>> —* — — ure ESTER WWW, vor — Danmarks Fiſke, beſtrevne af Henrik Krøyer. — 21⸗ J— , ⸗ "Hv &lanse Zmaetav x00u84. ⸗ Forſte Bind. Kjøbenhavn. Trykt i S. Triers Officin. 18938 — 18460, St — —2 (Søe c Ad — i ” . * . inuvidiod * 2 * nundnadaj Få i VD & j 's rs 4 våd 82 Det Kongelige Danſke Landhusholdwingsſelſtab helliges i dybeſte Arbodighed den førfte Deel af et Skrift, fon uden dets Fraftige og vedvarende Biſtand iffe vilde have ſet Lyſet. Ocu avev Ono£ws, ELL 4 — — Alene skeer * ——F —— EA Ant vi me rr J Fr sb s 2 . — ir SE Ta * —— —2— — — KAR ) 5 Så e '; sj É ry va i &g i seeren ahr alen ly Ek — FG AD y ver A e 3 ' ' ' id Forord. Indledning ifte Art. 2den Art. 3die Art. 4de Art. ole Art. bte Art. Toe Art. 8de Art. 9de Art. 10de Art, Me AT ie "Art. 13de Art. 14de Art. 15de Art, 16de Art. 17de Art. 18de Art. 19de Art. 20de Art. 21de Art. Indhold. Side. bor res SE Sø ARE: an km d LARRE SR I-CII, Den almindelige Aborre (Perca fluviatilis Linn.). . 1. Den almindelige Bars (Labrax Lupus Cuv.).... 23. Sandarten (Lucioperca Sandra Cuv.) ........ CVR Den almindelige Horke (Acerina Cernua Linn.) . . 43. Den almindelige Fjæfing (Trachinus Draco Linn.) 55. Pråachm us ad ans ES Rn RA SENGE SR sa wie Den gulſtribede Mulle (Mullus Surmuletus Linn.) 72. Den graa Knur (Trigla Gurnardus Linn.)..... 83. Bloch's Knurhane (Trigla Blochii Yarr.?) ..... 101. Den røde Knur (Trigla Hirundo Linn.) ...... 106. Den langtornede Ulk (Cottus Bubalis Euphr.) . .. 118. Den almindelige Ulk (Cottus Scorpius Linn.) ... 130. Horn-Ulken (Cottus quadricornis Linn.) ...... 140. BI0D- Ulf ert —⏑ nn 06606004 Den eurvpæiffe Pandferulf (Aspidophorus cata- phractus Unnn —— 143. Rodfiſten (Sebastes norvegicus Asc.)........ 159. Den trepiggede Hundeſtejl (Gasterosteus aculeatus BEARS SEE — 169. Den lille Hundeſtejl (Gasterosteus pungitius Linn.) 188. Tangſnarren (Spinachia vulgaris Cuv.)....... 193. Den ſpidstandede Blankeſten (Pagellus centrodontus FENG) enes 206. Fe Ar DE 210; Ray's Havbraſen (Brama Rayi Bl.)......... 2: Den almindelige Makrel (Scomber Scombrus Linn.) 220. Den almindelige Thunfiſt (Thynnus vulgaris Cuv.) 237. Den almindelige Svardfiſt (Xiphias Gladius Linn.) 253. 22ve Art. 23de Art. 24de Art. 25ve Art. 26de Art. 27ve Art. 28de Art. 29de Art. 30te 3ite 32te 33te 34te 35te 36te Ate 38te 39te Art. Art. Art. Art. Art. Art. Art. Art. Art. Art. 40de Art. Side. Den almindelige Støffer (Caranx trachurus Linn.) 263. St. Peters Fiffen (Zeus Faber Linn.) ....... 278. Den braabeplætteve Glandsfiſt (Lampris guttatus 1572155, BERGER GEN LV SDS JERES SE NE SURE 281. Den nordiſte Baagmær (Trachypterus Vogmarus Bl SEND RE ta NG; USERS NREN see 292. Den almindelige Multe (Mugil Capito Linn.) ... 300. Den tyflæbeve Multe (Mugil Chelo)?........ 325. Den almindelige Folis (Pholis lævis Cuv.) .... 330. Sen plæne 333. Den baanddannede Lumpens de re SÆR 336. Den europæiffe Tangfpræl (Gunellus vulgaris Cuv.) 341. Den levendefodende Aalekvabbe (Zoarces viviparus Kind gs — ad: Den almindelige Soulv (Anarrhichas Lupus Linn.) 369. Den førte Kutling (Gobius niger Schnv.)...... 382. Den tvplættede Kutling (Gobius Ruthensparri Euphr.) 399. Den hvide Kutling (Gobius minutus Penn.),. .. . 407. Den ſtribede Kutling (Gobius microps Kr.) .... 416. Den fmæffre Kutling (Gobius gracilis)?....... 420. Den almindelige Flojfiſt (Czllionymus Lyra Linn.) 422. Den lille Flojfiſt (Callionymus maculatus) ..... 442. Den almindelige Savtaffe (Lophius piscatorius Linn.) 446. Den nordlige Paddefiſt (Batrachus borealis Nilss.) 473. Berggylten (Labrus Berggylta Asc.) ........ 476. Labrus mixtus Linn. 2 Røvnæbet (Labrus carneus) .......... 496. Ø Biaaftaffen (Labrus coeruleus) ........ SAL Den ſortojede Sauggylte (Crenilabrus melops Linn.) 521. Sokarudſen (Crenilabrus rupestris Linn.) . .... 541: Dem fempiggede Sauggylte (Crenilabrus exoletus) 556. Den almindelige Junfergylte (Julis vulgaris Cuv.) 561. Overfigt af de nordiſte LÆDER RE. son tere sees 576. Villæg og Kettelſer Hil fører DEL, sange tere ISAR vi Zilløg. og Rettelfer. til anden. DEL. so eines Rd . 605. Forord, For omtrent en Snes Aar fiden udkaſtede jeg Planen til et omfattende Vark over de danſke Fifferier, og i 1837 udgav jeg et lille Sfrift over de danſke Oſterbanker ſom et Slags Prove paa Den Behandlingsmaade, jeg i Værfets forffjællige Afvelinger agtede at følge. Det Sfrift, ſom jeg nu flutter, er vel at betragte fom Den ichthyologiſte Afdeling af det nævnte ftørre Værk, hvis vekonomiſk-tekniſte og hiſtoriſk-ſtatiſtiſfe Del endnu ſtaa tilbage; men det udgjør dug tillige et uafhængigt og i fig ſelv fuldftændigt Urbejde over en Gren af Danmarks Nas turbiftorie. Jeg tvivler iffe paa, at den lange Tid, Beffrivelfen af vore Fiffe har udfordret, vil overraſke; og man vil finde fig berettiget til Den Slutning, at Rimeligheden for, at Forfatteren vil kunne gjænnemføre fin Plan i dens Helhed, fun er meget ringe. Idet jeg iffe tør Andet end indrømme dette, funde jeg, fom et Slags Retfærdiggjørelfe for min Langſomhed, bemarke, at mange og tildels udftrafte Rejſer have borttaget mig megen Tid; at forffjællige andre literære Arbejder, tildels fom Følge af Rejferne, have givet mig langvarig Beffjæftigelfe; at Embedsſtilling og Livets daglige Fordringer have frævet deres Del; at legemlige Lidelfer hyppigt have fvæffet min Arbejdskraft, ſtundom aldeles ftandfet mig 0. ſ. v. Men, hvad der maaffe endnu mere fortjæner at fomme i Betragtning, er den Omſtandighed, at jeg ingenlunde ved Begyndelſen af Arbejdet har forefundet et ſamlet, jeg vil iffe fige fuldſtendigt men dog betydeligt, Materiale, fom blot ventede paa en Beffriver. Tværtimod, for at kunne beffrive, har jeg i Alminde— lighed fælv førft maattet ffaffe Materialet tilveje, hvilfet, idet— mindſte i ikke fan Tilfælde, har været forbundet med ftørre Van— ffelighed, end den, der iffe har egen Erfaring i lignende Forhold, let vil kunne gjøre fig en Foreftilling om. Jeg har oftere ventet fra Aar til Aar for at erholde en eller anden fjælden Fiſt ellev en interes— fant Oplysning, og har ftundom til Slutningen været nødt til at fortfætte mit Arbejde, uden at fe mit Onſte opfylde. At flage over uopfyldte Løfter, ſtuffede Forhaabninger, Kulde og Mangel pan Deltagelfe nu, da Sfriftet er bragt til Ende, er viftnof overflødigt. Kun maa den befværlige og i flere Tilfælde uhæl- dige Kamp for at blive Herre vover Materialet tjæne til Und— fyldning for idetmindſte en Del af dets Mangler; til Undſtyldning for, at jeg henviſer iffe fan tvivlſomme Punkter til kommende Grandſtere, iftedetfor fælv at løfe bem. — J et Arbejde af fau— niſtiſt, eller overhovedet ſpeciel naturhiſtoriſt, Retning er det ingenlunde tilftræffeligt eller blot en Hovedſag, at benytte de for— haandenvarende literære Hjælpemidler, at ſammenſtille, hvad tids ligere Forfattere have ſtrevet. Naturbetragtning, og denne faa udftraft fom muligt, over et ftort Individantal, gjænnem alle Aldre og Kjøn, gjænnem forffjællige Stedforhold og til forffjællige Nargtider, er, hvad der førft og fræmmeft udfordres, Saavidt det har ſtaaet i min Magt, har jeg ftræbt at opfylde denne For— dring, og jeg har derfor jævnligt levet med Ziffere, gjort Exkur— fioner med dem, ladet mig fortælle af dem o. f. 9.5; ſtundom har jeg haft nogen Frugt af mine Beftræbelfer, men ikke fjældent har jeg ſpildt min Tid, idetmindfte med Henſyn til det ſpecielle Ojemed. Thi Havdyrenes, og ifær Fiffenes, Livsforhold ere faa vanffelige at iagttage og udgrunde, at fun uafbrudte, med Plan og Orden gjænnem en lang Rakke af Aar fortfatte, Jagttagelfer ville funne lede til Oplysning af mange blandt bem. — Hvor jeg fælv har funnet fe og underføge, har jeg aldrig ladet mig nøje med Andres Jagttagelſer. Exempelvis maa Det være mig tilladt at anføre, at jeg har ffeleteret alle de i Sfriftet afhandlede Fiſte (foruden adffillige fræmmede til Sammenligning), forſaavidt jeg har haft Exemplarer til min Dispoſition, et Arbejde, ſom har udfordret en iffe ringe Tidsopoffrelſe. Ligeledes har jeg troet, at maatte anvende iffe ringe Flid og Tid pan Faftfættelfen af Finnernes Straaletal, da dette Forhold, dets Vigtighed ſom Artsſtjelnemærke uagtet, plejer at blive behandlet med temmelig ftor Ligegyldighed, og hidtil fun lidet er gjort, for at beſtemme De Grandſer, indenfor hvilke Afværlingerne heri bevæge fig. — Saameget for at undſtylde min Langſomhed. Nu nogle fan Ord til Oplysning af Planen for mit Arbejde, og førft med Henfyn til den ydre Form ellev den Ramme, hvori Meddelelſerne ere opſtillede. Man har gjort Indvending mod Stofets Fordeling under visſe beſtemte, ſtadigt tilbagevendende Rubrifer (Forefommen, Levemaade, Naring o. f. v.) ſom en gammeldags og foraldet Form, en Form, der giver An— ledning til Gjæntagelfer o. ſ. v. Jeg nægter iffe, at denne Ans ordningsmaade fan findes mindre haldig, for faa vidt man ønffer at ffrive en interesſant Bog, og ſom Følge deraf vil ftille de effekt— fuldere Partier i flart Lys, medens man lader træde i Skygge, eller ganffe ffjuler, hvad man iffe har Haab om at kunne pro— ducere med Hæld. Naar jeg deguagtet har foretruffet den ſaakaldte forældede Behandlingsmaade, er det, fordi den forekommer mig at være den henſigtsmasſigſte fra et videnſtabeligt Synspunkt; medens derimod Læferens Underholdning ligger ganffe udenfor min Plan. Rubrikinddelingen gjør det iffe blot (et for den, der vil benytte Bogen, at finde enhver Oplysning med Hurtighed; men, hvad jeg ifær lægger Vægt paa, den fremhaver ſtarkt og tydeligt de Punk— ter, hvorom Lidet eller Intet vides (allerede ved Rubrikernes Kort— bed). Uagtet nu faadanne Konfesfioner funne være mindre fmigrende for Autorforfængeligheden, faa ere de upaatvivleligt gavnlige for Bidenffaben, idet et af de førfte og bedſte Midler til at afhjælpe dennes Mangler, beftaar i, at henvænde Opmarkſomheden paa dem. Hvad de enfelte Rubrifer angaar, ffal jeg begynde med et Yar Bemærfninger om Synonymien. I et fauniſtiſt Sfrift ideligt og regelmæsfigt at optage under denne de almindelige Strifter (til Ex. Linnés Systema Naturæ, Blochs Fiſche, Cuvier's Hist. d. Poissons), forefommer mig — ffjøndt jeg fer ikke faa Forfattere følge en faadan Freamgangsmaade — lige faa ubetimeligt, fom at recitere Ariſtoteles, for at bevife, at Dyden er et Gode, eller Homer, for at godtgjøre, at Vin fan beruſe.“ Derimod mener jeg, at man fan fordre de tidligere Forfattere, ſom fyecielt berøre Faunaen, anførte med en vig Fuldſtændighed, og, faa vidt muligt, gjorte til Gjæenſtand for Kritik og Op— lysning. Idet jeg har beftræbt mig for, i den nævnte Rubrif at gjænnemføre disſe Principer, vil det iffe overraffe mig, om Nogen maatte mene, at jeg er gaaet for vidt med Henſyn til Fuldſtæn— digheden, eller at et iffe ringe Antal af De citerede Forfattere ere faa fuldkomne zoologiſke Nulliteter, at de iffe burde fomme i Betragtning. Jeg troer, at funne indrømme deres Ubety— delighed, uden derfor at dømme dem til Udelukkelſe; efterfom mit Formaal iffe blot har været at hænte Lys hos tidligere Forfattere, men ogſaa at fprede Lys over Dem: en Beftræbelfe, ſom fore— kommer mig iffe at ligge udenfor et fauniſtik Skrift, og ſom, om Den end iffe finder velvillig Modtagelſe hos Zoologen, maa— ffe iffe turde være aldeles unyttig for Hiftoriferen og Statiſti— feren. Og det er ſaaledes juft iffe min Mening, hvad dette Punkt angaar, at gjøre Undffyldning for Overflodighed, men ſna— vere for Ufuldftændighed, idet viſtnok iffe faa fan herhid hørende Noticer ville have unddraget fig min Opmarkſomhed. Hvad den beſkrivende Afdeling vedkommer, da ved jeg vel, at Deng Udførlighed, og ifær Mængden af de meddelte Udmaalinger, for Mange have været en Anſtodsſten. Dog dette udgaar efter min Mening fra en falff Foreſtilling, næmlig den, at Bogen er beftemt til Gjænnemlæsning. Men, ligeſaalidt fom man plejer at gjænnemlæfe en Grammatik, eller et Lerifon, eller en Samling Logarithmer, ligeſaalidt vil jeg anbefale Nogen at gjænnemlæfe nærværende Bog, og ifær Deng beſkrivende Del. Beſkrivelſerne ere til at beſtemme efter, til med Sifferhed at faſtholde Arten gjænnem alle dens Forhold, og Dertil antager. jeg, at de iffe ere for vidtløftige, — Artskundſtaben er den Grundvold, hvorpaa Zoologien er opført, og altid maa opfores, og denne Grundvold fan iffe lægges for faft eller paalidelig. Salv de Zoologer, der betragte Beffjæftigelfen med Arternes Underføgelfe og Beffrivelfe fom et altfor underordnet Arbejde, der ikke anftaar dem, og ſom foretræffe at opbygge Syftemer, eller opſtille nye Naturlove, eller fysle med hvad der netop i Øjeblifet er Mode i Bidenffaben: fælv ſaadanne ville viftnof i Almindelighed indrømme, at Arbejdet med Arterne er nyttigt nof; om endog fun, ligeſom man indrømmer Nytten af de lavere Klasſer 1 Samfundet, uden derfor at ville ftige ned i deres Kreds, Kongerne maa erfjænde, at de iffe funne bygge, før „die Kårrner” have fammenflæbt Materialet, Men, da Betydningen af fauniftiffe Arbejder for Zoologien indeholdes den gjænnem dem indvundne Kundſtab om Arterne, for hvilken Kundſtab de, efter deres Natur, bør være Den renefte og rigefte Kilde, fan ere udtømmende Urtsbeffrivelfer netop paa deres rette Plads i et fauniſtik Ar— bejde, og ingenſteds mere. — De relative Maals ſtore Vigtighed ved Arternes Adſtillelſe erfjændes viftnof af Enhver, der er iftand til at have nogen Dom over zoologiſte Gjænftande. Men jeg er tilbøjelig til at tro, at ogſaa adffillige almindelige Reſultater giænnem dem ville kunne opnaages, naar de udftræffeg over et tilſtrekkeligt Antal forffjællige Former, og hos disfe til et ftørre Antal Individer, Det har fin Nytte af famme Art at udmaale flere Individer af lige Storrelſe, fordi derved fan opnaaes Kundffab om, hvad der er fonftant i Formforholdene, og hvad Der er foranderligt, famt om de Grandſer, indenfor hvilfe For— anderligheden holder fig. Det har fræmdeles fin Nytte at ud- maale af ſamme Art Individer af forffjællig Storrelſe, fordi derved læreg, hvorledes og hvorvidt de relative Forhold med Al— Deren forandreg, til Cr. Hovedets Længde til Totallængden, Øjets Størrelfe til Hovedets Længde o. ſ. v.; og her ſynes det iffe vanffeligt, at naa adffillige almindelige Refultater. Naar man vil tillægge nogle Maal en ftørre Vigtighed, andre en rin— gere, og vil bortkaſte de fidfte, medens man fun bevarer de førfte: fan letter man viftnof derved fit Arbejde betydeligt (thi det er et langvarigt og mojſommeligt, ofte vanffeligt og altid kedeligt Arbejde, at foretage Udmaalingerne med den tilbørlige Nojagtighed), men man ind— ffrænfer ogſaa, efter min Antagelfe, dets Nytte. Ethvert Maal ev en naturhiſtoriſt Kjændsgjærning: er det af den Natur, at Det vifer Afværling hos nærftaaende Arter, fan giver det Hjælp til Artsadſtillelſen; vifer det fig derimod uforandret gjænnem alle en Slægts Arter, eller endog gjænnem en ſtorre Udftræfning, fan leder det til almindeligere Regler”). +) Et Par Bemarkninger, for at forebygge Misforſtaaelſe af Maalsangi— velſerne i Bogen, turde maaſte finde Plads her, Naar der tales om Af- Naar jeg har opoffret en egen Rubrik til Fiffenes danſke Benævnelfer, fan viftnof med Føje indvendes, at deres Navne ftanden fra Snudeſpidſen eller Underfjæbens Spidſe til Gjællelaagets bagefte Rand, faa forſtaas derved iffe ben bagefte Rand af Gjælle- laagsbenet, men den bagefte Hudrand af Gjællelangsapparatet, hvad enten denne tilhører Operculum eller Membrana branchiostega. Naar der tales om Afftanden fra Snudeſpidſen eller Underfjæbens Spidſe til Nakken, menes derved fil den bagefte Rand af Crista occipitalis, hvilken dog i de flefte eller i mange Tilfælde ikke fan maales med Sifferhed uden paa Sfeletet eller efter Disfeftion. Ved Udtryfet: Pandens Brede mellem Øjnene, forſtaas Dan: dens mindfte Brede mellem Øjnene, eller Ojnenes indbyrdes Afſtand paa der Sted, hvor de ere hinanden nærmeft. Det ſamme gjalder om alle lignende Afftande: det forrefte Par Næfe- bores indbyrdes Afſtand, det bagefte Par Naſebores indbyrdes Ufftand 0. ſ. v. Naar Talen er om en Finnes Døjde, naar den er oprejſt, udtryffes derved iffe Længden af dens længfte Straa— fer; thi i Almindelighed ligge Straalerne endnu mere eller mindre ſtraat bagud, uagtet Finnen er rettet faa meget i Vejret, ſom den fan rettes, og den lodrette Hojde fra Finnens Spidſe til dens Rod bliver altfaa mindre, tildels i en betydelig Grad, end Læng- Den af Deng længfte Straaler. Naar der tales om Ryg- eller Gadborfinnens Længdeftvæfning, forſtaas derved Længden af Bafis eller Roden. Maal til Bryftfinnernes Rod gjalde alminde- ligt til Rodens overſte Del, og til Bugfinnernes Rod disſes yderſte Del (eller, almindeligere talt, til disſe Finners Snudeſpid— ſen nærmefte Rand), hvilfet, paa Grund af disſe Finners ofte ſtraa Stilling, vel maa markes, da Refultaterne ellers funde blive afvigende, Naar bog en Fifi Underfjæben er fænger end Over— fjæben, og Maalet til Gjællelaagets bagefte Rand altfaa angives fra Underfjæbens Spidſe, menes altid: efter at Munden er tæt tilluffet, og Gjællelsaget tiltrykket. Denne ſidſte Omftændig- hen maa markes, thi derſom Gjallelaagene ftaa ud fra Hovedet, hvad hos Døde Fiſt er almindeligt, bliver Afſtanden mindre. Pandeflade falder jeg med et Ord Hovedets overſte Flade frø iffe udgjøre nogen Del af deres Naturhiſtorie, og altſaa ftrængt taget iffe er pan fin Plans her. Jeg troer dog at funne forſvare Denne Rubrik, iffe blot fordi det er en gammel og almindelig Sadvane at optage Trivialnavne i fauniftiffe og fælv i almin— delige zoologiſte Skrifter; eller fordi det, naar de udelukkes her, iffe vil være let at finde nogen anden Mads for dem; eller fordi de troligvis funne have nogen Interesſe for den, der dyrker og ffatter vort Modersmaal; men ifær, fordi De dog i mange Til— fælde pan en Maade funne lette Adgangen til Befjændtffab med vore Fiffe. Den til Exempel, ſom hører en Fiffs Trivialnavn, og iffe ved, til hvilket ſyſtematiſt Navn han ſtal henføre det, vil, ved at efterflaa Regiſteret, finde den fornødne Henvisning for at funne komme ud af fin Tvivl. Denne Rubrik ev imidlertid tem— melig langt fra at befinde udtømmende Fuldſtandighed. Nakken til Snudeſpidſen (for at undgaa det tvetydige Ord Over: flade); foran Øjnene er Snuden; mellem Øjnene Panden; bag DjneneYøfen. Ved Maal, ſom udtryffe Afftanden fra Snudeſpidſen til Næfebvorene eller Ojets forrefte Rand, kommer Snudens Brede meget i Betragtning; thi jo bredere den er, jo mere ſtraa blive disſe Maal, altſaa deſto længere, og udtrykke ſaaledes, jo bredere Snuden er, jo mindre dennes virfelige Fræmragen foran Næfe- borene og Ojeranden. Maalet af det opfpilede Gabs Zojde og Brede maa iffe forlanges med fuldkommen Nojagtighed eller Overensſtemmelſe, da dette Maalmeget afhænger af ben Kraft, hvor— med Munden opſpiles: fo frærfere den opſpiles, jo højere bliver det, medens Breden derimod aftager forholdvis til Hojdens Tiltagen. Imidlertid er dette Maal dog ikke unyttigt (ſtjondt underordnet), fordi det nemlig giver et omtræntligt Begreb om Fiſkens Cvne til at fluge, og den dermed vel altid i Forbindelfe ſtagende Graa— dighed og Rovgjærrighed. Højden maales gjærne fra Tand til TanD. Ved Træfnitene, ſom ledſage Bogen, har jeg ifær villet førge for den ichthyologiſte Begynders Tarv: de ffulle give ham et foreløbigt Begreb om Fiſkens Udſeende, lette Beftemmelfen o. ſ. v. Derimod gjøre de iffe nogen Fordring paa at befinde ejendommelig videnffabelig Værdi, idet flere Grunde nodede mig til at opgive Tanken om at levere originale Afbildninger (paa ganffe enfelte Undtagelfer nær). Men jeg har ftræbt, at lægge faa fortrinlige Originaler til Grund for de meddelte Ko— pier, fom det var mig muligt (iſer Wrights Afbiloninger, og efter Ddisfe de af Jarrell givne); og i det Hele taget haaber jeg, at de ville fvare til Henſigten. Jovrigt har jeg, ved ftadigt at henvife til de fortrinligfte kolorerede Afbildninger af enhvær Art, føgt at komme den til Hjælp, fom fan ffaffe fig Adgang til ftørre og koſtbarere ichthyologiſte Bærfer, og maatte have Lyft til at ſammenligne disſe. At jeg ogſaa har henvift til tidligere Af— bildninger af danſke Forfattere, fælv hvor disſe ere ſaa flætte, at aldeles ingen zoologiſt Betydning fan tilfjændes dem, ftaar i Forbindelſe med mine Beftræbelfer for at give Synonymien Fuld— ftændighed og Lys. Over Fiſtenes forffjællige Anvendelſe i det daglige Liv har jeg fun givet meget forte Antydninger, fordi dette Punkt vil finde fin udførlige Behandling i Varkets okonomiſt-tekniſke Del. Dette er ogſaa Grunden til, at de mange forffjællige Fang— ningsmaader i det Hele taget ere forbigaaede, ffjøndt de tildels fafte meget Lys over Fiſkenes Natur. — Ligeledes ere de danſte Haves naturlige Beſtaffenhed, deres Dybde og Temperatur, For holdet af Bunden o. ſ. v. opbevarede for det nyg omtalte Arbejde. Med Henſyn til den almindelige Udſigt over Fiſtenes Byg— ning o. ſ. v., hvormed Skriftet indledes, maa jeg gjøre opmark— H ſom paa, at jeg viftnof funde have ønffet at give denne Indledning en ftørre Udſtrekning, derſom iffe baade en længe udfat Rejfe nodede mig til at ftræbe efter en haſtig Fuldforelſe af Trykningen, og jeg tillige frygtede for, ligefom at pode en ny Bog paa en Bog, hvis Omfang allerede. iforvejen er ſtort nok. Jeg har derfor dels været anlediget til at forbigaa visſe Punkter med Taushed, fom jeg ellerg ſtulde have afhandlet nærmere, t. Er. Fiffenes geografiſte Udbre— delſe, deres Forhold til Parafiter, Bemarkninger over Fiſtenes Syftematik i Anledning af Joh. Millers Syftem o. f. v.; dels har jeg ftærft affortet andre Partier, ſaaſom om Fiſtenes Stjælbeflædning, Forplantning, Udvifling o. f. v. Hvorvidt jeg til anden Tid og pan andet Sted fan fan Lejlighed til Medde— felfer over de antydede Forhold og flere, maa henſtaa uafgjort. De, der ved Bidrag pan en eller anden Maade have fræms met mit Arbejde, modtage herved min Taf. Hiſt og heri Sfriftet har jeg tildels fundet Anledning til at nævne adffillige af disſe; men paa Dette Sted ffal jeg endnu tillade mig at anføre Hr. Chriſtian Drevſen, ſom iffe har ladet nogen Lejlighed gan unyttet forbi, til at fende mig ſjeldnere zoologiſte Gjænftande; min Ben Carl van Deurs, fom har forffaffet mig adffillige Fiſte fra Lim— fjorden og andre jydffe Bande; min for tidligt bortkaldte Sfoles kammerat, Hiftoriferen Peter Adler, der har fendt mig ſaavel Fiſte fom nogle Oplysninger fra Ribeegnen; min Ungdomsven Philip Chriſtian Fuglede, uden hvis Hjælp jeg iffe vilde have været iſtand til at beſtrive Stallingen (Thymallus vulgaris) efter danffe Exemplarer o. ſ. v. Jeg bør fræmdeles iffe lade ubemarket, at det for rige Kgl. Rentefammer ligeſom ogſaa Fonden ad usus publicos og Direktionen for den rejerſenſte Fond ved Rejſeunderſtottelſer have befors dret mit Foretagende. Men fræmfor Alt har jeg at udhave min For bindtlighed til det Kgl. danſte Landhusholdningsſelſtab, der, ved at bekoſte ſaavel Trykning ſom Træfnit, og endvidere tilvejebringe et Forfatterhonorar, har bragt Bogen for Lyfet, Endelig maa jeg gjøre Undſkyldning for den i Sfriftet fulgte Ortografi, iffe for fan vidt, fom den ev afvigende fra gamle Reg— ler, thi jeg erfjænder ikke disſes Gyldighed; men fordi den aldeles iffe tør gjøre Fordring paa at være konſekvent, hvad jeg beklager. Jeg tiltræder den, allerede af Jul, Cæf, Scaliger forfægtede Grundfætning, at Udtalen bør være Retſtrivningens førfte Norm, men har langtfra iffe vovet at følge denne Grundfætning i dens hele Udftræfning, da jeg vel ved, med hvilken Modbydelighed de Fleſte betragte en Ortografi, ſom afviger fra de dem i Sfolen bibragte Forffrifter. Dette ev den førfte Anledning til Mangelen af Enhed i min Retſkrivning. Men hertil kommer endvidere, at Det ovennævnte Princip dog ftedfe gjør fig mere og mere gjæl- dende hos mig, og altſaa Driver mig mere og mere ud af Den danſte Ortografis Alfarevej, hvorved de ſidſt affattede Dele af Skriftet erholde et noget forffjælligt ortografiſk Udſeende fra de forſte. Endelig er denne Udffejen ikke ganffe regelmasſigt fræmffridende, men turde nu og da fræmbyde Oſcillationer ſom Følge af tilfældige Omftændigheder. Det vilde være en Beroligelfe for mig, derſom jeg turde haabe, at disfe ortografiffe Misligheder (maaffe efter Manges Mening et for mildt Udtryk) iffe altfor fmærteligt maatte berøre dem, ſom muligen kunne fomme til at afbenytte Bogen. Idet jeg indffrænfer mine Undffyldninger til Retſkrivningen, funde det ſynes, ſom om jeg var af den Formening, at intet Andet i Bogen trængte til Undſtyldning. Den Tro har jeg dog iffe; men, iftedetfor at undſtylde de Fejl, jeg iffe har kunnet undgaa, vil jeg hællere, i Videnffabens Interegfe, opfordre Enhvær, ſom Dertil maatte have Lejlighed, til at meddele Publikum Rettelfer og Tillæg til Sfriftet. Thi, derſom dette kunde væffe nogen Interesſe for de danſte Fiffes Naturhiſtorie, og, idet det afgiver ligefom en Grundvold til at bygge videre paa, kunde foranledige flittigere Jagttagelfer over vore Fiffe i alle Retninger, end vi hidtil beſidde, vilde et af bets Hovedformaal være opnaaet. Almindelig Indledning til de danſke Fiſtes Naturhiſtorie. S 1. Fiſkene kunne defineres ſom æglæggende Hvir— veldyr med koldt Blod, hvis Aandedratsredſkaber altid og ene ere Gjæller”), Ved dette ſidſte Forhold blive de altſaa til Vanddyr, og de Saregenheder i Bygning, hvorved Fiſteklasſen fjærner fig fra de øvrige Hvirveldyr, ſtaa for ftørfte Delen i nært Forhold til det den anvifte Clement. I at beffrive dens Ejendommeligheder, begynder jeg med Benbyg— ningen, Der iffe blot ftøtter, men i en iffe ringe Grad tillige bes tinger den øvrige Organiſation, og ſom i denne Klasſe er af fortrinlig zoologiſt Interesſe. S 2. Det, ſom ifær udmarker Fiſkenes Benrad i Sammen— ligning med de øvrige Hvirveldyrs, er forſt en i Almindelighed rin— *) Hvor ſtor Banffelighed det har, ſkarpt at adffille Fiffeflagfen fra Krybdyrklasſen, vil i bet Følgende blive tydeligt, At i Defini- tionen „altid og ene” tilføjes, er, for ved det førfte af disſe Ord at træffe Grændfe mellem Fiffene og Froerne, hvilfe i deres Larvetilftand have Gjæller; ved det ſidſte mellem Fiffene og de fiffeagtige Krybdyr, der paa en Gang befinde Gjæller og Lunger. Danmarks Siffe, I. Å II gere Grad af Faſthed og Tæthed i Benbygningen, fælv hvor Forbeningen er fuldſtendig. Men hos mange er denne ufuld— ftændig i forffjællig Grad og paa forffjællig Maade; hos andre bliver Sfeletet aldeles bruffagtigt, og hos nogle af de laveſte Former ere fibrøfe Hude næften de enefte Levninger af Benraden. Unm. 1. Efter Benradens forffjællige Beſtaffenhed plejer man at inddele Fiſtene i fo ſtore Afdelinger, Benfiſke og Brufkfiſke, idet man til de fidfte, foruden de egentlige Brufffiffe, Sajer, Rokker v. f. v., ogſaa regner de med fibrøft-hudagtigt Skelet — Slægterne Am- mocoetes, Myxine øg Branchiostoma. Men Grandſerne mellem disſe to ſtore Grupper kunde ſynes iffe at være ffarpe, idet der hos Bruſt— fiffene ofte affætter fig Knoglemasſe i forffjællige Dele af Sfeletet, og paa Den anden Side hos mange Benfiffe Benraden for en Del vifer fig bruffagtig. Blandt vore Benfiffe ffulle vi ſom ſaadanne nævne Gavtaffen (Lophius piscatorius Linn.), Savpadden (Cyclopterus Lumpus Linn.), $apene, Klumpfiſten (Orthagoriscus Mola Linn.) o. |. v. Dog høg Bruftfiffene affætter Knoglemasſen fig i Regelen i Korn, og danner fun lige fom ef tyndt, moſaikagtigt Overtræf paa Sfeletetg Overflade, medens den hos Benfiſkene affættes i Traadform og lagvis, ſtjondt hos nogle af disſe Fiffe meget ſparſommere end hos andre. — Naar en ringere Grad af Fafthed tillægges Benraden, bør erindres, at dette vel gjælder i Almindelighed, dog uden at derfor hyppige Undtagelſer, ſaavel med Henſyn til hele Benraden hos nogle Fiſte, ſom med Henſyn til enfelte af dens Dele hos andre, udelukkes. — Fiſtenes Knogler danne aldrig Marvfanaler, men indeholde ikke deſto mindre ofte en betydelig Mangde Olie, hvilken optages i de Celler eller Rum, der ere en Folge af Benradens loſe Bygning. Anm. 2. Ligeſom hos de ovrige Hvirveldyr beſtaa Knoglerne af en Forbindelſe af organiffe og uorganiſerede Dele, De ſidſte ere fosforfur Kalk med lidt Magnefia, Jernilte o. ſ. v.; be førfte Bruſt og Olie. Bruffen er forffjællig fra de højere Hvirveldyrs, da den ved at koges i Vand iffe giver Gele. Medens Knogler af Benfiffe (Aborrer, Karper o. ſ. v.), behandlede i friff Tilftand, fun have ydet tretten Dele Band paa hundrede, har man derimod hos Brufffiffe (Selache maxima) paa hundrede Defe fundet 90 Dele Band. 3 Hovedets Knogler hos en Torſk har man eftervift 0,439 dyriſt Ma— terie, 0,480 fosforſur Kalk, 0,055 kulſur Kalk o. ſ. vz i Kroppens m Knogler hos en Gjedde 0,374 dyriſt Materie, 0,553 fosforfur Kalk, 0,062 kulſur Kali o. ſ. v. S 3. J Regelen fammenfættes Fiſkenes Rygrad af et ſtorre ellev ringere Antal, fun ven Baand forenede, Hvirvler. Det Cjendommelige i disſes Form beſtaar Deri, at Deres Les geme (Corpus) har faavel den bagefte fom den forrefte Flade Dybt udhulet i Form af en Fragt eller Kegle), og at den forrefte og den bageſte Fragt ved en i Midten af Hvirvelens Legeme anbragt lille Aabning eller Kanal ſtaa i Forbindelfe med hinanden. De ſaaledes mellem Hvirvlerne dannede og med hværandre forbundne Huler udfyldes af en blød, geleagtig Masſe, hvilfen i fin Helhed, paa Grund af den afværlende Udvidelſe og Sammenfnøring, pasſende fan ſammenlignes med en Pærlefnor. Ovenover Hvirvlernes Legeme vifer fig, ligeſom hos alle andre Hvirveldyr, en til Rygmarvens Optagelſe og Beffyttelfe beftemt Benring, eller rettere en Bue, beſtaaende af to Sidehalodele**), og fra Denne udgager foroven en øvre Torneforlængelfe, ſom hyppigt er udviklet i en meget betydelig Grad. — Endvidere udgaar fra Hvirvlernes Underflave en nedre Bue, fom liges leves er dannet af to Sidehalvdele, og ſom forneden udſender en nedſtigende Torneforfængelfe, Imidlertid er her at mærfe, af de nedre Buers Torneforlangelſer fun vife fig under Dalen og Den bagefte Del af Bughulen; fortil derimod vige Sidehalvdelene mere eller mindre ud fra hinanden, og danne, hvad man plejer at falde Hyirvlernes Zværforlængelfer; ffjøndt dette Navn, da de fun ere i Form forandrede nedre Buer, iffe med Ret tilfommer dem, De nedre Buers Beftemmelfe er at optage Halepulsaaren og Haleblodaaren, ligeſom *) Blandt de øvrige Hvirveldyr findes en lignende Beffaffenbed fun hos nogle af de laveſte Krybdyr, Sirenerne 0. ſ. v. **) Foruden Rygmarven indeflutter denne fædvanligt et fibroſt Længdebaand. IV de øvre optage Rygmarven, Mod Enden af Halen pleje Torne— forlengelſerne, ſaavel de opſtigende ſom de nedftigende, at aftage i Længde, og nogle af dem fmælte ſammen indbyrdes og med de ſidſte Interſpinalben, hvorved en triangular, lodretſtillet Plade opſtaar, med hvilken Halefinnens Straaler danne Ledde— forbindelſe. Anm. 1. Formen af Hvirvlerne, Forholdet af deres Højde og Længde, deres Styrfe, de Furer, Indhulinger o ſ. v., hvormed deres Sider og Underflade ere betegnede, værler meget, iffe blot hos for— ftjællige Arter, men fælv hos ſamme Art i de forffjællige Partier af Rygraden*). Ogſaa er Hvirvlernes Tal meget forffjælligt. Af de til vor Fauna henhørende Arter har Klumpfiſken (Orthagoriscus Mola Linn.) det ringefte Tal (ſytten)**), Savmuſen (Chimæra monstrosa Linn.) det langt ftørfte, nemlig over 500, derſom alle Rygradens Ringe (fe III. 805) virkeligt funne betragtes ſom ligefaa mange Hvirvler ***). Nogle af vore Hajer (Lamna cornubica Gml. og Galeus vulgaris Film.) ſamt Savaalen (Anguilla Conger Linn.) følge nærmeft efter Zavmuſen. Det er viftnof endnu meget vanffe- ligt at beſtemme de Love, ifølge hvilfet Talet voxer eller aftager, uagtet det rimeligvis ftaar i et vift Forhold til Bevægelfernes Kraf— <) J Artsbeffrivelferne findes hift og her Angivelſer over disſe For— hold, forſaavidt de befinde noget Udmærfet. Her maa udhæves, at man hos en enefte Ziffeflægt, Lepisosteus, har fundet en Hvirvelform, ſom ellers fun tilhører endel Krybdyr: Hvirvlernes Legeme viſer næmlig fortil, iftedetfor en tragtagtig Fordybning, en fræmragende rund Leddeknude, bagtil derimod en Leddehule. **) Overhovedet udmærfe de Faſtkjgbedes eller Plektognathernes Orden fig. ven Hvirvlernes ringe Tal: det ſtal vaxle mellem femten og atten, og disſe Fifi pleje at anføres fom de, der i hele Klasſen befinde det laveſte. Imidlertid fan mærfeg, at Arterne af Slægten Pegasus, der af Cuviev henføres til de BufØgjællede, have et maaffe endnu ringere Tal (indtil tretten ?). ”) Yfværlingen af Hvirvlernes Tal er indenfor Fiſteklasſen omtrent ligefaaftor ſom hos Krybdyrklasſen, og betydeligt ftørre end i Hvirveldprenes to førfte Klasſer. V tighed og Knoglernes Faſthed. I Almindelighed fan markes, at An— talet ev meget ſtorre hos Bruſkfiſkene (forſaavidt Hvirvlerne ere adffilte og kunne tælleg) end hos Benfiſkene, og blandt digfe fidfte ftørre hus de Blodfinnede end hos de Pigfinnede. Framdeles, at hos ſamme naturlige Familie Forholdet fun vifer en forholdsvis ringe indbyrdes Afvaxling, hvad man vil finde befræftet ved at betragte Jayefamilien, Sildefamilien, Karpefamilien, Ilynderfamilien o. f. v. Endelig, at man ikke altid efter den ydre Form fan gjøre nogen Slutning til Hvirvlernes Talrighed, idet langſtrakte Fiffe under— tiden fun have faa (Callionymus Lyra Linn. til Exempel fun 21), medens Talet hos forte og tykke Fiffe ſtundom bliver forholdsvis be— tydeligt nof (hos Raniceps fuscus Strm. 45.) — Forholdet af de Hovirvlers Tal, der ligge over Bughulen, til det Antal, der danner Halen, fan ogſaa give Anledning til Betragtninger. Der gives hele naturlige Familier (til Er. Laxene og Sildene) hos hvis Arter, idet- mindſte forſaavidt de tilhøre den nordiffe Fauna, det førfte Tal er meget ſtorre end det ſidſte, tildels endog dobbelt faa ſtort. I andre Familier er Forffjællen fun meget ringe, t. Er. hos Karperne. Atter høg andre, Torſk, Flynder 0. |. v., er Salehvirvlernes Tal i Rege— len meget ftørre end Ryghvirvlernes, iffe fjældent dobbelt faa ftort, fjælonere tre til fire Gange faa ſtort. At Fiffenes Cyne til hurtig og udholdende Bevægelfe paa forffjællig Maade betinges ved disſe Afvaxlinger, kan jeg ikke betvivle, uden at jeg dog vover at angive nøgen Regel derfor, Anm. 2. Undertiden ſmalter et ftørre eller ringere Antal af Hvivlerne fammen: dette er Tilfældet med de allerførfte Hvirvler hos Karpearterne, Kimgrerne og Rokkerne. Undertiden (hos Støren, adffillige gajer, be Kredsmundede) forſvinder Rygradens Inddeling i Hvirvler aldeles. Derimod blive de Kanaler, hvorved Hvirv— lernes Huler ſtaa i Forbindelſe med hinanden, faa ftore, at Indſno— ringerne paa den ovenfor omtalte udfyldende Gelemasſe forſvinde, og Denne Derved faar Udſeende af en fævn Snor — den ſaakaldte Ryg: ſnor, Chorda dorsalis, der i Foſtertilſtanden, inden de egentlige Hvirv— lers Udvikling, findes hos alle Hvirveldyr — hvilfen ofteft er ſammen— ſat af langſtrakte Celler, og kun hos den laveſte Fiſteform, Branchio- stoma lanceolatum Pall., viſer en fibros Bygning. Et bruſt- eller hudagtigt Svob omflutter hos ſaadanne Ziffe blot Geleſnoren; ligeſom ogſag lignende Hylſtre foroven omgive Rygmarven, forneden Aarerne. VI Anm. 3. Hvirvlernes øvre og nedre Buer, fom i Foſtertilſtanden regelmasſigt ere afſondrede fra Hvirvlernes Legeme, men ſenere pleje at vore ſammen med dette, vedligeholde hos adffillige Fiffe Adſtillelſen hele Livet igiennem: dette er, hvad de øvre Buer angaar, Tilfældet hos Gjedden og Karpearterne; dog hog de fidfte fun paa et Var af forrefte Hvirvler; De nedre Buer forblive adffilte hos Karper, Jay og Gjedder. Anm. 4. Fra de øvre Hvirvelbuers Rod udgaar i Regelen hos Benfiffene et Par (maa Fortſattelſer fortil og et andet bagtil, hvilfe ſpare til Leddefortfættelferne hos andre Hvirveldyr, men dog ikke hos Fiffene pleje at fræmfalde nøgen egentlig Leddeforbindelje. Hos ve fleſte Bruſkfiſke viſer fig bag bvær øvre Bue et Par (fjældent to eller fre Par) ſaakaldte Indſkudsbruſt (cartilagines intercalares), der tfæne til at fuldftændiggjøre Rygmarvskanalen paa Siderne; lige— ſom denne ogfaa ofte foroven lukkes af enkelte (a: ikke parvis anbragte) Indffudsftyffer, Hos ſaadanne Fiffe, der iſtedetfor den almindelige Sfjælbeflædning befinde et Slags Pandſer (de Bufføjællede til Eremvel), dannes gjærne færegne Udviflinger af de ovre Buer eller af deres Tornefortfættelfer til Underftøttelfe af Pandſeret. Anm. 5. De af de nedre Buer dannede uægte Tværfortfæt- telfev ſavnes ſtundom paa endel af de forrefte Hvirvler (hos Lophius piscatorius Linn. paa de ſyv førfte), og de nedre Buer fremtræde ſtrax (hos den nysnævnte Lophius paa ottende Hvirvel) under Kanal formen. Hos andre Fiffe (t. Er. mange Silde- og Laxearter, af fræmmede Fiſte Scarus-=Slægten o. ſ. v.) blive de divergerende Tvær- fortfættelfer ved Roden forbundne af en Knogleliſte, faa at paa denne Maade en Aarekanal frembringes. Leddefortſattelſer fræmtræde ret hyppigt ved de nedre Buers Rod ligeſom ved de ovres. Unm. 6. Foruden de falffe Tværfortfættelfer forekomme hos Fiffene, dog langt fjældnere, mere egentlige Tværfortfættelfer, der udgaa omtrent fra Midten af Hvirvlernes Legeme, og fræmtræde ikke blot paa Bug-, men ogſaa paa Halehvirvlerne. Disfe bære aldrig Ribben, medens de uægte i Regelen ere forſynede med Ribben. Blandt vor Faunas Fiſte viſe de fig til Exempel hos Flynderarterne. Unm. 7. Uagtet de op- og nedſtigende Tornefortſattelſer i Fiffe- klasſen i Almindelighed ere meget ftærfere udviflede end hos nøgen anden Hvirveldyrklasſe, gives Der dog adſtillige Fiffe, hos hvilfe de VI blive meget fmaa, t. Cr. Aalene*). Den lodrette, Halefinnen bærende Plade ſavnes ſtundom, ifær hos ſpidshalede Fiſte; ſtundom er den tilſtede, uden at de forſtjellige, den dannende, Stykker ere nøje ſammen— voxede, ſaaſom hos Gjedden; ſtundom, ifær vel hos meget kraftigt ſpommende Fiffe, udvikle fig Benkroge paa dens Sider; ejendomme— ligt er Forholdet hos Orthagoriscus Mola Linn. (f. Artsbeffrivelfen), S 4. I Almindelighed fan om Biffenes Hoved figeg, at Det udmarker fig ved at beſtaa af et langt ſtorre Antal Knogler end hos andre Hvirveldyr, ved en meget tydeligere Adſtillelſe mellem Hjarneſkalen og Anſigtet, og ved en ftørre Bevægelighed af de Knogler, ſom danne Dette ſidſte. Hjærneffalen eller den Benkasſe, fom foruden Hjærnen optager Redffaberne for *) Svorvel Udviklingen af de op- og nedſtigende Fortfættelfer i Regelen er omtrent lige ſtoerk, træffeg dog paafaldende Undtagelfer herfra, t. Er, hos Orthagoriscus Mola Linn. VIII Hørelfen, Synet og Lugten, beſtaar, naar den betragtes ovenfra, almindeligt af følgende Knogler i Retningen forfra bagtil): 1) Sigtebenet eller Ethmoideum (k); I to forrefte Pandeben (bb), der bidrage til at danne Ojehulens forreſte Bæg; mellem disſe Ben og Sigtebenet fræmtræder paa hvær Side Lugtenærven (gjænnem et Udfnit, ofte endogſaa et Hul, i Pandebenet); 3) det ſtore, her enfelte egentlige Pande— ben (a), fom danner Ojehulernes Loft og den forreſte Del af Hjærnejffalleng øvre Hvælving; 4) De to bageſte Pandeben (cc), der udgjøre en Del af Ojehulens bagefte Bæg, og danne Ledveforbinvelfe med Tindingbenet; 5)to Isſe-eller Parie— telben (dd), der næften altid adffilles fra hinanden ved 6) et enfelt Mellemisſeben, Interparietale (e); fra denne Knogles Middellinie hæver fig hyppigt en Benkam af betydelig Højde, der bagtil rager langt ud over Hjærneffallen (é), den ſaakaldte Naftefam eller crista occipitalis; fortil forlænger den fig ftundom til en crista sagittalis; udenfor Isſebenene ligger paa hvær Side 7) et Vorteben, Mastoideum (hh), og Hjærneffalleng allerbagefte Del udgjores endelig af fem Nakkeben, der tilſammen fræmftille en tydelig Hvirvel, næmlig 8) to ydre eller ovre (ff), 9) tov Sidenakkeben (gg) og 10) et enfelt nedre Nakkeben, Basilare (i); dette ſidſtes bagefte Flade, der er kegleagtigt udhulet ganſte ligefom en Hvirvel, danner Hovedets Forbindelfe med Hvirvel— ſtotten; hvorved dog er at bemarke, at hos mangfoldige Fiffe en lille Leddeflade paa hvært af Sidenakkebenene befordrer denne For— bindelfe, hvilfen altid er af den Beſtaffenhed, at Hovedet næften taber al Bevægelfe. — Betragtes Hjærneffallen fra neden, vifer +) De ovenſtaaende Træfnit, efter Cuvier, fræmftille Torſtens Sjærne- ſtal. Jeg har valgt denne Fiſt, fordi den, foruden i fin Alminde— lighed, ogfaa i fin Størrelfe maa have Anbefaling for dem, der ønffe at fætte fig ind i Fiffenes Benbygning. J Knoglernes Benæv- nelfer følger jeg Cuvier her, ligeſom jeg i Fiffebeffrivelferne har brugt hang oſteologiſte Nomenklatur. IX fig forvreft, lige under Sigtebenet og for en Del mellem de forreſte Pandeben 11) Plougffjærbenet, vomer (1); tæt bag dette, tildels indeffluttet mellem de forreſte Pandeben og det egentlige Pandeben, fræmtræder 12) Det meget langftrafte egentlige Kileben (m), der bagtil ftøder op mud det nedre Nakkeben; paa hvær Side af Kilebenet, tæt bag det egentlige Pandeben, ſes 13) Kilebenets ſmaa Vingeben (pp); mellem disfe to Vinge— ben have Syngnærverner deres Gjænnemgang, og over dette Narvepar atter Lugtenærverne. Tat bag de ſmaa Vingeben ligge 14) Kilebenets ſtore Vingeben (00), gjænnem Huller eller Udſnit i hvilfe det fæmte Narvepars to ſidſte Grene træde (ligeſom ogſaa Anfigtsnærven og den fradragende); og bag de ftore Vinge— ben indenfor Bortebenene vifer fig paa hvær Side af Kilebenet 15) et Klippeben (nn), der ftøder op mod Sidenaffebenet, og ſaaledes afflutter HSjærneffallens underfte Flade. — Endnu hører en Knogle til Hjærneffallen, hvilken dog hværfen vifer fig fra dennes øvre eller nedre Flade, men fra Siden, 16) det forreſte Kileben, en enfelt Knogle, ſom gjærne ſtaar fodret under og foran de ſmaa Kilebens Vinger ovenpaa Det egentlige Kileben. Anm. 1. Hos endel Fiſke ſmalte et ſtorre eller ringere Antal af Hovedets Knogler ſammen, og Adſkillelſen af Anſigtet fra Sjærneffallen ſamt Anſigtets Bevagelighed blive mindre fuldſtendige. — Hos Bruſk— fiffene danner Sjærneffallen en hel eller uafbrudt Kapſel, hvor ingen fammenfættende Stykker kunne ffjælnes (ligeſom Tilfældet er med Fuglenes Djærneffal=). Hos Slægten Branchiostoma - (fe denne), +) Dette Forhold, hvilfet man tidligere betragtede ſom indeholdende Den vigtigfte Forffjællighen mellem Benfiffenes og Brufffiffenes Sjærneffal,. vil man efter fenere Underſogelſer iffe indrømme nøgen ſtor Betydning. „Hos færdeleg mange Benfiffe vedligeholder fig næmlig beftandigt, dog for en Del ffjult under løft paaliggende Benftyffer, en jfammenhængende Bruſkhjgrnekapſel. Paa dennes Bekoſtning have ofteft fun partielle Forbeninger dannet fig, hvilfe iffe umiddelbart berøre hværandre, men holdes adffilte ven mellem— X hvor ingen Hjærne (eller højere Udvikling af Narveſyſtemets Central- dels forreſte Ende) findes, er hæller ingen Hjarneſtal tilſtede, men blot en ligefrem Fortfættelfe uden Udvidelfe af det Rygmarven omgivende Rør. Hos Størerne og de Kredsmundede fortjætter Ryg— ſnorens (Chorda dorsalis)forrefte tilſpidſede Ende fig ind i den bruſt— agtige Djærneffals bagefte Del, og forbinder fig ubevægeligt med denne. Hos Branchiostoma ftræffer Rygſnoren fig endog fræm foran Nærve- ſyſtemets forrefte Ende næften lige til Snudeſpidſen. Anm. 2. Sigtebenet, der fvarer til denne Knogles lodrette Plade hos Pattedyrene, danner i Forening med Plougſkjgrbenet liggende Levninger af Den oprindelige Brufffapfel. Laxearterne, GBjedderne, Skivefiſkene afgive det tydeligfte Bevis herfor. En ganffe gradevis Overgang finder Sted fra en virfelig og ved— varende, men tildels med paaliggende Knogleſtykker bedæffet, BrufÉ- kapſel til Sjærneffallens udelukkende Dannelſe af færffilte, men tæt og nøje med hværandre ſammenſluttende Knogler, ſaaledes ſom Tilfældet er hos de flefte Faftfjæbede og hos de egentlige Aale— dannede. Thi hos de flefte Benfiffe vedligeholdes en Levning af ven oprindelige Bruſkkapſel under Bendæffet, og Knoglerne maa an— fages for en meget ſtor Del at være udviklede paa Bruſtkapſelens Bekoſtning. Men ſaadanne Knogler, fom hos Benfiffene altid be— dokke de Fontaneller, der hos Brufffiffene viſe fig frit under Huden, ſaadanne kunne iffe ſtyldes Bruſtkapſelen, men udvikle fig over ſamme af et fibrøft-hudagtigt Grundlag. Og derefter ffjælnes i Fiffenes Hjorneſtal to Slags Knogler: 1) de paa ben oprindelige Bruſtkapſels Bekoſtning udviklede eller de egentlige gjævneffalsfnoglev (alle Nakkebenene, Mellemisſebenet, Vortebenene, Klippebene, de forrefte og bageſte Pandeben, det forreſte Kileben og Kilebenets ſtore og ſmaa Binger); 2) Bedaknings eller Zudknoglerne (Sigtebenet, det egentlige Pandeben, Isſebenene, Plvugffjærbenenet, det egent— lige Kileben). For ſaavidt Benfiffenes Sjærneffal dannes af det førfte Slags Knogler, fan den ſammenlignes med de højere Bruſt— fiſtes (Plagioſtomerne). Det andet Slags Knogler maa derimod betragtes fom ny og tilfomne Elementer.“ Det er Baer, Rei— chert og Stannius, ſom ifær have gjort disſe Forhold fil Gjæn- ſtand for Underføgelfer. Den ovenſtagende Framſtilling er et Uddrag efter den finfte (Vergl. Anat. ver Wirbelthiere). | XI Snuden; Næfeborene ligge paa Siden af bem, og adffilles af Den Væg, ſom ved deres Forbindelſe opſtaar. Undertiden fmælte disſe to Knogler ſammen til en enefte (hos vore Mal). Plvugffjærbenet, fom gjærne blive bredere fortil, er meget hyppigt tandvæbnet paa Under— flaven. De forreſte Pandeben, der af andre kaldes Sigtebenets Sidedele, er ſtundom bruffagtige (hos alene). Mellem dem ligger hos nogle Ziffe (De Torſkeagtige) en enkelt Knogle, ver luffer Udfnitet for Lugtenærven paa den indre Side (Lamina cribrosa ossis ethmoidei ?). Det egentlige Pandeben, der hos Torſken er enfelt, deler fig hyp— pigt efter Længden i to Styffer (hos Aborren til Exempel). Sjærne= hulen fammentræffer fig meget frærf i Pjehuleafdelingen, for at give Plads for Øjnene, faa at der tildels endog fun. bliver en fnæver Kanal tilbage for Lugtenærverne. Hos nogle Fiffe (Karpearterne, Øjedden, gavpadden o. f. v.) bliver Ojehulens Tag forøget af ſoœr— egne Smaaknogler (ossa supraorbitalia). Sfillevægen mellem Oje— hulerne er gjærne hudagtig *); den hviler forneden paa det egentlige Kileben. Det forreſte Kileben, der tilligemed Kilebenets ſmaa Vinger ligger paa Grandſen af Djærneffallens Oiehule-Del og den egentlige Djærnefagfe, er ftundom bruffagtigt (los Karpearterne og hos Gjedden), og fynes ſtundom ganffe at favnes (hos Flyndre, Torſk, Ulke). De øvrige Knogler, foruden Nakkebenene, danne den Djærnen og Døreredffaberne indefluttende Hule, Hjarneſtallens tredie Afdeling. Dog maa markes, at det er meget fjældent, at det egentlige Rile— ben bidrager fil denne Hules Dannelfe, eller kommer i Berøring med Sjærnen (hos Tørffene er det Tilfældet); hvorimod de ovenover liggende, i Midten ſammenſtodende ſtore Vingeben (der af Andre, og maaffe rigtigere, kaldes Klippebenene) danne Kasſens Bund; ſtun— Dom ligger Kilebenet tæt op til Vingerne, ſtundom er bet ved et Mellem— rum fjærnet fra disſe, 1 hvilfet ſidſte Tilfælde (ved nedſtigende Side— udviflinger fra Vingebenene, tildels ogſaa ved opftigende fra Kile— benet) ofte en fuldkommen Kanal fræmbringeg, ſom optager flere Oje— muſtler. Vingernes indvendige Del bidrager væfentligt til Optagelſen af Horeredſtaberne, iſer Søreftenene; medens Vortebenene ifær optage de halvkredsdannede Kanaler. Vortebenene udſende bagtil en ſtor Fortfættelfe, der tjæner til Befæftning for Skulderbaltet, tildels ogſaa for +) Undertiden bliver den dog benagtig (til Er. hos Sciænoidei) ved Udviklinger fra Kilebenet eller de forreſte Pandeben eller Sigtebenet. XII Sivemufflernes Sener. Hos Torffearterne lægge disſe Knogler fig ffjælagtigt ud over de ſtore Vinger. De tv Knogler, fom Cuvier falder Klippebenene, favnes jævnligt (hos Karpearterne, Gjeddeſlagten, Aalene); Isſebenene ryffe undertiden fammen (hos Karperne) og Mellemisſebenet ligger da bag dem; undertiden fmælte de ſammen til en enfelt Knogle; undertiden forſvinde de ganffe (hos nogle Maller), og Mellemisſebenet bliver da deſto ſtorre. Hos Væbefiffene udvikler denne ſidſte Knogle en virkelig Pilſom (crista sagittalis). — Nakke— hvirvelen eller Djærneffallens fjærde og bagefte Afſnit optager en ſtor Del af den forlengede Marv og nogle Dele af Horeredſtabets Laby— rint; dens Knogler høre til de frærfeft forbenene af Sjærneffalleng Styffer. Det nedre Nakkeben (Basilare) udfender oftere i Retningen nedefter Fortfætteljer, der fuldftændiggjøre den ovenomtalte Kanal for Djemufflerne; undertiden udvide disſe Fortfættelfer fig til en ſtor Plade, og bære et Knuſe- eller Tyggeapparat (hos Rarperne og Scarus-Yrterne). De ydre Vakkeben viſe fædvånligt en bagtil mere eller mindre ftærft fræmtrædende Fortfættelfe, hvortil Sfulderbæltet fæfter fig. Sidenaffebenene have Aabninger for Gjænnemgangen af Nervus vagus og glossopharyngeus ; undertiden (hog Karperne) vife fig to ſtore aflange Huller i disſe Knogler. S 5. Anfigtet. Forreſt viſer dette to, almindeligt meget ftore, langſtrakte, Overkjebens hele Rand dannende, tandbærende Mellemfjæbeben (q), der gjærne befinve en ſtor Bevage— lighed; idet de, hvor de i Midten ftøde op mod hinanden, fra deres forrefte, gjærne noget buedannede Hoveddel (Munddelen) udfende en Forlængelfe i Retningen bag og opad (Snunde- eller Pandedelen), fom glider hen over Overfladen af Snuden, med hvilfen den er forbunden (umiddelbart eller gjænnem fmaa mellem— liggende Bruſk- eller Knogleſtykker) ved elaftiffe Baand. De to Dverfjæbeben (Tr) ligge i Regelen bag ven Mellemfjæbebenene, parallelt med disſe, og danne ved Deres overſte eller inderfte Ende en Leddeforbindelfe med Mellemfjæbebenene, med en fræms fpringende Flade af Plougſtjerbenet og med en Fortfættelfe af Ganebenet. De ere bevægelige, men favne allerofteft Tænder. Bag ved disſe Knogler ligger pan hvær Side et Ganeben (t), * —TDTDB der har Leddeforbindelſe iffe blot med Overfjæben men ogſaa med Snuden og de forreſte Pandeben, og hyppigt er tandvabnet. Atter bag Ganebenet ligge ved Siden af hinanden to Knogler, af hvilke den indre (y), mere flade, brede og tynde af Cuvier kaldes Vingebenet (pterygoideum), den ydre (x), ver hyppigt vifer fig ftærft frummet udad, faldes Tværbenet (transversum). De tre finftnævnte Knogler tilfammen danne Ganen. Bag dette Apparat findes en Rakke Knogler (v, w og z), ſom vybænge Underfjæben til Hjærneffallen. Den overſte af disſe, Tinding- benet (v), ftaar ved en lang og dobbelt Leddegrube i Forbindelfe med det bagefte Pandeben og med Vortebenet, og afgiver bagtil en Leddefnude for Gjællelaaget. Neden under dette og bag Bingebenet ligger den Knogle (w), fom Cuvier tillægger Be— nævnelfen Trommehuleknoglen (Tympanale), og derpaa følger, bag Tværbenet og nedentil dannende Leddeforbindelſe med Underfjæben, Aagbuebenet, Jugale (z). Men endnu kommer hertil en lille fjærde Knogle af langftraft og fmal Form, ſom ligger mellem Trommehuleknoglen og Forgjællelanget, eller ſtjules XIV under disſe (Symplecticum Cuv.). Disſe Knogler have inde byrdeg finden eller ingen Bevægelighed, og ere desuden ſammen— voxede med Ganeapparatet og Forgjællelaaget; tilfammen derimod bevæge disſe fyn Styffer, eller den af disſe dannede Plane, fig men Lethed paa Grund af Leddeforbindelfen med Snuden, Tinding— gruben og Underfjæben. De gjøre Munden ftørre, ved at ud- vide fig mod Siderne, naar Ziffen vil optage Band, og bidrage ved en modſat Bevægelfe til at uddrive dette, — Underfjæben (ec) beftaar af to fortil forenede Grene; enhvar af disfe plejer hos udvoxne Ziffe at beftan af tre Knogler, en forrefte (D eller Tandknogle og en bagefte (&) eller Leddeknogle; hvortil endnu kommer et lille, ved Leddedelens bagefte Rand liggende Styffe (os angulare Cuv.), der hyppigt fun er bruffagtigt. Til Anſigtsbenene regnes af Cuvier ogſaa de af ham fom Næſe— benene (s) betegnede Knogler, der danne Naſeborets indre eller øvre Rand, og oventil ftaa i Leddeforbindelfe med Pandebenet; fræmdeles en Kjævde af et forffjælligt Antal Smaaknogler (u), der ftræffe fig fra Snuden til Tindingen; den førfte af disſe danner Naſeborets ydre eller nedre Rand, de ovrige omgive bue— formigt Øjet forneden, fortil og bag. De benævnes Ojebenene (Infraorbitalia Cuv.). Endelig nogle Smaaben, ſom ſtrakke fig bag disſe over Tindingen til Hjarneſtallens bagefte Apofyſer (Supratemporalia Cuv.). Anm. 1. Hos adſktillige Fiffe (Gjedder, Sild og ifær Laxe— arter) viſe Mellemkjabebenene og Overkjgbebenene et Forhold, ver figner det hos Krybdyr og Pattedyr ftedfindende, idet be førftnævnte Knogler blive forte, lidet bevægelige, og fun indtage Midten af den øvre Mundrand, medens de fidftnævnte udgjøre den øvrige Del af Randen, og ere tandvæbnede. Enkelte erotiffe Fiffe befinde fun et Mellemfjæbeben (Mormyrus); hvor der findes to, ere disſe dog ſtundom tæt forbundne (bog gornfiffen). Den vyftigende Del er hyppigt betydeligt udviflet (hos Læbefiffene, Anarrhichas o. f. v.), hvorved Munden gjærne bliver ftrærft fræmffydelig; men hyppigt er ven ogſaa fun lille (Lap, Sild), eller forſvinder endog næften ganffe XV (hos Mallen, Aalen o. ſ. v.). Mellemkjabebenenes frie Bevægelig= hen mangler hos Svaordfiſken, Sornfiſken o. ſ. v.; hos de Faſt— Fjæbede (Pleftognatherne) fmælte de ſammen med Overfjæbebenet til et Styffe, Det er iøvrigt ifær Mellemfjæbebenene, der beſtemme Snudens Form hos Fiſtene. — Hos adſtillige Fiffe deles bvært Over— Fjæbeben i to eller tre Stykker; dette er blandt vore Fiffe til Exem— vel Tilfældet hos Sildearterne; men den ftærfefte Deling af disſe Knogler finder Stæd hos en exotiſt Fiſt, Lepisosteus. Hos Mallerne bliver denne Knogle rudimentær, eller forvandles til Skjaggetraade; hos adffillige Aaledannede ſavnes den aldeles. Unm. 2. Ganeapparatet er ſtundom udviflet i meget ringe Grad eller rudimentært (hos Mallerne og de egentlige Aaledan— nede). Meget ſjaldent vorer Tindingbenet ſammen med Hjarne— ſtalen. Trommehuleknoglen og Symplecticum forſvinde hos Mal— lerne. Til ve Stykker, der danne Underfjæbens Grene, kommer ſtundom (hos Aborren til Cr.) et meget lille færde, der ligger paa Leddedelens indre Side; men det er fun hos ganffe enfelte fræmmede Fiſte (Osteoglossum og Lepisosteus), at Stykkernes Tal ftiger til fer. Anm. 3. Wæfebenene, Øjebenene og Supratemporalbenene betragtes af Stannius ikke ſom Anſigtsknogler men ſom blotte Hud— dannelſer, henhorende til Slimafſondringen, i det de dels indeſlutte enkelte, dels forgrenede Slimkanaler, dels træde i Forbindelſe med Senehude, ſom danne Slimhuler o. ſ. v. Denne Anffuelfe finder Under— ſtottelſe Deri: at der hos adſtillige Fiffe (Ulke, Torſk, Flyndere) findes Knogler langs hele Kroppen under Huden, der maa betragtes ſom Fortfættelfer af de vaa Hovedet forekommende baade ifølge Byg— ning og Beſtemmelſe; hos andre Siffe derimod (adffillige Makreler) underſtottes Slimafſondringsapparatet paa Hovedet figefom paa Krop— pen af ſammenvoxede Skjal iftedetfor af de omtalte Knogler; atter hos andre Fiffe (aller og Aal) blive disſe Knogler til ſimple Smaa— rør, Der ganffe ſtemme med de Ror, der hug de famme Fiffe indeflutte Slimkirtlerne langs Kroppen o. ſ. v. Mange Fiffe favne tøvrigt disſe Knogler ganffe (Lophius, Diodon, Tefrodon); derimod forefindes de i deres ftærfefte Udvikling hos de umberagtige Fiſte (der favnes i Norden), ſamt hos den blandt Torffene henſtillede Slægt Coregonoides Gun. (= Lepidoleprus og Macrurus). Hog visſe Fiſte er det blot Øjebenene, der udvifle fig i en overordentlig Grad (hos de ſaakaldte XVI Pandſerkindede til Exempel), fan at de voxe ſammen indbyrdes og med Forgjællelaaget til en ſtor Plade, der bedekker Tyggemufflerne. Anm. 4. Dvs de højere Bruſkfiſke vife fig hyppigt færegne Jæbebrvruft. Jovrigt finde hog .Brufffiffene faadanne Sammenfmælt- ninger og Modifikationer Sted, at det bliver meget vanffeligt at gjæn- nemføre en Sammenligning mellem dem og Benfiſkene, og at Ad— ffilligt med Henſyn dertil endnu maa anſes for tvivlſomt. — Endelig henviſes til Fræmftillingen af Sfeletet hos de forffjællige Hovedformer (under Artsbeffrivelferne). S 6. Tungebenet. Dette Apparat, der ligger bag og mellem Unverfjæbens Grene og foran Gjællebuerne”), beftaar gjærne af tretten Knogleſtykker, der tilfammen udgjore en ftor Bue: i Middellinien forreſt vifer fig en enfelt lille Knogle (7), fvarende til Tungebenet hos Krybdyr og Fugle; under og bag Denne ſes en anden enfelt Knogle (4), der ofteft har Form af en fodret Plade, fræmftiller, hvad man hos Fugle og Firben falder Tungebenets Hale, og tjæner til Faſtepunkt for Fort fættelfer af Kroppens Sidemuffler (musculi sternohyoidei), ligefom ven i Forbindelfe med Sfulderbæltets Symfyfe danner Den Iſthmus, der adſtiller de to Gjællefpalter; paa hvær Side af disſe Middelftyffer, og indbyrdes forbundne ved et færeget lille Bindeſtykke (copula) i Midten, ftræffer fig en Sidegren, beftanende af fem Knogler (9): forreft eller nærmeft Tungebenet to ſmaa, den ene over den anden; dernaſt to langftrafte, den ene bag eller udenfor den anden; endelig en lille, trind, griffel— dannet (os styloideum), hvorved det hele Tungeapparat ophænges til Tindingbenene. Til den ydre Side af disſe Tunge— grene hæfte Gjælleftranlerne (4) fig. Anm. Tungebener er ſtundom dobbelt, men undertiden ſavnes Det Derimod (hos nogle til Malene henhørende Fiffe). Ogſaa dets Sale eller Kjolben fan ſavnes, hos Zavtaſken til Exempel; hvor— *) Endel af det vifer fig fra Siden under Bogſtaverne & + x i Det foregagende Træfnit. XVII imod bet ffal forekomme dobbelt hos Polypterus. Det Antal Stykker, hvoraf Sidegrenene fammenfættes, aftager hos Bruſtfiſtene i Almin— delighed, og ſynker hos Zajerne ned til et enefte Stytfe for hvær Gren. Ogſaa viſe adſtillige Brufffiffe den Særegenhed, at Tunge— bensapparatet hæfter fig umiddelbart til Sjærneffallen (hos Chimæra). Hos de Kredsmundede bliver dets Forhold faa ejendommeligt, at det vanffeligt tilftæder nogen Sammenligning. Hos Branchiostoma mang— ler det. Da Gjælleftvaalerne nærmeft ftaa i Reſpirationens Tjænefte, omtales de med dennes øvrige Redffaber i de følgende Paragrafer. S 7. Aandedrætgredffabernegs Knogler. Da de bløde Dele, i hvilke Blodaareblodet forandres til Pulsaareblod, hos Fiſkene dels underftøtteg, dels beffyttes af færegne Knogle— dannelſer, og da det hele Reſpirationsapparat, iftevetfor at op— tages i en Bryſtkasſe, hog Denne Klagfe er indlemmet i Hovedet, vil det her være Plads at afhandle disſe Knogler. De under ftøttende faldes med et Ord Gjællebuerne, de beffyttende Gjællelaaget, og endnu funne Gjællehudgftraalerne tilføjes ſom virfende til Reſpirationens Fræmme. S 8, Gjællebuerne, hvis Antal i Regelen er fire Var, hæfte fig foroven ved Bindevæv eller Ligamenter til ven bagefte Del af Djærneffallens Unverflade, forneden derimod for— bindes de i Legemets Middellinie ved en Længderæffe af hyppigſt tre ſmaa Knogler, der ligge bagved Tungebenet, og ligefom ere en Fortfættelfe af dette, Det førfte Par Buer hæfter fig til Siderne af Den anden af disſe Knogler, Det andet Var til den tredieg forrefte Ende, det tredie til ſammes bagefte Ende; det fjærde Par naaer iffe fræm til Knoglen, men lægger fig op til det tredie Pars indre Side. Endelig ligger bag Gjallebuerne neden i Munden, i den Vinkel de bagtil danne, paa hvær Side en tandvæbnet Knogle, der betegneg fom det nedre Svalgben, men hvilfen med Grund ſynes at kunne betragteg ſom en femte rudimentær eller forandret Gjellebue. Hvær Gjællebue beftaar af to, bevægeligt med hinanden forbundne, Dele, hvis Forening ſnart fræmftiller en Bue, fnart en mere eller mindre ſpids Vin— Danmarks Siffe, I. B XVII kel. Den øverfte af disſe Dele, ſom er meget fortere end den nederſte, dannes af to Knogler; medens den førfte af disſe paa den førfte Gjællebue vifer fig tynd og griffeldannet, bliver den Derimod paa de følgende pladedannet og tandvæbnet, og omtales under den færegne Benævnelfe af de øvre Svalgben. Gialle— buens nederfte ſtorre Del ſammenſattes hos de tre førfte Par af to Knogler (af hvilfe den indre ev meget mindre end den ydre), hos det fjærde Par fun af en. Gjallebuernes inderſte-forreſte, eller mod Mundhulen vendte, fonfave Side er væbnet med fmaa plade⸗ eller fegledannede, tandforſynede græmragninger, Der tjene ligefom til at affpærre Gjallehulen fra Mundhulen, eller hindre fræmmede Legemers Indtrængen i Gjællehulen. Gijallebuernes yderſte-bageſte eller fonvere Side har en Rande efter Længden, Der optager Gjællepulsaaren; og langs hvær Side af denne hæver fig en Rakke tætftillede, bens eller bruffagtige Smaablade (ligefom Kamtænder), i hvis beflædende Hud Aareforgreningerne udbrede fig, og ſaaledes tilvejebringe det egentlige Aandedræts— redſtab. Anm. Hos adſtillige Fiſte hæfter Gjællebuernes overſte Ende fig ikke under HDjærneffallen men under den forreſte Deb af Rygraden. Dette er til Exempel Tilfældet hus. vore Aal og hos Zajerne. De fmaa Knogler, der forneden forbinde Gjællebuerne, blive hus Rok— kerne til breve Bruſtplader; hvorimod de hos andre Fiffe ere meget lidt udviflede, eller endog forfvinde (hos Waalefiffene, gavtafTen v. f. v.). De nedre Svælgben, der ſtundom beftaa hvært af to Stykker, ſmalte derimod hos andre Fiffe begge ſammen i Midten til en enefte Plade; dette finder Sted hos Labefiſkene, gornfiffen o. f. v. Hvad de øvre Svælgben angaar, da vore hyppigt de, ſom ligge paa ſamme Side, ſammen (t. Er. hos Ulkene); hos Karperne ere de fmaa og tandloſe; hos Slægten Scarus findes fun et Par. Et ganffe ejendommeligt Forhold vife de ovre Svælgben hos de exotiſte Fife, ſom af Cuvier ere blevne fammenftilleve under Navnet af de Sabyvintøjællede: de dele fig næmlig i ef Antal forffjælligt dannede Smaablade, der overtræffes af en reſpiratoriſt Sud. XIX S 9. Gjællelaaget og Gjalleſtraalerne. Det førfte beftaar af fire Styffer. Forgjællelaaget (Præoper- culum), der ofte er det ftørfte, og gjærne har Vinkel-⸗ eller Halv— maaneform, ligger, fom Navnet antyder, forreſt (a a paa Træs ſnitet ovenfor S. XIID), tæt op til den bagefte Rand af den Knoglefjæde, hvorved Underfjæben ophænges under Hjærneffallen. Bagved Forgjællelaaget foroven vifer fig det egentlige Gjælles laagsſtykke (2), hvis øverfte-forrefte Vinkel befinder en Ledde— grube, hvori en hvælvet Framragning af Tindingbenet optages. Under Gjællelaagsftyffet fræmtræder Undergjællelaaget (Sub- operculum), ber gjærne har en langſtrakt og fmal Form (7); og foran dette, men nedenfor Forgjællelaaget og bag Undertjæbeng Leddeforbindelſe, vifer fig Den Knogle (6), fom Cuvier har tillagt Benævnelfen Mellemgjællelaaget (Interoperculum), Da denne Knogle fæfter fig til Tungebenets Sidegren, bliver Følgen deraf, at Gjallelaagene iffe funne aabnes og lukkes, uden at Tungebenets Grene udføre tilfvarende Bevægelfer. — Gjalle— hulen aflukkes førft fuldftændigt forneden af Gjællehuden, Der hæfter fig til Tungebenets Sidegrene, og underftøttes af Gjælles ftraalerne (4). Disſe, der artifulere, eller ogſaa blot ved Baand forbindes, med de to Hovedftyffer af Tungebenets Sides grene, ere gjærne af langſtrakt, tynd og tilſpidſet Form (Sabel: form eller Dolkform). Deres Antal værler for hvar Side fra en til tredive, men er hyppigſt fyv. Anm. Gjællelaagsftyffernes Antal er egentlig fun tre, thi For: gjællelaaget hører rettere, hvad allerede Cuvier har anerfjændt =), og hvad nu er den almindeligt antagne Mening, til Den Knogleræffe, der forbinder Underfjæben med Sjærneffalen. Hos Størene findes *) Idet Cuvier omhandler det under Gjallelaagets Styffer, be⸗ mærfer han: il appartient à cette lame (la lame palatotem- porale) plutot qu'au systeme operculaire lui même. Hist. d. Poissons I, 348. B* XX alle tre Gfjællelaagsftyffer, ffjøndt nøje forenede indbyrdes ; høg de øvrige Brufffiffe (med Undtagelfe af Spatularia, hvor et fun af et enefte Stykke beſtagende Gjællelaag træffeg) træder iſtedetfor Gjollelaaget et ſtorre eller ringere Antal Bruſtſtrimler, der ſtundom danne et meget ſammenſat Stotte— eller Beffyttelfesapparat for Gjællerne Chos Petromyzon, Ammocoetes og Branchiostoma). Markes fan, at blandt Benfiffene favne Mallerne Mellemgjællelaaget, hvorimod dette hos Plektognatherne deler fig i fo Styffer. Gjællehudsftraalerne bevæges ved færegne Muffeltraade, og kunne ſaaledes bidrage til at folde eller udſpende Gjællehuden. Hos Zavtaſken udmarke de fig ved en overordentlig Længde, hos Aalene ved deres kredsformige Bøjning, hos Storene favneg de, men ere høg mange andre Brufffiffe tilftede ſom Bruſkſtraaler. Det højefte ovenfor angivne Tal af Gjælleftraalerne forekommer hos Slæg- ten Elops, det laveſte hos Polypterus. 810. Skulderbeltet med” Bryſtfinnerne. Tæt bag Gjællefpalterne viſer ſig pan hvær Side en Kjæde af Knogler, der fra Nakkefladen ftræffer fig ned til Bugfladen, hvor de to Kjader indbyrdes forene fig, ſamt ved Baand fætteg i Forbindelfe med Tungebenets Hale, Det ſaaledes dannede Knoglebælte tjæner ligeſom Karm eller Ramme til at modtage Gjællelaagets bagefte Rand, naar Gjællehulerne tilluffes. Selve Bæltet dannes i Regelen af tre Knogler paa hvær Side, men til detg bageſte É Rand hæfter fig endnu adffillige andre. Den øverfte Knogle, der fremtræder gjænnem Huden fom en Benplade, hyppigt med ſaug— tandet Rand, er foroven tvefløftet, eller udſender to Fortfættelfer, fom hæfte fig til Hjærneffalens to Sidefjøle (den af det ydre Nakkeben og den afVortebenet dannede); den benævnes Overs ffulderbladet (os suprascapulare Cuv.). Nedenfor denne følger det langſtrakte Skulderblad. Dernæft følger Overs armsbenet“), fom langt overgaar de to andre i Størrelfe, og fom fuldſtendiggjor eller luffer Sfulderbæltet; af Form er det gjærne bøjet, faa at dets bagefte Rand fræmtræder vinfelagtigt eller +) J den fenere Tid forfafter man denne Cuviers Udtydning, og ben antydede Knogle forflares ſom Wøglebenet, XXI halymaaneagtigt; og vet beftnar af to Blabde, eller kan foreſtilles fom en efter Længden ſammenfoldet Knogleplade, hvis to Blade bagtil divergere eller aabne fig. Til Overarmsbenets bageſte Rand bæfter fig (paa den inderfte Side af det inderfte Blad) en volt agtig Knogleudvikling, beſtaaende af to Styffer, der ligge det ene bag det andet, førft et mere fort og ovalt, dernæft et længere og ſpidſere; tilſammen udtydes disſe af Cuvier fom den ravne— næbdannede Fortſattelſe. Neden for denne fæfter fig ends videre til Overarmsbenets indre Blad to Knogler, den ene neden— for den anden; hvor de forbinde fig med Overarmsbenet er hvær af dem forfynet med et Hul eller ogfaa med et dybt Udfnit; den nederfte af disſe betragtes fom Albuebenet, Den øverfte ſom Straalebenet, og tilſammen fræmftille de altſaa Forarmen. Til disſe to Knoglers bageſte Rand lagger ſig en Rakke af fire eller fæm Smaaknogler, der med Foje funne betragtes ſom Haand— rodsknogler, og til disſe hæfte atter Finneſtraalerne fig, dog med Undtagelſe af den øverfte, der forbinder fig umiddelbart med Straalebenet. Anm. Hvg nogle Fiffe er Skulderbaltet iffe foroven forbundet med Djærneffallen; bette er Tilfældet med de Aaledannede, med Kimærverne og Sajerne; hos Rokkerne forbinder det fig med den forrefte Del af Rygraden iſtedetfor med Sjærneffallen; derimod findes Der ogſag Fiſte, hos hvilke Overſkulderbladet har en tredie Fort— fættelfe, der trænger ind imellem de ovennævnte Kamme; og atter andre, hvor det voxer fuldkomment ſammen med Sjærneffallen ; dette ſidſte fes hos den flyvende Knur (Dactylopterus) og hos nogle Maller. Medens Forbindelfen forneden mellem Skulderbaltets to Grene i Regelen tilvejebringes ved Baand, bevirkes den hos nogle Maller (Loricaria) ved en fandet Som, og hos Zajerne finder fuldkommen Sammen— voxning Sted. Hos Aalene og gavtaffen mangler Overffulder- bladet, hos Mallerne Sfulderbladet, hos nogle Brufffiffe fan fun en Bruſt ffjælnes i Sfulderbæltet, — Overarmsbenet bliver hos de egent— lige Aal en fimpel, bøjet og noget ſammentrykket Cylinder, hos Mu— rænen (Muræna Helena Linn.) blot en lang bruffagtig Traad. Den ravnenæbdannede Fortfættelfe bliver undertiden faa lang, at den for— XXII ener fig med ben fra Den modſatte Side; men hos Karpearterne be- ſtaar den fun af en Knogle, og hos Soulven, Mallen og Aalene forfvinder den. Hog de Fiſte, ſom mangle Bryfifinner, ſavnes ogſaa Albueben og Straaleben, hvorimod hos Lar, Harper o. ſ. v. en tredie Knogle kommer til i Forarmen paa ben indre Side, Hos de faa- faldte armfinnede Fiſte og nogle andre fræmbringes den Zræmragning, man her falder Armen, iffe ven en Forlængelfe af Forarmen (ſom tværtimod plejer at blive meget lille) men ved Udvikling af $aané- rodsbenene. Hog Polypterus findes fun tre Haandrodsben, hos 3av— taſken fun to. S 11. Bæffen og Bugfinner. Baglemmerne fræm- træde under en langt fimplere Form hos Fiffene end Forlemmerne, idet de fun beſtaa pan hvær Side af en enefte, i Regelen langs ſtrakt⸗ trianguler Knogle, hvis ſpidſe Vinkel er rettet fræmad, og til hvis bageſte fortefte Side Bugfinnens Straaler ere hæftede. Denne Knogle ftaar iffe i nogen Forbindelfe med Rygraden, men ligger i Fiſtens Bugflade, tær op til fin modfvarende, med hvilfen den ved en Som er forenet langs fin indre Side. Hyppigt-ere Bugfinnerne anbragte omtrent i Midten af Fiſtens Længde eller endog længer tilbage; men hyppigt ere de ogſaa fræmryffede om— trænt under Bryftfinnerne, og i dette Tilfælde hæfter den forrefte Spidſe af deres Knogler fig til Sfulderbæltets Symfyſe, medens De ellers ligge frit i Kjødet. Bugfinnernes Straaletal er ringe; undertiden blive De rudimentære, og de ſavnes iffe fjæl- Dent ganffe (langt hyppigere end Bryftfinnerne); i UL, Til⸗ fælde ogſaa deres Stotteknogler forſvinde. Anm. Baglemmernes omtalte Knogle, ſom paa en Gang fvarer til Hofte, Laar, Ben og Fodrod *), kaldes af Nogle Zofte, af Andre Bakken. Fortfættelfer ; ifær bagtil paa den indre Side, er den iffe ſjeldent forfynet med. Stundom ere de to Knogler ffilte fra hinanden, enten fortil (Savtaſken) eller bagtil (Batrachus), eller i hele Læng- ben (hos Zar, Sornfiſk, Stør og RKimærve). Jøvrigt er Bag— lemmernes Bygning mere fammenfat hos de tværmunsdesde Bruſk— +) Hos Slægten Polypterus forekomme dog Fodrodsknogler. XXIII fiſk, og iſer hos disſes Zanner, end hos Benfiffene; hvorover Arts— beſtrivelſerne yde nærmere Oplysning. Bugfinnernes Stilling ſamt Tilſtedeverelſe eller Mangel benyttedes allerede tidligt ſom Stottepunkt for Benfiffenes fyftematiffe Opſtilling. Det er af vore Fiffe iffe blot hele be Barbugedes Orden og de Buſkgjgllede fom favne disſe Finner, men ogſaa Rlumpfiffen, Svardfiſken og Soulven; hos Tangfprælen blive de rudimentære. Paa en ganffe færegen Maade modificeres disſe Finner hos Slægterne Cyclopterus, Liparis, Lepa- dogaster, idet de danne en Sugeſtive. Ogſaa hos Kutlingerne er deres Forhold ufædvanligt. — Markes fan endnu her, at de Kreds— mundede tilligemed Branchiostoma favne baade For= øg Baglemmer. 8 12. De uparrede Finner. Medens Bryft- og Bugs finnerne med Foje betragtes ſom fvarende til de højere Hvirvel— dyrs For- og Baglemmer; bliver det Derimod iffe læt at efter- vife noget Sammenligningspunkt for de i Bevagelſens Tjænefte ftaaende Redſkaber i Fiffellasfen, der, i Modſatning til de oms talte, kaldes uparrede eller lodrette Finner. Digfe beſtaa af en underftøttende, mellem Fiſkens ftore Sidemuſktler ſtjult Del, Interſpinalbenene*), og De udvendigt fræmtrævdende, ven Hud forbundne Straaler, De førfte have i Almindelighed Form af firæggede Dolke, hvis Spidſer ere dybt ffjulte i Kjødet, medens Den modſatte Ende nager Hudfladen, og frembyder Leddes forbindelfe (Ginglymus) for Straalen. J Regelen trænger hvært Interſpinalben med fin Spidſe ned mellem tv Hvirvlers Torne: fortfættelfer, og fæfter fig ved Baand til en af disſe; dog fræm- byder dette Forhold mange Afvaxlinger. Halens førfte Interſpi— nalben, der bagtil begrændfer Bughulen, udvikler fig ofte ftærft og pan en ejendommelig Maade. Unm. Stundom findeg tv Interſpinalben for hvær Tornefort- fættelfe (hos Flyndrene og, hvad Gadborfinnen angaar, ogſaa hos Mallerne); hyppigt er ogſaa Interſpinalbenenes Antal ſtorre end Straalernes; undertiden tjæne de til Støtte for Hudſtjolde (hos Knur- hanerne); ſtundom fortfætte de fig endog fræm paa Hovedet (høg *) Paa Danſt funne de maaffe kaldes Straalebævere. XXIV Flyndrene), og hos adſtillige Fiſte adſtilles de nedre Interſpinalben for en Del fra Hvirvlerne ved den mellemliggende Bughule (hos Aalene). Flynderarterne kunne anfores ſom Exempel paa Fiſte, hos hvilfe Bughulens Begrændgning bagtil fræmfalder en overordentlig Udvikling af de førfte Interfpinalben. — Det ejendommelige Skjold, der findes paa Hovedet af Sugefiffene (Echeneis), og hvormed de fafthæfte fig, forklares ſom opftaaet ved en Sammenvoxning af forandrede Inter— ſpinalben og Finneſtraaler. S 13. Finnernes Straaler. Af disſe ffjælnes hos Benfiſkene to Hovedformer: enkelte eller Pigſtraaler og bløde eller lLeddede Straaler. De førfte, ſom ifær træffes i De lodrette Finner hos mange Fiſte, beſtaa af et tilſyneladende enfelt, i Enden tilſpidſet Knogleſtykke eller en Pig, hvilken dog ofte er bøjelig og elaftiff, og ven nærmere Underføgelfe altid fynes at være fammenfat af to ven Sutur forenede Sidehalvdele. De fidfte have fun en haard benagtig Rod, men beftaa forøvrigt af en ſtor Mængde fmaa, efter hinanden følgende Led, og Fløfte fig Desuden i et forffjælligt Antal tynde Grene, fan at de endog ofte fan et fofts eller penſelagtigt Udſeende. Hvar Straale danner gjærne forneden to Leddeknuder, ſom pasſe i Fordybninger af Interſpinalbenet?). I Regelen ere Straalerne indbyrdes for— bundne ved en Bindehud, Der betinger deres Brugbarhed ſom Bevægelfegredffaber. Unm. 1. Kun fortil i de lodrette Finner findes Pigſtraaler hos de faafaldte pigfinnede Fiſke, bagtil derimod bløde Straaler; af de vandrette Finner ere Bugfinnerne høg de ſamme Fiffe forfynede med en enkelt Pigſtraale yderft. De blødfinnede Fiffe favne Pigſtraaler; vel ſynes Mallerne yderft i hvær Bryftfinne at beſidde en ſaadan, ber ofte nager en betydelig Størrelfe, og danner et kraftigt Vaaben; og for— ffjællige blodfinnede Fiffe viſe et lignende Forhold med Henſyn til en af Rygſinnens Straaler; men en nærmere Underføgelfe vifer, at disſe falſke Vigftraaler fun ere ovftanede ved en mere eller mindre tæt Sammenfmæltning af Len. — Dog adſtillige Fiffe (til Cr. af Makrel— +) Dette gjælder naturligvis fun de lodrette Finners Straaler. XXV familien) iagttages frie Pigftraaler og falffe Finner. Saaledes benævnes enkelte Pigſtraaler eller blode Straaler, der ligeſom ere los— revne fra den egentlige Finne, eller ikke ere indeſluttede i dennes Bindehud. Anm. 2. Her vil det være pasſende at omtale det Forhold, ſom af- Agasſiz er betegnet men Benavnelſen geterocevci. Medens Ryg⸗ raden i Almindelighed hos Fiffene ender lige, og dens Haleſpidſe er anbragt lige for Midten af Halefinnen, eller midt imellem dennes fo Flige; gives der endel Fiſte (højere Bruſkfiſk og mange af Agasſiz's Ganoider), hos hvilfe Rygradens Haleſpids krummer fig noget opad, faa af den danner en flad Bue, hvis Konvexitet vender nedad. Denne Bue fan enten udgjøre Halefinnens overſte Rand, fan at Straalerne blot findes anbragte paa dens Underflade, eller trænge ind i Halefinnens øverfte Flig, af hvis Straaler den da omgives ſaavel foroven ſom forneden. Fra denne ſidſte Form gives gradeviſe Overgange til den for Fiffene almindelige, af Agasſiz med Ordet gomocerci betegnede. Zeterocerci vifer fig hos Fiffelevningerne i de ældre Bjærglag indtil Juradannelſen ſom næften enefte Form. Man har ment at funne gjøre Brug af dette Forhold i -fyftematiff Henſeende. S 14. Ribbenene. Det er til Spidſen af Hvirvlernes ovenomtalte uægte Tværfortfættelfer, at Ribbenene hæfte fig, i Regelen et Par for hvær Bughvirvel. Men hos mange Fiſte favnes dog Ribben paa et Par af de førfte Hvirvler; medens paa Den anden Side ſtundom Ribben findes faſtede til Hales hvirvlernes nedſtigende Tornefurtfættelfe (hos de egentlige Lar, hos Thunfiften 0. f. v.). Ligeſom Ribbenene afvaxle meget i Form, ſaaledes afværle de ogſaa i Storrelſe, og forſvinde under— tiden aldeles (hos Havtaſken, Klumpfiſken, de Kreds— mundede o. f. v.). Hog enfelte Fiſke beftaar hvært Ribben af flere Styffer (Storene). Med Ribbenene maa iffe forværles XXVI De i Sidemuſtlernes Baand uddannede Biribben, der iffe fjæl- Dent overgaag De egentlige Ribben i Størrelfe, og ſnart hæfte fig til disſe, ſnart til Hvirvlernes Legeme, til de ovre Tornefort— fættelfer 0. f.v. Deres Antal bliver ofte meget ftort (hog Sil— dene til Exempel).“ Da Fiſtene iffe befinde noget Bryſtben, med mindre man vil antage Bugliniens kjoldannede Skjalplader hos Sild og enfelte andre Fiſte ſom en Antydning af Dette, favne de gjærne Stottepunkt forneden, men forbindes derimod ofte indbyrdes ved ftærfe Senebaand (hos Karperne). Unm. Ribbenene befinde i Regelen fun en Leddeknude, og for» binde fig fun med en Hvirvel. Forbindelſen bliver hos nogle Fiffe (Sild, Karper) ligeſom middelbar, idet Tværfortjættelfen iffe er ſammenvoxet med, men fun løft fæftet til Hvirvelen. At Ribbenene for— binde fig med Hvirvelens Legeme, hører til fjælone Undtagelſer (hos enfelte gajer). At betragte de førfte, ikke Ribben bærende, Hvirler hos Karper, Sar, UIFe 0, f. v. ſom Zalshvirvler, finder i de øvrige Forhold ikke Underftøttelfe; ligeſom overhovedet en Inddeling af Hvirv— ferne i Overensſtemmelſe med den hos de højere Hvirveldyr antagne flæt iffe hos Fiffene laver fig gjænnemføre. S 15. Muffler. Hovedmasſen af Fiffenes Muffelfyftem udgjores af en ſtor Muffel langs hvar Side, hvilfen ftrætfer fig fra Hjærneffallen og Sfulderbæltet til Halefinnens Rod, og paa Bugfladen naaer fræmlige til Tungebenet; dog fpalter den fig fortil, for at lade Bryftfinnen med dens Muffler træde fræm. Ligeledes lade De to Sidemuſkler en Aabning mellem fig pan Bugfladen for Bæffenapparatet med Bugfinnerne. Ved Seneplader deles Den ftore Sidemuſkel paatværs i et Antal Lag eller baanddannede Ufvelinger”), der fremmer med Ryghvirvlernes og Rygradsnarvernes Tal. Disfe Afdelinger ftige dog iffe lodret nen, men derimod i Bolgeform eller under flere Vinkler (i Regelen ftiger Baandets øverfte Del ffraat nedad forfra bagtil, den anden bagfra fortil, +) Herpaa grunder det fig, at Fiffenes Kjod ved Kogning ſtiller fig i Blade, efterat Baandene ere deſtruerede. XXVII Den tredie forfra bagtil og Den fjærde atter bagfra fortil). Vin— flerne træve ftærfere fræm paa Halen end paa Kroppen. Jovrigt deles hvær Sidemuffel ved en i Midten af Fiſkens Højde an— bragt Længdefure, der optager et Slimapparat (Sidelinien), i en Ryg- og en Bughalvdel; men en ſaadan Sondring i færffilte Muffler, fom hos de højere Hvirveldyr finder Sted, iagttages iffe blandt Fiſtene. Forretningen, ſom de omtalte ſtore Muffler have at udføre, beftaar væfentligt i at bøje Rygraden med Siderne — en Bevægelfe, ſom tilſtedes ved Hvirvlernes Bruffforbindelfer, medens Derimod Rygradens Bøjning op og ned almindeligt ganffe hin— dres eller Dug ftærft indffrænfes ved Tornefortſottelſerne — og ſaa— ledes bevirfe ben fræmffrivende Bevægelfe; de Sener, ſom ere fæftede ved Halefinnens Rod, bidrage til dennes Udbredelſe; ligeſom de Partier, Sidemuſklerne fortil afgive til Tungebenet (fvarende til de højere Dyrs Sterno-hyoideus og Cleido-hyoideus) i For— ening med andre Muffler træffe Underfjæben ned, og altfan aabne Munden. — Ryg- og Gadborfinnens Straaler bevæges af ſmaa Muffelgrupper — fer Muſtler for hvar Straale, to nærmere Overs fladen, anbragte paa Siderne af Straalens Rod, fire dybere liggende, ffjulte mellem de ftore Sidemuſtler, og hæfteve parvis til Inters ſpinalbenet fortil og bag — der virfe antagoniſtiſt, og ſaaledes rejfe ellev nedlægge Straalen. Lignende Forhold finde ogſaa Sted med Henſyn til de øvrige Finner, tildels dog med mindre væfent- lige Forandringer, og, hvad Halefinnen angaar, pan en noget mere fompliceret Maude. Hos de tværmundede Brufffifte, ifær Rokkerne, blive Bryſtfinnernes Muſkler ordnede paa en færegen Maade, og opnaa en ganffe overordentlig Størrelfe”). — Kjæ- berne lukkes ved en enefte ftor, noget firkantet Muſtkel, ſom be— +) Medens det høg Fiffene i Almindelighed er de tv ſtore Sidemufkler, Der udgjøre omtrent Alt, hvad man plejer at falde Kjod hos disſe Dyr, er det hos Rokkerne derimod Bryftfinnernes Muffler, der indtage en lignende Rolle. XXVIII dæffer Den ydre Flade af den Knoglerakke, der fra Tindinggruben ſtrekker fig ned til Underfjæben; denne Muffel deler fig fortil i to Sener, en øvre og længere, der hæfter fig til Overfjæben, en nedre og fortere, der gaar til Underfjæben bag dens Processus coronoideus. Fiſtene befinde en færegen Muffel til at nærme Unverfjæbens Grene mod hinanden, hvilfen er anbragt paatværg mellem Underfjæbens Grene fortil. Noget længere tilbage mellem Underkjebens og Tungebenetg Grene ligger Geniohyoideus. En egen Tværmuffel, ſom udgaar fra Hjærneffalleng Baſis, tjæner til at fammentræffe og fænfe Ganeknoglerne og Underfjæbeng Suspensorium ; derimod hæves det ſamme Knogleapparat ved en fra Ojehulen bagtil mod Tindingbenet og Vingebenet nedftigende Muſtkel. Ogſaa Gjallelaaget beſidder en mere eller minder ſammen— fat (ydre) Loftemuſtel og en (indre) Sænfemuffel. — Gialle— huden og dens Straaler ere forfynede med et Lag af Muſtel— traade, Der udgaa paatvars fra Giallelaagsſtykkets og Unders gjællefangets indre Flade, og ſom tjæne til at fammentræffe Hu— Den, og nærme Deng Straaler til hværandre, Der dannes ſaa— ledes om hvær Gjællehule ligeſom en Pung, der bliver defto fuld» ftændigere, jo mindre Gjællefpalterne eve, men, fom iøvrigt under— gaar iffe fan Modifikationer (til Er. hos Havtaſken, hos Aalene o. f. v.; Gjællebulernes Sammentrakningsapparat er hos Bruſtfiſtene i Almindelighed meget ftærft udviklet). Bagtil begrendſes Gjallehulen i Regelen af et muſtuloſt Diafragma. — Det Muffelapparat, ſom tjæner til Gjællebuernes Bevægelfe, er meget fammenfat: mange fmaa Muſtler ftige ned- fra Hjarne— ſtalens Underflade til hver Gjællebue, hvorved denne træffes i Bejret. En ftørre Muffel, fom i ſtjev Retning udgaar fra Ryg— radens Underflade til den øvre Gren af en af de bagefte Gjælle- buer, løfter hele Apparatet, og træffer det tilbage; modfat denne virker en fra Tungebenet til hvært nedre Svælgben fig ftræffende Muſkel. Ved ovre og nedre Tværmufkler blive Gjællebuerne og XXIX de nedre Svælgben fra højre og vænftre Side nærmede til hvær— andre o. 500 fre S 16. Nærvefyftemet. Hjarnen udmærker fig 1 Fiſteklasſen ved fin færdeles ringe Storrelſe, iffe blot i Forhold til Legemets Masſe, men ogſaa til de fra den udganende Nar— ver og til Hjærneffaleng Hule, hvilfen den er langt fra at ud— fylde. Det ſtore Mellemrum mellem den Hjærnen tæt omſlut— tende bløde Hjærnehud (pia mater) og den Hjærnehulen udkladende haarde Hjærnehud (dura mater) uvfyldes af et Slags celluløs Spindelvevshud, der hyppigſt ev gjænnem- truffet af Olie. — Betegnende for Fiffehjærnen er det fræm- deleg, at den beftaar af en Ræffe Kugler, der ligge bag hin— anden, dels parvis, tildels ogſaa uparrede. Foruden de aller forreft liggende Rodfnuder af Lugtenærverne, aoffiller man i Regelen tre, mere eller mindre tydeligt betegnede Hjarne— afvelinger, hvilke dug hyppigt dele fig i Underafdelinger. For— hjærnens to Kugler, der funne ſammenlignes med Den ftore Hjarnes Halvkugler hos højere Hvirveldyr, ere temmelig fmaa og i Regelen ſolide (uden indre Huler), indvendigt forbundne ved en Tvarkommisſur. Dernæft følger Mellembjærnen, der ligeledes beftaar af to, men meget ſtorre og hule Kugler, der fortil udfende Synsnærverne, medens Hjærneved-s hænget med dets Tragt er anbragt under dem, og noget længere tilbage de faafaldte nedre Hjærnelapper. De Frem— ragninger og Snoninger, ſom vife fig i disſe Kuglers Hule mod dens bageſte Væg, har man ſammenlignet med de højere Hvirs veldyrs Firhoje, Synshoje og ſtribede Legemer. Bag— hbjærnen endelig beſtaar af to over hinanden liggende Dele, den lille Hjærne, Der i Form fan fammenlignes med en Hue, og hyppigt modtager en betydelig Udvifling; og den for— længede Marv, fom fortil klofter fig, og Danner en Hule. — Rygmarven har næften altid Overvægt over Djærnen i Masſe, ja undertinen (hos de Kredsmundede til Cr.) bliver denne XXX Overvægt endog overordentligt ftor (man har angivet den fra 60 til 100 Gange). Af Form er Rygmarven i Almindelighed eylindrift med en Længdefure foroven og forneden og med en fin Kanal i Mid— ten; fædvanligt har ben en betyvelig Længde, idet den ftræffer fig gjænnem hele Rygraden, altſaag ogſaa fortfættes i Halehvirvlerne. Med Henfyn til de fra Hjærnen udgaagende Narvepar fan forud markes, at Fiffene, ligefom alle gjælleaandende Hvirveldyr, favne det ellevte Par. Forſte Var, Lugtenærven, danner hos mange Benfiffe, Størene og de Kredsmundede, en Rodknude ſtrax ved fin Udtredelſe af Forbjærnen, og Nærven befinder hog ſaadanne Fiſte en betydelig Tyffelfe, Hos de Tværmundede og hos ve BVenfiffe, fom favne Rodknuden, vifer fig Derimod en Svulft pan Lugtenærven tæt foran Deng Indtrædelfe i Neſehulen. Synsnærven, andet Var, har i Regelen en betydelig Udvifling, og beſtaar hus de flefte Fiffe (Benfiffene, Størene og de Tværmundede) af et bredt og tyndt, efter Længden ſammenfoldet, Baand af Narve— masſe, fom udfylder den fra den haarde Hjærnehud til det afs givne Sfede. Hos Benfiffene finder foran Tragten en fuldftændig Krydsning af Synsnærverne Sted, uden at bereg Traade Derfor blive blandede med hværandre; medens derimod hos Størene, de ſaakaldte Ganoider, de Tvermundede og Lampreterne en Sammenſmaltning finder Sted, men ingen Krydsning fan eftervifes. — I Regelen træffes alle de tre, til Øjets Bevægelfe henhørende Narvepar udviklede i Fiſteklasſen. — Zrilling-Nærven, fæmte Par, ſom altid er ſtarkt ud— viklet, og udgaar fra Siderne af den forlengede Marv, udſender hos mange Benfiſke en bagudrettet Gren, ſom ſtrakker ſig lige til Halen, den ſaakaldte Sidegren (ramus lateralis), hvilfen dug ofte er rudimentær, eller ganſte ſavnes. Den til Gjællelanget ganende Narvegren hos Benfiffene og ve højere Bruſtfiſte fyldes til en Forening af Narvetraade fra Trilling— nærven og Anfigtsnærven, ſyvende Par. Den altid ſtarkt XXXI udviflede men forte Hørenærve, ottende Par, fræmtræder med tre til fem Rodſtammer af den forlængede Marv bag Trilling- nærven. Atter tæt bag Hørenærven udfpringer Smagsnærven (Glossopharyngeus), niende Par, og træder gjænnem en ovens for omtalt Aabning i Sidenaffebenene ind i Gjællebulen, hvor Den ſtrax danner en Nærvefnude, og derpaa deler fig i to Grene, Der udbrede fig i Ganens og Tungens Slimhud. Den om— vankende Nærve, tiende Par, er meget ftærk hos Fiffene, hyppigt endog ftærfere end Trillingnærven, udtræder fra Siderne af Den forlengede Marv ved Den lille Hjærne, i Regelen med tov Rødder, gaar igjænnem ſamme Aabning af Sidenaffebenet ſom Smagsnarven, vg afgiver Grene til Gjællebuer, Svælg, Mave, Hjærte og til Svømmeblæren, naar denne er tilſtede. Endvidere udvifler den en betydelig Sidegren (Ramus lateralis vagi), Der i Regelen løber nær under Huden langs med Sides linien, og afgiver Grene til de Denne fammenfættende Redffaber. — Cum fvarende til de højere Hvirveldyrs tolvte Nærvepar (Hypoglossus) betragter man en hos mange Fiſke fra Rygmar— ven udfpringende, mellem Hjærneffalen og den førfte Hvirvelbue fræmtrædende Nærve. — Rygmarvsnarverne framtrade, et War for hvær Ryghvirvel, af Mellemrummene mellem to øvre Buer, med to Rødder, en øverfte (for Folelſen) og en nederfte (for Bevagelſen); Den førfte Danner altid ſtrax en Narveknude, inden den forener fig med den anden. Anm. 1. Kun hos ben laveſte Fiſteform, Branchiostoma, findes ingen gjærne; det vil ſige, Narveſyſtemets Centraldel udmarker fig iffe ved Jæregne Udviklinger fortil, ja bliver endog der tyndere, lidt til- ſpidſet. — Hos unge Fiffe er i Regelen Sjærnen ſtorre i Forhold til Lege— met end høg vorne. — Forhjærnens Kugler beftaa for ftørfte Delen af graa Subftang, og viſe ofte Spor til Snoninger, dug meget fvage. Hos Gobius niger Schn. og Crenilabrus Melops Linn. ere de lige— faa ſtore ſom Mellemhjærnens Kugler, hos de egentlige Aal endog ſtorre. Glandula pinealis ev anbragt mellem For- og Mellemhjarnen, men hæver fig hyppigt højt op over begge, — Om Mellemhjærnens XXXIl ul" Kugler maa markes, at de egentlig iffe have Kugleform men fnarere Wgførm, eller endog nærme fig til det Cylindriffe. Deres Størrelfe ſynes, idetmindſte tildels, at ſtaa i Forhold til Ojnenes Størrelfe, Bedhænget paa deres Underflade (Hypophysis) er i fortrinlig Grad udviflet hos Flynderne og gavpadbden. Undertiden (hos gav: taſke, Rullev 0. f. v.) forlænger Tragten fig til en lang Traad, hvorved Glandula pituitaria, der, fom ſedvanligt, ligger ven Enden af Tragten, rykkes langt fræm. — De nedre Hjarnelapper ſpynes altid at være hule. — Som Exempler paa Fiffe, hos hvilfe den lille Sjærne er færdeles ſterkt udviklet, kunne Makrelen, Thunfiffen, Laxen o. ſ. v. nævnes, medens derimod hos Ulkene, Zavpadden, Zavtaſken o. ſ. v. Forholdet er omvendt, Den forlængene Mary, ſom tiltager i Brede fræmefter, danner hyppigt et Par for Fiffene ejendommelige Knu— ber bag den lille Sjærne, de ſaakaldte bageſte gjærnelapper. De tværmundede Bruſkfiſke overgaa alle andre Fiſt i Sjærnens Stør- relfe og Udvikling. — Hos de Kredsmundede er Rygmarven flad- trykket, baanddannet og elaftiff, og hos Rimærerne viſer dens bagefte Del de ſamme Ejendommeligheder. Hos Klumpfiffen (Orthagoriscus Mola Linn.) er Rygmarven meget fort, næppe faa fang ſom Hjær- nen, forfynet med Narveknuder. Unm. 2. Lugtenarverne befinde ſtundom (hos Malene) fo Par Rodknuder. Benfiſte, fom derimod favne Rodknude, ere Torſke— arterne og Karpearterne, faavelfom Slægten Cobitis. — Syns— nærverneg Krydsning finder fnart (og fom det ſynes lige hyppigt) ſaaledes Sted, af den højre gaar over den vænftre, fnart den vænftre øver den højre; fjældent er det derimod, af den ene Nærve gjænnem- borer den anden (hos Silden plejer dette at være Tilfældet). Hos Slægten Bdellostoma finder hværfen Krydsning eller Sammen— fmæltning af Syngnærverne Sted; hos Myxinerne og enfelte andre Fiſte blive disſe Nærver ganffe rudimentære. — Tridſe Narven, fjærde Par, guar til den øvre fFjæve EGjemuſkel, den fradragende Wærve, fjætte Par, til ben ydre rette Ojemuſkel, hvorimod Øjets Bevægelfesnævve, tredie Par, fordeler fig i de øvrige fire Oje— muſtler. Hog Lampreterne ſavnes fjætte Nærvepar, og hos Myr- inerne har man ingen af de til Ojets Bevægelfe henhørende Nærver funnet oppage. — Som Exempler paa Fiffe, der beſidde Trilling= nærveng Sidegren, funne Aborrer, Ulke, Torſk og Aal nævneg, hvorimod Karper og Lay favne ben. — Det ejendommelige Smags— XXXIII redſtab oven i Svælget hos Karperne modtager Traade fra Smags— nærvens forrefte Gren, ſom ogſaa forfyner Bigjællen, medens dens anden Gren gaar til førfte Gjællebue. Hog be Kredsmundede favnes dette Nervepar. — Den omvankende Narves Sidegren ligger ſtundom dybt mellem Sidemuffelens to Hovedmasſer (hos Sild, Zornfiſk, Stør og Rokker), og ſtundom deler den fig i to Grene, en overfladiſt og en dybtliggende (hos Ulke og Flyndre); hos Lam— preterne udmarker den fig ved Korthed, idet den fun fan forfølges i Den førfte Trediedel af Legemets Længde. Anm. 3. Hojſt ſjoldent træde —— fræm af Hul— fer i ſelve de ovre Buer (hos Gavrtaffen). Hos vor almindelige Torſk finder man i Regelen for hvær Rygmarvsnærve fo øvre Rod— ver iftedetfor en; hos nogle andre Fiſke er det fun de to førfte Ryg— marygnærver, der befinde dobbelte øvre Rødder. J Modſatning her- til har vor Zornfiſk dobbelte nederſte Rødder pan den førfte Ryg— marysnærve. S 17. Sandſeredſkaberne. Hvad der fortringvig uds mærfer Fiffenes Lugteredffaber, er, at de næften aldrig ſtaa i Forbindelfe med Mundhulen. De beſtaa i Regelen af en Grube paa hvær Side af Snuden, hvis Bund beflædes af en i regelmæsfige Folder (ligeſom fljærneagtig) ordnet Slimhud, der er forfynet med Dirretraade. Naſehulerne bedæffes af en Hud, i hvilfen to Par, hyppigt mere ellev mindre rordannede Aabninger eller Næfebor ere anbragte, et forrefte og et bageſte. Anm. Hos Myfxinerne træffeg, ſom en højft fjælden Undtagelſe, en Forbindelfesfanal mellem Næfe= og Mundhulen. Fra Dobbeltheden af Lugteredffaberne fræmbyde de Kredsmundede fig ſom Afvigelfe, og deres enkelte Næfehule vifer desuden Særegenhed ven fin Kanal— form. Hos de Tværmunsede ligge Naſeborene paa Hovedets Under— flade, tildels nær Mundvigene, og kunne lukkes af Hudklapper, der befinde Jæregne Bruſt og Muffler. Lignende Lukkeklapper beſidde ogſaa Rimæverne. — Hos nøgle fan Benfiffe (L-abefiſk med Kamffjæl 0. f. v.) har ben Naſegruberne bedæffende Sud fun et Par Aabninger. Undertiden (hos nøgle exotiſke, til Malene henhørende, Fiff) er den bagefte Aabning anbragt under Overlæben. — At Slimhudens Folder ere ordnede ftjærneagtigt, gjælder fornæmmelig de Fiſte, hos hvilfe Danmarks Siffe, I c XXXIV Næfegrubernes Form nærmer fig det Kredsrunde; hvor de, hvad ofte er Tilfældet, blive ovale eller fangfirafte, danne Folderne fnarere to Ræffer paa Siderne af en Længdeare. Deres Antal er meget af- værfende, øg undertiden førgrene de fig (hos Støren). Undertiden træffes ganſte færegne Former af Lugteredffaberne, til Ex. hog gav: taſken (fe Artsbeſtrivelſen). S 148. Øjne ſynes altid at vare tilſtede i Fiſteklasſen, ſtjondt i en meget forffjællig Grad af Udvikling. J Alminde— lighed ere imidlertid Fiſtenes Øjne ftore, og udmarke fig ved en flad Hornhud (cornea transparens), en ſtor Pupille, en ſtor, kuglerund og meget haard Kryſtallindſe og en ejendom— melig Choroidealkirtel; hvorimod den vandagtige Vadſke og Glasvadſken fun ere tilſtede ringe Mengde, Taare— kirtler ſavnes, og Ojelaag ligeledes i Regelen mangle, eller dog hun ere ufuldkomment udviklede. Ojnene ligge i Regelen mod Siderne af Hovedet, ſjaldnere i Pandefladen, og endnu ſjeldnere nærme de fig Underfladen. Hos Flynderarterne viſe de en aldeles afvigende og uregelmæsfig Stilling. Ojegblet omgives rigeligt af Fidt og Slimvæv; uagtet det befinder fer Muſtkler (fun Pattedyrenes Tragtmuſkel eller tilbagetrakkende Muſtel ſavnes), har det dug fun en indffrænfet Bevagelighed. Hos de Tværmundede er Øjeæblet anbragt pan en fra Oje— hulens Bund udgagende Bruſtſtilk; hos mange andre Ziffe faſt— holdes det ved et Senebaand. Den haarde Hornhud (Sclerotica) underftøttes fædvanligt af to i dens Indre udviklede Bruſtplader, Der ſtundom blive ganffe benagtige, og danne en fuldkommen Ring om Øjcæblet eller endog en Kapſel. Regnbuehinden ude mærfer fig hos Fiffene ved ftærft glindſende Metalfarver, men fynes fun at befinde ringe Bevegelighed. Pupillen er aller— ofteſt fredgrund. - Kryſtallindſen optages af den bagerdannede Glasvaſte, og fæftes til denne ved et af dens Hinde dannet Baand. Hos mange BZiffe findes desuden et ſegldannet Baand (processus falciformis), fom indtræder fra Aare— XXXV hinden gjænnem en Spalte i Retina, gaar gjænnem Glas— legemet, og hæfter fig til Lindſekapſelen. Synsnarven ind- træder meget ofte ſtraat i Øjeæblet udenfor dets Are, men ogſaa hus mange Fiſte i dettes Midtpunkt. Efter Øjets Bygning ſynes man berettiget til at antage, at Fiffenes Syn maa være temmelig ufuldkomment. Anm. Addſtillige Fiffe ere blinde, uden at man derfor fan fige, at de mangle Øjne: hos ſaadanne er Syngredføabet imidlertid iffe alene meget lille og ufuldkomment udviklet, men Huden lægger fig over det, uden at blive gjænnemfigtig; ja tildels er Øjet endog be- væffet af et Muffellag (hos Myxinerne). Med Henſyn til Slægten Branchiostoma turde det maaffe dog endnu være tilladt at tvivle, om Dine ffulle antages at være tilſtede. — Pan den anden Side gives ver Fiffe, hvis Øjne opnaa en faa betydelig Størrelfe, at de øvrige Hvirveldyrklasſer intet Tilfvarende funne framviſe. Skjondt nævve almindelige Regler før en ſaadan Udvikling lade fig angive, fan dog bemærfeg, af de med meget ftore Øjne udruſtede Fiffe gjærne leve pan betydelige Dybder. Af nordiffe Fiſte kunne Slægterne Sebastes øg Coregonoides anføres til Befræftelfe herpaa. — Huden, der altid hos Fiffene lægger fig over Øjet ſom en, i Regelen gjænnemfigtig, Conjunctiva, viſer hos adffillige Fiſte (Aalene) ingen Spør til Fol- ver, der kunne ſammenlignes med Ojelaage; høg andre derimod (Makrel, Sild v. ſ. v.) dannes en forreſte og en bageſte Fold, der, øm man vil betegne dem ſom Ojelaage, dog favne Bevagelighed; atter andre (Flyndre, Rokker) have et Slags ovre Ojelaag; hos nøgle ſaavel Ben- ſom Brufffiffe (Butirinus, Orthagoriscus og gaj: erne) danner Hudfolden en fuldſtendig Kreds om Ojet. Nogle Zajer befinde en virkelig Blinkhinde (Galeus vulgaris blandt vore Fiffe), og Orthagoriscus ſynes ved en Stredsmuffel (Sphincter) at kunne fammentræffe Hudfolden omfring Øjet. — Ojegablet fan i Alminde— lighed ſiges at have Form af en Kugle, der fortil er ligeſom afſkaaren eller flad (formedelſt den flade Hornhud); men hos Rokkerne fræn- ſtiller Pjeæblet fun ligeſom Fjardedelen af en Kugle, idet det ogſaa foroven er afſtaaret. — Svardfiſken og Lampris guttatus funne anføres ſom Exempler pan Fiſke, hos hvilke Øjet omgives af en Benkapſel. — Hos endel Tværmundéede er Pupillen aflang eller elliptiſt. Hos Rokker og Flyndre fan den ligeſom lukkes eller bes ce XXXVI væffes af et ovenfra nedhængende, i flere Lapper belt Forhæng, ber udgaar fra Regnbuehinden. Ganſte færegen er Pupillens Forhold høg Slægten Anableps, idet den bliver dobbelt formedelft en mørt Linie, ſom deler den gjænnemfigtige Hornhud i fo Halvdele. — Bruſkfiſkene, Karpearterne o. ſ. v. favne det ſegldannede Baand. — Choroideal⸗ kirtelen, der almindeligt har Heſteſtoform, er et omkring Synsnærven af Blod- og Pulsaarer dannet Undernat; i Almindelighed fan den figes at forekomme hos de Fiſke, ſom beſidde Bigjællev, ſtjondt dog Undtagelſer kunne efterviſes (den mangler ſaaledes hos Storer og Tværmunsede, ſom have Bigjæller, og findes hos Erythrinus og Osteoglossum, fom favne Bigjælle). S 19. Fiffenes Horedſkaber fvare fun til Labyrinten hos de højere Hvirveldyr, og viſe ogſaa med Henſyn til Den Del, de befinde, i flere Henfeender en fimplere Bygning: de favne ſaaledes Snæf- ken. Hog de allerflefte Fiſte ligger Labyrinten for den ftørfte Del frit 1 Hjærneffallens Hule, omgivet af den ſamme olieagtige Subſtans, fom omgiver Hjærnen; hos nogle (de Tværmuns dede) optages den Derimod, ligefom hos de højere Hvirveldyr, i Hjerneſkalsſubſtanſen; hos andre (de Kredsmundede) findes Den udenfor den egentlige Hjærneffal i færegne Brufffapsler, ſom fun ven Aabninger for Horenarven ftan i Forbindelfe med den. Den beſtaar regelmæsfigt af tre Dele: a) en gjærne noget flad tryffet Forqaardsfæf, fom mere ellev mindre faft er hæftet til Hjærneffaleng indre Væg, og i hvis forreſte Del findes en haard, hvid og glat Oreſten af afværlende Form; b) en Stenfæf, Der enten blot ved en mere ellev mindre tydelig Ind— ſnoring adffilles fra Forgaardsfæffen, ellev forbindes med denne ved en fnæver Kanal; ved en indre Hudvæg afdeles den ufuldftæns Digt i to Rum eller Kamre, fom indeholde hvært en Oreſten, af hvilfe den ene dug er meget mindre end den anden; c) de tre halvtredsdannede Kanaler, ſom hvær, inden de gaa over i Forgaardsfæffen, danne en Svulſt (ampulla), hvori Horengr— vens Forgreninger optages og udbrede fig over en i denne an— bragt Tværvæg, men tillige afgive Traade mod Oreſtenene. XXXVIII Fiſtenes halvkredsdannede Kanaler adffille fig fun fra de højere Hvirveldørs ved en ftærfere Udvikling. — Smagsſandſen fynes hos Fiſkene at maatte være meget indffrænfet, efterſom Tungen i Regelen fun er lidt udviklet, fun modtager en ubetydes lig Gren af Glossopharyngeus og hyppigt er tandvæbnet ; hvortil endnu fommer, at Spyttefirtler ſavnes, og at Føden i Regelen nedfluges hel”). — Hos de flefte Fiffe fan den als mindelige Hudfølelfe, pan Grund af de ydre Beflædnin- gers Natur, næppe være meget fin. Som Underføgelfesrer ffaber turde maaffe i Regelen Læberne betragtes. Men ikke faa Fiſke befinde andre færegne Redſtaber til at føle med, fnart Sfjæggetrande (hos Mallerne, adffillige Torffe- og Karpearter o. f. v), fnart forandrede Finneſtraaler (fvs Knurhaner, Polyne- mus - Arter o. ſ. v.) Stjondt disſe Redſtaber vel næppe funne forffaffe tydelige Foreftillinger om Gjænftandeneg Form, antyder Dog Deres ftærfe Nærveforfyning dem ſom meget følfomme. Unm. Hos Slægten Branchiostoma ere Døreredffaber ikke hid— til opdagede. Hos Myxinerne findes fun en halvkredsdannet Kanal, hos Lampreterne tv, og Stenfæffen favnes, Hos be Tvgrmundede træde kridagtige Masſer iftedetfor haarde Kalkſtene. Hos disſe ſamme Fiſte gjennembores fra Horeredſkaberne Hjarneſkalen af en Kanal, ſom i Hovedets Overflade blot lukkes af Huden, og ſaaledes viſer ſig (fortrinsvis dog hos Rokkerne) det forſte Rudiment af et ydre Dre, Ogſaa hos enkelte Benfiſke findes Spor af lignende Forhold (hos Cobitis fossilis o. ſ. v.) Endnu fan markes, at høg mange Benfiſt et Slags Forbindelſe mellem SHøreredffaber og Spomme— blæve finder Sted, enten gjænnem en Ræffe Knogler, der ftaa ti be- vægelig Forbindelfe med de tre førfte Hvirvler (hos Karpearterne, Mallerne men Svommeblare, Erythriner og Characiner); eller idet Forlængelfer af Svømmeblæren umiddelbart berøre Vedhæng til Jorgaardsfæffen (hos nøgle til Sildefamilien henhørende Fiffe) ; eller ivet Svommeblaren lægger fig op til Suller i Sjærneffalen, der +) Under Fordøjeljesredffaberne blive nogle Undtagelſer og Modifika— fioner i ſidſte Denfeendei berørte. XXXVIII ere anbragte + JWærheden af den ſtorſte Hreſten, men lukkede af en Sud (hos nogle frammede Fiſt, Holocentrum, Myripristis v. ſ. v.). S 20, Ernærinjg. Fiffenes Mundaabning fræmbyder mange Afvigelfer ſaavel med Henſyn til Form ſom Stilling; hvad et ſammenlignende Blif paa de almindelige Benfiſke, Sto— ren, De Tværmundede, de Kredsmundede og Branchio- stoma vil gjøre fuldkomment evident, Hvad der fan anføres ſom meft betegnende for Munden ti denne Klasſe, er omtrent, at, ffjøndt den befinder Læber, Ddisfe t Regelen iffe have Muffler ; at der bag Kjæberne vifer fig et mere eller mindre udviklet Hud— fejl; at Mundhulen derimod iffe ved noget Ganefejl adffilleg fra Svælget; at den, ſom allerede bemarket, ikke ſtaar i For— bindelfe med Lugteredffaberne, hvorimod den pan hvær Side har flere Forbindelfer med Gjællehulerne, Hojſt udmarkende for Fiffene ev ogfan det ftore Antal Knogler, ſom funne være tandvæbnede. Tander funne næmlig findes paa Mellemfjæbebenene, Overfjæbebenene, Underfjæbens forrefte Del, Ploug— ffjærbenet, Ganebenene, Vingebenene, det egentlige Tungeben, Gjællebuernes Mundfide og Svælgbenene. Saaledes kunne naſten utallige Modifikationer opſtaa; medens XXXIX nogle Ziffe have Tender paa alle de nævnte Knogler, favne andre derimod aldeles Tænder. Svalgbenene ere ſtadigſt vobnede med Tander, efter disſe Mellemkjgbebenene og Unvertjæben; fjæloneft træffes Tænder paa OQOverfjæbebenene og Vingebenene. Untulet af Tænderne fan ftige til Tuſinde eller endog derover, og overgaar altſaa langt, hvad hos andre Hvirveldyr fan efter- vifeg, Af Form ere Tænderne hyppigſt kegledannede, tynde, ſpidſe og noget tilbagekrummede, fun indrettede til at gribe og holde Byttet med, lignende Rovdyrenes Hjørnetænder blandt Patte— Dyrene; og ſaadanne Tander kunne derfor i Almindelighed be— tegnes ſom Griberænder. Wen man træffer ogſaa bus ad— ffillige Fiſfe mejſeldannede Zænder, der fræmbyde Lighed med Pattedyrenes Fortænder, eller brede, flade, ſtundom halvkugle— dannede Tander, der kunne ſammenlignes med Pattedyrenes Kind— tænder. Hyppigt danne Tænderne fun en Rakke, men endnu hyppigere ev det, at mange Krogtænder fidde tæt: ved Siden af hværandre paa ſamme Knogle; ere disſe faa ſmaa, at man vel fan føle dem, men næppe med det blotte Øje ffjælne dem, falder man dem Flejelstænder; blive de noget tydeligere, faa be Navn af Ragpetænder; de endnu ftørre danne Karder; forene de med en betyveligere Lengde en ſtor Tyndhed, benævner man dem Borſtetander eller Haartænder, — Mejfeltænder eller Furtænder forekomme i bet Hele taget fjælonere hos Fiffene, men fræmbyde imidlertid iffe fan Afværlinger i Kronernes Form. De Tænder, fom efter deres Form ſammenlignes med Kindtænder eller Knufetænder, danne, naar ve ere tæt fammenftillede, hvad man falder en Brolægning. Markes maa, at Krogtæenderne meget hyppigt beſidde Bevægelighed, idet de fun ere befæftede til Knoglen ved elaftiffe Baand, ſom tillade dem af lægges ned i Munden i Retningen bagud, men ſaaledes, at de fom Følge af Baandenes Claſticitet af fig felv rejſe fig igjen, naar intet Tryk paavirker Dem, — Skjondt den bøjft forffjællige Form af Fiſkenes Tander iffe tillader at tvivle om, at disſe Redſkaber ſtundom have XL forffjællige Beſtemmelſer“), og af nogle Fiſke anvendes til at ſonder— gnave eller knuſe Neringen; fan dog, da Gribetanderne fræmtræde fom den langt almindeligfte, og hus de allerfleſte Fiffe Den enefte, Form, ogſaa i Almindelighed ſiges, at Fiffenes Tænder ere beftemte til at gribe Byttet, faſtholde det og efterhaanden flyde det længere ind i Munden og Svælget,. men i Regelen ikke til at fønderdele eller tygge Neringen. At Tænderne paa Gjællebuerne have det færegne Formaal, at hindre Fodens Indtrængen i Gjællehulerne, ev allerede tidligere antydet. — Den Tænderne dannende Subftans er hos endel Fiſte (de Kredsmundede og Pandſermallerne) Horn, i hvilfet Tilfelde de kunne betragtes ſom en højere Ud— vikling af Mundhulens Bekladningsvev. Men hug de allerflefte Fiſke beſtaa Tænderne derimod af en benagtig Masſe, Den egentlige Tandſubftans, der er giennemvavet af Marvfanaler og Kalfrør, hvilfe fidfte fra den indre, med en vorteagtig Tandſpire opfyldte Tandhule forgrene fig mod Overfladen. Ofte er Tanden forfynet med et Emaillag, ber Dog paa Gribetanderne gjærne blot udgjør en Tandſpidſen bedæffende Hætte). Emailen hos Fiffene bar iøvrigt almindeligt en ganffe ensartet Bygning, og vifer fun meget ſjeldent en ſaadan Sammenfætning af prismatiſke Sojler, ſom hos Pattedyrene er hærffende. Hos nogle Gribetander lige— ſom lægger Tandſubſtanſen fig i tætte Folder, hvilke ſaavel an— tydes paa Tandens Merflade ved Længdefurer, ſom ifær tydeligt erfjændes paa en Gjennemſnitsflade“**). Skjondt Marvfanalerne i x) Jeg wil her erindre om, at man iffe favner Exempler paa, at Tændernes Form med Alderen undergaar temmelig betydelige For— anbringer, og af de fælv efter Kjonnene fræmtræde med For— ffjællighen. Blandt de højere Bruftfiffe ville under Artsbeſtrivelſerne finnes Beviſer herpaa. **) Det ovenſtaaende Traſnit viſer under Bogſtavet a en kegledannet Tand eller Gribetand med Tandhule og paaſiddende Emailhätte. *x**) Under Bogſtavet d fræmftilles en Tværplade af en Tand af Le- pisosteus. XLI Tandſubſtanſen eller Tandbenet ſtundom vife fig lige og parallele med faa Forgreninger og Forbindelſer, ere de dog i Regelen mere eller mindre krummede med hyppige Forgreninger, der mange Ste— ver blandes ſammen til at danne et Næt, og Kalkrorene, ſom udſendes i dette Næts Mellemrum, fylde Mafferne med et mos— agtigt Vep*). Nogle Fiſke beſidde ſammenſatte Tænder eller Dannelſer, i hvilke et forffjælligt Antal enkelte Tænder ere forbundne ſammen til en Masſe ved en Benſubſtans, Cementet, Der ev blødere end Tandbenet, og i Bygning endnu mere nærmer fig til Fiſtens Knogler end dette, Et faadant Forhold: vifer fig hos Kimgrerne**). Hog nogle Fiffe (Slægten Scarus) har man endnu troet at kunne eftervife en fjærde Tandſubſtans, et Slags Elfenben, dannet ved Forbening af Ganetændernes Tand— ſpire. Men i Almindelighed fan markes, at be forffjællige Tand— fubftancer gradevis gaa over i hværandre, og tillige nærme fig til Knoglebygningen, og at Tandfubftanfernes Udvikling overhovedet iffe har naaet et faa hojt Trin fom i Pattedyrklasſen. Hvad Tandernes Zilfæftningsmaade angaar, da ere de hyppigt blot fæftere i Mund— hulens Slimhud, men meget ofte vore De ogſaa med deres Rødder ellev nederfte Del faft til den Knogle, hvorpaa de ere anbragte. Undertiden finder hvær Tand paa en fræmragende Tap eller Knoglefortfættelfe (hos Slægten Balistes til Ex.), der trænger ind i Tandhulen, og til hvilfen Tanden enten vorer faft eller forbindes med Baand. Hos Højer og Rokker udvikle Tanderne fig i lange Render, og de have tydeligt en hul Rod. Hos Benfiffene ev Det meget ſjeldent at finde Tænderne indplantede i Huler (hos Lampris guttatus Br, ev dette Tilfeldet). Meget fjældent (hos Slægten Myliobatis) ere Tanderne forbundne med hværandre +) Figur c paa Træfnitet ovenfor vifer bet lodrette Gjænnemfnit af en Hajfiffetand med dens Marvfanaler og Emailbekladning. *5) Figur b fræmftiller et lodret Gjænnemfnit af en ſammenſat Tand, b' et Tværgjænnemfnit. XLII indbyrdes ved et Slags Som eller Sutur, idet Randenes Ujævn- heder eller Tagger gribe ind i hinanden. — Tanddannelſen ſynes at fortfætte fig hele Livet igjænnem hos Fiſkene, faa at beſtandigt iftedetfor udfaldne og afflinte Tænder nye udvifle fig. Anm. De Kredsmundede ere de enefte Fiff, hos hvilfe Læberne ere muffuløfe, hvorved Munden (idetmindſte hos adffillige) bliver et Sugeredſtab eller en Dæfteffive, De ſamme Fiffe viſe fig ogſaa af- vigende med Henſyn til Mundhulens Forbindelfe med Giallehulerne (fe de ſpecielle Beffrivelfer). — Støren, Ammocoetes, Branchio- stoma og Waalefiffene favne ganffe Tænder; Karpearterne have fun Svælgbenene tandvæbnede, Kimgrerne fun et Par Tænder foran i Munden; nøgle Laxe- og Sildearter funne derimod anføres fom Exempler paa Fiffe, der have alle de oven anførte Knogler forſynede med Tænder”). Hos Saugfiffen ere Tænderne anbragte langs Siderne af ben lange Snude elfer Sværd. Flojeltander træffes hyppigt hos be aborreagtige Fiſte, Raspetender paa Øjeddens og Mallens Plougſtjerben, Kardetænder hos vore almindelige Torſk van flere Knogler, Borftetænder hos Slægten Chætodon o. f. v. Dog markes maa, at der gives mange Mellemformer, og at Tanderne tildels hos ſamme Fiſk og paa ſamme Knogle gaa over fra den ene Form til den anden. Ogſaa fræmbyde Gribetænderne i det Enkelte endnu mang— foldige Formafværlinger, ſom narmeſt vedkomme Artsbeſtrivelſerne, idet de kunne blive ſammentrykkede, erholde flere Spidſer, Modhager v, ſ. v. — Mejſeldannede Tænder eller Sfjæretænder træffes blandt vore Fiſte hos adffillige Flynderarter, til Cr, Mareflynderen (Pla- tessa microcephalus Don.). — Halokugledannede Knufetænder beſidder Soulven; kolledannede findes hos visſe Karpearter, medens andre vife fræmfvringende Tværftriber paa de flade Kroner. — Endel, Fiffes Tæn- ber kunne iffe vel bringes ind under nøgen af de nævnte Former; ſaadanne ere almindeligt Rokkernes og Zajernes Tænder, de ligeſom et Papagøjenæb dannede Tænder hos Slagten Diodon o. ſ. v. 8 21. Som allerede bemarket beſidde Fiſtene ingen Spytte— kirtler. Spiſeroret er gjærne tragtdannet og meget fort; +) Dette Forhold maa iffe forværles med Tandernes Talrighed. Gjedden har f. Cr, færre tandbærende Knogler end Laxen men langt flere Tænder. XLIN bette ſidſte ſom en naturlig Følge af, at Fiffene mangle Hals og Bryftfasfe, fan at Bughulen følger umiddelbart efter Hovedet. Ved Slimvæv, ſtundom ogſaa ved Baand, hæftes vet til Ryg— raden og Hjærtepungen; dets Muffeltrævler, ifær Ringtraadene, ere ſterkt udviklede, Dets indre Slimhudsbedæfning, fom er faftere end den ovrige Tarmekanals, danner ct Antal ftærft fræms ſpringende Længdefolder, mellem hvilfe ſtundom Vorter findes an— bragte. Svage Spor til Indføring mellem Spiſeror og Mave træffes i Flynderfamilien o. f. v. (meget ftærfere hos nogle cxotiſfe Maller). Ofte aabner Svømmeblæren fig i Spiſe— røret, hos nogle Fiſke (adſtillige Phektognather) derimod en færegen Luftſek. Maven bar hyppigt Form af en Sak, ſom er vinkel— agtigt bøjet, og ſaaledes adffilles i en forreſte Del ellev den egent- lige Mave (KardinlbeD, og en fortere, tyndere, tilfpidfet Portnerdelz; hvilfe ved mere ellev mindre tydelige Indſnoringer ere adſtilte fra hinanden. Stundom fræmtræder fra Bøjningen en temmelig fang, ſpids, bagudrettet Blindſok (hos Lar, Silo, Makrel o. f. v.), Der i enfelte Tilfælde bliver faa flor, at Portnerdelen faar Udſeende af en fra Denne udgagende Tarm. Men hog endel Fiſte vifer Maven fig ſom en fimypel eller enfelt Sæf, der ſtundom fan nærme fig til Kugleformen, ſtundom bliver mere langſtrakt, og ſaaledes gradevis fan gan over til Tarme— formen, indtil at den ved fit Idre hværfen adffiller fig fra Spiſeroret eller Tyndtarmen, og undertiden haller iffe i fin indre Bygning vifer nogen paafaldende Forffjællighed. Læbefiffene, Karperne, Naalefiſtene, Klumpfiſtene, Kimærerne og De Kredsmundede kunne, foruden flere, være Exempler paa Fiſte, hos hvilfe Maven ev tarmedannet. — En Portnerklap ev meget ſadvanligt tilſtede. — Tarmen deler fig i Regelen i en Tyndtarm og en Maſttarm, af hvilke den førfte ev meget længere end den fidfte, og hyppigt danner et Antal Bøjninger. J Vidde viſer Tyndtarmen fig forffjællig, ſtundom videre end Mavens Portnerdel, ofteſt af ſtorſt Vidde i Begyndelſen, og XV gradevis aftagende henimod Maſttarmen, fra hvilfen den meget hyppigt adffilles ved en Klap eller dog en Ringſvulſt. For at forffaffe Tyndtarmens Slimhud en ftørre Overflade, har Naturen fræmbragt forffjællige Dannelſer. Ofteſt befinder den et Næt, Der hyppigt ſrombringes derved, at bolgebojede ſtore Længdefolder for— bindes ved fvagere Tvarfolder; de ſaaledes fræmfomne polygone Maſter indeſlutte ofte mindre Maffer, og disſe atter mindre. Og: faa Villi forefomme jævnligt. Et ejendommeligt Forhold vife ve fleſte Bruftfiffe ven Fræmtrædelfen af en færegen Hududvikling, det ſaakaldte Spiralblad, i Tyndtarmen. Og dette fræmbyder atter i fin Anordning et dobbelt Forhold: enten funne begge Bladets. Rande, baade den tilhaftede og den frie, være ffrueagtigt drejede (og Dette er det almindelige eller regelmægfige Forhold), eller ogſaa ev bet blot den frie fom ev dvejet, medens Zilhæftningsfinien er lige, Tat bag Portneren vifer Tyndtarmen meget almindeligt et ftørre eller mindre Antal Uofrængninger eller Blindtarme (fra en næppe mærfelig til over hundrede), fom i Bygnings forhold ganffe ftemme overens med Tyndtarmen, og ſom fnart ere enkelte, og umiddelbart aabne fig i Tarmen, ſunart for— grene fig mere eller mindre, eller forene fig til at danne falleds Udforingsgange i forffjælligt Antal. — Naar Forgreningsforholdet bliver ftærft udviflet, ſamt alle ve enkelte Uvfrængninger forenes ſammen ven Slimvæv, og ven hele Masſe endog indeſluttes af et Hylſter, faar denne Masſe Lighed med en Kirtel. Ogſaa antager man fædvanligt, at- disfe Blindtarme fvare til Bugſpytte— firtelen, der fun fjældbent fan eftervifes tydeligt i Fiſkeklasſen (ifær hos Bru fffif fe). Det fynes fortrinsvis at være hos ſaadanne Fiſte, fom favne en tydeligt betegnet Mave, eller hvor denne fun ev meget lidt udviflet; at ogſaa Blindtarme og Bugſppyttekirtel ſavnes. — Kun hos meget enfelte Fiſke ſtulle en eller to Blind— tarme vife fig paa Grændfen mellem Tyndtarm og Mafttarm. — Denne fidfte er iffe blot meget fortere end Tyndtarmen, men har tillige altid et lige Løb; i Vidde fan den ſnart ſtemme med Tynds XLV tarmen, ſnart overgaa denne, og ſnart ſtaa tilbage for den. Dens Slimhud vifer et ſimplere Forhold, ſtjondt den iffe altid eller ganffe favner Folder eller Net. Hos nogle Bruſtkfiſt (Storer og Kimærer) fortfætter Spiralbladet fig ind i Maſttarmen lige til Gadboret. Anm. 1. Cm Tilfteveværelfen eller Mangelen af Sppyttekirtler hos Fiffene have Meningerne, fælv i den fenere Tin, været Delte, Rathke mente, af have iagttaget Spyttefirtler hos Karper, Haller, Zornfiſk, Tangſnarrer o. f. %., og troede endog at turde fræmfætte vet ſom en Regel, af fun de Fiſke, der favne Portnervedhang, have Syyttefirtler i Munden. Men Rathkes Udtydning af dette Forhold fan iffe udholde nærmere Provelſe. Det tyffe, bløde, rødagtige, med rigelige Nervegrene (fra Glossopharyngeus) forſynede Lag, ſom be- flæder Karpernes Gane, og fom er meget følfomt og ereftilt, forklares meget rimeligere ſom et Slags Smaggredffab end ſom en Spyyttefirtel. Anm. 2. Hos enfelte Fiffe har man i Spiſeroret truffet Tand— dannelfer (hos Stromateus Fiatola, Tetragonurus o. ſ. v. ). Spiſe— rorets Folder forſvinde tildels (dog gradevis) i Maven, eller blive fvagere; ligeſom ogſaa Mavens Muffelhud i Regelen vifer fvagere Ud— vifling end Spiſerorets. Dog gives ber enfelte Fiſke (Slægterne Mugil, Umbra), hos hvilfe i Mavens Portnerdel Muffellaget udvikles i den Grad, af en virfelig Kraas eller Muffelmave dannes, i hvilfet Tilfælde den egentlige Mave fan ſammenlignes med Kroen hos Fuglene. Anm. 3. Tobiſen har fun en Blindtarm; ogſaa hos Flyndrene ere Blindtarmene kun overmaade ſvagt udviklede; hvorimod de hos Torſk, Jar, Sild, Savpadde oſo. fræmtræde meget talrige, og danne Forgreninger. At Blindtarmemasſen omſluttes af et falleds Sylfter, finder ifær Sted i Makrelfamilien (efter Angivelfe hos Svardfiſken og De fræmmede Slægter Seriola og Temnodon) og hos Støren. Hos Rimæren og de Tvgrmundede findes Bugſppyttekirtel; blandt Benfiffene hos Aalen og maaffe hos endnu et Par andre Slægter (Haller og Gjedder). Om Blindtarm og Bugfpyttefirtel funne findes ſammen hos en Fifi (det er paaſtaget med Henſyn til Støren), ſynes endnu uafgjort. Disſe Dannelſer favnes aldeles hos de flefte Labefiſke, hos Karper, ØGjedder, Buſkgjgllede, Faſtkjgbede o. f. v. — Hos Slægten Box har Cuvier iagttaget Blindtarme ven Maſttarmens Begyndelſe. XLVI 8 22. Tarmekanalen er almindeligt opfængt i et Tarme— kros (Duplifatur af Bughinden), fom dug ofte cv meget fvagt udviklet. Kun yderft ſjeldent (hos de lavefte Former af Bruſt— fiffene, Petromyzon, Ammocoetes og Branchiostoma) er den faſtvoxet til Bughulens øverfte æg. Dens Længde, der afhænger af Tyndtarmens Udvikling og Bugtninger, nager ſtundom nappe Halvdelen af Fiſtens Totallængde, ſtundom overgaar den denne mere end ti Gange. Enkelte Fiſke vife det uregelmæsfige Forhold, aten Del af Tarmefanalen ligger udenfor den egentlige Bug hule. — Denne vifer flere mærfelige Forhold hos adſtillige Fiſte: ſtundom (hos endel Bruſkfiſke) faar den i Forbindelſe med Hjærtefæfs fen, og endnu oftere har den gjænnem Aabninger, ſom gjærne ere anbragte paa Siderne af Gadboret, Forbindelfe med det om— givende Element, og Bughinden (Peritoneum) bliver ſaaledes en Fortfættelfe af Jderhudven. — Gadborets Stilling er meget forffjællig, og ſtjondt det altid træffes bag Bugfinnerne, hvor disſe ere tilſtede, retter det fig dog iffe ganffe efter disfe. Undertiden ryffes bet helt fræm under Struben; derimod er det aldrig læns gere tilbage end Gadborfinnens Begyndelſe. Hog nogle Ziffe fan en virfelig Kloak figes at være tilftede (hos de Tvær- mundede), da Urin- og Kionsredſtabernes Udforingsgange aabne ſig i Maſttarmens Rygflade mod Enden. Anm. Da man i ſamme naturlige Familie (Karpefamilien) træffer Exempler ſaavel paa Tarmekanalens ſtorſte ſom ringeſte Lengde— udvikling, fan denne i ſyſtematiſt Henſeende næpve tillægges nogen Vigtighed, ligeſom det ogſaa, da fun meget fan Fiffe leve udelukkende eller blot fornæmmelig af Plantefode, hidtil ſynes vanffeligt at eftervife nøgen fiffer Forbindelſe mellem Længdeforholdet og Naringsmidlernes Beſtaffenhed. — Det er hos nogle Fiſte af Flynderfamilien (vor Tunge fil Ex.), af en Del af Tarmekanalen fra Bughulen trænger ind og op— tages mellem Gadborfinnens Støtteben og Sidemuffelen paa Halens Side. — Bughulens Forbindelje med HSjærtefæffen er iagttaget hos Stør, Kimgre, Tvgrmundede, Ammocoetes og Myxine. De ſaakaldte Pori abdominales, en elfer tv i Talet, findes hos Laxene XLVII og nogle Aal (hvor de tjæne til Eggenes og hos de ſidſte tillige til Sædvæffens Udførelfe), famt hos Brufffiffe. Hos Branchiostoma forefommer fun en enkelt Aabning, og denne, ſom tildels ſtaar i Reſpirationens Tjænefte, er anbragt langt foran Gadboret. S 23. En Milt findes næften uden Undtagelfe hos Fis ſtene, og viſer fig gjærne fom et meget morkerodt, blødt, blodrigt Legeme af forffjællig Form, dog hyppigt noget prismatiſk, tre fivet. Den ligger i Regelen paa højre Side af Maven, ved Dennes Overgang i Tyndtarmen, og er fæftet til Tarmekanalen ved Slimvævsbannd. — Leveren udmarker fig gjærne fra ſamme Redſkab hos andre Hvirveldyr ved fin Blohed, fin lyfe arve, fin overordentlige Fedme, hyppigt ogſaa ved fin Størrelfe, idet den ftræffer fig gjænnem hele Bughulens Længde, og oms giver eller indhyller Tarmekanalen. Dens Form betingeg for en ftov Del af Bughulens Form; dens Hovedmasſe ligger hyppigſt mod Bughulens vanſtre Side, og den deler fig allerofreft i to ellev flere Lapper. Fiſkene befinde næften alle en Galdeblære, ſom gjærne ligger tæt bag Leveren, fjælonere derimod optages og ſtjules i dens Masſe (hog nogle Karpearter, Rokker, Stør), eller adſkilles vidt fra den (hos Laxen, Havtaſken o. ſ. v.). Af Form er den ſadvanligt ægdannet, men under— tiden bliver ven cylindriſt og meget langſtrakt (ifær hos Thun— fiffen og nogle andre til Makrelfamilien henhørende Fiſke). Galdegangen aabner fig almindeligt i Tyndtarmen tæt bag Portneren og nær Blindtarmene, hvor Ddisfe ere tilftede. Anm. Hos Branchiostoma favnes Milten, og hos de Kreds— mundede er dens Tilværeljfe noget ufiffer (fmaa firtelagtige Legemer ven Mavemunden har man troet at funne udtyde ſom Milt). Hos nogle Sajer derimod (Lamna cornubica eller Sildehajen til Cr.) findes flere Milte, eller dette Redſkab deler fig i flere Lapper; og hos Støren og Pigvaren har man iagttaget Legemer, fom man tillægger Benævnelfen Bimilte. — Leverens Farve fan høg Individer af ſamme Art wife endel Forffjællighed i Forhold til Fedmen; jo ftørre. Fedme, jo lyſere Farve, Hos Branchiostoma gr Leveren, for— XLVIII ſaavidt man vil antage dens Tilfteveværelfe, dog ikke adffilt fra Tarmefanalen, men maa i Forhold ſammenlignes, med hvad hos Anneliderne iagttages. Hos enfelte Fiffe (Klumpfiſken, Støren) aabner Galdegangen fig i Maven. S 24. Kredslob. Fiffene befinde, figefom de varm— blodede Hvirveldyr, et dobbelt og fuldſtendigt Kredslob, men adſkille ſig derimod væfentligt fra disſe, ved kun at have Blod— aarehjærte, eller et Hjærte, ſom fvarer til det højre For— fammer og højre Hjærtefammer hos Pattedyr. og Fugle, idet det modtager Blodaareblodet fra Legemet, og Driver det til Aande— Drætsredffaberne; hvorimod de ganffe favne hines vænftre For kammer og vænfte Hjærtefammer, da Blodet gaar fra Gjælle- venerne over i Aorta, uden at pasſere igjænnem en muffelbedæffet Sak. — Blodet er, med en enfelt Undtagelfe, rødt; Blod— legemerne ftove, elliptiffe, eller fjælonere (hos de Tværmun: dede) Fredgrunde. — Hjærtet med dets Forkammer ug den ſaakaldte Pulsaarefvulft Gulbus arteriosus) indeſluttes i en Hjarteſak, og optages i Hovedet under de nedre Svalg— ben og Gjællebuernes nederſte Del; vet omgives og beffyttes i Regelen af Skulderbeltet. Fra en ſtor Blodaarefæf, der ligger tæt bag Hjærtefæffen, men umiddelbart foran det fenes agtige Diafragma, der fortil begrændfer Bughulen, bliver det fra hele Legemet modtagne Blod, gjænnem en enkelt Aabning fortil, udgydt i Forkammeret. Dette, hvig Former ere meget fors ffjællige, men ſom i Regelen er ſtorre, ffjøndt med meget tyndere Væge, end Hjartekammeret, findes anbragt ovenover det, og har altſaa fin Aabning med tilhørende Klaper paa Underfladen. Hjærtefammeret, hvis Muffellag er meget ftærft udviklet, og hvis Form hyppigſt er tetraedriſt, har fin indre Hule vinfelagtigt bøjet, for at føre Blodet over i ben umiddelbart foran det lig— gende, noget logdannede, Svulſt af Gjællepulsaaren. Denne Svulft vifer to forffjællige Bygningsforhold, ſom man førft i den fenefte Tid har nærmere oplyſt og tillige tillagt ftor Betydning: hos de flefte IL Fiſte (Benfiffene og de Kredsmundede) dannes Svulften blot ved en ftærfere Udvifling af den ſamme Subftans, hvoraf Pulsaarens Vægge beſtaa, og fun to halvmaanedannede Klapper vife fig indvendigt mellem Hjærtefammeret og Svulſten. Hos andre Ziffe derimod (de Tværmundede og de faafaldte Ga— noider) fræmbringes Svulften ved et Lag af Muffeltrævler, og man finder et betydeligt Antal Klapper anbragte i flere (to til fem) Ræffer. Dog fan, idetmindfte med Henfyn til Klappernes Antal, Overgange mellem disſe to Former eftervifes, — Idet Gjællepulsaaren træder ud af Hjærtepungen, og vetter fig fremad, udfender den Grene paa begge Sider, en for hvar Gjællebue, der, ſom allerede ovenfor omtalt, løber i en Rende langs Buens bagefte fonvere Side. De utallige fine Forgreninger, der fra Denne udgaa til ethvert Gjælleblad, gan over i tilfvarende Blodaarer, hvilke alle famle fig for hvær Bue i en ſtor Gjalle— blodaare, Der ligger i famme Rende ſom Pulsaaren, dog mere yderligt. Idet disſe Blodaarer forlade Buerne mod Rygfladen, antage De Bygning og Forretning ſom Pulsaarer, og de forreſte udfende allerede, inden de have forladt Gjællebuen, gjænnem fleve Grene Blod til forffjællige Dele af Hoved og Forfrop, medens Det Derimod er ved deres Forening til en ftor, langs under Ryg— raden lige til Haleſpidſen løbende Pulsaare, at hele det øvrige Legeme forfønes med Pulsaareblod. Denne ſtore Pulsaare maa altſaa betragtes ſom ſvarende til Pattedyrenes Aorta. Nogle Anatomer paaſtaa, at der fan ffjælnes et dobbeltVortaarefyftem hos Fiſkene; foruden det fædvanlige mellem Tarmekanal og Lever, antages næmlig, at ogſaa Nyrerne beſidde et lignende. — Fiſkenes Blodaarer udmarke fig ved tynde Bægge, betydelig Vidde og ved hyppigt at danne Sæfudvidelfer (Sinus); Klapper ſynes de fun ſjeldent at befinde. Øjets Choroidealkirtel, ſom allerede ovenfor er berørt, og Bigjællen kunne bemarkes ſom færegne Aaredannelſer, eller ere at henføre til de ſaakaldte Undernæt. Danmarks Siffe, I. D L Bigjællen, der gjærne ligger foran eller udenfor den øverfte Ende af Gjællerne, vifer fig under to Former: fnart ligefom en lille ubedekket Gjælle (den almindelige Form hos Benfiffene) ; og ſnart fom et blodrigt, firtelagtigt, af flere Lapper beftaaende Legeme, der bedæffeg af Gjallehulens Hud, eller af et Fidt- og Muffellag, eller endog af Knogler, men ſom forreſten i den finere Bygning ftemmer overens med foreganende Form. — Suge— aarernes Syſtem fynes i Fiſtenes Klasſe at være fortrinligt udviflet; De danne undertiden ligeſom Skeder om ftørre eller mindre Aareſtammer, ja fælv om Hjærtet (hos Støren). Store Stammer af dette Syftem findes i Bughulen, ſtrakkende fig gjænnem hele dennes Længde tæt under Rygraden, enfelte eller parvife, ven Siden af ve flore Aareſtammer; ligeledes langs Siderne, ti den ftore Sidemuſkels Længdefure under Sidelinien. Oftere fræmbringes fæfagtige Udvidelſer (Sinus), ſaaſom paa Si— derne af Hjærneffalen og af den ſidſte Halehvirvel. Anm. Hos Branchiostoma mangler egentligt Sjærte, medens Derimod alle ftørre Pulsaarer befinde Kontraftilitet, og Blodet favner ben fædvanlige røde Farve. — Klumpfiſken har fire Klapper mellem Forkammer og Sjærtefammer. — Hos enfelte Fiffe har man iagttaget et Slags Portaarehjgrte (hos Myxine og Branchiostoma), hos andre danne Haleblodaarerne et pulſerende Hjeerte (hos Anguilla og Murænophis). — Hos ſaadanne Fiſke, hvor Nyrerne ligge mere frit (til Er. Zavpadden) ffal man letteft kunne overtyde fig om Tilftæde- værelfen af et eget Portaarefyftem for disſe Redffaber. — Hos Støren og de flefte Tværmundede findes Bigjællen anbragt paa Sprojtehulets forrefte Væg. Bigjællens Kirtelform træffer man hos Slægterne Ga- sterosteus, Esox, Belone, høg Karpe- vg Torſkefamilien, hos mange Lay o. f. v. Hos Gjedden er ven ffjult under en Hudfold, hos Karperne under Tvær=Ganemuffelen og de øvre Svælgben. Hos Støren og de Tværmunéede er Bigjællen tilſtede, uden at nøgen Choroidealkirtel fan eftervifeg, medens de ellers pleje at ledſage hinanden. Hos mange Maller, Aal, hos Slægten Cobitis v. f. v. ſavnes baade Bigjælle og Ojekirtel. — Hos Branchiostoma har man ikke iagttaget Sugeaarer. LI S 26. Aandedræt. Som allerede ovenfor antydet aande Fiſtene fornæmmelig ved de fine Hudblade, ſom, ſtottede til fmaa Bens eller Bruſtplader, findes anbragte paa Gjallebuernes kon— vere Rand. Kun den ringe Del Luft, fom ev blandet med Bans Det, virker pan disſe Redſkaber, og Fiffene modtage ſaaledes fun meget lidt Ilt, hvilfet forflaver os den lave Temperatur af deres Blod”). Ved Bevægelfen af Kjaber, Tungeapparat og Gjalle— laag optages idelig Band i Munden og derfra i Gjællehulerne, hvilfet atter uddrives gjænnem færegne dertil beftemte Aabninger, Gjalleſpalterne. Hos adſtillige Fiffe træffes desuden de ſaa— kaldte Sprojtehuller. Gjalleſpalterne erei Regelento, hos de for— ffjællige Fiffe af meget forffjællig Storrelſe, anbragte paa Hovedets Sider bagtil; men medens de hos nogle Fiſke ryffe tæt ſammen paa Bugfladen, ellev endog fmælte ſammen til en enefte, forøges der— imod hos endel Fiſke deres Antal betydeligt (til fem ja endog fyv Par), og de indtage, ſom Følge deraf, en iffe ringe Ud— ftræfning. — Indvendigt ſtaar i Regelen hvar Gjællehule i Forbindelſe med Mundhulen ved fire Spalter, en for hvær Gjalle— hue (eller nøjagtigere en mellem hvær to Gjallebuer, og en mellem Den ſidſte Gjællebue og de nedre Svælgben). Storrelſen af disſe Spalter er (ligeſom af de ydre Gjællefpalter) meget forffjællig, men i Almindelighed fan ſiges, at de gradevis aftage i Længde forfra bagtil, og undertiden mangler den fjærde eller finfte aldeles, idet Hudbekladningen uden Afbrydelſe fortfætter fig fra fjærde Giællebue over paa Svelgbenet. — I Regelen bærer hvær af de fire Gjællebuer en dobbelt Rakke Gjalleblade; Dog blive iffe fan Undtagelſer at bemærfe. Hvor, fom nyligt omtalt, den ſidſte +) Man befinder dog Jagttagelfer, ifølge hvilfe visfe Fiffe ſtulle ud— vifle en Varmegrad, der temmelig betydeligt overgaar det om— givende Elements. Saaledes vil man hos en Thunfiſkart (Thynnus Pelamys) have fundet, at Blodets Varme var 99' Fahr., medens Bandet fun havde 80/2? Fahr. (M. J. Davy). Men Gjælle- nærverne ffulle ogſaa hos ſamme Fifk beſidde en mærfelig Størrelfe. * D LI Mundſpalte favnes, der bærer den fjærde Gjællebue fun en en— felt Ræffe Gjælleblave, eller Fiffen har, om man faa vil udtrykke fig, fun halvfjærde Par Gjæller; men der gives ogſaa Fiſte, fom fun befinde tre Par Gjæller (af de hos os forefommende blot Havtaſken), halvtredie Par og to Par. — Gjallebladene, ſom fun ere anbragte paa Midten af Buens fonvere Side, have gjærne en langftraft Lancetform, og vife mangfoldige yderft fine Tværfolder af Huden (man har paa et Gjælleblad talt indtil 1600), hvorved den reſpirerende Flade i betydelig Grad forøges. Dens underftøttende, ben- eller bruffagtige Straale er altid anbragt paa bereg indre Side, men indtager derimod ikke altid hele Bladets Længde. Jovrigt fræmbyde Bladene endel Afværling i deres Forhold, idet den ene Rakke fan være mindre end den anden, begge Rakker funne være mere eller mindre ſammenvoxede, eller alle Bladene i ſamme Ræffe forbundne ven Tværplader o. ſ. v. Anm. 1. At ingen femiff Dekompoſition af Bandet foregaar ved Fiſtenes Aandedræt, er tilftræffeligt godtgjort. Ligeledes er ven For— ſog viſt, at Fiffe ikke kunne leve i Vand, ſom ved Kogning er berøvet Den tilblandede Luft. Fiffene ere dog ikke indffrænfede til denne alene, thi man fer hyppigt adffillige Arter fomme op i Vandfladen for at fluge Luft). Hos nogle faadanne- (Cobitis) foregaar et Slags Tarmereſpiration, og hos alle Fiffe maa Huden antages at ftaa i Reſpirationens Tjænefte. Men hos adffillige Fiffe har Naturen dannet forffjælligtarteve Underftøttelfesredffaber for Aandedrætet: til ſaadanne regnes de allerede vvenfor berørte Benplader, hvori de øvre Svalg— ben dele fig hos de Labyvintgøjællede; Gjallebuernes buffagtige Vedhæng hos Slægten Herobranchus; de blære= eller fæfagtige, med Gjællehulerne i Forbindelfe ſtagende Dannelfer høg Saccobranchus og Amphipnous (be ſaakaldte Gjællehulelungev). Markes fan og— jaa her, at hos de Tvgrmundede forekomme i Foftertilftanden ydre Gjaller, det vil fige: traadagtige Forlængelfer, ſom udtræde af Gjælle- +) Man har endog overtydet fig om, at visfe Fiffe fvæles, derſom de paa en eller anden Maade (t. Er. ved ef over Bandet udfpændt Flor) hindres fra at komme op i Vandfladen for at føge Luft. LIN fvalterne, tildels ogfaa af Sprojtehullerne. Naar Fiffene tages ud af Vandet, blive deres Gjæller i Regelen uffiffede til Reſpiration, idet ve enfelte Gjælleblade, Der ven Vandet holdes fvævende og adffilte, falde ſammen. Imidlertid ev der, ſom bekjandt, iffe fan faa af vore Fiſte, der funne leve endog hele Døgn ude af Vandet (Aalen til Exempel). Anm. 2. Gjællefpalterne ere meget fmaa hos Aalen, og i endnu højere Grad hos gavtaffen. Hos Sphågehranchus ryffe Spalterne fammen, og høg Symbranchus vifer fig fun en enfelt (begge disſe Slægter høre til de Aaledannede). Ogſaa Myxine befinder fun en enfelt Gjællefpalte.. Hos Branchiostoma tjæner den ovenomtalte Porus abdominalis ogſaa ſom Gjællefvalte, eller til Udforing af bet ved Reſpirationen benyttede Band. Hos Zajer og Rokker træffeg der— imod i Regelen fem Par Gjællefpalter, hos de forſte paa Siderne af Hovedet, hos de ſidſte pan Underfladen. Og Lampreterne vife ſyv Var. Disfe Fiffe befinde næmlig, iſtedetfor en felleds Gjællehule paa hvær Side af Hovedet, et vift Antal afſondrede Gjællefæbfe og for hvær af disſe en ydre Aabning. Sprojtehuller eller Kanaler, ſom fra Mundhulen føre til Hovedets Overflade, og almindeligt funne lukkes ved en Klap, findes hos de flefte Tværmundede, hos Størene og Polypterus. Unm. 3. Gjællehulernes Mundſpalter ere fmaa hos Karperne, øg endnu mindre blive de hos de Buſkgjgllede og de SFaftFjæbede. Hos Slægten Murænophis vife de fig fom fmaa Huller. — Halv— fjerde Par Gjæller have Læbefiffene, mange Pandſerkindede, flere Skivefiſke og desuden endel ſpredte Slægter; tre Par findes, foruden hos Gavpadden, høg Slægterne Batrachus, Diodon, Tetraodon, Co- tylis, Sicyasis o. ſ. v., halvtredie Par høg Malthæa, to Par hos Amphipnous. — En af de meſt paafaldende Forandringer i Gjælle- bladenes Form træffes hos de BufØgjællede, hvor de blive fæbf= eller kolledannede. — Hos Rarper og Lap iagttages Forffjæl i Bladenes Længde, hos Svævdfiffen vore alle Blade ſammen o. f. v. S 27. Nyrerne ligge udenfor den egentlige Bughule, ellev udenfor Bughindefæffen, tæt under Rygraden, og indtage en meget betydelig Stræfning (i Regelen lige fra Hjærneffalen og Gjællehulerne til Enden af Bughulen, hvor de endog ſtundom fortfættes en Stræfning ind i ben af Hvirvlernes nedre Buer LIV dannede Kanal). De beftan af en mørft-rødbrun, blød, ſvamp— agtig Masfe, ſom gjærne fortil hår den ſtarkeſte Udvikling. Fortil ere de tillige videſt adffilte fra hinanden, hvorimod de efterhaanden nærme fig hinanden i Legemets Middellinie, og tildels ſmalte fammen til en Masſe. Inderſt beflædes de af en egen fibros Hud og udenfor denne af Bughinden. Urinlederne, Der ſtundom begynde ved Nyrernes forrefte Del, ſtundom derimod mod deres bageſte Ende, forene fig gjærne til en folleds Kanal, ſom med gradevis Udvivelfe gaar over i Blæren. Denne ſavnes fun fjældent hos Benfiſkene, men fræmtræder under afværlende Former og med forffjællig Storrelſe. Maaſtke tør man antage, at den ifær udvifler fig til en betydeligere Størrelfe hos ſaadanne Biffe, der favne Svømmeblære. Flynderarterne, Hav— padden, Davtaffen og Klumpfiſken funne i al Fald an— føres fom Støtte før denne Mening. Mærfes maa, at Urinblæren altid ligger ovenover Mafttarmen, og at den aabner fig bag Gadboret, i Regelen ogſaa bag Generationsorganernes Aabning, efterat have dannet en lille Sammentrakning, der kunde betragtes ſom Urinroret. I den fenere Tid ere Binyrer efterviſte ſaavel hos mange Ben- ſom Bruſkfiſke. Hos de forſte ere de lyſe, runde Smaalegemer, ſom traffes enten fritliggende eller ffjulte i Nyrernes Masſe, bagtil eller mod Midten af disſe. Hos Plagioſtomerne viſe de fig gjærne fom en gul Stribe paa Rygfladen af Nyrerne eller paa Urinlederne. Anm. Hos de Tvgrmundede og Lampreterne indtage Nyrerne langtfra ikke Bughulens hele Længde, og dette er ogſaa Tilfældet med ganſte enkelte Benfiffe.(Thunfiffen t. Ex.). — Hos Bruſtfiſtene fan ingen egentlig Urinblare ſiges at forekomme, og Urinlederne optage tildels Kjonsredſtabernes Udforingsgange, ifær hos Hannerne. Det er fjæl- bent, at Urinen føres til Blæren gjænnem tv eller endog flere ad— ſtilte Rør. Dette ſidſte Forhold har man iagttaget hos Hundeſtejlerne. S 28. ESvømmeblæren er et allerede oftere omtalt Red— ffab, ſom forekommer meget udbredt i Ziffeflasfen, men tillige med LV ſtor Uregelmæsfighed, eller i al Fald ſaaledes, at det iffe er muligt, at faftfætte Betingelferne for dets Fromtraden og For ſvinden. Imidlertid fan markes, at det fun findes hos meget faa Brufffiffe. Svømmeblæren ligger under Nyrerne, men over Tarmekanalen og dens Kirtelapparat, i Almindelighed uden— for Bughindefæffene, Hvad dens Bygning angaar, da dannes den af flere Hudlag: inderft et Lag Beflædningsvæv, dernæft en Slimhud, hvorpaa atter følger en hvid, glindfende, fibros Hun, der hyppigt lader fig ffille ti to Lag; yderſt overtrekkes Svømme blæren i Almindelighed for en Del af Bughinden. Med Henføn til dens Bygning fortjæne to Afværlinger ifær at markes: enten Danner Den en fuldkomment lukket og affluttet Sak; ellev den aabner fig ved en Kanal (ductus pneumaticus) i Spiſerorets Rygflade. Om dens Forhold til Hjarneſkallen, og fornæmmelig til Høreredffaberne, ev ovenfor talt, Svømmeblæren modtager Pulsaareblod fra Aortafyftemet, og ſender Blodaareblod tilbage til Portneren, Leverblodaarerne o. f. v. Saavel dens Pulsaarer ſom Blodaarer fordele fig hyppigt til Fræmbringelfen afUndernæt paa forffjællige Mander. Naar disfe ſammenhobe fig paa begrænds fede Steder af Blæren, danne de røde, firtellignende Legemer, — Skjondt Svommeblaren er et yneumatift eller luſtafſondrende Redſkab, ſynes Dev ingen Grund til at ſammenligne den med de højere Hvirveldyrs Lunger, da den, efter hvad allerede er anført, favner disſes fyfiolvgiffe Karafter, at modtage Blodaareblod og tilbageſende Pulsgareblod. Man mener, at den ifær tjæner til, efterfom den ſammentrykkes eller udvides, at forandre Fiſkens ſpecifiſte Vægt, og ſaaledes hjælper den til at ftige og til at dale i Vandet. Og i Forbinvelfe hermed ſynes te forffjællige Appa— rater, Der forefomme hos Fiſkene med Luftfanal, at ſtaa. — Svømmeblærens Form varierer overordentligt ftærk, og udgjør en Gjanſtand for Artsbeſtrivelſerne. Unm. 1. Blandt Brufkfiſtene er det fun Storene og Spatularia, ſom have Svømmeblære; men, for faa vidt man med nyere Syfte= LVI matifere falder disſe Fiſte Ganoider, blive de egentlige Bruſtfiſte ganſte uden Svømmeblære. — Af Benfiffe, fom mangle Svommeblare, fan hele Flynderfamilien og af Mallerne de faafaldte Pandſermaller mærkes. Men iøvrigt ere Slægter med og uden Svømmeblære jævnligt blan— dede mellem hværandre, og fælv t ſamme Slægt gives der ſtundom Arter med og uden Svømmeblære (til Er. i Mafrelflægten). Man fynes derfor fun af furde indrømme dette Redffab en meget underordnet Be— tydning i fyſiologiſt og ſyſtematiſt Henſeende. Anm. 2. En aflukket Sæf danner Svømmeblæren ſtedſe hos de Pigfinnede, de Bryſtfinnede, de Buſkgjgllede og de Faſtkjgbede; en Luftkanal beſidder den derimod hos de Bugfinnede og Storene. Blandt de Barbugede have nogle Svømmeblære med, andre uden Luftkanal. — Luftfanalen, der vifer de ſamme Dude ſom Blæren, afværler endel i Form og Længde; undertiden befinder ben en Ringmuffel, hvor ven aabner fig i Spiſeroret (Sphincter oesophageus). — Hos Polyp- terus ſtal Kanalen undtagelfesvis aabne fig i Bugfladen af Spiſe— røret, j S 29. Elektriſke Organer eller Redffaber, ſom under Nærvefyftemets Indflydelſe udvikle Elektricitet, ere ejendommelige for Fiffeflasfen, men forefomme fun hos meget fan Fiffe: med Sifferhed eve de fun eftervifte hos et Par Roffeflægter (Tor- pedo og Narcine), en Malle (Malapterurus), en til Aalene henhørende Slægt (Gymnotus) famt Slægten Mormyrus. Deres Plads er afværlende: hos Rokkerne træffes de paa Siderne af Hovedet, mellem dette og Bryftfinnerne, og forfynes med Narvegrene fra FTrillingnærven og ifær fra den omvankende Narve; hos Mallen ftræffe de fig paa Siderne af Kroppen, lige fra Hovedet til forbi Bugfinnerne, og erholde Grene fra den omvankende Nærve og Rygmarvsnarvernes nederſte Rødder; hos ben eleftriffe Aal eller Barryg endelig findes de paa Si— derne af Halen, og modtage meget talrige Grene fra Rygmarvs— nærverneg nederfte Rodder. Disſe Redffaber, fom ere anbragte tæt under Huden, vife fig iøvrigt ſom membranoſe Dannelfer, fammenfatte af et overordentligt ftort Antal, umiddelbart ved hin— anden ftagende eller pan hinanden liggende, føjleagtige, lukkede LVII Rum, ſom ved Tværffillevægge underafdeles i mange mindre Rum. Grundlaget for disſe Dannelſer udgjøres af Traade, der ſynes at ſtaa det elaſtiſfe Qæv meget nær; de forſynes meget rigeligt med Nærver og Aarer, og alle Smaarummene vife fig opfyldte af en æggehvideagtig Vadſte. S 30. Slimafſondring. Fiſkenes Hud findes ſtedſe ſlibrig og glindſende ved et Slimovertrak, hvis ſtadige Frem— bringelſe bevirkes ved forſtjelligtartede Redſkaber. Hog Ben— fiffene iagttages i Regelen langs hvær Side af Kroppen en Kanal, ſom ſtrakker ſig lige fra Hovedet til Halefinnen, tildels endog fortfætter fig ud pan denne, den ſaakaldte Sidelinie. Denne Længdefanal, fom ved forte, i fmaa Mellemrum anbragte, Zværfanaler aabner fig udvendigt, dannes hos de med ſmaa Sfjæl bedæffede Fiſte af Hude, ſom meget hyppigt underſtottes af Knogledannelſer, ſnart under Form af Rør, fnart af Rander. Men hos De med ftørre Sfjæl bedakkede Fiſke optages Apparatet af en Rakke ejendommeligt dertil uddannede Sfjæl, hvilfe ved deres Formafvaxlinger erholde zoologiſt Betydning D. Naar denne Sidelinie forfolges indtil Hovedet, ſes den at ſtige op langs Skulderbaltet til Hjærneffalen, og derefter dele fig i tre Grene: a) en Tværgren i Nakkeregionen, ſom forbinder fig med ben fra Kroppens modfatte Side opſtigende; b) en fræmadrettet Gren, ſom, naar den har naaet Ojehulen, ſpalter fig i to Smaagrene, af hvilke den ene lober over Ojet for at ende i Naſebenene, den anden under Øjet følger Ojebenenes Kjede; c) en nedſtigende Gren, fom følger Forgjællelaaget og Underfjæben. Hos de højere Bruſkfiſke iagttages pan Hovedet færegne Dannelfer af Slim— rør, fom i ſtor Mængde ere anbragte ved Siden af hværandre, og hvis utallige Aabninger ſtundom fræmbringe firlige og ſym— metriffe Figurer paa Hudens Overflade. Disſe Rør, ſom ifær +) De omtales Derfor ideligt i Artsbeffrivelferne ſom Sideliniens Stjæl. LVIII ere ſammenhobede ved Øjnene, Næfeborene og Snuden, fyldes af en ejendommelig, geleagtig Masſe. — Hog Myrinerne fore— gaar Slimaffondringen i runde, fladtrykkede Sakke, forſynede med en Muffelbud og bvær med fin færffilte ydre Aabning. Anm. I den fenefte Tid har man, efter fornyede anatomiffe Underſogelſer *) villet frafjænde Sideliniens Apparat al Del i Slim— afſondringen, og derimod udtydet det fom et Sandferedffab, paa Grund af dets ejendommelige Nærvefflætninger, hvilfe man har ment at funne fammenligne med SHSørenærvens Udbredelſer i de halvkredsdannede Kanalers Ampuller. Naar Fiffenes Slimbekladning forflares, fun at være det øverfte Lag af den i Vandet udblodte Overhud (ganffe fva- rende til Tungens eller Tarmehudens Beflædning), kan viſtnok ikke nægtes, at Fiſtenes Slim meget rigeligt indeholder Celler af Beflæd- ningsvæven; men jeg tvivler derimod paa, at Fænomenet heri har fin fuldftændige og tilftræffelige Udtydning. 8 31. Huden og Sfjællene. Fiſkenes Lederhud beſtaar af fammenvævede Slimvæovs- eller Bekladningsvaevs— trævler, forſynede med Aarer og hyppigt tillige med Huler, hvori Fidt indeholdes, Ovenpaa Laderhuden ligge Pigmentceller, hvilfe ſtundom danne et eget Lag, og derneſt Overhuden. Biftnof gives der endel Fiffe, hvis Hud er nøgen, eller uden andre beffyttende Dannelſer end det tynde Overhudslag (Ki— mærer, Lampreter, Myriner o. f. v.), men langt almin— deligere befinde Fiſtene en Stjælbeflædning. Sfjællene turde maaffe meft pasfende inddeleg i HDornffjæl og Knogleftjæl. De førfte, ſom forefomme bog Benfiffene i Almindelighed, og gjærne have en mere eller mindre rund eller ægdannet Form, fræmbringes af Nerhuden, hvært i fin færffilte og lukkede Sæt eller Fold af denne. Ved nærmere Betragtning vife disſe Sfjæl paa Overfladen et forffjælligt Antal foncentriffe Ringe, hvis Centrum dug hyppigſt ligger bag Skjallets Middelpunkt; end— *) Svans Leydig i Muͤllers Archiv, 1850 S. 170 flg. og 1851 S:3235 flg; LIX videre et forffjælligt Antal Striber eller Furer, ſom ſtraaleagtigt udgaa fra det nysomtalte Centrum, men fom tildels vife nogen Uregel— mæsfighed i deres Løb, og mod Manden dele fig; ſtundom ſavnes Straalerne ganffe, ſtundom indtage de fun en Del af Sfjælet. Man finder endvidere, at Stjælet fammenfættes af en Mængde tynde Lag, ber kunne henføres til to Dannelſer: de underfte Lag, hvori Straalerne fræmtræde, ere mere hornagtige; de øverfte derimod, i hvilke de foneentriffe Ringe dannes af de udbøjede Rande, ere mere haarde og emailagtige. Med Henfyn til Ans ordning vife disſe Sfjæl i Regelen det Forhold, fom man falder Taglægning, vg ifølge hvilfen deres tilſyneladende Form af— viger betydeligt fra Deres virfelige Form: ethvært Sjæl lægger fig for en Del ud over et efterfølgende Sfjæl, og ffjuler dets Rod, medens Det fælv tildels er bedakket af et foregagende Sfjæl”). Langt fjældbnere ev det, at Sfjællene ligge ved Siden af bværandre, faa at de fun ſtode ſammen med Randen, eller endog efterlade nøgne Mellemrum. Endnu fortjæner et Forhold hos disſe Sjæl at mærfeg, fordi man i den fenere Tid har villet tillægge det en Vigtighed, Det ingenlunde fortjæner: deres bagefte Rand fan være glat og ubevæbnet (de ſaakaldte Cy— flvid-Sfjæn, eller ogſaa fan den være væbnet med et Antal ſpidſe Fremragninger — Tænder, Torne — af forffjællig Form og Størrelfe Kamſkjxl**, Ktenoidffjæl. — Den anden +) Forffjællige Modififationer i Taglægningsmaaden kunne iorigt efterviſes. Ek) Det ovenſtaaende Træfnit fræmftiller et Kamffjæl, et af Side— liniens Sfjæl hos Acantholepis Silus. LX Hovedform, Knogleffjællene, ſom farafterifeg ved tydeligt uddannede Knoglelegemer, almindeligt danne tyffe Plader, og ere overtrufne af et gjænnemfigtigt Emaillag, forekommer vel langt mindre hyppigt, men fræmbyver desuagtet en iffe ubetydelig Af— værling 1 Form og Forhold. Taglagning vifer den fjældent. Hyppigt, ifær hos mange uddoede Fiffeflægter, have disſe Sfjæl Form af ffjævtfirfanteve Plader, ſom lægge fig op til hinanden, og fæfte fig til hinanden ved Tappe, Saugtagger eller Tænder paa Den indre Rand (Ganoidſkjæl). Nær beffægterve med disſe ere fimple, i Huden nedfænfede, Knogleplader, der tildels ftøve ſammen, og ſaaledes danne et fuldftændigt Pandſer. Her— hid maa og henføres de hos de Tværmundede forefommende Befflædningsplader: ftørre eller mindre i Huden ſpredte Bruſt— - ffiver, fom ere væbnede med Spidſer eller Torne af Tandſubſtans. Anm. De metalliffe, ifær følvglindfende Farver, hvorved Fi— ffene udmorke fig fræmfor nogen anden Dyreklasſe, ſtyldes til et paa Sfjælenes Underflade anbragt Lag, der ſynes at beftaa af flade Horn— celler, Ct følvfarvet Pigment forekommer ogſaa hyppigt i Fiffenes Bughule, i Ojet o. ſ. v. Flere mærfelige Fænomener hos Fiffene maa forflareg af ben Hurtighed, hvormed Pigmenter affættes og igjæn indſuges: ſaadanne ere Farveffiftningen hos adſtillige Fiffe i Legetiden, naar de opirres, og naar de efter Døden ere udfatte for Luftens Indvirkning. J Legetiden bliver Farverne hyppigt mere fevende, den tilforn hvide Bug marmoreret, Finnernes Rod rød v. f. v. Ved Fodſelen ere næften alle Fiffe hvide og gjænnemfigtige, og erholde førft med Udviklingen mørfere Farver. S 32. Forplantningsredſkaberne, der ligge i Bug— hulen under Nyrerne, ovenover Tarmekanalen, indhyllede i Fol— ver af Bughuden, have hos Fiſkene i Almindelighed (noemlig hos alle Benfiſke) en meget ſimpel Form, idet de beftan af to ſtore Sætfe, hvilfe ftundom hos begge Kjøn vife den ſtorſte Overens— ftemmelfe med hinanden, faa at de vanſteligt kunne adffilles, men Dog langt hyppigere fræmtræde med Forffjællighed: hos Hunnerne ſom hudagtige, hos Hannerne ſom kirtelagtige LXI Dannelfer. Wggeſakkene fammenfættes af en ydre Muffel hud og en indre Slimhud, hyvilken ſidſte udfender indvendigt fremſpringende Blade (paalangs eller paatværs), eller kolledan— nede Fræmragninger, eller Vorter o. f. v., pan hvilfe Xggene udvifle fig. Bagtil gaar hvær Wggeſaok umiddelbart over i en fort, indvendigt med Dirretraade beſat Wggeleder, og Agge— lederne forene fig derpaa til en enkelt Aggegang; eller ogſaa forene begge Wggefæffe fig bagtil til en falleds Hule, hvorfra Aggene udføres. Aabningen, hyorigjænnem dette ffer, ligger bag Gadboret men foran Urinaabningen. — Hos adſtillige Fiſke (Lar og Aal) findes, iftedetfor Aggeſakke, plade eller blad dannede Redſkaber, fra hvis ene Side Smaablade fræmføyringe, i hvilfe Æggene dannes. De fuldt udviklede Xg falde ned i Bughulen, og udføres gjænnem en enfelt Bugaabning (Porus abdominalis, fe $ 22). Hos andre Ziffe, der ogſaa beſidde pladedannede Ovarier (Størene og Lampreterne), træffes Xggeledere, fom ere fuldkomment adffilte fra ggepladen, og ſom førft optage Æggene, efterat de ere faldne ned i Bughulen. — Sadkirtlerne have vel ofte Sæfform, men fræmtræde ſtundom ſom flyngede og ſammenrullede Baand (hos Torffene), eller deleg ved Indſnit i Lapper (hos Havpadden). De ſammenſattes af utallige Smaakanaler, fom i hele Længden viſe famme Vidde, hyppigt ere gaffelagtigt kloftede i Enden, og under— tinen forbindes med hværandre ved en Mængde Anaftomofer. Disſe Kanaler udtømme fig i Sadledere, der gjænnemløbe hele Sadkirtelens Længde forfra bagtil; og de to Sadledere forene fig derpaa til et Rør eller en Sak, der aabner fig paa ſamme Maade udvendigt ſom ggegangen. Hyppigt forlænges denne Uabning til en fræmragende Papil, der ikke fjælbent modtager en betydelig Udvifling og ydre Lighed med et Avlelem. — Hos nogle Fiſt (Kredsmundede, Aal mangle Sædledere, og Saden udgydes i Bughulen, for at uvføreg gjænnem Porus abdominalis, ligefom allerede om Æggene er anført. — Hos LXII de Tværmundede og Kimarerne have Forplantningsred— ffaberne en langt højere Udvikling end hos de øvrige Fiſke, og de nærme fig i denne Henfeende meget til de ffjælbæffede Kryb— dyr. Derfor finder ogſaa hos dem altid en virfelig Parring Sted, til hvilfen Ende Hannerne ere forfønede med ejendommelige ydre Redſkaber, Per man antageg at være beftemte til under denne Akt at faftholde Hunnerne; og hos digfe fidfte bemerkes paa Wggelederne færegne Kirtellag, der viſtnok ere Redffaber til Af fondringen af ve ſtore Ags Hornhylſter; ligeſom Wggelederne derpaa udvide fig, for at danne et Slags Frugtbor, hvori Angelen hos de levendefodende blandt disſe Fiſke erholder fin Udvikling. — Blandt Benfiſkene gives der fun faa, om hvilfe det er befjændt, ut de føde levende Unger, og hos hvilfe altſaa en virfelig Parring maa finde Sten (af de hos os forekommende Fiſte Aalefvabben og en Sebastes-Art). I Regelen derimod affætte Hunnerne deres Rognmasſe pan pasſende Steder i Vandet, hvorpaa den befrugtes af Hannerne, idet de vover den udgyde Sadvaſken. Fiſtenes overordentlige Frugtbarhed, hvori de ſaa langt overgaa alle andre Hvirveldyr, og den uhyre Udvikling, Gene— rationsorganerne i Forplantningstiden modtage, tør anſes ſom almindeligt befjændte, I Regelen forplante Fiſkene fig fun en Gang om Aaret, og Tiden hertil indfalder fædvanligft om For— aaret eller i Begyndelſen af Sommeren, ſtjondt viftnof med endel Undtagelfer, J Forbindelfe med Forplantningen ſtaa deres Træf mod Kyſterne eller op i Floderne, der blive af en faa høj øfonomiff Vigtighed. I Overensftemmelfe med ſelve Maaden, hvorpaa For: plantningen hyppigſt i denne Klasſe foregaar, har man begrundet, hvad man plejer at faldeden funftigeFiffeformerelfe, bvilfen, førft i den fenefte Tid optaget med Iver, lover at yde iffe ubetydelige Frugter. Man fjænder fun meget faa Fiſte, ſom udvifle noget mærfeligt Inftinft med Henſyn til Angelens Beffyttelfe og Beva— ring (Hundeftejlen, fom bygger Rede, Naalefiſkene, hvis LXIII Hanner bære ggene under Bugen, indtil de ere uüdklek— fede 0. ſ. v.). Jalmindelighed forladte Forældrene Wggene efter Befrugtningen, Hunnerne tildels endog før, og befymre fig iffe fenere om dem. Anm. Mærfes fan, at hos Flynderfamilien Forplantnings— redſtaberne for en ſtorre eller mindre Del ligge udenfor Bughulen (ligefom ovenfor med Henſyn til Tarmekanalen hos ſamme Familie er angivet). Skjondt Sæffen i Regelen er dobbelt, ſavnes dog ikke derfra Undtagelſer: vor almindelige Aborre til Exempel, Aale— kvabben, Dyndſmarlingen, Pigſmarlingen. Blandt Brufffiffene Lampreterne og ikke faa Zajer. Stor Formlighed af de mandlige og kvindelige Kjonsdele findes hos Aal og Lampreter, Storer o. ſ. v. Hos de Tvgrmundede er Sadkirtelen ven Sfillevægge inddelt i en Mængde Rum eller Kapsler; hvær af disſe udfyldes af en Blære omtrent af en Erts Størrelfe, ſom igjæn indeholder” talrige Smaa- blærer eller Celler, hvori Sadlegemerne udvifle fig. Sadkirtelen ſtaar wed Vasa efferentia i Forbindelſe med en langſtrakt, af mange bugtede Kanaler dannet Biteſtikel, fom gaar over i en Sædgang, der ligeledes er bugtet i Begyndelſen. Forffrællige ejendommelige akcesſoriſke Kirtler ſtaa fræmdeles i Forbindelſe med de Tværmundeves Kjonsdele, ſaavel hos Hanner ſom hos Hunner. S 32, Udvikling. Efterat Ægget har forladt Moderen, vifer Det iffe længer Spor til Spireblære og Spireplæt, men beftaar af en flar Blommefugle (b) med en eller flere Oliedraaber (c) €. i Y og en æggehvideagtig Vadſke; en 2 GR meget fin Blommehud og en nuget pergamentagtig Æggeffal (a) eve til fteve, Denne fidfte indfuger Band. Fra det Sten, hvor Oliedraaberne findes, og ſom, naar Ægget drejes, dog altid vender opad, bes gynder Spiren (d) at hæve fig under Blommehuden fom en LXIV rundagtig, af ſmaa, gjænnemfigtige Blærer dannet Høj. Denne fløfter fig fmart i to Dele, hvilke atter hvær dele fig i to, og ſaaledes fræmffrider videre den didjotomiffe Sonderdeling, indtil Spirehojen har oploſt fig til et ſtort Antal fjærneholdige Foſter— blærer, hvoraf Fofterets Organer ſenere udvifles, Spiren hæver fig nu i Midten, og udbreder fig tillige mod Siderne, for at danne en Spirehud (f), der vorer mere og mere ud over Blommen, og tilſidſt ganffe indeflutter den. Den egentlige Foſtermasſe (e) afgrandſer fig fra ' ”£ Spirehuden, idet to Længdefvulfte, ; Fm: fom i Midten adffilles ved en efter —— ekgdt haanden dybere Fure (Rygfuren), blive tydeligere, og i den * hvor Hovedet ſenere ſtal fræm- træde (8), vige ud fra hinanden. Rygfuren er den førfte An— tydning af Centralnærvefyftemet og dets Hylſtre. De nys— omtalte Svulfte begynde nu at hvalve fig til et Rør, og under Rygfuren en Snor at fræmtræde, Der fnart vifer en Sfede og en indre Kjærne, og ſaaledes fræmftillevr Chorda dorsalis (k). Hovedet med en Hjærnefvulft (h) i Midten og en Ojeſpvulſt (i) paa hvær Sinde fan ffjælnes fra Kroppen, idet tillige Galen (1) føfer fig fra Blommemasſen, og bliver mere og mere fri, Hele Fofter- masſen faa i Begyndelfen med krummet Bugflade tæt omkring Blommen; men efterhaanden befrier den fig fra Blommen, ellev den Stræfning bliver ſtedſe mindre, i hvilfen den ftaar 1 Forbindelfe med Blommen. Ogſaa aftager Blommemasſen i ſamme Forhold, ſom Fofteret vover, faa at den efterhaanden ganffe eller for en ftor Del optages i Bughulen. Et ſaadant Forhold findes hog det her fra Siden fræmftillede SIS, LXV Fofter, hvor fun en lille, navleagtig Aab— i n 0 s ning paa Bugfladen lader en ubetydelig — Del af Blommemasſen (b) træde frem fom en Kegle (m). Øjet (i) viſer fig hev tydeligt; Mellembjærnen (n) og Bagbjærneir (0) kunne ffjælne3, ligeſom — ogſaa Oreſakken (p); Hjærte (8), Bryſt— renin finner (q) og Gadbor (r) ere fun fvagt — 2 l r antydede. Nærvefyftemet fremſtaar paa den Maade, at bet af Rygfuren dannede Ror opfyldes med en lys Vadſte, fra hvilken Narveſubſtanſen afſattes, altid førft begyndende paa Bunden, baandagtigt, og derpaa ſtigende op paa Siderne af Rorets Inderflade, ſaaledes at eftexhaantden et nyt, fortil blære— agtigt udvidet Rør opſtaar; imidlertid er dette Ror iffe ganfte lukket foroven, men en fnæver Spalte, fom fører ind hl en fin Kanal, efterlades. Nu begynde Hjarnens tre Afdelinger at blive tydelige: Forhjornen (d“), Mellembjærnen (d) og Bagbhjærnen, bhvilfen ſidſte beftaar af ten lille Hjærne (e) og ben forlængede Mary (f). End— videre tager Bloddannelſen fin Begyndelſe fra et indgrendſet Rum (c) foran under Bugflaten; Spor af Tarmefanal (1) og Danmarks Siffe. I. E LXVI Nyrer (m) kunne efterviſes.“) — Hjaerneafdelingerne fræmtræde førft enkelte i Middellinien, den ene bag den anden; men ved den paafolgende Rordannelſe ſes de at beſtaa af to ſymmetriſke Halv— dele hvær. Forhjarnen afſondrer fig efterhaanden ſtarpt fra Mellembjærnen, og antager Form af en lang Spidfe, der lidt efter lidt udſtrekkes omkring Snuden mod Naſegruberne for at blive til Lugtenærve. Naſegruben er forſt anbragt pan Hovedets Underflade, men flytter fig efterhaanden mod Snudeſpidſen og Rygfladen. Paa Grandſen mellem For- og Mellemhjarnen be— merkes allerede tidligt en Gruppe Celler, ſom antyde Glandula pinealis. Wellembjærnen danner i en ligeledes tidlig Periode et Var Sideudbugtninger, ſom gradevis affnøre fig mere og mere fra den mellemliggende Del , ſaa at de antage Form lige— fom af to hule Pærer, der ved en tyk Stilf hænge ſammen med Denne; disſe Udbugtninger ere de førfte Rudimenter af Oje— blœrerne, og deres hule Stilfe, fom efterhaanden blive ſolide, af Syngnærven. Men ligefom, hvad Naſen angaar, de modta— gende Dele, Næfegruberne, dannes af en ydre Hud, og fun Lugte— nærven udgaar fra Hjærnen, ſaaledes fvarer den oprindelige Øjes blære fun til den nervøfe Del i Øjet, Næthud og Synsnærye, medens Ojets øvrige lysbrydende og beffyttende Dele dannes af Huden. Øreblærerne udgan fra den forlængede Marv mod Grændfen af Rygmarven. J Almindelighed fan mærfeg, af de enkelte Hjærneafdelinger i Begyndelſen ligge videre anffilte eller udftrafte, den ene bag Den anden, fan at Hovedet indtager en. betydelig Længde i Forhold til Totallængden; men at med Værten de forffjællige Hjærneafdelinger, ifær de bageſte, ſtedſe ſtydes tættere ſammen, en Tendens, fom endnu fræmtræder langt ftærfere hog de højere Hvirveldyr. +) Af de øvrige Bogftaver betegner a Blommen, b Oliedraaber, g Oreblaren, h Øjet, i Rygſnoren, k Gadboret, n Salen, o Sjærtet, p Bryftfinnen. I de følgende tre Figurer have disſe Bogftaver, for ſaavidt be forekomme, ſamme Betydning. Paa et noget videre fræmffredet Udviflingstrin er Hoved og Hale fuldftændigere adffilte fra Blommen, en uafbrudt eller iffe afdelt Finne vifer fig fom en lay Hudføm (22) paa Halen, Bryſt— finnen (p) er bøjet opad, Firhojene begynde at fremtræde i Mellem hjærnen (d), Snuden (q) har affat fig, Gjællefpalterne ere an— tydede paa Siderne af Halſen, Tarmen (1) og Urinlederne (m) ere blevne iydeligt rordannede, Leveren (t) fan ffjælnes, og Kreds— løbet har udbredt fig over hele Blommeſakken, paa hvilfen uregel— masſigt bugtede Blodaarer (x) og Portaaregrene (y) ere at fee. Øjets Udvifling foregaar ſaaledes, at Huden fænfer fig ind mod Ojehulen i Form af en Pung, der bliver til Kryftallindfen, og bag Denne fræmtræder fnart bet bægerdannede Glaslegeme; her— ved tilbagetrænges Den oprindelige Nærveblære faaledes, at dens forrefte Bæg fommer til at udgjøre den bægerdannede Nathindes inderfte Lag; ovenfor og bagfra udbreder den i Begyndelfen gjennemfigtige Aarehinde fig over Lindſeapparatet og Nathinden, og efterhaanden affætteg det forte Pigment. EX LXVIII Dernæft iagttage vi Blommeſakkens (a) ftærfe Formindſtelſe, Oliedraaberne (b) ere ſammenlobne til en enefte, Finnerne begynde at adſtille fig til Rygfinne (s), Fidifinne (t), Bugfinne (u) og Gadborfinne (v), ſamt Halefinnen (1) at udvikle Straaler; Gjalle— laaget er voxet fræm over Gjællefpalten; i den hidtil ſimple Oreſak begynte de halvkredsdannede Kanaler at adffille fig; Hovedet er blevet fortere og Hjærnens Dele mere ſammenſkudte, fan at Øret fes nær Oiet, og for en ftor Del ſtjuler Baghjærnen. Men Munden (r) vifer fig endnu langt tilbage pan Hovedets Underflade. — ' U ' — —— 1 I 0 Hr mm wrote l u Endnu ſtarkere ere alle disſe Forandringer udtrykte hos Foſteret nær Fodſelen. Blommen er ganffe optaget i Bughulen, og Halefpidfen ev krummet opad, eller Heterocerci finder Sted. Mundſpalten er nu rykket Snudeſpidſen nær, og Gjællerne (w) ere tydelige.) 