d gen VN rA Li ta 22 d hug 5 Je : : . cur aam AA G —n d — —6 B „„ „„ cute Mans emm tne ese S X QN W I NS N : N SE SPA NS SÅ AN SONS NN S NS N N s De NS S SN N VN SS N x NS n n N SSSSNS NN W W NAM NND NN AV r N N MAS NN NN Danmarks Fugle, beſkrevne af E dun S* N Kiarboling. Hertil et Billedverk med 304 naturtroe, colorerede Afbildninger; udgivet med offentlig Underſtottelſe. Fan es i T JT r3 E 18 | sorfarler en» x E Trykt i Sally E ons Bogtigkteri. : ie e cipe n 1852. p , Fortale. Medens vi have nyere værdifulde Haandbsger ober Fædrelandets Pattedyr og Fiſke i Melchior's og Kroyer's Varker, ſavnede vi endnu beſtandigt en til Naturvidenſkabernes nuværende Standpunkt nogenlunde ſvarende Haandbog over Fuglene, Dette Savn onſkede jeg beſkedent erſtattet ved Udgivelſen af nærværende Beſkrivelſe og de dertilhørende Afbildninger over Indlandets Fugle, (aa at det ſamlede Verk maatte betragtes ſom et Forarbeide til noget Bedre, fom et Bi⸗ drag til at vælfe Sands og Interesſe for Fuglenes, iblandt os faa forſomte, og bog faa Deijt interesſante Naturhiſtorie. Et mangeaarigt, de ſidſte fem Mars udelukkende Studium, grundet paa practiſke Jagt⸗ tagelſer, har jeg ſaaledes den re og den Glæde at gjøre frugtbrin— gende for dem af mine Landsmænd, fom have følt Savnet, tildeels endogſaa opfordret mig til Udgivelſen af nærværende Veerk, der altſaa mindre er beſtemt for de egentlige Naturforſkere, fom have ſtorre, fuld— ſtendigere og koſtbarere Værter til deres Raadighed, end for Jagt— elſkere, Forſt- og Landmænd, Lærere og Opdragere o. (. v. Jeg har arbeidet ſom Legmand, for Lægmænd, og bois dette er ſkeet paa en nogenledes tilfredsſtillende, jeg mener almeenfattelig og underhol— dende, Maade, forſaavidt dette lader ſig forene med at fatte ſig kort, uden dog at fette det Videnſkabelige, Syſtemet og Beſtemmelſen, altfor meget tilſide: ba er min Henſigt opnaaet ! Uagtet Afbildningerne mage anſees [om den vigtigſte Deel, og Texten fornemmeligen kun ſkulde tjene til at beſkrive, hvad der ikke lader ſig fremſtille ved Former og Farver, eller hvad de ſidſte for— medelſt Priisbilligheden mangle i Correcthed, har jeg givet Texten en ſtorre Fuldſtendighed, end effer den oprindelige Plan var beſtemt, for at Mangelen af Afbildningerne mindre ſkulde foles for Dem, der ei kunde anffaffe disſe. At Beſkrivelſen ikke ganſte ffutter fig til den Orden, hvori Afbildningerne folge paa hverandre, hidrører fra den Tvang, der var forbunden med at fremſtille et viſt Antal Fugle paa hver Table, og dog, ſaameget fom muligt, at holde de Nerbeſlegtede ſamlede; ved Textens Henviisning til Tavlerne vil denne Uovereens— ſtemmelſe neppe volde nogen Ulempe. Ogſaa Orthographien har fine Inconſequentſer; fefo Conſtructionen minder nok hiſt og her om Nord— flesvigeren: da imidlertid Sproget i en Bog fom denne, idetmindſte for den velvillige Leſer, vil være af underordnet Betydenhed, faa tor jeg ogſaa i faa Henſeende gjøre Regning paa Overberenhed, ifær hos Den, der erkjender Vanſkeligheden af at fatte fig fort, uden at dette undertiden ſkeer paa Sprogets Bekoſtning. Det er mig en ligeſaa fjær, fom hellig Pligt, at aflægge min offentlige Bekjendelſe for Det, jeg har modtaget af Andre. Saaledes har jeg fornemmelig benyttet Naumann's fortrinlige Vork: Statute geſchichte der Vögel Deutſchland's, baade — næft Naturen og min betydelige Samling — (om Veiledning ved Afbildningerne, hyilke ere mit eget Arbeide, og ved Texten, fornemmelig Indledningen, Slagts⸗ og Artsmerkerne; derneeſt har jeg, blandt flere Verker, meeſt raadfort mig med Nilsſon's „Scandinaviens Fauna“ (Fog- larne), den bedſte og fuldſtendigſte nyeſte Haandbog over be nordiſke Fugle. Mange Meddelelſer om Fuglenes Forekomſt har jeg Venner og Velyndere at takke; Forſigtigheden bod mig at nævne dem ſom mine Hjemmelsmend, Wrligheden og Taknemmeligheden at give dem Wren — mig felv var det en kjer Tilfredsſtillelſe at ſamle og, efter et (trængt Udvalg, at offentliggjore bet Adſpredte. Mange nye Fugle⸗ arter ere derved, ſaavelſom ved mine egne Opdagelſer, blevne os bekjendte, fom tilbørende vor Fauna, deels fom meer eller mindre ſjeldne Gjeſter, deels fom ynglende Dev i Landet. Efter Atlasſets Fuldforelſe eve flere nye Arter blevne beſkrebne i Texten eller omtalte i Tillegget; disſe ville i Løbet af dette Aar blive afbildedede paa 4 eller 2 Tabler, til ſamme Priis fom de fores gagende. Den ſmigrende Anmeldelſe i „Berlingſke Tidende“ for 1851, Nr. 85, udtaler det fom onſkeligt, at Veerket ſuppleredes med Af— bildninger af Fuglenes forſkjellige Dragter efter Alderen, Kjonnet og Aarstiderne, forſaavidt en veſentlig Forſkjel hos de forſkjellige Arter i faa Henſeende finder Sted. Ingen kunde vel mere glæde fig til en faaban Fuldſtendiggjorelſe end jeg; den velvillige Anerkjendelſe, Ver— tet, efter den oprindelige Plan, har mødt, og de ikke faa Opfordringer af Subſcribentere til en ſaadan Udvidelſe, giver mig ogſaa Mod til, ved Subſcription at forſoge, hvorvidt den, uden offentlig Underſtottelſe, vil kunne ibeerkſcettes. Efter ſamme Plan, i ſamme Sterrelſesforhold og til ſamme Priis fom for, vil der udkomme et Supplementhefte med Afbildninger af 20 Fugle paa 4 Tabler ande Maaned, tilſammen 6 ſaadanne Hefter. Med dyb Taknemmelighed nedlægger jeg dette mit Arbeide for Landsfaderen, vor elſkede, allernaadigſte Konge, der allerede fom Kronprinds viſte Interesſe derfor, og underſtottede dets Udgivelſe, hvilken dog vilde have været umulig, uden den mig allernaadigſt tilſtagede, offentlige Underſtottelſe, for hvis Opnagelſe jeg fornemmelig har at takke: Hans Excellence, Herr Geheimeconfe— rentsraad Collin, hvis Fortjeneſte af populair-videnſkabelige og almeennyttige Skrifters Udgivelfe er ligeſaa anerkjendt, fom hans tidligere Indflydelſe ſom Videnſkabernes og Kunſtens bedſte Tals— mand og Ven, i hoi Grad er ſapnet. Dernaſt ſkylder jeg ogſaa de bæderlige Mænd, der faa velbilligen og uegennyttigen have interes— ſeret fig for Værkets Üdbredelſe, tildeels endog beſorget dets hefteviſe Uddeling, min hjertelige Tak. I Haab om [faanjom Overbarenhed, ſkilles jeg fra dette ſandelig meiſommelige, og dog viſtnok i flere Henſeender mangelfulde Verk. Det har havt fin Rod og fin Fremvært i Kjærlighed, gib bet maatte vorde modtaget og bedømt i Kjærlighed! Dets Udgivelſe hørte til min yngre Alders fjærefte Drømme, ved Guds Maade blev den tif Virkelighed. — Mange, men lykkelige og velſignede Timer, tilbragte jeg i Omgang med den levende Natur, hvis underfulde Harmonier, med lyſende Prag af den evige Viisdom og Kjærlighed, henrykte min Sands, troſtede og opmuntrede mit Sind, oploftede min Mand og mit Hjerte til Gub, hvis Velſignelſe heller ikke vil udeblive for denne min Gjerning: tbi den er ffeet i Ham! Kjøbenhavn, i Febr. 1852. Forfatteren. Indledning. I, Om Fuglenes eiendommelige Legemsbygning. Fra Pattedyrene, med hvilke Fuglene, [ont varmblodige Hvirveltyr, ere nermeſt beffegtebe, adſtille be fig derved: at Hjerneſkallens Been vore ſammen til eet Stykke; ved Kjavebenenes Forlengelſe til Mæb ; ved flere, og bevægelige Halshovirvler, der ere ſaaledes forbundne med Hovedet, at dette kan dreies heelt rundt; men ifær ved de grenede Hudværter (Fjerene); ved Forlemmernes Vinge⸗ og Baglemmernes Fodform, og at de formere ſig ved kalkfkallede Wg, hvilke de med faa Undtagelſer (eo udruge. Bryſthvirvlerne hos Fuglene ere i Almindelighed ubevagelige; Lendehvirvlerne ſammenvoxede til eet Stykke og ubevegeligen for— enede med Bæffenet; de bevægelige Halshvirvlers Tal afvexler fra 9— 24. Ved at Ribbenene have Led paa Midten, kan Bryſtbenet let og ſterkt hæves og ſenkes, liig Underſiden af en Bleſebeelg. Bryſt⸗ benet er en bred og bueformig Plade, der udvendigt har en langs ad Midten udſtagende hei og ffarp Kam, hvortil de ſtore Bryſtmufkler hefte fig. Fuglene have to Sæt Noglebeen, af Doilfe be forrefte ere ſammenvoxrede i deres nederſte Ende, og danne den ſaakaldte Gaffel, ſom under Flugten forebygger Bryſtets Sammenpresning; det bageſte Par er med ſin overſte Ende faſt forbunden med Sfulderbladet og med fin nederſte brede Ende med 3Brojtbenet. Forlemmerne ere indrettede til Flyveredſkaber og have omtrent be ſamme Knogler (om Pattedyrenes; dog beſtager Mellemhaanden kun af 2 Knogler og bærer kun 3 ufuldkomne Fingre. Paa Bags lemmerne ere Fodroden og Mellemfoden ſammenſmeltede til een Knog— gel: Tarſen, eller Fodroden, ogſaa faldet Løbet (i daglig Tale: II Benet). Det egentlige Been er foroven mufkelſterkt og fjerflobt, forneden ſenefuldt, ſtundum nøgent, Laaret er fort og ffjuft i Krop— pen. Leddet, ved hvilket Fodroden er forenet med Benet, er den egentlige Hel, det ſaakaldte Knæ. Paa den nederſte Ende af Fod— roden ere de med [per eller Negle forſynede Toer, befeſtede ved en Leddekno; Tcernes ſtorſte og almindelige Antal er 4, hvoraf ben, ſom er Mellemtaaen modſat, ſedvanligen ftaaer bagud, de andre fremad. Hos mange Fugle ſidde de lige heit, og ber benyttes Bag— taaen til at gribe med; hos nogle ſidder Bagtaaen bpiere end de øvrige; hos andre mangler den ganſte. Fra Bakkenet gage Mufkler ſaaledes poer Kna og Hel til Tæerne, at Fuglens egen Vægt er tilſtrakkelig til at boie disſe. Lungerne, (om ere faſtvoxede og iffe udfylde Bryſthuulheden, ſtaae i aaben Forbindelſe med ſtore Luftſekke, der deels ſtige ned i Underlivet, deels trenge ind igjennem egne Huller paa Fuglens, i Almindelighed ganſke hule Knogler, hvorved dens Vegtfylde fore mindfkes. Som en Folge af den hurtige Reſpiration, er Fuglenes Blod varmere end de andre Beendyrs. Fuglenes Sandſeredſkaber. Lugten bar fit Sede ved Nebets Rod. Naſeborene have neſten altid deres Plads paa Siden, og langt tilbage fra Nebſpidſen; forøvrigt ere de hos de forſtjellige Fugle meget forſtjellige i ene ſeende til Beliggenhed, Retning og Form. De ere meer eller mindre tildekkede med Brufk, Hud eller Fjer, hvoraf Lugtens Skarphed afhænger; undertiden ere be fuldkomment tillukkede (Havſulen, Sore moranen). Som ofteſt gives der bruſkagtige Næfevinger, uden Be— vegelighed. Neſehuulhederne ere abffilte ved en Skilleveg, hvilken dog ofte mangler foran, ſaa at man kan ſee igjennem fra Siderne, f. Ex. hos mange Vandfugle. Fuglenes Sine udmerke fig iffe blot ved deres Storrelſe, men ogſaa ved flere Eiendommeligheder. Deres Grund er bred og boal- vet, Siderne flade eller udhulede, og Peripherien af den mere eller mindre hvælvede Hornhinde er meget mindre end Grundens. Die— eblets forreſte Deel inbeffutte i en Beenring, ſom iſer er udviklet hos Uglerne; et tredie Oienlaag, Blinkhinden, mangler aldrig. Regnbuehinden (Iris) fees udvendig fra igjennem Hornhinden ſom en bred, ſorfſkjelligtfarvet Ring, hvis indre Bue begrendſer den kredsformige Aabning i Regnbuehinden, ſom kaldes Pupillen. Øi- nene ere lige ſaavel indrettede til at fee med i Fraſtand, (ont nærved, men de ere langt mindre bevægelige, og dog maafkee fuldkomnere, end Pattedyrenes. Fuglen ſeer een og ſamme Ejenſtand kun med eet — III Sie, og vil den ſee ſig om, kan den ikke vende Siet, men maa dreie hele Hovedet. Deres Øre ſynes mindre udviklet end Pattedyrenes, formedelſt Mangelen af bet ydre Øre, der dog hos de fleſte er erſtattet ved ſeregne, ſmaa, ſtive Fjer, og hos mange Stoofugle, iſer Uglerne, ved Hudfolder omkring Oreaabningen, ſamt ved dennes Omgivelſe med ſterre, endog opretſtaaende Fjer. Alligevel have de en fiin Horelſe, og bet er viſtnok denne, i Forbindelſe med deres i Almindelighed ffarpe Syn, hvorpaa den beundringsverdige Lethed, hvormed de opdage deres Nering, deres Kammerater og deres Fjender, grunder fig. Fuglene have endog en jaa rigtig Opfattelſeseone af Melodier og Ord, at de fuldkomment kunne efterligne disſe, Doilfet dog ellers kun er Menneſket egent: et Beviis paa, hvorlidet et (ijer et fornem— nemmende) Organs Værd, fan vurderes efter den ydre Udvikling. Smagen fynes i ringere Grad udviklet, idet Tungen næften hos alle Fugle er bruſkagtig; de ingge heller ikke deres Føde, og Tungen fan vel derfor ogſaa fnarere betragtes ſom Svelge- end [om Smage⸗ redſkab. J Spidſen er den ſnart enkelt, ſnart klovet, eller deelt i flere Trevler, undertiden er den beſat med Borſter; ſjeldnere faa tyk og ſtump (f. Ex. SBapegeiené), at ben fan ſammenlignes med Patte— dyrenes. Det er forøvrigt merkeligt, at netop flere Fugleflægter med meget langt Nab have en ganffe fort og lille Tunge, f. Ex. Storken, Jisfuglen, Hærfuglen Smagen hos Fuglene bar vijtnof mere fit Sæte i Tungeroden og i Ganen, end i ſelve Tungen. Huden, hvilken vi her betragte (om Folelſens Organ, kan ved dens næften ubeluffenbe Bedekning med Fjer kun ufuldkomment gjelde fom et ſaadant. Hos Nabet mangler Folelſen, paa Grund af den bornagtige Bedekning, undtagen hug Wuder og Snepper. Hos Falkene er Huden ved Neſeborerne nøgen, blød og tof, ſom ofteſt guul af Farve, og kaldes derfor Voxhud. Taerne ere de meeſt blottede Organer, men ligeſom Nabet bekleedte med en hornagtig Bedakning, og benyttes kun til Kroppens Bevagelſe. i Hele det øvrige Legeme er bedæffet med Fjer. Disſe beftaae af Straalerne og Sidetrevlerne. Skaftets nederſte Deel, Po— ſen, er trind, hornagtig, huul og, paa det Sted hvor den ſidder faſt i Huden, forſynet med en Aabning; den overſte Deel, det egent— lige Skaft, er kantet og opfyldt med en tor Marv. Straalerne, ſom ere haftede til det egentlige Skaft, og ſom, i Forbindelſe med dette, danne den ſaakaldte Fane (vexillum), ere flade, beielige og kunne i visſe Maader ſelv betragtes ſom Fjer. J Farve, Glands, Styrke, Skikkelſe og Sammenfætning ere Fjerene hoiſt forſtiellige og IV bet ikke blot efter de forſtjellige Familier, Slægter og Arter af Fugle, men ogſaa efter Kroppens forjfjellige Regioner. Ligeſom Patte— dyrene have Grund- og S)brefaar, faafebeá deles Fuglebefjeringen ogſaa i Duun og Ydrefjer. De ferfte, (om ligge ffjulte i Morke, ere meget fine i alle deres Dele; Fjerene ere i bet Hele taget ſterkere og ſtivere; Straalerne, font ere mere bladagtige, fammenfjæde de til hverandre ſluttende Grene med meget fine Hager, hvorved alene Fug— [en fættes i Stand til at ſlaa Luften, og flyve, formedelſt de af Fje— rene dannede Flader, da ellers den ringeſte Luftſtrem vilde gjennem— bryde disſe og gjøre dem uvirkſomme. Det er ſaadanne Fjer. der gjøre Forlemmerne til Flyveredſkaber, idet der paa Haanden og For— armen af Vingerne danner fig en 9taffe lange, ftarfe Svingfjer (remiges), fom ere bevægeligt feftebe til Vingebenene; ved Vingens Udſtrekning eller Sammenlegning udbrede eller ſammenlegge disſe ſig vifteformigt, og give Forlemmerne den udftrafte Flade, der er nødvendig til Flugten. Af disſe Svingfjer kaldes de ti, fom ere feftebe til Haanden og Mellemfingeren: Svingfjer af førfte Orden; be, fom i ubeftemt Antal have deres Plads paa Underarmen: Svingfjer af anden Orden; de paa Overarmen: Sving—⸗ fjer aftredie Orden. De lange Fjer, ſedvanligſt tolv, (om ud⸗ gage fra Gjogebenet og danne Halen, faae Navn af Styrere (rec- trices); Dæffjerene (tectrices) ere be forte Fjer, font over og under betæffe Svingfjerenes og Styrernes Rod. Til Fjerenes Vedlige— holdelſe og til at forhindre Vandets Indtrengen, tjene to egformige Kjertler, font ligge een paa hver Side af Gjogebenet, og ſom igjen— nem Spaltegabninger afſondre en Olie, hvormed Fuglene (ijær Vandfuglene) ved Nebets Hjælp indgnide deres Fjer. s Da Benævnelferne af de forfkjellige Regioner paa Fuglens Legeme fornemmeligen anvendes med Henſyn til Fjerbekledningen, jaa anføre vi ber i Korthed de, ved Fuglenes Beſtemmelſe efter orni— thologiſke Haandboger, brugeligſte terminologifke llbtrpf. Egnen omkring Nebroden kaldes Grimen (capistrum); den hele goerfte Flade af Hovedet: Hetten (pileus); den forreſte Deel: Banden (frons): den ſamme, libt mere 1 Forhovedet (sineiput); den overſte, midterſte Deel af Hovedet: Isſen (Y ertex) ; den bageſte Deel: Bagh o vedet (occipub); Suibel fra Overnebets Rod til Oinene, ber udmerke fig ved Farve eller Nogenhed, kaldes Teiler (lora): en lignende Stribe over Sinene kaldes Sienbryn (super- cilium); Siderne af Hovedet foran og tildeels under Oinene, kaldes Kinder (genae); Sideegnen imellem Siet og Oret: Tindinger (tempora); Egnen rundt omkring £inene; Oieegnen (regio orbitalis); omkring Srerne: Oreegnen (regio parotica); hele den V forreſte Deel af Hovedet, ſamt Øicegnen, faldes Forhovedet eller Anſigtet (facies); den nederſte Deel imellem begge Grene af Under— kjeven kaldes Hagen eller Underhagen (mentum). Den forreſte Deel af Halſen, fra Underhagen til Bryſtet, kaldes Forhalſen (guttur), der atter deles i Struben (gula), ſom den Egn, der lig— ger Underhagen nermeſt, og Underftruben eller OQverken (ju- gulum), den Deel, der ligger imellem Struben og Bryſtet. Ved Baghalſen (cervix) forftaaeó den bageſte Deel af Halſen, fra Ho— vedet tif Ryggen, (om atter deles i Overnakken (nucha) ſom den Baghovedet nermeſt tilgreendſende Deel, og Undernakken (au- chenium). Paa Kroppen inddeles Ryggen (dorsum) i Over— ryggen (interscapilium), Egnen imellem Skulderbladene; Un der— ryggen (tergum), den derpaa folgende Deel, ber ogſaa intbefatter Krydsegnen, og O v ergu mpen (uropygium), den bageſte Deel af Haleh virvlerne. Paa den underſte Deel af Kroppen, (om overhovedet falbeá Bugen (venter), adſtiller man: Bryſtet (pectus), tom følger efter Underhalſen eg i Grunden indtager hele Bryſtregionen; derneſt Underlivet (abdomen) imellem Bryſtet og Galboret, og endelig Undergumpen (crissum), Egnen imellem Gatboret (anus) og Halen, fom er Overgumpen modſat. Egnen omkring Vingernes Udſpring kaldes Skuldrene (humeri) og Ctrefningen imellem disſe og Hofterne, der ſedvanligen er ffjult under Vingerne, kaldes Slagſiderne (hypocondria). Til Fuglenes merkrerdigſte Organer £grer unegteligen Luft— røret, hvormed Stemmeorganet ftaaer i umiddelbar Forbindelſe. Hvor Luftroret, (om beftaaer af hele, beenagtige Ringe, deler fig, for at ſende fine Grene til begge Lungerne, dannes et nedre Strube— ho ved, hvorved Stemmen frembringes. Dennes Styrke ev en Folge af de ſtore Luftmasſer, Legemets Huulheder indeholde; ligeſom dens forſtjellige Modificationer følge af Luftrerets forſtjellige Bygning og Bevægelje, Blandt Sangfuglene ſynger Hannen, paa Grund af Luftrerets kunſtigere Indretning, ſom ofteft fortrinligere end Hunnen. II. Om Fuglenes gore Liv. Fuglenes vigtigſte Bevegelſesmaader ere Gangen, Flugten og Svomningen. Gangen, eller