plads i Mavehulens subumbrel- lare Væg sidder Mavetentakler (Gastralfilamen- 157 ter), hvortil intet tilsvarende findes hos Smaa- goplerne; de bestaar af en gelatinøs Axe (dannet af Mesosarken) med et kirtelrigt endodermalt Epi- tel og tjener til at forstørre Mavens fordøjende Overflade. Ved sekundære Sammenvoxninger er Mavens perifere Del som Regel delt i 4, 8 eller 16 radiære Mavesække,. hvorfra der atter kan udgaa Radiærkanaler, der ofte er grenede og i Nærheden af Kloøkkeranden forbundne ved en Ringkanal. Ogsaa Scyphopolyppens Septaltragte genfindes hos Meduserne i Form af fire interradiale Ind- posninger (Subgenitalhuler), der fra Subum- brella poser sig ind i Mavehulen. I Mavehulens Endoderm lige over Subgenitalhulerne har Go- naderne deres Plads. De modne Kønsstoffer ud- tømmes i Mavehulen, hvorfra de gennem Munden gaar videre ud i Vandet (ogsaa paa dette Punkt adskil- ler Scyphozoerne sig fra Hydrozoerne). Kønnene er næsten altid adskilte (Undtagelse Chrysaora s.n.). Umbrellas Form varierer fra tragt- eller klokkeformet til skiveformet. Tentakler (solide eller hule) sidder paa Klokkeranden eller indenfor denne paa Subumbrella (Rhizostomerne mangler Tentakler). I nogle af Klokkerandens Indsnit (sæd- vanlig 4 eller 8) sidder Sanseorganer (Rhopa- hier; Fig70); 'derer omdantiede Tentakler og:ér kombinerede Ligevægtsorganer og lysfølsomme Organer m. m. De er kolbeformede og sidder under en lille Lap af Skiveranden; i' den distale Ende ligger Krystaller indlejrede i Endodermen; 158 i den korte Stilk er der ofte en ektodermal Pig- mentplet (Ocel), og paa Oversiden en fimrende Grube, der tydes som et Lugteorgan. Det angives undertiden, at Scyphomeduserne ikke, som Hydro- meduserne, har en Nervering i Klokkeranden; en saadan Nervering findes dog i hvert Fald hos nogle Former (f. Ex. Aurelia og Rhizostoma) og fungerer paa samme Maade som hos Hydromeduserne (se Side 8); men de nervøse Ele- menter er i særlig Grad kon- centrerede i Rhopalierne, som er meget rige paa Ganglie- celler og Nervetraade og sær- | Fig. 70. Sanseorgan (Rho- lig følsomme for Berørings- ie Ee Ektoderm, En indtryk, der gennem det sub- Endoderm, F Nervetraa- umbrellare Nerveplexus ledes de, L Lap af Skiveranden, . Ot Krystaller, P Øjeplet til Muskulaturen og faar denne (Ocel), R Lugtegrube. til at trække sig sammen. (Efter Claus). & Nematocyster findes flere Steder i Ektodermen, især i Tentaklerne, og flere Årter brænder meget stærkt; nogle. Årter, især blandt de tropiske Carybdeida, kan endog være farlige for Mennesker. Giften er af sammensat Natur, men dens kemiske Sammensætning er ikke fuldt opklaret; de virksomme Substanser menes at være Congestin og Thalassin blandet med Leucin (se iøvrigt under Cyanea, Side 183). > År R72 NCESEMESe Bk Orne erere SS SGD SNG RE es MURTENNNNSNSS Svømning. Meduserne svømmer ved rytmiske Kon- traktioner af den subumbrellare Muskulatur, der indsnev- rer Klokkehulen og driver Vandet bagud; naar Musklerne 159 slappes, retter Klokken sig ud igen paa Grund af Meso- gløas Elasticitet. Paa en svømmende Brændegople (Cyanea) kan man tydeligt iagttage Randlappernes Betydning for Svømningen; ved Begyndelsen af Sammentrækningen er Randlapperne udadrettede og forstørrer derved den Flade, der virker paa Vandmassen bag Goplen; naar Klokken atter retter sig ud, hænger Randlapperne slapt bagud, saa de ingen Modstand gør, og indtager kun langsomt, med en passiv, bølgende Bevægelse, atter den udadrettede Stil- ling. Svømmeevnen retter sig efter, hvor meget og hvor hurtigt Musklerne formaar at indsnævre Klokkehulen, og er meget forskellig hos de forskellige Arter. Brændegop- len (Cyanea) er en langt bedre Svømmer end Øregoplen (Aurelia), der har en svagere Muskulatur og mindre ud- viklede Randlapper. Under et Besøg i Hirtshals, i stille Vejr kort efter nogle Dages Storm, saa Forfatteren talrige Chrysaora, men kun faa Rhizostoma, svømmende i Van- det udenfor Kysten; paa Stranden laa opskyllet talrige Rhizostoma, men kun faa Chrysaora; denne, som er den bedste Svømmer af de to, havde aabenbart lettere kunnet klare sig og undgaa Stranding i de foregaaende Dages stærke Bølgeslag. For Goplernes Transport fra Sted til Sted betyder Svømningen dog intet i Sammenligning med Havstrøm- mene, der kan føre dem afsted over lange Strækninger. Ved den jydske Kattegatskyst er det en almindelig An- tagelse, at Brændegoplerne svømmer mod Vinden; de kommer nemlig i særlig store Skarer ind til Kysten ved Fralandsvind og forsvinder igen, saasnart det bliver Paa- landsvind. Det beror imidlertid paa, at Fralandsvind (her Vestenvind) presser Skageraks Vandmasser indad mod Kattegat, hvis Kystvand derved stemmes op, og med sit Indhold af Gopler presses ind imod Land. Om Lucernariernes Bevægelser se nedenfor. Storgoplernes Reaktioner overfor ydre Paa- virkninger er omtrent som Smaagoplernes (se Side 14). Ernæring. Storgoplerne lever ligesom andre Cø- lenterater af dyrisk Føde, men Næringsoptagelsen fore- gaar paa forskellig Maade og skal derfor omtales under de enkelte Ordener. Den ved Fordøjelsesvirksomheden op- løste Næring føres rundt i Mavesækkene og Kanalsyste- met, dels med den af Cilierne fremkaldte Fimrestrøm, dels ved Muskelkontraktioner. Aandedræt. Iltoptagelse finder, som hos andre Cølenterater, Sted fra hele Legemets Overflade; nogle mener dog, at Storgoplernes Subgenitalhuler og Lu- 160 cernariernes Septaltragte i særlig Grad skulde have re- spiratorisk Funktion. Lysevne findes hos flere Årter, men ikke hos nogen af de danske; den i Atlanterhavet og Middelhavet vel- kendte Pelagia perla lyser overordentlig stærkt. Fjender. Hvaler og Sæler skal undertiden; æde Gopler. Desuden siges Makrelen at æde Øregoplens Kønsorganer; en Fisker ved Lillebælt meddeler at ,,Ma- krelen svømmer tværs igennem Vandmanden og æder det, der sidder i Midten", — Af Parasitter findes især Amfipoder af Slægten Hyperia (Goplelus), der sidder ind- borede i Geléen og æder af Goplernes Epitelvæv. Meget ejendommelig og omdisputeret er den Tilbøje- lighed visse Smaafisk har til at søge Ly under de store Gopler. At de opholder sig under en Rhizostoma, der ingen Tentakler har, er mindre gaadefuldt; men det er vanskeligt at forstaa, hvorledes hele Skarer af smaa Fisk (især Unger af Torsk, Kuller, Hvilling og andre Torskefisk) kan svømme uskadte omkring imellem Brænde- goplens talrige lange Traade. Det hænder faktisk ogsaa, at en og anden kommer for Skade at blive hængende og derefter fortæret. Ogsaa Fiskenes Formaal med at vælge dette farlige Opholdssted har været diskuteret; antagelig er det ofte for at søge Beskyttelse mod Fjender. En stille, varm Solskinsdag saa Forf. i Hirtshals Havn talrige smaa Hvillinger, der holdt sig i Nærheden af (men ikke under) de store Brændegopler, der langsomt svømmede tæt ved Vandets Overflade; hver Gang en Terne eller Maage kom flyvende henover Stedet, pilede alle Smaafiskene lynsnart ind under Goplen for atter langsomt at komme frem, naar Faren fra Luften var forbi. Silden synes der- imod at frygte Goplerne; i en Krog af Havnen stod en Stime af smaa Sild tæt sammenstuvede; men omkring hver Gople var der en cirkelrund, aaben Plet, hvor man kun saa de smaa Hvillinger, men ingen Sild; de holdt sig i behørig Afstand. Økonomisk Betydning. I Japan og Kina spises visse Rhizostomer af Mennesker; den tykke og faste Gelé præserveres med AÅlun og Salt eller mellem dampkogte Egeblade under let Tryk; naar den skal spises, udvandes den i en halv Time, skæres i smaa Stykker og serveres med forskellige Krydderier; den skal være let at tygge og meget velsmagende (men næppe videre nærende). I Sydengland skal man i gamle Dage have spist Rhizo- stoma pulmo. — Japanerne bruger ogsaa ituskaarne Gop- ler som Madding for visse Fisk. — Ved vore Kyster kan 161 Øregoplen og Brændegoplen undertiden optræde i saa uhyre Skarer, at de gør stor Skade paa Fiskeriet ved at fylde og sprænge Garnene. Desuden er Brændegoplen en ubehagelig Gæst ved Badestederne. Konservering. Scyphomedusernes Gelémasse er hos nogle af ret blød Beskaffenhed, hos andre temmelig fast, men altid skør. Naar de fanges i Net, gaar de der- for næsten altid itu. De Former, der lever ved Overfla- den (og det gælder alle vore Arter), kan fra en Baad, en Havnemole el. I. forsigtigt tages op med en Spand eller en Glaskrukke, der nede i Vandet føres ind under Dyret; i den samme Beholder (som ikke maa indeholde mere end eet Individ) kan man nu bedøve Goplen ved at sætte noget Magniumsulfat (Engelsk Salt) til Vandet; naar den efter nogle Timers Forløb ikke mere reagerer for Berø- ring (prøves bedst ved Berøring af Sanseorganerne), dræ- bes og fixeres den ved Tilsætning af Formol (1 Del 40% Formol' til 'ca:"10 Dele”Vand). Undertiden bliver Resul- tatet lige saa vellykket, naar man strax tilsætter Formol uden forudgaaende Bedøvelse. Naar Goplen efter et Par Dages Forløb er grundigt fixeret (helt gennemtrængt af Formol), kan den forsigtigt flyttes over i et Glas med tillavet Formol 1:10 til endelig Opbevaring. I Spiritus vil Geléen skrumpe stærkt. Det kan ofte, især hos Cyanea og Rhizostoma, være vanskeligt paa et konserveret Exemplar at se Kanalsyste- mets Forløb i alle Enkeltheder. Man kan da fylde en stor Morfinsprøjte med Hæmatoxylin eller fortyndet blaa Tusch, stikke Kanylen ovenfra gennem den exumbrellare Gelé, ned i Mavehulen og indsprøjte Farven deri; ved forsig- tige Tryk med Fingrene faar man let Farven til at fordele sig ud i Kanalernes fineste Endegrene, som derved gøres synlige. Ved Henstand i Lys bleges Farven efter nogen Tids Forløb. Udbredelse. Ordenen Carybdeida hører hjemme i de tropiske Kystegne. Arterne af Ordenen Coronata er rent oceaniske, de fleste vidt udbredte Dybhavsmeduser. Ingen af disse Ordener er repræsenterede i danske Far- vande”). Af de tre andre Ordener kendes fra vore Kyster: 1) En Art af Coronata, den kosmopolitiske Dybhavsmeduse Peri- phylla hyacinthina (Faber) er hjemmehørende ved den nordlige Del af Norges Vestkyst og er undertiden fundet saa langt mod Syd som ved Bergen. Det er en stor, pragtfuld Gople, indtil 160 mm høj og 120 mm i Diameter. Den store, kuppelformede, apikale Gelémasse er skilt fra den 16-lappede Rand ved en dyb Ringfure. I 4 af Randens Indskæringer sidder Sanseorganer, i hver af de øvrige 12 en stor, tyk Tentakel. Den rumme- lige, foroven noget tilspidsede Mave ses tydeligt gennem den glasklare Gelémasse. Mavens Væg er dybt brun eller violet. P. L. Kramp: Polypdyr 11 162 2 Arter af Lucernariida, 4 Årter af Sermæostomeæ og I Årt af Rhizostomeæ. Oversigt over Ordenerne. 1.: Dyret er. paa" alle. Alderstrin»en. stilket,., bæ- gerformet Polyp; den øvre Rand delt i otte Årme, .der. hver bærerem Klynge af. korte lentakler med. Endeknhop:;< 2100. os REE ER L. Lucernariida (Side 16238 Fritsvømmende Meduser; det fastsiddende, po- lypformede Ungdomsstadium bærer enkeltvis stillede, traadformede Randtentakler........ 2 2. Central Mundaabning findes, omgivet af 4 foldede, bevægelige Mundarme; Tentakler KRdeS 43, ENEGE 2 Semæoståmeæ (Side 167). Central Mundaabning mangler; 8 stive, kom- pliceret formede Årme paa Subumbrella; Ten- fakler; mangler, 3.Rhizostoå meæ (Side. 790) 1. Orden Lucernariida (Bægergopler). Lucernarierne er polypagtige Scyphozoer med et bæger- eller tragtformet Legeme og en bevæ- gelig Stilk, der forneden ender i en Sugeskive, hvorved Dyret kan fæste sig til et Underlag og atter slippe det (i Modsætning til de følgende Or- deners Scyphistoma-Stadium, der er ubevægeligt fastvoxet til Underlaget). Skønt Lucernarien maa opfattes som en Polyp (homolog med Scyphistoma) og ikke som en stilket Meduse, benytter man dog sædvanlig de samme Betegnelser for de forskellige Dele af dens Legeme, som man vilde benyttefor en Meduse; Bægerets Ydervægge kaldes saaledes Exumbrella, det konkave Mundfelt Subumbrella. Midt i Subumbrella sidder et kort Mundrør; Mund- aabningen har fire korte, perradiale Læber. Um- 163 brella er hos begge de danske Arter bredt tragt- formet og har 8 temmelig dybe Indbugtninger i Randen, som derved deles i 8 ,Armef; ofte er de fire perradiale Indbugtninger dybere end de fire interradiale. Hver Arm bærer paa sin yderste Ende en Klynge af talrige Tentakler; disse er korte og har en tydelig Endeknop, der er rigt forsynet med Nematocyster og Klæbeceller. Hos Slægten Haliclystus sidder midt i hver af Ran- dens otte Indbugtninger et meget kraftigt Klæbe- organ (en omdannet Tentakel), det saakaldte ,,Rand- anker". Slægten Lucernaria har ingen Randankre. Fra Subumbrella gaar fire interradiale Septaltragte dybt "ned 1 Mavehulen, som Regel helt fed. til Grænsen mellem Bæger og Stilk. Inde i Mave- hulen er den udad (bort fra Dyrets Længdeaxe) vendende Side af hver Septaltragt forbundet med Exumbrella ved en lodret Skillevæg (Septum), saaledes at Mavehulen i Legemets tragtformede Del er fuldstændig delt i fire Rum. De fire Septa fortsætter sig ned igennem Stilken som fire inter- radiale Længdefolder (Tænioler), der hos Halicly- stus støder sammen i Midteraxen, saaledes at Stilkens Hulrum er fuldstændig delt i fire per- radiale Kamre (Længdekanaler). I Mavehulens subumbrellare Væg ligger 8 store, langstrakte Gonader, der strækker sig ud i Armene; de stø- der parvis sammen i Interradierne i Bunden af Septaltragtene. Subumbrella har baade radiære Muskler ogRingmuskulatur, og fire kraftige Længde- muskler gaar gennem Stilkens Tænioler. rs 164 Lucernarierne fæster sig hyppigst paa Alger eller Zostera, sjældnere paa Sten eller Skaller; de sidder oftest saaledes, at Mundaabningen vender nedad eller vandret til Siden, sjældent opad. De er overordentlig bevægelige og kan paa tre forskellige Maader krybe henover Plan- terne. 