2) Denne forte Udfigt over Udviklingen er efter Vogt, hog hvem ogſaa de hidhørende Træfnit ere laante; de gjælde en Lareart (Coregonus Palæa). LXIX Anm. Mangelen af Amnion og Allantoides, ligeſom ogſaa Sjærneffalens lige Baſis, paa hvilfen Sjærnen hviler fladt, og ſom fun forfaavint bøjer fig it Bue, ſom Blommens Runding udfordrer det, funne betragtes ſom farafteriftiffe Forhold t Fiffenes Udvikling. Dog ſaaledes, at de dele dem med de nøgne Krybdyr, med hvilfe vafan fax mange andre Overgangsforhold forbinde dem. S 34. Formforffjælligheden er fangt ſtarkere udviklet i ZFijfetlasfen end t nogen anden Hvirveldyrklasſe. — Betragter man ven tendannede Form, ſaaledes ſom den vifer fig hos Lar, Torff og mangfoldige andre Fiſke, ſom ven typiſke Fiſke— form, faa finder man iffe fjældent, at denne Form ver Uddra— gelfe i Længden gaar over til Slange- eller Ormes Form, ved ” Uffortning og tiltagende Tykkelſe næften bliver til Kugleform. Hog mange Fiſte opſtaar Sfiveform ved en overordentlig Sams mentryfning fra Siderne, og atter hos et iffe ringe Antal bes virfeg Skiveformen ved alle Deles Flavtryfning eller Sammen— prægning i Retningen ovenfra nedad. Flynderfamilien vifer en Aſymmetri, hvortil hele Det øvrige Dyrerige næppe vil fræmbyde noget Sideſtykke. Skjondt be Modifikationer, ſom Krybdyrklasſen har at fræmvife i Lemmernes Tilſtedevarelſe eller gradeviſe For— fvinten, ere betydelige nok og ftørve end hos de højere Hvirvels dyr, fina de dog tilbage for Modifikationernes Talrighed i Fiſke— flasfen, paa Grund af Bevægelfegredffabernes ftørre Antal. Og fanledeg ere gjænnem alle Organſyſtemer Formforandringerne højft mangfoldige. S 35, Fiſkeklasſens geologiffe Udvikling. Fiſtene fræmtræde tidligt og talrigt, thi man mener allerede at funne ffjælne henimod 43500 fosſile Arter. Men de Ziffe, hvis Lævs ninger findes i de ældfte Lag (den gamle røde Sandſten o. ſ. v.), træde op med faa afvigende Former, at man i lang Tid tildels iffe har erfjændt dem for Fiffe, men henfort dem til andre Klasſer (Krebsdyr o. f. v.). Tidligſt og næften med lige Talrighed vifte Ganvider og højere Bruſkfiſke (Tvær- LXX mundede va Kimærer) fig. Forſt med Kridtet komme de øvrige Fiſteformer tilføne, og vedblive at være ſparſomme lige til vor nuværende Jordperiode; thi medens Ganoiderne udgjøre langt over en Trediedel, eller henimod %5, af alle befjændte fosfile Fiffe, og medens Brufffiffene er omtrent lige faa talrige, beløbe de ovrige Former tilfammen fig iffe engang til en Fjarde— del. Hvorledes Rollerne have værlet, ſtjonnes endvidere deraf, at medens de nulevende befjændte Tværmundede og Kimæs- ver beløbe fig til omtrent 220 Arter, tæller man 550 fogfile Urter; medeng de nulevende Ganoider (Størene medregnede) iffe omfatte tredive Arter, anflanes de uddoede til 572. At de lavere Bruſtfiſte ganſte favnes i Bjærglagene, tør man maaſte tilſtrive Ufuldkommenheden af deres Sfelet og Tandſyſtem. Sælv om man antager den almindelige Angivelſe, at Fiſkeklasſen tæller 8000 nulevende og befjændte Arter, for at være vel høj, vil dog dette Tal iffe meddele nogen vildledende Foreftilling om, hvor aldeles Fiffes klasſens Forhold i Nutiden ev forandret i Sammenligning med tidligere Jerdperioder. ' S 36. Den i nærværende Sfrift fulgte fyftematiffe Op— ftilling er, med ubetydelige Afvigelfer, ben cuvierſke, fanledes fom venne findes i anden Udgave af le Regne animal”), — Fi— ſtenes Klasſe deler fig efter denne i to Sideklasſer: de egentlige gifte (Osteacanthis. Pisces ossei) og Brufffiffene (Chondro- pterygii). Disfe ſidſte farafteriferes ved en Benrad, ſom ſtedſe ved— ligeholder fig bruffagtig, og i hvilken Kalken ikke affætter fig under Traadform, men fun fparfomt i ſmaa Korn ; Hjærneffallen ſmalter ſammen til et enefte Stykke; Overfjæbebenene og Mellemkjabe— benene forfvinde, ellev findes fun i Rudiment, og bereg Forret ninger udføres af Ganebenene, undertiden ogſaa af Plougffjær- benet; Huden bedæffes aldrig af ſande Sfjæl. Bruſtfiſkene +) De Familier, hvis Karafteriftif i den følgende Overſigt er trykt med Petit, ere ſaadanne, fom i vor Fauna favne Repræfentanter, LXXI udgjøre tre Ordener: De med frie Gjæller eller de Stor— agtige (fyvende Orden) vg de, hos hvilke Gjællerne ere fafte, det vil fige: med den ydre Rand hæftede til Huden, hvor— for færegne Spalter dannes i denne til Vandets Udløb; disſe ere enten Tværmundede (ottende Orden) eller Kredsmun— dede (niende Orden). Fra Benfiſtenes ſtore Mængde afſondres forſt de, hvis Overkjebeben og Ganeben ere faſtvoxede til Hjærneffallen, under Benævnelfen de Faſtkjebede (6te Orden). Derngſt forenes nogle fun Fiſte, hvis Gjæller iffe have Form af Kamme, men af ſmaa Buffe, til en Orden: de Buffgjællede (5te Orden). De mangfoldige Fiffe, ſom endnu ſtaa tilbage, inddeles efter Finnernes Beſkaffenhed. Pigfinnede (lſſte Orden) kaldes de, ſom altid have Pigſtraaler i den forreſte Del af Rygfinnen, eller i forſte Rygfinne, naar to ere tilſtede (undertiden findes iſtedetfor forſte Rygfinne nogle frie Pigſtraaler, ſe ovenfor S 7), famt ligeledes nogle Pigſtraaler i Gadborfinnen og idetmindſte en i hvær Bugfinne. Alle de øvrige Fiſte ere Blodfinnede, det vil fige: de have i Finnerne fun bløde og leddede Straaler (Den førfte Straale i Rygfinnen eller Bryſtfinnen er undertiden en uægte Pigſtraale, fe ovenfor S$ 7). Efterſom Bugfinnerne enten ere ftilleve bag Bryſtfinnerne, eller ſtaa i Forbindelſe med Ddisfe, eller aldeleg mangle, kaldes de blodfinnede Fiſte Bugfinnede (2den Orden), Bryſtfinnede (3dte Orden) eller Barbugede (Ade Orden). De Pigfinnede (Acanthopterygii), ſom udgjøre Fiffenes talrigfte Orden, deleg i 15 Familier: Aborreagtige, Pand— ferfindede, Umberagtige, Sparusagtige, Mænider, Sfjælfinnede, Mafrelagtige, Baanddannede, Theu— tyer, Labyrintgjællede, Multer, Kutlingagtige, Arm— finnede, Læbefiffe og Floitemundede. LXXII Aſte Zam. De Aborreagtige (Percoidei) ere Fiſke med aflangt, ffjælbæffet Legeme; Stjællene fædvanligt haarde eller ſtarpe; Gjallelaaget eller Forgjællelaaget, og ofte begge til fammen, i Randen faugtaggede eller tornede; Kjæberne, den forrefte Del af Plvugffjærbenet og ofteft tillige Ganebenene væb- nede med Zænder. Arterne ſardeles talrige (over 500 befjændte), ifær i Tropehavene. even gam. De Pandſerkindede (Trigloidei) indbe— fatte en ftor Mængde Fiffe (omtrent et. Par Hundrede Arter ere befjænvte), fom have mange Overensſtemmelſer med de Aborre— agtige, men hvis Hoved, ver i forffjællig Grad er bepandsret og væbnet med Knuder eller Torne, giver dem ci færeget Udfeende. Familiens Sfjælnemærfe er, at de Ben, fom indtage den nedre Ojerand (Infraorbitalia Cuv.), her udftræffe fig mere eller mins Dre over Kinden, og bagtil forene fig med Forgjallelgaget. LXXIII 3die Fam. De Umberagtige Gciænoicdei) have ſtor Lighed med be Aborreagtige, og frembyde næften de ſamme ydre Kjænde- mærfer, fornemmelig Forgjællelaagets Saugtagger og Gjællelaagets Vigge, men de have ingen Tænder paa Plougffrærbenet og Gane- benene; ofteſt ere Hovedets Knogler forſynede med Huler, Snuden mere eller mindre hvælvet, og de uparrede Finner viſe fig ikke frælvent i nogen Grad ffjælbæffene, Svømmeblæren udvikler fig ofte til meget befønderlige Former, Man flænder over 200, meft troviffe Arter. Ade gam. De Sparusagtige (Sparoidei) ligne de Umberagtige i Legemets Form i Almindelighed, favne ſom disſe Ganetænder, og ere ſtjeldæekkede (dog iffe paa Finnerne); men ve have hværfen bvælser Snude, eller Huler 1 Hovedets Ben, eller Saugtagger paa Forgjallelaaget, eller Pigge pan Gjallelaaget; de beſidde fun en Rygfinne og aldrig mere end fer Gjælleftraaler. Henimod et Par hundrede Arter eve befjænnte. dte Fam. Mæeniderne (Mænides), en lille Familie, meft til- hørende Tropehavene, hvis Urter ere benæffede med ſtore Sfjæl, De ffrælnes ven Overfjæbens betydelige Fræmffydelighed, hvilken foran— lediges ven Mellemkjgbebenenes fange Apofyſer, der optages mellem Djehulerne. Omtrent halvhundrede Arter bekjcndte. 6te Fam. De Sfjælfinnede (Squamipennes) benovnes ſaaledes, fordi ben bløde, og ſtundom tillige den af Pigſtraaler beftanende, Del af Ryg- og Gadborfinnen i ben Grad ere bes vælfede af Sfjæl, at det bliver vanffeligt at adſtille dem fra Den øvrige Krop; dennes Form ev almindeligt meget høj, oval eller næften kredsdannet og ftærft ſammentryklet fra Siderne. Tarme— kanalen ev kemmelig lang og forſynet med mange Blindtarme. Omtrent 150 Arter, næften alle tropiffe, ere hidtil beffrevne. Yde Zam. Makrelfamilien (Scomberoidei) indbefatter en Mængde Fiſke (langt over 300 Arter) med fman (eller ſtun— Dom ingen) Sfjæl, glat Krop, meget ftærk Hale og Halefinne, mange” Blindtarme, der ofte ere forenede i Klaſer. 8ve Fam. De Baanddannede (Tænioidei): en meget lille Familie, beftanende af færdeles langſtrakte og ftærft ſammen— trykkede Fiffe med ſmaa Sjæl. LXXV 9de Fam. Theutyerne (Theutidæ): nøgle faa, tropiſte Slæg— ter med ſammentrykket, aflangt Legeme; lille Mund, ſom ſlet ikke, eller fun i ringe Grad, fan" fræmffydes; i hvær Kjabe en Rakke ffarpe Tænder, men ingen Tunge- eller Ganetænder; fun en Rygfinne. Disſe Fiffe leve af Havplanter, og have meget vid Tarmekanal. 3 det Adre ſtemme de i flere Senfeender overens med de Mafrelagtige. Omtrent hundrede Arter ere befjændte. 10de Fam. De Labyrintgjællede (Chersobatæ) indbefatte ligeledes fun nogle faa Tropeffægter med henimod et halvt hundrede Arter. En Del af de ovre Svælgben er fløvet t et forffrælligt An— tal ſmaa, uregelmæsfige Blade, ſom danne Celler til Opbevaring af Band. Dette løber efterhaanden ned paa Gjællerne, og væder dem, naar Dyret er udenfor fit Clement, Derfor ere disſe Fiffe iftand til at fjærne fig, undertiden temmelig langt, fra deres fædvanlige Opholds— fever, Bæffe og Damme, og krybe omfring van Landjorden. De have en ſtor Rygfinne, og Bugfinnerne ere anbragte under Bryft- finnerne. 11te Zam. Multerne (Mugiloidei) dannes blot af et Var Slægter med henimod hundrede Arter: det næften cylindrijfe Legeme bedakkes af ftore Sfjæl; de to Rygfinner ere adffilte, og den førfte beſtaar fun af fire Pigſtraaler; Bugfinnerne ſidde lidt bag Bryſtfinnerne; Gjælleftvanlernes Antal fer; Hovevet noget flavtryffet, belagt med ſtore Sfjæl eller polygone Plader; Snu— den meget fort; Munden, fom fun har færdeles fine, undertiden næften umærfelige Tænder, danner en Vinkel formedelf en Fræmragning i Midten af Underfjæben. De meget ftore Svalg— ben give Spiſerorets Aabning en Vinkelform ligefom Munden, LXXVI hvorfor disſe Fiſte blot kunne nedfvælge flydende Næring eller overmaade fmaa Legemer, og dog har deres Mave Lighed med Fuglenes muſtuloſe Kornmave. 12te Zam. De Kutlingagtige (Gobioidei) adſtille fig ved de tynde og bøjelige Pigſtraaler i Rygfiunen. Kroppen er gjærne langſtrakt; Bugfinnerne ofteſt foran Bryſtfinnerne. Ind— voldenes Beſkaffenhed er omtrent den famme… næften hos hele Familien: en rummelig Tarmekanal af lige Vidde i hele Længs Den, ingen Blindtarme, ingen Svømmeblære. Man fjænver over 300 Arter, 13de Zam. De Armfinnede (Lophioidei) benævnes ſaaledes, fordi Bryſtfinnerne ſidde ligefom paa en Arm, dannet ved Haandrodens Forlængelfe. Hovedet ſtort, Bugfinnerne foran Bryſtfinnerne. En meget lille Familie (fun omtrent halvhundreve Arter befjændte). 14de Fam. Læbefiffene (Labroidei)" aflang, ftjældæffet Krop; en lang Rygfinne, hvis forrefte Del dannes af Pigſtraaler, der ſom ofteft ere forfynede hvær med en Hudlap; Kjaberne be- dæffede med kjodagtige Læber; Svalgbenene (to ovre, hæftede til Hjærneffallen og et ſtort nedre) alle væbnede med ufævdvanligt ſterke Tænder i Form af Brolægning, Plader eller Spidſer; Syømmeblæren ftærk; ingen ellev to meget ſmaa Blindtarme. De flefte Arter af denne meget talrige Familie tilhore Tropes havene. Omtrent 400 Arter bekjændte. 15ve Fam. De Flojtemundede (Aulostomi) ffjælnes ved det lange Rør, ſom dannes ved gorlængelje af Sibenet, Plougffrærbenet o. f. v. I Enden af dette Nør finnes Munden, ſammenſat ſom fæd- vanligt af Mellemfræbebenene, Ganebenene og Underfræben. Rib— benene ere meget forte; Bugſinnerne finde langt tilbage, En meget lille Familie. Anden Orden. De Bugfinnede (Abdominales). De blodfinnede Fiſte, hvis Bugfinner ſidde længere tilbage end Bryſtfinnerne, og iffe ere hæftere til Skulderapparatet, henføres til denne Orden, fom er den talrigſte af de Blødfinnede, og ind— befatter de flefte Færffvandsfiffe, — Den deles i fem Familier: De Karpeagtige, de Gjeddeagtige, De Malleagtige, de Lareugtige og de Sildeagtige. 16de Fam. De Karpeagtige (Cyprinoidei) ffjælnes vev de faa Gjælleftraaler, ved den lille Mund, hvis Rand dannes af Mellemfjæbebenene, og ved ve fvage, ofteſt tandløfe Kjæber ; Svælgbeneneg ftærfe Tandbevæbning opvejer derimod Kjabernes Mangel; Kroppen er ffjælbæffet, uden Fidtfinne paa Ryggen. Blindtarme mangle, De Karpeagtige høre til de mindſt kjod— LXXVIII æbdente Biffe, og leve næften udeluffende i færff Band. Omtrent 500 Arter befjændte. 17de Fam. De Gjeddeagtige (Esocini): Kroppen langs ftraft; Overfjæbens Stand ganffe eller for ftørfte Delen dannet af Mellemfjæbebenene; Overfjæbebenene altid uden Tænder; fun en Rygfinne, ſom ſidder langt tilbage, og naſten altid er modſat Gadborfinnen. Disſe Fiffe have alleSvømmeblære; Tarmekanalen kort og uden Blindtarme. Omtrent et Par hundrede Arter » befjændte. 18de Zam. De Malleagtige (Siluroidei) adſtille fig fra alle andre Bugfinnete, ved aldrig at have egentlige Sjæl, men enten blot en nøgen Hud eller ogſaa en Bekladning af ftore Benplader. Mellemfjæbebenene danne Overfjæbens Rand, og Overkjobebenene blive rudimentære, eller forlænge fig til hødagtige Stjæggetrævler; ogſaa Underfjæben bærer almindeligt Stjægge- LXXIX trævler, ja fælv Naſeborene forlænge fig traadagtigt; Svømme blæren er ſtor og hæftet til et eget Knogleapparat; den forſte Straale i Rygfinnen og Bryſtfinnerne er næften altid en ftærf Vig, og bag Rygfinnen findes ofte en Fidtfinne anbragt, Tarme— fanalen er vid og uden Blindtarme. Disſe Fiſke findes i Mængde i Tropelandenes Floder. Flere nære fig af Plantefode. Antalet af de hidtil befjændte Arter overſtiger 300. 19ve Zam. De Laxeagtige (Salmonei): Legemet ffjæl- dæffet; Rygfinnen fun med bløde Straaler, og bag Den en lille Fidt— finne. De laxeagtige Fiffe frembyde mange Afvaxlinger i Hen— feende til Kjæbernes Bygning og Bevæbning, men alle ere de forfynede med Svømmeblære, og Blindtarmenes Antal er betyde— ligt. Henimod 300 Arter befjændie. 20de Fam. De Sildeagtige (Clupeacei): Kroppen bevæffet med ſtore, ofteſt let affaldende Sfjæl; ingen Fidtfinne; Overfjæben omtrent ſom hos Lareffægten. . De flefte Arter have Svømmeblære, og mange befinde ftærftudviflede Blindtarme. Omtrent halvandet Hundrede Arter befjændte. Tredie Orden. De Bryftfinnede (Thoracici). De blodfinnede Fiffe, hvis Bugfinner ere hæftede under Bryft- finnerne og forenete med Skulderapparatet, henføres til denne Orden, der indeholder tre Familier: de Kabliauagtige, Flyn— dberfiffene og Skivefiſkene. 2ide Fam. De Kabliauagtige (Gadoidei): Kroppen beflædt med tynde, bløde Sfjæl; Gjælleaabningerne ſtore; fyv Gjelleſtraaler; Kjæberne og den forreſte Del af Plougffjærbenet befatte med flere Rekker ſpidſe Tænder af ulige Storrelſe, mid— delmaadige eller ſmaa, i Karte- eller Raspeform. Alle Finnernes Straaler ere bløde; de tilſpidſede Bugfinner finde under Struben. LXXXI Disſe Fiſte ere forſynede med en ſtor og ſtark Svommeblare og med mange Blindtarme. De leve for ſtorſte Delen i de kolde og tempererede Have, og beſidde ſtorre Individ- end- Artsrigdom. 22de Fam. Flynderfiftene (Pleuronectidæ) blive højft mærfelige ved Manglen af den Symmetri, fom ellers farafteriferer Bendyrene: begge Øjnene ſidde næmlig paa ſamme Side, og denne vender ftedfe op, naar Ziffen fvømmer, og er ftærft farvet, medens Den anden Side, fom intet Øje har, vifer en hvidagtig Farve. Desuden ere Mundens to Sider hinanden ulige, hvilfet ogſaa allerofteſt er Til fældet med Bryſtfinnerne. Kroppen er meget fammentryffet, og ſom Følge deraf høj. Rygfinnen ftræffer fig langs hele Ryggen; Gadbor— finnen indtager den underfte Rand af Kroppen, og ſynes næften at fortfættes af Bugfinnerne fortil Disſe Fiffe have almindeligt fyy Gjælleftranler, en lille Bughule (en Del af Indvoldene op— tages Derfor pan begge Sider i Halen), ingen Svommeblare. De opholde fig paa Havets Bund. 23de Zam. Skivefiſkene (Discoboli) kaldes ſaaledes, fordi deres Bugfinner, fom finde langt frem mod Struben, for— Danmarks Siſte I. F ene fig til en Sugeffive, Kroppen er uden Sfjæl. Denne Fa— milie indeholder fun et Par Slægter med fua Arter, 7 LONG —8 mini) SU) NR TEN Fjærde Orden. De Barbugede (Apodes). Under denne Orden indbefatteg be blodfinnede Ziffe, fom mangle Bugfinner. De udgjøre, efter Cuvier, fun en Familie. 24, Fam. De Aaledannede (Anguilliformes), hos hvilfe Kroppen altid er langftraft, Guden blød og tyk, Sfjællene LXXXVIII kun lidet ſynlige og Ribbenene i ringe Antal; Blindtarme mangle. Næften alle have Svommeblare, hvilken ofte antager beſonderlige Former. Femte Orden. Hos de Buſkgjallede (Lophobranchii) antage Gjællerne en Form, ſom fønes meget forffjællig fra den hos de foregaagende Fiſke, idet de enkelte Gjælleblave i Enden udvide fig fæf- eller kolleagtigt, hvorved hele Gjællen faar Ud— ſeende næften fom en Drue. Gjallebuerne bedakkes af et ftort Gjellelaag; Gjallehuden har fun en meget lille Aabning for Vandets Udløb. Gjælleftraalerne livet ſynlige og i meget ringe Untal (2 haardannede). Fire Par frie Gjællebuer. Ingen Bi— gjælle. Kroppen er helt bepandsret med Skjolde, ſom næften altid give den en kantet Skikkelſe. Snuden fræmftiller en bens agtig, mere ellev mindre forlænget og roragtig Snabel, dannet af Sibenet, Plougſtjerbenet, Trommebenene, Forgjællelaagene og Undergjellelaagene. Mundranden dannes foroven ganffe af Mellem tjebebenene. Tænder favnes aldeles. Ligeledes Ribben, Sidelinie og Slimaabninger pan Hovedet. J det Hele taget er det ſmaa Fiſke, næften uden Kjod, med en tynd men temmelig flor Svømme- blære, Kun faa Arter befjændte, der fun danne en Familie (den 2åde): Tangnaalene (Syngnathidæ). LXXXIV Sjætte Orden. De Faftfjæbede (Pleetognathi). Denne Orden nærmer fig noget til Brufffiffene ved de ufuldkomne Kjæber og Skeletets ſildige Forbening. Imidlertid er Knoglernes Byg— ning traadet. Overfjæbebenene vore ſammen med de ftore Mellem— fjæbeben, ſom udgjøre hele Overkjebens Rand, og mifte ſaaledes færffilt Bevægelighedn; Ganebenene vore ligeledes fammen med Hjærneffallen; Gjællelaagene og Gjælleftraalerne ere ſtjulte under en tyf Hud, ſom fun efterlader en lille Sjælleaabning. Man finder fun fvage Spor til Ribben og ingen ſande Bugfinner; Zarmefanalen er vid men uden Blindtarme; Svømmeblæren næften altid af betydelig Størrelfe. Ordenen, hvis Arter næften udeluffende tilhøre Tropehavene, omfatter to naturlige Familier, de Nogentandede og de Pandſerkladte, ſom lettelig ad— flilles ved Kjæberneg Bevæbning. LXXXV 26de Fam. De Nogentandede (Gymnodontes): Kjæs berne, der næften have Form af et Papagojenab, ere belagte med en elfenbenagtig Subſtans, der indvendigt er belt i Plader, og fan betragtes ſom oypftanet af ſammenvoxede Tender. Hvar Naſebor er almindeligt forfynet med en dobbelt, kjodagtig Fole— traad. Gjallelaagene ere ſmaa, Gjalleſtraalerne pan hvar Side fem, Gjællebuerne tre, Svommeblaren ofteſt tvedelt. 27ve Fam. De Pandſerkladte (Sclerodermi) ffjælneg lettelig ven Snuden, fom fra Øjnene forlænger fig til Kegle- eller Pyramide— form, og ender med en lille Mund, der i hvar Kjæbe har faa men tydeligt adffilte Tænder. Huden er almindeligt hvas eller bekledt med haarde Sfjæl. Svømmeblæren flor, ſtark, oval. Syvende Orden. De Storagtige (Sturiones). Denne Orden flutter fig til de egentlige Fiffe ved Forholdet af Gjællerne, fom paa hvær Side fun have en ſtor Gjallegabning, bedæffet med et Gjællelaag, men derimod mangle Gjælleftragler. Kun et Var Slægter med en Snes Arter ſammenfattes under Denne Orden. = 28de gam. Størene (Acipenserini) ligne Hajerne i Legemets Form i Almindelighed, men Huden er mere eller mindre bedæffet med fem Lengderakker af Benſtjolde; endog Hovedet er bepandsret; den lille, tandloſe Mund ſidder paa den forlængede Snudes Underflade, er foran forſynet med Efjæggetrævler, og fan fræmffydes; Øjne og Naſebore ere anbragte pan Siderne af Hovedet; et Sprøjtehul bag Tindingen fører til Gjællerne; Ryg— finnen ev anbragt bag Bugfinnerne ligeover Gadborfinnen; Den ſtore LXXXVI Svømmeblære ſtaar ved en vid Aabning i Forbindelſe med Spiferøret ”). Ottende Orden. De Tværmundene (Plagiostomi). Hus Den er ofteft hvas eller pigget; den brede Mund findes anbragt paatværs paa Hovedets Underflade, og er forfynet med flere Rakker ftore Tænder; den dannes ifær af Ganebenene i Forbindelfe med Underfjæbebenene; Os hyoideum bærer Gjælleftraaler, hvilfe dog ikke vife fig udvendigt; Gjællelaagsfnoglerne mangle; Bugfinnerne ſidde langt tilbage paa Siden af Gadboret; Oreſakken indeholder iftedetfor Stene en kridagtig Masſe; Blindtarme findes ikke, men Derimod en Bugſpyttekirtel. Tarmekanalen ev fort, forfynet med Spiralplade. En virkelig Parring foregaar hog alle disfe Fiſke. De Tværmundede henføres, til to Familier: Hajerne og Rok— kerne. 29de Fam. Hajerne (Selacii) have langſtrakt, trindt Les geme, tyk og fjødfuld Hale, Bryſtfinner af middelmaadig Stor— relſe, og nærme fig ſaaledes i det Ydre til de egentlige Fiffe. Snuden underftøttes af bruffagtige Grene, ſom udgaa fra Hjarne— ſtalen. Ojnene og de (5—7) halvmaanedannede Gjællefpalter ere anbragte mod Siderne af Legemet. Alle Finnerne ere tykke, med næppe markelige, ubevægelige Straaler. Skulderapparatet viſer fig fun loſt ophængt mellem Mufflerne, uden at være fæftet til +) Med Henſyn til Rimærerne udtrykker Cuvier fig faa tvivlſomt, at jeg iffe ved, om han vil have dem betragtede ſom en egen Familie af fyvende Orden eller blot fom en Slægt af Stør- familien. LXXXVII Hjærneffalen eller Rygraden; denne fidfte ev ofteft helt igjænnem delt i Hvirvler. Ribbenene fmaa. Omtrent hundrede Arter be- fjændte, fom ere udbredte gjænnem alle Have, og dels lægge ftore Xg med Hornffal, dels føde levende Unger. 30te Zam. Rokkerne (Rajacei) have en fladtrykket Krop, hvilfen, formedelft de overordentligt ſtore og kjodrige Bryſtfinner, fom fortil ſtode ſammen, eller forene fig med Snuden, og bagtil naa til Bugfinnerne, antager Skiveform. Øjne og Sprøjtehuller ere anbragte pan Rygfladen; Mund, Naſebore og Gjallegabninger van Bugfladen; Rygfinnerne næften altid paa Halen. Skulder— Apparatet forbinder fig med Rygraden bag Gjællerne, Disſe Fiſte føde tildels levende Unger, tildels lægge de fore Æg, ſom ere indfluttede i brune, firkantede Hornhylſtre. Talet af de bes fjændte Arter omtrent 120. LXXXVII 9de Orden. De Kredsmundede (Cyclostomi) have blandt alle Bendyr det ufuldkomneſte Sfelet, uden adffilte Ryg— hvirvler og uden egentlige Ribben; Rygraden Danner en geleagtig Snor. Hovedet er fortil ſtraat afſtumpet; Munden fredgrund eller halvrund, dannet af en fjødagtig Læbe, ſom underftøttes af en Bruffring; Kroppen ormeagtig, nøgen, flimet; Bug- og Bryft finner mangle; ligeledes Svømmeblære, Gjallerne antage Pung— form, idet den ene Overflade af en Gjælle forener fig med den næfte Gjælleg modfatte Flade. Naſeborene have fun en ydre Aabning, og foran denne er Indgangen til en blind Fordybning. Over og under Halen hæver Huden fig paalangs til et Slags Finne, hvis Straaler dog fun ere næppe markelige Trævler. Blot nogle faa Arter befjændte, fom af Cuvier henføres til en Familie (den 31te). Efter at have givet en Overſigt over Cuviers, i nær- værende Sfrift fulgte, ichthyologiſte Syſtem, bliver det nødvendigt, for at viſe Videnſtabens nuværende Standpunkt, at tilføje den ſenere Sammenſtilling, ſom ſtyldes Johannes Miller, og ſom, om den end ikke i alle Punkter maatte ſynes at vare ganſte tilfredsſtillende, dog maa indrømmes at ſtotte fig til meget ud— ftrafte og hojſt fortrinlige" ſpeciele anatomiſte Underføgelfer. LXXXIX Miiller henfører Fiffenes Klasſe til fer Hovedafdelinger, hvilfe ban tillægger Benævnelfen Underklasſer (Subclasses *). ifte Underklasſe. De Dobbeltaandende (Dipnoi): ffjældæffede Fiſte, der baade befinde Lunger og Gjæller, og hvis Naſebore ftaa i Forbindelfe men Mundhulen. Tarmen med Spiralklap. Eggegan— gen aabner fig i Bughulen. Rygraden har en Chorda med paafatte Apofyſer. Klapperne i den muffuløfe Bulbus aortæ ligge longitudinelt og ſpiralt. Kun en Orden (Sirenoidei) og en Familie (Sirenoidei Mull.) med Sfægten Lepidosiren **). 2ven Underkl. Benfiffene (Teleostei Müll.): Fiffe med benag— tigt Sfelet, med Gjællelaang og fire Par Gjaller, famt med to Klapper mellem Arteriefvulften og Sjærtefammeret. ifte Orden. De pigfinnede (Acanthopteri): pigfinnede Ben— fiſte med dobbelt Svælgben i Underfjæben. Naar Svommeblare findes, er den altid uden Luftgang. Bugfinnerne almindeligt nær Bryſt— finnerne. ifte Fam. De Aborreagtige (Percoidei Cuv.). 2den Fam. De Pandſerkindede (Cataphracti Cuv.). Zdie Fam. De Sparusagtige (Sparoidei Cuv.). 4åve gam. De Umberagtige (Sciænoidei Cuv.). dte Zam, De Jabyvintgøjællede (Labyrinthiformes Cuv.). hte Fam, De Mulleagtige (Mugiloidei Cuv.). Tde Jam. De Rygtornede (Notacanthini Mull.): Bugfinnerne langt bag Bryftfinnerne eller manglende. Skulderbaltet ikke fæftet til Hovedet, men ophængt til Ovirvelftøtten længere tilbage ligeſom hos Aalene. Paa Ryggen mange fritſtagende Pigge foran den egentlige Rygfinne. *) Hvor Muͤllers Afdelinger falde ſammen med Cuviers, bliver det naturligvis overflødigt, at anføre nøgen Karakteriſtik for bem. *x) J en tidligere Afhandling om Fiffenes Familier antog Muller Lepidosiren blot ſom udgſorende en Familie af Malacopterygii abdominales. Jovrigt maa det erindres, at ingenlunde alle Zoo— loger ere villige til at indrømme Lepidosiren Plads blandt Fiffene. Hovilket Sted der endeligt tildeles denne Form, er det tydeligt, at den udgjør et Forbindelſesled mellem Fiffene og de nøgne Krybdyr, ſom ſynes af vanffeliggjøre af Begrendsning mellem dem. XC (Slægter; Notacanthus, Mastacembelus. — Om Tetragonurus hører herhid, bliver endnu at underſoge. Denne Familie er en Ad— flillelfe fra Cuviers næfte Familie). å 8ve Fam. De Makrelagtige (Scomberoidei Cuv,). 9de Jam. De SFjælfinnede (Squamipennes Cuv.). 10de Fam. De Baanddannede (Tænioidei Cuv.). iite Fam. De Kutlingagtige (Gobioidei Mull.); legemet be- bæffet med ſtore Sfjæl; Bugfinnerne danne almindeligt et Slags Faſtſugningsredſtab. (Foruden Gobius og nærftaaende Slagter regner Muͤller til denne Familie, ſom han tidligere benævnede Cyclopodi, ogſaa Cuviers Familie Discoboli med Slægterne Cyclopterus, Echeneis o. ſ.v. Na— turligheden af denne Forening forekommer mig meget tvivlſom.) 12te Zam. De Tangfprælagtige (Blennioidei Müll.): Legemet ofteft langſtrakt, bedekket af en blød, flimet Sud med fmaa og lidet fynlige eller ingen Sfjæl. Bugfinnerne meget ſmaa, fun beftaaende af et Par enfelte Straaler, anbragte langt fræmme under Struben; ſtudom flæt ingen Bugfinner. Kun en Rygfinne, der gjærne ftræffer fig lige fra Naffen til Halefinnen. Generationspapil bag Gadboret hog begge Kjøn. 13de Fam. De Armfinnede (Lophioidei Cuv.). 14de Fam. Theutyerne (Theutyes Cuv.). 15de Fam. De Flojtemundede (Aulostomi Cuv.). 2den Orden. De Blodfinnede (Anacanthini Müll.): Benfifte med bløde Straaler, men forreften ſtemmende i Bygning med be Pige finnede. 16de Fam. De Torſkeagtige (Gadoidei Cuv.). 17de Zam. De Snogeagtige (Ophidini Mull.): Legemsformen meget langftraft, Ingen Bugfinner. Tydelig Bigjælle. Ingen eller fvagt udviklede Blindtarme. (Denne Familie er adſtilt fra Cuviers Aaledannede, for at optage Slægten Ophidium og andre nærftaaende Slægter; dog ikke Ammodytes, om hvis Plads Muͤller er i Tvivl.) 18de Fam. Flyndrene (Pleuronectidæ Cuv.). 3die Orden. De Gelfvælgede (Pharyngognathi Mull.): dels pigfinnede, dels blodfinnede Ziffe med be nedre Svælgben ſammen— voxede til et Stykke. Bugfinnerne anbragte fnart under Bryftet, ſnart XCI under Bugen. Svømmeblæren, hvor ben findes, altid tilluffet, uden Luftgang. ifte Underorden. Pigfinnede (Phar. acanthopterygii Mull.). 19de Fam. Labefiſkene (Labroidei cycloidei Mull.): legemet bevæffes af ftore, tynde, helrandede Kredsffjæl med tætte foncentriffe Ringe og mange Vifteſtraaler (føvrigt ere Karaktererne de ſamme, fom Cuvier angiver for fine Læbefiffe, fra hvilke denne Familie er afſondret). 20de Fam. De Kamføjællede (Labroidei ctenoidei Müll.): Sfjællene temmelig ſtore, bagtil tandede, Kun et Par ydre Næfebore. Forgjællelaaget gjærne tandet bagtil. En ſtor Bigjælle, Tænderne paa det nedre Svalgben ere ſpidſe, og danne en Karde. Maven Danner en Bøjning, og Blindtarme ere tilſtede. Tykke, kjodagtige Læber og Hudlapper paa Rygfinnens Pigſtraaler findes ikke hos disſe Fiſte. (Slægterne — Amphiprion, Premnas, Glyphisodon o. ſ. v. — ere adffilte fra Cuviers Familie Sciænoidei). 21de Fam. Kromiderne (Chromides Mull.): denne fra Cu- viers Læbefiffe adffilte Familie har fun et Par Næfeaabninger og fire Par fuldftændige Gjæller (Læbefiffene fun 3Y2 Par); men vwifer i De øvrige Forhold megen Tilnærmelfe til bem. (Slægter : Chromis, Cychla, Acara o. ſ. v.). 2den Underorden. De Blodfinnede (Pharyngognathi malaco- pterygii Mull.), 22de Fam. Makrelhornfiſkene (Scomberesoces Mull.): Rygfin— nen ligeover Gadborfinnen; Bugfinnerne langt bag Bryſtfinnerne, kun med leddede Straaler. Sfjællene ere kredddannede med glat Rand; en Længderæffe kjoldannede Sfæl paa hvær Side nær Bugfladen. Gjæl- lerne fuldſtendige; Bigjællerne ſtjulte, firtelagtige. Maven uden Blind— fæl, aldeles ikke adffilt fra Tarmen, ſom er lige og uden Blindtarme. Svømmeblæren uden Luftgang, med Undernæt *). +) Cuvier har allerede i fine Lec. d'anat. comp. omtalt de fammen- voxede nedre Svælgben hos Belone. Svommeblarens Beſtaffen— hed hos denne Slagt havde allerede de la Roche anmarket. Muͤller udtrykker den Mening, at Cuvier har forglemt og overſet disſe Forhold. Han omtaler Dem rigtignok ikke i Rgn. animal; men XCII Slægter: Belone Cuv., Scomberesox Lac." (= Sairis Raf.), Tylosurus Cocco (Belone med en Kjol paa Siderne af Halen), Hemiramphus Cuv , Exocoetus Linn., Ptenichtys Mill. (Exocoetus med Sfjæggetrande). Ade Orden. Physostomi Mull: blodfinnede Benfiſte, hvis Svommeblare altid befinder en Luftgang (de enefte i denne Under— klasſe, hos hvilke dette er Tilfældet). Bugfinnerne, naar de ere til— ſtede, altid abdominale. ifte Underorden. Bugfinnede (Phys. abdominales Mull,) ; med abdominale Bugfinner. 23de Fam. De Malleagtige (Siluroidei Cuv., dog fun for en Del). 24de Fam. De Karpeagtige(Cyprinoidei Mull.): Gabet lidet. Kjæberne” fvage, tandløfe, med Overranden blot dannet af Mellemfjæbebene, bag hvilke Overkjebebenene ligge. De nedre Svælgben ere væbnede med nogle meget ſtore Tænder. Iſtedetfor øvre Svælgben, ſom mangle, træder en Fortfættelfe af Hjærne- ſtalens Bafig, der ofteft er bedæffet af en Hornplade. Allerofteſt ere disſe Fiffe forfynede med Sfjæl. Maven uden. Blindfæt. Blind— tarme ſavnes. Svommeblaren, der ofteft er affondret i en forrefte og bagefte Del, og ſtaar i Forbindelfe men Høreredffabet ved en Ræffe Horeben, udmærfer fig ven Forgreninger af Blodkar paa Yerfladen *). 7 25de Fam. Tropelaxene (Characini Mull.), ſom ere adſtilte fra Cuviers Laxefamilie, ſtemme i de allerfleſte Forhold med denne. De karakteriſeres ifær ven de men Wggeledere forſynede Wggeſtokke og ven Svommeblarens Indfnøring til en forrefte og bagefte Afdeling. Bigjælle mangle de ftedfe. (Slægter: Myletes, Serrasalmo, Erythrinus o. f. v.). 26de Fam. Tandkarper (Cyprinodontes Mill.) ligne i Den ydre Form Karperne, men have kardedannede Svælgtænder, ſaa— vel oven ſom neden i Munden; denne viſer fig dannet ſom hos Kar— perne, men er forſynet med Tænder paa Mellemkjabebene og Under— maaffe turde man være ligefan berettiget til deraf at flutte, at han iffe tillagde dem nogen betydelig Vægt. +) Bigjælleng Forhold er foranderligt. Ofteſt findes den; hos Cy- prinus Cuv. og Labeo træder en Kirtel iſtedetfor, hos Cobitis, Acanthopsis og Schistura Mc. L. ſynes den ganffe af mangle. XxCcIII kjeebens Grene, Bigjæller mangle. Ingen Blindtarme; Maven uden Blindſek; Svømmeblæren enfelt og uven Horeknogler. Nogle af disſe Fiffe føde levende Unger. (Slægter: Anableps, Poecilia, Fundulus s. Hydrargyra, Lebias, Cyprinodon, Molinesia, Orestjas). i 27de Fam. Nilgjedderne (Mormyri Mull.) gaves af Cuvier Plads ven Gjeddefamilien, men adffiller fig fra denne, ſom fra alle andre Fiffe, ven be til et Styffe ſammenvoxede Mellemfjæbeben, Munden er lille, Gjællefpalterne meget ſmaa. Bigjælle mangler. 28ve Fam. Gjedderne (Esoces Mull.): ſtjaldokkede Færffvands- fiſte uden Fidtfinne, med ſtjult, firtelagtig Bigjælle. Munden i Mid— ten dannet af Mellemfjæbebenene, paa Siderne af Overkjcbebenene. Maven uden Blindſek, Tarmen uden Blindtarme. Svommeblaren enfelt, paa. hele Den indre Overflade med vidiſpredte Aareforgreninger. (Slægter: Esox Cuv.). 29de Fam. Galaxias Mull.; Overfjæbeng Rand dannes næften ganffe af Mellemfjæbebenene. Munden ikke fræmffydelig. — 6—7 Gjælleftraaler. Wggene falde ud i Bughulen, og udføres gjænnem Abdominalaabningen *). (Slægt: Galaxias Cuv.). 30te gam. Laxene (Salmones Cuv., dog fun tildels). 31te Zam. ScopoliniMull. Overkjobens hele Rand til Mund— vigene dannes af Mellemkjgbebenene. Bigjælle og Fidtfinne ere tilftene, FE) (Slægter: Aulopus Cuv., Saurus Cuv., Scopelus Cuv., Mauro- +) At ovenſtaagende Karakteriſtik for Familien Galaxiæ er meget utilftræffelig, fremlyſer af fig felv. Forfatteren bemarker ogſaa, at han fun foreløbigt har opſtillet ben, og forbeholder fig at for— ene Den med Salmones, naar nye, til denne Gruppe henhørende, Dyr opdages, og gjøre det nødvendigt. — 1843 henregnede Muͤller endnu Galaxias til Esoces. xx) Dette er det Pofitive 1 M's. Karakteriſtik. Forreſten ere disſe Fiſte tildels ſtjeldekkede, tildels nøgne. De flefte have Blind— tarme, de færrefte Svømmeblære. At Generationsforholdet er det almindelige, adffiller bem fra Larene, men fan naturligvis iffe betragtes fom noget Sammenholdspunkt for Familien. Denne beftaar iøvrigt, efter Bonapartes Anffuelfe, af tre Familier: Sco- pelini, Aulopodini øg Sternoptygini, XCIV licus Cocco, Gonostoma Raf., Iehthyococcus Bonap., Chlorophthal- mus Bonap., Odontostomus Cocco, Paralepis Risso, Sudis Raf. Bonap. (non Cuvier), Sternoptyx Herm., Argyropelecus Cocco.) 31te Fam. Sildene (Clupeacei Cuv.). (Slægter: Clupea, Pristigaster, Alepocephalus, Gnathobolus, Notopterus, Engraulis, Thrissa, Amia, Megalops, Elops, Lutodeira, Hyodon, Butirinus, Chirocentrus, Stomias, Chauliodus, Heterotis, Arapaima, Osteoglossum +). 32te Zam. Blindfiſkene (Heteropygii Tellk.). Kroppen lang» ftraft, uden Sfjæl; Øjnene overtrukne af en uigjænnemfigtig Sud; det forrefte Næfebor langt fra det bagefte, rørdannet. Gadboret foran Bugfinnerne under Struben. Bigjæller mangle. Maven bøjet. Blind— tarme ere tilftede. - (Slægt: Amblyopsis.) 2den Underorden. De Barbugede (Phys. apodes s. anguillares Mull.); uden Bugfinner; Svømmeblære med Luftrør. 33te gam. Aalene (Murænoidei Müll.). Munden i hele Længden begrændfet af Mellemkjebebenene, bag hvilfe de rudimentære Overfjæbe- ben ligge ffjulte. Maven med Blindſek. Tarmen uden Blindtarme. Æg og Sad udtømmes i Bughulen, og udføres gjænnem Abdominal- aabninger ſom hos Salmoner og Cycloſtomer. (Slægter: Anguilla, Muræna, Sphagebranchus, Ophisurus, Uropygius Rupp.) 34te Zam. Barryggene (Gymnotini Mull.): Overmunden dannes fortil af Mellemfjæbebenene, paa Siderne af Overfjæbebenene. Tarmen har Blindtarme, og Gadboret aabner fig ven Struben. Gene— rationsorganernes Bygning er ſom hos Benfiffene i Almindelighed. *) De fer fidfte af disſe Slægter ſamt Notopterus havde Miller endnu i fin foregagende Afhandling om Fiffenes Familier adffilt fom egen Familie under Navnet Clupesoces, blot paa Grund af Mangelen af Bigjæller. "Man han opgav denne Adffillelfe fom ubegrundet, da han ved fenere Underføgelfe havde erfaret, paa den ene Side, at Amia favner Bigjæller, og at Bigfællerne hos Arter af Slægten Megalops blive faa ſmaa, at: de næften ganffe forſvinde; paa ben anden Side, at Gnathobolus, der ſtaar faa nær Notopterus, har Bigjæller. Han anſer derfor iffe en» gang disſe Slægter fonv en egen Gruppe af: Sildefamilien. — XCV (Slægter: Gymnotus, Carapus, Sternarchus). 36te Zam, Symbranchii Müll.: Overmundens Rand dannes af Mellemfjæbebenene, men de bagved liggende Overfjæbeben have lige Længde med disſe. Maven uden Blindſak, Tarmen uden Blind» tarme, ganffe lige, i hele Længden ledſaget af ven færdeleg lange Lever. Forplantningsredſtaberne af almindelig Form. (Slægter: Monopterus, Symbranchus, Amphipnous.) dte Orden. De Saftfjæbede (Plegtognathi Cuv.). 37te Fam. (Balistini Mull.). 38te Fam. Rutfevtfiffene (Ostraciones Müll.). 39te Fam. De Wøgentandede (Gymnodontes Cuv.). Slægter; Diodon, Gastrophysus, Chelichthys, Arothron, Ortha- goriscus, Triodon,) — 6te Orden, De Buſkgjallede (Lophobranchii Cuv.). 40de Jam. Tangnaalene (Lophobranchi) 3die Underklasſe. Gandidei Mull.: Fiffe med frie Gjæller og Gjællelaag og med abdominale Bugfinner, hos hvilfe Gjælle- pulsaarens Svulft befinder mange Klapper, og hvor Syngnærven ingen Krydsning danner, Svommeblaren med Luftgang. ifte Orden. Benfiſkene (Holostei Mull.): Skeletet benet. ifte Zam. Lepidosteini Mäll.: Overfjæben fammenfat af mange Styffer, Plvugffjærbenet dobbelt, Undverfjæben beftaar af lige— jaa mange Styffer ſom hos Krybdyrene. Hvirvlerne artikulere ved Leddehoveder og Fordybninger. Næfebvrene i Enden af Snuden. Baade Bigjælle og reſpiratoriſt Gjællelaagsgjælle, men ingen Sprojtehuller; Gjællerne fuldſtendige. Finnernes Straaler alle leddede; ale Fin» nernes forrefte Rand med to Rakker pigagtige Sfjæl; Heterocerci. Maven uden Blindfæb; Tarmen med mange Blindtarme, men uden Spiralklap. Svømmeblæren afdelt i Rum og forfynet med Trabe- culæ carneæ. (Slægt: Lepisosteus.) 2ven Fam.: Polypterini Mull.: En Lebebruſt i Mund— krogene; iovrigt Hovedets Knoglebygning omtrent af almindelig Be— ſtaffenhed, ligeſom ogſaa Hvirvlernes. Næfen af en ualmindeligt fammenfat Bygning. Fjærde Gjællevar ufuldſtendigt (med en Rekke Blade) og uden Spalte; ingen Bigjælle eller Gjællelaagsgjælle; der— imod to Sprøjtehuller, bedekkede med Benklap. Iſtedetfor Gjælle- ſtraaler en flor Knogleplade pan hver Side. XCVI ; 2den Orden. Bruſkfiſkene (Chondrostei Mull.): Sfeletet tildels bruſtagtigt, Hvirvelſtotten indeholder en blød Chorda. 3die Fam. Storene (Acipencerini Mull.). Ave Jam. Spatulariæ Mull. (Slagtens Karakteriſtik hos Cuvier oplyſer denne Familie tilftræffeligt.) Ave Underklasſe. Fiſke med tilvorede ØGjællev. (Elasmo- branchii s. Selachii ) 1fte Orden. Tværmunéede (Plagiostomi): Hjærneffal uden Ufvelinger, men med Kjæber. Alle Bruſte bevæffeve med en fin Moſaik af ſmaa Knogleſtykker, der danne ligeſom en Brolégning. gem Par paa Gjællebuer anbragte Gjæller med tilvoxet Rand og hvær med fin Gjælleaabning. Ingen Gjællelgag. Hannerne med Biteftifler og ydre Kjonsvedheng; Hunnerne med ejendommelige Kirtler paa Wggegangene og med Tuberne forbundne over Leveren fil en eneſte Orificium abdominale. ifte Underorden. Zajerne (Squalidæ). Gjællefpalterne rettede mod Siderne; Ojelaagsrandene frie; Skulderbaltet ufuldftændigt ; ingen Hjerneſtals-Finnebruſk. 1fte Zam. Scyllia: to Rygfinner, af hvilfe ven førfte over eler bag Bugfinnerne; Gadborfinnens Stilling afværlende. Ingen Sprojte— huller og ingen Blinkhinde. Fem Par Gjællefpalter, fom enten alle ſtaa lige langt fra hværandre, eller af hvilfe de to ſidſte ere nærmere hinanden, faa at endog det fidfte fan ffjules af det fjærde; de fidſte Gjællefpalter ere anbragte over Bryftfinnernes Ron. Mundvigsgrube og ovre og nedre MundvigbrufÉ ere ſtedſe tilſtede. Tænderne wife en Mellemſpids og paa hvær Side en til fire Bitagger. Bryſtfinnerne ofteft uſedvanligt brede. Halefinnen langſtrakt, ikke gaffeldannet, i Enden afſtumpet eller afrundet, uden Lapper forneden eller dog kun med Spor til ſaadanne, men med et eller flere dybe Indſnit. Ingen Halegruber. Tarmeklapen ſpiraldannet. Levende Farver eller ejendommelig Tegning. Synes alle at være æglæggende. Eggene have Lighed med Rokkernes. (Scyllium Cuv., Pristiurus Bon., Hemiscyllium Müll. & H,, Chiloscyllium Mull, & H., Crossorhinus Mill. & H,, Ginglymostoma Mill. & H., Stegostoma Müll. & H.) 2ven Fam. Nictitantes: to Rygfinner, af hyvilke den førfte mellem Bryft= og Bugfinnerne, og en Gadborfinne. Ingen Syrøjte- huller men derimod Blinkhinde. Fem Par Gjællefpalter, af hvilfe bet ſidſte eller de to fidſte Par ere anbragte over Bryftfinnerne. Hovedet XCVII fladt Anden Rygfinne omtrent over Gadborfinnen. Halefinnen har almindeligt en fort underſte Lay og et Indſnit i ben nederſte Rand. Halegruber ere i Regelen tilftæde. 7 a. Carchariæ. Carcharias Cuv. (Scoliodon Mull., Physodon Val., Aprion Mull., Hypoprion Mull., Prionodon Mull.). Sphyrna Raf. b. Triænodontes. Triænodon Mull. 3vie Fam. Lamnoidei; tv Rygfinner, af bvilfe den førfte mellem Bryſt- og Bugfinnerne; en Gadborfinne; ingen Blinkhinde; Sprojte— hullerne meget (maa; Gjælleanabningerne ſtore, alle liggende foran Bryftfinnerne. Ade Fam. Alopeciæ: to Rygfinmer, af hvilfe den førfte mellem Bryſt- og Bugfinnerne; en Gadborfinne; ingen Blinkhinde; Sprojte— hullerne meget ſmaa; Gjælleaabningerne fmaa, de ſidſte anbragte over Bryftfinnerne. Næfeborene fmaa med en lille Klap fortil. Ingen Læbe- bruſt. Halefinnens overſte Lap meget lang. Spiralformig Tarmeklap. (Alopias Raf. ). dte Fam. Cestraciones: tø Rygfinner, af hvilke den forſte mellem Bryft= og Bugfinnerne; en Gadborfinne; ingen Blinkhinde; Sprojtehullerne tydelige; Gjælleaabningerne ſmaa, de fidfte anbragte over Bryftfinnerne. Munden i Enden af Snuden; Naſeborene naa til Munden; den øvre Mundvigsfold mangler. En Pig foran bvær Rygfinne. Halen fort, med et Indfnit i den nederſte Rand af ven øverfte Lap. (Cestracion Cuv.) 6te Zam. Rhinodontes: tv Rygfinner, af hvilfe ven førfte mellem Bryſt- og Bugfinner; en Gadborfinne. Ingen Blinkhinde ?=) Sprøjtehullerne meget ſmaa. Gjalleſpalterne aftage i Storrelſe i Retningen bagud, og de ſidſte ſidde over Bryftfinnerne. Mund og Næjfebore ere anbragte i Enden af Snuden. "Særdeles ſmaa, men tal- rige Kardetænder. Spiralklap. (Rhinodon Smith.) Tve Zam. Notidani: en Rygfinne og en Gadborfinne, den førfte tildels over den fidfte, tildels mellem denne og Bugfinnerne. +) Forf. bemærfer, at Blinkhindens Savn iffe er ſikker, og Familiens Stilling altfaa endnu tvivlſom. Han fmælter Familie- og Slagts— farafter ſammen, hvorfor her det mindre Vaſentlige i Karakteri— ftifen er udſtudt. Danmarks Siffe, I. 6 XCVIII Ingen Blinkhinde. Sprojtehullerne ſmaa, lodreite. Ser eller ſyv Gjællefpalter, der gradevis aftage i Retningen bagud, og alle ere an- bragte foran Bryftfinnerne. En tydelig Sidelinie, Hovedet fladt; en trefantet Næfeflap; den øvre Mundvigsfold meget ſtor, den underfte fille; Tungen tilvoret. I Underfjæben en Middeltand; de følgende fem eller fer Tænder danne hvær en Saug i Retningen ovenfra og ind— vendigt nedad og ud; Tandernes forrefte' eller inderfte Rand, er glat eller fint tandet; de ydre Tænder lave og flade. Overfjæbens Tæn- ber længere, fpidfere og fmallere, den forſte Saugtag noget længere end de øvrige; de forrefte Tænder danne en Dob, og ere krogdannede paa et bredt Fodſtykke; De næftfølgende have paa Yderſiden en eller et Par Saugtagger; de yderfte forholde fig fom i Underfjæben. Hale— finnen med en lille nedre, i Enden indffaaren, Lap med lige eller ſtraat afſtumpet Spids. Spiralklap. (Hexanchus Raf., Heptanchus Raf. ). 8ve Fam. Spinaces: fo Rygfinner, men ingen Gadborfinne. Ingen Blinkhinde, men Sprojtehuller. Fem Par Gjællefpalter, alle foran Bryftfinnerne. Foran hvær Rygfinne en Vig. Spiralklap. (Acanthias Riss,, Spinax Bon., Centrina Cuv., Centrophorus Mull., Centroscyllium NMüll.) 9de Fam. Scymnoidei: To Rygfinner, men ingen Gad— borfinne. Ingen Blinkhinde, men Sprojtehuller. Fem Par Gjælle- ſpalter, alle foran Bryftfinnerne. Ingen Vig foran Rygfinnerne. Spiralklap. (Scymnus Cuv. (Scymnus Müll., Læmargus Müll.), Echino- rhinus Blainv., Pristiophorus Mull,). 10de Zam. Squatinæ: to ubevæbnede Rygfinner, men ingen Gadborfinne. Ingen Blinkhinde, men ſtore Sprojtehuller. Legemet meget fladtrykket, med Munden i Enden af Snuden og Ojnene paa Rygfladen. De ſtore, fræmefter udbredede, Bryſtfinner flutte fig med ben forreſte Rand af deres Rod til Kroppen indtil Hovedet; paa Bunden af det Indfnit, der adffiller bem fra Kroppen, ere Gjælle- ſpalterne anbragte, hvilke følge tæt paa hinanden, fun med mellem— liggende Hudblade. Spiralklap. (Squatina Dum.) 2den Underorden. Rokkerne (Rajidæ): et fuldftændigt, ring— dannet Skulderbelte, ſom ligger umiddelbart under Ryggens Hud; ven forrefte Del af Rygraden ſmalter ſammen til en enefte ſtor Bruſt XCIX uden Afdeling i Ovirvler =); Bryftfinnerne forbinde fig med Hovedet ved. Kraniefinnebruſtz Ojelaage mangle ellev ere tilvoxede; Gjalle— fvalterne ere rettede ned efter. Fladtrykket Legemsform; Sprøjtehuller; fem Par Grjællefpalter paa Bugfladen under Bryftfinnerne. ilte Fam. Squatinorajæ: Hovedet forlænger fig til en Saug eller en Spids. Halen tyf, fjødfuld, langs hvær Side med en Hud— fjøl. To Rygfinner og en med Straaler forſynet Halefinne. Tœn— verne flade, brolægningsagtige. Det overſte Ojelaag tilvoxet. a) Pristides. (Pristis Lath.) b) Rhinæ. (Rhino Bl. Schn., Rhynchobatus Mull,) c) Rhinobatides. Rhinobatus Bl. Schn. (Syrrhina Mull, Rhinobatus Mull.), Trygonorhina Mull., Platyrhina. 12te Fam. Torpedines: Sfiven afrundet, nøgen, uden Sfjæl eller Pigge. Bugfinnerne ſtrax bag Bryftfinnerne. Halen fort, kjod— rig, ved Roden fladtrykket, i Enden cylindriſt, med trekantet Hales finne; paa hvær Side af Dalen en førtere eller længere Hudkjol. Det overſte Ojelaag tilvoret, uden Fræmragning paa Midten. Naſe— flapperne ſammenvoxede fil en firfantet Lap med fri Rand, fom ved et Baand er befæftet til Overleben, og fun lader Naſeborenes ydre Vinkel ubedæffet. Et eleftriff Apparat af oprætftaaende Sojler mel— [em Hoved, Gjaller og Bryftfinnerneg indre Rand. (Torpedo Dum., Narcine Henl,, Astrape Mull , Temera Gray.). 13de Fam. Rajæ: Bryftfinnerne hænge fammen med Snuden, og naa til Bugfinnerne. Skiven bred, rhomboidal. Halen forholdsvis tyndere end hos De foregagende Rokker. De to Rygfinner ere anbragte mød Enden af Dalen. Halefinnen mangler, eller vifer fig fun ſom en Hudkjol paa Haleſpidſen. Det øverfte Ojelaag tilvoxet. Ojne og Sprojtehuller fun adffilte ved en ſmal Bro. Sprojtehullerne med glat Rand. Den af ne ſammenſmaltede Næfeflavper dannede firfantede Lap er med hele den nedre Rand faftvoret til Overfjæbens Tandrand; fun en lille Del af den nederſte Rand paa hvær Side forbliver fri, gaar med en afrundet Vinkel over i Sideranden, og vifer fig mere eller mindre dybt fryndfet. Næfeboreneg ydre Rand med en lille Hud— ſom. Munden fræmadbøjet, uden Læbebruff, I Overfjæben et Kjabe— *) Dette er ogſaa Tilfældet hos Pristis, medens Saugfiffene blandt Hajerne, Pristiophorus, i dette ſom i alle andre Forhold ſtemme med Hajerne. ; 6* Cc fejl med fryndfet Rand, udffaaret i Midten. Suden uden Sfjæl men ofte med Torne paa forffjællige Steder af Legemet. Hos Hannerne udvikle fig i Forplantningstiden fpidfe Tænder, ſamt paa den forrefte Rand af Bryftfinnerne Torne. Hunnerne lægge Æg. (Raja Linn., Symptervgia Muill.) 14ve Zam. Trygones: Bryſtfinnernes forrefte Spidſer ſtode fammen foran Hovedet, og danne Skivens Spidſe. Det øverfte Øje- laag tilvoret. De yderfte Næjeflapper mangle, de inderfte ere ſammen— fmæltede ; deres nederfte, fælledg, fortfryndfede Rand fun paa Midten ved et fmalt Baand fæftet til Overfjæben, ellerg fri. De inderfte Neſekroge under Næfeflapperne meget nær hinanden. Hjarneſtalen højere end Rokkernes. Sprojtehullerne ſtore, tæt bag Øjnene. Tæn- derne elliptiffe paatværg, med en forffjælligtdannet Tværopbhøjning. Bugfinnerne fimple. Halen tynd, uden Hudkjole paa Siderne, ofte meget ſpids, pidffedannet, pigvæbnet. a) Anacanthi. (Anacanthus Ehrb.). b) Pastinacæ. (Trygon Adans., Pteroplatea Mull., Tæniura Mull.). c) Urolophi. (Urolophus Mull.). d) Trygonapteræ. (Trygonaptera Mull,, Aetoplatea Val.). tåve gam. Myliobatides: Bryftfinnernes Rod mifter paa Siderne af Hovedet aldeles Straaler, hvilke derimod igjæn udvifle fig foran Hovedet til et Slags Hovedfinne, ſom udgjør Skivens Spidſe. Hovedet er derfor fra Sprojtehullerne af afſat fra Skiven, ligejom det ogſaa er mere hvælvet end hos de øvrige Roffefamilier. Neſeklapperne ſammenvoxede til en firfantet, forneden fryndſet Lap, der naaer til Munden. Naſeborene næften fammenftødende i Midten, fun adffilte ven et tyndt Baand, hvilket fra begge Mundvigene af efterhaanden tilfpidfet gaar over til Midten af Næfeflappens Rygflade. Munden paatværs. De ſtore, mofaifagtige, flade Brolægningstænder udflæde ogfaa for en ſtor Del Mundhulen. Det overſte Kjæbefejl ud= gaar fra Ganen og Kinderne, er meget langt, med konvexr Rand, ſom paa Midten vifer fig fryndſet; det nedre Kjæbefejl findes tæt ved Tandranden, øg bag det endnu nogle Papiller. Øjne og Sprøjtehuller paa Siderne af Sjærneffalen, de ſidſte vidt ffilte fra de forſte. Ojelaage mangle. Dalen lang, pidffedannet, med en Rygfinne ven Roden og en Pig bag Finnen. (Myliobatis Cuv., Aetobatis Müll., Rhinoptera Kuhl.) CI 16de Fam. Cephalopteræ: Hovedets forrefte Rand afſtaaren paatværs. Paa begge Sider af Hovedet ere de fra den underfte Rand af Bryftfinnernes Rod udgaaende HSjærneffalfinner anbragte ligeſom Orer. Hovedfinnens yderfte Rand er rullet oy og indad, Munden foran eller paa Underfladen, meget bred, næften naaende til Ørerne. De forenede Naſeklappers nederfte Rand lige. Naſeborene langt ude, nær Hovedfinnerne. Tænderne meget (maa. Øjnene ligge paa Si— berne af Hovedet, og Bryſtfinnernes forrefte Rand begynder førft bag bem. Syrøjtehullerne paa Rygfladen, vidt ffilte fra Øjnene. Halen faa Tang ſom Legemet eller længer, med en Rygfinne, bag hvilfen en Pig. (Cephaloptera Dum., Ceratoptera Mull.). 2den Orden. Holocephali Mull.: Rygſnor uden ret tydelig Hvirvelinddeling. Det bruſtagtige Sfelet med en Beflædning af ſmaa Knogleplader, dog anderledes end hos Rokker og Hajer. Hove— dets Knogler ſammenvoxede. Overkjabeknogler mangle, og erſtattes af Hjerneſtkalens forreſte Rand. Kun en Gialleſpalte paa hvær Side af Hovedet. Ingen Sprojtehuller, ingen Svømmeblære og ingen Kloak. Indre Bygning og Forplantning ſom hos be Tvær= mundede. 17de Fam. Rimærerne (Chimæræ). Ste Underfl. De Dungajællede eller Rredsmundede (Mar- sipobranchii s. Cyclostomi). Udelt Hjærneffal men ingen Kjæber. Syv Var men Randen tilvoredve Gjæller, der favne Gjælle- buer, men almindeligt befinde hvar fin færffilte Giglleaabning. Ingen Sadgang og ingen ydre Vedhæng hos Hannerne; ingen WÆggegang hos Hunnerne. Intet Muffellag paa Bulbus Aortæ. To Arterieflapper. ifte Orden. De Kredsmundede med luffet Sæfefæt (Hype- roartii Mull.). Ifte Jam. Lampreterne (Petromyzonini). 2ben Orden. De Kredsmundede med gjænnemborvret Wæfes fæt (Hyperotreti Miill.). 2ven Fam. Slimaalene (Myxinoidei), bte Underkk. De Tyndhjgrtede (LeptocardiiMull.). Ske— letet fibroſt-hudagtigt. Ingen Adſtillelſe mellem Hjærne og Rygmarv. Dele Uarefyfiemet muſtuloſt uden færeget HSjærte. Ingen Kjæber. Gjællerne tildelé liggende i Bughulen, og forſynede med en Aande— CII Aabning paa Bughulen. Leveren blot en pan Tarmen anbragt Blind— fæl” Alle Slimhude befinde Dirretraade. &un en Orden (Amphioxini Mull.) med en Familie og en Slægt (Branchiostoma). I. De aborreagtige Sifke. w Uborreflægten (Perca Cuv.) Legemet er hos Fiſkene af denne Slagt noget langſtrakt, ſam— mentrykket, bedekket med haarde, i Randen hvadſe Skjeel. Bug— finnernes Stilling er under Bryſtfinnerne. Aborrerne have to Rygfinner, fyv Straaler i Gjællehuden, fer Straaler i Bugfin— nerne; ef Forgjallelaag, hvis bageſte og nederſte Rand er ſaug— tagget; et Gjællelaag, ſom bagtil ender med en flad og ſpids Vig. Tænderne, fom alle ere Fløjelstænder eller Rasgpetænder, ere an— bragte paa Mellemfjæbebenene, Underfjæben, Ganebenene og den forrefte Deel af Plougſtjerbenet, hvorimod Tungen er glat. Paa den bagefte Deel af førfte Øjebeen bemarkes nogle fmaa Tagger. 1 Art. Den almindelige Aborre (P. Muviatilis Lin.) Kroppen er tegnet med forte Tværftriber, al urtsmærte. mindeligen 5 i Tallet, paa en broncefarvet Grund; førfte Rygfinne ev mod Enden forſynet med en fem: mlelig arb De grænde SITES Eng har oftere 14 eller 15 Straaler; Bugfinnerne, Gadborfinnen og Dalefinnen ere af en ſmuk rød Farve”). +) At give en tilfredsftillende Diagnoſe for den almindelige Aborre ev meget vanſkeligt, for ikke at fige umuligt (ligeſom det og i fauniftife Henſeende er temmelig ligegyldigt, da de nordifte Lande kun befidde denne ene Art). Cuvier udtrytfer fig næmlig med nogen Tvivl om et Par, vor Flodaborre meget nærftaaende, fremmede Arter, og an— giver ingen ftarpe SÉjælnemærker for dem, Synonymi. Afbild⸗ ninger. 2 Schonevelde, Side 55, Perca major. Pontoppidans Atlas 1, 650, Perca fluviatilis (og marina ?). Muͤllers Prodr, n. 388, P. fluviatilis (og n. 389 P. marina ?). Schade's Beſkr. over Mors, Side 204, Ferftvands Aborre. Kuß: Naturb. d. Herz. Schl. u. Holft,, Side 133, Flußbarſch og Seeb. Sofman i Tidsſkr. f. Naturv. 11, 375, Strandaborren? Bloch, tab, 32. Fries og Ekſtrom Skand. Fiftar, tab. 1, fig. 1, Anm. De Grunde, ſom beftemme mig til at mene, at Pontoppidans og Muͤllers Perca marina maa henføres til den almindelige Aborre, ere følgende, Schonevelde fortæller, at der i Bugterne af Oſter— jøen paa Hertugdommernes Kyſt forefommer en Perca mariua ellev Zaffbars, hvilfen han dog fun betragter fom en Afart af den almin— delige Aborre. Pontoppidan, der mere var Lærd end Naturhiſtori— fer, følger, fom man ved Sammenligning let bliver vaer, i fin For— tegnelſe over de danſke Fifte almindeligen Schonevelde. Han vidfte altſaa faavel af ham, ſom rimeligviis ogſag af den faa hyppige Fald— byden af Strandaborrer paa det fjøbenhavnfte Fiftetorv, at vi befidde en Fift af dette Navn, Men da Rondelet og Artedi for længe fiden havde viift, at Middelhavets Strandaborre (en Serranus efter Cuvier) var en fra Flodaborren forftjællig Art, og da Linné optog denne Art i fit Syſtem, og endog, i anden Udgave af den fvenfte Fauna, urigtigt hendrog den blandt Skandinaviens Fifte: faa tog Pontoppidan heller ikke i Betonkning, at henføre vor Strandaborre til Syſtemets Perca marina, Muͤller, der ikke havde meget dybt Kjendſkab til de nordifte Fiſke, udſkriver ofteft, hvad de danfte Fiſke angaaer, Pontoppidan uden at nævne fin Kilde, og dette ev vift- nok ogſaa her Tilfældet. I det han af Linné tilføjede Diagnofen, blev han, ligefaalidt ſom Pontippidan, vaer, hverken af vor Strand— aborre er forftjællig fra Middelhavets, eller aft Linné, ved Perca marina i den fvenfte Fauna, havde en ganſke anden Fift (Sebastes norvegicus) for Oje. Bil man endeligen, at Muͤller, idet han af— ſkrev den Linneifte Diagnoſe, ſkal have tænkt paa en virkelig danſk, og fra Flodaborren beftemt forftjællig, TFift; faa feer jeg ingen anden Udvej end at antage, at en Labrus ellev Crenilabrus har forefvævet ham, paa hvilfen Artsmorket nogenlunde kunde fynes at pasſe. J den fenere Tid har endnu Kuß været af den urigtige Tro, at vor Flod- og Strandaborre ere forftjællige Arter. 3 De almindeligt gjængfe, danffe Benavnelſer for denne Fiſk ere Aborre N og, efter dens Forekommen, Ferſkvandsaborre og Strandaborre. Paa Mors hedder den (efter Schade) Aaborr. I Hertugdømmerne kaldes den Barfd og, i Over— eensſtemmelſe med dens Opholdsſted, Flußbarſch eller See— barſch. Aborren er en ſmuk Fiſk af en noget langſtrakt og ſam— mentrykket Form, i begge Ender tilſpidſet, med ſtump Snude, noget ſtarp og krum**) Ryg, temmelig flad Bug og lav Hale. Farven er paa Rygfladen olivengron, paa Siderne lyst— bronce med Mesfingglands, paa Underfladen mat guulhvid; fra Ryggen ftige fem (ſeldnere fer eller fyv) Baand af en fortegraa Farve lodret ned over Siderne; deres Omrids er noget utyde— ligt, dog betegner det ofteft en meget langftraft Triangel, hvis Baſis forener fig med Rygfladen, medens Spidſen er rettet nedad. Forſte Baand løber ned fra forſte Rygfinnes forreſte Deel, og taber fig ved Gjællelaagets bagefte Spidfe. Andet Baand udgaaer mellem forſte Rygfinnes fjette og tiende Straale, og forfvinder under Spidſen af Bryftfinnerne. Tredie Baand, fom er det længfte, og det bredeſte foroven, hvor det vifer fig ligeſom kloftet, har fin Bafis mellem førfte Rygfinnes ellevte Straale og Begyn— delfen af anden Rygfinne, og naaer næften ned til Bugfladen. +) Genævnelfen Aborre, fom bruges i Danmark og Sverrig, ſynes op⸗ rindeligt nordiſt, da den ikke har Lighed med noget af de mangfol- dige Navne, hvormed denne Fiſk andenfteds betegnes, Om man imidlertid i trykte Boger eller Haandſkrifter kan forfølge den ſonder— ligt langt tilbage i Tiden, veed jeg ikke. Hos Zenrik Zarpeſtreng, ſom lejlighedsviis omtaler nogle faa andre Fiſte (Næghæroghen, Alnæ [? Aal] Braſe og Gædde) i fin Lægebog, har jeg ikke fundet den, J Videnſkabernes Selſkabs danfte Ordbog afledes, efter Ihre, Aborre af Aa (amnis) og Borre (Arctium Lappa) med Henſyn til Rygfinnens Skarphed. ++) At ſkyde Ryg ſom en Aborre,“ ev en derfra hentet Talemaade, man ſtundom hører anvende paa Menneſker, der ikke bære fig rankt. 1* Benæv= nelſer. Beſkrivelſe. 4 Fjerde Baand ev omtrent under Midten af anden Rygfinne, og femte Baand lige bag dennes Ophør. Pandefladen er af en mor— fere Olivenfarve end Rygfladen. Diets Regnbuehinde er bronce- farvet, Djeſtenen meget ſmukt topasfarvet. Forſte Rygfinne er graaagtig med ſorte Striber ved Pigſtraalerne og en ſtor Plet af en meget levende ſort Farve mellem de fire ſidſte Straaler; anden Rygfinne er eensfarvet graaagtig. Bryſtfinnerne ere lyſere pg mere gjennemfigtige end Rygfinnerne. Bugfinnerne og Gad— borfinnen have en meget levende og ſmuk Orangefarve; ogſaa Halefinnen er orangefarvet, dog mindre levende og med en fort Plet ved Roden. Jovrigt maa om Aborrens Farve i Alminde— lighed merkes: af de Unge ere lyfere og mindre beſtemt tegnede end de Gamle, af Hannerne om Sommeren anfage en mere levende Farve end Hunnerne, og af Bunden og Vandets Beffaffenhed ogſaa indvirfer paa Reenheden og Livligheden af Aborrens Farver. Følgende Udmaalinger ere fagne af en Sun paa 12”; Højden over Bryftfinnernes Rod 3”; Højden foran Halefinnens Begyndelfe 33 den ſtorſte Tykkelſe 14”; Hovedets Længde fil Natten 2”; Hovedets Længde til den bagefte Rand af Crista occipitalis 24”; Hovedets Længde til Enden af det benede Gjællelaags Pig næften 3"; Pandens Brede bag Øjnene 1”; andens Brede foran Øjnene 103/” ; det opfpilede Gabs Højde 117; det opfpilede Gabs Brede 13"; det forreſte Neſebors Afftand fra Snudeſpidſen 4”; Ufftanden mellem forrefte og bagefte Næfebor 24" ; det bagefte Neſebors Afftand fra Øjehulens Rand 13/7; Ojehulens Længdegjennemfnit 73"; Ojehulens Højdegjennemfnit lidt over 3”; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Ojehulens forrefte Rand 105 Bryſtfinnernes Længde 13; Bugfinnernes Afftand fra Snudeſpidſen 33”; Bugfinnernes Længde næften 2"; " Bugfinnerne anbragte under Bryftfinnerne, og have fem bløde Straaler foruden een Pigſtraale; Gjælleftraalernes Antal er føv; alle Tænderne ere Naspetænder; ſaavel Forgjællelaaget ſom det egentlige Gjællelaag ere væbnede med Torne eller Pigge. Der— imod adſtiller Horfeflægten fig ved: fun at beſidde een Ny gs finne, og ved en Særegenhed i Beenbygningen, idet Hovedets Knogler have en Mængde Gruber eller Fordybninger. 4 Art. Den almindelige Horke. (Acerina vulgaris Cuv., Perca Cernua Lim.). Hovedets Længde indeholdes 31 Gange indtilArtsmarke. 32 Gange i Totallængden. Den ftørfte Højde ud— gjør mere end I af Totallængden. Farven er paa Ryg og Rygfinne oliven med forte Smaapletter. Forholdet af Finnernes Straaler er: Ryg. 435 Bryſtf. 13; Bugf. 1'; Gadbf. 2; Halef. ——— DK ale +) Finnernes Straaletal hos denne Fiſk fynes kun at være liden Afver= Synonymi. Afbild⸗ ninger. 44 Schonevelde, Side 56, Perca minor. Pontop. Atl. 1, 650, P, Cernua. Muͤllers Pvodr. n. 392, P, Cernua. Schade, Beftr, over Mors, Side 204, Kuß, Naturb. d. Herzogth. Side 133, Kaulbarſch. Cuvier hist. des Poiss. tab. 41 (mindre god). — Fries och Ek- strom: skand, Fiskar tab. l, fig, 2. Den almindelige VBenævnelfe for denne Fifi 1 det egentlige Danmarf er Horke ); i Ningfjøbingegnen har jeg hørt den faldes Sandknegt, i Hertugdømmerne Kaulbarſch, Stuer 5 ling underkaftet, naar man fun ev enig om Zælningsmaaden. Jeg betragter ſtedſe de to fidfte Straaler i Ryg- og Gadborfinnerne hos denne Fift fom hørende fammen, og altfaa fun udgjørende een, lige til Roden klavet, mere eller mindre vidt adftilt Straale, Hos 10 underføgte Individer vifte ene Rygfinnen nogen Afvexling: et Individ havde 13 ; fire Individer 15 og fem Individer 13. At Ekſtrom angiver 15 Straaler for Bryſtfinnerne og 15 for Halefinnen, ſtemmer aldeles ikke med min Erfaring. Den findes ogſaa hos Schonevelde, fom ftriver Zorch. Videnſk. Sele. danfte Ordbog anforer Talemaaden: at drage Ggorfer i Land, hvilken ftal bruges om den, hvis Søvn ev meget lydelig, og efterlig= nev Fiftens Navn. — Det forefommer mig ikke urimeligt, at Op— rindelfen til Navnet Zorke maa føges i SÉjællenes og Finnernes Skarphed og Fiftens rue Overflade; og jeg troer at finde nogen Støtte for denne Mening, deels i forftjællige Iydbeflægtede, gjennem fleve nordifte Sprog gaaende Ord, f. Er. garFe (et med fpidfe Zæn-= der forſynet Redſkab, fom bruges i Agerdyrkning og Fiſkeri), harfe (hvilket Ord hos os rigtignok fun bruges for at betegne en Smags— egenſkab, men i det engelſke Sprog betyder haardt for Følelfen) 0. f. v.3 deels i Analogien med det Engelfte, hvor denne Fife betegnes med et Navn (Ruffe), der betyder hvas, hvilfet har foranlediget en af dette Lands tidligere Zoologer, til at give den et dermed overeens— ftemmende ſyſtematiſt Navn: Aspredo. — Afgjorelſen af dette Punkt maa jeg naturligviis overlade Sproggrandſkeren; Antydnin— gen har jeg troet ikke at ligge ganſke udenfor Zoologens Gebeet. 45 opg Stuerbarſch. Pontoppidan anfører endvidere ſom danffe Navne: Farriſke, Stibling og Kulbars, af hvilke Müller optager de fo førfte, men ſtriver Farrike. "Hvor disſe Benævnelfer bruges, og om de overhoved ere i Brug, har "jeg ingen Kundflab funnet erholde om. SØ Horken fan ialmindelighed figes at have Aborrens Form, Befrivelfe. dog er den lidt lavere og tyffere, og har, om jeg faa maa ud- tryffe mig, ef noget mere klodſet Udſeende. Farven er paa Myggen, Rygfinnerne og en Deel af Si derne olivengrøn i det Brunlige med forte Pletter af Storrelſe fom ſtore Knappenaalshoveder eller lidt ſtoͤrre. Disſe Pletter danne paa Rygfinnen, hvor de ere anbragte paa den forbindende Hud mellem Straalerne, Længdeftriber eller Baand: paa den forreſte, af Pigge beftaaende, Deel 3 fil 4 Baand, paa den ba— gefte Deel derimod fun fo. Længere nede paa Siderne gaaer den olivengronne Farve over i det. Guulgrønne, og bliver dernæft, nærmere mod Bugen, hvid med nogen Solv- og Perlemoderglands. Halefinnen har omtrent ſamme Farve ſom Rygfinnerne, og er ligeledes beſtroet med mangfoldige forte Pletter; dette gjælder ogſaa om Bryftfinnerne, hvilke dog ere lidt lyſere; de øvrige Finner ere hvidagtige. Pupillen er ſortblaa, Iris broncefarvet, morkere foroven. Hovedets Sider ſpille hos den dode QUE i ſmukke blaa⸗ og gronagtige Farver. De følgende Udmaalinger ere tagne af et Individ paa 63” Længde: ftørfte Højde 207%) 3 Højden tæt foran Gadborfinnen 17”7; Højden foran Halefinnens Rod 67”; den ſtorſte Tykkelſe omtrent 12”; fra Snudeſpidſen til &Gjællelaagets bageſte Spidfe 223 fra Snudeſpidſen til Nakken 187"; fra Snudeſpidſen til Forgjællelaagets bagefte Rand 16”; +) Højdens Forhold til Zotallængden fynes at viſe en ikke ubetydelig Uovereensſtemmelſe hos forftjællige Individer: det her anførte Tal 46 Pandens Brede mellem Øjnene næppe 5”; Breden af Hovedets Underflade under Øjnene 10”; det opſpilede Gabs Brede 3/5 det opſpilede Gabs Højde 3; Afſtanden fra Snudeſpidſen til forvefte Neſebor lidt over 37”; Mellemrummet mellem forrefte og bagefte Neſebor 14/7; de bagefte Næjeborers Afſtand fra Djet 1/7; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Øjets forrefte Rand 73 de bageſte Næfeborers Længdediameter omtrent 1”; Ojets Længdegiennemfjnit 6”; Øjets Højdegjennemfnit 5/7; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelſe 2”; Rygfinnens Lengdeſtrokniug 3”; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Mod 83 Længden af forſte Pigſtraale omtrent 34/77; Længden af fidfte Pigſtraale omtrent 67”; Bryſtfinnernes Længde 153 Ufftanden fra Snudeſpidſen til Gadboret 32; Afſtanden fra Gadboret fil Begyndelſen af Gadborfinnen 37”; Gadborfinnens Længbdeftræfning 83 Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 127”; Halefinnens ſtorſte Længde 15. Hovedet er af Middelftørrelfe, noget lavt men temmelig tykt; Pandefladen er nedffraanende, Snuden hvælvet, temmelig bred, ſtumpt afrundet. Hovedets Underflade ſtiger fun lidet op; Sidefladerne Ddivergere forneden, og Hovedets Brede er altſaa ſtorre der end foroven. Overfjæben er længer end Underfjæben, dug fun meget ubetydeligt. Munden er lille men noget frem— giver et Forhold fom 1 fil 4, men jeg har ogſaa udmaalt Individer, hvor Forholdet næften var fom 1 til 5. Cuvier angiver 1 til 433 naar Ekſtrom derimod fun fætter det omtrent ſom 1 til 3 (Længde 54” Brede 13”), beroer dette formodentligen paa, at han ikke har med⸗ regnet Halen, Er denne Antagelſe vigtig, faa bliver Forholdet omz trent fom 1 fil 4, hvilket ogſaa er det Forhold, ſom udtrykkes ved hans og Fries's Afbildning. 47 ſtydelig; det opſpilede Gabs Vrede er ſtorre end dets Højde; Mundvigene naae iffe hen til Øjets forreſte Rand, og Overfjæ- bebenene, fom ere ſmaa, og ikke blive fønderligt bredere forneden, ſtjules aldeles under Øjebenene. Paa Mellemfjæbebenene, Un- derfjæben og den forreſte Deel af Plougffjærbenet ere fine Raspe— fænder eller Fløjeldtænder; paa Svælgbenene danne Tænderne Karter. Tungen er hvid, temmelig flad, fortil fmallere, vel ads flilt fra Underfjæben, De forrefte Næfeborer, fom ligge om— trent midt imellem Snudefpidfen og Øjets forreſte Rand, ere ſmaa, kredsrunde, fjernede fra de bageſte ved et betydeligt Mel— lemrum; disſe, fom ligge nær Øjeranden, er ſtorre, af oval Form. Øjnene ligge højt, gjøre med deres everſte Rand lige— ſom Indſnit i Pandefladen, og ere altſaa ikke vidt flilte fra hinanden *); de ere ſtore, af elliptiſt Form, med ſtorſt Længde diameter. — Jeg kommer nu til be Fordybninger, der vife fig hos Horkerne paa naſten hele Hovedets Overflade, og give Dem ef færegent, naſten ligeſom koparret, Udſeende. Omtrent midt imellem Øjnenes bageſte Rand bemarkes paa Pan— defladen en kredsrund, fun lidet fordybet, Grube; lidt længer tilbage, ganffe nær Djets Rand, findes paa hver Side en min— dre, ligeledes fredsrund Grube; mellem Øinenes forreſte Rand har Pandefladen fo ſtorre, ovale; og after lidt længer fremme, mellem førfte og andet Næfebor, to kredsrunde. Nedenfor det forrefte Næfebor ligger paa Siden af Hovedet en oval Grube; dernæft ftræffer en krum eller halvmaaneformig Rakke fig langs hele Kinden; den beftaaer af fyv eller otte ægdannede Gruber, ſom ere indhulede ”i de meget ſtore Øjebeens nederfte og bagefte Rand; de af disſe Gruber, fom ligge everſt, bagved Øjet, blive mindre og utydeligere end de øvrige. Endeligen vifer fig paa Hovedets Underflade en dobbelt Ræffe Gruber, hvis Begyndelſe +) Øjnenes indbyrdes Afftand i Pandefladen er mindre end deres Hoj⸗ dediameter. 48 fan regnes fra Underkjebens Spidſe, og ſom ikke blot ud— ftræffer fig over Underfjæbens Grene, men ogſaa over For- gjællelaagets vandrette og opadſtigende Deel: hver af Underfjæbens Grene har tre ſaadanne Gruber, Forgjællelaaget fer, af hvilfe den overſte dog er mindre tydelig. Forgjællelaagets8 bage— fte Rand, ſom næften er aldeles lodret nedftigende, viſer førft fer meget ſmaa, dog gradeviis ovenfra nedad voxende Pigge, hvis Retning er bag og opad; dernæft fo ſtore, bag- og nedadrettede, af hvilfe den fidfte er anbragt paa Grændfen af bageſte og ne— derfte Rand; endeligen har den nederſte Rand fo ned- og frem— adrettede Pigge). Gjællelaagsftyffet er af Triangelform, og ender bagtil med cen Pig. Undergjællelaaget danner en langſtrakt, noget uregelmæsfig, Fiirfant, ſom er bredere for— neden og fortil. Mellemgjællelaaget er næften ganffe fhjult af Forgjællelaaget. Gjælleaabningerne ere ftærft kloftede. Over— ſtulderbladets bageſte Rand vifer nogle fmaa Tænder eller Saug— fagger, og Overarmen er idetmindfte forſynet med een bagud— rettet Pig. Legemets ſtorſte Hojde falder bag Gjællelaagets Spidſe eller, hvad der er det Samme, under Rygfinnens Begyndelſe; paa detfe Sted har Kroppen ogfaa fin ſtorſte Tykkelſe, hvorimod den længer filbage bliver meget mere ſammentrykket og følgelig fileformig. Fra Nakken ftiger Ryggen ftærft op indtil Ryg— finnens Begyndelfe, og ev i denne Stræfning bred og afrundet; dernæft bliver den mere ſtarp, men danner tillige en Fure til Optagelſen af Rygfinnens Pigſtraaler, og ftiger ſtraat ned til Enden af Rygfinnen; her bliver den endeligen horizontal og tilb lige fladt-afrundet mod Siderne. Buglinien fFraaner fun lidet ned fra Underfjæbens Spidſe til Bugfinnernes Rod, lober dernæft vandret fil Gadborfinnens Begyndelfe, hvor den ſtraaner temmelig +) Antallet af Forgjællelaagets Torne ſynes imidlertid ikke at være al- deles konſtant. 49 ſterk opad indtil et lidet Stykke fra Halefinnens Rod, og der paa ender vandret. Bugen er i fin hele Stræfning bred og flad. ; Rygfinnen, der begynder over Bugfinnernes Rod, eller, fom ovenfor antydet, over Gjallelaagets bageſte Spidfe, indtager en betydelig Længdeftræfning (næften den halve Totallængde), og har omtrent % af Kroppens ftørfte Højde; forſte Pigftraale er af alle Straalerne den korteſte (felv fortere end den ſidſte bløde Straale) ; anden Pigftraale omtrent dobbelt faa lang ſom forfte; tredie atter dobbelt faa lang ſom anden; fjerde og femte. de længfte, dog iffe meget længer end tredie; de følgende grade viis aftagende indtil den fjortende (den fidfte), der er omtrent 4 længer end den trettende, men meget kortere end førfte bløde Straale"); førfte bløde Straale er omtrent dobbelt faa lang ſom Den fidfte (den tolvte), der er flovet lige til Noden *). Ryg— finnens bløde Deel udgjør iffe meget mere end I af Rygfinnens hele Længdeftræfning. Bryſtfinnernes Rod er anbragt gan— ffe lidet foran Gjællelaagetå Spidſe; de have omtrent ſamme Længde ſom Halefinnen, ere af temmelig fvag Bygning, og beſtaae +) Man kunde derfor gjerne antage, at her (i Analogi med Forholdet hos den almindelige Aborre o. f. v.) findes to Rygfinner, men ſom ikke eve fFilte ved noget Mellemrumz den førfte tæller da 13 Pigs ſtraaler, den fidfte 1 Pigſtraale og 12 bløde Straaler, +) Cuviers Beftrivelfe af Rygfinnen ev i nogle Punkter uovereensſtem⸗ mende med ovenftaaende; men, da det vilde blive for vidtløftigt at opregne alle flige Uovereensſtemmelſer, overlader jeg det til Enhver, for hvem flige Underføgelfer maatte have Interesſe, felv at anſtille Sam— menligning. Jeg troer det iffe engang nødvendigt at antyde Afvi= gelfer hos andre Forfattere, uden i de væfentligfte Omftændigheder, og holder det for tilftræffeligt af bemærke, at Afpigelſer ſtedſe foranledi— ge mig til gjentagne Underføgelfer, og at jeg ikke har nogen Grund fil af tvivle paa mine egne Angivelfers Rigtighed i den Individrak⸗ Fe, over hvilfen jeg hår udſtrakt mine Unéerføgelfer; 4 50 af 13 bløde Straaler. Bugfinnernes Rod er ftillet næften lige under Bryftfinnernes, eller dog fun lidt bagved ; i Længde ſtaae de næften flet iffe tilbage for disfe, og ere af meget ftærfere Byg— ning; deres forſte Straale (Pigſtraalen) er den fortefte, dog fun lidt fortere end den fidfte; tredie Straale er den længfte; de bløde Straaler ere, paa den førfte nær, dybt og dobbelt kloftede. Af ftanden fra Bugfinnernes Nod fil Gadborfinnens Begyndelfe er ” omtrent dobbelt faa lang ſom fra Bugfinnernes Spidfe fil Gad— borfinnens Begyndelfe. Gadborets Afſtand fra Snudefvidfen falder omtrent i Midten af Totallængden, eller nøjagtigere: lidt nærmere Haleſpidſen; fra Gadborets forrefte Vand til Begyndel fen af Gadborfinnen (der indtræffer lidt bag Begyndelſen af Rygfin— nens blode Dee) tælles fer eller fyv Sfjælræffer. Gadborfinnen er fort, ophorer for Rygfinnen, og har noget ftørre Højde end Længde; dens forfte Straale, en færdeles ſtark Pigſtraale, er iffe blot længer og ftærfere end anden Pigftraale, men overhoved den længfte af Gadborfinnens Straaler; den fidfte bløde Straale er flovet fil Noden. Halefinnen, fom i Midten ev temmelig dybt indffaaret, har, foruden de 17 længere Straaler, nogle kortere foroven og forneden. Sidelinien er meget tydeligt fremtrædende fom en op— højet Linie; dette grunder fig paa Beffaffenheden af Sliimkanalerne, hvilfe have et betydeligt Gjennemſnit, og paa hvert Sjæl blive bre— dere bagtil ved Aabningen. Sidelinien er meget nærmere Ryggen end Bugen (1 en lang Stræfning endog mere end fre Gange nær- mere), og fan ialmindelighed ſiges at lobe parallelt med Ryglinien ; imidlertid ev Forholdet juft ikke ganffe nøjagtigt ſaaledes: den er næmlig 1 Begyndelſen længft fjernet fra Ryggen, og nærmer fig Denne mere og mere indtil Enden af Rygfinnen, da deni en lille Strækning bøjer fig ned, og derpaa løber vandret ud fil Halefinnen. Paa ingen af Hovedets Dele bemærfes Sfjæl; heller ikke paa den forrefte Deel af Bryftet eller paa Finnerne, undtagen paa Halefinnens Rod. Skjallene er af Middelſtorrelſe, haarde, 51 den frie Rand befat med en Mængde bagudrettede Tænder eller Cilier. Sfjællenes frie Deel er ffjævt fiirkantet; hele Skjallet har derimod paa Midten af Kroppen Form af en noget afrundet Kvadrat, eller, hvor den frie Rand er mere buet, af en Fem— fant, og er paa den bedakkede Deel forfynet med en VBifte, hvis Straaletal er temmelig afverlende. Sfjællenes Antal i en Lengde— vælfe er mellem 50 og 60; fra den forreſte Deel af Rygfinnen ned til Sidehnien har jeg talt fem Rakker, fra Gadborets Rand op fil Sidelinien tretten Næffer, Med Henfyn til Sidelinien ere nogle Særegenheder at marke: uagtet Den naaer lige fra Overſtulder— bladet fil Halefinnen, gjennemløber den dog fun omtrent 40 Sfjæl; dette grunder fig paa den Omftændighed, at Sideliniens Sfjæl ere ftorre og af en meget mere langftraft Form end de øvrige Sfjæl. Endvidere er med Henſyn til Bedakningen at iagttage, at medens de evrige Skjal i Almindelighed ikke alene fortil bedæt- kes af den foregaaende Rakke, men ogſaa tildeels foroven og for— neden af de oven- og nedenliggende Sfjæi, faa at blot den ba— geſte Rand bliver fri: faa er her den forreſte Deel rigtignok be— dæffet af den foregaaende Rakke, og den nederfte Deel af de nedenliggende Sfjæl næften lige fil Sliimkanalen, men den gverfte Deel bedæffer de ovenliggende Sfjæl - iftedetfor at bedæffes af Dem, og da den bagefte Rand optages af Sliimfanalen, viſe Tor— nene eller Cilierne fig her paa den everſte frie Rand af Skjallet, pg ere opadrettede; fun nogle enfelte Cilier ſees ogſaa ſtundom —— Sliimkanalen. J Blindtarmenes Antal, Mavens Form og — i heleIndre Byg⸗ den F Bygning ſtemmer Horken overeens med Aborren; Rogn— fæffen er imidlertid dobbelt. Rygraden beftaaer af 37 Hvirvler, af hvilfe 15 høre til Bughulen, 22 til. Halen; Ribbenene ere enkelte. Horken opnaaer fun en ringe Størvelfe: den vverffrider Storrelſe— maaffee aldrig en Længde af 8 Tommer, og dens Vægt ſynes 4* 52 næppe at flige til 4 Pund. Den fædvanlige Storrelſe er 5 til 6 Tommer, Vægten 3 til 4 Lod. ) sorekommen, Horken har en femmelig ftor geografiſt Udſtrækning, ſtjondt den ikke nager meget ſydligt; thi det er endog tviolſomt, om den forekommer i Schweiz. Hvor nordligt den findes i Norge og Sverrig er ubefjendt. Betydeligere er dens Udbredelſe fra Oſt til Veft, da den paa den ene Side er hyppig 1 Sibiriens Floder lige fil Lena, paa den anden Side hører fil Englands alminde— ligfte Fiffe. Ogfaa hos os er den hyppig: paa Sjælland fore- kommer den rimeligvis i alle ſtorre Søer; 1 Esrum So findes den fil Exempel 1 ſtor Mængde; ogſaa fra Thuſtrup-So, Fuur— foen o. ſ. v. hur jeg feet den. Selv i Kjøbenhavns Stadsgrave forefommer den, eller forefom idetmindfte for faa Aar fiden. Fra Elben indtil et Styffe nord for Ciimfjorden træffer maͤn Horken næften i alle Søer, Aaer og Floder. Jeg faae den i Sep— tember 1836 ligge opkaſtet i Tufindetal paa den veftlige Bredde af Jannerup-So i Thy, formodentligen ſom Folge af en Epidemi eller af Storm. Horken hører altſaa til vore nordligſt naaende Ferſtvandsfiſſe. Ogfaa i Brafvand i Oſterſoens Bugter fanges den, f. Er. 1 Slien. Om den findes paa de mindre Øer: Laa— land, Falfter, Bornholm o. f. v., har jeg ikke kunnet erholde Op— lysning om. —— J Levemaade ſtemmer Horken temmelig meget overeens med Aborren. Paa den varmere Tid af Aaret ſoger den de mindre dybe Steder i Søerne, og træffer fig om Vinteren tilbage til ſtorre Dybder. Horken plejer altid at holde fig ved Bunden, og - Unglerne vide meget vel, af deres Krog maa naae Bunden, naar De ville vente at fange denne Fiſt. Horken fynes at elffe dybt og fagte rindende eller ftile Vand; Bundens Beffaffenhed fynes den at fage mindre Henſyn til. De flefte Forfattere ſtemme over— eens i, af den lever ffareviis, og den Mængde, hvori den mange Steder fanges hele Sommeren og Cfteraaret, ſynes at fætte 53 Dette udenfor Tvivl"). Horken ev meget fejglivet, og pasſer fig derfor færdeles godt baade til at forſendes og fil åt opbevares i Hyttefade og Damme. De betydelige Sliimkanaler, hvormed Hor— kens Sidelinie er udruftet og de ftore Sliimgruber paa Hovedet forfyne Horken ftedfe med et tykt og fejgt Overtræk af Sliim. J hvad Forbindelfe denne flærfe Sliimaffondring ftaaer fil Hor— feng øvrige Livsyttringer, er næppe endnu befjendt. Horken ev en meget graadig Fiſt, hvilfet tfær indfees af der Begjærlighed, hvormed den fager Krogen; men dens ringe Stor— velfe indffrænfer den fornæmmeligen til Orme, Larver og ſmaa Kreæbsdyr. Regnorme er den bedfte Madding for den. Horkens Legetid indtræffer om Foraaret, men paa forffjæl lige Steder fil noget forffjællig Tid; thi medens den i Franfrig +) paa Fiftetorvene i Hamborg og Altona har jeg i September Maa— ned hver Dag feet ftore Kurve fyldte med denne lille Fife. Ekſtrom nægter beftemt, at Horten udenfor Legetiden ſamler fig i Skarer, enten Sommer ellev Vinter. Denne Paaftand fan maaftee gjælde for Ekſtroms Opholdsſted, hvor Horten ev mindre hyppig, men bør næppe gives almindelig Udftræfning. J England, hvor man i umindelige Tider har anglet med ef vidtdrevet Liebhaveri, og hvor man upaatvivleligen Fjender idetmindſte den Deel af Ferſkvandsfiſkenes Levemaade, der fan have Indflydelfe paa Anglingen, antage de bedfte Forfattere over Fiſkeriet eenſtemmigen, at Horken lever ſelſtabeligt. They will usually lie, abundance of them together, in one reserved place, where the water is deep and runs qvietly; and an easy angler, if he has found where they lie, may catch forty or fifty, or some- times twice so many at a standing, figev den gamle, paa— lidelige Walton (the complete Angler, pag. 272, the sewenth Edition, 1808). Hermed ſtemmer Taylor (Angliag in all its branches, London 1800 pag. 180) overeens; han fortæller, at man ofte fan fange 6 til 8 Doufin, at Horken bider hele Dagen, ialmindelighed bedft Foraar og Sommer, ifær naar der blæfer en varm Bind; men ogſaa til andre Tider og i koldt Vejr bider den ſtundom godt, Naring. Forplant⸗ ning. Siender., Unvend elfe. 54 allerede indtræffer 1 Marts (efter Cuvier) og i England i April (efter Warrell), begynder den iffe i Sjælland for i Maj, faas vidf mine Efterretninger naae, Paa denne Sid nærmer den fig Søbredderne i ftor Mængde. Rognkornene, ſom ere meget fmaa og af blegguul Farve, affættes paa Stene, Vandplanter o. f. v. J Midten af September Maaned har jeg feet Horker af 11” til 2” Længde. Dette antager jeg for den Længde, Yngelen. opnaaer i en Tid af omtrent 4 Maaneder. Farven var hos disſe ſmaa Individer guulagtig-hvid, overalt beftrøet eller ligefom marmoreret med en Mængde uregelmasſige, morke Pletter. Rygfinnen talte fun 12 Vigftraaler og 8 blode Straaler, og havde næften Udſeende fom fo adſtilte Finner. Horken plages af endeel Snyltedyr, hvilfe i visſe Maader funne tjene til at beviſe dens nære Slægtffab med Aborren: alle hos Horken fundne Snyltedyr forekomme næmlig ogſaa hos Aborren *); Derimod har Aborren nogle Arter, ſom endnu ikke ſynes opdagede hos Horken. Horken er en fortrinligt velſmagende Fiſt, og fættes i faa Henſeende over Aborren og de flefte andre Ferſtvandsfiſte. Den anſees desuden for af være ſardeles fund og letfordøjelig, og an— befales fom et meget pasſende Næringsmitdel for Syge. Beſon— derligt er det derfor, af man i Danmark i Almindelighed. ingen Priis fætter paa den, ja nogle Steder, hvor den forefommer i Mængde, endog flet iffe benytter den. *) Cucullanus elegans, Echinorhynchus tereticollis, Ech. angusta - tus, Distoma nodulosum og Tænia ocellata i Tarmekanalenz Ach- theres Percarum paa Gjællerne og i Mundhulen. | 55 Fliæfingflægten (Trachinus Linn.)- Legemet ev langſtrakt, ſammentrykket og bedekket med ſmaa Skjal; Øjnene ere indbyrdes nærftaaende, og ftaae ligeledes nær Snuden; Munden ftiger ftærft opad, og er forfynet med Naspetænder i Kjo— berne, paa Plougſtjgerbenet, Ganebenene og de vingeformige Been; Gjællelaagsftyffet ev væbnet med en ftærf Pig; Gjælleftraalernes Antal fer; Bugfinnerne foran Bryftfinnerne ; fo Rygfinner, af hvilke den førfte er meget fort, den anden meget lang; ogſaa Gadborfin— nen indfager en lang Stræfning, og Gadboret fidder næv Hovedet. 5 Art. Den almindelige Fjæfing. (Frachinus BBraco Linn.). Den ftørfte Hejde indeholdes 6 fil I Gange i Totallang- Artsmarke. den”), den ſtorſte Tytfelfe omtrent 2 Gange i Højden; Kinderne ere fljældæffede, Siderne prydede med ſmaragdgronne og guld glindfende Striber og Pletter. Finnernes Straalefal er: Rygf. (5-30) ; Bryftf. 16; Bugf. 1; Gadbf. 2; Halef. 13%), (5-7)(29-32) (15-17) C£=23 =) De efterfølgende Udmaalinger godtgjore denne Foranderlighed i For— holdet, uagtet hvilken det dog vedbliver af afgive et meget godt Stjælnemærfe mellem den almindelige Fjæfing og de tre andre bekjendte Arter. +) Med Henſyn til Straaletallet fan mærkes: af 14 underføgte Indivi— dev havde de tolv 6 Straaler i førfte Rygfinne, de to øvrige 7; i anden Rygfinne havde fre Individer 29 Straaler, 6 Individer 30 Straaler, 4 Individer 31 Straaler, 1 Individ 32 Straaler; i Bryſt⸗ Synonymi. Afbild⸗ ninger. Navn. 56 Schonevelde Side 16, Araneus vel Draco marinus; Pontopp. Atl. I, 649, Trachinus Draco; Muͤllers Prodr. N. 339, Tr. Draco. Olavius's Beſkriv. over Skagen, Side 150, Draco marinus major. Bings Beftr. af Leéø, Side 157, Fjefing. Ascanius tab. 7, Fries og Ekſtrom tab. 3 fig. 1. Den almindelige, og faavidt jeg veed enefte, danffe Benæv- nelfe paa denne Fiſt er Fjæfing, hvilken allerede forefindes hos Schonevelde, men forreſten hos forffjællige Forfattere ſtrives forſtjeelligt: Fjerſing, Fjoſing, Foſing o. f.v. Y. De ev— rige Benævnelfer, hvilke Muller anfører ſom danffe, Svær d— finnerne havde de fire Individer 15 Straaler, 9 Individer 16 Straa— ler, et Individ 17 Straaler; Bugfinnerne vifte ingen Afverling; i Gadborfinnen talte jeg hos tre Individer z5, hos 10 Individer 7% og hos et enefte Individ 3;, Cuvier antager fun cen Pigftraale i Gad— borfinnen, men Disſektion vifer, at den anden Straale ogſaa uimodſige— ligen er en Pigftraale, Cuvier angiver Straalernes Antal i Hales finnen til 13 eller 15; jeg hav altid talt 13 lange Straaler (7) og 4 kortere foroven og forneden, +) Uagtet den blødere Udtale Fjæfing nu er den almindelige hos 08, fynes det udenfor al Tvivl, at Fjærfing (eller fom Schonevelde ftriver Fjerſing) er den oprindelige Benævnelfe, ligefom det er den endnu i Sverrig brugelige. Den kunde maaſkee afledes af det gamle nordifte Fjær (Strandbred) og Fjære (Ebbe), hvilfet baade vilde finde noget Medhold i Fiftens Levemaade, og være analogt med Be— nævnelfen Fjærepift, ſom betegner en Strandfugl, og viſtnok har fin Oprindelſe i de fo ovenanførte Ord. Hvad Endelfen ing, ſom ikke alene møder og i mange Fiſkenavne (Haaftjærding, Lyſing, Ifing, Hvidling, Kutling, Smørbutting, Smerling, Brisling), men ogſaa hos Pattedyr, Fugle og felv Bløddyr gjenfindes (Gravling, Leming, Musling, Auſtling, Tibbing 0. f. v.), ſkal betegne, maa jeg over— lade Sproggrandſkeren at afgjøre, Kun vil jeg bemærke, at om den endog fan betragtes ſom en diminutiv Endelfe i en ſtor Deel af de anførte Navne, ſynes dog denne Forklaring ikke at kunne an— vendes overalt, 37 fiſk, Steenbikker, Muller, ere alle hentede fra Schone— velde, dog fun paa anden Haand. Den førfte er tydff, og var paa Sch. Tid brugelig paa Helgoland”). De to fidfte ere urig— tigt anvendte af Muller, og tilhøre en anden Fifi, Schone— veldes Cataphractus (Aspidophorus cataphractus), med hvil: ken Miller, efter Wor må Exempel**), har fammenblandet Fjæfingen. Det er fun pan denne Maade, det fan forklares, at M. ingen Diagnofe giver, og, iftedetfor af henvife til Ascanius's viſtnok maadelige, men dog ingen Mistydning tilladende, Afbildning, citerer Worm, hvis Afbildning ev aldeles ufjendelig, men hvis Beffrivelfe iffe lader nogen Tvivl om, at det er Asp. cataphrac- tus, han omtaler. Da Muller faaledes forenede to Arter ſam— +) De af Maͤller ſom norſke angivne Benævnelfer, hvilke han har hentet hos Gammer, ere ikke norfte, hvad Zammer egentligen heller ikke paaftaaer, Overhoved er denne Fiſk paa en forunderlig Maade ble— ven bebyrdet med falfte Navne. Nilsſon anfører faaledes af Ascanius Oveiſe ſom denne Fifts norſke Navn, idet han har over— ſeet, at det er en Orm (Gordius marinus efter Ascanius) og ikke Fjœſingen, der i Norge tillægges dette Navn. Fra Nilsſon er denne Bildfarelfe gaaet over til Fries og Ekſtrom. Cuvier beretter (Hist, d. Poiss. III, 245), ligeledes efter Ascanius, at Fjæfingen i Kjøbenhavn kaldes Loppe (- a Copenhague elle se vend - - sous le nom de loppe ou puce). Da denne Angivelſe ikke er at finde hos Ascanius, hverken i Udgaven af 1772—1774 eller i Udgaven af 1805, maa man, i den Forudfætning at Cuvier har citeret rigtigt, antage, at den er at træffe i den førfte Udgave af 1767, ſom var ledfaget af vidtløftigere Beftrivelfer (fee Brünnichii Literatura danica sc. natur. pag. 161). Denne Udgave har jeg ikke været iftand til at raadfore mig med, da baade Univerfitets Bib— liotheket og det kongelige BibliotheE favne den, J ethvert Tilfælde holder jeg det imidlertid for afgjort, at Navnet Loppe er urigtigt anvendt, Det ev ef Par Torſkearter (G. Pollachius og G. car- bonarius), ſom af Fiftere i det nordoſtlige Sjælland undertiden til— lægges dette Navn (eller nøjagtigere Lubbe). ++) Wormii Museum pag. 268, 58 men, og egentligen nærmeft hav haft Aspidophorus cataphrac- tus for Øje, fan Citatet af ham med lige, ellev med endnu ſtorre, Føje hendrages til denne Fiſt. Jovrigt har man her et aldeles uimodfigeligt Beviis paa, af Müller fun havde meget ufuldftæn- Dig Kundffab om de danffe Fife. Beſkrivelſe. Den almindelige Fjæfing er en meget langſtrakt Fiſt, og overgaaer i fan Henſeende de andre bekjendte Arter af denne Slægt; af Sfabning ev den endog noget baandformig. De nær Snuden ftaaende Øjne og Den opſtigende Mund adffille den meget paafaldende fra de flefte andre af vore Fife. Den levende eller nylig af Havet tagne Fjæfing udmærfer fig ved en overraſkende Farvepragt, idet det dybeſte Ultramarin og det dejligfte Grønt rigeligen ere udbredte over den. Panden og Ryggen ere graabrune, lidt i det Rodlige; under Øjnene, paa Kjæbebenene og Mellemfjæbebenene findes blaagrønne Striber; Kinderne ere guldfarvede med blaalige Sfatteringer, Gjællelaaget marmoreret med Laſur og Guld. Langs hen ad Ryggen, paa hver Side af Rygfin— nerne, men noget fjernet fra disſe, løber en Stribe af en vidunderlig ſtjon Smaragdfarve, og naaer hen til Halefinnen, dog hift og her afbrudt og lidt i Zigzak. Denne Stribe er egentligen dannet af ſmaa, tætfiddende Tværftriber, hvilke ftige ſtraat ned ad Siderne omtrent i ſamme Retning ſom Sfjælræfferne. Nedenfor Side— linien men ovenover Bryftfinnerne bemærfes en ftor, fort Plet, blandet ellev marmoreret med Blaagrønt. Langs Siderne fees en hvid, noget afbrudt og utydelig Længdelinie; endvidere ere Siderne prydede med gyldne Sfraaftriber, blandede med Blaa— grønt og lidt Hvidt, hvilke ſidde faa fæt op fil hinanden, at de danne ligefom Lengdebaand. Bugen er ſmukt ſolvhvid. Forſte Rygfinne har fortil en ftor, fort Plet, og er bagtil hvidagtig. Den, anden Rygfinnes Straaler forbindende, Hud er langg den øverfte Rand guulgraa, vifer dernæft en hvid Stribe, ſom atter aflofes af en guulgraa, og bliver ved Moden igjen hvid. Bryſt— pg Bugfinner ere hvide; ogſaa Gadborfinnen er hvid, dog faale- 59 deg, at der bemarkes en langtftraft, lyſeguul Plet mellem hvert Var Straaler. Halefinnen er ved Roden guulgraa, marmoreret med Smaragdgront; i Enden ſortgraa, marmoreret med Laſur. Pu— pillen er fort, Regubuehinden mesfingfarvet, Hornhuden ſologlind— fonde. Jovrigt maa iffe forglemmes, at hvad hos den levende Fiſk er ſmaragdgront, bliver efter Døden laſurblaat, det Gule taber fin Guldglands, forte Striber vife fig mod Ryggen ; fort fagt, Farven un— dergaaer betydelige Forandringer, og lader, efter længere Tids Op— bevaring i Brændeviin, næppe noget Spor tilbage af den forrige Pragt. De følgende Udmaalinger ere tagne af et Individ paa 10173); den ftørfte Højde 20/7; (A 22/7, B 14/7, C 937); Højden foran Halefinnens Rod- 737; (A 7, B 54”, C 3); den ſtorſte Tykkelſe 9377; (A 10/7, B 77”, C 4377), ; Tykkelſen foran Halefinnen 2477; (A 37”, B 277, C 17); fra Spidſ. af Underk. til Gjæll. bag. Rand 27/75(A27",B193/7,C1347); fra Spidfen af Underkjæben til Nakken 1877; (B 137”, C 84); Hovedets Højde over Nakken 177; (B 127%, € 8/1); andens mindfte Brede mellem Øjnene 2/7; (B 147, € 1”), det opſpilede Gabs Højde 13”; det opfpilede Gabs Brede 10/7; Afſtanden fra Underfjæbens Spidfe fil forreſte Næfebor 43 Afſtanden mellem forreſte og bageſte Mæfebor lidt mere end 47"; Afſtanden mellem bagefte Næfebor og Øjet lidt mere end 37”; Afſt. fra Underkjeb. Spidfe til. Øjets forrefte Rand 5477 (B 3377, 029); Ojehulens Længdegjennemfnit 677; (A 6/7, B 4377, C 37); Øjehulens Højdegjennemfnit 57; CA 5/7, B 37”, € 237); Afſt. fra Øjets bag. Rand til Gjællel, bag. Rand 187”; (B13“,09 93 Afſt. fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade 97%; (B 677, 04) +) Da jeg har underjøgt mange, og beſkrevet adftillige Individer af denne Fiſkeart, udvælger jeg blandt mit Forraad, og tilføjer i Parenthes nogle Udmaalinger af 3 Individer af forftjællig Storrelſe; det ſtorſte (103) falder jeg A, det andet (8”) B og det tredie (457) C. Herved vin— des adftillige Sammenligningspunkter, uden af nogen Plads tabes. Længdemaalene angives fra Spidſen af Underkjoben (paa den lukkede Mund), fordi denne rager lidt frem foran Overkjcben. 60 Længden af Gjællelaagets Beenpig 77"; (B 5”, 0 34); Afſt. fra Undertjæbens Spidſe til førfte Rygfinne 23/77; (B 1777, C114//); førfte Rygfinnes Lengdeſtrekning 1377; (A 127”, B 977, €C 4); førfte Rygfinnes Højde 9/7; (A 10”, B 67”, € 54”); " anden Rygfinnes Længdeftræbning 627”; (A 63/7, B 48/”, C 26”; anden Rygfinnes Højde 837"; (A 91/7, B 7/7, € 5); anden Rygfinnes Afſt. fra Halefinnens Rod 8”; (A 977, B 677, C4"/), Bryſtfinnens Længde 167”; (a 157”, B 1377, 0 9”/, Bugfinnens Afſt. fva Underkjebens Spidfe 22/7; (B 1843/77, C 11377); Bugfinnens Længde 10377; (B 8”, C 54/7) ; Afſt. fra Underkjeb. Spidfe til Gadboret 34”; (A 36”, B 2577, C164" 3 Gadborfinnens Længdeftræfning 707; (B 557”, C 297”), Gadborfinnens ftørfte Højde 77; (B 67”, C 47); Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 3377; (B 377, C 117”) 3 Halefinnens ftørfte Længde fra Siderne 2077; (B 1447”, € 10”); Halefinnens Længde i Midten 1677; (B 137”, C 9) +), Hovedet, hvis Forhold fil Totallængden afverler omtrent mellem 1 til 4% og 1 til 57), er temmelig ftærft ſammentrykket, og dets Sideflader fonvergere forneden, hvorved Underfladen kom— mer fil af danne ligefom en Kjel. Pandefladen derimod er indtil Øjnene bred, flad, vandret; mellem Øjnene ev den endnu næften vandret, men fmal og langs Midten udhulet eller fordyber, faa af. ligefom en Kanal dannes; Snuden, der er ſardeles fort og tillige bred og afſtumpet, ftiger ffraat ned med en vinge Konve— xitet. Pandebenenes Overflade er ujevn og hvas; hos ftørre In— Divider er dette ogfaa Tilfældet med Ojebenene, ſtjondt i ringere Grad. SQOverfjæben er lidt kortere end Underfjæben, idet denne +) Endnu hidfætter jeg af fre andre Individer enkelte vigtigere Maal til nærmere Beſtemmelſe af Grændferne for disſe Maals Varieren: 10”. 14, 10/7," Hover 23. Hove 7 Total⸗ su ftørfte 2/1, ftørfte 9/4, dets SJ GAV 13, Længde: 837, " Højde: 11, Tykkelje:v FSA Længde: 15”, Højde: 11/4, Rygfinnens Af- 13“. Gadborets Af- 23”, ftand fra Under: 20477, ftand fra Under= 24”, Fjæbens Spidſe: 1977, — Fjæbens Spidfe: 275”. ++) De ovenftaaende Udmaalinger godtgjøre denne Afverling. 61 fidfte, naar Munden er luffet, med fin Symfyſe rager frem for— an den forfte; (jo ſtorre Individerne ere, jo fydeligere og ftærfere fremtræder dette Forhold, medens det hos fmaa Individer næppe bemærfes). Derimod ev Underfjæben. fmallere end Overfjæben. Gabet er ſtort, men iffe meget fremffydeligt, da Mellemfjæbebe- nenes Apofyſe fun er fort; Mundvigene naae næften hen under Djets bageſſte Rand, og Enden af Overfjæbebenene endog bag Denne; iovrigt er Munden i ufædvanlig hej Grad opſtigende. Wellemfjæbebenene ere temmelig fvage, og blive i Enden noget tilſpidſede; Overfjæbebenene ere derimod aareformige, og ligge ganffe frit (oa: bedæffes flet iffe af Øjebenene). Tænderne ere alle meget ſmaa, fpidfe, lidt tilbagekrummede; paa Plougfkjcer— benet ere fun faa, ſom fidde foran, og danne en Vinkel; paa de øvrige tandbærende Knogler er deres Antal meget ſtort, og de Danne et langt Baand paa hvert Ganebeen og vingeformigt Been. Ogſaa Svælgbenene og Gjællebenenes Knuder have Raspetæn— der; den yderſte Næffe Knuder forlænger fig hos de to yderfte Gjællebuer paa hver Side til linieformige, ſammentrykkede Lege— mer, hvilfe ligeledes bære Raspetænder langs den indre Rand, og faaledes danne ligefom en Kam. Tungen fidder langt tilbage, og er meget forf, men vel adffilt fra Underfjæben ; Hudforhænget bag Mellemfjæbebenene er meget lidet, men ftræffer fig dag langt ned paa Siderne af didfe. Næfeborerne, fom fidde i Pandefladen, Øjnene nærmere end Snudeſpidſen, ere meget ſmaa; det forrefte er noget rorfor— migt, lidf mindre end det bagefte; Afftanden fra forrefte til ba— gefte ev omtrent faa ſtor ſom fra bagefte til Øjeranden”). Oje— benene ere af ringe Storrelſe; de forrefte forlænge fig imidlertid lidt fremad i en Spidſe, ſom lægger fig ud over Roden af Over— fjæbebenene, hvilke tøvrigt, fom ovenfor bemarket, ere ganffe frie. +) Hos nogle Individer har jeg imidlertid feet det bagefte Noſebor nærs mere Wjeranden end det forrefte, 62 Øjnene fidde højt oppe paa Hovedets Sider,” tildeels endog i Wandefladen, hvilfet ev Grunden fil, at anden mellem dem bliver: ſmal; dereg Form er noget elliptifE med ſtorre Længde- end Hojdegjennemſnit; Pupillen er ægdannet, med den mere tilſpid— fede Ende fortil. Omtrent hvor Ojehulens overfte og forrefte Rand ſtode ſammen, udgaae fra denne med ringe Mellemrum to fmaa, men ftærfe, fvidfe, lidt tilbagekrummede Beenpigge *). Den ind byrdes Afſtand mellem forrefte-nederfte Beenpig paa hver Side ev ftørre end mellem de everſte-bageſte. Da Hovedet har en iffe ubetydelig Længde (det indeholdes i Gjennemſnit omtrent 41 Gang i Totallængden), og da paa den anden Side Øjnene ere meget nær Snuden, og Afftanden fra Underfjæbens Spidſe til Djets bageſte Rand fun udgjør omtrent 17 af Totallængden, faa frem— gaaer deraf, at den Deel af Hovedet, ſom ligger bag Øjnene (Kinderne og Gjallelaagsſtykkerne), ere ſterkt udviklede. For gjællelaaget har Form af en ret Vinkel, da den bageſte Rand ftigev lodret ned, og den nederſte næften er vandret; den forrefte Rand frummer fig derimod halvmaaneformigt. Gjællelaag8- ſtykket er iffe fenderligt ſtort, uregelmasſigt fiirkantet, af meget ſtorre Højde end Længde: forrefte Rand den længfte, næften lod— vet; overſte Rand, fom er den fortefte, ſtraaner lidt ned bag; nederfte Rand, fom omtrent har ſamme Længde ſom bagefte, ftiger ſterkt op i Retningen forfra bagtil; bagefte Rand er om— trent parallel med forrefte, men lidt indbøjet ; omtrent fra dens overſte Trediedeel udgaaer en horigontalt bagudrettet Beenpig, fom er meget ftior *) og ſtark, næften naaer til Gjallelaagets bagefte Rand, og ender overmaade fpidft. Dens everfte og ne— +) Undertiden, og maaftee ifær hos ftore Individer, træffer man fre Beenpigge iftedetfor to over hvert Oje. ++) Formodentligen er det Følge af en Skrivefejl, af Cuvier anfætter dens Længde næften lige med Hovedets halve Længde: efter mine oven= anførte Udmaalinger ev dens Længde konſtant omtrent 3 af Hove— dets Længde, 63 derfte Rand træde ftærft frem, og ere næften ſtarpe fom en Kniv. Paa Aderſiden af denne Beenpig vifer fig, lige fra Roden til En— den, en flad Beenkam: mellem denne og overſte Rand, faavelfom mellem denne og nederfte Vand, er en dyb Længdefure, ſom ogſaa ftræffer fig fra Roden fil Enden af Beenpiggen. IUlndergjæl lelaaget er meget fyndt og hudagtigt, men af en ufædvanlig Storrelſe (ſtorre end det egentlige Gjællelaagsftyffe) og af lang— ſtrakt, uregelmæsfigt-fiirfantet Form. Det indtager hele Gjælle- laagets bageſte Deel, og har en ſtarkt opadſtigende Stilling, fom endog nærmer fig til at blive lodret. Jovrigt er det færdeles nøje forenet med Gjallelaagsſtykket, og disſe Deles rette Forhold bliver forſt ved Disfeftton fydelig. Mellemgjællelaaget er meget bredt, triangulært, for en Deel ſtjult under Forgjallelaa— get. Gjælleaabningerne ere meget ſtore, floftede heelt hen under Øjet; Gjællehuden fan ikke iagttages, naar Gjællelaagene ere luk— fede; Gjælleftraalerne ere lange, tynde, flade. Overſkulderbladets og Skulderbladets overſte Rand er fiint faugtagget. Ryglinien er naſten vandret i hele fin Strakning, Bugli— nien derimod lidt buet; den ſtorſte Tykkelſe falder omtrent over Bryſtfinnernes Rod, den ſtorſte Højde lidt bag Gadboret. Krop— pens Form er fangftraft fileformig eller fværdformig, idet den meget jevnt aftager faavel i Højde ſom Tyffelfe mod Halefinnen. Forſte Rygfinne, fom ev meget fort, begynder omtrent over Bugfinnernes Nod eller over Skulderbladet, og ftræffer fig ind⸗ >» fil lidt bag Gadboret; mellem den og anden Rygfinne findes intet Mellemrum, og Straalernes forbindende Hud fortfættes uden Af- brydelfe. Dens Straaler, fom alle ere Pigſtraaler, have juft ingen befydelig Tyffelfe, men ere færdeles fpidfe, og begrændfes af tre, fom det ſynes noget fonfave eller med en Længdeftribe furede, Flader: forſte Straale er noget fortere end anden og fredie, hvilfe ere de længfte, og indbyrdes næften have lige Længde ; de følgende blive forter. Ryggen danner en fmal men dyb Fure, fom ganffe fan optage denne Finne, naar den lægges ned, hvilket 64 ogſaa er Tilfældet med anden Rygfinne, ſtjondt i lidt ringere Grad. Anden Rygfinne indtager en betydelig Længdeftræf- ning, og naaer faa langt hen mod Halefinnen, at dens fidfte Straaler, naar de lægges henad Ryggen, med deres Spidſer ere meget nær Halefinnens Rod, Dens Højde fremvifer fun ringe Forffjæl i hele Længden; imidlertid falder den ftørfte Højde fra den 16de til 25de Straale, Alle Straalerne ere bløde og for- grenede i Enden, den fidfte (den fortefte) ev endog tvedeelt lige fil Roden. Hos begge Rygfinner er den forbindende Hud meget . tynd og gjennemſigtig, og Straalefpidferne rage frem af denne; Dog i højere Grad hos førfte end hog anden Rygfinne. Bryſtfin— nerne, fom ere af middelmaadig Størrelfe, have en meget bred Nod, og vife, naar de ere ſammenfoldede, en noget tilfpidfet Form; udſpilede derimod bliver Enden lige afftumpet, fordi næmlig de 10 eller 11 førfte Straaler, (den allerførfte dog undtaget, der er noget kortere), omtrent have ſamme Længde, og blot de fem fidfte gradeviis aftage; førfte Straale er enkelt, anden Straale fun utydeligt tvedeelt i Enden, de følgende % ftærft og dobbelt for— grenede; hos de følgende bliver Forgreningen fvagere, og den ſidſte ſynes næften flet ikke forgrenet. Ogſaa hos Bryftfinnerne er den forbindende Hud fynd og gjennemfigtig, dog i ringere Grad end hos Rygfinnerne. Bugfinnerne, fom ere meget fmaa, ere anbragte under Struben, et temmelig langt Styffe foran Bryſtfinnernes Rod, under Gjallelaagenes nederſte Vinkel; førfte Straale er en meget fort, men temmelig ſtark, ganffe i Hud ind- hyllet, Pigftraale; fjerde Straale er den længfte; ſjette Straale (fidfte) omtrent dobbelt faa lang ſom forfte; den forbindende Hud er ftærfere end hos Bryftfinnerne. Gadboret er an— bragt faa nær Kroppens forrefte Deel, at Spidfen af Bryſtfin— nernes fidfte forte Straale berører det, og at de forte Bugfinner endog naae lidt ud vover det. Gadborfinnen, fom begynder umiddelbart bag Gadboret, har en meget betydelig Længdeftræbf- ning, og naaer endog nærmere hen mod Halefinnen end Rygfinnen; 65 Gadborfinnens fidfte Straaler berøre endog, naar de ligge ned, Halefinnens Rod; Højden, ſom er noget ringere end Rygfinnens Højde, ev ftorft 1 Midten (omtrent fra dte til 21de Straale), men aftager dog fun lidet mod Enderne; den førfte Vigftraale er færdeles fort, og ligefom den anden ganſte ffjult i den forbin— dende Hud; Derimod rage de bløde Straaler langt mere frem af Denne, end Tilfældet ev med nogen af de andre Finner; Straa— lerne ere tykkere og ftærfere end Rygfinnens Straaler, og den fidfte deelt til Noden. Halefinnen vifer fig, naar den udfoldes, lige afffaaren; hvorimod man, naar den ſammenfoldes noget, bliver vaer, af de mellemſte Straaler ere fortere, og at den alt— faa ev lidt halvmaaneformigt indffaaren; den naaer fun lidet op paa Siderne af Halen. Sideliniens Afftand fra Bugen er mellem 3 og 4 Gange ftørre end fra Ryggen; den løber iøvrigt aldeles vandret, indtil den Dover Enden af Gadborfinnen ffraaner ned, og derpaa atter i horisontal Retning fortfætter fit Lob langs den nederfte Rand af Halefinnens ottende Straale næften indtil Enden af denne. Huden er hos den levende Fjæfing overordentligt flimet. Foruden Kroppen ere Kinderne, Gjallelaaget og Under— gjællelaaget bedæffede med Sfjæl; ogſaa ſtrakke disſe fig næ- ſten ud fil Enden af Halefinnens forbindende Hud mellem de overs fte og nederſte Straaler. Sfjællene ere fmaa, tynde, hudagtige, paa en ejendommelig Maade ordnede i Rakker eller Baand, der ſtrekke fig i ſtraa Retning ned og bag”). Ovenfor Sidelinien har jeg i en ſaadan Sfraaræffe noget bag Gadboret talt 11 Sfjæl, nedenfor Sidelinien 35 eller 36. Sfraaræftfer- +) Disfe Baand opſtaae derved, at Huden lægger fig i regelmasſige Folder, enhver af hvilfe optager en Rokke SÉjæl. Imidlertid er at bemærfe, at de Rakker, fom løbe ned omtrent mellem Gadborfinnens Begyndelſe og dens 8de Straale, naar de komme nær Bugfladen, pludfeligen danne en ſtump Vinkel, idet de, iftedetfor at fortfætte deres Løb i Retningen bagud, bøje fig fremad. 66 neg Antal fra Hovedet til. Salefinnen ev omtrent 90. Sfjælles nes Taglægningsmaade eller Imbrifation ev ievrigt faaledes, at iffe alene den foregaaende Næffe beflæder en Deel af den efter- følgende, men ogſaa hvert højere liggende Sfjæl en Stræfning af det nærmeft nedenfor liggende. Formen af Sfjællenes frie Deel er rhomboidal. Ogſaa det hele, løsrevne .Sfjæl har alminde— ligen en mere eller mindre fFjævt -firrfantet Form; dog ere Si- deliniens Sfjæl noget langftrafte, ovale; Sliimkanalen, ſom gjennemborer dem, er ſimpel, men af femmelig flor Diameter. Sfjællenes bedæffede Deel har en Vifte, hvis Straaler Dog ere noget utydelige. Indre Byg. Da Gadboret, fom ovenfor anfort, er anbragt meget nær ning. Beenbyg⸗ ning. Storrelſe. Snudeſpidſen, har Bughulen fun ringe Storrelſe. Leveren er imidlertid temmelig ftærft udviflet; dens Farve er rodguul; paa højre Side vifer den fun en meget lille Lap, fom er fmal og noget langftraft; paa venftre Side derimod ligger Hovedmasſen, fom deler fig i en ftørre nedre, og en mindre øvre Flig. Ma— ven er fort, tyk, ſekformig; omtrent fra Midten af dens nedad vendte Flade udgaaer en fynd, lille Green (Portnerdelen), hvil; fen omgives af 6 Blindtarme af noget forffjællig Længde. Tar— men er fammenrullet, og mellem dens Bugter ligger en temmelig ſtor Milt. Svømmeblære favnes. Nyrernes Masfe er ufæd= vanlig flor, Urinblæren derimod af ringe Diameter. Wgge— fæffene have foroven fo længere Horn, forneden to fortere, fom trænge ned i en Forlængelfe af Bughulen nedenfor Gad— boret. * Rygraden beftaaer af 40 Hvirvler, af hvilke fun 10 til høre Bughulen, de øvrige Halen. Da de 7 førfte Straaler af den meget lange Gadborfinne ere trængte frem under Bughulens bagefte Deel, mangle deres Ossa interspinosa tilfvarende Tor— neudverter (Apophyses spinosæ), og nærme fig derfor hverandre med Spidſerne. Ribbenene ere fmaa, tynde, gaffelformige. Fjceſingens almindelige Størrelfe hos os er, faavel efter 67 mine egne Jagttagelfer ſom efter Beretning af Fiffere, 8 til 10 Tommer; dog træffes den ogſaa af en Fods Længde og derover. Den 2den Auguſt 1836 faae jeg en Fjæfing (en Hun) af 151 Tommers Længde blive fangen ved Aalbæf i Tobisvaad: et ſtorre Individ har jeg ikke truffet, og Fifferne paaſtode, af de aldrig havde fanget noget faa ſtort. Paa de franffe Kyſter ſtulle der— imod, efter Cuvier, Fjaſinger af denne Storrelſe iffe være fjældne. Fjæfingen forekommer fra Middelhavet til Mordføen, men, hvorßorekommen højt den naager mod Nord, er ubefjendt: ved Island og felv ved Færgerne fynes den at være forfvunden; Rilsfon gi ver ingen nærmere Underretning om dens Forekommen paa ſdorges Veftfyft, men, derfom man fan ſtole paa Ascanius, flal den allerede være næften ubefjendt nord for Lindesnæs. Un— der et Ophold af henimod 4 Aar 1 Stavanger har jeg hverfen feet den ellev hørt den omtale. Paa de danſtke Kyfter ev Fjæfingen iſer hyppig i det nord⸗ lige Kattegat: jeg har nogle Steder feet hele Vognlas og hele Baadsladninger fanges f. Er. ved Hov nord for Lumfjorden, ved Lesø o. f. v. Dog ogſaa dybere inde i Kattegattet er den fil fine Tider temmelig hyppig f. Er. udenfor Randers Fjord ved Kyften udfor Fjellerup, i Ebeltoft-Viig før Mafrelens An— fomft o. ſ. v. Ogſaa i det nordlige Ørefund fanges Fjæfingen, - men i Øfterføen trænger den fun meget fjældent ind; i den oſt— lige Deel af Liimfjorden har man ſiden Gjennembrudet bemarket Den, i de fidfte Aar endog hyppigt; paa Iydlands og Hertug— demmernes Veſtkyſt har jeg iffe truffet den, hvorvel den natur— ligviis forekommer, ſtjondt, ſom det ſynes, fjældnere ”). +) Fortegnelſen i Pontoppidans Atlas (V, 1018) over de Fifte, fom fanges i Havet ved Agger, anfører den under Nr. 10: „Fjerdſin— ger, Draco marinus, ev i Alt fom en Knude, uden at den haver en giftig Pig i Nakken, fom er farlig af blive ſtukken af.” Dens Sjældenhed ved Hertugdommernes Kyſter kunde man være berettiget 5* Levemaade. 68 Endnu maa bemarkes med Henſyn til denne Fiffs Forekom— men, at den ſynes i visſe Maader at funne faldes en vandrende Fiſk: efter en Tid at have viift fig i Mængde paa en Kyſtſtræk— ning, forfvinder den fortere eller længere Tid, eller bliver dog fjælden; men vender derpaa atter tilbage i Overflødighed. Bing fortæller (1. c.), at paa hans Tid fangedes fun enkelte Fjæfin- ger ved Læsø „men i fordum Tid i ftov Mængde.” Nu er den igjen (omtrent fiden 1826) hyppig. Ligeledes fortalte man mig i Sommeren 1836 paa Hirtsholmen, at Fjæfingen førft havde været der 1 Mængde, dernæft i mange Aar blev borte, og nu atter begyndte at vende filbage. Paa Zesø ftaaer man i den Formening, af der finder ef Slags Vexelforhold Sted mellem Fjæfingen og Hornfiſken, faa af naar den førfte fommer i Mængde, bliver den fidfte borte. Derfor feer man iffe gjærne Fjæfingen, da den iffe, ſom Hornfiffen, afgiver en Handelsartikel. Mod Slutningen af det 17de Aarhundrede ſtal Fjæfingen have været faa hyppig i Iſefjorden ved Jagerspriis, at den der almindeligt benyttedes fom Næringsmiddel *). Saa vidt mig befjendt, fanges Den nu fun fjældent i Fjorden. Betingelſerne for Fjæfingens Forfvinden og Tilbagevenden ere indhyllede 1 Mørfe, Det er ifær 1 Sommermaanederne, at Fjæfingen bemarkes ved vore Kyſter. Den Omftændighed, af den da fanges i Vaad og Bundgarn, og ftundom i iffe ubetydelig Mængde, lærer os, forſt at den paa denne Tid holder fig heelt inde under Land, der— næft af den, idetmindſte om Sommeren, lever ſtareviis. Fifferne paa de franffe og engelffe Kyfter fortælle, af den graver fig ned til at flutte af Schonevelde's Ord: ,hisce ducatibus ignotus, nisi qvod ad insulam Terræ sanctæ vel Hilliglandiam in Oceano capiatur; derimod tør man ikke deraf uddrage, at den flet ikke forekommer; thi, efter Meddelelfe af Hr. Juftitiarius Boie i Kiel, ev den endog fanget i Oſterſoen mellem Kiel og Eckernforde. +) Bartholini act, med, havn, Ill, 154, (Willius: de aculeo piscis Fosing). 69 i Sandet, vg, blot med Snuden fremragende, venter paa fit Bytte. Fifferne paa vore Kyſter vide intet Lignende at berette om den"). Fjaſingen figes at være fejglivet. Efter min Erfa- ring er dette dog ikke Tilfældet i nogen hoj Grad: jeg har ofte feet den blive fanget i Selffab med Rodſpetter, og den er da altid dod længe for disſe. Den ſtorſte Deel af Aaret føger Den dybt Vand, og ffal ftedfe holde fig nær Bunden. Hvad der ifær har givet denne Fifi et Slags Navnfundighed, er de fmer- telige Saar, ſom Stikket af dens Gjællepigge og ifær af forfte Rygfinnes Straaler forvolde. Man har meget overdrevet Far— ligheden heraf, og ſammenlignet Fjæfingens Stik med Biddet af en Hugorm ellev et andet giftigt Dyr. Fiſkerne ville i Almin— delighed iffe give Slip paa Troen om Fjæfingens Giftighed, li— gefom de ogſaaga fædvanligt paaftaae, at den gior fig Flid for at ſaare **). Det fidfte indffvænfer fig rimeligvis til, af den, lige- fom andre med Pigfinner forſynede Fiſte, rejſer Wigftraalerne i Vejret, naar den frygter nugen Fare; og, idet den fpræller for af undflye, naar den berøres, ſaarer den naturligviis letteligen med fine meget fpidfe Pigge. Om Giftighed fan Talen natur— ligviis ikke være, hvor ingen Redſkaber til Udgydelſen af en gif tig Vadſtke forefindes. lægtes fan det viſtnok iffe, af ſtundom ubehagelige Tilfælde forvoldes af Fjæfingens Stik, men disfe finde tilſtrekkelig Forklaring i individuel Dispoſition, i Lufttemperaturen, i Fiſternes Ligegyldighed for at holde Saaret reent og Ulyſt til af forunde det ſaarede Lem Ro. Piggenes ſaregne trekantede og furede Form, og deres mere eller mindre dybe Indtrængen fomme maaſkee ogfaa i Betragtning. Smerten tiltager underti— den meget hurtigt efter Stikket, og naaer en faa høj Grad af +) Maaſkee turde dette Trak ogſaa fnarere tilhøre en anden Art af ſamme Slægt: Tr. Viper a. ++) Derfor figer man paa Lesø ordſprogsviis: han ev faa ond ſom en Fjæfing, for at betegne en Perſons Forbittrelfe. æring. Forplant⸗ telſe. Anvendelſe. 70 Voldſomhed, at den, efter den Saaredes Sigende, er aldeles utaales lig. Derimod veed jeg, baade af egen og Andres Erfaring, at Følgerne fil andre Tider iffe ere værre end af et Knappenaals— ſtik. Fifferne holde fig 1 Almindelighed for overtydede om, at der intet bedre Middel gives, naar man har ftuffet fig paa en Fjæfing, end hurtigt at tage Leveren ud af Fiffen, og lægge den paa Saaret. Sikkrere, og i de flefte Tilfælde tilftræffeligt, er, at vaffe Saaret nogle Gange med Brændeviin, og forbinde det. Hvor mange Fjæfinger fanges, og føres fil Torvs, f.Er. i Eng: land og Franfrig, plejer man ftrar at dræbe dem, og ffjære Piggene af dem; en Forholdsregel, ſom endog adffillige Steder er paabuden ved Lovbeftemmelfer. Fjeſingens Naring beftaaer viſtnok fornæmmeligen i ſmaa Kræbsdyr (Myſis, Iſopoder o. ſ. v.); idetmindſte har jeg oftere fundet Maven fuldproppet med ſaadanne. At den imidlertid ikke indffrænfer fig til disſe, ſees blandt andet deraf, af den oftere fanges paa Snøre og Bundkroge, ſom ere agnede med Fiff. Legetiden falder fidft i Juli eller ferſt i Auguſt, thi paa den Tid har jeg altid fundet Rognſakkene fulde og gydefærdige. Hvor hurtigt Fjæfingen udvifler fig, og hvilfen Storrelſe den maa have, for at forplante fig, er mig ubefjendt. Hos os drives egentligen iffe noget færegent Fifferi efter Fjæfingen, men hvor den jævnligen fanges (ffjendt tilfældigvis i Fifferedffaber, der ere udfatte efter andre Fi), pleje Fifferne at benytte den, deels til Agn paa Kroge, deels ſom Narings— middel; baade fogt og ftegt er det en ret velſmagende Fiſt, hvid pg faft i Kjødet, fFjendt noget før. J England og Franfrig agtes den højt, medens den her fun plejer at finde Konſumenter iblandt fattige Folk. Naar en ftørre Mængde fanges, end der fan forbruges ferſt, vindtørres den, f. Er. paa Lesø ) pg ved +) Saber er urigtigt underrettet, naar han (Tids. f. Naturv. V, 247) fortæller, at Fjæfingen ikke fpifes paa Leso af overdreven Frygt for * 1 Hov. I de fidfte Par Aar har man feet den i Mængde paa Fiffetorvet i Aalborg. Fjæfingen ſynes at være temmelig vel beſtyttet mod andre Fiffe ved Piggene i fin Rygfinne, og jeg har endnu iffe truffet Den i andre Fiſſtes Mave. Heller iffe lader den fil at være meget plaget af Snyltedyr, da jeg aldrig har fundet Lernæer eller kaligusagtige Dyr paa den. Imidlertid fortæller Bing, at der „i Auguſt Maaned kommer levende Orm i den, ſom vedvarer til Maanedens Udgang,” og Rudolphi bar 1 Maj Maaned fundet -Ascaris constrieta og Echinorhynchus gibbosus i dens Peri— toneum. Piggene. I hans Manuſkript (IV, 50) hedder det ogſaa om Les— øboerne: „de lade Fjæfingerne ligge paa Stranden, da deres Fruen= timmer eve bange for at ftiffe fig paa Piggene, og de altſaa ej fpi- fes.” Dette gjælder ikke almindeligt, idetmindfte var det ikke Tilfælz det, da jeg beſogte Less. Naar Cuvier (efter Ascanius) fortæl: ler, at Fjæfingen undertiden om Sommeren bringes fra Jydland til Kjøbenhavn, hvor den fun ſerveres paa de allerfornemfte Folks Borde: maa jeg lade dette ftaae ved fit Værd for Ascanius's Tid; af bet nu ikke længer er Zilfældet, Fan derimod næppe tvivles om. Trachinus Wipera Cuv. Uagtet jeg forgjæves har føgt denne Art paa vore Kyſter, anfeer jeg det ikke for overflødigt at anføre dens SHjælnemærker, da den forekommer hyppigt paa de engelfte og hollandfte Kyfter, nogle Steder endog almin— deligere end foregaaende Art. Den ſtorſte Gøjde indeholdes 4 Gange i Længden; Kin— derne ere næften uden SfFjæl; anden Rygfinne har Fun 24 Straaler og Gadborfinnerne een Pigſtraale og 24 blode Straaler; Længden ikke ſonderligt over 5”. Siender. 72 Mulleſlegten (Mullus Cuv.). Legemets Form er hos denne Slagt langſtrakt, middelmaadigt ſammentrykket; ikke alene Kroppen men ogſaa alle Hovedets Dele ere bedæffede med ſtore, let affaldende Sfjæl; Underfjæben bærer under fin Spidfe fo lange Sfjæggetraade; Munden er lille, uden Tænder i Overfjæben og med meget ſmaa Tænder i Underfjæben ; Plougffjærbenet udvider fig foran fil en ſtor, i Midten deelt, Plade, Der ev bedæffet med fmaa Tænder i Form af Brolag— ning; Forgjællelaaget er uden Saugtagger og Gjællelaagsftyffet uden Pigge; De fo Rygfinner vidfadffilte ; Bugfinnerne under Bryſt— finnerne; Sidelinien forgrener fig paa hvert af fine SFfjæl i Form af en lille Buff. Svommeblare mangler. Jevrigt adſtiller denne Slægt fig betydeligt faavel fra de foregaaende Slægter ſom fra de nærmeft efterfølgende Familier. 6 Art. Den gunlftribede Mule. (Hullus Surmeletus Linn,) Artsmarke. Pandefladen og Snuden ftige ſkraat ned (iffe lodret); Farven er ef meget fmuft Minierødt med guldglindfende Striber langs hen ad hver Side. Finnernes Straaletal er: Rvaf. 7-5; Broftf. 7; Bugf, 5; Gadbf. 6; v (7-8) (4 -17) . (1-1) (1-2) z +) Angaaende den angivne Afvexling i Straaletallet bemærkes : 8 Straaler * 73 Schonevelde, Side 47, Mullus. Synonymi. Pontop. Atl. J, 651, Mullus barbatus. Muͤller Prodr. n. 399, Mullus barbatus, Olavius's Skag. Beftr., Side 163, Haguur? Kuß Naturb., Side 134, Meerbarbe. Blod) tab. 57 (mindre nøjagtig). Ufbilde ninger, Anm. At Schoneveldes Mullus, og Muͤllers og Pontoppidans M. barbatus eve identifte med M. Surmuletus Lin.,, lider ingen Foivl, deels fordi de hidtil paa de danſke og ſpenſke Kyſter fangede Indi— vider, fom ere blevne underføgte af kyndige Mænd, ftedfe ere befundne at henhøre til denne Art; deels fordi M. barbatus allerede paa de nordlige franfte og paa de engelſke Kyſter er meget fjælden, og alt= jaa ikke med Rimelighed fan antages at forefomme hos os. Zagu— ven, der efter Olavius fynes at forekomme meget fjældent ved Ska— gen, beſkrives af ham ſom ,en dunkel rødfarvet Havvandsfift af Storrelſe omtrent fom en Karpe, med grove SFjæl paa Krop: pen og SFjæg paa Ggagen.” Man kunde indvende, af Mullens røde Farve ikke ev dunkel; imidlertid bliver den mørkere, naar Skjol— lene falde af, og Olavius har fun feet et enefte bedærvet Exemplar, hvor den mørkere Farve muligen kunde være fremkaldet netop ved Bedærvelfen, I alt Fald fynes det mig, at Olavius's Ord ikke bedre lade fig anvende paa nogen anden bekjendt Fift. Havde Ola— vius ikke berørt ,SEjægget paa Hagen», funde man have antaget, at Talen var om Sebastes norvegicus, og fundet Medhold i Nav— net Zaguur, hvilket tilbagekalder i Erindringen det nogle Steder i det fydveftlige Norge for Seb. norvegicus brugelige Navn lur eller i forſte Rygfinne har et af Individerne i det fongelige Muſeum; jeg har felv talt baade 16 og 17 Straaler i Bryftfinnerne, og i det kgl. Muſeum har ligeledes det ene danſke Individ 16, det andet 17 Straalev i disfe Finner; 7 Straaler i Bugfinnerne har det ene Ind, i det kgl. Muſ., og Wilsfon angiver. det fom det fædvanlige Tal; efter Cuvier findes fjeldnere to enkelte Straaler i Gadbor— finnen (imidlertid fætter Wilsfon 8 Straaler i denne Finne ſom Regel); for Halefinnen angiver Cuvier 13 lange Straaler, Nils— fon 14; jeg har felv hos to Individer fundet det af mig opgivne Tal. Benævnelfe. Beffrivelfe. 44 Uer ). Den i Provindferne faa almindelige Mangel paa naturhi— ftorifte Kundftaber og paa Interesſe for vor Fanua er Aarſag til, at det her berørte Punkt, ligefom flere andre, ikke endnu kan fættes udenfor al Tvivl. Den hev omhandlede Fiſk har ingen, oprindeligt danſk og almindeligt antaget Benævnelfe; thi Ordet Mulle er laant af det latinffe Sprog. Paa Schonevelde's Tid hed den i Kieler— bugten Petermannefen og Goldeken, og blandt Fifferne i Eckernfordefjorden Schmerbutten og Baguntken, men disſe Bengvnelſer ſynes nu at være forfvundne. Pontopvi dan angiver Navnene Mulle og Barbe (det fidfte ſandſynlig— vild ved Forverling med Cyprinus barbus, fom det filhører), og Muller gjentager disſe Navne. Legemets Form og de ſtore Sfjæl give denne Fiſt nogen Lighed med en Karpeart. Farven er paa Ryg og Sider et fmuft — med et afverlende Antal (dog almindeligen tre) gyldne Længdeftriber. Legemets Underflade er hvid, overlobet med et fvagt rødligt SFjær. Finnernes Straaler-ere for ftørfte Delen røde; den forbindende Hud er almindeligen hvidagtig og gjennemfigtig, dog viſe Nyg— finnerne ofte Baand af en guul- ellev brunagtig Farve. Pupil len er fort, Iris guldfarvet, hift og her med rødlige Sfatteringer. De følgende Udmaalinger ere fagne af et Individ paa 81” Længde: den ftørfte Højde 21”; Højden foran anden Rygfinne 19473 Højden bag anden Rygfinne 1473 Højden foran Halefinnens Rod 83 ”) Muligen ev det ogſaa M. Surmuletus, der i Pontopp. Atlas (V, 1018) benævnes Bergylter, og beftrives faaledes: „ere fom en &merling . 14 SKvarteer lang med krummere Naſe, og har tre fmalle Striber ned paa Siderne, der glimre fom Guld, paa højre Side paa Hovedet og omkring Øjnene nogle farmofinrøde Pletter, ev i Alt dejlig, fan— ges fjældent” (næmlig i Veſterhavet ved Agger). 75 den ftørfte Tykkelſe omtrent 12” ; y Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand 21477); Ufftanden fra Snudeſpidſen til Nakken 20”; Hovedets Højde over Nakken 17"; Pandens mindfte Brede mellem Øjnene 67”; det opfpilede Gabs Højde 77”; det opfpilede Gabs Brede 63 Sfjæggetraadenes Længde 16"; Afſtanden fra Snudeſpidſen til forreſte Neſebor 53 Afſtanden mellem forreſte og bageſte Næfebor lidt over 2"; de forrefte Næfeborers indbyrdes Afſtand 4477; de bagefte Næfeborers indbyrdes Afſtand 647; Afſtanden mellem bagefte Næfebor og jet 4/7; Afſtanden fra Snudefpidfen til Øjets forrefte Rand. 9” 3 Øjets Længdegjennemfnit 6”; Øjets Højdegjennemfnit 517"; Afſtanden fra Ojets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 9“3 Ufftanden fra Ojets nederfte Rand til Hovedets Underflade 74"; Afſtanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinne 284" ; førfte Rygfinnes Længdeftræfning 144”; førfte Rygfinnes Højde 15”; Afſtanden mellem førfte og anden Rygfinne 83 anden Rygfinnes Længdeftræfning 12'” ; anden Rygfinnes Højde 12/7; anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod 17"; Bryftfinnernes Længde 164”; Bugfinnernes Afſtand fra Snudeſpidſen 233 Bugfinnernes Længde 173 Afſtanden fra Spidſen af Bugfinnerne til Gadboret 6477; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gadboret 4547; Gadborets Afſtand fra Gadborfinnen 13 Gadborfinnens Lengdeſtrokning 83“5 Gadborfinnens Højde 11“3 Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 183 +) Hos fo andre Individer (Kgl. Muſ.) er Forholdet mellem Hovedets Længde og Zotallængden fom 253 fil 120 og fom 24 til 106, 76 Halefinnens ftørfte Længde (paa Siderne) 203 Halefinnens mindfte Længde (1 Midten) 67”; Hovedet, fom indeholdes omtrent 4% til 48 Gange i To— tallængden, udmærfer fig ved Snudens ftærft hvælvede Form. Pandefladen ftiger med temmelig jevn Sfraaning ned mod" Øjets forrefte Rand, men derpaa bliver Snuden meget ftejlere, ſtjondt endnu iffe lodret. Panden er flad, fun lidet afrundet mod Ho⸗ vedets Sider; disſe ere lodrette. Munden er temmelig lille, noget fremſtydelig, fun meget lidt opadſtigende. Overfjæben er noget længer end Underkjeben. Mellemfjæbebenene tynde og fvage; Kjæbebenene brede, langſtrakt-fiirkantede, tildeels ſtjulte under de temmelig ſtore Øjebeen. Mundvigene naae iffe hen under Øjets forrefte Nand. Tænderne iUnderfjæben danne fun cen Rakke, og ere meget forte men teminelig tykke, iffe krummede, i Enden afſtumpede). Tungen er flor, og naaer næften heelt hen til Tænderne, men er faa godt fom flet iffe adffilt fra Underfjæben. Sfjæggetraadene, ſom fidde fæt op fil hinanden bag Under— fjæbens forreſte Rand, udgjøre omtrent 21 af Totallængden, og funne optages i en Længdefure, ſom dannes langs Hovedets Un— derflade mellem Gjællelaagene; betragtede under en ſterk Luppe wife de fig ligefom laadne. De forrefte Øjebeen ere af lang- ftraft Form i Retningen ovenfra ned, have den bagefte Rand afrundet, og ligge noget fFraat fremad. Afſtanden fra OverFjæ= bens forrefte Nand til Næfeborerne ev omtrent dobbelt faa ſtor fom fra det forrefte Næfebor til Øjets forrefte Rand; dog maa hev markes, at de forrefte Næfeborer ligge mere højt over Snudefpidfen end langt bag denne. De forrefte Næfeborer ere ſmaa, punktformige, dog noget elliptiffe, og ligge langt fra og under de bageſte Naſeborer, hvilfe ere meget ſtorre, triangulære, og ſtode vp til Øjeranden. Den indbyrdes Afftand mellem de forrefte Naſeborer er meget mindre end den indbyrdes Afſtand mellem +) Det forekommer mig derfor, at de ikke vel kunne kaldes Raspetænder. 77 de bageſte. Øjnene ligge med deres everſte Rand i Pandeflas Den, ere temmelig fiore, lidt elliptiffe, med ſtorſt Cængdediameter. Alle Gjællelaagsftyfferne ere meget tynde, næften hud= agtige. Forgjællelaaget er halvmaanedannet, den bageſte Rand lodret nedſtigende. Def egentlige Gjallelaag er temmelig lidet, af uregelmæsfigt fiirkantet Form; den bagefte Rand har et fun lidet dybt Indfnit, hvorved fo ſtumpe Lapper eller Flige dannes ; den nederfte Rand ftiger overmaade fFraat ned i Retningen bag— fra fortil. Undergjællelaaget er ufædvanligt ftort, og trænger faaledes det egentlige Gjællelaag ligefom i Vejret; det har Trian— gelform. Gjælleaabningerne ere ſtarkt flovede; i Gjallehuden har jeg fun fundet tre fvage Straaler %). Ryggen- ev temmelig bred, og danner et Slags Fordybning til Modtagelſen af førfte Rygfinne; indtil Begyndelfen af denne ſtiger den op, bliver derpaa temmelig vandret indtil de forſte Straaler af anden Rygfinne, hvorpaa den ſtraaner jevnt ned mod Hale— finnen. Bugen er bred og flad, omtrent vandret indtil Gad- boret, derpaa fFraat opſtigende (med ftørre Skraaning end Ryg— liniens paa ſamme Sted) til Halefinnen. Forſte Rygfinne fager fin Begyndelſe ganffe lidet bag Bryſtfinnernes og Bugfinnernes Nod; dens Højde og Længde ere omtrent lige ftore, og dens Straaler temmelig fvage; førfte og anden de længfte, indbyrdes omtrent ligelange; de følgende gra- deviis aftagende, faa at den fidfte (den fyvende) næppe har 1 af +) Cuvier angiver en fjerde, meget tynd Straale, og tilføjer, at den har undgaaet de tidligere Jagttageres Opmærtfomhed. Jeg har ikke været iftand fil at opdage denne, og Nilsſon ſynes at have været i ſamme Zilfælde, efterdi han i Slagtskarakteren optager Straaletallet 3 for Gjællehuden, Da jeg fun har haft et enefte Individ til Under— føgelfe , foruden Skelettet af et andet, har jeg troet det rigtigere at udelukke denne Omftændighed af Slagtskarakteren, og overlade den endelige Afgjorelſe af dette Punkt til dem, der kunne underſoge et ſtorre Untal Individer, 18 den førftes Længde. Mellem forfte og anden Rygfinne er et temmelig betydeligt Mellemrum. Anden Rygfinne ftaaer i Længdeftræfning lidt tilbage for forſte Rygfinne; dens Højde er omtrent liig med dens Længde; dens forſte Straale, en Pig— ftraale, hår lidt mere end den andens halve Længde; denne er Den længfte, ligefom de følgende floftet 1 Enden; den fidfte er kloftet fil Roden, omtrent af lige Længde med den forſte. Bryſt— finnerne ere af middelmaadig Længde og temmelig fvag Byg— ning; førfte Straale har omtrent anden Straales halve Længde; Zdie til 5te Straale ere de længfte; den fidfte er fun lidt kor— fere end den forſte. Bugfinnerne fidde lige under Bryſtfin— nerne, og ſtemme omtrent med digfe i Længde; forſte Straale, en Migftraale, er noget fortere end anden; denne og tredie ere de længfte, men ligefom de fre følgende forgrenede i Enden. Gad— boret er noget nærmere Snudeſpidſen end Halefinnens Spidfe, omtrent lige under anden Rygfinnes Begyndelſe. Lidt bag Gads boret tager Gadborfinnen fin Begyndelfe; den ophorer lidt foran anden Rygfinnes Ophor; forſte Straale er enkelt men led— det, i Enden blod, forfere end anden Straale, ſom er den læng- fte; ſidſte Straale er flovet til Roden, lidt kortere end førfte, men lidt længer end næftfidfte Straale. Halefinnen er tem— melig ſtor, i Midten dybt kloftet, og gaaer slidt op paa Siderne af Halen. Foruden 15 længere Straaler har jeg talt 3 forte foroven og 2 forte forneden. Halen (eller Stræfningen mel lem Halefinnens Begyndelfe og Ophøret af Gadborfinnen og anden Rygfinne) er temmelig lang, omtrent ſom Halefinnen eller 1 af Totallængden; iøvrigt er den af en meget plump og fiirfantet Bygning. Sidelinien løber temmelig parallelt med Ryglinien, altfaa meget nærmere denne end Buglinien indtil mod Enden af Halen, hvor den omtrent holder Midten mellem begge. Slümkanalerne paa Sideliniens Sfjæl antage en højft færegen Form: den ba— gefte, frie Ende af disſe Kanaler forgrener fig næmlig paa en 9 meget uregelmæsfig Maade, og danner faaledes fem, fer eller endnu flere ſlümudforende Kanaler paa hvert Sfjæl. Sfjællene ere ftore, men tynde og hudagtige; i en Leng— deræffe tæller man omtrent 40 Sfjæl, og i Højden 11 eller 12 RNæffer. Sfjællene ere taglagte, den frie Rand ialmindelighed mere ellev mindre buet, og befat med en Mængde lange og fær- deles ſpidſe Torne: jeg har paa nogle Sfjæl talt mere end 70 faa- danne, over Randen fremragende Torne; den ſtjulte Deel er gjerne lige, og forfynet med en Vifte, fom har et meget afverlende Antal Blade (jeg .har iagttaget fra 2 til 7). Sfjællene ere iøvrigt af meget forffjællig Form: paa Midten af Kroppen er Formen tem— melig fiirfantet, af ftørre Højde end Længde; hos et Individ af omtrent 8” vare de ftørfte af disſe SFjæl 5 til 6” høje og 31 fil 57” lange, Mod Halen blive Sfjællene meget mindre, og Læng- Ddediameteren faaer Overhaand, men Formen er endnu temmelig regelmæsfigt fiirfantet; dette er ogſaa Tilfældet med Sfjællene under Bugen; dog ere didfe tildeels af en betydelig Storrelſe (6”” Længde og 4“ Brede). Nygffjællene, hvor Længden ogſaa er Dvervejende, antage derimod en meget uregelmæsfig Form, og variere betydeligt. Ovenover Bugfinnernes Rod er et ftort, til ſpidſet Sjæl. Leveren er temmelig flor, af en ſmuk rød Farve, deelt inner Sys: to Lapper, af hvilfe den venftre er dobbelt faa ftor ſom den højre; Galdegangen er meget lang; Maven er lille, bagtil tilſpidſet; Portneren, ſom udgaaer fra Mavens forrefte Deel, omgives af 22 Blindtarme af ulige Storrelſe, tæt forenede med Tarmen ved Cellevæv. Tarmekanalen, fom er femmelig tyk, løber forſt bagud forbi Maven, gjør derpaa en Bejning op mod Portneren, hvor den atter bøjer fig, og i lige Retning løber til Gadboret. Milten er lille, mørkt rodbrun ). +) Diéfe Noticer over Indvoldene ere laante af Cuvier, da jeg ikke felv har haft Lejlighed til at aabne nogen Mulle, 80 —— Rygraden beſtaaer af 24 Hvirvler, af hvilfe fi tilhøre Bughulen, fjorten Halen. Forſte Rygfinnes J Straaler ere an— bragte over 3die fil Tde Hvirvel, anden Rygfinnes 9 Straaler over de fem forſte Halehvirvler. Storrelſe. Denne Fiſts almindelige Størrelfe ffal omtrent være en Fod; dog naaer den ogfaa en Længde af 14 fil 15 Tommer og en Vægt af et Par Pund. Af de hos os fangede Individer, ſom jeg enten har feet, eller har fiffer Kundffab om, var det ftørfte omtrent 11 Tommer langt, det mindfte lidt over 8 Tommer. Schonevelde fortæller, af de ved Hertugdommernes Kyſter fan- gede fjældent ere mere end en Haandsbred eller 4 Tommer lange”). gorekommen Den guulſtribede Mulles rette Hjem er Middelhavet, hvor den er meget almindelig. Dog ogſaa paa Veftfyften af Frankrig og paa De engelffe Kyſter er den endnu faa hyppig, om Foraaret pg Sommeren, af den er vel befjendt ſom Næringsmiddel. Hos os derimod ſynes den at have naaet Grændfen for fin Udbredelfe, pg fanges fun meget fjældent og tilfældigvis. Jeg veed intet Exempel paa, at den er fanget paa Veftfyften af Iydland eller Hertugdømmerne. Paa S choneveldes Tid forefom den, ſtjondt fjældent, i Kielerfjorden og Eckernfordefjorden, ifær om Efteraaret, pg dette fynes endnu at være Tilfældet; thi af Hr. Boie 1 Kiel har jeg erholdt den interesſante Efterretning, at den 12de og 14de Oftober (1824? Aaret er iffe ganfTe beftemt) fangedes tretten Individer af en Mulleart nær Kiel. J det fongelige Muſeum opbevares et Individ, fom er fanget i Store-Belt, og et andet, fom er faget i Oreſundet mellem Humlebak og Helſingor den 4de Marts 1834. IJ den naturhiftoriffe Forening findes et ved Horn⸗ bæf fanget Exemplar, og Pr. Eschricht ejer. Sfeletfet af en +) Palmi longitudinem hisce provinciis raro superans 1, c. Paa de engelftfe Kyfter bliver den fjældent over 14” lang. Det ſtorſte Individ, Narrell har erholdt ſikker Efterretning om, vejede 3 Pund 6 Unger, Mullus barbatus bliver paa den engelfte Kyft fjældent over 6” lang. 81 guulftribet Mulle fra Ørefundet. Endeligen beretter Prof. Nil s— fon(Prodr. Ichth. Scand., pag. 90), at der i September Maas ned 1827 fangedes nogle Individer i Ørefundet udfor Malmø og Landskrone i Sildegarn. Dette er, hvad jeg veed at anføre om dens Forefommen i vore Have. Ingen Fiffer paa flere af vore ſtorſte Fifferlejer, fom jeg har ſpurgt om denne Fiſt, og viiſt Af bildning af den, har paaftaaet at fjende den. Paa de engelffe Kyſter fanges denne Mulle hele Aaret igjen-Levemaade. nem, dog i ftorft Mængde i Maj og Juni. Ifolge Beffaffenheden af de Fifferedffaber, hvori den fanges, fremgaaer, at den vel til fine Tider opholder fig højt oppe i Vandet nær Overfladen, men dog endnu fædvanligere ved Bunden, hvad man ogſaa af dens Sfjæg- getraade funde ledes til at formode. Mullen ſtal iøvrigt være en Strogfiſk; det vil fige: efter en Tidlang at have ligefom flaaet fig til Ro paa et Sted, drager den en lille Stræfning bort, og bliver derpaa atter ftaaende en ubeftemt Tid. Cuvier har i Maven af Denne Fiſt fundet ſmaa Kræbsdyr tTæring. (Amfipoder). Den temmelig lille Mund og de meget ſmaa, ſtumpe Tænder fillade den ikke vel at bemægtige fig noget ſtort Bytte. Tandforholdet kunde maaffee endog lede fil den Formodning, at ſmaa Bløddyr tfær maatte være anvifte den til Næring. , Legetiden indtræffer, efter Cuvier, 1 Maj eller Juni Maa= Sorplants ned, og paa denne Tid ſtulle de gule Længdeftriber langs ben ad Fra Siderne blive mere levende og tydelige. Rognkornene ere fær- deles fmaa. Efter Warrell ev Yngelen 5” lang mod Slutnin⸗— gen af Oftober. Mullerne tillagdes i Oldtiden en høj Beremmelſe, iffe alene Unvendetge. for deres Velſmag, men ogfaa for den Farvepragt, de i Deds— kampen udfoldede, og de beffjæftigede dentins Satyrifere og Mo— ralifter næften ligefaa meget ſom Gourmanderne. Uden at fætte den overdrevne Priis paa dem fom i hine Dage, betragter man dem ftedfe, hvor de forefomme overflødigt, fom et fortrinligt og ſundt Naringsmiddel. — 82 II. De pandſerkindede Fiſke. Knurhaneſſlegten (Trigla Lacep.) Hos Fiffene af denne Slægt er Familiens Sfjælnemærfe, de bepandsrede Kinder, i meget hoj Grad udviflet, da det forrefte Ojebeen har en faa overordentlig Storrelſe, at det iffe alene be— dDæffer hele Kinden, men endog fortil rager frem over Snuden, pg, naar Munden cer luffet, ganffe ſtjuler Overfjæbebenene; bag— fil derimod ved en ubevægelig Sutur forener fig med Forgjalle— laaget, faa af Gjallelaagsapparatet iffe fan ſettes i Bevægelfe, uden at Øjebenet ogfaa maa bevæges. Hovedet har Form af en Kubus eller af et Parallelepipedum, idet Panden er bred og flad, Siderne næften lodrette og Snuden ftærft nedffraanende; Hove— dets og Sfulderenå Been vife en fornet og ftribet Overflade, pg ere ofte væbnede med Pigge. Hvad der endvidere bidrager til af give Hovedet et fremmed Udſeende, er, at Overſtulderbla— dene ligge paa Rygfladen, ere ſammenvoxede med Hjerneffals len, og antage Udſeende af to, til denne hørende, bagudret— fede Pigge. Undergjallelaaget og Mellemgjællelaaget ere meget fmaa og tynde; Gjællehuden har J Straaler; Kjæberne pg den forreſte Deel af Plougffjærbenet ere forfynede med Raspetænder, hvilfet ogſaa er Tilfældet med Svælgbenene og med Gjallebuer— 88 neg Knuder; Ryggen bærer fo Finner, af hvilke den forſte be— ftaaer af Pigſtraaler, og er højere, den anden derimod indfager en ſtorre Længdeftræfning; begge optages de i cn Rende eller Fure, hvis Sider dannes af to Rakker Beenplader (Idvidelfer af ossa interspinalia). Bryſtfinnerne ere, ligefom ogfaa Bug— finnerne i Almindelighed, ftore og forſynede med ftærfe Muffler ; foran og nedenfor hver Bryftfinne findes tre frie Straaler; Kroppen, ſem ev bedakket med ſmaa Sfjæl (ikke bepandsret med Beenplader), er langftraft, temmelig trind, eller dog fun lidet ſammentrykket, mod Halen tilſpidſet. Sidelinien, ſom løber tem— melig parallelt med Ryggen, klofter fig ved Enden af Halen, og forlænger fig ud over Halefinnen. Arterne af denne Slægt be— finde Blindtarme i forffjælligt Antal (5 til 10) og Svømmeblære. De udmærfe fig ved den knurrende Lyd, de lade høre, naar de komme op af Vandet. 7 Art. Den graa Knur (Frigla Gurnardus Linn.) Den ftørfte Højde indeholdes 6 til 7 Gange i Totallængden; Gjællelaagetå og Overarmens Been— pigge ere temmelig ftore, ſpidſe og ftærfe; Plader: ne, fom danne Ryggens Fure, ere paa Wderranden frenulerede; Sidelinien danner en ſkarp, faugtag: get og frenuleret Kjøl; førfte Rygfinnes Højde er omtrent lige med Kroppens Højde, og de fre førfte Straaler have en fornet Overflade; Bryſtfinner— nes Længde indeholdes fra 41 til omtrent 5 Gange i Totallængden, og deres midterfte Straaler ere enkelt kloftede. Finnernes Straaletal er: Rygf. 8-19; Bryftf. 3-+11; Bugf. 2; Gadbf. 18; Halef. 27%). (3-9)(19-20) (18-21) 3 +) Af fyv, med Henſyn til Finnernes Straaler underføgte, Individer havde fem 8 Straaler i førfte Rygfinne, to derimod 9 Straaler; fer havde 19 Straaler i anden Rygfinne og kun et enefte 20 Straaler 6" Artsmarke. 84 Synonymi. Schonevelde Side 32, Cuculus Lyræ species. Worm's Mufeum, Side 266, Cuculus marinus. Pontoppidans Atl, I, 651, Trigla Hirundo, Millers Prodr. N. 400, Tr. Hirundo. Olavius's Skagens Beftriv,, Side 149, Trigla & c. Aagaards Beftr. af Thye, Side 45, Knude. Kuß Naturb. d. Herz., Side 134, der graue Seehahn. Soffmann, Tidsſk. for Naturv., Side 375, Knurhane. Albild⸗ Klein, Miss. l'ise. tab. XIV fig. 3; Fries og Ekſtrom Skand, ninger, Fiſkar. tab. III, fig, 2, Anm. At den, hos de ovenangivne Forfattere omtalte Knur maa henføres til nærværende, den hos os langt almindeligere Art, og ikke til Tr. Hirundo, lider ingen Tvivl. Efterat Linné urigtigt havde hendra— get den i Kattegattet faa hyppige Trigla til de tidligere Forfatteres Hirundo, efterfulgtes han heri af Pontoppidan og fenere af Muͤl— lev"). Med Henſyn til bet fra Magaard hentede Citat, kunde man maaſkee mene, at det flet iffe hører til denne Slægt, da Aa- gaard angiver Cottus eataphractus fom det fyftematifte Navn for den af ham betegnede Fiſt. Men de af ham anførte Trivialbe— nævnelfer, faavelfom hvad han iøvrigt beretter om Fiften og dens An— vendelfe, tillade næppe nogen Tvivl om, at han har en Trigla for Die. Navne. Faa danſke Fife ere faa rundeligen forſynede med Navne fom denne. Paa Schoneveldes og Worms Tid hed den Kurre, Kurrefiſk og Kur, Venavnelfer, der, ligefom de (hvilfet Antal Cuvier angiver fom det regelmæsfige); i Gadborfinnen talte jeg hos fire Individer 18 Straaler, hos et 19, hos et 20 (efter Cuvier det fædvanlige Tal), og endeligen hos et 21, J de øvrige Finner har jeg ikke iagttaget nogen Afvexling i Straaletallet: at Cu— vier angiver 10 Straaler for Bryftfinnerne, har maaftee fin Grund i, at han betragter de to forſte Straaler fom kun udgjørende een. +) Befønderligt er det, at Muͤller ved fin Trigla Hirundo citerer Jacobei Mus, regium tab. VII fig. I, der fremftiller en Daety- lopterus, faa meget mere ſom Texten hos Jacobeus udtrykkeligen til— fjendegiver dette, og flet ikke omtaler de nordifte Arter af Knurhane— Slægten, 85 fenere Knur og Knurhane, antyde den Lyd, Fiffen lader høre, naar den ev fangen. Paa Sjallands Nordkyſt har jeg hørt den benævne Gnading, Gnoding, Knoding; i Omeg— nen af Aarhuus og i Iſefjorden kaldes den S med”), hvilket Navn, ved at forenes med et af de ovenfor anforte, bliver til Knur— ſmed paa Leso. Flere Steder i det nordligſte Iydland hedder den Knude, ved Hov Haardknude*); de af Pontoppi— dan ſom danſte angivne Benavnelfer, Sohane og Sokok, har jeg aldrig hørt anvende: maaffee ere de blot at anſee ſom Over— fættelfer af den, efter Schonevelde, helgolandffe Benævnelfe Sehehahn? Brynnid betegner i fine Fundamenta Zoolo- giæ Slægten Trigla med det norſte Navn Nyt, hvilfet, i en faa ſtor Overfledighed af befjendte danffe Navne, ſynes mindre nødvendigt. Nærværende Art er iffe blot af en mere langſtrakt Form Beærivelre. end Trigla Hirundo, men overgager i denne Øenfeende de flefte andre til Slægten henhørende Arter; ogſaa fjerner Sfraaningen af Deng Snude fig i hojere Grad fra det Lodrette. J Farve varierer den faa uendeligt, naar man gaaer i det Enfelte, af det ſtundom fan være temmelig vanffeligt, blandt en ftor Mængde Individer at træffe fo ganſke overeensſtemmende. De folgende Angivelfer ere efter levende eller dog nyligt fangede Individer. Ryggen og Pandefladen graa; Sidelinien mesſing— guul; under Sidelinien en graa Stribe, fom mod Halen bliver fmallere; after nedenfor denne en orangered Stribe; Bugen af en overmaade ſmuk, ſtinnende hvid Farve, der har Lighed med Email; +) Paa Shoneveldes Tid hed den Schmiedeknecht ved Kiel; i Hal— land i Sverrig faldes den ligeledes Smed (efter Retzius). Hvad der ligger til Grund for denne Benavnelſe, ev vanſtkeligt at gjætte, ++) I Sverrig nogle Steder Knot (Retzius). Sært er det, at man fræffer denne Benævnelfe igjen i Irland (Yarrell) i Navnene Knout og Nowd, hvormed den graa Knur der betegnes, Af Anct ellev Knude ere Knoding og Gnoding maaſkee diminutive Former, 86 Gjællelaagene mesſingfarvede; Rygfinnerne gragagtige, den anden med en morkere Stribe, den forſte ſtundom med en mere eller min— Dre tydelig fort Plet ); Halefinnens everſte Halodeel er graa— agtig, Den nederfte rodagtig; def ſamme Forhold finder Sted hos Bryſtfinnerne; Bugfinnerne ere hvide; Gadborfinnen redag— tig; den morkeblaa Pupil omgives af en ſmal, mesſingfarvet Ring, uden for hvilfen Hornhuden er brungraa. Hos nogle Individer antager Ryggens graa Farve et rødligt Sfjær; Ryg, Sider og Hoved ere beftrøede med en Mængde runde, ovale eller nyre— dannede Pletter af ftraaguul Farve, og den røde Linie langs Si— derne bliver meget fmallere. Atter hos andre er Ryggen morkt rødbrun med hvidagtige Pletter i mere ellev mindre regelmasſige Længderæffer ; Sidelinien hvid; nedenfor Sidelien en rodbrun, med Hvidt marmoreret, Stræfning; Hovedets Sider folvfarvede med rødligt SFjær (fobaltfarvede) o. ſ. v. o. f. v. De folgende Udmaalinger ere af et Individ paa 104” Længde: den ftørfte Højde (foran forſte Rygfinne) 194"; den ftørfte Tykkelſe 1577; Højden foran anden Rygfinne 18“3 Højden foran Halefinnens Rod 4477; Tykkelſen foran Halefinnens Rod 44/7; É Ufftanden fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand 21; Ufftanden fra Snudefpidfen til Enden af Gjællelaagets Pig 2357 Ufftanden fra Snudeſpidſen til Enden af Overftulderbladet 31” 3 Ufftanden fra Snudeſpidſen til Nakken 2547"; | Hovedets Højde over Nakken 187”; Pandebenets ringefte Brede mellem Øjnene 543 Pandebenets Brede bag Øjnene 103”; Snudens Brede i Enden 6” ; det opfpilede Gabs Højde indvendigt 1137”; det opſpilede Gabs Brede indvendigt 14/7; Afſtanden fra Snudeſpidſen til fotreſte Næfebor 53 ) Denne Plet er imidlertid langtfra af være konſtant, og plejer fjældent eller aldrig at være frarpt begrændfet og af dyb Farve. 87 Ufftanden mellem forrejte og bageſte Neſebor 1”; Afſtanden mellem bagefte Næfebor og Djehulens forreſte Rand 6”; de forrefte Neſeborers indbyrdes Afſtand 4“3 de bagefte Næfeborers indbyrdes Afſtand 53 Afſtanden fra Snudeſpidſen til Ojehulens forreſte Rand 13”; Øjets Længdegjennemfnit 77”; Djets Højdegjennemfnit til Panderanden (ikke til PandebenetsKand)6““ Afſt. fra Øjets bageſte Rand til det hudagtige Gjællel. bag, Rand 1053 Ufftanden fra Ojets nederfte Rand til Hovedets Underflade 97; Afſtanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 22/ ; førfte Rygfinnes Længdeftræfning 203 førfte Rygfinnes Højde 19” ; førfte Rygfinnes Afſtand fra anden Rygfinne 6”; anden Rygfinnes Længdeftræfning 36” ; anden Rygfinnes ftørfte Højde 93 anden Rygfinnes Afftand fra Halefinnens Rod 11477; Bryſtfinnernes Længde (de frie Straaler ikke medregnede) 277”; Længden af Bryftfinnernes forrefte frie Straale 1”; Længden af Bryſtfinnernes bagefte frie Straale 19”; Bugfinnernes Afſtand fra Snudeſpidſen 2/7; Bugfinnernes Længde 263 Gadborets Afſtand fra Snudeſpidſen 417; Gadborfinnens Afſtand fra Gadboret omtrent 13 Gadborfinnens Længdeftræbning 3”; Gadborfinnens ftørfte Højde 93 Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 97”; Halefinnens ftørfte Længde 2”; Halefinnens Længde i Midten 147”, Hovedet, fom omtrent indeholdes 4 Gange 1 Totallæng= ten, ev temmelig ſammentrykket, af meget ftørre Højde end Brede; Siderne ere faa lodret nedftigende, af Pandefladens ſtorſte Brede næften tillige betegner Hovedets ſtorſte Brede. Pande— fladen er juſt ikke ganſte horizontal, men imidlertid ev dens Skraaning ned mod Snuden fun ringe; den er bagtil femmelig ” flad, men bliver mellem Øjnene lidt fonfav; paa hver af dens Siderande, ſom adffille den fra Hovedets Sideflader, fremtræ- 88 der tydeligt en krenuleret Beenkam, vandret og efter Fiffenå Længde, hvilken naaer til Øjehulens bagefte-overfte Vinkel, og gjør Grændfen mellem Panden og Sidefladerne ffarp og retvinflet. Snuden ftiger ffraat, men ikke ftejlt, ned; jeg tor ikke med nogen Sifferhed beftemme de Vinfler, den danner med Pande— fladen og Hovedets Underflade: dog forefommer den førfte mig at udgjøre næften 150 Grader, den fidfte omtrent 45 Grader; Den foran hver Øjehule fremragende Beenknude og Mellemfjæbe- benenes lidt fremftaaende Apofyse give Snuden et noget fon- kavt Udfeende; mod Siderne runder den fig. Snudeſpidſen, der, fom 1 Slægtsfarafteren anført, dannes af de uhyre forrefte Djebeens fremadrettede Spidfe, mellem hvilfe et aabent Rum, eller ligefom et Indfnit, vifer fig: er paa hver Site forfynet med fire, temmelig lange Beenpigge; den inderfte af disſe ſy— nes i Neglen af være den langſte, de foelgende gradeviis at af— fage, indtil de mod Siderne tabe fig i Krenuleringer ). Ligeſom Snudeſpidſen (eller maaffee rigtigere i dette Tilfælde: Snude— ſpidſerne) rager frem over OQOverfjæben, ſaaledes rager denne igjen frem vover Underkjgben, og Mellemfjæbebenene ligge iffe alene fortil, men ogſaa paa Siderne, ud over denne ſidſte. Da Hovedets Underflade er vandret, er Munden ikke opſtigende; paa Grund af Kortheden af Mellemfjæbebenenes Udvext, er den fun lidet fremffydelig; det opſpilede Gab har ſtorre Vrede end Højde, og er fun klevet indtil under det bageſte Neſebor. Mellemfjæ- *) Med Henfyn til de Pigge, hvormed Øjebenenes Spidſer ere forſy— nede, maa mærkes (hvad der ikke blot gjælder for denne Art, men, fom jeg tvoer, for alle Slægtens Arter), at de deels i deres oprin— delige Tilſtand fynes at være nogen Afverling i Antal, indbyrdes Længdeforhold, Form o. f. v. underkaſtede, deels maaſkee afſtumpes mere eller mindre hos det levende Dyr ſom Folge af ydre Forholds forftjællige Indvirkning, deels endeligen ved Transport let afſtodes. Man kan altſaa kun betinget og med ſtor Varſomhed benytte dem til af ftjælne mellem nærftaaende Arter. 