NE 
ln reRaN 
HE 


i 
' 
(h 
ri 
mg) 


RT FRANS 


REE ed 


30 


rr 


Brok 5 


mør ele NG 


0 ESASTO0 TO0E0 0 


HU TTT TD 


IOHM/1SWW 


DANMARKS FAUNA 


ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN 
MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF 


DANSK NATURHISTORISK FORENING 
Bd. 56 


VICTOR HANSEN 


bplILELER 


XIV 


CLAVICORNIA 


2. DEL 


OG BOSTRYCHOIDEA 


MED 116 AFBILDNINGER 


I KOMMISSION HOS 
G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 
1951 


Udgivet med støtte af 
Carlsbergfondet 


KØBENHAVN — BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI 


Indledning. 


Dette bind omfatter anden del af gruppen 
Clavicornia og hele gruppen Bostrychoidea 
(Teredilia). 

Første del af gruppen Clavicornia er be- 
handlet i Danmarks Fauna, Biller XIII, hvor der 
er givet en almindelig karakteristik af gruppen 
og en oversigt over dens 18 danske familier. Det 
nævnte bind omfatter de 10 første familier, nem- 
lig familierne med 5-leddede eller cryptopenta- 
mere fødder. I nærværende bind behandles de 
resterende 8 familier, der har 4-leddede, crypto- 
tetramere eller 3-leddede fødder, nemlig fami- 
lierne Lathridiidae, Mycetophagidae, Colydiidae, 
Endomychidae, == Coccinellidae = (mariehøns ), 
Sphindidae, Aspidiphoridae og Cisidae. Om be- 
stemmelsen af disse familier henvises til over- 
sigten i Biller XIII, p. 7 ff. I West's Fortegnelse 
over" Dånmarks Biller er de opført under nr. 
2054—2191. 

Gruppen Bostrychoidea, der er overordent- 
lig nær beslægtet med gruppen Clavicornia, om- 
fatter 5 danske familier, nemlig Lymexylonidae, 
Lyctidae, Bostrychidae, Anobiidae (borebiller) 

1% 


+ 


og Ptinidae. En almindelig karakteristik af denne 
gruppe, og en oversigt over dens familier er 
givet nedenfor p. 167 ff. Oversigten i Biller 
XIII, p. 7 ff. omfatter både Clavicornia- og Bo- 
strychoidea-familierne. 

Tilbage af biller at behandle i Danmarks 
Fauna er herefter kun to grupper, nemlig rov- 
billerne (familierne Staphylinidae og Micropepli- 
dae) og barkbillerne (familierne Scolytidae og 
Platypodidae). Rovbillerne omfatter omtrent 800 
danske arter eller henimod en fjerdedel af alle 
danske biller og tænkes behandlet i tre bind. 
Barkbillerne omfatter godt et halvt hundrede 
danske arter. 


Clavicornia. 
(Fortsættelse). 


11. familie Lathridiidae. 


Følehornene indleddede foran øjnene. Forhof- 
terne mere eller mindre fremstående. Baghof- 
terne tværbrede, adskilt fra hinanden. Fødderne 
3-leddede. 

Familien adskilles let fra alle vore andre Cla- 
vicornier, undtagen den blinde slægt Anommatus 
i 10. familie Colydiidae, ved de 3-leddede fødder. 
Iøvrigt henvises med hensyn til karakterer til 
det nedenfor under vor eneste underfamilie 
Lathridiinae anførte. 


Underfamilien Lathridiinae. 


Følehornene indleddede ved pandens forhjør- 
ner, hos de danske arter 11-leddede, med 2- 
eller 3-leddet kølle. Hovedet indsnøret bagtil, 
med kort, i prothorax indtrukket hals, mund- 
skjoldet adskilt fra panden ved en lige tværfure. 
Forhoftegruberne bagtil lukkede, forhofterne 
mere eller mindre koniske. Baghofterne adskilt 


6 


langt fra hinanden. Lårene ofte kølleformet for- 
tykkede, skinnebenene uden tydelig endespore. 
Bagkroppen med 5 frie bugled, hos $ af Corti- 
cariini er yderligere et lille 6. led synligt, 1. bug- 
led mellem baghofterne med en bred, fortil af- 
studset eller bredt afrundet forlængelse. 


De fleste arter er knyttede til svamp, navnlig skimmel- 
svamp. De findes på træsvamp, i slimsvampes sporangier, 
under svampet. træbark, i kompost, i stråtage, i grannåle- 
bunker, i myretuer eller i andre dyreboer. Nogle arter kan 
bankes af udgåede grene på levende træer eller af nedfaldne 
eller afhuggede grene, f. eks. granris. Adskillige arter kan 
aftenketses eller træffes krybende på mure. I hvert fald de 
fleste arter overvintrer som imago. 


Oversigt over slægtsgrupperne. 


1. Forhofterne adskilt fra hinanden. Oversiden nøgen 
eller med opstående børster. Pronotums sider 
som regel ikke tydeligt karvede, ofte med en 
hudsøm. Vingedækkerne ofte med ophøjede 
længderibber= saas 1. Lathridiini (p. 6). 
Forhofterne berørende hinanden. Oversiden be- 
håret, kun sjældent med opstående børster. 
Pronotums sider som regel mere eller mindre 
tydeligt tandede eller karvede, uden hudsøm. 
Vingedækkerne som regel uden ophøjede længde- 
FIDD Er SR EN REN Sdr 2. Corticariini (p. 25). 


1. slægtsgruppe Lathridiini. 


Forhofterne adskilt fra hinanden. Hovedet 
(fig. 1 og 7) ofte med en længdemidtfure, under- 
tiden stærkt forlænget foran øjnene. Pronotums 
sider i det højeste yderst svagt karvede, ofte med 
en lys, tynd, hudagtig, let affaldende søm. Vinge- 


dækkerne ofte med ophøjede længderibber. Over- 
siden nøgen eller med opstående børster. 


Oversigt over slægterne. 


1. Hovedet (fig. 1) ikke stærkt forlænget foran øjnene, 
afstanden mellem øjets forrand og følehornenes 
indledningssted som regel ikke tydeligt længere 
end øjets længde, øjnene større, ikke særlig groft 
fåcetterede. Kroppen oftest. bred 

1. Lathridius (p. 7). 
Hovedet (fig. 7, p. 23) stærkt forlænget foran øj- 
nene, afstanden mellem øjets forrand og følehor- 
nenes indledningssted længere end øjets længde, 
øjnene meget groft facetterede, oftest små. 
Kroppen smal eller temmelig smal 
2. Cartådere (p. 23). 


1. Lathridius Hhbst. 


Hovedet (fig. 1) foran øjnene temmelig kort, 
afstanden mellem øjnenes forrand og følehor- 
nenes indledningssted ikke eller undtagelsesvis 
(L. bergrothi) noget længere end øjets længde, øj- 
nene oftest store, ikke særlig groft facetterede. 
Kroppen oftest bred. 

Arterne falder i 4 underslægter, jfr. nedenfor 
under beskrivelserne. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotum i midten med 2 ophøjede længdekøle-) 
(fig. 1, a—f). Nogle af vingedækkernes stribe- 
mellemrum, navnlig 7., oftest stærkere ophøjede 2. 
1) Hos L. bergrothi er disse køle undertiden utydelige, men denne 


art er let kendelig ved de øvrige under nr. 4 og i beskrivelsen an- 
førte kendetegn. 


8 


Pronotum uden ophøjede længdekøle .......... 9 
2 Vingedækkernes stribemellemrum med en række 
opståenderb ørs ter ss sees 2. ångusticollis. 
Vingedækkerne uden sådanne børsterækker...,. BE 


C.alternans 


d.rugicollis 
e. bergrotht fnodifer g.Consim. 
Armi EL OM 
KG. t. bransv k leslaceus 


Fig. i. Hoved og pronotum af forskellige Lathridius-arter. 


3. Vingedækkerne med store gruber og derfor meget 
ujævne, 3. stribemellemrum bag midten med 
en” høj, kraftig ”Kknude <= SGL eee MER re samodirer 
Vingedækkerne uden sådanne gruber og knude . 4. 


KDE 


2 


Vingedækkerne i bageste halvdel med 4 punkt- 
rækker udenfor det 7., kølformede stribemel- 
lemrum. Øjnene ret små, i det højeste så lange 
som afstanden fra øjets forrand til følehornenes 


ndlednimgsss te dk (fi ske) eee ber sr le 
Vingedækkerne kun med 2 punktrækker udenfor 
det 7., kølformede stribemellemrum.......... De 


Pronotums sider bag midten med en meget dyb 
indsnøring (som fig. 1,f). Følehornene korte, 
næppe længere end pronotums bredde, 5.—7. 
led ikke længere end brede, køllen 2-leddet. 
Benoder SEE 7 ma EL BRS DENE: 6. constrictus. 

Pronotums sider uden indsnøring eller med en 
mindre dyb indsnøring omtrent i midten (fig. 1, 

a, € og d). Følehornene ret lange, meget længere 
end pronotums bredde, 53.—7. led længere end 
breder Længde 7-28 mM AE SEE ESS 6. 

Vingedækkerne bagtil spidst udtrukne (fig. 2), 
deres 7. stribemellemrum fortil udviklet til en 
kraftig skulderbule, men ikke skarpt kølformet 


ophøjet. Længde 2,3—2,8 mm ....... ly lardårdusS. 
Vingedækkerne ikke spidst udtrukne bagtil, deres 
7. stribemellemrum skarpt kølformet ophøjet . Je 


Vingedækkernes 3. og 5. stribemellemrum næppe 
smallere end og kun lidt mere ophøjede end de 
tilstødende. Følehornskøllen 3-leddet .... pandéllei. 

Vingedækkernes 3. og 5. stribemellemrum smallere 
end de tilstødende og kølformet ophøjede.... 8. 

Følehornskøllen 2-leddet, idet 9%. led næppe er 
bredere end 8. Længde 2,2—2,5 mm... 3. altérnans. 

Følehornskøllen 3-leddet, idet 9. led er tydeligt 
bredere end 8. Længde 1,7—1,9 mm.. 4. rugicdllis. 

Vingedækkernes stribemellemrum med en række 
opskåenderd ES ber Ree AE ES: hirtus. 

Vingedækkerne uden sådanne børsterækker..... 10. 

Forbrystforlængelsen mellem forhofterne dybt- 


lag 


13. 


14. 


10 


liggende, ikke nående op i højde med disse. Mel- 
lembrystet tydeligt punkteret ............... 11. 
Forbrystforlængelsen mellem forhofterne kølfor- 
met ophøjet, nående op mindst i højde med |. 
forhofterne ane eee ER 14. 
Formen meget bred, Pronotum over "/, gang bre- 
dere end langt, vingedækkerne c. >/. længere end 
tilsammen brede. 1. bugled uden tydelig 
Punkt Dre REELLE FA EERE BERNER Er 10. brevicollis. 
Formen mere langstrakt, pronotum ikke eller 
næppe "/, gang bredere end langt, vingedækkerne 
over 1/, gang længere end tilsammen brede. 1. 
busledktydelistipunktere te REESE 12% 
. bugled tydeligt punkteret, mellembrystet meget 
tæt punkteret. Pronotums forhjørner ikke ret 
stærkt fremtrukne (fig. 1, 8). Vingedækkernes 
punktstriber temmelig kraftige ...... 9. consimilis. 
2. bugled ikke punkteret, mellembrystet temmelig 
tæt punkteret. Pronotums forhjørner ret stærkt 
fremtrukne (fig. 1,h). Vingedækkernes punkt- 
striber meget kraftige 3 ERE 13. 
Oversiden som regel brunsort. Vingedækkerne lidt 
bredere og lidt kortere tilsmalnede bagud. Han- 
nens parringsorgan se fig. 6 (p. 18) .... 8. minutus. 
Oversiden brunrød. Vingedækkerne lidt smallere 
og lidt længere tilsmalnede bagud. Hannens par- 
ringsorsant series p ELISE rer nidicola. 
Tindingerne mindst halvt så lange som øjets 
længde (fig. 1, i). Bagbrystet ikke punkteret, bag 
hver mellemhofte med en dyb, rund grube, fra 
hvis rand der udgår lange, radialt udstrålende 
rynker. Oversidens farve rødlig eller brunrød. 
Pronotums sider ikke indbuede bagtil (fig. 1, i). 
Vingedækkernes punktstriber kraftige........ T5: 
Tindingerne kun c. ”/, gang så lange som øjets 
længde (fig. 1, k). Bagbrystet bag mellemhoften 


[NS] 


11698 


16. 


157: 


se 


11 


uden grube eller med en grube, der ikke har 
Badlale rynker ENE S rs reeaEdeeosENe here 16. 
1. bugled på hver side med en fra baghoften ud- 
gående, skråt udadrettet linie. Vingedækkernes 
punktstriber med tætstillede punkter, stribe- 
mellemrummene kun meget svagt hvælvede 
11. transvéærsus. 
1. bugled på hver side med c. 6 fra baghoften ud- 
gående, skråt udadrettede, fine linier. Vinge- 
dækkernes punktstriber med yderst tæt stillede 
punkter, stribemellemrummene noget hvælvede 
. 12. histrio. 
Formen meget bred, vingedækkerne c. Z/. længere 
end tilsammen brede, pronotum c. >/, bredere 
end langt, med betydeligt rundede, bagtil tyde- 
ligt indbuede sider (fig. 1,k). Oversiden mat, 
grundfarven rødlig eller brunrød .... 13. teståceus. 
Formen mere langstrakt, vingedækkerne omtrent 
2/, længere end tilsammen brede, pronotum 
mindre stærkt tværbredt. Bagbrystet fint punk- 


1. bugled på hver side med en fra baghoften ud- 
gående, skråt udadrettet linie. Vingedækkerne 
med tydelig, fedtet glans, deres grundfarve sort 
14. rugåsus. 
Mabusledsudenssådanne lin i er eee BE INS. 
Vingedækkerne med svag glans, deres grundfarve 
brun. Følehornskøllen ret slank .... 15. fungicola. 
Vingedækkerne helt matte, sorte. Følehornskøllen 
kratre SS SBS RED SEE SES KÅL: brevicornis. 


1. underslægt Lathridius s. str. 


Pronotum med to ophøjede længdekøle, siderne 


uden indbugtning eller med en indbugtning om- 


trent i midten eller med en dobbelt indbugtning. 
Vingedækkerne brede. 


1 SSlardåriusiDe Geer (is 2) Vor største harer 
kendelig fra underslægtens følgende arter ved, at vingedæk- 
kernes spids er bådformet ud- 
trukket og deres 7. stribemel- 
lemrum ikke kølformet op- 
højet, men fortil udviklet til 
en kraftig skulderbule. Brun- 
gul. Følehornene med 3-leddet 
kølle. Pronotum lidt bredere 
end langt, over forhjørnerne 
ikke bredere end bagtil, sider- 
ne jævnt indbuede (fig. 1, a). 
Vingedækkernes spunktstriber 
kraftige, stribemellemrummene 
ret brede, det 3. fortil lidt 
stærkere hvælvet. Længde 2,5 
—2,8 mm. 

gg: Forskinnebenene ret 

Fig. 2. Lathridius lardarius 2. stærkt,  mellemskinnebenene 

x12. svagere indadkrummede, alle 

skinneben på indersiden med 

nogle yderst svage og fine torne, lidt over spidsen med en 

større, tydelig torn eller knude, der er kraftigst på forskinne- 
benene (fig. 3, a). ; | jj 


Almindelig (J, Ø, B), især på fugtig bund, i planteaffald 
og under løv, på alle årstider. Ofte ved aftenketsning. 


2. L. angusticållis Gyll. Let kendelig fra underslægtens 
andre arter ved de opstående børsterækker på vingedækkernes 
stribemellemrum. Brunrød. Følehornene med 3-leddet kølle. 
Pronotum (fig. 1,b) c. så langt som fortil bredt, bagud til- 
smalnet, siderne indbugtede foran og bag midten. Vinge- 
dækkerne med kraftige punktstriber, 1. og 3. stribemellemrum 


13 


stumpt, 5. og 7. skarpt kølformet ophøjede. Længde 1,8— 
PPR MENE 
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø), hyppigst i vore syd- 


lige landsdele, især på gamle grene, f. eks. på risgærder. 
Marts—okt. 


[L. pandéllei Bris. Nærstående til den følgende, men ad- 
skilt fra den i de i oversigten nævnte kendemærker samt 
ved gennemsnitligt lidt ringere størrelse, simple siderande på 
pronotum, lidt kortere og bagtil kortere tilspidsede vinge- 
dækker og ikke indadkrummede skinneben hos begge køn. 
Længde 2—2,2 mm. 

gg: Mellem- og bagføddernes 1. led indvendig med tand- 
formet udtrukket spids (fig. 3, c). 


Denne art, der bl. a. er fundet i Sydnorge, Sverige (syd- 
ligst i Vestergotland) og Hamburgegnen, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den er bl. a. fundet på nedfaldne, skim- 
lede pilerakler samt på de visne blade af en væltet bævreasp 
og under denne i det nedfaldne løv og i mos, 2/,. Undertiden 
ketset (aug.).] 


3. L. altérnans Mann. Let kendelig fra underslægtens 
andre arter ved den 2-leddede følehornskølle. Brunrød. Pro- 
notum (fig. 1, c) fortil c. 7/, bredere end langt, siderne i midten 


az lard b allern 
Fig. 3. a: Højre forskinneben af Lathridius lardarius g. — b: højre 
mellemskinneben af L. alternans g. — c: højre bagfod af L. pan- 


dellei $. — d: højre bagskinneben af L. nodifer g. 


14 


indbuede og noget foran midten ofte med en lille, ophøjet 
knude. Vingedækkerne temmelig langt tilspidsede, punkt- 
striberne ikke ret kraftige, 1. og 3. stribemellemrum stumpt, 
5. og 7. skarpt kølformet ophøjede. Længde 2,2—2,5 mm. 

åg: Skinnebenene på indersiden i spidshalvdelen med nogle 
fine torne, af hvilke den yderste er kraftigst. For- og mellem- 
skinnebenene indadkrummede, de første noget, de sidste 
stærkt (fig. 3, b). 

2: Mellemskinnebenene yderst svagt indadkrummede, 
skinnebenene iøvrigt simple. 

Meget sjælden (J, Ø). Lille dyrehave ved Frijsenborg; 
Morud skov ved Langesø; Roden og Frejlev skove (på ris- 
gærder); Studehaven ved Sundby Storskov (nedbanket i 


antal af gamle løvtrægrene i skovbunden, ””/,). Maj—juli, 
sept.—okt. ; 


4. L. rugicollis Oliv. Let kendelig fra de foregående ved 
lidt mindre størrelse, kortere vingedækker og pronotums af- 
vigende form. Brunrød. Pronotum (fig. 1, d) fortil c. "/, bre- 
dere end langt, bag de udvidede forhjørner noget tilsmalnet 
og herfra til roden omtrent parallelsidet, uden eller med en 
svag indbugtning lidt foran midten, Vingedækkernes punkt- 
striber kraftige, 1. og 3. stribemellemrum stumpt, 5. og 7. 
skarpt kølformet ophøjede. Længde 1,7—1,9 mm. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Især i nåleskove på 
og under afhuggede granris, undertiden i tuer af Formica 


rufa, i skimlede grankogler og under bark. April—sept. Ofte 
ved aftenketsning. i 


5. L. bergrothi Reitt. Let kendelig fra de foregående 
arter ved de i oversigten (under nr. 4) anførte kendetegn 
samt ved meget mattere overside og svagere hvælvede vinge- 
dækker med noget svagere markerede skulderbuler. Rustrød, 
hoved og pronotum ofte mørkere. Følehornskøllen treleddet. 
Pronotum (fig. 1, e) fortil c. 7/, bredere end langt, tilsmalnet 
bagud til omtrent i midten og herfra omtrent parallelsidet, 
længdekølene undertiden noget utydelige, især fortil. Vinge- 


15 


dækkerne med noget kraftige punktstriber, de ulige stribe- 
mellemrum kølformet ophøjede. Længde 2—2,2 mm. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Den træffes hyp- 
pigst i huse, f. eks. i kældere og udhuse, ved skimmelsvamp, 
men forekommer også undertiden i det fri, f. eks. på udgåede 
ørene -eller i gammel halm (bl. a. i Dyrehaven). Fundet hele 
året igennem. Larver og pupper er fundet 21/,, 


2. underslægt Coninomus Thoms. 


Pronotum med to ophøjede længdekøle, ganske 
lidt bredere end langt, siderne i bageste tredjedel 
med en meget dyb indsnøring (fig. 1, f). 


6. L. constrictus Gyll. Meget let kendelig fra slægtens 
andre arter ved de i oversigten (under nr. 5) nævnte kende- 
tegn samt de lidet brede vingedækker og de ret lange tindinger, 
der kun er c. "/, kortere end øjets længde. Brunlig eller rust- 
rød, følehorn og ben rødlige. Pronotum bredest fortil, til- 
smalnet bagud til indsnøringen, derfra mod roden udvidet. 
Vingedækkerne med kraftige punktstriber, de ulige stribe- 
mellemrum kølformet ophøjede, siderne i midten forholdsvis 
svagt rundede. Længde 1,5—1,7 mm. 

å: Forskinnebenene indadkrummede. 

Sjælden (Ø, B). I nåleskove på eller under afhuggede 


granris og i barkrevner. Merritsskov, Sundby Storskov, Rude- 
skov, Tisvilde hegn; Bornholm. Maj—okt. 


7. L. nådifer Westw. (fig. 4). Meget let kendelig ved 
vingedækkernes gruber og knuder. Sort eller brunlig, følehorn 
og ben brunlige eller rødlige. Følehornene med tydeligt afsat, 
3-leddet kølle, svøben meget tynd. Pronotum (fig. 1, f) om- 
trent som hos den foregående. Vingedækkerne ujævne som 
følge af store gruber, 3. stribemellemrum bag midten med 
en høj, kraftig knude, også 5. mellemrum bagtil knudeformet, 
punktstriberne kraftige, de ulige stribemellemrum kølformet 


16 


ophøjede, siderne oftest noget uregelmæssigt bugtede. Længde 
ks 2Em mt 

åg: For- og mellemskinnebenenes spids indvendig med en 
meget lille, fin torn, bagskinnebenene ved roden stærkt ind- 


Fig. 4. Lathridius nodifer 2. x 20. 


adkrummede, mod spidsen stærkt udvidede, indersiden ved 
spidsen med en lang, dyb indskæring (fig. 3, d). 

Q: Bagskinnebenenes inderside ganske svagt s-formet 
krummet. 


Almindelig (J, Ø, B). I gammel, skimlende kompost; også 
på træsvampe. Maj—nov. Ofte ved aftenketsning. 


3. underslægt Conithåssa Thoms. 


Pronotum uden ophøjede længdekøle. For- 
brystforlængelsen mellem forhofterne dybtlig- 
gende, ikke nående op i højde med disse. Mel- 
lembrystet punkteret. Følehornskøllen 3-leddet. 


17 


[L. hirtus Gyll. Kendelig fra L. angusticollis bl. a. ved 
farven og simple stribemellemrum på vingedækkerne og fra 
alle slægtens andre arter ved vingedækkernes opstående 
børsterækker. Sort, følehorn og ben brunlige eller rødlige, .de 
førstes rodled mørkt. Pronotum ganske lidt bredere end 
langt, meget tæt punkteret, med dyb midtfure og bagtil med 
en stor, dyb grube på hver side. Vingedækkerne med kraftige 
punktstriber. Mellembrystet temmelig fint, 1. bugled meget 
fint punkteret. Længde 1,6—2,2 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne og i Nordtyskland, 
kunne muligvis træffes også hos os. Den er især fundet på 
træsvampe (bl. a. Polyporus squamosus) og slimsvampe i 
nåleskov; også på samle bøge, på tørt egetræ, under fyrre- 
og aspebark af døde, stående eller væltede træer, i hule aspe 
og i løvet ved foden af aspe.] 


8. L. minutus L. (fig. 5). Denne meget almindelige og 
stærkt varierende art er (sammen med den følgende) kende- 
tegnet ved, at mellembrystet og 1., men ikke 2. bugled er 
punkteret, at pronotum er c. /, 
bredere end langt, med ret stærkt 
fremtrukne forhjørner (fig. 1, h), 
og at vingedækkernes punktstri- 
ber er meget kraftige. Sort eller 
brunlig, vingedækkerne ikke helt 
matte, følehorn og ben rødlige. 
Tindingerne lidt under halvt så 
lange som øjets længde. Prono- 
tum (fig.1,h) bredest lige bag 
forhjørnerne, bagud jævnt og 
ikke ret stærkt tilsmalnet, i 
midten med en, ofte i 2 længde- 
gruber opløst midtfure, bagtil på 
hver side med en dyb grube, si- 
derne ret bredt afsatte, næsten 
retliniede eller omkring midten Fig, 5. Lathridius minutus % 
svagt indbuede. Vingedækkernes x 20. 


Victor Hansen: Clavicornia. Il. 2 


18 


- 


stribemellemrum smalle, de ulige oftest lidt stærkere op- 
højede. Længde 1,2—2,4 mm. 

åg: Mellem- og bagskinnebenene mod spidsen ganske lidt 
stærkere udvidede end hos 2. Penis set fra undersiden og 
fra siden langt tilspidset (fig. 6). 


minu tas - nidicola 


Fig. 6. Spidsen af hannens parringsorgan, set fra undersiden og 
fra siden hos Lathridius minutus og L. nidicola. 


Meget almindelig (J, Ø, B). I kompost, i stråtage, ved 
svampe og under løv og bark, både i det fri og indendørs. 
Maj—okt. Ofte ved aftenketsning. 


[L. nidicola Palm. Ligner den foregående yderst stærkt, 
men adskilles fra den ved konstant rødbrun, rustrød eller 
gulbrun farve, lidt smallere og bagud lidt længere tilsmalnede 
vingedækker, med oftest ganske lidt tydeligere tværindtryk 
fortil bag scutellum og afgørende ved hannens anderledes 
formede parringsorgan. Størrelsen er gennemsnitligt ganske 
lidt betydeligere. 

gg: Mellem- og bagskinnebenene som hos den foregående. 
Penis set fra undersiden meget kort tilspidset, set fra siden 
med but spids (fig. 6). 

Fundet i Sverige og Norge i egernreder og fuglereder (rov- 
fugle, stære, drosler og fluesnappere; også i hønsehuse). 


Muligvis kunne arten også træffes hos os under lignende 
forhold.] 


9. L. consimilis Mann. Nærstående til L. minutus, men 
adskilt fra den ved de i oversigten (under nr. 12) anførte 
kendetegn, samt ved lidt mindre brede og lidt mattere vinge- 


19 


dækker med mindre tydeligt ophøjede ulige stribemellemrum 
og smallere afsatte sider, ved smallere afsatte sider på pro- 
notum og ved andre sekundære kønsmærker hos g. Sort, 
følehorn og ben rødlige. Pronotum (fig. 1, g) oftest lidt mindre 
tværbredt end hos L. minutus. Længde 2—2,2 mm. 

åg: Skinnebenenes spids på indersiden med en yderst lille, 
spids torn, for- og mellemskinnebenene svagt indadkrummede. 
5. bugled med et indtryk. 

Sjælden (J, Ø). Haderslev, Fredsted (i Polyporus squa- 
mosus på ask), Frijsenborg, Randers (på pil); Odense, Sundby 
storskov, Tase mølle, Næsbyholm skov, Thureby, Vallø dyre- 


have, Ledreborg (i antal på tøndersvamp (Polyporus fomen- 
tarius) på bøg), Dyrehaven. April—juli, sept. 


10. L. brevicéllis Thoms. Let kendelig fra underslægtens 
andre arter ved meget bredere form, mere tværbredt, fortil 
betydeligt tilsmalnet pronotum med stærkere rundede sider, 
upunkteret 1. bugled og ringere størrelse. Sort, temmelig mat, 
følehorn og ben rødlige. Pronotum bredest lidt foran midten. 
Vingedækkerne meget brede, punktstriberne ikke ret kraftige, 
de ulige stribemellemrum kun meget svagt ophøjede. Længde 
1,5—1,7 mm. 

Øg: 1. bugled lidt foran bagranden i midten med 2 knuder, 
5. bugled i midten med et indtryk. 

Sjælden (J, Ø). Århus, Hinnerup, Frijsenborg; Thureby, 


Dyrehaven. På tøndersvamp (Polyporus fomentarius). April 
—sept. 


4. underslægt Enicmus Thoms. 


Pronotum uden ophøjede længdekøle. For- 
brystforlængelsen mellem forhofterne kølformet 
ophøjet, nående op mindst i højde med forhof- 
terne. Følehornskøllen 3-leddet. 


11. L. transvérsus Oliv. Denne og den følgende art er 
let kendelige fra underslægtens andre arter ved de i oversigten 


ØRE 


20 


(under nr. 14) anførte kendetegn, og skelnes iøvrigt let fra 
L. rugosus og brevicornis ved oversidens lysere farve og fra 
L. testaceus og fungicola ved det mindre stærkt tværbrede 
pronotum med ikke indbuede sider. Rødbrun eller rødlig, 
hoved og pronotum ofte mørkere, følehorn og ben rødlige, 
vingedækkerne temmelig blanke. Pronotum (fig. 1, i) c. 1/, 
bredere end langt, ikke hjerteformet, bredest lidt foran midten, 
fremefter betydeligt, bagud svagere tilsmalnet, med fortil be- 
tydeligt, iøvrigt lidt eller næppe afrundede sider, i midten 
med en, ofte i 2 længdegruber, opløst længdefure og bagtil 
på hver side med en grube. Vingedækkerne temmelig lang- 
strakte. Imellem mellemhofterne findes en lille, rund grube. 
Længde 1,8—2,2 mm. 


Almindelig (J, Ø, B) i kompost, i stråtage, ved plante- 
rødder og under løv. Maj—okt. Ofte ved aftenketsning. 


12. L. histrio Joy & Tomlin. Yderst nærstående til den 
foregående, men med sikkerhed at adskille fra den ved de i 
oversigten (under nr. 15) anførte kendetegn samt ved lidt 
kortere følehornskølle, lidt kortere vingedækker og lidt ringere 
gennemsnitsstørrelse. Længde 1,7—2,1 mm. 

Denne art, der tidligere har været sammenblandet med 
den foregående, er antagelig noget sjældnere end denne, men 
udbredt (J, Ø). Haderslev; Stensby skov, Ordrup mose, ved 


Dyrehaven, Ryget skov. I høbunker, nyslået græs, under 
bark og ved aftenketsning. Juni—aug. 


13. L. teståceus Steph. Let kendelig fra underslægtens 
andre arter ved den meget brede form og den brunrøde eller 
rødlige, også på vingedækkerne matte farve. Pronotum 
(fig. 1, k) bredt hjerteformet, med bredt afsatte sider, med 
fure og gruber omtrent som hos den foregående. Vingedæk- 
kerne fortil med et skråt tværindtryk, punktstriberne ikke 
særlig kraftige, stribemellemrummene temmelig brede og flade. 
Bagbrystet længderynket, punktur kun svagt antydet, bagved 
og udenfor mellemhoften med en grube, imellem mellem- 
hofterne findes en bagud stærkt udvidet, trekantet grube. 


dl 


1. bugled på hver side med en fra baghoften udgående, 
ganske lidt udadrettet linie. Længde 1,5—2 mm. 

åg: Skinnebenenes inderside mod spidsen yderst fint tan- 
det, spidsen indvendig med en fin torn. 

Sjælden (J, Ø). Hals nørreskov, Vang skov; Tranekær, 
Kjeld skov, Ryde, Maglemerskoven, Sorø sønderskov, Thure- 
by, Vallø dyrehave, Svenstrup ved Borup st., Dyrehaven, 


Gribskov. På tøndersvamp og i slimsvampes sporangier. 
April—aug. 


14. L. rugosus Hbst. Let kendelig fra L. brevicornis bl. a. 
ved vingedækkernes glans og fra underslægtens anåre arter 
ved de sorte vingedækker. Sort, vingedækkerne med tydelig 
glans, bagtil ofte lysere, følehorn og ben rødlige. Pronotum 
som regel c. 7/, gang bredere end langt, bredest lidt foran 
midten, tilsmalnet fremefter og bagud, med fremefter rundede, 
bagud omtrent rette eller yderst svagt indbuede sider og med 
fure og gruber omtrent som hos de foregående, midtfuren ofte 
meget svag. Vingedækkerne fortil med et skråt tværindtryk, 
deres punktstriber ikke ret kraftige, stribemellemrummene 
temmelig brede og flade. Bagbrystet bag mellemhoften med 
en meget lille grube, mellem melliemhofterne findes en ret 
stor, rund grube. Længde 1,2—1,8 mm. 

åg: Skinnebenenes spids indvendig med yderst fin torn. 


Temmelig sjælden, men meget udbredt (J, Ø, B). På 
tøndersvamp og i slimsvampes sporangier. Maj—sept. 


15. L. fungicola Thoms. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved, at vingedækkerne er brune, 
at 1. bugled mangler linier, og at gennemsnitsstørrelsen er 
ganske lidt betydeligere. Pronotums sider oftest tydeligt ind- 
buede bag midten. Længde 1,6—2,2 mm. 

g: Som den foregående. 

Hidtil kun fundet i Dyrehaven, dels enkeltvis banket af 
tøndersvamp på bøg, dels i antal i slimsvampes sporangier på 


bøge-, elle- og egestammer. Maj—juli. I Sverige er den også 
fundet på Polyporus abietis på gran. 


22 


[L. brevicérnis Mann. Nærstående til de to foregående, 
men let kendelig ved den aflange, lidet hælvede form, den 
sorte, helt matte overside og den brede, skarpt afsatte føle- 
hornskølle. Følehorn og ben rødlige. Pronotums sider oftest 
tydeligt indbuede bag midten, vingedækkernes ung 
temmelig fine. Længde 1,5—2 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige og Holsten, kunne 
muligvis også, træffes hos os. Den er navnlig fundet på bøge- 
og egestammer, på svampebevoksede, barkløse pletter og på 
snitfladerne, især på lune aftener. April—juni.] 


2. Cartodere Thoms. 


Adskilt fra den foregående slægt ved, at ho- 
vedet foran øjnene er stærkt forlænget, afstanden 
mellem øjets forrand og følehornenes indled- 
ningssted meget længere end øjets længde og 
øjnene oftest små, meget groft facetterede (fig. 7), 
samt ved at kroppen er mindre og smallere og 
scutellum mindre, ofte lidet synligt. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne tilsammen næsten dobbelt så brede 
som pronotum, dette næsten eller rigeligt så 
langt som bredt (fig. Wa Ob) FS SE HERRE DE 
Vingedækkerne tilsammen højst ”/, bredere end 
pronotum, dette tydeligt (!//—/,) bredere end 
langt (cost) Sal FE ERE SE SERENE DE 
2. Vingedækkerne c. dobbelt så lange som tilsammen 
brede, hvert med 6 punktstriber. Pronotum lidt 
længere end bredt, siderne bag midten svagt 
indbuede (fig. 7, a). Længde 1,3—1,8 mm 1. elongåta. 
Vingedækkerne omtrent ”/, længere end tilsammen 
brede, hvert med 7—8 punktstriber. Pronotum 


23 


c. så langt som bredt, siderne bag midten stærkt 

indsnørede (fig. 7, b). Længde 1,2 mm . 2. ruficollis. 
3. Følehornene mea 3-leddet kølle. Hovedet med 

meget små øjne, bag disse med tydelige, vinkel- 


formede tindinger (fig. 7, c) ......... SEES 
gær] 
BEEN 


a elonga la ber faa EEG ORTISEE VEL (um 


Fig. 7. Forkroppen af Cartodere-arterne. 


Følehornene med 2-leddet kølle. Hovedet med ret 
store øjne, bag disse uden tydelige tindinger 
(773 CON) SEE SEE SS ERE her SIGES GEN SSR ANDRE SEES ERE 4. filum. 


1. C. elongåta Curt. (fig. 8 og 7,a). Vor største art. 
Brunrød eller rødlig. Følehornskøllen 3-leddet. "Hovedet så 
bredt som pronotum, bag de ikke ret store øjne tilsmalnet 
skraat bagud, i bageste tredjedel med en svag tværfure, der 
på hver side begrænses af en grube. Vingedækkerne på ryggen 
fladtrykte, deres punktstriber meget kraftige, 4. stribemellem- 
rum fortil, 5. undtagen fortil skarpt kølformet ophøjede. 
Længde 1,3—1,8 mm. 


Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). Af findesteder 
kan nævnes: Christiansdal ved Haderslev, Horsens (i ned- 
revne spurvereder), Ry, Århus; Odense, Merrits skov; Ledre- 
borg, Dyrehaven (i gødningsblandet halm i og ved dyre- 
husene), Bøllemosen (under birkebark), Rudeskov (i antal 


24 


i grankogler, der havde været angrebet af sommerfuglelarver), 
Fredensborg (i svamp på bøg), Strødam (i tue af Formica 
rufa), Humlebæk (i grankogler); Knudsker. April—juni, sept. 
—okt. I Sverige er den fundet i 
antal i grankogler sammen med 
Corticaria foveola og abietum, se 
nedenfor (p. 34) under disse arter. 


2 Go rutrcollrseMarsbæ(ne 
7,b). Ligner den foregående, men 
adskiller sig fra den ved de i over- 
sigten nævnte kendemærker samt 
ved, at vingedækkerne ikke er så 
fladtrykte og oftest er tydeligt 
mørkere end hoved og pronotum, 
som regel sortbrune, og at vinge- 
dækkernes punktstriber har skar- 
pere afgrænsede og tættere stil- 
lede punkter. 6. stribemellemrum 
som regel skarpt kølformet ophøjet 
Fig. 8. Cartodere elongata. undtagen fortil. Længde 1,2 mm. 

SES Sjælden (J, Ø, B). Røde Kro; 

Redsle skov; Ringsted, Svenstrup 

skov ved Borup st., København, Dyrehaven (undertiden tal- 
rig i gødningsblandet halm i dyrehusene), Store Dyrehave 


(i tue af Formica rufa), Hillerød (under kvas i have), Strø- 
dam; Knudsker. Maj, juli—sept. 


D8 Co I EO PENIS Cry (TØS 7/50 Let kendelig fra de andre 
arter ved de meget små øjne og de vinkelformet udstående 
tindinger. Smal. Rødlig. Hovedet meget smallere end pro- 
notum, dette med fortil rundede, bagtil indbuede sider, bredt 
afsatte siderande, skarpt retvinklede baghjørner og bagtil 
med en kraftig tværfure, der på hver side begrænses af en 
grube. Vingedækkerne hvert med 8 punktstriber, af hvilke 
den 5. og 6. oftest er forenede foran midten. Længde 1,2— 
155 


Sjælden (J, Ø). Randers (i kompost); Snoldelev (i et 
udhus), Lejre (på en mur), København (i kældere og stalde), 


25 


Dyrehaven (enkeltvis i halm i dyrehusene), Holte, Holbæk, 
Freerslev (i en skolebygning). Maj—okt. 


4. C. filum Aubeé (fig. 7, d). Let kendelig ved den 2-leddede 
følehornskølle og ved, at hovedet har ret store, meget groft 
facetterede øjne, bag disse ingen tindinger og i midten en 
bagud noget udvidet længdefure. Ligner iøvrigt den fore- 
gående, men er endnu smallere, og pronotum er i forreste 
halvdel forsynet med en stor midtgrube, og har bagtil karvede 
sider. Vingedækkerne hvert med 7 punktstriber. Længde 1,3— 
1,4 mm. 

Sjælden (J, Ø). Esbjerg (i planterester i en kælder); Odense, 
København (i droger og i herbarier, hvor den engang er 
truffet ynglende i brandsvampe). Marts, aug.—dec. Den er 
også i udlandet truffet i herbarier, hvor den og dens larve 


lever af skimmelsvampemycelium, og i skimmelangrebne 
insektsamlinger. 


2. slægtsgruppe Corticariini. 


Forhofterne berørende hinanden. Hovedet for- 
an øjnene kort, uden længdemidtfure. Pronotums 
sider mere eller mindre tydeligt karvede eller 
tandede, uden hudsøm. Vingedækkerne uden op- 
højede længderibber. Oversiden behåret, kun 
sjældent med opstående børster. 


Oversigt over slægterne. 


1. 1. bugled uden lårlinier. Vingedækkernes bagrand 
ikke indbugtet ved sømspidsen, der ikke er skarp 
(RS OD) ELAD RR SEE ASS RES SEENE Eee g: træ ortredrræ 
1. bugled på hver side med en fin, skråt bagud- 
rettet, fra baghoftens inderside udgående lår- 
linie. Vingedækkernes bagrand svagt indbugtet 
ved sømspidsen, der er skarp (fig. 9) 
2. Mélanophthålma. 


26 


1. Corticaria Marsh. 


Hovedet bag øjnene med eller uden tydelige 
tindinger. Følehornskøllen 3-leddet. Pronotums 
sider kraftigt eller fint og utydeligt tandede, 
tænderne oftest kraftigst bagtil, dets rod som 


Cort. serra la 


Melanophlh. 


Fig. 9. Vingedækkernes spids hos Corticaria og Melanophthalma. 


regel med en tydelig midtgrube. Scutellum med 
eller uden tværfold. Vingedækkerne hvert med 
8 punktstriber, stribemellemrummene ofte med 
en punktrække, der undertiden er lige så kraftig 
som hovedstriberne. Bagranden ikke indbuet ved 
sømspidsen, der ikke er skarp, men mere eller 
mindre afrundet (fig. 9). 


Oversigt over arterne. 


1. Scutellum meget tværbredt, bagtil med en op- 
højet tværfold. Bagføddernes 1. led ikke, sjæld- 
nere lidt eller noget længere end 2. led. Hannens 
forskinneben uden tand på indersiden noget 
foran midten 1. underslægt Corticåria s.str. 2. 


27 


Scutellum noget tværbredt, bagtil uden ophøjet 
tværfold. Bagføddernes 1. led meget længere end 
2. led. Hannens forskinneben på indersiden 
noget foran midten med en tand (fig. 11, p. 39). 
Hovedet uden tydelige tindinger bag øjnene. 
Pronotums sider i det højeste meget fint tan- 
dede. Vingedækkerne med nedliggende behå- 
ring, temmelig brede, siderne ret stærkt rundede 
2. underslægt Corticarina 17. 
Vingedækkernes behåring (i stribemellemrummene) 


ikke helt nedliggende (ses bedst i profil)..... DE 
Vingedækkernes behåring nedliggende (undertiden 
med undtagelse af behåringen langs siderne) . 6. 


Vingedækkerne smalle, kun lidet bredere end pro- 
notum, omtrent dobbelt så lange som tilsammen 
brede, med rækker af stærkt opstående, hvide 
hår. Grundfarven rødlig. .......... 4. umbilicåta. 

Vingedækkerne knapt "!/, gang længere end til- 
sammen brede, deres behåring gullig, kun svagt 
Op SsbaendeE SET gs RER E RE ENES TET DET Eg Å. 

Følehornenes 8. og 9. led tydeligt længere end brede. 
Vingedækkerne tilsammen omtrent Z/, bredere 
end pronotum. Større, 2,3—3 mm... 1. pubéscens. 

Følehornenes 8. og 9. led ikke tydeligt længere end 
brede. Vingedækkerne tilsammen ikke over ”/, 
gang bredere end pronotum. Mindre, 1,6— 

PR SED AE SS. SR MLS SKE RHEL TES BRENT HO SE STORD 5. 

Hovedet kraftigt punkteret, øjnene stærkt hvæl- 
vede, tindingerne bag dem meget korte, c. ”/, så 
lange som øjets længde. Oversiden brunlig eller 
brunsort. Vingedækkernes punktstriber kraftige 

2. crenulåta. 

Hovedet meget fint eller udvisket punkteret, øjnene 
lidt hvælvede, tindingerne bag dem længere, 
omtrent "/, så lange som øjets længde. Oversiden 
rødlig eller gulbrun. Vingedækkernes punkt- 
syld erne ne so SENE KER Ear 3. fulva. 


10. 


Like 


28 


Følehornenes 9. led tydeligt længere end bredt. 
Vingedækkerne med kraftige punktstriber, de 
yderste stærkt furet fordybede, med stærkt op- 
højede mellemrum SEERE 5. impréssa. 

Følehornenes 9. led ikke længere end bredt. Vinge- 
dækkernes yderste striber ikke stærkt furet for- 
dybede og deres mellemrum ikke stærkt ophøjede 7. 

Vingedækkernes punktstriber udviskede allerede 
kort bag midten, stribemellemrummene meget 
bredere end punktstriberne, yderst fint, ikke 
tydeligt rækkevis kornede. Hovedet bag øjnene 
uden tydelige tindinger. Pronotum ret stærkt 
hvælvet, tæt og temmelig fint punkteret. Længde 


fe DE SNERRE Een ER le SENE 15. ferruginea. 
Vingedækkernes punktstriber tydelige langt forbi 

Midten sr re ERE ED SE BAR DEr SN SEE RENE REESE: 8. 
Ensfarvet rødgul. Hovedet bag øjnene uden tyde- 

lige tindinger. Længde 1,5—1,8 mm.......... ør 
Helt eller delvis mørkere, i modsat fald hovedet 

medkbydeiseRtndindger se eee RRS SPEER 10. 


Hovedet næppe synligt punkteret. Pronotum 
meget fint punkteret, siderne fortil kun yderst 
fint eller næppe tandede, roden kun med en 
MI PEDE BF Ma SONNE SASEESER 13. elongåta. 
Hovedet tydeligst, lidet fint punkteret. Pronotum 
kraftigt og ret tæt punkteret, siderne også fortil 
tydeligt tandede, roden med midtgrube og yder- 
ligere på hver side med et tydeligt længdeindtryk 
14. pietschi. 
Mindre, 1,2—1,6 mm. Rustrød eller rødgul. Ho- 


vedet bag øjnene med tydelige tindinger..... ele 
Større, 1,6—2,6 mm. Som regel helt eller delvis 
brunrød; brun ellers or Se EEN 12: 


Vingedækkerne med betydeligt rundede sider, til- 
sammen c. -/, gang bredere end pronotum, dette 
ikke eller kun ganske lidt bredere end langt 
9. longicollis. 


ile 


13. 


14. 


15. 


le 


Vingedækkerne med ret svagt rundede sider, til- 
sammen c. ]/, bredere end pronotum, dette c. ”/, 
bredererend langt SE ER ESSEN 10. inconspicua. 

Pronotum ikke særlig lille i forhold til vingedæk- 
kerne, disse c. 3 gange så lange som pronotum 
og tilsammen højst c. ?/, bredere end pronotum 13. 

Pronotum lille i forhold til vingedækkerne, disse 
c. 31/, gang så lange som pronotum og tilsammen 
mindst c. 7/, gang bredere end pronotum..... 14. 

Pronotum på det bredeste sted højst c. Z/, og bagtil 
næppe bredere end langt, midterrodgruben tem- 
melig "dyb" Større EF mm HEE iikeserratae 

Pronotum på det bredeste sted c. ”/, gang, bagtil 
omtrent -/, bredere end langt, midterrodgruben 
lidet dyb eller endog næsten udvisket. Mindre, 

IL (OSTE SST TON 10 ELERS SEE PE RELE SEN era, 12. saginåta. 

Pronotum c. "/, gang bredere end langt, bredest 
ret langt foran midten, siderne tydeligt, bagtil 
kraftigt tandede. Oversiden noget hvælvet. 
ende 25220 Em PEER SEE SSR 6. robusta. 

Pronotum højst c. "/, bredere end langt, siderne 
fint eller næppe tandede. Oversiden let hvælvet 
eller noget fladtrykt. Længde 1,7—2,4 mm ... 15. 

Panden ikke ret fint punkteret. Pronotum let 
hvælvet, blankt, ret tæt og kraftigt punkteret, 
siderne fint tandede. Vingedækkerne let hvæl- 
vede, bredest omtrent i midten og her ikke ret 
stærkt udvidede, tilsammen c. "/, gang bredere 
end pronotum. Hoved og pronotum sorte eller 
brunsorte. Hannens bagskinneben indvendig 
vedespidsentudens tor nere sene 8. lineåris. 

Panden fint punkteret. Pronotum lidt fladtrykt 
på ryggen. Vingedækkerne på ryggen lidt flad- 
trykte, bredest lidt bag midten og her ret stærkt 
udvidede, tilsammen c. ”/,—"/, bredere end 
pronotum. Hannens bagskinneben indvendig ved 
spidsenkmed ens tornkeller tand rer 16. 


16. 


17. 


18. 


19. 


30 


Hoved og pronotum brunrøde eller rustrøde. Pro- 
notum ret mat som følge af stærkt udpræget 
mikrochagrinering, fint punkteret, siderne ikke 
tydeligt tandede. Større, 2,2—2,4 mm .... fovéola. 

Hoved og pronotum brune eller brunsorte. Pro- 
notum lidt mere blankt som følge af lidt svagere 
mikrochagrinering, punkturen dybere, siderne 
fint, men tydeligt tandede. Mindre, 1,8—2,1 mm 

7. abietum. 

Hovedets punktur kraftig, ikke finere end pro- 

notums. Pronotum kun c. »/, bredere end langt 
16. gibbåsa. 

Hovedets punktur meget fin, finere end pronotums 18. 

Pronotum i det højeste /, bredere end langt. 

, Vingedækkerne tilsammen c. ?/, bredere end 
PLON OU 3 ESS rs ESSEN 17. similåta. 

Pronotum mindst ”/, gang bredere end langt. 
Vingedækkerne tilsammen i det højeste c. ”/, 
gang bredere end pronotum................. 119% 

Oversiden brun eller brunsort. Vingedækkerne til- 
sammen omtrent "/, gang bredere end pronotum 

18. fuscula. 

Oversiden rødgul eller rustrød. Vingedækkerne 

tilsammen kun c. ”/, bredere end pronotum 
19. truncatélla. 


1. underslægt Corticåria s. str. 


Scutellum meget tværbredt, bagtil med en op- 


højet tværfold. Hannens forskinneben uden tand 
på indersiden noget foran midten. 


1. C. pubéscens Gyll. Vor største art, let kendelig ved 


størrelsen, de slanke følehorn, det i forhold til vingedækkerne 
ret lille pronotum og den ikke helt nedliggende behåring på 
vingedækkerne, hvis stribemellemrum har en punktrække, 


31 


der er næsten lige så stærk som de kraftige hovedstriber. 
Oversiden brunlig eller brunsort, følehorn og ben rødlige. 
Hovedet med tydelige tindinger, kun lidt smallere end pro- 
notum, dette lidt eller noget bredere end langt, med temmelig 
kråftig og tæt punktur og fint eller ret fint tandede sider. 
Vingedækkerne bredest omkring eller lidt bag midten. Længde 
2,5—3 mm. 

åg: Forføddernes 1. led stærkt udvidet, for- og mellem- 
skinnebenenes spids indvendig med en meget lille, spids torn. 


Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). Især i visnende 
plantedele og ved planterødder; ofte ved aftenketsning. Ofte 
i antal i gamle stråtage. Undertiden også indendørs. Febr. 
—nov. 


2. C. crenulåta Gyll. Oversiden brunlig eller brunsort, 
følehorn og ben rødlige. Hovedet meget smallere end pro- 
notum; dette noget bredere end langt, temmelig kraftigt 
punkteret, siderne stærkt rundede, fint eller ret fint tandede. 
Vingedækkerne tilsammen c. "/,—?/, bredere end pronotum, 
bredest omkring midten, punktstriberne kraftige, mellem- 
rummene med en række kun lidt svagere punkter. Længde 
2—2,5 mm. 

åg: Som den foregående, skinnebenstornene dog kraftigere. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B); træffes hyppigt under 
tang på strandbredder. Maj—sept. 


3. C. fulva Comolli. Nærstående til den foregående, men 
let kendelig fra den ved de i oversigten under nr. 5 anførte 
kendetegn samt ved, at pronotum er forholdsvis lidt mindre, 
bredest længere fremme, mindre kraftigt punkteret, og med 
bagtil mere rette eller endog svagt indbuede sider. Oversiden 
rødlig eller gulbrun. Vingedækkernes stribemellemrum med 
en punktrække, der ofte, men langtfra altid, er næsten så 
stærkt som hovedstriberne. Længde 1,6—2 mm. 

Øg: Som den foregående, forføddernes 1. led dog svagere 
udvidet. 


32 


Temmelig sjælden (J, Ø). Esbjerg, Saxild, Randers; Køben- 
havn, Dyrehaven, Lyngby mose, Søllerød, Holte. I visne 
plantedele o. lign., både i det fri og indendørs (i kældere, 
udhuse og stalde). Også ved aftenketsning. Marts—nov. 


4. C. umbilicåta Beck. Let kendelig ved den meget 
smalle form, den lyse farve og den stærkt opstående, hvide 
behåring på vingedækkernes stribemellemrum. Rødgul eller 
rustrød, vingedækkerne undertiden med mørk søm og side- 
stribe. Hovedet kun meget lidt smallere end pronotum, tin- 
dingerne meget korte. Følehornenes 9. led tydeligt længere 
end bredt. Pronotum lidt tværbredt, ret kraftigt og tæt punk- 
teret, rodgruben lidet dyb, siderne stærkt rundede, fint tandede. 
Vingedækkerne med kraftige punktstriber, mellemrummene 
med en række spredte, fine punkter. Længde 1,6—2 mm. 

å: Forføddernes 1. led lidt udvidet. For- og mellemskinne- 
benenes spids indvendig med en lille, spids torn. 

Temmelig almindelig (J, Ø, B). Den tages hyppigst ved 


aftenketsning på åbne pletter i skove, f. eks. på ryddepladser. 
April—nov. 


VCE mp ss ak Ove iso) 
Let kendelig ved vingedækkernes 
stærkt furet fordybede yderste 
punktstriber med stærkt ophøjede 
mellemrum og det tydeligt længere 
end brede 9. følehornsled. Hvæl- 
vet. Sort eller sortbrun, vinge- 
dækkerne ofte helt eller delvis 
brunrøde, følehorn og ben rødlige. 
Hovedet noget smallere end pro- 
notum, ret fint punkteret, tindin- 
gerne temmelig korte. Pronotum 
noget (c. 1/;—"/,) bredere end 
lanst; temmelig tærkkikkerkret 
stærkt punkteret, siderne jævnt 
Fig. 10. Corticaria impressa og ret stærkt rundede, kun svagt, 

57 bagtil lidt stærkere tandede. Vinge- 


33 


dækkerne tilsammen betydeligt bredere end pronotum, bre- 
dest omkring eller noget bag midten, siderne rundede, punkt- 
striberne kraftige, stribemellemrummene ret smalle, med en 
meget finere punktrække. Længde 2,2—2,5 mm. 

åg: Lårene noget fortykkede, for- og mellemskinnebenenes 
spids indvendig med en tydelig, spids torn, forføddernes 
1. led udvidet. 

Almindelig (J, Ø, B). Især i plantedele, ofte på fugtig 


bund; også under tang på strandbredder. Undertiden ved 
aftenketsning. Marts—sept. 


6. C. robusta Ganglb. (denticulåta Reitter, Løv.). Nær- 
stående til den foregående, men let adskilt fra den ved, at 
9. følehornsled ikke er længere end bredt, at hovedet er meget 
bredere, at pronotum er stærkere tværbredt, og at .vinge- 
dækkerne er længere, mindre stærkt hvælvede, deres punkt- 
striber mindre kraftige, deres stribemellemrum bredere, de 
yderste ikke stærkt ophøjede, deres sider mindre stærkt run- 
dede og deres skuldre stærkere fremstående. Brun eller brun- 
sort, følehorn og ben rødlige. Pronotum lidet kraftigt og ikke 
ret tæt punkteret, med stor midterrodgrube og på hver side 
af denne oftest et fladt længdeindtryk. Vingedækkerne lang- 
strakte, bredest omkring midten, punktstriberne ikke ret 
kraftige, stribemellemrummene med en meget finere punkt- 
række. Længde 2,2—2,6 mm. 

2: For- og mellemskinnebenene indvendig med en tydelig, 
spids torn, forføddernes 1. led udvidet. 

Fra de 3 følgende arter, som den i formen minder noget, 
om, adskilles den — jfr. oversigten under nr. 14 — ved stær- 
kere tværbredt pronotum med bagtil stærkere tandede sider, 
fra C. foveola og abietum yderligere ved stærkere hvælving 
og bag midten næppe udvidede vingedækker og fra C. abietum 
og linearis yderligere ved betydeligere størrelse. Vingedæk- 
kernes punktstriber er betydeligt kraftigere end hos C. foveola. 