1) Krybning paa Stilkens Hefteskive foregaar meget langsomt og er uden større Betydning. 2) Dyret vender sig om med Mundsiden mod Underlaget, slipper med Stilken og ,Spadsererf paa alle otte Arme, idet de holder fast med de klæbrige Tentakler. 3) Paa Maalervis, idet nogle af Årmene bøjes ned og holder fast ved Under- laget, Stilkens Hefteskive flyttes hen til Armene, disse slipper og føres et Stykke videre frem, Stilken føres atter hen til: dem, og saaledes videre. I. tætte. Bevoxninger, f. Ex. af Zostera, ser man undertiden Lucernarier sidde med Stilken fæstet til eet Blad og nogle af Tentaklerne eller (hos Haliclystus) af Randankrene klæbet til et andet. Løsrives Stilken fra Underlaget, f. Ex. af stærkt Bølge- slag, griber Tentakler eller Randankre fat i den første Genstand, de kommer i Berøring med, og er da næsten ikke til at rive løs igen. | Lucernariernes væsentligste Føde er de paa Plante- væxten krybende Smaasnegle (Rissoa, Lacuna etc.) og Krebsdyr (Gammarider etc.). Regenerationsevnen er overordentlig stor (i Modsæt- ning til Medusernes). De allerfleste Lucernarier er littorale og opholder sig i Kystbæltets Vegetation. De er vidt udbredte i kolde og tempererede Egne, men findes ikke i Troperne. Ordenen inddeles i to Familier. Af Familien Eleu- therocarpidæ findes to Arter i danske Farvande. Af Cleistocarpidæ, der udmærker sig ved Mavehulens noget mere komplicerede Bygning, lever en Art, Cra- terolophus tethys H. J. Clark, ved Helgoland, dens Stilk er meget kort, Bægeret dybt klokkeformet, Årmene meget korte, adskilte af lige store Indbugtninger. Familie Eleutherocårpidæ. Oversigt over Slægterne. Randankre. mangler vurde BE ETTER l.Lucernårin Et stort Randanker i hver af Randens otte Ind- bustnimmer ES LENET ESNEE SNE 2 Haliclystus 165 ir cernaria 0. Fr. Muller, I danske Farvande kun een Årt: Fucernsria anadrficeornis.0; Fr. Muller: (Fr..71). Stilken noget længere end det tragtformede Bæger, den samlede Højde indtil 70 mm, men som Regel bety- delig mindre. Bægerets Rand delt i 8 Arme, der er tyde- ligt parvis stillede, idet de fire perradiale Indbugtninger Fig. 71. Lucernaria quadricornis (efter Haeckel). er dobbelt saa dybe og brede som de interradiale. Hver Årm bærer en Klynge af talrige (indtil ca. 120) Ten- takler. Randankre findes ikke, Stilkens Tænioler støder ikke sammen i Midtaxen; et Tværsnit af Stilken viser derfor kun eet, korsformet Hulrum. Farven er meget va- riabel: graa, grøn, brun eller rødbrun, undertiden meget mørk. Arten opholder sig hovedsagelig paa Plantevæxten langs Kysterne; i danske Farvande er den taget fra Strand- 166 kanten ud til 15 Meters Dybde. Undertiden kan den dog forekomme paa dybere Vand; ved Grønlands Vestkyst er den saaledes taget paa 83 m, Det er en nordatlantisk Art, der lever ved Grønland og den nordlige Del af Nord- amerikas Østkyst, ikke sydligere end Cape Cod; end- videre ved Spitsbergen og det nordlige Europas Kyster fra det Hvide Hav, langs hele Norges Kyst, til det syd- lige England og de danske Farvande. Den er aldrig fundet ved Jyllands Vestkyst, og i Kattegat er den kun taget paa nogle faa Lokaliteter mellem Læsø og Anholt og ved Djurslands Nordkyst. Derimod er den almindelig i Samsø Bugt, Storebælt og Lillebælt og Farvandene Syd for Fyn, men er ikke fundet Øst for Femern Bælt. Et Exemplar er taget paa Københavns Red. 2. Haliclystus H. J. Clark. I danske Farvande kun een Årt: Haliclystus octoradiåtus (Lamarck) (Fig. 72). Stilken omtent saa lang som det bredt tragtformede Bæger, den samlede Højde indtil ca. 20—30 mm. Bæge- rets Rand delt i 8 Årme ved Indbugtninger, der ikke er meget forskellige; undertiden er de perradiale noget dy- bere og bredere end de interradiale; undertiden ere næsten lige store. Hver Arm bærer en Klynge af Ten- takler, hos fuldvoxne Exemplarer 30—60. Midt i hver af de otte Indbugtninger sidder et stort Randanker, hvis Klæbeskive har Form som en Kaffebønne, i hvis konkave Side der sidder en lille rudimentær Tentakel. Stilkens Tænioler er sammenvoxede i Midtaxen, saaledes at Stil- ken paa Tværsnit viser sig at være firrummet. Farven er meget variabel: grønlig, brungul eller rødlig, ofte lignende de Planter, Dyrene sidder paa. Hosstaaende Figur er af den noget større Form, H. auricula, der imidlertid næppe er artsforskellig fra H. octoradiatus. Den egentlige H. octoradiatus lever ved Nordeuropas Kyster fra Frankrig til Spitsbergen og ved Grønland; den 167 større Form, H., auricula, kendes ligeledes fra Nordeuropa og Spitsbergen, men ogsaa fra den nordlige Del af Nord- amerikas Østkyst samt fra Alaska og Japan. I danske Farvande har denne Art sin Hovedforekomst i det nord- lige Kattegat, hvor den paa sine Steder, f. Ex. ved Frede- rikshavn, er meget almindelig paa Algerne nær ved Ky- Fig. 72. Haliclystus octoradiatus (efter Clark). sten; den er dog ogsaa fundet flere Steder i det sydlige Kattegat samt ved Hellebæk, Gilleleje, Samsø, Aarhus og Strib og i: Koldingfjord; endelig angives den at være taget i Kielerbugt. 2. Orden Semæostomeæ. Semæostomernes Umbrella er som Regel tem- melig flad, skiveformet, og vi vil i det følgende kalde den ,,Skivenf (Semæostomeæ og nogle Co- ronata sammenfattedes tidligere under Navnet Discomedusæ, Skivegopler, hvortil nogle ogsaa henregnede Rhizostomeæ). Mesogløa er som Regel 168 temmelig tyk og af ret blød Beskaffenhed. Der er som Regel 8 Rhopalier (Sanseorganer), perradiale og interradiale, og baade disse og Tentaklerne er hule. Der er en rummelig central Mavehule, hvis Forgreninger ud imod Skiveranden er forskelligt formede hos de forskellige Familier og Slægter. I Mavehulen er der ingen Tænioler, men fire inter- radiale Grupper af Gastralfilamenter. Lige udenfor dem, og ligeledes paa Mavehulens. subumbrellare Væg, sidder de fire Gonader. Under Gonaderne er der fire lommeagtige Indposninger fra Subum- brella (Subgenitalhulerne). Kønnene er adskilte undtagen hos Chrysaora, der er Hermafrodit. Kønsstofferne udtømmes i Mavehulen, og som Regel befrugtes Æggene her; hos flere Arter gennemløber Pla- nula-Larverne deres første Udvikling enten i Mavehulen eller mellem Mundarmenes Folder. Hos Pelagia udvikles Planula gennem en Metamorfose direkte til en Meduse. Hos andre Slægter, hvis Udvikling er kendt, foregaar denne gennem et fastsiddende Polypstadium (Scyphistoma), hvorfra der ved Tværdeling (Strobilation) udvikles en eller flere smaa Meduser, hvis Udseende i Begyndelsen (Ephyra-Stadiet) er meget forskelligt fra den voxnes. Den fritsvømmende, fimreklædte Planula sætter sig fast med den aborale Ende, d.v.s. den, der er modsat Urmunden, men som under Svømningen viser fremad; i Planula-Stadiet er Urmunden lukket, men efter Fast- heftningen dannes i dens Sted en sekundær Mundaab- ning (den blivende Mund), og omkring denne udvikles en Kreds af Tentakler (2-4-8-16-24), og vi har nu en Scyphistoma (Fig. 73 a). Denne har et tragtformet Legeme og en kort Stilk, der er ubevægeligt fastheftet til Underlaget ved en kitinagtig Peridermudskilning. Mun- den har fire simple, perradiale Læber; det korte Svælg- 169 rør fører ind til en Mavehule, der ved fire interradiale Tænioler er korsformet i Tværsnit; ved Grunden af Ten- takelkransen er Tæniolerne gennembrudte af en Aabning. Fra Mundfeltet gaar fire interradiale Septaltragte") ned i Tæniolernes øverste Del. Bygningen er altsaa i Hoved- sagen den samme som hos en Lucernarie, men Randen er ikke delt i ,,Arme”, Tentaklerne sidder enkeltvis paa Randen med lige store Mellemrum, og de er traadformede (uden Endeknop); de har en solid Endodermstreng, mens Fig. 73. a Scyphistoma (pn Fodskivens Kitinplade, tr Septaltragt); b skematisk Længdesnit af Scyphistoma med Podocyst. (a efter Korschelt & Heider, b efter Hadzi). den voxne Meduses Tentakler er hule. En Scyphistoma er kun faa Millimeter høj. Den ernærer sig af baade svøm- mende og krybende Smaadyr, især Copepoder. De forskellige Former for videre Udvikling er skema- tisk fremstillet paa Fig. 74: 1. Scyphistomen kan ved lateral Knopskydning udvikle en anden Scyphistoma, og vi faar da Kredsløbet c-d-e-n-c. 2. Under ugunstige Forhold kan Scyphistomen danne det ejendommelige Hvilestadium, der kaldes Podocyst: fra nogle af Fodskivens Ektoderm- og Endodermceller ud- skilles Protoplasma, der indlejres i en flad Kitinkapsel, en Podocyst, ca. 0,3—0,5 mm bred (Fig. 7365). Scyphistomen 1) Nogle kalder disse Tragte ,,Peristomtragte" og benægter, at de er homologe med Lucernariernes Septaltragte. 170 kan nu flytte sig et lille Stykke og danne en ny Kapsel. Podocystens Indhold kan holde sig levende i længere Tid; naar gunstige Forhold indtræder, sprænges Kapslen, Indholdet kommer ud som smaa Cellehobe, der udvikler Cilier og svømmer omkring for snart at sætte sig fast paa et Underlag, hvor de udvikler sig til nye Scyphisto- by c AL. sv Ren ge g be: E CIK (| Ås KN Fig. 74. Udviklingens Kredsløb hos semæostom Meduse. a Planula, b ung, c fuldvoxen Scyphistoma, d, e Scyphistoma i lateral Knop- skydning (n knopskudt Scyphistoma), f Scyphistoma med Podocyst (x hvilende Podocyst), g Strobila, h Strobila efter at Afsnøringen af Ephyræ er begyndt, i den tilbageblivende Scyphistoma, k, I afsnørede Ephyræ, m Meduse. (Efter Hérouard). mer (Kredsløb c-d-f-x-b-c). Denne Udvikling gennem et Hvilestadium kendes foreløbig kun hos Chrysaora, men sandsynligvis kan den ogsaa finde Sted hos andre litto- rale Semæostomer. 3. Strobilation (Kredsløb c-d-g-h o.s.v.). Lidt un- der Scyphistomens Tentakelkrans dannes en Ringfure, under denne endnu en, og saaledes videre (Fig. 742); Furerne bliver til dybe Indsnøringer, saaledes at Scyphi- FI stomens Legeme efterhaanden deles i et Antal Skiver, paa hvis Rande der udvikles 8 smaa Lapper, der i Be- gyndelsen er simple, senere kløftede (Fig. 74 h). Imidlertid svinder Scyphistomens oprindelige Tentakler ind og for- svinder. Efterhaanden som Indsnøringen gaar dybere, for- andres Mavehulen, idet den deles i 8 radiære Lapper svarende til de 8 Randlapper; desuden anlægges de før- ste Gastralfilamenter. Randlapperne bliver efterhaanden lange og smalle og dybt tvekløftede, og i Kløften af hver af dem udvikles et Rhopalie (Sanseorgan). I Skivens Sub- umbrella udvikles Ringmuskler og radiære Muskler. Under krattige Muskelkontraktioner afsnøres tilsidst den øverste Skive helt som en fritsvømmende Ephyra, hvis Mund- rør er Scyphistomens oprindelige. Den næste Skive ud- vikler sig nu paa samme Maade; dens Mundrør dannes af det korte Rør, der forbandt den med den første før dennes Løsrivelse, og saa fremdeles. Randen under den allernederste Indsnøring udvikler ikke otte Randlapper, men 16 Tentakler (Fig. 74 h), saaledes at naar den sidste Ephyra er frigjort, sidder der en normal Scyphistoma til- bage (Fig. 74 i). Scyphistoma-Polyppen er fleraarig og kan strobilere igen det følgende Aar, undertiden to Gange i eet Aar. Den frie Ephyra og dens videre Udvikling til Meduse ses Fig. 76—77, Side 178—179. Det væsentligste, der sker, er at Ephyra'ens oprindelig meget lille Skive voxer ud imellem de otte Ephyralapper og næsten udfylder Mellem- rummene imellem dem. Samtidig udvikles de foldede Mundarme, Gastralfilamenterne tiltager i Antal, og Musku- latur og Kanalsystem udvikles paa den for hver Art karak- teristiske Maade. Paa den nye Skiverand anlægges Ten- takler. Medusen, der nu er kommet udover Ephyra-Stadiet, vedbliver at voxe, Omkredsen bliver større, men Skive- randen vedbliver at være delt i 8 Afsnit adskilte af Rho- palierne og det yderste af Ephyralapperne, som aldrig helt forsvinder, men danner den lille Lap, der hænger ud over Sanseorganet (Fig. 70). I Løbet af nogle Maaneder har 172 Medusen opnaaet fuld Størrelse, og efter fuldført For- plantning dør den. I de unge Ephyra-Stadier er de forskellige Slægter og Arter ofte vanskelige at adskille. I danske Farvande kan man dog kun vente at finde Ungdomsstadier af Cyanea og Åurelia, og disse er ikke vanskelige at kende fra hin- anden. Hos dem begge faar Maven tidligt 16 radiære Ud- posninger (Mavesække); de 8, der gaar ud i Ephyralap- perne, kaldes .de rhopalare, de 8 mellemliggende de tentakulare. Individernes Størrelse paa de forskellige Udviklingstrin varierer meget; det samme gælder Rand- lappernes Form, som desuden ofte forandrer sig ved Kon- serveringen. Forskellighederne mellem Ephyra-Stadierne af Cyanea og Aurelia fremgaar tydeligt af Fig. 76—77, hvor man særlig skal lægge Mærke til følgende: Hos Cyanea anlægges Tentaklerne meget tidligt, og paa alle Udviklingstrin er den midterste i hver Gruppe meget større end de andre; hos Aurelia anlægges Tentaklerne noget senere, og den midterste er ikke synderlig større end de andre. Hos Cyanea bliver Mavesækkene tidligt gaffelgrenede i deres yderste Ende, men der dannes ingen Forbindelser mellem Mavesækkene indbyrdes; de vedbliver at være adskilte ved smalle Mellemrum. Hos Aurelia kommer der først paa et sent Tidspunkt Antydning af Gaffelgrening i Mavesækkenes yderste Ender, men meget tidligt udsender hver af de rhopalare Mavesække nær ved sin Grund en Udposning paa hver Side, og disse forbin- der sig med den yderste Ende af de tentakulare Mave- sække; paa alle Udviklingstrin er Mavesækkene og deres Forgreninger adskilte af brede Mellemrum. Se iøvrigt under de enkelte. Arter, Bortset fra Arterne af Slægten Pelagia, der er oce- aniske, hører Semæostomerne hjemme i Nærheden af Kysterne, nogle i Troperne, adskillige i tempererede Egne, og nogle trænger frem til Polaregnene. Alle tre Familier er repræsenterede i danske Far- vande, hver af dem dog kun med een Slægt og een eller to Årter. 