Fremadbevegelſen paa en faſt Flade, er frg» bende, fkridtformig, hoppende eller klattrende. Enhver Fugleſlegt har igjen fin ſeregne Maade, hvorpaa den udfører den ene eller den anden af disſe Bevagelſer, dog gives der Fugle, font naſten aldeles ikke gage f. Ex. Teiſter, Alker, Lommer o. f. v. VI Krybningen, eller Gangen med ganffe eller neſten flæbende Bug, ſorekommer ſjeldent hos Fuglene, f. Ex. hos de Sidſtnavnte. Skridtgangen, hvorved Fødderne vexelviis ſettes fremad, er der— imod den almindeligſte Bevagelſesmaade paa faſte Flader. Mange bevæge fig fremad med tunge, langſomme Skridt; andre betenkſomt og alvorligt, med en vis edel Anſtand, enti andre let og kjakt, og mange udviſe en beundringsværdig Ferdighed i hurtig Gang, ſamt i at lobe. Nogle have en ſaa vaklende- Gang, at Kroppen ved hvert Skridt ſynes at helde til den anden Side, eller en nikkende, idet de Skridt for Skridt nikke med Hovedet; hos andre ſeer man kun Fodderne i Bevegelſe, medens Kroppen forbliver ſaaledes i fin Stilling, fom om den flod ſtille. De burtigtlobende Fugle gage ofte ſtykkeviis, d. v. ſ.: deres Fodders hurtige Fremſkriden afbrydes oftere eller ſjeldnere ved korte Pauſer. Saaledes ere alle Honſearter og Sumpfugle burtige Løbere, medens Svemme- og Rovyſugle kun tage langſomme Skridt. Ved at hoppe, hæves og fremſcttes begge Fod— derne paa engang; denne Bevegelſesmaade er ſjeldnere end den fore— gagende og forekommer fornemmelig kun hos Fugle, ber fene i Bufke og paa Træer, f. Ex. Spetterne o. f. v. Ofte finder man disſe for- ſtjellige Slags Gang forenede: ſaaledes have mange Fugle en Gang, der er halvt hoppende, halvt ſkridtende, f. Ex. Bogfinken, Skaden p, fl. Den klattrende Bevegelſe har megen Lighed med den hop— pente, kun at den ſkeer med mere beliebte Fodled, paa en ffjæv eller fodret labe og neſten ſtedſe opad. De meget henſigtsmessſigen, dertil indrettede Fødder have bande for og bag to Toer med ffarpe Negle; dog gives der ogjaa Slægter, fom ere forſynede med ſedvanlige Gang- fodder, og alligevel klattre lige faa færdigt, f. Gr. Spetmeiſen. Mange af disſe Fugle (ſom Trapitkerne) have ogſaa Klattrehaler med haarde, ſtive Fjer, hvormed be underſtotte Legemet. Nogle Slægter, iſer iblandt de udenlandſke Klattrefugle, f. Gr. Papegoierne, tage ogſaa Nabet til Hjelp. Flugten, eller Evnen til, ved Hjelp af Flyveredſfkaber hurtigt at bevæge fig fra Sted til andet, hvorved Fuglene udmærfe fig frem— for de ellerfleſte andre Skabninger, er neſten alle Fugle egen. Kun faa Arter kunne ikke flyve og deriblandt fun een nordiſk, nemlig Geirfuglen (Alca impennis), der, ſaavidt vides, kun een Gang er foretruffet her i Landet. Mange have en tung, andre en let Flugt; mange hæve fig med eet Spring i Luften, medens andre mage gjøre flere Spring eller et fort Tillob paa Jorden eller paa Vandfladen, ja enkelte mage endog nedſtyrte fig fra en hei Gjenſtand, naar de ville flyve. Saafnart Fuglen dyver, antager Kroppen med Halſen, de tilbageſtrakte Fødder VII og Halen en vandret Stilling i Luften; de udbredte Vinger ffaae op og ned, og ſaaledes fremſkydes eller fremadſtodes Legemet, hvortil Halen tjener font Roer. Naar Flugten gaaer i hoiere Regioner, ſkeer dette ofte med megen Anſtreengelſe og den foregaaer da meeſt i ffjæv Retning; hos andre, for hvilke det gaaer langt lettere, ſkrer det i en Sneglelinie, og paa ſamme Maade ſtige de ned igjen, Mange ſtyrte fig ogſaa ned fra Luften i en fra den lodrette lidet afvigende Linie, under Legemets hurtige Frem- og Tilbagevenden. Saaledes nedſtige mange meget jeont, andre mage lobe nogle Skridt, hvor de nedlade fig, og Svommefuglene mage i Almindelighed glide et gott Stykke henad Vandfladen, førend Farten, hvori de nedlod fig, ophører. Ingen Skabning paa Jorden er i Stand til at bevæge fig faa — hurtigt fra et Sted til et andet, effer i en Hatt at foretage faa lange Reiſer, (om Fuglen. Saaledes kan Sfovduen gjennemflyve 60,C00 Skridt i een Time; hvor fnart kan da iffe Trakfuglen flytte fra en Egn til en anden, naar man beregner, at den ligeſaa hurtigt flyvende Kramsfugl (Turdus pilaris) i uafbrudt Bevegelſe fra Kl. 7 om Formiddagen til Kl. 3 om Eftermiddagen kan tilbagelægge en Vei af 40 Mile! Vilde man beregne Fugleflugtens Hurtighed efter en— kelte forefaldende Momenter, da vilde den neſten komme til at nerme fig Vindens Fart. Seer man den af Rovpfuglen forfulgte Due eller Svale, eller Svalerne at forfølge ſelve Ropfuglen, ba ligner deres rivende hurtige Flugt Pilens Fart. Men denne Kraftanſtrengelſe kunne de ikke længe udholde. Endſkjondt Arterne af een og ſamme Slægt ſtedſe have Lighed med hverandre i Flugten, faa. vil den opmerkſomme Jagttager dog (om ofteſt, endog i Fraſtand, kunne abffille dem fra hverandre. Mange ligne hverandre rigtignok ſaameget, at der hører megen Øvelfe til, naar man formedelſt Afſtanden ikke ſtjelner flere Serkjender, alene paa Flugten at abffilfe dem fra andre Arter. Mange have en af faa og langſomme Svingninger med Vingerne ſammenſat Flugt, i det de ligeſom glide eller fvømme igjennem Luften (fom mange Rov— fugle), naar derimod andre maae fremarbeide fig med mange anſtren— gende Bevegelſer, hvilke hos abffiffige folge faa hurtigt paa hver— andre, at de ligne en Snurren (f. Ex Honſearterne)ß. Naar mange ajennemffjere Luften i lige Linie (Duerne), da befkrive andre igjen kortere eller lengere Buer eller Bolgelinier (Spetter, Havrevimper, Finker). Nogle flyve ſtodviis og ſynes ligeſom at hoppe i Luften; f. Ex. Rorverlingen. Mange have en aldeles lydløs Flugt, foni Uglerne, Natravnen; hos andre er den derimod ofte ledſaget med en Suſen (Svanen), Snurren (Hons) effer en pibende Lyd (den als VIII mindelige Bildand), faa at mange Arter kunne adfkilles blot ved at bere deres Flugt. Svomningen, eller Evnen til, med Lethed og i vilkaarlig Retning at kunne bevæge fig fremad paa Vandets Overflade, er ikke alene eiendommelig for alle Vandfugle, men ogſaa mangfoldige andre kunne (opmme ; ja neſten affe Fugle kunne, i det Mindſte en Tid— lang, ved Svomning holde fig paa Vandets Overflade! Ligeſom Landfuglene bevæge fig fremad ved en ffribtenbe eller boppenbe Gang paa det faſte Land, ſaaledes bevirke Vandfuglene det ſamme ved Svomning og Fremroening paa det flydende Element. Enhver Fugl kan allerede derfor ſvomme, fordi dens Legeme er lettere end Bandet. Dog lettes Svemningen meget for de egentlige Soemmefugle veo Kroppens flade Form og dens Bekledning med meget tætte, elaſtifke Fjer, hvorunder et tet Lag af varmende Duun umiddelbart bedekke Huden. Alle Fugles Fjer ere, ſom allerede anført, beſtyttede imod Fugtighed ved at være overtrukne med en olieagtig Vedſfe. Mange Fugle kunne ikke blot ſoomme paa Bandets Overflade, men ogſaa under famme; vi falde bem Dykkere. (Det Udførligere herom findes anført pag. 316). Betragte vi Fuglene med Henfyn til deres Sjeleevner, da finde oi en ſtor Forſkjellighed; tbi mange ere dumme, andre derimod kloge og lervillige, og hos mange finde vi en faa god Hukommelſe, at de, endog efter flere Mars Forløb, neppe kunne glemme markelige Til— dragelſer. Hvormange Arter lære iffe at efterligne fremmede Melo— dier og Ord, ſaavelſom andre underholdende Kunſtſtykker, der ofte opocffe vor Beundring! Svalen og Storken ere fom Trakfugle neſten et halvt Aar fraværende; dog finde de deres By igjen ved. deres Tilbagekomſt om Foraaret, og indtage, fortrolige med deres gamle Vert, deres Rede fra forrige Aar. Fuglenes Phantaſi er meget levende, boilfet man endog be— merfer af deres Seon, ſaaſom de ofte og levende drømme. Søvnen er forøvrigt fort og let hos de flefte; den mindſte Larm vakker dem. Mange, næften alle Skopfugle, (ove om Natten, fra Aften- til Morgendemringen; Sump- og Vandfuglene om Da— gen, iſer ved Middagstider. Mange fove ftaaente paa eet Been, det andet under Bugfjerene, og Hovedet ffjuft i Rygfjerene paa den modſatte Side af bet ſtettende Been; mange ogſaa idet de ligge paa Bugen. Den ſtore Sene, der igjennem Benene forgrener ſig til alle &eerne og gaaer til Neglene effer gerne, fammentraffe8 ved Boi— ningen af det ſaakaldte fna (Helen), og ſikkrer den ſovende Qual for at falde ned fra fit Soveſted. Svommefuglene ſove ofte ſoem⸗ mende paa Vandet, med Hovedet ind under Rygfjerene. IX Alle Fugle have en € temme eller kunne frembringe Ly be, fom dog hos abffiflige ere jaa ſagte og ſjeldne, at man længe holdt dem for ſtumme, hvilket alligevel i ſtrengeſte Betydning neppe er Tilfældet med nogen Fugl. Lydene, man hører af de forſtjellige Fugle, kunne altid adſkilles: felv be, [ont een og ſamme Fugl ved forſtjellige Leiligheder lader here. Endffjøndt Fuglenes Lyde iffe kunne ſammen— lignes med bet menneffelige Sprog, faa ſynes dog Doer Art at have ftt eget Tungemaal. Men der gives ogſaa Lyde, ſom ere alle Fugle, uden Forſtjel, forftaaelige, nemlig ſaadanne, der udtrykke An— geft eller Advarſel, tildeels vel ogſaa de, der forkynde Velbehag. Saaſnart en Fugl opdager en Rosfugl, da underrettes ſtrax alle de øvrige i Nerheden derom, hvilke ogſaa ligeſaa hurtigt forſtage den; piebliffeligt forſtumme alle Stemmer, med Undtagelſe af det fine Varſelraab, der rafÉ forplanter fig fra den ene til den anden, men ſnart herfker en Dodsſtilhed, der vedvarer indtil Faren er forbi, Duen forſtager ſaaledes Kragen, Hønen — Rodkjalken o. ſ. v. Det er af ſtor Vigtighed for Forſteren at kjende Fuglenes for— ſtjellige Lyde, for hurtigt at kunne adſkille Arterne; dog dette udfor— drer megen Ovelſe. Man fan derpaa kjende den practiffe Ornitho— log! — $Banffeligbeben ligger fornemmelig deri, at de fleſte Fugle [abe flere end een Stemme bgre, ja nogle endog ſaamange Stemmer, at de neſten ere i Stand til at udtrykke de forffjellige Lidenſkaber og Fornedenheder med ligeſaa mange Toner (Spetmeiſen, Meiſen o. f. v.) Sangfuglene frembringe de forſtjelligſte Lyde, dog kunne vi ogfaa hos de fleſte andre, ſelv om de ikke have nogen egentlig Sang, adſkille Lokkeſtemmen fra Angeſtſkriget, og Glædens fra Sorgens Udtryk. Lokkeſtemmen beſtaaer i enkelte eller ſammenſatte Lyde, hvorved Fuglene falde paa hverandre, opmuntre til Afreiſe, ſoge at give tilkjende, hvor der er Naring at finde, eller at de enffe Selſkab af deres Mage eller andre. i Ved Fuglenes Sang furftaae vi en Rakkefelge af Toner, ber næften altid ere Udtryffet af Kjærlighed eller det inderligſte Velbehag. Kun faa lade derfor disſe, ofte faa behagelige, Toner høre udenfor Forplantningstiden, og dette endnu ſjeldnere i fri Tilftand end i Fangenſkab, hvor de undertiden ſynes dermed at fordrive Kjedſom— heden. Mange Arter ſynge neppe een Maaned; nogle ſynge end— ogſaa midt om Vinteren, f. Ex. Sidfkenen og Gjerbefmutten, bog ſynge de da ikke (aa ftærft og vedholdende, (on om Foraaret. Adſkil— lige Fugle ſynge ogſaa om Aftenen, f. Ex. Drosſeler, Rodkjalker, Nattergale, Rorſangere o. ſ. v., men alle ſkjonneſt og med den jterfte Üdholdenhed om Morgenen ved Daggryet; i Middagstimerne hører man blot enkelte af de flittigſte Sangere, f. Ex. Bogfinken. * Men ikke alle Fugle ſynge; tbi denne Ggenjfab beſidde kun udelukkende de mindre Arter af Landfugle, endſkjondt ogſaa enkelte af disſe gjøre en Undtagelſe. Der gives ligeledes enkelte ſtorre Fugle, der have et Slags Sang, f. Ex. Skopfkaden; disſe lade om Foraaret Stemmer og mange Slags Toner hore, hoilke man ikke bever til andre Aarstider, og ſom man derfor med Foie kan falde deres Sang, f. Ex. Glenter, Gronſpetter, Krager, Spetmeiſer, Natrabone, Vagtler, Urfugle; og blandt Sumpfuglene: Viberne, Snepperne o. ſ. v. Iblandt Svoemmefuglene ſoge vi forgjeves efter en Sanger. Antalletaf alle bekjendte Fugle kan anflaaes til 5000 Arter, hvoraf henimod 500 kunne henfores til Europa og af Que omtrent 300 til Danmark. Fuglene ere udbredte over alle bekjendte Lande pas Jorden, bog gives der mod Polerne langt færre Arter, men disſe ere da i Alminde— lighed deſto talrigere paa Individer. Mange Arter findes blot i en⸗ kelte Lande, medens andre ere udbredte over flere Dele af Jorden, Nogle beboe blot Træerne; andre disſe og Jorden, atter andre fun denne ſidſte alene Mange leve paa Vandet; andre ved Vandet; endnu andre omvexle deres Opholdsſted ſnart med dette, ſnart med det Torre, f. Ex. enkelte Maager. Der gives eenſomme og ſelſkabelige Fugle; kun i Par⸗ ringstiden holde de fleſte ſig parviis ſammen. Dem, der elſke Eenſom— heden, feer man nojten altid alene, ſjeldent hos deres Afkom eller familieviis, hvorimod andre ere uadſtillelige fra deres Familier; der gives ogſaa forſktjellige Arter af ſamme Slægt, ſom vedligeholde et inderligt Venſkab med hverandre, f. Cr. flere Krager, Sivfer, Drosſeler, Meiſer. Men felv iblandt Arter af forifjeffige Slægter. herſker undertiden en egen Tilbeielighed, f. Ex. Steren og Kragerne, Spet— ter, Meiſer og Fuglekonger o. ſ. v. Da Fuglenes Opholdsſted er faa udſtrakt, og da de (aa hurtigt funne forandre det, har man i denne Henſeende inddeelt dem i: Stand⸗, Strog⸗ og Trekfuglez; dog er denne Inddeling meget relativ, thi een og ſamme Fugl er, naar den er meget udbredt, paa et Sted Standfugl, paa et andet Strogfugl og paa et tredie Trak⸗ fugl. Endogſaa en og ſamme Art kan paa ſamme Sted være baade Stand-, Strøg= og Trakfugl, fordi ofte kun det ene Kjon, nemlig Hunnen, vandrer bort, f. Ex. Solſorten, Rodkjelken o. ſ. v. Strengt faget er en Fugls Fædreland kun der, hvor den ſedvanligt yngler, og i faa Henſeende har Danmark ikke meget over 150 Arter. Ved Standfugle forſtaaes de, der aldrig forlade deres Hjem, Stedet eller Stedets Omegn, hvor de bleve udrugede, og hvis 9igben eller den fuldkomne Mangel paa Naring fulde tvinge dem dertil, ba XI reife de kun nogle Mile, for, ſaaſnart ſom muligt, atter at kunne vende tilbage, f. Gr. Spurven, Guulſpurven, Gjerdeſmutten, Rav⸗ nen. At vi hertillands kun have faa faa Standfugle, bar fin Grund i det koldere Clima og den deraf folgende Mangel paa Nering, ſom tvinger mange Fugle til om Vinteren at føge Egne, hvor de finde en varmere Luft og dermed tilſtrekkelig Føde. Strogfugle eller Streiffugle ere de, der for ſtorſte Delen forene fig i mindre eller ſtorre Selſkaber, opholde fig der, hvor de finde Nœering en Tidlang; begive fig til beqvemmere Steder, naar denne er forteret eller Veirliget ikke behager dem, og ſaaledes gjennem— ſtreife Landet i affe Retninger, men i Reglen ikke forlade det Clima, hvori de have hjemme, Sande Strogfugle ere ſaaledes: Spetter, Stillidſer, Sidſkener, Iriſker, Korsneber o. f. v.; men der gives mange, der baade ere Stand⸗ og Strogfugle, f. Gr. Bogfinken, mange Meiſer o. fl. Bed egentlige Trekfu ale foritaae vi ſaadanne, ber baade for Kuldens og Neringens Sfyld forlade Fodelandet og vandre til var— mere Egne. Ikke blot be, der yngle hos os, og om Vinteren drage til ſydligere Lande, men ogſaa be, der komme fra Norden, for at onera vintre hos os, henhere dertil. En Undtagelſe herfra ere de enkelte Fugle, ber beboe ſydligere og varmere Lande end Danmark, og blot iom Forvildede, ved et eller andet Tilfælde, viſe fig her, f. Ex. den brune Ibis, Trappen, Biederen, Graagribben pi. 9 &reftiben for de allerfleſte Fugle er begge Jeondognstider, Sors og Gfteraar; mange træffe imidlertid tidligere hertil, mange ogſaa ſildigere bort. De, der forlade os tidligt, forberede fig allerede mod Slutningen af Juli, og Trakket begynder i den folgende Maa— ned; disſe vende heller ikke tilbage for i Mai. Mange Fugle træffe om Dagen, forſamle fig henimod Traktiden forſt i (maa, efterbaanben i ſterre Selſkaber, og naar Tiden nærmer fig, drage de bort i Ska— rer. Træffet begynder ſedvanlig med Dagens Frembrud og vedvarer til Middag, meget ſjeldent nogle Timer længere; det øvrige af Dagen er beſtemt til at ſoge Næring og til Hvile. Deres Flugt har Ret— ningen fra Solens Opgang lige mod dens Nedgang, men da de helſt flyve imod Vinden, ſaa bevirker en Sidevind ofte en ringe Af— vigelſe herfra. Da ſaaledes Dag-Trakfuglenes Reiſe af forſtjellige Grunde meget ofte afbrydes, foregaaer den ogſag meget langſommere, end for dem, der træffe om Natten, hvilke dog i det Mindſte ikke blive forſtyrrede ved Rovfuglenes fjendtlige Anfald. Alle &fov- og Rov— fugle, der here til Trakfuglene, træffe om Dagen, (om ofteſt ved klar Luft. Fugle, der træffe baade Dag og Nat, ere enten Dag— Treekfugle eller Nat⸗Trekfugle, der tage den ene eller den anden Tid d XII af Døgnet til Hjælp, naar de ile meget, hvilket fom ofteft er Til— fældet, naar be befrygte Uveir. Alle (maa infeftædende Fugle træffe om Natten; de bryde op med 9(ftenbemringen og nedlade fig førft mod Morgengryet i Bufke eller paa Jorden. Det er en herlig For— noielſe, om Aftenen i Traktiden at iagttage be ferſkjellige 9tat- træffugle i en Skov, hvorledes de tilraabe og opmuntre hverandre til at træffe bort, og hvorledes de endelig afreiſe paa eengang med den frembrydende Nat! De flette Martræffugle træffe enkelt, ffjøndt bog mange Vandfugle, f. Ex. Ænder, Gjes o. dl. træffe ffareviig ; men man kan betragte disſe ſom halve Natfugle, fordi de ogſaa om Natten opſoge og tage Naring til fta. Mange Trakfugle træffe uafbrudt, ſaalenge Veirliget tillader det, imod Vinteropholdsſtedet; andre gjøre Holdt, hvor det behager dem, og forblive ber, indtil Mangel paa Naring og ſlet Veirligt driver dem videre; disſe ligne altſaa Strogfuglene, f. Ex. den al- mindelige Vildgaas. Mange flyve uden Orden imellem hverandre paa deres Reiſer, og iffe høit, i flet Veir ofte endog tæt hen over Jor— den, four Svaler og Lerker, hvorimod Andre gjennemſeile Luften i den ſtjonneſte Orden og derhos meget boit, fom Traner og den al— mindelige Heire. Mange flyve i fige Retning og hurtigt, andre beſindigt og med flere Afvexlinger, f. Ex. Glenter, der af og til for— andre den lige Flugt til Svingninger i ſtore, ſktjonne Kredſe. Mange ſelfkabelige Fugle iagttage visſe Regler paa deres Træf, naar dette gager rafk for ſig; ſaaledes flyve mange Andearter, Viber, den al— mindelige Heire, undertiden ogſaa de almindelige Maager og flere andre t en ffjæv Linie; andre, fom Gjes, Traner, og de almindelige Vildender: i to ffjæve, foran i en Spidsvinkel, ſom et - forenede | Linier. De iagttage en vis Orden, rimeligviis for bedre at kunne gjennemffjere Luften og derved fette fig Flugten, eller maaſkee ogſaa for, at intet Medlem af Selfkabet forhindres af de andre i at kunne have en frt Udſigt. At vore Trakfugle vandre til varmere Lande, fornemmelig Af— rica og de europeiſke Kyſtlande ved Middelhavet, for der at tilbringe Vinteren, og at de om Foraaret derfra vende tilbage, er en bekjendt Sag, men dog bliver mangen Omjtenbigbeb derved os gaadefuld.