Meget sjælden (Ø). Kun fundet ved Thureby (nogle stkr. 


på tøndersvamp i maj—juni 1878—80) og ved Sorø (i antal 
i aug. 1846—48). 


Victor Hansen; Clavicornia. II. 3 


34 


[C. fovéola Beck. Meget nærstående til den følgende, 
men som regel straks kendelig ved betydeligere størrelse 
og lysere farve og iøvrigt adskilt fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker samt ved, at øjnene er lidt mindre stærkt 
hvælvede, at pronotum som regel er lidt mindre stærkt tvær- 
bredt, undertiden endog næppe bredere end langt, og på 
siderne lidt mindre stærkt rundet, og at vingedækkerne er 
forholdsvis lidt bredere, deres punktstriber betydeligt finere 
og deres stribemellemrums punktrække oftest kun lidt finere 
end hovedstriberne. Rustrød, vingedækkerne ofte mørkere. 
Længde 2,2—2,4 mm. 

åg: Forføddernes 1. led udvidet. Alle skinnebens spids ind- 
vendig med en kraftig tand, indersiden foran denne ret stærkt 
indbuet. 5. bugled uden grube. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige, så sydligt som 
Bohuslån, kunne muligvis træffes også hos os. Den lever i 
nåleskove, hvor den kan træffes på friske stubbe eller bankes 
af løvet eller af afhugne grene eller sigtes under disse eller 
af barkskæl ved roden af gran og fyr. Men navnlig forekommer 
den om foråret i gsrankogler, der er angrebne af vikleren 


Laspegresia strobilella L. eller møllet Phycis abietella S.V., 
eller som er svampeangrebne og skimmelklædte.]| 


7. C. abietum Motsch. Denne, den foregående og den 
følgende art udmærker sig ved, at oversiden er noget fladtrykt 
eller (linearis) kun let hvælvet, at pronotum er ret lille i for- 
hold til vingedækkerne, og at disses skuldre er forholdsvis 
stærkt udstående. Brunsort eller brun, følehorn og ben gul- 
brune. Hovedet noget smallere end pronotum, tindingerne 
meget korte, men dog tydelige. Pronotum noget (c. 1/,—/.) 
bredere end langt, siderne rundede og fint tandede, midter- 
rodgruben stor. Vingedækkerne med temmelig kraftige punkt- 
striber, stribemellemrummene med en meget finere punkt- 
række. Bagbrystet fint og meget spredt punkteret. Længde 
1,8—2,1 mm. 

åg: Forføddernes 1. led udvidet. Alle skinnebens spids ind- 
vendig med en lille tand, indersiden foran denne kun lidt 
indbuet. 5. bugled i midten med en lidet dyb grube. 


35 


Meget sjælden (Ø). Hidtil kun fundet i Gelsskov og Rude- 
skov samt ved Donse, ved bankning af granris og under 
granbark. Den stemmer i levevis overens med den foregående 
og er i Sverige fundet i grankogler sammen med denne. 
April—maj. 


8. C. lineåris Payk. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten (under nr. 16) nævnte 
kendemærker samt ved, at vingedækkerne har lidt kraftigere 
punktstriber med lidt smallere stribemellemrum og langs 
sideranden en række fine, skråt bagudrettede, tydeligt ud- 
stående hår, at bagbrystet er kraftigere og tættere punkteret, 
"at benene er forholdsvis lidt kortere, og at gennemsnitsstør- 
relsen er lidt ringere, se endvidere om hannen nedenfor. 
Længde 1,7—2 mm. 

gg: Forføddernes 1. led udvidet, for- og mellemskinne- 
benenes spids indvendig med en ret kraftig tand, indersiden 
foran denne ret stærkt indbuet, bagskinnebenene indvendig 
lidt indbuede foran spidsen, denne uden tand. 5. bugled 
uden grube. 

Sjælden (J, Ø, B). Draved skov (i antal sværmende i sol- 
skin til friske granstubbe, ”/;), Fanø, Bording, Funder; 
Sundby storskov (/,), København (på en tømmerplads, an- 
tagelig indført), Luknam ved Holte; Blykobbe plantage på 
Bornholm. På granris eller ved sigtning under disse eller af 


barkskæl ved roden af gran og krybende på eller sværmende 
til stubbe. 


9. C. longicållis Zett. Denne og den følgende art ud- 
mærker sig indenfor underslægten ved den ringe størrelse, 
den lyse farve og de meget tydelige, omend ikke ret lange 
tindinger. Rustrød, temmelig hvælvet. Hovedet lidt smallere 
end pronotum. Dette bredest lidt foran midten, tæt og ret 
kraftigt punkteret, siderne stærkt rundede, mere eller mindre 
fint tandede, midterrodgruben ret stør. Vingedækkerne bredest 
omtrent i midten, over skuldrene meget smallere, punkt- 
striberne kraftige, stribemellemrummene meget smalle, noget 
rynkede, med en meget fin punktrække. Længde 1,3—1,6 mm. 

3% 


36 


åg: Forføddernes 1. led noget udvidet. For- og mellem- 
skinnebenenes spids indvendig med en yderst lille, fin tand. 
Sjælden (J, ØJ). Stursbøl plantage, Skyttehuset ved Vejle, 
Silkeborg; Svenstrup skov ved Borup st., Rudeskov, Grib- 
skov. Den er fundet bl. a. i tuer af Formica rufa og i muld 


under barken af gamle, barkbilleangrebne birketræer i sel- 
skab med myrer. Febr.—okt. 


10. C. inconspicua Woll. (crenicéllis Ganglb., Reitter, 
nec Mann.; mélanophthålma Thoms., nec Mann.). Nærstående 
til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker samt ved, at farven ofte er lidt lysere, 
at vingedækkerne er lidt mindre stærkt hvælvede, fortil ikke 
så stærkt tilsmalnede, bagtil kortere tilspidsede og deres 
stribemellemrum lidt bredere. Endvidere er tindingerne ganske 
lidt kortere og følehornene, navnlig køllen, ganske lidt slan- 
kere. Længde 1,2—1,5 mm. 

åg: Som den foregående. 

Sjælden (J, Ø). Ry sønderskov; København (i en stald), 


Rudeskov, Strødam. Oftest i tuer af Formica rufa, især dybt 
i tuerne i tørt smuld. Febr., sept.—okt. 


11. C. serråta Payk. Brunsort, hoved, pronotum og skul- 
drene ofte brune eller brunrøde, følehorn og ben rødlige, 
følehornskøllen som regel lidt mørkere. Ret hvælvet. Hovedet 
noget smallere end pronotum, tindingerne meget korte, men 
dog ret tydelige. 7. følehornsled som regel lidt længere end 
bredt. Pronotum kraftigt og tæt punkteret, bagtil betydeligt 
tilsmalnet, siderne oftest temmelig kraftigt tandede og fortil 
ret stærkt, bagtil noget svagere eller endog næppe rundede. 
Vingedækkerne bredest i eller lidt bag midten, siderne betyde- 
ligt rundede, punktstriberne kraftige, stribemellemrummene 
med en punktrække der er betydeligt finere end hovedstri- 
berne, men dog ikke helt fin. Længde 1,83—2,2 mm. 

3: Forføddernes 1. led kun svagt udvidet, betydeligt læn- 
gere end bredt, for- og mellemskinnebenenes spids indvendig 
med en lille tand. 


37 


Almindelig (J, Ø). Især i planteaffald, både i det fri og 
indendørs, f. eks. i stalde og udhuse. Ofte i antal i gamle 
stråtage og krybende fremme på mure under disse. 


12. C. saginåta Mann. (curtipes Løv.). Nærstående til 
den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker, samt ved, at pronotum, der er bredere 
i forhold til vingedækkerne, bagud er svagere tilsmalnet, dets 
sider oftest mere jævnt rundede og lidt finere tandede og dets 
punktur lidt mindre kraftig og i midten lidt mindre tæt, at 
vingedækkerne er forholdsvis lidt kortere, at følehornene er 
ganske lidt kortere og tykkere, 7. led som regel ikke længere 
end bredt, og at benene er tydeligt kortere og kraftigere, jfr. 
endvidere nedenfor om hannens sekundære kønsmærker. Tin- 
dingerne er endnu kortere end hos den foregående og lidet 
tydelige. Følehorn og ben som regel ensfarvet rødgule. Længde 
1,6—1,8 mm. 

å: Forføddernes 1. led ret stærkt udvidet, næppe længere 
end bredt, for- og mellemskinnebenenes spids indvendig med en 
lille tand. 5. bugled bagtil med et indtryk og tæt gult behåret. 

Meget sjælden (J, Ø). Hidtil kun fundet i Lundby bakker 
ved Alborg (1 eks., aug.), i Salpetermosen ved Hillerød 
(2 eks. sigtet af visne plantedele i en grøft, maj—juni) og 
i Sortemose ved Lillerød (ved forårssigtning af løv og plante- 
rester på tørvebund). I udlandet er den fundet i moser 


under hvidskimlet birkeløv (forår og efterår), ved roden af 
store fyrretræer og i hø i og langs kanten af lader. 


13. C. elongåta Gyll. Let kendelig ved farven i forbindelse 
med, at hovedet mangler tindinger og næppe er synligt punk- 
teret, at pronotum er bredest langt foran midten, herfra til- 
smalnet bagud i rette eller kun svagt buede linier og kun 
meget fint punkteret, og at vingedækkerne er lange, kun lidet 
bredere end pronotum og med kun svagt rundede sider. Lang- 
strakt, forholdsvis lige bred, rødgul. Pronotum c. ”/, bredere 
end langt, siderne yderst fint, bagtil kraftigere tandede. 
Vingedækkernes punktstriber ikke ret kraftige, stribemellem- 
rummene med en række yderst fine og utydelige korn. Længde 
1,5—1,8 mm. 


38 


åg: Forføddernes 1. led svagt udvidet, for- og mellem- 
skinnebenenes spids indvendig med en tydelig tand, inder- 
siden foran denne tydeligt indbuet. 


Almindelig (J, Ø, B). Især i planteaffald og under løv. 
Ofte ved aftenketsning. April—okt. 


14. C. pietschi Ganglb. (aequidentåta Allen?). Meget 
nærstående til den foregående, men let adskilt fra den ved 
de i oversigten nævnte kendemærker. Endvidere falder prono- 
tums bredeste sted knapt så langt foran midten, og vingedæk- 
kerne er lidt mere udvidede bag midten og derfor lidt bredere 
i forhold til pronotum. Pronotums sideindtryk er undertiden 
ved en tværfure forbundet med midtgruben. Vingedækkernes 
punktstriber omtrent som eller lidt kraftigere end hos den 
foregående. Længde 1,6—1,7 mm. 

g: Vingedækkerne smallere, med mindre stærkt rundede 
sider. Sidste bugled i midten med et lille, yderst svagt indtryk. 

Hidtil kun fundet i Haderslev i brunkul, der var tilkørt 


fra Nørre Vium, sydvest for Herning, i antal sammen med 
C. elongata, sept.—nov. 1945. 


15. C. ferruginea Marsh. Let kendelig ved de i oversigten 
under nr. 7 anførte kendetegn. Ret hvælvet, rødbrun eller 
gulbrun, hovedet og undertiden også pronotum mørkere. 
Pronotum rigeligt "/, bredere end langt, bredest omkring eller 
lidt foran midten, siderne ret jævnt rundede, fint tandede. 
Vingedækkerne c. !/, gang bredere end pronotum, bredest 
omkring eller lidt bag midten, siderne ikke ret stærkt rundede. 
Længde 1,5—1,8 mm. 

åg: Forføddernes 1. led noget udvidet, for- og mellemskinne- 
benenes spids indvendig med en meget lille tand. 

Sjælden (J, Ø, B). Nørholm skov, Ry, Knudsø, Pinstrup 
(banket af pil, i antal, ?/,), Lindum skov, Hals nørreskov, 
Svinkløv (banket af brændte fyrretræer); Skejten ved Fugl- 
sang (banket af egegrene), .-Guldborg L.; Dyrehaven, Rude- 


skov; Rø. Især i planteaffald og under løv, samt ved ketsning 
og bankning. Maj—aug. 


39 


2. underslægt Corticarina Reitt. 


Scutellum noget tværbredt, bagtil uden op- 
højet tværfold. Hovedet uden tydelige tindinger 
bag øjnene. Pronotums sider i det højeste meget 
fint tandede. Vingedækkerne ret korte og brede, 
med ret stærkt rundede sider og nedliggende be- 
håring. Bagføddernes 1.led meget længere end 
2 led: 

Hannens forskinneben på indersiden noget 
foran midten med en tand (fig. 11). 


16. C. gibbåsa Hbst. (fig. 11). Let kendelig fra de følgende 
ved hovedets kraftige punktur, fra C. similata yderligere ved 


Fisk ortiearratribbos as es 2 


oftest meget svagere midterrodgrube på pronotum og fra de 
to andre ved meget mindre tværbredt pronotum og næppe 
længere end bredt 9. følehornsled. Brun eller brungul, føle- 


40 


horn og ben rødlige. Pronotum bredest lidt foran eller omtrent 
i midten, tæt og temmelig kraftigt punkteret, bagtil med 2 
sideindtryk, midtgruben oftest svag og lille, siderne noget 
rundede. Vingedækkerne tilsammen mindst ”/, bredere end 
pronotum, punktstriberne kraftige, stribemellemrummene med 
en finere punktrække. Længde 1—1,4 mm. 

åg: Forskinnebenene på indersiden noget foran midten ud- 
videde og forsynede med en spids tand (fig. 11). Forføddernes 
1. led næppe udvidet. 


Almindelig (J, Ø, B). I planteaffald, under løv, på blomster, 
på løv, f. eks. af nåletræer, og på lav vegetation. April—sept. 


17. C. similåta Gyll. Nærstående til den foregående, men 
let adskiit fra den ved hovedets meget fine punktur, oftest 
lidt mere tværbredt og lidt mindre kraftigt punkteret pro- 
notum med oftest større og dybere midterrodgrube, finere 
punktrække på vingedækkernes stribemellemrum og lidt kor- 
tere fødder med bredere 1. led. Brun eller brungul, følehorn 
og ben rødlige, de førstes 9. led oftest lidt længere end bredt. 
Pronotums baghjørner oftest fint tandformet fremstående. 
Længde 1—1,5 mm. 

gå: Som den foregående. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Levevis som den 
foregående. Juni—okt. | 


[C. obfuscåta Strand. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved lidt mørkere farve og ved, 
at behåringen på vingedækkerne er lidt kortere og mere ned- 
liggende og ikke som hos den foregående svagere i punkt- 
striberne end på mellemrummene. Længde 1,4—1,6 mm. . 

åg: Forskinnebenene som hos den foregående. Penis kortere, 
bredere og mod spidsen meget kortere og mere jævnt til- 
spidset. 


Denne art, der har været sammenblandet med den fore- 
gående, er bl. a. fundet i Sydnorge og i Sverige. Dens fore- 
komst hos os er ikke usandsynlig. Den er fundet ved foden 
af gamle graner, i grankogler, på friske granstubbe, ved 


41 


svampet asp, i hul asp og i rådden birkestub, især forår og 
efterår. Den er også ketset og banket af blomstrende hæg. 
Antagelig er den fortrinsvis knyttet til gran.] 


18. C. fuscula Gyll. Let adskilt fra de tre foregående ved 
meget bredere pronotum og ved længere, tydeligt længere end 
bredt 9. følehornsled. Brun eller brungul, følehorn og ben 
rødlige. Pronotum bredest omkring eller lidt foran midten, 
siderne betydeligt rundede, punkturen ikke ret kraftig, bag- 
hjørnerne oftest fint tandformet fremstående, midterrod- 
gruben ret stor. Vingedækkerne med kraftige punktstriber, 
stribemellemrummene med en meget fin punktrække. Længde 
1,5—1,8 mm. 

gå: Forskinnebenene som hos de to foregående, forføddernes 
1. led noget bredere end hos 2. 


Almindelig (J, Ø, B). Levevis som de tre foregående. 
Marts—sept. 


19. C. truncatélla Mann. Adskilt fra de tre foregående 
ved den rødgule eller rustrøde farve og ved de i forhold til 
pronotum mindre brede vingedækker med svagere eller mang- 
lende skulderbule. Ligner iøvrigt den foregående, men pro- 
notums midterrodgrube er oftest ret svag, og vingedækkerne 
er lidt kortere. Længde 1,4—1,7 mm. 

å: Som den foregående. Endvidere er lårene tydeligt kraf- 
tigere end hos 2. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). På strandbredder 


under tang og ved rødder af planter, f. eks. strandreddike 
(Cakile maåritima). Marts—aug. 


2. Mélanophthålma Motsch. 


Adskilt fra Corticaria ved, at 1. bugled på hver 
side har en fin, skråt bagudrettet, fra baghoftens 
inderside udgående lårlinie, og at vingedæk- 
kernes bagrand er ganske svagt indbuet ved 


42 


sømspidsen, der er skarp (fig. 9, p. 26). Hovedet 
bag øjnene kun med yderst korte tindinger. Pro- 
notums sider kun yderst svagt og utydeligt tan- 
dede, dets rod med to, ofte ved en tværfure for- 
bundne sidegruber, men uden tydeligt udpræget 
midtgrube. Scutellum meget tværbredt, bagtil 
med en ophøjet tværfold. Vingedækkerne med 
nedliggende behåring. 


1. M. transversålis Gyll. Let kendelig ved slægtskarak- 
tererne. Ligner iøvrigt arterne i Corticaria-underslægten Corti- 
carina, men adskilles fra dem ved de som følge af fin mikro- 
chagrinering temmelig matte vingedækker og meget finere 
punktstriber på disse. Brun eller brungul, følehorn og ben 
rødlige. Hovedets punktur ikke finere end pronotums. Dette 
noget bredere end langt, punkturen lidet kraftig, baghjørnerne 
ofte fint tandformet fremstående. Vingedækkerne store i for- 
hold til pronotum, tilsammen c. Z/, bredere end dette, punkt- 
striberne fine eller ret fine, de ydre dog kraftigere, -stribe- 
mellemrummene med en punktrække, der som regel er meget 
finere end hovedstriberne og ofte utydelig. Længde 1,3—2 mm. 

åg: Forfødderne tydeligt kraftigere end hos 2. 


Almindelig (J, Ø, B). Især i planteaffald og ved plante- 
rødder. Den foretrækker måske strandbredder, hvor den bl. a. 
forekommer ved roden af strandreddike (Cakile maritima). 
Maj—sept. ; 


12. familie Mycetophågidae. 


Følehornene indleddede foran øjnene, under 
pandens siderand, 11-leddede, mod spidsen 
jævnt fortykkede eller med afsat kølle. Alle hof- 
terne kun kort adskilt fra hinanden, forhofte- 
gruberne bagtil åbne, forhofterne ovale, tvær- 


43 


brede, noget fremstående (se Biller XIII, p. 12). 
Fødderne 4-leddede, forfødderne dog 3-leddede 
hos hannen. Bagkroppen med 5 frie bugled, 
1. led med en trekantet forlængelse mellem bag- 
hofterne. Kroppen aflang eller oval, fint behåret. 
Mellembrystets epimerer når hos de danske 
slægter ind til mellemhoftegruberne undtagen 
hos Typhaea. 

Arterne er svampeædere og de fleste af dem 
knyttede til træsvampe. 


Oversigt over slægterne. 


1. Vingedækkerne med tydelige punktrækker...... Pe 
Vingedækkerne uregelmæssigt punkterede, uden 
Bunke brække REESE SEERE SE SE REE EST ye 3. 


2. Følehornene jævnt fortykkede mod spidsen. eller 
med 4- eller 5-leddet kølle. Større, 3,3—6 mm 
2. Mycetophagus (p. 44). 
Følehornene med tydeligt afsat, 3-leddet kølle. 
Mindre, 2,6—3 mm. Ensfarvet brungul eller 
Bø re re EEN 4. Typhaea (p. 51). 
3. Kroppen stærkt hvælvet, oversidens behåring 
noget opstående. Vingedækkerne groft punk- 
terede. Større, 3,3—4 mm .... 1. Triphyllus (p. 43). 
Kroppen kun meget fladt hvælvet, oversidens be- 
håring nedliggende. Vingedækkerne ret fint 
punkterede. Mindre, 2,3—2,8 mm 
3. Litårgus (p. 50). 


rip Ear 
Kroppen højere hvælvet end hos de følgende 
slægter. Oversidens behåring noget opstående. 
Følehornene med tydeligt afsat 3-leddet kølle. 


44 


Pronotum uden rodgruber. Vingedækkerne med 
grov, uregelmæssig punktur, siderandene ikke 
synlige fra oven. Bag- 
føddernes 1.led næppe 
længere end kloleddet. 


1. Tr. bicolor Fabr. (fig. 
12). Aflang, hvælvet, oversiden 
med ret lang, noget opstående, 
ikke ret tæt, gullig behåring, 
brunrød, vingedækkerne sorte, 
et bredt rodtværbånd og en 
ofte utydelig plet foran spid- 
sen brunrøde. Pronotum næp- 
pe smallere end vingedækkerne, 
c. dobbelt saa bredt som langt, 
bredest kort foran roden, si- 
derne utydeligt karvede, bag- 
hjørnerne meget stumpvinkle- 


Fig. 12. Triphyllus bicolor g. 
å Så eg de, punkturen grov og ret tæt. 


Vingedækkerne endnu grovere 
punkterede end pronotum. Længde 3,5—4 mm. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). I træsvampe, især oxe- 
tungesvamp (Fistulina hepatica) på eg, men også f.eks. 
birkens poresvamp (Polyporus betulinus) og tøndersvamp 
(Polyporus fomentarius), ofte i antal. Maj—nov. 


2. Mycetophagus Hellw. 


Oversidens behåring oftest nedliggende. Føle- 
hornene jævnt fortykkede mod spidsen eller med 
4- eller 5-leddet kølle. Pronotum bagtil på hver 
side med en grube, bagranden mere eller mindre 
tydeligt indbuet. Vingedækkerne med tydelige 
punktrækker. Bagføddernes 1. led længere end 
kloleddet. 


45 


Oversigt over arterne. 


Hoved og pronotum yderst fint og fladt, meget 
utydeligt punkterede. Kæbepalpernes endeled 
meget bredere.end næstsidste led ...... epo pe 

Hoved og pronotum tydeligt, mere eller mindre 
kraftigt og dybt punkterede. Kæbepalpernes 
endeled ikke eller næppe bredere end næstsidste 


Ve de EN SEE RE DERUDE HASS TERE RER 2: 
Pronotum ikke tydeligt tilsmalnet bagtil, her c. 

så bredt som vingedækkerne over skuldrene. . SM 
Pronotum tydeligt tilsmalnet bagtil, her tydeligt 

smallere end vingedækkerne over skuldrene .. il 
Følehornenes endeled mindst så langt som 9. + 

LOS STEN IS BET SEES ET re ES e RER SES Å. 
Følehornenes endeled tydeligt kortere end 9. + 

NODER] (ERE FEE ES BEN ENE ne En 50 6 
Større, 5—6 mm. Vingedækkerne hvert med 11 

ret kraftige punktstriber ... 1. quådripustulåtus. 
Mindre, 4—4,5 mm. Vingedækkerne hvert med 

10 mindre kraftige punktstriber............. 3. 
Følehornenes endeled ikke eller næppe længere 

ends SO Med SEE BIS REE roR) 2. plceus. 
Følehornenes endeled tydeligt længere end 9. + 

NOTE ES SER E IE ED EES S EEN STE décempunctåtus. 


Følehornene jævnt fortykkede mod spidsen, ende- 
leddet betydeligt længere og næppe eller kun lidt 
smallere end 10. led. Bagføddernes 1. led meget 
længere end kloleddet. Længde 4—4,5 mm 

3. atomårius. 

Følehornene med ret tydeligt afsat, 4-leddet kølle, 
endeleddet næppe eller kun lidt længere og 
meget smallere end 10. led. Bagføddernes 1. led 
kun meget lidt længere end kloleddet. Længde 
DDS EEN EL SEERE AE 4. quådriguttåtus. 

Pronotum sort eller brunt, vingedækkerne hvert 
med mange lyse småpletter, deres behåring kort 
Oostnediivgend eee eN Sene 5. multipunctåtus. 

Pronotum rødligt, vingedækkerne sorte, hvert med 


46 


to lyse tværbånd og oftest en mellemliggende 
sideplet, deres behåring re og tydeligt op- 
stående 23 Sd SEERE EN Re UT FEER 6. fulvicollis. 


1. M. quådripustulåtus L. (fig. 13). Større og bredere 
end nogen af vore andre arter. Sort, hovedet, undersiden, ben 


Fig. 13. Mycetophagus quadripustulatus 9. x 8. 


og følehorn samt 2 store pletter på hvert vingedække, den 
ene ved skulderen, den anden bag midten, rødlige, følehornenes 
4 eller 5 næstsidste led mørke. Undertiden skal den bageste 
eller endog begge vingedækkepletter kunne mangle. Følehor- 
nene jævnt fortykkede mod spidsen, endeleddet lidt længere 
end 9. + 10. led. Pronotum c. 2!/, gang bredere end langt, 
tilsmalnet stærkt fremefter, punkturen temmelig kraftig. 
Vingedækkernes stribemellemrum ret fint og spredt punk- 
terede. Længde 5—6 mm. 


47 


Temmelig almindelig (J, Ø). I træsvamp, f. eks. Polyporus 
squamosus på ask og P. sulphureus på eg. April—sept. Larver 
er fundet i juli og aug., de forpuppede sig og klækkedes 
samme efterår. 


2. M. piceus Fabr. Brunsort eller brun, vingedækkerne 
med rødgul tegning, nemlig en stor skulderplet, der bagtil 
strækker sig ind mod sømmen, et tværbånd bag midten, en 
lille sideplet foran dette og en lille plet foran spidsen; under- 
siden brunrød, følehorn brunrøde med mørkere 7.—10. led, 
benene brungule. Følehornene jævnt fortykkede mod spidsen, 
endeleddet så langt som 9. + 10. led. Pronotum rigelig dob- 
belt så bredt som langt, punkturen ret tæt og fin. Vinge- 
dækkernes punktstriber ret fine, stribemellemrummene yderst 
fint kornet punkterede. Længde 4—4,5 mm. 

Farvetegningen er meget varierende. Hos formen sålicis 
Bris., der næppe er artsforskellig fra hovedformen, er pro- 
notum rødt eller brunrødt, vingedækkernes tegninger brede 
og skarpt afgrænsede, skulderpletten lader et punkt på skul- 
deren og en firkantet plet ved scutellum fri og er indvendig 
ofte forlænget langt bagud langs sømmen, tværbåndet bag 
midten er stærkt takket, og pletten foran spidsen er stor. 

Sjælden (J, Ø). Løghøj ved Horsens, Lindum skov; Lol- 
land-Falster; Charlottenlund skov, Dyrehaven. Den fore- 
kommer især i tørt, rødmuldet egeved, der er gennemtrængt 
af hvidt, papiragtigt svampemycelium, ofte i stort antal; 
også i Polyporus sulphureus på eg og i P. fomentarius på 
bøg. April—sept. Var. salicis, der bl. a. er fundet i Sverige, 


blandet med hovedformen, vil muligvis også kunne træffes 
hos os. 


[M. décempunctåtus Fabr. Nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved, at følehornenes endeled er 
tydeligt længere end 9. + 10. led (længst hos 3), og at formen 
er noget bredere og mere hvælvet. Farvetegningen er omtrent 
som hos den foregående og som hos denne stærkt varierende; 
det bageste tværbånd på vingedækkerne er oftest opløst i 
3 pletter og indenfor det bageste inderhjørne af skulder- 
pletten findes ofte en lille plet. Længde 4—4,5 mm. 


48 


Denne art, der bl.a. er fundet i Skåne og måske ved 
Hamburg, vil muligvis kunne træffes også hos os. Den stem- 
mer måske overens med den foregående i levevis.] 


3. M. atomårius Fabr. Sort eller brun, vingedækkerne 
med gullig tegning, der varierer og som regel består af en 
skulderplet, nogle småpletter foran og omkring midten, et 
tværbånd bag midten og en plet foran spidsen, følehorn og 
ben brunrøde, de førstes 7.—10. led oftest mørkere. Pronotum 
rigeligt dobbelt så bredt som langt, punkturen ret tæt og 
kraftig, med iblandede fine punkter, vingedækkernes punkt- 
striber ikke ret kraftige, stribemellemrummene yderst fint 
kornet punkterede. Længde 4—4,5 mm. 


Almindelig (J, Ø). Især på bøgestubbe og -stammer i Stor 
kulsvamp (Ustulina maxima). 


4. M. quådriguttåtus Muller. Ligner den foregående, 
men er lidt stærkere hvælvet og lidt mindre og iøvrigt let 
kendelig ved følehornenes ret tydeligt afsatte, 4-leddede kølle, 
hvis endeled er meget smallere og næppe eller kun lidt længere 
end 10. led. Brunsort eller brun, vingedækkerne med gullig 
tegning, der.varierer og i reglen består af en skulderplet, et 
par småpletter, den ene ved sideranden, og et tværbånd bag 
midten; følehorn og ben brungule eller brunlige. Pronotums 
punktur bestående af grove og iblandede fine punkter. Vinge- 
dækkerne, foruden den fine grundbehåring, med rækker af 
lidt længere hår, punktstriberne ret fine, stribemellemrum- 
mene tydeligere og mere ru punkterede end hos den fore- 
gående. Længde 3,5—4 mm. 


Sjælden (J, Ø, B). Den findes både indendørs, i bagerier, 
udhuse, stalde og dyrehuse i skimlet hø og affald, og i den 
frie natur. Haderslev, Esbjerg, Horsens; Svendborg (i eg), 
Tranekær, Nysted, Maribo, Løgnor, Lille Næstved, Kastrup 
dyrehave ved Tystrup sø; København, Hvidovre, Dyrehaven 
(i hul eg hos myren Lasius fuliginosus), Ravneholm (i hul 
bøg), skoven ved Skarritsø (i stort antal ved foden af en 
gammel bøg ved svampen Polyporus cupreus laccatus); ved 
Rønne (i en hestestald). Febr.—sept., især i juni og aug. 


49 


5. M. multipunctåtus Fabr. Let kendelig ved den smalle 
form og det bagud tydeligt tilsmalnede pronotum i forbindelse 
med farven. Sort eller brun, pronotum ofte lysere mod siderne, 
vingedækkerne med mange, små, gullige pletter; følehorn og 
ben brungule eller brunlige. Følehornene med ret tydeligt 
afsat, 5-leddet kølle, endeleddet tydeligt længere end 10. led. 
Pronotum ikke helt dobbelt så bredt som langt, roden, for- 
uden de sædvanlige sidegruber, med en lille grube eller fure 
i midten, baghjørnerne ret skarpe, punkturen ret tæt og 
kraftig. Vingedækkerne langstrakte, punktstriberne ret kraf- 
tige, stribemellemrummene fint kornet punkterede. Længde 
4,2—4,5 mm. 

Temmelig almindelig (J, Ø), måske hyppigst i Midt- og 
Nordsjælland. I træsvampe på løvtræer, såsom bøg, eg, el og 
birk, bl. a. på tøndersvamp (Polyporus fomentarius) og på 
P. sulphureus på eg. Taget i de fleste måneder. Æglægning 


er iagttaget i april, larverne forpuppede sig d. ”5/, og klæk- 
kedes d. ?5/,. 


6. M. fulvicéllis Fabr. Meget let kendelig ved den smalle 
form, det bagud tydeligt tilsmalnede pronotum, den opstå- 
ende behåring og farven. Blank, sort, pronotum rødligt, 
vingedækkerne med hvidgul tegning, nemlig på hvert et tvær- 
bånd bag roden, et andet bag midten og oftest en mellem- 
liggende sideplet; følehorn og ben rødgule, de førstes 7.— 
10. led oftest mørkere. Oversidens behåring ret lang, lidet 
tæt, tydeligt opstående, pronotums og vingedækkernes side- 
rande med udstående hårbræmme. Følehornene med 5-leddet, 
meget svagt afsat kølle, endeleddet tydeligt længere og næppe 
eller lidt smallere end 10. led. Pronotum ikke helt dobbelt 
så bredt som langt, punkturen meget kraftig og lidet tæt. 
Vingedækkerne langstrakte, punktstriberne meget kraftige, 
stribemellemrummene meget smalle, med en række yderst 
fine og utydelige punkter. Længde 4—4,5 mm. 

Yderst sjælden (J, Ø) og ikke fundet herhjemme i over 
60 år. Pindstrup (1 eks. ?/, 1881 i en bøgestub); København 


(1 eks. fundet levende i Zool. Museum), Fredensborg (2 eks., 
det ene /, 1885). I Finland forekommer den navnlig under 


Victor Hansen; Clavicornia. Il. 4 


50 


svampet granbark, i Sverige navnlig under svampet aspe- og 
birkebark. Også under bøge- og ellebark angives den at leve. 


7. M. populi Fabr. Meget let kendelig ved de i oversigten 
anførte kendemærker og ved oversidens yderst fine, silke- 
agtige behåring og følehornenes bygning. Aflang, mat, brun- 
gul, hovedet ofte mørkere, vingedækkerne brune eller brun- 
sorte med gullig, varierende tegning, i reglen bestående af 
et bredt rodparti, et tværbånd bag midten og et spidsparti. 
Følehornene med tydeligt afsat, 4-leddet kølle, endeleddet 
næsten dobbelt så langt som 10. led. Pronotum rigeligt dob- 
belt så bredt som langt, bredest lidt foran roden og her c. 
så bredt som vingedækkerne, i bunden mikroskopisk chagri- 
neret og punktuleret, punkturen meget fin, flad og spredt. 
Vingedækkerne med temmelig fine punktstriber, stribemel- 
lemrummene tæt og yderst fint kornet punkterede. Længde 
4A—4,5 mm. ; 

Meget sjælden (J, Ø). Styding, Frijsenborg skov; Ledre- 
borg (under bøgebark), Bognæs, Charlottenlund (et eks. svær- 
mende om aftenen i juni), Dyrehaven (i antal i frønnet, af 
hvidt, papiragtigt svampemycelium gennemtrængt bøgeved). 
Forekommer også i æbletræ, pil og eg. April—juni, sept. 
—nov. 


3. Litårgus Er. 

Kroppen kun meget fladt hvælvet, oversidens 
behåring nedliggende. Følehornene med 3-leddet 
kølle. Pronotum bagtil på hver side med et lille 
indtryk. Vingedækkerne uregelmæssigt, ret fint 
punkterede. Bagføddernes 1.led meget længere 
end kloleddet. 


1. L. connéxus Fourcr. (fig. 14). Aflang, sort, pronotums 
sider bagtil gule, vingedækkerne med gul, stærkt varierende 
tegning, bestående af et, ofte i pletter opløst tværbånd foran, 
og et andet bag midten, en plet foran spidsen og et smalt parti 


D1 


langs siderne; Følehorn og ben brungule eller brune. Pro- 
notum c. dobbelt så bredt som langt, så bredt som vinge- 
dækkerne, bredest bagtil, punkturen tæt og jævnt fin. Vinge- 


Fig. 14. Litargus connexus ?. x 18. 


dækkernes punktur omtrent som pronotums. Længde 2,3— 
2,8 mm. 


Hidtil kun fundet på øerne, hvor den er udbredt, men 
ikke almindelig. I svampet ved under bark af løvtræer, især 
bøg, eg og birk. Maj—juni, sept.—jan. Larver, pupper og 
imagines er fundet sammen ?”"/,; en larve forpuppede sig 28/, 
og klækkedes ”/79- 


4. Typhaea Curt. 

Oversidens behåring nedliggende, vingedæk- 
kerne yderligere med rækker af lidt opstående, 
kraftigere hår. Følehornene med tydeligt afsat, 
3-leddet kølle. Pronotum bagtil på hver side med 


et lille indtryk. Vingedækkerne med fine punkt- 
AX 


52 


rækker. Bagføddernes 1.led kortere end klo- 
leddet. 

Den danske art er kendelig fra alle vore andre 
mycetophagider ved farven. 


1. T. stercorea L. (fig. 15). Aflang, ensfarvet rustrød eller 
rødgul. Pronotum omtrent dobbelt så bredt som langt, bredest 
ved eller ganske lidt foran roden, så bredt som vingedæk- 
kerne, punkturen i midten ret fin, mod siderne tættere og 
kraftigere, siderandene med en udstående hårbræmme. Vinge- 
dækkerne temmelig parallelsidede, stribemellemrummene fint 
punkterede. Længde 2,6—3 mm. 


Fig. 15. Typhaea stercorea DE Æ 


Almindelig (J, Ø, B). I kompost og skimlede høbunker; 
også undertiden indendørs i kældere, udhuse og lader. Hele 
året. 


58 


13. familie Colydiidae. 


Følehornene indleddede foran øjnene, enten 
under pandens siderand eller frit ved pandens 
førhbjørner, "som regel 11-leddede med 2- eller 
3-leddet kølle, undertiden (Anommatus og Cery- 
lon) tilsyneladende 10-leddede, idet endeleddet 
'er helt eller delvis omsluttet af det store 10. led, 
undertiden (Synchita, Cicones, Orthocerus og 
Murmidius) 10-leddede. Forhoftegruberne bagtil 
åbne eller lukkede. Forhofterne små, kuglefor- 
mede, ikke eller kun lidt fremstående. Baghof- 
terne tværbrede. Mellembrystets epimerer når 
ikke ind til mellemhoftegruberne. Benene ofte 
—. korte; fødderne 4-leddede, hos den blinde Anom- 
matus dog 3-leddede, skinnebenene med lille 
eller uden endespore. De 2—4 første bugled of- 
test ubevægeligt forbundne med hinanden. 

De fleste arter lever under bark eller i ved, 
især i trægnavende insekters gange, eller i træ- 
svampe. Nogle findes — undertiden indendørs — 
ved khenradnende' plantedele "og" lion” eller i 
myretuer. 

Familien deles i 3 underfamilier, jfr. neden- 
stående oversigt, og disse atter i forskellige slægts- 
grupper. Da de fleste af de hos os repræsenterede 
grupper kun indeholder en enkelt dansk slægt, 
og da de afgørende systematiske kendetegn ofte 
er vanskeligt iagttagelige, gives her en samlet 
oversigt over alle slægterne, se nedenfor p. 54. 


54 


Oversigt over underfamilierne. 


Den inderste del af 1. følehornsled overdækket af 
pandens siderand (fig. 16, a—f) 1. Colydiinae (p. 56). 
1. følehornsled ikke dækket af pandens siderand, 
synligt fra oven i hele dets længde (fig. 16, gogh) 2. 
Forbryststykket uden følehornsgruber. Proster- 
num uden forlængelse fremefter 2. Cerylinae (p. 65). 
Forbryststykket med følehornsgruber, der hos den 
heromtalte slægt er synlige for oven i pronotums 
forhjørner. Prosternum med en forlængelse frem- 
ELERS Fre ERR SELER 3. Murmidiinae (p. 71). 


Oversigt over slægterne. 


Hovedet uden øjne. Ensfarvet rødgul, rustrød eller 


brunrød kæng de 1252 mm ERE 2. 
Hovedet medktydelisekøjnee seere eee DE 
Fødderne 4-leddede. Følehornene med 3-leddet 

Køler (as NGED) 5 RE re eee 2. Aglénus (p. 58). 


Fødderne 3-leddede. Følehornene med 2-leddet 
(elier tilsyneladende 1-leddet) kølle (fig. 16, h) 
9. Andbmmatus (p. 66). 
Pronotum betydeligt, mindst c. !/,, længere end 
bredt (fig. 17 og 24, p. 57 og 65). Kroppen nøgen. 
Følehornene 11-leddede, med 2- eller 3-leddet 
kølle Fængde 335 me ERE RER 4. 
Pronotum ikke længere end bredt............. 5. 
Pronotum med dyb længdemidtfure; vingedæk- 
kerne med kraftige længderibber (fig. 17, p. 57). 
Følehørnene med 3-leddet kølle (fig. 16, a) 
1. Colydium (p. 56). 
Pronotum uden længdemidtfure; vingedækkerne 
uden længderibber (fig. 24, p. 65). Følehornene 
med 2-leddet kølle (fig. 16,28)... 8. Téredus (p. 65). 
Følehornene meget tykke, 10-leddede, 3.—10. led 


55 


med lange, udstående børstehår, 4.—9. led 


meget stærkt tværbrede (fig. 16, e) 
6. Orthåcerus (p. 62). 


Følehornene uden lange børstehår, de mellemste 
ledhikkesstærkttværbre de ENE REE SEES ER 


”AARi 
AN 


Fig. 16. Venstre følehorn af a: Colydium. — b: Aglenus. -— 
c: Ditoma. — d: Synchita. — e: Orthocerus. — f: Myrmecoxe- 
nus. — g: Teredus. — h: Anommatus. 


6. Følehornene med 4-leddet, svagt afsat kølle 
(fig. 16, f). Pronotums sider ikke randede. Pygi- 


dium delvis udækket. Længde 1,3—2 mm 
7. Myrmecoxenus (p. 63). 


Følehornene med 1- eller 2-leddet kølle. Pygidium 
AEK RE FESD ES SEE en RS SE REE NE: RER 


56 


7. Følehornene 11-leddede, med 2-leddet kølle, hvis 
led er tydeligt indbyrdes adskilt (fig. 16, c). 
Pronotum med længdekøle. Vingedækkernes af- 
vekslende stribemellemrum  ribbeførmet  op- 
øge LEES ERE 3. Ditoma (p. 59). 
Følehornene med 1-leddet (fig. 16, d) eller (Cery- 
lon) 2-leddet kølle, men i sidste fald er de 2 
kølleled tæt sammensluttede (fig. 26, p. 68). Pro- 
notum uden længdekøle. Vingedækkernes af- 
vekslende stribemellemrum ikke kølformet op- 
BØJE SEE EEN Er ERE 8. 
8. Mindre, 1,2—1,4 mm. Pronotum over dobbelt så 
bredt som langt, fra roden betydeligt tilsmalnet 
fremefter, i forhjørnerne med følehornsgruber, 
synlige fra oven see 11. Murmidius (p. 71). 
Større, 1,6—4,8 mm. Pronotum ikke dobbelt så 
bredt som langt, ikke tilsmalnet betydeligt fra 


roden fremefter, uden følehornsgruber........ OR 

OR Oversidentnø senere eee eee 10. Cérylon (p. 67). 
Oversiden tydeligt behåret. ...........20rrree 10. 

10. Pronotums overflade jævn ....... 4. Synchita (p. 60). 


Pronotums overflade med store gruber 
5. Cicoénes (p. 61). 


1. underfamilie Colydiinae. 


Følehornene indleddede under pandens side- 
rand, der overdækker 1. leds inderste del (fig. 16, 
a—f). Prosternum uden forlængelse fremefter. 


1. Colydium Fabr. 


Kroppen meget smal, parallelsidet, nøgen. 
Hovedet kun lidt smallere end pronotum. Føle- 
hornene 11-leddede, med 3-leddet kølle (fig.16, a). 


57 


Pronotum c. ”/, længere end bredt, med omtrent 
rette og parallelle sider, dyb midtlængdefure og 
på hver side en fin længderidse. Vingedækkerne 
meget langstrakte, med punktstriber, de afveks- 
lende stribemellemrum danner kraftige længde- 
ribber. 1. fodled meget længere end 2. led. For- 
hoftegruberne bagtil lukkede. Baghofterne smalt 
adskilt fra hinanden. 


1. C. elongåtum Fabr. (fig. 17). Blankt sort, følehorn og 
ben brunrøde eller brune, vingedækkernes forreste del hos 
ikke helt udfarvede eksemplarer lysere. Følehornenes 9. og 
10. led c. dobbelt så brede som lange, mindst dobbelt så 
brede som svøben. Pronotum spredt og ret fint punkteret. 
Vingedækkerne bagtil rundede i fælles- 
skab, sømmen svagere, 3., 5., 7. og 
9. stribemellemrum stærkt ribbeformet 
ophøjede. Længde 3,5—7 mm. 

Meget sjælden og kun fundet i Jyl- 
land for over 60 år siden. Rye, Silke- 
borg (klækket af bøgestammer), Pind- 
strup skov (i en bøgestub), Lindum 
skov (i antal d. ??/, 1887 på birk, på 
jagt efter barkbiller (Trypodendron)). 


Arten lever i trægnavende billers gange 
i løv- og nåletræ, hyppigst i bøg. 


[C. filiforme Fabr. Ligner den fo- 
regående stærkt, men adskiller sig fra 
den ved endnu smallere krop, smallere 
følehornskølle, der ikke er helt dob- 
belt så bred som svøben, noget finere 
punkteret hoved og pronotum og bagtil enkelt rundede vinge- 
dækker, hvis rod altid er brunrød. Længde 3,5—7 mm. 


Fig. 17. Colydium 
elongatum. x 8. 


Denne art, der angives at leve i gamle ege i bark- og bore- 
billers gange, er bl.a. fundet i Skåne og kunne muligvis 
træffes også hos os.] 


58 


2 Aglenus Er 


Næsten nøgen. Hovedet uden øjne. Følehor- 
nene 11-leddede, med 3-leddet kølle (fig. 16, b). 
Pronotum c. så langt som bredt, c. så bredt som 
vingedækkerne. Vingedækkerne med uregelmæs- 
sig eller kun antydet rækkevis ordnet punktur. 
Roden indbuet, rodhjørnerne skarpt fremsprin- 
gende. Benene korte, 1. fodled næppe længere 
end 2. led. Forhoftegruberne bagtil åbne. Bag- 
hofterne smalt adskilt fra hinanden. 


1. A. brunneus Gyll. (fig. 18). Aflang, hvælvet, blankt 
rustrød eller brunrød. Hovedet stort, noget smallere end pro- 


Fig. 18. Aglenus brunneus. Xx 235. 


notum, ret kraftigt punkteret. Pronotum bredest fortil, bagud 
ganske svagt tilsmalnet, siderne næsten rette, punkturen ret 
kraftig og tæt. Vingedækkerne kun lidt længere end hoved 


59 


+ pronotum, siderne svagt rundede, punkturen ret kraftig 
og lidet tæt. Længde 1,6—2 mm. 


Sjælden (J, Ø). I bagerier, stalde, kældere og lign. steder, 
i affald. Ålborg; København. Aug.—okt. 


3. Ditoma Er. 

Kroppen ret langstrakt og parallelsidet, vinge- 
dækkerne med rækker af yderst korte og fine, 
næppe synlige hår. Følehornene 11-leddede, med 
tydeligt 2-leddet kølle (fig. 16, c). Pronotum lidt 
bredere end langt, paa hver side med længde- 
køle, af hvilke den yderste er kraftigst. Vinge- 
dækkerne med punktstriber, de afvekslende 
stribemellemrum ribbeformet ophøjede. 1. fodled 
næppe længere end 2. Forhoftegruberne bagtil 
åbne. Baghofterne smalt ad- 
skilt fra hinanden. 


ls De, Crome Relne (LØV 
Sort, vingedækkerne hvert med to 
store røde pletter, en skulderplet og 
en spidsplet, så at den sorte farve 
normalt indskrænkes til en smal 
sømstribe og et bredt midtertvær- 
bånd; følehorn og ben rødlige. Pro- 
notum bredest langt foran midten, 
herfra tilsmalnet bagud i næsten 
rette linier, i midten punkteret, 
mod siderne og roden kornede, si- 
derne fint tandede. Vingedækkernes Pe 10, Dima ceratn 
punktstriber ret kraftige. Længde x 14. 
2,6—3,5 mm. 


Almindelig (J, Ø). Under bark, især af bøg, men også 
undertiden af andre løvtræer eller af nåletræer. Den angives 


60 


af nogle bl. a. at leve i gangene af barkbillen Taphrorychus 
bicolor Hbst., hvis larver og pupper den skal fortære, medens 
andre angiver, at larven fortærer flue-(Sciaride-)larver, der 
lever af svamp under bark. April—okt. Larven er fundet 
8/,, den forpuppede sig "/, og klækkedes %/,. 


4. Synchita Hellw. 

Aflang, oversiden med korte, på vingedækkerne 
rækkestillede børster. Hovedet ikke tilsmalnet 
bag øjnene, disse kun meget svagt hvælvede. 
Følehornene 10-leddede, med 1-leddet kølle (fig. 
16, d). Pronotum noget bredere end langt, for- 
hjørnerne ikke fremtrukne, overfladen jævn, 
uden gruber. Vingedækkerne noget bredere end 
pronotum, ret parallelsidede, med punktstriber. 
1. fodled kun lidt længere end 2. Forhoftegru- 
berne bagtil smalt åbne. 
Baghofterne smalt adskilt 
fra hinanden. 


1. S. humerålis Fabr. (fig. 20). 
Mat brun eller sortbrun, hoved og 
pronotum ofte mørkere, skuldrene 
som regel lysere, følehorn og ben 
brunrøde. Pronotum bagud svagt 
eller næppe tilsmalnet, siderne 
næppe rundede, kort børsteklædte 
og yderst fint tandede, punkturen 
lidet dyb, mere eller mindre tæt. 
Vingedækkerne med ret fine og 


Fig. 20. Synchita hume- 
ralis. x 10. skarpe punktstriber og i disse med 


en række yderst fine og korte, ofte 
næppe synlige hår, stribemellemrummene med en række fine 
punkter og i disse med en række tydelige lyse, korte, lidt op- 
stående børster. Længde 2,3—4,8 mm. 


61 


Arten varierer stærkt i størrelse og i flere andre henseender. 
En større form er udskilt som separånda Reitter, men er 
sikkert ikke artsforskellig fra hovedformen. 


Ikke almindelig (J, Ø). På risgærder og på udgåede træer 
og grene. Maj—juli, sept.' Larver er fundne i tør bark af el 
og under askebark i april—maj, de forpuppede sig kort efter 
og klækkedes i slutningen af maj. 


BER Cicones Curt 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at hovedet er tilsmalnet bag 
øjnene og disse lidt stærkere hvælvede, og at 
pronotums forhjørner er fremtrukne og dets 
overflade grubet. 


1. C. variegåtus Hellw. (fig. 21). Mat sort eller brunsort, 
Pronotum undertiden, især mod siderne, noget lysere, vinge- 


Fig: 21. Cicones variegatus: Xx 15: 


dækkerne med 4 eller 5, ofte i pletter opløste, takkede brun- 
gule tværbånd, følehorn og ben brunlige eller gulbrune. Over- 


62 


siden med korte, lidt opstående, sorte, på de lyse steder 
gullige børster. Pronotum med tydeligt rundede sider, omtrent 
så bredt som vingedækkerne over skuldrene, omtrent 7/, gang 
bredere end langt, siderne betydeligt rundede, kort børste- 
klædte og fint tandede, overfladen. med store gruber, tæt og 
lidet dybt punkteret. Vingedækkerne lidt udvidede bag 
midten, punktstriberne ret fine, de afvekslende stribemellem- 
rum lidt stærkere hvælvede. Længde 2,2—3,5 mm. 


Temmelig sjælden (J, Ø). I Stor kulsvamp (Ustulina max- 
ima) på gamle bøgestammer og -stubbe. Brakør; Sydfyn, 
Lolland, Møen, Svenstrup ved Borup st., Dyrehaven. Marts 
—juni, sept.—okt. 


6. Orthåcerus Latr. 


Aflang, oversiden meget kort behåret. Hovedet 
stort, udvidet foran øjnene, i midten med et 
bredt indtryk. Følehornene meget ejendomme- 
lige, meget tykke, 10-leddede, 1.—3. led beklædt 
med korte, hvidgrå børster, 3.—10. led med 
lange, udstående børstehår, 4.—9. led stærkt 
tværbrede, især de midterste (fig. 16, e). Prono- 
tum lidt bredere end langt, med midtfure og 
gruber. Vingedækkerne med punktstriber, de 
afvekslende stribemellemrum ribbeformet op- 
højede. 1. fodled ikke længere end 2. Forhofte- 
gruberne bagtil åbne. Baghofterne smalt adskilt 
fra hinanden. 


1. O. clavicornis L. (fig. 22). Mat sort, oversiden med 
meget kort, mørk behåring og yderligere, navnlig på panden, 
pronotums sider, 1.—3. følehornsled og benene med hvidgrå 
børster. Pronotum tilsmalnet svagt fremefter, siderne omtrent 
rette, forhjørnerne fremspringende, punkturen tæt kornet. 
Vingedækkerne over skuldrene lidt bredere end pronotum, 


63 


siderne let rundede, punktstriberne kraftige. Længde 3,2— 
5 mm. 

Temmelig almindelig (J, Ø, B) i sandegne under mos og 
lav (navnlig under lav-arten Peltigera canina). Maj—aug. 
Larver og pupper er fundet ”/, i sandet under den nævnte 
lav-art. 


Fig. 22. Orthocerus clavicornis. x10. 


7. Myrmecoxenus Chevr. 


Aflang, meget kort og fint behåret. Følehornene 
11-leddede, med 4-leddet, svagt afsat kølle (fig. 
16, f). Pronotum bredere end langt, siderne ikke 
randede.  Vingedækkerne smed uregelmæssig 
punktur. Pygidium delvis udækket. 1. fodled på 
for- og mellemfødder lidt længere end 2. led, på 
bagfødderne rigeligt så langt som 2. + 3. led. 
Forhoftegruberne bagtil lukkede. Baghofterne 
bredt adskilt fra hinanden. 


64 


Oversigt over arterne. 


1. Hoved og pronotum brune eller sortbrune. Pro- 
notum bredest langt foran midten, bagud stærkt 
tilsmalnet, punkturen i midten tæt og ikke ret 
fin SE RRS SER SEES: SAGER 1. subterråneus. 

Hoved og pronotum som regel ensfarvet rustrøde. 

Pronotum bredest lidt foran midten, bagud 

svagt tilsmalnet, punkturen fin og meget tæt 
2. våporaridrum. 


1. M. subterråneus Chevr. (fig. 23). Temmelig blank, 
brun eller brunsort. vingedækkerne varierende i farve, oftest 
brunrøde med mørkt scutellarparti; følehorn og ben rødgule. 
Pronotum omtrent så bredt som vingedækkerne over skul- 
drene, siderne i de bageste 2 tredjedele omtrent rette, punk- 
turen mod siderne tættere. Vinge- 
dækkerne med noget rundede sider, 
svagt udvidede i midten, punktu- 
ren fin og ikke særlig tæt. Længde 
1,3—1,6 mm. 

Temmelig almindelig (J, Ø, B) 
i tuerne af Formica ruia, praten- 


sis og exsecta. Overvintrer som 
imago. 


2. M. våporaribrum Guér. 
Adskilt fra den foregående ved 
dé i oversigten nævnte kendetegn 
samt ved, at oversidens behåring 
og punktur er tættere. Rustrød, 
pygidium og de 3 sidste bugled 


Fig. 23. Myrmecoxenus 
subterraneus. x 27. sorte, undertiden er mellem- og 


bagbrystet, hele bugen, vingedæk- 
kernes spids og deres scutellarparti mørke, yderst sjældent er 
hele kroppen omtrent ensfarvet brunsort. Længde 1,7—2 mm. 


Meget sjælden. Kun fundet ved Redsle (1 eks. af den 
brunsorte varietet nedbanket langs skovens sydkant, ?/, 


65 


1950), ved Faxe (1 eks. ketset for mange år siden) og i Dyre- 
haven, hvor den i de seneste år er sigtet af kompostbunkerne 
ved dyrehusene, juli—sept., i antal 7”/,. Arten lever i driv- 
huse, bryggerier, gammelt halm og kompost, vistnok især 
hvor denne er skimlet og meget varm. 


2. underfamilie Cerylinae. 


1. følehornsled ikke overdækket af pandens 
siderand, synligt fra oven i hele dets længde 
(fig. 16, g og h og fig. 26). Prosternum uden for- 
længelse fremefter. Forbryststykket uden føle- 
hornsgruber. 


SE Øre ESS ORDE 


Kroppen smal, cylindrisk, nøgen. Hovedet no- 
get smallere end pronotum. Følehornene 11- 
leddede, med 2-leddet kølle (fig. 16, g). Prono- 
tum betydeligt længere end bredt, så bredt som 
vingedækkerne. Disse lange, med fine punkt- 
rækker. 1. fodled kun lidt 
længere end 2. Forhoftegru- 
berne bagtil lukkede, forhof- 
terne næsten berørende hin- 
anden, baghofterne ikke ret 
bredt adskilt fra hinanden. 


ike ylimndrieusOliv: (fg 24). 
Blankt sort, følehorn og ben brunrøde 
eller røde. Pronotum hvælvet, om- 
trent "/, længere end bredt, bredest 
langt foran midten, bagud svagt til- SÅ 
smalnet, siderne fortil svagt rundede, Fig. 24. Teredus. cylin- 
bagtil omtrent rette eller yderst svagt dricus. x 10. 