173 Oversigt over Familier og Slægter. 1. Skiven med 32 korte, ikke meget forskellige Randlapper; i Indskæringerne mellem disse sidder 8 Rhopalier og 24 lange Tentakler BR s PE EEN Nan 1. Chrysa&bra. BENE FERIER STE Me. 20 VIS ns Æ 2. Skivens Rand ved 8 dybe Indskæringer delt i 8 brede Lapper, der atter er indskaarne i Mid- ten, hvor Rhopalierne sidder. Lange Tentak- ler i 8 veladskilte Grupper paa Skivens Un- derside langt indenfor Randen. De 16 fuld- stændig adskilte Mavesække sender lappede Forgreninger ud i Randlapperne; Ringkanal mansier (Fam; Cyvanéidæ) 1.420. 2. Cyånea. Skiven næsten helrandet, kun med en svag Indbugtning ved hvert af de 8 Rhopalier"). Temmelig korte Tentakler jævnt fordelt langs hele Skivens Rand. Fra Centralmaven udgaar 8 ugrenede og 8 eller flere fintgrenede Kana- ler, der alle munder i en Ringkanal (Fam. BE SNE 3 ERE R ES NSG 3. Aurélia. 1. Familie Pelagiidæ. I danske Farvande kun een Slægt: Chrysabora Péron & Lesueur med een Årt. Chrysadbra hysoscélla (L.) (mediterrånea + isoscéles Haeckel) (Fig. 75,73 5). Skive jævnt og fladt hvælvet, indtil ca. 20 cm i Dia- meter, med 32 omtrent” halvkredsformede Randlapper, af hvilke de 8x 2 ved Rhopalierne (de rhopalare) er mindre end de 8x2 mellemliggende (tentakulare). I hver af de Indskæringer, hvori der ikke er et Sanseorgan, sidder en lang, kraftig Tentakel, ialt 24. De fire Mundarme er smalle og tilspidsede, meget lange, stærkt foldede langs begge ly Hos et Par fremmede Arter desuden en Indbugtning midt imellem Rhopalierne. j i z É j Fig. 75. Chrysaora hysoscella (efter Fotografi af F. Scherisky). 175 Siderande; i Almindelighed er de omtrent dobbelt saa lange som Skivens Diameter, men i ganske ubeskadiget Tilstand (som sjældent ses) skal de kunne være meget længere. Fra Centralmaven udgaar 16 simple radiære Mavesække, som i deres inderste Del er lige brede, men udimod Skiveranden bliver de 8 tentakulare Sække tre Gange saa brede som de 8 rhopalare. — Mundarmene er blegrøde, Skiven gullig eller hvidlig, dens Overside med en meget karakteristisk Stjernefigur af skarpt tegnede brune Linier, Randlapperne ligeledes brune. Gonaderne, der ligger i Centralmavens subumbrellare Væg, bliver ved Modningen stærkt foldede indefter mod Mavehulen; de er som Regel hermafroditiske; de hanlige Kønsstoffer udvikles dog først, saaledes at de yngre Indi- vider er hanlige, de mellemstore tvekønnede, og gamle Individer hunlige. Nogle Individer skal dog kunne være rent hanlige eller rent hunlige hele deres Liv. Selv om Medusen er tvekønnet, befrugtes Æggene dog vistnok som Regel af Sæd fra et andet Individ. Befrugtningen og Lar- vens første Udvikling foregaar i Ovariets Vægge, hvor- efter Larverne falder ud i Mavehulen og gennem Medu- sens Mund kommer ud i det Fri. De fæster sig paa Hav- bunden, paa lavt Vand, hvor de udvikler sig til en Scy- phistoma, der ved Strobilation udvikler Ephyra-Stadier, hvis Randlapper i Begyndelsen er meget lange og spidse, senere bredt afrundede; i de senere Stadier kendes Ephyra af Chrysaora let fra Cyanea og Åurelia ved, at der kun er een Tentakel i hver af Randens oprindelige 8 Ind- bugtninger. Denne smukke Meduse er almindelig i Middelhavet og ved Vesteuropas Kyster; Vest for de Britiske Øer er den ikke fundet nordligere end ved Liverpool. Den er hjemmehørende og meget almindelig i den Engelske Ka- nal og ved Belgiens Kyst og føres næsten hvert Efteraar med Strømmen til Helgolandsbugten, men optræder ikke regelmæssigt ved de danske Kyster. Undertiden kan den dog vise sig i betydeligt Antal ved Jyllands Vestkyst i September og Oktober, og enkelte Gange er den iagttaget i det nordlige Kattegat. 176 [Pelågia pérla (Slabber) (P. noctiluca Péron & Lesu- eur) adskiller sig fra Chrysaora ved kun at have 8 Ten- takler og 16 Randlapper; den har temmelig svage gullige og rødlige Farver, og paa Skivens Overside og Mund- armenes Yderside talrige rødlige Nældevorter. Hele Dyret er meget stærkt lysende. Den er talrig i Middelhavet og ved Europas atlantiske Kyster; undertiden kommer den op til Skotlands Vestkyst og gennem Kanalen ind i den sydvestlige Del af Nordsøen, men hidtil er den ikke set i Nærheden af Danmarks Kyster.] 2. Familie Cyanéidæ. I danske Farvande kun een Slægt: Cyånea Péron & Lesueur. De to danske Former kendes væsentligst fra hinanden paa Farven, men maa dog anses for at være veladskilte Arter. Oversigt over Arterne. Farven rødlig eller gullig.........…. Ica pilrsta Farven blad. 00085 1143 le RER AE SES 1. Cyånea capillåta (L.) (C. årctica Pér. & Les.) (Fie 0 78, 79) (Brændegoplen, den røde Vandmand). Mens den amerikanske Varietet (C. arctica) skal kunne opnaa en Størrelse af over 2 Meter i Diameter, synes den europæiske Form ikke at blive større end ca. 50 cm, i danske Farvande sjældent over 30 cm"). Skiveranden er ved 8 dybe Indsnit (i de tentakulare Radier) delt i 8 Randlapper, der er omtrent dobbelt saa brede som lange; midt i hver af døsse er der et mindre (rhopalart) Indsnit, hvori Sanseorganet (Rhopaliet) sidder, saaledes at hver af de otte Randlapper er delt i to Lap- per, der atter har en svag Indbugtning i Kanten. De ten- ly Det vil være ønskeligt at faa Oplysninger om Størrelsen af særlig store Exemplarer fra forskellige Dele af vore Farvande. LYRA takulare Indsnit er omtrent dobbelt saa dybe som de rho- palare. Skivens Overside er næsten glat eller besat med svagt fremtrædende Vorter (ses bedst ovenfor Vandet). Gelémassen er middeltyk i Midterpartiet, tynd i Randlap- perne. I Hvilestilling er Skiven næsten flad, kun svagt hvælvet paa Midten. Skivens Underside (Subumbrella) har en kraftig Muskulatur (Fig. 79): omkring Maven en svær Ringmuskel, der ved radiære Skillevægge er delt i 16 Stykker; desuden 16 flade radiære Muskelbaand, der i nogen Afstand fra hverandre gaar fra Ringmusklens Yder- kant et Stykke ud i Randlapperne. Mellemrummene mellem de radiære Muskelbaand er bredest indenfor Skiverandens otte dybeste Indsnit, og i disse otte Mellemrum sidder Tentaklerne, hos voxne Dyr i flere. (indtil 5SY”Rækker; i hver af de 8 Grup-= per er Tentaklerne ordnede i en hesteskoformet Figur, der er aaben udefter og med de længste Tentakler i Mid- ten af Rundingen. Tentaklerne er hule, meget sammen- trækkelige, i udstrakt Tilstand overordentlig lange (hos en 20-cm bred Vandmand kan ,,Traadene" være ca. 5 Meter lange), tæt besat med Nældekapsler i smaa vorteformede Grupper (om Giftvirkningen se nedenfor, Side 183). Midt paa Skivens Underside sidder Munden, der er firkantet og har 4 brede Mundarme, omtrent saa lange som Skivens Diameter og overordentlig stærkt foldede og frynsede. Paa Subumbrella udfor Mellemrummene mellem Mundarmene sidder de 4 Subgenitalhuler. Centralmaven er cirkelrund og ret rummelig, dens Diameter "/2—"/s af Skivens. I dens subumbrellare Væg sidder nærmest Mundrøret de fire Grupper af talrige, korte Gastralfilamenter, og udenfor dem, over Subgenital- hulerne, de fire Gonader. Naar Kønsstofferne modnes, tiltager Gonaderne stærkt i Omfang og poses ud igennem Subgenitalhulerne, saa de hænger frit ned fra Skivens Underside som fire mægtige, stærkt foldede Sække i Mel- lemrummene mellem de fire endnu mægtigere Mundarme (paa fuldmodne Exemplarer er Mundarmene omtrent dob- P. L. Kramp: Polypdyr. 12 178 belt saa lange som Gonadesækkene). Kønsstofferne ud- tømmes dog ikke gennem Subgenitalhulernes Vægge, E€ Fig. 76. Udviklingen af Cyanea capillata fra nyklækket Ephyra til ung Meduse (Mavesækkene sorte); Diameter: a 2 mm, b 3,5 mm, c.5 mm, d 6 mm, é& 7 mm; f-8,5 mm, 2.14 mm: "Se øvrigt Tex ten Side 172 og 180. men falder ind i Mavehulen og udtømmes derfra gennem Munden. Fra Centralmavens Omkreds udgaar 16 radiære Mave- sække, der ved smalle Skillevægge er fuldstændig adskilte 179 fra hverandre; de 8 tentakulare Mavesække er omtrent dobbelt saa brede som de 8 rhopalare. De gaar ikke helt Fig. 77. Udviklingen af Aurelia aurita fra nyklækket Ephyra til ung Meduse (Mavesække og Kanaler sorte); Diameter: a 2,5 mm, bon 5 mm. d. 6mm, e€ 8mm,. f 12:mm, g 22,mm.. S€ iøvrigt Texten Side 172. og 188. ud i Randlapperne, men fra deres ydre Kant sender de talrige grenede, blindt endende Kanaler ud i Lapperne; 12= 180 der er ingen Ringkanal. Tentaklernes og Rhopaliernes Hulheder staar i direkte Forbindelse med Mavesækkenes. Muskulaturen, Mavens og Mavesækkenes Vægge, Mundarmene og Tentaklerne er rødbrune eller gulbrune, undertiden meget stærkt farvede, undertiden mere blege; Gonaderne oftest rosenrøde. Kønnene er adskilte. Æggene befrugtes i Mavehulen; Planula-Larverne opholder sig mellem Mundarmenes Fol- der under den første Del af deres Udvikling og svømmer saa frit ud i Vandet; Larven fæster sig paa Sten, Skaller, Alger el. Il. paa lavt Vand og udvikler sig til en lille hvidlig Scyphistoma. Ved Strobilationen udvikles sjæl- dent mere end 3—5 Ephyræ af hver Strobila. Størrelsen af den nyklækkede Ephyra er noget vari- abel, sædvanlig henved 2 mm. Den har et kort Mundrør med 4 interradiale Indfoldninger og 4 ganske korte per- radiale Læber. Ringmusklen er allerede synlig, og 4 Ga- stralfilamenter er svagt antydede. De rhopalare Mave- sække er strax tydeligt gaffelformede (Fig. 76a), og de noget bredere tentakulare Mavesække sender tidligt en smal Forlængelse ud i hver af de tilstødende Ephyralap- per. De 16 Mavesække er paa alle Udviklingstrin fuld- stændig adskilte ved smalle Mellemrum. Tentaklerne be- gynder meget tidligt at vise sig lidt indenfor Randen i de dybe Indsnit, først to lige overfor hinanden (Fig. 765), senere efterhaanden en i hvert af de øvrige Indsnit (Fig. 76c,d). I hver af de 8 Grupper anlægges de følgende Tentakler efterhaanden i en Bue til begge Sider for den første; men indtil Medusen har opnaaet en ret anselig Størrelse, vedbliver den midterste Tentakel i hver Gruppe at være meget større end de andre (dette er karakteristisk for Cyanea). Bortset fra, at de brede, tentakulare Mavesække til- tager hurtigere i Størrelse end de rhopalare (Fig. 76 €e), sker der ingen væsentlige Forandringer med Mavesæk- kenes Form, før Ephyra'en har naaet en Diameter af ca. 8 mm; da begynder de tentakulare Sække at udsende 181 smaa lappede Forlængelser fra deres konkave, udadven- dende Rand (Fig. 76f), og disse Forlængelser bliver læn- gere og forgrener sig, samtidig med at Skiveranden voxer ud og mere og mere udfylder Mellemrum- mene mellem Ephyra- lapperne (Fig. 762), derved forøges ogsaa Afstanden mellem Ran- den og Tentaklerne (hvis Antal stadig, men langsomt forøges). Paa intet Tidspunkt er der en fremspringende Lap i Skiverandens dybe Indskæringer (sml. Au- relia). Gastralfilamen- terne tiltager ogsaa i Antal, men der er al- tid langt færre end hos Aurelia af tilsvarende Størrelse. Samtidig med denne Udvikling voxer Mundarmene stærkt. Skivens Overside er hos Ephyra af Cya- nea capillata som Re- gel temmelig glat, kun med svagt fremtræ- dende Vorter, hos C. lamarcki derimod med Fig. 78. Cyanea capillata (efter L. Agassiz). tydelige Vorter eller Papiller (dette er dog ikke noget helt sikkert Kendetegn mellem de to Arter; hos C. arctica, der som voxen næppe kan kendes fra capillata, har Ephyra og den unge Meduse tydelige Papiller; Ephyra af Aurelia har talrige tydelige, tætsiddende Vorter). 