“ Det er os ſaaledes ubegribeligt, hvorledes de, ved Tilbagekomſten om Foraaret, (aa npie vide at finde deres gamle Opholdsſteder og Bo— liger. Der gives maaſkee feregne Luftſtromninger, ber ſelv igjennem Nat og Taage veilede dem, og dette maa vel et eget Inſtinet ſige dem? Ved at forlade os, træffe Fuglene, (om ſagt, fra Solens Opgang mod dens Nedgang og ſaaledes omvendt, naar de om Foraaret komme tilbage. Det er forreſten merkeligt, at Hannerne og Hunnerne XIII * eller de Gamle og Ungerne af flere Zrter træffe boer for fig, og at Hannerne om Foraaret komme før Hunnerne, Er Veirliget regel— mesſigt, ifær om Vinteren, da anfomme ogfaa Træffuglene i en vis Orden efter hverandre, hvorimod en ſildig Vinter forſinker deres Ankomſt og gjor, at de, ved det ſiden pludſeligt indtredende Foraar, komme ligeſom tililende paa eengang. Fuglenes Næœring. Mange nære fig af Dyreriget, andre af Planteriget, atter andre af begge Delene. Saaledes leve Rov— fuglene af andre levende eller dede Dyrs Kjod. Mange ade Fiſte og disſes Rogn; mange ede Freer og andre Krybdyr (Amphibier); mange: Vandinſeeter, andre: Landinſecter; nogle kun krybende Inſekter og disſes Larver; andre blot flyvende Inſekter. Spetterne hakke med deres fkarpe Nœb Treinſekternes Larver ud af bet troſkede Træ og af Barken; mange opſamle derimod Snjecterne paa Jorden, og atter andre vide at finde dem i Moradſerne. Mange Fugle elffe blot meel— holdigt Fre, medens andre foretræffe olieholdigt; nogle ere blot korn— edende; andre ernære fig tillige af Planter og Inſecter. Kragefuglene ede alt Spiſeligt af Dyr- og Planteriget. ange Fugle finde deres Fode i Luften, andre paa Træer, endnu andre paa og i Vandet. Maaden, hvorpaa Fuglene nedſluge deres Føde, er ogſaa meget for— ſkjellig; tbi mange, fom Høng og Duer, nedſluge Frekornene Dele, andre ſkalle dem (Verlingerne). De kjodedende Fugle rive deres gøde i Stykker og nedſluge disſe; andre Fugle hakke den i meget ſmaa Portioner og ligeſom fliffe den inb, ſom Meiſerne. Mange ede kun [maa Fiſke, og nedſluge disſe hele, andre fange ſtorre og ſonderrive dem eller pille blot Kjodet fra Benene. Endſtjondt det vel ſynes ſaaledes, gives der dog ingen Fugl, fom kun er anviiſt cet eneſte ſpecielt Neringsmiddel; enhver Art har derimod fin Undlingsnering (ſom den foretreffer for de andre Ting, hvoraf den kun i Nodsfald lever) font bekommer den bedſt, og hvoraf den, naar den findes i Mengde, letteſt bliver feed. Enhver Fugl veed at opſoge det Sted, hvor den kan finde ſin Yndlingsnering; dette er da dens Opholdsſted, ſaalenge der gives noget deraf, og den har Ro til at fortere den. Mange Fugle ſoge deres Føde om Sagen, andre blot om Natten (Ugler, Natravne) og atter andre baade Dag og Nat, f. Ex. de fleſte Vand- og Sumpfugle. Da Fuglene fordeie meget rafk, faa behøve de ogſaa megen Nering. Deres Appetit er altid god, ja mange Arter fees uaflade— ligt at være beſkjaftigede med at opſoge Føde f. Ex. Meiſer, Sva— far d . v. Fuglenes Drik er i Almindelighed friff Vand, hvoraf de nyde meer eller mindre i Forhold til Fodens Saftighed; Roofuglenes Drik XIV beftaaer i bet friffe Blod af ſelodrebte Dyr. Nogle, f. Ex. Duerne, ligeſom pumpe Bandet i fig; andre, ſom Hons og Gjes, mage hæve Nabet iveiret, for at faae det i Svalget; de fleſte ffubre det ind. Mange Landfugle drikke blot Aften og Morgen, helſt af Duggen. Fuglenes Forplantning. J de tempererede og kolde Himmelegne forpfante Fuglene ſig i Regelen kun een Gang om Aaret, f. Ex. Rovfuglene; de gamle Spurve 3—4 Gange, de unge fun 2 Gange. Men i den varme Zones Lande forplante de mindre Arter fig vel fire til fem Gange om Aaret. Kalkunen yngler ſaaledes paa Antillerne tre til fire Gange. Merkeligt er det, at Fugle, Tom ere fødte under Vendekredſene eller i deres Nœerhed, ſaavel fom mange Pattedyr, i de folde Lande tabe deres Ynglekraft. Den egentlige Parringstid er Foraaret, iſer April og Mai, hos Nogle ſildigere, hos Andre tidligere. Vore Stand- og Strogfugle gjøre Begyndelſen; blandt disſe Ravnen og Skaden allerede mod Slutningen af Febr. eller Begyndelſen af Marts, Korsnebene ofte endnu tidligere. Det Febr. og Marts ankommende Trekfugle lægge fabvanligen Lg i April, men ile, paa Grund af det endnu faa afverfenbe Veirligt, dog ikke ſaameget dermed, ſom de ſenere, forſt i Mai ankommende, hvilke ſtrax ved deres Ankomſt opſege en Yngleplads, bygge Rede og be— gynde at lægge 9g. De fleſte Trekfugle vende om Foraaret tilbage i en ffjonnere Dragt, og man bemerker da tillige en flor Forandring i deres Indre. n beberffer dem: Alt aanber Glæde og Sang fuglene udtryffe benne ved deres re de andre ved alle Slags Toner og Bevægelfer, hvilfe man til andre Aarstider fjeldent eller aldrig horer eller ſeer af dem. > Endſkjondt mange Fugle leve i Selffab paa deres Vandringer, jaa gives der dog kun faa, der iffe ordentlig barre fig. Af et ſaa— tant Par opſoger den i Forveien tililende Han ferit fin Pugleplads, hvor ben, naar Hunnen ſenere har indfunden fig, i en vis Omkreds ikke taaler andre Par af fin Lige. Kun faa indenlandſke Arter 9ngle i Selſkab, f. Ex. Kormoranen, Kornkragen, Heiren o. fl. Ifolge ſikkre Jagttagelſer kan man antage, at der gives mange Fugle, hvis Parforbindelſe iffe blot gjelder for det Forgar, hvori den knuyttes, men for beſtandigt; og om de ogſaa efter Yngletiden leve afſondrede eller i Selfkab med andre, faa finde de dog hinanden igjen i det fel— gende Foraar. J Opfyldelſen af Parforbindelſens &roffab8 Pligter tages det nok mindre ſtrengt, og man har i faa Henſeende paa— faldende Beviſer paa Udſteielſer. Kun faa Fugle leve i fri Tilſtand i Fleerparring, ſaaledes ſom vore tamme Høns, Gja8 og Lender. De fleſte Ropfugle bygge Rede van fiore Træer og høie XV Klipper; be øvrige Gfoofuaíe paa Træer, i Bufke, Træhuller o. f. v.; Honſearterne og Markfuglene paa Jorden; Sumpfuglene meeſt i Sumpe paa fugtig Jord; Vandfuglene i Siv og Kør ved Vandet; Lappedykkerne bygge endogſaa en ſvommende Rede, ber beftaaer af en uordentlig Klump raadne Vandplanter. Dog gives der i enhver Afdeling Afvigelſer herfra; ſaaledes bygger. f. Ex. Ror- og Korn- falken fin Rede paa Jorden, Storken paa Huſe, Fifkeheiren og Skar— ven paa Træer o. f. v. Valget af Stedet til Reden retter fig altid efter Fuglens Levemaade og forjfjellige Fornodenheder, dog binder ingen Art fig i faa Henſeende til de ſamme ſtrenge Regler, og der gives flere, der lige faa ofte bygge i Træ- og Klippehuller, fom frit paa Træerne, f. Ex. Dveergfalken; andre, ber ſnart bygge paa Jor— den, jnart i bule Træer, f. Ex. den ftore Skalleſluger. Omſorg for Wggenes og Ungernes Sikkerhed byder ſaaledes de fleſte Fugle at bygge fig en Rede, hvori de kunne udruge Æggene, Mange udbolſtre ben faa blødt, at be ſpede Unger deri fuldkomment ere beffottebe mod den rage Luft og Kulden, andre bygge den derimod ſtjodesloſt, atter andre give Æggene kun et meget flet Leie, og mange bygge aldeles ingen Rede, men kradſe blot en lille Fordybning i Jorden, ja ofte neppe en ſaadan, og finde dette tilſtrakkeligt til Aggenes Mbrugning! Gjogen lægger endog, jon bekjendt, fine Wg i andre Fugles Rede. ; Enhver Art har fine ſeregne Materialier, hvoraf ben bygger Rede, og afviger ſjeldnere derfra, end i Valget af Stedet. Ingen Guulſpurv bygger f. Ex. fin Rede, uden at væve Heſtehaar eller Svineberſter derimellem; ingen bekjendt Andeart udruger ftne Wg, uden at udbolſtre Reden med fine egne afpillede Duun; Iriſken maa have Uld, den vere ſig af Dyr eller Planter, og ſaaledes har neſten hver Art fit Eiendommelige; Kragen og Skaden lægge et Grundlag af Riisqviſte, derpaa danne de ligeſom en Potte af Jord og Gres— torv, fom de ſiden udfore med blødere Ting: Haar, Borſter og dl.; ja Bogdrosſelen overſmorer Reden indvendigt med ſmaathakket Treſte, blandet med dens Spyt! Ikke blot paa det Indre af Reden, men ogſaa paa det dre, anvende mange Fugle den ſtorſte Ombygge— lighed, deels for at tilveiebringe den fterre Faſthed, deels for at kunne ſtjule den for deres Fjender. Saaledes bekleede Bogfinken og Hale— meiſen den med det ſamme Mos og be ſamme Lav-Arter, der findes paa Treet eller Buſten, fom bærer Reden, hvilken derved fager en (aa ſkuf— fende Lighed med dens Omgivelſer, at den er vanfteligere at opdage. Andre, mindre kunſtige Bygmeſtere, vide faa ſnildt at ffjule Reden i vilde Uføre, i Smuthuller, i Træernes Grene o. f. v., at den er yderſt ganffelig at finde; atter andre, f. Ex, abffillige Ternearter, Preſte⸗ XVI kraven o. f, v., der iffe bygge nøgen ordentlig Rede, lægge deres Weg blandt Smaaſtenene ved de tørre Standbredder, hvor de iffe faa let opdages. Uagtet begge Kjøn i Almindelighed tage virkſom Deel i Redens Anleggelſe og Forferdigelſe, faa indffrænfer Hannens Hjælp fig hos Mange dog kun til Materialiernes Hidforelſe, da Hunnen næften ubefuffenbe er den Byggende. Ropfuglene tilføre Materialierne i Kloerne, alle andre Fugle med Nabet; derfor tage de dem ogſaa i Nerheden, og Valget af Byggeſtedet er allerede indrettet derefter, Mange Zugle forlade piebliffeligt Stedet, naar de blive bemerkede ved at bygge Reden, og udføge fig, ofte fjernt derfra, et nyt Bygge— ſted, f. Ex. Grasſmutterne. . De fleſte Fuglereders Form er den pottedannede; dog har ogſaa dette fine Undtagelſer. Snart ere de fladere, ſnart dybere; ſnart Randen meer eller mindre indadboiet. Hos mange findes tynde, men derfor tet vævere Vegge, der foreſtille udvendigt en Halvkugle; hos andre er derimod 9)brefíaben løft vævet og har et pjuffet Ud— ſeende. Den indre, hule Flade er altid ſmuk rund og alat. Men dette gjelder blot om de kunſtige Reder. De mindre velbyggede ere ogfaa uregelmesſigere i deres Form; Ropfuglenes og Duernes Reder ere flade, uden ſynderlig Fordybning. Mange bygge bagerovnformige eller hvælvede Reder, med et lille rundt eller et noget ſtorre Indgangs— hul paa Siden, f. Ex. Huusſvalen, Gjerdeſmutten, Halemeiſen, nogle Lobſangere. Rorſangerne faſthefte deres kunſtige Reder imellem Ror⸗ og Staudeſtengler. Aarſagen til den Jilfeerdighed, man bemerker ved Redebygnin— gen, iſer hos Hunnen, viſer fig i Almindelighed meget fnart; tbi neppe er Reden færdig, fan lægges ogſaa ſtrax det forſte Wg deri, og derpaa hver Dag eet mere, indtil det fulde Antal er lagt; ſjeldent gaaer en Dag over, Medens Hunnen ſidder paa Reden, ſynger Han— nen i Nerheden af den, eller veed at underholde den ved alle Slags ſtjonne Sving i Flugten, der ofte ere ledſagede af forunderlige To— ner, f. Ex. Gresſmutterne. Antallet af de Wg, en Hun lægger til et Kuld, er meget forſkjelligt hos de mangfoldige Slægter og Arter. De afvige ſjeldent derfra, dog ſnareſt de, der lægge mange Wg, f. Er. Meiſerne 8— 12 Stylker og Agerhenen 12—20 Sthykker. Unge Fugle lægge ſedvanligen ferre Æg end gamle, og de, der yngle flere Gange om Aaret, lægge fleeſt Ag den forſte Gang. Nogle Svømmefugle, f. Ex. Alken, lægge kun eet eneſte Wg; Duerne 2, Maagerne 3 og de fneppeagtige Fugle overſkride neften aldrig Tal— let 4. Ooerſkuddet af det ſedvanlige Tal er i Almindelighed ufrugtbart. j XVII Om vi ogſaa i det Hele faget kunne antage et viſt Forhold i Henſeende til 9Gggetà Storrelſe imod Fuglen, faa gives der dog i mange Tilfælde betydelige Afvigelſer; meeſt forholdsmasſtge ere de (maa Sangfugles Wg. Sump⸗- og Vandfuglenes ere (om ofteſt paa— faldende ſtore, f. Ex. Teiſternes, Strandlobernes, overhovedet alle ſneppeagtige Fugles; hvorimod Skarvens ere [maa, og Gjogens meget (maa, ja unægtelig de mindſte, da de kun ere af Sterrelſe fom et Spurveeg. | J Formen have mange Slægters Wg noget Seregent: (aae ledes nærme Skovfuglenes og Uglernes Ag fig mere den runde Form, medens man næften kan falde Muurſpalens og Herfuglens valtſeformige; Strandfuglenes have en pereformig Skikkelſe. Hos mange kan man neppe opdage Forſtjellen imellem den ſpidſe og den ſtumpe Ende, f. Gr. hos Natravn- og Rordrumecget, medens andre derimod have den ffjennejte Wgform. Hvor afvexlende end Formen er, (aa er Farven det dog neſten mere. Grundfarven af den tynde, men haarde, falfagtige Skal er altid den hvide; mange ere ogſaa ganſke hvide paa Overfladen, men mange have ber en Blanding af rødlig, guul, bruunagtig, hyppig fi en føgrøn Farve i ſvagere eller ftevfere Nuancer; disſe ere be eens— "farvede. Ofte ere 9Gggene ftregebe, ſtenkede, plettede, punkterede marmorerede og ffplobne med een, eller flere morke Farver, fom Sort Bruunt, Rød, Graat o. f. v. J Henſeende til Farverne have Wg— gene af mange Slægter forøvrigt meget Overeensſtemmende, ſaaledes ere f. Ex. alle Ugleæg hvide, Wagene af alle egentlige Ånder eens— farvet hvide eller hvidagtig-ſmudſiggronne, hos alle ægte Verlinger ere de meer eller mindre betegnede med aarede, fine Streger. | Indvendig beſtager WÆgget af en umiddelbart under Skallen lig— gende, faſt Sinde: Skalhinden, dernæft af Hviden og Bloms men; paa Blommen, imellem ggets ſpidſe og ſtumpe Ende, ſidder den lille ffioeforminge Lime, fom i Wggets vandrette Stilling altid holder ſig ovenpaa denne, og hvoraf Ungen ved Moderens Rugevarme lidt efter lidt udvikler fig, medens Blommen og Hinden tjene til Næring og Vært. Fuglene ubruge ſaaledes deres Wg ved deres egen Legems varme; Gjogen gjør alene herfra en Und— tagelje, idet den enkeltviis lægger ftue Wg i de (maa inſektadende Sangeres Rede, og overlader disſe baade Udrugningen og Ungernes Ernæring. I Regelen tilkommer det Hunnen at udruge Æggene, ifær hos be Fugle, ber leve i Fleerparring, men i Eenparring deeltager ogfad Hannen i denne Forretning: den afløfer enten Hunnen i flere Timer, medens denne ſelv kan opſoge fin Nering, eller den bringer den XVIII ſamme, eller den i det Mindſke holder Vagt i Nærheden af Reden. Der gives imidlertid dog nogle, der aldeles iffe bekymre fig om Hunnen, medens den ruger, og ligeledes ganffe overlader Ungernes Ernæring til denne. Rugetidens Varighed ftaaer neſten i Forhold til Fug— lens Storrelſe: J 13 — 46 Dage ruge: Tornſkaden, Pirolen, Bi— ederen, Jisfuglen, Vendehalſen, Spetmeiſen, Trapikkeren, Herfuglen, Svalefuglene og alle Sangfuglene. 2—3 Uger ruge: Falken, Skaden, Skovfkaden, Ellekragen, Quen, Regnſpoven, Veidetitten, Styltelsberen, Snepperne, Vand— ſnarren, Rorhenſene, Viben, Bruushenen, Mudderſnepperne, Kly— den, Lappedykkerne, Ternerne, Preſtekraven, Vandtrederne, Rylerne, Agerhonen. 3—4 Uger ruge: Uglerne, Kragerne, Urhenſene (Tetrao), Faſanen, Regnſpovene, Kobberhonſene, Strandſkaden, Storken, Tra— nen, Heiren, Brokfuglene, Flammingoen, Vandhens, Maager, Rov- maager, Ander, Dykender, Skalleſlugere, Lommer, Skarver, Krabbe— dykkeren, Lunden. 4—5 Uger ruge: Trappen, Sulen, Teiſten, Skrofen, Alken, Gaaſen. 5— 6 Uger ruge: Ørnen, Svanen, Stormfuglen. Til at gjennembryde Skallen gav Naturen den unge Fugl en haard Knop paa Overnæbets Spids, [ont herefter falder bort. En⸗ beef af Blommen maa, indefluttet i Bugen, endnu faafænge tjene den til 9tering, indtil den fan tage denne tilftræffeligen til fig igjennem Munden; deraf fommer det, at digfe unge Sfabninger have en jaa uformelig tyk Bug. 9teften alle ruges eller gjennemvarmes af Mo— deren, endnu en Tidlang efterat de ere udkrebne af 9Gaget, à J Henſeende til ben forſte Beflædning, adſkille Ungerne fig efter de forffjellige Ordener, hvori man deler Fuglene, ligeſom derimod de beflægtede Familier ogfaa ligne hverandre, Saaledes ere f. Ex. de unge Ropfugle tet bedæffede med uldagtige, -Doibe Duun; Uglerne med graae; de unge Finker, Verlinger o. fl. ere nøgne; Duerne have meget tyndtftaaende, fvovlgule Duun; be hønfeagtige Fugle have bruungule og ſortſtribede tætte, bløde Duun; Sumpfuglene ligee ledes, dog iffe faa tæt, og de unge Wader og Svømmefugle ere tæt bekledte med gule og grønagtige, eller forte, baarlignenbe Duun, Ungernes Oypflæfning beſorges af baade Han og Hun bo$ de Fugle, hvis Unger fødes faalenge i Reden, til be kunne flyve; de forſvare dem ogſaa forenede i paakommende Fare, ofte endog ved at fatte deres eget Liv paa Spil. De (maa Sangfugle flyve allerede ub af Reden efter 8— 40 Dage, naar det er ſtjent, varmt Veir, XIX ellers ſedvanligt efter 12— 43 Dage, Unge Ropfugle og Krager ſidde (enge i Reden, og det varer endda en Tidlang, inden de forſt [eve felv at gribe deres Rov, hvormed de Gamle [enge maa vere bes hjelpelige. Ganfke anderledes forholder bet fig med be honſeagtige, (amt de fleſte Sump⸗ og Vandfugle; tbi ſaaſnart Ungerne ere torre, og de i nogen Tid have ſtyrket fig ved Moderens Rugevarme, lobe og ſosmme de omkring med hende, og komme ſjeldent, ſtundom blot for at holde Nattero, tilbage til Reden. Hos disſe Fugle overlader Hannen i Almindelighed Ungernes Opklakning, endogſaa Forſvaret imod deres Fjender, til Hunnen alene; medens den feig bortflyver og bekymrer fig kun lidet om dem. Deſto omhyggeligere er da ogſaa Moderen for ftne Unger, hvilke den felo med Livsfare forſvarer til det S)berfte. Neſten alle Fugle opnaae deres Forplantningsevne allerede i det forſte Aar. Kun de Arter, hvis unge Fugle bruge mere end eet Aar for at erholde den ſamme Udvikling i Fjer, Farve og andre Ud— merkelſer, ſom de Gamle, gjøre i Almindelighed herfra en Undtagelſe, da man ofte i Yugletiden feer dem ſtreife uparrede omkring, uden at forplante ſig det forſte Aar, f. Ex. adſtillige Maager og Dykkere, nogle endog længere. Saafnart Ungerne ere i Stand til ſelv at ernære fig, overlades be til fig felv, og de Gamles Parforbindelſe opløjes, vel iffe for ſtedſe, men dog paa en lang Gib; faa Fugle forblive parrede hele Aaret igjennem. Med Paroplosningen inbtreber Fuglenes førgez ligſte Tid, nemlig: Faldingen, en ſygelig Tilſtand, hvori be tabe deres gamle Fjer og faae npe iſtedet. Den indtræder hos alle Fugle i bet Mindſte een Gang hvert Aar, men hos Mange ogſaa to Gange; de ombytte deres gamle Dragt med en ny, eller omvexle den to Gange. Denne Fjerfornyelſe er dem nødvendig og uundværlig; thi Fjerbekledningen flideg ved den idelige Brug ſaaledes i et Aar, eller bos mange i Halv⸗ delen af dette Tidsrum, at den umuligen længere kan opfylde fin Henſigt. Den ligeſom modnes til at feldes, idet Fjerene afflides ved Luft, Sol, Støv, Rivninger og flere andre Aarſager, at det indre Tilleb af nærende Safter ophorerf ved