Victor Hansen ; Clavicornia. Il ; 5 


66 


indbuede, siderandene fortil ikke synlige fra oven, punkturen 
ret fin, ikke særlig tæt. Vingedækkerne ret parallelsidede, 
punktrækkerne fine, mellemrummene yderst fint og ret spredt 
punkterede. Længde 3,3—4,5 mm. 


Yderst sjælden. Hidtil kun fundet på Lolland for over 50 
år siden. Midtlolland (1 eks. i eg sammen med Hypophloeus 
fasciatus Fabr., "”/,), Krenkerup park (i antal krybende på 

”en gammel eg i nærheden af svamp, ”%/,). Den angives også 
at leve i gamle bøge. I England er den fundet flere gange 
i antal i gamle træer sammen med Lasius brunneus. 


9. Anommatus Wesm. 


Aflang, ret ligebred, oversiden spredt og yderst 
fint, næppe synligt behåret. Hovedet uden øjne, 
betydelig smallere end pronotum. Følehornene 
11-leddede, 10. led meget stort, delvis omslut- 
tende det mindre 11. led (fig. 16, h). Pronotum 
så bredt som vingedækkerne. Disse med rækker 
af spredte punkter. Fødderne ikke som hos vore 
andre slægter 4-leddede, men 3-leddede, 1. og 


Fig. 25. Anommatus 
duodecimstriatus. x 25. 


2.led meget korte. Forhofte- 
gruberne bagtil åbne. Forhof- 
terne smalt, baghofterne tem- 
melig bredt adskilt fra hin- 
anden. 


1. A. duddecimstriåtus Miller 
(fig. 25). Blankt rustrød eller rødgul. 
Pronotum c. så langt som bredt, bag- 
ud svagt tilsmalnet, siderne omtrent 
rette, med spredte, meget grove, af- 
lange punkter, midtlinien glat; bag- 
randen oftest ikke tydeligt randet, 
men med nogle fine punkter, under- 


67 


tiden dog fint randet (ab. reitteri Ganglb., der næppe er 
artsforskellig fra hovedformen). Vingedækkerne fortil paral- 
lelsidede, punktrækkernes punkter kraftige. Længde 1,5— 
2 mm. 


Meget sjælden (Ø). Svendborg (i en kælder), amtmands- 
haven i Nykøbing F. (i antal i gladiolus-knolde, især i juli), 
Orlogsværftet (1 eks. under en sten), København (1 eks. i en 
kælder), Gentofte (nogle eks. i en have i jorden ved tulipan- 
løg, der var angrebet af tusindben, i selskab med Oxytelus 
insecatus Grav. og Rhizophagus perforatus Er.). Febr., juni 
— juli, sept. I udlandet er den bl. a. fundet i rådne kartofler 
i en have. 


10. Cérylon Latr. 


Kroppen aflang, nøgen, i formen mindende om 
familien Histeridae. Følehornene 11-leddede, 10. 
led meget stort, delvis omsluttende det mindre 
11.led, der ved en tværsøm viser en antydning af 
en tvedeling (fig. 26). Pronotum i det højeste lidt 
bredere end langt, roden ofte med en grube på 
hver side. Vingedækkerne med punktstriber. 1. 
fodled tydeligt længere end 2. Forhoftegruberne 
bagtil lukkede. Forhofterne temmelig bredt, bag- 
hofterne bredt adskilt fra hinanden. 

Arterne findes under bark og lever måske af 
barkbilleyngel. De overvintrer som imago. 


Oversigt over arterne. 


1. Følehornene tykke, 5. og 6. led betydelig bredere 
end lange, c. ”/, så brede som køllens bredde 
(fig. 26, b). Udhærdede eks. sorte eller brune. 
æn SKA SES ME en SES ESS SENSE, re il, ØB 
Følehornene ret tynde, 5. og 6. led ikke eller lidt 
bredere end lange, c. !/, så brede som køllens 
Bredde dr 2 OS Er rr ES ly er fler PE 


Pr 


Fig. 


68 


Pronotums midtparti tydeligt, omend kun svagt 
hvælvet på tværs, dets forrand i det højeste 
yderst svaret ndbuet Er SENERE BREIREED 

Pronotums midtparti næsten helt fladt, dets for- 
rand tydeligt indbuet. Kroppen ensfarvet rust- 


6 


26. Venstre følehorn af a: Cerylon histeroides og b: C. fagi. 


Større, 1,8—2,3 mm, bredere, vingedækkerne lidt 
over 7/, gang længere end tilsammen brede. Ud- 
hærdede eks. sorte eller brune ...... 2. histeroides. 
Mindre, 1,6—2 mm, smallere, vingedækkerne c. ”/., 
længere end tilsammen brede. Rustrød eller 


BDrunrø de: SE Frys re DSN SSR NER 3. ferrugineum. 
Pronotums rodgruber kraftige. Større, 2—2,3 mm 
impréssum. 


Pronotums rodgruber svage. Mindre, 1,6—2 mm 
deplanåtum. 


1. C. fågi Bris. Adskilt fra de følgende arter ved betydelig 


tykkere følehorn og kortere vingedækker, fra de tre sidste 
yderligere ved den mørke farve. Sort eller brun, følehorn 
og ben brune eller brunrøde. Pronotum lidt bredere end langt, 
kraftigt, ret spredt punkteret, med tydelige rodgruber, der 
er c. 7/, så lange som pronotums længde, siderne bagtil paral- 


69 


lelle eller (2) yderst svagt konvergerende fremefter. Vinge- 
dækkernes punktstriber bagtil udviskede. Længde 2—2,5 mm. 
Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø). Under bark af 


stammer og stubbe, især af bøg, men også f. eks. eg, poppel 
og el. 


Fig. 27. Cerylon histeroides. x12. 


2. C. histeroides Fabr. (fig. 27). Nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved tyndere følehorn, svagere og 
meget kortere rodgruber på pronotum og lidt længere vinge- 
dækker. Sort eller brun, følehorn og ben brunlige eller 
rustrøde. Pronotum lidt bredere end langt (bredest hos 3), 
bagtil omtrent parallelsidet eller yderst svagt tilsmalnet 
bagud. Vingedækkernes punktstriber bagtil udviskede. Længde 
1,8—2,3 mm. 


Meget almindelig (J, Ø, B) under bark, både af løvtræer 
og nåletræer. 


3. C. ferrugineum Steph. Let kendelig fra de to fore- 
gående ved mindre størrelse, betydeligt smallere form, mindre 


70 


stærkt tværbredt pronotum, fortil mindre rundede sider på 
vingedækkerne og lysere farve. Rustrød eller brunrød, oftest 
lidt mørkere end de to følgende. Pronotum kun meget lidt 
bredere end langt, bagtil parallelsidet eller yderst svagt til- 
smalnet bagud, punkturen kraftig, ret spredt, rodgruberne 
oftest tydeligere end hos den foregående, men betydeligt sva- 
gere og kortere end hos C. fagi. Vingedækkernes punktstriber 
bagtil finere, men som regel tydeligere og skarpere end hos 
de to foregående. Længde 1,6—2 mm. 

Udbredt, men sjælden (J, Ø), under bark, især af løvtræer, 
såsom bøg, birk, eg, ask og avnbøg, men også undertiden af 
nåletræer. Draved skov, Ulfslyst ved Haderslev, Rye, Dron- 


ninglund skov; Tranekær, Tåsinge, Svendborg, Lolland: 
Bognæs, Gribskov. 


[C. impréssum Er. Denne og den følgende art adskiller 
sig fra de foregående ved, at pronotums midtparti er næsten 
helt fladt og dets forrand tydeligt indbuet, samt ved at vinge- 
dækkerne er fladere. Nærstående til den foregående og den 
følgende, men adskilt fra dem begge ved meget kraftigere og 
længere rodgruber på pronotum og betydeligere størrelse. 
Rustrød, formen omtrent som hos den foregående eller lidt 
bredere. Pronotum lidt bredere end langt, bagud snart tyde- 
ligt, snart næppe tilsmalnet. Vingedækkernes punktstriber 
bagtil fine, men tydelige. Længde 2—2,3 mm. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, kunne muligvis 


træffes også hos os. Den angives at leve under bark af gran 
og fyr. i 


C. deplanåtum Gyll. Rustrød, flad og smal. Pronotum 
c. så langt som bredt, bagud tydeligt tilsmalnet, rodgruberne 
korte og ret svage. Vingedækkernes punktstriber mindre kraf- 
tige end hos den foregående, bagtil fine, men tydelige. Længde 
1,6—2 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den angives at foretrække poppelbark.] 


71 


3. underfamilie Murmidiinae. 


1. følehornsled ikke overdækket af pandens 
siderand, synligt fra oven i hele dets længde. 
Forbryststykket med følehornsgruber. Proster- 
num med en forlængelse fremefter. Forhofte- 
gruberne bagtil åbne. Alle hofter bredt adskilt 
fra hinanden. 


11. Murmidius Leach. 


Oval, yderst fint og kort behåret. Følehornene 
10-leddede med 1-leddet kølle. Pronotum over 
dobbelt så bredt som langt, fra roden betydeligt 
tilsmalnet fremefter, i forhjørnerne med. føle- 
hornsgruber, der er synlige fra oven, og på hver 
side med et bagud forkortet længdeindtryk. 
Vingedækkerne med rækker af spredte punkter. 
Benene kan trækkes ind i fordybninger på krop- 
penskundeside FF fodled Tænsere end2: 


1. M. ovålis Beck. Blankt brunrød eller rustrød, følehorn 
og ben lysere. Pronotum meget fint og tæt punkteret. Vinge- 
dækkerne med let rundede sider, punktrækkerne med spredte, 
temmelig grove punkter, roden med et indtryk indenfor 
skuldrene. Længde 1,2—1,4 mm. 

Synantrop. Fundet i 1868 og 1878 i København, indført 


med ris, aug. I udlandet er den fundet i magasiner bl. a. i 
ris, strå og halm. 


14. familie Endomychidae. 


Følehornene indleddede mellem øjnene, ved 
pandens forhjørner eller siderand, hos Sphaero- 


12 


soma 10-leddede, hos de andre danske slægter 
11-leddede, kølleformede eller jævnt fortykkede 
mod spidsen. Forhoftegruberne bagtil åbne. For- 
hofterne kugleformede eller tværbrede eller kort 
tapformede. Baghofterne tværbrede, adskilt langt 
fra hinanden. Mellembrystets epimerer bagtil 
skråt afskårne, som regel ikke nående ind til 
mellemhoftegruberne. Lårenes inderside, und- 
tagen hos Sphaerosoma, kun furet mod spidsen, 
skinnebenene uden tydelig endespore. Fødderne 
enten simpelt 4-leddede (underfam. Sphaeroso- 
minae og Mycetaeinae) eller cryptotetramere 
(underfam. Endomychinae). Kløerne utandede. 
Bagkroppen med 5 frie, indbyrdes bevægelige 
bugled, hos begge køn af slægten Endomychus 
og iøvrigt ofte hos hannen er et lille, 6. bugled 
synligt; 1e bugled mellem baghofterne med en 
bred, fortil afstudset eller afrundet forlængelse. 
Bagbryst og 1. bugled uden lårlinier. 

Arterne er knyttede til svamp. 

Familiens danske slægter falder i 3 under- 
familier, jfr. nedenfor, men af praktiske grunde 
er der givet en samlet oversigt over alle slægterne. 


Oversigt over slægterne. 


1. Følehornene 10-leddede. Pronotum uden længde- 
køl eller -fure på hver side. Kroppen højt hvæl- 
vet. Længde 1,1—1,7mm 1.Sphaerosåma (p. 74). 
Følehornene 11-leddede. Pronotum på hver side 
meder længdekølelN er ure AE EEERREER 2: 
2. Mindre, 1,5—2 mm. Oversiden rustrød eller rød- 
sul tydeligst; behåret REESE SEERE SER 3. 


13 


Større, 2,6—6 mm. Oversiden sort eller rød- og 
sorttegnet, ikke eller yderst fint og utydeligt 
IDGINE TEE, HA SA ERE ENE SA SESRE SE NREEE  SEE SEERE 4. 
3. Pronotum på hver side med en fin længdekøl, der 
kun når frem til midten. Vingedækkerne med 
kuldstændigksømstribe ER 2 SS ymbrotesk(p: 75): 
Pronotum på hver side med en skarp længdekøl 
i hele dets længde. Vingedækkerne uden søm- 
SEnIb er ASE EN gs FT Tri SPA 3. Mycetaea (p. 77). 
4. Mindre, 2,6—3,4 mm. Hoved og pronotum røde, 
vingedækkerne sorte. Fødderne simpelt 4-leddede 
lesunes (EJE 
Større, 3,3—6 mm. Oversiden anderledes farvet. 
Høddernereryp tote bramere RR NE ERE SEAN SR 
5. Pronotum tilsmalnet fremefter helt fra roden. 
9. følehornsled betydeligt længere end bredt 
(is FS Ep SÅ) SEE, OMEndo my ehuse (pÆS2): 
Pronotum ikke tilsmalnet fremefter i bageste 
halvdel. 9. følehornsled ikke længere end bredt 
(rem 5 lo SES PTE PRS OR SE SL) FSR AE EDR: 6 
6. Pronotum c. "/, gang bredere end langt, bredest 
foran midten, herfra tilsmalnet tydeligt bagud. 
2. følehørnslede længere end bredt, over halvt så 
langt som 3. led (fig. 31, p. 80) 4. Lycoperdina (p. 79). 
Pronotum c. dobbelt så bredt som langt, i bageste 
halvdel omtrent parallelsidet. 2. følehornsled 
bredere end langt, ikke halvt så langt som 3. led 
(SSB DERS) VE Sea" DEDE SM BRGeRS De IM ESBEN EL (DE BIL 


1. underfamilie Sphaeroséåminae. 


Fødderne simpelt 4-leddede. Følehornene 10- 
leddede, med skarpt afsat, 3-leddet kølle. Pro- 
notum uden længdekøl eller -fure på hver side. 


74 


1. Sphaerosoma Leach. 


Kroppen højt hvælvet, næsten halvkugleformet. 
Pronotum bredest bagtil, sluttende tæt til vinge- 
dækkerne. Vingedækkerne hvælvede i flugt med 
pronotum, uregelmæssigt punkterede, uden søm- 
stribe. | 

Oversigt over arterne. 


1. Oversiden med ret lang behåring ......... 1. pilbsum. 
Oversiden: Nør ENS re ERR globåsum. 


1. Sph. pilbsum Panz. (fig. 28). Sort eller brun, følehorn 
og ben rødlige. Oversiden med ret lang, skråt opstående be- 


Fig. 28. Sphaerosoma pilosum. x 28. 


håring. Pronotum over dobbelt så bredt som langt, yderst 
fint og spredt punkteret. Vingedækkerne ret kraftigt og tæt 
punkterede. Længde 1,4—1,7 mm. 


Temmelig almindelig (J, Ø). Især under løv og mos ved 
gamle stubbe. April—okt. 


75 


[Sph. globåsum Sturm. Let kendelig blandt slægtens 
arter ved den nøgne overside. Sort eller brun, følehorn og 
ben rødlige. Oversiden glat eller yderst fint og spredt punk- 
teret. Længde 1,1—1,6 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen (i svampe), 
kunne muligvis træffes også hos os.] 


2. underfamilie Mycetaeinae. 


Fødderne (hos de nedennævnte slægter) sim- 
pelt 4-leddede. Følehornene (hos de nedennævnte 
slægter) 11-leddede. Pronotum på hver side med 
en længdekøl eller -fure. 


2. Symbiotes Redtb. 


Kroppen aflangt oval, ret hvælvet, oversiden 
behåret. Følehornene med skarpt afsat, 3-leddet 
kølle. Pronotum c. eller rigeligt dobbelt så bredt 
som langt, fortil stærkt, bagtil svagt tilsmalnet, 
med kraftigt afsatte, yderst fint tandede sider, 
foran roden med en tværfure, på hver side med 
et længdeindtryk, der udadtil begrænses af en 
omtrent frem til midten nående  længdekøl, 
vingedækkerne med fuldstændig, fortil udadbøjet 
sømstribe og med randstribe, der fortil ender i 
en grube under skulderbulen. 

Arterne angives at forekomme under tørt løv 
og bark, ofte i selskab med myrer. 


Oversigt over arterne. 


1. Større, 2 mm. Vingedækkerne med regelmæssige, : 
rer renee eN RER are are Bee edo Do 1. låtus. 


76 


Mindre, 1,53—1,8 mm. Vingedækkerne med ret fin, 
uregelmæssig eller i mere eller mindre uregel- 
mæssige rækker ordnet punktur .... 2. gibberåsus. 


1. S. låtus Redtb. (fig. 29). Blankt rustrød eller rødgul, 
oversiden ikke helt nedliggende behåret. Pronotum spredt 


og meget fint, men dog tydeligt punkteret, ved sideranden 
lidt bag midten med en kraftig grube. Vingedækkerne lidt 
bredere end pronotum, bredest foran midten, siderne betyde- 
ligt rundede, stribemellemrummene med spredte, fine punkter. 
Længde 2 mm. 

g: Vingedækkerne ved Sømmen foran spidsen med et 
indtryk. 


Yderst sjælden (Ø). Kun fundet ved Schelenborg på Fyn 
(2 eks. i svamp i en hul ask) og i Kjeld skov på Lolland (1 
eks. i muld under løs egebark, "”/, 1913). Arten er i England 
fundet under løs egebark i en koloni af Lasius flavus, kry- 
bende blandt myrerne. 


71 


2. S. gibberåsus Luc. Ligner den foregående stærkt, men 
adskilles fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at følehornskøllen er lidt mindre kraftig, at prono- 
tums punktur er endnu finere, næppe synlig, og at vinge- 
dækkerne har lidt stærkere rundede sider og er længere til- 
spidsede. Længde 1,5—1,8 mm. 

åg: Som den foregående. 


Hidtil kun fundet for mange år siden i Rosenborg have 
i København (i antal i drivbænke, maj, aug.). I udlandet er 
arten bl. a. fundet under træbark, i tørt løv og i tørt, hvid- 
frønnet ved, sammen med Lasius brunneus, i maj. 


3. Mycetaea Steph. 


Adskilt fra Symbiotes ved, at følehornskøllen 
er svagt afsat, idet 9. led danner en overgang til 
køllen, at pronotum på hver side har en skarp, 
indadbuet længdekøl i hele dets udstrækning, og 
at vingedækkerne mangler sømstribe. 


Fig. 30. Mycetaea hirta. x 24. 


1. M. hirta Marsh. (fig. 30). Aflangt oval, ret hvælvet, 
blankt rustrød eller brunrød, følehorn og ben lidt lysere, 


78 


oversiden med ret lang, skråt opstående, på vingedækkerne 
rækkevis ordnet behåring. Pronotum omtrent dobbelt så 
bredt som langt, siderne rundede, punkturen temmelig tæt 
og kraftig. Vingedækkerne bredest langt foran midten, langt 
tilspidsede, med. kraftige punktrækker, siderne rundede. 
Længde 1,5—1,8 mm. 

Almindelig (J, Ø, B)i  skimlet hø og kompost, både i det 
fri og i kældere, stalde, dyrehuse og lign. I udlandet er den 


engang fundet i meget stort antal i en humlerede og endvidere 
i.gange til et kaninbo. Især forår og efterår. 


[Liésthes Redtb. 


Aflang, oversiden nøgen. Følehornene med 3-leddet kølle, 
9. led meget bredere end 8., men noget smallere end 10. led. 
Pronotum foran roden med en tværfure og på hver side med 
en dyb omtrent frem til midten nående grube, der udadtil 
begrænses af en længdekøl. Vingedækkerne uregelmæssigt 
punkterede, med fuldstændig sømstribe. 


L. seminigra Gyll. Blank, rød, vingedækkerne, mellem- 
og bagbryst, bugen og undertiden også pronotums bagrand 
og scutellum sorte. Pronotum meget bredere end langt, meget 
fint og spredt punkteret. Vingedækkerne spredt og ret kraftigt 
punkterede, deres rod karvet i randen. Længde 2,6—3,4 mm. 

åg: Mellemskinnebenene på indersiden nær midten med et 
lille, dybt indsnit, der for- og Pe begrænses af en lille, 
skarp tand. 


Denne art er bl. a. fundet i Skåne og i Hamburgegnen 
(i bøg, dels under bark, dels i muld, dels i veddet i gange 
af Sinodendron cylindricum L., og i birk, dels under bark, 
dels i blødt ved, især i indgangshullerne til Lasius niger- 
gange, aug.—okt. Arten kunne muligvis træffes også hos os.] 


3. underfamilie Endomychinae. 


Fødderne cryptotetramere. Følehornene 11- 
leddede. Pronotum på hver side med en længde- 
køl eller -fure. 


79 


4. Lycoperdina Latr. 

Oversiden yderst fint og kort, hos vore arter 
næppe synligt behåret. Følehornene mod spidsen 
jævnt fortykkede, 2. led længere end bredt og 
over halvt så langt som 3. led, 9. og 10. led ikke 
længere end brede. Pronotum c. ”/, gang bredere 
end langt, bredest foran midten, herfra tilsmalnet 
tydeligt bagud, foran roden med en tværfure og 
på hver side med en dyb længdefure, der når 
frem c. til midten, forranden i midten med et 
lille, svagt kitiniseret, lyst felt. Vingedækkerne 
uregelmæssigt punkterede. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne nedtrykt langs sømmen, især fortil. 
Oversiden sort eller brunsort, vingedækkernes 
spids og undertiden hovedet lysere .... 1. bovistae. 
Vingedækkerne ikke nedtrykt langs sømmen. Over- 
siden rustrød, vingedækkerne med et sort tvær- 
Band SE SER see ES DERES EN le 2. succincta. 


1. L. bøvistae Fabr. Blankt sort, vingedækkernes spids, 
følehorn og ben samt undertiden hovedet lysere. 2. følehorns- 
led næppe kortere end 3., 10. led næppe tværbredt. Pronotum 
og vingedækkerne yderst fint og spredt punkterede, de sidste 
bredest langt foran midten og derfra langt tilspidsede bagud, 
med fuldstændig, fortil dybere sømstribe og indenfor skuldrene 
med et kort længdeindtryk. Længde 4—4,5 mm. 

åg: Bagskinnebenene stærkere, i midten ret brat indad- 
krummede, indersiden mod spidsen med svage knuder. 

I skove, sjælden (J, Ø). Rye nørreskov; Ristinge, Tåsinge, 
<Engene” ved Svendborg, Bangs Have ved Maribo, . Krage- 
lunden ved Fuglsang, Lindeskov på Falster; Jydelejet på 


80 


Møen; Knudshoved, Mogenstrup, Antvorskov, Jægerspris 
nordskov. Oftest i bovister, men også i mængde i Boletus- 
arter på bøgestubbe. Juni—sept., i antal "%/,. 


Fig. 31. Lycoperdina succincta g. x 9. 


2. L. succincta L. (fig. 31). Rustrød, et bredt, i form og 
udstrækning stærkt varierende tværbånd på vingedækkerne 
samt bagbryst og bug sorte eller brune. Pronotums midtparti 
undertiden mørkt. Følehornenes 2. led tydeligt kortere end 3., 
10. led tydeligt tværbredt. Pronotum og vingedækkerne meget 
fint og spredt punkterede, de sidste med mere jævnt rundede 
sider, bagud mere but tilspidsede, sømstriben fortil ikke 
dybere, men ofte udvisket. Længde 4—4,5 mm. 

åg: Forskinnebenene midt på indersiden med en kraftig, 
spids tand (hos 2 jævnt fortykkede). 

Temmelig sjælden (J, Ø, B). I bovister, i hvilke arten 
gennemgår sin udvikling, særlig i sandegne, både i og udenfor 


skove, ofte i stort antal. Juni—sept. Arten er i Sverige taget 
flyvende om natten. 


381 


5. Mycétina Muls. 

Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at 2. følehornsled er bredere 
end langt, ikke halvt så langt som 3. led, og at 
pronotum er c. dobbelt så bredt som langt og 
omtrent parallelsidet i bageste halvdel. 


1. M. cruciåta Schall. (fig. 32). Blank, smukt rød, vinge- 
dækkerne med bred, sort korstegning, mellem- og bagbryst. 


Fig. 32. Mycetina cruciata g. x 10. 


bugen fortil, følehorn og ben sorte, følehornenes endeled, 
knæene og fødderne lysere. 10. følehornsled tydeligt tværbredt. 
Pronotum meget fint og spredt punkteret, sidelængdefurerne 


Victor Hansen ; Clavicornia. II. 6 


82 
ikke nående frem til midten. Vingedækkerne fint og spredt 
punkterede, med et kort rodindtryk indenfor skuldrene, søm- 
striben yderst fin, fortil forkortet. Længde 3,8—4,5 mm. 

åg: Mellemskinnebenenes inderside ved spidsen stærkt ind- 
buet, :bagskinnebenenes inderside bag midten med en dyb 
indbugtning (fig. 32). 

Kun fundet i Bukkeskov på Langeland (7 eks. ved foden 
af en bøg under en lille træsvamp, ?”2/, 1879). I Sverige er den 
fundet i maj og juli, bl. a. på granstubbe, og i Østrig på 
gamle, svampede. bøgestammer i selskab med Endomychus 
coccineus. j 


6. Endømychus Panz. 


2. følehornsled i hvert fald lidt længere end 
bredt, betydeligt kortere end 3. led, 9.led betyde- 


Fig. 33, Endomychus coccineus. x 9. 


853 


ligt længere end bredt, længere end 10. led, dette 
c. så bredt som langt. Pronotum tilsmalnet frem- 
efter helt fra roden, foran denne med en tvær- 
fure, der på hver side begrænses af en længde- 
fure, som ikke når helt frem til midten. Vinge- 
dækkerne store, roden indenfor skuldrene med 
et indtryk. 


1. E. coccineus L. (fig. 33). Smukt skarlagenrød, hoved, 
pronotums midtparti, scutellum, mellem- og — helt eller 
delvis — bagbryst, 2 store pletter på hvert vingedække samt 
følehorn og ben sorte, knæ og fødder lysere. Pronotum spredt 
og yderst fint punkteret. Vingedækkerne fint og spredt punk- 
terede, bredest omkring midten. Længde 4—6 mm. 


I løvskove, ikke almindelig (J, Ø, B). På træsvamp, især 
på bøg og birk, undertiden i antal. Marts—sept. 


15. familie Coccinéllidae. 
(Mariehøns) 


Følehornene spinkle, ikke længere end pro- 
notums største bredde, indleddede foran eller 
mellem øjnene, under pandens siderand eller 
forhjørner, oftest 11-leddede, med 3- eller fler- 
leddet kølle, undertiden 8-, 9- eller 10-leddede. 
Hovedet på undersiden med følehornsfurer. For- 
hoftegruberne bagtil åbne. Forhofterne tvær- 
brede. Baghofterne tværbrede, langt adskilt fra 
hinanden. Mellembrystets epimerer som regel 
lige afskåret bagtil, nående helt ind til mellem- 
hoftegruberne. Lårenes inderside i hele deres 
længde med en skinnebensfure, skinnebenene 

G7 


84 


uden eller med små endesporer, udvendig ved 
spidsen med en fodfure eller -grube. Fødderne 
cryptotetramere. Kløerne oftest tandede. Bag- 
kroppen med 35 eller 6 frie, indbyrdes bevægelige 
bugled. 1. bugled mellem baghofterne med en 
bred, fortil afstudset eller afrundet forlængelse. 
Bagbrystet og 1. bugled oftest med lårlinier. 

Kroppen som regel bredt oval med hvælvet 
overside og flad underside. 

Arternes farvetegning, der hyppigst består af 
rød, gul eller brunlig grundfarve med sorte eller 
lyse pletter, er ofte stærkt varierende, idet plet- 
terne helt eller delvis forsvinder eller omvendt 
øges i antal eller udvides og helt eller delvis 
flyder sammen. Af mange arter er der derfor 
opstillet en række farveaberrationer under sær- 
skilte navne. Disse former, der ofte går jævnt 
over i hinanden, er gennemgående uden større 
interesse, og i det følgende er foruden den nor- 
male form som regel kun nævnt særligt afvigende 
og iøjnefaldende farveaberrationer. 

Arterne er i stand til, når de foruroliges/”at 
udsvede en gullig, klæbrig saft af knæleddene. 
Inden præparationen må dyrene derfor renses 
grundigt. 

De fleste arter lever både som imago og som 
larve af bladlus, undtagelsesvis af skjoldlus eller 
midder, og er derved særdeles nyttige insekter. 
Undertiden æder de andre smådyr, f. eks. blære- 
fødder eller insektlarver. Enkelte arter (Cocci- 
nella 16-guttata, 12-guttata og 20-punctata) lever 


85 


af meldug- og skimmelsvamp, og endelig er 
arterne i 1. underfamilie Epilachninae plante- 
ædere og undertiden skadelige. Nogle, især af de 
almindelige arter, optræder i enkelte år pludseligt 
stedvis i store masser. 


Oversigt over underfamilierne. 


1. Afstanden mellem følehornenes indledningssteder 
meget kortere end afstanden mellem øjnenes 


dd. Coccinella É. Jubcoccinella 


Fig. 34. Hoved af Coccinella og Subcoccinella. 


inderrande (fig. 34, b). Oversiden behåret. Føle- 
hornene c. så lange som hovedets største bredde 
: 1. Epilåchninaåe. 
Afstanden mellem følehornenes indledningssteder 
ikke eller kun meget lidt kortere end afstanden 
mellem øjnenes inderrande (fig. 34, a). Over- 
siden nøgen, i modsat fald er følehornene enten 
længere end eller meget kortere end hovedets 
største bred deres 2. Coccinéllinae (p. 88). 


1. underfamilie Epilåchninae. 


Følehornene 11-leddede, med 3-leddet kølle, 
c. så lange som hovedets største bredde, indled- 


86 


dede indenfor øjnene, afstanden mellem deres 
indledningssteder meget kortere end afstanden 
mellem øjnenes inderrande. Øjnenes forrand i 
det højeste svagt indbuet (fig. 34, b). Kroppen 
bred, omtrent halvkugleformet. Oversiden fint, 
nedliggende behåret. 


Oversigt over slægterne. 


1. Pronotums sider fortil svagt, men tydeligt run- 
dede. Kløerne, set fra oven, spaltede til midten 
(fig. 35, a). Vingedækkerne, set fra oven, med 
tydelige siderande, markerede ved en svag af- 
fladning af hvælvingen ......... 1. Subcoccinélla. 
Pronotums sider næsten rette. Kløerne, set fra 
oven, ikke spaltede, set i profil med en bred 
rodtand (omtrent som fig. 35, e). Vingedæk- 
kerne, set fra oven, med i midten kun meget 
utydeligt fremtrædende siderande, idet hvæl- 


vingen fortsætter helt ud til disse... 2. Cynégetis. 
AN ) D 
Gi 6 (& d E fi 
Fig. 35. Højre forfods kløer hos a: Subcoccinella. — b: Hippodamia 
13-punctata. — c: Paramysia. — d: Hyperaspis. — e: Coccinella 
7-punctata. — f: Anisosticta. 


1. Subcoccinélla Huber. 
Pronotum bredest ved roden, siderne fortil 
svagt rundede, bagranden jævnt buet, sluttende 
tæt til vingedækkernes rod. Kløerne, set fra oven, 


87 


spaltede til midten i 2 tænder, den inderste 
meget kortere end den yderste (fig. 35, a). 


1. S. 24-punctata (vigintiquåtuorpunctåta) L. (fig. 
36). Omtrent halvkugleformet, oversiden fint, nedliggende be- 
håret, tæt punkteret. Brunrød eller rødgul, undersiden delvis 


Fig. 36. Subcoccinella 24-punctata. x 12. 


mørk, en midtplet eller 3 pletter på pronotum og 12 pletter på 
hvert vingedække sorte. Farvetegningen yderst stærkt vari- 
erende, idet navnlig vingedækkepletterne helt eller delvis kan 
forsvinde eller omvendt brede sig, så at grundfarven bliver 
sort med enkelte røde pletter. Længde 3—4 mm. 


Almindelig (J, Ø, B). På planter, bl. a. melde (Atriplex); 
på dyrket jord især på bede-, lucerne- og kløvermarker, hvor 
arten både som imago og larve gør skade ved at gnave bla- 
dene. Maj—aug. Larver, pupper og imagines er fundet i 
antal på spergel (Spergula) "”/,, og på Atriplex. Larver er 
endvidere fundet i antal fortærende blomsterne af trevlekrone 
(Lychnis flos-cuculi), samt pa pileurt (Polygonum convol- 
vulus) og på sæbeurt (Saponaria officinalis) ??/,—5/,, forpup- 
ning 110/,, klækning 8-20, 


88 


2 Cynegetis Redib: 

Adskilt fra den foregående slægt ved, at pro- 
notums sider næsten er rette, at kløerne, set fra 
oven, ikke er spaltede, men, set i profil, har en 
rodtand (omtrent som fig. 35, e), at vingedæk- 
kerne mangler skulderbule, at deres sidedækker 
har lårgruber til mellem- og baglår, og at flyve- 
vinger mangler. EG 


1. C. impunctåta L. Næsten halvkugleformet, oversiden 
fint, lidet tydeligt, nedliggende behåret, tæt punkteret. Vinge- 
dækkerne med iblandede lidt større punkter. Rødbrun eller 
gulbrun, undersiden og hovedet sorte, pronotum ofte med 
en eller tre og vingedækkerne ofte med nogle mørke pletter, 
der undertiden breder sig og flyder delvis sammen. Længde 
2,3—3,5 mm. 

Almindelig (J, Ø, B), på marker og enge. Jan., maj—okt. 


Larver er fundet i juni, ædende draphavre (Avena elatior), 
klækning i juli. 


2. underfamilie -Coccinéllinae. 


Følehornene med 8—11 led, oftest med 3-leddet 
kølle, indleddede foran øjnene, afstanden mel- 
lem deres indledningssteder ikke eller kun meget 
lidt kortere end afstanden mellem øjnenes inder- 
rander(hss3Æra) 


Oversigt over slægtsgrupperne. 
1. Hovedet fortil på hver side med en bred, flad ud- 
videlse; "der "griber "dybt indsø these 


89 


Følehornene yderst korte, meget kortere end, 
afstanden mellem øjnenes inderrande, deres rod 
helt overdækket af hovedets udvidelse 
ASK OT lo or Inde pa 09)): 
Hovedet fortil uden eller med en meget smal, i 
øjet indgribende forlængelse (fig. 34, a, p. 85). PE 
2. Oversiden bydel bear ae AASE DE 
Oversadene ne eN DETTE Era N 


(ey 


az 
Chiloc. 


em 
I: (ES GE 


Fig. 37. a: Hoved og pronotum af Chilocorus bipustulatus. — b: 
pronotum af Exochomus flavipes. 


3. Følehornene længere end hovedets største bredde 
tr oderdumkmi pS90) 
Følehornene meget kortere end hovedets største 


re AES RE RE Eg SES RENE DE TEE EKS USER E: 
AH Eronotumsbredestt ved roder S ey mm Ep O2V 
Pronotum tilsmalnet mod roden.... Noviini (p. 109). 


3. Følehornene yderst korte, meget kortere end af- 
standen mellem øjnenes inderrande 
SE Ly per asp (pæoE 
Følehornene forholdsvis lange, mindst så lange som 
afstanden mellem øjnenes inderrande 
Dr Cocea II 


90 


1. slægtsgruppe Coccidulini. 


Oversiden lidt opstående behåret. Følehornene 
11-leddede, lange, længere end hovedets største 
bredde. Øjnene groft facetterede, deres forrand 
kun svagt indbuet. Kløerne på indersiden foran 
midten med en lille, spids tand. 


Oversigt over slægterne. 


1. Pronotum tydeligt tilsmalnet bagud. Vingedæk- 
kerne lange, c. 7/, gang længere end tilsammen 
brede, i midten omtrent parallelsidede (fig. 38) 
1 Coccrdula 
Pronotum bredest ved roden. Vingedækkerne kun 
rigeligt !/, længere end tilsammen brede, siderne 
rundede også imitere eee 2. Rhizobius. 


1. Coccidula Illig. 


Kroppen mere aflang og ligebred end hos 
nogen af familiens andre slægter. Pronotum 
bredest i eller lidt foran midten, bagud betydeligt 
tilsmalnet, siderne rundede, bagranden urandet. 
Vingedækkerne punkterede og yderligere med 
uregelmæssige rækker af grovere punkter. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne med sorte pletter ..... 1. scutellåta. 
Vingedækkerne ensfarvet røde, i det højeste mør- 
kere! bag scutelum Sr So rr ru 


1. C. scutellåta Hhbst. (fig. 38). Rødgul, vingedækkerne 
med sort, varierende tegning, som regel bestående af en stor 


91 


fælles scutellarplet og på hvert vingedække en plet ved midten 
af sideranden og en plet nær sømmen bag midten, undersiden 
delvis sort. Oversiden ret tæt punkteret. Prosternum med to 


Fig. 38. Coccidula scutellata. x 14. 


kraftige længdekøle. 1. bugled med bredt buede lårlinier. 
Længde 2,5—3 mm. 


Udbredt, men stedegen (J, Ø). På siv og tagrør. Jan.— 
juni, aug.—nov. 


2. C. rufa Hbst. Nærstående til den foregående, men ad- 
skilt fra den ved, at vingedækkerne er ensfarvede, undertiden 
dog mørkt skyggede bag scutellum, at prosternums køle er 
svagere, fortil næsten udviskede og 1. bugleds lårlinier meget 
smallere buede. Længde 2,5—3 mm. 

Almindelig (J, Ø, B) i moser og på enge. Jan.—juni, aug., 


okt. Æglægning er iagttaget ?%/,, larverne fremkom ?9%/,; end- 
videre er forpupning iagttaget ?/,, klækning skete ?5/,. 


92 


2 RhIzøbrus- Step 


Kroppen oval. Pronotum bredest ved roden. 
Vingedækkernes punktur med iblandede grovere, 
ikke rækkevis ordnede punkter. 


1. R. litåra Fabr. Rødgul eller brungul, undersiden delvis 
sort, pronotum ofte mørkt foran scutellum, vingedækkerne 
med stærkt varierende mørk tegning, oftest bestående af en 
fælles, fortil åben buelinie bag midten, en plet længere fremme, 
nærmere siden og nogle pletter fortil ved sømmen; under- 
tiden er den mørke tegning forsvundet, undertiden udvidet 
og delvis sammenflydende. Pronotums sider i det højeste 
svagt rundede. Oversiden ret fint punkteret, vingedækkerne 
med iblandede, meget grovere punkter. Længde 2,53—3 mm. 

Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø, B). Ved plante- 


rødder eller på planter på sirandbredder, havskrænter og 
sandede marker nær stranden. Marts—sept. 


[R. chrysomeloides Hbst. Adskilt fra den foregående 
ved mere langstrakt, mindre stærkt hvælvet krop, tættere 
… oversidepunktur, fremefter mindre stærkt tilsmalnet prono- 
tum med lidt stærkere rundede sider og svagere længdekøle 
på prosternum. Længde 3—3,3 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen (på nåle- 
træer), kunne muligvis træffes også hos os.] 


2. slægtsgruppe Scymnini. 


Oversiden behåret. Følehornene 11-leddede. 
eller, idet 1. og 2.led er sammenvoksede, 10- 
leddede, meget korte, ikke halvt så lange som 
hovedets største bredde. Øjnenes forrand næppe 
eller meget lidt indbuet. Pronotum bredest ved 
roden, sluttende tæt til vingedækkernes rod. 


93 


1. Scymnus Kugel. 


Aflangt oval eller næsten halvkugleformet. Pro- 
sternum undertiden med 2 længdekøle. 1. bugled 
med lårlinier, der i en bue løber skråt udad mod 
leddets bagrand og hos nogle arter fortsætter 
videre udefter til leddets forrand. Skinnebenene 
uden endespore, kløerne undertiden med en svag 
eller tydelig rodtand. 

Arterne er bladlusædere, en enkelt (Sc. ater) 
dog antagelig skjoldlusæder og en enkelt (Sec. 
punctillum) middeæder. 

Denne slægt er den vanskeligste af familiens 

slægter, og for at sikre bestemmelsen bør de 
vigtige kendetegn!) på prosternum og 1. bugled 
altid undersøges, hvilket mest praktisk sker 
inden præparationen. For at kunne iagttage lår- 
liniens løb må hbagbenet skubbes indad eller 
løftes op. Også retningen af vingedækkernes be- 
håring er af vigtighed, og præparationen må 
derfor foretages så varsomt, at behåringen ikke 
skades. 
. Nedenfor gives en oversigt over underslæg- 
terne, hvis adskillelse beror på de lige nævnte 
undersidekendetegn, og to artsoversigter, af 
hvilke den første er baseret på underslægtsind- 
delingen, medens den anden er bygget på over- 
sidekendetegn. 


1) Hos nogle arter kan disse kendetegn i sjældne tilfælde være 
noget utydeligt udprægede. 


94 


Oversigt over underslægterne. 


1. 1. bugleds lårlinie udefter fortsat fremad til leddets 


forrand; (fø. AO ESTER lee eee RR >. 
1. bugleds lårlinie udefter ikke fortsat helt. frem 
biltleddetserorrande (rs AD) ENDERNE 3. 


2. Prosternum med 2 længdekøle (fig. 39) 1. Pullus (p. 38). 


AUrlluUT 


FE 


Ig. 59. 


fan Lg 
re 


NIGPINUS 


AUVIlUS 


Fig 40 FUGE LE 


Fig. 39—41. Fig. 39: Pro- og mesosternum af Scymnus auritus 
(underslægt Pullus). K = prosternums 2 længdekøle. Fig. 40—A41: 
Den ene side af 1. bugled hos Sc. auritus (undersl. Pullus) og Sc. 
nigrinus (undersl. Scymnus). L = lårlinien (bagbenet er fjernet). 


Prosternum uden længdekøle... 2. Stéthorus (p. 101). 

3. Prosternum med 2 længdekøle (som fig. 39) 
3. Scymnus (p. 102). 
Prosternum uden længdekøle .... 4. Néphus (p. 105). 


lste oversigt over arterne. 


1. 1. bugleds lårlinie udefter fortsat fremad til leddets 


forrands (fg; AO) 2 as FE SE ae SEERE EEG ERR 2) 
1. bugleds lårlinie udefter ikke fortsat helt frem 
tilsleddets forrands (fig ÆL) SERIEN SEER 8. 


2. Prosternum uden længdekøle. Kroppen bred. 


LO 


95 


Vingedækkerne kun c. /, længere end tilsammen 
brede. Oversiden helt sort. Længde 1,2—1,5 mm 
5. punctillum. 


Prosternum med 2 længdekøle (fig. 39)......... 3 
Vingedækkerne sorte, den bageste fjerde- eller 
femte deler dis RR TE HE he an ad Å. 
Vinsedækkermefanderledes farve dere 5. 
Større, 2,3—3 mm. Vingedækkernes punktur ens- 
ARTE RE SE ERE Se SERENE ES SR FE LEGS SO nen ferrugåtus. 


Mindre, 1,35—2,3 mm. Vingedækkernes punktur 
bestående af finere og grovere punkter 
1. haemorrhoidålis. 
Hovedet rødgult eller brungult. Vingedækkerne 
højst c. 7/; længere end tilsammen brede. Længde 


BEES SE ER NREN pr SNE MSDN] BUE NET S. 
Hovedet sort. Vingedækkerne mindst c. ”/, længere 
end tilsammen brede. Længde 1—2,3 mm .... 6. 


Mindre, 1—1,5 mm. Kroppen ensfarvet sort. Pro- 
notum ret mat, fint mikrochagrineret, yderst 


iintsosrspredtt punkter et SEE ER åter. 
Større, 1,59—2,3 mm"). Vingedækkerne oftest med i 
lysere tegning. Pronotum ret blankt......... væ 


Vingedækkernes behåring delvis bagud, .… delvis 

skråt udad rettet. Længde 1,5—2,3 mm 3. suturålis. 
Vingedækkernes behåring omkring og foran midten 

skråt indadrettet. Længde 1,7—1,9 mm 4. teståceus. 


Prosternum med 2 længdekøle (som fig. 39) .... % 
Brosternumsudenæng de køle ESS 155 
Kroppen samt lår og skinneben sorte. Længde 

PEDE SEE Erna er ere eo DE MUD NUL SE 
rundere desebanve Et SEE SSR RE ORSA Es SEN Er ERNE 10. 
Oversiden samt følehorn og ben ensfarvet rødgule 

eller brungule. Længde 2,2—3 mm ...... mabike tirs: 
mnnderle des tarve tes sr ren ES ss he sete SE VCE ile 
Ningsedækkernerenstarvetssorte se eres NE 1522 
Vinsedækkernerrødplette de se eee ES SER 13. 


1) Jfr. endvidere Sc. nigrinus var. decipiens. 


96 


12. Bredt oval, vingedækkerne ikke eller næppe læn- 


gere end tilsammen brede .. 10. råbromaculåtus. 
Oval, vingedækkerne c. 7/, længere end tilsammen 
Brede ERE "OtrontålisabsmmmaenleEest 
LS Kroppen-bredt 0 val fe Fee sr LS SER apétzi. 
Kroppen sov ene Sl eee 14. 
14. Penis, set fra siden, med brat bøjet spids (fig. 43, 
PERON SEER RET ENE Rs SENER SAR 8. rufipes. 
Penisspidsen, set fra Sen ikke brat bøjet 
(RSS ÅÆLYE BIS ETS VAST Sets STEDER SEER Utro balese 


15. Vingedækkerne i forreste halvdel med rød tegning”) 16. 
Vingedækkerne uden rød tegning i forreste halvdel 17. 
16. Kroppen oval, vingedækkerne højst c. 1/, længere 
end tilsammen brede. Gennemsnitligt større, 
1,5—2,2 mm. Lårene, i hvert fald de bageste, 
mørkere end skinnebenene .. 12. quådrimaculåtus. 
Kroppen aflangt oval, vingedækkerne mindst ”/, 
længere end tilsammen brede. Gennemsnitligt 
mindre, 1,3—1,8 mm. Benene ensfarvet rødgule 
11Fredfendaceheri 
17. Vingedækkernes behåring stærkt hvirvlet, i midten 
stærkt skråt indadrettet. Hvert vingedække bag 
midten med en stor, BIGERE: rød plet. Længde 
155222 MERE KF EREERG SÆBE - 13. bipunctåtus. 
Vingedækkernes behåring svagere hvirvlet, i mid- 
ten ikke eller kun svagt indadrettet. Vingedæk- 
kerne uden rød plet eller bag midten med en 
oftest ret lille og utydelig, rødlig plet. Længde 
NES) NINE SS ng PR KREIS JER 14. bisignåtus. 


2den oversigt over arterne. 


1. Kroppen samt lår og skinneben sorte. Længde 


BES MM 2 41033 DEL ENE SS REESE SR 6. nigrinus. 
Anderledes farvet, i modsat fald (Sc. ater) mindre, 
=D MM 4 3 0 7 ER ERE DE > RER SOE SAREEN 2: 


1) Af Sc. redtenbacheri forekommer meget sjældent eksemplarer 
med helt sorte vingedækker (ab. unicolor). 


(0 


SM 


Oversiden samt følehorn og ben ensfarvet rødgule 
eller brungule. Længde 2,2—3 mm ..... 7. abietis. 
Anderledes AN ELSE REDE EN tr SKER BA ve Vs BE 
Vingedækkerne sorte, den bageste fjerde- eller 
femtedel rødlig. Længde 1,35—3 mm 
ferrugåtus og.1. haemorrhoidålis. 
(se 1. oversigt nr. 4) 
Mimnsedækkerne anderledes fanve de eee 4. 
Kroppen aflangt oval, vingedækkerne mindst c.”/, 
længere end tilsammen brede. Længde 1— 


PISA MEE SEES en En bla bog dne ore 8,0 DE 
Kroppen oval, vingedækkerne højst c. 1/. længere 
endstisammen breder FS REN DRs Te 


Benene ensfarvet rødgule. Hvert vingedække som 
regel på midten med en stor, i midten noget 
indsnævret, rødlig længdeplet. Længde 1,3— 
NES ÆRE SAD Ser BR gr Kaye 11. redtenbåcheri. 
IShvert Faldskårene mørkere EAR ae at 6. 
Mindre, 1—1,5 mm. Kroppen ensfarvet sort. Pro- 
notum ret mat, fint mikrochagrineret, yderst 
into sesprede punkterer  SREe åter. 
Større, 1,5—2,3 mm. Vingedækkerne oftest med 
lysere tegning. Pronotum ret blankt 
SEES ANS RO SEE Bel Balelennse 
(se 1. oversigt nr. 7) 
Oversiden ensfarvet sort. Kroppen bred, vinge- 
dækkerne kun c. -/, længere end tilsammen 
bredenhærnre des ms Se 5. punctillum. 
Oversiden anderledes farvet, i modsat fald større 
(1,8—3,3 mm) eller (Sc. bisignatus, 1,3—1,6 mm) 


MINDEDES ASS Se en RE SSR SEE EEN DE SE 8. 
Vingedækkerne sorte, i det højeste spidsranden 

Sams kER snakke de ml ERE ADS RER ER See RE Y. 
Vinsedækkernesrødpler tede SEER 1528 
Kroppen bredt oval, vingedækkerne ikke eller 

næppe længere end tilsammen brede......... 10. 
Kroppen oval, vingedækkerne c. ”/,—/, længere 

ende tsar ener de SEE ES ESS EN ILL. 


Victor Hansen ; Clavicornia. II. 7 


98 


10. Vingedækkerne næsten altid med ganske smalt 
rødgul spidsrand. Hovedet hos begge køn rød- 
sultellers brune ul ae SEE SEDEEEER 2. auritus. 

Vingedækkerne helt sorte. Hovedet hos 2 sort, 
idet højeste med lysere forrand 10.rubromaculåtus. 
11. Større, 2—3 mm ... 9. frontålis ab. immaculåtus. 
Mindre les ER SERENE RRS 14. bisignåtus. 

12. Vingedækkerne i forreste halvdel uden rød tegning. 

Længde 1,3—2,2 mm 
13. bipunctåtus og 14. bisignåtus. 
(se 1. oversigt nr. 17) 
Vingedækkerne i forreste halvdel med en rød plet, 
undertiden tillige med en rød plet i bageste 
halvdel, de 2 pletter kan være indbyrdes for- 
bundne til et længdebånd. Længde 1,5—3,3 mm 13. 

13. Hvert vingedække kun med en plet i forreste 

malede apétzi, 8. rufipes og 9. frontålis. 
(se 1. oversigt nr. 13—14) 
Hvert vingedække med 2, undertiden indbyrdes 


forbundnespletter Ena EN, este PSR ESREAEGE: 14. 
14. Større, 2—3 mm 9. frontålis ab. quådripustulåtus. 
Mindre me 12. quådrimaculåtus. 


1. underslægt Pullus Muls. 


Prosternum med 2 længdekøle, der når frem 
til forranden (fig. 39) undtagen hos Sc. testaceus 
og ater og konvergerer fremefter undtagen hos 
Sc. haemorrhoidalis og ferrugatus. 1. bugleds 
lårlinie udefter fortsat fremad til leddets forrand, 
nående tilbage betydeligt (hos Sc. ater dog kun 
lidt) over leddets midte (fig. 40). 


1. Sc. haemorrhoidålis Hbst. Denne og den følgende 
art er let kendelige ved vingedækkernes farve. Temmelig 


BØ 


bredt oval. Hoved og pronotum rødgule, det sidste med en 
bred, sort rodplet, der hos 2 breder sig så stærkt, at kun 
for- og siderande er smalt rødgule; vingedækkerne sorte, den 
bageste fjerde- eller femtedel rødgul; undersiden sort, for- 
brystet og bugens spids rødgule; følehorn og ben rødgule. 
Pronotum ret fint punkteret. Vingedækkerne ret kraftigt 
punkterede, med iblandede finere punkter, behåringen stærkt 
hvirvlet, fortil skråt bagud og udad, derefter skråt bagud og 
indad og bagtil atter skråt bagud og udad rettet. Længde 
LD, mu 

åg: Se ovenfor om pronotums farve. Sidste bugleds bag- 
rand noget indbuet i midten. 


Ret almindelig (J, Ø), især på løvtræer. Febr., april—sept., 
hyppigst vistnok i juni og aug. 


[Sc. ferrugåtus Moll. Meget nærstående til den fore- 
gående, men adskilt fra den ved betydeligere størrelse og 
ensartet, lidt mindre kraftig punktur på vingedækkerne samt 
ved, at bugen er rødgul, i det højeste med mørk rod, at vinge- 
dækkernes lyse spidsparti er skarpere afgrænset, at pronotums 
mørke rodplet ikke er væsentlig større hos 2 end hos g, og 
at sidste bugleds bagrand hos $ ikke er indbuet. Længde 
DSE 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne og i Hamburgegnen 
(maj—juni), kunne muligvis træffes også hos os.] 


2. Sc. auritus Thunb. Let kendelig fra underslægtens 
andre arter ved vingedækkernes farve i forbindelse med den 
brede form og størrelsen. Bredt oval. Sort, hovedet rødgult 
eller brungult, pronotum hos $ rødgult med en stor, bred, 
sort rodplet, hos 2 helt sort eller med smalt lyse forhjørner 
eller forrand, vingedækkernes spidsrand næsten altid ganske 
smalt rødgul; bugens spids lys; følehorn og ben rødgule, 
lårene hos 9 ofte mørkere. Pronotums punktur fin. Vinge- 
dækkerne ret kraftigt punkterede, deres behåring ved skul- 
drene og bagtil skråt bagud- og udadrettet, iøvrigt over- 
vejende bagudrettet. Længde 2—2,3 mm. 

mE 


100 


å: Se ovenfor om pronotums farve. Sidste bugleds bagrand 
ikke indbuet. 

Arten ligner stærkt Sc. rubromaculatus, men adskilles fra 
den ved de under denne anførte kendetegn. 


Almindelig (J, Ø) på løvtræer, især eg. Juni—aug. 


3. Sc. suturålis Thunb. Kendelig ved den aflange form 
i forbindelse med størrelsen og vingedækkebehåringens ret- 
ning. Sort, pronotums forhjørner ofte lysere, vingedækkerne 
brungule eller brunrøde med sort rodfarve, der langs søm og 
sider forlænges noget bagud; undertiden mangler den sorte 
rodfarve (ab. åtriceps Steph.) eller breder sig, så at vinge- 
dækkerne er sorte, hver med et lyst længdebånd (ab. limbå- 
tus Steph.); følehorn brungule, ben brunlige, med mørkere 
lår. Pronotum blankt, fint punkteret. Vingedækkerne blanke, 
punkturen kraftig, ofte med iblandede finere punkter, be- 
håringen ved skuldrene og bagtil skråt bagud- og udadrettet, 
iøvrigt overvejende bagudrettet. Længde 1,5—2,3 mm. 

Gennemsnitlig lidt større end de andre aflange arter, 
blandt hvilke den yderligere adskiller sig fra Sc. ater ved 
blankt pronotum og rødtegnede vingedækker og fra Sc. testa- 
ceus og redtenbacheri ved, at vingedækkernes behåring ikke 
er delvis indadrettet, fra den sidstnævnte tillige ved under- 
slægtskaraktererne. 


Ret almindelig (J, Ø, B) på nåletræer. Maj—sept. 


4. Sc. teståceus Motsch. Aflangt oval, men ikke så lang- 
strakt som den foregående. Grundfarven hos danske eksem- 
plarer sort, vingedækkerne normalt brunrøde, med et sort 
længdebånd langs sømmen (ab. scutellåris Motsch.), sjæl- 
dent næsten helt sorte (ab. concolor Weise); følehorn brun- 
gule, ben brunlige eller brunsorte med mørkere lår. Pronotum 
blankt, fint punkteret. Vingedækkerne blanke, kraftigere 
punkterede, behåringen stærkt hvirvlet, fortil skråt bagud og 
udad, derefter skråt bagud og indad og bagtil atter skråt 
bagud og udad rettet. Længde 1,7—1,9 mm. 


101 


Adskilt fra Sc. redtenbacheri ved vingedækkernes farve- 
tegning og kraftigere skulderbule, mørkere ben og underslægts- 
karaktererne. 