89 bebenene ere temmelig tynde og fvage, pg det Samme er Tils fældet med Overkjebebenene, ſtjondt de i Enden blive temmelig brede; naar Munden er lukket, naae de hen omtrent under ODjets forrefte Rand. Tænderne ere færdeles fmaa, tætftillede og i ftort Antal; det Tværbaand, de danne paa den forrefte Deel af Plougſtjerbenet, er iffe bojet 1 Form af en Vinfel, men har Halvmaaneform. Hudforhanget bag Mellemkjabebenene er fær- deles tyndt og overhoved temmelig rudimentært. Tungen er bred, flad, i Enden meget ſtumpt afrundet, naſten ſlet ikke ad— ſtilt fra Underkjeben. Mundhulens forreſte Deel er hvid, den bageſte citronguul. Den yderſte Gjællebues yderſte Ræffe Knu— der forlænge fig for ſtorſte Delen til ſmalle, tilſpidſede Blade. Naæſeborerne, fom ere temmelig fmaa, og fidde Snudefpidfen - nærmere end Øjets forrefte Rand, ere anbragte i ef lidet hud agtigt Mellemrum mellem de forrefte Øjebeens everſte Rand og Plougſtjerbenets Siderande; de forrefte Næfeborer ere mindre end de bagefte, kredsrunde, og vife en, rigtignof ringe og utyde— lig, Tilnærmelfe til Rerform; de bageſte Næfeborer have en lang: ftraft Spalteform og en ſtraa Stilling (den forrefte Ende udad) ; Aſfſtanden mellem forrefte og bageſte Næfebor er omtrent ligefaas ftor fom Længden af det ſidſte. Øjnene ere noget elliptiffe, tem— melig ftore (deres Længdegjennemfnit indeholdes omtrent 4 Gange i Hovedet Længde), og fidde med deres pverfte Rand i Pande— fladen; ODjehulen gjør endog foroven et dybt Indſnit i Pandefla— Den, faa at denne her pludfeligen bliver meget ſmallere end bag Øjet. Pandebenet er langs Øjehulens øverfte Rand fvagt kre— nuleret; ved Øjehuleng pverfte-forrefte Vinfel danner det en lille Fremragning eller Knude, fra hvilfen udgaae fo fpidfe, opad og bagudrettede Pigge. Undertiden er Antallet af disſe Pigge tre; undertiden vifer det ene Øje tre, det andet fun fo. Forgjæl lelaaget har en langftraft, foroven ſmal og tilfpidfet, forneden bredere Form; dets forrefte Rand, ſom ftøder op til det forre- ſte Øjebeens bageſte Rand, danner en ret Linie, ſom dog iffe 90 ftiger lodret ned, men er rettet lidt ſtraat fremad; Forgjallelaa— gets bageſte Rand ftiger derimod lodret ned, indtil den omtrent har naaet Gjallelaagets nederſte Spidſe; vifer dernæft et ubetydeligt Indſnit, og neden for dette fo bagudrettede Pigge 1 ringe Afftend fra hinanden, af hvilfe den nederfte ev den mindfte; neden for denne er et baade længere og dybere, fFraat-fremadrettet Indfnit; det noget fremftaaende Hjørne, ſom dannes mellem dette Indfnit og Forgjcllelaagets nederſte Rand, bar fem fmaa Torne; ogſaa den forte underfte Vand vifer fvage Spor til Torne. Imidlertid maa mærfeg, af Forholdet og Tallet af Forgjællelaagetå Torne fynes af være nogen individuel Afverling underfaftet. Det egent— lige Gjællelaag fan i Form ſammenlignes med en Triangel, hvis Grundlinie er rettet fremad, medens den i en lang Spidſe eller Vig uddragne Topvinfel er rettet lige bagud; Triangelens nederfte Linie er bøjet noget halvmaaneformigt ind, og dens ever— fte Linie har fo halvmaaneformige Indfnit, mellem hvilke en opad og bagudrettet Pig fremtræder, der deg er meget fortere end den forſte bagudrettede Pig, og ſtjules i Gjællelaagshuden. Un— dergjællelaaget, hvis benede Deel er meget lille, tynd, gjen— nemfigtig, ligger tildeels ffjult under Gjallelaaget og Forgjallelaa— get; af Form er det triangulært med afrundede Binfler, Topvin— felen omtrent ret, den bageſte Vinkel lidt indffaaren, hvorved to fmaa Wigge dannes. Mellemgjallelaaget ligger aldeles ffjult under Forgjællelaaget, er ſtorre end Undergjællelaaget, men endnu mere fyndt, hudagtigt og gjennemfigtigt end dette; det har en rhomboidal eller noget uregelmæsfigt fiirkantet Form, og er fortil uddraget en lang Spidſe. Gjalleaabningerne ere klo— vede heelt hen under Næfeborerne; Gjælleftraalerne ere temmelig fvage, ſmalle, næften flet ikke fladtryffede. Alle Hovedets Knog— ler, ſom paa Over- eller Sidefladerne træde for Dagen, ere fiint og ffarpt granulerede, hvilfet paa Grund af den meget tæt til- fluttende, næppe mærfelige Yderhud falder faa meget mere i Øj- nene; Granulationerne forene fig naſten overalt til Striber eller 91 Linier, der almindeligen gaae ud ligeſom Straaler fra et Middel: punkt. Paa Pandebenet (eller nøjagtigere: paa Ossa parieta- lia) er paa hver Side tæt bag Øjehulen et ſaadant Middelpunft, hvorfra flere men kortere Straaler udgaage i Retningen bag og tildeels indad, færre derimod, men meget længere, tydeligere og ftær- kere betegnete, i Retningen fremad; mellem disſe fremadgagende og de bagefte dannes et triangulært Mellemrum, fom ev fornet men ikke ſtribet. Paa Snuden (eller nejagtigere udtrykt: paa Sibenet) er en ftor Stjerne, hvid Middelpunkt er nærmeft Knog— lens forreſte Ende, og hvis bagudrettede Straaler derfor ere de længfte. Tæt foran hver Ojehules forreſte-everſte Vinkel vifer fig en lille og mindre tydelig Stjerne, hvis bagudrettede Straa— ler gaae over i Djerandens ovenfor omtalte Beenpigge. Det forrefte Øjebeen vifer tre Stjerner: den ftørfte og bageſte af disſe har fit Middelpunkt omtrent under Ojets forrefte Rand, naaer med fine forreſte, kortere Straaler henimod (dog iffe til) de bageſte Næfeborer, og optager med fine bagudrettede, længere Straaler næften hele Rummet under Øjet; blandt disfe fidfte Straaler er en tydeligere fremtrædende, horisontal, ſom gaaer Dver i en lignende paa. Forgjællelaaget. Den forrefte Stjerne har fit Middelpunft foran det forrefte Neſebor; dens meget forte forrefte Straaler ſynes at gaae over i Snudeſpidſens Pigge pg Krenuleringer; blandt de længere, bageſte Straaler bemarkes en ftærfere, vandret, ſom fortfætter fig med en lignende af den midterfte Stjerne. Denne, ſom iffe blot ligger mellem, men i visſe Maader ogſaa nedenfor, de foregaaende, ev den mindſte, og udmærfer fig ifær ved fine lange, bageſte Straaler, der danne ligefom en Hale. Forgjællelanget har een Stjerne, hvis Middel punft er paa den nederfte Deel af dette Beenſtykke, hvorfor de pverfte, næften lodrette Straaler ere meget lange, de for= og bagudrettede derimod, ſom Følge af Beenſtykkets Form, meget forte; den ovenfor berørte, ftærfere, horisontale Straale fløfter fig bag Middelpunftet for at gaae over i de” to bagudrettede 92 Pigge. Paa Gjallelaaget danne Straalerne fun en halv Stjerne, fordi næmlig Middelpunftet falder ved den forrefte Rand, og der ſaaledes fun fan være opad-, ned- og bagudrettede Straaler: Den Straale, ſom gaaer. over 1 Gjallelaagets ſtore Pig, er fær- deles ftærft fremtrædende. Mellemgjallelaaget og Forgjallelaa— get have rudimentære Stjerner. Overarmen vifer, hvad Straa— ler angaaer, ef noget lignende Forhold med Gjallelaagsſtykket, men dens Pig er forholdsviis langt fortere. Overſkulder— bladet er af en langſtrakt Triangelform; den meget ſpidſe Top— vinfel er rettet lige bagud, og naaer omtrent til den bagefte Deel af Gjællelaaget3 Hud; Siderne ere ftærft fremtrædende; Over— fladen fiint fornet, dog uden Striber. Ogſaa Skulderbla— Det, ſom tildeels ſtjules af Gjællelaaget, vg hvid Form er langs ftraft, ſmal, i Enderne noget afrundet, vifer, efter af være be— friet fra den det bedæffende Hud, en noget ftribet og kornet Overflade *). Forſte Nygfinne begynder lidt bag Enden af Over— ffulderbladet og Bryſtfinnernes Rod, men lidt foran Spidfen af Gjællelaagets Pig. Dens Højde og Længee, ſom indbyrdes oms trent ere ligeſtore, ſtemme ogſaa med Kroppens Højde, eller over— gaae denne ganffe ubetydeligt. Dens Form er triangulær, for— fil næften lodret, bagtil nedffraanende. Straalerne ere meget tykke, ſterke og ſpidſe Pigſtraaler, ſom rage langt. frem af. den meget tynde forbindende Hud *). Forſte Straale er lidt fortere end anden, Der er den længfte; de følgende aftage i Længde ſaavel— fom 1 Styrke; deg er ber af mærfe, at tredie Straale underti— Den er meget fyffere end anden, ligefom den ſtundom næften nærmer fig den i Længde. Hvad der ifær ev betegnende for ) Hos unge Individer ere alle Granulationerne fvagere, og det forreſte Ojebeen er (efter Cuvier) deelt i to Stykker. ++) Den fidfte Straale ev imidlertid mindre fremragende, ligeſom den plejer at være meget fort. , 93 denne Finne, er, at de tre førfte Straaler have den forreſte Deel af deres Overflade kornet (omtrent ſaaledes ſom Hovedets Knogler), hvorved forreſte Straales forreſte Rand viſer ſig krenuleret eller ligeſom dannende en ſtump Saug. Jeg har fun fjældent be— mærfet fvage Spor fil Granulation paa den fjerde Straale. Mellem førfte og anden Rygfinne er et Mellemrum, ſom indtages af 3 af Rygfurens Beenplader. Anden Rygfinne har en betydelig Længdeftræfning,… men i Højden, fom er temmelig eens i hele Stræfmingen, eller deg fun ffraaner fvagt ned bag— til, ftaaer den langt tilbage; anden Straale er den længfte og ſidſte Straale den fortefte; alle Straalerne ere bløde, rage fun lidt ud af den tynde forbindende Hud, og vife fun ringe og utydelige Spor til Forgrening i Enden, endog den fidfte. Been— pladerne, fom danne den Fure, hvori Rygfinnerne optages, ere 28 i Tallet; De ere iffe meget fremtrædende, men udmærfe fig Derved, at hver af dem paa hver Side er forfynet med fem ellev fer overmaade ſmaa, ſtumpe Pigge eller Krenuleringer; et War af de forſte Plader pleje ogſaa paa Overfladen af være noget fornede; af Form ere de reftangulære med ftorre Brede end Længde; Overfladen er konkav, Underfladen konvex. Disſe Pla— der fage iøvrigt deres Begyndelſe bag forſte Rygfinnes to forfte Straaler, og ophøre foran fidfte Rygfinnes ſidſte Straale; hver Straale er ſaaledes forfynet med en Plade, med Undfagelfe af de to forſte. Bryſtfinnerne naae lidet forbi Spidſen af Bugfinnerne, og næften til Gadborets forrefte Rand; fjerde til fjette Straale ere de længfte, fidfte den fortefte; forſte Straale enfelt, meget tæt forenet med anden; denne er utydeligt tvedeelt; fredie til fyvende ere næften floftede til Midten; de fire fidfte enfelte; af de frie Straaler er den Bryſtfinnen nærmefte længft, Den forrefte korteſt; de vife fig meget tydeligt ringede eller led— dede og beftaaende af to, i en falleds Hud indſlutttede Straaler. Bugfinnerne ere anbragte omtrent lige under Bryſtfinner— nes Rod, og ere fun lidet fortere end disſe; Pigſtraalen er af 94 betydelig Længde ſaavelſom Styrfe, men desuagtet den fortefte af Straalerne; fjerde og femte Straale ere de længfte, og ind byrdes omtrent lige lange; fjette ev lige med tredie; alle de bløde Straaler ere i Enden kloſtede. Gadborets Afftand fra Snudefpidfen træffer foran den halve Længde, ubetydeligt bag førfte Rygfinnes Begyndelſe. Gadborfinnen, fom begynder ftrar bag Gadboret og lidt bag anden Rygfinnes Begyndelfe, ftræffer fig lidf nærmere mod Halefinnen end anden Ryogfinne, dog fun hojft ubetydeligt; alle Straalerne ere leddede men enkelte; De tre eller fire forfte, og ligeledes et Par af de ſidſte Straaler, ere lidt fortere end de gvrige, ſom omtrent vife eeng Længde. Mellem Gadborfinnens og fidfte Rygfinnes Ophør og Halefinnens Nod vifer Dalen en noget plump og fitrfantet Form af omtrent eens Hojde og Tykkelſe. Halefinnen gaaer temmelig højt pp paa Siderne af Halen, der i Enden er afftumpet eller lige afffaaren; dens mellemſte Straaler ere meget ſtarkt forgre— nede eller ligeſom buffede; i Midten er den dybt indffaaren, men fan. udbredes faameget, at den faaer et næften lige afffaaret Udſeende. Sidelinien lober omtrent horizontalt (fun af den i Be— gyndelfen er bøjet lidt op langs Skulderbladets bagefte Rand), og er i fin allerftørfte Stræfning meget nærmere Nyglinien end Buglinien; ved dens Begyndelfe er dens Afftand fra den ſidſte omtrent fire Gange faa ſtor fom fra den førfte; naar Dyret betragtes fra Rygfladen, vifer Sidelinien fig ſom en langs hver Side ftærft fremragende Kjol: denne Kjol dannes af omtrent 70 ſmaa Beenplader, hvilfe ere forſynede hver med en ffarp, tan— det eller tagget Kam, ſom ifær træder ftærft frem paa den ba— gefte Deel af Kroppen. Beenpladerne fidde meget faft i Huden, og ere iffe forfynede med nogen Sliimkanal; deres Form er noget afrundet, dog uregelmæsfigt og ſtundom med Tilnærmelfe til det Fiirfantede: Kammen paa Pladerne beftaaer almindeligen af tre eller fire, ſtumpt afrundede Tænder, der ere rettede lige ud mod Siderne 95 (cen eller to af dem deg ofteft tillige lidt frem) og en ftørre, meget ſpids, fom er rettet bagud; derfor er Kjolen, naar man ftryger fra Hoved mod Hale, ſtarp og ujævn, men vifer fig ſom en fuldkemmen Saug, naar man ſtryger i den medſatte Retning. Ved Halefinnens Begyndelſe ophorer Kjolen, hvorimod Sideli— nien, ſom ſadvanligt gaffelformigt kloftet, fortfættes lige til En— ten af Halefinnen; imellem fine Grene indeſlutter den dennes tre midterfte Straaler, af hvilfe fo ligge ovenfor, een nedenfor Sideliniens Hovedretning. Paa Hovedet, Struben, den forreſte Deel af Bug og Si— der (under Bryſt- og Bugfinnernes Rod) have Knurhanerne in— gen Sfjæl; heller ikke paa Finnerne, uden nogle enkelte paa Halefinnen. Sfjællene ere bløde og fmaa, langt mindre end Sideliniens Plader; da det er meget vanfTelige at tælle dem med Møjagtighed, tør jeg iffe med nogen Beftemthed angive deres Tal: det omtrentlige Antal fra Ryggen til Sidelinien (ved forſte Rygfinnes Begyndelſe) er 14 eller 15, og fra Sidelinien til Gadborets Rand omtrent 30. I en Længdelinie vil Skjallenes Antal beløbe fig fil omtrent 150 (nogle og tyve paa 1” hos et Individ, hvor Afſtanden fra Gjællelaaget til Halefinnen var 7”). Sfjællene ere af en oval eller afrundet-fiirkantet Form, deg med Ufverling paa Legemets forffjællige Dele; den bageſte, frie Nand er væbnet med temmelig ftærfe Torne, alminteligen i Antal 4 til 6; nogle Sfjæl ere forfynede med en 3 eller 4bladet Vifte; hos andre har jeg ikke funnet opdage Spor til en faa- Dan; uagtet Sfjællene naturligvis ere fiint koncentriſk ſtribede, er dog felve Centrum utydeligt? de Sfjæl, ſom ligge nærmeft oven⸗ pg nedenfor Sideliniens Mader, og for en Deel bedakke disſe, løgrives let; andre Steder derimod, f. Cr. paa Nakken, ligge Sfjællene faa dybt ſtjulte i Huden, at man fun med flor Vanſkelighed adffiller dem fra denne. Sfjællenes Taglægning er ſaaledes, at en foregaaende Næffe fun bedæffer en ringe Deel hj 96 * af en efterfølgende, og et ovenforliggende Sfjæl ligeledes fun en meget ringe Deel af det nedenforliggende. Indre Byg Leveren er lille, tolappet; Spiferøret vidt, indvendigt Storrelſe. forſynet med henimod en Snees Folder; Maven ſtor, ſakformig, med tynde Vægge, indvendigt glat, Portnerdelen fort, tyf; 7 Blindtarme; Tarmen danner, efterat have tilbagelagt en lille Stræfning, en Krumning, og leber derpaa lige til Gadboret; Milten er langftraft, treſidet; Svømmeblæren ftor, bagtil tilfpidfet, fortil noget bredere, deelt i to afrundede Flige; Ur in⸗ blæren meget lille. Hvirvlernes Antal er 38, af hvilfen 14 tilhøre Bughulen, 24 Halen. Den graa Knurhanes almindelige Størrelfe er hos os 10 til 127; af mere end 15 til 16” Længde tør jeg ikke paaftaae, at jeg har feet nogen. Paa den franffe Kyft ere Individer pag 18” iffe fjældne (efter Cuvier), og man feer enfelte paa 24”. ſorekommen Denne Art forekommer fra Middelhavet til Orkney-Oerne pg I det norffe Hav, efter Nilsfon, indtil Polarzonen. Ved Færgerne er det mig ikke befjendt, at den er truffet, hvorimod Faber har beffrevet den ſom islandft”). Paa de danffe Kyſter træffeå den hyppigt baade i Veſter— havet og Kattegattet, gaaer ſtareviis ind i Oreſundet, og fore— fommer endog temmelig dybt inde i Oſterſoen, thi efter Bloch er den fanget ved Lybef, og ved Kiel er den (ifølge Hr. Boie'8 +) Efter et enefte, paa Kyſten opfaftet, Individ. Her vil det ikke være overflødigt at bemærke, at Faber ikke forhen havde feet Tr, Gurnar- dus, da han beftrev det islandfte Individ. Efterat han fenere i Iydland havde haft Lejlighed til at underføge danffe Individer, ſiger han (Manuſkr. IV, 67): „jeg feer deraf, af min Trigla (den island⸗ ftfe næmlig) ej ev Gurnardus, men”en anden Art.” Hvad der her bliver det Rigtige, er vanfteligt at afgjøre med Sikkerhed. Angivelſen af det islandfte Exemplar's Straaletal er viſtnok aldeles unøjagtig hos Faber; Beſkrivelſen pasſer imidlertid nærmeft til Tr. Gurnardus, men er altfor lidt detailleret, til at Identiteten deraf med Sikkerhed fan udledes, 97 Meddelelſe) femmelig almindelig om Sommeren. Paa det fjø- benhavnſke Fiffetorv har jeg hele Sommeren igjennem indtil langt ud paa Efteraaret (November Maaned) bemarket adffillige In— Divider næften hverv Dag, ſtundom endogſaa hos een Fiffer en Snees Stykker, hvilfet tilftræffeligen bevifer denå Hyppighed i Sundet. Olavius fortæller, af den fanges paa Aſtſiden af Skagen med Vaad, „ſtjondt fjældent flere end 80 til 100 Styk— fer ad Gangen.” Inden jeg faler om denne Arts Levemaade, troer jeg atLevemaade. maatte anføre nogle Bemærfninger, der gjælde Knurhane-Arterne i Almindelighed. Legemets trinde, mod Halen tilſpidſede Form pg de ftore, ftærfbyggede Finner gjøre disſe Fiffe fil udmærfede Svømmere. Denne Egenffab ſynes endnu at forhøjes derved, at Bæffenbenene forene fig fil en temmelig ftor, rhomboidal Plade, der ifølge fin Form afgiver et godt Stottepunft for Bugfinnernes ftærfe Muſtler. — De frie Straaler foran Bryftfinnerne danne efter al Rmelighed Redſtaber fil at føle med, og ere forſynede med ftore Nerver, dev have deres Udſpring under ganffe færegne Knuder ved Rygmarvens Begyndelfe, Fife, der ere forfynede med Foleorganer i Form af Sfjæggetraade 0. ſ. v., pleje almin— deligen at leve nær Bunden. At dette ogſaa ere Tilfældet med Knurhanerne, flutter man med Føje deraf, af de hyppigt fanges i Fifferedffaber, fom drages langs Bunden (paa den engelffe Kyſt f. Er. med det faafaldte Trawl-Net). For at føge deres Næring paa Bunden af Havet, ere deres frie Straaler maaffee faa meget mere nødvendige for dem, fom deres Lugtenerver fun ere lidet udviflede; hvorimod paa den anden Side Synsnerver og Øjne ere ftore (hvad ofte er Tilfældet med Fiffe, ſom op— holde fig i Dybet). Hovedets Bepandsring og Snudens Form fynes at gjøre Knurhanerne fliffede til at ſege 1 Bunden og mellem. Stene efter Nering; og den ligefom afflidte Tilſtand, Snudens Pigge ofte vife, ifær hos ſtorre Individer, indeholder maafFee en Befræftelfe paa, at disſe Fiffe virfeligen paa denne 7 X 98 Maade vfte fraffe fig Nxring. Men, hvad tidligere er ſagt om deres for Svømning fortrinligt indrettede Bygning, kunde maaſkee findes i visſe Maader at ftaae i Modfætning fil deres Ophold paa Bunden; ifær naar tillige mærfes, at alle Arterne ere for— fynede med en femmelig ſtor Svømmeblære. Knurhanerne holde fig heller ingenlunde alfid paa Bunden; idetmindſte hæver nær- værende Art fig til visſe Tider af Aaret, og gjennemlober ſtorre ellev mindre Stræfninger i Havet med betydelig Hurtighed. Dette flutter jeg deraf, at den flere Steder i Kattegattet i Maanederne Juli og Auguſt dorges tilligemed Makrelen. Denne Fiffemaade ev, ſom befjendt, beregnet pan Makrelens Hurtighed, og udfordrer en mild Kuling, hvilfen derfor ogſaa af Sofelk kaldes Makrel— kuling. Heri indeholdes altſaa Beviis for, baade af den graa Knurhane paa denne Tid forlader Havbunden, og af den er en hurfig Svommer. Men jeg har endvidere hørt fortælle, af, naar Kulingen tager fil, erholdes ved def ovenmeldte Fifferi ingen Mafrel men fun Knurrer. Derfom dette forholder fig faaledes, fynes man deraf berettiget til af flufte, af Knurhanen endnu ſvom— mer hurtigere end Makrelen, der dog regnes blandt de fortrin- ligere Svommere. Den graa Knurhane gaaer ofte Landet ganffe nær, hvilfet allerede bliver tydeligt af den Omftændighed, af den, fom ovenfor bemærfet, fanges 1 Vaad. Den 8de Juni (1831) om Formiddagen bemærfede jeg en betydelig Mængde af denne Art ved Indløbet til Grenaa Havn paa et Par Fod Vand. Stimerne løb lige ind under Bolværferne, ftrejfede paa en legende Maade omkring med en vverordentlig Hurtighed, og havde i Be— vægelfegmaade megen Lighed. med Hundeftejler. Maaffee havde den Aaleyngel, ſom ſamtidigt i talløfe Sfarer gif ind i Grenaa Havn, bidraget fil at lokke Knurhanerne hid. Den graa Knur— hane fynes at leve felffabeligt, da ofte og til forffjællige Tider af Aaret mange Individer fanges paa een Gang. Jeg veed iffe, om man af den Omſtandighed, at den temmelig ftådigt fanges med adffillige andre Fiffe (f. Ex. om Foraaret, medens den endnu 99 holder fig i Dybet, med Hvidlinger og Kuller, om Sommeren med Mafrel), tor uddrage den Slutning, at den blander fig med disſes Stimer. I de egentlige Vintermaaneder iagttages den fjældnere, og holder fig maaffee da voligt paa Havbunden. Vore Fiffere frygte flere Steder paa Kyſterne Stiffet af den graa Knurhanes Pigſtraaler ligeſaameget ſom Fjæfingens. Knurhanerne i Almindelighed ſynes at have adſtkillige Kræbs— Dyr anviſte fil Hovednering. Den graa Knurhanes Mave har jeg oftere fundet fyldt med Mysis flexuosa, men næften alle ſmaa Sødyr ere den viftnof et velfomment Bytte; Olavius be— retter, at han hyppigt i dens Mave har truffet „ſmaa Sandſkrub— ber og Anſjoser“ (hvorved han upaatvivleligen mener Angel af Rodſpetter og Sild). Dens Graadighed indſees tilſtrokkeligt af den Begjærlighed, hvormed den bider paa Krogen. Jeg har feet et Par Smaadrenge med frummede Knappenaale fom Krog og Regnorme ſom Madding i forf Tid at fange henimod 30 Stykker. Legetiden indtræffer i Juni, thi Individer, underſogte i Be— gyndelfen af denne Maaned, vifte fyldte Rognſække og gydefærdig Mælfe”). Om Artens Udvifling veed jeg aldeles Intet. Be— fonderligt forekommer det mig, at jeg aldrig har truffet Ungel af denne almindelige Fiſt, ja næppe har feet noget Individ af mindre Længde end 8 til 9”, Uagtet Knurhanerne ſynes faa vel beffyttede ved Hovedets Pandſer og forſte Rygfinnes ftærfe Wigftraaler, blive de dog of tere et Bytte for de ſtorre Torſtearters Graadighed. Nærvæ-s rende Art findes ftundom i Stortorffens Mave. Paa dens Gjæl- ler fræffeg en Snyltefræbs (Chondracanthus Triglæ), dog efter Sries og Ekſtrom yttre den Formening, at den røde Farve, ſom undertiden pryder denne Art, ſkulde være betegnende for den yngre Ulder, Gnavere fulde jeg troe den betegnende for Legetiden, og ifær for Hannerne; imidlertid mangler jeg endnu tilſtrakkelige Erfaringer herover, 7* Naoring. Forplan⸗ telſe. Fiender. 100 X min Erfaring yderſt fjældent hos os; en anden (Caligus dia- phanus) har jeg truffet pan den ydre Hud ved Struben. Ma— ven og Tarmefanalen ere Bolig for et Par Indvoldsorme ( Di- stoma soleæforme og Echinorhynchus simplex). Anvendelſe. Den graa Knurhane afgiver fun et middelmaadigt Narings— middel, ffjøndt jeg ftundom har hørt baade Fiffere og Andre be— rømme Den i faa Henſeende. Jeg har fundet dens Kjod hvidt, faft og af ſmukt Udfeende, men femmelig ført og infipidt. Hos Pontoppidan (I. c.) leſes den Bemarkning: „den fanges meget under Norre-Iydlands Kyſter, ſaltes og torres,“ hvilfen er optaget af Bloch, og efter ham af Cuvier (vel aft mærfe begge Steder under Tr, Hirundo) med den Zilfætning, at Knurhaner— ne bruges til Skibsproviſioner. Dette fidfte ſynes iffe længer at være Tilfældet hos os; hvor Blod) har hentet denne Tilføjning, er mig ubefjendt. Ved Agger torres endeel Knurhaner, dog uden at faae Salt. 101 8 Art. Blochs Knurhane. (Trigla Blochii Varr; Er. Cuculus HE. ). Sidelinien danner en ffarp, ſaugtagget Kjøl; for—Artsmarke. fte Rygfinnes Straaler ere glatte (uden Granula— tioner); Beenpladerne langs Rygfinnernes Sider viſe intet Spor til Krenulering; forſte Rygfinne har en ffarptbegrændfet fort Plet ved Randen mel lem tredie og fjette Straale; Forholdet af Finner— nes Straaler er: Rygf. 5—19; Bryſtf. 3 f 11; Bugf. 1; Gadborf. 18; Halef. 11"). (8-9) (18-19) (17-19) Blod) tab. 59; Klein's miss. IV, tab. 14, fig. 4. Afbild⸗ ninger, Anm. Nærværende Art kunde i visſe Maader figes, allerede ved Blod) at være erhvervet for den danſke Fauna, efterdi han fortæller, af han har taget det af ham beſkrevne Individ af Svolget paa en Gadus Merlangus, ſom var fendt ham fra Hamborg *, og altfaa efter al Rimelighed fanget ikke meget langt fra Hertugdømmerne Kyſter. Det Individ, fom imidlertid, uafhængigt af Bloch's Beret=. ning, har foranlediget mig til at optage Bloch's Knur**) blandt +) Det fom Regel angivne Straaletal ev det hos et danft Individ fundne; af fo underføgte Individer fra Middelhavet havde det ene 8 Straaler i førfte Rygfinne, 18 i anden; det andet 9 Straaler i førfte og 19 i anden Rygfinne; i Gadborfinnen det ene 18, det andet 19 Straaler, hvorimod Cuvier angiver 17 ſom normalt. ++) Cuvier paaftaaer altſaa med Uret (hist, d. poiss. IV, 69), at Blod) ikke meddeler, hvorfra han har erholdt fin Tr. Cuculus. 4) Blod) benævner den Trigla Cuculus, fordi han urigtigt antog den for identiſt med Linnés Tr. Cuculus. Efterat Cuvier havde Beſtrivelſe. 102 de danſke Fiſke, er fanget i Oreſundet af Fiftere fra Skovshoved i en af Efteraarsmaanederne, uden at jeg beftemt fan angive hvilken. Det har længe henligget upaaagtet i Spiritus, fordi jeg anfaae det for en ung Tr. Gurnardus, med hvilken Art nærværende faa fuld— komment ſtemmer overeeng i Habitus. Selv da jeg ved den detaillerede Underføgelfe blev opmærtfom paa Forftjællighederne, tvivlede jeg endnu, om bisfe ikke maaſkee kunde forklares af den yngre Alder. Da det paa— gjældende Individ imidlertid befidder allede SÉjælnemærfer +), hvilke af Cuvier angives fom betegnende for Tr. Cuculus Bloch, blivev det nødvendigt at henføre det til denne Art. Det opbevares i den naturhi— ſtoriſte Forenings Muſeum, og det ev altſaa muligt for Enhver, hvem Sagen maatte interesfere, felv at underføge det, og ſaaledes erhverve fig en uafhængig Mening. J Anledning af denne Art er det maa— free pasfende at bemærke, at der kunde være nøgen Grund til at formode, af en ellev anden af de paa de franfte og engelfte Kyfter forekommende, og felv til de hollandfte Kyfter naaende Knurhane-Ar— ter ogſaa ſtundom kunde tvæfjfes paa Iydlands eller tog paa Herz tugdommernes Veſtkyſt. J Form i Almindelighed nærmer denne Art fig ſardeles meget den foregaaende; dog ſynes Snuden at være noget mere ftejlt nedffraanende *). i; — gjort opmœrkſom paa denne Vildfarelſe (hist. d. poiss. IV, 67), tillagde Pavrell (British fishes) Arten Bloch's Navn. Dog ev Ryggens Farve graa; om den har været faaledes ſtedſe, eller har undergaaet nogen Forandring ved Opbevaring, erindrer jeg des— værre ikke. I alt Fald troer jeg ikke, at nogen færdeles Vægt fan lægges derpaa, hvorvel Cuvier rigtignok betegner Farven ſom con- stamment rouge, 3 den naturhiſtoriſke Forening opbevares et Ex— emplar fra Middelhavet af en faa mørk, næften fortagtig Farve, at man ikke vel fan antage, at det nogenfinde har haft den ſmukke røde Farve, der ſkal karakteriſere Tr. Blochii; men alt Andet betegner det fom henhørende til denne Art. Saaledes er Forholdet hos det beftrevne danſke Individ og hos de tvende, idennaturbiftorifteForening opftillede, Middelhavs-Exemplarer, hvormed jeg har fammenlignet det. Men maaftee ev dette Forhold dog ikke konſtant, thi Cuvier ſiger udtrytfeligt, aft Hovedet hos Blod Knur⸗ 103 / Farven er paa Ryggen almindeligen ſmukt rod, under Bu— gen ſolvfarvet. De følgende Udmaalinger ere af et Judivid paa 5”: den ftørfte Højde (over Øjets bagefte Rand) 83 ſtorſte Tykkelſe 647"; Højden foran anden Rygfinne 75 Højden foran Halefinnens Rod 2"; fra Snudeſpidſen til Gjollelaagets bagefte Rand 15”; Ufftanden fra Snudefpidfen til Nakken 1337; fra Snudefpidfen til Enden af Gjællelaagets Pig 15” ; fra Snudefpidfen til Enden af Overftulderbladet 16”; Pandebenets mindfte Brede mellem Øjnene 3”; Pandebenets Brede bag Øjnene 54"; Snudens Brede i Enden 3”; fra Snudeſpidſen fil Ojehulens forreſte Rand 647" 3 fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 153"; førfte Rygfinnes Længdeftræfning 83 førfte Rygfinnes Højde 717; Afſtanden mellem førfte og anden Rygfinne 237; anden Rygfinnes Længdeftræfning 17377; anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod 6"; Bryftfinnernes Længde 1347"; Bugfinnernes Afſtand fra Snudefpidfen 127”; Bugfinnernes Længde 1333 Gadborets Afftand fra Snudeſpidſen 2437” 3 Gadborfinnens Længdeftræfning 18/””; Gadborfinnens ftørfte Højde 4347"; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 5775 Halefinnens ftørfte Længde 12”; Halefinnens Længde i Midten 747”, Gjællelaagets Pig naaer iffe længer tilbage end den bagefte Rand af Gjællelaagets Hud. Overſtulderbladets bageſte Spidſe naaer lidt ud over begge disſe, og ſynes ligeledes at naae ube- hane og den graa Knurhane eve cens, og Kleins Afbildning viſer heller ikke Snuden mere ftejl, 104 N tydeligt længer tilbage end Rygfinnens Begyndelſe. Hovedets Højde vover Øjets bagefte Rand er lidt ftørre end forſte Rygfinnes ftørfte Højde. Forſte Nygfinnes tredie Straale er længer end anden Straale, De tre førfte Straaler vife ingen Granulatio— ner, eller i alt Fald faa højft ubetydelige, at felv en meget ſtark Luppe ingen beſtemt Foreftilling giver om dem. Heller iffe har jeg paa Beenpladerne, ſom danne Furen til Rygfinnernes Optagelſe, fun- net opdage det allerringeſte Spor fil Krenulering, hvorimod de træde frem fom ſimple, bagudrettede Pigge. Mellem Spidfen af forſte Rygfinnes fjerde og femte Straale vifer fig en ſtarptbegrandſet Plet af et dybt Sort. Bryſtfinnerne naae Gadborets bagefte Rand ; ogſaa Bugfinnerne naae Gadboret. J Sidelinien talte jeg 71 Beenplader; enhver af disſe er almindeligen forfynet med fo, ftærft bagudrettede og ſpidſe Tænder, men iffe med ſtumpe Kre— nuleringer eller med fremadrettede Knuder og Torne, Indre Byg: Om den indre Bygning er jeg iffe iftand til at fige meget, rn fordi Indvoldene tildeels iffe vare vel vedligeholdte; og det Lidet, jeg har af anføre, ſtemmer ikke fuldfomment med Cuvier s Angi— velfe, og leder altfaa til Tvivl. Spiſeroret var forf, af temmelig be— fydelig Diameter, indvendigt foldet; Maven meget lille (omtrent 5“ lang og 3“ 1 Gjennemfnit), elliptiff, 1 den oberſte Ende, paa venftre Side af Mavemunden, forſynet med en lille, næften fugle- dannet Udvext eller Afdeling *); omtrent diametralt modfat denne Udvert udgaaer Wortnerdelen. Blindtarmenes Antal fore— kom mig fun at være 4, hvilfen Angivelfe dog er uſikker. Svom- melblæren var ægdannet (8'” lang, 5“ bred), bagtil noget tilfpid- fet, foran afrundet, og flet iffe emargineret, eller dog faa utydeligt, at det fan være tilladt af tvivle derom. Efter Cuvier er Hvirv- lernes Antal 37: 13 for Bughulen og 24 for Halen; Sfelettet ligner iøvrigt 1 Almindelighed den gran Knurhanes. +) Cuvier beftriver Maven fom en uligefidet Triangel, og omtaler ikke denne Udvext. 105 Blochs Knurhane hører fil de mindfte Arter af denne Storrelſe. Slægt; den ſynes iffe at blive over 1 Fod lang, og naaer maaffee fun fjældent denne Storrelfe. Man hav truffet den fra Teneriffa fil de engelffe Ky-gorekommen fter; i Middelhavet ſynes den hyppig, og dette Hav fan maa⸗ ffee betragtes ſom Middelpunktet for dens Udbredelſe. Det underſogte Individ havde Maven opfyldt med Kræbs- Narins. dyr, blandt hvilke jeg mener med Sikkerhed at have ſtjglnet vor almindelige Myſis. Joevrigt veed jeg intet at berette om den, men flutter med at anbefale den fil de nordiffe Zoologers Op— markſomhed. 1 2 KFS D DR DÅ — — Fr — 6 7 8 Anm. Det ovenftaaende Traſnit giver Fremſtilling af Sideliniens Skjol hos Tr. Gurnardus (den øverfte Rokke) og hos Trigla Blochii (den nederfte). Figur 1 og 2 vife Omrids af Shjallene hos førfte Art, Figur 5 hos fidfte Art (den højre Side er den mod Hovedet rettede). Figur 3 og 4 udtrykke SKjølens almindelige Form hos Tr. Gurnardus, Figur 6 hos Tr. Blochii, Sjældneve ere hos denne fidfte de ved Figur 7 og 8 angivne Former, der vife fvage Spor til en lidt fremadrettet Knude, 106 9 Art. Den røde Knur (Trigla Mirundo Linn.) uetsmærte LJ ojden indeholdes 5 til henimod 6 Gange i Total længden; Gjællelaagets og Overarmens Beenpigge ere forfe, og den førfte naaer iffe ud over Gjælle- laagefs hudagtige Deel; Beenpladerne langs Sider- ne af Rygfinnerne ere fun lidet fremtrædende og uden Krenuleringsnortdelinien er glat enge Dens Sfjæl uden Kjøl; førfte Rygfinnes Højde udgjør 3 indtil 2 af Kroppens Højde, og dens Straaler ere glatte; Bryſtfinnernes Længde indeholdes om— trent 31 til 4 Gange i Tofallængden; de ere paa Inderfladen forte med lyfeblaa Rand, og deres flefte Straaler ere tredobbelt floftede. Finnernes Straaletal er: Rygf. 9-16; Bryſtf. 3411; VBugf.1; Gadborf. 15 ; Halef. 14%). (14-16) Afbildning. Bloch tab. 60. Navn. Denne Art har i Almindelighed hos vore Fiffere Navn tilfælleds med næftforegaaende Art, dog gjerne med en ellev anden Tilfojning. I Hornbak har jeg faaledes hørt den benævnes: den ftore, røde Gnoding. Smidlertid bruger man ved Agger en færffilt Benævnelfe for den: den kaldes næmlig der Flyveknur. Beſkrivelſe. J Legemets Form i Almindelighed ſtemmer denne Art over— eens med den almindelige Knur; dog er den rode Knur plumpere og tykkere, og har et bredere Hoved. +) Af fem underføgte Individer havde de tre i Gadborfinnen 15 Straa=- ler, det fjerde 16, det femte fun 14; et enefte vifte 8 Straaler i førfte Rygfinne, men ved Disſektion fandtes den niende under Huden. 107 — Den rode Knur har undertiden ret ſmukke Farver: hos de Individer, jeg har haft Lejlighed til at underſoge, var Ryggen ofteſt rød i det Brunlige (en levende Redkridfarve), fjældnere graa i det Brunlige eller Dlivengrønne; Kroppens Sider og Hovedet omfring Munden ere lyſere, vrangefarvede, tildeels med et gyldent Sfjær ; undertiden Danner det Orangefarvede paa Siderne fun et fmalt Baand eller en Stribe, hvilfen ved en hvidagtig Stribe adſkilles fva den morkere Farve ovenfor; Bugfladen er hvid, ſtundom med lidt Wofenfjær; forfte Rygfinne ureent orangefarvet; anden Ryg— finne ligeledes; Halefinnen fortgraa, blandet med Blodredt; Bug: finnerne og Gadborfinnen ere lyſere rødlige, tildeels guulagtige ; Bryftfinnerne vife paa den ydre-Side rodgule Straaler, for— bundne ved en fortblaa Hud; den mod Kroppen vendte Flade Derimod er ſort (eller fjældnere olivenfarvet) med himmelblaa Rand; de frie Straaler foran Bryſtfinnerne ere orangefarvede, til— deels overlobne med Sort; Øjets Pupil morkeblaa, Hornhuden broncefarvet, mørfere foroven, med en ſmal, mesfingfarvet Ning omkring Pupillen; Tandbaanden paa Mellemfjæbebenene og i Underfjæben purpurfarvede; Mundhulen hvid. De folgende Maal ere tagne af et Individ paa 201”: +) den ftørfte Højde 47; (i 3”); den ftørfte Tykkelſe 4“3 Højden foran anden Rygfinne 32/7; Hojden foran Halefinnens Rod 1”; Tykkelſen foran Halefinnens Rod 13”; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Mand 53”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Natten 48; Hovedets Højde over Nakken 32"; Pandebenets ringefte Brede mellem Øjnene 143" ; Pandebenets Brede bag Øjnene 21; Snudens Brede i Enden 18”; ") Et Par Maal, fom tjene til at underftøtte Artsmarkerne, ere til føjede af ct Individ paa 1737 under Mærke A, 108 det opfpilede Gabs Højde indvendigt 24%"; det opfpilede Gabs Brede indvendigt 31”; Afſtanden fra Snudeſpidſen til forreſte Neſebor 1”; Afſtanden mellem forreſte og bageſte Noſebor 44“3 Afſtanden mellem bageſte Næfebor og Øjet 17 54”; De forrefte Næfeborers indbyrdes Afſtand 14/7; de bagefte Neſeborers indbyrdes Afſtand 173 Afſtanden fra Snudeſpidſen til Ojehulens forrefte Rand 25"; Øjets Længdegjennemfnit 13/7; Ojets Højdegjennemfnit til Panderanden (ikke til Pandeben, Rand) 11/7; Afſtanden fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 273"; Afſtanden fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade 2,83 Afſtanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelfe 64” ; førfte Rygfinnes Længdeftræfning 317; førfte Rygfinnes Højde 27 74/7; (A 21); førfte Rygfinnens Afftand fra anden Rygfinne 3”; anden Rygfinnes Længdeftræbning 51"; anden Rygfinnes ftørfte Højde 12”; anden Rygfinnes Afftand fra Halefinnens Rod 14”; Bryſtfinnernes Længde (de frie Straaler ikke medregnede) 6”; (443)3 Længden af Bryſtfinnernes forrefte frie Straale 21”; Længden af Bryftfinnernes bagefte frie Straale 34”; Bugfinnernes Afſtand fra Snudefpidfen 44”; Bugfinnernes Længde 4“ 53 Gadborets Afſtand fra Snudeſpidſen 103 Gadborfinnens Afſtand fra Gadboret 1“3 Gadborfinnens Longdeſtrokning 44”; Gadborfinnens ftørfte Højde 14”; Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 14"; Halefinnens ftørfte Længde 44”; Halefinnens Længde i Midten 23”; Hovedet er ftort, bredt, paa Siderne næften lodret nedfti- gende, og indeholdes ikke ganffe 4 Gange i Totallængden. Panden er bred, næften horisontal ellev dog fun lidf nedffraanende, indtil Øjnene flad, mellem disfe fonfav; Snuden, ſom er ſtarkt nedſtraa— nende, danner med Hovedets Underflade en Vinfel paa omtrent 109 60 til 65 Grader FJ; mod Siderne afrundes den indtil 1 Enden, hvor den er lige afftumpet, og i Midten af Enderanden fvagt indbøjet eller fonfav. Snuden rager frem over Overfjæben, og Denne er igjen betydeligt længer og bredere end Underfjæben. De forrefte Djebeens forrefte Ende, ſom er temmelig lige af— ſtumpet, vifer paa Forranden og paa Enden af Yderranden nogle Tagger (7 til 8), hvilfe imidlertid fun træde lidt frem, og ſnarere kunne kaldes Krenuleringer end Pigge. Det opſpilede Gabs Brede er meget ſtorre end Højden. Munden er fun lidet frem— ſtydelig, Tungen meget ſtor og bred, i Enden ſtumpt afrundet, næften flet ikke adffilt fra Underfjæben. Næfeborerne, ſom ere meget nærmere Snudefpidfen end Øjets forrefte Rand, have en ringe Storrelſe: de forrefte, fom ere temmelig vidt ſtilte fra de bagefte, og hvis indbyrdes Afſtand er mindre end det bagefte Wars, have en kredsrund Form, og den omgivende Hud danner et rudimentert Rør; de bagefte Næfeborer ere meget ſtorre end de forrefte, af Spalteform, og have en næften lodret Stilling. Øjnenes Beliggenhed er ſom fædvanligt, men det Indfnit, ſom ved Øjet gjøres i Pandebenet, er færdeles dybt, og forefommer mig at være forholdsviis dybere end hos de foregaaende Arter; Ojets Form er elliptiſk; de fo Pigge, fom fremtræde i hvert Ojes øver- fte-forrefte Vinfel, ere meget tyffe og temmelig afſtumpede (maaſkee fom Følge af Individets Alder) ; hvad deres Netning angaaer, da ere de mindre tilbagebøjede end hos den almindelige Knur. Det Middelpunft, hvorfra Kindens Straaler udgaae, ligger meget langt foran Øjet, omtrent lige under det forrefte Næfe- bor; alle Straalerne ere rettede mere eller mindre tilbage, felv de forrefte, og opadſtigende; een af Straalerne, fom omtrent ftiger op mod Øjets nederfte-forrefte Vinkel, udmærfer fig blandt de øvrige ved ftørre Brede; en anden af Straalerne, fom hører fil de ne- ) Dette Forhold forekommer mig imidlertid af variere hos de forftjællige Individer, 110 derfte, og er rettet lige bagud, og maaffee endog lidt nedad, træder mod Enden ſtarkere frem, fortfætter fig ud over Forgiæl lelaaget, og gaaer Dver i dettes nederſte Vinfels Pig. Over— fladen af Hovedets Been er iffe faa fiint granuleret og ſtribet fom hos de foregaaende Arter, og ev derfor meget mindre ſtarp for Folelſen. Forgjællelaagets bagefte Rand ſtiger lodret ned; Piggene ere temmelig ftumpe. Gjællelaagets Form er omtrent fom hos foregaaende Art, men dets Vig træder næppe ud af ben bløde Hud, og naaer iffe faa langt tilbage ſom denne; og dets Overflade er, ligeſom ogſaa Forgjallelaagets Overflade, næ- ften aldeles glat. Overſkulderbladet ſtemmer temmelig nøje over— cenå med ſamme Deel hos de foregaaende Arter. Overarmens Pig er meget ftærf men fort. Forſte Rygfinnes Straaler ere uden Granulationer ); forſte Straale er omtrent af famme Længde ſom fredie og fun lidt fortere end anden, der er den længfte; de følgende aftage i et ſterkt Forhold, faa at den fidfte næften bliver umærfelig. Straa— lerne rage lidet eller flet iffe ud af den tynde, forbindende Hud; De ere forholdsvis langt fvagere end hos Tr. Gurnardus, ligeſom hele Finnen, fammenlignet med ſamme Finne hos de foregaaende Urter, er lavere, og fom Folge deraf fynes at indtage en ftørre Længdeftræfning. Anden Rygfinne har næften eens Højde i hele fin Længdeftræfning, og Straalerne vife ringe Længde forffjæl med Undtagelfe af den førfte, der fun omtrent er halvt faa lang fom anden; disſe fo ere enkelte; de folgende mere eller mindre ufydeligt deelfe 1 Enderne; den fidfte kloftet naſten til Roden. Bryftfinnerne ere af en betydelig Længde, og ind— fage, naar de udſpiles, et ſtort Rum; forſte Straale er enfelt, noget kortere end anden, hvilfen fun er hojſt ubetydeligt kortere +) Imidlertid har jeg dog fnart paa den anden Straale fundet fvage Spor dertil mod den bagefte Rand, fnart paa førfte Straales forrefte Rand ikke utydelige Tænder eller Saugtagger. 111 end tredie; fjerde Straale ev den længfte, og fidfte er den korteſte og meget fortere end førfte, men ligefom denne enkelt; næftfidfte er fun lidet og utydeligt kloftet Enden; Straalerne fra tredie til ottende influfive ere tredobbelt tvedeelte; hvorimod anden Straa— les forrefte Green er enfelt, og niende Straales bageſte Green fun utydeligt kloftet. Bryſtfinnerne naae iøvrigt langt ud over Bugfinnerne, og deres Spidfe berører Gadborets forrefte Rand. Bugfinnerne, hvis Rod omtrent fidder lige under Bryſtfin— nernes fidfte frie Straale, ere af en plump og ſtærk Bygning, og vife, naar de udfpiles, en temmelig afſtumpet Form; førfte Straale eller Pigftraalen er den forfefte, og udgjør omtrent 2 af anden; denne er fun ubefydeligt kortere end tredie og omtrent af famme Længde ſom fjette; tredie til femte Straale have indbyrdes omtrent lige Længde. Bugfinnernes Afftand fra Gadboret ud— gjør næften 4 af deres Lengde. Gadborfinnens forfte Straale ev den korteſte, omtrent halvt faa lang ſom anden, og denne endeel kortere end tredie; Straalernes ftørfte Længde fab der fra fjerde fil trettende Straale; ſidſte Straale er kloftet til Roden. Forholdet af Hale og Halefinne er omtrent fom hos foregaaende Art. Sideliniens Retning er, fom hos Knurhanerne i Alminde— lighed, temmelig horizontal, meget nærmere Ryg- end Buglinien; den viſer ſig ſom en paa Overfladen lidt fremftaaende, dog glat, Linie, hvilfen 1 fmaa Mellemrum er forfynet med fire til fem tæt- ftillede, meget fmaa Udforingsaabninger for Slimet. Jovrigt ſy— nes den af være af en noget ejendommelig Beffaffenhed, i det den iffe gjennemløber -Sfjællene; idetmindfte har det iffe været mig muligt af fremftille Sideliniens Sfjæl, men blot ſmaa, beenagtige Kanaler, og man maa altfaa i alt Fald fige, at Sfjællene have miſtet deres Pladeform, og ere blevne indffrænfede blot fil Sliim— rør, Jevrigt ligge Kroppens Sfjæl baade foroven og forneden fæt op fil Sidelinien, og bedæffe denne næften ganſtke. Sfjællene eve fmaa (hos et. Individ af 18” de ſtorſte 112 omtrent 1%'” lange og 1 høie), tynde og hudagtige, alminde— ligen af en noget langſtrakt-fiirkantet, mere eller mindre afrundet og regelmæsfig Form, uden alle Torne eller Cilier; den bagefte Rand er almindeligen noget afrundet, den forrefte, ſtjulte, der— imod gjerne mere lodret, og vifer Spor fil en Vifte. Jovrigt er Formen (ligefom Tilfældet er i Almindelighed) megen Vexel underkaſtet: paa Waffen til Er. blive Sfjællene langſtrakt-ovale, med den ſtjulte Ende ſpidſeſt og uden Viftefpor. Den Sfjællene be— dæffende WYderhud ev temmelig tyk Y. De famme Steder paa Le— gemet, der hos de foregagende Urter ere uden Sfjæl, vife fig ogſaa her nøgne; at angive Sfjælræffernes Antal vover jeg ikke paa Grund af Tællingens Vanſtelighed. Leveren er ftor, hvilfet ifær maa tilregnes den venftre Lap, der udgjor næften hele Masſen; af Farve er den temmelig lyſt brunguul; den venftre Lap er deelt i fo eller fre mindre Flige. Galdeblæren er lang, ſmal, tarmformig, af rødguul Farve. Spiſeroret er fort, vidt, indvendigt foldet; Maven er temme— lig ftor (3“ lang hos et Individ paa 18”), langſtrakt fæfformig ; Portnerdelen udgager omtrent 11” fra Bunden ; om Portneren fidde 9 [ange og tynde Blindfarme i fo Knipper, 5 paa venftre, 4 paa højre Side, af noget forffjællig Længde indbyrdes (de længfte 3” de fortefte omtrent 11”); Tarmefanalen gjør tre Bojninger; udftraft har den idetmindſte Fiſtens Totallængde, og den midter— ſte Deel er tykkeſt. Milten er lille (1“ lang), bred, fladtrykket, friangulær, af meget mørft rødbrun Farve. ggefæffene ſmukt rødgule ellev af en mork Orangefarve, 3” lange. Nyrerne ere foran ved Mellemgulvet brede, flade, lobe ſpidſere til bagud, og faae faaledes en langftraft Triangelform; forene fig dernæft fil een, meget fynd Snor, fom dog mod Gadboret udvider fig, +) Naar Cuvier kalder SHjællene peu adhérentes, fan dette maaſtkee gjælde i Sammenligning med nogle andre Triglaarter, men, fom mig fynes, ikke i Almindelighed. 113 og opnaaer en temmelig betydelig Brede. Urinblæren er ſtor men tynd. Svømmeblæren er flor (47 fang, 21”. bred), noget uſymmetriſt og af en meget mærfelig Form. Den be- ftaaer næmlig af tre Afdelinger eller Lapper, af hvilke den mid— terfte juft iffe overgaaer De andre i Længde, men derimod meget betydeligt i Gjennemſnit. Denne midterfte Deel, hvis Gjennem— fnit omtrent er 11”, har en temmelig cylindriff Form, dug ſaa— ledes, at den bagtil bliver noget ſtumpt-koniſt, og i Enden vifer Crigtignok noget utydeligt) Spor til Indfarvning, fortil derimod dybt fløftes til to Horn. Det venftre af disſe Horn var hos Det her beffrevne Exemplar forſynet med ſex ſmaa, mere eller mindre foniffe Spidſer; det højre vifte en ſtor, ſtumpt koniſt Spidſe, i Enden af hvilfen en overmaade lille var anbragt ligefom en Vorte; paa den ydre Side af den ſtore Spidſe bemarkedes en lille, temmelig utydelig. Fra de omtalte Horn udgaae bagtil Sidelap— perne, der omtrent have lige Længde, hvorimod de ere lidt forffjæl lige i Form, og den venftre af ſtorre Gjennemfnit end den højre; for faavidt ſtemme de overeens, at de blive tyndere bagtil, faa at deres bageſte Trediedeel fun hav Gjennemſnit ſom et tyndt Seglgarn; og af de beftaae ligefom af fire Led eller Afdelinger, af hvilfe det forfte er ftørft, det andet mindſt. Disſe Sidelapper ligge tæt op til den mellemſte Deels Sider, og ere forenede med Denne ved Sliimvæv, men lade fig meget let frille fra den, indtil hvor de udgaae fra Hornene; ogſaa Hornene ere tildeels indbyrdes for— enede ved Slitmvæv, ligeſom ogſaa Spidſerne ere indhyllede i Slüm— væv og Fidt. Den mellemſte Lap er forſynet med fo ſtore Mufſkler, hvilfe udbrede fig paa den overſte Flade og tildeels paa Sidefladerne *). Denne Art har 14 eller 15 Bughvirvler og 19 Halehvirvler. Den opnaaer en betydeligere Storrelſe end de foregaaende +) Med Henfyn til de indre Dele angiver Cuvier tildeels noget afvi- gende Forhold: højre Lap af Leveren ftørft, 8 Blindtarme, Svomme— blæren kortere end Maven o. f. v. Størrelfe. 114 Urter, da den bliver indtil 2” lang; de flefte af de Individer, ſom jeg har feet fangede hos os, havde en Længde af omtrent 20 til 21”; fun et Individ har jeg feet af 14" Storrelfe, og 1 det fongelige Mufeum opbevares et danſt Exemplar paa 11”, fanget ved Skagen. Et Individ paa omtrent 18” fandt jeg at veje 2 Pund. sorekommen Den rode Knur ſynes ikke at have nogen betydelig Udbre— delſe. Hvad' for Tiden fan ſiges med Vished herom, er, at Den er hyppig paa Frankrigs Veftfyft og en Deel af den engel; ffe Kyſt. Yarrell udtryffer fig for ubeftemt, til af man af hans Ord før gjøre nogen Slufning om dens Udbredelfe paa de britiffe Kyfter, og af Nilsſons Prodromus fees, af Forfatte- ren ingen Cfterretning har haft om dens Forekommen ved Nor— ges Kyft. At Nordhavets Tr. Hirundo er identiff med Mid— delhavets, forekommer mig meer end tvivlfomt ”), og Udbredelfen mod Syd er altſaa ogſaa uſikker. +) Cuvier har yttret Tvivl herom (Hist. des Poiss. IV, 45), dog uden at fælde nogen afgjørende Dom, Derved er jeg bleven foran— lediget til at anftille en nøjagtig Sammenligning mellem den hos os forefommende Tr, Hirundo og et Cremplar fra Middelhavet i den naturh. Forenings Samling, Jeg vil fer tillade mig at anføre de Forftjælligheder, jeg troer at have bemærtet, foruden de af Cuvier anførte (hvilke maa efterfees hos ham felv). Formen ev mere langſtrakt, tynd og ſammentrykket, faa at Ha— lens Højde bliver ftørre end dens Brede; Hovedet er lavere (dets Højde indeholdes fuldkomment to Gange i dets Længde), og dets Si der løbe noget mere ſkraat ned, og divergere altſaa mere forneden; anden ſkraaner aldeles iffe ned, men er ganſke horizontal; mellem Ojnene ev den langt mere konkav end hos vor Tr, Hirundo; Snuden ſkraaner fvagt ned (ikke ftejlt), og danner med Underkjeben en Vinkel, ſom forekommer mig næppe at holde 45 Grader; det opfpilede Gabs Højde og Brede ere næften lige ſtore; de bageſte Næfeborer have en næften horizontal eller dog kun lidet ſtraa Stilling. Middelpunktet for Straalerne pan det forreſte Øjebeen ligger omtrent under Øjets 115 Hos os træffes den røde Knur iffe blot paa Kyfterne af Veſterhavet og gjennem hele Kattegattet, men ogſaa i Oreſundet; dog overalt faa fjældent, at jeg troer med Beſtemthed at kunne paaftaae, af der fanges flere hundrede Individer af den graae Knur“ for hver enfelt af denne Art. Saavel Sjældenheden af dens Forefommen i Kattegattet, ſom Storvelfen af de fangede Individer ſynes at herettige til den Formodning, at den ikke har ſtadigt Opholdsfted i Kattegattet, men blot tilfældigvis ftrejfer ind fra Nordſoen, maaffee fom Følge af Strøm og Vind ”. Dens Forekommen ftaaer iøvrigt maaſkee 1 et modſat Forhold fil den graa Knurhanes: medens denne fanges hyppigft om Sommeren, ſynes Den røde Kn. ifær at træffes om Vinteren eller Efteraaret. Om dens Levemaade er Intet mig bekjendt. Levemaade. Jeg har fundet dens Mave opfyldt med ſmaa Flyndre; Narings. hvoraf fremgaaer, at den, fom Arterne af denne Slægt i Almindelighed, idetmindfte fil fine Tider holder fig nær Bunden. Forplantningstiden indtræffer rimeligvis 1 Slutningen af Vin- Sorplant⸗ feren, hvad imidlertid iffe tor anſees for ganffe afgjort. Hos før forrefte Rand, og de forrefte Straaler ere rettede op og lidt frem; Forgjællelangets Pig er meget ſpids; Gjællelaagets Overflade ftærkt granuleret; Overarmens Pig femmelig lang ; Rygfurens Sideplader ſkarpere og mere fremtrædende; Sidelinien, ſtjondt glat, dog tydeli— gere fremtrædende; Spidſen af Bryftfinnerne berører Gadborfinnens femte Straale, og Spidſen af Bugfinnerne nager til Gadborets forre- fte Rand; Gadboret ligger nærmere Snudeſpidſen, da Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gadboret forholder fig til Totallengden fom 3 til 7. Derſom det bunde være mig tilladt at have en Mening, hvor Cuvier har indftrænfet fig til at tvivle, vilde jeg holde vor Tr, Hirundo for ſpecifiſk forffjællig fra Middelhavets, +) Nilsſons Ord (Prodr. pag. 88): ,habitat in parte meri- dionali sinus Codani,“ ſynes mig i dobbelt Øenfeende at give en mindre nøjagtig Foreſtilling om Forholdet ved dens Forekommen; ligefom hvad han tilføjer (rarius tamen qvam antecedens capi- tur), leder til af holde den for mindre fjælden, end den virkeligen er. 8% 116 en 1 Midten af December fanget Hun vifte Wggefæffenes Be— ſtaffenhed tydeligt, af Forplantningen foreſtod (ikke var fuldbyr— det), men Wggene vare endnu ſmaa og lidt udviklede. Siender. Paa dens Gjæller findes undertiden en Lernæ (Condra- canthus Triglæ); og i dens tynde Tarme har jeg truffet en Bændelorm, fom jeg dog iffe for Pjebliffet nærmere fan beſtemme. J dens Bughule, og ifær i det Fidt, ſom indhyller Blindtarmene, har jeg fundet i meget ftort Antal en Filaria (2). Anvendelſe— Den røde Knur ſtal være en meget velfmagende Fiſk, og pvergaaer i faa Henſeende langt den foregaaende Art, hvad vore Fiſtere adffillige Steder meget vel vide. Naar den tilfældigvis fanges, ſpiſes den derfor med Begjærlighed, f. Er. ved Agger. Hvad Blod, Cuvier og Narrell fortælle om Anvendelfen af Tr, Hirundo i Danmark, gjælder, fom ovenfor bemarket, Tr, Gurnardus. Anm. Ovenſtaaende Traſnit viſer Svømmeblæren af Tr. Hirundo, feet fra Bugfladen. Hvad altſaa her ev den højre Side, bliver i Fiſkens naturlige Stilling den venftre, og omvendt, 117 Ulkeſſogten (Cottus Linn.) Hovedet er bredere end den trinde, bagtil kileformigt tilſpidſede Krop, fladtryffet, væbnet med Pigge eller Knuder; Raspetander bedæffe Mellemfjæbebenene, Uinderfjæben og den forreſte Deel af Plougſtjerbenet Y. Ga'alleſtraalernes Antal almindeligen 65%); fo adffilte, eller dog fun lidet forenede Rygfinner; Bryſt— finnerne ftore, afrundede; Bugfinnerne under Bryſtfinnerne, ſmaa og fun beftaaende af faa (4) Straaler ; alle Finneftraalerne udeelte, Halefinnens undtagne; ingen Sfjælbeflædning; faa Blindtarme, ingen Svommeblare. Denne, de nordlige Have tilhørende, Slægt indeholder giffe, fom ved det brede Hoved, det ſtore Gab og ved Farverne, der til deels have nogen Lighed med en Froes eller Skrubtudſes, faae et modbydeligt Udſeende, og derfor mange Steder ere afffyede. +) Et Par grønlandfre Arter gjøre Undtagelſe fra dette Forhold, næmlig Cottus trieuspis Rhrdt, fom ikke har Zænder paa Plougftjærbenet, og Cottus uncinatus Rhrdt, ſom tværfimod endog har Tandbetlæd= ning paa den forreſte Deel af Ganebenene. Denne Deel af den cu— vierſke Slægtsfaralteer maa altjaa forandres, derſom man ikke vil danne nye Underflægter, hvad næppe fynes nødvendigt. ) 908 Cottus qvadricornis verler Tallet fra 5 til 7 (efter Fries og Ekſtrom), ftjøndt 6 ev det almindeligſte. Ogſaa hos Cottus Bubalis fynes nogen Afverling af finde Sted (fre Side 126). 118 10 Art. Den langtornede MIE. (Cottus Bubalis Euphrasén”), Urtsmærte. Forgjællelaaget er væbnet med fire Pigge, af hvilfe den overſte er overmaade lang, og idetmind— fte naaer til Enden af Gjællelaagets Pig; en fort Sfjæggetraad findes paa hver Side afOverfjæben; Sidelinien er lige, væbnet med ffarpeSfjæl; Finner— nes Straaletal er: Nygf. 8-11; Bryſtf 15; Bugf. 1; Gadbf. 9; Halef. 13 *. (7-8) M0-12) (14-16) (8-10) Schonevelde, Side 67, alia Scorpii species in Sleia. Pontoppidans Atl. 1, 649, Cottus Gobio? Muͤllers Prodr. n. 368, C. Gobio? Ufvild⸗ Schonevelde tab, VI; Fries og Ekſtrom, SE, Fife. tab. 6. ninger. Anm. Schonevelde har ret hiendeligt afbildet og beſkrevet denne Art, ſom undgik Linnés Opmarkſomhed, og forſt benævnedes af Kuphra— ſen (Vet. Akad. Handl. 1786 Pag. 65). Pontoppidan, der hos Schonevelde læfte om en anden Ulkeart (næmlig foruden O. Scor- pius) i Slien, altſaa i ferftt eller dog brakt Vand, men der vel lige— faalidt felv havde feet denne, fom en meget ſtor Deel af de ov— rige af ham optagne Fifte: kunde let forledes til at antage den for identiſt med Linnés Cottus Gobio***), og det er, efter min Me— +) Da Cuvier, Ekſtrom og Fries have beftrevet den almindelige Ulk udførligt, derimod hos nærværende Art blot berørt Afvigelferne fra hiin, og man faaledes favner en detailleret Beſkrivelſe af den langtornede Ulk, har jeg anſeet det for rigtigft at gaae den mod— fatte Vej, og førft beftrive denne Art. ”+) Af 8 underføgte Individer havde alle i ferſte Rygfinne 8 Straaler ; i anden Rygfinne fem Individer 11 og fre 12 Straaler; i Bryſtfin— nerne fer 15 Straaler, et 16 og et paa den ene Side 15 paa den anden 14; i Gadborfinnen fer Individer 9 Straaler, et 8 og et 10; i Halefinnen alle 13 (7) Straaler, den yderfte paa hver Side med— regnet, De anførte Afvigelfer for Ryg- og Bryftfinnerne, hvilke jeg ikke felv har iagttaget, eve hentede fra Fries og Ekſtrom. +44) 28 Diagnofe ,lævis, capite spinis duabus” kunde han maaſkee finde 119 ning, ene paa den Maade det fan forklares, at Pontoppidan har optaget en Fifteart, ſom, ſaavidt bekjendt, ingenfinde er fundet i det egentlige Danmark, At Pontoppidan virkeligen har haft Scho— nevelde for Øje, bliver temmelig uimodfigeligt deraf, at han angi— ver Slesvig ſom det Sted, hvor denne UlÉeart findes, idet han ſiger: „i Slesvig kaldes den 0. f. v.“ Derimod foraarſager det vigtignot nye Vanſkeligheder, at, medens S. intet Navn angiver for denne Art, P. ikke har mindre end tre: Steinbicker, Muͤller og Turßbull (hvilke imidlertid dog alle ere tagne af S., men tilhøre en anden Fi, Cataphractus pag. 31); og at Muͤller, der flet intet Citat hav ved denne Art, og altſaa, ſom fædvanligt, fun udſkriver P. med Tilføjelfe af Linnés Artsmærke, dog har ombyttet det ene af P. Navne (Muͤller) med et andet (Slesre), ſom ſynes aldeles nyt, for ikke at fige felugjort. At ville antage, at Dontop. og Muͤller felv have feet denne Fift, ellev dog have haft ſpecielle Efterretninger om den, er faa aldeles blottet for al Rimelighed, at jeg ikke troer det nødvendigt videre at drøfte denne Mening. Ogſaa mener jeg, af man, uden at fræde de nævnte Forfattere for nær, fan udlede de ovenanførte Navnes og Navneforandringers Oprindelſe fra Forverling og Mangel paa Nøjagtighed. Særegne danffe Benavnelſer har denne Fiſt viſtnok ikke. Navne. Jeg har altid hørt den benævne Ulk, og vore Fiffere vide ikke at ffjælne den fra den almindelige Ulk. J fin hele ydre Habitus er den heller iffe meget forffjællig Beſerivelſe. fra denne. Farverne af en Hun, fanget i Slutningen af Juli, vare folgende: Hoved og Ryg brungraa, Ryggen tillige marmoreret med Sort (fo ftore, forte Pletter paa hver Side af anden Rygfinne befræftet ved de i Schon.'s Beftrivelfe forekommende Ord: „reliqvi corporis pellis glabra” og ,ex qvibus(sc, aculeis) duo a capi- tis lateribus ad regionem genarum, corniculorum instar,” - Desuden findes C. Gobio, efter 2,, ,in Europæ fluviis, rivulis”, hvilet paa den ene Side kunde bringe ham til at troe, at den ogfaa maatte findes hos 08, paa den anden Side kunde fynes at harmonere med, at Schonevelde's anden Ulkeart ikke — ſom forekommende i Ha⸗ vet men i Slien. 120 og een paa hver Side bag denne); Bugen lyſt blaaegron, mar- moreret med Nødt og Guult under Bryftfinnerne, og med fmaa, forte Pletter paa Siderne ovenfor Gadborfinnen; Mundhule og Tunge fmuft græsgrønne; Hovedets Underflade fiint marmoreret med Hvidt og Kaneelbrunt, paa Siderne med Hvidt og et mør- fere Brunt; Pupillen ſortblaa; fo forte Striber gaae paa langs igjennem Pupillen, og danne, ved at frydfe hinanden, et fmalt Andreaskors; Hornhuden er følvfarvet (hos andre Individer mes— ſingfarvet) med mork Skattering foroven og rod ſorneden, ſamt en meget ſmal, rød eller kobberfarvet Ning omkring Pupillen; Hornhuden vifer mod Randen af Øjehulen afverlende grønne og brune Straaler, der danne ligefom et Hjul; alle Finnernes for— bindende Hud er hvid og gjennemfigtig, Straalerne derimod for— fynede med ſortebrune og gule Pletter paatværs. — En i Midten af Maj 1 Koldingfjord fanget Han havde Ryg og Hoved fort- agtig, Bugen orangeguul, Siderne og Finnerne marmorerede med Sort og Orange o. f. v. De følgende Udmaalinger ere af en. Dan paa 5”: Højde foran førfte Rygfinne 12”; Højde foran Halefinnens Rod 4“3 ftørfte Brede (over Forgjællelaagets anden Pig) 14”; Kroppens Brede mellem Bryftfinnernes Rod 13”; Tykkelſen foran Halefinnens Rod 13/7; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Nakken 157”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand 203 andens Brede mellem Øjnene 27; Mellemfjæbebenenes Længde 93 Længden af Mellemkjcebebenenes Apofyse 4”7; Overkjobebenenes Længde 8/73 det opſpilede Gabs Højde 83775 det opſpilede Gabs Brede 103 Ufftanden fra Snudeſpidſen til Spidfen af Piggene foran Øjnene 53 Piggenes Afſtand fra Øjehulens forreſte Rand 1/7”; Piggenes indbyrdes Afftand henimod 27; 121 Ufftanden fra Snudeſpidſen til forrefte Neſebor henimod 3“3 Afſtanden mellem forrefte og bagefte Par Næfeborer 1/7; Ufftanden mellem bagefte Næfebor og Øjevanden 1”; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Ojeranden 5”” 3 Ojehulens Gjennemfnit lidt mere end 577; Ojets Længdediameter 4/7; Øjets Højdediameter 337”; Længden af Pandefladens Beenkamme (til Piggenes Ende) over 73 ftørfte Brede mellem Pandefladens Beenkamme 33 Længden af Forgjællelaagets ſtorſte Pig næften 73 Længden af Gjællelaagets ftørfte Pig 53"; Afſtanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 183 forſte Rygfinnes Longdeſtrekning 1133 førfte Rygfinnes Højde 6”7; anden Rygfinnes Længdeftræfning 183 anden Rygfinnes Højde 93 anden Rygfinnes Afftand fra Halefinnens Rod 13/7; Bryſtfinnernes Længde 17”; Bryſtfinnernes Brede ved Roden 9“; Bugfinnernes Afſtand fra Snudeſpidſen 167; Bugfinnernes Afſtand fra den forrefte Deel af Bryſtfinnernes Rod 34/7; Bugfinnernes Brede ved Moden 13” ; Bugfinnernes Længde 10”; Ufftanden fra Bugfinnernes Rod til Gadborets forreſte Rand 12/7; Gadborets Afſtand fra Snudeſpidſen 2747 ; Analpapillens Længde 4” 3 Analpapillens Tykkelſe ved Roden 13 Gadborfinnens Afſtand fra Analpapillen 14/7; Gadborfinnens Længdeftræbning 11/7; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 77; Gadborfinnens Højde 83 Halefinnens Længde i Midten lidt mere end 12“. Hovedets Længde, fom omtrent udgjør 4 af Totallængs Den, Dvergaaer dets Brede og Højde betydeligt; disfe fo fidfte ere derimod iffe meget afvigende indbyrdes, ſtjondt Vreden dog 122 er ftørre end Højden”). Panden er fmal, temmelig horisontal; Hovedets Sideflader ftærft divergerende i Retningen nedad; Snu- den fort, temmelig ftejlt nedftigende, i Enden bred, ſtumpt afrun- def; Hovedets Underflade ſtraaner ſtarkt ned indtil omtrent under Midten af Øjnene, og Munden, fom er i Enden af Snuden, bliver følgeligen opadſtigende. Gabet er ftort, af ftørre Vrede end Højde, temmelig fremffydeligt paa Grund af den ikke ubety- delige Længde hos Mellemfjæbebenenes Apofyse. Mundvigene naae, naar Gabet er opſpilet, omtrent hen under Øjets forrefte Rand. Læberne ere fynde og hudagtige men ftore, ifær Under— læben, og fra Underfjæbens Spidſe udgaaer paa hver Side i Retningen udad en feneagtig, tilfpidfet Traad, der funde ſiges at have Lighed med en Skjaggetraad, men er indfluttet i Underlæ- bens Hud. SOverfjæben er lidt længer end Underfjæben, og ra— ger faavel fortil fom paa Siderne ud over denne”). Overkja— bebenene, fom i Enden faae en iffe ubetydelig Brede, og fom faa godt ſom flet iffe bedekkes af Øjebenene, naae, naar Mun- den er lukket, omtrent midt hen under Øjet; deres bagefte Rand er forſynet med en lille (omtrent 2“ (ang), tynd Sfjægge- traad, ſom er farvet med hvide og røde Tværftriber **). Tand— +) Øer maa imidlertid bemærkes, hvad ogſaa gjælder om de andre Arter af Slægten, at de, ved at udfpile Gjællelaagene (hvilket de alminde— ligen gjøre, naar de komme af Vandet), kunne give deres Hoved en endnu meget ftørre Brede end den fædvanlige, og ſaaledes anfage et ganſke fremmed Udſeende, ja endog, fom Cuvier træffende bemarker, fane et Slagé Lighed med gavtaffen (Lophius piscatorius). ++) Naar Nilsſon i fin Diagnofe angiver Kjæberne ſom lige lange (maxillis æqvalibus), anlediges derved viſtnok Tvivl og Uſikkerhed hos Begynderen, efterdi en nøjagtig Underføgelfe altid vil viſe Over— fjæben lidt, ſtjondt viſtnok ubetydeligt, længer end Underfjæben. +44) Hos andre Individer har jeg fundet SÉjæggetraadene hvidgule; hos et Individ fandt jeg tre SÉjæggetraade paa hver Side, hvilfet maa betragtes fom en mærkelig Undtagelfe; aldrig har jeg feet dem mangle, 123 baandene ere i Mellemfjæbebenene kortere end i Underfjæben, men derimod fortil noget bredere, og da de tilſpidſe fig bagtil, fremftille de Formen af to langftrafte Triangler. Paa Ploug-— ffjærbenets forrefte Deel antager Tandbaandet Form af en ret Vinfel, og ere lige bredt overalt (ſtundom maaffee dog lidt bredere i Enden). Ogſaa Svælgbenene og Gjællebuernes Knuder ere forfynede med Raspetender. Hudforhænget mellem Ploug— ffjærbenet og Mellemfjæbebenene er lidet og tyndt. Tungen er ftor, meget bred, glat, med hvælvet Overflade, i Enden ftumpt afrundet, nogenlunde filt fra Underfjæben. Naar Munden er lukket, viſer Snuden midt imellem Øjnene og i Linie med deres forrefte Rand en temmelig ftærft fremragende Knude (Enden af Mellemfjæbebenenes Apofyse), og tat op fil hver Side af denne en meget ſpids, op og lidt bagudrettet, bevægelig Torn (udgaaende fra Næfebenene), hvilke Torne rage noget op vover den omtalte Knude. Ved Roden af disſe Torne paa den udvendige Side vifer det førfte Par Næfeborer fig ſom færdeles ſmaa, næppe mær- felige, rundagtige Aabninger, hvis Afſtand fra Snudeſpidſens Middelpunkt (o: det forreſte Endepunkt af Mellemfjæbebenes For— eningslinie) er noget ftørre end fra Ojehulens forreſte Rand. Afſtanden mellem førrefte og bageſte Næfebor er temmelig ftor, omfrent lige med Afſtanden mellem bageſte Næfebor og Ojeran— den. De bagefte Næfeborer ere ſmaa. Det forrefte Øje been er ftort, af en meget langſtrakt, uregelmæsfigt fiirfantet Gorm, paa Overfladen forfynet med en Mængde Fordybninger og deraf betingede fremragende Beenkamme, ligeſom ogſaa med en Mængde ſmaa Beenknuder eller Granulationer. Ogſaa det andet Djebeen er ſtort, af ffjævt: fiirfantet Form, men, iſtedetfor at det førfte frembyder os nogen Analogi med Horkerne, min- der dette o$ mere om Knurhanerne, idet Overfladen frem— ligeſaalidet ſom jeg hidtil hos nogen anden Ulkeart har bemærket dem : de afgive altſaa et meget godt Urtsmærte, 124 vifer en Mængde, fom det ſynes fra et fælleds Middelpunkt ud— gaaende, Straaler. Ovenover dette Øjebeen fees bag Ojehulens bagefte Rand fo meget ſmaa Øjebeen med hvas Overflade. Mel: lem og nedenfor de fo forſte Djebeen er et lille blødt (ubepands— ret) Rum, og et andet mellem de to fidfte Ojebeen og Forgjæl- lelaaget. Øjet er temmelig ftort, og ſidder nær Snudeſpidſen. J Midten af dets everſte Rand bemarkes en lille hvid Hudlap eller Trævl, foruden 4 eller 5 endnu meget mindre; Pupillen er elliptiſt, eller ſnarere lidt ftilfpidfet for og bag. Medens Djehu— lens Gjennemfnit omtrent ev lige med Afſtanden fra Snudeſpid— fen til Djehulens forrefte Rand, og med Afſtanden fra Pjehulens nederfte Rand til Hovedets Underflade: er derimod Afſtanden fra Øjehulens bagefte Nand til Gjællelaagets bagefte Rand mere end dobbelt faa ſtor ſom Djehulens Gjennemfnit. OHjehulens forrefte, øverfte og tildeelå den bagefte Rand danner en ſtarkt fremragende Beenkam, hvilfen foroven hæver fig betydeligt over Wandefladen, faa af denne mellem Øjnene antager Form af en dyb Rende eller Kanal. Bagtil er Ojehulens Rand forfynet med et Par ſmaa Torne eller Ujevnheder. To ffarpe, bagtil lidt fonvergerende, Beenkamme, hvilfe fremtræde paa Wandefladen, og ftræffe fig fra Øjets bagefte Rand fil Nakken, hvor de vife en lille Indkarvning eller Fordybning, funne betragtes ſom Fort— fættelfev af den ftørfte af de nysomtalte Ujevnheder paa hver Side; atter ſom Fortfættelfer af disſe Kamme ftræffe et Par fvidfe, lidt divergerende Beenpigge fig ud over Rygfladen. Læeng— den fra Beenkammenes Begyndelfe til Enden af Piggene er mere end dobbelt faa ſtor ſom den indbyrdes Afftand mellem Beenkammene. Da Waffen danner en Tværftribe mellem Been— kammene, vyftaaer derved en Figur, fom har Lighed med et H. Saavel Beenkammene ſom Pandefladen bag Øjnene og Nakken vilje en Mængde ſmaa Beenknuder eller en ffarp Granulation. Forgjællelaaget er af en meget ſtark Bygning, men vifer fig temmelig lidet, da det tildeels er Dedækfet af andet Øjebeen; 125 dets Netning er ſtraa frem og nedad. Dets bagefte Rand vifer Pigge, af hvilfe den overſte er rettet bagud og lidt opad, den anden naſten horizontalt bagud, den tredie ned og lidt bagud, den fjerde ned og fremad; de fre fidfte ere fun fmaa i Sammen- ligning med den forfte, ſom naaer lige til Enden af Gjallelaa— gets Pig, og tillige er færdeles ftærk, fammentryffet, ſtarpt tve— ægget. Gjællelaaget har en friangulær Form, og er tildeels hudagtigt, forſynet med en temmelig ftor, lige bagudrettet og meget ſpids Beenpig, ſom dog iffe naaer til Gjællehudens bagefte Rand; denne Vig er, med Undtagelfe af Spidſen, bedakket med en længde fmaa Knuder, der ſynes at danne fire Længderæffer, og give Den en hvas Overflade; til den nederfte-forrefte Deel af Gjæt lelaaget er Mellemgjællelaaget hæftet, hvilket har en ure— gelmæsfig Form, fortil fender en lang, ſpids Green næften lod— ret i Vejret, og nedentil ev forfønet med to Pigge, af hvilfe den forfte er meget lille, og rettet bagud, den anden endeel ſtorre, og vettet lodret ned eller maaffee lidt fremad. Dette Stykke er faa nøje forenet med Gjællelaagsftyffet, at det næften fynes at ud— gjøre en Deel af famme, Undergjællelaaget er ganffe ru— Dimentært, og beftaaer blot af en lang, ganffe fmal og baandfor— mig Strimmel, der mere ligner en Hud end en Knogle, og ma bagtil naaer ud over Gjallelaagets Vig 7). Sfulderbladet danner en bagtil noget bred og afrundet, men paa Grund af dens Tyndhed ſtarp Plade; dets everſte Rand er forfynet med fmaa Knuder eller Tænder. Overarmen en— der bagtil med en fvidå og flad Pig; Overffulderbladet er derimod iffe væbnet. Gjælleaabningerne ere femmelig ftore, dog fun flovede til omtrent under Øjets bagefte Rand; +) Hvad jeg her fremftiller fom Mellemgjællelaagert, betragtes af Cuvier fom Undergjgllelaaget; Mellemgjællelaaget forbigaaer han ganfte med Taushed, og da jeg ingen anden Knogle har kunnet opdage, der kunde antages for dette, har jeg troet at finde Hjemmel for den af mig brugte Forklaringsmaade i Analogien med andre Fiſke. 126 hos et Individ har jeg fun funnet opdage fem Gjælleftraa- ler paa hver Side, ellerg fer. Ryggen ftiger ned med jevn Skraaning indfil Enden af anden Rygfinne; derimod er den i det førte Mellemrum mellem denne og Halefinnen temmelig hori- sontal; paa lignende Maade ftiger Buglinien op til Enden af Gadborfinnen, hvor den bliver horizontal. Legemets Form er, idetmindfte mod Enden af Halen, mere ſammentrykket end hos følgende Art, og Halen iffe blot tyndere men ogſaa for— holdsviis højere end hos denne. Forſte Rygfinne begynder omtrent over den everſte Deel af Bryftfinnernes Nod og over Spidfen af Sfulderbladet ; den er ikke fonderligt høj, fortil deg mere end bag, og dens Straaler ere temmelig tynde og fvage; forſte Straale ftaaer me— get fæt op fil anden (faa at den endog let kunde overſees), me— Deng Derimod de følgende have ef vidt Mellemrum, hvilfet ved de fidfte Straaler endnu tiltager; anden Straale er fun lidet længer end forſte, og tredie lidt længer end anden; tredie indtil fjette ere de længfte, den ottende den korteſte, dog halvt faa lang fom den længfte. Anden Rygfinne, ſom vvergaaer førfte baade i Længdeftræfning, Højde og Straaletal, er egentligen iffe adffilt fra den førfte, efterdi Straalernes forbindende Hud fun fænfer fig mellem disſe Finner, men ingen Afbrydelfe lider; Straalerne ere alle udeelte men leddede; de længfte ere femte fil ottende"); førfte og fidfte ere de fortefte, indbyrdes omtrent ligelange, mere end halvt faa lange fom den længfte, Afſtanden fra anden Rygfinnes Ophør (hvilfet jeg regner fra den forbin— dende Huds Ophor) fil Halefinnens Rod er meget fort, fortere end Halens Højde foran Halefinnens Rod. Bryſtfinnerne ere meget ſtore, ſerdeles brede ved Roden, ſtraat ftillede, med +) De enkelte Straalers Længdeforhold funne imidlertid næppe antages for aldeles konſtante i nogen af Finnerne, hverken hos nærværende Art ellev hos andre mig bekjendte Fiftearter, 127 ſterke, leddede, udeelte Straaler, hvis Ender rage femmelig langt frem af Bindehuden; den ottende er den længfte, den fidfte den korteſte. De naae ud over Gadboret, og berøre næften Gadbor⸗ finnens Begyndelſe. Iſtedetfor at den forbindende Hud hos de ovrige Finner er meget tynd og gjennemſigtig, er den hos Bug— finnerne temmelig tyk, og forbinder dem ſaa faſt og tat, at Straalernes Tal forſt ved Disſektion nøjagtigt fan erkjendes. Uden Disfeftion tæller man fun 3; ved Disfeftion har jeg Derimod altid fundet 4: en fortere Pigftraale og fre længere, leddede Straaler, indbyrdes omtrent af lige Længde, af hvilfe den førfte er meget nøje forbundet med Pigſtraalen. Ifolge hvad der er fagt om Bindehudens Beffaffenhed, bliver Bugfinnernes Form langftraft og fmal, og de kunne iffe udbredes; de begynde et Styffe bag Bryftfinnernes Rud, og naae langtfra iffe ben til Gadboret. Dettes Afſtand fra Snudefpidfen falder lidt foran Legemets halve Længde. Tæt bag Gadboret findes den foniffe Analpa— pil, hvilken hos forffjællige Individer ” varierer meget betyde ligt i Storrelſe: medens den hos det Individ, hvoraf de ovenan— førte Udmaalinger ere fagne, holdt 4“ i Længde, har jeg hos andre, meget ſtorre Individer næppe fundet den 1'” (ang. Viſtnok fynes Papillen ifær hos Hannerne af opnaae en betydeligere Stor— relfe; dog har jeg ogſaa fundet den liden hos adffillige Hanner. Mellem Analpapillen og Gadborfinnen er et iffe ubetydeligt Mellemrum; denne Finne begynder altfaa længer tilbage end anden Rygfinne, og ophører ligeledes før denne; ogſaa er dens Højde noget ringere; af dens Straaler, ſom alle ere udeelte og leddede, er forſte og ſidſte de fortefte, indbyrdes omtrent lige lange; tredie til fyvende de længfte; den fidfte Straales Rod er femmelig nær Roden af den næftfidfte, hvorved de tilſammen faae nogen Lighed med cen, fil Moden klovet Straale. Da Halen i Enden er lodret afffaaren, gaaer Halefinnen iffe op paa Siderne af denne; dens Straaler ere omtrent lige lange, med Undtagelſe af to fortere foroven og ligefaamange forneden ; disfe ere ogfaa enfelte, medens 128 de ni mellemfte ere meer eller mindre forgrenede i Enden. Si— delinien, hvis Retning er temmelig horisontal, og hvis Afſtand fra Bugfladen omtrent er dobbelt faa ſtor ſom fra Rygfladen, eller endog ftørre, er betegnet med en Rakke ſtarpe Sfjæl eller Beenplader, af hvilfe jeg har talt 29. Disſe ere befæftede me— get ſterkt i Huden, ere gjennemborede af en Sliimfanal, have en uregelmæsfig Form, og vife i Lengderetningen en fremftaaende Kam, der er forfynet med et afverlende Antal Torne og Knu— der, Mod Halen blive disſe Plader mindre fremftaaende og deres Ujevnheder mindre tydelige, indtil de tilſidſt næften ganffe forfvinde, eller ſtjule ſig Huden. Med Undtagelſe af disfe Plader er Huden ganſtke glat og uden Sfjæl. ; Leveren er flor, og beftaaer fun af een Lap, ſom næften ganffe ligger paa venftre Side, er meget bred, flad, i Enden lige afffaaret eller endog lidt indbøjet; fun en lille, tilſpidſet Forlæn- gelfe af Levermasfen naaer vover paa højre Side. Maven er af betydelig Størrelfe, øg danner en bred Sæf med ſtumpt afrun— Det Bund; fra Midten omtrent af dens nederfte Flade udgaaer en meget fort og tynd Portnerdeel, omfring hvilfen jeg har fun— det fyv, temmelig tykke men meget forte, Blindtarme hæftede. Tarmen gjør to Bøjninger; Milten er lille, og ligger ved Blindtarmene. Svømmeblæren er temmelig lille. Jeg har talt 29 Ryghvirvler, den ſom bærer Halefinnen iberegnet; af disſe filbøre 12 Bughulen, 17 Halen. Storrelſe. Denne Art bliver ikke ſaa ſtor ſom den almindelige Ulk. Det ſtorſte Individ, jeg veed at have feet, hvilfet var en Hun, fanget i det nordligfte Kattegat ved Hirtsholmen, havde en Længde af 62”. Den fædvanlige Længde er 4 til 5“. Hun— nerne ſynes almindeligen - at overgage Hannerne i Storrelſe. Højere mod Nord aftager maaffee denne Arts Storrelſe, thi af fre Individer fra Færøerne, ſom opbevares i det kongelige Mu— ſeum, naaer det ftørfte iffe ganffe 21”, Sorefommen Færgerne og Kanalen mellem England og Franfrig ere 129 x efter vore nærværende Kundffaber om denne Fiſt at betragte ſom Grændferne for dens Udbredelfe i Nord og Syd. Den forefommer paa alle vore Kyfter, fra Bornholm til Sfagen, men ingenlunde lige hyppigt overalt. Medens den alm. Ulk fynes langt hyppigere i Oſterſoen, i Ørefundet vo. ſ. v., har jeg der— imod paa den oſtlige jydffe Kyft hele Sommeren igjennem ene feet nærværende Art, og det temmelig hyppigt, og iagttaget den lige fra Koldingfjord tjl Jydlands nordligſte Spidfe; hvoraf man ſynes berettiget til den Slutning, at den der er meget hyppigere. Inde i Liimfjorden har jeg atter truffet den alm. Ulk. J Levemaade og Karakteer fynes den langtornede LL RDS DEER at ſtemme overeens med den almindelige; dog har jeg ikke ret mange direkte Erfaringer herover. | J Maven af de aabnede Individer har jeg fundet forffjæl- 2 ring: lige Krebsdyr: Cancer Mænas, Mysis flexuosa, Gammarus Locusta, Idotea tricuspidata o.f.v. Den bider iøvrigt villigt paa Krog ligefom følgende Art. ; Hos en i Juni Maaned i det nordligſte Kattegat fanget — Hun, har jeg fundet Rognfæffene ftore og, ſom det ſyntes, gyde— færdige eller ti en Tilftand, der røbede Legetidens Narmelſe. Jeg veed derfor iffe, om jeg for anſee Fries's og Cfftrøms Opgivelſe, at Legetiden ſtulde indtræffe fidft 1 November eller i December, for fuldfomment afgjort. Konſtante Sfjælnemærfer mellem Kjennene troer jeg iffe at have iagttaget. Efter de oven— nævnte Forfattere ſtulle Farverne i Legefiden antage meget Liv og Sfjønhed. J denne Arts Tyndtarm har jeg fundet Bændelorme (Bo- giender. thriocephalus punctatus?), i Tyktarmen Kradſere (Echi- norhynchus tereticollis). Paa dens Hud eller Gjæller har jeg Derimod ingen Snyltedyr bemærfet. Om denne Fiffå Anvendelfe veed jeg Intet at bemarke, Anvendelſe uden at den maaffee ftundom benyttes ſom Agn, eller kaſtes for Sviin. — ———— —— ————— ET 130 11 Art, Den almindelige Ulk (Cottus Scorpius Linn.) urtsmærte Sorgjællelaaget ermvæbner med fre ——— hvilfe den øverfte, ftørfte, iffe naaer til Enden af &Gjællelaagets Pig; ingen Sfjæggetraade; Sideli- nien glat, krummet bag anden Rygfinne; Finnernes Straaletal er: ik Synonymi. Rygf. 10-14; Bryſtf. 16; Bugf. 4; Gadbf. 11; Halef. 137), (3-12) (14-16) (15-16) (10-12) Schonevelde, Side" 67, Scorpius marinus. Worms Mufeum, Side 267 Scorpio marinus. Pontoppidans Atl, 1, 649, Cottus Scorpius. Wilſes Beftr. af Fridericia, Side 182, Cottus Scorpius. Millers Prodr. n. 367, C. Scorpius. Kuß Naturb, der Herz. Side 134, Seeftorpion, Zofman, Tidſk. f. Naturv. I, 375, Ulken. Blod) tab. 40 G. Fries og Ekſtrom tab. 5, I og 2. +) Af 8 underføgte Individer havde et i førfte Rygfinne 9 Straaler, fem 10, et 11 og et 12, Ekſtrom og Fries have endvidere iagttaget Tallet 8, men ikke 11 og 12, Anden Rygfinne havde hos fire Indi— vider 14, hos to 15 og hos to 16 Straaler. Bryſtfinnerne vifte hos alle otte Individer 16 Straaler, dog forefomme ogfaa 15 efter Nilsſon, Fries og Ekſtrom. J Gadborfinnen taltes hos de fem Individer 11, hos de tve andre 12 Straaler; F. og E. angive ogfaa 10, 3 Halefinnen har jeg ofteft talt 13 Straaler (7 ovenfor Sidelinien, 6 nedenfor), dog ogſaa 14. Naar de ovennævnte Forfattere derimod blot angive 11 eller 12, grunder dette fig viſtnok derpaa, at de ikke have talt den yderfte paa hver Side med, hvilfe derimod af mig ere medregnede, deels fordi de ikke ere meget fmaa eller utydelige, deels fordi de ikke juft ere anbragte paa Siderne af Halen, men li— gefom de øvrige i Enden af denne, 131 Anm. Af hvad der ved foregaaende Art er bemærket (Side 119 og 129), bliver det rimeligt, at de ovenftaaende Synonymer (med Undtagelſe af det allerførfte) tilhøre faavel C. Eubalis ſom O. Scorpius; et ellev andet af dem turde maaftee endog fornæmmeligen eller ene referere fig fil den førfte Art, Til Schoneveldes Tid hed denne Fiſk blandt Ditmar-Benævnelpe. fferne Bulosſe, blandt Nordftrands Bebvere Bull og Tur 8- bull, paa Danſt ULlÉ (Vlck). Hos Worm finder man der— imod angivet fom danſt Benævnelfe We de, hvilfet Navn optages af Muller. Jeg fulde imidlertid være filbøjelig fil den Mening, af Benævnelfen Wecke aldrig har været brugelig, men fun er pyftaaet hog Worm ved en Tryffejl iftedetfor Wlcke (UlÉe). Pontoppidan angiver ſom danffe Navne Ulfe og Vidfjeft. Det fidite af disſe er imidlertid nævpve danff. Selv har jeg ingenfinde hos os hørt andre Benævnelfer for denne Fiſtk end Ulf. ormen i Almindelighed er hog denne Art meget overeens— ſtemmende med foregaaende Arts, fun er Halen noget mindre ſammentrykket. Farven varierer meget betydeligt efter Alder, Kjon, Aars— tid o. f. v. Hos ældre Individer er "den næmlig mørfere end hos unge, i Legetiden mere levende og reen end fil andre Tider. Jalmindelighed talt er den morftoliven paa Ryg og Hoved, paa Siderne marmoreret med -lyfere Farver, og lys under Bugen. Hannen ev under Bugen orangefarvet med rundagfige, hvide Pletter, Hunnen hvid og uden Pletter. Finnerne have hos begge Kjon lyſe, rundagtige Pletter, der deels frembringe Mar— moreringer, dells Baand. J Halefinnen er den forbindende Hud hvid, Straalerne derimod forte, men faa uregelmasſigt og faa forffjælligt begrændfet, af ogfaa her dannes Baand. Maa— ffee vilde det være endnu nøjagtigere at fige, at Halefinnens Straaler ere forfynede hver med fem, fer eller ſyv forte Pletter af forffjællig Sterrelſe og Udftræfning og mere eller mindre fam- 9* Beſkrivelſe. 132 menflydende. Hos meget inde Individer (paa 2 fil 3” Stor⸗ velfe) er den lyfe Marmorering paa Ryg og Sider faa udbredt, at man maa betragte denne ſom Grundfarve, og det Mørfe, der er ſpredt mellem den, fom blotte Pletter. Dette Forhold ſynes imidlertid iffe af være uden Undtagelſer, og overhoved viſer Far— ven faa megen Uregelmasſighed og Afverling, af det er vanffeligt at fige noget Beftemt om den. De følgende Udmaalinger ere af em Hun paa 8”; den ftørfte Højde (lidt foran førfte Rygfinne) 207”; Højden foran Halefinnens Rod 5”; Omkredſen foran Bryftfinnerne 547; Omkredſen ved Gadboret 3”; Omkredſen foran Halefinnens Rod 14/7; ftørfte Brede (over Forgjællelaagets længfte Pigge) 2”; Tykkelſen foran Halefinnens Rod 247; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Natten 247; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand 3”; Pandens Brede mellem Øjnene 4; Mellemtjæbebenenes Længde 10”; Længden af Mellemfjæbebenenes Apofyse 8” ; SDverfjæbebenenes Længde 15“3 det opſpilede Gabs Højde 14”; det opfpilede Gabs Brede 13”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Spidſen af Piggene foran Øjet 8 Piggenes Afftand fra Øjehulens forrefte Rand 23 Piggenes indbyrdes Afſtand (fra den ene Spidfe fil den anden) 137”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til forrefte Neſebor 73 Afſtanden mellem forrefte og bagefte Par Naſeborer 343 be bagefte Næfeborers Afftand fra Øjeranden 1”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Øjehulens forrefte Rand 10”; Ojehulens Gjennemſnit 84/73 Ojets Længdediameter 773 Øjets Højdediameter 6”; Længden af Pandefladens Beenkamme 93 ftørfte Afſtand mellem Pandefladens Beenkamme 743 Længden af Forgjællelaagets ſtorſte Pig 63 « 133 ' Afſtanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 3577; førfte Rygfinnes Længdeftræbning 20”; førfte Rygfinnes Højde 1”; anden Rygfinnes Længdeftræfning 22; anden Rygfinnes Højde 153 anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod 107”; Bryftfinnernes Længde 24” Bryftfinnernes Brede ved Roden 1”; Bugfinnernes Afſtand fra Snudeſpidſen 233 Bugfinnernes Afſtand fra den forreſte Deel af Bryſtf. Rod 47"; Bugfinnernes Brede ved Roden 247”; Bugfinnernes Længde 17”; Gadborets Afftand fra Snudefpidfen 447; Unalpapillens Længde 1”; Gadborfinnens Afſtand fra Analpapillen 53 Gadborfinnens Længdeftræbning 163 Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 1”; Gadborfinnens Højde 1”; Halefinnens Længde i Midten 157”, anden er bredere og endnu mere horisontal end hos fore» gaaende Art; Overfjæben rager almindeligen (dog ikke altid, ifær hos unge Individer) mere frem foran Underfjæben. Sfjægge- traade ſavnes altid, ligeledes Hudlapper over Øjnene. De Torne, fom fidde paa Snuden ved Siderne af Mellemfjæbebenenes Apo— fyse, ere i Regelen lidt kortere, og rage iffe frem over Apofysen, naar Munden er lukket; tillige have de anden Retning: de ere næmlig frummede indad mod hinanden, faa at de nærme fig med Spidferne, hvorfor de gjerne, naar Munden er luffet, ligge ffjulte bag Apofysen, og flet iffe bemærfes. Øjebenene ere meget mindre - fydeligt fremtrædende; det førfte vifer iffe faa ſteerke Fordybninger og Fremftaaenheder, det andet mangler ganſte Straaler, og det tredie og fjerde have ligeledes en glat Over— flade. Djehulens Rand hæver fig noget mindre over Pandefla— den, hvorfor Pandens Rende er mindre dyb, ligefom ogfaa denne Rendes Brede, eller Øjnenes indbyrdes Afftand, forholdsvis er 134 lidt ftørre. Djehulens bagefte-overfte Rand vifer fun een Torn, men ev iøvrigt glaf og uden Beenknuder. Pandefladens Been— kamme ere noget mindre ftærft fremftaaende, uden Granulationer og Indfarvning ved Nakken, ftaae videre fra hinanden, og ende uden nogen bagud fremragende Pig, i det den Deel, ſom hos foregaaende Art danner de bagud frem- og opadſtaagende Pigge, her divergerer ftærft, bøjer fig ned, og ffjules af Huden. Been— kammenes ſtorſte Afftand er næften lige med deres Længde,. og Figuren af et Hvifer fig ikke her; ogfaa ere Pandeflade og Nakke uden ffarpe Granulationer, men have fun fmaa fremragende Punkter eller Tuberkler, hvilke iffe ere hvadfe for Folelſen. Forgjællelaaget vifer fun fre Pigge: den everſte og ſtor— fte, fom ev rettet bagud og lidt opad, naaer fun omtrent til. Midten af Gjællelaagets Pig; Den anden er rettet bag og lidt ned, Den tredie ned og noget frem. Gjællelaagets Torn, der, ſom bemarket, rager langt frem foran Forgjællelaagets, er ganffe glat og uden Knuder. Sfulderbladet ender med en ſpids, bag— udreftet Vig, der ligeledes er ganffe glat. Førfte Rygfin— nes fjerde til ſyvende Straale ere de længfte; den ellev (naar Finnens Straaletal ftiger fil 11 eller 12) de to ſidſte Straaler ere meget forte, og overgaaes fem til fer Gange af de længfte. Anden Nygfinne er endeel fortere end hos foregagende Art, og Dens Afftand fra Halefinnens Nod meget ſtorre (idetmindſte dobbelt faa ſtor ſom Halens Højde foran Halefinnens Rod). AfBryſtfinnernes Straaler ere femte til fyvende de længfte. — Haleſpidſen ev lavere, men derimod lidt tykkere, end hos fore— gaaende Art. Sidelinien, fom er glat og uden Sfjæl, løber i lige Retning fra Sfulderbladet fil Enden af anden Rygfinne, gjør derpaa en ubetydelig Bøjning ellev ef Knæ, og fortfætter derpaa atter Løbet i lige Retning til Halefinnen. Hos unge In— Divider har jeg oven og nedenfor Sidelinien bemarket en Ræffe Punkter, der fyntes at være Sliimfanaler, men hos vorne Individer har jeg ikke kunnet gjenfinde disſe. Huden er 135 vel i det Hele faget glat og uden Sjæl; dog bemærfes hus vorne Individer, og ifær hos Hannerne, en Deel ſmaa, ffarpe Sfjæl, ſpredte langs Siderne. J indre Bygning er denne Art meget overeensftemmende med foregaaende. Jeg har almindeligen fundet ni til fi Blind— tarme hos den, iftedetfor af Cuvier- angiver otte; og ggefæf- fene ofteſt rodgule, undertiden ogſaa hvidgule, men iffe forte, fom de af Cuvier beſtrives. Derimod ere Mælfefæffene forte eller marmorerede med Sort. Rygraden har 34 til 35 Hvirv— ler, af hvilfe 22 tilhøre Halen, de øvrige Bughulen. Ribbe— nene ere forfe og tynde. Ligefom hos de andre Ulkearter blive Haandrodens Been, paa Grund af Bryftfinnernes Brede, ogſaa ftore og brede. i Mellem Han og Hun bemarkes, foruden den allerede omtalte -FarveforfFjællighed, endnu adſtillige andre, mere eller mindre kon— ſtante, Uovereensſtemmelſer: Hunnerne ſynes, under iøvrigt lige Omftændigheder, af være ſtorre og af en noget tykkere Form; Gad— boret finder maaffee lidt længere tilbage (lidt bag Den halve Totallæng= de); Analpapillen er gjerne mindre, Finnerne kortere; Sidernes Torneffjæl ere enten tilftede, men i ringere Antal og med færre Spid⸗ fer, eller favnes endog ganſte*). Det fiffrefte ydre Sfjælnemærfe mellem Hunnen og den vorne Haner maaffee, af denne fidfte paa … Den mod Kroppen vendte Flade af Bryſt- og Bugfinnerne vifer Torne. eller Saugtænder, hvilfe paa hver Straale danne en Rakke, der begynder omtrent ved Straalens Midte, og ftræffer fig mod Deng Ende, | Den alm, Ulf er ftørre end foregaaende Art. Alminde— ) Det er alffaa Mindre rigtigt, naar Nilsſon (Prodr. pag. 97) angiver Mangelen af disſe GÉjæl fom ſtadigt Skjelnemorke mellem Han og Hun. Ligefaa lidet tilforladeligt ev et andet SFjælnemærte, at Zun— nens Bryſtfinner ikke naae Gadboret. Jeg har underføgt Hunner, hvor de naaede ud over dette, Storrelſe. 136 ligft træffeå den af 7 til 8” Længde; fjældnere naaer den 9 til 10”, og fynes iffe hos os at overſtride dette fidfte Maal bety- deligt. Een Fod fan altſaa omtrent betragtes ſom Grandſen for dens Vært, og Angivelſer, der tillægge den 4 Fods Længde, grunde fig paa Overdrivelfe eller Forverling. Forekommen Grændferne for denne Arts Udbredelſe ere i Mord Island *), Levemaade. i Syd Frankriges Veſtkyſt; endvidere nager den dybt ind i Oſterſoen. Den fan regnes fil vore meget almindelige Fiſke, og fees hele Aaret igjennem, Hannen dog, fom det ſynes, meget fjældnere end Hunnerne. Ulken udmærfer fig ved Graadighed i Forbindelfe med Dum— hed og Dorffhed. Som et træffende Beviis paa dens Dorſthed mener jeg det maa betragtes, af Sofolk, fom undertiden more fig med at ftiffe den med Baadshager paa 5 til 6 Fod Vand, almindeligen ere heldige heri. Ved førfte Forſog faae jeg engang Baadshagen fæfte fig iBunden tæt ved Siden af Ulken, ſom iffe bevægede fig af Stedet; ved andet Forſeg berørte Baadshagen dens Halefinne, hvorved den, dog uden af røbe mindſte Forfærdelfe, foranledigedes til lang— fomt at flotte fig et eller to Skridt; Somandens tredie Forſog foretoges atter med uheldigt Udfald, idet Baadshagens Spidſe gif i Bunten ved Siden af Ulken; deg nu ffjulte den fig med lidt mere Jil under en nærftaaende Tangbuſt. Den Graadighed og Glubſkhed, hvormed Ulken bider paa Krogen, have, i Forbindelſe med dens hæslige Ydre og dens ringe Brugbarhed, gjort den meget forhadt hos Fifferne i hele Danmark; hvorfor ogfag meget hyppigt den Fiffer, der feer fig ſtuffet ved at træffe en Ulf op, til fredsftiller fin Forbittrelſe mod den, idet han enten ſpiler Gabet op pag den med en Knappenaal, eller med en Kniv flænger den af Naturen ftore Mund endnu videre op, og derpaa fafter den i Søen igjen "I; +) Cfter Fries og Ekſtrom ſtal den endog væve truffet ved Nordkap, 7+) maa den fvenfte Kyſt fral man have betegnet Ulke, ved at Élippe et Stykke af deres Finner, og er derved bleven overbeviift om, af den 137 ved Toldboden fan man næften dagligen, naar Søen er aaben, være Vidne til den fjøbenhavnffe Ungdoms Glæde over dette Speg. UL fen forekommer, faavidt jeg har bemarket, paa ethvert Slags Bund, dog maaffee helft, hvor en rig Vegetation findes, og hvor Vandet iffe er meget dybt. At den om Dagen fulde ffjule fig i morke Hu— ler, og altid leve paa Bunden, fom Fried og Ekſtrom antage, ftvider mod min Erfaring: jeg har baade feet den ligge frit paa Sandbund midt om Dagen, langt fra alt Sfjul, og jeg har ved fangbevorede Bolværfer bemarket den af fvomme langs med disſe temmelig nær Vandfladen, for at fortære de fmaa, mellem Plan- terne levende, Krebsdyr. Om den, fom de ovennævnte Forfat- tere ligelede3 angive, er en Strogfiſt, fan jeg hverfen befræfte eller modſige. Ulken er blandt de Fiffe, fom ovenover Vandet lade en knurrende Lyd høre. Dens Naring beftaaer i finaa Fiffe, Orme og ifær i Kræbs- Dyr. December Maaned angives ſom denne Fiſks Legetid af Nogle, Januar af Andre. Jeg har allerede i Begyndelfen af Auguſt fundet Wggefætfene temmelig ftore, og Faber har ved Island fundet alle Hunners Rognſakke fyldte i de ſidſte Dage af Januar. Maaffee er Legningen altfaa iffe begrændfet indenfor en meget fort Tid, og varierer muligen tillige noget under forffjæl lige Breder. ,,IJ Slutningen af Oktober begynde Ulfene i ftørre Mængde af nærme fig faadanne Steder, hvis Bund beftaaer af Sand, og er pletviis bevoxet med Gres. Hanner og Hunner ere da vel blandede, men de forſtes Antal er betydelige ringere, faa at man næppe træffer een Han mod fi Hunner. Disfe fidftnævnte frænge Stranden nærmere end Hannerne, ſom højft fjældent fees paa det Sted, hvor Rognen affættes. Heraf funde man formode, af Rognen var befrugtet inden den affættes, og allerede engang fangede Fifk, efter at være Eaftet i Havet, ftrar bider paa Krogen igjen, Fries og Ekſtrom Side 26. Yæring. Forplan⸗ telſe. 138 af en nærmere Forening mellem Kjonnene foregaaer paa Dybet. De ſaugdannede Tagger paa den indre Side af Hannernes Bryft- og Bugfinner ſynes ſtikkede til at faſtholde Hunnen under Par- ringen.” Disſe Berefninger og Formodninger om Legningen til høre Fries og Efftrøm (Side 26). I hvilfen Alder Ulken begynder at forplante fig, og hvor hurtigt Æggene udklakkes, vides ikke. Individer paa 21 til 3” Storrelſe, fom jeg har feet fangede i Maj, fynes af angive den Vært, Fiffen t et Par Maa— neder opnager. Siender. Ulfen er meget plaget af Indvoldsorme, og man fan næppe aabne nogen Fiſk med fiffrere Forventning om at træffe disſe til enhver Tid af Aaret"; denne Omftændighed fynes at have bidraget fin Deel til at gjøre den foragtet. Snyltefræbs har jeg derimod aldrig truffet paa den. Jeg har underføgt Ulke af et fygeligt og abnormt Udfeende med meget dilateret, halvt gjen— nemfigtig Tarmefanal, Lever af en meget lys, grønguul Farve o. f.v.; hos faadanne fandt jeg en Indvoldsorm (Ascaris angu- lata Rud. ?) 1 overordentligt ftor Mængde i Bughulen og ligeledes under Bugens Hud, fom derved erholdt et knudret Udſeende. Om Indvoldsormenes Mængde var fremfaldet ved en fygelig Til ſtand eller omvendt, tør jeg ikke afgjøre, — I adffillige ſtorre Fiffe, faavelfom i enkelte Sofugle (iſer Aalefragen), har Ulfen Cfterftræbere. Anvendelſe. Anvendelſen af denne foragtede Fiff er højft ubetydelig. Kjodet ſtal være af ubehagelig Smag og modbydelig Lugt. Paa Schoneveldes Tid fpiftes den baade friſt og forret, efter at Huden var aftruffet. Ogſaa Worm fortæller, at Dalen blev +) De af Rudolphi angivne ere: Ascaris angulata.i Meſenterium, Echinorhyncus Acus og tereticollis i Tarmekanalen, E. sphæri- cus i Peritonum; Distoma divergens og granulum i Tarmeka— nalen; Bothriocephalus punctatus ligeledes, og B. solidus i Svælget, Den fidfte tilhører dog næppe Ulken felv, men ev fnarere en Levning af fortærede Hundeſtejler. 139 benyttet af ſimple Folk (vulgus caudam vorant); Th. Barth o- lin anforer den blandt de Nejſommes Næringsmidler "), og Pont oppidan figer, at „den ædes af Fattige”. Nu for Tiden an— vendes den hojſt fjældent ſom Føde for Menneffer, og maaffee fun i Kjobenhavn af enfelte Fattige. Hvor den fanges 1 Mængde, fan Leveren benyttes til Tran, ligefom hele Fiffen til Fode for Sviin. ; i +) Qvi cum bonæ mentis sorore vivunt — utuntur — — scor- pio marino, hedder det (De medicina Danorum domestica pag. 277) med den Tids forfkruet-ſiirlige Latin, Ovenſtaaende Figur fremftiller Hovedet af den almindelige Ulk, ifær for at angive Forholdet af Gjollelaagsſtykkernes Pigge: a viſer Gjæl- lelaagets Pig, b, c og d Forgjællelaagets, Horn Ulken (Cottus qvadricornis Linn.) a denne Art forekommer i fterføen paa de fvenffe Kyſter „idetmind— fte til Gotland og rimeligviis endnu længere mod Syd» +), da den end⸗— videre opregnes blandt Livlands og Preusſens Fifte (af Fiſcher og Wolff), og da Blod) fortæller, at han har erholdt et Exemplar fra Stralſund: fynes der at være Grund til at antage, at den ogſaa, ftjøndt fjældent, maa træffes et eller andet Sted paa vore Kyſter, f. Er, ved Bornholm”). For at fremme dette Punkts Afgjorelſe, leveres (efter Wright's ſmukke Tegning hos Fries og Ekſtrom) Afbildning af denne Fiſks Hoved med tilføjet Artsmorke. Fire fvampagtige Beenknuder ovenpaa Zovedet; Anſigts— benene forfynede med Udhulinger ellev Grubev; Sidelinien uvæbnet; anden Rygfinnes Straaler meget ſkarpe paa Sider- ne; Finnernes Straaletal er: Rygf. s-143 Bryftf. 16 ; Bugf. 33 Gadf. 153 Halef, 11, (7-11)9(13-16) - (16-17) (11-15) Storrelſen fom den almindelige Ulks; Hovedet ev meget fladtrykket, og udgjør omtrent 2 af Totalleengden; Hovedets Beenknuder afverle i Stor— velfe uden ſtadigt Henſyn til Kjon og Alder; de to bagefte favnes endog ſtundom ganfte; Forgjællelaaget er forfynet med fire Pigge; hvilke variere meget i Længde o. f. v.; Anfigtets Gruber ere anbragte paa Underbjæben (3 paa hver Side), paa Øjebenene (4 til 5) og paa Forgjællelaaget (5); de ſees ikke ret tydeligt paa den levende eller nyligt fangede Fiſt. Hiſt og her er Kroppen beſtroet med fmaa Beenvorter elev egentligen ſkarpe Sjæl; Gjællehudens Straaler variere fra 5 til 7, Farven er mørkere end hos vore andre Ulkearter. +) Fries og Ekſtrom. ++) Geg har endog hørt paaftaae, af man havde beſtemt Kundſkab om dens Forefommen ved Bornholm; men da Kilden ikke er paalidelig, tør jeg flet ingen Bægt lægge paa denne Motice, 141 Flodulken (Cottus Gobio Linn.) led har allerede ovenfor bemærket (Side 118), at Flodulken aldrig, faaz vidt bekjendt, er truffet i det egentlige Danmark, og at Pontoppi— dan og Miller ved en Misforftaaelfe have optaget den i deres Fiſke— fortegnelfer, Og dog mangle iffe Grunde, ſom tale for, at den virkeligen kunde tilhøre vor Fauna, og idetmindfte være at træffe i Hertugdømmerne, ſtjondt Schonevelde ikke har fjendt den. Den forekommer næmlig baade i Sverrig og i Tydſkland, ligefom i de flefte andre Lande i Europa. Efter Fries og Ekſtrsm (Side 35) forekommer den endog almindeligt langs Oſterſoens Kyſter. Hvad der fremdeles fynes at kunne vidne for dens Tilftedeværelfe i Hertugdømmerne, ev af Kuß anfører ,der Kaul- Fopf> (den tydfte Benævneljfe for Cottus Gobio) i fin Fiftefortegnelfe, Og endnu beftemtere udtryffer Gudme fig, naar han (i Hertugd. Beſkr. Side 166) nævner Kaulqwabben (ligeledes en tydft Benævnelje for denne Art) ſom Fifte, der fanges i Trave og Beſte. Men begge disſe Forfattere kunne, da de ikke ere Zoologer, og fun udſkrive Andre, eller fortælle, hvad Andre (Ubenævnte) have fortalt dem, ikke betragtes ſom Autoriteter i et tvivlfomt Punkt. Ved den følgende Diagnofe adftilles denne Art letteligen fra de andre nordiſke Ulkearter. Zovedet glat; Fun een, lille, bag= og opadrettet Dig paa Forgjællelaaget; førfte Rygfinne meget lav; anden Rygfinne glat ligeſom ogſaa Sidelinien. Finnernes Straaletal ev: Rygf. 7-16; Bryſtf. 13; Bugf. 3; Gadbf. 123. Halef. 10. (7-99(16-17) (18-14) (12-14) (10-11). Længden af denne Art er fun 4 til 57, Afbildningen er efter Wright. 142 Slæat. Pandſerulk. (Aspidophorus Lacep.; Agonus Bloch; Phalangista Pallas)”). Kroppen ev kantet, af pyramidalſt Form, bepandsret med ſtore Beenplader fra Nakken til Halefinnen; Mellemfjæbebenene og Un— derfjæben ere forſynede med Raspetender (Plougffjærbenet og Ganebenene Derimod glatte); Bugfinnerne fidde mellem Bryft- finnerne, og beftaae af tre Straaler, af hvilfe den forfte, en Pig— ftraale, er nøje forenet med anden, og Derfor vanſtkeligen iagtta— ges; to forte *), ſtundom adffilte, -ftundom tæt forenede, Ryg— finner, der, ligeſom Gadborfinnen, ftaae langt fra Halefinnen. Ulle Finnernes Straaler udeelte. IJ det fladtryffede, med Pigge forfynede Hoved, fom er bredere end Kroppen, i Gjalleſtraaler— neg Antal (6), 1 Mangelen af Svammeblære og de faa Blindfarme ftemmer nærværende Slægt med Ulkeſlagten, hvilfen Den overho— +) pallas's Benævnelfe er den fenefte, og maa derfor ftaae tilbage, faa meget mere fom en Pungdyrflægt er benævnet Phalangistes af Cuvier, Derimod er den bloch-ſchneiderſke Benævnelfe Agonus publiceret et Aar tidligere end Lacepedes, og burde altfaa have For— trinet; men da Cuvier i visje Maader har autoriferet Lacepedes Benævnelfe, og da desuden en af Bonelli opftillet Underflægt blandt Carabici, af hvilken Arter findes i hele Europa, og ſom alminde— ligen er antaget af Entomologerne, bærer Navnet Agonum, vilde det maaftee være ligefaa uhjenfigtsmæsfigt her at hævde den goologifte Retfærdighed (hvad Nilsſon i dette Tilfælde har forføgt), fom det viſtnok er forgjæves at forſoge derpaa. ++) (En grønlandft Art, Aspidophorus monopterygius, hav fun een Rygfinne. 143 ved flager meget nær; felv i Farvefordeling, og 1 den Omftæn- dighed, at Arterne alle ere nordlige. 12 Art. Den europeiſke Pandſerulk. (Asp, europæus Cuvier, Cottus cataphractus Lin.) Rygfinnerne fammenftødende eller næften aresmærte. fammenftødende; Snuden ſtarkt fremragende for— an Underfjæben, væbnet med fire, opadrettede og noget frumme Pigge; Snudens Underflade, Mund vigene, Underfjæben og Gjællehuden forſynede med en Mængde Sfjæggetraade; Kroppen foran og bag ſexkantet, Midten ottekantet. HovedetsLæng— De indeholdes 4tilsSGange i Totallængden, og dets Brede er ligefaaftor eller ofte endog ſtorre end Længden. Finnernes Straaletal er: Rygf. 5-6; Bryftf. 16; Bugf. 2; Gadborf. 6; Halef. 11%), (4-6)(6-7) ” (15-17) (5-7) (10-12) Schonevelde, Side 30, Cataphractus, ; Synonymi. Worms Mufeum Side 268, Draco marinus. Pontoppid. Atl. I, 655, Havmuus? Muͤll. Prodr. n. 339, Trachinus Draco og n. 369, Cottus Ceæt.**). Zofmann i Zidsft, f. Naturv. II, 375, Cottus cataphractus. +) Det ſom Regel angivne Tal beroer paa Straaletælling hos 9 Individer: fer havde 5 Straaler i førfte Rygfinne, to 6 Straaler og et 4; i anden Rygfinne fer Individer 6 Straaler, tre 7 Straaler, Ved Bryftfinnerne ; er at mærke, at Straaletallet meget ofte ikke ev eens i begge Fin— nerne: hos fire Individer fandt jeg 16, hos et 15, hos tre 16, enz deligen hos et 17. Gadborfinnen havde hos fire Individer 6, hos tre 7, hos et 5 Straaler; det niende Individ vifte en Monſtroſitet: to, ved flere Liniers Mellemrum adftilte Gadborfinner, den forrefte med fo, den bagefte fun med een Straale (vel at mærke, intet Spor til Lemlæftelfe ved ydre Bold). I Halefinnen fandtes hos 7 Individer 11 Straaler, alle medregnede, hos et 10 og hos et 12, ++) Som ovenfor (Side 57) bemærket, har Worm fammenblandet Asp. cataphractus med Trachinus Draco, og medens hans Beftrivelfe 144 Ufvildning. Schonevelde tab. Ill; Blod tab. 39 fig, 3 og 4. Benævnelfe. Efter Schonevelde fillagde man paa Nordſtrand denne Fiſt Navnene Sfeinbider, Muller og Turßbull,z; det fer— fte af disſe ffal endnu være det brugelige t det Holfteenffe (Boie). Worm har ingen danſt Benævnelfe for den. Jeg har hørt Fi flere i Ørefundet falde den Grodulk, hvilken Benævnelfe dog fun ſynes lidet bekjendt. Efter Hofmann hedder den paa Fyens Nordkyſt Havmuus, og dette iffe upasſende Navn ſtal, efter Faber (Fife Islands Side 119), ogſaa anvendes paa Den ved Oſt- og Nordkyſten af Jydland. Imidlertid tilhører Be— nævnelfen Havmuus egentligen Chimæra monstrosa, og ved Ugger, hvor jeg oftere har feet Asp. cataphractus fanget, er- flærede Fifferne eenftemmigen, at de intet Navn havde for den. Beſerivelſe. Uagtet denne Fiſk viſtnok nærmer fig Ulkene endeel i Habi— tus, har den dog i den ſpidſe, med krumme Pigge forſynede Snude, i Trævlerne paa Hovedets Underflade, det kantede og be— pandsrede Legeme, den lange tynde Hale o. ſ. v. noget faa Beteg— nede, at den, der een Gang har betragtet den, iffe let vil funne glemme den, og endnu mindre ſammenblande den med nogen an— den danſt Fift. Farven er paa Hoved, Ryg og Sider rødbrun, eller fjæld- nere graa med brunagtigt Sfjær. Ryggen viſer endvidere fire brede Tværbuand, eller maaffee rettere fire ftore Pletter af en tilhører den førfte, gjælde hans flefte Benævnelfer, og hvad han forz tæller om Giftigheden, den ſidſte z og herved forlededes Muͤller, hvis Tr. Draco tildeels hører herhid. Dette forklarer tillige, hvorledes Muͤller atter under n. 369 funde anføre Asp, cataphractus. Imidlertid vedkommer dette fidfte Citat, ſom blot henhørende til den islandfte Fauna (efter Muͤller næmlig), os mindre her, hvor kun de danfte Fifte fremftiles. Om Pontoppidans Zavmuus ,en liden fort lodden (fortladen 2) FifÉ> hører herhid, kan ikke med fuldkommen Sikkerhed afgjøres, men er ikke urimeligt, 145 uregelmæsfig Form, hvilfe ftræffe fig ned mod Bugfladen, og hvis Farve ev mørkere end Ryggens (ſortagtig eller morkt kaſtanie— brun). Den forfte af disſe Pletter udbreder fig paa Siderne af førfte Rygfinne, begynder ved dennes fjerde Straale, og naaer til Enden af den; den anden begynder mod Enden af anden Rygfinne (ved dens femte Straale), og naaer til dens Ophor; den tredie er anbragt omtrent midt imellem anden Rygfinne og Halefinnens Rod ; Den fjerde endeligen, fom ev meget mindre end de andre, har Plads tæt foran Halefinnens Rod. Bugfladen er hvid eller hvidguul, hos unge Individer mere ureent, med mange graa Punfter, til deels endog med Pletter. Rygfinnernes forbindende Hud er hvid, gjennemfigtig, med rødbrune Baand af ſtraa Retning og en faa uregelmæsfig Form, at de endog tildeelå frembringe en Marmo— rering; paa forſte Rygfinne ffjælnes tre til fire Besand, paa an— den to til tre foruden nogle ſpredte Smaapletter. Halefinnen vifer fo brede, rødbrune Tværbaand, ef ved Roden og et andet mod Enden, men desuden en ſtor Mængde hvide, rundagtige Smaapletter, der juft iffe ere ganffe regelmæsfigt fordeelte, men dog flere Steder frembringe ufuldftændige Tværbaand; det er iøvrigt paa Straalerne, disſe Pletter ere anbragte, og hos unge Individer findes de ikke. Bryſtfinnerne have rødbrune Straaler med mange hvide Winge (man kunde naſten ligeſaa rigtigt fige: hvide Straaler med rødbrune Winge); Bindehuden er hvid, gjen— nemfigtig, ved Moden og mod Midten marmoreret med Graat, hvilfen Marmorering ſavnes hos unge Individer. Bug- og Gad— borfinner ere hvide. Djets Pupil er grøn med Guldglands; Hornhuden broncefarvet, mod Øjeranden med røde og grønne Straaler, der danne ligefom et Hjul (analogt med Cottus Bu- balis, fee Side 120). Efter mine Erfaringer fynes unge Indi— vider af denne Art 1 Almindelighed at være mørfere af Farve end de Voxne, hvad ellers iffe plejer at være Tilfældet blandt Fiſkene. 10 146 De felgende Udmaalinger ere af et Individ (en Hun) paa 72”: ) * — Kroppens ſtorſte Højde (over den forſte af Ryggens Beenknuder) 124 Højden bag forſte Rygfinne 6”; Halens ringefte Højde (3” fra Halefinnens Rod) 24/7; (C 127); Kroppens ftørfte Brede (over Bryftfinnernes Rod) 194"; Breden bag førfte Rygfinne 7“; Breden foran Halefinnens Rod 14"; Hovedets ſtorſte Længde (fra Spidſen af forr. Snudepig til Gjol. bag. Rand) 19477; (418, B144/7, C 10377, D97, E 10/7, F10); Hovedets Længde til Nakken 18"; Hovedets ftørfte Brede (over den yderſte Rand af Forgjæl. Pig) 217”; (471871 3B316076G1170 DD 007, 1079 F 44007); det opfpilede Gabs Højde 7477; det opfpilede Gabs Brede 67"; de forreſte Snudepigges Fremragn. foran Mellemkjeb. for. Rand 4“3 den indbyrdes Afſtand mellem Spidſerne af de to forreſte Pigge 233 den indbyrdes Afſtand mellem Spidſerne af de to bagefte Pigge 34" ; De forrefte Næfeborers Afſtand fra Gnudefpidfen 3/7; Afſtanden mellem de bagefte og forrefte Neſeborer omtrent 1” ; de bagefte Næfeborers Afſtand fra Øjeranden 23”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Ojeranden 62/7; Afſtanden fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 9””; Ojets Længdediameter 43 Ojets Hojdediameter 34/7”; Breden mellem Øjnene 523 Breden mellem Øjnenes Beenkamme 33 Mellemrummet mellem Spidſerne af Nakkens bagudrettede Pigge 117”; fra Snudeſpidſen til forſte Rygfin. Begynd. 30477; (A 2877, B 2211); førfte Rygfinnes Længdeftræfning 14477; (0 677, D 54”) ; forſte Rygfinnes ftørfte Højde 877; (0 3'”, D 3”); anden Rygfinnes Længdeftræfning 12”; anden Rygfinnes Højde 5477; (C 27”) 3 anden Rygfinnes Afſt. fra Halefin, Rod 2577; (011“, D 127”); Af en Mængde Udmaalinger hidfættes nogle enfelte, tildeels ſom Beviis paa den Vexel, visſe Maal ere underkaſtede. A betegner en Hun paa 7”, B en Hun paa 6”, C et ungt Individ paa 457”, D et ungt Individ paa 41/7, E og F Individer af ſamme Storrelſe ſom D. 147 Bryſtfinnernes Længde 21/7; (A 19/7, B 17”); Bryſtfinnernes Brede ved Roden 7”; Bugfinnernes Afſt. fra Snudeſpidſen 1877; (a 18”, B 157”, D 9/7); Bugfinnernes Længde 11477; (C 7”, D 67”); Gadborets Afft, fra Snudeſp. 2577; (A 23277, B20“, C1477,D11//)); Gadborf. Afft. fra Gadb. bag. Rand 18”; (A16//,B137,074/7,D 7); Gadborfinnens Længdeftræbning 10”; (C 47”) 3; Gadborfinnens Højde 6773; (€ 22/7); Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 27" 3 Halefinnens Længde i Midten 127”, Hovedet er meget fladtryffet og bredt; den ſtorſte Bre— de, maalt fra Wderranden af Forgjællelaagets Pig, er ligefaa- ſtor eller lidt ſtorre end Længden til Gjallelaagets bagefte Rand, og dobbelt faa ſtor ſom Hovedets Højde over Nakken. Hovedet Længde indeholdes i Almindelighed omtrent 41 Gang i Totallængden. Panden er flad, jevnt nedffraanende mod Snuden; Sidefladerne divergere ſterkt nedad"), Underfladen er meget bred og vandret. Snuden, ſom er tilſpidſet, ra— ger frem foran Munden; og fra Snudefpidfen (eller nøjag- figere: fra Næfebenene) udgaae fire, meget fpidfe men ftærfe, Pigge, næften ligefom Horn, to paa hver Side, temmelig vidt ffilte fra hverandre, Det forrefte Par er rettet frem og opad, pg dets Spidſer ere bøjede lidt indad mod hinanden; det bagefte War er rettet næften lodret op, dog lidt ud og tilbage, og Spid⸗— ferne ere frummede ubetydeligt bagud; mellem disfe fire Pigge dan— ner Snudens Overflade en Rende eller Udhuling. Undertiden fan en eller anden af Piggene flofte fig i Enden. Naſebenene fløde bagtil ſammen, og forene fig ligeledes fortil mellem det forreſte Var Pigge: paa denne Maade dannes en Beenring, fom optager Mellemfjæbebenenes forte Apofyſe. Munden er lille, fun lidet fremffydelig, -anbragt ganffe paa Hovedets Underflade, og itfe opſtigende; det opſpilede Gab har ftørre Højde end Brede. ”) Naar Gjællelaagene udfpiles, danne de endog næften en horizontal Flade med Panden. 10” 148 Mundvigene naae næppe tilbage under Øjets forrefte Rand, og naar Munden er lukket, vifer Mundfvalten fig paa Hovedets Un— derflade 1 Form af en Halvmaane. -Mellemfjæbebenene ere forte, men forholdsvis temmelig ſterke og i Enden iffe tilfpidfede; de indtage langtfra iffe hele Overkjebens Rand; endeel længer ere Overfjæbebenene. Underfjæben ev mindre end Overfjæben, ſom baa— de fortil og paa Siderne ligger heelf ud over den. Naar Munden er. luffet, ere ſaavel Under-ſom QOverfjæben ganſte ffjulte under de forrefte Djebeen, og man feer fra Siden intet Spor af dem. Tænderne ere vvermaade ſmaa, foniffe, lidt tilbagekrummede, og ſidde fætfluttede + flort Antal, Svælgbenene danne oven i Svælget fo "fredsrunde, fonvere Plader, for neden to trian— gulære, alle befatte med et overordentligt ftort Antal meget ſmaa Tænder. Hudforhænget bag Mellemfjæbebenene er lidet og meget fyndt. Tungen fidder temmelig langt tilbage, ev nogenlunde adffilt fra Underfjæben, bred, flad, i Enden ſtumpt afrundet. Af Næfeborer ligger et Par paa Siderne af Snuden, noget bag dens andet Par Pigge, nærmere Øjeranden end Snu— defvidfen; dette Par har Form af to forte, cylindriffe Hudror. Andet War Naſeborers Beliggenhed fynes mindre fiffer, Hos Cuvier (Hist. d. Poiss, IV, 202) angives det at ligge ganſke nær Øjet, hvor jeg aldeles intet Spor til Næfeborer har kunnet opdage. Derimod findes foran det førfte Par Naſeborer, under Roden af det bagefte Par Vigge, paa hver Side en lille kredsrund Aabning; disfe Aabninger fulde jeg være tilbøjelig fl af antage for det førfte Par Naſeborer: de ere vel ifte ſtorre eller af anden Form end de Aabninger for Sliimkirtler, ſom bemærfes flere Steder paa Hovedet; men jeg mener ved Disſektion at have iagt— faget deres Forbindelfe med det andet Par Næfeborer, hvorimod en ſaadan Forbindelfe ikke finder Sted med Henſyn til de andre Sliimaabninger. Øjnene fidde næften vertifalt paa Hovedets Sider, med den gverfte Rand 1 Pandefladen; de ere temmelig fmaa, Længdediameteren lidt ftørre end Hojdediameteren, hvilken omtrent 149 er lige med Afftanden fra Øjets nederſte Rand til Hovedets Underflade. Øjehulens everſte og en Deel af dens bagefte Nand danne en fremftaaende Kam, og forene fig omtrent under en ret Vinkel. Paa Grund af denne ovenfor Øjnene temmelig ſtarkt hævede, og tillige brede, Kam danner Panden mellem Øjnene en flad Rende. Denne Kam fortfætter fig bagud til Nakken 1 lige Netning (altfaa omtrent parallelt med Sammen fra den anden Side), hvor den fvulmer op fil en lille Knude; ſaalangt fortfæt- tes Panderenden ogſaa, men blwer| bagtil mindre dyb. Fra Nakken fortfætte Kammene fremdeles deres Lob bagud, men ſtarkt de vergerende, indtil de ſtode fammen med fo andre, omtrent fra Midten af Øjets bagefte Rand udgaaende, Kamme. Ved For— eningen af disſe fire Kamme vyftaae fo Pigge omtrent ligeſom hos Knurhanerne, og ligefom hos disſe dannede af Overſtulderblade— ne. Ogſaa vife alle Hovedets Knogler ligefom hos Knurhanerne en ſtraalet og granuleret Overflade, ſtjondt langt finere og mindre ſtarpt, og forft vet fjendeligt, efterat Wderhuden er bortfjernet. Det forrefte Pjebeen er af noget langftraft Form, forener fig fortil med Næfebenene, bagtil med det andet Øjebeen; dets Over— flade er meget ujevn, og vifer tre forneden ftærft fremragende Samme med ligefaamange Fordybninger, der optage Sliimkirt— ler, Det andet Ojebeen, fom bagtil forbinder fig med Forgjal— lelaaget, er meget ſtorre, og har en noget uregelmasſigt firkantet Form; den forrefte Deel af dets nederfte Rand rager frem ſom en ffarp Kam, og udfender mod Midten en ftærk, ſpids, udad og lidt bagudrettet Beenpig. Det tredie Ojebeen, fom ligger oven over det andet bag Zjet, er lidet, af langſtrakt fiirkantet Form, med meget ftørre Højde end Længde. Forgjællelaagets fynlige Deel er langſtrakt-fiirkantet, af mere end dobbelt faa ſtor Højde ſom Længde; dets nederfte, vandrette Rand fremtræder mod Si— derne fom en ſtarp Sam, og forlænger fig bagtil fil en ftært, ſpids, lige bagudrettet Pig; fortil er det for en Deel ſtjult under det andet Øjebeen. GCjællelaaget er lille, uregelmæsfigt- 150 u triangulært, med en temmelig horisontal Sam nær den everſte Rand, hvilfen Kam bagtil ender med en afſtumpet Spidſe. Un— dergjællelaaget, fom har fin Plads neden for Gjallelaagets nederſte Rand, er lidet og triangulært. Mellemgjællelaaget, fom ligger under Forgjollelaaget, men tildeels ftræffer fig frem under andet Djebeen, hav Form af en treſidet Pyramide, hvis til- fvidfede Ende er rettet fremad. Alle Hovedets Knogler ere af en meget ftærf og folid Bygning. Hvad der er højft betegnende for Pandferulfen, er den Mængde hvide Sfjæggetraade, hvormed Hovedets Underflade er forſynet: fo ſaadanne findes mellem de forrefte Neſeborer paa Siderne af Neſebenenes Forening ; fo paa den yderfte Ende af hvert Overfjæbebecn, en Snees Stykker paa Underfladen af Underfjæben, og endnu flere paa Gjællehuden. Denne har fer, temmelig tynde Straaler. Gjælleaabningerne ere juft ikke ſterkt flovede, men blive dog, paa Grund af Hovedets Bre— de, temmelig ſtore; naar Gjællelaagene ere udfpendte, udgjør den bagefte Rand af Gjællehuden fra begge Sider næften en ret Linie. Ryglinien ſtraaner ned indtil Enden af anden Rygfinne, og bliver derpaa næften vandret ; Bugtinien vifer endnu mindre Skraa— ning end Ryglinien. Med Henſyn fil Kroppen, fom er pyra— midal, bagtil tilfpidfet, maa vi her for Tydeligheds Sfyld ffjælne mellem den egentlige Krop (eller den Deel, ſom indeflutter Bughulen) og Halen. Den egentlige Krop, hvis Ophør vi fætte ved Enden af Bryftfinnerne, og fom i fin ſtorſte Stræfning har meget ftørre Brede end Højde: er ferfantet, med een Rygflade, fom er noget fonfav; een Bugflade, fom er meget bred og plan; og paa hver Side en everſte og en nederfte Sideflade. Halen, der er mere end dobbelt faa lang ſom den Deel, der hev betegnes ſom Kroppen, dele vi atter i fo, næften lige lange Dele; den forrefte af disſe, hos hvilken Højde og Tyffelfe omtrent ere lige ftore, naaer lidt bag anden Rygfinnes Ophor, og ev ottekantet; næmlig, foruden en ſterkt fonfav Rygflade og en lidt konkav Bugflade, hav den pan hver Side fre Sideflader, den everſte, den nederfte 151 og den mellemfte, hvilken fidfte ev fonfav. Halens ſidſte Deel, fom bliver meget tilfpidfet, 1 Enden ſammentrykket (og altfaa af ftørre Højde end Tytfelfe), og hvis ringefte Højde falder et Stykke (4 til 5 Beenplader) foran Enden, er ſexſidet: den har fo Rygflader, hvis Forening i Middellinien danner en ſpids Vinkel; een konkav Sideflade paa hver Side, og endeligen to Bugflader, hvis Forening frembringer en ſtump Vinkel, idetmindſte i den ftørfte Stræfning. Forſte Rygfinne har meget ftorre Længde end Højde, og er iffe faa høj ſom Kroppen under den; den begynder efter det fjerde Rygffjæl, og indtager de følgende J Sfjæls Længdeftræf- ning (hos nogle Individer dog fun 6). Dens forbindende Hud, der, ligefom hos de andre Finner, Bugfinnerne undtagne, er fynd og fvag, naaer almindeligen heelt hen til anden Rygfinnes forre— ſte Rand, men ſelve Straalerne høre op i en temmelig betydelig Afſtand fra denne (2 eller 3 Sfjæl). Hos et Par unge Inde vider har jeg fundet Rygfinnerne adffilte ved et lidet Mellemrum (een Sfjælplade). Alle Straalerne ere tynde og bøjelige Pig ftraaler, der fun rage ubetydeligt frem af den forbindende Hud, og ſom fidde vidt flilte fra hverandre, dog ſaaledes, af de fo førfte ere hinanden indbyrdes nærmere end de øvrige. Finnen hav Form af en Bue, hvis forrefte Deel er lodret afffaaren ; forfte og anden Stcaale ere de længfte, almindeligen omtrent lige lange indbyrdes, ſtundom deg ogſaa den førfte lidt fortere; de følgende aftage gradevus lidt i Længde. Anden Rygfinne har omtrent ſamme Længde ſom førfte, men ev lavere; Straa— lerne ere leddede, og fidde langt fra hinanden; forſte er lidt for- tere end anden og tredie, fom ere de længfte; de følgende aftage lidt 1 Længde. Denne Finne indtager fyv eller ofte Sfjæls Læng- deſtrekning. Bryſtfinnerne ere ligefom hos Ulfeflægten ſtore, brede ved Roden, have en tilſpidſet Form, naar de ere ſammen— foldede, men viſe ſig afrundede og brede, naar de udſpiles; de naae naſten hen fil Enden af forſte Rygfinne; ſyvende til tiende 152 Straale ere de længffe; de ſidſte de korteſte. Bugfinnerne, ſom ere haftede tæt ved hinanden under Bryftfinnernes Nod, ere færdeles ſmalle, og ſynes fun at beſtaae af to Straaler, fordi Wigftraalen overmaade nøje er førbunden med den førfte bløde Straale; ben ſidſte Straale er ben længfte, Pigftraalen meget fortere end be fo andre. Bugfinnernes Spidſe nager langt ud over Gadboret. Dette, hvis Afſtand fra Halefpivfen er næs ften tre Gange faa ſtor fom fra Snudeſpidſen, og fom fun ved to Sfjælplaver er fjernet fra Vugfinnernes Nod (ligeſom denne atter fun ved to Sfjælplader avffilles fra Hevedet), omgives af et lille, nøgent (af Sfjælplader iffe bevæffet) um af oval Form. Afſtanden af Gadborets bagefte Rand fra Gadborfinnen er meget betydelig, og indtages af fyv Shalplader. Gadborfinnen begynder omfrent under anden Nygfinnes Begyndelſe, men op— hører før Denne; Den indtager fem Shjalpladers Længde; førfte Straale er førtere end anden, ſom atter er fortere end tredie; tredie til femte ere de længfte; De to ſidſte Straaler, naar fyv findes, ere ſtundom ftillede ſaaledes, at de fun ſynes at udgjøre gen, til Noden klevet Straale. Halefinnen, fom gaaer lidt vp paa Siderne af den iEnden ſtumpt afrundede Hale, er længft i Midten, og har, naar ben udſpiles, en afrundet Form. Mel lem Halefinnen og Gadborfinnen tælles paa Siderne 17 Sfjæl- plader; mellem Halefinnen og anden Rygfinne 15. Sidelinien løber ffraat ned fra Overffulderblabet indtil (Enden af Bryftfinnerne, men berfra i horvrigontal Netning til (Enden af Halen. Gfjællene udvikle fig paa en ejendommelig Maade til temmelig ftore og ſolide Beenplader, der for ftørfte Delen have en Bøjning omtrent paa Midten, hvorved Kroppens fantede Form betinges; Bejningen er næmlig gjerne ffarpvinflet, hvorved altfaa en Kam vøyftaaer, ber almindeligen forlænger fig ud vover hvert Stjælg bagefte Rand fom en Tand eller Torn. Rygfladen bes dalles af to Pladeralker, hvilfe, iſer i Begyndelſen, ere meget 153 ftore, og tillige udftræffe fig vver en Deel af Siderne; paa Nyg⸗ gen danne be et Slags Nende eller Kanal, fom i Netningen bags ud ſtedſe bliver fmallere, indtil den lidt bag anven Nygfinne ganffe luffer fig. Herved forandres tillige ganffe Nygffjælleneé Forhold: pe to Næffer ſmelte ſammen til, celler afloſes af, cen MNæffe, og Denne danner iſtedetfor en Kanal en ſtarp, fremragende Kam. Antallet af de dobbelte Stjælplaver er 21 (4 til førfte Nygfinnes Begyndelſe, + til Enten af førfte Rygfinne, atter % til Enten af anden Nygfinne, og endeligen $' til Kana— lens Lukning; dog ere disſe ſidſte allerede fan nøje forenede, at de maaffee funne betragtes fom enkelte Sfjæl); af be derpaa følgende enfelte til Halefinnens Nod 12, Formen af be dobbelte Nyaffjæl er uregelmædfigt-flirfantet, for ftørfte Delen, og ifær i Begyndelſen, af ftørre Breve end Længte; paa be fire førfte Par gre Tænderne eller Tornene mindre tydeligt fremtrædende og af ſtump Form; hos be følgende 12 Par blive de ſpidſere og ftærfere, og hos be ſidſte af disſe Par er Lengte og Brete omtrent lige ſtore; paa be følgende forfvinde Tenderne ganffe,. De 12 en felte Efjæl paa ben bageſte Deel af Halen ere af rhomboidal Form, eller, ta deres bageſte pg forreſte Binfel ere afſtumpede, ſexkantede. Den Maade, hvorpaa Skjalpladerne forbinde fig med hverandre, er ufæbvanlig pg mærfelig; iſtedetfor næmlig almindeligen, hvor Sfjællenes Ymbrifation finder Sted, ethvert Efjøls forreſte Deel er fljult af den foregaaende Nokke, ben bageſte derimod er fri; faa finder her bet ganffe modſatte Forhold Sten: ben forrefte Mand er fri, pen bagefte ffjult under ben følgende Næffe, Paa hver Side neden for Nygffjællene ligge Sideliniens Sfjæl, ſom er (maa, uregelmæsfigt dannede, og iffe følge tæt paa hinanden ; det vil ſige: mellem hvert foregagende og efterfølgende er et lille aabent Rum, hvorigjennem Sliimfanalen ſynes at aabne pg ud⸗ fømme fig; Sideliniens Stjæl blive mindre og mindre, indtil be bag anden Rygfinne ſynes at forfvinde, uagtet Slümkanalerne 154 fortfætte fig til Enden af Halen. Jeg har paa hver Side falt 23 Sfjæl for Sidelinien. Mellem Sideliniens og Ryggens Sfjæl indffyder fig tæt bag Bryſtfinnernes Spidfe (eller nøjagtigere: bag det fyvende RVygffjæl) paa hver Side en Rakke Sfjæl, der ere mindre end Nygffjællene men ſtorre end Sideliniens Sfjæl, ere forfynede med en ftærkt fremtrædende Kjol, og i en Strak— ning tillige vife Torne, (omtrent de 15 førfte paa hver Side), naae lige til Halefinnens Rod, og ere Aarfag til, at Kroppen i en Stræfning bliver ottekantet; Antallet af disſe Sfjæl er paa hver Side 27. Hver Side har endvidere en Ræffe Sideffjæl, ſom naaer fra Bryftfinnernes Nod til Enden af Halen; disſſe ere i hele Stræfningen forfynede med en Kjol, mod Midten tandede (fra fjette til attende), i Begyndelſen meget ftore (af ſtorre Højde end Længde), men aftage betydeligt mod Dalen; Tallet af dem er paa hver Side 34. Imbrifationen er ſom hos Rygffjællene. Bugffjællene ere i adffillige Henſeender analoge med Rygfhjæb lene; de udgjøre to Ræffer, danne et Styffe bag Gadboret en fvag Rende, ſom ophorer tre eller fire Sjæl bag Gadborfinnen, hvorpaa de to Sfjælræffer fmelte ſammen til een Rakke *), og frembringe en ſtump Kjol til Halefinnens Rod. Hver af de dob— belte Ræffer har omtrent 21 Sfjæl (13 til Gadborfinnens Be— gyndelfe), den enfelte Næffe 13 Sfjæl; næften alle Sfjællene ere fjøldannede, men Tænder fremtræde ikke. Paa Ryggen vife fig nogle fmaa, af de to Rakker uafhængige Sfjæl, i Nakken (omtrent 3 til 4). Paa Bugen bemarkes ogſaa nogle udfyl— dende Sfjæl, hvilfe alle mangle Kjøl: 3 ved Roden af hver Bryftfinne, 6 foran og mellem Bryftfinnernes Rod og en halv Snees omkring Gadboret. Hos et Individ (paa 6”) har jeg bemærfet, at disſe Sfjæl omkring Gadboret aldeles ſavnedes. Over— +) Bet er denne Sammenſmelten af fo Rætfer til cen paa Ryg- og Bugflade, fom er Aarſag til, at Enden af Halen fun er ſexkantet. 155 hoved finder endeel individuel Afverling Sted hvad Sfjællene angaaer. Med Henſyn til Dannelſesmaade vife de alle en ftraaleformig og lidt fornet Bygning, men favne alle Spor fil foncentriffe Ringe. Den under- og tildeels mellemliggende Hud gjør, at de for en Deel kunne ſtydes lidt over hverandre, og altfaa tillade Legemet nogen Bøjning. Ogſaa fan markes, at Huden fun er fæftet meget loft til Legemet, og med ſtor Lethed afdrages. Leveren er temmelig lille, og beftaaer af to Lapper, Dør Tneee DSE ved en Indſnoring ere adffilte fra hinanden; den højre er meget lille; den venftre har et næften fredsformigt Omrids, og dens mod Ryggen og forfil vendte Slade er hvælvet, den nedad vendte Flade derimod ſterkt fordybet. (Diameteren af denne Lap fandt jeg at være 9“, den ſtorſte Tykkelſe omtrent 8”). Galdeblæren har jeg ikke bemærfet (efter Cuvier ſtal den være meget lille). Spiſeroret er forf, middelmaadigt vidt, indvendigt forfynet med omfrent en Snees Folder. Maven er meget fort (5”” lang)"), næften ligefaa bred fom lang, eller ſtundom endnu bredere, fæfformig med meget ſtump Bund, indvendigt glat; en meget fort, ved Moden tyk, 1 Enden tilſpidſet Portnerdeel udgaaer omtrent fra Midten af den underfte Flade. Omkring Portneren ere fem, forte (1 bet Højefte 3“ lange) og tyffe Blindtarme hæf- tede, Tarmen ftiger ned i Bughulen forbi Gadboret (dog iffe lige men noget krummet og ſnoet), gaaer derpaa op igjen fil Maven paa ſamme Maade, og vender endeligen tilbage til Gadboret. Udſtrakt er Længden af Tarmen fra Blindtarmenes Tilbæftning til Gadboret omtrent 57. Tarmen har næften eens Tykkelſe indtil omtrent 1” fra Gadboret, hvor den ind— +) Dog har jeg hos mindre Individer, hvor Bughulen ikke i meget bøj Grad var opfyldt med Xg, truffet Maven endeel ſterre. Jevrigt fan det bemærkes, at jeg i adftillige Henfeender har fundet Indvol— dene afvigende fra Beſkrivelſen hos Cuvier. 156 ſnores, men derpaa bliver dobbelt faa tyk ſom tilforn. Milt har jeg iffe funnet opdage. Bughulens Længde hos et Individ af 72" (det, ſom ifær lægges til Grund for min Beffrivelfe) 2”; i Midten af denne Længde aabner Gadboret fig, og Bughulen ſtrakker fig altfaa ligefaa langt bag Gadboret fom foran dette. De to Sgge- fæffe vare hos det her beſtrevne Individ af rodguul Farve og en faa be— tydelig Storrelſe, afde næften indtoge Bughulens hele Rum, og aldeles ſammentrykkede og filbagetrængte de øvrige Indvolde; ja de enkelte Rognkorn havde endog efterladt meget dybe Impresſioner paa Over— fladen af Lever, Mave, Tarmekanal v.f.v. WEggefæffenes Længde 22“, ſtorſte Tyffelfe 9”; UWEggene ere meget ftore (ſom Spurvehagl), og Dog er deres Antal iffe ubetydeligt; jeg fandt i den ene Wgge— fæf (ved Tælling, iffe ved at veje) 1526 Rognkorn, og da den anden WÆggefæf 1 Storrelſe omtrent ſtemmede overeens med den underføgte, fan WÆggenes Antal i begge med Sikkerhed anfættes til omtrent 3000. Wggefæffenes Udforingsgange udgaae mod Enden af Bughulen langt bag Gadboret, hvorfra de begive fig fremad fil dette, — Forreſt 1 Bughulen danne Nyrerne to temmelig betydelige, mod Siderne udbredte Masfer, løbe derpaa baandfor— mige paa Siderne af Nygraden temmelig vidt ſtilte fra hinanden forbi Gadboret; hvorpaa de forenede fortfætte deres Lob til den bagefte Deel af Bughulen. Urinblaren er lille, fmal og næften baandformig. En meget lille Analpapil iagttages ſtundom bag Gadboret. Hvirvlernes Antal er 38, af hvilfe 13 hore til Bug— hulen, 25 til Halen. Øreftenene ere af fortbrun Farve. Storrelſe. Jeg har intet ſtorre Individ ſeet end det, hvoraf de oven— anførte Maal ere tagne, og Arten naaer næppe noget Sted en betydeligere Størrelfe. Den fædvanlige Storrelſe hos os er 6 til 75 Sørefommen Artens Udbredelfe i Nord og Syd fan regnes fra Island til Kanalen mellem England og Franfrig. Den forekommer i alle vore Have; i Oſterſoen dog fun fjældent, i Oreſundet ikke ual- 157 mindeligt; men ifær ev den hyppig paa Veſtkyſten af Hertugdommerne, hvor de, fom fange Porrer (Crangon vulgaris), ofte erholde Den i deres Net, f. Er. nær Meldorf (efter Boie). Paa Romo har jeg fundet den opfaftet paa Strandbredden, og at den heller iffe fan kaldes meget fjælden ved Iydlands Veſtkyſt, fynes at frem— gaae Deraf, af jeg under et Ophold af omtrent 8 Dage ved Agger i Midten af September faae fire Individer blive fangede indenfor Kanalen i Limfjorden ved Pulsvaadfifferiet ). Ut Denne Fiſk idetmindſte om Sommeren opholder fig paa lavt Vand og nær Strandbredden, er upaatvivleligt, af hvad ovenfor er fagt om dens Forekommen mellem Porrerne. Maa— ffee træffer den fig med disſe tilbage til ſtorre Dybder om Vin— feren. At Den næmlig ogſaa forekommer paa temmelig betydelige Dybder, før man flutte af den Omftændighed, ar Faber har erholdt flere Exemplarer af en Helleflynders Mave; thi Helle— flynderen forlader, faavidt mig bekjendt, iffe Dybet. Nogle For— fatteres Udſagn, af nærværende Art ifær lever paa Klippegrund, finder intet Medhold i de Forhold, under hvilfe den paa vore Kyſter ifær er bemærfet. Dens fornæmfte Naring ere ſmaa Kræbsdyr: allerede Schoönevelde angiver Porrerne ſom dens Fode, og jeg har felv altid fundet Maven fyldt med Idoteer DUN: Legetiden indtræffer i Maj, eller maaffee noget tidligere. Hannerne ſynes at være fjældnere end Hunnerne, thi alle de voxne Individer, jeg har underfogt, vare Hunner. Ungerne naae formodentligen inden Vinteren en Længde af omtrent 47, fhi 1 September har jeg oftere feet unge Individer paa omtrent 33” Længde. Levemaade. Sorplant- ning. Kjødet af Pandſerulken ffal være meget velſmagende, og Anvendelſe. paa Schonevelde's Tid fatte Nordſtrands Beboere megen Priis +) Upaatvivleligen ere flere Individer blevne fangede i famme Tid, men have undgaaet min Opmærffomhed. 158 paa denne Fiſk ). Imidlertid fanges den paa vore fleſte Kyſter for fjældent, til af der kan tænfes paa af gjøre nogen Anven— delfe af den. +) Nortstrandenses ob carnis dulcedinem in deliciis habent, re— secto capite coquunt ex aqva, hinc abrasis crustis cum bu- tyro et aceto utuntur. Skade, at Schonevelde ikke angiver ; Fangningsmaaden, hvorved maaſkee nogen Oplysning vilde være ble— ven meddeelt over dens Levemaade. Af de nedenftaaende Omrids fremftillev det øverfte Hovedet af den euvopæifte Pandſerulk, feet ovenfra; det nederfte Kroppens Gjennem— fnit noget bag Bryſtfinnerne. Slægt. Kongeſiſken (Sebastes Cuv.), — ſammentrykket, bedekket med haarde Sfjæl, ſelv paa alle Hovedets Delez; de to forreſte Ojebeen langſtrakte, ſmalle, kun beſtyttende en ringe Deel af Kinden; Pigge paa For— gjællelaaget og Gjællelaaget, ofteſt ogſaa paa net forreſte Oje— been, Næfebenene og. andre af Hovedets Knogler; Raspetænder paa Kjæberne, Plougſtjerbenet og Ganebenene; ſyv Gjalleſtraa— ler; een lav Rygfinne; udeelte Straaler i Bryſtfinnernes nederſte Halvdeel. 13 Art. Rodfiſken (Se. morvegicus Cuv.) Hovedets Længde indeholdes 3 Gange i Total-Artsmarke. længden, og er lidt ftørre end Kroppens ftørfte Sypgdest Dynene erermeget fore fremitadendese dies veg Diameter lig med Afſtanden fra Underfjæbens Spidſe til Ojehulens forrefte Rand; Rygfinnens Højde indeholdes 3 Gange i Kroppens Højde. Far: vener rød; Finnerne Straaletal ): Rygf. 43; Bryftf. 19; Bugf. $; Gadborf. 3; Halef. "I. (13-17 (18-19) (2-3) 3 +) Cuviers Beftrivelfe af de femmelig mange til Slægten Sebastes henhørende Arter ev for fort, til af det ev muligt at give nogen al— deles tilfredsſtillende Diagnofe for nærværende Art, hvilfet ogfaa i fauniſtiſt Henſeende fan ſynes ganfte overflødigt. tt) Det Antal underføgte Individer, ber ligger til Grund for det ſom Synonymi. Afbildning. Benævnelfe. Beſkrivelſe. 160 Muͤllers Prodr. n. 390 Perca Norvegica, — — n. 380 Sparus Erythrinus *). Ascanius's Icon. tab. 16; Cuvier hist. des Poiss. tab. 87. Danffe Benævnelfer for denne Fiſt fjender jeg ikke. Den, adſkillige Steder paa Norges Veſtkyſt brugelige, Benavnelſe Rodfiſk forekommer mig ret betegnende, og erdderfor be— nyttet ſom Artsnavn. Slagtsnavnet Kongefiſtk er iffe juſt en fri Overfættelfe af Benævnelfen Sebastes (hvortil Cu— vier er bleven foranlediget ved den Omftændighed, at en i Mid— delhavet forefommende Art bærer Trivialnavnet den kajſer— lige); det ev rimeligvis en gammel nordiſt Benavnelſe for nær- værende Art, da den endnu bærer dette Navn 1 Sverrig (efter Nilsſon) og paa Faroerne (efter Landt). J Legemets Form i Almindelighed har denne FF en ikke ubetydelig Lighed med en Aborre. Imidlertid give dens ftore og ftærft fremftaaende Øjne, faavelfom dens Farve, den ef ejen— dommeligt Udſeende *. Farven er ef dybt Purpurrodt eller Viinrødt *), under Bugen noget lyfere, og ofte med en fort Plet paa Gjallelaagets Regel angivne Straaletal, er ikke ftort nok til at kunne forſkaffe noget ſikkert Reſultat. Af 4 underføgte Individer havde fo 13 Straaler, et 14 og et 15 i Rygfinnens bløde Deel; to 18 og to 19 Straaler i Bryſtfinnerne; fo 8 bløde Straaler og to fun 7 i Gadborfinnen. +) Maaftee burde disfe fo Citater af Miller næppe indrømmes Plads her, da de ikke gjælde den danſke, men fun den norſke og islandſke Sauna. ++) Hos alle de Individer, jeg har underføgt, vare Ojnene meget ſtarkt fremftaaende. Jeg veed ikke, om denne Ejendommelighed ganfte eller tildeels ſtulde kunne tilftrives Luftudvidelje, hvad Nilsſon fynes at antyde (Arsberättelſe om zool. Arb. 1828 Side 118). ***) De ikke faa, friffe Individer, jeg i det ſydlige Norge har haft Lej— lighed til at fee, vare af en meget mørkere og mindre levende rød Farve end den, Cuvier's Afbildning angiver, 161 bagefte Deel. Pupillen er fort eller ſortblaa, Hornhuden ſolv⸗ farvet. De følgende Udmaalinger ere af et Individ (en Hun) paa 81”, fra Færgerne: fterfte Højde (mellem Bugf. Rod og Rygf. tredie Straale) 3147”; Højden over Gadboret 26”; Halens Højde (3“ fra Halefinnens Rod) 83 Hovedets Højde over Midten af Øjet 1947”; ftørfte Tykkelſe (over Gjollelaagsſtykket) 15477; Halens Tykkelſe foran Halefinnens Rod 2/7; Hovedets Længde (fra Spidf. af Underk. naar Munden ev lukket) 333775 fra Spidfen af Underk. til Enden af Crista occipitalis 25”7; det opſpilede Gabs Højde indvendigt 15”; det opfpilede Gabs Brede indvendigt 17/7; Længden af Mellemtjæbebenenes Apofyſe 6”; Længden af Overfjæbebenene 1237; Sverfjæbebenenes Brede i Enden 53 Underfjæbens Længde til Artikulationen 173 Afſtanden fra Underkjæbens Spidfe til forrefte Neſebor 8%"; forrefte Næfebors Diameter 4/7; Afſtanden mellem forreſte og bageſte Reſebor omtrent 477; bageſte Næfebors Gjennemſnit 1”; indbyrdes Afftand mellem de bagefte Næfeborer 437; fra Underkjebens Spidſe til Øjehulens forrefte Rand 10”; Ojehulens Længdegjennemfnit 103; Ojehulens Hojdegjennemſnit 107”; Pandens Brede mellem Øjnene 7775 fra Ojehulens nederfte Rand til — Underflade 103 fra Ojeh. bag. Rand til den bag. Rand af Gjællel, hudagt. Deel 153 Nakkekriſtaernes Længde 5””; mindſte Brede mellem Nakkens Fer 41/13 fra Spidſen af Underhjæben fil Rygfinnens Begyndelſe 32/7; Rygfinnens Længdeftræfning 50”; Rygfinnens ftørfte Højde 11”; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 8/73 Bryftfinnernes Længde 252"; Bryftfinnernes Brede ved Roden 9” 3 11 162 fra Underkjebens Spidſe til Bugfinnernes Rod 34/7; Bugfinnernes Længde 193” 3 fra Underfjæbens Spidſe til Gadboret 56”; fra Gadborets bagefte Rand til Gadborfinnens Begyndelfe 33“; Gadborfinnens Længdeftræfning 13” 3! Gadborfinnens ftørfte Højde 12“3 Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 12/7; Halefinnens ftørfte Længde (paa Siderne) 20/ ; Halefinnens mindfte Længde (i Midten) 15'”, Hovedet er meget ſammentrykket, med lodrette Sider, ftrærft nedffraanende Pandeflade og noget opſtigende Underflade; dets Længde er fun lidt ſtorre end den ftørfte Højde, og det indeholdes fun lidf mere end fre Gange i Totallængden. Mund— fvalten ſtiger ffraat opad, og Underfjæbens Spidfe rager frem foran Overfjæben. Gabet er ftort og, naar det opſpiles, af ftørre Brede end Hojde. Den bagefte Spidfe af Mellem fjæ- bebenenes Apofyse naaer op mellem Øjnene eller dog i Linie med deres gverft-forrefte Vinfel, og Mellemfjæbebenene ere tem— melig fremſtydelige. De ere fortere end Overfjæbebenene, i En— den filfvidfede, omtrent paa Midten af bageſte Rand forſynede med en ftor Udvært. Underfjæben har i Enden, hvor dens to Grene forene fig, en lille Knude paa Underfladen (dog, fom mig ſynes, hverken faa ftor eller faa fpids, fom Cuviers Afbildning lader formode). Overfjæbebenene ere foroven meget fmalle, forneden færdeles brede, og erholde ſaaledes en langftraft Trian— gelform. Mundvigene ftræffe fig omtrent hen under Øjets for- reſte Rand, og Overfjæbebenene naae hen under Midten af Piet. Tænderne ere ſardeles fmaa og i betydeligt Antal; paa hvert Mellemfjæbebeen danne de et fortil bredere, bagtil tilſpidſet Baand; dette er ogfaa omtrent Tilfældet i Underfjæben; Tand— baandet paa den forrefte Ende af Plvugffjærbenet er bøjet til en retVinkel; paa Ganebenene ere Baandene fmalle, og divergere indbyrdes bagtil. Paa Svælgbenene og paa Gjællebuernes Knu— der findes et meget betydeligt Antal Raspetander; den yderfte Gjæl- 163 lebues yderfte Rand har iftedetfor Knuder temmelig lange Grene. SHudforhænget bag Mellemfjæbebenene er meget lidet. Tungen fidder noget tilbage i Munden, er temmelig vel ſtilt fra Under— kjeben, tilfpidfet, med fonver Overflade. Næfeborerne ere Øjet meget nærmere end Snudefpidfen; det forrefte Par er mindft, kredsrundt, forſynet med et ufuldftændigt Hudror, eller rettere: en fra den bagefte Rand udgaaende Hudlap; tæt bagved, paa den indvendige Side af Øjehulens Rand (3: nærmere Middellinien) fidder det andet Par, fom er ftort, kredsrundt, vidtaabent og meget iojefaldende. Mellem det forreſte Par Næfeborer fremtræde to meget korte, men ſerdeles fpidfe, op og bagud rettede Pigge, ſom dannes af Næfebenene. Øjnene -ere meget ftore, kredsrunde, ftærfe fremftaaende; deres Gjennemfnit er ftørre end Pandens Brede mellem dem, derimod omtrent lige med Afftanden fra Underfjæbens Spidſe fil deres forrefte Rand, og med Afftanden fra deres nederfte Rand til Hovedets Underflade, og indeholdes 1% Gang i Afftanden fra deres bagefte Vand til Gjællelaagets Spidfe. Ved Forenin- gen af Øjets forreſte og everſte Rand dannes en lille, bag— udrettet Pig, og ovenfor og bag denne en lav Sam, ſom om- frent midt over Øjet ender med en lille Piz. Bagved og i ſamme Retning følge endnu en tredie og fjerde Pig, der ere over Diet, men iffe længer funne henregnes til Øjehulens Rand. Langer tilbage og højere oppe (3: nærmere Middellinien) fees end— videre paa Pandefladen fo naſten parallele (dog bagtil lidt di— vergerende) Kamme, der ved Waffen ende med en lille Vig. Førfte og andet Ojebeen ere faa nøje forenede, at de fun fø: neg af udgjøre een Knogle af en meget langftraft og tillige færdeles ſmal Form, hvilfen fortil lægger fig op mod Overfjæbe- benenes Rod, dog uden at bedæffe denne, og bagtil udfender en Spidſe, ſom naaer hen fil Forgjællelaaget, dog uden af danne Ledforbindelfe eller være fammenvoret med dette. Paa dens ne— derfte Rand bemarkes fortil fo ſmaa, men ſtarke og ſpidſe, ned- og bagudrettede Pigge, ſom tilhøre det førfte Djebeen. For 11* 164 gjællelaaget, hvoraf, formedelft Hovedets ftærfe Shjalbedak— ning, fun den bageſte og tildeels den nederfte Rand ere fynlige, vifer fig under Halvmaaneform, og er forfynet med fem, temme— lig horizontalt bagud rettede Pigge, af hvilfe fre, ſom er de ſtorſte pg omtrent lige ftore, ere anbragte paa den bagefte Rand, fo mindre paa -den nederfte,. Gjællelaagsfryffet er friangu- lært, bagtil med fo flade og forte, men ſpidſe Pigge, af hvilfe den overſte er ſterſt, men ikke naaer til Enden af Gjallelaagets Sus ndergjællelaaget ligger paaſtraat langs Gjællelaa= gets bagefte-nederfte Vand, er langt, meget ſmalt og baandfor— migt, fyndt, næften hudagtigt; forneden ftøder det ſammen med Mellemgjællelaaget, der ogſaa har en ſtraa Stilling langs Forgjallelaagets nederſte Rand, og er af en uregelmæsfig, lang— ſtrakt-fiirkantet Form, fortil ſmallere, bagtil bredere. Hvor Un— Dergjællelaaget og Mellemgjællelaaget ſtede fammen, ere de væb- nede hvert med en lille, temmelig ſpids Pig. Oberſtulderbladet og Skulderbladet ere ligeledes forfynede med en lille, bred og flad Vig. Gjælleaabningerne ere meget ftore, klovede lige indtil under Øjets forreſte Rand. Kroppen er femmelig ſtarkt ſammentrykket, af dobbelt faa ftor Hejde ſom Tykkelſe. Ryggen ſtiger ſtejlt op fra Naffen, og Ryglinien danner en ſtark Bue, indtil den over Dalen, bag Ryg— finnens Ophor, omtrent bliver horizontal. Mindre frummet er Buglinien, der dog ſtraaner ned fra Munden, og bag Gadboret ftiger ſterkt op indtil bag Enden af Gadborfinnen, hvor den bliver vandret. Nyggen. er tagformigt ſammentrykket, Bugen fladt afrundet indtil Gadborfinnen, hvor den bliver noget ſtarp. Rygfinnen begynder foran Gjællelaagets Big, omfrent over Enden af Skulderbladets Vig, og ſtrakker fig næften lige til Ha— lefinnen, ja berører endog dennes Rod med de nedbojede Straa— ler. Dens Hojde er fun ringe, og indeholdes næften 3 Gange i Kroppens ſtorſte Hojde. Dens Pigſtraaler, ſom omtrent indfage z.af den3 Langdeſtrakning, ere meget ftærfe og ſpidſe, og vage — 165 langt frem af den forbindende Hud; forſte Straale er den korteſte; og indeholdes 2 Gange i de langſte (fjette til tiende); den ſidſte Pigſtraale er længer end den næftfidfte. Af de bløde Straaler ere anden og tredie de længfte, fidfte den fortefte; denne ev loftet til Roden, de andre, undfagen den forfte, forgrenede i Enden. Bryſtfinnerne ere temmelig ſtore og ftærfe, brede ved Ro— Den, lodret tilbæftede; ſidſte Straale korteſt, fiende og ellevte de længfte; forſte Straale leddet, enfelt, de følgende otte forgrenede i Enden, de ni fidfte atter enkelte. Bugfinnerne fidde om— frent under Roden af Bryftfinnerne, eller deg fun ubetydeligt længer tilbage, ere lidt fortere men meget fmallere end disfe, og naae iffe ganffe hen fil Gadborets Rand, medens dette er Til fælde med Bryſtfinnerne. Bugfinnernes indre Nand er faftvoret fil Bugen i en Strakning, fom indeholdes tre til fire Gange i Bugfinnernes Længde. Pigſtraalen er den fortefte af Straa- lerne (dog mere end halvt faa lang ſom den langſte Straale), tæt forenet med forfte bløde Straale; de bløde Straaler ere alle forgre— nede; den førfte og anden de længfte, de følgende gradeviis aftagen— de lidet. Gadboret er anbragt lidt bag den halve Totallængde. Mellem Gadboret og Gadborfinnens Begyndelfe tælles T eller 8 Sfjælræffer,. Gadborfinnen begynder lidt længer tilbage end Rygfinnens bløde Deel; Pigſtraalerne ere overmaade ftærfe, ifær Den anden; alle have de en Fure langs den bagefte Nand, og tillige en Fure langs hver Side, der giver dem Udfeende, ſom om de beftode hver af fo ſammenvoxede Pigſtraaler; forſte Pigſtraale er den fortefte, næppe halvt faa lang fom anden; Denne og fredie omtrent lige lange; forfte bløde Straale er om— frent en halv Gang længer end tredie Pigftraale; endnu noget længere ere anden og tredie bløde Straale; de følgende aftage gra— deviis. De bløde Straaler ere frærft forgrenede med Undtagelfe af den førfte. . Gadborfinnen opherer et Styffe for Rygfinnens Ophor. Halefinnen gaaer noget op paa Siderne af Ha— len; dens bageſte Rand er indffaaret + Midten, hvorved to 166 afrundede Flige opſtaage. Straalerne ere ftærft forgrenede und⸗ tagen de yderſte paa Siderne. Hele Hovedets Overflade er forſynet med Sfjæl, med Und— tagelfe blot af Læber og Gjællehud; i Axelgruberne findes et lille nøgent Rum; derimod ere alle Finnerne mere eller mindre ffjæl- flædte; Bryſt- og Bugfinnerne fun paa den ydreFlade, og Ryg⸗ finnens af Pigſtraaler beftaaende Deel fun ſparſomt og pletviis paa den forbindende Hud tæt bag Straalerne. Af Sfjælræffer har jeg falt 8 fra Rygfinnens femte Straale til Sidelinien, og fra denne til Randen af Bugfinnerne 18; fra Gjællelaaget fil Halefinnens Begyndelfe har jeg fun fundet henimod 70 Sfjæl. Taglægningen er af den Beffaffenhed, at fun omtrent en Fjerde— deel af hvert Sfjæl er ubedæffet, og denne frie Deel har Halv— maaneform. Sideliniens Sfjæl ere ganſte ſtjulte af andre Sfjæl, faa af fun Sliimfanalen er fri; deres Antal fynes fun at. være 36 «flere ydre Sliimkanaler iagttages iffe), og de ſidde iffe tæt op fil hinanden, men ere adffilte ved et lille Mellemrum. Sfjællene er tildeels af en temmelig regelmæsfig, fiirfan- tet Form, fnart med ftørft Længde og ſnart med ftørft Højde, haarde og fiirlige ligefom Aborrens, den frie Wand væbnet med mange Pigge eller Tænder (indtil 50), den ſtjulte Rand forfynet med en Vifte, der har, temmelig mange Straaler (indtil 12 eller vel endog flere). Jovrigt viſe Sfjællene paa Legemets forffjæl- lige Dele de fædvanlige Afverlinger i Storrelſe, Form, Forſpvin— den af Vifteſtraaler o. ſ. v. Sidelinien løber parallelt med Ryglinien, og er ved fin Begyndelſe tre Gange længer fra Bug— fladen end fra Rygfladen. Det Førfte, fom ved Bughulens Aabning filtræffer Op— mærffomheden, er Bughindens forte Farve. Leveren er deelt i fo, noget langftrafte Lapper; Galdeblæren er fæfdannet; Maven har jeg fundet temmelig lille, fæfdannet, bagtil afrun- det, fra Midten omtrent af den underfte Flade udfendende en fynd Portnerdeel. Otte tynde Blindtarme af middelmaadig 167 Længde danne en Halvkreds omkring Portneren; de midterfte ere de korteſte. Tarmen gjør to Bugter, og har omtrent lige Tyk— felfe i fin hele Strekning. Milten ev meget lille, triangulær, fladtryft og tynd. Svømmeblæren er ftor, ægdannet, hvid; Nyrerne ſmaa, tfær ufædvanligt forte; Uvrinblæren derimod af en ganſke ualmindelig Storrelſe. Wggeſakkene middelmaadigt ftore, fyldre med meget fmaa, rodgule Æg. Rygraden har 29, 30 ellev 31 Hvirvler, af hvilfe 19 tilhøre Halen; Ribbenene ere, . med Undtagelfe af de to førfte, dobbelte. Rodfiſken fFal opnaage en Storrelſe af 2 til 3 Fod, Størrelre. De ſtorſte Individer, jeg felv har feet, havde een Fods Længde ellev lidet mere, Dette ev ogfaa, efter Faber, omtrent den fædvanlige Storrelſe ved Jsland. Denne Art er ganffe nordlig. Den forekommer fra Gren-gorekommen land, Nyfoundland, Island, Færøerne og det nordligfte Norge, langs hele Norges Veftfyft; ev efter Nilsſon (Prodr. Ichth, Schand. pag. 80) endnu hyppig ved Lindengs %); bliver der— imod fjælden i Kattegattet, og gaaer yderſt ſjeldent ind i Ørefun- det ). Ved Færøerne fynes den endnu temmelig almindelig ; derimod ved de flotffe Kyſter, faavidt man før flutte af War: rell, allerede hojſt fjælden **). Rødfiffen opholder fig i en betydelig Dybde, efter Faber Levemaade. +) 3 Stavanger funde jeg, naar det var Tiftevejr, næften dagligt, elev dog meget ofte, erholde den af Fiftere, fom fangede Torſk og Hvid— linger med Snore. ++) Jeg veed iffe, om man har mere end en enefte ſikker Erfaring for dens Forefommen i Oreſundet. +++) Beg har hørt yttre Tvivl, om den amerifanfte og norfte Rodfiſk ikke maaſkee burde deles i fo Arter efter Forftjællighed i Straaletal, Ryg— hvirvler o. ſ. v. Selv fan jeg, af Mangel paa Individer, ingen Mening have herom, J Omegnen af Bergen ftulle Fifterne ftjælne mellem fo Varieteter, hvis vigtigfte og maaftee eneſte Forftjæl ligger i Størreljen, da den ene kun fral blive 7 til 8” Tang. 168 og Nilsfon paa 80 fil 100 og 120 Favne. Imidlertid antager jeg, at den idetmindfte ſtundom ftiger højere op (til 40 eller 30 Favne, ja maaſkee endog i fjældne Tilfælde til noget ringere Dybde”. Dog nærmer den fig aldrig frivilligen Overfladen, og naar den ved Storm drives op fil denne, flyder den Maven ud af Mun— den, og døer. Jovrigt er Intet befjendt om dens Levemaade, Forplanfning og Næring. Rimeligviis er det en graadig Fiſt, hvad den Vegjærlighed, hvormed den bider paa Krog, fynes at godtgjore. Dens ftore Gab fætter den ogſaa iftand til at be mægtige fig ef ftort Bytte. Siender. Efter Faber er den 1 meget høj Grad plaget af Indvolds— orme 7%), der gjennembore Muffeltrævlerne, Man har ogfaa fun— det et Par Snyltefræbs paa denne Fiſt: Lernæa clavata Mull. paa Hud, Finner og Øjet, og Lernæa (Chondracanthus) no- dosa Mull. paa Gjællerne. Anvendelſe. Rodfifken afgiver et ſundt og ret behageligt Neringsmid— del, og den forekommer mig, ligefom i Udſeende, ſaaledes ogfaa i Kjødetå Smag af nærme fig Aborren noget. ») SÉjøndt jeg iffe med fuldkommen Beſtemthed tør paaftaae det, anta— ger jeg dog, af de Individer, jeg har erholdt ved Stavanger, ikke vare fangede paa ftørre Dybde end 30 eller højft 40 Favne. For at den Fan træffes i Oreſundet, maa den naturligviis gaae op paa langt ringere Dybder (13 til 14 Favne). ++) Rudolphi angiver (Entoz. Synop.) efter forftjællige Forfattere : Filaria Piscium (en aldeles uſikker Art), Cucullanus Percæ Abildg. (ligeledes uſikker), Tænia ocellata efter Muͤller, hvilken imidlertid tilhører den almindelige Aborre, ikke Rødfiften, og endeligen Tænia oetolobata eftev Fabricius, ſom ogfaa udfordrer nærmere Under— derſogelſe. 169 SHundeftejlflægten (Gasterosteus Linn.) Legemet ſammentrykket, med fort Snude og kort Hale; Mel— lemfjæbebenene og Underfjæben væbnede med meget ſmaa Tan— der. Iſtedetfor forſte Rygfinne har denne Slægt et ſtorre eller mindre Antal frie Wigftraaler foran paa Nyggen; ligeledes findes een fri Pigftraale foran Gadborfinnen; Bugfinnerne, ſom fidde bag Bryſtfinnerne, ere indffrænfede til et meget ringe Antal Straaler (een ſtor Pigſtraale og een lille blød Straale); tre Gjælleftraaler; ingen egentlige Sfjæl, men Sidelinien ialmindelig— hed ganffe eller tildeel3 bepandsrer med Mader; Albuebenene fræde frem paa Bugfladen, og ftræffe fig hen til Bakkenbenene, hvilke ere forenede fil en ſtor Plade; Halen har Kjol paa Siderne; Blindtarmene ere fmaa eller fun rudimentære; Svom— meblære er altid tilftede. Meget ſmaa Fiſke, ſom ere udbredte i begge Hemifphærers Vande, men fun fra omtrent 409 n. Br. til Polarzonen. 14 Art. Den trepiggede Hundeftejl”). (Gast. aculea- tus Linn. Gast. leiurus & trachurus Cuv.? Gi. se- miarmatus Cuv.? G&G. semiloricatus Cuv"?). Ryggen foran Nygfinnen væbnet med tre (1 C-Xresmærre. get fjældent to eller fire), frie Pigge; Siderne be: +) De Urter, der henhøre til Slægten Gasterosteus, ere endnu ikke alle faa tilftrætteligt begvændfede, at der i Diagnoſen fan tages Hen— fyn uden til de to danfte Arter. 170 bepandsrede med Plader i forffjællig Udſtrakning og forffjælligt Antal (5 til 32). Finnernes Straa- letalkers Rygf. 3+12; Bryftf. 10; Bugf. 1; Gadborf. 9; Halef. 57). (8-12) (9-11) (7-10) 3 Synonymi. Schonevelde, Side 10, Aculeatus minor (n. 1). Pontop. Atlas I, 651, Gasterosteus aculeatus og Gast. Acanthias. Millers Prodr., n. 393, Gast. aculeatus. Olavius, Skagens Beftrivelfe, Side 171, Gast. aculeatus. Schades Beftr, over Mors, Side 204, Gast, aculeatus. Sofmann i Tidsſk. f. Naturv. II, 376, Hundeftejlen, Afbildninger. Olavius Skag. Beftr. Tab. III fig, 2, Fries og ÆFftrøm tab. IV fig. 1,a $ b. E Benævnelfer. Paa Schoneveldes Tid vare Arterne af denne Slægt be- fjendfe under den danffe Genævnelfe Hundstag, hvilfen endnu er brugelig mange Steder, ftundom med en ubetydelig Forandring, f. Er. Hundeftaf paa Nordkyſten af Fyen (efter Hofmann l. c.), og Hundtang i det Hvolfteenffe (efter Meddelelſe af Boie); hog don Aphelen Hundeſtage. Hos Pontoppi— dan træffes forſt VBenævnelfen Hundeſtejle, hvilken hos v. Aphelen ſtrives Hundeſtigle, af Muller Hundeftigel, 1 Videnſk. Selſfabs Ordbog Hundeſtegl; paa dette fidfte Sted findes fremdeles Grundſtikkel, fom hos Muller, formodent— ligen ved Tryffejl, bliver Gundſtikel. BVenævnelfen Tind— Øret, hvilfen Miller fremdeles anfører ſom danſk, fulde jeg troe blot er norff (rimeligvis taget ho v. Aphelen, der +) Af 20 Individer havde ni 22 Straaler i Rygfinnen, fer 11 Straa— ler, tre 10 Straaler, ingen 9 Straaler, men fo derimod fun 8 Straa— ler. I Bryftfinnerne vifte de ferten Individer 10 Straaler, et enefte 9 Straaler, og tre endeligen 10 i den ene og 11 i den anden Bryſtfinne. J Gadborfinnen havde ni Individer 9 Straaler, ni Individer 8 Straaler, et Individ 7 og et 10 Straaler. Bugfinnen og Halefinnen have ingen Afverling viift mig. Cuvier angiver 10 ellev 11 Straaler fom Regel for Rygfinnen. 171 dog iffe anfører den ſom danſt). Slaægtsnavnet Hundſtikke hos Brünnich fyldes maaffee fun en vilfaarlig Forandring. Foruden Sidernes Bevabning og Antallet af Ryggens Pig- Beſkrivelſe. ftraaler ev det den mere ſammentrykkede Form, ſom iſar adſtil— ler nærværende Art fra følgende. Om Foraaret og i Begyndelfen af Sommeren har den trepiggede Hundeſtejl morkegraa eller næften ſortagtig Rygflade og ſolvfarvet Bug og Sider. Pupillen er ſort, Hornhuden ſolvfarvet. Senere, mod Legetiden, antage Hunnerne en guulbruun Farve, flammet og marmoreret med Sort, og beſtroet med en utallig Mængde forte Punkter, og Bugen vifer fig mesfingglindfende. Hannen bliver paa ſamme Tid mere ellev mindre rød; den røde Farve begynder under Struben, og udbreder fig derfra over Bug og Sider; Panden anfager paa famme Tid en blaagrøn Farve, og Hornhuden bliver grøn. Hannen i denne Dragt er Ungdommen hos os vel bekjendt under Benævnelfen Hundeftejlfonge. Eſter Legetiden vender den fimple graa Dragt tilbage. Om Vinteren ere Panden og det Overſte af Ryggen blaa, det øvrige Legeme ſolvfarvet. De følgende Maal ere af et Individ paa 291”; ftørfte Højde (lidt foran den anden frie Pigſtraale) næften 6/7; Hovedets Højde over Midten af Øjet 34/7; Halens Højde foran Halefinnens Begyndelfe 1”; ftørfte Tykkelſe (omtrent ved den ftørfte Højde) 34/77; Halens Tykkelſe foran Halefinnens Rod rundeligen 1/7”; * Afſtanden fra Snudeſpidſen fil Gjællelaageté bageſte Rand 7” ; det opfpilede Gabs Højde 23 det opſpilede Gabs Brede 1377; Afſtanden fra Underfjæbens Spidſe til Næfeborerne 13” ; fra Næfeborerne til Øjeranden omtrent 23 fra Underkjebens Spidfe til Øjeranden 2/7"; Øjets Gjennemfnit næften 27; fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade 147; fra Øjets bageſte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 33 Pandens Brede mellem Øjnene 13” ; i 172 Afſtanden fra Underkjobens Spidfe til Ryggens førfte Pig 947”; Højden af førfte Pig 247”; Ufftanden mellem førfte og anden Pig 247” ; Afſtanden mellem anden og tredie Pig — 33/3 Rygfinnens Længde 64/7; Rygfinnens Højde 13”; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod næppe 23)”; Rygfinnens Afſtand fra Enden af Halen 3477; Halefinnens Længde fva Roden paa Siderne til Spidſen ſammeſted 57”; Halefinnens Længde i Midten 23" ; Bryftfinnens Længde 44” 3 Afſtanden fra UnderFjæbens Spidfe til Bryftfinnernes Rod 82/7; Bugfinnernes Ufftand fra Underfjæbens Spidfe 11/7”; Længden af Bugfinnernes Pigſtraale 4// ; Bokkenets Længde 64/7; Gadborets Afſtand fra Underkjebens Spidfe 17177; Gadborfinnens Længde 447”; Gadborfinnens Højde 23 Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 2/7; Gadborfinnens Afſtand fra Enden af Halen 34'”, Vanden fkraaner jevnt ned, og er tillige lidt fonver 1 Ret— ningen forfra bagtil; bag Øinene afrunder den fig mod Siderne, mellem Øjnene er den flad og bred; Hovedets Sideflader kon— vergere forneden. Hovedets Underflade ev næften vandret i fin ſtorſte Stræfning, men Underfjæben gjør en ſtump Vinkel med Den øvrige Underflade, og ſtraaner meget ftærft opad, hvorved dens Spidſe kommer til at ligge hdt foran Overfjæbens Spidfe. Snuden er ſtumpt tilfpidfet; Gabet temmelig lidet, af ſtorre Højde end Længde, noget fremffydeligt. Mellemfjæbebenene og Underfjæ- ben eve bedæffede med vvermaade fmaa Ragpetænder, der let op— dages ved Folelſen, men iffe vel uden ved Hjælp af en Luppe kunne ſees, for Fiffen er før; deres Former, naar de betragtes under Mi— froffopet, næften cylindriſt, i Enden afſtumpet, og deres Tykkelſe ikke ubetydelig i Forhold til Længden; med lignende Tænder ere ogſaa Svælgbenene forfynede, hvorimod Gjællebuernes Knuder, der paa 173 det yderfte Par Gjællebuer forlænge fig famformigt, ingen Tæn- der vife, eller t alt Fald fun meget fvage Spor, Hudforhænget bag Mellemfjæbebenene er lidet; Tungen ſidder meget langt til- bage i Munden, ev lille, flad, næften lige bred overalt, i Enden ſtumpt-afrundet, fun. lidet filt fra Underfjæben, af guulagtig Farve. Mellemfjæbebenene eve temmelig ſtarke, naae lige— fan langt ned ſom Overkjabebenene, have ingen Udvidelſe paa Den bageſte Rand, og tilfpidfe fig næften aldeles ikke forneden; Mellemfjæbebenenes Apofyſe er omtrent lige faa lang fom "hvert af Mellemfjæbebenene. Overkjgbebenene ere iffe af en frærf Bygning, og udbrede fig iffe aareformigt forneden. Af Næfe borer hav jeg iffe været iſtand til at opdage mere end et Par, ſom liggev næften i Hovedets Overflade, nærmere Øjeranden end Underfjæbens- Spidfe; disſe Naſeborer ere ftore, temmelig freds- runde,”og viſe Tilnærmelfe til Rorform (eller omgives af en lille Hudrand). Øjet er ſtort, kredsrundt, noget fremftaaende, og ligger med Den overſte Rand i Pandefladen; dets Gjennemſnit ev omtrent lige med Afftanden fra Underfjæbens Spidſe til dets forrefte Vand, ſtorre end Pandens mindfte Brede mellem Øjnene, og end Afftanden fra dets nederſte Rand til Hovedets Under— flade, og indeholdes 11 Gang i Afftanden fra dets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand. De tre Øjebeen ere ftore, og bepandsre næften hele Kinden, faa at der fun bliver et lille blottet Yum nedenfor det førfte og bag det tredie; det forſte er af ffjævt-firfantet, noget uregelmæsfig, Form, og naaer faa langt frem, at Overfjæbebenene ganſte ſtjules under det, naar Munden er luffet; det andet er mindft, og ofte vanffeligt af ad— ſtille fra det forſte; det tredie er det ſtorſte, uregelmæsfigt fiir— kantet, naaer med fit nederſte-bageſte Hjørne ned til Foreningen af Forgjællelaagets lodrette og vandrette Green, hvorimod dets overſte-bageſte Vinfel forlænger fig opad til en lang Spidſe, ſom for en ſtor Deel luffer Djehulen bagtil. Forgjællelaaget har ganffe Form af en ret Vinkel, hvis lodrette Green ftiger ned lidt 174 bag Øjet, og hvis vandrette Green løber langs Hovedets Under- flade lige hen til Underfjæbens Ledforbindelfe. Gjællelaaget er ſtort, triangulert med fo afrundede Binfler : forreſte Rand lod— ret, gverfte vandret og forrefte-overfte Vinkel ffarp; bageſte⸗ne— derfte Rand buet og Vinflerne rundede. Undergjællelaaget har femmelig meget Udſeende af en Gjælleftraale, da det er lang— ftraft, ſmalt, buet; dog er det tillige fortil forſynet med en fort, lodret opſtigende Green, ſom ligger mellem Forgjællelaagets ba— gefte og Gjællelaagets forrefte Rand, men iffe letteligen bemær= kes uden ved Disfeftion. Mellemgjællelaaget, ſom ganffe ligger ffjult under Forgjællelaaget, er af en færdeles langftraft og ſmal Form, bagtil lidt bredere, fortil tilſpidſet. Gjalleaab— ningerne ere fun lidet kloftede (næppe til Forgjællelaagets bagefte Rand); de fre Gjælleftraaler vife fig paa Hovedets Under— flade, felv naar Gjællelaagene ere tilluffede. Overſkulder— blad fynes at mangle, eller af være ſammenvoxet med Kraniet. Skulderbladet er lidet, af ffjævt-fiirfantet Form. Over— armen er af en triangulær Form, ender bagtil uden Spidſe, og har, ligeſom Sfulderbladet, Pandebenene, Øjebenene, Forgjælle- laaget, Gjællelaag o. ſ. v. en ftribet og fornet Overflade, der ganffe minder om Knurhanerne. Af ſamme Beffaffenhed er og— faa Overfladen af Finnernes Pigſtraaler, af Interſpinalbenene til Ryggens frie Pigftraaler, Bekkenbenene og Kroppens Skjal⸗ plader. Kroppen er noget langftraft, temmelig ftærft ſammen— trykket, faa at den ſtorſte Hojde næften er dobbelt ſaa-ſtor ſom den ſtorſte Tykkelſe). Ryggen er jevnt fonver, tagformig. Bu— gen er flad og temmelig vandret indtil henimod Gadboret; bag dette ſtraaner Buglinien temmelig ftærft op; Halen ev i en +) Efter Cuvier fral den ftørfte Højde være mere end dobbelt faa ſtor ſom Tykkelſen (24 Gang); hos mange underføgte danſke Individer har jeg altid fundet Højden mindre end den dobbelte Tykkelſe. 175 Stræfning (indtil Enden af Ryg- og Gadborfinnen) ſammen— fryffet, med noget ſtarp Ryg- og Buglinie; bliver derpaa, efter disſe Finners Ophor, temmelig pludſeligt fladtrykket med en ſtorkt fremftaaende Kjol paa hver Side; og endeligen yderſt i Spidſen igjen ſammentrykket. Ryggens forſte Pigſtraale er faſtet omtrent over Overarmens bageſte Spidſe og over Bryſtfinnernes Nod; naar den er nedlagt, naaer den næften til anden Pigs forrefte Rand; dens Højde indeholdes mere end to Gange i Legemets ftørfte Hejde, men mindre end tre Gange. Beſtaffen— heden af denne Pigſtraale er følgende: den er fammentryffet i Retningen forfra bagtil, ev forneden bred, foroven tilfpidfet, og fremſtiller ſaaledes i visſe Maader en Plade af en meget lang— ftraft Triangelform; denne Plades forreſte Flade er noget kon— ver, forfynet med Længdeftriber og Granulationer undtagen aller— øverft mod Spidfen; den bagefte Flade er konkav, uden Granula— fioner, forſynet med en lille, tynd og gjennemfigtig forbindende Hud; Triangelens Siderande ere væbnede med mange Torne pg Smaapigge, ſom ere rettede ud og op (naar vi tænfe os Pig⸗ ftraalen oprejſt). Mellemrummet mellem førfte og anden Pig— ftraale indtages pan Siderne af fo Sfjælplader. Anden Vig: ftraale, fom ev anbragt over Bugfinnernes Rod, ſtemmer gan— ffe med førfte, fun er den gjerne lidt længer; Afftanden mellem anden pg tredie Vigftraale indtages paa Siderne af fer Sfjæl- plader. Tredie Pigſtraale, fom ſidder omtrent over Spid— fen af Bugfinnernes Pigſtraale, tæt foran Rygfinnen, og gjerne funde regnes til denne, da den ved Bindehud er forenet med den: ligner de foregaaende, men er omtrent tre Gange fortere. Undertiden, dog meget fjældent, mangler den tredie Pigſtraale; pg endnu fjældnere findes fire, idet en overkomplet Straale frem— træder mellem anden og tredie "). De Tænder, hvormed Piggene +) Det er et Individ med five frie Pigftraaler, Pontoppidan har op- ftillet form egen Art under Benævnelfen G. Acanthias (fee ovenfor 176 ere befatte langs Siderne, træde mere eller mindre tydeligt frem, og forfvinde undertiden aldeles. Fra Nakken indtil den bløde Rygfinnes Begyndelſe er Rygfladen væbnet med fer") Been— plader (Ildvidelfer af Ossa interspinalia): den forfte af disſe er den mindſte, af en noget langſtrakt fiirkantet Form; anden Plade er lidt ſtorre, ligeledes fiirfantet, bagtil bredere end for— an; tredie og fjerde Plade; til hoilke forſte og anden Pigſtraale ere hæftede, ere de ftørfte, ottefantede eller rhomboidale med alle fire Hjørner afffaarne; den tredie Plade har bag Vigftraalen en Længdefure eller Kanal, og paa fjerde Plade bemarkes en lignende faavel foran ſom bag Pigſtraalen; disſe Furer optage Wigftraalerne, maar de lægges ned; femte Plade er lille, af lang— ſtrakt fiirfantet Form; fjette Plade, ſem bærer tredie Pigſtraale, er lille, fortil noget tilſpidſet, bagtil lige afffaaret, og med en ſtump Vinfel paa hver Side (altſaa femfantet). Rygfinnen har Form af en langftraft Triangel, fom fortil er højeft, og naaer nær hen mod Halefinnens Mod; de førfte Straaler ere de længfte, den fidfte den korteſte; alle ere de forgrenede; den for- forbindende Hud er, ligeſom hos de andre Finner, meget gjennem- figtig og hvid og, fin Tyndhed uagtet, ualmindelig fejg og ftærf. Bryſtfinnerne ere anbragte meget længer bag Gjælleaabnin- gerne end fædvanligt, og det ftore, ubepandsrede, for oven af Overarmen, forneden af Albuebenet begrændfede Rum, fom er imellem dem, ev femmelig kredsrundt; af Form ere Bryſtfin— nerne langftrafte og fmalle, omtrent lige brede ved Roden og i Enden, hvilfen fidfte, da Straalerne næften ere af lige Længde, Side 170, Synonomi). Schonevelde gjør allerede opmærkjom paa topiggede Hundeſtejler. +) Cuvier angiver fun fem Plader, men hos et meget ſtort Antal dan— fte Individer baade af Gast. trachurus og leiurus Cuv. har jeg altid fundet fer Plader (to foran førfte Pigftraale, iftedetfor at G, fun har iagttaget een). i 177 vifer fig afſtumpet; forſte og anden Straale ere imidlertid de længfte, og de følgende aftage gradeviis, ſtjondt overmaade ube— tydeligt. Alle Straalerne ere udeelte, men fun den førfte enkelt, de andre leddede, dog med temmelig lange Led"). Ogſaa bag Bryſtfinnerne er et blødt og ubedekket Rum mellem deres Rod pg Bakkenets opſtigende Green. Under def ovenomtalte blode Rum foran Bryftfinnernes Nod fremtræde paa Bugfladen AL buebenene fom to ftore, langftrafte Plader med ftraalet og gra— nuleret Overflade, hvilfe Plader ftøde ſammen under Struben (eller tæt bag Gjællehudens Foreningspunkt), bagtil derimod di— vergere, faa af der mellem dem paa Bugfladen bliver et blødt, friangulært Rum. Bagtil ſtode Albuebenene vp til Bakkenbenene, dog uden egentligen at være forenede med disfe. Væffenbenene ſtode fammen i Bugens Middellinie, og danne en langſtrakt Tri— angel, hvis Baſis er rettet mod Hovedet, Toppunftet, der er forlænget til en Pig, mod Halen. Toppunktet eller Spidſen naaer lidt længer tilbage end Ryggens tredie Pigftraale, opg ender omtrent under bagefte Rand af den fjette eller ſyvende Skjal— plade bag Bakkenets opſtigende Green. Fra Sideranden ved Baſis udfender denne Triangel paa hver Side en omtrent under en ret Vinkel opſtigende Green, hvilfen lægger fig tæt op til Fiffens Cider, og foroven forener fig med Sfjælpladerne. For: men af denne Green er nogen Afverling underfaftet; hos de fle— fte Individer er den ved et lille Indſnit i den everſte Rand, der ſteder op til femte og fjette (undertiden til fjerde og femte) Sfjælplade, deelt ligefom 1 to Lapper eller Afdelinger; foruden den Omftændighed, af Indſnittet fan være mere eller mindre dybt og ſpidst, hvorved Lappernes Form betinges, har jeg hos nogle Individer iagttaget fo Indfnit i den øverfte Rand, hvorved den altſaa bli +) Cuvier angiver alle Straalerne ſom leddede; jeg har hverten med det blotte Øje, med Luppen eller under Mikroſkopet kunnet bez mærke Led i den førfte Straale; derimod meget tydeligt i ale de andre, 12 ' 178 ver trelappet; 1 dette Tilfælde er den opſtigende Green tillige meget bredere. J den Vinfel eller det Hjørne, ſom bagtil dan— neg mellem Bæffenets vandrette Deel og den lodrette Green, ere Bugfinnerne hæftede, temmelig langt bag Bryftfinnerne og omtrent lige under Ryggens anden Pigſtraale. Bugfinnerne beftaae fun af fo Straaler: en meget lang, ſtark og ſpids Pig, med hvilfen en lille, leddet og bøjelig, men ikke forgrenet Straale ved en fynd Hud er forenet. Pigſtraalen er omtrent af famme Beſkaffenhed ſom Ryggens Pigſtraaler: ved Roden bred, den ud— advendende Flade konvex, ſtribet og granuleret, den mod Krop— pen vendte noget konkav eller forfynet med en Rende, Siderne faugtaggede eller tandede. Ogſaa med Henſyn til Saugtagger— neg mere eller mindre tydelige Fremtræden gjælder her, hvad der er fagt om Ryggens Pigge; Pigftraalerne ere ligeledes artifulerede ſaaledes, af de, naar de ere udfpilede, danne en ret Vinfel med Kroppen, og iffe funne bøjes uden Fiffens Villie. Længden af Bugfinnernes Pigge vifer nogen Afvexling: ofte ere de endog indbyrdes af forffjællig Længde; de ere næften ftedfe fortere end Bæffenets Triangel, ſtjondt jeg dog har feet Individer, hvor de naaede fil Spidfen af denne eller endog ud over den; jeg har altid fundet dem idetmindfte dobbelt faa lange ſom den bløde Straale. Gadboret aabner fig et Styffe bag Bakkenbenets Spidfe, nærmere Halefpidfen end linderfjæbens Spidſe (Afftan- den fra denne fidfte udgjor omtrent æ af Totallængden); det ev kredsrundt, temmelig ſtort. Aabningen for Generations— organerne, hvilfen ved en temmelig bred Sfillevæg adſtilles fra Gadboret, er ſtorre end dette, og har Form af en Tværfpalte. Lidt længer tilbage findes Gadborfinnen8> frie Pigftraale, fom er meget fort, noget tilbagefrummet, men iøvrigt omtrent af Beſkaffenhed ſom de andre Pigftraaler; umiddelbart efter denne følger Gadborfinnen, ſom er lille, langſtrakt-triangulær, fortil højeft, og beftaaer af lutter forgrenede Straaler; den ophører omtrent lige under Rygfinnens Ophør. Halefinnen er lille, 179 fvædtbygget, og gaaer langt op paa Siderne af den i Enden lige afffaarne Hale; ſammenfoldet vifer den fig indffaaren 1 Midten, udfvilet derimod lige. De 8 midterfte Straaler ere forgrenede i Enden, de fo yderfte foroven og forneden derimod enfelte. Iſtedetfor egentlige SFjæl findes hos denne: Art langs hen ad Siderne et ftørre eller mindre Antal Beenplader, der ofte ftræffe fig fra Overarmen lige til Haleſpidſen i Antal af 32 paa hver Side; ofte Derimod mere eller mindre aftage i Udftræfning, og indffrænfes til den forrefte Deel af Kroppen, ja endog ophøre ved Enden af Bryftfinnerne eller for, og fun udgjøre 6 til 7 paa hver Side. Foran den forrefte Rand af Bakkenets lodrette Green tælles fire Pla— der (eller, naar de fo førfte fmelte ſammen, fun tre), af hvilfe den førfte er anbragt over Overarmens everſte Vinfel. De to forſte Plader ere ſmaa, af en uregelmæsfig Form, omtrent af lige Længde og Højde. Hog den tredie og fjerde Sideplade, der foroven flutte fig til den tredie Interfpinalplade (den, ſom bærer førfte Pigſtraale), er Højden allerede ftørre end Længden, hvad endnu meget mere ev Tilfældet med en ftor Deel af de følgende. Femte og fjette Sideplade lægge fig foroven ind i det Mellemrum, fom findes mellem tredie og fjerde Rygplade, og forbinde fig forne— Den med Bakkenets lodrette Green, faa at her et fuldftændigt Pandſer dannes; fyvende Plade er længer end fjette, forbinder fig foroven med fjerde Nygplades Sidedeel, lægger fig forneden ien Stræfning fæt op til den bageſte Nand af Bakkenets lod— rette Deel, men naaer iffe ned til Bakkenets vandrette Deel, og lader altfaa, ligefom de følgende Plader, et aabent, ube- pandsret Rum tilbage. Ottende til ellevte Plade ere de længfte, indbyrdes omtrent lige lange; deres Højde er omtrent fem Gange ftørre end Længden. De følgende Plader aftage gradeviis i Højde indtil den 25de (Influfive). Efter denne fremtræder paa Siderne af Halen en ftor, men meget tynd og hudagtig Kjol, hvilken jeg al fid, naar Siderne i deres hele Stræfning vare bepandsrede, 12% 180 har fundet bevæbnet med fyv Sfjælplader "). Alle Sidepladerne ere forfonede med Kjøl, fom dog ev meget lidt fremtrædende for +) Jeg før ikke troe, af man efter Sidepladernes Antal har Ret til at dele Gast, aculeatus i flere Urter, ſaaledes ſom Cuvier har foreflaaet, Der fan næmlig med Lethed eftervifes en fuldftændig Rokke af Overgange, og Forftjællighederne ſynes ganſke individuelle (eller maaſkee i nogen Grad lokale, fom jeg fenere fral omtale). Si— depladernes Antal er endog ofte uovereensftemmende paa Kroppens fo Sider, Følgende Faktum vil oplyſe denne Paaſtand. Blandt et ftørre Antal Individer, fangede tilſammen i Ørefundet, udtoges uden Valg 20 Stykker; hos disſe fandt jeg Sidepladernes Antal: 2, 12, 37, 137 73, Tr 141 140-741 157 tå, 18, 19, 13, 13, 39, 34, 33, 32, 32, Ser er iffe, uden hos de tre fidfte Individer, Kiolens SÉjæl medregnede; naar der fages Henſyn fil disſe, blive Afverlingernes og Overgangenes Antal endnu meget ſtorre; hos det Individ til. Ex., hvor Sidepladernes Antal var 34, fandtes næften intet Spor til Kjøl; hos andre, med et langt ringere Antal Sideplader, var Kjolen meget ftærft fremragende og tydeligt beflædt med fyv Sfjælplader paa hver Side; atter hos andre var den kortere, og havde fun fem Sfjælplader paa hver Side, o.