182 Den egentlige Cyanea capillata findes ved alle det nordvestlige Europas Kyster og er de fleste Steder meget talrig. Dens Nordgrænse kan ikke fastslaas, da den næppe kan skelnes fra Varieteten arctica, der foruden ved Nord- amerika skal forekomme ved Island, Spitsbergen og det nordlige Norge; dens amerikanske Udbredelse gaar fra Cape Cod til Umanak i Vestgrønland og Danmarks Havn i Østgrønland. Andre Varieteter (foruden Nordsøarten C. lamarcki) lever ved Nordamerikas Østkyst Syd for Cape Cod og paa begge Sider af det nordlige Stillehav. C. capillata er meget talrig ved de danske Kyster og langt ind i Østersøen, lige til den Finske Bugt; dens Op- træden i de forskellige Dele af vore Farvande varierer dog fra Aar til Aar. I danske Farvande foregaar Strobila- tionen overvejende i det tidlige Foraar, især i Marts— April (i Østersøen noget senere), og Ephyra-Stadierne fin- des da i Mængde i Planktonet. Efter Ephyra-Stadiet bliver Mundarmene meget store, og i Akvarier har man iagttaget, at den unge Meduse ynder at suge sig fast paa Bunden med de fladt udbredte Mundarme; dette forklarer, at der om Foraaret, efter at Ephyra-Stadierne har vrimlet i vore Farvande, gerne kommer en Periode, da de smaa Cyanea er næsten ganske forsvundne, for saa pludseligt at vise sig i stort Antal som veludviklede smaa Meduser; de har sandsynligvis i den Tid opholdt sig ved og paa Bunden. Meduserne voxer meget hurtigt, og de fleste bliver køns- modne og forplanter sig i Løbet af Juli og August, hvor- efter. de aftager-i Antal; énkelte. store Individer af For aarsgenerationen kan dog træffes endnu hen paa Vinteren. Planula-Larverne svømmer sikkert kun frit omkring i kort Tid, inden de sætter sig fast og bliver til Scyphistomer, der overvintrer for at udsende en ny Sværm af Ephyræ næste Foraar. Scyphistomer, der sidder paa Sten eller andre varige Genstande, kan blive flere Aar gamle og strobilere gentagne Gange; de mange, der har sat sig paa Alger eller Muslinger, maa dø med disse. I mindre Udstrækning kan Strobilation ogsaa finde Sted i Løbet af Sommeren, undertiden med et nyt Maxi- mum om Efteraaret; de derved fremkomne Meduser kan leve det meste af Vinteren, men plejer dog ikke at være talrige, formodentlig fordi de fleste gaar til Grunde i Vinterstormene. Det er uvist, om en saadan Efteraars- generation fremkommer ved fornyet Strobilation af de samme Scyphistomer, der var Ophav til Foraarsgenera- tionen af Meduser, eller af en ny Bestand af Scyphisto- mer, og om disse i saa Fald er fremkommet ved Æglæg- 183 ning af Foraarsgenerationens Meduser, eller ved Knop- skydning eller Podocystdannelse af de gamle Scyphistomer. Naar Brændegoplerne om Sommeren optræder i tætte Skarer ved vore Kyster, kan de være meget generende, dels for Fiskeriet ved at fylde og sprænge Garnene, dels for Badelivet. Det er som bekendt Tentaklerne (,Traa- dene"), der brænder, og Nældegiften synes at virke stær- kere ved gentagen Brænding. I lettere Tilfælde fremkalder den kun en lokal brændende Smerte og Vabler paa det brændte Sted, efterfulgt af en vis Mathed, i svære Til- CL23S 6 SSD RS SS ESOLIE S SGD NEFG NE ED mr ED EG OSPISDESNE U CEØSKN uds tlgad my fk i SNE EN (2277, MASSE HUD nn 737 3 SON 35 SE SDP 4 6) X 5569) X Fig. 79. Muskulaturen paa Skivens Underside hos Cyanea (efter Eschscholtz). fælde Muskelkrampe, især i Aandedrætsorganerne (Aande- nød), Svækkelse af Hjertevirksomheden, Irritation af Slim- hinderne, især i Luftvejene (Snue, Hoste), og Angstfølelse. Som Midler anbefales Indgnidning af de brændte Steder med Natron eller fortyndet Salmiakspiritus; et Glas Kog- nak skal forhindre den efterfølgende Mathedsfølelse. I svære Tilfælde, som heldigvis er sjældne, anbefales det at lade Lægen foretage en Morfinindsprøjtning. 2. Cyånea lamårcki Péron & Lesueur. »Den blaa Brændegoplef adskiller sig kun i faa Karak- terer (foruden Farven) fra den røde. Den er. mindre; man kan træffe kønsmodne Individer paa kun 4 cm i Diame- ter; fuldvoxne Exemplarer er sædvanlig 12—15 cm, sjæl- dent over 20 cm. Den er som Regel noget højere hvælvet paa Midten, og Exumbrella er mere vortet, Mundarmene 184 er kortere, sjældent over Halvdelen af Skivens Diameter; derimod er Gonadesækkene hos kønsmodne Individer meget store, næsten lige saa lange som Mundarmene. Tentaklerne er kortere og færre, godt halvt saa mange som hos capillata af tilsvarende Størrelse. Ephyra-Stadierne og de unge Meduser har paa Exumbrella tydelige, under- tiden lange Papiller. Den mest iøjnefaldende Forskel er Farven: Hos C. lamarcki har Maven og Mavesækkene en prægtig himmelblaa eller kornblomstblaa Farve; Gonader, Mundarme og Tentakler er lyseblaa eller næsten hvide. Cyanea lamarcki har kun et lille Udbredelsesomraade; den er almindelig ved Englands sydlige Kyster og i den sydlige Del af Nordsøen; ved Helgoland er den den al- mindeligste af alle Storgopler og forekommer fra Maj til September. Den er hjemmehørende i Horns-Rev Omraa- det og noget længere mod Nord ved Jyllands Vestkyst, men de store Skarer, der om Sommeren ses langs -hele Vestkysten kommer sikkert for en stor Del fra den sydlige Del af Nordsøen, hvorfra de føres nordpaa med den Jyd- ske Strøm, Endnu ved Skagens Nordstrand plejer den at være talrig i Juli og August, men ned i Kattegat kommer den sjældent i større Antal, og det er en Undtagelse at se den saa sydligt som ved Anholt”). Ved den svenske Skagerakkyst angives den at forekomme om Vinteren og Foraaret og er dér blevet anset for en særskilt Art, C. palmstruchii (Swartz). Ved Norges Vestkyst er C. lamarcki fundet indtil lidt Nord for Bergen. Den blaa Brændegople brænder lige saa stærkt som den røde. 3. Familie Ulmåridæ. I danske Farvande kun een Slægt: Aurélia Péron & Lesueur. med een Årt: Aurélia aurita (L.) (Fig. 77, 80, 81, 82). (Øregoplen, den hvide Vandmand). Af de mange Varieteter eller geografiske Racer af denne Art er den europæiske (den egentlige A. aurita) den 1) I Sommeren 1936 kom dog ,den blaa Vandmand" i store Skarer helt ned til Sjællands Kyster, ja endog gennem Øresund ned i Køgebugt. 185, største; den kan opnaa en Diameter af ca. 40 cm, men de fleste Individer forplanter sig og gaar til Grunde ved en Størrelse af 20—25 cm"). Skiveranden er næsten cirkelrund, kun med 8 smaa Indsnit, hvori de 8 Sanseorganer (Rhopalier) sidder. Over- siden er tilsyneladende glat, i Virkeligheden tæt besat med ganske smaa Vorter af Nematocyster. Gelémassen er Fig. 80. Aurelia aurita (efter L. Agassiz). temmelig tyk i Midterpartiet, gradvis tyndere udimod Ran- den, og ret blød og skrøbelig. I Hvilestilling er Skiven flad eller urglasformet, i sammentrukket Tilstand halv- kugleformet. Subumbrellas Muskulatur (Radiær- og Ring- muskler) svag, næppe synlig for det blotte Øje, Medusens Svømmebevægelser derfor lidet energiske. Talrige (mange Hundrede) korte Tentakler sidder jævnt fordelt paa hele Skiveranden i en tæt Række, kun afbrudt af de otte Rho- palier. Tentaklerne er hule og besat med Nematocyster i tætsiddende Ringe. Mellem Tentaklerne og alternerende med disse sidder paa Skiveranden nogle gelatinøse, lodret- stillede Lapper, der er sammenvoxede ved deres Grund 1) Det vil være ønskeligt at faa Oplysninger om Størrelsen af de største Exemplarer fra forskellige Dele af vore Farvande. 186 baade over og under Tentaklerne, som derved kommer til at sidde hver i. sin lille Fordybning paa Skiveranden (Fig. 81). Under Tentaklerne sidder desuden en smal Hud- bræmme (Velarium). Hvert Rhopalie er flankeret af et Par temmelig lange, smalle Lapper (Rester af Ephyralapperne). Midt paa Skivens Underside sidder den korsformede Mund omgivet af fire (perradiale) Mund- arme; disse er omtrent saa lange som Skivens Radius, temmelig smalle og tilspidsede; de er tykke, geléagtige, den udadvendende Side afrundet, den indadvendende Side EDR ENNS rendeformet med tynde bugtede Mn SR TA og frynsede Rande. Mundarmene KER Bk er temmelig stive og lidet bevæ- Ble SE, gelige og holdes sædvanlig udad- AD ry? rettede, ikke nedhængende. Cen- Ææ tralmavens Bredde er hos voxne fre Bi Run; af Åre Exemplarer omtrent "/s af Skivens, set fra oven. t Tentakel, hos unge Exemplarer forholdsvis Il en af de lodret stillede mindre. Maven er ved fire Indbugt- Lapper mellem Tentak- ninger delt i fire interradiale dei: c Ringkanal, 7 Ra- 1 ledt afrundede Sække. I Mave- iærkanal. (Efter L. Agas- siZz). sækkenes ssubumbrellare Væg, langs deres ydre Rand, ligger de fire foldede, hesteskoformede Gonader; de ses tyde- ligt ovenfra gennem det klare Gelévæv, og det er Go- naderne, der ved deres Form er blevet sammenlignet med ,Ører" og har givet Anledning til Navnet ,,Øre- goplef. Hos fuldmodne Exemplarer kan ,,Hesteskoene" være næsten lukkede, ringformede. I en Bue indenfor hver af Gonaderne sidder de talrige korte Gastralfila- menter (Mavetentakler). Lige under de fire Mavesække sidder de fire Subgenitalhuler, hver med sin Aabning paa Skivens Underside. Fra Centralmaven udgaar smalle Radiærkanaler i lov- NB LY = H SE AN Til ESKE thes SPRD BYLTSE | 175) ræs, fg SED (3 187 mæssig Orden; de udmunder alle i en Ringkanal i Ski- vens yderste Rand. Fra hver af de fire interradiale Mave- sække udgaar yderst paa hver Side en Kanal, der i en ret Linie uden at grene sig gaar ud til Ringkanalen midt imellem to Sanseorganer; disse otte ugrenede Kanaler er altsaa adradiale. Fra hvert af Mellemrummene mellem Mavesækkene udgaar en perradial Kanal, og fra Midten af hver Mavesæk en interradial Kanal; disse otte Kanaler er grenede, alle i Hovedsagen paa samme Maade; i Mid ten en retliniet Kanal, der gaar lige ud til et Sanseorgan; nær ved sit Udspring udsender denne Kanal to Side- grene omtrent lige overfor hinanden, og disse Sidegrene er flere Gange gaffelgrenede, saa at de faar mange Ende- grene, der alle udmunder i Ringkanalen; undertiden dan- nes der Forbindelser (Anastomoser) mellem nogle af disse Grene (i saa Henseende er der stor Variation). Saaledes er Forgreningen hos yngre Individer; men efterhaanden som Mavesækkene voxer i Omkreds, ,, 0opslugerf" de den inderste Del af de interradiale Kanaler med Sidegrenenes Udspring; hos ældre Exemplarer vil man derfor se, at der fra hver Mavesæk udgaar flere (3—5—7) grenede Ka- naler i Partiet mellem de to adradiale, der vedbliver at være ugrenede. Ejendommeligt for Aurelia er Tilstede- værelsen af 8 Exkretionsporer ved de adradiale Kanalers | Udmundinger i Ringkanalen; disse Porer er ikke ,,Gat- aabningerf, men tjener til Udtømning af kvælstofholdige Slutprodukter af Stofskiftet. Skiven er glasklar og farveløs; Kanaler, Tentakler, Mundarme og Gonader har smukke, men som Regel ikke stærke Farver: violette, rødlige eller gullige. Gona- dernes forskellige Farver er ikke Udtryk for Kønsforskel, men kun for individuel Variation. Hos gamle, fuldmodne Exemplarer er Gonaderne af begge Køn oftest hvidlige. Kønnene er adskilte. De modne Gonader poses ned i Subgenitalhulerne, men ikke ud igennem disses Aab- ninger; de kommer altsaa ikke til at hænge frit ned paa Ski- vens Underside som hos Cyanea. Æggene befrugtes i 188 Mavehulen, og de spæde Larver fæster sig til Mund- armenes Folder, som danner smaa Sække til Beskyttelse for Ynglen. Senere svømmer Planula-Larverne frit ud i Vandet, sætter sig fast paa Sten, Skaller, Alger el. 1. paa lavt Vand og udvikler sig til Scyphistomer; disse er lidt større end hos Cyanea og af en gullig eller rødlig Farve, med indtil 24 Tentakler, Ved Strobi- lationen kan der af hver Scyphistoma ud- vikles 12—14 Ephyræ. Den nyklækkede Ephyra ligner i Form og Størrelse Cyaneas, men kendes let paa Mavesækkenes Form. De rhopalare Mave- sække er ikke gaffel- formede, men kun lidt udvidede i deres yder- ste Ende (Fig: 776) hvor der senere kom- Fig. 82. Scyphistoma af Aurelia aurita er SM kort, GE RSOR (efter Hj. Ussing). tværstillet Udposning påa hver Side af Rho- paliet (Fig. 775), men aldrig Forlængelser ud i Ephyra- lapperne. De tentakulare Mavesække er ved Klækningen næppe synlige, og naar de viser sig, er de adskilte fra de rhopalare ved betydelige Mellemrum (Fig. 77a), og viser intet Tilløb til at sende Forlængelser ud i Ephyra- lapperne. De fire første Gastralfilamenter er strax tyde- lige og tiltager hurtigt i Antal. Paa et tidligt Tidspunkt faar hver af de rhopalare Mavesække i sin inderste (proximale) Del en Udposning paa hver Side (Fig. 775), der snart forbinder sig med den udvidede yderste Ende af de tentakulare Sække (Fig. 77c). Samtidig anlægges i hver af Skivens otte dybe Indskæringer den første Ten- 189 takel, og under denne en lille Hudlap. Under den føl- gende Udvikling bliver Mavesækkene smallere og mere kanalagtige (Radiærkanaler), og de tentakulare tiltager stærkt i Længde (Fig. 77d), samtidig med at Skiven voxer ud og mere ,og mere udfylder Mellemrummene mellem Ephyralapperne; Tentaklerne tiltager hurtigt i Antal til begge Sider for den først anlagte, men denne er paa intet Tidspunkt væsentlig større end de nærmest følgende. Den lille Hudlap under Tentaklerne bliver større og bre- dere; den er Anlægget til det senere ,Velariumf (s. 0.). Jævnsides med at Tentakelrækkerne breder sig, udvikles ogsaa Ringkanalen, og ved de yderste Tentakler i hver Gruppe dannes paa begge Sider en Fortsættelse hen til de rhopalare Radiærkanaler (Fig. 77e), hvorved Ringen sluttes. Naar den tentakelbærende Skiverand er naaet lige saa langt ud fra Centrum som Rhophalierne, regner man Ephyra-Stadiet for afsluttet (Fig. 77f), og den unge Meduses paafølgende Udvikling bestaar nu i Hovedsagen af en Tilvæxt i Størrelse, stadig Forøgelse af Tentaklernes Antal i begge Sider af hver af de otte brede Randlapper, og Dannelsen af Kanalsystemets Grene. De rhopalare Radiærkanalers to første, primære Sidegrene blev, som meddelt, anlagt paa et tidligt Tidspunkt; de andre, efter- haanden talrige Grene udvikles derimod i Form af cen- tripetale Kanaler, der udgaar fra Ringkanalen og længere inde paa Skiven forbinder sig med de to primære Side- grene eller med hverandre indbyrdes (Fig. 77f-g). Ski- vens Overside er hos Ephyra og den unge Meduse tæt besat med smaa, men tydelige Vorter, Aurelia aurita varierer stærkt, baade geografisk og individuelt, hvilket har givet Anledning til Opstilling af flere Arter, som imidlertid ikke kan holdes skarpt ad-. skilte, men i det højeste kan betegnes som geografiske Racer. Abnormiteter forekommer ligeledes meget hyp- pigt, især er 6-straalede Exemplarer ret almindelige. Den typiske Å. aurita lever ved alle Europas Kyster, ogsaa i Middelhavet; dens Kanaler er forholdsvis spar- 190 somt grenede og danner kun faa Anastomoser. Den øst- amerikanske Form, A. flavidula, der er almindelig fra Vestindien til Umanak i Grønland, udmærker sig ved Kanalernes stærke Tilbøjelighed til at danne Anastomoser, hvorved der fremkommer et tæt Netværk af Kanaler ud- imod Skivens Rand. Andre Varieteter findes i det nord- lige Stillelhav og en meget nærstaaende Form i det In- diske Ocean. Den europæiske Form gaar langt ind i Østersøen, lige til Finlands Kyst, hvor den dog ikke opnaar saa be- tydelig en Størrelse som i Nordsøomraadet. Den fore- kommer ved alle Danmarks Kyster, men plejer dog ikke at være særlig talrig ved Jyllands Vestkyst og i det nord- lige Kattegat; derimod kan den optræde i uhyre Antal i Limfjorden og i alle vore indre Farvande, især i alle Fjorde, Sunde og Bælter, Tiderne for dens Optræden, Forplantning og Udvikling falder næsten ganske sammen med den røde Brændegoples, og ligesom denne kan den virke meget… generende. for Fiskeriet ved, at fylde og sprænge Garnene. Øregoplens Nældekapsler er ganske vist uhyre tal- rige, men de er smaa og formaar ikke at gennemtrænge den menneskelige Hud undtagen paa meget tyndhudede Steder (f. Ex. Læberne). Forøvrigt synes Nematocysternes Giftvirkning at svækkes med Medusens Alder; yngre Au- relia kan fange og fortære ret store Dyr, f. Ex. Fisk, men hen paa Eftersommeren, naar Kønsmodenheden ind- træder, lever de kun af Smaadyr. Øregoplens Legeme er overordentlig vandholdigt (i Østersøen 298"/9 Vand), og Gelémassen er blød og skør. I uroligt Vejr bliver derfor" talrige Individer slaaet itu; men Brudstykkerne har en forbavsende Evne til at holde sig i Live. De tabte Legemsdele regenereres ikke, men Saarrandene lukkes, Cilierne paa Skiven og i Kanalerne vedbliver at slaa og fører Næring ind i Kanalerne, hvor den fordøjes, og hvis blot eet af Skiverandens Sanse- organer er bevaret, fortsættes Svømmebevægelserne i Form af rytmiske Sammentrækninger af Muskulaturen. 