Meget sjælden (J, Ø). På krybende pil, ofte i klitter. 
Fanø, Esbjerg vestre strand, heden mellem Esbjerg og Hjer- 


ting, Søndervig, Klitmøller; Salpetermosen ved Hillerød. Maj 
—okt. 


[Serater Kugel. Blandt de sorte arter kendelig ved den 
ringe størrelse, den aflange form, det mat chagrinerede, yderst 
fint og spredt punkterede pronotum og underslægtskarak- 
tererne. Aflangt oval, sort, følehorn og fødder, undertiden også 
skinneben brunlige. Vingedækkerne med ret kraftig, lidet 
tæt, ofte noget uensartet punktur, behåringen noget grov, 
lidet tæt, bagtil skråt bagud- og udadrettet, iøvrigt vistnok 
i det væsentlige bagudrettet. Længde 1—1,5 mm. 


Denne art, der bl.a. er fundet i Østergøtland i Sverige, i 
Sydnorge og i Hamburgegnen, kunne muligvis træffes også 
hos os. Den angives at leve på eg og fyr. I Sverige er den 
fundet på pil (Salix cinerea) som rovdyr på skjoldlus (Chio- 
naspis salicis). April—juni, aug.] 


2. underslægt Stéthorus Weise. 


Prosternum uden længdekøle, dets forrand i 
midten noget fremtrukket. 1. bugleds lårlinie ud- 
efter fortsat fremefter til leddets forrand (jfr. 
fig. 40) ikke nående tilbage over leddets midte. 


5. Sc. punctillum Weise. Blandt de sorte arter kendelig 
ved den ringe størrelse, den brede form og underslægtskarak- 
tererne, Bredt oval, sort, følehorn og ben rødgule, lårene 
eller i hvert fald de to bageste par delvis mørke. Pronotum 
fint, mod siderne kraftigere punkteret. Vingedækkerne ret 
kraftigt, lidet tæt punkterede, behåringen lidet tæt, overalt, 
også på spidspartiet, bagud, ikke skråt udad rettet. Længde 
2 Skram . 


102 


Hidtil kun fundet ved Sønderskov på Als (1 eks. ketset 
1/.) og på havskrænten nord for Skeldebro på Broagerland 
(i antal på slåen (Prunus spinosa) "-15/,), Arten er middeæder. 


3. underslægt Scymnus s. str. 


Prosternum med 2 længdekøle, der når frem 
til forranden og konvergerer fremefter (som 
fig. 39). 1. bugleds lårlinie udefter ikke fortsat 
helt frem til leddets forrand (fig. 41, p. 94). 


6. Sc. nigrinus Kugel. (fig. 42). Let kendelig fra alle vore 
andre arter ved den ensfarvet sorte krop og de sorte lår og 
skinneben samt størrelsen. Oval, sort, ret blank, fødder og 
følehorn brunrøde. Pronotum ret fint punkteret. Vingedæk- 
kerne ret kraftigt punkterede, behåringen ved skuldrene og 
bagtil skråt bagud- og udadrettet, iøvrigt overvejende bagud- 
rettet. Længde 2—2,8 mm. 

Øg: Sidste bugleds bagrand i midten indbuet. 


Fig. 42. Scymnus nigrinus. x15. 


Der skal forexomme eksemplarer med fuldstændig lårlinie 
(var. decipiens Weise), men også sådanne eksemplarer er 
let kendelige: ved farven og størrelsen. 


103 


Udbredt og ikke ret sjælden (J, Ø). På nåletræer, især fyr. 
Maj—sept. 


i. Sec. abletis Payk. Let kendelig fra alle vore andre 
arter ved den ensfarvet lyse overside og størrelsen. Oval, 
rødgul eller brungul, ret blank, bagbrystet undertiden mør- 
kere. Punktur og behåring omtrent som hos den foregående. 
Længde 2,2—3 mm. 

Meget sjælden (Ø, B). Hidtil kun fundet ved Luknam 
(ved Furesø) i antal på gran i sept.—okt. og på Bornholm 
ved Blemmelyng, 2 stkr. på fyr i juli. 


sæ Serra krpesFabrkOvaltsort; "hos hovedet'eller"dets 
forreste del samt pronotums forhjørner rødlige, vingedæk- 
kerne hvert med en rød plet foran midten, følehorn og ben 
rødlige, benene ofte delvis eller overvejende mørkere. Prono- 
tum ret fint punkteret. Vingedækkerne kraftigere punkterede, 
oftest med mere eller mindre tydelige, iblandede grovere, ofte 
uregelmæssigt rækkevis ordnede punkter, behåringen ved 
skuldrene og bagtil skråt bagud- og udadrettet, iøvrigt over- 
vejende bagudrettet. Længde 2,1—3,3 mm. 

åg: Se ovenfor om farven. Sidste bugleds bagrand i midten 
mere eller mindre stærkt indbuet. Penisspidsen;, set fra siden, 
brat bøjet. Paramererne kortere end penis (fig. 43). 

Da denne art har været sammenblandet med den følgende, 
er dens udbredelse ikke sikkert kendt. Antagelig er den ud- 
bredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Sikre fund foreligger 
fra Rugballegård, Dalum, Lolland (Frejlev, Krenkerup), 
Næstved, Amager (udfor Kongelunden i Antal på tidsler, >/,), 


Holteegnen og Bornholm (Nexø, Gudhjem). Oftest ved kets- 
ning eller bankning af lavere planter. Marts—nov. Klækket 


DE 


2. SC Fromtålis Jaelne IDEnne arr Ste (em Kunne VUGESE 
nær og lader sig med sikkerhed ofte kun adskille fra den for 
hannens vedkommende ved parringsorganet. Som regel er de 
grove punkter i vingedækkernes punktur svagere udpræget 
eller endog helt manglende, men dette skelnemærke er vagt 


104 


og varierende. Foruden hovedformen, der er farvet som den 
foregående, forekommer aberrationer, der har en yderligere 
rød plet på vingedækkernes bageste halvdel (ab. quådri- 
pustulåtus Hbst.), hvilken plet undertiden kan smelte 
sammen med den forreste til et i midten indsnævret længde- 


43. rufipes 44, frontalis 45. apelzt 


Fig. 43—45. Spidspartiet af hannens parringsorgan (set fra siden 
og fra undersiden) hos Scymnus rufipes, frontalis og apetzi. Para- 
merernes randbehåring er udeladt. 


bånd (ab. suffriåni Weise), eller vingedækkerne kan være 
"helt sorte (ab. immaculåtus Suffr.). Længde 2—3 mm. 

Øg: Farve og sidste bugled som hos den foregående. Penis- 
spidsen, set fra siden, ikke brat bøjet. Paramererne kortere 
end penis (fig. 44). 

Da arten har været sammenblandet med den foregående, 
kendes dens udbredelse ikke med sikkerhed. Sikre fund fore- 
ligger fra Femmøller, Gedser, Krenkerup og Jydelejet. Levevis 
som den foregående, sammen med hvilken den undertiden 


forekommer. Af farveaberrationerne er immaculatus fundet 
hos os. 


[Sc. apétzi Muls. Meget nærstående til de to foregående, 
men adskilt fra dem ved bredere form, jfr. endvidere nedenfor 
om hannen. Vingedækkernes punktur omtrent som hos Sec. 
frontalis, dog hyppigt lidt kraftigere og mindre tæt. Af farve- 
aberrationer forekommer bl. a. en form med 2 røde pletter 
på hvert vingedække. Længde 2—3 mm. 

åg: Farve og sidste bugled omtrent som hos de to fore- 
gående. Penisspidsen, set fra siden, ikke brat bøjet. Para- 
mererne ikke kortere end penis (fig. 45). 


105 


Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige (f. eks. Bohuslån) 
og i Hamburgegnen, kunne muligvis træffes også hos os, 
Levevis antagelig som de to foregående. ] 


10. Se.ruåbromaculåtus Goeze. Ligner Sc. auritus meget 
stærkt, men adskilles fra den ved, at 1. bugleds lårlinie er 
ufuldstændig, at vingedækkerne er helt sorte, også bagtil, at 
bugen er helt sort, at hovedet hos 2 er sort, undtagen over- 
læben og undertiden forranden, og at sidste bugled hos Z er 
let indbuet i midten. Lårene ofte delvis mørke. Længde 
LSE gange ; 

Sjælden (J, Ø, B). Draved skov, Esbjerg, Ørnsø ved Silke- 
borg, Slettestrand; Taars Mader, Maglemer skov, Holmegårds 


mose, Rangle mølle, Tisvilde hegn, Melby overdrev; Rø. 
Bl. a. banket og ketset under eg. Maj—okt. 


4. underslægt Néphus Muls. 


Prosternum uden længdekøle. 1. bugleds lår- 
linie udefter ikke fortsat helt frem til leddets 
forrand (som fig. 41, p. 94). 


11. Sc. redtenbåcheri Muls. Aflangt oval. Sort,: vinge- 
dækkerne hvert med en aflang, i midten oftest indsnævret, 
rødlig længdeplet, der som regel hverken når søm, siderand, 
rod eller spids, men dog meget sjældent når spidsen og under- 
tiden (ab. unicolor Weise) forsvinder helt; ofte er pronotums 
forrand og vingedækkernes spidsrand ganske smalt rødlig; 
bugens spids ofte lysere; følehorn og ben ensfarvet rødgule. 
Pronotum ret fint punkteret, i bunden uden mikrochagri- 
nering. Vingedækkernes punktur ret kraftig, oftest med 
iblandede fine punkter, behåringen stærkt hvirvlet, over- 
vejende skråt bagud- og udadrettet, men på et ret skarpt 
afgrænset, trekantet parti, der lidt foran midten strækker sig 
fra sideranden spidst ind mod sømmen, skråt bagud- og ind- 
adrettet. Skulderbulerne meget svagt afsat. Længde 1,3— 
1,8 mm. 


106 


Adskilt fra underslægtens andre arter ved mere aflang 
form og de rødgule ben, hvis lår ikke er mørkere, fra Sc. 
bipunctatus og bisignatus yderligere ved, at vingedækkernes 
lyse tegning strækker sig langt frem foran midten og fra 
sidstnævnte art tillige ved stærkere hvirvlet behåring og 
blankt, ikke chagrineret pronotum. Om adskillelse fra Sec. 
suturalis og testaceus se foran under disse arter. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Oftest ved kets- 
ning eller sigtning på fugtig bund. Kan findes hele året igen- 
nem, men er hyppigst taget i maj—juni og aug.—sept. Ab. 
unicolor er hidtil ikke fundet hos os eller i vore naboområder. 


12. Sc. quådrimaculåtus Hhbst. (pulchéllus Hhbst.). 
Meget nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved 
de i 1. oversigt (under 16) anførte kendetegn. Hos hovedfor- 
men består vingedækkernes lyse tegning af en større plet foran 
og en mindre bag midten, men hos ab. bilunulåtus Weise 
er de 2 pletter smeltet sammen til en i midten indsnævret 
længdeplet, svarende til normaltegningen hos den foregående 
art. Vingedækkernes skuldre er lidt tydeligere afsat end hos 
den foregående. Lårenes farve er noget varierende, men synes 
dog altid, i hvert fald for baglårenes vedkommende, at være 
tydeligt mørkere end skinnebenenes. Vingedækkernes udad- 
rettede behåring er endnu stærkere udadrettet end hos den 
foregående, så at den delvis har retning næsten vinkelret på 
sømmen. Længde 1,5—2,2 mm. 

Meget sjælden (J, Ø). Randers (3 stkr., juni 1885), Ålborg 
(1 stk.); »Skansen« på Tåsinge (3 stkr., okt. 1935), Sundby 
storskov (i antal i røropskyl ved Løgnor, maj 1948), Esben- 
drup ved Sorø (2 stkr., juni 1843). De danske eksemplarer til- 
hører, med undtagelse af det ene af stykkerne fra Tåsinge, 
ab. bilunulatus. 


13. Sc. bipunctåtus Kugel. Nærstående til den fore- 
gående, men let adskilt fra den ved vingedækkernes lyse teg- 
ning, der består af en stor, rund, rød plet, hvis forrand når 
frem til lidt bag midten. Vingedækkerne lidt mindre tæt be- 


107 


hårede. Lårene brunsorte, skinneben og fødder rødgule eller 
brune. Længde 1,5—2,2 mm. 
Meget sjælden (J, Ø). Silkeborg (2 stkr. paa birk), Serup 


(1 stk. juni 1856); Falster (2 stkr. maj 1882), Lyngby mose 
(i antal på birk, ??/,—10/, 1949). 


14. Sc. bisignåtus Boh. Oval, sort, pronotums forrand 
og vingedækkernes spidsrand oftest ganske smalt lyse, vinge- 
dækkerne ofte bagtil med en brunrød, mere eller mindre ud- 
visket plet, bugens spids som regel lys, følehorn og ben rød- 
gule, lårene oftest i hvert fald delvis lidt mørkere. Pronotum 
yderst fint, ofte utydeligt punkteret, i bunden som regel 
tydeligt mikrochagrineret. Vingedækkernes punktur noget 
varierende i styrke og ensartethed, deres behåring mindre 
stærkt hvirvlet end hos de 3 foregående, idet såvel de skråt 
udad som de skråt indadrettede hår er mere — eller delvis 
næsten helt — bagudrettede. Længde 1,3—1,6 mm. 

Adskilt fra de 3 foregående ved farven, finere punkteret, 
oftest tydeligt mikrochagrineret pronotum og mindre stærkt 
hvirvlet vingedækkebehåring, fra Sc. redtenbacheri yderligere 
ved bredere form og fra de 2 foregående yderligere ved 
ringere størrelse. 

Sjælden (J, Ø, B). Fanø og Esbjerg (på elier under kry- 
bende pil på sandbund), Thorsager (ved sigtning på en sand- 
skråning), Serup, Alborg; Falster, Refsnæs; Hasle, Allinge. 
Maj—sept. 


3. slægtsgruppe Hyperåspini. 


Oversiden nøgen. Følehornene 10-leddede, 
yderst korte, ikke ”!/, så lange som hovedets 
største bredde. Øjnenes forrand ikke eller næppe 
indbuet. Pronotum bredest ved roden, sluttende 


tæt til vingedækkernes rod. 


108 


1. Hyperåspis Redtb. 


Kroppen oval eller kort oval, højt hvælvet. 
Vingedækkernes sidedækker med dybe gruber 
til optagelse af mellem- og baglårenes spidser. 
Skinnebenene uden endespore, kløerne med en 
rodtand (fig. 35, d, p. 86). 


1. H. reppénsis Hbst. Blankt sort, pronotums sider bredt 
rødgule, vingedækkerne foran spidsen ved sideranden med en 
stor, rund, rødgul plet (jfr. endvidere nedenfor om hannen), 
følehornene rødgule, bugens sider ofte lyse. Oversiden ret tæt 
og fint, på vingedækkerne dog kraftigere punkteret, hoved 
og pronotum i bunden mikrochagrinerede. Undertiden er pro- 
notums og vingedækkernes lyse tegning indskrænket eller 
udvisket og næsten forsvindende. Længde 2—3,5 mm. 

åg: Hovedet og pronotums forrand, ofte også en lille plet 
eller stribe på vingedækkerne, fortil ved sideranden rødgule. 
Benene rødgule, baglårene, ofte også delvis de andre lår, 
mørkere. Mellembrystets epimerer hvidgule. 

Q: Benene oftest mørkere end hos $. 

Sjældent (JRØMRB): Kolding (på Rejnfan (Tanacetum vul- 
gare)), Løverodde ved Kolding (på eg), Nørholm skov, Varde 


søndre plantage; Lolland, Falster, Møen, Odsherred, Tisvilde; 
Bornholm bl. a. ved Hasle teglværk. Maj—juli. 


[H. campéstris Hbst. Nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved kortere krop med stærkere rundede 
sider og stærkere rundet spidsparti på vingedækkerne, hvis 
plet står lidt længere fremme (i bageste tredjedel) og ikke 
så tæt ved sideranden. Farvevariationen og farveforskellen 
hos de 2 køn omtrent som hos den foregående. Længde 2— 
3,0) MIO. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen (på blom- 
strende hvidtjørn), kunne muligvis træffes også hos os.] 


109 


[Slægtsgruppe Noviini. 


Oversiden behåret. Følehornene 8-leddede, 
meget kortere end hovedets største bredde. Øjne- 
nes forrand ikke indbuet. Pronotum tilsmalnet 
bagud. 

Noøvius Muls. 


Pronotum meget smallere end vingedækkerne, 
siderne og bagranden rundede. Benene korte, 
skinnebenene uden endespore, kløerne ved roden 
utydeligt tandede. 


N. eruentåtus Muls. Bredt oval, ret fladt hvælvet. Sort, 
mundskjoldet, pronotums for- og siderande, følehorn og ben 
rustrøde, vingedækkerne hvert med 7 blodrøde, varierende 
og undertiden sammenflydende pletter og blodrøde siderande 
og sidedækker; bugen i hvert fald ved spidsen rødlig. Over- 
siden tæt og fint, på vingedækkerne dog stærkere punkteret. 
Længde 3—4 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen (banket 
af fyr i sept.), kunne muligvis træffes også hos os. Den kan 
findes overvintrende i barkrevner på fyr.] 


4. slægtsgruppe Chilocorini. 


Hovedet fortil på hver side med en bred, flad 
udvidelse, der griber dybt ind i øjet (fig. 37, a, 
p- 89). Følehornene med 8—10 led,' meget kor- 
tere end afstanden mellem øjnenes inderrande, 
deres rod overdækket af hovedets udvidelse. 


Oversigt over slægterne. 


HO versidens tydes behåret sr re FR Fa tynsås pis? 
Oversiden nøgen eller mnæsten nøgen see re 
2. Hovedets forrand med tydelig randliste, i midten 


110 


ret dybt indbuet. Pronotum på siden ikke halvt 

så langt som i midten (fig. 37, a, p. 89), bag- 

randen i midten urandet, på hver side med dob- 

belt randlinie ..... Se A LET ESS FN. ALENE 2. Chilécorus. 
Hovedets forrand uden eller uden tydelig rand- 

liste, bredt og ret svagt indbuet. Pronotum på 

siden over halvt så langt som i midten (fig. 37, b, 

p. 89), bagranden i midten fint, imod siderne 

UdviIsket rande ta re Ree 3. Exochomus. 


1. Platynaspis Redtb. 


Oversiden med kort nedliggende og lidt læn- 
gere, skråt opstående behåring. Hovedets forrand 
randet, i midten næppe indbuet. Følehornene 
10-leddede. Pronotum bagtil omtrent så bredt 
som vingedækkernes rod og sluttende tæt til 
denne. Vingedækkernes sidedækker med gruber 
til optagelse af mellem- og baglårenes spidser. 
Benene korte, kløerne med rodtand. 


1. Pl. luteoruåbra Goeze. Temmelig bredt oval, noget 
hvælvet. Oversiden ret fint og tæt, på vingedækkerne dog 
kraftigere punkteret. Sort, pronotums sider i hvert fald fortil 
og hos &g tillige hovedet rødgule, vingedækkerne hvert med 
2 runde, røde pletter, en stor lidt foran midten og en lille 
foran spidsen. Følehorn og ben rødlige, lårene mørkere. 
Længde 2,5—3,5 mm. 

Sjælden og stedegen (J, Ø, B). Bevtoft, Erlev, Vejle, 
Bryrup, Rye, Marselisborg skov; Langesø på Fyn, Høvblege, 
Mogenstrup, Lundtofte, Ørholm, Ravneholm, Asserbo, Refs- 


næs, Veddinge bakker, Lynæs; Rønne, Sose odde. Ved kets- 
ning og bankning. Maj—sept. 


2. Chilocorus Leach. 


Oversiden nøgen eller næsten nøgen, halv- 
kugleformet, meget højt hvælvet. Hovedets for- 


IHT 


rand randet, i midten ret dybt indbuet. Føle- 
hornene 8-leddede. Pronotum (fig. 37, a, p. 89) 
smallere end vingedækkernes rod, på siden ikke 
halvt så langt som i midten, mod siderne ikke 
sluttende tæt til vingedækkernes rod, bagranden 
1 midten urandet, på hver side med dobbelt 
randlinie. Vingedækkerne mod siderne meget 
stejlt nedfaldende, sidedækkerne uden lårgruber. 
Benene korte, skinnebenene på ydersiden i in- 
derste tredjedel med en vinkelformet udvidelse, 
kløerne med rodtand. 


Arterne er i Sverige fundne på pil (Salix cinerea), som 
rovdyr på skjoldlus (Chionaspis salicis L.). 


Oversigt over arterne. 


1. Hovedet sort. Vingedækkerne hvert med en stor 
rød midtplet. Større, 4—5 mm.. 1. rénipustulåtus. 

Hovedet rødgult. Vingedækkerne hvert med en 

tværrække af 3 eller 2 små røde pletter lidt foran 
midten. Mindre, 3—4 mm ........ 2. bipustulåtus. 


Fig. 46. Chilocorus renipustulatus. x 7. 


1. Ch. rénipustulåtus Scriba (similis Rossi) (fig. 46). 
Blankt sort, vingedækkerne hvert med en stor, tværbred, 


112 


rund, rød plet omtrent i midten, følehornene rødgule, bugen 
overvejende rødgul. Hovedet ret tæt og ikke særlig fint punk- 
teret, pronotum og vingedækkerne ret fint og spredt, langs 
siderne tættere og kraftigere punkterede. Længde 4—5 mm. 


Udbredt, men ikke særlig hyppig (J, Ø). På stammer af 
løvtræer, især ask og el. April—sept., i antal i maj og juni. 


2. Ch. bipustulåtus L. Blankt sort eller brun, vinge- 
dækkerne lidt foran midten hvert med en tværrække af 3 
små røde pletter, af hvilke de 2 inderste ofte flyder sammen, 
hovedet og følehornene rødgule, bugen overvejende rødgul. 
Ligner iøvrigt den foregående, men størrelsen er ringere, 
hovedet finere punkteret og, ligesom pronotum, i bunden fint 
mikrochagrineret. Hovedets forrand i midten lidt mindre dybt 
indbuet. Længde 3—4 mm. 


Udbredt og måske lidt hyppigere end den foregående 
(J, Ø, B). På buske og træer, oftest fåtallig. En enkelt gang 
fundet talrig i fjerklædningen på en nylig skudt and. April 
—okt. En fuldvoksen larve og friskklækkede imagines er 
unde se 


3. Exochomus Redtb. 


Adskilt fra den foregående slægt ved, at ho- 
vedets forrand ikke er tydeligt randet og bredt 
og ret svagt indbuet, at følehornene er 9-leddede, 
at pronotum (fig. 37, b, p. 89) på siden er over 
halvt så langt som i midten og dets bagrand i 
midten fint, mod siderne udvisket randet, og at 
skinnebenene mangler vinkelformet udvidelse. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkerne ensfarvet sorte .......... 1-Tlåvipes: 
Vingedækkerne med rød tegning 2. quådripustulåtus. 


113 


1. E. flåvipes Thunb. Halvkugleformet, højt hvælvet, 
sort, pronotums sider, hos & tillige hovedets forparti samt 
følehorn og ben rødgule. Oversiden i bunden yderst fint mi- 
krochagrineret, ret spredt og yderst fint, på vingedækkerne 
dog lidt mindre fint punkteret. Pronotum i hele sin bredde 
sluttende til pronotum. Hos 2 er oversiden undertiden stærkere 
chagrineret og mat. Længde 4—4,5 mm. 

Temmelig sjælden (J, Ø), meget udbredt i Jylland og 
endvidere fundet på Melby overdrev, ved Tisvilde og på 
Ellinge Lyng. Ved ketsning og bankning, bl. a. på pil, poppel, 
gyvel og klokkelyng. Maj—sept. 


2. E. quådripustulåtus L. (fig. 47). Lidt mindre stærkt 
hvælvet end den foregående. Sort, pronotums for- og siderand 
ofte ganske smalt lysere, vingedækkerne hvert med 2 røde 
pletter, en halvmåneformet, bagtil udvidet, der udvendig om- 
slutter skulderbulen og en tværbred bag midten, nær sømmen, 
følehornene rødgule, benene sorte med lidt lysere fødder. Pro- 
notum og vingedækkerne med randkel, pronotums bagrand 
yderst mod siderne ikke sluttende til vingedækkernes rod. 
Oversidens skulptur omtrent som hos den foregående, også 
matte individer forekommer, men vistnok yderst sjældent. 
Undertiden mangler den bageste plet. Længde 3—5 mm. 


Fig. 47. Exochomus quadripustulatus. Xx 8. 


Sjælden (J, Ø, B). Styding, Eisbøl, Rye, Silkeborg, Lille- 
ring; Sydfyn, Falster, Møen, Syd- og Nordsjælland; Born- 


Victor Hansen; Clavicornia. II. 8 


114 


holm. På solåben bund, på buske og træer. Maj—juni. I Sve- 


rige er arten fundet på pil som rovdyr på skjoldlus (Chio- 
naspis salicis L.). 


SE slægtsgruppe Coccinéllini. 


Oversiden nøgen. Følehornene 11-leddede, 
mindst så lange som hovedets største bredde. 
Hovedet fortil på hver side med en smal, i øjet 
indgribende forlængelse (fig. 34, a, p. 85). 


Oversigt over slægterne. 


1. Kløerne udvidede ved roden, men ikke tandede 
eller fligede (fig. 35, f, p. 86). Pronotum bredest 
i midten. Mellem- og bagskinnebenene med kun 
ceenkendespore eee 6. Anisosticta (p. 142). 
Kløerne tandede eller fligede (fig. 35, b, c og e, 
p. 86). Pronotum bredest bag midten, i modsat 
fald (Hippodamia) mellem- og bagskinnebenene 
med 2 endesporer Par 


Fig. 48. Den bageste del af vingedækkernes søm hos Anatis. 


2. Pronotum bredest i midten. Kløerne, set fra oven, 
fligede og derved indvendig med en lille tand 
iumidten (fg 350 Ep SI) TES EN p pod amp ES 


5 


Promotumkbre des bib amt eee SE 
3. Vingedækkernes sømrande ved spidsen med en 
lille, tæt behåret indbugtning (fig. 48). Længde 


SD Eee eee REE Es 3 NENS [Do MIL) 
Vingedækkernes sømrande simple. Længde 2,5— 
& ERE sa SEER gs SR Nee EAR NE ARE > 0 ERR SEES Å 
4. Scutellum meget lille. Længde 2,5—3 mm. Gul 
medssortrtesnmss Sin ENNS leemsy Hent suse 


Scutellum af normal størrelse. Længde 3—8 mm 5. 
5. Kløerne med en indvendig tand i midten (fig. 35, c, 
p. 86). Længde 6—8 mm. Brungul med lys 


be sn LE TES SEER ED amamsyes apr) 
Kløerne, set i profil, med en rodtand (fig. 35, e, 
p?'86). Lænsde 3—8 mm... AN Coccinella (p: 119). 


1. Tytthaspis Crotch. 
(Micråspis Redtb.). 

Kroppen halvkugleformet. Følehornene ret 
korte, med kompakt kølle, 9. og 10. led tvær- 
brede. Pronotum bredest ved roden. Scutellum 
meget lille. Mellem- og bagskinnebenene med 2 
endesporer, kløerne med en rodtand. 


1. T. 16-punctata (sédecimpunctåta) L. (fig. 49). Gul, 
hovedet hos $ med 2 sorte, oftest af pronotum dækkede 
pletter, hos 2 med sort i midten ofte delt midtparti, pronotum 
med en tværrække af 4 sorte pletter og med 2 sorte rod- 
pletter, vingedækkerne med sort sømstribe og hvert med 8 
sorte pletter, af hvilke de 3 langs sideranden oftest er sam- 
menflydende; undertiden mangler nogle af pletterne. Under- 
siden delvis sort. Følehorn og ben gule, hos & baglårenes 
rodhalvdel, hos 2 alle lår undtagen spidsen sorte. Hoved og 
pronotum fint og ret spredt punkterede og i bunden yderst 
fint mikrochagrinerede, vingedækkerne kraftigere punkterede. 
Længde 2,5—3 mm. 


8% 


16 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På sandet og gruset bund, 
især nær stranden. Marts—maj, juli—okt. En larve er fundet 
20/,, forpuppede sig ??/, og klækkedes 29/,. 


Fig. 49. Tytthaspis 16-punctata. x 16. 


2. Paramysia Reitter. 
(Mysia Muls.) 

Meget nærstående til Coccinella, men adskilt 
fra denne slægt ved, at kløerne har en indvendig 
tand i midten (fig. 35, c). Følehornene ret lange, 
c. så lange som hovedets største bredde, 10. led 
c. så langt som bredt, endeleddet længere end 
bredt. Mellem- og bagskinnebenene med 2 korte 
endesporer. 


1. P. oblångoguttåta L. (fig. 50). Bredt oval, hvælvet. 
Gulbrun, hovedet delvis hvidgult, bagtil med et, oftest af 


1% 


pronotum dækket mørkt tværbånd, pronotum med bredt 
hvidgule sider og ofte med et par lyse rodpletter foran scu- 
tellum, vingedækkerne med varierende hvidgul tegning, der 


Fig. 50. Paramysia oblongoguttata. Xx 7. 


som regel pa hvert består af en smal stribe langs sømmen, 
en rodplet nær scutellum, 2 ofte sammenflydende længde- 
pletter foran midten, en længdeplet bag midten, en længde- 
stribe noget indenfor sideranden, en udvendig til denne stribe 
stødende plet lidt bag midten og en stribe langs sideranden. 
Oversiden yderst fint, på vingedækkerne svagest mikrochagri- 
neret, punkturen på hovedet ret fin og spredt, på pronotum 
yderst fin og ret spredt, på vingedækkerne tættere og kraf- 
tigere. Længde 6—8 mm. 


Temmelig almindelig (J, Ø). På gran, fyr og lærk. Maj— 
juni, aug.—okt. 


HALS 


3. Anatis Muls. 


Meget nærstående til Coccinella, men adskilt 
fra denne slægt ved, at vingedækkernes søm- 
rande ved spidsen har en lille, tæt behåret ind- 
bugtning (fig. 48, p. 114), og at prosternums for- 
rand i midten er stumpt knudeformet fremsprin- 
gende. Følehornene ret lange, ca. så lange som 
hovedets største bredde, 10. led ganske lidt bre- 
dere end langt, endeleddet c. så langt som bredt. 
Mellem- og bagskinnebenene med 2 korte ende- 
sporer. 


1. A. ocellåta L. (fig. 51). Vor største mariehøne. Bredt 
oval, hvælvet. Sort, 2 pletter på hovedet, 2 rodpletter på 


Fig. 51. Anatis ocellata. x 4,5. 


pronotum samt dettes forrand smalt og sider bredt hvidgule, 
siderne bag midten med en sort plet i det hvidgule, vinge- 
dækkerne gulrøde med sorte siderande og sort, stærkt vari- 
erende plettegning, som regel bestående af 10 pletter på hvert 


119 


vingedække, nemlig en plet på skulderbulen, en plet ved 
scutellum, 4 pletter i tværrække foran midten, de 2 yderste 
ofte sammenflydende, 3 pletter i tværrække bag midten og 
en plet foran spidsen; pletterne er som regel omgivet af en 
smal lys ring. Følehorn rødgule med mørkere kølle, benene 
sorte med lysere fødder og skinnebensspidser. Oversiden ret 
fint og tæt punkteret, på hoved og pronotum i bunden meget 
fint mikrochagrineret. Længde 3—9 mm. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). På gran og fyr. Maj— 
juni, aug.—sept. 


4. Cocecinélla L. 


Kroppen kort oval eller næsten halvkugle- 
formet eller oval, stærkere eller svagere hvælvet. 
Pronotum bredest bag midten, forranden enten 
indskåret i midten og med stærkt fremspringende 
forhjørner eller svagere indbuet i hele bredden 
og med mindre stærkt fremspringende forhjør- 
ner, mellem- og bagskinnebenene uden eller med 
2 endesporer. Kløerne med en kraftigere eller 
svagere rodtand (fig. 35, e, p. 86). 

Slægten tages her i samme vide forstand som 
af Ganglbauer, således at de slægter, der har 
været udskilt fra Coccinella, kun betragtes som 
underslægter, idet de skelnemærker, der ligger 
til grund for udskillelsen, ikke synes med rette 
at kunne betragtes som slægtskarakterer. 

Nedenfor er givet dels en oversigt over under- 
slægterne, hvis adskillelse væsentligst er baseret 
på kendetegn på prosternum, mesosternum og 
1. bugled, dels 2 oversigter over arterne, den 
sidste kun anvendelig til orientering med hensyn 


120 


til normalt farvede eksemplarer af arterne og 
nogle enkelte varieteter af særlig interesse. 


Oversigt over underslægterne. 


1. Pronotums bagrand randet i hele dens udstrækning 
11. Aphidécta (p. 137). 
Pronotums bagrand i det højeste randet nær bag- 
hjørnerne SS SAREEN SN SE SENERE PAR 
2. Prosternum med 2 længdekøle (fig. 52)......... BE 
Prosternumkudent fængde kølere SEE 10. 


Fig. 52 Fig54.… C10-punclata 


C T-punctatla 
SEE SES 


SE 


| 


Fig 53 
C.l4-guttata 


Fig.56 -C. 14-guttata 
N 


LL 


Fig. 52—56. Fig. 52: Pro- og mesosternum af Coccinella 7-punctata 


(underslægt Coccinella). K = prosternums 2 længdekøle. MF = 
mesosternums forrand. — Fig. 53: Mesosternum af C. 14-guttata 
(undersl. Calvia). MF = mesosternums forrand. — Fig. 54—56: 


Den ene side af 1. bugled hos C. 10-punctata (undersl. Adalia), 
C. hieroglyphica (undersl. Coccinella) og C. 14-guttata (undersl. Cal 
via) B = baghoften (bagbenet er fjernet). L = lårlinien. 


SI 


[02 


ide 


1:23: 


Mesosternums forrand i midten indbuet (fig. 53) 
Mesosternums forrand simpel (fig. 52)......... 
1. bugleds lårlinie ved leddets bagrand bøjet frem- 


efter i en vinkel (som fig. 55) 9.Synharmonia (p. 


1. bugleds lårlinie uden sådan fortsættelse (fig. 56) 
10. følehornsled tværbredt, endeleddet ikke tyde- 
ligt længere end bredt (hos vor art). Længde 


SEE REESE SEE TESS ES 5. Cålvia (p. 


10. Følehornsled ikke tværbredt, endeleddet meget 
længere end bredt. Længde 3,5—4,5 mm 


6. Propylaea (p. 


1. bugleds lårlinie ved eller noget foran leddets 
bagrand bøjet fremefter i en vinkel (fig. 55).. 
1. bugleds lårlinie uden sådan fortsættelse (som 


10. følehornsled ikke tværbredt, endeleddet meget 


kenserekendebre de seere 5 MU TYAPIPIR EN HQ DS 


10. følehornsled tværbredt, endeleddet ikke læn- 


SereRendibred ere 2 JER SSASE 10. Goccinélla (p. 


Pronotums forrand kun meget svagt indbuet. 


Lamellerne ENE EEE soen , MUD none (De 


Pronotums forrand stærkere indbuet. Længde 
SED ETERN me Eee derne RE ne 
1. bugleds lårlinie ikke nående tilbage til leddets 


bagrand. Længde 3,5—5 mm... 3. Myrrha (p. 


1. bugleds lårlinie nående tilbage til leddets bag- 
rand og fortsat langs denne et stykke udefter. 


Bender Ga EN 4. Søspita (p. 


Mesosternums forrand i midten indbuet (som 
fig. 53). 1. bugleds lårlinie bøjet fremefter i en 
vinkel (som fig. 55). Længde 5—6,5 mm 


8. Harmonia (p- 


Mesosternums forrand simpel (som fig. 52)...... 
1. bugleds lårlinie løber i en bue til et stykke fra 
leddets bagrand og fortsætter derefter jævnt, 


skråt udefter og fremefter (fig. 54) 12. Adålia (p. 


1. bugleds lårlinie ikke fortsat fremefter (som 
HE DO) ET SEE ENE ENE ESS ES EN SES ERE ate 


Å. 
6. 


læg) 


137). 


2: 


122 


Vingedækkernes siderand meget bredt afsat. 


kængders am mr 1. Halyzia (p. 126). 
Vingedækkernes siderand meget smalt afsat. 
Lene FLG mM oo gags oe Te ap SP 


lste oversigt over arterne. 


Pronotums bagrand randet i hele dens udstrækning 
16: oblitteråta 
Pronotums bagrand i det højeste randet nær bag- 
Mjørnerne NS SÅS aa SED Eee ESTERE 25 
Følehornene (undtagen hos C. 20-guttata) tydeligt 
længere end pronotums længde i midten, 10. led 
ikke tværbredt, endeleddet tydeligt længere 
end bredt, 9.—11. led tilsammen betydeligt 
over dobbelt så lange som endeleddets største 
breddemkølehorntorstbenkrø ds ulereeeeeee By 
Følehornene ikke tydeligt længere end pronotums 
længde i midten, 10. led tværbredt, endeleddet 
ikke tydeligt længere end bredt, 9.—11. led 
tilsammen ikke tydeligt over dobbelt så lange 


somfendeleddets”"størstet bredde eee 9. 
Oversiden brungul eller gul, med hvidgul tegning 4. 
Oversiden medes orne sn SEERNES REE Hi: 


Vingedækkerne med meget bredt afsatte side- 
rande, hvert normalt med 8 lyse pletter (fig. 66, 
p. 129). Pronotums forrand kun meget svagt 
indbuett tændes 7 meeen 1. 16-guttåta. 
Vingedækkerne med kun smalt afsatte siderande, 
hvert normalt med 6, 9 eller 10 lyse pletter. 
Længde S==60 mm FE IN SR AEn SIN RE RER SNERRE De 
Pronotums forrand kun meget svagt indbuet. 
Vingedækkerne hvert normalt med 6 lyse plet- 
ter (fig. 67, p. 129). Længde 3—4 mm 2. 12-guttåta. 
Pronotums forrand stærkere indbuet. Vingedæk- 
kerne hvert normalt med 9 eller 10 lyse pletter. 
Længde 3;5==0 mms ES SETT es SR RNA 6. 


SI 


10. 


Ilile 


123 


Mindre, 3,5—5 mm, formen lidt mere aflang. Føle- 
hornene betydeligt længere end  pronotums 
længde i midten, 9. led meget længere end bredt 

Do LOSSER LEN 

Større, 5—6 mm, formen lidt kortere. Følehornene 
næppe længere end pronotums længde i midten, 
oaMledsnæpper eneret de 0 

Større, 3—6 mm. Vingedækkerne mørke, med 
hvidgule pletter (normalt 10 på hvert) 

4. 20-guttåta ab. tigrina. 

Mindre, 3—4,5 mm. Vingedækkernes lyse tegning 
stærke US cs: ENDER FBE SEERNE børne SSESDDEN DET 8. 

Vingedækkerne gule, hvert normalt med 11, ikke 
udpræget kantede, sorte pletter, sømmen gul 
(fig. 68, p. 129). Pronotum i bunden ikke eller 
næppekmikrocehasrmere beer 7. 22-punctåta. 

Vingedækkerne gule med sorte pletter eller om- 
vendt, pletterne overvejende firkantede, søm- 
men normalt sort (fig. 71, p. 129). Pronotum i 


bunden fint mikrochagrineret ..... 6. 14-punctåta. 
Kæbepalper og ben sorte. Pronotums grundfarve 

SOE SE ANES SEE er EEN NE RE NREN ERE SE SSSEERERRER SE FSESOENE 10 
Kæbepalper og oftest også benene helt eller delvis 

hyre) ER RER SEE FR Re TES SES SE er En 14 
Større, 5,5—8 mm. Vingedækkerne normalt røde 

mederaltRÆæsorter pletter (drer p EP) sie 
Mindre, 3,3—5 mm. Vingedækkerne normalt an- 

derledeskterne de rr eN Er KISS TS SS. 127 


Vingedækkernes hvælving mod spidsen jævnt ned- 
faldende, deres sidekant fortil fortykket 
ls FENGER te 
Vingedækkernes hvælving mod spidsen meget 
stejlt nedfaldende, deres sidekant ikke fortykket 
FORENES SEE VE SENDS SODE ERE 3 SENE 12. distincta. 


1) Hos C. bipunctata er benene ofte overvejende sorte, men 


kæbepalpernes inderste del er brungul. Også C. conglobata kan have 
overvejende mørke ben. 


TØ: 


11% 


14: 


15. 


ii, 


124 


Vingedækkerne stærkt hvælvede, meget brede, kun 
ganske lidt længere end tilsammen brede, nor- 
malt røde med ialt 5 sorte pletter (fig. 57, p. 129) 
; 13. 5-punctåta. 
Vingedækkerne mindre stærkt hvælvede, mindre 
brede, tydeligt længere end tilsammen brede, 
normalt anderledes tegnede (fig. 38 og 59, 
Pat B8)E SNS SEES ns ye fo anet EL] Sp ry SI SA SRERRERSERR 318% 


3,5—5 mm. Vingedækkerne normalt røde med 
ialt 11 sorte pletter (fig. 58, p. 128). Mellem- 
brystets epimerer hvidgule ...... At pund 
Lidt mindre langstrakt og gennemsnitlig lidt 
mindre, 3,5—4,5 mm. Vingedækkerne normalt 
anderiedes tegnede. Mellembrystets epimerer 
MOormaltesor ter LS NERE SA 15. hieroglyphica. 
Vingedækkerne uden tydelig skulderbule, stærkt 
hvælvede, sorte, normalt med ialt 14 store, 
mere eller mindre runde, gule pletter (fig. 63, 
p. 128). Mindre, 3—4 mm ...... 10. 14-pustulåta. 
Vingedækkerne med tydelig skulderbule, ander- 
ledesktesneden Størrer rss Gys mm me Ile 
Oversiden brungul, pronotum med hvidgul teg- 
ning, vingedækkerne normalt med ialt 14 runde, 
hvidgule pletter (fig. 70, p. 129). Længde 4,5— 
Gns YES EE RTE SORSESE Mor te sE rn PE RSRES 5. 14-guttåta. 
Pronotum som regel med mørk tegning. Vinge- 
dækkernefanderledesktesne dem 16. 
Benene sorte, fødderne undertiden lysere. Vinge- 
dækkerne normalt enten røde, hvert med en sort 
midtplet, eller sorte med nogle røde pletter 
(fig. 64 og 65, p. 129). Mellembrystets epimerer 
sorte. Prosternum uden længdekøle 18. bipunctåta. 
Benene rødgule, mellembrystets epimerer hvid- 
gule, i modsat fald (mørke eksemplarer af C. 
conglobata), prosternum med 2 længdekøle... 17. 
Større, 5—6,5 mm. Bagbrystets episterner hvidgule 
83. 4-punctåta. 


18. 


Mindre, 3,3—5 mm. Bagbrystets episterner nor- 
Halm SEE 2 BSA SN ER TEST SNU TERE, lg, 

Prosternum uden længdekøle. Vingedækkerne foran 
spidsen ofte med en ophøjet, buet tværfold 


(i (OT STOR [PÆN EDER SEES E BESES SEES ER 17 UO-STDUGMGER NERE 
Prosternum med 2 længdekøle. Vingedækkerne 
cent tvært da EN se Teal 9. conglobåta. 


2den oversigt over arterne. 


Pronotums bagrand randet i hele dens udstrækning 
tomoblrtter ba 
Pronotums bagrand i det højeste randet nær bag- 


hrør nerne SES SNE Sd SEE SE REE SEA SS TAS 2 
Vingedækkerne røde, hvert med en sort midtplet 

(SEG AED SEDAN 18. bipunctåta. 
Vinsedækkernefanderledest farve de 3. 
Vingedækkerne røde med sorte pletter, pronctums 

grundfarve sort. Kæbepalper og ben sorte.... Å. 
Anderledes any SEE KS SENERE SFSR De 
Vingedækkerne med ialt 7 sorte pletter (fig. 72, 

PÆLSS) Es ar fler pan tatarer sne 
Vingedækkerne med ialt 5 sorte pletter (fig. 57, 

PEST S) EET DE SN 13. 5-punctåta. 
Vingedækkerne med ialt 11 sorte pletter (fig. 58, 

PE SYS Sr SØG TIE. RER SEE RR eå 14. 11-punctåta. 


Vingedækkerne anderledes tegnede 15. hieroglyphica. 
Vingedækkerne brungule med ialt 16 runde, hvid- 

sulesplebtert si 6 63 pE TA) rer 1. 16-guttåta. 
Vingedækkerne brungule med ialt 12 runde, hvid- 

sulesplettert (ls 67 pE TD) ERE PILSNER 
Vingedækkerne brungule med ialt 14 runde, hvid- 

slet pletter (le MOD TAO) FE ER DE UNE NEEL 
Vingedækkerne brungule eller mørkere med ialt 

18 eller 20 hvidgule pletter (fig. 69, p. 129) 

3. 18-guttåta og 4. 20-guttåta. 

Nimosedækkernekanderledesktesnede ere 6. 


126 


6. Vingedækkerne sorte med ialt 14 runde, gule 


plettert(Uss 05 pl SS) ere 10. 14-pustulåta. 
Vingedækkerne gule med ialt 22 runde, sorte 
Plektert (ls Sp EP SO) ERE ERE EER 7. 22-punctåta. 
Vinsedækkernefanderle des mtarve dene Tie 
mu Benenekovervejenders one eee REESE SEER 8. 
Benenenovervejenderrødsule eee SERENE 9. 


8. Vingedækkerne sorte med røde pletter 18. bipunctåta. 
Vingedækkerne næsten helt sorte 
15. hieroglyphica og 9. conglobåta. 
Vingedækkerne sorte med en lys, ofte halvmåne- 
formet skulderplet (fig. 62, p. 128) 
17. 10-punctåta ab. bimaculåta. 


(dø) 


Vingedækkernekanderledeskte sne deres 10. 
BOFFStørre, DD MM NE SE TØSER 8. 4-punctåta. 
Mindre; -375=—= 55 SES. SOL SKE Fo ERE SS SRE RS SESSSEEER ik 


11. Følehornenes 10. led ikke tværbredt, endeleddet 
meget længere end bredt. Vingedækkerne gult 
og sort tegnede, pletterne kantede (fig. 71, p. 129) 
6. 14-punctåta. 
Følehornenes 10. led tværbredt, endeleddet ikke 
længere end bredt 
9. conglobåta og 17. 10-punctåta. 


1. underslægt Halyzia Muls. 


Prosternum uden længdekøle. Mesosternums 
forrand simpel. 1. bugleds lårlinier udadtil ikke 
fortsat fremefter (som fig. 56). Følehornene for- 
holdsvis lange. Vingedækkernes siderande bredt 
afsat. 


1. G. 16-guttata (sédecimguttåta) L:"(fgnbo)Eet 
kendelig ved pronotums kun meget svagt indbuede forrand, 
pronotums og vingedækkernes bredt afsatte siderande og den 


127 


kun sjældent og ikke stærkt varierende tegning. Bredt oval, 
lyst brungul, hovedet, 2 pletter på hver side af pronotum 
og en midtstribe på dette samt 8 store, runde pletter (hvoraf 
1 eller 2 kan mangle) på hvert vingedække hvidgule; følehorn 
og ben samt undersiden lyst rødgule.- Pronotums forrand 
dækkende øjnene helt, når hovedets stilling er normal. Pro- 
notum fint, vingedækkerne ret kraftigt punkterede, de sidste 
undertiden bagtil med en tværfold. Længde 5—7 mm. 
g: Vingedækkernes siderande bredere afsat end hos 92. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). På træer og 
buske, især eg, el og hassel. Angives at leve af meldugsvamp. 
April—juli. 


2. underslægt Vibidia Muls. 


Prosterrom med 2 ne fort forkortede 
længdekøle. Mesosternums. forrand simpel. 1. 
bugleds lårlinier udadtil ikke fortsat fremefter 
(Some 56) Følehornene forholdsvis" lange: 
Pronotums forrand kun meget svagt indbuet. 


2. C. 12-guttata(dubdecimguttåta) Poda (fig. 67). Let 
kendelig ved pronotums kun meget svagt indbuede forrand, 
størrelsen og den kun sjældent og ikke stærkt varierende 
tegning. Næsten halvkugleformet, gulbrun, hovedet, 2 pletter 
på hver side af pronotum og 6 store, runde pletter (hvoraf 
en eller flere kan mangle) på hvert vingedække hvidgule; 
følehorn og ben samt undersiden rødgul. Pronotums forrand 
dækkende øjnene helt, når hovedets stilling er normal. Pro- 
notum ret fint, vingedækkerne ret kraftigt punkterede. 
Længde 3—4 mm. 


Kun fundet på Lolland og Falster: Kjeld skov, Søholt, 
Redsle skov. På træer og buske, f. eks. bævreasp og blom- 
strende kornel (Cornus sanguinea). Arten angives at leve af 
meldugsvamp. Maj—juli. Larver er fundet >/,; de forpuppede 
sig 19/, og klækkedes ?4/.. 


Fig 57. Cocc. 5-punct.  Fig.58.C. 11-punet  Figq59 C hierogl. 


71763. C.14- pust. Fiq.6465. C. bipunctata 


F29 


Fig6t C 15 - Fig. 68. E 22— 


guttatla punctala 


Fig.71 (RE 


punctala 


Fig mo. (( glam 
gutlata 


Fig. 57—71. Forskellige Coccinella-arter. Fig. 60: C. 10-punctata, 
hovedform, fig. 61: ab. 10-pustulata. fig. 62: ab. bimaculata. — 
Fig. 64: C. bipunctata, hovedform, fig. 65: ab. 4-maculata. 


3. underslægt Myrrha Muls. 


Prosternum med 2 fine, fortil forkortede læng- 
dekøle. Mesosternums forrand simpel. 1. bugleds 


Victor Hansen: Clavicornia. II. 9 


130 


lårlinie noget foran leddets bagrand enten bøjet 
fremefter i en vinkel, eller uden sådan fortsæt- 
telse. Følehornene forholdsvis lange. 


3. C. 18-guttata (octådecimguttåta) L. (fig. 69). Lidt 
aflang. Gulbrun med hvidgul tegning, nemlig på hovedet 2 
pletter, på pronotum en, oftest for- og bagtil udvidet, side- 
stribe, en dobbeltplet foran scutellum og en, ofte dobbelt, 
midtplet fortil, og på hvert vingedække 9, undertiden 10, 
pletter, af hvilke pletten ved scutellum fortil er udvidet 
hageagtigt udefter. Følehorn og ben gulbrune eller brune, 
undersiden dels gulbrun, dels hvidgul. Oversiden ret fint 
punkteret. Tegningen varierer en del, idet navnlig vinge- 
dækkernes pletter delvis kan flyde sammen eller deres grund- 
farve være mørkere. Længde 3,5—5 mm. Å 

Temmelig sjælden (J, Ø, B). På fyr. Af findesteder kan 
nævnes: Esbjerg, Hald egeskov; Billeskov på Fyn, Ærø, 
Ristinge klint; Kjeld skov, Korselitze, Mogenstrup, Bromme 


plantage, Bognæs, Rudeskov, Tisvilde, Hornbæk. Maj—juli, 
sept.—okt., hyppigst i. juni. 


4. underslægt Såspita Muls. 
Adskilt fra Myrrha ved, at 1. bugleds lårlinie 
når tilbage til leddets bagrand, og fortsætter et 
stykke udefter langs denne. 


4. C. 20-guttata (vigintiguttåta) L. Nærstående til 
den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker og ved, at vingedækkernes pletter er 
større og pletten ved scutellum opløst i 2 pletter. Hos ab. 
tigrina Weise er oversidens grundfarve sortbrun eller brun 
og også undersiden undtagen mellembrystets epimerer mørk. 
Pronotum som regel med 7 lyse pletter. Pronotum ret fint, 
vingedækkerne kraftigere og tættere punkterede. Længde 
5—6 mm. 


Denne art angives at være fundet fåtalligt ved Sæby for 
mange år siden. 


131. 


5. underslægt Cålvia Muls. 


Prosternum med 2 længdekøle. Mesosternums 
forrand i midten indbuet (fig. 53, p. 120). 1. bug- 
leds lårlinie når tilbage til leddets bagrand og 
fortsætter et stykke udefter langs denne (fig. 56, 
p120) Følehornene temmelig korte, 10. led 
tværbredt, endeleddet ikke tydeligt længere end 
bredt (hos vor art). 


5. G. 14-guttata (quatudrdecimguttåta) L. (fig. 70). 
Kort oval, omtrent halvkugleformet. Brungul eller brunrød 
med hvidgul tegning, nemlig på pronotum en plet i hvert 
baghjørne og en smal for- og siderand og på hvert vinge- 
dække 7 runde pletter. Punkturen på pronotum og vingedæk- 
kerne ret tæt, på de sidste er punkternes størrelse meget 
uensartet. Undertiden er oversidens grundfarve mørkere eller 
nogle af pletterne sammenflydende. Længde 4,5—6 mm. 


Almindelig (J, Ø). På buske og træer, især løvtræer. Maj 
—okt. 


6. underslægt Propylaea Muls. 
Adskilt fra Calvia ved, at følehornene er for- 
holdsvis lidt længere, 10. led ikke tværbredt og 
endeleddet meget længere end bredt. 


6. C. 14-punctata (quatubdrdecimpunctåta L.) (fig. 
71). Udmærket ved, at vingedækkernes pletter er mere eller 
mindre tydeligt firkantede. Kort oval, omtrent halvkugle- 
formet. Oversiden gul, hovedet ofte bagtil sort, hos 2 tillige 
fortil med en sort midtplet, pronotum med 6 sorte pletter, 
der ofte flyder sammen til et stort midtparti, vingedækkerne 
med sort søm og iøvrigt gule med firekantede sorte pletter 
eller omvendt, undersidens grundfarve sort, følehorn og ben 
rødgule, lårene med sort plet. Pronotum fint, vingedækkerne 

9+ 


132. 


noget kraftigere punkterede. Oversidens farvetegning er 
stærkt varierende. Længde 3,5—4,5 mm. 

Fra eksemplarer med lignende farvetegning af de stærkt 
varierende arter C. conglobata og navnlig C. decempunctata 
adskilles C. 14-punctata let ved de længere følehorn, hvis 
10. led ikke er tværbredt, og hvis endeled er meget længere 
end bredt. 


Meget almindelig (J, Ø, B). April—sept. 


7. underslægt Théa Muls. 


Prosternum uden længdekøle. Mesosternums 
forrand simpel. 1. bugleds lårlinier udadtil ikke 
fortsat fremefter (som fig. 56, p. 120). Følehor- 
nene forholdsvis lange. Vingedækkernes side- 
rande meget smalt afsat. 


7. C. 22-punctata (vigintiduopunctåta) L. (fig. 68). 
Omtrent halvkugleformet. Gul, hovedet hos & i det højeste 
bagtil med 2 sorte pletter, hos 2 også fortil sorttegnet, pro- 
-notum med 5 sorte, ofte noget sammenflydende pletter, 
vingedækkerne hvert med 11 sorte pletter. Undersiden over- 
vejende sort, følehorn og ben rødgule, lårene hos &g sort- 
plettede, hos 9 i større udstrækning sorte. Pronotum fint, 
vingedækkerne ret kraftigt punkterede. Af vingedækkernes 
pletter mangler undertiden enkelte, navnlig den yderste, lille, 
på sideranden foran midten stående, undertiden er nogle 
pletter forstørrede eller indbyrdes forbundne. Længde 3— 
4,5 mm. 

Adskilt fra den foregående ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved underslægtskaraktererne og ved (set 
forfra) mindre dybt og mere jævnt indbuet forrand på pro- 
notum. 

Ret almindelig (J, Ø, B). Især på høj og temmelig tør 


bund. Arten angives at leve af meldugsvamp. Maj—sept. 
Larver og pupper er fundet i antal i august. 


133 


8. underslægt Harmonia Muls. 


Prosternum uden længdekøle. Mesosternums 
forrand i midten indbuet (som fig. 53, p. 120). 
1. bugleds lårlinie bøjet fremefter i en vinkel 
(som fig. 55, p. 120). Følehornene ret korte. 


8. C. quådripunctåta Pont: Blandt arterne med korte 
følehorn kendetegnet ved den betydelige størrelse i forbindelse 
med de lyse ben. Bredt oval, ikke særlig stærkt hvælvet. 
Hoved og pronotum lysegule, hovedet oftest med 2 længde- 
rækker af små, hyppigt sammenflydende, sorte pletter, pro- 
notum i midten med 5 sorte, ofte M-formet sammenflydende 
pletter og yderligere med 2—4 sorte pletter på hver side, 
undertiden er alle pletterne sammenflydende; vingedækkerne 
hvert med højst 8 sorte pletter, der varierer stærkt i tal og 
størrelse og undertiden delvis flyder sammen eller helt for- 
svinder; hyppigt har hvert vingedække kun to sorte pletter, 
begge ved sideranden, den ene foran, den anden bag midten. 
Undersiden overvejende lys, følehorn og ben rødgule. Punk- 
turen på pronotum meget fin, på vingedækkerne ret fin. 
Længde 5—6,5 mm. 

