ANS
OR H
z
VIG
N Å SANN SNÅN
NEN ÉN NEN SAD
N sind NÅ N 4 NELAN N N
ÅDSELBI
STUMPBILLER
MM
SSBERSRNOND
«
GEC GADS FORLAG
sst af MALTA Eg be nd: 9 ERR É Så LAG Ab af
-
585%
re SD BE,
"ge
hon orn eee Entre nd 2 alger Rear —-
|| , Rd
SY DANMARKS FAUNA D-2</
ILLUSTREREDE HÅNDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN
MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF
DANSK NATURHISTORISK FORENIN
Bd. 77
VICTOR HANSEN
BILLER
XXV
ÅDSELBILLER, STUMPBILLER M. M.
MED 181 AFBILDNINGER
2. STÆRKT OMARBEJDEDE UDGAVE
1 KOMMISSION HOS G-E-C GADS FORLAG -. KØBENHAVN 1968
Udgivet med støtte af Undervisningsministeriet og Carlsbergfondet
KØBENHAVN — BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI A/S
Indledning
I dette bind behandles de tidligere af Biller V (1922) omfattede familier, nemlig (i noget ændret rækkefølge) 1. Silphidae, 2. Clambidae, 3. Leptinidae, 4. Scyd- maenidae, 5. Corylophidae (Orthoperidae), 6. Sphae- riidae, 7. Ptiliidae, 8. Scaphidiidae, 9. Pselaphidae og 10. Histeridae. Familierne Micropeplidae og Sta- phylinidae (rovbiller), der ville være at placere efter Pselaphidae, er behandlede i Biller X V-X VII.
Om den nærmere systematiske ordning af disse billefamilier hersker der på nogle punkter delte me- ninger"), og nogen sikker og overbevisende begrundet inddeling ses ikke at foreligge. Af praktiske grunde er familierne her, i overensstemmelse med Ganglbauer, sammen med rovbillerne samlet i familierækken Staphylinoidea, og opfattet i samme omfang som hos Ganglbauer.
Det må dog herved bemærkes, at man til denne fami- lierække, i overensstemmelse med Crowson?) m. fl., vistnok yderligere (i gruppe sammen med Histeridae) bør henføre familien Sphaeritidae, der i Danmarks FaunaZ) — ligesom hos Ganglbauer — er stillet i familie- rækken Diversicornia (gruppe Clavicornia).
Omvendt bør, ligeledes i overensstemmelse med Crowson?”) m. fl., familien Corylophidae?) udskilles fra
1) Jfr. bl. a. Biller XIX, p. 42 og 48.
2?) Biller XIX, p. 48.
"Biler XIII, p. 23, XIX, p. 44 og 72.
+) Biller XIX, p. 50. 5) Nedenfor p. 162.
i
Staphylinoidea og henføres til Clavicornia ved siden af familien Coccinellidae").
Og endelig er der om familierne Silphidae, Clam- bidae, Sphaeriidae og Histeridae anført nogle særlige bemærkninger nedenfor p. 11, 131, 169 og 292.
Det har ikke været muligt til optagelse i dette bind at tilvejebringe et afsnit om larverne til de af bindet omfattede familier, men det er tanken, når mulighed herfor foreligger, at søge en sådan behandling — helst omfattende også rovbillernes larver — gennemført i et særskilt bind.
1) Biller XIV, p. 83, XIX. p. 44 og 82.
Staphylinoidea
Flyvevingerne uden tværribber, de to medianribber ikke indbyrdes forbundne"). Hovedet på undersiden med 2 strubesømme, en på hver side af strubepladen?). Pronotum adskilt fra forbryststykkets sider ved tyde- lige sømme. Vingedækkerne ofte stærkt forkortede.
Gruppen Staphylinoidea, der væsentligst baseres på udviklingen af det i systematisk henseende vigtige rib- benet i.flyvevingerne, lader sig iøvrigt ikke let karak- terisere ved enkelte ydre kendemærker.
Hovedet uden tydelig snude. Øjnene som regel fuldt udviklede, men undertiden rudimentære eller endog helt manglende (f. eks. Claviger, Leptinus). Følehornene oftest 11-leddede, sjældent 8- eller 10- leddede (Clambidae) eller 6-leddede (Claviger), i reglen jævnt fortykkede mod spidsen eller med mere eller mindre tydelig afsat kølle, undertiden trådformede (f. eks. Ptiliidae og mange rovbiller), meget sjældent knæede (Histeridae).
Vingedækkerne ofte stærkt forkortede (Staphylini- dae, Micropeplidae, Pselaphidae), i hvilket tilfælde alle bagkroppens rygled, undtagen det første eller de 2 første, er stærkt kitiniserede. Undertiden er vingedæk- kerne svagt forkortede (f. eks. Histeridae).
Forhofterne som oftest konisk tapformede, sjæl- dent tværbrede eller valseformede, meget sjældent kugleformede (Leptinidae). Baghofterne oftest tvær-
1) Jfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 12 og fig. 6. 2) Jfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 8 og fig. 1.
6
brede, undertiden konisk tapformede eller dannende store lårdækker (Clambidae, Sphaeriidae). Benene oftest med 5-leddede fødder. Undertiden er dog fød- derne 3-leddede (f. eks. Pselaphidae), 4-leddede (f. eks. Clambidae, Corylophidae), tilsyneladende uleddede (Sphaeriidae og Ptiliidae) eller endelig med et forskel- ligt antal led i for-, mellem- og bagfødderne (Silphidae, underfam. Liodinae, hos hvilken fodleddenes antal undertiden er 5—5—4"), 5—4—4 eller 4—4—3, og stump- billeslægten Acrilus med 5—5—4).
De i dette bind behandlede billers levevis?) er meget for- skelligartet. Nogle arter lever i muld af hule træer eller stubbe, under bark og mos, ved udsvedende træsaft eller i løvlaget omkring træstubbe. Dette gælder mange Pselapher, Scyd- maener og Ptilier. Også i plantemøddinger og andre samlinger af henrådnende plantedele, f. eks. i gamle risbunker eller sam- menfaldne risgærder træffer man repræsentanter for disse tre familier og andre nærstående biller. Visse arter er særlig bundne til fugtige lokaliteter og findes i opskyl ved søer og moser eller på strandbredder under tang 0. lign. (f. eks. visse Pselapher, Scydmaener og Ptilier).
Nogle arter er særligt knyttet til svamp, men findes iøvrigt under lignende forhold som ovenfor nævnt, f. eks. under svam- pet træbark. Dette gælder f. eks. Agathidierne. Også på eller i fritvoksende svampe træffes visse arter, f. eks. Anisotomaer, Scaphidier, Silpha-arter og Histre. Også Liodinerne og Colo- ninerne er rimeligvis knyttede til svamp (underjordisk Myce- lium, svampevæv), men kan dog som regel kun indsamles, når de færdes fremme, jfr. nedenfor.
Endvidere er mange arter knyttede til ådsler, f. eks. Silpha- arter, Necrophorerne og Histre. Nogle af disse arter kan dog også, ligesom flere andre arter, tages i gødning eller i svamp.
1) D.v.s. 5-leddede forfødder, 5-leddede mellemfødder og 4- leddede bagfødder. ?) En samlet oversigt findes bagest i bindet.
Endelig lever en del af arterne i dyreboer"). I myretuer træffes således adskillige arter. Nogle af disse træffes dog mere lejlighedsvis her og kan også findes på steder, hvor ingen myrer er tilstede. Dette gælder således flere Pselapher og Scydmaener. Andre arter lever derimod så godt som udelukkende hos myrer, f. eks. enkelte Scydmaener, Ptilier og Histre. I pattedyrs boer er flere arter fundne, især i muldvarpe- og musereder og deres gange, således Choleva-arterne og flere Catops-arter og (i muse- reder) den lille blinde Leptinus. I fuglereder lever også nogle arter, f. eks. Nemadus colonoides, nogle Ptilier og enkelte Histre.
De her behandlede biller udvikler sig vistnok for største- delen til imago om forsommeren og overvintrer da som fuld- voksne. Hvor intet særligt er anført, vil de bedste findetider derfor som regel være efterårs- og forårsmånederne.
Angående indsamlingen er der grund til at erindre om, at adskillige af arterne undertiden kommer frem fra deres skjulte opholdssteder, særlig for parringens skyld, og da kan tages ved ketsning, siddende i vegetationen eller sværmende hen over denne særlig ved aftentid. Om nogle arter, især Liodinerne og Coloninerne, gælder det endog, at man så at sige ingen anden adgang har til indsamling af dem end ved ketsning henimod solnedgang. Om sådan aftenketsning henvises nærmere til, hvad der er anført under slægten Liodes.
"Bestemmelsen af de i dette bind omhandlede dyr er for adskillige arters vedkommende meget vanskelig. I en del til- fælde er undersøgelse af parringsorganet nødvendig til en sikker bestemmelse.
Af de i dette bind behandlede 10 familier er der hidtil i Danmark fundet 305 arter. Foruden de hidtil her i landet fundne arter er der også medtaget enkelte andre, om hvilke det tør formodes, at de kan træffes herhjemme. Sådanne arter er opført uden nummer.
Oversigt over familierne.
1. Vingedækkerne forkortede, som regel kun dækken- de bagkroppens første eller 2 første rygled fuld- 1) Jfr. Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 20—21.
8
stændigt. Af bagkroppens rygled er i det højeste
de 2 første bløde og hudagtige, de øvrige hårde
og stærkt kitiniseredss00 1,423 5 ka 2. Vingedækkerne ikke forkortede eller noget forkor-
tede, så at de sidste af bagkroppens rygled er
udækkede. Af bagkroppens rygled er i det
mindste de 3 første bløde og hudagtige........ 4. Følehornene 9-leddede. Fødderne 3-leddede. Vin-
gedækkerne med længderibber. Længde 2-—2,5
REE ETERN SNUG ER Micropéplidae. Følehornene 11-leddede, sjældent 6-, 8- eller 10- REE ENEDES ETA SR ARE 3.
Bagkropsleddene indbyrdes bevægelige Staphylinidae. Bagkropsleddene indbyrdes ubevægelige. Fødderne 3-leddede. Følehornene oftest kølleformede. Små former (ingen danske arter over 3 mm) 9: Pselåphidae (pp 2355 Fødderne tilsyneladende uleddede. Meget små for- mer (ingen danske arter over 1,2 mm)........ I, Fødderhe Tyrddeligt idet HE DD SS E SØS SER 6. Kroppen omtrent halvkugleformet (fig. 74, p. 169). Forlårene på indersiden med en kraftig tand. Baghofterne berørende hinanden 6. Sphaeriidae (p. 169). Kroppen ikke halvkugleformet. Forlårene simple. Baghofterne ikke berørende hinanden. 7. Ptiliidae (p. 170). Hovedet uden øjne. Forhofterne kugleformede. Fødderne 5-leddede. Baghoftenre berørende hinanden. I Danmark kun een, gul, flad, 2—2,2 mm lang art (fig. 59, p. 136), der lever i musereder 3. Leptinidae (p. 135). Hovedet (hos vore arter) med øjne. Forhofterne konisk tapformede eller tværbrede eller ovale; i sidste fald benene 4-leddede (eller tilsyneladen- delFdedåede) us. riet SR DÅ rÆ Baghofterne med ualmindelig store lårdækker, un-
9
der hvilke lår og skinneben kan trækkes helt ind
(fig. 1). Fødderne 4-leddede. Meget små, højt
hvælvede former med mere eller mindre udpræ-
get sammenrulningsevne (ingen danske arter
er SA RER ] ssbnar 2 Glambidae (p:/131). Haghakterne uden store lårdækker. . sa3breoee lers 8.
Fiz..3, Fig. 4. Fig. 1. Clambus minutus. Undersiden. d: baghoftens lårdækkke. Fig. 2. Choleva elongata. Undersiden. a: baghoften. Fig. 3. Scydmaenus tarsatus. Undersiden. a: baghoften. Fig. 4. Scaphidium quadrimaculatum. Undersiden. a: baghoften.
8. Følehornene knæede, med langt, skaftformet rod- led, 7-leddet svøbe og kompakt, oftest 3- eller 4-leddet kølle (fig. 5). Vingedækkerne bagtil af- studsede. Fødderne 5-leddede, bagfødderne dog
hos Acritus 4-leddede ..... 10. Histéridae (p. 289). Følehornene ikke knæede, i modsat fald svøben tilsyneladende 5-leddet eller køllen ikke kom-
10
9. Fødderne 4-leddede (eller tilsyneladende 3-ledde- de). Baghofterne adskilt langt fra hinanden. Meget små former (ingen danske arter over 1,1
111) RR SLRÆ DTI BEN EST SSR PA BES 5. Coryléphidae (p. 162). Fødderne 5-leddede, i modsat fald baghofterne tæt ved hihanden, . stra sun le as FEJRE 10.
Fig. 5. Følehorn af Hister cadaverinus.
10. Baghofterne berørende hinanden eller ganske lidt adskilt fra hinanden (fig. 2, 6 og 7) 1. Silphidae (p. 10). Baghofterne betydeligt adskilt fra hinanden (fig. 3 os AE. V ÆRPSENL GERT 25 HRRESRRES SEERNES FRE RER DA ET TET 31; 11. Oversiden behåret. Baghofterne svagt tværbrede eller konisk tapformede (fig. 3)
4. Scydmaenidae (p. 137). Oversiden helt eller omtrent nøgen. Baghofterne stærkt tværbrede (fig. 4). Vingedækkerne bagtil afstudsede, ikke dækkende bagkropsspidsen (fig. iv tk " fg + … FERM UE RER VR AES SAT 8. Scaphidiidae (p. 230).
1. familie Silphidae.
Følehornene indleddede under pandens siderand, foran og noget inden for øjnene, 11-leddede, sjældent 10-leddede, oftest med en af 3—5 led bestående kølle. Hovedet hos alle de danske former med tydelige øjne. Vingedækkerne dækker bagkroppen helt eller delvis. Af bagkroppens rygled er i hvert fald de 3 første led ikke stærkt kitiniserede, men bløde og hudagtige. Forhofterne konisk tapformede eller tværbrede, be- rørende hinanden (fig. 6 og 7, p. 12—13). Baghofterne
11
stærkt tværbrede, berørende hinanden eller kun tem- melig kort adskilte fra hinanden, (fig. 2, p. 9, og fig. 7 og 8, p. 13—14). Af bagbenene kan i det højeste lå- renes rod dækkes af baghofterne. Føddernes ledantal varierende fra 3—5. Bugen med 4—7 frie bugled.
Silpherne eller, som de på dansk ofte kaldes, ådselbillerne, hvilket navn dog også hyppigt bruges i snævrere forstand som kun omfattende slægtsgruppen Silphini, er nær beslægtede med rovbillerne (Micropeplidae og Staphylinidae). Det er hid- til ikke lykkedes at opstille noget andet almengyldigt skelne- mærke, end at hos Silpherne er mindst de 3 første, hos rovbil- lerne højst de 2 første af Bagkroppens rygled ikke stærkt kitiniserede, men bløde og hudagtige.
Med hensyn til inddelingen i familier af de i dette arbejde under familien Silphidae (med 3 underfamilier: 1. Silphinae, 2. Cholevinae og 3. Liodinae) henførte grupper hersker der betydelig usikkerhed og uenighed. Ofte (f. eks. af Peyerim- hoff) udskilles Liodinae (nedenfor p. 85) som en særskilt familie Liodidae (eller Anisotomidae). Af Crowson!) opstilles en særskilt familie Anisotomidae bestående af underfamilierne Anisotominae (= Liodinae nedenfor p. 85), Coloninae (= Chole- vinae, 2. Colonini, nedenfor p. 74) og Catopinae (= Cholevinae, 1. Cholevini, nedenfor p. 35). Af Horion (Faunistik der mittel- eur. Kåfer, II) og i »Die Kåfer Mitteleuropas«, I, er disse 3 underfamilier ophøjet til familier. I dette arbejde følges Gangl- bauer, idet der ikke ses at være fremført nogen afgørende argumentation for en anden systematisering.
Silpherne lever for størstedelen af henrådnende dyriske eller vegetabilske stoffer og træfies ved ådsler, gødning, svampe, under løv o. lign. Nogle arter lever i fugles eller i pattedyrs reder, andre (men næppe nogen dansk art) i myre- tuer. For nogle slægters vedkommende, især Colon og Liodes kendes dyrenes levevis ikke med sikkerhed, men de formodes at ernære sig af og yngle i underjordisk svampevæv.
Flere af slægterne blandt Silpherne, således især Catops,
1) Se Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 48.
12
Colon og Liodes kan være vanskelige at bestemme. Forinden man giver sig i lag med bestemmelsen af disse dyr, vil det der- for være nødvendigt at have et nogenlunde fyldigt materiale, ikke blot af forskellige arter, men også, på grund af arternes store variationsevne, af samme art. Særligt vil det ofte være vigtigt at have begge køn af arten, idet de ydre kønsmærker
Fig. 6. Choleva elongata. Undersiden. Højre forben fjernet. f: for- hofte. fs: forhofteskål. sp: forhofteskålens spalte, i hvilken forhof- tens trochantinus kan skimtes. t: forbenets trochanter (hoftering).
ofte bidrager til at sikre bestemmelsen. Undertiden er det nødvendigt at udpræparere hannens eller hunnens parrings- organ.
Af Silpher er der hidtil fundet 113 arter i Danmark.
Efter nedenstående oversigt, der er bygget på de systematisk vigtige, ofte vanskeligt iagttagelige undersidekarakterer, er der til rent praktisk brug givet en på lettere iagttagelige ken- detegn baseret oversigt (p. 14).
Første oversigt over underfamilierne.
1. Forhofternes trochantinus lille, fuldstændigt skjult eller i det højeste svagt fremtrædende; de forre- ste hofteskåle udadtil udvidede i en smal eller næsten lukket spalte og bagtil lukkede (fig. 6). Fødderne (hos de danske former) femleddede. Kroppens overside behåret .. 2. Cholévinae (p. 34). Forhofternes trochantinus større, frit fremtræden- de. De forreste hofteskåle udadtil udvidede i en bred spalte (ED) 2 Ka meat sie de Se ea ene 2:
13
2. De forreste hofteskåle bagtil åbne. Mellemhofterne mere eller mindre bredt adskilte fra vingedæk- kernes sidedækker af mellembrystets epimerer. Bagbrystets episterner for størstedelen frie (fig.
Fig. 7. Undersiden af Silpha obscura (venstre for- og mellemben
fjernede). a: forhoftens trochantinus. b: forhoften. c: mellembry-
stets epistern. d: mellembrystets epimer. e: mellemhoften. f: bag-
brystets epistern. g: vingedækkets sidedække. h: bagbrystets epimer. i: baghoften. k: mesosternum. l: metasternum.
7). Fødderne femleddede. Store, mindst 9 mm lange former (undtagen Agyrtes: 4—5 mm) 1. Silphinae (p. 15). De forreste hofteskåle bagtil lukkede (men kun ] ganske kort adskilte fra forbrystets bagrand). Mellemhofterne nående vingedækkernes sidedæk- ker eller kun adskilte fra disse af et smalt, frit- liggende stykke af mellembrystets epimerer. Bagbrystets episterner, med undtagelse af den smalle inderrand dækkede af vingedækkernes sidedækker (fig. 8). Føddernes ledantal varieren- de fra 3 til 5. Mindre, højst 6 mm lange former. Kroppen nøgen eller næsten nøgen (undtagen hos Anisotoma humeralis) ...... 3. Libdinae (p. 85).
14
Anden oversigt (til praktisk brug).
1. Større, mindst 9 mm lange former. Alle fødder 5- BEER ERE RR EEN RE HINE KLON (KZERSOE DN BE DESENN 2.
Fig. 8. Undersiden af Liodes oblonga (venstre mellemben fjernet).
a: mesosternum. bb: mellembrystets epistern. cc: mellembrystets
epimer. d: mellemhoften. e: inderranden af bagbrystets epistern. f: vingedækkets sidedække. g: metasternum. h: baghoften.
2. Følehornene tilsyneladende 10-leddede, med skarpt afsat, knopformet, bladet, 4-leddet kølle (fig. 9) 1. Silphinae, 1. NecropharImnt (D. 15) Følehornene tydeligt 11-leddede, køllen ikke knop- formet eller bladet 1. Silphinae, 2. Silphini (p. 21). 3. Oversiden behåret. Alle fødder 5-leddede. Krop- pen mere eller mindre langstrakt 2. Cholévinae (p. 34). Oversiden nøgen eller næsten nøgen (hos Anisoto- ma humeralis er dog vingedækkerne behårede). . 4. "4. Alle fødder 5-leddede. Følehornene med svagt afsat, 4-leddet kølle eller jævnt fortykkede mod spidsen. Længde 4—5 mm 1. Silphinae, 3. Agyrtini (p. 33). Bagfødderne 3- eller 4-leddede, i modsat fald føle- hornene med stærkt afsat 3-leddet (Triarthron) eller med 5-leddet, afbrudt (Hydnobius) kølle 3: Lidbdimae:(p. 85).
15
1. underfamilie Silphinae.
Følehornene 11-leddede eller tilsyneladende 10- leddede. Forhofterne konisk tapformede, ved roden udvidede på tværs udad, med fri trochantinus, de forreste hofteskåle udadtil udvidede i en bred spalte, bagtil åbne. Mellemhofterne mere eller mindre bredt adskilt fra vingedækkernes sidedækker af mellembry- stets epimerer. Bagbrystets episterner for størstedelen frie. Se fig. 7, p. 13. Fødderne 5-leddede.
Oversigt over grupperne. 1. Vingedækkerne med 9 regelmæssige punktstri- ber. Scutellum lille. Længde 4—5 mm 30 Agyetini (pp: 33). Vingedækkerne uden regelmæssige punktstriber, men ofte med længderibber. Scutellum stort. BE AED Ser 3 he eyes ne ener kassere ål 2. Følehornene tilsyneladende 10-leddede, med skarpt afsat, knopformet, bladet, 4-leddet kølle (fig. 9) 1. Necrophorinit (p. 151. Følehornene tydeligt 11-leddede, køllen ikke knop- Romer eler DIE 52.70 20 3 2. STIDKTAT (DP. 27)
1. gruppe Necrophoårini.
Følehornene tilsyneladende 10-leddede, idet 2. led er stærkt forkortet og delvis omsluttet af 1. leds spids. Køllen skarpt afsat, knopformet, bladet, 4-leddet. De 3 yderste følehornsled matte. Hovedet indsnøret bag- til. Scutellum stort. Vingedækkerne forkortede, i det højeste dækkende bagkroppens 5 første rygled fuld- stændigt, bagtil afstudsede, uden regelmæssige punkt- striber. Bugen med 6 frie bugled. Benene kraftige. Mellemhofterne langt adskilte fra hinanden.
16
Hannen er kendelig ved, at forføddernes 4 første led er stærkere udvidede. Gruppen kaldes på dansk for ådselgraverne.
1. Necrophorus Fabr.
Pronotum oftest noget tilsmalnet bagtil, med af- rundede for- og baghjørner, fortil som oftest med
Fig. 9. Følehorn af Necrophorus humator.
4 buleagtige forhøjninger, der bagtil begrænses af en bølgeformet tværfure. Vingedækkerne med to eller tre svagt antydede, næppe ophøjede længdelinier. Bagkroppens 5. rygled i midten med to parallelle, tværriflede længdelister. Ved hjælp af disse lister i for- bindelse med en tværliste på undersiden af vingedæk- kerne, lidt foran disses bagrand, kan ådselgraverne frembringe en knirkende lyd. 6.—8. rygled udækkede.
Arterne lever som bekendt af ådsler af fugle og små patte- dyr, som de nedgraver, og i hvilke de lægger æg og yngler. De to store, sorte arter lever dog oftest ved større ådsler, som de ikke nedgraver, og enkelte arter træffes også undertiden i henrådnende svampe.
Oversigt over arterne.
1. Bagskinnebenenes yderrand bag midten udvidet, herfra og til spidsen indbugtet. Følehornskøllen sort. Vingedækkerne sorte med rødbrune side- dækker, yderst sjældent med røde pletter. Læng- Be ES EN LSE 0 so ARRERE 1. germånicus.
F/
2. Vingedækkerne og deres sidedækker ensfarvet sorte. Pronotum nøgent. De tre yderste føle-
BENE FT EEIET 27. 0 V SA SKR mn nE er 2. humåtor. Vingedækkerne sorte med gul eller rød tegning. . 3 Tr, 5, SENPSENES SENDES RENE SES RER SEERE DS SES NESERRRS STEN Å. EET REE BEDE ET En ears T-
fat horhene helt sorte. ...... 01.7. 6. vespilloides. Følehornenes tre yderste led rødgule........... 5.
5. Bagkroppen sort behåret. Det bageste tværbånd på vingedækkerne oftest fjernet fra disses bag- HEE BO SNG EEN te ÅrRssk 5. sepultor. Bagkroppen i hvert fald på spidsen gult behåret. Det bageste tværbånd på vingedækkerne uadtil ikke eller kun ved en ganske smal søm adskilt fire vingedækkernes bagrand 22220 52 uere.e side. ls 6. 6. I hvert fald de to sidste rygled samt baglårenes yderside gult behårede. Vingedækkernes forre- ste tværbånd oftest afbrudt ved sømmen 3. interruptus. Kun det yderste rygled (pygidium) gult behåret. Baglårene sort behårede. Vingedækkernes for- reste tværbånd i det højeste yderst smalt afbrudt af vingedækkernes sømribbe ..... 4. investigåtor. 7... Pronotum kun gult behåret langs forranden. Bag- skinneébenene”krummede suser, 7. vespillo. Pronotums rand overalt gult behåret. Bagskinne- SEE EEN FRR SJ DORIS 8. vestigåtor.
1. N. germånicus L. Sort, vingedækkerne med rødbrune sidedækker og meget sjældent hvert med en eller to røde pletter af variabel form og udstrækning. Pronotum nøgent, meget fint, langs side- og bagrand grovere og tættere punkteret. Vingedækkerne jævnt fint og tæt punkterede, Siderandene for- og bagtil beklædt med lange, mørke hår. Længde 20—30 mm.
Sjælden (J, Ø). Ebeltoft; Rønninge, Odense, ,Hofmans- gave, Slagelse-Kalundborg-egnen, Tissø, Roskilde, Lyngby, Nærum. Arten er vistnok ikke fundet hos os i adskillige år
Victor Hansen: Ådselbiller 2
18
og er antagelig blevet sjældnere og sjældnere i nyere tid hos os ligesom vistnok i Tyskland. Ved større ådsler, aug. Arten +. angives at være et natdyr, der søger til ådslerne i tiden mellem kl. ca. 21 til 24 og æder af dem, men ikke graver dem ned, men selv går ca. 40—50 cm dybt ned i jorden; den angives også at søge til hestegødning og der jage Geotrupes; også ved menneskegødning skal den hyppigt være truffet. Danske eksemplarer med rødplettede vingedækker foreligger vistnok ikke.
2. N. humåtor Oliv. Meget slankere end den foregående. Sort, de 3 yderste følehornsled rødgule. Pronotum er mindre og fladere og vingedækkerne mere langstrakte og noget grovere og tættere punkterede end hos den foregående, siderandene for- og bagtil beklædt med lange, mørke hår. Længde 18—25 mm.
Temmelig almindelig (J, Ø, B). Søger især større ådsler, men kan også træffes ved henrådnende svampe. Apr.-okt.
3. N.interruptus Steph. Sort, følehornenes 3 yderste led rødgule, vingedækkerne med 2 rødgule, takkede tvær- bånd, der ikke helt når sømmen, og med rødgule sidedækker. Pronotum nøgent, fint og spredt, langs side- og bagrand gro- vere og tættere punkteret. Vingedækkerne temmelig tæt punk- terede, siderandene for- og bagtil beklædt med gule hår. Den sorte farve på vingedækkernes rod strækker sig oftest noget over på sidedækkerne. Forholdet mellem vingedækker- nes sorte og rødgule farve iøvrigt stærkt varierende, således at snart den sidste snart den første er fremherskende, under- tiden er det forreste rødgule tværbånd opløst i pletter. Længde 14—18 mm.
Kraftige hanner udmærker sig ved, at den inderste tand på bagbenenes hofteringe er forlænget og krummet.
Temmelig sjælden og stedegen, mest på sandbund (J, Ø, B). Randers, Thy, Vendsyssel; Nord- og Sydsjælland (Vejlø Bugt). Maj, sept.
4. N.investigåtor Zett. (Fig. 10). Meget nær beslægtet med den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten
19
nævnte kendemærker. Vingedækkernes siderande for- og bag- til beklædt med oftest ret mørke hår. Længde 18—22 cm. Kraftige hanner som hos den foregående.
Temmelig almindelig (J, Ø, B). Mest i skove, ved ådsler, ofte også ved svampe. Juni-sept., hyppigst i juli.
Fig. 10. Necrophorus investigator gg. x 2,7.
5. N. sepultor Charp. Nær beslægtet med de to foregå- ende, fra hvilke den adskiller sig ved de i oversigten angivne kendemærker. Den sorte farve på vingedækkernes rod stræk- ker sig henover sidedækket i dettes fulde bredde; det forreste rødgule tværbånd som oftest kun yderst smalt afbrudt af sømribben. Behåringen på den forreste og bageste del af siderandene kort og mørk. Længde 14—22 mm.
Kraftige hanner som hos de 2 foregående.
20
Sjælden og stedegen (J, Ø). Rye, Randers; Lolland-Fal- ster, Roskilde. Ved ådsler, mest i skove. Især aug.
6. N. vespilloides Hbst. Adskilt fra alle de andre rød- tegnede arter ved den sorte følehornskølle. Sort, vingedækker- nes forreste lyse tværbånd bredt, ikke eller kun ganske smalt afbrudt ved sømmen, det bageste indskrænket til en tvær- plet; vingedækkernes sorte grundfarve strækker sig for- og bagtil noget over på sidedækkerne. Pronotums punktur fin og ikke ret spredt, langs side- og bagrand kun lidt grovere og næppe tættere. Vingedækkerne forholdsvis korte, sideran- dene kun bagtil med tydelige, ret mørke hår. Bagkroppen sort behåret, undtagen den yderste spids, der er gult behåret. Længde 12—18 mm.
Almindelig (J, Ø, B). Mest i skove, ved ådsler og henråd- nende svampe. Maj-sept.
7. N. vespillo L. Let kendelig ved pronotums gult be- hårede forrand og de krumme bagskinneben. Sort, de 3 yderste følehornsled rødgule, vingedækkernes forreste lyse tværbånd ikke eller kun smalt afbrudt ved sømmen, den sorte grundfarve strækker sig ikke over på sidedækkerne. Pronotum fint og spredt, langs side- og bagrand grovere og tættere punkteret. Vingedækkernes siderande for- og bagtil beklædt med lange, gule hår. Bagkroppens 3 sidste rygled med gul behåring langs bagranden. Den inderste tand på bagbenenes hofteringe torn- formet udtrukket. Længde 12—22 mm.
åé: Bagskinnebenenes krumning stærkere.
Almindelig (J, Ø, B). Ved ådsler. Maj-sept., hyppigst i juni.
8. N. vestigåtor Herschel. Let kendelig ved den gule behåring langs hele randen af pronotum. Ligner iøvrigt den foregående, men adskiller sig fra den ved de lige bagskinneben og ved, at randbehåringen på vingedækkernes sider bagtil er meget kortere end fortil. Ofte er vingedækkernes bageste og undertiden også det forreste lyse tværbånd opløst i pletter, undertiden er omvendt den røde farve stærkere udbredt og
21
de to tværbånd indbyrdes forbundne. Den inderste tand på bagbenenes hofteringe ikke forlænget. Længde 14—22 mm. Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Ved ådsler, oftest i
heder, klitter og på strandbredder. Maj-—sept., hyppigst i maj- juni.
2. gruppe Silphini.
Følehornene tydeligt 11-leddede, idet 2. led ikke er forkortet, med mere eller mindre tydeligt afsat kølle, eller jævnt fortykkede mod spidsen, de tre yderste led matte. Hovedet ofte indsnøret bagtil. Scutellum stort. Vingedækkerne ofte forkortede, men dog aldrig så stærkt, at 5. rygled er udækket, uden punktstriber, oftest med længderibber. 5. rygled uden knirkelister. Bugen med 6 frie bugled. Benene mindre kraftige end hos den forrige gruppe.
Hannen er kendelig ved, at for- og mellemføddernes 4 første led er udvidede.
Gruppen kaldes på dansk for ådselbillerne, hvilket navn dog også bruges om hele familien Silphidae.
Oversigt over slægterne.
1. Sort med rødt pronotum (fig. 14, p. 26). 3. Oeceoptoma (p. 26). ER FEE Gee RANK NE MG 2. 2. Pronotums sider og vingedækkerne brungule, de sidste med 4 sorte pletter (fig. 16, p. 29) 5. Xylodrepa (p. 29). EN FREE RE RE Rø Hee ks 10. SJAL ESNE 3. 3. Hovedet tykt, ikke indsnævret bag øjnene (fig. 11,a) 4. Blitophaga (p. 27). Hovedet indsnævret bag øjnene... des Å. 4. Pronotum bagtil omtrent lige så stærkt tilsmalnet som fortil (fig. 12). Længde 15—25 mm 1. Necrådes (p.22).
22 Pronotum fortil meget stærkere tilsmalnet end
5. Hovedet fortil snudeformet forlænget. 1. følehorns- led næsten så langt som de tre følgende tilsam-
Ren TRE. FI SNS SERGE aa 7. Phosphuga (p. 32). ea Blitophaga iidsekd EEEMDE (og Shosphuga
Fig. 11. Hoved af Blitophaga opaca, Thanatophilus sinuatus og "Phosphuga atrata.
Hovedet ikke snudeformet forlænget. 1. følehorns- "led i det højeste c. så langt som de to følgende HRK TE 4 un sr» Ulees be sknset nelle set SEG See le An orer ser Dry fer 6. 6. Hoved og pronotum behårede 2. Thanatéphilus (p. 24) Hoved og pronotum næsten nøgne... 6. Silpha (p. 30).
1. Necrødes Leach.
Adskilt fra alle de følgende slægter i gruppen ved, at pronotum omtrent er lige så stærkt tilsmalnet bagtil som fortil og ved de store, stærkt fremtrædende øjne. Hoved og pronotum nøgne. Hovedet umiddelbart bag
23
øjnene pludseligt halsformet indsnøret. Følehornene jævnt fortykkede mod spidsen, 1. led mindst så langt som de to følgende tilsammen. Vingedækkerne bagtil
Fig. 12. Necrodes litoralis, kraftigt udviklet g. x 2,7.
udvidede, med afstudset spids. Den yderste del af bagkroppen udækket. Mellemhofterne adskilt langt fra hinanden. Fødderne på undersiden gult behårede.
1. N. litorålis L. (Fig. 12). Sort, de tre yderste følehorns- led røde. Pronotum smallere end vingedækkerne, lidt bredere end langt, på siderne og bagtil fint og tæt punkteret, i midten blankt og kun yderst fint og spredt punkteret. Vingedækkerne
24
flade, i bageste trediedel med en tværbule, matte, fint og meget tæt punkterede, hvert med tre ophøjede længderibber foruden sømribben. Længde 15—25 mm.
gg: For- og mellemfødderne udvidede. Hos store hanner er baglårene stærkt fortykkede og på indersiden mod spidsen tandede og bagskinnebenene stærkt indadkrummede.
Ikke almindelig (J, Ø) og måske tiltagende i sjældenhed. Skarevis ved større ådsler. Maj-aug.
2. Thanatophilus Leach.
Hoved og pronotum behårede. Hovedet temmelig lille, indsnøret bag øjnene (fig. 11 b, p. 22). Følehorne- nes 1. led næppe så langt som de to følgende tilsam- men, de tre yderste led store. Begge kindbakker med simpel spids. Pronotum med trebugtet bagrand og svagt udrandet forrand. Vingedækkerne med tre læng- destriber foruden sømribben, i bageste tredjedel med en tværbule. Mellemhofterne adskilt langt fra hinan- den.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkernes ribbemellemrum med blanke, MAG FINERE SM ass CAEN RAN 3. rugåsus. Vingedækkernes ribbemellemrum uden knuder... 2. 2. Vingedækkernes skuldervinkel tandformet frem- .staaende. Scutellum bagtil gult behåret 1. sinuåtus. Vingedækkernes skuldervinkel ikke tandformet fremstående. Scutellum gult behåret, bagtil med to markt behårede Dletlet 212.205 Blå 2. dispar.
1. Th. sinuåtus Fabr. Sort, mat, Vingedækkerne brun- sorte, følehornenes inderste del undertiden rødbrun. 7. føle- hornsled oftest stærkt tværbredt, meget bredere end 6. Pro- notum meget tæt punkteret, med tyndt, sort behårede pletter, iøvrigt tæt hvidgråt behåret. Vingedækkerne mat chagrine- rede, fint og spredt punkterede, bagtil hos $ afstudsede, hos
25
Q tilspidsede, med udtrukket, afrundet sømspids, og ved siden af. denne en temmelig dyb indbugtning (fig. 13, a). Længde 9—12 mm.
gg: For- og mellemfødderne udvidede. Bagranden af bag- kroppens 7. (delvis udækkede) rygled svagt udrandet (hos 2 i midten med en dyb halvrund udranding).
Temmelig almindelig (J, Ø, B). Ved ådsler. Maj-okt.
al 6 Sirwatus 2 dispar 2
Fig. 13. Thanatophilus 9. Vingedækkespidserne.
2. Th. dispar Hbst. Nær beslægtet med den foregående, fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte ken- demærker og ved, at 7. følehornsled næppe er bredere end 6. Vingedækkerne hos 2 med kortere udtrukket sømspids og svagere indbugtning ved siden af denne (fig. 13, b). Længde 9—11 mm.
gg: For- og mellemfødderne udvidede. Bagranden af bag- kroppens 7. rygled svagt udrandet (hos 2 trebuet).
Sjældnere end den foregående (J, Ø). Ved ådsler, oftest på syltenge og strandfælleder. Apr.—aug. Larver, fundet %/,, for- pupning ””/,, klækning %5/,.
3. Th. rugåsus L. Sort. 7. følehornsled tværbredt, noget bredere end 6. Pronotum meget tæt punkteret, med tyndt, sort behårede, tydeligt ophøjede pletter, iøvrigt gråt behåret. Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler, ribbemellem- rummene mat chagrinerede, fint og spredt punkterede, for- synede med blanke, flade knuder; bagtil er vingedækkerne hos $ afrundede, hos 2 er sømspidsen yderst svagt udtrukket. Længde 12—14 mm.
26
åg: For- og mellemfødderne udvidede. Bagranden af bag- kroppens 7. rygled omtrent lige afstudset (hos 2 trebuet).
Almindelig (J, Ø, B). Ved ådsler. Apr.—sept. En gang truffet i stor mængde på hindbærbuske en angustaften.
Fig. 14. Oeceoptoma thoracica 9. x 4.
3. Oeceoptoøma Leach.
Nærbeslægtet med den foregående slægt, fra hvil- ken den adskiller sig ved, at hovedet bag øjnene kun er let tilsmalnet, og at pronotums forrand på hver side er vinkelformet indskåret. Iøvrigt let kendelig fra alle gruppens andre slægter ved farven.
1. Oec. thoråcica L. (Fig. 14). Sort, pronotum rødt med gul behåring, Vingedækkernes sidedækker med rød rod. Føle- hornene med 4-leddet kølle, 8. led meget mindre end 9., 1. led næppe så langt som 2.— 3. Pronotum temmelig fint og
24
tæt punkteret, bagranden på hver side udbuet, baghjørnerne afrundede. Vingedækkerne svagt silkeskinnende, med tand- formet fremspringende skuldervinkel, spredt og meget fint punkterede, med 3 fine længderibber foruden sømribben og i bageste tredjedel med en tværbule, bagtil hos $ afrundede, hos 2 svagt tilspidsede. Længde 12—16 mm.
g: For- og mellemfødderne svagt udvidede.
Almindelig (J, Ø, B). I skovegne, ved ådsler, henrådnende svampe, især stinksvamp (Phallus impudicus), eller menneske-
gødning. Maj—sept. Larver er fundet i stort antal på fugle- ådsel først i juni.
4. Blitøphaga Reitter.
Adskilt fra gruppens andre slægter ved det tykke, bag øjnene ikke indsnørede hoved, der er meget bre- dere end langt (fig. 11, a, p. 22). Følehornene temmelig korte. Pronotum fortil afstudset, bagranden svagt trebuet. Vingedækkerne bagtil afrundede hos begge køn. Mellemhofterne kun adskilt ganske kort fra hin- anden.
Arterne i denne slægt er planteædende.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkernes ribbemellemrum ikke tværryn-
Re 56 READ SO RR ÆRE Re see ee 1,-opåen: Vingedækkernes ribbemellemrum, i hvert fald de inderste værnede EEN se less 2. undåta
1. Bl. opåca L. (Fig. 15). Aflang, temmelig flad, mat, sort, oversiden med brunlig, gullig eller grålig behåring. Følehor- nene med ret tydeligt afsat, 4-leddet kølle. Pronotum meget tæt punkteret. Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler, med 3 længderibber, foruden sømribben, og i bageste trediedel med en kraftig bule, mellemrummene fint og tæt punkterede. Længde 9—12 mm.
åg: For- og mellemfødderne udvidede. Bagskinnebenenes
28
spids på indersiden langt behåret og — foruden endesporerne — forsynet med en krum, spids endetorn.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Udelukkende planteæder både som larve og imago; anretter undertiden
Fig. 15. Blitophaga opaca ?. x 4,5.
betydelig skade ved at optræde i mængde i runkel- og sukker- roemarker. Såvel her i landet som i udlandet er den også iagttaget gnavende på havre og byg. Maj-sept. Æglægning finder sted fra sidst i maj til først i juli; larvestadiets varighed er 2 å 3 uger og puppestadiets ca. 1 uge.
2. Bl. undåta Muller. Temmelig bred, fladt hvælvet, sort, hoved og vingedækkerne fint, utydeligt behårede. Føle- hornskøllen utydeligt afsat. Pronotum med meget tæt, i midten fin, langs sider og bagrand noget grovere punktur.
29
Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler og foruden søm- ribben med 3 længderibber, af hvilke de 2 inderste er svagest og undertiden utydelige, bagtil med svagt eller næppe antydet bule, mellemrummene mere eller mindre tæt punkterede og — i hvert fald de inderste — forsynede med uregelmæssige tværrynker. Længde 11—15 mm.
å: For- og mellemfødderne udvidede.
Udbredt, men sjælden (J, Ø). Oftest på sandbund. Ude- lukkende planteæder både som larve og imago; undertiden skadelig for runkelroer. men vistnok næppe i samme grad som opaca, med hvilken den iøvrigt stemmer overens i leve- vis. Maj-—juli.
5. Xylodrepa Thoms.
Nærstående til den følgende slægt, fra hvilken den adskiller sig ved de simpelt tilspidsede kindbakker og
Fig. 16. Xylodrepa quadripunctata g. x 4.
30
den gule behåring på føddernes underside, og iøvrigt straks kendelig fra de andre slægter ved farven.
12 X. quadripunctåta 'L.” (Fig) 10 Blank sort pre notums sider og vingedækkerne brungule, de sidste hvert med sort skulderbule og en sort, flad bule bag midten. Hovedet og scutellums rod fint behåret, oversiden iøvrigt nøgen. Føle- hornskøllen temmelig tydeligt afsat. Pronotum med afrundede baghjørner og på hver side svagt buet bagrand, punkturen tættere og finere på siderne end i midten. Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler, tæt punkterede, med 3 fine længde- ribber. Længde 12—15 mm.
åg: For- og mellemfødderne svagt udvidede. Mellem- og bagskinnebenene temmelig stærkt indadkrummede (hos 2 er de mellemste skinneben svagt, de bageste næppe indad- krummede).
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Såvel det udviklede
dyr som larven er rovdyr og træfles på træer, især ege, hvor de jager sommerfuglelarver. Maj-juni.
6. Silpha L.
Oversiden næsten nøgen. Følehornene med 4-leddet, ret utydeligt afsat kølle. Den venstre kindbakkes spids tvetandet, den højres simpel. Pronotum med svagt tve- eller trebuet bagrand. Vingedækkerne med 3 mere eller mindre tydelige længderibber, foruden sømribben, bagtil afrundede hos begge køn. Mellemhofterne kun adskilt ganske kort fra hinanden. Fødderne, undtagen hannens udvidede for- og mellemfødder, nøgne på undersiden.
Arterne i denne slægt — såvel de fuldvoksne dyr som lar- verne — lever ikke blot af ådsler, men jager også snegle, orme og insekter.
31
Oversigt over arterne.
1. 8. følehornsled meget længere end 9. Pronotums forrand, set fra oven, svagt udrandet. Furen langs vingedækkerne opadbøjede siderand fortil meget bredere end bagtil .....….. FF. carimnata. 8. følehornsled ikke eller kun ganske lidt længere end 9. Pronotums forrand, set fra oven, ikke udrandet. Furen langs vingedækkernes opad- bøjede siderand fortil kun lidt bredere end bag-
2. Vingedækkernes punkter fortil begrænsede af et lille, blankt, ophøjet korn, skuldervinklen fuld-
in nn ÆE tun nt Co" — Talk adels RL DIE SR SE SNERRE a. triste Vingedækkernes punkter simple, skuldervinklen bump men tiet isat vd dress 3. obscura:
1. SS. carinåta Hbst. (Fig. 17). Sort, undertiden med svagt brunligt skær. Pronotum fint og tæt punkteret. Vinge- dækkerne med afrundede skuldervinkler, ribbemellemrum- mene tæt punkterede, punkterne fortil begrænsede af et lille, yderst svagt antydet korn. Flyvevingerne svagt udviklede. Længde 15—20 mm.
Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B). Træffes ofte på paddehatte. Maj-aug.
2. S. tristis Illig. Sort. Pronotum fint og temmelig tæt punkteret. Vingedækkerne med temmelig kraftige længde- ribber og i bageste tredjedel med en mere eller mindre tydeligt antydet bule. Ribbemellemrummene temmelig tæt og kraftigt punkterede, punkturen kun lidt finere i det yderste end i de 3 inderste mellemrum. Flyvevingerne udviklede. Længde 13—16 mm.
Almindelig (J, Ø, B). Apr.-sept. En larve, fundet %/,, for- pupning ”/,, klækning 2!/,…
3. S. obscura L. Sort, noget mattere end fristis. Pronotum fint og meget tæt punkteret, tættere end hos fristis. Vingedæk-
32
kerne med svagere ribber end hos £ristis, de 3 inderste ribbe- mellemrum ret kraftigt punkterede og langs ribberne med en række finere punkter, det yderste mellemrum meget finere
Fig. 17: Silpha)carinata 9.,x 3.
punkteret end de 3 inderste. Flyvevingerne svagt udviklede. Længde 13—17 mm.
Almindelig (J, Ø). Maj-aug. En larve, fundet "%/,, klæk- ing "7
7. Phosphiga Leach.
Adskilt fra alle de andre slægter i gruppen ved det stærkt snudeformet forlængede hoved (fig. 11 c, p. 22).
33
Følehornenes 1. led omtrent så langt som de 3 føl- gende tilsammen. Vingedækkerne bagtil afrundede hos begge køn, med 3 længderibber, foruden sømribben. Mellemhofterne kun adskilt ganske kort fra hinanden. Fødderne på undersiden behårede.
1. Ph. atråta L. Sort, undertiden med svagt brunligt skær, forholdsvis blank. Følehornene ikke ret stærkt for- tykkede mod spidsen. Pronotum meget tæt punkteret. Vingedækkerne med afrundede skuldervinkler, ribbemellem- rummene meget tæt og groft rynket-punkterede. Længde 10—16 mm.
åg: For- og mellemfødderne svagt udvidede.
Meget almindelig (J, Ø, B). I skove, under mos og løs træ- bark samt ved svamp. For- og efterår. Både larver og imago
er snegleædere. En larve, fundet ?”?/,, klækning ”/,; friskklæk- ket imago også fundet i okt. Imago overvintrer.
3. gruppe Agyrtini.
Følehornene tydeligt 11-leddede, med mere eller mindre tydeligt afsat kølle eller jævnt fortykkede mod spidsen. Scutellum lille. Vingedækkerne med 9 regelmæssige punktstriber.
1. Agyrtes Fr6&ål.
Kæbepalpernes yderste led fortykket, tykkere end de andre led. Kroppen aflang, temmelig hvælvet. Oversiden nøgen. Følehornene temmelig korte og kraftige. Pronotum smallere end vingedækkerne, bredere end langt, fortil stærkere tilsmalnet end bag- til, siderne rundede. Vingedækkerne aflange, bagtil afrundede, 2. eller 2. og 3. punktstribe bagtil forkortet. Benene kraftige og temmelig korte, fødderne ikke ud- videde hos $.
Victor Hansen : Ådselbiller 3
34
1. A. bicolor Lap. (Fig. 18). Oversiden sort eller mørke- brun, følehorn og ben rødlige. Følehornene med svagt afsat, 4-leddet kølle. Pronotum med stumpvinklede baghjørner, spredt punkteret. Vingedækkerne med temmelig grove punkt- striber og svagt hvælvede, glatte mellemrum. Længde 4—5 mm.
Fig. 18. Agyrtes bicolor. x 10.
Meget sjælden (Ø). Gåbense (Nordfalster) (1 eks.), Dyre- haven (1 eks. under bark på en gammel egestamme, 8/,7), Jægersborg hegn ved Rådvad (3 eks. sigtet fra mos og plante- rester ved foden af en stor sten, nær kanten af et vandhul, 12| ,), Geelskov (2 eks. i en grusgrav, ”/,,), Luknam (1 eks., aftenketset, 5/.), Folehave (1 eks. 75/,). Arten lever under mos, bark og sten, i muldet i gamle stubbe og stammer og ved træsvamp, men kommer undertiden frem henad solnedgang om foråret og om efteråret. Om vinteren er den i udlandet flere gange fundet i tuer af Formica rufa; i fangenskab er den iagttaget at æde træsvamp.
2. underfamilie Cholévinae.
Kroppens overside behåret. Følehornene 11-leddede. Forhofterne konisk tapformede med lille, skjult eller
35
kun lidt fremtrædende trochantinus; de forreste hofte- skåle udadtil udvidede i en smal eller næsten lukket Spalte, bagtil lukkede (fig. 6, p. 12). Hos alle de danske former er fødderne femleddede, baghofterne berørende eller næsten berørende hinanden og den fritliggende del af bagbrystets episterner temmelig bred. De danske arter er 1,5—6,53 mm lange.
Oversigt over grupperne.
1. Hovedet umiddelbart eller næsten umiddelbart bag øjnene pludselig indsnøret til et i forbrystet tilbagetrukket halsparti. Issens bagrand ved en skarp kant adskilt fra halspartiet (fig. 19). Bugen med 6 (hos & ofte 7) frie bugled 1. Cholévini (p. 35).
Fig. 19. Hoved af Catops picipes (noget udtrukket af sit naturlige leje), set fra oven og fra siden.
Hovedet ikke halsformet indsnøret bagtil. Issen ikke eller i det højeste ved en fin tværlinie ad- skilt fra det brede i forbryststykket tilbagetruk- ne bageste parti af hovedet. Bugen hos $ som regel med 5, hos 92 med 4 frie bugled 2. Colbnini (p. 74).
1. gruppe Cholévini.
Følehornene 11-leddede. Hovedet umiddelbart eller næsten umiddelbart bag øjnene pludselig indsnøret til et i forbryststykket tilbagetrukket halsparti. Issens bagrand med en skarp kant og under denne med en
3+
36
fure, i hvilken pronotums forrand griber ind, således at den kommer til at slutte tæt til issens bagrand. Fødderne femleddede. Bagkroppen med 6 (hos & ofte med 7) frie bugled.
Arterne af denne gruppe lever ved henrådnende dyriske eller vegetabilske stoffer, såsom ved ådsler af fugle eller min- dre pattedyr, ved svampe, under løv o. lign. Nogle arter lever i reder eller gange af pattedyr, især muldvarpe, vandrotter og mus eller i fuglereder. De fleste arter tages derfor bedst ved sigtning. Dog kommer arterne undertiden på stille, lune solskinsaftener frem henimod solnedgang og kan da ket- ses ligesom arterne af slægterne Colon og Liodes, men dog som regel kun enkeltvis.
Oversigt over slægterne.
1. Vingedækkerne ikke tværridsede. Mellembrystet
uden ande SERENE 3 RR da Nan 2. Vingedækkerne tværridsede. Mellembrystet med LE aa F DE. 4" had SES SCÆRERET SES SEERE NEEDED KEDE 4. 2. Kindbakkernes inderside uden tand. Mellemfød- dernes 1. led;udvidet hos, 44 0 35; Cåatops (9,51): Kindbakkernes inderside med en tand. Mellem- fødderne simple hos begge køn .........0.061 3
3. Benene lange og slanke. Baglårene dobbelt så lange som baghofternes tværbredde. Pronotum bredest foran roden. Længde 4,5—6 mm 1. Choléva (p. 37). Benene kortere. Baglårene højst 1"/, gang så lange som baghofternes tværbredde. Pronotum bre- dest ved roden. Længde 1,5—3 mm 2. Nårgus (p. 48). 4. Pronotum (hos vor art) ikke tværridset. 7. føle- hornsled længere end bredt. Mellem- og bagfød- derne ikke sammentrykte ...... 4. Némadus (p. 70). Pronotum tværridset. 7. følehornsled bredere end langt. Mellem- og bagfødderne noget sammen- dg 3 ESS SAREET KÆR TALE: F2 1 25 5. Ptomåphagus (p. 70).
37
1. Choléva Latr.
Følehornene slanke, ikke eller kun svagt fortykkede mod spidsen, deres led langstrakte, 8. som regel kortere end de indesluttende, hos agilis i det højeste ganske lidt, hos de andre arter som regel tydeligt — fra ca. en halv til rigeligt en hel gang — længere end bredt. Kindbakkerne på indersiden med en tand, mellem denne og spidsen fint takkede. Mellemhofterne berø- rende hinanden. Benene lange og slanke. Baglårene dobbelt så lange som baghofternes tværbredde. Fød- derne ikke eller kun lidt kortere end skinnebenene. Mellemfødderne simple hos begge køn. Pronotum til- smalnet for- og bagtil, med stumpe eller afrundede baghjørner. Vingedækkerne oftest langstrakte, med svage striber, sømstriben dybere. Mellembrystet uden længdekøl. 1. bugled ikke eller næppe længere end 2.
Vore arter er lysere eller mørkere brungule eller brune, ofte med noget mørkere hoved og pronotum, med rødgule eller brungule ben og følehorn, de sidste ofte lidt mørkere mod spidsen.
Hannen er let kendelig ved, at de tre første led af forfødderne er udvidede, samt oftest ved særligt ud- viklede hofteringe på bagbenene.
De arter, der kommer i betragtning for vor fauna, lader sig for hannens vedkommende adskille med sikkerhed ved ydre kendetegn, især bagbenenes hofteringe; en undersøgelse af hannens parringsorganer, der iøvrigt afgiver udmærkede ken- detegn, er for vore arter ikke strengt nødvendig, og kun med hensyn til nogle af arterne er penisformen omtalt og afbildet. Hunnerne er betydeligt vanskeligere at adskille for flere arters vedkommende, og en sikker bestemmelse kræver da under- søgelse af parringsorganet (genitalsegmentet), som er let at udpræparere på friske dyr.
Flere eller måske alle arterne i denne slægt yngler og
38
opholder sig i reder eller gange af pattedyr, især muldvar- pe, vandrotter og mus. De træffes hyppigst for- og efterår. Nogle arter kommer undertiden frem henad aften og kan da tages ved ketsning, især i maj og juni.
Oversigt over arternes hanner.
1. Vingedækkerne kraftigt punkterede, med kraftige, tydeligt punkterede længdestriber og med lang opstående BLANDE LEES KEE AMR EU SE 7 FRR ”Å
d Ni
a. agilis e. jeanneli b. elongata f. fagniezi == | c. oblonga g. angustata ESSEN d. reitteri h. glauca
Fig. 20. Choleva g. Bagbenets hoftering.
39
Vingedækkerne fint punkterede, med fine, upunk-
REE EN ERE ENIDER see erne RARE RK Re SK 2. Bagbenenes hofteringe lancetformet tilspidsede fonten som fg 20, 0) 0. om erne ek nn 1...spadtcea.
Bagbenenes hofteringe bøjede omtrent på midten, med bred, afstudset spids (fig. 21). . 2. paskoviénsis.
Fig. 21. Choleva paskoviensis 3. Bagbenets hoftering.
3. Pronotum bredest langt bag midten, tilsmalnet meget stærkere fortil end bagtil (fig. 22, c). Mellemskinnebenene Sstærkt indadkrummede BE false dend sarte bens 3: ågilis.
Pronotum bredest omkring eller foran midten, for- og bagtil omtrent lige stærkt tilsmalnet (fig. 22, a og b). Mellemskinnebenene i det højeste svagt
REE ad SER sa lred ANER Å.
4. Baglårene med en fin tand på indersiden (fig. 20, NE LEN Ba NE SR NEED 5; BENE HEDEN sa snilde el NS RD 6.
5. Bagbenenes hofteringe med skarp spids (fig. 20, f). Penisspidsen med et dybt, rundt udsnit og derfor ERIE I, AR) ER SE arsen 6. fagniézi.
Bagbenenes hofteringe med but spids (fig. 20, e). Penisspidsen simpel (fig. 23, b) ....... 5. jeannéli.
6. Bagbenenes hofteringe hulmejselformede (fig. 20, c)
7. obloånga. Bagbenenes hofteringe anderledes formede...... re
7... Bagbenenes hofteringe stærkt krummede (fig. 20, d)
8. reitteri. Bagbenenes hofteringe ikke krummede.......... 8.
40
Bagbenenes hofteringe uden tand (fig. 20, b) 4. elongåta. Bagbenenes hofteringe med en tand (fig. 20 g ogh) 9. Bagbenenes hofteringe med en krum, spids tand (fig. 20, g). Penisspidsen ret bred (fig. 23, d) 9. anguståta. Bagbenenes hofteringe med en lige, stump tand (fig. 20, h). Penisspidsen meget smal (fig. 23, c) 10. glauca.
Oversigt over arternes hunner.
Vingedækkerne kraftigt punkterede, med kraftige, tydeligt punkterede længdestriber og med lang,
tuståendebehåtkg 5 . Ordre, AR ERR VÆ Vingedækkerne fint punkterede, med fine, upunk- terede lærigdesttiber sad. Fanst, sid ski å.
Følehornene svagt fortykkede mod spidsen, 8. led tydeligt længere end bredt. Parringsorganets tergit længere end bredt, spidsranden i midten stærkt front MAR KING FM SLAG 1. spadicea. Følehornene lidt kortere, lidt stærkere fortykkede mod spidsen, 8. led næppe længere end bredt. Parringsorganets tergit lidt bredere end langt, spidsranden i midten mindre stærkt fremtrukket 2. paskoviénsis. Pronotum bredest langt bag midten, tilsmalnet meget stærkere fortil end bagtil (fig. 22, c). Mel- lemskinnebenene ret stærkt indadkrummede, RE AD) sy sst rs ER AR RNA JERN Bnåsgilis, Pronotum bredest omkring eller foran midten, for- og bagtil omtrent lige stærkt tilsmalnet (fig. 22, a og b). Mellemskinnebenene i det højeste svagt DE Eee 3350 es EEN ha ER 4. Pronotum bredest betydeligt foran midten (fig. 22, a), blankt. Vingedækkerne med mere eller min- dre tydeligt tandformet sømspids (jfr. fig. 24) 4.-elongåta.
41
Pronotum bredest omkring eller lidt foran midten eee EET TEN SES I. Dol SEE SE HEN
5. Vingedækkerne med mere eller mindre tydeligt sandformet sømspids (fig. 24) …… FO AEG
Vingedækkerne med afrundet eller i hvert fald HE FRIERE SMEDET Es TET ene eee
aq. elongata bt obl ongd c.agi lis
Fig. 22. Choleva. Pronotum.
6. Parringsorganets tergit lidt udvidet mod spidsen
BE Vo Misse Selen sd kysk Id 5. jeannéli.
Parringsorganets tergit ikke udvidet mod spidsen
Kuntrent som fig. 26,32) .5..,0-00rlmese 6. Tagniézi.
7. Parringsorganets tergit i de inderste 2 tredjedele stærkt tilsmalnet i konkave linier, så at roden højst er !/, så bred som det bredeste sted (fig.
ON EAN KA AR EEN 7. oblånga.
Hitriiigsorganet anderledes formet ; … 0 25» 00 ss ss
8. Pygidiums bagrand i midten med en skarp indskæ- ring (fig. 26, e).”) Parringsorganets tergit kun
ca. dobbelt så langt som bredt, spidspartiet meget bredt med meget stærkt rundet yderrand
TT RET MRS BEES ASSER EPE SEE TET 10. glauca.
Pygidiums bagrand simpel. Parringsorganets tergit mindst 3 gange så langt som bredt, spidspartiet ikke særlig bredt (26, A)r sst ænse
1) Pygidiums bagudrettede behåring rager ofte ud over indskæ-
ringen, som derved kan være noget mindre tydelig.
42
9. Vingedækkerne med et bredt indtryk langs søm- men, i midten betydeligt udvidede og ca. ”/; bredere end pronotum, siderne betydeligt run- RØD ss Jr rriner DEER slkelknteER 8. reltteri. Vingedækkerne uden sådant indtryk, i midten svagere udvidede og ca. 7/4 bredere end prono- tum, siderne svagere rundede .....…: 9. anguståta.
ØER
aA. fagniezi & geanneli wd glauca d angus lala
Fig. 23. Choleva gg. Penisspidsen.
1. Ch. spadicea Sturm. Lysere eller mørkere brun, hoved og pronotum mørkere, følehorn og ben rødlige. Følehornene meget slanke, alle led meget længere end brede, 8. led meget kortere end 9., 1!/, gang så langt som bredt. Hovedets punk- tur ret grov. Pronotum c. 1!/, gang så bredt som langt, bre- dest i eller omkring midten, med stærkt tilrundede sider og afrundede baghjørner, temmelig tæt og groft punkteret. Vingedækkerne stribede, temmelig tæt og groft punkterede, med opstående, temmelig lang behåring. Længde 5—5,5 mm.
åg: Lår utandede, bagbenenes hofteringe lancetformet til- spidsede (omtrent som fig. 20, e, spidsen dog skarp, ikke but).
2: Vingedækkernes sømspids afrundet. Parringsorganets tergit, se oversigten.
Denne og den følgende art er let kendelige ved den grove punktur og vingedækkernes opstående behåring. Kroppen er hos denne og de to følgende arter bredere end hos vore andre arter.
43
Meget sjælden (J, Ø). Tørning og Christiansdal ved Ha- derslev (nogle stkr. i musegange og -reder i hule træer og ved gamle bøgestubbe, aug.—nov.), Marselisborg skov (2 eks. ved svamp på en bøgestub, sept.); Vintersbølle skov ved Vording- borg (1 stk. i en bøgestub). Arten foretrækker antagelig muse- gange og -reder på løvskovbund.
2. Ch. paskoviénsis Reitter. Meget nærstående til den foregående, med adskilt fra den ved de i oversigterne nævnte
Fig. 24. Choleva fagniezi ?. Vingedækkespidserne.
kendemærker. Følehornene hos begge køn lidt kortere og kraftigere end hos den foregående. Længde 4,5—5 mm.
å: Bagbenenes hofteringe bøjede, med bred, afstudset spids (fig. 21).
2: Parringsorganets tergit, se oversigten.
Af denne art foreligger hidtil kun et enkelt dansk eks. (3), fundet i en jordbundsprøve fra Strandkær på Mols, 13/8 1943. På lokaliteten var der bevoksning af enebær, hedelyng, blåbær, bølget bunke (Deschampsia flexuosa) og mos (Hylo-
comium) samt talrige musegange. Arten antages at være knyttet til musegange og -reder.
3. Ch. ågilis Illig. Kroppen noget kortere og bredere end hos de følgende arter. Brunsort eller lysere eller mørkere brun, følehorn og ben rødlige, følehornene ofte mørkere mod spid- sen. Oversidens behåring nedliggende. Følehornene mindre slanke end hos de følgende arter, mod spidsen tydeligt for- tykkede, 8. led meget kortere end 9., i det højeste ganske lidt længere end bredt. Hovedet meget fint og spredt punkteret. Pronotum (fig. 22, c) omtrent !/, gang bredere end langt, med rundede sider og afrundede baghjørner, fint og temmelig tæt
44
punkteret. Vingedækkerne fint stribede, fint og temmelig tæt, noget ru punkterede. Længde 4,5—5 mm.
åg: Mellemskinnebenene stærkt indadkrummede og på indersiden udrandede (fig. 25). Bagbenenes hofteringe på indersiden med en skarp tand (fig. 20, a).
Fig. 25. Choleva agilis. Højre bagskinneben.
2: Mellemskinnebenene ret stærkt indadkrummede (fig. 25). Vingedækkernes sømspids afrundet.
Let kendelig ved sin forholdsvis brede legemsform, prono- tums form og følehornenes bygning.
I musegange og -reder og i muldvarpereder, udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B).
4. Ch. elongåta Payk. Hoved og pronotum sorte eller brune, det sidste bagtil oftest med lysere sider, vingedækkerne lysere eller mørkere brunlige, følehorn og ben rødgule. Føle- hornene meget slanke, alle led længere end brede, 8. led kor- tere end 9., mindst dobbelt så langt som bredt. Hovedet blankt, fint og spredt punkteret. Pronotum (fig. 22,3a) lidt bredere end langt, blankt, bredest ret langt foran midten, bagtil næs- ten retliniettilsmalnet, med afrundede baghjørner, punkturen ret fin og meget spredt, mod siderne noget tættere. Vingedæk- kerne fint stribede, med fin og ikke særlig tæt, noget ru punktur. Længde 5—5,5 mm
åg: Lår utandede, bagbenenes hofteringe lancetformede, stærkt tilspidsede (fig. 20, b).
45
Q: Vingedækkernes sømspids mere eller mindre tydeligt tandformet, oftest omtrent som fig. 24.
Udmærket ved det blanke pronotum, der er bredest ret langt foran midten og tilsmalnet bagud i næsten rette linier, samt ved den meget smalle krop.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). Især i muldvarpereder på åben mark- og engbund.
EVO
a. angustata b. glauca c. oblonga d. jeanneli e. glauca
Fig. 26. Choleva 9%. a-d: parringsorganets tergit. e: pygidium.
5. Ch. jeannéli Britten (stuårmi partim, 1. udg.). Brungul eller brunlig, hovedet og pronotum eller dets midtparti oftest mørkere. Pronotum bredest lidt foran eller omtrent i midten, siderne ret jævnt rundede (omtrent som fig. 22, b). Iøvrigt sammen med den følgende art kendetegnet ved hannens tan- dede baglår og hunnens tandformede vingedækkesømspids. Længde 5—5,5 mm.
åg: Baglårene tandede, bagbenenes hofteringe lancetfor- mede, med but spids (fig. 20, e). Penisspidsen simpel (fig. 23, b).
C: Vingedækkernes sømspids tandformet (som fig. 24). Parringsorganets tergit lidt udvidet mod spidsen (fig. 26, d).
Udbredt, men sjælden (J, Ø). Tørning, Esbjerg, Nørholm skov, Strandkær og Femmøller på Mols, Kølske dam, Vang skov; Svendborgegnen, Hjortekær. I muldvarpe- og musereder og -gange.
6. Ch. fagniézi Jeannel (stuårmi partim, 1. udg.). Meget nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigterne nævnte kendemærker. Pronotum bredest om- kring midten. Længde 5—5,5 mm.
46
åg: Baglårene tandede, bagbenenes hofteringe med skarp spids (fig. 20, f). Penisspidsen med et dybt, rundet udsnit og derfor tvespidset (fig. 23, a).
2: Vingedækkernes sømspids tandformet (fig. 24). Parrings- organets tergit ikke udvidet mod spidsen (omtrent som fig. 26, a).
Udbredt, men sjælden (J, Ø). Christiansdal ved Haderslev (i musegange i gammel stub), Rye, Femmøller, Tepstrup (i musegange under planterester i nåleskov), Randers; Sundby Storskov, Bistrup enge ved Holte (i muldvarpereder), Sønder- skov ved Ravnsholt (i en rævegang). Marts, juli, sept.—okt.
7. Ch. oblånga Latr. (fig. 26). Hos denne art er vingedæk- kerne næsten altid forholdsvis lyst brungule, uden mørkere anstrøg; også hoved og pronotum er gennemgående mindre mørke end hos de nærstående. Pronotum (fig. 22, b) bredest omkring midten, siderne bagtil bredere og tydeligere afsat end hos de nærstående og lidt opadbøjede. Iøvrigt let kendelig ved kønskaraktererne. Længde 5—5,5 mm.
åg: Baglårene utandede, bagbenenes hofteringe hulmejsel- formede (fig. 20, c).
Q: Vingedækkernes sømspids afrundet. Parringsorganets tergit omtrent ketcherformet (fig. 25, c).
Udbredt og ikke særlig sjælden (J, Ø). I muldvarpe- og musegange og -reder. Ofte aftenketset, især i maj og juni.
8. Ch. reitteri Petri. Hoved. og pronotum ofte mørkere end vingedækkerne. Pronotum bredest omkring midten. Læng- de 5—6 mm.
&g: Baglår utandede, bagbenenes hofteringe jævnt tilspid- sede, bagudkrummede (fig. 20, d).
2: Vingedækkerne bredere og med lidt stærkere rundede sider end hos de nærstående, med et bredt, fladt indtryk langs sømmen, 3. og 4. stribe bag midten ganske lidt udadsvungne, sømspidsen afrundet. Parringsorganets tergit omtrent som hos angustata (fig. 25, a), udhulet, jævnt tilsmalnet mod roden, spidsranden rundet.
47
Fig. 27. Choleva oblonga &. x 9.
Udbredt, men .sjælden. (J,.Ø). Haderslev, Estrup: skov, Strandkær (Mols), Randers, Lundby krat, Vang skov; Chris- tianssæde, Sundby Storskov, Færgemarkskoven ved Guldborg L., Redsle, Hillerød. Oftest på skovbund, i musereder og -gan- ge, undertiden i rævegrave.
48
9. Ch.anguståta. Fabr.…(cistelofdes…partim, 1sudg.). Hoved og pronotum brune eller sortbrune, pronotum bredest omkring midten. Længde 4,8—5 mm.
å: Baglår utandede, bagbenenes hofteringe lancetformede, med en krum tand på bagranden (fig. 20, g; tanden kan være placeret nærmere hofteringens rod). Penisspidsen ret bred (fg. 23, d).
QC: Vingedækkernes sømspids afrundet. Parringsorganets tergit mindst 3 gange så langt som bredt, udhulet, mod roden tilsmalnet, spidspartiet ikke ret bredt, siderne omtrent rette, spidsranden jævnt rundet (fig. 26, a).
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). Haderslev, Esbjerg, Fanø, Århus, Lindum; Lindeskov ved Nykøbing F., Køge ås, Lejre, Rudeskov, Sanddalen, Freerslev hegn. I muldvarpe- og muse-
reder og -gange, især vistnok på ret tør bund. Ret ofte aften- ketset, især i maj og juni.
10. Ch. glauca Britten (cisteloides partim, 1. udg.). Meget nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker. Længde 4,5—5 mm.
åg: Bagbenenes hofteringe med en lige, stump tand (fig. 20, h). Tanden skal kunne variere i længde og undertiden være svagt krum, men ikke så stærkt som hos angustata. Penis- spidsen meget smallere end hos angustata &É (fig. 23, c).
Q: Parringsorganets tergit kun ca. dobbelt så langt som bredt, spidspartiet meget bredt, med meget stærkt rundet yderrand (fig. 25, b). Pygidiums bagrand i midten med en skarp indskæring (fig. 26, e)").
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). Haderslev, Nørholm, Tepstrup, Svejbæk, Århus, Lundby bakker, Løkken; Sten- gade Sø (Langeland), Odense, Sundby Storskov, Nykøbing F.,
Damhusmosen, Ermelunden, Hillerød. I muldvarpe- og muse- reder og -gange, især vistnok på noget fugtig bund.
2. Nårgus Thoms.
Adskiller sig fra Choleva ved mindre langstrakt form, kortere følehorn og ben samt ved, at baglårene
1) Se ovenfor p. 41, note 1.
49
i det højeste er 1!/, gang så lange som baghofternes tværbredde. Pronotum bredest ved roden, her så bredt som vingedækkerne, fortil tilsmalnet, med run- dede sider. Vingedækkerne uden eller med ganske svagt antydede striber. Hannens forfødder udvi- dede.
Arterne træffes især for- og efterår.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum og vingedækkerne yderst fint og tæt og omtrent ensartet punkterede og yderst fint og tæt, gråt behårede. Pronotums baghjørner ret- vinklede (selve spidsen dog lidt rundet) og lidt bagudtrukne, idet pronotums bagrand på hver side indenfor baghjørnerne er svagt indbuet. RE er Mr 3 SEM KONEN RES RSERE RER SER 1. v610o%, Vingedækkernes punktur tættere og grovere end pronotums. Oversidens behåring mindre fin og mindre tæt. Pronotums baghjørner stumpvink- lede og ikke bagudtrukne, idet pronotums bag- rand ikke er indbuet på hver side. Længde 1,5— 0 ES ER dr so ER SR Te SR 3 KR væ 2. Pronotum i grunden yderst fint mikrochagrineret. Dyret temmelig langstrakt og kun svagt hvæl- el Længde 2872 3 MM 08 20 ole omen 2. wilkini. Pronotum i grunden glat. Dyret kortere og stær- kere hvælvet. Længde 1,5—2 mm. 3. ånisotomoides.
1. N. vélox Spence. (fig. 28). Temmelig stærkt hvælvet, lysere eller mørkere brun, følehorn og ben rødlige. Følehornene mod spidsen jævnt og svagt fortykkede, 3. led omtrent af samme længde som 2. Hovedet yderst fint punkteret. Prono- tum ca. ?/, gang bredere end langt, i bunden yderst fint og svagt mikrochagrineret. Vingedækkerne temmelig stærkt hvælvede, på forreste halvdel undertiden med svagt antydede striber. Længde 2,7—3 mm.
Victor Hansen: Ådselbiller 4
50
åg: Forfødderne stærkt udvidede. Bagbenenes hofteringe med indadkrummet spids.
Almindelig (J, Ø, B). Oftest i skov ved ådsel eller svamp, undertiden i musegange, muldvarpereder og ved indgangen til ræve- og grævlingeboer.
Fig. 28. Nargus velox g. x 16.
2. N. wilkini Spence. Rustrød eller brungul, hovedet oftest mørkere. Følehornene mod spidsen jævnt fortykkede, 3. led lidt kortere end 2. Hovedet fint punkteret. Pronotum rigeligt 7/, gang bredere end langt, ret tæt og meget fint punk- teret. Vingedækkerne meget mere langstrakte. og mindre
51
stærkt hvælvede end hos de to andre arter, med tættere og grovere punktur end pronotum. Længde 2,2—2,3 mm.
gg: Forfødderne noget udvidede.
Udbredt; men sjælden (J, Ø). F. eks.: "Haderslev, Taps, Estrup skov, Rye Sønderskov, Horsensegnen, Århus, Floes ved Randers; Tåsinge, Svendborg, Odense, Korsør mose. Ved svamp, under løv og gamle risbunker og ved træstubbe; taget
ved aftenketsning, f. eks. i aug., og i stort antal ved sigtning af løv i sept.