3. Orden Rhizostomeæ. Rhizostomernes Skive er undertiden flad, un- dertiden stærkt hvælvet, som Regel af meget fast. Beskaffenhed, Randen oftest med 8 Rhopalier og 191 med mange smaa Randlapper. Randtentakler mang- ler ganske. Central Mundaabning mangler, i hvert Fald hos de voxne Meduser, men fra Central- maven gaar der grenede Kanaler ud i de 8 Mund- arme (Fig: 83), .der er tykke, -gelé- eller -brusk- Fig. 83. Skematisk Længdesnit af Rhizostoma pulmo, visende Kanalernes Forgreninger i Mundarmene. (Efter Stiasny). agtige, og paa forskellig Maade grenede og fol- dede, med stærkt krusede Partier, hvori Kanalerne munder med talrige fine Porer, og undertiden forsynede med tentakelagtige Vedhæng. Skivens Kanalsystem er mere eller mindre kompliceret, dannende et tæt Maskeværk, hvori undertiden kan erkendes en eller flere Ringkanaler og Radiær- kanaler; ogsaa Centralmaven, i hvis subumbrel- lare Væg Gonader og Gastralfilamenter har deres Plads, kan være udformet paa flere forskellige 192 Maader. I de faa Tilfælde, hvor Udviklingen er kendt, foregaar den ved Strobilation; Ephyra-Sta- dierne kendes hos nogle faa Arter, Scyphistoma- Stadiet kun hos et Par enkelte. Ordenen inddeles i to Underordener og flere Familier med talrige Slægter og Arter, der næsten alle hører hjemme i Tropernes Kystegne, især i det Indo-Pacifiske Omraade. Kun nogle faa Slægter lever i tempererede Egne, ingen i Polaregnene. ' I Nordeuropa findes kun Familien Rhizostomåtidæ med een Slægt: Rhizostoma Cuvier. Foruden et Par tvivlsomme Arter fra det Røde Hav og fra Sydafrika kendes af denne Slægt kun to Årter, Middelhavsformen R. pulmo (L.) og den nordeuropæiske R. octopus (L.), der staar hinanden saa nær, at de maa opfattes som lokale Racer af een Art: Rhizådstoma pulmo (L.) (R. åctopus L. + cuviéri Chamisso & Eysenhardt) (Fig. 83, 84, 85). Mens Middelhavsformen kun bliver ca. 15 cm i Diameter, kan den nordeuropæiske Rhizostoma opnaa en meget betydelig Størrelse, indtil 60 cm, og Exemplarer påa 40—50 cm er ofte set ved Jyllands Kyster.”) Skiven er som Regel temmelig højt hvælvet, Over- siden med talrige meget smaa Nældevorter; Gelémassen, der er meget fast, næsten bruskagtig, er tyk i Midter- partiet, tynd i Randen. Skriveranden har 8 Sanseorganer (Rhopalier) uden Øjeplet; hvert Sanseorgan er flankeret af et Par smaa, tilspidsede Lapper (Rester af Ephyra- Jy Et 50 cm stort Exemplar fra Frederikshavn er udstillet i Zoologisk Museum. 193 lapperne). Desuden har Skiveranden 96—112 smaa tunge- formede Randlapper. Mundarmene er omtrent saa lange som Skivens Dia- meter. Deres Form ses af. Fig. 84 (som er tegnet efter Middelhavsformen; hos den nordeuropæiske Form er de Fig. 84. Rhizostoma pulmo (efter A. G. Mayer.) nederste, glatte Endekolber forholdsvis kortere); paa Fig.83 "ses de i Længdesnit. Deres øverste Del er sammenvoxet til et Svælgrør, der ved sin Grund er temmelig smalt, firkantet (overskaaret i Fig. 85), derunder et stærkt ud- videt Parti, der bærer en Kreds af 16 (8 Par) korte segl- P. L. Kramp: Polypdyr. 13 194 formede, udadrettede Vedhæng (,Skapuletter"), der er krusede paa deres konvexe, udad- og opadvendende Kant. Under Skapuletterne er Svælgrøret bredt, korsformet, og deler sig derefter i 8 (4 Par) lange Arme, der falder i tre meget forskellige Afsnit: den øverste Del af hver Arm er afrundet og glat paa Ydersiden, kruset paa Indersiden; den næste Strækning er Y-formet i Tværsnit, med en indad- og to udadvendende Kanter, alle stærkt krusede; den nederste Del, Endekolberne, er lige- ledes trekantet eller trefliget i Tvær- snit, men Kanterne er ikke kru- sede. Det indbyrdes Længdeforhold mellem Armenes tre Afsnit er va- riabelt, hos den nordeuropæiske Form oftest omtrent som paa Fig. 83. Denne Figur viser, skematisk, Ka- nalernes Forløb: alle Dele af Ar- mene indeholder en Centralkanal, hvorfra talrige, fintgrenede Side- kanaler gaar ud til alle de krusede Dele af Armenes Overflade, hvor Fig. 85. Mundarme af qe udmunder med et uhyre Antal para pulmo; til- fine Porer omgivne af smaa ten- øjre Tværsnit af Ar- > mens forskellige Dele. takelformede (rent ektodermale) Ved- (Efter Mayer). hæng, der er forsynede med Ne- matocyster., Hele dette komplice- rede System af Mundarme er stift og bruskagtigt og lidet bevægeligt. Paa Undersiden af det brede firkantede Svælgrør mødes AÅrmenes krusede Inderkanter i en korsformet Fi- gur, der hos unge Exemplarer er spaltet og danner en central Mundaabning, hvis Rande senere voxer sammen (i sjældne Tilfælde holder den sig delvis aaben hos det voxne Dyr). Mundrøret er fæstet til Subumbrella ved en stor, fir- kantet Gelépude; i de fire interradiale Yderkanter af denne ses de fire Subgenitalhuler. Centralmaven er stor, kors- 195 formet; paa dens subumbrellare Væg sidder fire Grupper af Gastralfilamenter og udenfor dem de fire foldede Go- nader; disse poser sig ikke ud gennem Subgenitalhu- lerne ved Modningen. Fra Centralmaven udgaar 16 Radiær- kanaler, der alle naar ud til-Skiveranden; de otte ender ved Rhopalierne, de andre midt imellem dem. Omtrent midtvejs mellem Mavens Periferi og Skiveranden er Ra- diærkanalerne forbundne ved en Ringkanal; i hele Par- tiet udenfor denne, helt ud i Randlapperne, er der et tæt Maskeværk af anastomoserende Kanaler; indenfor Ringkanalen er der et mere aabent Maskeværk, der staar i Forbindelse med Ringkanalen, men ikke direkte med Centralmaven. I den ydre Del af Subumbrella er der en Ringmuskulatur, som er afbrudt ved alle 16 Radiær- kanaler. Hele Gelémassen har en blaalig Farve, ofte ret kraf- tig, saaledes at selv smaa Stykker af denne Gople kan kendes, naar de ligger opskyllede paa Stranden. Rand- lapperne er dybt blaa eller violette; de krusede Dele af Mundarmene oftest gullige eller orange. Sanseorganerne er orange i Spidsen. Det yngste kendte Udviklingsstadium af Rhizostoma er en 3.mm bred Ephyra. Den typiske Form af R. pulmo er meget almindelig i Middelhavet; den er mindre end den nordeuropæiske octopus, den har kun ca. 80 Randlapper, og Mundarmenes Endekobler er længere end den krusede Del. Varieteten octopus er hjemmehørende og meget talrig ved Frankrigs Kyster og i den Engelske Kanal; i Nordsøen er den vistnok ikke hjemmehørende, men føres hver Sommer der- ind fra Kanalen og fortsætter over mod den jydske Kyst; til Helgolandsbugten kommer den undertiden i stort An- tal, men ikke hvert Aar. Den kommer temmelig regel- mæssigt om Efteraaret (gerne i September) ind til Jyllands Vestkyst og i den vestlige Del af Limfjorden, undertiden ogsaa op langs Skagerakkysten, hvorfra den af og til kan komme over til den svenske Kyst. Ned i Kattegat kom- mer den sjældent; dog er den nogle Gange set ved Fre- derikshavn, og i Efteraaret 1933, da den var usædvanlig 13" 196 talrig langs hele Jyllands Vestkyst, fandtes enkelte Exem- plarer i Oktober og November helt nede ved Sjællands Nordkyst og i Sejrø Bugt. I 1873 skal den være set i Kielerbugt. De uhyre talrige smaa Nældekapsler paa Exumbrella og Mundarmene kan give en svagt brændende Fornem- melse paa tyndhudede. Steder af det menneskelige Legeme, og Smaadyr kan lammes deraf. Da Medusen mangler Tentakler og central Mundaabning, kan den ikke fange og sluge større Dyr paa samme Maade som f. Ex. Cyanea og Aurelia. Man har ment, at den med Armene kunde fastholde et Bytte og udsuge det gennem Porerne; men det er ikke sandsynligt. Den. ernærer sig af Smaa- dyr, der gennem Porerne suges ind i AÅrmenes Kanaler og derfra videre til Maven; denne Sugning foregaar ikke alene ved den Vandstrøm, der fremkaldes af Kanalsyste- mets Cilier, men er nok saa meget en Indpumpning, idet Goplens Svømmebevægelser skiftevis udvider og sammen- presser Mavehulen, som derved kommer til at virke som en Sugepumpe. 2. Underkreds CTENOPHORA (Ribbegopler). Bortset fra nogle faa stærkt omdannede, fast- siddende eller krybende Former, der ikke findes i nordeuropæiske Farvande, er Ribbegoplerne frit- svømmende, geléagtige Dyr. Legemet kan være meget forskelligt udformet, oftest kugle- eller pølseformet (,, Venusbæltet”", Cestus veneris, er dog baandformet). Flere af 'dem synes; i det ydre; at være straaleformet byggede; i Virkeligheden er de alle bilateralt symmetriske. De har en Mund- aabning i den ene (orale) Pol og et Sanseorgan i den modsatte (aborale eller apikale) Pol, og fra Pol til Pol gaar altid 8 Længderibber af Fimre- 197 plader. I Bøgerne afbildes Ribbegopler oftest med Munden nedadvendt; det er udfra den gamle Fore- stilling om deres nære Slægtskab med Meduser, at man orienterer dem ligesom disse. Ribbegop- lerne svømmer imidlertid med Munden fremefter, saa det er fuldt berettiget at kalde den orale Pol 3 => KV NORS STENE ER KSNGNLNN ke SSR SÅR Fig. 86. Pleurobrachia pileus, a fra Siden, b fra den aborale Pol. S Svælgplan (Sagittalplan), Tr Tentakelplan (Transversalplan), G Kanaler" til. Ribberne, P Polplader, Ex Pore, Ci Fimrestriber, R Fimreplade, Ov hunligt, Sp hanligt Kønsorgan, T Tentakel, Ts Tentakelskede. (a efter Agassiz, b efter Claus). Forenden og den aborale Pol Bagenden og at af- bilde dem med Forenden opad (som i alle Figu- rerne i denne Bog). Det mest iøjnefaldende ved en Ribbegople er de 8 Fimreribber (Fig. 86 og 88—90); de begynder i nogen Afstand fra Forenden og naar sædvanlig ikke helt til Bagenden. Hver af dem bestaar af en Række tværstillede Fimreplader, og hver Fimreplade er dannet af en Række sam- mensmeltede Cilier; de iriserer som Perlemor, og den frie Rand er flosset, Ved at slaa frem og til- 198 bage driver de Dyret frem i Vandet, og de er dets eneste, eller dog væsentligste, Bevægelsesredskaber (om Bevægelsen se nedenfor). Fra Pladerækkernes bageste Ender fortsættes Ribberne som smalle Striber af smaa Cilier henimod Bagenden, hvor de løber sammen to og to (Fig, 86 5;-CI). for 1 t- Fig. 87. A1 det apikale Sanseorgan (af Hormiphora): db en af de fire fjedrende Plader, der bærer Statolithen, cf Fimrestriber; ex.p Porer, Pf Polplader, x Papil; A2 Statolithen (ot) med” den kup- pelformede Membran (cu). — B glatte Muskeltraade med Klæbeceller (kf) og Føleceller (6) fra Tentakel. (A efter Chun, B efter Claus). sidst at mødes i det apikale Sanseorgan (Fig. 87 A). Detteer en ,,Statocyst", en Fordybning i Le- gemets Bagende indeholdende en Statolith (en Kugle af Kalkkorn) der balancerer paa fire smaa fjedrende Plader (dannede af sammensmeltede Ci- lier) og er overdækket af en kuppelformet Mem- bran, Herfra udgaar til hver” Side æt langstrakt Hudparti, Polpladerne, tæt besat smed, Gilier: de har været anset for Lugteorganer, men er ikke modtagelige for kemisk Pirring, derimod i høj 199 Grad for Berøring; de er altsaa snarere Føleor- ganer. Det apikale Sanseorgan er tillige Centrum for Dyrets Nervesystem (s. n.). De fleste Ribbegopler har to lange, men meget sammentrækkelige Tentakler (Fig. 88), der som Regel sidder i to store Fordybninger, Tentakel- skeder (Fig. 86), lige overfor hinanden paa Le- gemets Sider. De har en ensidig Række af Side- grene, og' deres Overflade er tæt besat med Føleceller os. Klæbeceller (Fig. 87 B):-hver Klæbecelle staar i Forbindelse med Tentaklens centrale (mesodermale) Muskeltraade ved en lang, spiralformet Traad; naar et Bytte bliver hæn- gende ved Klæbecellerne, bliver disse derfor fok trukket! uds af .déres. Leje: 1. Tentaklen, men ikke afrevne, idet de hænger fast ved Traaden, der kan trækkes langt ud som en Spiralfjeder. Nematocyster findes ikke. Mundaabningen er spalteformet og ligger i et Plan (Svælgplanet eller Mundplanet) vinkelret paa det, hvori Tentaklerne sidder (Tentakelpla- net). Mundaabningen fører ind til et i samme Plan sammentrykt Svælg, der gaar igennem en be- tydelis- Del ak Dyrets "Længde; dets: Epitel er ektodermalt, og det er derfor urigtigt at kalde det en , Mave", selv om Fordøjelsen af Føden delvis foregaar deri. Den egentlige Mave (med endoder- malt Epitel) sidder bag Svælget; den er tragt- formet for fralden udgaar'flere Kanaler, bl.. a; to