Meget sjælden og enkeltvis (Ø, B). Sikre fund fra Jylland 
foreligger ikke, men arten angives at være taget ved Sønder- 


borg; Ærø (”/,), Nordsjælland; Bornholm (bl. a. Dueodde, 
31,). Den angives at leve på gran og fyr. 


9. underslægt Synharmo6nia Ganglb. 
Adskilt fra Harmonia ved, at prosternum har 
2 længdekøle. 


9. C. conglobåta L. Denne art er meget stærkt varierende 
i farve, og en sikker adskillelse fra C. decempunctata kræver 
undersøgelse af underslægtskaraktererne, lettest på proster- 
num, der har 2 længdekøle hos C. conglobata, men ikke hos 


134 


C. decempunctata. Bredt oval, noget hvælvet. Oversiden rød 
eller brungul med sort tegning, nemlig 2 pletter bagtil på 
hovedet, 7, ofte sammenflydende pletter på pronotum og en 
sømstribe samt 8 pletter på hvert vingedække. Undersiden 
sort, oftest med hvidgule mellembryst-epimerer, følehorn og 
ben rødgule. Pronotum ret fint, vingedækkerne kraftigere og 
tættere punkterede. Alle pronotums og vingedækkernes pletter 
kan forsvinde eller omvendt udvides og flyde mere eller mindre 
sammen, så at vingedækkerne bliver sorte med en eller flere 
lyse pletter, eller endog helt sorte; hos mørke eksemplarer 
er benene ofte overvejende sorte og også mellembrystets epi- 
merer sorte. Længde 3,5—5 mm. 

Meget sjælden (J, Ø, B). Sønderborg, Vendsyssel; Bille- 
skov på Fyn, Redsle (1 stk. 15/. 1911), Nordsjælland (på 


skovsletter) bl. a. Tisvilde; Bornholm. Den angives at fore- 
trække poppel og at forekomme på sand- og hedebund. 


10. underslægt Coccinélla s. str. 


Prosternum med 2 længdekøle, mesosternums 
forrand simpel (fig. 52, p. 120). 1. bugleds lår- 
linie ved leddets bagrand bøjet fremefter i en 
vinkel (fig. 55). Følehornene ret korte, 10. led 
tværbredt, endeleddet ikke længere end bredt. 


10. C. 14-pustulata (quatudrdecimpustulåta) L. 
(fig. 63). Halvkugleformet oval. Hovedet gult, hos & i det 
højeste bagtil smalt sort, hos 2 med sort midtparti, pronotum 
” gult med en stor sort plet, der bagtil når ud til baghjørnet 
og fortil har 3 indbugtninger, vingedækkerne sorte, hvert med 
7 store gule pletter, undersiden overvejende sort, følehorn 
rødgule, forbenene rødgule, hos 9 delvis mørke, mellem- og 
bagbenene delvis mørke, i størst udstrækning hos 9. Pronotum 
fint, vingedækkerne kraftigere punkterede. Vingedækkernes 
gule pletter undertiden mere eller mindre sammenflydende, 
saa at den gule farve kan blive den dominerende. Længde 
3—4 mm. 


135 


Sjælden og stedegen (J, Ø). Hyppigst fundet på Lolland, 
Falster og Møen. På høje enge og tørre marker, undertiden 
i antal. Juni, aug. 


11. 7-punctata (séptempunctåta) L. (fig. 72). Halv- 
kugleformet oval. Sort, hovedet på hver side med en hvidgul 
plet ved øjet, pronotum i for- 
hjørnerne med en stor, firkan- 
tet, hvidgul plet, vingedæk- 
kerne røde med en fælles, sort 
scutellarplet og hvert med 3 
sorte pletter, roden ved scu- 
tellum smalt hvidgul; følehor- 
nene rødlige, kæbepalper og 
ben sorte; undersiden sort, mel- 
lembrystets, undertiden også 
bagbrystets  epimerer  hvid- 
gule. Vingedækkerne med for- 
til fortykket sidekant, indenfor 


g Fig. 72. Coccinella 7-punctata. 
sidekanten med en svag, for- og E 


X 0. 


bagtil forkortet længdevulst og 
indenfor denne med et bagtil forkortet, svagt længdeindtryk. 
Pronotum ret fint, vingedækkerne ikke tydeligt stærkere punk- 
terede. Undertiden kan vingedækkernes pletter eller nogle af 
dem mangle eller omvendt deres tal vokse. Længde 5,5— 
8 mm. 

Denne, vor bedst kendte art, er meget almindelig (J, Ø, 


B). Den træffes hele sommeren igennem og optræder under- 
tiden i uhyre mængder på bladlusangrebne planter. 


12. C. distincta Fald. Ligner den foregående stærkt, 
men adskilles let fra den ved, at vingedækkernes sidekant 
ikke er fortykket fortil, og at de mangler sidevulst og side- 
længdeindtryk og bagtil er mere stejlt nedfaldende. Prono- 
tums forrand er hos 3 oftest smalt hvidgul. Mellem- og bag- 
brystets epimerer og oftest også spidsen af bagbrystets epi- 
sterner hvidgule. Vingedækkernes midtplet er oftest større og 
bredere end hos C. 7-punctata. Længde 5,5—8 mm. 


136 


Sjælden (J, Ø, B). Varde, Silkeborg, Vejerslev, Laurbjerg, 
Thorsager; Gelsskov; Store Dyrehave, Storkevad, Hornbæk; 
flere steder på Bornholm. Ofte fundet på planter, der vokser 
i eller ved tuer af Formica rufa; også på unge fyrretræer. 
Marts—sept. 


13. C. 5-punctata (quinquepunctåta) L. (fig. 57). 
Nærstående til C. 7-punctata, men adskilt fra den ved, at 
størrelsen er mindre, at vingedækkernes sidekant kun er 
ganske lidt fortykket fortil, at pronotums hvide hjørneplet 
fortsættes på undersiden, og at vingedækkerne er grovere, 
tættere og mere uensartet punkterede og foruden den. fælles 
scutellarplet hvert kun har 2 sorte pletter (idet den forreste 
sideplet hos C. 7-punctata mangler). Undertiden kan en af 
pletterne mangle eller omvendt deres tal vokse. Længde 
3,5—5 mm. 


Almindelig (J, Ø, B). Maj—sept. 


14. C. 11-punctata (undecimpunctåta) L. (fig. 58). 
Nærstående til de 3 foregående, men let adskilt fra dem ved 
meget mere aflang, mindre stærkt hvælvet og på siderne 
. mindre stærkt rundet form og ved vingedækkernes tegning. 
Vingedækkerne foruden den fælles scutellarplet hvert med 5 
sorte pletter, sidekanten ikke fortykket fortil, punkturen tæt 
og ret ensartet, tydeligt kraftigere end pronotums. Pronotums 
hjørneplet fortsat på undersiden. Mellem- og bagbrystets 
epimerer hvidgule. Af vingedækkernes pletter kan nogle eller 
alle mangle eller de kan delvis være forstørrede eller sammen- 
flydende. Længde 3,5—5 mm. 


Almindelig (J, Ø, B), især i nærheden af stranden. Juni 
—okt. 


15. C. hieroglyphica L. (fig. 59). Nærstående til den 
foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker. Vingedækkerne brungule med en fælles, lang, 
sort scutellarplet og hvert fortil med en lang, kantet, sort 
plet og en oftest med denne forbundet plet bag midten. 


157 


Den sorte tegning er meget variabel, undertiden indskrænket 
eller endog helt forsvundet (ab. brunnea Weise) eller ud- 
videt, så at grundfarven bliver sort, og den lyse farve ind- 
skrænkes til en smal siderand eller endog helt forsvinder (ab. 
areåta Panz.). Længde 3,5—4,5 mm. 

Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø). Ab. areata er 


vistnok hidtil kun fundet i Jylland, hvor den er udbredt. 
Juni—sept. 


11. underslægt Aphidécta Weise. 


Pronotums bagrand randet i hele dens ud- 
strækning. Prosternum uden længdekøle. Meso- 
sternums forrand simpel. 1. bugleds lårlinie løber 
i en bue til et stykke fra leddets bagrand og fort- 
sætter derefter jævnt, skråt udefter og fremefter. 


16. C. oblitteråta L. Let kendelig ved pronotums ran- 
dede bagrand og kun svagt indbuede forrand og den ret 
aflange, ikke ret stærkt hvælvede form. Gullig eller brungul, 
hovedet bagtil sort og med 2, ofte afbrudte eller forkortede, 
sorte længdelinier, pronotum med 4 mørke, undertiden sam- 
menflydende eller udviskede stribepletter, vingedækkerne 
oftest med lysere siderande, iøvrigt ensfarvede, eller med 
mørk plettet tegning, eller med lysere tegning, eller sorte 
med eller uden lys rod, følehorn og ben rødgule; undersiden 
delvis sort. Pronotums punktur fin, vingedækkernes kraftigere. 
Længde 3,5—5 mm. 


Almindelig på nåletræer (J, Ø, B). April—okt. 


12. underslægt Adålia Muls. 


Adskilt fra Aphidecta ved, at pronotums bag- 
rand ikke er randet. Undersidekaraktererne som 
hos ”Aphideeta. (12.54, p. 120): 


138 


17. C. 10-punctata (décempunctåta) L. (fig. 60—62). 
Vor stærkest varierende art, men kendelig ved underslægts- 
karaktererne i forbindelse med, at følehorn og ben altid er 
rødgule, og at mellembrystets epimerer altid er hvidgule, 
samt ved en ophøjet tværfold — der dog hyppigt mangler 
— på vingedækkerne foran spidsen (fig. 61). Bredt oval, 
jævnt stærkt hvælvet. Hoved og pronotum gule, det første 
oftest med sort tegning, det sidste med 5 ofte sammenflydende 
eller udviskede pletter og yderligere hyppigt med en plet på 
hver side, vingedækkerne rødgule eller gule, hvert med 6 
mørke pletter, undersiden overvejende mørk (hovedformen, 
12-punctata Miller, fig. 60). Hyppigt er den mørke tegning 
indskrænket eller endog helt forsvundet, så at oversiden er 
ensfarvet gullig og undersiden overvejende lys (ab. pellu- 
cida Weise). Omvendt kan den mørke farve brede sig, så at 
vingedækkerne bliver sorte eller brune med et antal — hyp- 
pigt 4 eller 5 på hvert — gule eller røde pletter (ab. 10-pu- 
stulåta L., fig. 61) eller sorte, hvert med en hvidgul eller 
rødgul, halvmåneformet skulderplet (ab. bimaculåta Pont., 
fig. 59), der endog kan forsvinde (ab. nigrina Weise og — 
med smal lys siderand — ab. limbélla Weise); samtidig bli- 
ver pronotum overvejende sort, så at kun siderandene eller 
tillige forranden er lyse. Pronotum fint, vingedækkerne stær- 
kere punkterede. Længde 3,5—5 mm. 

Fra C. 14-punctata adskiller den sig ved korte følehorn 
med tværbredt 10. led og ikke længere end bredt endeled, fra 
C. conglobata ved underslægtskaraktererne, fra C. 14-pustu- 
lata (med hvis normalt tegnede form den vistnok aldrig stem- 
mer overens i farvetegning) ved betydeligere størrelse og 
tydelige, omend ikke kraftige skulderbuler (og underslægts- 
karaktererne), fra de andre arter i underslægten Coccinella 
ved lyse kæbepalper og ben og fra den følgende art ligeledes 
ved de lyse ben. 

Meget almindelig (J, Ø, B). På træer og buske. Maj—okt. 


Larver er fundet i juli; de forpuppede sig og klækkedes i 
løbet af få dage. 


18. C. bipunctåta L. (fig. 64 og 65). Stærkt varierende 
i farve, men kendelig ved underslægtskaraktererne i forbin- 


139 


delse med de mørke ben og de sorte mellembryst-epimerer. 
Kort oval, ret hvælvet. Hovedet sort med en hvid plet på 
hver side, pronotum hvidgult med en stor sort midtplet, der 
ofte fortil er tvedelt, og som hyppigst bagtil lader 2 rodpletter 
fri, vingedækkerne røde, hvert med en sort midtplet, under- 
siden overvejende sort, følehorn og kæbepalper rødlige med 
mørkere spids, benene sorte, fødderne ofte lidt lysere. På 
vingedækkerne er pletternes antal undertiden forøget eller 
den sorte tegning udvides til tværbånd eller breder sig således, 
at grundfarven bliver sort med røde pletter, hyppigt bestående 
af en stor, firkantet skulderplet og 2 yderligere (ab. sex- 
pustulåta L.) eller kun een yderligere plet (ab. quadri- 
maculåta Scop., fig. 65); endelig kan vingedækkernes sorte 
farve yderligere tiltage, så at de bliver helt sorte; hos mørk- 
tegnede individer bliver også pronotum overvejende sort, så 
at kun siderande og forhjørner er hvidgule. Punkturen på pro- 
notum fin, på vingedækkerne kraftigere. Længde 3,5—5,5 mm. 

Ret sjælden (J, Ø, B), men udbredt og i visse år lokalt 


hyppig, f. eks. ved København, især på poppel. Juni—okt., 
især fra midt i aug. til midt i sept. 


5. Hippodamia Muls. 

Adskilt fra gruppens foregående slægter ved, 
at pronotum er bredest i midten. Kroppen oval 
eller aflang. Følehornene noget kortere end ho- 
vedets største brédde, med kompakt kølle, 9. og 
10. led tværbrede. Benene forholdsvis lange, mel- 
lem- og bagskinnebenene med 2 endesporer, klø- 
erne indvendig med en lille tand i midten (fig. 
65, b, p. 86). 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotums bagrand randet. Mindre, 3—5,93 mm 
1. variegåta. 
Pronotums bagrand ikke randet. Større, 4,59—7 mm 2. 
2. Pronotum med ikke eller næppe indbuet forrand, 


140 


sort, med smalt gul forrand og meget bredere 

gule siderande, der i midten afbrydes af en sort 

plet (fig. 73). Skinnebenene oftest overvejende 

12 HON DI CS ESTGER ES ELERS Se SE SNE DEL SEES 2. trédecimpunctåta. 
Pronotum med tydeligt indbuet forrand, sort med 

omtrent lige brede, gule for- og siderande. Skin- 

nebenene sorte med lysere spids 3. séptemmaculåta. 


1. underslægt Ad&nia Muls. 


Pronotums bagrand randet. Metasternum og 
1. bugled med lårlinier. 


1. H. variegåta Goeze. Oval, noget hvælvet. Hovedet 
gult, bagtil sort, fortil hos 2 yderligere med en stor, ofte i 
2 længdestriber opiøst plet, pronotum sort, for- og siderande, 
2 pletter og ofte midtlinien fortil hvide, vingedækkerne røde 
eller rødgule med meget stærkt varierende sort tegning, be- 
stående af en scutellarplet og på hvert vingedække 6 pletter, 
der ofte er reduceret i tal (f. eks. til 3 i bageste halvdel) eller 
endog helt forsvundne, følehorn og ben rødgule, benene hos 
2 delvis eller overvejende mørke, hos 3 er ofte kun forlårenes 
yderside mørk; undersiden overvejende sort. Oversiden fint 
og ikke særlig tæt, på vingedækkerne lidt kraftigere punk- 
leret, i bunden med meget fin mikrochagrinering, der på 
vingedækkerne hos &$ er svagere, hos 9 stærkere end på for- 
kroppen. Længde 3—5,5 mm. 

Almindelig (J, Ø, B). På marker, enge og skovsletter. 


Juni—sept., talrigst i aug. Larver er fundet i sept., de for- 
puppede sig ?”/, og klækkedes ”/19. 


2. underslægt Hippodåmia s. str. 


Pronotums bagrand ikke randet. Metasternum 
og 1. bugled uden lårlinier. 


141 


2. H. 13-punctata (trédecimpunctåta) L. (fig. 73). 
Aflang, noget hvælvet. Sort, hovedet fortil med et gult, 
trekantet parti, pronotum med smalt gul forrand og meget 
bredere gule siderande, der i midten afbrydes af en sort plet, 


Fig. 73. Hippodamia 13-punctata. x 6. 


vingedækkerne røde eller gule med stærkt varierende sort 
tegning, bestående af en scutellarplet og på hvert vinge- 
dække 6 pletter, der undertiden er reduceret i tal; følehorn 
og ben rødgule, lår og kloleddenes spids samt undertiden 
skinnebenenes inderste del sorte; undersiden overvejende sort. 
Oversiden temmelig fint og tæt, på vingedækkerne oftest lidt 
stærkere punkteret, meget fint mikrochagrineret. Længde 
4,5—7 mm. 

åg: 6. bugled med ophøjet midtparti og vinkelformet ind- 
buet bagrand, 7. bugled synligt. 


Udbredt, men stedegen (J, Ø, B). Ved randen af søer og 
moser. April—sept., hyppigst i aug. 


3. H. séptemmaculåta De Geer. Nærstående til den 
foregående, men adskilt ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker. Af vingedækkernes pletter er scutellarpletten ofte 
sammenflydende med den forreste inderste plet og de 2 plet- 


142 


ter bag midten ofte sammenflydende; hyppigt mangler nogle 
eller endog alle pletter. Benene sorte, skinnebensspidserne 
og fødderne oftest lysere. Længde 5,5—7 mm. 

Hos hannen er 6. bugleds SDN Er kun svagt indbuet og 
7. bugled ikke synlist. 

Udbredt, men stedegen (J, Ø, B). Levevis som den fore- 
gående. 


6. Anisosticta Duponch. 


Nærstående til den foregående slægt ved den 
aflange form og det i midten bredeste pronotum, 
men adskilt fra den ved, at kløerne er udvidede 
ved roden, men uden tand i midten (fig. 35, f, 
p. 86) og at mellem- og bagskinnebenene kun 
har een, meget lille endespore. Pronotums bag- 
rand urandet, forranden indenfor forhjørnerne 
betydeligt indbuet. Metasternum og 1. bugled 
med lårlinier. 


1. A. 19-punctata (novémdecimpunctåta) L. Aflang, 
forholdsvis svagt hvælvet. Rosenrød, i død tilstand gul, 
hovedet bagtil med sort tegning, pronotum foran midten med 
en tværrække af 4 og foran roden med 2 sorte pletter, vinge- 
dækkerne med en sort scutellarplet og hvert med 9 sorte 
pletter, der undertiden helt eller delvis flyder sammen eller 
forsvinder, undersiden overvejende sort. Hoved og pronotum 
i bunden meget fint mikrochagrinerede, ret fint, ikke særlig 
tæt punkterede, vingedækkerne kraftigere og tættere punk- 
terede. Længde 3—4 mm. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). Ved randen af søer og 
moser. Marts—sept. Puppe er fundet ?8/, og klækkedes 5/,. 


16. familie Sphindidae. 


Kroppen aflang, ikke særlig stærkt hvælvet. 
Følehornene 10-leddede, med 3-leddet kølle, ind- 


143 


leddede frit på siden af panden; denne adskilt 
fra mundskjoldet ved en buet, fortil åben tvær- 
linie. Forhoftegruberne bagtil lukkede. Forhof- 
terne ikke tapformet fremstående, deres trochan- 
tinus ikke fritliggende. Mellembrystets epimerer 
ikke nående ind til mellemhofterne. Fødderne 
5-leddede, 1. led lille og utydeligt, kloleddet om- 
trent så langt som 1.—4. led tilsammen; hos Øg er 
bagfødderne 4-leddede. Pronotums rod retliniet. 
Vingedækkerne noget parallelsidede. 


1. Sphindus Chevr. 


Oversiden lidet blank som følge af fin mikro- 
chagrinering, fint behåret. Hovedet tydeligt frem- 
strakt, øjnene store, hvælvede. Følehornenes 8. 
led smallere og meget kortere end 9. led. 


Fig. 74. Sphindus dubius g. x 21. 


1. Sph. dubius Gyll. (fig. 74). Sort eller sortbrun, føle- 
horn og ben brungule. Pronotum c. ”/, bredere end langt, bag- 


144 


randen randet. Siderne noget rundede, svagt karvede, punk- 
turen lidet dyb. Vingedækkerne med fortil ret kraftige punkt- 
rækker, disse og stribemellemrummene med rækker af lyse, 
lidt opstående hår. Længde 1,8—2 mm. 

gå: Bagfødderne 4-leddede. 


Sjælden (J, Ø). Estrup skov; Sundby storskov, Hannenov 
skov, Lyngby, Gribskov, Jægerspris nordskov, Tisvilde hegn. 
I slimsvampes sporangier på nåletræsstubbe. Juni—aug. 


17. familie Aspidiphoåridae. 


Nærstående til den foregående familie, men 
adskilt fra den ved, at kroppen er kort, højt 
hvælvet, næsten halvkugleformet, og at prono- 
tums rod i midten er stærkt bagudtrukket. End- 
videre er forhoftegruberne bagtil bredt åbne og 
mellembrystets epimerer nående ind til mellem- 
hofterne. 


Fig. 75. Aspidiphorus orbiculatus gg. x 25. 


145 


1. Aspidiphorus Latr. 


Oversiden blank, uden mikrochagrinering, fint 
behåret. Hovedet lidet fremstrakt. Følehornenes 
8. led ikke kortere eller smallere end 9. led, køl- 
len derfor skarpt afsat. 


1. A. orbiculåtus Gyll. (fig. 75). Blankt sort eller brun- 
sort, pronotums siderande smalt lyse, følehorn og ben rødgule, 
de førstes kølle mørk. Pronotum c. dobbelt så bredt som i 
midten langt, fint punkteret. Vingedækkerne med ret kraftige 
punktrækker. Længde 1—1,5 mm. 

gg: Bagfødderne 4-leddede. 


Almindelig (J, Ø, B). I slimsvampes sporangier på stubbe, 
såvel af løvtræ som af nåletræ. Undertiden ved ketsning, 
især aftenketsning. April—okt. 


18. familie Cisidae. 


Kroppen aflang, mere eller mindre cylindrisk. 
Hovedet mere eller mindre nedadbøjet, kun delvis 
synligt, når dyret ses fra oven, idet pronotums 
forrand oftest er trukket en del fremad. Mund- 
skjoldet adskilt fra panden ved en ofte noget buet 
tværlinie. Følehornene 8—10-leddede, med 2—3- 
leddet kølle, indleddede langt fra hinanden, under 
pandens ofte noget opadbøjede siderand. Prono- 
tum oftest omtrent så bredt som vingedækkerne. 
Forhoftegruberne bagtil smalt åbne eller lukkede. 
Forhofterne ikke (Cis, Ennearthron og Hadraule) 
eller noget (Rhopalodontus, Xylographus og Oc- 
totemnus) tapformet fremstående, deres trochan- 
tinus ikke fritliggende. Mellembrystets epimerer 


Victor Hansen: Clavicornia. II. 10 


146 


nående ind til mellemhofterne. Benene ret korte, 
fødderne 4-leddede, 1.—3. led korte, som regel 
tilsammen kortere end kloleddet. 

Hannen er ofte kendelig ved sekundære køns- 
mærker på hoved, pronotum eller bug. 

Arterne er meget træge dyr. De fleste lever 
både som larve og imago i træsvampe eller 
svampet ved, hvor de ofte forekommer massevis. 
Nogle arter lever i barkbillegange, antagelig af 
svamp (Ambrosia). 


Oversigt over slægterne. 


2. Vingedækkerne meget korte, kun c."/,—"/, længere 
end tilsammen brede og kun c. ”/, gang længere 
end pronotum. Skinnebenenes yderside tornet 
KR ag 3. Xylégraphus (p. 162). 
Vingedækkerne mere langstrakte, betydeligt mere 
end "/, længere end tilsammen brede ........ Dr 
3. Skinnebenene mod spidsen udvendig med en kraf- 
tig, afrundet udvidelse, hvis yderrand er tæt og 
kraftigt tornet (fig. 76, c). Oversiden med lang 
behåring, de længste hår meget længere end føle- 
hornskøllens bredde ... 2. Rhopalodoåntus (p. 161). 
Skinnebenene mod spidsen udvendig simple eller 
tandformet udtrukne (fig. 76, a og b) og (und- 
tagen hos C. fronticornis) uden tornrække. Over- 
sidens behåring kortere eller utydelig, de længste 
hår ikke længere end følehornskøllens bredde 
1. Cis (p. 147) 
4. Følehornene 8-leddede. Oversiden næsten nøgen, 
kun med meget spredte hår 5. Octotémnus (p. 165). 
Følehornene 9-leddede. Vingedækkerne tydeligt 
behårede … 22 SA ES, sl Brok Era SNERRE BES RESSRRRREER D 


147 


5. Kroppen stærkt hvælvet. Vingedækkerne uden 
fordybede punktstriber, punkturen ensartet, 
ikke eller noget rækkevis ordnet 
4. Enneårthron (p. 164). 
df a 


Cis alni Cis nitidus Rhopalodontus 


Fig. 76. Højre forben af Cis alni, C. nitidus og Rhopalodontus 
perforatus. 


Kroppen svagt hvælvet, på ryggen noget fladtrykt. 
Vingedækkerne med svagt fordybede punkt- 
striber, mellemrummene med yderst fine og 
utyvdelise punkter SEE EL LER Hadraule (p. 164). 


(Gus ILeuoe- 


Følehornene 10-leddede, med 3-leddet kølle, 
3. led oftest, men ikke altid, f. eks. hos C. fagi, 
tydeligt længere end 4. Skinnebenenes spids 
simpel eller — især på forskinnebenene — ud- 
vendigt tandformet fremstående. Oversiden næ- 
sten nøgen eller med tydelig, oftest ret kort og 
noget skælagtig, behåring. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkernes punktur uensartet, bestående af 
dels meget fine, dels meget grove punkter, de 
sidste undertiden ordnede i regelmæssige eller 
hreselmæssiset længder kk ere 22 


148. 


Vingedækkernes punktur ensartet, ikke tydeligt 


rækkevis <Ordnet 1401. Er SR EREREE SAREEN 9. 
Oversidenfnæstenrn øger eee eee ERE SEER 3. 
Oversidenktydelisti behåret sees er Å. 


Pronotum i bunden fint mikrochagrineret. Større, 

1,6—2,2 mm. Vingedækkernes grove punkter 

ikke eller kun meget uregelmæssigt rækkevis 

OT AN SAS REE STER RØR BEES BT 000 1. nitidus. 
Pronotum i bunden uden eller næsten uden mikro- 

chagrinering. Mindre, 1,5 mm. Vingedækkernes 

grove punkter danner 4—5 tydelige, temmelig 

regelmæssige længderækker ... 2. lineåtocribråtus. 
Pronotum langs forrand og siderande med en 

bræmme af udstående hår, siderandene meget 

fint og smalt afsat, kun bagtil synlige fra oven, 

baghjørnerne, når dyret ses fra siden, bredt og 

fuldstændigt afrundede. Længde 1,5—2,3 mm 

. 3. comptus. 

Pronotum langs forrand og siderande uden udstå- 

ende hårbræmme, i modsat fald er siderandene 

bredere afsat og baghjørnerne, når dyret ses fra 

siden, tydeligt afsat. Længde 1,3—3,5 mm ... DE 
Pronotum, når dyret ses fra siden, med fuldstæn- 

digt og bredt afrundede baghjørner, siderandene 

yderst fint og smalt afsat, uden udstående hår- 

bræmme. Vingedækkernes behåring antydet 

rækkevis ordnet. Mindre, 1,3—1,8 mm.. quådridens. 
Pronotum, når dyret ses fra siden, med tydeligt 

afsatte baghjørner, siderandene bredt eller (C. 

hispidus) temmelig smalt afsat, synlige, når 

dyret ses fra oven. Vingedækkernes behåring 

ikke rækkevis ordnet. Større, 2—3,5 mm..... 6. 
Pronotum i bunden ikke eller kun meget utydeligt 

mikrochagrineret, dets overflade noget ujævn. 

Større. 2,8-=3,9. MM IEEE al SEE ENE FE 
Pronotum i bunden tydeligt mikrochagrineret, 

dets overflade ikke eller næppe ujævn. Mindre, 

ES TE 5 ar Eee 8. 


mio 


114: 


her 


149 


Vingedækkernes behåring yderst kort, hos friske 
stykker med kobberagtigt skær. Pronotums 
siderande kun med yderst korte, næppe synlige 
hår, bagranden ikke tydeligt randet ..... 4. boléti. 

Vingedækkernes behåring noget længere, hvidlig, 
uden kobberskær. Pronotums siderande med en 
kort, men tydelig hårbræmme, bagranden tyde- 
ligt, omend meget fint randet ......... NS Eger: 

Vingedækkernes behåring yderst kort, hos friske 
stykker med kobberagtigt skær. Pronotums side- 
rande ret smalt afsat. Følehornene ensfarvet 
rødlige. Mindre, 2—2,3 mm .......... 7. hispidus. 

Vingedækkernes behåring noget længere, hvidlig 
eller gullig, uden kobberskær. Pronotums side- 
rande ret bredt afsat. Følehornene som regel 
med brunsort kølle. Større, 2,5—2,8 mm 6. micans. 

Pronotums siderande synlige fra oven i hele deres 
udstrækning eller i hvert fald bagfra til frem 


Koranen dte NE EEK Ree 10. 
Pronotums siderande ikke eller dog kun i den aller- 
hbagestendelnsynlnser trane nere een lee 


Vingedækkernes behåring meget utydelig, hårene 

yderst korte og tynde. Pronotums siderande 

uden udståendethårbræm mere REESE LL, 
Vingedækkernes behåring tydelig, hårene bredere 12. 
Langstrakt, vingedækkerne c. 3 gange så lange 

som pronotum og c. 1"/. gang så lange som til- 

sammen brede. Forskinnebenenes spids udvendig 

ikke tandformet udstående (fig. 76,a) ...... 8. ålni. 
Bred, vingedækkerne c. 21/, gang så lange som 

pronotum og c. 1”/, gang så lange som tilsammen 

brede. Forskinnebenenes spids udvendig tand- 

formet udstående (som fig. 76, b) .. 9. bidentåtus. 
Pronotums siderande uden tydelig, udstående hår- 

bræmme. Oversiden lidet blank, meget tæt 

Dunk te Re FA SEE ER SER er SES ERE ane dentåtus. 
Pronotums siderande med tydelig, udstående hår- 

Brænnm ere ES RSS ERE ER SER EDEN SON SERE 13. 


[3 


14. 


i. 


16. 


157: 


150 


Pronotums for- og siderande med en udstående 

bræmme af lange hår, de længste mindst så lange 

som 1. følehornsleds bredde. Vingedækkernes be- 

håring ret lang, tydeligt opstående, ikke ret tæt. 

Søren EEN I eN 13. punctulåtus. 
Pronotums bræmmehår korte, de længste ikke nær 

så lange som 1. følehornsleds bredde. Vingedæk- 

kernes behåring ret kort og ret tæt. Mindre, 

1592 5 PASS: å U 0 BST ERNE ae SEE ERE EET EET lån 
Pronotum blankt, i bunden ikke eller næppe mikro- 

chagrineret, forranden med en tydelig, udstående 

hårbræmme ALDE ae er PEERS 10. vestitus. 
Pronotum ret mat, i bunden tydeligt mikrochagri- 

neret, forranden uden eller med en meget kort 

og yderst utydelig hårbræmme ..... 11. pygmaeus. 
Lille, 1—1,3 mm. Pronotums siderande uden tyde- 

lig hårbræmme og, når dyret betragtes fra siden, 

fuldstændig jævnt rundede i eet med for- og bag- 

hjørnerne SE RENS ES SER SE SUR 14. fronticérnis. 
STørre! LADES es ES SND DR REESE 16. 
Pronotums for- og siderande i det højeste med 

yderst kort og utydelig hårbræmme. Vingedæk- 

kernes behåring kort, med kobberskær. Længde 

HULE Em ES REN EN raes ERLEND) are 12 
Pronotums for- og siderande med tydelig, udstå- 

ende hårbræmme. Vingedækkernes behåring ikke 

ret kort, hvidlig eller gullig. Længde 1,5—2,8 mm 17. 
Pronotum i bunden ikke mikrochagrineret, side- 

randene synlige fra oven, i hvert fald bagtil, 

baghjørnerne, når dyret ses fra siden, tydeligt 

afsat og kun smalt afrundede. Større, 2,2— 

PAR SIE 1.9 1 0 0 ARR be SERENE RRS SS RE SEE SST EET NES 13. punctulåtus. 
Pronotum i bunden meget fint mikrochagrineret, 

siderandene ikke synlige fra oven, baghjørnerne, 

når dyret ses fra siden, fuldstændigt og bredt 

afrundede. Mindre, 1,5—2 mm. Vingedækkerne 

oftest tydeligt lysere end hoved og pronotum 

bidéntulus. 


(51 


sruppe 
(Eridaulus Thoms.) 


Oversiden næsten nøgen. Vingedækkernes 
punktur uensartet, de grove punkter undertiden 
rækkevis ordnede. 


1. C. nitidus Hbst. Denne og den følgende art er let 
kendelige ved gruppekaraktererne. Kort, højt hvælvet, blankt 
brun eller brunsort, følehorn og ben lysere. Pronotum lidt 
(c. 1 —/,) bredere end langt, bagud oftest kun lidt tilsmalnet, 
for- og siderande uden hårbræmme, de sidste meget fint afsat, 
ikke eller kun svagt synlige fra oven, bagranden fint randet, 
punkturen meget fin og lidet tæt, bunden fint mikrochagri- 
neret, baghjørnerne, set fra siden, bredt afrundede. Vinge- 
dækkerne c. så brede som og omtrent dobbelt så lange som 
pronotum. Længde 1,6—2,2 mm. 

g: Mundskjoldet på hver side med et mere eller mindre 
tydeligt, vinkelformet fremspring. Bugleddene længere be- 
hårede, 1. bugled i midten med et lille, tættere behåret felt. 
Pronotums forrand som regel simpel, men meget sjældent 
hos kraftige eksemplarer med 2 knudeformede fremspring. 

Arten varierer betydeligt, navnlig med hensyn til formen 
af pronotums forhjørner, set fra siden. På grundlag heraf har 
man opstillet 2 arter, C. nitidus Hbst. med spidsvinklet frem- 
springende forhjørner og C. jacquemårti Mell. med ret- 
vinklede eller (ab. glabråtus Mell.) stumpvinklede forhjør- 
ner. Alle overgange synes dog at forekomme, så at beret- 
tigelsen af en sådan artsadskillelse ikke kan anses godtgjort. 

Almindelig (J, Ø, B), især i tøndersvamp (Polyporus 
fomentarius) på bøg og andre træer, f. eks. birk. Den er i 


udlandet også fundet i svampene Polyporus marginatus og 
squamosus. Træffes næsten hele året. 


2. C. lineåtocribrålus Mell. Meget nærstående til den 
foregående, men adskilt fra den ved, at vingedækkernes grove 
punkter danner 4—35 tydelige, temmelig regelmæssige længde- 


152 


rækker, at pronotum er stærkere tilsmalnet bagud og i bunden 
ikke eller næppe mikrochagrineret, og at størrelsen er ringere. 
Pronotums forhjørner, set fra siden, stumpvinklede. Længde 
1,5 mm. 

åg: Mundskjoldet på hver side med et mere eller mindre 
tydeligt fremspring, der oftest vistnok er kraftigere end hos 
den foregående. 


Meget sjælden (Ø). Kun fundet ved Sorø (7. stkr., april 
1843 og sept. 1878) og i Bognæs (7 stkr. i tøndersvamp, %/, 
1878). I udlandet er den fundet i meget gamle, møre tønder- 
svampe, liggende ved foden af gamle bøgestammer. 


2. gruppe. 
Vingedækkerne tydeligt behårede, deres punk- 
tur uensartet, de grove punkter undertiden række- 
vis ordnede. 


3. C. comptus Gyll. Denne art er kendelig fra gruppens 
andre arter ved de i oversigten under 4 anførte kendetegn. 
… Ret kort, stærkt hvælvet, brunsort eller brun, vingedækkerne 
ofte med et mørkere rygparti fortil langs sømmen, følehorn 
og ben rødgule. Oversiden med ret kort, hvidlig eller gullig 
behåring, der på vingedækkerne er noget opstående og danner 
antydede længderækker. Pronotum ret fint punkteret, i bun- 
den mikrochagrineret, bagranden fint randet. Vingedækkernes 
grove punkter danner antydede eller uregelmæssige længde- 
rækker. Længde 1,5—2,3 mm. 

åg: Mundskjoldets forrand pa -hver side med en tand. 
Pronotum stort, stærkt hvælvet, oftest svagt nedtrykt i 
midten bag forranden, så bredt som eller lidt bredere end 
vingedækkerne, siderne stærkt rundede. 1. bugled i midten 
med et lille, behåret felt. 

2: Mundskjoldets forrand simpel. Pronotum mindre og 
mindre stærkt hvælvet, lidt smallere end vingedækkerne, 
siderne svagt rundede. 1 bugled simpelt. 


153 


Meget sjælden (J, Ø). Fra Rye foreligger 2 eks., fundet 
for mange år siden. Endvidere er den klækket i stort antal 
af træ fra Lolland-Falster (forår og sommer 1891—92). 


En lidt afvigende form (ab. substriåtus Munster) ad- 
skiller sig fra hovedformen ved lidt mere regelmæssige punkt- 
rækker og lidt tydeligere rækkevis ordnet behåring på vinge- 
dækkerne samt ved lidt mere langstrakt form og lidt mindre 
tværbredt pronotum, der hos &$ ikke er så kraftigt udviklet 
og ikke tydeligt bredere end vingedækkerne. 

Også denne form er meget sjælden (Ø): 3 stkr. klækket 


af træ fra Lolland (juni 1888), 1 stk. fra Bremersvold eller 
Frejlev (juni 1888) og 3 stkr. fra Lerchenborg. 


4. G. boléti Scop. (fig. 77). Denne vor almindeligste, stærkt 
varierende art er kendelig ved det noget ujævne pronotum 
med bredt afsatte, fra oven tydelige siderande, der kun har 
yderst korte, næppe synlige hår, 
ikke eller næppe randet bagrand, 
meget tæt, delvis rynket punktur 
og ikke eller næppe mikrochagri- 
neret bund, samt ved yderst kort, 
hos friske stykker kobberskinnen- 
de behåring på vingedækkerne. 
Stærkt hvælvet. Brunlig eller 
brunsort, følehorn og ben lysere, 
de førstes kølle oftest mørk. Pro- 
notum omtrent "/, gang bredere 
end langt, c. så bredt som eller 
($) lidt bredere end vingedækker- 
ne, overfladen med nogle ret flade 
indtryk og derfor ujævn, punk- Fig. 
turen meget tæt, punkterne delvis 
sammenflydende, mellemrummene derfor meget smalle. Vinge- 
dækkernes grove punkter mere eller mindre tydeligt rækkevis 
ordnede. Længde 2,8—3,5 mm. 

åg: Mundskjoldets forrand i midten svagt indbuet og på 
hver side med et svagt og stumpt fremspring. Pronotums 


7. Cis boleti 2. x 12. 


=] 


154. 


forrand i midten ofte ganske svagt indbuet. 1. bugled i midt- 
linien med en oval, randet, behåret grube, noget bag midten 
af leddets længde, målt i midtlinien. 


Meget almindelig (J,- Ø, B) i træsvampe, især på gamle 
stubbe, f. eks. i Polyporus versicolor og Daedalea gibbosa. 


5. C. sétiger Mell. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker 
samt ved, at vingedækkerne er forholdsvis lidt længere. Pro- 
notums punktur er oftest mindre stærkt eller næppe rynket, 
og vingedækkernes grove punkter er mindre kraftige og ikke 
eller mindre tydeligt rækkevis ordnede. Længde 2,8—3,5 mm. 

åg: Omtrent som den foregående, pronotum dog ikke tyde- 
ligt bredere end vingedækkerne. 

Temmelig sjælden (J, Ø). Genner, Rye, Bygholm, Skørping; 
Klinteskoven på Møen (i antal i og krybende fremme omkring 
svamp på en gammel bøgestamme -%/,), Dyrehaven, Lyngby 


mose, Lerchenborg, Rørvig, Jægerspris nordskov (i Polyporus 
versicolor). April—sept. 


6. C. micans Fabr. Nærstående til de to foregående, men 
adskilt fra dem ved lidt ringere størrelse og ved pronotums 
tydeligt, omend meget fint mikrochagrinerede bund og ikke 
eller næppe ujævne overflade, fra C. boleti yderligere ved 
betydeligt længere, hvidlig eller gullig behåring på vingedæk- 
kerne og simpel punktur på pronotum, og fra C. setiger yder- 
ligere ved, at pronotums siderande kun har en yderst kort 
og utydelig hårbræmme, og at vingedækkerne er lidt kortere. 
Oversiden ofte med yderst svagt bronzeagtigt skær. Prono- 
tums punktur tæt, dets bagrand ikke eller yderst fint og 
svagt randet. Vingedækkernes grove punktur som regel ikke 
eller kun meget utydeligt rækkevis ordnet, behåringen næsten 
lige så lang som hos C. setiger. Længde 2,5—2,8 mm. 

å: Omtrent som hos den foregående, 1. bugleds grube dog 
cirkelrund. Pronotum undertiden rigelig så bredt som vinge- 
dækkerne. 

Meget sjælden, men muligvis noget overset (J, Ø). Hidtil 
kun fundet i Draved skov (1 stk., 78/. 1932), i Gelsskov (nogle 


155 


stkr. i august og i Jægerspris nordskov (i antal ””/. og 26/, 
i Polyporus versicolor på bøgestubbe, i selskab med Cis 
boleti og hispidus. I udlandet også fundet i Daedalea gib- 
bøsa og Polyporus giganteus. 


7. C. hispidus Gyll. Adskilt fra de 3 foregående ved 
pronotums ret smalt afsatte siderande og, set fra oven, lidet 
fremtrædende forhjørner samt ringere størrelse, fra C. boleti 
yderligere ved pronotums jævne, fint og simpelt punkterede, 
i bunden mikrochagrinerede overflade og dets fint randede 
bagrand og fra C. setiger og C. micans yderligere ved vinge- 
dækkernes yderst korte, hos friske stykker kobberskinnende 
behåring. Brunsort eller brun, følehorn og ben rødlige. Pro- 
notums siderande kun med yderst kort og meget utydelig 
hårbræmme. Vingedækkerne kun c. 2!/, gang så lange som 
pronotum, de grove punkter mere eller mindre tydeligt række- 
vis ordnede, ofte stående i lidt fordybede striber. - Længde 
2—2,3 mm. 

gå: Mundskjoldets forrand i midten indbuet og på hver 
side stumpvinklet fremstående. Pronotums forrand i midten 
ikke eller yderst svagt indbuet. 1. bugled i midtlinien med 
en lille, cirkelrund, randet, behåret grube omtrent i midten 
af leddets længde målt i midtlinien, sidste bugled i midten 
med et meget lille, tæt behåret indtryk. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B) i træsvamp, bl. a. i Poly- 
porus versicolor og Polyporus applanatus. 


[C. quådridens Mell. Let kendelig fra gruppens andre 
arter ved pronotums, set fra siden, fuldstændigt afrundede 
baghjørner i forbindelse med dets ubehårede for- og siderande 
og iøvrigt kendetegnet ved kort, stærkt hvælvet krop og ringe 
størrelse. Brunrød, ret blank, følehorn og ben lysere. Pronotum 
ret fint og tæt punkteret, i bunden mikrochagrineret, side- 
randene, når dyret ses fra oven, synlige bagtil, men i reglen 
ikke fortil. Vingedækkernes grove punkter uregelmæssigt 
rækkevis ordnet, behåringen meget kort, men tydelig, hvidgul, 
noget opstående, antydet rækkevis ordnet. Længde 1,3— 
1,8 mm. 


156 


åg: Såvel mundskjoldets som pronotums forrand opadbøjet, 
i midten indbuet og på hver side med en fremstående, stump- 
vinklet tand. Disse fire tænder er hos nogle individer kraftigt, 
hos andre svagere udviklede. 1. bugled med en lille grube. 

Arten minder i form meget om C. nitidus, men er let 
kendelig fra denne ved den meget tydelige behåring på 
vingedækkerne. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige og i Lubeckegnen, 


kunne muligvis træffes også hos os. Den angives bl. a. at fore- 
komme i træsvamp på udgåede graner.] 


3. gruppe. 

Vingedækkernes behåring meget utydelig, hå- 
rene yderst korte og tynde, deres punktur ens- 
artet, ikke rækkevis ordnet. Pronotums siderande 
synlige, når dyret betragtes fra oven, uden hår- 
bræmme. 


8. -C. ålni Gyll. Let kendelig ved gruppekaraktererne i 
forbindelse med den langstrakte form. Sort eller brun, ret 
"blank, følehorn og ben brungule. Pronotum ret tæt og ikke 
særlig kraftigt punkteret, i bunden mikrochagrineret, side- 
randene ret bredt afsat. Vingedækkernes punktur temmelig 
tæt, oftest lidt kraftigere end pronotums. Længde 2—3 mm. 

Øg: 1. bugled i midten med et lille, meget tæt punkteret 
og behåret felt. 


Almindelig (J, Ø) især på tørre, udgåede, svampede grene 
af løvtræer. April—sept. 


9. C. bidentåtus Oliv. Let kendelig ved gruppekarak- 
tererne i forbindelse med den ret brede form. Fra den fore- 
gående adskilles den let ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker. Yderligere er pronotums siderande smallere afsat og 
dets bagrand lidt kraftigere randet og vingedækkerne oftest 
mindre blanke, med lidt fedtet glans. Længde 1,8—2,8 mm. 


157 


åg: Mundskjoldets forrand i midten indbuet og på hver 
side stumpvinklet fremstående. Pronotums forrand hos kraf- 
tige individer i midten noget indbuet og på hver side knude- 
eller tandformet fremstående. 1. bugled som hos den fore- 
gående. 

Almindelig (J, Ø, B) i træsvamp, især i tøndersvamp på 
bøg og birk, men også f. eks. i Polyporus betulinus, P. sul- 


phureus og P. igniarius. Marts—sept. Larver er taget i antal 
30/. og klækket i sept. 


4. gruppe. 
Vingedækkernes behåring tydelig, deres punk- 
tur ensartet. 


[C. dentåtus Mell. Let kendelig fra gruppens følgende 
arter ved, at pronotums siderande er synlige i hele deres 
udstrækning, set fra oven, men ikke har nogen tydelig hår- 
bræmme, og iøvrigt udmærket ved lidet blank, meget tæt 
punkteret overside. Kroppen ret bred, stærkt hvælvet. Brun- 
rød eller rustrød, følehorn og ben ofte lidt lysere. Pronotum 
bredere end langt, meget tæt punkteret, mellemrummene 
meget smalle, næppe eller yderst svagt mikrochagrinerede, 
siderne ret jævnt rundede. Vingedækkerne kun c. ”/, gang 
længere end tilsammen brede, punkturen tæt, dog ikke så 
tæt som pronotums og oftest lidt kraftigere, behåringen gullig, 
meget kort. Længde 2—3 mm. 

2: Mundskjoldets forrand i midten med en indskæring, 
der på hver side begrænses af en tand, udenfor denne- med 
en svagere indbugtning, der udadtil begrænses af en svagere 
tand. Pronotums forrand i midten fremtrukket og indbuet 
og på hver side knude- eller tandformet fremstående. Hos 


mindre individer er disse karakterer svagere eller — på pro- 
notum — næppe udprægede. 1. bugled med en lille grube i 
midten. 


Ligner i form den foregående, men adskilles let fra den 
ved meget tydeligere behåring på vingedækkerne, tættere 
punktur og lysere farve. 


158 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den angives at leve i træsvamp på gran. 
I Sverige er den taget enkeltvis i maj dels i svampet løv 
ved foden af en gammel, trøsket eg, dels under afhuggede 
grangrene med skimlede nåle.] 


10. C. vestitus Mell. (festivus Schilsky og West's. for- 
tegnelse). Denne og den følgende art er indenfor gruppen 
kendelige ved, at pronotums siderande er forsynede med en 
ret kort hårbræmme og, set fra oven, er synlige bagfra og 
fremefter i hvert fald forbi midten. Ret stærkt hvælvet. Brun 
eller brungul, temmelig blank, følehorn og ben oftest lysere. 
Pronotum c€. -"/, bredere end langt, stærkt hvælvet, ret tæt 
punkteret, siderne oftest noget rundede, forrandens hår- 
bræmme længere end siderandenes. Vingedækkerne ret tæt 
og kraftigt punkterede, behåringen gullig, temmelig kort. 
Længde 1,5—2,3 mm. É 

åg: Mundskjoldets forrand på hver side med en lille, frem- 
springende, behåret knude. 1. bugled i midtlinien med. et 
lille, behåret, meget utydeligt felt noget bag midten af leddets 
længde, målt i midtlinien. 

Udbredt og ikke sjælden (J, Ø, B), især på udgåede, svam- 
pede grene, f. eks. af eg. Maj—aug. 


11. C. pygmaeus Marsh. (oblångus Schilsky, vestitus 
West's fortegnelse). Meget nær beslægtet med den foregående, 
men kendelig fra den ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker samt ved, at kroppen er betydeligt mindre stærkt 
hvælvet og oftest noget mere parallelsidet, at farven oftest 
er mørkere, brunsort eller mørkebrun, og at behåringen 
derfor er mere iøjnefaldende, jfr. endvidere nedenfor om 
hannens sekundære kønsmærker. Længde 1,5—2 mm. 

åg: Mundskjoldet omtrent som hos den foregående. 1. bug- 
led i midtlinien med en lille rund, randet, behåret, meget 
tydelig grube langt bag midten af leddets længde, målt i 
midtlinien. 


Udbredt og ikke særlig sjælden (J, Ø, B). Levevis som 
den foregående. 


159 


12. C. fågi Waltl. (caståneus Mell., Schilsky). Ret let 
kendelig ved den temmelig smalle og parallelsidede, ret stærkt 
hvælvede krop, de med en kort hårbræmme forsynede, set fra 
oven i det højeste bagtil synlige sider på pronotum, hvis 
forrand kun er meget kort og utydeligt behåret, og den meget 
korte behåring med kobberskær. Brunlig, ikke ret blank, 
følehorn og ben rødgule. Pronotum c. ”//—/, bredere end 
langt, c. eller rigeligt så bredt som vingedækkerne, med noget 
rundede sider, tæt punkteret, i bunden ikke eller — sjældnere 
— meget svagt mikrochagrineret. Vingedækkernes punktur 
tæt og oftest lidt kraftigere end pronotums. Længde 1,4— 
2 mm. ' 

åg: Mundskjoldets forrand på hver side med et stump- 
vinklet fremspring, pronotums forrand ofte i midten med en 
ganske svag og smal indbugtning og på hver side af denne 
med en meget svag knude. 1. bugled i midtlinien med en ret 
stor, rund, kraftigt randet, behåret grube, c. i midten af 
leddets længde, målt i midtlinien. 

Fra de 2 foregående arter adskiller C. fagi sig foruden ved 
pronotums fra oven kun bagtil synlige sider og den lidt 
smallere kropsform ved lidt kortere følehorn, hvis 3. led som 
regel kun er c. så langt som eller ganske lidt længere end 
4. led, jfr. endvidere ovenfor om gruben på hannens 1. bugled. 
Fra C. vestitus adskiller C. fagi sig yderligere ved kun meget 
kort og utydelig behåring på pronotums forrand og fra C. pyg- 
maeus yderligere ved ikke eller kun meget svagt mikrochagri- 
neret pronotum. 

Temmelig sjælden, men meget udbredt (J, Ø). Den fore- 
kommer dels i træsvampe, f. eks. Polyporus betulinus, P. 
fomentarius, P. cupreolaccatus og P. sulphureus, dels (ofte 


i meget stort antal) i rødmuldet, af svampemycelium gen- 
nemtrængt, egeved. Marts—okt. 


13. C. punctulåtus Gyll. Let kendelig ved, at pronotums 
for- og siderande er påfaldende langt behårede og dets bund 
ikke mikrochagrineret, og ved vingedækkernes ret lange, gullige 
behåring. Temmelig langstrakt og parallelsidet, ret hvælvet, 
sort eller brunlig, følehorn og ben lysere. Pronotumec. "/.—"/, 


160 


bredere end langt, siderandene, set fra oven, synlige bagtil 
og oftest fremefter forbi midten, siderne ret svagt rundede, 
punkturen ret tæt og kraftig. Vingedækkerne 2!/, gang så 
lange som pronotum og rigeligt 1%/, gang så lange som til- 
sammen brede, ret tæt og kraftigt punkterede. Længde 2,2— 
2,83 mm. 

åg: Mundskjoldets og pronotums forrand omtrent som hos 
den foregående. 1. bugled simpelt. 

Denne art udmærker sig ved, at forhoftegruberne bagtil 
ikke er smalt åbne indadtil, men lukkede, idet de smalle 
prosternalpartier bag hofterne når helt ind til midten og her 
mødes bag prosternalforlængelsens spids. Dette berettiger 
måske til opstilling af en særlig «underslægt. 

Sjælden (Ø, B). Donse, Hornbæk plantage, Asserbo plan- 
tage, Tisvilde hegn; Onsbæk, Blykobbe plantage. Den træffes 


i svamp (f. eks. Irpex fuscoviolaceus og Polyporus abietinus) 
på nåletræer. Maj—juli, sept. 


[C. bidéntulus Rosenh. Adskilt fra den foregående ved 
de i oversigten (under 17) anførte kendemærker samt ved, 
at kroppen er bredere, at pronotums hårbræmme er noget 
kortere, dets sider lidt mere rundede og dets punktur finere, 
og at vingedækkerne kun er c.-/, gang længere end tilsammen 
brede og lidt mindre dybt og kraftigt punkterede. Hoved 
og pronotum brunsorte, det sidstes forrand i midten samt 
vingedækkerne som regel brungule. Længde 1,5—2 mm. 

gå: Mundskjoldets forrand med 2 ret kraftige, trekantede, 
spidse, noget opadbøjede tænder. 1. bugled i midtlinien med 
en ret stor, rund, kraftigt randet, behåret grube nær leddets 
bagrand. 

Denne art, der bl.a. er fundet i Skåne, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den angives at være fundet i svamp på 
bøg, lind, valnød og poppel. I Finland er den fundet i en 


liggende, af træsvampen Hansenia angrebet aspestamme 
sammen med rovbillen Gyrophaena manca Er. Juli.] 


14. C. fronticérnis Panz.. Kendelig ved den ringe stør- 
relse (vor mindste art i familien) og pronotums fra oven ikke 


161 


synlige siderande, der, ligesom forranden, ikke har nogen 
tydelig hårbræmme. Ret stærkt hvælvet, brun, følehorn og 
ben rødgule, følehornenes 3. led ikke eller kun lidt længere 
end 4. Pronotum kun lidt bredere end langt, ret fint punk- 
teret, i bunden fint mikrochagrineret. Vingedækkerne kraf- 
tigere punkterede, behåringen temmelig kort, tydeligt op- 
stående, gul, uregelmæssigt rækkevis ordnet. Forskinnebenene 
ved spidsen udvendigt — i modsætning til de foregående 
arter — med nogle ganske korte børster. Længde 1—1,3 mm. 

&: Mundskjoldets forrand med 2 fremstående, trekantede, 
spidse tænder. 1. bugled i midten lidt foran bagranden med 
en stor, kraftigt randet, rund, behåret grube. 

Denne art henføres oftest til slægten Rhopalodontus, men 
adskiller sig afgørende fra denne ved, at forskinnebenene 
mangler den kraftige, afrundede udvidelse udvendig ved 
spidsen, at prosternum foran forhofterne er meget bredere, 
og at forhofterne ikke er tapformet fremstående. Arten synes 
naturligst at høre hjemme i slægten Cis, men forskinne- 
benenes ovenfor nævnte børster berettiger måske til opstilling 
af en særlig underslægt. 

Fra Ennearthron affine adskilles arten ved 10-leddede 
følehorn, tættere, kortere, gul — ikke hvid — behåring på 
vingedækkerne, og udvendig ved spidsen mindre stærkt ud- 
videde forskinneben. 