3. N. ånisotomoides Spence. Temmelig stærkt hvælvet, brunsort eller brun, lysere mod siderne, følehorn og ben rød- lige. Følehornene mod spidsen jævnt fortykkede, 3. led bety- deligt kortere end 2... Hovedet fint og spredt punkteret. Pro- notum omtrent dobbelt så bredt som langt, fint og spredt punkteret. Vingedækkerne meget grovere og tættere punk- terede end pronotum, c. 1!/, gang så lange som tilsammen brede, siderne meget stærkere rundede end hos wilkini. Længde 1,5—2 mm.
åg: Forfødderne svagt udvidede.
Almindelig (J, Ø). I musereder og -gange, under løv og mos samt i kompost. Også taget i antal i hermelinens rede.
3 ;Cdltops Payk.,
Adskiller sig fra Choleva ved, at kindbakkernes in- derside ikke er tandet, og ved, at mellemføddernes 1. led (foruden forfødderne) er udvidet hos hannen. Endvidere er kroppen som regel bredere og mindre slank, benene kortere og kraftige og følehornene min- dre slanke og ofte forsynede med en mere eller mindre tydelig afsat kølle, der består af 7.—11. led, dog således at 8. led er kortere og smallere end de indesluttende led og derfor afbryder køllen. Oversidens behåring som regel fin og på forkroppen brunlig, på vingedæk- kerne grålig. Hovedets punktur mere eller mindre fin og tæt, som regel betydeligt kraftigere end prono-
4+
52
tums. Vingedækkerne uden tydelige eller med fortil svagt antydede, bagtil tydeligere længdestriber. Vin- gedækkerne har oftest foruden den almindelige behå- ring en ejendommelig blålig, rim- eller dugagtig be- klædning, der let ødelægges og ikke tåler fugtighed.
Arterne forekommer især for- og efterår; nogle arter kan undertiden aftenketses.
Vore arter findes dels i dyreboer og -gange, dels ved ådsel, svamp 0. Il. Flere arter forekommer snart i dyreboer og -gange, snart ved ådsel, og gennemgående er Catops-arterne ikke så- ledes som Choleva-arterne fast knyttede til dyreboer og -gange. Flere arter kan fanges ved udlægning af lokkemad, f. eks. stærktlugtende ost.
Nogle af arterne er vanskelige at bestemme, og undersø- gelse af hannens parringsorgan er da af vigtighed til sikring af bestemmelsen. En oversigt over hannerne til de vanskelige arter (nigrita-gruppen, arterne nr. 7—13) er givet nedenfor p. 57,
Oversigt over arterne.
1. Pronotum bagtil ikke eller næppe smallere end vingedækkerne, ikke tilsmalnet bagtil. Dyrets omrids derfor uden nogen tydelig indsnævring mellem pronotum og vingedækkerne (fig. 32)... 2.
Pronotum bagtil tydeligt smallere end vingedæk- kernes rod, tydeligt tilsmalnet bagtil. Dyrets omrids derfor indsnævret mellem pronotum og vingedækkerne (fig. 33 og 33 a) (3. underslægt ARE ARE ES Ses KDK SME NERE SEES d.
2. Følehornskøllen kun svagt afsat, 8. led i det høje- ste ganske lidt bredere end langt (fig. 29, a). Vingedækkerne også i deres forreste halvdel tydeligt stribede. Længde 3,5—4,5 mm (1. under- skegt Dress VI AMEDURINS BREV 1. umbrinus.
Følehornskøllen tydeligere afsat, 8. led c. dobbelt så bredt som langt, vingedækkerne oftest kun
53
mod spidsen svagt stribede. Længde 2,5—3,5 mm (2: -underslægt Sciodrepoides)........0.0 3. Følehornenes 4. og 5. led tværbrede. Pronotums baghjørner ikke eller næppe bagudtrukne, idet pronotums bagrand ikke eller næppe er indbuet på hver side. Hoved og pronotum temmelig
REE HE ER SE NS see e ark: 2. watsoni.
&. ?ristis aumbrinus
Fig. 29. Catops. Følehorn.
Følehornenes 4. og 5. led ikke tværbrede. Prono- tums baghjørner tydeligt bagudtrukne, idet pronotums bagrand på hver side indenfor bag- hjørnerne er tydeligt indbuet. Hoved og prono-
bint temmeligt se. again brtumåtus.
4. Pronotum tæt kornet, men uden fordybede punk- ter. Pronotums siderande temmelig stærkt ind- svajede foran baghjørnerne, disse omtrent ret-
RE EN SSR PR SEAT RE SEERE ERE SEES 18. kirbyi.
FREE enker ets sed ave ste el ellse shahen 5. Pronotum groft og tæt punkteret. Punkterne ikke
indstukne bagfra, lidet dybe ........ 17..negléctus.
Pronotum fint punkteret, punkterne indstukne BR RER UD ae dn eres rn
6. Følehornene med svagt afsat kølle, 6. led ikke RE daer gen ed ns IEEE Følehornene med stærkt afsat kølle, 6. led tvær- MEE AE AR 5 ele Sl ad oe dre ere se
1) Dog ikke altid hos fristis.
6.
16.
10.
1%
o4
Større, 5--6,5 mm, bred og stærkt hvælvet, prono- tum bredest lidt foran roden, med stumpvinklede
baghjørner (10333). bs 40. Ar ;ARLER 5. picipes. Mindre, 3—4,5 mm, i modsat fald (nigricans) prono- tums baghjørner spidsvinklet bagudtrukne... 8.
Bred. Pronotum omtrent dobbelt så bredt som langt, bredest ganske lidt foran roden, bagtil kun meget lidt tilsmalnet, baghjørnerne om- trent retvinklede, oftest lidt bagudtrukne. Vin- sedækkerne TØGDRERE , 2 Ren saR SEER 4. fuscus.
Pronotum bredest omkring eller noget bag midten. Vingedækkerne hos udhærdede individer sorte eller brunsorte (undtagen hos subfuscus)....... 9.
Pronotums baghjørner tydeligt bagudtrukne, idet pronotums bagrand på hver side indenfor bag- hjørnerne er tydeligt indbuet. 7. Følehornsled tydeligt længere end bredt. J's forlår simple... 10.
Pronotums baghjørner ikke eller kun yderst svagt og ubetydeligt bagudtrukne, idet pronotums bagrand i det højeste er yderst svagt indbuet på hver sides used NE, husnr zink sr &
Større 4,5—5,3 mm, og temmelig stærkt hvælvet. Pronotums baghjørner temmelig stærkt bag- udtrukne. 8. følehornsled ikke eller kun svagt tværbredt. gs forskinneben på indersiden i " midten kun yderst svagt udvidede (fig. 30, a)
6. nigricans.
Mindre, 3,5—4,5 mm, og langt mindre stærkt hvæl- vet. Pronotums baghjørner meget svagt bag- udtrukne. 8. følehornsled tydeligt tværbredt. også hos &g. &s forskinneben på indersiden i midten temmelig stærkt udvidede (fig. 30, b)
7. fuliginésus.
Pronotum i bunden uden mikrochagrinering, bre- dest ret langt bag midten, hos $ mindst så bredt som, hos 2 i det højeste lidt smallere end vinge- dækkerne, disse korte, kun ca. !/, længére end
55
tilsammen brede. Følehornenes endeled mørkt,
ikke lysere end næstyderste led, tydeligt smal-
End FEE ES Eau el dene e 8; grandicdllis. Pronotum i bunden yderst fint tværliniet mikro-
chagrineret, i modsat fald (westi) er pronotum
bredest omkring midten og følehornenes ende-
led lysere end næstyderste led og næppe smal-
Bee ERE TERE Rn feta ree kunden al enhe ere 12: anigricans b fuliginosus ce. nigrila d. morio e. subfuscus
Fig. 30. Catops g. Højre forben.
12. Pronotum i bunden uden mikrochagrinering, bre- dest omkring midten, siderne lige foran baghjør- nerne svagt, men tydeligt indsvajede. Følehor- "nenes endeled lysere end næstyderste led. Læng- ER FRR Sr ber Seed sa Ahorn 2 wésti. Pronotum i bunden yderst fint tværliniet mikro- chagrineret; siderne ikke tydeligt indsvajede foran baghjørnerne, i modsat fald (dårni) føle- hornenes endeled mørkt, ikke lysere end næst- ER RE REE ERE ERE PEN NERE TET 13. 13. Mindre, 3—3,5 mm. Følehornenes endeled mørkt, ikke lysere end næstyderste led. Vingedækkerne rigeligt !/, længere end tilsammen brede, bredest net dorinm midte oss seed. lee 10. coracinus.
56
Større, 3,5—4,5 mm. Følehornenes endeled helt eller mod spidsen lysere end næstyderste led, i modsat fald (dårni) vingedækkerne ca. ”/, gang længere' end tilsammen brede VS ss VHS 14.
14. Følehornenes endeled mørkt, ikke lysere end næst-
15.
16.
eg
18.
yderste led. Pronotums sider lige foran baghjør-
nerne yderst svagt, men tydeligt indsvajede.
Vingedækkerne ca. ”!/, gang længere end tilsam-
Men ibrede iiklsdg, often. bit bagude 12. dérni. Følehornenes endeled helt eller mod spidsen lysere
end næstyderste led. Pronotums sider ikke tyde-
ligt: indsvejeder bagtil LG DELES VU UAGENDESL ARE 15. Vingedækkerne lidt over !/, længere end tilsammen
brede, bredest foran midten. Pronotums bag-
hjørner skarpe, omtrent retvinklede. Følehorne-
ne med mere end'2 lyse rodled 0, LÆ 11 nigrita. Vingedækkerne ca. !/, gang længere end tilsam-
men brede, som regel bredest omkring midten.
Pronotums baghjørner meget stumpvinklede.
Følehornene som regel med kun 2 lyse rodled
13. mårio. Følehornenes endeled kun lidt kortere end de to næstyderste led tilsammen .. 14. chrysomeloides. Følehornenes endeled meget kortere end de to hæstydersbe led lse AD VE SEERNE vZ. 8. følehornsled kun lidt kortere end 6. ...... långulus. 8. følehornsled kun c. halvt så langt som 6. (fig. RR ARENSE SIR PERELEE SNRREE ESME SÆLG 18
5. følehornsled mindst så langt som bredt (fig. 29, b). Pronotum ret mat, med næsten retvinklede baghjørner. Vingedækkerne fint punkterede. 75. 'tristis. 5. Følehornsled tværbredt. Pronotum temmelig blankt, med stumpvinklede baghjørner, vinge- dækkerne grovere, udpræget kornet punkterede, deres DEDA FENDER DS SINSAN 2 16. "Subfåscus.
57
Oversigt over hannerne til arterne 7—13 (nigrita-gruppen).
1. Forlårene på indersiden lidt foran midten med en
lille knude. Følehornenes endeled mørkt....... 2. Eee FEED ss raser bed rn ek RK Sk a. fuliginosus b. nigrita c. westi d. dorni e. morio f. coracinus g. grandicollis
Fig. 31. Catops g. Penisspidsen set fra oven.
2. Pronotum i bunden uden mikrochagrinering. Penis
se NE; DØR Mr steel etern Mone 8. grandicdllis. Pronotum i bunden yderst fint mikrochagrineret. ie RRS, Ea skader. bank 10. coracinus.
3. Forskinnebenene på indersiden i midten ret stærkt udvidede (fig. 30, b). Penis se fig. 31, a 7. fuliginåsus. Forskinnebenene uden sådan udvidelse ......... Å. 4. Baglårene midt på indersiden med en ganske svag, stumpvinklet udvidelse. Penis se fig. 31,c . 9. wésti. BEER RAE TE ARR Alps Fess DR RE d. 5. Forskinnebenene kraftige, mod spidsen ret stærkt
58
udvidede, inderranden ret stærkt konveks (fig. 30, 3); Penis se 1-3 brrs os rd nd Li: nigrita,
Forskinnebenene slankere, mod spidsen svagere ud- videde, inderranden omtrent retliniet (fig. 30, d) 6.
Bb? Pens se HE SEE LNS NR ns RIM ÆREDE SAR 12. dérni. ERE Se FRE ER 20 ene have ERROR ASE 13, mårio.
1. underslægt Drepåscia Jeann.
1. C. umbrinus Er. Denne og de to følgende arter udmær- ker sig ved, at pronotum ikke er tilsmalnet bagtil og her næp- pe smallere end vingedækkerne, hvorved kroppens omrids ikke indsnævres mellem pronotum og vingedækkerne. Lysere eller mørkere brun eller brunsort, temmelig mat, oversiden meget fint og kort, grågult behåret, følehorn og ben rødlige. Føle- hornene slanke, 3.—5. led længere end brede, 6. led mindst så langt som bredt, 7. led længere end bredt, 8.—10. led ikke eller kun svagt tværbrede (fig. 29, a). Hovedet meget fint og tæt punkteret. Pronotum ca. ?Z/, bredere end langt, fortil tilsmal- net, med noget bagudtrukne, på spidsen afrundede baghjør- ner, yderst fint og tæt punkteret. Vingedækkerne ret brede, punkturen stærkere og mindre tæt end på pronotum, stri- berne kraftigst bagtil, men også fortil tydelige. Længde 3,5—4,5 mm.
Øg: Forskinnebenene jævnt udvidede mod spidsen.
Arten angives at være fundet for over 90 år siden enkeltvis i småskovene omkring Vesterborg på Lolland, ved foden af gamle ege i selskab med myrer (Lasius fuliginosus). Eksem- plarer fra disse fund foreligger dog ikke. I Sverige er arten fundet bl.a. i Skåne (1897, i allikerede), i Småland (”"/, 1952 i hul eg med L. fuliginosus) og i Våstmanland (??/. og 7”/, 1953, enkeltvis i hul eg med L. brunneus og rester af allikerede). I Nordtyskland, hvor arten nu om stunder synes at være meget sjælden, er den især fundet i godt beskyttede hulheder af gamle ege i nogenlunde fugtigt muld og synes at undgå myrer, men foretrækker træer med uglereder uden dog at være bundet hertil.
59
2. underslægt Sciodrepoides Hatch. (Sciodrépa auct. nec Thoms.)
2. C. watsoni Spence (fig. 32). Brunsort, vingedækkerne og ofte pronotums rande rødbrune. Følehornene brunsorte med rødgul rod og spids, benene rødlige. Oversiden temmelig fint og kort, gulbrunt behåret. Følehornene korte, 4.—6. led
Fig:32: GCatops watsoni.$. x 15.
tværbrede, 7. led stærkt tværbredt, 8. led tværbredt, omtrent af samme længde og bredde som 6.; 9 og 10. led smallere end 7. Pronotum ca. ?Z/, bredere end langt, fortil tilsmalnet, med omtrent retvinklede baghjørner, punkturen tæt og meget fin. Vingedækkerne noget grovere punkterede end pronotum. Længde 2,5—3,5 mm.
gg: Forskinnebenene jævnt og ret stærkt udvidede mod spidsen, inderranden noget konveks.
60
Meget almindelig (J,Ø,B.). Især ved ådsel, men også i musereder ved gamle træstubbe. Hyppigt aftenketset.
3. C. fumåtus Spence. Nær beslægtet med watsoni, men let at adskille fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker. Vingedækkerne gennemgående lidt mørkere farvede end hos watsoni, ofte brunsorte mod spidsen. Følehornene brunlige med rødgul rod og yderste spids, 4. og 5. led ikke tværbrede, 6. led i det højeste svagt tværbredt, 7. led ikke tværbredt, 8. led tværbredt, kortere og bredere end 6.; 9 og 10. led næppe smallere end 7. Længde 3—3,5 mm.
Udbredt, men ret sjælden, hyppigst i vore sydlige egne (J, Ø). Især ved ådsel; også ved aftenketsning og en enkelt gang i en rovfuglerede. Juni—sept., i antal ”/, og ?8/,
3. underslægt Catops s. str.
4. C. fuscus Panz. Denne og den følgende art er kendelige ved deres brede form og ved, at pronotums bredeste sted falder langt tilbage, lidt foran roden. Brunsort, vingedækkerne og ofte pronotums sider rødbrune, følehorn og ben rødlige, de første undertiden delvis brune. Følehornene slanke, kun svagt fortykkede mod spidsen, 3. led betydeligt længere end 2., 4.—6. led længere end brede. Pronotum med stærkt rundede sider og omtrent retvinklede, oftest lidt bagudtrukne bag- hjørner, punkturen fin og tæt. Vingedækkerne bredest foran midten, fortil fint, mod spidsen stærkere stribede, punkturen fin og tæt, men meget grovere end pronotums. Længde 4—4,5 mm.
åg: Forskinnebenene på indersiden i inderste halvdel svagt indbuede.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Oftest i kældere under henrådnende plantedele o. lign. Måske knyttet til reder og gange af rotter og andre pattedyr, f. eks. mus og grævling.
Larven er foruden i kældere fundet i det fri tidligt om foråret ved ådsler af små pattedyr og krybdyr.
5. C. picipes Fabr. (Fig. 33). Bred, stærkt hvælvet. Sort eller brunsort, følehorn og ben rødlige. Følehornene slanke,
61
kun ganske svagt fortykkede mod spidsen, 3. led meget læn- gere end 2.; 4.—6. led betydeligt længere end brede. Pronotum med stærkt rundede sider, bagranden på hver side kun yderst svagt indbuet, punkturen fin og meget tæt. Vingedækkerne bredest hos 2, fortil fint, mod spidsen stærkere stribede, punkturen temmelig fin og tæt, men ikke nær så fin og tæt som pronotums. Længde 5—6,5 mm. &: Forskinnebenene simple.
Fig. 33. Catops picipes gg. x 8.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Den lever i hule træer, ved gamle træstubbe og lignende steder, især i musereder
og -gange.
62
6. C. nigricans Spence. Ret let kendelig ved sin betyde- lige størrelse, pronotums temmelig stærkt bagudtrukne bag- hjørner og de stærkt hvælvede vingedækker. Sort, vingedæk- kerne og pronotums sider undertiden lidt lysere. Følehorn og ben brunrøde, følehornskøllen og lårene undertiden lidt mør- kere. Følehornene slanke, svagt fortykkede mod spidsen, 3. led meget længere end 2.; 4.—6. led meget længere end brede, 7. led længere end bredt. Pronotum smallere end vingedækker- ne, ca. !/, gang bredere end langt, bredest lidt bag midten, med jævnt rundede sider, baghjørnerne temmelig stærkt bag- udtrukne, idet bagranden på hver side indenfor baghjørnerne er temmelig stærkt indbuet, punkturen fin og tæt. Vingedæk- kerne ca. !/, gang længere end tilsammen brede, striberne svagt antydede fortil, tydelige bagtil, punkturen meget tæt, grovere end pronotums. Længde 4,5—5,5 mm.
åg: Forskinnebenene på indersiden i midten yderst svagt udvidede (fig. 30, a).
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Oftest sigtet enkeltvis ved gamle træstubbe; antagelig knyttet til musereder og
-gange; af og til ved aftenketsning (f. eks. "/,,). Larven er fundet i febr. under ådsler af små pattedyr.
7. C. fuligin6sus Er. Ligner den foregående stærkt, men adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved kortere, mod spidsen næsten altid brunsorte føle- horn og ved, at pronotums bagrand på hver side er svagere indbuet. Længde 3,5—4,5 mm.
gg: Forskinnebenene på indersiden i midten temmelig stærkt udvidede (fig. 30, b). Penis se fig. 31, a.
Denne og de 6 følgende arter (»nigrita-gruppen«!) er vore vanskeligste arter, men hannerne er dog lette at bestemme ved hjælp af de sekundære kønskarakterer eller penisformen, jfr. oversigten ovenfor p. 57.
Indenfor denne gruppe er fuliginosus kendetegnet ved de tydeligt, omend meget svagt bagudtrukne baghjørner, en karakter der blandt de andre kun findes hos dorni, og her i
1) Denne gruppe er opstillet af rent praktiske grunde, ikke på systematisk grundlag.
63
endnu svagere form, samt ved fint mikrochagrineret, tydeligt bag midten bredest pronotum med foran baghjørnerne næppe indsvajede sider, mørkt følehornsendeled, der næppe er smal- lere end det næstyderste led, og mere end 2 lyse følehorns- rodled.
Almindelig (J, Ø, B). I dyreboer, hyppigt i muse- og muld-
varpereder, men også fundet i andre dyreboer, f. eks. herme- linens og grævlingens.
8. C. grandicdllis Er. Nærstående til nigrita, men adskilt fra denne og de 4 andre følgende arter ved de i oversigten anførte skelnemærker og som regel ret let kendelig ved det store, brede, på siderne stærkt rundede, ikke mikrochagrine- rede pronotum. Følehornene brunlige, roden lysere, køllen undertiden mørkere, 8. led meget kort, over dobbelt så bredt som langt. Hovedets og pronotums punktur lidt grovere end hos nigrita. Vingedækkerne mod roden kun meget lidt til- smalnede. Længde 3,5—4 mm.
åg: Forlårene på indersiden lidt foran midten med en lille knude. Forskinnebenene omtrent som hos nigrita. Penis se fig. 31, 2.
Fra westi, der også mangler mikrochagrinering på prono- tum, adskilles arten let ved bredere krop, bredere pronotum, der er bredest ret langt bag midten, og følehornsendeleddets form og farve.
Ret sjælden (J, Ø). F. eks.: Endrupholm, Ulstrup, Århus, Favrskov; »Engene« ved Svendborg, Frejlev skov, Køge ås, Rudeskov. Sandsynligvis knyttet til muse-, muldvarpe-, ræve- og grævlingeboer og -gange; undertiden ved aftenketsning BRS) antal 28",
9. C. wésti Krog. (Fig. 33 a). Nærstående til nigrita, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte skelnemærker og ringere gennemsnitsstørrelse. Følehornene med mindst 3 lyse rodled og lyst endeled. Pronotum ikke eller kun lidt smallere end vingedækkerne, bagud betydeligt tilsmalnet, siderne stærkt rundede. Vingedækkerne rigeligt !/, længere end tilsammen brede, bredest foran midten. Længde 3—4 mm.
64
gg: Forbenene omtrent som hos nigrita. Baglårene midt på indersiden med en ganske svag, stumpvinklet udvidelse. Penis selig. 310:
Den manglende mikrochagrinering på pronotum gør arten let kendelig fra de 4 følgende arter. Om adskillelsen fra grandi- collis se foran under denne.
Fig. 33 a. Catops westi g. x 12.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). .I Nordsjælland måske hyppigere end nigrita. Levevis som denne.
65
10. C. coracinus Kellner. Gruppens mindste art, gennem- snitligt ganske lidt mindre end westi og tydeligt mindre end de andre. Iøvrigt nærstående til nigrita, men adskilt fra denne (samt dorni og morio) ved de i oversigten nævnte kendemærker og fra de to forgående bl. a. ved fint mikrochagrineret prono- tum. Følehornenes 3 eller 4 inderste led lyse, 8. led meget kort og bredt. Benene og skinnebensbørsterne normalt mørkere end hos de nærstående arter. Pronotum bredest omkring eller lidt bag midten. Længde 3—3,5 mm.
åg: Forlårene på indersiden lidt foran midten med en lille knude. Forskinnebenene omtrent som hos nigrita. Penis se Bu. 31, f,
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Arten er taget i muse-
reder og -gange, på hareådsel og hjorteknogler og undertiden aftenketset.
11. C. nigrita Er. Sort, benene rødlige, lårene oftest mør- kere, mellem- og bagskinnebenenes behåring og børster okker- gule; følehornene sorte eller sortbrune, de inderste 3 eller 4 led lyse, endeleddet helt eller mod spidsen lyst. Følehornene med kun svagt afsat kølle, 6. led ikke helt så bredt som langt, 7. led lidt bredere end 6., så bredt eller næsten så bredt som langt. Pronotum som oftest, især hos $ stærkt hvælvet, kun lidt smallere end vingedækkerne, med ret stærkt rundede sider og omtrent retvinklede baghjørner, bredest ret langt bag midten, ca. ”/, gang bredere end langt, punkturen tæt. Vin- gedækkerne i det højeste med svagt antydede striber, fint og tæt punkterede. Længde 3,5—4,5 mm.
Øg: Forlårene simple, forskinnebenene i yderste halvdel temmelig stærkt udvidede, med stærkt konveks inderrand (fig. 30, c). Penis se fig. '31, b.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). I muse- og muld-
varpereder og -gange og ved ådsel. En enkelt gang i en ned- falden hejrerede. Undertiden aftenketset.
12. C. déårni Reitter (nigriclåvis Jeann.). Meget nærstå- ende til nigrita, morio og fuliginosus, men adskilt fra dem ved de af oversigten fremgående karakterer. Kroppen omtrent af
Victor Hansen: Ådselbiller 5
66
samme slanke form som hos morio. Følehornenes endeled mørkt, de 3 eller hyppigst endnu flere af de inderste led lyse. Pronotum ca. ”/, gang bredere end langt, bredest omkring eller ganske lidt bag midten, baghjørnerne skarpe, siderne lige foran baghjørnerne svagt — gennemgående lidt svagere end hos westi — indsvajede, bagranden indenfor baghjørnerne gan- ske svagt — svagere end hos fuliginosus — indbuet og baghjør- nerne derfor ganske svagt — svagere end hos fuliginosus — bag- udtrædende. Vingedækkerne langstrakte, siderne ret svagt rundede. Længde 3,5—4,5 mm.
åg: Forbenene simple, forskinnebenenes inderrand næsten retliniet, omtrent som fig. 30, d. Penis se fig. 31, d.
Medens hannen er let kendelig ved penisformen, ligner hunnen stærkt de 3 ovennævnte arter. Den adskilles fra nigrita og morio ved mørkt følehornsendeled og formen af pro- notums siderand og bagrand, jfr. ovenfor, fra nigrita yderligere ved, at pronotum er bredest lidt længere fremme og vingedæk- kerne lidt slankere, og fra morio yderligere ved mindst 3 lyse følehornsrodled og skarpe, næsten retvinklede baghjørner på pronotum. Fra fuliginosus adskilles den ved pronotums bag- til svagt indsvajede sider, på hver side svagere indbuede bag- rand og de som følge heraf svagere bagudtrædende baghjør- ner samt ved, at pronotum gennemgående er bredest lidt læn- gere fremme og vingedækkernes sider lidt mindre rundede.
Der foreligger kun et enkelt eks. fundet ved Favrdal ved Haderslev (i musegange, ?Z/, 1931). Den angives især at fore- komme om vinteren i muldvarpereder og -gange, enkeltvis også hos mus og ved ådsel, og at foretrække sumpet sand- eller lerbund.
13. C. måério Fabr. Nærstående til de to foregående arter, men adskilt fra dem ved de i oversigten anførte skelnemærker og iøvrigt kendetegnet ved kroppens slanke form, der inden- for gruppen kun i lignende grad findes hos dorni, helt eller delvis lyst følehornsendeled og som regel kun 2 lyse følehorns- rodled, bag midten bredest pronotum med simpel side- og bag- rand og meget stumpvinklede baghjørner og ret lange og smal- le, som regel omkring midten bredeste vingedækker. Længde 3,59—4,5 mm.
67
gg: Forbenene simple, forskinnebenenes inderrand omtrent retliniet (fig. 30, d). Penis se fig. 31, e.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Levevis som nigrita.
14. C. chrysomeloides Panz. Let kendelig ved følehor- nenes bygning. Temmelig kraftigt bygget, sort, følehornene brune eller brunsorte, deres rod og benene brunrøde. Føle- hornene kraftige, 3. led længere end 2. og så langt som 4. — 5., 4.—6. led korte, aftagende i længde, tiltagende i bredde, 6. led bredere end langt, 7. led stort, bredere end og omtrent dobbelt så langt som 6., bredere end langt, 8. led meget kort og bredt, lidt bredere end, men kun halvt så langt som 6.; 9. og 10. led lidt kortere, men næppe smallere end 7., endeleddet meget smallere end 10., kun lidt kortere end 9. — 10. led. Pronotum noget smallere end vingedækkerne, ca. ”/, bredere end langt, bredest i eller lige bag midten, siderne rundede, foran baghjør- nerne oftest tydeligt indsvajede, punkturen meget fin og tæt. Vingedækkerne temmelig brede og hvælvede, med ret stærkt rundede sider, bagtil med antydning af striber, fint og tæt punkterede. Længde 4—5 mm.
åg: Forlårene på indersiden foran midten med en lille knude. Forskinnebenene mod spidsen jævnt og stærkt udvidede.
Meget sjælden (J. Ø). Ydre Bjerrum v. f. Ribe, Esbjerg og Fanø (ofte i antal i okt.); Stensgård pr. Harpelunde (1 eks.,
ketset ?5/,). Især ved ådsel, men også ved svamp; foretrækker vistnok let ager-, sand- eller mosebund.
[C. léngulus Kellner. Denne art udmærker sig ved det i oversigten nævnte kendemærke og ved sin langstrakte form og temmelig kraftige følehornskølle. Hannens forben simple. Længde 4,5—5 mm.
Arten er fundet bl. a. i Sverige (Småland) og i Sydnorge, men ikke i det nordtyske lavland.]
15. C. tristis Panz. Sort, vingedækkerne lysere eller mørkere brune, følehorn og ben rustrøde, lårene ofte mørkere, følehornskøllen brunlig eller brunsort. Vingedækkernes be- håring meget fin og grå, mod roden noget længere og mere
5%
68
gullig. Følehornene med temmelig kraftig kølle, 3. led noget længere end 2., 6. led oftest, men ikke altid bredere end langt, 7. led stort, bredere og 1!/, gang længere end 6., fortil i reglen lidt bredere end langt, 8. led stærkt tværbredt, 9. og 10. led lidt kortere end og næppe så brede som 7. (fig. 29, b). Prono- tum forholdsvis lille, meget smallere end vingedækkerne, ca. 1/, gang bredere end langt, bredest omkring midten, siderne rundede, foran baghjørnerne ikke eller svagt indsvajede. Vingedækkerne bredest foran midten, bagud forholdsvis langt og stærkt tilspidsede, bagtil oftest med svagt antydede stri- ber. Længde 3,3—4 mm.
Øg: Forlårene på indersiden foran midten med en lille knude, forskinnebenenes inderrand svagt konveks.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Især ved ådsel, undertiden også i dyreboer; ofte ved aftenketsning.
16. C. subfuscus Kelln. (alpinus 1. udg.). Let kendelig ved følehornenes bygning og vingedækkernes kraftige, kornede punktur og forholdsvis lange, ikke helt nedliggende behåring. Sort, vingedækkerne lysere eller mørkere brune eller brunsorte, følehornene sorte med lysere rod, benene rustrøde, lårene ofte mørkere. Følehornenes 4.—6. led korte, tiltagende i bredde, 4. led omtrent så langt som bredt, 5. led noget, 6. led meget bredere end langt, 7. led meget stort, bredere og dobbelt så langt som 6., bredere end langt, 8. led stærkt tværbredt, 9.—11. led aftagende i bredde. Pronotum meget smallere end vingedækkerne, ca. 7/, gang bredere end langt. Vingedækkerne uden tydelige spor af striber. Længde 3—4 mm.
åg: Forfødderne og 1. mellemfodsled kun ret svagt udvi- dede. Forlårene simple. Forskinnebenene lidt bag midten stærkt indbuede (fig. 30, e).
Sjælden (J, Ø). Als, Haderslevegnen (på udlagte fugle- ådsler), Horsensegnen (i antal på et hare- og et pindsvine- ådsel ved indgangen til en rævegrav og enkeltvis, sigtet af løv fra rævegange), Skanderborg Dyrehave; Tåsinge, Svendborg- egnen, Odense, Sundby Storskov (på fugle- og grævlingeådsel). Apr.-juni, i antal 1"/,-1/…,
69
17. C. negléctus Kraatz. Let kendelig fra alle vore andre arter ved pronotums punktur. Sort eller brunsort, følehorn og ben brunrøde, følehornskøllen oftest mørkere. Følehornene med svagt afsat kølle, 6. led i det højeste gangske lidt bredere end langt, 7. led ligeså, men længere og bredere end 6. led, 8. led så bredt som, men meget kortere end 6., bredere end langt, 9. og 10. led næppe smallere end 7. Endeleddet meget kortere end 9.—- 10. Pronotum kun lidt smallere end vinge- dækkerne, bredest omkring midten, ca. ”/, bredere end langt, siderne rundede, bagtil ikke eller næppe indsvajede, baghjør- nerne stumpvinklede, punkturen meget tæt og temmelig grov, punkterne ikke indstukne bagfra, runde og lidet dybe, mellemrummene mellem punkterne uden mikrochagrinering. Vingedækkerne aflange, i det højeste med svagt antydede striber bagtil. Længde 3,5—4 mm.
gg: Forlårene på indersiden lidt foran midten med en lille knude, forskinnebenenes inderrand svagt konveks.
Yderst sjælden (J, Ø). Kun fundet ved Ålborg (2 eks., juni 1892) og i Sundby Storskov (2 eks., ketset 8/,' 1958). I Nordtyskland er arten taget på udlagt ådsel (småpattedyr og fugle) og ost og også fundet ved menneskegødning og en- gang i meget stort antal ved et rådyrskind; i Frankrig fun- det i grævlingeboer.
18. C. kirbyi Spence. Adskilt fra alle vore andre arter ved, at pronotum ikke er punkteret, men fint og tæt kornet, og iøvrigt kendetegnet ved kraftig, bred krop med forholdsvis stort, bredt pronotum. Mørkebrun, vingedækkernes skuldre lysere, hovedet sort, følehorn og ben brunrøde, de første med lysere rod. Følehornenes bygning omtrent som hos neglectus. Pronotum så bredt som eller lidt smallere end vingedækkerne, ca. ”/, bredere end langt, uden mikrochagrinering mellem kor- nene, siderne stærkt rundede, bagtil tydeligt indsvajede, bag- hjørnerne omtrent retvinklede. Vingedækkerne kortere og bredere hos neglectus bagtil uden tydelig antydede striber. Længde 3—3,8 mm.
å: Som hos neglectus, dog er forskinnebenene på indersiden stærkere indbuede mod roden.
70
Sjælden (Ø). Mariboegnen (1 eks.), Sundby Storskov (flere eks. på grævlingeådsel, ”/, og %/,), Jydelejet og Klinteskoven på Møn (i antal på hareådsel, "/,-?/,), Dyrehaven (nogle eks. på egernådsel, aug.).
4. Némadus Thoms.
Denne og den følgende slægt adskiller sig fra de 3 foregående ved vingedækkernes tværridsning og mel- lembrystets længdekøl. Fra den følgende slægt ad- skiller Nemadus sig ved, at mellemhofterne berører hinanden, ved at 7. følehornsled er længere end bredt, og ved at mellem- og bagfødderne ikke er sammen- trykte, samt for den danske arts vedkommende ved, at pronotum ikke er tværridset. Følehornenes 8. led kortere end de indesluttende. Vingedækkernes tvær- ridsning mindre skrå end hos Ptomaphagus.
1. N. célonoides Kraatz. Aflang, lysere eller mørkere brun, hoved og pronotums midte mørkere, følehorn og ben rustrøde, følehornskøllen, undtagen spidsen, mørkere. Behå- ringen meget fin, grå. Følehornene ret korte, køllen ret smal, Hovedet meget fint og temmelig tæt punkteret. Pronotum så bredt som vingedækkerne, omtrent dobbelt så bredt som langt, bredest bagtil, bagranden på hver side ganske svagt indbuet, baghjørnerne derfor lidt bagudtrukne, mere eller mindre spidsvinklede; punkturen fin og tæt. Vingedækkerne fint tværridsede og i ridserne yderst svagt punkterede, uden tydelige længdestriber, deres spidser rundede i fællesskab. Længde 1,6—1,8 mm.
åg: Forføddernes 3 første led og mellemføddernes 1. led svagt udvidede.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I fuglereder i hule
træer; "Ikke, som” tidligere" antaget, knyttet Ul myreboer: Apr.-sept., friskklækkede eks. ?3/..
5. Ptomåphagus 'Thoms.
Adskilt fra de 4 foregående slægter ved, at mellem- hofterne er adskilte fra hinanden ved mellembrystets
71
meget kraftige længdekøl. Følehornene temmelig korte, med mere eller mindre tydelig afsat kølle, 8. led kor- tere end 7. og 9. Pronotum fint tværridset, bredest ved roden og her så bredt som vingedækkerne, bag- hjørnerne spidsvinklet bagudtrukne. Vingedækkerne fint tværridsede, bredest over skuldrene, derfra til- smalnede i kun svagt buede linier, bagtil afstudsede, med dyb sømstribe, men iøvrigt uden længdestriber. Benene temmelig kraftige, bagskinnebenene ved spidsen beklædt med korte, lige lange, tæt stillede børster, mellem- og bagfødderne noget sammentrykte. Hos hannen er forfødderne udvidede.
Arterne træffes ved mindre ådsler, i henrådnende plante- dele og undertiden i dyreboer, hvor de muligvis yngler. De er ofte taget ved ketsning, især henad aften.
Oversigt over arterne.
1. Bagføddernes 1. led næsten så langt som de 3 føl- — gende led tilsammen. Følehornenes endeled rød-
Er Em MR EN SEN lN Es 32 VaPIICcornIs, Bagføddernes 1. led ikke længere end 2. + 3. led. Falehornenes endeled sort ses sene uens PAR
2. Hannens bagskinneben på indersiden i forreste halvdel indbuede, oftest ret dybt. Hunnens for- fødder svagt udvidede, på det bredeste sted over dobbelt så brede som kloleddet (fig. 34, a)
2. subvillosus. Hannens bagskinneben ikke eller næppe indbuede på indersiden. Hunnens forfødder ikke udvidede, på det bredeste sted næppe dobbelt så brede som ERE HER SE BT SE en. 108 0 64 SgRL RR 1. médius.
kuiPtmeédius Rey.(ruthénus: 1. udg.) Sort,; fint. behåret, følehornsroden rødlig, benene brunrøde. 3. følehornsled kortere
12
end 2. Pronotums og vingedækkernes tværridsning tæt. Pro- notum ca. !/, gang bredere end langt. Vingedækkerne bagud tilsmalnede i næsten rette linier. Længde 2—3 mm.
Øg: Forfødderne stærkt udvidede. Mellemskinnebenene noget indadkrummede, bagskinnebenene rette eller kun svagt indadbuede.
2: Forfødderne ikke udvidede, på det bredeste sted næppe dobbelt så brede som kloleddet (fig. 34, b). Mellem- skinnebenene kun meget svag krummede. Bagskinnebenene rette.
a.s3ubvillosus 6. medius
Fig. 34. Ptomaphagus 9. Højre forben.
Almindelig (J, Ø, B). Taget i antal i muse- og muldvarpe- reder (løvreder) og undertiden (tilfældigt) i selskab med my- rer. Marts-juni, aug.-nov.
2. Pt. subvillåsus Goeze (sericeus 1. udg.) (fig. 35). Meget nærstående til medius, men adskilt fra den ved de se- kundære kønskarakterer. Endvidere er arten gennemsnitligt større, pronotums og vingedækkernes tværridsning tydeligt mindre tæt og 3. følehornsled oftest lidt længere, kun lidt kor- tere end 2. led. Længde 2,5—3,3 mm.
åg: Forfødderne stærkt udvidede. Mellemskinnebenene stærkt indadkrummede, bagskinnebenene i forreste halvdel på ydersiden let krummede og på indersiden indbuede, oftest ret dybt (fig. 35), men varierende noget i styrke.
2: Forfødderne svagt udvidede, på det bredeste sted over dobbelt så brede som kloleddet (fig. 34, a). Mellemskinnebene- ne kun svagt krummede, bagskinnebenene rette.
713
Ikke almindelig og oftest kun enkeltvis (J, Ø, B). Under- tiden i musereder. Larven er fundet om efteråret, især under ådsler af fugle, muldvarpe og rotter.
3. Pt. variicornis Rosenh. Meget nærbeslægtet med de 2 foregående, men let at adskille fra dem ved de i oversigten angivne kendemærker. Pronotums og vingedækkernes tvær- ridsning meget tæt. Følehornenes 3. led næppe eller lidt kortere end 2. Længde 3—3,8 mm.
Fig. 35. Ptomaphagus subvillosus gg. x 14.
&g: Forfødderne stærkt udvidede. Mellemskinnebenene stærkt, bagskinnebenene i forrreste halvdel lidt indadkrum- mede.
2: Forfødderne svagt udvidede. Mellemskinnebenene noget svagere, men tydeligt indadkrummede. Bagskinnebenene rette.
Sjælden (Ø, B). Hestehaven ved Tranekær (nogle eks. i musereder i en grøft), Svendborg, Odense, Korselitse skov (1
'E:
eks. aftenketset), udbredt på Lolland, Hunosøgård mose, Boserup, Københavns omegn; Rønne. Sikkert knyttet til dyreboer og -gange. Marts-maj.
2. gruppe Col&nini.
Følehornene 11-leddede. Hovedet ikke halsformet indsnøret bagtil. Issen ikke eller i det højeste ved en fin tværlinie adskilt fra det brede, i forbryststykket tilbagetrukne bageste parti af hovedet. Fødderne 5- leddede. Bagkroppen hos gg som regel med 53, hos 9 med 4 frie bugled.
1. -Cølon ”Hbst.
Følehornene temmelig korte, med 4-leddet, ikke afbrudt, ofte ikke tydeligt afsat kølle. Kroppen aflang, med oftest nedliggende behåring. Oversiden punkteret, punkturen som regel simpel på pronotum, men kornet på vingedækkerne. Hovedet tilbagetrukket i forbryst- stykket indtil øjnene. Kindbakkernes inderside utan- det. Pronotum i reglen så bredt som eller lidt bredere end vingedækkerne, bredest nær ved roden, fortil til- smalnet. Vingedækkerne med dyb sømstribe, iøvrigt i det højeste med antydninger af længdestriber. Mellem- brystet svagt kølet. Benene temmelig korte og kraftige. Forfødderne hos nogle arter (1. underslægt Myloechus) udvidede hos begge køn, stærkest hos gg, hos andre arter (2. underslægt Colon) simple hos begge køn.
Hannen har som regel særlige kendetegn på bag- lårene, bagskinnebenene, forlårene eller forskinnebe- nene.
Arternes levevis kendes ikke med sikkerhed, men man for- moder, ligesom om slægten Liodes og de denne nærstående slægter, at de lever og yngler i underjordiske svampes myce-
15
lium. De er »aftendyr«, dvs. kommer ligesom Liodes-arterne som regel kun frem fra deres skjulte opholdssteder for parrin- gens skyld i de sidste timer før solnedgang, og man har derfor som regel ingen anden adgang til at indsamle dem end at afketse vegetationen på denne tid af døgnet. Arterne kommer frem på forskellige årstider, se nærmere nedenfor under de enkelte arter, træffes både i og uden for skove og ketses talrigst på stille, lune solskinsaftener. Iøvrigt henvises med hensyn til indsamlingen til bemærkningerne under slægten Liodes, hvis arter oftest træffes sammen med Colon-arterne. En noget afvigende levevis gælder dog måske for Colon latum.
Vore arter er for veludviklede hanners vedkommende ret lette at bestemme ved hjælp af de sekundære kønskarakterer. Derimod kan små hanner, hos hvilke disse karakterer er svagt udviklede, og hunner være vanskelige at bestemme, og her kræves da et fyldigt materiale til sammenligning.
Oversigt over arterne.
1. Forfødderne udvidede hos begge køn (men stær- kest hos &), forskinnebenene udvidede mod spidsen (fig. 36, a og b) (1. underslægt Myloe- FEEDS, HEKSEN BEER REE Egon 2.
a.dentipese (2 dentlipes g C viennenseå
Fig. 36. Colon. Venstre forben.
Forfødderne simple hos begge køn, forskinnebenene smalle, kun svagt udvidede mod spidsen (fig. 363") (2: anderslæegt Coborme, Str) AE AMDI 8.
16
2. Kroppen meget bred (fig. 40). 'Vingedækkerne under !/, længere end tilsammen brede, bredest ved roden, siderandene fortil synlige fra oven. Pronotum i bunden yderst fint mikrochagri- herst; 116 1909305, Må NHL HOURS, Ba. BSD byrlåtumn Kroppen meget mere langstrakt (fig. 41). Vinge- dækkerne mindst ca. !/, længere end tilsammen brede. Pronotum uden mikrochagrinering...... 3.
a. latum b. brunneum
Fig. 37. Colon latum gg, venstre forben set fra oven og C. brunneum &, venstre forben set fra neden.
3. Vingedækkernes siderande, i hvert fald fortil, syn- lige fra oven. Pronotums punktur grovere end NINE ERE 5 re tr ARR EM SR TND SF ELSAGTR 4. Vingedækkernes siderande ikke synlige fra oven.. 6. 4. Følehornenes endeled kun ubetydeligt smallere end næstyderste led. Pronotums punktur kraftig og ikke særlig tæt, meget grovere end vingedæk- kernes. Krop, følehorn og ben rustrøde. Hannens forskinneben stærkt indadkrummede (omtrent som fig. 37, a), dens baglår simple ..... 2. ruféscens. Følehornenes endeled tydeligt smallere end næst- yderste led. Pronotums punktur mindre kraf- tig, meget tæt, noget grovere end vingedæk- kernes. Kroppen hos udhærdede individer som
74
regel lysere eller mørkere brun. Hannens for- skinneben simple, dens baglår med en, ofte lang, BENE RE 38, APN 22. anne GE 5. 5. Vingedækkernes siderande synlige fra oven meget længere tilbage end til midten (fig. 41) . 3. déntipes. Vingedækkernes siderande kun synlige fra oven et kortere stykke bag skuldrene, ca. til midten 4. dubibdsum.
a. dentipes å. appendi- ec brun- d. angu- e.viert- Æ bider- cula bur neum lare mense tatum
Fig. 38. Colon g. Højre bagben.
6. - Pronotums punktur ikke grovere end vingedæk- kernes, yderst tæt. Hannens baglår med en lige, oftest ret lang og på spidsen behåret tand, dens bagskinneben indadkrummede (fig.38, b), 7. appendiculåtum. Pronotums punktur grovere end vingedækkernes. Hannens baglår i det højeste med en ganske kort tand, dens bagskinneben rette .........: iz 7... Pronotum betydeligt (som regel ca. 7/, gang) bre- dere end langt, med stumpvinklede baghjørner. Hannens baglår med afrundede apicalhjørner KERES OT ADR esse el le sadel e 5. brunneum. Pronotum noget (som regel ca. ”/,) bredere end langt, med omtrent retvinklede baghjørner. Hannens baglår med kort tandformet fremstå- ende inderste apicalhjørne (fig. 38, d) .. 6. angulåre.
18
8. 8. følehornsled betydeligt smallere end 9. led (fig. 39, b). Vingedækkerne ikke helt dobbelt så lange som pronotum, oftest knapt så brede som pro- meen 13 ' 0, gt, Faure, Ht BÆVER, RAGE 8. sérripes. 8. følehornsled næppe smallere end 9. led (fig. 39, a). Vingedækkerne over dobbelt så lange som pro- notum, oftest rigeligt så brede som pronotum. . 9, 9. Bagbrystet langs ydersiden meget kraftigere og mere spredt punkteret end indvendig. 3”s bag- skinneben uden tand (fig. 38, e) ...... 9. viennénse.
å serripes
a.viennense
Fig. 39. Colon. Følehorn.
Bagbrystet, med undtagelse af det glatte parti for- an bagranden, med en ensartet, stærk og yderst tæt punktur. gs bagskinneben på indersiden nær ved roden med en tandformet udvidelse es ERE RE 24 as Sd RARE NE 10. bidentåtum.
1. underslægt Myloechus Latr. (Heri indbefattet undersl. Eurycolon Ganglb. (latum) og Curvimånon Fleisch. (rufescens).
Forfødderne udvidede hos begge køn, (men stærkest hos 3), forskinnebenene udvidede mod spidsen (fig. 36, a og b).
1. C. låtum Kraatz (fig. 40). Let kendelig fra alle de andre arter ved sin brede legemsform og pronotums mikrochagri- nering. Lysere eller mørkere brun, med fin og tæt, nedliggende,
719
grågul behåring, følehorn og ben rødlige. Følehornenes ende- led mindst så bredt som næstsidste led. Pronotum stort, mindst så bredt som vingedækkerne, bredest bagtil, her ca. 7/, gang bredere end langt, størst og bredest hos hannen, siderne rundede, punkturen meget tæt og fin, men stærkere end vingedækkernes. Vingedækkerne korte, meget tæt og fint punkterede, bortset fra sømstriben uden striber, side-
Fig. 40. Colon latum gg. x 15.
randene synlige fra oven i hvert fald tilbage til midten, en karakter, der blandt de andre arter kun genfindes hos de langt slankere rufescens, dentipes og dubiosum, hos hvilke arter siderandene dog ikke er nær så brede og kraftige fortil. Længde 2,5—3,2 mm.
gg: Forskinnebenene ved roden krummede, på indersiden ind- buede, mod spidsen stærkt udvidede (fig. 37, a), en karakter, der blandt de andre danske arter kun genfindes hos rufescens.
80
Baglårene simple, meget sjældent midt på indersiden med en meget lille knude.
Sjælden, men meget udbredt (J,Ø,B). Medens de andre arter som regel tages ved aftenketsning, og kun ganske undta- gelsesvis er sigtede, er denne art hyppigst sigtet af løv ved gamle løvtræstubbe, og kun sjældnere og mest kun enkeltvis aftenketset (?-/,, 7/,). Parringen foregår næppe, således som det vistnok er tilfældet hos de andre arter, medens dyrene er fremme i græsset. Antagelig er arten knyttet til musereder og -gange.
2. C.ruféscens Kraatz. Blandt underslægtens arter ken- detegnet ved den rustrøde farve, pronotums grove, ikke ret tætte punktur og vingedækkernes fra oven fortil synlige side- rande. Temmelig smal og ret højt hvælvet. Rustrød, følehorn og ben lidt lysere, behåringen ret fin, gullig. Pronotum ca. Z/. bredere end langt, bredest langt bag midten, bagtil kort og ret stærkt tilsmalnet mod de stumpvinklede baghjørner. Vingedækkerne langstrakte, ret fint og tæt punkterede, bortset fra sømstriben uden striber, siderandene synlige fra oven i hvert fald tilbage til midten. Længde 1,9—2,3 mm.
gg: Forskinnebenene ved roden krummede, på indersiden indbuede, mod spidsen stærkt udvidede (omtrent som fig. 37, a). Baglårene simple.
Fra dentipes og dubiosum, der også har vingedækkernes siderande synlige fra oven fortil, adskilles arten ved lysere farve, lidt kortere, ensfarvet rødlige følehorn med lidt kortere 3. og 4. led og bredere endeled, smallere krop, lidt mindre stærkt tværbredt pronotum og hannens helt afvigende sekun- dære kønskarakterer.
Meget sjælden (Ø). Flatø i Guldborgsund (1 eks. juli), Lindeskov ved Nykøbing F. (2 eks. "3/,), Ledreborg park
(8 eks. 21/,-?2/.), Boserup skov (2 eks. ?1/.). Arten synes over- alt at være meget sjælden.
3. C. déntipes Sahlb. (Fig. 41). Lysere elller mørkere brun, nedliggende grågult behåret, følehorn og ben rødlige, føle- hornskøllen oftest mørkere. Følehornenes yderste led noget smallere end næstyderste. Pronotum ca. ?/;—1/, gang bredere
81
end langt, bredest langt bag midten, baghjørnerne omtrent retvinklede eller ganske lidt stumpvinklede, punkturen meget tæt og ret fin, men grovere end vingedækkernes. Vingedæk- kerne meget fint og tæt kornet-punkterede, bortset fra søm- striben uden striber. Længde 2—3,2 mm.
gg: Baglårene på indersiden bag midten med en lang, krum, tilspidset tand (fig. 38, a). Tanden er kraftigst udviklet hos store individer, hos hvilke den er ”/, så lang som låret, medens
Fig. 41. Colon dentipes &g. x 15.
den hos de svagest udviklede, mindste individer er svundet ind til en kort, næppe krummet torn; mellem disse yderpunk- ter findes jævne overgange. Bagskinnebenene rette.
Denne og den næste art, dubiosum, er kendelige fra alle de andre følgende arter ved, at vingedækkernes siderande er synlige fra oven, hos dentipes fra skuldrene til langt forbi midten, hos dubiosum kun ca. til midten. Om adskillelse fra latum og rufescens se foran under disse arter.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Juni-okt., talrigst i juli-aug.
Victor Hansen: Ådselbiller 6
82
4. C. dubibsum Ihssen (déntipes var. zébei Kraatz, 1. udg.; zebei Kevan). Meget nærstående til dentipes, men ad- skilt fra den ved lidt længere, mindre tæt og mindre ned- liggende behåring, grovere punkteret pronotum, mindre fint og mindre tæt kornet-punkterede vingedækker og ved, at disses siderande, når dyret ses fra oven, kun er synlige fra skuldrene tilbage ca. til midten. Kroppen er gennemgående lidt stærkere hvælvet og oversiden lidt blankere end hos dentipes. Længde 2—3,2 mm.
åg: Bagbenene som hos dentipes, indbugtningen mellem låret og tanden dog lidt smallere.
Som oftest er arten let at skelne fra dentipes, men der findes individer, som kan være vanskelige at henføre til den ene eller anden art. Artsberettigelsen for dubiosum bestyrkes imidlertid ved, at hannens parringsorgan, der er meget kompliceret bygget, på visse punkter, navnlig behåringen, viser forskellig- heder hos de to former.
Artens nomenklatur er usikker. Mulig er dens rette be- nævnelse zebei Kraatz.
Arten forekommer sammen med dentipes og er vistnok ud- bredt som denne (J, Ø).
5. C. brunneum Latr. Denne art varierer såvel i størrelse og farve som i skulptur stærkt og er for hunnens vedkommende undertiden vanskelig at bestemme. Den udmærker sig væsen- ligst ved bagtil forholdsvis stærkt tilsmalnet legemsform, ikke ganske nedliggende behåring, forholdsvis blank overside og temmelig bredt pronotum. Lysere eller mørkere brun, hoved og pronotum oftest mørkere, ben og følehorn rødlige, køllen ofte mørkere. Pronotum bredest omtrent ved roden, punkturen temmelig grov, mere eller mindre tæt, tydeligt grovere end vingedækkernes. Vingedækkerne bortset fra sømstriben uden længdestriber, punkturen varierende, ikke ret tæt og noget ru. Længde 1,5—2,5 mm.
gg: Forlårene på indersiden, lidt foran roden med en lille stumpvinklet afrundet udvidelse, mellem denne. og spidsen indbuet (fig. 37, b). Baglårene på indersiden lidt bag midten
83
med en lille, undertiden utydelig tand, begge apicalhjørner afrundede (fig. 38, c). Bagskinnebenene rette.
Udbredt (J, Ø, B) og i de fleste egne mindre sjælden end de andre arter. Maj-september.
6. C. angulåre Er. Nærstående til brunneum og for hun- nens vedkommende undertiden vanskelig at skelne fra denne. Foruden ved de i oversigten anførte kendemærker adskiller den sig fra brunneum ved, at oversiden, navnlig pronotum, er lidt mindre blank og dens punktur gennemgående grovere og tættere, at vingedækkerne er længere tilspidsede, og at 8. følehornsled er tydeligt (hos brunneum kun ganske lidt eller næppe) smallere end 9. led. Længde 1,8—2,5 mm.
gg: Forlårene simple, baglårene på indersiden lidt bag mid- ten med en lille, undertiden utydelig tand, deres inderste apicalhjørne kort tandformet fremstående, det yderste mere eller mindre tydeligt vinkelformet (omtrent retvinklet eller endog lidt spidsvinklet) (fig. 38, d). Bagskinnebenene rette.
Udbredt, men sjælden (J, Ø). F. eks. Haderslev, Spangs- bjerg mølledam (undertiden i antal); vej ved Dyrehavens vest- kant, Geelskov. Maj-sept.
7. C. åppendiculåtum Sahlb. Adskilt fra de foregående arter i underslægten ved, at pronotums punktur ikke er gro- vere end vingedækkernes, og at disse har antydede længde- striber, der dog hos mindre eksemplarer ofte er udviskede eller helt forsvundne. Lysere eller mørkere brun, fint grågult, ned- liggende behåret, ben og følehorn rødlige, køllen oftest brun- lig med lysere spids, svagt tilsmalnet mod spidsen. Pronotum ca. 1/, gang bredere end langt, bredest omtrent ved roden, punkturen fin og yderst tæt, ikke grovere end vingedækkernes. Vingedækkerne fint og meget tæt, lidt ru punkterede, længde- striberne ses bedst, når dyret betragtes skråt fra siden. Længde 2—2,8 mm.
g: Hos veludviklede individer er baglårene på indersiden bag midten forsynede med en kraftig, temmelig lang, lige tand, der i spidsen er tornformet udtrukket og forsynet med gule hår (fig. 38, b), bagskinnebenene mod spidsen udvidede og stærkt indadkrummede og pronotums bagrand på hver side
6%
84
stærkt indbuet indenfor baghjørnerne, der derved bliver skarpt spidsvinklede. Hos de svagest udviklede individer er denne indbugtning næsten eller helt forsvundet, baglårenes tand ganske kort og simpel (var. denticulåtum Kraatz (subinérme Sahlb.)) eller endog utydelig eller forsvunden (var. regiomontånum Zwalina) og bagskinnebenene næsten eller helt rette. Mellem disse yderpunkter findes jævne overgange.
Sjælden (J, Ø). Munkebjerg, Rye, Silkeborg; Christianssæde, Østerskov på Falster, Boserup, Dyrehaven, Holteegnen, Sølle- rød Kirkeskov. Arten optræder undertiden pludseligt i antal på steder, hvor den ellers ikke eller kun sjældent træffes. Den er taget i juni, juli og august (indtil ””/,) og kan muligvis også tages ind i september. Talrigst og i kraftigst udviklede indivi-
der tages den bedst i juli; jo længere man kommer hen mod efteråret, desto hyppigere optræder svagt udviklede hanner.
2. underslægt C&lon s. str.
Forfødderne simple hos begge køn. Forskinnebenene smalle, kun svagt udvidede mod spidsen (fig. 36, c).
8. C. sérripes Sahlb. (fusculum Er.). Mørkt eller underti- den lysere brun, fint nedliggende, gult behåret, ben og føle- horn brunrøde eller rødlige, køllen oftest mørkere. Pronotum stort, oftest lidt bredere end vingedækkerne, bredest lidt foran roden, ca. ”/, gang bredere end langt, baghjørnerne rundede, tæt og jævnt fint punkteret. Vingedækkerne forholdsvis korte, bredest foran midten, ret langt tilspidsede, foruden sømstriben undertiden med yderst svage antydninger af længdestriber, fint og yderst tæt, noget ru punkterede. Længde 1,8—2,5 mm.
&g: Baglårene langs inderranden fint takkede, lidt foran spidsen med en i størrelse varierende, undertiden forsvindende, stump tand. Bagskinnebenene ikke eller næppe indadkrum- mede, på indersiden yderst utydeligt takkede.
Sjælden (J, Ø). Tørning, Esbjerg, Nørholm; Bogense, Lolland (f. eks. i Maglemer skov, i stort antal, 1/,-19/,), Lin-
deskov, Møn, Nordsjælland (f. eks. Dyrehaven, Holte, Rude- skov). Juni-aug.
En form (puncticélle Kraatz) adskiller sig fra hovedfor-
85
men ved grovere punkteret pronotum og metasternum, grø- vere og tættere behåring og særlig kraftig, spids baglårstand hos hannen. Denne form er næppe artsforskellig fra serripes.
Den er hos os yderst sjælden (Ø). Der foreligger kun et
enkelt sikkert eks. (fra Dyrehaven, juni 1853) og et tvivlsomt, kun meget svagt udpræget eks. fra Østerskov på Falster.
9. C. viennénse Hhbst. Langstrakt, lysere eller mørkere brun, temmelig fint, nedliggende, gult behåret, følehorn og ben rødlige. Pronotum ikke bredere end vingedækkerne, bredest lidt foran roden, næppe ”/, gang bredere end langt, baghjørnerne meget stumpe eller afrundede, punkturen tem- melig fin og meget tæt. Vingedækkerne bredest omkring midten, kortere tilspidsede end hos serripes, oftest med tyde- lige spor af længdestriber, punkturen lidt finere og ikke helt så tæt som pronotums, noget ru. Længde 2,2—3 mm.
gg: Baglårenes yderste apicalhjørne retvinklet eller udtruk- ket i en kort tand; bagskinnebenene indadkrummede, på inder- siden mere eller mindre tydeligt takkede (fig. 38, e).
Temmelig sjælden, men udbredt (J, Ø, B). Maj-september.
10. C. bidentåtum Sahlb. Yderst nær beslægtet med den foregående, fra hvilke den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kendemærker. Længde 2—2,8 mm.
åg: Baglårene på indersiden foran spidsen med en under- tiden utydelig tand; bagskinnebenene indadkrummede, på indersiden nærved roden med en tandformet udvidelse, mellem denne og spidsen indbugtet (fig. 38, f).
Et enkelt eks. er for ca. 100 år siden taget ved Øbjerggård
i Sydsjælland. Arten er hyppig i Nordnorge og Nordsverige, men yderst sjælden i Nordtyskland.
3. underfamilie Li&dinae.
Oversiden nøgen eller næsten nøgen (undtagen hos Anisotoma humeralis). Følehornene 11-leddede eller (Cyrtusa) tilsyneladende 10-leddede. Forhofterne ko- nisk tapformede eller tværbrede, med fri trochantinus ;
86
de forreste hofteskåle udadtil udvidede i en bred spalte, bagtil lukkede, men kun ganske kort adskilte fra for- brystets bagrand. Mellemhofterne nående vingedæk- kernes sidedækker eller kun adskilte fra disse ved et smalt, fritliggende stykke af mellembrystets epimerer. Bagbrystets episterner, med undtagelse af den smalle inderrand, dækkede af vingedækkernes sidedækker. Baghofterne næsten berørende hinanden. Føddernes ledantal varierende fra 3 til 5.
Oversigt over slægterne.
1. Følehornene tilsyneladende 10-leddede, med stor,
— tilsyneladende 4-leddet kølle, idet 8. led er yderst lille og næppe synligt (fig. 43, a). Fodled- dens antal 55 FN SERENE 6; Cyrtasa (pp. H5).
Følehornene tydeligt 11-leddede: 2 2.424 bud 4580. 2.
2. Hovedet på undersiden uden følehornsfurer. Skin- nebenene uden længdelister på oversiden, alle på ydersiden kraftigt tornede. Forskinnebene- nes spids på oversiden med en kort fure (undta- gen ho>Gofenæk UNG. sals, al bd se she 3, Hovedet på undersiden med følehornsfurer (fig. 42). Skinnebenene på oversiden med to fine længdelister, i hvert fald forskinnebenene ikke tydeligt tornede på ydersiden. Forskinnebene- nes spids på oversiden uden furet ;/si, 108305 me ve 3. Alle fødder 5-leddede. Pronotums bagrand randet (d.v.s. langs randen forsynet med en fordybet linie). Mellembrystet uden KØN 2.5 VIE LÆNG Å. I hvert fald bagfødderne 3- eller 4-leddede. Prono- tums bagrand ikke randet. Mellembrystet med BEER re RÅ RTE SES SEE SEERE SERENE SES SOREL SETS D: 4. Følehornene med 3-leddet kølle (fig. 43, d) 1. Triårthron (p. 88).
1) D.v.s. forfødderne 5-leddede, meliemfødderne 5-leddede, bag- fødderne 4-leddede.
87
Følehornene med 5-leddet, afbrudt kølle 2. Hydnobius (p. 89). 5. Føodleddenes antal 4, 3, 3. Følehornene med 5-led- det, afbrudt kølle. Vingedækkerne tæt tværrid- RT DO RERENE SOREL SEEST ER 4. Agaricophagus (p. 113). Foldlleddenes. antal 5, 5,4 eller 5, 4, 4 såsesldennee 6.
Fig. 42. Hovedet af Anisotoma humeralis, set fra neden (øverst) og fra oven (nederst). a: følehornsfure. b: strubesøm. c: mundskjold. d: søm mellem mundskjold og pande.
6. Fodleddenes antal 5, 5, 4. Følehornene med 5-led- det, afbrudt kølle (fig. 43, b og c) .. 3. Liddes (p. 92).
Fodleddenes antal 5, 4, 4. Vingedækkerne tæt ERE sede. NL is d. ku see 5. Colénis. (p. 114).
7. Mundskjoldet ikke eller kun meget utydeligt ved
en fin, buet linie afsat fra panden (se dog om
-" haemorrhoum p. 128). Pronotums forrand tvebuet,
i midten afrundet fremtrukket, dets bagrand
rundet, med fuldstændigt afrundede baghjørner.
Vingedækkerne ved roden skråt afstudsede eller skråt afrundede (fig. 53)... 9. Agathidium (p. 121).
88
Mundskjoldet skarpt afsat fra panden ved en tværsøm (fig. 42). Pronotums forrand simpelt udskåret i midten eller i det højeste med meget svagt fremtrukket midte, dets bagrand lige af- studset eller mod baghjørnerne skråt rundet, baghjørnerne tydeligt afsatte, med kun smalt
n
aCyrtusa 6. Lodes ec. Ltodes d:TFiar- fpeauxilla ciliaris obesa thron
Fig. 43. Liodinae. Følehorn.
afrundet spids. Vingedækkerne ved roden lige eller næsten lige afstudsede, oftest med punkt-
BENDER FULDT. SYGE UGE, SFS EERSAGSEE I 8. 8. Følehornene med 5-leddet, afbrudt kølle, 8. led Fee el 7. KR 020 Koks 7. Aniséåtoma (p. 116).
Følehornene med 4- eller 3-leddet, ikke afbrudt kølle, 8. led så stort som eller større end 7. led 8. Amphicyllis (p. 120).
1. Triaårthron Schmidt.
Følehornene med stor, bred, 3-leddet kølle (fig. 43d). Pronotum tværbredt, omtrent så bredt som vinge- dækkerne, bagranden randet. Vingedækkerne med 9 stærke punktstriber. Mellembrystet uden køl. Benene temmelig kraftige; fodleddenes antal 5, 5, 5.
89
1. T. maerkeli Schmidt. Aflang, hvælvet, rustrød, føle- hornskøllen ikke mørkere. Pronotum med stærkt rundede sider og afrundede, stumpvinklede baghjørner, punkturen noget varierende. Vingedækkerne aflange, stribemellemrum- mene glatte eller fint og spredt punkterede, det første mellem- rum med en uregelmæssig række stærkere punkter. Længde 2,8—3,6 mm.
åg: Hovedet større. Baglårene hos kraftige individer bredt udvidede, i inderste trediedel dybt udrandede, i midten ud- videde og med 3 stumpe tænder på den inderste af de skinne- bensfuren begrænsede kanter. Hos mindre kraftigt udviklede individer er baglårene i inderste trediedel svagt udrandede og i midten svagt udvidede.
Sjælden (J, Ø). Jels skov (1 eks., ?7/,), Estrup skov (2 eks. 25/,), Esbjerg Strandskov og Nørreskov (i antal, juni, først i juli, aug., talrigst først i juni), Fakkegrav (1 eks., "/,), Fun- der (?/,); Odense (1 eks., ”%/,), Kellerup, Vemmetofte (1 eks., 22/,), Fortunens Indelukke (3 eks., %1/.-9/,), Luknam ved Holte (3 eks., ?7/,-7/,). Arten formodes ligesom Liodes-arterne at
leve ved underjordiske svampe og er hidtil kun taget ved aftenketsning.
2. Hydnobius Schmidt.
Følehornene med 5-leddet, afbrudt kølle, idet 8. led er meget mindre end de indesluttende. Pronotums bagrand randet. Vingedækkerne med 9 punktrækker og i stribemellemrummene ligeledes med 9 punktræk- ker, der undertiden er lige så kraftige og regelmæssigt ordnede som hovedrækkerne. Benene temmelig kraf- tige; fodleddenes antal 5, 5, 5.
Hannen er kendelig ved sekundære karakterer på bagbenene, men disse karakterer er kun fuldt udpræg- ede hos kraftigt udviklede individer.
Arternes levevis stemmer vistnok overens med Liodes- arternes. Indsamling må følgelig ske ved aftenketsning.
90
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkerne langs sideranden med en række tydelige, udstående hår. Oversidens punktur BOE FN Se EG KARLS 3 DS SER MEE ILD 1. perrisi.
Vingedækkerne uden hårrække langs sideranden 2. 2. Følehornskøllen rødgul, endeleddet i det højeste lidt smallere end 10. led. Mindre, 1,2—1,9 mm strigdsus. Følehornskøllen mørk, endeleddet betydeligt smal- lere end 10, led. Større, 1,83 ml 3 225 5470 Gå 3.
3. Pronotum bredest langt bag midten, fortil meget stærkere tilsmalnet end bagtil. Kroppen som regel sort eller sortbrun .....5.....2… 2. punctåtus.
Pronotum bredest omkring eller noget bag midten, fortil kun noget smallere end bagtil. Kroppens farve varierende fra rødgul til rødbrun 3. multistriåtus.
1. H. perrisi Fairm. Let kendelig ved oversidens grove punktur og de udstående hår langs vingedækkernes siderande. Aflang, gulbrun eller brunrød, følehornskøllen oftest mørkere. Følehornene korte, med kraftig kølle, yderste led betydeligt smallere end næstyderste. Pronotum smallere end vingedæk- kerne, over "/, gang bredere end langt, bredest i eller lidt bag midten, baghjørnerne stumpe eller afrundede. Vingedækkernes punktstriber grove, mellemrummenes punktrækker ikke eller kun lidt finere end hovedstriberne, ligesom disse undertiden lidt uregelmæssige. Forskinnebenene stærkt udvidede mod spidsen. Længde 2,4—3,8 mm.
å: Baglårene brede, fladtrykte, på indersiden foran spidsen med en kraftig tand; bagskinnebenene indadkrummede.
Meget sjælden (J). Dronninglund, Aalborg og Hvorup (/,, 5/09 "i Fanø (i antalii klitterne. 9).
2. H.punctåtus Sturm. Aflang. Sort eller sortbrun, følehorn og ben brunlige med lysere følehornssvøbe og fødder;undertiden er farven lysere, brunlig eller brungul. Yderste følehornsled
91
betydeligt smallere end næstyderste. Pronotum lidt smallere end vingedækkerne, ca. ”/, bredere end langt, punkturen variabel. Vingedækkernes punktstriber som regel næppe stær- kere end punktrækkerne i mellemrummene, disse sidste under-
a. punctatus b. multistriatus Fig. 44. Hydnobius 3. Penisspidsen.
tiden især på siderne mere eller mindre tydeligt tværridsede. Længde 2,1—3 mm.
Øg: Baglårene på indersiden foran spidsen med en kraf- tig trekantet tand, bagskinnebenene på indersiden i hele deres længde indbuede, stærkest fortil. Penisspidsen, se fig. 44, a.
Sjælden (J). Esbjerg, Fanø, Hvorup, Dronninglund, aften- ketset i sept.-okt. Den foretrækker antagelig sandbund, især klitter.
3. H. multistriåtus Gyll. (Fig. 45). Meget nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at hovedet er forholdsvis større, pro- notum omtrent så bredt som vingedækkerne og dets baghjør- ner ikke så stærkt afrundede, samt ved at bagfødderne i for- hold til bagskinnebenene er betydeligt kortere. Rødgul til brunrød, følehornskøllen som regel mørk. Punktrækkerne i vingedækkernes stribemellemrum oftest lidt finere end hoved- rækkerne og hyppigt uregelmæssige. Længde 1,8—3 mm.
åg: Baglårene på indersiden foran spidsen med en meget kraftig, bred, trekantet tand, bagskinnebenene på indersiden med dobbelt indbugtning, en stærkere fortil og en svagere bagtil. Penisspidsen mere spidsvinklet end hos punctatus (fig. 44, b).
92
Sjælden (J, Ø). Århus; Keld skov, Sundby Storskov, Mag- lemer skov, Møns klint, Storskoven ved Guldborg L., Vallø Dyrehave. Aftenketset i tiden !5/,-?3/,. Foretrækker antagelig mere frugtbar bund.
[H. strigésus- Schmidt. Denne art, der er let. kendelig ved de i oversigten anførte kendemærker og de overalt fint tværstribede vingedækker, er fundet bl.a. ved Hamburg, i Sydnorge og i Sverige så sydligt som Ostergåtland.]
Fig. 45. Hydnobius multistriatus g. x 17.
3. JI00eS LALF.
Hovedet oftest med 4 — sjældent kun 2 — større punkter mellem øjnene. Følehornene med 5-leddet, afbrudt kølle, idet 8. led er meget mindre end de inde- sluttende led, kort og stærkt tværbredt. Pronotum i reglen bredest ved roden eller lidt foran denne, til- smalnet fortil, foran bagranden oftest med en tvær- række af større punkter; bagranden ikke randet (d. v. s. ikke afsat ved nogen langs randen løbende tværlinie). Vingedækkerne med 9 punktstriber; fra
93
den yderste stribe (randstriben) udgår som oftest for- til en skråt mod roden løbende, kort punktrække (»skulderrækken«). De afvekslende stribemellemrum med enkelte større punkter. Mellembrystet i midten med en længdekøl. Skinnebenene på ydersiden tornede. Fodleddenes antal 5, 5, 4.
Hannen er kendelig ved, at for- og mellemfødderne er svagt (sjældent noget stærkere) udvidede. Endvi- dere er bagskinnebenene ofte forlængede og stærkere krummede. Endelig er ofte spidserne af de to ophøjede rande, der langs undersiden af baglårene begrænser disses skinnebensfure, udtrukne i en tandformet eller afrundet forlængelse (se fig. 46). (I det følgende kal- des disse to spidser for baglårenes yderste og inderste apicalhjørne). De nævnte kønsmærker er som regel kraftigst og mest typisk udviklede hos store individer, svagere hos mindre.
Liodes-arternes levevis kendes ikke med sikkerhed. De allerfleste arter kommer kun frem fra deres skjulte opholds- steder for parringens skyld i de sidste timer før solnedgang og kryber da tilvejrs i stedets vegetation eller sværmer lavt hen over denne. De klokkeslet på døgnet, imellem hvilke arterne træffes fremme, afhænger følgelig af, hvilken årstid det drejer sig om. Midt i juni vil ketsningen kunne fortsættes til kl. ca. 20,30 og hen i oktober kunne påbegyndes allerede kl. ca. 13. Også stedets beliggenhed, især hvor tidligt solen forsvinder, spiller en rolle. Enkelte gange er dyrene også truffet fremme tidligt om morgenen, kort efter solopgang, men om dette har været tilfældigt, eller om nogle arter muligt regelmæssigt kommer frem også om morgenen, foreligger der endnu ikke tilstrækkelige iagttagelser til at afgøre. Endelig er enkelte arter, især den almindelige calcarata, trufne fremme hele dagen, men da de vistnok aldrig er truffet i antal undtagen om aftenen, beror dette rimeligvis på tilfældigheder. Enkelte
94
iagttagelser kunne nemlig tyde på, at dyrene undertiden, f.eks. under særlige belysningsforhold, »tager fejl« og kommer frem på andre klokkeslet end ellers.