der aabner sig paa Legemets Overflade paa hver Side af Sanseorganet med en fin Pore (Fig. 200 86b, Ex og 87 AÅ, ex.p), hvorigennem Kanalsystemets Vandindhold kan reguleres; en Kanal(Ribbekanal) gaar paa langs indenfor hver af de otte Fimreribber, men iøvrigt er Kanalsystemet forskelligt hos de for- skellige Grupper af Ribbegopler. Baade Svælgets, Mavens og Kanalernes Vægge er fimreklædte. I Ribbekanalernes Vægge ligger Kønsorganerne; alle Ribbegopler er tvekønnede, og i enhver af Ribbekanalerne findes Gonader af begge Køn, ordnede paa.en- bestemt "Maade, "som det frem gaar af Fig. 866. De modne Kønsceller udtømmes gennem Munden, og Æggene befrugtes i Vandet udenfor Dyrets Legeme. Det glasklare, geléagtige Væv, der omslutter hele Kanalsystemet,; er. ét Mesenchym-" (efter nogles Mening en virkelig Mesoderm), der i alle Retninger er gennemsat af Bindevævsceller, af fine, grenede, glatte Muskelceller, og af Nerve- traade. Det apikale Sanseorgan er Nervesystemets Centralorgan, hvorfra Dyrets Bevægelser regu- leres, og hvorfra Nervetraade udgaar, dels paa kryds og tværs gennem Mesenchymet, dels langs Ribberne, og "dels som” et subepiteltalto Nerves plexus over hele Legemets Overflade. De allerfleste Ribbegopler er glasklare og farve- løse, nogle er svagt violette eller rødlige, enkelte Dybhavsformer er dybt røde. Forplantning. Formering ved Deling skal kunne finde Sted hos Bolinopsis og hos nogle af de krybende Former. Kønnet Forplantning er dog Reglen, og der mang- ler enhver Antydning af Knopskydning, Kolonidannelse, < 201 Polypstadier og Generationsskifte.”) Æggets Kløvning og Udvikling skal ikke nærmere beskrives her, men er me- get forskellig fra Forholdene hos Cnidarierne. Forplant- ningen foregaar paa alle Aarstider. Ribbegoplerne har en meget betydelig Regenerations- evnie. Svømning foregaar ved Hjælp af Ribbernes Fimre- plader. I Hvilestilling ligger alle Fimrepladerne med den frie Kant rettet fremad; ved kraftige Slag bagud driver de Dyret frem gennem Vandet, og med en mindre energisk Bevægelse gaar de atter frem i Hvilestillingen. Pladerne slaar ikke alle paa samme Tid; den bageste Plade i hver Ribbe slaar først, dernæst de foranværende, den ene efter den anden, saa at der gaar en Bølge af Bevægelse bagfra fremefter mod den orale Pol. Under- tiden følges Bevægelserne ad i alle otte Ribber, baade i Hastighed og Energi, og Dyret svømmer da fremad i en ret Linie; men undertiden foregaar Pladernes Slag lang- sommere og med mindre Energi i Ribberne paa den ene Side af Legemet end i dem paa den anden Side, og Dyret svømmer da i en krum Bane. Fimrepladernes Slag og dermed Svømningens Hastighed og Retning reguleres fra det apikale Sanseorgan gennem Nervetraadene. Mekanisk eller kemisk Pirring af Sanseorganet fremskynder Svømme- bevægelsen. Hvis Dyret skæres over paa tværs, fort- sættes de regelmæssige Svømmebevægelser i den bageste Halvdel, der har Sanseorganet i Behold, mens Fimre- pladerne i den forreste Halvdel slaar uregelmæssigt. Hvis. man fjerner Sanseorganet i et ellers ubeskadiget Dyr, ophører Regelmæssigheden i Pladernes Slag, og Dyret tumler uordentligt omkring i Vandet. Flere Ribbe- gopler er saa skøre, at de ved ublid Berøring gaar itu; selv i smaa isolerede Stumper vil Pladerne i lang Tid vedblive at slaa, men uden Regelmæssighed. Hos nogle Former (f. Ex. Pleurobrachia) har man iagttaget, at en pludselig mekanisk Pirring af Dyrets Forende kan be- virke, at Bølgebevægelsen i Pladernes Slag vendes om, saa at den løber forfra bagtil; det sker bl. a. hvis Dyret i fuld Fart støder paa en Forhindring; Dyret kommer dog ikke derved til at svømme baglæns, idet de enkelte Plader vedblivende føres med større Energi bagud end fremefter. Bolinopsis og dens Slægtninge, der i Forenden har to 1) En ejendommelig Forplantningsform, Dissogoni, findes hos Gruppen Lobata, hvor ganske spæde Larver kan blive kønsmodne og for- plante sig for derefter at fortsætte deres Væxt og atter, paa normal Vis, forplante sig som voxne, 202 store, krumme Lapper, kan ved Sammentrækning af disse bevæge sig baglæns; ellers er Legemets Muskulatur uden Betydning for Svømningen. Tentaklerne er Fangstredskaber og benyttes ikke til Svømning. Naar Dyret er i Hvile, og ligeledes naar det svømmer hurtigt, holdes Tentak- lerne indtrukne; under langsom Svømning hænger Ten- taklerne bagud i deres fulde Længde, parat til Fangst. Krybning. De fleste af de omdannede Former, der opholder sig paa Bunden, kan krybe henover Underlaget. Ogsaa Pleurobrachia kan krybe, idet den udkrænger den yderste Del. af Svælget og ved Hjælp af dettes Cilier kryber henover Bunden, eller under Vandets Overflade- hinde, omtrent som en Planarie. Næring. Alle Ribbegopler er Rovdyr. Beroé, som ingen Tentakler har, synes hovedsagelig at leve af andre Ribbegopler, som den griber og sluger med sin brede Mund. De andre Ribbegopler lever mest af smaa Krebs- dyr og Fisk, som bliver hængende ved Tentaklernes Klæbeceller; naar et Bytte saaledes er fanget, fører Ten- taklen det hen til Munden. Pleurobrachia kan ogsaa tage sit Bytte direkte med Munden. Fordøjelsen begynder i Svælget og fortsættes i Maven og Kanalerne; ufordøjelige Rester udstødes gennem Munden. Lysevne findes vistnok hos alle Ribbegopler. Navn- lig Beroé lyser overordentlig stærkt, og Lyset udstraaler fra hele Legemets Overflade. Fjender. Adskillige Fisk æder gerne Ribbegopler, især Stenbider, Pighaj, Lax og Torsk. Som nævnt lever Beroé mest af andre Ribbegopler. Forekomst. Alle Ribbegopler lever i Havet, og de forekommer i alle Verdenshave og i alle Dybder, under- tiden i store Mængder; de enkelte Arter har ofte en meget vid Udbredelse. De ynder Skygge og kommer gerne op til Overfladen ved Nattetid. Dog kan man ogsaa være hel- dig og se dem skarevis ved Overfladen om Dagen, paa stille Graavejsdage eller i Skyggen af et Skib eller en Havnemole. Solskin eller urolig Sø faar dem til at søge dybere ned i Vandet. Økonomisk Betydning. Paa Grund af deres store Vandindhold kan Ribbegoplerne næppe antages at have større Betydning for Fiskenes Ernæring. Naar de optræ- der i stort Antal, kan de derimod gøre Skade ved at for- tære betydelige Mængder af Nyttefiskenes pelagiske Unger. Fangst og Konservering. Det er næsten umuligt at fange en Ribbegople i Net uden at beskadige eller helt ødelægge den, Ser man en Ribbegople svømme ved Over- 203 fladen, kan man forsigtigt tage den op med en Spand eller Glaskrukke, der nede i Vandet føres ind under den. Pleurobrachia, der er af ret fast Beskaffenhed, er forholds- vis let at konservere ved Tilsætning af Formol til Van- det, hvori den svømmer (1 Del 40"/0 Formol til ca. 10 Dele Vand); dog vil Tentaklerne altid trække sig ind. Overfor Beroé kan samme Fremgangsmaade undertiden give et godt Resultat, men mislykkes ofte. Bolinopsis reagerer overfor saa godt som alle Fixeringsmidler ved at sprænges i utallige Stykker, og den er ganske upaavirke- lig af Narkotiseringsmidler som Æter, Kokain, Kloral, Magniumsulfat, Tobak osv. Den skal kunne bedøves ved draabevis Tilsætning af Alkohol til Vandet og derefter fixeres ved Tilsætning af Lo Bianco's Krom-Osmium- Eddikesyre; den ydre Form kan da (i heldige Tilfælde) bevares, men Dyret skrumper meget stærkt ind, de indre Organer ødelægges, og hele Processen skal foregaa i Kulde! Ribbegoplernes systematiske Stilling har været meget omstridt. De fleste regner dem" for, at-være en Underkreds af Cølenteraterne, sideordnet med Cnidaria, men i mange vigtige Bygningsforhold er de meget for- skellige fra Cnidarierne, og maaske er de nærmere be- slægtet med Fladormene. I Forhold til Cnidarierne med deres umaadelige Form- rigdom er Ctenoforerne en lille og artsfattig Dyregruppe; der kendes ialt ca. 80 Arter. De inddeles i to Klasser: Oversigt over Klasserne. Med to Tentakler; Svælget snevert; Ribbekana- ler hlek SEERE LD, F"Fentaculdåtas. Uden Tentakler; Svælget meget stort og rum- meltet; Ribbekanaler med Sidegrene . … 2: … 2. Afentaculåta. 1. Klasse. Tentaculåta. De ensidigt fjerformede Tentakler, der karak- teriserer denne Klasse, er beskrévne. ovenfor; kun under særlig gunstige Betingelser faar man dem at se i udstrakt Tilstand, og naar de er sam- 204 mentrukne, er de næppe synlige. Svælget er fi Modsætning til Atentaculaternes) temmelig sne- vert. Hos alle Tentaculater er Polpladerne helran- dede (sml. Atentaculata), og Ribbekanalerne er uden Sidegrene, Tentaculaterne inddeles i fem Ordener; to af disse omfatter de krybende og fastsiddende Former; en tredje Orden er Venusbælterne (Cestidea). To Ordener er re- præsenterede i danske Farvande, hver af een Familie, Slægt og Årt: Oversigt over Arterne. Legemet omtrent kugleformet, ret solidt, uden Mundlapper (Cydipped) 22.54750 LE SA DØR? 1. Plewrrobråch spilledes Legemet omtrent ægformet, noget sammen- trykt, meget skørt; paa hver Side af Munden en stor, hvælvet, bevægelig Mundlap (Lobåta) 2. /Bolinépsis infundibukhinms 1. Orden Cydippea. Familie Pleurobrachiidæ. Pleurobråchia Fleming. Pleurobråchia pileus (O. Fr. Muller) (P, rhododåctyla L. Agassiz + rhådopis Chun) (Fig. 86 og 88). Legemet er næsten kugleformet, men kan ved Muskel- kontraktioner forandre sig noget. Længden er sædvanlig lidt større end Bredden, og Bredden lidt større i Ten- takelplanet end i Svælgplanet. Længde ca. 25 mm, i dan- ske Farvande dog sjældent over 17 mm. De otte Fimre- ribber ligger i omtrent samme Afstand fra hverandre; de er alle lige lange og strækker sig gennem langt den stør- ste Del af Dyrets Længde. Tentakelskederne er meget store; deres bagudrettede Aabninger ligger ca. 45”? fra den 205 apikale: Pol; naar Tentaklerne er helt udstrakte, er de 15—20 Gange Legemets Længde. Det temmelig smalle og snevre Svælg strækker sig gennem omtrent ”/3 af Lege- mets Længde og gaar jævnt over i den korte, tragtfor- mede Mave, hvorfra to Kanaler gaar fremefter paa begge Sider af Svælget (i Tentakelplanet), helt til dettes For- ende, hvor de ender blindt, mens to korte, snevre Kana- ler gaar til Bagenden, hvor de udmunder paa begge Sider Fig. 88. Pleurobrachia pileus, svømmende (efter L. Agassiz). af Sanseorganet. Fra Maven udgaar desuden til hver Side, i Tentakelplanet, en Kanal, der deler sig gaffelformet to Gange og danner Forbindelsen mellem 'Maven og de otte Ribbekanaler. Fra Midten af den første Gaffelgrening gaar desuden en kort Kanal til Tentakelskeden, uden dog at aabne sig deri. Gonaderne ligger i Ribbekanalerne, de hanlige og hunlige ordnede symmetrisk efter baade Ten- takelplanet og Svælgplanet (Fig. 86 5). Gelémassen er glasklar og farveløs, Svælget og Ten- taklerne svagt hvidlige, gullige eller orange. Unge Individer er mere sammentrykte end de voxne, har kortere Svælg og kortere Fimreribber: Fimrepladerne tiltager i Antal efterhaanden som Dyret voxer. Pleurobrachia pileus er udbredt over hele Atlanter- havet, men er dog sjælden i de tropiske og subtropiske 206 Egne og mindre hyppig i det aabne Hav end i Nærheden af Kysterne. Desuden lever den i Middelhavet og det Sorte Hav, mén er ikke med Sikkerhed kendt fra Stille- havet. Den er meget talrig i begge Sider af det nordlige Atlanterhav; i Vest gaar den op i Davisstrædet, i Øst til Spitsbergen, men den synes ikke at forekomme i højark- tiske Egne. I de danske Farvande er den meget talrig, og den gaar helt ind i den Finske og den Botniske Bugt. Den synes i forbavsende ringe Grad at være afhængig af de hydrografiske Forhold, og det er ikke muligt at paavise nogen Regelmæssighed i Bestandens Svingninger i Antal i Aarets Løb eller fra Sted til Sted. 2. Orden. Lobåta. Familie Bolin&psidæ. Bolinopsis L. Agassiz. Bolindpsis infundibulum (O. Fr. Miller) (Bolina infundibulum (O. Fr. Muller), alåta L. Agassiz, septentrio- nålis Mertens; Mnémia norvégica M. Sars) (Fig. 89). Indtil 150 mm lang, i danske Farvande dog sjældent over 50 mm. Legemet er ægformet, temmelig stærkt sam- mentrykt i Svælgplanet, bredest i Forenden, der er for- synet med to store, skeformede, bevægelige Lapper, en paa hver Side af Mundaabningen, i Svælgplanet. De fire Ribber nærmest Tentakelplanet er betydelig kortere end de fire andre, der fortsætter sig ud over den konvexe Side af Lapperne, næsten til disses forreste Rand. Ved det forreste Endepunkt af hver af de fire korte Ribber udgaar et langstrakt, i Randen fimreklædt Vedhæng, de saakaldte Aurikler (Fig. 89 a og b). Det apikale Sanseorgan ligger i en dyb Grube omgivet af fire kegleformede Forhøjninger. Tentaklerne er hos unge Individer temmelig lange, hos ældre smaa og lidet iøjnefaldende; de sidder fortil nær Munden og ikke i Tentakelskeder. Svælget er meget lang- strakt og snevert. Fra den lille tragtformede Mave udgaar Kanaler efter en lignende Grundplan som hos Pleuro- 207 brachia, men deres Forløb er hos Bolinopsis noget mere kompliceret, idet baade Svælgkanaler og Ribbekanaler gaar ud i Mundlapperne, hvor de danner slyngede Figu- rer (Fig. 89c). Gonaderne ligger i den Del af Ribbekana- lerne, der ligger indenfor Fimrepladerne. Hele Dyret er glasklart og farveløst, store Individer kan dog være noget mælkede. Fig. 89. Bolinopsis infundibulum, a og c i Svælgplanet, b i Ten- takelplanet; a og b viser bl. a. de fire Aurikler, c viser Kanaler- nes slyngede Figurer i Mundlapperne. (a og b efter Vogt & Yung, c efter Bigelow). Unge Individer, hos hvilke Mundlapperne endnu ikke er udviklede, ligner i høj Grad Unger af Pleurobrachia. Den typiske Bolinopsis infundibulum er en nordisk Årt, sandsynligvis cirkumpolar. Fra Umanak i Grønland gaar den ned til Cape Cod paa Amerikas Østkyst, og fra Spitsbergen gaar den ned til det sydlige England. Det -er meget sandsynligt, at de Former af Bolinopsis, der lever i Middelhavet (B. hydatina) og Vestindien (B. vitrea), og nogle af de fra Stillehavet beskrevne Former i Virkelig- heden tilhører den samme Art. I danske Farvande kan B. infundibulum undertiden vise sig i stort Antal, og den gaar helt ind i den vestlige Del af Østersøen. 