Meget sjælden (Ø). Kun fundet ved Thureby (12 stkr., 
aug. 1879), Sorø (4 stkr., ”f/. 1874) og i Dyrehaven (1 stk., 
19/,). Den angives at leve i svamp på bøg, såsom Daedalea 
gibbosa og Polyporus versicolor. I Sverige er den fundet i 
små, halvbløde Polyporus-svampe på en liggende stamme af 
bævreasp, i Polyporus pini på fyr og under svampet bark af 
en brandskadet birk, juni og okt. 


2. Rhopalodøntus Mell. 
Følehornene 10-leddede, med 3-leddet kølle, 
3. led ikke eller kun lidt længere end 4. Skinne- 
benene mod spidsen med en kraftig, afrundet 


Victor Hansen ; Clavicornia. II. la 


162 


udvidelse, hvis yderrand er tæt og kraftigt tornet 
(fig. 76, c, p. 147). Oversiden med lang, opstå- 
ende, lys behåring, længere end hos nogen an- 
den af vore slægter, hårene tynde, ikke skælagtige, 
de længste meget længere end følehornskøllens 
bredde. Prosternum foran forhofterne yderst 
smalt, meget smallere end hos Cis. 

(Rh. fronticornis Panz. er henført under slægten 
Cis, se foran p. 161). 


1. Rh. perforåtus Gyll. Temmelig bred, højt hvælvet, 
brun, følehorn og ben lysere. Pronotum c. -7/;—"/, bredere end 
langt, tilsmalnet fremefter, siderandene næppe synlige fra 
oven, punkturen ret tæt, ikke ret kraftig, bunden glat. Vinge- 
dækkernes punktur ensartet, meget kraftig, uregelmæssig eller 
med yderst svag antydning af rækkevis ordning. Længde 
1,8—2,2 mm. 

&g: Mundskjoldets forrand med 2 fremspringende tænder. 
ie bugled i midten med en stor bagud- og opadrettet plade, 
og under denne med en grube, der bagtil begrænses af en 
opstående tværkam, pladens og kammens rande er behårede. 

Temmelig sjælden (J, Ø). I Jylland bl. a. ved Frijsenborg 
og Skørping; på Sjælland bl. a. i Dyrehaven. I tøndersvamp 
på gamle bøge, ofte i stort antal; også i svampe på pil og 
poppel. Marts—okt. 


3. Xylogråphus Mell. 


Følehornene 10-leddede, med 3-leddet kølle, 
3. led tydeligt længere end 4. Skinnebenene jævnt 
udvidede mod spidsen, på ydersiden tornede, 
tættere mod spidsen. Vingedækkerne meget korte, 
kun ca. 7/;—"/, længere end tilsammen brede. 
Oversiden meget kraftigt punkteret, med lys, op- 
stående, ret lang, tynd behåring. 


163 


1. X. bostrichoides Dufour. Meget kort, højt hvælvet, 
brunsort eller brun, følehorn og ben lysere. Pronotum kun 
c. 1/. bredere end langt, siderne meget fint randede, ikke 
synlige fra oven, for- og baghjørnerne, set fra siden, bredt 
afrundede. Vingedækkernes rod ret kraftigt randet, punk- 
turen ensartet, uregelmæssig. Længde 2—2,2 mm. 

Øg: 1. bugled i midten med en behåret grube. 

Af denne art, der er kendt fra Sibirien, Nordafrika og 
Sydeuropa, men ikke fra noget af vore nabolande, er 2 eks. 


fundet i Dyrehaven, under bark af tjørnebrænde, d. ?%/. 1892, 
Den angives at leve i træsvamp bl. a. på eg, bøg og valnød. 


4. Ennearthron Mell. 


Følehornene 9-leddede, med 3-leddet kølle. 
Kroppen stærkt hvælvet. Vingedækkerne uden 
fordybede punktstriber, punkturen ensartet, ikke 
eller noget rækkevis ordnet, behåringen tydelig. 


Oversigt over arterne. 


1. Sort. Pronotum i bunden tydeligt mikrochagri-. 
neret. Vingedækkernes behåring ret spredt, 
hvidlig. Mindre, 1,1—1,4 mm ........... ls omen me. 

Brun. Pronotum i bunden ikke eller næppe mikro- 
chagrineret. Vingedækkernes behåring ret tæt, 
SES tørre EAD mr ES ER 2. cornutum. 


1. E. affine Gyll. Sort, følehorn og ben rødgule, følehorns- 
køllen og lårene ofte mørkere. Pronotum lidt bredere end 
langt, siderandene ikke eller kun helt tilbage ved baghjørnerne 
synlige fra oven, punkturen ret fin og ikke ret tæt. Vinge- 
dækkerne ikke eller næppe bredere end pronotum, ret parallel- 
sidede, punkturen omtrent som på dette eller lidt kraftigere, 
behåringen opstående, temmelig lang, med iblandede ganske 
korte hår. Forskinnebenenes spids udvendig med en afrundet, 


Le 


164 


med børster beklædt udvidelse, noget mindende om Rhopalo- 
dontus, men lidt svagere. Længde 1,1—1,4 mm. 

Øg: Mundskjoldets forrand med 2 spidse, fremstående 
tænder. 1. bugled i midten med en stor, rund, kraftigt randet, 
langt behåret grube. 


Meget almindelig (J, Ø, B); i svampe på stubbe, især 
bøgestubbe, navnlig i Polyporus versicolor og Daedalea gib- 
bosa. April—sept. 


2. E. cornutum Gyll. "Brun, følehorn, ofte undtagen 
køllen, og ben lysere. Oversidens punktur tættere .og lidt 
kraftigere end hos den foregående. Pronotum bredere end 
langt, siderandene synlige fra oven bagtil og et stykke frem- 
efter. Vingedækkerne, især hos 2, noget udvidede i eller lidt 
bag midten og her lidt bredere end pronotum. Længde 1,4— 
1,9 mm. 

åg: Såvel mundskjoldets som pronotums Forrand i midten 
med en indskæring og på hver side af denne med et vinkel- 
" formet fremspring. Forskinnebenenes spids udvendig spidst 
tandformet (hos 2 svagere, vinkelformet) udstående, uden 
børsteklædning. 


Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Af findesteder kan 
nævnes: Estrup skov; Hvedholm. på "Fyn, Bremersvold, 
Sundby storskov, Guldborg L., Redsle skov, Holmegårds 
mose, Bognæs, Dyrehaven. Den er oftest banket af udgåede, 
svampede egegrene, men også fundet i labyrintsvamp på 
stubbe. April—sept. | 


[Hadraule Thoms. 


Let kendelig fra de andre slægter ved den kun svagt 
hvælvede, på ryggen noget fladtrykte, langstrakte og ret 
parallelsidede krop og iøvrigt kendetegnet ved de 9-leddede 
følehorn med 3-leddet kølle, pronotums næsten rette sider og 
vingedækkernes svagt fordybede punktstriber og regelmæssige 
rækker af korte, lyse, skråt udadrettede hår. Forskinnebenenes 
spids udvendig ikke fremstående. 


165 


H. elongåtula Gyll. Brun eller brungul, følehorn og ben 
lysere. Hovedet ret fremstrakt. Pronotum c. "/, bredere end 
langt, siderne omtrent rette og parallelle eller bagud svagt 
konvergerende, forranden svagere fremtrukket i midten end 
i almindelighed hos familiens arter, siderandene synlige fra 
oven, med en kort, fin hårbræmme, punkturen ret fin, bunden 
mikrochagrineret. Vingedækkerne c. dobbelt så lange som 
tilsammen brede, stribemellemrummene med yderst fine og 
utydelige punkter. Længde 1,3—1,5 mm. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Vestergåtland i Sverige 
og i Sydnorge, kunne muligvis træffes også hos os. 

Arten er i Sverige fundet i antal i en tynd, hvid Poly- 
porus-svamp, der voksede i mørt ved i det indre af en tør, 
hul birkestub, ”/,, og i Finland i en lignende svamp i en tør 
granstub. Den skal også være fundet i et tulipantræs ved, 
der var gennemboret af Dorcatoma-larver. Den angives også 
at forekomme i gange af barkbiller (f. eks. Cryphalus), hvor 
der i gangene er svamp (Ambrosia). 

Det er utvivlsomt med fuld føje, at Thomson har opstillet 
en særlig slægt for denne art, der i flere henseender, bl. a. 
kropsformen, er så stærkt særpræget, at den ikke naturligt 
lader sig anbringe i nogen af de andre slægter. Fra slægten 
Cis udelukkes den allerede ved bygningen af følehornene, der 
ikke, som af nogle forfattere angivet, er 10-leddede, men som 
af J. Sahlberg og Munster påpeget 9-leddede.] 


5. Octotémnus Mell. 


Følehornene 8-leddede, med 3-leddet kølle. 
Kroppen stærkt hvælvet, oversiden næsten nøgen, 
kun med meget spredte, tynde, udstående hår. 
Skinnebenene paa ydersiden med fine, mod 
spidsen med kraftigere torne, forskinnebenenes 
spids udvendig ikke udstående. Venstre kind- 
bakke kraftigere udviklet end højre. 


166 


Oversigt over arterne. 

1. Mindre, 1,3—1,8 mm. Vingedækkerne c. ”/. længere 

end tilsammen brede, siderne noget rundede. 
Kindbakkerne simple ............. 1. glabriculus. 

Større, 1,9—2,4 mm. Vingedækkerne omtrent Z/. 

længere end tilsammen brede, siderne svagere 

rundede. Hannens kindbakker, især den venstre, 
stærkt fremstående .......:........ mandibulåris. 


1. O. glabriculus Gyll. (fig. 78). Brun eller brungul, 
følehorn og ben lysere. Pronotum lidt bredere end langt, 
fint og ikke ret tæt punkteret, i bunden mikrochagrineret. 
Vingedækkerne med lidt kraftigere, ofte noget tværrynket 
punktur. Længde 1,3—1,8 mm. 

Øg: 1. bugled i midten fortil med 
en bagudrettet, but tilspidset plade. 

Temmelig almindelig (J, Ø, B). 
I svampe på træstubbe, især af bøg, 


navnlig i Polyporus versicolor og 
Daedalea gibbosa. April—juli, sept. 


[O. mandibulåris Gyll. Adskilt 
fra den foregående ved de i over- 
sigten nævnte kendemærker. Krop- 
pen er mere langstrakt og cylindrisk 
og pronotum kun meget lidt bredere 
end langt. Længde 1,9—2,4 mm. 


Fig. 78. Octotemnus gla- åg: Panden med en fin tværliste, 
briculus. x 23. der på hver side er langt, fremstå- 


ende behåret. Kindbakkerne stærkt 

forlængede (også hos 2 er kindbakkerne vistnok noget kraf- 

tigere udviklede end hos begge køn af den foregående art). 
1. bugled i midten med en knude(?). 

Denne art, der bl. a. er fundet i Bohuslån i Sverige og i 


Sydnorge, kunne muligvis træffes også hos os. Den lever i 
træsvampe, bl. a. på birk. Juni, sept.] 


Bostrychoidea. 


Som tidligere omtalt er denne gruppe over- 
ordentlig nær beslægtet med gruppen Clavicornia, 
så nær, at det ikke er lykkedes at finde noget 
almengyldigt skelnemærke for disse to grupper. 
Nogle af familierne, nemlig Sphindidae, Aspidi- 
phoridae og Cisidae, henføres da også snart til 
den ene, snart til den anden af grupperne. Der 
er derfor i bindet Biller XIII, p. 7, givet en fælles 
oversigt over begge gruppers familier. Nedenfor 
gives en oversigt over de 5 familier, der her hen- 
føres under Bostrychoidea-gruppen (i West's 
Fortegnelse over Danmarks Biller opført under 
nr. 1671—1672 og 2192—2243). Nogle af disse 
familier, nemlig Ptinidae, Anobiidae, Bostrychi- 
dae og ofte også Lyctidae samles undertiden un- 
der betegnelsen Teredilia, en gruppe som dog 
heller ikke lader sig afgrænse ved sikre og almen- 
gyldige kendetegn. 

Hos Bostrychoideerne er hovedet ofte stærkt 
nedadbøjet, undertiden ikke eller næppe synligt 
fra oven (Bostrychidae). Mundskjoldet er ofte 
adskilt fra Panden ved en tværfure. Følehornene 
er som regel 11-leddede, undertiden 8—10-led- 


168 


dede; de er meget forskelligt byggede, kølleforme- 
de, trådformede, savtakkede eller kamdannede. 

Fødderne er enten tydeligt 5-leddede eller, idet 
1. led er meget lille og vanskeligt at se, utydeligt 
5-leddede eller endelig 4-leddede, derimod aldrig 
3-leddede. Forhofterne er ofte tapformet frem- 
stående, baghofterne undertiden (Anobiidae) for- 
synede med smalle lårdækker. 

Kroppen er ofte cylindrisk. 


Oversigt over Bostrychoidea-familierne. 


2. Følehornene 11-leddede, med stor, 2-leddet kølle, 
indleddede under en kraftig, fremstående knude 
foran øjnenes eee ESS SEER 2. Lyctidae (p. 171). 
Følehornene som regel 10-leddede, med 3-leddet 
kølle, panden uden kraftig knude over indled- 
Nine sste de FRE SREES PERERE 3. Bostrychidae (p. 173). 
3. Baghofterne med smalle lårdækker (fig. 79). Ho- 
vedet stærkt nedadbøjet.... 4. Anobiidae (p. 175). 
Bashorternes uden ele de ke eee Å. 


Fig. 79. Undersiden af Grynobius. L = lårdækkerne. 


4. Følehornene indleddede langt fra hinanden. Krop- 
pen cylindrisk. Vingedækkerne bagtil gabende 
(fig. 81). Større, 6—18 mm 
1. Lymexylånidae (p. 169). 


169 


Følehornene indleddede tæt ved hinanden. Vinge- 
dækkerne ikke gabende bagtil. Mindre, 1,5— 
SEN er Eee 5 Pima. (os 27 


1. familie Lymexyldnidae. 


Kroppen cylindrisk, oversiden fint behåret. 
Hovedet fremstrakt, følehornene 11-leddede, ikke 
kølleførmede, hos vore arter savtakkede eller 
trådformede, indleddede langt fra hinanden. 
Vingedækkerne lange, uden sidedækker, bagtil 
gabende. Hofterne tapformet fremstående, bag- 
hofterne uden lårdækker. Benene slanke, fød- 
derne lange, trinde, 5-leddede, 1. led meget læn- 
gere end 2. 

Hannen er kendelig ved, at kæbepalperne er 
forsynede med store vedhæng. 

Arterne minder i udseende en del om blød- 
vingerne (Malacodermata), til hvilken gruppe de 


a. Hylecoetlus 
6. Lymexylorn 
Fig. 80. Højre følehorn af Hylecoetus og Lymexylon. 


[70 


også har været henført af nogle forfattere, men 
adskiller sig bl.a. fra dem ved de trinde fødder. 
Larverne lever i træ og er undertiden skadelige. 


Oversigt over slægterne. 


1. Følehornene (hos vor art) savtakkede (fig. 80, a). 
Pronotum bredere end langt, siderne randede 

1. Hylecoetus. 
Følehornene trådformede (fig. 80, b). Pronotum 
rigeligt så langt som bredt, siderne ikke randede 

2. Lyméxylon. 


1. Hylecoetus Latr. 


Hovedet bagtil noget indsnøret, følehornene ret 
korte, savtakkede. Pronotum bredere end langt, 
siderne randede. Scutellum fortil med en længde- 
midtkøl. Vingedækkerne med tydelige længde- 

ribber. Bugen med 7 led. 


1. H. dermestoides L. (fig. 81). 
Langstrakt, $ sort med brungule føle- 
horn og ben, Vingedækkerne ofte helt 
eller delvis brune eller brungule, 2 ens- 
farvet rødgul, ofte dog med delvis 
mørk underside og mørk vingedæk- 
kespids. Pronotum ret fint, vingedæk- 
kerne meget fint og tæt punkterede. 
Længde 6—18 mm. 

åg: Se ovenfor om farven. Størrel- 
sen ringere. 


Temmelig almindelig (J, Ø) i skove 
i hensygnende stammer og i stubbe, 
navnlig af løvtræer. Slutningen af 
Fig. 81. Hylecoetus der- april—juni. Larven, der undertiden 
mestoid2s 9%. x 3. gør betydelig skade, gnaver gange i 


174 


veddet, støder boremelet ud af gangene med bagkropspidsen 
og lever af svampedannelser (Ambrosia-svampe) i gangene. 
Udvikzingen tager vistnok normalt 2 eller 3 år. 


2. Lyméxylon Fabr. 


Adskilt fra den foregående slægt ved, at øjnene 
er større og hovedet bag disse meget stærkere 
indsnøret, at de noget længere følehorn ikke er 
savtakkede, at pronotum er rigeligt så langt som 
bredt og på siderne urandet, at scutellum ikke 
er tydeligt kølet, at vingedækkerne mangler tyde- 
lige længderibber, og at bugen er 8-leddet. 


iernavålet Ek Eangstrakt, "meget smal,"$ sort," føle 
hornenes rod, benene, vingedækkernes forreste sømparti og 
bugen rødgule eller gule, 92 rødgul eller gul med sort hoved 
og bagtil mørke vingedækker. Hoved mat. Pronotum fint, 
vingedækkerne meget fint og tæt punkterede. Længde 7— 
13 mm. 

å: Se ovenfor om farven. 

Meget sjælden (Ø). Bremersvold, Sundby storskov, Sven- 
strup ved Borup. st., Bognæs. Den træffes sværmende om 
eller krybende på gamle ege. Hannen er fundet i tiden &"Ø/,, 
hunnen i tiden 7%/, -5/,. Larven gnaver gange i veddet og 
er i udlandet undertiden optrådt som skadedyr på skibs- 
værfter. 


2. familie Lyctidae. 


Kroppen langstrakt, ikke ret stærkt hvælvet, 
fint behåret. Hovedet fremstrakt. Følehornene 11- 
leddede, med stor, 2-leddet kølle, indleddede 
under en kraftig, fremstående knude foran øj- 
nene, disse store og hvælvede. Panden adskilt fra 
mundskjoldet ved en buet, fortil åben tværlinie. 


172 


Forhofterne kugleformede, baghofterne uden lår- 
dækker. Fødderne 5-leddede, 1. led meget lille, 
og utydeligt. Kloleddet kun lidt kortere end 1.— 
4. led tilsammen. 


Oversigt over slægterne. 


1. Pronotums sider og vingedækkernes sider og af- 
vekslende stribemellemrum med udstående kølle- 
formede-børster 5 SS SA SE ENE sNeeeER Minthea. 

Oversiden i det højeste med fin hårklædning 1. Lyctus. 


Egenskaber 


Pronotum med en længdemidtgrube eller -fure. 
Vingedækkerne parallelsidede, med punktstri- 
ber. Forskinnebenenes spids udvendigt med en 
spids, fremspringende tand. 


1. L. lineåris Goeze (fig. 82). 
Brun. Hovedet c. så bredt som 
pronotum; dette firkantet, c. så 
langt som bredt, svagt og meget 
fladt punkteret, i midten med 
en stor længdegrube, forranden i 
midten fremtrukket, forhjørnerne 
stumpe, siderne næsten rette, fint 
karvede. Vingedækkerne med ræk- 
ker af meget svage og flade punk- 
ter, stribemellemrummene med en 
række fine hår. Længde 2,5—5 mm. 


Sjælden og stedegen (J, Ø). Ve- 
sterris ved Haderslev (1 stk. under 
sg bark af egestub), Vejle, Lindum; 

Fig. 82. Lyctus linearis. Lolland (bl. a. Kjeldskov og Lyse- 
lle mose), Falster, Møen, Fakse, Bog- 


175 


næs, Dyrehaven (krybende fremme i antal på barkblottede 
steder af en gammel, udgået egestamme; sidste halvdel af 
juni), Lerchenborg (i mængde i eg). På tørre stammer og 
grene af eg og bøg. Juni—juli. 

To nærstående arter, L. brunneus Steph., kendelig ved 
stærkt fortykkede forlår (længde 3—5 mm), og L. impréssus 
Comolli, kendelig ved skarpe forhjørner på pronotum og 
manglende punktrækker på vingedækkerne (længde 3— 
4,5 mm), er enkelte gange for mange år siden fundet syn- 
antropt i København, den første i forskellige træsorter, navnlig 
vinranker fra Kuba og myrter, den sidste i vinranker og i 
sukker fra Java, men ingen af dem kan siges at have nær- 
mere tilknytning til vor fauna. Det samme gælder Minthea 
(Pascoe) rugicollis Walk. (længde 2—3 mm), der en enkelt 
gang er fundet i København i sukker fra Java (1878). 


3. familie Bostrychidae. 


Kroppen oftest cylindrisk. Hovedet nedadbøjet 
og) når dyret ses fra oven, helt eller næsten helt 
dækket af pronotum, der hvælver sig hætteformet 
fremover hovedet, og hvis forrand "oftest er 
tandet eller karvet. Følehornene som regel 10- 
leddede, med 3-leddet kølle. Forhofterne. oftest 
noget tapformet fremstående, baghofterne uden 
lårdækker. Skinnebenene, eller i hvert fald det 
forreste par, oftest med tandet yderside, fødderne 
4-leddede eller 5-leddede og da med lille, utyde- 
ligt 1. led, kloleddet langt. 


De fleste arter lever i gamle grene eller stammer. Kun 
een art er truffet hyppigere herhjemme, levende synantropt 
i ris- og kornoplag, medens enkelte andre arter nogle få gange 
er truffet tilfældigt hos os uden at have nogen nærmere 
tilknytning til vor fauna. 


174 


Oversigt over slægterne. 


1. 2. (d. v. s. 1. veludviklede) fodled c. så langt som 

3. + 4. led. Længde 8—14 mm ....... Bostrychus. 
2. fodled meget kortere end 3. + 4. led ........ 2: 
Vingedækkernes rod fint randet, deres punktur 

tæt og kraftig, kun uregelmæssigt rækkevis ord- 

net Kængde 23 5 Am mm NEN ere Dindderus. 
Vingedækkernes rod ikke randet ... 1. Rhizopértha. 


[NS 


1. Rhizopértha Steph. 


Følehornene 10-leddede med kraftig, 3-leddet 
kølle, der er c. så lang som de øvrige led til- 
sammen. Vingedækkerne med urandet rod og 
kraftige, regelmæssige punktrækker. Skinne- 
benene med tandet yderside, fødderne noget 
kortere end skinnebenene, 5-leddede, 1. led meget 
lille og utydeligt, 2.—4. led korte, kloleddet rige- 
ligt så langt som de øvrige led tilsammen. 


1. Rh. dominica Fabr. (fig. 83). 
Aflangt cylindrisk. Blankt brun, kun 
yderst fint og spredt, næppe synligt 
behåret. Pronotum lidt længere end 
bredt, med fortil kraftigere, i tvær- 
rækker ordnede, ret skarpe knuder. 
Vingedækkerne over dobbelt så lange 
som tilsammen brede. Længde 2,5— 
3 mm. 

Synantrop (J, Ø), især i havne- 


byer, bl. a. i København, ynglende i 
ris- og kornoplag. Bl. a. fundet i dec. 


Fig. 83. Rhizopertha 
dominica. Xx 13. 


Af slægten Dindderus Steph. er 
D. bifoveolåtus Woll. (længde 2,5 
—3,7 mm) fundet i indførte eksemplarer dels for mange 
år siden i København (i droger), dels i Esbjerg (1 stk. i mel, 


175 


aug. 1928) og D. minutus Fabr. (længde 2,5—3,5 mm) lige- 
ledes i indførte eksemplarer, dels i 1878—1879 i Køben- 
havn, dels på Ærø (nogle stkr.i en bambusstok ved stranden, 
okt. 1938). Begge arter forekommer i udlandet synantropt, 
især i havnebyer indført med mel og droger. Af slægten B6- 
strychus Geoffr. er B. capucinus L. (længde 8$—14 mm) 
fundet i København i 1879—1880, dels på tømmerpladser, 
dels klækket af indførte laurbærstokke. Den angives navnlig 
at leve i stammer og rødder af gamle ege og andre løvtræer 
og er i udlandet ofte optrådt som skadedyr i gavntræ, f. eks. 
parketstave. 


4. familie Anobiidae. 
(Borebiller). 


Kroppen oftest cylindrisk, undertiden kort og 
bred, som regel fint behåret. Hovedet stærkt ned- 
adbøjet. Følehornene indleddede frit på siden af 
panden, foran øjnene, oftest ret langt fra hin- 
anden, 8—11-leddede, hyppigst 11-leddede, de 3 
sidste led ofte stærkt forlængede, undertiden på 
anden måde særligt formede; sjældent er føle- 
hornene savtakkede eller kamformede. Prono- 
tum ofte hætteformet fremtrukket. Forhoftegru- 
berne bagtil åbne. Forhofterne tapformet frem- 
stående, baghofterne med smalle lårdækker (fig. 
79, p. 168). Mellembrystets epimerer ikke nående 
ind til mellemhofterne. Fødderne 5-leddede, 1.led 
veludviklet, oftest længere end noget af de andre 
led, kloleddet ofte kort og bredt. 


Oversigt over underfamilierne. 


1. Bagbryst og 1. bugled uden fordybede furer til 
optagelse af mellem- og bagbenene. Følehornene 


176 


11-leddede (hos Gastrallus dog 10-leddede), 

tredjeyderste led enten længere end bredt eller 

ikke bredere end det foregående led 1. Anobiinae. 
Bagbryst og 1. bugled med skarpt afgrænsede, 

fordybede furer til optagelse af mellem- og bag- 

benene. Følehornene (hos de danske arter) 8$— 

10-leddede, tredjeyderste led ikke længere end 

bredt og meget bredere end det foregående led, 

trekantet udvidet indadtil Kroppen kort og 

bred, med rundede sider - 2. Dorcat&minae. 


1. underfamilie Anobiinae. 


Bagbrystet og 1. bugled uden fordybede furer 
til optagelse af mellem- og bagbenene. Kroppen 
oftest mere eller mindre cylindrisk og med mere 
eller mindre parallelsidede vingedækker. Føle- 
hornene 11-leddede, hos Gastrallus dog 10-led- 
dede, det tredjeyderste led enten længere end 
bredt eller ikke bredere end det foregående led. 


De fleste arter lever som larver i tørt ved, som de ofte 
helt gennemborer. Flere arter lever indendørs og kan gøre 
betydelig skade i møbler og andet træværk. Nogle arter 
lever som larver i grankogler, andre lever i brød eller andre 
levnedsmidler eller i tobak. 


Oversigt over slægterne. 


1. Følehornene trådformede-), de 3 yderste led ofte 

stærkt forlængede (fig. 86—89, p. 184)........ 2. 
Følehornene fra 4. til 8. eller 10. led savtakkede 
eller kamdannede (fig. 102, 103 og 105, p. 202— 

207). Pronotum med afsatte sidekanter ...... 9% 

2: Pronotum udentafsatte”sidekanterstee rese 3. 


1) Hos Hedobia kan følehornene siges at være antydet savtak- 
kede, men hos denne slægt har pronotum ikke afsatte sidekanter. 


177 


Pronotum, i hvert fald bagtil, med afsatte side- 
kanter ANE EDR BR GET SUM BE KRALE SS 
Følehornenes 3 yderste led ikke forlængede. Pro- 
notum bagtil med en kraftig, ophøjet længde- 


Id EKO I SEES EET ig dalcelgloner (oe 


Følehornenes 3 yderste led forlængede. Pronotum 
uden sådan køl. Vingedækkerne med punkt- 
KIRS HEE ME SEE oa DSN BOESEN SEEGER 

Afstanden mellem følehornenes indledningssteder 
ret kort, meget kortere end 1. + 2. følehornsled. 
Vingedækkernes bagrand simpel. Mindre (den 


danske art 1,59—2 mm) .... 2. Drybphilus (p. 


Afstanden mellem følehornenes indledningssteder 
stor, meget længere end 1. + 2. følehornsled. 
Vingedækkernes bagrand vulstformet fortykket. 


Større mmds bt samme SING ryno brus (pp 


Følehornene 10-leddede. Pronotum kun bagtil med 


alsaktenside kanter se eee 4. Gastrållus (p. 


Følehornene 11-leddede. Pronotum også fortil med 

alsabteasrdekan ter EDER EN ET 
Vinsedækkernerudene punkere ker mee eN 
Vingedækkerne med tydelige punktrækker...... 
Vingedækkerne med nedliggende og ikke pletvis 


fordelt behåring een SE ro DESK (p- 


Vingedækkerne med opstående eller med pletvis 


fordelt b emmer ere 6. Xestdbium (p. 


Vingedækkerne uden opstående behåring 


7. Anbbium (p. 


Vingedækkernes korte, nedliggende behåring med 
iblandede længere, opstående hår 


ss tes ob nm" 


Forskinnebenenes spids udvendig med en lille, 
udstående tand. Kroppen cylindrisk. Vinge- 
dækkerne i det mindste omtrent dobbelt så lange 
som tilsammen brede. Følehornene hos $ kam- 


dannede, hos 2 dybt savtakkede 10. Ptilinus (p. 


Forskinnebenenes spids simpel. Følehornene hos 
begge køn savtakkede 


Victor Hansen: Clavicornia. II. 


tygy 


179). 


203). 


178 


10. Vingedækkerne med punktstriber eller -rækker.. 11. 
Vingedækkerne uregelmæssigt punkterede....... 122 
11. Vingedækkerne med rækker af kraftige, kantede 


punkter 


akelerte 0/0] 5) "ma kelLe, "elle gale ve ss ele, 


9. Pribbium (p. 


Vingedækkerne med fine, meget fint punkterede 


SED SENE 


SAGS gl 11. Xyletinus (p. 
2. Scutellum trekantet, bagud stærkt tilsmalnet. For- 


brystet udhulet til optagelse af hovedet 


12. Lasiodérma (p. 209). 


Scutellum firkantet, bagud kun svagt tilsmalnet. 


Forbrystet simpelt ... 


at løj alle GE tuen 


13. Ochina (p. 210). 


1. Hedøbia Latr. 


Følehornene trådformede eller antydet sav- 
takkede, 11-leddede, de 3 yderste led ikke på- 
faldende forlængede. Pronotum uden afsatte side- 


Fig. 84. Hedobiaimperialis. 9. x 8. 


kanter, bagtil med en 
kraftig, ophøjet længde- 
midtkøl. Vingedækker- 
ne meget bredere end 
pronotum, ret parallel- 
sidede. Føddernes 3.— 
5. led meget korte, bre- 
dere end lange. 


1. H. imperiålis L. (fig. 
84). Brun, med tæt, nedlig- 
gende, skælagtig behåring, 
der på undersiden er lys, på 
oversiden dels brun, dels hvid 
eller hvidgrå; den lyse be- 
håring dækker scutellum og 
danner en plet på hovedet, - 
2 sidepletter på pronotum 


9 


og forskellige, noget varierende, ofte delvis sammenflydende, 
sjældent forsvindende pletter og bånd på vingedækkerne. 
Pronotum bredere end langt. Vingedækkerne med spredte, 
opstående børster, punkturen ikke rækkevis ordnet. Længde 
3,5—5,5 mm. 

g: Følehornene lidt længere end hos 9. 

Normalt farvede eksemplarer er let kendelige fra alle vore 
andre borebiller ved den lyse tegning. 

Ikke særlig sjælden (J, Ø). På halvtørre stammer og grene 
af løvtræer, f. eks. eg, bøg, avnbøg, hassel, lind, pil og ask. 


Ofte på blomster, især af hvidtjørn. Maj—juni, aug. Larver 
og kokoner med fuldt udviklede imagines er fundet i antal 5/,, 


2. Dryophilus Chevr. 


Følehornene trådformede, indleddede ret tæt 
ved hinanden. 11-leddede, de 3 yderste led stærkt 
forlængede, Pronotum uden afsatte sidekanter. 
Vingedækkerne bredere end pronotum med tyde- 
lige punktstriber, bagtil rundede i fællesskab. 
Føddernes kloled kort og bredt, ikke længere 
end bredt. 


1. Dr. pusillus Gyll. Sort eller brun, oversiden fint og 
kort, nedliggende behåret, følehorn og ben ofte lidt lysere. 
Pronotum tæt punkteret. Vingedækkerne med fine punkt- 
striber, mellemrummene tydeligt kornede. Længde 1,5—2 mm. 

åg: Øjnene meget store, hovedet bredere end pronotum, 
dette lidt bredere end langt. Følehornene lidt kortere end 
kroppen. Vingedækkerne betydeligt bredere end pronotum. 

2: Øjnene af normal størrelse, hovedet smallere end pro- 
notum, dette betydeligt bredere end langt. Følehornene be- 
tydeligt kortere end kroppen. Vingedækkerne kun lidt bredere 
end pronotum. Kroppen i det hele bredere. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Den bankes af gran, 


især af granris med endnu ret friske nåle, men er også under- 
tiden banket af udgåede grene på gamle ege. Maj—juli. 


RE 


180. 


3. Gryndbius Thoms. 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at følehornene er indleddede 
meget længere fra hinanden, at vingedækkernes 
bagrand er vulstformet fortykket og deres punkt- 
rækker meget kraftigere, og ved betydeligere 
størrelse. 


1. G. tricolor Oliv. (excavåtus Kugel.) (fig. 85). Mat 
brun, hoved og pronotum ofte noget mørkere, oversiden fint, 
gulligt behåret. Følehornenes 3. led varierende i længde, oftest 
længere end 4. led. Pronotum bredere end langt, tæt punk- 


Fig. 85. Grynobius tricolor g. x 7. 


teret, siderne rundede. Vingedækkerne ret parallelsidede, 
punktrækkernes punkter stærke, firkantede, stribemellem- 
rummene som regel ikke bredere end punktrækkerne, oftest 
noget hvælvede. Længde 3,8—6,8 mm. 


181 


g: Vingedækkernes bagrand afstudset, følehornenes 3 
yderste led og fødderne lidt længere end hos 9. Pronotum 
lidt (som regel c. 1/,) bredere end hovedet over øjnene, lidt 
(som regel c. 1/,) bredere end langt. Vingedækkerne ret lang- 
strakte. 

Q: Vingedækkernes bagrand temmelig jævnt rundet. Pro- 
notum noget (som regel over ”/,) bredere end hovedet over 
øjnene, noget (fra rigeligt 1/, til c. 7/, gang) bredere end langt, 
med stærkere rundede sider. Vingedækkerne bredere. 

De danske Eksemplarer, som det ikke synes muligt at 
adskille i flere arter, varierer stærkt i størrelse, form, læng- 
den af følehornsleddene (navnlig 4., 9. og 10.) og pronotums 
bredde og form. Denne variation findes indenfor hvert af 
kønnene. Udsondringen af G. excavatus Kusgel. (med var. 
eichhoffi Seidl.) som en fra G. tricolor Oliv. forskellig art synes 
at være af tvivlsom berettigelse, og det danske materiale lader 
sig i hvert fald ikke bestemme ved hjælp af de i litteraturen 
anførte — tildels indbyrdes modstridende — kendemærker. 

Udbredt og ikke særlig sjælden (J, Ø). I tørre stammer 
og grene af forskellige løvtræer, bl. a. hassel, eg, bøg, pil, 
poppel, røn og kirsebærtræ. Hyppigst i juni og juli, men 


truffet næsten hele året rundt. Imagines og larver er fundet 
i hassel i dec. og marts. 


4. Gastraållus Duval. 


Følehornene 10-leddede, de 3 yderste led 
stærkt forlængede, meget bredere end de fore- 
gående. Pronotum kun bagtil med afsatte side- 
kanter. Vingedækkerne over skuldrene ikke eller 
kun meget lidt bredere end pronotum, i det 
højeste mod siderne med meget fine og svage 
punktrækker. Føddernes kloled bredt, kun lidt 
længere end bredt. 1. og 2. bugled sammenvok- 
sede i midten. 


182 


1. G. immarginåtus Miller. Mat sort eller brun, over- 
siden med yderst fin og kort, nedliggende, gråhvid, smukt 
silkeskinnende behåring, der på pronotum er noget hvirvlet 
og på et parti af vingedækkernes forreste tredjedel udadrettet, 
yderst fint og tæt punkteret. Følehorn og ben brunlige eller 
rødlige. Pronotum kun lidt bredere end langt, fortil tydeligt 
kornet, lidt bag forranden i midten med en lille, mere eller 
mindre tydeligt udviklet knude. Vingedækkerne langstrakte, 
parallelsidede. Længde 2—3 mm. 

åg: Følehornene c. !/. længere end pronotums bredde, de 
yderste led lidt længere end hos 9, c. !/, gang længere end de 
foregående led tilsammen. 

Q: Følehornene c. så lange som pronotums bredde, de 3 
yderste led kun lidt længere end de foregående led tilsammen. 

Kun fundet på Lolland, dels i et gammelt eks. fra Frejlev 
eller Roden skov, dels i stort antal på Skejten ved Fuglsang, 
ketset under gamle ege og andre løvtræer, især naur, 19-13/, 


1947. Arten angives at forekomme på tørre grene af hassel, 
" men er også fundet på eller ved foden af gamle ege. 


5. Ernøbius Thoms. 


Følehornene (fig. 86—89) 11-leddede, de 3 
yderste led forlængede og (undtagen hos E. abie- 
tinus) meget længere end de foregående led, hos 
åd oftest længere end hos $%. Pronotums side- 
kanter afsatte i hele deres udstrækning. Vinge- 
dækkerne oftest ret parallelsidede, uden punkt- 
rækker, deres behåring nedliggende, jævn, ikke 
pletvis fordelt. Føddernes 4. led oftest bredere 
end de andre led og mere eller mindre tydeligt 
tvelappet, kloleddet længere end bredt, meget 
smallere end 4. led, indleddet i en udhuling i 
dettes overside (fig. 90—93). 

Arterne er knyttede til nåletræer og bankes af 


183 


deres løv eller især af afhuggede, nogenlunde 
friske grene. Larverne lever i grene eller i kogler. 
Hannerne er hos flere arter sjældnere end hun- 
nerne. 

Flere af arterne varierer stærkt ikke blot med 
hensyn til farve og størrelse, men også med hen- 
syn til de karakterer, der er af betydning for 
artsadskillelsen, såsom følehornenes bygning, 
pronotums form, bagrand og forhjørner og fod- 
leddenes form. Der hersker derfor også betydelig 
uenighed om artsafgrænsningen for flere formers 
vedkommende og eksemplarer, der afviger fra 
normalformerne, er ofte særdeles vanskelige at 
bestemme. 


Oversigt over arterne. 


1.. 9. følehornsled meget længere end 6. + 7. + 8. 
led, disse ofte ikke længere end brede (fig. 86—87) 2. 
9. følehornsled ikke længere end 6. + 7. + 8. led, 
disse som regel tydeligt længere end brede 
(ISS SSD) EEK SEE ar ER ESEE SKETE se NE TEENS 4. 
2. 9.—11. følehornsled meget tynde, 9. led ikke eller 
kun lidt bredere end de foregående led (fig. 87). 
Følehorn og ben brungule, lårene ofte mørkere 
2. longicornis. 
9.—11. følehornsled kraftigere, 9.led væsentligt 
bredere end de foregående led (fig. 86)....... 3. 
3. Følehorn og ben som regel overvejende sorte eller 
sortbrune. 3. fodled ikke eller kun lidt længere 
end bredt. Pronoturms forhjørner, set fra siden, 
sommerens earn de de Fnr srinus: 
Følehorn og ben brungule. 3. fodled betydeligt 
længere end bredt. Pronotums forhjørner, set 
fra siden, som regel næppe afrundede densicornis. 


184 


4. Pronotums bagrand på hver side skråt afskåret, 
således at den kun i midten slutter til vinge- 
dækkernes rod, og at kroppens konturer danner 
et indsnit på hver side mellem pronotum og 
vingedækkernes skuldre (fig. 94) .. 3. angusticollis. 


SEES SATSES ge FEER) 


NIGTINUS fomngt cor aA OLE mollis 
221 S MUS 
Fig. 86. Fig. 87. Fig. 88. Fig. 89. 


Fig. 86—89. Højre følehorn hos nogle Ernobius-arter, $ og 2. 


Pronotums bagrand normal (fig. 95, p. 190)..... De 
5. 9.—11. følehornsled danner en jævn fortsættelse 
af de foregående led, idet 9.led kun er lidt 
(indtil c. 7/.) længere end 8. led (fig. 88) 4. abietinus. 
9.—11. følehornsled påfaldende længere end de 
foregående led, 9. led i det mindste næsten dob- 
belksamlanstrsomtsmle dass) Rees 6. 
6. Bagføddernes kloled rigeligt dobbelt så langt som 
bredt, c. så langt som 4. led (fig. 92). Pronotums 


185 


sider kun meget svagt rundede, forhjørnerne, 

set fra siden omtrent retvinklede, næppe af- 

rundede. Følehornene oftest mørkere mod 

SPIS eN SS SE ha gs EEN SAD Mg 5. abietis. 
Bagføddernes kloled c. 3 gange så langt som bredt, 

længere end 4. led (fig. 93). Pronotums sider 


VAN 
aA 
SEE abte- 
nus då corniså SEJE 2 
Fig.90.  Fig.91. Fig. 92. Fig. 93. 


Fig. 90—93. Højre bagfod hos nogle Ernobius-arter. 


oftest noget stærkere rundede. Følehornene 


enstarvebtrødlige are DE EEN E EEN Te 
7. Bagføddernes 3.led meget længere end bredt 
(SSO SYNE EET RESEN se AT TEE NER SE 6. mollis. 


Bagføddernes 3. led lidt mindre langstrakt .. 7. pini. 


1. E. nigrinus Sturm. Denne og de to følgende arter ud- 
mærker sig ved, at 6.—8. følehornsled er meget korte (6. og 
8. oftest tværbrede, 7. oftest c. så langt som bredt) og tæt 
sammenføjede, og at 9.—11. led er meget lange. Sort, under- 
tiden — især på vingedækkerne — brunlig, noget blank, fint 
lyst behåret, følehorn sorte, ofte med lysere rod, eller brun- 
lige, benene sorte med lysere fødder eller brunlige. Pronotum 
bredere end langt, tilsmalnet fremefter, tæt navlepunkteret, 
ofte med en fortil forkortet, glat længdemidtstribe, bagranden 
normal, forhjørnerne, set fra siden, som regel betydeligt af- 


186 


rundede, men stærkt varierende. Vingedækkerne rigeligt så 
brede som pronotum bagtil, fint og tæt punkterede. Føddernes 
3. led ikke eller kun lidt længere end bredt, kloleddet tydeligt 
længere end 4. led (fig. 90). Længde 3—4 mm. 

åg: Øjnene stærkere hvælvede. Følehornene (fig. 86) c. /. 
gang så lange som kroppen, 9.—11. led c. 21/, gang så lange 
som 1.—8. led. 

2: Følehornene (fig. 86) c. halvt så lange som kroppen, 
9.—11. led næppe dobbelt så lange som 1.—8. led. 

Stykker med brun krop og brungule følehorn og ben 
(uudhærdede?) forekommer og er meget vanskelige at adskille 
fra den følgende art. De bedste kendetegn synes at være 3. 
fodleds form, jfr. oversigten, og de hos E. nigrinus lidt bre- 
dere 9. og 10. følehornsled. 

Sjælden (J, Ø). Frøslev plantage, Øster Løgum, Esbjerg 
strandskov og nørreskov, Vejrs; Asserbo plantage, Hornbæk... 
På fyr, maj—juli, i antal i tiden 79%/,-??/,, Larven angives at 
leve i topskuddene og at kunne være skadelig. 


[E. densicérnis Muls. Denne art står den foregående 
yderst nær, men adskiller sig fra den ved de i oversigten 
nævnte kendemærker. Endvidere er kroppen noget slankere, 
pronotum noget mindre stærkt tværbredt og kroppens farve 
vistnok som regel brunlig. Længde 3—4 mm. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburgegnen og i Sve- 


rige (Nårke), kunne muligvis træffes også hos os. Den lever 
antagelig på fyr.] 


2. E.longicérnis Sturm. Denne art står E. nigrinus nær, 
men adskilles fra den ved de i oversigten nævnte kende- 
mærker. Endvidere er kroppen lidt slankere, pronotum noget 
mindre stærkt tværbredt, tydeligt smallere end vingedæk- 
kerne, noget stærkere tilsmalnet og sammentrykt fremefter 
og dets forhjørner, set fra siden, oftest næppe afrundede, 
samt benene, navnlig fødderne (fig. 91), længere og 3. fodled 
betydeligt længere end bredt. Pronotum har ofte bagtil hos 
3 en lille, blank knude. Hos $ er vingedækkerne omtrent 5 


87 


gange så lange som pronotum og c. 2!/, gang længere end 
tilsammen brede (hos E. nigrinus å rigeligt 4 gange så lange 
som pronotum og c. dobbelt så lange som tilsammen brede). 
Længde 3—4 mm. 

g og 2: Følehornene se fig. 87. 

Af denne art foreligger hidtil kun 2 danske eksemplarer 
($ og 9), fundet i Hornbæk plantage på fyrreris d. ??/, 1898. 


Den er i Tyskland fundet i maj—juni på fyrreris og angives 
også at være klækket af grankogler. 


3. E. angusticollis Ratz. Vor mindste art, let kendelig 
ved, at pronotums bagrand kun i midten slutter til vinge- 
dækkernes rod, men på hver side er skråt fremadrettet 
(fig. 94). Brun eller brunsort, ofte med noget lysere vinge- 
dækker, disse hyppigt med en lys spidsplet, der strækker sig 
noget fremefter langs sømmen, følehorn og ben brunsorte, 
brune eller brungule, fødderne altid lyse. Pronotum kraftigt 
navlepunkteret. Vingedækkerne kornet-punkterede, ligesom 
pronotum ofte fint mikrochagrinerede i bunden. Føddernes 
kloled ret kort og bredt, næppe længere end 4. led. Længde 
23,0 mm. 

åg: Øjnene store, stærkt hvælvede, hoveédet over øjnene 
omtrent saa bredt som pronotum. Følehornene lidt over 


Fig. 94. Forkroppen af Ernobius angusticollis g. 


halvt så lange som kroppen, 9.—11. led lidt længere end 
1.—8. led. Farven oftest mørk med tydelig spidsplet. 

2: Øjnene noget mindre, hovedet over øjnene noget smallere 
end pronotum. Følehornene c. halvt så lange som kroppen, 


188 


9.—11. led lidt kortere end 1.—8. led. Kroppen bredere, farven 
oftest lysere. 

Pronotums bagrand varierer betydeligt, idet de skrå partier 
snart er noget indbuede (E. angusticollis Ratz.), snart om- 
trent rette (E. parvicollis Muls.), snart næsten rundede i 
eet med midtpartiet (E. tåbidus Kiesw.). Medens formen E. 
parvicollis”s artsberettigelse nu er opgivet, opfatter nogle for- 
fattere stadig E. tabidus som en selvstændig art. Da de 
imidlertid ikke anfører noget brugbart skelnemærke for denne 
form, synes berettigelsen heraf tvivlsom, og det danske ma- 
teriale, der viser jævne overgange mellem de tre former, 
lader sig i hvert fald ikke sondre i to eller tre arter. 

Udbredt og ikke særlig sjælden (J, Ø, B). Den tages ved 
bankning af nåletræer eller afhuggede nåletræsgrene eller 


ved ketsning under nåletræer. Maj—juli. Larven angives at 
leve i grankogler. 


4. E. abietinus Gyll. Let kendelig fra vore andre arter 
ved den forholdsvis ringe længdeforskel mellem de 3 yderste 
følehornsled og de føregaende led (fig. 88). Rødlig eller brun- 
gul, vingedækkerne ofte lysere ved spidsen, ret blank, fint 
lyst behåret. Pronotum meget bredere end langt, navlepunk- 
teret, bagtil oftest med en blank længdebule i midten, siderne 
ret tydeligt afsatte, i midten kun meget svagt rundede. Vinge- 
dækkerne ikke særlig tæt og ret fint kornet-punkterede. Fød- 
dernes kloled kun lidt længere end 4. led. Længde 2,3—3 mm. 

Øg: Øjnene større og stærkere hvælvede end hos 9, hovedet 
over øjnene c. så bredt som pronotum. Følehornene (fig. 88) 
c. 1/, kortere end kroppen. Pronotum betydeligt smallere end + 
vingedækkerne over skuldrene. Kroppen ret smal. 

C: Hovedet over øjnene smallere end pronotum. Føle- 
hornene (fig. 88) c. ”/. gang så lange som kroppen. Pronotum 
kun meget lidt smallere end vingedækkerne over skuldrene. 
Kroppen bredere. 

På nåletræer, især gran, udbredt i Nordsjælland og iøvrigt 
fundet i Kirkeby skov ved Svendborg, på Møen (Høvblege), 


Falster (Tromnæs) og Bornholm (Robbedale). SR ud- 
bredt i vore nåleskove. April—juli, sept. 


189 


5. E. abietis Fabr. Adskilt fra de to følgende arter ved 
tydeligt kortere og bredere fødder (fig. 92), hvis 2. og 3. led 
er stærkere udvidede mod spidsen, og hvis kloled kun er 
c. så langt som det brede 4. led. Iøvrigt kendetegnet ved ret 
bred, hos Z og 2 lidet forskellig form, lidet blank overside 
med forholdsvis tydelig, oftest gylden behåring, der på pro- 
notum er ret stærkt hvirvlet, og bredt, ret parallelsidet pro- 
notum med — set fra siden — næsten retvinklede og ret 
skarpe forhjørner. Rustrød eller brunrød, undersiden ofte 
overvejende brunsort, hoved og pronotum samt følehornenes 
3 yderste led oftest mørke. Følehornene c. halvt så lange 
som kroppen. Hovedet hos begge køn betydeligt smallere 
end pronotum, dette c. så bredt som vingedækkerne over 
skuldrene, bagtil oftest med 3, undertiden utydelige længde- 
knuder, kraftigt navlepunkteret. Vingedækkerne kornet- 
punkterede. Længde 3—4 mm. 

Øg: 9. og 10. følehornsled lidt smallere end hos 9. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I nåleskove. Maj— 


juli, sept.—nov. Larven i grankogler. Klækning i antal i 
sept.—nov. 


6. E. mollis L. (fig. 95). En stærkt varierende art. Rust- 
rød, ikke ret blank, fint lyst behåret. 5. og 7. følehornsled 
oftest tydeligt længere end 6. og 8. led. Pronotum bredere 
end langt, c. så bredt som vingedækkerne over skuldrene, 
navlet-punkteret, bagtil i midten ofte med en svag længde- 
bule, sjældent med en svag midtfure, siderne noget rundede, 
baghjørnerne afrundede, forhjørnerne oftest lidt afrundede. 
Vingedækkerne fint kornet-punkterede. Fødderne (fig. 93) 
meget slanke. Længde 3,5—5 mm. 

gg: Øjnene større og stærkere hvælvede end hos 29. Føle- 
hornene (fig. 89) lidt over halvt så lange som kroppen, 9.— 
11. led smalle med næsten rette sider, lidt længere end 
1.—8. led. 

QC: Følehornene (fig. 89) knebent halvt så lange som krop- 
pen, 9.—11. led forholdsvis bredere, knebent så lange som 
1.—8. led, 9. og 10. led med noget buet inderside. 


190 


Almindelig (J, Ø, B) på fyr og gran, i hvis udgåede grene 
den yngler. Juni—aug. Den træffes ofte indendørs, hvor den 
undertiden gør skade i træværk. 


Fig. 95. Ernobius mollis 9. x10. 


Såvel denne som den følgende art har været delt i flere 
arter, men de adskillende kendetegn (pronotums bule eller 
længdefure og følehornsleddenes længde) er stærkt varierende 
og næppe anvendelige som artskendemærker. 


7. E. pini Sturm. Meget nærstående til den foregående, 
men adskilt fra den ved, at føddernes 3. led er kortere, mere 
udvidet mod spidsen og derfor mere trekantet og med tydeligt 
konkav bagrand. Endvidere er arten gennemgående mindre 
og forholdsvis kortere, følehornene forholdsvis lidt kortere, 
pronotums forhjørner som regel ret skarpe, næsten retvinklede 
og dets sider lidt svagere afsatte. Længde 3—4 mm. 


kg 


Meget sjælden (J, Ø, B). Skagen (1 stk. ”??/,); Asserbo plan- 
tage (?9/,), Hornbæk (/,); Bornholm (Robbedale, 72/,, Åker 
plentasee =D A tyr ES verige rer artentklækket” I "stort 
antal i juni af et år gamle fyrreskud, der var udhulede af 
vikleren Evetria buoliana. 


6. Xestéøbium Motsch. 


Hovedet trukket ret stærkt tilbage i pronotum. 
Følehornene 11-leddede, de 3 yderste led for- 
længede, meget længere end de fo- 
regående. Pronotum bredere end 
langt, c. så bredt som vingedæk- 
kerne, sidekanterne afsatte i hele 
deres udstrækning, bagranden tve- 
bugtet. Vingedækkerne ret paral- 
lelsidede, stærkt hvælvede, uden Hr n0€. Højre 
punktrækker, deres behåring enten  bagfod af Xe- 
opstående eller pletvis fordelt. Fød- Om ruto- 
dernes kloled ikke eller kun lidt 
længere end bredt, indleddet i en udhuling på 
4.leds overside (fig. 96). 

Vore to arter er let kendelige fra hinanden og 
fra alle vore andre anobier. 


Oversigt over arterne. 


1. Vingedækkernes behåring nedliggende, pletvis for- 
delt. Oversiden uden sortgrønt metalskær 
er movie same 
Vingedækkernes behåring opstående, jævnt for- 
delt. I hvert fald forkroppen blank, med sort- 
Søn me Fa Skær LE ran 0 2. plumbeum. 


1. X. rufovillåbsum De Geer (fig. 97). Vor største bore- 
bille. Brun, oversiden tæt kornet, med gullige, noget metal- 


192 


skinnende, mod roden brede og skælagtige hår, der er ordnet 
i småpletter, og iøvrigt med yderst fine, mørkere, lidet synlige 
hår. Pronotum meget bredere end langt. Vingedækkerne lang- 
strakte. Benene meget kraftige. Længde 5—7 mm. 

åg: 9. og 10. følehornsled ganske lidt længere og slankere 
end hos 9. 


Fig. 97. Xestobium rufovillosum. xXx 7. 


Temmelig almindelig (J, Ø, B). I tørre stammer af løvtræ, 
især eg, men også f.eks. el, pil og blommetræ. Forår og 
efterår. Undertiden skadelig for bindingsværk af eg. Klæk- 
ning er sket i februar. Larver og imagines fundet sammen 
i blommetræ i april. 


2. X. plumbeum Illig. Oversiden blankt sort, med sort- 
grønt metalskær, vingedækkerne undertiden helt eller delvis 
brunlige, følehorn og ben brungule eller brune. Oversiden fint 
punkteret, med temmelig lang, opstående, brunlig eller gullig, 
på pronotum hvirvlet behåring. Pronotum meget bredere end 
langt. Vingedækkerne langstrakte. Benene slankere end hos 
den foregående. Længde 4—5,5 mm. 


Temmelig sjælden, men meget udbredt, især i vore sydlige 
egne (J, Ø). Fredsted, Vejle; Tranekær, Langesø på Fyn, 


193 


Lolland-Falster (udbredt), Næstvedegnen, Svenstrup ved 
Borup st., Dyrehaven, Gelsskov, Bognæs, Jægerspris nord- 
skov. På tørre stammer og grene, især af løvtræer, ofte banket 
af risgærder, undertiden af blomstrende hvidtjørn; også ved 
ketsning på solåben bund i løvskov, især bøgeskov. April— 
juli, oftest i juni. I udlandet klækket af tørt nåletræ og af 
tørre grene af bøg og ægte kastanie. 


7. Anobium Fabr. 


Hovedet trukket stærkt tilbage i pronotum. 
Følehornene 11-leddede, de 3 yderste led for- 
længede, meget længere end de foregående. Pro- 
notum ofte smallere end vingedækkerne, over- 
fladen oftest ujævn, med gruber og knuder, side- 
kanterne afsatte i hele deres udstrækning. Vinge- 
dækkerne ret parallelsidede, med tydelige punkt- 
rækker, deres behåring nedliggende, yderst kort 
og ofte utydelig. Føddernes kloled bredt, ikke 
eller noget længere end bredt, indleddet i en ud- 
huling på 4. leds overside (fig. 99). 

Slægten deles i 4 underslægter som vist i neden- 
stående oversigt. Da denne inddeling er baseret 
på undersidekendetegn, er alle arter samlede i 
den derefter følgende artsoversigt. 