Üdterringen af deres Gana ler, og den af Huden fremſpirende unge Fjer ſtoder den gamle bort. Feldingstiden indtræffer i Almindelighed i Juli Maaned, hos nogle tidligere, hos andre ſildigere, ja hos adſtillige endog om Vinte⸗ ren, ſom disſe tilbringe i de varmere Lande, fan at de folgeligen ikke kunne felde her, f. Ex. den graae Flueſnapper, Svalerne og andre Trekfugle, der ferſt ankomme i Mai og atter forlade o8 i Auguſt. Hos mange Ropfugle: Kragearterne, Droslerne, Sangerne (Syl⸗ vierne), Duerne o, fl., der kun fælde eengang, ſkeer bette i Juli | * XX eg Auguſt. Deres Dele Bæfen forandres; de ſmaa Sfovfugles Gang: forſtumme; de ere ſtille og ſorgmodige, lide vel ogſaa Smerter ved Fjerenes Gjennembrud. Dog alle Fjer falde ikke af paa engang, men efterhaanden, Mange ere færdige dermed i tre til fire Uger, f. Ex. Graagjees, hvorimod andre, f. Ex. Spetterne, bruge ligeſaa mange Maaneder. Den ſuceesſtve Fjerfelding gjelder ifær om Hale⸗ og Vingefjerene: dermed iagttager Naturen en vis Orden og faſte Regler; thi med den ſamme Fjer, der udfalder paa den ene Side af Halen eller den ene Vinge, falder netop ogſaa den tilſvarende paa den anden Side. Sædvanligen tabe be forſt et andet Par, naar de npe Fjer, der kom iſtedet for de tabte, have erholdt deres neſten fuldkomne Udvikling, ſaa at Flugten vel er dem vanſteligere, men dog ikke ganſke nægtet. Kun faa af de hurtigt feldende, f. Ex. Vildgjæs og Wunder, gjøre herfra en Undtagelſe og fine paa nogen Tid aldeles ikke flyve. De Fugle, der ere underkaſtede en dobbelt Selbing i eei Aar, libe i Regelen mindre ved Fældingen, fordi den foregaaer lang⸗ ſommere: den ene Gang om Sommeren, den anden om Vinteren. Hos Strand- og Sumploberne. Broffuglene, adſtillige Terner og mange andre, indtræffer den forſte Fælding i Aug. og Sept., ben anden i Januar og Febr., medens de overvintre i mildere Himmel⸗ egne. De flette Arter af Vildender have ogſaa en dobbelt Seeing, hvoraf ben ferfte begynder i Juni og den anden fuldendes i Novbr. og Decbr. De ffefte Fugle have et langt fido Udſeende om Foraaret, end ſtrax efter Faldingen, fordi alle de nye Fjer have en anderledes farvet Rand, ſom efterhaanden tabes ved ben ſaakaldte Bremfel⸗ ding, ſaaledes at de ved deres Tilbagekomſt om Foraaret have en tildeels ganſke forſtjellig Dragt, f. Iriſten, Blodſtjerten o. ſ. v. Paa denne Maade fremkommer Forſtjelligheden i Sommer- og Vinter⸗ dragten, eller vel rigtigere: Efteraars⸗ og Foraarsdragten, hos Fugle, der kun fælde engang. ; Foraars- eller Yngledragten fremfommer altſaa paa en dobbelt Maade: deels ved Bremfelding og deels, hos mange Arter, ved en dobbelt Felding. Dog gives ber ogſaa nogle, der kun felde eengang, men hvis PYugledragt udmerker fig ved ſeregne Prydelſer, fom forſt fremtræde med Parringstiden og atter tabe fig ved dens Opher. Hos Kormoranen (Soravnen) frembryde f. Ex. ſneehvide, ſilkeagtige, bløde Fjer, imellem de ſedvanlige Hoved- og Halsfjer, og ligeledes en ſtor Plet paa Hofterne, hvilke neppe holde fig til den almindelige Felding. Hos Bruushanen frembryder ſaaledes ogíaa AXI den ffjgune Fierkrave ved Parringstidens Begyndelſe og bortfalder med dens Ophor. : Hos be Fugle, der fælde to Gange, beſtager Yngles eller Foraarsdragten virkelig af ganffe andre Fjer, end Reiſe- eller Efteraarsdragten; den forſte ſtraaler i Almindelighed med langt ſkjonnere Farver, hvorimod den ſidſte altid er uanſeeligere og afſtik⸗ kende derimod. Hos mange er Farvernes Forkkjellighed i begge Drag⸗ terne meget ſtor, medens den hos andre er mindre paafaldende. Hvormeget denne aarlige dobbelte Felding har vanfkeliggjort Studiet af Fuglenes Naturhiſtorie, er bekjendt. Forend man lerte at fjende den dobbelte Fjervexling, herſkede der en ſaadan Forvirring i Beſtrivelſerne, at man neppe oar i Stand til at finde Rede deri. En og ben ſamme Qual var, efter de forſkjellige Dragter, i naturhiſtorifke Verker ofte angivet (om ligeſaa mange Arter, Hertil kommer endnu foruden en, hos mange ganfke ſorſkjellig, aftjaa en tredie Dragt, nem⸗ lig: Ungedragten, hoilken den unge Fugl forſt aflægger om Efter⸗ aaret og ombytter med Vinterdragten, ſom ba atter om Foraaret ombyttes med Sommerdragten Da de Unge ſildigere end de Gamle klede ſig i Vinterdragt, ſaa fremkommer Sommerdragten ogſaa ſildigere; deraf kommer det, at man noften til alle Aarstider træffer disſe Arter i Felding, f. Ex. Rodbenen, Rylen o. fl. Er det unge, ſildigt ub» rugede Fugle, da ffifte de ofte ikke ordentligt i nogen Felding for efter det tilbagelagte. forſte Aar, ſaaledes ſom det er Tilfældet med den almindelige Hettemaage (Larus ridibundus). Vil man f. Ex. ppſtille alle Hovedforſkjelligheder i denne Fugls Farve og Tegning, da ere de ikke ferre end fem: 4) Den unge Fugl før den forſte Efteraarsfelding; 2) „ „ Ffteraarsfugl efter denne Folding; 3) „ „ Foraarsfugl efter den anden Felding; 4) „ fulbfomne Efteraarsfugl efter den tredie, og endelig 5) y gamle Foraarsfugl efter den fjerde Fælding. Saaledes forholder det fig ogſaa med flere Maagearter.og andre - Fugle; ja mange erholde førft den fuldftændige Dragt efter flere ate dinger og efter flere Aars Forløb! Endnu maa hemærfes, at iffe alle Fugle, der have en bobbelt Flerfelding, begge Gange tillige fornye Sving- og Halefjerene, hvor⸗ for ogſaa Eftergarsfeldingen, hvori dette ffeer, kaldes Hovedfeldingen. Det er ikke alene Fjerbekledningen, ber fornyes ved Feldingen, men ogſaa Foddernes, Nabets og andre nøgne Deles Overbud. Næs bet8 og Benenes Farve forandrer fig hen imod Foraaret hos mange Fugle. Saaledes have de fleſte unge Fugles Næb og Been en fra de Gamles forſtjellig Farve, Det ſamme er Tilfældet med Regnbue⸗ T hinden i Diet og med be vortede, nøgne Øienbryn hos Aarfuglene der blive ftørre, og de opimulmebe Vorter paa famme blive meget rodere. Hos nogle fremkomme ber endogfaa Dele med Parringstiden, hvilke man aldrig feer udenfor ſamme, f. Gr, Vorterne omfring Bruushanens Næb. Alle Farver paa Fuglenes Fjer bekledning ere mere eller mindre ubfatte for Slid og Afblegning, og fee derfor ganfke anderledes ud for Feldingen, da be ligeſom ere modne til at falde af, end naar de ere ganſke nye. Hos mange Arter ere Hannerne ganffe anderledes farvede end Hunnerne, hvilker hos mange vedvarer hele Aaret, og, naar de have opnaaet en vis Alder, for deres hele Levetid; hos andre finder det kun Sted under Parringstiden, og atter hos andre ferfter en ſaadan Afvigelſe: at Han og Hun endog i Ungdommen ere paa— faldende forſkjellige, ſaavel imellem dem ſelv, ſom de gamle Fugle af deres Art, og af disſe ere begge Kjon atter ligeſaa forfkjellige, f. Ex. Korsnabet. Man træffer undertiden Afendringer (Varieteter) blandt Fuglene, der hverken kunne henregnes til Alders-, Kjons- eller Aarstidsforſkjelligheder. Hele Fuglens Bekledning har da enten en blegere eller en reen hvid (ſjelden en morkere) Farve; de hvide Varie— teter have, ſom Albinos eller Kakerlaker i Almindelighed, kiodfarvet Iris og rod Pupil. For at renſe Fjerbedekningen, betjener Fuglen fig af Bad— ning. Mange bade ofte, andre ſjeldnere; mange i Band, andre i Støv. Honſearterne betjene fig altid af tert Bad. Naar vi ikke ville falde Fjerfeeldingen en Sygdom; faa ere. de fuldvorne, i fri Tilſtand levende Fugle, neppe nogen Sygdom underfaftede. Hvor fjeldent foretræffer man i den frie Natur en gam— mel Fugl fom fyg, naar iffe Hunger, firæng Kulde eller Beſkadigelſer af Menneſker eller Rovdyr have bevirket det. Endnu fjeldnere, jeg tor næften fige: aldrig, finder man Fugle i det Frie, hvorom man med Sikkerhed tor antage, at de ere døde af Affræftelfe eller Alder⸗ dom; et Beviis paa, at Fuglene i Almindelighed ppnaae en over⸗ ordentlig hoi Alder: Gaves der derfor iffe faa mange Formindſkelſes⸗ midler for Fuglene, ved Mennefker, Rovdyr, Ropfugle, Kulde o. dl., da vilde deres Mængde med hvert Aar mere tiltage end aftage; men vi bemerke, om ikke det ſidſte, (aa dog, at deres Mengde ftaaer i et viſt Forhold til de andre Skabningers. Den ſig ſtedſe mere ubbre- dende og ſtigende Cultur har ikke alene flere Fuglearters fuldkomne Udryddelſe, men ogſaa mange tilbageblivende Arters Aftagen i hele Egne og Lande tilfolge, medens de kornedende Fugles Antal derimod XXIII forøges. Hvad er der ikke allerede ffeet i en Mennefkealder: Seer og Sumpe ere blevne udtørrede, Skovene ere for en ſtor Deel bort— ryddede og de tilbagebleone udluftede, mange øde Strakninger ere blevne opdyrkede — Hvormange Fugle have derfor ikke maattet forlade deres rolige Rugepladſer! Men Menneſket ſelv bidrager meget til Fuglenes Formindſkelſe, deels forſcetlig, deels tilfeeldigviis. — Det vilde være tilgiveligt, om det havde fit Forblivende ved at dræbe de Fugle, der tjene os til 9teving, eller ere virkelig ſkadelige, eller ſom anven— des til naturbiftoriffe Oiemed. Men vi fee desværre Sagtelffere kold— blodigen myrde de uſtyldigſte Fugle, alene for Tidsfordriv og til Forneielſe, uden at gjore den mindſte Brug deraf. Naar Handlinger af dette Slags ikke førtes paa Letſindighedens Regning, da maatte man henregne dem til de ffiændigfte Gruſomheder. Af den kaade Ungdom forſtyrres ogſaa forſctligen en Mengde Fugleyngel, og der gives Steder, hvor der noften ingen Fuglereder findes. Nogle for- ſtyrres af Vaade, baade af Menneſker og Huusdyr, og af visſe Arter ſamles utallige ſpiſelige Wg. Iblandt Pattedyrene ere Steve, Katte, Maarer, Ildere og Vaeſe— ler Fuglenes værfte Fjender; men ogſaa Rotter, Muus og Pindſpviin forſtyrre deres Yngel, Iblandt ſelve Fuglene ere Roofuglene deres verſte, vel overhovedet deres allerverſte Fjender. 5 Som ofteſt plages Fuglene af indre og ydre Snyltedyr, der ligeledes kunne henregnes til deres Fjender, uagtet be vel i Regelen lidet eller aldeles iffe forſtyrre deres Velbefindende. De indre Snylte— døv ere Indvoldsorme, hvilke fornemmelig boe i Naringscanalen, men pgjaa i Aandedretsorganerne og andre Dele. De hdre ere deels Arachnider; deels jerfobebe, virkelige Inſecter. Disſe Snyltedyr ere, med deres mangfoldige, forſkjellige Arter, udbredte over alle Fugle, idet enhver Fugleart huſer en eller flere, enten for den eiendommelige effer tildeels paa forſtjellige Fugle levende Arter. Naturen har kun givet Fuglene faa Vaaben imod deres mange Fjender. Mange ſlaage vel heftigt med Vingerne; andre bibe ſterkt med Nebet; atter andre kradſe med deres ſterke Kløer, men alle disſe Vaaben ere ſjeldent ſtarke nok til at yde Fjendens Angreb tilſtrekkelig Modſtand. Derfor er deres ſedvanligſte Redningsmiddel: at fly — ved at flyve, lobe eller dykke. Nytten, Fuglene ſtifte i Naturens Huusholdning, er ſtor og mangfoldig. De bidrage til at vedligeholde en vis Ligevægt i Na— turen, idet de ernære fig af Skabninger, hvis altfor ftore Formering vilde blive andre byrdefuld og fkadelig, hvilke derfor ogſaa tildeels ſynes at være fkabte for deres Skyld. De inſectedende Fugle ud— rydde en ſtor Mengde ffabelige Inſeeter. Betragte vi f. Ex. unber- XXIV tiben om Forſommeren et ſtagende Vand, oa fee, hvorledes bet myl⸗ rer af Myg⸗- eller Dognfluelarver, da ſkulde man troe, at hvis alle disſe Skabninger lykkelig havde forvandlet fig til fuldkomne Inſec⸗ ter, de maatte formorke Luften, og at intet levende Veſen vilde kunne unddrage fig deres Stik o. ſ. v. Dog, vi fee ogſaa hvilken Mængde af disſe muntre Smaadyr der opfnappes af unge og gamle Wnder, hvorledes be ere en behagelig Føde for mange Vand- og Sumpfugle, og hvorledes det fuldkomne Inſect er beſtemt til, i Tuſindviis at fylde mange Fugles graadige Maver. Der gives ogfaag andre ffabe- lige Dør, f. Ex. Markmuſen, hvilke under for dem gunſtige Om⸗ ſtendigheder kunne formere fig overordentligt, og ſnart blive til en foruroligende Landeplage, hvor Muſevaager, Ualer og andre ivrige Muſefjender udryddes, iſtedetfor at fredes. Gribberne gavne for⸗ nemmelig i de varme Lande ved at fortere en Mengde Aadsler, der ellers vilde forpeſte Luften. Andre Fugle gavne ved at opføge en Mængde overflødigt Fro, hvorved de forhindre den altfor ſtore For⸗ mering af visſe Planter, hvilke man tillægger Navnet: „Ukrud“, eller ved at forplante mange Slags Værter til andre Egne, Fuglenes umiddelbare Nytte for Menneſket er ſtor og mang⸗ foldig. Kjodet af de allerfleſte er en velſmagende og nærende Spiſe. Skovfnepper, Pomerantsfugle, de ſaakaldte Bekkaſtner, Strandlobere, Vagteler, Drosſeler ſpiſes ſom Delicatesſe. J Almindelighed have Sangfuglene, Duer og Høns, de Sneppeagtige, de vilde Gjæs, ſamt den Familie af Vildenderne, hvis Bagtaa er uden Hudlap, et oef- fmagenbe Kjod. Wagene af Hons, Viber, alle ſneppeagtige Fugle, Ander og Gjas o. ſ. v. ere ligeledes en nærende og behagelig Spiſe. Fjerene og Dunene benyttes til Senge; de ſtore Pennepoſer af Soingfjerene, iſer af Gjes, Ravne og Krager, bruges til Skrive⸗ penne, Tegning o. f. v.; mange faregent dannede, enten naturligt eller kunſtiat, ſkjontfarvede Fjer anvendes til Pynt og Prhydelſer. Ved deres Sang, overhovedet ved hele deres Færd, oplive de Skove, Marker og Vande, og en Egn, hvori ingen Fugl faber fta here eller ſee, mangler en ſtor Prydelſe og en herlig Oplivelſe. Idet vi efter⸗ ſtrebe mange for deres velſmagende Kjod, er ogſaa disſes Jagt og Fangſt til flor Fornsielſe. Fox Nordboerne er Fuglefangſten af af ſtorſte Betydenhed, da de iffe blot næften fele Aaret igjennem have deres Nering deraf, men ogſaa Kladningsſtykker og mange Slags Fornodenheder. 5 Saa ſtor og almindelig Nytten i det Hele taget er, ſom Fug⸗ lene ſtifte i Naturens Huusholdning, og fom be ogſaa yde Menne⸗ ffene, faa ubetydelig. er derimod den Skade, de anrette, og fom ofte kun bliver dem paadigtet. Hos mange holder Skaden Ligevegt med XXV Nytten. Mange Fugle blive os ifær fkadelige ved deres Nering; f. Ex. Ropfugle og Kornkrager; andre ved deres Opholdsſted, f. Gr. Kormoranen og Fifkeheiren, der ved deres ætjende Hüten ode⸗ lægge Skovene, hvor de bygge i ſtore Colonier. III. Fuglenes Taxidermi, eller 9lnoitóning til: paa den letteſte og henſigtsmesſigſte Maade at aftage, tilberede og ubftoppe Fugleſkind, ſamt om Opbevaringen 8 af Reder og eg. 2 Vil man bevare eller ubftoppe Skindene af be paa forſtjellige Maader dræbte Fugle, maa man forffaffe fig de til Præparationen - nødvendige Redſkaber, og paa længere Excurſioner fore disſe med fig, nemlig Knive, Pincetter, &enaer, Trykpapiir, Bomuld, hakket Blaar og pulveriſeret Gibs, Kartoffelſtivelſe eller brændt Allun. Naar Heden om Sommeren er ſterk, og Egnen, hvor man vil jage eller fange, fjern, faa at man kan befrygte, at Fuglene forder⸗ ves, førend man kommer hjem, da naa man vare forſynet med Kasſer af Blik (helſt blanke eller hvidmalede, ſom ikke faa let opvarmes af Solſtraalerne), ſom Botaniſerekasſer. J disſe lægges friffe Blade eller Urter, f. Ex. Skrepblade, Vandmynte o. bL, og deri nedlægges Fuglene, efterat de forſt ere behandlede ſaaledes: Naar man har ſkudt en Fugl, (om er beſtemt til at præpareres, ſtroer man ſtraxr Gibs, brændt Allun eller Kartoffelſtivelſe paa alle blodige Steder og be jterre Saar; Naſeborerne og Uer Nabet til⸗ ſtoppes med Bomuld, efter førft at være blevne renſede fra Blod eller andre Ureenligheder. Vandfugle vaſtes rene. Derneſt maa man noie merke fig Oiets Farve, ſom ofte foran⸗ drer ſig efter Doden, og man optegner Fuglens Lengde, at man ikke ftreffer den formeget ved Udſtopningen. Det er ogſaa af Vigtighed at iagttage Fuglens eiendommelige Stillinger i levende Live, for at kunne rette fig derefter ved ÜUdſtopningen og Opſtillingen; desuden . maa man vel merke fig folgende veſentlige Punkter: 1) Pleier Fuglen at ſidde paa Træer, eller ikke? 2) Gre Benene i ſiddende Stilling bedekkede af Bug⸗ eller Hane fjerene eller ikke, og hvormeget? ö 3) Hoilken Stilling har Legemet i Sædet, en neſten lodret, iios . eller vandret ? 