Liodes-Arterne er jo ikke de eneste biller, der kun kom- mer frem om aftenen; dette gælder f. eks. også Colon-arterne, mange Scydmaener og Pselapher, visse Catops-arter, Crypto- phager, Lathridier og enkelte løbebiller. Men om disse dyr gælder det som regel, at man har andre og bedre måder at indsamle dem på end ved aftenketsning, nemlig ved eftersøg- ning på dyrenes egentlige opholdssteder ved hjælp af sigtning o. I. Kun om arterne af slægten Liodes og de denne nærstående slægter, Triarthron, Hydnobius, Agaricophagus, Cyrtusa og Colenis samt om Colon-arterne gælder det, at man hidtil ikke har fundet nogen anden rationel måde at indsamle dem på end ved at afketse vegetationen på de steder og til de tider, dyrene kommer frem.
Hvad årstiden angår, træffes nogle arter, især flere almin- delige, såsom calcarata, fremme lige fra maj til oktober. Andre arter, deriblandt nogle af de allersjældneste, træffes derimod kun om efteråret, september eller oktober eller undertiden endnu senere.
Liodes-arterne tages bedst på sådanne steder, hvor solen skinner sent på dagen, især på åbne steder i skove eller langs skovveje eller skovbryn. Mange arter træffes også uden for skove, langs veje o. lign., især på steder, hvor græsset vokser temmelig sparsomt og tuevis. Enkelte arter træffes i klitter (f. eks. ciliaris og furva) og ganske enkelte på fugtige lokali- teter søm enge og moser (f. eks. undertiden badia). De træffes bedst og talrigst i stille, lunt solskinsvejr. Dog er især de arter, der kommer frem i det sene efterår, mindre fordringsfulde med hensyn til vejret. I regnvejr får man dem næsten aldrig. Dog kommer de undertiden talrigt frem lige før torden og sværmer da endnu, medens de første regndråber falder. Meget tørre år egner sig ikke til indsamling af disse dyr.
Det vil af det ovennævnte fremgå, at indsamlingen af Liodes-arterne er ret besværlig og kræver stor tålmodighed. Stederne, hvor dyrene er at træffe, må først efterspores.
95
Mange aftener vil man ketse forgæves efter dem, selv på steder, hvor man ved, de lever, og flere arter får man næsten altid kun enkeltvis. Andre arter kan undertiden under særlige gunstige omstændigheder ketses i større antal, f. eks. silesiaca. De nævnte vanskeligheder forklarer, at indsamlingen af Liodes-arterne — og de nærstående slægter — ikke har været drevet ret meget herhjemme, og kendskabet til de enkelte arters udbredelse er derfor ikke tilfredsstillende.
Arterne formodes at leve under jorden af underjordiske svampes mycelium (bladvæv). Om cinnamomea ved man, at den kan tages i trøfler, og den er fodret med trøfler. I Frankrig er furva i 12—20 dage holdt i live ved underjordiske svampe, der fandtes ved roden af sandhjælme (Ammophila arenariad) på et sted, hvor dyret forekom talrigt. I Adamstal ved Brinn i Måhren har man ved en enkelt lejlighed i et særlig tørt år, men på et sted ved en bæk, hvor fugtigheden længst havde holdt sig, på et lille begrænset område fundet ca. 80 eks. i 10 forskellige arter ved at grave nogle centimeter ned i jorden, der på dette sted var gennemtrukket med et spindelvævs- agtigt svampemycelium. Ved på stedet at nedgrave flasker med trøfler i fangede man imidlertid kun cinnamomea, skønt mindst 4 andre arter kunne ketses lige omkring. Dette synes at vise, at mange arter ikke lever i trøfler. Herpå tyder det forøvrigt også, at trøfler er sjældne eller meget sjældne her- hjemme, medens nogle Liodes-arter er udbredt næsten overalt.
Arterne viser en yderst stor variationsevne. Både i stør- relse, form, punktur, farve og med hensyn til mange andre for- hold, der er af betydning ved bestemmelsen, varierer de en- kelte arter meget stærkt, og af adskillige arter forekommer der små individer, hos hvilke artskendemærkerne, og navnlig hannens sekundære kønskarakterer, er svagt og utydeligt udviklede. Bestemmelsen er derfor for flere arters vedkom- mende yderst vanskelig og kræver et stort materiale, der er godt og især ensartet præpareret. For nogle arter er under- søgelse af hannens parringsorgan af værdi ved bestemmelsen, men for vore arters vedkommende dog næppe nødvendig undtagen i visse tilfælde ved adskillelsen af obesa og dubia.
96
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkernes stribemellemrum skråt tværrid- BER Se BRENNER AGE GSR E 53 AV GIN GO EN DEREEREREREN 2. Vingedækkernes stribemellemrum ikke tværridsede 3. 2. Stor, 3,3—4 mm. Forskinnebenene temmelig stærkt udvidede mod spidsen. Pronotums baghjørner stumpvinklet afrundede 26 5155083 SR fr 4. rugåsa. Lille, 1,5—2 mm. Forskinnebenene kun ganske svagt udvidede mod spidsen. Pronotums baghjørner BEL ERKIETIE "FO AES ker n SEES. KR RÅ MER 19. pårvula, 3. Vingedækkernes siderandliste med en række fine, tydelige, udstående hår"). Kroppen temmelig plump, stærkt hvælvet. Pronotum tilsmalnet bagtil. Forskinnebenene stærkt udvidede mod spidsen. Følehornene korte, endeleddet tydeligt smallere end det næstyderste led (fig. 43, b).. Å. Vingedækkernes siderandliste uden hårrække?).. 5. 4. Rødbrun. 2. følehornsled omtrent dobbelt så langt som bredt, kun lidt kortere end 3.; 4. og 5. led ikke eller kun svagt tværbrede. Pronotum med temmelig jævnt rundede sider .…..… 0. 3, Furva Rødgul. 2. følehornsled kun lidt længere end bredt, betydeligt kortere end 3.; 4. og 5. følehornsled tydeligt tværbrede (fig. 43, b). Pronotums sider (set fra siden) i midten noget vinkelformet ud- gs >” ØRER EEN SENE ANE SEERE RSD NED 2. Cihar, 5. Vingedækkerne fortil mellem randstriben og 8. "punktstribe uden punkter eller med nogle uregel- mæssigt ordnede punkter eller med en fra rand- striben kun ganske lidt adskilt, kort punkt- række. Følehornenes endeled tydeligt smallere end det næstyderste. Forskinnebenene mod spidsen temmelig stærkt udvidede. Stor art, 4—6 he en EN RAE FEE SGD SER NMES En ESENDR 1. oblånga. 1) Ses bedst skråt fra siden.
2?) Undertiden findes lidt over siderandlisten enkelte yderst fine, korte hår.
97
Vingedækkerne fortil mellem randstriben og 8. punktstribe med en kort, regelmæssig, skråt mod roden løbende, fra randstriben vel adskilt Mute (skulderrækken). 1044. adsdke tdlds. 6.
6. Mellembrystets længdekøl høj, fortil pludseligt og stejlt nedfaldende mod mellembrystets forrand. Pronotums baghjørner retvinklede (omend af- rundede på selve spidsen). Følehornenes endeled kun meget lidt smallere end det næstyderste led. Pronotums punktur yderst fin, næppe syn- lig. Kroppen kort, højt hvælvet. Længde EN ae ed me ke SUE laa Er få bådig.
Mellembrystets længdekøl ikke høj, fortil jævnt skrånende ned mod mellembrystets forrand. Pronotum tydeligt, omend ofte fint punkteret 7.
7. Følehornenes endeled tydeligt smallere end det
ENE Ens kend nar nens 8. Følehornenes endeled ikke eller næppe smallere end det næstyderste led) (fig. 43, c) ......... 16. 8. Pronotums siderande buede lige til baghjørnerne, disse stumpvinklede, ofte med afrundet spids. . 9.
Pronotums siderande bagtil dannende en ret eller næsten ret linie; baghjørnerne retvinklede eller næsten retvinklede. Forskinnebenene kun ret BER VIET MOT Spidsen SES ESS INSEE 15.
9. Forskinnebenene kun svagt udvidede mod spidsen (fig. 47, b). Pronotums bagrand på hver side in- denfor baghjørnerne (undtagen hos små eksem- plarer) noget indbuet. Baglårenes yderste api- calhjørne hos g udtrukket i en kraftig og spids tand, hos 2 næsten altid tydeligt stumpvink- let (fig. 46, d og e). Formen aflang (fig. 48)
10:"eåkearåta.
1) Hos picea er endeleddet ofte tydeligt smallere end det næst- yderste og denne art, der som regel er let kendelig ved sin ens- farvet sorte eller sortbrune overside, er medtaget både under nr. 8 og nr. 16.
Victor Hansen: Ådselbiller 7
98
Forskinnebenene stærkere udvidede mod spidsen (omtrent som fig. 47, a). Baglårenes yderste apicalhjørne hos & i det højeste stumpvinklet eller ganske kort tandformet fremtrukket, hos CQC ikke stumpvinklet, men afrundet .......... 10.
10. Punkterne på vingedækkernes afvekslende stribe- mellemrum meget store og temmelig tæt stillede.
a. oblonga & b triepkei & cobesa åd" doge calcarata dog 9
Fig. 46. Liodes. Venstre bagben.
Formen aflang, stærkt hvælvet, ret plump. For- og mellemfødderne hos g stærkt udvidede. Pro- notum temmelig stærkt og tæt punkteret 5. silesiaca. Punkterne på vingedækkernes afvekslende stribe- mellemrum ikke særlig store og meget eller ret snredt stillede 51.334 ES ra DN CA FEET SL SUNS BNEEDØEE 11. 11. Pronotums bagrand (undtagen hos små eksem- plarer) indbuet på hver side indenfor baghjør- nerne. Hovedet stort. Følehornene ret korte, køllen som regel gulbrun eller brun. Længde 2,5— RE RE ME SEN ae Eee EEK ENN ER ARR 6. triepkei. Pynt began nel» 5 5 AR in Usher te FG 12. 12. Følehornene påfaldende korte, køllen som regel
13.
14.
16.
iz.
18.
19.
99
gulbrun. Panden mellem øjnene med kun 2 større punkter. Kroppen meget kort, benene korte og kraftige. Længde 2—3 mm .......... 7. rubigin&sa. Følehørnene ikke påfaldende korte, køllen som regel brunsort. Panden med de sædvanlige 4 større punkter. Benene af normal længde, ikke særligt kraftige. Længde 2,5—4 mm........... 13. Følehornenes endeled i det højeste lidt smallere end det næstyderste led, oversiden i reglen sort er seer Gad sdbs sarte 11. picea. Følehornenes endeled betydeligt smallere end det næstyderste led. Vingedækkerne i reglen rødgule Er rl 3 re kalsteaistelerr hik Shued 14. Formen ret kort. Vingedækkerne rødgule, deres stribemellemrum meget fint og spredt punkte- Era BER MER Ohr ls 9. flavéscens. Formen aflang. Vingedækkerne rødbrune, deres stribemellemrum oftest tydeligere punkterede
8. etrta. Punkturen i vingedækkernes striber temmelig HEE ikke fælg FE 2 ed sedler 16. nigrita. Punkturen i vingedækkernes striber tæt og temme- » or 3 le lee ES REE 1, 1f0ra. Forskinnebenene tydeligt og i reglen ret stærkt udvidede mod spidsen (fig. 47, a). 000% iz. Forskinnebenene kun svagt udvidede mod spidsen Eee RE RE mbar ad 19. Oversiden oftest sort eller sortbrun ....... 11. picea. Oversiden oftest rødgul eller rødbrun........... 18. Hannens parringsorgan se fig. 49,a........ 12. dubia. Hannens parringsorgan se fig. 49,b........ 13. obésa.
Mindre, 2—2,4 mm. Formen aflang. Vingedækker- nes stribemellemrum spredt punkterede. Føle- hornskøllen altidrødgulss ss see 14. brunnea. Større, 2,6—3,4 mm. Formen bredere, stærkt oval (fig. 51). Vingedækkernes stribemellemrum ret Kunne UREN JENS Sl she 15. ovålis.
Flg
100
1. L. oblånga Er. Denne art adskilles fra alle vore andre arter ved, at vingedækkernes skulderrække enten nærmer sig randstriben meget stærkt eller erstattes af nogle uregelmæs- sigt ordnede punkter; iøvrigt gør den betydelige størrelse og langstrakte form alle ikke abnormt små eksemplarer straks kendelige. Rødgul eller rustrød, følehornskøllen rødgul eller
&. calca a. obesa & ralad
Fig. 47. Liodes g. Venstre forben.
brunrød. Pronotum omtrent så bredt som vingedækkerne, fint og temmelig tæt punkteret, bagtil lidt tilsmalnet, bag- hjørnerne næppe afrundede på spidsen. Vingedækkerne lang- strakte, længdestribernes punktur tæt, mellemrummene fint og ret tæt punkterede. Længde 4—6 mm.
åg: Bagbenene forlængede, baglårene på indersiden fint takkede, den yderste rand noget foran spidsen med en tydelig tand, begge rande herfra til spidsen stærkt udrandede, begge apicalhjørner med en spids, nedadrettet tand; bagskinnebe- nene temmelig stærkt indadkrummede (fig. 46, a). Som hos de fleste andre arter er karaktererne svagere og utydeligere ud- viklede hos mindre individer.
L. oblonga har ofte været betragtet som en var. af cinna- momea Panz. (der ikke er fundet hos os), men er antagelig artsforskellig fra denne, idet hannens parringsorgan viser en tydelig forskel hos de 2 former (hos oblonga er penis slankere, set fra oven omtrent parallelsidet, ikke (som hos cinnamomea)
101
tydeligt tilsmalnet mod spidsen og paramererne kun lidet (hos cinnamomea betydeligt) kortere end penis). Hos cinna- momea er følehornskøllen sort og pronotum bagtil lidt sva- gere tilsmalnet og med lidt afrundede baghjørner.
Temmelig sjælden, men meget udbredt (J, Ø). Den træffes oftest i skov, men undertiden også på åben bund og er taget Be 11 29], (en enkelt ;gang, dog d. 75/,), hyppigst;i tiden
re” Fed PAR
2. L. ciliåris Schmidt. Denne og den følgende art ad- skilles fra alle vore andre arter ved den udstående hårrække på vingedækkernes siderandliste og udmærker sig iøvrigt ved de korte følehorn og de kraftige ben. Kort, højthvælvet, rød- gul, følehornskøllen i reglen mørk, oversiden ret mat. Føle- hornskøllen bred (fig. 43, b). Pronotum fint punkteret. Vin- gedækkernes længdestriber med meget tæt punktur, mellem- rummene mere eller mindre fint og tæt punkterede. Længde 2,9—3,5 mm.
gg: Forfødderne svagt udvidede. Baglår og -skinneben simple.
Sjælden (J, B). Fanø (i klitterne, især i aug., men ret spar- somt), Skallingen, Alling bakker ved Laven, Hvorup, Har- boøre, Slettestrand, Blokhus, Frederikshavn, Ålbæk, Skagen; Balke strand. Oftest i klitter, men undertiden også på sand- bund inde i landet. I udlandet er det iagttaget, at den kun kryber få cm op i vegetationen, kun sjældent flyver og da
også kun få cm over jordbunden, så at den er vanskelig at ketse. Juni-okt. (ketset så sent som ”"/,,).
35 furva Er, Nær beslægtet med den foregående, fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kende- mærker samt ved kortere randbehåring på vingedækkerne, lidt længere følehorn og lidt længere bagskinneben og bag- fødder. Længde 2,7—4 mm.
g: Forfødderne svagt udvidede. Bagskinnebenene svagt forlængede og indadkrummede; baglårenes inderste apical- hjørne hos begge køn med en afrundet udvidelse.
Sjælden (J, Ø, B). Fanø (almindelig i klitterne, især i sept.),
Ålborg, Hvorup, Dronninglund bakker, Hansted-reservatet (i indlandsklitterne), Hjørring, Tornby, Skagen; Jyderup
102
skov i Odsherred, Tisvilde. Oftest i klitter, men ligesom ciliare, sammen med hvilken den ofte forekommer, også undertiden på sandbund inde i landet. Juli-okt., hyppigst i sept.
4. L. rugåsa Steph. Let kendelig fra alle vore andre arter — bortset fra den meget mindre parvula — ved vingedækkernes skråt tværridsede stribemellemrum. Temmelig bred og kort, noget hvælvet, rødgul eller brunrød, følehornskøllen brunsort. Følehornene med temmelig bred kølle, endeleddet tydeligt smallere end det næstyderste led. Pronotum lidt smallere end vingedækkerne, bagtil svagt tilsmalnet, temmelig kraftig og tæt punkteret. Vingedækkerne brede, striberne med tæt punktur, mellemrummene fint og tæt punkterede. Længde 3,3—4 mm.
åg: Forfødderne stærkt udvidede. Baglårene midt på inder- siden med en lille tand, det yderste apicalhjørne kort, næppe fremtrukket, det inderste med en meget kort, afrundet ud- videlse. Bagskinnebenene forlængede, jævnt indadkrummede.
Sjælden (J, Ø). Nagbøl skov, Estrup skov, Silkeborg Sønderksov, Svejbæk, Østbirk (1 eks. sigtet af kompost og kvas, 2/14), Marselisborg skov, Høskov ved Århus; Svendborg, Orlogsværftet, Holteegnen, Lynæs (2 eks., sigtet ved plante- rødder på sandbund, ”/,,). Såvel i skov som på åben bund. Fundet 2/4,-?/1,, talrigst sidst i sept. og først i okt.
5. L. silesiaca )Kraatz. Kendelig ved den betydelige størrelse, den aflange, stærkt hvælvede, ret plumpe form, den brede følehornskølle, hvis endeled er tydeligt smallere end det næstyderste, de mod spidsen stærkt udvidede forskinneben og de store, ret tæt stillede punkter i vingedækkernes afveks- lende stribemellemrum. Lysere eller mørkere rødbrun, føle- hornskøllen brunsort. Pronotum lidt smallere end vingedæk- kerne, bagtil ikke tilsmalnet, baghjørnerne stumpvinklede og noget afrundede, punkturen temmelig kraftig og tæt. Vinge- dækkerne aflange, stribernes punktur grov og ret tæt, mellem- rummene fint og spredt punkterede. Længde 3,5—4,5 mm.
&g: For- og mellemfødderne stærkt udvidede. Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt, det inderste med en ganske
103
kort, afrundet udvidelse. Bagskinnebenene noget indadkrum- mede.
Denne let kendelige efterårsart er udbredt, men sjælden (J, Ø). Nagbøl skov, Silkeborgegnen, Lindum, Lundby bakker n. f. Ålborg; mange steder i Nordsjælland, f. eks. Dyrehaven,
Holte, Geelskov, Rudeskov. Oftest i skove, undertiden i stort antal. Den er taget i tiden "2/,-?/,,, talrigst i slutningen af aug.
6.L. triepkei Schmidt. Kendelig ved den ret korte og brede krop, det store hoved, de ret korte følehorn med bred, kun sjældent mørk kølle, hvis endeled er betydeligt smallere end det næstyderste, de mod spidsen stærkt udvidede forskin- neben og indbugtningen på hver side af Pronotums bagrand. Denne indbugtning er stærkest hos store hanner og svag eller ganske forsvundet hos små individer, især hunner. Rødgul eller brunrød. Panden som regel med kun 2 større punkter. Pro- notum omtrent så bredt som vingedækkerne, bagtil kun yderst svagt tilsmalnet, temmelig fint og tæt punkteret. Vingedæk- kernes striber med ikke ret grov, men tæt punktur, mellem- rummene fint og spredt punkterede. Længde 2,5—4 mm.
åg: Baglårene midt på indersiden stumpvinklet udvidede, det yderste apicalhjørne fuldstændigt afrundet, det inderste med en omtrent retvinklet, lidt afrundet udvidelse (fig. 46, b). Hos store individer er bagbenene stærkt forlængede og deres skinneben på indersiden tydeligt tvebuede, hos mindre indivi- der næppe forlængede og skinnebenene jævnt indadkrummede.
Denne art (J, Ø) er i Jylland udbredt, særlig på sandet bund, hvor den nogle steder, f. eks. i Esbjergegnen, synes at være den almindeligste Liodes-Art og at erstatte calcarata; på øerne sjælden: Fåborg, Lolland-Falster, Jydelejet, Næstved- egnen, Fortunens Indelukke, Jyderup skov i Odsherred. Den lever såvel i skov som på åben bund; i Esbjergegnen træffes den i stort antal i nåletræsplantager på sandbund. Den er taget i tiden !%/,-27/,, talrigst fra 175/, til 75/,.
7. L.rubiginésa Schmidt. Kendelig ved den korte og brede krop, de korte, kraftige ben, de korte følehorn med bred, oftest gulbrun kølle, hvis endeled er tydeligt smallere end det næstyderste, og de mod spidsen udvidede forskinne-
104
ben samt ved, at panden kun har 2, ikke som sædvanlig 4, større punkter. Fra triepkei er den for hannens vedkommende let at kende, medens hunnen er vanskelig at skelne fra små hunner af triepkei, men dog lader sig adskille ved, at hovedet er lidt mindre, følehornskøllen knapt så bred, pronotums punktur gennemgående lidt finere, vingedækkernes stribe- mellemrum endnu finere og utydeligere punkterede og de af- vekslende mellemrums større punkter betydeligt mere spredte. Rødgul eller brunrød. Pronotum, når dyret betragtes fra siden, som oftest med siderandene stumpvinklet udvidede ganske lidt bag midten og derfra tilsmalnede for- og bagtil i næppe eller svagt krummede linier. Vingedækkerne korte og brede, striberne med ikke ret grov, men tæt punktur. Længde 2—3 mm.
åg: Bagbenene næppe forlængede, baglårene uden stump- vinklet udvidelse midt på indersiden, det yderste apicalhjørne yderst svagt stumpvinklet, det inderste med en fremtrukket, afrundet udvidelse, bagskinnebenene svagt indadkrummede.
Meget sjælden (J). Fanø (bag klitterne enkeltvis i juni, i antal i aug.-sept.), Hvorup (1 eks. ?1/,,).
8. L. curta Fairm. Kendelig ved den aflange form, den temmelig brede, brunsorte følehornskølle, hvis endeled er tydeligt smallere end det næstyderste led, de mod spidsen stærkt udvidede forskinneben og det temmelig groft og tæt punkterede pronotum. Lysere eller mørkere brunrød, føle- hornskøllen samt ofte hoved og pronotum brunsorte. Prono- tum ganske lidt smallere end vingedækkerne, bagtil oftest lidt tilsmalnet. Vingedækkerne ret langstrakte, striberne med meget tæt punktur, mellemrummenes punktur variabel, men oftest ret tydelig. Længde 2,6—4 mm.
åg: Baglårenes yderste apicalhjørne med en yderst kort, stumpvinklet udvidelse, det inderste med en noget længere, tandformet, på spidsen lidt afrundet udvidelse. Bagskinne- benene forlængede, svagt tvebuet indadkrummede.
Sjælden (J, Ø). Esbjerg Strandskov og Nørreskov (i stort antal; synes her at være den hyppigste art næst efter triepkei),
105
Bygholm, Skivum v. Vegger station, Hvorup, Dronninglund bakker, Hjørring; Ærø, Ravneholm, »Bjerget« ø. f. Sandbjerg, Kelleris hegn, Tisvilde. Aug.-okt.
9. L. flavéscens Schmidt. Nærbeslægtet med curta, fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten angivne kende- mærker. Fra rubiginosa adskiller den sig ved slankere krop, længere følehorn, meget slankere ben, 4 større punkter på panden og kraftigere punktur på pronotum og fra triepkei ved slankere krop, noget længere følehorn med brunsort kølle, mindre hoved, manglende indbugtning på pronotums bag- rand og slankere ben. Lyst brungul eller rødgul, hoved og pronotum oftest mørkere, følehornskøllen bred, brunsort. Pronotums punktur ikke helt så grov og tæt som hos curta. Vingedækkernes striber med tæt punktur, mellemrummene meget fint og spredt punkterede. Længde 2,5—3,5 mm.
åg: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt eller ganske svagt stumpvinklet udvidet, det inderste med en kort, afrun- det udvidelse. Bagskinnebenene lidt forlængede, svagt tvebuet indadkrummede.
Meget sjælden (J, Ø). Tørning, Nagbøl skov, Marselisborg skov, Høskov ved Århus, Bejsebakken ved Ålborg; omkring
Malmmosen ved Holte, Rudeskov, Tisvilde. Kun taget en- keltvis, bleen TE,
10. L. calcaråta Er. (Fig. 48). Denne overordentlig vari- able art..er kendelig ved: den. aflange form, den ret brede, næsten altid brunsorte følehornskølle, hvis endeled er tyde- ligt smallere end det næstyderste led, de mod spidsen som regel kun svagt udvidede forskinneben, indbugtningen på hver side af pronotums bagrand, pronotums fine og spredte punktur og formen af baglårenes apicalhjørner. Pronotums indbugtning er ligesom hos ftriepkei stærkest hos store hanner, svag eller ganske forsvundet hos små individer, især hunner. Farven varierende fra lyst rødgul til mørkt rødbrun, hoved og pronotum ofte noget mørkere end vingedækkerne; hos var. nigréscens Fleischer er hoved og pronotum samt vingedæk- kerne langs søm og siderande sorte. Pronotum omtrent så
106
bredt som vingedækkerne, bagtil ikke eller næppe tilsmalnet. Vingedækkerne langstrakte, striberne med ret kraftig, tem- melig tæt punktur, mellemrummene meget fint og spredt punkterede. Længde 1,8—3,5 mm.
Fig. 48. Liodes calcarata $. x 15.
gå: Bagbenene forlængede; baglårenes inderste apicalhjørne med en ret kort, afrundet eller noget tandformet udvidelse, det yderste med en længere, kraftig, nedadbøjet, mere eller mindre spids tand; bagskinnebenene hos store individer ind- adkrummede (fig. 46, d).
2: Baglårenes inderste apicalhjørne omtrent retvinklet, på spidsen mere eller mindre afrundet, det yderste mere frem- stående, tydeligt stumpvinklet (fig. 46, e), hos store individer ganske svagt tandformet, hos små individer måske undertiden,
107
men vistnok meget sjældent, noget afrundet. Denne form af det yderste apicalhjørne gør som regel denne arts hun ret let kendelig fra de nærstående arters hunner, hvis baglår har yderste apicalhjørne afrundet.
Almindelig (J, Ø, B) og i de frugtbarere egne af landet, f. eks. Nordsjælland, som regel hyppigere end nogen af de andre arter; i magrere egne, f. eks. Nord- og Vestjylland, synes den derimod adskillige steder at være mindre hyppig end dubia og nogle steder end triepkei og curta. I Esbjergegnen synes den endog at være sjælden. Arten træffes såvel i som uden for skove og er taget lige fra %!/. til &/,,; den er under- tiden ketset enkeltvis midt om dagen. Varieteten nigrescens forekommer sjældent og meget enkeltvis, måske mest i skove.
11. L. picea Illig. Yderst nær beslægtet med de to føl- gende, men som regel let at adskille såvel fra dem som fra alle vore andre arter ved, at kroppen er ensfarvet sort eller sortbrun. Undertiden, omend meget sjældent, er dog vinge- dækkerne lysere eller mørkere gulbrune eller kroppen endog helt gulbrun. Fra dubia og obesa adskiller den sig endvidere ved gennemsnitlig betydeligere størrelse, lidt mere ægformet krop, fortil stærkere tilsmalnet pronotum, større bredde over vingedækkernes skuldre og lidt tættere og kraftigere punkter i vingedækkernes afvekslende stribemellemrum. Ben og føle- horn rødlige, køllen oftest mørkere. Følehornskøllen ikke ret bred, endeleddet ikke eller kun lidt smallere end det næstyder- ste led. Pronotum omtrent så bredt som vingedækkerne, ikke eller næppe tilsmalnet bagtil, temmelig fint og tæt punkteret. Vingedækkernes striber i reglen med tæt punktur, mellemrum- mene meget fint og spredt punkterede. Længde 2,5—4 mm.
gg: Bagbenene noget forlængede, baglårene oftest med svagt takket inderside, det yderste apicalhjørne med en kort, stumpvinklet udvidelse, det inderste med en større, på spidsen lidt afrundet udvidelse. Bagskinnebenene temmelig stærkt indadkrummede, med ganske svag og utydelig tvebugtning.
Meget sjælden (J, Ø). Esbjerg Strandskov og Nørreskov (i antal), Taps, Silkeborgegnen, Ålborgegnen (Lundby, Agdrup, Hvorup), Hjørring; Gribskov (3 lyst ensfarvet gulbrune eks. 20/,, 79/,). Juli-sept., talrigst i første halvdel af sept.
108
12. L. dubia Kugel. Denne stærkt varierende og i svagt udviklede individer undertiden vanskeligt kendelige art er i det væsentlige karakteriseret ved, at følehornenes endeled ikke eller næppe er smallere end det næstyderste (fig. 43, c), og at forskinnebenene er mere eller mindre tydeligt ud- videde mod spidsen (som fig. 47, a). Formen som oftest ret kort, sjældent noget langstrakt. Farven varierende fra lyst
a. dubia ; b. obesa
Fig. 49. Liodes g. Penis set fra neden (til venstre) og fra siden.
rødgul til mørkt rødbrun eller endog sortbrun, hoved og pronotum ofte mørkere, undertiden næsten helt sorte; vinge- dækkernes søm undertiden mørkere. Følehornskøllen i reglen brunsort. Pronotum noget tilsmalnet bagtil og bredest lidt bag midten, punkturen varierende en del i styrke og tæthed. Vingedækkernes striber som regel med tæt punktur, mellem- rummene fint og spredt punkterede. Længde 2—3,7 mm.
åg: Bagbenene mere eller mindre forlængede; baglårenes yderste apicalhjørne ofte med en kort, stumpvinklet udvidelse, det inderste med en noget længere, afrundet udvidelse; bag-
109
skinnebenene hos større individer tydeligt tvebuet indad- krummede (som fig. 46, c). Parringsorganet se fig. 49, a.
Temmelig almindelig (J, Ø, B), i frugtbarere egne af landet, f. eks. Nordsjælland, ofte mindre hyppig end calcarata, i magrere egne, f. eks. Nord- og Vestjylland, derimod adskillige steder hyppigere og talrigere end calcarata. Den træffes såvel i som uden for skove, undertiden også i klitter, og er taget lige BE HE 110
Fig. 50. Liodes obesa g. x 15.
13 Lsobésa Schmidt. (fig. 50). "Yderst nærstående til dubia og ofte anset for en varietet af denne, men adskilt fra den ved, at pronotum næppe er tilsmalnet bagtil og er bredest omtrent ved roden, og at vingedækkernes striber er mindre tæt punkterede, samt afgørende ved afvigende form af han-
110
nens parringsorgan, se nedenfor. Kroppen ensfarvet lysere eller mørkere brunrød eller rødgul og følehornskøllen som regel ikke mørk, medens dubia ofte har mørkere hoved, pronotum og undertiden tillige vingedækkesøm og som regel mørk føle- hornskølle. Længde 2,5—4 mm.
Øg: Bagbenene (fig. 46, c) som hos dubia. Penis forholdsvis større, set fra siden bredere, set fra oven (eller neden) kortere og svagere tilspidset, paramererne kortere og med kortere spidsbørster (fig. 49, b).
Ret almindelig (J, Ø, B). Udbredelse og forekomsttider som hos dubia, sammen med hvilken den forekommer. I Nordsjælland er der fundet en efterårsform, der udmærker sig
ved klar lyst rødgul farve med mere eller mindre mørktfarvet følehornskølle og gennemgående betydelig størrelse.
14. L. brunnea Sturm. Ret let kendelig ved den ringe størrelse, aflange form, den ret smalle, rødgule følehornskølle, hvis endeled ikke eller næppe er smallere end det næstyderste led, de mod spidsen kun svagt udvidede forskinneben og den ret fine og meget tætte punktur i vingedækkernes striber. Rødgul eller rustrød. Pronotum næppe smallere end vinge- dækkerne, bagtil ikke tilsmalnet, fint og spredt punkteret. Vingedækkernes stribemellemrum fint og spredt punkterede. Længde 2—-2,4 mm.
åg: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt, det inderste med en ganske kort, stumpvinklet, på spidsen lidt afrundet udvidelse. Bagskinnebenene jævnt indadkrummede.
Meget sjælden (Ø). Bremersvold (1 eks.), Fortunens Inde-
lukke (1 eks.), Holteegnen (nogle eks. bl. a. i Geelskov). Den er taget i tiden !2/,-?6/,, hyppigst i begyndelsen af sept.
15. L. ovålis Schmidt (Fig. 51). For den øvede er denne art som regel straks kendelig ved sin typiske, stærkt ovale form. Iøvrigt er den karakteriseret ved den ret slanke følehornskølle, hvis endeled ikke eller næppe er smallere end det næstyderste led, de mod spidsen kun svagt udvidede forskinneben, den tætte og temmelig fine punktur i vingedækkernes striber, de fint og temmelig tæt punkterede stribemellemrum, og ved at
531
pronotums siderande i bageste trediedel er næsten retliniede og dets baghjørner derfor kun lidt stumpvinklede. Rust- rød eller brunrød, følehornskøllen ofte brunsort. Pronotum næppe smallere end vingedækkerne, bredest ved roden, tem- melig fint og tæt punkteret. Længde 2,6—3,4 mm.
Fig. 51. Liodes ovalis g. x 14.
g: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt, det inderste med en kort, afrundet udvidelse. Bagskinnebenene jævnt ind- adkrummede.
Ret almindelig (J, Ø); mest på mere frugtbar bund, især i
skove. Den er taget lige fra ?”?/, til 7/, og træffes talrigst i begyndelsen af juni.
16. L. nigrita Schmidt. Denne og den følgende art ud- mærker sig ved den brunsorte følehornskølle, hvis endeled er betydeligt smallere end det næstyderste led, de mod spidsen kun ret svagt udvidede forskinneben, den aflange form og
112
især ved pronotums omtrent retvinklede baghjørner. Rødgul eller brunrød, sjældnere brunsort eller brunsort med rødligt hoved og pronotum. Pronotum næppe smallere end vingedæk- kerne, bredest ved roden, temmelig fint og ikke særlig tæt punkteret. Vingedækkernes stribemellemrum meget fint og spredt punkterede. Længde 2,2—3 mm.
åg: Baglårenes yderste apicalhjørne simpelt, det inderste med en kort, afrundet udvidelse. Bagskinnebenene ikke for- længede, jævnt indadkrummede.
Sjælden (J). Draved skov, Haderslevegnen, Nagbøl skov (i antal), Lange skov ved Brørup, Estrup skov, Bramdrup skov, Silkeborgegnen, Marselisborg skov, Hø skov. Måske kun i skove. Juli, sept.-okt.
17. L. litura Steph. Yderst nær beslægtet med nigrita, fra hvilken den kun adskiller sig ved noget finere og tættere punktur i vingedækkernes striber, endnu mere spredt og uty- delig punktur i stribemellemrummene, gennemgående lidt finere og mere spredt punktur på pronotum og forlængede bagben hos hannen. Rødgul, undertiden hoved og prono- tum samt vingedækkernes søm og siderande sorte. Længde 2,2—3 mm.
å&: Bagbenene forlængede, baglårenes apicalhjørner som hos den foregående, bagskinnebenene længere, slankere og stærkere indadkrummede end hos denne.
Sjælden (J, Ø). Den ensfarvede form er fundet ved Haders- lev, Silkeborg; på Falster, ved Næstved, Herlufsholm, Antvor- skov og i Dyrehaven (alle steder enkeltvis) samt ved Kalle- have (i antal i juli). Den sorttegnede form er kun fundet i Nordsjælland: Ermelunden, Dyrehaven, Geelskov, Rudeskov, Tokkekøb hegn, Strødam, Teglstrup hegn, alle steder enkelt- vis eller fåtallig i tiden 3/,-177/,,, hyppigst i sidste halvdel af sept.
18. L. bådia Sturm. Denne og den følgende art adskiller sig fra alle de foregående ved, at mellembrystets længdekøl er høj og fortil pludseligt og stejlt nedfaldende mod mellem- brystets forrand. Kort ægformet, højt hvælvet, meget blank, farven varierende fra rødgul til brunsort, hoved og pronotum
113
ofte mørkere end vingedækkerne, følehornskøllen varierende i farve, temmelig smal, endeleddet kun meget lidt smallere end det næstyderste led. Pronotum bredest ved roden, bag- hjørnerne omtrent retvinklede, punkturen yderst fin og næppe synlig. Vingedækkernes striber med ret grov, ikke tæt punk- tur, mellemrummene næsten glatte. Forskinnebenene mod spid- sen kun svagt udvidede. Længde 1,5—2,2 mm.
åg: For- og mellemfødderne svagt udvidede.
Sjælden (J, Ø). Tørning, Marselisborg havskrænt, Skørping; Sanderum mose (Fyn), Bremersvold, Høvblege på Møn (sigtet i antal ved planterødder på kridtbund, "”/,, 15/,), Tissø,
Flommen ved Sorø, Vangede mose, Ladegårdsåen (i antal i gamle sivbunker). Ofte på fugtig bund. Maj-sept.
19. L. pårvula Sahlb. Adskilt fra alle vore andre arter, undtagen den meget større rugosa ved vingedækkernes skråt tværridsede stribemellemrum. Kort og hvælvet, rødgul eller brunrød, følehornskøllen brunsort, dens endeled kun ganske lidt smallere end det næstyderste led. Pronotum bredest ved roden, med retvinklede baghjørner, meget fint og spredt punkteret. Vingedækkernes striber med temmelig fin, ikke tæt punktur, mellemrummene meget fint og spredt punkterede. Længde 1,5—2 mm.
Øg: Som den foregående.
Temmelig almindelig (J, Ø, B), i hvert fald på frugtbarere bund, såvel i som uden for skove. Den er taget i tiden %/,-7/,,,
hyppigst i juni. I Sverige er den undertiden fundet i stort antal på udlagt fiskeådsel.
4. Agaricophagus Schmidt.
Nærbeslægtet med Liodes, men adskilt fra denne såvel som fra alle de andre nærstående slægter ved, at fodleddenes antal er 4, 3, 3. Følehornene med 5- leddet, afbrudt kølle. Vingedækkerne tæt tværridsede.
1. A. cephalébtes Schmidt. Aflang, rødgul eller brunrød, følehornskøllen ikke mørkere. Hoved og pronotum yderst Victor Hansen: Ådselbiller 8
114
fint og tæt tværridsede og yderst fint og spredt punkterede. Vingedækkernes punkstriber fine, mellemrummene hver med en punktrække, der næppe er svagere end hovedstriberne. Længde 1,6—2,5 mm.
gg: Baglårene midt på indersiden med en mere eller mindre tydelig tand, herfra til spidsen mere eller mindre tydeligt udrandede. Veludviklede individer har stort hoved.
Sjælden (J, Ø). Sønderborg, Marselisborg skov, Langå; Odense (Korup skov), Maribo, Alslev skov, Østerskov på Falster, Rydsebæk og Fanefjord skove på Møn, Boserup, Dyrehaven, Kørom, Holteegnen (Geelskov, Luknam). Ved aftenketsning, næsten altid enkeltvis, taget i tiden ””/,-2/,. I udlandet er arten også fundet i svampe; i England er den taget sent på efteråret i vådt græs sammen med Liodes nigrita og cinnamomea.
5. Golenis ET;
Nærbeslægtet med Liodes, men adskilt fra denne såvel som fra de andre nærstående slægter ved, at fodleddenes antal er 5, 4, 4. Følehornenes 7. led kun temmelig lidt bredere end 6. eller 8. led, så at føle- hornskøllen snarere må betegnes som 3-leddet end som afbrudt 5-leddet. Vingedækkerne tæt tværrid- sede.
1. C.immuånda Sturm. Formen kort og hvælvet. Rødgul eller rustrød, følehornskøllen ikke mørkere. Hoved og prono- tum yderst fint og tæt tværridsede, næppe synligt punkterede. Pronotums baghjørner næsten retvinklede. Vingedækkerne med meget fine punktstriber, sømstriben bagtil stærkt for- dybet. Længde 1,3—2 mm.
å: Baglårene på indersiden i forreste tredjedel med en svag, ofte utydelig, i bageste med en lidt tydeligere tand.
Arten minder ved et overfladisk blik om Liodes parvula, men kendes fra denne bl.a. ved den lyse følehornskølle og det forholdsvis lille 7. følehornsled.
Udbredt (J, Ø, B.) og, især vistnok i de frugtbarere egne af landet, almindelig på enge og skovsletter, derimod måske
115
sjældnere eller muligvis undertiden endog helt manglende i de magrere egne. Den tages ved aftenketsning og er ketset i tiden "/,—21/,, hyppigst måske i juni. Den er også under- tiden sigtet i antal om foråret af fugtigt muld mellem pile- buske, og i udlandet af svampet løv og mos.
6. Cyrtusa Er.
Let kendelig fra de foregående slægter ved det yderste lille, næppe synlige 8. følehornsled og de der- for tilsyneladende 10-leddede følehorn med tilsyne- ladende 4-leddet, stor kølle (fig. 43, a). Fodleddenes antal 5, 5, 4. Hovedet på undersiden med svage føle- hornsfurer. Pronotums bagrand ikke randet. Vinge- dækkerne med bagtil dyb sømstribe og fine, fortil oftest udviskede punktstriber.
Arterne har vistnok samme levevis som Liodes-arterne. De er hyppigst taget ved aftenketsning. I Tyskland er pauxilla og minuta taget i antal, søgende til ultraviolet lys.
Oversigt over arterne.
1. Bagskinnebenene temmelig smalle, fra midten til spidsen næsten lige brede, ved spidsen meget ” smallere end mellemskinnebenene. Vingedæk- kernes punktstriber også bagtil utydelige L.subteståcea. Bagbenene jævnt udvidede mod spidsen, hvor de er lige så brede som mellemskinnebenene. Vingedækkernes punktstriber bagtil tydelige. … Ø. 2. Pronotums bagrand ikke indbuet på hver side 2. pauxilla. Pronotums bagrand på hver side indenfor bag- BENENE SVAR MID UEE SLET as kune minuta.
1. C. subteståcea Gyll. Oval, stærkt hvælvet. Rustrød eller brunrød, hoved og pronotum oftest mørkere. Ben og følehorn rødlige, køllen brun eller brunsort. Hovedet temme-
8g8+
116
ligt groft punkteret. Pronotums bagrand ikke indbuet, bag- hjørnerne stumpvinklede, punkturen lidt finere end hovedets. Vingedækkerne spredt og temmelig groft punkterede, punkt- striberne utydelige, fortil ganske udviskede. Længde 1,6— 1,8 mm.
åg: Baglårenes yderste apicalhjørne med en spids tand.
Yderst sjælden (Ø). Ravnstrup Krat på Falster (1 eks. aug. 1856), Næstved (1 eks. 7?/, 1919), Lerchenborg Dyrehave
(1 eks. under egebark, aug. 1857). I udlandet undertiden fundet ved svampe under løv.
2. C. pauxilla Schmidt. Adskilt fra den foregående ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved lidt smallere og mindre hvælvet form og skarpere stumpvinklede baghjør- ner på pronotum. Rødgul eller rustrød, følehornskøllen oftest brunsort. Hovedet temmelig fint punkteret. Pronotum fint punkteret. Vingedækkerne spredt og temmelig groft punkterede, med bagtil tydelige, fortil mere eller mindre udviskede punkt- striber. Længde 1,2—1,8 mm.
åg: Som den foregående.
Meget sjælden (Ø). »Engene« ved Svendborg (1 eks. ketset 22/, 1940), Refshale ved Maribo (1 eks. ?/, 1878), Maglemer skov (nogle eks. aftenketset "7/,-??/. 1913), Sørup Søeng på Falster (1 eks. aug. 1865), Rydsebæk skov på Møn (2 eks., aug.). Ved Biisum på Slesvig-Holstens vestkyst er paurxilla og minuta fundet i juni på tørre sandflader med sparsom
græsvækst og på tørre steder af Aster tripolium enge sammen med Liodes ciliaris, dubia og obesa.
[C. minuta Ahrens er bredere og stærkere hvælvet end de to foregående. Længde 1,6—1,8 mm. Den er fundet bl. a. i Skåne, ved Hamburg og ved Biisum (se under paurxilla).]
7. Anisétoma Illig.
Kroppen kort, stærkt hvælvet. Følehornene med stor, 5-leddet, afbrudt kølle. Pronotum tværbredt, roden lige afskåret eller på hver side mod baghjørnerne skråt afskåret, baghjørnerne ret- eller stumpvinklede, på selve spidsen næppe eller kun lidt afrundede. Vin-
117
gedækkerne med tydelige punktrækker eller uregel- mæssigt punkterede. Mellembrystet uden køl. Fod- leddenes antal hos g 5, 5, 4, hos 2 5, 4, 4 eller 4, 4, 4.
Arterne lever fortrinsvis i slimsvampe pa, eller under bark af, stubbe, stammer og grene, ofte selskabeligt. Lar- verne til et par af arterne er fundet i støvbolde. Arterne kommer sjældent frem.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkerne fint, nedliggende behårede, oftest sorte med rød skulderplet, sjældent rødbrune 1. humerålis. BEER Kerne HERE ERE LØD nun sms ske 2. 2. Vingedækkerne med rød skulderplet .. 2. axillåris. Vingedækkerne ensfarvet sorte eller brune....... 3. 3. Vingedækkerne med uregelmæssige, temmelig kraftige dobbelt-punktrækker. 3,2—3,8 mm 4. castånea. Vingedækkernes punktrækker temmelig fine, enkle eller kun hist og her fordoblede 7... .......0…… Å. 4. Større, 3-4 mm. Pronotums bagrand på hver side kun yderst lidt skråt afskåret ........... 3. glåbra. Mindre, 2—3 mm. Pronotums bagrand på hver side temmelig stærkt skråt afskåret ..... 5, ofbiculgris,
1. A. humerålis Fabr. (Fig. 52). Let kendelig fra de andre arter ved vingedækkernes fine, nedliggende behåring. Kroppen næsten halvkugleformet, sort, en pandeplet og pronotums rande lysere, vingedækkerne med en stor, rød eller gullig skulderplet, undersiden, ben og følehorn rustrøde, køllen brunsort med lysere spids; sjældent er vingedækkerne eller tillige pronotum helt eller delvis rødbrune. Pronotum fint og spredt punkteret. Vingedækkerne med temmelig fine, hist og her fordoblede punktstriber, mellemrummenes punktur hos g ret fin og lidet tæt, hos 2 finere og tættere og i forreste halvdel
118
meget fin og meget tæt samt oftest lidt rynket; behåringen tættest hos 2. Længde 2,7—4,4 mm.
å: For- og mellemfødderne meget stærkt udvidede, bag- lårene på indersiden bag midten stumpvinklet udvidede, bag- skinnebenene ret stærkt indadkrummede.
2: Fodleddenes antal 5, 4, 4.
Fig. 52. Anisotoma humeralis g. x 12.
Almindelig (J, Ø, B). Især i slimsvampe på løvtræsstubbe. Hyppigst for- og efterår. Larven er truffet i støvbolde. Larver, fundet 8/,, forpupning ”3/,, klækning ”/,.
2. A. axillåris Gyll. Ligner den foregående og farvet som denne, men let adskilt fra den ved nøgne, blankere vingedæk- ker, der hos begge køn er fint (hos 2 finest) og spredt punkte- rede i stribemellemrummene. Længde 2,4—3,5 mm.
g: For- og mellemfødderne kun svagt udvidede, baglårene simple, bagskinnebenene kun meget svagt indadkrummede.
C: Som humeralis.
149
Meget sjælden (J, Ø). Esbjerg Nørreskov, Varde, Femmøl- ler, Slettestrand ; Tisvilde. I slimsvampe på fyrrestubbe. Juni, aug.-sept. Aftenketset enkeltvis i sept.
3. A. glåbra Kugel. Adskilt fra de to følgende ved, at vingedækkernes yderste punktrække foran midten fjerner sig temmelig stærkt fra sideranden og fortsættes mod roden som en skrå, oftest dobbelt skulderrække. Lidt bredere og mere hvælvet end humeralis, blankt sort, en pandeplet og prono- tums rande lysere, ben og følehorn rødbrune, køllen mørk, oftest med lidt lysere spids. Pronotum meget fint og spredt punkteret. Vingedækkernes stribemellemrum temmelig fint og spredt punkterede. Længde 3—4 mm.
åg: For- og mellemfødderne svagt udvidede.
2: Fodleddenes antal 5, 4, 4.
Meget sjælden (J, Ø). Tørning, Silkeborg, Hals Nørreskov (ved frisk slimsvamp under egebark, !5/,); Hannenov skov (Falster), Tisvilde hegn. I slimsvampe, fortrinsvis på nåle- træsstubbe, men også f. eks. på eg og birk, og på træsvampe på bøg (sammen med humeralis og Bolitophagus reticulatus). Maj-juli; parring og æglægning iagttaget i maj; larver er fundet i støvbolde på fyrrestubbe.
4. A. castånea Hbst. Adskilt fra den foregående og den følgende ved vingedækkernes uregelmæssige, temmelig kraf- tige dobbeltpunktrækker. Ægformet, bagtil mere tilsmalnet end den foregående, blankt sort eller brunsort, en pandeplet og pronotums rande lysere, ben og følehorn rødbrune, køllen mørk, med lysere spids. Pronotum meget fint og spredt punk- teret, bagranden på hver side lidt skråt afskåret. Vingedæk- kernes stribemellemrum grovere punkterede end hos den fore- gående. Længde 3,2—3,8 mm.
gg: For- og mellemføddernes 2 første led temmelig stærkt udvidede.
2: Fodleddenes antal 4, 4, 4.
Sjælden (J, Ø, B). Gram (i en gammel eg), Horsens, Rye Sønderskov (i svamp på bøgestubbe), Lindum, Hals; Løgnor (1 eks. på Polyporus sulphureus), Næstved, Gribskov (under
birkebark og i slimsvampe på granstubbe), Jægerspris Nord- skov (i egestubbe), Tulstrup hegn (i lærkestubbe). Juni, aug.
120
5. A.orbiculåris Hbst. Kort, stærkt hvælvet, brunsort eller brun, en pandeplet og pronotums rande oftest lysere, ben og følehorn brunrøde, køllen mørk, med lidt lysere spids. Pronotum meget fint og spredt punkteret. Vingedækkernes stribemellemrum temmelig fint, mere eller mindre tæt punk- terede. Længde 2—3 mm.
&g: For- og mellemfødderne svagt udvidede. Bagbenenes hofteringe udtrukne i en kort, skarp spids, baglårene midt på indersiden med en ganske lille, skarp tand.
Q: Fodleddenes antal 4, 4, 4.
Ret almindelig (J, Ø, B). Under svampet nåle- og løv-
træsbark og ved træsvamp; undertiden aftenketset (7/,). Især marts-okt.
8. Amphicyllis Er.
Kroppen kort, stærkt hvælvet. Følehornene med 3- eller (hos begge de danske arter) 4-leddet, ikke af- brudt kølle. Pronotum omtrent som hos Anisotoma, kun med svagere indbuet forrand. Vingedækkerne i bageste halvdel med dyb sømstribe, iøvrigt med anty- dede punktrækker eller uregelmæssigt punkterede. Mellembrystet uden køl. Fodleddenes antal hos gg 5, 5, 4, hos 9 4, 4, 4.
Hannen har de 3 første led af forfødderne og de to første led af mellemfødderne svagt udvidede.
Levevis som Agathidium. Ofte ved aftenketsning.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkerne uden tydelige punktrækker. Som regel sort med rødt pronotum. Større, 2,6—3 mm 1. glåbus. Vingedækkerne med uregelmæssige punktrækker. Sort, pronotums side- og bagrand og vingedæk- kernes spids lysere. Mindre, 2,4—2,8 mm 2. globiférmis.
121
1. A. glébus Fabr. Næsten halvkugleformet, blankt sort, pronotum rødt, følehorn og ben rødlige, de 2 næstyderste føle- hornsled og bagbenene ofte mørkere. Sjældent er hele kroppen rustrød. Hoved og pronotum temmelig fint og tæt punkterede. Vingedækkerne med grovere og finere, temmelig tæt punktur, uden tydelige punktrækker. Længde 2,6—3 mm.
Sjælden og oftest kun enkeltvis (J, Ø, B). F.eks. Rye, Vejle; Søholt (Lolland), Maribo, Sundby Storskov, Næstved,
Frederiksdal, Geelskov, Gribskov, Tisvilde Hegn; Ekkodalen i Almindingen. Især maj-aug.
2. A. globifårmis Sahlb. Nærbeslægtet med globus, fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kende- mærker samt ved noget finere punktur på hoved og prono- tum. Sort, pronotums side- og bagrand og vingedækkernes spids lysere, følehorn og ben brunrøde, de 2 næstsidste føle- hornsled mørkere. Vingedækkerne med uregelmæssige punkt- rækker, mellemrummene fint og spredt punkterede. Længde 2,4—2,8 mm.
Sjælden og oftest kun enkeltvis (J, Ø). Haderslevegnen, Vejle, Elbæk Strandskov, Rye; Maribo, Sundby Storskov, Frejlev, Tromnæs, Bognæs (på Daedalea på poppelstub, ima- gines og larver %/,), Dyrehaven, Frederiksdal, Luknam, Geel- skov. Især maj-aug.
9. Agathidium Illig.
Følehornene med stor, 3-leddet kølle; undertiden er dog 7. led bredere end 8. og nærmer sig i bredde det 9., således at køllen bliver afbrudt 5-leddet. Pronotum hvælvet, forranden dobbeltbuet, bagranden rundet, med fuldstændigt afrundede baghjørner. Vingedæk- kerne korte og stærkt hvælvede. Deres rod er på hver side skråt afstudset eller skråt afrundet og danner med sideranden enten en i det højeste på spidsen afrundet eller en fuldstændig afrundet skuldervinkel. I sidste tilfælde er dyrets evne til at rulle sig sammen som en
122
kugle fuldstændig, i første tilfælde kun ufuldstændig. Vingedækkerne ofte, i hvert fald bagtil, med en for- dybet sømstribe, men uden tydelig antydning af punktstriber. Mellembrystet med eller uden længde- køl. Benene korte og temmelig spinkle. Fodleddenes antal hos & 5, 5, 4, hos 29 enten 5, 4, 4 eller 4, 4, 4.
Hannen er foruden ved de 5-leddede mellemfødder ofte udmærket ved udvidede for- og mellemfødder, ved tandformet fremtrædende spids på baglårene eller ved, at den venstre kindbakke er forstørret eller for- synet med et tilbagekrummet horn.
Arterne træffes ved svamp på eller under bark af stammer, grene og stubbe eller i svampet løv, undertiden også i slim- svampe, og kan nu og da aftenketses. De træffes bedst forår, forsommer og efterår.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkerne med fladt eller (atrum) meget stumpt afrundet skuldervinkel (fig. 53, a og b). Mellembrystet med køl næsten til bagranden. å's kindbakker simple. Fodleddenes antal hos
Vingedækkerne med stump eller omtrent ret, i det højeste på spidsen afrundet skuldervinkel (fig. 53, c). Mellembrystet i det højeste fortil med
BOEL AE 05 orn er mins. s Ble blee keen RES 6 2. Rød, vingedækkerne sorte. 7. følehornsled bety- deligt bredere end 8. 66 5 ung sn REE 1. nigripénne. Sort eller rødbrun. 7. følehornsled næppe bredere mass dk RSS ANN OLE DSE SAL ESS MARDEN ESS orm NR 3.
3. Vingedækkerne uden tydelig punktur og uden sømstribe. Oversiden fint mikrochagrineret 5. laevigåtum. Vingedækkerne tydeligt om end fint punkterede, i hvert fald bagtil med antydet sømstribe...... 4.
123
4. 3. følehornsled over dobbelt så langt som 2. og omtrent så langt som de 3 følgende tilsammen; 2. led næppe længere end bredt. Vingedækkerne med stumpt afrundet skuldervinkel (fig. 53, b). ER HEE. PIKASPELIS eåbve ate aa atruki
er: laeviga lam
b alrum
Cc. varians
Fig. 53. Agathidium. Pronotum og vingedækkernes rod (set fra siden).
3. følehornsled ca. eller rigeligt 1!/, gang så langt -som 2. og tydeligt kortere end de 3 følgende til- sammen; 2. led tydeligt længere end bredt. Vin- gedækkerne med fladt afrundet skuldervinkel bob HESS ra) Mindre 72276 MEE ss Dol 5. 5. Hoved og pronotum fint punkterede, i bunden fint mikrochagrinerede. Vingedækkerne yderst svagt mikrochagrinerede, deres sømstribe dyb, nående ens mindstti midten ASLE SER 808 3. seminulum. Hoved og pronotum næppe synligt punkterede, i i det højeste med yderst svagt antydet mikro-
ag,
124
chagrinering. 'Vingedækkerne næppe synligt mikrochagrinerede, deres sømstribe svag, næppe
hådendefren til midten ss ssveraerer 4. bådium.
Hovedet bag øjnene udvidet, med veludviklede
tindinger (fig. 54). Stor, 3-4 mm .... 13. nigrinum.
Hovedet tilsmalnet umiddelbart bag øjnene (som fig. 55), Mindre, 17553. 00000 sn SE ERE ERER Vingedækkerne uden sømstribe, tydeligt punkte- rede. Hoved og pronotum tydeligt mikrocha-
ERLEND 21 sa REDE KERNE RE 6. marginåtum.
Fig. 54. Hoved af Agathidium nigrinum.
Vingedækkerne i hvert fald bagtil med tydelig søm- stribe. Hoved og pronotum ikke mikrochagri- BEDE seks ned retn ske hane
Hovedet rødgult eller brunrødt. Oversiden næppe eller yderst svagt og utydeligt punkteret. 3. følehornsled ca. !/, længere end 2. led, dette ty- deligt længere end bredt, endeleddet tydeligt smallere end næstyderste led. Længde 2—2,5 mm
8. vårians.
Hovedet |sogt aller -ssortibreint 12 Folio kk
Vingedækkernes bageste halvdel rød. Hele over- siden tydeligt punkteret, punkturen på hovedet ret tæt og kraftig. 3. følehornsled ca. "/, længere end 2. led, endeleddet tydeligt smallere end næstyderste led. Længde 1,8—2,3 mm
7. haemorrhdum.
Vingedækkerne sorte eller sortbrune, i det højeste spidspartiet yen sank ede se. £
125
10. Følehornene rødgule eller gulbrune, køllen ikke væsentligt mørkere. Hovedet og vingedækkerne fint, men tydeligt punkterede. 3. følehornsled ca. dobbelt så langt som 2. led, endeleddet om- trent så bredt som næstyderste led. Længde
BE RES kr rebelske has glkken æg 10; pøfceum.
Følehornskøllen eller 9. og 10. led tydeligt mørkere 3 ss FAN ea ae ER ERE ROR
a. comfusum b.varians
Fig. 55. Agathidium. Hoved.
11. Vingedækkerne tydeligt, omend meget fint punk- terede. Følehornenes endeled ikke smallere end næstyderste led. Mundskjoldets forrand i mid- ten ret dybt udrandet (fig. 55,.a). Længde 2—2,5
BEDER 5 EAR BR 3 KODE] JR MDR 9. confusum.
" Vingedækkerne næppe eller kun svagt og utydeligt punkterede. Følehornenes endeled tydeligt smal- lere end næstyderste led. Mundskjoldets forrand kunsmeget fladt udrandet «4 71 2604 ore ben ae
12. Mindre, 1,7—-2 mm. Vingedækkernes sømstribe kraftig og dyb, nående frem ca. til midten
12,
11. rotundåtum.
Større, 2,4—3 mm. Vingedækkernes sømstribe som regel fin og ikke nående helt frem til midten
12. mandibulåre.
1. A. nigripénne Kugel. Let kendelig fra de følgende arter ved farven og den smallere form. Blank, rød, vingedæk- kerne sorte, følehornene med mørkere kølle. 3. følehornsled
126
mindst dobbelt så langt som 2., omtrent så langt som de 3 følgende tilsammen. Pronotum fint punkteret. Vingedækkerne tydeligt længere end tilsammen brede, temmelig fint og tæt punkterede, sømstriben dyb, nående frem forbi midten. Læng- de 2,4—2,8 mm.
åg: Baglårenes spids på indersiden kort, tandformet frem- springende.
Udbredt, men ret sjælden (J,: Ø, B).
2. A. åtrum Payk. (Fig. 56). Blankt sort, pronotumsside- rande og vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, føle- horn og ben rødbrune. Pronotum meget fint og temmelig spredt punkteret. Vingedækkerne temmelig tæt, ikke særlig fint punkterede. Sømstriben dyb, nående frem forbi midten. Længde 2,8—3,2 mm.
åg: Baglårenes spids på indersiden med en kort, bred, tre- kantet tand.
Ret almindelig (J, Ø).
3. Aseminulum ; L. Kendetegnet; ved,,de «h«oversigten anførte karakterer. Brunsort eller brun, pronotums side- og bagrand og vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, følehorn og ben rødlige. Længde 2,3—2,6 mm.
åg: Baglårenes spids simpel.
Temmelig almindelig (J, Ø). Larven er fundet i slimsvam- pen Trichia cinnabarina.
4. A. bådium Er. Ligner den foregående meget stærkt, men adskiller sig fra den ved de i oversigten angivne kende- mærker samt ved finere punkterede vingedækker og gennem- gående lidt lysere farve. Længde 2—2,5 mm.
Øg: Baglårenes spids på indersiden med en skarp, bred, trekantet tand.
Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø).
5. A.laevigåtum Er. Let kendelig fra de foregående ved vingedækkernes mangel på sømstribe og den fint mikrocha-
127
grinerede, næppe synligt punkterede overside. Blankt sort, pronotums side- og bagrand lysere gennemskinnende, følehorn og ben brunrøde, de 2 næstsidste følehornsled oftest mørkere. 3. følehornsled ca. !/, gang længere end 2., ikke længere end 4. + 5. led. Længde 2—2,5 mm.
Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø, B).
Fig. 56. Agathidium atrum $. x 15.
6. A. marginåtum Sturm. Denne og de følgende arter udmærker sig ved vingedækkernes tydelige skuldervinkel (fig. 53, c). Fra de følgende arter adskiller denne art sig ved mikrochagrineret hoved og pronotum og ved vingedækkernes mangel på sømstribe. Blankt sort, pronotums side- og bag- rand og oftest vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, følehorn og ben rødlige, de 2 næstsidste følehornsled oftest mør- kere. Følehornenes 3. led omtrent dobbelt så langt som 2., ca. så langt som 4. — 5. Hoved og pronotum fint og spredt punk- terede. Vingedækkerne temmelig fint og tæt punkterede, skul- dervinklen nærmer sig en ret vinkel. Længde 2—2,3 mm.
128
g: Venstre kindbakke forstørret og forlænget. Q: Fodleddenes antal 4, 4, 4.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B).
7. A.haemorrh6um Er. Let kendelig ved farven. Sort, pronotums rande lysere, vingedækkerne i bageste halvdel eller endnu længere fremefter røde, følehorn og ben brunrøde, de 3 yderste følehornsled oftest mørkere. Mundskjoldet med af- studset forrand, bagtil afgrænset mod panden ved en forholds- vis kraftig, buet linie. Pronotum og vingedækkerne tydeligt, ret fint og tæt punkterede, de sidstes sømstribe meget fin, ikke nående helt frem til midten. Længde 1,8—2,3 mm.
2: Fodleddenes antal 4, 4, 4.
Hidtil kun fundet på Bornholm: 2 stkr. ved Snogebæk under mos på sandbund i fyrreskov og 1 stk. ved Ålham- mer i løv under ellebuske tæt overfor hjælmevegetationen. I
Tyskland er arten bl. a. fundet under henrådnende fyrreris og aftenketset enkeltvis langs skovbryn i aug.—sept.
8. A. vårians Beck. Lysere farvet end de følgende. Blank, rødlig eller brunrød, vingedækkerne og pronotums midte i større eller mindre udstrækning mørkere, ofte omtrent sorte, følehorn og ben rødlige, de 2 næstsidste følehornsled mørke. Hovedet bagtil med en svag tværfure og mellem øjnene med to små, svage indtryk. Mundskjoldets forrand afstudset (fig. 55, b). Pronotum glat eller yderst fint og spredt punkteret. Vingedækkerne glatte eller med ganske svag antydning af punktur, sømstriben skarp, nående frem ca. til midten. Længde 2—2,5 mm.
gg: Venstre kindbakke simpel eller forstørret, undertiden hornet.
2: Fodleddenes antal 4, 4, 4.
Almindelig (J, Ø, B).
9. A. confuåsum Bris. Blankt sort, pronotums rande og vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, undertiden hoved og hele pronotum eller hele oversiden brunlig; følehorn og ben rødlige, de 3 sidste følehornsled mørke. 3. følehornsled
129
ca. 1/3 længere end 2. led. Hoved og pronotum yderst fint og spredt punkterede. Vingedækkerne tydeligt, men fint og ret spredt punkterede. Længde 2—2,5 mm
åg: Venstre kindbakke forstørret, ofte forsynet med et op- stående, skråt indad og bagudrettet horn af stærkt varierende størrelse.
Q: Fodleddenes antal 4, 4, 4.
Sjælden, men udbredt (J, Ø). Esbjerg Strandskov (ret hyppig), Nørholm, Estrup skov, Hansted skov ved Horsens,
Hals Nørreskov; »Engene« ved Svendborg, Killerup, Borre- vejle skov, Lejre, Boserup, Dyrehaven, Hillerød.
10. A. piceum Er. Kendelig ved de ensfarvet rødlige føle- horn og vingedækkernes fine, men tydelige punktur. Blankt sort, pronotums rande og vingedækkernes spids oftest lysere gennemskinnende, følehorn og ben rødlige. Mundskjoldets forrand omtrent lige afstudset. Hovedet fint og spredt, prono- tum yderst fint og spredt, meget utydeligt punkteret. Vinge- dækkernes sømstribe nående frem til eller omtrent til midten. Længde 2—2,5 mm.
åg: Venstre kindbakke skarpt tilspidset.
2: Fodleddenes antal 5, 4, 4.
Sjælden og oftest enkeltvis (J, Ø). Haderslevegnen, Esbjerg Strandskov, Grimstrup krat, Silkeborgegnen, Thorsager, Lundby bakker ved Ålborg, Hansted-reservatet; Lyngby Åmose, Gribskov. Arten er taget ved sigtning af svampede
grannåle eller mos og under birkebark. Den foretrækker måske sand- eller hedebund.
11. A.rotundåtum Gyll. (sphaerulum Reitt.). Kendelig ved den ringe størrelse i forbindelse med farven og vinge- dækkernes yderst svage punktur. Blankt sort, pronotums rande og vingedækkernes spids undertiden lidt lysere, føle- horn og ben rødlige, 9.—11. led mørke, 11. led (endeleddet) ikke eller kun ubetydeligt lysere end 9. og 10. led. 3. føle- hornsled som regel knapt dobbelt så langt som 2. led, 4. led som regel ikke længere end bredt. Oversidens punktur yderst fin og utydelig, på hovedet og vingedækkernes bageste parti dog lidt tydeligere. Længde 1,7—2 mm.
Victor Hansen: Ådselbiller 9
130
gg: Venstre kindbakke forstørret, ofte forsynet med et opstående, næppe krummet, meget spidst horn. 2: Fodleddenes antal 5, 4, 4.
Udbredt, men ikke helt almindelig (J, RA Larven er truffet i støvbolde og andre svampe.
12. A. mandibulåre Sturm. Yderst nærstående til rotun- datum, men som regel straks kendelig fra den ved betydeligere størrelse. I øvrigt adskiller den sig fra rotundatum ved, at følehornenes endeled er betydeligt lysere end 9. og 10. led, at 3. led som regel er ca. dobbelt så langt som 2. led, og 4. led som regel lidt længere end bredt, og at oversidens punktur er endnu svagere, også på hovedet og vingedækkernes bageste parti yderst fin. Kroppens farve som hos rotundatum, under- tiden dog lidt lysere, brun eller brunsort. Længde 2,4—3 mm.
gå og 2 som hos rotundatum, hornet dog som regel tydeligt indadkrummet og med bredere, mere but spids.
Yderst sjælden (J). Der foreligger kun et enkelt eks. fra
Pamhule skov ved Haderslev, sigtet fra en skimlet avnedynge, 11/, 1961.
13. A. nigrinum Sturm. Meget let kendelig ved sin be- tydelige størrelse og hovedets tydelige tindinger. Blankt sort, pronotums rande og vingedækkernes spids oftest lysere gen- nemskinnende, følehorn rødlige, de 2 næstyderste led oftest mørkere, benene brunlige med lysere fødder. 3. følehornsled mindst dobbelt så langt som 2., 7. led lidt større og bredere end 8. Hoved og pronotum med fin punktur, iblandet med endnu finere, tættere stillede punkter. Vingedækkerne tem- melig fint og tæt punkterede, sømstriben dyb, nående frem til eller lidt forbi midten. Længde 3—4 mm.
Øg: Venstre kindbakke oftest lidt forstørret.
Q: Fodleddenes antal 5, 4, 4.
Sjælden (J, Ø). Draved skov, Tørning, Haderslev, Estrup skov, Bygholm, Silkeborgegnen, Hald, Lindum, Buderuplund; Svendborg, Marienlund og Vosemose ved Odense, Ålholm
Hestehave, Sundby Storskov, Tromnæs, Østerskov på Falster, Sorø, Teglstrup hegn. Undertiden aftenketset, især i juni.
131
2. familie Clåmbidae.
Kroppen med mere eller mindre veludviklet evne til sammenrulning. Følehornene indleddede foran øjnene, 8- eller 10-leddede, med 2-leddet kølle, de 2 første led fortykkede. Hovedet stort, foran øjnene med en tværspalte, gennem hvilken følehornene kan drejes ned under hovedet. Vingedækkerne højt hvæl- vede, uden sidedækker, dækkende bagkroppen helt eller næsten helt. Hofterne berørende eller næsten berørende hinanden, for- og mellemhofterne omtrent valseformede, skråt stillede, baghofterne dannende store plader, under hvilke baglår og -skinneben helt kan trækkes ind (fig. 1, p. 9). Fødderne 4-leddede. Bagkroppen med 5—7 frie bugled.
Denne familie har hidtil været betragtet som nær beslægtet med Silpherne og blandt dem især med Agathidierne, fra hvilke den let adskilles ved baghof- ternes store lårdækker. I nyeste tid har Crowson imid- lertid (1955)”) udskilt familien fra familierækken Staphylinoidea og i sit seneste arbejde (1960) stillet den sammen med familierne Helodidae og Eucineti- dae?) i en ny overfamilie Eucinetoidea.
Arterne er meget små; de lever under træbark, i henråd- nende plantestoffer o. lign. I Danmark er der hidtil fundet 4 arter.
Oversigt over slægterne.
1. Pronotums for- og bagrand løbende sammen i en spids, noget afrundet vinkel, så at pronotums siderande er ganske forsvundne. Hovedet kun lidt smallere end pronotum (fig. 57). Vingedæk- kerne bagtil med fin sømstribe .... 1. Calyptomérus. 1) Se Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 48. ?) Se Danmarks Fauna, Biller X, p. 105-118 og 121—122. 9%
132
Pronotum med korte, men tydelige siderande. Ho- vedet betydeligt smallere end pronotum. (Fig. 58). Vingedækkerne uden sømstribe .... 2. Clåmbus.
1. Calyptomérus Redtb.
Kroppen med evne til fuldstændig sammenrulning. Følehornene 10-leddede. Pronotum over 2 gange så
Fig. 57. Calyptomerus. Hoved og pronotum.
bredt som langt. Vingedækkerne fortil højt hvælvede, bagtil tilspidsede.
1. C. dabius Marsh. Lyst rødbrun, vingedækkernes spids lysere gennemskinnende, følehorn og ben rødgule. Oversiden fint, nedliggende behåret. Vingedækkerne mod siderne og spidsen temmelig fint punkterede, sømspidsen retvinklet. Længde 1—1,2 mm.
Sjælden, men meget udbredt (J, Ø). I henrådnende, skim- lede plantestoffer, f. eks. hø- og kompostbunker, undertiden i lader og kældre; også fundet i trøsket, gærende bøgeved, i
hul poppel med myrer og en enkelt gang i et dyrebo. Især maj-sept. Larven er engang fundet i et stråtag.
2. Clåmbus Fischer.
Adskilt fra den foregående slægt ved de i oversig- ten nævnte kendemærker samt ved, at øjnene er delt
133
af hovedets siderand i en øverste og en nederste halv- del, følehornene indleddede nærmere ved øjnene og fødderne meget kortere. Kroppen med evne til fuld- stændig sammenrulning.
Arterne lever i henrådnende plantestoffer og træffes bedst for- og efterår.
Oversigt over arterne.
1. Oversiden tilsyneladende nøgen, behåringen yderst kort, fin og spredt, kun synlig ved stærk for- 3... BR SEER..." 3. punctulum. Oversiden tydeligt, hvidligt eller gulligt behåret 2. 2. Behåringen nedliggende, temmelig kort og tem- melig tæt. Vingedækkerne bagtil fint og ret tæt, ved stærk forstørrelse tydeligt punkterede 1. pubéscens. Behåringen noget opstående, tydeligt længere og mere spredt. Vingedækkerne selv ved stærk for- størrelse næppe synligt punkterede bagtil 2. armadillo.
1. Cl. pubéscens Redtb. (Fig. 58). Brunsort eller brun, ret blank, pronotums sider og ofte vingedækkernes ryg og spidsparti lysere, ben og følehorn gule, køllen oftest mørkere. Oversiden meget fint mikrochagrineret. Længde 0,9—1,1 mm.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø).
2. Cl. armadillo Deg. Smallere end de andre arter. Sort, ret blank, pronotums sider og ofte også roden smalt, rødbrunt gennemskinnende, følehorn og ben lidt mørkere end hos de andre arter. Oversiden fint mikrochagrineret, kraftigere end hos pubescens. Længde 1—1,3 mm.
Almindelig (J, Ø).
3. Cl. pånctulum Beck (boreålis Andr. Strand 1946, minutus 1. udg.). Sort eller lysere eller mørkere brunlig,
134
meget. blank, pronotums rande ofte lysere, følehorn og ben gule, køllen oftest mørkere. Oversiden yderst svagt og utyde- ligt mikrochagrineret, svagere end hos de foregående arter og kun synligt ved mindst 50 ganges forstørrelse, svagest på pronotum, dette og vingedækkerne ikke synligt punkterede.
Fig. 58. Clambus pubescens. x 70.
Hovedet fortil med meget fin, kort og ret tæt behåring; en linie, trukket mellem de udstående baghjørner løber noget bag øjnenes bagrand. Længde 1—1,4 mm.
Almindelig (J, Ø). Angives at være fundet ikke blot i kom-
post, men undertiden også — formodentlig tilfældigt — hos myrer (Formica rufa) og i muldvarpe- og musereder.
[Cl. rådula Endrådy-Younga. Denne form er i nyeste tid udskilt fra punctulum, fra hvilken den angives især at adskille sig ved, at behåringen fortil på hovedet er tættere og finere, at en linie trukket mellem hovedets baghjørner løber umiddel- dart bag øjnenes bagrand eller endog berører denne, at pro- notums behåring er noget tættere og mere tydelig, at bag- benenes lårdækker er grovere mikroskulpterede, og at hannen har lidt anderledes formet parringsorgan (kortere, mere brat tilspidsning af penis, set fra oven). Længde 1,1—1,2 mm.
135
Denne form, hvis artsberettigelse synes omtvistelig, antages at være vidt udbredt i Europa (ligesom punctulum) med ud- bredelsescentrum i Nordvesteuropa og som regel at være sjældnere end punctulum. Eksemplarer foreligger fra Syd- norge (Oslo-egnen).]