208 2. Klasse. Atentaculåta. Tentakler mangler, Byttet fanges direkte med den brede Mundaabning, der fører ind til et uhyre Svælg. Polpladerne er i Randen forsynede med talrige korte, grenede Vedhæng. Ribbekanalerne udsender til begge Sider talrige Sidegrene, der atter grener sig flere Gange. Der er kun een Orden med een Familie og to eller tre Slægter med faa Arter, hvis indbyrdes Begrænsning er mere eller mindre omstridt. I danske Farvande kun een Art. Orden Beroidea. Familie Ber&idæ. Béroé Fabricius. Béroé cåcumis O. Fabricius (Idyia roséola L. Agassiz, Beroé ovåta Eschscholtz) (Fig. 90). Indtil 160 mm lang. Legemet er tøndeformet, noget sammentrykt i Mundplanet, Længden omtrent det dobbelte eller noget mere af Bredden i Mundplanet, Bagenden jævnt afrundet, Forenden brat afskaaret. De to Polplader, hvis Rande er forsynede med grenede Vedhæng, ligger i Mundplanet paa begge Sider af det apikale Sanseorgan. De otte Ribber ligger i omtrent samme Afstand fra hver- andre; Fimrepladerne er meget talrige; de begynder meget nær den apikale Pol og holder op i nogen Afstand fra Forenden. Den spalteformede Mundaabning indtager hele Bredden af den tværsafskaarne 'Forende, og Svælget ud- fylder næsten hele Legemets Indre, saa at Kropvæggen er ganske tynd, men muskuløs, og det apikale Parti med 209 Maven og Kanalernes Udspring er stærkt reduceret. Fra Ribbekanalerne udgaar til begge Sider talrige grenede Sidekanaler, der giver hele Legemets Overflade et net- agtigt Udseende; hos den typiske B. cucumis dan- ner de som Regel ikke Anastomoser. Gonader- ne ligger i smaa Ud- posninger fra Ribbeka- onalerne, de hanlige og hunlige i hver sin Side af samme Kanal. Farven er noget va- riabel; som Regel er Ka- nalerne med deres For- greninger af en lys, vio- let Farve, men under- tiden er Farven brun eller rød. Hele Dyret er meget stærkt lysende. Spæde Unger af Be- roé ligner Pleurobrachia i Formen, men kendes let ved at mangle Ten- takler, Beroé svømmer ret hurtigt, oftest i vandret Stilling, med Munden Fig. 90. Beroé cucumis (efter Mayer). fremefter. Den anfalder ret store Dyr, fortrinsvis andre Ribbegopler, gaber over dem med sin brede, stærkt udvidelige Mund og tager dem ind i sit uhyre Svælg, hvor de holdes fast af talrige stive, bagudrettede Cilier, der beklæder den forreste Tredjedel if Svælgets Inderside og virker som Modhager. Efter de senere Aars gennemgribende Revisioner af de mange Arter af Beroé, der i Tidens Løb har været opstillede, kan man nu fastslaa, at B. cucumis har en æsten kosmopolitisk Udbredelse. Den er yderst alminde- :g 1 hele det nordlige Atlanterhav og gaar langt op i de P. L. Kramp: Polypdyr. 14 210 arktiske Egne. Den opholder sig mest i de øvre Vandlag, men synes ogsaa at forekomme i betydelig Dybde. Unge saavel som voxne Individer findes paa alle Aarstider. Ogsaa i danske Farvande er den særdeles almindelig, især i Skagerak og Kattegat, og den kommer ikke sjældent i ret stort Åntai ned i Bælterne og den vestlige Del af Østersøen; den holder sig i Almindelighed ude i de dy- bere Partier af vore Farvande, men under visse Vind- og Strømforhold kan den vise sig i talløse Skarer tæt under Land. Hvor ingen Kilde er angivet, er Figurerne tegnede af Forfatteren, 1778. 1776. 1809. 1827. 1829. 1835. 1838. 1843. 1848. 1849, 1853. 1853. Litteratur. A. VIGTIGSTE LITTERATUR OM GOPLER I ALMINDELIGHED Forskål, P. Descriptiones animalium ... quæ in itinere orientali observavit. — Edidit C. Niebuhr. — Hauniæ. | — Icones rerum naturalium quas in itinere orien- tali depingi curavit. — Edidit C. Niebuhr. — Hauniæ. Péron, F. & Leøesueur, C. A. Tableau des caractéres génériques et spécifiques de toutes les espéces de Méduses connues jusqu'å ce jour. — Ann. Mus. d hist, nat. Tome 14. Quoy & Gaimard. Observations zoologiques faites å bord de PAstrolabe ... dans le détroit de Gi- braltar. — Ann. des sci. nat. vol. 10. Eschscholtz, Fr. System der Acalephen, — Berlin. Sars, M. Beskrivelser og Iagttagelser over nogle mærkelige eller nye i Havet ved den Bergenske Kyst levende Dyr ... — Bergen. Brandt, J. F. Ausfuhrliche Beschreibung der von C. H. Mertens auf seiner Weltumsegelung beobach- teten Schirmquallen 0. — Mm, Acad, Sct, Pé- tersbours; Sér: 6,"Tome 4, Lesson, R. P, Histoire naturelle des Zoophytes. Acaléphes. — Paris. Forbes, E. A Monograph of the British Naked- eyed Medusae. — Ray Soc. London. Agassiz, L. Contributions to the Natural History of the Acalephæ of North America. — Cambridge and Boston. Leuckart, R. Zoologische Untersuschungen. I. Die Siphonophoren. — Giessen. Kålliker, A. Die Schwimmpolypen oder Siphono- phoren von Messina. — Leipzig. 14” 1853. 1854. 1856. 1856. 1860. 1860. 1860— 1865. 1870. 1874. al2 Gegenbaur, C. Beitråge zur nåheren Kenntniss der Schwimmpolypen (Siphonophoren). — Zeitschr. f. wissensch. Zool, Bd. 5. — Zur Lehre vom Generationswechsel und der Fortpflanzung bei Medusen und Polypen. —Verhandl. Phys. Med. Gesellsch. Wiurzburg. Bd. 4. — Studien uber Organisation und Systematik der Ctenophoren. — Archiv fur Naturgesch. 22. Jahrg. 1. Bd. — Versuch eines System der Medusen .... Zeitschr. f. wissensch. Zool. Bd. 8. — Neue Beitråge zur nåheren Kenntniss der Si- phonophoren. — Nova Acta Caes. Leop. Bd. 27. Claus, C. Ueber Physophora hydrostatica, nebst Bemerkungen uber andere Siphonophoren. — Zeitschr. f. wissensch. Zool. Bd. 10. 62. Agassiz, L. Contributions to the Natural Hi- story of the United States of America. Vol. 3—4. Agassiz, A. North American Acalephae. — Illustr. Catal. Mus. Comp. Zool. Harvard Coll. Nr. II. — Cambridge, Mass. Miiller, P, E. Iagttagelser over nogle Siphonopho- rer. — Naturhist. Tidsskrift. Ser. 3. Bd. 7. Metschnikoff, E. Studien uber die Entwickelung der Medusen und Siphonophoren. — Zeitschr. f. wissensch. Zool. Bd. 24. 1878. 1880. Hertwig, O. & R. Das Nervensystem und die Sin- nesorgane der Medusen. — Leipzig. Hertwig, R. Ueber den Bau der Ctenophoren. —- Jenaische Zeitschr. f. Naturwissensch. Bd. 14. 1879—80. Haeckel, E. Das System der Medusen., — Jena. 1881. 1880. 1881. 1882. 1883. 1886. — Monographie der Medusen. 1. Die Tiefsee-Me- dusen der Challenger-Reise. 2. Der Organismus der Medusen. — Jena. Chun, C. Die Ctenophoren des Golfes von Neapel. — Fauna und Flora des Golfes von Neapel. I. Monogr. — Leipzig. Fewkes, I. W. Studies on the jelly-fishes of Nar- ragansett Bay. — Bull. Mus. Comp, Zool. Harvard Colk.wrol 8 , — On the Acalephae of the East Coast of New England. Ibid. vol. 9. Claus. C. Untersuchungen uber die Organisation und Entwickelung der Medusen. — Prag u. Leipzig. Metschnikoff, E. Embryologische Studien an Me- dusen. — Wien. 1886. 1886. 1887. 1887. 1888. 1888. 1891, 213 Metschnikoff, E. Medusologische Mittheilungen. — Arb. Zool. Inst. Wien. Bd, 6. Brooks, W. K. The Life-History of the Hydro- medusae. — Mem. Boston Soc. Nat. Hist. Vol. 3. Chun, C. Die pelagische Thierwelt in gråsseren Meerestiefen und ihre Beziehungen zur Ober- flåchenfauna. — Bibliotheca Zool. Bd. I. Goette, A. Abhandlungen zur Entwickelungsge- schichte der Thiere, 4. Entwickelungsgeschichte der Aurelia aurita und Cotylorhiza tuberculata. — Hamburg u. Leipzig. Haeckel, E. Report on the Siphonophoræ. — Chal- lenger Reports, vol. 28. Fewkes, J. W. On certain Medusæ from New Eng- land. — Studies from the Newport Mar. Zool. Lab. XIX. — Bull. Mus. Comp. Zool. Harvard Coll. Vol. 13. Claus, C. Ueber die Entwicklung der Scy- phostoma von Cotylorhiza, Aurelia und Chrysaora, sowie uber die systematische Stellung der Scypho- medusen. — Årb. Zool. Inst. Wien. Bd. 9—10. 1891—92. Chun, C. Die kanariscehen Siphonophoren in 1892. 1897. 1900. 1901. 1902. 1902. 1911. 1905. 1907. monographischer Darstellung, 1—2. — Abhandl. Senckenberg. Nat. Gesellsch. Frankfurt. Bd. 16 og 18. — Die Dissogonie. Eine neue Form der geschlecht- lichen Zeugung. — Festschrift fur R. Leuckart. — Ueber den Bau und die morphologische Auf- fassung der Siphonophoren. — Verhandl. Deutsch. zool. Gesellsch. Bd. 7. Linko, A. Ueber den Bau der Augen bei den Hydro- medusen. — Mém. Acad. Imp. Sci. Sct. Petérs- bourg. Class. phys.-math. Tome X. Deélage, Y. -& Hérouard, E… Les Coelentérés. — Traité de Zoologie concréte, II. Vanhoffen, E. Die Acraspeden Medusen der Deut- schen Tiefsee-Expedition. — Wissensch. Ergebn. ds DD, Tiefsee-Exped;, Valdivia". Bd.. 3. — Die Craspedoten Medusen der Deutschen Tief- see-Expedition. 1. Die Trachymedusen. Ibid. — Die Anthomedusen und Leptomedusen der Deutschen Tiefsee-Expedition. — Ibid. Bd. 19. Hargitt, C. W. The Medusae of the Woods Hole Region. — Bull. U. S. Bureau of Fisheries. Vol. 24. Browne, E. T. A Revision of the Medusae belonging to the Family Laodiceidae, — Ann. Mag. Nat. Hist, Ser; 7, Vol, 20 1908. 1909. 1910. 1912. 1912. 1912. 1913. 1909. 1909. 1911. 1972, 1915; 1918. 1919. 1926. 1932. 1924— STÅ Moser, F. Japanische Ctenophoren. — Abhandl. math.,-phys. Klasse d. K. Bayer. Akad. Wissensch. I. Suppl.-Bd. — Munchen. | — Die Ctenophoren der Deutschen Sudpolar-Expedi- tion 1901—03. — Deutsche Sidpolar-Exped. Bd. XI. Zool. 3. Mayer, AÅ. G. Medusae of the World. I—III. — Washington. — Ctenophores of the Atlantic Coast of North America. — Carnegie Inst. of Washington, Publ. no. 162. Hadzi, J. Ueber die Podozysten der Scyphopoly- pen. — Biol. Centralblatt. Bd. 32. — Leipzig. Mortensen, Th. Ctenophora. — The Danish Ingolf- Erped Vol NIPEER — Regeneration in Ctenophores. — Vidensk. Meddel. Dansk naturhist. Foren. Bd. 66. Bigelow, H. B. Coelenterates from Labrador and Newfoundland. — Proceed. U.S. Nat. Mus. Vol. 37. — The Medusae. — Rep. Sci. Res. Exped. to the Eastern Tropical Pacific. . . ,,Albatrossf, — Mem. Mus. Comp. Zool. Harvard Coll. Vol. 37. — The Siphonophorae. — Rep. Sci. Res. Exped. to the Eastern Tropical Pacific. . .. ,,Albatrossf. — Ibid. Vol. 38. — The Ctenophores. — Rep. Sci. Res. Exped. to the Eastern Tropical Pacific. . . ,,Albatrossf, —- Bull. Mus. Comp. Zool. Harvard, Coll. Vol. 54. — Medusae and Siphonophorae collected by the... »Albatrossf in the northwestern Pacific, 1906. — Proceed. U. S. National. Mus. Vol. 44. — Some Medusae and Siphonophorae from the Western Atlantic. — Bull. Mus. Comp. Zool. Har- vard Coll. Vol. 62. Kramp; P.L, Medusæ,” Part I," Leptomedosær == The Danish Ingolf-Exped. Vol. V, Part 8. — Medusæ, Part II, Anthomedusæ. — The Danish Ingolf-Exped. Vol. V, Part 10. — A Revision of the Medusæ belonging to the Family Mitrocomidæ. — Vidensk. Meddel. Dansk naturhist. Foren, Bd, 92. 25. KiikenthaP's Handbuch der Zoologie, Bd. I. — Hydroida og Trachylina af Hj. Broch, Siphonophora af Fanny Moser, Scyphozoa og Ctenophora af Th, Krumbach, 1934. 1935. 219 Dejdar, E. Die Susswassermeduse Craspedacusta sowerbii Lankester in monographischer Darstellung. — Zeitschr. fur Morphologie und Okologie der Tiere; Bd. 28, Thiel, M. E. Ueber die Wirkung des Nesselgiftes der Quallen auf den Menschen. — Ergebn. u. Fortschr. d. Zoologie. Bd. 8. — Jena. B. VIGTIGSTE LITTERATUR OM NORDEUROPÆISKE 1898. 1904. 1888. 1866. 1878. 1905. 1908. 1928. 1928. 1929, 1896. 1897. 1903. 1897. 1898. 1848. GOPLER Aurivillius, C. W. S. Om hafsevertebraternas ut- vecklingstider... vid Sveriges vestkust. — Bihang Kungl. Sv. Vetensk.-Akad. Handl. Bd. 24, Afd. IV. Bedot, M. Siphonophores provenant des campagnes du Yacht Princesse-Alice. — Rés, Camp. Sci. Prince de Monaco. Fasc. 27. Bergh, R. S. Bemærkninger om Udviklingen af Lucernaria. — Vidensk. Meddel. naturhist. Foren. i Kjøbenhavn, 1888. Boeck, A. Om to tilsyneladende bilateral-symme- triske Hydromeduser: Dipleurosoma typica og Stuvitzii. — Ibid. 1866. Bøhm, R. Helgolander Leptomedusen. — Jenaische Zeitschr. fir Naturwissensch. Bd. 12. Broch, Hj. Zur Medusenfauna von Norwegen. — Bergens Mus. Aarbog 1905. — Die Verbreitung. von Diphyes artica Chun. — Arkiv for Zoologi. Bd. 4. — Hydrozoa. — Grimpe & Wagler, Tierwelt der Nord- und Ostsee. Bd. III. — Hydrozoen. — F. Dahl, Tierwelt Deutschlands. Be: IV, — SCraspedote Medusen. 2. Teil. Trachy- und Narcomedusen. — Nordisches Plankton. Bd. XII. Browne, E. T. On British Hydroids and Medusae. — Proceed. Zool. Soc. London. — On British Medusae. — Ibid. — Report on some Medusae from Norway and Spitzbergen. — Bergens Mus. Aarbog 1903. Chun, C. Die Siphonophoren der Plankton-Expedi- tion. — Ergebn. d. Plankton-Exped. Bd. 2, K, b. — Die Ctenophoren der Plankton-Expedition. — Ibid. Ed; 2. Ka: Forbes, E. A Monograph of the British Naked- eyed Medusae. — Ray Soc. London, 216 1894. Hartlaub, Cl. Die Coelenteraten Helgolands. — Wissensch. Meeresuntersuch., Abt.Helgoland. N.F. Bd: I 1897. — Die Hydromedusen Helgolands. — Ibid. Bd. II. 1907—19. — Craspedote Medusen, Lief. 1—4. — Nor- disches Plankton Bd. XII. | 1913. Kramp, P. L. Coelenterata. — Bull. Trimestriel . .. Conseil permanent internat. pour 1'exploration de la mer, Résumé planktonique, III. Copenhague. 