4) Barer Fuglen Vingerne hoit eller lader den dem hænge; bvor langt naae de ud paa eller ud over Halen; krydſe de denne eller ifte? Hvorvidt ere be bedekkede af Kappens (Overryggens) og Bryſtets Fler o. T. v. xxvi Derneſt er det aldeles nødvendigt, nøiagtigt at optegne Føb= dernes, Næbets, Vorxhindens og alle ubefjerede Deles, f. Ex. fjob- agtige Udværters Farve, fordi disſe deels blive uſynlige, deels ganffe forandre deres Farve efter Døden. Denne Forholdsregel iagttages bedſt ved Djælp af en Farvetabel, hvorpaa be fædvanligtte Nuancer ere angivne. à Hvad Transporten af de paa forffjellige Maader forffaffebe Fugle angaaer, ba er denne ganffe ſimpel, naar blot be foranforte Forſigtighedsregler ere iagttagne. Man tager Fuglen ved Nabet og ſtryger alle Fjerene glatte i deres naturlige Retning; indretter derpaa en ſterk Papirstut (Kremmerhuus) og lader Fuglen glide ned i denne med Nabet foran, hvorved Fjerenes Forrykkelſe omhyggeligt und— gaages og Fødderne ſtroekkes ud efter Halen. En Seddel med de nod— vendige Bemerkninger om Maal, Vægt, Tid og Sted p. f. v. (fee ovenfor) vedfeies, og ſaaledes lukkes Tuten uden at brakke eller beie Halefjerene. De ſtorſte Fugle lægges nederſt, de mindſte og letteſte gverſt. Det Bedſte er forøvrigt, baa Reiſer, iſer i ben varme Aarstid, jelv af aftage og præparere Skindene efterhaanden. Man fan font ofteft meget godt indrette fine Excurſioner ſaaledes, at man beer Aften har Tid til at behandle de i Lobet af ſamme Dag erholdte Fugle. Saadanne Skind maae godt gjennemterres førend de indpakkes. Udſtopningen beſtaaer i Skindets Aftagning og den egent— lige ÜUdſtopning. Efterat Armknoglerne paa begge Vinger eve brek— fede tet over Albueleddet, hvilket hus ſtore Fugle ffeer med en Tang, lægges Fuglen paa Ryggen, ſaaledes at Hovedet ligger til den venſtre og Halen til højre Side. Derneſt ſkilles Fjerene langs ned ab Bry⸗ ftet med Bege= og Tommelfingeren paa den venſtre Haand, ſaaledes at det ffarpe opheiede Bryſtbeen kommer tilſyne, og fra dettes Be— gyndelſe til dets Ende gjør man et Snb[nit i Huden, hvis man ikke feretraffer at aabne den under Vingen. Ved et let, ffpbenbe Tryk med be ſamme Fingre træffer man nu Indſnittets Sider fra hinan⸗ den, fatter den ene Rand af Huden med Fingrene (hos ſmaa Fugle med en Pincet) og løgner Huden, ved Hjælp af Fingeren og Knivens meiſeldannede Skaft, fra hele Bryſtet til ind i Siden under Vingerne. Da den løsnede Hud lettelig igjen kleber ved Kjedet, og Randfjerene ved begge, faa firpe8 der pulveriſeret Gibs eller ogſaa man bedekker dem med fugtigt Trykpapiir. Naar man har faaet Skindet løsnet paa den ene Side, vendes Fuglen, og den anden Side behandles paa ſamme Maade. Derpaa lægges den atter i fin ferfte Stilling, og man ſoger at træffe Halſen noget frem, for at kunne overſkjere denne paa Midten, ſaaledes at et Stykke bliver ſiddende ved Kroppen. Nu XX VII træffes. Kroppen derved ſaameget frem, at be brudte Steder paa Vingerne blive frie, og funne gjennemffjæres. Hos mindre Fugle gager dette temmelig let, men ved ſtore er det ofte vanffeligt; man maa bjælpe fig med at faſtbinde Halsſtumpen til en eller anden Gjen⸗ ſtand, at man kan arbeide med begge Hænderne og hiſt og her an— vende Kniven til at løsne med. Meeſt Opmerkſomhed maa man anvende paa Ryaggen, da Skindet paa denne ofte ſidder meget faſt og tillige er noget tynd paa mange Fugle, f. Ex. Duer, Drosler, Spet— ter, Gjoge o. ſ. v. Naar Skindet er ſaavidt aftaget, ſkyder man Be⸗ nene frem, og beſkjerer dem i Kncet. | yn Gfterat Vingerne, Halſen og Fødderne ere frajfiíte, hænger Skindet endnu ſammen med Legemets nederſte Dele, hvorfra bet maa ſkilles med fterjte Forſigtighed og uden at bruge Kniven formeget, inden man kommer til Gumpen eller Gjogebenet. Halefjerenes Jigb« der viſe fig nu igjennem Huden ſom to runde, opheiede Legemer, ovenfor hvilke Gjsgebenet gjennemffjæres, efterat man i Forveien ved Gatboret har loſt Skindet fra Maſttarmen. Den ferite Forretning er nu, ſaagodt ſom muligt at renſe Skindet fra de endnu tilbageværende Kjod- eller Fedtdele. Benene ſkydes ud og renſes fra Kjod, Fedt og Sener. Derpaa anvendes Preſervativmiddelet paa Skind og Knogler. Hertil har jeg med Held anvendt Nux vomica, Allun og Quassia, 2 Lod af hver Slags, oploſt med en Pot Brendeviin og derefter filtreret; dette fortrinlige Middel kan ogſaa anvendes udvendigt, under Vingerne, paa Over— pg Undergumpen, ſamt paa Been og Næb. Nogle bruge uledſket Kalk, brændt Allun og Kobolt. Et virkſomt Stropulver er folgende Blanding : 2 Dele, i Luften ſmuldret Kalk, 1 Deel Tobaksafke og 2 Dele pulveriſeret Allun. Det almindeligſte, ſtjondt for Mange afifreffenbe, Preſervativ er følgende: Arſenik og hvid Gabe i lige Dele, kogt ſammen og med en &iljetning af Viinſteenſalt (Sal tartari), Kampher og pulveriſeret brændt Kalk, en Trediedeel i lige Dele. Ved Anvendelſen oploſes Lidet deraf i Vand og paaſtryges med en Penſel. Opbevaringen maa ſkee paa et kjoligt, fugtigt, for Uvedkommende utilgjengeligt, Sted. Man danner derneſt kunſtige Laar (egentlig Lægge) ved at orte vikle be renſede Knogler med Bomuld, hos ſterre Fugle: med Blaar; hvorved man dog maa tage fig i Agt for, at Omviklingen bliver for -igf, Haar bette er ffect, træffes Skindet tilbage. Paa ſamme Maade gaaer man tilseerks, naar man iſtedetfor de ſonderfkudte Knogler maa anbringe kunſtige af Staaltraad, hvilke befæftes i den tilbageværende Knoggelſtump og ſiden omvikles. Derneſt renſer man Gumpen fra alle kjedede Dele, kommer b* xx viri Preſervativ derpaa, erftatter de borttagne Dele med noget Bomuld eller ſmaatſkaaret Blaar, og ſkyder den tilbage i Skindet. Vanſteligere er Vingernes Rensning; hos ſmaa Fugle gaaer den lettere fra Haanden, da man iffe behøver at renſe disſes Vinge— been lige til Spidſen, hvilket derimod ſaameget fom muligt er nod— vendigt hos be figrre, forſaavidt det, ved at aabne Huden, fan ſkee udvendigt fra, uden at beffabige Vingefjerenes Rodder. Knogler og Hud bedekkes ligeledes med et godt Lag Preſervativ, de borttagne Kjoddele erſtattes med Blaar eller Bomuld og Vingebenene ffydes tilbage i Huden. - Nu begynder man at bortfjerne de endnu i Huden værende Dele, nemlig Halſen og Hovedet, Dotlfet deels ſkeer ved at træffe ved ten forſte, deels ved at Skindet ligeſom frænges eller træffes bagvendt poer Hovedet, hvorved baade Knioſkaftet, Kniven og Neglene gjøre Tieneſte. Naar man er kommet til Orerne, da maa man ikke af⸗ ſtjcre disſe, men hele Huden optages med en flad Syl, da der ellers paa dette Sted bliver en Aabning, fom ikke er bedekket med Fjer. Ved at ſtryge Huden ud over Oinene, henger den ſammen med Dienhulernes Rand ved en fin Hinde, ſom forſigtigt man afleſes, for ikke at ſaare det derunder liggende Oieeble, da ellers Øiets Ved— fter flyde ud og aldeles fordeerve de omkringverende Fjer. Naar Huden nu ſaaledes er truffet tilbage til 9tebroben, ud⸗ tager man lemfeldigt Øinene af deres Huulheder, hvilket bedſt ffeer med et lille, fkeeformigt Inſtrument, i Mangel deraf med en meget ſtump Suiv, og renſer derpaa hele Hovedſkallen fra alle Kjod- og Fedtdele. Derefter udffjæres, ved Hovedſkallens horizontale Leie, dens bagerſte Deel i en Vinkel, ber betegnes ved en Linie fra Midten af Oiehulen lige nedad, og ved en anden, der ligeledes derfra træffes horizontalt tilbage. Hos Smaafugle fan dette udføres med en Kniv; til de ſtore maa man ofte bruge en lille, fin Saug. Af den ſaaledes i Nakken afffaarne Hovedſfkal kan man nu udtage Hjernen, og ffal Fuglen iffe opſtilles med aabent Næb, eller den har en tof, kjedfuld Tunge, borttages denne ſidſte. Hovedet forſynes berpaa, ligeſom de andre Dele, med Preæſervativ, hvorved man dog maa tage fig i Agt for, at intet kommer igjennem Aabningen ved Sienlaagene, faajom Fjerene derved ſammenklebes og tilſmudſes. Forend Skindet frænges tilbage, udſtoppes Hovedet. Man ute fylder Oienhulerne med Kugler af fugtig Bomuld eller ſmaatſtaaret Blaar, fom forhindrer Oienlaagenes altfor hurtige Tørring, at man ſiden kan give dem deres naturlige Skilkelſe. Derpaa dannes en kunſtig Hals efter den naturlige, ligeſaa tyk, men indtil en Trediedeel kortere. Hos Fugle med fort Hals fog» XXIX bes den loſeligt af Blaar, men er Halſen lang, (ont hos Lobe⸗ og Vadefugle, maa den omhyggeligt omvikles med Traad, for at blive fait og ftiv ; og derpaa ſtikkes den ene Ende deraf ind i Hjernekasſen, igjennem den anbragte Vinkelaabning; for at befeſte ben, udfyldes og tilſtoppes det tomme Rum med ſmaatſkaaret Blaar eller Bomuld. Alle disſe Arbeider ved Hovedet maae gage muligſt raff fra Haanden, da Hovedhuden ſedvanlig er meget fynd og tørrer Furtiat, faa at den let revner ved at træffes tilbage. Saalenge man derfor er mindre evet i Kunſten, gjør man bedſt i at holde Huden jevnt fugtig med Vand, fornemmelig ved de mindre Fugle. For nu at kunne træffe Skindet over igjen, fatter man Hoved— ſkallen med den venſtre Haand og bevirker dets Krengning aanffe lemfeldigt med den heire, til man ferit kan fane fat pan Nebet med denne, idet man med den venſtre ftrbaer Skindet over Hovedet, bvor— ved en i Forveien anbragt ſterk Traad eller Snor igjennem Neſe— borerne gjor god Tjeneſte, men man maa dog tage ſig meget i Agt for at jtretfe Halshuden, hvilket ogſaa er Tilfældet ved Afbelgnin— gen og Üdſtopningen; tbi det er ellers ikke muligt at give Halſen en ſkjon oq rigtig Form. [ Naar Skindet ſaaledes er vendt, blæfer og ſtryger man Fjerene glatte; bringer dem overhovedet i enhver Henſeende i deres naturlige Leie; giver Oienlaagene deres tilbovlige Form; tvinger Bomulds— fualerne i Oienbulerne ub i Aabningen imellem Dienlaagene, at de indtage Siecblets Plads, hvilket bedſt ſkeer ved en Cyl igjennem Nebaabningen, og berpaa bringes iſer de ſmaa Fjer omkring Øi- nene og Orerne i Orden. Har Struben endnu ikke den rigtige Form og Fyldigbed, kan man efterſtoppe, hvad der mangler, igjennem Ne⸗ bet, (om forſynes med Preſervativ. Man kommer nu til Kroppens ll*ítopning, og former til den Ende en kunſtig Krop af Bomuld, Blaar, Ho, Tang (Materialet mag naturligviis vælges efter Fuglens Sterrelſe), (om dog iffe maa være ftorre, ei heller mindre, end den naturlige, men derimod faa . faft fom muligt, hvorfor den ogſaa maa omvikles i alle Retninger med Traad, ſtorre Masſer med Seilgarn. Naar den har erboldt den rigtige Form, trykker man en Fordybning i den forreſte Ende, hvori den for Skindets Krengning i Hjernekasſen befeſtede kunſtige Hals herefter anbringes. : Denne Krop nedſkydes nu førft ved Gumpen, og Huden træffes omhyggeligt derover, at den overalt lægger fig faſt derpaa. Derpaa bringes Vingerne, ifær de brudte Knogler, i deres naturlige eie, og Skindet træffes fra alle Sider ſaaledes ſammen over Kroppen, at ben overalt flutter til famme, og at bet paa Bryftet gjorte Snit ſamles. XXX Hos ſmaa Fugle behever man ikke at [pe dette til, dog er det altid bedre, at bet feer, Somme foretrekke, ſom allerede anført, at an⸗ bringe Snittet og tage Kroppen ud under en af Vingerne, hvorved Fremgangsmaaden forøvrigt i bet Veſentlige er ben jamme, fom alle⸗ rede anført. Saa er da Fuglen ubftoppet; hvad der endnu ſtager tilbage, førend man begynder paa Opſtillingen (hvis man iffe vil opbevare ben fom løft udſtoppet Skind) er blot Fjerenes Ordning, ſamt at give Hovedet, Vingerne og Benene den rigtige Retning og Stilling. Vi gaae nu alifaa over til Opſtillingen, der bedſt ffeer med det ſamme, fordi Hudens Blodhed os friffe Smidighed meget letter Ars beidet, fom da ogſaa deſto bedre lykkes. Forſt afmaaler man Halſens og Benenes Længde paa Staal⸗ : traaden, hvilfen man vil intffpbe i disſe Dele og ſom vælges af en pasſende Tykkelſe. Til Halſen maa den vere aígtet og ſaameget lengere end denne, at den gaaer over halvt inb i Kroppen, og til Benene tages faa lange Stykker, at de med den ene Ende nage til Skuldrene, med den anden ud igjennem Fodſaalen, ſaaledes at man dermed kan gjore Fuglen faſt paa Stilladſen. Staaltraaden til Be— nene glodes iffe overalt, ſaaledes ſom de fleſte Anviisninger fore— ffrive; tbi derved vinder man den Fordeel, at man ikke behøver den faa tyk og ftaaer Fare for at ſprenge Huden paa Benene, hvori— gjennem den ſtikkes. Man vælger forſt Staaltraaden til Benene, fordi denne be— ſtemmer Tyklelſen. Til Halſen kan man tage et Nummer finere, til Vingerne atter et Nummer finere og hos ſmaa Fugle behover man blot at befejte disſe med Knappengale. Pas den ene Ende tilfiles Staaltraaden i en lang, alat Spids, paa hvilken man, ſom overhovedet paa al Staaltraad, der anvendes ved Udſtopningen, med en fiin Fiil borttager al Ujevnhed. Caalanat fom Traaden nager igjennem eller nedenfor Fodſaalen, kan man gløde den, for deſto lettere at kunne ſno og boie den, ved at befeſte Fuglen paa Grenen eller Fodſtykket. Staaltraaden til Haleroden ſkydes igjennem denne og faa langt ind i Kroppen i lige Retning, at Halen derved fager en lige, naturlig Stilling. Derneſt indſtydes en lignende i Hovedet; bos Fugle, ber have en ſterk Hovedſkal, maa man ferit bore et Hul i denne med en Syl, da ſtyder man Traaden igjennem dette og midt igjennem ben funftige Hals, fom nøiagtig indpasſes i Kroppens ovenomtalte yore dybning, faavidt, at den nager ned imod Benene; men det Styffe, der nager udenfor Hovedet, affnibe8, faa nær ved tette (om muligt, med en farp Tang, og Hovedhuden træffes hen over Aabningen. XXXI Efterat Fodſaalen er gjennemboret med en Syl, indſtydes bet til Benene beſtemte Stykke Staaltraad langs med Skinnebenet, under den hornagtige Hud der bedakker dette, igjennem Knæet langs med Beenknoglen igjennem det kunſtige Been af Blaar, og ſkrages ind i Kroppen tet op til den mobjatte Skulder. Det andet Stykke Ctaal- traad anbringes paa ſamme Maade, ſaaledes at begge krydſe hinan— den i Kroppen. En dreiende Bevagelſe hjælper meget til at fere Staaltraaden igjennem, ier hvis man hos ſtore Fugle har Hø, Tang eller Halm i Midten af Blaarviklingen. j De fra hinanden ftaaenbe Been boies i Knæerne, Vingerne legges tilrette og befæftes, hos ſtorre Fugle med Hager af Staaltraad, hos mindre med Knappenaale, hvilke trykkes faa tæt ind til Huden, at Fjerene kunne ſkjule dem. Det er nu ogſaa paa den høie Tid at indfætte de kunſtige Sine, hvilke man indſkyder under Oienlaagene, ſom derpaa træffes ſaaledes derover, ſom Fuglen har dem i levende Live. Naar Fuglen er fat i Ligevægt paa Fodſtykket, giver man den en naturtro Stilling. Det bidrager meget til, at Fuglen erholder et levende Udfeende, naar Hovedet vender til en af Siderne, opad, nedad eller tilbage. Her maa nu Udftopperen tage alle fine Kundſkaber om Fuglens Natur og gode Afbildninger til Hjælp, for at funne give den den en pasfende Stilling, eller en ſaadan, at man aldeles ikke an— tager den for at vere udſtoppet, men lyslevende. En Fugle⸗ ſamling med tive, militaire Opſtillinger kan vere tekkelig og taalelig for Den, der ikke fjender den levende Natur; men hvo der med Livs— billedet i klar Erindring beffuer disſe Naturens livlige, bevægelige Børn i denne kunſtige Stivhed, kan langtfra finde fig tilfredsſtillet. Nabet tillukkes ved at ſtikke Knappenaale fra neden igjennnem Underncbet og i Hovedet, eller ved en igjennem Neſeborene trukken, under Nebet ſammenbunden Traad, eller ogſaa ved at lime Over— og linbernabet ſammen, hvilket iſer er at anbefale, naar Nabet er langt. . | i For at bringe Halefjerene i Orden, fætter man dem i Klemme imellem Papir, Pap eller Træ, men herved maa dog ſtedſe lægges Merle til Halens Form, om denne er flad eller hvælvet, og Klem⸗ merne indrettes derefter. | Man omvikler og glatter hele Fuglen med fiin Traad eller Strimler af Papiir, (om befeſtes med fine Naale, at Skindet overalt ligger glat paa den fafte Krop. Endelig maae Fødderne heller iffe forglemmes. Det er ifær Vandfuglenes og Sumpfuglenes, navnlig deres, der have lappede og fryndſede Ter, ber udfordre meeſt Opmerkſomhed; dog gjøre be XXXI! Fugle, man har opſtillet paa Grene, ingen Undtagelſe, ſaaſom man feer mange udſtoppede Quale, bog hvilke Fodderne ere ganſke unatur⸗ ligt boiede. Det er iffe ſjeldent at en Fugl bar en Fjerbufk eller andre Si⸗ rater paa Hovedet, til hvilke man ſerdeles maa lægge Merke, eller at Hovedet er faa tft, at man paa ingen Maade kan ffpbe det igjen— nem Halshuden, hvilket f. Ex. ofte er Tilfældet med Ander og Spetter. J denne Forlegenhed bjefper man fig med ct Indſnit i Halshuden, 905 paa Halſen eller under Struben, hvorigjennem Hove— det prapareres og ſom da tilſpes igjen førend Üdſtopningen. Nogle Fugle have Kjodkamme eller andre kjodagtige Udvaxter paa og ved "Hovedet; disſe mage enten torres, idet de holdes i den naturlige Stilling, eller man maa ganfke Portífjere og erjtatte dem med fure ſtigt eftergjorte af Vor o. dl. Til Anſtrygning af ſaadanne kunſtigt efterlignede Dele, ſaavelſom af Næb og Fødder, anvendes bedſt Farver, ber ere revne i Terpentinolie. De ſamme Regler, der gjelde for Opſtillingen af friffe Skind, ere ogſaa anvendelige for de torre, dog mage disſe i Forveien opblodes ved at lægge dem, indviklede i Trykpapiir, i fugtigt Sand, hvori de i Forhold til Fuglens Sterrelſe bleve liggende i een eller flere Dage, indvendigt fyldte med vaad Bomuld, vande Blaar eller deslige. Man maa, ijer om Sommeren, lægge Merke til, at Üdbledningen ikke løgner Bedekningen paa Næb og Been; naar disſe ſidſte ere bløde nok til at jtiffe Staaltraaden igjennem, maa Skindet udtages og Oyſtillingen faa raſk fom muligt udføres. Saaſnart Opſtillingen ſaaledes er fuldført, mane Fuglene til— gavns gjennemtorres. Man opbevarer dem i Almindelighed i Glas— kasſer eller Glasſkabe. Her ere de frie for Stev og Inſeeter, hvad enten de ere forſynede med Conſerveremiddel eller ikke. Kasſerne for— ferdiges bedſt af tert Fyrre- eller Grantre ; de ſammenfoies og limes godt og overklebes ud= og indvendigt med ſterkt hvidt Papir over Falſerne. Kun Forſiden af Kasſen forſynes med een eller flere Glas— ſtiver, fom indpasſes i en Fals paa Kasſens Rande og ligeledes tette8 med paalimede Papirſtrimler. J Opſtillingslocalet mage Vinduerne være forſynede med morke Rullegardiner, faa at Samlingen ikke mere end nødvendigt er udſat for Dagslyſet, fom afbleger Farverne. Hvor man har Fuglene jante lede opſtillede i Skabe, eller Skindene liggende i Skuffer og Kasſer, kan man lægge Papirstuter med Kultjere, fom fordriver og bre» ber Mol. Opbevaringen af Reder har, ſaa let den ſynes, dog ogſaa fine Vanfkeligheder. Det er ſaaledes allerede ſlemt, at mange XXXIII vanſkeligen og andre aldeles ikke lade fig opbevare, at man altſaa aldrig kan faae Samlingen fuldſteendig. Til de forſte here Rederne af ſtore Ropfugle, ſtore Sump- og Vandfugle, kort alle ſtore, kunſt— left, af grove Materialier forfærdigede Reder, til de ſidſte: be, ber findes paa Jorden eller i hule Træer, og hvor Æggene ofte udruges uden Underlag i den blotte Fordybning. En anden Übehagelighed ved en ſaadan Samling er den, at Rederne bebøve megen Plads; og det er berfor bedſt at indſkrenke fig til en Redeſamling af de mindre og merkverdigſte, ſamt at opſtille Rederne i de ſamme Kasſer, hvori Fuglene ere opſtillede. Hertil qualificerer fig: Rederne af Torn⸗ ſtaderne (Lanius); Kjernebiderne (Loxia); Finkerne (Fringilla); Pirolen (Oriolu-) ; Droslerne (Turdus); Sangerne (Sylvia); Vip⸗ ſtjerterne (Motacilla); Flueſnapperne (Muscicapa) og Digeſmut⸗ terne (Saxicola), mange Meiſer, ifær Parus bjarmicus og P. cau- datus; Rederne af Lerker (Alauda) og Pibelerker (Anthus) o. f. v. Reder, der ere befejtebe til Grene eller SBfanteftengler, kan man afſtjere med disſe, og ſaaledes opſtille dem i Kasſerne. Den i ru- gende Stilling udſtoppede Fugl kan fættes paa Reden, eller man lægger be udpuſtede 95g beri og limer dem lidet faſt paa Underſiden, for ikke at rulle frem og tilbage; eller man udſtopper Ungerne, og giver Unge og Gamle en Stilling, (om om de ſidſte madede de FRE v. ſ. v. Saaledes fan en Kasſe meget forſkjonnes; men det er raade⸗ ligſt, at Rederne komme i en bed Ovn, for at Inſecter og deres 9)n- gel, ſom maaſtee kunde findes deri, kunne blive tilintetgjorte, ferent de komme i Kasſen. ; Zangt fu[bfomnere og ffjønnereeren Samling af Fugleeg. Disſe lade fig iffe blot let opbevare, men ved en god Behandling tabe de heller iffe ſaa paafaldende deres Farve, og de ſtorſte af dem indtage neppe ſaamegen Plads, ſom en lille Rede. En velordnet, vel vedliget olet Wgſamling afgiver et interesſant Skue; men hvis den ſtal forene Nytte med Fornsielſe, maa den ogſaa forene Sand— hed med Orden. Vil man derfor anlægge en Waſamling, og være ſikker paa dens Rigtighed, maa man førft forſtaffe fig Kundſkab ont Fuglene, og derpaa ſelv opſoge deres Reder. Kun fra prøvede Fugle— kjendere bor man optage Reder og Wg i fin Samling. Finder man en ubefjenbt Rede, faa ſtiller man fig forſigtig paa Luur, og gjør fig Umage for at iagttage Fuglen, den tilherer. At dette ikke er nogen let Sag, indſeer Enhver, da den bedſte Theoretiker her maa ftaae tilbage for den middelmaadigſte