ſ.v. Bed af underføge en endnu ſtorre Individrætte, vilde naturligviis den gradeviſe Stigen fra & Sideplader (det ringefte Antal, ſom nogenfinde findes, idetmindſte faavidt min Erfaring ſtræk— fer) til 53 uden Vanſtkelighed kunne fremſtilles. Denne Sideplader— nes Zalforftjællighed er altſaa faa langt fra (under den ftørfte Over— eenſtemmelſe i alle andre Henſeender) at kunne begrunde Arter, at jeg næppe engang troer, at man fan opftille Afarter derefter. Der— imod forekommer det mig, uden at jeg er ganſke ſikker herpaa, at man bemarker en temmelig konſtant, ftjøndt ingenlunde ſpeſifiſk Forfrjæl- lighed mellem Hundeftejlen efter dens Ophold i Havet og i Xaer eller andre ferfte Bande, Ferſkvandshundeſtejlen fynes mig, i Almindelighed falt, af være mindre ftærkt bepandsret (hvorvel de famme Overgange kunne iagttages, og Individer med 33 Sideplader forefomme), lige— fom den ogfaa i det Hele faget ev mindre, Yderligere Jagttagelfer ville vife, hvorvidt der fan tillægges disſe Bemærkninger almindelig Gyldighed hos os. — Hejſt befønderligt forefommer det mig, at Nilsſon i fin Prodromus ikke med et Ord omtaler Afverlingen af 181 mod Enden af Halen. SKjølen ophører paa hvert Sfjæl med en lille Fremragning af den bageſte Nand, der ligeledes er meget utydelig før Halen. Skjallenes bageſte Rand er 1 hele deres Stræfning meget fiint tandet. Sidelinien, fom antydes ved Sfjællenes nylig nævnte Kjol og Fremragning, løber omtrent pa— vallelt med Ryglinien, og ev denne meget nærmere end Buglinien, indtil Den mod Enden af Halen indtager Plads midt imellem begge. Leveren er meget ftor, og bedakker ikke blot Mavens — derflade og Sideflader ganffe, men ftræffer fig ogſaa meget læn- ger tilbage end denne; den beftaaer af en lille venftre Lap og en færdeles ſtor højre Lap, hvilken fidfte atter ev deelt i to Flige, en tykkere men fortere i Midten og en tyndere, længere paa højre Side; disſe to Flige ere ganffe adffilte 1 Midten af deres Længde, men derimod t Enderne ſammenvoxede. Galdeblæren er meget lille, og ligger ovenover Maven. Milten er af Middelftørrelfe, og har Plads ovenover Maven paa venftre Side; dens Form er nos get langftraft, trefidet: Spiſeroret er fort, i Forhold til Maven femmelig tykt. Maven er lille (hos et Individ af næ- ften 3” fun 4“ lang og næppe 2“ tyk), og hav Form af en Sidepladernes Antal, og altfaa har været ubefjendt med denne, hvor almindelig den end er, Derimod adftiller han (Side 86) to Afarter af Gast, aculeatus efter Mundens forftjællige Stumphed og anden Rygpigs Længde, Han udtrykker fig for ufuldftændigt om disſe Afarter, til at det fan være tilladt at have nogen beftemt Mening om dem; imidlertid ſtulde jeg fnareft antage dem for blotte individuelle For— ftjælligheder, — Cuviers Beftrivelfe af G. trachurus og leiurus frembyder adftillige Afvigeljer fra vor Hundeftejl, f. Er. fun 5 Been= plader paa Ryggen, fun 5 Sfjæl paa Halens Kjøl, Rygfinnernes førfte Straale enkelt, alle Bryſtfinnens Straaler leddede o.ſ.v. o.f.v. Hans Afbildninger ſynes heler ikke fuldkomment at fremſtille vor G. aculeatus. En umiddelbar Sammenligning af den franſke og dan— ſke trepiggede Hundeſtejl kunde derfor maaſkee ikke være ganſke over— flodig. 182 Sæf., Portneren, ſom udgaaer fra Sakkens bagefte Deel eller Bund, blivere noget fmallere; paa hver Side af Portneren er en overmaade fort men temmelig tyk Blindtarm (der dog mere lignev en Knude end en Blindtarm). Bag Blindtarmen fvulmer Tarmen betydeligt op (bliver faa tyk ſom Maven), og hav, indtil den krummer fig, en koniſt Form, i det den grade— viis aftager i Tykkelſe; efter at have naaet næften fil Gadboret, gjør Den en ganffe lille, fredsformig Snoning, inden den begiver fig fil dette. Den udftrafte Tarmefanals Længde fra Spiferø- rets Begyndelfe fil Gadboret udgjøv omtrent æ af Totallængden. Wggefætfene ere ftore (hos ef Individ paa 3” omtrent 9” lange og 3 fil 4'"1 Gjennemfnit), af rødguul Farve; Rognkornene af Stor— relfe ſom ſtore Knappenaalshoveder; imidlertid maa jeg bemærfe, at jeg altid 1 Rognfæffene foruden disfe ftore Æg har fundet et flørre Antal meget fmaa, ſom maaffee ikke blive udviflede. Af de ftørre Rognforn har jeg i den ene Wggefæf (af 9“ Længde) falt over 140, hvilfet for begge giver er Antal af hen— imod 300, Svoemmeblaren ev ſtor (8”” [ang hos et Individ paa 3”), oval, bagtil noget tilfpidfet, ſolvfarvet, meget fynd; Den udfender fra fin Underflade en Kanal til Midten af Mavens overfte Flade. Nyrerne begynde paa hver Side med en lille Masſe ved Mellemgulvet, hvilken udfender en Snor paa hver Side af Rygraden (den venftre Snor er imidlertid meget fynd og næften abortiv); omtrent i Midten af Bughulens Længde ud— vider den højre Snor fig fil en betydelig Masſe, der naaer til Enden af Bughulen, og med hvilfen en lille Urinblære ev for— bunden. Rygraden har 32 Hvirvler, af hvilfe 14 høre til Bughulen, de ovrige til Halen. Ribbenene ere af middelmaadig Længde, overmaade fine. Den Ejendommelighed, ſom Pigſtraa— lerne beſidde, at de, naar de ere opfpændte, holde fig i den an— tagne Stilling, og iffe let funne nedbejes uden at ſonderbrydes, beroer derpaa, af hver Pig forneden er forfynet med to Forlængelfer, pg den tilfvarende Interſpinalplade med to fmaa Huller, hvori 183 disſe nojagtigen pasſe; naar Fiffen rejſer Piggene, blive For— længelferne fæftede i de omtalte Huller, og for af lægges ned, maa Piggene atter løftes ud af disſe. Af de fil denne Art henhørende Individer fra ferffe Vande, Storrelſe. jeg har haft Lejlighed til at fee, har intet overſteget 25" Længde, og felv derne Sførrelfe ſynes ikke at være ganffe fædvanlig. 3 falt eller brakt Vand derimod bliver Hundeſtejlen betydeligt ftørre, og naaer henimod 4” Længde. Et Individ af omtrent denne Storrelſe har Olavius afbildet, og lignende Individer har jeg i det nord— lige Kattegat fundet i Torffens Mave. Derſom den femmelig almindelige Antagelfe, at Hundeſtejlen fun opnager en Alder af 2 til 3 Aar, i det Hele faget maatte findes rimelig, ſynes dog Individer af ſaadan Storrelſe af gjøre Undtagelſe. Om den trepiggede Hundeſtejls gevgrafiffe Udbredelſe i AFSoretommnen mindelighed er det iffe tilladt at have nogen beſtemt Mening, efterfom Arterne af Hundeftejlflægten rimeligviis ikke endnu kunne antages med fuldkommen Sifferhed af være adſtilte. — Hos os forefommer den hyppigt og overalt, i ferſtt Vand og Brafvand, i De mindfte Bakke og ubetydeligfte Vandhuller og i Havet; maaffee dog i ftørft Mængde i Brakvand, f. Er. 1 Oſterſoens Bugter. Schonevelde fortæller, af man i Ekernfordebugten iffe fjældent erholdt flere Tønder Hundeftejler i Vaaddene*); men +) — — Eaqve copia ex sinu Ekrefordensi ad mare Balticum retibus non raro in littus extrahuntur, qvæ pluribus tonnis explendis sufficiat &c. pag. 11. Efter Fries og Ekſtrom fan— ges den trepiggede Hundeftejl paa den fvenfte Kyſt af Oſterſoen li- geledes i utrolig Mængde, i November Maaned, om Natten i ftille Vejr ved Blus. To Fiſkere kunne blot med en Hov oſe flere Baads— ladninger op i een Nat, naar de have fundet Stimerne, hvis Tilſte— deværelje mærkes ved en fiin Krufen af Havfladen. Ogſaa Pen— nant anfører ganſke overraftende Crempler paa den Mængde, hvori Hundeftejlerne forefomme i England. De vije fig imidlertid ikke lige hyppigt alle Aar, men med Mellemrum, ligeſom adſkillige andre Fiſke og mange Inſekter. i — 184 han angiver ikke udtrykkeligt, om det er denne eller folgende Art, der fanges i ſaa ſtor Mangde. Levemaade. Hundeſtejlerne ere muntre og livlige i deres Bevagelſer, Naring. foomme fortræffeligt, og ere næften uafbrudt i Rorelſe. De leve felffabeligt, om Vinteren ſamlede paa Bunden i dybere Vand, om Sommeren endog tildeels paa faa flade Steder, at de næppe kunne fvomme, og iffe fjældent maa hjælpe fig ved at ſpringe, hvad de udføre med udmarket Styrfe og Behændighed, faa at man maaffee i faa Henſeende kunde ſammenligne dem med Laxen. Alt efterſom Vandet ved Sommervarmen formindſtes, indffrænfes de paa ſaadanne Steder mere og mere, og man finder da ofte ſmaa Vandhuller eller Fordybninger i udførrede Aar, ſom fun have 2 fil 3 Alens Gjennemfnit og faa Tommers Dybde, faa at fige opfyldte med dem”), hvilfet tillige fan tjene ſom Beviis paa Deres Sejglivethed. Overſvommelſer om Foraaret bidrage rimeligvis tfær fil af føre dem hen paa faadanne Steder, hvor de fenere om Sommeren ſynes ligefom ganffe iſolerede. Inden Hundeſtejlerne begive fig til deres Vinterro, famle de fig i No— vember Maaned i uhyre Stimer, idetmindſte i Oſterſoen, og det er for denne Tid, at det, ſom ovenfor er anfort om deres Fangſt i Tondeviis, ifær gielder. Hundeſtejlen er, fin ringe Storrelſe uagtet, en glubff og modig Fiſt. Man har troet”), at andre Fiffe flygte for Hundeſtejlerne, og at disfe ſaaledes blive Fifferi- erne ſtadelige. Hvad der ligger fil Grund for denne Tro er mig ubefjendt. Hundeftejlen er meget graadig, og ſynes at fortære alle de Dyr, den er iftand fil at faae' Bugt med: Orme, Larver og ifær Fiffeyngel; hvorved den rimeligviis bliver Fifferierne til mere Hin— der, end ved af fordrive andre Fiffe. Der er vel fun Faa, +) Under ſaadanne Omftændigheder har jeg truffet denne og følgende Art ſamlede iflæng. ++) Schonevelde 1. e. 185 ſom iffe af egen Erfaring vide, med hvilfen Beredvillighed Hun— deftejlen fnapper den krummede Knappenaal, hvormed den begyn— dende Angler plejer at frifte den. Sidft i Juni eller forft i Juli*) begynder Legetiden, og ved— varer fun nogle faa Dage. Man træffer langt flere Hunner end Hanner. Rognkornene, fom ere ſtore, og altfaa i forholds— viis ringe Antal, hæftes gjerne til Vandplanter. — Til disfe faa Bemarkninger om Forplanfningen, hvilfe ere mig felv befjendte fom filtre, føjer jeg den følgende Beretning af Fries og Ek— ſtrom (Side 19). „Skarerne dele fig faaledes, at Hanner og Hunner adflilles. Hannerne vælge hver for fig et beſtemt Sted i nogen Afftand fra hverandre, og herffe paa dette med Ene— vælde. En heftig Sfinfyge finder paa denne Tid Sted mellem Dem, og der udfordres blot en lille Bevagelſe hos den ene, for hurtigt at fætte den anden i fuldt Raſeri, hvilket ender med en Tvefamp. Disſe Kampe iverkſattes paa den Maade, at begge rykke pilſnart mod hinanden, gjøre et fraftigt Sidehug med den ſpidſe Bugpig, og Derpad lige faa haſtigt ile tilbage hver paa fin Plads. Efter nogle Anfald har den Stærfefte fnart gjort fin Overlegenhed gjældende, hans Territorium udvider fig, og Tri umfatoren praler med- de ffjønnefte Farver”). ) Jeg hav endnu i Begyndeljfen af Juli fundet Hunner med fyldte Rognſokke. ++) En meget lignende Beretning om Hunnernes Kampe og Farvevexel findes for henimod en halv Snees Aar fiden i en engelft Journal (Magazin for natural History Nr. 14), og derfra optaget i tydfte Journaler, Da de ovenanførte Forfattere, af hvilke ifær Ekſtrom har erhvervet fig Navn ſom en udmærket Jagttager, iffe røbe mind— fte Tvivl eller Betænkelighed ved at fortælle disſe mærkelige Turne— ringer og Sejerherrens endnu markeligere Farveverel: kan der ikke tvivles om, af de felv gjentagne Gange have været Zjevidner dertil. Imidlertid troer jeg dog at maatte bemærke, at ſaadanne Territori— alftridigheder (om dette Udtryk ellers fan bruges tilføes) næppe altid finde Sted blandt Hannerne i Parringstiden; jeg hav ofte nok feet Forplant⸗ ning. Siender. 186. Medens at Hannerne forlyfte fig med disfe ridderlige Ovelſer, fvømme Hunnerne i lange Rader udenfor Kamppladſen. Den Hun, fom er i Spidfen af Toget, ſvommer haftigt frem med de øvrige efter fig, ſtandſer pludfeligt, og ftiller fig lodret med Ho— vedet nedad; de efterfølgende ſamles omkring hende, og ftille fig paa famme Maade. med Hovedet nedad, faa tæt pakkede ſom mu— ligt. Dernæft gjør Anforerinden et haftigt Slag, ſom øjebliffe- ligt adffiller hele Sfaren. Denne Leg gjentages ofte, og varer faa længe Solen er højt oppe, men Bevægelfernes Haftighed gjør det umuligt af iagttage, om den famme Hun altid anfører, elev om de ſtifte. Om Morgenen og Aftenen feer man Han— nerne ftrøjfe om, formodentligen for at befrugte den tidligere af Hunnerne affatte Rogn.“ — Hartmann paaftaaer (Helvet. Ichthyol. Side 71), at G. aculeatus leger to Gange om Aaret, i April og Juni, og Cuvier har fundet Rognſaekkene fyldte endnu de fidfte Dage i Auguſt. Disſe modftridende Beretninger vife noffom, at denne faa overordentligt almindelige Fiſts Na— turhiftorie ingenlunde endnu er tilftræffeligt oplyſt. Større Fiffe ſtaane ikke Hundeſtejlen, uagtet de ſtundom, naar Hundeſtejlens udſpendte Pigge fæfte fig i Svælget, maa bøde haardt for deres Driftighed. Hornfiſten og Laxen forfære imid— lertid mangfoldige, og i mange Vandfugle har den farlige Fiender. Ogſaa plages den iffe lidet af Snyltedyr: paa dens Hud fore— kommer Argulus foliaceus, hvilfen jeg dog endnu ikke felv har truffet; derimod hav jeg nyligt paa dens Gjæller fundet en, de med de ftjønnefte røde og grønne Farver pralende Hanner fvømme meget fredeligt mellem hverandre, og idetmindſte tilſyneladende aner— fjende Mare liberum. — JIſis (1834 Side 228) findes ogſaa in— teresfante Jagttagelſer over Hundeſtejlernes Forplantningz men da jeg ikke hidtil har været iftand til felv at verificere disſe, vil jeg, iftedetfor at gjentage dem, lade mig nøje med at henvife fil dem. 187 maaffee ubeffreven, Snyltefræbs i femmelig Mængde *)Y. Den er et Bytte for iffe mindre end tre Bendelorme: Tænia fili- collis (i Tarmekanalen), Triænophorus nodulosus (ligeledes i Tarmefanalen, men tillige ſom Hydatide i Leveren og Mefente- rium) og Bothriocephalus solidus, der findes i Bughulen, og bliver faa ftor, at den næften ganffe opfylder denne, ſammentrykker Indvoldene, og endog udvendigt filfjendegiver fig ved Fiſkens ftærft fremftaaende Bug. Endvidere har man fundet Distoma appendiculatum i dens Wave, Monostoma caryophyllinum, Echinorhynchus angustatus og en Ascaris i dens Tarme. Paa Mors i Liimfjorden anvendes den til Madding paa Anvendelſe. Fiſtekroge; hvortil den ev ref god, og iſar ffal være friftende for Orreden. Ender forfære den gjerne, og Svin ligeledes, Da Hundeftejlen bliver meget feed, hav man med Fordeel anvendt den fil Tranbrænding; det efter Trannens Udkogning tilbagebli— vende Grums afgiver en fortræffelig Gjødning. Af Bartholin fees iovrigt, at Hundeſtejlen fordum hav været benyttet fom Føde for Menneffer her i Danmark”. +) Exemplarerne vare ikke faa vel konſerverede, at jeg for Ojeblikket tør fige andet om den, end at den er ny fov den danſke Fauna idet— mindſte. ++) De medicina Danorum domestica pag. 276. „At qvi mensis nostris vulgo inferuntur, hi fere sunt — — aculeatus minor,” 188 15 Art. Den lille Hundeftejl. (Gasterosteus pungitius Linn,) Urtémærte. IJ aa Nyggen foran Rygfinnen ni eller ti (fjældent elleve eller otte) fritftaaende Pigge; Siderne uden Sfjælplader; Finnernes Straaletal er: Rygf. 10411; Bryftf. 10; Bugf. 1; Gadbf. 1+10; Halef. 127), CE) ET 071) (9510) (9-10) Syvnonymi. Schonevelde, Side 10, Aculeatus minor (n. 2) *). Schades Beftr. over Mors, Side 204, Gast, pungitius, Afbildninger Fries og ÆFftrøm tab. IV fig. 2. +) Atten Individer fra forftjællige Steder og af forftjællig Storrel— fe vifte følgende Forhold: 10 frie Pigftvaaler foran Rygfinnen taltes hos ni, 9 Pigftraaler hos fyv og 11 hos fo Individer, (Tallet otte er anført eftev Cuvier, Fries og Ekſtrom, men aldrig iagttaget af mig felv). I Rygfinnen fandtes hos ti Individer 11 Straa— ler, hos fyv 10 Straaler og hos et 6 Straaler, hvilke ſidſte Straa— letal dog ftaaer faa aldeles ifoleret, at det fnarere maa betragtes ſom en Abnormitet end fom en af Grændferne for AXfverlingen, og derfor heller iffe ev anført ſom faadan, Sexten Individer havde 10 Straa— ler i begge Bryſtfinner, et 9 i begge, og et endeligen 9 i den ene og 10 i den anden Bryftfinne, J Gadborfinnen talte jeg hos tolv In— divider 10 Straaler, hos de øvrige fer fun 9 Straaler. ++) Ut Schoneveldes anden Hundeftejl ev nærværende Art, lider ingen Zvivl, uagtet han (maaftee ved en Skrive- eller Hukommelſesfejl) Éun tillægger den fer frie Pigge paa Ryggen, Beſonderligt er det, at Pontoppidan og Muͤller ikke have kjendt denne faa hojſt al- mindelige Fiſk. 189 Benævnelfer deler denne Hundeftejl med foregaaende, ogvBenavnelſe. menig Mand i Danmark fynes ikke, faavidt mig befjendt, at ffjælne mellem disſe to ſmaa Fiſkearter. Formen i Almindelighed er ſom hos dentrepiggede Hunm— Beſkrivelſe. deſtejl, fun noget mere tyk og buttet. Farven ev hog levende Individer olivengrøn, Ryg og Si— der med mange forte Pletter og Striber; Underfladen af Ho— vedet fort; Bugen følvfarvet med Mesfingffjær; Øjets Pupil fortblaa, omgivet af en fmuft guldfarvet Ning; Hornhuden følv- farvet med Mesfingffjær, fortil og foroven overlobet med Sort; Finnerne guulagtige, den forbindende Hud meget gjennemfigtig. Dette ev den Farvefordeling, jeg almindeligft har bemærfet hos denne Art, men man træffer ogſaa Individer af en meget lyfere, guulbrun Farve, andre næften overalt fulforfe o. ſ. v. De følgende Maal ere af et Individ paa 25": den ftørfte Højde (ved Bugfinnernes Rod) 4377; Hovedets Højde over Øjets bagefte Rand 33“3 Halens ringefte Højde 2/7"; ftørfte Tykkelſe (over Bryftfinnens Rod) 3/7; fra Spidſen af Underkjeben til Gjællehudens bagefte Rand 653 fra Underfjæbens Spidfe til Enden af Nattens Kam 54/7; det opfpilede Gabs Højde 13"; | det opſpilede Gabs Brede 14” ; Næfeborernes Afſtand fra Underfjæbens Spidfe omtrent 177; Mæfeborernes Afſtand fra Øjeranden omtrent 4 ; Djets Afſtand fra Underfjæbens Spidfe 147”; Ojets Gjennemfnit 14/7; Ufftanden fra Øjets bagefte Rand til Hovedets Underflade 14"; Afſtand fra Øjets bagefte Mand til Gjællehudens bagefte Rand 33”; fra Underkjebens Spidfe til Ryggens førfte Pig 77”; Afſtanden mellem Ryggens forrefte og bagefte Pig 6473 Rygfinnens Længdeftræfning 5377; Rygfinnens ftørfte Højde 147” ; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 2/7”; Bryſtfinnernes Afſtand fra Underfjæbens Spidfe 737”; 190 Bryſtfinnernes Længde 3 Bryſtfinnernes Brede ved Roden 1“3 Længden af Bokkenbenenes Triangel 24/7; Afſtanden fra Underkjebens Spidſe til Bugfinnernes Rod 83”; Længden af Bugfinnernes Pig 13/7; Ufftanden fra Underkjebens Spidſe til Gadboret 1347; Gadborfinnens Længdeftræfning 5”; Gadborfinnens ftørfte Højde 14”; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 27"; Halefinnens Længde paa Siderne fra Rodens Begyndelfe 347” ; Halefinnens Længde paa Siderne fra Enden af Halen 3”; Halefinnens Længde i Midten 217”, Da denne Art har megen Overeenſtemmelſe med foregaaende, vil det være tilftræffeligt blot at antyde de Omftændigheder, hvori de afvige. Kroppen er mindre hej, altfaa hidt mere langſtrakt, men tillige noget tykkere; Tyffelfen indeholdes næmlig i Almindelighed fun 1% Gang i Højden. Panden ffraaner mindre ned, og Snuden har derfor ef forfere og ſtumpere Ud— feende, ligefom den ogſaa i Almindelighed er tykkere. Øjnene ere fremftaaende. Det tredie Ojebeen ev mindre og dets opſtigende Green fortere; Naffen bredere. Ryggens Pigge ere meget forte (omtrent 4” til 5“ lange), indbyrdes næften af lige Længde alle”), temmelig frumme, glatte (uden Granula— fion og uden Saugtænder paa Siderne) ””). De danne iffe en ganffe lige Linie hen ad Ryggen, men ere ftillede noget i Zigzag, hvilfet tydeligt bemærfeg, naar de ere opreiſte; naar de ligge ned, ftræffer Noden af den foregaaende Pig fig gjerne hen paa Siden af den efterfølgende. Interfpinalbenene danne fun ſmaa Plader, hvilfe ere ffjulte under Huden, og egentligen førft funne fees paa Sfelettet, eller føles hos den friffe Fiſt; foran Piggenes Begyndelfe vife fig ingen. De paa Bugfladen fremtræ- +) Dog lider dette viſtnok mange Undtagelſer; den fidfte ev til Exempel meget ofte den ftørfte. ++) Selv under Mikroſkopet har jeg ingen Spor dertil kunnet iagttage. 191 dende Albuebeen ere meget fmallere end hos foregaaende Art og af krum Form, faa at de tilſammen faae Lighed med en Heſte— ſto; det ubepandsrede Rum imellem dem er følgeligen ftørre, og har iffe Triangelform, men fremftiller en halv Ellipſe. Bryſt— finnerne ere kortere og bredere; Bakkenbenenes Triangel og Bugfinnernes Pigſtraale ligeledes meget kortere end hos fore— gaaende Art. Almindeligt viſe Bugfinnernes Pigſtraale Tæn- der paa Siderne og Granulering, dog fun fvagt, og ifær hos ſtörre Individer. Gadborfinnens frie Pigſtraale er forholds— viis endeel ſtorre end hos den trepiggede Hundeſtejl. Ryg- og Gadborfinnens forſte Straale er udeelt. Sider— ne ere aldeles blottede for Pladebeflædning; derimod viſer Huden Spor til Tværfolder, der ligefom antyde Omrids af Plader. Sidelinien løber ſtraat ned fra Naffen til Enden af Bryftfinnerne; i den evrige Stræfning er den femmelig vandret, pg næften midt imellem Ryg- og Buglinien. Hos enfelte ftore Individer har jeg fundet Sideliniens Begyndelfe betegnet med 3 fil 4 Sfjæl; hos mindre Individer har jeg iffe været iftand fil af gjenfinde disſe, ligefaalidet ſom hos alle ftørre; heller iffe finder jeg dem omtalte af nogen anden Forfatter. De ere af en noget uregelmæsfigt rhomboidal Form, og gjennembores af en vid Kanal. Paa Siderne af Halen danner Sidelinien en mere eller mindre tydeligt fremtrædende Kam, dog aldrig faa ſterkt ſom hos foregaaende Art; naar den fun er lidet fremtrædende, be— mærfer man gjerne fo Furer, ſom firælfe fig tæt langs hen ad Den, een foroven og een forneden; naar Kammen træder ftær-= fere frem, blive Furerne mindre tydelige; ſtundom forfvinde Furer og Kam næften ganffe. Kammen beftaaer af fyv eller otte Sfjæl- plader med bagudrettede Spidfer, hvilfe imidlertid ere faa tæt forenede, at det iffe har været mig muligt at adffille dem uden Sønderrivelfe. Indvoldenes Bygning ſtemmer for en Deel overeens medIndre — foregaaende Art. Leveren er tolappet, den venſtre Lap lille, den Størrelfe. 192 højre Derimod meget lang, faa at den endog hos nogle Individer naaer lige til Bughulens bagefte Ende. Maven er lille, fæt dannet, dog forholdsvis noget ſterre end hos foregaaende Art; Blindtarmene ere aldeles rudimentære, eller maaffee rigtigere ganffe manglende; Tarmen er tyk, dog har jeg hos forffjællige Individer fundet den af meget forffjællig Diameter, og, hvad der forekommer mig højft overraſtende, hos nogle Individer lige, ſaa— ledes ſom Cuvier angiver den, hos andre derimod med en fredsformig Bøjning ganffe ſom hos foregaaende Art. Nyrerne ere omtrent af Beffaffenhed ſom hos den trepiggede Hundeftejl, men jeg har fruffet Dem af meget forffjællig Storrelſe hos for— ffjællige Individer. Urinblaren er lille, men forſynet med tykke Vægge. I Rygraden har jeg talt 32 til 33 Hvirvler. J Storrelſe ftaaer denne Art femmelig meget tilbage for foregaaende; den ſynes ingenfinde af overſtride omtrent 21”; felv har jeg intet ſtorre Individ feet end det, hvoraf de angivne Udmaalinger ere tagne, Udbredelſe. Grandſerne for denne Arts Udbredelſe kunne ikke angives Levemaade —A med Sikkerhed; fun fan bemærfes, at den ſynes at være ind— ffrænfet inden fnævrere Grændfer end den trepiggede Hundeftejl. Ogſaa forekommer den mig af være noget fjældnere hos 08, ſtjondt Den træffes næften overalt, i Bæffene nær Sfagen lige faa vel fom i Oſterſoen o. f. v. Fra Kattegattet har jeg dog endnu iffe feet Individer. J Levemaade, Naring, Forplantning o. ſ. v. ſynes den, ſaavidt den er iagttaget, at ſtemme temmelig noje overeens med foregaaende Art. Da jeg ikke finder Indvoldsorme om— talte hos den hverfen af Rudolphi eller af nogen anden af mig fammenlignet Forfatter, vil jeg tilføje, at Bothriocepha- lus solidus ogfaa forekommer hos den lille Hundeſtejl, ſtjondt maaſkee fjældnere end hos den trepiggede. Slægt. Tangſnarre. (Spinachia). Denne Slægt ftaaer foregaaende meget nær, og har de flefte Karakterer tilfælleds med den. Imidlertid adffiller den fig ved en fantet Krop, meget lang Snude og Hale, ved Bakken— been, fom fun i en lille Stræfning ere forenede, og ved to bløde Straaler i Bugfinnerne. Den lange Snude op— ftaaer ved en betydelig Forlængelfe af Næfebeen, Pjebeen, Mel: lemgjællelaag o. f v., hvorimod Gabet bliver lidet, da Kjebernes Been iffe vore i Forhold fil de Snuden fammenfættende Been. J visſe Maader funde man maaffee finde, at Slægten Spinachia forholder fig til Gasterosteus, omtrent fom Aspidophorus til Cottus. 16 Art. Den almindelige Tangfnarre. (Spinachia vulgaris Cuv., Gaster. Spinachia Linn.) Sidelinien i dens hele Stræfning væbnet med Urtémærte. fjøldannede Sfjæl; Kroppen femkantet, Halen fiir— fantet. Femten eller fjældnere fjorten frie Vig: ftraaler foran Rygfinnen. Finnernes Straaletal er: Rygf. 15+6; Bryftf. 10; Bugf. 3; Gadborf. 1+6; Halef. mi) ” (44-15)(5-7) (10- SER (5-7) +) Hos 10 Individer fandtes følgende Afvigelfer: fer havde 15 frie Pigge paa Ryggen, fire fun 14; fer Individer vifte 6 Straaler i Rygfinnen, fire 7 13 194 Synonymi: Schonevelde, Side 10, Aculeatus marinus longus. Afbild⸗ ninger. Benævnelfe. Pontoppidans Atl, I, 651, Gasterosteus Spinachia. Muͤllers Prodr, n. 394, G. Spinachia, Zofmann i Tidsſk. f. Naturv. II, 376, Tangfnavren. Schonevelde, tab. IV; Fries og Ekſtrom tab. IV fig. 3, Denne Fiffeart er hos os rigeligen forſynet med Benævnel: fer. I Kielerbugten faldte Fifferne den paa Schoneveldes Tid Steinbicker. De danffe Benævnelfer, fom jeg felv har hørt anvende, ere: i Ørefundet og det nordlige Sjælland Sna- vegjedde, i Koldingfjord og Liimfjorden Vejrfiſk, i Middel fart Smørbutting, i Aarhuus Nebbis. Dette fidfte Navn har Henſyn til Snudens Form; Benævnelfen Snavegjedde ffal deels antyde, hvad allerede SHonevelde har bemærfet, at Fiffens Hoved har nogen Lighed med en Gjeddes, deels maa— ſtee tillige betegne den Maade, hvorpaa den opſeger fin Næring, ved at fnave eller rode mellem Tang og ved Stene. Smør- butting er et Navn, fom Fifferne adſtillige Steder ſynes af til lægge flere ſmaa Fiſkearter iflæng, men ſom dog egentligſt ſynes at til fomme Slægten Gobius. Ogſaa Navnet Vejr fif tilhører tillige eller egentligere en anden Slægt, Syngnathus; det har fin Oprin- delſe fra den, blandt Fifferne almindelige, Mening, at disſe Fiffear- fer, naar de førreg, og ved en Traad ophænges under Loftet, ved deres Drejninger tilfjendegive, fra hvilfet Hjørne Vinden ffal komme. Navnet Erſkraber, ſom angives af Pont oppidan, og efter ham optages af Muller, er viſtnok intet danſk Navn, men blot en Overfættelfe af Eyßkruper, der efter Schonevelde anvendtes for denne FifE paa Helgoland. Det af Pontoppidanog Muller anførte, og af de fenere Forfat- tere gjentagne Navn Tangfnarre (hvilfet upaatvivleligen har Straaler; i Bryftfinnerne taltes hos otte Individer 10 Straaler, hos et 11 og hos et endeligen 10 i den ene Bryftfinne og Fun 9 i den anden, Gadborfinnen havde 6 bløde Straaler hos fer Individer, 7 Straaler hos fre og 5 Straaler hos et Individ. 195 Henſyn til denne Arts Levemaade) mener jeg derimod oftere at have hørt anvende, uden at jeg er iftand til at beſtemme paa hvilfe Steder. Den langftraffe, kantede Form, den lange, temmelig trinde Befrivelge. Snude, og den lille, opſtigende Mund i Enden af Snuden give denne Fiſk virfeligen nogen Lighed med Naalefiſkene (Syn- gnathus Linn.), blandt hvilke den, efter mange af vore Fiffe- res Syftematiferen, henhører. Farven paa Ryggen og Siderne indtil et Stykke neden— for Sidelinien olivengrøn, marmoreret med Guulgrønt, og langs Sidelinien beſtroet med hvidagtige Pletter; Bugen foran følvfar- vet, dog tildeel3 med Mesfingffjær; fra Gadboret til Halefinnen graaguul med mangfoldige olivengronne Punkter. Finnernes Straaler ere ialmindelighed af anden Farve end den dem forbin— dende Hud: Bryſtfinnernes Straaler gule, Bindehuden hvid og glasflar; Bugfinnernes Straaler hvide og Huden mellem dem ligeledes; Gadborfinnens Straaler guulgrønne, Huden hvid, glas⸗ flar, dog med en ſtor, moerktolivengron Plet mellem de fire førfte Straaler; famme Forhold bemarkes ogſaa hos Rygfinnen; Ha— lefinnens Straaler ere guulgrønne, den forbindende Hud hvid— agtig, med mange mørfe Punkter. Pupillen er ſortblaa, Iris følvglindfende, foroven mørfere og tildeels med Mesfingffjær. De følgende Maal ere af et 31” langt Individ (en Hun): ftørfte Højde (over Enden af Bryftfinnerne) 84/7; Hovedets Højde over Øjets Midte 43/5 Højden over Gjællelaagets bagefte Rand 73 Højden bag Gadborfinnen 33773 Halens Højde 3” fra Halefinnens Rod ns ſtorſte Tykkelſe (lidt foran Gadboret) 73” 3 Hovedets Tykkelſe (hvor Forgjællelaag og Gjællelaag ſtode ſammen) 6,5 Tykkelſen bag Gadborfinnen 5'”” 3 Halens Brede 4” fra Halefinnens Rod 2)" 3 fra Underfjæbens Spidfe til Gjællelaagets bagefte Rand 21”; fra Underkjcebens Spidſe til Nakken 16”” ; 13% 196 det opfpilede Gabs Højde 33 det opſpilede Gabs Brede 2/7; Mellemfjæbebenenes Længde 24"; , Længden af Mellemfjæbebenenes Apofyse 427; uUnderfjæbens Fremragen foran Overkjæben 3/7; Ufftanden fra Underfjæbens Spidſe til Næfeboret 4/” ; Næjebørets Længdegjennemfnit 4/7; Ufftanden fra Næfeboret til Ojets Rand 4"; Afſtanden fra Underkjebens Spidſe til Øjeranden 837; Ojets Længdegjennemfnit 33 Ojets Højdegjennemfnit 2373 Pandens Brede over Øjets forreſte Rand 297"; Pandens Brede over Øjets bagefte Rand 4"; Ufftanden fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade 2”; +) Ufft. fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 84/77; FT) fra Spidfen af Underfjæben fil Gjællelaagenes Iſtmus 1547; fra Undertjæbens Spidſe til Ryggens førfte Pigftraale 203"; Pigftraalernes omtrentlige Højde 123 mellemrummet mellem førfte og fidfte Pigftraale 214"; Rygfinnens Længdeftræfning 94"; Rygfinnens Højde 4”; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 313 Ufftanden fra Gjællelaagets bageſteKand til Bryſtſinnernes Rod 23 Bryftfinnernes Længde 93 Ulbuebenenes Længde” 114"; Bryſtfinnernes Brede ved Roden 33 Bokkenbenenes Længde 1447; fra Underfjæbens Spidſe til Bugfinnernes Rod" 33"; Længden af Bugfinnernes Pigftraale 3”; Gadborets Afſtand fra Snudeſpidſen 34; Gadborfinnens Længde 9253 Gadborfinnens Højde 4"; +) Denne Aſſtand har jeg fundet langt ringere hos andre Individer, f. Er. hvor Øjets Diameter var 247, var Afſtanden fra dets neder— fte Rand til Hovedets Underflade næppe 1“. ++) Ufftanden fra Øjets bagefte Rand til &Gjællelaagets bagefte Rand er altid mindre end fra Underkjobens Spidfe til Øjets forrefte Rand. 197 Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 27477; Halefinnens Længde i Midten 73“*). Hovedet ev temmelig ftort, bag Øjet næften fiirfanter, foran Øjet mere trindt, tilſpidſet, udtrukket i en lang Tryne eller Snude. Wanden ev temmelig flad, dog med en Rende eller For— dybning mellem Øinene, og ſtraaner jevnt ned mod Snuden; Ho— vedets Sider ere næften lodrette; Hovedets Underflade ſtraaner fvagt opad indtil Artikulationen af Underfjæben, hvilken danner en ſtump Vinfel med den øvrige Underflade, eler med andre Ord ftiger op med ftærfere Sfraaning end denne (ligefom hos Hun— deftejlerne). Underfjæben rager, ifær hos ftørre Individer, temmelig betydeligt frem foran Overfjæben. Gabet er lidet, af ſtorre Højde end Brede. Overfjæbebenene ere meget fmaa (fortere end Mellemfjæbebenene), tynde, frumme, iffe bre- dere forneden end foroven, ganſte ſtjulte under de. forreſte Oje— been. Mellemfjæbebenene ere forte men ſtarke, Apofysen Derimod færdeles lang, uden at Overfjæbens Fremſtydelighed fva- ver dertil. Underfjæbens Knogler ere af en ftærf Bygning, og blive bagtil mod Artifulationen færdeles brede. Tænder- ne ere overmaade fmaa, men brede og ftærfe, aldeles ikke til— ſpidſede, men ſnarere mejfeldannede ligeſom Pattedyrenes Fortæn- der; de fidde tæt ved Siden af hverandre i 3 eller 4 Rakker. Hudforhænget bag Mellemfjæbebenene er temmelig bredt i Nogle enkelte Maal af mindre Individer hidfættes til Sammen— ligning : Sotallennddeee 6 63 51" Hovedets Længde 050. 15) 143' 127! 6 30 243 forterne 7 7/0 6 JJ NE ED ener es GAS 6 Bryſtfinnens Længde ...… 637” 64/// ——— Rygfinnens Længde + 212 7) — Rygfinnens Hejde..... 5 44“ 4“ Rygf. længfte Straales Lgd. 6“ 647” 54 198 Retningen forfra bag. Tungen ligger meget langt tilbage 1 Munden, faa af den næppe fan feed uden Disfeftion, er lang- ſtrakt, ſmal, tilſpidſet, næften aldeles iffe adffilt fra Mundhulens Underflade. Svælgbenene ere forſynede med overmaade fine Tænder. Næfebenene ere meget forlængede. Det forreſte Øjebeen er ftort, af en uregelmæsfigt-langftraft Form, og naaer fra Øjet næften til Enden af Overfjæben; det andet Øjebeen er noget mindre, og ligger lavere; det naaer hen fil Forgjallelaa— gets Vinfel. Af Næfeborer har jeg fun iagttaget et Par, hvilfe ligge omtrent midt imellem Underfjæbens Spidfe og Øjets forrefte Rand, paa Grændfen af Pandefladen, ere ſmaa, femme- lig fredsrunde. Saavel foran fom bag Næfeborerne, og i ſamme horisontale Linie, bemærfes nogle, endnu langt mindre, kredsrunde Aabninger, der dog alle fynes blot af være Sliimkirtlernes Aabnin⸗ ger (ingen af bem Næfeborer). Øjet, fom altid er nærmere Gjal⸗ lelaagets bageſte Vand end Snudefpidfen, og hvis Gjennemfnit er meget ftørre end Afftanden fra dets nederſte Rand til Hovedets Underflade, har den overſte Rand i Pandefladen, og er omtrent kredsrundt, dog med lidt overvejende Længdegjennemfnit. For— gjællelaaget, fom danner en ret Binfel, ev meget ftort, og dets horisontale Green ftræffer fig frem foran Ojets forrefte Rand, medens den lodrette ftiger op næften i Linie med Ojets overſte Wand. Det egentlige Gjællelaagsftyffe er forholds— vits den mindfte af Gjællelaagets Knogler, af ftørre Længde end Højde, og af Triangelform med Toppunktet rettet bagud. Un— dergjællelaaget er ftort, har en horisontal eller noget ſtraa Green, ſom ftræffer fig langs med Gjallelaagets nederfte-bagefte Rand, bagtil er tilſpidſet, forneden og fortil derimod bliver bre— dere; og en mellem Gjallelaagets forrefte og Forgjallelaagets bagefte Rand næften lodret opſtigende Green, hvilfen for en ftor Deel ſtjules af de andre Gjællelaagsftyffer. Mellemgjælle- laaget er ftort, iſer overmaade langſtrakt i horisontal Ret— ning, og har en noget pladeformig bageſte Deel pg en linieagtig 199 forreſte Deel, hvilken ftrætfer fig heelt hen til Underkjebens Artiku— lation. Overfladen af alle Hovedets fremtrædende Knogler er bedæffet med Granulationer, der danne Striber eller Straaler, tildeels endog trade frem ſom Kamme, f. Ex. bag Øjet, paa Grændfen af Pande og Sidefladerne, paa Overarmbenet o. f. v. Pigge vife fig derimod iffe, Gjælleaabningerne ere fmaa, næppe fløftede til den forrefte Rand af Gjallelaagsſtykket. For tydeligere af beftemme Kroppens Form, omtale vi færffilt den egentlige Krop (indtil Gadboret) og Halen. Den egentlige Krop er femmelig tyk, almindeligen med opſoulmet Bug men fun fvagt buet Ryglinie, og begrændfes af fem Flader: to Rygflader, der tagformigt forene fig i Ryggens Middellinie og forneden naae fil Sideliniens Sfjælplader; to Sideflader, der ere noget fonvere, og ftræffe fig fra Sidelinien til Albuebenene og Bakkenbenene; og een Bugflade, der ligger mellem disſe fidft om— talte Been. Halen funde man dele i fo, omtrent lige lange Afde— linger, af hvilfe den forreſte er rhomboidal, ellev begrændfes af fo tagformigt ſammenſtodende Rygflader og fo ligeledes under en Vinkel fig forenende Bugflader; men da denne ſaaledes opſtagende Rhombus mod Halefinnen ſtedſe bliver mere og mere fladtrykket, hvorved den øverfte og nederſte Vinkel tilſidſt ganſte forfvinde, fan man med Føje fige, at den bagefte Deel af Halen fun be— grændfes af to, lidt fonvere Flader, en Ryg- og en Bugflade. Ha- [ens yderfte Spidſe bliver pludfeligen fammentryffet, for at Ha— lefinnen fan antage den vertifale Stilling, ſom tilkommer den. Ryggens frie Pigge ere femmelig ſmaa, men af en ftærk, noget plump Bygning. Af Form ere de noget tilbagekrummede, forneden bredere, i Enden meget fvidfe, den forreſte Flade kon— ver og granuleret, den bagefte forfynet med en tynd, frefantet Sud; Tænder paa Siderne har jeg iffe iagttaget. De ere iffe anbragte i en ret Linie men noget i Zigzag, ligefom hos Gaste- rosteus pungitius, og fidde hinanden faa nær, at, naar de læg ges ned, den foregagende rakker lidt hen paa Siden af den efter- 200 følgende; den indbyrdes Afftand mellem dem er omtrent lige ftor; hvorved dog maa markes, at naar fun fjorten Pigge findes, er det den næftfidfte fom ſavnes, og Mellemrummet mellem den ſid— fte og den frettende bliver derfor noget ſtorre end mellem de øv- rige. Endvidere bør erindres, at den fidfte Pig alfid er noget .ftørre end de andre, hvilfe derimod ſtemme femmelig overeens, dog med endeel individuel Afvexling. Den førfte Pig er anbragt lidt bag Gjællelaagets bagefte Rand, eller mellem Gjallelaagets bagefte Rand og Bryftfinnernes Nod, den fidfte omtrent over Gadboret, Rygfinnen begynder fæt bag den fidfte Pig: den er fort, temmelig lav, triangulær, og beftaaer af lutter forgre— nede Straaler”); de tre forſte ere de længfte, indbyrdes næften lige lange; den fidfte, fom er den fortefte, indeholdes mere end fo Gange i de længfte. Interſpinalbenene danne lige fra Nakken et Slags Pandſer paa Ryggens Middellinie; to Plader fremtræde foran Ryggens forfte Pig: den førfte af disſe Plader er friangulær, fortil tilfpidfet, og forener fig temmelig nøje med Nakkens Crista; den anden er uregelmæsfigt fiirfantet, lidt ſmal— lere fortil end bag. De følgende 21 Interfpinalbeen, hvis Form vifer fig fiirkantet med lidt ftørre Brede end Længde, danne en Fure eller Kanal fil af optage de frie Pigge og Rygfinnen, og minde meget fydeligt om Knurhane Slægten. Bag Rygfinnen fort— fættes Rygfladens Bepandsring (dog uden Fure), ja bliver endog tildeels fuldftændigere, idet de enkelte Plader efterhaanden tiltage i Størrelfe, og fmelte fammen indbyrdes og med Sideliniens Pla— der; mod Enden af Halefinnen funne de derfor iffe med Sif kerhed adffilles fra hverandre; deres Antal ſynes imidlertid at være omtrent 19 eller 20. Overfladen af alle Ryg-, Side= og Bugplader, af Albuebeen og Bakkenbeen er granuleret eller af et Udfeende næften ſom Chagrin. Bryſtfinnerne ere, ligefom +) Hos enÉelte Individer ev den fidfte eller de to fidfte Straaler ikke kløvede, 201 hos Hundeſtejlerne, anbragte et Stykke bag Gjallelaagets bageſte Rand, under Sideliniens tredie Plades bageſte Rand; deres Til— hæftning er ſtraa, den overſte Deel af Roden nærmere Gjalle— laaget end den nederfte; af Form ere de langftrafte, fmalle og omtrent af lige Brede ven Roden og i Enden, naar de uffe ere udſpilede; Straalerne, ſom alle ere udeelte, vife fun ringe Længde- forffjællighed; imidlertid ere førfte og ſidſte Straale de fortefte, og indbyrdes omtrent lige lange; Bryftfinnernes Spidſe naaer til den bageſte Rand af Sideliniens niende ellev tiende Plade. Albuebenene, ſom trade frem paa Bugfladen, tildeels ogfaa paa Sidefladerne, og med en Kam eller ſtarp Binfel danne Grændfen mellem disſe Flader, ere meget ſtore, og indtage omtrent en lige— faaftor Længdeftræfning ſom Sideliniens ni forſte Sfjælplader. De forene fig ved Struben til Form af en langftraft Hefteffo, hvis Grene ere mere eller mindre fjernede fra hinanden, efterfom Bughulen er mere eller mindre udſpilet; hos nogle Individer dis vergere de Derfor ftærft bagtil, medens de derimod hos andre Individer blive parallele, eller endog fonvergere. Bæffenbe- nene, der ligefom Albuebenene danne Grændfe mellem Bug= og Sideflader, og ligeledes ere forſynede med en Kjoel (der dog frem— træder mere paa Bugfladen), overgage Albuebenene iffe uübetyde— ligt i Længde, idet de indtage en Stræfning, der omtrent er lige med Sideliniens elleve førfte Plader. De begynde omtrent under femte Sideplades bagefte Rand, for Bryſtfinnernes Midte (men bedæffes i en lille Stræfning af Albuebenene), og naae næften til Gadborets forreſte Rand eller forbi ſextende Sideplades ba— geſte Rand. Bakkenbenenes Form er meget langſtrakt, i begge Ender tilſpidſet, i Midten bredeſt (dog er den forreſte Halvdeel bredere end den bagefte); den yderſte Rand ere mere udbuet, den inderfte mere ret; denne fidfte udfender omtrent i Midten af Leng— den en Plade, fom forener fig med den fra det andet Bæffenbeen udgaaende, hvorved begge Bæffenbenene tilſammen danne ligefom et ftort H. Fra Bakkenbenenes Midte udgaaer paa Bugfladen Bug— finnernes Pigſtraale, hvilken er temmelig krum, ſterk men fun 202 fort (den har henimod 1 af Bæffenbenenes Længde); indenfor denne ere to ſmaa bløde men udeelte Straaler, af hvilfe ifær den inderfte er vanſtelig at bemerke ). Gadboret, fom er nær- mere Snudeſpidſen end Halefpidfen, anbragt under attende Sfjæl- plade eller omtrent under Rygfinnens forrefte Rand, er temme— lig ſtort; tæt bag dette er en lille, meget krum, fri Pigftraale hæftet, fom med fin trekantede Bindehud naaer den forrefte Rand afGadbor finnen. Denne ftemmer i Længdeftræfning og Højde, ogſaa ofteft i Straaletal, med Rygfinnen, men da den begynder ubetydeligt bag den, naaer den ogſaa lidt nærmere mod Halen; dens Straaler ere i Enden forgrenede ; fun den forſte har jeg ſnart fundet enfelt, fnart noget forgrenet. Bag Gadborfinnen bedæffes Bugfladen af en Rakke ſtore Skjalplader (ligefom Ryg— gen bag Rygfinnen), hvis Antal omtrent ſynes af være 16; dog kunne de fidfte iffe tælles med Sifferhed. Halefinnen naaer fun meget lidt op paa Siderne af den 1 Enden ftumpt afrundede Sale; dens Straaler ere næften lige lange, og udſpilet har den en lodret afffaaret Form; førfte og tolvte Straale ere udeelte, de mellemliggende alle forgrenede; foroven og forneden bemærfes fun een fort Straale. Sidelinien løber aldeles vandret fra Skulderbladet fil Halefinnen; da den i fin hele Stræfning er be- kledt med kjoldannede Sfjælplader, frembringes derved en Kjol langs Siderne lige fra Hovedet, hvilfen Kjol paa Halen bliver overordentligt ftærft fremtrædende. Antallet af Sfjælplader- ne er omtrent 40 **), "hvorved dog maa markes, af de fem eller fer fidfte er faa noie forenede, at de fun hojſt vanffeligen og med nogen Uſikkerhed funne tælles. De danne en Imbrikation, idet den foregaaende altid bedakker en Deel af den efterfølgende. +) Nilsſon, Fries og Ekſtrom have ikke iagttaget den; imidlertid troer jeg, at den altid findes, eller fun ſavnes højft fjældent. +) Cuvier angiver 44, Det højefte Antal, jeg troer at have iagtta— get, er 41. 203 Deres Form er mere. eller mindre uregelmasſigt fiirkantet med afrundede Hjørner; langs Midten have de en Kjol, hvilfen fortil forlænger fig til en ſpids Vig, fom er ſtjult under foregaaende Plade, og bagtil til en anden Pig eller Torn, der lægger fig ud wer den følgende Plads”). Peritoneum er følvfarvet. Leveren temmelig ftor mengnder Bye flad, tolappet; højre Lap lang og ſmal (16“ (ang, 21" bred ” ; : venſtre fort og bred (10““ fang, 6 til 7“ bred)***); Galdeblæs ren middelmaadig ftor, (omtrent 5”” (ang), fæfdannet. Spiſere— ret ev middelmaadigt langt (omtrent 5'”, fra Mellemgulvet regnet), temmelig tyft; Maven (9“ lang) fun lidet tyk, trind, tarmfor— mig. Milten ligger ved Enden af Maven, er temmelig ftor (5“ lang), prismatiſt. Af Blindtarme bemarkes fun meget utyde— lige Spor. Efter af Tarmen er fommen nær Gadboret, gjør den en kredsformig Bøjning, inden den aabner fig i dette. Lœeng— den af den udftrafte Tarmekanal fra Mellemgulvet fil Gadboret ev omfrent 3“. Spiſeroret vifer Folder indvendigt, Maven Derimod ikke; i Tarmekanalen ere Villi overmaade ftærft fremtrædende. Svømmeblæren er flor (15“ lang, over 5” bred), folvfarvet, oval, med tynde Vægge; den indta: ger Bughulens hele Brede, og ſynes altſaa ikke at kunne kaldes fmal (la vessie natatoire est étroite Cuv.) uden for faavidt, at Længden er 21 til 3 Gange flørre end Breden. Ny— rerne fremtræde bag Mellemgulvet ſom to temmelig ſtore, langs ftrafte Masfer paa Siderne af Rygraden, hvilfe (omtrent efter en Stræfning af 8 til 97”) blive fmallere, baandformige, og forſt over Gadboret forene fig, dog uden at opnaae nogen betydelig +) Naar Cuvier ſiger, at ingen af dem have Pigge, har han kun for faa vidt Ret, at Piggene ikke ere frit fremragende, men ligge tæt op til den følgende Plade. ) Alle Maalene ere af det ovenbeſkrevne Individ paa 73/7 Længde. ++) Hos andre Individer har jeg fundet Leveren trelappet, den højre Lap forholdsviis meget kortere og bredere. 204 ; Storrelſe. Urinblæeren er lille, ſekdaunet. WEggefæffene har jeg fundet temmelig fmaa (næpve 1” lange), tynde, tarm— formige; Wggene meget ftore og altfaa fun i ringe Antal. Jeg har endnu iffe feet noget Individ, hvor YSggenes Antal i begge WSggefæffe tilfammen beløb fig fil 300, og hos de flefte fteg Untallet ikke faa højt. — Ryghvirvlernes Antal er overeensſtem— mende med Antallet af Sideliniens Plader, altſaa omtrent 40, af hvilke 18 høre til Bughulen. Størrelfe. Hofmann beretter (1. c.), at denne Art ved Fyens Nordkyſt aldrig naaer over en Fingers Længde; det maa have været filfældigt, at ftørre Individer iffe ere fomne Hofmann for Øje. Dens almindelige Storrelſe paa vore Kyſter ev omtrent 5”, og jeg har Individer for mig af indtil 7%” Længde. Forekommen Tangfnarren, ſom blot træffes i Havet (iffe 1 Indſoer eller Aaer), forekommer, faavidt hidtil er oplyſt, fra Gaffogne-Bugten tl Færøerne og den norſte Kyſt. Hvorhojt den naaer mod Nord langs den norffe Kyft, give Nilsfon, Fries og Ekſtrom ingen Underretning om; det fan derfor bemerkes, at Strøm omtaler den blandt Sendmors Fife. Et Individ fra Færøerne opbevares 1 det fongelige Muſeum ”). Hos os er denne Art temmelig almindelig baade i Oſter— foen og Kattegattet. Den fanges ifær hyppigt i Rejeruſer og af Fiffere, ſom ſtryge Rejer; men da disfe ftrar fafte den i Havet igjen, faaer man fjældent Lejlighed til af fee den i Mængde. Ogfaa i Liimfjorden træffes den; fjældnere fynes den at fanges i Vefterhavet, hvilket maaffee dog ifær er Folge af Fifferiets Beffaffenhed. Levemaade. Hele Sommeren træffes den nær Land paa lavt Vand mel: (lem Tangarterne. Ogſaa har jeg feet den i Havne ved Bolvor— ferne, Om Vinteren træffer den fig rimeligvis ud paa Dybet, +) Profesfor Reinhardt har førft gjort opmærtfjom paa Gast. Spi- nachia ſom forekommende ved Færøerne; fee Maanedsſkrift for Litt. IV, 200. — 205 hvilket imidlertid er vanffeligt at fige med Sikkerhed, da det Fi- ffert, hvorved den almindeligen hos os erholdes, paa den Tid hviler. Den er mindre levende i fine Bevægelfer og mindre ſeig— livet end Hundeſtejlarterne. i Dens Naring beftaaer fornæmmeligen i ſmaa Krabsdyr; jeg har fundet Arter af Slægterne Idotea og Mysis i dens Mave. Deng lille Gab gjør det iffe engang muligt for den at bemag— fige fig en Reje; imidlertid opholder den fig ſandſynligviis mellem disſes Stimer, for af fortære deres Rogn, efterhaanden fom de affætte denne. Den er tøvrigt meget graadig, og ſkaaner iffe andre Files Yngel. J Maj Maaned har jeg fundet Rognkornene ftore, og For— plantningen fynes at indtræffe i Juni. At Wggenes Antal ikke ev meget ftort, er allerede ovenfor bemærfet. Hunnernes Antal fynes at være langt ftørre end Hannernes, eller maaffee nærme disfe fidfte fig ikke til Kyfterne. Alle de Individer, jeg hidtil har aabnet (hvis Antal er temmelig betydeligt), vare Hunner. ; Blandt adffillige Vandfugle fynes Tangfnarren at have fine værfte Fiender. I andre Fiffes Mave har jeg iffe hidtil truffet den. Heller iffe har jeg, naar jeg undtager et eneſte In— divid af en Filaria i Bughulen, fundet Indvoldsorme eller andre Snyltedyr hos den, ligefaalidet fom jeg hos nogen anden For— fatter har truffet Angivelſer herover. Naring. Forplan⸗ ning. Fiender. Th. Bartholin anfører den") blandt de Fiffe, der paa Anvendelſe hans Tid anvendtes ſom Næringsmiddel i Danmarf, hvilket nu viſtnok iffe længer er Tilfældet. — Ligeſom angaaende Hundeftej- lerne ev bemærfet, vilde ogſaa denne Fiff funne anvendes til Trankogning og Gjødning. +) De medicina Danorum domestica pag, 276. 206 —* VJ WH — —9 (1) 4 EN LY ye 54 III. De fparusagtige Sifke. BFlanfefteentflægten (Pagellus Cuv,). Kinderne og Gjaellelaagsſtykkerne fljældæffede; foran paa Mellem— fjæbebenene og i Underkjeben Kartetænder, bag disfe flere Ræffer afrundede Knufetænder; Tunge og Plougffjærbeen uden Tænder; Gjællehuden med 6 Straaler. 17 Art. Den ſpidstandede Blankeſteen. (Pr. centrødontus Cuv.). Artsmarke. Nødlig af Farve, med en ſtor fort Plet ved Begyndelfen af Sidelinien; Hovedet indeholdes omtrent fire Gange : Totallængden og Øjets Dia— meter 3 Gange i Hovedets Længde; Snuden meget — Finnernes Straaletal er Rygf. 3; Bryſtf. 17; Bugf. 1; Gadborf. 5; Halef. > 15-12) (16-17) Ve) +) Et Individ i det kongelige Muſeum har fun 12 bløde Straaler i Rygfinnen, et andet 16 Straaler i Bryftfinnerne, 207 Nilsſons Prodromus, pag. 72, Pag. centrodontus. Synonymi. Det kgl. Muſeums zovlogifte Magazin-Katalog, 6te D., S. 103 og 180, Blod), tab: 267 (mindre god). Donavan british fishes IV, tab, 89. Afbildninger Danſte Trivialbenævnelfer fan denne Fiſk, ifølge ſin ſtoreBengyvnelſe. Sjældenhed hos os, naturligvis iffe have. Slægtsnavnet Blan— fefteen, hvilket Brünnich (Zoologiæ fundamenta, pag. 137) anvender paa den Linneiffe Slægt Sparus, der omtrent fvarer til Cuviers Familie Sparoidei; har jeg troet at kunne beholde for denne Slægt, den enefte hidtil bekjendte Repræfentant ivore Have for de ſparusagtige Fiſſe. Artsnavnet er en ligefrem Overfættelfe af Larode's8 centrodontus eller Cuvier's ,å dents aigues,” Denne Fiſk er af ſmuk Roſenfarve med Sølvffjær; Bugen Beſtkrivelſe. næften hvid. Den forte Plet paa Sfulderen falder ftærft i Øje paa den røde Grund; Rygfinnen, Gadborfinnen og Halefinnen ere hift og her guultfarvede, Bug- og Bryftfinnerne derimod roſenrode. Ovenover Overſtulderbladet ere Skjallene ſtarkt ſolv⸗ glindſende ”. De følgende Maal er af et Individ paa 183”: Længde fra Snudeſpidſen til Halef. indfpringende Vinkel 16” 947” 3 Længde fil Roden af Halefinnens mellemſte Straaler 15”; den ftørfte Højde (ved Bugfinnernes Rod) 57%"; Højden over Midten af Gadboret 4“ 823 Højden tæt bag Rygfinnen 2447; Tykkelſe over Tindingerne 2833 Tykkelſe over Bryſtfinnerne 2933 Tykkelſe ved Gadboret 22 Angivelſen af Farven er laant af Cuvier, Da ieg ikke ſelv har været faa heldig at kunne underføge denne, hos os faa fjældne Fife, har jeg maattet indftrænfe mig til, af Profesfor Reinhardts Op: tegnelſer i det fongelige Muſeums Magazin Katalog over to danfte, i Muſeet opbevarede, Individer at uddrage den følgende forte Beftri- velſe ſamt Maalene. — Bemarkningerne over den indre Bygning og Beenraden ere derimod atter tagne hos Cuvier. 208 Tykkelſe bag Rygfinnen 1317; Længde til Midten af Gadboret 95”; Længden til Gadborfinnens bagefte Vinkel 137157; Længden til Rygfinnens Begyndelfe 5” 1047; Længden til Gjællelaagets bagefte Rand 45”; Længden til Forgjællelaagets bagefte Rand 37 7“3 Længden til Midten af Pupillen 253 Længden fil Midten af de forrefte Neſeborer 117”; Mundſpaltens Længde 123"; Afſtanden fra Gnudefpidfen til Bryftfinnernes Rød 5” 277; Afſtanden fra Gnudejpidfen til Bugfinnernes Rod 6” 1/7"; Højden af Rygfinnens anden Pigſtraale 1”; Højden af Rygfinnens femte Pigſtraale 1947”; hele Rygfinnens Længdeftræfning 8” 57”; Mellemrummet mellem Rygfinnens førfte og fidfte Pigſtraale 5” 1177; Højden af Rygfinnens tredie bløde Straale 12”; Bryftfinnernes Længde omtrent 41”; Bryſtfinnernes Brede ved Roden 11/7; Bugfinnernes Længde 273 Længden af Bugfinnernes Pigſtraale 184"; Længden af Bugfinnernes fidfte bløde Straale 1717; Længden af Gadborfinnens førfte Pigftraale 5; Gadborfinnens ftørfte Højde 124”; Snuden ev fonver, ftærft nedſtigende. Mundhulen orangerod. Mellemkjabebenene forfynede med fire Ræffer Tæn- der; i den yderſte Rakke ere de 1 Midten foniffe, noget bøjede, 145 [ange ; mod Siderne blive de fortere og ſtumpere, og i Nærheden af Mundvigerne endeligen Kugleafſnit; i de fce andre Rader have alle Tænderne Form af Kugleaffnit, og ere tæt ftil- lede; i den bagefte eller fjerde Ræffe ere Tænderne ftørft; fun den yderfte Tandræffe naaer hen til Mundvigerne, den anden har paa hver Side fo Tænder mindre, den tredie fem mindre og den fjerde fyv. J Underfjæben findes tre Rader Tænder, hvilfe mod Mundvigerne ere mere fugledannede. Næfebenene ende fortil med en Knude. Næfeborerne ligge mod Panderanden, omtrent i Linie med Djehulens everſte Rand, nærmere Øjet end 209 Snudeſpidſen; det forrefte er lidet, næften kredsrundt; det ba- gefte har en noget ſtraa Beliggenhed, er af langſtrakt Mgform, dets ftørfte Diameter omtrent 22 Gang faa ftor ſom Gjennem— fnittet af forrefte Neſebor. Øjet er meget ſtort, af lidt ftørre Hoejde⸗ end Længdediameter, anbragt noget under Panderanden. Ufftanden fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade er omtrent lige med Øjetå Højdediameter. Rygfinnen er anbragt i en fmal, temmelig dyb Fure, faa at den ſammenfoldet tildeels ſtjules denne. Af dens Pig— ftraaler ev femte den længfte, forſte den fortefte, anden omtrent faa lang ſom tolvte. Af Rygfinnens bløde Straaler er førfte udeelt, fidfte klovet til Roden, tredie Straale den lengſte. Bryft- finnernes førfte, anden og ſextende Straale ere enfelte, femte og fjette Straale tredobbelt deelte; ſextende Straale den korteſte, førfte lidt fortere end fjortende, femte den længfte,. Bugfin— nernes Wigftraale er temmelig ſterk; førfte bløde Straale den længfte, fun lidet længer end anden; femte lidt kortere end Pig— ftraalen. Gadborfinnens ferſte Pigſtraale er den fortefte, fredie mere end dobbelt faa fang ſom forſte; førfte bløde Straa— le den længfte, forgrenet ligefom de følgende; den ſidſte klovet til Roden. Halefinnens yderfte lange Straale paa hver Side er enfelt, de øvrige forgrenede. Sidelinien ſtiger fvagt bue— formigt op fra Gjællelaagets Vinfel, og løber parallelt med Rygli⸗ nien; dog bøjer den fig mindre ftærft end denne, og. mod Roden af Halefinnen krummer den fig lidt opad. Sfjællene ere ftore, glatrandede; man fæller 18 fra Bug— finnerne til Ryggen; paa Bugfladen mellem Bugfinnerne ere Sfjællene fmaa (forte og ſtumpe); det Samme er Zilfældet med Sfjællene 1 Axelgruberne. Halefinnens Rod er belagt med fmaa Sfjæl. Leveren er lille, og beftaaer blot af een friangulær Lap, Indre — ſom ligger paa venſtre Side. Maven er af middelmaadig Stør- ME NON relfe, med fynde Vægge, indvendigt lidt foldet, Portnerens Aab⸗ 14 Storrelſe. 210 ning er fnæver, omgivet af fire (eller fem?) Blindtarme. Tar— mekanalen er femmelig lang og viid; den gjør to Bojninger, den forfte ved Gadboret, den anden under Mellemgulvet. Svom— meblæren er følvfarvet, med tynde Vægge, meget ftor, ſimpel. Nyrerne ſtore, Urinrorene lange, Urinblaren hvid, koniſt. Bughinden rødbrun med mange forte Punkter. Hjerne— ſkallen viſer paa Overfladen tre Længdefamme. Rygraden beftaaer af 23 Hvirvler, af hvilfe 21 filhøre Bughulen. Denne Fiſt naaer en Storrelſe af fo Fod og derover. Sorefommen Middelhavet ſynes at være dens rette Hjem; dog ev den heller ikke fjælden paa Veſtkyſten af Spanien og Frankrig, lige- ſaalidet ſom ved de fydligere engelffe Kyfter. Man har fun Efter— retning om fo paa de danſte Kyfter fangede Individer af denne Fiffeart, hvilfe begge opbevares i det fongelige Muſeum; det førfte (henimod 29” langt) kjobtes af Fiffere fra Gilleleie den 23 Februar 1832; det andet, noget mindre (omtrent 14”) fan- gedes den 29 Mai i famme Aar ved Dragør. Nilsfon om— Forplan⸗ ning. taler et i Oreſundet og to i Kriſtianiafjorden fangede Exemplarer. „Den leger i Begyndelſen af Vinteren paa dybt Vand; i Januar træffes Ungerne af omtrent 1” Længde i Maven af ftørre Fiffe, fangede et Par Mile fra Land. Om Sommeren fees Un— gerne af 4 til 6” Længde i utallig Mængde i Havne og nær Kyſterne, og mangle da endnu den forte Plet paa Siderne, hvil fen de forft erholde om Hoſten, da de ere halvvorne” (VYarrell). Pagellus erythrinus Cuv. En anden Art af nærværende Slægt, Pagellus erythrinus, fore— kommer paa de franfte og engelfte Kyſter, og er felv fanget paa-de hol— landſke. Muligen kunde den ogſaa tilfældigviis træffes hos os, hvorfor et Par Ord om den her ikke ville være overflødige, Dens Farve ev paa Ryggen det fmuffefre Karmin, paa Siderne roſenrod, under Bugen med Sølvftjær, Finnerne vo- ſenrode. Govedet er længer end hos foregagende Art, Øjet mindre, Snuden meget ſpidſere. Finnernes Straaletal er: Rygf. 123 Bryſtf. 153 Bugf. 1; Gadborf. 33 Halef. 17. IV. De fkjælfinnede Sifke. Slægt. Havbraten (Brama Bloch-Schn.) J begge Kjæber og paa Ganebenene findes Kartetander; felv Kjæbebenene ere ſtjelbedekkede; Gjællehuden har 7 Straaler ; Rygfinnen og Gadborfinnen indtage næften hele Ryggens og Bu- gens Stræfning, men ere lave (Begyndelfen dog noget højere med fremragende Spidfe), og have-fun faa, foran i Huden ffjulte Pig— ftraaler. Tarmekanalen er temmelig fort; Blindtarmenes Antal udyun"5: ; 18 Art. Rays Havbrafen (Brama Rayi Bl.) Panden er lodret nedſtigende, Snuden meget Artémarke. fort, den lukkede Mund næften lodret opſtigende; Øjet har Plads i Midten afHovedets Højde; Krop— pens ftørfte Højde indeholdes næften 3 Gange i Totallængden. Finnernes Straaletal er: Rygf. 5; Bryftf. 19; Bugf. 1; Gadbf. 3%; Halef. 51). Ba 358 1049-20) Fr å +) Af tre underføgte Individer (et i Spiritus og fo Skeletter), alle fra Middelhavet; havde de fo i Rygfinnen 7%; og det tredie 3 i Bryſt⸗ 14* Synonymi. Afbildninger Benævnelfe. 212 Reinhardt i Tidsftrift f. Naturvidenſkaberne, IV, 135, Schagerſtrom i Vetenſkaps Academ. Handl. 1827 Side 207, Schagerſtrom 1. c, tab. 7; Cuvier hist. des Poiss. tab. 190. Danffe Trivialbenævnelfer hav denne Fiſt ikke. Det her anvendte danffe Slagtsnavn er en QOverfættelfe af den Venæv-= nelfe (Brama marina), hvormed Fiffen betegnedes af den førfte Ichthyolog, ſom havde Lejlighed til at underføge den, Englæn- deren Ray. Efter ham har Blod) opkaldt Arten. Beſkrivelſe. Den ſardeles ſterkt fammentryffede, ægdannede Krop, den næften lodrette Pande uden Snude, de meget lange, ſpidſe Bryſt— finner, færdeles fmaa. Bugfinner, ffjældæffede Ryg= og Gadbor— finner og den gaffeldannede Halefinne: give denne Fiſt et fra alle andre nordiffe Fiffe faa aldeles forffjælligt Udfeende, at det iffe vel er muligt af misfjende den. Sider og Bug ere ſolvfarvede, Ryggen brunagtig; Ryg— finnen, Gadborfinnen og Halefinnen forfagtige, hvilken Farve dog for en flor Deel ſtjules af Sfjællene; Bryſt- og Bugfinner guulagtige. Pupillen er morkeblaa, Hornhuden ſolvfarvet med Mesſingſtjcr. De følgende Maal ere af et, Individ paa 184“: ftørfte Højde (ved Begyndelſen af Gadborfinnen) 63”; Højden over Bugfinnernes Rod 6”; Højden over Midten af Øjet 4”; Halens Højde foran Halefinnens Rod 1”; den ſtorſte Tykkelſe (over Gjællelaagets bageſte Deel) 22”" 3 Halens Tykkelſe foran Halefinnens Rod 6”; fra Spidſen af Underkjeben til Gjællelaagets bagefte Rand 46”"; det opſpilede Gabs Højde 18”; det opfpilede Gabs Brede 14“3 Ufftanden fra Underkjæbens Spidſe til Tungeſpidſen 8”; Mundſpaltens Lgde. (til Overfjæbebenenes nederfte-bagefte Vinkel) 205 finnerne taltes hos et 20 paa begge Sider, hos det andet 33 og hos det tvedie 15. J Gadborfinnen havde de to 75, det tredie 2%. 213 Overkjobebenets Brede i Enden 677; Ufftanden fra Underkjebens Spidfe til forreſte Neſebor 10” 5 forrefte Neſebors Længdediameter 137"; Afſtanden mellem forrefte og bageſte Neſebor 33 Længden af bagefte Næfebor 37”; bagefte Noſebors Afftand fra Øjeranden 23/7; Afſtanden fra Underkjebens Spidſe fil Øjeranden 15”; Ojets Længdegjennemfnit 117”; Ojets Højdegjennemfnit omtrent 123 Afſtanden fra Øjets øverfte Rand til Panderanden lige ovenover 193 Afſtanden fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade 195 Afſtanden fra Ojets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 23”; Afſtanden fra Underfjæbens Spidſe til Rygfinnens Begyndelſe 6”; Rygfinnens Længdeftræbning 8”; Rygfinnens ftørfte Højde 21”; Rygfinnens Afftand fra Halefinnens Rod omfrent 1”; Bryftfinnernes Længde 51”; Bryſtfinnernes Brede ved Roden 147”; Bugfinnernes Afſtand fra Underfjæbens Spidſe 5”; Bugfinnernes Længde 14/7; Afſtanden fra Bugfinnernes Rod til Gadboret 18/7” ; Gadborfpaltens Længde 53 Gadborets Afſtand fra Gadborfinnens Begyndelſe 6"; Gadborfinnens Længdeftræfning 64” ; Gadborfinnens ftørfte Højde 14"; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 14”; Halefinnens ftørfte Længde paa Siderne 5”; Halefinnens Længde i Midten 1”, Hovedet er færdeles ftærft ſammentrykket, og af meget ſtorre Højde end Længde. Medens Hovedets Længde indeholdes mere end AA Gang i Totallængden, indeholdes Højden over Gjallelaagets ba- gefte Rand fun lidet mere end tre Gange i Totallængden. Hele Pandelinien, fra Nakken regnet, er meget ftærft konvex, eller udgjor omtrent en Kvadrant; Snuden er færdeles fort eller næften for— fvindende. Pandeflade gives egentligen iffe, efterdi Panden ft ger tagformigt ned mod Siderne, dog med Afrunding af Pande— 214 linien. Hovedets Underflade danner ligefom anden en Bue, eller ſtiger meget ffraat opad, og Underfjæbens Symfyse rager derfor lidt frem foran Overfjæben. Gabet er femmelig ftort men iffe fremffydeligt, da Mellemfjæbebenenes Apofyse er meget fort; Breden af det opſpilede Gab er mindre end Højden. Mundvigene ere, naar Munden lukkes, omtrent lige under Øjets forrefte Vand, hvorimod Overfjæbebenenes nederfte-bagefte Hjørne naaer hen under Midten af Øjehulen. Mellemkjgbebenene ere temmelig tynde, i Enden tilfpidfede;" Overfjæbebenene ſterke, i Enden brede, afrundede, endeel af deres Nod ſtjult under forrefte Øjebeen. Mellemfjæbebenene ere i hele deres Længde forſynede med Tænder: man bemarker en ydre Næffe af middel— maadigt ftore, meget fpidfe og lidt krumme Tænder, hvilke dog mod Mundvigene blive mindre; bag denne Rakke fidde mindre Tænder, ifær for i Munden i flere Næffer, faa af en Karte dannes. J Underfjæben ere Tænderne ſtorre end i Overfjæben, og fidde i fo, temmelig regelmæsfige og tydeligt adffilte Ræffer. Tænderne i den bagefte Ræffe ere ftørft, og naae longſt hen paa Siderne, medens den yderſte Næffe hører op, før den har naaet Mundvigene. — Hudforhænget bag Mellemfjæbebenene er fmalt og tyndt. Tungen, fom fidder femmelig langt tilbage i Munden, ev af fort Farve ligefom den øvrige Mundhule, vel filt fra Underfjæben, har hvælvet Overflade, og er i Enden af- rundet. Svælgbenene ere bedæffede med Kartetænder; frem— deles have Gjællebuernes Knuder temmelig ftore Tænder; den yderſte Gjællebues yderſte Knuderæffe er meget forlænget, . og har den indadvendte Rand befat med en Næffe Tænder lige- fom en Rive. Ojebenene ere ſmaa (det forrefte ftørft), og Danne en fmal Ning omfring Øjet, Det forrefte Par Næfe- borer, fom ere af Middelftørrelfe og af temmelig kredsrund Form, fidde Øjeranden meget nærmere end Underfjæbens Spidfe, men ere derimod nærmere Overfjæbens forrefte Rand end Ojehulen. De bageſte Næfeborer ere anbragte noget lavere end de 215 forvefte, omtrent midt imellem disſe og Øjebulen, dog lidt nær mere denne ſidſte, og have Form af en lang, ſnaver Spalte. Ojet er ſtort, af lidt ftorre Højde end Længdegjennemfnit, og af lidt ffjævt eller ovalt Omrids; dets Afftand fra Panderanden og fra Randen af Hovedets Undeflade ere indbyrdes ligeftore men ftørre (omtrent 4) end Afſtanden fra Underfjæbens Spidſe, og mindre (omtrent 1) end Afftanden til Gjallelaagets bagefte Rand. For: gjællelaagets ”bagefte og nederfte Wand danne omtrent eu vet Vinfel, den forreſte Rand ev derimod buet. Gjællelaa- get er ſtort, af uregelmasſigt-fiirkantet Form, omtrent dobbelt faa højt fom bredt, forneden fmalleft, i det den forreſte og bagefte Rand divergere i Retningen opad; den øverfte Mand ev ingen ret Linie, men ftærft buet. Undergjællelaaget er lille, meget tyndt, og ligger langs Gjallelaagets bagefte Nann: Mel lemgjællelaaget er derimod ftort og ſtarkt, og ftræffer fig langsmed baade Gjallelaagets og Forgjallelaagets nederſte Rand. Gjælleaabningerne ere ſerdeles ſtore, og naae frem langt foran Djet, næften under Overfjæbens forreſte Mand. Kroppen ev 1 overmaade høj Grad ſammentrykket, omtrent lige faa ſterkt ſom hos Flynderarterne; Ryglinien banner en Bue, ſom Dog fortil er langt krummere end bagtil; ogſaa Bugen, ſom er tem— melig ffarp, ev noget buet indtil Gadborfinnen, men ſtiger der— paa pludfeligen ſtraat vp, faa af den bageſte Deel af Buglinien danner en ſtump Vinkel med den forrefte. Halen er bag Ryg og Gadborfinnen meget lav, og begrændfes foroven og forneden af fo omtrent vandrette og parallele Linier. Nygfinnen be gynder over den bageſte Deel af Bryftfinnernes Rod, er lav, men naaer langt hen mod Halefinnen (de ſidſte Straaler ere, naar de lægges ned, fun fjernede 3 eller 4 Sfjæl fra Halefin— nens Nod). Wan fan dele Rygfinnen i en forreſte, højere og triangulær Deel, og en bagefte, mere end dobbelt, ja næften tre— dobbelt, faa lang, men ogſaa mere end dobbelt faa lav; fil den forrefte Deel kunne de forſte tolv Straaler henføres, af hvilfe 216 den førfte er den fortefte, fjerde til fjette de længfte; de tre for⸗ fte ere Pigſtraaler; i Rygfinnens bageſte Deel ere Straalerne omtrent lige lange, den fidfte flovet til Roden, de evrige forgre— nede i Enden. Bryſtfinnerne ere meget lange, men temme— lig fmalle og filfpidfede; deres Tilhæftning er meget ffraa, faa at, medens Roden foroven er meget nær Gjællelaagets Rand, er den Derimod forneden fjernet en £ træfning derfra, der er ftørre end Finnernes Brede; anden Straale er dobbelt faa lang ſom forſte, der omtrent udgjer 4 af Finnens ftørfte Længde; fjette og ſy— vende Straaler ere de længfte, de fidfte de fortefte; forſte og an— Den ere enfelte, de øvrige forgrenede. Bugfinnerne ere fæs ftede under Bryftfinnernes Nod, og have fun en meget ubetydelig Størrelfe; deres Længde indeholdes 4 til 44 Gang i Bryſtfin— nernes Længde; forſte Straale er en fort Pigſtraale (den inde— holdes omtrent 3 Gange i anden, fom er den langſte); de ev— rige 5 Straaler erei meget høj Grad forgrenede, faa af den ſid— fte maaffee endog med Foie funde tælles fom fo. Ovenfor Bug— finnen, eller paa dens ydre Side, bemarkes et meget ftort, lang— ftraft, i Enden tilſpidſet Arelffjæl, og paa den indre Side findes et næften lignende. Gadboret er meget nærmere Snudeſpid— fen end Enden af Halefinnen, temmelig nær bag Bugfinnernes Spidſe, men adffilt fra Gadborfinnen ved 8 eller 9 Sfjælræffer ; af Form er det en fmal Spalte. Gadborfinnen, fom begyn» der noget længer tilbage end Rygfinnen, ophører omtrent lige under dennes Ophør, og har en forrefte, højere, triangulær Deel og en lavere bageſte Deel; forrefte Pigftraale er fort, og inde— holdes næften 3 Gange i anden Pigftraale; noget længer er den førfte bløde Straale; de tre nærmefte aftage i Længde, hvorimod alle de følgende næften ere lige lange indbyrdes; den fidfte er deelt til Roden. Halefinnen har en meget paafaldende Gaffelform, da dens Sideflige ere meget lange og Indffjæringen i Midten ual- mindelig dyb; tillige gaaer den meget langt op paa Siderne af Halen. É 217 Sidelinien løber parallelt med Ryglinien, og er denne meget nærmere (omtrent 3 Gange) end Buglinien 1 den ſtorſte StræÉ- ning; forſt mod Enden af Rygfinnen bliver den horisontal og omtrent lige långt fjernet fra begge; den er iøvrigt meget utydelig. Sfjællene bedakke alle ydre Dele, felv Kjæbebenene, Finnerne næften lige fil Spidfen (dog med Undtagelfe af Bryft: og Bug— finnerne, der ere uden Sfjælbedæfning) og Axelhulerne. Jeg har falt omtrent 80 fra Gjallelaagets everſte Rand til Halefinnens Rod, 12 fra Ryglinien til Sidelinien (foran Rygfinnen) og om— trent 18 fra Sidelinien til Bugfinnens forreſte Rand. — Sfjæl- lene ere tøvrigt af en meget færegen og mærfelig Form: den frie eller iffe bedæffede Deel er almindeligen af meget ftørre Højde end Længde, og har den bagefte Rand noget afrundet; den af De foregagende Sfjæl ſtjulte Deel forlænger fig derimod baade foroven og forneden til en lodret, ofte meget lang Spidſe. Man fan derfor dele ethvert Skjal i to, meget tydeligt ved en Fure adſtilte Dele: en forrefte, vertifal Deel og en bagefte, bredere, mere ho— rizontal eller longitudinel Deel (ffjøndt Højden ogſaa her ofteft er Dvervejende "). Paa Siderne ere den vertifale Deel meget ftærft udviflet, faavel foroven ſom forneden udfendende en lang Spidſe. Paa Ryggen og mod Halen bliver Forholdet mindre ſterkt iøjnefaldende, den vertifale Deel mindre høj i Forhold til den horizontale og derimod bredere, Spidſerne afrundes efterhaan— den, og blive til Drer o. f. v. Hos nogle Sfjæl fan man flet ikke adffille to Dele, næmlig hos Sfjællene i Axelhulerne, paa Finnerne o. f. v. Skjallene fidde forreften meget faft i Huden, og ere tildeels indbyrdes faa nøje forenede, at de iffe kunne ad— ſtilles uden Sonderrivelſe, og Beſtemmelſen af hvert Sfjæls Grændfe bliver ſaaledes vanſtelig. +) Den vertifale Deel viſer koncentriſke Striber, den horizontale bagud— rettede Straaler, Indre Byg⸗ ning. Beenbyg⸗ ning. 218 Leveren er deelt i to langftrafte Lapper; Galdeblæren hænger ved den højre af disſe, hvilken den overgager i Længde. Maven er en ftor, ſtump Sak med meget tyffe Vægge, ind— vendigt med brede, forgrenede Lengdeſtriber. Portneren er nær Mavemunden. Af Blindtarmene ere tre meget kortere, to læn- gere og tykkere. Tarmen gjør to Vøjninger. Svomme— blære mangler. Wggeſakkene ere forenede til en ſtor, oval Masfe 7). ; Paa Hovedets Overflade hæver fig en Kam af betydelig Storrelſe langs Middellinien, hvilken ftræffer fig lige fra Mellem— fjæbebenene til Nakken, er meget høj og af Triangelform, dog ſaaledes, af den overfte Rand er noget fonver eller buet. Arm— benet er ftærft og meget langſtrakt, Albuebenet ſtort, af— rundet fiirfantet, dog med den bageſte-nederſte Vinkel udtrukket til en Spidfe, og med ef Indſnit i den øverfte Rand mod Armbe— Storrelſe. net. Armſpolen er langt mindre, med et ovalt Hul i Midten (nærmeft den øverfte Rand). Bæffenbenene ere ſmaa, men af en meget langftraft Form, og udfende endog forfil en tynd Udvext, der -ftræffer fig mellem Albuebenene lige fil Overarmens øverfte Nand. Rygraden beftaaer af 41 til 43 Hvirvler **), af hvilfe 15 tilhøre Bughulen, de øvrige Halen. Ribbenene ere tynde og lange, men omgive imidlertid iffe Bugen; ovenfor hvert Ribbeen udgaaer fra den nederfte Deel af hver Hvirvel et andet, tyndt og langt Been (Ribbenene udgaae derimod fra Enden af de ne— derſte Torneforlængelfer). Ray's Havbrafen bliver indtil 30” lang og 10 fil 12 Pund vægtig. Sorefommen Middelhavet er denne Fiſts rette Hjem, og der forekommer den meget almindeligt; allerede paa den nordveſtlige franffe Kyft bliver den ſſelden. Hos os forekommer den fun ganſte tilfæb +) Disſe faa Angivelfer over Indvoldene ere laante af- Cuviev, da jeg ikke felv har haft Lejlighed til at aabne denne Fife. ++) Selv har jeg talt 42 og 43; Cuvier angiver 41. 219 digt. JF et Tidsrum af nogle og tredive Aar ſtulle imidlertid 3 Individer være blevne opkaſtede paa Sjællands nordøftlige Kyſt (nær Helſingor) efter ftærfe Storme: det førfte i Vinteren 1812; det andet i Vinteren 1825 efter Storm fra Sydoſt (7) ). Begge disſe vare omtrent af 20” Længde. Det tredie af hen— imod 17” Længde erholdtes i Vinteren 1832. — Schager— ftrøm har (I. c) beſkrevet et Exemplar af 241 fvenffe. Tom- mers Længde, fom fandtes opkaſtet mellem Tang nær Lands— krone den 25de November 1825 efter ſtærk Nordveſtſtorm, og endnu var levende, da man blev vpmærffom paa det. Endeli— gen flal et Individ være .fanget paa Kyſten af Pommern i Ef— feraaret 18267"). Dette er Alt, hvad jeg fan berette om denne Fiſts Forekommen paa vore Kyſter. — Faber mener Cidsſt. f. Naturv. V, 251), at det ffulde være denne Fiſt, fom ved Ska— gen undertiden fanges, og kaldes Karpe, og af Det er. den famme, Olavius falder Haguur. Men jeg veed aldeles In— tet, ſom taler herfor **). Efter Risſo ffal den leve i ſmaa Flokke paa ftore SAM der, og dens Legetid ſtal indtræffe om Sommeren. Den er i ualmindelig høj Grad plaget af Indvoldsorme, ifær om Sommeren. Rudolphi har fundet følgende: Echino- rhynchus vasculosus i Bughulen og Tarmefanalen; Monostoma filicolle i Muſtlerne; Scolex polymorphus i Tarmekanalen; Gymnorhynchus reptans i Mufflerne; Tetrarhynchus disco- phorus paa Gjællerne og Antocephalus gracilis i Peritoneum. Denne Fiſt er i Middelhavet meget agtet for dens Velſmag, fortrinligviis om Vinteren. Sdagerftrøm fortæller, af Kjødet af hans Individ var meget loft, men ved Kogningen blev faſt, og lignede Aborrens i Smag: å +) Tidsſkrift for Naturvidenſkaberne. ++) Fabers Manuſkript, 3die Hefte, Side 80 og 87. +++) Om Haguren fee ovenfor, Side 73. Levemaade. Fiender. Anvendelſe. 220 V. Alakrel=Samilien. Slægt. Mafrelen (Scomber Cuv.). Forſte Nygfinne er ved et langt Mellemrum adflilt fra an— Den Nygfinne. Den bagefte Deel af anden Rygfinne og af Gad— borfinnen danne 5 uægte Finner. Paa hver Side af Halen ere fo ſmaa, hudagtige Kjole, den ene ovenover den anden. Alle Sfjællene ere fmaa og glatte. Gjællehuden har 7 Straaler. 19 Art. Den almindelige Makrel (Scomber Scombrus Lin.). Artsmarke, 12 Straaler i førfte Rygfinne; Øjets Gjen— nemfnit udgjør 1 af Hovedets Længde; Forgjalle— laagets nedre Rander buet; Gjællelaagets Længde indeholdes -41 Gang i Hovedets Længde; Svømme- blære mangler; Finnernes Straaletal er: Rygf. 12- —— Bryſtf. 19; Bgf. 1; Gadbf. 1. V; Halef. vw (10-14) —— Schonevelde, Side 66, Scomber. Pontoppidans Atl. 1, 651, Scomber Scombrus. Muͤllers Pvodr. n. 395, Sc. Scombrus. Olavius, Sagens Beftr, S. 166, Sc, Scombrus, Bing, Leso's Beſkr. Side 159, Makrel. Aagaards Beftr. over Thye, Side 44, Makrel. Zofmann i Tidsft. f. Naturv. II, 364, Makrel. — Ascanius tab. 3 (flet); Blod) tab. 54 (maadelig). Synonymi. 221 Navnet Mafrel, hvilfet gjienfindes i alle Sprogene af denBenavnelſe. germaniffe Stamme faavelfom i det franffe Sprog, er i Danmark, faavidt mig befjendt, den eneſte Benævnelfe for denne Fiffeart. Paa Schoneveldes Tid kaldtes Ungelen af en Haandsbreds Længde i Ekernferdefjorden Prieglers. Mafrelens Form fan tænfes fammenfat af fo noget ſam-Beſktrivelſe. mentrykkede og med deres Baſer forenede Kegler; den forrefte af disſe ev forfere og noget ſtumpere; den bagefte længere og mere tilfpidfet, Den ſtorſte Højde indeholdes henimod 6 Gange i Totallængden og den ſtorſte Tytfelfe forholder fig til Højden omtrent fom 2 til 3. Mafrelen udmærfer fig ikke blot ved fin ſiirlige Form men ogſaa ved fortrinligt ffjenne Farver. Hog den levende Mafrel er Rygfladen fmuft græsgrøn, flammet med Blaat og med nogle og tre— Dive morkere Bølgetværbaand, hvilfe 1 den ſtorſte Deel af Kroppens Længde ftræffe fig noget nedenfor Sidelinien, mod Halen derimod ikke gaae faa langt ned; medens Retningen af de bagefte er lidt ſtraat fremad, ere de 10 fil 12 forreſte fnarere rettede lidt bag ud; hift og her, tfær midt paa Ryggen, forene Baandene fig ofte paa en uregelmæsfig Maade til Ringe. Bug og Sider have den ſtjon— nefte Perlemoderfarve, men vife tillige, ligefom Ryggen, Purpur— ffjær og Guldglands. Efterat have været nogen Tid over Van: det, gaaer Makrelens grønne Farve over fil Blaat. De følgende Maal ere af et Individ paa 92”; ftørfte Højde (mod Enden af forſte Rygfinne) 20”; Højden ved Enden af Halen 33 ſtorſte Tykkelſe 12“3 Omkredſen ved førfte Rygfinne 43”; Omkredſen ved Enden af Halen 10”; Længden fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand 26””; Hovedets Tykkelſe mod Nakken 933 Underfjæbens Længde 14/7”; Hovedets Højde over Øjet 11/7; Pandens Brede tæt foran Øjet 67; 222 Pandens Brede tæt bagved Øjet 85 Afſtanden fra Snudeſpidſen til forreſte Neſebor 5””; Ojerandens Afſtand fra Snudeſpidſen 9““; Ojets Gjennemſnit 53 Afſtanden fra Snudeſpidſen til forſte Rygfinne 3””; førfte Rygfinnes Længdeftræbning 153 forſte Rygfinnes Højde 93 Afſtanden mellem forſte og anden -Rygfinne 19”; anden Rygfinnes Længdeftræbning 9“3 anden Rygfinnes Højde 43/7; de. fom uægte Rygfinners Længdeftræfning 19”; Bryſtfinnernes Længde 123 Bugfinnernes Afſtand fra Snudeſpidſen 313 Bugfinnernes Længde 10””; Gadborets Afftand fra Snudeſpidſen 547; Gadborets Længdegjennemfjnit 2“3 Gadborfinnens Længdeftræfning 97”; Halefinnens ftørfte Længde 153 Længden. af Halens Hudkamme 4“. Hovedets Længde indeholdes henimod 4% Gang i Total: længden. Højden vover Nakken udgjor Halvdelen af Hovedets Længde, og Tykkelſen famme Sted er 2 af Døjden. Hovedet er altſaa langſtrakt, ſammentrykket, ſmallere end Kroppen, kiledan— net; da dets Sider ikke lobe lodret ned, men forneden kon— vergere, danner Hovedets Underflade en afrundet Kjol, medens Pandefladen er bred. Panden er noget ſtraat nedlobende, tem— melig flad, mod Siderne ſaa lidet afrundet, at den med Hove— dets Sideflader danner ikke utydelige Vinkler. Underkjaben ſti— ger noget ſtraat op. Omridslinien af Hovedets Underflade er mere fonver end den af Pandefladen. Kjæberne ere ligelange, og Snudefpidfen har et afſtumpet Udſeende; dog er Underfjæbens Spidſe lidt mere lodret afſtumpet, Overfjæbens derimod nedſkraa— nende lidt. Overfjæben er ganffe lidt bredere end Underfjæben, og optager dennes Nand. Den Hud, fom danner Læberne, er meget fynd. Underfjæbens Ledforbindelfe ev omtrent under Pu— 223 pillens bageſte Rand, og Underfjæbens Længde er lidt ftørre end Hovedets halve Længde. Ilnderfjæbens Grene ere glatte men forfynede med en Næffe Porer. Mellemfjæbebenene danne, naar Gabet er opſpilet, dettes overſte Rand; naar deri- mod Munden er luffet, vife de fig fun ſom dannende Snude— fvidfen, og ſtjules iovrigt tilligemed de egentlige Overfjæbebeen under de brede, flade, lange og glatte forreſte Djebeen, hvis bagefte Rand naaer hen under Øjets Midte. Overkjaben er al deles ikke fremffydelig. Gabet er ftort, men naaer dog, naar det opſpiles, iffe hen under Øjet; dets Højde er ſtorre end dets Brede. Tænderne i Mellemfjæbebenene og i Underfjæ- ben fidde i een Rakke, ere fmaa, fine og tilfpidfede, og krumme fig lidt tilbage og indad. De eret hver Rakke af en nogenlunde overeensſtemmende Storrelſe, men Mellemtjæbebenenes Tænder ere noget mindre end Underfjæbens og tillige rettede ftærfere bag og ind. J hver af de fire Rakker talte jeg hos det be— ſtrevne Individ 28—29 Tænder. En Rakke af lignende fmaa Tænder findes paa den ydre Rand af hvert Ganebeen, og forreſt paa Plougjernbenet ſidde i hvert Hjørne et Par Stykker. Tun— gen er lille, uden Tænder, glat, noget adffilt fra Underfjæben; Den har Form af en ligebenet Triangel, hvis fremadrettede Top— punft er lidt afftumpet; dens Overflade er noget fonver, dens Farve perlemoderagtig. Mundhulen er let overlobet med en blaagrøn Farve. Den forſte Gjællebue er beſat med en Næffe meget lange Kamtænder; Svælgbenenes Tænder ere lange og tynde ligefom Borſter. — Ojets Afſtand fra Snudefpidfen indeholdes næften 3 Gange i Hovedets Længe, og er lidt mindre end Hovedets Højde, taget over Øjet. Pandens Brede tæt bag Øjet er I ftørre end dens Brede lige foran Øjet. Djet ligger lidt under Pan— Delinien; dets Diameter udgjør næften Halvdelen af Hovedets Højde vover def; det er temmelig kredsrundt, Pupillen morke— blaa, Iris mesfingfarvet med morke Striber fortil. Øjet omgi⸗ veg, og for en Deel bedæffes, af en temmelig tyk men gjennem— 224 ſigtig Hud, der har Udſeende ſom Gelee, og ftræffer fig over en Deel af Hovedet Sider, dog ſaaledes, af den giver en af— lang Aabning for Øjet: foroven, fortil og forneden berører den næmlig fun Randen af Hornhuden; bagtil derimod bedæffer den denne, og naaer (paa det her beffrevne Exemplar) Randen af Pupillen. — Det forrefte Par Næfeborer ere fredsrunde, aabne, men faa fmaa, at Hovedet af en meget lille Knappenaal nævpe fan bringes ind i dem. Deres Afftand fra Snudeſpidſen er noget ftørre end Afftanden fra Øjets forrefte Vand. De ligge i Kanterne af Pandefladen, og deres indbyrdes Afſtand er om— frent lige med Afftanden fra Øjet. Det andet Par Næfeborer opdages iffe uden nøjagtigere Underſogelſe: de vife fig fom en fmal, lodret Spalte i den nyligt omtalte gjennemfigtige Hud, og ligge noget lavere end førfte Par, ſamt ere nærmere Øjeranden end dette, — Forgjællelaaget er glat og uden Tænder eller Tagger langs Randen; dets Form er friangulær: Triange- lens forrefte Side er længft, og løber ffraat ned mod Mundvi— gene; Den bagefte nærmer fig mere til det Lodrette, dog ffraa- ner den lidf bagud; den nederfte danner en Bue, i det den løber op mod den bagefte, og Vinfelen, ſom opſtaaer ved deres For— bindelſe, bliver derved afrundet. Parallelt med den nederfte Side, og lidt indenfor dens Rand, ſees en Rakke af meget fine Aabnin— ger. — Det egentlige Gjællelaagsftyffe er af uregeb mæsfigt fiirkantet Form; fra Undergjællelaaget adffilles det ved en ffraat fortil lobende Linie; dets nederſte Vinkel er meget ſpids: Porer eller Tænder o. ſ. v. har det iffe. Undergjæb lelaaget vifer fig -fom en ftumpvinflet Triangel, hvis ſtumpe Vinkel ftøder op fil Forgjællelaagets afrundede Vinkel, og hvis Bafis danner den ftørfte Stræfning af Gjallelaagets bageſte Rand. J Fortfættelfe heraf indtager Mellemgjællelaaget, fom bagtil ev bredere end fortil, Gjællelaagets nederfte Rand. — Gjælleaabningerne naae heelt hen under Øjets forreſte Rand, og paa Underfladen af Hovedet bedæffer det venſtre Gjæb 225 lelaag med fin Rand det højre Gjællelaags Rand, — J Gjælles huden tælles 7 temmelig fvage Straaler. Forſte Rygfinnes Afſtand fra Snudeſpidſen indeholdes noget mere end tre Gange i Totallængden; dens ſtorſte Højde indeholdes omtrent 2 Gange i Kroppens ftørfte Højde; dens Længdeftræfning overgaaer dens Højde Gang. Den har Form af en Triangel, hvis Grundlinie er ſtorſt, og hvis bagefte Been er længer end det forrefte. Naar denne Rygfinne lægges ned, ſtju⸗ les den i en Fure af Ryggen, faa af man ikke let bliver den vaer. Den beftaaer af 12 bøjelige Pigftraaler, hvilke forbindes ved en meget fynd, hud Hud; anden og tredie Straale ere de længfte; den ellevte Straale er overmaade fort, men forbindes Dug endnu med de foregaaende; medens man ved den folvte, der rager frem af Ryggen fom en næften umærfelig Spidse, næppe iagttager nogen forbindende Hud. Straalernes indbyrdes Af— ftand voxer forfra bagtil. Afſtanden mellem førfte og anden Rygfinne udgjør omtrent 1 af Totallængden. Anden Rygfinnes Længdeftvæfning er lig førfte Rygfinnes Højde, og dens Højde udgjør Halvdelen af Længden. Den har 11 Straaler, ſom fidde hverandre femmelig nær, og hvis forbindende Hud er meget tyk— fere og morkere end forfte Rygfinnes. Forſte Straale er en meget fort Pigftraale, anden enfelt, de øvrige deelte. Den bagefte Deel af denne Finne ligger ned langs Ryggen, og ftræffer fig degaarfag hen mod den førfte uægte Finne. De uægte Nygfinner, hvis Antal er 5, og ſom hver fun beftaaer af een, meget. for- grenet Straale, ligge paa lignende Maade hen ad Ryggen, den ene op fil den anden, og fee ud ſom ſmaa Triangler, hvis bagefte Vinkel er meget ſpids; den fidfte af disſe Finner, ſom er den længfte, naaer næften hen til Halefinnens Rod, og er faa ftærft deelt, af den vifer fig, ſom om den beftod af 2 ved en Hud for— enede Straaler. Længdeftræfningen, ſom disſe uægte Finner indtage, indeholdes omtrent 6 Gange i Totallængden. — Bryſtfinnerne, ſom i Enden ere ſtraat afftumpede, tælle 19 Straaler, af hvilfe 15 226 de fo førfte ere udeelte, og den fjerde er den længfte, Farven er graaagtig, ved Roden fort. . Arehulen vifer en temmelig ſtor Fordybning, og er foroven forſynet med en lille Hudfold. — De fmalle og filfpidfede Bug finner ligge omtrent i Linie med den bageſte Deel af Bryftfinnernes Rod. Deres Længde er. lidt min— dre end Bryftfinnernes. De have fer Straaler, af hvilfe den forfte er en bøjelig Pigftraale, de andre ſterk grenede; anden Straale er længtt. Bugfinnerne fidde meget fæt ved hinanden, pg ere hvide af Farve; udſpilede have de en triangulær Form; deres Brede ved Moden indeholdes 5 Gange i Længden. Gad— borets Afſtand fra Snudeſpidſen er meget ſtorre end den halve Totallængde, og det er af aflang Form. Tæt bag dette findes en lille fri Pigftraale, og umiddelbart derpaa følger Gadborfinnen. Denne har famme Længdeftræfning fom anden Rygfinne, men begyn- Der lidt længere tilbage end denne, og naaer alffaa lidf nærmere mod Halen; ogſaa er den lidet højere. Den har 12 Straaler, af hvilfe Den forfte er enfelt, de ovrige deelte; i Form og i Antallet og Beffaffenheden af de uægte Finner ftemmer den overeens med an— den Rygfinne, fun er den lyfere af Farve. — Halefinnen ftræffer fig langt op paa Siderne af Halefpidfen, og er meget Dybt halvmaaneformigt indffaaret; dens Farve er mørk, dog blandet med noget Rodagtigt; dens ftørfte Længde indeholdes 7 Gange i To— tallængden. Dens Straaletal er 17 foruden de fmaa yderfte, hvis Antal omtrent beløber fig til 6 foroven og ligefaa mange forneden; disſe ere leddede men udeelte, ligefom den yderfte foroven og forneden afde17; de mellemliggende forgrene fig. Hvor Haleſpidſen træder ind i Halefinnen, er den paa hver Side forfynet med to fmaa, af en Hudfold dannede Længdefamme; den ene af disfe er anbragt over den anden, dog ere de iffe parallele, men fonvergere lidet bagtil. Længden af disſe Hudkamme indeholdes 4 Gange i Halefinnens ftørfte Længde; deres indbyrdes Afftand udgjer omtrent Halvdelen af deres Længde. 227 Sideliniens Afſtand fra Ryglinien er lidet mindre end 2 af Højden; fra Roden af Bryftfinnerne løber den i en vet Linie mod Halen, dog ſaaledes, at den bift og her vifer nogle ſmaa, uregelmæsfige Bugtninger. Foran Bryftfinnernes Rod fynes den at gjøre en Krumning op mod Waffen. J en Afftand fra Halefin- nens Rod, der udgjor omtrent 1 af Totallængden, forfvinder den, eller bliver idetmindfte utydelig; de Sfjæl, fom danne den, ere meget ſmaa, runde, og forfynede hvert med en ophojet Længdeftribe. J det Hele taget ere de Sfjæl, ſom bedæffe Mafrelen, vvermaade ſmaa, og, da de fillige finde dybt i Huden, vanffelige at bemarke, ifær mod Bugfladen. Paa Snuden, Panden og Gjællelaags- ſtykkerne Demærfes ingen Sfjæl. Bughulens Længde 31”, Leveren, af omtrent 2” fængde, Indre —— ev fortil bred og tyk, men forlanger fig bagtil til en ſmal Spids; dens Farve er lyſerod, og den ligger foran i venftre Side; Galdeblæren er lang og ſmal, og løber bagtil langs Tar— mekanalens højre Side; Galdegangen udgyder fig i Tarmekanalen ganffe nær Portneren. Milten er lille, aflang, ſortbrun, og ligger over Tarmekanalen. Maven vifer indvendigen ſtore Leng— defolder, fom forenes ved fmaa Tværrynfer. Ved Portneren er - et meget betydeligt Antal Blindtarme anbragt. Her blive Tar— mekanalens Vægge meget tynde; Tarmen gjer en ftor Bugtning, inden den aabner fig i Gadboret. — Svommeblære mangler; Nyrerne, hvid Masſe aftager forfra bagtil, have næften Bughu— lens Længde, og endei en fnever Kanal nær Gadboret. — Wgge— ſtokkene ere ſtore, elliptiffe, af Farve hvidagtige. ggene ere meget ſmaa; dog finder man gjerne blandt dem nogle, fom ere ftørre, blegere pg mere gjennemſigtige. J Form og Beliggenhed ligner Mælfen Nognfæffene. — Makrelens Hjerne er ſtor: dens forreſte Lap— per ere deelte hver i tre Knuder, ſom ligge i en Rakke, den ene bag den anden; Den forrefte ev den mindfte, den bagefte den ſtorſte. De mellemfte Hjernelapper ere meget ſtore. Inden i 15" Beenbyg— ning. 228 Dem findes to Par Knuder, af hvilke de forreſte ere ſmaa og næften fammenvorede; de bagefte, fom ere aflange, omfatte og bedæffe tildeels de forrefte, og ere adffilte ved en dyb Længde fure. Synsnerven ev ftor, meget ſammenfoldet. Den indre Green af Overſtulderbladet er meget lang, og hæfter fig til Hjerneſtallen nærved dens Middelkam; Noglebenet er ſerdeles bredt og fladt; Albuebenet er fortil dybt indffaaret ; Varieteter. den neſten fiirfantede Armſpole har i Midten et lille Hul. Haandrodens Been ere ſmaa. Væffenbenenes forreſte Spidſer, ſom hæfte fig til Overarmens Been, ere adſtilte; bagtil forene de fig, og vife paa Underfladen hvert fo Kamme, af hvilfe den indre forlænger fig, faa af den, i Forening med den fra den anden Side, danner ligefom en Gaffel. Ryghvirvelſtotten beſtager af 31 Hvirvler, der ere af ftørre Længde end Brede. Fra den tiende Hvirvel danne Apophyses transversæ en Kanal. De to Rib— been, fom de bære paa hver Side, udfpringe i Begyndelfen fra famme Punkt; ſenere adffille Ribbenene fig lidt; de overſte, ſom ere de fortefte, vedvare indtil den attende Hvirvel; de nederſte, ſom ere længere, ophore fra trettende Hvirvel. Gadborfinnens førfte Os interspinale hæfter fig ved et ffraat Baand til fjortende Hvirvel, eller ogfaa noget længer fremme. Forſte Rygfinnes Ossa interspi- nalia eve tfilbæftede fra tredie til ottende Ryghvirvels Apo- physes spinosæ; anden Rygfinnes fra fertende til nittende. Ha- lehvirvelen, ſom ev vifteformigt ſammentrykket, har paa hver Side en lille, frogformig Beenfam. Makrelen ſynes iffe af variere betydeligt hos 03, naar man undtager de iffe meget væfentlige Forffjælligheder i Forholdene af Højden og Tyffelfen til Totallængden, hvilfe ifær viſe ſig fom Folge af Alder og Aarstid. — Hofmann fortæller): „Fi— fferne (ved det nordlige Fyen) antage to Arter af Mafrel, hvoraf Den ene udmærfer fig ved en hud Plet mellem Øjnene, og bar +) Zidsftrift f. Naturv, II, 364, i 229 Ravi af Stiim-Makrel, fordi den gaaer i Stime; den kom— mer forft til Kyſten, og er ftorre end den anden Art, ſom kom— mer fildigere, og vandrer eenligt; begge ere i Grunden fun for- ſtjallige 1 Alder.” Denne Angivelfe veed jeg ikke at forflare mig, da jeg aldrig har bemærfet nogen hvid Plet mellem Øjnene paa de af mig underføgte Mafreler; en hvid Plet paa Panden mel lem Øjnene er endog et af de Sfjælnemærfer, hvorved Scomber pneumatophorus Lar.”) adffilleg fra vov almindelige Makrel. Makrelens almindelige Storrelſe er tolv fil femten Sommer; Storrelſe. fjældnere atten til tyve. De ſtorſte Makreler ſtulle fanges i Ind— lobet til Kanalen mellem Sorlingerne og Bas Øen; man træffer dem der næften af to Fods Storrelſe **). Det er fjældent, at Makrelen opnaaer en højere Vægt end fo Pund. Mafrelen er hyppig i Middelhavet, og, efter Pallas ***), gorekommen ligeledes i det forte Dav, hvorimod den ikke ſtal frænge ind i det azovſte Hav. Paa de vceaniffe Kyfter af Spanien og Portugal fanges den iffe hyppigt, hvilfet deg muligen turde være en Følge af Fiſteriernes Beſtaffenhed; thi paa de franffe Kyſter og omkring de brittife Øer faavel fom ved Nederlandene forefommer den i en ſaadan Mængde, at den er Gjenſtand for meget betydelige Fiſtke— vier, og denne Deel af det atlantiffe Hav funde maaffee betragtes ſom den3 rette Hiem. Efter Low) vifer den fig i ſtore Stimer ved Orkeneerne 1 Slutningen af Juli og i Begyndelſen af Auguſt; derimod paaftaaer LandtTT), at den er fjælden ved Færoerne. Ved Island fynes den flet iffe af forekomme; idetmindfte har i +) Il a sur le front, entre les yeux, et plus en avant, un espace blanchåtre, qwon ne voit pas dans le maqvereau ordinaire, Cuv. hist, des poiss. VIII, 37. å ++) Duhamel, Cuvier. ) Zoographia Russo-asiatica Ill, 215, seq. ) Fauna orcadensis p. 218. TI) Beftrivelfe af Færøerne p. 278. 230 den iffe været nogen af denne O's fauniftiffe Skribenter bekjendt; og Anderfon"), hvis Autoritet har vildledet Duh amel og Cuvier, begrunder Mafrelens Tilværelfe omkring Island ene paa fin forudfattede Mening om dens Vandringer fra det yderfte Norden, og er bleven tilftræffeligt gjendrevet af Horrebov *H. Strøm anfører Mafrelen fom forekommende ved Søndmor, ſtjondt i ringere Mængde end fordum; om den naaer betydeligt nord— ligere langs Norges Kyft, er mig ubefjendt; forelobigen funde vel 649 n. Br. anfættes fom dens nordlige Grændfe. Det franffe Muſeum opbevarer et Exemplar, ſom Adanſon har bragt fra "be fanariffe Øer, og ſydligere veed man ikke, at den almindelige Mafrel er fanget: altfaa bliver 309 n. Br. at anfee ſom Grænd- fen for dens ſydlige Udbredelfe. J Havene omfring Danmark ev Mafrelen femmelig almin— delig ""F), Vel figer SHoneveldet), at den næften er ube- fjendt paa Veftfyften af Hertugdømmerne, men han tilføjer, at den dog fanges ved Helgoland mod Jafobi Dag (25 Jul); pg Aagaard 71) omtaler Mafrel fom en fædvanlig Mading paa Torffefrogene ved Agger, (uagtet den dog iffe alle Aar nærmer fig denne Kyſt). At den adffillige Steder ved Vefterhavet er mindre befjendt, grunder fig rimeligviis paa Beſtaffenheden af Kyfterne og Fifferierne. Mod Slutningen af Maj og fenere vi- fe Mafrelftimer fig i det nordlige Kattegat, f. Er. ved Skagen, nord for Læsfø ved de nordre Nønner o. f. v. Dybere inde i Kattegattet føger Mafrelen ind i adffillige fmaa Bugter, f. Er. Ebeltoftbugten, Kale- og Knebelviig o. ſ. v., og giver Anledning +) Nachrichten von Island 0. ſ. v. p. 103. ++) Tilforladelige Efterretninger om Island p. 218. ++) Stimerne fynes imidlertid ingenfinde at være faa talrige, fom jeg veb de fydligere norſte Kyfter har feet dem, og endnu mindre ſom de i Kanalen forekommende. T)Pag. 66. TT) Beftrivelfe over Thye p. 44. 231 til noget Fiſteri. Gjennem Belterne og Sundet trænger den endog ind i Øfterføen”). Schonevelde omtaler Makrelen ſom hyppig ved Hertugdommernes øfterfoiffe Kyſter, hvilket ogſaa med Grund funde fluttes af den ovenfor berørte Omftændighed, at Ekernforderne havde et færegent Navn for Yngelen; ſelv Kyfterne af Kurland og Lifland naaer den, efter disſe Egnes Fauniſter **). Makrelen ev en meget hurtig og livlig Fiſk, ſom fædvanli gen holder fig ſamlet i ſtore Stimer, og ftrejfer fra et Sted til et andet. Imidlertid hører Anderſons 7") Beretning om Makrelernes ſtore aarlige Vandringer fra det yderſte Norden fil det ſydlige Europa og heelt ind i Middelhavet, ſom ovenfor be— rørt, til de mange Fabler, hvoraf den ældre Zoologi er opfyldt. Det Faftum, at Mafrelen fiffes ligefaa tidligt og tildeels tidli— gere i Middelhavet end ved Norges Kyſter, ſynes allerede til ftræffeligt til af gjæædrive en lang Vandring. Ogſaa kommer i Betragtning, hvad allerede er bemærfef, at man aldeles iffe har fundet Mafrelen højt imod Nord. Viſt ev det Derimod, at Ma— frelen vifer fig ved Kyſterne af en ſtor Deel af Europa om For— aaret, og næften ganffe forſoinder i Søften, Vinteren tilbringer den upaatvivleligen paa Dybet i de forffjællige Have, mere eller mindre fjernet fra Landet. Dens nøget tidligere eller ſildigere Ankomſt og Forfvinden ftaae maaffee for en Deel i Forbindelfe med de i Foraar og Efteraar herffende Vinder). — Et beføn- derligt Sagn om Mafrelen, fom baade er temmelig gammelt pg vidt udbredt, er det, af den om Vinteren ffal være blind, idet dens Øjne bedæffes af en Hud. Allerede Schonevelde for- +) Apenvade fører fre Makrel i fit Vaaben, hvoraf man muligen kunde formode, at denne By engang i Forfiden har haft betydelig Ma— krelfangſt. ) Geovgi: Beſchreibung des rusſiſchen Reichs. +44) Nachrichten von Island pag. 104. i +) Dog forſtaaer det fig, at Temperaturen ogſaa yttrer fin Indflydelfe her, Levemaade. 232 tæller”): „Sofolkene fige, at Mafrelerne for Vinteren miſte Sy— net, og at der vorer en Hud ligefom en Nagl over Øjnene, hvil fen falder af eller efterhaanden fvinder bort mod Foraaret, tid⸗ ligere i de ſydlige Egne end i Nord, og at de derfor ikke fanges om Vinteren.” Ganffe i Overeenftemmelfe hermed forfiffrede norffe Fiffere i Grimſtadd Kalm**) i Midten af forrige Aarhun— drede, af Makrelen ſtrax efter Miffelsdag faner en Hinde over Dinene, og derfor begiver fig ned paa Bunden, hvor den ligger i Dvale hele Vinteren **). Lignende Beretninger findes flere Steder; feneft vel fra Hofmannt), hvis Ord lyde ſaaledes: »en Fiffer her i Egnen har gjort mig opmærffom paa den Son— Derlighed ved Makrelens Øjne, at de findes overtrukne med en tyf Hinde paa de førfte Fiffe, fom fanges om Vaaren. Aarſa— gen hertil paaftaaer han er denne, at Mafrelen opholder fig i Dyndet om Vinteren, da han i Norge har feet en Mængde ftaae i Dyndet til midt paa Kroppen; han hug adffillige med en Lyſter, og fandt, af de havde den omtalte Hinde, famt at hver Fiff havde ef eget Hul paa Brinfen af Dybet” TT). Det fynes meget tvoligt, at Makrelen i Almindelighed føger et Vinterleje; men at den ffulde føge dette paa faa lavt Vand, at den iffe alene kunde ſees, men endog hugges med Lyfter, forekommer mig mindre anfage- ligt, og Fiſterne i Norge fynes heller aldeles ikke at antage dette, Angagende Huden over Øjnene yttrer Cuvier, af der juft ingen Umulighed er i, af den Fidthud, hvilfen faavel foran fom +) Pag. 66, ++) Refa 1, 92. +44) Andre Fiftere i Grimſtad meente imidlertid, af Makrelen om Cfter- aaret vandrede fil den fpanfte Sø. ibid, 7) ZTidsftr, for Naturv. 11, 365. fr) Sammenl. Cuv. hist. des poiss. VIII, 18, hvor en meget lignende Beretning findes anført efter Lacepede. 233 bagtil indffrænfer Makrelens Djehule, om Vinteren kunde blive ftørre og tykkere, og bedæffe ſtorſte Delen af Øjet, Men her maa imid— lertid ikke forglemmes, af Mulighed og Birfelighed ofte ere fjer— nede betydeligt fra hinanden, og af ingen Naturforſker felv har vverbevirft fig om denne Hindes Tilvert. Blev Mafrelen blind om Vinteren, da ſynes der ingen Grund fil af antage, af en— felte Individer herfra fulde gjøre en Undtagelſe; men enfelte Mafreler fanges hos os nu og da langt ud paa Vinteren”), og jeg har underføgt flere faadanne, uden at kunne bemarke nogen Tilvert af den Øjet omgivende Hud. Naar Mafrelen ftrejfer omfring, holder den fig nær Vand— fforpen, og Stimerne give et Sfin fra fig, fom fan fees om hatten, og faa meget defto bedre, jo mørfere det er. Ogſaa om Dagen forraades de langtfra ved deres Spillen i VBandfladen. Mod Storm ere Mafrelerne, ligefom mange andre Fiffe, i Uro og Bevægelfe, og føge højt op i Vandet. Heraf benytte Fi fferne fig; thi da Havet mod Uvejr gjerne ev plumret og uigjen— nemfigtigt, og Mafrelerne altfaa iffe funne fee Garnene, have Fifferne Haab om god Fangft. Paa ſamme Maade maa vel for— flares, hvad Fiffere i Sornbæf have fortalt mig: at de om For— aaret undertiden fange en Slump Makrel, naar det har blæft en ftærf Nordenvind, men pludfeligen ftilner af, og Søen bliver ro— lig”. Fifferne ved Hornbak paaftaae, at Makrelen fryer de +) 3 den naturhiſtoriſke Forening opbevares til Ex. et Individ, ſom er fanget i Sundet den ottende November: I Nyborg fortaltes mig, at Ma— Érelen fanges enkeltviis Drivgarnene om Efteraaret. J Kanalen baade paa den franfte og engelfte Kyft fanges ogſaa enkelte Makre— ler i November og December, hvilfet Fiſkerne tilftrive foregagende Storme og Uvejr. Overhoved fan man maaſkee uden at fejle antage, at paa de ſamme Kyſter, paa hvilfe Makrelen viſer fig i Stimer om Sommeren, fanges enkelte Individer hele Vinteren, efr. Cuvier hist, des poiss. VIll, 20; Yarrell br. fishes o. f. v. ++) Dette lyttes imidlertid ikke altid; ofte fane de Garnene blot fyldte med Zang. Naorinq. 234 mørke, tangbevoxede Pletter: i Havet, og Fun opholder fig paa flar Grund. Det er en befjendt Erfaring, at Makrelen bedſt bider paa Krog i mild Kuling, hvorfor en faadan ogfaa kaldes Ma— krelkuling. Aarſagen hertil er rimeligvis dobbelt: deels den, at Mafrelerne, ligefom andre omſtrejfende FifTe, ere i Rørelfe, naar det blæfer; deels ogſaa den, at Mafrelen, formedelſt Baadens hurtige Bevægelfe"), iffe faa let bliver Fiffefnoren vaer, maaſkee ogſaa frygter, at gaae Glip af Madingen, og derfor vifer min— dre Forfigtighed, En mange Steder paa vore Kyfter iagttaget pg upaatvivlelig Egenhed hos Mafrelen er, at den en lang Tid føger en vis Kyftftræfning, og derpaa atter længe bliver borte fra denne. Ved Sfagen faldt paa Olavius's Tid en temmelig Mængde Mafrel, og man funde ofte fee Stimerne ſpille 1 Vandet ved Solens Nedgang og fenere (Skagens Beſtr. I, c,). Siden den Tid, paaſtaae Fifferne, har Mafrelen aftaget meget ved Skagen. For 30 til 40 Aar fiden fangedes, efter hvad Aalbakkerne for— talte mig, en betydelig Mængde Makrel i Aalbæfbugten, men derpaa udeblev den i meget lang Tid næften aldeleg, og var endnu iffe kom— men igjen 1834. I de fenefte Aar vife Makrelerne fig atter, men ere meget ſmaa. I Egnen af Kiel udeblev Makre— len, efterat have været hyppig, en Snees Aar, men begynder nu atter at forefomme hyppigt GBoie). J Hoſten 1834 fangedes for forſte Gang i 30 Aar en Mangde Makrel ved Snedkerſteen i Makrelgarnene. Makrelen er en meget graadig og ſlugen Fiſt, ſom ſynes at tage tiltakke med næften enhver Næring. Fiſterne i Katte— gattet paaftaae, at den ifær elffer Kjødet af fine Frander, og at der ingen bedre Mading for den gives end fønderffaarne Ma— freler. Efter Schonevelde ffal den forfølge Gopler (Medu- sæ Linn.), vg med Begjærlighed fortære det Wderfte af dem. Om dette forholder fig faaledeg, har jeg ingen. Erfaring kunnet +) Her tales naturligviis om Fifteri under Sejl, 235 forffaffe mig over, men interesſant vilde det være, af erholde dette Punkt oplyſt. At Mafrelftimerne (hvad P ontoppidani Norges Naturhiſtorie fortæller, og hvad blandt menig Mand ſynes at være en temmelig almindelig Tro) ffulle angribe ſoommende Menneffer, er aldeles uhjemlet og urimeligt. At Mafrelerne forfølge Silden, ligefom vel cverhoved alle Dyr, der funne tjene dem til Næring, fan næpve betvivles, og jeg har oftere fundet Makrelens Mave fyldt med Sildeyngel; men at de ſtundom ffulle jage den fra ig ne %), er mindre troligt. J Kanalen, hvor det vigtigfte Mafrelfifferi drives, har mangorplantelſe. følgende ſikkre Kjendsgjerninger om Makrelens Forplantning: fra, April Maaned begynde ſmaa Makreler at viſe fig, hvilke ikke inde— holde Malke eller Rogn; mod Slutningen af Maj ere Makre— lerne fulde (a: opfyldte med Mælfe og Rogn), og fanges i Mængde i denne Tilftand gjennem hele Juni og en Deel af Ju— li; De Makreler, fom fanges fenere, ere tomme; i Slutningen af September og i Oftober fanges ſmaa Makreler paa tre til fire Tommer, hvilfe upaatvivleligt ere af Aarets Ungel**). Antager man dette, og fætter i Forbindelſe hermed, at de forſte, i April fangede, Mafreler fun ere af Storrelſe „ſom en god Sild? ”F) ; faa ledes man ogfaa fil den Antagelfe, af Mafrelen fra Oktober til April har voret faa meget; endvidere ſynes det rimeligt, at Den i fo, eller højeft i tre Aar fuldender fin Verf. Ogſaa vore Fiffere have gjort den Bemærfning, at Makrelen vorer hurtigt, og af den tiltager betydeligt i Størrelfe under Opholdet ved vore ) Pontoppidan I. c. ++) Duhamel, Cuvier. Narrell figer derimod (pag. 124), at de unge Makreler i Slutningen af Auguſt ere fire til fer Tommer lange, men da jeg paa vore Kyſter i Slutningen af September har feet Ma— Éreler fanges, fom endnu ikke holdt fulde 4”, er jeg tilbøjelig til at antage Duhamels Angivelſe for den rigtige, ++) Duhamels Ord. 236 Kyſter). En Storrelfe af tolv fil fjorten Tommer ſynes den at maatte have for at forplante fig. Forplantningen foregaaer ved vore Kyſter omtrent. fil ſamme Tid fom i Kanalen, hvad og— faa er iagttaget af flere Forfattere paa forffjællige Steder. „Ma— frelen ſtyder Rognen i Juni Maaned” (paa Oſtkyſten af Her— tugdømmerne), fortæller Schonevelde. Til det nordlige Fyen ankomme Mafrelerne ftrar efter Hornfiſken fidft i Juni, og de have ved Ankomſten Mælfe og Rogn**). Anvendelſe. Tidligt om Foraaret er Makrelen mager; ligeledes er dens Fiender. Kjod flet, efterat den har leget; men den tiltager fnart igjen, og jo nærmere mod Mikkelsdag, jo federe bliver den. De i Driv- garnene om Efteraaret fangede enkelte Mafreler anſees for af være af udmærfet Godhed. Den er iffe fejglivet, og man antager hos os almindeligen, af den paa Grund af fin Fedme ikke taa— ler nogen lang Transport, hvad dog maaffee for en Deel berver paa ſtjodeslos Behandling. Hos os ſpiſes Makrelen deels ferſt, deels røges den, ifær i Kjærteminde, fom har den vigtigſte Ma— frelfangft i Danmark. At man i Oldtiden af Makrelens Ind— volde, nedlagte i Salt, tilberedede en berømt Sauce (Garum), er bekjendt nok. Af Indvoldsorme angiver Rudolphi Echinorhynchus Pristis i Tarmekanalen og Distoma excisum i Maven. Snyl— tefræbs ere bidtil fjældent trufne paa den, og maaffee fun tilfæl- digt (2; ikke den ejendommeligt tilhørende; fee om Chalimus Scombri i naturhiſtoriſt Tidsffrift II, 19 segq.). +) Hofmann i 3. f. N. Il, 364. ++) Hofmann I. c. 237 Thunſiſkſſcegten (Thynnus Cuv.). Sitjol, ſom ere ſtorre end Sfjællene paa den ovrige Krop, og mindre glindfende end disſe, danne et Slags: Bryſtharniſk; forſte Rygfinne ftræffer fig ganffe nær ben fil anden; Antallet af de uægte Finner er ſtorre end hos Mafrelflægten; paa hver Side af Ha— len, hvor den er fyndeft, findes, foruden ſmaa, hudagtige Kjole ligefom hos Mafrelflægten, længere foran en meget mere frem— ftaaende, bruffagtig og ffarp Længdefjel. Jevrigt ftaaer denne Slægt Mafrelflægten meget nær. 20 Art. Den almindelige Thunfiſk (Thynnus vulgaris Cuv. Scomber Thynnus Linn.). Ni uægte Finner bag anden Rygfinne og lige- faa mange bag Gadborfinnen; Bryſtfinnernes Længde indeholdes omtrent 51 Gang i Totallæng: den; Bryftharniffen forlænger fig langs Sideli— nien filen Spidſe, fom ftvæffer fig hen under Mid ten af anden Rygfinne; Farven paa Ryggen fort agtig, under Bugen graaagtig. Finnernes Straa— ulertalder: ; Nygf. 14-75 + IX; Bryftf. 31; Bugf. 1; Gadbf. 57 + IX; Halef. 2. 8 Artsmarke. Synonymi. Afbild⸗ ninger. Benævnelfe. »…— 238 Schonevelde, Side 75, Thunnus, Pontoppidans Atlas, I, 6531, Scomber Thynnus. Millers Prodr. n, 396, Sc. Thynnus. gofmann i Zidsft. f. Naturv. Il, 365, Makrel-Stor? Faber i Tidsft, f. Naturv. V, 251, Makrelſtor. Cuvier hist, des poiss. tab. 210; S&tvgm i norfte Videnſk. Sel— frabs Skr. 2den Deel, Tab, ad pag. 344 (maadelig). Denne FifE tillægges hos os fre Benxvnelſer: Tandthaj, Springer og Mafrelftør, der alle have Oprindelfe fra Dens Storrelſe, og af hvilfe de fo førfte, hvad allerede Schone— velde gjør opmarkſom paa, egentligen tilhører en Delphinart (Delphinus Orca Fabr.?). Navnet Tandthaj, fom Pont: oppidan og Muller optage efter Schonevelde, er, faavidt mig befjendt, iffe længer 1 Brug hos os. Springer er flere Steder, f. Er. 1 Prefundet, paa Sjællands Nordkyſt o. f. v. den almindeligfte Benævnelfe. Med Henfyn til Makrelſtor fan mærfeg, af Fifferne paa de danffe, ligefom paa de ffandinaviffe Kyſter, ved Tilføjelfe af Ordet Stor (der upaatvivleligen er be— flægtet med ſtor) ſynes at ville antyde en i fin Slægt ſtor eller udmærfet Art; derfor fortælle vore Fiffere ofte om flere Storarter, uagtet man fun fjender een paa vore Kyſter forekommende, til Slæg- ten Acipenser henhørende Art. Makrelſtor betyder altſaa en ſtor Makrelart, ligefom Haaftør (der dog ogſaa oftere bruges om Acipenser Sturio) ſtundom antyder de ſtore, undertiden i Kattegattet fig viſende, Dajfiffearter (cornubicus og glacialis), i Modfæt- ning fil den almindelige Pighaj (Squalus Acanthias Linn,). Lareftør, der paa den norffe Veftfyft betegner en Fiſt (Lam- pris guttatus), fom vel iffe i Form, men dog i Kjodets Be— ſtaffenhed ligner Laxen, fan ogſaa tjene til Befræftelfe tor det Ovenanforte. Beſkrivelſe. J Habitus har Thunfiffen temmelig megen Lighed med den almindelige Mafrel; dog ev dend Form lidt plumpere; Snuden er næmlig fortere og Kroppen mindre ſammentrykket. Den ſtor— fte Højde indeholdes lidt mere end 4% Gang i Totallængden. 239 Omkredſen udgjør næften det Tredobbelte af Højden, og Tykkel— fen er fun lidt ringere end Højden. Farven har jeg fundet fort paa Rygfladen, paa Bugfladen lyfegraa, marmoreret med hvide Pletter og Striber; anden Ryg: finne og Gadborfinnen guulgraa, de uægte Finner hvidgule, de gvrige Finner fortagtige. De følgende Udmaalinger ere af et Individ paa 92), den ftørfte Højde (ved Bryftfinnernes Rod) 2'; ; Højden over Nakken 20”; ſtorſte Omkreds (ved Bryftfinnernes Rod) 5” "108"; ftørfte Tykkelſe 21” 3 Tykkelſen over Nakken 18”; Tykkelſen ved Gadborfinnens Begyndelſe 12” ; Tykkelſen ved Halefinnens Rod 3”; Hovedets Længde til Gjællelaagets bagefte Rand 26”; Underfjæbens Fremragning foran Overkjeben 33 Mundfpaltens Længde 9” 3 Ojerandens Afftand fra Snudeſpidſen 10”; Ojets Diameter 3”; Ufftanden fra Forgjællelaagetés til Gjællelaagets bagefte Rand 5”; fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 30”; forſte Rygfinnes Længdeftræbning 22/7; førfte Rygfinnes Højde 94/7; Afſtanden mellem førfte og anden Rygfinne 2”; anden Rygfinnes Længdeftræfning 717; anden Rygfinnes Højde 14”; Højden af de uægte Rygfinner omtrent 1” ; Afſtanden mellem førfte og anden uægte Rygfinne 2“3 Afſtanden mellem de følgende uægte Finner indbyrdes 3”; Afſtanden fra fidfte uægte Finne til Halefinnens Rod 3/7; Bryſtfinnernes Længde 15”; Bryftfinnernes Brede ved Roden 547; fra Snudefpidfen til Bugfinnernes Rod 30”; Bugfinnernes Længde 12”; Bugfinnernes Brede ved Roden 4”; Gadborets Afſtand fra Snudeſpidſen 60”; 240 Gadborfinnens Afſtand fra Gadboret 17; Gadborfinnens Længdeftræbning 7”; Gadborfinnens Højde 143”; Halefinnens ftørfte Længde paa Siderne 203”; Halefinnens mindfte Længde i Midten 8”; Ufftanden mellem Spidferne af Halefinnens Flige 304; Længden af Halefinnens ftore Kjøl 9”; den ftore Kjøls Fremragning mod Siderne 1”; Længden af Halens ſmaa Kjøle 3”. Hovedets Længde indeholdes næften 41 Gang i Total længden, og er omtrent 1 ftøvre end Højden over Nakken. Tyk— felfen famme Sted er iffe meget mindre end Hejden. Pande— flåden er fonver, og næften i ſamme Forhold. hvori denne krum— mer fig, ffraaner Hovedets Underflade ned mod Bugen. Snu— den er afftumpet eller idetmindfte afrundet. Underfjæben er lidt længer end Overfjæben. Gabet er flovet i en Længde, ſom naſten udgjer 1 af Hovedets Længde, men naaer dog iffe ganffe hen under Øjets forrefte Vand. Overfjæbebenene antage bagtil en meget ftorre Brede end fortil. De ſtjules for en Deel, ligeſom ogfag Mellemfjæbebenene, af det ftore, triangu— lære forrefte Ojebeen. En Rakke ſmaa, ſpidſe, indadkrum— mede Tænder findes i hver Kjæbe; ogſaa paa den forreſte Deel af Plougſtjerbenet og paa Ganebenene fidde nogle meget fine Tænder. Mundhulen er fortagtig; Tungen vel filt fra Un— Derfjæben, flad, med afrundet Spidſe. — Ojets Afftand fra Snudefpidfen indeholdes omtrent 21 Gang i Hovedets Længde; Djets Diameter næften 9 Gange i Hovedets Længde. Det for— refte Næfebor, fom er kredsrundt og færdeles lidet, ligger om— trent midt imellem Øjet og Snudeſpidſen; det bageſte er linie formigt, lodret, langt. ele Gjællelaagef er halvmaanedannet; og— faa Forgjællelaaget har Halvmaaneform. Det egentlige Gjællelaagftyffes Form er urvegelmæsfigt firkantet med den nederfte Linie ſtraat nedlføbende fortil. Undergjællelaa- get danner en ftumpvinflet Triangel, hvis ſtumpe Vinkel ev rettet 241 mod Forgjællelaaget. Mellemgjællelaaget er langſtrakt bredere bagtil end foran, krummet efter Forgjællelaagets Form. Udffillelfeslinierne mellem Gjællelaagsftyffet, Undergjællelaaget og lellemgjællelaaget ere fun lidet iojefaldende. Afſtanden mellem Forgjællelaagetå og Gjællelaaget3 bageſte Rand udgjør omtrent af Hovedets Længde. Førfte Rygfinne begynder over Bryſtfinnernes Rod. Dens Afſtand fra Snudefpidfen indeholdes omtrent 32 Gange i Totallængden, og dens Længdeftræfning udgjor næften 1 af To— tallængden. | Dens ftørfte Højde indeholdes henimod 21 Gang i dens Længdeftræfning. Den har 14 ftærfe Pigſtraaler, af hvilfe den førfte er længft; de følgende aftage gradeviis til den fjortende, fom er meget lille. Afſtanden mellem forſte og anden Rygfinne er ubetydelig. Anden Rygfinnes Længdeftræfning udgjør fun lidt mere end Halvdelen af den3 Højde. Dens førfte Straale er en meget lille Pigftraale, de gvrige leddede Straaler, den anden Straale den længfte. Umiddelbart, hvor Rygfinnen flutter, vifer fig Begyndelfen til de uægte Finner. Aſſtanden mellem de to førfte ev noget ringere end mellem de øvrige, hvor den indbyrdes om⸗ trent er af lige Størrelfe. Bryftfinnerne ere fegldannede (til ſpidſede og noget frumme); deres Længde indeholdes omtrent 71 Gang i Toftallængden ; deres Brede ved Roden udgjør lidt mere end 1 af Længden. Bugfinnernes Afftand fra Snudefpidfen er omtrent lig med førfte Rygfinnes Afftand fra ſamme; deres Længde er lig Kroppens halve Højde, og deres Brede ved Roden udgjør 1 af Længden. Bugen danner for. hver af dem en Fordybning eller en Hudfold, hvori de kunne optages. Af deres 6 Straaler er den førfte en meget ftærf Pigſtraale; anden er længft, dog fun ubetydeligt længer end Pigſtraalen. Gadborets Afftand fra Snudeſpidſen udgjør lidt mere end den halve Totallængde. Gad— borfinnen begynder lidt bag Gadboret. Dens Længdeftræfning, Højde og Form er omfrent fom anden Rygfinnes; dens Pig— ftraaler ere forte, Bag den findes 9 uægte Finner, ſom i Be— 16 Indre Byg— ning. 242 ſkaffenhed, Højde og indbyrdes Afſtand ſtemme overeens med Ryg— gens uægte Finner. Halefinnen ev ſtor og dybt halvmaane— formigt indffaaren. Længden af dens Flige, der indeholdes 5% Gange i Totallængden, er 21 Gange ftørre end dens Længde i Midten; Afſtanden mellem de to Fliges Spidfer indeholdes 35 Gange i Totallængden. Halens ſtore Kjol, hvis Længde udgjor omtrent 1 af Svovedetå Længde, ftræffer fig midt ind mellem de fo mindre Kjole; disſes Længde indeholdes 3 Gange 1 den ftore Kjols Længde. Bryſtharniſket var hos det Individ, jeg har underføgt, noget utydeligt. Det vifer fig paa Siderne ſom en lige— benet Triangel med meget lange Been, hvis Bafis er anbragt ved Bryſtfinnernes Nod, og hvis Toppunkt ftræffer fig hen under anden Nygfinne. Paa Bugen og Ryggen har jeg ikke funnet forfølge Bryftharniffet. Ogſaa Sideliniem vifer fig fun uty— deligt, ifær i Begyndelſen; de fo Vinkler, den der ſtal danne *), har jeg ikke kunnet bemarke. Spiſeroret er fort, vidt, muſtuloſt, indvendigen med ftærft fremtrædende Folder. Bagtil udvider det fig fil en meget flor, kegledannet Mave. Mavens Vægge ere meget tyffe; paa dens Wderflade fees mange Knipper af kjodagtige Traade, ordnede paa— langs. Portneren aabner fig meget næv Mavemunden; Ma— ven har ingen opſtigende Green. Tolvfingertarmen retter fig mød Mellemgulvet, og danner under Leveren en meget aaben Krum— ning ; derpaa ſtiger Tarmen ned mod Gadboret indtil nær Spid— fen af Maven, bøjer fig after op mod Mellemgulvet, men vender igjen tilbage, inden den har naaet den forſte Krumning. Nær ved Portneren optager Tolvfingertarmen 5 Blindtarme, fom dele fig hver i flere Hovedgrene, der atter afgive Forgreninger, fom udfende mindre Grene, og ende med at danne Knipper af 8—10 næften haartynde, tommelange Blindtarme. Alle disfe faa fine Blindtarme forbindes af ef tat Sliimvæv til en temmelig faft +) Cuvier hist, des poiss, VIII, 63, 243 Masſe, der har Udſeende af en ftor Kirtel. Leveren er tem— melig ftor og dannet af 3 Lapper; den mellemfte ligger lige under Blindtarmmasſen, fra hvilfen den i fit Ydre blot ſtjelner fig ved en brunere Farve; dens frie Rand er tynd og afrundet; de to andre Lapper ere frefidede og filfpidfede. Galdeblæren er lang og fmal, og ligger langs Tarmekanalen. Milten er aflang, ſmal, fynd. Pandefladen af Hjerneffallen danner en ligebenet Triangel, fom fortil er afftumpet, og hvis Baſis (Nakkekammen) er lig med Længden. Den mellemfte Sam forlænger fig fortil udover Pande— benene og mellem Øjehulerne til Sibenet. Hele dens Pandedeel er klovet paalangs, og denne Kloft aabner endog en Vej til Hjernehulen. Ligeledes er der længere tilbage mellem Pandebe— net, Parietalbenet, den mellemfte Kam o. f. v. et ftort, ovalt Hul, fom fører ind til Hjernehulen. Overfjæbebenet har et færegent trekantet Beenftyffe ved fin bagefte brede Deel. Rygraden har 39 Hvirvler; de 4 forfte, fom ere af ftørre Brede end Længde, vife paa Underfladen 3 Gruber ; ligeledes have de cen paa hver Side for Ribbenenes Artikulation. Deres Apophyses spinosæ, fom ere ſammentrykkede og brede, berøre næften hinanden. Femte og fjette Hvirvel have allerede fmaa Apophyses transversæ og en tyndere og højere Apophysis spinosa. Syvende Hvirvel vifer fun een Grube nedenunder. Ottende har allerede to paa hver Side, af hvilfe den nederfte er bag ved en lidt mere fremſprin— gende Apophysis transversa, Den niendes Ap. transversa er allerede rettet nedad. De følgende Hvirvler ere alle ſammentryk— fede, af ftørre Højde end Længde, og af ftørre Længde end Bre— de; de ere forfynede med fo dybe Gruber paa hver Side og med nedftigende Ap. transversæ, fom nedenunder forene fig, faa at de danne en Ving, fra hvilfen der nedftiger en Ap. spinosa inferior. Disſe Apophyses forlænge fig mere og mere indtil nittende Hvirvel, hvor Halen begynder: ogſaa udfende alle Hvirvler- ne Ap. spinosæ superiores. Fra tiende Hvirvel af udfender den 16% Beenbyg⸗ ning. 244 Apophysis, ſom danner Ringen, fra fin Baſis en lille Krog, fom forener fig med en lille Krog fra foregaaende Hvirvels ba- gefte Rand. Halens Ap. spinosæ, faavel de øvre fom nedre, aftage indtil fo og tredivte Hvirvel. De 3 følgende have, ifte- detfor Apophyses, Plader, der lægge fig fra den ene Hvirvel paa. den anden. Derpaa hæves og tilſpidſes de indtil den otteog⸗ fredivte, for at bidrage til at danne den lodrette Vifte, ſom bæ- rer Halefinnen. Halens ftore Kjol underſtottes af Beenſidekamme, hvilke findes fra 32te til 36te Hvirvel. 37te og 38te Hvirvel ere meget forte; den 39fe udvider fig fom Tilfæftningsfted for Halefinnen; den har paa hver Side en [ile Apophysis. Thunfi- ffen har to Næffer Ribbeen: de øvre tynde, horisontale, men fFraat bagud rettede, ere hæftede til felve Hvirvlerne ovenfor deres Ap. transversæ; de ſees paa Siderne af Halen indtil 29de eller 30te Hvirvel. De nedre hæfte fig fil Enden af Ap. transversæ *). +) Jeg bør ikke undlade at gjøre opmærkfom paa, af jeg Fun har haft Lejlighed til at beftrive et udftoppet (dog temmelig friftt) Exemplar af Thunfiſken. Jeg har derfor maattet laane Beftrivelfen af de indre Dele og Beenraden af Cuvier, og den ydre Beftrivelfe fan natur— ligviis hverken have den Fuldftændighed eller Troværdighed, ſom en Beſkrivelſe efter et Individ i den naturlige Tilſtand. Endvidere bør det ikke overſees, at ovenftaaende Beſkrivelſe i flere og tildeels væjfent= lige Punkter afviger fra Cuviers Beftrivelfe af den almindelige Thunfiſk, f. Er. Ojets Diameter (efter Cuvier 1, her omtrent 3 af Hovedets Længde), Bryftfinnernes Længde (efter Cuvier 5% Gang, hev 74 Gang i Totallængden), Forholdet mellem anden Rygfinnes Højde og Længde, Bryftharniftens Beftaffenhed 0. f. v. Disſe For— ftjælligheder kunne maaſkee for en ſtor Deel beroe paa de underføgte Individers Aldersforftjællighed; Cuvier har næmlig fun underføgt Individer paa 37, medens det hev beſkrevne, fom opbevares i den natur— hiftorifte Forenings Muſeum, holder mere end 9”, Bryſtfinnernes Korthed hos dette Exemplar forekommer mig maaſkee af kunne være en Følge af Beſkadigelſe. Jovrigt maa jeg opfætte min Dom over disſe Afvigelſer, indtil jeg faner Lejlighed til at fee friſte Individer af vor Thunfift. 245 Ved den franffe Kyſt af Middelhavet ſynes Thunfiſte af Størrelge. betydelig Størrelfe fjældent at vife fig. Duhamel taler vel om Thunfiffe paa fem Fod og af et Par hundrede Punds Vægt; men ſelv har han iffe feet dem ſtorre end paa omtrent tre Fod, og Cuvier har heller iffe haft Lejlighed til at underføge ftørre Individer. Omkring Sardinien derimod ſtulle Thunfiffe paa tu— finde Pund iffe være fønderligt fjældne, og man vil endog un— dertiden have fanget Thunfiffe, fom vejede atten hundrede Pund”). Individer af denne overordentlige Størrelfe ffulle altid være Hanner, en Omſtandighed, ſom ſtrider imod, hvad der ellerg er Zilfældet med de flefte andre Fiffearter. — De ftørfte Thunfiſke, fom forefomme ved Kyſterne af Søndmor i Norge, anfætter Strom *s til ti Fod; Schonevelde faae et Individ paa otte og en halv Fod, ſom var fanget 1 Cfernførde-Bugten 1 No— vember 1605; det ovenfor beffrevne holder, ſom bemærfet, over ni Fod. Overhoved ſynes en Størrelfe af 8—10 Fod at være den almindelige for de hos os forekommende Thunfifte. Middelhavet maa upaatvivleligen anſees ſom Thunfiffens rettesorekommen Hjem. Der findes den i en utallig Mængde lige fra Gibraltar— Strædet til ind i det forte Hav, beſoger alle Kyfter, pg gaaer ind i alle Bugter. Sandt nof er det, at man ogfaa paa denne Art har villet bringe den gamle Fabel om visſe Fiffes uhyre aarlige Vandringer i Anvendelſe. Man har paaftaaet, af Thun- filfene fun vare Træffiffe i Middelhavet, af de kom ind gjennem Strædet ved Gibraltar, fulgte en beftemt Retning ved deres An— fomft, og paa Tilbagevejen toge den modfatte Vej. Dog dette fan fun fiene fil Exempel paa, hvor vanffeligt det er at iagt- tage Fiffene, og hvor megen Meningsforffjællighed der fan finde. Sted, ſelv med Henſyn til de almindeligfte og vigtigſte Fiffes Levemaade. Ilden at betvivle, af der jo nu og da fan gaae Thun: +) Cetti: Storia naturale di Sardegna Ill, 134 seq. ++) Søndmørs Beftrivelfe I, 311. 246 fiffeftimer fra Atlanterhavet gjennem Gibraltarftrædet, maa det dog vel anfees for fuldkomment fiffert, at Hovedmasſen lever, forplanter fig og deer i Middelhavet; om Vinteren opholder fig i Dybet, om Foraaret og mod Legetiden nærmer fig Strandbred— derne for at affætte Vognen; og, efter at have tilbragt Som— meren højt oppe i Vandſkorpen, om Heſten vender tilbage til de dybeſte Vandbaſiner. Det fan vel iffe nægtes, at Thun— filfene paa en eller anden indffrænfet Kyftftræfning følge en vis Retning ved Ankomſten og en anden ved Afrejfen, og at Fiſtke— riet derfor et Sted paa denne Kyftftræfning fan begynde noget tidligere end et andet Sted paa ſamme; og det er upaatvivleli⸗ gen denne Jagttagelfe, ſom hav givet Anledning” til at paabyrde Thunfiffene faa betydelige Vandringer. Men Jagttagelſen taaler iffe, af man udftræffer den over et ftørre Rum; thi man vil da fee, at Thunfiffene omtrent til ſamme Tid lade fig tilfyne paa de fra hinanden fjernefte Kyfter af Middelhavet. — Saaledes vife de fig næften ſamtidigen omfring Sicilien og ved Toulon; Fiſte— riet begynder fil een Tid paa Kyfterne af Katalonien og inderft i den adriaftiffe Bugt ved Venedig o. f. v"). En anden Be— mærfning, ſom taler mod Thunfiffenes Vandringer fra Oceanet, og derimod ſynes at antyde, at de ftige op fra Middelhavets Dybder, er den, at de ſtulle komme fil Kyfterne af Sardinien fra forffjællige Kanter, nogle Stimer fra Nord, andre fra Veft. — Det Faktum endeligen, at man adffillige Steder i Middelha— vet fanger en iffe ubetydelig Mængde Thunfiffe om Vinteren **) paa de dybeſte Steder i Bugterne, godtgjor, hvad jeg allerede har bemærfet, at Thunfiffene iffe forlade dette Hav om Vinteren, men blot føge Sfjul i dets Dybde. Paa Veftfyften af Franfrig er Thunfiffen iffe meget almin— delig; paa de engelffe Kyſter forefommer den, og i Bugterne +) Duhamel paa flere Steder. ++) Cetti, Duhamel, — 244 paa Skotlands Veftfyft fees den ikke fjældent at forfølge Silde- ftimerne "). Det Samme er Tilfældet i Kattegattet, Sundet og Storebelt. Fifferne paa Sjællands nordlige Kyſt have forſikkret mig, at de vfte, naar Silden i Mængde nærmede fig Kyſterne, have feet Springeren, ſom de falde den, ftaae paa Randen af Sti- merne; ofte ffal den ogfaa, efter deresFortalling, nærme figBaadene, naar de træffe Garnene op, for at ſnappe de Sild, der tilfaldigviis Funne falde ud. Ligeledes forekommer Thunfiffen i Oſterſoen. Paa Schoneveldes Tid vifte den fig temmelig regelmæsfigt om Forgaret med Makrelerne i Ekernfordebugten, og at den idetmindſte ikke ganſke hav opgivet denne Sædvane; fees deraf, af endnu 1835 en Thun— fiſt fangedes denne Bugt GBoie). Paa Norges Veſtkyſt naaer Thunfiffen idetmindſte op til Sondmor. At den der findes ikke enfeltviiå men i temmelig Mængde, og gaaer dybt ind i Fjordene, fan man flutte af det Fifferi, fom paa Stroms Tid dreves efter denne Fiſt fra Jorgenfjords Præftegjæld, og hvilket under— fiden i een Sommer funde indbringe en Fiffer femten til tyve Thunfiſke. Men herefter fynes man berettiget til at antage, af Den idetmindſte enfeltviig naaer endnu en Deel nordligere; da Søndmer ligger mellem 629 og 639 nordlig Brede, funde man maaffee fætte 649 fom den nordligfte Grændfe for dens Udbredelſe. — I ſydligere Have end Middelhavet har man end— nu iffe med Sifferhed iagttaget Thunfiſken. Om de flefte Fiffes Sædvaner og Levemaade vide vi iffe mere, Levemaade. end hvad Fifferierne lære os herom; fordi næmlig ingen Anden end Fifferen har iagttaget dem, og derefter fildeels indrettet fin Fangemaade. Saaledes forholder det fig ogſaa med Thunfiſken. — Foruden hvad allerede i det Foregaaende lejlighedsviis er anført om dens Levemaade, fan det bemarkes, at Thunfiffen er en meget fly og frygtfom Fiſt. Det var i Oldfiden ét meget bekjendt og almin— deligen antaget Faktum, af den, naar den vilde gage ind 1 Bos— +) Pennant Brit. Zool, lil, 235. 248 porus, blev forfærdet af en hvid Klippe nær Kalcedon, hvilfet bevægede den fil af gane Dover fil den anden Side af Strædet mod Byzans; og herved erholdt denne By hele Fordelen af Fi ſteriet. — Et af de fraftigfte Midler, fom man anvender paa Sardinien, for af drive Thunfiffen fra et Kammer af Tonna— ra'en”) ind i et andet, er at nedfænfe et fort Faareffind til den *). Enhver Larm forfærder den; derfor drives dén ogſaa ved Mladffen i Vandet eller ved Lyden af et Jagthorn. At den, naar de ſondmorſke Fiffere have faaret den med en Harpun, flygter, og flæber Baaden med fig, faalænge indtil Kræfterne forlade den, er analogt med hvad vi vide om adffillige andre Sodyr; men Cetti fortæller en Omftændighed, ſom, under Forudfætning af, at der intet Urigtigt er 1 Jagttagelfen, intet Overdrevent i Fremftillingen af denne, baade vilde beviſe, at Thunfiffen er frygtfom i en næften utrolig Grad, og at den befidder en langt finere Folelfe, end man ellers plejer at tillægge Fiffene. „Det almindelige Kunſtgreb (for af drive Thunfiffen fra et Kam— mer ind 1 et andet) er følgende: efterat Overopſynsmanden har aabnet de forffjællige Kamres Dorre, fafter han en Haand— fuld Sand i Vandet. Saaſnart Sandskornene berøre Thunfi- ffen, forffræffes den og flyer, fom om Himlen faldt paa Ryg— gen af den.” Man feer, at Talen her er om noget -fædvanligt pg mange Gange gjentaget. Man fortæller endvidere, af Thun— filfene ſtundom, naar de blive forfærdede enten ved en Haj eller ved Fiffernes Larm, dykke ned til Bunden, ſtjule Hovedet i Tangbuffene, og blive ftaaende ubevægelige i lang Tid. — Uagtet Thunfiffen er frygtſom, ſynes den dog iffe at være meget for- figtig, og dens Graadighed gjør det iffe vanſkeligt af fange den. +) Tonnåra er et Garn, der i flere Henfeender fan ſammenlignes med vore Bundgarn, men er meget ſterre og af en mere Fompliceret Indretning. 34) Cetti. 249 Dener iffe uvillig til at bide paa Krogen, og de, der agte at havs punere den, loffe den til fig ved at udfafte Sild. — Den er munter og hurtig i fine Bevægelfer; undertiden fpringer den heelt op over Vandfladen; dette ev ifær i Legetiden; maaſkee ogſaa, naar den plages. af Parafiter. Undertiden gaae Thunfi— ffene i ſtore Stimer af flere Hundrede indtil Tufinde; dog oftere ffulle de vandre nogle faa Stykker ſammen. I Vindſtille, ſiger man, at de hvile fig; naar det blæfer, vandre de derimod, og følge Vinden. Thunfiffens Næring ſynes fornæmmelig at beftaae i for— ffjællige Sildearter. I Middelhavet, hvor den egentlige Sild ikke findes, er Anſjosen og ifær Sardellen anviift den til Føde. Der— for følger Thunfiffen Sardelftimerne, og flere Steder i det adri— atiffe Hav bebudes Thunfiffens Ankomſt af Sardellen. Dog er Thunfiffen 1 Middelhavet iffe indffrænfet til dyriſt Føde alene: den ſkal drages til Sardinien og Sicilien af den Mængde Olden, hvoraf Havbredderne undertiden ere bedæffede. Allerede i Oldti— Den er denne Bemærfning fremfat, og ved at underſoge Thunfi— ffens Mave, ffal man finde den befræftet *). At Sildene i de nordlige Have udgjøre dens Hvvednæring, ſynes deels rimeligt deraf, at man forffjællige Steder og ofte har feet den følge Sil— deſtimerne; deels ogfaa af den ovenfor omtalte Omftændighed, at den lader fig hidloffe ved udfaftede Sild, og villigt bider paa en Krog med Sild ſom Mading. Dette have til Er. Fifferne 1 Snedferfteen og Hornbak erfaret, hvilfe for en Deel Aar fiden (1807—1814), fordi de havde feet ThunfifTene følge Sildeſtimerne, forſegte at fange dem med Krog, hvorpaa Sild var anbragt, dog mere for Tidsfordriv og af Nysgjerrighed end for at drage Nytte af dem. Stundom lykkedes Fangften, men oftere mislykkedes den, paa Grund af Krogenes flette Beffaffenhed, da disſe vare for bløde, og derfor rettede fig ud, naar man vilde hale Thunfiffen ind i +) Cetti. Yæring. 250 Baaden. Foruden Sildene ſtal den ogſaa forfølge fin Blods— forvandte, Makrelen. Idetmindſte fortæller Schonevelde, at Thunfiffene paa hans Tid plejede at drive Makrelerne ind i de flesvigffe Bugter, og at Mafrelen iffe indfandt fig faa talrig, da Thunfiffene begyndte at blive fjældnere. Viſt er det, at Horn— filfen hos os maa bidrage fin Deel til Thunfiffens Underhold— ning. J Maven af Det ovenfor beffrevne Exemplar fandtes, foruden en Torff, flere Hornfiſke. Forplantelſe Middelhavet er det enefte Sted, hvor man, ved Fiſkeriernes Hjælp, har kunnet anftille fammenhængende Underføgelfer over Thunfiffens Forplantelſe. De Thunfiffe, fom fanges i April og de førfte Dage af Maj, have endnu ikke Wggene udviflede; faa Dage fenere begynde WÆggeftoffene at fvulme; fra femten Uncer, ſom de forft vejede, naae de efterhaanden en Vægt af tolv og et halvt Pund. Efter den femtende Juni feer man Thunfiffene, fatte i Bevægelfe af Forplantelſesdriften, i beftandig Uro, og ſpringende omfring i Bugterne. Hunnerne udffyde Rognen blandt Algerne, hvor Hannerne befrugte den. J Juli Maaned veje de unge Thunfiffe endnu iffe mere end halvanden Unce; i Auguſt Maa— ned derimod 4 Uncer, og i Oftober allerede tredive Uncer 7). Andre Steder i Middelhavet anfætter man imidlertid Thunfiffens Legetid til Maj Maaned”). Om denne Uobovereenſtemmelſe i Ungivelferne ev en Folge af mindre nøjagtige Jagttagelſer eller af Forffjællighed i Temperaturen i forffjællige Aar eller af an— bre ubefjendte Aarfager, maa blive uafgjort. J Tidsſkrift for Naturvidenffaberne (II, 365) beretter Hofmann, at en Thunfiff af Storrelſe ſom en Makrel for nogle Aar fiden fangedes ved Fyens nordlige Kyſt. Under For— udfætning af, at den fangede Fiſt virfeligen var en Thunfiſt, +) Cuvier VIII, 84, efter et Skrift (af Carlo d'Amico, Hertug af Osſada) over Thunfiftefangften og Thunfiſkenes Vandringer. ++) Cuvier VIll, 79, 251 vilde man af dette Faktum ledes til den Slutning, af Thunfi— ffen, idetmindfte undertiden, leger i Kattegattet eller dog ved Norges fydlige Kyft; thi en Thunfiſt af Størrelfe fom en Ma— frel vilde, efter hvad ovenfor er fagt om Thunfiſkeyngelens pver- maade hurtige Vært, endnu være meget ung (tre til fire Maa— neder), og funde iffe have tilbagelagt nogen lang Vandring. Flere Steder paa den ſpanſke Kyſt ſkulle Thunfiffene, efter Duhamel, anfomme i fre Afdelinger: forſt de ftore paa fire- til femhundrede Pund; dernæft de paa fo- til trehundrede Pund, og endeligen de fmaa paa fyrretyve fil halvandethundrede Pund. Dette Faktum har rimeligvis Henſyn til Forplantningen, idetmind— fte er det analogt, fFjondt ti omvendt Orden, med hvad vi vide om Forplantningen hos flere Ferffvandsfiffe, ifær Karpearterne *). Foruden de ſtore Hajfiffe og Delfiner er en Snyltekræbs Siender (Penella filosa) en befværlig Fiende for Thunfiffen, idet den trænger dybt ind i dens Krop, og foraarfager den voldſomme Smerter. Et andet Snyltedyr, Polystoma duplicatum, er fundet paa dens Gjæller **). å J Landene omkring Middelhavet gjør man endnu en lige Anvendelſe. faa udftraft og mangfoldig Anvendelfe af Thunfiffen fom 1 Old— tiden. Man tillægger næften hver Bid af den en forffjællig Smag, og hvert Stykke har fit færegne Navn. Det raa Kjød af Thunfiffen- feer omtrent ud ſom Oxekjod; fogt ffal det være no— +) Naar Strøm fortæller (Søndmørs Beſkrivelſe I, 310), af Thun⸗ fiftene i Legetiden undertiden frulle foømme i Vandſkorpen i en lang Mad, den ene efter den anden, og faaledes, at den efterfølgende bider den foregaaende i Halefinnen (en Omftændighed, hvori Nogle have ment, at finde Oprindelfen til Sagnene om Soſlanger): faa grun— der denne Beretning fig rimeligviis paa unøjagtige Jagttagelſer. ++) De øvrige Indvoldsorme, ſom Rudolphi tillægger den, kunne ikke med Sikkerhed antages at tilhøre den almindelige Thunfiſk, da Fin— deren rimeligviis har forverlet en nærftaaende Art med denne. 252 get lyſere ); røget har det Udſeende ſom Spegeffinfe, og fore kommer mig at fmage næften ganffe ſom røget Sild. Naar Thunfiffen hos os tilfældigvis fanges, benyttes den i Almindelighed iffe; fhjøndt den baade fortjener Anbefaling ſom Naringsmiddel, og anvendt til Tranfogning vilde give godt Udbytte. — At Thunfiffen, ſom man hos os engang har paaſtaaet, ſtulde ſtade Fifferierne, ſynes ugrundet; Fifferne i Oreſundet ere end— og ſnarere tilbøjelige til af antage den for gavnlig, da den efter deres Mening jager Hornfiffen ind under Land, ifær om Efter— aaret, og faaledes giver Anledning til, af den fanges i Bundgar— nene. Paa Norges Kyft har man ligeledes meent, at den drev Sommerſilden til Landet. Schoneveldes Mening med Henſyn til Mafrelen er ovenfor anført. +) „Jeg har fpiift den een Gang,” fortæller Pontoppidan (1. c.), „og ſmagte Kjodet fom det bedfte Kalvekjod.“ Forfatteren har, og tillige med ham Andre, efter Nydelſen af den røgede Thunfiſt fporet flere ubehagelige Fornemmelſer: en eryſipelatos Opfvulmen af Anfigtet, ftor Hede og Urolighed 0. f. v. Dog efter et Par Timers Forløb forſpandt disſe Symptomer af fig felv. - Sværdfiffflægten (Xiphias Linn). Overfjæben forlænger fig til et Sværd af bety- delig Størrelfe, hvilket beftaaer af Plougſtjerbenet og Mel lemfjæbebenene, og ved Roden forftærfes af Sibenet, Pandebe— nene og Overkjebebenene; Bugfinner mangle; Gjællerne dannes hver af fo ftore, parallele Plader, fom ikke ere deelte i Kamtæender ); paa Siderne" af Halen fremtræder en ftor Kjol; ſyv Gjælleftraaler; ingen Tænder; alle Sfjællene overor— dentligt ſmaa. 21 Art. Den almindelige Sværdfift (Xiphias Gladius Linn.). Sværdet horigontalt, fladtryffet og med ffar- pe Kanter fom en Sværdflinge; een lang Rygfinne. Finnernes Straaletal er: Rygf. 55; Bryftf. 16; Gadbf. 3; Halef. 5 "I. mig +) De Smaaplader, hvoraf Gjællerne beftaae, ere ikke, fom hos Fiftene i Almindelighed, i en Deel af deres Længde forbundne med Gjællevuens anden Pladerætte; derimod forene hver Rokkes Smaaplader fig ind— byrdes næften til Enden ved Hjælp af ſmaa Zværplader, og danne ſaaledes fnarere et Net end en Kam, Hver Gjællebue bærer altſaa to ftore Plader, der ligge ved Siden af hinanden ſom Bladene i en Bog. ++) Angivelſen af Rygfinnens og Gadborfinnens Straaler er efter Cu- vier, Jeg har vel felv haft Lejlighed til at underſoge et udftoppet Artsmarke. Synonymr. Afbild⸗ ninger. Benævnelfe. 254 Schonevelde, pag. 35, Gladius, Zofmann i Tidsſk. f. Naturv. 11, 377, Svardfiſken. Faber i Tidsft, f. Naturv, IV, 110, Xiphias Gladius%), Cuvier hist. des poiss. tab. 225 & 226 (baade Ungen og den Voxne). — Under Navnet Sværdfiff er denne Indvandrer fra ſydli— gere Have befjendt hos os, ligefom den gjennem alle europæiffe Sprog bærer analoge Benavnelſer. Beſkrivelſe. Sværdfiffen ligner Makrelen og Thunfiffen i Legemets Form i Almindelighed, i de ſmaa Sfjæl, Kjolen paa Siderne af Halen, Halefinnens Styrfe og Dannelfe, ligeſom ogfaa i indre Bygning ; men den har i Overfjæbens fværdformige Forlængelfe et Sfjælne- mærfe, der paa en meget tøjefaldende Maade fjerner den fra næ- ften alle andre bekjendte Fiſte. Farven er paa Rygfladen ſortagtig eller ſortblaa, paa Si⸗ der og Bug fmuft folvfarvet. De følgende Maal ere af et udſtoppet Individ paa 92": den ftørfte Højde (over Bryſtfinnernes Spidſe) 13”; Højden over Nakken 10”; Højden foran Halefinnens Rod 41”; Tykkelſen bag Gjælleaabningerne 114”; Tykkelſen foran Halefinnens Rod (Kammene medregnede) 7”; Individ (fra Iſefjorden) og et Skelet (fra Middelhavet), men ftørre Individer mangle altid den mellemfte Deel af de omtalte Finner. Saaledes findes hos det udftoppede Individ følgende Forhold i Rygfinnen: førft 7; Straaler, der tilſammen fremftille Formen af en Triangel, derpaa et aabent Rum af 32” Langdeſtrækning; endeligen to ſmaa, ſterkt forgrenede Straaler. Det er altfaa fun ganſke unge Individer, der vife een fammenhængense Ryg— finne og een Gadborfinne; ældre fynes derimod at have to Ryg- og fo Gadborfinner. +) Uldeles uforklarligt er det, at Pontoppidan og Muller forbigaae Sværdfiften med Taushed, efterat Schonevelde og Andre havde fat dens Forekommen i vore Have udenfor al Tvivl. 255 Tykkelſe famme Sted uden Kammene 42”; Længden fra Sværdets Spidfe til Gjællelaagets bagefte Rand 3711”; Sværdets Længde indtil Øjets Rand 3'; Sværdets Længde indtil Underfjæbens Spidfe 313”; Sværdets Brede ved Roden 23”; Sværdets Tykkelſe ved Roden 1”; Sværdets Brede i Enden 3”; Svpvordets Tykkelſe i Enden 1/7; fra Underkjobens Spidfe til Mundvigene 10”; de bagefte Næfeborers Afftand fra Ojeranden 13”; Ojets Længdegjennemfnit 23"; Ojets Højdegjennemfnit 243 Øjets Afſtand fra Panderanden 1”; Ojets Ufftand fra Hovedets Underflade 3”; Afſtanden fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 93 andens Brede mellem Øjnene 43”; Rygfinnens Afſtand fra Svordets Spidfe 4; Rygfinnens Længdeftræfning 3710”; / Rygfinnens ftørfte Højde 1'; Rygfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 7”; Bryſtfinnernes Afſtand fra Underkjeebens Spidſe 162” ; Bryſtfinnernes Længde 15”; Bryftfinnernes Brede ved Roden 34” 3 fra Underfjæbens Spidſe til Gadborfinnens Begyndelſe 47; Gadborfinnens Længdeftræfning 15”; Gadborfinnens Højde 6”; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 9”; Halefinnens Længde i Midten 8”; Halefinnens Længde paa Siderne 18”; Ufftanden mellem Fligenes Spidſer 21”; Halekjolens Længde 9”; Halekjolens Fremragning 2”, . Sværdfiffens Legeme er langftraft, bagtil næften Fendt: fortil lidt ſammentrykket. Panden er flad eller dog fun meget fvagt hvælvet, og ſtraaner jevnt ned mod Snuden. Hevedets Sider ere lodrette. Dets Højde over Nakken er omtrent lig med Afftan- 256 den fra Midten af Øjet til Gjallelaagets bagefte Rand, og udgjor det Dobbelte af Breden mellem Øjnene. Øjet er næften kreds— rundt. Næfeborerne ere anbragte næften i Linie med Øjets overſte Rand, og i en Fraftand fra Øjet, fom udgjør to Tredie dele af dettes Diameter ; de ftaae meget nær hinanden, og ere temmelig runde; det bageſte er lidt ftørre og ſimpelt; det for— refte er omgivet af en fremtrædende Rand. Snuden ftiger fFraat ned fortil, indfil den har naaet en Afſtand fra Øjet, der er lige— faaftor fom Øjets Afftand fra Gjellelaagets bageſte Rand; der— paa bliver den horisontal, og danner Sværdet. Svardets Si defanter ere ſtarpe, lidt ujevne eller næften ligefom tandede, og nærme fig efterhaanden hinanden for at danne den ſpidſe Odde, fom ender dette Vaaben; dets everſte Flade er fiint ftribet paalangs, og har ved Moden en Havelſe paa Midten i Længderefningen, hvil; fen længere fortil aflofes af en Fure, ſom mere eller mindre ty— deligt naaer lige til Spidſen. Underfladen er iffe ſtribet, men har blot en Middellinie, fom er mindre dyb end Furen paa den evre Flade, og heller iffe naaer faa langt”). Underfjæben naaer iffe længer frem, end indtil under det Sted, hvor Sværdets pure Flade begynder at blive horigontal; ved Koden er den ligefaa bred ſom Overfjæben, men den løber hurtigt ſammen til en meget fpids Odde. Mundſpalten ftræffer fig to Trediedele af Djets Diameter bag dette. Tænder har Sværdfiffen ikke; Underfjæbens Grene ere blot paa den mod Mundhulen vendte Flade lidt hvadfere end paa den øvrige Overflade. Overfjæbens hudagtige Dæffe er trekantet, tem— melig ftort, og har fin bagefte Vand omtrent under Øjets forrefte. Et lignende Dakke er udfpendt mellem Underfjæbens Grene ligeover for det i Overfjæben værende. Tunge findes ikke. Gjællebuer- ne ere afrundede og uden Tænder, ja de ere end iffe hvadfe for +) Sværdets Subftans ev indvendigt celluløs, udvendigt beklades det af en meget faft Beenplade; fire Rør gjennemløbe det paalangs for at optage Blodkarrene. 257 Folelſen; men de langſtrakte Svælgbeen ere befatte med fine Flojels— tænder. Forgjællelaagets bagefte Rand er lodret, og dets lidt afrundede Vinfel ender ftrar ved Underfjæbens Ledforbindelfe, faa af det ingen horigontal Green har; dets Rand er iffe meget tydelig. Gjællelaagftyffets Langde er noget ftørre end Af— ftanden fra Forgjallelaagets bageſte Rand til Øjets bageſte Rand. Undergjællelaaget har en uregelmæsfigt fiirkantet Form, og ligger lige under Gjællelaagftyffet; dets overſte Rand, hvorved det grændfer til Gjallelaagſtykket, er fortil ſtraat nedlobende. Mel lemgjællelaaget er meget lille, Gjælleaabningerne ere Dybt ſpaltede, og ftræffe fig hen under Øjets forrefte Rand, hvor Gjællehuden fra begge Sider forener fig. Man fan med Lethed fælle de fyv buede og flade Straaler, da Gjællehuden iffe er ffjult under Gjællelaaget. Ingen Knogle træder frem paa Skulderens Yderflade. Rygfinnen begynder omtrent over Gjællelaagets bagefte Rand ; Den førfte Straale er overmaade fort; anden Straale ligeledes fort, dog nogle Gange længer end forfte; den tredie, fom er tre Gange længere end anden, overſtiger dog endnu iffe de Totrediedele af Døjden ; disſe fre Straaler ere ligeſom ſtjulte i Finnens forrefte Rand, pg ere Pigſtraaler, de følgende forgrenede. De to eller tre forfte af didfe danne Spidfen af Finnen; derpaa aftage Straalerne hurtigt fil den tiende eller ellevte; hvorpaa de blive meget tynde øg den forbindende Hud ſardeles fvag indtil henimod Finnens Dyphør. „Jen ſtor Deel af denne Udftræfning have Straalerne endnu Halvdelen af Højden vover Bryftfinnerne, men mod Slut ningen fage de mere af. De tre eller fire fidfte indtil den tre— ogfyrretyvende forlænge fig lidt til en Spidſe, og tilſammen ere de noget mindre ſtrobelige.“ Saaledes er, efter Cuvier, Be— ffaffenheden af denne Finne hos unge Individer, hvor den endnu iffe er bleven afflidt; men den Deel, fom ligger mellem de tv Spidſer, er faa fvag, at den let fan fønderrives eller afflides lige fil Roden, hvorfor den vorne Sværdfift viſer to ſmaa adftilte 17 258 Rygfinner. Bryftfinnerne ere anbragte meget lavt, egentligen pan Bugfladen, og med Roden næften ſammenſtodende eller fun lidet adffilt, faa at man ved den førfte Betragtning funde være fri ftet fil af antage dem for Bugfinner; denne ufædvanlige Stilling berver paa Overarmbenets forte og brede Skikkelſe; deres Form er fegldannet, deres Lengde betydelig (den indeholdes 7 fil hen— imod 8 Gange i Totallængden). Straaletallet er ferten, hvoraf de to forfte ere enfelte (de ſynes endog at være Pigftraaler), de følgende forgrenede, tredie den længfte, de ſidſte færdeles forte. Af Bakken eller Bug finner findes intet Spor. Gadbor fin nen begynder under den bagefte Trediedeel - af Rygfinnen; ogſaa Den har. fortil en fremftaaende Spidſe men mindre end Rygfin— nens. Forſte Straale er meget fort, og tillige fovag i Sammen— ligning med anden; Denne er naſten ligefaa lang ſom tredie og fier— de, hvilfe danne Spidſen; de folgende aftage indtil niende, „blive derpaa meget forte, og forlænges forſt lidet ved den fjortende, ſom filligemed de fre fidfte danner en lille Spidſe, der fvarer til Rygfinnens.“ Halefinnen ev halvmaaneformigt indffaaren ; Fligene ere krummede og meget ſpidſe; Den har fytten hele Straa— ler foruden fire eller fem fmaa paa hver Side. Halens Kjol er bruffagtig, meget ftærft fremſtaäende. Sidelinien fynes fortil af være noget uregelmæsfigt krummet; iøvrigt er den umær- felig, ligeſom ogſaa Sfjællene. Meget unge Individer paa cen Fod eller aften Tommer have (efter Cuvier) paa Kroppen Længderæffer af finaa Knuder eller langagtige og noget ffarpe Ophojninger. Disſe Ujævnheder forfvinde forft paa Ryggen og dernæft paa Bugen, og hos In— divider paa tre. Fod bemærfes de flet iffe mere. De unge Sværd- fiffe ere endvidere af en mere langftraft og fmal Form end de voxne. Ogſaa fynes, efter Cuviers Afbildning at flutte, Hale— finnens Form hos Ungerne at afvige fra ſamme Finnes Form hos de Gamle. ——— Peritoneum er af en reen hvid Farve. Leveren er lille, og 259 , ligger paafværg under Spiferøret, den ſtorſte Deel til højre Side. Maven har Form af en fegledannet Sæf, fom indtager de fre Fjerdedele af Bughulens Længde. Portneren er fnæ- ver, og forfynet med et meget ftort Antal forte Blindtarme, hvilfe ved Cellevev ere forenede til fmaa ovale Legemer, og ſaa— ledeg danne en Masſe ligefom en Drueklasſe. Tarmen er temmelig lang; den gjør fo Bugtninger, hver igjen med flere Krumninger, og tiltager i Gjennemſnit mod Endetarms-Stykket; Gadborsaabningen er nuget før Enden af Bugkaviteten. Milten er lille og brun; den ligger næften midt i Bughulen mel— lem Tarmens Krumninger. Svommeblaren er ftor, med tynde, gjennemfigtige Vægge; Den indtager hele Bughulens Længde. Myrerne ere meget lange: de danne et trefidigt Legeme, ſom ftræffer fig fra Mellemgulvet forbi Gadboret. Saaſnart de naae Gadborfinnens Interfpinalbeen, afgive de en lille, fnæver og cy- lindriſt Blere, fom gaaer ned mod Gadboret. Med Henſyn til Sværdfiffens Øje er Hornhuden mærfelig: den indflutter to Beenſtykker, fom ere forbundne med hinanden ved Suturer, og ganffe indhylle Øjet, faa at der fortil fun bliver en rund Aabning for den gjennemfigtige Hornhud, og bagtil en uregelmasſig for Nervernes og Blodkarrenes Gjennemgang 7), Paa Grund af den frærfe Udvifling af Hjerneſkallens for— refte Deel, blive de Styffer, hvoraf det øvrige Kranium. beftaaer, baade indffrænfede i deres Udvikling, og trængte længere tilbage 7), Overſkulderbenet er gaffeldannet; Sfulderbenet langt, og har en tilſpidſet Form ſom en Dolk; Overarmbenet er fort og bredt; +) Bemærfningerne over den indre Bygning ere laante af Cuvier, hvem jeg ogfaa, ſom allerede ovenfor antydet, har benyttet med Henfyn til adftillige andre Dele, der ikke kunde iagttages paa det udftoppede Individ eller Skelettet. ++) En detailleret Udvikling af Kraniets Oſteologi findes hos Cuvier (Hist, des Poiss. VIII, 265), fom ogſaa meddeler Afbildning af Kra— niet tab. 231. rs Beenbyg⸗ ning. 260 Albuebenet har intet Hul ellev Udſnit, og danner i Forening med Overarmbenet en bred Overflade, fom afgiver en ſtor Ud— ftræfning for Tilbæftningen af Bryftfinnernes Muffler. Rygraden hav femogtyve Hvirvler (hvoraf fjorten Bughvirvler), hvilfe af Form ere ftærkt ſammentrykkede, af meget ftørre Højde end Tyffelfe, mod Midten meget indhulede, mod begge Ender derimod opſvulmede eller tykke. Deres øvre Apophyses spinosæ, faavel ſom Halens nedre, ftræffe fig ffraat bagud, og ere Enden bredere. Rygfinnens og Gadborfinnens Ossa interspinalia ere meget ſammentrykkede, og have Form af langftrafte Mader. Ribbenene ere enfelte og temmelig forte. Storrelſe. Sværdfiffen opnaaer en betydelig Storrelſe; Individer paa fi til folv Fod ere ingen Sjældenhed; ſtundom, forfiffrer man, naaer den endog atten til fyve Fod, og har da en Vægt af hen— imod femhundrede Pund. sorekommen Middelhavet ſynes at være Sværdfiffenes rette Hjem, hvor de forekomme overalt og til enhver Tid, og hvorfra de ſtundom gjøre Strejftog til nordligere eller fydligere Have. I Syd ffulle de, ligefom flere af Middelhavets Fife, følge den afrifanffe Kyft lige til Kap"). Mod Nord træffer man Sværdfiffen iffe alene paa Spaniens og Frankrigs Veftfyft og omkring de britiffe Øer, men ligeledes forekommer den underfiden i Kattegattet; ja, man har endog en Deel Exempler paa, at den er gaaet langt ind i Oſterſoen til Kyſten af Meklenborg, Pommern og Preusfen. Om dens Forekommen ved Norges Kyſt har jeg derimod ingen Efterretning truffet; til Den anden Side af Atlanterhavet ſynes den iffe at naae; idetmindſte vides intet Siffert herom. Efter vore nuværende Kundffaber om denne Fiſt, kunde maaffee 309 f. Br. og 60? n. Br. betragtes ſom Grandſen for dens Fore— fommen. Paa Schonevelde's Tid ffulle undertiden fmaa Svardfi— +) Cuvier hist, des poiss. VIll, 273. 261 fie være blevne fangede i Ekernfordebugten. Ogfaa 1 de ſenere Mar ev den truffet ved vore Kyfter. I September 1813 fan- gedes to Sværdfiffe i Nærheden af Hadersleben; den ene vejede otte, den anden tolv Lispund; med Sværdet vare de omtrent ti Fod lange”). Hofmann omtaler en Sværdfiff, ſom er bleven fanget i Sildegarn paa Fyens Nordkyſt 1 Midffovbugten, dog uden nærmere Angivelfe. af Tiden. Dens Længde ffal have været omtrent 61 Fod (Kroppen 47, Sværdet 217. Efter Faber (Tidsſt. f. Naturv. IV, 110) drev en Sværdfiff paa tolv Fod pp I Horſens Fjord, en halv Mil fra Horſens, i Aaret 1823; ligeledes omtaler han et paa Samſe opdrevet Cremplar. J de finfte Aar (jeg veed ikke ſikkert hvilfet) er en SværdfifE fanget i Iſefjorden. Ogſaa i Oreſundet er den oftere fanget. Andre ville viſtnok til disſe Exempler endnu funne føje flere; men i ethvert Tilfælde bliver Sværdfiffen at regne blandt vore meget fjældne Fifte. …… Cfterretningerne om Sværdfiffens Levemaade ere færdeles Levemaade. ufuldſtendige. Almindeligen ſynes den at holde fig højt oppe 1 Vandſkorpen, og at bevæge fig med en overordentlig Hurtighed. Ogſaa mener man at have iagttaget, at den gjerne gaaer parviis, en Han og en Hun **). Jeovrigt er det et meget glubſtk og vildt Dyr, fom med fit Sværd flal angribe endog de ftørfte Havdyr. Man vil have aldeles fiffre Exempler paa, at den har faaret fvom- mende Menneffer dødeligt (WarrelD. Oldtidens Beretninger, at Fartøjer vare borede i Sænf ved dens Næb, have Nogle villet forfafte fom Fabel. Imidlertid har man ogſaa nyere Efterret— ninger om, at ſmaa og fFrøbelige Fartøjer ere bragte i ftor Fare ved at gjennembores af Sværdfiffen ; og det ſtal ikke være overordent⸗ ligt fjældent at træffe afbrudte Sværd i Bunden af Skibe **). ) Schlesw. Holft. Prov, Blätt. 1813 pag. 568. ++) Blod) efter Zamilton. +) Cuvier hist. des poiss. VIII, 273. 262 Naring. Om dens Naring mangler man nøjagtig Kundſtab. Det enefte Pofitive, jeg herom fan anføre, er, at Cuvier i Sværd- fiſtens Mave har fundet Levninger af Fiffe. Men hvilfe Fiffe den fortrinsviis forfølger, og om Fiffe ere dens eneſte Naring, eller den tillige, fom man har paaftaaet, fortærer Aadsler og Tangarter, er uafgjort. At den, ſom Duhamel fortæller, fulde benytte Sværdet fil af gjennembore de Fiffe, den vil fortære, ſynes iffe meget troligt i Almindelighed. Sorplantelfe Om Sværdfiffens Forplantelfe veed man Lidet eller Intet. Og ſaaledes er dette Dyr, ſom, udmærfet ved Storrelſe og Form, i flere Tuſinde Aar har tiltruffet fig Opmærffomhed, endnu med Henſyn fil mange vigtige Forhold indhyllet i dybt Mørfe. Unvendelfe. Kjodet af de unge Sværdfiffe ſtal være hvidt, fiint og af for— træffelig Smag. Hos de gamle er det førrere og haardere, dog ikke ubehageligt, og fa! have nogen Lighed med Makrelens og Thunfiſkens. Det ſamme Snyltedyr (Penella filosa), hvilket allerede er omtalt fom en Fiende af Thunfiffen, ſtal ogſaa foraarſage Sværd- fiſfſen faa voldfomme Smerter, ifær i den hedeſte Sommertid, at Den fpringer højt op over Vandet, ja endog løber fig faft paa Stranden 7). Fiender. ) Det vilde være onſkeligt, om man i Fremtiden, naar denne Fiſt tilfoldig⸗ viis fanges paa vore Kyfter, vilde lægge nøjere Mærke til Forholdene ved dens Forekommen, Indholdet af dens Mave, de den plagende Snyltedyr 0. f. 6. — I Fabers Manuftript (II, 77) fortælles om en ved Samfø fanget Sværdfift paa 12 Fods Længde, at den vilde forfvare fig mod Fifterne med Sværdet. 263 Stofferflfægten (Caranx Cuv.) Kroppen er mere eller mindre ſammentrykket, forſynet med fo Ryg— finner; foran den forſtes forrefte Straale bemærfes en. fremadliggende Pig; den andens fidfte Straaler ere ofte fun fvagt forbundne, undertiden endeg adſkilte til uægte Finner; foran Gadborfinnen findes to frie Pigſtraaler. Sidelinien er i forffjællig Udftræfning beflædt med ſtore Sfjæl, der danne en Kjol, og bagtilfor en ſtor Deel ere væbnede med en Torn. Gjællehuden har 7 Straaler, Hjerneffallen langs Pandefladens Middellinie en ffarp Kam. Almindeligen ere Tœn— derne meget ſnaa. J Indvoldenes BVeffaffenhed og Kjedets Smag ligner denne Slægt Mafrelerne. 22 Art. Den almindelige Stoffer. (Caranx trachurus Lac. Scomb. FTrachurus Linn.), Den mod Midten bøjede Sidelinie er i fin he le Urtsmærre, Længde væbnet med Sfjolde, hvis Højde er tre til fem Gange ftørre end Breden. Antallet af disſe Sfjolde er noget afverlende (ofteft mel lem70 og 80); de, fom danne den bagefte, lige Deel af Sidelinien ere forfynede med Kjøl og Torne. Hovedets Længde fra Underfjæbens Spidfe inde holdes omtrent 4 Gange i Totallængden, og er lig Synonymi. Afbild⸗ ninger. Benævnelfe. 264 —F med Bryſtfinnernes Lengde. Finnernes Straa— leta Rygf. 8- ds; Bryſtf. 21; Bugf. 1; Gadborf. — Kun De GID (20-21) (3-5 37) Schonevelde, Side 75, Trachurus. Pontoppidans Atl., I, 651, Scomber Trachurus. Muͤllers Prodr. n. 397, Sc. Trachurus. Kuß: Naturb. d. Herzogth., Side 133, Stoecker. Blød) tab, 56; Cuvier hist. des Poiss. tab, 246, Paa Schonevelde's Tid faldte Fifferne i Kiel nærværende Art Müſeken, og Fifferne i Ekernforde Stocker. Denne fidfte Benævnelfe, der upaatvivleligen er beflægtet med Ordet „ſtikke“, og antyder en meget paafaldende Egenffab hos Dyret, fynes langt mere pasfende end noget andet, mig befjendt, danſt Navn for denne Fiſk. Jeg har derfor ſaameget heller beholdt Benævnelfen Støffer, fom den, ved af optages af Pontoppidan og Mül— ler, har erhvervet fig Hævd i vor Literatur. I Iydland har jeg hort nærværende Art benævnes Makrelſtyris ved Cbeltoft, ſpanſk Mafrel paa Hirtsholmen, Bonit ved Aalbek, Heſtmakrel ved Agger *). I Oreſundet og paa Sjallands Nordkyſt kaldes +) Anden Rygfinne og Gadborfinnen ſynes iſer at være Forandring un= derkaſtede: af 6 Individer havde to i anden Rygfinne 3'; Straaler, et 31, et 5', og to Fun 3';. I Gadborfinnen talte jeg hos et In— divid 24, hos tre 77, hos ct 2", og endeligen høs et Fun -% Straaler, I Bryftfinnerne havde fire Individer 21, to Individer 20 Straaler. ++) Ungaaende Benævnelfen Makrelſtor hav jeg ovenfor (Side 238) fremfat min Mening; ved at anvende den paa nærværende Fife, har man villet betegne den fom en udmærket eller fjælden Makrelart. De tre følgende Benævnelfer ere ikke egentligen danfte, men ere af Fiſkere, ſom have faret tilføes, bragte i Gang i deres Hjem ; de to førfte ved Forverling, det ſidſte derimod rigtigt anvendt. Spanff Makrel falde næmlig de engelſke Fiftere i Kanalen Scomber Colias. Bonit er blandt Søfarende Benævneljen paa forftjællige Thunfiſke-Arter. 