1915. — Medusæ, Ctenophora, and Chætognathi from the Great Belt and the Kattegat in 1909. — Meddel. Komm. f. Havundersøg. Ser. Plankton, Bd. I, No. 12. 1919. — Medusæ, Part I, Leptomedusæ. — The Danish Ingolf-Exped. Vol. V, 8. 1926. — Medusæ, Part II, Anthomedusæ. — Ibid. Vol. VV 10, 1927. — The Hydromedusæ of the Danish Waters. — Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, nat.-math., Afd. 8. Række, Bd. XII. 1933. — Craspedote Medusen. 3. Teil. Leptomedusen. — Nordisches Plankton. Bd. XII. , 1934. — Sjældne Gæster ved Jyllands Vestkyst i 1933. Naturens Verden 1934. 1934. — An exceptional occurrence of Rhizostoma octopus and Chrysaora hysoscella in the Danish Waters in 1933. — Journ. Conseil internat. pour Exploration de la mer... Vol. TX-'n0. 2. 1937. — ,,Blaa Vandmændf i Kattegat i Sommeren 1936. Naturens Verden, Maj 1937. 1925. Kramp, P. L. & Damas, D. Les Méduses de la Norvéæge, I. — Vidensk. Meddel. Dansk naturhist. Foren. Bd. 80. 1927. Krumbach, Th. Scyphozoa. — Grimpe & Wagler, Tierwelt der Nord- und Ostsee, Bd. III, 1927. — Ctenophora. — Ibid. ; 1928. — Scyphozoen. — F. Dahl, Tierwelt Deutschlands. Bd. IV. 1928. — Ctenophora. — Ibid. 1893. Maas, O. Die craspedoten Medusen der Plankton- Expedition. — Ergebn. d. Plankton-Exped. Bd. 2, k., 1904. — Méduses provenant des campagnes des yachts Hirondelle et Princesse-Alice. — Rés. Camp. Sci. Prince de Monaco. Fasc. 28. 1906. — Die arktischen Medusen, — Fauna AÅrtica, Bd, 4, 1912. 1903. 1835. 1921. 1932. 1927. 1892. 1903. 1903. 1906. 1909. 217 Mortensen, Th. Ctenophora. — The Danish Ingolf- Exned.: Vol. V, 2. ; Romer, Fr. Die Ctenophoren. — Fauna Årctica. KT ENT R Sars, M. Beskrivelser og Iagttagelser over nogle mærkelige eller nye i Havet ved den Bergenske Kyst levende Dyr ...— Bergen. Sverdrup, ÅA. Planktonundersøkelser fra Kristiania- fjorden. Hydromeduser. Vidensk.-selsk. Skrifter I. Mat.-nat. Kl. 1921, No. 1. Thiel, M. E. Uebersicht uber die Hydromedusen der Arktis. — Fauna Arctica. Bd. VI. Ussing, Hj. Bidrag til Aurelia aurita's Biologi i Mariagerfjord. — Vidensk. Meddel. Dansk naturhist. Foren. Bd. 84. Vanhåffen, E. Die Akalephen der Plankton-Expe- dition. — Ergebn. d. Plankton-Exped. Bd. 2, K.d. — Ctenophoren. — Nordisches Plankton. Bd. Xl. — Siphonophoren. — Ibid. — Acraspedae. — Ibid. Bd. XII, Østergren, Hj. Cyanea palmstruchii (Swartz), eine verkannte Qualle aus dem Skagerrak. — Zool. Anzeiger. Bd, 34. Fortegnelse over tekniske Udtryk. DARREN SNSRER SNS. USET ENE Anikalkammer: RE (0 EEN are NI SEY DE HUR SSRERE UDE Se REE Ankara NET SIE IL BIER DENE SV ke eee EL ES RAS SSR E SEES REESE IN SSR SAT SE ne SORA Era ISEN MESSER ÆT SE > 3 HESSEN Sy ERE SNE REST Endodermlamekn st ea 1 rør 6 HARRARERN ERE SSL ARTER 168, SEERE BESET SENE MENE Bree 0 3 SR FSR Ererimesndid 5] 2E FREDE DE EEN SEN EM TRE Exkretionspore 50068005 Eru beele VT S GIS Fanta SERENE Feer NE Fimreribber RE sl ES Fender SE re 00 flexile Cirrer BR STE KRUS SED ET BE 18 DE sm ASE SAT Ty 9 BME DER ERR TED Ka le 155) EARL EEK ENR ERE M) HOT: Klokke (Umprelie 42125 Klakkehede: Ar Nar Knopskydning 115, En Kokos LEADER Konservering 17, 138; 461; Kormidie (SK SE MAS DE TES BRET RAT CO SE ADT AE ES NT I Side Kønsindivider reen 157 laterale Cirrer= ert Areren 11 Eithoepsk SENE 115522 Luftbehalder 127 IS3 Manubrium .. 6 marginale "Cirrer So Le 11 NAME SITET Br sp SE 6 Mavestihe i, joe Ser 19X576 Mavesæk se erne 120557 ES en EVNE) 0 REE EF FE SEER sner 200 I ESTS NE Sy rs RENEE SUSE se NEN 58 Mesorløa LISSI SELGRE 1,155 Mesa 17 AL SE SENIOR TT Mundarme 110 7 7 PER Mundi ber == FEJDE 19 Nerven KRANER 8 E1S8 Ocellatkolber: 25705 me 67 Ogeller FE ESE 7 FR HE AE RER Oliebeholder 59 perradial 02 NERE Pneumatorfor ses. MASS Podoevst 2. SISSE RØRE 169 Polbiader 55% 79 GET 198 Radiærkanaler .…. 2.55 20 Ty RESA Randanker. 553. 163 Randblærer NSSS SEE 11 Randkolbers NE SAR 11 Randlapper SS 155 Randsønmms i. AN AS SR 7 mg ae 2 >" > eee ERE NERE RER ev 172 Rhopalie 2 575. 4/7 ESSEN Ribbekånaler 2 17 LEE 200 Rina ss SMK TRE SY Scyphobolyp… 00.0 kok 7 HØR Side | Side BEDER ERE KEE SE MD ASYL EDI SIGN ES Mae 199 Been 1, SER så 163 "vom meklek ke DP 136 solide Fentakler 2.2. FAE ental AES rage, 172 SONAR 1 133 3 RG is keEntakels ASS Es 55457; 199 ES ENE SSD 9 Fentakelbulbe ere 9 RANE DE RE SEDRRER IS8 4 "Tentakelnlan 165 3 PE 04 199 rar ED RUN SEERNES SEEREN 18 Tentskelskede 1. SS ØS 199 mr 5 La 7 NERE Las MOSKE" Fæmolern På. SOLE SME NE 155 SO HON 0 ERR). Umbrella DRE 6,. 13597 Siøftelamel 550 esrs7e BEN NEDE 350 SEE ØE NS RR 7 Stbsertitalhule 2.405; 7450 157 Bien ME SE SN ae 13 Subumbrells 4 Na 532 6 | Økonomisk Betydning.... 17,160, Navnefortegnelse. (Synonymer er trykt med Kursiv). I. Underkredse, Klasser, Ordener, Under ordener, Fanilier ;og"Slægter. Side BR KS SER Se NE EG 148 RENSE SES SA Sa kd 147 en lmoDSis 2 SEN ie as 147 Basten DERE REE 101 ERE SD NSA 129 AD RREOTØRR 2 arne 39 Ambhmeme 5234 is 61 Ånthomedusæ 2084 004 mr 18 Atentaculsta 035 2. 2000 208 ERE SE Er SER 184 Dr SS NAS SEER Tr gen DE 208 Beroldea SSO ES 208 eee 7 5 SCR 208 LL 3 > SER ESSEN READER FRR ER 206 Bokse 105 STIER 206 Boka SS AG Lng 206 Bousainvillia | 1..1,4.8 42 LSD er 2 20.1 BRRRSEREESRSRPERERERER T2 ByrhokiarIde 2241 SA 70 Calveophore 25.277424 139 Calico, 22195 03 70 CAFEER SS SEES 7.3 SENERE 15 SKS ERR 173 Cladoemni 25075145 4 Sa. Cladonemidæe. 72 1001102; 37 18 fo FT: MARR SER ERE SEE Sag 4 Good: FR SN SEER 21 CORR SS SS FESTE ZA, GØS SER 0 TE Es 93 Side Crateralophis 1 ER 164 Citnophora So sen 196 Cuoulita 5 ION SERGRRER FS0 CVanear æn E 1 rok se ES Sa RR 176 Cyaneidze 5 Eee ag 176 Cyclocamma "ASE SEER 94 Cydiopea ==. 75 SELE RER 204 Clear LES såe 53 Dimorshyes sn RR 144 Dinh NE 142, 143, 144 Die UL SST SEES RR 141 Dipletresoma: 254.55 RG 88 Dysmornhosd 35.573 50; 32 Ecole 1557 SUNESEN 33 BifERne: > 5 5331 OSSE EEN 111 Eleutherias 370 os ER 39 Eleutherocarpidæ.. 3235 164 Euiehelota ss ke 105 Eucodonium ss . 28 EMCODE SE fer ale EEN 102 Fod 5 SEN 97 FUER 5 2 AGERE NE SE 28 EAU 7 9 1 Hee se ES he 108 Eton: 175 See ER 106 Galeoldhdd ss SEE BT SKR 141 SELE EES 3 USE DNS 3 NER 141 Gonionemus, SE SEERE 127 GOSS NS RESEN SR NRSERR 128 Halammohydra 2 2,5 00ER 133 Halammohydridæ ....... 133 Side Lg 21) YET SYSTE] DEGREE ERE 166 Kalos 13 lee 62 FHRIOPDSISTES ST urne 92 Hellere. 7.2s sole lee 12 ENPBOCFENE: 2.5 R REE el 43 Homoeonema ...… AI: 132 HNvbocodon rs role 395 FIN AFOZOAN 5-0 EEN 4 BE 10 ser ago ra RYSTE RIE 208 rener: 3 rss RISSA ER Rn åg Foden. AS SERENE: 80 Baodiceiden 330 sne 79 Bentolmas ska Så 6 Feptomedise 53 735 ex Å Keuckartiara SUS ee 64 Bam hoodies 53 124 ES UASA SEERNE» SNERRE SES SE SNORRES 50 TEE re ENE seere 206 ae aen 165 Fucernatida 2 5 arte ste 85 162 ME 7 HERRERNES RE SENERE DØ Mare RS sag 40 FARER ER fr Run 43 Mare SE LDS IS Niargelopsis 235 str 32 MMelicer hd SEE rs 86 Mehcertim SES i 86 Mi eSOH OMA 2 5 Fo RE aA 116 Mitrocomella rele 90 Mlitracomidæ se NEL 89 MIKE MLIA 2 cer. Rn BORE 206 Iiieejæde str ER TE Adese] 145 BR RØN 2 53 re KPD SENE 150 Nlarcomedusæ 553%) EKK 132 REEKS 1 seler HELE ERE 69 5. SALES 99 BERGER 5 00 22. 2 REE 104 ERIE ANER 2 6 40 4 AR 110 na NS FARERNE 110 BEER 700 50] kl det ER 124 IEr-tøra Fare 2 SEND ESRSRERSR SEERE 37 ERE LER El 176 FRR GSE 3 a 04NSegR 1:73 ne AD LEN dg HRBERSRS NES SNEDE RENEE 161 1 an STE BERT 7 a RSS SE REESE 102 Side BRUSER ENT 132 Physophoridæ: 203500, 2. 132 PRYSOD BORE 2 Ls, 145 Pleurobrachid sudden 204 Pleurobrachidæe SE 5 204 Podocotne as ANER D2 PEER ANE os ke NEDE 116 PUNGE 50,0 RR 82 7 5 SAGER NINE ke SR DER 27 Rake NS ANS eN Es DØ Rieeitalodes: snilde, 116 Rhisostoma ss Ls, DENE 192 Rhizostomatidæ 23 0 går 192 Rhizostomee 2253733 190 SAD HERA 0 og Hele NR en 108 BRS RER SME NE NRN S 23 Scyphomedkee 2175, 60 ES SENERE ES 154 Semæostomeæ de od 167 Siphonophora 5570 0 134 Soma SL dd 133 Bolia i USS lg 2 134 SEINEN 0 5 OST RA 26 BLAU ROR 0 sr ed ES 83 SÅGUFOSONRA 000 ÅR Gr 84 Steens 52. aldre 31 Ble ERONIG sax Rd 150 ental 15 43 han 203 Thaumantiadæ 0753494 33 86 BER END e R fr REN eg 59 Nara SS aa sn rr 60 RØRER ØRENE SER ORDENER 59 ANA FOPSIS ES ENS og 95 Une SENSE En 14174 114 Å NGEVE n ktel NE RR SERRA SRRRRRER 119 Frachymedusæ SR ES Trachynemidæ' 1754. 129 ES ER RR bs 59, 69 RER ERE 0 rn ae re 56 Ulman AN sg 184 ALE E ] fra Heel USERS KRESTEN 74 Noa hadær 1 Don SALAS 5 AR 74 Elsa 2 DET 3 Sogn HØ NR OS RK 74 AE HTOT ER (0 ASS, ae der Ene 118 BEG TOT EEN st on RAR 116 222 11 Side alåta (Bolindy) 0; FARER 206 amphitectum (Dipleurosoma) " 88 arelica (Cyanea)y SGL ES 176 aretica. (Dittophyes) 135,5 144 arctica (Staurostoma)..... 84 areolata (Podocoryne),... — 53 atlantica (Muggiæa) ..... 145 aufata (Euphysa) 2... 29 aura (Aurelia) 4.273 095, 184 australis (Galetta) 502 143 autumnalis (Bougainvillia) 44 hairdii: (Timay 2. SIE 114 bifuga (Cupulita).2...10; 150 biloba (Diphyes) 0.0: 143 blondine (ea SSL 50 blumenbachii (Rathkea) .. 55 borealis (Lymnorea) ..... 53 borealis (Physophora) .... 152 breviconis (Leuckartiara) . . 68 britannica (Bougainvillia). 47 brownei (Eucodonium)... 28 brownei (Mitrocomella)... 91 campanula (Melicertum) .. 86 campanulatus (Octorchis).. 110 talcarata (Laodicea) 2.7. 81 capilista (Cyanea) 2:40 176 Cars (Cupulita) . 3023 150 cariiea (Podocoryne) …'. .77"52 cirratus (Halitholus)..... 62 elausa Å(Eucheilota) 7%: 106 contrera (OTiardys 2.587 62 cofoha (Solmaris) 0.5 134 cofynetes (Gossea) 73% 128 crocea (Pfychogeria) .…. 20; 83 erucialg. (Laodiced)' 237.12) 81 Cum (Borbe) SLNS 208 cuvieri (Rhizostoma)..... 192 diademata:(Tiaropsis) 0795 dichotoma (Eleutheria)... 39 digitale (Aglantha) ...... 130 digte (TUR) 1002 K 69 dinema (Amphinema).... 62 dumortieri (Ectopleura) .. 34 Arter: Side elegans (Agalmopsis)..... 148 elephas (Eutima) 785377 109 flavida (Bougainvillia) ... 44 forskålea (Æquorea) … ..: 119 fritillaria. (Amphicodon) 7:35 funeraria (Octocanna).... 104 galanthus (Steenstrupia).. 31 gegenbauri (Eutima) 22204100 femmifera- (Sarsig) 20 en germanica (Octorchandra).. 110 eracilis (Saphenia) 323 108 gratum (Margellium)..... 55 haeckeli (Margelopsis): 57732 hartlaubi (Eucheilota).... 106 hartlaubi (Margelopsis)... 33 hemisphæricum (Phialidium) 102 hyacinthina (Periphylla).. 161 hydrostatica (Physophora) 152 hysoscella (Chrysaora) ... 173 indicans (Eutonmna) FRE 106 infundibulum (Bolinopsis). 206 insignis (Eutima)y SNE 109 irregulare (Dipleurosoma). 88 islandicum (Phialidium) .. 104 isosceles, (Chrysaora): 2 173 laciniata (Staurophora)... 84 lamarcki (Cyanea)....... 183 macloviana (Bougainvillia) 48 maculata-(Eucheilota) .1.577405 mediterranea (Chrysaora) . 173 megalotis (Cosmetira).... 94 mertensii (Staurophora) .. 84 minima (Dysmorphosa) ...… 50 mia (Aoastid LED nad 101 mirabilis (Saphenia) ..... 108 multicirrata (Tiaropsis) .. 95 murbachii (Gonionemus).. 127 murrayi (Bythotiara) ..…. 42 frigra. (Obelia) 17,5 100 nobilis (Leuckartiara)……..… 67 noegtiluca (Pelagig) ; (JK 176 nordgaardi (Bougainvillia) 49 norvegica (Lymnorea) .... 53 Side norvegica (Mnemia) ..... 206 norvegica (Æquorea)..... 119 nutans:(Steenstrupie 5... 31 Side radiatum (Cladonema) ... 37 ramosa (Bougainvillia)... 44 rhododactyla (Pleurobrachia) 204 nutricula (Tuyrritopsis) ... 57 | rhodopis (Pleurobrachia).. 204 ocellata-(Halopsis) 2.55. 27 rosa (Arlanihoj SER 130 octocostatum (Melisertum) - 86: | roseola (Idyid) 52. 208 ottona (Lenckartarays.," 765 rotunda. (Tieranna)..…2., 60 octopodides (Halammohy- rubrå (Steenstrupia) 2: 31 irer å HERRER ERR EMINEM EDER OND 133 rugosum (Amphinema)... 62 octopunctata (Rathkea) .. 55 | schulzei (Halammohydra). 133 octopus (Rhizostoma) ...; 192 | schulzei (Helgicirrha) .... 113 octoradiatus (Haliclystus). 166 | septentrionalis (Bolina) ... 206 ele (Bero) SAS so 208: | simplex” (Calycopsis) ;…. 73 perle: Palama] 140 4250 176: socialis, (Edtoniha)y 106 pileata (NSoturris) 2. 2. 69 | sowerbii (Craspedacusta).. 124 pileata (Laa) 62, 65,69 L-stellata (Willid) 0504 74 pileus (Pleurobrachia).... 204 | superciliaris (Bougainvillia) 45 pilosella (Cosmetira)..... 93 | tentacthta (Eupilysa) 30 platygonon (Homoeonema) 132 | truncata (Galetta) ...... 142 polycirrha (Turritopsis)... 56 tubulosa” Sårsid) 7. 112: 24 polydiademata (Mitroco- typicum (Dipleurosoma) .. 88 NE LT) Dr SR RENEE RES 97." alothrix (Laodicea) 52. 81 principis (Bougainvillia).. 47 | undulata (Laodicea) ..... 80 Bodies HSA 102. 26 | variabile (Phialidium) .... 102 prolifer (Hybocodon) ....' 35 | victoria' (Limnocodium ). …. 124 pulmo (Rhizostoma) ..... 192 siridek (Erd 0. 111 guadrata: (Edcope) ..…...., 102" t. vitrina (Æquoreay. —..... 118 quadricornis (Lucernaria). 165 | welshi (Cyclocanna) ..... 94 III. Danske Navne. Side Side Blerenobler 2 00 KA Smaasopler 50.2. Ser ER: Brændegople, rød ....... BESS 2, sr ER 154 Brændegople, blaa 2... ; 183" Vandmand: blaa 3 SES 183 Bægergobler 12 3 de 162 Vandmand; hvid 222 184 Bibelen 133 50 1965: "Vandmand, 000,00. 57: 176 Karo, SD ASGER 134 REDERIET) SE Ba SE GE SSER 184 EY ke My 2 Æ Mi "Si 174 eg] Ma KN'a RK AMG Yy ARN AS W | Sa SUR SOVS AV ETT ES n lm ' NUDE Hen VE WA) TL mene Fe —» i ME VENDER Havet NRA DKF W ANN D.sk le — ære: SAN ei UN et sitt JER egl nå BAY ry SN ÅL: i vet SY El KØNS VD i i: in SØ v- y Er Ek NESS SL) SODJÆSTE É [nd] lød EN > Es 6 Nå » FRR 3", 2 É sår ER Y sas yæ es É v FØL s-r rele £ we. E ”= ”& s F | gg EL FR" 7 re Ære FMg dr tese LA ze sfge- DE GE ST sg rype p r øre ge 2 1 3