Practiker, fordi denne fjender Fuglene langt borte paa deres Stemme. Sang, Flugt o. f. v, medens hiin, med alle fine ſyſtematiſke Kjendemeerker, neppe kan aojfille dem i Olerbeben, Den nemmeſte og ſikkreſte Fremgangsmaade anvender i XXXIV Tviolstilfelde forøvrigt den, ber er gruſom eller behændig nok til at drebe eller fange den gamle Fugl paa Reden. Det Ferſte, man foretager fig med det til Optagelſe i Sams lingen beſtemte Wg, er at man tager Indholdet ud af Skallen, uden at denne beſkadiges. Man gjør derfor et ganſte libet Hul paa den ene og et noget: ftgrre lige under paa den anden modſatte Ende eller Side af Ægget, tager dette lemfeldigt imellem Fingrene, fætter det mindre Hul for Munden, og blærer faalenge derigjennem, indtil alt Flydende er lobet igjennem det fterre; endnu bedre er det, at fuge Indholdet ud af eet Hul paa Siden, igjennem et langt Blikrer med en nedentil meget fiin Aabning, dog maa man forſt med en Maal rere Blommen omkring med Hviden. Med friſklagte Wg gaaer dette meget let; med be noget rugede vanſkeligere, og de, hvori den unge Fugl allerede er bleven ſtor, kunne ofte flet iffe lade fig ubblefe, men paa ſaadanne, hvis de ere af 9Sigtigbeb, losprikkes med en Maal en rund Plade paa den ene Side, at Ungen kan tages gjennem dette Hul, og bet losnede Stykke Skal indlægges med Gibs og Gummi. Det er en Selvfølge, at de meget længe rugede Wg ogſag herfra ere en Undtagelſe. Naar Ægget er udbleſt, legges det i lunkent Vand, for at al Smudſighed og de tilbageblevne indvendige Dele kunne oploſes, og man maa da, inden det lægges til Tørring, atter udbleſe det Vand, der er trengt igjennem Aabningerne, ſom det er bedſt at tillukke med Gibs, opblodt med Gummirand, og derpaa males den naturlige Farve, hvis Ægget ikke er hvidt. Opbevaringen ſteer bedſt i (maa Papeſker, i morke Gjemmer, navnlig Skuffer; for at hold e Støvet ude, bedekkes disſe med leſe Glasplader, indfattede i fine Trær ammer, ſom Fasses ned i Falſer paa Sfhjfaue Piorſte Orden. Rovpfugle. Accipitres, L. Nabe tykt, ſteerkt, ſom ofteſt fort; Overnckbet, ſom ved Roden er befíebt med en Hud, Vorhuden kaldet, boier fig krogformigt ned over Undernabet. | De fterfe, forte eller middellange Fødder have fire, med fterfe, ſpidſe, meget krumme Kløer forſynede, i ſamme Plan indledede og til Gribning dannede Teer, af hvilke ſtedſe den ene vender bagud og den pderſte tildeels er en Vendetaa. Halen har ſon ofteſt tolv Styrere. Fjerbedekningen er tet, hos nogle tynd, hos andre los, tildeels meget blød, og hos de fleſte af ingen ſynderlig ſtjon Farve. Den fornyes aarligen kun een Gang, og offe meget langſomt. Hunnerne ere ofte anderledes farvede end Hannerne, og ſtedſe, hos mange indtil en tredie Deel, ſtorre end disſe. De unge Fugles Dragt er tildeels faa afvigende fra be Gan les i Tegning, at den har givet Anledning til mange Vild⸗ . farelfer i Henſeende til Beſtemmelſen, faa at der indtil ben nyeſte Tid har herſket (tor Forvirring i denne Ordens Natur- hiſtorie. De fleſte Arter erholde forſt efter eet eller flere Aars Forlob ben udfarvede og fuldkomne Dragt; men mange bære den ogſaa allerede ſaaſnart de kunne flyve. ' Disſe eenſomme og uſelſkabelige, men modige og liſtige Fugle dele fig i mange Arter, der ved deres redſomme Mord⸗ vaaben, udmeerrkede Flyveferdighed og Jagttalent ere ligeſaa farlige, fom frygtede Fjender for neften alle andre Fugle, foagere Pattedyr, Amphibier og Fiſke. Kun faa Arter ernære 1 2 fig af Inſekter eller udelukkende af Aadſel, hvortil adffillige blot i Nodsfald tage deres Tilflugt. De kunne hungre lenge, nøgle af de ſtorſte endog i 3 — 4 Uger, men ogſaa fortere umaadelig meget ad Gangen. Da Opſogningen, Fangſten og Forteringen af Rovet i Almindelighed fofter dem betydelig Kraft⸗ anſtrengelſe, udhvile de fig gjerne efter Maaltidet og oppe⸗ bie Ferdeielſen, hvortil den ſkarpe Maveſaft i den Grad virker, at den endog oplofer de fortckrede Been. Det Ufor— doielige, ſom Fjer og Haar, give de fra fig i Form af runde Kugler, meeſt om Morgenen. De briffe aldrig Band, men fluffe deres Torſt med Blodet eller Saften af Dyrene, de fortere. | Alle Rovfugle leve i Eenparring (Monogamie), og yngle, uforſtyrede, kun een Gang om Aaret. Nekſten alle bygge ſtore, flade kunſtleſe Reder, hvilke de gjerne afbenytte i flere Aar og hvortil de ſamle Materialier i Kloerne; nogle betjene fig af andre Fugles forladte Reder; andre (Uglerne) af hule Træer. Reden anbringes forøvrigt paa utilgængelige Klipper og meget høie Træer, ſjeldnere i Bygninger eller paa Jorden. Hunnen ruger alene, men ernoreó imidlertid af Hannen. Aeggenes Antal er ofteſt to, ſjeldnere fire, i det hoieſte (hos mindre Ar⸗ ter) 6— 7. Kjodet egner fig ikke til Menneſkefode og vrages endog af de fleſte Rovdyr. Uagtet deres Vildhed, lade nogle fig ſaa— ledes tæmme, at man bruger dem til andre Fugles Fangſt. Hvad forøvrigt Rovfuglenes Nytte og Skade i Natu⸗ rens Huushold ning angaaer, da finde vi her, ſom overalt i Naturen, et viiſt udlignende Forhold, Vel kan det ikke nægtes at Skaden, mange foraarſage ved at rove nyttigere Dyr, ikke er ubetydelig; men man bor heller ikke overſee den Nytte, ſom mange yde ved at fortere Aadsler og ved at udrydde mange ſkadelige Dyr. Derfor ffufte man iffe uden Undtagelſe ſoge at tilintetgjore dem alle, ſaaledes fom det navnligen er il fældet med de falkeartede Ropfugle. Jagten paa disſe Fugle har fin ſtore 3Sanffeligbeb og ud⸗ fordrer øvede Skyttere; dog kan man ſkyde dem næften alle med Hagel. Men da de ere pderſt ſtye og forſigtige, lykkes det ſjeldent at komme dem ſaa ner, at Skuddet beholder Styrke nok til at ajennemtrenge deres tætte Bekleedning. Man maa derfor forſigtigt liſte fig til dem, eller ftaae paa Anſtand hvor de holde deres Natteqvarteer; ved Reden er det ofte forgjcves. Paa Kragehytten lade flere Arter fig letteſt ffyde. En fort DSI 3 Beffrivelfe af denne interesſante Jagtmethode vilde her neppe være paa urette Sted, Til Kragehytten benytter man en Bjerg⸗ ugle eller Schuhu (Strix bubo), fom er opfodt fra Unge, hvil⸗ ken bliver langt tammere end be gamle indfangede, tbi disſe ere meget vilde og ubeendige, og det koſter ſtor Moie og Taal⸗ modighed at tæmme dem. For at ſikkre fig for Beſkadigelſe af be ſkarpe Kloer, kan man raspe bem butte. Til Lenke taz ger man en ſterk Lederrem, der i den ene Ende er deelt i to Dele, hvilke begge gjores 2 Sommer brede, og indrettes fom en Snare, men for at denne ikke ſkal ffrære for haardt ind i Benet, fores den med Kanin- eller Hareſkind. Stedet, hvor Kragehytten ffal indrettes, vælges helſt paa en lille Hør, hvor man ofte [aae Ropfugle og Krager flyve. Hytten ſelv er 3 Alen dyb ned i Jorden (af Træ eller Steen og af vil kaarlig Cterrelje); med et Tag, der er belagt med Jord og til dekket med Grestorv, ſaaledes at det blot banner en lille Forhoining over Jordfladen. Doren og Skydehullerne mage iffe være for ſtore, og de ſidſte langt videre uden- end indenfra. Omtrent 12—45 Skridt fra Hytten opføres en 3 Fod hei, lille Jordhoi; i Midten af ſamme fættes en Pel med en Skive, under hvilken der er en Krampe, hvorigjennem Remmen, Uglen har om Benene, træffes og befceſtes. Denne Hoi maa ftaae ſaa⸗ ledes, at man igjennem Hovedſkydehullet beſtandigen har lige len for Die; thi paa dens Gebeerder og Stillinger kan man fee, hvilke Arter af Ropfugle, eller om kun Krager nærme fig. Til ſtorre Beqvemmelighed nedgraver man ogſaa nogle. tørre Træer (Faldtreer), med een eller to Sidegrene, i nogen Af ſtand fra Hytten; men er der et naturligt, friſt Træ i Ner⸗ heden, foretreffe alle Fugle dette; det maa kun ikke have ret mange Grene. Denne Jagt anvendes bedſt Morgen og Aften. De mindre 9tovfugle, iſcer Suez og Spurvehogen, fanges letteſt med et Slaggarn. J en Firkant af 3 Fod, helſt i Le for Vinden, fætteg fire, 6 Fod hoie Hasſelſtokke, i hvis øverfte Ende, omtrent 5% Fod over Jorden, fffjæreg nogle ffraae Indſnit nedenfra opad. Indenfor disſe Stokke ophænges et Net, ved at trykke de øverfte Maffer ind i Indfnittene. Nedentil nager Nettet til Jorden, Door det paa hver Side i de nederſte Maſker befeſtes med (maa Kroge, og i Midten af denne, for oven aabne Qvadrat, fotte8 paa Jorden en Due, Kylling e. desl. ſom Lokkemad, under et ſom Buur indrettet Net, ſaaledes at den er frit tilſyne fra alle Sider. Segen eller Falken, iom i en ffraa Retning flager ned efter Fuglen, 1* 4 kommer derved til at ftobe imod det løft ophængte Net; bette falder ned over den og indvikler den ſaaledes, at den ei let kan gjøre (ig fri. Mange kunne ogſaa fanges i Felder, ſom Rotteſaxe, Svanehalſe og de bekjendte Hogebure. De ferſte ſtilles enten med et Stykke Kjod til Lokkemad, eller ogſaa uden ſaa⸗ dan paa den ſaakaldte Glenteſkive (i ganſte treeloſe Marker paa en tyk Pel), hvorpaa Ropfuglene gjerne fette fig, for at udhvile fig og ſee fig omkring efter Nering. A. Gribartede Rovpfugle, Accipitres vulturim. Nebet og Lugteorganerne ere, da de neſten udeluk⸗ kende ernære fig af Aadſel, meget udviklede; Fødderne, ifr Neglene, derimod mindre; Oinene ſmaa; Vingerne ſtore; den ſtore, lidet eller mindre befjerede Kro, hvori de bære 9ta- ring til Ungerne, træder fæfformigt frem. De faa levende Dyr, de bemægtige fig, dræbe de med Næbet. ifte Slægt. Grib, Vultur, I. Hovedet libet, nøgent eller bebeffet med meget forte Fier. Næbet ſtort, ſterkt, lige, kun i Spidſen frumboict, Neſeborene ſtore, ffjæve, nedenfor 3Borbuben. Graa⸗Grib, Vultur einereus, L. Artsm. Halſen nøgen ned over Halvdelen, blaalig; de imellem Hals⸗ fjerene fremſtagende Duun danne, ved den nedtrukne og derved ſtjulte Deel af Halſen, en foran hjerteformig Krave, der om— giver en merk befjeret, trekantet Plet. Paa Skuldrene ftaaer en bevægelig Fjerbuſt. Illum. Afbildn. Tab. I. En meget flor Fugl af 42—45“ Længde og 96— 112“ Brede, ſamt 12—20 Punds Vergt. De hos de Gamle nøgne Steder ere hos unge Fugle beflædte med Duun og Ryggen beſat med lyſe Fjerkanter. Hunnen er ſedvanlig morkere end Hannen; forøvrigt ere be libet forſtjellige. Graa-Gribben beboer i ſtore Skarer Aſien og Afrika, til⸗ deels ogfaa det ſydlige og ſydoſtlige Europa, hvorfra den un dertiden forflyver ſig nordligere. Saaledes er den nogle Gange feet i de danſke Hertugdommer, og efter Bojes Meddelelſe 0 (Iſis 1822, II. 769), lod for en Deel Aar ſiden et lille Sel⸗ ffab fig fee ved Frederiksſtad, hvor de havde brabt 2 Faar. Den ene blev anſkudt, holdt levende i halvandet Aar, og kom ſiden i Benickens Samling i Slesvig; dette Exemplar om⸗ taler Faber i ſine ornithol. Notitſer Pag. 5. For omtrent 50 Aar ſiden (fal ben, efter Hr. Hofjcegermeſter Teilmanns Sigende, være ſkudt imellem Fans e og Sonderhoe. Den lever neſten udelukkende af Aadſel, iſcer af Haar⸗ bor; yngler paa hoie, utilgængelige Slipper og lægger 2 Mg. Naar den nyligen har holdt et overordentligt Maaltid, er den ikke alene let at ſkyde, men endog ofte faa treg og dum, at man kan gribe den med Henderne. | Gribbene ere meget nyttige Fugle for be varme Lande, ba be fortære en Mængde Aadsler, fom ellers vilde forpefte Luften, hvorfor be ogſaa af mange Folkeſlag ere fredlyſte. B. Hogeartede Ropfugle, Accipitres falconini. Hovedet af Middelſtorrelſe, med Sinene rettede til Si⸗ derne. Nebet forſynet med en Voxhud, hvori Næfeborene ligge. i tæerne aldrig fjerflædte; be inderſte og bagerſte, tillige⸗ med deres Kløer, ftærfeft. i Fjerbekledningen faft, Fjerene haarde og ſtive; de fleſtes Flugt hoi og raf. De ere modige, men tillige ffye Fugle, ſom ere udbredte over den hele Verden og fornemmeligen ernære fig af levende Dyr, boilfe de gribe med de ſterke, ſkarpe, krumme Kloer; 26ggene ere rundagtige, ofteſt plettede; de ſpede Unger bedekk⸗ kede med hvide Duun. Hunnen er ofte betydeligt ſtorre end Hannen og har ſtundum noget afvigende Farve. Ungerne ere mere ſpraglede og plettede end be Gamle; og de Arter, fom, i ben beftandige Dragt, have towrgaaenbe Pletter og Baand, have derimod i be yngre Aar langsgagende Pletter. 2den Slægt: Falk, Falco. Hoved og Hals beflædte med Fjer. Jtebet frumbeiet fra Roden, hvor det har en farvet Vorhud; de i denne liggende Neſeborer ere ubebeffebe, rund⸗ agtige eller ovale. | Dienbrynene nøgne og fremſpringende over be funk⸗ lende Sine. 6 De paa be flefte lange nedheengende Fjer paa Skinnebenet udgjore be faafafote Burer. Vingerne ere i Regelen lange, hos nogle, Hogene, noget førte eller lidt ſpidſe, med flere eller ferre haarde Svingfjer. De færdes i Skove, over Marker, Søer og Ager, jage om Dagen og udhvile fig om Natten paa Træer, Klipper eller Taarne. De forſtjellige Arter ere hverandre ogſaa ganſke ulige i Styrke, Mod og Rovbegjerlighed. ifte Gruppe: Orne, Aquilae. Næbet meget ftærft, temmelig langt, lige ved Roden, ſterkt krummet mod Spidſen; Sidetand umeerkelig. Jtefeborene [ffjeot ovale; Egnen imellem Næbet og Oinene belagt med Borſter. | Hovedet og Halsryggen beboffebe med ſmalle, tilſpid⸗ lebe , Benene meget ftærfe; Fodroden befferet til Teeerne; Mellemtagen fengft, ved Roden forenet med Bdretagen ved en Hud; Kloerne ſtore, krumme, ſpidſe. Vingerne lange og brede; forjte Svingfjer meget fort, fjerde og femte lengſt. Ornene udgjøre de ſtorſte Arter af denne Slægt; de ere de ftærfefte og modigſte af alle Fugle. De fleſte Arter ernære fig af Pattedyr og ſtorre, tungtflyvende Fugle; andre fornem⸗ SUE af Siffe. J Mangel af levende Bytte, falde de paa Aadſel. a. Land⸗Orne, Aquila. Cer. Med Fodroden fjerflædt til Gerne. 1. Kongeern, Falco fulvus. L. Danſk: Steenern, Landorn, Fjeldorn, Kongeorn. Artsm. Hoved og Hals ovenpaa ruſtgule, nedenunder (orte; Kroppen oven⸗ paa morkebrun metalglindſende, nedenunder ſortagtig; den sverſte Halvdeel af den afrundede Hale hvid eller graaſpraglet, den underſte fort. Slum. Afbildn. Tab. I. Længde indtil 3“, Vinge⸗ ſtrekningen 7“; Vingerne indtil 3“ kortere end Halen. | Hunnen er mærfeligt fterre, men ellers af ſamme Udfeende ſom Hannen. Hos de unge Fugle er det Ruſtgule paa Halſen af mindre Udſtrœkning og morkere Farve; Skuldre og Vinger bof kede med forte og graabrune Fjer; bet Morke paa Halen bruun⸗ agtigt, og hvidagtige Fjerrande paa Underkroppen. 7 J den midlere Alder har Fuglen, paa Grund af den langſomme Feeldning, en af begge Dragter ſammenſat Tegning. Man har baade hvide (Falco albus. Gmel.) og hvidplettede Varieteter. i Steenørnen findes i hele Europa, det nordlige Aften og Ame⸗ rika; er i Bjergegne den almindeligſte Art, og hører derfor til Sjeldenheder i Danmark. Om Vinteren, da den ſtreifer, fore— kommer den oftere end om Sommeren, og næften altid funt Skov⸗ egne. Den er flere Gang ſkudt i Gribs Sfov ved Helſingser (Steenberg); Hr. Gammelgaard modtog et Exemplar til Udſtop⸗ ning, der var ſkudt i Nerheden af Apenrade, fom havde hele For⸗ lobet af en Hare i Kroen. J Skovene paa Als og de kongelige Skove i Nordſlesvig er den oftere bleven ffubt. Vend bet ſkarpe Blik, den ftevfe Legemsbygning og de frygte— lige Vaaben forraader denne Ørn fig ftrar ſom en kjcek og meg⸗ tig Rover, der i Skyhed, Forſigtighed og Dygtighed overgaaer alle ftne Sleegtninge, hvorfor den med Rette fortjener Navn af Fuglenes Konge, da ben faa ofte tilkjendegiver fin Overmagt ved fat Adfærd, af hvilken Mod, Kraft, Ropgjerrighed og Klogſkab fremlyſe. Alle dens Bevagelſer ere raſke og ſikkre, og man kan fee, at den er fig fin Styrke bevidſt. Dens Holdning er ædel; naar den ſidder, holder den Legemet næften lodret og ſtager ofteſt paa een Fod. J Affekt faae Ojeſtjernerne en blodrod Farve. tu 1 let tam og lader ſig afrette til temmelig ſtore Dyrs angſt. | For denne mægtige Rovers Angreb er intet Dyr ſikkert, fom den paa nøgen Maade troer fig voxen. Den ſlager ſaaledes ned paa Hjorte⸗ og Raadyrkalve, unge Geder, Lam, Harer og ſtorre Fugle; ja den angriber ikke blot værgeløfe Dyr, men endogſaa Katte, Hunde, Rave og Grævlinger. Kun ſtor Hunger be— væger den til at gage paa friffe Aadsler. Sin Rede anlægger den i Marts vaa hoie Sfovtræer eller Klipper, og benytter den flere Aar. Den er 5—6 Fod i Gjennemſnit og aldeles flad. Hunnen lægger 2—3 ſmudſig hvide, rodbrunplettede Wg, og Ungerne underholdes ſaalcenge af de Gamle, indtil de felo ere i Stand til at gage paa Rov, men faa taales de heller iffe længere i Forceldrenes Jagt diftrift. Hr. Herredsfoged Gad i Sæby har forſikkret mig, at ban for et Par Aar ſiden havde Unger af den fra Hals Skopv ved Nordſiden af Limfjordens oſtlige Udlob; ſenere har han tilmeldt mig, at den ogſaa har onglet der i Aar (1850). 8 Om Vinteren ſkydes ben paa Aadsler og fanges i Svanehalſe. Skaden, den anretter, fees af dens ovenanforte Nerings⸗ midler. 