[C1. nigréllus Reitt. Denne art står de to foregående nær, men adskiller sig fra dem ved, at behåringen fortil på hovedet er tydeligt længere og mere spredt, bestående af let krummede, lidt opstående hår, at oversiden er uden mikrochagrinering, at størrelsen er lidt betydeligere, at sidste bugleds bagrand i midten har nogle få lange, fine hår, som rager bagud og derfor er synlige fra oven, og at hannens parringsorgan er afvigende formet. Farven som regel mørkebrun, næsten sort, benene gulbrune, følehornene noget mørkere. Oversiden meget blank, uden synlig punktur. En linie, trukket mellem hovedets bag- hjørner, løber gennem øjnene. Længde 1,25—1,45 mm.
Arten, der er udbredt i Mellemeuropa og almindelig i Tysk- land, er fundet i Norge bl. a. i Oslo-egnen.]
3. familie Leptinidae.
Følehornene indleddede under hovedets siderand, 11-leddede, mod spidsen i det højeste ganske svagt for- tykkede. Hovedet uden øjne. Vingedækkerne dækkende bagkroppen helt. Flyvevinger manglende. Forhofterne små, kugleformede, kun lidt fremstående, baghofterne tværbrede, berørende hinanden. Fødderne 5-leddede, 4. led svagt tvelappet. Bagkroppen med 6 frie bugled.
Denne familie er nær beslægtet med — og undertiden som underfamilie henført under — Silpherne, men adskilles fra disse ved de kugleformede forhofter.
1. Leptinus Muller.
Formen fladtrykt. Pronotums bagrand i hele sin bredde indbuet, baghjørnerne spidsvinklede. Vinge-
136
dækkerne kun lidt længere end tilsammen brede, bagtil rundede i fællesskab, sidedækkerne smalle, ikke nående til midten.
Fig. 59. Leptinus testaceus gg. x 21.
1. L.teståceus Miller (fig. 59). Ensfarvet gul eller rød- gul, oversiden fint, gult behåret og tæt, ru punkteret. Prono- tum bredere end langt. Vingedækkerne med yderst svage spor af længdestriber. Længde 2—2,2 mm.
g: Pronotum lidt bredere end (hos 9 så bredt som) vingedækkerne.
Temmelig almindelig (J, Ø). I muse- og muldvarpereder. Undertiden er den også taget i humlereder, hvilket imidlertid vistnok beror på, at humlebier ofte bygger i musegange. Især apr.-okt.
137
4. familie Scydmaenidae.
Følehornene indleddede mellem eller foran øjnene, 11-leddede, undertiden svagt knæede, mod spidsen jævnt tykkere eller med tydelig kølle. Kæbepalperne 3- eller 4-leddede, det sidste led i reglen lille, undertiden næppe synligt. For- og mellemhofterne konisk tap- formede, baghofterne konisk tapformede eller svagt tværbrede, forhofterne berørende hinanden, mellem- hofterne i reglen smalt, baghofterne mere eller mindre bredt adskilt fra hinanden. Benene slanke, hofterin- gene små (undtagen hos Scydmaenus), lårene oftest kølleformede, skinnebenene uden eller med utydelig endespore, fødderne 5-leddede. Vingedækkerne uden afsatte sidedækker, ikke forkortede, så at højst pygi- dium er udækket. Bagkroppen med 6 rygled og (hos vore arter) 6 bugled.
Scydmaenerne er smådyr; den største danske art er 2 mm lang. De er nær beslægtede med Silpherne, fra hvilke de ad- skiller sig ved de konisk tapformede eller kun svagt tværbrede baghofter.
Scydmaenerne stemmer i levevis vistnok overens med Pselapherne, som de ofte træffes i selskab med. De indsamles derfor også bedst ved sigtning, men nogle arter kan dog også tages ved aftenketsning. De udvikler sig vistnok for største- delen om eftersommeren og overvintrer som fuldvoksne.
Af Scydmaener er der hidtil fundet 26 arter i Danmark.
Oversigt over slægterne.
1. Pronotums sider randede i hele deres længde. Pro- notum ikke eller kun noget smallere end vinge- TE HER FELTEN SSR SESSE SØNS ERE DESSERT RENTE ER SEER 2.
Pronotums sider ikke randede eller randede bag- fra omtrent til midten. Pronotum betydeligt smallere end vingedækkerne . 23 saae DELS EE 3
138
2. Pronotum så bredt som vingedækkerne, uden rod- gruber. Vingedækkerne bagtil omtrent jævnt afrundede, i det højeste pygidiums spids udæk- ket: (fig; 63,5p0144) 1 2 y 2. 3. Cephénnium (p. 143).
Pronotum smallere end vingedækkerne, med 5 rodgruber. Vingedækkerne bagtil tydeligt af- studsede, pygidium udækket (fig. 61, p. 140)
1. Euthia (p. 139).
a. Stenichnus b. Scydmaenus
Fig. 60. Venstre kæbepalpe af Stenichnus godarti og Scydmaenus tarsatus.
3. Pygidium udækket (fig. 62, p. 143) 2. Euthicénus (p. 142).
I det højeste pygidiums spids udækket.......... 4. 4. Hovedet stærkt indsnøret bagtil, tindingerne lange (fig. 68, p. 158 og fig. 69, p. 161)........ 5. Hovedet ikke stærkt indsnøret bagtil, tindingerne korte (fig. 64, p. 147 og fig. 66, p. 153......... Ø
om
Spidsen af 1. følehornsled på oversiden med en udranding. Kæbepalperne 4-leddede, yderste led rudimentært, næppe synligt, spidsen af dette
. og af 3. led afrundede sammen (fig. 60, b) 8. Scydmaenus (p. 160).
Følehornenes 1. led simpelt. Kæbepalperne 4-led- dede, yderste led lille, men tydeligt, sylformet, ragende ud over 3. leds spids (fig. 60,a)....... 6.
6. Læbepalpernes 2. led meget længere end 3. led (endeleddet). Større, 1—1,7 mm 6. Eucénnus (p. 154).
Læbepalpernes 2. og 3. led lige lange. Mindre, 0,6—
0,7 mm. 'Tindingerne ikke stærkt behårede. Følehornskøllen 3-leddet 7. Microscydmus (p. 159).
139
7. Den bageste del af pronotums sider randet 4. Neuråphes (p. 145). Pronotums sider ikke randede . 5. Stenichnus (p. 149).
1. Euthia Steph.
Kroppen lidet hvælvet og temmelig ligebred. Øj- nene yderst nær ved pronotums forrand, tindingerne helt forsvundne eller yderst korte. Følehornene med 3-leddet kølle. Kæbepalperne 4-leddede, yderste led meget lille, spidsen af dette og af 3. led afrundede sammen. Pronotum bredere end langt, med 5 rod- gruber, siderne randede i hele deres længde. Vinge- dækkerne hvert med 2 rodindtryk og med afstudset spids; pygidium udækket.
Oversigt over arterne.
1. Tindingerne meget korte, men dog tydelige. Større, 1,5—1,8 mm. Oversiden brunrød (hovedet mør- kere), meget fint og spredt punkteret. Følehor-
mene ensfarvet rødhae EEK .r0cen: 1. plicåta. Tindingerne helt eller næsten helt forsvundne. BEES BST ME ERR 0 Rs eee eee 2; 2. Vingedækkerne brungule eller brunrøde. Større, AL, er BE TV ØRNEN ASSR SOREN RSS HEEP ES SAEELS 2. schaumi. Vingedækkerne mørkebrune eller brunsorte. Min- 0 5 3 5 Ge Es TE Ik de Banke See DE is
3. Pronotum mindre fint punkteret. Vingedækker- nes sider ret stærkt rundede. Følehornene hos begge køn ret korte og kraftige med stærkt tvær- brede 9. og 10. led, hos $ kun ganske lidt læn- Hee KE ES es ra NRK Rk 3. scydmaenoides. Pronotum fint punkteret. Vingedækkernes sider ret svagt rundede. Følehornene hos JF slanke, 9. og 10. led ikke tværbrede, hos 2 betydeligt kor- tere og kraftigere med ret stærkt tværbrede 9. EEN SY FE ÆRGRER AE os FUG GDS lineåris.
140
1. E. plicåta Gyll: Fint og: spredt;. hystubéhåret;-blank, brunrød, hovedet mørkere, følehorn og ben rødlige. Øjnene kun lidt fremspringende. Oversiden meget fint og spredt punkteret. Vingedækkerne med ret svagt rundede sider, af rodindtrykkene er det yderste i reglen ganske lidt større end det inderste. Længde 1,5—1,8 mm.
Fig. 61. Euthia schaumi gg. x 35.
gg: Følehornene længere end hos 92, 9. og 10. led ca. så lange som brede (hos 2 lidt bredere end lange).
Let kendelig fra de to følgende ved størrelsen og de tydelige tindinger, fra scydmaenoides yderligere ved lysere farve og meget længere og slankere følehorn.
Sjælden (J, Ø). Stursbøl plantage, Hadsten, Hald Nørre- skov; Christianssæde skov, Mogenstrup, mange steder i
Nordsjælland. Hos Formica rufa og pratensis, undertiden også hos F. exsecta, oftest langs kanten af tuerne enten ved sigt-
141
ning af løv o. lign. eller ved aftenketsning (i antal 39/.), men dog også undertiden i tuen. Maj-juni, aug.
2. E.schaumi Kiesw. (fig. 61). Fint og jævnt tæt, lyst behåret, blank, hoved og pronotum brunsorte, det sidste med smalt lysere siderande, vingedækkerne brungule eller brunrøde, følehorn og ben rødlige. Øjnene noget fremspringende. Over- siden fint og lidet tæt punkteret. Vingedækkerne med svagt rundede sider, deres rodindtryk små, omtrent lige store. Længde 1,2—1,4 mm.
g og 2: Følehornsforskellen omtrent som hos plicata.
Sjælden (J, Ø). Esbjerg (fåtallig i kompost om efteråret sammen med scydmaenoides); København (i tør, barkblandet gødning omkring drivkasser, i gamle sivbunker og ved aften-
ketsning i uhyre antal på en losseplads, ??/,, 5/,), Dyrehaven (i kompostbunker ved vildthusene).
3. E.scydmaenoides Steph. Fint og ret spredt, lyst behåret, blank, brunsort eller mørkebrun, følehorn og ben rødgule, de første lidt mørkere mod spidsen. Øjnene ikke ret stærkt fremspringende. Pronotum og vingedækkerne temme- lig tæt punkterede, punkturen på pronotum som regel kraf- tigere end på vingedækkerne. Disse lidt kortere end hos de to foregående arter, med stærkere rundede sider; af rodindtryk- kene er det inderste størst. Længde 1,1—1,2 mm.
åg og 2: Følehornene hos Z ganske lidt længere end hos 92, hos begge køn ret korte, med kraftigt afsat kølle og stærkt tværbrede 9. og 10. led. Øjnene lidt større hos $ end hos 2.
Kendelig fra de foregående arter ved mørkere farve, rin- gere størrelse og begge køns korte følehorn med stærkt tvær- brede 9. og 10. led.
Sjælden (J, Ø, B). Esbjerg (i stort antal i kompost om efteråret sammen med schaumi); Korup skov ved Odense (1 eks. sigtet af savsmuld), Sundby Storskov, Nykøbing F.
(i kompost), Rødebro ved Dyrehaven (i forrådnet opskyl); Rahbækkeværket (ved drivbænke). Især i kompost.
[E. lineåris Muls. (deubéli Ganglb. ($)). Meget nærstående til scsydmaenoides, men adskilt fra den ved de i oversigten an-
142
førte kendemærker samt ved, at vingedækkerne er længere og øjnene hos begge køn større end hos det tilsvarende køn af scydmaenoides. Længde 1,1—1,2 mm.
åg: Følehornene ca. ”/, gang (hos 9 kun ganske lidt) længere end hoved —- pronotum, 7.—10. led mindst så lange som brede (hos 2 ret stærkt tværbrede). Øjnene meget større end hos 2...
Arten er fundet bl. a. i Skåne og Hamburgegnen. Den lever i muldet af eller i mospuder på gamle stammer og stubbe af løvtræer, især eg, undertiden også nåletræer (gran), hyppigt
hvor der er myrer, især Lasius brunneus, og er undertiden aftenketset. ]
2. Euthicénus Reitter.
Øjnene meget nær ved pronotums forrand, tindin- gerne derfor meget korte. Følehornskøllen 3-leddet. Kæbepalperne 4-leddede, yderste led meget lille, spidsen af dette og af 3. led afrundede sammen. Pro- notum ca. så langt som bredt, i reglen tilsmalnet fortil, med 4 rodgruber, siderne ikke randede. Vingedækkerne hvert med 2 rodindtryk og med afstumpet spids; pygi- dium udækket.
1. E. conicicéllis Fairm. & Laboulb. (Fig. 62). Langt og opstående behåret, rødbrun, pronotum lidt lysere, følehorn og ben rødgule. Hovedet lidt smallere end pronotum, panden glat og blank, tydeligt konkav på langs. Følehornenes 9. led ca. så langt som bredt, 10. led lidt bredere end langt. Prono- tum bredest ved roden, herfra jævnt tilsmalnet fremefter, de 2 yderste rodgruber aflange, de 2 inderste små og runde, ind- byrdes forbundne ved en meget svag tværfure. Vingedækkerne meget fint og spredt punkterede, hvælvede, siderne temmelig stærkt rundede, af rodindtrykkene er det yderste dybest, det inderste svagt forlænget langs sømmen omtrent til vingedæk- kernes midte. Længde 1,03—1,2 mm.
åg: Baglårene lidt tykkere og følehornene ganske lidt læn- gere end hos 2.
Meget sjælden (Ø). Kun fundet i Dyrehaven, nogle eks.
143
dels i hule løvtræer, dels under bark på stammer af bøg, eg og el, undertiden sammen med myrer (bl. a. Lasius niger); også fundet under bark af en knækket bøgestamme, der havde været stærkt angrebet af Taphrorhychus bicolor. Marts-maj, aug.-nov. I udlandet ofte fundet sammen med myrer (Lasius
Fig. 62. Euthiconus conicicollis. x 45.
brunneus og fuliginosus, Formica rufa); i Sverige er den bl. a. fundet i antal i en hul, død bøgestamme, der var beboet af Lasius brunneus, Vespa crabro og (tidligere) af ugler.
3. Cephénnium M. & K.
Let kendelig ved det store, hvælvede pronotum, der er af samme bredde som vingedækkerne, mangler
144
rodgruber og har siderne randede i hele deres længde. Hovedet ikke tilsmalnet bagtil, trukket tilbage helt til øjnenes bagrand, tindingerne forsvundne. Kæbe- palpernes endeled meget lille og kort, kun utydeligt
Fig. 63. Cephennium gallicum 9. x 42.
afsondret fra det næstsidste (3.) led. Vingedækkerne hvert med en rodgrube. Kun pygidiums spids udækket.
1. C. gållicum Ganglb. (Fig. 63). Blank, tyndt, lyst, ikke helt nedliggende behåret, hoved og pronotum brunlige, vin- gedækkerne sorte eller brunsorte, følehorn og ben rødgule. Pronotum og vingedækkerne spredt og yderst svagt punktere- de. Pronotum ca. "/, bredere end langt, bredest foran midten,
145
bagud noget tilsmalnet i næsten rette linier. Længde 1—1,05 mm. : gg: Forskinnebenenes inderside i yderste tredjedel svagt indbuet.
Hidtil kun fundet i Fuglsang park på Lolland, især ved
forårssigtning af mos og trøsket ved fra gamle løvtræstubbe på fugtig, skygget bund; enkeltvis også i juli-sept.
4. Neuråphes Thoms.
Øjnene meget nær ved pronotums forrand, tindin- gerne derfor meget korte. Issen ofte med 2 gruber. Følehornene jævnt fortykkede mod spidsen eller med mere eller mindre tydeligt afsat, oftest 4-leddet kølle. Pronotum med bagtil randede sider, bagtil i midten ofte med en længdekøl. Vingedækkerne hvert med 2 rodindtryk.
De danske arter, bortset fra angulatus, uden nogen tydelig ydre kønsforskel.
Oversigt over arterne.
1. Pronotums rod i midten med en længdekøl. Issen med en tydelig grube på hver side inden for øjet
(fig:64) (1: undersl. Neuråphes s. str.)......; vÅ Pronotums rod i midten uden længdekøl. Issen uden gruber (2. undersl. Scydmoråphes).... 4. Rent punkteret 2 5. dose. 3. elongåtulus. ES se anelse merne lRRER 3 HERRENS 10-18 MM Sort 2. Sl. sedler. 1. angulåtus.
Mindre, 1,1—1,2 mm. Rødgul eller rustrød 2. talpårum. 4. Større, 1,25—1,3 mm, rødgul eller rustrød. Panden bag følehornenes indledningssted med to tyde- lige blanke knuder og mellem disse tydeligt for- dybet. Pandens punktur yderst fin og yderst BE Kit RISE FAN SSI eless = ålen stånd 4. sparshålli. Mindre, 0,9—1,2 mm. Panden i det højeste med Victor Hansen: Ådselbiller 10
146
ganske svagt antydede knuder, flad, uden tyde- lig fordybning, dens punktur mindre fin og tæt- LE 2 - MERE SEERE BER 2>7 ÆRE SS FE SISDS REFERERE ES UT SAGS UT SETE SAR d. 5. Større, 1,1—1,2 mm. Pandens punktur ret fin. Krop- pen som regel brunsort eller mørkebrun 5. hélvolus. Mindre, 0,9—1 mm. Pandens punktur som regel kraf- tigere. Kroppen som regel rustrød .... 6. mintutus.
1. underslægt Neuråphes s. str.
Pronotums rod i midten med en længdekøl. Issen med en tydelig grube på hver side inden for øjet. Hannens parringsorgan uden paramerer.
1. N.angulåtus M. & K. Spredt, men temmelig langt, gult behåret, sort, følehorn og ben rødlige. Hovedet glat. 9. og 10. følehornsled noget tværbrede. Pronotum ca. så langt som bredt, siderne bagtil omtrent parallelle, fortil rundede, forhjørnerne (set fra oven) tydeligt fremtrædende; roden med en tværfure, der i midten afbrydes af længdekølen, og hvori der på hver side står 2 gruber, en kort indre og en aflang ydre. Vingedækkerne fint og spredt punkterede, det yderste rodindtryk aflangt, det inderste rundt, ofte svagt fortsat et stykke langs sømmen. Længde 1,6—1,8 mm.
å: Pronotums forhjørner med lange, skråt fremadrettede, stærkt krummede hår.
2: Pronotums forhjørner med meget kortere, skråt bagud- rettede, noget krummede hår.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). På fugtig eller halv- fugtig skovbund under løv og mos, oftest kun enkeltvis.
Også fundet hos myrer og ofte aftenketset i maj, juni og aug. Marts-okt.
2. N. talpårum Lokay. Spredt, gult behåret, rødgul, vin- gedækkerne undertiden lidt mørkere. Hovedet glat, med store og dybe issegruber, der næsten støder helt op til øjnene. 8. følehornsled lidt, 9. og 10. led ret stærkt tværbrede. Prono- tum ganske lidt længere end bredt, bagtil parallelsidet, i for-
147
reste trediedel tilsmalnet, forhjørnerne fuldstændig afrundede, roden omtrent som hos den foregående. Vingedækkerne næsten glatte; af rodindtrykkene er det yderste langt og smalt, det inderste kort og dybt. Længde 1,1—1,2 mm.
Fig. 64. Neuraphes elongatulus. x 30.
Udbredt, men sjælden (J, Ø). Den er fundet under ret for- skelligartede forhold: i hule træer (især hvor der er eller har være muse- eller fuglereder), i muldvarpereder (især løvreder), i rævegange og grævlingeboer, i kompost (antagelig med rotte- eller musegange), hos myrer (Lasius fuliginosus, L. niger og Formica rufa), i saftigt elmeved. Undertiden aftenketset.
Oftest enkeltvis eller fåtallig. Apr.-nov.
3. N. elongåtulus M. & K. (Fig. 64). Spredt, gult behåret,
sort eller brun, følehorn og ben rødgule. Hovedet yderst spredt 10%
148
punkteret. 8.—10. følehornsled stærkt tværbrede. Pronotum ca. så langt som bredt, siderne bagtil omtrent parallelle, fortil rundede, forhjørnerne fuldstændig forsvundne; roden omtrent som hos de 2 foregående. Vingedækkerne fint punkterede; af rodindtrykkene er det inderste bredest og dybest. Længde 1,4—1,5 mm.
Ret almindelig (J, Ø). På fugtig eller halvfugtig skovbund,
under løv og mos. Undertiden tilfældigt hos Formica rufa. Kan aftenketses, f. eks. i juni. Marts-sept.
2. underslægt Scydmoråphes Reitt.
Pronotums rod i midten uden længdekøl. Issen uden gruber. Hannens parringsorgan med frie, velud- viklede paramerer.
4. N. sparshålli Denny (hopffgarténi Reitt.). Spredt, gult behåret, rødgul eller rustrød. Pronotum glat, med stærkere behårede sider, ved roden med en tværfure, hvori der på hver side står 2 gruber, den yderste forlænget fremefter, den inderste kort og mindre tydelig. Vingedækkerne meget fint punkterede; af rodindtrykkene er det yderste langt og smalt, det inderste dybt og rundt, oftest fortsat et stykke langs sømmen i form af en yderst fin længdefure. Længde 1,25—1,3 mm.
Meget sjælden (Ø). Thurø Østerskov, Bremersvold, Frejlev, Færgemarkskoven ved Guldborg L., alle disse steder ved sigt-
ning omkring sammenfaldne risgærder, antageligt i musegange. Maj-juni, aug.
5. N. hélvolus Schaum (sparshålli auct.). Spredt, gult behåret, farven varierende fra rustrød til brunsort, følehorn og ben rødgule. Hos danske eksemplarer er kroppen næsten altid overvejende brunsort eller mørkt rødbrun. Pronotum glat, med stærkere behårede sider og undertiden med en fin, længere eller kortere midtfure; roden omtrent som hos den foregående, dog er tværfuren undertiden i midten forsynet med en Ste grube. Vingedækkerne fint og tydeligt punkterede, rodindtrykkene som hos den foregående. Længde 1,1—1,2 mm.
149
Sjælden (J, Ø). Als Sønderskov, Varde, Bygholm, Bredballe, Skanderborg Dyrehave, Frijsenborg (Lille Dyrehave), Fem- møller, Skovlund i Hammer bakker; Hestehaven ved Trane- kær, Fuglse, Højbygård på Lolland, Lysemose, Sorø. Arten er fundet ved foden af gamle popler og pile, i musereder, under elleløv, under grannåle ved foden af graner eller under gran- ris, snart på fugtig, snart på tør bund; oftest enkeltvis eller fåtallig. Den angives også at være fundet hos myrer (Formica rufa, Lasius fuliginosus i eg), men forekommer hos os vistnok overvejende i eller ved musegange og -reder.
6. N. mintutus Chaud. Nærstående til helvolus, med adskilt fra den ved de i oversigten nævnte karakterer samt ved, at vingedækkernes behåring som regel er lidt længere og lidt mere udstående, især tydeligt mod siderne. Endvidere har prono- tums rodtværfure som regel, foruden de yderste gruber, mel- lem disse nogle små — i tal og styrke noget varierende — gruber eller punkter, således at partiet mellem tværfuren og bagranden ikke fremtræder nær så blankt som hos helvolus. Kroppens farve er lysere eller mørkere rustrød og således betydeligt lysere end hos normalt farvede danske eksemplarer af helvolus. Dette i for- bindelse med den ringe størrelse gør som regel arten straks kendelig fra helvolus såvel som fra vore andre af slægtens
arter. Længde 0,9—1 mm.
Meget sjælden (Ø). Hidtil kun fundet i Bognæs Storskov (1 eks. sigtet af muld fra en gammel, hul eg ?8/, 1967. I ud- landet er arten fundet hos myrer (Formica rufa, Lasius brunneus, fuliginosus og niger), i trøskede, især hvidfrønnede, løvtræstubbe, f. eks. af eg, bøg og pil, og i løv og mos. Den synes overalt at være meget sjælden og hyppigst kun at være taget enkeltvis eller fåtalligt. I Sverige er den fundet sammen med Euthiconus, jfr. foran p. 143.
5. Stenichnus Thoms.
Øjnene meget nær ved pronotums forrand, tindin- gerne derfor meget korte. Følehornene mod spidsen jævnt fortykkede. Pronotum svagt hjerteformet, i reglen med et antal rodgruber, siderne ikke randede. Vingedækkerne hvert med eet eller to rodindtryk.
150
Hannens forlår i reglen tykkere end hunnens. De danske arter har glat hoved og pronotum og mere eller mindre fint punkterede vingedækker.
Oversigt over arterne.
1. Hvert vingedække med 2 rodindtryk, af hvilke det yderste er meget utydeligt. Pronotums rod med en svag tværfure, men med kun meget små, svage, punktformede gruber. 1,1—1,2 mm. Vin- gedækkerne;, røde eller brune 0 st st 5. bficolor.
&. pusillus
a. scutella- Tis
Fig. 65. Stenichnus g. Venstre forben.
Hvert vingedække med 2 tydelige rodindtryk. Pronotum med tydelige rodgruber. Sort eller
lysere, men i sidste fald større (1,7—1,8 mm)... 2. 2... Større, 1,7—1,8 mm. ;Lysere; eller mørkere (brun; ERE aa ET SNU ESN FA RE 1. ';godåfti Mindre, BØGE SEES ES SEE NESENRRE Rs då:
3. Pronotums inderste rodgruber svage. Pronotum ikke bredere end langt. Vingedækkerne slanke, deres inderste rodindtryk forlænget langs søm- omen omtrent til midten. Længde 1,35—1,5 mm. åg: Forlårene fortykkede og jævnt afrundede 3. collåris. Pronotums inderste rodgruber ret kraftige...... Å. 4. Vingedækkerne meget brede. Pronotum tydeligt bredere end langt. Større, 1,3—1,4 mm. gg: For- lårene sammentrykte, ydersiden dannende en vinkel uden tandformet fremspring (fig. 65, a) 2. scutellåris.
151
Vingedækkerne mindre brede. Pronotum ca. så langt:.som- bredt; Mindre,. 1,1—1,3 mm... ry
5. Vingedækkernes punktur ret kraftig og dyb, deres behåring længere og mere spredt. 3: Forlårene sammentrykte, ydersiden dannende en vinkel
med tandformet fremspring (fig. 65, b) .... pusillus. Vingedækkernes punktur fin og lidet dyb, deres behåring kortere og tættere. $: Forlårene simple
4. harwoodiånus.
1. St. godårti Latr. Formen bred. Spredt, gult behåret, lysere eller mørkere brun, følehorn og ben rødlige. 9. og 10. følehornsled kun lidt bredere end lange. Pronotum ca. så langt som bredt, ved roden med flere små, punktformede gruber, der varierer i antal og størrelse og undertiden danner en svag antydning af en tværfure. Vingedækkerne brede, stærkt hvæl- vede, med stærkt rundede sider, tydeligt punkterede; rodind- trykkene korte, det inderste dybest. Længde 1,7—1,8 mm.
åg: Forlårene på ydersiden stærkere fortykkede, jævnt afrundede.
Kendelig ved den betydelige størrelse, farven og de meget brede vingedækker.
Sjælden (Ø). Bremersvold (i hul eg), Sundby Storskov (enkeltvis i gamle ege og engang i stort antal i trøsket, af gærende saft gennemtrængt ved i en hul egestub, der var be- boet af Lasius brunneus), Storskoven ved Guldborg L. (i antal i hul, rødmuldet eg), Gerup skov (hos Formica rufa), Brahetrolleborg, Storkevad i Grib skov (i antal i muld under birkebark sammen med Lasius niger), Jægerspris Nordskov (hos Formica rufa). Maj-sept.
4: St.scutellåris: M. &. K. Formen bred. Spredt, gult behåret, sort, følehorn og ben rødlige, lårene mørkere. 9. føle- hornsled næppe, 10. led lidt bredere end langt. Pronotum med 2 tydelige, punktformede rodgruber på hver side. Vingedæk- kerne brede, stærkt hvælvede, med stærkt rundede sider, ret fint og spredt punkterede; rodindtrykkene store og dybe, det inderste skråtstillet, konvergerende med sømmen; derved
152
bliver scutellum og den tilstødende del af vingedækkerne tyde- ligt fremstående i form af en lille trekant. Længde 1,3—1,4 mm.
&: Forlårene sammentrykte, på ydersiden stærkt udvidede, foran spidsen dannende en tydelig stump vinkel, men uden tandformet fremspring (fig. 65, a).
Kendelig ved det tydeligt tværbrede pronotum, de brede vingedækker med stærkt fremstående scutellarparti og formen af hannens forlår.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). På skovbund under løv og mos, men også undertiden på høj, åben bund (f. eks. på Høvblege (Høje Møn) på kridtbund ved planterødder o. 1.);
også fundet hos Formica rufa og Lasius fuliginosus og ved aften- ketsning. Apr.-nov.
3. St. collåris M. & K. (Fig. 66). Aflang. Spredt, gult be- håret, sort, følehorn og ben rødlige, lårene oftest mørkere. Hovedet meget smallere end pronotum. Følehornene stærkere fortykkede end hos de to foregående, 8. led noget, 9. og 10. led betydeligt bredere end lange. Pronotum ca. så langt som bredt, roden på hver side med 2 meget små gruber, de inderste meget utydelige, næsten udviskede. Vingedækkerne fint, fortil omkring sømmen dog oftest grovere punkterede; af rodind- trykkene er det yderste lille, det inderste forlænget parallelt med, bagtil endog lidt divergerende fra sømmen, nående om- trent til vingedækkernes midte. Længde 1,35—1,5 mm.
å&; Forlårene på ydersiden stærkere fortykkede og jævnt afrundede. |
Kendelig ved pronotums og vingedækkernes skulptur. Tyde- ligt slankere end scutellaris og tydeligt større end de følgende arter.
Meget almindelig (J, Ø, B). På skovbund under løv og
mos. Undertiden hos Formica rufa. Ofte ved aftenketsning, f. eks. i juni. Apr.-nov.
4. St. harwoodiånus Williams. Nærstående til collaris, men let adskilt fra den ved ringere størrelse, i forhold til pro- notum noget bredere hoved, meget slankere følehorn med 8. led næppe, 9. og 10. kun lidt tværbrede, tydelige rodgruber på
153
pronotum, finere og tættere punkterede og tættere behårede vingedækker med kortere, svagere inderste rodindtryk og hannens simple forlår. Længde 1,15—1,3 mm.
Fra scutellaris adskilles arten let ved smallere, ca. så langt som bredt pronotum, smallere vingedækker med tættere
RG
VET 4 ene SONNE ib LOS i s Å t LAGT; > t y Q NR GER | NEN NY å
É VINE i v ER: ST | i F:
RAVEN fj BRENDAN S
k 8 W gå
sø. « ly il å
f i RES j i i KASSERER Su £ Ng | É 9 € £ ! å "sg Y tenig EX | ' ; Å) 18 ! |
y Q AL Q Å se:
É i 1 !
KS id i Sex ile < ; ÅN
jj å /
Fig. 66. Stenichnus collaris 9%. x 30.
punktur og behåring og næppe fremstående scutellarparti og hannens simple forlår. Fra pusillus adskilles arten ved de i oversigten anførte kendetegn og ved tydeligt slankere føle- horn.
Meget sjælden (J). Kun fundet i Bommerlund plantage (2 eks. aftenketset på sandbund !2—14/,) og i Esbjerg Strand-
skov (i antal dels sigtet af planterødder på tør gruset bund langs en skovvej, dels aftenketset, juli-okt.).
154
[St. pusillus M. &. K. Kendelig fra de 3 foregående arter ved de under disse og i oversigten anførte skelnemærker. Sort, følehorn og ben rødgule. Hovedet kun lidt smallere end prono- tum. 9. og 10. følehornsled ret stærkt tværbrede. Pronotums rodgruber og vingedækkernes rodindtryk tydelige og ret kraf- tige, det inderste rodindtryk ikke eller kun ganske svagt antydet forlænget langs sømmen. Længde 1,1—1,25 mm.
gg: Forlårene sammentrykte, ydersiden dannende en vinkel med tandformet fremspring (fig. 65, b).
Fundet bl. a. i Skåne og i Hamburgegnen. På fugtig skov- bund under løv, planterester og sten, undertiden hos Formica rufa. Også ved ketsning.]
5. St. bicolor Denny (exilis Er.). Aflang. Spredt, temmelig langt behåret, lysere eller mørkere brun, hoved og pronotum ofte næsten sorte, følehorn og ben rødgule. Følehornenes 7. led lidt større end 6. og 8., de 2 næstsidste led noget bredere end lange. Pronotum så langt som bredt. Vingedækkerne fint, mod sømmen tydeligere punkterede; af rodindtrykkene er det inderste dybt og rundt, meget svagt forlænget et stykke langs sømmen, det yderste overordentlig svagt og utydeligt .Længde 1,1—1,2 mm.
åg: Som collaris &.
Kendelig ved sin ringe størrelse, farven og pronotums og vingedækkernes skulptur.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Hyppigst under bark af løvtræer, f. eks. bøg, eg, el og birk, sjældnere hos Formica rufa. Marts-nov.
6. Euconnus Thoms.
Hovedet bagtil tydeligt halsformet indsnøret, hal- sen højst "/, så bred som hovedet; øjnene adskilt langt fra pronotums forrand, tindingerne lange. Læbe- palpernes 2. led langt, mindst 3 gange så langt som 3. led (endeleddet). Pronotums sider ikke randede.
Hannen har tykkere forlår, de 2 forreste par skinne-
155
ben indvendigt, omtrent fra midten til spidsen, fladt udrandede og her tættere og længere behårede og hos nogle arter de første led i følehornskøllen særligt ud- viklede.
De danske arter har glat hoved og pronotum, glatte eller fint punkterede vingedækker, der hvert er for- synet med eet eller to rodindtryk, og 3- eller 4-leddet følehornskølle.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum ved roden med en kort køl i midten.
Tindingerne stærkt behårede ..... 3. denticérnis. Pronotums: rod uden køl i midten ............. 2. 2. Følehornskøllen 3-leddet. Tindingerne ikke stærkt ED arvet. bel 24. aben frwetterhbatli FERMaknskøllen Æleddet 2. silele sd delte. 3 EEN gerne stærkt behårede sus lss ass N8.s 4. rigerne ikke stærkt: behårede 0 bristende »;
4. Større, 1,4—1,55 mm. Følehornene tydeligt længere end hoved — pronotum, køllen løst leddet, 9. og 10. led ca. 1!/, gang så brede som lange, 10. leds yderste forhjørne afrundet-........ T."cTå viger. Mindre, 1—1,1 mm. Følehornene ca. så lange som —… hoved + pronotum, køllen tæt leddet, 9. og 10. led over dobbelt så brede som lange, 10. leds yderste forhjørne spidsvinklet, skråt udadtruk- UNE Nee ken and 2. maeklini. 5. Større, 1,6—1,7 mm. Vingedækkerne røde 4. rutilipénnis. Mindre, 1,2—1,4 mm. Vingedækkerne som regel
6. Vingedækkerne bredere, ca. !/, længere end brede, næsten glatte. Følehornene lidt slankere 5. hirticéllis.
Vingedækkerne smallere, over !/, længere end
brede, yderst fint og spredt punkterede. Føle- hornene lidt mindre slanke .....….…... 6. fimetårius.
156
1. E. clåviger M. & K. Tindingerne og pronotums sider stærkt, iøvrigt spredt, men temmelig langt behåret, sort eller mørkebrun, følehorn og ben rustrøde. Følehornskøllen langt behåret, 8. led næppe bredere end langt, endeleddet mindst så langt som bredt. Pronotums rod med en svag tværfure, der på hver side begrænses af en kort køl. Vingedækkerne brede, næsten glatte, hvert med et dybt og bredt rodindtryk. Længde 1,4—1,55 mm.
Sjælden (J, Ø). Stursbøl plantage, Silkeborg Vesterskov, Skørping; Merrit skov, mange steder i nordsjællandske skove,
Gniben. I tuer af Formica rufa; undertiden også hos Lasius- arter, især L. niger, oftest under bark eller ved stubbe.
2. E. maeklini Mannh. Nærbeslægtet med den foregå- ende, men let at skelne fra den ved sin meget ringere stør- relse og de øvrige i oversigten nævnte kendemærker. End- videre er følehornenes 8. led omtrent dobbelt så bredt som langt og endeleddet tydeligt bredere end langt. Lysere eller mørkere rødbrun, følehorn og ben rødgule. Vingedækkerne forholdsvis smallere end hos den foregående. Længde 1—1,1 mm.
Meget sjælden (J, Ø). Kun fundet i Silkeborg Vesterskov (i antal i en Formica rufa tue, dannet af kvistestumper af løvtræ på høj bund, maj, sept.) og i Rudeskov (1 eks. hos
Formica rufa, sept.). I udlandet også fundet hos Lasius brun- neus, f. eks. i hvidfrønnet egeved.
3. E. denticérnis M. &. K Tindingerne og pronotum stærkt, iøvrigt spredt behåret, sort, følehorn og ben rustrøde, lårene mørkere. Pronotum ved roden med 3 længdekøle, en kort og yderst fin i midten og en på hver side, de sidste be- grænses hver af 2 rodgruber, en større indre og en mindre ydre. Vingedækkerne næsten glatte, hvert med et stort, bredt rod- indtryk. Længde 1,65—1,7 mm.
åg: 8. følehornsled længere end bredt, 9. led bredest fortil og her så bredt som langt, begge disse led på indersiden flad- trykte. 8. leds inderside konkav, inderhjørnerne fremtrukne, det forreste skarpt. 9. leds bageste inderhjørne stumpt, det forreste spidst og fremtrukket, 10. led ca. så langt som bredt (fig. 67).
157
2: 8.—10. følehornsled ca. så lange som brede eller lidt tvær- brede.
Sjælden (J, Ø). Ulvemosen på Als, Rye Nørreskov, Silke- borg; Hestehaven ved Tranekær, Keld skov, Engestofte mose,
Christianssæde skov, Maglemer skov, Nørre Alslev skov, Mogenstrup, Boserup, Bognæs, Bøllemosen, »Bjerget« øst for
555: dOS,
Fig. 67. Euconnus denticornis 3. Højre følehorn.
Sandbjerg, Jægerspris Nordskov. Under løv og mos, men oftest taget ved aftenketsning i maj-juni, som regel fåtalligt, en- kelte gange i stort antal, overvejende hanner.
4. E. rutilipénnis M. & K. (Fig. 68). Pronotum tæt, iøvrigt meget spredt, gult behåret, sort, vingedækkerne blod- røde, ofte mørkere mod spidsen, følehorn og ben rustrøde, lårene og følehornskøllen mørkere. Følehornene slanke, 8. led lidt længere end bredt, 9. og 10. omtrent kugleformede. Pro- notum på hver side med en utydelig rodgrube og en kort længdekøl. Vingedækkerne stærkt hvælvede, glatte, hvert med 2 rodindtryk, det yderste dybt, langt, divergerende fra sømmen, det inderste lille og utydeligt. Længde 1,6—1,7 mm.
Sjælden (J, Ø). Skanderborg sø, Silkeborg; Klingstrup mose ved Svendborg, Vosemose og Ullerslev, Lekkende, Sorø,
mange nordsjællandske moser, f. eks. Malmmosen. I opskyl og fugtigt mos ved søer og moser.
5. E. hirticéllis Illig. Pronotum tæt, iøvrigt meget spredt behåret, sort, følehorn og ben rustrøde, lårene og følehorns- køllen oftest mørkere. Følehornene slanke, 8.—10. led omtrent kugleformede. Pronotums rod med en svag tværfure, hvori der står 2 meget utydelige gruber, og med en kort længdekøl på hver side. Vingedækkerne hvert med et aflangt, fra søm- men divergerende rodindtryk og antydning af et andet, indre, tæt ved scutellum. Længde 1,2—1,4 mm.
Almindelig (J, Ø). På fugtig bund, i opskyl, løv og mos.
158
6. E. fimetårius Chaud. Yderst nær beslægtet med den foregående, fra hvilken den adskilles ved de i oversigten nævnte kendemærker. Vingedækkernes sider er mindre stærkt
, å wa Å D
Fig. 68. Euconnus rutilipennis. x 24.
rundede og deres behåring tættere og kortere. Længde 1,2— 1,4 mm.
Udbredt og vistnok ikke særlig sjælden (J, Ø, B.) I gødning og kompost, f. eks. omkring drivkasser.
7. E. wetterhålli Gyll. Spredt, gulbrunt behåret, sort, følehorn og ben rustrøde, lårene og følehornskøllen lidt mør- kere. 9. og 10. følehornsled tværbrede. Pronotum på hver side med 2 rodgruber, af hvilke den yderste er mindst. Vingedæk- kerne yderst fint og spredt punkterede, hvert med 2 rodind-
159
tryk, det yderste dybt og divergerende fra sømmen, det inder- ste meget lille og utydeligt. Længde 1,4—1,65 mm.
åg: Forskinnebenene mod spidsen stærkere fortykkede og indadkrummede. Bagskinnebenene fra midten til spidsen indadkrummede, med tydelig endespore.
Meget sjælden (Ø). Enkelte eks. for mange år siden i Ravnstrup krat og Lindeskov ved Nykøbing F., og i Sundby
Storskov; i nyere tid kun fundet i Engestofte mose, sigtet i antal af mos og planterester på halvfugtig bund i juni-juli.
7. Microscydmus Croiss.
Nærstående til Euconnus, men adskilt fra denne slægt ved, at læbepalpernes 2. led er kort, kun ca. 1/, gang længere end bredt og så langt som 3. led. Tindingerne ikke stærkt behårede, øjnene meget groft facetterede. Følehornskøllen 3-leddet.
Den danske art -— vor mindste art i familien — er straks kendelig fra vore andre scydmaener ved den meget ringe størrelse og fra vor mindste Euconnus-art (maeklini) yder- ligere ved meget spinklere, 3-leddet (ikke 4-leddet) følehorns- kølle.
1. M.nånus Schaum. Meget fint, gult behåret, farven varierende fra rødgul til mørkebrun, følehorn og ben gule. 9. og 10. følehornsled tydeligt tværbrede. Pronotum med tem- melig stærkt rundede sider, på hver side med 2 rodgruber, af hvilke de inderste er store, de yderste meget utydelige. Vinge- dækkerne yderst fint punkterede, hvert med et stort, dybt, fra sømmen ganske lidt divergerende rodindtryk. Længde 0,6—0,7 mm.
3: Mellemskinnebenenes inderside længere behåret.
Sjælden (Ø). Sundby Storskov (sigtet fra nåletræsstubbe og grannåle), Tureby, Bognæs, Dyrehaven, Rudeskov (hos Formica rufa), Storkevad, Jægerspris Nordskov. I mos på
gamle træer (bøg, el), i muld under bark af gamle, udgåede birke og i gamle bøgestubbe. Især for- og efterår.
160
8. Scydmaenus Latr.
Hovedet stærkt halsformet indsnøret bagtil; øjnene adskilt langt fra pronotums forrand, tindingerne lange. Følehornene med 3-leddet kølle, rødleddet på oversiden fortil med en udranding. Pronotums sider ikke randede.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum med 4 rodgruber. Vingedækkerne hvert med et tydeligt rodindtryk. Kroppen brun. SLØETE 1.08 HUE SEE ak RR RE 1. TAFSEENL. Pronotum uden rodgruber. Vingedækkerne uden tydeligt rodindtryk. Kroppen rødgul. Mindre, RR ES OR Eee Eee URE RB 2. Pronotum ikke eller næppe længere end bredt. 9. og 10. følehornsled ikke eller næppe længere end brede. Mindre; JÆGERE 20,5 RD, BEL 2. Falius. Pronotum tydeligt længere end bredt. 9. og 10. følehornsled tydeligt længere end brede. Større, RT HEE EEN hellwigi.
1. Sc. tarsåtus M. & K. (Fig. 69). Spredt, gult behåret, mørkebrun, hoved og pronotum oftest lidt mørkere, følehorn og ben rødlige. Følehornenes 2 næstsidste led ca. så lange som brede. Hoved og pronotum glat, det sidste på hver side med 2 rodgruber, af hvilke den yderste er mindst. Vingedækkerne meget. fint og spredt punkterede, hvert med et kort og bredt rodindtryk. Længde 1,9—2 mm.
åg: Forfødderne betydeligt (hos 2 kun svagt) udvidede.
Meget almindelig (J, Ø, B). Især i plantemøddinger. For- og efterår. Forpupning og klækning iagttaget i sept.
2. Sc. rufus M. &K. Fint, gult behåret, rødgul. Hovedet glat, noget smallere end pronotum. Dette yderst fint og uty-
161
deligt punkteret. Vingedækkerne forholdsvis kørte, fint, men tydeligt punkterede. Længde 1,2—1,3 mm. åg: Forfødderne noget (hos 2 næppe) udvidede.
Sjælden (Ø). Hidtil kun fundet omkring København (i gødning og kompost omkring drivkasser i haver) og en enkelt
f
” RER SAG
2 VT NT gg
ER SE AD Ø
D d
Fig. 69. Scydmaenus tarsatus gg. x 24.
gang i Dyrehaven på en gammel bøg. I det sydlige Europa fundet under bark og mos på gamle stubbe og stammer, ofte hos myrer. Maj, sept.
[Sc. hellwigi Hbst. Ligner rufus, men adskilles let fra den ved de i oversigten anførte kendemærker og hannens ejendommelige hovedskulptur. Længde 1,6—1,7 mm.
Victor Hansen: Ådselbiller 11
162
åg: Hovedet påfaldende stort, bagtil udvidet og lidt bredere end pronotum, fortil tæt og ret kraftigt punkteret, bagtil bredt og meget dybt udhulet, tindingerne begrænset af skarpe side- og bagkanter, der bagtil ender i en skarp tand.
2: Hovedet simpelt, kun lidt smallere end pronotum.
Arten er bl. a. fundet i Skåne, derimod ikke i Holstein- Hamburgegnen eller i det øvrige Nordtyskland. Den lever dels hos Formica rufa, dels hos Lasius-arter (f. eks. brunneus og fuliginosus) under bark, i frønnet ved, i hule træer (især eg og bøg) og i mos og løv ved foden af gamle stammer. ]
5. familie Coryléphidae. (Orthopéridae).
Følehornene indleddede foran øjnene, 8- til 11-led- dede, med 3-leddet kølle eller med 5-leddet afbrudt kølle, de 2 første led fortykkede. Vingedækkerne dækkende bagkroppen helt eller næsten helt. For- hofterne ovale eller kort tapformede, ganske lidt ad- skilte fra hinanden. Baghofterne tværbrede, langt ad- skilte fra hinanden. Fødderne 4-leddede, 3. led under- tiden vanskeligt at skelne. Bagkroppen med 6 frie bugled.
Arterne i denne familie er meget små dyr, der udmærker sig ved mere eller mindre oval og hvælvet form og lille, helt eller delvis af pronotum overdækket hoved. De lever under træbark eller i henrådnende plantedele o. lign.
Familien, der tidligere og derfor også i 1. udgave, har været henført til familierækken Staphylinoidea, bør efter nyere for- fatteres, bl. a. Crowson's, mening stilles i slægtsgruppen Clavicornia ved siden af familien Coccinellidae (Mariehøns)), jfr. ovenfor p. 3—4.
Af familien er der hidtil i Danmark fundet 6 arter.
1) Se Danmarks Fauna, Biller XIV, p. 83—142.
163
Oversigt over slægterne.
1. Hovedet kun delvis dækket af pronotum; dettes forrand i midten indbuet. Pronotums baghjør- ner omtrent retvinklede. Følehornene 9-leddede 3. Orthåperus (p. 165). Hovedet helt dækket åf pronotum, dettes forrand nad Aase BR KS BEDE ORE ROERE KE 2.
Fig. 70. Corylophus cassidoides 2. x 42.
2. Pronotums baghjørner ikke spidsvinklet bagud-
trukne. Oversiden nedliggende behåret........ 5 B Pronotums baghjørner spidsvinklet bagudtrukne, omfattende vingedækkernes: rod . 165... 88 Å. 3. Følehornene 11-leddede. Pronotums bagrand i midten stærkt bagudtrukket ...... Såcium (p. 165).
Følehornene 10-leddede. Pronotums bagrand i det højeste svagt bagudtrukket .. Årthrolips (p. 165). 4. Følehornene 9-leddede. Oversiden omtrent nøgen 1. Corylophus (p. 164). Følehornene 10-leddede. Oversiden nedliggende BENE NER MEN ds 2. Sericéderus (p. 164). aq"
164
1. Corylophus Steph.
Let kendelig ved de spidsvinklet bagudtrukne baghjørner på pronotum, de 9-leddede følehorn og den omtrent nøgne overside. Kroppen oval, temmelig hvælvet. Hovedet helt dækket af pronotum. Følehor- nenes 5. led meget større end 4. eller 6. led, hvorved der dannes en 5d-leddet, af 6. led afbrudt kølle. Prono- tums sider gående jævnt over i dets forrand, bagran- den på hver side bredt indbuet. Vingedækkerne bagtil tilsmalnede, siderne rundede, sidedækkerne smalle, bagtil forsvindende.
1. C. cassidoides Marsh. (Fig. 70). Brunsort, pronotum rødligt med lysere rande, vingedækkerne bagtil og undertiden langs sømmen brunrøde, følehorn og ben rødgule. Oversiden med fin, netmasket mikroskulptur. Vingedækkerne spredt punkterede. Længde 0,8—1 mm.
åg: Forskinnebenene ved spidsen stærkt indadkrummede (omtrent som fig. 71, 3).
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I henrådnende plan-
tedele, vistnok især på solåben, fugtig bund. Især for- og efterår.
2. Sericéderus Steph.
Adskilt fra den foregående slægt ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved det større pronotum med stærkere indbuet bagrand og stærkere bagudtruk- ne baghjørner, og de bagtil temmelig retliniet tilsmal- nede vingedækker. Endvidere er 5. følehornsled næppe større end 4. eller 6. og vingedækkerne bagtil forsynede med en fin sømstribe.
1. S. laterålis Gyll. Brungul eller rødbrun, vingedækkerne mørkere end pronotum, dette fortil med en mørk, fra det
165
underliggende hoved stammende plet, følehorn og ben gule. Vingedækkerne yderst fint og ret tæt punkterede. Længde 0,8—1 mm.
Almindelig (J, Ø, B). I henrådnende plantedele. Også fundet i musereder. Især for- og efterår.
[Sacium Leconte. S. pusillum Gyll. (Længde 1,5—1,8 mm), der lever under tør træbark og i risbunker, er fundet bl. a. i Skåne, men ikke i Hamburg-Lubeck-egnen.]
[Arthrolips Woll. A. obscurus Sahlb. (Længde 1,4— 1,6 mm), der lever under tør træbark og under løv, er fundet bl. a. i Skåne, men ikke i Hamburg-Libeck-egnen.]
3. Orthøperus Steph.
Kroppen oval, hvælvet. Hovedet kun delvis dækket af pronotum. Følehornene 9-leddede, 5. led betydeligt
EF,
brunnipes brumrtipes Fig. 71. Fig 12.
Fig. 71 og 72. Orthoperus. Fig. 71: Højre forskinneben. Fig. 72: Højre følehorn.
større end 4. og 6., hvorved der dannes en 5-leddet, af 6. led afbrudt kølle (fig. 72). Vingedækkerne uden tydelige sidedækker.
Hannen er kendelig ved stærkt indadkrummede forskinneben (fig. 71).
Oversigt over arterne.
1. Følehornenes 2. led meget bredt, kun ca. !/, gang længere end bredt, med meget stærkt rundet
166
yderside (fig. 72). Brun eller brungul, følehor- nene som regel ensfarvet gule. Vingedækkernes punktur yderst fin og utydelig. Længde 0,75—1 mm
2. atåmus. Følehornenes 2. led smallere, mindst dobbelt så langt som bredt, ydersiden mindre stærkt rundet
(som fig. 72, til højre). Sort.-eller sortbrun……...... 2. 2. Mindre, 0,750 En LERENDE 4. nigréscens. SENE. OURE S ES SIGN HARDEE s BRED SKGENREE FRE i:
3. Oversiden med tværbølgeliniet eller tværmasket mikroskulptur, vingedækkernes punktur tydelig, fra de enkelte punkter udgår ingen ridser. Større,
i Er BR 5 5 SENERE DS ES NOT SYRE SEES SE SSSE TP AGERE SENE SEERE rn, Å. Oversiden med omtrent isodiametrisk netmasket mikroskulptur. Mindre, 0,85—1,05 mm......... D.
4. Vingedækkerne næppe synligt, yderst kort behå- rede. Følehornskøllen som regel ikke mørkere punctåtus. Vingedækkerne med spredt, yderst fin behåring. Følehornskøllen som regel mørkere ... punctulåtus. 5. Pronotum med smalt gule siderande. Vingedæk- kernes punktur, bortset fra det forreste parti indenfor skuldrene hen mod scutellum, yderst fin. Benene gule eller rødgule ....... 3. improvisus. Pronotums siderande som regel ikke lysere. Vinge- dækkernes punktur kraftigere, fra de enkelte punkter udgår til hver side en fin, skråt frem- efter rettet rids. Benene brungule, skinnebenene ofte noget mørkere mod spidsen ..... 1. brunnipes.
1. O.Bruinnipes Gyll. (Fig. 73). Sort eller brunsort, Tøle- horn og ben brungule, følehornskøllen og skinnebenenes spids- parti som regel mørkere. Pronotums sider og vingedækkerne oftest ikke væsentligt lysere. Længde 0,85—1,05 mm.
&g: Penisspidsen på hver side med 3 eller 4 udstående, fine børster.
167
Temmelig almindelig (J, Ø). I henrådnende plantedele, i løv, ved svamp og i gamle stubbe; ofte på strandbredder under tang og ved planterødder. Marts-juni, nov.
Fig. 73. Orthoperus brunnipes gg. x 50.
2. O. atåmus Gyll. Let kendelig ved de i oversigten an- førte kendemærker. Brun eller brungul, følehorn og ben gule, følehornskøllen som regel ikke mørkere. Længde 0,75—1 mm.
å: Penisspidsen uden børster.
Temmelig almindelig (J, Ø). I henrådnende plantedele, i løv, ved svampe og i gamle stubbe; undertiden talrig i strå- tage. I Sverige fundet talrigt i granbarkbunkers yderste lag. Maj-sept.
3. O. improvisus Bruce. Nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved kroppens sorte eller brunsorte farve med smalt gule siderande på pronotum, den mørke følehorns- kølle, og den tydeligere punktur fortil på vingedækkerne, jfr. om hannen nedenfor. Længde 0,95—1,05 mm.
168
&g: Penisspidsen på hver side med 4—5 udstående, fine børster, lidt kortere end hos brunnipes.
Af denne art, der muligvis har været overset, foreligger kun 1 stk. fra København og 1 stk. fra Dyrehaven (ved sigt- ning fra gamle løvtræer ?8/, 1961). Arten er i udlandet fundet i hule ege og elme, i trøsket birke- og bøgeved, på træsvamp (f. eks. Polyporus sulphureus), ved træsaft på eg, i granbark og grankogler og i hø i lader. I Nordtyskland er den navnlig fundet talrigt under svampet nåletræsbark, i svampet løv og i grannålebunker.
4. O. nigréscens Steph. Kendelig ved den ringe størrelse. Sort eller sortbrun, mindre blank end de foregående på grund af stærkere mikrochagrinering, følehorn og ben gullige, føle- hornskøllen som regel mørkere. Vingedækkernes punktur meget fin, lidet dyb og noget udvisket. Længde 0,75—0,8 mm.
Øg: Forskinnebenenes indkrumning noget svagere end hos de foregående. Penisspidsen uden børster.
Sjælden, men måske overset (Ø). Sundby Storskov, Keld skov, Svenstrup Dyrehave ved Borup st., Knabstrup Havepark, Bognæs, Dyrehaven, Jægerspris Nordskov. Den findes bedst ved bankning af udgåede grene på gamle ege (i antal især i juli); ved Knabstrup i antal i svamp på bøg, "9/,.
[O. punctåtus Wank. og O. punctulåtus Reitter ad- skilles fra de foregående ved den tværbølgeliniede eller tvær- maskede mikroskulptur og betydeligere størrelse. Fra brunni- pes afviger de yderligere ved, at vingedækkernes punkter mangler ridser og fra atomus og improvisus ved stærkere vinge- dækkepunktur. Indbyrdes adskilles arterne ved de i oversigten nævnte kendemærker. Da hannens parringsorgan er ens hos de to former og de adskillende kendemærker meget vage, er de antagelig ikke artsforskellige. Længde 1—1,2 mm.
åg: Penisspidsen uden børster.
Arterne er fundet bl. a. i Sydnorge og i Sverige, punctulatus så sydligt som Blekinge. O. punctatus er fundet under gran- og birkebark, i elle-, birke- og aspeved og i træsvamp, f. eks. på undersiden af birkesvamp. O. punctulatus er fundet under birkebark, i grannålebunker og i gammelt savsmuld.]
169
6. familie Sphaeriidae.
Kroppen omtrent halvkugleformet, højt hvælvet. Følehornene indleddede mellem øjnene, korte, 11- leddede, med 3-leddet, temmelig kompakt kølle, de 2 første led fortykkede. Vingedækkerne dækkende bag-
Fig. 74. Sphaerius acaroides. x 60.
kroppen helt, med tydelige sidedækker. Forhofterne bredt valseformede, omtrent berørende hinanden. Mellemhofterne langt adskilte fra hinanden. Baghof- terne dannende store, brede, hinanden berørende plader, under hvilke baglårene kan trækkes helt ind. Benene korte, forlårene midt på indersiden med en stærk tand, fødderne tilsyneladende uleddede, i vir- keligheden 3-leddede. Bagkroppen med kun 3 frie bugled.
Familien har hidtil været henført under familie- rækken Staphylinoidea, men er i nyeste tid af Crowson udskilt herfra og henført under en ny overfamilie Sphaerioidea.
Kun een dansk art.
170
1. Sphaerius Waltl.
Pronotum ca. 3 gange så bredt som langt, fortil til- smalnet, baghjørnerne omtrent retvinklede. Vinge- dækkerne med meget fin, bagtil forsvindende rand- stribe.
1. Sph. acaroides Waltl (Fig. 74). Nøgen, blank, sort eller brun. Pronotum mikroskopisk fint netridset. Længde 0,6—0,7 mm.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). På meget fugtig sandbund (især hvor den er dækket af et tyndt lag slam og sparsomt bevokset) såvelsom på ler- eller tørvebund i mos, f. eks. Sphagnum, og plantedele, undertiden krybende fremme i solskin og også aftenketset. Især apr.-maj.
7. familie Ptiliidae.
Følehornene indleddede under pandens siderand, foran øjnene, hos de europæiske slægter 11-leddede og mere eller mindre hårformede, med mere eller mindre tydeligt afsat, 3-leddet kølle, de 2 første led fortykkede. Vingedækkerne dækkende bagkroppen helt eller del- vis, sidedækkerne meget smalle. Flyvevingerne hos de danske slægter fjerformede, bestående af et hornag- tigt, slankt skaft og en hudagtig, lancetformet del, der langs randen er beklædt med lange hår (fig. 91). Forhofterne koniske eller tværbrede, berørende hin- anden eller adskilt fra hinanden, baghofterne mere eller mindre adskilt fra hinanden, dannende lårdækker, der oftest dækker bagbenenes hofteringe og lårrod. Fødderne tilsyneladende uleddede, i virkeligheden 3- leddede. Bagkroppen med 6 eller 7 frie bugled.
Til denne familie hører de mindste biller, der ken- des. Familiens største arter er under 1,3 mm og den mindste (Nanosella fungi Motsch. fra Nordamerika)
141
er kun 0,25 mm. De danske arter er fra 0,5 til 1,2 mm lange.
Af arterne i nogle slægter (herhjemme Ptinella og Pteryx) forekommer 2 former, en normal og en form, hvis øjne og flyvevinger er enten helt manglende eller rudimentære.
Ved behandlingen af denne familie har der ved Cl. Besuchet's velvilje været adgang til at benytte manuskriptet til hans behandling af familien (bortset fra slægten Acrotrichis) i det kommende bind 3 af værket »Die Kåfer Mitteleuropas«.
Arterne lever under træbark, i hule træer, i dyreboer eller -gange, ved ådsel, gødning eller svamp, i løvet omkring træ- stubbe og i plantemøddinger og lign. Nogle lever hos myrer. Arterne træffes i reglen selskabeligt, hyppigst for- og efterår. Ved undersøgelse af tarmindholdet er det godtgjort, at arterne hovedsagelig ernærer sig af svampesporer. De fleste arter er meget hurtige og løber med noget stødvise bevægelser. Enkelte arter kan træffes fremme sværmende.
Kendskabet til den danske fauna er for denne families ved- kommende endnu dårligt. På grund af dyrenes ringe størrelse og den deraf følgende vanskelighed ved præparationen og bestemmelsen, der undertiden kræver undersøgelse af parrings- organet, er indsamlingen af disse dyr hidtil blevet meget for- sømt.
Af Ptilier er der hidtil fundet 53 arter i Danmark.
Efter nedenstående oversigt, der i væsentlig grad er bygget på systematisk vigtige, men tildels vanskeligt iagttagelige kendetegn, er der til rent praktisk brug givet en lettere anven- delig oversigt (p. 175).
Første oversigt over slægterne.
1. Vingedækkerne ikke forkortede, dækkende hele bagkroppen (undertiden med undtagelse af py-
172
gidium)!), bagtil afrundede (hver for sig eller i fællesskab) ikke tydeligt afstudsede”) (se de på- gældende habitusbilleder). Pronotums baghjør- het HERE BARER RE 2 el TR SR REGNER 2. Vingedækkerne forkortede, bagkroppens 2 eller 3 sidste rygled udækkede?); vingedækkerne bagtil afstudsede?) (se de pågældende habitus- migli te 5 MERKUR høRs SR SER SAT RAS SE sst se gns søde ne de se 8. 2. Scutellum meget stort, bag roden med en skarpt indridset tværfure. Forhofterne lidt adskilt fra hinanden. Pygidiums bagrand med 7 yderst små tænder. Oversiden i reglen meget blank. Pronotum uden længdefurer eller tværgrube BE RD SR REE SEN ES 1. Ptenidigm 1p. 1/8) Scutellum uden skarpt indridset tværfure bag roden, oftest ret lille. Forhofterne berørende hinanden. Pygidiums bagrand utandet eller med i. eller 1. KERES DSE KS sat re Sen KA NERE < & 3. Pronotum bredest omtrent ved roden, kun til- smalnet fortil, ikke bagtil, uden længdefurer eller tværgrube (fig. 82, p. 190). Pygidiums bag- rand med 2 meget fine tænder. Vingedækkernes rod på hver side med en yderst fin tand 5. Euryptilium (p. 189). Pronotum bredest foran roden, også tilsmalnet bagtil (hos Ptiliolum kunzei dog kun meget Sille. CSS RE d ERE DRE SEERE SEENDE NE VET T RE 4. 4. Pronotums sider umiddelbart foran roden skråt indbuede, så at roden synes kort og bredt bag-
1) Se note 2.
2?) Undertiden trækker bagkroppen sig efter døden noget sam- men, så at kun pygidium er udækket, undertiden bøjer bagkrop- spidsen sig nedad, så at dyret ved undersøgelsen må ses bagfra.
3) Sondringen mellem afrundet og afstudset vingedækkespids kan i visse tilfælde volde nogen vanskelighed. Slægterne med af- rundet spids viser undertiden en antydning af afstudsning, men denne er da som regel tydeligt skrå, medens den hos slægterne med
afstudset spids, er omtrent retvinklet på sømmen eller kun lidt skrå.
173
udtrukket, baghjørnerne meget stumpvinklede
(fig. 86, p. 197). Pronotum uden længdefurer
eller tværgrube. Pygidiums bagrand med 2
yderst utydelige tænder ..... 7! Actidium ((p196): Fronter anderledes formet. 3lisene sd: I. Pronotum i midten foran roden med en stor tvær-
grube, bredest foran midten, vingedækkerne
smalle, ca. ”/, gang længere end brede (fig. 81,
p- 188). Pygidiums bagrand med en yderst uty-
delig tand i midten. Følehornenes mellemste led
uden indsnøring bagtil ........ 4. Oligélla (p. 188). Fromm den tværgrube i midten. ..........… 6. Oversiden rødgul, uden mikrochagrinering, blank.
Pronotum (hos vor art) på hver side med en kraf-
tig længdefure, men uden midtfure (fig. 75)
3. Mleridium (pp. 187).
Oversiden sort eller brunlig, mikrochagrineret.
Pronotum enten med midtfure eller uden side-
Pronotum i midten med en længdefure (der dog
ofte hos Ptilium modestum er udvisket eller for-
svundet), baghjørnerne skarpe. Pygidiums bag-
rand med 2 små tænder. Bagbrystets episterner
frie, ikke dækkede af vingedækkerne
å; Pillium (p. 183).
Pronotum uden midtfure, baghjørnerne ikke skar-
pe (undtagen hos schwarzi og wiisfhoffi). Pygi-
diums bagrand i midten med en lille, skarp tand.
Bagbrystets episterner dækkede af vingedækker-
MSN Str VENSSSEN STN TES TEST ENEDES SERENE S/Ptiholem ip. 191). Pronotum bredest foran midten, stærkere tilsmalnet
bagtil end fortil (fig. 76 og fig. 87). Pygidiums
BE ENES FSR NEAS fade stå 9. Pronotum ikke bredest foran midten og ikke stær-
kere tilsmalnet bagtil end fortil (i modsat fald
— Smicrus — pygidiums bagrand med 2 små tæn-
ENE SN ERE eks ele le Rare 10.
174
9. Mellemhofterne adskilte fra hinanden, baghofterne kun smalt adskilte fra hinanden. Sort eller sort- Brund sove) Førde BO Mern. 198). Mellemhofterne berørende hinanden, baghofterne bredt adskilte fra hinanden. Gul eller brunlig 9. Ptinélla (p. 199).
Fig. 77. Baeocrara.
Fig. 75—77. Pronotum af Micridium, Microptilium og Baeocrara.
10. Pronotum uden tydeligt bagudtrukne baghjørner, bredest i, foran eller lidt bag midten (eller i mod- sat fald — Pteryx — pygidiums bagrand utandet) 11. Pronotum med bagudtrukne baghjørner, som regel bredest langt bag midten (fig. 121—124). Pygi- diums bagrand (undtagen hos Actinopteryx 2) med 3 små tendens 2 SIE SOJSLRE so FA SAGE SOREN 11. Pronotum uden mikrochagrinering, blankt, med simpel, ret kraftig punktur (fig. 77) 13. Baebcrara (p. 207).
12.
13.
14.
175
Pronotum mikrochagrineret og -kornet......... 12. Pronotum bredest foran midten, baghjørnerne skarpe, næsten retvinklede (fig. 90, p. 206). I hvert fald forkroppen sort .... 12. Smicrus (p. 205). Pronotum bredest i eller bag midten........... 13; Pronotums baghjørner ragende ud over vingedæk- kernes rod, pronotum (hos vor art) bredest bag midten, baghjørnerne næsten retvinklede, men med afrundet spids (fig. 88, p. 203). Vingedæk- kerne lidt længere end brede. Længde 0,72— REE re REN 10..Ptéryx. (p:;202). Pronotums baghjørner ikke ragende ud over vin- gedækkernes rod, pronotum bredest i midten, baghjørnerne stumpvinklede, med kun yderst svagt afrundet spids (fig. 89, p. 205). Vingedæk- kerne ca. så lange som brede. Længde 0,5—0,55 rs sas vh Kota atten 11. Néphanes (p. 204). Pronotums bagrand ikke randet og ikke opstående 14. Acrétrichis. (p. 208). Pronotum med en tydelig, fin randlinie langs bag- randen og et tværindtryk foran denne, hvorved roden synes tydeligt opstående 15. Actinépteryx (p. 229).
"= Anden slægtsoversigt (til praktisk brug).
Scutellum meget stort, bag roden med en skarp indridset tværfure. Vingedækkerne bagtil af- rundede, dækkende bagkroppen helt. Oversiden blank, næsten nøgen eller spredt behåret (fig.
ms km 3 SEER BER E SYRE ARRENE ER 1. Ptenidium/dp. 178). Scutellum uden skarpt indridset tværfure bag
ET FEIN FIVE SEG PØJ SIR FEDSING 2 Pronotum uden synlig mikroskulptur, med simpel
ER ERR eee AUS SIN UNE LUE 3.
Pronotum mikroskulpteret og kornet eller kornet- HER ER, Buur Aal dged. sabesdben Å.
10.
176
Rødgul. Pronotum på hver side med en længde- fure (fig. 75). Vingedækkerne omtrent ”/, gang længere end brede, bagtil afrundede
3. Micridium(p.
Sort. Pronotum uden sidelængdefurer (fig. 77). Vingedækkerne kun ganske lidt længere end brede, bagtil afstudsede ... 13. Baeocråra (p.
Pronotum med bagudtrukne baghjørner (fig. 121— 124). Vingedækkerne bagtil afstudsede .......
Pronotums baghjørner ikke bagudtrukne.......
Pronotums bagrand ikke randet og ikke opstå- BE VSL ES SP DÆNSK, JSG 14. Acrétrichis (p.
Pronotum med en tydelig, fin randlinie langs bag- randen og et tværindtryk foran denne, hvorved roden synes tydeligt opstående
15; Actindpteryx (p.
Pronottim 'hbredest forih Mibeness vr
Pronotum brædest-i eller big midten. sis AVE
Pronotum i midten foran roden med en stor tvær- grube. Vingedækkerne smalle, ca. !/, gang læn- gere end brede, bredest langt bag midten. (fig. 81, p. 188). Lysebrun. Længde 0,5—0,58 mm
4. Oligélla (p.
Pronotum uden sådan grube. Vingedækkerne ikke | ang enge FRE BESET, 1 DSE ne
Kroppen gul eller Todbhm SALES > Pm elTa (p
Kroppens grundfarve sort eller brunsort........
Pronotum bagtil stærkt tilsmalnet, på det bredeste sted ca. 7/, bredere end ved roden, baghjørnerne
" meget stumpvinklede (fig. 76). Mindre, 0,65— OLE burst laden ss 8. Microptilium (p.
Pronotum bagtil kun ganske lidt tilsmalnet, på det bredeste sted kun ca. "/14 bredere end ved roden, baghjørnerne næsten retvinklede, skarpe (fig. 90). Større, 0.78—0,84 mm .... 12. Smicrus (p.
Pronotums sider umiddelbart foran roden skråt indbuede, baghjørnerne meget stumpvinklede
198).
205).
FI:
12.
13.
14.
15,
16.
; rar
(fig. 86, p. 197). Pronotum uden længdefurer.
Vingedækkerne hos den danske art bredest langt
foran midten, bagud langt tilspidsede. Kroppen
RT MT 5) "ASE REeE SEERE 7. Actidium (p. 196). Bone lkEr anderledes formet 2. ss SISSE EVT i 2
Pronotum bredest omtrent ved roden, kun til- smalnet fortil, ikke bagtil (fig. 82, p. 190), uden Kensdeurer MOLE 28. 52 Euryptilium (p: 189).
Pronotum bredest foran roden, også tilsmalnet bagtil (hos Ptiliolum kunzei dog kun meget EILER se orsigde oe arge lle høre 12.
Vingedækkerne bagtil afrundede, dækkende hele bagkroppen (undertiden med undtagelse af py-
AS SKET NE SDS 13: Vingedækkerne bagtil afstudsede, bagkroppens 2 eller 3 sidste rygled udækkede!)......000eve 15.
Pronotums baghjørner afrundede. Pronotum uden midtfure (fig. 85, p. 195) 6. Ptilfolum s. str. (p. 194). FroROotums baghjørner skarpe….….…. 0000 ev0né 14.
Pronotum groft kornet, uden midtfure 6. Ptiliolum undersl. Euptilium (p. 196). Pronotum ikke groft kornet, med en længdemidt- fure (der dog hos modestum ofte er udvisket eller ye Oy KØRER RER EEN 2. Pillium (9, 1893).
Pronotums baghjørner ragende ud over vingedæk- kernes rod (fig. 88, p. 203). Større, 0,72—0,8 mm 10. Pléryx (p. 202). Pronotums baghjørner ikke ragende ud over vin- gedækkernes rod. Mindre, 0,5—0,6 mm........ 16.
Vingedækkerne tydeligt længere end brede, deres skuldre med en yderst fin tand 6. Ptiliolum, underslægt Napoptilium (p. 193). Vingedækkerne ca. så lange som brede (fig. 89, p. 205), deres skuldre uden tand 11. Néphanes (p. 204)
Se mnmøte 2 'og'3p.-172: Victor Hansen: Ådselbiller 12
178
1. Pienidium Er.
Oversiden blank, punkturen kun hos en enkelt art (punctatum) grov, oftest kun fint og spredt behåret eller næsten nøgen. Pronotum oftest bredest bag mid- ten, for- og bagtil tilsmalnet, hos en enkelt art (gress- neri) bredest ved roden, foran roden med en tvær- række af 4 punkter, der dog mangler hos nogle arter. Vingedækkernes farve som regel lysere mod spidsen. Forbrystet i midten med en længdekøl, bagtil med en smal forlængelse, der adskiller forhofterne fra hinan- den. Baghofterne langt adskilt fra hinanden.
Slægtens arter er som regel straks kendelige ved den hvæl- vede, blanke, tyndt eller næppe behårede overside og de æg- formet tilspidsede vingedækker.
Tydelige sekundære kønskarakterer mangler.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum bredest ved roden, kun tilsmalnet frem- efter, hvælvet i flugt med vingedækkerne 1. græssneri: Pronotum bredest i eller bag midten, tilsmalnet både for- og bagtil, ikke hvælvet i flugt med vin- BEER KR ERRE 55 tr SEE ER EON SR eN ERR IAK DEER 2. 2. Scutellums rodtværfure med 4 dybe gruber, i mid- ten uden køl. Pronotums 4 rodgruber tydelige 9; nitidum, Scutellums rodtværfure i midten med en fin og kort [Tp fa 17 4 ] ANER ES SESRREAL ES: SEE TA ER BENE KER BARS AE SST RENT] 5 3. Scutellums rodtværfure på hver side af midtkølen med 6 yderst små, punktformede gruber 4. intermédium. Scutellums rodtværfure på hver side med i det hø- jette eh enkelt, hile ørube 1.0. ng br føder En Å. 4. Scutellums rodtværfure på hver side med en lille,
1979
undertiden utydelig grube et stykke indenfor
Lg EL FSES TAM ARMEE" JTS SENE SUNDERE ERE SE SENE SEES RNSSER 5. Scutellums rodtværfure på hver side med en lille HEE FEER ADNAN base ltr: 6. 5. Oversiden næsten nøgen; vingedækkerne næppe KERNE bun kterøde dne. de soesgunel 2. laevigåtum.
Oversiden spredt og kort behåret; vingedækkerne spredt, men dog synligt punkterede. Formen
TAN FA ERNST ERNE i tirsidnm. 6. Pronotum og vingedækkernes forreste del groft og temmelig tæt punkterede ........ 8. punctåtum. Pronotum og vingedækkerne i det højeste fint og eee EN REN 0 so nue 'Æ sr RE hornene brunlige SE de sr rese 7. Iusticdrne: Følehornene rødgule, de 2 yderste led undertiden es see sits seg 8.