265 den Pigſild og Stagſild, hvilfe Benavnelſer have Henſyn til Sideliniens Skarphed (Stagſild analogt med Hundstag, fee ovenfor Side 170), men maa forkaſtes, forfaavidt de nærme denne Fiſk fil Silden. Stokkeren har vel nogen Lighed med den almindelige Makrel Beſktrivelſe. i fit Ydre; men den er højere og kortere, ſamt meget mindre teendannet. Naar et Par af Deng danffe Navn antyde Over— eenſtemmelſe med Silden i Udſeende, maa man indromme, at denne juft ikke ganffe mangler, ifær hvad Farven betreffer. Dog ſtem— mer den langt mere i Storrelſe, Farve o. ſ. v. med den ſaakaldte Stamfild (Alosa Finta Cuv.), i hvis Selffab jeg ofte har feet den blive fanget, end med den almindelige Sild. Paa Hoved og Nyg er den merkt blyantsfarvet eller blaa— graa, Sideliniens Skjolde hvidagtige, Bugen folvfarvet, Snuden og Spidſen af Underfjæben ſortagtige. Finnerne ere hvidgraae, Rygfinnerne dog noget mørfere end de øvrige; ogſaa vifer Bryft- finnernes Rod fig fort paa Underfladen. En meget iøjefaldende fort Plet bemærtes paa Gjællelaagets bageſte Deel (paa den Hud, fom udfylder Gjallelaagsbenets bagefte Indſnit). En lille Plet af en mindre dyb Farve findes under Øjet. Pupillen er fort, Hornhuden folvfarvet, tildeel med noget Mesfingffjær. De følgende Udmaalinger ere af ef Individ paa 13”, den ftørfte Højde (ved Rygfinnens Begyndelfe) 31”; Højden foran Halefinnens Rod 4" ; Hovedets Højde over Øjets Midte 21/7; Hovedets Højde over Nakken 27"; den ftørfte Tykkelſe (lidt bag Gjællelaagets bagefte Rand) 19”; Tykkelſen foran Halefinnens Rod 77”; Seſtemakrel (Horse-Mackerel) ev derimod blandt engelfte Fiſkere det almindelige Navn for Stokkeren. Jeg vil endnu tilføje, at de Tiftere i Aalbœk, fom fortalte mig, at den hev omhandlede Art blandt dem kaldtes Bonit, tillige tilføjede ,at det egentligen var en veſtindiſk VUE,» al 266 fra Underkjebens Spidſe“) til Gjællelaagets bagefte Rand 384 fra Underkjebens Spidfe til forreſte Neſebor 10%"; Længdegjennemfnittet af begge NMæfeborer tilfammentagne 13” ; det bagefte Neſebors Hojdegjennemſnit 137; Afſtanden fra bagefte Næfebor til Øjeranden 33 fra Underfjæbens Spidfe til Øjets forreſte Rand 133" 3 fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 153 Ojehulens Længdegjennemfnit 104”; Ojehulens Højdegjennemfnit 10”; Ufft. fra Midten af Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade 103 andens Brede over Midten af Øjnene 10”; det opfpilede Gabs Højde 20"; det opfpilede Gabs Brede 147” 3 Længden af Mellemtjæbebenenes Apofyſe 64” ; Afſt. fra Overfjæbens Spidfe til Overfjæbebenets bagefte Rand 149"; Ufftanden fra Underkjebens Spidfe til dens Ledforbindelfe 19”; fra Underkjeb. Spidſe til Spidf. af Ryggens fremadliggende Pig 4447; fra Underfjæbens Spidfe til førfte Rygfinnes Begyndelſe 49/7; førfte Rygfinnes Lengdeſtrekning 223 førfte Rygfinnes Højde 164"; anden Rygfinnes Længdeftræfning 51/7; anden Rygfinnes Højde 13”; anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnes Rod 7237"; Bryſtfinnernes Længde 384" ; Bryſtfinnernes Brede ved Roden 647"; fra Underfjæbens Spidfe til Bugfinnernes Rod 447”; Bugfinnernes Længde 223" ; Gadborets Afftand fra Underfjæbens Spidfe 66”; de frie Pigftraalers Længdeftræbning 3” ; de frie Pigftraalers Højde 44775 de frie Pigftraalers Afſtand fra Gadborfinnen 3/7; Gadborfinnens Længdeftræbning 43"; Ved Maalene ev at mærke, at alle Angivelfer fra Undertjæbens Spidſe forudfætte, at Munden er tæt tillukket; Maalene fra og til Øjet ere førft tagne efter Bortfjernelfen af den Fidthud, fom for en Deel bedokker Øjet. 267 Gadborfinnens Højde 13”; Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 73”; Halefin. Længde fra Roden paa Siderne til Spidfen af Fligene 327”; Halefin. Lgd. fra Roden paa Siderne til Midten af Indfnittet 1627 *). Stokkerens Højde indeholdes 5 til omtrent 54 Gange i Læng- den. Den ftorfte Tykkelſe, hvilfen hod magre Individer falder nærmere Hovedet end den ſtorſte Højde, har jeg altid fundet mindre end den halve Højde. Panden løber ffraat ned fra den noget buede Ryg mod Snudeſpidſen, og Underfjæben ftiger ned med en Sfraaning, der omtrent er ligefaa ſtor ſom Pandens eller maaffee lidt ſtorre. Pandens Brede vover Midten af Øjet er omtrent lig med Øjets Diameter, hvorimod, da Hovedet er noget kileformigt ſammentryk— fet, Breden over Øjets forrefte Nand ev meget mindre og ved dets bagefte Rand meget ſterre end Øjets Diameter. . Panden er lidt fonver paatværg, hvilfet grunder fig paa Fremftaaenheden af Hjerneſkallens midterſte Længdefam. Hovedets Sider dannes af rette Linier, fom forneden fonvergere, hvorved Hovedets Un— derflade erholder Form af en Kjol. dundſpalten er fFraat nedløbende, og Underfjæbens Spidſe rager temmelig meget frem foran Overkjebens. Underkjebens Ledforbindelſe naaer noget forbi Øjets forrefte Vand, hvilfet ogſaa er Tilfældet med Over— fjæbebenenes bagefte Rand. Gabet er temmelig ftort; dets Højde meget ftørre end detå Brede. Mellemkjabebenene, fom danne Gabets everſte Rand, ere fynde, forneden tilfpidfede, bagtil forfynede med en ſtor Udvert omtrent i Midten af Lang— Den, og funne ſtydes temmelig meget frem, da deres Apofyfe har en iffe ubetydelig Længde. Overfjæbebenene ere flade og tynde, foroven ſmalle, men forneden af en iffe ubetydelig Brede, og lige afffaarne; deres Overflade vifer et Par Furer og frem— +) Jeg har udmaalt flere Individer af forftjællig Størrelfe, men fundet Forholdene. overeensftemmende, eller fun afvigende ubetydeligt og i mindre væjentlige Dele, 268 ragende Kamme; den everſte Ende er temmelig dybt kloftet ved et Indſnit. Naar Munden er luffet, optages Underfjæben mel- lem Mellemfjæbebenene, hvilfe vife fig i deres hele Længde, hvor— imod den everſte ſmalle Deel af Overfjæbebenene er ſtjult under forrefte Øjebeen. Tænderne ere meget fmaa, og funne fun vanffeligen iagttages med det blotte Øje, hvorimod de ved Folelſen bemærfes fom en Ruhed: et fmalt Baand findes i Underfjæben, og endnu mindre Tænder findes i Overfjæben paa den forrefte Deel af hvert Mellemfjæbebeen; endvidere paa Ganebenene og langs Ylvugffjærbenet, ifær foran paa dette. Ogſaa den yderſte Gjæl- lebues linieformige Forlængelfer bære mifroffopiffe Tænder, og en— deligen have Tungen og Svælgbenene meget fine Tænder, Hud— forhænget bag Mellemfjæbebenene er meget tyndt og lille. Tungen er langftraft, fmal, flad og færdeles tynd, i Enden afffaaret (dog ſaaledes, at en meget ſtump Vinkel dannes); den er vel ffilt fra Underfjæben, og har Solvfarve. Mundhulen er beſtroet med utallige forte Punfter. Næfeborerne ere Diet meget nærmere end Snudefpidfen; de ere anbragte paa Grænd- fen af Pandelinien, meget tæt ved hinanden, faa at det forrefte fun ved en Hudvag adffille8 fra det bagefte. Begge ere de fmaa (det forrefte dog mindſt), men aabne og fydelige, af en oval Form, med overvejende Hejdediameter. — Øjet, hvis pverfte Rand næften ligger i Pandefladen, er ftort, men indffrænfe8s, ligefom hos Mafrelen, af en ftor, gjennemffinnende Fidthud, hvil fen udbreder fig et Styffe foran Øjet mod Snudefpidfen i Form af en Triangel, og bagtil naaer næften hen over Forgjællelaa- gets bageſte Rand; fortil bedæffer den fun en lille Deel af Øjets Hornhud, bagtilnaaer den derimod heelt hen til Pupillen. Den Aab— ning, ſom den efterlader for Øjet, er af noget elliptiff Form, af ftørre Højde end Længde. Djets Diameter er næften ligefaa ftor ſom Øjerandens Afftand fra Overfjæbens Spidfe, og ligefaa ftor ſom Afſtanden fra Midten af Øjets nederfte Rand til Hove— 269 dets Underflade, men indeholdes omtrent 11 Gang i Afſtanden til Gjællelaagets3 bagefte Rand. Det forrefte Øjebeen er tem— melig ftort, af langftraft Form, fortil bredeſt; de andre Oje— been ere fmaa, og danne fun en fmal Ring omkring Øjet. — Gjællelaagsftyfferne have ingen Saugtagger, og vife en glat og glindfende Overflade, undtagen Forgjællelaaget, hvis Overflade er bedæffet af aareagtige Forgreninger. For— gjællelaaget er ftort og halvmaanedannet. Gjallelaa— get er uregelmæsfigt fiirfantet, og har bagtil et dybt Ind— fnit, hvorved paa den bageſte Rand opſtage to ſtumpe Spidfer ; disſe vife fig imidlertid fun paa Sfelettet, da Mellemrummet mellem dem ellers indtages af en tyf Hud. Dets nederfte Rand løber meget ſtraat ned fortil, og danner med den forreſte en ſpids Vinfel; dets Brede indeholdes omtrent 5 Gange 1 Hove— vedets Længde. Undergjallelaaget er ſktraat nedftigende fortil, langſtrakt, ſmalt, fortil bredeſt; dets ſtorſte Brede indehol— des omtrent 31 Gang i Længden. Mellemgjællelaaget vi— fer fig langftraft, buet, bagtil bredeft, og ligger langs Forgjælle- laagets nederſte Nand. Det er her det forholdsviis ſtarkeſt ud— viflede af Gjællelaagsftyfferne, men då det for en ſtor Deel ffjules under Forgjællelaaget, erkjendes dets ſande Storrelfe og Form førft ved Disſektion. Gjælleaabningerne ere klevede ligehen under Øjets forrefte Rand; naar Gjællelaagene ere lukkede, læg- ger Randen af det ene fig noget over det andet paa Hovedets Underflade. Af Gjallehudens J Straaler ere de 3 førffe brede, flade, ſabeldannede, de følgende ſmale. Forſte Rygfinne, fom begynder omtrent over — af Bugfinnerne, eller ganſke lidt længer tilbage, og noget bag Bryſtfinnernes Nod, beftaaer blot af tynde, bøjelige Pigftraaler ; af Form er den triangulær, fortil højeft; dens forbindende Hud, fom er femmelig tynd, naaer lige hen til anden Rygfinnes Be— gyndelſe; Mellemrummet mellem dens bageſte Straaler er meget 270 betydeligere end mellem de forreſte. Den forſte Straale har om— trent Halvdelen af den anden Straales Længde, hvilfen atter er betydeligt fortere end tredie og fjerde, der ere de længfte; de folgende aftage gradeviis indtil den ottende, ſom er den fortefte (omtrent halvt faa lang ſom forſte). Den foran Rygfinnen frem— adliggende Vig er ftærf og meget ſpids: almindeligen træffes den ffjult under Huden, og bemarkes iffe ret, for denne fønderrives ; den er en Udvext af det tredie, ftore Interſpinalbeen, ſom bærer forfte Rygfinnes farfte og anden Straale. Saavel forſte ſom anden Rygfinne kunne nedlægges i en dyb Rende i Ryggens Middellinie, ſaaledes at de iffe ere fynlige; dog naaer denne, af to fremftaaende Hudkamme dannede, Mende fun omtrent fil Mid— ten af anden Rygfinne. Mellem førfte og anden Rygfinne er, fom antydet, aldeles inter Mellemrum. Anden Rygfinne bar blot een Pigſtraale, hvilken fun er lidt mere end halvt faa lang fom den forfte bløde Straale; denne og anden bløde Straale ere de længfte, de følgende aftage til henimod den tiende, hvorpaa De øvrige omtrent blive af lige Længde. De førfte 8 Straaler er noget forgrenede i Enden, de følgende ere enfelfe indtil den ſidſte, ſom er dybt kloftet. Anden Rygfinnes forbindende Hud er meget tynd og ſtjor. — Bryſtfinnerne ere lange, fmale, fvidfe, fegldannede, af famme Længde fom Hovedet; de have 20 eller 21-Straaler, af hvilfe den forfte er en fort enfelt Straale, den anden er meget længer (omtrent 4 Gange) men ligeledes enfelt; de øvrige ere deelte; femte og fjette ere de længfte, de ſidſte Straaler overmaade forte, og tildeels endog vanffelige at bemærfe. Bryſtfinnernes Spidſe nager til Sideliniens Krum— ning. I Arelhulen viſer Processus coracoideus fig ſom en fri, blot af Huden bedæffet Plade. — Bugfinnerne fidde meget fæt op fil hinanden, lidt længere tilbage end Bryftfinnerne, og have iffe ftort mere end disſes halve Længde; de ere langftrafter ſmale, tilſpidſede, og beftaae af 6 Straaler, af hvilfe den førfte er 271 en tynd og bøjelig Pigſtraale, de ovrige ere brede og deelte næften lige til Roden; anden Straale, fom er længft, er dobbelt faa lang ſom forfte. I Hviletilftand optages Bugfinnerne i en Fordybning, fom dannes af en noget fremftaaende Hudfold paa - hver Side af Bugen. Gadborets Alfſtand fra Spidfen af Bugfinnerne ev omtrent lig med de forenede Bugfinners Brede ved Roden. Tæt bag Gadboret dannes en lille Finne af fo forte, meget ftærfe og fpidfe, lidt tilbagefrummede, ved en Hud forbundne Pigge. I vinge Afftand fra disfe fremtræder den egent⸗ lige Gadborfinne, ſom begynder med en tynd og femmelig fort Pigſtraale; anden Straale, ſom er den højefte, er næften Dobbelt faa lang ſom forſte; derpaa aftage de følgende efterhaan⸗ Den fil den ottende, hvorpaa de øvrige omtrent have lige Højde. De fo nyligt omtalte Pigſtraaler kunne, ſaavelſom den forrefte Deel af Gadborfinnens, nedlægges i en Rende ligeſom Nygfinnen. Bag Gadborfinnen og anden Rygfinne er Halen fri i en lille Stræfning, fom omtrent udgjør 3; af Totallængden; den er her ferfantet (cen Rygflade, een Bugflade og paa hver Side fo Side- flader, en everfte og en nederfte), og paa Grund af Sidernes Kjole har den ftørre Brede end Højde. Halefinnens Rod gaaer højt op paa Siderne af Halen. Halefinnen er meget dybt indffaaret; Indſnittet er ikke bøjet eller halvmaaneformigt, men temmelig fFarptvinflet; den har 1% Straaler foruden de mindre paa Siderne, hvilfe kunne anfættes til 4 eller 5 foroven og ligeſaamange forneden. Kroppen er bedæffet med Sfjæl, undtagen Snuden, Kjæ- berne og Gjællelaagsftyfferne; dog ogſaa paa den everſte Deel af def egentlige Gjællelaag findes Sfjæl, Sfjællene ere meget fynde, temmelig ſmaa, almindeligen af ftørre Højde end Længde, den bageſte Rand mere eller mindre afrundet, den forreſte forſy— net med een eller fo fvage og lidet tydelige Vifteftraaler, dog ofte ogſaa ganffe manglende disſe; iøvrigt ere Stjællene meget fint koncentriſt ſtribede. De ftørfte Sfjæl have en Højde af 272 1“ til 147” og en Længde af 3% til 17, Cuvier angiver, at der idetmindfte tælleg 120 Sfjæl i en Længderæffe og om— frent 50 i den ftørfte Hojderekke. Jeg maa tilftaae, at jeg ligeſaalidt er iftand til at befræfte fom til at benægte denne Ungivelfe, Da jeg iffe med Sifferhed har funnet fuldføre Tællingen formedelſt Sidelinien, Sfjællenes Utydelighed paa Bugen og mod Ryggen o. f. v. — Sidelinien løber, i Fort fættelfe af Gjællelaagets overſte Vand, parallelt med Ryglinien i en Stræfning, fom omtrent er ligefaalang ſom Hovedets Læng-= de, eller dog fun ubetydeligt ftørre; naar den omtrent har naaet Begyndelfen af anden Rygfinne, eller er kommen lidt bag denne, ffraaner den ned i en Længde, ſom bedæffes af 4 fil 6 af Sideliniens Skjolde, indtil den er kommen til Midten af Højden, hvorpaa den fortfætter fit Lob 1 horigontal Retning lige ud til Halens yderfte Spidfe midt imellem Halefinnens to Lapper *). Sideliniens Skjolde paa ef af de Individer, jeg har for mig (det mindfte), beløbe fig til 73, hvoraf de 34 førfte (de med Ryglinien paralleltlobende og nogle af de i den ſtraa Linie) mangle Torne, de 39 fidfte Derimod ere forfynede dermed. Et andet Individ derimod har paa den ene Side 45 Sfjolde med Torn pg 33 uden Torn, paa den anden Side 43 med Torn og 35 uden Torn, hvilfet ſynes at være en iffe ualmindelig Anomali hos denne Fiffeart.. Hos andre danffe Individer har jeg talt 39 med Torn og 29 uden Torn, 34 med Torn og 41 uden Torn o. ſ. v. Det maa iffe overſees, at da Skjoldene uden Torn efter Sideliniens Skraaning gradeviis og næften umærfeligt gaae over fil Skjolde med Torn, bliver det altid vanffeligt at beſtem— me, og nogen Bilfaarlighed underfaftet, hvilfet der er det fidfte Skjold uden Torn og hvilfet det førfte med Torn, Men Tor- nene, ſom førft ere forte og fvage, blive mod Halen ftærfere, +) Undtagelfer derfra har jeg dog fundet, idet den bageſte Deel af Si- delinien hav viift (maa, uvegelmæsfige Bugtninger. 273 længere og tydeligere fremtrædende, dog ſaaledes, at de allerſid— ſte atter aftage, indtil de ganffe forfvinde ved Haleſpidſen. Tor: nene ere meget fpidfe og ftærft bagudrettede; Sfjoldene, hvorfra de udgaae, ere ſaaledes befæftede, at de fun med Vanſkelighed funne losrives; imellem dem ligge mindre Sfjæl; enkelte Gange har jeg truffet en eller anden Torn gaffelformigt kloftet i Enden. Formen af didfe tornede Sfjolde fremftillev en ligebenet, ſtump— vinflet Triangel; den meget ſtumpe Vinkel vender mod Hovedet, Baſis mod Halen; fra Midten af Grundlinien udgaae Tornene; fra den ſtumpe Vinfel derimod gaaer en Kanal tværs igjennem Skjoldet til Tornen. Triangelfladen maa iffe tænfes fom en ret Flade; den er bøjet paa Midten efter Kroppens Form, og her— ved fremkommer den ffarpe Kjol, fom bliver mere og mere frem— ftaaende mod Halen. De iffe tornede Sfjolde have Form af en meget langſtrakt, ffjæv Furfant. Skjoldenes Brede indehol— des omtrent 3 til 5 Gange i Højden, og denne forholder fig atter til Kroppens ftørfte Højde fom 1 til 3; dog forandres dette Forhold, efterfom Kroppen aftager 1 Højde; faaledes indtage Skjol— dene yderft paa Halen den hele Hejde. — Foruden den egent- lige Sidelinie løber en Stribe ligeſom en anden Sidelinie ligefra Waffen til Haleſpidſen langs Rygfinnernes Rod. Leveren er flor, deelt i fo lange, tilfpidfede Lapper, afIndre — hvilke den venſtre, ſom ev noget ftorre, og bedæffer en ſtor Deel af Maven, atter forneden deler fig i Smaalapper. — Port: neren omgives af 12, temmelig tyffe og lange Blindtarme; ſaavel disſe ſom Tarmene dannes kun af en meget fiin og tynd Hud, hvorimod Spiſeroret og Maven ere tykke og ftærfe, — Wgge— ſtokkene ere ftore, WSggene temmelig fmaa. — Svømmeb læ ren er faa ftor, at den iffe alene optager hele Bughbulens Længde, men den fender endog fo Horn ind imellem Halens Muſkler. Nyrerne, fom fun ere af middelmaadig Storrelſe, have en dyb fort Farve; ogſaa den Bughulen beflædende Hud er ſortagtig. 18 Beenbyg⸗ ning. Ufarter. 274 Kraniets mellemfte Længdefam er temmelig ſtarkt fremftaa- ende; Sidefammene derimod lave; mellem Næfebenene er et tri angulært Rum, fom optager Mellemfjæbebenenes Apofyse. Ryg— hvirvlernes Antal er 23 eller 24, hvoraf 10 filhøre Bughulen. De ere af en ftærf Bygning, have ftørre Længde end Højde, ere noget fammentryffede og paa hver Side forfynede med en dyb Grube eller Indhuling. De to fidfte Bughvirvler have lidt bred— trykte Apophyses transversæ, og en lille Ning dannes mellem Disfe. Det førfte Os interspinale inferius tjener til Stotte for de 2 frie Pigge bag Gadboret. Foran forfte Rygfinnes fremadliggende Pigftraale ere fo ſmaa Ossa interspinalia uden Straaler. Den Hvirvel, fom bærer Halefinnen, har paa hver Side en lille fremſpringende Beenkam eller Krog, hvis Sider ere ſtarpe. Jevrigt er med Henſyn til Hvirvlerne at bemarke, at de, med Undtagelſe af de fem eller fer ſidſte Halehvirvler, fra deres bagefte Rand udfende paa hver Side fo ſmaa, torneagtige For— længelfer, een foroven og een forneden, hvilfe lægge fig tæt op fil den følgende Hvirvel, og naturligviis maa hindre Rygradens Bevægelighed. Ribbenene ere ſammentrykkede, og have hvert for- oven et lille, traadformigt Appendix. Af Stokkeren ſtulle, efter Cuvier, forekomme flere marke— lige Afarter, (derſom man ikke hellere fulde ville betragte dem fom egne Arter). Forffjælligheden hos disſe vifer fig 1 en mere eller mindre langſtrakt Form, i Sideliniens ſtorre eller mindre Krumning, i Stedet, hvor denne Krumning begynder, i Antallet af Sideliniens Skjolde o. f. v. De fo meſt paafaldende Afæn- dringer funne karakteriſeres ſaaledes: Var. A. 80—88 Skjolde; Skjoldene mindre ophojede; den bagefte og lige Deel af Sidelinien fun lidet længere end den forrefte. Var. B. 94-99 Skjolde Kroppen fyndere; Sidelinien fmalere; den bageſte, lige Deel af Sidelinien af lige Længde med Den forrefte Deel, Bøjningen medregnet. 275 Disſe to Afændringer, af hvilfe Cuvier ifær troer, med Sifferhed at funne betragte den fidfte fom egen Art, ſynes ogs faa med Henſyn til deres gevgrafiffe Udbredelſe at afvige fra Den-almindelige Stoffer. Hidtil veed man idetmindfte iffe, at nogen af dem er truffet nordligere end ved Rochelle paa Franz keriges Veſtkyſt. Af Beſtrivelſen over Stokkeren er det ievrigt tydeligt, at det ikke fan bifaldes efter Rils ſons Exempel (Prodr. pag. 84) at optage ,,75 Skjolde og 38 af disſe med Torn” ſom Urtsmærfer: da Skjoldenes Antal afverler fra 68 fil henimod 80, hvorvel 73—75 udenfvivl er det Almindeligfte; og da Be— ftemmelfen af de tornede Sfjolde er ufiffer og vilfaarlig, foruden det, af deres Sal ogfaa er noget varierende. Stokkerens almindelige Storretfe hos os er omtrent een Storrelſe. Fod. Det ftrøfte Individ, Cuvier har feet, og hvilfet netop var overſendt ham formedelſt dets ufædvanlige Storrelfe, holdt nitten Tommer. Om ſtorre Individer har man ingen paalidelige Efteretninger. Selv har jeg endnu iffe truffet nogen Stoffer, fom naaede fytten Tommer. Stofferen findes 1 hele Middelhavet og, efter Pallas, li⸗-gorekommen geledes 1 det forte Hav. Paa de veftlige franffe og paa de en— gelffe Kyſter forekommer den mellem Sild og Mafrel faavelfom i egne Stimer ”). Paa de hollandffe Kyſter frulle, efter Gro— novs Vidnesbyrd, mange fanges tilligemed Silden. Ved Sta— vanger "har jeg feet den blive faget i en Makrelſtime, dog fun en eneſte Gang, og Fifferne fjendte den iffe. Om den forekom— mer meget nordligere, har jeg ingen Erfaring vover; imidlertid fan man upaatvivleligen, uden at fejle meget, anfætte 609 n. Br. fom Grændfen for dens nordlige Udbredelfe *). — Fra Kap +) Cuvier hist. des poiss. IX, 20. *) I Gammevs norfte Fauna, Side 79 n. 356 læſes: „Piir kaldes fmaa, maver Makrel. Cr uden FZvivl Scomber Trachurns,” Disſe Ord, fom ere udftrevne af Døntoppidan's Norges Naturbiftorie, 18% 276 har man feet Individer, der ikke vel kunde adffilleg fra de i Kanalen fangede; ligeledes fra Nyholland, Nyſeland og Amboj— na >). Denne Fiffeart har altſaa en meget viid Udbredelſes— kreds; med mindre at fremtidige Underſogelſer fulde funne op— Dage Forffjælligheder hos de ovenanforte tropiſtke Individer der maatte fjerne dem ſpecifiſt fra vore nordlige. — Paa vore Kyfter fanges Stokkeren temmelig hyppigt baade i Kattegattet og i Vefterhavet. J Juni Maaned 1834 faae jeg den blive fanget ved Hov, nord for Liimfjorden, i Bundgarn; og Fifferne forfiffrede mig, at de hele Foraaret næften ved enhver Rogtning af Bundgarnene havde truffet flere . Individer mellem Hornfiffene og Fjæfingerne (Trachinus Draco), hvilfe ud— gjorde deres Hovedfangſt. Efter en fyndig Fiffers Fortælling fangedes for nogle Aar fiden en faa ftor Mængde Stokkere om Hoſten i Bundgarnene i Ebeltoftbugten, at de folgtes ſneſeviis. Disſe Kjendsgjerninger ſynes tilftræffeligen at godtgjore, at den iffe altid forefommer enkeltviis i Kattegattet *). Jovrigt har jeg feet Den blive fanget omkring Hirtsholmen i Flynder— garn og ved Aalbak i Flyndervaad (hvilfet beviſer, af den gaaer ind paa lavt Vand nær Kyſten). 3 ftørft Mængde har jeg truf— fet den i Vefterhavet ved Agger 1 September Maaned, hvor den fangedes paa Bundkroge, der vare udfatte for Pighajen. Jeg iagttog, at hver Baad hver Dag foruden et betydeligt Antal Hajer erholdt en halv Snees til en Snees af Stofferne, omtrent ligeſaamange Stamfild (Alosa Finta), og ievrigt fun en en— felt Torſk o. f. v. Paa det kjobenhavnſte Fiſtetorv fees rime— ligviis hvert Aar nogle Exemplarer, ſom ere fangede i Sundet. have foranlediget Muͤller til i fin Prodromus at angive Piir ſom den norfte Benævnelfe for Scomber Trachurus. Men piir eller andre Steder (i Stavanger) Spiir betegner blot den unge Makrel, og Caranx trachurus har formodentligen intet norft Navn. +) Cuv. hist. des poiss, IX, 20. "7) Apud nos semper solitarius, Nilsson, Prodr. pag, 85, 297 Ogſaa ind i Oſterſoen gaaer Stofferen; paa Schoneveldes Tid fangedes den hver Hoſt i Kielerfjorden. Jovrigt ſynes den ligeſom Makrelen ofte i en Rakke af Aar at forfvinde fra en Kyſt, hvor den en lang Sid hav været hyppig. Om denne Fiſkearts Levemaade har jeg næften intet Andet Levemaade. at berette, end hvad Fifferierne lære og: at den gaaer i Stimer, eller flutter fig til Stimer af andre Fiffearter, til fine Tider opholder fig paa Bunden, til andre Tider vifer fig i Vandffor= - pen, og ofte løber ganffe nær ind til Kyfterne. J Kanalen troer man, af Stofferftimerne bebude Ankomſten af Makrel- og Silde— ftimerne. Hos Individer, fangede i Juni, har jeg fundet Rognfæffene —— noget flunfne, men med fuldfomment modne g. Jeg maa alt— faa antage, at Stokkeren hos os leger ſidſt i Maj eller førft i Juni; hvilfet ogſaa ſtemmer overeens med Andres Jagttagelfer, ifolge hvilke den leger omtrent paa famme Tid ſom Mafrelen. Det var Unger paa omtrent 4“ Længde, ſom til Schonevel— des Tid fangedes i Kielerbugten om Efteraaret, og Nilsſon beretter"), at Unger af fire fil fem Sommers Storrelſe un- dertiden om Cfteraaret fanges ved den fvenffe Kyſt. Af disſe fo Fakta, i Forbindelfe med Legetiden, funne to Slutninger maa— ſtee uddrages, næmlig at Stofferen leger i Kattegattet, og at Ungerne vore omtrent ligefaa hurfigt ſom Makrelyngelen. Stokkeren ſynes at være en graadig Fiſt: den nærer fig af YTæring. mindre Fiſke og Fiffeyngel, ifær ſmaa Sild. Stokkerens Kjød har Lighed med Makrelens, men er førs Unvendelfe. vere og opfyldt med flere Been, hvorfor den ogſaa agtes mindre. Den ſkal afgive en ypperlig Mading til Torffefangft *). J dens Mefenterium har jeg fundet en Filaria. Siender, +) Prodr. pag. 85, *) Duhamel, — ——— St, Peters Fiſken (Zeus Faber Linn.). Det er i og for fig ſelv rimeligt, at denne Fiſk, ſom ev temmelig almin— delig omkring det fydlige England, (faa at man endog har Exempler paa, af flere end 60 Individer ere fagne iet Garn paa een Gang), fom fees paa Fiſketorvet i London næften hele Sommeren, og fom ſynes at lege ved den en— gelffe Kyſt: af denne Fiſk ogſaa ſtundom maa forekomme paa Veſtkyſten af Jydland og Hertugdømmerne, Sandſynligheden forekommer mig naſten at blive til Vished derved, at Bloch ) har erholdt et Individ, ſom af hel— golandfte Fiſtere var bragt til Hamborg. Efter Blød) frulle de helgo— landſke Fiftere endog have en færegen Benævnelje for den, næmlig Silde— konge. - Jeg har derfor troet, at det ikke vilde være overflødigt, at giore opmærkfom paa den. Den er færdeles Ejendelig ved fit. meget flrærft ſammentrykkede Legeme, fom er uden StjælbedæFning, men derimod langs Roben af Rygfinnen og langs Buglinien ev væbnet med en Rakke kloftede Beenpigge; den hår to Rygfinner og to Gadborfinner; forſte Rygfinne er forſynet medtraadagtige Forlængelfer; Munden Fan ſkydes ſtarkt frem, og har een Rakke ſmaa Tænder i hverv Kjæbe o. f. v. +) Die Fijde Deutſchlands II, 26. 279 Farven ev guulagtig med en meget iøjefaldende, rund, fort Plet paa hver Side, hvilken har foranlediget. Benævnelfen Peters Fiſk, idet menig Mand adftillige Steder betragter Pletterne F Mærker af Apoſtelens Fingre. Under et fort Ophold paa Fanø, — jeg den ſaakaldte L i- ber daticus faavel i Yoréby fom Sønderho, for muligen derved at for— ftaffe mig nogen Oplysning om Øen, 3 begge Bøger fandt jeg en Fortegnelje over de omkring Øen forekommende Fiſke, blandt hvilke en fjælden Fiſk omtales under Benævnelfen Fluſter eller Solvfiſk. Vedat fpørge Fifferne om denne, fvarede de flefte mig, at den var dem ubekjendt; enkelte meente vel, at have hørt tale om den, eller endog at have feet den; dog kunde Ingen beftrive den, eller fortælle noget Mærmere om den. Uagtet jeg juft ingen Sandſynlighed finder i, at den ſkulde være identift med Peters Fiſten, mener jeg dog lige faa godt her at kunne anbefale den til Opmærffomhed fom paa hvilfetfomhelft andet Sted, da dens rette Plads er mig ganfte ubekjendt. Slægt. Glandsfiffen (Lampris Retz.). Legemets Form ſammentrykket, meget høj, ægdannet; Sfjællene tynde, lidet fynlige, let affaldende; Bugfinnerne med mange (14 til 15) Straaler, anbragte omtrent under, eller fun meget lidt bag de vandret tilbæftede Bryſtfinner; fun een, fortil ſteerk forlænget Rygfinne; Bryſtfinnerne, Bugfinnerne og Fligene af Halefinnen lange; ingen Tænder; Gjalleſtraalernes Antal fyv *). +) Den hos Cuvier (Regn, anim. nouv, edit. II, 211) og Nils— fon (Prodr, Ichth. Scand, pag. 70) for Lampris angivne Slægté- karakteer indeholder flere Urigtigheder. Med Henfyn til Nilsſon er det ikke vanſkeligt at eftervife Aarſagen hertil: han har næmlig viſtnok ikke felv haft Lejlighed til at underſoge noget Individ af denne fjældne Fiſk, og har altfaa været nedſaget til at følge Cuvier, fom han uheldig— viis tildeels har misforftaaet. Udtrykkene: ,spina brevi ante analem” ere faaledes fremkomne ved en Misforftaaelje af Cuvier, hos hvem Talen ev om Rygfinnen. Den Mening, jeg tidligere har næret, at Cuvier heller ikke ſelb havde underſegt Lampris guttatus, finder iffe Be— kroftelſe den tiende Deel af Histoire des Poissons; han har endog haft flere Exemplarer til fin Dispoſition. Men deſto ufor— 281 23 Art. Den draabeplettede Glandsfiſk (Lampris guttatus Brinn,). Underfjæben lidt længer end Overfjæben; Si— Artsmarke. delinien ftærft frummet over Bryſtfinnerne; Ryg: gen violet, Siderne følvfarvede med lyfere Plet— fer, Finnerne røde; deres Straaletal er: Rygf. 50; Bryftf. 20; Bugf. 14; Gadbf. 33; Halef. 7). Muͤllers Prodr. n. 370 Zeus, og n. 398, Scomber pelagicus. Synonymi. Bruͤnnich i Vid. Selfe, Skr. nye Sami. 111, 398, Zeus guttatus, golten i Naturh. Selft, Str. V, 2 pag. 129, Stromateus thoracicus. Solten Zool. dan. IV, 27, Lampris guttatus. Otto Fabricius i Stilderiet 1819, Side 515, Zeus guttatus. Vid. Selſk. nye Skr. III, 406 tab. A; — Zool. dan. tab. 144; (den ves fidfte af disſe Afbildninger er mindre tilfredsſtillende end den førfte); Guerin's Iconographie, Poissons pl. XXXII fig. 2, Cuvier hist, des Poissons tab, 282 (et ungt Individ). — Få ES klarligere bliver det, hvad der fan have foranlediget den faa udmer— ket nøjagtige Cuvier til af optage ,en fortil forlænget Gadborfinne, 10 Straaler i Bugfinnerne,” blandt Slægtens Kjendemærker. J den nysnævnte tiende Deel af Fiftenes Hiftorie har Valenciennes berigtiget disſe Angivelfer; dog uden nærmere Oplysning om, hvad der har fremkaldet dem, +) Finnernes Straaletal angives af forftjællige Forfattere temmelig afvigende, ſaaledes: Strøm i Rygf. 60, Bryftf. 24, Bugf. 15, Gadb. 36, Halef. 26. Bruͤnnich — 62, — 21, — 18, — 36, — 19. Golten — 666 — 13, — 10, — 39, — 19. Bakker — 52, — 23, — 15, — 40, — 30. Faber — 50, — 2% — 15, — 40, — 20. Valenciennes — 53, — 24, — 14, — 38 — 232, Disſe Afvigelfer beroe vel for en ſtor Deel derpaa, at Straalerne, ifær de fidfte i hver Finne, virkeligen ere vanſkelige at tælle med Nøjagtighed. Hos tre underføgte Individer mener jeg i Rygfinnen altid at have bemærtet 50 Straaler, i Bryftfinnerne fra 20 til 23, i Bugfinnerne 14 og 15, i Gadborfinnen 38 og 39, i Halefinnen altid 19, 282 Benævnelfe Denne Slægt, ſom Retzius med Grund har adffilt fra den linneiffe Slægt Zeus, frylder fit Navn (Lampris af den- mos, Glands) fil den metalliffe Glands, der pryder den enefte hidtil befjendte Art. Jeg har gjengivet den fyftematiffe Benæv- nelfe paa Danſk ved GlandsfifÉ; thi vore Fiffere have intet Navn for den, og den af Muller anførte Benavnelfe, Guld fiſk, anvendes almindeligen paa en fremmed Karpeart. Den danffe Artsbengvnelſe, ſom forekommer mig meget pasſende, ſtyldes Brünnich. Beſkrivelſe. Det ovale, høje, ſammentrykkede Legeme og de lange, tilſpidſede Finner ere, i Forbindelfe med Farven, det meft Søjefaldende i denne Fiſts Ydre. Den ftørfte Højde er lidt mindre end den halve Totallængde. Den ſtorſte Tyffelfe udgjor omtrent Halvdelen af den ftorfte Højde. Dens prægtige Farver kunne iffe nokſom beremmes af alle Forfattere. Ryggen er morkt violet; Siderne følvfar- vede med violet Sfjær; Kroppen ligeſom beftrøet med ovale Plet— fer af Perlemoderfarve i en indbyrdes Afſtand af omtrent 1” til 117, De ftorfte af disfe Pletter. have 3" Længde og 3” Brede; paa Ryggen og fortil ere de ofteft mindre. Gjallelaagene have en meget ftærf Metalglands, Øjets Hornhud er guldfarvet, Finnerne af en ſmuk Zinoberfarve. De følgende Maal ere af et Individ paa 44: den ftørfte Højde (mellem Bryſt- og Bugfinner) 20”; Halens Højde foran Halefinnens Rod 23"; den ftørfte Tykkelſe (under Bryftfinnerne) 10”; Halens Tykkelſe foran Halefinnens Rod 2"; fra Snudejpidfen til Gjællelaagets bagefte Rand 124"; Afſtanden fra Snudeſpidſen til forrefte Næfebor 24”; det forrefte Neſebors Højdediameter 13”; Afſtanden fra det forrefte til det bagefte Næfebor 14”; det bagefte Mæfebors Højdegjennemfnit 2/7; det bagefte Neſebors Længdegjennemfnit 14/7; det bagefte Neſebors Afſtand fra Øjet 2”; 283 fra Snudeſpidſen til Øjets forreſte Rand 4877; Ojets Gjennemfnit 22”; Ufftanden fra Øjets øverfte Rand til Panderanden 3”; Ufftanden fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade 6”; andens Brede over Midten af Øjet 33”; det opfpilede Gabs Højde 3”; Mellemfjæbebenenes Længde 24”; Længden af Mellemfjæbebenenes Apofyse 12"; fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelfe 18” ; Rygfinnens Længdeftræfning 19”; Længdeftræfningen af Rygfinnens forrefte høje Deel 6”; Rygfinnens ftørfte Højde 9”; Rygfinnens ringefte Højde (omtrent i Midten af Længden) 4”; Rygfinnens Højde bageft næften 2”; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 2”; Bryſtfinnernes Afſtand fra Ryglinien 9”; Bryftfinnernes Afſtand fra Buglinien 11”; Bryftfinnernes Længde 11”; Bryftfinnernes Brede ved Roden 3”; Breden af Bryftfinnerneé anden Straale 3“; Bugfinnernes Afftand fra Snudeſpidſen 21”; Bugfinnernes Længde 93”; Bugfinnernes Brede ved Roden 23/5 Gadborfinnens Længdeftræfning 11”; Gadborfinnens Højde fortil 2”; Gadborfinnens Højde mod Midten 14”; Gadborfinnens Højde bagtil 24”; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 2; Halefinnens Længde paa Siderne 9”; Halefinnens Længde i Midten 3”; Ufftanden mellem Spidfen af Halefinnens Flige 17”, Hovedets Længde forholder fig til Totallængden fom 1 til 31; dets Højde vover Nakken er ftørre end Længden; dets Tykkelſe udgjør omtrent 2 af denne ſidſte. Pandelinien er kon— ver og ftærft nedftigende mod Munden; et endnu ftærfere Ned— fald har Linien fra Underfjæbens Spidſe ned mod Bugfladen, 284 dog uden at være konvex. Isſen er glat og fonver paatværs ; Hovedets Sider omtrent lodrette, lidt fonvergerende fortil. Øj- nene ere af Middelſtorrelſe; deres Afſtand fra Snudeſpidſen in— deholdes omtrent 21 Gange i Hovedets Længde, og ODjets Dia— meter atter omtrent 2 Gange i denne Afftand og 5 Gange i Hovedets Længde. Afſtanden mellem Ojehulens nederfte Vand pg Gjallelaagets nederfte Rand er dobbelt faa ſtor, ſom Afſtan— den mellem Ojehulens everſte Rand og Pandelinien. Alle Gjællelaagets Styffer ere glatte og uden Pigge; filfammen- tagne danne de en Halvmaane; ogſaa Forgjællelaaget har fuldfommen Halvmaaneform. Det egentlige Gjællelaag 8- ſtykke udgjor en Fürkant, hvis overſte og nederfte Linie ere horijontale og parallele, men den nederfte er meget fortere end Den overfte, og den bagefte er buet. Undergjællelaaget er lidet, forneden afrundet; den horisontale Linie, ſom foroven ad— filler det fra Gjællelaagsftyffet, er fun lidt iejefaldende. Mel lemgjællelaaget er langftraft, fmalt og krummet efter For— gjællelaagets Rand, Gjælleaabningerne ere fivre, kloftede langt frem under Øjet. Gjællehuden har J Straaler. Mun den er i Enden af Snuden; det opſpilede Gabs Højde inde holdes omtrent 4 Gange i Hovedets Længde. Dverfjæben er lidt fremffydelig, men, naar Munden er luffet, ftræffer Under— fjæben fig noget frem foran Overfjæben. Mellemfjæbebe- nene, fom danne Overfjæbens Rand, ere foroven bredere, og løbe ſpidſt fil forneden. Kjæbebenene ere bredere og længere end Mellemfjæbebenene, men naae dog langtfra iffe hen til Øjets Rand. Underkjabens Grene ere forte, men bagtil meget høje. Tænder findes iffe i Munden; Tungen er flad og bred. — Næfeborerne ere meget fmaa, og ligge vver os in- fraorbitale i Pandefladen, nærmere Munden end Øjet; det ba- gefte ev ovalt; det forrefte, ſom ev meget mindre og linieformigt, ev Fun ved et ringe Mellemrum adflilt fra hint, men fidder lidt højere. 285 Ryggen ev meget buet, dog Bugen i endnu højere Grad. Rygfinnens Afftand fra Snudeſpidſen ev omtrent lig med dens Længdeftræfning, og indeholdes næften 21 Gange i Totallængden. Den har 50 Straaler, er fortil høj og triangulær, bagtil meget lav. Den forrefte høje Deel udgjer 12 af dens hele Længde, og beftaaer af 15 Straaler; de 3 forfte af disſe ſynes af være Pigſtraa— ler; den anden og tredie, fom ere de højefte, indeholdes 2 Gange i Rygfinnens Længdeftræfning og 5 Gange i Totallængden; de følgende Straaler blive efterhaanden kortere, og forgrene fig i Enden. J Midten er Finnen laveft; de ſidſte Straaler blive der— imod igjen noget højere, og danne ſaaledes en Spidſe, der naaer hen mod Halefinnens Nod. — Bryſtfinnerne ere anbragte omtrent i Midten af Kroppens Højde, dog lidt nærmere Rygli— nien. Deres Rods bagefte Rand er lidt foran Rygfinnens forreſte. Hojſt betegnende for denne Fiſt er det, af de ere fæftede til Kroppen i en næften horisontal Linie. De ere lange, fmale, ſeglformige, tilfpidfede. Deres Længde indeholdes kun 4 Gange i Totallængden, og deres Vrede ved Roden næften 4 Gange i deres Længde, De have 20 eller flere Straaler, af hvilfe den førfte er fort, den anden og fredie de længfte; den anden er meget bred, flad og udeelt; de følgende alle forgrenede. — Bugfinnernes Afſtand fra Snudeſpidſen udgjør næften Halvdelen af Totallæng- den; de fidde paa Bugfladen, tæt ved Siden af hinanden, lidt bag Bryftfinnernes Rods bagefte Rand og under Rygfinnens triangulære Deel. De have ſamme fegldannede Form ſom Bryftfinnerne, men ere lidt forfere end disſe og noget. fmalere ved Roden. Straa— letallet er 14 eller 15; Straalerne ligne i Beffaffenhed Bryſtfinner— nes ). — Gadborfinnen, fom omtrent fvarer til Rygfinnens +) Cuvier og Valenciennes antage, af Finnerne hos Lampris gut- tatus ere meget lange i Ungdommen, og med Alderen efterhaanden afflides, ligefom f. Cr. Rygfinnens mellemſte Deel hos Sværdfiften. Paa et lidet, i Girondes Munding fanget Exemplar udgjør Længden af Bugfinnerne og af Rygfinnens forvefte Deel mere end Halvdelen 286 lave Deel, er i hele fin Længde lav; meft i Midten; fortil er den lidt længere, men længft mod Slutningen. Dens Længde: ftræfning indeholdes 4 Gange i Totallængden; den tæller 38 Straaler, af hvilfe fun omtrent de 16 fidfte forgrene fig. Mel: lem Rygfinnen, Gadborfinnen og Halefinnen er Halen i en lille Stræfning fri (a: iffe omgivet af Finner). Denne -Stræfning indeholdes henimod 22 Gange i Totallængden, og er ligefaa tyk fom lang; medens Højden derimod er noget ſtorre end Tyffelfen. Halefinnen, ſom naaer op paa Siderne af Halens Spidſe, er dybt halvmaaneformigt indffaaret, faa at, medens Fligenes Længde indeholdes omtrent 5 Gange i Totallængden, indeholdes de midterfte Straalers Længde 15 Gange i denne. Den lodrette Linie fra Spidfen af den ene Flig til den anden udgior 4 af Totallængden. Straalernes Antai er 19 foruden 4—5 fortere foroven og ligeſaamange forneden. Sfjællene ere af middelmaadig Storrelfe, bløde og me— get let affaldende, hvorfor te oftere ere blevne ubemærfede, ifær da Huden er glat og filfeagtigt glindfende. Hvor Sfjællene falde af, antager Huden et rødligt Sfjær. Sidelinien gjør over Bryftfinnerne en betydelig Krumning, hvorved den nærmer fig Ryggen; fænfer fig derpaa after unter Rygfinnens triangu— . lære Deel fFraat ned, indtil den omtrent har naaet Midten af Højden, hvorpaa den i horisontal Retning fortfætter fit Lob til Haleſpidſen; men den er fun lidet iojefaldende *). af Zotallængden 0. f. v. Herved maa jeg dog bemarke, at jeg paa de af mig underføgte Individer intet Spor har kunnet opdage til Finnernes Afflidning. +) Den Uvished, ſom adftillige Afvigelſer mellem de ældre Beſkrivelſer af Lampris guttatus funde vokke, og fom endog bragte Bakker (Osteographia piscium pag. 166—167) paa den Formodning, at de beſkrevne Individer ifte alene henhorte til forfrjællige Arter, men maaftee endog til forftjællige Slægter, indfeer jeg, bliver ſnarere for— øget end hævet ved den nærværende Beftrivelfe, ſom i flere Punkter 287 Bughulen udgjør omtrent 2 af Totallængden; Leveren er Indre Bys— guulagtig, ikke meget faſt, deelt i to lange, ſmale Lapper. Blind— tarmene, hvis Antal er meget betydeligt, have det ſamme kirtel— agtige Udſeende, der karakteriſerer disſe Organer hos flere Fiſte af Makrelfamilien, ifær hos Thunfiffene. Naar det faſte Celle— væv, fom forener Blindtarmene, ved Disſektion adſtilles, bliver man vaer, at de forgrene fig dikotomiſt, og i ſmaa Masſer for— ning, binde fig fil en felleds Stamme, der aabner fig i Tarmekanalen; af faadanne Stammer fæller man flere end 60. Mavens Vægge ere færdeleg tykke og muffuløfe, og vife indvendigt meget ſtarkt fremfrædendende Lengdefolder. Tarmen gjør een Krumning. Milten er fort, trekantet, mangelappet. Svemmeblæren er me— get ſtor, fortil afrundet, bagtil lobende ud i to korte Horn. Nyrerne ere ikke meget udviklede, Uringangene lange, Urinbla— ren langſtrakt, ſmal. Hvad der fortrinligen udmærfer Beenraden af denne Fiff, er den meget høje Kam langs Midten af Hjerneffallen; det vverordentligt lange og brede Albuebeen, hvilket paa den ene ev uovereensſtemmende med den af Valenciennes givne(Hist,des Poĩss. X, 49 seq.). Efter ham indeholdes Tykkelſen mere end 6 Gange i Længden; Hovedet 4 Gange i Zotallængden, Øjets Diameter ikke en— gang 3 Gange i Hovedets Længe; Øjet fidder i Midten af Hovedets Højde; Rygfinnens ftørfte Højde udgjør 7', af Totallængden, Bryſt— finnerne $ af Længden, Halens Flige + af Længden o. f. v. For— ftjælligheden i Øjets Stilling og Diameter ere her ifær paafaldende. Ut ogſaa Straaletallet er temmelig afvigende, har jeg allerede oven— for bemærfet. Det af mig beftrevne Individ er i Sommeren 1835 nedſendt fra Færøerne i Salt, og opbevares nu udftoppet i den na— furhiftorifte Forenings Fiſteſamling. I Maj 1832 havde jeg vel Lej= lighed til at underføge ef friſkt, i Jfefjorden fanget Individ; men min Beſkrivelſe af dette ev mig frakommen, paa nogle faa Moticer nær. Beenbygningen har jeg underføgt paa et i det kongelige Mu— feum opbevaret Skelet (faavidt jeg veed af det ſidſt omtalte Individ) ſaavelſom paa et fra Kattegattet, hvilfet ſenere ſkal omtales. Beenbyg⸗ ning. 288 i Side foraarfager Bryſtets betydelige Fremtræden og den deraf følgende ftore Højde, paa den anden Side, idet det trænger Armſpolen og Haandrodens Been i Vejret, betinger Bryſt— finnens ejendommelige Tilbæftningsmaade; det betydeligt udviklede Overarmbeen, hvis nedftigende Deel ved en ftor, oval Aabning adffilles fra Albuebenet; den overordentligt forlængede Proces- sus coracoideus, fom hæfter fig til Albuebenets bagefte og overſte Vinfel, og løber ned langs Albuebenets Flade og bagefte Rand, indtil det atter bliver frit, og endeligen hæfter fig til Bæffenet. Saaledes bliver denne Fife efter den linneiffe Ud— tryksmaade virfeligen en bryſtbugfinnet Fiſt, uagtet man efter dens Ydre kunde antage den for bugfinnet, Bakkenbenene ere friangulære, og ligge vandret mellem Albuebenets nedre Rand. Stulderbladet er lille, trekantet; Overffulderbladet er kloftet fil to temmelig lange og tynde Grene, der danne en ſpids Vinkel, og rette fig mod Hjerneffallengs bageſte Deel. Cauda ossis hyoidei ev meget ſtor og triangulær. Ryghvirvlernes An— fal er 43, hvoraf 20 Bughvirvler. Hvirvlernes Højde er ftørre end deres Længde. Ribbenene, ſom forſt ere forte og fvage, blive efterhaanden længere og ſterkere. Hojſt iojefaldende og mærfelig er den Forbindelfe, de fidfte Ribbeen indgaae indbyrdes og med Gadborfinnens førfte Interfpinalbeen, hvorved ligefom en Kasſe dannes; de 3 eller 4 ſidſte Ribbeen ere endog for— enede i hele deres Længde. Interſpinalbenene fil Rygfinnens forrefte forlængede Straaler, ligefom ogſaa Gadborfinnens forre- ſte Interſpinalbeen, udvide fig fil tynde Beenlameller. Den ſid— fte Halehvirvel har paa Siderne, lidt vover Midten af Højden, en lille, bagudrettet Krog, men denne vifer fig enten flet ikke fom en Kjol paa Halens Ydre, eller dog fun meget fvagt ). ) En nøjagtig og udførlig Beftrivelfe over Beenbygningen af Lam- pris guttatus med Afbildninger findes i Bakkers: Osteographia Piscium, 1822, in 8v0, cum tab. in 4to. 289 Hyppigſt forefommer denne Fiſt af omtrent 3' Storrelſe. Storrelſe Det brinnidffe Exemplar holdt 3” 2”, og vejede 45 Wund. Det ſtorſte bekjendte Exemplar er et 1772 paa den engelſte Kyſt ved Torbay fanget, ſom havde en Længde af 41' og en Vægt af 140 Pund (engelfE Maal og Vægt). Enaf de nærmefte Mladfer indtager, faavidt jeg veed, det her beſtrevne Individ fra Fareerne, hvis Længde er 3' 8”, og hvis Vægt 1 frifE Tilftand jeg troer at kunne anflaae til omtrent 80 Mund. Den europæiffe Deel af tet atlantiffe Hav, og iſar vel Denne Deels nordligere Regioner, ev Glandsfiffeng Hjem. Den ſynes almindeligt af opholde fig langt fra Landet og paa ftore Dybder, og fun meget fjældent og tilfældigt at nærme fig Kyfterne. Man hav truffet den fra Skandinavien, Island og Færøerne indtil Gascogne-Bugten, og i de fenefte Aar ligeledes i Middelhavet, dog overalt fjældent. — Ved Kyſterne af def egentlige Dan— marf ev den, faavidt mig befjendt, fanget i Iſefjorden, Oreſun— det, det nordlige Kattegat, og paa Iydlands Veftfyft. Paa det fongelige Kunſtkammer ſtal have været opbevaret Afbildning af to i Ørefundet for 1690 fangede Individer”). Det afBrinnid) beffrevne Exemplar fangedes ved Helfingør i Auguſt Maaned 1786 efter en Storm. Hohten var faa heldig to Gange at fee denne ſjeldne Fiſt levende; den ene Gang i Helſingor ſidſt i Juni 1799. Det af Faber**) og Fabricius omtalte Ex— emplar blev taget i Marfvingarn i Iſefjorden 1819 midt i April. Jeg har allerede ovenfor omtalt det 1 Maj 1832 famme- ſteds trufne Cremplar. J Sommeren (Jun) 1837 fan— gedes et Individ i Bundgarn ved Hov ”FF), hvilket Fifferne bragte til Aalborg. Hr. Asſesſor Kayerod, fom finder en *) Bruͤnnich i Vid. Selſk. Skr. nye Samling III, 399. Hvor fin— des nu disſe Afbildninger? ++) Die Fiſche Islands. ***) J Hals Sogn, omtrent en Miil nord for Liimfjordens Munding. 19 Forekom⸗ men, Levemaade — 290 Fornojelſe i at fremme Kundflaben om Danmarks Naturfrem— bringelſer, tilkjobte ſig dette, og havde den Godhed at over— ſende mig det. Men en ſtark Hede, en langſom Overfart og en urigtig Behandling undervejs havde til Følge, at det naaede Kjobenhavn i en ſaadan Tilſtand, af fun Beenraden kunde benyttes. — Endeligen har jeg erholdt en Meddelelfe fra Dr. Juſtitiarius Boie i Kiel, ifølge hvilken han paa En— drupholm“), blandt andre Afbildninger (ved Hr. Stavn) af Fiffe fangede i Omegnen, ogſaa har feet en Afbildning af Lam- pris guttatus, Om flere ved Danmarks Kyfter fangede Individer har jeg ingen Efterretning kunnet tilvejebringe. Om den draabeplettede Glandsfiffes Levemaade og For: plantning veed man Intet. Den fanges fun tilfældigt (hos 03, ſom det ſynes, ifær efter Storm af Nord), eller opkaſtes dod paa Kyfterne. Dens Kjod har faavel med Henſyn til dets rod— agtige Farve fom Smag den fuldfomnefte Lighed med Laxens, men er endnu federe (idetmindſte hos de af mig underſogte Individer). Den vilde altfaa, derſom den forefom hyppigere, funne afgive et færdeleg fortrinligt Næringsmiddel. — J Ma- ven af Det færviffe Individ fandt jeg Næbbene af 35 Cefalopo— Der, hvilfet fynes af antyde en iffe ringe Graadighed, Da Cuvier og Valenciennes ligeledes have truffet Cefalopodnæb 1 dens Mave, fynes man med nogen Grund at funne antage disfe Dyr ſom en almindelig Føde for den. Dog have de nysnævnte Natur— forffere ogfaa bDemærfet Levninger af Gopler (Medusa), navn— figen fmaa Nodmundede (Rhisostoma), i dens Mave. Saavel i Tarmefanalen fom i Maven traf jeg en utallig Mængde ſmaa Filarier. +) Omtrent 3 Mile nord for Ribe. 291 VI. Baandfiſkene. Baagmærflægten (Trachypterus Gouan *). Det baand- eller fværddannede Legeme har hos de hidtil bekjendte Urter Solvfarve med roſenrode Finner. Ojnene ere ſtore, Mun— den lille men meget fremffydelig, Kjaberne forſynede med tydelige ſtjendt fmoa Tænder, tinderfjæben opſtigende. Rygfinnerne ftræffe fig langs hele Ryggen, og den forreſte, ſom næften eller ganffe løber ſammen med den anden, beftaaer fun af faa Straa— ler, men er meget høj, og danner ligefom en Duff. Halefinnen er iffe anbragt i Enden af Halefpidfen, men paa dennes Ryg— linie, og er rettet opad; Bryſtfinnerne ere forte; Bugfinnerne beftaae af flere Straaler, og ere almindeligen lange; Gadborfinnen mangler (eller ev tudimentær?). Sideliniens Skjal ere ſtjold— dannede, væbnede hvert med en ſtarpKrog. Blindtarmenes Antal er meget ſtort, Svommeblære ſavnes. +) Trachypterus ev dannet af reayrs, ſkarp, og mrspov, en Vinge elev Finne. De til denne Slægt henhørende Fifte ere mindre nøjagtigt befjendte, fordi næppe nogen Zoolog endnu har haft Lej— lighed til af underføge et aldeles fuldftændigt Individ, hvilket ev en Bølge af disſe Dyrs overordentlige Fragilitet. „Hovedets Knogler”, figer Valenciennes (Hist. des Poissons X, 325), ,have næppe ftørre Faſthed end vaadt Pap; Ryghvirvlerne ere faa fvagt forbundne med hverandre, af Kroppen af fig felv fønderbrydes ved den levende 19” Urtsmærte. 292 21 Art. Den nordiffe Gaagmær”) (FTrachypterus Vog- marus Walene.) Hovedet Længde indeholdes omtrent % Gange i Totallængden (til Enden af fidfte Halehvirveh. Den ftørfte Hojde, fom falder næften i Midten af Totallængden, udgjor 7 af Totallængden. Gane— benene ere uden Tænder; Kjæbernes Tænder ere næften liggende, medSpidferne vendte bagud. Si— dernes forte Pletter ere anbragte, den førfte 1 Fiſks Unftvængelfer, ligeſom Staalormens eller ligeſom Halen af et Fiirbeen. Finnernes lange Straaler brækkes, ifær i en tidlig Alder, ligeſom Glastraade; Kjodet er faa blødt, af det i nogle faa Timer oploſer fig, og at disfeFifte, felv i Viinaand, Fun meget vanſkeligen be— vares hele, Det er altſaa ikke at undre over, at en Skabning, der i Faſthed ikke ſtager fønderligt over et Bløddyr, med Alderen og fom Følge af de utallige Tilfælde, dens Levemaade udfætter den for, taber disſe Anhang, disſe overflødige og ſkrobelige Prydelfer, fom udmærke den i dens Tilvarelſes forſte Øjebliffe,” Den For— virring, fom faadanre tilfældige Lemloſtelſer have bragt i Ichthyologien, ved at foranledige deels Oprettelſe af nye Slægter, deels Fordobling af Urter (hvilfen Forvirring førft ved Cuvier's og Valenciennes's SGeftræbelfer er begyndt at udredes), vedfommer os ikke her, De ovenſtagende Linier ftulle blot gjøre Læferen opmærffom paa, hvor vigtig Opbevaringen af ethvert Fragment af disſe Fifte er, da In— dividernes Ufuldftændighed ene fan erftattes ved et faa meget ftørre Untal af dem. +) Da jeg ikke felv hav kunnet underføge denne, paa de egentlige danſke Kyſter faa overordentligt fjældne Fift, indftrænfes jeg til at med— dele et Uddrag af den Beſkrivelſe, Prof, Reinhardt har leveret i Videnſkabernes Selſkabs naturv. og mathem. Afhandlinger (VII, 71—82). Saavel den nordiffe VWaagmær ſom Vaagmararterne i Almindelighed ere, ſom bemærket, altfor ufuldftændigt bekjendte, til at det ovenftaaende Artsmærke fulde kunne være ſikkert og tilſtrok— keligt. Imidlertid anfeer jeg det ikke for unyttigt, at give en midler— tidig Diagnofe faa godt, det lader fig gjøre. 293 Begyndelſen af Totallængdens anden Fjerdedeel, Den anden omtrent i Midten afTotallængden. Fin nernes Straaletal er: Rygf. 5+172; Bryſtf. 10; Bugf. 5; Gadborf. 2; Halef. 8%). (10-11) Muͤllers Prodr. n. 331, Trichiurus Lepturus (ſom islandft). Synonymi. Reinhardt i Overſigten over Videnſk. Selſk. Forhandlinger fra 3Ite Maj 1828 til 31te Maj 1829, Side 7 (førfte Gang ſom danft). Reinhardt i Vid. Selft, natur. og mathem. Afhandlinger 7de Deel. Afbildning. Vaagmær er det islandſte Navn for denne Fiſt. Olaf-Benayvnelſe fen hidleder det af Vog (a: en Viig, Bugt) og Mær (en Mø, egentligen reen, ubefmittet). Farven er fom 1 Slægtsfarafteren anført ; fun maa endnu tilføjes, at Pandefladen er fortgraa, Djets Hornhud folvfarvet, og af Kroppens Sider ere forfynede hver med to aflange, noget ſtraatſtillede Pletter. Totallengden**) af det beſkrevne Individ er 434". Kroppens Højde ved Bryftfinnerne 61” Kroppens ftørfte Højde (20“ fra Snudefpidfen) 7" ; Højden over Gadboret 717; Højden 30” fra Gnudefpidfen 6”; Højden 40” fra Snudeſpidſen 117; Tykkelſen over Gjællelaagets Tilhæftningsfted 147; Tykkelſen over Midten af Kroppen 9/7; Tykkelſen 32” fra Snudeſpidſen 57”; Afſt. fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bageſte Spidſe 673” ; Hovedets Højde gjennem Pupillen 47/5” ; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Midten af Pupillen 37',”; Ojehulens Gjennemfnit 137; Ufftanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 53”; +) Det af Prof. Reinhardt beftrevne Exemplar, hvortil her ene ev faget Henſyn, havde i højre Bryſtfinne 11, i venftre fun 10 Straaler. **) Her maa markes, at Totallængden regnes fra Spidſen af den lukkede 294 Ufftanden fra Snudeſpidſen fil anden Rygfinnes førfte Straale 67%"; Afſtanden fra anden Rygfinnes Ophør til Enden af Halehvirvlerne 4/7; Længden af anden Rygfinnes førfte Straale 577; Længden af anden Rygfinnes 105te Straale 31177; Længden af anden Rygfinnes fidfte Straale 7/7; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Bryſtfinnerne 64”; Afſt. fra Snudeſpidſen til Midten af Sidernes førfte mørke Plet 113"; Afſt. fra Snudeſpidſen til Midten af Sidernes anden mørke Plet 214”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Gadboret 24”. Legemets ftørfte Højde indeholdes 55 Gange i To- tallængden; fra Nakken til Vegyndelfen af Totallængdeng ſid— fle Fjerdedeel viſer Kroppens Højde ingen betydelig For— ffjæl, men derpaa aftager den meget hurtigt bagtil ved Ryg: liniens Nedſtraanen og Bugliniens Opſtigen. Den ſtorſte Tyk— felfe falder gjennem Hovedet noget bag Øjet, og indeholdes 4 Gange i Højden famme Sted men 5 Gange 1 den ftørfte Højde ; hvorimod Kroppens Tyffelfe under den ftørfte Højde fun udgjor Fo af denne. Kroppen aftager iffe blot i Tykkelſe forfra bagtil men ogſaa fra Sidelinien (gjennem hvis Region den ſtorſte Tyk— felfe paa ethvert Sted falder) mod Ryg- og Buglinien; mod Ryg— linien bliver Kroppen endog faa tynd fom Bladet af en Bord: fniv, faa at baade Hvirvlernes Torneforlængelfer og de mellem disſe liggende Stottebeen (ossa interspinalia) for Rygfinnernes Straaler vife fig i Omrids gjennem den tynde Hud. Hovedets Længde indeholdes 74 Gang i Totallængden. Pandelinien fænfer fig fun fvagt, hvorimod Hovedets nederfte Rand danner en fortil opftigende Bue. Overfjæbens Fremſtyd— ning ved Mundens Aabning udgjor næften 12 af Hovedets Længde, og har det Ufædvanlige, af det bladformige Overfjæbe- been, ſom iffe ev fæftet til Plougffjærbenet og Ganebenenes Forende, men blot til Mellemfjæbebenet, ſtydes frem tilligemed mund til Enden af den fidfte Halehvirvel, men ikke til Enden af Halefinnen, paa Grund af dennes uregelmægfige Stilling. 295 dette (iſtedetfor at ellers blot dets frie Ende træffes fremad). SKjæbernes Tænder ere fpidfe, tyndt-kileformige, naſten lig gende, med Spidfen vendte mod Svælget; hvert Mellemfjæbebeen hav to Tænder, fom ere anbragte noget indenfor Randen: de mellemfte ere dobbelt faa ſtore fom de yderſte, men imidlertid fun lidt mere end 2““ lange. J Underfjæben ere Tænderne ftillede ganffe 1 Spidfen og nærmere den ydre Mand; paa den ene Side fandtes fire, paa den anden tre; i Storrelſe ere de indbyrdes ulige. Paa den forrefte Ende af Plougffjærbenet fandtes en enefte, næften tre Linier lang, ſpids Tand, ſom flod lodret i Middellinien. De overſte Svalgbeen vare befatte med ſpidſe, nuget bøjede, en Linie lange Tænder. De nederfte Svælgbeen fynes ganffe at mangle. Tungen er fortil noget bredere, med filvundet Rand, konkav Overflade og fladt- kjoldannet Underflade. Gjællerne ere fmaa. Ojehulen er fredgrund, Øjnene me— get ftore (de indeholdes 33 Gange i Hovedets Længde), anbragte nær Panderanden. Næfeborerne ere meget fmaa, og ligge over Djehulens forrvrefte-øverfte Rand; det forreſte Par er ovalt; det bagefte, ſom er det ftørfte, har Spalteform. Antallet af Gj ælle- hudens Straaler er fer ”). Førfte Nygfinne var afbrudt indtil Roden, faa at man blot funde erkjende Straalernes Antal, og fee, at den forreſte var noget fyffere end de øvrige. dellemrummet mellem Den forfte og anden Rygfinne var det dobbelte af Afſtanden mellem fo Straaler. Anden Nygfinne er Ferſtningen meget lav, og tiltager langſomt i Højde, indtil omtrent Begyndelfen af To— tallængdens fidfte Fjerdedeel; hvorpaa den atter daler, men i et +) Med Henſyn til Kjæbernes Dannelfe, Formen af Gjgallelaagsknog— ferne o. f. v. henviſer Prof. Reinhardt til Valenciennes's Be— fevivelfe af Trachypterus Falx (Hist, des Poissons, Vol. X.), med hvilken den nordiſſe Vaagmar ſtemmer oveveens 1 disſe Deles Beſkaffenhed. 296 frærfere Forhold; imidlertid er denne Finnes fidfte Straale deg noget længere end den forfte. lle Straalerne ere tynde, bojelige Pigſtraaler; forneden udvide de fig hver til et faddeldanner Skjold, „ſom paa fin Midte har en fort bøjet Corn, hvorved op— ftaaer en Mad af ſmaa Skarpheder langå med Roden af den hele Finne.”(&) — Bryftifinnerne ere anbragte næften i Linie med Gjællelaagets bagefte Rand, nærmere Bugranden end Side: linien. De ere ftillede ſtraat: en Forlængelfe af den ſtraa Linie, deres Rod beffriver, vilde løbe over Djets Hornhud nedenfor Pupillen. — Bugfinnerne ſidde ganffe lidt Gag Bryſtfinnerne, fæt ved Bugranden og 1.en Retning, der næften er ligelobende med denne. Forreften vare de afbrudte, faa at deres Længde og øvrige Beffaffenhed iffe funde beftemmes, — Mod Enden af Halens nederſte Vand findes en fort, ſammentrykket, tvedeelt Torn, hvis længere Spidfe er rettet fremad, den fortere tilbage; bag denne dobbelte Torn findes en enfelt, tynd og bevægelig, og atter bag denne ere fire fine og forte Straaler anbragte paa Den nederfte Rand af de to fidfte Halehvirvler. Disſe Dele filfammen funne betragtes fom en rudimentær og langt tilbage ryffet Gadborfinne”). Halefinnens Straaler ere be- fatte med meget ſmaa Torne, der gjøre dem ſtarpe for Følelfen: de mellemſte Straaler, der have de flefte Torne og altfaa den ſtorſte Skarphed, ere de fortefte, og forholde fig til de yderfte (de længfte) fom 3 til 4. Sidelinien begynder i Nakken, ftiger forſt næften lodret ned lige over for Midten af Ojehulen, løber derpaa en Strak— +) Denne Profesfor Reinhardts Forklaring fynes at burde foretrokkes fov en anden AnTuelfe af Valenciennes, ifølge hvilken den dob— belte Zorn ftulde høre til Sidelinien, og de øvrige Straaler udgjøre en Deel af Halefinnen. Ikke ganſke uden Analogi med den her om— falte Beftaffenhed af Gadborfinnen, forekommer mig hos Rokkerne Forholdet af Rygfinnerne, hvilke baade ere meget ſmaa, og tillige rykkede tilbage mod Haleſpidſen. 297 ning ffjævt bagud og ned, indtil den bag Bryftfinnerne er kom— men Bugfinnen noget nærmere end Ryglinien, og antager faa et vandret Lob til Enden af Halen, hvorved den paa dennes ſmalle Deel kommer dens nederfte Rand nær. Den forte Pig ellev Krog, hvormed hvert af Sideliniens ſmaa, aflange Been— ſtjolde ere væbnede, har Spidfen rettet fremad. Saavel Kro— gene ſom Sfjoldene tiltage 1 Storrelſe indtil Halens tynde Deel, og aftage derpaa igjen indtil Enden, dog ſaaledes, at det aller— ſidſte Sfjold er betydeligt flerre end Sfjoldene i Midten af Sidelinien. Huden er, naar Sidelinien undtages, uden Sfjæl; under dens ſolvglindſende Overtræf vifer den fordybede Linier, ſom net— formigt krydſe hverandre, og afdele den i meget ſmaa, flade, ſnart runde, ſnart kantede Ophejninger. Nedad mod Bugranden, og iſer paa begge Sider af dens ſtarpe Kant, blive disſe Ophöejnin— ger fil papilformige Vorter af betydelig Fafthed men ikke for- benede. De aftage 1 Storrelſe bag Gadboret, og forfvinde hen— imod Halens Ende. Den nordiſte Vaagmær opnaaer en ret betydelig Storrelſe. Gaimard har fra Island hjembragt et Individ af næften 8 Fods Længde, men en ſaadan Storrelſe ſynes imidlertid at være femmelig meget over den ſadvanlige. Nærværende Art er nordiſf. Man bar truffet den paa Kyfterne af Norge, Island, Færøerne og Ørfenøerne, men alle disſe Steder fjældent. I Efteraaret 1827 blev et Individ op— faftet paa den jydſte Kyſt mellem Fredrikshavn og Sfagen, og Dette er, faavidt jeg veed, det enefte hidtil bekjendte Faktum, der berettiger til at give denne Fiſt en Plads i den danſte Fauna 7). +) Det jydſke Individ, ſom indfendtes af Hv. Juftitsraad Juul i Fredrikshavn, opbevares i det Fjøbenhavnfte Univerſitets Muſeum. Det Exemplar, hvorefter Prof. Reinhardts Befkrivelfe og de den led— Storrelſe. Sorefom- men. 298 Pesemande Om dens Levemaade og pvrige Forhold veed man Intet. 2% Kun den Bemærkning bar man gjort, at den aldrig fanges paa Krog, men fun forefommer opkaſtet paa Stranden, ifær efter heftige Storme. fagende Afbildninger ere forfattede, opkaſtedes Gommeren 1828 nær Thorshavn paa Færøerne, Olafſens (Islandſke Reife I, 592 flg.), Bruͤnnichs (Videnſk. Selfe, Skrif. ny Samling III, 408, flg.) og Fabers (Islands Fiſche Side 66 flg.) Beſkrivelſer ere efter Islandſke Individer; i det bergenfte Muſeum har jeg haft Lejlighed til af fee et tørret Individ fra den norſke Kyſt. De to nedenftaaende Afbildninger fvemftille, den ene Hovedet af den nor— diſte Vaagmar efter en ftørre Maaleſtok end Figuren Side 291 (men dog langt under naturlig Storrelſe), den anden et Stykke af Halen (med afftumpet Halefinne), for at viſe Sideliniens SÉjolde og den rudimenfære Gadborfinne. ESSARRSEE EN = — — = = S GAUN NGESTE ES — J——— — — 299 Multeflægten ”) (Mugil Valenc,). Munden, en Tværfpalte i Enden af Snuden, har, naar den fees forfra, Form af en ſtump Vinfel, hvis Toppunkt vender op, idet nemlig Underkjebens Midte er forfynet med en Frem— ragning, der pasfer i en filfvarende Fordybning i Overfjæben; dennes forreſte Rand dannes ganſke af Mellemfjæbebenene; det forrefte Øjebeen, fom mere eller mindre fuldftændigt ſtjuler det fvage Overfjæbebeen, er i Randen fiint tandet; Svælgbenene ere ftærft udviflede, og det paa en faadan Maade, af paa den ene Side Svælget faaer Vinfelform ligeſom Mundaabningen; paa den anden Side de ftore Gjællelaag blive noget hvælvede eller ud— buede. Gjælleftraalernes Antal fer; de to Rygfinner ere vidt adffilte, og den forſte beftaaer blot af fire Pigſtraaler **); Si— +) Ordet Multe ſom Benævnelfe for Fiftene af denne Slægt fore- fommer i Grams Nucleus Latinitatis, von Aphelens Overfæt- felfe af Bomares Naturbiftorie, flere Steder hos Jakob Baden og i Videnſkabernes Selſkabs danffe Ordbog. Paa fidfte Sted tilfoies endvidere Mulut ſom generift Genævnelfe for nærvæ- rende Slægt, og ſom Etymologi angives Mule (formedelſt Hovedets Storrelſe) eller det latinſte Mugil, Ved hvilken Lejlighed og af hvem disſe to Benavnelſer paa Fiſke, der hos os træffes faa fjældent, ere indførte i det danfte Sprog, maa jeg for Ojeblikket lade være uafgjort. ”) Kun bøjft fjældent og tilfældigt hav man hos en ellev anden Art falt fem Straaler i førfte Rygfinne. Artsmarke. Synonymi. 300 delinie bemærfes ikke; Maven har en opſtigende Deel med meget tyffe og muffuløfe Vægge, hvilfen danner et, Slags kjodagtig Kro; Blindtarmenes Antal er ringe, men Tarmen lang og bugtet. 25 Art. Den almindelige Multe“) (Rlugil Capito Cuv). Hovedet fegleformigttilfpidfet;Tændernevver- ordentligt fine, næpvpve fynlige uden Lupens Hjælp; en Deel af Overfjæbebenet træder, naar Mun: den ert lukket,” frem undernsvrelbenetsk dette hed fte vifer fig noget ſkraat afffaaret, fmalt; Øjet uden Huddælffe; UArelffjællet (Sfjælappendiret over Bryſtfinnernes Nod) fort og ſtumpt. Finnernes Straaletal er: Rygf. 4+9; Bryſtf. 17; Bugf. 1; Gadborf. 3; Halef. 14%). (4-5) (8-9) (17-43) Cuvier et Valenciennes Hist. nat. des Poissens, XI, 36: seqvt.; Mu- gil capito? Bruͤnnich i Vid. Selje, Skrifter, ny Samling, III, 406: Mugil cephalus? Schagerſtrom i Vetenſkabs Academiens Handlinger. for 1829, Side 90 figd.: Mugil cephalus ? +) Den almindelige Multe falder jeg denne Art, ikke fordi jeg an— feer det for afgjort, -at den hos os er den almindeligſt fore— kommende Art, men fordi den blandt de euvopæifte Arter fynes at være videft udbredt, og paa de flefte Kyſter at forekomme almin— deligſt. ++) Det nedenfor beſkrevne Individ har 18 Straaler i Bryſtfinnerne paa begge Sider, Efter Valenciennes (Hist. des Poiss. XI. 39) forekommer undertiden (dog meget fjældent) 5 Pigſtraaler i forſte Rygfinne, og 8 Straaler i anden Rygfinne. Med Henfyn til ſamme Forfatters Angivelſe af een Pigftraale i anden Rygfinne, henviſer jeg til Anmerkningen nedenfor Side 311, betræffende anden Rygfinne, 301 Nilsson: Prodromus Ichthyologiæ Scandinavicæ, pag. 69: Ma— gil Capito? +) Schagerſtrom I. c. tab. III, et IV. (unøjagtig) ; Tconografia della Afbildnin— Fauna italica di Carlo Bonaparte, priacipe di Musignano, fase, See: Vito tab, 3. Brünnichs meget forte Notice i Vid. Selſt. Skrifter Benævner om denne Fiſt lyder ſaaledes: „endeligen ſtal jeg anføre, at af 40 fjældne Fiſte i vort Nordhav blev den 24de November 1779 ind: bragt hertil, og paa Fiſketorvet folgt en FifE af 2 Fods Længde under Navn af Morel, fom var den for fin Botargo eller Rogn faa befjendte Mugil cephalus. Denne Fiff er endnu iffe indført i vor danffe eller vore Nabvers Fauna, og bliver ogfaa, dog ikkun ſom en Flygtning, at tillægge.” Hvorledes Fi: fferne i Sundet eller paa Sjællands Nordkyſt funde have et Trivialnavn for en, efter Brünnich's eget Udſagn, ſaa fjæl- den Fiſk, forftaaer jeg ikke; heller iffe har jeg blandt vore Fi ffere truffet noget Spor af dette Navn, og det ſynes altfaa at være forfvundet, om man ellers fan antage, at det nogenſinde har exiſteret ſom Trivialnavn, hvad jeg rigtignok betvivler. Pandefladen og Ryggen ere morkegrag, anlobne med Blaat; Beſerivelſe Bug og Sider ſolohvide, de ſidſte forfynede med fer til fyv rød: ligtbrune Lengdelinier; Kinder og Gjallelaag ſelvhvide; Finner— nes Bindehud ſtidenthvid; Bryſtfinnerne med en mork Plet ved Roden af de tre eller fire overſte Straaler; Pupillen fort, om— givet af en fmal Solvring; Hornhuden rødbrun **). +) De Zvivl, fom denne Arts Synonymi er underkaſtet, omtales noget nærmere nedenfor Side 319 flgd. ++) Da det af mig underføgte Individ, formedelft langvarig Henftaaen i Spiritus, havde tabt fine naturlige Farver, ere disſe hev angivne efter Parrell. Imidlertid fan mærkes, at den mørke Plet ved Bryſt— finnernes Rod, hvilken, uden at være aldeles fonftant, dog er temme— lig karak eriſtiſt for Arten, endnu vet vel iagttoges paa mit Exemplar. 302 Af denne hos os faa fjældne Fiſt har jeg fun haft Lejlig- bed til at udmaale et Individ 7). Totallengde 163”; ftørfte Højde (foran førfte Rygfinne) 22”; Højden over Bryftfinnernes Rod 27/5"; Højde foran Halefinnens Rod 147; ftørfte Tykkelſe (over Bryſtfinnernes Rod) 23/7”; Omkredſen ved førfte Rygfinnes Begyndelſe 7”; Tykkelſe foran Halefinnens Rod 3”; Ufftand fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand 34”; Ufftand fra Snudeſpidſen til bag. Rand af Crista occipitalis 317”; det opfpilede Gabs Højde indvendigt 10”; det opfpilede Gabs Brede indvendigt 10/7; QDverfjæbens Fremragning foran Undertjæbens Spidfe 1/7; Mellemkjobebenenes Længde 937”; Længden af Mellemkjæbebenenes Apofyſe 37”; OverFjæbebenenes Længte 73/7; Ufftand fra Underkjæbens Spidfe til dens Ledforbindelfe 123”; Afſtand fra Midten af Snudeſpidſen til forrefte Neſebor 7”7; ftørfte Gjennemſnit af forreſte Neſebor 37”; Afſtand mellem forreſte eg bageſte Næfebor 17”; ſtorſte Gjennemſnit af bagefte Næfebor 13/7; indbyrdes Afſtand mellem det forvefte Par Naſeborer 11/7”; indbyrdes Afſtand mellem det bagefte Par Naſeborer 12”; Afſtand mellem bagefte Noſebor og Ojets forrefte Rand 3975 Afſtand fra Snudeſpidſen til Øjets forvefte Rand 117”; Øjets Længdegjennemfnit 6”; Ojets Højdegjennemfnit 533 Pandens Brede mellem — ro Hovedets Højde over Midten af Øjet 16”; Ufftanden fra Øjets nederfte Mand til Hovedets Underflade 6“ Afſt. fra Øjets bagefte Rand til Forgjællelaagets bag. Rand 52/7”; Ufftand fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 63”; førfte Rygfinnes Longdeſtrokning 93”; +) En Han, fanget i Kriftianiafjorden. 303 den oprejfte førfte Rygfinnes Hoide 164“*) Afſtanden mellem førfte og anden Rygfinne 24”; anden Rygfinnes Længdeftræfning 147; den oprejfte anden Rygfinnes ftørfte Højde 157”; anden Rygfinnes Afftand fra Halefinnens Rod 217; Bryftfinnernes Længde 2”; Bryftfinnernes Brede ved Roden 82/7; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Bugfinnernes Rod 5”; Bugfinnernes Længde 13”; Bugfinnernes Brede ved Roden 63"; Ufftand fra Snudeſpidſen til Gadborets forrefte Rand 83”; Gadborets Længdegjennemfnit 23"; Afſtand fra Gadborets bag. Rand fil Gadborfinnens Begyndelfe 13/77; Gadborfinnens Længdeftræfning 19/7; den oprejſte Gadborfinnes ftørfte Højde 15”; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 21; Halefinnens Længde fra Roden paa Siderne til Spidfen 33”; Halefinnens Længde i Midten 13”; den udfpendte Halefinnes Brede 33”; Halefinnens Længdeftræfning langs hen ad Halens Sider 53 Dybden af Halefinnens Indftjæring 13”. Hovedet er af Middelftørrelfe (det indeholdes omtrent fem Gange i Totallængden) men temmelig tyft og med Tilnær- melfe til Kileforn. Dets Pandeflade er fra Nakken til Øjnene femmelig horisontal, eller fun lidt nedſtraanende for— til, meget bred, mod Siderne lidt nedbøjet og afrundet. Snu— den, der er bred og flad, ftiger ned med jævn Skraaning, en— der uden af aftage ſonderligt i Brede, og er tillige ualmindeligt +) Enden af Rygfinnens førfte Straale var hos dette Exemplar afbrudt, faa af denne Straales Længde ikke kunde beſtemmes; derimod havde anden Straale en Længde af 1737, og den mellem førfte og anden Straale tilbageblevne forbindende Hud vifte uimodfigeligt, at førfte Straale havde været endnu længer, og altſaa overſteget Galv- delen af den ſtorſte Zojde. 304 fort *). Hovedets Sideflader fonvergere noget i Retningen nedad, dog ikke faaledes, at Hovedets Underflade bliver fFarp; tværtimod er denne bagtil temmelig bredt afrundet, fortil bre— dere, tillige flad og noget ſtraat opftigende; den danner ſaaledes, i Forbindelfe med Snuden, Eggen eller Skarpheden af den Kile, fom hele Hovedet, efter hvad jeg ovenfor har antydet,” fremftiller, J Slægtsfarafteren er allerede angivet, hvorledes Mu nden hog denne Slægt i fin Form afviger fra alle vore andre Fifte. ODverfjæben rager lidt ud over Underkjeben, og optager denne faa ganffe, at Mundſpaltens Form, naar Munden er lukket, iffe fan iagttages tydeligt uden fra Hovedets Under— flade, hvor den vifer fig næften fom et Styffe af en Cirfelbue, +) Den ovenfor unter Maalene angivne Længde fra Snudeſpidſen til Ojets forrefte Rand udtrykker ikke Snudens virkelige Længde eller Fremragen foran Øjnene; Maalet er næmlig her fom altid taget fra Midten af Snudefpidfen, og bliver altſaa, da Snuden er meget bred, meget ſkraat, følgeligen længer, end det burde være: iftedetfor af Snudens virkelige Længde eller Fremragen foran Øjnene inde— holdes omtrent fem Gange i Hovedets Længde, frulde man, efter det ovenangivne Maal, let ledes til at troe, af Snudens Længde fun indeholdes 32 Gange i Hovedets Længde. 305 eller fom en Vinkel, hvis Sfarphed er afrundet. Mundvigerne naae hen under Naſeborerne, eller nøjagtigere under de for: refte Tænder paa Hjebenets nederſte Rand. faar Mun: den aabne8, feer man, at Underfjæben, hvid Grene ere færdeles flade og brede, indfattes af en bred, flad og meget fynd Læbe, hvis Rand er ffarp og uden nogen Ujevnhed; denne Læbe er fnarere bruffagtig end hudagtig, mod Siderne bliver Den noget bredere end foran; i Midten, hvor Underkjabens Grene fortil forene fig, har den et lille Indfnit, eller ophører 4 en lille Stræfning. Underfjæbens Symfyſe hæver fig derimod ber fom en ſtump Knude, der giver Munden dens vinfeldannede Udſeende, men ſom iffe forlænges ind i Munden. DverfFjæ- bens Læbe er ligefom Underfjæbens bruffagtig men tyffere, og har, iſtedetfor hiins opadſtraanende Stilling, en næften aldeles lodret Stilling; den er i Midten, hvor den tøvrigt viſer et lidet Udſnit, højeft, mod Siderne tilfpidfet, og hav Form af en meget langftraft Halvmaane, hvis overſte Rand er fonver, den nederfte lidt fonfav. Langs hen ad denne nederfte Nand feed en Næffe overordentligt fine Borſter, hvilfe ere Enderne af de haarlignende Tænder, der ere voxede gjennem Dverlæben. Tandrakken af- brydes fun ved det lille Indſnit i Overlæbens Midte, lige over 20 306 Fremragningen af Underfjæbens Symfyfe; Antallet af Tænderne ev Dover hundrede. Tæt bag ved Overlabens Indfnit feed (mellem Grenene af Mellemkjgbebenenes Apofyſe) den For dybning, fom optager Underfjæbens Knude, Atter tæt bag Fordybningen er et ſardeles tyndt, gjennemfigtigt og ſmalt Hudſegl udfpendt, der mod Siderne ftræffer fig til Mund: vigerne. Tungen er fort, meget bred, flad, naſten al: deles ikke adffilt fra Underfjæben; dens Siderande fonvergere vel noget fortil, men Enden er ganffe lige og bredt afffaaret ; Tuu- gen er væbnet med en Mængde overmaade fmaa og fine Tan— der, hvilfe danne et Baand, der ftvæffer fig tvers over den forrefte Ende, og bøjer fig hen ad Siderandene; endvidere findes nogle faa Tænder langs Midten af Tungen forrefte Deel. Ogſaa det fortil meget brede Plcougffjærbeen ſynes mod Siderne at have nogle næften umærfelige Tender; derimod favner Un— derfjæben aldeleg Tænder ). Det opſpilede Gab er lidet, omtrent af lige Højde og Brede; Overfjæben fan ſtydes temme— lig meget frem 1 Retningen nedad, hvilfet iffe berder paa Be— vægeligheden af Mellemfjæbebenenes Apofyſe, der fun er fort og af en uforhuldsmæsfig Brede, men paa Overfjæbebenenes Beffaffenbed, der dog ikke er færegen for denne Art ene. Mellemfjæbebenene ev temmelig fmaae, tilbagekrummede, i Enden brede og flade eller ligefom aaredannede. Overfjæbe- benet har en ganffe mærfelig Form (næften fom et 23), og beftaaer af to Dele: en overſte, horizontal, S formigt bøjet, tem— melig tyk og plump; og en nedſtigende, tyndere, i Enden til— ſpidſet og fremadbejet Deel. Den everſte Deel er i Hviletil— ſtand bøjet fværs ind mod Legemets Middellinie, og ſtjult under +) Idetmindſte har jeg end ikke med den ſtorkeſte Lupe kunnet opdage Noget, ſom kunde fortjene Navn af Tænder. Derimod vifer Under— læben rigtignok en fibros Struktur, eller ſynes ligeſom ſammenſat af mangfoldige fremadrettede, parallele Traade eller ZFrævler, 307% Næfebenene ; hvorimod den, naar Munden fremſtkydes, drejes fremad, og ſaaledes ligefom forlænger Mellemkjabebenenes Apofyſe, eller tillader denne at ſtydes længere frem, end ellerå vilde være Til fældet. Den nedftigende Deel er ſtjult under det forſte Øjebeen (Os infraorbitale), undfagen den fremad krummede Endeſpidſe, der altid ſees af fremrage nedenfor dette Been. Overkjabebene— neg Spidſe naaer ikke ganffe hen under Ojets forrefte Rand. Forſte Ojebeen er middelmaadigt ftort, af meget ftært Bygning pg en uregelmæsfigt femfantet Form; det har fin ſtorſte Højde bagtil, men Længden er en Deel ſtorre end Højden; det indefluttes af en forrefte Rand (den fortefte), en overſte og nederfte og af to ba— gefte, der ſtode ſammen under en ſtump Vinkel. Dets Overflade vifer en lille Kam eller ophøjet Stribe, der dog næften er. tydeligere, medens Benet bedakkes af uden, end naar denne er borttaget. Denne Stribe firæffer fig nedenfra og bag fremad og vp; langs dens forrefte Rand vifer Benet fire Fordybninger, hvori Slümkirtler ſynes at have dereg Plads. Endeel fmaa Tænder fremtræde paa den bageſte Halvdeel af den nederfte Mand, og paa hele den nederfte- bagefte Rand (paa forſte Sted talte jeg 10, paa ſidſte 19 Zæn- der). Næfebvorerne ere anbragte paa Grændfen af Snudens Wandeflade og Sideflader, mellem Øjebenets everſte og Næfe- benets yderſte Rand, omtrent midt imellem Mundens nærmefte Mand og Djets forrefte Rand, og nær begge disſe; Derimod, paa Grund af Snudens Brede, langt fra Snudefpidfen. Det forreſte Par er meget lidet, næften kredsrundt, dog maaffee med lidt ſtorre Brede- end Lengdediameter; det bageſte Par er endeel ftorre, af Wgform, Hojdegjennemſnittet omtrent dobbelt faa ſtort ſom Langdegjennemſnittet; Afſtanden mellem forvefte og bageſte Naſebor er ſtorre end det forreſte Næfeborg Gjen- nemfuit, men mindre end det bageſte Pars ftørfte Gjennemfuit, og meget mindre end dettes Afſtand fra Ojehulen. Den ind: byrdes Afſtand mellem de bagefte Naſeborer er fun lidet ſtorre end mellem de forreſte, men dobbelt faa ſtort ſom Djets Længde- 20% 308 gjennemfnit. Næfebenene, der for en Deel betinge Snu— dens Form, ere meget brede. Øjnene ere næppe af Mid— delſtorrelſe, da deres Længdegjennemfnit omtrent indeholdes 6% Gange i Hovedetå Længde. Omridſet af Ojehulen nærmer fig fil det Kredsformige, men har dog lidt flørre Længde end Højde, og er fortil lidt mere tilfpidfet end bag. Ojets overfte Rand ligger paa Grændfen mellem Hovedets Pande- og Side— flader, dog lidet under Pandens Profillinie; dets nederſte Vand ftigevr næften ned i Linie med Mundvigerne. Panden er mel: lem Øjnene noget fonver paatværg; dens Brede ſamme Sted er omtrent lig med Hovedets Hojde over Øjetå Midte, og omtrent tre Gange faa flor ſom Ojets Hejdegjennemſnit. Gjalle— laagsftyfferne, der ere meget haarde og beenagtige, indtage en betydelig Stræfning, men ere faa tæt bedakkede af Sfjæl, at de enkelte Stykkers Form forft ved Disfeftion fan beftemmeg, Forgjællelaaget er forholdsviis fnarere lidet end fort; dets forrefte Rand er halvmaaneformigt indbøjet; den bagefte og nederfte ftøde fammen under en ſpids Vinkel, idet forſtnavnte afviger lidt fra det Vertifale ved at bøje fig frem, og fidfinævnte fra det Horizontale ved fortil at ſtige lidt opad; disſe to fidfte Rande ere iøvrigt fynde og hudagtige. Gjællelaagsftyffet er meget ftort (dets Længde udgjør næften Hovedets halve Længde, pg dets Højde er iffe meget ringere end Længden) og færdeles frærft hvælvet, faa at dets overſte Deel endog kunde ſynes at ligge i Pandefladen; det indefluttes af fo rette Linier (den for— refte omtrent vertifale og den everſte næften horisontale, hvis Sammenſtoden altfaa frembringer en ret Binfel) og en buet eller fonver Linie (den bagefte nederfte). I Form kunde Gjællelaa- get altſaa ſammenlignes med Fjerdedelen af en Kreds, hvorved dog maa markes, at den bagefte og den nederſte Vinkel ere tem— melig afrundede, og at den forrefte-overfte har ef dybt, halvmaane— formigt Indfnit. Undergjællelaaget lægger fig vp til den bagefte-nederfte Rand af Gjællelaagsftyffet, og danner faaledes, 309 Da det har en langftraft Form, næften hele den bagefte Rand af Gjællelaagdapparatet; det indfluttes af tre Linier, af hvilfe den fovrefte eller den, fom ſtoder op til Gjallelaagsſtykket, er noget indbøjet ; den bagefte, eller den frie, er temmelig ſtarkt udbojet; og endeligen den nederfte, der floder op til Mellem— gjællelaaget, er en ret Linie; denne fidfte, fom forener fig med de fo andre under vette Vinkler, ev langt fortere end disſe, men angiver omtrent Undergjællelaagets ſtorſte Brede (hvilfen indeholdes fire Gange eller lidet mere i Gjallelaagſtykkets Højde) ; de fo andre ftøde fammen foroven under en meget ſpids Vin— fel, og Undergjællelaaget har ſaaledes Form af en langftraft, noget frumbøjet Triangel. Mellemgjællelaagene, fom have en fort men meget bred Form (bredere bagtil, ſmallere fortil), ere for en ſtor Deel ſtjulte under Forgjællelaagene, og ligge, forfaavidt de ere frie, iffe paa Hovedets Sideflader, men paa dets Underflade fæt ved Siden af hinanden; ja, naar Gjællelaagene ere lukkede, bedekkes det enes Nand i en Stræfning af det andet. Mellemgjallelaagets bagefte, retliniede Rand ftiger ffraat op fortil; den nederfte Rand er noget udbuet; Foreningen af disſe to Linier danner en lidt ſpids Vinkel. Gjællehudens Straaler ligge ffjulte under Mellemgjællelaaget og Undergjællelaaget, og ere faa tæt forenede med disfe (ifær de fre forſte), at de ikke kunne udfoldes ſonder— ligt, eller uden Disſektion underſoges; de tre førfte ere me- get brede, fabeldannede; de tre nederfte ere langt fortere og fmallere, Ryglinien ſtiger fun lidet op fra Nakken til førfte Ryg— finne; mellem Rygfinnerne er den næften horisontal; fra anden Rygfinnes Begyndelſe ſtraaner den ned, ſtarkeſt under felve Rygfinnen, derpaa fvagere. Buglinien er juſt ikke ſtarkt fremtrædende, men danner dog en Bue fra Underfjæbens Spidſe til Gadborfinnen ; derpaa ſkraaner den op, ftærfeft i Begyndelſen ligefom Ryglinien. Rygliniens Nedſtigen og Bugliniens Opftigen mod Haleſpidſen ere dog iffe ftærfere, end at Halen tæt foran — 310 Halefinnens Mod endnu har en ret betydelig Højde, der over— ftiger dens Tykkelſe ſamme Sted flere Gange, og indeholdes om— frent folv Gange i Totallængden. Ryg- oa Bugfladen ere begge afrundede mod Siderne, dog med Undtagelſe af de Stræfninger, der indfages af anden Rygfinne og Gadborfinnen, hvor ligeſom en ffarpere Kam dannes. Forſte Rygfinne er anbragt langt tilbage (naar Hale— finnen fraregnes, omtrent midt imellem Snudeſpidſen og Hale- ſpidſen, dog lidt nærmere den fidfte); dens Begyndelſe falder femmelig langt bag Bryſtfinnernes Spidſe (omtrent fire Sfjæls Længde) og lidt foran Bugfinnernes Spidfe. Dens Længde- ftræfning er fun ubetydelig, og fvarer omtrent til den Langde— ftræfning, fom tre nedenfor liggende Sfjæl indtage. Afſtanden mellem dens forfte og anden Straale er lidet mindre end mellem anden og tredie; Afftanden mellem tredie og fjerde ev meget be— fydelig, og udgjor næften denne Finnes halve Langdeſtrækning; iftedetfor af de tre forfte Straaler ere nær hverandre ved Roden, men divergere med Spidſerne, er den fjerde Straale næften fjer- net ligefaa langt fra den tredie ved Koden, fom ved Spidfen. Forfte Straale er den længfte, omtrent dobbelt faa lang fom Rygfinnens Længdeftræfning; lidet fortere er den anden; den tredie atter lidet forfere end den anden; den fjerde Straale derimod er meget fortere end den tredie, faa at dens Længde endog ev lidef ringere end Rygfinnens Langdeſtrakning; ogfaa i den Henſeende er den forffjællig fra de foregaaende, at den er fvag og tynd, iftedetfor af disſe ere meget tyffe og ftærfe. Den Straalerne forbindende Hud er tynd og gjennemfigtig, og fortfætter fig lidet bag fjerde Straale; Straalernes yderſte Spidſer rage frem af den, Roden af denne Rygfinne beklades paa hver Side af nogle (3 eller 4) Sfjæl, der i Forening danne et Slags Appendix eller Anhang til den. Det fidfte af disſe Stjæl Oliver mærfeligt ved dets Storrelfe (Længden overgager endog Nygfinnens Langdeſtrakning), ſamt ved dets langftrafte, 311 i Enden tilfpidfede Form; hos nærværende Art naaer dette Sfjæl langt forbi Rygfinnens fjerde Straale. Afſtanden mellem forſte og anden Rygfinne ev betydelig (den indtages af ti Sfjæl), og overſtiger Afſtanden fra anden Rygfinne til Halefin— nens Nod noget. Anden Rygfinne er længer end forſte men lidt lavere; alle Straalerne ere leddede ”), de to forſte enkelte, de øvrige fleerdobbelt forgrenede 1 i Enden; de fo forſte Straa— ler ftaae hinanden meget nær; de øvrige ere flilte ved et videre Mellemrum, tfær femte, fjette, fyvende og ottende; ottende Straale ev Den korteſte (næppe lig Finnens halve Længdeftræfning) ; ube— tydeligt længer er den fyvende; atter lidet længer den niende, hvilken igjen overſtiges af den forſte og fjette, der indbyrdes omtrent have lige Længde; derpaa tiltager i Længde femte, an— den, fjerde og tredie Straale; denne fidfte ev omtrent af ſamme Længde ſom forſte Rygfinnes anden Straale, og overftiger anden Rygfinnes Længdeftræfning, hvilket ogfaa er Tilfældet med anden og fjerde Straale. Med Henfyn til anden Rygfinnes Form, da fremgaaer af det Ovenanforte, af dens øverfte Rand er ind; ffaaren, hvorved fo Spidſer fremftaae, af hvilfe den forrefte er længere end den bageſte. Bindehuden er tykkere og mindre gjennemfigtig end hos forſte Rygfinne, og tildeels bedekket med ſmaa, fmalle Sfjæl (mellem de fer eller ſyv forreſte Straaler ved Roden). VBryftfinnerne ere temmelig forte (deres Længde indeholdes ofte Gange 1 Totallængden), brede (deres Brede ved Roden udgjør omtrent 2 af deres Længde), i Enden ffraat af; ffaarne ; deres Spidfe naaer hen bag Bugfinnernes Nod. De ere tilbæftede ſtraat og temmelig hejt (nærmere Ryg- end Buglinien). +) Efter Cuvier og Valenciennes fulde førfte Straale være en Pigſtraale, men dette er ikke Tilfældet hos det hev beſkrevne Indi— vid, ligeſaalidet ſom hos følgende Art, ellev hos Individer af Mugil cephalus og andre Arter fra Middelhavet, Veſt- og Oftindien, hvilke jeg har haft Lejlighed til at underſoge. 312 Alle Straalerne ere leddede, de tv forſte enfelte, de ovrige mere eller mindre forgrenede i Enden, (de to fidfte fun i meget ringe Grad); tredie til femte Straale ere de længfte, indbyrdes om— trent lige lange; ſidſte Straale er den fortefte, dernæft forfte og næftfidfte, hvids Længde omtrent ſtemmer overeens. Binde— huden ev temmelig tynd; paa Finnens udadvendte Side ere faavel Straalerne ſom Bindehuden ved Roden bedæffede med Sfjæl; den ind— vendige Side derimod er ganffe glat og uden Sfjæl; ovenover den over— fre Rand af Bryſtfinnernes Nod er fæftet et af flere Sfjæl dannet Apparat, fom i Form afviger fra Kroppens evrige Sfjæl, idet det er længere og fmallere end disſe, og ender ſtumpt til ſpidſet D; naar Bryftfinnerne ligge hen ad Fiſtens Sider, ffjule de Dette Apparat næften ganfTe. Ændeffjællets Længde, naar det er losnet fra Huden, udgjor omtrent 42 af Bryftfinnernes Længde. Vugfinnerne ere noget fortere end Bryftfinnerne, men af en langt ftærfere Bygning, meget ffraat (naſten longitudinelt) til hæftede, og, naar de udfpændes, af betydelig Vrede i Forhold til Længden. Forſte Straale er en ſtark Pigſtraale; de ovrige, fom ere mangefold forgrenede, have Udſeende af Straalefnipyer ; anden Straale er den længfte, de folgende aftage efterhaanden, dog iffe betydeligt; den fidfte er lidt længere end Pigſtraalen, og Denne har næften 2 af Bugfinnens Længde; Bindehuden er fynd og gjennemfigtig, og er ligefaa lidt ſom Straalerne frjæl- dæffet; derimod er et langt, ſmalt og ſtarkt tilſpidſet SFHjælap- pendix (fammenfat af 3 Sfjæl) hæftet over Bugfinnernes Rod paa den ydre Side, og ef andet, ligeledes langt og tilſpidſet, Sfjælapparat er fæftet paa den indre Side ”Imellem Bugs finnernes Rod, og udfylder ganffe Rummet mellem dem; Binde— huden fortfætter fig bag Bugfinnerne, indeflutter dette ſidſtom— +) Ikke fom hos Mugil Cephalus ſfarpt tilſpidſet. +) Nilsſon ſiger i fin Diagnoſe af Mugil Capito: squama sub ventralibus brevi, rotundata. 313 falte enkelte Sfjæl, og forener de to Bugfinner faa at fige til een Finne. Gadboret er anbragt lidt bag Midten af Total længden, er af Middelftorrelfe og af kreddrund Form; tæt bag dette ev en mindre, noget triangulær Aabning for Generations— redffaberne, og i meget ringe Afftand fra denne begynder Gad— borfinnen. Gadborfinnen har omtrent famme Højde fom anden Rygfinne, men er 7 længere end denne, og da tillige Afſtanden af dens bageſte Rand fra Halefinnens Rod er noget flørre end Afftanden af anden Rygfinne fra Halefinnens Nod: faa følger deraf, af en betydelig Stræfning af den (omtrent 1) maa ligge foran Rygfinnens forreſte Rand. Gadborfinnens forrefte og bageſte Rand flige ffraat ned bagtil; den nederfte Rand er halv— maaneformigt indffaaret (ligeſom den øverfte hos anden Ryg: finne), hvorved dannes fo fremragende Spidfer, een fortil og een bag. Gadborfinnens forſte Pigſtraale er meget fort (omtrent 3“ hos det beffrevne Exemplar); anden næften tre Gange faa lang ſom forſte, og tredie atter længere end anden, og næften fire Gange faa lang ſom forſte Pigftraale; forfte og anden bløde Straale, fom indbyrdes omtrent ere lige lange, ere Gadborfin— nens længfte Straaler (hos det beſtrevne Exemplar omtrent 18 lange); de følgende aftage meget ſtarkt indtil den ottende blode Straale, den fortefte, der fun har omtrent 4” Længde; ligefom niende bløde Straale er længere end ottende, ev fiende eller fidfte atter lidt længere end niende (næften af 9 Længde). De bløde Straaler ere alle ftærft forgrenede (1 Form af Duffe eller Wensler), undtagen den førfte, hvor Forgreningen er mindre tydelig. De tre Vigftraaler ligge tæt op til hinanden; forfte og anden bløde Straale ere ved Roden adffilte, men nærme fig hin— anden med Spidferne; videre adffilte ere de følgende Straaler, uagtet de, paa Grund af den flærfe Forgrening, berøre hinanden med Spidferne. Den forbindende Hud ev hos denne Finne tyk og ftærf, ifær ved Roden, hvor den er fFjældæffet i hele Ryg: finnens Lengdeſtrakning, men 1 forffjællig Dybde; paa Finnens 314 forrefte Deel ftræffe Sfjællene fig næmlig dybeft, og man tæller mellem hverv to Straaler omtrent en halv Snees Styffer, men bagtil aftager Dybden efterhaanden, faa at man mellem de fidfte Straaler fun iagttager to til fre Sfjæl. Halefinnen er ftor, og dens bagefte Rand dybt indffaaret (omtrent i Halefin- nens halve Længde); den gaaer fun lidet op paa Siderne af Halen, og har paa hver Side af de lange Straaler fire forte; den yderfte lange Straale paa hver Side er uteelf, de andre derimod ftærft forgrenede, ifær de otte mellemſte. Halefinnen er for en ſtor Deel bedæffet med ſmaa Sfjæl , der (iſer mod Siderne) endog ftræffe fig meget langt ud paa Straalerne, og (mod Midten) danne flere Næffer mellem hver to Straaler. Untallet afSfjællene i en Rakke fra Gjallelaagets bageſte Rand indtil de ſtore Sfjælg Opher paa Halen er 43 eller 44; ten ſtraa Tværræffe fra Ryglinien foran forſte Rygfinne indtil Buglinien falte jeg 14 Sfjæl. Hvorvidt Finnerne ere ſtjalbe— dæffede, er ovenfor omtalt; Pandefladen har Sfjæl næften lige ud til Overlæben, ligeſom Hovedets Underflade fil Underlæben. Ultfaa ere af Hovedets Dele fun det yderfte af Snudeſpidſen, Læberne, et lidet Rum ved Næfeborerne og Iſtmen mellem Gjællelaagene frie for Sfjæl. Kroppens Sfjæl ere meget ftore, (de ftørfte, jeg hos det beffrevne Individ har udmaalt %), af lidt mere end i” Længde), men tillige tynde og hudagtige. Gt Sfjæl, taget lidt nedentor forſte Rygfinne, havde omtrent lige ſtor Længde og Højde, og fremfiillede næften Formen af en i Midten gjennemffaaret Ellipſe, idet den bagefte, frie Rand var udbuet, den forreſte, ſtjulte derimod lodret afffaaret. Ved fin ) Her maa mærkes, åt det beſkrevne Individ havde miſtet næften alle Kroppens Sfjæl, faa at jeg fun har kunnet underføge nogle faa, ved Ryg- og Buglinien, famt under Bryſtfinnerne tilbageblevne. Om disfe altjaa gjælder det ovenangivne Maal ligefom ogſaa Form— beſkrivelſen. 315 Tegning deler det fig i fire triangulære Dele: den bagefte frie Deel, Viften og de to mellemliggende Sidedele; den frie Deel, der er den ftorfte, har et færeget, granuleret eller chagrinagtigt Udſeende *) (hvilfet dog forft ved Hjælp af en ftærf Lupe tydeligt er— fjendes), og er i Randen tandet eller faugtagget, men Tænderne er overordentligt fmaa og af koniſt Form (brede ved Roden); deres Antal beløber fig til mere end 100. Viften, der har Gorm af en Triangel, hvid Grundlinie vender frem, og hvis bagudvendte Toppunkt er afffaaret, vifer fun faa og tildeels utydelige Vifteftriber, der lobe parallelt med hverandre. Kun tre af disſe ere fuldftændige ad: ftræffe fig fra Viftens Nod til dens Rand; den mellemfte af disſe, der deler Viften i to om— trent lige Dele, forlænger fig endog et langt Styffe ind over Stjællets frie Deel; foruden disſe fuldftændige Vifteftriber iagt— tages fem ufuldftændige, af hvilfe tre fra Viftens Rod udftræffe fig mere ellev mindre mod dens Rand (een ovenfor den øverfte, to nedenfor den nederfte fuldftændige Vifteſtribe), to andre me- get forte derimod ere anbragte nærmere Viftens Rand end dens Mod, een paa hver Side af Middelftriben. Kun tre tem— melig utydelige Krenuleringer, frembragte af de tre fuldftændige Vifteftriber, vife fig paa Viftens forreſte Rand. Viftens Vaxt— ftriber ere af overordentlig Fiinhed, hvad ogſaa er Tilfældet med Striberne paa de triangulære Sidedele. Maaffee funde man, naar man abstraberer det Almindelige fra de mange Modifika— fioner, ſom Sfjællenes Form paa Legemets forffjællige Dele er underfaftet, antage ſom Regel, at Sfjællene hos denne Art ere af ſtorre eller ligeſaaſtor Længde ſom Brede, og at de fuldftæn- dige Vifteftribers Antal fun er fo eller tre. Blandt te mere eller mindre mærfelige Afvigelfer i Sfjælleneg Form maa det være nof at anføre, af hos de Sfjæl, fom fidde langt ude paa +) Mærmeft ligner Beftaffenheden af denne Deel i Udfeende Hudens Beftaffenhed hos adftillige Hajarter. 316 Halefinnen, bliver den forrefte, ſtjulte Deel, iftedetfor at være lige afffaaret, meget langſtrakt, og fegleformigt tilfpidfet. De Finnerne bedæffende Sfjæl ere de mindfte, og udmærfe fig ved en meget langftraft og fmal Form. Ved at aabne Bughulen (hvis Længde fra Mellemgul vet til Gadboret udgjorde 51”), feer man fun lidt af Leveren og den fammenflyngede Tarmekanal, der ſtjuler de ovrige Indvolde. Bughinden er fort. Mellemgulvet ſtiger noget fFraat ned forfra bagtil, og betinger derved Leverens Beliggenhed. Denne, fom for ſtorſte Delen har fin Plads under Spiſeroret og foran Maven, ev guulbruun, femmelig fort men forholdsvis tyk. Hovedmasſen udfender en temmelig flor og filfpidfet ven— ftre Lap, hvorimod der næppe findes noget Spor fil en højre Lay. Galdeblæren er temmelig ftor, ſakformig, med bred Bund og fort Galdegang, der aabner fig i Tyndtarmen ved dennes Begyndelſe. Milten, fom liggev under Maven, tæt ind— fluttet mellem Tarmenes Slyngninger, er ftor, af en meget langftraft, bagtil tilfpidfet Form; den ſynes af have ringere Kon: fiften3, end dette Organ hos andre Fife plejer at have, og er af guulbrun Farve. Spiferøret er meget vidt; dets Længde fra Mellemgulvet til Mavemunden udgjør lidt mere end 1”; dets Vægge ere temmelig tynde, og vife indvendigt ofte Længdefolder, der dog iffe træde meget ſterkt frem, og mod Mavemunden forfvinde. Den Mellemgulvet nærmefte Deel af Spiferoret er i omtrent 4" Langde tæt befat med forte Villi, hvorimod den øvrige Stræfning ingen faadanne vifer. DenegentligeMave er femmelig ftor (omtrent 2” lang og %” bred), langftraft - fæ formig, forneden noget tilfpidfet, ug har meget tynde Vægge (endnu tyndere end Spiſeroret); den er rettet lige bagud. Ind— vendigt er den glat; fun hvor den gaaer over i den anden Mave eller Portnerdelen (hvilfen udgaaer fra dens nederfte Flade allerforreft mod Spiſeroret), vifer den nogle forte Leng— defolder. Den kroformige Portnerdeel er meget mindre end 317 Den egentlige Mave (9—10'" bred med fun 7—58“ lang), og hav i Form en ſtor Lighed med et Leg. Dens Vægge ere af en forbaufende Tyffelfe, hvorfor deng indre Hule (ſom er fæt forſynet med ſtore og ftærft fremragende Folder) bliver overmaade lille. Omkring Portneren, ſom aabner fig paa Mid— ten af dens Underflade, ere fyv Blindtarme anbragte, hvilfe ere omtrent af lige Storrelſe, forte men temmelig tyffe (omtrent 7“ lange og 25 tykke), mod Enden lidt tilſpidſede. Tarmen gjør en Mængde Snoninger af afverlende Længde: den forſte er ſaaledes meget lille; den anden er meget lang, og naaer lige til Gadboret; den tredie atter lille, dog ſtorre end forfte; den fjerde lang, dog fortere end anden vo. f. v. Længden af den udfoldede Tarmefanal fra Portneren til Gadboret overſtiger næ- ften tre Gange Fiſtens Totallængde (den udgjor omtrent 45”). Tarmefanalen er fynd, den ſidſte Deel tyndere end den forſte; dens indvendige Flade er forſynet med Villi, hvilke ere ſtorſt og tydeligft nær Portneren og Gadboret: paa fidfte Sted antage de en meget regelmæesſig Fordeling, og danne ligeſom et Dam— bratsmenſter. Generationsorganerne beſtode af et Par lange (omtrent 40), meget fmalle, fladtrykkede (altfaa bændel- dannede) Legemer af hvidguul Farve, fra hvis forrefte Ende et Ligament udgif, hvorved de faſtedes til Mellemgulvet. Jeg for— moder, af det underføgte Exemplar var en Han. — Ved at borttage det forte Peritoneum kommer man til et fra Mellem- gulvet. til Bughulens Ende langs dens everſte Væg udſpandt Dakke, hvilket er Svømmeblæren; dens Vægge ere temme— lig tynde. Nyrerne, der, ſom fædvanligt, førft ſtrakke fig fra Mellemgulvet langs Siderne af Rygraden i Form af et Par tynde Snore, forene fig ved fyvende Hvirvel bag Mellemgulvet fil et frefidet, leverguult Legeme, fom nu fager Plads under Rygraden. Ilrinblæren er lille, fæfformig, hvid. Hvad der udmærfer Multernes Hjerneffal er den ſtarkt nedtryfte, brede og ganffe glatte Pandeflade. De enfelte 318 Knogler ere af en meget faft og ſterk Bygning. Pandebe— nene naae langt ud paa Siderne af Hovedet, og da dette endnu mere er Tilfældet med de forrefte og bageſte Pandebeen, end med de egentlige Wandebeen: faa danne Pandebenene tilſammen næften en Halvring, ſom indflutter den everſte Deel af Øjebu- len. Isſebenene ere fmaa, noget triangulære (med Toppunktet vendt indad), vidt adffilte fra hinanden; de ſtode ikke lige op til Mellemisſebenet, da Pandebenet fender en Forlængelfe op paa hver Side af dette, fom lægger fig imellem det og Isſe— benene. Mellemisfebenet er af Lancetform, fortil tilfpidfet. Sibenet er bredt, med den forrefte Rand halvmaaneformigt indbøjet; det Samme er ogfaa Tilfældet med Plougffjær benet, der dog er ftorre, og paa hver Side forfil udvider fig til en ægdannet Made. Neſebenene ere, fom ovenfor om— talt, meget brede, og have en uregelmasſigt-fiirkantet Form. Bag Isſebenene er Hovedet nedtryffet, eller danner en Fordyb— ning; i Denne Fordybning hæver fig Baghovedets midterfte Længde- fam, dog uden at naae ſtorre Højde end den, Pandefladen har foran Fordybningen. — Overffulderbenet fæfter fig fun til Baghovedet med to Grene eller Udværter. Antallet af Ryghvirvlerne er 24, af hvilke de tolv forſte ere Bughvivler, og de øvrige folv Halehvirvler. De have alle meget ftorre Længde ") end Højde, og ere i Midten indfnebne eller ligefom fammenfnørede. Fra den bagefte Rand af den anden Hvirvel fremgaaer i Retningen udad og bag en fort men ſtark pg meget ſpids Torn; ogſaa er den fidfte Halehvirvel forfynet med en bagudrettet Torn, eller maaffee rettere: med en meget ſammentrykket og fynd, lancetdannet Beenplade. Bughvirvlernes Sideudverter (Apophyses transversæ) ere alle bøjede mere +) Hvirvlernes Længde fan i Gjennemfnit hos det beſkrevne Exemplar anfættes til 577; de korteſte (nærmeft Halen) holdt kun lidt mere end 4“, de længfte (over Bughulens bagefte Deel) henimod 67”. 319 ellev mindre nedad; de to fidfte Par vore forneden ſammen, og danne Ninge. Af Nibbeen talte jeg fun elleve Par, af hvilfe de fo forfte vare forte, de folgende derimod lange og ftærfe. Den forfte Rygfinnes forſte Interſpinalbeen, fom er fær- deles ffort, er anbragt mellem fyvende og ottende Hvirvels Pig— forlængelfer ; mellem ottende og niende Pigforlængelfe findes an- det og tredie Interfpinalbeen ganffe tæt op til hinanden; de ere begge langt mindre end forfte (tredie .atter mindre end an— det), men forholdsvis af ftærf Bygning, hvorimod Ryggens fol— gende Interfpinalbeen ere meget tynde; fjerde er anbragt mellem niende og tiende Vigforlængelfe. Nu folge (fra tiende til tret— tende Wigforlængelfe) fre Interſpinalbeen uden tilfvarende Finne— ftraaler ; dernæft mellem trettende og fjortende Pigforlængelfe Den anden Rygfinnes to forfte Interſpinalbeen, mellem fjor- tende og femtende to, mellem femtende og fertende tre, og mel- lem fertende og fyttende Pigforlængelfe to Interſpinalbeen. Gad— borfinnens forſte Interſpinalbeen lægger fig op til den forrefte Mand af den førfte nedadvendte Pigforlængelfe; mellem forſte og anden Pigforlængelfe findes to Interfpinalbeen, mellem anden og fredie fo, mellem tredie og fjerde tre, mellem fjerde og femte et. Halefinnen bæres af de tre fidfte Hvirvlers Wigforlængelfer. Efter af have fuldført BefFrivelfen af det for mig liggendexritiſke Be— Individ, bliver det nødvendigt, at jeg nærmere oplyſer, hvorvidt'nverkninger. det fan anſees for virfeligen at fvare til den ovenfor givne Sy— nonymi. Viſtnok ftemmer det i de flefte Henſeender med, hvad der i Cuvier's og Valenciennes's fortræffelige Vært an— fores om Mugil capito, men i adffillige Henſeender afviger det dog. Det har næmlig iffe en fagformig Tunge med ſtarkt frem— ftaaende Kam langs Midten; Plougffjærbenet fan ikke figes at være »hæften lige uden Judbøjning”; Bryſtfinnerne indeholdes ikke fyv men otte Gange 1 Totallængden; Skjallenes Vifte har ikke ti til folv Striber men almindeligen fre; den ftørfte Hoide inde- 320 holdes iffe 41 eller 5 Gange i Totallengden ”) men 6 Gange; Blindtarmenes Antal er iffe 6 men 7"); Tarmen har mere end 6 til 8 Bøjninger o. f. v. — Da den omhandlede Fiſk er faa fjælden, at jeg iffe har kunnet forffaffe mig en Rakke af "Individer til Underſogelſe, for at ffjælne det Konftante fra det - Individuelle; da BefFrivelferne hug Cuvier og Valencien— nes ere komparative, og en hog og ikke forefommende Art, Mugil Cephalus, ev lagt til Grund; da de bemeldte Forfattere ingen Artsmærfer give, hvorved Anvendelſen af deres Arbejde bliver ikke alene vanffeligere men ogſaa ufiffrere; da endeligen de fjobenhavnffe Muſeer ingen Originalexemplarer beſidde, der funne tjene fil Sammenligning: faa er det tilvisfe ikke let, at bringe Sagen fil Afgjorelſe. Imidlertid forefommer det mig fiffert, af mit Individ har ftørre Lighed med Mugil capito Cuv. end med nogen anden befjendt euroværff Art, og under denne maa det altfaa ſtaae, idetmindfte indtil videre. — Som vvenfor anført var Brünnich den, der forſt berigede den nor— diffe Fauna med en Multeart ***), om hvilfen man vel med +) Walenciennes har i dette Punkt nogen Forftjællighed i Angivel— fjerne, Side 38 ſiges: Hovedet udgjør en Femtedeel af Totallæng= den; derimod Side 40 hedder det om et andet Individ: Højden er lig med Hovedets Længde, og indeholdes 44 Gange i Totallængden. Hos ſamme Individ forholdt Bryſtfinnerne fig til Totallængden fom 1 til 8, hvorved altſaa een af de ovenangivne Uovereensftemmelfer udjævnes. ++) Blindtarmenes Antal er maaſkee ligeſaalidt aldeles konſtant hos denne ſom hos adftillige andre Fifte. Schagerſtrom angiver (1. c.), at blandt fre af ham underføgte Individer havde ef 5 Blindtarme, de fo andre 6, +44) Valenciennes fvremfætter (1, c. pag. 37) følgende Gisning: „efterdi vi fee denne (Mr capito) udbrede fig mod Norden indtil Norges Kyſter, forekommer det os ikke ufandfynligt, at det kunde være efter et Individ af denne Art, at Artedi og Liné have affattet deres 321 Sikkerhed fan fige, at den iffe var identiſt med Middelhavets Mugil Cephalus, der iffe naaer de veftlige franffe Kyſter og endnu mindre vore; hvorimod det bliver mindre afgjort, om den ſtal henfores til Cuviers M. capito. Schagerſtroms Mugil Cephalus, der ſenere af Nilsſon (I. c.) beſtemtes fom M, Capito, hvorimod Valenciennes (Hist, des Poiss, XI. 67—68) antager den for Mugil Chelo, bliver ogſaa tvivl ſom. Sdhagerftrøms Afbildning og Beffrivelfe ere ikke nøj- agtige og detaillerede nof, for at Tingen ved dem fan bringes til Afgjorelſe. Narvarende Art vpnaaer en Storrelfe af mere end to Fod. Om dens Forefommen og Udbredelſe ev det vanffeligt at fige noget Sikkert, faalænge Artsbeſtemmelſen af de hidtil 4 Norden trufne Individer endnu maa anſees for tvivlſom. Paa Den engelſke Kyſt vil man have truffet tre Multearter (M. Capito, M, Chelo og M. curtus), af hvilke den fidfte ſynes meget fjæl- Den, de fo andre derimod ſtulle forefomme hyppigere. Mod Syd ere disſe fo almindelige baade paa den franffe Veftfyft og i Mid— delhavet, og der ev Grund fil af formode, at de ogſaa begge forefomme paa vore Kyfter ”). Viſt er det, at Multeflægten Beftrivelfe af Mugil cephalus,» Men af ingen af diſſe to ſpenſke Naturforſkere nogenfinde have underføgt et ſkandinaviſk Individ af nogen til Multeflægten henhørende Art er afgjort nok, +) Naar Valenciennes (1. c. pag. 68) ſiger: nos observations et nos lectures nous donnent donc lieu de croire, que le Chelon est le plus commun des muges de notre Ocean septentrional ; faa vil jeg vel ikke nægte, at denne Paaſtand maaſkee ved nærmere Underføgelfe vil kunne vife fig rigtig; men jeg troer det ikke over— flødigt at anmærfe, at de Jagttagelfer og den Læsning, hvorpaa den ftøtter fig, ikke fynes mig ganſke tilſtrokkelige til at begrunde den. Senere end Valenciennes hav en Anmelder af Narrell's British Fishes i Magazine of Zoology and Botany (1fte Bind) og Thomp⸗ fon i ſamme Hæfteftrift (Julihæftet fov 1838, Side 330 flg,) i en 21 Storrelſe. Forekom— men. 322 naaer temmelig højt mod Mord. J Nærheden af Vergen (over 609% n. Br.) fanges undertiden en Multe, hvoraf jeg har feet et Exemplar opftillet 1 det bergenffe Muſeum ſom M. eapito, og i det fongelige Mufeum i Kjøbenhavn findes Hovedet af et Individ fra Færøerne, der i Katalogen henføres til M. Capito. Herefter vilde Arten have en Ildftræfning af omtrent 30 Bre— degrader. At Multerne iffe blot gaae ind 1 Kattegattet, men felv beſege Dreſundet, har man flere Exempler paa, end det ovenfor efter Brünnich meddelte. Schagerſtrom erholdt den dte Auguft 1828 to levende Individer, ſom vare fangne i Flyndergarn 2 Miil eft for Landskrona*) ved Mundingen af Heljarps; den de Auguft erholdt han et tredie Individ fra famme Sted og den 13de et fjerde Individ, fanget noget nærmere ved Landsfrona. Ogſaa paa den fjællandffe Kyſt af Sundet ere nogle Individer fangne. Det ev endog muligt, at Multerne et eller andet Sted paa den danffe Kyft funne være Standfiffe **). Derimod med Valenciennes (Side 67) Artikel om nye irlandſke Siffe erklæret M. Chelo for den al- mindelige Art paa den irfte og den øftlige ſkotſke Kyft, ellev rettere : de have kun feet een Multeart paa de omtalfe Kyfter, og denne have de beftemt ſom M. Chelo. Men, da de hverfen have be- fiddet Originalexemplarer til Sammenligning, eller, ved at levere udførlige Beſkrivelſer, givet Andre Lejlighed til at revidere deres Beſtemmelſe, fan vel endnu intet anfees for afgjort ved disſe Vid— nesbyrd. +) Det er altſaa en Fejltagelſe, naar Valenciennes (Side 67) beretter, at Schagerſtroms Mugil er fanget paa Styften af Norge. ++) Nilsſon (1. c.) betragter M. capita ſom migratoriſt. Med Hen— fyn hertil udtrykker Prof, Reinhardt fig paa følgende Maade i Recenſionen over N's Prodromus (Maanedsftrift f. Litteratur, 1833, Side 232): ,derimod fynes Mugil capito og Labrax lupus Cuv. at forefomme hyppigere ved Jyllands Kyfter, hvor idetmindfte den fidfte bør anſees for at være Standfift paa flere Stræfninger af Kyften” 0, f. v. — R. angiver ikke de Kjendsgjerninger, hvorpaa 323 at antage, at der træffes Multer fangt inde 1 Øfterfoen paa Ky— fterne af Lfland, fordi Fiſcher ) og Georgi ”] have angivet Dette, finder jeg ingen aldeles tilftræffelig Grund til. Det fore- fommer mig femmelig fydeligt, at Georgi blot har udffrevet Fiſcher, og ikke umuligt, at denne fidfte har forverlet en eller anden af de ftørre Karpearter (til Cr. Cyprinus Idus eller Jeses) med en Multe; idetmindſte ſynes Fiſchers Trivialbenævnelfe at hentyde herpaa. i De eurvpærffe Multearter frulle, ſaavidt man har nøjere Levemaade. Kjendſkab fil dem, vife adffillige Overeensſtemmelſer i Levemaade. De opholde fig alle 1 lavt Vand nær Strandbredderne, nærme fig disſe i Flodtiden, eg træffe fig i Ebbetiden atter noget til; bage; til fine Tider gaae de op i Flodmundingerne, og de vife over— han ſtotter ſin Mening, Da jeg under mine gjentagne Rejfer paa Jyllands Kyſter ideligen ſogte at erholde Underretning om denne Fiſk, men hverken ſtodte paa den, eller kunde erfare, at den var Fi— ſkerne bekjendt: anſage jeg det ikke for meget troligt, at den virke— ligen der frulde funne være Standfift, Ved følgende Tilfælde op— livedes imidlertid min Tro noget, Medens jeg en Dag i Somme— ren 1839 i det bergenſke Muſeum befaae nogle Fiſke, hvoriblandt M. capito, kom nogle Fremmede til, En af disfe erklævede ftrar, ved at fafte Øjet paa Multen, at han meget vel kjendte den, at den var hyppig i hans Hjem (Flakkefjord), at han havde fre Smaadrenge i forf Tid fange en Snees Stykker eller flere med Snore, og af de alle havde været af Storrelſe fom det i Muſeet op— bevarede Irdivid (16 fil 18”, faavidt jeg uden Udmaaling kunde ftjønne). (En af Muſeets tilftedeværende Direktører fortalte mig, at en anden af Flakkefjords Indvaanere, ſom Aaret i Forvejen Havde beſogt Muſeet, ogſaa øjeblitkeligt havde gjenkjendt denne Fiſk, og paa— ſtaget dens Hyppighed ved Flokkefiord. Men, derſom en Multeart ſkulde være Standfiſk paa den ſydligſte norſke Kyſt, faa fan den vel ogſaa være det en Snees Mile fydligere paa den jydſke Kyft,ifjær da Klipz pegrund flet ikke ev en nødvendig Betingelfe for disſe Fiftes Belværen, +) Naturgeſchichte von Livland, S. 123, +) Beſchreibung des rusſiſchen Reichs III, 6, S. 1947, 324 hovedet Forfjærlighed for braft Vand. Maaſtee fjerne Mul— terne fig aldrig meget langt fra Kyſterne, efterdi døde Individer undertiden opfafteg paa disſe om Vinteren efter Storm. Naar de ere indefluttede i en Vaad eller et lignende Fifferedffab, ſoge de at undflippe ved at fpringe cover Fifferedffabetå Nand. M. Yæring. Forplant⸗ ning. Unvendelfe. Siender. Capito lever maaffee mere adfpredt(?), hvorimod M. Chelo ſiges at forefomme i Flokke, hvis Individer alle ere omtrent af ſamme Storrelſe *). Ifolge den ovenfor i Slagtskarakteren beffrevne Bygning af Mund og Svælg, ere Multerne fun iſtand til at bemægtige fig og nedfluge meget finaa Dyr eller ogſaa forraadnede Dele af ftørre Dyr. Hos det af mig underſegte Individ var Maven tom, Tarmefanalen derimod opfyldt af en grodagtig Masſe, hvig Beftanddele ikke funde ſtjelnes. Sdagerftrøm fandt i de af ham aabnede Exemplarer Unger af Turbo litoreus, Multerne bide paa Krog, fom er agnet med forffjællige Inſekter og med Orm. Ogfaa fede Fiffeindvolde og kogt Kaal anſees fom god Madding for dem. Jovrigt fremføge de fnart deres Føde mellem Bundens Mudder **), fnart, ifær i godt og frille Vejr, ſnappe de Den fra Vandfladen. Nærværende Art ſtal paa den engelffe Kyft lege ved St. Sans Dags Tid, og i Auguſt Maaned ſtulle Ungerne have naaet en Tommes Længde. Kjodet af den er meget velfmagende; af Rognen fan et Slags Kaviar Gotargo) tilberedes. J Middelhavet anfees den almindelige Bars (Labrax lupus Cuv, fee ovenfor Side 23 flg.) for Multernes værfte Fiende. Men faavel Barſen ſom Multerne ere vel hos os for fjældne, til aft man før formode, at noget Forhold funde +) Yarrell's british fishes. ++) Idet de føge deres Føde paa Bunden, frembringe de dybe, runde Huler, hvilke af irfte Fiftere kaldes Multehuller. 325 finde Sted imellem bem paa vore Kyſter“). Ydre Snyltedyr veed jeg iffe, af man har fundet paa nogen af Europas Multer; en Indvoldsorm (Echinorhynchus agilis) ev af Rudolphi fundet i Tarmefanalen af en Multe, fom han anfaae for Ce- phalus, men hvorvidt denne Beftemmelfe er rigtig, fan næppe afgjores. Den tyflæbede Multe (Mugil chelo Cuv.)? Den 1lte December 1834 kjobte jeg paa vort Fiftertorv af en Fi— fterfone fra Torbek et Individ af en Multeart, hvilket ſamme Nat var fanget i Oreſundet i et Sildegarn. Individet, fom næv var blevet Bytte for en Kat, og bar Spor deraf, idet Struben og den ftørfte Deel af Gjællelaagene vare bortrevne, opbevares i den naturhiſtoriſte Forenings Muſeum. Det forefommer mig bedft af kunne henføres til M. Chelo ++); men da det dog paa den ene Side afviger fra denne Art i adftillige Punkter, paa den anden Side paa Grund af den undergagede Mutila— tion ikke tillod nogen aldeles fuldftændig Underføgelfe, fremdeles i faa mange Forhold ſtemmer med foregaaende Art; faa vover jeg ikke med Beſtemthed at paaftaae dets fpecififte Forftjællighed fra denne, og endnu mindre med Vished at betegne det fom M. Chelo. Jeg ffal forteligen angive de Punkter, hvori det adftiller fig fra det ovenfor beſkrevne In— divid. Def er kortere og højere, med mere fremtrædende Buglinie. Pan— den og Snuden flige iffe ned med jævn Skraaning, men ere næften +) Paa de engelffe og irſke Kyſter fynes endnu Forhold mellem de— ves Forekommen af finde Sted. „De meget faa Individer af La- brax lupus, fom fanges i Belfaftbay — fjældent mere end et enfelt paa een Gang — erholdes almindeligt i Selftab med M. Chelo, og faldes derfor hvide Multev og Multekonger. Thom— fon 1. c. ++) Artsmerkerne for Mugil chelo beftaae ifær deri: 1) at Overlæben er tykkere, mere kjodfuld og mere lodret, hvorved Snuden bliver mere afftumpet og Hovedet mindre kileformigt; 2) at Øjebenets fandede Rand ev bredere og næften horizontal; 3) af Kroppens Form er højere og mere ſammentrykket. 326 ganfte horizontale. Mundſpalten viſer fig, form en meget tydeligt og frarpt betegnet ftump Vinkel, Overlæben er tykkere og højere, og vijev iffe 1 Midten noget Udfnit, eller alt Fald et næften umærkeligt; dens Tandrakke fan derfor heller næppe figes at være afbrudt; Tæn- derne forefomme mig at være noget kolledannede (oa: tykkere i En— den). Underlaben ev bredeſt foran og længft mod Siden; derimod fmallere i den mellemliggende Strætning. Det opſpilede Gab er af no— get ftørre Brede end Højde; Mundvigerne naae næppe hen under forrefte Næfebors forreſte Rand. Tungen er forholdsviis mindre og fpidfere, og har langs Midten en tagformigt fremſtagende Crista, paa hvis Sider findes Zænder. Enden af Overkjebebenets nedſtigende Deel ev rummet ftærfere end hos M. capito, og ev endvidere ikke tilfpidfet men opfvulmet, Øjebenet, der forholdsviis ev kortere og hoiere end hos M. capito, hav Form af en meget uregelmasſig Fiirfant af ſtorre Længde end Højde og bagtil bredere end fortil: forrefte Rand lodret, dog noget fonfav; everſte Rand ſtorkt Fonfav; bagefte Rand næften lodret; nederſte Rand ſtarkt udbejet og forſynet med Tænder i de bagefte 3 af Længden. Den Rand, der viſer fig, inden Disſektion foretages, er, ſaaledes fom Træ= fnittet fremftiller, bredere og mere horigontal end hos foregaaende Art. Yæfeborerne ere lidt nærmere Øjet end Snudefpidfen. Øjnene ere omtrent af lige ſtort Højde= og Længdegjennemfnit, og indeholdes omtrent 54 Gange i Hovedets Længde. Gadborfinnen ev lidt hoiere og fun 327 lidet (1) længer end anden Rygfinne. Sfjællenes Brede ev alminde— ligen ftørre end Længden eller ligeſaa ftor; de fuldftændige Vifteſtribers Antal i Regelen fire til fem (dog ogſaa, ſtjondt fjældnere, otte til ni). Med Henfyn til de indre Dele fan mærkes, at Leverens venftre Lap i Enden var bredt afſkaaret, den egentlige Mave meget lille, tilfpidfet, og ligeſom blot et Appendix fil den opftigende Deelz Blindtarmenes Antal fer, Tarmekanalen af meget ringe Vide 0. f. v. *) Farven af dette Individ, da jeg erholdt det, var: Ryggen mørkt ſtaalblaa; Sider og Bug følvfarvede; langs Siderne fer ftaalblaa Længde= ftriber, af hvilke anden, tredie og fjerde vare de tydeligfte; den øverfte fyntes foran af tabe fig i Ryggens Farve; den fjette eller nederfte var blegere af Farve, fmallere og kortere end de andre; Finnerne alle mørke, undtagen Bryftfinnerne, fom havde en meget bleg Kjødfarve. Pupillen fortblaa, Hornhuden lyſtblaa. +) Foruden de Afvigelfer fra Mugil chelo Cuv. et Valenc., ſom man allerede, ved at ſammenligne det Ovenanforte med Hist. des Poisson XI, 51 flg., vil bemærke, findes endnu adſkillige andre: forſte Ryg— finnes SÉælappendir rokker forbi denne Finnes fjerde Straale; Mavens opftigende Deel har meget tykke og Ejødfulde Vægge; Læ- bernes Bygning med Henſyn til Tandudviklingen forekommer mig ikke anderledes, end hos det ovenfor ſom M. capito beſkrevne Indi— vid, og Overfjæbens Zænder endog ftærkere end hos dette 0. f. v. 328 Dimenſionerne vare følgende: Totallengde 113”; ftørfte Højde (foran førfte Rygfinne) 2,5" ; Højden over Bryftfinnernes Rod 1357; Højden foran Halefinnens Rod 1”; ſtorſte Tykkelſe (over Bryftfinnernes Rod) 17/7; Omkredſen ved førfte Rygfinnes Begyndelfe 6”; Tykkelſe foran Halefinnens Rod 33 Afſtand fra Snudefpidfen til Gjællelaagets bagefte Rand 217; Afſt. fra Snudeſpidſen fil bagefte Rand af Crista occipitalis 2”; det opſpilede Gabs Højde indvendigt 53/7; det opfpilede Gabs Brede indvendigt 733 Mellemfjæbebenenes Længde 5”; Længden af Mellemkjæbebenenes Apofyſe 2”; Dverfjæbebenenes Længde 67”; Afſt. fra Underfjæbens Spidſe til dens Ledforbindelſe 9/7; Ufft. fra Midten af Snudefpidfen til forrefte Neſebor 5”; ftorfte Gjennemfnit af forreſte Næfebor 2/7; Ufftanden mellem forrefte og bagefte Neſebor 33 ftørfte Gjennemſnit af bagefte Noſebor 82/7; indbyrdes Afſtand mellem det bagefte Par Naſeborer 93/7; Afſtanden mellem bageſte Næfebor og Ojets forrefte Rand 2“; Ufftand fra Snudeſpidſen til Øjets forreſte Rand 8177; Øjets Længdegjennemfnit 5”; Øjets Højdegjennemfnit 57; Mandens Brede mellem Øjnene 1137”; Hovedets Højde over Midten af Øjet 11/7; Afſtanden fra Øjets nederfte Mand til Hovedets Underflade 6” ; Ufft. fra Øjets bagefte Rand til Forgjællelaagets bagefte Rand 4/”'; Ufft. fra Snudefpidfen til forſte Rygfinnes Begyndelſe 43/7; førfte Rygfinnes Længdeftræfning 83 den oprejfte førfte Rygfinnes Højde 14”; Ufft. mellem førfte og anden Rygfinne 14”; Anden Rygfinnes Længdeftræfning 107”; den oprejfte anden Rygfinnes ftørfte Højde 1337"; anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod 17,” ; Bryftfinnernes Længde 13”; 329 Bryftfinnernes Brede ved Roden 77"; Ufft. fra Snudeſpidſen til Bugfinnernes Rod 33”; Bugfinnernes Længde 14”; Bugfinnernes Brede ved Roden 53/7; Ufft. fra Snudefpidfen til Gadborets forreſte Rand 64”; Gadborets Længdegjennemfnit 14/7; Ufft. fra Gadborets bag. Rand til Gadborfinnens Begyndelfe 2/7; Gadborfinnens Længdeftræfning 12”; den everſte Gadborfinnes ftørfte Højde 15”; Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 13”; Halefinnens Længde fra Roden paa Siderne til Spidfen 2”; Halefinnens Længde i Midten 14”; den udſpondte Halefinnes Brede 24"; Halefinnens Lengdeſtrokning langs hen ad Halens Sider 347; Dybden af Halefinnens Indftjæring 11“. Finnernes Straaletal er: Rygf. 17-95; Bryſtf. 175 Bugf. 1; Gadborf, 2; Halef. 13. Jøvrigt flutter jeg med den Bemærkning af Valenciennes, af „den ſtore Lighed, ſom Arterne af denne Slægt vife indbyrdes, gjør deres Adſkillelſe til en af Ichthyologiens vanfteligfte Opgaver,” 330 VIII. De kutlingagtige Fiſke. Foruden de Fiſke af denne Familie, der forekomme jævnligt paa vore Kyſter, og ere velbekjendte der: troer jeg endnu Éorteligen at maatte gjøre opmærffom paa nogle Arter, angaaende hvilke jeg vel endnu ikke har beftemt Efterretning om, at de ere fangede hos os, men fom dog med ſtorſte Rimelighed kunne antages at tilhøre vor Fauna. I Overeené- ſtemmelſe med Cuviers Syſtem, fom er lagt til Grund for dette Skrift, maa jeg begynde nærværende Familie med tre faadanne Fifte, og førft omtale &olisflægtern (Pholis Flemming). Hovedet, fom mangler alle hudagtige Uppendices"), er af- rundet og ſtumpt; Tænderne fidde i een Rakke; Gjalleaabnin— gerne ere temmelig ftore og Gjællehuden har fer Straaler; fun een lang Rygfinne, hvig forrefte Straaler ere enkelte, de ba- gefte leddede; Bugfinnerne, der almindeligen beftaae af tre Straa— ler, ere anbragte foran Bryftfinnerne, og vife fig i Spidſen klof— tede. Blindtarme og Svømmeblære favne8. ALS PJ FE I — —— ll GE — — Den almindelige Folis (Pholis lævis Flemm.). Denne lille Fiſk, den enefte europæiffe Art, ſaavidt hidtil befjendt, vpnaaer fjældent fer Tommers Længde. Af Farve er +) Hvorved denne Slægt adftiller fig fra Slægten Blennius Cuv. 331 den gjerne gronagtig paa Ryg og Sider, tildeels med brune Smaapletter; under Bugen hvid. Den ſtorſte Hojde, fom falder over Bryftfinnerne, inde— holdes fem Gange i Totallængden; Tykkelſen udgjor Halv— delen af Hejden. Hovedets Længde indeholdes fire Gange i Totallængden, og er fem Gange faa ſtor fom Ojets Langdedi— ameter. I hver Kjæbe tælles omtrent en Snees Tænder, eg paa hver Side er en ftærf, fremragende Hundetand. Næſe— borernes Hudrand deler fig i fem fmaa Traade. Bugfin— nernes Langde indeholdes vover fyv Gange i Totallangden, Bryſtfinnernes derimod ikke fem Gange. Finnernes Straa— letal angives ſaaledes: Rygf. 12; Bryſtf. 18; Bugf. 3; Gadborf. 18; Halef. 11. (18-19) (18-19) Disfe faa Angivelfer, laante af Valenciennes, maa, i Forening med ovenftaaende Traſnit (efter Narrell), vare tilſtrokkelige til at give en Foreftiling om nærværende Fiſk, og til af kunne gjenfjende den, derfom den maatte træffes hos os. At den forefommer hyppigt paa de veſtlige franſte og paa de engelſke Kyfter, vilde ikke være antagelig Grund for mig fil her af fremftille den. Men den ev fanget ved Zel— goland (derfra havde Blod) et Individ) og oftere i Omegnen af Ber— gen”). At antage, at den aldeles fulde forfvinde paa hele ben mellem— liggende danſke Kyſt, forekommer mig fun lidet rimeligt, for ikke at fige utroligt. Da den, ligefom mangfoldige andre Arter af ſamme Familie, lever mellem Tangbuſke nær Kyften, og ofte bliver ftaaende tilbage i Smaahuller, eller ftjuler fig under Stene, naar Havet i Ebbetiden trakker fig tilbage: vilde man fandfynligviis kunne gjøre fig Haab om at finde den flere Steder paa Hertugdommernes Veſtkyſt. +) EtIndivid fra Bergen opbevares i det Kongelige Mufeum i Kjøbenhavn ; et andet hav jeg feet i det bergenfte Muſeum. Herved modificeres den Formodning af Valenciennes (Hist, des Poissons XI, 275), at Arten ikke fulde nage nordligere end til Helgoland, 332 Lumpenusflægten (Lumpenus Reinhbrdt.). Kroppen meget langftraft og noget ſammentrykket, bedakket med fmaa taglagte Sfjæl; Tandforholdet varierende (Tænder enten paa Kjaberne ulene, eller tillige paa Ganebenene, og i enfelte Tilfælde ogſaa paa Plougſtjerbenet). Gjælleaabningerne ftore; Gjælleftraalernes Antal fer. Bugfinnerne af middelmaadig Længde, meget fmalle, med Straalerne ſammenvoxede indtil Spidfen; den langs hele Ryggen fig ftræffende Rygfinne beſtager ene af Pig— ftraaler. Sidelinien er uden fynlige Sliimkanaler. Sakformig Mave, faa Blindfarme, ingen Svømmeblære"). +) J Overſigten over Videnſk. Selſt. Forh. 1835—1836 ſammenſtiller prof, Reinhardt de i det gronlandſke Hav forekommende Fiſke af den Linneifte Blenniusflægt i tre Grupper ellev Underflægter, af hvilfe een betegnes ved Navnet Lumpenus, og karakteriſeres ſaale— des: en bagtil fri Øjællehud med fer Straaler, en Side— linie uden Sliimaabninger, Tænder paa DlougfFjærbenet. J Vid. Selſk. naturv. og mathem. Afhlg. VII, 194 i Anmerkningen rettes Plougſkjgrbenet til Ganebuerne. Ifolge Cuviers ichthyologiſte Syſtem maatte de fire gronlandſke Lumpenus-Arter, den islandſke og de fo ſkandinaviſke ), nærmeft henftilles under Slægten Clinus. Cuvier og Valenciennes have ikke underføgt nogen af de nordiſke Lumpenusarter, og Fjende dem blot af Fabvicius's og Mohr's QBeftrivelfe. J den fidfte Udgave af Regne animal fætter Cuvier den mohrſke Lumpenus blandt Klinusarterne, og omtaler ikke udtrykkeligt den fabrvicifte. I ellevte Bind af Hist. des Poiss. henfører derimod Valenciennes begge disſe Urter blandt Gunellerne, uden af angive, hvad der har bevæget ham til denne meget uheldige Forandring. Ved nojere at fammenligne dem med de mange. (omtrent en Snees), i Hist. des Poiss, beſkrevne, ſydlige Arter af Slægten Cli- nus, fan man ikke undgaae at blive vaer, at de Grundfætninger, der nu for Tiden pleje at gjøres gjældende i Ichthyologien, fordre, at de nordlige Lumpenusarter ſom Underflægt adftilles fra de fydlige Klinusarter. Disſe fidfte ere meget Fortere og tykkere (Hovedet +) Af det er tvivifomt, om man kjender T eller 6 eller 5 nordiſke Lumpenus— Urter, vil i det Følgende nærmere blive berørt, 333 Den plettede Lumpenus (Lump. maculatus Fries). Hovedets Længde indeholdes 6 Gange, den ſtorſte HojdeArtsmarke. 10 til 11 Gange i Totallængden; Snuden er noget fremragende; Bryſtfinnernes nederſte Straaler længere end de øvrige Straaler, med frit fremragende Spidſer; Halefinnen bredt afſtumpet med afrundede Hjørner. Finnernes Straaletal er: Rygf. 60; Bryftf. 15; Bugf. 6 (7); Gadborf. 36; Halef. 13. (59-61) — „Wiegmanns Archiv V, I, Side 35: ——— eg Acad. — for 1837: Skandinaviens Fifter, 5te Håftet, tab. 25. Ufvildning. Ryg og Sider blyfarvede, Bugen bhvidagtig ; lang Siderne temmelig ſtore, uregelmæsfige, guulbrune Pletter med morkere Clinus maculatus. Synonymi. indeholdes almindeligen 4-Gange i Totallængden, kun hos en enefte Art — Cl. anguillaris — 6 Gange); de have Hududvidelſer eller Tentakler ved Noſeborerne, Øjet og felv over Nakken; Rygfinnens ſidſte Straaler ere artikulerede; de mangle alle Blindtarme (idetmindſte omtaler Valenciennes ikke Blind— tarme hos nogen eneſte Art); Bugfinnerne ere endeligen gaffel— formigt kloftede 1 Spidſen. Ved blot at kaſte Øjet paa de fire, hos Valenciennes afbildede, ſydlige Klinusarter (og blandt disſe ev dog netop den Art — Cl. anguillaris —, fom i Form tommer vore nordlige Arter nærmeft): vil deres ganfte forftjællige Habitus viſtnok gjøre fig gjældende i den Grad, at man ikke friftes til at jætte dem i et Subgenus med Lumpenusarterne. Da Prof. Rein— hardts Karakteriſtiſt af Gruppen Lumpenus kun var beregnet paa den gronlandſke Fauna, har jeg naturligviis her maattet udvide og forandre den. 334 Rand; Regnbuehinden hvidagtig, foroven med fortbrun Ring. Rygfinnen er lyſt guulagtig med omtrent en halv Snees fmalle, ſtraatlobende, brune Baand, fom dannes af fmaa, runde, paa Straalerne anbragte Pletter; ogſaa Bryſtfinnerne og Halefinnen ere plettede, Bug- og Gadborfinnen derimod lyſe uden Pletter. Legemet middelmaadigt ſammentrykket med afrundet Nyg opg Bug. Hovedets Sider oventil knivsformigt ſammenlobende. Øjnene ftore (de udgjore omtrent 4 af Hovedets Langde), fun adffilte ved et ringe Mellemrum. Afſtanden fra Snude— fvidfen til Djehulens forreſte Rand er lig med Ojets Gjennem— fnit, eller halvt faa ſtor ſom Afſtanden fra Øjehulens bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand. Næfeborerne ere fmaa, de forrefte midt imellem Snudefpidfen og Øjnene. Munden temmelig ſtraat opſtigende; Overfjæben lidt længer end Un— derfjæben. Tænderne danne foran i Overfjæben en Karde, paa Siderne derimod Ræffer, af hvilfe den yderſte beſtager af ftærfere Tænder, og foran paa hver Side vifer en ſtorre Hunde— tand: i Underfjæben danne ogſaa foran en Karde, men paa Siderne ftaae Tænderne blot i een Næffe, og foran fremtræde paa hver Side to Hundeteänder. Ganebenene og den for- refte Deel af Plvougffjærbenet ere væbnede med Tænder. Bryſtfinnerne ere omtrent af Hovedets Længde; det ev de fem eller fer fidfte Straaler, ſom overgaage de øvrige i Længde (Ilte Straale den længfte). Bugfinnerne ere anbragte foran Bryftfinnernes Rod, tæt ved Siden af hinanden). Ryg fin nen ev ved et lille Mellemrum adffilt fra Halefinnens Rod; dens ftorfte Højde er lig Øjetå Diameter; Spidferne af dens Straaler +) Fries angiver fun med Uſikkerhed 6 Straaler i Bugfinnerne, og bemærfer, af Straalerne ere faa tæt ſammenvoxede, af det er van— feeligt at tælle dem (radiis 6 (?) tam arcte coalitis, ut nume- ratu difficile). Efter Analogi med andre Arter ftulde jeg troe, af Straaletallet er for højt anfat af Fries. 335 ruge frem af Bindehuden; de fre førfte ere meget lave (hos Hannerne ere disfe forenede ved en Bindehud, hos Hunnerne Derimod næften frie); de følgende fi vere gradeviis; de midterfte, fom ere de hejeſte, have indbyrdes omtrent lige Længde; de ba— gefte aftage atter efterhaanden i Længde. Gadborfinnen naaer ligefaa langt ſom Rygfinnen, men ev lidt lavere; den be- ftaaer af lutter blode Straaler, der i Enden ere fleftede og lidt tilbagebøjede. Halefinnens Længde er lig med Kroppens ſtorſte Hojde. Gadboret ligger omtrent i Legemets halve Længde (regnet til Halefinnens Rod). Sidelinien er fun li det tydelig, lige i Midten af Højden, anbragt i et Slag For Dybning eller Fure langs Siderne. Sfjællene ere tegllagte, den frie Deel afrundet. Med Henfyn til den indre Bygning fan markes, at Wortneren er forfynet med tre, temmelig tykke, koniſte Blindtarme. Tarmefanalen er temmelig lang, tynd, bugtet. Hannerne have to Mælfefæffe, Hunnerne derimod fun cen Rognfæf af cylindriſt Form. Denne Fiſk, ſom bliver for til fyv Tommer lang, er iagt⸗gorekommen faget i den nordlige Deel af Kattegattet ved den fvenffe Sfjær= ” Bee gaard, hvor den ftal fanges jævnligt om Vinteren paa dybe Steder med Leerbund. Den lever eenfomt, og leger i December Maaned”). +) Alt, hvad hev cv angivet om denne Art, er laant af Fries, der har faa betydelige Fortjenefter af den ſkandinaviſke Ichthyologi's Oplysning, og fom desværre meget for tidligt berøvedes Videnſkaben. — Endnu maa om denne Art mærkes, at den har en faa ſtor Lig— hed med en grønlandfe Art (ligefom følgende Art med en anden gronlandſk Art), at det bliver tvivlſomt, om de ikke ere identifte, Den grønlandffe Art ev Lumpenus aculeatus Reinh. — Det, Hvad Prof, Reinhardt (Vid. Selſk. naturv. og mathem. Afh. VII, 122 udfæver ſom karakteriſtiſt for fin L. aculeatus, gjentræffes Punkt for Punkt hos L. maculatus. Finnernes Straaletal fan ikke ads frille dem; thi jeg hav hos en grønlandft L. aculeatus (i den na— Artsmarke. 336 — — Den baanddannede Lumpenus (Lumpenus nebulosus Fries). Legemets Form færdeles langſtrakt, næften lis niedannet. Hovedets Længde indeholdes 8 til 10 Gange, den. ftørfte Højde 16 til 20 Gange i Total længden. Snuden ſtump, iffe fremragende foran Overfjæbens Nand. Bryſtfinnerne ægdannede, uden frie Straalefpidfer. Halen i Enden noget tilfpidfet, næften lancetdannet. Finnernes Straaletal er: Xygf. 71; Bryftf. 15; Bugf. 4; Gadborf. 48; Halef. 19), (71-73) ( 4-15) (48-51) furbiftorifte Forening) fundet følgende Forhold: Rygf. 60; Bryftf. Fi; Bugf. 33 Gadborf. 39; Halef, 113 hvis Afvigelſer ikke ere af den Natur, at de kunne komme fønderligt i Betragtning. Ogſaa Dimenſionerne ſtemme vet godt: Totallængde hos det grønlandfte In— divid 67““, ftørfte Højde 547, Hovedets Længde 11377; Hovedets Længde indeholdes altſaa næften 6 Gange i Totallængden ligefom hos L. maculatus; Højden derimod 12 Gange iftedetfor 10—11 Gange, men denne Afvigelfe hos et Individ, ſom har ligget flere Aar i Spiritus, i Sammenligning med et friftt Individ, fan ingen ftor Betydning have. Umiddelbar Sammenligning maa afgjøre Sagen. +) Med Henfyn til Straaletallet maa bemærkes, at man, ved at tage Stroms FZælling med, kunde erholde Ufvigelfen 69 i Rygfinnen, hvorimod de nyefte Underføgere have falt 71—73. Stuwitz har hos nogle Individer talt 14, hos andre 15 Straaler i Bryftfinnerne, Samme Forfatter angiver 4 Straaler i Bugfinnerne. Fries deri- mod 6, dog med Zvivl, Stuwitz's Tælling fynes den paalideligfte, da han deels har haft flere Individer til Underſogelſe, deels ved Dis— ſektion har forvisfet fig om Straaletallet, hvilket ikke var Tilfældet med Fries. 337 Stroms Sondmors Beftrivelfe, I, 315: Tangbrosme Nr. 4. Synonymi. Nilsſons Prodr. Side 104: Centronotus Lumpenus. Magazin for Naturvidenſkaberne, 1836, Side 327, Bl. Lumpenus, Kroper i Naturhiftorift Tidsſkrift 1, 519: den ftrømfte Bl, L. Fries i Vet. Acad. Handlinger fov 1837: Clinus nebulosus. Stuwig i Nyt Mag. for Naturv. I, 406 flgd, BL gracilis %). Stuwig J. c. tab III. Afbildnin⸗ ger. +) Angaaende Synonymien fan Følgende mærkes: 1) det maa ikke an— fees for ganfte afgjort, men ev endnu blot en rimelig, Formodning, at Stroms Lumpenus er identife med den af ſenere Forfattere beftrevne, Under et Ophold af nogle Dage paa Søndmør i Foraa— ret (April) 1839, var det mig hverken muligt at forftaffe mig nogen Lumpenus ellev at erholde nogen Oplysning om en ſaadan Fifts Forekommen. Det enefte Individ af en Lumpenus, fom opbevares i det bergenſtke Muſeum, er fra Kriftianiafjorden, og man har flet ingen Efterretning (idetmindfte faavidt mig bekjendt) om nogen Lumpenus, fanget paa Norges Veſtkyſt efter Strøms Tid. Om det nogenfinde med Sikkerhed vil kunne afgjores, hvilken Lumpe- nus Strøm hav meent, veed jeg ikke; men vift er det, at man forud maa have fulbftændigere Kundſkab om Lumpenusarternes Forekommen paa den norfte Kyſt. At jeg hav benævnet en Lum- penus fra Kriſtianiafjorden „den ſtremſte Bl. Lumpenus>» (paa det ovenfor angivne Sted), kan altfaa ligefaalidt anfees for afgjort rig— figt, fom at Fries i fin Synonymi til Lumpenus nebulosus an— fører Stroms Tangbrosme Nr. 4, 2) Nilsſon havde, da han udgav fin Prodromus, ikke feet nogen ſkandinaviſt Lumpenus, og hans Art er blot dannet ved af forene de Noticer, han fandt hos Mohr og Strom. 3) Med Henfyn til de øvrige fire Synonymer, ſynes det ikke aldeles ſikkert, at Fries's Clinus nebulosus ev iden— tiſt med Stuwitz's Blennius gracilis (til hvilken ſidſte Citatet af Magazin for Naturvidenſkaberne og af naturhiftorife Tidsftrift beftemt høre), Beſtrivelſerne differere næmlig i enkelte Punkter; men herved maa erindres, at Fries's Beftrivelfe ikke er detailleret nok, at han kun har underføgt et Individ, og at han har villet ſkaane dette til Opbevaring. Skulde Bl. gracilis og Cl. nebulo- sus være forftjællige, faa er det i alt Fald Fries's Art, der, efter 22 22 338 Farven er paa Ryg og Sider lyfebrun, under Bugen bleg— guul med Perlemoderglands; langs Siderne vife fig 8 til 9 ſtore, morkebrune, langſtrakte, næften fiirfantede Pletter. Den næften hvidagtige Rygfinne er fegnet med omtrent et Douſin fFraatlobende, bølgede Baand af graaagtig Farve, der have Udſeende ſom Skyg— ger eller Skyer, og have foranlediget det Arten af Fries tillagte Navn. De evrige Finner ere hvidagtige eller hvidgule, fun Ha— lefinnen med en Deel Tværbaand (6 til 12). Iris er lyſt-mes— fingfarvet med en mork Halvring foroven. Kroppen er indtil Gadboret temmelig trind, bag dette mere og mere ſammentrykket. Isſen og anden ere noget kjol— dannede, Hovedets Underflade temmelig bred og flad, Øjnene udgjøre 4 af Hovedets Længde. Næfeborerne ftaae Øjnene meget nærmere end Snudefvidfen. Munden fun meget lidt eller næften flet iffe opſtigende; Overfjæben lidt længer end Underfjæben; Tænderne ere vvermaade fmaa, og danne en Raspe, iſer i Overfjæben; den yderfte Tandræffe overgaager i begge Kjæber de øvrige i Storrelfe"). Bryſtfinnerne ere dens Forekommen, nærmeft angaaer den danfte Fauna. Under den Forudfætning derimod, at Clinus nebulosus og Blennius gracilis ere identifte, hvilet forefommer mig ſandſynligſt, om end ikke vift: bliver det after et Spørgsmaal, hvilket af disfe Navne der fral be— holdes, Stuwitz's Beftrivelfe udfom i Sommeren 1838; Fries's, for faavidt den er optaget i i Wiegmann's Archiv, i Begyndelſen af 1839; naar den fvenfte Beſkrivelſe, der indtager Plads i Vet, Acad. Handl. for 1837, publiceredes, har jeg ingen nøjagtig Kundſkab om, Da imidlertid Prof. Reinhardt, nogle Maaneder før Stuwitz's Beſkrivelſe fane Lyſet, har givet Artsnavnet gracilis til en gron— landſt Lumpenus (danfte Vid. Selſk. naturv. og. mathem. Afhl. VII, 194), maa vel Stuwitz's Artsnavn forfvinde, derſom ikke (hvad jeg iffe tør have nogen Mening om) den viſtnok meget nær= ftaaende gronlandſke Art ſkulde være identiſt med den norſke. +) Zandforholdet beſkrives noget forftjælligt af Fries og Stuwitz, . ifær deri, at den førfte angiver Tænder paa den forrefte Deel af 339 lidt fortere end Hovedet. Bugfinnerne anbragte under Bryftfinnernes Nod (efter Fries, men lidet længer frem efter Stuwitz). Gadboret omtrent i Enden af Totallængdens forfte Trediedeel. Blindtarmene ere fun fo i Tallet, men de ere forholdsvis noget længer end hos foregaaende Art. Denne Art ſynes fjældnere i Kattegattet end foregaaende, da Fries fun har erholdt et enefte Exemplar. — Inden jeg forlader Lumpenus Slægten, maa jeg endnu anmærfe, at jeg blandt mine ældre Optegnelſer finder den Notice, at jeg hos Hr. Sdagerftrøm i Landskrone for adffillige Aar fiden har feet en Blennius Lumpenus, fom udgaves for at være fanget iOre— fundet. Forudfat, at ingen Misforftaaelfe har kunnet foranle- dige denne Notice, vilde det være interesfant at erfare, fil hvil fen af de to foregaaende Arter Dr. Schagerſtroms Lumpe— nus maatte henhere, da det jo vilde være denne, ſom nærmeft kunde vindiceres den danffe Fauna. — Ploougſkjorbenet og ligeledes, ſtjondt med Tvivl, paa Ganebenene; hvorimod den fidfte ene beftriver Kjæbernes Tænder, og kun taler om cylindriſke Papiller paa Plougftjærbenet, Imidlertid fan jeg dog ikke paa Grund heraf overtale mig til at antage det for afgjort, at de nævnte Forfattere ftulde omtale forftjællige Arter. Da en umid— delbar Sammenligning mellem Fries's Exemplar og Individer fra Kriſtiania-Fjorden ikke blot er onſkelig, men aldeles nødvendig, for at komme fil noget ſikkert Refultat: før man vel haabe, af de, der have Lejlighed til at anftille en faadan, ikke længe ville lade Videns ſkaben favne den, Endnu maa bemærkes, at det ovenfor (Side 336) meddeelte Træjnit er efter Stuwitz's Afbildning, i den Forudfæt- ning, at L. nebulosus og gracilis maatte være identifte, ts tø + 340 Aar — 7 — — sæts * sd : ERE i ———— på ASER FÆLLE ø' — ze * SER — ET LE DD y DES sees Tangfpørælflægten (Gunellus Cuv.) 9). Legemet langſtrakt, fværdformigt; Hovedet meget lidet, med ſtump Snude og lille, opſtigende Mund. Smaa ſtarke Tænder i Kjæberne og nogle faa paa Plougſtjerbenet. Gjalleſtraalernes Antal 5. Rygfinnen, ſom ftræffer fig næften langs hele Ryggen ligetil Halefinnen, ev lav, og beftaaer af lutter forte men ſtarke og meget ſpidſe Pigſtraaler. Bugfinnerne ere anbragte langt fremme (foran Bryſtfinnerne), ere færdeles ſmaa, og indeholde blot et Par Straaler. Skjallene ere meget fmaa og iffe taglagte. Sidelinien utydelig, uden ſynlige Sfiimfanaler ”), Maven gaaer i et med Tarmen, og har famme Form fom denne; Blindtarme og Svommeblare favnes. +) Slægtsnavnet Gunellus er dannet af den engelſke Trivialbenævnelfe for den almindelige europæifte Art. Jovrigt frænger denne Slægt højligen fil en Reviſion, efterdi Valenciennes felv fun hav feet de langt færrefte af de hos ham optagne Arter, af hvilke en Deel fynes bedre at kunne placeres i andre Slægter; foruden de alt ovenfor nævnte fan endnu til Crempel anføres Gun. punctatus 0, ſ. v. Dette maa mærkes, fordi den ovenfor givne Slagtkarakteer ikke pasſer paa alle de i Hist. des Poissons til Zangfprælflægten henregnede Arter. ++) Hos friſke Individer fees Sidelinien flet ikke, faa vidt min Erfaring gaaer; derimod fan den forfølges i kortere eller længere Strokning hos ſaadanne, ſom have været opbevarede i Spiritus, Jo ftærfere Spiritus, jo tydeligere fremtræder Sidelinien. 341 26 Urt, Den curvpæiffe Tangfpræl (Gumellus vulgaæris Cuv, & Waål,). Langs ben ad Rygfinnen er almindeligen an—⸗-Artsmarke. bragt et Antal (ofteft t) ftore, rundagtige Pletter af levende fort Farve, tildeels omgivne af en hvid Kreds. Hovedets Længde indeholdes ofte Gange i Zotallængden, og er omtrent lig med den ftørfte Højde; Bryftfinnerne indeholdes femten Gange i Totallængden, og fvare til Halefinnens Længde. Finnernes Straaletal er: Rygf. 78; Bryftf. 11; Bugf. 1; Gadborf. i; Halef. 197). (76-80) (47%) TF) Schonevelde, Side 53: Ophidion flavum et imberbe ? Synonymi. Pontoppidans Atl. 1, 648: Ophidion imberbe, Muͤllers Prodr. n. 357: Blennius Gunellus; ligeſom ogfaa n. 336 Ophidium imberbe. Olavius's Beftrivelfe over Sfagen, Side 171: en liden Blennius. Zoologia danica Fasc. IV. pag. 7 flg. Zofman i Tidsſkr. f. Naturv. IL, 375: Blennius Gunellus. Zool. dan. tab, 128; Fries og Ekſtrom: Scandinaviens Fiskar, —— tab ,1 Anm. Schoneveldes Ophidion, der efter ham forekommer ſaavel i Ve— ſterhavet ſom i Kielerbugten (og, ſom det lader, ikke faa meget ſjol— +) Hos 8 underføgte Individer var Straaleforholdet følgende: Totallgd. 717; Rygf. 76; Bryſtf. 11; Bugf. 1; Gadborf. 35 Halef. 19. FEE RU TUSE 79 6 STEDS ORE SEE NE KEND TOERE —— EEN UTEN NO UR 5 En ELO — SLS 7— NR STE RER MR — 873 — 773 — 123 — 1 — 47 — 19. 696 Ved det for Bryſtfinnen hos ſidſte Individ angivne Tal 14 forſtaaes, at venſtre Bryſtfinne fun havde 11 og højre derimod 12 Straaler. Benævnel-s ſer. 342 dent), kan, ifølge den rigtignok forte Beſkrivelſe, næppe henføres til nogen anden bekjendt nordiſk Fifteart, hvad Blod) ogſaa allerede har antaget. Imidlertid bør jeg bemærfe, at Cuvier (Regne anim. Il, 359, not, 2) har yttret en anden Mening, og at Valencien= nes (Hist, d. Poiss. Xl, 424) ligeledes holder Bloch's Antagelſe for tvivlſom. — Linne fynes idetmindſte tildeels at have ftøttet fig til Schonevelde, idet han optog Ophidion imberbe i fin fvenfte Fauna (Beftrivelfen, fom han ſamme Sted giver, ev umiskjendeligen efter et Individ af Gunellus vulgaris), og baade Pontoppidan og Muͤller fulgte Linne uden nogen Autopſi. — Uagtet Akfbildnin— gen hos Olavius (tab, III, fig. 1), hvilken ikke oplyfes af nogen Beſkrivelſe, er meget flet og forfærdiget efter et tørret Exemplar, fan man dog ikke være i Tvivl om, hvilfen Art den fremftiller. Man maa derfor undre fig over, af Udgiveren af Zool, dan. fjerde Hefte endnu iffe i Aaret 1806 kjendte Tangfprællen ſom danfe Fiſk, men, ligeſom Muͤller 1776, blot anførte den ſom norſk. Af danſke Benævnelfer for denne Fiſt ere fun to mig be- fjendte: jeg har i det nordlige Kattegat (paa Hirtsholmen) hort den kaldes Tiſtefiſk: fordi den,” fagdeen Fiffer, „er Tiftens (2: Tejſten, Uria Grylle) enefte Fode”. Paa Snedkerſten, nord— ligft i Ørefundet, faldte man den Langebarn, uden af funne angive, hvorpaa dette Navn grundede fig. Efter Meddelelfe af Boie i Kiel ſtulle Fifferne der fulde den Knapſchäde og Mesſchäde. Hovedfarven er paa Ryg og Sider almindeligen graaligt— brun, mere eller mindre tydeligt marmoreret med lyſere Pletter; Bugen er guulagtig eller graaligt hvid; Rygfinnen, ſom har Ryg— gens Farve, viſer paa hver Side en Længderæffe af ti ſtore, rundagtige, forte Pletter; Bryſt- og Bugfinner, ſaavelſom ogſaa Hovedets Underflade, ere orangegule; Gadborfinnen orangeguul med citrongule Pletter; Halefinnen i Enden ſortagtig, ved Ro— den ſtidentguul. Pupillen fortblaa, omgivet af en ſmal, mesſing— farvet Ring; Hornhuden folvfarvet med ſortagtige Skygger; et morkt Baand ftræffer fig paa hver Side fra Øjets nederfte Rand til Hovedets Underflade. Hos ganffe unge Individer (af 1—2” 343 Længde), hvis Farve er meget lys, og hvid Pletter paa Rygfin⸗ nen, ſtjondt tydelige, ere brune iſtedetfor ſorte: hos ſaadanne er det omtalte Baand meget tydeligt, og fortfætter fig oven for Øjet i Retningen bagud til Nakken, hvor det ftøder ſammen med det fra den modfatte Side. — Denne Fiff er iøvrigt underfaftet mange Farveforandringer: ſaaledes finder jeg i mine Optegnelſer efter levende Exemplarer et Individ omtalt, „udmarket ved en levende rødbrun Farve med mangfoldige, fine, hvide Tværftriber;” et an— det „olivenfarvet, uregelmæsfigt beſtroet med runde, kulſorte, konvexe Prikker*) af et lidet Sandskorns Storrelſe, tfær paa Bryſt- og Halefinnen.” Ryggens og Sidernes lyfe Pletter blive flundom til brede, uregelmæsfige Tværbaand, der, henimod en Snees i Tallet, ftræffe fig fra Gjællelaaget til Halefinnens Nod. Rygfinnens forte letter vife tfær mange Afverlinger: førft i Henſeende til Storrelſe, idet de kunne ſtrakke fig mere eller mindre ned paa Ryggens Sider, ja en Deel af dem under— tiden ganffe forlade Rygfinnen, og blot udbrede fig over Ryg— gen. Dernæft i Henſeende til Antal: jeg har feet Individer uden Pletter paa Rygfinnen; andre med et War og med fo Par; atter andre med fjorten Par, og jeg tvivler iffe paa, at den hele mellemliggende Rakke gjennemlobes, ſtjondt jeg juft iffe med Henſyn til alle Tallene har nogen Autopfi at ftøtte mig til. En— deligen funne Pletterne fremtræde mere eller mindre tydeligt, og nogle af dem, ifær de forrefte, være omgivne af en meget fmal, men tillige ofte meget tøjefaldende, hvid eller hvidguul Ring. Jeg har underføgt Individer med fi Par Pletter, hvor de ni forſte War vare omgivne af den hvideRing; men den vifer fig iffe lige fydeligt omkring alle Pletter; ved de fre eller fire forſte ev den +) Af ſaadanne Prikker finder man gjerne nogle hos ethvert Individ, om ogſaa kun ganſke faa, Disfe Prikker ligge ikke paa, men under, Huden, mellem denne og Muftellaget, og ſynes at befidde en kirtel— agtig Bygning? 344 gjerne fuldftændig, og bliver hos de følgende mere eller mindre ſynlig, indtil den ganffe forfvinder. Udmaalinger : Zotallængde A 8”; B 67,7; C 747; ftørfte Højde (omtrent under Rygfinnens 16de—18de Straale) 4 1247'; B 83/3 Cc 21137773 Højden over Waffen A 7/7; B 677; C 743 Højden over Gadboret A 11/7; B 8/7; € 102”; Højden foran Halefinnens Mod A 3177; B 24/7; 0 3"; ſtorſte Tykkelſe (omtrent under den ftørfte Højde) A 7/7; B 43 Cc BRS Tykkelſe foran Halefinnens Rod A 47753 B 175 CC 2/5 Afſtanden fra Gnudefpidfen +) fl Gjældnapete bagejte Rand A 1137”: B 83/13 C 13 Afſtanden fra Snudeſpidſen til Nakken A 777; B 54773 C 77; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Neſeborerne 1377; B 147 C 27; Snudens Brede mellem Mæfeborerne A 1477; B 13775; € 14775 Afſtanden fra Snudeſpidſen til Ojehulens forrefte Rand A 2177; B 2745 Cc 239005 Ojehulens Længdediameter A 2/7; B 1377; C 23; Ojehulens Højdediameter A 13773 B 1377; C 27; Pandens Brede mellem Øjnene A 1977; B 1; c 145 Ufftanden fra Ojehulens nederfte Rand til Hovedets Underflade 4 33/7; B 24/1; E 333 Afſtanden fra Be, bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand A 8"; B 52/45 C 79; det opfpilede Gabs Højde A 57; B 377; € 5”; det opfpilede Gabs Brede 4 DA BENI "33047 Dverfjæbebenenes Længde A 4/7; B 2477; Cc 43 Underfjæbens Længde A 44/7; B3330443 Ufftanden fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelfe A 11377; B 83/7 5 Cc 112 BELLS ) Egentligen menes her, ligefom i alle de følgende Udmaalinger hos denne Fife, hvor Udtrykket Snudeſpidſen forefommer, fra Under— Fiæbens Spidſe, hvilfen rager ganſke lidt frem foran Overkjaben. 345 Rygfinnens Længdeftræfning A 637; B 575 C 6”; Rygfinnens ftørfte Højde A 1977; B 147753 € 23775 Længden af Rygfinnens ſtorſte Straale A 23); B — CG8325 Bryftfinnens Længde A 63773 B 573 C 677; SBryftfinnernes Brede ved Roden A 2377; B 2/7; C 217; Afſtanden fra Gnudefpidfen fil Bugfinnernes Rod A 1477; B 93/7; C 123”; Bugfinnernes Længde A 14'7; B 14977; C 13; Bugfinnernes Brede ved Roden A 1/7; B $'7; € 17; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gadborets forrefte Rand 4 311”; BES 0833/05 Gadborets Længdegjennemfnit A 1/7; B 27753 € 177; Afſt. mellem Gadboret og Gadborfinnen A ———6 Gadborfinnens Længdeftræbning A 34“3 B C 337; Gadborfinnens ftørfte Højde A 2/7; B 27"; € 217; Længden af Gadborfinnens ftørfte Straale A ——— B GORE Halefinnens Længde A 61/7; B 5”; C 6”, Legemet er hos denne Fifi i en meget paafaldende Grad langftraft og ſammentrykket, bagtil aftagende faavel i Højde ſom tfær 1 Tyffelfe, med et Ord: knivformigt. Den ftorfte Højde indeholdeg omtrent 8 Gange i Længden, og den ſtorſte Tyffelfe næften to Gange i Højden. Da jeg har benyttet Sammenligningen med en Kniv, for at give et Begreb om Formen, vil det være pasſende at tilføje, at Legemets bagefte Halvdeel, eller Stræfningen fra Gadboret til Haleſpidſen, frem— ftiler en fveægget Kniv, idet den bliver tyndere faavel mod Ryg— ſom Buglinien; med den forreſte Halvdeel forholder det fig der— imod ikke ſaaledes, da Bugfladen er forholdsviis temmelig bred pg fladt-afrundet, og altſaa fun Ryglinien fra Begyndelſen af Rygfinnen danner en Æg. Hovedets Længde til Gjallelaagets bageſte Rand ſtemmer noget nær med Kroppens ſtorſte Højde, og indeholdes altſaa li— gefom denne omtrent 8 Gange i Totallængden. Af Form er det ſammentrykket (ifær foroven, hvorfor Sidefladerne konver— gere opad, og Pandefladen mellem Øjnene bliver meget ſmal), med 346 fun lidet nedffraanende Pande, brat og fort Snude og noget opſtigende Mund. Det fortjener maaffee at bemarkes, at døde Individer ofte have Hovedet bøjet flrærft opad og Gjællehuden udfpændt mod Siderne, hvorved Hovedet bliver meget tykkere end i naturlig Tilſtand, Panden ligefom puflet 0. f. v. Munden er lille (Mundvigerne naae omtrent hen under Øjehulens forrefte Nand) og fun meget lidt fremffydelig, da Mellemfjæbebenenes bagudrettede Apofyſe er fort og i ringe Grad bevægelig. Da Gabet er opftigende, ligger, naar Munden er lukket, Spidfen af Underfjæben ganffe lidt foran Overfjæbens Spidſe; imidler— tid ev Forffjællen faa ubetydelig, at man vet vel fan fige, at &jæberne omtrent ere lige lange. Laberne ere temmelig tykke. K&jæbetænderne ere forte, temmelig tykke, ſtumpt foniffe, eller maaffee rettere cylindriffe med en meget fort, ſtump Spidſe: de funne fun ſiges at danne een regelmæsfig Rakke i hver Kjæbe, hvorimod der bag denne rigtignof findes nogle, uden beftemt Orden ſtillede, Tænder forreft i Munden (i Underfjæben faa, nogle flere derimod i Mellemfjæbebenene). Tandernes Antal er noget afverlende; ſaaledes talte jeg hos et Individ i den yderfte Ræffe 9 Tænder i venſtre Mellemfjæbebeen, 11 i højre, 12 paa venftre Side i Underfjæben, 11 paa den højre; hos ef andet Individ 10 i venſtre Mellemfjæbebeen, 8 i højre, 10 paa venftre Side i Underfjæben, 9 paa højre 0. f. v.). Summen af Kjæ- betænderne i den ydre Næffe beløber fig ſaaledes fnart fun til nogle og fredive, fnart derimod (og fom det fynes ifær hos de ſtorſte Individer) til nogle og fyrgetyve. Tæt bag Mellemfjæbe- benene fremtræder den fædvanlige, tynde, bueformige Hududvi delfe, der danner ligefom et Slags Forheng. Paa Ploug +) For Korthed og lettere Overſigt kunde det her angivne Tandforhold betegnes ſaaledes: hos forſte Individ R44, hos andet Individ 10453 og faaledes fral jeg i det Følgende udtrykke mig, hvor An— ledning gives. 347 ffjærbenets forrefte Spidfe findes nogle fmaa Tænder, der i Form omtrent ftemme med SKjæbetænderne, men ere meget mindre og vanſkeligere at iagttage: jeg talte fer ſaadanne ſmaa, ſtumpe Sænder, der fnarere kunde ſiges at være ftillede i en Klynge end 1 en regelmæsfig Tværvræffe eller Bue. Den forte men temmelig tyffe Tunge ligger faa langt tilbage i Munden, og er gjerne faa nedtrykket, af det er meget vanffeligt at blive Den vaer uden Disſektion: den er, ligeſom Mundhulen, af hvid arve; dens Overflade er glat og noget fonver; fortil er den tilfpidfet, dog med afffaaret Ende. Svælgbenene, af hvilfe fire bemerkes i Overfjæben, fo i Underfjæben bag Tungeroden, ere bedæffede med en Mængde færdeles forte, bagudrettede Tæn- der, Svælgbenene i Ulnderfjæben ere meget fmalle, og er ftillede ffraat imod hinanden, faa at de fortil danne en næften ret Vin— fel. Paa Gjællebuernes indadvendte Rand bemærfes nogle ſmaa Fremragninger eller Knuder (omtrent en halv Snees paa hver Gjællebue), hvilfe dog ere for bløde til at kunne kaldes Tænder. Mellemfjæbebenene, fom danne Qverfjæbens tandbærende Rand, ere forte, men af en forholdsvis temmelig ftært Bygning, i Enden lidt tilfpidfede. Overfjæbebenene ere længere men no— get fpædere end Mellemfjæbebenene; de have Aareform (2: de ere flade, og blive i Enden bredere). Næfeborerne ere me- get ſmaa, rundagtige, uden roragtige Hudforlængelfer, anbragte nær Ojehulens everſte-forreſte Vinkel. Øjnene ere temmelig fmaa (deres Længdediameter indeholdes 5 Gange eller noget mere i Hovedets Længde), og anbragte højt oppe, med den everſte Rand i Pandefladen; de ere fun adffilte fra hinanden ved et lidet Mellemrum, ifær foroven, paa Grund af den oven omtalte Konvergeren af Hovedets Sideflader. Deres Længdediameter er noget ftørre end deres Hejdediameter, men derimod lidt fortere end Afftanden fra deres forrefte Rand til Snudeſpidſen, hvilfen Ufftand atter er omtrent tre Gange faa fort ſom Afftanden fra deres bageſte Rand fil Gjællelaagets bageſte Rand. Ojebenene 348 ere meget fmaa, eller forfvinde maaffee endog med Undtagelfe af det forfte. Kinderne have en iffe ubetydelig Udftræfning, og ere almindeligen temmelig pypfvulmede. Forgjællelaaget har en meget ſtraa Stilling (maaffee lidt nærmere det Vandrette end det Lodrette); af Form er det langftraft, fmalt, noget krummet, men fan dog iffe kaldes halvmaaneformigt, da det i Enderne ere omtrent lige faa bredt fom paa Midten; af Bygning er det temmelig ftærft. Gjællelaagsftyffet ev ftort (detå Længde indeholdes noget mere end 3 Gange i Hovedets Længde), men tyndt og gjennemfigtigt; dets Omrids fremftiller næften en retvinflet Triangel, hvid forrefte Side er lodret, den nederfte vandret, og den tredie ſtraat nedftigende forfra bagtil. Under gjællelaaget, ſom tildeels ligger ſtjult under Gjallelaagsſtyk— ket, er endnu mere tyndt end dette (næften hudagtigt): i Form nærmer .det fig en Halvmaane, dog ſaaledes, at det bagtil ud— drages i en Spidfe, hvilfen nager ud over det egentlige Gjælle- laagsſtykkes bagefte Rand; det begrændfes af to Linier: en øverfte, næften vandret, og en nederfte, frærft udbuet eller fonver, Mel lemgjællelaaget er lille, fmalt, næften linieformigt, men af ſterk Bygning ligeſom Forgjællelaaget. Gjælleaabningerne ere ſmaa, da deres øverfte Vand omtrent ligger i Midten af Kroppens Højde, pg den Iſtmus, ſom ſammenbinder Gjæl lelaagene, har fin frie Rand lige under Nakken; tovrigt bør maerkes, at Gjællehuden iffe forneden er faftvoret til Struben, men løft omhyller denne fom en Krave. Af Gjælleftraa- lerne ere de fire forſte næften lige lange indbyrdes, den femte Derimod meget kortere end de foregaaende; forſte er bred og flad, anden noget fmallere; endnu fmallere er fredie og fjerde pg fillige meget ftærfere tilfpidfede, hvorimod den femte er tem— melig afſtumpet; tredie og fjerde Straale ere ogſaa de meft krummede, eller de fom i højeft Grad vife den ſamme Sabelform, fom faa mange andre Fiſtes Gjælleftraaler. 349 Nygfinnen begynder over Bryſtfinnernes Nod, og dens ſidſte Straaler lægge fig op til Halefinnens Rod, og ere ved Hud forbundne med denne, faa at intet frit Mellemrum fan figes at findes mellem disſe Finner. Rygfinnens Længdeftræfning ud— gjer omtrent £ af Totallængden, hvorimod dens Højde er meget ubetydelig. Forſte Straale er Midt kortere end anden, anden end tredie; med fjerde naae Straalerne deres ſtorſte Hoide, men be— holde Denne fun i en fort Strakning; thi allerede med Ilte eller 12te indtræder en fjendelig, ſtjondt ikke betydelig, Aftagen. Det er iffe blot Straalernes ringere Længde, men ogſaa deres mere ffraa Stilling, fom gjor Rygfinnen lavere efter den forſte halve Snees Straaler, J den evrige Længde er Hojdeaftagelſen meget ringe eller næften umærfelig. Sidſte Straale indeholdes ikke 3 Gange 1 fjerde Straales Længde. Spidſen af alle Straalerne rage frem af den forbindende Hud; denne er tyk, ftærf og uigjen— nemſigtig. Afſtanden mellem de enfelte Straaler er iffe ubetydelig, tfær mellem de forrefte ; hvorimod den formindſtes lidt mod Fin— nens Ophor. Bryſtfinnerne ere meget ſmaa (de indeholdes omtrent 15 Gange i Totallængden), temmelig brede, i Enden ſtumpt afrundede. Forſte Straale er enfelt, alle de andre for— grenede; forſte og ſidſte Straale de fortefte, indbyrdes omtrent lige langt, femte til fyvende de længfte. Bugfinnerne, fom ere anbragte fæt ved Siden af hinanden i Bugfladens Middel: linie, lidt foran Gjallelaagets bageſte Mand, ere, faa at fige, blot Rudimenter til Bugfinner, og vife fig hver fun fom en fort og tyk, i Enden meget ſpids, lidt filbage= og indad-krummet Corn. Ved af borttage den omfringliggende Hud overbeviſes man imid— lerfid om, at der bag og indenfor hver Pigſtraale er en endnu mindre blød Straale. — Gadboret er anbragt langt bag Bug— finnerne, omtrent 1 Midten af Totallængden; det vifer fig ſom en nogenlunde kredsrund Aabning, hvilfen jeg bos forffjællige Individer har fundet af temmelig forffjællig Storrelſe; hos nogle Individer fremtræder Generationsaabningen i Midten af Indre Bygning. 350 en Svulft (dog iffe en Papil) bag Gadboret; hos de flefte har jeg derimod ingen Svulft bemærfet. — Gadborfinnens forſte Straale ftaaer temmelig tæt bag Gadboret; den er, ligefom den anden lidt længere, en ſtark og ſpids Pigſtraale; de fol gende Straaler, der ere leddede, men ikke tydeligt forgrenede, rage alle med Spidferne udover den forbindende Huds Niveau. Med Henfyn til Bindehud, Straalernes Stilling og indbyrdes Ufftand gjælder omtrent, hvad ovenfor ev fagt om Rygfinnen; ogfaa er Gadborfinnen omtrent af famme Højde fom den ovenover den udftrafte Deel af Rygfinnen; hvorved dog maa mar— kes, at den forrefte Deel maaffee vifer fig ubetydeligt højere, fordi Gadborfinnens Straaler her ligge noget mindre ffraat end Rygfinnens, og den allerbagefte Deel lidt lavere, fordi Gadbor— finnens Straaler her ere mere fFraatfiillede end Rygfinnens. Gadborfinnen er tovrigt forbunden med Halefinnens Rod ved en Hudvidelſe, og dens ſidſte Straale ftræffer fig endnu noget længer tilbage end Rygfinnens. — Halefinnen er lille (den har Bryſtfinnernes Længde, og indeholdes 15 Gange i Total længden); dens Brede ved Noden udgjor omtrent Halvdelen af dens Længde; dens midterſte Straaler ere de længfte; naar den udſpandes, vifer den fig meget ſtumpt afrundet i Enden. Sidelinien er ganſte lige, for faavidt fom den fan forfølges. — Øfjællene ere meget fmaa, tynde, dybtliggende, Det har iffe villet lyffeg mig, at affondre noget enkelt Sfjæl heelt, da de ere hæftede meget faft i Huden, og jeg er derfor iffe iftand til noiagtigt at beffrive deres Form. Det er faa langt fra, at Sfjællene ere taglagte, af der tværtimod imellem hver fo Sfjæl findes et aabent Rum, der overgaaer Skjallenes Storrelſe. Jovrigt er det fun felve Kroppen, ſom vifer Sfjæl; Hovedet og Finnerne ere derimod uden Sfjæl. Længden af Bughulen fra Mellemgulvet til Gadboret 3” (hos et Individ paa 8”, for hvilfet ogſaa de følgende Maal gjælde). Leveren brunagtigt guul, lille (omtrent 13””), af tem— 351 melig faſt Subſtans; den beftaaer blot af een udeelt“), langſtrakt Masſe, fom ligger over Maven, dog meft til venftre Side, faa at den iffe blot flaaer fig omkring Mavens venftre Side, og be- dæffer den, men endog drejer fig om paa dens nedre Flade, og for en Deel ffjulev denne. Den mod Ryggen vendte eller ydre Flade er, fom fædvanligt, noget fonver, den mod Maven vendte eller indre lidt fonfav. Galdeblæren er meget lille, hvidagtig, orin= ellev tarmformig, anbragt i Midten af Leverens bagefte Rand. Spiſeroret ev meget fort. Maven har om— frent ſamme Dimenſion ſom Tarmen, med mindre den er ud— fvændt af et nedflugt Bytte. Fordøjelfen ſynes næppe altid og udeluffende at foregaae 1 den Deel af Tarmefanalen, der be— tragtes ſom Maven; hvilfet jeg troer at kunne flutte deraf, at jeg i Tarmen, fo fil tre Tommer bag Maven, har fundet hele og aldeles uforandrede Kruftaceer, paa hvilfe altſaa Fordojelſes— aften endnu ikke havde yttret nogenſomhelſt ſynlig Virkning. Maven adſtilles fra Tarmen ved en ret kjendelig Indfnøring. Tarmen gjør adffillige fmaa Krumninger **), og Længden af den hele Tarmefanal fra Mellemgulvet til Gadboret er, naar den udftræffes, ftørre end Dyrets Totallængde (hos det ber beſkrevne Individ 81”). Milten ligger omtrent ved Enden af Maven, er meget lille, af oval Form, fladtrykket. Urinblæren er lille, langſtrakt-ſakformig. Hos de af mig underfogte Individer have Generationdorganerne altid viift fig i Form af en lang Snor, der naaede fra Milten til Gadboret (det har altfaa været +) Hos nogle Individer bemærkes dog (og maaſtkee er det endog det al— mindeligfte Forhold) et meget lille Indfnit i Leverens bageſte Rand, hvorved ligefom opftaaer en rudimentær højre Lap. ++) Efter af Tarmen har tilbagelagt omtrent & af Bughulens Længde, vender den om, og nærmer fig til Mavens nederfte Deel, hvorpaa den atter drejer fig for at løbe til Gadboretz men efter at være fommet dette temmelig nær, gjør den endnu et Par meget fmaa Kredsbugter. 352 Hunner, hvilfe fun have een Rognſak, hvorimod Hannerne vife fo Teſtikler). Rognkornene frulle (efter Frie 8) være hvide, næften af et Knappenaalshoveds Storrelſe. Kjodet hos denne Fiff bar en lys Orangefarve. J Rygraden talte jeg 84 Hvirvler, af hvilke 36 hen— hore til Bughulen, 48 til Dalen”). Det Udmarkende ved Been— vaden er iovrigt, at Bughvirvlernes Tværforlængelfer er rettede ncd, og ſammenvoxede til en Ring, hvorfra en liden Wigforlængelfe udgaaer i Netningen nedad”); at Bakkenet, i Overeensſtemmelſe med Bugfinnerne, er meget lidet, og at Skul— derapparatet er tyndt og hudagtigt. Hjerneffallen vifer ingen Spor fil Længdefamme. Storrelſe. De ſtorſte Exemplarer af Tejſtefiſten, jeg har feet, vare fun af 8 til 9 Tommers Længde, og jeg troer næppe, at den bliver ſonderligt ſtorre. —— Den forekommer fra det nordligſte Norge indtil Frankrigs Veſtkyſt, altfaa idetmindſte fra 459 til 729 n. Br. FF), Ved Island findes den; Derimod iffe ved Grønland, og heller næppe paa Kyſterne af Amerikas FaftlannT). Hos os forefommer den ſaa— vel ved Veſterhavet fom i Kattegattet, Sundet og Bælterne og +) Valenciennes angiver 84 til 85 Hvirvler, og regner 37 eller 38 til Bughulen. ++) Herved maa mærkes, at de fo førfte Ryghvirvler flet ingen Apoph. transversæ have, og at disſe Apophyses hos de to følgende vel ere rettede ned, men ikke ſammenvoxede til en Ring. txt) Selv hav jeg fundet den paa den norſke Kyft indtil mellem 70? og Tan 6 +) Alle fra Grønland nedfendte Gunelli fave, ſtjendt nærftaaende, dog viift fig fpecifife forftjællige fra vor Tejſtefiſt. (Prof. Rein— hardt henfører de gronlandſke fil to Arter: G. fasciatus og G. affinis), Naar Narrell beretter, at han har erholdt et Individ af Gun. vulgaris fra Amerika, ev det idetmindfte rimeligt, af det er en af de gronlandſke Former, han har erholdt. 353 felv ſtundom inde i Oſterſoen . Blod har erholdt den fra Lübeck, Sdonevelde fra Kielerbugten (hvor ogſaa Boie har truffet den). Imidlertid foretræffer den dog det faltere Vand for Brafvand ; hvilfet jeg mener at funne flutte blandt Andet deraf, at jeg flere Steder paa den norffe Kyſt har bemærket et omvendt Forhold mellem den og Aalekvabben (Zoarces viviparus), der jævn- ligt træffes fammen: jo dybere jeg kom ind i Fjordene, jo færre Tejſtefiſk og jo flere Aalekvabber fandtjeg; hvorimod, naar jeg nær- mede mig Havet, Tejftefiffenes Antal igjen overſteg Aalekvab— bernes. Tejſtefiſten ſynes at fore et enſomt og roligt Liv, Den Levemaade. opholder fig nær Landet paa ringe Dybde under Stene og mel— lem Tangbuffe. Her ligger den ftille, eller bevæger fig dog fun lidet, for at bemægtige fig de ſmaa Dyr, der tjene den til Næ- ring. Paa de Kyſter, hvor en betydelig Ebbe indtræffer, bliver den ofte i Ebbetiden liggende paa det Torre, og man finder den da let ved at løfte ſtore Tangbuſte i Vejret, eller ved at vælte Stene. Naar den faaledes overrumples, bevæger den fig med megen Raſthed, og veed ofte ved fin Sprællen at undflivpe ; hvorved da ogſaa Den Omfrændighed, at dens finalle Krop fætter den iftand fil af trænge ind i de mindſte Klofter mellem Stenene, kommer den meget til Gode: at den er fejglivet, eller længe fan undvære Vandet, indfees let af Ovenanforte. Sejftefiffen vælger ofte de tomme Sfaller af Øfters og Kammuslinger til Bolig, pg ſammenſnoer fig i faa Tilfælde 1 en Kreds, for at kunne ſtjule hele fit Legeme indenfor Skallerne. Dette har givet Anledning +) Naar Faber (die Fiſche Islands, S. 78) falder denne Fiſk meget fjælden paa de danſke Kyfter, tager han visfeligen Fejl; hvorimod jeg gierne indrømmer, af man, paa Grund af dens Levemaade, ikke juft Ian erholde den, naar man onſker, i Kattegattet, hvor næften ingen Ebbe finder Sted, 23 å æring. t - Forplant⸗ ning. Anvendelſe. Fiender. 