2. Cfrigern, Falco nævius, mel. Artsm. Den afrundede Hale morkebruun, overtrukket med mange lyſe, ſmalle (ofte utydelige) Tværbaand; Hovedet brunt; Fodroden paa aldende fang og fynd, Hovedfarven glindſende mørfebruun. Illum. Afb. Tab. I. Hannens Længde er 24— 25“, Vingeſtreekningen 64— 66“, Hunnen er af ſamme Farve, mem jtorre; den har en Længde af 26—27“ og en Brede af 68“. Om Sommeren afbleger Fjerbedekningen meget, jaa at Hoved og Hale blive paafal⸗ dende [pfe og de vorige lyſe Fjer erholde lyſere Rande. Ung⸗ domsdragten kjendes let paa den overalt ruſtguulplettede Be⸗ fjering og de guulgraae Oieſtjerner, der med Alderen blive brunliggule. Skrigornen har egentlig hjemme i det ſydlige og øftlige Europas Skove, hele det nordlige Aſien, og ftal heller ikke være ſjelden i Wgypten. I det nordlige Tydſkland er ben ſjelden; dog yngler den i Mecklenburg (Zander) og er ſkudt ved Slesvig (Fabers ornith. Not. Pag. 7). J fin Levemaade har den meget tilfælles med Muſevaa⸗ gen; thi den er trag og langſom, og blandt de ægte Orne uncegteligen den mindſt ſmidige, faa at den kun anfalder mindre og vergelsſe Dyr. Forøvrigt er den ſty og forſigtig, men dog ikke forſigtigere, end at den kan fældes ved Reden. Sit hoitlydende Skrig, der lyder ſom et fort udſtodt „Jef jef jef,“ lader den ikke ſjeldent Dore. Fugle indtil en Agerhones Storrelſe, ſmaa Pattedyr, Am⸗ phibier, iſer Frøer, udgjore dens Hovednering. Den bygger Rede i høie Sfovtræer og Hunnen lengger i Mai 2 — 4 rundagtige, hvide Aeg med brune Pletter og auster (297,00 7^. e e Da den er meget ffy og forfigtig, maa man liſte fig til den fra et Baghold, naar man vil ſkyde den. J Fugleburet og Ropfuglenckttet lader den fig undertiden fange. Ved at fortære mange ffabelige Inſekter og Muus, ſtifter den megen Nytte. b) Hav⸗Orne, Haliaétus, Savigny. ) Med fun halv fjerbedæffet Fodrod; Legfjerene (Buxerne) ange. : 3 3. $vibfalet Havørn, Falco albicilla, L. Aquila albicilla, Brehm, Falco ossifragus, auct. (ung). Danff: Havorn, Gaaſeorn, Fiffeørn, hvidhalet Ørn. Artsm. Næbet i Ungdommen fortantigt, med Alderen guult. Voxhuden, ſamt den nøgne Deel af Fodroden og Taerne lyſegule. Den tilrundede hvide Hale merk-brunplettet hos de unge Fugle, hos de Gamle reenhvid, og ikke længere end de ſammenlagte Vin— ger. Den gamle Fugl bruungraa; Hovedet og Halſen fmubfig guulbruunhvid, og Iris guul. Angre Fugle overalt morkere end de Gamle. j Ill. Afbildn. Tab. f. Længden 34—36“, Vingeſtrkning 85— 90“. Hunnen, der ſtedſe er ſtorre end Hannen, afviger blot ved lyſere Farver; ben er graaere paa Hovedet og har flere hvide Pletter paa Bryſtet og Ryggen. Forſt med det obe Aar fkulle de erholde deres udfarvede Dragt. Denne Ørn er ikke ſjelden i bet nordlige Europa, Aſien og Amerika; i Kyſtlandene og paa Oer er den almindelig. J Danmark er den ikke ſjelden, iſcer om Vinteren, da den under⸗ tiden ſees ifærd med, paa drivende Jisſtykker og ved Jiskan⸗ terne, at fffe; ſtundum angriber den faa ſtore Sodyr, at den maa betale fin Driſtighed med Livet, i det disſe træffe den med fig ned i Dybet. Den ſtreifer ogſaa ofte til Egne, der ere fjernt fra Vandet, ijer yngre Fugle, Den forekommer ſaaledes hyppigt ved Tarm (Ringkjobing Fjord) og ved alle ſtorre Indſoer ber i Landet, jaa at den om Efteraaret, Vin⸗ teren og Forgaret viſer fig neeſten overalt og temmelig hyppigt ffydes her i Landet. J fin Opforſel har den kun lidet Wdelt; den er treeg og langſom, men desuagtet ofte modig, iſcer naar den angribes. Dens Stemme er et bett. „Kri fri”, Dens Fode beſtager ikke blot i ſtorre Salt⸗ og Ferſtvandsfiſt, fornemmelig om Sommeren; men den tager ogſaa unge Sel⸗ hunde og Sefugle. Om Vinteren forfølger den iſcer Pattedyr, ſom unge Hjorte, Raadyr og Harer, ſamt ſtore Fugle, f. Ex. Gjces; den røver da ogſaa ſtundum Huusdyr, fom Lam, Griſe, Faar og tamt Fjerkreatur. J Norge, hvor der gives mange af disſe Orne, anfalder den undertiden i Selſtab det ſtorre Ovæg. Paa Aadſel gaaer den til enhver Tid. Havornen yngler paa høie Træer, helft ei Nærheden af Havet eller Søer, J Marts anlægger den Reden, og førft, 1 April lægger Hunnen 2, ſtundom 3 hvide Ag. Underlaget i Reden beſtaaer af armtykke Grene. J Jylland yngler den i 10 Hals og Oxholm Skove ved Liimfjorden og i flere Skove i Vendſysſel, ſamt ved Boller pr. Horſens, Norholm pr. Varde, Meilgaard ved Grenaae og ved Silkeborg; i 1845 [aae jeg dens Rede paa en Sandklit, ſonden for Ringkjobing Fjord, hvor den Aaret tilforn havde havt Unger; Klitſiderne vare ligeſom gjennemkalkede af Ungernes Excrementer. J Fyen ffal den yngle ved Vedelsburg. Hr. Candidat Dahl i Roes⸗ kilde har meddeelt mig, at to Par yngle ved Maribo Sø. Efter Fabers Notitſer Pag. 6, har den ynglet ved Herlufs— holm og Helſingoer. Den ffydes aa Aadſel eller fanges i Reæveſaxe. Hr. Forſtraad Brühl paa Gjoddinggaard har forſikkret mig, at en Bonde i hans (an har dræbt en Gaaſeorn med en Stok; formodentlig kort efter at den har holdt et flot Maaltid. — Naar man hen imod Aften lægger Merke til, hvor den tager Natteſcde i Træerne, kan man, helſt ridende, lifte fig til at ffyde den. Anſkudt, er den farlig at nærme fig. Af dens Nerringsmidler fees, hvad Skade den anretter. Anm. Hvidhovedet Havorn, Falco leucocephalus. Med Henſyn til denne nordamerikanſfke Form, fom Brehm indrømmer, men Schlegel (critiſch. Ueberſ. d. Bog. Europ.) nægter europeiſt Bor— gerret, fkal jeg tillade mig at anføre, hvad der kunde ſynes at tale for dens Forekomſt her. Hr. Apotheker Steenberg har angivet den for (fubt ved Del ſinger den 22de Marts 1842 og den 27de Febr. 1831. Hr. Herredsfoged Gad i Sæby, fom har megen Interesſe for Ornithologien og fom vette Veerks Udbredelſe har meget at takke, har meddeelt mig Folgende: „Den ilte Auguſt 1849, tidligt om Morgenen, faae jeg 2 uſcedvanlige Orne finde paa Seebygaards Mark. Jeg fjorte dem to Gange forbi, den forſte Gang nærmere end den anden. De vare, iſer den ene, mindre (fpe end Fugle af denne Slægt i Almindelighed. Begge hapde blændende hvide Ho— veder, faa at jeg ſtirrede længe, førend jeg kunde fee, det var Fugle, der fad. Skulde nu Falco leucocephalus her være en Sjeldenhed, da kan jeg med fuldkominen Beſtemthed — da jeg har en Afblld— ning deeaf — erklere, at jeg ikke har taget feil.“ Faber (ornith. Not. Pag. 6) anfører: „J Januar 1824 fik jeg fra Hr. Schildknecht paa Endelave tilſendt en ung Fiſte— ørn, fom i ſamme Maaned var ffubt paa denne O. Efter Tem— mincks Beſtrivelſe at domme, var det den unge Falco leucecopha- lus, da den, foruden ved fin betydelige Længde og Vingeſtrek— ning, udmerkede fig fra den unge Falco albicilla ved fin guulbrune Iris og fin hiinſides Vingerne fremragende Hale.“ Han ſendte den til det zoologiſte Muſeum i Kjobenbavn. Hr. v. Homeyer angiver den fom forekommende ved de pommerſte Kyſter. Er den ikke iben- tiff med Falco albicilla, forverles den viſtnok, iſer fom yngre, ofte med denne. i 11 c) Flod⸗Orne, Pandion, Savigny. Fodroden nøgen; ingen Lægfjer (Burer); S)bretaaen kan breíe frem og tilbage (Vendetaa); Kloerne runde (ikke kan⸗ tede); Aden og Zdie Vingefjer lengſt. 4. Almindelig Flodorn, Falco haliaétus, L. Danſk: Fiſkeern, Fiſkehsg. Artsm. Voxhud og Fødder lyſeblaa, Iris guul; Benene kortfjerede uden ſaakaldte Buxer; rue, ffarpt ſkjcllede, baade de og Teerne mes get ftavfe, Saalerne ffarpoortebe. Fra Næbet gjennem Dinene paa Siden af Halſen en bred, morkebruun Stribe. Overkrop— pen bruun med ſmalle, hvidagtige Fjerrande; Underkroppen hvid, med brune Piilpletter paa Bryſtet og Kraven. Halen, der er kortere end de fammenlagte Vinger, har 6 morke Tverbaand. Allum. Afbildn. Tab. II. (Fiſteorn). Længde 24— 28“, Vingeſtrekning 60— 72“. Hunnen er fterre end Hannen og hins hvide Nakkefjer gage ikke faa langt ned paa Baghalſen fom dennes. - Ungerne, førend den forſte Feldning, ere ganſte hvide underneden, og Hoved og Hals ere meget hvidplettede. Flodornen opfeger og beboer kun Egne, der ere forſynede med Søer og Skove; hvorfor ogſaa ffovbegrændfede Søer og Floder eller Ager ere deres Yndlingsſteder. Den er udbredt over hele Jorden, men Mangel paa Nering tvinger bem ofte til at forlade de Lande, hvor Vandene om Vinteren ere bee deekkede med Jis. Paa Vandringer træffes den ofte i ſmaa Selſkaber, ellers parviis eller enkelte. Om For- og Efteraaret ſees denne lille Ørn jevnligen ved Søer og Ager, og den er ikke ſjeldent ffudt hiſt og her i be danſke Provindſer. De ere i Üdſeende og Holdning ædle Roofugle, af ſtort Mod og ikke ubetydelig Styrke, der udmærfe fig ved deres ſpcvende lette, ofte umaadelig hoitſtigende Flugt. Man feer dem ſidde hele Timer paa Stene, Bakker, Pale eller Træer, og nogle Gange om Dagen beſtryge de ſpeidende Vandfla⸗ derne. Deres Nekring beſtager neſten udelukkende i Fiſt, ſom de med ſtor Feerdighed vide at (nappe, ved med overordentlig Hurtighed at ſtyrte ned i Vandfladen fra en temmelig Heide, og dykke under. Undertiden finder man Vandrotter i deres Kro. | Sin temmelig ftore Rede anlægger den paa Træer i Ner⸗ heden af Band, og Hunnen lægger 2—4 plettede Wg. J Sføvene ved Holſteinborg i Sjælland ffal der for oms trent 40 Aar have ynglet mange Par, og ben yngler endnu i 12 Sjelland, paa Lolland og Falſter. Hr. Cand. jur. Bonnez forefandt den ſom ynglende i Jylland (Mols), hvorfra jeg har modtaget dens Arg. Hr. Candidat Dahl i Roeskilde angiver ben fom ynglende ved Skjoldneesholm her i Sjælland ſamt ved Korſelitze vaa Falſter. Denne lille, men pderſt fpe og forſigtige Orn, er letteſt at ffobe i ſamme Oieblik, ſom den ſkyder frem af Bandet med Bytte, eller medens den fortærer dette. Ved Kragehytten fees ben ffelbent. Men ellers fanges ben paa Raveſaxe, med berz paa befaftebe levende Fiſk, ſom ſtilles paa Perle under Van⸗ bet eller ved Vandbredden. Skaden, den foraarſager, ftræffer fig blot til Fiſkedamme; der gives desuden faa faa Individer hertillands af denne Ørn, at Skaden ikke er af fynderlig Betydenhed. d) Slange⸗Orne, Circaétus, Vieillot. De lange Fodrodder blot fjerdeekkede paa Kneleddene og bekledte med ſkarpe Skjcl. Træerne forte; den yderſte og mellemſte forenet med en Spoendhud. Skinnebenene forſynede med fooffer. Befjeringen lang og les, ſom hos Vaagerne (Buteo). Nabet ſterkt krummet og uden Tand. 5. Europoeiſk Slangeorn, Falco brachydatylus, Tem. F. gal icus, Gmel.; F. leucopsis, Bechst.; Aquila brachydactyla, Mey. Danſk: Slangeorn. Art'm. Voxhud og Fødder [pfeblaae, Iris guul, omkring Diet en hvid: uldet Plet; Overkroppen bruun, Underkroppen hvid, med lyſe⸗ brune eller rußgrage Pletter; Halen med 3 morke Tværbind og hvide Styreſpidſer. Illum. Afbildn. Tab. II. Loengde 27—28 “. Vingeſtrekning 67-69“. Halen 14“, ikke udenfor Vingeſpidſerne. J Udſeende ſtager den imellem Ørn og Vaage. Hunnen af Pei d egriíng ſom Hannen, men ſtorre. Ungdomsdragten kjendes paa den meget morke Overkrop og den lysruſtfarvede eller blegrodbruue, lidt hvid⸗ plettede Underkrop, be utydelige Halebind og de hvidgraae Fodder. Denne hertillands ſieldne Orn er eiendommelig for de ſydlige europoi(fe Lande, kommer kun pderſt ſieldent berti i den varme Aarstid, og ſoger da aabne Ke i Nerheden af Sumpe og Enge. 13 J Udfeende har den, forfra betragtet, meeſt Lighed med en Ørn, men, feet fra Siden, troer man at bave en Vaage for fig, fom den ogſaa meeſt ligner i fin Adfærd, Den er en treg, godmodig Fugl, hvis Blik forraaber mere Blyhed end vild Gruſomhed. | Dens Næring beftaaer viſtnok noften ubefuffenbe i Am⸗ . pbibier, ifær Slanger. Sin Rede bygger den i Skove paa høie Træer, og leg⸗ ger 2—3 hvide, ſvagt blaalige g, der i Farve ligne Wg⸗ gene af F. palumbarius. De ere, fom Rovfugleæg betragtede, ualmindelig ſtore i Forhold til Fuglens Storrelſe, da de i ſaa Henſeende ffulle kunne maale fig med Havornens. Den (fal efter Benicken (Iſis 1824) have ynglet i en Skov ved Slesvig, dog kun et à to Par, ſom havde holdt fig i flere Aar, uagtet flere Gamle vare blevne bortſkudte om Foraaret, hvoraf adſkillige befanbteó i hans Samling. Ornithologen Emil Hage har befræftet det, og Apotheker Mecklenburg ligeledes. Den er desuden oftere bleven ffudt i Hertugdom⸗ merne. ) For at ffyde den, maa man yderft forſigtig liſte fig til den, thi den er ligeſaa ſky, fom fine øvrige Slegtninge. Man feer af dens Levemaade, at den ſnarere maa Der fores til de nyttige end til de ſkadelige Fugle. 2ben Gruppe: Glenter, Milvi, Bechst. 9tebet ſammentrykt, lidt fangtruffet, med en (tor Krog og enten aldeles ingen, eller dog kun en meget but Tand; Næfes borene ovale, Mundvigen midt under Diet; Egnen mellem Die og Næb haardakket; Hoved⸗ og Halsfjerene lange, ſpidſe. Fodroden fort, fortil halvfjerdakket, forøvrigt belagt med Tveerplader; )bretaaem ved Roden forenet med Mellem⸗ -taaen ved en Hud. Vingerne naae til Enden af den gaffelformigt ubffaarne Hale; Ade Svingfjer leengſt. Disſe temmelig ſtore Ropfugle ere rædde og feige; de angribe deres Rov ſiddende eller gaaenbe, aldrig i Flugten. Deres udmerket lange Vinger og brede Hale gjør: Flugten let, hoi og ſkjon. Saaledes feer man dem ofte ligeſom ſvom⸗ mende i Luften at beſkrive Buer og Kredſe til en umaadelig Hoide. Det orneagtige Næb og de (malle, ſpidſe Hoved⸗ og Halsfjer flutter dem til Ornene. | 14 6. Rod Glente, Falco milvus, L. Milvus ruber, Brehm; M. regalis, Briss. Artsm. Overkroppen ruſtbruun med lyſere Sjerfanter; Hovedet hvidag— tigt, Halſen ruftrød, begge med brune Skaftſtreger; Halen meget kloftet, rebbruun med fortagtige Tverſtreger; Fodroden bale: befjeret og guul; Nabet fort; Iris ſolvgraa, med Alderen guul. Illu . Afbildn. Tab. IV. Hunnen er fterre, og har en blegere Hale, ſamt mere Hvidt paa Bryſtet; Ruſtfarven er overhovedet meget lyſere, be ſorte Pletter paa Midten af Fjerene mindre. Ung Fugl fer den forſte Fældning: Oieringen bruun⸗ graa; Strube og Kinder hvide med brune Streger i re egnen; Isſen og Baghalſen gu lagtighvide, ruſtrodplettede; Ryggen og Skulderfjerene brune, med guulagtige Kanter; Bry⸗ ſtet ruſtrodt med guulagtige Pletter; Legfjerene lyſere end Bryſtet; Halen ovenpaa ruſtrod, lidt bruunplettet, medeunpet hvidagtig, med enkelte mørfe Tverpletter. Hannens Længde 25“, Brede 60". Hunnens — 28“, — 66“. Glenten er hos os en Træffugl, fom om Sommeren fin⸗ des overalt i vore Skove. Ankommen ſidſt i Marts eller forſt i April, er den en af Foraarets ubedrageligſte Bebudere; i Octbr. forlader den os. Efter Hr. Apotheker Steenbergs Opteg⸗ nelſer ankom den til Helſingser: 1823 den 2ben Marts 1825 den 10de — 1833 den 25de — 1837 den 13de — J Veileegnen ſaaes den 1848 den 29de Febr. Den er udbredt over hele Europa. I de ſydligere Dele af vor Verdensdeel er den Standfugl, og derfor hyppigere. Den er ſty, forſigtig og liſtig, i det Hele taget feig, men dog derhos ſaa driſtig, at den tager det tamme, unge Fjerfræ bort fra Huſene. Dens Stemme lyder: hiæf- bicbi-biæf. Det unge Wjerfre, overhovedet unge Fugle, mindre Patte⸗ dyr, vef ogſaa Amr hibier og ofte Fiſte, udgjore dens Nering. Dog falder den oajaa paa Aadſel. Den ſtore flade, af torre Grene byggede, og med blodt Stof forede Rede anlægges paa hoie Gfobtreim, eller i tætte Ellehugſter, mindre høit fra Jorden. J Mai lægger Hunnen 2—4 ſmut ſighvide eller gronagtige Wg, befiroebe med "e ſmaa og nogle ſtorre leverfarvede Pletter. 15 Ved Kragehytten og paa Aadsler er den let at ffpbe, og den gaaer ligeledes i Ropfuglefcelder og Garn. Paa Rotte⸗ fare, med en bob Fugl, Muldvarp eller deslige, fanges den ogſaa. Ved at fortcere Aadsler, en ſtor Mængde Muus, Muld⸗ varpe og andre ſkadelige Dyr er Glenten en nyttig Fugl, og Skaden, den undertiden anretter ved at ftjæle de unge Fjer⸗ kreature er mindre betydelig. Sortebruun Glente, Falco ater. L. F. parasiticus, Lath; F. fusco-ater, Mey. Artsm. Overkroppen ſortebruun; Halen tegnet med mange fmalfe forte: Zværbaand, kun livet gaffelformig. Hunnen er lidt merkere og ſtorre; høg de unge Fugle ere Vorhud og Been lyſere, Iris morkere; Hoved og Nakke med ruſtgule Fjerſpidſer og morkebrune Skafter; den øvrige Overkrop bruun eller rodagtig-morkebruun med graagule Fjer⸗ kanter; Bryſt, Bug, Undergump og Legfjer brune med lyſere Striber og morkebrune Skafter. Hannens Længde 22— 24“, Brede 52— 54", Hunnens — 24-26“, — 60. Den fortebrune Glente forekommer viſtnok kun i Landets ſydligere Provindſer, og yderſt ſjelden; (Naumann 4. Th. Pag. 342). Den er en Beboer af den gamle Verdens var— mere Himmelſtrog. J det nordlige Tydſkland, Door den alle rede er ſjeldnere, falder dens Træf paa ſamme Tid ſom den rode Glentes, hvis Egenſkaber og Veſen den har tilfelles. Dens ſeedvanlige Opholdsſted er Skove, der have Band i Nerheden. Fiſke udgjore nemlig dens Anglingsfode; dog fforſmager den heller iffe Frøer, Muus og unge Fugle, Inſekter og, (i Nodsfald) Aadſel. Sin Rede bygger den paa hørte Træer, lægger 2—3 Æg, af Udſeende, Form og Gterrelfe fom den rode Glentes. Den er vanffefigere at ffyde end hin; en Rotteſax, lagt Bur Vandfladen, med en Fiſt til Lokkemad, giver den letteſte angſt. i J Henſeende til Nytte og Skade gjælder det ovenfor, under den rode Glente Anforte. 16 3die Gruppe: Vaager, Buteones. Nebet ſvagt, med en meget afrundet, ofte utydelig Tand; Hovedet tykt; Kroppen foer og plump. Fødderne med en temmelig ſterk og fort Fodrod; forte, plumpe Tcer. Vingerne af Middellængde og mere brede; 1ſte Sving⸗ fjer meget fort, 4de lengſt; Befjeringen temmelig lan, blød og los. à De ere Dovne, mobloje, langſomme og dog [fpe Fugle, ſom man ofte feer fure paa fit Rov i hele Timer pa en oye hoiet Gjenſtand, eller der at udhvile fig efter et aaltid. Deres Nering beftaaer i alle Slags ſmaa krybende Skabnin⸗ ger, og de kunne ikke fange i Flugten. a) Muſevaage, Buteo, 2echst. 8. Almindelig Muſevaage, Falco buteo, L. F. communis, variegatus, vercicolor, albidus L. (De forſtjellige Varieteter). Artsm. Voxhuden noget ophsiet, og guul ligeſom den neſten nøgne Fodrod; Dieringen bruun eller graa; Skafterne paa Sving og Styrefjerene hvide; Vingerne neſten af lige Længde med Halen, der har 10—12 grage Tverbaand; Overkroppen morkebruun; Underkroppen af ſamme Farve, eller ſmudſighvid med talrige merkebrune Pletter. Slum. Afbildn. Tab. IV. Der gives talrige Afcendringer i Farve og Tegning, f. Ex. ſortebrune, morkebrune, graabrune, brune, rødbrune, plettede, næften hvide og (yderſt ſjelden) reenhvide. Hannens Længde 22 - 23“, Brede 50—58“. Hunnens — 2427“, — 5460“. Imellem Han og Hun finder ingen anden Forſtjel Sted, end i den angivne Storrelſe og ligeſaalidet kunne de Unge med Sikkerhed adſkilles fra de Gamle. | Den almindelige glatfobebe Muſevaage er hus os, fom i hele Europa, den almindeligſte Rovfugl. Efter Hr. Apotheker M Ute Meddelelſe ankom den til bet nordlige Sjel⸗ and: 1825, den 10de Marts. 1832, den 1de — 1837, den 18de — 1838, den 4de April. 17 Man ſeer den hele Sommeren igiennem, om ogſaa enfelt og parviis, dog overalt paa Marken, næften i enhver Skov og i mange Kratter. Om Efteraaret i Septbr. og Oetbr. træffe mange til ſydligere Lande, men flere forblive her Vinteren over, naar ikke alt for megen Snee nodſager dem til at flytte. Paa Tilbagetoget i Marts og April ſeer man dem ofte i ſtore Skarer ſamtidigt med Glenten. Den er vel langſom og plump, men frygtſom; undertiden er den ogſaa ſnild og liſtig, hvilket den viſer ved at fratage andre Rovfugle deres Bytte. Dens Stemme lyder: „hich eller ich“. Den ſidder gjerne længe paa eet Sted: paa en Steen, Jordhøi e. desl. paa aaben, Mark, eller paa tykke fremragende, helſt ubgaaebe Grene paa Træerne, og i Sædet har den et melankolſk Udfeende. J dens Karak⸗ teer ligger mere dum Trodſighed og Stivſind, end SOnbffab. Bed at udrydde utallige Muus, hvilke, tilligemed Frøer, udgjøre dens fornemſte Nering, er den overordentlig nyttig. Det er berfor et ſorgeligt Misgreb, at Jagtautoriteterne betale Skydepenge for denne nyttige Fugls Udryddelfe; maaſkee en væfentlig Aarſag til Markmuſenes foruroligende Üdbredelſe og Formering! Vore Huusfugle, og Fuglevildtet overhovedet, gjør den ingen ſynderlig Skade. Naar den lider Hunger, angriber den Harer og Agerhons, undertiden tamme Høng, og ellers falder den paa Aadſel. Den ſtore, 2 Fod brede Rede flaaer fom ofteſt mindre hoit paa Træer, er ofte ikke andet end en udvidet Kragerede og bliver afbenyttet i flere Aar. Hunnen lægger i Almindelig⸗ hed 3, ſjeldnere 2 eller 4 Aeg, hvis Grundfarve fom ofteſt er graagronlig hvid eller graakalkhvid med rodbrune Pletter, Punk⸗ ter og Snirkler, i hoiſt forſtjelligt Antal og ligeſaa forſtjellig Fordeling. | Paa Anſtand, hvor den gaaer til Nattehvile, fan man ffobe den, men endnu bedre ved Kragehptten. J Hogeburet og Rovpfuglegarnet fanges den letteligen; vel ogfaa i Rotteſaxe, med en Muus eller Frs til Lokkemad. (Buteo vulg., Willughby). 