8. Pronotum fint og spredt, men dog synligt punkte- ret. Oversiden ret spredt og temmelig langt be-
er eee er åse å-a 5. pusillum. Pronotum næppe synligt punkteret. Oversiden mieget kortere behåret. ........ 6. myrmecéphilum.
1"P1'greéssneri Er. Let kendelig ved det bagtil bredeste, i flugt med vingedækkerne hvælvede pronotum. Oversiden blank, næsten glat og nøgen, lysere eller mørkere brun, hoved og pronotum oftest mørkere, følehorn og ben gule. Pronotum med retvinklede baghjørner, uden rodgruber. Scutellums rod- tværfure i midten med en yderst fin og kort længdekøl, uden gruber. Vingedækkerne bagtil stærkt tilspidsede. For- brystforlængelsen furet i hele sin længde. Længde 0,87—0,95 mm.
sjælden; men- udbredt .(J, Ø): Skanderborg ;Dyrehave; Brahetrolleborg, Søholt (Lolland), Dyrehaven, Tirsdagsskoven ved Hillerød, Strødam. Den lever i smuld af hule træer og stubbe især af bøg, eg og elm, eller i trøsket, af gærende saft gennemtrængt ved, ofte i stort antal. Undertiden, men kun tilfældigt, sammen med Lasius fuliginosus. Arten er langsom i sine bevægelser.
127
180
2. Pt. laevigåtum Er. Denne og den følgende art er kendelige ved scutellums skulptur. Oversiden blank, næsten glat og nøgen. Sort, vingedækkerne ofte brune, følehorn og ben rødgule. Pronotums 2 yderste rodgruber meget små, de 2 inderste lidt større. Vingedækkerne temmelig hvælvede, under stærk forstørrelse af udseende, som om de var fint hamrede. Forbrystforlængelsen furet i hele sin længde. Længde 0,9—1 mm.
Sjælden, men antagelig udbredt (J, Ø). Ulfslyst ved Ha- derslev, Estrup skov, Esbjerg Strandskov, Nørholm skov, Bygholm skov, Lundby krat ved Ålborg; Antvorskov, Dyre- haven. Den findes især i muldvarpereder (løvreder) eller vand-
rottereder, men undertiden også i ræve- eller grævlingegrave eller -gange.
3. Pt. turgidum Thoms. Nær beslægtet med den fore- gående, fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at vingedækkernes bund ikke er hamret. Sort eller brunlig, følehorn og ben rødgule. Forbryst- forlængelsen furet i hele sin længde. Længde 0,9—1 mm.
Meget sjælden (Ø). Tranekær, Rådmandshaven ved Næs- tved, Dyrehaven. I smuld af hule bøgetræer og i trøsket ved, gennemtrængt af gærende saft, ofte i selskab med gressneri, som den ved en overfladisk betragtning har en vis lighed med, og som den minder om ved sine ret langsomme bevægelser. Den er i udlandet undertiden, men kun tilfældigt, fundet hos myrer (Formica rufa). .
4. Pt.intermédium Wank. Let kendelig ved scutellums skulptur. Blank, oversiden temmelig kort og spredt behåret, sort, vingedækkerne oftest brune, følehorn og ben gule. Pro- notum fint og spredt punkteret, rodgruberne meget små. Vin- gedækkerne fint og spredt, men tydeligt punkterede. For- brystforlængelsen kun bagtil med længdefure. Længde 0,85— 1 mm.
Sjælden (J, Ø). Bygholm skov, Hansted skov; Fuglsang park, Vester Ulslev mose, Ermelunden, Lyngby Åmose. På
fugtig bund, især i muldvarpereder (løvreder) eller vandrotte- reder, men også i fugtigt løv og mos.
181
5. Pt. pusillum Gyll. (Fig. 78). En ret stærkt varierende art. Blank, oversiden ret spredt og temmelig langt behåret ; sort, sjældent brunlig; følehorn og ben rødgule, de førstes spids undertiden lidt mørkere. Pronotum fint og spredt, men
Fig. 78. Ptenidium pusillum. x 45.
især på siderne ret tydeligt punkteret, rodgruberne meget små. Vingedækkerne spredt, men tydeligt, mere eller mindre rækkevis punkterede. Forbrystforlængelsen uden fure, mel- lembrystet i det mindste på siderne yderst fint netridset. Længde 0,9—1,05 mm.
Vor almindeligste art (J, Ø). I henrådnende plantedele, løv og mos.
6. Pt. myrmecéphilum Motsch. Nær beslægtet med den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved gennemsnitlig lidt ringere størrelse, stærkere hvælving, finere punkterede, bag roden lidt stærkere
182
udvidede, som oftest lidt lysere vingedækker og fuldstændig glat mellembryst. Længde 0,85—0,95 mm.
Ret almindelig (J, Ø). Hos myrer (Formica rufa, undertiden også Lasius fuliginosus og brunneus).
7. Pt. fuscicérne/Er. "Nær beslægtet: med:de 2 Mfoøregå= ende, men adskilt fra dem ved de brunlige følehorn og lidt ringere størrelse. Blank, oversiden ret spredt og temmelig langt behåret; sort, benene lysere eller mørkere brungule. Kroppen af temmelig sammentrængt bygning. Pronotum oftest tydeligt, men spredt punkteret. Scutellums rodtværfure mellem midtkølen og sidegruben med nogle yderst små, mere eller mindre tydelige punkter, der mangler hos de to fore- gående arter. Vingedækkernes punktur omtrent som hos pusillum. Forbrystforlængelsen uden fure, mellembrystet fuldstændig glat. Længde 0,8—0,9 mm.
Ret almindelig (J, Ø). På fugtig bund i mos og plantedele.
8. Pt. punctåtum Gyll. Let kendelig fra alle vore andre arter ved den grove punktur, der gør oversiden lidt mindre blank, og den svagere hvælvede, ret smalle legemsform. Sort, oversiden spredt, langt behåret, følehorn og ben rødgule. Pro- notum, undtagen langs midten, groft og dybt punkteret. Vingedækkernes punktur noget rækkevis, fortil grov og dyb, mod spidsen jævnt finere. Forbrystforlængelsen uden fure. Længde 0,8—0,95 mm.
Vistnok ret almindelig (J, Ø). På strandbredder under tang.
9. Pt. nitidum Heer. Let kendelig ved scutellums skulp- tur. Blank, meget kort og spredt behåret, i det højeste med meget spredt og udvisket punktur; sort, følehorn og ben rød- gule, de førstes spids ofte mørkere. Pronotums 4 rodgruber tydelige, de 2 yderste oftest størst. Vingedækkerne forholdsvis korte. Forbrystforlængelsen med en længdefure langs hver siderand. Længde 0,75—0,85 mm.
Udbredt, men ikke helt så almindelig som pusillum (J, Ø, B). Levevis som denne.
183
Rum ET.
Kendelig ved pronotums midtfure, der dog hos modestum ofte er udvisket eller forsvundet. De mel- lemste følehornsled indsnørede ved roden, forsynede med 2 hårkranse. Pronotum bagtil tilsmalnet, siderne bagtil indbuede, baghjørnerne retvinklede eller (mode- stum) lidt stumpvinklede; på hver side af midtfuren findes ofte en mere eller mindre tydelig længdefure. Scutellum oftest med en midtfure, undertiden tillige med 2 sidegruber. Vingedækkernes farve som regel lysere mod spidsen. Pygidiums bagrand med 2 tæt- stående småtænder. Bagbrystets episterner frie, bagtil udvidede.
Hannen er kendelig ved en kort torn eller lamel indvendig på mellemskinnebenenes spids.
Oversigt over arterne.
1. Oversiden blank, med yderst kort og spredt, me- get utydelig behåring. Pronotum med bred og dyb midtfure og 2 dybe, oftest fortil divergerende sidefurer (fig. 79). (1. undersl. Millidium) 1. minutissimum. Oversiden temmelig mat, tydeligt behåret. Prono- tums midt- og sidefurer smalle eller udviskede BEES. PH SS) 5 ok hane ander 2. 2. Pronotum med udvisket eller forsvundet midtfure "og uden sidefurer, siderne bagtil kun svagt ind- buede, baghjørnerne ikke helt retvinklede. Vin- fedækkerne brungule 2 52220. de. 6. modéstum. Pronotum med skarp og tydelig midtfure, siderne bagtil tydeligt indbuede, baghjørnerne skarpt BERNER DO. 32, sense ned. node de 3. 3. Pronotums sidefurer skarpe, parallelle eller svagt S-formet bøjede, siderne, særlig bagtil, temme- BE bredt andele Klim e bra. uens 2vaffine.
184
Pronotums sidefurer svage eller udviskede, fortil divergerende; siderne yderst smalt randede... 4. 4. Vingedækkerne brungule med temmelig stærkt
sas TEE MA NS" sne ENEDES ØDE BÆLTE 5. myrmecophilum. Vingedækkerne sorte eller mørkebrune, med sva- gers zundedé biller sd. salon aen 5.
Fig. 79. Ptilium minutissimum. x 74.
5. Vingedækkerne lidt smallere. Z: Bagbrystets bag- rand i midten med en lang forlængelse (fig. 80) 4. horidni. Vingedækkerne lidt bredere. gg: Bagbrystet uden sidaniforlangise sl VIDNE DEER B;jexardtum:
1. underslægt Millidium Matth.
1. Pt; minutissimum: Ljungh« (Fig 179) het. ken delig ved den blanke overside og pronotums og scutellums skulptur. Sort, vingedækkerne ofte brune, følehorn og ben rødgule, oversiden med yderst kort og spredt, meget utydelig behåring. Pronotum med bagtil stærkt indbuede sider og
185
skarpt retvinklede eller endog lidt spidsvinklede baghjørner, siderne meget smalt randede. Scutellum stort, med dyb og bred midtfure og 2 sidegruber. Vingedækkerne yderst fint og spredt, meget utydeligt punkterede. Længde 0,54—0,6 mm.
Vistnok ret almindelig (Ø). I kompost og gødning.
2. underslægt Ptilium s. str.
2. Pt. affine Er. Vor største art, kendelig ved pronotums tydelige, skarpe sidefurer og, særlig bagtil, temmelig bredt randede sider. Oversiden temmelig mat, meget fint og tæt net- ridset, yderst fint og kort, lidet tæt behåret. Sort, vingedæk- kerne ofte brunlige, følehorn og ben rødgule. Pronotum stærkt hvælvet, ca. !/, gang bredere end langt, siderne bagtil stærkt indbuede. Vingedækkerne bredere end hos de to følgende arter, ret stærkt hvælvede, med stærkt rundede sider, uden punktur. Længde 0,65—0,72 mm.
gg: 4. bugled med 2 små, med en hårdusk forsynede knuder, en på hver side af midten, 5. bugled med et svagt indtryk.
Sjælden (Ø). Sundby Storskov (i fugtige grøfter i Hejre- engen), Kohaven ved Nykøbing F., Nebølle skov (Nordfalster),
Damhusmosen, Bognæs, Sjælsølund, Freerslev hegn, Hillerød. Ved sigtning af løv og planterester på meget fugtig bund.
3. Pt. exaråtum Allib. Oversiden temmelig mat, yderst fint og tæt kornet, meget fint og kort behåret, lidt tættere end hos affine; sort, vingedækkerne oftest mørkebrune, følehorn og ben rødgule. Pronotum ca. ”/, gang bredere end langt, siderne bagtil stærkt indbuede, sidefurerne svage, ofte ud- viskede.: Længde 0,6—0,65 mm.
åg: Bagbrystet bagtil mellem hofterne med lang og tæt, bagudrettet behåring.
Ret sjælden (J, Ø). Bl. a. på halvskygget skovbund (f. eks.
Dyrehaven, Jægerspris Nordskov) ved gødning og ådsel. Også i kompost.
4. Pt. horibdni Rossk. Meget nærstående til exaratum, men adskilt fra den ved ganske lidt ringere størrelse, lidt smallere
186
vingedækker, lidt stærkere tværbredt pronotum med knapt så stærkt kornet skulptur og endnu svagere sidefurer. Disse kendetegn er overordentlig vage og hunnerne af de 2 arter er derfor meget vanskelige at adskille. Hannerne er derimod lette at adskille ved hjælp af de sekundære kønskarakterer. Længde 0,58—0,62 mm.
Fig. 80. Ptilium horioni gg. Bagben og bug.
åg: Bagbrystets bagrand i midten med en lang, smal, lidt skeformet, bagudrettet forlængelse (fig. 80).
Af denne art foreligger kun 2 stkr. fra Dyrehaven (sigtet af hjorte- og hestegødning, juli og aug.). Antagelig har arten været overset. Den er i udlandet fundet i hønse- og duegød- ning og i kompost.
5. Pt. myrmecéphilum Allib. Meget nær beslægtet med exaratum, men straks kendelig fra den ved lysere farve samt ved, at oversiden er svagere, mindre tydeligt kornet og pro- notum noget smallere. Brungul, hoved og pronotum ofte mørkere, følehorn og ben gule, oversiden meget fint og tæt, kort behåret. Pronotum meget smallere end vingedækkerne, sidefurerne oftest udviskede, siderne bagtil mindre stærkt indbuede end hos exaratum. Vingedækkerne stærkere hvælvede og tættere behårede end hos denne. Længde 0,55—0,58 mm.
åg: Som hos exaratum.
Ret almindelig (J, Ø). Hos myrer (Formica rufa, sanguinea og truncicola).
6. Pt. modéstum Wank. Ligner de 3 foregående, fra hvilke den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kende- mærker. Farven omtrent som hos myrmecophilum, vinge-
187
dækkernes form og behåring omtrent som hos exaratum. Pronotum kun lidt smallere end vingedækkerne. Længde 0,5— 0,52 mm. :
gg: Bagbenenes trochantere med nogle lange hår.
Sjælden (Ø). Hidtil kun fundet i Dyrehaven (enkeltvis i
aug. og i antal i en fuglerede i en hul el, dec.) og ved Hillerød (hos Formica rufa). Også i kompost og gødning.
3. Micridium Motsch.
Nærbeslægtet med Ptilium, men adskilt fra den ved, at oversiden er blank, uden mikrochagrinering, sim- pelt punkteret, de mellemste følehornsled ikke ind- snørede ved roden, mellemhofterne noget bredere ad- skilt og pygidiums bagrand forsynet med en stump midttand. Pronotum (fig. 75, p. 174) bredest foran midten, med bagtil ganske svagt indsvajede sider og skarpe baghjørner, uden midtfure, men (hos vor art) med en kraftig, fortil forkortet længdefure på hver side.
1. M. halidayi Matth. Aflang, blankt rødgul, Hoved og pronotum med spredt, grov punktur, på pronotum med iblandede fine punkter. Pronotum (fig. 75, p. 174) ca. ”/. gang bredere end langt. Vingedækkerne ret fint, lidet tæt punkte- rede. 0,54—0,6 mm.
gg: Bagbrystets bagrand mellem baghofterne med en kort, gul hårbræmme.
Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved den blanke, sim- pelt punkterede, ikke synligt mikrochagrinerede overside i forbindelse med den lyse farve og pronotums form og skulp- tur.
Meget sjælden (Ø). Dyrehaven (i antal i trøsket ved under barken af en væltet ellestamme, ”&/.), Bognæs. I udlandet er arten fundet i hvidfrønnet egeved, i rødmuldet svampet ege-
ved sammen med Dorcatoma og Mycetophagus piceus, og i mørt ved af en fyrrestub.
188
4. Oligélla Motsch.
Nær beslægtet med Ptilium, men adskilt fra den ved, at pronotum ved roden har en bred midtgrube, at bagbrystets episterner er dækkede af vingedækkerne, at de mellemste følehornsled ikke er indsnørede bag-
GE ng
Fig. 81. Oligella foveolata. x 80.
til og kun forsynede med en enkelt haarkrans, og at pygidiums bagrand i midten har en yderst svag lille tand. Fra de 2 følgende slægter adskilles denne slægt bl. a. ved det foran midten bredeste, med midtgrube forsynede pronotum. 9. og 10. følehornsled ved spidsen med halsformet forlængelse. Scutellum udhulet. Bag- hofterne temmelig kort adskilt fra hinanden.
1. O. foveolåta Allib. (Fig. 81). Smal, svagt hvælvet, over- siden mat, fint og ret spredt behåret; lysebrun, vingedækker- nes spids lysere, følehorn og ben gule. Pronotum kun lidt smallere end vingedækkerne, bredest foran midten, siderne bagtil svagt indsvajede, baghjørnerne stumpvinklede, bagtil
189
i midten med en bred tværgrube og med en kort, mere eller mindre tydelig midtfure. Vingedækkerne langstrakte, ca. "/, gang længere end brede, bredest langt bag midten, bagtil rundede i fællesskab. Længde 0,5—0,58 mm.
Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved den smalle form, pronotums form og grube, de lange, bag midten bredeste vingedækker og den lyse farve.
Ret almindelig (J, Ø). I kompost og gødning.
5. Euryptilium Matth.
Meget nær beslægtet med den følgende slægt, men adskilt fra den ved, at pronotum er bredest omtrent ved roden og kun tilsmalnet fremefter, og at pygidi- ums bagrand er forsynet med 2 yderst fine tænder. Vingedækkernes skuldre forsynede med en meget fin tand (oftest kun synlig, når pronotum fjernes). Bag- hofterne udvidede til ret brede lårdækker, kun kort adskilt fra hinanden, metasternums bagrand imellem dem med to små, spidse tænder.
Oversigt over arterne.
1. Følehornene gule. Sortbrun, vingedækkerne med lysere bagrand. Pronotum og vingedækkerne REE FU TUT SNÆNN PE 1. gillmeisteri. Følehornene gulbrune. Sort, vingedækkerne med lysere bagrand. Pronotum og vingedækkerne meret grovere kornede ..,......... 2. saxonicum.
1. E. gillmelsteri Flach (saxénicum 1. udg.)”) (fig. 82). Hvælvet, oversiden ret mat, ret fint og tæt behåret. Sortbrun, vingedækkerne med lysere bagrand, følehorn og ben gule. Oversiden fint, på pronotum ret tæt, på vingedækkerne åbent, netridset og fint, på pronotum spredt og meget utydeligt, på
1) Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt af Cl. Besuchet.
190
vingedækkerne lidt skælagtigt, kornet. Pronotum ca. ”/, gang bredere end langt, kun lidt smallere end vingedækkerne, sluttende sig ret tæt til disses rod, baghjørnerne med afrundet spids. Vingedækkerne langstrakte bredest i eller lidt bag midten, bagtil rundede i fællesskab. Længde 0,75—0,8 mm.
Fig. 82. Euryptilium gillmeisteri. x 57.
gg: På bagbenenes hofteringe er indersiden fortil konkav, bagtil stærkt konveks og forsynet med et par lange hår.
Meget sjælden (Ø). I løv omkring gamle stubbe og lig- nende steder. Hidtil kun fundet i Ermelunden (i antal for mange år siden) og ved Hillerød (1 eks.). I udlandet fundet i møre træstubbe, i løv ved saftende stammer af nyfældet birk, under ådsel og i granskov i rådne paddehatte (efterår) eller paddehatterester (forår) sammen med Atheta benickiella.
2. E. sax6nicum Gillm. (marginatum 1. udg.)!). Nær- stående til den foregående, men adskilt fra den ved krop-
1) Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt af Cl. Besuchet.
191
pens -og følehornenes mørkere farve og navnlig den tydeligt kraftigere skulptur. Endvidere er gennemsnitsstørrelsen lidt ringere. Længde 0,7—0,75 mm.
&: Bagbenenes hofteringe som hos den foregående. 1. for- og mellemfodsled udvidet. Mellemskinnebenene på indersiden indbuede i yderste halvdel, spidsen indvendig tandformet.
Meget sjælden (J, Ø). Estrup skov, Endrupholm (i antal ved fugleådsler); Furesøparken (i kompost under graner), Jægerspris Nordskov (ved ræveådsel). I udlandet fundet ved
ådsel, i udlagt duegødning, i gammelt hø og ved nedfalden træsvamp (Polyporus betulinus). Juni-sept.
6. Ptiliolum Flach.
Følehornenes mellemste led indsnørede foran roden og bag spidsen og forsynede med 2 hårkranse, 9. og 10. led ved spidsen med halsformet forlængelse. Pro- notum tilsmalnet både for- og bagtil, bagranden oftest svagt hævet. Vingedækkernes skuldre kun hos kunzei og brevicolle med en yderst fin tand. Pygidiums bagrand med en lille, skarp tand i midten. Bagbrystets epister- ner dækkede af vingedækkerne.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkernes skuldre med en yderst fin tand. Pronotums baghjørner tydeligt stumpvinklede, spidsen kun ret smalt afrundet. Længde 0,5— Komm (1: undersk, Nanoptilium). 22040. 4. 2.
vingedækkernes skuldre uden tand. 2140 044 44) 3.
2. Større, 0,55—0,66 mm. Pronotum fortil tydeligt stærkere tilsmalnet end bagtil, siderne svagt BE 18: 11871 Ft BEDE . keel ts 83 1. kunzéi.
Mindre, 0,5—0,56 mm. Pronotum bagtil omtrent lige så stærkt tilsmalnet som fortil, siderne lidt KERTRERE FUN. FA AD 3 on LE dk 2. bfevicélle.
3. Pronotums baghjørner fuldstændigt afrundede (2.
BEER: PERON MERIAN NL RØRNN 4.
192
Pronotums sider kort indbuede foran baghjørner-
ne, disse derfor skarpt retvinklede. (3. undersl. Eutin) ÆG sister AS >
4. Pronotum ca. ”/, gang bredere end langt, ret spredt
kornet. Vingedækkerne fint og lidet tæt kornede.
Oversidens behåring ret lang, ikke helt nedlig-
a. spencei b. fuscum c. marginatum
Fig. 83. Ptiliolum gg. Venstre bagben, set fra neden.
gende, på pronotums sider ragende ud over side- randene, bagtil på vingedækkerne skråt bagud og indad rettet. Længde 0,66—0,72 mm. FJ: fig. 83, a, ANSE 2. TNS RYT ANNES SUT 5. spéncei. Pronotum ca. ?”/, bredere end langt, tæt kornet. Vingedækkerne kraftigere og ret tæt kornede. Oversidens behåring ret kort, nedliggende, på pronotums sider kun ganske kort eller næppe ragende ud over siderandene, bagtil på vinge- dækkerne omtrent lige bagud rettet. Længde
HEE mn malten. PE GRO SKEER GÅ 5. Større, 0,77—0,8 mm. Pronotum bredest lidt foran roden: 2: fg 83;0/ Og So 4. marginåtum.
Mindre, 0,68—0,73 mm. Pronotum bredest lidt bag midten. $: fig,.83,.b, Culig Blå bol EET. 3. sdiscum.
193
6. Hovedet mat, kraftigt mikrochagrineret, næppe kornet... Større,:.0,72-0,75 mm 65688 6. schwårzi.
Hovedet noget blankt, svagt mikrochagrineret, tæt og kraftigt kornet. Mindre, 0,6—0,65 mm wusthoffi.
1. underslægt Nanoptilium Flach.
1. Pt. kunzei Heer. Temmelig kort og bred, fladt hvæl- vet, oversiden mat, fint, temmelig kort og tæt behåret; sort,
a. spencei b. fuscum c. marginatum
Fig. 84.. Ptiliolum 9%. Spermatheca.
langs vingedækkernes noget afstudsede bagrand med en ret skarpt begrænset, gul stribe, benene brungule, følehornene oftest brunsorte med lidt lysere rod. Oversiden ret kraftigt netridset-kornet, tættest og grovest på pronotum. Pronotum omtrent så bredt som vingedækkerne, omtrent ”/, bredere end langt, fortil betydeligt, bagtil kun svagt tilsmalnet, som regel bredest noget bag midten, bagranden fint randet, mikroskulp- turen bestående af tætstillede ophøjede korn. Vingedækkerne kun ca. "/, længere end tilsammen brede, siderne kun svagt rundede. Længde 0,55—0,66 mm.
gg: Forfødderne noget udvidede.
Om artens adskillelse fra Nephanes titan se nedenfor p. 205.
Ret almindelig (J, Ø). I kompost og gødning.
2. Pt. brevicélle Matth. Meget nærstående til kunzei, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker Victor Hansen: Ådselbiller 13
194
og som regel straks kendelig fra den ved ringere størrelse. Endvidere er pronotums mikroskulptur afvigende, idet den nærmest fremtræder som kraftig, ret åben netridsning, hvis mellemrum danner ret store meget blanke flader. Længde 0,5—0,56 mm.
åg: Forfødderne noget udvidede.
Meget sjælden, men muligvis overset (Ø). Hos os hidtil kun fundet i Dyrehaven, dels et enkelt eks. i hestegødning ””/, 1945, dels i betydeligt antal i en kompostbunke ved Eremita- gevildthuset ?7/,-6/, 1967.
2. underslægt Ptiliolum s. str.
3. Pt. fuscum Er. (anguståtum Flach) (fig. 85). Aflang, noget hvælvet, oversiden temmelig mat, fint og ret kort, ned- liggende, gråt behåret; sort eller brunsort, vingedækkerne lysere mod spidsen, undertiden helt brune, følehornene brun- lige med lysere rod, benene brungule. Pronotum bredest lidt bag midten, noget smallere end vingedækkerne. Disse med noget rundede sider. Længde 0,68—0,73 mm.
åg: Bugen bagtil med en stor, rund, ret dyb grube. Bagbe- nenes trochantere lange og smalle, med konkav inderside og i spidsen med et smalt børsteknippe (fig. 83, b).
2: Spermatheca se fig. 84, b.
Vistnok ret sjælden (Ø). Foreligger fra Odense, Svenstrup ved Borup st., Ermelunden (under løv), Dyrehaven (ved hjortegødning) og Hillerød.
4. Pt. marginåtum Aubé (léderi Flach).”) Nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved betydeligere stør- relse, bredere krop og afvigende kønskarakterer. Pronotums bredeste sted ligger lidt længere tilbage. Længde 0,77—0,8 mm. &g: Bugen bagtil med en stor, rund, ret dyb grube. Bagbe- nenes trochantere tilsmalnede mod roden, uden børster, bag-
1) Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt af Cl. Besuchet.
195
lårene på indersiden ved roden med et bredt børsteknippe og, hvor dette ender, med en svag stumpvinklet udvidelse (fig. 83, Cc).
Q: Spermatheca se fig. 84, c.
Meget sjælden(Ø). Svenstrup ved Borup st., Dyrehaven (ved
hjorte- og hestegødning på halvskygget skovbund, undertiden i selskab med fuscum, juli-sept.).
Fig. 835. Ptiliolum fuscum. x 60.
5. Pt. spéncei Allib. (obléngum Gillm., Flach). Yderst nær beslægtet med fuscum, fra hvilken den adskiller sig ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved gennemgående lysere vingedækker og ved, at oversiden er mindre mat og dens behåring lidt mere hvidlig. Længde 0,66—0,72 mm.
åg: Bugen bagtil med en rund grube. Bagbenenes trochan- tere simple, på indersiden med et enkelt langt børstehår (fig. 83, a).
2: Spermatheca se fig. 84, a.
Udbredt, men vistnok ret sjælden (J, Ø). I kompost, gød- ning og ved ådsel.
13"
196
3. underslægt Euptilium Flach.
6. Pt. schwårzi Flach. Brunsort, vingedækkerne brunlige, følehorn og ben brungule. Pronotum ca. Z/. bredere end langt, tæt og meget kraftigt kornet, kraftigere end hos de foregående, i udskæringen foran baghjørnerne rager nogle kraftige, ret lange, hvide randhår bagud. Vingedækkerne ret tæt og ret kraftigt kornede. Længde 0,72—0,75 mm.
å: Bagbrystet i midten med en stor, ret flad fordybning. Baglårene omtrent som hos Pt. marginatum.
Kendelig fra vore andre Ptiliider ved pronotums bag- hjørners form og behåring og dets kraftigt kornede skulp- tur.
Sjælden (J. Ø). Endrupholm (ved fugleådsler); Frejlev (ved
hønsegødning i skovbryn), Dyrehaven (ved egernådsler), Fure- søparken (i kompost under graner). Juli-sept.
[Pt. wusthoffi Rossk. Meget nærstående til den foregå- ende, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kende- mærker samt ved endnu stærkere kornet pronotum og af- vigende parringsorganer hos 3 og 92. Længde 0,6—0,65 mm.
Arten er fundet ved Håsleholm i Sverige (i havekompost) og ved Aachen (på skovbund i udlagt duegødning i selskab
med Pf. schwarzi og Euryptilium saxonicum). Dens forekomst hos os er ret sandsynlig.]
7. Actidium Matth.
Adskilt fra de foregående slægter ved, at pronotum på hver side umiddelbart foran roden er skråt indbuet, hvorved roden synes lidt bagudtrukket, samt ved de påfaldende korte fødder. Følehornenes mellemste led kun indsnøret foran roden, 9. og 10. led uden hals- formet forlængelse. Vingedækkerne med afrundede skuldre. Pygidiums bagrand med 2 yderst svage tæn- der. Bagbrystets episterner dækkede af vingedækker- ne. Bagkroppen hos g med 7, hos 29 med 6 bugled.
197
1. A. boudiéri Allib. (fig. 86). Temmelig hvælvet, over- siden yderst fint og kort behåret. Sort, lidet blank, vingedæk- kernes spids ubetydeligt lysere, følehornene brunsorte, benene mørkebrune med lys skinnebensrod. Følehornene med kun svagt afsat, treleddet kølle. Oversidens skulptur er yderst
Fig. 86. Actidium boudieri. x 70.
svag og utydelig og viser yderst svag antydning af netrids- ning, punkter og korn. Pronotum med stærkt rundede sider, mindst !/, gang bredere end langt, foran bagranden med et tværindtryk. Vingedækkerne betydeligt bredere end prono- tum, bredest lidt foran midten, med ret stærkt rundede sider og temmelig lang tilspidsning. Længde 0,6—0,63 mm.
&: Bagtrochanterne og baglårene med et langt, svagt kini- niseret vedhæng på indersiden, bagskinnebenene indvendig i forreste tredjedel brat udvidede, bagbrystet med et stort, dybt indtryk (iflg. Cl. Besuchet).
Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved pronotums og
198
vingedækkernes form og den meget mørke farve af krop, føle- horn og ben.
Meget sjælden (Ø). Toreby (Lolland), moser ved Søndersø og syd for Hareskov, Iglehullet på Eremitagesletten, Malm-
mosen. På meget fugtig mosebund, også tørvebund, i mos (også Sphagnum) og plantedele. Især maj-juni.
[A. coarctåtum Hal. Adskilles let fra boudieri ved meget smallere krop og ret parallelsidede vingedækker, der næppe er bredere end pronotum. Længde 0,5—0,63 mm.
Et meget gammelt fund af 2 eks. i en have ved København af denne art, der er halobiont, må anses at være af rent til- fældig karakter, og arten kan ikke med sikkerhed antages at høre til vor fauna. Dens forekomst ved den tyske nord- og østersøkyst anses for meget tvivlsom, og fra Skandinavien foreligger kun et par meget gamle fund fra Malmø og Lund.]
8. Microptilium Matth.
Nærstående til den følgende slægt, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker og ved lidt mindre fladtrykt form og lidt længere følehorn.
1. M. palustre Kunzen (pulchéllum 1. udg.). Smal, sort eller sortbrun, vingedækkernes bagrand, følehorn og ben brungule. Oversiden kort, nedliggende, hvidgråt behåret. Hovedet kun lidt smallere end pronotum, med ret store øjne. Pronotum (fig. 76, p. 174) temmelig tæt kornetpunkteret, kun lidt smallere end vingedækkerne, bredest foran midten, fortil noget, bagtil stærkt tilsmalnet, oftest med et fladt indtryk på hver -side, baghjørnerne stumpe. Vingedækkerne langstrakte, omtrent parallelsidede, omtrent !/, længere end brede, bagtil stærkt og bredt afstudsede, fint skælagtigt netridsede og kor- nede. Længde 0,65—0,7 mm.
gg: Forskinnebenenes spids med en lille, lamelagtig, be- håret forlængelse. Næstsidste bugled med talrige tætstillede hår (iflg. Cl. Besuchet).
Kendelig fra vore andre Ptiliider ved det foran midten
199
bredeste, bagtil stærkt tilsmalnede pronotum og de kun lidt bredere, omtrent parallelsidede, bagtil bredt afstudsede vin- gedækker.
Meget sjælden (Ø). Kun fundet i Nebølle skov på Nord- falster (apr. 1877) og i en overskygget grøft i Fuglsang park på Lolland (nogle eks. ved sigtning af meget fugtigt løv og mos, juli 1957).
9. Ptinélla Motsch.
Blandt slægterne med forkortede vingedækker ken- delig ved den flade form, det foran midten bredeste og bagtil stærkere end fortil tilsmalnede pronotum samt den lyse farve. Kroppens sider med enkelte udstående hår. Følehornenes mellemste led indsnørede foran roden og bag spidsen. Vingedækkerne temmelig stærkt forkortede, bagtil afrundet afstudsede. Mellembrystet uden køl og (undtagen hos tenella) med noget frem- springende forhjørner, der er synlige, når dyret ses fra oven. Bagkroppen med 6 bugled. Pygidium utan- det, med lange børster.
Arterne optræder i 2 former, af hvilke den ene (forma alata) har flyvevinger, som ses mørkt gennemskinnende under vingedækkerne, og normalt udviklede, sorte øjne og oftest er brungul eller kastaniebrun, medens den anden (forma aptera) er gul eller rødgul, vingeløs eller med rudi- mentære flyvevinger og har flade, pigmentløse øjne eller i disses sted en lille, med nogle børster besat knude. Vingedæk- kerne er oftest noget kortere hos f. aptera end hos f. alata. Af begge former forekommer både hanner og hunner. Oftest er f. aptera den hyppigste.
Oversigt over arterne.
1. Pronotums baghjørner afrundede. Mellembrystets forhjørner stumpe. F. aptera uden øjne. Længde ES FEE TEE ENES ERE su; aa 5 fø tenélla.
200
Pronotums baghjørner vinkelformede. Mellem- brystets forhjørner tandformet fremspringende 2. 2. Mindre, 0,63—0,68 mm. Hovedets og pronotums skulptur meget åbent og fint netridset. F, aptera BEER HE SEERE TRE I FEE NERISE 2. åptera. Større, 0,68—0,82 mm. Hovedets og pronotums skulptur tæt og kraftigt netridset. F. aptera med BIER Re. 35 evne ek AR ENEDES 3. 3. Pronotum rigeligt !/, gang bredere end langt. Vin- gedækkerne hos f. aptera ca. ?”/, længere end, hos f. alata ca. dobbelt så lange som pronotum. Min- åre 0.685—0, 78 t ferstis SKER Eos 1. denticollis. Pronotum ca. ”/, bredere end langt. Vingedækker- ne hos begge former ca. dobbelt så lange som pronotum. Kroppen noget bredere. Større, 0,77— DERS 3, 5 GSR SE RUSSERE HENDES EET. STEGE SSR limbåta.
1. Pt. denticéllis Fairm. (teståcea 1. udg.) (f. alata: puncti- pénnis Fairm.). Større og bredere end Pft. aptera og tenella. Rødgul eller brungul, oversiden kort behåret. Pronotum som regel i det højeste med 2 utydelige længdeindtryk, siderne for- til noget rundede, bagtil omtrent rette, baghjørnerne retvink- lede. Vingedækkernes sider noget rundede. Længde 0,68— 0,78 mm.
Vistnok udbredt (Ø). F.eks.: Ryde, Lejre, Dyrehaven. Under løv- og nåletræsbark og i hule træer.
[Pt. limbåta Heer (f. aptera: teståcea Heer). Meget nær- stående til den foregående, men adskilt fra den ved de i over- sigten anførte, ret vage kendemærker. Endvidere har prono- tum som regel 2 tydeligere længdeindtryk og fortil lidt stær- kere rundede, bagtil ofte svagt indbuede sider, og vingedæk- kernes sider er lidt mindre rundede og deres bagrand ind mod sømmen mere skråt buet fremefter, således at vinklen ind mod sømmen bliver dybere. Længde 0,77—0,82 mm.
Fundet bl. a. i Skåne og Nordtyskland. Under løv- og nåletræsbark. ]
201
2. Pt. åptera Guér. (f. alata: ratisbonénsis Gillm.) (fig. 87). Ligner denticollis, men adskiller sig fra den ved de i oversig- ten nævnte kendemærker samt ved noget svagere rundede sider på pronotum, hvis baghjørner er lidt stumpvinklede. Bleggul, den vingede form oftest mørkere. Den uvingede form i stedet
Fig. 87. Ptinella aptera. x 60.
for øjnene med nogle sorte børster. Pronotum kun sjældent med antydning af længdeindtryk. Vingedækkerne hos den vingede form ca. dobbelt, hos den uvingede form ca. 1"/, gang så lange som pronotum. Længde 0,63—0,68 mm.
Udbredt og vistnok almindelig (J, Ø). Levevis som denti- collis.
[Pt. tenélla Er. (f. alata: gråcilis Gillm.). Ligner den fore- gående stærkt og adskiller sig væsentligt kun fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at hovedets og pronotums skulptur er tættere netridset. Vingedækkerne hos
202
den vingede form ca. dobbelt, hos den uvingede form ca. 1"/, gang så lange som pronotum. Længde 0,58—0,65 mm.
Fundet bl. a. ved Hamburg. Levevis som denticollis. I Sverige er den uvingede form fundet under svampet, på inder- siden noget fugtig og solopvarmet bark af gran, eg, birk og asp og den vingede, mere blanke form (gracilis Gillm.), der synes at være betydeligt sjældnere, under aspebark sammen med den uvingede form.]
10. Ptéryx Matth.
Kroppen noget hvælvet. Følehornenes mellemste led kun tydeligt indsnørede bag spidsen. Hos vor art er pronotum bredest langt bag midten, meget stærkere tilsmalnet fortil end bagtil og baghjørnerne næsten retvinklede, men afrundede på spidsen. Vingedækker- nes sider kun svagt rundede. Mellembrystet uden køl, mellemhofterne berørende hinanden. Mellembrystets forhjørner tandformet fremspringende. Bagkroppen med 7 bugled. Pygidium utandet, med 2 længere og 2 kortere børster.
Også af denne slægt forekommer 2 former, en med fuldt udviklede øjne og flyvevinger og en anden med mindre og fladere øjne og rudimentære flyvevinger.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum bredest bag midten, baghjørnerne ra- gende ret langt ud over vingedækkernes rod 1. suturålis. Pronotum bredest omtrent i midten, baghjørnerne ragende lidt mindre ud over vingedækkernes rod spléndens.
1. Pt. suturålis Heer (fig. 88). Oversiden temmelig blank, ret spredt behåret; den vingede form oftest rødbrun, den anden form oftest rustrød (jfr. nedenfor); Vingedækkerne
203
oftest bagtil mørkere, følehorn og ben bleggule. Pronotum og vingedækker fint netridsede (på pronotum lidt tættere og stærkere end på vingedækkerne) og ret spredt kornede. Pro- notum ca. ”/, bredere end langt, ved roden tydeligt bredere end røden af vingedækkerne. Disse ca. dobbelt så lange som
Fig. 88. Pteryx suturalis. x 56.
pronotum, lidt længere end tilsammen brede, bagtil afstudsede. Længde 0,72—0,8 mm.
Kendelig fra vore andre Ptiliider med udækket bagkrop ved formen af pronotum, der er ca. så bredt som vingedækker- ne, bredest bag midten og med omtrent retvinklede, men på spidsen afrundede baghjørner, der rager betydeligt ud over vingedækkernes ret stærkt tilsmalnede rod.
Almindelig (J, Ø, B). Under løv- og nåletræsbark, i trøsket ved, smuld i hule træer og nedfaldent løv; også fundet i muse- reder.
204
I Dyrehaven er under bøgebark fundet nogle få eks. — både eks. med fuldt udviklede og eks. med rudimentære flyvevin- ger — som har næsten helt sort overside med kun lysere vinge- dækkebagrand.
[Pt. spléndens Andr. Strand. Nærstående til suturalis, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at pronotum fortil kun er lidt stærkere tilsmalnet end bagtil, oversidens skulptur lidt svagere og mere åben, gennemsnitsstørrelsen lidt ringere og hunnens parringsorgan lidt anderledes formet. Forkroppen sortbrun, vingedækkerne ensfarvet brune. Længde 0,65—0,75 mm.
Fundet i Osloegnen, sværmende i stort antal i juni og enkeltvis i juli hen over en affaldsbunke fra en savmølle. I
Finland er arten sigtet af bark af gran, angrebet af svampen Hansenia abietina, sammen med Pf. suturalis.]
11. Néphanes Thoms.
Nær beslægtet med Acrotrichis, fra hvilken den væ- sentligt kun adskiller sig ved, at pronotum er bredest i eller lidt bag midten, omtrent lige stærkt tilsmalnet for- og bagtil og forsynet med stumpvinklede, på spidsen lidt afrundede, ikke bagudtrukne baghjørner, og at mellembrystet kun er ophøjet, men ikke tydeligt kølet imellem mellemhofterne, samt at pygidiums 3 tænder er yderst svage og utydelige. Følehornene kraftige, deres mellemste led indsnørede bag spid- sen, uden hårkranse, kun c. 1!/, gang så lange som brede. . Vingedækkerne ca. så lange som tilsammen brede, med svagt rundede sider, bagtil skråt af- studsede.
1. N. titan Newm. (fig. 89). Noget hvælvet, oversiden tem- melig blank, temmelig fint og spredt behåret; brunsort eller brun, vingedækkernes bagrand gul, benene brungule, følehor- nene brune med lysere rod. Oversiden med netmaskning, der på pronotum er ret tæt og fladt kornet og på vingedækkerne
205
finere, mere åben, noget skælagtigt og næppe kornet. Længde 0,5—0,55 mm.
Kendelig fra vore andre Ptiliider med udækket bagkrops- spids ved formen af pronotum, der er så bredt som vingedæk- kerne, bredest omkring midten, omtrent lige stærkt tilsmalnet
Fig. 89. Nephanes titan. x 90.
for- og bagtil, med jævnt rundede sider og stumpvinklede bag- hjørner. Specielt fra Ptilium kunzei adskilles arten bl. a. ved tydeligt finere overfladeskulptur og bagtil bredere afstudsede vingedækker, der ikke dækker de sidste bagkropsled.
Almindelig (J, Ø). I plantemøddinger, gødning o. lign.
12. Smicrus Matth.
Nær beslægtet med Acrotrichis, men let kendelig fra den ved, at pronotums bagrand er lige og baghjør-
206
nerne derfor ikke bagudtrukne, men skarpt retvink- lede, at pygidiums bagrand er forsynet med 2 meget små, utydelige tænder og mellem disse, set fra oven, omtrent lige afstudset, set bagfra lidt rundet, samt at formen er betydeligt mere langstrakt.
Fig. 90. Smicrus filicornis. x 56.
1. Sm. filic&rnis Fairm. (fig. 90). Aflang, omtrent pa- rallelsidet, temmelig flad, sort, temmelig mat, vingedækkerne ofte helt eller delvis brune, de lange, slanke følehorn og benene rødgule. Oversiden fint og kort, nedliggende behåret, yderst fint, på pronotum noget kornet, på vingedækkerne noget skælagtigt, netridset. Hovedet kun lidt smallere end prono- tum, dette så bredt som vingedækkerne, bredest foran midten, siderne svagt rundede, bagtil lidt indbuede, bagranden fint, i midten oftest utydeligt randet. Vingedækkerne noget læn-
207
gere end tilsammen brede, parallelsidede, bagtil afstudsede. Længde 0,78—0,84 mm.
Øg: Yderste bugled med 2 dybe gruber, der foran leddets bagrand er indbyrdes forbundne ved en dyb tværfure.
Kendelig fra vore andre Ptiliider ved den aflange, omtrent parallelsidede krop, den lidet blanke overside, det foran mid- ten bredeste, bagud kun meget svagt tilsmalnede pronotum med skarpe, næsten retvinklede baghjørner og de bagtil bredt afstudsede vingedækker, der ikke dækker de bageste bag- kropsled.
Sjælden (Ø). Valby (i kompost, maj), Dyrehaven (i kom- postbunke ved vildthus, juni), Malmmosen (i planterester i
fugtig grøft, okt.). Arten antages at være overført fra Amerika til Europa, hvor den har bredt sig stærkt.
13. Baedcrara Thoms.
Ligeledes nær beslægtet med Acrotrichis, men ad- skilt fra denne slægt ved, at pronotum (fig. 77, p. 174) er bredest omtrent i midten og de skarpt retvinklede baghjørner næppe bagudtrukne, samt ved at over- siden ikke er synligt netridset eller kornet i grunden, men glat og temmelig kraftigt, ikke tæt punkteret, og at pygidiums bagrand er utandet og fint randet. Pronotums sider fint randede, bagtil svagt indbuede.
1. B. variolåésa Muls. et Rey (litorålis Thoms.). Temmelig bred og hvælvet. Oversiden blank. Sort eller brun, vingedæk- kernes spids og pronotums siderande lysere, benene rødgule, følehornene brunlige med lysere rod. Pronotum så bredt som vingedækkerne. Disse ca. så lange som brede, siderne svagt rundede. Længde 0,78—0,82 mm.
Øg: Forskinnebenene stærkere udvidede mod spidsen, 1. forfodsled udvidet.
Let kendelig fra vore andre Ptiliider ved den blanke, simpelt punkterede, ikke mikrochagrinerede overside i for- bindelse med pronotums form og farven.
208
Meget sjælden (Ø). Sundby Storskov (i planterester under grævlingeådsel på skovbund), Dyrehaven (i antal i heste- gødning, udlagt på halvskygget, tyndt græsklædt løvskov- bund), Jægerspris Nordskov (ved ræveådsel). Juni-sept.
14. Acrøtrichis Motsch. (Trichopteryx Kirby). Kroppen oftest ret bred, som regel sort eller brun-
sort med lysere følehorn og ben. Oversiden fint be- håret, i grunden fint netridset (eller chagrineret) og
Fa AE
U Ø lt
Ø
Fig. 91. Acrotrichis. Højre flyvevinge.
kornet. Følehornene slanke, de mellemste led i det højeste indsnørede bag spidsen, uden hårkrans. Pro- notum bredt, som regel tilsmalnet betydeligt fortil, ikke eller kun svagt bagtil og bredest ved roden eller lidt foran denne, bagranden mere eller mindre tyde- ligt udskåret, ofte tve- eller trebuet, baghjørnerne mere eller mindre stærkt bagudtrukne og omfattende vinge- dækkernes skuldre, farven oftest lysere mod siderne. Vingedækkerne oftest ret korte, farven bagtil lysere. Mellembrystet med skarp køl, mellemhofterne ad- skilt fra hinanden. Afstanden mellem baghofterne c. 7/, af bagbrystets bagrand; deres lårdækker brede. Bagkroppen med 6 bugled. Pygidiums bagrand med 3 små, tydelige tænder.
209
Undersøgelser af genitalorganerne, foretagne i nyere tid af P. Rosskothen, Eivind Sundt og andre forfattere, har kastet nyt lys over artsproblemerne i denne slægt, der er en af de allervanskeligste billeslægter på grund af arternes store ind- byrdes lighed, og fordi de ydre karakterer, som er anvende- lige, for en stor del er stærkt varierende hos samme art. Det er især hunnens organ, spermathecaen (fig. 92—106), der har vist sig at frembyde værdifulde karakterer for adskillige arters vedkommende, medens hannens organ (fig. 107—115), hos de fleste arter, f. eks. A. atomaria (fig. 109) er ensartet bygget og kun viser udprægede karakterer hos et mindre antal arter af hvilke flere i forvejen er kendelige ved ydre skelnemærker (A. grandicollis, montandoni, brevipennis og longicornis).
Resultatet af disse nyere undersøgelser er med henblik på vor fauna i hovedsagen følgende:
For de af Flach, Ganglbauer og Reitter anerkendte 11 arter, der også er omtalt i 1. udgave, er artsberettigelsen med sikker- hed fastslået alene med undtagelse af suffocata, der helt ud- går. Ligeledes står artsberettigelsen af den i 1. udgave ud- skilte longicornis Matth. (Rossk.) fast. Hertil kommer et antal nye arter (især silvatica, parva, arnoldi, norvegica og plato- noffi), for hvis artsberettigelse spermathecaen (hos A. nor- vegica tillige penis) afgiver sikre, udprægede og konstante karakterer. Yderligere kommer 3 arter (A. lucidula, danica og rugulosa) til, udskilt ved ydre kendetegn, danica også ved penisformen. Tilbage står især formerne omkring fascicularis, hvor artsadskillelsen stadig volder stort besvær, idet disse former varierer stærkt med hensyn både til ydre karakterer og til spermatheca og mangler udprægede kendetegn på penis. Også med hensyn til formerne omkring sericans hersker der endnu usikkerhed.
Hos brevipennis og longicornis er hannen let kendelig fra hunnen ved stærkt udvidede forfødder og -skinneben. Hos de andre arter frembyder hannen derimod desværre ikke let iagttagelige sekundære kønsmærker. Dog er hannerne ofte lidt smallere end hunnerne, og hos nogle arter er hannens vinge- dækker tydeligere tilsmalnede bagud end hunnens.
Victor Hansen: Ådselbiller 14
210
92. thoracica 93. atomaria
94. lucidula
SKEER
96. fratercula 97. intermedia
98. fascicularis 99. rugulosa
211
100. silvatica 701) -pårvå
102. arnoldi 103. norvegica
104. platonoffi 105. brevipennis 106. sericans
Fig. 92—106. Acrotrichis 92. Spermatheca (alle figurer isamme forstør- relse, tegnet efter fotografier, tagne af E. Sundt).
Af vøre arter lader grandicollis, montandoni og chevrolati sig sikkert bestemme ved ydre kendetegn, og det samme gæl- der hannerne af A. brevipennis og longicornis.
Da genitalorganerne som ovenfor nævnt langtfra i alle til- fælde giver sikre karakterer for bestemmelsen af begge køn, er nedenstående oversigt i første række opbygget på ydre karak- terer. Da disse imidlertid som nævnt er stærkt varierende hos adskillige arter, kan oversigten — bortset fra de 3 ovennævnte,
14%
212
let kendelige arter — kun forventes at føre til et sikkert resultat for normale eksemplarer. I oversigten er foruden de i Danmark hidtil konstaterede arter medtaget 3 arter (A. lucidula, parva og platonoffi).
Arterne findes, ofte i stort individantal, i henrådnende plantedele og gødning, ved ådsel, svamp og træsaft, i løv og mos. Nogle arter foretrækker fugtig bund.
Med hensyn til tegningerne af spermatheca bemærkes, at dette organ navnlig i fascicularis-gruppen indenfor de enkelte arter (former) kan variere betydeligt i detaillerne. Ved sam- menligning af en udpræpareret spermatheca med tegningerne må den afgørende vægt derfor lægges på, om organet i det væsentlige svarer til den pågældende tegning, medens det ikke kan forventes, at f. eks. spermatheca af et fascicularis-eksem- plar i alle enkeltheder skal stemme overens med den afbildede fascicularis-spermatheca.
Oversigt over arterne.
1. Kroppen på hver side med 3 udstående, sorte børster, 1 på pronotum, 2 på vingedækkerne (fig. 125). Oversiden med mørkt metalskær. Længde 0,70—1 mir. … 46%. FAG 1. grandicdllis. Kroppen uden udstående sidebørster ........... 2. 2. Forskinnebenene på indersiden mod spidsen med 5—7 børster. Pronotums sider bagtil svagt ind- buede (fig. 120), baghjørnerne derfor meget spid- se. Kroppen ret parallelsidet. Oversiden blank, pronotum meget spredt netridset og kornet. Længde 06240,7 ma 25 000034 2. montandoni. Forskinnebenene på indersiden mod spidsen kun med 3 børster. Pronotums sider ikke indbuede
3. Meget lille, 0,5—0,55 mm, hele oversiden påfaldende blank. Pronotum ikke tydeligt bredere end vin- gedækkerne, meget svagt netridset og kornet, med tydeligt, men kun kort bagudtrukne bag- hjørner. Kroppen ret parallelsidet. Følehornene
213
mørke, de mellemste led ca. 2!/, gang så lange
ENE REINER AN ohne ed enke 3. chevrolåti. Betydeligt større, 0,65—1,2 mm, i modsat fald over- siden ikke påfaldende blank, » . re sine sie ae bjniete 4.
4. Pronotums baghjørner stærkt eller ret stærkt bag- udtrukne (fig. 118, 119 og 121—123). Pronotum
SB000
107: 108. grandicollis montandoni i eballobe Sane re. ØK TITS: nale Mme sericans dispar
Fig. 107—115. Acrotrichis 3. Penis.
ofte bredere end vingedækkerne og med foran baghjørnerne udvidede sider. ”Vingedækkerne ofte tilsmalnede bagud. Gennemgående større arter, 0,65—1,2 mm (brevipennis dog kun 0,6—
Pronotums baghjørner kun meget kort bagudtruk-
ne (fig. 124). Pronotum ikke bredere end vinge-
dækkerne, siderne foran baghjørnerne næppe
eller kun meget svagt udvidede. Vingedækkerne
ikke tilsmalnede bagud. De mellemste følehorns-
led 2—3 gange så lange som brede. Små arter EEN ENTEN JN SARKOM SBS 20.
5. Pronotum blankt eller ret blankt, i midten i det
højeste svagt netridset og kun spredt eller ret
spredt kornet, bredere end vingedækkerne, disse
214
(bortset fra fratercula) tydeligt tilsmalnede bag- ud. De mellemste følehornsled ca. 3—31/, gang så
lange som brede) Længde 0,65—-1 MEN IRS 6. Pronotum mattere, tydeligt netridset og tættere BORRE Fis SAS SED 1 NS SEERE ERE 9;
6. Vingedækkerne tydeligt kortere end tilsammen brede. Pronotum meget blankt, meget spredt kornet og næppe netridset, siderne foran bag- hjørnerne stærkt rundet udvidede. 1. og 2. føle- hornsled brunsorte?). Oversiden påfaldende dybt sort. Længde 0,8—1 mm. 9: spermatheca (fig. 94)
af lignende form som hos fascicularis ..... lucidula. Vingedækkerne ikke tydeligt kortere end tilsam- men brede. 1. og 2. følehornsled lysere... 71. 2
7. Pronotum lidet stærkt hvælvet, foran baghjørnerne kun svagt udvidet, siderne bagtil omtrent rette. Scutellum ca. dobbelt så tæt kornet som vinge- dækkerne. Længde 0,65—0,8 mm. 2: sperma- theca (fig. 92) lille og spinkel, .… ….. 4. thoråcica.
Pronotum stærkt hvælvet, foran baghjørnerne stærkere udvidet, siderne bagtil rundede (fig. 119 og 121). Scutellum kun noget tættere kornet end vingedækkerne. Længde 0,7—1 mm. 2: sper- matheca (fig. 93, 95 og 96) betydeligt større og kraftigere mere. kormaplieeret. hygget. 5 se suis 8.
8. Pronotum blankt, i midten spredt kornet og kun meget svagt netridset, siderne foran baghjørner- ne rundet-udvidede; vingedækkerne bagud tyde-
. ligt tilsmalnede (fig. 121). Mindre, 0,7—0,85 mm. C: spermatheca, se fig. 93; slangens basalparti og hale ret tynd, halen omtrent af ensartet tyk- kreolere sn aner 5. atomåria. Pronotum temmelig blankt, i midten noget tæt- tere kornet og tydeligt, fint netridset. Større, ORE ss le meeen pakke Skanse Sonnes El 11.
1) Dette gælder norske og svenske eksemplarer, medens mellem- europæiske stykker har lysere følehorn.
215
9. Større, gennemgående noget bredere arter, 0,8— 1,2 mm. Pronotum ofte tydeligt bredere end vingedækkerne, siderne foran baghjørnerne ty- deligt udvidede. 9: spermatheca kompliceret EAR ORDE 5 5, solen hier 10,
116 117 120
Fig. 116-120. Acrotrichis. Følehorn af intermedia (116) og sericans (117). Pronotums højre siderand set fra oven og lidt skråt udvendig fra, hos intermedia (118), fratercula (119) og montandoni (120).
Mindre, gennemgående noget smallere arter, 0,6— 0,75 mm. Pronotum ikke eller kun meget lidt bredere end vingedækkerne, siderne (undtagen hos silvatica) foran baghjørnerne svagere udvi- dede. Vingedækkerne ikke tilsmalnede bagud. Q: spermatheca helt afvigende, oftest mere en-
RE BUEDE (HE TOUETOS LEES ar ene nga ne 14. 10. Pronotum lidet mat, temmelig spredt kornet og ret fint netridset. Længde 0,8-1 mm. ..…..….….. sk øl Pronotum ret mat, tættere kornet og kraftigere KAAS n/a rer IGC ØS 12.
11. Pronotums sider foran baghjørnerne meget stærkt, oftest noget vinkelformet, udvidede (fig. 119). Vingedækkerne ikke eller kun meget svagt til- smalnede bagud. g:Penis ikke tilsmalnet mod
12.
13.
14.
15.
16.
216
spidsen (omtrent som fig. 109). 92: spermatheca,
se gs 01 BAGI S, DE, JHTIGDT 7.fratércula. Pronotums sider foran baghjørnerne mindre
stærkt, rundet udvidede. Vingedækkerne bagud
tydeligt tilsmalnede. 1. og 2. følehornsled rød-
gule. gZ: Penis betydeligt tilsmalnet mod spid-
sen (fig. 110). 2: spermatheca, se fig. 95 .. 6. dånica. Større, 0,9—1,2 mm. Følehornene rødgule, ofte lidt
mørkere mod spidsen, de mellemste led 3—4 gange
så lange som brede (fig. 116). 2: spermatheca på-
faldende stor og kraftig og derved stærkt afvi-
gende fra alle vore andre arters, slangens krum-
mede. Hale kort, se, HØ, AV 2 ere 8. intermédia. Mindre, 0,8—0,9 mm. Følehornene brunlige, de
mellemste led 2—3 gange så lange som brede.
Q: spermatheca mindre og ikke nær så kraftig;
slangens krummede hale langt udtrukket (fig.
BR LEN. as isme so ene sk SE 3 RENNER 13, Hovedet som regel ret blankt og kun svagt og uty-
deligt netridset og kornet. 29: spermatheca, se
Fl HE 57 Bed es Skeel eee 9. fasciculåris. Hovedet ret mat, ret kraftigt netridset og kornet. Or sperm ithera, se AR DU SD IK 70; røguldsa.
Mindre, 0,6—0,7 mm. gg: forfødderne stærkt udvi- dede (fig. 126), penis se fig. 112. 2: spermatheca (fig. 105) med spiralformet slange . 15. brevipénnis. Større, 0,65—0,8 mm. &g: forfødderne simple..... 15. Pronotums sider foran baghjørnerne ret stærkt, noget vinkelformet udvidede, midtpartiet som regel meget finere kornet end sidepartierne. Ho- vedet ret blankt, kun meget svagt kornet og net- ridset. 2: spermatheca, se fig. 100 ... 12. silvåtica. Pronotums sider foran baghjørnerne næppe eller svagere rundet udvidede, midtpartiet ikke på- faldende finere kornet end sidepartierne...... 16. Vingedækkerne med blådugget, iriserende Catops- agtigt skær. 92: spermatheca, se fig. 104 .. platondffi.
17,
18.
19,
20.
21.
22.
217
Ningedækkerne uden sådant skær......500leess LØ Hovedet som regel ret mat, kraftigt kornet og net- miulset: 2: spermatheca, se fig. 101 ........-. pårva.
Hovedet ret blankt, kun svagt kornet og netridset 18. gg: Penis tilspidset (fig. 111). 9: spermatheca, se
SE SENE NE ES 14. norvégica. gg: Penis afrundet (omtrent som fig. 109). 29: sper- RIntieen helt afvigende formet LS. OLEG. 19.
åg: Penis lidt bredere, omtrent som fig. 109. 9: sper-
matheca meget karakteristisk (fig. 102) 13. arnåldi. gg: Penis lidt smallere. 92: spermatheca helt afvi-
gende; omtrent: som fig. 99 .......2—…… 11. suécica. Vingedækkerne svagt udvidede bag midten og her
lidt bredere end pronotum, dette ret mat, med
grov netridsning, der delvis flyder sammen med
kornene. Oversiden som regel med svagt, bron-
zeagtig metalskær. &: penis” spidsparti i midten
med en spids (fig. 115). Mindre, 0,6—0,7 mm.
kik hornene brungule 25.600 000s06… 19. dispar. Vingedækkerne ikke udvidede bag midten, ikke
tydeligt bredere end pronotum. Oversiden som
regel uden metalskær. Større, 0,65—0,75 mm... 21. Pronotum mat, med meget grov netridsning, der
flyder sammen med kornene. Følehornene brun-
gule. 3: forfødderne stærkt udvidede. Penis”
SDIUSDArLI "tvespidset- (fig. 113Y ..'16. longicdrnis. Pronotum med mindre kraftig netridsning og ty-
delige korn. Z: forfødderne simple. Penis” spids-
HERE IKKE TVEDE (HE FM eres ensns 22. Hoved og pronotum lidt blankere, lidt finere net-
ridset og lidt mere spredt kornet. Følehornene
lidt slankere, de mellemste led ikke så udpræ-
FEE KEE KEDE ennen ser el 2. ICC RES. Hoved og pronotum lidt mattere, lidt kraftigere
netridset og lidt tættere kornet. Følehornene
lidt kraftigere, med udpræget krukkeformede
rr RR Te SØ KE I ar å RØRENDE 18. séricans.
218
1. artsgruppe
Herunder henføres grandicollis og montandoni, der står hinanden nær ved, at forskinnebenene på inder- siden mod spidsen har 5—7 børster, og at pronotums sider bagtil er svagt indbuede. Endvidere er chevrolati af rent praktiske grunde medtaget i gruppen, således at den omfatter de arter, som er let kendelige ved ydre karakterer.
1. A. grandicollis Mannh. (fig. 125). Let kendelig ved kroppens sidebørster, oversidens metalskær, 5—7 børster på forskinnebenenes inderside og bagtil lidt indbuede sider på pronotum (omtrent som fig. 120). Længde 0,75—1 mm.
Øg: Penis stærkt tilspidset (fig. 107).
2: Spermatheca lille og svagt udviklet.
Almindelig (J, Ø); især i gødning, undertiden også i kompost, ved ådsel, svamp eller træsaft og i dyreboer (f. eks. rovfugle- reder).
2. A. montando&ni Allib. Let kendelig ved de i oversigten nævnte karakterer. Længde 0,62—0,7 mm.
Øg: Penis but tilspidset (fig. 108).
2: Spermatheca lille, svagt udviklet.
Almindelig( J, Ø, B); især i gødning og kompost. Undertiden i hule træers smuld og, tilfældigt, hos myrer (Formica rufa).
3. A. chevrolåti Allib. Vor mindste art, let kendelig ved de i oversigten nævnte karakterer. Længde 0,5—0,55 mm.
Synes overalt at være en af de sjældneste arter. Danske stkr. foreligger fra Dyrehaven og fra Bognæs (i smuld af gamle ege). I Dyrehaven er den dels taget fåtalligt i hestegødning, udlagt på halvskygget skovbund, dels i kompostbunkerne ved dyrehusene, hvor den enkelte gange er taget i betydeligt antal, især i skimlet, stærkt opvarmet kompost noget under bunkernes overflade. Aug.-sept.
219
2 dTESBTUPpEe.
Store eller ret store arter, 0,65—1 mm. Pronotum blankt, i midten kun spredt kornet og i det højeste svagt og utydeligt netridset, bredere end vingedæk-
DUT
121. atomaria 122. intermedia 123. silvatica
124. sericans
Fig. 121—124. Acrotrichis. Kroppens omrids.
kerne, disse tilsmalnede bagud. De mellemste føle- hornsled 3—3!/, gang så lange som brede.
A. fratercula og danica, der ved pronotums skulptur danner en overgang mellem 2. og 3. artsgruppe, er anset nærmest hjemmehørende i den sidste.
220
4. A.thoråcica Waltl. Ligesom de to følgende udmærket ved de ovennævnte gruppekarakterer, men især adskilt fra dem ved ringere størrelse, svagere hvælvet pronotum med for- an baghjørnerne svagere udvidede og næppe rundede sider og tættere kornet scutellum samt for hunnens vedkommende
Fig. 125. Acrotrichis grandicollis. x 62.
ved meget mindre, enklere bygget spermatheca. De enkelte korn på pronotum er forholdsvis kraftige og mere spredt stillede end hos atomaria. Længde 0,65—0,8 mm.
Q: Spermatheca (fig. 92) ret svagt udviklet.
Vistnok mindre almindelig end den følgende (J. Ø). I gødning og kompost, under rådne svampe og ved ådsel.
5. A. atomåria Deg. (fig. 121), Kendelig ved stærkt hvæl- vet, blankt på siderne bagtil rundet udvidet pronotum, der
221
er tydeligt bredere end de bagud (hos 3 stærkest), tilsmalnede vingedækker. Længde 0,7—0,85 mm.
Q: Spermatheca, se fig. 93. Slangens basalparti og det krummede yderparti (halen) forholdsvis tynde, halen omtrent af ensartet tykkelse.
Almindelig (J, Ø). Især i kompost, hø og opskyl, også ved
svamp og gødning; undertiden i muldvarpe- og musereder og hos myrer (Formica rufa).
[A. lucidula Rossk. Kendetegnet ved bred krop, dybsort farve, mørke 1. og 2. følehornsled!), meget bredt, meget stærkt hvælvet og meget blankt pronotum med bagtil meget stærkt rundet udvidede sider og korte vingedækker. Længde 0,8— 1 mm.
Q: Spermatheca (fig. 94) af lignende bygning som hos fascicularis.
Denne. art, der bl. a. er fundet i Skåne og i Sydnorge, vil sandsynligvis kunne træffes også hos os. Den lever i fug-
tigt mos, f. eks. Sphagnum, ved søer, kilder eller på mose- bund.]
3…artsgruppe.
Store, brede eller ret brede arter, 0,8—1,2 mm, suecica dog mindre (0,65—0,75 mm). Pronotum tæt eller ret tæt (hos fratercula og danica dog mere spredt) kornet og tydeligt netridset, oftest bredere end vinge- dækkerne, siderne bagtil udvidede.
Penis af den normale form (ikke tilsmalnet mod spidsen, omtrent som fig. 109) undtagen hos danica, se ndf. og fig. 110.
Spermathecaen kompliceret bygget, hos intermedia meget stor og kraftig med kort halekrumning, hos de andre arter med langt udtrukket halekrumning (fig. 95—99).
1) Se foran p. 214, note 1.
222
6. A. dånica Sundt. Denne og den følgende art danner en overgang mellem de tre foregående og de tre følgende arter derved, at pronotum er mindre blankt, tydeligere netridset og tættere kornet end hos de tre foregående, men mindre mat, lidt finere netridset og mindre tæt kornet end hos de tre føl- gende. Ligner iøvrigt atomaria (jfr. fig. 121) i form, idet pro- notum er bredt, tydeligt bredere end vingedækkerne, med for- an baghjørnerne ret stærkt (dog mindre stærkt end hos atomaria) rundet-udvidede sider (omtrent som hos intermedia, fig. 118), og vingedækkerne bagud er tydeligt tilsmalnede. De mellemste følehornsled ca. 3 gange så lange som brede, 1. og 2. led rødgule. Længde 0,8—1 mm.
Øg: Penis mod spidsen betydeligt tilsmalnet (fig. 110). Her- ved bekræftes danica's artsberettigelse.
2: Spermatheca (fig. 95) omtrent som hos fratercula.
Arten har antagelig været overset og er muligvis udbredt. Eksemplarer foreligger fra Dyrehaven (sigtet i antal fra bunker
af slået græs langs en vej, aug.-sept.) og enkeltvis fra Luknam ved Holte.
7. Å. fratércula Matth. Denne art, der ligesom den fore- gående danner en overgang mellem arterne i gruppe 2 og de 3 følgende arter, er kendetegnet ved det brede pronotum med bagtil stærkt og som regel noget vinkelformet udvidede sider (fig. 119) og de korte, bagud ikke eller kun meget svagt til- smalnede vingedækker. Lænde 0,8—1 mm.
Q: Spermatheca (fig. 96) af noget lignende bygning som hos fascicularis; slangens ret kraftige basalparti dog oftest noget anderledes buet.
Vistnok ret almindelig (Ø). Den lever især på fugtig bund i mos og plantedele.
8. A.intermédia Gillm. (fig. 122). Vor største art, kende- tegnet ved størrelsen, lidet blank overside, lange, oftest lyse følehorn, hvis mellemste led er ca. 3—4 gange så lange som brede, tæt og kraftigt netridset, ret fint og tæt kornet prono- tum, der som regel er tydeligt bredere end vingedækkerne og på siderne bagtil rundet udvidet med stærkt bagudtrukne
223
baghjørner (fig. 118), bagud ikke eller (%) kun meget svagt tilsmalnede vingedækker, der er forholdsvis lange, lidt læn- gere end tilsammen brede, samt for hunnens vedkommende meget stort, kraftigt bygget spermatheca med kun kort ud- trukket halekrumning. Arten står mellem fratercula og fasci- cularis, men er større og af lidt mindre kort og bred krops- form end disse og adskiller sig yderligere fra den første ved lidt mattere overside og kraftigere netridset og tættere kor- net pronotum med bagtil lidt mindre stærkt og ikke vinkel- formet udvidede sider og fra den sidste yderligere ved lidt finere og lidt mindre tæt kornet pronotum og lidt længere og lysere følehorn med længere mellemste led. Længde 0,9—1,2 mm.
Q: Spermatheca (fig. 97) tydeligt afvigende fra alle de andre arters ved den betydelige størrelse, kraftige bygning og formen.
Fra danica adskiller intermedia sig ved tættere kornet, lidt mindre bredt pronotum og bagud ikke eller kun meget svagt tilsmalnede vingedækker og afvigende form af penis (ikke tilsmalnet mod spidsen) og spermatheca.
Almindelig (J, Ø, B); især på skovbund under løv og mos ved
stubbe og trærødder, ofte hvor der er musegange; også ved træ- saft og svamp og undertiden tilfældigt hos myrer (Formica rufa).
9. A. fasciculåris Hbst. Nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de under denne anførte skelnemærker og for hunnens vedkommende ved mindre, spinklere og ander- ledes formet spermatheca. Vingedækkerne bagud næppe eller meget svagt tilsmalnede. De mellemste følehornsled ca. 2—3 gange så lange som brede. Længde 0,8—0,9 mm.
2: Spermatheca se fig. 98. Slangens hale foran spidsen let fortykket.
Almindelig (J, Ø);i planterester, under løv og mos, ved svamp
og ådsel, undertiden tilfældigt hos myrer (Formica rufa); også på fugtig bund.
10. A.rugulésa Rossk. Meget nærstående til den fore- gående, men adskilt fra den (såvel som fra gruppens andre
224
arter) ved, at hovedet er kraftigt netridset og kornet og derfor mat, hvilket kun undtagelsesvis er tilfældet hos fascicularis. Længde 0,8—0,9 mm.
Q: Spermatheca se fig. 99. Af lignende bygning som hos fratercula.
Arten har været overset, men er antagelig ret almindelig (Ø). Levevis som fascicularis.
11. A. suécica Sundt. Bortset fra den ringere størrelse henhørende under nærværende gruppe. Nærstående til rugulosa, men adskilt fra den såvelsom fra fascicularis ved ringere størrelse, blankere, mere spredt kornet pronotum og lysere følehorn med kortere mellemste led. Hovedet er blan- kere, svagere og mere spredt kornet end hos rugulosa. Fra silvatica adskilles arten ved grovere, noget mere spredt kor- net pronotum, hvis sider bagtil er svagere og ikke vinkel- formet udvidede, lysere følehorn og for hunnens vedkom- mende ved helt anderledes formet spermatheca. Længde 0,65—0,75 mm.
Q: Spermatheca omtrent som hos rugulosa (fig. 99).
Hidtil kun fundet i Jægerspris Nordskov (fåtalligt i hvepse-
vågerede, aug. 1958—59. I Sverige er arten fundet dels i mus- vågereder, dels i gammel, fugtig grævlingegødning.
4. artsgruppe.
Mellemstore, gennemgående lidet brede, 0,6—0,8 mm lange arter"). Pronotum ret mat eller dog lidet blankt, tæt eller dog ikke ret spredt kornet og tydeligt net- ridset, ikke tydeligt bredere end vingedækkerne, si- derne foran baghjørnerne kun svagt eller næppe ud- videde, bortset fra silvatica. Vingedækkerne ikke eller næppe tilsmalnede bagud.
Spermatheca helt anderledes bygget end hos forrige gruppes arter (fig. 100—104).
1) Jfr. suecica i forrige gruppe, lige ovenfor.
225
12. A.silvåtica Roøssk. (fig. 123). Kendetegnet ved de i oversigten nævnte karakterer og for hunnens vedkommende let kendelig fra alle vore andre arter ved formen af sperma- theca, der kun er bygget på lignende måde hos parva, jfr. fig. 100 og 101 og nedenfor. Pronotum ret kraftigt netridset. Følehornene brune eller gulbrune, de mellemste led ca. dobbelt så lange som brede. Arten er stærkt varierende. Længde 0,65—0,75 mm.
QC: Spermatheca (fig. 100) meget karakteristisk, stærkt afvigende fra alle de andre arters, undtagen parvda's.
Arten har været overset hos os, og dens udbredelse er end- nu usikker. Eksemplarer foreligger hidtil kun fra Malmmosen ved Holte (nogle få stkr. sigtet fra planterester på nåletræs- bund, juli-aug.). I Nordsjælland synes den at være meget stedegen. I udlandet er den bl.a. fundet i kompost og ved
friske birkestubbe, henrådnende svamp, gødning og ådsel, i opskyl ved indsøer og i myretuer.
[A. pårva Rossk. Meget nærstående til silvatica, men ad- skilt fra den ved, at hovedet som regel er ret mat, kraftigt kornet og netridset, at pronotum er mere ensartet, ret kraf- tigt kornet, på midtpartiet ikke påfaldende finere end på side- partierne, og at pronotums sider foran baghjørnerne er sva- gere, ikke vinkelformet, udvidede. Fra rugulosa adskilles arten ved lidt ringere størrelse, lidt smallere og mere parallelsidet krop og næppe rundede sider på pronotum foran baghjørner- ne. Længde 0,65—0,75 mm.
Q: Spermatheca (fig. 101) er af lignende bygning som hos silvatica (og derved forskellig fra alle de andre arters), men slangens basalparti er kortere og dens yderparti er lidt slan- kere og lidt længere udstrakt, bort fra basalpartiet.
Arten er bl. a. fundet ved Aachen og i det nordlige Skan- dinavien. Dens forekomst hos os er ikke særlig sandsynlig,
men dog mulig. Den er bl. a. fundet i kompost, ved henråd- nende svamp, ved hønsegødning og ved ådsel.]
13. A. arnåéldi Rossk. Meget nærstående til de to fore- gående, men adskilt fra silvatica ved de i oversigten under nr. 15 anførte kendetegn og fra parva ved blankere, svagere
Victor Hansen : Ådselbiller 15
226
kornet og netridset hoved. For hunnens vedkommende let kendelig ved den karakteristiske spermatheca, der ikke kan forveksles med nogen af de andre arters. Længde 0,65—0,75 mm. Q: Spermatheca se fig. 102. Meget sjælden (Ø). Hidtil kun fundet i Sundby Storskov
(i antal i kompost under et grævlingeådsel på skovbund, juli-aug.).