354 fil at troe, at den forterede Oſterſerne, og ſtadede Oſtersfiſke— riet, hvilken Formening er ganffe uden Grund . Dens Næring beftaaer derimod ifær i ſmaa Krabsdyr, for— næmmelig Gammarus Locusta, fom ofte forefommer i utrolig Mængde paa de ſamme Steder, hvor man finder Tejftefiffen. Ogſaa traffes ldotea tricuspis hyppigt i dens Mave. Om Zejftefiffens Forplantning har jeg ingen ligefrem Erfa— ring; det vil ſige: jeg hav blandt et ftort Antal underføgte In— Divider intet fruffet med udviklede Generationsorganer. Fries har fundet fyldte Nognfæffe og udviklede Teftifler hos den i Sidftningen af Oftober, og flutter deraf, at den leger i Oktober eller fanffece noget fenere **). Dermed ſynes dog det Faftum at ſtemme mindre gudt, at jeg den 17de Juli i Kattegattet har truffet (i et Flyndergarn mellem Tangplanter) en Unge af Tejftefiffen, ſom fun havde 1% Tommes Længde. Man maatte herefter ſnarere fri ſtes til at fætte Legetiden i Juni eller i alt Fald i Maj. — J Mid— ten af Maj har jeg truffet Individer paa 21 til 3 Tommers Længde. Unvendelfe gjør man, faavidt mig bekjendt, flet ikke af denne Fiſt. Jeg har iffe engang feet den benyttet ſom Agn paa Fiſkerkrogene. Farlige Fiender har Tejftefiffen, ſom allerede antydet, i ad— ſtillige Vandfugle. Blandt Fiffene maa tfær Ulkearterne be— tragtes ſom dens Forfolgere, da disſe vælge ſamme Opholds— ſteder ſom Tejſtefiſſen. Muligt, at det tildeels kunde være for at beffytte fig mod disſe, at den udfaarer tomme Zftersffaller o. ſ. v. til Skjuleſted. — Sjældent træffer man et enfelt In- divid af Anchorella uncinata paa den; derimod ev dens Bug: hule ofte forfynet med Filarier 1 ftor Mængde. +) J mit Sfrift om de danſke Oſtersbanker, Side 20 i XAnm., har jeg berørt denne Mening. Paa Magero i Tronhjemsfjorden for— talte man mig, at Tejſtefiſten fortærede Øfterferne, dog fun de, der vare døde. ++) Skandinaviens Fiſkar, S. 108. alefvabbeflægten (Zoarces Cuv.). Legemet langſtrakt og ſammentrykket, med ſlimet Hud og ſmaa, ikke taglagte Sfjæl; fun Kjæberne forſynede med Tænder; Gjalle— huden forneden faftvoret til Struben; fer Gjalleſtraaler; Bugfin— nerne foran Bryftfinnerne, ſmaa, dannede af et Par bløde Straaler; Ryg-, Hale- og Gadborfinne ſammenvoxede; Rygfinnen, hvig allerfleſte Straaler ere blode og leddede, bliver lidt foran Halefinnen pludſeligt lavere end i den ovrige Strakning; Bryſtfinnerne brede, afrundede; Halen tilſpidſet. Gadboret nærmere Hovedet end Halen, bagtil forfynet med en kjodagtig Tap; faa Blindtarme, ingen Svommeblare. 27de Art. Den levendefodende Aalekvabbe (Z. viviparus Limm.). Tænderne ere fmaa og tætftillede; RygfinnenArtsmarke. tæller henimod 80 Straaler inden dens Nedfænt inge ra lerteret htnse EET Ryg. 100; Bryftf. 19; Bugf. 3; Gadborf. 80; Halef. 5 *). (18-20) +) Da det maa anfees for næften ganſke umuligt at fælle Ryg-, Hale— og Gadborfinnens Straaler hos denne Fift med fuldkommen Sikker— hed (den ovenftaaende Angivelfe er med Henſyn til disſe Finner ud— trykt med runde Tal), har jeg troet det unyttigt i dette Tilfælde af hidfætte en Rakke af Tallinger, uagtet Artens Almindelighed ellers gjorde det let nok af tilvejebringe en faadan. 23% Beſſfrivelſe. Synouymi. Afbildnin— ger. Benævnelfe. F 356 Schonevelde, Side 49: tertia Mustelarum species, Pontoppidans Atl, I, 648: Blennius viviparus. Millers Prodr. n. 358: Bl. viviparus. Muͤllers Zool, dan. fasc. H, pag. 23: Bl. viviparus. Bings Beftr. over Lesø, Side 157: Aale-Kuſe. Schades Beftr. over Mors, Side 204: Bl, viviparus. Zofman i Tidftr. f. Naturvid. IT, 375: BL viviparus. Schonevelde tab. IV, fig. 2; Zool danica tab. LVII. Denne hos os velbekjendte Fiſt er forfynet med en heel Deel Navne, der næften alle tyde paa en Formlighed med alen"): Aalekvabbe, Aalekone (Selkuon i Limfjorden), Aalemoder, Aalekuſe; paa Lesoe kaldes den ogſaa Aal kojte; ved Aarhuus har jeg hørt den benævnes Aaleknude, i Aalborgegnen Kujer. Til Schoneveldes Tid ſtal man i Hertugdømmerne have faldet den Aalpuke og i Danmarf Aalkubbe. Grundfarven er brunguul eller undertiden gronguul paa Ryg og Sider; Bugen lyſere, ſtidentguul eller guul i det Gron— agtige. Langs Siderne findes to Rakker temmelig ſtore, forte Pletter: den nederſte af disſe Næffer ftræffer fig langs med Sidelinien (Pletterne gjennemffjæres af denne), og dens Pletter, der pleje at være 13 til 14 1 Tallet, have en uregelmasſigt fiirkantet Form; den everſte Næffe indtager Rygfinnen og det Øverfte af Ryggen ; de enfelte Pletter her eve noget langftrafte ellev næften baand— formige, og deres Stilling ffraa (bag- og ovenfra ned= og fremad) ; +) Dog hav man ike ladet fig noie med, ved Navnene blot at udtrykke Lighed i Formz man har ogſaa ved de flefte af dem villet tilfjende= give et Forhold, ſom flet ikke er begrundet i Naturen, næmlig at Aale— kvabben fulde være Hunnen til Aalen. „Aalekvabber ellev Koner, Mustela fluviat'lis, ere Hunnerne (til Xalen), og falde forte og tykke med Finner fra Hovedet langs ned til Halen”: hedder det i Pontoppidans Atlas V, 1018, i en Fortegnelfe over de Fifte, fom fanges ved Thyland i Veſterhavet. 397 deres Antal ſtemmer overeens med den nederfte Nakkes. Stru— ben er orangefarvet, Bryftfinnerne morke (ſortgraa) med gron— guul Rand forneden; Bug- og Gadborfinnerne rødagtige eller rødgule, ifær i Kanten. Hovedet ev marmoreret med ſorte Pletter; Wupillen fortblaa med en final, mesfingfarvet Ring ; Hornhuden ſortbrun. — Stundom træffer man vorne Individer af guul Farve, ganffe uden Pletter. Hos unge Individer af omtrent 3” Længde er Hovedfarven lyſeguul, og Pletterne fræde endnu faa utydeligt og ubeftemt frem, at de fun kunne faldes Skygger. Udmaalinger: FZotallængde A 737; B 927; 0 10”; ftørfte Højde (ovev Gadboret) A 17; B 13/7; C 147; Højden over Natten A 10/7; B 11977; C 127; Højden foran Halefinnens Rod) A 4/7; ſtorſte Tykkelſe (over Gjællelaaget) A 83/7; B 17; C 13475 Tykkelſen foran Halefinnens Rod A 47; B 4775 € 47; Ufftanden fra Snudeſpidſen til ——— bageſte SR A 1717; B 213775 C ———— Afſtanden fra Snudeſpidſen til Nakken A 1217; B 14/75 C 153 Ufftanden fra Snudeſpidſen til Mæfeborerne A 2/7; B 377; C 375 Snudens Brede mellem Naſeborerne A 21/7; B — — ————— Afſt. fra Næfeborerne til Ojehulens for. Rand A 1177; B2“3 02“3 Ufft. fra Snudeſpidſen til Ojehulens f. Rand A 4/75 B 54/75 C 5775 Ojehulens Længdegjennemjnit A 377; B 4/7; C 4/75 Ojehulens Højdegjennemfnit A 21/7; B 31/7; C 31/5 andens Brede mellem Øjnene A 2737 B 37; 0 37; Ufftanden fra Øjehulens nederfte Rand til Hovedets Underflade 4 32/15 B 519175 Cc 53/1 Ufftanden fra Øjehulens bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand Å 14545 B 18775 C 1343 +) Denne Højde er egentligen blot Højden af ſidſte Ryghvirvel, da Ha— len ender ganfte tilpidfet, og jeg har derfor ved de følgende Indi— viders Udmaaling forbigaaet den. 358 det opſpilede Gabs Højde indvendigt A 677; B 10/7; €C 1047; det opfpilede Gabs Brede indvendigt A 5”; B 8/7; C 9”; QOverfjæbebenenes Længde A 63773 B730 743 Underfjæbens Længde til Ledforbindelfen A 84/7; B 10/7; C 10”; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelſe A 16477; B 203 203 Rygfinnens Lengdeſtre“ning til Indſnittet A 545“3 B64“30 717; Rygf. Læengdeſtrokning til Halefinnens Spidſe 64”; B 817; C 837; Rygfinnens ftørfte Højde A 417753 B 57775 C 4277; Længden af Rygfinnens ftørfte Straale A 777; B 777; C 61775 Bryſtfinnernes Længde A 16977; B 197; C 177; Bryftfinnernes Brede ved Roden A 5177; B 63/7; C 6377; Ufft. fra Snudefpidfen til Bugfinnernes Rod 127”; B 164775 C 1677; Bugfinnernes Længde A 5/7; B 5775 C 577; Bugfinnernes Brede ved Moden A 7/7; B 275 C 37; Afſt. fra Snudeſpidſen til Gadborets for. — A 244“5 —0 Gadborets Længdegjennemfnit A 12775 B 2775 € 4775 Afſt. mellem Gadboret og Gadborf. A Sl B 21/45 Cc 2 Gadborf. Longdeſtrokning til Halef. Spidſe 4,8; B 557; C 537; Gadborfinnens ftørfte Højde A 31/7; B 4775 € 47; Længden af Gadborfinnens ftørfte Straale A 4377; B 5/7; C 5”; Længden fra Halefp. til Halefinnens Spidſe A 14775 B 13/75 C 197, Hovedet er fun af Middelftørrelfe eller endog temmelig lidet (det indeholdes mellem fem og fer Gange i Totallængden), af langt ftørre Længde end Højde”). Det er noget fammentryffet, dog faaledes, at det forneden og bagtil bliver bredere end foroven og fortil. Bag Øjnene er Pandefladen bred og temmelig hori— +) Hos fem vorne Individer af Middelftørrelfe indeholdtes Hovedet i FZotallængden omtrent 54, 54, 54, 54 og 53 Gange; hos Unger af henimod 3“ Længde plejer Forholdet at være fom 1 til 6, ftjøndt ogſaa derfra forekomme Undtagelfer (jeg har faaledes een Gang fun— det det omtrent fom 1 til 5). Mærkeligt forekommer det mig, blandt mine Optegnelſer at finde omtalt et Individ paa 81”, hos hvilfet Hovedets Længde fun udgjorde 14”, og altfaa indeholdtes næften 63 Gange i Totallængden. 359 sontal; mellem Øjnene derimod bliver den meget ſmal og ſtraa⸗ ner ned. Kinderne ere noget opfvulmede; underneden er Ho— vedet fladt. Snuden ſtumpt afrundet, ſtejlt nedftigende, meget fort; Gabet noget ffraat opſtigende, af Middelſtorrelſe, med lidt ſtorre Højde end Brede; Mundvigerne naae omtrent hen under Midten af Øjet. Læberne er temmelig ſtore og noget opfvul- mede. Overfjæben overgaaer Underfjæben noget i Længde faavelfom i Brede, faa at hiins Tænder lægge fig ud vover denne, hvilfet Forhold tydeligt iagttages, naar Læberne ere bortfjernede. Tænderne ere fmaa men ftærfe, ftumpfoniffe eller næften cy- (indriffe, lige og temmelig lodret ſtillede; paa hvert Mellemfjæ- bebeen har jeg almindeligen talt 14 (dog ogſaa 12) Tænder, der ere ſtillede een Ræffe, og fortil ere ſtorſt; forret i Munden ftaae et War Tænder bagved Ræffen. Men foruden disſe Zæn- der vil man endnu paa Skelettet kunne iagttage en fuldftændig Ræffe (paa begge Sider filfammen nogle og tyve) af meget korte Tænder uden- og ovenfor de øvrige, hvilfe hos den frifTe Fiſt ſaaledes ſtjules af Leberne, at de iffe Demærfes. J Under— fjæben ftaae Tænderne mod Siderne i een Rakke, fortil derimod i to Næffer; 1 hver af de enkelte Sideræffer har jeg talt 6 Tænder, foran i de dobbelte Rakker paa begge Sider indtil 24; Dog er dette Antal iffe fonftant ”). J Underfjæben overgaae Sidetænderne fildeels Fortænderne i Storrelſe; disfe ſidſte have gjerne et noget afſlidt Udſeende. Bag Mellemfjæbebenene findes det fædvanlige, her temmelig brede og ftærfe, Hudforheng. Tun- gen er fort, temmelig tyk, glat, i Enden ftumpt afrundet, med ftærft fonver Overflade. Mundhulens øvre Deel er meget hval— vet. I DOverfjæben findes to Tværræffer af foniffe Svælgtæn- der, i Underfjæben fo Lengdergkker. Gjallebuernes indvendige +) SIftedetfor at det hele Antal af Underkjebens Tonder her blev 36, har jeg hos andre Individer fundet det at udgjøre endog fun 26. Ligeſom i OQOverbjæben findes ogſaa i Underfjæben en Raekke korte Zænder forreft, hvilken fun paa SÉelettet bliver ſynlig. 360 Rand er iffe væbnet med Tænder, men fun med ſmaa, tilſpid— fede, bruffagtige Fremragninger, der dog indeflutte hver en lille Beenfjærne. — Mellemfjæbebenene ere fmaa (de naae næppe hen i Linie med Øjets forrefte Rand) men ſtarke, bagtil filfpidfede. Deres bagudrettede Apofyſe er fort, og Munden lidet eller næften flet ikke fremffydelig, Overfjæbebenene, fom omtrent naae hen under Ojets bagefte Rand, ere flade, tynde, bagtil brede og aaredannede. Det forrefte Par Næ feborer ligger Øjeranden noget nærmere end Snudefpidfen ; Det er lidet, af Kredsform, og omgives af et fort, lige afffaaret Hudror. De bageſte Næfeborer ligge over og lidt bag de forreſte; de vife fig fom fo overmaade fmaa (næppe med blotte Øjne fynlige), kredsrunde Aabninger, der have den fuldfomnefte Lighed med Sliimporer, og maaffee i Virfeligheden fnarere ere dette end Neſeborer; ifær da Øjet omgives af en Kreds af lig- nende Sliimaabninger. Øjet er af Middelftørvelfe (det indehol— des mellem fem og fer Gange 1 Hovedets Længde), af noget ftørre Længde end Højde, og anbragt med overſte Mand i Pan— defladen; dennes Vrede mellem Øjnene er fun ringe (lidt min— dre end Øjetå Højdegjennemfnit). Kinderne og Gjællelaaget indfage en betydelig Stræfning, og Afſtanden fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagetå bageſte Rand er derfor meget ftørre end Ufftanden fra Øjets bagefte Rand til Snudeſpidſen. For— gjællelaaget er ftort, halvmaanedannet: dets Overflade vifer fig ujævn ved mange Ophojninger og Fordybninger. Gjælle: laagsſtykket har Form af en ſpidsvinklet Triangel, hvis Grundlinte vender opad, og hvis ftørfte Vinkels Toppunkt er vendt ned; Vinklerne ved Grundlinien ere omtrent lige ſtore. Undergjællelaagets frie (af Gjallelaagsſtykket ikke bedak— fede) Deel begrandſes forneden og fortil af en krum Linie; bagtil vifer det fig tilfpidfet, fortil bredt; den lille Aabning, ſom vifer fig mellem Forgjallelaagets bageſte og Gjallelaagsſtykkets forreſte Nand, udfyldes af Undergjællelaaget, Mellemgjalle— 361 laaget, ſom næften ganſke ſtjules af Forgjællelaaget, er lidet, af langſtrakt Form, temmelig ſterkt. Gjælleaabningerne vife fig temmelig ftærft floftede, og have alleroverft vover Gjæl lelaagsſtykket et lille Indfnit, der forøger deres Storrelſe; men da de derimod forneden ere faftvorede til Struben under For— gjællelaagets bageſte Rand, indffrænfes deres Udvidelfeevne, i denne Retning. Af Gjællebudens fer Straaler ev den forfte meget ftærfere, men ikke længer, end den anden, de følgende tem— melig fvage, den fidfte fort. | Rygfinnen begynder et Styffe bag Nakken, men dog foran Gjallelaagets bagefte Spidſe. Dens Højde, ſom iffe er betydelig, aftager temmelig jævnt i Retningen bagtil indtil den 17de Straale (eller med andre Ord til omtrent den fidfte &de eller Ide Deel af Tvtallængden); ikke faa meget, eller idetmindſte iffe alene, fordi Straalerne blive fortere, men fordi deres Stil: ling bliver mere ffraa. Ved den 77de Straale daler Rygfinnens Højde ftærft og pludfeligt (næften til Halvdelen af den Højde, den forud havde), men fnart (efter 5 til 6 Straaler) vorer den lidt igjen, og gaaer nu, uden nogen Afbrydelfe eller Forandring, over i Halefinnen. Da Rygfinnens Straaler ere ftillede fæt ſam— men, og den forbindende Hud ev temmelig tyk, og næften flet iffe fan udvides, bliver det vanffeligt at tælle Straalerne, ifær i Finnens bagefte lave Deel. Straalerne ere vel for ftørfte Delen leddede; men faa utydeligt, af man fun med Vanſtelighed og ved ØDjælp af en god Lupe opdager der. Forgreningen af Straalernes Spidfer er ubefydelig, og ſavnes endog tildeels ganſke: næmlig hos de fo førfte Straaler og hos de fem eller fer, der danne den laveſte Deel af Finnen, hvilfe fidfte heller ikke vife Led, og i alle Henſeender ere ſande Pigftraaler ). Forſte Straale er næppe mere end halvt faa lang fom anden, og Denne har ikke +) Cuvier og Valenciennes eve, faavidt jeg veed, de førfte, der have henvendt Opmarkſomheden paa dette ufædvanlige Forhold. 362 engang Halvdelen af tredies Længde; de følgende Straaler beſidde ien lang Stræfning en iffe ubetydelig Længde (omtrent lig Halvdelen af Kroppens ftorfte Højde), men deres Stilling ng den. Omftændighed, at deres Spidfer ere bøjede, lade dem fee meget fortere ud, end de virfeligen ere. Efter den lavefte Deels Wigftraaler folge 15 til 16 leddede Straaler; dog bør det mar— kes, at disfe ifær ligge faa tæt ſammen, at det næften er umuligt at fælle dem med Sikkerhed. — Bryſtfinnerne ere af Middel ftørrelfe (de indeholdes almindeligen Y til 8 Gange, men under— fiden dog iffe engang 6 Gange i Totallængden), temmelig brede ved Roden (Breden ved Roden er omtrent 2 af Længden) og meget brede, naar de udſpendes. Deres Form er afrundet, dog faaledes, at Straalefpidferne i Finnens nederſte Halvdeel rage lidt frem af den forbindende Hud. Forſte og ſidſte Straale ere de fortefte, og indbyrdes næften lige lange; 7Tde til 9de Straale ere de længfte; alle ere de mere eller mindre forgrenede i Enderne; forſte og anden Straale ere faa nøje forenede, at de letteligen funne betragtes fom een; Straalernes forbindende Hud er ligefom hos de øvrige Finner tyf og ſterk. — Bug: finnerne ere anbragte temmelig langt foran Bryſtfinnerne, tæt bag det Sted, hvor Gjællelaagene ere faftvorede til Struben, og ganffe fæt ved Siden af hinanden; de ere langftrafte, meget fmalle, tilſpidſede, neſten traadformige; deres Længde indeholdes almindeligen mere end en Snees Gange i Totallangden. Binde— huden forener Straalerne faa tæt, af de ikke vel kunne tælles, før den er borttaget. traalerne ere alle leddede, den forſte den korteſte — Gadborfinnen er lidt lavere end Rygfinnen, pg aftager fom den efterhaanden i Højde mod Halefinnen, dog uden at vife noget Indſnit eller pludſelig Nedſynken; dens Straaler ere alle bløde og leddede, og ligeſom Rygfinnens bøjede bagover, og frummede i Enden. Som Halefinne funne de fem eller fer yderſte Straaler i Enden af fidfte Halehvirvel 363 betragtes; imidlertid findes flet Intet, fom antyder Grændfe mellem dem og Rygfinnen eller Gadborfinnen. Gadboret ligger foran den halve Totallængde; det er kredsrundt, temmelig ftort, mere eller mindre fremragende. Tot bag det vifer fig en lille, rund Svulft, og bag denne atter en lille, koniſt Papil. — Huden er tyk, blød, flimet. Sfjæl lene, fom fun bedaekke Kroppen og tildeels Rygfinnen, ifær bagtil (lvorimod de øvrige Finner faavelfom Hovedet ere aldeles blottede for Sfjæl), ere meget fmaa *), tynde og bløde, og lade aabne Rum imellem fig, eller ere ikke taglagte. De ligge ikke dybt i Huden, og funne temmelig let adffilles fra denne. Jevrigt ere de af en regelmæsfigt oval Form, vife mangfoldige, uendeligt fine, foncentriffe Linier, og have (mere eller mindre tydelige) Vifte- ftriber i hele Omkredſen (imellem 20 og 30). At deres Form forreſten varierer noget paa Kroppens forffjællige Dele, forftaaer fig; faaledeg blive de mod Halen mere kredsrunde o. f. v. Si delinien danner en ret Linie, eg løber omtrent midt imellem Ryg-⸗ og Buglinien; men den er fun lidet fydelig, og vifer ingen Sliimfanaler. Bughinden er fulfort. Leveren temmelig lille, guul;dnste Ove næften af WÆggeblommefarve. Den deler fig i fo Lapper, der næften ere lige lange, og begge ende tilſpidſede; men den venftre er meget bredere end den højre. Leveren ligger under Spiſe— røret, og dens Lapper ftræffe fig hen paa Siderne, af Maven. Galdeblæren, fom ev lille (omtrent af en Arts Storrelſe) og fæfformig, ev anbragt midt imellem Leverens Lapper, foran Maven. Spiferøret har meget tyffe Vægge, er temmelig vidt, og vifer indvendigt omtrent et halvt Douſin Langdefolder. Maven er lille, ſakdannet, med en lille, fra dens bagefte-ne- +) Deves Giennemſnit ev almindeligen 27” til 377, Man fejler ikke meget, ved at antage, at dev midt paa Kroppen komme 24 Stjæl paa 1” Længde. 364 derfte Hjørne nedſtigende, Portnerdeel. Spiſerorets Folder fortfættes gjennem Maven. Ved Wortneren findes et Par me— get ſmaa Blindtarme, af hvilfe den ene ifær fan falde rudimentær "). Bag Maven, i Fortfættelfe med dens everſte Væg, ev den lille, flade Milt anbragt, fom omtrent har lige Længde og Brede. Tarmen gjor adffillige Bugtninger, og har udftraft en Længde, der omtrent er lig med den halve Total længde; hvorimod Bughulens Længde fra Mellemgulvet regnet iffe engang udgjort af Totallængden. Tarmen er iøvrigt temmelig fynd i Dens midterfte Stræfning, tyffere mod Portneren og Gadboret. Tyk— tarmen vifer omtrent et Douſin meget tydeligt og ftærft fremtræ- dende, tynde Længdefolder. Nyrer ne ere temmelig ſtarkt udviklede; Urvrinblæren er lille (omtrent fom en rt), hvid, med ufæd- vanligt tyffe Vægge; jeg har fundet den liggende 1 Bughulens højre Side. Teſtiklerne eller Mælfefæffene ere temmelig ftore (de indtage omtrent Bughulens halve Længde); de ligge tæt op til hinanden, og have en meget langftraft-oval, fammen- tryffet Form. Nognfæffen er fæfdannet, enfelt, men mod Forplantningstiden af betydelig Storrelſe. Hjerneffallens Pandeflade, fom bag Øjehulerne bliver tem— melig bred, er flad og glat; Nakken fænfer fig ſtraat ned; hvor denne ffraa Flade ſtoder op mod den horizontale Pandeflade, bemærfes Rudimentet af en Kam, der dog, paa Grund af dens Korthed, mere ligner en Torn end en Crista, Naſebenene ere fmaa men ftærfe. Forgjællelaaget faavelfom Tindingbenene vife Ujævnheder, frembragte ved Indvirkningen af de ftærfe duſtler. Flere af Hovedets Knogler have temmelig betydelige +) I mine Optegnelfer læfer jeg, at jeg hos et Individ har truffet tre Blindtarme. Valenciennes forbigaaer aldeles Blindtarmene med Taushed. Overhovedet afviger den hev meddeelte Beſkrivelſe af Ind— voldene i flere Punkter fra den af Valenciennes givne: han taler til Exempel om Rognſokken ſom dobbelt 0. f. v. 365 Fordybninger eller Huler for Sliimkirtler. — Af Hvirvler hav jeg talt 1087), blandt hvilfe fun 25 høre fil Bughulen. Hvirv— lerne ere af ſtorre Hojde end Længde. Den Omſtandighed, at den ſidſte Halehvirvel iffe udvider fig i Form af en Vifte, bes finger Halefinnens rudimentære Tilſtand. Ribbenene ere fmaa; Albue- og Straalebenene derimod meget ſtore, men tynde og gjennemfigtige omtrent ſom Oliepapiir. Jevrigt ud— mærfer denne Fiſk fig ved Hvirvlernes grønne Farve, hvilfen felv inden Fiffens Kogning er tydelig nok. Sædvanligft har jeg feet denne Fiſt af 8 til 10 Tommers, fjældnere af 12 Tommers Storrelſe. Dog træffer man ogſaa ſtundom Individer af 15 til 16 Sommers Længde. Aalekvabben ev en nordlig Fifi. Endnu ved Tron— bjem (over 639 n. Br.) er den meget hyppig: jeg bar feet Smaa— Drengene der under Ebben tage den i Mængde med Hænderne i Vandhuller *). Nordligere har jeg iffe felv truffet den; men imidlertid har jeg Grund fil af antage, at den naaer meget højere mod Nord: thi i Omegnen af Tromsø (under omfrent 709 n. Br.) beffreves mig nogle der forefommende Aal, fom havde grønne Been, og vare fyldte med Unger; hvilfe Omftændigheder ikke pasfe paa nogen anden befjendt novdlig Fiſkt end Aalekvabben**s9. Mod Syd naaer den ind i Kanalen, hvor den dog er fjælden, og længere mod Syd har man endnu iffe funnet forfølge dens Spor. +) Valenciennes angiver 110. ++) De tillagde den Navn af Aal. +) 3 den naturhiſtoriſke Forening opbevares et Individ, ſom ſkal være bragt fra Polarhavet af en Robbefanger. Da imfdlertid ingen nor— mere Kundſkab haves om den nordlige Brede og det Sted, hvor dette Individ er fanget, fan det i det Hojeſte fun tjene til at bekræefte, hvad ovenfor er angivet, af Aalekvabben naaer ind i Polarzonen. — Paa Islands Kyſter veed jeg ikke, af den ev truffet, og endnu mindre paa de gronlandfſke. Storrelſe. Forekom⸗ men. Levemaade. YTæring. Forplan—⸗ se telte 366 Altſaa kunne Grændferne for dens Udbredelſe i Nord og Syd, efter hvad hidtil er befjendt, fættes mellem 709 og 509 n. Br. Hvad de danffe Kyfter angager, da træffes den hyppigt i Kattegattet og Oſterſoen, ifær i Bugter og Fjorde: jeg har faa- ledes i Liimfjorden, Mariagerfjord o. f. v. feet den fanges i be— tydeligt Antal. Paa Vefterhavsfyften ſynes den at være fjældnere. Aalekvabben opholder fig nær Kyfterne paa Bunden mellem Zang og under Stene. Naar Fries og Ekſtrom anaive ftejle og dybe Strande ſom dens ſadvanlige Opholdsſted, gjælder dette iffe ganffe hos os, hvor den mange Steder er almindelig under de modfatte Forhold. Heller ikke en anden Bemarkning: at den ſtulde leve adfpredt og eenſomt, finder hos os Befræftelfe ; idetmindſte har jeg oftere, ſom ovenfor antydet, i de jydſte Fjorde feet Fifferne bringe flere Hundreder iland paa een Gang. Derimod indrømmer jeg, at jeg aldrig har truffet den i egentlige Stimer. Aalekvabbens Naring ſynes ifær at beſtage i unge Indi— vider af den almindelige blaa Musling (Mytilus edulis); thi fonderbidte Sfaller af denne finder man meget hyppigt i dens Tarmekanal*). Dog maa ogfaa allehaande andre fmaa Sodyr give deres Vidrag fil dens Underholdning. Det er denne Fiſt's Forplantelſesmaade, fom har tiltrukket den Opmarkſomhed, og allerede for mere end to Aarhundreder fiden hos os gjort den til Gjenſtand for Underſogelſer ). Aa: +) Ved at betragte den, uagtet Tandernes ringe Storrelſe, dog ſtorke Tandbygning, og ifær de ſtorke Kjobemuſkler, vil man allerede uden Disſektion let falde paa den Formodning, at haarde Gjenftande idet— mindſte fildeels tjene den til Føde. +) Schonevelde er den førfte, fom (1624) har henledet Opmarkſom— heden paa denne Fift, og ikke blot givet en kjendelig Afbildning af den, men ogſaa temmelig vidtløftigt og nøjagtigt beſkrevet dens For— plantning. Over denne fidfte Gjenftand har vor Literatur ogfaa en Monografi (Doktordisputats) af Hufumeren Thomas Forchham— mer (De Blennii vivipari formatione ct evolutione observa- tiones. Kiliæ, 1819, 4.) 367 lekvabben føder næmlig levende Unger, hvad man hidtil fun har bemærket hos faa fan af Beenfiffene. Hunnens RNognſak tjener iffe alene til WÆggenes Opbevaring, men tillige, ligefom hos de højere, levendefodende Dyr Livsmoderen, til deres Udflæfning. Ved at aabne Hunner af Aalefvabben til forffjælige Tider, vil man ſtundom blot finde et Antal gule Wg i Rognſakken, til andre Tider derimod baade g og levende Unger, ſom ſvomme 1, eller vettere ere omgivne af en Vadſte. Wyggene ere iffe alle af lige Størrelfe hos det famme Individ. J September Maaned plejer man allerede at finde Hunnerne med noget opfvulmet Bug, men Ungerne udvifle fig efterhaanden i de følgende tre Maaneder, og fødes forft til Verden i December og i Januar”). Det Antal Unger, fom fødes, er temmelig forffjælligt, ifær vel efter Moderens Storrelſe: hos nogle findes næppe halvhundrede, hos andre har man endog talt over 300 levende Unger. Lang— den af Ungerne, inden de fødes, ev omtrent 11 Comme eller lidet mere. At Moderens Bug maa fvulme overordentligt ftærft op ved Ungernes gradevife Udvikling, og at alle de øvrige Ind— volde af Wggefæffen tryffes op mod Mellemgulvet, behøver nævve af erindres. Ved at holde den drægtige Dun over en Skaal med Vand, idet man ſammentrykker dens Bug, vil man fee Ungerne, ſom falde 1 Sfaalen, ſtrax føomme omkring med Livlighed. Paa hvilken Maade den indre Befrugtning, fom jo er nødvendig, for af Hunnerne funne fode levende Unger, foregaaer, er endnu Dunkelt **). Hannerne ſynes at være fjældnere end Hunnerne, ligefom de ogſaa i Almindelighed ere mindre end disſe og af fmæffrere Bygning. Nogle Stæder hos 08, til Exempel ved Liimfjorden o. ſ, Anvendelſe. +) Imidlertid træffer man ogſaa til andre Tider af Aaret enkelte Hun— ner med levende Unger i Bugen. ++) Bed en anden Lejlighed vil jeg imidlertid komme til af fremfætte nogle Formodninger med Henſyn hertil, Fiender. 368 v., ſpiſes Aalekvabben, dog tfær af de mere Uformuende, og roſes fom ret velfmagende. Men t Almindelighed har man dog Foragt eller Modbydelighed for den; deels, ſom det ſynes, fordi den føder levende Unger, og fordi Hunnens ſtarkt opfvulmede Bug virfe- ligen giver den et noget ubehageligt Udſeende; deels vel ogſaa formedelft dens grønne Been, hvilfe jo endnu forjage Hornfiffen fra mangt et Bord. Blandt Fiſte og Fugle ſynes denne Art idetmindſte for en Deel at have Fiender tilfelleds med foregaaende Art; af indre Fiender Fjender man adffillige Indvoldsorme hos den”). Snylte— fræbg, fom ere ejendommelige for den, veed jeg ikke, at man har fundet hos den; hvorimod vel undertiden Anchorella uncinata fan forvilde fig ben paa den. +) Ascaris aucta Rud., Echinorhynchus tereticollis Rud , Distoma Granulum Rud. og Distoma divergens Rud. 369 i Soulvſſcegten (Anarrhichas Linn,). Legemet langſtrakt, ſammentrykket, med fort, afſtumpet Snude. Rygfinnen, hvig Straaler ere enkelte, men ikke ſtik— kende, begynder ved Nakken, og naaer, ligeſom Gadborfinnen, nær hen mod den afrundede Halefinne. Bugfinner mangle. Tænderne i Mellemfjæbebenene og foran i Underkjaben eve me— get ftore, ſterke og foniffe; Tænderne paa Plougſkjgr— benet, Ganebenene og bag i Underfjæben danne fladt-zafrundede Knuder af betydelig Sterrelſe. Gjalle— huden har 7 Straaler. Sfjællene ere meget ſmaa, og dybt ſtjulte i Den glatte, flimede Hud. Blindtarme og Svømmeblære favne. 28de Art. Den almindelige Sønulv (An. Lu- pus Limm.). Farven almindeligen graabrun med mør fer e Ulvesmærte. Tværbaand; Hovedet indeholdes omtrent 5 Gange i Totallængden; Finnerne Straaletal er: Rygf. 74; Bryftf. 20; Gadborf. 46; Halef. 21 (7). (70-76) (19-20) (45-48) 5 Schonevelde, Side 45: Lupus marinus nostras. Synonymi. Olearii gottorfiſche Kunſt-Kammer, Side 53. +) De ſom Regel angivne Tal ere, efter min egen Erfaring og efter mange FZællinger, de hyppigſt forekommende; Afvigelfevne ere for en Deel laante af Faber, Valenciennes og Fries. 24 Afbildnin⸗ ger. Beriævnel- fer. 370 Pontoppidans Atl. 1, 647: An. Lupus. Miller's Prodr, n, 332: An, Lupus og n, 333: An. minor ”). Olavius's Beſkr. af Skagen, Side 164: An. Lupus. Aagaards Beftr. over Thye, Side 45: Soulv. Kuß Naturbſchr. Side 130: Seewolf. Aſcanius tab. 25; Schonevelde tab. 5 (begge middelmaadige). Fries og Ekſtrom, tab. 8 fig. 2, De Benævnelfer, jeg har hort anvende paa denne Fiſt, ere ESteenulv og Seulo paa de ſjallandſte Kyſter, Davulv paa Veftfyften af Thy, og Davfat i Egnen af Sfagen. Steen — Anarrhichas minor, ſom Muͤller, efter Olafſen (Islandſke Reiſe I, 592), antog for en færftilt Art, hvori han fulgtes af Mohr og ſelb af Cuvier (Regn. anim. II, 241 not.), holdes af Faber, Valenciennes og Andre (og viſtnok med Grund), for en ung An. Lupus. Uagtet An. minor egentligen blot fremtræder i den is— landſke og grønlandfte Fauna, Fan denne Bemærkning dog næppe her anfees for overflødig. Ut Valenciennes angiver Muͤller fom den, der har établi deux espérces (Hist. des Pois., XI, 475 segqv ), ev ikke ganſke nøjagtigt ; Olafſen har med Beſtemthed opftillet An. minor fom egen Art, benævnet og karakteriſeret den. Ogſaa gjør han Fabricius Uret, naar han figer om ham, at han har fulgt dette Crempel; thi Fabricius har for det førfte ikke opftillet An. miner ſom færffilt Art mes eget YWumevr; dernæft gaaer hans Artikel netop ud paa at vife, at den ifte er cn egen Art, men fun Ungen af An. Lupus. Derimod gjør Fabricius fig ſkyldig i en Urigtighed, ved at angive for An. minor „dentes cartilaginei”, hvilken Urigtighed er gaaet over hos Valenciennes (1, c. pag. 486: An. minor, caractérisé par ses dents cartilagineuses). Men Olufſens Mening ev netop ganfte modſat: han karakteriſerer (Side 590) An, Lupus ved ,Tænder, hvilke iffe ere faa haarde eller brætfelige fom i andre Dyr, men overmaade fejge, og ligefom hornagtiger. Om An. minor figer han derimod (Side 592); „de forte Pletter gjøre vel ingen væfentlig Forſkjool, men Zænderne, der eve fmalle, fpidfe og haarde, det er at fige, af den ſamme Materie, fom de flefte andre Fiftes Tander.“ 311 bid, hvilket af Muller angives fom et danſt Navn for denne Fiſt, er, faavidt jeg veed, ikke brugeligt hos os, men derimod paa Kyſterne af Norge. Soulven, den enefte fiftre Art af nærværende Slægt, er Beffrivelfe. en FifE af et temmelig modbydeligt og afffræffende Nore, hvilfet tær beroer paa de morke, urene Farver, den ftærfe Sliimaf- fondring, de ſtore, faa overmaade ſterkt iejefaldende Tænder, de tyffe Kjæber, den hængende Bug, og det ofte ualmindeligt ftore, frærft fremtrædende, rodfarvede Gadbor . Farven hos denne Fiſt, ſaaledes ſom den alwindeligen forekommer hos os, er graaligt-brun med omtrent en halv Snees temmelig fmalle, forte, mere eller mindre tydelige Tværbaand, fom gjerne begynde ved Rygfinnens Rod, men forfvinde, inden de naae Bugen. Nyg= og Gadborfinnerne have mange forte Skraaſtriber. Pupillen er ſortblaa, og omgives af en ſmal, bron— cefarvet Ning eller Iris. — Foruden denne, den almin- deligfte, Farvetegning, har jeg ogſaa feet Soulve af tem— melig lyſt rødbrun Farve med forte Tværbaand, og andre, ſom vare eensfarvet forte eller brunagtigt forte. Udmaalinger: Totallengde A 26175; B 143“3 0 15”; Højden foran Rygfinnens Begyndelſe A 43"; B 247; €C 237; Højde tæt bag Gadboret A 47; B 2473 € 217; Højde foran Halefinnens Rod A 13/7; B 73775 C 275 ſtorſte Tykkelſe (over Gjællelaaget) A 347; B 20/7; 0 204”; Tykkelſen over Bryftfinnernes Rod A 3”; B 17/7; € 18; Tykkelſen foran Halefinnens Rod A 3/73 B 13/7; C 217; +) Vore Fiſkere plejede tilforn at ſonderknuſe Soulvens Hoved, eller at afftjære det, inden de førte den i Land, af Frygt for at frugtſom— melige Fruentimmer ellers fulde kunne forſee fig paa den. Jeg har endog hørt Fiſkere yttre den Paaftand, at Lovene beſtemte Straf for den, der forſomte denne Forholdsregel. 2 372 Afſtand fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand A 51”; B 37; € 32”; fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelſe A 42/7; B 22”; C 3”; Mellemfjæbebenenes Længde A 17; B 7”; C ÆDE Overtjæbebenenes Længde A 267; B 137; C 131”; det opfpilede Gabs Højde A 347; B 117; C 2; det opfpilede Gabs Brede A 237; B 147; C * Afſt. fra Snudeſpidſen til Næfeboret A 17; B 6277; € 6; MNæfeborernes Gjennemſnit A 1477; B 475 € 477; Afſt. fra Næfeborernes bag, Rand til Øjet 43; — C 3477; Afſt. fra Snudeſpidſen til Øjet A 1977; B 1032/73; C 104"; Øjets Længdediameter A 97"; B 62/7; C 8”; Øjets Højdediameter A 73775 B 5475 C 635 andens Brede mellem Øjnene A 15/7; B 71/7; C 977; fra Øjets nedr, Rand til Hovedets Underflade A 3”; B 13/7; C 162; fra Øjets bag, Rand til Gjællelaagets b. Rand A3 47; B2“3 C21/; Rygfinnens Længdeftræbning 4 1917; B 1097; C 11”; Rygfinnens ftørfte Højde A 217; B 17; C 1”; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 4 1/7; B og C ingen; Bryſtfinnernes Længde A 3537; B 25475; C 2475 Bryftfinnernes Brede ved Roden 4 13”; B 11777; C 1”; fra Gnudefpidjen til Gadborets forrefte Rand A 111”; B 677"; C63"; Gadborets Længdegjennemfnit omtrent A 17; B 1/7; C 1%; Gadborets Bredegjennemfnit A 17; B 1477; C 47; Gadborfinnens Længdeftræbning A 1117; B 647; C 63; Gadborfinnens ftørfte Højde A 17; B 77; C 647; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod A 377; B 14775 C 14/75 Halefinnens Længde i Midten A 217; B 177; C 17”, Hovedet har et meget plumpt Udfeende, deels paa Grund af den forte Snude, deels fordi det, uagtet det er højt og ſam— mentrykket, dog er tyffere end Kroppen. anden er noget kon— ver; Hovedets Sideflader divergere i Retningen nedad, hvorved. Hovedets Underflade bliver bred, dog afrundet mod Siderne og fortil. Snuden ftiger meget ftejl ned fra Øjets poverfte-for= refte Rand, og er lidt fonver, noget ſammentrykket men i Enden afſtumpet. Gabet er meget ſtort, opſpilet af ſtorre 343 Hojde end Vrede, og Mundvigerne naae hen under Midten af Djet eller endog længer. Kjæberne ere omtrent af lige Længde, og Mundfpalten er meget lidet opſtigende, eller næften horizon— tal. Læberne ere tyffe og kjodfulde, indvendigt ligefom frynd— fede eller beſatte med forte, tykke Papiller. Tænderne i Mellemfjæbebenene ere ftore, overordentlig ftærfe og tykke, ko— niffe, dog lidt krummede; almindeligen fælles fire eller fem i een Nætfe (i begge Mellemfjæbebenene tilſammentagne), tæt bag hvilfe et Par mindre bemerkes). Foran i Underfjæben fidde Tænder, ſom almindeligen endnu ere ftørre end de i Mellemfjæ- bebenene, men ievrigt af lignende Beſkaffenhed; men dybere inde i Munden ere endeel flade Tænder, ligeſom Kindtænder, fæftede til Underfjæben ; paa Plvugffjærbenet findes en dobbelt Længde: ræffe af meget ftore, afrundede, flade Tænder (ligefom en Bro— lægning), i Antal omtrent en halv Snees; paa hvert Ganebeen er ogſaa en Næffe Tænder (almindeligen 3 til 4), hvilke om— trent holde Middelvejen mellem Plougſtjerbenets og Mellemfjæ- bebenenes Tænder i Form: de ere hverfen faa brede fom hine, eller faa fpidfe fom disfe. Svælgtænderne ere i Sammen— ligning med De øvrige Tænder ſmaa; af Form ere de foniffe og temmelig fpidfe. Paa Gjallebuernes indadvendte Rand findes endeel fmaa, hvide, tynde, tandformige Udværter, hvilke imidler— tid ere af en bruffagtig Natur, bløde og noget bøjelige. Tæn-z derne ere for ftørfte Delen af en rødlig Farve”), hvilket ogfaa er Tilfældet med en Deel af Mundhulen (ifær Siderne). Hos yngre Individer (paa 14 til 15”) har jeg fundet Tænderne i +) Valenciennes omtaler endnu en indre Rakke af tolv: fmaa Tan— der, hvilte jeg ligefaa lidt har fundet hos friſte Individer ſom paa Skelettet. ++) At de, under Bencvnelſen Bufoniter og Krotenſteine bekjendte, Forſteninger ſkulle hidrøre fra Soulvens Tander, forkaſtes efter finere Underſogelſer. 374 Mellemfjæbebenene og foran i Underfjæben. fpidfere end hos ftorve Individer, og alle Tænderne af en brunguul Farve. Hudforhanget bag Mellemfjæbebenene er lidet, men temme— lig tyft og af fortgvaa Farve. Tungen liggev temmelig langt tilbage i Mundhulen (omtrent 14" fra de forrefte Tanders Spidſe), er vel ffilt fra Underkjaben, bred, fortil tilſpidſet, flad eller endog forfynet med en Rende eller Fordybning langs Midten; af Farve er den fFident-hvid, befprængt med Graat og Rodt. Næ feborerne, af hvilke jeg ikke har været iſtand tilat opdage mere end et enkelt paa hver Side”), ſidde omtrent dobbelt faa langt fra Snudeſpidſen ſom fra Øjets for— +) Naeſeborerne have fat mig i nogen Forlegenhed, efterdi jeg ikke har været iftand til at opdage det andet Par, uagtet man efter al Ana— logi maatte vente at finde det, og uagtet faavel Valenciennes fom Fries og Ekſtrom angive dets Beliggenhed, Men, ved at ſammen— ligne disſe Forfattere, feer man, at de desuagtet ere aldeles uenige. Valenciennes's Ord lyde faaledes (Hist. d. Poiss. XI, 478): lo- rifice posterienr de la marine, an niveau du bord inferieur deVoeil, et juste entre l'oeil et le bout du musean, est rond et entouré d'un bourrelet charnu; l'anterieur, juste aussi entre le posterieur et le bout du museau, est rond, petit et sans bonrrelet. Efter Fries og Ekſtrom ev det derimod det forreſte Neſebor, fom har et fort Røv, og det andet fral altfaa ligge mellem dette og Øjet. I det de anførte Forfattere anviſe det an— det Par Naſeborer en ganſke forftjællig Plads, have de ogſaa anfeet forfriællige Aabninger for disfe, og der maa altſaa være Fejl idet— mindſte paa een af Siderne; jeg fulde endog, eftev mine Under— ſogelſer, være tilbøjelig til at troe, at begge Partier have antaget almindelige Sliimaabninger for Næfeborer, — Da de iøvrigt ere enige i af angive Pladſen for de rorformige Næfeborer midt imellem Ojet og Snudefpidfen, og dette flet ikke ftemmer med mine Udmaa— linger: vil jeg bemærke, af mine Maal ere fagne fra Fortænderne i Overfjæben, eller, endnu nøjagtigere, fra det aabne Rum mel— fem digfe. 375 refte Nand. De ere anbragte paa Siderne af Hovedet, omtrent i Linie med Øjets nederſte Nand, ere temmelig ſtore, kredsrunde, omgivne af et fort men tyft Hudror. Øjnene ere fmaa, no— get dybtliggende, og fidde hejt paa Siderne af Hovedet; imidler— tid er deres pverfte Rand dog noget nedenfor Pandelinien. Hovedet er forfynet med en Deel ſmaa, kredsrunde, hvide Aab— ninger (Udforingsaabninger for Sliimfirtlerne); af ſaadanne be- mærfes 9 ellev 10 i en Halvfreds omkring Øjet; de omgive Djets bagefte, nederfte og forrefte Rand i omtrent 1" Afſtand, bagtil lidt nærmere, fortil lidt længere borte; en horisontal Ræffe af 5 eller 6 fees ovenfor Gjællelaaget, andre paa Hovedets Un— derflade o. ſ. v. Kjabemufſklerne ere overmaade ſtore og ftærft fremftaaende. Mellemfjæbebenene ere meget forte, for— neden tilſpidſede, og udgjøre fun en lille Deel af Gabets everſte Rand; Overfjæbebenene lange, noget frumme, i Enden bredere, altfaa aaredannede. Ojebenene ere fmaa men fytfe. Gjællelaagsftyfferne bedekkes af en tyk Hud, faa at deres Form førft ved Disfeftion fan beſtemmes. Forgjælle- laaget ev meget hejt men fmalt, af ſterk Bygning, og af en Form, dev nærmer fig en Halvmaane, men dog med nogen Ure— gelmædfighed. Gjællelaagsftyffet triangulært, af meget ſtorre Højde end Længde, hvilfet ifær beroer paa en tilfpidfet Forlængelfe, fom det udfender fra fin everſte Vinkel i Retnin— gen opad og noget frem; dets forreſte Deel er temmelig tyk og ſterk, den bagefte derimod tynd og hudagtig. Undergiælle- laaget, fom ligger tæt op til Gjallelaagets bagefte-nederfte Stand, og er faa nøje forenet med denne, at det næppe fan fljælnes derfra, har en aldeles hudagtig Veffaffenbed, og en langftraft, næften lintedannet Form. Mellemgjællelaaget er lille men tykt og ftærft; det udmærfer fig derved, at dets nederſte Mand er noget fonfav, den overfte derimod udbejet. Gjællefpalt fen aabner fig blot bagtil, og Gjallehuden indeflutter J Straa— 376 lev, der ikke funne tælles med Sifferbed uden ved Knivens Hjælp; ved Disfeftion har jeg derimod altid fundet det angivne Antal. Kroppen er fileformig, ifær bagtil ſterkt ſammentrykket, med hængende eller fremftaaende Bug og ſtarkt fremtrædende Gadbor. Nygfinnen begynder over, eller lidt foran, Gjælle- laaget3 bageſte Rand, og ftræffer fig lige til Halefinnen, med hvilken jeg allevofteft bar truffet den Straalerne forbindende Hud fammenvoret. Deng Højde tiltager meget jævnt indtil over Gad— boret, hvor den omtrent er ſtorſt, og lig med Kroppens Højde ſamme Sted; derpaa aftager den atter ligefaa jævnt, faa den ved Ænden omtrent har famme Højde fom ved Begyndelfen; da Straalerne ligge meget fFraat, og tildeels ere krummede, er deres Længde ſtorre, end den for Finnen angivne Højde; af Subſtans ere Straalerne iøvrigt ligeſom bruffagtige; den forbindende Hud er, ligefom ogſaa hos de øvrige Finner, meget tyk. Bryſtfin— nerne ere af Middelſtorrelſe, brede, afrundede; femte fil ottende Straale de længfte, næften dobbelt faa lange ſom forſte; fidfte Straale den fortefte, omtrent halvt faa lang ſom forfte; for en Deel ere Straalerne i Enden buffformigt forgrenede. Gadbo— rets Afſtand fra Snudeſpidſen falder noget foran den halve Længde; det er af en ganffe ualmindelig Storrelſe, og bag ved det ligger den ligeledes meget betydelige Aabning for Kjensde— lene, bag hvilfen atter Huden ſynes at danne en lille Papil eller Knude. Gadborfinnen ftræffer fig næften lige til Hale— finnen, deg uden, ſaaledes ſom Rygfinnen, at være ſammenvoxet med den, Dens Højde vifer i hele Strakningen fun ringe Forffjæl ; af Straalerne har jeg fundet de ni førfte enfelte, de øvrige kloftede Enden. Halefinnen er lille (den indeholdes 11 Gange ellev noget mere i Totallængden), naar den udſpiles af en af- rundet Form, og altſaa længft i Midten. Foruden 11 længere Straa- ler 1 Midten tælles fem fortere foroven og ligefaa mange forneden. — Sidelinien bemarkes iffe hos friffe Exemplarer; derimod fan 377 den uden Vanſtkelighed iagttages hos førrede; men den mangler Sliimkanaler. Dens Retning er horigontal. Sfjællene ere meget fmaa (omtrent fom almindelige Knappenaalshoveder), ffjulte under Wderhuden *), adffilte fra hverandre; de danne altfaa ingen Imbrikation. Af Form ere de fredsrunde eller noget ovale, og vife Straaler, ſom udgaae fra et Middelpunft, men ingen Vifte. Paa Hovedet, Bryftet og Finnerne bemærfes ingen Sfjæl. Leveren er af Middelftorrelfe (44“ fang hos et Indi Indee Dygs vid af 205“ Længde), temmelig bred og flad, rødbrun, deelt i to Lapper, af hvilfe den højre er ſtorſt; disſe Lapper ere brede, ftumpt afrundede forneden. Galdeblæren ev meget ſtor, ifær bred, ſekformig (Længden hos det beffrevne Individ omtrent 20, Breden 15"). Milten (IL fang, 9" bred): er Stoer⸗ relfe, Form og Farve iffe ulig en lille Svedffeblomme; dog lidt fladtryffet. Længden af den udfoldede Tarmefanal fra Mel: lemgulvet til Gadboret er omtrent lig med Fiſtens Totallængde. Spiſeroret er vidf og temmelig ſterkt; Maven lille, noget fæfdannet. Portneren aabner fig omtrent iv eller lidt længere ovenover Mavefæffens Bund. Maven er indvendigt foldet, og har en temmelig ftærf Portnerklad. Tyndtarmen er me— get videre end Maven, men har tynde Vægge. Den tykke Tarm, fom ved en Klap adſtilles fra den fynde, er meget fmal- lere. Tarmen gjør iøvrigt adfrillige Bøjninger. Wggeſcœkkene vare af omtrent 3” Længde. Nyrerne forene fig til et Legeme, hvilfet tiltager i Tyffelfe, jo mere det nærmer fig Gadboret. Urinblæren er aflang-fæfformig, og aabner fig i en, allerede ovenfor omfalt, Knude bag Genitalaabningen. Soulvens Sfelet er tildeels temmelig Gruffagtigt. Ryg— hvirvlernes Antal ev 76, hvoraf de 26 tilbøre Bughulen, de ") At Sabev (die Fiſche Islands Side 70) falder SÉjællene Tet af— faldende, er urigtigt, 378 ovrige Dalen. Ribbenene ere forte og tynde, men dobbelte. Hjerneſkallen udmærfer fig ifær ved den fmalle Kam, ſom Hovedet danner bag Øjnene. Pandebenene ere af en meget poros Bygning, og Armen næften aldeles bruffagtig. Tandernes anatomiffe Beffaffenhed er ganffe ejendommelig. ,,De ere iffe umiddelbart hæftede til Kjeben eller Ganebenene, men til foniffe eller hemiffæriffe Beenepifyſer, hvilke felv forenes med disſe Knog— ler ved et Slags Sutur, og fil visſe Tider let losnes derfra. Roden af Denne Epifyſe ev rundt omkring gjennemboret af en Næffe fmaa Huller eller Worer, ſom uden Tvivl ere beftemte til Gjennemgang for Blodkarrene, og antyde den Kreds, hvor Ad— fiillelfen vil foregaae. Det er alene paa deres Spidſe, at den virfelige lille Tand, af mere eller mindre ſpids-koniſt eller af— rundet Form, tilligemed Cifenbeenfubftanfen og dens Email, er fæftet” *). Storrelſe. Jeg har aldrig feet nogen Seulv af ſtorre Længde end om— trent 367”. Imidlertid fFal denne Fiff dog naae 4 Fods Længde, opg en Vægt af en Snees Pund. Wldre Ungivelfer af en langt betydeligere Storrelſe fortjene ingen Tiltro. Sorefom- Soeulven er en nordiff Fiſk, og ſynes intet Sted at fore— —* komme hyppigere end omkring Island og det nordligere Norge. Kanalen ſynes at være Grændfen for dens Udbredelſe mod Syd. Den ftræffer fig altfaa idetmindfte gjennem 20 Bredegrader (fra 709 n. Br. til 509 n. Br.). Mod Veſt naaer den Grønland og Ny-Foundland. Hos os hører den ingenlunde til de fjældne Fiffe i Katte— gattet, Paa Sjællands Nordkyſt fanges den ofte nof paa en Dybde af 11 til 12 Favne Vand, ifær om Vinteren; og et Baadfelffab, ſom udfætter Bundkroge, erholder ſtundom fire eller +) Hist. des Poiss XI, 478 flg. Valenciennes angiver ikke, hvorfra han har Noticen om Tandknudernes periodiſke Løsnen, og jeg har intet andet Sted fundet Noget derom, 379 fem Styffer paa een Gang. Træffiff ſynes ten ikke hos os at funne falde, faaledeg fom efter Faber ved Island; thi enkelte Individer feeg hele Aaret igjennem. J Oſterſeen trænger den fjældnere ind. Imidlertid mangle ikke Exempler paa dens Fore— kommen. Boie har et Par Gange feet den fanger ved Kiel pg Blod) har erholdt den fra Lybeck, ja endog fra Petersborg (dog denne fidfte Angivelſe er fnarere en Fejftagelfe af Bloch). Soeulven opholder fig altid paa Lunden (fom de flefte For-Levemaade. fattere mene, belft paa ftenet og ujævn Grund), og er viftudf en temmelig dorſk og langſom Fiff, der tilbringer den mefte Tid i Rolighed. Den ſvommer med en bugtende Bevægelfe fon en Aal; ovenfor Vandet viſer den megen Glubſthed, da den ideligen fværrer Gabet op, og med fine frygtelige Tænder bider i Alt, hvad der holdes hen til den. Naar man lader den bide t en Stof, fan man lofte den i Vejret ved denne”). Den er, fom Bundfiſkene i Almindelighed, meget ſejglivet: jeg har feet flere Individer, ſom, efterat være førte fra det nordligſte Kattegat til Kjøbenhavn i Kvafe, længe bevaredes levende i denne. Seulvens Naring beftaaer ifær i de ſaakaldte Bernhard's Naring, eller Eremit-Krabs (Pagurus Fabr.), med hviå fonderfnufte Levninger, faavelfom med Brudftyfferne af de Snaglehuſe, der tjene dem til Bolig (ifær af Buccinum undatum og Fusus antiqvus), jeg altid har fundet Tarmefanalen fuldproppet. At den, fom Fa— ber beretter (die Fiſche Islands, 71), fnufer fin Nering ganffe =) ,Anchoram si prehendit mordiens, sonum edit et strepitum, ac vestigia conspicua relinqvit,” hedder det hos Worm I, c., og lignende, noget overdrevne Beretninger findes hos flove ældre For— fattere. Men vaa den anden Side veed jeg af Autopfi, af det er urigtigt, naar Faber figer (Isl. Fiſche, 75): „er iſt kein reitzba— rev Fiſch, und ſetzt ſich nicht zur Gegenwehrzy hvilken Yttring da ogfaa ſtrider mod en anden af ſamme Forfatter (Tidsſkrift for Naturvidenſkabene V, 250): ,en An. Lupus beed med fine ſtarke Zænder i en Stof, faa det knagede i den.» 380 fiint, ev iffe rigtigt; tværtimod finder man de enkelte Dele af de nedflugte Dyr, t. Er. Cremitfræbfenes ſtore Kleer, hele og ubeffadigede i Tarmen. Denne Naring ftemmer iøvrigt forfræf- feligt med dens ftærfe-Tandbygning, dens dorffe Natur og dens Ophold paa Bunden, At den imidlertid ikke indffrænfer fig til Denne Naring ene, ſees deraf, af den, fom allerede bemærfet, bider paa Kroge, hvilfe agnes med Strandorm, Sild o. f. v. Forplantelſe. J de førfte Dage af Januar har jeg allerede fundet Æg 1 Siender. Hunnernes WÆggefæffe; dog ere disſe endnu flunfne, og Æggene af en bleg Farve og fun af Storrelſe ſom Valmuefro. Legeti— den indtræffer førft nogle Maaneder fenere, og UEggene opnaae inden denne en betydelig Storrelfe (endog henimod 2'" Gjennem- fnit efter Valenciennes). Ved Island lægger Hunnen efter Fabers Beretning fine Wg mellem Tangarter i Maj og Juni; fomme Forfatter opſtiller ogſaa den Formodning, at Ungerne førft udflæffes feent paa Hoſten, efterdi han fra Januar til Marts har feet meget fmaa Individer. Vagtet Soulven, fom ovenfor bemærfet, ingenlunde hører til de fjældne Fiſte hos os, og endnu mindre paa de norffe Koſter, er jeg dog iffe iftand til at fige noget om dens Udviffing og Aldersforandringer efter egen Er— faring, da jeg ingen ret unge Individer har truffet, ſtjondt jeg ellers har haft Lejlighed til at fee et temmelig ftort Antal. Indvoldsorme har jeg iffe fundet hos Soulven, uagtet jeg oftere har gjennemføgt dens Tarmekanal. Imidlertid forekomme hog den to Arter af Slægten Distoma%). Derimod har jeg fædvanligt paa Gjællerne fruffet en, i Kattegattet meget alminde— lig, Igle (Piscicola) faſtſuget. Sjaldnere har jeg opdaget Ler— næer paa dens Gjaller**). At den ogfaa blandt Fiffene har +) Distoma incisum Rud. og en anden ikkenejagtigt beftemt Art, Cfr. Rudolphi Ent. Syn. og Rathke i Naturhiſt. Selſt. Skr, V, I Side 70. *) Anchorella rugosa, See: Naturhiſtoriſk Tidsſkrift, 1, 284. 381 fine Efterſtrebere, feer jeg af et for mig liggende Individ, der har miftet en ſtor Deel af Rygfinnen, fom jeg mener ved en anden Fiſks Bid. Soulvens Anvendelſe er hos os meget ubetydelig. Det er Anvendelſe. almindeligen fun Fifferne, ifær 1 de jydffe Fifferlejer, ſom ſpiſe den: fædvanligt flæffe de den ligefom en Lar, falte den lidt, og hænge den derpaa i Røg. Efter deres Forfiffring ffal den, ſaaledes tilberedet, være meget velfmagende. — For Islands Beboere er denne Fiſt derimod af Vigtighed ſom Næringsmiddel, Artsmarke. Kutlingſſcegten (Gobius Cuv. et Val.). Hovedet tyft, Kinderne opfvulmede, Øjnene nær ved hinan— den, fremragende. Gjælleaabningen temmelig lille; fem Gjalle— ftraaler "). Tænderne, fom blot ere anbragte paa Kjæberne, danne en Raspe; ofteft findes dug een Ræffe ſterre Tænder foran De mindre. Bugfinnerne, fom fidde under Bryſtfinnerne, tæt ved Siden af hinanden, ere fammenvorede til et, ved Roden ligefom tragtformigt, Legeme. Ryggen har fo Finner. Skjallene ere taglagte; Sidelinien utydelig, uden Sliim— fanaler; Blindtarme mangle, 29de Art. Den forte Kutling (Gobius nigerSchonevelde). Formen femmelig tyf og plump; Kjæberne oms trent lige lange; Rygfinnerne altid meget nærftaa- ende, ofteft ſammenſtodende ved Roden, den førfte t) Wilsfon angiver urigtigt 4 Gjælleftraaler; cfr. Prodr, pag. 93. 383 med fer Straaler (der hos Dan og Hun ere af for- ffjællig Længde): den ſidſteKygfinnes bageſte Straa— ler berøre i liggende Tilftand Halefinnens Rod med Spidſerne. Halefinnen afrundet i Enden, naar den udfpændes. Finnernes Straaletal er: Rygf. REE Bryſtf. 17; Bugf. 3; Gadborf. 77; Halef. 137). (fr 5) (17-19) Schonevelde, Side 36: Gobius vel Gobio niger. Synonymi Pontoppidans Atl. I, 649: G. niger og G. Jozo. Muͤllers Prodr. n. 364: G. niger, og n. 365: G, Jozo 7"), +) Af følgende Tallinger har jeg uddraget den angivne Norm: Totall. 237 3 Rygf. 6783 Bryſtf 17; Bugf. 13 Gadborf. 77; Halef. 35 DNS ER SE SET EEN SIR RE SATSE OSS 5 SÅ EGER 3 ESS 25 DD GES ST STE SN RS SÅ 45 SE EU SETE — 44) 3 — 6443 — 173 — 33 — 4 — 33 NE DE SAR SS EESBED MNESE ST RY ME PN SE) RRS NREN FEE ER ENS EON 0 Uagtet jeg har foretaget flere Tallinger, vil jeg ikke overſkride Ti— tallet, da jeg troer det Anforte tilftrætkeligt til at godtgjore, at Finnernes Straaletal, naar blot Bryftfinnerne undtages, er meget konſtant. Hos Ekſtrom er, befønderligt nok, Straaletallet angivet urigtigt for alle Finnerne (ſaaledes forſte Rygfinne 5 0. f. v.). Naar Fries (Vet. Acad. Handl. f. 1838) optager „13 til 14 Straaler i anden Rygfinne” i denne Arts Diagnofe, mener jeg ved de anførte Tollinger at have godtgjort, at Tallet 14, om det forekommer, thi felv har jeg endnu ikke iagttaget det, er for fjældent til at ind= lemmes i Diagnofen, Fries vil ogfaa een Gang have fundet anden Rygfinnes Straaletal indftrænfet til 10, hvilfet da vel bliver at anfee for en Monſtroſitet. ++) Schonevelde hkjendte allerede to Kutlingarter, af hvilfe den ene bes ftemt hører herhid. Pontoppidan anfører ogfaa to Kutlinger, men Afbildnin— ger. Benævnel- fer. 384 Sofman i Zidsft, f. Naturv. II, 375: G. niger. Faber i Tidsft, f. Naturvidenftaberne V, 253: G. niger. Yarrell's british fishes, l, 251, Af danſle Trivialbenævnelfer for denne Art fjender jeg tre: Smoerbutting, der er almindelig paa Øerne; Kutling, hvil ken anvendes adſkillige Steder i Jydland; og endeligen Kul mule, fom jeg har hørt i Koldingfjorden af Fiffere fra Strand— huſene). Det er rimeligt, at endnu flere Venævnelfer ere gjængfe hos os for denne faa hyppige Fiſtk. ” hans G. Jozo er blot Hannen til G. niger (fee nedenfor under førfte Rygfinnes Beftrivelfe Side 390). Muͤller udftrev Pontoppidan med Henfyn fil disfe to, men tilføjede et Par Synonymer, hentede fra Strøm, blandt hvilte idetmindſte det ene ſynes urigtigt anvendt. — Af fremmede Faunifter høre herhid Siemfen (G. Jozo), Retzius (G. niger og Jozo) og de følgende fvenfre Ichthyologer (G. niger), ſamt VBarvell(G. niger) og flere engelſke Forfattere. Derimod kan jeg ikke antage, at Valenciennes's G. niger er identift med vor nor— difte, deels fordi hans Straaletælling er altfor afvigende (anden Rygfinne 74, Bryfifinnerne 23, Gadborfinnen 75), deels fordi Bryft- finnerne hos hans Art have en forftjællig Geftaffenhed, ligeſom ogſaa hans Beſkrivelſe frembyder nogle andre Afpvigelſer. Fries er tilboje— lig til at troe, at Valenciennes ſkulde have miskjendt Bryſtfinner— neg Beftaffenhed og talt Straalerne urigtigt; men at antage dette om en faa udmærket og øvet Ichthyolog fom Valenciennes, ſynes dog vel voveligt. Hvad Navnet Smørbutting, ſom ogfaa bruges i Norge, og fom i Sverrig bliver til Smorbult, ftal antyde, er mig ubefjendt. Kul—⸗ mule pasfer vet godt til Fiftens fædvanligfte Farve. Schonevelde fortæller, af man i Nordtydſkland til hans Tid kaldte denne Fift Kieling, ,qvod in aqvarum fundo et foveis circa herbas, la- pides, petras stabuletur.” Idet Valenciennes (XII, 18) anføs ver dette Navn, føjer han til, at de Danfte forandre det til Kut— ling. Herved fan dog mærkes: førft, af det i og for fig felv ikke ev rimeligt, af man i Danmark har laant dette Navn fra Tydftland; dernæft, at derſom Schonevelde rigtigt udlægger Betydningen af 385 Hos denne, den fterfte af vore Kutlingarter, fremtræder ty- Beſtrivelſe. deligft, hvad der er fælleds for alle Arterne: det ſtumpe Hoved, de tykke Kjæber, de ſterkt opfvulmede Nakkemuſtler 0. f. v. Farven er guulgraa (ifær hos yngre Individer), grads brun, ſortbrun, ja undertiden, og vel ifær hos de ſtorſte Indi— vider, næften kulſort. Ogſaa hos lyſere Individer plejer Legemet dog bift og her at være overlobet med Sortagtigt, eller ligefom filfmudfet med en Sværte. Bugfladen lyſere end Ryg og Sider, dog med Undtagelſe af den Gjællelaagene forbindende Hud, der er fort; "Finnerne fortagtige, hvilfet iſer vifer fig ftærft, naar de ligge ſammenfoldede. Rygfinnerne ere vel ftundom temmelig eensfarvet forte eller fortbrune, men ofteſt er der fun Randen, fom ev fort, medens derimod Bindehuden vifer en Marmorering af Rodbrunt i forffjællige Afſkygninger med et blaaligt Hvidt eller et meget lyſt Guulgront; disſe lyſere Farver danne ofte uregel— masſige Længdebaand paa den mørfere Grund, iſar paa førfte Rygfinne. Ogſaa Bryftfinnerne og Halefinnen hare hos ad— ſtillige Individer en iyfere Marmorering, hvilfen jeg aldrig har bemærfet paa Bugfinnerne ellev Gadborfinnen. dundhulen ev hvid, Øjets Pupille morkeblaa, Iris mesſingfarvet. — Huden er iøvrigt under Sfjællene beftrøet med en uendelig Mængde fmaa forte Punkter, ſom ſtinne igjennem Sfjællene, men ikke fees uden Lupe. i Udmaalinger ”): Totallengde A 547; B 437; 0 35/7; ftørfte Højde (omtrent under Midten af førfte Rygfinne) A 1”; B 10175; € 67; Kuͤeling, da ev den viſtnok meget fovftjællig fra Betydningen af det danſke Kutling, qvod nomen, ut opinor, diminutivum est vocis Kut (cunnus), et in nomine piscis norvego Brudekut analogum habet. Verosimile est, formam pinnarum ventralium singu- larem singulare nomen piscatorum nostrorum imaginationi, qvæ non ,tendit in altos nubium tractus,” obtrusisse. +) A en fan, B og C Hunner. is GG 386 Højden over Gjollelaagets bageſte Mand A 11/7; B 10/7; C 54/7 Højden foran Halefinnens Rod A 63/73 B 547; € 3; Tykkelſe over Gjællelaagftytter A 11/7; B 104775 C 67; Omkredſen omkring Gjællelaagftykterne A 257; B 24753 € 14”; Tykkelſe over Gadboret 777; B 6773 €C 3377; Tykkelſe foran Halefinnens Rod A 2/7; B 1377; C 27; Ufft. fra Snudefp. til Gjællel. bagefte Rand 415““3 B 14775 084“3 Afſtanden fra Snudeſpidſen til den bagefte Rand af Crista occipi- tale ;A0200 BTS RUL g Hovedets Højde over Midten af Øjet A 7775 B 675 CC 4/7; det opſpilede Gabs Højde indvendigt A 877; B 677; C 3977; det opſpilede Gabs Brede indvendigt A 53773 B 5775 C 297; Længden af Mellemtfjæbebenenenes Apofyſe A 277; B 1377; € 17; Mellemfjæbebenenes Længde A 5/73; B 323775 €C 2477; Overfjæbebenenes Længde A 5477; B 49775 CC 227; Afſtanden fra Underfjæbens Spidſe til dens Ledforbindelfe A 777; B 6773 0 347; Afſt. fra Snudeſpidſen til forreſte Neſebor A 24775 B 2775 C 131775 Ufft. mellem fovrefte og bagefte Næfebor A 4775 B 4775 CC 477; Afſt. mellem bagefte Næfebor og Ojeranden 1775 B 3275 € 475 den indbyrdes Afſt. mellem de for, Næfeb. A 3975 B 375 € 14%; den indbyrdes Afſt. mellem de bag. Næfeb, A 23773 B 2775 € 14775 Pandens Brede mellem Øjnene A 277; B 19775 € 777; Afſt. fra Snudeſpidſ. til Øjets for, Rand A 447; B 34775 C 24775 Ufftanden fra Øjets forreſte Rand til Forgjællelaagets bagefte Rand A 875 B 7; Cc 44/01; Øjets Længdediameter A 34/73 B 34/7; C 27”; Ojets Hejdediameter A 37753 B 24775 C 12377; Ufftanden fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand A 8 4730 43/7; Ufftanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe A 137" 5 B 15/75; C 997”; førfte Rygſinnes Længdeftræfning A 11/7; B 9475 € 54/75 forſte Rygfinnes ftørfte Højde A 10477 B 63773 C 4; Afſtanden mellem førfte og anden Rygfinne A 477 B 0. C 47; anden Rygfinnes Længdeftræfning A 1777; B 173 € 8477; anden Rygfinnes ftørfte Højde A 73/7; B 67753 C 4; 387 anden Rygf. Afft. fra Halefinnens Rod A 74773 B 5973 € 44977; Bryftfinnernes Længde A 1594/73 B 12477; C 84; Bryſtfinnernes Brede ved Moden A 677; B 5/73 033 Afſt. fra Snudeſpidſen fil Bugf. Rod A 17/7; B 144775 € 977; Bugfinnernes Længde A 17; B 1149775 € 777; de forenede Bugfinners Brede ved Roben A 3775 B 249775 € 19775 fra Bugf. Spidſe til Gadborets forrefte Wand A 1977; B 0; C 0; fra Snudeſp. til Gadb. forrefte Hand A 27773 B 24327753 € 16/75 Gadborets Længdegjennemfnit A 12/7; B 1/75 € 4775 Ufftanden mellem Gadborets bagefte Mand og Gadborfinnens Begyn— Dele LA 2373 BR D.G 7773 Gadborfinnens Lengdeſtrakning A 13/7; B 10/7; C 6477; Gadborfinnens ftørfte Højde A 777; B 5775 € 3975 Gadborf. Afftand fra Halefinnens Nod A 84775; B 74775 € 54775 Halef. Længde fra Moden paa Siderne A 154775 B 13775 C 7977; Halefinnens Længde i Midten A 13177; B 11/77; C 697; ben udſpendte Halefinnes Brede A 17; B 1077; € 67”, Hovedet indeholdes almindeligen 4 til 4% Gange 1 Total længden, og fan altfaa ſiges at være af Middelſtorrelſe; men da det med denne Størrelfe forbinder en temmelig betydelig Tyk— felfe (Fiffens ſtorſte Tyffelfe falder over den bageſte Deel af Gjallelaagsapparatet), faaer det dug et noget uforholdsmasſigt Udſeende. Dets plumpe Form nærmer fig til det Kubiffe, da Snuden er fort og ſtump, Panden meget bred, flad og næften horisontal, og Hovedets Underflade i endnu højere Brad beſidder disſe Egenſtaber. Fra Øjets forreſte Nand ſtiger den bredt— afrundede Snude ned med ftærft Skraaning. Gabet er op— ftigende, dog ikke i nogen høj Grad; Kjaberne omtrent lige lange. Det opſpilede Gab temmelig ftort, af ftørre Højde end Brede. Mundvigerne naae omtrent hen under Øjets forrefte Nand; fremffydes fan Gabet fun høift ubetydeligt. Læberne danne femmelig ſtore Hududvidelfer. Tænderne fidde i mange Næffer i hver Tjæbe, og deres Antal er ſtort; den forreſte Næffe Ze 388 indeholder de ftørfte Tænder; i Overkjaben har jeg talt omtrent en Snees Tænder i denne yderfte Næffe, i Underfjæben derimod fun 10 til 12; af Form ere Tænderne tynde, cylindriffe, lidt krummede, i Enden tilſpidſede. Hudforhanget i Overfjæben tyndt men ſtort. Tungen ev ſtor, og naaer langt frem i Mun— den, da dens Spidſe endog ftræffer fig frem foran det omtalte Hudfor— hangs bagefte Rand; den er vel adffilt fra Underfjæben, denå Overflade glat, temmelig ſtarkt konvex, dens Ende lige afffaaret. Paa Svælgbenene dannes Karter af ſmaa, fpidfe Tænder. Gjællebuernes indre Vand er befat med forte, bløde Spid— for. Mellemfjæbebenene ere finaa men ftærfe; deres ba— gefte Rand har mod. Enden en fynd, ſtovlformig Udvidelfe; den bagudrettede Apofyfe er fort og fun lidt bevægelig. Overfjæ- bebenene ere endeel længer end Mellemfjæbebenene men tynde, dereg Spidſe frummet lidt fremad. Det forſte Par Næfe- borer, der vife fig ſom overmaade fine Hudror, ligge no: get nærmere Øjeranden end Snudeſpidſen. Det andet Par Næfeborer, ſom aabne fig lidt bag og indenfor de forſte, ere noget ftørre end disſe, kreddrunde, uden Hudror. Øjets Lang— degjennemſnit indeholdes omtrent 41Gange i Hovedets Længde, og det er altfaa fun af Middelſtorrelſe, men tillige ftærft frem— ftaaende; det ligger for en Deel i Hovedets Sideflader men for en næften lige faa ſtor Deel i dets Pandeflade, og den indbyrdes "Ufftand mellem Øjnene er altfaa ringe (meget mindre end Ojets Højdediameter), medens derimod Afftanden fra Ojets nederfte Rand til Hovedets Underflade bliver ftor. — Formen og Ve- ffaffenheden af Gjallelaagsapparatets enkelte Knogler fan forft efter Disſektion beſtemmes. De ere alle tynde ſom Poſtpapiir og klare ſom Glas. Forgjallelaaget er ſtort, halvmaane— dannet eller næften halvfredsformigt, og udmarker fig ifær der— ved, af det langs den nederfte Rand har en meget ſtarkt frem— ſtagende Lengdekam, der tjener til Stottepunkt for Kindernes i 389 overordentligt høj Grad udviflede Muſtler. .Gjællelaags- ſtykket er lidet (iſer har det ringe Hojde), af uregelmæsfig Triangelform: den everſte Wand fonver eller udbøjet, den ne: derfte og den bageſte Vinkel udtrukne, ifær den fidfte, der endog forlænges ligefom fil en Traad, hvilken ſynes at funne betragtes fom en endnu iffe hærdet Braad eller Pig. Undergjælle- laaget er forholdsviis af betydelig Storrelfe, af Halvmaaneform (den bagefte-nederfte Rand udbojet), dets everſte Rand bagtil forlænget til en Traad, der ligger lige op fil, og naaer ligefaa langt filbage, ſom Gjaellelaagsſtykkets ovenomtalte Traad. Mellem- gjællelaaget, hvis Form er langftraft, ligger næften aldeles ffjult under Forgjællelaaget. -— Gjællehuden er tilvoret for— Dven nær Gryftfinnernes Nod, og forneden næften under Midten af Gjællelaagsftyffer, hvorved altfaa Gjællelaagenes Udvidning betydeligt indffrænfes. Af Gjælleftraalerne er den forfte faa bred, af man næften funde tillægge den Halvmaaneform, og falde den en Plade iftedetfor en Straale; anden og fredie ere fmalle og af fædvanlig Form; fjerde ev derimod atter bred, og har tillige det Seregne, at den forlænger fig ud over Gjælle- hudens bageſte Rand, og vifer en lille fremragende Spidſe; femte er lille, temmelig dybt ffjult i Strubens Muſtellag. Nakke— mufflerne ere overordentligt ftærft udviklede, og danne lige— fom fo konvexe Ophøjninger, der ftræffe fig fra. Rygfinnens Begyndelfe til Øjets bageſte Rand; mellem disſe fo Opbøjnin- ger udgaaer en dyb Længdefure fra Rygfinnens forreſte Straale, og faber fig mellem Øjnene; endvidere bemarkes en Længdefure nedenfor disſe Fremragninger, paa hver Side af Hovedet fra Bryſtfinnernes overſte Rand til Øjets bagefte Rand. Fremdeles vifer Hovedet paa Kinderne, vover Gjællelagget, foran Øjnene og mellem Øjnene endeel temmelig ftore, kredsrunde Sliimaab— ninger, De vertifale og longitudinelle Linier under Øjet paa Kinderne o. f. v., fom Valenciennes beffriver hos fin G. niger (XI, 12), har jeg iffe hos vor forte Kutling funnet 390 bemarke, men vel hiſt og her nogle uregelmæesſige Rynker hos tørre ellev længe i Spiritus opbevarede Individer. Kroppen er fileformigt ſammentrykket, og aftager fun li det i Højde fra Gjallelaagets bageſte Rand til Halefinnens Rod, da Halens Højde foran Halefinnens Nod udgjer Halvdelen af den ſtorſte Højde. Ryg- og Bugfladen ere afrundede. Forſte Rygfinne begynder næften lige over Bryſtfinnernes Rod, eller Dog fun hejſt ubetydeligt bag denne; den ophorer omtrent over Spidſen af Vryftfinnerne, ellev over Gadboret. Deng enfelte Straaler ere adffilte fra hinanden ved et temmelig betydeligt Mellemrum, og dette tiltager fra førfte til ſidſte Straale, faa at Mellemrummet mellem femte og fjette Straale er dobbelt faaftort ſom Mellemrummet mellem forfte og anden, eller endnu ftørre. Straalerne ere alle Pigftraaler, men tynde og bøjelige: forſte Straale er fortere end anden, tredie og fjerde Straale ere de længfte, ſidſte Straale den korteſte. Jovrigt viſe Straalerne no— gen Forffjællighed hos Kjonnene, hvilket, ſom ovenfor bemarket, har foranlediget fil at henføre dem til forffjællige Arter: hos Hunnerne ere Straalerne ganſte indfluttede i Bindehuden, og de— reg Spidfer ere derhos bøjede tilbage i en temmelig ſterk Grad; hos Hannerne derimod rage alle Straalerne mere eller mindre frem af Bindehuden, tildeels endog med deres halve Længde eller mere; ogfaa ere Straalerne, ifær de midterfte, forholdsvis læn- gere”), Bindehuden er iøvrigt hos begge Kjen tynd og fhjør; +) Dette vil blive indlyfende ved nedenftaaende Udmaaling af Straaler— neg Længde hos Individer af begge Kjøn: Totallængde. 1fte Straale. 2 Str. 3 Str, 4 Str. 5 Str. 6 Str. 5/33 RER REN DELTES VA ES 5 SL EAD, TD o 44// 3 us 87 00003 — 63/95 42. 9) ARN 3 8 84/5 17947; TC aar! 805 —2 2 21 "sg 405 443 413 — 343 2. Ved at underſoge mange Exemplarer har jeg erholdt Forvisning om, at alle Individer med forlængede Straaler i forſte Rygfinne vare 391 bag fjette Straale fortfætter den fig nedffraanende i en Strak— ning, der idetmindſte er faa ſtor fom Afſtanden mellem femte og fjette Straale, og almindeligen nager den heelt ben til anden Rygfinnes Begyndelſe). Anden Nygfinne er lavere end forſte, men indtager derimod en ſtorre Langdeſtrakning langs Ryggen; dog ev dens bageſte Rand endnu fjernet et ikke ube- fydeligt Stykke fra Halefinnens Rod, hvorvel dens fidfte Straa— ler, naar de lægges ned horisontalt, med deres Spidfer berøre denne. Med Undtagelſe af forfte Straale, der er en Pigftraale af ſamme Beffaffenhed ſom forſte Rygfinnes Straaler, ere de øvrige leddede og mere eller mindre forgrenede i Enden; fidfte Straale er endog flovet lige til Woden. Straalernes Længde vifer fun ringe Forffjæl; imidlertid er førfte fortere end anden, pg denne lidt fortere end tredie; ſidſte Straales forrefte Deel er endnu længer end forſte Straale, hvorimod den bagefte Deel er lidt fortere, Den forbindende Hud forener Straalerne indtil Spid— fen, men den er meget ſtjor, og træffes altfaa ofte ſonderrevet. Straalernes indbyrdes Afftand er omtrent lige ſtor. — Bryſt— finnerne ere femmelig ftore (de indeholdes omtrent 4å Gange i Totallængden), brede ved Roden (deres Brede indeholdes 21 Gange i deres Længde), ſammenfoldede af en tilfpidfet Form. Hanner; ligefom det ogfaa ev fuldkomment afgjort, at Straalernes Fremragen ingenlunde var en Følge af Bindehudens Sonderrivelſe. Det ev iøvrigt ikke at undre over, om vore tidligere Faunifter, naar de traf en Han af G. niger, ifølge den linneifte Diagnofe af G. Jozo (radiis dorsalibus eminentibus setaceis), troede at fee denne fidfte for fig. +) Fries angiver i denne Arts Diagnoſe (Vetenſk. — Handlinger, 1838), at Rygfinnerne ofte eve ſammenvoxede ved Roden hos Zan— nevne (pinnis dorsalibus sæpe im mare basi connatis). Dette gjælder efter min Erfaring ikke udelukkende for Hannen. Lige— fom jeg har underføgt Hanner, hos hvilke Rygfinnerne vare adfkilte, faa. ledes har jeg paa den anden Side feet Hunner, hos hvilke de vare ſam— menvoxede. 392 Deres Tilhæftning er naſten lodret, eller dog fun meget lidt ffraa, i det den Linie, under hvilfen Straalerne forene fig med Mellemhaanden, beffriver en, rigtignof meget flad, Vue, hvis Konkavitet vender frem, og hvis nederfte Deel er forlænget lidt mere end den everſte. Bryſtfinnens Nod træder frem af Krop— pen, og danner ligefom en fort Armſtump, hvilket imidlertid blot berver paa Mellemhaandens ufædvanlige Storrelſe. Muſklerne, fom tjene til Bryſtfinnernes Bevægelfe, ere ſtarkt udviklede. Forſte Straale er den fortefte, fun (idet kortere end fidfte ; ellevte og tolvte almindeligen de længfte; alle Straalerne, undta— gen den fidfte, forgrenede; Straalernes Spidfer rage for ftørfte Delen mere eller mindre frem af Bindehuden. — Bugfin— nerne ere noget fortere end Bryftfinnnerne, og indeholdes om— trent 5 til 5% Gange 1 Totallængden. J Hviletilftand er deres Form noget lancetdannet; udfpændte derimod nærme de fig til Hjerteform; forſte Straale paa hver Side er den korteſte og en Wigftraale; de mellemliggende ere alle penfelagtigt forgrenede; fjette Straale er den længfte, mere end tre Gange faa lang ſom forfte; Straalernes Spidfer rage lidt frem af Bindehuden; mel lem de to Pigſtraaler er en tynd og fort Hudvidelſe udfpændt tværå over Finnens Nod, hvilfen giver den, hvad man, ſtjondt ikke ganſte pasſende, har faldet Tragtform; i alt Fald maatte man tænfe fig Tragten meget ſtraat afffaaren, eller dens ene Side næften manglende. Almindeligen nager Bugfinnernes Spidſe hen til Gadborets forreſte Rand, ja bedakker det endogfaa tildeels; Dog træffer man ogſaa Individer, hos hvilfe der er et Mellem— rum mellem Bugfinnernes Spidfe og Gadborets forreſte Rand. — Gadboret er anbragt omtrent i Begyndelfen af Totallæng-z Dens tredie Femtedeel. Det er lille, kredsrundt, hvidt, omgivet af en Kreds af ſmaa Hudfryndfer, hvid Spidfer ere vendte udad. Tæt bag Gadboret findes et fjødagtig, kegledannet Nedffab. Hos Hannerne er det længere og fpidfere, hos Hunnerne kor— fere og ſtumpere, og man fan faaledeg ved den blotte Betragt— 393 ning af dette adffille Hannerne fra Hunnerne; idetmindſte har jeg hidtil aldrig fundet mig fluffet deri, — Gadborfinnen, fom fager fin Begyndelfe bag Gadborpapillen, og ligeledes lidt bag anden Rygfinnes Begyndelſe, er noget lavere end denne og tillige noget kortere. Straalerne ere indhyllede i Bindehuden indtil Spidſerne; de to forſte og de to ſidſte Straaler ere hinan— den noget nærmere end de mellemliggende. Forſte Straale, den fortefte, er en Pigſtraale; alle de pvrige ere leddede og forgre— nede i Enden, den fidfte endog kloftet til Roden ligefom anden Rygfinnes ſidſte; anden Straale er fortere end tredie, tredie fortere end fjerde; femte, fjette, fyvende, ottende og niende ere lidet længere end fjerde, men indbyrdes omtrent lige lange; tiende er endeel længer end niende; ellevte atter længer end fiende og den længfte; den fidfte eller tolvte Straales forreſte Green læn- ger end fiende Straale. Saaledes har jeg fundet Forholdet hos Individer af begge Kjøn. — Halefinnen gaaer langt op paa Siderne af Halen, og er ved Moden meget bred, efterdi Ha— fefpidfen er meget høj. Dens mellemfte Straaler ere de længfte (hvorfor den ſammenfoldet har et tilfpidfet Udſeende, udfoldet derimod et afrundet), og de evrige aftage gradeviig mod Siderne. Det bliver derfor noget vilfaarligt, hvor mange Sfraaler man vil tillægge Halefinnen (13, 15 o. f. v.), efterfom man tager flere eller færre af de mindre, paa Siderne liggende, med. Tal— ler man 13, da blive endnu tilbage 6 mindre foroven og ligefaa mange forneden; de omtalte 13 Straaler ere alle ftærft forgrenede. Sidelinien, for faa vidt man er iftand til at forfølge den, er temmelig lige, dog maaffee lidt nedtrykket 1 Midten, og faaledeg Buglinien noget nærmere end Ryglinien. Sfjællene bedæffe blot Kroppen, og af Hovedet Waffen indtil Ojnenes ba— geſte Rand, eller nøjagtigere: Den Deel af Hovedets Pandeflade, over hvilken de ovenomtalte ſtarke Nakkemuſtkler ftræffe fig. Der— imod ere Hovedets øvrige Dele, ſaavelſom alle Finnerne, ganffe uden Sfjæl. 3 en Længderæffe fra Gjallelaagets bageſte Rand 394 fil Halefinnens Nod tælles omtrent 40 Sfjæl og i en Tvær- ræffe midt paa Kroppen omtrent 12, Sfjællene ere taglagte, ftore, temmelig tynde, med den frie Rand cilieret; de ftørfte Sfjæl ere nær Halefinnens Rod *); de mindfte foran Bryft- og Bugfinnerne og ifær paa Waffen; alle disſe fmaa Sfjæl mangle aldeles Cilier, og de paa Nakken ophøre endog at være taglagte. De ftorre Sfjæl ere af noget uregelmæsfig Form, enten fiirfantede ellev femfantede, efter ſom den bagefte frie Rand enten beſtriver en Buelinie eller en Vinfel. Antallet af de Cilter, eller rettere meget fpidfe Torne, fom indtage denne Rand, er almindeligen henimod 60; dog undertiden finder man et langt ringere Antal. Bifteftriberne, fom indtage den betydeligfte Deel af Sfjællene, ere 15 til 20 i Tallet, eller vel tildeels endnu flere. Nogle af de midterſte Vifteſtriber fortſettes heelt, eller næften heelt, hen til den bageſte Rand af Skjallet. Indre Byg— Bughuden fort. Leveren lille, æggeblommeguul, meget ning. blod, uden forlængede og tilſpidſede Lapper, beliggende for ſtorſte Delen i den venftre Side. Galdeblæren er meget lille og af Farve hvidagtig. Spiſeroret fort, men af betydelig Vide (næften ſom Maven), indvendigt med nogle Lengdefolder. Ma— ven lille, lige (uden opſtigende Deel), vantfelig at begrændfe paa den ene Side fra Spiferøret, paa den anden fra Tarmen. Tar— men temmelig viid (opfyldt med Levninger af Naringsmidler vifer endog fnart en, fnart en anden Deel af Tarmen fig videre end Maven), med tynde Vægge; den ftiger forſt ned naſten til Gadboret, men vender derpaa tilbage igjen heelt op til Maven. Længden af den udftrafte Tarmefanal fra Mellemgulvet til Gad— boret er ftørre end Fiſtens Totallængde *). Milten ligger bag +) Paa et Individ af 547 Længde har jeg fundet SHjæl af 23“ Højde og 2“ Brede. ++) Hos et Individ paa 44” holdt den udſtrakte Tarmekanal næften 54"; Bughulens Længde hos ſamme 13”, 395 Maven mellem Tarmens Snoninger, er af en meget mørf Farve (næften ſortgron), færdeles lille, tynd og fmal. Nyrerne ere fmaa, men ſynes ievrigt iffe at afvige fra den fædvanlige Form. Urinblæren af en langftraft, tarmdannet Form. Svom— meblæren er lille, fynd, og ligger langt tilbage i Bughulen %). Hunnernes Rognfæf fe indtage, naar de ere udviflede, den ftorfte Deel af Bughulens Længde (121/” hos det ber beſtrevne Individ) ; deres ſtorſte Brede, fom falder omtrent ved Begyndelfen af Leng— dens ſidſte Tredtedeel, indeholdes 3 Gange i Længden ; de ere ſammen— tryffede, i begge Ender noget tilſpidſede, af lvs Orangefarve. Rogn— fornene meget fine. Hannerne Mælfefæffe ere af en flis denthvid Farve, fom gaaer over i det Graaligtgule. Deres Form (der ſynes ejendommelig for hele Slægten, idetmindſte for de nordiffe Arter) er meget markelig: de egentlige Mælfefæbte danne fo fmalle Baand, der indtage næften hele Bughulens Længde; til den bagefte Deel af hvert af disſe Baand, nær Gad— boret, er hæftet en femmelig ftor, næften fiirkantet Made, der har famme Farve ſom Mælfefæffene. Beſtemmelſen af dette dobbelteHjælperedffab, der, faavidt bekjendt, iffe er fundet hos nogen anden Slægt, trænger endnu til Oplysning **). Hovedets Knogler ere for ſtorſte Delen af en temmelig +) Ved flere Kutlingarter bemærker Valenciennes (og blandt disfe er hans Gobius niger), at han ikke har fundet Svømmeblære hos dem, Hog alle vore Arter findes &vømmeblære, ftjøndt den let, for— medelft dens Vegges Tyndhed, fan ſonderrives, og unddrage fig Op— morkſomheden. ++) Seinrich Rathke har forſt beſkrevet denne Form hos Gobius niger (über den Darmkanal und die Zeugungsorgane der Fijche. Halle 1824, S. 201 flg.). Det af ham faafaldte uparrede Sjglpeorgan har jeg ikke kunnet gjenfinde. Heller ikke ſtemme hans Ufbildninz ger af Molkeſokkene og de parrede Hjælpeorganer ganſke med den Form, jeg felv har iagttaget, hvilfet formodentligen bevoer paa en forftjællig Udviklingsgrad af Generationsorganerne. Storrelſe. Forekom⸗ men. 396 ftær b Bygning. Underfjæben er forſynet med brede Udvi— delfer paa den inderfte Side af den bagefte Deel. De bagefte og forrefte Pandebeen udvifle fig ftærft udad mod Si derne, og danne ſaaledes, i Forbindelfe med det mellemfte Pandebeen, ligefom en horisontal Beenring, hvis ydre Side imidlertid er aaben. Pandebenet, ſom er meget fmalt mellem Ojnene, er der tillige forfynet med en meget dyb Længdefanal. Bag Øjnene fremtræder tværg over Hjerneffallen en Been— fam, der har Form af en meget ſtump Vinkel, hvis Aabning er rettet bagud. Den tjener de ftærfe Nakkemuſkler til Stotte— punkt. Jevrigt er Hjerneffallen bag Øjnene meget bred (ekt— angulær paa fværg, dog med nogen Uregelmasſighed) og tem— melig flad. Spor fil en Længdefam vifer fig lige fra Øjnene, men den bliver iffe vet fremtvædende før i Nakkegruben. Tun— gebenet danner en flor, trianguler, lodret Plade, hvilken atter antyder Indvirfningen af ftærfe Muffler. Rygraden beſtaaer af 28 ſtore, ftærfe, ſammentrykkede, i Midten indſnorede Hvirv— ler, hvilfe for en ſtor Deel omtrent have lige ſtor Højde og og Længde; 11 af disſe Hvirvier høre til Bughulen, 17 til Halen. Den fidfte, og i ringere Grad den næftfidfte, Bughvir— vels Tværforlængelfer blive til brede, triangulære Plader, der ere ſtraat nedadrettede. Ribbenene ere lange, enkelte. — Haan— dens Knogler ere meget ſtore og brede, men tynde og papirs— agtige; Forarmens Been fmaa og fmalle. Overſkulder— bladets overſte Green er fyf og ſterk; den underfte meget tynd og fpæd, og anbragt dybt nede. Fra 3 fil henimod 5 Tommer er denne Fiſts almindelige Storrelſe i Kattegattet, og den ſynes ikke fonderligt af over— ffride dette Maal, da jeg endnu ikke har truffet noget Individ, fom naaede 6 Tommer. J Øfterføen bliver den almindeligen fun 2 til 3 Tommer lang; dog favnes iffe Exempler paa, at den ogſaa der fan naae næften 4 Tommer Længde. Ut beftemme denne Arts Udbredelſe mod Nord og Syd er 397 endnu iffe muligt. Kun faameget er fiffert, at den er temmelig almindelig ved Bergen (609 n. Br.), og endnu forefommer ved Sondmor (omtrent 629 n. Br.). Paa de fydlige engelffe Ky— fter ſynes den af være fjælden; om den forefommer paa de frantfe, ev mig ubefjendt *). Hos os er den, faavel i Kattegattet fom i Oſterſoen, ifær i Fjorde og Bugter, almindelig, og fom jeg formoder vor almin— deligfte Kutlingart, hvorvel jeg iffe vil nægte, at dens Storrelſe fan bidrage en Deel fil, af den erholdes hyppigere end de an— Dre, mindre Arter. Den opholder fig gjerne nær ved Land mellem SteneLevemaade. pg Tangbuffe "") ; hyppigt feer man den i Havne at ſtaae tæt ved Bolværferne. Imidlertid har jeg aldrig paa de norffe Ky— ſter bemærfet den 1 Ebbetiden at blive tilbage i fmaa Vandhuller ellev under Stene, ſaaledes ſom Tilfældet er med adſtillige af de tilforn omtalte Fiffe. 3 fine Bevagelſer ev den temmelig dorfE og langſom. Dens Naring beftaaer i allehaande fmaa Kræbsdyr, Snagle Naring. og Muslinger, hvormed man fædvanligt finder Maven fyldt; og til at ſonderbide disſe ſynes ogſaa dens Tænder, underftottede af de ftærfe Kjæbemuffler, vet ſtikkede. Hvad Rolle de i en overordentlig Grad udviklede Nakkemuſkler ſpille i dens Leve maade er mig ulbefjendt. Naar Ekſtrom antager det for fiffert RM, at Legetiden sorptant- indtræffer om Foraaret, fan dette vel i alt Fald fun gjælde "YES ") Da næmlig den af Valenciennes under Navnet G. niger beftrevne Gorm efter min Mening ikke vel fan være identift med vor forte Kutling. H Ligeſom mange Fiſke hos 08, nærmere ved Land om Sommeren, paa ſtorre Dybde derimod om Vinteren. w) Die Sifdje in den Scheeren von Utørfø, Side 255:, ſicher ift, dab ihre Laichzeit in den Frühling fällt.“ 398 Morko Sfjærgaard eller en Deel af Øfterføen. Jeg har rigtignof i Midten af Maj fundet Generationsorganerne temmelig ud— viflede, men hos Individer, fangede førft i Juli, var Rogn og Mælfe endnu iffe gydt. Derefter ſynes det mig rimeligft, at Forplantningen maa finde Sted fidft i Juli eller i Auguſt. Schonevelde bemærfer, af den forte Kutling almindeligen affætter Vognen paa Stene, hvilfet jeg hverfen er iftand fil at befræfte eller benægte. Anvendelſe. Saavidt mig bekjendt, anvendes denne lille Fiſt hos os al. deles ikke. Fiender. J dens Tarmekanal ffulle et Par Indvoldsorme (Echi- norhynchus globulosus og Scolex polymorphus) være fundne. 30te Art. Den toplettede Kutling (Gobius Ru- themsparri Hupher ) Formen noget trind, temmelig langſtrakt; Un⸗Artsmärke. derfjæben længer end Overfjæben; Rygfinnerne nærftaaende, men altid tydeligt adſkilte, den for— fte med 7 Straaler; Halefinnen fladt afrundet i Enden med farvernes ene OL NE ØD SEND, fulfort, af en lys Ning indfattet Plet foran dens Nod, og ofte en anden lignende Plet bag Bryſt— finnernes Rod. Finnernes Straaletal er: Rygf. 7 +55; Vryftf. 17; Bugf. 1; Gadborf. 1; Halef. 27). Gian (16-18) Millers Prodr. n, 366 Gobius Aphya ? Euphraſén i Vet. Acad. Handl., 1786, Side 64: G. Ruthen- sparri. Nilsſons Prodr. Side 94: G. minutus. Narrell's british fishes, I, 255: G. bipunctatus. Synonymi. +) Uagtet det ev forbundet med femmelig megen Møje, og udfordrer megen Tidsanvendelſe, ved Lupens Hjælp af tælle Straalerne hos faa ſmaa Fi— ſke fom nærværende Art, har jeg dog, i Haab om at naae et nogenlunde paalideligt Reſultat, ikke undflaaet mig for at gjennemføre Tollingen hos ti Individer. Tallene viſte i Almindelighed en ſaa ſtor Overeensſtemmelſe, atdet vilde være overflødigt her omftændeligt at anføre dem, Det er nok at bemærke, af kun et enefte Individ (det ftørfte af de underføgte, 28 langt) havde i anden Rygfinne +71 ; et Individ i Bryftfinnerne "6, 1 ef andet 18; hvorimod alle de øvrige Exemplarer vifte det normale Tal. Afbildnin⸗ ger. Beſkrivelſe. 400 Valenciennes, Hist. des Poiss,, XII, 48: G. Ruthensparri. Fries 1 Vet. Acad. Handl., 1838, G. Ruthensparri, Euphraſén 1. c. tab, III. fig. I, — Vavrell 1. e. Anm. Med Henſyn til Synonymien er at bemærke, at Millers G. Aphya blot gjælder den norſte Fauna, og ev laant af Strøm (Sondmors Beftrivelfe I, 266, Aat), hvis Fife ikke med Vished, men dog med nogen Rimelighed, fan hendrages fil norvo— rende Art. Nilsſon ſynes at have fammenblandet fo Yrter (G. Ruthensparri og G. minutus) fil een; hans Artsmarke pasſer ret godt til den førfte; hang Synonymer tilhøre derimod for en Deel den ſidſte. Markes fan, at Valenciennes omtaler Luphra- fén ſom naturalist danois iftedetfor snedois, og giver Synony— met af Narrell fnart fom G. punctatus, fnart ſom G. tripunc- ' tatus (iftedetfor bipunctatus), Naar Faber (Tidsfør. f. Naturv. V, 253) yttrer, af Ungen af Gebius niger udentvivl ev G. Ru- thensparri og den lille, kryſtalklare Fife, fom ved Skagen kaldes Øer: da ev denne Mening, hvad dens førfte Halvdeel angager, naturligviis ganffe ugrundet; hvad det fidfte Punkt anbelanger, fan jeg ingen Dom have, da jeg ikke felv ved Skagen har truffet den omtalte Fife, ligeſom Olavius heller ikke bevører den. Naar endeligen Fries (1. c.) fremfættev den Mening, at det er G. Ruthensparri, fom ligger fil Grund for Beftrivelfen af G. minutus i Zool. dan. IV, 38 (men ikke til Figuren, der fremſtiller en Lumpus): faa tale dog flere Om— ſtendigheder i Beſkrivelſen derimod (caput prægrande — corpus colore nonnunquam coerulescente 0, f. v.) ; jeg ftulde derfor fnarere anfage, at Beſkrivelſen ſammenblander fo Arter, eller er udkaſtet efter Tavlen og tillige efter Reminiſcenſer af en anden Fife, hvilfen anden maaftee vel kunde være G. Ruthensparri, Farven har jeg hos levende ellev nyligt fangede Indivi— der fundet olivenbrun paa Ryg og Sider, de fidfte med en Deel ſmaa, hvidblaa, perlemoderglindſende Pletter; Bugen hvidguul; en ſtor, ſort, af en lys Rand omfattet Plet paa Siderne no— get bag Bryſtfinnernes Rod og en anden tat foran Halefinnens Nod. Hovedet ovenpaa olivenbrunt; Ojnenes Pupille fort, Hornhuden mesſingglindſende, ſtygget med Sort. Rygfin— 401 nerne af en levende rodbrun Farve, den forſte med fre, den anden med fer hvidblag Længdeftriber ; Halefinnen rødbrun, i Enden fort, ve) Roden med Spor til et Par lyſe Tværbaand ; Bryftfinnerne lyſe— brune; Bugfinnerne endnu lyſere, ſtidenthvide; Gadborfinnen ſortagtig. — Hos nogle Individer favnes den forte Plet bag Bryſtfinnerne ganſte, eller ev utydelig (aldrig derimod Hales pletten) "). Ogſaa de blaaagtige Længdebaand paa Rygfinnerne iagttages ikke hos alle Individer. Bed at ſammenligne et Individ af nærværende Art med et ligelangt Individ af foregaaende Art, falder tet ftærkt i Øjnene, hvormeget den forte Kutling overgager den toplettede i Formens Plumphed. Udmaalinger **8): FTotallængden A 28773 B 24"; ſtorſte Højde (ved forſte Rygfinnes Begyndelſe) A 477; B 32/7; Højde over Nakken A 32/7; B 31; Højde over Gadborets Midte A 37/7; B 31; Højde foran Halefinnens Rod A 2/73 B 17”; ſtorſte Tykkelſe (under førfte Rygfinne) A 31/7; B 2477; Omkredſen famme Sted A 1”; B 107; Afſtanden fra Underfjæbens Spidſe til Gjallelaagets bagefte Mand A 675 B 547; Det opfpilede Gabs Højde indvendigt A 2/7; B 2177; det opfpilede Gabs Brede indvendigt A 1377; B 137; Ufft. fra Midten af Snudefpidfen til forreſte Næfebor A 47; B 37775 Ufft. mellem forrefte og bageſte Næfebor A 27773 B3 +) Idetmindſte har den aldrig manglet hos noget af de mange (over Hun— drede) Individer, fom jeg hav gjennemgaaet med Henfyn hertil. Ved at underføge Bryftplettens Forekommen hos omtrent et halvt hundrede Individer, troede jeg at opnage det Reſultat, af den oftere ſavnedes hos Hunnerne end hos Hannerne, ++) Nogle faa Maal, fom hos ftørre Fifte almindeligen angives i dette Skrift, ere hev udeladte, fordi de hos faa fmaa Fiſke ſom nærvævende Art ilke let opfattes med tilſtrakkelig Møjagtighed. 26 402 Afſt. fra bageſte Næfebor til Øjets forreſte Rand A 17; BD 2771; de forreſte Næfeborers indbyrdes Afſtand A 1/7; B all, de bagefte Noſeborers indbyrdes Afſtand A 1/7; B 17; Afſt. fra Snudeſpidſen til Øjets forrefte Rand A 1477; B 143 Øjets Længdediamefer A 12/7; B 71; Pandens Brede mellem Øjnene A 3/7; B 377; Hovedets Højde over Øjets Midte Å — —6 Afſt. fra Øjets bagefte Mand til Forgjællelaagets bageſte Rand 4 1255 B TBA Afſt. fra Underfjæbens Spidfe til førfte Rygfinnes Begyndelſe A — 1 B 7 ES førfte Rygfinnes AGRE DART A 4/15; B 34/5 den oprejfte førfte Rygfinnes Højde A 2/7; B 2/7; Afſtanden mellem førfte og anden Mygfinne A 1/7; B 1"; anden Rygfinnes Længdeftræfning Æ& 5177; B 317; den oprejfte anden Rygfinnes Højde A 2177; B 2/7; anden Rygfinnes Afftand fra Halefinnens Rod 4 — B 63 Bryſtfinnernes Længde A 5177; B 427"; Bryftfinnernes Brede ved Roden A 1377; B 1377; Ufft. fra Underfjæbens Spidſe til Bugfinnernes Rod A 777; B 6775 Bugfinnernes Længde A 51773 B 5/7; de forenede Bugfinners Brede ved Roden A 1477; B 147; Afſt. fra Underkjobens Spidfe til Gadborets for. Rand A 1277; B 1017775 Gadborfinnens Længdeftræfning A 477; B 4775 den oprejfte Gadborfinnes ftørfte Højde A 2/7; B 2"; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod A 577”; B 5/5 Halef. Længde fra Roden paa Siderne til Enden A 47”; B 4375 Halefinnens Længde i Midten A 41773; B 417; den udfpændte Halefinnes Brede A 477; B 4/7, Hovedet indeholdes omtrent 41 Gange, den ftørfte Højde henimod 7 Gange i Totallængden. Gabet er meget ftærft op— ftigende, og Underfjæben rager derfor, naar Munden er luffet, lidt frem foran Overfjæben; iøvrigt er Gabet ftort og af meget ftørre Højde end Vrede. Paa Mellemfjæbebenene8 ba- gefte Rand har jeg ingen ſtuffeformig Udvidelfe kunnet bemarke mod Énden. Næfebvorerne næften ligeftore og med ligeftor 403 indbyrdes Afſtand. Øjets Længdegjennemfnit indeholdes min— dre end fire Gange i Hovedets Længde. Kindernes og Nakkens tuffler fynes noget mindre udviflede end hos foregagende Art. Forfte Rygfinne begynder bag Bryſtfinnernes Nod, og op— hører omtrent over deres Spidſe; ſidſte Straale er fortere end De øvrige, hvilfe ofte (ſtjondt ikke altid) indbyrdes næften have lige Længde. Alle Straalerne ere hos begge Kjøn indfluttede i Bindehuden lige til Spidfen; et tydeligt Wellemrum (almindeligt faa fort fom to Sfjæls Længdeftræfning, eller fom det Rum, anden Rygfinnes tre forſte Straaler indtage) adfliller altid forſte Rygfinne fra anden Rygfinne. Dennes Straaler frembyde ad— ſtillige Afvexlinger: ftundom ere alle Straalerne næften af ſamme Længde, men oftere vife de førfte og ſidſte Straaler fig fydeligt fortere; hos nogle Individer er forſte Straale fortere end ſidſte, hos andre fidfte fortere end førfte; undertiden er ſidſte Straale mere eller mindre flovet, oftere fynes derimod begge de fo ſidſte Straaler udeelte. Sædvanligt er der et ſtort Mellem— rum mellem Spidſen af de ſidſte Straaler og Halefinnens Rod”), men der findes dog ogſaa Individer, hvor den nedliggende anden Rygfinne berører Halefinnen *). Bryſtfinnerne indeholdes omtrent 5 Gange i Totallangden, og ere altſaa forholdsvis lidt mindre end hos forrige Art; iøvrigt er de af ſamme Beſtaffenhed. Bugfinnerne indeholdes 5 Gange 1 Totallængden. Gad: +) Ufftanden mellem Roden af anden Rygfinnes fidfte Straale og Hale— finnens Rod indtages af 10 Sjæl, ++) eg har faaledes et Individ for mig, hvor den anden Rygfinnes Straaler efterhaanden vore i Længde, faa at den fidfte Straale ev mere end dobbelt faa lang ſom den førte, og liggende naaer hen til Halefinnen. Udviklingen af de fidfte Straalev i anden Rygfinne ev viſtnok ikke noget konſtant Sfjælnemærfe mellem Kjønnene; thi jeg har under— ſogt Hanner, hos hvilfe disfe fidfte Straaler vare forte; men mær-= kes bør dog, at de Individer, hos hvilke en gradeviis Udvikling af Ryg— finnens Straaler fandtes, alle vare Hanner. 26% 404 borpapillen er hos Hunnerne forf, cylindriſt; hos Hannerne ligeledes fort, men noget tilſpiſdſſet. Gadborfinnen er om— trent af famme Højde fom anden Rygfinne, og fvarer næften al- deles til denne i BeTaffenhed, fun at den nærmer fig lidt mere til Halefinnens Nod. Afſtanden mellem Roden af dens fidfte Straale og Halefinnens Nod har jeg fundet optaget af ni Sfjæl. — Halefinnens elleve mellemfte Straaler "ere næften lige lange; noget fortere er den Straale, ſom liggev paa hver Side af didfe elleve; og alleryderft findes endnu een eller tv fmaa paa hver Side. Naar Halefinnen er fammenfoldet, danner Den en Spidfe; udfoldet derimod beſtriver dens bageſte Rand en Bue, hvorimod dens Hjorner ere ſfarpe. Sammenlignet med foregaaende Arr fan Halen derfor vel kaldes afftumpet, ſtjondt Den, ftrængt faget, iffe er det, formedelft den bagefte Rands Runding. Sideliniens Beffaffenhed er fom hos foregaaende Art. Gfjællene ere ftore, ifær paa Kroppens bagefte Deel; i en Tværræffe har jeg talt 11 og i en Længderæffe fra Gjælle- laagets bagefte Vand til Halefinnens Nod 40. Hos et Indi— vid af 26“ Længde holdt de ftørre Sfjæl $'" i Vrede og ube— fydeligt mere i Højde; af Form vare de ſexkantede, dog ſaaledes, at de fo forvefte Sider traadte mindre frem, og altfaa dannede en ſtumpere Vinkel, end de fo bagefte. De Cilier eller Torne, ſom bedæffe disſe fiofte Sider, ere forholdsviis mindre, finere og færre i Antal end hos foregaaende Art (jeg talte omtrent 36); derimod er Vifteſtribernes Antal maaffee lidt ſtorre (20 til 25), ligefom ogfaa alle Bifteftriberne ftræffe fig næften til Skjallets bagefte, frie Nand, lle Sfjællene ere taglagte; og foran Bryſt- og Bugfinnernes Nod, famt paa Nakken, har jeg ingen Efjæl funnet opdage ved Lupens Hjælp, hverken hos Individer opbevarede i Spiritus eller hos tørrede. Indre Byg— Bughinden ſort. Leveren har en lang venſtre Lap. »ins. Tarmekanalen gaaer 1 ef fra Mellemgulvet til Gadboret, men aftager dog gradeviis i Vide, faa at den mod Gadboret har 405 — mindſt Gjennemſnit. Bag Maven gjør den en Bugtning, og dens Længde er naſten dobbelt faa ſtor ſom Bughulens Længde, Milten er overmaade kort, men forholdsviis meget tyk, pris— matiſf. Galdeblæere og Urinblare har jeg ikke kunnet iagttage, Hannerne have fo Mælfefæffe af hvidgraa Farve med forte Punkter og i Hovedſagen af famme Form fom hos fore gaaende Art. Hunnernes Nognfæffe indtage, naar de ere udviflede, hele Bughulens Længde (los en Hun af 22“, hvor Bughulens Længde var Gi”, havde Wggeſakkene ſamme Længde, 21'" Brede og hver 13 Tykkelſe), og udfrænde denne faa be- tydeligt, af de enfelte Rognkorn hos friffe Individer endog kunne ſtimtes igjennem Bedæfningerne, inden Bughulen aabnes. Farven er lyft orangeguul. De enfelte Rognkorn ere temmelig ſtore (næften aA!" | Diameter), og Wggenes Antal bliver derfor, uagtet Rogn— fæffenes betydelige Størvelfe, langt mindre end hos mange an— dre Fifle. £ Nygraden hav 33 Hvirvler, af hvilfe 13 ere anbragte over Bughulen, de øvrige tilhore Halen. Jovrigt adffiller Been— raden hog denne Art fig fra foregagendes deri, at de forrefte og bagefte Pandebeen ere mindre ſtarkt udviklede, og at Pande— benet mellem Øjnene er noget bredere, ligeſom dets Længdefanal er mindre dyb. Det er fjældent, af denne Art overffrider fo Tommers Længde, og maaffee naaer den ikke 21 Tomme, Det ftrørfte An— fal af De Individer, jeg har feet, vare fun 18 fil 20 Linier lange. Jeg har truffet Den paa Norges Veftfyft indtil Kri— ftianfund (omtrent 639 n. Br.), og der de ſtorſte Exempla— rer, jeg har erholdt. Den naaer idetmindſte et Stykke ned ad Frankrigs Veſtkyſt (til 499 n. Br.), og udbreder fig altfaa, efter vor nuværende Kundſtab om den, gjennem 14 Bredegrader. — Paa vore Kyſter forekommer den gjennem hele Kattegattet, og naaer ind i Ørefundet. Men den ſynes at være langt fjældnere Storrelſe. Forekom⸗ men, 406 hos os end foregagende Art, hvorimod den paa Norges Kyſt er den almindeligfte Kutlingart, faavidt min Erfaring gaaer $). Levemaade. Da den opholder ſig paa ſamme Steder ſom den ſorte og den hvide Kutling, og lever med disſe, ſaa at man endog pan de norſte Kyſter ved at træffe med Vaad plejer at er— holde alle tre Arter ſammen; har jeg antaget, at den ogfaa ftemmede med disſe i Levemaade. Fries yttrer derimod (I. 6.), at dens Levemaade er aldeles forffjællig; dog uden nærmere An— givelſer. Hans Jagttagelfer i faa Henſeende ville formodent— ligen blive bekjendtgjorte i Fortfættelfen af Scandinaviens Fiſkar. —— I dens Mave har jeg fundet meget fmaa Krabsdyr (Am— fipoder). —— Forplantningstiden er formodentligen i Juli. Idetmindſte nuns. har jeg hos de allerfleſte Hunner, fom vare fangede i Begyn— delfen af denne Maaned, fundet Bughulen 1 meget høj Grad ud— ſpendt af Rognmasſen, ſaaledes fom jeg allerede ovenfor har angivet. Dog maa ikke forties, at Wggeſakkene hos enkelte, ſam— tidigt fangede, Hunner fun vare lidet udviflede, uagtet disſe Hunner iffe alene vare vorne, men endog over Middelſtorrelſe. Hunner af 15'” Længde ere iøvrigt allerede iſtand til at for— plante fig. Hannerne ſynes i Regelen at være ftørre end Hun— nerne og maaffee i ringere Antal. Allerede i Begyndelfen af April har jeg fundet deres Mælfefæffe temmelig ftore, om endog iffe meget fyldige. Sender Af Gabet paa en Lar har jeg engang taget en Hob Inde vider, og det er Alt, hvad- jeg af Erfaring veed at fige om dens Fiender. +) Bed Bergen har jeg (i Juli) feet den blive trukket iland i Tuſindviis ved hvert Baaddræt (vel af mærke, med en meget fiin, til ſaadant Fiſkeri indrettet Vaad). 3lte Art. Den hvide Kutling (Gobius mimutus Penn.). Formen langftraft og trind. Underfjæben lidt længer end Overfjæben. Rygfinnerne fyde ligt adffilte, den forſte med fer Straaler. Hale: finnen i Enden meget fladt afrundet med ffarpe Djørner. En rundagtig, fort Plet mellem førfte Rygfinnes femte og fjette Straale mod Bindehu— Dens Rand. Finnerne Straaletal er: Rygf. 67; Bryſtf. 19; Bugf. 5; Gadborf. 75; Halef. 27). GS 7 (13- -20) (7) Schonevelde, Side 36: Gobii albi, weisſe Küeling? Fries i Vet. Acad. Handl. f. 1838. Narrell's british fishes, I, 2 +) Da Finnernes Straaletal fynes mindre fonftant hos denne end hos foregaaende Art, vil jeg anføre Tællingerne: Totall. 33373 Rygf. Gti 5 Bryftf. 20; Bugf. ; ; Gadborf. 7 5 Halef. 3; SEE Eee en UND EST ES — 293013 — 644175 — 135 — 35 — 3 — 25 RE 5 OASIS HOS 3 — 267 3 — 64775 — 1953 — 1 — 773 — 7; 83 — 263" 53. — 6303745 — 19 — 3 — 405 —33 LS GL mm 103 KE lg RS SR SUR SA SES 64745 — 193 — 3 — ——— 35 — 23“ 3— 6+3' 5 === 55 ESS Ure Morre 5 408 Anm. ,Capiuntur etiam Ekrefordæ Gobii albi, weisſe Küeling,“ ere Schonevelde's Ord, og flet Intet videre, Det er altjaa Fun med et Slags Rimelighed, men ikke med Sikkerhed, at hans G. albi optages i Synonymien. Gom den efterfølgende Farvebeſkrivelſe vifer, fan nærværende Art juft ikke firengt taget figes at være hvid. Ut falde den „den hvide Kutling” (danſke Frivialbenævnelfer for denne Art færftilt fjender jeg ikke) ev imidlertid ikke upasſende, naar man fammenlignev den med førfte Art, da dens Farve dog i Ulmindelighed er meget lys: og idetmindfte mere pasfende, end at betegne den ved en Overſettelſe af det ſyſtematiſte Navn, efterfom foregaaende Art er endnu af ringere Storrelſe. Grundfarven er hvidguul, hvidgraa eller lyſt ruſtguul, ofteft uregelmædfigt plettet eller fpættet og maffet med Sort; almin- deligen vife fig 6 til J ſtorre Pletter paa hver Side langs med Sidelinien, af hvilfe den. finfte er anbragt tæt foran Halefinnens Nod, men imidlertid er meget tydeligt forffjællig fra Halepletten hos foregaaende Art; idet den baade favner den ſtarpe Begrænds- ning og den omgivende lyfe Ning. Undertiden feer man Indivi— der, der næften ere eensfarvet hvidgule, idet alle morfe Pletter forfvinde, eller blive meget fvage. Hos lyſe Individer ere alle Finnerne lyſe (Rygfinnerne og Halefinnen da ikke fjældent for- fynede med ruftfarvede Længdebaand); hos de ruftfarvede derimod nærme de fig mere ellev mindre til det Sorte, og de vertifale Finner vife da gjerne afverlende lyfe og morke Længdebaand. Den forte Plet. mellem den forſte Rygfinnes femte og fjette Straale ſavnes, faavidt min Erfaring gaaer, aldrig; men, naar Rygfinnen antager en meget mørt Farve, bliver den naturlig— vild mindre iejefaldende. Hos enfelte Individer gaaer denne Plets forte Farve foroven over i Lafurblaat. Ved at lægge lige ftore Individer af denne lille Fiſt og af foreganende Art ved Siden af hverandre, vil man blive vaer, at den hvide Kutling har et noget fladere og bredere Ho— ved med mere fremftaaende Øjne; hvorimod Kroppen forholds— vild er mindre hej (iſer hvad Halen angaaer) og af frindere 409 Form. Den ftorfte Højde indeholdes omtrent I fl 8 Gange i Totallængden, og Højden foran Halefinnens Nod er noget min— dre end Halvdelen af den ftørfte Højde. Udmaalinger: Totallengde 4 324775 B 29475 ſtorſte Højde (omtrent over Bugſinnernes Rod) A 49775 B 3475 Højde over Gadboret A.4/7; B 37; Højde foran Halefinnens Rod 4 12/75 B 13775 Tykkelſe over Gjollelaagſtykket A 5775 B 477; Omkredſen famme Sted A 1577; B — Tykkelſe over Gadboret A 31/7; B 23: Tykkelſe foran Halefinnens Rod A 37; B 377; Afſtand fva Snudeſpidſen til ——— bag. Rand 4 72/73 B 64; det opſpilede Gabs Højde indvendigt A 377; B 37; det opfpilede Gabs Brede indvendigt A 27; B 2"; Mellemfjæbebenenes Længde 4 27; B Dvertjæbebenenes Længde A 2377; B 28"; Ufft. fra Underfjæbens Spidſe til ED Ledforbindelfe A 377; B 37; Afſtand fra Snudeſpidſen til forrefte Næfebor A 177; B 177; Afſt. fra Snudeſpidſen til Ojets forreſte Rand A 2/73 B 18775 Ufft. fra Øjets for. Rand til Zorgjællelaagets bag. Rand A 475 B 327; andens Brede mellem Øjnene Å 3775 B 477; Øjets Længdediameter A 1377; B 127; Afſt. fra Snudeſp. til førfte Rygfinnes Begyndelſe A 9177; B 82/5 førfte Rygfinnes Længdeftræfning A 3177; B 3”; førfte Rygfinnes ftørfte Højde A 2477; B 2"; Afſtanden mellem førfte og anden SSARGEN Å 2373 B 13/7; anden Rygfinnes Længdeftræfning A 677; B 55775 anden Rygfinnes ftørfte Højde A 3/7; B 23"; anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod A 677; B 5377 Bryftfinnernes Længde A 62/7; B 577; Bryftfinnernes Brede ved Roden A 2177; B 2/7; Afſt. fra Snudeſpidſen til Bugfinnernes mg A BTN FS 1 Bugfinnernes Længde A 677; B 5417; de forenede Bugfinners Brede ved Moden 4 21775 B 11; Ufft. fra Snudefpidfen til Gadbovrets for, Rand Å 14775 B 1277; 410 Gadborfinnens Længdeftræbning A 5377; B 5177; Gadborfinnens ftørfte Højde A 2177; B 2; Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod A 67; B 572775 Halefinnens Længde i Midten Å 5/7; B 5”; den udfpændte Halefinnes Brede A 4377; B 41, Hovedets Længde indeholdes omtrent 41 Gange i To— fallængden. Munden er opſtigende, og Underfjæben rager, ligefom hos forrige Art, lidt frem foran Overfjæben, dog i no— get ringere Grad. Djnene ere lidt mindre end hos foregaaende Art (De indeholdes over 4 Gange i Hovedets Længde), men nærme fig endnu mere til hinanden i Pandefladen. Kindernes og Nak— feng Muſtler ere ftærft udviflede, næften fom hos den forte Kutling. — Forſte Nygfinne begynder langt bag Bryft- finnerne Rod, og ophører almindeligen for deres Spidſe; dens Længdeftræfning indeholdes omtrent ti Gange i Totallængden (hos den forte K. fun 6 til I Gange, hos den plettede K. T Gange eller ubetydeligt mere i Totallængden). Dens tre forſte Straaler ere de længfte, indbyrdes næften lige lange; de følgende aftage gradeviid, og den fidfte er ikke fønderligt mere end halvt faa lang ſom de tre forfte. Afſtanden mellem førfte og anden Rygfinne er ftørre end hos de to foregaaende Arter, pg indtages omtrent af 8 Sfjæl (hvorved dog maa markes, at Sfjællene forholdsviiå ere mindre ber). Anden Rygfinne begynder almindeligen bag Gadboret men foran Gadborfinnen ; dens forſte Straale er fortere end anden; anden og tredie ere indbyrdes ligelange, og de længfte; de følgende aftage efterhaan— den, ſtjondt ikke betydeligt, i Længde ). Denne Finnes Afftand fra Halefinnens Nod er omtrent lig med dens Langdeſtrakning, og indtages af omtrent 15 Sfjæl. Bryſtfinnerne indehol— +) Dog har jeg ogſaa feet Individer, ſtjondt meget fjældent, hos hvilke Straalerne ikke efterhaanden aftoge, og hvor Finnens bageſte Halvdeel idetmindſte havde ligeſaaſtor Højde ſom den forreſte. 411 - deg omtrent 5 Gange 1 Totallængden, Bugfinnerne ere anbragte et Styffe bag Bryftfinnernes Nod men foran Ryg— finnens forfte Straale; de ere fun ubetydeligt fortere end Bryſt— finnerne, og naae i Almindelighed til Gadboret. Gadboret har fin Plads foran Enden af Totallangdens forfte Halvdeel, Gadborfinnen er gjerne lidt fortere og lidt lavere end anden Ryg— finne, men hav omtrent ſamme Affiand fra Halefinnens Rod. — Halefinnen er af Beffaffenbed fom hos foregaaende Art. Sidelinien ftræffer fig, for ſaavidt ſom den fan fljæl- neg, i lige Linie langs Midten af Legemets Sideflader. — Skjaégllene ere meget mindre end hos de foregaaende Arter: hos et Individ af omtrent 30“ Længde havde de flørfte Sfjæl fun lidt mere end 3”" Længde; i en Tværrætfe fra Rygfinnen til Gadboret har jeg falt 14 Sfjæl, i en Længderæffe fra Gjæl- leaabningerne til Halefinnen 65 Sfjæl. Denne Omftændighed alene vilde altfaa være nof til at ffjælne nærværende Art fra de foregaaende. Skjallene ere for ſtorſte Delen af oval Form med overvejende Hejdediameter. Middelpunktet for de koncen— triſte Linier, der bedæffe hele Sfjællets Overflade, er ganffe nær Den frie Rand (fvilfet iovrigt ogfaa er Tilfældet hos de to fore— gaaende Arter). Viften har omtrent en Snees Striber, af hvilke De fo eller tre midterfte næften naae lige til det ovenomtalte Middelpunkt for de koncentriſke Linier; de ovrige Striber aftage regelmæsdfigt mod Siderne, faa af de fo yderſte Vifteſtriber ere de korteſte o. ſ. v. Den frie Rand har omtrent 30 Torne, der i Flinhed og ringe Sterrelſe endnu overtræffe de hos forrige Art. Ligefom hos den forte Kutling findes ber Sfjæl, fom ikke ere faglagte; foran Bryſt- og Bugfinnernes Rod; hvorimod det iffe har været mig muligt at bemærfe ſaadanne paa Hovedets Wandeflade bag Øjnene”). Hos et eneſte Individ troede jeg vel af opdage utydelige Spor til Skjol bag Øjnene, men hos alle øvrige underſogte Individer var intet Sligt at fee. 412 Indre Bya- Bughulens Længde hos et Individ af 30“ omtrent 71”, ning. Bughinden ſelofarvet med fort Overtrek. Leveren lyſeguul, faſt, fort, tyk, temmelig fiirfantet, bagtil med et lille Indſnit, hvorved dannes to fmaa Lapper, af hvilfe den højre er fortet”). Galdeblæren forholdsviis temmelig ſtor, ſakformig, af hvid arve, Spiſeroret meget fort, at famme Vide fom Maven, hvilken er ligebagudrettet, tarmformig. Spiſerorets Indre vifer nogle, temmelig utydelige Længdefolder, hvilke i Maven forfvinde, hvorimod denne har en uregelmasſigt netformig, ligefom lodden Inderflade. Tarmen udgaaer fra Maven i Retningen fremad mod Spiſeroret, men gjor, efter omtrent at have naaet dette, en Bugt, og løber dernæjft lige til Gadboret. Tyndtarmen har rin— gere Vide end Maven, hvorimod Tyftarmen, ſom tydeligt er af— ſnoret fra Tyndtarmen, omtvent har famme Tyffelfe ſom Ma— ven, Tyktarmens Villi er meget tøjnefaldende. Længden af Tarmekanalen fra Mellemgulv til Gadbor 12/7, Milten har jeg ikke kunnet oppage. Urinblaren har jeg fundet femmelig ſtor, fæfformig, hvid. Hannernes Mælfefæbfe ere af en ſmuk hvid Farve, langſtrakte, ſerdeles ſammentrykkede og altſaa baandformige; allerbageſt mod Generationsaabningen ere de, lige— ſom hos de foregaaende Urter, forſynede hver med ef temmelig ftort, pladedannet, noget ovalt eller næften fredsformigt Vedhang. Hunnerne have fo, lyſt-orangegule Rognſakke af betydelig Stor— relſe; ogſaa de enkelte Rognkorn ere forholdsvis ſtore. Rygraden har 33 Hvirvler, af hvilfe 13 høre til Bug— hulen, 20 til Halen; den fidfte Halehvirvel udmærfer fig ved en meget ftor Vifte. Hvad Hjerneſkallens Form angaaer, da ffjælner denne Art fig fra foregaaende, men nærmer fig til den forte Kutling, ved det overmaade fmalle Pandebeen, ſom fun danner et færdeleg ubetydeligt Sfillerum mellem Øjnene. +) Hos et Individ har jeg imidlertid fundet den højre Lap meget læn- ger end den venſtre. 413 Fries angiver 3 til 4“ ſom Storrelſe for denne Art. Storrelle. Det ſtorſte Individ, jeg felv nogenfinde har truffet, holdt fun omtrent 34/7; og Valenciennes har iffe feet Individer af mere end i det Højefte 3” Længde"). Maaffee naaev denne Art nordligft af alle Kutlingarter, thi ſoperem— jeg hav truffet den paa den norffe Kyſt ved Dyrøen (69? n. Br.), hvor jeg midt i Februar Maaned opfiffede den paa 5 til 6 Favne Vand med Øftersffraben (paa en Bund, der ikke var fangbevoret, men tæt beftreet med Nulliporer). Mod Syd har man funnet folge den indtil La Rodelle, paa den franffe Veftfyft (469 n. Br.). Hos os forefommer den jævnligt i hele Kattegattet, og gaaer iffe blot ind 1 Sundet og Bælterne, men trænger ogſaa langt ind i Øftevføen. Den ftigev endog ſtundom op i Aamun— Dinger, thi jeg har om Sommeren fanget den i Humlebak-Aa (dog ikke langt fra Udlobet). Om dens Levemaade veed jeg iffe af egen Erfaring at be— Levemaade. rette andet, end af den gjennem en flor Deel af Sommeren gaaer meget nær Kyſterne, faa af man ikke ſſaldent fan ſtaae paa Strandbredden, og fage den med Haanden, hvad jeg til Exempel har gjort paa Hirsholmen. Efter Andres Beretning anfører Valenciennes om den, „at den fager Bopæl under en Konkylie, omfring hvilfen den danner Veje i Dyndet i Form af divergerende Straaler; her holder den Vagt, for at lure paa de ſmaa Dyr, der falde i disſe Furer. Saafnart den bliver et vaer, flyrter den fig paa det, og bringer det fil fin Bolig.” At ftadfæfte eller forfafte dette Træf i dens Levemaade, maa jeg overlade til fremtidige Erfaringer, da jeg ſelv, ſtjondt jeg of— fere har betragtet den i Vandet, intet Lignende har iagttaget. +) Nos individus ne passent pas trois pouces, Hist. des Pois- sons XII, 41, 414 LTærins: J dens Mave har jeg fundet fmaa Krabsdyr (Unger af Amfipoder, ifær af Gammarus Locusta, for faavidt jeg har væ- ret iftand fil at beftemme dem). ' — Efter flere Zoologers Erfaringer ere Hunnerne allerede fyldte med Rogn i April og Maj. Men endnu i Juli har jeg fundet Hunnerne med fulde Nognfæffe, Hannerne med udviklede Malkeſakke; dog ogſaa enfelte ftore Hunner, hos hvilfe Rognfæffene vare ſmaa (men iffe flunfne fom efter Gydningen). Det man altfaa lades uafgjort, om deres Legetid indtræffer feent paa Sommeren (i Auguſt? fom mine Erfaringer meſt ſynes at tale for), eller fo Gange om Aaret (Foraar og Efteraar? hvilfen Antagelfe vilde bringe Andres og mine Jagttagelfer fil at harmonere); eller om endeligen dens Legetid maaffee varer hele Sommeren igjen— nem, ſaaledes at de forffjællige Individer lege til noget forffjæl- lig Tid? Inden jeg forlader denne lille FE, maa jeg gjøre opmærffom paa en Omftændighed, der funde væffe Tvivl mod dens Identitet med de engelffe Fauniſters G. minutus, En Doftor Parnell har nyligt vyftillet en ny Kutlingart — G. unipunctatus — om hvilfen han anfører, at den ftader nærmeft ved G. minutus, „men adffiller fig fra den, ved af have en fort Plet mellem forſte Ryg— finnes femte og fjette Straale, den anden Rygfinne med elleve Straaler og Halefinnen lige i Enden. Hvorimod G. minutus ikke har nogen fort Wet mellem førfte Rygfinnes femte og ſſette Straale, fi Straaler i anden Rygfinne og Halefinnen i Enden afrundet.” Warrell optager denne Art i fit Supplement ”) uden af yttre nogen Tvivl, og holder den altfaa for velbegrun— det. Deraf funde man maaſkee troe fig berettiget til at ud— Drage den Slufning, af den her ſom G. minutus beſkrevne Art er G. unimaculatus Parnell, og den egentlige G. minutus altfaa endnu iffe erhvervet for vorFauna. Men af den Mening Gobius uni- punctatus. +) Supplement to the History of british fishes, I, 24 415 fan jeg dog iffevære, og det faameget mindre, fom Valencienne 8 netop giver fin G. minutus det ſamme Straaletal, hvilfet jeg efter mine Tællinger ovenfor har anſat ſom Regel for denne Art, og bemærfer, at G. minutus ofte hav en fort Plet mellem Ryg— finnens femte og fjette Straale. Parnell's G. unimaculatus forefommer mig altfaa vel af være identifE med Valencien— nes's, Fries's og nærværende Skrifts G. minutus; men jeg troer iffe, af der ev nogen Grund til af anfage, at den fulde være ſpecifiſt forffjællig fra de britifte Fauniſters G. minutus. Forffjællen af een Straale i anden Rygfinne har alene iffe ftort at betyde, og Parnell ſynes desuden iffe meget nøjagtig i Tællingen af Straalerne, da han tillægger Bugfinnerne fem Straaler, hvad de visſeligen iffe have. Og de andre Sfjælne- maerker ville rimeligvis ved en umiddelbar Sammenligning mellem hans, G. unimaculatus og Varrells G. minutus vife fig af endnu mindre Betydning. Urtsmærte. Beſkrivelſe. 416 32te Art. Den ſtribede Kutling (&. microps Hr.)- Ved Hirsholmen i det nordlige Kattegat har jeg (ſidſt i Juli 1836) fanget en lille Kutling (fun et eneſte Individ), der. ſtager foregaaende Art femmelig nær"), men dog upaatvivle— ligt er ſpecifiſt forffjællig fra den. Den fan karakteriſeres ſaa— ledes: Formen noget plump, bagtil fammentryffet; Underfjæben lidt længer end Overfjæben; Rygfin— nerne nærftaaende, dog adffilte, den førfte med fer Straaler; hos den fidfte faavelfom hos Gadborfin— nen ere de bageſteStraaler de længfte. Halefinnen fladt afrundet. Mellemrummet mellem førfte Ryg— finnes femte og ſjette Straale himmelblaat. Fin— nernes Straaletal er: Rygf. 643; Vryftf. 18; Bugf. $; Gadborf. 1; Halef. 11. Dens Hoved og Krop ere af noget plumpere og tyffere Form end den hvide Kutlings; dens Hale er mere ſammentrykket, opg bliver forholdsvis højere foran Halefinnens Rod. Da jeg heldigviis befad flere Individer af den hvide Kutling, der i Længde nøjagtigt ſtemmede med det her beffrevne Individ af den ſtribede Kutling, faldt Sammenligningen imellem Arterne mig faa meget lettere, og jeg troer derfor ogfaa af turde fæfte ſtorre Lid til Reſultaterne af den. J Farvefordeling ftemmer den ſtribede Kutling velit flere Enkeltheder overeenå med den hvide Kutling, men vifer dog ogſaa +) Uf alle de hos Valenciennes beftrevne europæifte Arter ſynes den mig, faavidt der af de meget ufuldftændige Beſkrivelſer fan dømmes, af ftaae nærmeft til G. reticulatus fra Sicilien (næmlig i Hen— feende til Straaletal og de faa angivne Dimenfioner, hvorimod den afviger i Farve). 417 2 endeel Forffjælligheder, og er i det Dele taget afet morkere Udſeende. J levende Live iagttages hos den følgende Farver. Grundfarven hvidguul, meget fmuft marmoreret og tigret med Graabrunt paa Ryg, Sider og Hoved. Bugen hvidagtig. Langs hen ad Siderne ftræffer fig fort en Næffe af ti ſortagtige Tværbaand, der tildeels naae næften fra Ryggen til Bugen, men ere af forffjællig Brede; og i Fortfættelfe med disſe følger paa den ſidſte Deel af Halen 6 til I fmaa, rundagtige Pletter. Paa Rygfinnerne danne ſmaa, kaneelfarvede Pletter fire Cængderæffer. Bindehuden mellem førfte Rygfinnes femte og fjette Straale er himmelblaa. De øvrige Finner ere lyſe og gjennewſig— fige; dog have Bryftfinnerne og Halefinnen brune Skygger ved Roden, og den fidfte vifer tillige Spor til Tværbaand. Iris hav en rødlig Metalglands, og Pupillen er af den fmu É fefte og meft levende Smaragdfarve. Udmaalinger: FZotallængde 203 ſtorſte Højde (foran forſte Rygfinne) 33 Højde over Nakken 2453 Højde foran Halefinnens Rod 133 Tykkelſe over Gjælslaaget 347; Tykkelſe undev den ſtorſte Højde 237”; Ufftanden fra Snudeſpidſen fil Gjællelaagets bagefte Rand 433 Ojets Afſtand fra Snudeſpidſen 1/7; Ojets Længdegjennemfnit næppe 1”; Afſtanden fra Snudeſpidſen til førfte Rygfinnes Begyndelſe 63 førfte Rygfinnes Længbeftræbning 233 førfte Rygfinnes Højde 2"; Ufftanden mellem førfte og anden Rygfinne 3; anden Rygfinnes Længdeftræbfning 4“3 anden Rygfinnes Højde 2" 3 anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod 44/7; Bryftfinnernes Længde 5/7; Bryſtfinnernes Brede ved Roden 13/7; 418 Afſtanden fra Snudeſpidſen til Bryftfinnernes Rod 547” ; Rygfinnernes Længde 43 Bugfinnernes Brede ved Roden 145 Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gadboret 843 Gadborfinnens Længdeftræfning 3/7; Gadborfinnens ftørfte Højde 2” 5 Gadborfinnens Afftand fra Halefinnens Rod 4“3 Halefinnens Længde i Midten 317”, Hovedet udgjør omtrent 4 af Totallængden, og dets Højde Halvdelen af detå Længde. Øjnene ere fmaa (de indeholdes omtrent 5 Gange i Hovedets Længde)"), mindre fremftaaende end hos foregaaende Art og med ſtorre indbyrdes Mellemrum. Snuden ſynes forholdsvis lidt fortere, og Mundvigerne naae hen under Midten af Øjet. Næfeborerne ere ſmaa, cylindriffe Hudror, det forſte Par omtrent midt imellem Snude— fvidfen og Øjnene. — Forſte Rygfinnes Længdeftræfning indeholdes omtrent 8 Gange i Totallængden; dens ſſette Straale er meget kortere end de øvrige, der indbyrdes næften have lige Længde; dog er anden lidt kortere end førfte, men omtrent lige- ftor med femte. Afſtanden imellem Rygfinnerne mindre end hos foregaaende Art (Mellemrummet indtages af fire eller fem Sfjæl. Anden Rygfinnes forſte 8 Straaler vife ikke ſtor indbyrdes Forffjæl i Længde; de fo ſidſte ere derimod længere end de fo— regaaende; denne Rygfinnes Længdeftræfning udgjor iøvrigt, li— gefom hos den hvide Kutling, omtrent 1 af Totallængden, og dens Afftand fra Halefinnens Rod ligefaameget. Bryſtfinner— nes tængde beløber fig til % af Totallængden (hos den hvide &. fun til1). Bugfinnerne bedakke Gadboret med deres Spidſe. Gadborfinnens ſidſte Straaler ere ligefom hos Rygfinnen de længfte. Halefinnens Straaler aftage mere mod Siderne end hos foregagende Art: fun de ni mellemfte ere omtrent lige +) Artsnavnet microps (af w:x00s—lille— og op—Die—) ev derved foranlediget. 419 lange; derpaa følger paa hver Side en noget fortere, og de gv- rige aftage endnu mere i Længde; dette er Grunden, hvorfor jeg hos denne Art fun har angivet 11 Straaler i Halefinnen, da den i Virkeligheden har ſamme Antal ſom foregagende Art, naar ſtore og ſmaa Straaler talles ſammen. Jovrigt ræffer Halefinnen længer op paa Siderne af Halen, eller viſer idetmindſte en tydeligere Hududvidelſe, end hos den hvide K. Ogſaa maa i Almindelighed bemærfes om Finnernes Straaler, at de ere tyk— fere, plumpere, mere forgrenede. Sfjællene, ſtjondt temmelig flore, vare hos denne Art dog vantfelige at tælle, SJ en Tværraffe fra anden Rygfinnes forrefte Rand til Gadboret har jeg talt 12, i en Længderæffe fra Gjællelaaget til Halefinnen omtrent 50. De fterfte Sfjæl (paa Halen) holdt +77” i Højden og 1” i Breden, medens jeg paa en G. minutus af lige Lengde ingen Sfjæl funde opdage, fom overftege 2" i nogen Dimenfion. J Form afvige Sfjæl- lene ikke betydeligt fra foregaaende Arts: fom disſe have de en Snees Bifteftriber, af hvilke de midferfte udfpringe nær den frie Rand, og paa denne fidfte endeel fine Torne. En Afvigelfe med Henſyn til Sfjælbedæfningen er derimod, at ingen Sfjæl opda— ges foran Bug- og Bryftfinnernes Rod, ligeſaalidt ſom paa Pan— defladen bag Øjnene. Da jeg, faalænge jeg fun befidder et enefte Individ af denne Art, ikke troer det henſigtsmasſigt at opoffre dette: fan jeg for Øjebliffet Intet meddele om Indvol— dene, om Ryghvirvlernes Antal o. ſ. v. 420 Den ſmekkre Kutliug (Gobims gracilis Eenyns)? Fries har i det nordlige Kattegat erholdt et enefte, 4“ langt Indi— vid af en Kuflingart, hvilken han betegnev med ovenftaaende Artsnavn (dog ikke uden Tvivl), og hvis SÉjælnemærker han angiver faaledes : Zalefinnen ſtor, i Enden tilſpidſet; Rygfinnerne adſkilte, den forſte med 6, den anden med 15 Straaler, ſom foran eve kortere, og efterhaanden tiltage i Longde, faa at de bagefte med Spidferne naae ud over Galefinnens Rod. Om denne Art veed jeg intet Andet at fige, end at den aabenbart ikke ev identiſk med de britifte Fauniſters G. gracilis, hvilken ikke har femten men tolv Straaler i anden Rygfinne; hvis Halefinne hverken er ufædvanligt flor ellev i Enden tilfpidfet; og hvis fidfte Straaler i anden Rygfinne og i Gadborfinnen ikke naae ud over Halefinnens Rod, — Jov— vigt harmonerer den Afbildning, Narrell >) leverer af G. gracilis, ikke med Beſkrivelſen: den vifer en plumpere Fift end G. minutus iftedetfor en fmallere; Rygfinnerne ftøde ganfte ſammen ved Roden, iſtedetfor at de fulde være endnu videre adftilfe end hos G. minutus; i anden Rygfinne fees ti og i Gadborfinnen elleve iftedetfor tolv Straaler. Det før maaſkee endnu ikke anfees for afgjort, at Jenyns G, gracilis ev ſpecifiſk for— ftjællig fra G. minutus, Straaletallet fan idetmindſte ikke adſkille dem. +) Supplement to the History of british fishes, I, 22, 421 Flvififfene (Callionymus Linn,). Hovedet bredere end Kroppen; begge fladtryffede, uden Sfjæl; Mellemfjæbebenene meget fremſkydelige; Naspetænder paa Mellemfjæbebenene og i Underfjæben; Øjnene i Pandefladen, nær hinanden; Forgjællelaaget forlænget bagud, endende med nogle divergerende Pigger; Gjælleaabningerne blot to fmaa Huller i Nakken; Bugfinnerne vidt ftilte fra hinanden, fiddendeforanBryftfinnerne og af ftørre Brede ſend disſe; Finnerne ſtore, Straalerne bøjelige; to Rygfinner, den førfte med faa (almindeligen 4) Straaler ; bag Gadboret et fjødagtigt Organ af koniſt Form. Blindtarme og Svømmeblære faviies. Artsmarke. 422 33te Art. Den almindelige Flojfiſft («Calliomymus Lyra Pries) ”). Øjets Lengdediameter indeholdes 17 Gang i Afſtanden mellem Øjets bageſte Rand og Spidfen af Forgjællelaagets bagefte Pig; anden Nygfinne prydet med Længdebaand; dens Længdeftræfning i ftørre end Mellemrummet mellem dens bagefte Nand og Halefinnenå Rod; Finnernes Straale— taler: Rygf. 449; Bryſtf. 19; Bugf. 1; Gadborf. 9; Halef. 107%), Synonymi. Wormii Museum pag. 268: Dracunculus (Hannen). Muͤllers Prodr. n. 337: Callionymus Lyra (annen). Muͤllers Prodr. n. 338: Callionymus Dracunsculus (Hunnen): Zool. dan. førfte Bind, Side 75 flg.: ven lille Fjæfing (Hunnen). Zool. dan. forſte Bind, Side 103 flg.: Fløjfifren (Hannen). Anm. Worm har forſt erhvervet den danfte Fauna denne Fifé (qvem Ufbildnin= ger. Benævnel-: fer. ego possideo, captus est circa promontorium Scavenianum in Cimbria: hedder det hos ham paa det ovenangivne Sted). Grunden for den øvrige Synonymi indeholdes i den følgende Be— ſkrivelſe. Zool. dan. tab. 27. (Hannen) og tab. 20 (Hunnen). Fries og Ekſtrom tab. 22 Hannen) og tab, 23 (Hunnen). Paa det kjebenhavnſte Fiffertorv har jeg hørt denne Fiſt +) Kortheden i Angivelferne hos Valenciennes over det ftørfte Antal af denne Slagts Arter gjør det umuligt af udkaſte en blot nogen— lunde ſikker Diagnofe for nærværende Art. ++) Det Antal Individer, jeg har til min Dispofition, ev ikke ftort nok, til af nogen fiffer Norm dereftev Fan faftfættes. Kun hos ct af dem havde Gadborfinnen 8 Straaler, hos de andre 9. Valenci— ennes angiver 20 Straaler for Bryſtfinnen og Fries 13—20. Ut den fidftnævnte Forfatter tæller 10 Straaler i anden Rygfinne og i Gadborfinnen, grunder fig derpaa, af han regner den fidfte, til Roden kloftede, dobbelt, 423 (dog fun Hannen) faldes Fjæfing eller den ægte Fjæfing, i Modfætning til Trachinus Draco (fee ovenfor Side 55 filgd.), hvilken min Øjæmmelsmand, hvis Vidnesbyrd jeg imidlertid fun troer at turde tillægge ringe Vægt, paaftod var den uægte Fjæfing. — Da jeg engang faae Hannen blive fanget 1 det nordligfte Kattegat ved Hirsholmen, funde ingen af Fiſterne angive mig Mavn for den, indtil endeligen en af Dens ældfte Fiffere kom til, og fortalte, at det var en Guldfiſk. Andre danſke Benævnelfer for den har jeg endnu ikke funnet bringe i Erfaring: de af Valenciennes fom danffe angivne (XII, 280), Flockfiſk (Føl) og Soerdrage Geedrage?), ſynes vore Fiffere iffe at fjende. I Mangel af danffe Navne har jeg hellere for Slægten villet optage den, adſtillige Ste— der blandt fvenffe og norffe Fiffere brugelige, Benavnelſe Flojfiff, end med Brünnich og Wad at give den det lidet pasſende Navn Lire eller Lirefiſk. En Han vifte, faa Minuter efter at den var taget af Ha—-Beſtrivelſe. vet, følgende Farvefordeling. Ryggen graaguul, marmoreret med Lyfegrønt; Siderne guldgule, marmorerede med lyſt Violet, der ligefom dannede to, noget uregelmasſige Længdebaand; Bugfla— Den graaligthvid undtagen mellem Bryftfinnerne, hvor den var perlemoderfarvet. Hovedet gummigutguult med uregelmæsfige grønne Pletter og Striber. Sammenfoldede vifte Bryſtfinnerne fig guult og brunt marmorerede; naar de udfoldedes, var Bindehuden hvid, gjennemfigtig, med afverlende grøngule og rødbrune Pletter, der dog fun fremtraadte fvagt; Farven var meft levende og noget triferende paa disſe Finners indadvendte Flade. Bugfinnerne ſortgraa med gronligt Sfjær; Straalerne ved Roden gummigut— gule; Bindehuden mellem Straalerne himmelblaa. Forſte Ryg— finne og Halefinnen guulgrønt og lyſeblaat marmorerede; anden Rygfinne morfere mod Roden, lyſere foroven, med afverlende Striber af metalliſt Guulgront og Lyſeblaat; Gadborfinnen blaa- graa med lyſere Pletter. Pupillen fortblaa, Iris guldgrøn (om— 424 frent af Farve fom Chrysomela graminis), Under Øjet ſaaes nogle himmelblaa Punkter og Bølgeftreger (blandt hvilfe trende ftore, ſom ftrafte fig ben til Mundvigerne). Sidelinien hvidag— tig, tildeels omgivet af lyſtviolette Længdepletter, der næften have Gorm ſom Ottetal, og afbrydes af Guult. — Hunnernes Far- ver eve mindre levende og ſmukke. Da jeg iffe har haft Lejlig- hed til at underſoge noget friſtt Individ af Hunkjonnet, vil jeg hellere, end at beſtrive Farverne efter et 1 Spiritus opbevaret Individ, hid— fætte den meget udførlige Farvebeffrivelfe, fom Frie 3 meddeler (Skandinaviens Fiffar, Side 99). „Hele Kroppens evre Deel ovenfor Sidelinien har, ſaavelſom Hovedet, en guulbrun Farve, marmoreret med uligeſtore, forffjælligtformede, gronagtige Pletter og brune Punkter. Pletterne omgives af morkebrune Ringe, hvilke paa visſe Steder flyde ſammen, antage en morkere Farve, pg danne ligeſom dunkelt antydede Tværbaand over Ryggen. Almindeligen findes tre ſaadanne: det forreſte, ſom er ſmalleſt, har fin Plads ved Begyndelſen af anden Rygſinne; det andet, ſom er bredeft og tydeligft, ved famme Finnes Opbor; det fre- die ftrar foran Halefinnens Rod. Siderne nedenfor Sidelinien ere blege, halvt giennemſtinnende, med nogle ſtorre, ſpredte, brune (ſtundom fortebrune) Pletter, ordnede i to, noget uregelmæsfige Ræffer, og omgivne af et bredt, mesfinggult Sfjær. Bugen er mælfehvid og Halens Underflade vandklar, naſten gjennemſtin— nende. Langs med Sidelinien lober en morkebrun, afbrudt Streg. Iris har en ſmal, guldguul Ring narmeſt omkring den forte, i det Blaa ſpillende Pupille. Rygfinnens forſte Straale er guul— brun med nogle grønagtige Tværbaand, og Bindehuden mellem de tre ſidſte Straaler er af et dybt Sort, der ligeſom overdra— ges med et Næt af fine, meget tæt løbende, brungule Aarer. Anden RNygfinne er tegnet med tre brune, ofte afbrudte Tvær- baand: det ene ved Roden, det andet — det bredeſte og tyde- ligfte — paa Midten, det tredie ved Randen; mellem disſe ſpo— reg to andre, fvagt antydede, blaaagtige Baand; Straalerne ere 425 blege og gjennemffinnende; den førfte har flere brune Tvær- baand, den anden blot fre i Enden, de folgende forſt to og ende— ligen blot et. Gadborfinnen eensfarvet, bleg, næften malkefar— vet. Bugfinnerne af Kroppens almindelige Farve med fævre, uregelmæsfige, brune Pletter og en og anden indblandet blaagren. Bryftfinnerne have en bleggraa, gjennemſtinnende Bindehud, og Straalerne ere afverlende guul- og brunplettede, hvorved opftaaer afbrudte Tværbaand paa disſe Finner. Halefinnen har guulag— tige Straaler og tre ſtorre, lyſebrune Tværbaand, over hvilfe morkere brune Pletter ere firøede, fom paa Finnens nedre Deel antage en næften fort Farve; den nederſte Straale er heelt hvid, og Den derpaa følgende bar hvid Spidfe.” Udmaalinger: Zotallængde A 7175; B 107; O 9379); Højde over Raklen Å 9”; B 107; €C 95%"; Højde foran Halefinnens Rod A 37; B 4773 C 45 ftørfte Tykkkelſe (over Forgjællelaagets Zorne) A 173775; B 187"; C 171//; F Omkredſen ſamme Sted A 317; B 337; € 32”; Tykkelſen foran Halefinnens Rod A 24775; B 24/75 C 210; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gjæleaabningernes forrefte Rand A 16”'; B 2843/75; C 2447; Ufft. fra Snudeſpidſen til Gjætlelaagets bageſte Rand 4 197; B 21 aids Cc 2 Afſt. ek Snudefpidfen til Natten A 17”; B 247; € 21/7; det opfpilede Gabs Højde indvendigt A 7/7; B — Cr det opſpilede Gabs Brede indvendigt A 577; B 1277; C 9”; Mellemtjæbebenenes Længde A 62/7; B 13277; € 113"; Længden af Mellemfjæbebenenes — AA!) B 15/75 CC 1742/75 OverFjæbebenenes Længde A 4/73 B 94775 C 8775 Afſt. fra Underfjæbens Spidſe til dens Ledforbindelfe A 6977; B 17; C 124”; Tungens Afftand fra Underfjæbens Spidfe A 3477; B 27; C 72775 +) A en Hun; B og C Hanner, 426 Ufftanden fra Snudeſpidſen til Neſeboret A 647753 B 117; C 117; Afſt. mellem Mæfeboret og Øjets for. Rand A 14”; 3/1; 0 DTS den indbyrdes Afftand mellem Mæfeborerne A 43277; B 77; € — Pandens Brede mellem Ojnene A 1277; R330 23; Hovedets Højde gjennem Ojets Midte A 777; B93093 Afſt. fra Snudeſpidſen til Øjets for. Mand 4 84/7; B 1677; €C 1347; Afſt. fra Djets forreſte Rand til Forgjællelaagets bageſte Spidſe 4 AV SBS NSG 05 5 Øjets Lengdediameter 577; B 6775 C 67”; Øjets Bredediameter 477; B 5775 CC 42775 Afſt. fra Øjets forrejte Rand til Gjælleaabningens forrefte Rand AO BE V/S CSR Gjælleaabningernes Gjennemſnit A 1377; B 277; C 27; Gjælleaabningernes indbyrdes Afſtand A 6177; B 777; C 61775 Afſt. fra Snudeſp. til Rygfinnens Begyndelfe A 2”; B 2273 € 24; Afſt. fra Øjets bagefte Rand til Rygfinnens Begyndelfe 2 1783/25 B 13/7; C 119; førfte Rygfinnes Lengdeſtrekning Å 71/7; B 10/7; C 107; førfte Rygfinnes ſterſte Højde A 677; B SN G 93775 Længden af førfte Rygfinnes førfte Straale A 977; B 57; C 39”; Længden af førfte Rygf. anden Straale A 677; B 337; C 253 Længden af førfte Rygf. tredie Straale A 4377; B 275 € 147; Længden af førfte Rygf. fjerde Straale A 3/7; B 1”; € 47; førfte Rygf. Afftand fra anden Rygfinne A 2377; B 2775 € 337; Afſtanden mellem førfte Rygfinnes fidfte Straale og anden Rygfinnes førfte Straale A 41777; B 677; C 5977; anden Rygfinnes Lengdeſtrakning A 13/7; B 2”; C 25377; anden Rygfinnes ftørfte Højde A 103'”; B 307; € 18”; Længden af anden Rygf. førfte Straale A 1277; B 1677; € 16'”; gængden af anden Rygf. fidfte Straaler A 117; B 297; € 257%; anden Rygfinnes Afft. fra Halef. Rod A 1677; B 1977; — 1927775 SBryftfinnernes Længde A 155“3 B 1877; C 1977; Bryſtfinnernes Brede ved Roden A 577; B 677; C 677; Afſt. fra Snudeſpidſen til Bugfinnernes Eg A 160%" B 2473/75 19/5 Bugfinnernes Længde A 1732/77; B 21/7; C 203"; Bugfinnernes Brede ved Roden A 847; B 977; C 9%; Ufft. fra Bugfinnernes Spidſe til Gadborets for, Rand A 377; EB 0;C0; 427 Afſt. fra Snudeſp. til Gadb. for. Rand A 2377; B 477; € 327; Gadborets Længdegjennemfnit A 277; B 11775 € 475 Gadborpapillens Længde Å 177; B 3/7; C DØR Gadborets Afſt. fra Gadborfinnens Begynd. A 177; B 3775 C 25975 Gadborfinnens Længdeftræbning A 13“3 B 27; € 29287; Gadborfinnens ſtorſte Højde 4 90775 B 217753 CU 1477; Gadborfinnens Afft. fra Halefinnens Rod A 12775; B 16075 C 147; Længden af Gadborf. førfte Straale A 6773 B 275 C€ 7377; Længden af Gadborf. ſidſte Straaler A 10/7; B 27; C 1 Halefinnens Længde fra Roden vaa Siderne A 13”; B 3177; C 2575 Halefinnens Længde i Midten Å 197735 B 3077; C 2477; den udſpendte Halefinnes Bvede Å 873; B 14/7; € 127" Hovedet”) er i den Grad fladtryffet, at dets ftorfte Brede omtrent er dobbelt faa ſtor ſom dets ſtorſte Hojde; dets Sider fonvergere vel i Retningen fortil, men Snuden er 1 En— den lige afffaaren. Pandefladen er omtrent horizontal fra Mat fen til Øjnenes forrefte Rand; Snuden meget langftraft, ned— ſtigende med ringe Skraaning, konvex eller ligefom noget puklet, paa Grund af den Krumning, ſom Mellemfjæbebenenes bagud— vettede Apofyfe danner. Hovedets Underflade ganſke horizontal og meget bred; Sidefladerne divergerende i Retningen nedad. Hovedets Længde indeholdes mindre end fire Gange (31, 32 Gange o. f. v.) i Totallængden. Gabet er meget ſtort, ſtarkt fremffydeligt, cvfpilet af langt fterre Højde end Brede, men al— deles ikke opſtigende (2: Mundſpalten horisontal). Naar det aabnes, danner Underfjæben en ret Vinfel med Hovedets Under— flade, og Dverfjæben fremffydes ſterkt 1 Retningen nedad, hvil +) Den følgende Beftrivelfe ev udkaftet efter den ovenudmaalte Han paa 93" Længde og efter Hunnen af 71” Længde; dog har jeg ftadigt he- nyttet endnu ef Par Individer, og tillige ſammenlignet nærværende Beſkrivelſe med Beſkrivelſer, jeg tidligere har affattet efter andre Individer, Hannens Beftrivelfe gjør Begyndelfen ; Hunnen ſam— menholdes Stykke for Stykke med denne. 428 fet giver denne Fiſt et hojft befonderligt Udſeende. undvi— gerne ligge omtrent under Næfeboverne. Loberne danne temmelig betydelige Hududvidelſer paa Siderne faavel af Under: fom Overfjæben. QDOverfjæben er baade længer og bredere end Underfjæben. Tanderne meget fine, ftætftillede, i ſtort Antal; af Form cylindriffe, i Enden noget tilbagebøjede og til ſpidſede. Det Baand eller den Raspe, ſom Tænderne danne, er bredeſt fortil, ender mod Siderne og bagtil tilfpidfet, og naaer iffe heelt ben til Mundvigerne (dog naaer det længer til bage i Overfræben end i Underfjæben "). Tungen ligger langt tilbage i Munden, er lille, fmal, temmelig ſtarkt fonver, glat, fortil ſtumpt afrundet, fun lidet adffilt fra Underfjæben. Svælgbenene have Kartetænder faavel oven fom neden i Mun— den. Plougſkjæerbenets forrefte Ende, fom ligger. tæt foran Tungefpidfen, træder mere end almindeligt frem i Mund— hulen. Dudforbænget, der er udfpændt mellem Tandbaan— det og Plougffjærbenet, er tyndt, fortil bredt, og naaer ligefaa langt hen paa Siderne fom Tandbaandet. Meilemfjæbebe- nene have en ret anfelig Længde, men eve temmelig fmalle (for- til bredeſt, ſmalleſt i Midten); deres Apoſyſe overgager dem be— fydeligt i Længde, danner en Bue, og naaer heelt op mellem Djnene. Overfjæbebenene, fom ere meget fortere end Mellemfjæbebenene, og næften lige brede i begge Ender ), ligge ſaaledes ſtjulte under de forreſte Øjebeen og den Hud, der er udfpændt mellem disſe tværå over Snuden, at deres Stor— +) Medens hos det beftrevne Individ Afſtanden fra de forreſte Tænder midt i Overkjeben til de bagefte paa Siderne var over 83”, var i Un— derkjæben Afſtanden mellem de forreſte og bageſte Zænder ikke en— gang 63”, ++) Herved maa dog bemærkes, at Overkjæbebenet paa den indre Side af den øvre Ende ev forfynet med en tyk Knude eller Apofyſe, hvil— fen i Forening med den fra den modſatte Side danner ligefom en Blok, over hvilken Mellemkſobebenenes Apofyſe ſkydes frem og tilbage. 429 relſe og Form iffe fan beſtemmes uden Disfeftion. Det for- reſte Ojebeen er meget ſtort (hos det beffrevne Individ 11i'” langt), tyndt, fmalt og langftraft, næften af Halvmaaneform, fortil tilſpidſet; naar Munden er luffet, naaer dets Spidſe næften heelt hen til Snudefvidfen. Den vvenfor omtalte, mellem Hje— benene udfvændte, tykke Hud danner ligeſom et Tag, hvorunder hele Overfjæben i Hviletilftand træffer fig tilbage. Næſebo— rerne, af hvilfe fun et War findes )), nær Øjets forrefte Rand paa Hovedets Sideflader (deres Afſtand fra Snudeſpidſen er fire Gange faa flor fom deres Afſtand fra Øjeranden, eller vel endnu mere), udmærfe fig ved deres ringe Sførrelfe og punkt— formige Udſeende, der endog gjør det vanffeligt at bemarke dem. Øjnene ligge næften aldeleg 1 Pandefladen, tæt ved hinanden, meget nærmere (omtrent 3 Gange) Gjælleaabningerne end Snu— defpidfen; de ere temmelig ſtore, elliptiffe, hos den levende eller dog nyligt fangede Fiſt overmaade fremſtagende, og hæve fig fom to ſtore Pukler over Pandefladen, ifær bagtil, Deres Pupille er, formedelſt en liden Indbøjning af dens ovre Rand, nyreformig. Omtrent midt imellem Øjnenes bagefte Vand og Gjælleaabningerne viſer Panden to flade Beenknuder eller Forhejninger af et uregelmasſigt ftraalet eller fornet Udſeende; den indbyrdes Afftand mellem disſe to Knuder er omtrent lig med Gjennemfnittet af en af dem, Gjælleaabningerne, hvis Beliggenhed er paa Siderne af Nakken, omtrent lige over Forgjcllelaagets Pigger, fremſtille to meget fmaa, næften freds. runde Aabninger, omgivne af en temmelig viid Hud, hvorved de fane et noget rordannet Udſeende. Forgjællelaaget afviger fra den hos vore flefte Fiſte forekommende Form (Halvmaane- formen), idet det forlænger fig bag ud, og ſaaledes danner en temmelig langftraft, næften ligebenet Triangel, hvis ſpidſe Vinkel +) Fries angiver fo Par Næfeborer, Valenciennes har derimod ikke været heldigere end jeg (il m'a été impossible d'en découvrir un second, figer han, XII, 268). 430 vender mod Kroppen, og berører den udvendige Kant af Bug: finnerne Rod. Fra denne VWinfel udgaae fire fladtrykkede, ftærfe, ſpidſe Pigger, de tre fra dens overfte, den fjerde fra det ne- derfte Been: denne fidfte er den forrefte, og er rettet lige frem; af de fra det overſte Been udgaaende er den forreſte rettet lodret op; den anden op og lidt tilbage, den tredie bagud og lidt vp; disſe fire Pigger funne ret vel ſammenlignes med Tænderne i en Spore. Forgjallelaaget har ievrigt en meget ftrærf Bygning, og vifer paa fin Overflade adffillige Lengdekamme, ligeſom ogſaa nogle Aabninger for Slümkanaler. De ovrige tre Gjællelaags- fnogler ſynes fammenvorede fil et enefte, ftort, bagtil afrundet Stykke, fra hvid nederſte- forrefte Vinkel en meget lang, ſpids, fladtryffet Pig udgager horizontalt, og ſtjuler fig under For— gjællelaaget. Ved nærmere linderfegelfe finder man, at den for— refte, tyffere Deel af Pladen (fom imidlertid fun udgjør en ringe Part af denne) fan adſtilles fra den øvrige; og denne meget lille, foroven noget bredere, forneden tilfpidfede, mod Forgjælle- laaget ſtodende Deel maa altfaa betragtes fom det egentlige Gjællelaagsftyffe; hvorimod den flere Gange frørre men meget tyndere, fibroſe Plade, ſom ligger bagved, og indtager Gjællelaagsftyffets fædvanlige Plads (ligefom det ogſaa ligner dette i Form) maa betragtes fomUndergjællelaaget. Den ovenomtalte, fremadrettede, under Forgjællelaaget ſtjulte Pig troer jeg, DA jeg ingen anden Knogle har funnet opdage, at maatte antage fom det med Undergjællelaaget ſammenſmeltede Mel lemgjællelaag. Gjælleftraalerne ere færdeles tynde og fine, faa af de faae Udſeende ſom Børfter; de fre pverfte, der have betydelig Længde, ere krummede op og ſtjulte indenfor Undergjællelaaget; de andre tre ere fortere og lige. Gjalle— buerne ere fmaa; deres indadvendte Rand vifer en Mængde meget ſmaa, bruffagtige, bløde Fremragninger. Efter faaledes at have beffrevet Hvvedetå Form hos Hannen, gaaer jeg over til af omtale de Afvigelfer fra denne Form, ſom Hunnens Ho— 431 ved frembyder. Forſt ev def mindre, og indeholdes fire Gange i Længden, eller endog mere. Det er imidlertid iffe hele Hove— det, ſom forholdsviis aftager i Længde, men fun den Deel, ſom ligger foran Ojet, eller Snuden. Medens derfor hos Hannen Ufftanden fra Snudeſpidſen til Øjets forrefte Rand er længer end fra Øjets forrefte Rand- til Gjælleaabningerne, bliver den Derimod hos Hunnen meget fortere. Herved lider hele Fyſiogno— mien en paafaldende Forandring: Hovedet ſynes bredere bagtil, ſpidſere foran, og fremftiller, fra Gjælleaabningerne regnet, en omtrent ligebenet Triangel; Snuden ſtiger mere flejlt ned; Ga— bet er i en paafaldende Grad mindre og Mellemfjæbebeneneg Apo— fyſe fortere; Tungen ligger iffe fan langt tilbage i Munden, og ſynes ſtorre og bredere. Kroppen er langftraft, fladtryffet, afrundet mod Siderne, bagtil tilſpidſet. Rygfladen vifer en Fure eller Fordybning langs Midten, og det Samme er Tilfældet med Bugfladen bag Gad— boret: man fan derfor pasfende (med Frie 3) ſammenligne Krop— pens Gjennemſnit bag Gadboret med et liggende Ottetal. Ved at fammenligne Hunnen med Hannen finder man, at Hunnens Krop er bredere og ftærfere fladtryffet end Hannens. Forſte Rygfinne, fom begynder lidt foran Bryſtfinner— neg Nod, indtager fun en fort Stræfning, men har hos den fuldvoxne Han en faa betydelig Højde, at, naar den lægges ned langs Ryg— gen, dens førfte Straale, fom er den længfte, med Spidſen naaer ud over Halefinnens Nod. De tre følgende Straaler aftage meget betydeligt i Længde; forſte og anden Straale ere hinan— Den nærmere end anden og tredie, og Afftanden mellem tredie og fjerde Straale er after ftørre end mellem anden og tredie. Bindehuden fynd, Straalerne tynde og ſaage. Hos Hunnerne er denne Rygfinne mange Gange lavere end hos den voxne Han. Begge Kjon vife en iffe ringe, og forholdsvis omtrent lige ftor, Afſtand mellen førfte Rygfinnes fidfte og anden Rygfinnes førfte Straale; men da hos Hannerne Rygfinnens fidfte Straale er 432 længere end famme Straale hos Hunnerne, og dens Bindehud altfaa udgaaer fra et højere Tilhbæftningspunft: faa ftræffer denne Bindehud fig ogfaa længer, hvorfor hog Hannerne de to Ryq— finner ofte ſynes forenede ved Noden, medens de hos Hun— nerne altid ere adſtilte — Anden Rygfinne, fom indtager en meget betydeligere Stræfning langs Nyggen end forfte Ryg— finne (25 til 3 Gange faa lang), begynder omtrent over Gad— boret, og ophører i en Afſtand fra Halefinnens Nod, der udgjor $ af dens Længdeftræfning, Dens Højde er anfelig (ſtorre end Legemets ſtorſte Højde): forſte Straale lidt længer end anden; anden til femte indbyrdes omtrent lige lange; fjette faa lang fom forſte; de tre følgende gradeviis tiltagende, faa at den fidfre endog, naar den ligger ned, med Spidſen flræffer fig ud over Halefinnens Nod. Saaledes er Straalernes Forhold hos den voxne Han. Hos Hunnerne aftage Straalerne i Længde fra forfte til fjerde; fjerde til fyvende ere indbyrdes næften lige lange; de følgende vore vel, dog ſaaledes, at den niende (eller finfte) er fortere end forfte, og langt fra at naae hen til Halefinnens Rod. Hos begge Kjon er ſidſte Straale flovet lige til Roden, og dens fo Grene atter kloftede Enden; af Nogle tælles denne Straale der- for fom fo. Bindehuden, ſom hos alle denne Fiſts Finner, fynd ; Straalerne alle artifulerede, vidt ffilte fra hverandre, og med omtrent lige indbyrdes Mellemrum, naar de fo førfte undtages, der ftaae hinanden lidt nærmere end de øvrige, — Bryſtfin— nerne af Middelftovrelfe, temmelig brede ved Roden, med halv: maaneformig, vertikal Silbæftning; naar de udfpileg, danner de— reg bagefte Vand en ret Vinfel; ottende og niende Straale ere de længfte, eller de, der indtage Vinkelens Toppunkt. Mod Si derne aftage altfaa Straalerne, dog langt ftærfere forneden end foroven; den forſte Straale er næmlig fun å fortere end den længfte, men omtrent 3 Gange faa lang fom den ſidſte. Forfte og fidfte Straale udeelte; de mellemliggende mere eller mindre 433 kloftede Enden. — Bugfinnerne ere ftore, markelige ved deres Tilbæftning, Brede og fryndfede Ildfeende: det Saregne ved Tilhæftningen beſtager deri, at de iffe blot ere anbragte foran, men ogfaa udenfor Bryſtfinnerne, og have et meget bes fydeligt Mellemrum ved Roden; tovrigt ere de tilfæftede horizon— falt efter Legemets Længderefning, paa Grandſen af Bugfladen og Sidefladerne, med den forreſte Deel af deres Nod under Forgjallelaagets Pigger. Deres Vrede ved Roden er ikke en Folge af, at deres Straaler ved Roden ere vidt fjernede fra hverandre (tværtimod gage de divergerende ud, næften ſom fra et Middelpunkt); men foraarfages ifær derved, at Bindehuden fortfætter fig bag den fidfte Straale, og naaer lige hen til Bryſt— finnernes Nod: Forſte Straale, den korteſte, er en tynd Pig— ſtraale; de følgende fem ere tyffe og ſtarke, penſelagtigt forgre— nede, fremragende med mange ſmaa Spidfer af Bindehuden; ſidſte Straale næften flovet til Roden; næftjidfte og forreſte Halodeel af fidfte de længfte; Finnens Form er derfor, naar den udſpiles, ligeſom ſtraat afffaaren. — Gadboret er anbragt foran den halve Totallængde (los den fuldvorne Han ved Enden af Totallængdens forfie 2, hos Hunnen ved Enden af Total: længdens forſte Trediedeel), og har Middelſtoerrelſe; dets forreſte Rand vifer ligefom en Halvmaane af meget fine Hudfolder; tæt bag det har Hannen en lang, femmelig tynd og trind Papil; hos Hunnen er Papillen meget lille, ſammentrykket i Retningen forfra bagtil, ved Roden bred, men tilſpidſet Enden. — Gad— borfinnen begynder noget bag anden Rygfinnens Begyndelſe (omtrent midt under Mellemrummet mellem dens anden og tre— die Straale), men ftræffer fig derimod nærmere. hen mod Hale— finnen Rod (omtrent en ligefaa lang Stræfning, fom den anden Nygfinne i Begyndelſen har forud, eller vel endnu noget mere); ogſaa er Straalernes indbyrdes Afſtand noget ſtorre. Forſte Straale den fortefte; de følgende fer vore efterhaanden meget ubetydeligt; ottende endeel længer end fyvende, og niende læn: 28 Indre Byg—⸗ ning. 434 ger end ottende (hos Hannen i fan bøj Grad, at den naaer langt ud over Halefinnens Nod, hos Hunnen derimed fun i ringe Grad, og uden at ræffe Halefinnen); ſidſte Straale klovet til Roden, og derfor af Nogle talt fom to Straaler. — Hale— finnen er meget lang (den indeholdes 4 fil 45 Gange i To- fallængden) men fmal, og gaaer næften flet ikke op paa Siderne af Halen; de fyv midterſte Straaler' ere i Enden kloftede; paa hver Side af disſe findes en enkelt Straale, ſom næften har famme Lengde fom de midterſte; paa nederfte Side endnu en enfelt noget fortere, og endeligen yderft paa hver Side en ganſte lille Straale, fom jeg ikke har medregnet i det ovenangivne Straaletal *). Sidelinien begynder ovenover Gjælleaabningerne,. omfrent i Linie med deres forrefte Vand, ſtraaner derpaa ned eller ud (man erindre denne Fiſks fladtryfte Form), indtil den kommer i Linic med forfte Rygfinne, og fortfætter faa fit Lob 1 lige Retning, ftedfe nærmere Ryglinien end Buglinien. Tæt foran Halefinnens Rod gjør den en lille, næften umærfelig Bøjning, hvorpaa man fan forfelge den lige til Halefinnens Spidſe langs med den. nederſte Rand af denne Finnes tredie kloftede Straale. Sidelinien fremtræder tøvrigt i fin hele Stræfning noget op— bøjet fom en fin Som, og vifer en Mængde overmaade fmaa Sliimaabninger. — Huden har det Mærfelige, af den er tem— melig vid og rummelig, og ligger noget loft til Kroppen. Leveren er femmelig ftor, af meget ſtorre Brede end Længde, uden Lapper. Den ftorfte Deel af dens Masſe ligger paa den højre Side, og paa denne Side findes ogſaa, tæt bag Leveren, den lille Galdeblare. Spiſeroret fort men vidt, ind vendigt forfynet med nogle Længdefolder; Maven fæfformig, men iøvrigt hverken tydeligt afgrændfet fra Spiſeroret eller Tar— +) Valenciennes omtaler fun ti Straaler, og Fries benægter endog udtrykkeligen, at der foruden de ti Straaler ſkulde være mindre Straaler paa Siderne. Imidlertid ev det aldeles afgjort, at der findes en lille Straale paa hver Side af de ti ſtorre. 435 men, faa at det bliver vanffeligt at beſtemme hver Afdelings Ophor. Tarmen, hvid Vægge, ligeſom Mavens, ere meget tynde, gijor et Par Bugtninger (iffe efter Bughulens Længde men paatværg). Langden af hele den udfoldede Tarmefanal fra Mellemgulvet til Gadboret overſtiger Bughulens Længde 3 til 4 Gange, og er iffe meget ringere end Fiſkens Totallængde *). Rognfæffene ftore (de funne indtage omtrent £ af Bugs hulens Længde), elliptiſte, noget fladtryffede, af lys Orangefarve; IECggene meget ſmaa og altfaa 1 ſtort Antal. Hannernes Te- fiifler ere, 0 Gammenligning med Rognſakkene, temmelig fmaa; af Form eve de langftraft ægdannede; Farven hvid. Nyrerne ere ftore, og fonvergere i Retningen forfra bagtil; Urinrørene temmelig lange; Urinblæren af Middelſtorrelſe, hvid, ſak— Dannet, liggende paa venftre Side over Wggeſakken eller Mælfen. Foruden de Bidrag til Beenbygningens Beſtrivelſe, ſom ovenfor allerede ere meddeelte, ftaaer endnu endeel tilbage at mærfe. Næfebenene ere temmelig tyffe og plumpe; Sig: tebenet flort, men blot bruffagtigt. Mellem Øjnene danner Pandebenet en dyb Fure (omtrent ligefom hos Kutlingar— terne), der paa Siderne begrændfes af en ftærft fremtrædende Kam. Tværs over Wandefuren, nærmere dens forrefte Ende, er udfpændt ef ſmalt beenagtigt Baand mellem Kammene, under hvilfet den bagefte Spidſe af Mellemfjæbebenenes Apofyſe optages. Bag Øjet er Manden bred, næften af Reftangelform. Det ba— gefte Pandebeen udfender fra Øjetå bageſte Rand, i Retningen frem og lidt ned, en lille Torn. Den lille Kam, ſom bagtil udgaaer fra Hjerneſkallens Middellinie, fortjener næppe Mavnet +) Hos en Hun af lidt mere end 7” Længde, holdt Tarmkanalen om— trent 617, Bughulen til Gadboret fun 137, Her fan imidlertid mærkes, at Bughulen hos Hunnerne fortfætter fig lidt bag Gadboret (et Par Linier), for af funne optage de betydelige Rognſekke. Hos Hannerne har jeg derimod ikke bemærket nogen ſaadan Forlængelfe af Bughulen. 28% Udvikling oq Kaons⸗ forfjæl. 436 Kam, deels fordi den flet iffe hæver fig over Pandefladen, deels og ifær fordi den foroven iffe er ffarp, men tværtimod frem: byder en Flade, der endog er lidt fonfav. — Overffulder- blad mangler hos denne Fiſt ganffe, og Skulderbladet har iffe her Pladeform, men fremſtilles ved et lille, tyndt og ſmalt (næften linteformigt) Been. Overarmen er derimod flor, af en meget fompliceret og i flere Netninger bøjet Form, og dan— ner et bredt Bælte omfring Legemet. Straalebenet og Albue— benet ere noget langftrafte, men temmelig fvage; og dette ſidſte er i endnu højere Grad Tilfældet med Haandrodens Knogler, der imidlertid indtage en ikke ubetydelig Flade, og ere fordeelte i to Rekker. — Bæffenet ligger paa Bugfladen tæt op til den bageſte Rand af Overarmen; fra den indre Side af hver Bæffenfnogle udgaaer en mod Bugfladens Middellinie rettet Apo— fyfe; idet diåfe to Apofyſer ſtode ſammen, tjene de til at for- ftærfe det af Overarmen dannede Bælte. — Rygraden beſtaaer af 21 Hvirvler (8 Bug og 13 Halehvirvler); ifølge dette ringe Antal maa de enfelte Hvirvler naturligviis have en temme— lig betydelig Længde, og dette gjælder ifær om Halehyvirvolerne, der i faa Henſeende overgaae Bughvirvlerne meget. Ale Hvirvlerne ere ſterkt ſammentrykkede. Den ſidſte Halehvirvel er paa Siderne væbnet med en ffarp Længdefam. Nibbeneneereenfelte og tynde. Pallas er, faavidt mig befjendt, den, der førft (1770) har yttret Formodning om, ar C. Lyra og C. Dracunculus funde være Dan og Hun af famme Art”). Imidlertid under— ftottede han iffe fin Formodning med Grunde, og det ſynes næ- ften, at han har holdt Dracunculus for Hannen og Lyra for Hunnen. — Senere berettede Muller”), at de novffe Fiffere i Kriftianiafjorden anſee disſe to Fiſte „for af være af forffjæl: ligt Kjon, og antage den lille Fjæfing (O. Dracunculus) for Hunnen og Fløjfiffen for Hannen, hyilket jeg ved anatomifE +) Spicilegia zoologica VIII, 25, ++) Den danfte Tert til førfte Bind af Zool, danica (1781), Side 106. 437 Underſogelſe ej endnu har kunnet afgjøre.” — De følgende Ich— thyologer, hvis Meninger om denne Gjenftand vare deelte, funde længe iffe bringe Tviftepunftet til Afgjørelfe; uagtet den Opda— gelfe, af Hannerne hos nogle i Middelhavet forefommende Kal— lionymusarter ere udmærfede ved en høj førfte Rygfinne, ligeſom ogſaa den anatomiffe Underfogelfe "), afgave ftærfe Stottepunk— ter for Foreningen af Lyra og Dracunculus. Men den ſtore Afvigelfe 1 nogle af de fom vigtige anfete relative Maal fyntes paa den anden Side af tale ligefaa ftærft imod den; og endnu ganffe nyligt erklærede Yarrell fig for Adſtillelſen, i det han fammenftillede og udhævede de allerede ovenfor angivne Afvigel- fer i Farve, Form og Maal **). Det var forbeholdt Frie 8, til fine øvrige Fortjeneſter af den ſtandinaviſte Ichthyologi og— faa at føje Underføgelfer over denne Gjenſtand, ved hvilfe han fuldftændigt fynes mig af have godtgjort, at det ene er Kjens— forhold, fom drage Grændfe mellem Lyra og Dracunculus. — Han har baft Lejlighed til af erholde et ſtort Antal levende Indie vider af begge Kjon og af forffjællig Alder, og er derved kommen til følgende Reſultater. M Hannen er, indtil den naaer henimod 7” Længde, af Form og Farve omtrent fom Hunnen; hvad Farren angaaer, da er det blot den ovenbeſkrevne forte Plet paa Bindehu— den af førfte Rygfinne, ſom er Hunnen ejendommelig, og adffiller den fra Hannen; ogſaa ere hos Hunnen Straalerne i førfte Ryg— finne kortere (altid lavere end anden Rygfinnes Straaler); de unge 7) 3 fin Recenfion af Nilsſons Prodromus (Maanedsſkrift for Litte— vafur, femte Aargang, Side 258) gjør faaledes Reinhardt opmært- fom paa, at fem Individer af Callionymus Lyra, fom han havde haft Lejlighed til af disſekere, alle vare Hanner, tre af C. Dracun- culus derimod alle Hunner, Imidlertid paaftode dog Andre (til Exempel Johnſton), at have fundet mandlige Generationsredſkaber hos en— kelte Exemplarer af C. Dracunculus (fee Zoological Journal 11, 336). *) British fishes I, 268, " Storrelſe. Forekom⸗ men. 438 Hanner kunne iovrigt let ved Disfeftion adffilleg fra Hunnerne, efterdi Teftiflerne, længe for Fiffen har naaet Modenhed til For- plantning, ere ſaaledes udviflede, af de ikke funne miskjendes 7). 2) Efterhaanden, jo mere Hannerne nærme fig Modenhedsperio— den, jo raffere tiltager de vertikale Finners Længde; faa at forſte Rygfinne, der i den unge Alder fun er meget lidt højere end anden Rygfinne, tilfidft naaer en ſaadan Udvikling, af dens førfte Straale, liggende ned langs Ryggen, berører Halefinnens Rod, ellev endog naaer ud over denne. Lignende er Forholdet med anden Rygfinne pg Gadborfinnen, idet disſe Finners bagefte Straaler hos de gamle Hanner ogſag naae ud over Halefinnens Rod. Hos Hanner, der have nanet 7”, begynde ligeledes Ho— vedets Dimenfioner efterhaanden at forandreg, og mere og mere at afvige fra Hunnernes, og det Samme gjælder om Farverne. Det tør ſaaledes vel anfeeg for at være fat udenfor al Tvivl, at Callionymus Lyra og Callionymus Dracunculus fun ere Han og Hun af famme Art. De fuldvorne Hanner have almindeligen fun en Længde af 10”, dog naae de ſtundom indtil 127; Hunnerne holde ofteft 8 til 97, og Fries bemærfer, at ban fun har feet en enefte Dun af 93” Længde. Efter ſamme Forfatter ſtulle iffe alle Hanner udvifles lige tidligt; thi medens de flefte endnu ikke med 9" Længde vife alle Kjendetegn paa fuldfommen Modenhed, har han feet en Han paa 8”, fom var aldeles udviklet. Jeg veed iffe, om Fries fulde have været i Befiddelfe af Efterretninger, der kunne retfærdiggjøre hans Ord, at denne Art „forekommer langs med hele Skandinaviens veftlige Kyſt.“**) Med min Erfaring ſtemmer denne Angivelſe idetmindſte ikke, da jeg fun har funnet følge Fløjfiffens Spor til omtrent 639 n. Br. eller til Tronhjemfjorden, hvor den allerede er meget fjælden, faa at Fifferne end iffe have noget Navn for den. Den fynes 5 Derved ſynes Johnſtons ovenfor berørte Paaſtand at forklares. t+) Skandinaviens Fiſkar, Side 101, 439 derfor næppe af naae meget nordligere. Mod Syd har man iffe med Sifferhed iagttaget den udover den franſte Veſtkyſt (omtrent 440 n. Br.); de tidligere Beretninger om dens Fore— fommen i Middelhavet kunne iffe anſees ſom paalidelige. Hos os træffes den i Veſterhavet, Kattegattet og felv i Orſundet; dog alle disſe Steder fun meget ſjaldent). SP fter- føen ſynes den iffe at gage ind, idetmindfte er intet Exempel derpaa mig befjendt. Flojfiſken horer til de Fiffe, ſom man afdrig træffer iLevemaade. Stimer**), og fom intet Sted fanges i nogen fonderlig Mængde. Den ſynes altſaa at leve ifoleret, og opholder fig gjerne paa temmelig dybt Vand; maaffee foretræffer den Klippekyſter, Da den forefommer hyppigere paa den fvenffe Kyſt af Kattegattet end paa den danffe Side. Warrell optager (I, 267) folgende ikke uinteresſante Jagttagelfe af Couch: „Hannen (the yellow Skul- pin) foretræffer dybere Band; hvorimod Hunnen (the sordid Skulpin) ofte nærmer fig fæt til Kyſten ***), hvor jeg har iagt— faget dens Forhold med ſtor Interesſe. Den holder fig paa +) Hannen fanges (idetmindfte faavidt min, heri rigtignok temmelig ind— ffræntede, Erfaring naaer) hyppigere end Hunnen paa vore Kyſter. Hvorvidt denne Erfaring vil befræfte fig, og hvad der i faa Tilfælde betinger den, fortjener af blive nærmere underſogt. Foreløbigt vil jeg bemærke, at da Hannen ev ftørre, og ifær har meget ftørre Gab end Hunnen, kan den lettere bide paa de almindelige Fiſkerkroge end Hunnen, Ogſaa funde maaftee den Omftændighed komme noget i Betragtning, at Hannen ved fine glimrende Farver mere tiltrokker fig Fifternes Spmærffomhjed end Hunnen, og altſaa bedre gjenkjendes. ++) Derimod fynes det næften, fom om den ſtundom blander fig i andre Fiſkes Stimer; idetmindfte veed jeg et Par Exempler paa, at den ev fanget mellem Sildeftimer, og Fries fortæller ogfaa, af den fan— ges med Silden. +++) Nojagtigere efter Texten frulde det vel hedde ,Flødranden” (the margin of the tide), ellev med et norſt Ord: Floemaalet. 440 Bunden mellem Sand og Stene, og ſtiger aldrig i Vejret, uden for at begive fig fra en Station til en anden, hvilfet feer. meget pludfeligt og hurtigt. Den beſidder et meget frarpt Syn, og flyver afſted fom en Piil, naar den foruroliges, ſtjendt den ikke flygter langt bort; jeg har feet den gjentagne Gange flige i Vejret efter et Bytte, og altid vende netop tilbage til ſamme Plet igjen. Det er ifær Gugfinnerne, ſom udfore denne Bevæ- gelfe o. f. v.*) Floöojfiſtene ere temmelig fejglivede, hvilket vel iſer maa forklares af deres fmaa Gjwælleaabninger. Efter Fries ffulle de føge at forfvare fig med Forgjallelaagets Pigger, naar man vil fage fat paa dem. Naring. J denne Fiſts Mave har jeg fundet ſmag Krabsdyr (Ido— feer, Stenoſomer o. f. v.) og Brudſtykker af Spatangus flave- scens.. Müller angiver Soſtjerner (Asteriæ) og Sopindſoiin (Echini) blandt dens Naringsmidler; Andre tilføje Bloddyr o. ſ. v.; at den bider paa Krog, er allerede ovenfor bemærfet. SONG Fries angiver Movember og December ſom Legetiden, og mener, at Fløjfiffene leve i Monogami. | Anvendelſe. Hos os, hvor disfe Fiffe forefomme faa fjældent, anven- des de aldeles ikke i Huusholdningen, ligeſaalidt ſom paa den +) Den Jagttagelſe, at Hunnen holder fig nærmere ved Kyſterne end Hannen, hav man ogfaa gjort paa den norſke Kyſt. Saaledes blev mig i Bergens Stift forfalt af en Mand, der ev en opmarkſom Sagttager af Norges Fauna, „at man almindeligen erholdt Hunnen med (maa Landvaad, Hannen derimod paa Dybet med Krog, og fjældnere.” Ved disſe Jagttagelfer paa Englands og Norges Kyfter maa imidlertid mærkes, at den unge Han rimeligviis er ſammenblan— det med Hunnen, og at det maaffee fun ev den fuldtudviklede Han, fom føger ftørve Dybder. Saaledes ville de mindre fomme i Modſi— gelfe med Fries, der ofte har erholdt unge Hanner med Landvaad. Om en anden Angivelje af famme Forfatter: „at det fun er i No— vember og December, at Fløjfiffene nærme fig mere til Kyſterne,“ lader fig forene med de ovenanførte Jagttagelſer, Fan jeg ikke afgjøre. J 441 fvenffe eller norſke Kyſt. Deres Kjod ſkal iovrigt være velfma- gende. J ſtorre Fiſte, ifær Torffearterne, har Fløjfiffen farlige Siender. Fiender. Snyltedyr har jeg (med Undtagelſe af Filarier i Bug— hulen) ikke fundet hos den, og det er mig heller ikke bekjendt, at Andre have opdaget ſaadanne. Anm. Det gverfte Træfnit, Side 421, fremſtiller Hannen af den almin— delige Fløjfife, det nederfte Hunnen, begge fra Siden; nedenſtagende Fræfnit viſer Hunnen ovenfra (alle tre efter Wright's ſmukke Af— bildninger). e 442 34te Art. Den lille Flojfiſft (Callionymus macu- latus Rafønesqve). Artsmarke. Anden Rygfinne prydet med runde Øjne, ſom danne flere Længderæffer%). Finnernes Straale— fatter: Rygf. 4+9; Bryftf. 18; Bugf. 2; Gadborf. 9; Halef. 