Oversigt over underslægterne. 


1. 2.—35. bugled indbyrdes sammenvoksede i midten, 
1. bugled kortere end 3. Mellembrystet og for- 
reste halvdel af bagbrystet dybt udhulede i 
MILE EAR Er SEAN 1. Dendråbium (p. 196). 
2.—5. bugled ikke sammenvoksede............. Pa 
2. 1. bugled meget kortere end 3. Mellembrystet svagt, 
bagbrystet ikke fordybet i midten 
Microbrégma (p. 197). 


Victor Hansen ; Clavicornia. II. 15 


194 


i husledskenseretendes seere rr SERRERRR 3. 
3. Mellembrystet og forreste halvdel af bagbrystet 
dybt udhulede i midten...... 2. Anbbium (p. 198). 


Mellembrystet i det højeste svagt og bagbrystet i 
det højeste helt fortil fordybede 
3. Hadrobrégmus (p. 199). 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotums siderand fortil gaffelformet delt, sam- 
"omen med forranden indesluttende et trekantet 


B= 
Fig. 98. Anobium denticolle, forkroppen; set fra siden. F = det 
trekantede felt. 


felt (fig. 98). Pronotum ikke tydeligt tilsmalnet 
bagtil, omtrent så bredt som vingedækkerne 
over skuldrene, dets rod med tæt, gul, lidt silke- 
skinnende behåring. Længde 4,5—5,5 mm 
2. denticolle. 
Pronotumsssiderandf simpelt ort ere 2. 
2. Pronotum bagtil kun meget lidt smallere end 
vingedækkerne over skuldrene, bagtil i midten 
med en længdekøl, der fremefter er gaffeldelt ved 
en midtgrube (fig. 100), i hvert baghjørne med 
en skarpt afgrænset, tæt gult, silkeskinnende be- 
håret plet. Oversiden sort. Længde 5—6 mm 
1. pértinax. 
Pronotum anderledes formet, uden skarpt af- 
ørænset gul hårplet 1 baghjørnerne sees 3: 
3. Pronotum bagtil i midten med en meget svag 


6. 


195 


længdeknude, foran denne med en stor, flad 

grube og på hver side af denne med en knude, 

bagranden på hver side stærkt skråt fremad- 

rettet i konkave linier, så at de skarpt stump- 

vinklede baghjørner bliver rykket langt frem- 

efter. Vingedækkerne meget langstrakte, med 

reteimne punktrækker VE SASLEDE SE emarginåtum. 
Pronotum anderledes formet, bagtil i midten med 

en tydelig, ofte ret høj og fra hver side sammen- 


trykt knude, foran denne uden grube........ Å. 
Vingedækkerne bagtil rundede i fællesskab. Pro- 
notums bagrand urandet. Længde 4—6 mm... 5. 


Vingedækkerne bagtil tydeligt afstudsede, i modsat 
fald (A. punctatum) er pronotums bagrand tyde- 


krotranele FE RE ES re RE Rn serene 6. 
Følehornenes 9. led som regel i det højeste så langt 

Some 88 lede sam men SES rufipes. 
Følehornenes 9. led som regel tydeligt længere end 

Ser Sele de tis amme SEES thomsåni. 
Pronotums siderande fint, men tydeligt karvede. 

Oversidener gab run SN 4. nitidum. 
Rronotumsesiderande simple SST SES ds ii: 


Oversidens farve overvejende skjult af den stærkt 
iøjnefaldende, tætte, sølvgrå behåring. Vinge- 
dækkerne over dobbelt så lange som tilsammen 
brede, punktrækkerne bagtil opløst i uregel- 


Mmæssis Ep K EUR 5 SFSR NESREEN TEE 6. coståtum. 
Oversidens lidet iøjnefaldende behåring dækker 
ikke dens — sorte eller brune — farve. Vinge- 


dækkerne ikke over dobbelt så lange som til- 

sammen brede, punktrækkerne ikke bagtil op- 

løst i uregelmæssig punktur.........…...... 8. 
Oversiden brunlig. Fødderne ikke fdade de mod 

spidsen, 4. led ikke tydeligt bredere end 2. led, 

kloleddet betydeligt længere end bredt (fig.-99) 

3. punctåtum. 

Oversiden sort (vingedækkerne undertiden brun- 


135 


196 


lige). Fødderne udvidede mod spidsen, 4. led 
tydeligt bredere end 2. led, kloleddet kun ganske 
lidt længere end bredt (fig. 99) ...... 5. fulvicérne. 


pune i. 
falvie. 


Fig. 99. Højre bagfod af Anobium fulvicorne og punctatum. 


1. underslægt Dendråbium Muls. 


Mellembrystet og forreste halvdel af bagbrystet 
dybt udhulede i midten. 2.—5. bugled indbyrdes 
sammenvoksede i midten, 1. bugled meget kor- 
tere end 3. Kroppen ret bred, pronotum ikke 
eller kun meget lidt smal- 
lere end vingedækkerne. 


1. A. pértinax L. (Dødninge- 
uret) (fig. 100). Matsort, følehorn 
og ben brunsorte eller brune, over- 
siden yderst fint og kort, brun- 
ligt behåret, pronotums baghjør- 
med en kraftig, gul, silkeskinnen- 
de hårplet. Pronotum bredere end 
langt, med 2 store rodgruber, ad- 
skilt ved en svag længdemidt- 
køl, der fortil er gaffeldelt ved 
en midtgrube, oversiden kornet. 
Fig. 100. Anobium perti-  Vingedækkerne bagtil afstudsede, 


- 


maxx: punktrækkerne med firkantede, 


197 


dybe, glatbundede, skarptrandede punkter. Fødderne ret 
brede. Længde 5—6 mm. 
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). På tørre stammer, 


grene, bjælker og stolper (f. eks. hegnsstolper) af nåletræ. 
Også indendørs. Marts—juli, nov. Parring iagttaget i juli. 


2. A. denticolle Creutz. Nærstående til den foregående, 
men let adskilt fra den ved pronotums fortil gaffeldelte side- 
rand (fig. 98). Endvidere er farven brunlig, behåringen meget 
stærkere og tydeligere, smukt fløjlsagtigt brun, pronotums 
skulptur svagere udpræget og hele dets rod mat, hvidgult 
behåret og vingedækkernes punktrækker finere. Længde 4,5— 
5,5 mm. 

Meget sjælden (Ø). Hidtil kun fundet i ældre tid på Lol- 
land-Falster: Frejlev skov (1 stk. på et risgærde), Grænge 
skov (3 stkr. maj, ”?/,, 27/.), Nykøbing F. (nogle stkr. klæk- 


kede af ved fra omegnen). I udlandet bl. a. fundet i ved af 
ægte kastanie. 


[Underslægt Microbrégma Seidl. 
Mellembrystet svagt, bagbrystet ikke fordybet 
i midten. 2.—5. bugled ikke sammenvoksede, 
1. bugled meget kortere end 3. Kroppen lang- 
strakt. 


AÅ. emarginåtum Duftschm. Mat brun, oversidens be- 
håring gulgrå, yderst kort og fin. Let kendelig på pronotums 
i oversigten (under 3) beskrevne form og skulptur. Pronotum 
kun ganske lidt bredere end langt, kornet, bagranden urandet. 
Vingedækkerne c. dobbelt så lange som tilsammen brede, ret 
parallelsidede, bagtil næppe eller svagt afstudsede, punkt- 
rækkerne ret fine. Længde 3,5—5,5 mm. 

åg: Følehornenes 9.—11. led ganske lidt længere og smallere 
end hos Q. 


198 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne og i Hamburg- 
egnen, kunne muligvis træffes også hos os. Den angives at 
være fundet på gran og at leve i barken, ikke i veddet. Jan., 
april—maj, juli—aug.] 


2. underslægt An&bium s. str. 


Mellembrystet og forreste halvdel af bagbry- 
stet dybt udhulede i midten. 2.—5. bugled ikke 
sammenvoksede, 1. bugled længere end 3. 


3. A. punctåtum De Geer (striåtum Oliv.) (fig. 101). 
Mat brun, oversidens behåring fin, fløjlsagtig. Pronotum 
ganske lidt bredere end langt, fint kornet, bagtil i midten 


Fig. 101. Anobium punctatum. 2 x 12. 


med en høj, sammentrykt knude, der falder stejlt af bagud, 
jævnt fremefter, bagranden tydeligt randet, på hver side 
skråt afskåret eller ganske svagt indbuet. Vingedækkerne lidt 
bredere end pronotum, bagtil ikke eller kun svagt afstudsede, 
punktrækkerne ret fine. Længde 2,5—4 mm. 


299 


g: Kroppen lidt smallere. Følehornene lidt længere, 9.— 
11. led lidt længere, 9. og 10. leds inderside lidt mindre rundet. 
Sidste bugled bagtil med et tværindtryk (hos 9 undertiden 
med 2 ganske små knuder eller korn). 

Arten varierer stærkt, navnlig i størrelse, men er let 
kendelig ved underslægtskaraktererne. 

Meget almindelig (J, Ø, B). I tørt ved både af løv- og 
nåletræer. Træffes både i det fri og indendørs, hvor den ofte 
gør skade i træværk, især i møbler. I England har den i de 


senere år også gjort skade i træ, anvendt til husbygning, 
navnlig i birkefinér. Juli—aug. 


3. underslægt Hadrobrégmus Thoms. 


Mellembrystet i det højeste svagt, bagbrystet 
i det højeste fortil fordybede. 2.—5. bugled ikke 
sammenvoksede, 1. bugled længere end 3. Pro- 
notum kornet, bagtil i midten med en sammen- 
trykt knude, foran denne ofte med en fin midt- 
fure, roden på hver side mere eller mindre skråt 
afskåret. 


[A. rufipes Fabr. Denne og den næste art adskilles fra 
de følgende arter i underslægten ved, at vingedækkerne ikke 
er afstudsede, men jævnt rundede bagtil, og udmærker sig 
yderligere ved, at pronotums bagrand er urandet og dets 
midtknude mindre høj og udpræget, og ved betydelig stør- 
relse. Mat brun eller brunsort, følehorn og ben lysere, over- 
sidens behåring yderst fin og kort. Pronotum noget bredere 
end langt, siderne ofte i midten lidt indbugtede. Vingedækkerne 
noget eller lidt bredere end pronotum, c. (29) eller rigeligt ($) 
dobbelt så lange som tilsammen brede, punktstriberne bagtil 
noget udviskede, idet nogle ekstra punkter er uregelmæssigt 
iblandede. Længde 5—6 mm. 

g: 9.—11. følehornsled lidt længere end hos 2. Øjnene lidt 


200 


stærkere hvælvede end hos 29. Vingedækkerne lidt smallere 
end hos 2. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Sydsverige og i Hamburg- 
egnen, kunne muligvis træffes også hos os. Den foretrækker 
løvtræ, måske især el, men er dog også fundet i gran. Juli 
—aug. 


A. thomsoni Kr. Meget nærstående til den foregående 
og ofte noget vanskelig at kende fra den, men adskilt ved, 
at 9. følehornsled som regel er tydeligt længere end 3.—8. led 
tilsammen. Endvidere er farven oftest lidt lysere, formen 
lidt smallere, gennemsnitsstørrelsen lidt ringere og vingedæk- 
kernes punktstriber lidt finere. Hannens parringsorgan afviger 
tydeligt fra organet hos A. rufipes bl. a. ved smallere penis- 
spidsparti og tykkere, ved spidsen stærkere vinkelformet 
indadbøjede paramerer. Længde 4—5,5 mm. 

åg: Som den foregående. Øjnene lidt stærkere hvælvede 
end hos det tilsvarende køn af den foregående art. 

Denne art, der bl.a. er fundet i Skåne og i Nordtysk- 


land, kunne muligvis træffes også hos os. Fortrinsvis i gran. 
April—juni.] 


4. A. nitidum Hhbst. Ret smal, rødbrun, oversidens be- 
håring lys, meget fin og ikke dækkende kroppens farve. Pro- 
notum ganske lidt bredere end langt, midtknuden kraftig, 
på hver side afgrænset af et kraftigt, skråt indtryk, bagranden 
tydeligt randet, på hver side fremhævet ved et ret kraftigt 
tværindtryk. Vingedækkerne tydeligt bredere end pronotum, 
bagtil afstudsede. Længde 2,5—3,53 mm. 

åg: Følehornenes 9.—11. led lidt. længere end hos 2, 9. + 
10. led rigeligt (hos 2 knebent) så lange som 1.—8. led. 

Let kendelig fra de to følgende ved farven, de karvede 
sider på pronotum og dettes dybere side- og rodindtryk og 
fra A. punctatum ved underslægtskaraktererne, pronotums 
karvede sider og de bagtil kraftigt afstudsede vingedækker. 


Temmelig sjælden (J, Ø). Af findesteder kan anføres: 
Tranekær, Alslev skov, Møen, Køge, Dyrehaven, Strand- 


201 


møllen, Frederiksdal. Klækket i antal af pil og ahorn i slut- 
ningen af juni, iøvrigt hyppigst i bøg. Juni—aug. 


5. A. fulvicérne Sturm. Mat sort, vingedækkerne under- 
tiden brunlige, følehorn og ben brungule eller brune; over- 
sidens behåring yderst fin og kort, hvidgrå. Pronotum bre- 
dere end langt, indtrykkene ret svagt udprægede, bagranden 
kraftigt randet. Vingedækkerne bredere end pronotum, bagtil 
afstudsede. Længde 2,5—4 mm. 

åg: Vingedækkerne lidt smallere end hos 2. Sidste bugled 
bagtil med et tværindtryk (hos 2 med 2 ganske små knuder 
eller korn). 


Udcredt, men ikke almindelig (J, Ø), hyppigst i vore, syd- 
lige egne. Især i poppel, pil og lind. Juni—aug. 


6. A. coståtum Arrag. (fågi Muls.). Let kendelig på 
oversidens fine, sølvgrå behåring, der på vingedækkerne over- 
vejende dækker kroppens farve, og som på pronotum er 
tættest i gruberne. Sort eller brun, følehorn og ben brungule 
eller brune. Pronotum ganske lidt bredere end langt, bag- 
randen meget svagere randet end hos den foregående. Vinge- 
dækkerne forholdsvis langstrakte, bredere end pronotum, 
bagtil afstudsede. Længde 3,2—4,8 mm. 

då: Følehornene lidt længere end hos 2, navnlig 9.—10. led 
længere og slankere. Sidste bugliled bagtil med et yderst svagt 
tværindtryk. 

Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Især i bøg og eg; 


også i el. Juni—juli. Larver, fundne i el i dec., klækkedes i 
maj. 


8. Stegøblum Motsch. 
(Sitødreva Thoms.). 


Nærstående til AÅAnobium, men adskilt fra den 
ved, at oversidens behåring er dobbelt, dels en 


202 


yderst kort og fin nedliggende, dels en længere, 
opstående. Pronotum uden knuder eller gruber. 


1. St. paniceum L. (Brødbillen). Ret mat, rødlig eller 
brunlig. Pronotum c. ”/, gang bredere end langt, fint kornet, 
fremefter stærkt tilsmalnet. Vingedækkerne c. så brede som 
pronotum, med fine punktstriber. Længde 2—3 mm. 


Synantrop (J, Ø). Indendørs i tørrede planter, gammelt 
brød, apotekervarer og lign. Den skal også kunne gøre skade 
i insektsamlinger. 


9. Prioblum Motsch. 
(Trypopitys Redtb.) 


Følehornene 11-leddede, 4.—8. led savtak- 
kede, 9. og 10.led betydeligt længere end bre- 
de (fig. 102). Pronotum fremefter stærkt hætte- 
formet nedbøjet, dækkende hovedet. Vingedæk- 
kerne med regelmæssige rækker af kraftige 
punkter. Forbrystet udhu- 
let til optagelse af hovedet. 
Fødderne korte og brede, 
kloleddet næppe bredere 
end langt, næppe smallere 
end led: 


iP carpinmi "Hobie st 02]): 
Langstrakt, cylindrisk, mat brun- 
sort eller brun, oversiden fint, 
lidt fløjlsagtigt, gråligt, ikke helt 
nedliggende behåret. Pronotum set 
: fra oven med stærkt buet forrand, 
Fig. 102. Priobium car- der går i eet med sideranden, denne 

pini. x 7. foran baghjørnet med en indbugt- 


203 


ning, overfladen kornet, med et indtryk ved forhjørnet og et 
tværindtryk på hver side foran roden. Vingedækkerne rige- 
ligt så brede som pronotum, ret parallelsidede, punktræk- 
kerne med dybe, firkantede, tætstillede punkter. Længde 
4,5—7 mm. 

gg: Følehornene lidt længere end hos 92. 

Sjælden (J, Ø). Jylland; Amager, København, Luknam 


ved Holte (i en gammel poppel). I tørt nåle- og løvtræ, såvel 
i det fri som indendørs i træværk. Juni—juli. 


10. Ptilinus Geoffr. 

Kroppen langstrakt cylindrisk, vingedækkerne 
i det mindste omtrent dobbelt så lange som til- 
sammen brede. Følehornene 11-leddede, hos gg 
kamdannede, hos 2 dybt savtakkede. Forbrystet 
simpelt. Forskinnebenenes spids udvendig med 
en lille tand. Føddernes 1. og 2.led sammen- 
trykte. 


Oversigt over arterne. 


1. Grenene på hannens følehornsled meget lange, de 
—… længste c. så lange som 1.—6. led tilsammen. 
Hunnens pronotum på hver side med et glat, 

IDI MSLET DE ble ERE SBS ste SEES KERES TER pectoris 
Grenene på hannens følehornsled betydeligt kor- 
tere. Hunnens pronotum uden glat, blankt parti 

På hvere side RES SEERE ESS IDE ae Saule fuscus. 


1. Pt. péctinicéornis L. (fig. 103). Brunsort, vingedæk- 
kerne gulbrune, følehorn og ben brungule, oversiden yderst 
fint og kort, gråt behåret. Pronotum lidt bredere end langt, 
stærkt hvælvet, tilsmalnet fremefter, fint kornet, fremefter 
med spredte grovere korn, bagtil i midten oftest med en glat 
længdekøl, forranden, set fra oven, rundet i eet med side- 
randen. Vingedækkerne c. så brede som eller lidt smallere 


204 


end pronotum, langstrakte, cylindriske, ret fint punkterede, 
punkterne tildels uregelmæssigt rækkevis ordnede, bunden 
meget fint kornet. Længde 3—5 mm. 

gg: Følehornene kamdannede (fig. 103). 

2: Følehornene dybt savtakkede. Pronotum bag midten 
på hver side med et glat parti. 
Fødderne meget kortere end hos $. 


Temmelig almindelig (J, Ø). I 
tørre stammer og stolper af løv- 
og nåletræer, f. eks. bøg og pil, 
ofte også indendørs i træværk. 
Juni—aug., hyppigst i juli. Træf- 
fes f. eks. ofte krybende fremme 
på bøgestammers barkblottede par- 
tier, hvor dens børehuller ses i 
mængde. 


[Pt. fuscus Geoffr. Nærståen- 
de til den foregående, men adskilt 
fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker samt ved, at farven 


Fig. 103. Ptilinus pectini- oftest er mørkere, kroppen oftest 

cornis &g. x 9. noget bredere, pronotums forhjør- 

; ner (set fra siden) oftest noget 
mindre afrundede, og vingedækkerne noget tydeligere kornede, 
ofte med svagt antydede længdestriber. Længde 3—5 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige (sydpå til Bohus- 
len) og i Hamburgegnen, kunne muligvis træffes også hos os. 
Den findes især på gamle pile og popler i juni—juli.] 


11. Xyletinus Latr. 


Kroppen bred, vingedækkerne bøjst c. ”/, gang 
længere end tilsammen brede. Følehornene 11- 
leddede, savtakkede (fig. 105). Vingedækkerne 
med fine, regelmæssige punktstriber. Forbrystet 


stærkt udhulet til optagelse af hovedet. Fødderne 
korte, 1. og 2. led noget sammentrykte. 

Hos hannen er følehornene dybere savtakkede 
end hos hunnen. 


Oversigt over arterne. 


1. Pronotum, set fra oven, med stærkt og jævnt 
rundede sider, der går i eet med forranden 
(fig. 105), højt hvælvet, hvælvingen fortsat helt 
ud til sideranden. Kroppen meget kort og bred, 
vingedækkerne c. 2—21/, gang så lange som 
DRONER AE ed SE ls leege 


hanseni 


Fig. 104. Pronotum af Xyletinus ater og hanseni. 


Pronotum (fig. 104), set fra oven, med mindre 
stærkt rundede eller endog indbuede sider. 
Kroppen mere aflang, vingedækkerne omtrent 
eller c. 3 gange så lange som pronotum ..... 2. 

2. Bagbrystet fortil med en midtkøl. Pronotum, set 


206 


fra oven, klokkeformet, indsnævret stærkt lige 
foran roden, baghjørnerne derfor stærkt udstå- 
ende (fig. 104, øv.). Følehornene sorte eller brun- 
405 ål 0 SEER REE ENES SEE ERE NEL RS SS Er ED DS de 2. åter. 
Bagsbrystet uden"midtkøl ore 3. 
3. Følehornenes rod brun eller brunrød, lårene oftest 
mørke. 2. fodled, set fra siden, ikke længere end 
højt (bredt) SA saa so L no rr EA EDER 3. hanséni. 
Følehornenes rod rødgul eller rød. Lårene rødlige. 
2. fodled, set fra siden, tydeligt længere end højt 
(En ere HE) Vere SEN ER fe ES ERE ES ES GE oo 4. 
4. Pronotums midtparti meget fint punkteret, i bun- 
den glat. Vingedækkernes stribemellemrum næ- 
sten ladet 22-04 3 DE ES EA ES TES SORA DRE pectinåtus. 
Pronotums midtparti med halvkredsformede korn, 
i bunden yderst fint mikropunkteret. Vingedæk- 
kernes stribemellemrum svagt, men tydeligt 
hivælve der SEES Eee er SNØRE longitårsis. 


1. X. laticollis Duftschm. (fig. 105). Meget kort, ret 
blank, oversiden yderst fint, brunligt behåret, følehornene 
sorte eller brunsorte, benene røde, oftest med mørkere lår og 
fødder. Pronotum omtrent dobbelt så bredt som langt, så 
bredt som vingedækkerne, punkturen mod siderne meget 
kraftigere, bagranden lidt stærkere tvebuget end hos de føl- 
gende. Vingedækkerne korte, bagud længere tilspidsede end 
hos de følgende, stribemellemrummene, bortset fra de yderste, 
flade, yderst fint mikrochagrinerede og med spredte, flade, 
bagfra indstukne punkter. Bagbrystet uden midtkøl. Fødderne 
meget korte, 2. led ikke længere end bredt. Længde 2,5—4 mm. 

Let kendelig fra de følgende ved pronotums form (jfr. 
oversigten) og de korte vingedækker med spredte punkter i 
stribemellemrummene, fra X. ater yderligere ved mangel af 
køl på bagbrystet, fra X. pectinatus og longitarsis yderligere 
ved meget kortere fødder og mørkere følehorn og ben, fra 
X. hanseni yderligere ved brunlig behåring og fra dem alle, 
undtagen X. pectinatus, ved pronotums glatte, blanke bund. ” 


207 


Meget sjælden, hidtil kun fundet i Vestjylland: Esbjerg, 
Fanø, Vejrs og Holmsland klit. Den synes hos os at være 
en klitart og er fundet dels på eller under krybende pil, dels 
ved fåregødning. Maj—aug., især i juni. 


Fig. 105. Xyletinus laticollis 9. x 11. 


2: Xi åter Creutz. Let kendelig fra de andre arter ved, 
at mellembrystet fortil har en tydelig længdemidtkøl, og 
iøvrigt udmærket ved pronotums form (fig. 104, øv). Sort, ret 
mat, pronotums forrand undertiden ganske smalt brunlig, 
oversidens behåring grålig, følehornene sorte eller brunsorte, 
benene rødlige eller brunrøde, lår og undertiden fødder mør- 
kere. Pronotum tæt, fladt punkteret, punkterne fortil med 
ophøjet rand, bunden yderst fint mikrochagrineret, ret mat. 
Vingedækkerne parallelsidede eller svagt udvidede bag midten, 
stribemellemrummene svagt, men tydeligt hvælvede, forholds- 
vis kraftigt mikrochagrinerede, uden småkorn eller indstukne 
punkter. Fødderne meget korte, 2. led ikke længere end bredt. 
Længde 2,5—4 mm. 

Kendelig fra alle de andre arter ved bagbrystets midtkøl 
og pronotums form, fra X. pectinatus og longitarsis yderligere 
ved meget kortere fødder og mørkere følehorn .og lår og fra 


208 


X. hanseni yderligere ved manglen af korn på vingedækkernes 
stribemellemrum og mørkere behåring. 


Meget sjælden (J, Ø). Hidtil med sikkerhed kun kendt 
fra Marselisborg skov (2 stkr. banket af egegrene ved Silistria, 
29/1. 1918) og Alindelille skov (ketset i antal på kalkbakkerne 
på bøgepur, -7?/, 1917). Arten er antagelig knyttet til udgåede 
grene af løvtræer. I Sverige er den ketset i antal på og omkring 
egebuske i tiden "-?9/,, 


3. X. hanséni Jansson (thomsåni Jansson nec Schilsky). 
Sort, ret smal, pronotums for- og siderande og vingedækkernes 
spidsparti ofte lysere, sjældnere er vingedækkerne mere ud- 
bredt brunlige; oversidens behåring hvidgrå, ret tæt, på 
friske stykker ret iøjnefaldende; følehornene brunrøde, brune 
eller sortbrune, benene rødlige, lårene oftest mørkere. Pro- 
notum med ganske flade punkter, der fortil har en halvkreds- 
formet, ophøjet rand, i bunden yderst fint mikropunkteret, 
fremefter ret jævnt tilsmalnet (fig. 104, ned.). Vingedækkerne 
ret parallelsidede, stribemellemrummene kun yderst svagt 
eller næppe hvælvede, fint mikrochagrinerede. Fødderne korte. 
Længde 3—4,5 mm. 

Meget sjælden (J, Ø, B). Skagen, Svinkløv; Falsters øst- 
land, Tisvilde (i klitterne ved Stængehuset); Hammeren på 
Bornholm. Arten synes hos os at foretrække klitter og er 
taget på krybende pil i juni (!7-29/,), I Sverige er den også 
fundet i klitter samt i nærheden af gamle, delvis udgåede 
aspetræer og i en trøsket egestub. 


[X. longitårsis Jansson. Adskilt fra de foregående ved 
længere fødder, hvis 2. led er tydeligt længere end højt (bredt) 
set fra siden, ved rødlig følehornsrod og røde lår og ved 
gennemsnitlig lidt betydeligere størrelse, fra X. laticollis og 
ater yderligere ved de under disse anførte skelnemærker og 
fra X. hanseni yderligere ved vingedækkernes stærkere hvæl- 
vede stribemellemrum uden småkorn og mørkere behåring. 
Sort, pronotums for- og siderande oftest lysere, følehornene 
rødlige, ofte noget mørkere mod spidsen, benene rødlige. 
Pronotum i form nærmende sig noget til formen hos X. ater; 


20O 
skulpturen omtrent som hos X. hanseni. Vingedækkernes 
stribemellemrum med oftest noget tværridset mikroskulptur. 
Længde 4—5 mm. 


Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, kunne muligvis 
træffes også hos os. Den er bl. a. ketset omkring gamle ege 
og egestubbe i juni. Larver og en puppe er fundet i den 
øverste, trøskede ende af egestolper, &/,. 


X.pectinåtus Fabr. Nærstående til den foregående, men 
adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt 
ved lidt mere langstrakt form og lidt blankere overside. Sort, 
pronotums for- og siderande og vingedækkernes spidsparti 
oftest rødlige, undertiden er også scutellum lyst og vinge- 
dækkerne i større omfang brunlige; oversidens behåring grå- 
lig; følehorn og ben rødlige, de første undertiden lidt mørkere 
mod spidsen. Vingedækkernes stribemellemrum fint mikro- 
chagrinerede. Længde 3,5—4,53 mm. 

Adskilt fra de 3 første arter ved tydeligt længere fødder 
og lysere følehorn og lår, fra X. laticollis og ater yderligere 
ved de under disse anførte skelnemærker, fra de 3 foregående 
yderligere ved lidt blankere overside og pronotums simple 
punktur og blanke bund og fra alle de andre arter ved lidt 
mere langstrakt form. 


Også denne art er bl. a. fundet i Skåne og kunne muligvis 
træffes også hos os. Den er fundet på brøstfældige egestam- 
mers barkløse partier. 


X. fibyénsis Lundblad. Nærstående til X. hanseni og 
X. longitarsis, men adskilt fra den første ved længere 1. bag- 
fodsled og fra den sidste ved brunsorte lår. 


Hidtil kun kendt i to svenske eksemplarer, det ene fra 
Upsala-egnen, det andet fra Orebro-egnen.] 


12. Lasiodérma Steph. 
Nærstående til Xyletinus, men adskilt fra den 
ved, at vingedækkerne er uregelmæssigt punk- 
terede, uden punktstriber. 


Victor Hansen : Clavicornia. II. 14 


210 


1. L. serricérne Fabr. (Tobaksbillen). Rødgul eller brun- 
rød, temmelig blank, oversiden med gullig, meget kort ned- 
liggende og noget længere, lidt opstående behåring, tæt og 
yderst fint punkteret. Pronotum meget bredere end langt, så 
bredt som vingedækkerne, bagranden rundet i eet med 
siderne. Vingedækkerne korte, kun c. "/, længere end. til- 
sammen brede. Føddernes 2. led meget kortere end 1. led. 
Længde 2—2,5 mm. y 

Synantrop (J, Ø). I tobak, nudler og forskellige andre 


handelsvarer. Arhus (i palmeoliefabrikken); Lolland; Køben- 
havn. Juni—aug. Klækket ?3/,-24/, af larver i tobak. 


13. Ochina Steph. 


Følehornene 11-leddede, svagt savtakkede, 
slanke, 3.—11. led alle længere end brede. Vinge- 
dækkerne over "/, gang længere end tilsammen 
brede, uregelmæssigt punkterede. Forbrystet sim- 
pelt. Føddernes 1. led c. så langt som 2.—4. led. 


1. O. ptinoides Marsh. I form mindende om en bred 
Ernobius. Brun, vingedækkernes spids lysere, følehorn og 
ben rødgule. Oversiden ret blank, meget fint punkteret, med 
gråhvid, næsten nedliggende behåring, der på vingedækkerne 
er fortættet i 2 tværbånd, det ene foran, det andet bag midten. 
Pronotum rigeligt 7/, gang bredere end langt, mod siderne 
lidt affladet. Vingedækkerne lidt bredere end pronotum, svagt 
og spredt kornede. Længde 2,5—3 mm. 

Hidtil kun fundet i Knuthenborg park, (nogle stkr. ned- 
banket af vedbend (Hedera helix), voksende op ad gamle træ- 
stammer, 5.—13. juli 1947—1950). Larven angives at leve i ud- 
gåede grene af vedbend, at forpuppe sig under barken i slut- 
ningen af april og begyndelsen af maj og at klækkes i juni. 


I Lubeck er den fundet fåtalligt og en enkelt gang (i juli 
1922) i stort antal banket af en gammel vedbendstamme. 


Ad 


2. underfamilie Dorcatéminae. 


Bagbrystet og 1. bugled med skarpt afgræn- 
sede, fordybede furer til optagelse af mellem- 
og bagbenene. Følehornene (hos de danske 
arter) 8—10-leddede, tredjeyderste led ikke læn- 
gere end bredt og meget bredere end det fore- 
gående led, trekantet udvidet indadtil. Kroppen 
kort og bred, med rundede sider. 

Arterne er knyttede til svampet ved, især rød- 
muldet egeved, eller til træsvampe eller bovister. 


Oversigt over slægterne. 


1. Øjnene fortil med en dyb, spidsvinklet indskæring, 
der næsten når helt gennem øjet (fig. 106). Føle- 


horneneroleddede rr 3. Caenocåra (p. 216). 
Øjnene fortil i det højeste noget indbuede. Føle- 
hornene 8-, 9- eller 10-leddede .............. Pe 


2. Følehornene 9- eller 10-leddede, det tredjeyderste 
led mindst 3 gange så bredt som det foregående 
led (fig. 108—109). Vingedækkerne tydeligt læn- 
gere end tilsammen brede..- 1. Dorcatoma (p. 212). 


Fig. 106. Hoved af Caenocara, set skråt fra siden. 


Følehornene 8-leddede, det tredjeyderste led c. 
dobbelt så bredt som det foregående led (fig. 107). 
Vingedækkerne ikke eller næppe længere end 
tilsammen brede. Kroppen brunrød 2. Anitys (p. 215). 


14% 


212 


1. Dorcatoma Hhbst. 


Øjnene fortil i det højeste noget indbuede. 
Følehornene 10-leddede (hos D. flavicornis dog 
9-leddede), det tredjeyderste led mindst 3 gange 


Anitys & 9 | | 9 


D Chrysorn. D dresd 
Fig. 107. Fig. 108. Fig. 109. 
Fig. 107—109. Venstre følehorn af Anitys og Dorcatoma. 


så bredt som det foregående led (fig. 108—109). 
Vingedækkerne tydeligt længere end tilsammen 
brede. 


Oversigt over arterne. 


1. Undersiden med yderst fin punktur og iblandede 
meget større, flade punkter. Vingedækkernes 
punktur noget rynket, med iblandede yderst 


fine punkter. Længde 1,5—2,5 mm......….....: 2 
Undersiden og vingedækkerne ensartet og simpelt 
punkterede. Længde 1;8—4 mme 3) 


2. Vingedækkernes behåring med omtrent ens retning, 
skråt bagud. 2.—4. bugled i midten omtrent 
sammenvoksede. Kroppen lidt bredere. Føle- 
hornene 19-leddedeee re ene 1. flavicérnis. 


213 


Vingedækkernes behåring dels bagud-, dels opad- 
og udadrettet. 2.—4. bugled frie. Kroppen lidt 
mindre bred. Følehornene 10-leddede 
2. Cchrysomelina. 
3. Vingedækkernes behåring med omtrent ens ret- 
ning, skråt bagud. Større, 2,3—4 mm 3. dresdénsis. 
Vingedækkernes behåring dels bagud- dels udad- 
Letter Mindre; 18-25: MM IS ERE sérra. 


1. D. flavicornis Fabr. (fig. 110). Sort, noget blank, føle- 
horn og ben brungule. Pronotum ret fint punkteret. Vinge- 
dækkerne forholdsvis brede, tæt og ret kraftigt punkterede, 


Fig. 110. Dorcatoma flavicornis gg. x 20. 


langs sideranden med 2 fordybede længdestriber, fortil er 
yderligere en 3die, inderste, kort stribe antydet. Længde 
1,5—2,5 mm. 

åg: Følehornenes tredje- og næstsidste led ganske lidt 
større end hos 2%, deres forrand tydeligt indbuet (fig. 110) 
(hos 2 næstsidste leds forrand ikke indbuet). Sidste bugled 
i midten med et svagt, bredt længdeindtryk. 


214 


Kendelig fra de følgende ved de næsten sammenvoksede 
midterste bugled og de 9-leddede følehorn, fra D. chryso- 
melina og serra yderligere ved vingedækkernes omtrent ens- 
rettede behåring og fra D. dresdensis og serra yderligere ved 
vingedækkernes rynkede, dobbelte punktur. 


Sjælden (Ø). Sundby storskov, Krenkerup, Knudshoved 
ved Vordingborg, Dyrehaven. Den findes i hulheder i gamle 
egestammer og -grene, i tørt, svampet, rødt egeved, ofte 
talrigt og i selskab med den følgende og med Anitys. Maj— 
sept. Larver i antal i maj; klækket i antal i juli—aug. 


2. D. chrysomelina Sturm. Nærstående til den fore- 
gående, men let adskilt fra den ved de i oversigten nævnte 
kendemærker. Endvidere er oversiden lidt blankere, scutellum 
ikke nær så stærkt tværbredt og vingedækkernes punktur 
lidt mindre tæt og kraftig. Længde 1,5—2,5 mm. 

å: Følehornenes tredje- og næstsidste led meget kraftigere 
udviklet end hos 2 (og end hos D. flavicornis 3), deres forrand 
stærkt indbuet (fig. 108). Hos hunnen er navnlig tredjesidste 
led lidt kraftigere end hos D. flavicornis 2. 


Sjælden (J, Ø). Lindum skov; Svendborg, Falster, Møen, 
Bognæs, Charlottenlund, Dyrehaven. Den stemmer i levevis 
overens med den foregående, sammen med hvilken den ofte 
forekommer. Den angives også at være fundet i tør træsvamp 
på hassel og bævreasp. 


3. D. dresdénsis Hbst. Gennemsnitligt betydeligt større 
end de andre arter. Blankt sort, følehorn og ben brungule. 
Vingedækkernes behåring ret kort, omtrent nedliggende, 
mindre tæt end hos de foregående, punkturen ret fin, ensartet, 
ikke særlig tæt, den yderste randstribe forholdsvis kraftig og 
bagtil stærkt punkteret, en 3die stribe er oftest fortil antydet 
indenfor de 2 yderste. Længde 2,5—4 mm. 

å: Følehornenes tredje- og næstsidste led meget kraftigere 
udviklet end hos 9, med stærkt indbuet forrand (fig. 109). 

Meget sjælden (Ø). Sundby storskov (nogle stkr. klækket 
af larver i svampen Polyporus dryadeus på en gammel eg, 
april), Fuglsang (klækket af larver i svampe af samme art, 


215 


nedfaldne fra en gammel eg, april—maj), Alslev skov (1 stk. 
på et gammelt blommetræ). I Sverige er arten fundet på 
birk og asp i svampen Polyporus igniarius. 


[D. sérra Panz. Kendelig ved vingedækkernes og under- 
sidens ensartede punktur, og vingedækkernes dels bagud-, 
dels udadrettede behåring. Oversiden blank, punkturen fin 
og meget tæt. Vingedækkerne uden antydet 3die stribe 
indenfor de 2 sidestriber. Bugleddene frie. Længde 1,8— 
2,0 mm. 

gg: Omtrent som den foregående. 

Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige (Helsingland) og 
i Hamburgegnen (i ellesvamp og i rødmuldet eg, april, juni) 
kunne muligvis træffes også hos os. Den angives også at 
forekomme i rødmuldet bøg og at være fundet i tøndersvamp 
(Polyporus fomentarius) og i Polyporus dryadeus i en hul 
bøg. I Sverige er den klækket i antal af trøskede birkestubbe, 
hvor larven levede i træsvamp (Polyporus laevigatus) og i 
det bløde ved lige under svampen, hvor også forpupningen 
i reglen fandt sted.] 


2. Ånitys Thoms. 


Adskilt fra Dorcatoma ved, at kroppen er 
kortere og plumpere, vingedækkerne ikke eller 
næppe længere end tilsammen brede, og føle- 
hornene 8-leddede, betydelig kortere og med 
tykkere mellemste led (fig. 107). Benene korte 
og kraftige. 


1. A. råbens Hoffm. Kort, højthvælvet, næsten halv- 
kugleformet, blankt brunrød, oversiden yderst fint og kort, 
gult behåret, ofte med uregelmæssige indtryk. Pronotum 
meget bredere end langt, fint punkteret, i midtlinien oftest 
glat. Vingedækkerne med noget kraftigere, uregelmæssig, ofte 
noget rynket punktur, langs siderne med 3 fordybede længde- 
striber, en 4de undertiden antydet fortil. Længde 2,5—3,3 mm. 


216 


Hannen er som regel mindre end hunnen og har finere 
og mindre tæt punkterede vingedækker. 

Meget sjælden (J, Ø). Lindum skov; Sundby storskov, 
Charlottenlund, Dyrehaven. Den lever i hulheder i gamle ege 
i rødmuldet ved, ofte sammen med Dorcatoma flavicornis og 


chrysomelina. Dyrene forlader vist som regel ikke de steder, 
hvor de er klækkede, og er meget træge. Juni. 


I litteraturen sondres mellem A. rubens Hoffm. og A. cog- 
nåta Muls., af hvilke den første i modsætning til den sidste 
på vingedækkerne skal have en ganske fin sømstribe (fuld- 
stændig eller i bageste halvdel) og på midten nogle fine 
længdestriber. Det synes tvivlsomt om en sådan sondring er 
berettiget. De danske eksemplarer har ingen sømstribe i al- 
mindelig forstand, men selve sømkanterne har en konstruk- 
tion, der griber ind i hinanden som not og fjeder og som 
tager sig forskelligt ud, eftersom vingedækkerne slutter helt 
tæt sammen eller ej. Tydelige, fordybede længdestriber — 
bortset fra sidestriberne — mangler de danske eksemplarer 
som regel, hvorimod de undertiden har ganske svagt antydede, 
flade længderibber. 


3. Caenocåra Thoms. 

Øjnene fortil med en dyb, spidsvinklet ind- 
skæring, der næsten når helt gennem øjet (fig.106). 
Følehornene 9-leddede, de 3 yderste led meget 
store (fig. 111). Kroppen meget kort, stærkt 
hvælvet, næsten halvkugleformet. 


1. C. bovistae Hoffm. (fig. 111). Blankt sort, vingedæk- 
kerne undertiden brune, oversiden med kort, lidet tæt, grålig 
behåring, der er omtrent nedliggende og på vingedækkerne 
ikke rækkevis ordnet og overvejende skråt bagudrettet; føle- 
horn og ben brunlige eller brunsorte. Pronotum over dobbelt 
så bredt som langt, fremefter stærkt tilsmalnet, ret tæt 


214 


punkteret. Vingedækkerne næsten så brede som lange, med 
stærkt rundede sider og ret tæt, ikke rækkevis ordnet punktur, 
langs siderne med 3 længdestriber. Længde 1,8—2,2 mm. 

åg: Følehornenes tredjeyderste led meget (hos Y kun ganske 
lidt) bredere end langt (fig. 111). 


Fig. 111. Caenocara bovistae gg. x 22. 


Temmelig sjælden (J, Ø). Fanø; Roden skov, Gedser odde, 
Vålsvig, Korsør, Tårnby dige, Vesterfælled, Fortunens inde- 
lukke, Bøllemosen, Holte. I bovister (Lycoperdon bovista). 
Maj—sept. Kan undertiden aftenketses. Larver er fundet i nov., 
en af dem forpuppede sig d. >”/, og klækkedes d. %/,; larver 
er også fundet d. 2/, og klækket d. ?9%.. 


5. familie Ptinidae. 


Hovedet oftest meget nedadbøjet. Følehornene 
indleddede frit på panden indenfor eller foran 
øjnene, tæt ved hinanden, trådformede, 11-led- 


218 


dede, de 3 sidste led ikke særligt lange. Pronotum 
uden afsatte siderande, oftest med uregelmæssig 
overflade og betydeligt smallere end vingedæk- 
kerne, bagtil hyppigt indsnøret. Vingedækkerne 
ofte forskelligt formede hos de to køn, hos & 
smalie, hos 2 bredere med stærkere rundede 
sider (se fig. 11508116, p7253= 254) EF orhokE 
tegruberne bagtil åbne, forhofterne tapformet 
fremstående. Baghofterne uden lårdækker. Benene 
oftest lange og slanke, lårene hyppigt mod spidsen 
kølleformet fortykkede, fødderne tydeligt 5-led- 
dede, 1. led langt. 

Af arterne findes nogle under mos på træ- 
stammer eller under disses bark eller barkflager, 
på udgåede grene, eller i ved gennemgnavet af 
larver, andre lever i dyriske stoffer eller plante- 
affald og optræder undertiden som skadedyr. 
Nogle arter, der egentlig er hjemmehørende i 
fremmede lande, er gennem handelen blevet ud- 
bredt over store dele af verden eller forekommer 
undertiden rent tilfældigt i varelagre i havnebyer, 
f. eks. Hamburg. Disse sidstnævnte rent tilfældige 
forekomster kan ikke berettige til at betragte de 
pågældende arter som hørende til landets fauna"). 


Oversigt over slægterne. 


1. Vingedækkerne, bortset fra roden, nøgne (underti- 


den med spredte børstehår), blanke og glatte .. 2. 
Vingedækkerne "behårede SR DERE RER RRESE SE 
2 Pronotum! nøgent sees ERE 1. Gibbium (p.219): 


1) Jfr. Danmarks Fauna, Biller XII, p. 5—6. 


219 


Pronotum tæt, filtagtigt behåret...2. Mézium (p. 220). 
3. Vingedækkerne med tæt behåring, der dækker 


grundfarven, uden tydelige punktrækker ..... 4. 
Vingedækkerne med tydelige, ofte meget kraftige 
PEN ktr ek ERE ne FE d. 


4. Pronotum med bred længdemidtfure. Forskinne- 
benene meget kraftige, ved spidsen omtrent så 
bredefsomtlårene SE 3. Trigonogénius (p. 220). 

Pronotum uden bred midtfure. Forskinnebenene 
slanke, meget smallere end lårene 4. Niptus (p. 221). 

5. Scutellum meget lille og utydeligt. Vingedækkerne 
ens hos $ og 9, omtrent "/, længere end tilsam- 
men brede, med stærkt rundede sider 

5. Tipnus (p,. 222). 
Scutellum af normal størrelse, tydeligt, ofte lyst 
hehe me See LS SSL SES SE GE BE mus (p225) 


1. Gibbium Scop. 


Hovedet fortil, undersiden, følehorn og ben tæt 
gult filtklædt, pronotum og vingedækkerne blan- 
ke, glatte og nøgne, de sidste højt hvælvede, om- 
bøjede på undersiden, så at bugen er meget 
smal. Scutellum manglende. Trochanterne meget 
lange. 

Kroppens form ikke væsentligt forskellig hos 


gys. 


1. G. psylloides Czemp. Kroppen omvendt ægformet. 
Brun, oversiden blank. Pronotum meget bredere end langt, 
bagtil sluttende tæt til vingedækkerne. Vingedækkerne højt 
hvælvede, noget sammentrykte. Længde 2—3 mm. . 

Udbredt gennem handelen over hele jorden, forekommende 
synantropt i stalde og udhuse, undertiden skadelig for natu- 


raliesamlinger. Herhjemme kun sjældent forekommende, bl. a. 
i drogerier, og vistnok kun fundet i København. 


990 


bamd damd 


2. Mézlum Curt. 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at hele hovedet og pronotum 
er tæt og tykt filtklædte, at øjnene er længere 
adskilt fra hinanden og at trochanterne er meget 
kortere. 


1. M. sulcåtum Fabr. Kroppen omvendt ægformet. Sort 
eller brun, hoved, pronotum og vingedækkernes rod tæt, 
gulligt filtklædte. Pronotum bredere end langt, med 4 op- 
højede længdepartier, indbyrdes adskilt ved 3, fortil oftest 
fordybede længdegruber. Skælklædningen på vingedækkernes 
rod som regel delt i 4 eller 6 afsnit. Vingedækkerne blanke, 
sammentrykte. Lår og skinneben stærkt sammentrykte. 
Længde 2,3—3,2 mm. 


Synantrop. Fundet i København i drogerier og på Zoo- 
logisk Museum (i gamle skeletter, nov. 1885). 


3. Trigonogeénius Sol. 


Kroppen med tæt, kort, nedliggende, skælagtig 
behåring, pronotum og vingedækkerne yderligere 
med opstående, dels kortere, dels lange børste- 
hår. Hovedet mellem følehornenes indlednings- 
steder fladt. Pronotum med bred længdemidtfure. 
Scutellum næppe synligt. Vingedækkerne næsten 
kugleformet hvælvede, næppe længere end til- 
sammen brede. Benene kraftige. 

Kroppens form ikke væsentlig forskellig hos 


dg ore 


1. T. glåbulus Sol. var. globåsus Sol. Sort, med tæt 
gul, på vingedækkerne pletvis mørk behåring. Pronotum 
meget smallere end vingedækkerne, med stærkt rundede, 


221 


bagtil indbuede sider. Vingedækkerne med fine punktrækker, 
der overvejende dækkes af behåringen. Længde 2,8—3,3 mm. 


Synantrop (J, Ø). Fundet i apoteker i Viborg, Skive, 
Horsens, Haderslev, Roskilde og København, i tørrede mal- 
urt-, gåseurt- og følfodplanter samt i rødt peber. I udlandet 
også fundet i kaffe. Arten er hjemmehørende i Amerika. 


4. Niptus Boield. 


Kroppen med tæt, kort, nedliggende, filtagtig 
behåring, pronotum og vingedækkerne yderligere 
med opstående behåring. Hovedet mellem føle- 
hornenes indledningssteder fladt. Øjnene ret 


Fig. 112. Niptus hololeucus. Xx 11. 


222 


små og lidet hvælvede. Scutellum lille, men syn- 
ligt. Vingedækkerne næsten kugleformet hvæl- 
vede, kun lidt længere end tilsammen brede. 
Benene ret slanke. 

Kroppens form ikke væsentligt forskellig hos 


RE Ore 


1. N. hololeucus Fald. (Messingbillen) (fig. 112). Brun, 
kroppen med tæt, gul, smukt silkeskinnende behåring. Pro- 
notum c. så langt som bredt, meget smallere end vingedæk- 
kerne, med stærkt rundede sider, bagtil stærkt indsnøret. 
Vingedækkerne i det højeste med ganske fine punktrækker, 
der ganske dækkes af behåringen, de opstående hår rækkevis 
ordnede, længere i hver anden række. Længde 3—4,5 mm. 


Udbredt i huse (J, Ø). Den lever vistnok både af dyriske 
stoffer, f. eks. døde fluer, og af planteføde. Undertiden skadelig 
for lædervarer, tæpper og silketøj; i et enkelt tilfælde iagt- 
taget ædende af kviksølvbelægning på spejle. Arten er fundet 
hele året rundt og skal kunne have 2 generationer årlig. 
Larver er klækket ved fodring med hørfrøkager og klid. 


5. Tipnus Thoms. 


Nærstående til den foregående slægt, men ad- 
skilt fra den ved, at behåringen, navnlig på 
vingedækkerne, ikke er nær så tæt og ikke dæk- 
ker grundfarven, at scutellum er meget lille, 
næppe synligt, at vingedækkerne er lidt mere 
langstrakte, omtrent ”/, længere end tilsammen 
brede, og forsynede med kraftige punktrækker, 
og at lårene mod spidsen er mindre stærkt kølle- 
formet udvidede. 


1. T. unicolor Piller. Brun, tyndt, kort, omtrent ned- 
liggende behåret. Pronotum c. så bredt som langt, bagtil ind- . 


223 


snøret, med en svag midtfure. Vingedækkerne meget bredere 
end pronotum, ovale, punktrækkerne kraftige, mellemrum- 
mene smallere end punktrækkerne, med en række spredte, 
korte, noget opstående hår. Længde 1,8—2,4 mm. 


Udbredt, men sjælden (J, Ø). I stalde, udhuse, hønsehuse 
og lign. steder, ofte krybende udvendigt på murene eller på 
gammelt tømmer og træstammer eller i planterester, næsten 
hele året igennem. 


GÆR Ems E 


Oversiden behåret, på vingedækkerne ofte til- 
lige pletvis skælklædt, behåringen på vinge- 
dækkerne (undtagen hos Pt. tectus) spredt og 
ikke dækkende grundfarven, som regel bestående 
af rækker af fine hår i punktstriberne og rækker 
af oftest kraftigere, hyppigt opstående hår langs 
midten af stribemellemrummene. Øjnene oftest 
ret store og hvælvede. Pronotum som regel ind- 
snøret bagtil, tæt og kraftigt punkteret, med små 
korn eller knuder mellem punkterne. Scutellum 
tydeligt, ofte, især hos 2, fremhævet ved lys skæl- 
klædning. Vingedækkerne med oftest kraftige 
punktrækker, punkterne ofte firkantede. 

Hos mange arter (se Fig. 115 og 116) er hannen 
overordentlig stærkt afvigende fra hunnen ved, 
at følehorn og ben er meget længere og tyndere, 
at vingedækkerne er meget smallere med tydeligt 
afsatte skuldre og temmelig rette sider, medens 
de hos hunnen er bredere med ganske afrundede 
skuldre og jævnt rundede sider, og at flyvevinger 
er tilstede, medens de mangler hos hunnen. Hos 
nogle arter er han og hun dog lidet forskellige, 


224 


idet enten hunnen nærmer sig den sædvanlige 
hanform (Pt. dubius og sexpunctatus) eller om- 
vendt (Pt. bicinctus, pusillus og villiger), eller 
endelig begge køns form er en mellemting mellem 
de sædvanlige han- og hunformer (Pt. tectus). 

Flere af arterne er vanskelige at bestemme og 
en sikker bestemmelse kræver ofte, at dyrene er 
velpræparerede, så at følehorn og ben er lette at 
undersøge, og at oversidens behåring er ube- 
skadiget. 

Oversigt over arterne. 


1. Bagføddernes 2. led næppe længere end bredt, kun 
ganske lidt længere end 3. led. Vingedækkernes 
opstående behåring ret kort. Længde 2—3 mm 

5. lichénum. 
Bagføddernes 2. led meget længere end bredt, be- 
tydelig længere end 3. led, i modsat fald er 
vingedækkernes opstående behåring delvis lang 2. 


Å pusillus då 
rufipes rufipes 2 


Fig. 113. Højre bagfod hos Ptinus rufipes $ og 9 og Pt. pusillus g. 


2. 4.fodled fladtrykt, bredt, noget hjerteformet, 
ganske lidt bredére end 3. led (fig. 113) .. 4. rufipes. 
4. fodled sammentrykt, ret smalt, ikke hjerte- 
formet, ikke bredere end 3. led (fig. 113) ..... 3, 


225 


3. Vingedækkerne med tæt, filtagtig, nedliggende 
behåring, der overvejende dækker grundfarven, 
og rækker af længere, fine, lidt opstående hår 
1. téctus. 
Vingedækkerne uden tæt, filtagtig, nedliggende 
Kenni se Free SES SER SISSE ER S Bass RE SVERRE Mg 4. 


Fig. 114. Ptinus raptor $, forkroppen. 


4. Pronotum bagtil med en dyb, spejlblank længde- 
midtgrube, på hver side af denne med en høj, 
gul filtpude og skråt foran denne med en spejl- 
Blankæsrud er (SLED) EEN ER SEE DR REE 6. råptor. 
Pronotum uden sådanne gruber og filtpuder.... De 
5. Vingedækkerne parallelsidede, med skarpt af- 
grænset, snehvid skæltegning, bagtil ret bredt 
afstudsede. Følehornene kraftige, 3.led kun 
ganske lidt længere end bredt. Panden snehvidt 
skælklædt. Længde 2,5—4 mm .. 3. sexpunctåtus. 
Vingedækkerne med rundede sider, i modsat fald 
i det højeste med vagt afgrænset hvid skælteg- 
ning og følehornene slanke med meget længere 
end bredt 3. led. Vingedækkerne ikke tydeligt 
akstudsede Ba zEne 3 eg SEINE eee AEr 6. 
6. Pronotum tydeligt bredere end langt. Vingedæk- 
kernes behåring næsten nedliggende. Længde 
1,5—2 mm. Vingedækkerne hos begge køn med 
tydeligt afsatte skuldre og fortil næppe rundede 
SELER DE SEE 3 ARE SE NES SEERE ER Sk Gl te BME Ge 2. dubius. 


Victor Hansen; Clavicornia. II, 15 


JOE 


1518 


226 


Pronotum ikke eller kun lidt bredere end langt, 
i modsat fald har vingedækkerne tydeligt op- 
stående behåring. Gennemgående større arter. 
Længde F;S-A SM ERE 

Mellem- og bagskinnebenenes inderste endespore 
kraftige, krumme, meget længere end 1. fodleds 
største bredde (fig. 113). Vingedækkerne temme- 
lig smalle, uden tydeligt afsatte skuldre og med 
nogetfrundedetsider se eee een 10. pusillus g. 

Mellem- og bagskinnebenenes endesporer omtrent 
rette og (undtagen hos Pt. fur 3) meget fine og 
ikke længere end 1. fodleds største bredde.... 8. 

Følehornene mindst så lange som kroppen. Benene 
meget lange og slanke. Vingedækkerne smalle, 
siderne fortil ikke eller kun svagt rundede, 
skuldrene ofte tydeligt afsat ($$) .......:... 9. 

Følehornene tydeligt kortere end kroppen. Benene 
forholdsvis kortere og mindre slanke. Vinge- 
dækkerne med jævnt rundede sider og uden 
afsattevskuldre: (LO): 2 SEES, SES Eee DERE 113% 

Bagskinnebenenes inderste endespore ret kraftig, 
meget kraftigere end den yderste"). Pronotum 
bagtil i midten med 2 bagud konvergerende 
længdestriber af hvidgule hår (fig. 115 og 116) 7. fur Z. 