[A. platonåffi Renkonen. Nærstående til parva, men ad- skilt fra den og fra alle de øvrige arter ved vingedækkernes ejendommelige blåduggede, svagt iriserende, noget Catops- agtige skær, som vistnok skyldes en karakteristisk mikro- skulptur dannet af fine, korte længdestreger, ordnede i korte tværrækker, og for hunnens vedkommende let kendelig ved spermathecas form (fig. 104). Hovedet lidet blankt, tæt og tydeligt kornet og kun svagt netridset. Længde 0,75—0,8 mm.
Arten er fundet i Finland, Sverige og Norge, og er måske indvandret østfra. Dens forekomst er hos os mulig, men ikke særlig sandsynlig. Den er fundet i kompost og gødning, f. eks.
hestegødning, i gammelt hø på skovbund, ved fugleådsel, ved saftende birkestubbe og i svampen Polyporus sulphureus på eg.]
14. A.norvégica Andr. Strand. Nærstående til de fore- gående, men for begge køns vedkommende let kendelig ved parringsorganernes bygning. Iøvrigt adskilt fra silvatica ved de i oversigten under nr. 15 anførte karakterer og fra parva ved ret blankt, kun svagt kornet og netridset hoved. Længde 0,65—0,75 mm.
Øg: Penis tilspidset (fig. 111).
2: Spermatheca se fig. 103.
Af denne art foreligger hidtil kun et enkelt dansk eks., fundet ved Hjortekær i kompost, 27/8 56. I udlandet er ar-
ten bl. a. fundet på skovbund, i fjorgammelt hø og i plante- rester med musegange og -gødning.
9. artsgruppe.
Små arter, 0,6—0,75 mm. Pronotum ikke bredere end vingedækkerne, disse ikke tilsmalnede bagud.
227
Pronotums baghjørner, undtagen hos brevipennis, kun meget kort bagudtrukne (fig. 124), siderne bagtil næppe eller kun meget svagt udvidede. De mellemste følehornsled 2—3 gange så lange som brede.
"Rss
Fig. 126. Acrotrichis brevipennis g. Venstre forben.
15. A. brevipénnis Er. Kendetegnet ved tæt netridset og fint kornet, ikke helt mat pronotum, hvis baghjørner er tydeligt bagudtrukne, lidt svagere end hos de foregående, men stærkere end hos de følgende. Endvidere er hannen let kendelig ved de stærkt udvidede forfødder og -skinneben der adskiller den fra alle de andre arters han, undtagen longicornis, fra hvilken den let kendes ved afvigende skulptur på prono- tum. Følehornene brunlige, de mellemste led ca. 2—3 gange så lange som brede. Længde 0,6—0,7 mm.
gg: Forfødder og -skinneben stærkt udvidede (fig. 126). Penis med i midten svagt indbuet spidsparti (fig. 112).
2: Spermatheca (fig. 105) med spiralformet slange.
Almindelig (J,Ø); på fugtig bund i mos og opskyl.
16. A.longicérnis Mannh. (sensu Matth., Victor Hansen, Rossk.). Nærstående til den foregående og ligesom denne udmærket ved hannens stærkt udvidede forfødder, men let kendelig fra den ved, at kroppen er noget smallere og svagere hvælvet, pronotum mat, med meget grov, med kornene sam- menflydende netridsning og kortere, omend tydeligt bagud- trukne baghjørner. Pronotum fremefter først tilsmalnet fra omkring midten. Vingedækkerne forholdsvis langstrakte. Føle- hornene brungule, de mellemste led rigeligt dobbelt så lange som brede. Længde 0,6—0,75 mm.
gg: Forfødder og -skinneben stærkt udvidede, dog ikke helt så stærkt som hos den foregående. Penis med tvespidset spidsparti (fig. 113).
15"
228
Q: Spermatheca med spiralformet slange.
Fra sericans og picicornis adskiller longicornis sig ved kraf- tigere netridset, utydeligt kornet pronotum, fra sericans yder- ligere ved lysere og længere følehorn, hvis mellemste led ikke er udpræget krukkeformede.
Vistnok ret almindelig (J, Ø). Især i plantemøddinger.
17. A. picicornis Mannh. Yderst nærstående til den føl- gende, men adskilt fra den ved, at hoved og pronotum er mindre tæt kornet og finere netridset og derfor betydeligt blankere, at dets baghjørner er lidt stærkere bagudtrukne, og at følehornene er lidt slankere, med oftest ikke udpræget krukkeformede mellemste led. Da begge former varierer bety- deligt i disse henseender, og da genitalorganerne ikke synes at udvise prægnante forskelligheder, må picicornis's artsbe- rettigelse anses for usikker. Længde 0,65—0,75 mm.
Vistnok almindelig (Ø). Især i plantemøddinger, også i gød- ning.
18. A.séricans Heer (fig. 124). Kendetegnet ved ringe størrelse, lidet blank overside, ret parallelsidet krop, tæt og groft netridset, meget tæt og fint kornet pronotum med kun meget kort bagudtrukne baghjørner og mørke, ret kraftige og korte følehorn (fig. 117), hvis mellemste led er stærkt ud- videde ved roden og forholdsvis stærkt indsnørede ved spid- sen (krukkeformede). Længde 0,65—0,75 mm.
åg: Penis med afstudset, meget svagt indbuet spidsparti (fig. 114).
2: Spermatheca se fig. 106.
Almindelig (J, Ø). Især i plantemøddinger; også i gødning.
19. A. dispar Matth. Let kendelig "ved de'"i voversigten nævnte karakterer. Pronotum tilsmalnet fremefter, men ikke ret stærkt og først fra omkring midten, baghjørnerne kun yderst kort bagudtrukne. Følehornene ret slanke. Længde 0,6—0,7 mm.
229
Øg: Penis” spidsparti i midten med en fremstående spids (fig. 115). 2: Spermatheca med spiralformet slange.
Vistnok mindre almindelig end sericans (J, Ø). Især i gødning, men også ved ådsel, henrådnende svamp og i gammelt hø.
15. Actinopteryx Matth.
Ligner i form den foregående slægt, men adskiller sig fra den ved slankere følehorn, hvis mellemste led er indsnørede både foran roden og bag spidsen og for- synede i hvert fald med een tydelig hårkrans, samt ved, at pronotum har en tydelig, fin randlinie langs bag- randen og et tværindtryk foran denne, hvorved roden synes tydeligt opstående, at baghofternes indbyrdes afstand er større, c. 7/, af bagbrystets bagrand, og at denne mellem hofterne er dybt udbuet og på hver side tandformet udtrukket. Pygidiums bagrand hos 3 med 3 små, hos 29 uden tænder.
1. Act. fucicola Allib. Temmelig flad, oversiden mat, fint hvidgråt behåret; sort eller sortbrun, pronotums bag- hjørner og vingedækkernes spids lysere, følehorn og ben gule. Hoved og pronotum yderst fint og spredt, vingedækkerne lidt stærkere og tættere kornede. Pronotum stort, bredere end vingedækkerne, bredest lidt foran roden, fortil stærkt tilsmal- net, siderne jævnt rundede, bagranden tydeligt indbuet, bag- hjørnerne spidsvinklede, stærkt bagudtrukne. Vingedækkerne tilsmalnede bagud i næsten lige linier, spidsen skråt afstudset, sømmen bag midten svagt hævet. Længde 0,75—0,85 mm.
Eksemplarer af denne halobionte art, der forekommer på strandbredder under tang og alger, foreligger fra Falster, fundne for mange år siden. Arten er også fundet i Skåne og Holland. Horion »tror ikke, at Nord- og Østersøen hører til denne mediterrane og vesteuropæiske arts udbredelsesom- råde«, og det må anses for tvivlsomt, om arten hører til vor fauna.
230
8. familie Scaphidiidae.
Kroppen hvælvet, helt eller næsten ubehåret. Føle- hornene indleddede imellem eller foran øjnene, 11- leddede, undertiden omtrent trådformede, med svagt afsat kølle, undertiden med stærkt afsat, 5-leddet kølle. Pronotum sluttende sig tæt til vingedækkerne, fortil tilsmalnet. Vingedækkerne bagtil afstudsede, ikke dækkende. bagkroppens spids, med afsatte side- dækker. De forreste hofteskåle bagtil åbne, forhofterne konisk tapformede, omtrent berørende hinanden, mellemhofterne runde, langt adskilte fra hinanden, baghofterne tværbrede, hos de danske slægter endnu længere adskilt fra hinanden end mellemhofterne. Benene slanke, fødderne 5-leddede. Bagkroppen bag- til konisk tilsmalnet, med 5 eller 7 frie bugled.
Slægterne i denne familie udmærker sig ved den noget bådformede krop, der er hvælvet såvel på over- som på under- siden, blank og nøgen eller omtrent nøgen. Hovedet lille, trukket tilbage i forbryststykket indtil øjnene. Pronotums bagrand tvebuet, i midten bagudtrukket, baghjørnerne hos de danske slægter spidst bagudtrukne, omfattende vingedæk- kernes skuldre. Scutellum helt eller delvis synligt. Vingedæk- kerne oftest med kraftig sømstribe. Flyvevingernes ribbenet stemmende overens med Staphylinoidea-typen.
Arterne i denne familie lever hovedsagelig i svampe. I Danmark er der hidtil kun fundet 4 arter.
Oversigt over slægterne.
1. Følehornene med kraftig, bred, fladtrykt, 5-leddet kølle, 9. og 10. led ikke længere end brede. Stør- be, SERENE VIDNE FL SER DSE 1. Scaphidium. Følehornene med smal, svagt afsat kølle, 9. og 10. led længere end brede. Mindre, 1,6—2,6 mm 2. Scaphos&ma.
231
1. Scaphidium Oliv.
Øjnene udrandede. Følehornene med skarpt afsat 5-leddet kølle, 1. og 2. led kun lidt tykkere end de føl- gende. Pronotum med fint randede sider. Scutellum synligt. Vingedækkerne med dyb sømstribe, der fortil
Fig. 127. Scaphidium quadrimaculatum. x 8.
bøjer udad og fortsættes omtrent til skuldrene, iøvrigt i det højeste med svage antydninger af punktstriber. Fødderne meget kortere end skinnebenene.
1. Sc. quadrimaculåtum Oliv. (Fig. 127). Blankt sort, følehornenes rod og fødderne brunrøde, hvert vingedække med 2 røde takkede tværband, der ikke når sømmen. Prono-
232
tum hvælvet, temmelig kraftigt punkteret, foran roden med en buet tværfure, der er forsynet med en række gruber. Vin- gedækkerne temmelig kraftigt punkterede, fortil i sømstribens rodforlængelse med en række gruber. Længde 5—6 mm.
åg: Bagskinnebenenes inderside tæt, kort behåret. Bag- brystet i midten med et bredt, tæt behåret indtryk.
Ret sjælden (J, Ø), hyppigst i Jylland og i vore sydlige
egne. På svampede stubbe, døde stammer og grene i skov- bunden og i træsvampe. Apr.-okt.
2. Scaphoséøma Leach.
Øjnene ikke udrandede. Følehornene spinkle, stærkt sammentrykte, med svagt afsat, smal kølle, 1. og 2. led meget tykkere end de følgende, 8. led kortere end de indesluttende led. Pronotum med fint randede sider. Af scutellum er kun den bageste spids synlig. Vinge- dækkerne med dyb sømstribe, iøvrigt uden striber. Fødderne kun lidt kortere end skinnebenene.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkernes sømstribe fortil kun ganske kort udadbøjet, ikke nær nående midten af vinge- dækkets rod. 4. følehornsled meget kortere end 5 aber deg SAMER SEE kedler lee Red kb es sf 3. agaricinum.
Vingedækkernes sømstribe fortil udadbøjet og nående mindst til midten af vingedækkets rod 2.
2. Større, 2,4—2,6 mm. 4. følehornsled omtrent kun halvt så langt som 5. Hannens parringsorgan se Ses BR SU EDI UGE SAS DE ENG Genan RE subalpinum.
Mindre, 1,8—2,1 mm. 4. følehornsled i det højeste lidt kortere. nid'SU ss FÅ
3. 4. følehornsled ikke kortere end 5.; 6. led ikke ud- videt i midten, ikke eller næppe bredere end 5. Hannens parringsorgan se fig. 128, d...... børeåle.
4. følehornsled lidt kortere end 5., 6. led lidt ud- videt i:midten;, tydeligt.bredere end 80 sen 4.
233
4. Vingedækkernes punktur ret spredt, sømmen i det højeste bagtil utydeligt ophøjet. Grundfarven rødbrun. Hannens parringsorgan se fig. 128,b
1. boléti. a. assimile b. boleti )
c. subalpinum d. boreale
Fig. 128. Scaphosoma gg. Parringsorganet set fra neden (til venstre) og organet (a) eller penis (b-d) set fra siden (a skråt fra siden). Alle samme forstørrelse (ca. 95 gange).
Vingedækkernes punktur ret tæt, sømmen tydeligt ophøjet. Grundfarven oftest sort. Hannens par- FRR SOT San se AMET 2200 bs SØ 2. assimile.
234
1. Sc. boléti Panz. (agaricinum Lundbl.). Blankt rødbrun, vingedækkernes spids lysere, benene rustrøde, fødderne og følehornenes rod rødgule. Pronotum meget fint og spredt punkteret. Vingedækkerne temmelig spredt og temmelig kraftigt punkterede. Længde 1,8—2,1 mm.
å: Parringsorganet, se fig. 128, b.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). I hule træer, i svampe og under svampet træbark.
2. Sc. assimile Er. Ligner den foregående meget stærkt, men adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte kende- mærker og hannens afvigende parringsorgan. Blankt sort eller undertiden mørkebrun. Vingedækkernes spids ret skarpt af- grænset lysere, følehornenes og benenes farve omtrent som hos den foregående. Vingedækkernes punktur temmelig tæt og temmelig kraftig. Længde 1,8—2,1 mm.
å: Parringsorganet, stort, meget større og helt anderledes bygget end hos boleti, se fig. 128, a.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B).
3. Sc. agaricinum L. (podåces Lundbl.) (fig. 129). Blankt sort, vingedækkernes spids smalt lysere, følehornenes og bene- nes farve omtrent som hos de 2 foregående. Pronotums punk- tur yderst fin og spredt. Vingedækkernes punktur spredt, noget varierende i styrke, sømmen i det højeste bagtil svagt ophøjet. Længde 1,6—1,9 mm.
Almindelig (J, Ø, B). Levevis som de 2 foregående.
[Sc. boreåle Lundbl. Nærstående til boleti og assimile, men adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte skelnemærker samt ved afvigende form af hannens parringsorgan, der bl. a. udmærker sig ved, at paramererne er lange, ved spidsen stærkt indadbøjede og deres yderrand ved roden pludseligt indbugtet (fig. 128, d). Længde 1,9—2,1 mm.
Arten er fundet i Sverige (så sydligt som Blekinge), men ikke i Norge, Finland eller Tyskland.]
235
[Sc. subalpinum Reitter. Større end de foregående arter og adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte skelnemærker samt ved afvigende form af hannens parringsorgan (fig. 128, c). Længde 2,4—2,6 mm.
Arten er fundet bl. a. i Sverige (så sydligt som Blekinge), Sydnorge, Finland, Holsten og Libeck-Hamburgegnen. ]
Fig 129, Scaphosoma agaricinum. x' 25.
9. familie Pselåphidae.
Vingedækkerne forkortede, ikke dækkende bag- kroppens 5 sidste rygled. Bagkroppens led indbyrdes ubevægelige; de 5 sidste rygled kitiniserede. Fødderne 3-leddede.
Pselapherne er smådyr; vor største art (Trichonyx sulcicollis) er 2,6—3,2 mm lang. De er nærbeslægtede med rovbillerne (Micropeplidae og Staphylinidae) og
236
udmærker sig ligesom disse ved, at vingedækkerne er forkortede og alle bagkroppens rygled med undtagelse af de 2 første kitiniserede. Fra rovbillerne adskiller de sig ved, at bagkroppens led er indbyrdes ubevægelige, og ved at fødderne altid er 3-leddede, medens fødderne hos rovbillerne oftest har flere end 3 led.
Hovedet i reglen halsformet indsnøret bagtil. Øjnene undertiden mindre hos 2 end hos g (Trimium), under- tiden (dog ikke hos nogen dansk art) tilstede hos $, men forsvundne hos ?$, undertiden endelig manglende hos begge køn (f. eks. Claviger). Følehornene hos de danske arter 11-leddede eller (Claviger) 6-leddede, oftest med 3-leddet, mere eller mindre tydeligt afsat kølle. Kæbe- palperne ofte lange, i reglen 5-leddede, ofte med stort 4. led, det sidste led er yderst lille, syl- eller hårformet, ofte utydeligt; hos Claviger er kæbepalperne 1-leddede.
Pronotum af forskellig form, ofte grubet eller furet. Scutellum meget lille.
Vingedækkerne oftest med en fuldstændig sømstribe og med en eller to forkortede rygstriber. Flyvevingerne uden tydelige årer (hos Claviger mangler flyvevinger helt).
Forhofterne konisk tapformede, berørende hinanden, Mellemhofterne kugleformede eller ovale, smalt ad- skilte fra hinanden, baghofterne tværbrede, underti- den med et fremspring på indersiden. Hofteringene enten korte, med lårene indleddede skråt på ydersiden, eller i hvert fald på mellembenene lange, med lårene indleddede på spidsen. Lårene oftest kraftige, skinne- benene oftest slanke, på spidsen i det højeste med gan- ske svag endespore. Fødderne 3-leddede, 1. led meget lille, endeleddet med 2 lige lange eller ulige lange”) kløer eller med kun een klo.
1) Den korte »klo« er antagelig i virkeligheden en særskilt børste.
237
Bagkroppens ledbygning har været tydet forskelligt. Ifølge Jeannel har bagkroppen 6 synlige rygled, det første skjult under vingedækkerne (hos Claviger er de 3 første frie rygled sammenvoksede), og hos slægterne nr. 1—8 samt Bryaxis og Claviger 6, hos vore øvrige slægter 5 synlige bugled. Bagkroppen i reglen kort og hvælvet, undertiden (f. eks. Euplectus) dog langstrakt og lineær. De forreste frie rygled oftest med afsatte, opadbøjede sider.
Pselapherne antages væsentligt at leve af midder og andre smådyr. Nogle arter synes at søge til udsve- dende træsaft. De træffes under bark, løv og mos, i hule træer og stubbe, i kompostdynger, eller i opskyl ved søer og moser; enkelte arter træffes på saltbund. Flere arter (f. eks. Trichonyx og Batrisodes) træffes ofte hos myrer, men kun Claviger hører til de ægte myre- sæster (symphiler), der fodres af myrerne. Nogle danske arter er fundet i dyreboer eller -gange.
Pselapherne indsamles bedst ved sigtning. Flere pselapher (f. eks. Pselaphus, Rybaxis, Brachygluta, Reichenbachia og Tychus) kommer frem på lune, stille sommeraftener kort før solnedgang og kan da ketses i vegetationen sammen med Liodes, Colon m.m. De fleste Pselapher udvikles vistnok om eftersommeren og overvintrer som fuldvoksne.
Af Pselapher er der hidtil fundet 44 arter i Danmark.
Oversigt over slægterne.
1. Følehornene 6-leddede, 1. led meget lille, endeled-
det afstudset (fig. 155, p. 288). Bagkroppen med
3 frie rygled, det første meget stort (2. underfam. nn Tur gt Fo 1-9 HEROES 17. Clåviger (p. 287).
Følehornene 11-leddede, endeleddet ikke afstudset.
ms]
238
Bagkroppen med 5 frie rygled (1. underfam.
Praehipiinte) ts 2 0 breeds ie steen VÆ Fødderne med 2 lige lange kløer. Forlårene med
en tand på mdesiden ars 16. Tyrus (p. 286). Fødderne med kun i klo eller med 2 ulige lange
kløer. Forlårehe UDEN ION; … 55 ERNE ad,
Mellem- og bagbenenes hofteringe meget lange, lårene indføjede på deres spids (fig. 130, b). Vin- gedækkernes bagrand med tæt, gul hårbræmme. Hoved og pronotum smalle, begge længere end brede. Bagkroppen meget bred. Fødderne med EO Sa HERE he NG 15. Psélaphus -(p:285).
Alle hofteringene kortere, lårene indføjede skråt på ders yderside (fig. 130, a). Vingedækkernes
bagrand uden tæt, gul. bårbræmme. . 49555 4. Fødderne med 2 ulige lange kløer. Vingedækkerne
betydeligt. bredere end pronotum.….......….….. al, Fotdermne med KER 1 0 0 ga el RAK re
Bagkroppen højt hvælvet, siderne ikke opadbøjede. Lårene kølleformede, indsnørede foran spidsen. Bagkroppens 1. frie rygled fortil med 3 gruber, adskilte ved 2 kraftige længdelister (fig. 145, p.
BOB CRP SLATER 9, Batrisodes (p026N,
Bagkroppen temmelig flad, med opadbøjede sider (fig. 144, p. 265). 1. frie rygled uden, gruber (Frikorps 2 ELSE So SØDE EGE Hin SEKUEN 6,
Bagkroppens 1. frie rygled lidt længere end 2.
7« Frichonyx. 1D.264),
Bagkroppens 1. frie rygled omtrent dobbelt så ber nag 4 1 fe) FREDE SENSE SNE EDER 8. Amauronyx (p. 266).
Kroppen langstrakt, temmelig ligebred, oftest ret flad. Baghofterne med et konisk eller vinkelfor- met fremspring på indersiden (Eupléctini)..... 8.
Kroppen mindre langstrakt, ikke ligebred, oftest ret stærkt hvælvet. Baghofterne uden fremspring år malede? 2 1515578 1000 en rr Arns 14
Bagkroppens 1. frie rygled betydeligt længere end
239
2. Følehornene korte, endeleddet meget stort, ca. halvt så langt som resten af følehornet (fig. 5 ØRE, MTR. YE JER TE TX ANSER 6. Trimium (p. 263). Bagkroppens 1. og 2. frie rygled omtrent lige lange. Følehornene længere, endeleddet ikke nær halvt påflangt som 'restensaf følehornet ............
eo
a.Rybaxis b. Pselaphus
Cc; Trimium
Fig. 130. Til venstre: Højre bagben af Rybaxis (a) ogPselaphus (b). Til højre (c): Højre følehorn af Trimium.
9. Pronotums 3 rodgruber ikke indbyrdes forbundne. Hovedet betydeligt smallere end pronotum d. Bibldpnorus (p. 2615. Pronotums 3 rodgruber indbyrdes forbundne ved en tværfure. Hovedet ikke eller næppe smallere
Be EU VR PE L SUL JT NED 10. 10. Pronotum foran den midterste rodgrube uden midt- EEN rs alles 3 dine kk beds» sn re Pronotum foran den midterste rodgrube i hvert fald med en kort midtfure eller -grube........ 12.
11. 4. frie rygled mindst ca. så langt som 3. 3. Biblopléctus (p. 254). 4. frie rygled tydeligt kortere end 3. 4. Pseudopléctus (p. 260).
12.
13:
14.
15.
16.
240
Bagkroppens 2 første frie rygled ved roden med 2, ofte meget korte længdelinier og et tværindtryk
meer 13500 Bras elergs 12, Eupléctus (p.
Bagkroppens 2 første frie rygled uden længde- linier eller tværindtryk ved roden
2. Plectophloeus (p.
Vingedækkernes sidedækker afsat ved en længde- SERIE kir selen ne sli s SONG SNERRE Vingedækkerne uden afsatte sidedækker. 1. frie rygled. meget. længere end) 3 05 sække nn 1. frie rygled meget længere end 2., forsynet med 2 længdelinier. Sort, vingedækkerne normalt røde
10: -Rybåxis (np.
1. frie rygled i det højeste lidt længere end 2., uden
kenedelnler 2300. rl hils bulens 13. Bryva'xis
1. frie rygled uden længdelinier. Pronotums rod med 5 små, i en tværrække stående gruber og med 2
store sidestuher sys srons5e 14. Tychus (p.
1. frie rygled med 2 længdelinier. Pronotumsrod med sk ORE DE ås LOS] manen SÅ us SSL Sa er EN ER KEER SSR Midtgruben på pronotums rod lige så stor som de 2
sidegrenberlii ss rn 11: Brachyglata (p.
Midtgruben på pronotums rod meget mindre end de
tide aruder, ussel ed 12. Reichenbåchia (p.
1. underfamilie Pselåphinae.
Bagkroppen med 5 frie rygled.
Baghofterne med et fremspring på
1. slægtsgruppe. (Euptectini).
241).
253). 14.
15.
269).
275).
283). 16. 271).
274).
Følehornene 11-leddede, endeleddet ikke afstudset.
indersiden.
Alle hofteringene korte, lårene indføjede skråt på deres yderside. Fødderne med kun een klo. Kroppen iangstrakt, oftest temmelig ligebred og ret flad.
241
1. Eupléctus Leach.
Hovedet som regel mindst så bredt som pronotum, med lange tindinger, bag pandens forrand med en tværfure (pandetværfuren), der ofte begrænses af en grube på hver side, mellem øjnene oftest med 2 gruber (issegruberne) og med 2 fortil med pandetværfuren forbundne længdefurer. Pronotum i reglen hjertefor- met, foran roden med 3 gruber, der er indbyrdes for- bundne ved en tværfure. Vingedækkerne med afsatte sidedækker og med fuldstændig sømstribe samt en forkortet rygstribe. Bagkroppen langstrakt, temmelig ligebred, med opadbøjede sider; de 4 første rygled omtrent lige lange, de 2 første ved roden med 2 ofte meget korte længdelinier og et tværindtryk mellem disse. Følehornene ret korte, med stort, ægformet endeled. Benene temmelig korte.
Hannen er kendelig ved særlige karakterer på det eller de sidste bugled og ved, at mellemskinnebenene indvendig på eller lidt foran spidsen har en lille, under- tiden meget svag tand eller torn.
Arterne er for hannernes vedkommende oftest lette at bestemme ved hjælp af de ydre kønsmærker, for nogle arter (hos os især nanus og kirbyi) er dog undersøgelse af parrings- organet af vigtighed. Hunnerne er tildels yderst vanskelige at bestemme; for vore arter vil især nanus, kirbyi, karsteni, fauveli og punctatus kunne volde besvær.
Arterne lever i hule træer, under løv, mos og bark eller i plantemøddinger og andre henrådnende plantedele.
Oversigt over arterne.
1. Længdelinierne på bagkroppens 2 første frie rygled mindst halvt så lange som leddet. Længde 1,4— RENS iv IR een drede Selde naar Sorrsegrs 2.
Victor Hansen: Ådselbiller 16
242
Længdelinierne på bagkroppens 2 første frie ryg- led kortere, ikke eller næppe halvt så lange som leddet (se dog infirmus (kun 1,2—1,35 mm) og juvel): Længde PISEGS Ma SNS DERES 6.
c. karsteni d. fauveli
Fig. 131. Euplectus g.
a og b: Parringsorganet set fra oven (noget skematisk og for- enklet, behåring udeladt) hos E. nanus (a) og kirbyi kirbyi (b). h: højre paramer, v: venstre paramer, p: penis.
c og d: 4.—6. bugled hos typiske eksemplarer af karsteni (c) og fauveli (d).
2. Kroppen sorter Dons SR DYDER 4. piceus. Kroppen rødgul eller brunrød 51145 1 MONDE 3.
243
Hovedet ikke eller kun svagt tilsmalnet fremefter 4. Hovedet fremefter betydeligt tilsmalnet........ 5,
Hovedet umiddelbart bag øjnene noget bredere end AR EAR, Sl eden prinneceus.
Hovedet umiddelbart bag øjnene ikke eller kun meget lidt bredere end langt .......... 2. duponti.
Hovedet over øjnene omtrent ”/, gang bredere end i midten langt. Pronotum og vingedæk- FEE næppe punkterede USB ISEVSS 3: DESCELdICES: Hovedet over øjnene kun ca. ”/, bredere end i mid- ten langt. Pronotum og vingedækkerne fint, men RER bunkere" ASA Saa DS da defipiens:
Hovedet bagtil i midten med et tydeligt længde- indtryk (fig. 132, p. 248). Kroppens farve vari- grene frå brunrød til mørkébrun. .........:: ÆG
Større, 1,4—1,65 mm. Farven gennemgående mør- kere. Hovedets længdefurer fremefter noget konvergerende. Hovedet fremefter noget til- Be 10. 137, 2 2 40 ent såe bknged 5. nånus. Mindre, 1,25—1,5 mm. Farven gennemgående ly- sere. Hovedets længdefurer fremefter lidt stær- kere konvergerende. Hovedet fremefter lidt
Lærk ere-tilsmaåalnet: FJ: fig. 131, BEETLE. 6. kirbyi. Kroppen brunsort eller mørkebrun .... 7. sanguineus. REE rod oul eller rustrød, 5 rus evnerne 9.
Vingedækkernes største bredde mindst ”/, gang større end hovedets største bredde. Hovedet så bredt som pronotum, dets issegruber meget store og dybe, dets længdefurer meget kraftige og dybe, siderne uden for dem derfor stærkt ophø- jede. Længdelinierne på 1. og 2. rygled ikke nær nalvt så lange som leddet. ……....…...…… 8. signåtus.
Vingedækkernes største bredde højst ca. "/, større end hovedets største bredde, Hovedet som regel i hvert fald lidt bredere end pronotum, dets
16”
244
issegruber enten små eller lidet dybe, dets læng- defurer mindre krise] DK Ena 10; 10. Hovedet fortil lidt bredere end i midten langt, dets punktur meget tæt og meget kraftig, mellem pandefurerne dog mindre tæt og mindre kraftig. Pronotum som regel ret tæt og lidet fint punk- teret. Længdelinierne på de 2 første frie rygled som regel ikke nær halvt så lange som leddets længde. $: 4. og 5. bugled simple, 5. bugled med en stor, dyb midtergrube; mellemskinnebenene indvendig ved spidsen med en ret kraftig ende- KOR AS TEN TØS as fy gh FRØ RER RAEEEER 12. punctåtus.
Hovedet fortil ikke eller næppe bredere end i mid- ten langt. Hovedets punktur mindre tæt og mindre kraftig, i modsat fald (fauveli) rygleds- kølene som regel omtrent eller ca. så lange som leddets halve længde. g: 4. og 5. bugled med sær- lige karakterer, i modsat fald (infirmus) 6. bugled med en lidet dyb midtergrube; mellemskinne- benene indvendig noget foran spidsen med en meget ile, HR KOR ea NNE EEN KRANER ik,
11. Hovedets issepunkter små, men ret dybe og ret skarpt afgrænsede, pandefurerne ret dybe. Pro- notum blankt, kun sparsomt punkteret. Vin- gedækkerne næppe synligt punkterede. Læng- delinierne på de 2 første frie rygled omtrent eller ca. halvt så lange som leddets længde, men yderst me: $: 4-00 '5 bage simple 2 SILO: 9. infirmus.
Hovedets issepunkter flade og vagt afgrænsede.
— Pronotum med mere udbredt punktur. Vinge- dækkerne tydeligt, omend yderst fint punkte- rede. 3:-4..0g.5. bugled ikke simple SS LNS YA
12. Mindre, 1,1—1,3 mm. Pronotums punktur lidet kraftig, meget finere end hovedets. Vingedæk- kernes punktur meget fin og spredt. Længdeli- nierne på de to første frie rygled korte, som regel
245
betydeligt kortere end leddets halve længde, NELS 10: RAFSVERE
Større, 1,4—1,6 mm. Pronotums punktur kraftigere, som regel ikke meget finere end hovedets. Vinge- dækkerne som regel lidt mindre fint og lidt tæt- tere punkterede, bagtil kraftigere kornet-punk- terede. Længdelinierne på de to første frie ryg- led længere, som regel omtrent halvt så lange som leddets længde. JF: fig. 131, d ..... 11. fauvelr,
1. E. brånneus Grimmer. Rustrød eller rødbrun. Hovedet så bredt som pronotum, forranden lidt ophøjet, svagest i midten, pandetværfuren svagest i midten, issegruberne store, men flade, længdefurerne brede, men svage, punkturen vari- abel, oftest indskrænket til issegruberne og den bageste del af hovedets sider. Pronotum lidt bredere end langt, bredest foran midten, siderne fortil rundede, bagtil konvergerende, midtfuren fortil forkortet. Vingedækkerne lidt længere end tilsammen brede, rygstriben nående til omkring midten. Længde 1,8—2 mm.
gg: 4. bugleds bagrand på hver side svagt udrandet og der- for i midten lidt fremstående. 5. bugled omtrent så langt som 4., i midten med en dyb tværgrube, der når fra leddets forrand til dets bagrand, er bredest fortil og oftest halvkredsformet begrænset bagtil; på hver side af denne tværgrube findes et svagt indtryk. 6. bugled i midten med en tværgrube. Mellem- skinnebenene i yderste trediedel indadkrummede, på inder- siden lidt foran spidsen med en tydelig tand. Pronotum og vingedækker næppe (hos 2 svagt) punkterede.
Vor største art, mørkere end de tre følgende, men lysere end piceus, kendelig ved størrelsen og den kraftige krop.
Meget sjælden (Ø). Frejlev (1 eks. sigtet fra et sammenfal- dende risgærde), Maglemer Haveløkke (1 eks. under bark af en bøgestub), Sundby Storskov (dels enkeltvis ved sigtning fra gamle ege, dels engang i stort antal i trøsket, af gærende saft gennemtrængt ved i en hul egestub, der var beboet af
246
Lasius brunneus, sammen med Plectophloeus nitidus og Batrisodes venustus, ?/.), Jægerspris Nordskov. Apr.-maj.
2. E. dupånti Aubé (aubeånus Reitter, Ganglb.). Meget nærbeslægtet med den foregående, men adskilt fra denne, foruden ved det i oversigten angivne kendemærke, ved lidt lysere farve, lidt fladere og mere parallelsidet form, gennem- snitligt lidt ringere størrelse og især ved hannens kønsmærker. Rødgul. Hovedets skulptur omtrent som hos den foregående, punkturen mere sparsom. Pronotum og vingedækkerne om- trent som hos den foregående, næppe punkterede, bagkrop- pen forholdsvis lidt længere. Længde 1,7—1,8 mm.
gå: 4. bugled på hver side ved bagranden med en stor, svag grube. 5. bugled i midten meget kortere end 4., i midten ved roden med en dyb tværgrube, der når omtrent til leddets bag- rand, og som bagtil er kølformet begrænset; på hver side af tværgruben findes et ovalt indtryk, der fortil begrænses af en svagt antydet knude, 6. bugled i midten ved roden med en tværgrube og på hver side, tæt ved leddets bagrand med en tydelig knude.
CC: Sidste bugled som oftest med en svag midtgrube.
Meget sjælden og enkeltvis (Ø, B). Odense (2 eks. i en poppelstub), Falster, enkeltvis i haver i København, på Fre- deriksberg og i Ordrup, Ermelunden (1 eks. sigtet af plante- rester), Lundtofte (1 eks. krybende i en sandgrav), Geelskov (1 eks. i en grusgrav), Luknam (1 eks. i en poppelstub), Bør- stingerød mose (1 eks.); Rønne. Apr.-juni, aug.-sept.
3. E. bescidicus Reitt. (bohémicus Mach.). Nærbeslægtet med de 2 foregående (især duponti), fra hvilke den adskilles ved det fortil tydeligt tilsmalnede hoved og ved hannens kønsmærker. Rødgul. Hovedets skulptur omtrent som hos de 2 foregående, den bageste del af hovedets sider og issegruberne ret stærkt punkterede. Pronotum og vingedækkerne næppe punkterede, vingedækkernes rygstribe som oftest næppe nående midten. Længde 1,6—1,7 mm.
&: 4. bugled simpelt. 5. bugled i midten kort, kun ca. halvt så langt som 4.; 6. bugled fortil i midten med en svag tvær-
247
grube, og bagtil i midten med en yderst svag antydning af en knude. Mellemskinnebenene på indersiden lidt foran spidsen med en tydelig tand.
Sjælden (J, Ø). Fredsted ved Haderslev (1 eks. i en elle- stub), Odense (i poppelstub), Maribo (Lysemose og Bangs have), Sundby Storskov, Tureby, Lejre (3 eks. i en af sorte myrer beboet bøg), Boserup, Dyrehaven (enkeltvis under bøgebark og engang talrig under saftig bark af en bøgestub, der var angrebet af Hylecoetus-larver, ”?"/.), St. Dyrehave (1 eks. ketset). Maj-juli.
[E. decipiens Raffr. (duponti Reitt., Ganglb.). Nærstå- ende til bescidicus, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at kroppen er lidt smallere, mere parallelsidet, vingedækkernes rygstribe oftest ganske lidt længere og hannens 6. bugled fortil forsynet med en kraf- tig tværfure. Længde 1,5—1,6 mm.
Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne og Nordtyskland (især under granbark, men også i el, asp og bøg), kunne mulig- vis træffes også hos os.]
4. E. piceus Motsch. Let kendelig fra sanguineus ved de lange længdelinier på de 2 første bagkropsled og fra vore andre arter ved den mørke farve. Sort eller brunsort, følehorn og ben rødgule. Hovedet ca. så bredt som pronotum, lidt bredere end langt, svagt tilsmalnet fortil; pandetværfuren ret dyb, issegruberne store, længdefurerne svage, men tydelige; siderne punkterede, midten oftest glat. Pronotum lidt bredere end langt, oftest fint punkteret, midtfuren fortil forkortet. Vingedækkerne bredere end pronotum, ganske lidt længere end tilsammen brede, fint punkterede, rygstriben nående ca. til midten. Længde 1,4—1,65 mm.
åg: Bagbrystet i midten med en længdefure og på hver side af denne med en skarp, aflang knude. 4. bugled på hver side svagt udrandet og derfor i midten lidt fremstående. 5. bugled på hver side fortil med en lille knude. 6. bugled i midten med en længdefure, der bagtil deler sig i 2 furer langs leddets bag- rand. 7. bugled bagtil i midten med en længdeknude. Mel-
248
lem og bagskinnebenenes spids indvendig tornformet frem- trukket.
Udbredt, men ikke almindelig (J. Ø). Især i mulden under bark af løvtræer, f. eks. eg, birk og bøg, eller i muld af hule løvtræer eller i trøsket løvtræved. I udlandet undertiden fun- det hos myrer (Lasius brunneus og Formica rufa).
Fig. 132. Euplectus nanus gg. x- 25:
5. E.nånus Reichenhb. (fig. 132). Denne og den følgende art er blandt arterne med korte bagkropslængdelinier kendelige ved det tydelige, ret kraftige længdeindtryk midt på hovedets bageste del. Farven varierende fra brunrød til mørkebrun, vingedækkerne ofte mørkere, følehorn og ben rødgule. Ho- vedet ca. så bredt som pronotum, næsten så langt som bredt, fortil noget tilsmalnet; forranden og siderne noget ophøjede; længdefurerne fortil forenende sig med hinanden i tvær- furen, siderne punkterede. Pronotum omtrent så langt som bredt, oftest meget fint og spredt punkteret, bredest foran midten, siderne fortil rundede, midtfuren kraftig, mere eller mindre forkortet. Vingedækkerne bredere end pronotum, lidt længere end tilsammen brede, oftest meget fint punkterede,
249
rygstriben meget variabel, men som oftest kraftig og nående betydeligt over midten. Længdelinierne på de 2 første bag- kropsled korte, tværindtrykket imellem dem noget varierende i tydelighed. Længde 1,4—1,65 mm.
åg: 5. bugled ved roden med en smal, dyb tværgrube, i hvilken der står 5 mere eller mindre tydelige gruber. 6. bugled med et tværindtryk, der oftest er mere eller mindre afbrudt i midten, hvor der hyppigt findes en meget lille grube. Mellem- skinnebenenes spids indvendig tornformet fremtrukket, bagbenenes trochantere på bagranden med en lille tand. Venstre paramer med spredte, fine, udstående hår, højre paramer ubehåret, uden lang, indadrettet tand. (fig. 131, a).
Ret almindelig (J, Ø, B). Især under bark og i trøsket ved eller smuld af løvtræer, f. eks. bøg, eg og birk.
WE RITDVYT Denny, forma Kirbyi s. str."). "Yderst nær stående til nanus, men adskilt fra den ved de i oversigten anførte kendetegn. Afgørende for formens artsberettigelse er forskeilen i hannens parringsorgan, men med nogen øvelse vil de 2 arter vistnok i reglen kunne adskilles ved pandefurer- nes lidt stærkere konvergering fremefter hos kirbyi, hvorimod størrelsen og farven er noget varierende. Længde 1,25—1,5 mm.
3: Højre paramer med spredte, fine, udstående hår, venstre paramer ubehåret, med en lang, indadrettet tand (fig. 131, b). Iøvrigt som hos nanus.
Sjælden (Ø). Fundet for mange år siden talrigt i bark- blandet gødning omkring drivkasser i haver i København. Enkeltvis i Dyrehaven, sigtede fra bark og ved af gammel bøg, ?/. 1961 og "5/, 1966. Måske er den hos os udbredt som — men langt sjældnere end — nanus.
7. E.sanguineus Denny. Let kendelig fra piceus ved de korte længdelinier på de 2 første bagkropsled og fra vore andre arter ved den mørke farve. Brunsort eller mørkebrun, vingedækkerne undertiden lidt lysere, følehorn og ben rød-
1) Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt af Cl. Besuchet.
250
gule. Hovedet ca. så bredt som pronotum, lidt bredere end langt, fortil svagt tilsmalnet, siderne noget ophøjede, punk- terede, issegruberne store, længdefurerne ret kraftige. Prono- tum omtrent så langt som bredt, med kort midtfure, omtrent glat. Vingedækkerne betydeligt bredere end pronotum, ca. så lange som tilsammen brede, omtrent glatte, rygstriben ikke nående midten. Længde 1,2—1,5 mm.
&: 5. bugled meget kort i midten. 6. bugled i midten med en dyb grube, der når fra leddets forrand til bagrand, og hvis sider bagtil er forsynede med en yderst svag antydning af en knude.
Almindelig (J, Ø). I plantemøddinger.
8. E. signåtus Reichenb. Ganske lidt slankere end den foregående, som den står meget nær, og fra hvilken den let kendes ved sin lysere farve, men lidt mindre slank og med lidt mindre hoved end de 3 følgende. Rødgul eller rustrød. Hovedet omtrent som hos den foregående, dog næppe helt så bredt. Pronotum og vingedækkerne omtrent som hos den foregående. Længde 1,2—1,4 mm.
åg: Omtrent som hos den foregående, dog er 6. bugleds grube lidt bredere og dens sider omtrent i midten af leddet forsynede med en lille, tydelig knude.
Almindelig (J, Ø, B). I plantemøddinger.
9. E.infirmus Raffr. Rødgul, oversiden meget blank. Hovedet i det mindste rigeligt så bredt som pronotum, pan- delængdefurerne ret dybe, i bunden med en ret skarp midter- linie, fremefter indbyrdes noget konvergerende, midtpartiet mellem dem blankt og glat. Pronotum ca. så bredt som langt, midtfuren forkortet. Vingedækkernes rygstribe når ikke nær tilbage til midten. Længde 1,2—1,35 mm.
åg: 4: og 5; bugled simple;;5: i midten: meget kort; 6. led, i midten med en ret lille og ret svag grube, der midt i bunden oftest har 2 meget små, tæt ved siden af hinanden stående knuder. Mellemskinnebenene indvendig med en yderst fin og kort torn noget foran spidsen.
251
Adskilt fra signatus ved tydeligt smallere krop, hovedets meget mindre issegruber og betydeligt svagere længde- og tværfurer, samt længere længdelinier på de 2 første frie ryg- led. Fra fauveli og punctatus adskilles den let ved meget sva- gere og mere sparsom punktur på hoved og pronotum og næppe synligt punkterede vingedækker, fra fauveli yderligere ved ringere størrelse og fra punctatus yderligere ved mindre bredt hoved og længere længdelinier på de 2 første frie rygled. Fra karsteni adskilles den ved hovedets afvigende skulptur, jfr. oversigten, mere sparsomt punkteret pronotum, næppe syn- ligt punkterede vingedækker og længere længdelinier på de 2 første frie rygled. Fra alle de 4 nævnte arter adskilles hannen let ved afvigende sekundære kønskarakterer på de sidste bugled.
Meget sjælden (Ø). Der foreligger kun 1 eks. fra Charlot- tenlund skov (sigtet fra en muldvarperede, ?/, 1930) og 5 eks. fra Dyrehaven (1 eks. sigtet af savsmuld ved en bøgestub 6/1, 1929, 1 eks. under en gammel, i skovbunden liggende træsvamp Z?Ø/, 1939, og 3 eks. sigtede af gammelt løvtræ-ved 4951) I udlandet er den.bl. a. fundet under egebark og i muld af gamle ege.
10. E. kårsténi Reichenb. Forholdsvis smal og parallel- sidet. Rødgul. Hovedet så bredt som pronotum, ca. så langt som bredt eller ganske lidt bredere end langt, svagt tilsmalnet fortil, skulpturen betydeligt svagere udpræget end hos de 3 foregående, så at hovedets overflade er mere jævn og dets sider næppe ophøjede; punkturen meget variabel i styrke og udstrækning. Pronotum rigeligt så langt som bredt, midtfuren dyb, men forkortet, punkturen lidet kraftig, meget finere end hovedets. Vingedækkerne meget fint og spredt punk- terede, rygstriben næppe nående midten. Længde 1,1—1,3 mm. åg: 4. bugleds bagrand på hver side med 1 udranding foran hvilken der findes et indtryk, og i midten med et fremstående, afstudset, gulhåret parti. 5. bugled ved roden med en stærk, i størrelse noget varierende grube, der strækker sig ind under 4. led, og hvis bagrand oftest er mere eller mindre kølformet
232
hævet og på hver side ret brat fremadrettet. 6. bugled med en tværgrube, der varierer stærkt (fig. 131, c). Mellemskinnebe- nene på indersiden lidt foran spidsen med en meget lille, fin tand. Arten er ret stærkt varierende. Temmelig almindelig (J, Ø). I plantemøddinger og under bark eller i trøsket ved eller smuld af forskellige træer, f. eks.
bøg og birk. Undertiden, men vistnok tilfældigt, truffet hos myrer (Formica rufa).
11. E. fauvéli Guillb. (fålsus Bedel, tomlini Joy)!). Me- get nærstående til karsteni, men adskilt fra den ved de i over- sigten nævnte karakterer samt ved tættere og oftest kraftigere punktur på hovedet og lidt længere følehorn, hvis 9. og navn- lig 10. led er længere og derfor lidt mindre stærkt tværbrede. Længde 1,4—1,6 mm.
å: De sekundære kønsmærker er i hovedtrækkene formet som hos karsteni, men dog afvigende på følgende punkter: på 4. bugleds bagrand er den udranding, der findes på hver side af det langhårede midtparti, dybere, og uden for udran- dingen er bagranden stærkere lapformet bagudtrukket end hos karsteni og forsynet med en større og dybere grube end hos karsteni; det nævnte langhårede midtparti er i midten indbuet (hos karsteni lige afstudset); bagranden af 5. bugleds rodtværgrube er på hver side mere jævnt skråt fremadrettet og forsynet med et skråt fremad og indad rettet, tæt, brungult hårknippe, der mangler hos karsteni. 6. bugleds tværgrube er gennemgående dybere og længere (fig. 131, d). Mellemskinne- benenes tand lidt mindre fin.
Arten har antagelig været sammenblandet med E. karsteni.
Sikre eksemplarer foreligger fra Dyrehaven (sigtet i antal fra saftig bark af en udgået bøgestamme, sept.).
12. E. punctåtus Muls. Meget nær beslægtet med de to foregående, fra hvilke den adskiller sig ved, at hovedet er tydeligt bredere end langt og, for hannens vedkommende, ved ganske andre kønsmærker på bugen. Punkturen variabel
1) Denne nomenklatur bygger på oplysning, velvilligst meddelt ar CE Besuchel.
men oftest kraftig og tæt på hovedet, finere på pronotum og endnu finere på vingedækkerne. Længde 1,4—1,6 mm.
åg: 4. bugled simpelt. 5. bugled i midten meget kort. 6. bugled i midten med et dybt indtryk, der strækker sig fra leddets forrand til bagrand, og som i bunden oftest har en lille grube. Mellemskinnebenenes spids indvendig tandformet fremtrukket.
Hannerne af denne og de 2 foregående arter kan med sik- kerhed bestemmes ved hjælp af bugens sekundære kønsmær- ker. Derimod kan adskillelsen af hunnerne volde besvær på grund af størrelsens og punkturens variabilitet. Karsteni vil dog som regel kunne adskilles fra fauveli ved de i oversigten angivne kendetegn og fra punctatus ved ringere størrelse, svagere forkropspunktur og smallere hoved. Fra fauveli ad- skilles punctatus bedst ved lidt bredere, fremefter lidt svagere tilsmalnet hoved; endvidere er som regel vingedækkernes punktur lidt finere, især bagtil, og deres rygstribe lidt længere og mindre fin, rygledskølene lidt kortere og benene lidt kraf- tigere.
Sjælden (J, Ø). Åbjerg skov ved Kruså (under bark på
bøgestub, aug.), Rye; Næsbyholm skov, Jægerspris Nordskov (i antal under bark af gammel eg, juni).
2. Plectophloeus Reitter.
Meget nærstående til Euplectus, men adskilt fra den ved, at bagkroppens to første frie rygled mangler længdelinier og tværindtryk.
1. Pl. nitidus Fairm. Rødgul, oversiden glat og meget blank. Hovedet næppe så langt som bredt, ca. så bredt som pronotum, fortil lidt tilsmalnet; pandetværfuren ret dyb, issegruberne tydelige, længdefurerne svage; Øjnene ret små. Pronotum ca. så bredt som langt, siderne fortil rundede, bag- til konvergerende, midtfuren kort. Vingedækkerne rigeligt så lange som brede, næsten parallelsidede, rygstriben kort, ca. 1/,—"/, så lang som vingedækkerne. Længde 1,2—1,4 mm.
254
åg: 6. bugled lidt bag forranden med en svag tværfure. Lårene ganske lidt tykkere end hos 2, mellemskinnebenene på indersiden lidt foran spidsen med en yderst lille, fin, meget utydelig tand.
Sjælden (Ø). Christianssæde skov, Sundby Storskov, Oreby skov, København (nogle eks. i rødmuldet fyrretræ af gamle bolværker), Dyrehaven, Jægerspris Nordskov. Bortset fra Københavnfundet er de danske eks. taget i rødmuldet ved af gamle ege, undertiden sammen med Lasius brunneus eller
L. fuliginosus, i Dyrehaven dog også i en hul el med fuglerede- stof. Febr.-juni.
[Pl. nubigéna Reitter. Meget nærstående til den fore- gående, men adskilt fra den ved lidt betydeligere størrelse og lidt længere rygstribe; endvidere er hovedets længdefurer tydeligt konvergerende fremefter (hos nitidus omtrent paral- lelle) og feltet imellem dem derfor fremefter ovalt tilsmalnet. Disse kendetegn er dog vistnok vage og lidet brugbare. Han- nen er kendelig ved, at 6. bugled ikke har et tværindtryk, men en svag, kort længdemidtkøl, og at dens parringsorgan er afvigende bygget.
Denne art er bl. a. fundet i Skåne og ved Håssleholm i mørt ved fra stubbe og hule træer af eg, bøg og lind, især forår og efterår.]
3. Biblopléctus Reitter.
Nær beslægtet med de 2 foregående slægter, men adskilt fra dem ved, at pronotum foran midterrod- gruben mangler midtfure, og at vingedækkerne i stedet for rygstribe kun har en rodgrube. Endvidere er pro- notum mindre stærkt tilsmalnet bagtil og derfor ikke tydeligt hjerteformet. 4. frie rygled mindst så langt som 3., 1. og 2. frie rygled med en svag rodtværfure, men uden længdelinier.
Ved nyere undersøgelser af hannens parringsorgan og af formen af et »låg« (operculum), som findes midt i hannens 6.
255 bugled og dækker genitalåbningen, er der skabt større klar- hed i artsadskillelsen. Hos os er hidtil fundet 4 arter, der har
været sammenblandet under navnet ambiguus, og hvis ud- bredelse hos os derfor ikke kendes nærmere. Den i første ud-
Il DÆ
100m
133. tenebrosus 134. spinosus
Fig. 133—134. Bibloplectus gg. Parringsorganet set fra siden og | (øverst) operculum (efter Besuchet).
gave under navnet minutissimus opførte art er at henføre under Pseudoplectus, se nedenfor p. 260.
Ved udpræparering af hannens parringsorgan må der på grund af organets spinkle og komplicerede bygning udvises stor varsomhed, og foruden organet bør operculum, der ofte under udpræpareringen løsner sig (eller let kan løsnes), opklæbes.
Hannen er kendelig ved, at lårene, især de mellemste, er fortykkede og mellemskinnebenenes spids på indersiden for- synet med en lille torn.
256
Arterne ligner i ydre karakterer hinanden yderst stærkt. Undersøgelse af hannens parringsorgan og operculum og hun- nens sidste rygled (pygidium) er nødvendig til en sikker be- stemmelse.
Pr sd 4 sr ag
100 p
135. ambiguus 136. pusillus Fig. 135—136. Bibloplectus gg. Parringsorganet set fra siden og (øverst) operculum (efter Besuchet).
Arterne lever især i mos og planterester på fugtig bund eller i kompost og kan undertiden aftenketses i maj-juni.
Med hensyn til nomenklaturen følges her Claude Be- suchet.
Oversigt over arternes hanner.
1. Mindre, 0,95—1,1 mm. Kroppen lysere, brunlig... VA Større, 1,1—1,3 mm. Kroppen.mørkere, som regel sort eller bruser 5 504. sr dende 3.
257
2. Operculum udvidet fra rod til spids, bredest ved spidsen, ca. 3 gange så langt som bredt (fig. 136). EET ede å. pusillus.
Operculum med parallelle eller lidt rundede sider,
ig 137. minutissimus
Fig. 137. Bibloplectus gg. Parringsorganet set fra siden og (øverst) operculum (efter Besuchet).
ikke bredest ved spidsen, rigeligt 2!/, gang -så langt som bredt (fig. 137). Penis se fig. 137 , minutissimus. 3. Operculum -smalt, omtrent 3 gange så langt som bredt, ikke parallelsidet, bredest i forreste tred- jedel (fig. 133). Pronotum som regel lidt tvær- bredt. Øjnene kun svagt hvælvede, ca. så lange som tindingerne;Penis se fig. 133 ..../1. tenebrøåsus. Operculum bredere, kun ca..2 eller 2!/, gang så langt som bredt, omtrent parallelsidet (fig. 134 og 135). Pronotum som regel næppe tværbredt. Victor Hansen: Ådselbiller 17
258
Øjnene lidt stærkere hvælvede, lidt kortere end tindingerne, Penis se fig. 134. 0g 135. sker 4. 4. Operculum ca. dobbelt så langt som bredt (fig. 134). Længde 1,2-1,3,;mm.…, Penis ;se. fåig..134 2. spindsus. Operculum ca. 2!/, gang så langt som bredt (fig. 135). Længde 1,1—1,2 mm. Penis se fig. 135 3. ambiguus.
Oversigt over arternes hunner.
1. Pygidiums bagrand i midten med en torn (fig. 138
ÅR 2 V SEERRRN FØRES I FNENESRRE v > ER FANER KS SET MOR SEE SEN I 2. Pygidiums bagrand uden torn i midten.......... 3. 2. Større, 1,2—1,3 mm. Kroppen som regel sort eller ar 213 g ARRENE SSO SNERRE sn "2. 2 RR 2. spindsus. Mindre, 0,95—1,1 mm. Kroppen som regel lysere, KEE £ SR seed fe SOGNET sr LEE minutissimus.
3. Mindre, 0,95—1,1 mm. Kroppen lysere brunlig. Pygidiums bagrand rundet (fig. 140) ... 4. pusillus. Større, 1,1—1,3 mm. Kroppen som regel sort eller rr gut 5 g ARERSESREREN "JARRE AUD ERE KAREN TEE 4. 4. Pronotum som regel lidt tværbredt. Øjnene ret svagt hvælvede, ca. så lange som tindingerne. Pygidiums bagrand rundet (som fig. 140) 1. tenebråsus. Pronotum som regel næppe tværbredt. Øjnene ganske lidt stærkere hvælvede, lidt kortere end tindingerne. Pygidiums bagrand i midten med en lille, svag, spids knude (fig. 139).... 3. ambiguus.
1. B.tenebråsus Reitter (Jeannel og Besuchet) (marga- rétae Sharp, Pearce). Sort eller brunsort, følehorn og ben rød- gule, de første lidt mørkere mod spidsen. Hovedet ca. så bredt som pronotum, med 2 tydelige issegruber og 2 fortil konvergerende længdefurer samt bagtil med en lille midt- grube. Vingedækkerne noget bredere end pronotum, lidt læn- gere end tilsammen brede. Længde 1,2—1,3 mm.
259
Kendetegnet ved betydelig størrelse, kroppens mørke farve, det som regel tværbrede pronotum og de kun lidet hvælvede øjne.
åg: Parringsorganet og operculum se fig. 133.
2: Pygidium som fig. 140.
Udbredt (J, Ø). På fugtig bund i mos o. lign. Eksemplarer foreligger bl.a. fra Engestofte mose, Malmmosen ved Holte
og Sortedam i Store Dyrehave. Ved forårssigtning og ved aftenketsning i maj-juni.
2. B. spinésus Raffr. (og Besuchet) (ambiguus —+ pusillus Pearce). Nærstående til den foregående, men ad- skilt fra den ved de i oversigterne nævnte kendemærker. Længde 1,2—1,3 mm.
åg: Parringsorganet og operculum se fig. 134.
2: Pygidium se fig. 138.
Udbredt (J, Ø). Levevis som den foregående. Eksemplarer
foreligger bl. a. fra Dyrehaven (Iglehullet), Malmmosen og Børstingerød mose. Aftenketset i antal, 5/,.
3. B. ambiguus Reichenb. (og Besuchet) (champibni Jeannel og Pearce). Nærstående til de to foregående, men ad- skilt fra dem ved de i oversigterne nævnte kendemærker. Længde 1,1—1,2 mm.
åg: Parringsorganet og operculum se fig. 135.
2: Pygidium se fig. 139.
Udbredt (J, Ø) Levevis som de foregående. Eksemplarer
foreligger bl.a. fra Dyrehaven (Iglehullet), Malmmosen og Sortedam i Store Dyrehave.
4. B. pusillus Denny (og Besuchet) (minutissimus —+ affinis +reitteri Jeannel, académicus Pearce). Mindre og ly- sere farvet end de foregående, lyst brunlig eller gulbrun, og iøvrigt kendetegnet ved de i oversigterne nævnte skelne- mærker. Tindingerne ikke længere end øjnene. Længde 0,95—1,1 mm.
åg: Parringsorganet og operculum se fig. 136.
Q: Pygidium se fig. 140.
260
Hidtil kun fundet i Hejreengen i Sundby Storskov (Ø), ved sigtning af mos og planterester i en fugtig grøft, maj- juni. I England er arten også taget ved ketsning.
[B. minutissimus Aubé (Besuchet og Pearce). Nærstå- ende til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversig-
138. spinosus 140. pusillus
139. ambiguus 141. minutissimus
Fig. 138—141. Bibloplectus ?. Bagkropsspidsen, set fra oven (efter Besuchet).
terne nævnte kendemærker samt ved betydeligt lysere farve og ved lidt fladere øjne og tindinger, der er lidt længere end øjnene. Længde 0,95—1,1 mm.
&: Parringsorganet og operculum se fig. 137.
2: Pygidium se fig. 141.
Denne vistnok overalt sjældne art er bl. a. fundet i Syd- norge og i England. Den er i England især fundet ved roden
af græstuer på sandet eller fintgruset flodbred, men er også fundét i muldvarpereder.]
4…. Pseudopléciis Reiter. Nærstående til den foregående slægt, Bibloplectus, men adskilt fra den ved, at 4. frie rygled er tydeligt kortere end 3. Endvidere er kroppen forholdsvis lidt
261
bredere, følehornene kraftigere, bagkroppen forholds- vis lidt kortere og 2. frie rygled uden rodtværfure.
1. Ps. perpléxus Duval. (Bibloplectus minutissimus 1. udg.). Rødbrun eller rustrød, følehorn og ben gule. Hovedet lidt smallere end pronotum, dette ca. så bredt som eller lidt bredere end langt, roden i midten med en ganske fin længdekøl der strækker sig frem i midterrodgruben. Længde 0,8—0,9 mm.
&: Forskinnebenenes spids indvendig tornformet frem- stående. Lårene næppe fortykkede.
Denne art er for mange år siden fundet i København i barkblandet gødning omkring drivkasser, f. eks. i Rosenborg
have, og er i 1922 genfundet under lignende forhold i Have- selskabets have på Frederiksberg, okt.
5. Bibløporus Thoms.
Adskiller sig fra de foregående slægter ved, at ho- vedet er tydeligt smallere end pronotum og dets tindinger korte samt ved, at pronotums 3 rodgruber, af hvilke sidegruberne er forlængede fremefter, ikke er forbundne med hinanden ved nogen tværfure. Bag- kroppens 3 første, frie rygled omtrent lige lange.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum fint, vingedækkerne yderst fint punk- terede, pronotums midterrodgrube meget stor, midtfuren oftest ret fin og svag. $: Mellemskin- nebenenes tand trekantet (fig. 143). 9: sidste bug- leds bagrand med fremtrukket, i midten lidt ud- EET REN ene es 1. bicolor.
Pronotum temmelig fint, vingedækkerne fint punk- terede, pronotums midterrodgrube lidt mindre, midtfuren oftest kraftig. &: Mellemskinnebene- nes tand hageformet (fig. 143). 9: sidste bugleds bagrand i midten jævnt og fladt rundet 2. minutus.
262 1. B. bicolor Denny (fig. 142). Brunsort, følehorn og ben rødgule. Hovedet med 2 gruber mellem øjnene. Pronotum bredere end langt, med rundede sider og forkortet midtfure.
Vingedækkerne meget bredere end pronotum, ca. så lange som tilsammen brede, med noget rundede sider. Bagkroppens
Fig. 142. Bibloporus bicolor gg. x 36.
1. eller 1. og 2. rygled undertiden med 2 yderst korte rodli- nier. Længde 1,1—1,2 mm.
åg: Mellemlårene stærkt fortykkede, mellemskinnebenene midt på indersiden med en stor trekantet tand (fig. 143).
Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø). Især under bark eller i trøsket ved af løvtræer, f. eks. eg, bøg og birk.
2. B. minutus Raffr. (hoeglåndi Palm). Meget nærstå- ende til den foregående, men for hannens vedkommende straks kendelig ved de afvigende sekundære kønsmærker. Hunnerne lader sig som regel bestemme ved de i oversigten nævnte over- sidekendemærker og i hvert fald ved sidste bugleds karakte-
263
rer (efter dissection af leddet. Følehorn og ben gennemgående lysere end hos den foregående. Længde 1—1,2 mm.
&g: Mellemlårene stærkt fortykkede, på indersiden nær roden med 2 små torne, mellemskinnebenene midt på inder-
bicolor høglundi
Fig. 143. Bibloporus g. Venstre mellemben.
siden med en hageformet tand (fig. 143). 3. bugled på hver side udenfor rodgruben med en stor rund, blank knude (der mangler hos bicolor 3).
Hidtil kun fundet i Dyrehaven (i antal under saftig bøge- bark sammen med bicolor, sept.) og i Tisvilde hegn (1 eks. i birkestub, juni). Muligvis har den været sammenblandet med bicolor og er måske udbredt.
6. Trimium Aubé.
Adskiller sig fra de foregående slægter ved, at bag- kroppens 1. frie rygled er betydeligt længere end 2., samt ved at følehornene er kortere, deres endeled meget stort, c. halvt så langt som resten af følehorne- . ne og mindst 3 gange så bredt som de mellemste led, deres næstyderste led pladeformet, asymmetrisk, slut- tende tæt til endeleddet (fig. 130, c, p. 239). Pronotum med 3 rodgruber, der er forbundne med hinanden ved en tværfure. Vingedækkerne længere hos $ end hos 2. Hos denne sidste mangler flyvevingerne.
1. T.brevicéorne Reichenb. Hovedet yderst fint punk- teret, omtrent så bredt som pronotum, med en dyb grube
264
fortil. Pronotum glat, længere end bredt, bredest foran midten, uden længdefure. Vingedækkerne betydeligt bredere end pro- notum, glatte. Bagkroppens 1. frie rygled med 2 korte rod- linier, hvis indbyrdes afstand er ca. ”/, af leddets bredde (bortset fra de opadbøjede siderande); mellem rodlinierne findes en tværfordybning. Længde 1—1,2 mm.
gå: Rødbrun eller gulrød med mørkere, oftest sort bag- krop, sjældent ensfarvet rødgul; følehorn og ben rødgule. Øjnene store.
2: Ensfarvet rødgul. Øjnene meget små. Pronotum og vingedækkerne forholdsvis kortere.
Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø). På skovbund under løv, mos og kvas samt ved roden af gamle stubbe, ofte i nærheden af musegange. Også fundet hos Formica rufa, i
udlandet tillige hos Lasius-arter og (talrigt) i muldvarpereder. Især for- og efterår.
2. slægtsgruppe. (Trichonychini).
Nærstående til 1. slægtsgruppe (Euplectini p. 240), men adskilt fra den ved, at fødderne har 2 ulige lange kløer (jfr. foran p. 236, note 1) og ved længere, fortil næppe forkortet midtfure på pronotum. Vingedækker- ne med sidedækker, afsat ved en skarp, fra oven synlig fure.
7. Trichonyx Chaud.
Hovedet omtrent så bredt som pronotum med 2 buede længdefurer, der fortil løber sammen og bagtil udmunder i 2 gruber mellem øjnene. Følehornene med svagt afsat, 3-leddet kølle, 3.—9. led mindst så lange som brede, 10. led kun lidt bredere end langt. Prono- tum hjerteformet, på hver side foran roden med et svagt tandformet fremspring og med 3 rodgruber, der er forbundne med hinanden ved en tværfure. Midt-
265
furen fuldstændig. Bagkroppens 1. frie rygled lidt længere end 2., i det højeste med 2 rudimentære, meget korte rodstriber.
1. Tr. sulcicéllis Reichenb. (fig. 144). Rødbrun eller gul- brun. Hovedet næsten glat, pronotum bredere end langt,
Fig. 144. Triehonyx sulcicollis g. x 16.
yderst fint punkteret. Vingedækkerne ca. 1!/, gang så lange som pronotum, fint punkterede. Længde 2,6—3,2 mm.
g: Lårene og mellemskinnebenene tykkere, de sidste på indersiden nærved spidsen med en kort, kraftig torn.
Sjælden (J, Ø). Christiansdal ved Haderslev (1 eks. i kom- post); Odense (i poppelstub), Næstved, Sorø (under mos på en gammel pil), Ledreborg skov (1 eks. under bark på en gammel, udgået bøg), Roskilde, Bognæs (flere eks. i saftigt ved af en poppelstub), Københavns omegn, f. eks. Valby, Bispebjerg (1 eks. i kompost med myrer), Ermelunden (1 eks.
266
i en muldvarperede), Dyrehaven (2 eks. i en mør træstub), Luknam (i meget stort antal i saftigt ved af en poppelstub, maj). Angives også at leve hos myrer (Lasius brunneus); i udlandet undertiden fundet krybende på mure og aftenketset. Apr.-juli.
8. Amauronyx Reitter.
Når beslægtet med den foregående slægt, fra hvil- ken den adskiller sig ved noget smallere vingedækker og bagkrop, og ved at bagkroppens 1. rygled er næsten dobbelt så langt som 2. Hovedet ca. så bredt som pro- notum. Bagkroppens 1. rygled med 2 meget korte, men tydelige rodstriber. Følehornenes 6.—9. led lidt bredere end lange, 10. meget bredere end langt.
1. A. maerkeli Aubé. Rustrød. Pronotum hjerteformet, ca. så langt som bredt. Vingedækkerne ca. 1!/, gang så lange som pronotum, fint og spredt punkterede. Længde 2—2,3 mm.
å: Mellembenenes hofteringe med en lille, stump torn. Sidste bugled indtrykt, bagranden dybt indskåret.
Meget sjælden (Ø). Amtmandshaven i Nykøbing F. (1 eks.), Damhusmosen (1 eks. under pilebark), Orlogsværftet (1 eks. under et bræt i selskab med myrer), Valby (1 eks. ved en myretue på en grøftevold), Amager fælled (1 eks. på en grøftevold), Furesøparken (1 eks.). I udlandet angives den at leve under bark især af løvtræer, i muld, mos og løv ved gamle træer og stubbe, ofte hos myrer, især Lasius- og Formica-arter (L. fuliginosus og flavus, F. fusca), og det an- tages, at den, når den træffes uden for skov på åben bund, kun lever hos myrer, under sten og planterester. Marts-juni, aug.-sept.
3. slægtsgruppe.
Baghofterne uden fremspring på indersiden. Alle hofteringene korte, lårene indføjede skråt på deres yderside. Fødderne hos Batrisodes med 2 ulige lange kløer, hos de øvrige slægter med kun een klo. Vinge- dækkerne og bagkroppen oftest ret brede og hvælvede.
267
Denne slægtsgruppe omfatter Batrisini (Batrisodes), Brachyglutini (Rybaxis, Brachygluta og Reichenbachia), Bythinini (Bryaxis) og Tychini (Tychus).
9. Batrisådes Reitt.
Denne slægt adskiller sig fra samtlige andre danske slægter ved, at bagkroppens sider ikke er opadbøjede og i det højeste utydeligt randede (Batrisini). Kroppen stærkt hvælvet. Hovedet stort, bagtil stærkt indsnøret. Pronotum med en fortil forkortet midtfure, der bagtil passerer en midtgrube, og med 2 sidefurer, der bagtil udmunder i en grube; de 3 gruber indbyrdes forbund- ne ved en tværfure. Vingedækkerne stærkt hvælvede, med afsatte sidedækker. Bagkroppens 1. frie rygled mindst dobbelt så langt som 2., fortil med 3 gruber, adskilte ved 2 kraftige længdelister. Lårene lange, kølleformede, indsnørede foran spidsen. Fødderne med 2 ulige lange kløer (jfr. foran p. 236, note 1).
1. B. venustus Reichenb. (fig. 145). Rødbrun, bagkroppen og ofte hoved og pronotum mørkere. Hovedet med et indtryk på hver side, bagtil på hver side med en skarp længdekøl. Pronotum bagtil på hver side med en lille knude. Vingedæk- kerne meget fint punkterede. Længde 2—2,1 mm.
g: Følehornenes endeled på undersiden ved roden med en lille torn. Mellembenenes hofteringe med en lille tand. Mellem- skinnebenene på indersiden udvidede svagt foran spidsen, herfra indbuede til spidsen, der er kort tornformet.
Sjælden (J, Ø). Tørning (2 eks.), Trelde skov; Keld skov, Ryde, Sundby Storskov, Storskoven ved Guldborg L., Tureby, Boserup, Orlogsværftet (1 eks.), Dyrehaven, Storkevad, Jæ- gerspris Slotshegn, Jægerspris Nordskov. Hos os aldeles over- vejende i hule eges muld eller rødmuldede ved og under muldet egebark, undertiden hos myrer, bl. a. Lasius brunneus, undtagelsesvis i el og birk. Den kan undertiden aftenketses. Apr.-juni, okt., flere gange i antal i maj og juni.
268
[To andre Batrisodes-arter kunne muligvis findes i Danmark: B.adnéxus Hampe. Yderst nærstående til venustus, men for hannens vedkommende kendelig ved, at mundskjoldet i midten har et lille, meget tyndt, krumt, opstående horn.
Fig. 145. Batrisus venustus g. x 20.
Hunnen synes derimod ikke med sikkerhed at kunne kendes fra venustus.
Arten er bl. a. fundet i Sverige (Våstmanland, en 3 sam- men med mange venustus hos Lasius brunneus i en gammel eg,
Øland), Sydnorge og ved Hamburg og Eutin ( i bøg sammen med en Myrmica-art).
B. delapårtei Aubé. Adskilt fra de to andre arter ved betydeligere størrelse samt ved, at føddernes kloled er bety-
269
deligt (hos de andre kun lidt) kortere end det foregående led, og at følehornene er meget tykkere. Længde 2,2—2,4 mm.
gå: Omtrent som hos venustus, dog er mellemskinnebenenes spidstorn meget kraftigere.
Arten er bl. a. fundet i Sverige i Ostergåtland og Våst- manland hos Lasius brunneus i svampet, halvfugtigt mørt ved i en egestub sammen med venustus, maj-juni.]
10. Rybåxis Saulcy. (Bryåxis auct.)
Nærstående til de to følgende slægter, der ligesom Rybaxis hører til Brachyglutini, men adskilt fra dem ved, at pronotums 3 rodgruber er indbyrdes forbundne ved en tværfure og ved, at vingedækkernes sidedæk- ker er afsatte ved en længdestribe.
Oversigt over arterne.
1. Hannens bagbryst i midten med en stor, fremad- rettet, fortil udvidet plade (fig. 147). .. 2. laminåta. Hannens bagbryst uden sådan plade .... 1. sanguinea.
1. R.sanguinea Reichenb. (fig. 146). Sort eller brunsort med røde vingedækker og brunlige følehorn og ben. Meget sjældent er vingedækkerne mørke eller dyret helt rødgult eller rødgult med brunlig bagkrop. Hovedet lidt smallere end pro- notum, mellem øjnene med 2 dybe gruber, fortil med en bred grube. Pronotum bredere end langt. Vingedækkerne så lange som tilsammen brede. Bagkroppens 1. frie rygled med 2 korte rodlinier. Længde 1,6—2 mm.
å: Gennemgående større. Følehornene længere. Forskinne- benene midt på indersiden med en lille tand.
Arten har været sammenblandet med den følgende. Den er udbredt, men måske ikke helt almindelig (J, Ø). På fugtig bund ved søer og moser. Kan aftenketses. Især maj-juni.
270
2. R.laminåta Motsch. Denne form har været anset for en særlig kraftigt udviklet hanform af sanguinea, men be- tragtes nu på grund af tydelig forskel i hannens parringsorgan som en særskilt art. Hannen er særdeles let at kende på bag-
Fig. 146. Rybaxis sanguinea gg. x 25.
brystets plade (der kan ses også, når dyret betragtes fra siden) og har desuden bredere og dybere indtrykt bug end hannen af sanguinea, ligesom gennemsnitsstørrelsen er lidt betydeligere. Hunnerne af de 2 arter synes ikke at kunne skilles med sik- kerhed; laminatas hun er måske gennemsnitligt lidt større og
271
vingedækkerne måske ganske lidt kraftigere bygget. Længde 1,8—2,2 mm.
Arten har været sammenblandet med den foregående. Den er udbredt og foreligger både fra lokaliteter i Jylland og på øerne. I flere egne er den vistnok hyppigere end sanguinea, sammen med hvilken den undertiden forekommer.
Fig. 147. Rybaxis laminata gg. Bagbrystets plade.
11. Brachygluta Thoms.
Kroppen temmelig hvælvet. Hovedet med 2 runde gruber mellem øjnene, fortil med et bredt indtryk. Følehornene temmelig slanke, med svagt afsat, 3- leddet kølle. Pronotum tværbredt, med rundede sider, stærkere tilsmalnet fortil end bagtil, med 3 lige store rodgruber. Vingedækkerne meget bredere end prono- tum, uden afsatte sidedækker, rygstriben kun lidet forkortet. Bagkroppens 1. frie rygled meget længere end 2., ved roden med 2 parallelle eller bagud diver- gerende længdelinier. Benene temmelig slanke, fød- derne med kun een klo.