10. (18-20). Synonymi. Schagerſtrom i Vet. Acad. Handl., 1833, Side 133: C. Dra- cunculus. Fries i Skandinaviens Fiftar, Side 102: C. maculatus, Valenciennes, Hist. d. Poiss. XII, 280: C. cithara. t ; ss — Schagerſtrom J. c. tab J. fig. 1—3 (voxen Han); Fries J. e. tab. 24 (ung Han)*)3 Bonaparte Iconografia della Fauna italica, fasc, Ul (Han og Hun). Anm. For en halv Snees Aar fiden (i Juli Maaned 1830) erholdt Hr, Schagerſtrom i Landskrone en lille, i Ørefundet fanget, Fløjs fit (en, fom det ſynes fuldvoren, Han), hoilken han paa ovenangivne Sted beftrev i den Formening, at det var Hannen til Callionymus Dracunculus Auct., og at Striden om denne Arts Selvftændighed altſaa var afgjort, Senere (i November 1836) erholdt Fries en yngre Han af en Fløjfifteart i det nordlige Kattegat, hvilken paa den ene Side vifte fig identift med ben af Schagerſtrom beſkrevne +) Det angivne Artsmorke er fun bevegnet paa Adſkillelſen af de to nordiſke Fløjfiftarter. 3 ++) TZræfnittet ovenfor ev efter denne Afbildning. 443 Han, og paa den anden Side fandtes aldeles overeensſtemmende med den udførlige Beftrivelfe, fom Bonaparte (Carlo Luciano, Principe di Musignano) i det tredie Hæfte af fin italienſke Iko— nografi givev af Callionymus maculatus, en i Middelhavet meget utbvedt og temmelig almindelig Fiſkeart, der førft af Raffinesque ev opftillet jom egen Art. Det maa viſtnok forekomme cverrafkende, at enFift, fom har fit Hjem i Middelhavet, og ſom endnu ikke ev truffen paa de veftlige fvanffe eller paa de engelſke Byſter, fulde indfinde fig i Kattegattet. Imidlertid er der vel for OHjeblikket ingen tilſtrekkelig Grund til af antage den nordifte for en ny Art, og jeg beholder altſaa, med Fries, Raffinesques Bengvnelſe „macu- latus” for den : efterdi den Grundfætning, ifølge hvilken Valenci— ennes ombytter denne med Navnet cithara (fordi næmlig macula- tus er et flet Artsnavn, da det pasfer pan alle Slægtens Arter), ikke fan antages for gyldig. At denne Fløjfift ev fanget i Oreſun— det, begrunder efter min Mening tilſtrakkeligt dens Optagelfe i den danfte Fauna. De følgende Noticer om den ere laante hos Fries og Schagerſtrom. Fries's Individ, der havde 42” Cængde, var ovenpaa gron— agtigt guult, underneden meget blegt brandguult; Ryggen og Hovedets øvre Deel tæt beftrøede med ſmaa, uregelmæsfige Plet— fer; langs Siderne nogle uregelmædfige Næffer af runde, deels lyſeblaa, deels ſortebrune Pletter, de flefte omgivne af en gron— agtig Ning. Forſte Mygfinne af em meget lys graaagtig Farve med noget mørfere Straaler, der alle ende med en ſnehvid Spidfe; paa Bindehuden mellem de forſte Straaler findes tre, over hverandre ftaaende, morkegrenne Pletter og fo, dem adffil lende, fmaa hvide; mellem de felgende to Straalepar to morke— grønne Pletter (den øverfte meget langftraft) æg to ſmaa runde hvide; bag fjerde Straale en morkegron og en hvid Plet. An— den Rygfinne lys og gjennemfigtig med fire Længderæffer af runde grønne Pletter med morkere Midte ellev Pupille; desuden fem Rakker mindre tydelige, hvide Pletter med gule Ringe. Bryftfinnerne lyfe, i det Guulagtige; Straalerne gule, plettede med Ruftbrunt, hvorved Tværbaand dannes. Bugfinnerne ved Beſkrivelſe. 444 Roden brandgule, mod Spidfen lyſegronne med blaa Rand; over Roden en Mængde fmaa, runde, hvide Øjenpletter, Gadborfin— nen uplettet, bleg. Halefinnen bleg med Ruſtpletter ved Roden, guulagtige Længdepletter midt paa og lyſeblaa i Spidſen. Pu— pillen blaalig med en lyſt brandguul Ring, ſom paa Midten var morkere; Iris grønagtig. — Schagerſtroms Indiwid, ſom var lidt over 6” langt, havde guul Farve (med Ryggen i det Brunagtige, lyfere mod Bugen), beftrøet baade paa Hoved og Krop med ſmukke hejblaa Pletter, blandt hvilfe nogle mindre ſortebrune vare fordeelte. Rygfinnernes Straaler graabrune, Bindehuden mat guul; forſte Rygfinne beſtroet med blaa Pletter, anden med Øjne, der dannes af en fort Kjarne, omgivet af en ſmuk blaa Rand; paa Bryſtfinnerne danne blaa Punkter Tværbaand; ogſaa Bugfinnerne og Halefinnen vifte blaa Punkter, den ſidſte var tillige blaa ved Roden; Gadborfinnen derimod eens— farvet lyſegraa ). Hos det lille Individ indeholdes Hejden 10 Gange, Breden 8 Gange og Hovedets Længde 53 Gange i Totallængden; Afſtan— den mellem Snudefvidfen og Øjets forrefte Rand meget fortere end mellem Øjets forrefte Rand og Gjælleaabningen. Forſte Rygfinne ubetydeligt højere end anden, udgjørende $ af Total længden; anden Nygfinne fortil højeft (dens Højde. udgjør her noget mere end 1 af Totallængden, da dens ſidſte Straale der— imod fun holder £ af Totallængden); naar den lægges ned, bes rører Spidfen af dens fidfte Straaler iffe Halefinnnens Rod; Rygfinnerne ere ved Roden forenede. Hos "det ftørre Individ indeholdtes Højden 12 Gange, +) Om den Forftjæl, disſe to Individer vifte i Farve, fan forklares af den forftjællige Alder, eller om andre Omſtondigheder komme i Be— tvagtning, er uſikkert. Fries havde fit Cremplar nogen Tid levende ; Schagerſtrom omtaler ikke, i hvad Tilſtand hans var, da han er— holde det, 445 Breden 10 Gange og Hovedets Længde 6 Gange i Totallængden. Afſtanden fra Snudeſpidſen til Ojets forrefte Rand kortere end fra Djets forreſte Rand til Gjælleaabningen. Hojden af forſte Nygfinne udgjør ikke ganſte Halvdelen af Totallængden, og naar den lægges ned, berører Spidfen af dens førfte Straale ikke Ha— lefinnens Nod. Anden Rygfinnes ſtorſte Højde, ſom falder for— reft, udgjør omtrent 1 af Totallængden; Højden af dens fidfte Straale derimod fun 4 af Totallængden; naar denne Finne læg- ges ned, berører den med fin bagefte Spidſe Halefinnens Rod. Sdagerftrøm angiver Rygfinnerne ſom adffilte ved Roden. 446 IX. De armfinnede Sifke, Savratfeflægten (Lophius Artedi). — overordentligt ſtort, bredt, fladtrykket, væbnet med Pigs ger; Gabet af en meget betydelig Storrelſe; tynde, foniffe Tæn- der paa Kjæberne, Ganebenene, Svælgbenene og ofte paa den forrefte Deel af Plougſtjerbenet. Gjallehuden, fom ev udviflet i en ganffe ufædvanlig Grad, danner en Sæf, der omgiver Bryſt— finnernes Rod. 6 Gjælleftraaler; fun tre War Gjæller. To Rygfinner; den forfte3 tre forrefte Straaler lange, traad— formige, adffilte fra den øvrige Finne og indbyrdes vidt adffilte, ryffede langt fvem paa Hovedets Pandeflade. Bugfinnerne foran Bryftfinnerne. Huden nøgen (uden Sfjæl), hiſt eg her med frithængende Lapper. To Blindtarme, ingen Svommeblare. 35dte Art. Den almindelige Havtaſke (£. piscato- rius Lin.). Artsmarke. Hovedets Omrids ægdannet; Tænder paa den forrefte Ende af Plougffjærbenet; Ganebenets bag Overfjæbebenet fremragende Pig ftor og fpids; fun to Torne over Øjet og gen paa Tindingen. Finner— ned Straaletal er: 447 Rygſ. 33712; Bryftf. 24; Bugf. 1; Gadborf. 10; Halef. 87). (3-12) (23-26) (9-10). Schonevelde, Side 59: Rana piscatrix. Synonymi. Olearii gottorfiſche Kunſtkammer, Texten til tab. 23 fig. 4. Worms Muſeum, Side 274: Rana piscatrix. | Pontoppidans Aftl, 1, 647; L. piscatorius. Muͤllers Pvodr, n. 321: L, piscatorins. Olavius's Skagens Beſkr., Side 154: Havtorſk. Kusſ, Naturbeſchr. d. Herzogthümer, S. 139: der Feoſchfiſch. Sdleep i Okens Iſis for 1824, S. 895. Faber's Naturg. d. Fiſche Islands, S. 55 flgd.: L. piscatorius. Ascaunii Icones tab, 35 & 36. —- Yarrell's british fishes pag, Afbildnin— ger. 269 & 274, — Bonaparte: Iconografia, fase. XII. Ng Den rette og ægte danffe Benævnelfe for denne Fiffeart, FORKS SA hvilten allerede findes hos Worm, famt efter ham hos Pon— toppidan, Brünnich“**) o. f. v., og endnu bruges af Fifferne paa Hirsholmen, i Aalbek o. f.v. er Havtaſke, og har upaatviv— leligen ſin Oprindelſe af Fiffens Form, hvorfor ogſaa den wormffe Forklaring af dette Navn ſom ligebetydende med Havpung eller Havvpadſaæk (qvasi peram dicas marinam) **8) efter min Mening +) Diagnoſen er viſtnok utilftrælfelig, men fan næppe blive tilforlade— ligere, før Slægtens fremmede Arter underfaftes en nøjagtigere Beſkri— velfe, end de hidtil have modtaget, Det for Finnernes Straaler fom Norm angivne Zal er efter min egen Zælling. Valenciennes og Bona— parte ere enige i, at anden Rygfinnes Straaletal varierer fra &8 til 12, og den førfte angiver fun 23 Straaler for Bryſtfinnerne, hvor— imod Zallet paa et Skelet, jeg ev i Befiddelfe af, endog ſtiger til 26. Gadborfinnens Straaletal anfættes af Bonaparte til 9; der— imod har Valenciennes fundet 10, hvilket Tal ogſaa er det enefte af mig iagttagne. ++) Næmlig i hans Fundamenta Zoologiæ ſom Slogstnavn. ++) Worm I. c. Beſkrivelſe. 448 er aldeles rigtig”). Imidlertid forvanſtes det ſtundom til Hav— torſk, og denne Forvanffning er optaget af Olavius. 3 Ugger ved Vefterhavet har jeg hort Benxvnelſen Havfo (ſom Pontoppidan ogfaa har), opg paa Sjællands Nordkyſt 1 Gil: leleje Havſtrue. Pontoppidan anfører endnu to Bencv— nelſer ſom danffe: Bredflab og Steenulke, men begge disſe Benavnelſer ere norſte, og bruges, efter min Erfaring, flet ikke hos os. Ligeſom ved adffillige andre Fiffe forøger Muller og— faa her Mavneforvirringen, idet han angiver de norſte Benævnelfer ſom danffe, og de danffe ſom norſte**); hvilfet er faa meget mindre af undffylde, da til Exempel Sfrøm, fom han citerer, bruger Navnet Bredflab, og udtrykkeligt bemarker, at dette er nærværende Fiſts Navn paa Søndmør. — Efter Schonevelde hed HSavtaffen i Eckernforde Seheganf og andre Steder See— teufel og Seetodde; danffe Benavnelſer kjendte han deris mod iffe for den. Havtaffen har altid vakt Opmeæerkſomhed og Forbauſelſe ved fit hæslige og befønderlige IUldfeende. Det overordentligt ftore, brede og flade Hoved og den forholdsviis meget lille og tilfpidfede Bagfrop give den i Form virfeligen nogen Lighed med en fæmpemæsfig Haletudfe, og at denne Lighed har paatrængt fig de tidligfte Jagttagere af denne Fiſt, ſees af de Navne, der i +) Den franfte Benævneljfe Baudroie afledes, analogt hermed, af bau- drier, balteus, 2Z44drrrov. — Faber angiver gavtaffe fom en færøift Benevnelſe, hvilket imidlertid blot grunder fig paa, at han har misforftaaet Landt. *4) ulk og Bredflab ere hos ham danfte Benavnelſer, Steenulke, Zavſo og GavtafFe norſte. Navnet Ulk bruges iffe hos os om Havtaften, Heller ikke har jeg blandt Fifterne hørt den af Aſca— nius (i Texten til de ovenciterede Afbildninger) ſom norſk og danſk angivne Benævneljfe Paddefiſk. ES 449 forffjællige Sprog ere den tillagte). Det ubyre, med frygte lige Tænder væbnede Gab, de mange Hudlapper eller Fryndfer paa Hoved og Krop, Pandens lange Foletraade, Bugfinnernes Beſkaffenhed o. ſ. v. fjene til af fuldftændiggjere det Aventyr— lige og Skrakindjagende i dens Adre. Med Formerne harmonerer ret godt den ſtidne, merke Farve: den er paa Myggen almindeligen graa i det Guulagtige eller Brun— agtige, ſtundom ogfaa i det Blaalige; Bugfladen hvid. Bryſt— finnernes Underflade hvid med fort Yderrand; Bugfinnerne hvide; Gadborfinnen hvid i det Graaagtige; anden Rygfinne og Ha— lefinnen i Enden ſortagtige. Ojets Pupille ſortblaa; Iris med gule Striber, der ligeſom Straaler gaae ud fra Pupillens Rand. Udmaalinger: Zotallængde (regnet fra Underkjebens Spidſe) A 24“3 B 144)3 Højde over Nakken (eller Hovedets tredie Traad) A 3“3 B 17%”; Højde bag førfte Rygfinne A 217; B 147; Højde foran Halefinnens Rod A 17; B 8”; Brede over Nakken A 97; B 54”; Brede over Bryftfinnernes yderfte-bagefte Vinkel A 147; B 8”; Brede foran anden Rygfinne A 3”; B 127; Omkreds foran Bryſtfinnerne A 1917; B 92”; Omkreds foran anden Rygfinne 4 Ti"; B 4575 Omkredſen af Halens tyndeſte Deel 4 277; B 12”; Ufftanden fra Overkjebens Spidſe til Nakken A 537; B 34; +) Hos Grækerne Pureayos adras elev aAcevs, hos Romerne Rana marina og hos det 16de og 17de Aarhundredes ichthyologiſke Skri— benter Rana piscatrix. Analogt hermed er det af Schonevelde angivne Navn Seetodde, ligefom ogſaa ſamme Anſkuelſe gjør fig gjæl- dende i adſkillige engelſke, franſke og italienfte Trivialbenævnelfer. **) De under A anførte Maal ere af en Hun fra det nordlige Kattegat; de under B derimod af et Individ fra Middelhavet, ſom hører til den i det Følgende (Side 465) omtalte Form Budegassa eller parvi- pennis. Beſkrivelſen ev derimod ene udkaſtet efter nordiſke Individer, 29 450 fra Overfjæbens forrefte Rand til Gjælleaabningens bagefte Rand 4 943 B 6”; Underkjebens Fremragning foran Overfjæben A 147; B 17”; det opfpilede Gabs Højde A 317; B 247; det opfpilede Gabs Brede Å 637; B —— Mellemtjæbebenenes Længde A 3”; B 157; Længden af -Mellemfjæbebenenes Apofyſe Å Sk BU1E7 Dverfjæbebenenes Længde A 347; B 25"; Ufftanden fra QverFjæbens forreſte Rand til Hovedets førfte frie Straale A 37; B 47; den førfte frie Straales Højde A 337; B 317; Længden af dens Endelap A 47; B 17”; Breden af dens Endelap A 277; B 4/7; Afſtanden mellem førfte og anden Straale A 27; B 17; anden Straales Højde A 33“; B 237; Afſtanden mellem anden og tredie — AA 337; B 21; fra Midten af Qverfjæbens for. Rand til Næfeboret A 11/7; B 82; Længden af Næfeborernes Stilk A 4477; B 2/7; Mæfeborernes indbyrdes Afſtand A 17/7; B 1”; fra Midten af Overkjæbens forrefte Rand til Øjet A 47; B 157; Afſtanden fra Mundvigerne til jet A 4417; B 15”; Øjets Længdediameter A 7477; B 6““3 Øjets Højdediameter A 677; B 47; Ojnenes indbyrdes Afſtand A 3”; B 123”; fra Midten af Overfjæbens forrefte Rand til førfte Rygfinne 4 3547315 førfte Rygfinnes Længdeftræfning 4 247; B 117; Højden af dens førfte Straale A 3”; B sn; Ufftanden mellem førfte og anden Straale A 10/7; B 8177; anden Straales Højde A 1”; B 1”; Afſtanden mellem anden og tredie Straale A 8773 B 11; tredie Straales Højde A 1077; B 14/7; Ufftanden mellem førfte og anden SL — [ARE leg) anden Rygfinnes Længdeftræfning V 47; B 24”; anden Rygfinnes Højde A 137; B 147; anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod A 27; B 114”; Afſtanden fra Undertjæbens Spidfe til Bugf. Rod A 67; B 347; 451 Bugfinnernes Længde A 217; B 177; Bryftfinnernes Længde 4A 37; B 2175 de udſpilede Bryftfinners Brede A 4173; B 217; Ufftanden fra Underfjæbens Spidfe til Gadboret A 147; B 817”; fra Underkjebens Spidfe til Gadborfinnen 4 1617; B 997; Gadborfinnens Længdeftræbning A 2173 B 1357; Gadborfinnens Højde A 47; B 10; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod A 17; B 117; Halefinnens Længde i Midten A 337; B 223; den udſpilede Halefinnes ſtorſte Brede A 34”; B 14”, Dovedet, fom frembyder ftørre Overflade end hele den ovrige Krop, overgager i Længde Totallængdtenå Trediedeel, eller indfager omtrent 2 af Totallængden. Dets Brede over Maffen er næften overeensſtemmende med dets Længde (til Gjælleaabnin- gernes bagefte Rand). Dets Hojde, ligeledes maalt over Nak— fen, indeholdes idetmindfte 3 Gange i Længden og i Breden. Pandefladen horizontal, men langs Midten noget fonfav; Hove— dets Sideflader ffraat nedlobende fra Øjnene. Underfjæben er meget længer end Overfjæben (omtrent 2 af Hovedets Længde), og dens Rand danner næften en Halvcirfel, medens derimod Qverfjæbens Vand fremftiller en næften vet, eller dog fun lidet bøjet, Linie. Gabet er af meget ſtorre Brede end Højde; detå Brede udgjer omtrent % af Totallængden. Tæn- Derne i Kjæberne ere af meget forffjællig Storrelſe (de ftørfte indtil 7" lange, de mindfte iffe 1/7), men ſtemme overeens i den foniffe, overmaade tilſpidſede, noget tilbagebejede Form; de fidde for ftørfte Delen temmelig loft, blot fæftede i Huden, faa af de med denne let losrives; i hvilket Tilfælde man be- mærfer, af de indvendigt ere hule, og at deres nederſte Deel gjerne er blød, omtrent fom en Pennepoſe. Tænderne i Under fjæben ere anbragte faa uordentligt, af man fan være tvivl raadig, om man ffal fige, at de danne een eller to Rakker; imidlertid funne de vel, naar man opgiver Foreftillingen om fuldkommen Regelmasſighed, betragtes ſom udgjørende to Ræffer, 9% 452 af hvilfe den ydre beftaaer af mindre Tænder end den indre. De ftørre indre Tænder funne, ifølge deres Befæftningsmaade i Tandkjodet, lægges tilbage eller bøjes ind i Munden; de ydre Tænder, fom for en ſtor Deel ere ſtillede alfernerende med de indre, ere derimod i Regelen fafte og ubevægelige… Foruden den Størrelfesforffjæl, Tænderne vife efter Rokken, hvori de ftaae, iagttages endnu en anden: i Midten af Underfjæben findes næmlig de ſtorſte Sænder, de fortere mod Siderne, Antallet af Tænderne er viftnof temmelig ubeſtemt: hos et for mig lig- gende Individ fæller jeg i Underfjæbens højre Halvdeel 39, i den venftre fun 33 (og heri har jeg indbefattet de udfaldne, hvis Spor endnu funde tagttages). I Mellemfjæbebenene, der, ffjondt noget fortere end Overfjæbebenene, dog danne hele den fandbærende Rand, ere de to Tandræffer tydelige, regelmæsfige og vidt adffilte. Den inderfte Næffe, der ogfaa her beftaaer af ſtorre Tænder (ſtorſt i Midten, mindre mod Siderne), indtager ikke fuldt Halvdelen af Mellemfjæbebenenes Længde, hvorimod den ydre ftræffer fig næften lige til Mellemfjæbebenenes Endeſpidſe. Ogſaa med Henfyn til Stilling afvige disſe Rakker: den vderfte ftaaer omtrent horisontalt, den inderſte vertifalt; i den inderfte Næffe ere de flefte Tænder bøjelige eller bevægelige, i den yderſte fun fo eller tre i Midten. J den yderſte Rakke endeligen ud= . mærfe Tænderne mod Siderne fig ved langt ringere Storrelſe end alle Mundens øvrige Tænder, og ſtjules naſten aldeles af Læber og Tandfjød. J den indre Rakke talte jeg paa hver Side 14, i den ydre paa hver Side 24 Tænder (1 Kjaberne tilſammen altfaa 148 Tænder). Mellemfjæbebenene ere juft iffe af nogen ftærf Bygning, fmalleft 1 Midten, bredere i begge Ender, den bagefte meget ſtraat afffaaren; Apofyſen har en iffe ubetydelig Længde (ſtorre end Mellemfjæbebenenes halve Længde), uden at Overfjæbens Fremffydelighed fvarer dertil %), +) Hos et Individ, hvor Apofyſens Længde udgjorde omtrent 2”, unde Overfjæben fun fremſtydes 7/7”, 453 og er ſaaledes bøjet, at dens øverfte Flade danner en Konka— vitet. Overfjæbebenene ere af en noget drejet, Sformig Dannelfe; deres bagefte Ende temmelig bred, men tynd, med fonver Overflade og fonfav Underflade. Underkjgbens Symfyfe danner en paa Hovedets Underflade ſtarkt fremragende Knude; og ved Mundvigerne har Underfjæben en lille, udad rettet Beenpig. Vliocougffjærbenet, fom fortil udvider fig til en ganffe ufædvanlig Brede, er ved hvert af dets forrefte Hjor— ner væbnet med fo tætftaaende, forte men ftærfe og temmelig frumme Tænder *). De temmelig fmalle Ganebeen, fom ere rettede lige ud mod Siderne, og altfaa forbundne med Ploug— ffjærbenet omtrent under en vet Vinkel, vife hvert ni Tænder, af hvilfe den fjerde (fra Plougffjærbenet regnet) er den ftørfte, de fem yderfte femmelig fmaa. Ovenover Ylougffjærbenet, men under Mellemfjæbebenene, ev en temmelig dyb Indhuling, ſom ved ef Hudſtillerum deles ligefom i to Kamre. Tungen er aldeleg rudimentær, eller fan figes næften at mangle. Derimod ere de nederſte Svælgbeen ryffede langt frem 1 Munden, og indtage omtrent den Plads, Tungen ellers plejer af indtage. Hvert af disſe Svælgbeen er langs Randen i omtrent de forrefte Totredtedele af Længden udruftet med fo fortil fammenløbende, bagtil dwergerende Dvobbeltræffer ”") af Tænder, der i Form ganfTe ftemme med Kjæbetænderne. Dobbeltræfferne ere iøvrigt uregelmædfige (3: hift og her afbrudte), og de Svælgbenets Rand nærmeft ftaaende Tænder overgaage i Stførrelfe de længer inde ſtillede. Paa hvert Svælgbeen har jeg talt mellem 30 og 40 *) Ofte træffes ved hvert Hjørne fun cen Tand, fordi den anden er falden ud. ++) Her maa dog mærkes, af de ikke divergere i hele Strækningen, men allerbageſt nærme fig lidt til hinanden igjen, Den inderfte af de fo Dobbeltrokker er omtrent parallel med Legemets Middellinie, hvorimod den yderſte har en ſkraa Retning, og faaledes foraarfager den ovenmeldte Divergeren. 454 Tænder. Svælgbenene i Overfjæben, fom fidde meget længer tilbage end de i Underfjæben, have Tænder af ſamme Beſkaffenhed, der ligeledeå danne to Dobbeltræffer, men paatværg ; paa hver Side har jeg talt 30 eller derover "); desuden ev ten bagefte Knogles bagefte Rand meget ru, og vifer endog under Lupen nogle ganffe fmaa Tænder. Gjællebuernes indre Rand er derimod iffe væbnet med Tandfnuder. Hudforhængi Dverfjæben bag Mellemfjæbebenenes Tænder findes ikke eller i alt Fald fun aldeles rudimentært; 1 Underfjæben ſees derimod en Hududvidelfe af mørf Farve, ſom naaer ben til forrefte Rand af Hyoideum. — Paa Snuden, tæt bag Dverfjæbebenene ved Deres Nod eller indre Ende, findeå paa hver Site to Been— pigge, hvilke fremgaae fra Ganebenenes op til Plougffjærbenet liggende Ende. Lidt indenfor disſe Pigge, mellem dem og Ho— vedets forſte Foletraad, og altfaa meget nærmere Snuden end Djet, fees Næfeborerne, der hos denne Fiſt have en faa ganffe ejendommelig Beffaffenbed, at de letteligen uden anatomiſt Underſogelſe kunne miskjendes. Fra Snudefladen hæver fig næm- lig paa hver Side et lille, cylindriſt, kjodagtigt Redffab, hvis ſidſte Halvdeel bliver tyffere, eller ligeſom fvulmer op til et Hoved; paa den ytre Side af dette Nedffab fees en temmelig ſtor, ægdannet Aabning, omgivet af en mod Siderne ligefom en Krave udfoldet, og foroven i en noget forlænget Spidſe ud— gaaende Hudrand; pg i Enden af dette Redffab, men mod den indre Side, bemerkes en anden, mindre Aabning, hvis Hudrand ligeledes forlænges til en Spidfe. Indenfor disſe Næfeaabnin- ger finder man, ved af udvide dem og borttage den omgivende Hud, omtrent en halv Snees fremſpringende Hudplader, og en *) Paa Svælgbenene i Underfjæben og Overfjæben tilſammen har jeg falt 135 Zænder. Naar Valenciennes figer (XII, 348) om &Svælgbenene, at de have Zænder ””en petit nombre”, maa dette altfaa ikke forſtages ganſke efter Bogftavet, 455 nærmere anatomiſt Underſogelſe vifer, at Lugtenerven, ſom ud— gjor Axen for det beffrevne cylindriffe Organ, deler fig, og ſen— der Forgreninger til alle diéfe Blade: — Øjnene ere fmaa, noget aflange, ligge næften horisontalt i Hovedets Pandeflade, men ere imidlertid ſtilte fra hinanden ved ef vidt (og ſom oven— for Demærfet fonfavt) Mellemrum. Indenfor Øjet udfender Pandebenet fo ftore, ved Roden ſammenſtedende Torne, af hvilte den bageſte er hojeſt, og har Spidfen rettet ud, op og lidt til bage; hos den forrefte lavere er Spidſen rettet meget ſtraat fremad. Foran denne fidfte Torn vifer Pandebenet en Mængde fmaa, afrundede Knuder (enSnee8 eller flere foran hvert Øje), fom gjør dets Overflade ujevn, og naae fil Pandebenets forrefte Ende. Noget bag Øjet udgaae endnu paa hver Side fra Pandebenet i en ffraa Retning udad to Torne, af hvilfe den inderfte-bagefte i Størrelfe overgaaer den yderſte-forreſte. Endeligen har ogſaa Tindingen en Beenfnude eller ſtump Torn, og en lille Pig hæver ſig i Nakken fra hvert af de everſte Occipitalbeen. Kinderne have en betydelig Udftræfning ; omtrent midt imellem Øjets nederſte Rand og Hovedets Underflade vife de en hvid, punkteret Linie, fom mod begge Ender er krummet ned, og fom dannes af Udforingsaab— ningerne for Sliimfirtler "). Gjællelaagsftyffernes Be- ſtaffenhed maa underſeges paa Sfelettet, da de indhylles af en tyk Hud, forholdsvis ere finaa, og tildeels afvige betydeligt fra den fædvanlige Form. Forgjællelaaget er den ftørfte af disſe Knogler; dets bagefte Rand halvmaanedannet eller fonver +) Længden og Formen af denne Linie faavelfom Slimkirtlernes Antal udtrykkes ved nedenftaaende Figur; den med 17 betegnede Kirtelaab— ning ev lige under Øjets bagefte Rand. 4 0000000000000 SS 00 S 99 456 (dog fun 1 ringe Grad), væbnet med fre Torne: een allerøverft pg fo, femmelig nærfiddende, nederft. Gjællelaagsfryffet langftraft og forholdsvis meget fmalt, naſten liniedannet: dets ydre Flade deles veden perpendifulær og ifær foroven ftærft frem— trædende Crista i fo mindre, af hvilfe den forrefte ev fmallere og tildeels fonver, den bagefte bredere, men fonfav eller rende— formig. Fra den bagefte Rands everſte Deel udgaaer, ſtraat ned og Dag, et langt, traadformigt Vedhang, fom ifølge Form og Beliggenhed let funde anfeeg for den fremragende Ende af en Gjælleftraale. Undergjællelaaget fan tænfeå ſom beftaaende af tre Dele, Forft en mellemfte, lang, paa de to andre per— pendifulær, foroven tilfpidfet forneden bredere, under Gjalle— laagsſtykket tildeels ſtjult; denne Deel er forſynet med en Crista, der er parallel med Gjallelaagsſtykkets, forneden efterhaanden fræder ftærfere frem, og nederft ender med en flor, paa Under— gjællelaagets "Flade lodret Beenpig. Dernæft en lille forrefte Deel, der er rettet fremad og cop, i Enden er tilſpidſet men fynd og bruffagtig, og forneden ved Roden har en lille, fremadrettet Pig. Endeligen den bagefte, længfte Deel, hvis Rod er ſtjult under Gjællelaagsftyffet; denne er af en ganffe beſonderlig Be— ſtaffenhed: den beſtaager næmlig af nogle og tyve lange, tynde, ved en bruffagtig Membran forbundne Traade, og ligner ſaaledes, ved en los Betragtning, en Finne meget ſtuffende (dog, vel at mærfe, forſt paa Sfelettet, eller efter at Bedaekningerne ere bort— tagne. Mellemgjællelaaget er foroven bredere end forneden, iøvrigt næften ganſte ſtjult under Forgjællelaaget; dets bageſte Rand vifer, omtrent red Enden af dens everſte Fjerdedeel, en ſterk Pig. — Gjælleftraglerne ere tynde, i Enden næften børfteagtige, af uregelmæsfigt Gjennemſnit, dog nærmere trinde end fladtryffede, bøjede omtrent parallelt med Hovedets Sider, pg af betydelig Længde, ifær tredie og fjerde, der i ſaa Henſeende pvergaae faavel de to foregaaende ſom de fo efterfølgende tem— melig meget. J Overeensftemmelfe med Gjælleftraalernes ſtore 457 Længde er ogfaa Gjællehuden udvidet i en faa betydelig Grad, at den indhyller Bugfinnernes armdannede Forlængelfe, og Gjælleaabningerne vife fig derfor førft bag Bryftfinnerne, faa at disſe ligeſom fynes at fremtræde af hine. Gjælleaabningerne ere juft iffe fmaa, men dog, ifølge deres Form, vidt adffilte fra hverandre: de ere næmlig iffe, fom hos Fiffene i Alminde— lighed, fvaltedannede, men have næften Kredsform, omtrent ſom hos Flejfiffene. Den Kanal, der fra dem forer til Gjællerne, er indvendigt (Indenfor Bryſtfinnernes armdannede Forlængelfe) forfynet med en Hudklap, der ſynes at forhindre Vandets Indtræn— gen udenfra gjennem Gjælleaabningerne. J Slægtsfarafteren er allerede en Omftændighed angivet, der adſtiller HavtafTen fra alle andre Slægter, og faaledeg maa anſees ſom ſardeles markelig: næmlig at den fun har tre Par Gjæller, Ogſaa Bigjællen paa Forgjællelaagets indre Side ſavnes her. — Hovedets fre meget lange og tynde Foletraade, der danne en Længde- ræffe fra Snuden til Naffen, antager jeg vel, efter Cuviers hojſt ſtarpſindige Forklaringsmaade, for Straaler, hørende til forfte Rygfinne; men vil imidlertid, ifølge deres Plads paa Ho— vedet, indffyde deres Beffrivelfe her. De to førfte af dem ere fæftede til en langſtrakt Knogle, fom ligger i Pandefladens Mid— dellinie, tildeelg mellem Grenene af Mellemfjæbebenenes Apofyſe, men blot ved Ligamenter er forbunden med Hovedet. Den hører heller iffe til Ojerneffallens Knogler, men maa, efter Cu— vier, betragtes fom et Interfpinalbeen. Den bagefte Deel af dette Interſpinalbeen ev temmelig trind; den forrefte derimod meget ftærft ſammentrykket, hvorved forneden en Kjol opſtaaer, der næften giver den Lighed med et Plougjern. Forſte Straale, fom er anbragt tæt bag Overfjæbens Rand mellem Næfeborerne, er den længfte, lidt tilbagebøjet, 1 Enden forfynet med en aflang Hudlap, hvis everſte Rand er gaffelformigt fløftet ). Straa— +) Længden, ſaavel af ſelve Straalen ſom af dens Hudlap, ſynes at 458 lens Nod udvider fig lidt (1 Legemets Brederetning), og danner en Ring, der optages, ſom Leddene i en Kjede, af em anden Ning (efter Legemets Længderefning) paa Enden af Interſpinal— benet. Dette Slags Ledforbindelfe, ſom, ſtjondt ingenlunde uden Exempel blandt Fiffene, dog iffe vides at forefomme hos nogen anden nordiſk Fiſt, tilfteder en meget ſtor Bevægelighed, iffe blot frem og tilbage, men ogſaa mod Siderne. Til at frem— bringe Bevægelfer findes de fædvanlige Straalemuſkler, hvilke blot her ere mere deelte, og altfaa 1 filfyneladende ftørre Antal. Anden Straale fhilles fun ved et ringe Mellemrum fra forfte, men mangler Endelap ligefom følgende; dens Ledforbindelfe er ſom forſtes, fun ere Ringene noget mindre fuldftændige og Be— vægelferne noget mere indffrænfede. Tredie Straale, den kor— fefte, fjernes fra anden ved et ſtort Mellemrum (den er anbragt nær Waffen paa Interfpinalbenet mellem Tindingpiggene), og indhylles ſaaledes af Legemets Hud, af Den fun beholder ringe Bevægelighed, og blot fan rejſes halvt i Vejret"); den fidder paa en lille Beenkam, der er langt ſtarkere fæftet til Hjerne— ffallen end det forſte Interſpinalbeen. Langå Underkjabens Rand pg langs Hovedets Sider bag Mundvigerne findes flere være megen Forandring underkaſtet, Hvilket allerede kan ſluttes af Forffjællen mellem mine Maal og de af Valenciennes angivne; men desuden udtrykkeligt anføres af Bonaparte (1. c.): tanto Vappendice quanto Pasta che la sostiene han questo di sin- golare, che invecchiando il pesce s'accrescono fuori di pro- porzione con Vincremento chc acquistano tutti gli altri organi. +) Valenciennes anfører (XII, 353) om anden og tredie Straale, at de eve befatte med mange Fjødagtige Lapper (garnis de lambeaux charnus et nombreux). Disſe har jeg ikke iagttaget, uagtet jeg har haft meget fuldftændige og velbevarede Exemplarer fil Under— føgelfe; heler ifte hav jeg fundet dem omtalte af Bonaparte eller Andre, fom have beſkrevet Havtaften. 459 Næffer uregelmædfige, fryndfede eller ligefom ſonderrevne Hud— lapper. Kroppen er, fom ovenfor bemærfet, lille (ikke fo Gange faa lang fom Hovedet), tynd, lidt fladtrykket, bagtil tilfpidfet. Forſte Rygfinnes anden Afdeling (eller den egentlige forſte Rogfinne), fom er anbragt lidt bag Nakken mellem Bryftfinnerne, beftaaer fun af faa (3) og vidtadffilte, tynde og bøjelige Straaler. Bindehud mangler vel ikke, men indhyller fun Straalernes Rod, og naaer iffe fra den ene heelt hen til den anden. Straalerne ere tynde, fFraattilbæftede, og kunne iffe rejſes lige + Vejret; den førfte er den længfte. Skillerummet mellem forfte og anden Rygfinne temmelig betydeligt (benimod 2 af Totallængden). Anden Rygfinne bedakkes af en meget tyk Bindehud, ſom fun lader Straalernes yderſte, traadlige Spidſer rage frem. Straalerne ligge meget ſtraat hen ad Ryggen, og Bindehuden tillader dem ikke at reiſes meget i Vejret, hvorfor Finnen ogſaa fun har ringe Bevægelighed. Straalerne ere alle leddede men iffe forgrenede i Enden; fjætte til ottende ere de længfte, den ſidſte den fortefte; de ſtilles fra hverandre ved et ikke ube- tydeligt Mellemrum; de to fidfte flaae imidlertid hinanden nærmere end de øvrige. Bryſtfinnerne ere anbragte ved Hovedets bagefte-yderfte VBinfler, men, ſom bemarket, foran Gjælleaabningerne, og kunde ſaaledes her i visſe Maader regnes med fil Hovedet; de ere i Enden lige afffaarne; have omtrent famme Brede ved Roden fom ved Spidſen, hvorved de altfaa faae et fiirkantet Udſeende; og indhylles af en faa tyk Bindehud, at man fun med VanfTelighed tæller Straalerne, der dog angives ved fmaa, fremragende Spidfer, ligeſom Fryndfer, i Enden af innen. Straalerne vore efterhaanden i Længde fra den førfte fil Den nittende eller tyvende, hvorpaa de følgende faa hurtigt aftage, at den fidfte iffe har den førfteg halve Længde. — Bug: finnerne fidde langt foran Bryfifinnerne paa Hovedets Un— derflade, næften i Midten af Hovedets Længde, naar man regner 460 fra Underfjæbens Spidſe. Forſte Straale, en Wigftraale, den korteſte; anden noget længer; de følgende fire de længfte, ind— byrdes omtrent lige lange, Den forbindende Hud er meget tyk, og lader intet af Straalefpidferne rage frem, hvorimod Om— ridfet af de fem bløde Straaler nogenlunde angives ved den; Bugfinnerne erholde faaledes et Slags Lighed med vanffabte Hænder eller Laller). Gadboret er anbragt omtrent i Midten af Totallængden, under anden Rygfinnes førfte Straa— ler, og en lille Strekning bag dette (under anden Rogfinnes fjerde eller femte Straale) begynder Gadborfinnen””), Denne ligner anden Rygfinne meget i Form og Beffaffenhed, men ftræffer fig nærmere hen mod Halefinnens Rod (dens to ſidſte Straaler ligge bag Enden af anden Rygfinne); femte og fjette Straale de længfte; fidfte lidt fortere end forfte. Hale finnen er af langftraft, fmal, omvendt filedannet Form; den beflædende Hud meget tyk; Straalernes Spidſer fremragende i Enden ſom ſmaa Trævler. Nederſte Straale den fortefte, de øvrige næften lige lange; den everſte og nederfte udeelfe, de mel; lemliggende ftærft forgrenede. Denne Fiſts Hudbekladning er blød, loft hæftet til Legemet +) Dette er en Omftændighed, fom ifær fynes ſkikket til at vælte Me— nigmands Forbaufelfe ved Beftuelfen af Havtaſken. Jeg har et par Gange feet denne Fiſk fremviſes for Betaling, og Foreviſeren har da altid gjort fit Publikum opmæœrkſomt paa, af den havde Hæn= der. Nogle Forfattere have ogſaa paa Grund af Bugfinnernes Form fremſat den Formodning, af Havtaſken maaftee fnarere krob paa Bunden end fvømmede. ++) De vertifale Finners Straaler ere faa ſkraat tilhæftede og ved Ro— den ſaaledes indhyllede i Huden, af disſe Finners Begyndelſe og Op— hør vanfteligen fan opfattes med Nøjagtighed uden paa Skelettet. Maalene, ſom angaaer dem, til Exempel Afftanden mellem anden Rygfinne og Gadborfinnen o. ſ. v., fan derfor ikke tillægges nogen ſtor Betydning. 461 pg, fom ovenfor angivet, uden Sfjæl. Ligeſom Hovedet er for— fynet med Hudlapper, der danne Rakker, ſaaledes viſer Krop— pen ogfaa langs Siderne lignende; Halen har endog een Rakke ovenfor Sidelinien og een nedenfor denne. — Sidelinien begynder omtrent i lige Linie med Hovedets tredie Straale, og løber, ifølge Fiffens Form, i en lang Stræfning paa Kroppens Rygflade iftedetfor paa dens Sideflader; den antydes ved en hvid, af ſtore, flirfantede Punkter ſammenſat Linie; de enfelte Punkter adffilles ved meget ſmalle, morke Striber, der after vife een eller flere lyfe Tværftriber. Sidelinien danner nogle Krum— ninger paa Halen, før den taber fig i Halefinnen. Peritoneum hvid. Leveren lille (bred men meget int), dere Syge ftræffende fig længer tilbage paa venftre end paa højre Side, og ſaa— ledes ligeſom dannende en lille Lap. Galdeblæren af Mid— delſtorrelſe, ſekformig, hvidguul, liggende langt tilbage i Bughu— len, og forſynet med en meget lang Galdegang, der forſt i en lang Stræfning (indtil den omtrent hav naaet Portneren) rettes fremad, og derpaa næften under en ret Vinkel ſtiger ned for at forene fig med Tarmefanalen tæt bag Blindtarmene. Milten ligger tæt paa Siden af Galdeblæren, er meget” mindre end denne, ægdannet, af femmelig lys Farve. Spiſeroret ſardeles fort, men derimod meget vidt. Maven temmelig ſtor (hos det beffrevne Individ paa 24”, om hvilfet ogſaa de følgende Maal gjælde, var den omtrent 4%” [ang og 3” bred), ſakdannet, muffuløs, uden indvendige Folder. Portneren er anbragt paa Mavens Underflade mod dens forrefte Ende. Blindtar— mene ere forte, men have tyffe Vægge; deres Længde 11” deres Gjennemfnit omtrent 5”, Ogfaa Tarmen har frærfe Vægge, men er fynd; dens ftørfte Gjennemſnit (2) falder lidt bag Portneren, den tyndefte Deel har næppe 3'” Gjennemfnit; den gjør et Par Krumninger i den højre Side af Bughulen, inden den ftiger lige ned fil Gadboret. Længden af den udfol— dede Tarm fra Portneren til Gadboret udgjorde omtrent 3 Fod, 462 altfaa 2 Gang mere end Dyrets Totallængde. Nyrerne ere forte men brede, næften ægdannede, og løbe ikke fammen bagtil, ſaaledes ſom ellers fædvanligt er Tilfældet hos Beenfiffene. Uringangene ere, formedelft Nyrernes Korthed, meget lange. Urinblæren ftor, fæfformig, af bvid Farve og af en faft Bygning. Rognſakkene ere meget ftore, af orangerod Farve; Rognkornene overordentligt fmaa og altfaa i en færdeles betydelig Mængde. Hanner har jeg ikke haft Lejlighed til at underføge, og jeg veed Intet at fige om de mandlige Genera— tionsorganer. Beenraden har kun ringe Haardhed, ja er endog for en Deel ganffe bruffagtig. Denne Omſtandighed, tilligemed andre Ejendommeligheder i Beenbygningen (ifær vel Mangelen af visſe Knogler), foranledigede Linné og hang Efterfolgere til at hen— regne Havtaffen blandt Brufffiffene. Men uagtet dens ringe Faftbed er Beenraden dog af ſamme fibrofe Bygning ſom hos Beenfiſtene, ligeſom Havtaffen ogfaa i alle evrige væfentlige Forhold ſtemmer overeens med de Pigfinnede. Af Anſigtsbenene mangle adffillige: for det Forſte ſavnes færegne Neſebeen; dernæft Djebenene og Tindingens fmaa Been. Det egentlige Tindingbeen fmelter ſammen med Forgjællelaaget til en enefte Knogle. Ogſaa alle Hjerneffalleng Knogler ſynes fammenfmeltede til et Stykke ligefom hos Bruſtfiſtene; Ligheden ev imidler— tid fun tilfyneladende; thi en nærmere Underføgelfe vifer, at Suturer virfeligen findes, men fun ber blive mindre tydelige, fordi Randen af de forffjællige Knogler, der lægge fig ud over hverandre, er meget tynd. Foran Øjnene vifer Hovedet en be- tydelig Fordybning, hvis Storrelſe imidlertid forſt paa Skelettet ret erfjendeg, da en udfpændt Hud ellers bedæffer den. Mel lemkjebebenenes bagudrettede Apofyſe optages i denne For— dybning, ſom dog er meget ſtorre, end dertil vilde være fornødent. Hyoideum er af betydelig Sterrelfe, og krummer fig 463 næften parallelt med Underfjæben. Gjællebuerne, hvis An— fal paa hver Side er fire ), uagtet fun de tre af dem, ſom ovenfor omtalt, ere forſynede med Gjæller: beftaae hver fun af en enefte Knogle. De fmaa Been, ſom hos de flefte andre Fiffe fortil pleje af forene de modfvarende Gjællebuer, mangle her, og Pladſen indtages blot af en Hud. Overffulderbladet favne. Sfulderbladet er af en langftraft, noget utydeligt ægdannet Form, foroven ſmallere; dets overſte Ende ligger under Mastoideum og mod Interpa- rietale, dets nederfte Ende ovenpaa det overordentligt ſtore Overarmbeen. Jdet dette fidfte fliger ned, udſender det, oven— over Bryſtfinnernes Rod, en tilfpidfet Forlængelfe i Retningen lige bagud, hvilken ender med en Pig, og paa fin Overflade vifer en ellev to fmaa, ligeledes bagudrettede Pigger *). De to Knog— ler, hvilfe af Cuvier betragtes ſom analoge med Processus coracoideus, af Valenciennes derimod ſom Noeglebeen (filet claviculaire falder han dem), ſmelte her ſammen til et, der antager en faa tynd og langftraft Form, at det fruffende efterligner en Gjælleftraale. Albuebenet er meget lille, baade fort pg tyndt; Straalebenet ev endnu fortere men meget tykkere, ganffe bruſkagtigt**). Haandrodens to Been, der +) Det fan mærkes: af det er den inderſte Gjællebue paa hver Side, fom mangler Gjæller; at den i Form afviger fra de øvrige Gjælle= buer, idet den -er langt mere ſammentrykket, og favner den dybe og brede Fure paa Underfladen, hvori Gjællerne og deres Kar optages; af den endeligen er forenet med den næfte Gjællebue ved Hud, faa af Bandet ingen Gjennemgang finder mellem disſſe fo. ++) Paa et for mig liggende Skelet findes fun een Pig paa det venftre Overarmbeen men to paa det højre. +44) Hos Valenciennes hedder det (XII, 355): le radial ne se voit point, et parait réduit à l'état de cartilage. Formodentligen betragter han altfaa det, hvad jeg har troet, at kunde holde for Sfraalebenet, fun ſom en Deel af Albuebenet. 464 danne Bryftfinnernes Nod ellev Armen, ere af en ganffe over- ordentlig Storrelfe; det nederſte overgaager det everſte endnu langt, faavel i Længde fom Brede. — Bugfinnerne og Bakken— benene danne filfammen et H: hvert Bakkenbeen ſender næm- lig en Green lige frem, fom forener fig med Sfulderbenet; og en anden paaftværg, omtrent under en ret Vinkel med den forfte, og denne fidfte ſtoder ſammen med den filfvarende fra den mod— fatte Side. Bugfinnernes indbyrdes Afſtand er altfaa faa ftor, fom Længden af disſe to paatværsgaagende Grene. — Rygra— den fammenfættes af 30 Hvirvler, af hvilke 14 høre til Bug— hulen, 16 til Halen; alle mangle de Apophyses transversæ ; Ap. spinosæ inferiores fremtræde allerede hos den ottende Hvirvel, men ere indtil den trettende inkluſive rettede lige bag ud, og antage forſt hos den fjortende en noget ſtraat nedad rettet Stilling”). Nibbeen mangle. Forſte Rygfinnes In— terfpinalbeen have, ligefom de paa Hovedet anbragte, en lig— gende Stilling, og ere hæftede til Spidferne af anden til fjette Hvirvelå Ap. spin, superiores. Interſpinalbenene for anden Nygfinne og for Gadborfinnen vife derimod den fædvanlige Stilling. Hvirvlerne ere alle af ftørre Højde end Længde, undtagen den fidfte viftedannede, der bærer Halefinnen: denne Hvirvel er meget flor og ftærf, væbnet med en betydelig Kjøl paa hver Side, og ovenover denne Kjols eller Kams Rod med en flarp, bladdannet Knude. Halefinnen, der iffe ſynes at funne udbredes betydeligt, formedelft den tyffe Bindehud, maa derimod efter dens Tilhbæftningsmaade og ftærfe Muffler anta— ges at være begavet med megen Bevægelighed mod Siderne. Y de nordlige Have ſynes Havraffen, faavidt mig be- fjendt, iffe at fremtræde under afvigende Former, og de Indi— +) Gfter Valenciennes (XIII, 356) fulde Ap. spin. inferiores førft tage deres Begyndelſe med fjortende Hvirvel, men denne Fremſtil— lingsmaade forekommer mig ikke nøjagtig. 465 vider, man ber til forffjællige Tider, men uden Grund, har opſtillet ſom nye Arter, funne end iffe betragtes ſom Afarter, men blot ſom mutilerede eller paa anden Maade forandrede Exemplarer *). Anderledes forholder det fig Derimod med Middelhavet, hvor en mærfelig Afart, ellev, fom andre og det udmærfede Zoologer ville, en anden Art foruden den almindelige Havtaſke forefom- mer. Spinola opſtillede ført en ny Art under Benævnelfe Lophius Budegassa **), dog uden at farafterifere den tilftræf- keligt. Men Cuvier foranledigedes derved til en nøjagtigere Reviſion af Middelhavets Lofier, og adffilte, fom Folge af fine Underføgelfer, under Benævnelfen Lophius parvipennis, en mindre, i Middelhavet ikke fjælden Form, hvid vigtigfte Skjolne— mærfe beſtod i fun at have 25 Ryghvirvler, men ſom ogfaa frembød nogle ydre Karakterer i ftørre og fpidfere Bigger paa Hovedet, en lavere forſte Rygfinne o. ſ. . Bonaparte anerfjender ſamme Form ſom egen Art, men fører den tilbage til Benagv— nelfen Budegassa, og farafteriferer den ifær ved ef noget for: andret Straaletal (fun 9 Straaler 1 anden Rygfinne, 20 Straa— ler 1 Bryftfinnerne), ef meget fmallere Appendix i Enden af Hovedets førfte Straale, eh mere rødlig Farve 0. f. v. Derimod vil han have iagttaget, at Ryghvirvlerne hos L. piscatorius verle mellem Tallene 29—31 pg hos L Budegassa mellem 27—30, -hvilfet igjen ſynes at tilvejebringe en Narmelſe mellem de fo Arter. Støttende fig paa denne Bonapartes Angivelſe **) og paa en fammenlignende Underſogeiſe af 16 Individer af meget for- +) Saadanne ere L. cornubicus Shaw, L. Ferguson Lacep., L. bar- batus Gmel. ++) Annales du Museum, X (1807), 376, +44) Da Valenciennes her aabenbart lægger Bægt paa Bonapartes Angivelſe over Ryghvirvlernes Antal, kunde man maaftee have ventet, at han vilde have anført den med ftørre Nøjagtighed, end Tilfældet er: han giver næmlig L. Eudegassa 26—30 Hvirvler og L. pisca- torius 27—31. 30 466 i ffjællig Størrelfe (fra 21” til 5”), hidrorende deels fra Mid— delhavet deels fra Oceanet, troer derimod Valenciennes at maatte antage: at man fun fjender een europæiff Art af Slæg— ten Lophius, hos hvilken Ryghvirvlernes Antal varierer mellem 25 og 31, og anden Rygfinnes Straaletal mellem 8 og 12; for iffe at berøre de mindre vigtige Forffjælligheder *). Idet jeg forlader denne Art eller Afart, maa jeg bemærfe, at Den i Middelhavet forefommende anden Form, fom afle For fattere ere enige i af anfee for identiff med ver Havtaffe, dog egfaa ſynes at frembyde en og anden Afvigelfe. Saaledes er Hovedets forfte Straales Hudappendir ikke gaffelformigt kloftet i Enden, men af Lancetform, og den anden Straale ſtal ogſaa i Enden være forſynet med et lille Hudvedbæng *. Endnu vil jeg paa dette Sted tilføje, af den unge Alder ») Jeg maa tilftaae, at Sagen endnu ingenlunde fynes mig at være bragt til Yfgjørelfe, men tværtimod højligen at trænge til nærmere Underføgelfer. Fil de anatomifte Karakterer for Budegassa eller parvipennis hører, at Bughinden er Eulfort, en Omftændighed, ſom næppe er ganſke uvigtig. ++) II primo (raggio) — — termina con un” appendice mem- branoso-carnosa, lanciforme. — — — Il secondo raggio dor- sale termina in un? appendice membranosa picciolissima. Bonaparte I. c. Det ved Begyndeljen af nærværende Artikel ind— trykte Træfnit, fom er efter Bonapartes, iøvrigt med vor Hav— tafte aldeles overeensſtemmende, Afbildning, vijer denne afvigende Form af førfte Straales Hudappendix; hvorimod Narrell's ovenciterede Af- bildninger fremftille den hos vor nordifte Havtaſke almindelige Form af dette Vedheng. Det maa imidlertid ikke forbigaaes, at Asca— nius's 35te Tavle virkeligen leverer en Afbildning af de fo førfte Straaler, der nogenlunde kunde fynes at fvare til Bonapartes ovenanførte Ord. Om man fan antage, at Ascanius har haft en tilſparende Form for Øje, ellev om Overeensſtemmelſen er tilfæl- dig, og hidrøver fra Unøjagtighed hos Tegneren, vover jeg ikke at have nogen beftemt Mening om. 467 hos Havtaffen er betegnet ved forholdsvis ſtorre Bryftfinner og et betydeligere Antal af frie Hudlapper. Havtaffen fan naae en Storrelfe af fer Fod. Dette be— retter Worm allerede, og Cuvier har feet Judivider af denne Længde fra den franſte Veſtkyſt Y. Angivelſer af en meget be— tydeligere Storrelſe (indtil 10 og 12 Fod) grunde fig paa Over— Drivelfe eller Misforftaaelfe, Selv Exemplarer paa fem, og endog fire Fod træffer man fjældent nok. Af omtrent en halv Snees Individer, fom jeg har feet fangede paa de Ddanffe og norffe Kyſter, holdt intet fulde fire Fod. Halvtredie til tre Fod var den almindeligſte Storrelſe. Havtaffen ſynes af hore til de Fiffe, der ere fælleds for Polarzonen og Vendekredſene, ög imidlertid forefommer den intet Sted 1 ſtor Mengde. Jeg har truffet den faa nordligt, fom den norffe Kyſt naaer Caltfaa omtrent til 720 n, Br.), pg i en Tid af et Par Maaneder erholdt jeg Kundffab om fre paa Finmarkens Kyſter fangede Individer, hvorfor den iffe fan **). Paa den anden Side forefommer den ikke alene femmelig almindeligt i Middelha— vet (maaſtkee almindeligere end noget andet Dav); men Valen: ciennes omtaler endeg (Ilist. des Poiss, XII, 381) et In⸗ antages at være overordentligt fjælden der divid fra Kap, hvilket ſynes ham identiſt med den europæiffe Art. Skulde denne Identitet ved nærmere Underføgelfe blive befræftet, faa vilde nærværende Art ftræffe fig omtrent gjen- nem hundrede Bredegrader. Hos os forekommer Havtaſken ifær +) Hist, des Poiss. XII, 354, +) Herved lider altfaa de tidligere Antagelſer om dens Udbredelfe mod Nord en betydelig Modifikation. Endnu for ganfte nyligt hav Va— lenciennes yttret den Mening, af Havtaften meget fjældent fore— kom højere mod Mord end 60? n. Br. (elle se montre træs rarement au delå du soixantieme degré de latitude nord; XII, 361): 30% Storrelſe. Forekom⸗ men. 468 i Befterhavet og det nordligfte Kattegat. Maaſkee fanges næppe ét Individ hvert Aar ved Sjællands Nordkyſt. Ikke deſtomindre gaaer den dog ſtundom ind i Ørefundet og Bælterne, og træn- ger endog ind i Oſterſſen. Schonevelde omtaler allerede dens Forekommen ved Eckernförde, Olearius ved Kiel, og i ſenere Tider er den idetmindſte gjenfunden paa forfte Sted. Haotaſkens befonderlige Ydre har fat Indbildningskraften filftræffeligt i Bevægelfe, til at man iffe favner æventyrlige For— tællinger om dens Levemaade. En af de ældfte, lige fra Ari ſtoteles til og nedarvet, er den: at Havtaffen ſtjuler fig i Havbundens Sand, og, ved at bevæge fine lange Foletraade paa Hovedet, hidloffer andre Fiffe, der, idet de troe at bemægtige fig et Bytte, felv finde deres Undergang i dens uhyre Svælg. Denne Mening, fom har furffaffet den Tilnavnet Fiſkeren , fom paa mange forffjællige Maader er bleven udſmykket og gjen— faget, og fom endnu jævnligt indpræntes Ungdommen ved Hjælp i af et Brudſtykke af Cicero FF: er imidlertid ikke, faavidt mig befjendt, bleven underſtottet eller befræftet ved paalidelige Jagt— tagelſer den nyere Tid, og fer ſaaledes vel næppe ſtjcnkes ubetinget Tiltro. — Endnu meget mindre grundet ſynes den Antagelſe af være, af dens ftore, af Gjællehuden dannede, Sæffe ſtulle tjene den fom et Slags Ruſe til at fange finaa Fiffe 17, Levemaade. +) AAusðs og piscatrix, fee ovenfor Side 449 i Anmarkningen. ++) De natura deorum ll, 125. 3 latinfte Læfebøger for Begyndere har jeg truffet det tilfigtede Brudſtykke indlemmet, +44) Det er Geoffroy St. Gilaire, fom (Ann. du Museum X, 480) har fremfat denne Paaſtand, der grunder fig paa, at han har fundet fmaa Fiſke i Gjællefælfene (hvilke da viſtnok aldeles til- fældigt maa være bragte derind). Bonaparte vil ligeledes, og det endog ofte, have gjort denne Jagttagelſe. Meckel, fom opdagede en ejen— dommelig, langagtigrund Kirtel tæt under Huden ved Gjælleaabnin= gernes bagefte Rand, holdt denne for en Sppttekirtel ,ifær fordi denne Fiſks Gjællehule er et Gjæmmefted for dens Bytter! Hvorlidet 469 ligefom Foletraadene angives for dens Fiffefnører og Mede— ftænger, Betragtningen af Sjællefæffenes Bygning lægger, uden videre Demonftration, det lidet Rimelige i denne Mening for Dagen. Og en anden Mening: at Gjællefæffene tjene Un— gerne ſom Tilflugtsfted i Fare, hav lige faa meget imod fig, ifær da infet Forhold plejer at finde Sted mellem de æglæg- gende Fiffe og deres linger. — Havtaffen gaaer, idetmindfte om Sommeren, femmelig nær ind til Land, faavel paa Sandbund fom paa Tangbund. Thi den fanges ſtundom ved Sfagen 1 Flyndervaaddene, og ved Hirsholmen paa 4 til 5 Favne Vand i Flyndergarn. Beſonderligt forekommer det mig, og vanffeligt at forflare, at unge Individer af den faa højft fjældent træffes i de nordlige Have. Nogle Zoologer holde Havtaffen for ſejg— livet, medens andre benægte dette. Jeg er tilbøjelig til at til træde de Sidftes Mening ifølge to Grunde; forſt, fordi de In— divider, jeg har feet fangede paa Krog, vare døde, inden Fiſkerne fom 1 Land med dem; dernæft, fordi Kvafeffippere, fom flere Gange have forføgt at bringe Individer, der vare fangede i Flynder garn i det nordlige Kattegat, og enten flet ikke, ellev dog fun i ringe Grad beffadigede, levende til Kjøbenhavn, hidtil altid, ſaavidt mig befjendt, have været uheldige heri. — En SKjendsgjerning, ſom ev bleven mig fortalt af Fiffere i Aalbak, fortjener maatfee - ber at anferes. De omtalte Fiffere, fom, efter at have faftet Kroge, vare 1 Begreb med at roe i Land, bemærfede en meget ſtor Haj *), gaaende højt bppei Vandfforpen, ſtundom ſprin— gende op over Vandet, og overhovedet gebærdende fig paa en ufædvanlig Maade. De roede ganffe næv til den, uden at den enkelte Kjendsgjerninger, hvis Forklaring ev uſikker den Grad ſom ovenſtagendes, kunne fjene til at begrunde fyfiologifte Antagelſer, be— hover næppe af erindres, +) Efter den af Fifterne angivne Størrelfe (en halv Snees Alen) bunde det maaftee have været Scymnus borealis, 470 føgte af undvige, og en blandt dem var driftig nok til at bibringe den et dygtigt Slag paa Hovedet med en Aare (det enefte forhaandenværende Vaaben), hvorpaa Hajen gif tilbunds. To Dage fenere drev den død op paa Stranden, og ved at aabne den fandt Fifferne i dens Mave en heel, meget ftor Hao— taffe. De paaſtode, af det var dennes Bid, der havde for— voldet Hajens befonderlige Adfærd, og tilſidſt dræbt den; efterdi et Aareſlag iffe hos en faa ftor og faa fejglivet FE kunde frem— falde Deden. Naring. Ut Havtaffen maa være meget graadig, ſynes dens frygte— lige Gab at antyde. Aſcanius fortæller ) om den: „jeg veed ikke, om den hidloffer fmaa Fiffe ved Bevægelfen af fine Fole— traade; men, hvad jeg har feet, er, at den opholder fig blandt Sejen nær Kyſterne, og at den der fan fluge flere af en Fods Størrelfe ganſte hele.” Ogſaa taler han om, at den fluger Wnder, og efter Olavius ffal den funne fluge hele Langer *. Paa den engelffe Kyft vil man nogle Steder have bemarket, at den ifær nærer fig af ſnaa Hajer, og Fiſterne ved Scarbo— rough ffulle, naar de filfældigvis fange den paa deres Kroge, vife den deres Erkjendtlighed derfor, ved ufortevet af give den Friheden **).. Selv har jeg i dens Mave fundet flere Tor— ffearter. Pontoppidan) bar i Maven paa en, nær Ber— gen fanget, blot truffet Muslingffaller og en ſtor Steen. ——— Om Forplantningen veed jeg næften Intet at ſige. Kun fan bemærfeg, at Hannerne ſynes langt fjældnere end Hun— nerne; thi feln har jeg, ſom ovenfor anført, ingen Han feet; Aſcanius bemarker udtryffeligt, at han fun bar feet Hunner; og Valenciennes, der har haft et ſtort Antal Individer til +) J Terten til de citerede Tavler, ++) Men Olavius angiver ikke Langernes Storrelſe, og man erholder altfaa ingen beſtemt Foreftilling om dens Evner i denne Retning. ++) Pennants brit. Zool. III, 94. T) Norges natur. Hiſt. II, 245, 471 fin Dispoſition, forbigaaer aldeleg af omtale de mandlige Gene— rationsorganer, hvorfor man ſynes berettiget til at gjøre ſamme Slutning om ham. Risſo og Bonaparte nævne Intet om Forplantningstiden, hvad der er faa meget befønderligere, da, fom den Sidfte bemærfer, Havtaffen fanges hver Dag i Aaret paa den italienffe Kyft”). Det ovenbeffrevne Exemplar, hvilfet var fanget 1 Midten af Sommeren, havde ftore Rogn— fæffe. Om deraf for fluttes, at Forplantningen indtræffer mod Enden af Sommeren, maa jeg lade uafgjort. Selv vore Fiffere pleje almindeligen at forkaſte denne Anvendelſe. Fiſt ſom Naringsmiddel, uagtet dens Kjed er hvidt, og ſtal være mere velſmagende (ellev mindre ildeſmagende) end Kjedet af vor almindelige Pighaj, der dog afgiver et iffe uvig— tigt Bidrag til Føden i det veftlige Iydland). Ved Agger fortalteg mig imidlertid for et Par Aar fiden (183%), at man nu i denne Égn havde overvundet fin Affiy for Savtaffen, og havde begyndt at fpife den. — Leveren anvende Fifferne tildeels til Trankogning. Til dens Fiender hører en Snyltefræbs **) (Chondra- Siender canthus gibbosus) af temmelig betydelig Størrelfe, ſom almin- deligt, og ofte i ftort Antal, træffeg paa dens Gjæller. I dens Tarmekanal har man opdaget et iffe ringe Antal Indvoldsorme 7). +) Si pesca ogni giorno sui nostri lidi con le paranze, Bona- parte I. c. ++) Saber, der har ſmagt Kjødet af en i Horfensfjorden fanget Hav— tafte, beffriver det fom velſmagende, og ſammenligner det med Torftens, +++) Beſkrevet af mig i Naturbiftorift Tidsſkrift I, 252, flod. og afbildet ſamme Sted tab III, fig. 4 og tab II, fig. 2. +) Rudolphi anfører iffe mindre end fer: en ubeſtemt Botriocepha- lus, Ascaris rigida, Scolex polymorphus (de to fidfte iagttagne af O. F. Muͤller), Echinorhynchus Pumilio, Distoma gracilescens og Tetrarhynchus tenuicollis. De fem forſte eve fundne i Tarmekanalen, den fidfte paa Bughuden, — —— 472 Paddefiſkene (Batrachus Bloch-Schnd.). Hovedet bredt og fladtrykket; Gabet frort, ofteft langs Ran— ben befat med Hudlapper; Tænder i Kjæberne, paa Ganebenene og foran paa Plougſtjerbenet; Overfjæbebenet ſammenſat af fo Stykker; Undergjallelaaget ligeſaa ſtort ſom Gjællelaagsftyffet og ligefom dette væbnet med Torne; 6 Gjalleſtraaler; Gjalle— aabningerne vertifale men fmaa. Forſte Rygfinne meget lav, nævpe fremfrædente af Huden, og fun beftaaende af to eller tre Pigſtraaler; anden Nygfinne og Gadborfinnen indtagende en lang Etræfning, men lave, dannede af bløde og forgrenede Straaler; Bugfinnerne foran Bryſtfinnerne, indeholdende tre Straaler, af hvilke de to forſte indfluttes af en bred, forlænget, kaardedannet Sud. Ingen Biindtarme; Svømmeblæren tvedeelt eller idet— mindſte dybt floftet foran. Ingen ellev meget ſmaa og tynde Sfjæl. Anm. At denne Slægt, hvis Arter almindeligen holdes for udelukkende at filhøre de amerikanſke, indiſke og andre tropiffe Have, optages hev, grunder fig paa, at Nilsſon i fin ofteciterede Prodromus Ichthyologiæ scandinavicæ (Lund 1832) far opftillet en ny nor— dife Art efter et ved Kullen fanget Individ. Derſom fremtidige Er— faringer maatte befræfte en Batrachusarts Forekommen ved Kullen eller 473 overhovedet 1 det ſydlige Kattegat, fan hører den jo ligefaagodt til den danfte fom til den fvenfte Fauna, og fortjener altfaa i dette Skrift at om— tales. Jeg ſkal derfor give Nilsſon's forte Beretning om den Plads hev). For af meddele Læferen en klarere Foreftilling om Slægten idetmindfte, ev, da Afbildning af Nilsſons Art endnu ſavnes, en indife Art (Batr. Dussumieri) fremftillet ved Troſnitet paa fore— gaaende Side cefter tab. 367 i Histoire des Poissens). Den nordlige Paddefiſk (Batr. borealis Nilss.). Farven ovenpaa fortagtig, Siderne marmorerede med Graat, Bugen hvid; Bryſtfinnerne graa med mange runde, brune Pletter; Ryg-, Gadbor-, og Ha— lefinnen ſortagtige med graa Tvgrpletter. Hove det udgjør omtrent 1 af Totallængden; over Øjet findes ingen Foletraade; af Gjallelaagsſtykkets mom llmdergjællelaagetsetrersorne er dens oderlte ſtorſt, de to nederſte ligeftore indbyrdes. Kroppen fortil fladtryffet, bagtilfammentryffet. Paa Ho— vedet er Huden nøgen, paa Kroppen derimod bedek— fet med mange, fmaa og tynde Sfjæl. Længden af det underſegte Individ 8”, Finnernes Straaletal Nygf. 3+18; Bryftf. 21; Bugf. 2"; Gadborf. 165; Halef. 18. Saavidt Nilsſons BeffFrivelfe. Ned Henſyn til dens Levemaade giver ban følgende Noticer. „Denne temmelig fjældne (rarior) Fiſt opholder fig fladigt (habitat) ved vore Kyfter. — Ligeſom Ulkene lever den paa ftenede Steder mellem Alger +) Dog juft ikke ganfte med Nilsſon's Ord, blandt Andet, fordi han optager et Par Kjendemarker i Artens Diagnoſe, hvilfe tilhøre hele Slægten. ++) Nilsſon angiver vel fun fo Straaler i Bugfinnen, men det fan viſtnok anſees for afgjort, af der virkeligen findes tre, ligeſom hos alle andre Batrachusarter. Den forſte, — en lille, nøje med den følgende bløde Straale forbunden, Pigſtraale — Fan let undgaae Opmaorkſomheden. 474 og Bændeltang. Den æder Krabsdyr og Bløddyr. J det be- ffrevne Individs Mave fandtes Buccinum reticulatum og Can- cer depurator,” Hvorfor Nilsſon kalder denne Fife »temmelig fjælden” og ikke me— get fjælden, da faavidt bekjendt kun det enefte ovenomtalte Individ var fundet paa den Tid, han udgav fin Prodromus”), indfeer jeg ikke. Heller ikke ev det mig klart, hvorledes han er kommen til Kundſkab om dens ſta— dige Ophold paa den fvenfte Kyft, og om dens Leven mellem Alger og Bændeltang. Baron Syllenſtjerna til Krapperup nær Kullen, en ivrig og kyndig Botanifer og Ichthyolog, af hvem Nilsſon har modtaget det beftrevne Exemplar, og til hvem jeg har haft Lejlighed at henvende nogle Spørgsmaal om den nilsfonftfe Batrachus borealis *), vidfte intet Andet at meddele om den, end at Exemplaret var ham overbragt af Fi— ftere fra et af Lejerne ved Kullens Fod (Mølle-Leje, om jeg erindrer rig— tigt). — Valenciennes, der ikke blot Fjender, men jævnligen citerer Nilsſons Prodromus, forbigager (i den 1837 udfomne 12te Deel af Hist, d. Poiss.) Batrachus borealis med Taushed, ja bemorker endog (1. c. pag. 465) udtrykkeligt, at de europæifte Have ingen Batrachus befidde. Enten maa altfaa den nilsſonſke Art ganſke have undgaaet hans Opmaerkſomhed, hvad dog næppe fynes troligt; eller han maa have anta— get, at den beroede paa en Forverling, en Misforftaaelfe ell. desl. Jeg formoder, at andre Dyrkere af den nordeuropæiftfe Fauna med famme Be— gjærlighed fom jeg imedeſee udførligere Oplysninger fra Profesſor Wils= fon, betræffende denne, derfom den maatte befræfte fig, faa højft interes— fante og markelige Forøgelje af den novdifte Fiftefortegnelfe. +) Geg har heler ikke kunnet bringe i Erfaring, at man fenere har op= daget flere Individer. ++) Maa en Rejje i det fydlige Sverrig for nogle Aar tilbage beføgte jeg næmlig Krapperup for at fee Baron Syllenſtjernas ſmukke Sam— ling af foenfre Fifte, hvilken af Ejeren blev mig (ſtjendt ubetjendt) aabnet med en Velvillie og Forekommenhed, jeg ikke nokſom fan paaſkjonne, og for hvilken jeg her aflægger min Taffigelfe. 475 X. Sæbefifkene. Gylteſſcogten *) (Labrus Cuv.). Oxerkjeben fremſkydelig i temmelig hoj Grad formedelſt Longden af Mellemfjæbebenenes Apofyſe; Overlæben dobbelt, dens everſte Afdeling hæftet til Øjebenene, den nederfte til Mellemfjæbebe- nene; Kjæbetænderne fegledannede, Svælgtænderne ftumpe og cy- lindriffe; Kinderne, Gjallelaagsſtykket og Undergjællelaaget fEjæl- dæffede; Forgjællelaaget og Gjællelaagsfiyffet uden Pigger og Saugtænder **); Halen tynd og meget høj; Sidelinien fun lidet +) Bruͤnnich hav (i fine Fundamenta Zoologiæ) benyttet Genæv- nelfen Gylte for den linneifte Slægt Labrus. Dette Navn er af— ledet af Galt; de norfte Fiftere, fra hvem det ev hentet, have nom— lig fundet nogen Lighed, maaſkee ifær i Snudens Form, mellem ad— ftillige Læbefifte og Gvinet. ++) Med Henfyn til den Deel af den cuvierſke Slagtskarakteer, ved hvil— ken Saugtænder paa Forgjællelaaget frakjendes Gylterne, indeholde de følgende Beſkrivelſer nogle indftrænfende Bemærkninger. Artsmarke. Synonymi. 476 krummet. Gjallehuden har fem Straaler, Bryſtfinnerne cen Pig— ſtraale "), Gadborfinnen almindeligen 3. 36te Art. Berggylten (£. Ferggylta Ascan.). Nygfinnen har almindeligen 20 Pigſtraaler og 10 eller 11 bløde Straaler. Hovedets Længde in— deholdes næppe fire Gange i Totallængden og er om— trent lig med Kroppens ftorfte Højde (eller fun li Det mindre). Ryg add Bryftf. 15; Bugf. $; Gadborf. - 3; gå alef. 5. Faa 445); GE): Anm. Den ovenanførte Norm for Straaletallet er udledet af følgende Toellinger: Totall. 10 ”; Rygf. 21; Bryftf. 15; Bugf. 1; Gadborf. 3; Halef. 33 FEER LSE 0 ASSR 30 FS FOSS Edel CSA AL DO, KE MED — 123“3 TR —48 ms — 6—353 Sa 6—— 53 — —— 5 re En 8 HU ES UKE RSS SA FRE ING KASSE UHRE SE 1 MATESS enn RG — NS KNN Ryd VR Ø — EET ES (RUN 5 0 RETTE VUE BME CE AE TE Ascanius, Ic. rer, natur. fase, Ius. pag. 1: Labrus Berggylta. Millers Pvodr. n. 387: Labrus Berg-Galt, Olavius, Skagens Beftriv, Side 163: Tinca marina? Nilsſons Pvodr, Side 74: Labrus maculatus Retzius, Fauna svecica pag, 335 n, 68: Labrus Aper. +) Angaaende Angivelfen af een Pigftraale i Bryfifinnerne, hvilken An— givelſe ftrider mod Beſkrivelſerne hos Valenciennes, maa Detaillen af Bryftfinnerne hos de følgende Arter ſammenlignes. Skjondt jeg Fun hos et indftrænfet Antal Arter har iagttaget dette Forhold, troer jeg dog ikke at være for driftig ved af antage, af det findes hos alle, 477 NParrell's British Fishes 1, 275; Labrus maculatus. Fries og Ekſtrom Side 43: Labrus maculatus, Valenciennes, XIII, 20: Labrus Berggylta. Valenciennes, XIII, 39: Labrus Donovani ? Narrell's British Fishes 1, 289; Labrus Comber ? Aſcanius tab. 1, — Fries og Ekſtrom tab. 2%). Afbildnin⸗ ger. +) At jeg med Henſyn til Læbefiftenes Synonymi lidet har overſkre— det den fnævre Kreds af vore egne Faunifter, er, fordi de nordeuro— pæifte Urter af den linneifte Labrusflægt endnu ikke have erholdt ſikkre og blivende Mavne i Fiftefortegnelferne, Ganſke at udrede Synony— mien er imidlertid endnu næppe muligt, uagtet denne Deel af Ichthyo— logien allerede er afhandlet i Cuviers og Valenciennes's faa ofte af mig citerede Vork over Fiſkene. — Angaaende de ovenfor opfagne Synonymer maa nogle Bemærkninger tilføjes, Aſcanius ev den, ſom førft har erfjendt nærværende Fift fom en ny Art (1767), og givet en, om ikke juft ganſke nøjagtig, dog meget kjendelig Afbildning af den, Det ev derfor fuldfomment i fin Orden, af Valenciennes atter har indfat den Arten af Aſcanius tillagte Benævnelfe i dens Rettigheder, efter at den længe har været fortrængt af det fenere ved Blod foreflaaede Navn maculatus, At Berggylta ievrigt bør ſkrives med dobbelt G (og ikke fom af Aſcanius og Valenciennes med enkelt); godfgjøres tilſtrokkeligt ved den aldeles ſikkre Etymologi (Bjerg og Gylte). — Om Olavius's Tinca marina horer herhid ſnarere end fil en af de følgende Labri eller Crenilabri, er viſtnok aldeles uſikkert; at den ev en Læbefift, antager jeg derimod, efter hans Henviisning til YWillughby, for ſikkert, og overlader kommende Forſkere af beſtemme, hvilken Art rimeligft fan være ment af Ola— vius. Imidlertid bør jeg dog gjøre opmærffom paa, at Olavius henvifer til Side 251 hos Willughby, hvor den almindelige Su— der — Tinca vulgaris Cuv. — beſkrives; og ikke til Side 319, hvor Tinca marina Willg. afhandles. Men dette forklarer jeg der— ved, af Olavius, ved af efterſlage Regifteret hos Willughby, for at erfare, hvor den Tab. X, l, 2 afbildede Fife (i hvilken han meente at gjenkjende fin ftagenfte Tinca marina) fandtes beſkrevet, traf Navnet Tinca med Henviisning til Side 251, og lige derunder Benævnel- fer: Beſkrivelſe 478 Berggylten er for fjælden hos os, til at jeg fan antage, at den har nogen fiffer og færffilt Benævnelfe blandt vore Fiffere. Formodentligen ſammenblandes den, naar den forefommer, med de hos os hyppigere Arter af Læbefiffene. Af Aſcanius an- foreg imidlertid Sokarpe ſom danff Navn for den. Formen ev fammentryffet, med nogen Tilnærmelfe til det langftraft WSgdannede. Betegnende er den næften vandrette Ryg, den hængende Bug, den meget høje Hale og den forte Ha— lefinne. Grundfarven er blaagron; paa Ryg- og Pandefladen bliver denne Farve moerkere (bouteille- eller olivengren), mod Bugen derimod lyſere, tildeels endog blaahvid eller perlefarvet; Siderne frembyde flere Sfatteringer af Seladongront, Himmelblaat o. f. v.; men overalt (undtagen paa Pandefladen) er Grundfarven vvertruffet af et rødbrunt Næt, fom mod Bugen antager Gum— migutfarve. Dette Næt opftaaer derved, af i Regelen hvert en— felt Sfjæl er forfynet med en mere ellev mindre bøjet eller halv— maanedannet Tværftribe; Foreningen af disſe Tværftriber frem— bringer regelmægfige Matfer. Ogfaa Finnerne vife et rødbrunt Tinca marina uden nogen færftilt Henviisning, hvoraf han fluttede, at den maatte afhandles paa famme Side. — Med Narrell's La- brus maculatus falder Donovans Labrus Tinca og Flemmings Labrus Balanus fammen, — Labrus Donovani hos Valenciennes, der er identiſt med Donovans, Flemming's, Narrell's, og Jenyns Labr. lineatus, ev viſtnok iffe andet end en i Farver no— get afvigende Labr. Berggylta; og overraftende er det, at Valen— ciennes har villet opftille den fom færftilt Art, da han, ſtjondt In— divider til Underføgelfe ikke have manglet ham, flet ingen Forftjællig= heder vecd at angive uden i Tegningen (et følvfarvet Baand langs Siderne 0. ſ. v.). — Endeligen er det højft vimeligt (Cuvier an— tager det endog — Regne animal II, 255, not. 2 — for afgjort), at Labrus Comber, ſom Narrell anfører efter Pennant, ogſaa blot er en Farveforandring af L. Berggylta. 479 Rat, ſtjont mindre regelmæsfigt og mere lignente en Marmore— ring, hvis Mellemrum eller Maffer ere noget draabeformige eg af en færdeles ſmuk ſeladongren og lafurblaa Farve. Paa Ho: vedetå Sider nedenfor Øjnene dannes et noget uregelmægrigt Gitterværf af rødbrune Striber. Pupillen er morfeblaa, omgivet af en meget fmal mesfingfarvet Ring; Hornhuden er orangefar— vef med en ſtor fortagtig Plet under Pupillen; ſtundom er den endog ſterkt overlobet med Sort overalt, faa at Orangefarven fun ſtimtes fvagt. Den her angivne Farvedragt, der er iagttaget hos nyligt fangede Individer, er imidlertid iffe uden adffillige Forandringer; den blaagrenne Grundfarve fan mere eller mindre fortrænges af Brunredt; Farverne funne være mere eller mindre rene; det rødbrune Net eller Gitterværf fan forfornde; underti— Den træffes Individer af morkere Farver, der bift og her ere li- geſom overtrukne ellev tilfmudfede med en fort Sværte, o. ſ. v. Udmaalinger ): Zotallængde A 12:57; B 127; € 111; ftørfte Højde (lidt foran Gadboret) M — BESS GES Højden over Gjællelaagets bagefte Rand A 37; B 237; € 227; Højden over Halefinnené Rod A 13"; B 17%”; € 117; ſtorſte Tykkelſe A 27; B 137; C —— Tykkelſen foran Halefinnens Rod A 5; B 5/7; C 47; Afſt. fra Snudeſpidſen **) til — —5 Rand A 317; B 34; 37; Hovedets Højde over Midten af Øjet A 27; B 127; € 197; det opfpilede Gabs Højde indvendigt A 10/7; B 10/7; C 97; det opfpilede Gabs Brede indvendigt 4 7377; B 7477; C 6; Længden af Mellemfjæbebenenes Apofyſe A 17; B 17; € 10”; +) A en Han, B og C Hunner. ++) Det bør vel erindres, at alle Maal fra Snudefpidfen eler Underkjo⸗ bens Spidſe, hos denne ſom alle folgende Læbefife, maa falde ander— ledes ud hos den frifte Fife end paa Skelettet, formedelſt Læbernes Tykkelſe. 480 Mellemfjæbebenenes Længde A 977; B 977; €C 84/7; Overtjæbebenenes Længde A 10/7; B 9477; C 81/75 Ufitanden fra Underkjebens Spidfe til dens Xrtikulation Å 1477; B 132; C 131505 Ufft. fra Snudeſpidſen til forrreſte Næfebor A 17; B 11/7; C 11/7; Afſt. mellem forrefte og bageſte Næfebor A 2/7; B 139775 C 13575 Afſt. mellem bag. Sæfebor og Øjeranden A 2/7; B 13/7; C 13/7; den indbyrdes Afſt. mellem de forr. Næfeborer ÅA 6477; B 6773 C 54/7; den indbyrdes Ufft. mellem de bag. Næfeborer A 74775 B 7775; C 64; andens Brede mellem Øjnene A 1077; B 91777; €C 9%; Afſt. fra Snudeſp. til Øjets. for. Rand A 14377; B 14477; 0 1477; Afſtanden fra Ojets forreſte Rand fil Forgjælleaagets bagefte Rand A 1213 B 123 114; Ojets Længdediameter A 677; B 53/7; € 53/75 Ojets Bredediameter 5773 B 5775 CC 5777; Ufftanden fra Djets bagefte Mand til Gjællelaagets bagefte Rand A 2034/73 B 19"; Cc gt Ar fra Snudeſp. fil Rygfinnens Begyndelſe A 3417; B 37775 C 37477; Rygfinnens Længdeftræfning A 537; B 517; € 5”; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod 4 OR B 14175 0917; den piggede Deels Længdeftræfning A 47; B 327; C 424; den bløde Deels Lengdeſtrekning 4 137; B 1:75 € 1797; den piggede Deels ftørfte Højde A 17; B 10/7; C 9/7; den bløde Deels ftørfte Højde A 177; B 144775 C 1475 Bryftfinnernes Længde: A 25“3 B 2673. 0 24/5 Bryſtfinnernes Brede ved Roden A 9“3 B833083 Afſt. fra Snudeſp. til Bugfinnernes Rod A 447; B 4375 C 47; Bugfinnernes Længde A 22/7; B 203"; C 18”; Bugfinnernes Brede ved Roden A 5”73 B 5775. € 4437; Afſtanden fra Bugfinnernes Spidſe til Gadborets forrefte Rand 4 1/7; B 13"; Cc 10/'; Afſt. fra Snudeſp. til Gadborets forrefte Rand A 773 B 77; C 617; Gadborets Gjennemſnit A 37; B 5/75 C 317% Gadborets bageſte Rands Afftand fra Gadborfinnens Begyndelſe A 343 B SHS Cc 32 Gadborfinnens NNE — SB T0'7E C"78775 Gadborfinnens Afſt. fra Halefinnens Rod A 203775 B 17775 C 147; 481 Gadborfinnens ſtorſte Højde A 1175 B 14775 0 13/7; Halef. Længde fra Roden paa Siderne A 2677; B 27/7; € 2519 Halefinnens Længde i Midten A 23““; B 231775 C 21”; Halefinnens Brede udfpændt A 3175 B 37”; € 23”, Hovedet, hvis Længde indeholdes henimod fire Gange i Totallængden, ev noget fammentryffet, deg ſaaledes, at Sidefla— derne divergere lidt 1 Retningen nedad, og Hovedet altfaa bliver bre— dere forneden. Pandefladen ftiger med jævn Sfraaning ned fra Maffen, og er afrundet mod Siderne. Den Sfraaning, hvor: med Hovedets Underflade fliger op, er, naar Munden lukkes, ftærfere end Pandefladens Sfraaning. Snuden bred, hval— vet, fFuffelformig, 0 Enden ſtumpt afrundet. Snudens Længde til Djets forrefte Rand meget fortere end Afſtanden fra Øjets bagefte Nand til Gjællelaagets bagefte Rand. Zæberne ere meget ftore, tykke, fjodrige, indvendigt lagte i buedannede Fol— der, der ftræffe fig fra den .ene Mundvig til den anden, ſtjondt de yderſte i Midten ere afbrudte, ellev iffe tydeligt kunne forfol— ges; Overlaben vifer paa hver Side fyv eller otte Folder, Underlæben fun tre; Folderne ſynes, betragtede under Lupen, bedæt fede med en utallig Mængde ſmaa Vorter eller Papiller, og ere maaſkee ſaaledes af anſee fom et Slags Føleredffaber. Munden er i Forhold til Fiffens Storrelſe fun lille, og Mundvi— gerne naae langtfra iffe til Øjets forrefte Rand. Det opſpi— lede Gabs Højde (der ikke naaer Længden af Mellemfjæbebe- nenes Apofyſe) er ftorre end Breden; Overfjæben rager betyde— ligt frem over Underkjaben, faavel fortil fom mod Siderne. De Gabet dannende Knogler ere forte (med Undtagelfe dog af Mel: lemfjæbebenenes lange Apofyſe), men af en meget ftærf Byg— ning. Tænderne femmelig forte, dog ftærfe; af Form ere de deels foniffe (de allerforreſte), deels ſammentrykkede (de paa Siderne), men alle temmelig ſtumpe og lidet eller flet ikke frummede; de ere i Almindelighed iffe tætftillede, hvorfor mellem hver fo gjerne findes et tydeligt Mellemrum; i Regelen danne 31 482 de fun een Rakke paa Mellemfjæbebenene og een i Underkjg— ben; dog bemarkes gjerne negle fmaa bag Næffen paa Mellem— Fjæbebenene. Antallet ev omtrent otte paa hvert Mellemfjæ- bebeen (de ſmaa bagved fiddende iffe medregnede) og fi paa hver Side i Underfjæben. J Midten ere Tænderne ftorft; mod Siderne aftage de efterhaanden i Sterrelſe; de to forrefte i Overfjæben og de fire forrefte i Underfjæben funne kaldes Hunde— tænder, forfaavidt de rage frem over de øvrige, men de ere ikke faa fvidfe og krumme, ſom man efter dette Navn maaffee vilde fore ſtille ſig. En Stræfning bag Tænderne — i Overfjæben omtrent i Linie med Mellemfjæbebenenes bageſte Deel, i Underfjæben i Linte med de bageſte Tender — findes faavel i Over- fom Under— fjæben et Hudforhæng, der ev temmelig ſtort men tyndt. Tungen fidder langt tilbage, er meget flad (dog ſardeles vel ad— ſtilt fra Underfjæben), bled, glat, tilſpidfet, i Enden lidt afrundet; af Farve er den, ligeſom den ovrige Mundhule, hvid, dog med blaagrønt Sfjær. Oven i Munden, bag Tungen men foran Svælgbenene, fees et betydeligt Antal Papiller, der ſtage over— maade tat ved hinanden, og danne to Klynger eller Masfer. Et Svælgbeen paa hver Side i Overfjæben bærer Tænder, om— trent en Snees i Tallet; de af disfe Tænder, ſom ftaae inderſt ellev mod Legemets Middellinie, ere de ftørfte og af Knudeform; mod Siderne blive Tænderne mindre og ſpidſere. J Underfjæ- ben findes fun et Svælgbeen, hvilfet hos Læbefiffene har en ganffe færegen Form: det beftaaer af tre Vinger eller Grene, een ligefremad rettet. og fo, ſom ere rettede mod Siderne; Tallet af Tænderne paa dette Svælgbeen overftiger 40; de forreſte ere fun fmaa, i den bagefte TFværræffe er derimod ſtore og knu— dedannede Tænder. Gjallebuernes indadvendte Mand har blot forte og bløde Papiller iftedetfor Tænder. Næeſeborerne ere Øjnene meget nærmere end Snudefvidfen; de ere anbragte i Pandefladen, omtrent i Linie med ellev lidt højere end Øjets overfte Rand; deres Form nærmer fig det Kredsrunde, deres 483 Storrelſe er ubetydelig; de forrefte ere forfynede med et meget lille Hudror, hvis bageſte Rand Tager mere frem end den for: refte; Afſtanden mellem forreſte eg bageſte Næfebor omtrent lig med det bageſtes Afftand fra Djet. Øjnene ere ſmaa, og indeholdes mellem fer og fyv Gange i Hovedets Længde; deres Cængdediameter lidt ftorre end deres Hejdediameter; deres averfte Rand ligger paa Grændfen af Pandefladen, den nederfte Rand er derimod fjerner idetmindfte to af Øjets Højdediametere fra Hovedets Underflade. Afſtanden fra Snudeſpidſen til Øjets forreſte Rand er noget florre end fra Øjets forreſte Rand til Forgjallelaagets bageſte Nand. Det forrefte Ojebeen er ftort, ftørre end Øjet; de andre danne blot et fmalt Baand. For: gjællelaagets bagefte og nederfte Rand fremftille en afrundet Vinfel, fom er noget ſtump, i det den nederfte Rand omtrent er horizontal, den bageſte derimod lober noget ffraat op mod dakken. Naar man ved Disfeltion befrier Forgjællelaaget fra den det bedæffende Hud, vil man fee, at dets bageſte Rand, faavelfom den nederſte, er blod og bøjelig; underføger man endvidere den bagefte Rand under Lupen, vil man meget tyde— ligt iagttage Saugtander, hvilfe opftaae derved, at Forgjalle— laagets lodrette Deel ev fammenfat af tæt til hinanden liggende Straaler, hvis Spidfer rage frem bagtil. Men disſe Saugtag— ger funne, paa Grund af Randens Blodhed, ingenlunde erkjen— des ved Folelfen, Gjællelaagåftyffet ev temmelig ſtort og ftærft, af en uregelmasſigt fiirkantet Form med flørre Højde end Brede: den forrefte Rand, fom er meget tyf og noget hvæl: vet, er Den længfte, temmelig lodret ligefom den bagefte, der er den fortefte; med Henſyn til den bagefte maa endnu markes, at den i Midten er femmelig dybt, halvmaaneformigt indbøjet, og at den foroven udfender en lille, ſpids, bagudrettet Hudlap, der har Udſeende af en Beenpig men er aldeles blød; everſte Rand, den næftfortefte, er horisontal; nederfte derimod, ſom næften er ligefaa lang ſom forrefte, lober ſtraat ned mod Mellemgjælle- 31" 484 laaget. Undergjællelaaget, ſom ftræffer fig langs med Gjallelaagsſtykkets nederſte ſtraa Rand, bagtil endog naaer ud over denne, og fortil ſtoder ſammen med Mellemgjællelaaget, er af fynd og membranes Beffaffenhed (dette gjælder dog ifær om den bagefte Deel og hele den nederfte Rand) og af ſmal, langſtrakt, bagtil tilfpidfer Form. Mellemgjællelaaget, fom lægger fig op til Forgjællelaagets Vinfel, og folger dets nederfte Rand, er bagtil bredt, fortil noget tilfpidfet. Gjælleaabningerne ere af Middelftørrelfe, begynde omtrent i Linie med Øjets Midte, pg danne en Bue ned til Hovedets Underflade, hvor de ophore omtrent i Linie med Djets bagefte Rand. Gjælleftraalerne fabeldannede, dog temmelig fmalle. Ryglinien ſtiger ſtraat op fra» Naffen til Rygfinnens Be— gyndelſe, bliver derpaa i en lang Strakning (under Rygfinnens af Pigſtraaler dannede Deel) vandret, ſtraaner igjen ned under den bløde Deel, indtil den ved Rygfinnens Ophør after antager en horisontal Retning. Saalangt Nygfinnen ftræffer fig, er Ryggen meget fmal og ffarp, hvorimod den foran og bag Rygfinnen er afrun— det. Buglinien er nedſtigende og buet indtil Bugfinnernes Nod, bliver derpaa vandret indtil Gadborets forrefte Rand, ſti— ger nu pludfeligt op med ſtejl Sfraaning til Gadborfinnens Be— gyndelfe (hvorved Bugen faaer et færeget hængende eller frem— ragende Udfeende), fortfætter fit ffraa Lob ovenover Gadborfinnen (dog med langt mindre Stejlhed, og altſaa dannende en ſtump Vinkel mod den foregaaende Sfraaning), og ender derpaa om— trent horisontal. Over Gadborfinnen er Bugen ſlarp, ellerg af- rundet og bred. Kroppen er temmelig ſammentrykket (Tyk— kelſens Forhold til Højden ſynes at variere omtrent mellem Ii til 2 og 1 til 12), hvilfet mod Halen tiltager, og der, paa Grund af Halens ftore Højde, bliver mere iøjefaldende; idet Halen foran Halefinnens Nod almindeligen ev fire Gange faa høj ſom tyk. Rygfinnen, fom begynder ovenover Bryftfinnernes Nod og fun meget lidt bag Gjallelaagets bagefte Rand, indtager en 485 betydelig Længdeftræfning, der iffe er meget ringere end den halve Totallængde, og kommer, inden den ophører, Halefinnen nær- mere, end Gadborfinnen kommer ſamme Finne. Antallet af dens Pigſtraaler ev omtrent dobbelt faa ſtort ſom Antallet af dens bløde Straaler, og den Længdeftræfning, ſom Pigſtraalerne indtage langs Ryggen, overſtrider den bløde Deels Længdeftræf ning fo Gange eller endnu mere. Derimod er Højden af den bløde Deel langt betydeligere end af den hvadfe, og den danner der— for en afrundet Fremragning, hvis Ende, naar Finnen ligger ned, berører Halefinnens Nod. Den førfte Pigſtraale er den fortefte (hod de underføgte Individer fortere end Ojets Længde- Diameter); de følgende tiltage gradeviis, faa at den fidfte bliver dobbelt eller mere end dobbelt faa lang ſom den forſte. Forſte bløde Straale er længer end fidfte Wigftraale, og de følgende vore indtil femte eller fjette (inkluſive), der omtrent er 12 Gang længer end fidfte Pigſtraale; derneſt aftager Højden, dog ſaa— ledes, at ſidſte blode Straale er længer end forſte Pigſtraale. Finnen fan ievrigt rejſes ſaaledes i Vejret, at dens lodrette Højde paa ethvert Sted iffe afviger betydeligt fra de refpeftive Straalers Længde. Pigſtraalerne ere middelmaadigt ftærfe, meget fvidfe, temmelig trinde, lidt bøjede, Den Straalerne forbindende Hud, fom 1 hele Finnens Stræfning ev temmelig tynd og giennem— figtig, omflæder iffe blot Pigſtraalerne, men forlænger fig ogſaa fraadformigt og temmelig betydeligt ud over Enden af hver Wigftraale; hvorimod Bindehuden bag hver Pigſtraale ffjærer fig ned mod den følgende Pigſtraale, og ſaaledes ligefom lader dennes forrefte Rand for en Deel fri. Af de bløde Straaler er den førfte udeelt, de følgende forgrenede; mod Enden af Finnen bliver Forgreningen ſtarkeſt, og ſidſte Straale er klovet lige til Roden, faa af den har Udſeende af fo færffilte Straaler FT), Bryſt— +) Bed Straaletællingen ev den imidlertid kun regnet for een Straale, ligeſom den tilfvarende dobbelte Straale i Gadborfinnen, hvilket ogſaa gjælder for de følgende Labefiſke. 486 finnerne, fom ere temmelig ffraat tilhæftede og tillige i en Bue, faa at dereg Rod faaer nogen Halvmaanedannelfe, ere juft iffe ſonderligt lange (efter Middelberegning fynes deres Længde at indeholdes henimod -fer Gange i Totallængden) men brede (Breden ved Roden udgjer omtrent en Trediedeel af Længden) og af afrundet Form. Bindehuden ev gjennemfigtig og tynd, uden dog let at fonderriveg; Straalerne af tyf og ftærf Bygning og i Enden meget forgrenede, fun de to forſte undtagne. Forſte Straale, fom er den fortefte af alle Straalerne (meget fortere end den fidfte), er tillige af meget tyndere og fpætere Bygning, pg faa nøje forenet. med anden Straale, at den let fan overſees, pg at man iffe uden Disſektion fan erfjende dens Beſtaffenhed: uagtet dens meget tynde og tilſpidſede Ende er bled eg bøjelig, bøv den dog kaldes en Pigſtraale, da ingen Spor til Led funne opdages paa den. Den mere end dobbelt faa lange og tillige meget tyffere anden Straale er tydeligt artifuleret, men uden Forgrening; de følgende Straaler vore gradeviis indtil fyvende og ottende, der ere de længfte og indbyrdes omtrent lige lange; derpaa aftage Straalerne ligefaa gradeviis. Bugfinnerne ere af middelmaadig Længde (de indeholdes omtrent T Gange i Totallængden), meget ſterk Bygning og iffe ubetydelig Brede (denne indeholdes almindeligen fire Gange i Længden) ; Wigftraalen, hvormed de begynde, er meget langftraft og ſpids; i Længde ftemmer den omtrent med fidfte blode Straale; tredie Straale den længfte; ievrigt ere de bløde Straaler faa ftærft forgrenede, at de ligne Straaleknipper. Binde— huden, der er gjennemfigtig men ftærf, fortfætter fig paa den indre Side af fidfte bløde Straale, faa at den forbinder de to Bugfinner ſammen, idet den tillige indeflutter en mellemliggende Ræffe af fire eller fem langftrafte Skjel. Bugfinnerne ere iøvrigt meget ffraat tilheftede, bag Bryſtfinnernes Nod, under Rygfinnens tredie ellev fjerde Pigftraale, omtrent i Enden af Totallængdens forſte Trediedeel. — Gadboret aabner" fig É 487 noget bag Halvdelen af Legemets Totallængde, under Rygfin— nernes fertende og ſyttende Pigſtraale, og er af ikke ubetydelig, ffjendt noget varierende, Storrelſe; dets Form: ev kredsrund, eg Det omgives af Nynfer. Bag Gadboret, og fun filt fra dette ved en ſmal Hudvæg, vifer Generationsaabningen fig ſom en Tværfpalte, der bagtil er forſynet med en lille, triangulær, fladtrykket Papil af hvid Farve. Denne Papil var dog hos alle de underføgte Individer faa lille og ffjult, at forf en nærmere Underſogelſe af Generationsaabningen ledede til Opdagelſen af den; to mellemliggende Sfjælræffer adffille denne Papil fra Gadborfinnen. Gadborfinnen, fom begynder under Rygfin— nens fidfte eller næftfinfte Pigſtraale, og ophører længere fra Halefinnen end Rygfinnen, har fun en ringe Længdeftræfning (omtrent lig med Bugfinnernes Længde, eller endog lidt mindre), men forholdsviis en ikke ubetydelig Hejde, da den i faa Hen— feende fun giver Rygfinnens blode Deel lidet efter: førfte Pig— ftraale ev fort men temmelig tyk og ſpids; anden noget længere og tillige tyffere, og tredie after længer end anden; disſe tre Straa— ler ſtode næften ſammen ved Roden, medens deres Spidſer diver— gere temmelig meget; Foreningen af Gadborfinnens bløde Straaler danner en afrundet Fremragning, der ligner den af Rygfinnens bløde Straaler dannede, men dog iffe berører Hale— finnenå Rod, naar den ligger ned; den førfte bløde Straale er omtrent fire Gange faa lang ſom forfte Pigſtraale; anden til femte ere noget længere end forſte og indbyrdes omtrent lige lange; de følgende aftage, men ſidſte Straales forrefte Green er dog endnu mere end dobbelt faa lang ſom forſte Pigſtraale. Hvad For- greningen af de bløde Straaler angager, gjælder ganffe, hvad allerede er bemarket om Rygfinnens blode Straaler. Ogſaa Bindehuden er ſom hos Rygfinnen; men deg maa bemarkes, at fun de to forſte Pigſtraalers Spidſe er forfynet med Hudforlæn— gelſe, hvilken iffe findes hos tredie. Halefinnen feer meget forfere ud, end den virfeligen er, fordi Kroppens Sfjælbeflæd- ning næften naaer ud til Midten af dens Længde; da den tillige næften har famme Vrede ved Roden ſom i Enden, og er lige afffaaren, faaer den et ganffe fiirkantet Udſeende; dens elleve mellemſte Straaler ere meget ftærft forgrenede; af de fo Straa— ler, fom foroven og forneden indeflutte disſe elleve, er den pverfte fun fvagt forgrenet, den nederfte flet ikke; endeel ſmaa Straaler naae temmelig langt op paa Siderne af Halens Ende. Sidelinien, der udgaaer fra Gjallelaagets everſte Rand, leber i en meget lang Stræfning parallelt med Ryglinien, og meget nærmere denne end Buglinien; forft mod Enden af Ryg: finnen krummer den fig ned, for efter et fort ffraat Løb atter langs Halen af antage den horisontale Retning, hvorved tillige dens Afftand fra Ryg- og Buglinien blive lige ſtore; den fort- fætter fig iovrigt ligefaa langt ud paa Halefinnen, ſom Skjalbe— dæfningen naaer, og gjennemlober ialt 48 Skjel (30 inden den ffraaner ned, 4 i Sfraaningen og 14 langs Halen og Halefin— nen) ; hvert af disſe Sfjæl gjennembores af en lang ſmal Kanal, hvilke Kanaler dog egentligen ikke danne nogen fortløbende Linie tilfammen for paa Halen og Halefinnen; foran Halen er nomlig Kanalen paa hvert af Sideliniens Sfjæl omtrent paa Midten frummet op, faa at Mundingen af hver enfelt Kanal vel vender bagud men tillige opad mod Rygfinnen. Med Undtagelſe af Axelhulerne er hele Kroppen beflædt med taglagte Sfjæl; ogfaa paa Pandefladen bag Øjnene, paa Kinderne, Gjallelaagsſtykket og endeel af Undergjællelaaget findes Sfiæl; endvidere feeg 2 eller 3 Siykker paa Mellem— gjællelaaget; det øvrige Hoved er nøgent, men viſer omfring og over Øjnene, famt paa Snuden, en Mængde ſliimudforende Aab— ninger (de danne tilfammen fire Næffer, een under og een over hvert Øje). Ogfaa paa Forgjællelaagets lodrette Green er en Næffe faadanne Aabninger. Af Finnerne er fun Halefinnen, fom ovenfor berørt, i en betydelig Stræfning ſtjaldakket; imid— lertid maa det dog bemerkes, at Ryg- og Gadborfinnen langs Roden vife en Mængde ſmaa Sfjæl, der ligefom danne en, viftnof 489 ganffe rudimentær, Rende eller Fure til disſe Finners Opta— gelſe. Skjallene ere tynde og hudagtige, og, i Almindelighed falt, ſtore: ſtorſt paa Kroppens Sider, dernæft paa Gjællelaagg- ftyffet, Halefinnens Nod, Bryftet og Nakken; mindſt ere Sfjællene ved Ryg- og Gadborfinnens Nod, paa Kinderne og ifær allerforreft paa Bryſtet mod Struben. 3 en Tværlinie fra Rygfinnen ned til Bugfinnens Rod findes 20 Sfjæl (de fmaa ved Rygfinnens Rod ikke medregnede), 6 ovenfor Sidelinien og LE nedenfor denne; en Længderæffe fra Gjællelaagets bagefte Rand ud paa Halen indeholder henimod 50 Sfjæl. J Almindelighed fan man fige om Sfjællene, at Lengdedimenſionen ev den overvejende og den femfantede Form den herſtende. Hos et Individ af 10” Længde vare de ſtorſte Sfjæl paa Siderne 1” lange og 41" brede; den fynlige, af Epidermis overtrukne Deel udgjorde om— trent en Trediedeel af Skjgllets hele Længde. Af Femkantens Sider ere de to længfte parallele og horigontale; med disſe for— binder en tredie (den forrefte eller mod Hovedet vendte) fig under rette Vinkler; disſe tre Sider danne Sfjællets ffjulte Deel; den ſynlige begrændfes altfaa af de to ovrige Si— der, hvid Sammenſted bagtil imidlertid ikke er ffarpvinffet men mere ellev mindre afrundet. Viften, ſom fra Skjallets ſynlige Deel udbreder fig over hele den fljulte, har et betydeligt, men meget afverlende, AntalStraaler (jeg har talt fra 10 til 25). Disſe give den forrefte lodrette Rand et tagget eller tandet Udſeende; Skjallets foncentriffe Striber eller Værtftriber ere færde- les fine og næppe kjendelige for det blotte Øje, — Fra denne ſom normal betragtede Form for Sfjællene gives en Mængde Afvi— gelfer, af hvilke følgende ifær fortjene at merkes: a) Halefin— nens Sfjæl, der vel ogfaa have en femfantet Form, men paa en ganffe omvendt Maade, idet næmlig Viftedelen her er til fpidfet, og den frie Deel derimod bagtil mere eller mindre lodret afffaaren; Viften har fun tre eller fire Straaler; b) Gjalle— laagsftyffetsSfjæl, hvis Form nærmer fig det Kredsrunde, 490 dog ofteft fun ufuldfomment eller uregelmæsfigt; Viften forfvin- der aldeleg, eller ev dog meget rudimentær; og hvad der ifær fortjener at mæerkes, Sfjællene ere tildeels ikke taglagte, men ligge blot ved Siden af hverandre; og hvor Taglægning endnu fan ſiges at finde Sted, er denne dog hojft ufuldftændig, da den bedæffede Deel fun er ubetydelig fammenlignet med den frie. — Sideliniens Sfjæl afvige iffe væfentligen fra de øvrige Sideffjæl 1 Form, men blive fun mærfelige ved den ovenomtalte Krumning af den dem gjennemløbende Kanal. Indre Byg: Bughulen meget rummelig, beflædt med et ſolvfarvet Peri- ning fonæum; Leveren af redbrun Farve, meget ſtor, ftræf- fende fig lige til Enden af Bughulen *); det er den venftre Lap, der udgjør næften hele Levermasſen; den højre er derimod ſor— Deles lille ;ogfaaGaldeblæren er forholdsvis meget lille, eller ret— feretynd og af en meget langftraft Form (fom en Polfe). Milten er utydeligt eller meget fladt prismatiſt, bagtil tilfpidfet, ſortbrun af Farve, omtrent af 1" Længde; den ligger paa højre Side af Tyndtar— men ved denne ſidſtes nederſte Deel. Tarmekanalen havde hos det forſte ovenfor udmaalte Individ omtrent 10“ Længde; den er vild, men næften af lige ftor Diameter overalt, og vifer altfaa ingen tydelig Mave; efterat være rettet lige bagud i omtrent 2 af Bughulens Længde, bøjer den fig frem igjen mod Mellem— gulvet, men vender derpaa atter i lige Linie tilbage til Gadbo— ret. — Svømmeblæren er ftor, fimpel, nøje forenet med Ribbenene, faa at den vanffeligen uden Sonderrivelſe adffilles fra disſe; indvendigt er den forfynet med en Kirtel. Ny— rerne, fom forſt danne en iffe ubetydelig Masſe foran i Bug— hulen under Rygraden, fvinde dernæft ftærft ind, indtil de atter fvulme cop mod Gadboret. Urinblæren er lille, hvid, ſok— formig, og ligger bag Mælfefæffene eller Rognfæffene, tæt op til disſe. Hannernes Mælfefæffe ere ftore, langftrafte, pyra- +) Dette finder dog ikke Sted hos alle Individer. 491 midalffe, af hvid Farve. Ogſaa Hunnerne Rognſakke har jeg fundet meget ftore, af trefidet, noget pyramidalff orm og orange— rød Farve; de danne to Sætte, der forneden ere forenede, og ind— tage hele Bughulens Længde (hos et Individ paa 12" havde de henimod 4” Længde). Om. Beenbygningen fan Felgende merkes. Mellemkja— bebenene temmelig forte, fortil meget ſterkt ſammentrykkede og altfaa brede, i den bagefte Ende fmallere og tillige i betyde— lig Grad nedadkrummede. De bagudrettede Apofyfer, ſom naae op mellem Hjehulerne, overgage de forrefte Grene temmelig meget i Længde: Overfjæbebenene, der for en ſtor Deel ligge ffjulte under det forrefte, ſtore Djebeen, have en færegen uregel— mæsfig og krummet Form, og fammenfættes ligefom af fem Af— delinger; Da en nærmere Beffrivelfe uden Afbildning vilde favne Tydelighed, maa det være nof at henvende Opmærffombeden paa det Ufædvanlige i Formen. Det forreſte Øjebeen er tri angulært; foroven og bagtil udfender def en temmelig lang, ſterk og ſpids Vig, der for en ſtor Deel danner Ojehulens forvefte Wand, Næfebenene ere tynde og langſtrakte. Mellem Dje⸗ hulerne viſer Panden en bred, temmelig flad Fordybning eller Kanal, hvilken fortil er aaben, bagtil derimod lukket (omtrent i Linie med Ojehulernes bageſte Mand, eller lidt foran denne). SYnterparietalbenet er væbnet med en tynd Kam, fom fortil begynder ganffe lav, men efterhaanden tiltager i Højde, og altfaa har Triangelform; denne Kam forlænger fig, ellev danner en Fremragning bag Hovedets Nakkelinie. Til Sidekamme ere fun femmelig fvage Spor. Overſkulderbladet er juſt ikke ſtort men af ſterk Bygning: det har en uregelmægfig Form, og beftaaer af en tykkere midterfte Deel eller Kjærne, fra hvil fen Knuder og Grene udgaae i forffjællige Retninger. Skulder— bladet lille men flærft, forneden tilfpidfet. Overarms— benet meget ſtort; Albuebenet af Middelſtorrelſe, tyndt; Straalebenet lille, af meget langſtrakt fiirkantet Form med Ufarter. 492 Es et lille rundt Hul i Midten. Processus coracoideus ſtor, pladedannef, meget tynd, beftaaende af to Stykker. Bæffen- benene ere meget langftrafte, ſmalle, bagtil tilfpidfede; paa den everſte Flade forfynede med en dyb Længderende, paa den underfte med en ſtarp Kjol. — Hvirvlernes Antal er 38, af bvilfe 18 tilhøre Bughulen, de øvrige 20 Halen *). Apo- physes transversæ ſpores næften aldeles ikke paa de to forſte Hvirvler, ere, ſtjendt gradeviis voxende, endnu temmelig forte paa de ni eller ti følgende, men naae paa de fidfte Bughvirvler en middelmaadig Længde. De fyv eller otte førfte forte ere rettede temmelig lige ud mod Siderne, ere fammentryffede i Retningen forfra bagtil, brede, i Enden ſtumpt afrundede, næften af Sfeeform; de følgende ere mere nedadrettede, linie— dannede eller vel endog tilfpidfede 1 Enden (dette gjælder de ſidſte), men ligefom de foregagende ftærft ſammentrykkede i Ret— ningen forfra bagtil. Apophyses spinosæ superiores og infe- riores ere lange; de forſte vore efterhaanden indtil Ade eller 25de, hvorpaa de atter aftage, dog ſaaledes, at de tre fidfte Halehvirvlers Apofyſer (faavel de øvre fom nedre) overgaae de fæt foranliggende i Længde. Forſte Ap. sp. inferior udgaaer fra nittende Hvirvel. Foruden det, at fidfte Halehvirvel har to meget ftore triangulære Plader, fom bære Halefinnen, tjene ogſaa den foregaaende Hvirvels Torneforlangelſer til Støtte for denne, Ribbenene, fom ere fæftede fil den bageſte Flade af Ap. transversæ, ere (ange og temmelig krumme; de tolv forſte dobbelte. Aſcanius antog (I. c.) to Afarter af denne Fiff, en rod og en gron, og holdt den førfte for den almindeligfte ). Uden af turde afgjøre, om Farveforffjælligheden her virfeligen +) pos Valenciennes (XII, 33) hedder det: je compte dix verté- bres abdominales et un pareil nombre de caudales, Her er »dix” viftnof en Trykfejl iftedetfor dixneuf, hvorved det ovenangivne Tal (38) vil udfomme, ftjøndt med en lidt afvigende Fordeling. 74) Fries antager ogſaa to Farve-Afarter, Derimod omtaler Valen— 493 begrunder to eller endog flere Afarter, vil jeg bemærfe, at jeg fun har feet et eneſte Individ af rød Farve, men derimod et ſtort Untal, hos hvilfe den grenne Farve var den herffende . Berggylten er den ſtorſte nordiſte Læbefiff; den opnaaer en Størrelfe af indtil 18 Tommer og en Vægt af 3 til 31 Pund **). Dog høre faa ftore Exemplarer viftnof til Sjaldenheder. Den almindelige Længde er omtrent en Fod. Jeg har iffe felv truffet denne Art nordligere end ved Bergen, og Strøm ſynes iffe af have feet den paa de ſond— morſke Kyſter***). Imidlertid er den dog for almindelig i Omeg— nen af Bergen, til af man fan anfee dette Sted fom den yderfte Grændfe for dens nordlige Udbredelfe. Mod Syd naaer den omtrent Gascognebugten, efter hvad hidtil er befjendt om den. ciennes endog fem, blandt hvilke een guul; denne fidfte, der er Fries's lyſe Varietet, har jeg ikke feet, men efter Fries ftulle de unge Individer af nærværende Art være guulbrune med nogle faa ftørre Pletter paa Kroppens Sider af graabrun Farve. „Samme Udfeende,” tilføjer han, beholder et og andet Individ ogſaa ſom fuldvorent,» Men fortjene da disfe at betragtes ſom udgjørende en Varietet? +) Uagtet Fries paaftaaer, at Farverne ere uafhængige af Tid og Kjon, vil jeg dog tilføje, af det enefte røde Individ, jeg har feet, var en Han, fanget i Midten af Maj i Kriftianiafjorden, Derimod havde alle de Individer (over en Snees Stykker af meget for— ftjællig Størrelfe, fra omtrent 8” til 16), jeg i Maanederne Juni og Juli underføgte i Bergen, grøn Farve i forftjællige Skat— feringer, og vare tilhobe Hunner. Efter mundtlig Meddelelfe af en meget dygtig Zoolog frulle Læbefiftene (vel at mærke i det ſkandinaviſke Hav) have beftemt Vinterdragt. Da jeg endnu ikke har haft Lejlighed fil at iagttage nogen Art af denne Familie gjennem alle Aarstider, maa jeg overlade Prøvelfen af denne Paaſtand til Ichthyo— loger, hvis Opholdsſted kan forſkaffe dem de nødvendige Materialer dertil. +t) Efter Palenciennes endog indtil 5 Pund. +44) Med mindre hans Berggylte Nr. 4 (Søndmørs Beſkr. I, 267) ſkulde kunne gives Plads her, Størrelfe, Forekom⸗ men. Levemaade. Naring. 494 Hos os forekommer den i Kattegattet (dog temmelig fjæl- dent paa den danſke Side), og gaaer endog ſtundom ind i Ore— fundet. J de ſidſte Dage af Oftober 1835 kjobte jeg af Fiffere fra Skovshoved et af dem i Sundet fanget Individ, hvilfet opbe— vares i den naturhiſtoriſte Forenings Fiffefamling. Flere In— divider fra Dreſundet har jeg ikke felv feet, men en fyndig Fiſter erindrede tilforn af have truffet den der to Gange *). Berggylten opholder fig almindeligen tæt ved ftejle, med Tangarter bevorede Klippefider, paa en Dybde af en halv Snees Favne Vand eller mindre, og forlader uffe gjerne det engang valgte Opholdsſted. De yngre Individer gaae fildeelg ind paa ganiTe flade Steder, hvad i Almindelighed er Tilfældet med Wngelen af mangfoldige Fiffe. Heelt ute mod det aabne Hav og allerinderſt paa Bunden af Fjordene plejer man iffe at træffe Berggylterne. Hes Yarrell anføres (efter Couch) følgende Bemærfning: „naar Fifferne forft fife paa et Sted, fange de fun faa Berggylter, men disſe ere af anfelig Storrelſe; naar de nogle Dage fenere gjøre Forføg paa ſamme Sted, fange de et betydeligere Antal men af ringere Storrelfe. Deraf flutte de, at de ſtore Fiffe bemægtige fig Herredemmet i. en Stræfning, pg holde de yngre borte.” At denne Slutning er rigtig, er jeg langt fra at paaftaae; men da, ifolge Sagens Natur, Ingen fan have flere Erfaringer over Fiffene end Fifferne, bør man høre disſes Meninger, iffe for ubetinget at antage dem, men for ved given Lejlighed at underkaſte dem Prevelſe. Berggylternes fornemfte Naring beftaaer i de mindre Bløddyr og Kræbsdyr (af disfe ſidſte iſer Amfipoder og Iſo— poder), hvilfe de i Mængde finde mellem Klippernes Tang— værter. Ogſaa ffulle de fortære ſmaa Fiffe, hvad jeg imidlertid iffe felv har nogen Erfaring for. +) Nilsſon's Udfagn om den (Prodr. pag. 74): ,fretum nunquam intrans,” bliver altfaa ved disſe Erfaringer indffræntet, - 495 Legetiden fal, efter franffe og engelffe Forfattere, indtræffe — i April, og om Sommeren ffulle Ungerne af omtrent en Tom— meg Længde iagttages i lavt Vand ved Randen af Klipperne. Disfe Beretninger ſynes forovrigt ikke at pasſe ret godt med mine egne Erfaringer, da jeg hav truffet Hunnerne med fyldte Rognfæffe i Juni og Suli. Hos os er Berggylten for fjælden, til af der fan faleg Anvendelſe. om dend Anvendelſe i Danmark. Men felv paa de Steder af den norſke og fvenffe Kyſt, hvor den forekommer hyppigt nof, er den fun lidet agtet og benyttet fom Naringsmiddel. Imid— lertid er dens Kjod, ſtjondt noget blødt, ret velſmagende 7). Hos de nordiffe Læbefiffe ſynes det overmaade fjældent af Siender. træffe Snyltedyr, naar Filarier Bughulen undtages. Snylte— fræbs har jeg fun iagttaget een Gang og hos et eneſte Individ af Berggylten (det ſtorſte, jeg har feet i friſt Tilſtand, henimod 16 Tommer langt): næmlig et Par forfrøblede Exemplarer af Anchorella uncinata og nogle faa Individer af en ny Kaligus— art. — Hos de følgende nordiffe Læbefiffe har jeg aldrig fun— det Snyltefræbs. +) Muͤller finder det endog delikat (Hic boni et delicati saporis ete. Prodr. pag. 46). En af vore gamle Rimere, Samuel Bugge, fynes at være af modſat Mening, hvilfet han ved følgende hinkende Vers tilkjen— degiver (Ethices christianæ Tredie Part, om adftillige Fiftes Natur og Egenſkab, Vers 80): Berggylten rød, Karudſen fød, Hverandre ej ulige: Lær vel af fjend? Ven fra Uven, Smiger fan Mange fvige. Her foreftiller Karudſen naturligviis Vennen og Berggylten Smigreren. Artsmorke. 37te Art. Labrus mixtus Linn. A. Rødnæbet (Labrus carneus Ascan.). Formen langftraft, fammentryffet; Snuden lang og ſpids; Farven orangered med fre ſtore Noe IE te To lay gg gen ſGounder — ——— bageſte Deel, een foran Haleſinnens Nod); Fin— nernes Straaletal er: Rygf. 35; Bryftf. 16; Bugf. 1; Gadborf. kYE Halef. 2. FN NE DS — Anm. Straaletallets Norm er opſtillet efter folgende Tallinger: ; Gadborf.-% 3 Halef. se $ FZotall. 93"; Rygf. 7$5 Bryſtf. 15; Bugf. ; 8 Serene GS sr Ea SALT TOG SEND SS RS — 16 TES SS VS 23 2 — 7373 — 183 — 165 — i; — Ti — 35 SE 73 — 33 — 16 — 3 75 — 33 RES SAN 6 3 SEE SK RS Le GS == 23 ——3 SEE MALES TEE KRIG CEST TS SAG er | STEMMER RS SS RRS TE SAM SE TPE SME Rs FZællingerne ere her, ligejom fædvanligtidenne Bog, nedſkrevne i ſamme Orden, hvori de foretoges, eller, hvad der ev det Samme, i den Orden, hvori jeg modtog Individerne. Efter de fem førfte Tællinger antog jeg det for afgjort, at Tallet 16 maatte betragtes fom det regelmæsfige for Rygfinnen; nu kom det fjette Individ fil fom en Undtagelfe; men derpaa 497 erholdt jeg paa een Gang de fire fidft anførte Individer, der alle havde 17 Pigſtraaler i Rygfinnen, og faaledes, ved at bringe Ligevægt mellem allene 16 og 17, attev gjorde mig ganſke uſikker om, hvilet af dem der maatte være det regelmæsfige, Kan altfaa Straaletællingen hos et Antal af ti Individer endnu her være utilſtrokkelig, til at fætte Normen udenfor Zvivl, faa maa den vel meget mere være det, for at be— ſtemme Grændfen for Afvigelferne. Nilsſon og Narrell ere enige i, Fun af angive 15 Straaler for Bryſtfinnerne, hvilket Tal jeg blot har truffet en enefte Gang blandt fi: jeg fulde derfor troe, at de have overſeet den førfte lille Pigſtraale. Ascanius i Ic, rer. natur. fasc. II, p. 6. Labrus carneus. Pennant's Brit. Zool. III, 336; L. trimaculatus. Muͤllers Prcdr. n. 285: Labrus carneus, Strøm i det norfte Bid. Selſk. Skrift. I, 145: Berg-Webbe. Retzius, Fauna svecica pag. 335 n. 67. 2: L, carneus. YWilsfons Prodr. Side 75, L. carneus. ; Risſo's Hist. nat. & cæt. III, 302: L. qvadrimaculatus. Narrell's Brit. Fishes I, 286: L. carneus. Valenciennes i Hist. d. Poiss. XII, 58; L. trimaculatus >), Ascanius tab. 13; Blød) tab. 289, Hos os har denne Fiff intet Navn. Paa de norffe Kyſter har jeg hert den benævnes Rødnæb, Sudernaal og Suder- kone. De Navne, hvilfe Nilsſon tillægger den ſom norffe — Rødfnæffe og Sypige — tvivler jeg paa tilkomme den; da jeg +) Ascanius's Benævnelfe antoges af Blod), Pennant's af Gme— lin, Donovan o f.v. — Raffinesque har — efter Valenciennes's Angivelſe — i fin ficilianfte Ichthyologi endnu lagt et Navn til de ovenanforte: han falder den her omtalte Fiſt L. Luvarus. — At Stroms Bergnebbe, for hvilfen han foreflog det ſyſtematiſke Navn L. rostratus i den Tro, at den tilhørte en ny Art, ikke er for— ftjællig fra Ascanius's L, carneus, fremgaaer tydeligt af Stroms Beſkrivelſe. 32 Synonymi. Ufvildnin-s ger. Benævnel: fer. Beffrivelfe. 498 har Erfaring for, at Fifferne anvende dem paa en Torffeart — Gadus minutus — men iffe paa L. carneus. Farven er paa Ryg og Sider orangerod eller lyſt brun— agtigzrød med Overgang fil det Orangerode (ſtundom dog femmelig morkt vødbrun). Paa Nygfladen findes tre ftore, meget iøjefal dende, uregelmæsfige forte Pletter, af hvilfe den forfte plejer at begynde omtrent med Rygfinnens bløde Deel, og følge de fem førfte blode Straaler; den anden ftræffer fig hen under de fer ſidſte Straaler; den tredie endeligen bedekker Enden af Halen ng lidt af Halefinnens Mod. Foran hver af disfe forte Pletter er meget ofte, ſtjondt iffe altid, en lys (roſenrod eller hvidguud Plet. Tværs vover Snuden findes et mere ellev mindre tyde— ligt, mørfeblaat Baand; og ved Roden af Bryſtfinnerne en grøn Plet, der faavel er fynlig paa den ydre Side af disſe Finner, fom iſer udbreder fig i Axelhulen. Rygfinnen er brunligtrod med en fort Plet paa Bindehuden mellem de førfte Par Pig— ftraaler, og vifer endvidere en meget fmal fort Kant, uden om hvilfen atter er en ſmal hvid Kant; Halefinnen har Kroppens Hovedfarve, og omgives ligeſom Rygfinnen af en fort og en hvid Kant. De øvrige Finner ere af en lyfere rød Farve, Bug— finnerne med hvide Spidfer og Gadborfinnen med hvid Rand. Djets Pupille er mørfeblaa, Hornhuden rød (fofelifot) med to lafurblaa Pletter og een hvid. Udmaalinger: Zotallængde A 947; B 87; C 747%) ; Højde over Gadboret A 2,77; B 2077; C 20"; Højde over Gjællelaagets bagefte Rand A 2173 B 1977; C.19%; Højden foran Halefinnens Rod A 17; B 9775 € 977; ftørfte Tykkelſe (over Bugfinnernes Spidſe) A 147; B 17; € 10”; ") De fre udmaalte Individer, der alle vare Hunner, fangedes ved Ber— gen den 21de Juni; Maalene ere fagne af dem i friſk Tilftand, ligefom ogfaa den ovenfor meddeelte Farvebeſkrivelſe. 499 Omkredſen famme Sted A 647; B 417; C 417; Tykkelſe foran Halefinnens Rod A 17; B 24775 CC 275 Afſt. fra Snudeſp. til Gjællel, bag. Mand A 3 — B 287753 0977; Hovedets Højde over Midten af Øjet A 137; B 17; C 119477; det opfpilede Gabs Højde indvendigt A 11/7; B 947; € 837; det opfpilede Gabs Brede indvendigt ÅA 6/73 B 54775 C 57; Længden af Mellemtjæbebenenes Apofyſe A 1177; B 977; € 837”; Mellemfjæbebenenes Længde A 977; B 775 0 7”; DverFjæbebenenes Længde A 6/7; B 5/7; C 43/7; Ufftanden fra Underkjebens Spidſe til dens Ledforbindelfe A 157”; B 12/7; 2 Afſt. fra Snudeſpidſen til forreſte Neſebor A 1177; B 8477; C 875 Afſt. mellem forrefte og bageſte Neſebor A 23/7; B 2/7; C 137; Afſt. mellem bag. Mæjebor og Ojeranden 4 — BBS C82115 den indbyrdes Afſt. mellem de forr. Næfeborer A 5377; B — Cc — den indbyrdes Afſt. mellem de bag. Næfebover 4 7477; B 5375 C 57; Pandens Brede mellem Øjnene A 84/7; B 64"; 5 6/3 Ufft. fra Snudeſp. til Øjets for. Rand A 14477; B 11977; C 10477; Afſtanden fra Øjets forreſte Rand til Forgjællelaagets bageſte Rand Å 12/75 B 11825 E 104; Ojets Loengdegjennemſnit A 63/7; B 5475 C 52/7; Ojets Højdegjennemfnit A 5277; B 49775 C sin; Afſtanden fra Øjets bagefte Ris til Gjællelaagets bagefte Rand 4 1525 B 194); C 113; fra Snudefp. til Rygfinnens Begyndelfe A 3”; B-247; € 21”; Rygfinnens Længdeftræbning A 447; B 337; 0 3937; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod A 1277; B 1077; € 10”; Længdeftræfningen af Rygfinnens piggede Deel A 237; B 2”; C 251), Længdeftræfningen af Rygfinnens bløde Deel A19377; B 167”; Cir, den piggede Deels ftørfte Højde A 8/7; B 7/7; 0 6”; den bløde Deels ftørfte Højde A 10/7; B 87; 0 75 Bryftfinnernes Længde A 1677; B 13477; C 127; Bryſtfinnernes Brede ved Roden A 53/7; B 5775 C 417; Afſt. fra Snudeſp. til Bugfinnernes Rod A 347; B 237; C 31/7; Bugfinnernes Længde A 15/7; B 137; C 127; Bugfinnernes rede ved Roden A 34/75 B 377; C 294; 500 Afſtanden fra Bugfinnernes Spidfe til Gadborets forrefte Rand A UL JA 5 ASLE DEGE Hd Afſt. fra Snudeſp. til Gadborets forrefte Rand A 577; B 475,7; C 47; Gadborets Længdegjennemfnit A 27; B 275 C 31775 Ufftand fra Gadborets bageſte Rand til ———— Begyndelſe 4 140; B 143 65 1“3 Gadborfinnens Lengdeſtrekning A 137; B 17377; C 1317; Gadborfinnens Afſt. fra Halefinnens Rod A 1477; B 127; € 11%; Gadborfinnens ftørfte Højde A 1077; B 717; € 777; Halef. Længde fra Roden paa Siderne Å 21/7; B 17377; C 1577; Halefinnens Længde i Midten A 1677; B 1475 0 137; den udfpændte Halefinnes Brede A 2173 B 147; C 15”; Hovedet har en iffe ubetydelig Længde, da det fun inde— holdes noget mere end tre Gange i Totallængden (maaffee aldrig 32 Gange), og langt overſtiger Kroppens Højde; derimod er det temmelig ftærft ſammentrykket, fortil tilfpidfet. Den Sfraaning, hvormed dets Underflade ftiger vp, er mindre end den, hvormed Wandefladen ftiger ned. Bag Øjnene er Pandefladen mere fag- formig og ſtarp, mellem Øjnene mere Dred og jævnt fonver. Gnuden er langftraft, temmelig ftærft ſammentrykket, fonver, i Enden afrundet. Længden fra Ojets bagefte Rand til Gjalle— laagets bageſte Rand er fun lidet ftørre end Snudens Længde til Øjets forrefte Nand. Loberne ere af ſamme Beffaffenhed, og have famme Antal Buefolder fom hos Berggylten, men Folderne paa Overlaben ere finere, og den inderfte vifer paa den indvendige Rand en Næffe vorteagtige Lapper eller ſmaa Knu— Der, der pasſe ind 1 Tendernes Mellemrum. Hos denne Art er Gabet, ſtjendt iffe ſtort, dog forholdsviis hejere end hos Berggylten, og alle de det fammenfættende Knogler længere ; Mund— vigerne nærme fig ogſaa mere Ojets forrefte Rand, ſtjondt uden af naae denne. Overfjæben rager fun meget ubetydeligt frem over Underfjæben, og paa Siderne pasſe endog tildeels den ene KSjæbes Tænder ind i den andens Mellemrum. Tænderne ere ſpidſere, krummere og af mindre Tyffelfe end hos Berg— 501 gylten, og nærme fig mere den foniffe Form; hver Kjæbe har foran i Midten fire Hundetænder; i Overfjæben ere de to mel— lemfte de ftørfte, og ftaae ſammen, hvorimod de ofteft ved ef tem— melig betydeligt Mellemrum adffilles fra den mindre paa hver Side. J Underfjæben ere de to yderfte ftørre end de fo mellemfte, og bøje fædvanligen Spidferne lidt udad, medens hine derimod fonvergere med Spidſerne. Antallet af Tænderne i bvert Mel: lemfjæbebeen er omtrent et Dufin og paa hver Side i Under— fjæben henimod en Snees *). Dog maa bemærfes, at der bag de ftørre Tænder i Overfjæben ftundom findes en Deel mindre, der endog næften funne danne. ligefom en Karte. Tænderne blive mod Mundvigerne ftedfe mindre og mindre, og de bagefte ere meget ſmaa; iøvrigt ere Tænderne i Siderne af Munden faa tæt ftillede, at de danne en fuldfommen Saug. Hududvi— delfen eller Hudforhenget mellem Overfjæbens og Underfjæ- bens Grene er fom hos Berggylten, men naaer meget længer tilbage, faa at Tungeſpidſen, naar Munden er luffer, ftræffer fig betydeligt ben foran den bagefte Rand af Hudforhanget i Overfjæben, og felv, naar Munden er opſpilet og Mellemfjæbe- benenes Apofyſe udftraft, berører den bagefte Nand af den om— talte Dududvidelfe. Tungen er ſom Berggyltens. Den Gane- Hos fem Individer var Forholdes faaledes : Totallæongde Taendernes Antal. 12—-13 17—-16 — 1314 18—+18 J ma 1717 13—-12 9” — — 18418 11—-10 18 17. 502 hvælvingen beflædende Hud ligger i regelmæsfige Længdefolder. Foran Svælgbenene faavel 1 Over- ſom Underfjæben findes mang— foldige tætftaaende Papiller, hvilfe dog i Overfjæben fremtræde tydeligft. Paa hvert Svælgbeen i Overfjæben tælles henimod en Snees Tænder, af hvilfe de forreſte og inderfte ere de ſtorſte; t Almindelighed have de Knudeform, eller danne en Brolægning ; fun et Par af de bageſte-yderſte gjøre Undtagelfe, og ere foniffe. Det nederfte Svælgbeen har omtrent ſamme Form fom hos Berggyl— ten; jeg har talt omtrent 60 Tander paa det; de bagefte ere de ſtorſte. Gjællebuerneg indadvendte Rand har iffe Tænder, men blot frmaa og bløde Udverter. Næfeborerne ere meget ſmaa, anbragte i Pandefladen omtrent i Linie med Øjets overfte Rand; de bagefte ligge tæt ved Øjeranden, og altfaa ere Naſeborerne meget nærmere Øjet end Snudeſpidſen, men Afftanden mellem forrefte og bageſte Næfebor overgaaer Afftanden mellem bagefte Næfebor og Djeranden flere Gange. De forrefte Næfeborer ere kredsrunde, og omgives af en lille Hudrand (1iffe af et Ror), der paa den ydre Side er ftørft. De bageſte Næfeborer elliptiffe, noget ftørre end de forrefte (Langdediameteren ſtorſt). Øjnene elliptiffe med overvejende Langdediameter, hvilfen indeholdes omtrent fem Gange i Hovedets Længde. Kinderne ere halvmaanedannede, og have mellem Øjets bagefte Rand og For— gjællelaaget ftørre Brede end hos Berggylten. Formen af For— gjællelaaget er næften ganffe fom af ſamme Deel hos Berggyl— ten, men den bagefte Rand er haard, beenagtig og forſynet med nogle pg tyve Saugtænder, hvilfe faavel kunne føles med Fingeren, fom tælles med det blotte Øje, uden af det i Almindelig— hed er nødvendigt at borttage den Forgjællelaaget bedakkende Hud. Gjællelaagsftyffet har den ſamme uregelmædfigt firkantede Form ſom hos Berggylten, men Forffjællen mellem Højde og Brede ev mindre, forrefte og nederſte Mand ere omtrent lige lange, bagefte Rand er ikke halvmaaneformigt indbojet, og forrefte 503 Mand er tyndere og fladere; endeligen ligger her Gjællelaags- ftyffet tættere op til Forgjællelaaget, og bedæffes mere af dettes Nand, hvorfor den, aabne Vinkel mellem disſe to Beenſtykker bliver langt mindre, Undergjællelaaget adffiller fig fra Berggyltens derved, at den bagud over Gjallelaagsſtykket fremra— gende Deel ev kortere, og den forrefte til Mellemgjællelaaget ftødende Deel bredere. Mellemgjællelaaget er lidt længer end ſamme Deel hos Berggylten, men lignev den iøvrigt meget i Form. Gjælleaabningerne frembyde intet Særegent, men førfte Gjælleftraale er langt bredere end hos Berg— gylten. Ryglinien begynder allerede bag Crista occipitalis af blive femmelig horisontal, danner en vet Linie under Rygfinnens af Pig— ftraaler beftaaende Deel og under de fyv forſte bløde Straaler, ffraa- ner lidet ned under de fer bløde Straaler, og løber derpaa næften vandret til Halefinnens Rod. Nyggen er vel under Rygfinnen mindre, afrundet og mere fagformig end foran og bag Rygfin- nen, men fan ikke faldes ffarp. Buglinien danner en Bue fra Underfjæbens Spidſe til Gadborets forrefte Rand, ſtiger derpaa fFraat- op til Enden af Gadborfinnen eller noget bag Denne (dog ikke med eens Skraaning, ftærfeft fra Gadborets for— reſte Rand til Gadborfinnens Begyndelſe), og ſlutter endeligen fit Lob vandret. Bugfladen er i fin hele Stræfning afrundet, Dog 1 forffjællig Grad; ſtarpeſt vifer den fig bag Gjallelaagenes Iſtmus. Legemets Form langftraft, i begge Ender til fpidfet, temmelig ſammentrykket; den flørfte Højde er omtrent dobbelt faa ſtor ſom den ſtorſte Tyffelfe. Halens Højde foran Hale— finnens Rod indeholdes mere end fo Gange i Kroppens ftørfte Højde, pg er omtrent fire Gange faa flor ſom dens Tykkelſe ſamme Sted. Uagtet Rygfinnen begynder omtrent over Bryftfinner- neg Rod og Gjallelgagets bageſte Rand, er dens Afftand fra 504 Snudeſpidſen dog ſtorre end hos Berggylten *); derimod er For: holdet af dens Længdeftræfning omtrent det ſamme, da den fun indeholdes lidt mere end fo Gange i Totallængden; dens Ufftand fra Halefinnens Rod er lidt mindre end Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnenå Rod. Antallet af dens Pigſtraaler er iffe meget ſtorre end Antallet af de blode Straaler, men den Længdeftræfning, ſom Pigſtraalerne indtage, er idetmindfte en halv Gang ſtorre end den af de bløde Straaler indtagne Længde, eller udgjør idetmindſte £ af hele Rygfinnens Længdeftræfning. Forſte Vigftraale den fortefte; anden endeel længer end forfte; tredie lidt længer end anden, og fjerde ubetydeligt længer end tredie; fjerde fil ottende omtrent lige lange; niende lidt længer end ottende; niende til fertende omtrent lige lange; ſextende ikke dob— belt faa lang ſom førfte og fun lidt længer end den for Ryg— finnens piggede Deel angivne ftørfte lodrette Højde. Den bløde Deel af Rygfinnen er fun meget lidt højere end den haarde, og danner aldeles iffe nogen paafaldende Fremragning; femte til tiende Straale ere de længfte, indbyrdes omtrent lige lange og næften dobbelt faa fange ſom forfte Pigſtraale; de tre følgende aftage gradeviis, men den fidfte er dog omtrent halvanden Gang faa lang ſom førfte Pigſtraale. Pigſtraalerne forefomme mig at være lidt fovagere end hos Berggylten, men iøvrigt af ſamme Beffaffen= hed; Bindehuden forholder fig ganfe fom hos Berggylten. Af de bløde Straaler ere de to førfte udeelte, de to næfte faa fvagt forgrenede i Enden, af det næften iffe uden Lupens Hjælp fan erkjen— deg med Sikkerhed; de følgende ere tydeligt forgrenede, ſtjondt ikke i nogen høj Grad, undtagen fidfte, fom er klovet til Roden. — Bryſtfinnerne ere forte men brede; deres Længde indeholdes omtrent 7 Gange i Totallængden og deres Brede ved Roden ») Efter de ovenangivne Udmaalinger indeholdes Rygfinnens Afftand fra Snudeſpidſen hos nærværende Art 31, 31, og 37 Gange i Total: længden; hos Berggylten derimod altid over 3%, Gange (nøjagtigere 33, 313 og 3% Gange). 505 næppe tre Gange i Længden. Straalerne ere fvagere end hos foregaaende Art og Pigſtraalen forholdsvis fortere (den indeholdes omtrent 3 Gange i anden Straales Langde); iøvrigt pasſer Alt, hvad der er ſagt om denne Finne hos Berggylten, ogſaa ber. — Bugfinnerne næften af Bryſtfinnernes Længde; deres Brede ved Roden indeholdes mere end fire Gange i Længden; de ere af ftærk Bygning, ſtjendt i noget ringere Grad end hos Berggylten, og ere fæftede under Rygfinnens anden eller tredie Pigſtraale; iovrigt henviſes til hvad om foregagende Arts Bugfinner er anfort ovenfor, Gadboret er anbragt noget bag forſte Halvdeel af Totallængden, under Rygfinnens fjortende og . femtende Pigftraale; det er temmelig ftort og tillige ftærft fremftaaende; bag ved dette findes en lille Kjødtap, ganffe fvarende til den hos Berggylten beffrevne, og ligefom denne fjernet fra Gadborfinnen ved to Sfjæl: rekker. Gadborfinnnen, fom begynder omtrent under Rygfinnens fidfte Vigftraale, og ophører et Par Sfjælræffer foran Rygfinnens Ophør, overgaager ved fin Længdeftræfning Bryſt- og Bugfinnernes Længde; i Højde ftemmer den omtrent med Hojden af Rygfinnens bløde Deel, og danner altſaa ligefaalidt ſom denne nogen iojefaldende Fremragning. Forfte og anden Pigftraale ftaae hinanden nær ved Roden, hvorimod tredie Wigitraale, der ofteft er mere end Dobbelt faa lang ſom forfte, plejer at være temmelig vidt fjernet fra dem; de ni eller ti førfte bløde Straaler ere indbyrdes omtrent lige lange, og omtrent 21 Gange faa fange ſom forſte Pigſtraale; den eller de to fidfte Straaler aftage i Længde; imidlertid er bageſte Green af den til Roden floftede ellevte Straale endnu omtrent dobbelt faa lang ſom forſte Pigſtraale. Forſte bløde Straale er enfelt, og fun de to førfte Pigſtraaler ere forfynede med Hudforlængelfer i Enden. — Halefinnens Længde (fra Noden i Midten) indeholdes omtrent fyv Gange i Total: længden. Jevrigt gjælder, hvad om Berggyltens Halefinne er anført. Sidelinien føber i fin hele Stræfning parallelt med Ryg: 506 linien, og ſtraaner altſaa, ligefom denne, lidt ned ) under Ryg— finnens fidfte fer blode Straaler. Kun i den meget forte Stræf- ning bag Ryg-⸗ og Gadborfinnens Ophor paa Halen løber den midt imellem Ryg- og Buglinien, ellers meget nærmere den førfte. Den gjennemløber 47 Sfjæl (27 inden den ffraaner ned, 7 1 Sfraaningen, 9 langs Halen og 4 paa Halefinnen). Smaafanalerne, ſom gjennembore disſe Sfjæl, ere tildeels bøjede opad, dog iffe i den Grad ſom hos Berggylten. Med Henſyn fil negne og frjælbedæffede Steder er For: holdet fom hos Berggylten; fun maa bemarkes, aft nærværende Art har flere og tydeligere Sfjæl paa Mellemgjællelaaget (fer eller ſyy); hvorimod de ſmaa Sfjæl ved Ryg- og Gadborfinnens Rod ere i langt ringere Antal og mindre iojefaldende. Sfjællene ere tynde og hudagtige ligeſom hos Berggylten, men meget min— Dre; tøvrigt finder Den famme indbyrdes Gradation af Stor— velfen Sted. IJ en Linie fra Rygfinnens Rod ned fil Bugfin— nernes Nod tælles 26 Sfjæl, 6 ovenfor Sidelinien og 20 nedenfor Sidelinien ""). IJ en Længderæffe fra Gjallelaagets pverfte Rand til Sfjællenes Forfvinden paa Halefinnen talte jeg om— trent 70 Sfjæl. Hos et Individ af 91” Længde vare de ſtorſte Sfjæl paa Siderne 31” lange og 23'”" brede, Skjallene have vel en almindelig Lighed med Berggyltens, men vife dog, ved en ſam— menlignende Betragtning, endeel Forffjælligheder: Viftens Straa— letal ev ringere, da jeg iffe paa noget Sfjæl har falt mere end 13 eller 14; den femfantede Form bliver hos Sidernes Sfjæl mindre tydelig, eller nærmer fig det Furfantede, da Femkantens to bagefte Sider træde mindre frem, og deres Foreningsvinkel er ftærfere afrundet; Kanalen i Sideliniens Sfjæl er mindre frum, +) Ingenlunde faa ftejlt fom hos Berggylten. ++) Sidelinien er altſaa hos Rødnæbet Ryggen nærmere end hos Berg— gylten, ba SÉjællene hos nævværende Art ere mindre. 507 Viften i Midten ftundom afbrudt; Halefinnens Sfjæl ere mere langftrafte og ſmalle o. f. v. Weritonæum hvidt. Leveren femmelig flor, rodguul Indre Byg eller brunagtig; den venftre Deel udgjør Hovedmasſen, og bes ftaaer af to Lapper, en ovre kortere og fmallere, og en nedre længere og bredere, der omtrent naaer til Enden af Maven (eller til Tarmekanalens Krumning); den hojre Afdeling er ogfaa underafdeelt i to Lapper, dog utydeligt, da Lapperne ere ſardeles ſmaa; den evre er tilfpidfet, den nedre afrundet. Galdebla— ven er lang, ſmal, tarmformig, grøn. Milten, fom ligger paa venftre Side af Maven mellem denne, Nognfæffene og Svømme: blæren, er af frefidet, prismatiſt Gorm, i begge Ender noget afrundet. Tarmekanalen er temmelig viid, men naſten over— alt af: eens Vide eller dog ganffe gradevils aftagende i Gjennem— ſnit, faa af man næppe fan adflille Maven fra den øvrige Tar— mefanal. Efter et Løb lige bagud langs Vugfladen 1 mere end Bughulens halve Længde, bøjer Tarmefanalen fig frem (nærmere Myggen) i en fort Stræfning, for derpaa 1 lige Retning at fort- fætte fit Lob til Gadboret. Længden af den udfoldede Tarmeka— nal fra Mellemgulvet til Gadboret er ikke meget fortere end Dy— rets Totallængde (hos et Individ paa henimod 10“ omtrent 9%”, hog et paa 7" over 6” o. f. v.). Svømmeblæren vifer fig, naar man har borttaget de øvrige Indvolde, ſom indfagende hele Bughulens Længde; imidlertid er det Dog egentligen fun den af Werifonwæum dannede yderfte Beflædning for SGvommeblæren, — hvilfen Beflædning ev hæftet til Ribbenene, og ikke vel uden Son— derrivelſe lader fig adffille fra disſe — der indtager et faa ftort Rum; felveSvømmeblæren ev meget mindre, af Perlemoderfarve, og ligger i den forrefte Deel af Bughulen under den føromtalte Beflædning. Rognſakkene har jeg fundet af meget betydelig Størrelfe, næften ganffe udfyldende Bughulen, af blegguul Farve med meget fine Rognkorn. De fo Halvdele, hvoraf Rognfæf Storrelſe. 508 kene beſtage, forene fig forſt allerbageſt i Bughulen; de ere af langſtrakt, men tillige bred og meget ſammentrykket Form. Mellemfjæbebenenes Form ſtemmer vel i Almindelig— bed med ſamme Deles Form hos Berggylten; dog ere Sidegrenene længere, deres Endekrumning fortere og tyndere. Overfjæbe- benene næften ganffe ſom hos Berggylten; det forrefte Djebeen mere langftraft, derimod det3 mod Øjet rettede Spidſe forholdsvis fortere; IUlnderfjæbens Been meget længere og fmallere. Næeſebenene langftrafte og fmalle, dog bredere end hos Berggylten. Ganebenene lange, fmalle, fammentryffede, frumme, forfynede med en lille Knude eller Torn omtrent paa Midten af den bagefte Vand. Fordybningen mellem Øjnene flaz dere end hos Berggylten; derimod den bag Øjehulerne paa Pan— defladen fremragende halvmaanedannede Tværfam langt tyde— ligere. Interparietalbenets Kam atter lavere og fvagere end hos Berggylten. Overſkulderbladet lille, af regelmæsfig Form, Den øverfte Green længer og tyffere end den nederfte. Sful derbladet lille, temmelig tyndt, fladt. Hvirvlernes Antal har jeg fnart fundet at være 39, fnart 40; i begge Tilfælde tal teg 17 Bughvirvler, og altſaa verlede Halehvirvlernes Antal mel: (em 22 og 23. Den Ring, fom dannes af førfte Halehvirvels Proc. spin. inferior er meget ſtor. De fo fidfte Halehvivler tjene til Stotte for Halefinnen, tildeels ogfaa den trediefidfte, da dens Proc. spin, superior ev forlænget i den Grad, at den berører Roden af Halefinnens everſte eller af de fo overfte Smaaftraaler; men den bliver imidlertid iffe bredere i Enden. — Da Beenraden iøvrigt vifer en meget ſtor Overeensſtemmelſe med Berggyltens Beenrad, bliver def unødvendigt længer at dvæle ved den. Den almindelige Størrelfe fynes, efter de ovenfor (Side 496) ved Straaletallet angivne Maal, at være 7 til 9 Tommer. Jeg har fundet fuldkomment udviflede og fyldte Rognfæffe alle- 209 rede hos Individer af omtrent 7 Tommers Længde, og Hun— nerne ere altſaa forplantningsdygtige med denne Storrelſe idet— mindſte. Individer, fom naaede 11 Tommers Længde, bar jeg iffe truffet ). Nordligere end i Omegnen af Bergen er denne FE iffe fo- — rekommen mig; men alene ifolge dens Hyppighed der, kunde man viſtnok have Ret til at mene, at den maatte gaae idetmindſte et War Grader nordligere; hvad da ogfaa finder Befræftelfe hos Strem (fee ovenfor Side 496). — Mod Syd naaer den idet— mindſte Middelhavet, hvor den er hyppig, og forekommer overalt lige fil Bosporus. Paa vore Kyſter træffeg denne Fiſt, faavidt mig befjendt, meget fjældent; jeg veed intet Exempel paa, at den er fanget i det fydlige Kattegat, og endnu mindre, at den fulde gage ind i Sundet eller Balterne. I Levemaade og Næring ftemmer denne Art, faavidt mine gepeagde Erfaringer naae, overeens med de øvrige nordiſke Læbefiffe. J dens Mave har jeg fundet Levninger af fmaa Krabsdyr og ſon— derfnufte Sfaller af Bløddyr, ſamt Been af unge Filfe. Den bider ret villigt paa Krog. Med Henſyn til Forplantningen maa jeg forft bemarke, at —— jeg aldrig har truffet Hanner af denne Art; det Reſultat, ſom denne Omftændighed har bidraget til at lede mig til, vil neden— under blive anfert. Angaaende Forplanfningstiden er dernæft at mærfe, af jeg hos alle 1 Slutningen af Juni og Begyndelfen af Juli aabnede Individer har fundet Nognfæffene i den Grad udviflede og fyldte med Wg, at de næften optoge hele Bughulen. Den egentlige Tid for Rognens Affætning fan derfor viftnok, uden at man fejler meget, anfættes til Slutningen af Juli eller nær dette Tidspunk, i det Mindfte for den norffe Kyft, +) Ascanius angiver Længden til 9”, Valenciennes mener, at Røds nobet's Længde ikke overftiger en Fod. 510 hvor min Jagttagelfe er gjort. Som Følge deraf ſynes VParrells Beretning (I. c. pag. 286), efter hvilken denne Arts Yngletid ſkal indtræffe i Marts eller April, iffe at være aldeles paalidelig. Til nærmere Wrøvelfe for dem, der have Lejlighed til hele Aaret igjennem jævnligen at underføge denne Fiſt, maa jeg imidlertid an— befale Risſo's Paaftand: af den i Middelhavet leger to Gange om Aaret. Forholder det fig virfeligen ſaaledes, vilde Yarrells Angivelſe rimeligviis kunne forenes med min. Ø 511 B. Blaaſtakken (Labrus coernleus Ascan.). *) Formen langſtrakt, ſammentrykket; Snuden Artsmärke. lang og ſpids; Hoved, Krop og Finner viſe paa en vlivenfarvet eller rødbrun, tildeels ogſaa orange farvet, Grund ultramarinblag Længdeftriber og Pletter. Finnernes Straaletal er: Rygf. 45; Bryftf. 15; Bugf. 1; Gadborf. ai Halef. 27). (16-17 (15-16) GE) Linné, Syst. nat. edit, Xma: Labrus mixtus. Synonyme Linné, Syst, nat. edit, Xma: L. ossifagus? Strom's Søndmørs Beſkr. I, 269: Blaa-Gomme o. f. v. +) Blaaſtakken fan) efter min Mening, ikke betragtes fom egen Art, men blot fom Hannen til foregaaende, Førend jeg føger af godt— gjøve dette, ſkal jeg forudftitte, hvad der ſynes mig nødvendigt for Læferens Tarv, enten nu han vil følge elev forfafte min Mening; jeg begynder altſaa med Diagnoſen, udkaſtet i Overeensſtemmelſe med den fædvanligt i dette SÉrift brugte Form. ++) Ze følgende Tallinger ville være tilſtrokkelige til at viſe Overeens- ftemmeljen af Straaletallene hos L. carneus og L. coeruleus. FTotall. 917; Rygf. 17; Bryſtf. 163 Bugf. 1; Gadborf. 7% Halef. 7. — OU — 333 — 485 SOE ASE BÅS Hue re DE FN ES NES BR SE YE AED ST Mr Ol ser EN US ES ST (63 SAR —— REALE MØRE — At Nilsſon i fin Diagnoſe tillægger Blaaſtakken 18 Pigſtraaler og 12 bløde Straaler i Rygfinnen, maa anſees fom Følge af mindre nøjagtig Tolling, hvis man ikke hellere vil antage, af Nilsſon netop blot har truffet paa Individer, der frembode meget fjældne Undtagelſer i Straa— letallet, Thi han vil ogſaa undertiden have talt 15 Straaler i Ryg— finnen, et Tal, dev heller aldrig ev forekommet mig. Imidlertid bør jeg bemærke, at Valenciennes ligeledes anfører Zallene 4, 15 ja endog 15 og 16, og det maa altfaa vel anſees for afgiort at de fore— fomme, men, fom Valenciennes felv tilfjendegiver, fun ſom Undta— gelfer, hvorfor de naturligvis heller ikke kunne benyttes i Diagnoſen. — Ufbildnin= ger. 512 Ascanius, Ic. rer. natur. fase, Ilus. pag. 5: L. coeruleus, Pennant, Brit. Zool, Il, 337: L. lineatus. Pennant, Brit. Zool, MIL, 340; L, coquus. Muͤllers Prodr. n. 386: Labrus exoletus? Frabricius, Reije nad) Norwegen, Side 74: Labrus suillus, Bloch's ausl. Fiſche, IX, L. vetula, Retzius, Fauna svecica pag. 325 n. 67; L. exoletus? Gmelin i Syst. nat. 1, Ill, 1294; L. variegatus. Nilsſons Prod. Side 74: Labrus lincatus. Risſo, Hist. nat Ill, 299: L. pavo. Narrell's British Fishes I, 281: L. variegatus. Valenciennes, Hist. d. Poiss, XIll, 43: L. mixtus, Ascanius tab. 12 (uagtet denne AXfbildning ikke ev troe, naar man gaaer i det Enkelte — Bugfinnerne fidde for langt tilbage, Skjol— [ene eve for ftore o. ſ. v. 0. f. v. — gjengiver den dog meget godt Fiftens Habitus, og er, eftev min Mening, langt af foretræffe for Pennants — efter Cuviers Dom den enefte gode — og Blochs. Ogſaa Narrell's Afbildning — den fenefte jeg Fjender — ſtaaer, ſtjondt med langt ftørre zoologiſt Nøjagtighed, tilbage for Ascanius's i Opfatningen af Totaludtrykket i denne Fiſks Ydre). Anm. Sfjøndt Strøm allerede 1762 har gjort opmorkſom paa, at den nordifte Blaaſtak ſynes identift med en i Middelhavet forefommende — førft af Willughby beftreven — Art, der fenere optoges af Artedi i Genera Piscinm (Gen. XXVII, n. 4); hav dog i lang Tid in— gen af hans Cfterfølgere taget Henſyn hertil, Linné, der gav om— talte Middelhavsart Navnet mixtus, var uvidende om dens Fore— fommen i Norden. At Linnés L. ossifagus maa være identift med hans L. mixtus, ſynes eftev det angivne Straaletal, faavelfom efter det tilføjede Habitat, overmaade rimeligt. Derimod feer jeg ingen Grund til, med Valenciennes (XIII, 47) at formode, af en tredie linneift Art — L. onitis — ogſaa fulde falde fammen med L. mixtus. — Muͤllers Labrus exoletus, hvilken han vil have truffet temmelig almindeligt omkring Haagen i Kriftianiafjorden, hører idet— mindſte tildeels herhid. De norſke Zrivialbenævnelfer og to af Syno— nymerne (Ascanius og v. Aphelen) gjælde beftemt Labrus coe- ruleus. Derimod ev det klart nok, at en Deel af Diagnofen (pinna ani spinis qrinqve) ikke pasſer her, Muͤller har altſaa feet den 513 rette Crenilabrus exoletus, vilde man maaftee flutte, men fejlet med Henſyn til Synonymien. Denne Slutning, frygter jeg dog for, funde være overilet, Labrus coeruleus er en ret almindelig Fift, Crenilabrus exoletus derimod en meget fjældnere, Nu har det viftnof intet Urimeligt fig af antage, at M. havde truffet en fjælden Fift; men urimeligere vilde den Mening være, at han havde truffet en fjælden Fift jævnligt, og derimod flet ikke en almindelig. Mer, der— ſom man ikke vil antage Muͤllers L. exoletus for at være identift med L. coeruleus, faa nødes man til at antage, at han flet har ikke kjendt L. coeruleus. Det forekommer mig derfor temmelig fandfynligt, at Muͤller ligefaalidt har feet den virkelige L. exoletus, ſom han til Exempel har feet en færegen Labrus suillus eller Turdus, men at han paa Blaaſtakken har anvendt den Diagnofe i Linnés Fauna, der omtrent fyntes ham pasſende. — Hvad der gjælder om Muͤller, fynes ogfaa i nogen Maade at kunne anvendes paa Retzius: lignende Grunde tale for, at hans L. exoletus evidenfift med L. coeruleus Asc., idetmindſte tildeels. Dog kommer med Henfyn til ham endnu een Grund til, ſom ſenere ſkal omtales. Ved at gjennemlæfe den Beſkrivelſe, Fabricius giver af fin L. suillus, bliver det ftrar tydeligt, at han har haft L. coeruleus for fig. Det fan mærkes, at det ev Blaaſtakken, fom Shaw førft har kal— det Sparus formosus og fiden Labrus formosus. De ſenere ens gelfte Fauniſter dele fig mellem Navnene Coquus og variegatus for den, forfaavidt de ikke antage disfe to ſom færftilte Arter, — Den af Rarvell fom Labrus vetula beftrevne Fife (I, 284) fan ingen— lunde være identift med Bloch's L. vetula elev med vor Blaas ſtak, da den har fer Pigſtraaler i Gadborfinnen. Danſke Benævnelfer, veed jeg ikke, at denne Fiff har ; i Norge har Benævne: jeg hørt den faldes Blaaftaf(Staf, et Sfjørt), Blaagomme, DE Blaaſtaal, Navne, der alle hidrøre fra dens dejlige blaa Farve. Grundfarven er paa Ryggen graaligtbrun eller olivenbrun, Beſkrivelſe. og bliver paa Siderne lyfere; Bugfladen er foran Gadboret hvidgraa eller perlefarvet med Perlemoderglands, bag Gadboret Derimod orangefarvet. Langs Ryg og Sider findes flere (fire eller fem), dog uregelmædfige og ofte afbrudte Longdebaand af en dejlig ultramarinblaa Farve. Hovedets Pandefladé, og lige- ledes Sidefladerne indtil Forgjællelaaget, ere fortbrune med ultra- 33 514 marinblaa Baand og Pletter: et fmalt og mindre tydeligt Tvær- baand bemærfes over Banden fra det ene fil det andet ODjes pverfte Rand; et bredere ſtrakker fig over Snuden fra det ene til det andet Ojes forreſte Rand; tre celler fire Pletter findes paa Kinden, og et meget bredt, uregelmasſigt Længdebaand gaaer, langs med Mellemgjællelaaget og Forgjallelaagets nederfte Green, hen til Mundvigerne. Gjallelaagsſtykket, der er graa— brunt, har fire eller fem Pletter. Rygfinnen er orangefarvet eller rødbrun med ſmal blaa Vand og med en Mængde uregel masſige blaa Pletter, blandt hvilfe en meget ftor udbreder fig over de førfte 8 eller 9 Pigſtraaler og deres forbindende Hud. Bryftfinnerne have lyſebrune Straaler, overmaade fynd og alde— leg gjennemfigtig Bindehud og en merk Plet ved Roden, ſom faavel vifer fig udvendigt ſom ifær udbreder fig i Axelhulen. Bugfinnerne ere orangerøde med lafurblaa Wderfant og Spidfe ; ogſaa Gadborfinnen er orangefarvet med blaa Rand, og har tillige et mere eller mindre tydeligt (ſtundom vel ogſaa forfvindende), blaat Lengdebaand langs Roden; i Grundfarve faavelfom den blaa Rand ftemmer Halefinnen med Bug- og Gadborfinnen, men er desuden prydet med et ftørre eller mindre Antal blaa Pletter; pgfaa udbreder et morkt Skjold fig faavel over en ſtor Deel af Denne Finne fom over Haleſpidſen. Pupillen er ſortblaa, Hornhuden af en red Metalfarve med forte Skygger og en laſurblaa lang— ftraft Plet omtrent ved Sammenſtedet af Pupillens nederfte og forreſte Rand. SJovrigt er Farven ligefaalidet hog denne ſom hos andre Læbefiffe ganffe fonftant: det Orangerode gaaer ſtun— Dom over fil Rodbrunt; det Ultramarinblaa afloſes hift og her af Seladongront; forte Skygger udbrede fig over en eller anden Deel af Kroppen o. f. v. Udmaalinger: Totallengde A 917; B930 103”; ftørfte Højde (omtrent mellem Bugfinnernes Spidfe og Rygfinnens 10de Straale) A 277; B 2530 93”; sd 515 Højden over Gjællelaagets bagefte Rand A 27; B 27; € 217; Højden foran Halefinnens Rod A 17; B 17; € Ava ſtorſte Tykkelſe (over Bugfinnerne) A 117; B 1317; € 16"; Omkredſen ſamme Sted A 517; B 547; C 637; Tykkelſen foran Halefinnens Rod A 3”; B 3/7; €C 5; | Afſtand fra Snudeſp. til Gjællel. bagefte Rand A 237; B 2575 C 3175 Hovedets Højde over Midten af Øjet A 117; B 1827350 931105 det opfvilede Gabs Højde indvendigt A 11/7; B 10477; C 13”; det opfpilede Gabs Brede indvendigt A 6773 B 61/7; € 9; Længden af Mellemkjebebenenes Apofyſe 4 97”; B 975 € 11; Mellemkjobebenenes Længde Å 9!" B 83/75-0191; DOverfjæbebenenes Længde Å 77; B 6877; € 8; Afſtanden fra Underfjæbens Spidfe til dens Ledforbindelſe A 151"; B 1576; 0 1775 Afſt. fra Snudeſp. til forreſte Næfebor A 10577; B 102/7; C 12; Afſt. mellem forrefte og bagefte Næfebor A 23775 B 2475 € 22/1; Afſtanden mellem bag. Næjfebor og Ojeranden 1/7; B 17753 C 747; den indbyrdes Afſtand mellem de for, Næfeb. A 5/7; B 5/7; C 6; den indbyrdes Afſt. mellem de bagefte Næfeb, A 71773 B 7177; 0 811; andens Brede mellem Øjnene A 837”; B 757; C 92/1; Afſt. fra Snudeſp. til Ojets for. Rand A 14977; B 13177; C 161; AUfft. fra Øjets forrefte Rand til Forgjællelaagets bagefte Rand A 17; B me C 123//; Øjets Længdediameter A 61/77; B 61775 €C 617; Ojets Højdediameter A 5773 B 53775 C 6/7; Afſtanden fra Øjets bageſte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand Å 15745 B 14375 Cc 1805 Afſt. fra Snudeſp. til Rygfinnens Begyndelſe A 257; B 257; C 33/7; Rygfinnens Længdeftræfning A 417; B 3375 C 45; Rygfinnens Afftand fra Halefinnens Rod A 13/7; B 11/7; € 17”; Længdeftræfningen af Rygf. piggede Deel A 22”; B 217; C 33; Længdeftræfningen af Rygfinnens bløde Deel A 1977; B 17/7; C 207”; den piggede Deels ftørfte Høide A 8477; B 87; €C 97; den bløde Deels ftørfte Højde A 977; B 91/7; C 12"; Bryftfinnernes Længde A 17/7; B 1677; C 18”; Bryftfinnernes Brede ved Roden A 5377; B 53775 C 475 Afſt. fra Snudeſpidſen fil Bugfinnernes Rod Å 34"; B 3975 C 4,157; 33" 516 Bugfinnernes Længde A 1175 B 15977; C 197; Bugfinnernes Brede ved Roden A 3/7; B 377; €C 475 Ufftanden fra Bugfinnernes Spidfe til Gadborets forrefte Mand 4 73/0 5 B 617; Cc 1 NELS Afſtanden fra Snudeſpidſen fil Gadborets forrefte Rand A 5”; B 5849/75; C 70397; Gadborets Længdegjennemfnit A 21/73 B 34775 C 397; Afſt. fra Gadborets bagefte Rand til Gadborfinnens Begyndelſe A 12/3 B 1977 Cc 1% Gadborfinnens Lengdeſtrekning ÅA 1977; B 79/7; C 21/7; Gadborfinnens Afft. fra Halefinnens Rod A 117; B 13/7; C 14/7; Gadborfinnens ftørfte Højde A 9077; B 977; C 103”; Halefinnens Længde fra Roden paa Siderne A 177; B 137; C 2; Halefinnens Længde i Midten A 17/7; B 18”7; C 20”; den udfpændte Halefinnes Brede A 247; B 247; € 21, Efter at have givet disſe Udmaalinger, er det unødvendigt at tilføje nogen detailleret Beffrivelfe af Blaaſtakken, da den i alle Henſeender (Farven undtagen) ligner Rodnabet faameget, ſom Individer af ſamme Art almindeligen gjøre. De anførte Udmaalinger beſtemme Forholdet af Hovedets Længde fil Total længden hos Nødnæbet omtrent fom 1 til 32 (12), 32 (21), 341 (37); hos Blaaſtakken fom 1 til 35 (6), 34 GE), 31 (656). Hojdens Forhold til Hovedets Længde er hos Rod— næbet omtrent 4: 44 (31:351), 3:4 (20:281) og 3:4 (20:27) ; hos Blaaſtakken omtrent 4;5 (27:334), 5:7 (25:39 og 4:25 (32:39), hvilke Tal alle blot udtrykke Fluktueringen indenfor Artens Grændfer. Ligeſom hos Rodnabet er Afſtanden fra Djets forreſte Rand til Forgjællelaagets bageſte Rand kortere end fra Snudeſpidſen til Øjets forrefte Rand. Tænderne ſtemme iffe blot overeens i Antal men ogfaa i Form. Det Samme fan ſiges om Sfjællene. Ved at fammenligne Rødnæbets og Blaaſtakkens Beenbygning, Knogle for Knogle, har det iffe været mig muligt at opdage nogen væfentlig Ulighed (hvorimod man, ved at lægge enfelte Knogler af Berggylten til Exempel 517 ved Siden af de tilfvarende af Rodnabet, ſtrax bliver opmark— fom paa Forffjælligheden). Ved at underſoge Indvoldene hos begge Fiffe har jeg viſtnok iagttaget een betydelig Uovereens— ftemmelfe, men iffe af den Natur, at den begrunder Artsfor— ffjæl: alle de Individer af Blaaftaffen, jeg har haft Lejlighed til at aabne, vare Hanner med ud— viklede Mælfefæffe. Disfe ere af hvid eller guulhvid Farve, frefidet-pyramtdalffe, hog et Individ paa henimod 11” af 14“ Længde. Blaaſtakken fynes at blive noget ftørre end Rodna— bet. Dette fremgaaer deels af de allerede anførte Maal, deels af Angivelferne hos Ascanius, Nilsſon, Valenciennes o. ſ. v. Den forſte anfætter 12”, den anden 14”, den tredie 13" fom Grændfen for dens Vært. Det mindfte Individ, jeg har feet, havde 9” Zængde. Blaaſtakkens gevgrafiffe Udbredelſe er aldeles den famme ſom Rødnæbets. Jeg har iøvrigt paa den norſke Kyſt erholdt dobbelt eller maaffee tredobbelt faa mange Individer af den fidfte fom af den førfte. Men, da netop det Modfatte har været Tilfældet med Ascanius, maa vore Erfaringer vel anſees for afhængende af tilfældige Omftændigheder, og ingen Slutning fan altfaa uddrages af dem. J Levemaade og Næring ſynes Nødnæbet og Blaa: ſtakken ganffe at ſtemme overeens. Dette gjælder ogſaa uimodſigeligt om Forplantningstiden; efterdi jeg paa een Tid har fundet alle Individer af Rod— nælbet med fyldte Rognſakke og alle Individer af Blaaſtakken med udviklede Mælfefæfte. Storrelſe. Forekom⸗ men. Levemaade og Naring. Forplant⸗ ning. Det maa nu tillades mig, af meddele en fort hiſtoriſt Be—xKritiſke Be— refning om, hvorledes jeg ev kommen til den Overbeviisning, at L. carneus og L. coeruleus blot ere forffjællige 1 Henſeende fil Kjon. Ved denne Beretning vil det næmlig blive tydeligt, at jeg iffe, bængende ved en forudfattet Mening, har læmpet markninger. 518 Kjendsgjerningerne efter denne, for at naae et attraaet Reſultat. Det var forſt under et Ophold i Bergen i Juni og Juli 1839, at jeg fif Lejlighed til at anftile nøjagtigere Underſogelſer over disſe, paa vore Kattegatsfyfter faa fjældne, Fife, og til af ud— ſtrekke mine Underføgelfer over et betydeligt Antal Individer. Jeg antog det, inden jeg begyndte disſe Underſogelſer, for al: deles afgjort, at L. carneus og coeruleus vare forffjællige Urter; ſtottende mig heri til de ſeneſte Ichthyologers, Nil 8 ſons o. fl., uden al Indffrænfning og Betankning yttrede Me— ning *). Efterat jeg havde beffrevet og udmaalt adffillige In— +) Hvad der bidrog meget til at blænde mig, var den Omſtondighed, at Narrell, der beſidder flere Individer af begge Farver (det vilde være urigtigt her at ſige Former) i fin private Fiſkeſamling, ikke tager i Betænkning, i fine British fishes mellem dem af indſkyde fin Labrus vetula, der udmarkes ved fer Pigſtraaler i Gadborfinnen. — Vel har Retzius for lang Tid tilbage (1. c.) ſammenſtillet Labrus exoletus og carneus ſom fun udgjørende cen Art, foranlediget ved en Notice af Otto Fabricius T), ifølge hvilken de norfte Fiſkere blot ſkulle holde dem for Han og Hun (den førfte for Hannen, den fidfte for Hunnen); men denne hans Antagelſe blev af hans Efterfølgere for— kaſtet elev forbigaaet med Taushed, og ev virkeligen ogſaa blottet for al Rimelighed, med mindre man vil holde hans exoletus for identiſk med Ascanius's coeruleus; og det ev det Stottepunkt for disſes Identitet, jeg ovenfor, Side 513 i Anmorkningen, har henpeget paa. — Jeg maa endeligen tilftaae, at jeg lagde faa liden Vegt paa Retzius's Mening i denne Henfeende, at den under disfe Underføgelfer, der, fom bemærket, foretoges paa en Reiſe, og altſaa fun med faa literære Hjælpemidler ved Haanden, flet ikke faldt mig ind. M Retzius angiver ikke, hvor Sabricius har yttret fig over denne Gienſtand, vg jeg har hverten i Fabricius's Fauna groenlandica eller i hans mindre Afhandlinger, indrykkede i Videnſkabernes Selſkabs Sfrifter, i Naturhiſtorie— felſtabets Skrifter v. f. v, kunnet opſpore Noget herom. Heller ikke i et med rene Blade gjennemffudt Cremplar af Gmelins Systema naturæ, ſom nu er i mit Cje, men tidligere har tilhort Fabricius, og af fam er forſy— net med en Mængde ftilffrevne fiterære Henviisninger: har jeg truffet Def Ringefte herom. Mon altſaa den fabricife Notice er meddeelt RKetzius 519 divider af disſe to Fiſte, funde det, ffjondt jeg endnu ikke havde an— ftillet nogen umiddelbar, idet Enfelte gaaende, Sammenligning mellem Dem, viſtnok iffe undgaae min Opmarkſomhed, at de ftode hinanden overmaade nær; dog faldt det mig endnu ikke ind, af devare identiſke. Men, da jeg forføgte at udfafte Diagnofe for dem, fandt jeg, at det, felv efter den meſt detaillerede ſammenlignende Underſo— gelſe, ikke var muligt af angive andre Sfjælnemærfer end Far— ven. Og, ligefom jeg paa den ene Side ikke kunde berolige mig felv med den Foreftilling, at Farveforffjællighed alene ſtulde være tilftræffelig ml at adffille to Arter: ſaaledes maatte jeg paa den anden Side, efter at have feet et ftørre Antal Indivi— Der, indrømme, af der, med Den meget tøjefaldende Farveforffjæl- lighed mellem dem, dog ogſaa fandtes nogen Tilnærmelfe, idet L. coeruleus altid paa Bugfladen, Rygfinnen o. f. v. vifte den ſamme ſmukke Orangefarve — mere ellev mindre udbredt — ſom hos L. carneus er faa fonftant og betegnende ; faa at den Foreſtil— ling, af de blaa og morke Farver hos Blaaſtakken fun ere, faa at fige, et Overtræf over den oprindelige Grundfarve, let ſynes at funne opftaae. Idet nu Overbeviisningen om disſe to Navnear— ters Sammenfalden mere og mere paatrængte fig mig, maatte jeg naturligviis ogfaa lægge megen Vægt paa den Omſtandighed, at alle Individer af den ene Farve vare Hanner og af den anden Hunner, og af deres Legetid indtraf fil famme Tid. For at overtyde mig om, at dette iffe var noget aldeles Tilfældigt, be— fluttede jeg mig fil, at opkjobe alle de Individer af Blaaſtakken og Rødnæbet, der under mit Ophold i Bergen forefom paa Fiffertorvet. Men Nefultatet blev med en ſtor Næffe af Individer ftedfe det ſamme, og jeg mener derfor, at furde forene L. carneus og coeruleus, uden at gjøre mig fFyldig 1 Overilelſſe. At L. coeruleus, i Regelen mundtligt eller i Brev? — Søvrigt fan markes, at Muͤller ikke ſynes at > have hørt noget Lignende af Fifferne i Kriftianiafjorden; heller ikke Asca— nius ved Lindesnæs ; ligeſaalidet fom jeg felv ved Stavanger og Bergen. 520 ſynes at naae en noget betydeligere Størrelfe end L. carneus, er jeg faa langt fra at betragte fom Indvending mod min An— tagelfe, at jeg fnarere ffulde mene, at dette Faktum taler til Gunſt for den, da Hannerne blandt Fiffene, ſom befjendt, ofte over— gaae Hunnerne i Størrelfe. Det enefte, jeg veed, med nogen Grund fan modfættes mig, er en Yttring af Valenciennes (XII, 60) i Anledning af Retzius's allerede omtalte Forening af L. carneus og exoletus. Nous avons observé, hedder det, qve les deux sexes de notre espèce, qvi tous deux sont identiqves et se rapportent parfaitement å notre Labrus trimaculatus, wont jamais qve trois épines a l'anale. Valenciennes vil altfaa have feet Hanner af L. trimacula- tus eller carneus. Jeg tør naturligvis iffe nægte Muligheden heraf, og troer ogfaa — i Overeensſtemmelſe med hvad tidligere er an- ført angaaende en anden Filt”) — at funne indrømme den, uden at min Mening derved fuldfaftes. J det jeg forener L. carneus og coeruleus under det ældfte — og nu viſtnok ret betydningsfulde — Navn mixtus, bliver det nødvendigt at tilføje en, til denne Forening fvarende, Diagnoſe. Labrus mixtus Linn, Formen langſtrakt; Snuden lang og tilfpidfet; Hovedets Længde indeholdes noget over 3 Gange, den ftørfte Højde almindeligen over 4 Gangei To: tallængden. Afftanden fra Snudeſpidſen til Øjets forrefte Nand længer end Afftanden fra Øjets forrefte Rand til Forgjællelaagets bagefte Rand. Finnernes Straaletal er: Rygf. 73; Bryftf. 16; Bugf. 1; Gadborf. JT oølet GP | Cs 16) — * +) See Side 438, hvor en lignende Paaſtand med Henſyn til den lille Flojfiſt — Callionymus Dracunculus — omtales og forklares, [ mm meme mm me rr men messen 521 Sauggylterne (Crenilabrus Cuv. *). Forgicllelaagets bageſte, og tildeels den nederſte, Rand ſaugtagget. De evrige Karafterer har denne Slægt tilfælleds med Gylterne. 38te Art. Den fortøjede Sauggylte. (Cren. Melops Linn.) Formen fort, høj, ftærft ſammentrykket; Snu—⸗-Artsmarke. den forf og ſtump; den ftørfte Højde indeholdes +) Det danffe Slægténavn Sauggylte er dannet analogt med det latinfte Crenilabrus. Forreſten blive begge Navne overflødige, derjom man maatte dele min Anſkuelſe over Utilſtrokkeligheden af det (allerenefte) SEjælnemærfe, hvorpaa denne Underflægt beroer. Jeg har allerede ovenfor i Beſkrivelſerne af de foregagende Læbefifte viiſt (Side 483 og 502), at Forgjællelaaget ogfaa hos Gylterne har Saugtagger — fnart rudimentære, fnart mere udviklede — hvorfor disſe Tagger eller Tænder umuligt kunne afgiveen ſikker Grændfe mellem Gyl— terne og Sauggylterne. Veden detailleret Underſogelſe har jeg ikke været iftand til at opdage andre, ydre eller indre, Formforhold, der egnede fig til at fættes iftedet for Gjællelaagets Saugtagger, eller til at underftøtte dette Stjælnemærfe, Jeg mener derfor, at Labrus og Crenilabrus bør falde fammen; thi den Nytte, fom Arternes Fordeling i to Underflægter kunde forftaffe, ved at lette Overſigten, forfvinder jo aldeles, naar det bliver vanſkeligt eller umuligt af beſtemme, fil hvilken af de to Underflægter en paagjældende Art bør henføres. Synsnymi. 522 omtrent 3 Gange i Totallængden, og overgaaer altid Længden af Hovedet, der indeholdes 33 til henimod 4 Gange it Totallængden; næften altid en fort Plet bag Øjet ogen anden fort Plet paa Hale: finnens Rod under Sidelinien. Finnernes Straa— letaker: Rygf. 15; Bryftf. 15; Bugf. 1; Gadborf. 105 Halef. £ 7). Cs 9 (14-16) G&G") Linné, Syst. naturæ, edit. Xma: Labrus Melops. Strøm, Sondmors Beftrivelje, I, 266: Berggylte n, 1 og 2. Ascanius, Ice. rerum nat., Fasc, lus, pag. 6; Labrus Rone. Pennant, Brit. Zool. III, 338: Labrus gibbus? Blod), Auslånd. Fiſche V, 11: Lutjanus norvegicus. Muͤllers Prodr. n. 383: Labrus Turdus. Muͤllers Prodr. n. 384: Labrus Rone. Retzius, Fauna svecica pag. 337 n. 72: Perca maculosa. Wilsfons Prodr. S. 76: Labrus norvegicus. Nilsſons Prodr. &. 77: Labrus Rone. Narrell's brit. fishes I, 293: Crenilabrus Tinca. +) Følgende Tællinger maa tjene til Normens Begrundelſe: Total. 717; Rygf. 16; Bryftf. 14; Bugf. 15 Gadborf. 33 Halef. cam - —— (1/05 — 163 — 15 — 55 109 il 3" er, 73/5 — 5 2 153 — 3 — 33 —5 7. USER SER 71); — Ho — 153 — 15 SE 105 F FT PESTEN EET — 51275 — 53 —— 15; — 55 SC) 175 7 ér — 543 —— 165 —— 155 — 3 — To) 7 . ED I ES ONE 3 JE tor ET ENE ER — For ikke at give Anledning til Misforftaaelfe, vil jeg atter erindre, af den fidfte til Roden kloftede Straale i Ryg- og Gadborfinnen her, ligefom hos de øvrige af denne Families Fife, ftedfe ev talt fun fom een Straale. 523 Denyns, Brit. vert, animals pag, 397 n, 75: Labrus Tinca”). Ascanius tab. XIV; Blod) tab. 256, Anm. Det ovenfor leverede Træfnit ev efter en Hun i Legetiden. Ufbildnin= ger. J Oreſundet tillægge Fiſterne denne Art Navnet Sfotte, Bengonel— fom jeg formoder, fordi dens Farvedragt 1 deres Øjne fan have nogen Lighed med visſe tærnede fFotffe Tøjer. J Korfør med— deelte Fiffere mig Underretning om to der temmelig almindelige Læbefiſte, af hvilfe de gave den ene VBenævuelfen Blaaftaal. Jeg havde ikke Lejlighed til at fee denne ſidſte Fiſt, men da den Art, man i Norge betegner ved Navnet Blaaſtaal, overalt paa vore Kyſter, faavidt mig befjendt, ev fjælden, og da Fiſternes Beret— ning ievrigt meget vel pasſede paa nærværende Art, tvivler jeg flet iffe paa, af det er denne, man har anvendt det norffe Navn paa**). Ascanius anfører, jeg veed iffe med hvilken Hjemmel, Strandkarusſe fom Denne Fiſts danffe Navn. J Peder Syvs haandffrevne Samlinger paa Univerſitets Bibliotheket har jeg fundet følgende Notice: „Berggylt i Norge er en Strand: farudfe, ſom ogſaa fangeå under Fyens Land.” Derved fy- nes idetmindſte at befræftes, at en Læbefiff hos os har haft det af Ascanius angivne Mavn, hvorvel det iffe bliver klart, hvilken Art det har været fillagt. Ut Peder Syvs Strandkarusſe ikke er Labrus Berggylta, fan, faavel efter dennes Sjaldenhed hos os, ſom ogſaa ifølge en anden, under næfte Art angivet, Grund, antages for temmelig fiffert. Paa en Grund, der ovenfor Sidelinien er himmelblaa (dog iffe reent og heller iffe overalt lige ftærft), nedenfor Sidelinien meget lyſt blaa eller blaahvid, tildeels ogſaa graahvid, er en ftor Mængde Pletter eller Tværftriber af rødbrun og lyſegron Farve +) Bemarkningerne over Synonymien følge efter Beſkrivelſen. ++) Zeg har tidligere (fee Side 264) haft Lejlighed til at gjøre opmært- fom paa, at vore Fiſkere ſtundom anvende Navne, de fom Søfarende have hørt i Udlandet, paa ſaadanne danfte Arter, hvilke disſe Navne flet ikke tilkomme. — ſer. Beſkrivelſe. 