Bagskinnebenes inderste endespore meget fin, ikke 
væsentlig kraftigere end den yderste. Pronotum 


A] 


uden sådanne hårstrib er ere eee 10. 
Vingedækkerne med kun svagt afsatte skuldre og 

fortilkmedsvastrundedet sider ike 
Vingedækkerne med tydeligt afsatte skuldre og 

fortil medsomtrent rette sider re seer 12: 


Vingedækkernes stribemellemrum alle med ret 
korte, omtrent lige lange, opstående hår 
8. bicinctus I. 


Vingedækkernes opstående, ret korte behåring 


1) Denne er ofte skjult under 1. fodled. 


PAT) 
med iblandede, betydeligt længere hår, navnlig 
pass 027 stribemelle rum avler 

12. Hovedet over øjnene rigeligt så bredt som pro- 
notum, øjnene ret store, noget hvælvede. Vinge- 
dækkernes punktstriber ikke særligt kraftige, 
ikke eller næppe bredere end stribemellemrum- 

MENS ERR ES AAEN, SS DÆN sæ testadcenskee 
Hovedet over øjnene betydeligt bredere end pro- 
notum, øjnene meget store, stærkt hvælvede. 
Vingedækkernes punktstriber meget kraftige, 
meget bredere end stribemellemrummene 
12. subpilåsus JF. 
13. Vingedækkernes opstående behåring ret kort, af 
omtrent ensartet længde. Vingedækkerne hvert 
med en hvid skælplet foran og en bag midten 14. 
Vingedækkernes opstående behåring ret lang og 
med iblandede, meget længere hår, navnlig på 
3., 5. og 7. stribemellemrum, i modsat fald (Pt. 
testaceus 2) mangler vingedækkernes hvide 
SET FOSU NS SEER ESS ER EA SE tr EGEN TE ERE ERE LE SENAT SEE le, 

14. Pronotum bagtil i midten med 2 bagud konver- 
gerende og sammenstødende længdestriber af 
tætstillede, hvidgule hår (fig. 116) ........ Ta une: 

Prorotumiudens sådanne thårstrib er MEE SEEREN ie 

15. Vingedækkernes punktstriber med temmelig fine, 
lidet dybe og ret vagt afgrænsede punkter. Føle- 
hornene c. ”/, så lange som kroppen. Længde 
PE SENT ES NE. se FEERR ven SR 10. pusillus 92. 

Vingedækkernes punktrækker med ret kraftige, 
dybe og ret skarpt afgrænsede punkter. Føle- 
hornene c. ?Z/, så lange som kroppen. Længde 
PEST DEIDE  SarDE sgde S SEERE SDK SE 

16. De længste hår i vingedækkernes opstående be- 
håring ret lange, ikke dobbelt så lange som de 
korte. Pronotum tydeligt bredere end langt. 
Vingedækkerne uden hvid skæltegning 

11. teståceus 92. 


15% 


228 


De længste hår i vingedækkernes opstående be- 
håring meget lange, mindst dobbelt så lange som 
de korte. Pronotum ikke eller næppe bredere 
end, langt 542 ANGEL sync hr aen E ner SEERE SØADSRESES 17 
17. Større, 2,3—3,8 mm. Følehornene slanke, de mel- 
lemste led over dobbelt så lange som brede. 
Fødderne slanke, bagføddernes 2. led meget læn- 
seere end bredte RE el re 9. villiger 2. 
Mindre, 1,8—2,5 mm. Følehornene mindre slanke, 
de mellemste led ikke eller næppe over dobbelt 
så lange som brede. Fødderne mindre slanke, 
bagføddernes 2. led kun lidt længere end bredt 
12. subpilåsus 92. 


1. gruppe. 

Kropsformen ens hos $ og $. Vingedækkerne 
med tæt, filtagtig, nedliggende behåring, der over- 
vejende dækker grundfarven, og rækker af fine, 
lidt opstående hår, siderne omtrent jævnt eller 
fortil noget svagere rundede, skuldrene noget 
afrundede. 


1. Pt. téctus Boield. (Australsk tyv). Brun, oversidens 
behåring grågul. Følehornene lidt over halvt så lange som 
kroppen. Pronotum rigelig så bredt som langt, behåringen 
filtagtig, bagtil hvirvlet, fortil med iblandede, opstående hår. 
Vingedækkerne aflangt ovale, c.7/, gang længere end tilsam- 
men brede, punktstriberne ret fine. Flyvevingerne rudimen- 
tære. Længde 2,5—3,5 mm. 

Let kendelig fra alle de følgende arter ved vingedækkernes 
tætte, grundfarven dækkende behåring. Pt. rufipes &, hvis 
vingedækkebehåring er temmelig, men dog ikke nær så tæt, 
har meget længere vingedækker, der er c. dobbelt så lange 
som brede, og meget længere følehorn og ben. 


Denne art, der vistnok stammer fra Australien, forekom- 
mer synantropt hos os (J, Ø) og har i de senere år bredt sig 


229 


stærkt. Den forekommer mest indendørs i udhuse, varelagre 
(i apotekervarer, mel, ris m. m.) og i naturaliesamlinger, hvor 
den undertiden gør skade. Fundet i næsten alle måneder. 
Larven lever vistnok både af vegetabilske og animalske 
stoffer, f. eks. døde fluer. 


SETUP. 

Kropsformen omtrent ens hos 3 og 2. Vinge- 
dækkerne med tynd, ret kort, næppe eller kun 
lidt opstående behåring, skuldrene tydeligt af- 
salle siderne fortil omtrent rette. 


2. Pt dubius Sturm. Brungul, oversiden tyndt gråhvidt 
behåret, uden skæltegning, følehorn og ben kun tyndt be- 
hårede. Følehornene c. ”/, så lange som kroppen, slanke, mod 
spidsen ganske svagt udvidede. Pronotum c. ”/, bredere end 
langt. Vingedækkerne meget bredere end pronotum, svagt 
udvidede bagud til lidt bag midten i omtrent rette linier, 
punktstribernes hårrækker kun noget finere end stribemellem- 
rummenes hårrækker, disse næsten nedliggende. Benene 
slanke. Længde 1,53—2 mm. 

gg: Lidt slankere, følehornene lidt længere, øjnene lidt 
stærkere hvælvede. 

Let kendelig ved gruppekaraktererne samt den ringe stør- 
relse og farven. 

Meget sjælden (Ø, B). Hidtil kun fundet på Højesand ved 
Rørvig (1 stk., 1?/,) og på Bornholm ved Rønne (1 stk., 29/., 


og nogle stkr. i Blykobbe plantage, 19%-?23/), På blomstrende 
fyr og fyrreris og ved ketsning under fyr og gran. 


3. Pt. sexpunctåtus Panz. Brun eller brunsort, panden, 
scutellum, et tværbånd foran og et, ofte i 2 pletter opløst 
tværbånd bag midten af vingedækkerne snehvidt skælklædt, 
undersiden tæt, hvidt behåret, følehorn og ben med tæt, gul, 
silkeskinnende, filtagtig behåring. Følehornene kraftige, mod 
spidsen ganske lidt tyndere, lidt kortere end kroppen. Pro- 
notum rigeligt så bredt som langt, i midten med en tvær- 


230 


række af 4 tættere behårede knuder. Vingedækkerne ret 
parallelsidede, omtrent dobbelt så lange som tilsammen brede, 
behåringen brunlig, i punktstriberne yderst kort og utydelig, 
på stribemellemrummene kun lidet opstående. Benene ret 
kraftige. Længde 2,3—4 mm. 

åg: Følehornene omtrent så lange som (hos 2 omtrent /, 
kortere end) kroppen, 8.—10. led c. 3 gange (hos 2 c. dobbelt) 
så lange som brede. Benene, især fødderne, lidt længere 
end hos 2. 

Af denne art foreligger hidtil kun et enkelt dansk eks- 
emplar, fundet i Bognæs storskov på stammen af en gammel 
eg, ?7/, 1948. I udlandet er den fundet i juni i gamle, hule 
ege, eller krybende fremme om natten på stammerne eller 
sværmende om aftenen i nærheden deraf. Den angives også 
at forekomme under barkskæl af forskellige løvtræer, såsom 


ahorn og platan, og er også truffet i boer af murbier (Chali- 
codoma muraria) og af bien Osmia rufa. 


FR 3. gruppe. 

Kroppens form meget forskellig hos & og 2. 
Ben og følehorn meget længere og tyndere hos 
& end hos 2. 4. fodled fladtrykt, bredt, noget 
hjerteformet, ganske lidt bredere end 3. led 
(fig. 1135, p2294): 


4. Pt. rufipes Oliv. Brunsort, hoved og pronotum hos 
CC brunrøde, følehorn og ben brungule. Pronotum rigeligt så 
bredt som langt, med en tværrække af 4 tættere behårede 
knuder. Vingedækkernes stribemellemrum c. så brede som 
($) eller bredere end (9) punktstriberne. Længde 3—5 mm. 

Øg: Følehornene ganske lidt kortere end kroppen. Vinge- 
dækkerne med tydeligt afsatte skuldre, omtrent dobbelt så 
lange som tilsammen brede, siderne omtrent rette til bag 
midten, behåringen ret tæt, kort, nedliggende, med rækkevis 
iblandede længere, opstående hår. 

2: Følehornene rigeligt ?/, så lange som kroppen. Vinge- 


231 


dækkerne ovale, med noget afsatte skuldre og ret jævnt 
rundede sider, sorte, hvert med 2 hvide, buede hårtværbånd, 
der fra sideranden når ind til 2. stribemellemrum, det ene 
foran, det andet bag midten, samt med en lille hvid hårspids- 
plet, den opstående behåring bestående af kortere og iblan- 
dede meget længere hår. Scutellum hvidt behåret. 

Let kendelig ved 4. fodleds form (fig. 113), $ yderligere 
ved de ret tæt behårede vingedækker og 2 yderligere ved de 
sorte vingedækkers hårtegning. 

Sjælden (J, Ø), hyppigst i vore sydlige egne. På risgærder, 
udgåede løvtrægrene og egestammer; den angives at leve i 


vedborende insekters gange af afkastede larve- og puppe- 
huder. Maj—aug. 


4. gruppe. 

Kroppens form meget forskellig hos I og 2. 
Ben og følehorn længere hos 3 end hos 9. 4. fod- 
led ikke fladtrykt og hjerteformet, ikke bredere 
end 3. led. 

Denne gruppe indeholder de vanskelige arter. 


5. Pt. lichénum Marsh. Sortbrun, følehorn og ben lysere. 
Pronotum meget spredt, scutellum tæt hvidt skælklædt ; 
vingedækkerne med 2 bølgede, ofte utydelige, hvide skæl- 
tværbånd, det ene foran, det andet bag midten. Vingedæk- 
kernes opstående behåring kort, omtrent lige lang hos $ og 
C, punktstriberne hos $ temmelig, hos 2 lidet kraftige, stribe- 
mellemrummene hos g ikke, hos 2 betydelig bredere end 
striberne. Længde 2—3 mm. 

åg: Følehornene ganske lidt kortere end kroppen, mod 
spidsen lidt tyndere. Vingedækkerne med tydeligt afsatte 
skuldre, og fortil omtrent rette sider, bredest bag midten, 
c. 1?/, gang længere end tilsammen brede. Fødderne betydeligt 
kortere end skinnebenene (i modsætning til de følgende arters 
hanner). 

2: Følehornene c. ?”/, så lange som kroppen, kraftige. Vinge- 


232 


dækkerne med afrundede skuldre og jævnt rundede sider. 
Benene korte. 22 
Let kendelig fra hunnen af Pt. subpilosus (og pilosus) ved 
vingedækkernes ensartet korte, opstående behåring og fra 
disse arters han samt fra de andre følgende arter ved bag- 
føddernes korte 2. led. Benene er hos begge køn forholdsvis 
kortere end hos det tilsvarende køn af de følgende arter. 
Hidtil kun fundet herhjemme for mange år siden (juli 
1862) ved Nykøbing F. i stort antal på gamle plankeværks- 


stolper af eg. I udlandet angives den at leve på vedbend 
(Hedera helix). 


6. Pt. råptor Sturm. Let kendelig fra alle vore andre 
arter ved, at pronotum (fig. 114) har en bagtil dyb, spejlblank 
længdemidtfure, på hver side af denne en høj, gul filtpude 
og skråt foran denne en spejlblank grube. Iøvrigt står den 
Pt. fur yderst nær og adskiller sig i det væsentlige kun fra 
den ved, at den opstående behåring på vingedækkernes stribe- 
mellemrum er lidt mere spredt, lidt længere og lidt uensartet 
i længde. Længde 2,8—4,2 mm. 

Sjælden (J, Ø). Rye, Silkeborg; Dyrehaven (i antal i dyre- 
husene, dels i stråtagene, dels i hø, blandet med hjortegød- 


ning), Sandkroen ved Tisvilde (krybende på staldmur). Maj, 
aug.—nov. 


7. Pt. fur L.…. (Alm. tyv) (fig. 115 og 116)"Lysere Teller 
mørkere brun. Pronotum c. så langt som bredt, bagtil i mid- 
ten med 2 bagud konvergerende og sammenstødende længde- 
striber af tætstillede, hvidgule hår. Scutellum tæt lyst be- 
håret. Vingedækkerne hvert med 2 vagt afgrænsede, under- 
tiden — især hos $ — utydelige tværpletter af hvide skæl, 
den ene foran, den anden bag midten. Længde 2,8—4,2 mm. 

åg: Øjnene store, stærkt hvælvede, hovedet over øjnene 
lidt bredere end pronotum, følehornene tynde, lidt længere 
end kroppen. Vingedækkerne c. dobbelt så lange som til- 
sammen brede, ganske svagt udvidede til bag midten, skul- 
drene tydeligt afsat, siderne fortil omtrent rette, punkt- 


233 


striberne ret kraftige, punkterne firkantede, tætstillede, 
stribemellemrummene smallere end striberne, hvert med en 


HSG mus klurEs sæk0 


række korte, næsten nedliggende hår. Benene lange, slanke, 
bagskinnebenenes inderste endespore ret kraftig, meget kraf- 
tigere end den yderste”). 


1) Denne er ofte skjult under 1. fodled. 


234 


2: Øjnene mindre, hovedet over øjnene c. så bredt som 
pronotum, følehornene c. ”/, så lange som kroppen. Vinge- 
dækkerne c. "/, gang længere end tilsammen brede, skuldrene 
afrundede, siderne jævnt rundede, punktstriberne ret kraftige, 
punkterne firkantede, tætstillede, stribemellemrummene som 
regel c. så brede som striberne, hvert med en række ret korte 


Fis 16 nus mr 25810 


opstående hår af omtrent ens længde. Benene kortere og lidt 
kraftigere end hos F. 

Adskilt fra de nærstående arter ved pronotums V-formede 
hårtegning, der dog hos ældre eksemplarer kan være noget 
afgnidt og utydelig, især hos 3, for hannens vedkommende 
tillige ved den forholdsvis kraftige inderste endespore på bag- 
skinnebenene. 


235 


Meget almindelig (J, Ø, B). Både indendørs og i det fri, 
f. eks. i stråtage og krybende på mure eller træværk. Under- 
tiden i bikuber. Larven lever af tørre organiske stoffer og 
er undertiden skadelig i museer. Omtrent i alle årets måneder. 


8. Pt. bicinctus Sturm. Denne art står den foregående 
yderst nær, men adskiller sig fra den ved, at pronotum mangler 
de to tæt behårede længdestriber. Hannen lader sig endvidere 
med sikkerhed skelne fra Pt. fur % ved, at vingedækkernes 
skuldre er meget svagere afsat og deres sider fortil tydeligt, 
omend svagt rundede, og at bagskinnebenenes inderste ende- 
spore'er meget. finere, ikke stærkere end den yderste. Hos 
hunnen er vingedækkernes punktstriber som regel ganske lidt 
finere og bagtil mere afsvækkede, deres punkter mindre tyde- 
ligt firkantede, mere runde og stribemellemrummene ganske 
lidt bredere. Disse kendetegn er meget vage, men da prono- 
tums hårstriber hos Pt. fur 2 som regel er meget tydelige 
vil dette kendetegn som regel sikre artadskillelsen. Længde 
2,8—3,5 mm. 

Hidtil kun kendt i et enkelt dansk eks. (9), fundet i 
København d. ”?/. 1925 i kornaffald i Bispebjerg mølle. 


JEP Et villiøer Retter. Ligeledes nærstående til Pt. fur, 
men let adskilt fra den såvel som fra Pt. bicinctus OSPEE 
pusillus ved, at vingedækkernes opstående behåring hos begge 
køn ikke er af ensartet længde, men består af kortere og 
iblandede betydeligt længere hår, de sidste navnlig på 3., 5. 
og 7. stribemellemrum. Fra Pt. fur adskilles den yderligere 
ved, at pronotum mangler de 2 hårlinier og at vingedækkerne 
hos $ har meget svagere afsatte skuldre og fortil tydeligt, 
omend svagt rundede sider (omtrent som hos Pt. bicinctus 3), 
at bagskinnebenenes inderste endespore hos 3 er finere, og 
at øjnene hos 3 er mindre. Hos 2 er vingedækkerne lidt mere 
langstrakte end hos P. fur 2. Farven som regel brunsort, med 
lysere følehorn og ben. Længde 2,8—3,8 mm. 

Hannen er let kendelig fra alle vore andre arters hanner 
ved vingedækkernes iblandede lange hår; hunnen adskilles 


236 


ved samme kendetegn fra hunner af de to foregående og 
den følgende art og ved de i oversigten under nr. 16 og 17 
anførte kendetegn fra Pt. testaceus 2 og Pt. subpilosus 9. 


Temmelig sjælden, men meget udbredt (J, Ø, B). Vejle, 
Århus, Buderuplund; Fruens Bøge ved Odense; Lolland- 
Falster, Thureby, Antvorskov, Dyrehaven, Holte, Donse; 
Bornholm. Den lever vistnok især i stråtage og træffes ofte 
krybende på mure af stråtækte udhuse. Maj—juni, aug.—okt. 


10. Pt pusillus Sturm. Rustrød eller brunlig. Pronotum 
c. så langt som bredt. Vingedækkerne hvert med to hvide 
skælpletter, der ofte, især hos Z, er små og utydelige, den 
ene foran, den anden bag midten, punktstriberne ikke ret 
kraftige, stribemeillemrummene hos &Z c. så brede som, hos 
C betydeligt bredere end punktstriberne, deres opstående hår 
ret korte, af omtrent ensartet længde, omtrent lige lange hos 
å og 2. Længde 2—2,8 mm. 

åg: Følehornene c. så lange som kroppen. Vingedækkerne 
c. 12/,—1?/, gang så lange som tilsammen brede, skuldrene 
afrundede, siderne fortil svagt eller næppe rundede. Benene 
slanke, mellem- og bagskinnebenenes inderste endespore lang, 
stærkt indadkrummet (fig. 113). 

Q: Følehornene omtrent ?/, så lange som kroppen. Vinge- 
dækkerne c. 1?/. gang så lange som tilsammen brede, skuldrene 
afrundede, siderne jævnt rundede. Benene kortere og kraf- 
tigere, mellem- og bagskinnebenenes inderste endespore fin 
og kort, omtrent ret. 

Hannen er let kendelig fra alle vore andre arters hanner 
ved de lange, krumme endesporer på mellem- og bagskinne- 
benene. Hunnen adskilles let fra den foregående og de to 
følgende arters hunner ved vingedækkernes ret korte, ensartet 
lange, opstående behåring, fra Pt.fur 2 ved pronotums 
mangel på hårstriber og fra Pt. bicinctus (og også fur) 2 ved 
ringere størrelse, forholdsvis kortere følehorn, finere punkt- 
striber og bredere stribemellemrum på vingedækkerne, og 
ved at 2. bagfodsled ikke er nær (hos de to andre c.) dob- 
belt så langt som bredt. 


237 


Meget sjælden (Ø). Kun fundet i nogle eks. på Falster og 
i København (ved et dueslag, 75/,,). I England er den en enkelt 
gang fundet i en stærekasse. 


11. Pt. teståceus Oliv. Brun eller brungul. Vingedæk- 
kerne uden hvide skælpletter, hos 2 ved roden med gul, 
nedliggende behåring, der dog undertiden mangler (var. hir- 
téllus Sturm), punktstriberne ikke særligt kraftige, stribe- 
mellemrummene ikke eller næppe smallere end striberne. 
Længde 1,3—3 mm. 

gg: Følehornene c. så lange som kroppen. Pronotum c. ”/, 
bredere end langt. Vingedækkerne ikke helt dobbelt så lange 
som tilsammen brede, med tydeligt afsatte skuldre og fortil 
omtrent rette sider, ganske svagt udvidede til bag midten, 
stribemellemrummenes opstående behåring ret kort, omtrent 
af ensartet længde. Benene ret lange og slanke. 

2: Følehornene kun lidt (c. 7/,—/;) kortere end kroppen. 
Pronotum c. ”/, bredere end langt. Vingedækkerne c. "/, gang 
længere end tilsammen brede, med afrundede skuldre og 
jævnt rundede sider, de opstående hår ulige lange, de længste 
ret lange, ikke dobbelt så lange som de. kortere. Benene 
kortere, bagføddernes 2. led betydeligt, 3. led noget længere 
end bredt. 

Adskilt fra gruppens foregående arter ved mangelen af 
hvide skælpletter på vingedækkerne, for hannens vedkom- 
mende yderligere fra Pt. fur og pusillus ved fin inderste ende- 
spore på bagskinnebenene og fra Pt. bicinctus og villiger ved 
vingedækkernes form, og for hunnens vedkommende yderligere 
ved tværbredt pronotum samt fra Pt. fur, bicinctus og pusillus 
ved vingedækkernes uens lange behåring og fra Pt. villiger 
ved bredere vingedækker, hvis længste hår er kortere end hos 
Pt. villiger. Fra Pt. subpilosus (og pilosus) adskiller nær- 
værende arts han sig ved de i oversigten under 12 nævnte 
kendemærker samt ved lidt kortere følehorn, lidt større og 
bredere pronotum og lidt kortere vingedækker med noget 
længere opstående hår, medens hunnen adskiller sig ved, at 
vingedækkernes længste hår er betydeligt kortere end hos 


238 


Pt. subpilosus (og pilosus) og fødderne, navnlig bagføddernes 
2. og 3. led, længere. 

Kun kendt i 2 danske eks. (ab. hirtellus), det ene fundet 
i København i en indtørret, muggen valnød, 7/, 1903, det 


andet fra Fredsted ved Haderslev. I udlandet forekommer 
den ofte i selskab med Pt. fur. 


12. Pt. subpilbsus Sturm. Brun eller brungul. Pronotum 
c. så langt som bredt. Vingedækkerne hos 2 ofte med ret 
tydelig, hos $ som regel med næsten forsvunden hvid skæl- 
tegning foran og bag midten. Længde 1,8—2,5 mm. 

åg: Følehornene rigeligt så lange som kroppen. Vingedæk- 
kerne omtrent dobbelt så lange som tilsammen brede, svagt 
udvidede til bag midten, skuldrene tydeligt afsat, siderne 
fortil omtrent rette, punktstriberne meget kraftige, stribe- 
mellemrummene meget smallere end striberne, med korte, 
omtrent lige lange, lidt opstående hår. Benene lange og slanke. 

CQ: Følehornene c. ?/, så lange som kroppen. Vingedækkerne 
c. 1/1, gang længere end tilsammen brede, med afrundede 
skuldre og jævnt rundede sider. Stribemellemrummene lidt 
smallere end punktstriberne, med opstående, kortere og (især 
på 3., 5. og 7. mellemrum) iblandede meget længere hår. 
Benene kortere, bagføddernes 2. led noget, 3. led ikke eller 
kun ganske lidt længere end bredt. 

Den mindste art i gruppen. og ikke vanskelig at kende fra 
de foregående arter. 

I litteraturen opføres som nærstående til Pt. subpilosus 
Sturm Pt. pildsus Miller, men de angivne skelnemærker er 
vage og uanvendelige til at gennemføre en sikker bestemmelse. 
De 2 formers artsberettigelse må da indtil videre stå hen. 

Temmelig almindelig (J, Ø). Under mos på gamle stammer 


og stubbe, især af eg, samt under barkskæl især af ahorn. 
Fundet i de fleste måneder. 


Alle afbildinger er originale, 
tegnede efter naturen af forfatteren. 


Boh. 
Boield. 
Bris. 
Chevr. 
Creutz. 
Curt. 
Czemp. 
Duftschm. 
Duponch. 


Fourcr. 
Ganglb. 
Geoffr. 
Guér. 
Gyll. 
Hellw. 
Hbst. 
Hoffm. 
Illig. 
Kiesw. 
Kr. 
Kugel. 
Latr. 
JEg 

Luc. 


Forkortede forfatternavne. 


Boheman. 
Boieldieu. 
Brisout. 
Chevrolat. 
Creutzer. 
Curtis. 
Czempinski. 
Duftschmid. 
Duponchel. 
Erichson. 
Fabricius. 
Faldermann. 
Fourcroy. 
Ganglbauer. 
Geoffroy. 
Guérin. 
Gyllenhal. 
Hellwig. 
Herbst. 
Hoffmann. 
Illiger. 


Kiesenwetter. 


Kraatz. 


= Kusgelann. 


Latreille. 
Linné. 
Lucas. 


Løv. 
Mann. 
Marsh. 
Mell. 


Motsch… 


Muls. 
Oliv. 

Panz. 
Payk. 
Pont. 
Ratz. 


Redtb. 


Reitt. 


Rosenh. 


Schall. 
Scop. 
Seidl. 
Sol. 
Steph. 
Suffr. 
Thoms. 
Thunb. 
Wesm. 
Westw. 
Woll. 
Zett. 


Løvendal. 
Mannerheim. 
Marsham. 
Mellié. 
Motschulsky. 
Mulsant. 
Olivier. 
Panzer. 
Paykull. 
Pontoppidan. 
Ratzeburg. 
Redtenbacher. 
Reitter. 
Rosenhauer. 
Schaller. 
Scopoli. 
Seidlitz. 


== Solier: 


Stephens. 


- Suffrian. 
= Thomson. 
= Thunberg. 


Wesmael. 
Westwood. 
Wollaston. 
Zetterstedt. 


Litteratur. 


I. E. V. Boas: Dansk Forstzoologi, 2. udg., 1923. 

H. Bollow, P. Franck und K. Sokolowski: Die Kåfer des 
Niederelbegebiets und Schleswig-Holsteins, V Clavicornia. 
Verhandl. des Vereins fur naturwiss. Heimatforschung 
zu Hamburg, bind XXV, 1937, p. 74 ff. 

N. Fabritius Buchwald, se Mathias Thomsen. 

A. G. Bøving and F. C. Craighead: Larvae of Coleoptera, 
Brooklyn, 1931. 

Fritz van Emden: Die Larve von Phalacrus grossus Er. und 
Bemerkungen zum Larvensystem der Clavicornia. Entom. 
Blåtter, 1928, p. 8 ff. 

L. Ganglbauer: Die Kåfer von Mitteleuropa, 3. bind, 1899. 

H. Gebien: Die Kåfer des Niederelbegebiets und Schleswig- 
Holsteins, Sphindidae, Aspidiphoridae, Cisidae, Lyctidae, 
Bostrychidae, Anobiidae und Ptinidae. Verhandl. des 
Vereins fur naturwiss. Heimatforschung zu Hamburg, 
bind XXVIIT, 1939, 

Poul A. Hauberg, se Mathias Thomsen. 

W. Hellén: Catalogus coleopterorum Daniae et Fennoscan- 
diae, auctoribus Victor Hansen, W. Hellén, A. Jansson, 
Th. Munster, A. Strand, 1939. 

— Ubersicht der Ptiniden Finnlands, Notulae Entom. 1925, 
p. 118 ff. 

Kai L. Henriksen: Danske insektnavne, Kbhvn. 1944, p. 30. 

A. Horion: Nachtrag zu Fauna Germanica von Edmund 
Reitter, 1935. 

— Kåferkunde fur Naturfreunde, Frankfurt am Main, 1949, 

W. Hubenthal: Beitråge zur Kenntnis der Gattung Ernobius, 
Entom. Blåtter, 1927, p. 82 ff. 

Anton Jansson: Skalbaggar, som åro ekologiskt bundna vid 
grankottar, Opusc. Entom. 1941, p. 26 ff. 

— De skandinaviska arterna inom Xyletinus ater-kom- 
plexet, Opusc. Entom. 1942, p. 22 ff. 

— Zwei Namensånderungen (Coleoptera), Opusc. Entom. 
1947, p. 118 (Xyletinus). 


241 


V. Kanervo: Beobachtungen und Versuche zur Ermittlung 
der Nahrung einiger Coccinelliden, Annales Entom. Fenn., 
1940, p. 89 ff. 

— Zur Morphologie der pråimaginalen Stadien von Calvia 
15-guttata, Annales entom. Fenn., 1941, p. 52 ff. 

H. v. Kiesenwetter: Naturgeschichte der Insecten Deutsch- 
lands, bind V, 1. halvdel 1877—1898. 

J. P. Kryger: Biologiske oplysninger om nogle nye eller 
sjældne billelarver, I i Ent. Medd., 10. bind, 1914, p.172 fi., 
II smstds., 13. bind, 1919, p. 30 ff. 

I. P. Kryger og H. P.S. Sønderup: Biologiske iagttagelser 
over 200 arter af danske billelarver, I i Ent. Medd., 
22. bind, 1941, p. 57 ff., II smstds., 24. bind, 1945, 
p. 175 ff. 

O. Lundblad: Die schwedischen Xyletinus-Arten, Svensk 
Entom. Tidskr. 1949, p. 1 ff. 

— Studier &ver insektfaunan i Fiby urskog, Stockholm 1950. 

Mary Miles: On the biology of Niptus hololeucus Fald., 
Entom. Monthly Mag. 1933, p. 182 ff. 

Ths. Munster: Tillæg og bemærkninger til Norges koleopter- 
fauna, Norsk Entom. Tidsskr. II, p. 175 ff. 

— Norske Ptinidae og Anobiidae, Norsk Entom. Tidsskr. 
III, p. 155 ff. 

Thure Palm: De svenska arterna af Scymnus onen F.- 
gruppen, Svensk Entom. Tidskr. 1944, p. 1 ff., jfr. smstds. 
1950, p. 137. 

— Anteckningar om svenska skalbaggar II, Svensk Entom. 
Tidskr. 1946, p. 14—15 (om Ennearthron elongatulum). 

— do. V, smstds. 1950, p. 138—139 (Anobium, Xyletinus, 
Dorcatoma). 

— Våra Cerylon-arter, smstds. 1947, p. 47 fr. 

R. Pertzel: Die Kåfer des Niederelbegebiets und Schleswig- 
Holsteins, Coccinellidae. Verhandl. des Vereins fur natur- 
wiss. Heimatforschung zu Hamburg, bind XXVII, 1939. 

E. Reitter: Fauna Germanica, III. bind, 1911. 

U. Rummukainen: Uber das Auftreten des Laubholzborers, 
Hylecoetus dermestoides L. an Birken, Annales Entom. 
Fenn., 1947, p. 144 ff. og 1949, p. 131 ff. 

Scheerpeltz und Høåfler: Kåfer und Pilze, Wien, 1949. 

J. Schilsky: Die Kåfer Europas (von Kiister und Kraatz) 
hefte 35 (1898), 36 (1900), 37 (1901) og 48 (1912). 

R. Scholz: Niptus hololeucus Fald. Entom. Blåtter 1929, 
p. 54 ff. 

— Ptinus tectus Boield. smstds., 1933, p. 42. 

Andr. Strand: Bemerkungen uber nordische Corticaria- und 

Corticarina-Arten, Norsk Entom. Tidsskr. V, p. 7 ff. 


Victor Hansen: Clavicornia., II. 16 


242 


Mathias Thomsen, N. Fabritius Buchwald og Poul A. Houlberg: 
Angreb af Cryptococcus fagi, Nectria galligena og andre 
parasiter på bøg i Danmark 1939—43, p. 253 ff. (Hyle- 
coetus dermestoides). 

A. West: Fortegnelse over Danmarks biller, Ent. Medd. 
21. bind, 1940—41 (arterne nr. 2054—2243), med tillæg 
smstds,"255 binds 19475 pp STE SPORER OSS GERE 

A. Winkler: Catalogus coleopterorum regionis palaearcticae, 
1924—32. 


Oversigt over de i dette bind behandlede 
billers forekomst. 


(Nedenstående oversigt må ikke opfattes som 
udtømmende, men kun som vejledende.) 


PEP STam mer os stubbe i veddet eller under bark. 


Side Side 
Fabbrndrussrugicolis 2.2 NÆR ES ETS FASER ne ES SEE SENERE 1559 
ERE SEE ol So 17 tEadrauleFelongatulat eee 165 
RISE s edoiTs 20 | Hylecoetus dermestoides .. 170 
DEVICES 2 PØRE Eymeylontnavale ere 7/4 
Cartodere elongata ....... BSN ESNGEUS lime ars 2 ESS ErSr 15,2 
Corticarraktoveola 5. 34 | Grynobius tricolor. ...…... 180 
Ea JDTS nt rr eN ER EESRDESE 34 | Xestobium rufovillosum... 191 
RE ATT SEERE 5 rare 35 plumbum UL SAR 192 
FORØG OMS EE eg 350 | Anobiumarterne se ere 193 
RODIUS CALA ds AOR EP From Kean 202 
Mycetophagus-arterne..... AASE KAP tilmus=arterne str AE 203 
Bjtarsuskconnexus.… 775. SO HS%Syle ts ans ene er 208 
Colydium elongatum...... DT sæ longitarsisin RE ESS 208 
==: 470 URO) 1 10 CORR SEES ESSEN e SEER 57 DEGEN AUS AE 209 
Brtomakerenata sr SN ED oreafoma favicornis se 213 
Synchitarhumeralis 0. 60 — chrysomelina......... 214 
leredusteylimndricus 2.0. 65 ES ERTAT SE AN LED SEE SDR, SSR 25 
Cerylonsarternen 1 ss GE HB An bys rubens ke SEERE SE 215 
Syanbiotes Fats ne KO EP sous sex punetatus gere 229 
EIDE OSS TT EIDE ES ses AE 3 ser RØRES 230 
ibresthess sema SS 78 SUD POS US FE SSR DE 238 
Chilocorus renipustulatus.. 111 

NEP elermndertsamletsrener (se osså IEL). 

Side Side 
runs anes bie olls ED I  S erorothi 14 
mr alkerhans ke LI ER, ASS fer ugmear rs keen 38 


Side Side 
Synchita humeralis........ 60 | Hedobia imperialis ....... 178 
Endomychus coccineus.... 83 | Dryophilus pusillus....... 11779) 
(SINDE Ut OU es yes SEE re TE ES 156 | Gastrallus immarginatus .. 182 
NES UD U S ES ES TEEN ME NER 158 | Xestobium plumbeum .... 192 
== YFIMAGUS 505 ro dvd de 58 FAmobiumsar tere 193 
Ennearthron cornutum.... 164 | Xyletinus-artéerne......... 204 
Lyctus linearis........... 172 MP tinus ru fipes seere 230 


III. På eller under granris og i grannålebunker. 


Side Side 
Lathridius rugicollis ...... 14 Er Tie anis eet Ree 35 
— constrictus........... 15 Cis dentabus FEE SES 157 
Corticaria foveola ........ 34 | Dryophilus pusillus....... 179 
able SEE ser 34 | Ernobius-arterne ......... 182 


IV. I grankogler. 


Side | Side 
Lathridius rugicollis ...... 14 — "abietu ms ere 34 
Cartodere elongata ....... 23 — ObDFUSCA TA: MISSER SEERE 40 
Corticaria foveola ........ SA RER NOD ius arter eee 182 


V. Knyttede til svamp. 
1. Træsvamp. 


Side Side 
Eabhridius=arter mere reen met ereduscylindricus rer 65 
Cartodere elongata ....... AE UESymbriotes klat users 76 
Corticaria robusta ........ 53 — gibberosus ........... 77 
=—"ODFUSCATA SS SES. 40 | Mycetina cruciata ........ 81 
Triphyllus bicolor ........ 43 | Endomychus coccineus.... 83 
Mycetophagus-arterne..... AA (Cisidae” 5 reeks ese 145 
Litargus connexus........ 50 | Dorcatoma-arterne........ 212 
Cicones variegatus........ 61 


Side Side 
abb ri dns nus Serene 15 — fungicola SES 21 
res AES US ER FSL 20 | Sphindus dubius ......... 143 


US OS US Sae ENE 21 | Aspidiphorus orbiculatus .. 144 


245 


3. Støvsvampe (bovister). 


Side 
Lycoperdina bovistae ..... 79 
— UC ET 0 seende 80 | 


Caenocara bovistae ....... 


4. Meldugsvamp. 


Side 
Coccinella 16-guttata ..... 126 
UDE OH EG NU re ES eRRRESES SEER 127 | 


Side 
Bathridindde RTE a 


Side 
Cartodere flum ..::...5.. 25 


Coccinella 22-punctata . 


VI. Under løv og mos, i kompost, hø, halm og 


gødning. 
Side 
Eathridius-arter .........: 7 
Cartodere-arter........... 2 
Corticarmasarter SE LS 26 
Typhaea stercorea........ 52 
Myrmecoxenus vapora- — fur.... 
BORTE EGO sake 64 


Sphaerosoma pilosum..... 
Nye be ahnt are 
(Bypnuskuniceolorrerreeeere 


PEmustraptor ss DSE 


VIL I stråtage. 


Side 
Abbe ds mn as 
ze TAN SVversus ss, 19 
Corticaria pubescens...... 30 


SED ADA SS SEE 36 


— IE se 


elelr elletet te deler te, |e 


eee seek eN EM ae nlulde ne 


DE EEN TEOLOGER 


Side 
216 


Side 


132 


246 


VIII. Ved planterødder, henrådnende kartofler, løg, 


o. lign. 
Side Side 
Cortcarniasar terme 7] Rhizobius litura.......... 92 
Melanophthalma-arter..... 41 
Anommatus duodecimstri- 
VELSET DUS ent SERIE 66 


IX. I dyreboer. 
1. Egernreder, kaninboer. 


Side Side 
Lathridius nidicola ....... 8 Mycetaeat hr baskere 27 
2. Fuglereder. 
Side Side 
Lathridius nidicola ....... LES EP tin Us s pus ilus rer 236 
"Cartodere elongata ....... 23 | 
.3. Tuer af Formica rufa eller eæxsecta. 
Side | Side 
.Lathridius rugicollis ...... 14 | Corticaria longicollis ...... 35 
Cartodere elongata ....... 23 — inconspicua:.......... 36 
EU OS FSR ES EEER BAN Myrmecoxenus subterraneus 64 
4. Hos Lasius. 
Side Side 
Teredus  cylindricus . (L. Symbiotes gibberosus (L. 
brunneuns) reen 65 brunneus) rer TT 


Symbiotes latus (L. flavus) 76 | Liesthes seminigra (L. niger) 78 


5. Bi- eller humlereder. 


Mycttaeavhirta. 23300 77. tur, c… CRREERR 232 
PtmusFsexpunetaruser sees DS) NE 


247 


X. I moser og enge 


Side 
Cynegetis impunctata..... 88 — bipunctatus......... 
Coccidula scutellata....... 91 | Hippodamia 13-punctata .. 
UND 53 RER 91 TE ne EDER IE FAE SES REN FRED 
Scymnus redtenbacheri.... 105 | Anisosticta 19-punctata . 


XI. På sandbund. 
Side 
'Orthocerus clavicornis .... 62 


SEE ter 
3 Side 
Xyletinus laticollis ....... 206 


XIII. Ved strandbredder. 


Side 
Corticaria crenulata....... 31 Rios tur aser 
FANDT ESS AS FSL SE 8 32 | Tytthaspis 16-punctata . 
=Rtruncatella born 41 | Coccinella 11-punctata .... 
Melanophthalma transver- 
SALES EEN SEER En 42 


XIV. På planter. 
1. Nåletræer. 


Side 
Gorticarta=artersessssn se: AGE PAN abiskoce lat aser ser 
Rhizobius chrysomeloides . 92 | Coccinella 18-guttata .... 
Scymnus”suturalis..:.... 100 SEA [TON U HNG EEN Fe REEL AN SERE DEER 
ere Sae rele rear GE 101 ER (ON ISLEJ OKT ES s ert RENE ener 
5-5 TU FSA I UD IS ERR ES Er RR rER 102 OD te aa FEE 
EAD TE ES ae anes NO 3 ao us ar be re erne 


Paramysia oblongoguttata. 116 


Scymnus bisignatus...... 


Xyletinus hanseni ....... 


Side 


106 
141 
141 
142 


Side 
107 


Side 
208 


Side 
92 


US) 


136 


Novius cruentatus........ 
Ernobius nigrinus ........ 
— densicornis........... 


rater 35 


smelte e Len eee arte en. el erne 


bis tonatus SS SOLER SE 
Chilocorus-arterne ........ 


Exochomus flavipes....... 
Coccinella conglobata ..... 


Scymnus punctillum...... 


Ocbmakpinoides rer 


Coccinellidae 


248 


2. Fyr. 
Side 


18575" pin RE Rene 


SEPT 
Side 
100 | Exochomus flavipes....... 
101 — quadripustulatus ..... 
107 | Xyletinus laticollis ....... 
110 == hånseni… SS RER 
4. Poppel. 
Side 
113 ("== Pjpunctat aser 
133 | 

5. Slåen. 
Side 
ore 
6. Vedbend. 
Side 
210 | Ptinus lichenum......7.…. 


7. I almindelighed. 


Side 
83 


Side 
186 
190 
229 


Side 
113 
113 
206 
208 


Side 
138 


Side 


249 


XV. Indendørs, især i kældere, udhuse, stalde 


o. lign. 
Side Side 

Lathridius bergrothi ...... 14 | Anommatus duodecimstri- 
SE NUtUS ES I SS 17 END US sm SE te ERE 66 
Cartodere filiformis ....... 24 | Symbiotes gibberosus ..... TT 
KNR ESS SER BSTER DE HE Mr eee ae rt ae eee TT 
Corticaria pubescens...... 30 HPA nm obiumt per mare 196 
=> NE NVE sr RES ere eee 31 — punctatum........%7. 198 
— inconspicua .......... 30 Pr obiu mm kear piner 202 
—> SO eter eee 36 | Ptilinus pectinicornis ..... 203 
Mycetophagus quadrigut- Gibbium psylloides ....... 239 
Babs SEEST SEE 48 | Niptus hololeucus ........ 222 
Typhaea stercorea........ DÅ INDE UNGE sad so PAPAP) 
Aglenus brunneus ........ S9E | PENMNUSETEG EUS VE SEE 228 
Myrmecoxenus vaporario- TU TEDE SEERE SEE SR en, 232 
ULD BEG Ea DEER 64 == testaceus MS SUSE SER 237 

XVI. Synantrope eller indførte arter. 

Side Side 
Murmidius ovalis......... 71 | Bostrychus capucinus..... 175 
Eyvetussbrunneus AES: 173 | Stegobium paniceum...... 202 
=—HIMIPTESSUS ES LD 173 | Låsioderma serricorne..... 209 
Minthea rugicollis ........ iMSHEGibbiumpsylloides FEER 219 
Rhizopertha dominica..... 17Æ EM eziumssulcatu meer 220 
Dinoderus bifoveolatus.... 174 | Trigonogenius globulus. 220 
ENES RASEDE 5 ID | IBD NUS TOGBUS EG de oo od 228 


Navnefortegnelse. 


(Synonymer er trykt med Kursiv.) 


1. Familier, underfamilier, slægter og underslægter.: 


Side 

ANalases KS TET 
None 147 
Aolenus sis 58 
Amabisk er ASSER: 118 
'Amisosticta 3 142 
FAnibys arsen 215 
Anobidae: ses 175 
Anobimaes se 176 
Am ob um 1195 
Anobium (s. str.). 198 
Anommatus..... 66 
FAphidecta ler 113377 
Aspidiphoridae .. 144 
Aspidiphorus.... 145 
Bostrychidae.... 173 
Bostrychoidea... 167 
Bostrychus...... 11775) 
Calvias mE Ul 
Cartodere: AE PP 
Cerylmae me 65 
Gerylon. LÆSES 67 
Chilocormisrerere09 
Chilocorus RE 110 
CGicones: ØE: 61 
(ise RE HØR SSE DES 147 
CiSida er ER 145 
flavicormakrkeree 5 
Coccidula rer 90 
Cocgdmdmi Ar 90 
Goccmela sis aL 119 


"Side 
Coccinella (s. str.) 134 
Coccinellidae .... 83 
Coccinellinae .... 88 
Cocemelmnmmrær AS 
Colydudace ave 53 
Colyduinae ret 56 
Colydiumsrrræs 56 
Conmomusmrræe 15 
iGonithassa FG 
Korticaria ere 26 
Corticaria (s. str.) 30 
Gorticarnim see 25 
Corticarmarsere 39 
Cynesetiss SM SÆR 88 
Dendrobium .... 196 
Dinoderus ...... 174 
Bromma een 59 
Dorcatomasmsere PJ. 
Dorcatominae ... 211 
Dryophiuserrrre 179 
Endomychidae .. 71 
Endomychinae .. 78 
Endomychus. 1. "82 
Fem use 19 
Ennearthron 555163 
Epilachninae.... 85 
Eraser 151 
Ernobiis rs 182 
Exochomusemmee ala 4 
Gastralnssrkrg 181 


Side 

Gibbs ER 219 
Grynobius eee 180 
Hadråule SR 164 
Hadrobregmus .. 199 
Halyzia ss Ser 126 
Harmonia ke 133 
Hedobia 1 178 
Hippodamia....: 139 
Hippodamia 
(SS ER 140 
Hylecoetus...... 170 
Hyperaspini..... 107 
Hyperaspis sr 108 
Lasioderma ..... 209 
Lathridiidae..... 5 
Lathridiinae..... 5 
Lathridiunmi ss 6 
Lathbridiust i. 
Lathridius (s. str.) 11 
Liesthes ........ 78 
Litarsgus se 50 
Lycoperdina .... 79 
Lvetidaesereee ill 
Lyctus 5 SÆÆRER 172 
Lymexylidae.... 169 
Lymexylon ..... 171 


Melanophthalma. 41 
MeziunnsS eee 220 
IM icraspiISs ERE 115 
Microbregma.... 197 


Side 
Minta. 173 
Murmidiinae .... 71 
Murmidius...... 71 
Mycetaea 22%. TUT 
Mycetaeinae..... 75 
Mycetinus ...... 81 
Mycetophagidae . 42 
Mycetophagus... 44 
Myrmecoxenus .. 63 
Myra 12.9 
UVIS TAS SE 116 
NEPHUS 3 Arn 105 
NED EES SAs: PPM 
NOVELS 109 
NOISE Run, 109 
Omar sæ 210 
Octotemnus..... 165 
Orthocerus...... 62 
Paramysta 47 116 


[hs 
(ub 
pm 


Platynaspis .... 
Priobium mær 
Propylaeamreree 
BES eee 


Rhizopertha.... 
Rhopalodontus .. 
Seymmine see 


Scymnus (s. str.). 
Stliodrepaus: eee 
SOsPiba ere see 
Sphaerosoma.... 
Sphaerosominae . 
Sphmdidaererer 
Spun dus 


73 


. 142 


143 


Stegobium rr 
Stethorus...... 
Subcoccinella.... 
Symbiotes FEE 
Synet 
Synharmonia.... 
Peredus2 4385 


MSDN TES rese 


Sytthaspise seere 
Vibidraskarer 


Seyle muse 
Xylographus .... 


PER SE tersmaberratronertoskvareteter 


Side 
abletimus Eg 188 
abletis (SC) TES 103 
abietis (E£.)--... 189 
ablietam 74... 34 
aequidentata..... 38 
NS EEE 5 163 
ER 156 
alternans 2.65%5…% 13 


angusticollis (L.). 12 
angusticollis (E.). 187 


ADELE MESSEN 104 
GI SGD ES NENS ERR ERE ESER 137 
ae RM(SEJ DT aT 101 
alen SC) 207 
afomarius 0. 48 
alkkicepsi ss 100 
AUB S 7. NS 99 
bersgkothi SEN 14 
15370) 1 (011 3 KER RRSERER 235 
[SE PT gr SEE 44 
bidentatus 7." 156 


bidentulus re 
bifoveolatus.... 
bilunulatus..... 
bimacolatammrer 
bipuncetatanerer 
bipunctatus.... 
bipustulatus.... 
Bisignatusskreek 
Hole tra rer 
bostrichoides . .. 
bovistae (LE 
bovistae (G.)... 
brevicollissnmere 
brevicornis..... 
brune are 
brunneus (A.).. 
brummeust () ER 
campestrisms ser å 
Capucnus rr 
BG i ora 0 BE Aa ke 
Ccastaneus emne 


Side 
160 
174 
106 
138 
138 
106 
1412 
107 
153 
163 

79 
216 
19 


chrysomelina . de 
chrysomeloides .. 
clavicornis ..... 
COCGIN EUS ERE 
COST ASE 
Comp buske 
Concolor rr 
conslobatareer 
Connex user 
consimilis...... 
constrictus..... 
Corr bunASEE 
COSEAEUE HSSES 
Create LEN i 
erenicollis ere 
creates 
Cera ela base 
eruentatussstsi se 
ceurlipesserseee 
Cylmdricusemeee 
decempunctata .. 


Side 


201 
101 
86 
må 
60 
133 
65 
132 
222 


220 


45 
205 

51 
115 
127 
191 
204 
162 


Side 
214 
92 
62 
83 
216 
152 
100 
133 
50 
18 
15 
164 
201 
59 
36 
al 
81 
109 
DT], 
65 


138 


252 


Side Side Side 
decempunctatus . 47 Sibboså i: ASLE 39 multipunctatus .. 49 
decempustulatus . 138 slabratus kreere 151 navale” str 171 
decipiens ....... 102 glabriculus...... 166 nidicola seere 18 
densicornis...... 186 globosum ....... TND Digrina SØER 138 
dentatusr mere 157 globosus........ 220 nigrinus (Sc.) ... 102 
denticolle....... 197 globulus ........ 220 nigrinus (E.).... 185 
denticulata ...... 33 haemorrhoidalis . 98 nitidum ........ 200 
deplanatum..... 70 hansen mee 208 nitidus; ss 151 
dermestoides .... 170 hieroglyphica.... 136 Todifer 5 15 
distincta........ 135 Hinta 55k BEES 77 novemdecim- 
dominica ....... 174 hirtellus 55237 punctata..... 142 
dresdensis....... 214 hits 55 Set 17 obfuseata....... 40 
dubius (Sph.) ... 143 hispidus ........ 155 oblitterata ...... 137 
dubius (Pt.)..... 229 histeroides ...... 69 oblongoguttata .. 116 
duodecimguttata. 127 histrio ss 20 oblongus ........ 158 
duodecimstriatus. 66 hololeucus ...... 222 ocellata......... 118 
eichhoffi........ 181 humeralis....... 60 octodecimguttata 130 
elongata (Ca.)... 23 immaculatus .... 104 orbiculatus...... 145 
elongata (Co.)... 37 immarginatus ... 182 OValis sr". se ESE 71 
elongatula ...... 165 imperialis....... 178 pandellei........ 13 
elongatum ...... 57 impressa........ 32 paniceum....... 202 
emarginatum .... 197 impressum...... 70 parvicollis ...... 188 
excavatus ....... 180 impressus....... 173 pectinatus ...... 209 
fagi (Cer.) ...... 68 impunctata ..... 88 pectinicornis .... 203 
fagi (Cis) SSR 159 inconspicua ..... 36 pellucida........ 138 
ferrugatus ...... 99 jacquemarti..... 151 perforatus ...... 162 
ferruginea....... 38 | lardarius........ 12 pertmansereee 196 
ferrugineum..... 69 laticollis ........ 206 PiCetusy sr ER 47 
fibyensis........ 209 HEN BUS ES EEE 76 pietschi......... 38 
filsformensere 57 lichenum ...... SE DST pilosum......... 74 
filiformis........ 24 limbatus........ 100 Pilosus re rer 238 
trane re 25 Limbs rer 138 Pinus ske 190 
flavicornis ...... 213 linearis (C.)..... 35 plumbeum ...... 192 
flavipes; SIE 113 linearis (L.)..... 172 Pops: pE 50 
Loveol seere 34 lineatocribratus.. 151 psylloides....... 219 
frontalis ere 103 Iibiras ss 92 | ptinoides ....... 210 
fronticornis ..... 160 longicollis....... 35 pubescens....... 30 
finanser ner 81 longicornis...... 186 pulchellus....... 106 
fulvicoilis....... 49 luteorubra ...... 110 punctatum...... 198 
fulvicorne Ce 201 mandibularis.... 166 punctillum...... 101 
fungicola ASS 21 melanophthalma.. 36 punctulatus..... 159 
Fre Se re 232 MMCAR Sr ER 154 pusillus (D.) .... 179 
Fuser ERE s 41 NU ES FE, pusillus (Pt.).... 236 
USUS ÆSKE 204 minutus (D.).... 175 pygmaeus....... 158 


gibberosus ...... TOT MONS SIS EE 189 quadridens.,..... 155 


Side 
quadriguttatus .. 48 
quadrimaculata.. 139 
quadrimaculatus . 106 
quadripunctata .. 133 


quadripustulatus 
(VORE Ras 46 
quadripustulatus 
(SE), 104 
quadripustulatus 
(De) oe re 113 
quatuordecimgut- 
Baba ss Ao 131 
quatuordecim- 
punctata..... 131 
quatuordecim- 
pustulata .... 134 
quinquepunctata. 136 
Fa FOR FE. 232 
redtenbacheri ... 105 
Ferber 3: 67 
renipustulatus... 111 
Teppensis 52 108 
robustar 5. ESS 
Tubdens esser 215 
rubromaculatus.. 105 
BES SES SEG 91 
rufrcolis st. 24 
Eunlipest (SC) ET. 103 


rufipes (A.) ..... 199 


253 


rufipest (PE) 
rufovillosum .... 
rugicollis (L.) ... 
rugicollis (M.)... 
Bus osse ere 
samar nen se 
SALTET S AE SENE 
scutellaris....... 
scutellata....... 
sedecimguttata .. 
sedecimpunctata . 
seminarer 
separanda....... 
septemmaculata . 
septempunctata . 
SOLE Rye MR) 
ser aka seen ser 
serricorne....... 
setiger Es sran 
sexpunctatus.... 
sexpustulata .... 
similar ere 
STRUILS Er SEER 
stercorea........ 
sirratum teser 
subpilosus ...... 
substriatus 153.. 
subterraneus .... 
scenen 


Side 
230 
191 

14 
173 
PAL 


229 


Sr anker 
sl ammer 
suturalisemmereeer 
babidus sir 
kectuser SF 
teståceus (C.) ... 
testaceus (Pt.) .. 
thomsoni (A.)... 
thomsoni (X.) ... 
transversalis .... 
transversus 57 
tredecimpunctata 
tricolor SÆR 
fruncatelarmræere 
um bilist ae 
undecimpunctata. 
unicolor (Sc.) ... 
unicolor (T.) .... 
vaporariorum ... 
vares SE 
variegatus ...... 
VES EUS EN RE 
ves tusse 
vigintiduopunc- 


vigintiguttata ... 

vigintiquatuor- 
punctata..... 

Villige ASSER 


nå bend 


SÅ å 


å 
MR 


SLÆRs 


er 
Serre, 


» eg 
Seler forte: 
en ENS RISE RS 
Dri sy Fersk 
BLEER = 
meg 
FYENET 
i 


tret 


ip 
SEE 


dre 4 
u IrlY4 zz 


srskrre 7 He > -z 


i: 
AR tk 
ti il 


ts. 5 ze : É 59 
2 ray i= 3 £ 
iz = = sg d FRELSER 
n ze vd 2 er = ru 7 SSG 


Fer 
ene 


tete= 
38 


re 


Serre tet 
SER 
& z pe z ry rar: Bur enrrt: 
5; SIYEDET] riste z z 
TEE FEE - Hg ge: 
En 2 FR ig 


rr: SE ze z 
E z 
<= SEEELSE ES USE SSR REE z Så tee 
5 = ud 5 et £ 3 : Sr . 
z3 PEPE FEE s 43) i, i: øjner - 


SEE, 


SEEST LF SEERE