Oversigt over arterne.
1. Omtrent ensfarvet rødgul eller gulbrun... 4. haemåtica. Sort eller mørkebrun, undertiden med lysere vinge- NÆRE Ren ke ra KE SEER R. STÅ 2. 2. Vingedækkerne meget kortere end tilsammen bre- de, som regel ikke lysere end den øvrige del af eee EN ne re SE kE 1. fossulåta. Vingedækkerne omtrent så lange som tilsammen brede, lysere end den øvrige del af kroppen.... 3%
272
3. Afstanden mellem længdelinierne på bagkroppens 1. frie rygled næppe !/, så lang som afstanden mellem leddets 2 sidelængdefurer. Det nævnte rygled hos & bagtil i midten med en dyb, halv- Mine MET RIR. ANNE T (090, IR BM AN 2. hélferi. Afstanden mellem længdelinierne på bagkroppens 1. frie rygled over !/, så lang som afstanden mel- lem leddets 2 sidelængdefurer. Det nævnte ryg- led hos $ uden halvmåneformet grube, men med Rk ne ster VST SE go Sag 3. paludåsa.
1. Br. fossulåta BReichenb. Sort eller mørkebrun, føle- horn og ben rødlige. Pronotums rodgruber meget store. Vinge- dækkerne meget kortere end tilsammen brede. Længdelini- erne på bagkroppens første frie rygled når forbi leddets midte og divergerer kun lidt. Længde 1,6—1,9 mm.
ZZ: De forreste hofteringe med en spids tand, mellemskinne- benenes spids indvendig med en ret kraftig torn.
Almindelig (J, Ø, B). På fugtig, halvskygget bund, især ved randen af søer og moser, under løv og mos og i opskyl. Kan tages ved aftenketsning. Marts-juni, sept.
2. Br. hélferi Schmidt. Sort eller mørkebrun med brun- røde vingedækker, følehorn og ben brunsorte eller brunlige. Pronotum tydeligt bredere end langt. Længdelinierne på bagkroppens første frie rygled korte og lidt divergerende. Længde 1,4—1,6 mm.
åg: Bagkroppens første frie rygled foran midten af bag- randen med en dyb, halvmåneformet grube, der fortil be- grænses af en lille knude. De forreste hofteringe med en lang, spids torn, mellemskinnebenene indvendig ved spidsen med en lang, ved roden bred, derfra jævnt tilspidset torn (fig. 148).
Ret sjælden (J, Ø). Gravenshoved, Sottrup strand, Hor- sens fjord; Ristinge klint, Tåsinge, Odense gl. kanal, stranden udfor Keld skov, Løgnor, Rudkøbing, Præstø fed, Søskær mose ved Korsør. Ved bredden af brakke og salte vande, på strandbredder og marskbund, mest under tang. Apr.-juli, i antal 7/,, 515707 altenketsetsk juni
273
3. Br. paludésa Peyr. (hanséni Besuchet). Adskilt fra den foregående ved noget smallere form og ved, at pronotum kun er ganske lidt bredere end langt, samt ved de i oversigten nævnte kendemærker. Længde 1,5 mm.
gg: Bagkroppens 1. frie rygled i midten noget foran bag- randen med 2 korte, fine, lidt skrå tværridser, der danner et fremefter bredt åbent V. De forreste hofteringe med en lang,
a, paludosa b. helferi
Fig. 148. Reichenbachia 3. Højre mellemskinneben.
spids torn, mellemskinnebenene indvendig noget ovenfor spidsen med en meget lang, omtrent ligebred, kort tilspidset torn (fig. 148).
Af denne art foreligger et enkelt eksemplar ($), taget for " mange år siden og mærket »Nordsjælland«. Arten er ellers
kun kendt fra Grækenland, Tyrkiet, Syrien og Israel, og det må anses for tvivlsomt, om den hører til vor fauna.
4. Br. haemåtica Reichenb. Ensfarvet rødgul eller gul- brun, bagkroppen ofte lidt mørkere. Vingedækkerne lidt kor- tere end tilsammen brede. Længdelinierne på bagkroppens første frie rygled parallelle eller svagt divergerende, ikke helt nående leddets midte. Længde 1,7—1,8 mm.
gg: Bagranden af bagkroppens første frie rygled i midten med et halvrundt udsnit, 2. rygled ved roden, bag 1. leds udsnit med 2 små gruber.
Victor Hansen: Ådselbiller 18
274
Almindelig (J, Ø, B). På fugtig bund, ved randen af søer og moser, hyppigst i vore sydlige egne. Kan tages ved aften- ketsning. Apr.-juni.
Fig. 149. Reichenbachia impressa gg. x 28.
12. Reichenbåchia Leach.
Nærstående til Brachygluta, men adskilt fra den ved, at pronotums midterrodgrube er meget mindre end de 2 sidegruber.
Oversigt over arterne.
1. Omtrent ensfarvet rødgul eller gulbrun . 1. juncéorum. Kroppen sort med rødbrune vingedækker. Føle- horn og lår sorte eller sortbrune ..... 2. TEDDFESER:
275
1. R.juncérum Leach. Ensfarvet rødgul eller gulbrun, bagkroppen ofte lidt mørkere. Hoved og pronotum ret tæt og ikke særlig fint punkteret, den øvrige overside meget fint punkteret. Vingedækkerne meget kortere end tilsammen brede. Længdelinierne på bagkroppens første frie rygled meget korte. Bagskinnebenenes spids indvendig med en yderst lille, fin endespore. Længde 1,5—1,6 mm.
å: De forreste hofteringe med en kort, de mellemste med en længere torn. Forskinnebenene på indersiden noget over spidsen, mellemskinnebenene på indersiden nær ved spidsen med en trekantet tand.
Ikke almindelig (J, Ø). På fugtig bund ved søer og moser, i løv, mos og opskyl. Kan aftenketses. Marts-aug.
RO RCimpréæssa: Pang.) m (fig. 149): Sort; vingedækkerne brunrøde, ofte med mørkere rande, følehorn og ben brunlige eller brunsorte. Hoved og pronotum fint, den øvrige overside meget fint punkteret. Vingedækkerne kun lidt kortere end tilsammen brede. Længdelinierne på bagkroppens første frie rygled ca. !/, så lange som leddet. Længde 1,5—1,7 mm.
gg: Mellemskinnebenene på indersiden ved spidsen med en kraftig skrå torn.
Ikke almindelig (J, Ø, B). Levevis som juncorum. Apr.- juni.
13. Brydåxis Kug. (Bythinus 1. udgave).
Kroppen temmelig kort og hvælvet. Hovedet med korte tindinger og med 2 gruber mellem øjnene. Føle- hornene med 3-leddet, svagt afsat kølle. Kæbepalperne lange; ”endeleddet (d.v.s. 4. led) stort. Proønotum foran roden med 2 sidegruber, der oftest er forbundne med hinanden ved en tværfure. Vingedækkerne med afsatte sidedækker. Bagkroppen med temmelig smalt opadbøjede sider, 1. frie rygled i det højeste lidt læn-
18»
276
gere end 2., uden længdelinier. Benene i reglen kraftige, fødderne med kun een klo.
De nedennævnte 2 underslægters adskillelse er alene baseret på sekundære kønskarakterer på han- nens kæbepalper og følehorn, men de opfattes desuag- tet ofte som særskilte slægter.
De fleste arter af denne slægt er for hannernes vedkommende lette at bestemme, særlig ved hjælp af tølehornenes 2 første led. Derimod er en sikker bestemmelse af hunnerne for nogle arters vedkommende — dog ingen af de danske — endnu umulig. Hos nogle arter findes 2 former af hannen, den ene (»oedymere«) med stærkt fortykkede lår, den anden med simple lår.
Arterne findes især i løv og mos på skov- og mosebund, f. eks. ved roden af træstubbe, hyppigst for- og efterår. Imago overvintrer.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum ret stærkt og ret tæt punkteret. Længde KE SR Beta sete sed ae KKeeree 1. puncticollis. Pronotum glat eller ret fint og ret spredt punkteret 2. 2. 2. følehornsled med stærkt konkav inderside og med begge inderhjørner spidst udtrukne (fig. BED SANS rs ESEEN ae RE SAND LESS ESKE 5. burrélli &. 2. følehornsleds inderside ikke konkav; i hvert fald det bageste inderhjørne ikke spidst udtrukket. 3. 3. 2. følehornsled kugleformet, på indersiden ved spid- sen med en lille tapformet udvækst (fig. 150, a). Mundskjoldet med et tyndt, opadrettet horn,
der ss Lydelgi rå SIE "1, de erne ds. LUTTIET AS, "2. følehornsled uden tapformet udvækst på inder- siden ved spidsen. Mundskjoldet uden horn... Å.
4. Forskinnebenene på indersiden med en lille, ofte yderst fin tand. 1. følehornsled i det forreste in- derhjørne med et kort spidst fremspring (fig. 1903050) Aar sank BEES FERRE SEEREN: STE od.
ATT
Forskinnebenene på indersiden uden tand. 1. føle- REE HOR FeMIERAT seks. dr AG
5. 1. følehornsled på indersiden uden grube, i det højeste lidt bredere end 2. led (fig. 150, c). Bag-
skinnebenenes spids uden endetorn 3. clavicornis Ø.
aq. curtisi 6. bulbifer c.clavicornis
Sd
d.puncticollis e€. macropalpus ff. burrelli Fig. 150. Bryaxis g. Højre følehorn.
1. følehornsled på indersiden bag spidsen med en stor grube, meget bredere end 2. led (fig. 150, b). Bagskinnebenenes spids med en kort endetorn
4. bulbifer Z.
6. 2. følehornsled med fladtrykt, skarpkantet inder- side og med forreste inderhjørne udtrukket i en
Mor spids (185750, 0)... 6. macropålpus F.
2. følehornsled simpelt, mere eller mindre kugle- ENE NERE RIE ISSN mr EEN RAE Ol 7. 4.—7. følehornsled tydeligt tværbrede, 1. led kun
278
lidt længere end bredt. Vingedækkerne næppe så lange som tilsammen brede. Længde 1—1,2mm 8. 4.—7. følehornsled ikke eller i det højeste svagt tværbrede, 1. led mindst 1!/, gang så langt som brødt Lænederl BER nn. aserne 9. 8. 5.—8. følehornsled ca. dobbelt så brede som lange 5, hurrehke. 5.—8. følehornsled ikke nær dobbelt så brede som IF eee Søger FR DE as sd 6. macropålpus 2. 9. Kæbepalpernes endeled mindst 3 gange så langt som bredt, næsten så langt som 3.—9. følehornsled, bredest langt bag midten, derfra tilspidset i næ- sten rette linier. Hovedet kun noget tilsmalnet fortil, her over halvt så bredt som over øjnene ctr DE Kæbepalpernes endeled kortere,ikke 3 gangesålangt som bredt, betydeligt kortere end 3.—9. følehorns- led, bredest lidt nærmere midten. Hovedet stærkt tilsmalnet fortil, her kun ca. halvt så bredt som over øjenene; disse lidt mere frem- stående. Følehornene indleddede lidt tættere SR rs Messen er te DRE ERE na ModRRE ze hnesendsty el Kås D 10. Kroppen oftest lysere eller mørkere brun. Følehor- nene kraftigere, især 1. og 2. led, 1. led rigeligt 17/, gang så langt som bredt, 3. led ikke længere end bredt. Længde 1,4—1,6 mm.. 3. clavicérnis 2. Kroppen sort eller brunsort. Følehornene slankere, især 1. og 2. led, 15 led, døbbelt så "langt som bredt, 3. led lidt længere end bredt. Længde 1,3— LA HAN VUUTE UENS. RL SUHR SSRRLEES 4. bulbifer 2.
1. underslægt Bruåadis's, str: (Arcopagus Leach)
Kæbepalpernes endeled hos $ med simpel overside. 1. følehornsled hos $ som regel med særlige karakterer. Længde 1,2—1,6 mm.
279
1. B. puncticéllis Denny (vålidus Aubé). Brun, vinge- dækkerne ofte mørkere, følehorn og ben rødlige. Hovedet fint punkteret, pronotum bredere end langt, temmelig groft og ret tæt punkteret. Vingedækkerne næppe så lange som tilsam- men brede, temmelig groft og ret spredt punkterede. Længde 1,2—1,4 mm.
Øg: 1. følehornsled stærkt fortykket, kun lidt længere end bredt, på oversiden indadtil med en tydelig grube, 2. led kug- leformet (fig. 150, d). Med hensyn til benenes udvikling findes
AW
a. gracilipes b. validus
Fig. 151. Hannens parringsorgan hos de to former af Bryaxis puncticollis.
der to former; den ene form, gracilipes Raffr. (neresheimeri Wagner) har simple ben; den anden, validus Aubé, har stærkt fortykkede ben (især lår) og en lille tand fortil på indersiden af forskinnebenene.
Q: 1. følehornsled ikke nær så tykt som hos åg, uden grube.
Da der er en vis, omend ringe forskel i parringsorganets bygning hos hanner af gracilipes og hanner af validus, se fig. 151, anses disse 2 former, hvis udbredelse, f. eks i. Norge, synes åt være noget forskellig, af nogle, bl. a. Andr. Strand, for selvstændige arter, medens andre, bl. a. Besuchet, anser dem for former af samme art.
Ret almindelig (J, Ø, B). På skygget bund, især i løv og mos ved roden af træstubbe. De 2 former forekommer sammen, validus dog vistnok mere sparsomt end gracilipes.
280
2. B. curtisi Leach. Lysere eller mørkere brun eller sort- brun, følehorn og ben rødlige. Hovedet oftest meget fint punkteret. Pronotum lidt bredere end langt, glat eller næsten glat. Vingedækkerne omtrent så lange som tilsammen brede, spredt og groft punkterede. Længde 1,4—1,5 mm.
å: Følehornenes 1. og 2. led stærkt fortykkede, 1. led lidt længere end bredt, midt på indersiden med et lille, rundt, glat parti, 2. led stort, kugleformet, i det højeste lidt bre- dere end 1., på indersiden ved spidsen med en lille tapfor- met udvækst (fig. 150, a). Mundskjoldet med et tyndt, op- adrettet horn. Forskinnebenene fortil på indersiden med en lille tand, bagskinnebenenes spids indvendig med en lille torn.
2: Følehornenes 1. og 2. led simple, 1. led ca. 1!/, gang så langt som bredt, 2. led noget smallere end 1., aflangt kugle- formet.
Sjælden (J, Ø, B). Sønderborg, Nørholm skov (se under clavicornis), Brakør skov; Marienlund, Fruens Bøge og Kille- rup på Fyn, Ledreborg (dels hos Lasius fuliginosus i hule træer, dels under løv, maj), Brede hos Lasius fuliginosus). På fugtig, skygget skovbund, under løv og mos, af og til hos myrer.
3. B. clavicérnis Panz. Lysere eller mørkere brun eller sortbrun, følehorn og ben rødlige. Hovedet oftest meget fint punkteret. Pronotum bredere end langt, glat. Vingedækkerne ganske lidt længere end tilsammen brede, groft og temmelig spredt punkterede. Længde 1,4—1,6 mm.
åg: Følehornenes 1. led cylindrisk, over 1!/, gang så langt som bredt, i det forreste inderhjørne med et kort, spidst frem- spring; 2. led i det højeste lidt smallere end 1., lidt bredere end langt, med svagt konveks, kamagtigt fladtrykt inderside, det bageste inderhjørne stumpt, det forreste retvinklet eller ganske lidt spidst fremtrukket (fig. 150, c). Forskinnebenene fortil på indersiden med en lille tand. Foruden den normale form findes også en form med stærkt fortykkede lår og skin- neben og med bagskinnebenene udbugtede på indersiden mod spidsen (var. inflåtipes Reitter).
281
Q: Følehornenes 1. og 2. led simple, 1. led rigeligt 1/, gang så langt som bredt, 2. led lidt smallere end 1., aflangt kugleformet.
Sjælden (J, Ø). Nørholm skov (i antal på fugtig skovbund med talrige musegange, sammen med curtisi; den tykbenede
"5 SQ LØ Å
Fig: 152,. Bryaxis bulbifer $. x 33.
hanform var her betydeligt talrigere end den normale form, 31/,); Marienlund og Fruens Bøge ved Odense.
4. B.bulbifer Reichenb. (fig. 152). Sort eller brunsort, følehorn og ben brunrøde, lårene ofte mørkere. Hovedet næsten glat. Pronotum lidt bredere end langt, næsten glat. Vingedækkerne ganske lidt længere end tilsammen brede, groft og temmelig spredt punkterede. Længde 1,3—1,4 mm.
å: Følehornenes 1. led fortykket, næppe 1!/, gang så langt som bredt, med forreste inderhjørne udtrukket i en
282
kort spids og bag denne med en stor grube. 2. led meget smal- lere end 1., i det højeste så langt som bredt, spredt, groft punkteret, med svagt konveks inderside, bageste inderhjørne stumpt eller retvinklet, forreste inderhjørne yderst svagt spidst udtrukket (fig. 150, b). Forskinnebenene fortil på indersiden med en lille tand, bagskinnebenenes spids med en kort endetorn.
Q: Følehornenes 1. og 2. led simple, 1. ca. dobbelt så langt som bredt, 2. lidt smallere, aflangt kugleformet.
Almindelig (J, Ø, B). På fugtig mose- og engbund, også i tørvemoser. Kan undertiden aftenketses.
2. underslægt Bythinus Leach.
Kæbepalpernes endeled hos g på oversiden med en blank knude. Følehornene hos $ med simpelt, kort 1. led og med skarpkantet inderrand og vinkelformet for- reste inderhjørne på 2. led. Længde 1—1,2 mm.
5. B. burrélli Denny. Mørkere eller lysere brun, følehorn og ben rødgule. 3.—10. følehornsled stærkt tværbrede. Hove- det oftest meget fint punkteret. Pronotum bredere end langt, næsten glat, vingedækkerne næppe så lange som brede, spredt og temmelig groft punkterede. Længde 1—1,2 mm.
&g: Følehornenes 1. led næppe fortykket, næppe længere end bredt, 2. led stort, længere end bredt, med fladtrykt og skarpkantet, stærkt konkav inderside og med begge inder- hjørner spidst udtrukne, det forreste længst (fig. 150, f).
Q: Følehornenes 1. led simpelt, kun lidt længere end bredt, 2. led kugleformet, næsten så bredt som 1.
Af burrelli og macrocephalus forekommer hanner med sim- pelt 2. følehornsled, kendelige som hanner ved, at 4. kæbepal- peled, ligesom hos normale hanner er tykkere end hos hunnen og på oversiden har en, hos burrelli kraftig, hos macrocephalus svag knude. Sådanne hanner, der f. eks. i nogle egne af Eng- land er hyppigere end normale hanner, er vistnok ikke fundet hos os.
Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø). På skygget,
fugtig skovbund, f. eks. i ellemoser, under løv. En enkelt gang, vistnok tilfældigt, fundet i en muldvarperede.
283
6. B. macropålpus Aubé (distinctus Chaud.). Lysere eller mørkere brun, følehorn og ben rødgule. 3.—10. følehornsled noget tværbrede. Hovedet oftest meget fint og spredt punk- teret. Pronotum bredere end langt, næsten glat. Vingedæk- kerne næppe så lange som tilsammen brede, spredt og temmelig groft punkterede. Længde 1,1—1,2 mm.
åg: Følehornenes 1. led næppe fortykket, kun lidt længere end bredt, 2. led ca. så langt som bredt, lidt bredere end 1. indersiden ret eller svagt konveks og, ligesom den inderste del af bagranden, fladtrykt og skarpkantet, bageste inderhjørne stumpt, forreste inderhjørne udtrukket i en kort spids (fig. 150, e). Jfr. ovenfor under burrelli.
Q: Følehornenes 1. led simpelt, lidt længere end bredt, 2. led kugleformet, lidt smallere end 1.
Hidtil kun fundet på øerne, hvor den vistnok er udbredt, men ikke almindelig. F. eks. Møn, Ermelunden, Dyrehaven,
Rudeskov. Levevis som puncticollis; undertiden fundet i muldvarpereder.
14. Tychus Leach.
Hovedet mellem øjnene i det højeste med 2 meget små gruber. Følehornene med 3-leddet, tydeligt afsat kølle. Pronotums rod med 5 små, i en tværrække stå- ende gruber og med 2 store sidegruber. Vingedækkerne uden afsatte sidedækker. Bagkroppen med temmelig smalt opadbøjede sider, det første frie rygled meget længere end 2., uden længdelinier. Benene ret slanke, fødderne kun med een klo.
1. T. niger Payk. (fig. 153). Sort, følehorn og ben rødlige, vingedækkerne undertiden helt eller delvis røde. Hovedet smallere end pronotum; dette bredere end langt. Vingedæk- kerne omtrent så lange som tilsammen brede. Længde 1,3— 5 mm
åg: De mellemste hofteringe med en bagudrettet torn. Følehornenes 5. led meget større end 4. og 6. (hos 2 næppe større end 4. og 6.).
284
Ret almindelig (J, Ø, B). På fugtig mose- og engbund, i løv, mos og opskyl; undertiden, tilfældigt, hos Lasius fuligi- nosus. Kan aftenketses. Marts-juni.
Fig.155,"Tychus niger $:x 730,
4. slægtsgruppe. i (Pselåphini og Tyrini). Hofteringene, i hvert fald på mellembenene lange, lårene indleddede på deres spids (fig. 130, p. 239). Fødderne med 2 lige lange kløer (Tyrus) eller med
kun een klo (Pselaphus). Kroppen smal fortil, bredere bagtil.
285
15. Psélaphus Hbst. Hovedet smalt; følehornene slanke, med 3-leddet kølle, kæbepalperne meget lange. Pronotum smalt. Vingedækkerne bagtil stærkt udvidede, med afsatte
Fig. 154. Pselaphus heisei gg. x 26.
sidedækker, langs bagranden med en tæt gul hår- bræmme. Bagkroppen meget bred, 1. frie rygled meget langt, de følgende meget korte. Benene slanke, fød- derne med kun een klo.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum foran roden med en dyb, buet tværfure. Hovedet mellem øjnene uden knuder 1. dresdénsis.
286
Pronotum uden tværfure foran roden. Hovedet mel- lem øjnene med:;.2: små; lyse knuder. 10.5 2 heiséi.
1. Ps. (underslægt Pselaphaulax Reitt.) dresdénsis Hbst. Brunlig med lysere følehorn og ben. Hovedet lidt længere end bredt, med 2, undertiden sammenflydende gruber mellem øjnene. Pronotum lidt længere end bredt, siderne bagtil ran- dede. Vingedækkerne med fuldstændig, fortil meget dyb rygstribe. Længde 1,6—1,8 mm.
gå: Bagbrystet stærkere hvælvet, med en midtfure.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø). På fugtig mose- og eng-
bund, i løv, mos og opskyl. Kan aftenketses. Febr.-juni, aug.
2. Ps. (underslægt Psélaphus s. str.) heiséi Hbst. (fig. 154). Brunlig, følehornenes inderste del og benene lidt lysere. Hove- det længere end bredt. Pronotum længere end bredt, siderne ikke randede. Vingedækkerne med fuldstændig, fin rygstribe. Længde 1,6—1,8 mm.
å: Bagranden af bagkroppens 1. frie rygled stærkere til- bagetrukket end hos 2. Bagbrystet i midten med en bred fure, der på hver side begrænses af en køl. 1. bugled let indtrykt i midten.
Almindelig (J, Ø, B). Levevis som dresdensis.
16. Tyrus Aubé.
Adskiller sig fra alle vore andre slægter ved fød- dernes 2 lige lange kløer og de på indersiden tandede forlår. Hovedet med 2 gruber mellem øjnene; følehor- nene slanke, med 3-leddet, svagt afsat kølle. Prono- tum med 2 sidegruber, der er forbundne med hinan- den ved en fin. tværfure… Bagkroppen bred, ..de fire første frie rygled omtrent lige lange, med bredt af- satte, opadbøjede sider, det første i midten med en lille ophøjet fold ved roden.
287
Sery sangtuineus L/(mucdronåtus”" Panz!). Sort eller sortbrun, vingedækkerne brunrøde, følehorn og ben rødlige. Hovedet ca. så langt som bredt. Pronotum næppe bredere end hovedet, noget længere end bredt. Vingedækkerne fint punk- terede, omtrent dobbelt så brede som pronotum. Længde 2—2,3 mm
gg: Bagbrystet stærkt (hos 9 svagt) udhulet. De mellemste følehornsled tydeligt (hos 92 kun ganske lidt) længere end brede.
Meget sjælden (J, Ø) og ikke fundet hos os i over 60 år. Hurgballegård ved Vejle (3 eks); Roden skov (1 eks., 7%, 1884). Arten lever især i trøsket ved, under løs bårk, i hule træers muld eller under mos på gamle stammer og stubbe. Den søger både til løvtræer (eg, bøg, el, birk, asp) og til nåle- træer (fyr, gran, lærk), og er ofte fundet sammen med myrer (Formica rufa, fusca og sanguinea, Lasius brunnéus og niger), men vistnok kun hvor disse bygger i stubbe og stammer eller under bark; hyppigt er den fundet siddende på indersiden af løs bark på soleksponerede, mod fugtighed beskyttede steder. Oftest enkeltvis eller fåtallig, men undertiden i antal.
2. underfam. Clavigérinae.
Følehornene 6-leddede, 1. led meget lille, endeled- det afstudset (fig. 155). Bagkroppen med 3 frie rygled, det første meget stort.
17. Clåviger Preyssler.
Formen smal fortil, bred bagtil. Hovedet langt og smalt, uden øjne. Munddelene meget små. Vingedæk- kerne stærkt udvidede bagtil, uden sømstribe og uden afsatte sidedækker, mod baghjørnerne ophøjede og forsynede med lange, gule hår. Bagkroppens første frie rygled meget stort, i forhjørnerne med et kraftigt gult hårknippe og langs forranden, undtagen i midten, med en kort, gul hårbræmme. Benene kraftige, fød- derne.med kun een.klo, 1; og 2. fodled meget korte.
288
Arterne af denne slægt hører til de ægte myregæster (sym- philer). De afsondrer fra de behårede dele af kroppen et stof, der slikkes af myrerne. De fodres af myrerne, men søger dog måske også tildels selv deres næring.
Oversigt over arterne.
1. 3. og 4. følehornsled meget længere end brede (fig. 155, b). Bagkroppens første frie rygled ved roden med 2 dybe længdelinier, uden grube 1.longicårnis.
a. b. Fig. 155. Claviger. Følehorn (det lille 1. led ikke synligt).
3. og 4. følehornsled bredere end lange (fig. 155, a). Bagkroppens første frie rygled ved roden med EN AND, ANE ERE ST, SEAT 2. teståceus.
1. Cl. longicérnis Miller. Rødgul. Hovedet smalt, næppe længere end pronotum. Følehornene omtrent dobbelt så lange som hovedet, 3. led mindst 4 gange så langt som bredt, 4. mindst dobbelt så langt som bredt, 5. mindst så langt som bredt. Længde 2,4—2,7 mm.
gg: Mellemskinnebenene på indersiden noget over spidsen med en lille, skarp tand.
Meget sjælden (Ø). Ringsted å (1 eks. i en tue af Lasius flavus på en grøftevold), Boserup skov (i stort antal sammen med Notothecta confusa i et i jorden anlagt bo af Lasius
fuliginosus, hvor også enkelte Lasius umbratus var til stede, 23/,, 5/.), Røsnæs i antal på højt, åbent bakkedrag, under
289
sten hos Lasius flavus, maj), fæstningsterrænet ved Husum (2 eks. i en tue af Lasius niger, ”"/,), Dronninggård ved Holte (nogle eks. i et bo af Lasius umbratus i en gammel træstub, helt tildækket af jord, 39/,). Arten lever hyppigst hos Lasius umbratus, vistnok især, hvor denne bygger i stubbe, f. eks. af eg eller poppel, sjældnere hos andre Lasius-arter. Apr.- maj, aug.
Fig. 156. Claviger testaceus gg. x 20.
2. Cl. teståceus Preyssler (fig. 156). Rødgul. Hovedet lidt længere end pronotum. Følehornene ca. !/, længere end hove- det, 4. og 5. led mindst dobbelt så brede som lange. Længde 2—2,3 mm.
g: Mellemlårene på indersiden nær roden med en lille, spids tand. Mellemskinnebenene som hos longicornis.
Udbredt, men noget stedegen (J, Ø, B). På solåben bund i Lasius flavus” tuer, sjældnere hos andre myrer, f. eks. Lasius niger. Apr.-juni, sept.
10. familie Histéridae.
Følehornene knæede, med langt, skaftformet rod- led, 7-leddet svøbe og kompakt kølle, der oftest er Victor Hansen: Ådselbiller 19
290
tydeligt 3- eller 4-leddet, men hos Hetaerius tilsyne- ladende uleddet. Pronotum slutter sig tæt til vinge- dækkernes rod. Vingedækkerne bagtil afstudsede, bag- kroppens 2 yderste led (pygidium og propygidium) hos de danske slægter udækkede. Bagbrystet meget stort, ofte sammenvokset med mellembrystet. For- hofterne tværbredt valseformede, adskilte fra hin- anden af en til mellembrystet sluttende forbrystfor- længelse, deres hofteskåle bagtil åbne. Mellemhofterne kugleformede eller ovale, adskilt langt fra hinanden. Baghofterne bredt trekantede, langt adskilte fra hin- anden. Benene oftest kraftige graveben, fødderne 5- leddede, kun hos Acritus 4-leddede på bagbenene. Bagkroppen med 35 frie bugled; pygidium oftest lodret eller omtrent lodret stillet.
Histrene eller, som de ofte kaldes på dansk, stump- billerne adskilles let fra alle de andre i nærværende bind behandlede familier ved de knæede følehorn med kompakt følehornskølle. Deres krop er stærkt kitini- seret og som regel kort, plump og hvælvet. Hovedet er hos alle de danske slægter i hvilestillingen stærkt nedadbøjet og trukket stærkt tilbage i pronotum. Til optagelse af følehornsskaftet findes på hovedet en fure, oftest mellem øjnene og kindbakkernes rod, og til optagelse af følehornskøllen findes hos alle de danske slægter gruber enten i forbrystet eller i den forreste del af prothorax's sidedækker.
Pronotum ofte med en fin stribe i sideranden (side- randstriben) og yderligere med 1 eller 2 sidestri- ber indenfor siderandene (fig. 157).
Vingedækkerne (fig. 157) oftest korte og brede, bag- til afstudsede, sidedækkerne oftest tydeligt afsatte ved en længdestribe (randstriben). Bag skulder- bulen findes en fin, skrå linie, skulderstriben
291
(humeralstriben), og indenfor denne 6 striber, af hvilke de 5 yderste benævnes 1. til 5. rygstribe, talt fra siden, medens den inderste (altså 6.) kaldes søm- striben. Bag skulderstriben, udenfor 1. rygstribe, findes ofte 1 eller 2 (en inderste og en yderste) side-
Fig. 157. Hister unicolor. SR: pronotums siderand, i hvilken side-
randstriben er beliggende. YS og IS: ydre og indre sidestribe.
H: vingedækkernes humeralstribe. YSH og ISH: deres ydre og
indre subhumeralstribe. 1—5: 1.—5. rygstribe, 6: sømstriben. Pp: propygidium. P: pygidium.
striber (subhumeralstriberne). Af de nævnte stri- ber er dog som oftest flere kun antydede eller endog forsvundne. Randstriben og sømstriben er ofte for- bundne ved en stribe langs vingedækkernes bagrand (spidsstriben). Vingedækkernes yderste parti er ofte ombøjet på kroppens sider og forsynet med et længdeindtryk (sideindtrykket). Endelig er side- dækkerne ofte forsynede med 1 eller 2 længdestriber. Hos Onthophilus er vingedækkerne, såvel som prono- tum, forsynede med længderibber. 19=
292
Af Crowson!) samles Histeridae og Sphaeritidae?) samt den hos os ikke repræsenterede familie Syntelii- dae i en overfamilie, Histeroidea, der sammen med overfamilierne Staphylinoidea og Hydrophiloidea (vand- kærer) opstilles som familierækken Sftaphyliniformia.
De fleste arter træffes ved ådsel og i gødning; flere arter er knyttet til myreboer, barkbillegange eller muldvarpereder ; nogle søger til udflydende træsaft og svampe, andre træffes på sandede strandbredder eller i det hele taget på sandbund; ét par arter ér især knyttet til Tuslereder "De Teste arter er både som imago og som larve rovdyr, der især ernærer sig af æg, larver og pupper af andre insekter, f. eks. fluer og bark- biller.
Af denne familie er der hidtil herhjemme fundet 53 arter.
Oversigt over slægterne.
1. Følehornene indleddede under pandens siderand, mellem øjnene og kindbakkernes rod (fig. 158) 2. Følehornene indleddede indenfor øjnene, i en dyb indbugtning af pandens sider (fig. 159). Længde højst 3,5 mm (slægtsgruppe Abraeini)....... 10. 2. Alle skinneben brede, forsynede med fodfurer, uden synlig endespore. Oversiden spredt og ret langt behåret. Følehornskøllen uleddet, med afstudset spids (fig. 160). Farven rødlig. Længde 1,5—2 mm 6. Hetaerius (p. 312). Forskinnebenene med tydelig endespore. Over- siden nøgen. Følehornskøllen ikke afstudset på BERNER sr Esk sa SES SIE» aSEERD RE KAREGSD. SE SERENRSEEEES ål. 3. Alle skinneben med fodfurer, mellem- og bagskin- nebenene meget brede, bredest omtrent i midten, herfra tilsmalnede mod spidsen, ydersiden i det
1) Se Danmarks Fauna, Biller XIX, p. 48. 2?) Denne familie, der tidligere betragtedes som henhørende under Clavicornia, er behandlet i Danmarks Fauna, Biller XIH, p. 23—24.
293
højeste med enkelte spredte, meget korte torne (fig. 161, d): "Hovedet på hver side indsnævret, så at tilsmalningen fremefter sker i vinkelbøjede linier (som fig. 158,b) ... 3. Dendroéphilus (p. 309).
a. Hister b. Saprinus
Fig. 158. Hoved af Hister striola og Saprinus semistriatus.
Mellem- og bagskinnebenene uden fodfurer, ikke tilsmalnede fra midten mod spidsen, ydersiden EET Evo RE Se ale mr RJ BÅRSE 4.
F2:7159 Fig. 160.
Fig. 1539. Hoved af Onthophilus. Fig. 160. Hetaerius. Højre følehorn.
Hovedet tilsmalnet fremefter i omtrent rette linier . (fig. 158, a). Forbrystet med en ved en mere eller mindre tydelig tværsøm afsat strubeplade..... 5. Hovedet på hver side indsnævret, så at tilsmal- ningen fremefter sker i vinkelbøjede linier (fig. 158, b). Forbrystet uden afsat strubeplade (2. He ReNESUNDE SATIN)... dk 8.
294
5. Scutellum usynligt. Vingedækkerne i det højeste med korte spor af rygstriber. Længde 2—2,3 mm 5. Micromalus (p. 311). Scutellum synligt. Vingedækkerne i hvert fald med nogle fuldstændige FYøstriber 1220. EDR 6. 6. Panden uden tværfure. Lille, 2—2,5 mm 4. Cårcinops (p. 310).
a. Hister b. Saprinus c. Micromalus d. Dendrophilus
Fig. 161. Venstre forben af Hister cadaverinus, Saprinus semistri- atus og Micromalus flavicornis og venstre mellemben af Dendro- philus pygmaeus.
Panden med en i midten ofte afbrudt tværfure. Slørke mindst, Sagen ENE SSO SOE SE RSS ES fi; 7... Forskinnebenenes fodfure S-formet bøjet, også ud- adtil ret tydeligt begrænset. Mellem- og bagskin- nebenenes yderside tydeligt tandet (fig. 162) 1. Platysoma (p. 295). Forskinnebenenes fodfure omtrent ret, kun indadtil skarpt begrænset (fig. 161,a) ... 2. Hister (p. 297). 8. Panden med en fure eller køl, der i hvert fald er tydelig på hver side langs øjets inderrand. For- "skinnebenene med tandet, mellem- og bagskinne- benene med tornet yderside ... 9. Saprinus (p. 320). Panden uden fure eller køl langs øjets inderrand. . 9. 9. Oversiden næppe synligt punkteret. Forskinnebe- nene temmelig smalle, deres yderside ikke tyde- ligt landet. … 5 855-705 GEELER 7. Myrmétes (p. 314).
295
Oversiden kraftigt punkteret. Forskinnebenene temmelig brede, deres yderside tydeligt tandet 8. Gnathåncus (p. 315). 10. Pronotum og vingedækkerne med ophøjede ribber 2 TF fr RE = 7) SR 11. Onthåphilus (p. 333). Pronotum og vingedækkerne uden ophøjede ribber 11. 11. Pronotums sider opsvulmede, indvendig begræn- sede af en dyb fure (fig. 178, p. 332) 10. Plegåderus (p. 330). Frenotums sider ikke opsvulmede . 0.045, 12, 12. Alle fødder 5-leddede. Vingedækkernes sidedækker HE Bin USS 5 SES ØSEL 12. Abraeus (p. 335). For- og mellemfødder 5-leddede, bagfødderne 4- leddede. Vingedækkernes sidedækker afsatte ved en dyb længdestribe .......... 13. Åcritus (p. 338).
1. slægtsgruppe Histérini
Følehornene indleddede under pandens siderand, mellem øjnene og kindbakkernes rod. Forbrystet med en ved en mere eller mindre tydelig tværsøm afsat strubeplade.
1. Platysoma Leach.
Nær beslægtet med den følgende slægt, men adskilt fra den ved forskinnebenenes S-formet svungne, på begge sider skarpt begrænsede fodfurer og mellem- og bagskinnebenenes tydeligt tandede yderside. Pronotum med fin, ofte kun fortil tydelig siderandstribe og med 1, eller sjældent 2 sidestriber. Vingedækkerne med fin skulderstribe, oftest uden subhumeralstriber. Føle- hornsfurerne anbragt i forhjørnerne af prothorax” sidedækker.
Arterne lever både som larver og som fuldvoksne insekter under træbark og ernærer sig væsentligt af barkbille- og flue- larver.
296
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkerne betydeligt længere end tilsammen brede. Pronotum ca. ”/, gang bredere end langt. Propygidium og pygidium fint punkterede. Vin- gedækkerne med 4 fuldstændige rygstriber .. lineåre.
Vingedækkerne ikke eller næppe længere end til- sammen brede. Pronotum omtrent dobbelt så bredt som langt. Propygidium og pygidium
BEL. BREDERE Sa 3 5 0 un lee SES er SEEREN 2. 2. Kroppen hvælvet, siderne let rundede ... 2. frontåle. Kroppen. flåd, temmelig parallelsidet… .......4X, 3.
3. Vingedækkerne med 3 fuldstændige rygstriber 1. compréssum. Vingedækkerne med 4 fuldstændige rygstriber deplanåtum.
1. Pl. compréssum Hhbst. (fig. 162). Aflang, temmelig parallelsidet, flad; blankt sort, følehorn og ben lysere eller mørkere brune, køllen rustrød. Pronotum tydeligt punkteret indenfor sidestriberne. Vingedækkernes 1.—3. rygstribe fuld- stændig, 4. oftest tydelig bagtil, 5. ofte udvisket, sømstriben oftest forsvundet helt. Propygidium og pygidium groft, ret spredt vpunkterede. Forskinnebenenes yderside 4-tandet, mellem- og bagskinnebenene med tvespidset spidstand, de første yderligere med 2, de sidste oftest kun med 1 tand på ydersiden. Længde 3,3—3,8 mm.
Temmelig almindelig (J, Ø). Under bark af løvtræer, især bøg og eg. Maj-sept.
2. Pl. frontåle Payk. Adskilt fra compressum ved kortere, mere hvælvet og på siderne mere rundet krop samt ved, at antallet af tænder (foruden den tvespidsede spidstand) på ydersiden af mellem- og bagskinnebenene som regel er hen- holdsvis 3 og 2, at mesosternums randstribe ikke (som hos compressum) er afbrudt ved forranden og metasternums side- randstriber enkelte (hos compressum dobbelte). Vingedæk- kerne med 3 fuldstændige rygstriber. Længde 3—4 mm.
297
Meget sjælden (J). Kun fundet i Draved skov (1 stk. på en birkestub, >9%/.). I Sverige er den som regel fundet under løs bark af tykke, liggende birkestammer med angreb af træbukke- og andre billelarver; i Tyskland især under bøge- og egebark, kun undtagelsesvis under gran- og fyrrebark.
Fig. 162. Platysoma compressum. x 13.
[Pl]. deplanåtuni Gyll. (3-4 mm) og Pl. lineåre Er. (3,5—4 mm), der er kendelige ved de i oversigten nævnte skelnemærker, er fundne bl.a. i Skåne og Sydnorge. PI. deplanatum er i Sverige især fundet under bark af asp (med træbukkelarver) og birk (med Scolytus-larver), i Tyskland under bark, f. eks. af poppel og fyr. Pl. lineare er fundet under fyrrebark med barkbilleangreb.]
rt Her
Hovedet tilsmalnet fremefter i omtrent rette linier, panden med en i midten ofte afbrudt tværfure. Pro- notum i selve sidekanten med en meget fin, fuldstændig eller bagtil forkortet siderandstribe og på hver side tillige med 1 eller 2 sidestriber, der ofte er forbundne
298
ved en bag pronotums forrand løbende tværstribe. Scutellum lille, trekantet. Af mellembrystets epimerer er et lille trekantet stykke synligt fra oven mellem pronotum og vingedækkerne. Vingedækkernes ombø- jede sider med et længdeindtryk, der ofte er forsynet med 1 eller 2 furer og snart punkteret, snart upunkte- ret; sidedækkerne tydeligt afsatte ved en randstribe; følehornsgruberne anbragte i forhjørnerne af protho- rax's sidedækker, undertiden dog manglende. For- skinnebenene udvidede mod spidsen, hvor de er bre- dest, med fodfure, der kun indvendig er skarpt be- grænset (fig. 161, a). Mellem- og bagskinnebenene sva- gere udvidede mod spidsen, deres yderside med 2 ræk- ker torne.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum på hver side, foruden siderandstriben, med 2 sidestriber, der undertiden er forkortede
bagtil eller endog kun tydelige helt fortil...... 2. Pronotum på hver side, foruden siderandstriben, kun mod i sidestriles 21 1… 172. "HIK SASBLESD. 9. 2. Vingedækkerne rødplettede ...... 6. quådrinotåtus. Vingedækkerne ensfarvet sorte 153030 ..31 47 FIRE 3:
3. Vingedækkernes 3 yderste rygstriber fuldstændige 4. Vingedækkernes 4 yderste rygstriber fuldstændige 6. 4. Forskinnebenenes yderside med 5 tænder. Vinge- dækkerne uden subhumeralstriber. Længde 3,5— Bak 40, 1303. MARR Die neger 1 funéstus. Forskinnebenenes yderside med 3 eller 4 tænder. … Vingedækkerne med 1 eller 2 subhumeralstriber.
Længde, 5 SEN SEERE HØNS ER d. 5. Større, 7-10 mm. Formen bredere. Pygidium ret RT Due SELER IOR ERRRVG 1. unicolor.
Mindre, 5,5—7 mm. Formen mere aflang. Pygidium Broft punkere CO SNIT VØSAD: 2terricoeld.
10.
11.
12.
299
Vingedækkerne uden subhumeralstriber. Mindre, HEE SR heats neln ed sk ele 8. bissexstriåtus. Vingedækkerne med en subhumeralstribe. Større, HE NEUER 5 NES ore SJ, 4 Følehornskøllen rustrød. Forskinnebenenes yder- side med 4 tænder. Vingedækkernes sideindtryk temmelig fint og spredt punkteret ... 5. merdårius. Følehornskøllen sortbrun. Forskinnebenenes yder- side med 5 eller 6 tænder. Vingedækkernes side- indtryk temmelig groft. punkteret... 22.240 8.
MS]
Gennemsnitlig større, 5,5—8,53 mm. Pandetvær- furen i midten buet, ofte afbrudt. Vingedæk- kernes 3. rygstribe uden tydeligt indtryk ved roden. Pygidium ret groft og meget tæt punk- 2 JERES VERS SESERRE SESSERSRESRER 3... cadaverinus. Gennemsnitlig mindre, 5—7 mm. Pandetværfuren i midten tydeligt vinkelbøjet (fig. 158, a). Vinge- dækkernes 3. rygstribe ved roden med et tyde- ligt indtryk. Pygidium noget finere og endnu HEE KURIE] VIL SUS MENDE. Fan 4. striola. Vingedækkernes 5 rygstriber alle fuldstændige. Pronotums siderandstribe når kun tilbage til
midten. Pygidium fint og spredt punkteret.... 10. Vingedækkernes 3 eller 4 yderste rygstriber fuld- EEN SENSOR G sd NES] 1%
Vingedækkerne røde, med sort plet. Pronotum for-
til på hver side, indenfor sidestriben med en dyb
ES FED SR BASEN] 17. bima'culåtus. Vingedækkerne ensfarvet sorte. Pronotum fortil på
hver side, indenfor sidestriben i det højeste med
svag antydning af et indtryk 18. duddecimstriåtus.
Nbækkerne rødplettedes Sid: hav. skøde 12. Naetækkerne ensfarvet sorte 21325000 ELINE 13. Vingedækkernes 3 yderste rygstriber fuldstændige.
ERR 57 BRU VLB EIDE ER 9. bipustulåtus. Vingedækkernes 4 yderste rygstriber fuldstændige. 5 SELER 477” BØRRESEN 16. purpuråscens.
13.
14.
16.
rZ;
18.
19,
300
Vingedækkernes 3 yderste rygstriber fuldstændige,
deres: sidsindtryk glål 4.0 0025 10: -stercorårius: Vingedækkernes 4 yderste rygstriber fuldstændige, i modsat fald deres sideindtryk punkteret..... 14.
Vingedækkerne med næsten glat sideindtryk og 4 fuldstændige rygstriber 16. purpuråscens var. niger.
Vingedækkernes sideindtryk punkteret......:... 1
Vingedækkernes subhumeralstribe manglende eller BESET KOR sod ike, Sire ke Nes. SAS 16.
Vingedækkernes subhumeralstribe lang 2... 17%
Kindbakkernes øverste yderrand skarp. Pygi- dium fint og spredt punkteret. Vingedækkernes sideindtryk med 2 svagt punkterede furer 19. corvinus. Kindbakkernes øverste yderkant stump. Pygidi- um ret tæt og groft punkteret. Vingedækkernes sideindtryk med 2 tydeligt punkterede furer... 20 praetermissus. Pronotums siderandstribe når helt eller næsten helt tilbage til roden. Vingedækkernes 4 yderste rygstriber fuldstændige, sømstriben nående frem langt forbi aændtenss ; 144 dt sne 14. marsindtts. Pronotums siderandstribe når højst tilbage til midten. Vingedækkernes sømstribe som regel
ikke-nående længere frem end til: midten 2 18. Formen aflang: Større, 5—6,5.mm.. 2240 12-negltetus. Formen kørt: Mindre, (3/55 mm. 2 SPU Kr sg JORDE 19
Pronotums sidestribe langt adskilt fra sideranden, næsten ret. Pygidium og propygidium finere og mere spredt punkterede. Vingedækkernes side- ,Åndtryk mere: sprædt. punkteret: 13: ventrålis. Pronotums sidestribe temmelig kort adskilt fra side- randen, noget buet. Pygidium og propygidium i hvert fald temmelig tæt og groft punkterede. Vingedækkernes sideindtryk temmelig tæt og kroft punkteret 2 arsen re BE So BE 20.
301
20. Forbrystforlængelsen mellem forhofterne ikke randet på siderne. Pygidiums og propygidiums bufiktur mindre tæt og grov ..... 14, carbonårius.
Forbrystforlængelsen mellem forhofterne randet på hver side. Pygidiums og propygidiums punk- kr fættere OG grovere 0000000 15. stigmåsus.
Ek RF unicolor L. (fg157.291). Vor.-største art. Tem- melig bred og hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotums yderste sidestribe når højst tilbage til midten, den inderste noget længere. Vingedækkerne med en indre, fortil forkortet og fortil en kort, buet,; ydre subhumeral- stribe, de 3 inderste rygstriber kun antydede i bageste halv- del, sideindtrykkene spredt punkterede. Punkturen på pygi- dium temmelig fin og tæt, på propygidium noget grovere og mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 3-tandet. Længde 7—10 mm.
Almindelig (J, Ø, B). I gødning, ved ådsler og træsaft, i svampe og plantemuld. Undertiden i selskab med myrer (Lasius fuliginosus). Maj-juni, sept. En larve, fundet >&/,, for- pupning 7/;, klækning "/,.
2. H. terricola .-Germ. Noget aflang, temmelig hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotums yderste sidestribe når tilbage til midten, den inderste til lidt foran roden, vingedækkerne med en (ydre) næsten fuldstændig subhumeralstribe, de 3 inderste rygstriber i det højeste an- tydede ved vingedækkernes spids, sømstriben dog undertiden nående frem til midten, sideindtrykkene næsten glatte. Punkturen på pygidium grov og tæt, på propygidium mere spredt. Forskinnebenenes yderside med 4 tænder, 3 større og en (øverste) lille. Længde 5,5—7 mm.
Sjælden (J, Ø). Horsens (i kompost); Ærø, Nykøbing F., Øbjerggård (i antal i plantemuld), Valby (i antal i en plante- mødding, maj), Holte. Den træffes hyppigst ved henråd- nende plantedele, f. eks. i kompostbunker, også indendørs i
kældere og stalde, men angives også undertiden at forekom- me under gødning, især fåregødning. Apr.-juli, nov.
302
3. H. cadaverinus Hoffm. (fig. 163). Temmelig bred og hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere, køllen med svungne sømme. Pronotums 2 sidestriber i reglen omtrent fuldstændige, den inderste bagtil noget buet, nærmende sig den yderste. Vingedækkerne med en (ydre) næsten fuldstæn-
Fig. 163. Hister cadaverinus. x 6.
dig subhumeralstribe, de 2 inderste rygstriber oftest kun antydede ved vingedækkernes spids. Punkturen på pygidium ret grov og meget tæt, på propygidium noget grovere og mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 5- eller 6-tandet. Længde 5,5—8,5 mm.
Almindelig (J, Ø, B). I gødning, ved ådsler, i svampe og plantemuld. Apr.-aug. .
4. H. striola Sahlb. (succicola Thoms.). Ligner den fore- gående stærkt, men adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved, at følehornskøllens sømme er rette, og spidsen af forbrystets strubeplade er afrundet til-
303
spidset, ikke som hos den foregående afrundet afstudset. Længde 5—7 mm. Almindelig (J, Ø), særlig ved gærende saft under træbark
eller ved foden af eg, bøg og birk, men også undertiden ved ådsel eller gødning. Maj-juli.
5. H. merdårius Hoffm. Noget aflang, blankt sort, føle- hornene rødbrune, med rustrød kølle. Pronotums sidestriber omtrent som hos de 2 foregående. Vingedækkerne med en (ydre) næsten fuldstændig subhumeralstribe, de 2 inderste rygstriber kun antydede i bageste halvdel. Punkturen på pygidium grov og temmelig tæt, på propygidium grovere og mere spredt. Forskinnebenenes yderside 4-tandet. Længde 5,595—7 mm.
Ikke almindelig (J, Ø). Levevis som unicolor. Larven en enkelt gang fundet i en fuglerede (?Z/,). Angives i Tyskland
at foretrække reder i hule træer og store reder med gammelt bundfald samt hønsehuse. Maj-juli.
6. H. quadrinotåtus Scriba. Temmelig kort og hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere, vingedækkerne hvert med 2, ofte sammenflydende, røde pletter, en ved skulderen og en i midten. Pronotums 2 sidestriber omtrent fuldstændige, bag- til nærmende sig hinanden. Vingedækkernes 1.—3. rygstribe fuldstændig, 3. dog undertiden afbrudt i midten eller forkor- tet bagtil, 4. og 5. oftest helt forsvundet, sømstriben i det højeste nående frem til midten; subhumeralstriberne mangler, undertiden er dog en kort antydning af den indre tilstede; sideindtrykkene omtrent glatte. Punkturen på pygidium fin og spredt, på propygidium grovere. Forskinnebenenes yder- side 3-tandet. Længde 4,5—8 mm.
Let kendelig fra vore andre rødplettede arter (bipustulatus, purpurascens og bimaculatus) ved pronotums 2 sidestriber.
Meget sjælden (J). Kun fundet i Sønderjylland for mange
år siden (Als og egnen nord for Flensborg). Især i heste- og kogødning.
7. H. funéstus Er. Temmelig kort og hvælvet, blankt sørt, følehornene rødbrune, med rustrød kølle. Pandetvær-
304
furen lige. Af pronotums sidestriber er den inderste fuldstæn- dig, medens den yderste er stærkt forkortet, kun udpræget fortil. Vingedækkernes 4. og 5. rygstribe i det højeste kort antydet bagtil, sømstriben nående frem lidt forbi midten; sideindtrykkene kun svagt og spredt punkterede. Punk- turen på pygidium spredt og ikke ret grov, på propygidium grovere. Forskinnebenenes yderside 5-tandet. Længde 3,5—6 mm.
Meget sjælden (J). Der foreligger kun to eks., det ene fra jyske Ås i Vendsyssel (?9/, 1875), det andet uden nærmere
lokalitetsangivelse. Den lever i gødning (især kogødning) og henrådnende plantedele.
8. H. bissexstriåtus Fabr; Temmelig" kort, kun hdi hvælvet, blankt sort, følehornssvøben rødgul. Benene brune. Pandetværfuren omtrent lige. Af pronotums sidestriber når den yderste højst tilbage til midten, den inderste er fuldstæn- dig, bagtil nærmende sig sideranden noget. Vingedækkernes 5. rygstribe kun antydet bagtil, Sømstriben nående frem til eller lidt forbi midten, sideindtrykket næppe punkteret. Punk- turen på pygidium temmelig grov og spredt, på propygidium lidt grovere og mere spredt. Forskinnebenenes yderside 4- eller 5-tandet. Længde 3,5—4,5 mm.
Sjælden (J, Ø, B). F. eks.: Jyske Ås i Vendsyssel; Falster, Øbjerggård, Bognæsgård, Amager, Saltholm (i antal ved planterødder under sten på strandfælled, sammen med praetermissus, ”2/.), København, Tisvilde. Den angives at foretrække gødning, svamp og henrådnende plantedele. Maj- juli.
9. H. bipustulåtus Schrank (fimetårius Hbst.). Noget af- lang, temmelig hvælvet, blank sort, følehornssvøben lysere, vingedækkerne hvert med en stor, rød plet. Pronotums side- randstribe og sidestribe fuldstændige. Vingedækkernes 4. og 6. rygstribe kun nående frem til midten, 5. ofte helt for- svundet. Punkturen på pygidium grov og tæt, på propygidium mere spredt. Længde 5—7 mm.
Let kendelig fra quadrinotatus ved, at pronotum kun har een sidestribe, og fra purpurascens og bimaculatus ved, at
305
vingedækkerne kun har 3 fuldstændige rygstriber, og ved betydeligere størrelse.
Meget sjælden (J). Kun fundet nogle få gange enkeltvis i Sønderjylland: Bevtoft (1 eks. i en sandgrav ved planteaffald, 1, 1926), Frøslev, Fårehus, Als. Bortset fra Bevtoft-fundet er alle fund af ældre dato. Arten angives især at forekomme
på sandbund i hestegødning og at være fundet tidligt om for- året under sten og enkeltvis i muldvarpereder.
10. H.stercorårius Hoffm. Noget aflang, temmelig hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere, benene brune. Pronotums siderandstribe og sidestribe fuldstændige. Vinge- dækkerne med en stærkt forkortet, kun fortil udpræget (ydre) subhumeralstribe, 4. og 5. rygstribe kun antydet ved spidsen, sømstriben nående frem ca. til midten; meget sjældent er subhumeralstriben lang (var. goezelmånni Bickh.). Punktu- ren på pygidium og propygidium grov og tæt. Forskinnebe- nenes yderside 4- eller 5-tandet. Længde 4—5,7 mm.
Kendelig fra purpurascens var. niger ved, at vingedækkerne kun har 3 fuldstændige rygstriber, og fra de andre sortvingede arter af lignende størrelse ved vingedækkernes glatte side- indtryk.
Udbredt, men ikke helt almindelig (J, Ø, B). Ved ådsler, i gødning, svampe -og plantemuld. Maj-juli. Varieteten er
fundet enkeltvis på Møn (Høvblege, 1 eks.) og Bornholm (Arnager, 1 eks.).
11. H. marginåtus Er. Bred, temmelig hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotum med lidt ophøjet side- rand og fuldstændig siderandstribe og sidestribe;. indenfor denne punkteret. Vingedækkernes 5. rygstribe nående frem til midten og tillige antydet ved roden, sømstriben omtrent fuldstændig, sideindtrykket punkteret. Punkturen på pro- pygidium spredt og ret kraftig, på pygidium noget tættere. Længde 4—5 mm.
Udbredt og vistnok ret almindelig (J, Ø). I muldvarpe- reder, undertiden også i musereder og rævehuler eller endnu
sjældnere ved træsaft, i svampe eller plantemuld. Febr.-juni, sept.-dec.
Victor Hansen: Ådselbiller 20
306
12. H. negléctus Germ. Noget aflang, temmelig hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotums siderandstribe når højst tilbage til midten, dets sidestribe fuldstændig, ad- skilt temmelig langt fra sideranden og ikke nærmende sig denne stærkere fortil end bagtil. Vingedækkernes 1.—3. ryg- stribe fuldstændig, 4. fuldstændig eller fortil lidt forkortet, 5. og 6. nående frem ca. til midten eller lidt kortere. Punkturen på pygidium grov og tæt, på propygidium lidt grovere og mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 5- eller 6-tandet, ved spidsen tillige med 1 eller 2 små tænder. Længde 5—6,5 mm.
Foruden ved den tydeligt mere langstrakte form og den gennemsnitligt betydeligere størrelse adskilles arten fra de 3 følgende ved, at pandens tværfure i midten er tydeligere vinkelformet, og at pronotum fremefter er svagere tilsmalnet.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). Levevis som purpurascens.
13:.H.. ventrålis Mars… Ligner den. følgende .stærkt, men adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved bredere form, stærkere rundede sider og ved, at strubepladens sidestriber bagtil er stærkt forkortede. Længde 4—5,5 mm.
Almindelig (J, Ø, B). Levevis som purpurascens.
14. H. carbonårius Hoffm. Temmelig bred og hvælvet, blankt sort, følehornssvøben lysere. Pronotums siderandstribe når højst tilbage til midten, dets sidestribe fuldstændig, oftest nærmende sig sideranden lidt stærkere fortil end bagtil. Vin- gedækkernes 1.—3. rygstribe fuldstændig, 4. fortil oftest noget forkortet, 5. kun udpræget bagtil, sømstriben oftest nående frem ca. til midten. Strubepladens sidestriber nående helt tilbage til roden. Forskinnebenenes yderside 5-tandet. Længde 4—4,5 mm.
Almindelig (J, Ø, B). Levevis som purpurascens.
15. H. stigmåsus Mars. Meget nærstående til carbonarius og undertiden anset for en varietet af denne, men adskilt fra
307
den ved, at forbrystets forlængelse mellem forhofterne er randet på hver side og pygidium og propygidium tættere og grovere punkteret. Vingedækkernes 4. rygstribe er som regel næsten fuldstændig. Længde 3,5—5 mm.
Meget sjælden (Ø). Der foreligger kun et enkelt eksemplar fra Amager (i kompost ”?"/, 1913). Levevis antagelig som purpurascens.
HUSER purpuråscens Hhbst. Bred, temmelig hvælvet, blankt sort, vingedækkerne hvert med en stor, rød plet, sjæl- dent ensfarvet sorte (var niger Schmidt). Følehorn brunrøde, ben brune. Pronotums siderandstribe når højst tilbage til mid- ten, dets sidestribe fuldstændig, let buet. Vingedækkernes sømstribe når oftest frem ca. til midten, 5. rygstribe hyppigst noget kortere. Punkturen på pygidium grov og tæt, på pro- pygidium endnu noget grovere. Forskinnebenenes yderside 5- eller 6-tandet. Længde 3,5—5 mm.
Let kendelig fra vore andre rødplettede arter ved, at vinge- dækkerne har 4 fuldstændige rygstriber, og iøvrigt kendeteg- net ved vingedækkernes næsten glatte sideindtryk.
Almindelig (J, Ø, B). I gødning, ved ådsel og i henråd- nende plantedele. Apr.-sept.
MAH bimaeceulåtus L. Temmelig bred, kun lidt hvælvet, blankt sort, vingedækkerne røde, fortil med en stor, trekantet, sort fællesplet, følehorn rustrøde, ben brune. Pronotums side- stribe bagtil lidt forkortet. Vingedækkerne uden subhume- ralstriber, 1.—5. rygstribe fuldstændig, sømstriben nående frem forbi midten, sideindtrykket med en svagt punkteret fure. Punkturen på pygidium meget fin og spredt, på propygidium oftest mindre fin og mindre tæt. Forskinnebenenes yderside 4-tandet. Længde 4—5 mm.
Let kendelig fra vore andre rødtegnede arter ved vinge- dækkernes 5 fuldstændige rygstriber og den røde tegnings vide udstrækning.
Ret sjælden (J, Ø). Haderslev, Fanø, Bygholm, Randers, Ålborg; Ærø, Ristinge, Rudkøbing, Tranekær, Svendborg,
20"
308
Dyreborg, Odense, Gedser, Nykøbing F., Øbjerggård, Her- lufsholm, København, Røsnæs. På solåben bund i tør plan- temuld, ko- og hestegødning, i gødning omkring drivkasser, undertiden i antal. Apr.-maj, aug.-nov.
18. H. dubddecimstriåtus Schrank. Temmelig bred og hvælvet, blankt sort, følehorn og ben rødbrune. Pronotums sidestribe bagtil lidt forkortet. Vingedækkerne uden eller med antydet (indre) subhumeralstribe, 1.—5. rygstribe fuldstændig, sømstriben kun ganske lidt forkortet fortil eller fuldstændig og fortil forbundet med 5. rygstribe, sideindtrykket med 2 utydeligt punkterede furer. Punkturen på pygidium meget fin og spredt, på propygidium spredt og temmelig grov. For- skinnebenenes yderside 3-tandet. Længde 3,5—4,5 mm.
Let kendelig fra vore andre sortvingede arter ved vinge- dækkernes 5 fuldstændige rygstriber.
Ikke almindelig (J, Ø). I svampe, plantemuld og gødning og ved gærende træsaft; undertiden i antal i gødning om- kring drivkasser. Maj-juni, aug.-okt.
19. H. corvinus Germ. Temmelig bred og hvælvet, blankt sort, følehorn og ben rødbrune. Pronotums siderandstribe og sidestribe fuldstændige, den sidste ofte noget buet. Vingedæk- kerne uden eller med en svagt antydet (indre) subhumeral- stribe, 5. rygstribe nående frem ca. til midten, sømstriben oftest noget længere. Punkturen på pygidium fin og spredt, på propygidium grov og spredt. Forskinnebenenes yderside 4-tandet. Længde 3—4 mm.
Meget sjælden (J). Ejsbøl (1 eks. 1885). Angives af Schiødte at være sjælden og at være fundet på sandbund ved Tisvilde og Hasle; der foreligger imidlertid ingen af disse eks. i Zoologisk Museums samling. Arten angives at forekomme ved ådsel og kompost, ofte under sten på sydvendte skråninger, også hos myrer, i digesvalereder og ved rævereder, undertiden på saltholdig bund.
20. H. praetermissus Peyr. Ligner den foregående stærkt, men adskiller sig ved de i oversigten nævnte kendemærker. Længde 3,8—5,5 mm.
309
Sjælden (Ø, B). Øbjerggård, stranden ved Vejrhøj i.Ods- herred, Saltholm (i antal ved planterødder under sten på strandfælled, sammen med bissexstriatus, ”8/.); Sose odde. Den kræver eller foretrækker saltbund. Maj-juni, sept.
3. Dendroøphilus Leach.
Hovedet på hver side indsnævret, så at tilsmalnin- gen fremefter sker i vinkelbøjede linier; Panden uden tværfure. Pronotums sider randede. Scutellum lille, trekantet. Mellembrystets epimerer ikke synlige fra oven. Vingedækkerne dækkende størstedelen af pro- pygidium, med rygstriber og en subhumeralstribe. Sidedækkerne skarpt afsatte ved en randstribe. Føle- hornsfurerne anbragt i den forreste del af forbrystets sider. Alle skinnebenene med brede, ikke skarpt be- grænsede fodfurer,: bredest omtrent i midten, med stærkt rundet yderside, denne på forskinnebenene ganske fint tandet, på mellem- og bagskinnebenene i det højeste med enkelte spredte og meget korte torne.
Let kendelig fra vore andre slægter ved skinnebens- karaktererne.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum og vingedækkerne temmelig tæt og REELLE DUNKLETEDE 2208 se ne NuneTA TE
Pronotum næppe synligt punkteret, vingedækker-
ne yderst utydeligt, meget fint og spredt punk- TELs LDS 2. pygmaeus.
1. D. punctåtus Hhbst. Brunsort, temmelig blank, føle- horn og ben brunrøde, Vingedækkerne med 4 eller 5 rygstriber, at hvilke de inderste er svagere og bagtil forkortede, punkturen tættere mod siderne end mod sømmen, bagtil mod siderne noget længderynket. Pygidium kraftigt og tæt punkteret. Længde 3—3,5 mm.
310
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I gamle forladte fuglereder i hule træer. Undertiden også taget ved udflydende saft, under træbark, og i hule træer i selskab med myrer (Lasius fuliginosus). Apr.-nov.
2. D. pygmaeus L. Bredere end den foregående, brun eller sortbrun med svag, mat, silkeagtig glans, følehorn og ben brunrøde. Vingedækkerne med 6 meget fine rygstriber, af hvilke de yderste er fordybede, de inderste meget utydelige, svagt ribbeformet hævede. Pygidium med utydelig, fin og tæt punktur. Længde 2,7—3,3 mm.
Ret almindelig (J, Ø, B). I tuerne af den røde skovmyre (Formica rufa) og beslægtede arter (F. pratensis og exsectd). Den træffes bedst i større tuer, der ligger i skovbryn eller på solåben bund og temmelig tørt; den findes ofte dybt i tuerne og lever især åf døde og sårede myrer. Overvintrer som imago I tuerne,
4. Cårcinops Mars.
Meget nær beslægtet med den følgende slægt, men adskilt fra den ved, at scutellum er synligt og vinge- dækkerne forsynede med tydelige rygstriber.
1. C.quatubrdecimstriåta Steph. Nogetafland … kil hvælvet, blankt begsort eller mørkebrun, følehorn og ben rødbrune, køllen lysere. Panden uden tværfure. Pronotum fint og temmelig tæt punkteret, på siderne tillige med kraftige punkter, foran scutellum med en lille grube. Vingedækkerne med en fuldstændig subhumeralstribe og med 6 fuldstændige, grove, kraftigt punkterede rygstriber, stribemellemrummene meget fint punkterede, bagtil med enkelte grovere punkter. Propygidium temmelig kraftigt og tæt, Pygidium fint punk- teret. Længde 2—2,5 mm.
Kosmopolitisk (J, Ø). I bagerier i mel- og brødaffald, i ris- oplag og i hønserier, f. eks. Tem, Slagelse, København; også fundet i det fri (bl. a. i kompost), f. eks. på Amager, i kompost- bunker ved Dyrehavens vildthuse og ved Holte. I udlandet fundet ved dyriske og vegetabilske rester og flyvende f. eks.
til vinduer, men også i det fri under bark og ved træsvamp og træsaft og (i Sverige) et par gange i rovfuglereder. Aug.-sept.
311
5. Micromalus Lew. (Paromalus 1. udg.).
Kroppen aflang, oftest noget parallelsidet. Hove- det tilsmalnet fremefter i omtrent rette linier. Panden uden tværfure. Pronotum med randede sider. Scutel- lum ikke synligt. Vingedækkerne i det højeste fortil med korte spor af 2 eller 3 skrå rygstriber, sidedæk- kerne skarpt afsatte ved en randstribe. Følehornsfu- rerne anbragte i den forreste del af forbrystets sider og prothorax” sidedækker. Forskinnebenene meget brede, med konkav inderside og stærkt krummet, fint tandet yderside, med svag eller utydelig fodfure (fig. 161, c, p. 294). Mellem- og bagskinnebenene ret slanke, med tornet yderside.
Kendelig fra vore andre slægter (undtagen Abraeus) ved det usynlige scutellum og fra Abraeus ved betyde- ligere størrelse og længere kropsform.
Oversigt over arterne.
1. Kroppens sider let rundede, vingedækkerne over skuldrene tydeligt smallere end på deres bredeste eee Valle NER i. Hlavwdedornis
Kroppen parallelsidet, vingedækkerne over skul- drene kun ganske lidt smallere end på deres bre- RER ER sn at re ksse Aenebkin pårallelopipedus.
1. M. flavicérnis Hbst. (fig. 164). Aflang, noget hvælvet, blankt sort, følehorn og ben brunrøde, køllen rustrød eller rødgul. Pronotum temmelig fint og spredt punkteret. Vinge- dækkerne bagtil tilsmalnede, noget kraftigere punkterede end pronotum. Længde 2—2,3 mm.
gå: Pygidium i midten med nogle længde- eller skråridser.
Udbredt og ikke særlig sjælden (J, Ø). Under bark af løv- træer, f. eks. bøg, sjældnere af nåletræer, undertiden fundet i
312
hule træer sammen med Lasius fuliginosus og L. brunneus. Fundet i de fleste måneder.
[M. pårallelopipedus Hbst. Adskilt fra den foregående ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved mere langstrakte, bagud næppe tilsmalnede vingedækker. Længde 2—2,3 mm.
åg: Som den foregående.
Fig. 164. Micromalus flavicornis. x 25.
Der foreligger nogle få eksemplarer, fundet for mange år siden på københavnske tømmerpladser og rimeligvis indført, men iøvrigt ingen sikre danske fund. Arten er bl. a. fundet i Sverige sydpå til Småland, i Sydnorge og i Nordtyskland. Under bark af nåletræer (især fyr) med barkbilleangreb, undtagelsesvis af løvtræer.]
6. Hetaerius Er.
Kroppen bred, oversiden spredt og temmelig langt behåret. Hovedet på hver side noget indsnævret, så
313
at tilsmalningen fremefter sker i buede linier. Panden uden tværfure. Følehornskøllen uleddet, med afstud- set spids (fig. 160, p. 293). Pronotum på hver side, temmelig langt indenfor sideranden med en længde- fure. Scutellum meget lille. Mellembrystets epimerer
Fig. 165. Hetaerius ferrugineus. x 25.
ikke synlige fra oven. Vingedækkerne med en sub- humeralstribe og med rygstriber, sidedækkerne af- satte ved en randstribe. Følehornsfurerne anbragt i forhjørnerne af prothorax' sidedækker, synlige, når dyret betragtes forfra.
Skinnebenene brede, med tydelige fodfurer og med stumpvinklet, tornklædt yderside, uden endetorne.
314
Let kendelig fra alle vore andre slægter ved føle- horns- og skinnebenskaraktererne, kropsformen, far- ven og oversidebehåringen.
1. H. ferrugineus Oliv. (fig. 165). Rustrød eller rødgul. Pronotums siderande ophøjede og forsynede med fine længde- køle. Vingedækkerne med en fin subhumeralstribe og 3 eller 4 bagtil oftest forkortede rygstriber. Pygidium og propygi- dium glatte. Længde 1,5—2 mm.
Udbredt, men ikke valmindele (J, ØB)... F.eks: Rye, Stendalgård; Tåsinge, Dyreborg på Fyn, Møn, Vordingborg, Vemmetofte, Ringsted, Brede, Hørsholm, Donse, Lystrup hegn, Tisvilde. Selskabelig hos Formica exsecta, fusca og cinerea, vistnok også undertiden hos Formica rufa og sanguinea. Den træffes bedst om foråret i tuer under flade sten på åben bund, især på stengærder omkring skove. Den lever af døde eller sårede myrer.
2. slægtsgruppe Saprinini.
Adskilt fra Histerini (foran p. 295) ved, at forbrystet ikke har nogen afsat strubeplade.
7. Myrmétes Mars.
Nær beslægtet med Saprinus, fra hvilken slægt den adskiller sig ved manglende fure langs øjest inderrand og ved temmelig smalle, i det højeste meget spredt tornklædte mellem- og bagskinneben. Endvidere ad- skiller den sig fra Saprinus såvel som fra Gnathoncus ved næppe synligt punkteret overside og ved de tem- melig smalle forskinneben, der mangler fodfure, og hvis yderside ikke er tydeligt tandet. Vingedækkerne uden tydelig skulderstribe, med fuldstændig (ydre) subhumeralstribe og 4 meget fine, fortil lidt, bagtil stærkt forkortede rygstriber, uden sømstribe; side- dækkerne afsatte ved en randstribe, der bagtil for-
315
ener sig med subhumeralstriben, forsynede med en fin længdestribe.
Kendelig fra vore andre slægter ved den næppe punkterede, matglinsende overside og de ret smalle, på ydersiden ikke tydeligt tandede forskinneben.
1. M. piceus Payk. Bred, rødbrun, med meget mat glans. Oversiden næppe synligt punkteret. Vingedækkernes 4 ryg- striber bliver mod sømmen finere og kortere. Pygidium tyde- ligt tmen. meget fint 'og spredt punkteret. Længde 1,8—2,3 mm.
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Hos Formica rufa og nærstående myrearter, oftest kun fåtallig til stede. Stem- mer i levevis vistnok overens med Dendrophilus pygmaeus. Overvintrer som imago i myretuerne.
8. Gnathøncus Duval.
Meget nær beslægtet med Saprinus, fra hvilken slægt den adskiller sig ved manglende fure langs øjets inderrand. Vingedækkernes sidedækker med 2 læng- destriber. Mellem- og bagskinnebenenes yderside med en række torne.
Hos hannen har 1.—4. fodled på undersiden nogle korte, brede, flade børstehår.
Nye, især af Sten Stockmann foretagne undersøgel- ser, navnlig også af hannens parringsorgan, har bragt større klarhed over artsadskillelsen og er lagt til grund for den nedenstående behandling.
Oversigt over arterne.
1. Pygidium kraftigt mikrochagrineret, lidet blankt. Vingedækkerne med ret lang, fordybet sømstribe, der når tilbage ca. til midten, og bagtil med del- vis sammenflydende punkteret, længderynket og RETRO RISE SR DE USD ROERE 3. buyssåni.
316
Pygidium ikke eller kun svagt mikrochagrineret; i modsat fald (schmidti) er vingedækkernes fordy- bede sømstribe yderst kort, rudimentær....... å, 2. Pygidium tydeligt mikrochagrineret. Vingedæk- kerne med yderst kort, rudimentær sømstribe og bagtil med delvis sammenflydende punktur 4. schmidti.
NANUS
” schmidli Fig. 166. Fig. 167. Fig. 166—167. Gnathoncus. Højre forskinneben.