524 fordeelte. De lyſegronne Striber ere anbragte paa Sfjællenes bagefte Rand, ere buede ligefom denne, og danne ſaaledes et Slags Næt, der dog mod Bugen forfvinder; de brune Pletter findes derimod almindeligt længer inde mod Skjallenes Midte. Paa Halens Rod, nedenfor Sidelinien, er en temmelig ftor, rund— agtig (mere eller mindre tydelig) fort Plet anbragt; en anden, ligeledes mere eller mindre tydelig, af Halvmaane eller Nyreform, bemærfes gjerne tæt bag Øjet; en tredie ſtundom, ſtjondt fjæl dent, ved Bryſtfinnernes Nod, ſaavel paa den udvendige Flade fom paa den indvendige i Arelbulen. Gadborpapillen har jeg ofte fundet fort eller fortblaa, og Gadboret omgivet af en fort Ning; ogſaa findes ofte forte Sfatteringer anbragte hiſt og her paa Kroppen. Pandefladen er af mørfere Farve end det øvrige Legeme; Kinderne vife paa en lyſegron Grund rødbrune Striber, fom ftræffe fig fra Forgjællelaaget ſtraat og tillige noget bolge— formigt nedad mod Underfjæbens Spidfe; ogſaa Gjællelaaget er paa lyfegrøn Grund uregelmæsfigt marmoreret med rødbrune Bolgeſtriber. Bugfladen fra Underfjæbens Spidfe til Gadboret er hvid med rødligt, blaaligt og grønt Sfjær. Rygfinnens af Wigger dannede Deel er marmoreret med Brunrødt, Blaat og Gront, den bløde derimod er næften eensfarvet guulgron; med Gad— borfinnen ev Forholdet næften det ſamme, fun at Marmoreringen ftræffer fig længer tilbage, faa at blot den bageſte Spidſe er guul— grøn; Bryftfinnerne have en ret fmuf Gummigutfarve. Bugfin— nerne ere blaaligt-hvide ved Roden, fortffatterede paa Midten, prangegule i Enden. Halefinnens Straaler ere fnart gule, fnart røde; den forbindende Hud blaagren. Pupillen fort, Hornz huden følvfarvet med blaa og grønne Skygger. Mundhulen hvid. Den her meddeelte Farvebeffrivelfe er efter friffe Hunner i Legetiden. En Han, fom ligeledes underſogtes i Legetiden, havde mere levende og rene Farver, ifær mere Blaat, var mor— fere paa Bugen, vifte en meget tydeligere og beſtemtere Bolge— fegning paa Kinder og Gjællelaag, og et morkere Blaat paa Bug— 525 finnerne, manglede endeligt ganffe, hvad ifær ber markes, den forte Plet ved Halefinnens Rod; hvorimod Pletten bag Øjet var ſaavel fydeligere begrændfet ſom af et mere levende og morkt Sort. Hos Individer, ſom vare fangede udenfor Legetiden (fra fidft i Sommeren til Midten af Vinteren), har jeg fundet den blaa Grundfarve gaaende mere eller mindre over i Grønt; Krop— pens Sider foruden det vovenbeffrevne Næt forſynede med Længde ſtriber — nedenfor Sidelinien fyv gummigutgule, ovenfor denne tre brunagtige — hvilfe dog iffe vare faa tydelige eller uafbrudte, at jeg tør holde det angivne Tal for aldeles fiffert. Djet om— givet af en ultramarinblaa, dog fortil aaben, Kreds; Pupillen morkeblaa, omgivet af en orangefarvet, næften ſom Ild ſtinnende, Ring; Iris foroven ſortagtig, forneden blaa, o. ſ. v. Overhoved ſynes denne Art at være underkaſtet faa betyde— lig Forandring i Farver, at det bliver vanffeligt at fige noget for alle Individer gjældende om Farvedragten. Udmaalinger *): Zotallængde A 717; B 7175; 0 757; ftørfte Højde (mellem Rygfinnens Ste eller 6te Pigftraale og Bug— finnernes Rod) A 217; B 247; C 311; Højden over Gjællelaagets bagefte Rand A 27; B 2313/77; C 257”; Højden foran Halefinnens Rod A 10/7; B 1075 € 117; ftørfte Tykkelſe (lidt bag Bugfinnens Rod) A 1”; B 1”; C 14/7; Tykkelſen foran Halefinnens Rod A 21/7; B 23/7; C 23/1; Ufft. fra Snudeſp. til Gjællel, bagefte Rand A 27; B 27; € 27; Hovedets Højde over Midten af Øjet A 16177; B 1517; € 18”, det opfpilede Gabs Højde indvendigt A 4753 B 175 C 61; det opfpilede Gabs Brede indvendigt A 577; B 573 C 5”; Længden af Mellemfjæbebenenes Apofyſe A 57; B 577; €C 577; ) De udmaalfe Individer alle i Forplantningstilftand, A og B Hun: nev, C en-Han, 526 Mellemtjæbebenenes Længde A 47; B 4/75 CC 4175 DverFjæbebenenes Længde A 4/75 B43C 41/7; Ufftanden fra Underkjebens Spidſe til dens Ledforbindelfe A 7/7; B 7/00 Cc 71/1; Ufft. fra Snudeſpidſen til forrefte Næfebor A 677; B 6/7; C 67; Afſt. mellem forrefte og bagefte Neſebor A 1577; B 1377; € 12/7; Afſt. mellem bageſte Næfebor og Ojeranden 3773 BI3013 den indbyrdes Afſt. mellem de forr. Næfeb, A 3/7; B 377; C 3277; den indv. Afſt. mellem de bag. Næfeb, A 43/7; B 41775 € 4234; Pandens Brede mellem Øjnene A 677; B 5377; C 647; Afſt. fra Snudeſp. til Ojets forr, Rand A 977; B 977; C 9347”; Afſtanden fra Øjets forrefte Rand til Forgjællelaagets bagefte Rand A 71/45 B 71715 0 43; Øjets Længdediameter A 41/7; B 41/73 € 41115 Øjets Højdediameter A 41/73 B 4775 €C 49775 Afſtanden fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand A 17; B 1; Cc 17; Afſt. fra Snudefp. fil Rygfinn. Begyndelfe A 2317; B2333 C 257"; Rygfinnens Længdeftræfning A 347; B 337; €C 317; Rygfinnens Afſt. fra Halefinnens Rod A 8177; B — ——————— den piggede Deels Længdeftræfning A 28/7; B 293031“3 den bløde Deels Længdeftræfning A 11/7; B 1077; C 11”; den piggede Deels ftørfte Højde A 57; B 4373; C 6; den bløde Deels ftørfte Højde A 81/77; B 877; C 977; Bryftfinnevnes Længde A 15477; B 15/75; €C 17/75 Bryftfinnernes Brede ved Moden A 5477; B 5477 CC 5477 Afſt. fra Snudeſp. til Bugfinn. Rod 4 — B 303 C/31 ; Bugfinnernes Længde A 12373 B 129753 C 137 Bugfinnernes Brede ved Roden A 2377; B 23773 C 23; Ufftanden fra Bugfinnernes Spidſe til — forreſte Rand 4 63 B DW: Cc 8"; Afſt. fra Snudeſp. til Gadborets forr. Rand A 47; B 464775 C 417; Gadborets Længdegjennemfnit A 4/7; B 4775 C 675 Afſtanden fra Gadborets bagefte Mand til Gadborfinnens Begyndelſe A 17; B 1; € 0, É Gadborfinnens Længdeftrætning A 1577; B 1575 C 177; Gadborfinnens Afſt. fra Halefinnens Rod A 977; B 977;.C 9375 527 Gadborfinnens ftørfte Højde A 877; B 875 € 735 Halefin. Længde fra Moden paa Siderne A 1973; B 16477; C 1937”; Halefinnens Længde i Midten A 15/7; B 1447775 6 1677; den udfpændte Halefinnes Brede A 1977; B 19/73 € 2”, Ved den høje og forfe Form adſtilles denne Art letteligen fra de ovrige nordiffe Læbefiffe. — Hovedet fan juft ikke ſiges at være forf, da det aldrig, faavidt jeg bar erfaret, indeholdes fuldt fire Gange i Totallængden; imidlertid feer det meget fort ud paa Grund af den betydelige Højde, den frærfe Sammentryk— ning og Den noget ſtumpe Snude. Pandefladen ſtiger ſtarkt ned, ligeſom Hovedets Underflade ſtraaner ſterkt op (1 Bue— form); Sidefladerne ere omtrent vertikale. Gabet lidet; dets Hojde, naar det opſpiles, fun lidt ſtorre end Breden; dets Frem— ſtydelighed i Forhold fil Snudens Korthed ikke ubetydelig; Mund— vigerne naae ikke engang hen i Linie med de forreſte Naſeborer, og Munden indtager altfaa næften fun Enden af Snuden eller denneg Brede. IUnderfjæben vifer fig, naar Munden lukkes, baade lidf kortere og fmallere end Overkjeben. Paa Over læ bens indvendige Flade har jeg falt fer, paa Underlæbens fo Længdefolder paa hver Side. Tænderne ere temmelig ſmaa (de ftørfte i Midten), i ringe Antal — omtrent 7 paa hver Side i Overfjæben og 8 paa hver Side i Underfjæben — og fun dannende een Næffe"). Af Form funne de faldes ſtumpt fo- niffe, ffiondt nogle af dem — de midterſte — i Enden ere næ- ften lige afffaarne, og tillige fammentryffede noget i Retningen forfra bagtil. Bag Tænderne i hver Kjæbe det fædvanlige, tem— melig langt tilbage naaende, i fine Folder lagte Ganeſegl; ogſaa bag dette ligger Ganehuden i Folder. Tungen lille, til fpidfet, fonver, vel adffilt fra Underfjæben. Foran Svælgbenene, +) Gom Exempel paa de Afverlinger, Tændernes Antal er underkaſtet, hidfættes Forholdet hos fire Individer: 343; St; 76 4 528 findeå de hos de foregaaende Arter omtalte Papiller. Ogſaa Svælgbenenes Beffaffenhed er i Hovedſagen ſom hos disfe ; Dog fan markes, at Tændernes Antal er noget ftørre (jeg har paa hvert Svælgbeen i Overfjæben talt mellem 20 og 30 Tænder, pg paa Underkjebens Svælgbeen mellem 60 og 70); endvidere ere Underſoglgbenets to bagefte, mod Siderne rettede, Artikula— tionsdele iffe blot forholdsviis meget ftørre hos nærværende Art, men ogfaa af en temmelig forffjællig Form. Paa Siderne af Snu— Den, paa Underfjæben og Forgjællelaaget, famt paa Panden mel- lem og bag Øjnene iagttages endeel fmaa Sliimaabninger. Næfeborerne ere anbragte i Pandefladen eller paa dennes Grændfe, langt tilbage, meget nærmere Øjet end Snudeſpidſen: det forrefte er meget lille, freddrundt, omgivet af et fort Hud— rør; det bagefte, ſom ligger temmelig langt bag det forreſte, ved MØjetå forrefte-øverfte Vinfel, eller i Linie med Øjets øverfte og forreſte Rand, er ftørre, noget ovalt eller elliptife, uden frem— ftaaende Hudrand. Øjet er fun af Midderftørrelfe, og indehol— deg over fem Gange i Hovedets Længde; dets everſte Rand fal- der omtrent fammen med Pandelinien, og dets nederfte Rand er fjernet omtrent 21 af dets Højdediametre-fra Hovedets Under— flade; Øjnenes indbyrdes Afſtand, eller Pandens Brede mellem Øjnene, er noget ftørre end Øjnenes Højdegjennemfnit. For— gjællelaaget er halvmaanedannet, med mere afrundet Vinfel end hos Berggylten og Rednabet; Saugtænderne, fom ere ftore og i temmelig betydeligt Antal — jeg har talt henimod 50 — indtage den bagefte Rand og Binfelen; derimod er den ftørfte Deel af den nederfte Rand blød, hudagtig og uden Tænder. Gjællelaagsftyffet er femmelig lille, tyndt og gjennemſig— figt, og ftemmer i Form med Berggyltens Gjællelaagsftyffe. Det Samme gjælder ogfaa omtrent om Undergjællelaaget og Mellemgjællelaaget; dog er det fidfte færdeles blødt, tyndt pg næften i hele fin Stræfning hudagtigt. — Gjælleftraa- lerne ere meget tynde, og funne derfor, ſtjondt krummede, næppe 529 fortjene Navn af ſabeldannede; de aftage gradevüs 1 Størrelfe fra førfte til femte. SKnuderne paa Gjællebuernes indre Wand ere blode og meget ſmaa, naar den yderfte Næffe paa yderfte Gjællebue undtages. Gjælleaabningernes Spalte naaer paa Ho— vedets Underflade ben omtrent under Øjets bagefte Rand. Nyglinien danner en Bue fra Waffen til Enden af Ryg— finnen, hvorpaa den i den øvrige Stræfning løber horigontalt; med Buglinien finder det famme Forhold Sted, fun at Krumnin— gen er ſterkere, iſer hos Hunnerne. — Rygfinnen begynder omtrent over Gjallelaagets bageſte Rand, og indtager en Længde, der er noget ringere end den halve Totallængde (den udgjør om— trent & af Totallængden); Længdeftræfningen af dens forrefte haarde Deel er næften tre Gange faa ſtor ſom af den bagefte bløde Deel. Afſtanden fra Rygfinnens Ophør til Enden af Ha— lefinnen er lidt ftørresend Hovedets Længde. Ferſte Pigſtraale er den fortefte (3'" lang hos et Individ af omtrent 7”), fidfte den længfte, 21 Gange faa lang ſom forfte, eller vel endog lidt mere. Forſte bløde Straale lidt længer end fidfte Pigſtraale; femte bløde Straale den længfte, næften fire Gange faa lang ſom førfte Pigſtraale; ſidſte blode Straales bageſte Green fun lidet fortere end ſidſte Pigſtraale. Rygfinnens Nod er i en lille Stræfning bedæffet af Sfjæl. — Bindehudens BVeffaffenhed ſom hos Berggylterne. Bryſtfinnernes Langde indeholdes henimod 6 Gange, eller dog gjerne over 57 Gange, i Totallængden, og deres Brede ved Roden omtrent 3 Gange i deres Længde. Formen bred, i Enden ftumpt afrundet. Tilbæftningen ſtraa, faa at de everſte Straa— lers Rod er Hovedet nærmere end de nederſtes. Bindehuden fynd og gjennemfigtig. Foerſte Straale, den fortefte, en tynd Pigſtraale; anden Straale artifuleret men iffe forgrenet, meget længer end førfte; de følgende Straaler fløftede i Enden; fjerde og femte Straaler de længfte, dobbelt faa lange ſom forſte; ſidſte 34 530 Straale fun lidt længer end førfte. — Bugfinnerne, fom omtrent ere tilhæftede ved Begyndelfen af Totallængdens anden Trediedeel, indeholdes 7 Sange i Toftallængden, og deres Brede ved Moden mere end 4 Gange i Længden; Afftanden af deres Spidfe fra Gadborets forrefte Rand udgjør omtrent Halvdelen af deres Længde. Straalernes Beſtaffenhed, Forhold o. f. v. næften ganſte ſom hos de to foregaaende Labefiſte. Gadborets forreſte Rand er beliggende omtrent under Midten af Totallengden*); det er temmelig ſtort (dog vifer det i faa Henſeende megen Forffjællighed), freddrundt, omgivet af en Krands meget fmaa, indad (mod dets Middelpunkt) rettede Papiller. Tæt bag Gadboret findes en fegledannet Papil, der hos Hunnerne i Legetiden er af en meget vverraffende Storrelſe, tfær Tykkelſe, hvorimod den hos Hannerne til famme Tid ev mange Gange mindre. Hvad der foruden Størrelfen og Formen bidrager til at henvende Opmarkſomheden paa den, er dens dybt merkeblaa, næften forte Farve. Denne Papil er paa den bagefte Flade, dog ganffe nær mod Spidſen, gjennemboret af en ſtor Aab— ning (faa flor hos Hunnen, at det ftilfvarende Redſtab hos Han— nen uden mindſte VWanffelighed maa kunne indbringes deri ”). Gadborfinnen fager fin Vegyndelfe under Rygfinnens ſidſte eller næftfinfte Pigſtraale, og ftræffer fig ofte lidf nærmere — et eller fo Sfjæl — hen til Halefinnens Rod end denne; dog har jeg ogſaa feet Individer, hvor Gadborfinnen ophørte lige un— der Rygfinnens bagefte Rand; eller hvor endog Rygfinnen naaede +) At de ovenanførte Maal fra Snudeſpidſen til Gadborets forreſte Rand give et lidt forftjælligt Reſultat, er blot tilſyneladende, da næmlig det ftraa Maal fra Snudeſpidſen til Gadborets forrefte Rand maa blive lidt ftørre end det lige Maal fra Snudeſpidſen til et Punkt over Gadborets forreſte Rand. ) See længer nede under Forplantningen, Anledningen til denne Be— mærkning, 531 lidt længer tilbage. Ved Roden er Gadborfinnen ſtjaldakket li— geſom Rygfinnen; dens Straaler lidt fortere, femte bløde Straale den lengſte. — Halefinnen har Form af en noget langftraft Fürkant, og er tFjældæffet paa Moden i en ſtor Stræfning (i af dens Længde eller mere); den yderſte af de lange Straaler paa bver Side er udeelt, de mellemliggende forgrenede; ovenfor de lange Straaler har jeg talt fem mindre, nedenfor de lange fer mindre. Sidelinien gjennemlober 34 Sfjæl, inden den taber fig paa Halefinnen; den begynder (eller dens forſte Sfjæl ligger) paa Overſtulderbladet. J den længfte Stræfning (24 Sfjæl) er dens Retning parallel med Rygliniens og omtrent tre Gange nærmere denne end Buglinten. Mod Enden af Rygfinnen — under dennes tredieſidſte Straale — krummer den fig fPraat ned ten lille Stræfning (2 Sfjæl), og ender derpaa fit Løb horizon— falt næften midt imellem Ryg- og Buglinien. Om de fmaa Ka: naler, der fammenfætte Sidelinien, gjælder omtrent, hvad ovenfor er anført angaaende Berggyltens Sidelinie. Sfjællene ere ſtore: i en Længderæffe fra Gjallelaagets bageſte Svidfe har jeg talt 33; i en Tværræffe 14, af hvilfe fire ovenfor Sidelinien, fi nedenfor denne. De ſtoerſte Sfjæl findes i den tredie, fjerde og femte Rakke nedenfor Sidelinien; de have indtil 41” Længde og 4“ Højde, og ere af femfantet Form, dog med de tre bagefte Vinkler afrundede. Viften fan være mere eller mindre regelmæsfig og Vifteſtriberne kunne indtage en ftørre eller mindre Stræfning af Sfjællet; jeg har talt fra 14 til 23 BVifteftriber paa disſe Sfjæl. Værtftriberne ere faa overordent— ligt fine, at de næppe kunne fljælnes uden ved Mikroſkopets Hjælp. Sideliniens Sfjæl ere mindre, end de hidtil omtalte, og af en mere langftraft Form, dog ikke 1 den Grad form hos de to foregaaende Læbefiffe. Halens Sfjæl ere af uregelmæsfig Form, den bagefte Ende bredere end den forreſte, tildeels for— 34% 532 fynede med et Duſin Bifteftriber. Gjallelaagsſtykkets Skjal rundagtige og enten flet iffe eller fun i ringe Grad taglagte. Kindernes Sfjæl ere de mindfte, men vife, hvad der forekommer mig ret mærfeligt, en temmelig betydelig Afvigelfe i Antal; thi, medens de hos nogle Individer danne fer Længderæffer under Ojet, tiltage de hos andre noget i Storrelſe, og udgjore fun fire Næffer. Af Form ere de ovale, og vife et Par temmelig fvage Vifteftriber. Indre Byg Peritonaum perlemoderfarvet; Mufflerne lyfegrønne”) ; ud Bughulen almindeligen opfyldt med en Mængde flydende Fidt. Le— veren blød, rødguul, deelt i to Lapper, af hvilke den venſtre er meget ſtor, og næften naaer gjennem hele Bughulen. Galde— blæren lang, fynd, tarmformig, liggende paa højre Side af Tarmefanalen. Milten langt filbage 1 Bughulen (omtrent ved Begyndelſen af dens fidfte Trediedeel), lille, rødbrun, oval, paa den ene Side flad, paa den anden lidt fonver. Tarmekana— len ev femmelig vild, men, ligefom hos Berggylten, næften af eens Vide overalt, eller faa gradeviis aftagende i Vide, at ingen egentlig Mavefæf dannes; dens Indre er beflædt med en utallig Mængde Vil. Den gjør iffe blot et Par Bojninger, men er fillige nogle Steder ligeſom indffudt i fig felv, og har derfor, naar den udfoldes, en femmelig anfelig Længde. Hog et Indi— vid paa omtrent 7”, hvor Bughulens Længde udgjorde 21”, beløb Længden af Tarmefanalen fra Mellemgulvet til Gadboret fig næ- ſten til 127, — Nyrerne ere af almindelig Form og Stor— relſe. Uringangen temmelig lang formedelft Bughulens Højde. Urinblæren af Middelftørrelfe (7"” lang); i Form funde den ſammenlignes med et treſidet Prisma, hvis fo Vinkler ere vendte mod Bughulens Sider, den fredie ftræffer fig langs Bughulens nederfte Flade. Fortil er Urinblæren lidt emargineret, og gaaer paa hver Side ud i et lille fpidft Horn. — Svømmeblæren, +) 08 flere Læbefifte viſe Muſklerne i friſt Tilſtand en grøn Farve. 533 ſom iffe indtager hele Bughulens Længde (jeg har fundet den 16'” (ang og omtrent af den halve Brede), og hvis forrefte Rand er fjernet en ikke ringe Stræfning fra Mellemgulvet, har en al: deles ſimpel, oval Form, fortil lidt bredere, bagtil lidt fpidfere ; dens Vægge ere temmelig tykke, ifær bagtil. — Rognſakken meget ſtor, lyſeguul, dobbelt, hver Halvdeel treſidet-pyramidalſk med to brede Sider — den ydre og den indre, der mod Bug— fladen løbe fammen — og een ſmal; den everſte næmfig, fom ftøder til Svommeblæren. Hannen Malke udgjor to ftore, langftrafte, lyſegule Sæffe, ſom førft allerbageft i Bughulen for— ene fig. I Hovedfagen vifer Beenbygningen meget flor Lighed med de foregagende Lælbefiffeg. Imidlertid kunne nogle faa Af— vigelſer merkes. — Det forrefte Øjebeen er uregelmæsfigt fiir— fantet, dets overfte-bagefte Pig fort. Pandens Fordybning mel: lem Øjnene meget flad og bagtil næften flet ikke afgrændfet, Interparietalbenets Kam fort men forholdsvis temmelig høj. Jeg har talt 33 Hvirvler, næmlig 19 Halehvirvler og 14 Bughvirvler; medens altſaa Halehvirvlernes Antal omtrent bliver det ſamme fom hos de foregaaende Arter, aftager derimod Bughvirvlernes Tal betydeligt, hvorved den forte og høje Form, Der er faa farafteriftifE for nærværende Art, foranlediges. De to førfte og de fre fidfte Ribbeen ere” enfelte, de ni mellemlig— gende derimod dobbelte, De tre fidfte Halehvirvler bidrage til at bære Halefinnen. Inden jeg begynder at udvifle Grundene for min Synonymi, der maaſkee funde ſynes temmelig parador, idet jeg ſammenfatter ſom een Art, hvad af den berømte Ichthyolog Valenciennes anføres ſom fire (dog, hvad de fa angaaer, rigtignof med Tvivl) ; maa jeg forudſtikke to Bemærfninger: førft, at Valenciennes felv fun har feet een af disſe fire Arter, og altfaa har optaget de øvrige efter Andres Beretninger; dernæft, at Valenciennes i Almindelighed ſynes at tillægge Farverne vel megen Vagt ſom Artsffjælnemærfe, og Oplysning af Syno— nymien. 534 i dette fpecielle Tilfælde iffe har lagt Marke til, at de to forte Pletter, den ene bag Øjet, den anden paa Halefinnens Rod, deels famtidigt funne være tilftæde, deels kunne forfvinde enten begge eller een af dem; ligefom ogfaa ſtundom den ene eller anden af Pletterne fan være faa fvagt udtryft, at den, der i Forvejen er fortrolig med dens Forekommen, vel fan gjenfinde Den, hvorimod en Underſoger, fom er ubefjendt hermed, meget let fan overſee den baade i Beffrivelfe og Afbildning. Af Slægten Crenilabrus, ſaaledes fom Valenciennes begrændfer den, har jeg paa de norffe og danffe Kyfter fun truf— fet en enefte Art. Denne Art ftemmer med Beffrivelfen af Cre- nilabrus Melops hos Valenciennes; og da bemeldte beremte Ichthyolog desuden udtryffeligen angiver, at han fra Oſterſoen ved Kiel har erholdt Exemplarer af fin Cr, Melops, fan der flet ingen Tvivl blive tilbage om den af mig underfegte nordiſte Arts Identitet med Cr. Melops Valenc, Et andet Sporgs— maal bliver det, om fidftnævnte Art virfeligen er den linneiffe L. Melops. Dette forefommer mig imidlertid at have al den Sik— ferhed, fom man efter faa faa Data, fom de forhaanden værende, fan vente, og jeg for min Deel nærer ingen Tvivl derimod. Ut Ascanius's L.Rone falder fammen med Melops, frem— gaaer af hang Afbildning (der rigtignok ev meget mangelfuld i det Enfelte), af det angivne Straaletal, af Roönes Habitat — efter Ascanius fra Lindesnæg til Sundet — o. f. v. Bil man iffe antage dette, faa maa man antage, hvad der forekommer mig langt mindre rimeligt! af Ascanius ikke har feet den i ſamme Uldftræfning faa almindelige Melops, ligeſom jeg da heller ikke endnu ffulde have truffet Rone. — Mig fynes det endvidere ganſke afgjort, at Bloch's Lutjanus norvegicus er identiff med As— canius's L, Rone, At Blod) har opſtillet en ny Art efter et War, en Tid lang i Spiritus opbevarede, Individer, uden at have an— ftillet nogen Sammenligning med Ascanius's meget nærftaaende Art, fan viftnof ikke andet end gjøre denne nye Art mistænft. Valen 535 ciennes, fom iffe har feet Individer af den blod fTe Art, ligeſaalidet fom af Rone, optager dem begge, deels fløttende fig til Nils fon, fom tidligere har antaget dem, deels vel ogfaa fordihan, ſom bemarket, lægger alt for ftorVægt paaFarveforffjælligheder. De Grunde, Nul 8- fon har haft til at optage L. Rone og L. norvegicus fom forffjæl- lige Arter, maa vel antages af være nedlagte i hand Diagnoſer af disſe toArter. Men Indholdet af disſe Diagnoſer er deels uvoſentligt, deels urigtigt, deels af den Beſkaffenhed, at det ingen Sammenligning tilſteder). Og juft den Omftændighed, at Nilsſon ikke har +) Uvæjentlige ere ſaaledes Sfjælnemærkerne tagne af Farven: den forte Plet ved Halefinnené Rod, dev baade fan være tilftede og fan mangle; Alt, hvad om Farven af L. Rone ev angivet, hvilfet ligeſaagodt kunde ſiges om norvegicus — idet jeg her nævner Rone og nor— vegicus, tænfer jeg blot paa Farver og Former, der nærme fig til de paa Bloch's og Ascanius's Tavler afbildede — 0, f. v. Uvo— fentlige eve de angivne Forftjælligheder i Straaletallet (hvad mine ovenanforte Zællinger godtgjøre), tildeels endog urigtige; thi 13 Straaler fan viſtnok ikke antages ſom det normale Tal for Bryſt— finnerne hos L. norvegicus. Nilsſon angiver Længden af Cr. norvegicus fil 547, Højden til 217 (Højden altfaa ikke fuldt 2% Gange i Zotallængden); da jeg aldrig har iagttaget et ſaadant For— hold, maa jeg enten holde det for unøjagtigt angivet eller for meget fjældent forefammende, Men under den Forudfætning, at Nilsſon virkeligen har haft en ſaadan Form for fig; ſaa maa den have ftaaet Pennant's gibbous Wrasse nær i Kroppens Højde, og Diagnoſens Udtryk altiusculus — temmelig høj — er altfaa mindre rigtigt. Bed Diagnofen af Cr. Rone har Nilsſon ikke givet en Sammen— ftiling af Lengde- og Højdemaalet, og altfaa gjort Sammenligning mellem de to Urter i faa Henfeende umulig. Derimod bruger han i Diagnofen Udtrykket exaltatus, hvilket vel bør overfættes meget høj, eller dog angiver en ftørre Højdegrad end altiusculus. Der— efter maa man altfaa antage, at Nilsſons Cr. Rone ev højere end Cr. norvegicus, og at dens Højde altſaa indeholdes mindre end 24 Gange i Zotallængden, Men dette ſtrider aldeles mod Ascanius's 536 været iftand til at opftille bedre Diagnofer for Rone og nor— vegicus, maa ene give den ftærfefte Formodning om deres Iden— titet. — Da Ret zius felv angiver fin Perca maculosa ſom identiſt med Bloch's Lutjanus norvegicus (maaffee fjendte han den endog blot af Bloch's Afbildning og Beffrivelfe), falder den ogſaa fammen med Rone og Melops. Ut Stroms Berggylte Nr. 1 og 2 høre herhid, troer jeg med Sifferhed at funne antage; fht, hvad han anfører om dem, pasſer ret godt paa nærværende, men iffe paa nogen anden befjendt nordiſt Art. Uagtet Strøm fætter dem under to Numere, gjør han deg felv opmarkſom paa deres ſtore Lighed, og der er viſtnok ingen tilftræftelig Grund til, efter en ubetydelig Afvigelfe i Farve, Storrelſe 0. f. v., af mene, at disſe to Numere ſtulde udgjere to Urter. Da det af Müllers Prodromus tydeligt fremgaaer (fee Side 46, Anmarkningen efter Labrusflægten), at han iffe felv har truffet den Fiſt, han falder L, Turdus, men har laant den Ufbildning af Labrus Rone, og Diagnoſen bliver altſaa ogfaa i denne Henfeende forvildende. — Man fan endvidere med Grund un— dre fig over, at Nilsſon, dev i Diagnofen for fin Cr. norvegicus angiver 13 Straaler i Gadborfinnen, henfører ſom Synonym til den Stroms DBeragylre Nr, 2 (der efter Strøm fun har 12 Straaler i Gadborfinnen); og at han derimod til fin Cr, Rone, hvilfen han tillægger 12 Straalev i Gadborfinnen, henfører Stroms Berggylte Nr. 1, der efter Strøm har 13 Straaler i Gadbor— finnen. — Endeligen er det uforklarligt, at Nilsſon har indftudt Cr. rupestris mellem norvegicus og Rone; thi jeg fan umuligt foveftile mig, at han ſkulde have betragtet den førfte fom en Over— gangsform mellem de fo fidfte. Men denne Anordning af Arterne ev ikke ligegyldig, da den naturligviis maa forvilde den, der iffe har dem for Øjnene ved Siden af hverandre, Jeg har anfeet det for nødvendigt at udhæve disſe Unojagtigheder hos en ellers fortjent For— fatter, for af Ingen ved hans Autoritet fral forledes til at anſee ſom ftvengtadftilte og velbegrundede Arter, hvad der er meget langt fra at fortjene dette Navn. 537 hos Strøm — det er Strems Pr. 1 — bliver det ogſaa flart nof, hvad der ved den flal forftaaeg. Ogfaa med Henſyn til Pennants gibbous Wrasse, ſom ingen af de ſenere britiffe Faunifter har gjenfundet, anteger jeg for temmelig' afgjort, at den ev identiff med Cr, Melops, Straaletallet og den øvrige Beffrivelfe pasſe godt; dette er og— faa i Almindelighed Tilfældet med Afbildningen; dog maa jeg bemarke, at den fremſtiller Fiffen bøjere over Midten af Krop— pen og lavere foran Halefinnens Nod, end jeg hav fundet no— get Individ af Cr. Melops. Fremdeles ev der, efter min Anffuelfe, flet ingen Grund til af antage, at Jarrell's Crenilabrus Tinca og Jenyns's Labrus Tinca (disſe Forfatteres Synonymi kommer imidlertid her flet iffe i Betragtning) ſtulde være forffjællige fra Melops. Valenciennes har ogfaa allerede henregnet den forſte af disſe dertil, hvorimod han henfører den anden til Cr. Rone, De fre Arter, hvilfe af Valenciennes benævnes Cr. Pennantii (Goldsinny Penn), Cr, Couchii (Corkwing Couch) og Cr. Donovani (Labrus cornubius Don), ftaae Melops faa nær, at jeg iffe fulde være ganſte utilbøjelig til at holde dem for identiffe med denne, uagtet jeg, af Frygt for at gaae for vidt, ikke har vovet at give Dem Plads blandt Synonymerne. Hvad der, foruden Overeensftemmelfe 1 Straaletal o. f. v., taler Derfor, er, at medens Valenciennes fun med megen Tvivl adffiller den førfte fra Cr. norvegicus, fremtræde de hos Yar— rell alle tre fom fun udgjørende een Art under Navnet Cr. cornubicus, Valenciennes adffiller dem egentligen blot ef- ter Forffjælligheder & Farven, og har fun feet Individer af den fidfte Art (Angel paa 2 til 21” Længde). Det forefommer mig ſaaledes ikke ganſte urimeligt, at maaſkee fyv (muligen endog flere) af de hos Valenciennes optagne Sauggyltearter ved en nær: mere Underføgelfe ville fvinde ind til en enefte Art. 538 Storrelſe. Denne Arts almindelige Storrelſe fremgaaer af de oven— for (Side 522 1 Anm.) i Anledning af Straaletallet meddeelte Maal. Jeg veed iffe at have truffet noget Individ, ſom naaede 8" Længde. Nilsſon vil paa den norffe Kyſt have feet Indi— vider (af Labrus norvegicus) paa 10”. — Ved Bergen er den fortøjede Sauggylte endnu ret hyppig. Derfom de af Stroms Sondmors Beffrivelfe hentede Synonymer ere rigtigt anvendte, hvorom jeg ievrigt flet ikke tvivler, naaer den idetmindſte de føndmørfTe Kyſteri Nord. Mod Syd funne dens Spor forfølges dybt ind i Middelhavet, hvor den endog ev almindelig. Hos os træffeå den jævnligt i Kattegattet, Ørefundet og Bælterne, og felv i Øfterfoen”). +) ,Labrus .Rone i mange Cremplaver ved Kiel i Efteraaret 1826”, Boie. (Det ev netop Exemplarer, modtagne af Hr, Boie, hvilfe af Valenciennes ere beftemte fom Cr. Melops). — Jeg maa her indftyde et Par Ord om Læbefiftenes Forekommen paa de danſke Kyſter. I Maanedsftrift for Litteratur, femte Aargangs tredie Hæfte Gide 232, findes følgende Bemærkning om denne Familie af Etatsr. Reinhardt: ,Læbefiftene ere meget fjældne ved Kattegattets danfte Kyfter, medens de træffes hyppigere ved de fvenfte,” — Mod denne Paaſtands ſidſte Deel har jeg Intet at indvendez derimod fynes den førfte Deel at trænge til nogen Indftrænfning, for ikke at blive vildle— dende, Af de fem Arter Læbefifte, fom jeg i dette Skrift henregner til den danſke Fauna, ere tre fjældne, to — nærværende og følgende Art —ret almindelige, I Ørefundet, og det felv i dennærmefteOmegn af Kjøben= havn, fanges disfe'to Arter til ſine Tider ,fEjæppeviis,” for at jeg fral optage det Udtryk, jeg har hørt Fiftere benytte fig af i denne Anled— ning. Om Sommeren næmlig erholder man dem i de ved Salthol- men udfatte Rejeruſer; ſeent paa Cfteraaret derimod i Aaleruſer. Bed Snedkerſteen bruges undertiden ,,SEotter” ſom Madding paa Krogene. Ved Korſor fanges ,Blaaftaal” i Rejegarnene, ftundom 7 til 8 paa een Dag; og endnu langt hyppigere ere der ,Berggylterner (Cr. rupestris), fom falde i ſtor Mængde i Waleruferne om Efter— aaret, men iovrigt fees hele Aaret ved Skibsbroen og el— lers rundt omkring. Saaledes have kyndige Fiftere berettet mig. 539 Om dens Levemaade veed jeg Intet, fom fortjener at an- Levemaade. føres; fun ſynes den at opholde fig paa mindre dybt Vand end de to foregaaende Læbefiffe 7”). Næringen beftaaer fornæmmeligen i fmaa Kræbsdyr. At Naring. denne og næfte Art følge Rejeftimerne netop paa den Tid, da Rej— ernes Forplantning indtræffer: er maaffee mindre for at fortære de vorne Dyr end Rognkornene og VUngelen. J Begyndelfen af Juli har jeg truffet Hunnerne med mo— sg den Rogn, og den Ste Juli underføgte jeg en Han, fom havde flydende Malke. Det er altfaa ganffe fiffert, at Legetiden ind— træffer i Juli. Om denne Art, ſom Valenciennes angiver, ogſaa fulde lege i April — altfaa to Gange om Aaret? — maa jeg lade uafgjort. Her maa jeg give Plads for en Beretning, hvilfen jeg, ſtjondt iffe med fuldkommen Vished, antager at gjælde nærværende Art, og fom i ethvert Tilfælde fafter Lys over Læbefiffenes For— plantning. — Den er mig meddeelt af et aldeles paalideligt ODje— vidne, en udmærfet Videnffabsmand, der, om end iffe egentlig Zoolog, dog interesſerer fig hejligen for den norvrdiffe Fauna— En Sommerdag omtrent ved Middagstid faae han, ftaaende paa en Skibsbro, ned 1 det flare Vand; fo ſmaa Læbefiffe, ſom kom frem fra nogle Tangbuffe, der hidtil havde ſtjult dem, tiltrak fig hans Opmarkſomhed; med megen Hurtighed ſoommede de omfring i en fnæver Kreds, den ene tæt bag den anden og ligeſom for- folgende denne; efter nogen Tids Forløb nærmede de fig fæt til hinanden med Bugfladerne, og forbleve en Stund i denne Stil: ling, hvorpaa ”de ſtiltes ad, og ſtjulte fig under Tangbuſtkene. +) En Motice, meddeelt af Hr. Boie, troer jeg maa henføres til nærværende Art, ftjøndt jeg ikke er aldeles filter derpaa: Fiſkerne ved Kiel ſkulle undertiden optrokke en Læbefift, hvilken de benævne NYitagåt, fra Hav— bunden i hullede Fyrftene, fom af dem anvendes til Baadsankere. — Under hvilfe Forhold og i hvad Anledning den paagjældende Art fø- ger dette Tilflugtsſted, fortjente viſtnok nøjere at efterforſkes. 340 Dog varede det iffe længe, for de atter vifte fig, for paa ny at udføre de ſamme Bevægelfer. Min Hjæmmelsmand faldte Flere til, fom med ham i lang id vare Tilffuere, thi disſe Smaafiffe fortfatte deres Beffjæftigelfe i over en Time, og maaffee meget længer. — Det forekommer mig uimodſigeligt, at det nys beffrevne Optrin var Forplantningsakten, og fandfynligt, at her foregik en Befrugtning af Rogukornene i Hunnens Indre. Jeg ftøtter denne Formodning ifær paa den ovenfor beffrevne Form af begge Kjons ydre Forplantningsredffaber. Det forefommer mig endvidere troligt, at Hunnen benyttede den Mellemtid, 1 hvilfen den var ſtjult under Tangbuffene, til at affætte de alle— rede befrugtede Æg, og derpaa fom frem, for at en ny Be— frugtning funde foregaae. — Min Sjæmmelsmand funde iffe nærmere angive mig Arten, end at def var den ved Skibsbro— erne (1 det veftlige Norge) almindelige lille Art. — Derefter funde man ligefaagodt, ja maaffee endnu rineligere, antage, at den fortalte Kjendsgjerning angif følgende Art, der viftnof er hyppigere end nærværende. Det er ogfaa fun den omtalte Be- ſtaffenhed af Kjensdelene, hvilken jeg hos Cren. rupestris iffe har iagttaget, der har foranlediget mig til at give dette interes— ſante Faktum Plads her. 541 39te Art. Sokarudſen (Cren. rupestris Linné>). Farven almindeligen rødbrun; en fortPlet paa Urtsmærte. RygfladenvedHalefinnens KodogenandenſortPlet paa den forbindende Hud mellem Rygfinnens fire eller fem førftePigftraaler. Formen langftraft, no— get tyf. Hovedets Lengde indeholdes omtrent fire +) Valenciennes har adftilt denne og nogle flere Urter fra Slægten Crenilabrus, og fammenftillet dem under Benævneljen Ctenolabrus (Kamgylte). Det enefte SÉjælnemærfe for denne nye Underflægt beftaaer i, at der bag Kjæbernes forrefte Tandrokke findes et Baand af mindre Tender. Men dette Skjalnemarke er af ligefaa liden Betydning, ſom Forgjællelaagets Gaugtænder hos Sauggylterne; fhi gradevije Overgange kunne ogſaa hev letteligen eftervifeg ; hos Lr. Melops hav jeg ingen fmaa Zænder fundet bag den ftørre Rætfe, hos Labr. Berggylta nogle faa; hos Labr. mixtus næften et lige faa fuldftændigt Zandbaand fom hos Lr, rupestris. Over— hoved ftaae de to fidfte Arter hinanden meget nær i Tandforhol— det, og paa den anden Side vife Melops og Berggylta ligele= des megen Zilnærmelfe fil hinanden i faa Henfeende. Naar Slæg-= terne Labrus og Crenilabrus forenes, maa Arterne fammenftilles i en anden Orden end den, hvori de her følge paa hverandre. Synonymi. AJ Gan 542 ge i Totallængden, og den ſtorſte Højde er fun ubetydeligt ftørre end Hovedets Længde. Fin: nernes Straaletal er: Ryg f. 7; Bryftf. 15; Bugf. 1; Gadborf. 3; Halef. $%), TET — Linné, Weſtgöta-Reſa, Side 179: Bærgsnultra, Linné, Syst, naturæ edit, Xma: Labrus rupestris. Sinné, Fauna svec, edit. alt, pag. 117 n. 330: L. suillus, Stroms Søndmørs Beftr, I, 291: Rarudſe eller Sokarudſe. Pontoppidans Atlas I, 650: L. rupestris. Ascanius, Ic, rer, nat. fasc. IIus pag. 6: Raate, — +) De nedenſtaaende Talangivelſer kunne tjene ſom Støtte for den op— ftilede Norm: Totall. 59”; Rygf. "é; Bryftf. 15; Bugf. 1; Gadborf. 3; Halef. É, Sr ES VE 15054 So ON KE LES Så se es BORK, 58 3 ans 175 — Ki is fæl 5 — 6, DEER SEND re DAP KE JE DER SØE ES SAN SD SEE EEN GORE EEK FRB SAMER ES EN — 61 3 75 153 — 3 — 5 SEE, RS SE 10. Filo MRS RØNNE EN He SED TT Hr ES Se HS SE ER ERE MG EEN NSSS NE MIE ER ER 94 J Bryftfinnerne har jeg eengang paa den ene Side talt 14 Straa— ler, paa den anden Side fun fem; dog dette fan naturligviis kun betragtes ſom Monftrøfitet. At 8 bløde Straaler ere angivne ſom normalt Zal for Gadborfinnen, grunder fig paa, at jeg ved en Mængde andre Tællinger, foruden de ovenanførte, mener at have naaet det Refultat, at 8 er fædvanligere end 7 i denne Finne, og at den Ligevægt mellem disſe Tal, fom de ovenftaaende Anforelſer vife, altſaa fun maa betragtes ſom tilfældig. Fire Pigftraaler i Gad— borfinnen træffes faa fjældent, at jeg tvivler paa, man blandt 30 eller 40 Individer vil kunne gjøre Regning paa at finde et med dette Straaleforhold. 543 Muͤllers Prodr,. n. 382: L. rupestris, Muͤllers Prodr. n. 381: L. suillus. Zool. dan. fasc. IIL pag, 44; Perca rupestris, Bloch's ausl. Fife IV, 117; Lutjanus rupestris. Retzius, Fauna svec. pag. 334: n, 66: L. suillus, Retzius, Fn. svev. pag. 337 n, 73: F'erca rupestris. Faber, Tidsſkr. f. Naturv. V, 247: Berggylte ? YWilsfons Prodr. S. 76: L, rupestris. Fries og Ekſtrom, Skandin. Fiſkar, Side 45: L. rupestris. Valenciennes, Hist, d. Foiss. XIII, 223 ;Ctenolabrus rupestris. Narrell's Supplement I, 29; Crenilabrus rupestris. Zool. dan. tab. 107. — Fries og Ekſtrom tab, IX. fig. 1. Afbildnin⸗ ger. Den almindeligſte Bengvnelſe for denne Art hos os er, Benævnel- ſaavidt mig befjendt, Berggylte; ſaaledes har jeg til Exempel BR hovt den nævned i Sundet (hvor Berggylte dog ſtundom for- drejes fil Bagylleke) og ſaaledes paa Hirsholmen; og det er alles rede ovenfor (Side 538 1 Anm.) bemarket, af den ved Korfer forekom— mendeVBerggylte iffe er nogen anden Art end nærværende. Og jeg troer, af man i de allerflefte Tilfælde ikke vil tage Fejl, ved, naar der faleg om Berggylter paa vore Kyſter, af henføre dem fil denne Art"). Pontoppidan angiver Søfarudfe fom dens danffe Navn; om dette Navn virfeligen endnu er i Brug hos os, og i faa Til fælde hvor, er mig ubekjendt. Imidlertid har jeg dog optaget det ſom Artsnavn, efterdi Berggylte iffe fan beholdes. Et Par i Liimfjorden — mellem Aalborg og Hals — fangede Individer, ſom bleve mig overſendte af en Ven, vare bragte ham af Fi fferne fon Soaborrer. Formen er lavere, men tillige noget tykkere, end hos fore-Veſkrivelſe. gaaende Art; Krumningen af Ryg- og Buglinien mindre betyde— lig. Den faafaldte Søfarudfe har altfaa iffe juft faa megen ) En Undtagelſe, idetmindfte efter min Formening, er anført Side 74 i Anmerkningen. 544 Lighed med den egentlige Karudſe, fom med den meget hyp— pigere Art, hvilfen man baade i Danmark og Norge plejer at tillægge Karudſe-Ravnet (Cyprinus Gibelio). Farvenpaa Ryggen rødbrun, lyfere paa Siderne, under Bugen ſtidenthvid eller perlefarvet. Hvert Sfjæls frie Deel (eller rettere Huden under denne Deel) har almindeligen en mere eller min- dre tydelig, morf Plet, hvig Form er noget forffjællig: paa Midten af Kroppen blive Pletterne til lodrette Smaaſtriber. Som Følge heraf vifer Kroppens Midte et Antal mørfe Tvær-= baand, hvilke deg afverle meget i Tydelighed, og tildeels blive ufjendelige. Endvidere opſtager en Mængde morkere og lyfere Længdeftriber (egentligen af hvert Slags et ligefaa ftort Antal fom Sfjælræffernes Antal), hvilfe naae fra Gjælleaabningerne til Halefinnen; de midterfte fer eller fyv ere de tydeligfte, hvorimod de mod Ryggen og Bugen mere eller mindre tabe fig. Hale— finnens *) Rod er allerøverft eller paa Rygfladen forfynet med en fort Plet, hvilfen fan vife nogen Forffjællighed i Form, men altid er tilſtede (idetmindſte hos alle de Individer, jeg har feet), og tillige er meget tydelig og iojefaldende. En anden ftørre Plet af fulfort Farve findes allerforreft paa Rygfinnen, og uds ftræffer fig mellem de fire eller fem forſte Pigftraaler; denne er ligeſaa konſtant ſom forrige, men iagttages naturligviis iffe, naar Rygfinnen ligger ned. Foruden disſe to Pletter har jeg altid fundet en lille fort Plet eller Tværftribe ved Bryftfinnernes Rod, ſamt Øjehulens everſte Nand fortfarvet, og Gadboret omgivet af en fmal, fort Ning. Panden, Snuden, Gjællelaagsftyffet og Mellemrummet mellem Ojets og Forgjællelaagets bageſte Rand "ere af mørfere Farve end det øvrige Legeme, Pupillen mørfe- blaa, Hornhuden morkt orangefarvet med nogen Metalglands. Rygfinne, Halefinne og Gadborfinne rødbrune, Bryſtfinnerne *) Almindeligen angives denne Plet ſom anbragt paa Halen, men i Virkeligheden findes den, idetmindſte for den allerſtorſte Deel, paa Halefinnens øverfte Straalers Rod. 545 rødligtgule, Vugfinnerne hvide med den ydre Nand rødagtig. Undertiden har jeg paa Finnerne, med Undtagelfe af Bugfin— nerne, bDemærfet endeel fmaa forte Prikker. Ogſaa denne Art frembyder nogle Farveafverlinger, vifer fig til Exempel under— tiden gronagtig 0. ſ. v. Udmaalinger *): Zotallængde A 55775; B 359775 C 4949; ftørfte Højde (omtrent over Vugfinnernes Spidſe) A 15”; B 171; € 144 BEY s Højden over Gjællelaageté bagefte Rand 4 1347; B 157; C 12%; Højden foran Halefinnens Rod A 637; B 8/75 €C 6; ſtorſte Tykkelſe A 84775 B 975 0 717; Tykkelſen foran Halefinnens Rod A 2/75 B 2/7; C 1277; Ufftanden fra Snudeſpidſen til Gjællelaagets bagefte Rand 4 144/// ; B EILER E 123020 Hovedets Højde over Midten af Øjet A 8477; B 9375 C mm, det opfpilede Gabs Højde indvendigt A 4/7; B 44775 0 3111; det opfpilede Gabs Brede indvendigt A 3/75 B 34775 € 21/1; Længden af Mellemtjæbebenenes Apofyſe A 337; B 3177; € 3 ; Mellemkjobebenenes Længde A 37; B 3477; 0 23/7 ; Dverfjæbebenenes Længde A 3/75 B 3/7; C 23/7 ; Ufftanden fra Underfjæbens Spidfe til dens — A 5”; B 52; Cc AT ULsS Afſt. fra Snudeſpidſen til forreſte Næfebor A 34/7; B 3/7; Cc 3; Ufft. mellem forrefte og bageſte Næfebor A 1/7; B 14775 C 2741; Ufft. mellem bagefte Næfebor og Øjeranden A 4775 BI 9; i 2/1; den indbyrdes Afſt. mellem de forreſte Næfeb. A 2277; B 23/0 C 24/1; den indb. Afſt. mellem de bagefte Neſeborer A 31775 B3330 3"; Pandens Brede mellem Øjnene A 4/7; B 4177; C 3477; Afſt. fra Snudefpidfen til Ojets forrefte Rand A 43775 B 427,0 4 mn; +) De udmaalte Individer vare alle Hunner med fyldte Rognſakke. ++) Nilsſon angiver Højdens Forhold til Længden omtrent ſom cen til fre. Et faadant Forhold har jeg aldrig iagttaget, hverken hos Han⸗ ner eller Hunner, hverken hos unge eller gamle Individer. 35 546 Ufftanden fra Øjets forrefte Rand til Forgjællelaagets bagefte Rand A 67; B 64; 543 Øjets Længdediameter A 337; B 3977; C 333 Ojets Høljdediameter A 317753 B 34775 C 347; Afſtanden fra Øjets bagefte Rand til Gjællelaagets bagefte Rand 4 — B 877; € 63; Ufft. fra Snudeſp. til Rygfinn. Begyndelſe A 15477; B 16477; C 1375 Rygfinnens Lengdeſtrekning A 26177; B 2977; C 2475 Rygfinnens Afftand fra Halefinnens Rod A 53"; B 7775 €C 6775 den piggede Deels Længdeftræbning A 20477; B 21/7; €C 187; den bløde Deels Længdeftræbning A 677; B 8; C 6"; den piggede Deels ftørfte Højde A 33/7; B 577; C 447; den bløde Deels ftørfte Højde A 537”; B 6775 € 52775 Bryftfinnernes Længde A 81/73 B 9773 €C 8773 Bryftfinnernes Brede ved Roden A 2377; B 3475 C 23"; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Bugfinnernes Rod A 17377; B 204"; G 1411; Bugfinnernes Længde A 7377; B 73775 0 637; Bugfinnernes Brede ved Roden A 1177; B 1377; 0 1975 Afſt. fra Bugfinnernes Spidſe til Gadborets forrefte Rand A 7”; B 5375 E 4105 Afſt. fra Snudefpidfen til Gadborets forrefte Rand A 30“3 B 304 3 Cc 95 3 Gadborets —— ——; Ufft. fra Gadborets bageſte Rand til Gadborfinnens Begyndelje A 17; B 1; € 1; Gadborfinnens Længdeftræfning A 7/7; B 81/75 € 8”; Gadborf. Afftand fva Halefinnens Rod A 6177; B 73775 €C 6375 Gadborfinnens ftørfte Højde A 577; B 54775 € 5/75 Halefinnens Længde fra Roden paa Siderne A 117; B 114775 C 937; Halefinnens Længde i Midten A 97”; B 10775; C 8375 den udfpændte Halefinnes Brede A 12477; B 144775 C 11/7”, Hovedet har, naar Munden er tilluffet, et temmelig tykt og plumpt Udſeende, hvilfet ifær berder paa Snudens Korthed. Panden er noget bred og flad og, ligeſom Snu— den, bedekket med en ſtor Mængde Sliimaabninger, af hvilfe 547 endeel, hvad vi hos de foregagende Læbefiffe allerete have be— mærfet, findeg anbragte langs Djnenes Rand og paa Forgjælle- laaget. Den Sfraaning, hvormed Pandefladen ftiger ned, er noget mindre end den, hvormed Hovedets Underflade ftiger vp. Mellemkjebebenenes Apofyſe er fort, men Munden dog temme— lig fremffydelig. Gabet lidet, af endeel ſtorre Højde end Brede; Mundvigerne nage omtrent hen under det forrefte Naſe— bor. Underfjælben har famme Længde fom Overfjæben, og begges Tænder pasſe ind mellem hverandre. Paa hvert Mel- lemfjæbebeen tælles omtrent et Dufin Tænder, og hver af Underkjebens Grene bærer det famme Antal, eller i alt Fald er Forffjællen fun ubetydelig "). Tandformen ſtemmer meget nær med Tandformen hosLabrus mixtus, Tænderne ere altſaa ſpidſe, koniſte, noget tilbagefrummede, ifær de forrefte i hver Kjæbe, og aftage gradeviis 1 Storrelſe bagtil, faa at de fire til fem bagefte paa hver Side endog blive meget fmaa. De fire forvrefte i hver Kjæbe (to paa hver Side) overgaae derimod de øvrige betydeligt i Størrelfe, rage frem af Munden, og fremftile et Slags Hundetænder, I Overkjaben ere disſe fire Tænder om— trent lige ſtore; i Underfjæben derimod ere de to midterfte endeel mindre end den yderſte 11 hver Side. Bag den hidtil omtalte forrefte Tandræffe i hver Kjæbe findes endeel mindre og ſtum— pere Tænder, ganffe ligefom hos Labrus mixtus, ſtjondt maaffee i noget ftorre Antal. Hudforhænget i begge Kjaberne, Tungen og Papillerne foran Svælgbenene frembyde intet Særeget. Svælgbenene i Overfjæben udmærfe fig derved, af dereg Tænder, fom fun, danne tre Længderæffer — vil man antage en .fjerde, faa faaer denne fun een Tand — vife mindre indbyrdes Forffjæl i Storrelſe, og udgjore et ringere Antal end hos de foregaaende Arter: jeg hav næmlig paa hvert Svælg= +) Zre Individer vifte følgende Forhold: 324, 13.413; 444 19 VTU EL YE — ; is Te 548 been fun talt fjorten eller femten. Svælgbenet i Underfjæben har mindre langftrafte og fremtrædende Grene, og nærmer fig Derfor i Form til en regelmæsfig Triangel; ogſaa danne Tæn- derne noget mere regelmæsfige Tværræffer, og funne derfor lettere fælles; deres Antal beløber fig til omtrent 30 eller nogle faa flere; de bageſte-yderſte Artifulationsflader ere ſom hos Berggylten ellev Rødnæbet. Længden af Mellemfjæ- bebenenes Apofyſe overgaaer den Mundranden dannende Deel af disſe Knogler fun meget ubetydeligt i Længde. Overfjæ bebenene ſom hos Berggylten. Det forrefte Ojebeen uregelmasſigt fiirkantet, af ſtorre Højde end Længde; den mod Djehulen rettede Pig meget lille. Næfeborerne afvige hver— fen i Form, Stilling eller ovrige Beffaffenhed mærfeligt fra hvad under de foregagende Arter er anfort. Øjet er næften kredsrundt; dets Gjennemſnit indeholdes omtrent fire Gange i Hovedets Længde. Forgjællelaaget fan fnarere ſiges at have Lighed med en ret Vinkel end med en Halvmaane; thi den opftigende Green er næften ganffe lodret og temmelig ſmal, den nederfte Green forener fig med den under en ret Vinfel, og Vinkelens bagefte Hjørne er ikke ftærft afrundet. Kun Forgjallelaagets bagefte Nand er faugtagget. Tænderne, omtrent 30 i Tallet, ere fmaa og fvage, langtfra iffe ſom hos den ſortoje de Saug— gylte men ſnarere fom hos Labrus mixtus (eller rigtigſt midt imellem disſe to Arter og dannende Overgang mellem dem i denne Henſeende). Forgjallelaagets nederfte, lidt konvexe eller udbuede Rand er fynd, blød og hudagtig. Gjallelaags— ſtykket ganffe fom hos Berggylten, fun at dets nederfteRand fti- ger noget mindre ffraat ned. Undergjællelaaget og Mel lemgjællelaaget forefomme mig iffe at frembyde noget Mærfeligt. Gjælleftraalerne fabeldannede. Rygfinnen begynder omtrent over Forenden af To— tallængdens anden Fjerdedeel; dens Længdeftræfning udgjor næften, men ikke fuldfomment, den halve Totallængde; den af 549 Pigſtraaler dannede Deel indtager omtrent tre Gange faa ftor en Længde fom den bløde Deel; de to forſte Pigftraaler ere ſmaa og temmelig fvage, med fyvende eller ottende naaeg omtrent den ſtorſte Hojde, og de folgende ere indbyrdes lige ftore, eller vore dog fun næften umærfeligt. Af de bløde " Straaler ere tredie til femte de længfte, ſidſte lidt forfere end førfte, men længer end fidfte Pigſtraale; Bindehudens Beſtaffenhed er den fædvanlige. Sfjællene paa Siderne af Rygfinnens Nod danne, ligefom bog Cr. Melops, en temmelig fuldftændig Rende for Optagelſen af Rygfinnens Pigſtraaler). Bryſtfinnernes Længde indeholdes 6 til 61 Gange i Totallængden, og deres Vrede ved Roden omtrent tre Gange i Længden. Beſtaffenhe— Den iovrigt omtrent ſom hos de foregagende Arter: forſte Straale en lille Pigſtraale, ſom indeholdes omtrent fire Gange i de længfte Straaler (4de til 6te); ſidſte Straale mere end dobbelt faa lang ſom Pigſtraalen men fortere end anden Straale ; Denne er leddet men iffe forgrenet; de følgende forgrenede. — Bugfinnerne begynde almindeligen lidt bag Rygfinnens Be— gyndelfe (under dennes tredie ellev fjerde Straale, dog ſtundom under forſte eller anden); deres Længde indeholdes I til 71 Gange i Totallængden; de ere af Beffaffenhed ſom hos de fore— gaaende Arter, og forbindes ligeledes 1 Midten ved mellemlig— gende Rodſtjel. Afftanden af deres Spidfe fra Gadborets forrefte Rand er undertiden næften lige faa flor ſom deres Længde, Gadboret ev anbragt omtrent i Midten af Total: længden eller dog fun lidt bag denne; det ev undertiden meget ftort, af Form kredsrundt, omgivet af Folder eller fmaa Vor— fer; Gadborpapillen har jeg altid, felv i Legetiden og hos begge Kjon, fundet meget lille. Mellem Gadborpapillen og Gadbor— finnen ligge fo Sfjæl. Gadborfinnen begynder under +) 08 Labrus Berggylta og mixtus forekommer denne Rende mig at være mere rudimentær. 550 næftfidfte, trediefidfte eller vel endeg fjerdefidfte af Rygfinnens Wigftraaler, og ophører almindeligen lidt før dennes Ophør (man tæller gjerne fem eller fer Sfjæl mellem Rygfinnens Ophør og Halefinnens Nod, fyv eller ofte derimod mellem Gadborfinnens Ophor og Halefinnens Nod). Gadborfinnens forſte Pigftraale er temmelig lille og forholdsviis ſoag; de fo folgende ere omtrent lige lange (Den tredie imidlertid dog lidt længer end anden, den anden Derimod den fyffefte). Af de blode Straaler ere de tre forſte de længfte, omtrent lige lange indbyrdes, og ikke fenderligt læn- ger end tredie Pigftraale; de folgende aftage lidt; forfte blode Straale udeelt, ſidſte deelt lige til Roden, de mellemliggende floftede 1 i Enderne. — Af Halefinnens tretten længere Straa— ler har jeg altid fundet de fer anbragte ovenfor Sidelinien, de fyv nedenfor denne; af fortere Sideftraaler tælleg omtrent fem foroven og ligefaa mange forneden. Sideliniens Retning er, ſom hos de foregaaende Labe— fiffe, parallel med Ryglinien, altfaa forſt frumbøjet og fun paa den fidfte Deel af Halen horisontal. Den gjennemløber 35 Sfjæl: 22, inden den frummer fig ned, 6 1 den fkraat nedſti— gende Stræfning under Rygfinnens allerbageſte Deel, og 7 endeligen i den horizontale Stræfning paa Halefpidfen. De enfelte Sfjælg Sliimkanaler viſe fig tildeels opadkrummede; dette finder iſer Sted hos den forſte halve Snees, men tagtta- ges fun i en ringere Grad hos de folgende, indtil dette Forhold, ganffe forfvinder. Af Sfjæl tælleg 37 eller 38 i en Længderæffe fra Gjælle- laagets bageſte Rand indtil Sfjællenegs Forfvinden paa Hale— finnen. Ovenfor Sidefinien ere tre Sfjælræffer, eller, derſom man vil tælle de fmaa med paa Rygfinnens Nod, endog fire; nedenfor Sidelinien findes elleve Sfjælræffer. Skjallene ere altſag temmelig ſtore: de ſtorſte Sideffjæl hos et Individ af lidt mere end 44” Længde omtrent 23" lange og lige faa brede. Af Form ere de fiirfantede med den bagefte Rand afrundet eller 551 udbuet; Vifteftraalernes Antal henimod en Snees eller vel endog derover; de udgaae omtrent fra Sfjællets Midte; Værtftriberne meget fine. Sfjællene ved Ryg- og Gadborfinnens Rod ere meget langftvafte og fmalle, i den bagefte frie Ende almindeligen tilfpidfede, forfynede med et ringere Antal Vifteſtriber. Paa Halefinnen, hvis halve Længde næften er ffjældæffet, finder et mod— fat Forhold Sted, idet den bageſte Rand er temmelig lige” af ffaaren, den forreſte mere eller mindre tilſpidſet. Mellemrum— met mellem Nakken og Rygfinnens Begyndelſe indtages af ni temmelig fmaa Sfjæl; mellem Struben og Bugfinnernes Nod tælles tolv Sfjæl. Kinderne have almindeligen fem Længde- ræffer af Sfjæl, fjældnere fire; paa Mellemgjællelaaget tælles en halv Snees Sfjæl eller endog flere; Gjallelaagsſtykkets Sfjæl ere faglagte. Peritoncum hvidt. Leveren meget ftor, mørft rod— brun; dens venftre Lap lang og tilſpidſet, den højre rudimen— tær. — Milten langt tilbage, temmelig ſtor, trefantet, fort- agtig. Tarmefanalen af Form omtrent ſom hos de foregaaende Læbefiffe; udfoldet har den omtrent Dyrets Længde. Svømmeblærens ydre Hvylfter, fom indtager hele Bughulens Længde, er ftærft og faft; den indreSæf derimod lille, blød, liggende langt fremme mod Mellemgulvet. — Nyrerne ſtore. Rogn— fæffene indtagende næften Bughulens hele Længde *), fun ad— ſtilte den forrefte Ende, mod Midten allerede ſammenvoxede til een Masſe; Farven rødligtguul; Rognkornene af Storrelſe ſom middelmaadige Sandskorn (nøjagtigere af omtrent 4””" eller 4” Gjennemſnit). Mælfefæffene forholdsviig mindre end Rogn— fæffene, ftærft ſammentrykkede. Af Ryghvirvler har jeg talt 32 (17 Halehvirvler og 15 Bughyvirvler) indtil 34 (18 Halehvirvler og 16 Bughvirvler). ”) Hos et Individ af omtrent 4%” Længde, var Bughulens Længde 13”, Rognfættenes Længde 16'”. 552 Nibbenene ere dobbelte med Undtagelſe af de to forfte og de tre fidfte Par. Renden eller Kanalen mellem Øjnene for Mellemkjgbebenenes Apofyſe er meget flad og iffe luftet bagtil; derimod er Hjerneffallen bag Øjnene noget hvælvet og næften uden Spor fil Tværfam. — Jovrigt har jeg ingen Afvigelfer af Betydenhed funnet iagttage mellem Beenraden hos denne Art og de foregaaende Læbefiffe. — Naar man har gjennemlæft Linnés Beſtrivelſe i Weſt— nonymien. göta-Reſan af den Fiſt, han der benævner Bärgſnultra pg Spari species, fan man iffe paa nogen Maade tvivle om, at det er nærværende Art, han har haft for ſig. J anden Udgave af den fvenffe Fauna benævnede Linné fin Bärgſnul— tra Labrus suillus; ogſaa dette er utvivlfomt, iffe alene fordi Diagnoſen, og hvad iøvrigt anfores, letteligen ſees at være taget af Weſtgöta Nefan, men fordi han desuden udtrykkeligt henvifer fil denne Bog. Imidlertid funde den Omftændighed, at han giver fin L. suillus blot 9 Pigftraaler 1 Rygfinnen, ſynes at gjøre en Forening af de linneiſte Arter rupestris og suillus umulig. Dog, denne ftore Uovereensſtemmelſe er fun tilſyne— ladende: i Weſtg. Reſan findes virfeligen angivet 19 Pigſtraaler for Rygfinnen, men uheldigviis har Ettallets overſte Halvdeel været afbruffet, og altfaa ev i Bogen fun den nederſte Halv— deel kommen tilfyne, bvilfen ved en løg Betragtning let fan antages for et tilfældigt Punkt Y. Og netop det har været Tilfældet med Linné, idet han, rimeligvis med nogen Flygtig— fighed, uddrog Diagnofen for L, suillus af Weſtgöta-Reſan; ) Jeg haaber, at Læferen ikke vil antage den Omftænbighed, at Linné har falt 19 Pigftraaler i Rygfinnen, og ikke 17 ellev 18, ſom Beviis mod Identiteten af hans L. suillus med nærværende Art; thi man maatte ba ogſaa nægte Identiteten af YWilsfons L. rupestris med dette Skrifts L. rupestris, efterdi denne Forfatter fun angiver 13 Straaler for Bryftfinnerne, Og overhovedet vilde Identiteten af de allerſikkreſte Arter ifølge lignende Grunde kunne betvivles. 553 og ſaaledes bliver det tillige forflarligt, hvorledes det fan have undgaaet hang Opmarkſomhed, at denne Art falder ſammen med den fyv Aar tidligere af ham i Museum Adolphi Frederici opſtillede L, rupestris, Allerede Retzius og fenere Nilsſon have gjort opmærffomme, den førfte dog fun med Tvivl, paa Identite— ten af de linneiſte Arter suillus og rupestris. Ogfaa har Reb tu 3 bemærfet, af Weſtgöta-Reſan angiver 19 Pigſtraaler for Rygfinnen. Skjondt def nu viftnof er aldeles ſikkert, at L. suillus og rupestris falde ſammen, forfafter Valen ciennes deg ganſke denne Anſkuelſe (XIII, 226), og ſeger at forfægte en anden. Han fætter næmlig (XIII, 39) L. suillus ſom ſynonym med fin L. Do- novani, dog med tilføjet Sporgsmaaltegn; men Valenciennes's Mening fan i dette Tilfælde (hvor megen Agtelfe hang ſtore Kundſkaber og hans Sfarpfindighed ellers fortjene) iffe tillægges nogen Vægt, da han deels iffe fan antages at være trængt til den førfte og vigtigfte Kilde, den ofte omtalte Weſtgota Reſa, ef- terſom han citerer den under Mavnet Voyage en Laponie; deels maaffee iffe har fat fig rigtigt ind i nogle andre Kilder"), da han til Ex. næppe har lagt filftræffeligt Mærfe til, at Linné aldeles iffe fjendte Labrus rupestris ſom en fvenff Fiſt. — Men Henfyn til det fra Strøm hentede Synonym kan in— gen Tvivl finde Sted; at han tillægger fin Søfarudfe 11 bløde Straaler i Gadborfinnen er imidlertid befonderligt, men fan dog blot betragtes ſom Skrive- eller Trykfeil. — Labrus suillus hos Muller (han har ikke ſelv feet den) er — ligeſom tidligere be— mærfet om hang L. exoletus — en Sammenblanding af to Ar— ter, forfaavidt næmlig den af Linné laante Diagnofe henhører til nærværende Art, men det ftrømffe Synonym derimod til Cre- nilabrus Melops. — Det er allerede tidligere bemarket, at +) Ved et Arbejde af den Udſtrekning fom Hist, d. Poissons fan na— turligviis iffe ventes en ſaadan Indtrængen i alle Enkeltheder, ſom derimod med Billighed fordres af et fauniſtiſk Skrift. Storrelſe. Forekom⸗ men. Levemaade. 554 Fabricius's Labrus suillus iffe ev identiſt med Linné's, men henhører til Sannen af Labrus mixtus. Om hang Labrus rupestris (Neife Side 322), hvilfen han blot farafteriferer ved »Caput lineis coeruléis pictum,” hører herhid, er meget tvivl fomt; rimeligvis bor den fnarere henføres til foregaaende Art. -— Ascanius nævner funi Forbigaaende denne Art, og maaſkee kunde Det derfor anſees for overflødigt, at jeg har givet ham Plads blandt Synonymerne. — Det maa viftnof efter de faa Ord, Faber meddeler om fin ved Hirsholmen forekommende Berggylte, fynes overmaade ufiffert, om den ffal henføres til nærvæ- vende Art; imidlertid er jeg dog af den Mening, deels fordi jeg af Erfaring veed, at Cren, rupestris er ret almindelig ved Hirsholmen, og deels fordi Fifferne der tillægge den det af Fa— ber anforte Navn Berggylte. Jeg erindrer iffe af have feet noget Individ af denne Art, fom holdt fulde 6 Tommer. Nilsfon og Fries omtale Ex— emplarer paa 7 Tommer. Imidlertid ſynes den fædvanligfte Stor— relfe fun at være mellem 4 og 5 Tommer. Hunner paa 4 Tom— mer ere allerede forplantningsdygtige. Sofarudfen forefommer fra Sondmor til den franffe Veft- kyſt. Hos os er den, fom ovenfor bemærfet, den almindeligfte Art af Læbefiffeneå Familie, og forekommer iffe blot i Katte— gattet, Sundet pg Bælferne, men gaaer ogſaa ind i Oſterſoen. J Lümfjorden fral den forft have viift fig efter Gjennembruddet. J Levemaade ſynes den at ftemme overeens med foregaaende Art, da den ofte fanges i dennes Selffab; dog holder den fig maaſkee endnu ſtadigere nær Kyſterne. Hr. Boie i Kiel har meddeelt mig en Notice om et interesfant Forhold ved dens Forekommen i Kielerfjorden: naar Muslingvæle af 16 til 20 Fods Langde om Vinteren optræffes, ffal den ftundom følge med, og findes fiddende mellem Muslingerne. — En mærfelig Livsyttring hos denne Fiſt beretter Fries Cl. c. Side 47): „den i Vandet frit foommende Fiff har paa Siderne 14 morfere Pletter, ſom 555 ftaae korsviis omkring Sidelinien, fyv over og fyv nedenfor denne; disſe forfvinde ftrar, naar man berører Fiffen, og vende iffe tilbage, for den atter har gaaet nogen Tid i Fred og Ro.” I dens Mave har jeg fundet Idoteer og ſmaa Exemplarer af Litorina litorea. At den folger Rejeſtimerne, er allerede om— talt. Den bider iovrigt temmelig villigt paa Krog, endog paa Kroge, der ere beftemte for meget ſtorre Fiffe: ſaaledes har jeg paa Hirsholmen feet Drenge, der mod Solens Nedgang roede ud for af fiffe Torff med Snore, næften hver Gang blandt den øvrige Fangſt hjembringe et eller flere Individer af denne Art. J de førfte Dage af Juli har jeg" fundet Hunnernes Rogn— fæffe fuldkomment udviflede og indtagende hele Bughulens Længde; hos Hanner, fom jeg underſogte mod Slutningen af Juli, var Mælfen allerede tildeels udgydt; Forplantningen maa altfaa ind— træffe i denne Maaned. Yæring. Forplant⸗ ning. Den fempiggede Sauggylte (Crenilabrus exoletus Linn.”) Formen ftærft ſammentrykket; Hovedets Længde udgjor ikke fuldt en Fjerdedeel af Totallængden, og er mindre end den frørfte Højde; Munden lille; Finnernes Straaletal er: Artsmarke. *) Ogſaa for denne og et Par andre Arter har Valenciennes anſeet det henfigtsmæsfigt at danne en ny Slægt, Acantholabrus (Pig- gylte), hvilfen karakteriſeres ved en pdre Tandrakke, beſtagende af tykke, koniſke Tænder, og et indre, af fmaa Tænder dan— net, ſmalt Baand, famt ved et frørre Antal pigſtraaler i Gadborfinnen end tre, Med Henſyn til det førite af bdisfe Sfjælnemærter har jeg allerede tilforn (Side 541) fremfat mine Unftuelfer. Hvad Pigftraalernes Antal angager, da forefommer det mig, ſtjondt i mange Filfælde overmaade bekvemt til at adftille Arter, altfor uvæfentligt til at begrunde Slægter. Hertil kommer, at i nærværende Zilfælde en gradeviis Overgang fan eftervifes: to af deUrter, Valenciennes henfører til Slægten Acantholabrus, have i Gadborfinnen 6 Pigftraaler (det højefteAntal); een fnart fem, fnart fer; to Arter fem Pigſtraaler; een endeligen fun fire, Det er ovenfor (Side 543) bemærfet, at Crenilabrus rupestris ogſaa, ftjøndt vift- nof meget fjældent, fan have fire Pigſtraaler i Gadborfinnen. Den, 557 Nygf. 12; Vryftf. 13; Bugf. 5; Gadborf. 3; Halef. 13%). (7-29) (13-15) (5-2). Linné, Fauna svecica, edit. altera n. 331; Labrus exoletus. Synonymi. Stroms Søndmørs Beftr, I, 267: Berggylte n. 3. Nilsſons Prodr. Side 77: L. exoletus. Fries, Skandinaviens Fiftar, Side 48: L. exoletus. Valenciennes, Hist. d. Poiss, XII, 247: Acantholabrus exo- letus. Valenciennes, Hist, d. Poiss. XIII, 251: A. microstoma. Narrell's Supplement 1, 36: Crenilabrus exoletus, Skandinaviens Fiſkar tab 9. fig. 2, — Rarrell I. c. Afbildnin⸗ ger. der, uden forud at kjende Arten, træffer et faadant Individ, maa viftnof, felv eftev den nøjagtigfte Underføgelfe af alle ydre og indre Forhold, anſee fig for berettiget til at henregne det fil Slægten Acan- tholabrus, Og paa lignende Maade kunde man maaftee blive for— anlediget til at anfee. Individer af Acæntholabrus viridis Valence, (Arten med fire Pigftraaler i Gadborfinnen) fom henhørende til Slægten Crenilabrus (eller Ctenolabrus). Jeg fan derfor ikke overtale mig til at anſee denne Slægt for tilftrælkeligt begrundet, Da jeg endnu ikke hav nogen Underretning om, at Cren. exoletus nogenfinde er fanget paa de danſke Kyfter, og da Fries beretter, at den paa den fvenfte Kattegatskyſt ikke gaaer fydligere end Bohuslæn, vover jeg ikke at be— tragte den ſom beſtemt danſt Art. Men, da det paa den anden Side dog forekommer mig meget rimeligt, af denne lille Fiſt ſtundom maa vife fig et eller andet Sted hos os, har jeg heller ikke troet, ganſke at burde forbigaae den. Jeg har altſaa meddeelt nogle Noti— cev om den og med Henſyn til den, men ikke givet den Numer ſom danſk Art. +) Denne Art er for ufuldftændigt underføgt, til at noget paalideligt Normaltal fan angives. Jeg har imidlertid, ifær efter Linné's og Fries's Tallinger, opftillet fom faadant det, der forefom mig fand- ſynligſt, og tilføjet nogle Afvigelfer, hentede fra Wilsfon, Thomp— fon og Narrell. Ut Linné for Rygfinnen angiver ' og for Gad: borfinnen 2, anſeer jeg fun for en tilfyneladende (ikke for en virke— lig) Afvigelfe, foranlediget derved, af den fidfte, til Roden kloftede, bløde Straale er talt fom to Straaler. 558 Anm. Muͤllers Labrus exoletus falder, fom jeg ovenfor (Side, 513) har føgt at bevije, fammen med L. cozruleus Asc., ellev ev i alt Fald, om man iffe maatte villeindrømmebdette, en Blanding af to Arter, hvilket fidfte ogfaa gjælder om L. exoletus hos Retzius. Jeg har imidlertid troet der tilftrælfeligt een Gang af anføre dem ſom Sy— nonymer, og nøjes her med af henvife til mine tidligere Bemarknin— ger. — Den af Thompſon fom ny Art opſtillede Crenilabrus microstoma (Zool, proc. 1837 p. 55), hvilfen ogſaa Valencien— nes har erkjendt for en ny Art, og opfaget blandt fine Acanthola- bri under det den af Thompſon tillagte Artsnavn, er jeg aldeles enig med NRarrell i, at anfee for identiſt med den linneifte Labrus exoletus, Den Autoritet, der viſtnok ellers Fan tilfomme Valen— ciennes i Afgjørelfen af ſaadanne Spørgsmaal, bør iffe i dette Tilfælde gjøres gjældende, da han hverken kjender Cr. exoletus eller microstoma "af Autopſi. Tillige fynes han i det Hele taget vel villig til at fordoble Arterne, hvilket ogſag ved denne Lejlighed vifev fig, da -han lægger nogen Filbøjelighed for Dagen til af Thompſons Cr. microstoma at gjøre fo Arter, fordi et af Thomp— ſons Individer frembyder en ringe Afpigelſe i Straaletallet +). Kroppens”) Grundfarve er oventil olivenbrun, og gaaer over i def Guulagtige paa Siderne; disſe fidfte antage endog mod Bugen en klar gummigutguul Farve, fom, efter Frie 8, er karakteriſtiſt for denne Art. Bugen ſtidenthvid, uplettet; der— imod ere Sfjællene paa den øvrige Krop prydede hvert med en halvmaaneformig blaa Plet i Spidſen. Rygfinnen rødguul, bag— til graaagtig med blaa Nand og to Ræffer blaa Pletter mellem Straalerne, den ene ved Roden, den anden paa Midten. Gad— Dorfinnen har omtrent ſamme Farve ſom Rygfinnen; Bryſtfin— Beſkrivelſe. ”) II ne seroit pas impossible, qve la troisieme variété, eitée par -M: W. Thompson, füt d'une espèce particulitre, Hist. d, Poiss. XIII, 251, ++) Da jeg ikke har været iftand til at. forftaffe mig ie Individ af denne Art, hav jeg været nødfaget til at laane de følgende Angivel— ſer af Fries's, paa Farvedragten næv temmelig ufuldftændige, Beſkri— velfe, En tilſtrokkelig Beſkrivelſe favnes endnu ganfte. 559 nerne gjennemſigtige, gule; Bugfinnerne ſtidenthvide; Halefinnen graa med guulbrune Straaler, blaa-Rand og to Næffer blaa Pletter paa Bindehuden. Hovedet guulbrunt med morkere Pande, guulagtigt Gjællelaag og almindeligen fer violette Længdebaand. Iris rødbrun med en ſmal lyfere Ning omkring Pupillen, hvilfen ſidſte ſpiller en ſmuk grøn Farve. Det Betegnende for denne Art er den lille Mund; den el- liptiffe, ſterkt ſammentrykkede Form med flarp Rygkant; de bagtil tilſpidſede Ryg- og Gadborfinner, fom 1 hele Længden om— trent have lige Højde; og den med Enden fun lidt udbredte Halefinne. Tandforholdet ſom hos foregagende Art, dog ere Tænderne noget forfere. Forgjællelaagetåg Rand er meget tydeligt ſaugtandet. Sidelinien gjør den fædvanlige Krum— ning mod Enden af Rygfinnen, men dens nederſte Bugt nærmer fig mere til en ret Vinkel; den gjennemlober 35 til 37 Sfjæl, og dens Smaakanaler bøje fig ffraat opad i Enden. Ovenfor Si— delien findeg fre ſtorre Sfjælræffer og een mindre, nedenfor Sidelinien ti Ræffer. Sfjællene ere meget tynde, faa af man med Lupen feer den ftribede Ende af det underliggende Sfjæl ffinne igjennem Spidſen af det ovenliggende; paa Halen findes Sfjæl paa Straalernes Nod men iffe paa den mellemliggende Hud. J indre Bygning flal denne Art ſtemme med foregaaende. Indre Byg« Den fædvanlige Storrelſe er 4 til 5”, og hos Individer Størrele, paa 4“ ere Generationsorganerne allerede uddannede. Ser Tom— mer fan omtrent anſees ſom Grændfe for dens Vært. Den forefommer fra Sondmor til Sydfyfterne af England —— og Irland. Paa Frankrigs Kyſt vides den derimod hidtil ikke af være truffet”). Den er blandt de nordiffe Labefiſtue end Sammenligning den fjældnefte. +) At udftræffe Grændfen for denne Arts Udbredelſe til det gronlandſke Hav, fordi Fabricius en enefte Gang paa en Rejfe faae en i Søen Levemaade O. ſ. v. 560 Fries mener at have bemarket, at denne Art, idetmindſte i den Bohudlænffe Sfærgaard, holder fig længer ude mod Havet end de andre Læbefiffe, og af den, hvor den vifer fig, lever i fmaa Selſtaber. Paa Englands Sydkyſt flal den, efter Couch, fanges i Krabberufer, hvorimod den iffe bider paa Krog. Om dens Naring, Forplantningstid o. ſ. v. er Intet mig befjendt. ſpemmende Fife, ſom forefom ham at kunne henføres til Linnés Labrus exoletus: vilde viftnof være noget overilet, Thi, fæt endog, at Fabricius havde været færdeles fortrolig med de nordiſke Læbefifte, og at han havde betragtet den omtalte Fiſk meget nøje; faa vil dog vel Enhver, der har beftjæftiget fig med denne vanftelige Familie, indrømme, at man ikke beftemmer dens i et fremmed Hav forefommende Arter blot ved at fee dem fvømme omkring i Bandet. men nu tilftaaer Fabricius felv paa den ene Side, at han ikke nøje har betragtet det paagjældende Individ (nec rite contem- platus sum, cre hans egne Ord, Fauna grånl. p, 167); og paa den anden Side viſer hans Synonymi, at han ikke var tilftrækfeligt bekjendt med de nordiſke Læbefifte, og derfor ſammenblandede Labrus exoletus og Labrus mixtus 3. Jeg fan derfor iffe andet end undre mig over, aft Valenciennes og Narrell uden al Betænfning optage Fabricius's Labrus exoletus ſom Synonym til Crenila- brus (ellev Acantholabrus) exoletus. — Jøvrigt vides intet Individ af nogen Labrus efter Fabricius's Tid at være nedfendt fra Grønland, 561 Junkergylterne (Julis Cuv.). Munden fun lidt fremffydelig; Hovedet aldeles blot fet for Sfjælbeflædning; 6 Gjælleftraaler; Sidelinien ftærft krummet. Farverne pragtfulde og glimrende. I de ev— rige Karafterer ftemmer denne Slægt overeens med Gylterne. 40de Art. Den almindelige Junkergylte (JuIis vul- garis Cuv, & Val.?”) Hovedet indeholdes fnap fire Gange i Total-Artsmarke. længden; en mørf Plet iagttages paa Rygfinnens forrefte Deel, og en anden paa Gjællelaagets bage: fre Spidſe; langs Siderne et faugtagget eller bol— geformigt Baand; 22 eller 23 Sfjæli en Tværræffe foran Gadboret, 14 eller 15 Sfjæl fra Rygfinnens forrefteRand til Nakken. Finnernes Straaletal er: Rygf. 5; Bryſtf. 75; Bugf. 2; Gadborf. 2; Halef. 37), +) Om den her leverede Diagnoſes Ufuldkommenhed er jeg ſelv alde— les overtydet; men, faalænge de nærftaaende Arter af Julisflægten ikke modtage en omhyggeligere og udførligere Beſkrivelſe, end der hidtil er bleven dem til Deel, famt tillige blive Gjenſtand for en ftræng Kritik: faalænge vil det vel heller ikke være muligt, at give nogen tilfredsftillende Diagnoſe. *) Za jeg Fun har underføgt fo nordifte Individer af nærværende Art, fan Talen her naturligviis ikke være om at opftille nogen Norm 36 Synonymi. Ufvildnin- ger. Beffrivelfe. 562 Jinné, Syst. naturæ edit, XIIma: Labrus Julis? Donovan, British fishes, IV: Labrus Julis. Narrell, Brit. fish. 1, 291: Julis mediterranea. Valenciennes, Hist. d. Poiss, XIll, 361: Julis vulgaris? Valenciennes, Hist. d. Poiss. XII, 374: Julis festiva, Valenciennes, Hist, d, Poiss, XIII, 371: Julis Giofredi ? Donovan l. e. tab 96, — Blød) tab, 287, fig, I. Fra vore pvurige Læbefilfe adffilles denne Art temmelig let ved den langftrafte, fmalle, næften baandformige Dannelfe. Farven paa Ryggen og en Deel af Siderne rødbrun; den nederfte Deel af Siderne og Bugen lyſere; langs den øverfte rødbrune Deel afSiderne, tæt under Sidelinien, ſees et temmelig bredt, lyft Baand, der gaaer i Zigzak, eller hvis baade everſte og ne— derfte Rand ere ligeſom udffaarne i Tunger eller Tænder. Hos mit ene Individ iagttoges en ftor fort Plet eller Skjold paa den forrefte Deel af Siderne over Bryftfinnerne; hos det andet funde jeg derimod intet Spor fil en faadan Plet oppage. Paa Gjælle- laagets allerbagefte Spidfe findes en lille men tydelig, noget halv- maanedannet, fort Plet; endvidere bemærfes en merk triangulær Plet mellem Rygfinnens anden og tredie Pigftraale; iøvrigt er Ryg— finnen af lys Farve, hvad endnu mere gjælder om Gadborfinnen, Bryftfinnerne og Bugfinnerne, hvis Bindehud er klar og gjen— nemfigtig; Halefinnen rødbrun ved Roden, lyſere mod Enden. Djnenes Hornhud vifte fig folvfarvet ”). Udmaalinger: Totallengde A 57%”; B 5”; Højde over Gadboret A 1137”; B 10%"; Højden over Gjællelaagets bagefte Rand A 17; B 1147; Højden foran Halefinnens Rod A 677; B 5375 for Straaletallet, men fun at angive det ſaaledes, ſom jeg hos disfe fo har fundet det, +) Det maa erindres, at denne Farvebeſkrivelſe er efter Individer, ſom længe have været opbevarede 1 Spiritus. * — 563 ſtorſte Tykkelſe (lidt foran Bryſtfinnernes Spidſe) A 677; B 4477), Omkredſen ſamme Sted A 307; B 26/7; p Tykkelſe foran Halefinnené Rod A 1577; B 17; Ufft. fra Snudeſp. til Gjællelaagets bagefte Rand A 16477; B 15777; Hovedets Højde over Midten af Ojet A 977; B 84/5; det opfpilede Gabs Højde indvendigt A 4/7; B 47; det opfpilede Gabs Brede indvendigt A 277; B 27” 3 Længden af Mellemtjæbebenenes Apofyſe A 3/7; B agre Mellemfjæbebenenes Længde A 3477 B 34/75 DverFjæbebenenes Længde A 377; B 3”; Afft. fra Underfjæbens Spidfe til dens Ledforbindelfe A 5773; B 5/7; Ufftanden fra Gnudefpidfen til forreſte Neſebor A 477; B 337"; Afſtanden mellem forrefte og bageſte Næfebor A 47; B 37"; Afftanden mellem bagefte Næfebor og Øjeranden A 477; B — den indbyrdes Afſtand mellem de forreſte Næfeborer A 2“3 B 2“3 den indbyrdes Afſtand mellem de bagefte Næfeborer A 23/7; B 24"; andens Brede mellem Øjnene A 317753 B 37; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Øjets forreſte Rand Å 5477; B 54775 Afſtanden fra Ojets forreſte Rand til Forgjællelaagets bageſte Rand 4 523 B BAS Øjets —— A 233 B 23/0 Øjets Højdegjennemfnit A 23“3 B 243 Afſtanden fra Ojets bagefte — fil &Gjællelaagets bageſte Rand A 83"; B 83174 Afſt. fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelſe A 17775 B 16177; Rygfinnens Længdeftræfning A 237; B 3247; Rygfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod A 637; B 5/7; Længdeftræfningen af Rygfinnens piggede Deel A 1377; B 13/7; Længdeftræfningen af Rygfinnens bløde Deel A 20/7; B 191”; den piggede Deels ftørfte Højde A 57; B 5/7”; den bløde Deels ftørfte Højde A 4/7; B 4/7; Bryſtfinnernes Længde A 9/7; B 9377; Bryftfinnernes Brede ved Roden A 22/7; B 2977; Individet B var overordentligt fluntent, og dets ftørfte Tykkelſe (54/77) faldt derfor ikke paa famme Sted fom hos A, men over Gjællelaags- ſtykket. 36" 564 Ufft. fra, Snudeſpidſen til Bugfinnernes Rod A 17477; B 164; Bugfinnernes Længde A 7/7; B 627; Bugfinnernes Brede ved Roden A 14/7; B 14/7; Ufftanden fra Bugfinnernes Spidfe til Gadborets forreſte Rand 4 575 B 4; Afſt. fra Snudeſp. fil Gadborets forrefte Rand A 2347753 B 26"; Gadborets Længdegjennemfnit A 1477; B 133 Afſtanden fra Gadborets bagefte Rand til Gadborfinnens Begyndelſe AIʒ B 491; Gadborfinnens Længdeftræfning A 2124/75; B 18/7; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod A 44/7; B 41; Gadborfinnens ftørfte Højde A 4/7; B 4/7; Halefinnens Længde fra Roden paa Siderne A 10477; B 107; Halefinnens Længde i Midten A 9377; B 9; den udfpændte Halefinnes Brede A 157; B 12”, Hovedet, ſom udgjør 1 af Totallængden, er ftærft fam- mentrykket og kileformigt filfpidfet, idet Pandefladen ftiger fFraat ned lige fra Nakken, og Hovedets Underflade, der er temmelig ffarp, eller danner en Kjol, ftiger fEraat op. Pandefladen er mod Siderne afrundet; Sidefladerne næften lodrette eller lidt fonvergerende forneden, ligeſom de ogfaa fonvergere noget fortil. Gabet opſtigende, fun lidt fremffydeligt, lidet, opſpilet af om— trent dobbelt faa ſtor Højde fom Brede. Læberne temmelig ftore og tykke, eller overhoved af den for hele Læbefiffenes Fa— milie almindelige Form. J Mellemfjæbebenene, ſom danne hele Randen af Overfjæben, har jeg paa hver Side talt 14 til 15 Tænder; de to, fom ere anbragte 1 Midten og forreft (een i hvert Mellemfjæbebeen), vvergaae de øvrige langt i Storrelſe, og rage ftærft frem af Munden; de have Form af Hundetander, eller ere ftærfe, frumme, fpidfe. Tæt bag disſe to Hundetænder fidde to meget mindre, og paa hver Wderfide af disfe een, hvilfe fire filfammen næften danne en Tværræffe, og blot afvige fra Hundetenderne i Storrelſe men iffe 1 Form; dernæft følge paa hver Side 6 eller T endnu mindre, plumpe, foniffe, fun lidet 565 krummede, i Storrelſe gradeviis aftagende Tænder; endeligen ſluttes Rekken paa hver Side med 4 til 5 færdeles fmaa (næppe uden Lupen mærfelige), cylindriffe, i Enden afrundede. Tæt indenfor Wderræffen ved dennes Rod bemærfeå et Antal meget fmaa og flade Tandknuder eller Korn. Endeligen have Mellem— fjæbebenene paa hver Side ved Mundvigerne een ifoleret, lige fremad rettet Tand, der i Form har nogen Lighed med Hunde tænderne, men ev frummet i den modfatte Retning. Tænderne i Underfjæben har jeg fundet faa aldeles overeensſtemmende med Mellemfjæbebenenes baade i Antal og Form, af de iffe trænge fil nogen færffilt Beffrivelfe; fun fan markes, at de fem bagefte overgaae Mellemkjabebenenes tilfvarende lidt i Storrelſe, og at Mundvigernes iſolerede Tand ſavnes. Overkjebens Hudfor— bæng ev tyndt, men ſtrakker fig langt tilbage (omtrent fra den ene Mundvig tværs over fil den anden). Ogſaa Underfjæben har en Hududvidelfe, der naaer lige faa langt tilbage ſom Over— fjæbens. Tungen ligger meget langt tilbage i Munden, er lille men vel adffilt fra Underfjæben, fynd, flad eller ſnarere noget fonfav, glat, i Enden afftumpet eller dog meget ſtumpt afrundet. Gom fædvanligt hos Læbefiffene findes Papiller foran Svælgbenene. Svælgbenene i Qverfjæben ere paa hver Side befatte med en Snees Tænder, der for ftørfte Delen have Form af ftumpe Knuder; nogle enfelte, ifær et Par af de forrefte, fremſtille imidlertid Kegler. Det nedre Svælgbeen ftemmer i Form omtrent overeens med de foregaaende LæbefifTes 7). Gjællebyuernes indvendige Flade vifer, iftedetfor Tænder, en Dobbeltræffe af fmaa, ſpidſe og bløde Udvaxter, hvilfe i den +) Om Antallet af Zænderne paa det nedre Svælgbeen fan jeg Intet meddele, da Underfvælgbenet af mit ene, til Skelet opoffrede, Exem— plar ved et Tilfælde kom bort fra mig, inden jeg tilftrætfeligt havde underføgt det, og jeg ikke kunde bekvemme mig til at fønderftjære mit andet (fidfte) Exemplar af en faa fjælden Fiſk for Underføgelfen af denne ene Knogle. 566 forrefte Gjællebues yderſte Rakke blive længere og fpidfere end i de evrige Rekker. — Mellemfjæbebenene ere fmaa men af ftær i Bygning, foroven bredeft, mod Enden noget tilfpidfede og fremadfrummede; deres bagudrettede Apofyſe fort men tyf, næften plump. Overfjæbebenene fmaa, tynde, faa aldeleg ffjulte under forrefte Øjebeen og Dverlæbens everſte Deel, at de fun paa Sfelettet funde underſeges. Underkjgbens Been af en meget ſtor Brede 1 Forhold til Længden og af ſterk Byg— ning. De forreſte Næfeborer, ſom fidde i Pandefladens Mand, meget nærmere Øjeranden end Snudefpidfen, ere meget fmaa, nappe fynlige for det blotte Øje, af fredsrund Form, omgivne af en lille Hudrand eller et fort Hudror, ſom bagtil er lidt forlænget. De bagefte Næfeborer omtrent midtvejs mellem Øjeranden og de forrefte, lidt ſtorre end disſe, af lang— ftraft gform. Øjnene temmelig fmaa (de indeholdes heni— mod 6 Gange i Hovedets Længde), næften fuldkomment kreds— runde, med den everſte Rand paa Grændfen af Pandefladen. Denne er mellem Øjnene temmelig ftærft fonver. Nundt om— fring Øjet dannes en fuldftæntig Kreds af fliimudførende Aab— ninger; ogſaa paa Øjebenet og paa Forgjællelaaget ere Sliim— aabninger anbragte, Det forreſte Øjebeen temmelig ftort men tyndt, næften hudagtigt, gjennemboret af tre divergerende Kanaler for Sliimudføring (een ligefremrettet, en anden frem= og opadrettet, en tredie frem og nedadrettet). Ale Gjallelaags— ſtykkerne meget tynde og næften glasklare, naar de ere befriede fra deres Hudbedekning. Forgjællelaagets bagefte Vand lodret, den nederfte vandret; tilſammen danne de en, lidt afrun— det, ret Binfel; den forrefte Rand halvmaaneformig; Overfladen ujævn, gjennemboret af adffillige Sliimkanaler. Gjællelaag 8- ſtykket er temmelig. lille, og har Form af en uregelmæsfig Fiirfant, hvis forrefte og bageſte Side ere parallele og lodrette, men den forrefte meget længer end den bagefte; everſte Side ho— rizontal eller dannende rette Vinkler med de nysnævnte; nederfte 567 Side derimod meget ſtraa, forbindende fig med forreſte under en Vinkel af omtrent 459. Ulndergjællelaaget, fom er af en meget fmal og langftraft Form, næften af famme Brede i begge Ender, og lige afffaaren faavel bag fom fortil; lægger fig op til, og er for en ringe Deel bedæffet af Gjallelaagsſtykkets ſidſtom— falte nederſte Rand, men naaer bagtil langt ud over Gjælle- laagsftyffet, og danner altſaa Gjallelaagsapparatets bageſte, ſterktfremragende Spidſe, hvilken, medens den indhylles af Hud— beflædningen, viſer fig ſtumpt afrundet, temmelig tyk og fyldig. Mellemgjallelaaget er forholdsviis meget ſtort, for en ikke ubetydelig Deel ſtjult under Forgjællelaaget, bagtil bredt, fortil tilfpinfet, og altfaa af Triangelform, dog med nogen Uregelmæs- fighed, efterdi dets nederſte Rand eren udadkrummet Linie. Dets Storrelſe uagtet er det imidlertid langt fra at berøre det fra den modſatte Side, eller at ſtjule Gjællehuden. Gjælleftraa- lerne aftage gradeviis i Storrelſe fra forſte til fjette; de ere alle temmelig tynde, flade og ſabeldannede; felv naar Gjællelaa- gene ere lukkede, vife de fig, dog for en' ftørre eller mindre Deel (de nederfte i hele deres Strakning, af de everſte fun Spidſerne). Gjælleaabningerne funne for faa vidt ſiges af være ftore, fom de tage deres Begyndelfe meget hejt paa Hovedets Sider (næften i Linie med Øjets everſte Rand), og der danne et ikke ubetydeligt Indfnit over Gjallelaagsſtykket; derimod indffrænfes de forneden, idet Gjællehuden forener fig med den fra den mod— fatte Side fun lidt foran Mellemgjællelaagets bageſte Vinkel. Kroppen er af langftraft, temmelig ftærft ſammentrykket Form; dens ftørfte Højde, der hos de af mig underføgte Inde vider faldt tæt bag Gjællelaagetå Spidfer, men fun aftog hojſt udetydeligt indtil Gadboret, indeholdtes noget mere end 5 Gang i Totallængden. Den ftørfte Tykkelſe indeholdes 2 til 21 Gange i Højden. Ryglinien ev temmelig lige, Buglinien noget krum ellev fonver. Halen er høj (dens Højde foran Halefinnens Rod udgjør Halvdelen af den ftørfte Højde). 568 Rygfinnen tager fin Begyndelſe omtrent over Gjællelaas gets bagefte Rand; den indtager en Længdeftræfning, der udgjor Halvdelen af Totallængden, eller vel endog lidt mere, og ender altfaa fun i ringe Afſtand fra Halefinnen. Deng forrefte, af Wigftraaler dannede, Deel udgjør 2 af dens Længdeftræfning; de øvrige udfyldes af de bløde Straaler. Pigſtraalerne ere tem— melig tynde og bøjelige; førfte Pigftraale den længfte (6%); anden fun lidt fortere (61/7); tredie fortere end anden (5) ; de følgende fire Straaler endnu fortere, men indbyrdes lige lange (32); de to ſidſte Pigftraaler tiltage derimod atter lidt i Længde (41); de førfte elleve bløde Straaler længere end de fidfte Pig⸗ ſtraaler og indbyrdes ligelange (51); ſidſte bløde Straale kor— tere (41) %). Straalernes Stilling er temmelig ſtraa, og de funne iffe rettes lodret i Vejret; Bindehuden fynd og gjennemſig— tig; de bløde Straaler kleftede i Enden, den førfte fun ubetyde— ligt, de folgende mere og mere indtil fidfte, der er klovet lige til Roden. Alle de bløde Straaler rage med Spidferne lidt frem af Bindehuden, der mellem hver to er lidt indffaaren (halvmaa— neformigt). — Bryſtfinnerne ſtraat tilhæftede, temmelig ſmaa og ſmalle; deres Længde indeholdes omtrent % Gange i Total— længden og Vreden mere end 3 Gange i Længden; forſte Straale en overmaade fort Pigſtraale (den indeholdes tolv Gange eller mere i længfte Straale); anden Straale omtrent ligelang med fjerde, og fun ganffe ubetydeligt fortere end tredie, der er den længfte; de folgende aftage gradeviis, faa at den fjortende eller ſidſte kun er omtrent halvt faa lang fom tredie; anden Straale er ufloftet; de følgende derimod alle fløftede i Enden (tredie fun +) Disſe Forhold og Maal gjælde det mindfte af mine to Individer; hos det ſtorſte Individ er forſte Pigftraale lidt kortere end anden; de fer fidfte Pigftraaler indbyrdes lige lange, eller med andre Ord de to fidfte ikke længer end de fire foregaaende. De bløde Straaler vore efterhaanden lidet, faa at 8de til 10de blive de længfte, Jov= vigt Forholdene omtrent ſom hos det andet Individ. 569 meget lidt). Bindehuden meget tynd. — Bugfinnerne, fom finde tæt ved Siden af hinanden lige under Bryftfinnerne, ere endnu fortere end disſe (deres Længde indeholdes ni Gange i Totallængden), fammenfoldede af en meget tilſpidſet Form, og ifølge den temmelig fnævre Bindehud ikke iftand til at udfoldes betydeligt; forſte Straale en Pigftraale, anden Straale i længer end førfte; tredie Straale længft, ubetydeligt længer end anden; fjerde Straale fortere end anden; fjette eller fidfte af Længde fom Wigftraalen eller meget lidt kortere; anden Straale kloftet, dens forrefte Gren enkelt, den bagefte atter fpaltet; tredie, fjerde og femte Straale dobbelt kloftede; ſſette Straales forrefte Green fvaltet i Enden, den bagefte enkelt. — Bugfinnernes Spidfer ere langt fra af naae ben til Gadboret. Dette, fom er anbragt lidt foran den halve Totallængde, er temmelig ſtort, af elliptiſk Form. Gadborfinnen begynder omtrent under Rygfinnens for— fte bløde Straale, tæt bag Gadboret (fun adffilt ved et Sfjæls Længde fra dette), og indtager en Længde, ſom næften udgjøer 4 af Totallængden. Pigſtraalerne noget fvage; førfte meget fort, ganffe tæt ved anden; denne omtrent dobbelt faa lang, og tredie tre Gange faa lang ſom førfte; de bløde Straaler atter endeel længere end tredie Pigftraale, indbyrdes omtrent lige lange med Undtagelſe af de fo eller tre fidfte, der blive noget kortere; ſid— ſte Straale fløvet til Roden; Beffaffenheden af de blede Straa— ler og af Bindehuden iøvrigt fom hos Rygfinnen. Gadborfinnen ophorer under Rygfinnens Ophør, eller dog fun ganffe lidt nœr— mere Halefinnens Rod. — Halefinnen er af en noget fiir— fantet Form, det vil fige: lige afffaaren bagtil og med tem— melig ſtarpe Vinkler; den gaaer fun lidt op paa Siderne af Halen, og indeholdes 6 eller % Gange i Totallængden, efterfom man enten vil regne dens Længde fra det midterfte Tilbæftning8- punkt eller fra Siderne; dens ti mellemfte Straaler ere omtrent lige lang, ftærft og penfelagtigt forgrenede 1 Enden; den folgende 570 paa hver Side ſtaaer iffe tilbage for de nysnævnte i Længde, men ev mindre ftærft forgrenet; dernæft følger paa hver Side en meget fortere, tyndere, enkelt Straale. Foruden disſe 14 Straaler findes endnu foroven een, forneden to, ganffe ſmaa, enfelte Straaler, hvilke iffe ere medregnede i det for Finnen angivne Straaletal. Sfjællene bedæffe Kroppen, en Stræfning af Halefinnens Nod (dog fortere end hos de foregagende Læbefiffe) og Nakken, indtil omtrent i Linie med Djehulens bagefte Rand; derimod ere de andre Finner og Hovedets øvrige Dele uden Sfjæl. Sfjæl- (ene ere temmelig“ſmaa: i en Tværræffe foran Gadboret har jeg talt 22 eller 23, af hvilfe fun tre ovenfor Sidelinien; i en Læng- deræffe fra de yderfte paa. Halefinnen indtil Gjællelaaget 70 el- (er et Var derover; indtil det Sted, hvorfra Sidelinien udgaaer, henimod 80 og indtil de forrefte paa Nakken henimod 90. Paa Nakken indtil Rygfinnens forrefte Rand talles 14 eller 15 Sfjæl- ræffer; paa Halefinnen bag Sideliniens Ophør endnu 4 eller 5. — De ftørfte Sfjæl paa Siden ere af omtrent 1“ Brede og 1-2" Længde; andre ere mere langſtrakte og fmalle, af 75'" Brede og 15“ Langde; og denne fidfte Form har det ftørfte Antal. De fremftille en langſtrakt, ret regelmæsfig Femkant; de fo ba— gefte Sider, fom udgjore den frie Deel af Sfjællet, danne en næften ret ellev dog fun lidt ſtump Vinkel; den øverfte og ne- derfte Side ere lange, horisontale, parallele; den forrefte om— trent lodret. Vifteſtriberne indtage mere end Halvdelen af Sfjæl- lets Længde; deres Antal er almindeligen en halv Snees (mere end elleve eller tolv har jeg ikke iagttaget); den bageſte, frie Deel af Sfjællet har en Mængde (nogle og tyve) Længdeftriber ; Værtftriberne ere langt tydeligere end hos de andre Læbefiffe, jeg har underſogt. — Halefinnens og Nakkens Sfjæl ere de mindſte; de førfte af langftraft Form, den frie Cude bredeft, lige afffaaren, den ſtjulte fmallere, afrundet, med fyv eller otte Vifteftriber, Maffeffjællene forte og brede, uregelmasſigt fiirkantede, den frie 541 Ende fmallere, den ſtjulte bredere, noget afrundet, med otte Vifteſtriber. Sidelinien er i den ſtorſte Stræfning meget nær Ryg: gen, hvilfet allerede indfeeg, af hvad ovenfor er anfort: at Sfjællene ere fmaa, og at fun tre Ræffer ligge ovenfor Sidelinien. Forſt ftiger den op indtil anden Rygfinnes tredie Pigſtraale Må en Stræfning af fyv Sfjæl; løber derpaa parallelt med Ryglinien til Rygfinnens tredieſidſte Straale i en Stræfning af 48 Skjal, ftiger derpaa temmelig ftejlt ned med fem Sfjæl, og ender fit Lob horizontalt med fjorten Sfjæl, meget nærmere Bug— linten end Ryglinien. Sideliniens Sfjæl ere omtrent lige— faa ſtore fom de ftorfte blandt de øvrige Sfjæl, og Vifteſtriber— neg Antal er ftørre end hos disſe (jeg har talt indtil atten); Sliim— kanalerne ere brede, lidet eller tildeels flet ikke opadkrummede. Af den indre Bygning er jeg ikke iftand fil at give nogen udførlig Beffrivelfe, da Indvoldene hos mine to Individer, ſom længe havde været opbevarede i Brandeviin, iffe tillode nogen nojag— tigere Underſogelſe. Kun fan bemarkes, at Forholdet i Almindelighed var ſom hos de foregaaende Læbefife: Leveren ftor; Maven var ikke tydeligt afgrændfet fra den øvrige Tarmekanal, og denne gjorde et Par Bugtninger; Svømmeblæren ſtor. Rogn- eller Mal— fefæffene funde iffe opdages. Det forrefte Øjebeen har omtrent ligefaa ſtor Højde ſom Længde, og er af en noget uregelmæsfig Triangelform med ingen eller dog fun rudimentær Pig. Kanalen mellem Øjnene ſmal men dyb, bagtil tillukket. Interparietalkammen forholdsviis temmelig ſtor; ogſaa findes paa hrer Side af den en min— dre Kam, til hvilfen næften flet intet Spor iagttages hos de foregaaende Lebefiſfte. Hvirvlernes Antal er 25, hvoraf fun 9 ere Bughvirvler, de øvrige 16 Halehvirvler. Af dette ringe Antal fremgaaer, at Hvirvlerne, ſtjendt af ftærk Byg— ning, maa have en langftraft Form. Kun de to fidfte Hale— hvirvler bære Halefinnen. Den Ning, ſom forſte Halehvirvels 572 nedadrettede Apofyfer danner, er af en meget betydelig Størrelfe, oval, vettet ftrærft bagud. De to førfte Par Ribbeen ere en- felte; derpaa følge idetmindfte fire dobbelte Par; de fire forſte Halehvirvler bære Ribbeen, hvad jeg iffe bog de foregaaende Læbefijfe har bemærfet. Gadborfinnens ferſte Interſpinalbeen har en temmelig betydelig Brede. —— Cuvier antog den paa de engelffe Kyſter fundne Julis for at høre til famme Art fom den i Middelhavet almindelige (Julis mediterranea Risso, Julis vulgaris Valence). Valens ciennes vil derimod ikke anerfjende Identiteten af den hos Donovan og Narrell fremftilede Julusart med fin Julis vulgaris (ſtjondt Finnernes Straaletal og Delene Forhold ſtemme overeens): fordi Farvetegningen frembyder nogle Forffjællig- heder *), og han fondrer den nordiffe Fiff under Navnet festiva. Efter Ris fo optager han endvidere to Arter, der ogfaa have famme Straaletal og ſamme Proportioner ſom foregaaende, næmlig Julis speciosa, hvis Farvetegning fremftiller Tværbaand, og Julis Giofredi. Denne fidfte fFal efter Valenciennes danne Overgang mellem J. vulgaris og J. festiva, og adffille fig fra den førfte ved, at Rygfinnens forſte Straaler ikke ere længere end de folgende, og ved Mangelen af en ſtor ſorteblaa Plet paa Siderne; og fra den ſidſte ved en følvfarvet Bug iſtedetfor en roſenrod o. f. v. En ikke uvigtig Indvending mod disſe Arter er den be- fjendte Omftændighed, at Julis vulgaris varierer overmaade bes +) Efter ham har Julis vulgaris altid en ſtor morkeblaa Plet paa Midten af den Hud, fom forener Rygfinnens tre førfte Straaler; Julis festiva derimod en triangulær blaa Plet mellem Rygfinnens anden og tredie Straale. Hvor fvagt et ſaadant Artsftiælnemærte ev, naar det ikke underftøttes af Andet, ev let at indſee. Men hertil kommer endnu, at Parrells og Donovans Afbildninger flet ikke vife en triangulær Plet mellem Rygfinnens anden og tredie Straale men en ſtor Plet, ſom udbreder fig mellem Rygfinnens five førfte Straaler. 573 tydeligt i Farver, hvilket Valenciennes felv anerkjender *). Mærfeligt er det, at Anerfjendelfen af dette Forhold iffe tillige har bragt V. til, om end ikke at fatte Mistillid til de blot efter Farveforffjælligheder opftillede nysnævnte Arter: faa dog til at indſee Nodvendigheden af at begrunde dem paa en fiffrere Maade. Man funde viftnof have ventet og fordret, at alle Hjælpemidler fil en fiffer Adffillelfe af faa nærftaaende Arter — Sfjællenes Antal og Form, Indvoldenes Forhold, Ryghvirvlernes Antal o. f. v. v. ſ. v. — vare blevne anvendte; men alt Sligt forbi gaaes ganffe og aldeles af Valenciennes, og Farven er faa at fige det Enefte, der har forefommet ham Umagen værd at fage i Betragtning **). Hvad der ydermere bidrager til, at gjøre disſe faa fvagt begrundede Arter mistænfte, er, at Valen— ciennes paa et Sted ſynes at betragte ſom Varietet, hvad han paa et andet Sted fremftiller fom Art, og, ligefom forglemmende fig felv, gjør vpmærffom paa den ringe Betydning af de ved ham felv fremfatte Sfjælnemærfer. Jeg har ovenfor anført, at Mange— len af Sidernes fortagtige Plet udgjør et af de Kjendetegn, hvor— ved J, Giofredi og festiva adſtilles fra J, vulgaris, Men i Beffrivelfen af denne ſidſte Art (XIII, 368) bemarker V. om bemeldte Plet: „hos nogle Individer forfvinder den, og Danner ſaaledes umærfelige Overgange mellem hvad Risſo har opſtillet ſom den almindelige Julis og de Individer, han har villet opſtille fom en færffilt Art ,,(Julis Giofredi?). Af disfe Ord bliver det jo fydeligt, at Pletten iffe fan have ſtor Betydning ſom Sfjælnemærfe, da den gradeviis forfvinder. Det ſamme gjælder om Længdeforholdet af Rygfinnens forſte Straaler, hvorover V. har fol— +) Hist, d. Poiss. XIII, 362 hedder det om Julis vulgaris: on trouve un grand nombre de variétés, qve quelques Zoologi- stes ont essaye de séparer en espéces. ++) Om Farvernes Forhold til Kjøn, Alder 0, f. v. har hverken Valen ciennes eller Risſo et enefte Ord. å 544 gende Uttring (I. c. 369 flgd.): „en anden Afart er bragt os fra Neapel af Savigny. Jeg finder ingen anden Formfor— ffjæl hos den end Kortheden af Rygfinnens forſte Straaler: de overgage iffe de andre i Længde,” Uvæfentligheden af disſe Sfjælnemærfer fremgaaer desuden deraf, at det ene af mine fo Individer vifte den morke Plet paa Siderne, medens det andet manglede den, og at Rygfinnens forfte Straale hos det ene Individ var længer end den anden Straale, hos def andet derimod kortere. — Jeg fulde, ifølge de meddeelte Bemarkninger, flet iffe tage i Betænfning, af holde J. vulgaris, Giofredi og festiva *) for identiffe, derſom ikke een Omftændighed atter fatte mig i Uvished: J. vulgaris har, efter V., 12 Bughvirvler og 19 Halehvirvler *); det af mig ffeletterede nordiffe Individ, fom ovenangivet, 9 Bughvirvler og 16 Halehvirvler. Uagtet man, ved at fammenligne den ovenfor leverede Beffrivelfe med V's Beffrivelfe af J. vulgaris, vil finde, at de iøvrigt ere faa overeensſtemmende, ſom Individer af ſamme Art fra vidt fjernede Lokaliteter kunne ventes af være, før jeg dog næppe, hvis ellers V's Angivelſe er aldeles nøjagtig, mene, at de danffe Individer frulde funne henføres til Julis vulgaris Va- lenc. Opffaringen af de mange Tvivl, ſom Synonymien af den oven— for beffrevne Julis endnu er underfaftet, maa jeg overlade de Ichthyologer, der fee fig iftand til at anftille en umiddelbar Sam— menligning mellem de ofte nævnte, af Valenciennes antagne, Urter, og til at udftræffe denne Sammenligning Dover et +) Mine Individer bør, faavel efter deres Forekommen fom ifølge deres Filnærmelfe fil de af Valenciennes angivne Skjoelnemarker, fnareft henføres til denne fidfte Art eller Afart. Angagende Risſos J. speciosa før jeg ikke have nogen Mening, om ogfaa den muligen fulde kunne falde fammen med J. vulgaris, ++) Dette ev den enefte ofteologifte Notice, Valenciennes meddeler over nogen Julisart. 575 betydeligt Antal Individer af forffjælligt Kjen og Alder og " under forffjællige Forhold. Otte til ni Tommer ſynes omtrent at være Grændfen for Storrelſe. den almindelige Junkergyltes Storrelfe. Middelhavet er deng rette Hjem. Saavidt jeg veed, har — man fun Kundſkab om et eneſte, paa den fydlige engelſte Kyſt fanget, Individ (det af Donovan beffrevne og afbildede). Det maatte altfaa i hojefte Grad overraſke mig, fra vor befjendte Botanifer Or. Hofman til Hofmansgave at modtage tv, ved den fynffe Kyſt trufne, Individer 1). Sagen forefom mig faa utrolig, at jeg i den Anledning henvendte mig til Hr. Hofman, for af erfare, om ingen Forvexling funde være fænfelig med Hen— fyn fil de meddeelte Exemplarers Fædrenelann. Men Hr. Hofman befræftede atter Rigtigheden af den tidligere Angi— velfe, og det maa ſaaledes anſees for fiffert, at denne lille Fiſt ſtundom træffes paa vore Kyſter. Anm. Inden jeg forlader de danſke Læbefifte, vil jeg endnu bemarke, at en Labrus Turdus anføres i Pontoppidans Atlas I, 650, og beſkrives med følgende Ord: „er rødagtig med tre ſmale Streger paa Myggen, glimrende fom Guld, fanges i Befterhavet.” Doøn-= toppidan angiver Berggylte fom dens danſke Navn, men bemær-= fer ikke Kilden, hvorfra han har fin Cfterretning. Det er imidlertid ikke vanfteligt at fee, at P's Kilde her er den ham meddeelte For— tegnelſe over Fifte paa Jydlands Veſtkyſt, hvilken er optaget i At— las'ets femte Deel Side 1018. Jeg har tidligere (Side 74) optaget de Linier, fom ved denne Lejlighed fomme i Betragtning, og fremfat den Formodning, at de funnereferere fig til Mullus surmuletus. Pon— toppidans Labrus Turdus fynes mig altſaa flet ikke at være en Lobefiſk. Til at forfkaffe en tydeligere Anſkuelſe af den gradevife Udvikling af Kundſkaben om de nordiſke Læbefifte og af det Punkt, hvorpaa vort Kjendſkab til dem for Djeblitfet ſtager (idetmindſte efter min Antagelſe), har jeg troet den følgende tabellarifte Overſigt henfigtsmæsfig. +) „Jeg fif dem i 1834 fva Strib" (ved Lille-Bælt), ftriver Hr. Zof— man mig, „af en Fifter, ſom fagde mig, at denne Art forekom fjældent der paa Kyſten.“ —— — Linné Ascanius Müller Retzius Nilsſon (Fu. sv, edit. alt.) Labrus Berggylta. Labrus Berggalt. Labrus Aper. Labrus maculatus. Labrus Berggylta Asc. Labrus carneus. ) Labrus carneus. Labrus carneus. Labrus exoletus. = 3 f var. 4. carneus. Labrus mixtus Linn. Labrus coeruleus./ Labrus exoletus, Labrus lineatus. Labrus Rone. Perca maculosa. Labrus Rone. ) Labrus Rone. — Melops Linn. Labrus Turdus. Labrus norvegicus. Labrus suillus, Labrus rupestris, Labrus rupestris. , Perca rupestris. Labrus rupestris. Labrus rupestris Linn. Labrus suillus. Labrus suillus, Labrus exoletus. Labrus exoletus. Labrus exoletus Linn. Julis vulgaris Cuv? 577 Cillæg og Rettelfer til førfte Del. Aborren (Perca fluviatilis Linn.) S. 15. Storrelſe. Cfter en ſenere Meddelelfe af Fr. Boie i Kiel bliver Aborren indtil fem Pund vægtig i de ſtore holftenffe Søer og ligeledes i Øfterføen. — Paa en Rejfe for— taltes mig af en gammel Ziffer i Seden ved Odenſe-Aa, at han en Gang havde fanget en Aborre af 62 Punds Vægt. Forekommen. Nilsſon hav i fin Skandinavisk Fauna IV, å1 givet Bidrag til nærmere Beftemmelfe af Aborrens geo— grafiffe Udbredelſe: den nager meget højere mod Nord i den øftlige end i den væftlige Del af den ffandinaviffe Halvø; i Norge ffal Den forfvinde nord for Torpe ved Hallingdalselven; og i Bergens Stift iffe forekomme væften for Zjældryggen. Efter Liljeborg træffes den ved Arkangel og i Dvina. Efter Boie ffal Den i Oſterſoen træffes overalt, hvor Zo- stera marina Linn. vorer i Masſe. — Ifølge ſenere Angivelfer fra Bornholm ſtal den, imod hvad mig tidligere var berettet, forefomme Der, til Cr. i Ronnes Havn; men i Almindelighed fanger man den ikke. S.20. Fiender. Saltvandsaborren haren ZFiendei Torſken. Efter en ffriftlig Meddelelfe fra N. Hofman-Bang fandtes i en i Odenfefjorden fanget Torſk tre ſtore Strandaborrer, fjæn- delige paa de røde Finner“. — Af Snyltedyr maa til Aborrens Fiender føjes Argulus foliaceus Linn., ſom jeg ſtundom har Danmarks Siffe, I. 37 578 truffet i temmelig ftor Mængde paa den, ligeſom ogſaa en Ziffeigle, Ichthyobdella Perceæ Templton, Med Henfyn til Indvolds— orme fan markes, at den fenefte Forfatter, ſom meddeler en Overſigt over disſe efter de Berigelſer, Videnſtaben fra forffjællige Sider har modtaget, Dieſing (Syst. Helm.), til de tidligere anførte føjer Ascaris velocissima Nordm., Agamonema bicolor Crepl., Echinorhynchus tuberosus Zed., Echin, Proteus Westr. (hvorimod Echin. tereticollis Rud. gaar ud), Dist. appendiculatum Rud. — Ligula simplicissima Rud. maa om- byttes med Lig. digramma Crepl. — At Diefing af fin Fortegnelſe udelader Triænophorus nodulosus Pall., Diplosto- mum (= Holostomum) cuticola Nordm. og Scolex polymor- phus Rud., man vel anſes fom Følge af en tilfældig Jorglfæmmelfe. Barſen (Labrax Lupus Cuv.). S. 31. Som Fiender af Barſen maa anføres Distoma appendiculatum Rud., Distoma Labracis Duj., Dibothrium Labracis Duj., alle forekommende i Tarmekanalen, men de to ſidſte fun meget ufuldftænvigt befjændte. Sandarten (Lucioperca Sandra Cuv.). S. 39. Angaaende Sandartens Forefommen i Hertug— dommerne har Boie meddelt: den findes i Holſten i Prehnsdörfer— Sø, Kudenſo (Sydditmarſken), Wenfiener- Sø, Muggesholder— Sø, Eutiner-So, Flamhuder-So (herfra Exemplarer paa femten Pund), Weſtenſo, Einfelder-So, Bordesholmer-So og Dobers— dorfer-So. J Slesvig ſtal den, foruden i Haderslev-Dam, fun træffes i Wittenſo. Da Haderslev-Dam iffe er nogen oprindelig Sø, men ffal hidrøre fra i ældre Tid opvæmmet Vand, ſynes Den Dertil at være bragt ved Forplantning. S. 40. Med Henſyn til vens Sejglivethed anfører Boie, at hvorvel ben, naar den fanges i Garn, let vander Bugen i Vejret, fan den desuagtet holdes levende i tre Ugers Tid. 579 S. 44. Fiender. Til de anførte Involdsorme maa føjes : Ascaris velocissima Nordm., Diplostomum volvens Nordm. og Tylodelphus clavata Nordm., alle i Øjet, og Echinorhyn- chus Proteus Westr. i Tarmekanalen. Distoma truncatum maa udffætteg, og iſtedetfor Ligula simplicissima maa fætteg Ligula digramma Crepl. Ogſaa fommer et igfeagtigt Snyltedyr paa Gjællerne til: Ancyrocephalus paradoxus Crepl. Horken (Acerina Cernua Linn.) S. 44, Benævnelfer.… Blandt Fiſtene i Filſoen (Ribe-Amt, Vardeegnen) beffreves mig af Mænd i Omegnen en meget lille, unmærfet ved „bredt Hoved og ffarpe Tagger pan Ryggen», hvilfen betegnedes med Navnet But. Jeg formoder, at Det er Horfen, man her antydeve mig, men maa, da jeg iffe har været iftand til at erholde Exemplarer af bemælvte lille Fife, overlade dette Punkt til Andres nærmere Underſogelſe. S. 54. Fiender. Til Indvoldsormene maa fojes: As- caris velocissima Nordm., Diplostomum volvens Nordm. og Tylodelphus clavata Nordm. (i Øje), Agamonema bicolor Crepl. (Bughinden), Echinorhynchus globulosus Rud. (Tar— men), Triænophorus nodulosus Pall. (Lever, Tarm v. f. v.), Distoma Embryo Olfrs. (Lever og Tarm). Echinorhynchus tereticollis ombyttes med Echin. Proteus Westr., — Horfen har altſaa to Indvoldsorme (Echin. globulosus og Distoma Embryo) for fig fælv, om jeg fan maa ſige, medens Den deler De øvrige med narſtaaende Fiſkearter. Polyprion cernium Valenc. Denne, en af de ftørfte aborreagtige Fiffe, der har fit rette HDjæm i Middelhavet, men dog ogſaa udbreder fig vidt udenfor ſamme — mod Syd naaer den efter Angivelferne til Kap, mod Stord træffes den iffe fan ganffe fjældent ved det ſydlige England — Denne Fiſk turde maaſte ogſaa en ſjalden Gang vife fig hos os, efterfom et Exemplar for en halv Snes Aar ſiden (Juli 1843) 37* 580 fangedes to Mile fra Bergen, Jeg meddeler derfor her Kjændes mærfer for Slægt og Art. Polyprion Cuv.: paa Forgjællelaaget Saugtænder, paa Gjallelaagsſtylket iffe blot Pigge, men ogſaa en vandret tvefløftet og meget ru Kam. Hovedets Knogler med mange Ujævnbheder; blot Fløjelstænder, fom danne breve Baand; fyv Gjælleftraaler; fun en Rygfinne. P. Cernium Val.: Rygfinnen med 7/12 Straaler, Pigs ſtraalerne indtagende næften dobbelt faa ftor Længde fom de bløde; Gadborfinnen med %/s Straaler; Pigſtraalernes forrefte Rand tandet; Halefinnen afſtumpet, bagtil med en bred lys Rand; Farven mork med lyfere Marmorering. Længden indtil flere Alen. Fiæfingen (Trachinus Draco Linn.) S. 56. Synonymi. Adffillige Tillæg til venne fan hæntes fra den i Slutningen af dette Sfrifts tredie Del indførte fiterærbhiftoriffe Overſigt og Tabel. S. 57. Navne. Min Formodning om Kilden til det af Cuvier ſom danff anførte Navn Loppe har jeg fenere fundet befræftet, efterat være kommen i Beſiddelſe af den meget fjældne førfte Udgave af Ascanius's førfte Hæfte. S. 67. Forefommen o. f. v. Følgende Dagbogsopteg— nelfe maa finde Pads her: „den 8de September 1839 faa jeg ZFjæfingen blive fanget i Bundgarn ved Snedferften. Den var Zifferne vel befjændt fom giftig, hvorfor de dræbe den, naar de faa fat paa den. Smaa Tobifer af tre til fire Tom— merg Længde og en Pibeſtilks Tykkelſe vare i flor Mængde i Selffab med den. Maaffe er det disſe, fom tiltræffe ben. Dens dejlige grønne Farve gjør ben fjændelig og iøjnefaldende i Bandet blandt andre Fiſte“. S. 71. Fiender. Til Indvoldsormene maa føjes Tetra- bothriorhynchus migratorius Dies., hvilfen ev fundet hæftet til Bughinden i Hylſter. 581 Mullen (Mullus Surmuletus Linn.). S. 80. Forekommen. Med Henfyn til Artens geogra— fiſte Udbredelſe kan mærfeg, at den er bleven fanget i Nærheden af Bergen. S. 81. Fiender. To Indvoldsorme ere i ben fenefte Tid opdagede hos denne Fiff: Filaria extenuata Deslugeh. (Bughulen) og Distoma furcatum Brems. (Tarmekanalen). Den graa Knur (Trigla Gurnardus Linn.) S. 85. Navne. Benavnelſen Sokok har jeg fenere hørt temmelig hyppigt paa Iydlands Vaſtkyſt, ifær fra Nyminde— gab ned til Fans. — Endvidere fan mærfes, at Gnot i det Ofonorviffe betyder et Jagtffib, en Smakke, og at ligeledes Knor hos vore Forfedre var Benævnelfe paa ect Slags letſejlende Fartojer. Hvad enten man nu vil antage, at Sfibene ere bes nævnede efter den hurtige Fiſk, eller omvendt; faa ſynes en mere end tilfældig Forbindelfe her at finde Sted. Hvad den brum— mende eller knurrende Lyd, ſom denne Fiſt fan fræmbringe, angaar, vil jeg erindre, at denne viftnof er fvag, men dog tydeligt nof fan høres, naar man nærmer den nyligt fangede Fiſt til Øret, efterut have givet den et lille Slag paa Hovedet med Knoen; eller ogſaa, naar man lægger den paa en Tofte i Baaden, og bedæffer den med et Øfefar. —S. 99. Fiender. Til de to anførte Indvoldsorme maa endnu føjes to andre: Agamonema capsularia Rud. og Tetra- bothriorhynchus migratorius Dies., begge paa Bughinden. Den røde Knur (Trigla Hirundo Linn.) S. 114. Forefommen. Siden Udgivelfen af dette Sfriftg forſte Hæfte ere et Par Fafta erhværvede over den røde Knurs Udbredelfe mod Nord. J 1839 faa jeg i Muſeet i Bergen et Exemplar, ſom var fanget ved Karmoen eller omtrent paa Grænd- fen mellem Bergens og Stavanger-Amter, og ſaaledes havde 582 man en Kjændsøjærning for Fiſtens Forekommen paa Norges Vaeſtkyſt. Men fenere ffal det ſamme Muſeum endog have erholdt et Exemplar fra Lofoden, og det ſynes ſaaledes godtgjort, at denne kraftfulde og velfvømmende Fiſt endog ſtundom forvilder fig langt ind i Polarzonen. Angaaende dens Forekommen paa vore egne Kyſter maa mærkes, at Zifferne ved Nymindegab meget vel fjænde den: De berettede mig, at cen førft nærmer fig Landet mod Mid— ſommer, eller mod Enden af Foraarsfiſkeriet, og at den fan flyve langt vover Bandfladen. Den Fiſk, fom ved. Blaavandshuk og paa Fanø ſtundom omtales under Navnet Guldfiſk, et Navn, hvis Betydning tidligere har været mig gaadefuld, ſynes efter alle modtagne Beretninger at falde fammen med den rode Knur. S. 116. Fiender. Foruden et paa Gjællerne forekom— mende igleagtigt Snyltedyr, Trochopus longipes Dies., nævner Diefing fun to Indvoldsorme hos denne Art, Distoma appen- diculatum Rud. (i Tarmekanalen) og ben ufuldftændigt befjændte Agamonema Triglæ Hirundinis Rud., fom er fundet pan Bugs hinden, og rimeligvis falder fammen med den af mig med Tvivl fom en Filaria angivne Indvoldsorm. Den langtornede Ulk (Cottus Bubalis Euphr.). S. 4419. For det i Millers Prodromus forefommende Navn Slesre, fom tidligere var mig gaadefuldt, mener jeg mu at have udfundet en rimelig Forklaring, Hos Pontoppidan læfeg: ri Slægvig kaldes den Steinbider”. Miller, ſom uds ſtrev P., gjængav dette paa Latin ſaaledes: Slesv. Steinbicker. Og paa Tryfferiet blev Slesv. til Slesre, hvad under Korrek— turen iffe bemerkedes af Miller. S. 128. Forekommen. Angaaende Artens Udbrevelfe mod Word har jeg paa mine Rejfer langs den norffe Kyft haft Lejlighed til at overtyde mig om, at den forefommer overalt lige til Nordkap eller til henimod 72? n. Br.; jeg er tilbøjelig tilsat 583 mene, at den er nof faa hyppig i Norden ſom følgende Art”). Begge finder man undertiden i Ebbetiden under Tangbuſke paa det Tørre, ellev dog næften uden Band **). Den almindelige Ulk (Cottus Scorpius Linn.). S. 136. Forekommen. Ogſaa om denne Art fan jeg efter egen Erfaring befræfte, at den træffes hyppigt langs hele den norffe Kyft hl Nordkap; hvorimod, idetmindſte ſaavidt mine Unverføgelfer have udftraft fig, ingen af Grønlands eller Spits— bergens Ulfearter fynes at naa denne ===), S. 138. Fiender. Indvoldgormene maa forøges med Ascaris constricta Rud. (Bughinden) og Agamonema com- mune Dies. (i Leveren; ikke tilftræffeligt underføgt). Echino— rhynchus tereticollis og Ech. sphæricus ſmalte fammen til Ech. Proteus Westr. Iſtedetfor Distoma divergens fætteg D. appendiculatum Rud.; Bothriocephalus solidus er bleven til Schistocephalus dimorphus Crepl., Bothriocephalus punc- tatus til Dibothrium punctatum Rud. — Naar Diefing Derimod angiver Ichthyobdella versipellis Dies. (= Hirudo Piscium O. Fabr.) ſom forefommende pan vor almindelige Ulk, ev Dette en Bildfarelfe, ſom beroer paa, at han ikke adſkiller Cottus groenlandicus Cuv. fra C. Scorpius Linn. Hornulken (Cottus quadricornis Linn.). S. 140. Du denne Årt efter nyere Meddelelfer (Nils fon, Fiskarna S. 84) undertiden ffal fanges i Oreſundet ved Kullen, *) J Oſterſoen naaer den idetmindſte til Stjærgaarden ud for Stok— holm, **) Hvad Indvoldsormene angaar, maa iſtedetfor Echinorhynchus tereticollis ſettes Echin. Proteus Westr. 5**) Nilsſon har vel i fin Skandinavisk Fauna, Fiskarna S. 78 flg. optaget Cottus (Phobetor) tricuspis Reinh., dog efter Exem— plarer, fangede paa den rusſiſte Kyft ved Øen Schuretskajo. 584 fån en Plads i Den danſte Ziffefauna iffe vel nægtes den. Hvad Derimod anføres om Artens Forekommen paa andre nordiffe Ky— fer, har blot fit Udſpring fra Mangel af en ffarp Kritik. Det forekommer mig ligeledeg meget tvivlſomt, baade efter Afbildning og Beſtrivelſe, om den Fiſt, Jarrell fromſtiller ſom C. quadri- cornis, er identiſt med den oſterſoiſte. Pandſerulken (Aspidophorus cataphractus Linn.) S. 144 Anm. Den Mening, jeg pan dette Sted har fræmfat om Pontoppidans Havmus, have fenere Unders føgelfer bragt mig til at forandre: jeg antager næmlig, at en Orm, Aphrodite aculeata Linn., ved dette Navn er betegnet. Se III, 786 Anm. S. 456, Forekommen. I Begyndelfen af April 1840 erholdt jeg et Exemplar af denne Fiſk tilfendt fra Dragør med ven Efterretning, at den var fanget ſammeſteds i Bundgarn »blandt flere lignende». Hvoraf ſynes at turde ſluttes, at den idetmindſte til fine Tider gaar i ſmaa Floffe. Paa den norſte Væftfyft har jeg aldrig fet den, hvorfor jeg troer mig berettiget til at antage, at den der maa være temmelig fjælden. Fiender. Creplin har fundet Scolex polymorphus Rud. i dens Tarm, Paa dens Hud er en Biffeigle (Ichthyo- bdella marina Johnst.) iagttaget. Rodfiffen (Sebastes norvegicus Asc.). S. 159. Om de nordiffe Arter af Slægten Sebastes Cuv. har jeg i Naturhiſt. Tidsſtr. Ny Rakke I, 268—282 leveret en Meddelelſe, der fan tjæne ſom Berigtigelfe og Tillæg til, hvad ovenfor i nærværende Sfrift findes om bemælnte Slægt, og hvoraf her gives et Uddrag. Fre nordiffe Arter antages, og adffilles pan følgende Maade. J. Sebastes norvegicus Asc. (Røvfiften): Farven orangerød — fælv paa Tungen og i Svælget 585 — uden tydelige mørfe Platter; Gjallehuden ind- vendigt perlemoderfarvet. HovedetgLængde udgjør pan det Nærmefte en Trediedel af Totallængden. Øjets Længdegjænnemfnit overgaar lidet Pandens Brede mellem Øjnene, ligefom Halvdelen af Leng— den fra Øjets bageſte Rand til Gjallelaagets bagefte Rand, men er meget mindre end Snudens Længde, egnet fra Øjets forrefte Rand, og indeholdes oms trent fire Gange i Hovedets Længde, tolv til tretten Gange i Totallængden. Bryſtfinnerne ere fortere- end en Fjærdedel af Totallængden, og nan iffe med Spidſen Gadborets forrefte Rand. Bugfinnernes Længde udgjor omtrent en Sjættedel af Totallængs den. Størrelfen atten Tommer og derover. Finners neg Straaletal er: Rygf. 12; Bryftf. 19; Bugf. 1; —— Halef. 15. Denne Art lever i Regelen paa meget betydelige Dybder (80—120 Favne og derover). Jeg har Grund til at antage, at den forplanter fig i Juli, men Andre paaftaa, at den leger fra ſidſt 1 December til Slutningen af Februar. Den afgiver en fortrinlig Føde F). 2. Sebastes viviparus Kr, (Kysougeren): Fars ven gjærne lyſt-orangerod med en ftor, fortagtig Plat paa Gjallelaaget og ofte med morke Ylætter paa Kroppen (ſtundom ganffe mørfebrun eller forts agtig). Hovedets Længde udgjør omtrent en Tredie— del af Totallængden, og overgaar den ftørfte Højde +) Til det, fom ovenfor ev fagt om dens Forekommen, Fan føjes, at YWilsfon (Fiskarna S. 97) omtalev et i Juni 1838 ved Raa— Fiſkerleje SØrefundet fanget Exemplar af 23 Tommers Længde, og et ved Landskrone fanget af omtrent 21 Tommers Længde. 586 lidet. Ojets Længdegjænnemfnit er meget ſtorre end Pandens Brede mellem Ojnene, lig med Snu— dens Længde og omtrent lig med en Trediedel af Hovedets Længde og med en niende eller tiende Del af Totallængden; det udgjør tv Trediedele afLæeng— den fraØjets bageſte Rand til Gjallelaagets bagefte Rand. Bryftfinnerne, der fun indeholdes omtrent fire Gange i Totallængden, naa udover Gadborets bageſte Rand; Bugfinnerne udgjøre omtrent en Fem— tedel af Totallængden. Denne ſidſte overſtiger fiældent ni Tommer. Finnernes Straaletal er: —J— reder ryſtf. 18; Bugf. 2; Gadborf. 3 35 Halef. 15. (33 33) (7 28) (2-2) Det er denne Form, ſom jeg ovenfor S. 167 i AÅnmært ningen har udpeget ſom en af de bergenfiffe Fiſkere anerfjændt Barietet, der ifær udmarker fig ved fin ringe Størrelfe. Senere har jeg paa den norffe Kyſt haft Lejlighed til at underſoge og fammenligne en ftor Mangde friſkfangede Exemplarer af begge Former, Det var imidlertid ilfe flot ve udhavede Forffjælligs heder i Storrelſe, Farve og Form, ſom bragte mig til at adffille Dem fom to Arter, men fornæmmelig Den interes ſante Jagttagelfe, jeg i Jult Maaned 1839 i Bergen havve det Hæld at gjøre, at nærværende Form føder levende Unger, et Forhold, ſom jeg hidtil ilke, hværfen ved egne Underſogelſer eller ved Udfritten af Fiffere o. f. v., har været iftand til at eftervife hos den ſtorre Form. Denne Art opholder fig pan ringere Dybde (20—50 Favne), og ſynes iffe at være agtet ſom Næringsmidvel?). 3.-Sebastes imperialis Cuv.) (Blaatjæften): +) J Voyage en Scandinavie &c., Poissons tab. IV far jeg med— delt Afbildning af denne Art i naturlig Størrelfe, og af dens Em— bryoner forftørrede. **) Zen- franfte Naturforfrer Delaroche, ſom førft opdagede denne Fiſt i Middelhavet, tillagde den Artsnavnet dactylopterus. Dette 587 Farven rød, almindeligt med flere (fem), dog min— Dre tydelige, brede mørfe Zværbaand;. Svælget og Gjællehudens indre Flade kulſorte. Hovedets Længde indeholdes omtrent tre Gange i Totallængden, og overgaar betydeligt den ftørfte Højde. Øjets Leng— degjænnemfnit ev mere end dobbelt faa ftort ſom Pandens Brede mellem Øjnene, famt iffe ubetydes ligt ftørre end Snudens Længde, og udgjør en Tre— diedel af Hovedets Længde. Bryſtfinnernes otte nederſte Straaler, der ere ukloftede, viſe ſig ſor ſtorſte Delen frie, eller have kun Roden forenet ved Bindehud. Finnernes Straaletal er: Rygf. 13; Bryftf. 20; Bugf. 1; Gadborf. 2; Halef. 18. Denne Middelhavsfiſt, der dog ogſaa pan den norſke Kyft ſynes at have ſtadigt Ophold — fra Bergen til Helgeland, efter vor nuværende Kundffab — men derimod ikke er truffet ved Eng— land, fan viſtnok ingenlunde endnu henføres til vor Fauna; men anføres imidlertid her, fordt det iffe er ufanvfynligt, at Storm en ellev anden Gang fan drive Den til vor Kyſt. Den fkal op— holde fig paa Klippegrund i betydelig Dybde, og ſynes i Stor— velfe omtrent at ſtaa midt imellem de to foregagende Arter. Om Sebastes viviparus maa endnu nogle Bemærfninger tilføjeg, i Anledning af Nils ſons AÄttringer om den i fit finfte Sfrift (S. 94 flg.). Han vil iffe erfjænve den for Art, men venten for Unger af Seb. norvegicus eller en mindre Form deraf, fom opholder fig i Bugter og mindre Bande, hvor ben opnaaer en ringere Udvifling, og forholder fig ſaaledes til den ſtore Form fom vor Oſterſos-Sild til den norffe Graabensſild⸗ — „At Den mindre Form forplanter fig, bevifer iffe, at den ej ev ung; Navn har, fom det ældfte, Fordring paa at erholde Forrangen for det cuvierfte, faa meget hæller, fom det ev udtryksfuldt, eller bes tegner en fræmragende Ejendommelighed for Arten, 588 thi alle Fiff begynde at forplante fig fænge før de ere udvoxne; t. Er. Gjedden, Torſken, Aborren og utallige andres, — At betragte den af mig ſom S. viviparus betegnede Art ſom Ungen af 8. norvegicus, er aldeles forfafteligt; thi, da ben førfte i Regelen har 7713 Straaler i Rygfinnen, 30 Ryghvirvler o. f. v., den fidfte derimod i Regelen 7/15 Straaler i Rygfinnen, 31 Ryghvirvler o. f. v., maatte man antage, at disſe Forhold med Alderen forandrede fig, og at Fiſten efterhaanden erholdt flere Finneſtraaler og flere Ryghvirvler; hvilfet vilde være ganffe urimeligt, At de norffe Fiſkere, der have den bedfte Lejlighed til at iagttage disſe Former, iffe betragte dem ſom blotte Alders— forffjælligheder, har jeg tidligere bemærfet, og man tør vel iffe frafjænde deres Mening her al Vægt. — Om man derimod vil antage, at de antydede Forffjælligheder i Bygning betegne Arter eller fun Afarter, beroer paa, hvorledes man opfatter Artsbegrebet. Og jeg har længe før Nilsſon udhavet det Toivlſomme heri faaledes (1, c. S. 280): „af vet Ovenanforte fræmgaar det, at de to Sebaſtes-Arter ftaa hinanden overmaade nær; faa nær, at det endog har fine Banffeligheder, tilfrevsftilende at diagnoſere Dem». Wen hertil føjer jeg: mimidlertind ev det aabenbart, at de bør adſtilles idetmindſte faalænge, indtil det bliver godtgjort, at ogſaa 8. norvegicus er levendefødende”. En faa fjælden og med ſaadan Uregelmasſighed hos Fiſkene fig vifende Ejendomme— lighed, fom den at fode levende Unger, turde næmlig efter min Mening iffe, faalænge alle ftøttende Erfaringer derfor ſavnedes, overføres fra den ene af de to narſtagende, men dog i flere ikke uvæfents lige Forhold afvigende, Former til ven anden; höilket jo ffer, i det Øjeblif man forener dem ſom en Art. En ganffe modſat Bevisførelfe anvender Nilsſon, idet han forſvarer Foreningen. „Man har opgivet, at Rognen hos den mindre Form befrugtes i Moderen, faa at hun føder levende Unger; men derſom dette ſtulde være et beſtemt Sfjælnemærfe, faa maatte man jo vide, hvorledes Den ftørre Form forplanter fig, og det Hænder man 589 endnu ikke/. Hvilken Logik hev er den rette, overlader jeg Læs feren at bedømme. Men, naar Nilsfon udtryffer fig ſaaledes om Forplantningen, ſom om det funde være tvivlſomt, at den mindre Form virfeligt føder levende Unger, maa jeg erflære, at ingen fornuftig Anledning til Tvivl er tilſtede: ved ve ſkandina— viſte Naturforſteres Mode i Kjøbenhavn 1840 fræmvifte jeg en Drægtig Hun, hvis Bug var opfyldt med utallige fuldtudviklede Embryoner, der ved et ringe Tryk bragtes til at forlade Moderen. En ſaadan drægtig Hun findes opftillet i det Kgl. naturhiſtoriſke Muſeum i Kjøbenhavn, ſaavelſom adffillige af Moderen udtagne oftere, — Naar Nilsfon fræmdeles angiver (S. 94): „man har aldrig, ſaavidt jeg vend, ſet meget ſmaa Unger af denne ZifÉs ; fan ſkal jeg tillade mig at oplyfe ham om, at han ſammeſteds, foruden de omtalte Foftere, Fan fee Sviter af Exemplarer fra halvanden Tomme og opefter, — Naar han endvidere fræmfætter ben Hypotheſe, at Plætterne hos S. viviparus fun ere et Kjæns detegn paa den yngre Aldet (S. 95): „hvilket netop er et bes fjændt Forhold med mange Fiſtkearter, at de ſom Unger ere plæt- fede, og ſom ældre blive mere eller mindre ensfarvede”; faa modſiges Denne Forflaringsmaade pan det meft Afgjorte af de nysnævnte Rakker af ganffe unge Exemplarer, blandt hvilfe ſaa— vel findeg ensfarvede ſom plattede. — Endelig maa jeg berigtige et befønderligt Qvid pro quo hos Nilsſon S. 99: »+ Suli Maaned ffulle Ungerne, efter Krøyer, være „ſaa ſtore, at de funne følge Moderen». — Saaledes ſtulde hos denne Art vet blandt Fiſktene ufædvanlige Forhold indtræffe, at Ungerne følge Moderen». Denne Angivelſe beroer ganſke og aldeles pan en Misforſtaaelſe af Nilsſon, og de Ord, fom dertil funne have givet ham Anledning, ere følgende (Nat. Tidsſtr. N. R. I, 280): „til hvilken Tid Coitus* +) Nilsſon ſiger: „hos den mindre Form ſtkal Parringen indtræffe i April”; men han angiver ikke Kilden for denne Paaftand, Om den ftørre Form favner han Efterretninger, Med Henſyn til denne har 590 foregaar, er mig ubefjændt, men i Begyndelfen af Juli kunne Ungerne forlade Moderen“. Altſaa forlade Moderen, og iffe følge hende, ere mine Ord, og at der tales om at forlade Mo— derens Bug, iffe hendes Sælffab, vife de umiddelbart foregaaende Linier, ligeſom ogſaa, hvad S. 269 figes om dette Forhold („WRggeſakkene vare fyldte med Unger, fom ved et fvagt Tryk pan Moderens Bug forlode denne»). Udforligere Oplysning maa iøvrigt føges paa det angivne Sted i Nat. Tidsffrift, Med Henſyn til Indvoldsorme ffal jeg endnu blot bemærke, at de ovenfor S. 168 Anm. anførte Arter alle, efter min Antagelſe, urigtigt ere overførte fra Aborren (Brak— vandsformen) paa Rodfiffen, undtagen Tænia octolobata Auct. (Tænia Erythrini Fabr.). Denne, fom hidtil blot ev befjændt af Fabricius's Beffrivelfe i Fauna grønl., og ſom jeg. for gjæves hav føgt hos Sebastes-Arterne paa ten norffe Kyft, blev allerede af Zeder opftillet fom egen Slægt, Halysis octolobata. Hog Diefing fræmiræder den ſom Octobothrium rostellatum. Den trepiggede Hundeſtejl (Gasterosteus aculeatus Linn.). S. 183. Forekommen. Denne Art ev uvftraft langs hele den norſte Kyſt: jeg har truffet den ved Hammerfeſt, Tromſo (hvor Smaadrengene falde den Tinfiſk ellev Tind— fiſt og Kardusfiſk) og fræmdeles overalt fydefter. De mange Exemplarer, jeg har underſogt, ſtemme ganffe med de hos os forekommende Former, og viſe, efter Lofaliteterne, de ſamme Af vigelfer eller Varieteter. Et Exemplar fra en liden Indfø ved Hammerfeſt, der en flor Del af Aaret ev bedæffet med Is, ſavnede jeg ovenfor efter egen Jagttagelſe fræmfat en Mening om Forplant= ningen, tilligemed en afvigende Angivelſe fra en anden Forfatter (Deinboll, i Skriftet: om Behandlingen af Saltvandsfiſk, Chri— ftiania, 1830). 591 ſaaledes ganffe Sideplader, og havde forte og ſvage Pigge; medens Individer fra Klippefordybningerne ved Havet, Der ere Ebbens og Flodens Indvirkninger underkaſtede, vare betydeligt ſtorre, pladedekkede til Haleſpidſen, med ſterk Kjøl og væbnede med ftore Pigge. — Den ſamme Form udbreder fig, efter mine Underføgelfer, ligeledes til Grønland, og jeg fan iffe betragte Gast. loricatus Reinh. for andet end Gast. aculeatus Linn. var. trachurus Cuv. Den meget ftærft fræmtrædende Halefjøl kunde maaſke væffe nogen Tvivl; men naar man har haft Lejlighed til at fammenligne en ftov Mængde Exemplarer, vil man paa den ene Side fomme til Overtydning om, at ve gronlandſte Individer i dette Forhold viſe iffe ringe Forſtjel indbyrdeg, og at paa Den anden Side Exemplarer fra Havet ved den norffe Kyft og fælv i det nordlige Kattegat kunne have Kjølen lige faa ftærft frem— tredende. Af den glatte Form har jeg ogſaa underføgt et meget ftort Antal Exemplarer fra det fydlige Grønland (de ftørfte af ti Liniers Længde), hvilfe faa fuldkomment ftemmede med Exem— plarer fra danſke Aner, at jeg iffe var iftand til at udpege noget Etjælnemærfe mellem dem. — Til Beftyrfelfe for de forffjællige Formers Artsidentitet fan og anføres, at den ſamme Ergasilus, fom jeg hav truffet paa Ørefundets Gast. aculeatus, og fom jeg pan Den norſke Kyft har kunnet forfolge til Trondhjemsfjorden, ogſaa træffes paa den gronlandſte pandſerlledte Form. S. 184. Levemaade. Ct, fom Det forefommer mig, iffe umærfeligt Træf i denne Fiſts Karakter har jeg paa den norffe Væftfyft iagttaget, medens jeg i Ebbetiden underſogte nogle ſmaa, af Havet efterladte Vandpytter, der blandt andre mindre Dyr ogſaa indeholdt Exemplarer af G. aculeatus. — Idet jeg, for at betragte den paa en Gang faa hurtige og fraftige Bevæs gelfe af denne lille Fiff, jagede et Exemplar fræm og tilbage i et Vandhul af iffe to Alens Gjænnemfnit og et Par Tommers Dybde, ventede jeg at finde den ſamme Utvættelighed i med pils fnar Hurtighed at fmutte fra den ene Krog til den anden, ſom 592 jeg fan ofte tidligere j noget ſtorre Bande, Grofter, Bakke o. f. v. havde beundret, Wen til min Overraffelfe ſtod Hundeſtejlen pludfeligt ubevægelig, da jeg tre eller fire Gange havde jaget — Den gjænnem Vandhulet, og vilde end iffe ved umiddelbar Bes rørelfe lade fig drive af Stedet. Jeg tog den ud af Vandet — hvad den roligt fandt fig i — for at underſoge, om den i nøgen Maade var beffadiget; Dog var Dette iffe Tilfældet. Dernæft ops føgte jeg et andet Vandhul, hvori blot fandtes en Hundeftejl, for at gjæntage Forføget, og erholdt det famme Udfald. Lige— ledes ved et tredie og fjærde Forføg. Hvorledes ſtal dette Fano— men forflares? Er det maaffe Sfræf, fom lammer Ziffen? S. 185. Forplantning. Forffjælligheven i Forplant— ningstiden efler forffjællige ydre Forhold, ſom dog endnu iffe alle ere tilftræffeligt opløfte, fræmgaar af følgende to Fakta: en Hun af 31 Liniers Længde, fom jeg fangede den 23de Maj i Havet udenfor Stavanger, var * hvad ſaavel ven ſardeles ftærft op- ſpulmede Bug ſom Farverne tilfjændegave (Ryggen grøn, Bugen følvhvin, Bugfinnernes Bindehud med en levende og ftærk Zinnoberfarve) — allerede indtraadt i Legetiden: ved et Tryk paa Bugen udgodes ogfaa de hvidgule, naſten vandklare Rognkorn, der omtrent havde Størrelfe ſom Senepskorn. — I Den ovennævnte Sø ved Hammerfeſt fangede jeg Derimod den 14 Juli Hunner, der havde fyldte Rognfæffe, men hvis Leg endnu iffe var begyndt. S. 186. Fiender. Fil.de anførte Indvoldsorme maa føjes: Cucullanus elegans Zed. (Tarmekanalen), Ågamonema bicolor Crepl. og Ag. papilligerum Crepl. (paa Bughinden) øg Echinorhynchus tuberosus Zed. (Zarmen). Endvidere træffes Gyrodactylus elegans Nordm. paa .Gjællerne. Den +) Tænia ambigua Duj. og Dorylaimus stagnalis Duj., der ere fundne hos Gast. lævis Cuv. (a: leiurus), høre ogfaa, for faa vidt denne Form fun fan betragtes ſom Varietet af 'Gast. aculeatus, herhid. 593 Snyltefræbs, jeg ovenfor har omtalt, fom funden af mig paa Gjællerne, er en Ergasilus, en ny Art, hvilfen jeg foreløbigt betegner fom Er. globosus. Den lille Hundeſtejl (Gasterosteus pungitius Linn.) S. 192. Dieſing angiver for denne Art følgende Ind— voldsorme: Echinorhynchus tuberosus Zed. (Tarmen), Triæ- nophorus nodulosus Pall. (Leveren), Schistocephalus dimor- phus Crepl. (= Bothriocephalus solidus, i Bughulen) og Tænia filicollis Rud. (Tarmen). Gyrodactylus elegans Rud. er truffet pan Gjæller og Finner. Tangſnarren (Spinachia vulgaris Cuv.). S. 194. Til de vanffe Benævnelfer maa føjes Næb> gjedde (Kriſtianso). S. 204. Forefommen. Jeg har truffet Tangſnarren hyppigt nof langs ben norffe Vaſtkyſt, men dug iffe kunnet for— følge den nordligere end til Trondhjem, ellev omtrent 63? n. Br. S. 205. Fiender. Den af mig fom en Filaria ans givne Indvoldsorm er en Ågamonema. Senere har jeg gjæns tagne Gange truffet den. Blankeſtenen (Pagellus centrodontus Cuv.): S. 210. Forekommen. De anførte Opgivelfer funne endnu forøges med en: den 21re Marts 1833 fangedes i Ørefundet nær Helfingborg en Han af denne Art, fom var 18%a Tomme fang, og omtrent vejede tre Pund (ſvenſt Maal og Vægt). Shagerftrøm har beffrevet og afbildet den i Vet. Acad. Hndlg. f. 1833. Hvad Artens Udbredelfe mod Nord angaar, fan mær» feg, at Den vides at være fanget i Nærheden af Bergen. Caåantharus griseus Cuv. Da der fan anføres adffillige Exempler paa, at denne Fiſt i Den ſenere Tid er truffet i Kattegatet, ſaavel paa ben ſydlige Danmarks Siffe, I. 38 594 norffe fom paa den fvenffe Kyſt, og Den faaledes i visſe Maader fan betragtes ſom ogſaa tilhørende vor Fauna, bliver det nod— vændigt, hev at meddele Sfjælnemærferne for Slægt og Art. Den henhører til famme naturlige Familie fom Slægten Pagellus, til be Sparusagtige, vg afviger fornæmmelig blot i Tæn- dernes Beffaffenbed fra denne. Cantharus Cuv. Kroppens Form bøj, tyk; Snu— den fort; Kjæberne overalt bedæffede med Fløjelstænder, af hvilfe dog de i Den yderſte Rakke overgaa de øvrige i Størrelfe. C. griseus Cuv. Øjebenenes nederſte Rand ſtarkt ind— fraaren over Enden af OverFjæbebenene. Tolv SfFjælvæFfer paa Gjællelaaget; paa Kroppen omtvent 80 SFjæl i Lengden, tyve i 30jden. Farven ſolvglindſende med blaat Skjgr og med 24—25 morke Langdeſtriber langs hvær Side. Alle Fin— nev mere ellev mindre morktfarvede. Finnernes Stvaaletal: Rygf. "2: Bryſtf. 16; Bugf. Y53; Gadborf. 105 Halef. 17. Ray's Havbraſen (Brama Rayi Bl.). S. 219. Forekommen. Efter Nilsfon ere fire Exem— plarer trufne paa den fvenffe Kattegats Kyſt i Aarene 1830—50. Ogſaa i Kriftianiafjorden og paa den norffe Vaſtkyſt udenfor Bergen har man, fanget den. Fiender. Hvad de anførte Indvoldsorme angaar, da maa, ifølge ſenere Underføgelfer og deraf fræmgaaende Navneforan— dringer, Monostoma filicolle Rud. ombyttes med Distoma Okenii Køll., Gymnorhynchus reptans Rud. med Acanthorhynchus reptans. Scolex polymorphus ſynes Rudolphi fun ved Uop— merkſomhed at have angivet, og den bør altſaa gan ud. Hvorfor derimod Dieſing udelader den fun unøjagtigt befjændte Antho- cephalus gracilis Rud., indfer jeg iffe, da Rudolphi fælv har iagttaget denne Orm. Jeg vil iffe nægte Muligheden af, at ven maaffe funde falde ſammen med ſamme Forfatters Anth. granulum, men i fan Tilfælde burde Denne anføres for Brama Rayi, hvad Diefing iffe har iagttaget. — Et igleagtigt Snylie- 595 dør, Encotyllabe Nordmanni Dies., ev af Nordmann opdaget i Denne Fiſts Svalg. Makrelen (Scomber Scombrus Linn.). S. 229. Forekommen. J Hammerfeſt fortaltes mig, at man undertiden der fangede enfelte Mafrel, og Grandſen for denne Fiſts Forekommen mod Nord bliver altſaa at anfætte til omtrent 70 eller-71? n. Br. — Hvad Ubdbredelſen i Øfterføen angaar, fan markes, at Mafrel fanges iffe faa ganſte fjældent ved Bornholm og Kriſtianss. — Makrelen vender tilbage fra fine Strejftog ind i Øfterføen i September. Under et Ophold i Fiſterlejet Snedferften i Begyndelſen af denne Maaned havde jeg Lejlighed til at iagttage, at Fiſterne dagligt udfatte deres Makrel— garn tæt under Land, og at hvær Ziffer gjærne erholdt et Var Snefe ved hvær Garnrogtning. Det er ven almindelige Fore— ftiling hos Oreſundsfiſterne, at Makrelen gaar ind i Oſterſoen forat æde fig fed. — Ogſaa fortjæner at markes, at Ma— frelen ligeſom holder et Slags Sælffab med Hornfiſken, fors ſaavidt ſom Tiden for dens Vandringer betraffer. I de ſidſte to Sommere har Makrelen viſt fig ufædvanligt talrig i Oreſundet. S. 236. Fiender. Kundſkaben om Mafrelens Indvolds— orme ev bleven betydeligt udvidet: man bar hos den fundet As caris pedum Desl. (Tarmen) og Asc. clavata Rud. (Bugs finden), Agamonema Capsularia Rud. og Ag. papilligerum Crepl. (begge i Bughinden), Distoma appendiculatum Rud. (Tarmen), Monostoma capitellatum Rud. og Mon, Filum Puj. (begge i Tarmen). Paa Gjællerne har man endvidere truffet et igleagtigt Snyltedyr, Octocotyle Scombri Kuhn. Thunfiſken (Thynnus vulgaris Cuv:): . S. 247, Forekommen. Fil Angivelferne over Thun— fiſtens Forekommen hos os fan føjes, at en Tantej i Peder Syvs Excerpter fortælles at være fanget ved Refsnæs, og at 38" 596 Brünnich (i Vid. Selff. Sfrifter, ny Saml, II, 406) lejlig- hedsvis blandt ſjeldne Fiſt omtaler et Exemplar af „den faakaldte Tanteie eller Makreelſtoren (Scomber Thynnus)“, ſom den 24de April 1787 fangedes af en Ziffer fra Espergjerde ved Ore— fundet i Bundgarn. » Denne Fiſt, fom blev bragt til det Konge— lige Kjøffen, holdt i Længden fer Fod og fer Tommer, og i Brede midt over Lugen to Fod og fire Tommer”. Hvad der maaffe kunde fortjæne nærmere Opmarkſomhed, er, om ber iffe i Thunfiſtens Forekommen ved de fjællantffe Kyſter vifer fig en vis Periodicitet: idetmindſte have vore Fiſtere fortalt mig, at den var hyppig ved Helfingør i de ſidſte Krigs— aar og indtil 1817, derpaa forfvandt henimod en Snes Aar, og førft i Midten af Trediverne igjæn begyndte at forekomme jævnligere. ” Hornfiſkeſtimerne bidrage hos os betydeligt til at træffe den nær Kyſterne: jeg har fælv i Begyndelfen af September 1839 fet den, og Det i temmelig talrige Sfarer, at følge Hornfiſkene ganffe tæt ind til Landet ved Snedkerſten; og jeg iagttog tillige, at Thun— fiſtene ideligt vifte fig i Vandſtorpen, rimeligvis fom Følge af deres Jagt efter Hornfiffene. S. 251. Fiender. Dieſing angiver tre Indvoldsorme: Cuculanus melanocephalus Rud. (Tarmen), Onchophora neglecta Dies. (Galdebleren) og Distoma clavatum Rud. (Mas ven); men jeg troer iffe at turde holde det for fuldkomment fif fert, at de virfeligt tilhøre nærværende Fiſteart. Og det Samme ſynes at gjælde med Henfyn til Polystoma (Plagiopeltis) du plicatum Rud., der vel ffal være truffet paa en nærftanende Art (Thynnus brachypterus Delar.), men maaffe endnu ikke fiffert vides at være iagttaget paa vor Thunfiſt. Sværdfiffen (Xiphias Gladius Linn... S. 254. Til Synonymien bør føjes: Jon. Kolding, Descr. Daniæ S. 79: Gladius, Suerdfife, Thom. Bartholin, Hist. anat. Cent. II, 178: Xiphias. 597 S. 260. Forekommen. Angaaende Soardfiſkens Ud— bredelſe mod Nord, langt ind i Polarzonen, maa ſammenlignes, hvad lejlighedsvis er anfort i dette Skrifts tredie Del S. 1024. Hvortil jeg endnu ffal føje folgende Ord af en Skrivelſe fra afdøde Stiftamtmand Chriſtie i Bergen: „jeg vil ikke forbigaa åt malde Dem, at jeg flere Gange har erholdt Sværd af denne Fiſt fra Nordlandene, hvilfe dog muligt funne være tagne af der opdrevne Fiſke; men nylig har jeg modtaget et fuldftændigt Kra— nium tilligemed Finnerne af en Xiphias Gladius, ſom for iffe flænge ſiden blev dræbt ved Mundingen af en Cly langt inde i Lerfjorden i Alſtahoug Præftegjæld, Helgelands Fogderi. — Det var ingen ſtor Fiſt, kun fyv Fod lang.“ Den af Nilsſon (Skand. Fauna, Fiſkarna S. 149—150) med Vidtloftighed uds viklede Hypotheſe om Svardfiſkens Ufffy for klippefulde Strandbredder fan næppe udholde nærmere Provelſe, og miſter, ved de ovenanforte Fakta, al den Støtte, N. har troet at, finde i Artens Ikke-Forekommen „vid de bergiga fuftarna af Norge”. S. 262. Fiender. Hog Diefing findes følgende Ind— voldsorme anførte: Ascaris incurva Rud., Dibothrium plica- tum Rud., Distoma dendriticum Rud. (alle i Tarmen), og Tetrarhynchus attenuatus Rud. (i Bughulen). Tristoma coc- cmeum Cuv. og Trist. papillosum Dies. ere trufne paa denne Fiſts Gjaller. Stokkeren (Caranx trachurus Lac.). S. 277. Fiender. Dieſing anforer tre Indvoldsorme: Distoma laticolle Rud. (Tarmen), Anthocephalus granulum Rud. (Bughinden) og Agamonema Carangum Dies. (Tarme— frøfet). Den fidfte af disſe falder upaatvivleligt ſammen med den af mig nævnte Filaria. Glands fiffen (Lampris guttatus Brinn.). S. 281. J Spidſen for Synonymien maa ftilles : 598 Th. Bartholin, hist. anat. Cent. IV, 305: Orbis major ma- rinus. og fremdeles maa markes den af ham ſammeſteds S. 306 med— delte Afbildning. S. 289. Forekommen. J Aaret 1844 eller 1845 op— Drev et Exemplar paa den fjællandffe Kyft ved Vedbek. Det var, Da Det fon i Land, allerede ftærft forraadnet, men af enfelte mig tilfendte Fragmenter ſes, at Det har haft en mere end almindelig Storrelſe. ' S. 290. Fiender. Distoma dicorynum Dies, ev fun— det i Mufflerne. Den nordiffe Baagmær (Trachypterus Vogmarus Val.). S. 292. Nilsſon har, henholdende fig til den Beffris velfe og Afbiloning af vor Vaagmar, fom ved Reinhardt er befjændtgjort, forſogt at opſtille to nordiffe Arter af Slægten Trachypterus, idet han betragter den pan Norges Kyſt forekom— mende Form ſom forffjællig fra den islandſfe. Som Sfjælne- mærfer for den norffe Form angiver han, at Kroppens vænftre Side er ulig den højre, at Pupillen ev lodret-oval, at Retningen af Bryſtfinnernes Tilhæftningslinie, naar denne tankes forlænget, falder midt imellem Øjet og Strubens Kjol, at Rygfinnernes Straaletal er 160 o. f. v. Maaffe turde det iffe anſes fom et ubilligt Forlangende til Nilsſon, at han, inden han her op— ftilleve en ny Art, forſt havde taget Originalexemplaret for Rein hardts Monografi nærmere i Betragtning; hvad Afftanden mellem Lund og Kjøbenhavn juft iffe kunde gjøre fan ſerdeles byrdefuldt I. +) J det Kongl. Naturh. Muſeum i Kjøbenhavn findes tre i Spiritus opftillede Exemplarer af den omhandlede Fife: et, viſtnok hojſt maa— deligt, men ved Lokalitet meget interesfant, Exemplar fra det nordlige Kattegat; et andet fra Færøerne, det ovenfor omtalte Ori— ginalexemplar; endelig et i forrige Aar akkvireret, forholdsvis meget 599 Han vilde da fnart have overtydet fig om, at de af ham uds hævede Forhold iffe funne begrunde nogen Adſtillelſe: Exemplarer fra Det øvrige Norden vife, ligefan fuldt fom de norſke, den mærfelige Ejendommelighed, at den vænftre Side er graalig og glandslos, medens den højre Side er prydet med den ffjønnefte Sølvfarve; ogfan er det vænftre Øje lidt mindre end det hojre, Den vænftre Sidelinie glattere, Bryftfinnen med en Straale færre; hvortil endnu fan føjes, at Gadboret iffe ev anbragt i Midten af Bugfladen, men er rykket over i Randen mod vænftre Side. Pupillens Form tør her ingen ftor Vægt lægges pan: hos det rein— hardtſke Originalexemplar har jeg omtrent iagttaget den ſamme lodret— aflange Form, ved hvilfen Nilsſon vil have den norſke Art betegnet; og Dette ev ogſaa med bet islandffe Exemplar Tilfældet; mindre betydelige Uoverensſtemmelſer i Pupillens Form funne muligvis blot hidrøre fra den forffjællige Retning, hvori Lys— ſtraalerne under Fiſtens Dodskamp ere faldne ind i Øjet. Bryſt— finnernes Tilheftningsmaade ſtemmer hos de af mig underføgte Exemplarer med Nilsſons Angivelſe for den norſte Form. Hos det isfandffe Cremplar har jeg talt omtrent 460 Interſpinalben, ligefom Nilsſon bog fit norſfe. Af Bugfinner har jeg ingen fiffre Spor funnet bemarke, og er meget tilbøjelig til at antage, at de flæt iffe ere tilfteve. Hvad Mangelen af de to forte Plætter pan Kroppens højre Side angaar, hvilfen af Nilsfon udhaves ſom Stjælnemærfe for den norffe Vaagmar (eller Solvkvejte, ſom Fifferne i det nordlige Norge falde den): da har jeg hæller iffe hos Det islandſte Exemplar funnet optage dem, og jeg an— fager derfor, at de enten iffe eve fonftante, eller at de tilfældigt ere forfvunone ”). Men fpørges der nu, hvorledes Reinhardt fan vel konſerveret Exemplar fra Island. Med diſſe er der Lejlighed til at fammenligne to ligeledes i Spiritus opftillede Exemplarer af Trachypterus Iris fra Middelhavet. +) Jeg ved iffe, om den Omftændighed, at faavel Nilsſons norſke Exemplar ſom det af mig omtalte islandfte nogen Tid have været 600 have overſet De paapegede Ejendommeligheder; da forflares og undſtyldes Dette Derved, at de iffe ere meget ſtarkt fræmtræ- dende eller iøjnefaldende, og at desuden den flætte Tilftand, hvori Denne Fiſt fædvanligt erholdes, dels bidrager til at gjøre bem endnu mindre tydelige, dels vel ogſaa fan fræmfalde Tvivl over, hvad der i Formen ſtal anſes fom ejendommeligt og hvad fun fom til fældigt. Den Autoritet, Reinhardt har ment, at maatte tillægge Valenciennes, har vel ogſaa haft fin Indflydelfe, til Er. i at tildele Fiſten Bugfinner; ligeſom ogſaa Sammenligningen med Middelhavets Trachypterus Iris, hos hvilken begge Sider ere eng o. f. v., maa gives fin Andel i de antydede Unøjagtigs heder. — Men, naar nu Refultatet af min Underføgelfe bliver, at en Artsadffillelfe mellem norviffe Former af denne Fiſk, idet— mindfte for Tiden, er umotiveret; faa ſtulde jeg derimod paa Den anden Side mene, at en Slægtsadffillelfe mellem den nor— diffe Vaagmar eller Solvkvejte og Middelhavets Trachyp- terus-Xrter funde blive nødvendig. Tangfprælen (Gunellus vulgaris Cuv.). S. 353. Med Henfyn til denne Arts Udbredelſe i Oſter— føen bemærfeg, at jeg har erholdt Meddelelſe om dens Forekom— men ved Kriftiangø. Carelophus Strømii Val. S. 354. Mellem Tangfprælflægten (Gunellus Cuv.) og Aalefvabbeflægten (Zoarces Cuv.) man indffytes nogle Ungivelfer om en Fiſk, der ret jævnligt træffes paa Norges væfts lige og- fydlige Kyſt fra Hammerfeft til Kriſtianſand, og fom ligeledes forekommer paa de engelffe Kyſter. Hvorvel den endnu nedlagte i Salt, muligvis frulde kunne have bidraget til Plætternes Forfvinden. 601 iffe vides at være fanget i Kattegatet, ev der dog al Rimelighed for, at den ſtundom vil vife fig ogfan hos os. Carelophus Kr.”) Formen langftraft, ſammentrykket, med lille Hoved og meget fort fiump Snude. Tænderne, - fom fun findeg anbragte pan Mellemfjæbebenene og paa Under— fjæben, ere lange, meget tynde, alle af ſamme Beffaffenhed, ube— vægelige, tætftillede, men fun udgjørende en enfelt Ræffe, Hud— udviflinger fræmtræde paa Pandefladen. Sex Gjalleſtraaler. &Gjællefpalterne ftræffe fig ned til Struben, hvor Gjallehuden er tilvoxet. Den meget langftrafte Rygfinne beftaar blot af Pigſtraaler i ſtort Antal; de øvrige Finner derimod næften blot af leddede og Delte Straaler; fun de ſmaa, under Bryfts finnerne anbragte, Bugfinner have foruden tre flærft delte Straaler en lille Vig, Kroppen er bedæffet med færdeles ſmaa, glatte, iffe ellev fun ufuldkomment taglagte Sfjæl; Hovedet no— gent, ligeſom ogſaa Finnerne, dog med Unttagelfe af Halefinnens og Bryſtfinnernes Rod. Ingen tydelig Sidelinie. Blind— tarme ere tilſtede men Svømmeblære ſavnes. Hos Hannen vifer fig en Gadborspapille*). *) Slægténavnet betyder Buſkhoved (af xa0%7, Hoved og 20606, Kam eller Buſk). **) Denne Slægt blev af mig opftillet og udførligt beſkrevet 1844 i Naturh. Tidsſkr. Ny Rakke I, 227 flg. Nilsſon har overraſket mig, ved i fit Aar 1852 udkomne førfte Hæfte af Skandinaviens Faunas fjærde Del at afhandle denne Fift under Navnet Blenniops Galerita, uden i mindfte Maade al antyde mit tidligere Arbejde, med hyvilket hans Urtifel i alt Vaſentligt har den ftørfte Lighed, naar det nye Slægténavn og det gamle Artsnavn undtages. Om YWilsfon aldeles iffe har fjændt min Beſkrivelſe, og Ligheden ſaaledes ev tilfældig, eler om et af de tvungne Laan, dev i Literaturen, lige— ſom udenfor den, pleje at betegnes med mindre hæderlige Navne, hev hav fundet Sted, bliver det ikke min Sag at oplyfe. * 602 Carel.Stromii Val. +): to Par mere eller mindre forgrenede Fole— traade mellem Øjnene, af hvilke det bagefte ev meget ftørre end det for— reſte; en halv Snes meget fmaa Nakketraade. Omtrent 80 Tænder i Underfjæben. Den ftørfte Højde indeholdes, ligefom Hovedets Længde, omtrent fer Gange i Totallengden, Bryftfinnerne omtrent fyv Gange, Bugfinnerne fytten eller aften Gange, Halefinnen ni Gange. Finnernes Straaletal er Rygf. 53; Bryſtf. 113 Bugf. 33; Gadborf. z7; Halef. 17. (52-53) i 38737) (16-17) En Ufbildning findes hos Ascanius tab. 19; og i Voyage en Scandinavie tab. 8 fig. 1, a—h har jeg meddelt ſaavel Af— bildning af Fiften fom af dens Tarmekanal, Skjal 0. f. v. Hvad den udførligere Beffrivelfe, Synonymi, Kritik o. f. v. angaar, henvifer jeg til Naturh. Tidsſtr. Ny Rakke I, 227 flg. Aalekvabben (Zoarces viviparus Linn.). S. 356. Benævnelfer. I ven nordligfte Del af Ring— fjøbings Fjorden falder man Aalekvabberne, ſom dog fun ffulle forekomme fjældnere, Sommeker. S. 368. Under Indvoldsormene maa iſtedetfor Echino— rhynchus tereticollis Rud. anføreg Ech. Proteus Westr, Soulven (Anarrhichas Lupus Linn.). S. 379, Som en Cjendommelighed hos Soulven ffal jeg anføre, at Den i friſk Tilſtand ſtedſe befinder en ftærft paafaldende og meget movbydelig Lugt, Der er forffjællig fra alle andre mig befjændte Fiſkes Lugt. *) Det Raifonnement, hvorved Nilsſon troev at kunne forfvare Bi— beholdelfen af Artsnavnet Galerita, er faa falfft og puerilt, at det ikke fortjæner nogen Gjændrivelfe. Derimod erfjænder jeg, at Wal— baum's ellev Bloch's Arlsbenævnelfer (Blennius Ascaniiog Centro— notus Brosme) kunne have Fordring paa at foretrakkes for de Arten meget ſenere af Valenciennes tillagte Navne. 603 S. 380. Hvad Forplantningen angaar, fan markes, at jeg hos en pan Iydlands Væftfyft den 20de Maj fanget Hun endnu fandt Rognſakkene af fun middelmaadig Udvifling. Den forte Kutling (Gobius niger Schonv.). S. 398. Fiender. Echinorhynchus globulosus Rud. maa ombytteg med Echin. propinquus Duj., og Echin. clavata Duj. tilføjes, Havtaſken (Lophius piscatorius Linn.). S. 471. Til ve før Havtaffen anførte Indvoldsorme føjes endnu af Dieſing: Ascaris angulata Rud, (Tarmen), Aga- monema commune Dies. øg Ag. Capsularia Rud. (begge paa Bughinden), Echinorhynchus Acus Rud. og Rhynchobothrium crassiceps Dies. (begge i Tarmen). Batrachus borealis Nils. S. 472, Min Medvelelfe om denne Fiſt har foranlediget en Vildfarelſe hos C. L. Bonaparte (Catalogo metodico dei Pesci europei P. 46); idet han, ver har ffjænfet nærværende Sfrift fin Opmarkſomhed, men fom naturligvis iffe er det danſtke Sprog mægtig, hos mig har troet at finde iffe blot en Bekraftelſe for en Batrachus-Arts Forekommen i Norden, men ogſaa en Afbildning af denne Art. Nilsfon er iøvrigt med Henſyn til fin B. borealis kom— met til vet Reſultat, at den ſtaar nærmeft ved Bloch's Gadus Tau (= Batrachus conspicillum Val.), „om den iffe ev iden— tiff med ſamme“. Men, Da denne Arts Lofalitet ev ubefjændt, bliver desvarre intet tilftræffeligt Lys over den foregivne nordiffe Fiſk Derved erhværvet; og da ingen Exemplarer ſenere af denne vides af være trufne, maa det endnu henſtaa uafgjort, om den virfeligt fan være berettiget til Optagelſe i den ffandinaviffe Fauna. 604 Labrus mixtus Linn. S. 518. Otto Fabricius bar for nogle og fyrretyve Aar tilbage forelagt Publikum udførligt og tilftræffeligt Bevis for, at Labrus coeruleus og L. carneus fun ere Han og Hun af ſamme Art, næmlig i det Aar 1809 udgivne førfte Hæfte af det Kongl. Danffe Videnſk. Self, Skrifters fjærte Bind. At jeg, ffjøndt ved Retzius gjort opmærffom paa denne Opdagelſe, iffe funde finde den blandt Fabricius's Afhandlinger, beroede ifær derpaa, at jeg føgte Den i Sfrifter, der vare publicerede før 1800 (vet Aar, i hvilfet Retzius's Fauna udkom“), tildels vel ogfan paa den Omſtandighed, at den er ffjult mellem Bidrag til ben grønlandffe Naturhiſtorie. Idet jeg nu villigt tildeler Fabricius den hele re for denne interesſante Oplysning, og fun tillægger mine egne Underføgelfer over ſamme Gjanſtand nogen Betydning fom en yderligere Befræftelfe paa, eller Gjænoplivelfe af, befjændte Fakta: fan det naturligvis hvarken forurolige eller forundre mig, at Nilsſon — Der andenſteds vifer, at han meget vel fjænder mine Underføgelfer — i denne Henfeende aldeles igno— rerer Dem, og føger at fræmftille Fries ſom Opdageren af Det omtalte Forhold; jeg figer, det fan ikke forundre mig, da det fun ev et blandt iffe faa Exempler paa den ffjæve Zræmftillingsmaade, bemaldte Forfatter tillader fig, hvor Fafta i deres Renhed og Helhed iffe fonvenere ham. £) Regius hav vel altjfaa erholdt Kundſtab om Opdagelſen ved mundt— lig eller frriftlig Meddelelſe af Fabricius ? 605 Tillæg og Bettelfer til anden Del. Torffen (Gadus Morhua Linn.). S. 39. Den Ufifferhed, der har hærffet med Henſyn til denne Fiſkearts Begrendsning, maa naturligvis ogſaa have uds ftraft fig over de den tilkommende Indvoldsorme. J Overens— ftemmelfe med den Maade, hvorpaa jeg opfatter Arten, troer jeg, at Deng Entozoer ſaaledes funne angives: Ascaris rotundata Rud. (Bughinden), Asc. clavata Rud. (Maven og Bughinden), Agamonema Capsularia Rud. (Bughinden), Agam. commune Dies. (Lever og Blindtarme i Hylſter), Cucullanus foveolatus Rud. (Tarmen), Echinorhynchus Acus Rud., Echin. Proteus Westr. og Echin. Pumilio Rud. (alle tre i Tarmen), Distoma appendiculatum Rud. (Mave og Tarm), Distoma scabrum Mull. (Mave), Tetrarhynchus Morhuæ Rud., Dibothrium ru— gosum Goez. (Blindtarmene) og Bothriocephalus sp. inc. ”)— Ved Underføgelfen af et Antal Torff, ſom vare fangede i Væfters havet udenfor Nymindegab i Midten af Maj Maaned, fandt jeg +) Both. Gadi Morhuæ Rud. og Both. Gadi Callariæ Rud. ud— gjøre upaatvivleligt fun en Art, men om ſamme Forfatters Both. Gadi barbati ogfaa med denne fan forenes, er derimod mindre ſikkert. — En ubeftemt Nematoid ev funden paa nærværende ligefom paa flere Torſkearter i Hylſter paa Hjærnens og Nervernes Hinde. 606 hos alle, foruden Caligus curtus Mill. paa ben ydre Hud, i Mundhulen et ftort Antal af en mindre Caligus-Art, fom jeg antager for ny. Kulleren (Gadus Æglefinus Linn.). S. 44, Benæynelfer. Navnet Schellfifd bruges, tildels under den fordanffede Form Sfjælfiff, 1 Ribe og Om— egn — Danſttalende. .60. AfIndbdvoldsorme fan tilføjes Filaria crassiuscula — (Zjet), Ågamonema commune Dies. (Leveren) og Distoma simplex Rud. (Tarmen). Hvidlingen (Merlangus vulgaris Cuv.). S. 96. Denne Fiff favnes iffe ved Bornholm, hvis jeg tør tro en Meddelelſe fra Kriſtianso, ifølge hvilken Exemplarer af indtil ferten Tommers Længde om Sommeren ffulle fangeg med Torſkeſnoren, og Det juft ikke ſjaldent. S. 98. Efter de ſeneſte Sammenftillinger fan denne Arts Indvoldsorme angives ſaaledes: Ascaris Capsularia Rud. (Les veren), Asc. clavata Rud. og Asc. tenuissima Zed. (begge i Tarmen), Agamonema Capsularia Rud. (Bughinden), Echi- norhynchus Acus Rud. og Echin. Proteus Westr. (begge i Tarmen), Distoma Pristis Desl. (Tarmen), Dibothrium rugo- sum Goez. (Blindtarmene) og Tetrabothriorhynchus migra- torius Dies. (under Tungen). Hertil fommer endnu et igfeagtigt Snyltedyr, Diclidophora Merlangi Kuhl. pan Gjællerne. Sejen (Merlangus Carbonarius Linn!). S. 122. Ascaris clavata Rud. og Den unøjagtigt be fjændte Anthocephalus paradoxus Drumm. maa optages blandt Denne Arts Paraſiter. 607 Lubben (Merlangus Pollachius Linn.). S. 124. Benævnelfer. Ved Nymindegab har jeg under Navnet Stenlar hørt en Torffeart omtale, der efter Beffrivelfen fynes at maatte falde fammen med nærværende Art; hvad imid⸗ lertid trænger til nærmere Underſogelſe. S. 138. Ascaris clavata Rud., Echinorhynchus Acus Rud. øg Dibothrium rugosum Goez. ere de hidtil fiffert hos den trufne Indvoldsorme. Merlangus Potassoa BRiss. Denne for den ſtandinaviſke Fiſkefauna i de fenefte Aar er— hværvede Art, ſom ikke blot er Standfiſk pan Norges Vaſtkyſt (ved Bergen), men ogſaa flere Gange er fanget i Kriſtianiafjor— Den”), og altſaa, ffjøndt en Dybvandsfiſk, dog lejlighedsvis vil kunne væntes paa vore Kyfter: vil ved følgende Artsmarke kunne adſtilles. HovedetsLengdeindeholdes henimodfem Gange, den ftørfte Højde henimod fer Gange i Totallæng- Den. Underfjæben længere end Overljceben. «Derto førfte Rygfinner ſmaa, triangulære, adſkilte ved et vidt Mellemrum indbyrdes og fra tredie Rygfinne. Gadboret er anbragt foran Enden af Totallængdens førfte Trediedel og foran Begyndelſen af førfte Ryg— finne. Sidelinien nær Ryglinien og parallel med denne. Halefinnen dybt fløftet. Bugfinnernes Længde indeholdes omtrent tolv Gange i Totallangden. Farven blaagraa med lyfere Sider og følvglindfende Bug. Finnernes Straaletal er: Rygf. 13 + 13— 21; Bryftf. 20; Bugf. 6; Gbf. 37 + 24; Halef. (12-13) (13-14) (22-24) (20-21) (36-38) (21-25) co): *) S. Duͤbens og Rorens goologifte Bidrag S. 88 flgd. 608 Kulmulen (Merluccius vulgaris Cuv.). S. 152. Efter Dieſings Sammenſtilling man følgende Indvoldsorme tillæggeg denne Fiſt: Ascaris Capsularia Rud. Bughinden), Åse. clavata Rud. (Tarmen), Agamonema Cap sularia Rud. og Agam. Merl. vulgaris Dies. (begge paa Bug— hinden), Trichosoma gracile Bellh., Echinorhynchus Acus Rud., Echin. Pumilio Rud., Scolex polymorphus Rud., Di- bothrium crassiceps Rud. (alle i Tarmen) og Dib. rugosum Goez. (Blindtarmene). Langen (Lota Molva Linn.). S. 166. Til de angivne Indvoldsorme maa føjes Aga— monema capsularia Rud. (Bughinden) og AÅgam. commune Dies. (der danner Knuder paa Maven). Ogſaa har jeg i Tarmen fundet en, fom jeg mener, ny Echinorhynchus i ſtor Mængde. Den berørte, paa Gjællerne forekommende Octobo- thrium ev Oct. palmatum Leuck., eller, efter Dieſing, Dicli- dophora palmata. En fjælven Gang har jeg ogſaa truffet Lernæa branchialis Linn. paa Gjallerne. Kvabben (Lota vulgaris Cuv.). 2 S. 170 og 181. At Aagaards Aalekvabbe virkeligt er nærværende Art, have ſaavel ſtriftlige Meddelelſer ſom Fiſte— fændinger fra Ribekanten overtydet mig om. — Som et interes— ſant Bidrag til denne Fiſts Forekommen fortjaner at bemarkes, at nogle Exemplarer af den i Slutningen af Oktober Maaned 1851 fangedes i Oreſundet ud for Humlebak, alle efter Med— delelſen af iffe ubetydelig Storrelſe (et af mig underſogt Individ var en Hun af 24 Tommers Længde). At Forholdet maa bes tragtes ſom ufædvanligt, fræmgaar deraf, at Fifferne ikke Fjændte Den, Den formodes gjænnem Omegnens færffe Vandløb at være fommen ud fra de ſtore Torvemoſer. 22.0 609 S. 184. Med Henfyn til Indvoldsorme bliver at mærfe, at Echinorhynchus nodulolus, ovatus og tereticollis fmælte fammen til Echin. Proteus Westr., hvorimod Echin. globulo- sus Rud. og Echin. tuberosus Zed. tilføjes (Tarmekanalen); ligeledes Agamonema bicolor Crepl. (Bughinden), Distoma appendiculatum Rud. (Tarmen), Dist. rosaceum Nordm. (Ganen) og Diplostomum volvens Nordm. (Øjet). Paa Gjællerne er en Igle funden, Ichthyobdella stellata Kollr. Den femtraadede Havkvabbe (Motella Mustela Linn.). S. 197. Ganffe fort efter at jeg havde lavet tryffe, at Intet var mig befjændt om venne Arts Forekommen paa Vaſt— fyften af Iydland, traf jeg den fælv der (i April 1843) ved Nymindegab”). Jeg opdagede næmlig i Ebbetiden i et lille Vandhul nogle faa Skridt fra Havet et ungt Individ, fun livt mere end tre Tommer langt, Farven var pan Ryg og Hos vedets Overflade mørft olivengrøn, Siderne masſingfarvede, Bugen ſologlindſende, Rygfinnen olivengrøn, Bryſtfinnerne lige- ledes, dog i Spidſen rodlige, Hale- og Gadborfinne rødligtbrune, Bugfinnerne hvide, Hog ben levende Fiſk var Øjets Pupille af en ſmuk ſmaragdgron Farve, Jris rød med Metalglands. — Di- bothrium rugosum Goez. er fundet i dens Blindtarme. Physis furcatus Penn. Efter Underføgelfe af Malm**) har denne Mrtftre Straaler i Bugfinnerne ; et Forhold, jeg iffe blot har fundet befræftet [med +) Derimod maa jeg efter egne fenere Underføgelfer antage, at Rein: hardts Ungivelfe af dens Forekommen ved Grønland grunder fig paa en urigtig Artsbeſtemmelſe. — Ekſtrom angiver denne Art fom almindelig i den gotheborgſke Sfjærgaard. *) Gøtheborgfte Samh. Handl. f. 1851 S. 111, Danmarks Siffe, I. 39 610 Henſyn til den nordiffe Form, men ogſaa har iagttaget hos Middelhavsformen; og dette Forhold er ſaaledes gyldigt for hele Slægten Physis Cuv. Naar altſaa Cuviers Slægtsfarafteris ſtik, der beſtriver Bugfinnerne ſom „beſtaagende af en enefte, i Enden kloftet Straale“, ſom Følge heraf vifer fig unøjagtig, af hjælpes Fejlen dog let ved et utilføneladende” foran „beſtagende“; hvilfet maaffe ogſaa er Alt, hvad Cuvier har villet antyde, — Et Exemplar, ſom fangedes i Kattegatet (paa den fvenffe Kyſt?) i Juni 1851, ſynes at berettige til Artens Indlemmelſe i den danſte Fauna, — Paa Gjællebuernes mød Mundhulen vændte Side har jeg hos denne Art i rigeligt Antal truffet en ny An— chorella (Anch. physicola Kr.). Brosmen (Brosmius vulgaris Cuv.). S. 230. Den unter Huden forefommende Indvoldsorm er, efter H. Rathkes Underſogelſe, Agamonema commune Dies. Fødfpætten (Platessa vulgaris Cuv.). S. 250. Som Zillæg til de anførte Benævnelfer fan endnu merkes, at man fra Blaavandshuk til Nymindegab ſtun— dom betegner magre Rødfpætter med Navnet Rallifer; at Blodiſe, fom jeg har hørt ven Blaavandshuk, fun er en anden Form af Pladiſe; at Linffuller har famme Betydning ſom Bakſkuller, namlig Sfuller eller Rodſpatter fangede med Vatfer eller Liner; at Mejlffuller iffe ſynes at betyde andet enn Middelſkuller eller Rødfpætter af Middelftørrelfe, idet Bifferne i det omtalte Nabolag maale Sfullerne med en dertil mærfet Pind, famt efter Maalet inddele og benævne Dem. S. 275. De angivne Indvoldsorme maa forøges med Heligmus longicirrus Duj., Cucullanus heterochrous Rud., Echinorhynchus Proteus Westr. (alle i Tarmen) og Distoma Hystrix Duj. (i Mundhulen og paa Gjællerne i Hplſter). 611 Skrubben (Platessa Flesus Linn.) S. 297. Til Indvoldsormene maa føjes: Histiocephalus minutus Rud. (Tarmen), Echinorhynchus gibbosus Rud: (Bughinden o. ſ. v. i Hylfter) og Distoma appendiculatum Rud. (Tarmen). Echinorhynchus tereticollis maa vige for Echin. Proteus Westr. ! Slætten (Platessa Limanda Årt.). S. 299. Synonymien ſynes at funne forøges med: Pontoppidan, Atl. I, 649: Pleuronectes Limandoides? S. 300. Hvad dens danſte Benævnelfer angaar, da har jeg ved Nymindegab hørt den kaldes Tærte, eller maaffe rettere Tæde. S. 315. Den af mig omtalte Ascaris ev Asc. constricta Rud. — Cucullanus foveolatus Rud. maa tilføjes. Haaifingen (Platessa Limandoides Bl.). S. 359. Synonymien fan efter min Antagelfe begynde med: Schonevelde, S. 61: Rhombi ad Citharos referendi. Ved at ſammenholde S.'s Beſkrivelſe paa den ene Side med Ron— delet, paa den anden med Beftrivelfen og Afbildningen af Zaaiſingen, mener jeg, at denne Sammenſtilling vil finde tilſtrokkelig Støtte. Hælleflynderen (Hippoglossus maximus Mind.). S. 381. Fil Slægtsfarafteren bør føjes: ſyy Gjælles ſtraaler. S. 404. Af Indvoldsorme angives: Ascaris collaris Zed. (Tarmen), Ågamonema capsularia Rud. (Bughinden), Antho- cephalus rudicornis Drumm. (paa Tarmen o. ſ. v. i Hylſter). Paa Gjællerne ſtal undertiden det igleagtige Snyltedør, Diclido- pophora palmata Leuck. træffeg *). *) Det maa erindres, at Diefing fordeler Halleflynderens Snyltedyr paa Hippoglossus vulgaris Auct. og Hippoglossus Gigas Swains., : 399 612 Slætvarren Rhombus vulgaris Cuv.). S. 423. " Til dens Indvoldsorme maa fojes: Ascaris acuta Mill. og Scolex polymorphus Rud., begge i Tarmen; hvor jeg ogſaa ſtundom har truffet Ecbinorhynchus Acus Rud. og en enfelt Gang et enefte Exemplar af en Distoma, ſom ſynes mig ny. Wigvarren (Rhombus maximus Linn.). S. 444. Indvoldsormene hos denne Fiſt blive at forøge med følgende Arter: Ascaris acuta Mull. (Tarmen), Ågamo- nema capsularia Rud. (Bughinden), Echinorhynchus angu- status Rud., Echin. Proteus Westr. og Echin. tuberosus Zed. (alle i Tarmen), Tetrabothriorhynchus barbatus Linn. (under Tungen), Distoma Hystrix Duj. (Mundhulen og Gjællerne i Hylfter) og Anthocephalus paradoxus Drumm. (Tarmen). Tungen (Solea vulgaris Cuv.). S. 488, Tungens Indvoldsorme maa ſuppleres fanledes : Ascaris collaris Zed. og Asc. Soleæ Rud. (Tarmen), Ascaris Linguatulæ Rud. (Tarmekroſet), Cucullanus heterochrous Rud. (Tarmen), Echinorhynchus propinquus Duj. og Echin. urniger Duj. (Zarmen), Distoma Soleæ Duj. (Tarmen), Tetra- bothriorhynchus barbatus Linn. (Bughinden) og Scolex po- lymorphus Rud. (Tarmen). Denne fidfte Form er, efter mir Erfaring, Tungens almindeligfte Snyltedyr, og ſavnes næften aldrig hos ftørre Exemplarer. Havpadden (Cyclopterus Lumpus Linn.) S. 492. Naar jeg angiver Worm fom den, Der førft har udpeget Kjønsforffjælligbeden hos nærværende Art, kunde idet det har undgaaet hang Opmærffomhed, at disſe to Navne fun betegne den ſamme Fife. 613 Derimod indvendes, at Thomas Bartholin i Hist. anat. Cent. II: Pag. 169 sequ. ligeledes oplyſer dette Forhold. Nu udkom det nævnte Bind af Centur. i 1654, medens Worm's Museum førft faa Lyſet 1655, hvortil endnu maa føjes, at Bartholin pan anførte Sted udhaver, at han allerede 1649 har beffjæftiget fig med Havpaddens anatomiffe Underſogelſe. Dog fan her— imod erindres, at Worm, fom Døde 1654, eller Aaret før Beffrivelfen af hans Muſeum publiceredes, allerede længe havde haft ſamme Beſtrivelſe færdig, og at fun tilfældige Omſtandig— heder havde forfinfet Udgivelfen. Hvorfor jeg nappe troer, at her er ffet Bartholin nogen Uret. S. 514. Sfjøndt jeg har fortfat Underføgelfen over Havs paddens Naring, har jeg iffe kunnet naa noget tilfredsftilende Refultat. Hos iffe fan vorne Exemplarer, iſer Hanner, fandt jeg Maven fyldt med en vandagtig Vædffe, hvori hvide Masſer ſpommede. Disfeg Underføgelfe under Mifroffopet gav mig ingen videre Oplysnig; i den vandagtige Vadſke Derimod opdagede jeg talløfe vorticelagtige Infuforier i den muntrefte og livligfte Be— vægelfe,. De underføgte Fiſte vare alle nyligt fangede og fuld— komment ubedærvede. S. 517. Artens Indvoldsorme kunne ſaaledes fammenftilleg : Ascaris succisa Rud., Asc. Capsularia Rud.) (begge i Tar—⸗ men), Agamonema Capsularia Rud. (Bughinden), Echino- rhynchus gibbosus Rud. (Bugbinden), Distoma reflexum Crepl. (Tarmen), Dibothrium fragile Rud. (Tarmen) og ende— lig Scolex polymorphus Rud., fom, idetmindfte efter min egen Erfaring, er den paraſitiſte Form, ſom ſtadigſt træffes i Havs paddens Tarmekanal. *) Dieſing tillægger, efter Bellingham, Cyclopterus rufus denne ſidſte Artz men ved C. rufus kan viſtnok ikke menes andet end Hannen af C. Lumpus. 614 Salmo Cuv. Den Gruppe af den linneiffe Slægt Salmo, for hvilfen Cuvier bibeholdt Linnés -Slægtsnavn, har Valenciennes (Histoire d. Poissons XXI, 463 sequ.) troet atter at maatte fønderdele i tre mindre Slægter efter Afvigelfer i Plougffjærs benets Tandforhold. Navnet 1. Salmo Val. bevares for Arter, hos hvilke fun Plougſtjcr⸗ benets forrefte noget bredere Ende har en Tværræffe af Tænder, medens Knoglens øvrige, mellem Ganebenene fig uvftræffende Del er ubevæbnet. 2. Fario Val. ffal betegne ſaadanne Arter, fom, foruden den omtalte Zværræffe, have Ylougffjærbenet fortil væbnet med en enfelt Lengderekke af Tænder. Hvorimod 3. Salar Val. ſammenſtiller Arter, hos hvilke Plougffjærs benets Zænder danne en dobbelt Længderæffe, men Derimod ingen Tværrælfe pan den forrefte Ende. ; Hvid de tre linneiffe Arter: Salmo Salar, Salmo Fario og Salmo Trutta kunde betragtes fom Typer, hvar for en af de tre anførte Slægter, og derſom de angivne Slægtsffjælnes mærfer turde antages for fiffre og let eftervifelige i Naturen, vilde jeg, uden juft at tillægge Slægterne ſtor Værdi, betragte Valenciennes's Fortjænefter af vor Fauna for betyde— lige her, idet han tilføneladende hjælper os til en fan let og ſimpel Adſtillelſe mellem tre Former, der bidtil have været fan højft vanftelige at begrændfe. Men jeg tvivler meget paa, at vi funne drage nogen ftor Nytte af hang Diftinftioner, da alle i de danſte Bande forekommende Former af Slægten Salmo Cuv. ſynes mig fnareft at henhore til den Gruppe, Valenci— ennes betegner ſom Salar, idet De iøvrigt efter Alder og andre Omſtandigheder vife ſaadanne Overgange og Afværlinger i Ploug— ſtjerbenets Tandbevæbning, at jeg iffe fer Muligheden af, efter dette Forhold at træffe nogen ffarp Grendſe mellem dem, — Dog, dette vil jeg hanſtille til Andres nærmere Prøvelfe. Hvad jeg derimod 615 mener, at turde antage for afgjort, er, at Valenciennes med Henſyn til de i det høje Norden forekommende Laxearter (De norffe, islandſte og gronlandſke Arter) bværfen forraader tilſtræk— keligt Kjændffab, eller vifer den her faa aldeles uundværlige Kritif, og derfor baade forplanter gamle Vildfarelſer videre, og føjer nye til. Da disſe Mangler imidlertid iffe vedrøre den egentlige vanffe Fauna, maa Det her være tilftræffeligt, at have hænpeget paa dem. Laven (Salmo Salar Linn.). S. 581. Laxens Indvoldsorme maa forøges med: Ascaris clavata Rud. (Tarmen), Cucullanus elegans Zed. (Tarmen), Agamonema capsularia Rud. (Bughinden), Echinorhynchus Proteus Westr. (Tarmen), Schistocephalus dimorphus Crepl. (Maven). Iſtedetfor Echinorhynchus fusiformis maa Echin. pachysomus Crepl. gives Plads her. Hvidorreden (Salmo Trutta Linn.) S. 583. Blandt Synonymerne fan indffydeg : Pontoppidans Atl. F, 652: Salmo lacustris? S. 588. Benævnelfen Stenorred, fom jeg har hørt anvende flere Steder i Lille-Balt, gjælder viftnof nærværende Form, og ffal grunde fig paa, at den gjarne vælger fit Opholds— ften ved ſtore Stene. S. 601. Indvoldsormene for Denne Art blive efter Die— fings Sammenftilling: Ascaris Acus Bl., Asc. clavata Rud., Asc. obtusocaudata Zed., Cucullanus globosus Zed., Echi- norhynchus fusiformis Zed., Echin. Proteus Westr., Distoma laureatum Rud. (alle i Tarmen), Distoma tereticolle Rud. (Maven), Tænia longicollis (Tarmen), Ligula nodosa (Bugen) og Triænophorus nodulosus (mellem Muſtlerne). 616 Bæførreden Salmo Fario Linn.). S. 644, De anførte Indvoldsorme maa forøges med: Echinorhynchus angustatus Rud., Echin. clavatus Duj., Ech. clavaeceps Zed., Echin. globulosus Rud. øg Echin. Proteus Westr., alle i Tarmekanalen. Et igleagtigt Snyltedyr, Disco- cotyle sagittata Leuck., forefommer paa Gjællerne. Her lader jeg endnu et Par Oplysninger til Schonevelde folge. Idet han taler om Stabliauens forffjællige Tilvirknings— maader, bemærfer han S. 22: inter hos Asellorum tomos occurrunt nonnulli, quos Quapfiſch vocant; fiunt hi ex Mu- stelabus albinis similibus, una cum illis captis et siccatis; facile autem mercatores ex pelle crassa, dura, molesta aut ingrato carnium sapore ab Åsellis dignoscunt. Jeg antager, at S. her omtaler Brosmen. Naar namlig erindreg, at ved Mustelæ albinæ forſtaas Lota vulgaris Cuv., og at det følgende illis refererer fig iffe til denne Fiff men til den nordiſte Torſk eller Kabliau, og fræmdeles, at de øvrige nordiffe Torffearter vare S. vel befjændte og af ham tydeligt beffrevne, bliver fun Den ved fin tyffe Hud karakteriſerede Brosme tilbage, fom fan forklare den anførte Quapfiſch. S. 26 bar Shonevelde følgende Beretning: pisciculus quidam est digiti longitudine, Lodd venatoribus (o: Hval—⸗ fangerne) dictus, quem si copiose vorant Balænæ inebrian- tur quasi et in iracundiam et furorem aguntur &c. Dette er, ſaavidt mig befjændt, den førfte Omtale høg nogen Ichthyolog af den i Polarzonen faa talrige Lodde (Mallotus arcticus Fabr.). SÅ; Ø SÅN Ø ig Ø — y i * Er SN —4 —— NE] KÆN” SØG — i BER UOTRE SET — ki kr; vå 4— "fr el al * RY KTM —* om —28 F ——— BEN; en, " — al PUND — dat & kr. COp RR 1) vw. U — — RER AM — — vas — BUEN BE SAN J— U p