Pygidium ikke eller kun svagt mikrochagrineret. Vingedækkernes fordybede sømstribe som regel mindst ca. 1/6 så lang som vingedækkelængden == 3.
3. Punkturen på pygidiums forreste del overvejende bestående af omtrent runde navlepunkter. Skin- nebenene brune eller brunsorte. Længde 2,4—
SA Rae Adels rss rr SÅR see h 2. nanneténsis.
Punkturen på pygidiums forreste del overvejende bestående af tværbrede punkter. Skinnebenene gulbrune. Længde 150-3 mk SMV OPR, G Å.
4. Vingedækkernes fordybede sømstribe lang, nående tilbage ca. til midten. Forskinnebenene stærkt udvidede mod spidsen, ydersiden som regel med ret svage tænder og svage indbugtninger ... nidérum.
Vingedækkerne fordybede sømstribe kort, som regel ikke nående tilbage til midten (men under- tiden fortsat som en række punkter). Forskinne-
317
benene lidt mindre stærkt udvidede mod spidsen, ydersiden med to stærke indbugtninger mellem BEER EET PTE AR EGER W nånus
Oversigt over hannerne.
1. Penis set fra siden stærkt krummet (fig. 168—170) 2. Penis set fra siden, bortset fra spidspartiet, ikke eller kun svagt krummet, set fra oven langt og stærkt tilsmalnet mod spidsen (fig. 171—172).. 4. 2. Penis, set fra oven, omtrent parallelsidet, mod spidsen kun yderst svagt tilsmalnet, set fra si- den jævnt krummet, ikke stærkere ved spidsen ls her 3 RER TR 3:.buyssøni. Penis, set fra oven tydeligt tilsmalnet mod spid- sen, set fra siden er krumningen stærkere i det Kllerste -spidsparti. (fig: 168-169) 5 50 sløre 3; 3. Penis set fra oven mod spidsen lidt længere og lidt svagere tilsmalnet, lige bag spidsen svagt udvi- ERE EEN IS En Rs EA REE 2. nanneténsis. Penis set fra oven mod spidsen lidt kortere og lidt stærkere tilsmalnet, næppe udvidet bag spidsen EN EN Eee SKARE 1 månus. 4. Penis set fra oven mod spidsen- meget stærkt til- smalnet, det smalle parti ikke nær halvt så bredt HE RE DERE (HR: 178) AVA TON sml ede sv nidérum. Penis set fra oven mod spidsen lidt mindre stærkt tilsmalnet, det smalle parti ca. halvt så bredt pe GEL DERE. (fig, 177). 25.73507 Rs 4..schmidti.
1. G. nånus Scriba (punctulåtus Thoms.). Hos denne art er forskinnebenenes yderside mellem de tre største tænder stærkt indbuet og tænderne derfor kraftige og skarpe, se fig. 167. Disse karakterer er dog noget varierende og kan derfor være vanskelige at anvende. Iøvrigt er denne art kendetegnet ved gennemsnitligt ret ringe størrelse, forholdsvis lidet bred, sort krop med ikke ret stærkt rundede vingedækkesider, lyse
318
ben og følehorn (disses rodled brunligt), ofte svagt brunligt gennemskinnende vingedækker, hvis punktur bagtil som regel ikke er længderynket, og hvis fordybede sømstribe som regel
)
nanus buyssont nannetensis Fig. 168. Fig. 169. Fi2g.470. schmidti nidorum Fig.-1741. Fis. 172, Fig. 168—172. Gnathoncus gg. Penis set fra oven (til venstre) og fra siden.
er kort (men undertiden fortsat i en række punkter), og ikke eller kun svagt chagrineret pygidium, hvis punktur er ret fin, ikke særlig tæt og på den forreste del overvejende bestående af stærkt tværbrede punkter. Længde 1,8—3 mm.
319
Øg: Penis set fra siden stærkt krummet, stærkest i spids- partiet, set fra oven tydeligt, langt tilsmalnet mod spidsen, næppe udvidet bag spidsen (fig. 168).
Udbredt og vistnok ret almindelig (J, Ø). Forekommer bl. a. i dueslag, hønsehuse, stalde og fuglereder.
2: G.nanneténsis Mars. (rotundåtus auct. ex parte). Kendetegnet ved ret betydelig størrelse, bred, sort krop med betydeligt rundede vingedækkesider, mørke ben og sort 1. følehornsled, ret kort sømstribe og ikke eller næppe rynket punktur bagtil på vingedækkerne, i det højeste meget svagt mikrochagrineret pygidium, hvis punktur er tæt, lidet dyb og fortil overvejende bestående af omtrent runde navlepunk- ter. Forskinnebenene som regel svagere tandede end hos G. nanus. Længde 2,4—4 mm.
Øg: Penis ligner penis hos den foregående, men er, set fra oven, mod spidsen lidt længere, lidt svagere og lidt mere jævnt tilsmalnet, og lige bag spidsen, svagt udvidet (fig. 169).
Udbredt og ret almindelig (J, Ø). Ved ådsel, svamp (f. eks.
ofte ved Polyporus sulphureus på eg) og i fuglereder (f. eks i hule træer).
3.…G.buyssåéni Auzat (schmfidti Reich. nec Reitter, nidicola Victor Hansen 1936, nec Joy). Ret let kendelig ved de i oversigten nævnte karakterer. Sort, ben og følehorn gul- brune, de sidstes rodled sortbrunt. Pygidiums punktur tæt, overvejende bestående af omtrent runde navlepunkter. For- skinnebenene ret brede, med ikke ret kraftige tænder og ind- bugtninger. Længde 2,2—3,4 mm.
gg: Penis, set fra siden, stærkt og jævnt krummet, set fra oven omtrent parallelsidet, mod spidsen kun yderst svagt til- smalnet (fig. 170).
Udbredt og vistnok ret almindelig (Ø). Den er fundet i
fuglereder i hule træer, ved svamp (f. eks. Polyporus sulphu- reus på eg) og ved udsvedende træsaft.
4. G.schmidti Reitter (nec Reich.; nidicola Joy, punc- tåtor Reich., nec Reitter). Nærstående til den foregående, men
320
let adskilt fra den ved meget kort, rudimentær sømstribe og yderligere ved, at vingedækkerne ofte er svagt brunligt gen- nemskinnende, benene gennemgående lidt lysere, vingedæk- kernes længderynkede skulptur gennemgående lidt svagere, omend oftest meget tydelig, pygidiums mikrochagrinering mindre kraftig (men dog tydelig) og dets punkter hyppigst lidt stærkere antydet tværbrede samt forskinnebenene oftest endnu lidt bredere, med meget svage tænder og indbugt- ninger (fig. 166). Længde 2—3,3 mm.
gg: Penis, set fra siden, bortset fra spidspartiet, kun svagt krummet, set fra oven langt og stærkt tilsmalnet mod spidsen, det smalle parti ca. halvt så bredt som det brede (fig. 171).
Udbredt, men sjælden (J, Ø). Lindum; Svendborg, Sundby Storskov, Thoreby (talrig i dueslag), Møn, Lersøen, Dyre- haven. Arten forekommer hyppigst i fuglereder, men er dog også fundet ved svamp.
[G. nidårum Stockmann. Sort eller sortbrun, følehorn og ben brungule. Kendetegnet ved ret ringe størrelse, lang søm- stribe, ikke eller kun svagt mikrochagrineret pygidium med tæt punktur, fortil overvejende bestående af tværbrede punk- ter, og ret lyst gulbrune ben. Vingedækkerne bagtil med yderst fin mikrochagrinering og oftest delvis sammenflydende, læng- deridset punktur. Forskinnebenene brede, med ret små tæn- der. Længde 1,6—2,8 mm.
å: Penis, set fra siden kun krummet ved rod og spids, set fra oven langt og meget stærkt tilsmalnet mod spidsen, det smalle parti ikke nær halvt så bredt som det brede (fig. 172).
Denne art, der bl. a. er fundet i Sverige (Uppland) og Finland (Åbo- og Helsingforsegnen), kunne muligvis træffes
også hos os. Den er i Finland fundet i stort antal i fuglereder i hule træer.]
9. Saprinus Er.
Hovedet på hver side indsnævret, så at tilsmalningen fremefter sker i vinkelbøjede linier (fig. 158, b), på hver side langs øjets inderrand med en fure. Disse 2 furer
321
løber undertiden sammen, så at der dannes en pande- tværfure og er i så fald oftest ledsaget af en mere eller mindre tydeligt kølformet ophøjet rand. Pronotums forrand og sider randede. Scutellum lille. Mellembry- stets epimerer ikke eller kun lidt synlige fra oven. Vingedækkerne med 4 skråt udad rettede, bagtil ofte forkortede rygstriber og en fortil ofte forkortet søm- stribe, 5. rygstribe oftest ganske forsvundet; af subhumeralstriberne er den inderste oftest tydelig, den yderste kun antydet ganske kort fortil; sidedæk- kerne afsat ved en randstribe og tillige langs yderran- den med en stribe; randstriben undertiden bagtil for- bunden med sømstriben ved en spidsstribe. Følehorns- furerne anbragte i den forreste del af forbrystets sider. Forskinnebenene brede, med tandet yderside og tydelig kun indadtil skarpt begrænset fodfure (fig. 161, b). Mellem- og bagskinnebenene i reglen kun jævnt ud- videde mod spidsen, langs ydersiden med 2 rækker torne. Hos hannen har bagbrystet et indtryk i midten.
Arterne lever især ved ådsler, i gødning eller henrådnende plantedele. Nogle arter foretrækker sandbund eller forekom- mer især på strandbredder.
Denne slægt er den artrigeste slægt i familien, men er dog herhjemme ikke repræsenteret ved så mange arter som slæg- ten Hister. Fra Hister-arterne adskilles Saprinus-arterne let bl. a. ved hovedets form, punkturen på vingedækkerne og disses skråt udad rettede rygstriber.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkernes spidsstribe fuldstændig. Panden med simpel punktur, pandetværfuren uden ophø- jet rand; oftest "afbrudt i midten...:....:..... 2. Vingedækkernes spidsstribe ufuldstændig eller Victor Hansen: Ådselbiller 21
(Dj |
322
manglende. Pandetværfuren fuldstændig, med kølformet eller i hvert fald fint ophøjet rand... 8. Vingedækkernes punktur strækker sig helt tilbage Få sidste es norne ferie kune hes 3. Vingedækkernes punktur standser bagtil et lille stykke foran spidsstriben, så at der foran denne dannes et smalt, glat tværbælte. Pronotums midte i det højeste med meget fin og spredt punk- BE Skt = fas A EEN SR KOR AEERR > ARTE KT BUEN RENSE 6. Oversiden sort, uden metalskær. Vingedækkerne groft og yderst tæt rynket-punkterede.. 3. rugifer. Oversiden med metalskær. Vingedækkerne med simpel bunkers criteria 4. Oversiden med grønligt eller blåligt metalskær. Pronotums punktur i midten fin og spredt 4. viréscens. Oversiden med dyb ertsglans. Pronotums punktur i miålen vdent fn.eg Re 205 orn see d. 3. (næstinderste) rygstribe omtrent af samme læng- de som de andre rygstriber. Mesosternum som regel groft punkteret... 2 SÆDE 1. sémistriåtus. 3. rygstribe kort, ikke nående nær så langt tilbage som de andre rygstriber. Mesosternum som regel finere punkteret ler ARE DDS 2. planiusculus. Det spejlblanke parti mellem vingedækkernes søm- stribe og 4. rygstribe strækker sig bagtil langt forbi midten af vingedækkerne STUDIER politus. Det spejlblanke parti mellem vingedækkernes søm- stribe og 4. rygstribe strækker sig bagtil ikke "eller kun lidt forbi midten af vingedækkerne... fr Punkturen på vingedækkernes sider fin og spredt, næppe nående frem til midten; punkturen på vingedækkernes ryg tæt, ikke tydeligt rynket, afstanden mellem punkterne ca. så stor som disse 5403 ovnene dense 5. aeneus. Punkturen på vingedækkernes sider temmelig tæt og kraftig, strækkende sig frem forbi midten;
10.
rå
12.
323
punkturen på vingedækkernes ryg yderst tæt,
tydeligt rynket, afstanden mellem punkterne
SR HE” " SAREEN 6. immundus. Pronotum glat, undtagen langs bagranden. Panden
glat, med en dyb, vinkelformet eller buet tvær-
fure (underslægt Pachylopus) ...... 12. maritimus. Pronotum i hvert fald på siderne tydeligt punk- RES SUND BER SNE ke BR ERE se 9
Vingedækkerne med undtagelse af bagranden og en stor, spejlblank plet fortil på sømmen yderst tæt rynket-punkterede; yderste rygstribe når om- trent til spidsen, de 3 andre mere eller mindre
utydelige, ikke nående til midten ... 9. rugiceps. Vingedækkernes punktur simpel og mindre ud- REE 0 RE, FREE REESE RS RR. cv oreees… 10.
Mindre, 1,5—2,3 mm. Pygidium fint og spredt punk-
teret. Vingedækkernes 2.—4. rygstribe nående til
henimod spidsen, utydeligt punkterede. Forskin-
nebenenes yderside med 7—9 små tænder 8. rufipes. Større, 2,5—3,5 mm. Pygidium tæt og groft punkte-
ret. Vingedækkernes 2.—4. rygstribe højst nående
til lidt forbi midten eller i modsat fald kraftigt
punkterede. Forskinnebenenes yderside med 4—6
eee Re RE XR. Vingedækkerne kun punkterede et kort stykke for-
an bagranden, 2.—4. rygstribe nående til hen-
EEN en ser es mk 7..décemstriåtus. Vingedækkernes punktur strækker sig frem til om-
kring midten, 2.—4. punktstribe når kun tilbage
EEN Se es en me de her 12. Vingedækkernes yderste rygstribe ikke eller næppe
længere end de andre. Forskinnebenenes yder-
KEE Blandet 11. rugifrons. Vingedækkernes yderste rygstribe meget længere
end de andre, nående omtrent til spidsen. For-
skinnebenenes yderside med 4 eller 5 tænder
10. metållicus. FL Ja
324
1. S.ssémistriåtus -Scriba: ”(nitidulus:: Fabr)' (fig. 173). Sort, med dyb ertsglans, følehornene med rødbrun svøbe og brunsort kølle, pandefuren ufuldstændig eller omtrent fuldstændig, men ikke randet. Pronotum fortil på hver side med et indtryk, punkturen i midten yderst fin og
Fig. 173. Saprinus semistriatus. x 9.
spredt, på siderne grov og tættere. Vingedækkerne med 4 rygstriber, der når tilbage ca. til midten, og med en søm- stribe, der fortil næsten aldrig forener sig med 4. rygstribe, men iøvrigt varierer stærkt og undertiden endog helt for- svinder. Punkturen indtager vingedækkernes bageste tredie- del eller halvdel, men strækker sig dog langs søm og sider længere frem; mellemrummet mellem de 2 yderste ryg- striber oftest skråt rynket eller rynket-punkteret. Pygi- dium og propygidium tæt og kraftigt punkterede. Længde 3,9—6 mm. åg: Penis med udvidet, afstudset spidsparti, se fig. 174.
325
Q: Vaginalpalpernes yderparti omtrent 2 Z/, gang så langt som bredt (se fig. 176).
Almindelig (J, Ø). Ved ådsel, gødning og henrådnende planterester, især på sandbund. Hyppigst i maj-aug.
2. S. planitsculus Motsch. (cuspidåtus Ihssen). Meget nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker og ved afvigende formede parringsorganer hos begge køn. Længde 3,5—6 mm.
V |
semistriatus. planiusculus Fig. 174. Fie 75:
Fig. 174—175. Saprinus 3. Penisspidsen.
å: Penis med langt afrundet spidsparti, se fig. 175.
Q: Vaginalpalpernes yderparti kun rigeligt dobbelt så langt som bredt, se fig. 177.
Arten, der har været sammenblandet med den foregående,
er vistnok almindelig (J, Ø, B). Levevis som semistriatus. Hyppigst i maj-aug.
3. S.rugifer Payk. Sort, på grund af den tætte punktur forholdsvis mat. Pandefuren ufuldstændig eller i midten yderst svagt antydet, ikke randet. Pronotums punktur i mid- ten tydelig, men fin og spredt, på siderne grov og tæt. Vinge- dækkerne meget groft og yderst tæt rynket-punkterede, med omtrent glat søm og fortil ved scutellum en spejlblank, ofte yderst fint og spredt punkteret plet, der udadtil strækker sig til 4. rygstribe og bagtil ikke når forbi vingedækkernes 1. tredjedel; skulderbulen spredt punkteret eller glat; de 4 rygstriber når tilbage ca. til midten, men er på grund af den tætte punktur ofte utydelige; sømstriben er fortil forkortet
326
eller forener sig med 4. rygstribe. Pygidium og propygidium groft og meget tæt punkterede. Længde 4—5 mm.
Kendetegnet ved betydelig størrelse, manglende metal- glans og vingedækkernes meget grove, yderst tætte, rynkede punktur; fra rugiceps let kendelig ved urandet pandetværfure.
Sjælden (J, Ø). Halk strand (nogle eks. på knogler), Gra- venshoved strand (på resterne af en død hval), Moesgård havskrænt (ved ådsler); Ærø (stranden ved Trappeskov, i antal), Ristinge klint. Maj-juni, aug., i antal %/.-19/,,
semistriatus planiusculus Fig. 176. Fie 177!
Fig. 176—177. Saprinus 9%. Vaginalpalpernes yderparti.
4. S. viréscens Payk. Metallisk grøn eller blågrøn. Pande- furen ufuldstændig eller i midten yderst svagt antydet, ikke randet. Pronotums punktur på siderne temmelig grov og tæt, i midten finere og mere spredt, men meget tydelig. Vinge- dækkerne med 4 rygstriber, der når tilbage ca. til midten, og af hvilke 4. fortil er forbundet med sømstriben; punkturen er ret kraftig, men ikke tæt og indtager ca. den bageste halvdel samt rygstribemellemrummene. Pygidium og propy- gidium meget tæt punkterede. Længde 3—4 mm.
Kendetegnet ved den smukke metalfarve i forbindelse med den urandede pandetværfure.
Sjælden (J, Ø, B). Haderslevegnen, Favrskov ved Hadsten, Mors; Ristinge klint, Frejlev, Sundby Storskov, Kidnakke skov, Falster, Jydelejet, Svinø strand (i antal under etdødt marsvin), Vemmetofte strand, Ebberup, Ledreborg, Lyngby, Ryget skov,
327
Geelskov, Tokkekøb hegn, Tisvilde; Nexø. Arten forekommer på sand- eller lerbund ved ådsel, menneskegødning eller hen- rådnende planterester, men undertiden også på engbund. Den er i udlandet ketset på fugtig bund, hvor der var talrige larver af Phaedon arter (på Rorippa og Veronica beccabunga), og på steder, hvor der var talrige larver af Gastroidea polygoni (på Polygonum aviculare) eller G. viridula (på Rumex-arter). Den er i fangenskab iagttaget at fortære larver af G. viridula, små larver af Vanessa urticae, døde stuefluer og råt svinekød. Den er også fundet på blomster af Conium.- maculatum. Hos os er den hyppigst taget ved ketsning og synes i reglen at være meget sjælden, men i enkelte år at forekomme hyppigere, omend kun enkeltvis. Apr.-aug.
5. S. aeneus Fabr. Sort, med mørk ertsglans, følehorn og ben oftest rødbrune, køllen brunsort. Hovedet temmelig fint og tæt punkteret, pandefuren afbrudt i midten. Prono- tums punktur i midten meget fin og spredt, på siderne grov og rynket. Vingedækkernes 1., 2. og 4. rygstribe nående til- bage ca. til midten, 3. forsvunden eller kun fortil kort antydet, sømstriben fortil oftest forenet med 4. rygstribe, men under- tiden forkortet. Vingedækkerne i bageste halvdel samt fortil mellem skulderstriben og 2. rygstribe tæt og kraftigt punkte- rede, på siderne fint og spredt punkterede; det spejlblanke parti i forreste halvdel mellem søm og 2. rygstribe deles af 4. rygstribe i 2 felter, af hvilke det inderste er størst og oftest strækker sig lidt længere tilbage end det yderste. Pygidium og propygidium tæt punkterede. Længde 2,8—3,8 mm
Almindelig (J, Ø, B). Levevis som semistriatus.
6. S. immundus Gyll. Ligner den foregående stærkt, men adskilles fra den ved de i oversigten angivne kende- mærker. Længde 3—4 mm.
Meget sjælden (Ø,B). Tisvilde (bag klitterne ved Stænge-
huset); Bornholm (bl. a. 1 eks. på stranden n. f. Rønne, ””/,). Den anses af nogle for en var. af aeneus.
[S. politus Brahm (pulchérrimus Web.) ligner de 2 fore- gående, men adskilles fra dem ved det i oversigten nævnte kendemærke. Punkturen på vingedækkernes ryg lige så tæt
328
og rynket som hos immundus. Som et sikkert skelnemærke fra aeneus anføres, at sømstriben hos politus er nærmet søm- men stærkere end hos aeneus og ikke som hos denne punkteret, men forreste halvdel dannende en skarp, glat, fordybet linie. Længde 3—3,8 mm.
Fundet bl.a. i Skåne og i Nordtyskland. Fortrinsvis på
sandbund, f.eks. i klitter, ved ådsel, gødning, rådnende svampe og lign.]
7. S. décemstriåtus Rossi (conjungens Payk.). Sort, med svagt metallisk eller grønligt skær, følehorn og ben mørke- brune. Panden rynket-punkteret og på hver side med et ind- tryk, ofte med en fin midtkøl, men uden kraftigere tværryn- ker, pandefuren fuldstændig, i midten noget indbuet, prono- tum i midten omtrent glat, på siderne temmelig kraftigt og tæt punkteret. Vingedækkerne med 4 dybe, kraftigt punkterede rygstriber, af hvilke den yderste når ca. til midten, de andre til henimod spidsen, og en dyb, fortil med 4. rygstribe for- enet sømstribe; en 5. rygstribe oftest antydet bagtil ved en kort punktrække; bagtil er vingedækkerne i ringe udstræk- ning kraftigt punkterede indtil 2. rygstribe. Længde 2,5— are In,
Udbredt, men sjælden (J, Ø, B). Halk strand, Vejle, Hor- sens, Rye, Randers, Tranum strand; Fyn, Møn, Hjortholm ved Nyråd (i fåregødning), Øbjerggård, Sorø, Bognæs (i gødning), Ørholm fælled, Jægerspris, Tisvilde. På sandbund, hyppigt ved stranden. Maj-juni, aug.
8. S.rufipes Payk. Vor mindste art. Sortbrun, med svagt metalskær, følehorn og ben brunrøde. Panden med fin og tæt, undertiden noget rynket punktur, pandefuren fuldstændig, med fin, ophøjet rand. Pronotums punktur i midten fin og spredt, på siderne temmelig kraftig og tæt. Vingedækkerne med 4 skarpe, utydeligt punkterede rygstriber, af hvilke de 3 inderste når til henimod spidsen, medens den yderste er kortere; sømstriben forener sig fortil med 4. rygstribe; punk- turen ret fin og spredt, indskrænket til bageste tredjedel. Længde 1,5—2,3 mm.
329
Meget sjælden og som regel kun enkeltvis eller fåtallig (Ø, B). Tromnæs strand, Knudshoved v.f. Vordingborg, Dragør (5 eks. på et dige langs stranden), Røsnæs strand; Korsodde v. f. Arnager. De danske eks. er fundet ved plan- terødder. I udlandet er arten især fundet på sandbund, f. eks. i klitter, ved ådsel, gødning og henrådnende planterester og under tang. Maj-juni, aug.
9. S. rugiceps Dft. (quådristriåtus Hoffm.). Blåsort. Pan- den groft rynket, med nogle kraftige tværrynker, pandefuren fuldstændig, med kølformet rand. Pronotum, med undtagelse af en stor trekantet midtplet i bageste halvdel, med grov og yderst tæt, på siderne noget rynket punktur. Vingedæk- kerne yderst tæt rynket-punkterede med undtagelse af bag- randen og en stor spejlblank plet, der findes fortil på søm- men, og som bagtil når ca. til midten og udadtil begræn- ses af den mere eller mindre utydelige 4. rygstribe. Længde 3—4,3 mm.
Kendetegnet ved vingedækkernes yderst tætte, rynkede punktur.
Udbredt, men ret sjælden (J, Ø, B). Halk strand, Vejle, Bjerghuse ved Nissumfjord, Harboøre, Klitmøller, Skagen; Tillitse strand, Gedser, Bøtø, Nykøbing F., Nordsjælland ; Arn-
ager og Dueodde. På sandbund, hos os især ved stranden. Maj-juli, sept., talrigst i juni.
10. S. metållicus Hbst. Sort eller brun, oftest med mørkt, grønligt metalskær, følehorn, skinneben og fødder rødbrune eller mørkebrune. Panden groft rynket, oftest med nogle grovere tværrynker, pandefuren fuldstændig, med kølformet rand. Pronotum, med undtagelse af en stor, noget trekantet midtplet, med grov og ret tæt, mod forhjørnerne noget rynket punktur. Vingedækkernes sømstribe fortil oftest forbunden med 4. rygstribe; punkturen ret kraftig og temmelig spredt, indtagende omtrent den bageste halvdel. Længde 2,5—3,5 mm.
Ret sjælden (J, Ø, B). F. eks.: Halk strand, Fanø, Thors- ager, Katholm strand, Hvorup bakker, Skagen; Nykøbing F., Rørvig, Tisvilde; Byå. På sandbund, især i klitter. Maj-okt.
11. S.rugifrons Payk. Ligner den foregående stærkt, men adskiller sig ved de i oversigten nævnte kendemærker og ved
330
gennemgående kraftigere og tættere punktur. Længde 2,8— 4 mm.
Almindelig (J, Ø, B). På sandbund, særlig i klitter. Juni- sept.
12. S. (underslægt Pachylopus Er.) maritimus Steph. Sort eller brunsort, følehorn og ben rødbrune. Pandefuren fuld- stændig, med kølformet rand. Pronotum, med undtagelse af bagranden, glat. Vingedækkerne med 4 dybe rygstriber, der oftest når langt forbi midten, sømstriben forener sig fortil med 4. rygstribe; punkturen kraftig, fortil mellem sømstri- ben og 4. rygstribe nående frem betydeligt forbi midten, ud- adtil kun strækkende sig til 3. rygstribe. Pygidiums punktur ikke særlig tæt. Mellem- og bagskinnebenene mod spidsen temmelig stærkt udvidede og kraftigt børsteklædte. Længde 3—5 mm.
Kendetegnet ved betydelig størrelse, manglende metal- farve, pandens skulptur og det glatte pronotum.
Meget sjælden (J, B). Vedersø strand (4 eks., ?/.), Tranum strand (1 eks., "7,), GL Skagen strand (1 eks". ) Arnager strand (1 eks. dybt i sandet ved planterødder, ?78/.; flere eks.
dels krybende fremme, dels sværmende lavt hen over sandet, 5/,-7/,). Arten er sikkert halobiont.
3. slægtsgruppe Abraeini.
Adskilt fra Histerini (foran p. 295) og Saprinini (foran p. 314) ved, at følehornene er indleddede inden for øjnene.
10. Plegåderus Er.
Panden uden tværfure. Pronotum med opsvulmede sider, der indvendig er begrænsede af en dyb fure, og oftest med en tværfure. Scutellum meget lille. Vinge- dækkerne bagtil afstudsede, ved roden med 1 eller 2, oftest rudimentære, skrå rygstriber; sidedækkerne i hvert fald fortil afsatte ved en randstribe. Følehorns-
331
furerne anbragt i den forreste del af forbrystets sider. Forskinnebenene stærkt udvidede mod spidsen, med fint tandet yderside, mellem- og bagskinnebenene slanke.
Let kendelig fra vore andre slægter ved pronotums opsvulmede, indadtil furebegrænsede sider.
Arterne lever under træbark og jager både som larver og som fuldvoksne dyr larver af forskellige insekter, især bark- biller.
Oversigt over arterne.
1. Pronotums opsvulmede sider bestående af en ydre, i forreste tredjedel bred, derefter pludseligt til- smalnet del og en indre, fortil tilsmalnet, i forre-
ste tredjedel forsvindende del 2420. .....> sabel. Pronotums opsvulmede sider ikke delt i en ydre og 3 FEE] RA ele dee 2.
2. Pronotums opsvulmede sider afbrudt af tværfuren 2. vulneråtus.
Pronotums opsvulmede sider ikke afbrudt....... då 3. Pronotums tværfure anbragt i midten. Vingedæk- kernes meget tæt og groft punkterede ...... caesus.
Pronotums tværfure anbragt foran midten. Vinge- dækkerne fint og spredt punkterede .. 1. disséctus.
1. Pl. disséctus Er. (fig. 178). Aflang, sort eller sortbrun, følehorn og ben brunrøde. Pronotum fint og spredt punkteret, foran roden med en tværfure (foruden den dybe tværfure foran midten). Vingedækkerne fortil med en dyb, skrå, noget buet rygstribe, der strækker sig forbi deres forreste tredjedel, og med en bred fure langs sømmen, der er ophøjet i hele sin længde. Pygidium og propygidium temmelig fint og tæt punkterede. Forskinnebenene mod spidsen pludselig udvidede. Længde 1—1,4 mm.
Sjælden (Ø). Sundby Storskov, Sorø, Svenstrup ved Borup st., Bognæs, Dyrehaven, Hillerød. Under bark af løvtræer,
332 især bøg, og i fugtigt, bladet og trøsket bøgeved. Marts-sept.,
i antal i maj og sept.
2. Pl. vulneråtus Panz. Aflang, sort eller brunsort, føle- horn og ben brunrøde. Pronotum med temmelig dyb, foran midten anbragt tværfure, foran denne fint og ret tæt, bag
Fig. 178. Plegaderus dissectus. x 335.
denne fint og spredt punkteret. Vingedækkerne ved roden med en ganske kort rygstribe, sømmen bagtil ophøjet, punkturen mod siderne fin og tæt, mod sømmen grovere og mere spredt. Pygidium og propygidium temmelig tæt punkterede. For- skinnebenene mod spidsen jævnt udvidede. Længde 1,5— 1,8 mm.
Sjælden, men ofte i antal (J, Ø). Draved skov, Stursbøl plantage, Nim, Frijsenborg, Femmøller; Tåsinge, Sundby Storskov, Falster, Bromme plantage, Ravneholm, Rudeskov,
333
Hillerød, Strødam, Storkevad. Under bark, især af nåle- træer, i barkbillegange bl. a. af Crypturgus cinereus. Apr.- jul seépt.-okt., i antal 7?/, og %1,.
[Pl]. saucius Er. er let kendelig ved det i oversigten nævnte kendetegn. Aflang, sort eller brunsort, følehorn og ben brun- røde. Pronotum med lidet dyb, foran midten anbragt tvær- fure, punkturen foran denne noget finere og tættere end bag denne. Vingedækkerne ved roden med en ganske kort ryg- stribe, sømmen bagtil ophøjet, punkturen mod siderne tæt og noget ru, mod sømmen kraftigere og mere spredt. Pygi- dium og propygidium tæt punkterede. Forskinnebenene mod spidsen jævnt udvidede. Længde 1,5—2 mm.
Fundet bl. a. i Skåne, men vistnok ikke i Nordvesttyskland. Under bark af fyr og gran, meget sjældent af løvtræer. ]
[Pl]. caesus Hbst. Sort eller sortbrun, følehorn og ben brunrøde. Pronotum temmelig tæt punkteret, foran roden med en tværfure (foruden den dybe tværfure i midten). Vin- gedækkerne ved roden med 2 ganske korte rygstriber, langs sømmen med en svag, fortil forsvindende fure. Pygidium og propygidium tæt punkterede. Længde 1—1,7 mm.
Fundet bl. a. i Skåne og ved Eutin i Holsten. Under bark af gamle løvtræer, f. eks. pil, poppel, bøg og eg; også fundet
i smuld i hule bøge og i hule ege, undertiden sammen med Lasius fuliginosus.]
11. Onthøphilus Leach.
Let kendelig fra alle vore andre slægter ved over- sidens længderibber. Kroppen kort og bred. Panden uden tværfure. Pronotum med ophøjede længderibber. Scutellum lille. Vingedækkerne bagtil afstudsede, med ophøjet søm og rygribber samt en skulderstribe. Propygidium i midten med en længdeknude, pygi- dium bøjet skråt ind mod bugen, med nogle indtryk. Følehornsfurerne anbragt i den forreste del af pro-
334
thorax” sidedækker. Skinnebenene smalle, med torn- eller hårklædt yderside, de forreste med lang fod- fure.
Fig. 179. Onthophilus sulcatus. x 13.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum med simpel punktur. Vingedækkerne
hvert med 3 ryvgmikber 55... 400 80 1. sulcåtus. Pronotum tæt længderynket. Vingedækkerne hvert med 6 FEDE SS ESS POLE er 2. striåtus.
1. O. sulcåtus Fabr. (fig. 179). Mat, sort, følehorn og ben brune. Pronotum jævnt tilsmalnet fremefter, groft og tæt punkteret, med 6 fortil forkortede længderibber, af hvilke de 2 midterste er afbrudt foran midten og bag afbrydelsen nær- mede stærkt til hinanden. Vingedækkernes ribbemellemrum
335
hvert med 5 fine, ophøjede længdelinier, der, med und- tagelse af den midterste, er afbrudt af punkter. Længde 2,5—3,59 mm.
Sjælden (J, Ø). Haderslev, Ejsbøl (i antal), Horsens, Byg- holm (i antal i en muldvarperede (græsrede)), Thorsager, Randers, Ålborg; Nykøbing F., Strandmøllen. I gødning, plantemuld og især i muldvarpereder (vistnok kun i græs- reder), hvor også larver er fundet. Apr.-maj, sept.-nov., i antal bl. a. 2/, og i sept. I udlandet også fundet i musereder, kanin-, ræve- og grævlingeboer.
2. O.striåtus Forst. Sort, med mat glans. Følehorn og ben brune. Pronotum tæt længderynket, med 6 længderibber, af hvilke de 2 eller 4 yderste fortil er forkortede, siderne bag midten stumpvinklet udvidede. Vingedækkerne med 6 ryg- ribber, af hvilke de afvekslende er svagere, ribbemellemrum- mene hvert med 2 ophøjede, af punkter afbrudte længdelinier. Længde 1,7—2,4 mm.
Meget sjælden (J, Ø). Als; Tranekær (2 eks. ketset), Chri- stianssæde (1 eks. ketset), Merritsskov (i gødningssvamp), Knudshoved v. f. Vordingborg (1 eks. i en hul lind), Boserup skov (2 eks. i rørsvampe; flere eks. ved udsvedende saft fra en elmestub, maj), Eriksholm skov ved Bramsnæsvig (i antal i halvtør hestegødning på skygget bund), Tisvilde hegn (1 eks. ketset). Apr.-juni, i antal ??/.. Især i henrådnende planterester,
roer 0. Il. og i svamp, ved gødning og ådsel; ketset enkeltvis, i aid "Sgt
12. Abraeus Leach.
Kroppen stærkt hvælvet. Panden uden tværfure. Pronotums sider fint randede. Scutellum meget lille, næppe synligt. Vingedækkerne bagtil afstudsede, i det højeste med svage spor af rygstriber, sidedækkerne ikke afsat. Pygidium bøjet skråt ind mod bugen. Følehornsfurerne anbragt i den forreste del af for- brystets sider. Forskinnebenene stærkt udvidede, med utydelig fodfure, mellem- og bagskinnebenene slanke.
Denne og den følgende slægt er kendelig fra vore
336
andre slægter (undtagen Micromalus) ved det lille, næppe synlige scutellum og fra Micromalus ved den ringe størrelse og korte kropsform.
Oversigt over arterne.
1. Vingedækkernes punktur i bageste halvdel tæt
læengderynket seek bokset. renin 1. glåbulus. Vingedækkernes punktur ensartet, ikke længde- fynket … .….. i. s ØER REE SER RES Me 2.
a. globosus b. granulum
Fig. 180. Abraeus. Højre forben.
2. Forskinnebenenes yderside foran midten med en afrundetudvidelse (fig. 180, hb). ark 2. grånulum: Forskinnebenenes yderside i midten skarpt stump- vinklet udvidet og bag spidsen med en lille tand RE FOO SR 5 STS SEKTEN SEN 3. globåsus. -
1. Abr. glébulus Creutz. Begsort, følehorn og ben rust- røde, oversiden spredt beklædt med let affaldende, mod spidsen kølleformet fortykkede hår. Pronotum og vingedæk- kerne meget tæt punkterede, punkturen på vingedækkernes bageste halvdel tæt længderynket. Forskinnebenenes yderside i midten med en afrundet udvidelse, der er svagere end hos den følgende art. Længde 1,2—1,5 mm.
Meget sjælden (Ø). Kun fundet i en skov ved Tommerup
(2 eks. ?7/, 1896) og ved Odense (1 eks. "3/,, 1896). I tør ko- gødning på undersiden af kokassernes skorpe; også i tør
337
heste- og fåregødning, under henrådnende planterester, roer o. lign. og ved saftende birkestubbe. Især juli-okt.
2. Abr. grånulum Er. Rødbrun, følehorn og ben rustrøde. Pronotum kraftigt og tæt punkteret. Vingedækkerne endnu
Fig. 181. Abraeus globosus. x 35.
kraftigere og omtrent lige så tæt punkterede, fortil med en svag, skrå rygstribe. Længde 1—1,4 mm.
Udbredt, men sjælden (J, Ø). F. eks.: Frijsenborg; Næsby- hoved skov, Sorø, Bognæs, Dyrehaven, Sjælsølund. I fugtigt, bladet og trøsket ved af bøg og andre løvtræer, f. eks. eg, ask, lind og elm, og i sådanne træers hule stammer eller stub- be. Maj-dec.
3. Abr. globåsus Hoffm. (fig. 181). Rødbrun, følehorn og ben rustrøde. Pronotum temmelig fint og tæt, vingedækkerne kraftigere og mere spredt punkterede. Længde 1,3—1,6 mm.
Victor Hansen: Ådselbiller 22
338
Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). Under bøgebark, i kulsvamp på gamle bøgetræer, i fugtigt, bladet og trøsket bøgeved og i hulheder i stammer og stubbe. Også fundet hos myrer (Formica rufa og Lasius fuliginosus). Apr.-okt.
13. Åcritus Leconte.
Kroppen hvælvet. Panden uden tværfure. Pro- notums sider fint randede. Scutellum meget lille, ikke eller næppe synligt. Vingedækkerne bagtil afstudsede, undertiden med skrå rygstriber, sidedækkerne afsat ved en dyb randstribe. Følehornsfurerne anbragt i den forreste del af forbrystets sider. Forskinnebenene hos de danske arter kun svagt udvidede, med utydelig fodfure, mellem- og bagskinnebenene slanke. For- og mellemfødderne 5-leddede, bagfødderne 4-leddede.
Let kendelig fra vore andre slægter ved de 4-leddede bagfødder.
Oversigt over arterne.
1. Pronotum foran roden uden tværlinie, temmelig tær og kraflist HULE 5 130 cd 1. mindtu Pronotum foran roden med en af tætstillede punk- ter bestående tværlinie, fint og spredt punkteret 2. nigricornis.
1. Acr. minttus Hhbst. Temmelig blank, brunrød eller gulbrun, følehornene med gul kølle. Pronotum og vingedæk- kerne temmelig tæt og kraftigt punkterede, de sidste fortil med en skrå stribe, der dog ofte er meget svag eller forsvunden. Længde 0,8—1,2 mm.
Synes at være meget sjælden hos os og er vistnok kun fundet for mange år siden i Sundby Storskov (i antal) og i Nordsjælland (enkeltvis). I udlandet fundet under mør bark, især af bøg, i gamle stubbe, og i tørt, trøsket bøge- og ege- ved; i Sverige er den engang fundet i antal i maj under bark af asp, der var angrebet af træbukkelarver og andre bille- larver.
339
2. Acr. nigricérnis Hoffm. Blank, sortbrun eller brun- rød, følehorn og ben rustrøde, køllen undertiden mørkere. Pronotum fint og spredt punkteret. Vingedækkerne fint og spredt, fortil noget kraftigere punkterede, fortil i det højeste med svagt antydet rygstribe; punkturen bagtil ofte noget længderynket. Længde 0,7—1,1 mm.
Almindelig (J, Ø). I gødning og henrådnende plantedele. Især for- og efterår.
Alle afbildningerne er originale, tegnede efter naturen af forfat- teren, undtagen fig. 133—141, p. 255—260 (efter Cl. Besuchet) og fig. 92—106, p. 210—211 (tegnede af forfatteren efter fotografier, tagne af-£:. Sundt).
Oversigt over de i dette bind behandlede arters forekomst.
Oversigten må ikke betragtes som udtømmende, men kun som vejledende. Det må tages i betragtning, at adskillige arter lever under ret forskelligartede forhold, og at nogle af oversig- tens grupper glider over i hinanden, f.eks, I; II og ID,
L:Under bark, i løv og mos, istræstubbe ogshule træer,….ved: sammenfaldne risgærder. 0, lign. (jtr. 11
og III).
Side Side
Phosphugaatrata. 22 500% I3 Acrotrichis-arter 25 208 FE LEO, i) I > SNEEN SDR ERNE ERE REEL ME Bee 34 Sapphire 3 SEES 231 NES 0 Sus ERE 48 Seanhosoma. 55; 331 ABA Cass SE LE SCREEN Syk Euplectus-arter .......... 241 Pomp sus DE BEES 70 Plectophloers SME 253 AÅnisotoha t.o7 KDE 116 Bibloporus …. 2 se 261 Ample er dekreter ss 120 DIA NITN 20 0 ERE re 263 Ad 5 SR Re 121 TRE HORSE 0 12 SEE ARR ERE 265 Adskillige Scydmaenidae.. 137 Batrisodes SA ES re dene 267 SEERE 3 DE ele evdke SVEDER 165 Bryaxis=arter 73. SELE S SEERE 275 Arras 16 Se ss akse 165 ENT US See SSR ENE 287 Orthoperus 305 BEST 38 OB Pia trsormmas 2 4 s shor Soere 295 Ptenidium-arter 0.604; 178 Mieromalus 21-22 ELSE 311 NERE 5 LE sas ere Re 187 Plesaderus sr see 330 Mier op LEE 198 Abraeus granulum ....... 397 Pine skr stein ger 199 — globosus". sr 337 Be SA VEL ENT Es 202 Acritus mini tas 5 AFF 5øR 338
IL I kompost, planterester QUI gn.,
Side Side
Calyptomerus 403523 mee 132 Euconnus fimetarius ..... 158 Clambus i ke rss rask 132 Scydmaenus tarsatus ..... 160 Euthja-schaumis 2. oe 141 — rus. dets 160 — … scydmaenoides.... 141 Corylophus , ore 164
341
Side
BEREDT US ; 22 mas VEGNE 164 S2rg rr, 252 gl DO RRRESRRR SEERE RE SESSESER 165 Adskillige Ptiliidae....... 170 Kuplectus kirbyi, 288780 249 — sanguineus..... 249
— SEERE UA NT 250
— ROFSKERE 230300 2" 251
Side Pseudoplectus us gr 5. 260 Adskillige Hister-arter .... 297 Abraeus-globulus; … MG 336 Carens 50 1 USE 310 AÅAbraeus globulus, . ANM 336 Acritus: nigricornis: 2 JN 339
HNPS fugtig. bund (søbredder, moser, enge).
Side
aa CE rn a HERRER 143 Euconnus rutilipernis..... 54, — marticolis ....…… Tad.
— wetterhalli. .... 158 BESES seede ueses 170 Pte diumarter.…........ 178 især fuscicorne......... 182 Fin ate. 2 00es00s 185 Actidium boudieri........ 197
IV. På strandbredder under tang,
Side Ptenidium punctatum..... 182 Aectidium coarctatum..... 198
Side Merle 2. 2318700 198 Åerotrichis-arter. 2. 34418 xke 208 lappe tes 2 ae seN de 254 ERE RES SE SEES 269 [SYET 5) FU £a 1 85 1 > VERSNRRS ESSENS ER All Rechenbachia us 02 odense 274 Bovanissarter 0 ske Ta SD DR NER ET sa leele also 283 Psskihus i: SLS ske 285
alger &. hgn.
NE Ned udsvedendetræsaftt:
Side
Ptenidium gressneri ...... 279 —- brune 4 0 180 Eliplectus-arter . ....…...... 241 FREE serene 265 FRR arter Vis derind 297
Side
NIL Knyttede,.til svamp. A. Overjordisk svamp.
Side Nerephoruss ussssessdkirn 16 CæSeoptoma NANA SJELLE 26
Side ÅctmopDteryX 22231000 es And SapElnussar ter ss SE 320 Side Dendrophilus punctatus... 309 CEFERODS, 25 nn 310 Onthophilus stolatus… 5 55159 Abraeus globulus......... 336 Side Cakyptomerus 7 mx FEER +32 Side SIDA 0 AE ERR Sene SEE 30 Phosphuda 650% herrer 33
Side NE EES: 53 er esetene 48 Catops chrysomeloides.... 67 Brnisotome. + 3 ark købs are 116 Aman hieyllis 55 1503 2 NER 120 Aestiidken 2. srt see 121 Acrotrichis-arter: 440050 208
B. Underjordisk svamp.
Side ASER SS 3 Sr SNS ANSE SES EGER 74 dun Ta LE Alene bønder jer 88 ERE NE Bar OL ANEDE 89 LETTE | hang de hede gore barn, Legg 92
VIII Planteædere.
Side BRODER 5 se SER Ers AT
Side
eros ne. ar SKER ES SENE ARE 26 Ga Fops' BEEN 23 SDS 69 Euconnus fimetarius ..... 158 Scydmaenus tarsatus ..... 160 —- rn FU LT ke den, hørigge 160 Adskillige Ptiliidae. ...... 170
X. Ved ådsler.
Side NECrophorns 75 75 gssrnde 16 better er ">. GRENE RESSER SETE DES 23 Thanatophilas 46912255 3; 24 Ueceoptone . 365 GMO ERE 26 SUD A 2 ss 0 5 ss RE BANE 30 BEES se anse ea 48 BEDRE org re se an RE 51 Piomsphbagus «5, Uke 70
Sgaphosoma 2.074: s REESE Adskillige Hister-arter .... Gnathonaus-arter Onthophilus striatus Abraeus globosus .
Åranicophdkus 26375 0 7
ea dr BE BL FR NORTE ………e8e8e er eee
Sbgngdat og 8, 0 sd ak Tallene ede Mkenseer dagen Abraeus globulus Acritus nigricornis .
Euryptilium saxonicum... Ptiliolum schwarzi
Onthophilus striatus
Side 233 232 297 315 335 337
Side 213 114 1185
Side 297 315 320 35 336 339
343
XI. Knyttede til dyreboer. A. I muldvarpe- og vandrottereder.
Side
FERIEN arter 77.000 e FÅ NERE VeEIOK 2305 TAS BIS. 49 FERERENEAETET 21 ode eee od? ssær Fuhgmosus .......- 62 Ban OliS I save 63
5 ET gere ae hegn LER 63 TA TT de ges 65 Een eden 65
7 nes 66
Side KRIA 00 esse 0es DÅ BE series 48 Le Dr DE NG 21 ARRENE 49
især de under AÅ nævnte samt
12 0 JR ROSSEN ERR 60 RE RE 62
Side BEER SER or eee 70 FORA ASEUS ede rs«… 70 Ptlum modestum .…….... 186 Aerotrichis suecica ....…….. 224
Side Ptomaphagus medius..... 71 IB rr) Tr essere fe MAE ks eter 136 Neuraphes talparum...... 146 Ptenidium laevigatum ... 180
— intermedium.. 180 Bibloplectus minutissimus . 260 FHister marginatus. .5...6: 305 Onthophilus sulcatus ..... 334
Side ORE REE ASE SEES 2 65 Plone 3 SS SS es 70 ST ETERN 55 40 & 15 1 Gr RER AAEN ARNE 78 KÆDES 7 35 SDN 136 Hister mars matus ss. 50% 3095 Flere andre af de under ÅA nævnte arter Side Dendrophilus punctatus... 309 ERRFERREDS > Koks. 310 Eat: BA der 3109
DIT myretner (Flere andre arter end de nævnte træffes nu og da hos myrer.) 1. Formica.
Side
1. ERR RER NREN 34 FREE REAR IS se sces 140 Euconnus claviger.......…. 156 — maki. 2... 156 Scydmaenus hellwigi ..... 161
Ptenidium myrmecophilum 181 Ptilium myrmecophilum .. 186 — … …modestum ....... 186
Side Åerotriehis-artet 207.40 208 SEERE REE 145 rr Sek ORE 263 RAR FORVE | 2 slesds s SKIS ER 266 1 Kari] FRR ESBERN EVE SUSER DD pr 287 Dendrophilus pygmaeus... 310 Fletaerimis= SS ERR Ses 314 Myrmetes PICEnS . 5.000 04 315
344
2'Lasius
Side Side Catops um bus ENS LE 58 BalrIsodes | Si DASE 267 Euconnus claviger i 250 205 156 Bryaxisteur use ESS SE 280 Ptenidium myrmecophilum 181 på BES US ele tels RIGE SEER BESET] 286 Euplectus brunneus ...... 245 Ca er STN FS VE 287 Plectophloeus nitidus..... PAR: Dendrophilus punctatus... 309
Aar OVE Se SE oe 266
Micromalus flavicornis.... 311
Ahr. Allib. Bickh. Bris. Gast.
Charp. Chaud. Creutz. Croiss. Deg. Dft. Er. Fabr. Fairm. Fisch. Fleisch. Forst. Fr&l. Ganglb. Gillm. Gze. Guér. Guillb. Gyll. Hal. Hhbst. Hoffm. Illig. Jeann. Kelln. Kiesw. KT: Krog. Kugel.
Laboulb.
Forkortede forfatternavne
Ahrens.
Allibert.
= Bickhardt.
= Brisout.
= Laporte de Castelnau.
= Charpentier.
= Chaudoir.
= Creutzer.
= Croissandeau.
= Degeer.
= Duftschmid.
= Erichson. == Fabricius, = Fairmaire. Fischer.
= Fleischer. Forster.
= Fré&ålich:
= Ganglbauer. = Gillmeister. = Goeze.
= Guérin.
= Guillebeau. = Gyllenhal. Haliday.
= Herbst.
= Hoffmann. = Illiger.
= Jeannel. Kellner.
ll
|]
= Kiesenwetter.
="Kraatz.
= Krogerus. = Kugelann. = Laboulbéne.
Lap.
Bø Lundbl. Mach. Mannh. Mars. Marsh. Matth. Motsch. Muls. Mill. M.&K. Newm. Oliv. Panz. Payk. Peyr. Raffr. Redtb. Reich. Reichenb Reitt. Rosenh. Rossk. Sahlb. Sam. Steph. Thoms. Wank. Web. Woll. Zett.
= Laporte de Castelnau.
= Latreille.
= Lewis.
= Linné.
= Lundblad.
= Machulka.
= Mannerheim.
= Marseul.
= Marsham.
Matthews.
= Motschulsky.
= Mulsant.
= Miller.
= Miller & Kunze.
= Newmann. = Olivier.
= Panzer: Paykull. = Peyron.
= Raffray.
ll
= Redtenbacher.
= Reichardt. = Reichenbach. = Reitter.
= Rosenhauer. = Rosskothen. = Sahlberg.
= Samouelle. = Stephens.
= Thomson.
= Wankowicz. = Weber.
= Wollaston. = Zetterstedt.
Litteratur”)
A. A. Allen i Ent. Monthly Mag. 1965, side 178—184 (Liodes). M. Besuchet i Mitt. der Schweitz. Ent. Gesellsch. bind XXVITII, nr. 2 (1955), side 153—209 (Bibloplectus og Pseudoplectus).
— i Revue Suisse de Zool. bind 65 (1958) side 891—919 (Pselaphidae og Scydmaenidae).
— i Ent. Medd. XXVII (1954), side 43—45 (Brachygluta hanseni).
Nils Bruce i Opusc. Ent. Supplementum IX (1948) (Ortho- perus).
Catalogus Coleopterorum Fennoscandiae et Daniae auct. Victor Hansen, Einar Klefbech og Oscar Sjåberg, Gun- nar Stenius, Andreas Strand, redig. cur. Carl H. Lind- roth. 1960. Lund.
Gunnar Dahlgren i Opusc. Ent. 1960, side 237—248, 1964, side 152—162 og 1968, side 82—94 (Saprinus).
S. Endrødy- Younga i Acta Zool. Acad. Scient. Hungariae bind VI, nr. 3—4, (1960), side 257—303 (Clambus).
H. Franz i »E0s«, Ravista Espan. de Entom. bind XXXVI, nr. 3 (1960), side 277—371 (Stenichnus) og bind XXXVII nr. 4 (1961), side 415—496 (Scydmoraphes og Neuraphes).
— i Svensk Ent. Tidskr. 1950, side 168—170 (Bibloporus).
L. Ganglbauer: Die Kåfer von Mitteleuropa, 2. bind (1895), 3. bind (1899).
Handbooks for the identification of British insects Vol IV, Part 6 (a) (1966, Clambidae af C. Johnson), Part 9 (1957, Pselaphidae af E. J. Pearce), Part 10 (1963, Histeroidea af -D..G, H: Halstead).
Victor Hansen: Danmarks Fauna, Biller V, Aadselbiller, Stumpbiller m. m., 1922; XX, Tillægsbind, 1958, side 82—159.
— i Ent. Medd. XXV (1947), side 201—204 (Ptiliolum).
— Fortegnelse over Danmarks biller. Ent. Medd. XXXIII, 1964, side 69—92 og 187—199.
1) Der henvises endvidere til litteraturcitater i Victor Hansen: For- tegnelse over Danmarks biller 1964, side 69—92 og 187—199.
347
A. Horion: Faunistik der mitteleuropåischen Kåfer, bind IL. 1949.
G. Ihssen i Kol. Zeitschr. I (1949) side 176—190 (Saprinus).
— i Ent. Blåtter 1949—50, side 108—112 (Colon). R. Jeannel i L”Abeille XXXII (1923), side 1—160 (Choleva). — Coléoptéres Psélaphides i Faune de France, Vol. 53,
1950.
Colin Johnson i The Entomologist 1966, side 152—154 (Acro- trichis insularis Måkl. og A. norvegica Strand) og side 196—199 (A. sericans og A. dispar).
E. Kangas i Ann. Ent. Fenn. 1951, side 136—148 (Euplectus).
D. K. Kevan i Ent. Monthly Mag. 1945, side 69—72 (Catops) og 121—125 (Ptomaphagus, Nemadus, Nargus og Batyscia), 1946, side 122—130 (Choleva) og 1947, side 249—267 (Colon).
Thure Palm i Svensk Ent. Tidskr. 1941, side 158—165 (Colon), 1946, side 171—176 (Agathidium), 1948, side 122—124 (Bibloporus), 1953, side 61—63 (Batrisodes) og side 171— 172 (Scaphosoma), 1955, side 25—27 (Plectophloeus) og side 36—38 (Scydmaenus).
— i Opusc. Ent. 1954, side 21—26 (Batrisodes og Scydmae- nus).
Thure Palm og J. R. Bergvall i Svensk Ent. Tidskr. 1950, side 120—123 (Euthia).
EJ. Pearce i Ent. Monthly Mag. 1951, side 65—83 og side 136—140 og 1955, side 272—273 (Biblopleetus).
AA. Raffray i Ann. de la Soc. Ent. de France, Bind LXXIX, 1910 (Euplectus).
E: Reitter: Fauna Germanica, Bind II, 1909.
O. Renkonen i Ann. Ent. Fenn. 1939, side 177—207 og 1945, side 189—190 (Acrotrichis).
EFGS Rosenberg i Ent. Medd. X (1913—15), side 37—76 om
- billefaunaen i dyreboer, særlig underjordiske).
P. Rosskothen i Ent. Blåtter 1934, side 113—116 og 1935, side 165—172 (Acrotrichis).
— smstds. 1934, side 200—203 (Ptilium, Ptiliolum).
K. Sokolowski i Ent. Blåtter 1942, side 173—211 og 1956, side 157—160 (Catopidae).
W. O. Steel i Ent. Monthly Mag. 1963, side 49—51 (Biblo- porus).
St. Stockmann i Not. Ent. 1954, side 65—66 (Bibloporus) og 1957, side 67—76 (Gnathoncus).
Andr. Strand i Norsk Ent. Tidsskr. VI (1941), side 25—30 (Acrotrichis), VII (1946), side 168—169, XI (1959—61), side 96—97 og 240—243 (Clambus), VII (1943), side 74— 79 (Hydnobius), X (1957), side 113—115 (Bythinus) og
348
side 119—130 (Liodes) samt XI (1960), side 173 (Pteryx splendens).
Eiv. Sundt i Norsk Ent. Tidsskr. X (1958), side 173—179 og 241—277 (Acrotrichis).
H. Vogt i Ent. Blåtter 1961, side 141—171 (Hydnobius).
Peter Zwick i Ent. Blåtter 1968, side 1—16 (Catops nigrita—
gruppen).?”)
1) I dette arbejde udskiller Zwick især på grundlag af særlige karak- terer ved hannens parringsorgan fra Catops to nye slægter Apocatops Zwick med arten nigrita Er. og Fissocatops Zwick med arten westi Krog. (og 2 andre hos os ikke fundne arter).
Navnefortegnelse
(Synonymer er trykt med kursiv)
i; Familier, underfamilier, slægter
Abraeini ARDraets .…. Acritus Aerotriechis ..… Te Cr 78 BA DK 0 2 RERRERPR RER Actinopteryx .. Agaricophagus . Agathidium ... Agyrtes sims. Agyrtini Amauronyx ... Amphicyllis ... Anisotoma .... Årcopagus..... Arthrolips..... Baeocrara..... Batrisodes..... Bibloplectus... Bibloporus .... Blitophaga Brachygluta... Breyadiss.. 34. BEF NEDES 8 7000 06 Bythimus..….... Brus. 5. Calyptomerus . .
……»+… +
Catops s. str. .. Cephennium ... Eholeva. 233. Cholevinae .... Clambidae..... Clambus
og underslægter.
Side Flavieers 378 287 Clavigerinae ... 287 Cooler LÆSE 5 114 Bone SKK > 74 Colon s.str..... 84 Colon s,143.55 74 Corylophidae .. 162 Corylophus.... 164 Curvimanon 575 78 arts sund 145 Dendrophilus .. 309 Dréposcia 22: 58 Euconnus .…….; 154 Euplectmi…...: 240 Eps... 44 Euptilium..... 196 Etrycolon siv 78 Euryptilium 489 1 2) ht el af) "> ERR sen 139 Euthiconus .56/142 Gnathoncus ... 315 Hetaerius ..... 312 ERSter:.… wd 297 Histeridae..... 289 Historie 295 Hydnobius 89 Leptinidae .... 135 Keptinus ……..; 135 Fåodes: ss... si 92 Liodmae 3064 85 Mieridium 55 187 Micromalus.... 311 Microptilium... 198 Microscydmus . 1359
Side Millidium 5.0: 184 Mylosehus 78 Myrmetes ..... 314 Nanoptilium... 193 SEES æsler 48 Necrodes....… 22 Necrophorinae . 15 Necrophorus... 16 Nemadus.…...: 70 Nephanes ..... 204 Neuraphes..... 145 Neuraphes s.str. 146 Oeceoptoma ... 26 Oliedlla 5 15525 188 Onthophilus ... 333 Orthoperidae ... 162 Orthoperus 4165 Pachylopus:2 330 Paromålus 243%: SU | Phosphugas si; 32 Platysoma ss... 295 Plectophloeus.. 253 Plegaderus .... 330 Pselaphaulax .. 286 Pselaphidae ... 235 Psalaphinae ... 240 Pselaphini..... 284 Pselaphus ..... 285 Pseudoplectus . 260 Ptenidiun 5; 178 BIEBER ik ute 202 Ptiliidae 1... 170 Ptiliolum …… > 191 Ptiliolum s.str.. 194
350
Side Side | Side ej 51 0 1 47 0 NEDRE 183 | Sciodrepøides. . 59 | Sphaerius ..... 170 Ptilum 5.str..….. 185"! -Stjodrepa722 2. 29 | Stenichnus .... 149 PURE SE TS 199 | Scydmaenidae . 137 | Thanatophilus . 24 Ptomaphagus.. 707 Scydmaåaenus.….. 1607 Trjarthron 7317788 Reichenbachia . 274 | Scydmoraphes . 148 | Trichonychini.. 264 TA Bd DD. ar gele seg, 269 iLSericodermusi): 11964 7 Trichonyx...… 264 Salim 550 165 VISUALS ED. 30. Trichopteryz.. .… 208 SaDEIMIE 5550 314 | Silphidae...... TCDD bd far 57 25 1 To Basen 263 Saprinusssad AL 320. wSilphinaet 5: 151, Frehr m] seke 283 Scaphidiidae. 230 " Sipbmi , 9272 BR TER ; 26.5 REG 284 Scaphidium. 231 "Smierus 23 2 AVS TRUE SES 286 Scaphosoma 232 Sphaeriidae.... 169 | Xylodrepa..... 29
2. Arter og varieteter.
Side | Side Side åcademicus ..+X259 | bicolor (AJ) sons | Fhåmpioni. smeg acaroides ; 0 170 | bicolor (St) maots4 | Chevron 218 AÅdnerusditueen 268 | bicolor (Bibl.).. 262 | chrysomeloides. 67 aeneus s MURE 326: | bidentatumdaganere5. |selbaris sneen 101 AUTIDE ss «sr NAR 185 | bimaculatuss;x 307 | cimnnamomea +::14100 UP PERAS. 1470. PDS 259 | bipustulatus 2677304 | éisteloides. ett 48 agaricinum (Sc.) 234 | bissexstriatus.. 304 | cisteloides...... 48 agaricinum (Sc.) 234 | bohemicus ..:2. 246 |! clavicornisssd 280 Ellis ss BOER 43 4 Boleti, MH 294. thviger sod 156 CEN LTOTLS: 1005»; FØR 63 | boreale, . bit DSÅ | Coarctatumsurses 48 ambiguus 12519 2909 | bofealis + use 1853 1 fCollaris,, : ae 152 ambiguus3 > 299 | Bolidieri, gul 197 | Golonoides sr 70 angulare. SYN 83 |. brevicolle stær 193 | compressum ... 296 angulatusuiyg ye 146 | brevicorne...:. 263-1 confusums ise 128 angustata. MAD 48 | brevipennis.... 227 | conicicollis .... 142 angustatumssssra94 | brunnea 00830 110 |! conjungens..... 328 anisotomoides.. 51 | brunneum..... 82 | €oracimus sker 65 aptera ISK 201 | bfunneus, 86 RAS | Corvus, 20 308 armadillo 290 133 | brunnipes 166. | CA 2.55 ER 104 arnoldi MV 225 | belbiler, «sb + SUFs 2. ARE 280 assimile MMA EG: 234 | burrelli ….….. 88 282. | Cuspidatus. ss 325 atomar died 220 | Dlyssoni sulter 319 | dåniea ssvenede 222 atomus: RA 167 | cadaverinus ... 302 | decemstriatus .. 328 atrate. 6 BAS Så. |. CASUS 5555. BOM 333 | decipiens. 6 247 Eru 22) 24200 126 | dlcarata 22 205 | delaportei ..2; 268 anbeantis, JN: 246 | caåarbonarius ::2:1.306 |! denticollis . 21200 axallaris. … «6 148. |earmata.… sek 31 | denticornis . 2720456 Hai. JER 112 | cassidoides . 164 | denticulatum .. 84 badiim 7 126 | Gastanemeks rer 1419 | déntipes.…. sk 80 bescidicus ..... 246 | cephalotes...:. 113 | deplanatum 23297
1; FI RØSERRESRRERERER 141 dispar (Than.) . 25 dispar (Acr.)... 228
dissectus5204…. 331 fislinetus., sd 282 REE 0 sr re 0 65 dresdensis. .... 286 AUDI. nd 108 dubiosum ….. 82 blus, Adler: 132 duodecimstriatus 308
duponti (Eupl.) 246 duponti (Eupl.) 247
éelongata .. 24 44 elongatulus. ... 147 eteratum ..... 185 HE 00 år 154 farhiegi ..... 3 45 KERES ns eks 252 fSaågicnlaris .. 2223 REE... 774 ADR ferrugineus .... 314 filicornis. …… 224 206 fimetarius
EEN ad 158 fimetarius (Hi.) 304 flavescens ..... 105 flavicornis..... 34 foskulata … . 2/2 foveolata...... 188 fa tercula , 440 222 frontale br 296 fikeicola 2... 430; 229 filigimøsus. 2. 62 States. as 60 hillestus,…. 424 303 DLT ra Rene eRESER 101 fiseicorne (284 182 fasenlum sr 84 RRS FERR 0 02] 194 LT E FDRRERRRRREE DE 60 Bale. 224 144
gérmanicus 117 gillmeisteri .... 189
351
globiformis .... Slobosus. . …. 25'; Zlobulus. . 4% adr RRS Bari: 4 ..60440 goezelmanni ... Fralilpes 5. GRUE LIIS 4. 54 Bl] 2 grandicollis EEK 5 mx sad grandicollis ber) so Sraholum 5 3 gressneri ...... haematica..... haemorrhoum .. Kkalidavi. … sr Bariseni….… aks harwoodianus . . hebers. ske helten... helwIgi. .. tg helvolus 587 hirticolhs . 531% køeglundt.…… ist hopffgarteni.... køtlond de
impressas ss improvisus .... iikrmaus 2.66 inflatipes 4.5. intermedia .... intermedium... interruptus.... investigator ... jeanneli 155.005 Jumcorum 143 46 karsteni 2.8 kirbyi (Cat.).….…. kirbyi (Eupl.) . i 9 UD a FX 2) HENSEENDE DERE laevigatum ....
limit ss 1404 oteraliks| dere
limearisssrslMv: litoralis (Nec.) . litoralis (Bae.).. tima sd AS ss longicornis (Acer). srælled longicornis ff 55 VR Hen longulus., 5604 | 7 Ta DH T> BØRRESEN macropalpus... maeklind. 488 maerkeli (Tr.).. maerkeli (Am.). mandibulare... margaretae 4608 marginatum (AG) cat marginatum PULL) JSS-5 marginatum Ea sst marginatus.... mar immus 2. 2 Bedius. ……smey mérdarius. 50 metallicus. .... minuter: sk minutissimum . minutissimus .. minutissimus .. minutissimus .. minutus (Neur.) minutus (Acr.). mifhutus (CL):
minutus (Bi)... modestum. montandoni: in rar Te JERES eNeRR sen
miucronatus 41
Side multistriatus... 91 myrmecophilum (Pen) arie 181 myrmecophilum "(1 Så & 11 PR TREERE SET SAR 186 nannetensis.... 319 nanus (Microsc.) 159 nanus (Eupl.).. 248 nanus (Gnath.). 317
neglectus (Cat.) 69
neglectus (Hi.). 306 neresheimeri ... 279 Hidicole .. FADER 319 FL Te rer 07 17 RERRRRRRRES ERESES 319 nidorum +. 320 niger (Ty.) ..497983 niger (HRG: 307 Higrelkus 6 03 135 nigrescens
COFHIJ nas 168 nigrescens (Lio.) 105 Higricans… ag 62 nigricornisÉ.... 339 3 ON 9 9 UD N na RR 130 nigripenne..... 123 merit (Cat) NM 65 merit (Lo) vv. 04 501 TØ DT KE DS 2. SERBERE 324 LEV 3) "0 AV ao e ERE rt eses 182 HALES Sr. NE 253 norvegica ..... 226 nubigena...... 254 ODESTESSSEERE 109
oblonga (Chol.). 46
oblonga (Lio.).. 100 oblongum 34 195 oObseurå Anda al obseurusmvvvays 165 OPEN GE SAN DT orbicularis 120 "LNG N SARA SRRRRSSR EE 110 paludosa 4250 273 Ppalustre ; per 198 parallelopipedus 312 sg: EN ERENERSE RR 225 Park so 113
352
paskoviensis... pPpauxilla… 424
perplexus perrisi
| DIE 52 HERRER EUR ER jan CE0 AED 71 BBR E TET SEER piceus (Eupl.).. piceus (Myr.) .. pleicornk 13 | 27 (83 fa 75 ERE ER 2 planiusculus ...
platonoffi
Ppheata 5 7 ER Bod0ces ; > 47Øg Poltus 2, praetermissus . . pubescens ..::: pulehellum «4 4 pulcherrimus... PUNI 64 40 punctatunn-. ..6
punctatus
(Hyda) s0
punctatus
COFER) sr
punctatus
"fl 23 0 57788) Fa =
punctatus
(Deiendr.) HÆN puncticolle .... | puncticollis.... punctipennis...
punctulatus
COrt)s se
punctulatus (Gn.)
pPinctulum Va purpurascens .. pusillum (Sa.).. pusillum (Pt.).. pusillus (St.)... pusillus (Bi.)... pusillus (BE)... pygmaeus ....
quadrimacula-
Br, sonder
Side quadrinotatus . 303 quadripunctata 30 quadristriatus .. 329 quatuordecim- Striatas anie 310 25210) MET TP 134 ratisbonensis ... 201
regiomontanum 84 reitteri (Ch). 046
reitteri. (Bi.)…187259 rotundatum ... 129 Prolundatus,”s 3 319 | rubigihosa. 00803 Fuifeseens:… bg 80 ruipes…. amet 328 MES. ore 160 FRIED 20 329 ruter: 25.5 el 320 FUElfrons ERR E 329 FUgOosSa . KNGBE 102 buZosUus, 20.58 25 Fueulosa Arme 223 Fulhenuss ss ;X0E Z1 rutilipennis.... 157 sanguinea . 535 269 sanguineus Eupi) san 249 sanguineus (Ty.) 287 SLS RE Font D LORENA ER 333 saxonicum..... 190 Saæondenm . sker 189 Ssehaumile 58 141 selmidti 0 319 sekmidki akt 319 sehwarzis 200 196 seutellaris , 4 fSså
scydmaenoides . 141
seminulum .... 126 semistriatus ... 324 SED 04 19 SENEST 248 228 SETE EES, 3 FRR Ka SEFFED ES AMEN 84 signatus JAXase 250 Sileslaca 5.708 102 sikvaticavdt sk 225
Side smuatus. ...…. 24 spadicea . …...: 42 sparsbati.….... 148 SspaFrshals..:… 148 oz 5 FØRERENS 195 sphaerulum . ... 129 spnosus.…..:... 259 splendens ..... 204 stercorarius.... 305 stemosus .… 306 SEES 203 200 ove 335 SEFISOSUS 0... 92 SO Uge ses 302 SEERRER 30000 0% 45 SØER 2500 45 subalpinum.... 235 Ssubfiscus .…... 68 subinerme..... 84 subtestacea ... 115 stbvillesus .... 72 saeelcold 302 SUS 0... 224
353
Side
Sy Fer nm 1 1 eee ennen 334 sulcicollis .....… 2653 SKRES 1 ET 2 22 1) Sene 202 talparum. 6.6. 146 Fars 25444 160 tenebrosus..... 258 bene ss sy ode 201 terricold 25. 301 testacea 25 4,5 200 feskdeed seede 200
testaceus (C1.) . 289 testaceus (Lept.) 136 thoracica (Oec.) 26 thoracica (Acr.) 220
Ej 1) 265 1 0 TØRRES RRERRREE 204 F0) 0 CT Da) HERRERNES ADA triepkel 433: 103
bristis (SE) 5 731 trstis (Galt). 223 +67
La) + h pl ea Tro h TH 2 & UERRREEREENEB Re 180 Uumbrmnus 58 inddata: 43... 28
Side neon 2. TE 301 Validns 345% BNIER 279 Varlans 24 DØGN 128 variicornis..... 13 varios. 225 207 Velor Ms Ma 49 ventralis 2. 9DA 306 VvVenustus 220 267 Vespillo 55275 20 vespilloides.... 20 vestigator ..... 20 viennense ..... 85 Virescens. 325808 326 vulneratus..... 533% Wwafsoni 555% 54 WES USD 63 wetterhalli .... 158 Wallis Ass 50 wusthoi....…. 196 SPD JE RENS 82
ny ab Hær." Bisød HS > ' KNEE file" CA
Karlin FU ' ke Ude ri val UYTE: [ GEN Ånd RY BR MAUDE " brun Hegg; SALE vitet væg É sk | » boret. ; "4 Hd Jer I FØN SEN HU 4 Der FT lle ALTA rer
i IK Y i KM ny u "AA Å SPJNN såå KFN lg w i nb ALA MEN, votre AL RØD nd SLED N ki
ø Æ Å ul dl. 77 3. e TI ) i ' LAV U rød ' FI KA ' [ å (54 i Va rr ns CA I br - | 8 lg ' i j i U ture Ll i u [ sl " å es U på ud 6 p Ø i TIN Fr 4 4 j r. i f ka Uj U y xx dk ar |] id U p Å id U . i | Å 51% La - gr La i y ' by ven j Ud U ' så Ll LA) ' s N sg å å [i é mm! é ' K4 an! ved o € s å '2
b TI fø 5 så LAN . i K id BTN;
tå
fi
F : Mule n Aj es É > ile fe JANE "Fa bled OLE va det An s ' U ig ' SS U ø
i; i T-
s BATES i i
i
RE eee Eee EE aks
Manny f
s Se Cd + == Aj df ” ae | Ås =- E ø F 7 et "2. > ' ø er br år Fun F ag ø - - mn. me Ka é s Er NE VASA I, Kc Ul = ME es År É - E Nell
md ANDS AN SNS Å AN ett | AARS NU V i N SÆNK, KRAN ' Wi Ng å 'a AN 2 ey W « CY KÅ AV n Nå å NÅR SVENS Å Å N nå: 3 N, AN AN « VÅ (NO SSNNN SAR DER ANDEN SAAALN VAR MAANENRERRNERRERERUNENUINN Å 2 AN ANER) QQ SMÅ AWY NÅ N ANA AJ ÅR W MAN År RAV (AMMNÅAN NN N i
ANEMANNONANERSNARNNNORRORRNNN MMÅSSSSÅRSSKAASSSPARR
4 v
NANSNAN
NWRNNINSSKÅN SNE å AW Me R
Q KYEN SSONNONNENENN SRNREN WA MWA MON NNENRRNNVANN SSO VSWWRSSSNYNNNNRNNWERERYNUAN S i vi Å KY n w Kg N N AR AN Å MAN SÅ NÅ NWON s AN AN i så små fa ÉÅ | ; '. N N k k MON) NY SAN MAN SKAN NS Å É ANAN N ÅR SDS V NS AV N W. AW
VAN N W AV
CR" VW MANN AM SORNN
ANN
ON SANS NÅ kr Å, ÅL MEAN Wi KAN V k N W bd NY 0 SÅ: ARR sVÅ N N Å SKYEN Å SANNA RR ARSEN OAORRRRNERRNONRARRYNRNAREREERNNN NYRE ARONN 'ANMMWWY AW MAN X RRÆRNNNNENNERNEVRENRRANNERNERNNENKRRREERNONENN SANRRANSRNRNRRNSRRERRROA VERNER N
AN
VÆN
NÅ Mi ON AV AW AN NY AN NV MAN AWON WR MW NS NA AN AMM ÅN ! AV
AN
AN É x
ANN an N KENN
PIGE So Ed I = TE SIDE ør cz I FS ”— PÅ
5
SAGE GEL
Sad Er
SE 57
FAG
ri FEE FEE REN
X ÅL
AN
SÅ
»ALARN S
A"