9. Laadenbenet Muſevaage, Falco lagopus, Brunn. Buteo logopus, Cuv. Danſk: Vinter-Muſevaage (Sjelland). Artsm. Benene fjerkleedte til &aerne; disſe og Voxhuden gule, Krop⸗ pen bruunplettet paa hvid Grund; nederſt paa Bryſtet et ſtort bruunt Skjold; Halen hvid, med eet eller (med Alderen) flere 2 à 18 morke Baand ud imod Spidſen, der har en los Som; under Bingen, foran pia Tommelleddet, en ſtor morkebruun Plet. Illum. Afbildn. Tab. IV. Længde 22— 24“, Brede 56—62“. Hunnen har i Almindelighed mere hvidt og mere "— Hoved; Hals og Bryſt hvide med ſortebrune fongbefireger og Pletter, dog pleier Hannen her at have flere Pletter og Hun⸗ nen derimod flere under Bugen. Naar undtages at Hunnen er fterre, er Kjonsforſkjellen ubetydelig, ofte umerkelig. J Ungdommen have de fleſte Individer en morkebruun, nofen uplettet Bug og kun eet Halebaand. Denne Muſevaages Sommeropholdsſted er de nordlige Lande af Europa lige til Lapland; vore Gane beføger den kun paa ſine Vandringer til og fra ſydligere Lande i September og October, ſamt i April og Maris; kun Enkelte forblive her i milde Vintere. Den vides ſkudt paa mange Steder i Dan⸗ mark, dog hyppigſt i Sondermarken ved Frederiksberg, hvor den ſkydes paa Anſtand naar den begiver fig til Nattero. Modigere og driſtigere, ſamt noget ædlere i Veſen og Holding, minder den mere om Ornene end den almindelige Muſevaage, med hvilken den foroorigt har megen Lighed og. fælles Levemaade. Muus er nemlig dens fornemſte Nering, dog fortærer den ogſaa Rotter, Slanger og Fürbeen, endog Inſekter; Fugle ere den en ſtor Lekerbidſten, men det er kun rugende, ſyge eller ubmattebe og ganſke unge Fugle, den er iſtand til at gjore til fit Bytte; dog mage unge Harer undertiden ogſaa holde hid. Den ſynes ikke at gage paa Aadſel. Den yngler meeſt i det hoiere Nord; dog er den efter” Hr. Cand. jur. Strandgaards Meddelelſe ogſaa fundet ynglende her, f. Ex. i Reſtrup og Haraldslunds Skove i Jyl⸗ land. Reden ſtager paa Træer; i Bjergegne paa Klipper. J April og Mai indeholder den 2—3 boite eller graahvide 2g, hvilke paa den butte Ende have tetſtagende, feergraae eller graabrune Lengdepletter og Punkter. Den ſkydes og fanges ſom foregaaenbe, og dens Nytte og Skade kommer ligeledes overeens med hvad der er ſagt om hiin. b) Hvepſevaage, Pernis, Cc. Nebet ſterkt ſammentrykt, men ſvagt og uden Sidetand; Neſeborene lange og ſmalle, foroven derkkede med en Hinde; 19 Egnen imellem Næbet og Siet tæt bedeekket med forte, ſtive ffrælantige Fjer. Fodroden fort, foran halv fjerboffet, ſkiel⸗ let; Mellemtaaen forenet med Ydretaaen ved en Spendhud. Vingerne, der iffe fuldt naae Enden af den lange tilrundede Hale, have Zdie Svingfjer leengſt. De bibberenbe Fugle ere træge og feige Rovfugle, ſom meeſt leve af Inſckter, ifær aarevingede. Den eneſte hos os, og overhovedet i hele Europa forekommende Art, er: 10. Den almindelige Hvepſevaage, Falco apivorus, L. Pernis apivorus, Cuv. i; Danfk: Hvepſebusſard, Hvepſefalk, Hvepſevaage. Artsm. Den lange afrundede, graaagtige Hale har ſadvanlig 3, ſield⸗ nere 4 tydelige merke Hovedtverbaand, hvorimellem der i Regelen endnu (taae flere mindre; Kloerne temmelig rette. Slum. Afbildn. Tab. V. Længde 24— 25“, Brede 54— 57“. Den varierer meget i Fjerenes Farver, ſaa at det næften vilde være umuligt, eller dog for vidtloftigt, at beſkrive alle dens Nuancer. EE Hunnen, der er betydeligt ftørre, har intet Affegraat paa Hovedet; fun i en Det Alder findes der Spor deraf; ſedvan⸗ ligſt ere Isſe og Nakke merkebrune med hvidagtige Fjerrande og Panden bruunagtighvid. Andre Adfkillelſestegn fra Hannen ere bebragelige og uſikkre, da Hunnen ligeledes er underkaſtet mangfoldige Afendringer. J Ungdomsdragten ere Afvigelſerne i Farve og Tegning næften endnu fterre end i den udfarvede; de unge Fugle kjen⸗ des letteſt paa den brune Siering og den lyſegule Vorhud. Hvepſevaagen er hyppigere i Europas eftíige Gane og en Deel af Aſien end hos os, hvor der kun hiſt og her findes entelte Par ynglende i aabne Skove. Som [anb Sreffugl ankommer den her til April, fra Auguſt ſtreife baade de Gamle og Ungerne omkring, og i October forlade de os. Hr. Hof jcegermeſter Teilmann ffeb den ved Kjorup i Fyen 1824; fra Amager modtog jeg 2 Exemplarer, ſkudte i Kongelunden i September 1836; i Skovene ved Helſingser er den mindre ſjelden (Steenberg). Man har ſagt mig at den yngler ved Sorø. J Levemaade og i Farve har den Lighed med Muſe⸗ vaagen, hvormed den viſtnok ofte er bleven forverlet. Den er en ucbel, feig Fugl, der i faa Henſeende overgaaer alle andre indenlandſke Rovfugle. Godmodighed, Frpgtſomhed og dum 20 Trodſighed ere Grundtrek i dens Karakteer. Den er . (fo, flyver langſomt og tungt, fom ofteſt lavt. Hvepſer, Humlebier, Bier og deres Angel udgjore dens Andlingsfode; desuden eder den ogſaa gjerne Frøer, Muus, Fiüirbeen og Staalorme, hvilke den belurer ſiddende paa Jor⸗ den; ofte plyndrer den Fuglerederne, tager ogſaa undertiden til Takke med Frugt og, i Nodsfald, med Aadſel. Sin ſtore, flade Rede, ſom den i Mai og Juni bygger paa Trecker, ftaaer ſnart høit, ſnart favere, og udmerker fig ved, at den er belagt og foret med grønne Løvgrene chvilket forsvrigt ogſaa fom ofteſt er Tilfældet med Muſevaagernes). De 3—4 Aeg (af Form og Storrelſe fom et Honſeceg) ere guulrode, beſatte med (tore rødbrune, uregelmesſige Pletter. Den er vanfkelig at fane paa Skud, endnu vanſkeligere at fange i Buur og Garn. Jeg eier et Exemplar, ſom jeg i April 1848 fangede i et Hogegarn ved Thyrsbeek. Forøvrigt maatte den vel letteſt kunne fanges paa en Rotteſax, med en levende Frø til Lokkemad, ſtillet i Nerheden af dens ſedvan⸗ vanlige Opholdsſted. Bed fin Næring er Hvepſevaagen meget nyttig; thi den fortærer daglig en Mængde, for Land- og Forftmanden ffade- lige Infefter, hvorimod Sfaden, den anretter, er for Intet at regne. | Ade Gruppe: 9Gbelfalfe, Falcones. Næbet fort, runbagtigt, meget krumt lige fra Roden, forſynet paa Siderne af Overffævens Spids med en ftor ffarp. Tand, og et tilſvarende Udfnit i Underkjeven. Egnen ome kring Siet nøgen. Dieringen bruun. Neeſeborene runde, med en Tap i Midten. Benene forte, fterfe; Tæerne lange, med en meer eller mindre tydelig Spendhud imellem den ſom ofteſt uſckdvanlig lange Mellemtaa og Ydretaaen; Kloerne ſtore, ſpidſe, meget krumme. Vingerne lange, ſmalle, ſpidſe, tildeels ſeglformige, i det mindſte af lige Længde med Halen; Sving⸗ og Styrefjerene ere meget ſteerke; aden Svingfjer længft. Fjer⸗ bebefningen tæt og faſt. De tilhore mere de nordlige end de ſydlige Lande, hvor⸗ ben flere Arter kun vandre i den fofoe Aarstid. Alle hid⸗ hørende Ropfugle udmerke fig ved en yderſt færdig og hurtig Flugt, beſidde et beundeingsverdigt Mod, ſamt en overordent⸗ lig Kjckhed, og have berfor en kraftig Legemsbygning: Egen⸗ ſtaber, der dygtiggjore dem til andre Fugles Jagt, hvortil be 21 fleſte Arter, indfangede i Ungdommen, lade ſig afrette. De ernære fig alene af levende Rov, nemlig mindre Pattedyr og Fuale, fom de almindeligt gribe i Flugten, ofte ved, med Pi lens Fart, at ſtyrte fig ned fra den ſtorſte Doibe. a) Ægte Wdelfalke: II. Jagtfalk, Falco, gyrfaleo, Lin. Falco islandicus, Lath; Falco candicans, Gmel. (gammel Han). Danſk: Jagtfalk, Islandsfalk, Hvidfalk. Artsm. Voxhud, Diekredſe og de ſtore Fødder blage, ſenere grenagtige, i hoi Alder bleggule; Halen længere end Vingerne, tegnet med 12— 14 brune eller hvide Tocrbaand. Gammel Fugl: hvid, oven bruunplettet; middelaldrende Fugl: oven bruungraa, hvid— plettet, nedenunder guulagtighvid, med brune hjerte- eller lat cetformige Pletter; ung Fugl: oven bruun, nedenunder hvid— guul med brune Lengdepletter. Den gamle Hun har hvid Grundfarve, men de tvergagende morkebruue Baand paa Kroppens overſte Dele, ſaavelſom de langsgagende Pletter paa de nedre Dele, ere talrigere og ſtorre; den er ofte 3—4“ — lengere end Hannen. Illum. Afbildn. Tab. II. Længden over 25— 27“, Vingeſtrkning 54— 58“, Halen 9—410". . Jagtfalken beboer be nordligſte Lande af vor Jordklode; om Sommeren bjergfulde og vilde Egne, f. Ex. Island, Norge, Lapland, det nordlige Sverrig, det nordlige Amerika og Grønland. De Gamle ere Standfugle, hvorimod de Unge ofte om Vinteren flytte til ſydligere Egne; og det er, ſaavidt vides, blot yngre Individer, der ere ffubte her i Landet. Hr. Cand. jur. Bonnez angiver ten ſom ſkudt paa Lyngdal Hede pr. Greenaa. Ifolge Iſis 1822, II. 770 fore⸗ fandt Boje, i Sommeren 1819, paa Amrum et Skind af denne Fugl, ſkudt paa ſelve Øen. Faber havde hiſt og her i Sjælland og Jylland feet Individer af den, ſtudte paa disſe Steder; han anforer (ornith. Notitſ. Pag. 9) at en Lieutenant Müller i fin Fugleſamling havde et Exemplar, fom var ffubt ved Aarhuus. Den er en ffjøn Fugl, hvis Blik og Dele Ydre udtrykker Mod, Kraft og Jtaffbeb. Hvad Kongeornen er blandt Ornene, det er denne herlige Jagtfalk blandt 9Gbelfalfene. Trods fin færegne Vildhed og fit urolige raſke Veſen, der fremlyſer af alle dens Bevegelſer, lader den fig dog temmelig let tæmme og afrette til Jagt vaa mange Slags Fugle og Harer. Den 22 er lœrvillig og lydig, ſterk, forvoven, ſmidig og udholdende, ſaa at den ubetinget er den fortrinligſte til Jagt. Deng Naring er levende fangede varmblodige Dør; alle Honſe⸗ og Duearter ere dens Yndlingsføde, og den er Ryper⸗ nes uforſonligſte Fjende. Den ffaf ogſaa fange Harer. J Maaden at fange fit Rov, har den Lighed med Duehogen. Jagtfalken bygger Rede paa ſteile, utilgicengelige Klipper og lægger 3 à 4 leergule, bruunplettede Wg, 2 /“ l., 1 “ br. Man fanger den i mange Slags Roofuglefcelder og Garn, med en levende Due til Lokkemad. Den er meget vanffelig at komme paa Skud. Nytten og Skaden vil vere indlyſende af det Anforte. 12. Slagfalk, Falco cyanopus, €. Cesn. Falco laniarius auct. Artsm. Næbet ved Roden blegblaat, Voxhuden ſmal og blyblaa; Dielaagene temmelig nøgne, blyblaalige; Iris bruun; Hove— det og en Deel af Nakken hvidagtige med brune Lengdepletter ſamt et hvidt ſmaaplettet Baand over Diet til Nakken; Pande og Oienbryn neſten reen hvide, Struben hvid; Ryggen graa— bruun med ruſtfarvede Fjerkanter; Underkroppen hvid med brede, graabrune, med Alderen draabeformige Lengdefjer; Ha— len 2“ længere end Vingerne, merkebruun med rodagtig Spids og ovale rodagtige Tverpletter (bos gamle Fugle neſten altid 12) paa begge Sider af Styreſkafterne; den pderſte Stprer paa beer Side fortet; 4de Ctorer er derimod længft. Fod⸗ roden længere end Mellemtaaen; Benene blegblaae eller bly— farvede. Legfjerene eller Buxerne nage neſten til Teerne, de ere enten brune, med blege Rande, eller den brune Farve træffer fig ſammen i Pletter, endog i Skaftſtriber. (Den gamle Han adffiller fig ikke blot fra Hunnen ved fin ringere Stør- relſe, men ogſaa, ligeſom de unge Fugle, ved den morfere Tegning, og Hunnen har tillige (terre Pletter paa Underkrop— pen, ligeſom den har brune Lengdeſtreger paa Struben og de underſte Haledeekfjer). Slum. Afbildn. Tab. II. Længde 22— 24“, Vingeſtraekning 45—47". Fædreland: De oſtlige Dele af Europa og Aften; i Sverrig og Norge forekommer den undertiden. Da denne Fugl af Ukyndige viſtnok ofte forverles med den islandſke unge Falk eller med Hunnen af Vandringsfalken, er den mindre be⸗ kjendt fom forekommende her i Landet, endſkjondt den dog rime⸗ ligviis endnu hyppigere beſoger os end Jagtfalken. Hr. Cand. jur. Bonnez vil have ffubt den i Foraaret 1839 i Ben⸗ sons Skov pr. Grenaae, Deng Næring beſtager i ſtorre Fugle og minore Pattedyr. 22 Sin Rede bygger den i Skovegne paa Klipper, ſſjeldnere i Træer, Den lægger 4—5 ſmudſighvide, rodplettede eller marmorerede Wg. | 13. Vandringsfalk, Falco peregrinus, ZLafh. Falco abietinus, Bechst. . Danſk: Vandrefalk, Duefalk, Blaafalk. Artsm. Voxhud, Diekreds og Fødder gule, i Ungdommen grenaatige ; de ſammenlagte Vinger af lige Længde med Halen; en brev Streg under $Dinene, ſaavelſom den overſte Deel af Kinderne, fort; Nakken hvidplettet. Gammel Fugl: aifegraa med forte Tværpletter; underneden rodlig- eller blaalighvid med forte Bolgelinier, Halen med ni til tolv Tverbaand. Ung Fugl: ovenpaa merkebruun med lyſe Fjerſomme, nedenunder guul— agtig eller bruunlighvid med brune Lengdepletter; Halen med ſyv til ni loſe Tvcrbaand. Illum. Afbildn. Tab. II. Hannens Længde 16—17“; Vingeftræfning 38“. Hun⸗ nens Længde 18— 20“, Vingeſtrekning 43— 45“. Denne Falk, der findes i hele Europa, det nordlige Aften, Afrika og Amerika, er hos os juſt ikke almindelig, men dog heller ikke ſjelden, da dens Streiferier begynde om Efteraaret og vare hele Vinteren igjennem. Om Sommeren beboer den ſkovrige Bjergegne, vel ogſaa nøgne Klipper; alligevel lade ogſaa da enkelte unge Individer fig fee her. Den foretraekker overalt Naaleſkove til ftt Opholdsſted, og derfra beføger den Markerne. Den er flere Gange ſkudt ved Helſingser (Steen— berg); fra Amager erholdt jeg den i Efteraaret 1847, ſaa⸗ velſom fra Grenaa⸗Egnen; Faber anfører den (ornith. No⸗ titſer Pag. 9) ſom ſkudt ved Herlufsholm, og at en Vandrings⸗ falk i lang Tid opholdt fig i Kjobenhavn, men ſiden blev fkudt ved det gamle Slots Ruiner. E. Hage ffob den 14de Sa nuar 18 — ? ved Stege. Den kraftige Legemsbygning og det funklende Øie tilkjende⸗ giver ved forſte Blik Mod, Styrke og Smidighed; men des⸗ uagtet er den yderſt ffo og forſigtig, undtagen naar den op⸗ dager Bjerguglen (Schuhu) ved Kragehytten, eller den i ſin blinde Lidenſkab undertiden forfølger Duen lige ind i Slaget. J Jagtfeerdighed og Lervillighed ſtager den ikke meget tilbage for den islandſke eller Jagtfalken, og afrettet ftaaer den endnu i hoi Priis. Dens Rov beftaaer alene i flyvende Fugle; tbi i Sædet kan den iffe bemæatige fig disſe. Den tager Fugle fra en 24 Lærfes til Vildgaaſens Storrelſe, og anretter fornemmelig den frygteligſte Odelcggelſe iblandt Høns og Duer. Selv Kra⸗ ger, Cfovffaber o. dl. gjør den til fit Rov; efter Krager har jeg ofte feet den jage. Ben Aarup Molle pr. Veile blev i Vinteren 1847 en Vandringsfalk ſkudt ned med en Krage i Kloerne. J Efteraaret 18 16 var jeg paa Tipperne i Rings kjobing⸗Fjord Vidne til dens magelefe Ferrdighed i fin Fangſt, i det jeg forſt ſage den indhente og bemægtige fig en Brogeblit (Recurvirostra avocetta), og efterat jeg havde jaget den fra dette Bytte, havde den om faa Oieblikke fat paa en Strand⸗ ffabe, begge i Flugten. Fra Duehogen er den i Flugten let kjendelig ved de længere Vinger. | Sin Rede, ſom, ſaavidt jeg veed, ikke er fundet ber i Danmark, bygger den ſjelden vaa Træer, men almindeligt paa gamle Taarne og Klipper. J Juni [eager den 2—4 glatte graahvide eller lys leergule g, med mange ſmaae eller faa ſtore rode eller brune Pietter og Punkter. Da Vandrefalken kun fanger ſit Rov i Flugten, er det yderſt ſjeldent at den fanges i Ropfuglefcelder, og Dette ſteer kun, naar den deri opſtillede Due flagrer. Letteſt ffydes den ved Kragehytten, eller ved at ftaae paa Anſtand om Aftenen, hvor den pleier at overnatte. Da den blot lever af levende Fjerkreature, iſer de nyt tige Due⸗ og Honſearter, faa er den en meget fkadelig Rov⸗ fugl. M. Lerkefalk, Falco subbuteo, L. Danſk: Lerkefalk, Blaafalk. Artsm. Voxhud, Diekredſe og Fødder gule; Halen kortere end Vin— gerne og paa Underſiden tegnet med 10 — 12 Tvarbaand; Kindſtriben bred, fort, halvbmaanefermig; Nakken hvidplettet; Overkroppen og Haſens Overflade merke blaagraage eller merkebrune, Struben hvid; Bryſt og Bug med kangsgaagende: forte Leengdepletter; Leegfjer og Undergump lys ruftrøve. (Hunnen er ſtorre, med grovere og tættere Pletter paa Bryſtet; Ryggen mere ſortebruun eller ſorteblaa (fom hos Hannen). Yngre Fugle have en mattere rod Farve paa Lagfjerene og Undergumpen; de ferſte have ſortebrune, aflange, draabefor— mige Pletter; Halefjerene have ruſtgule Tverbaand, ſaavel i Fanen ſom i Spidſen). Illum. Afbildn. Tab. III. Hannens Længde 12“, Vingeſtrekning 31“, Hunnens Længde 13 ⅛“, Vingeſtrœkning 33“. Lerkefalken beboer de varmere og tempererede Dele af Kloden og er temmelig almindelig i Danmark. Den kommer 25 hertil ſidſt i April, træffer bort tilligemed Cerferne i Septem⸗ ber og October. Man feer den neſten altid paa aaben Mark. J Parringstiden er den derimod mere Skovfugl; men den fore⸗ træffer ſmaae aabne Skove for ſtorre, eller dog Udkanten af disſe, iſcer naar der findes høie gomfe Ege. J Udfeende og Farve har den megen Lighed med 33anbrez falken; ligeledes i Manerer, fun at ben er mindre. Den be- finder en udmærfet Smidighed, Raſkhed og Kjæfhed i hele fin Færd, og felv ben hurtige Svale bliver i Flugten dens Bytte. Da den letteligen tæmmes og den tillige er lærvillig og modig, er den meget brugbar til mindre Fugles Jagt. Deng — Skrig ved Reden og naar den mod Aften vil begive fig til Rolighed, lyder fem „geek, geek, geek.“ For alle Fugle, indtil Drosſelens Storrelſe, er den en farlig Rover, der ſom ofteſt griber ſit Bytte i Flugten, hvor⸗ for ogſaa be Fugle, der tilbringe den ſtorſte Deel af Dagen med at flyve, f. Er. Svaler og. Lerker, meeſt ere ubfatte for dens Forfolgelſer. Naar disſe Fugle bemerke ben og ſee den fare hen imellem dem, blive » jaa bedøvede af Sfræf, at be næften ſom døde ſtyrte til Jorden og lade fig gribe med Hen⸗ derne. Svalerne og Lerkerne føge ellers ogfaa at redde fig ved at ſtige høit op t Luften og at holde fig oven over den. Sin Rede, ſom den felv forraader ved fit høie Skrig naar man nermer ſig den, bygger den gjerne | i meget hoie Zræer, ofte med en Kragerede til Underlag. Jeg fandt den Pyyvigit i hoie Ege i Udkanten af baffebe Smaaſkove. Forſt i Juni lægger Hunnen 3—4 afrundede, hvidagtige g med uregelmasſige graae og ruſtbrune Pletter og Punkter. Den ſkydes ved Kragehytten og paa Anſtand ved Reden; ellers er den yderſt ffo og vaerſom. Da den ofte følger den opſtovende Honſehund, for ſaaledes at fane Lærfer obl. fra Jorden, thi den kan kun tage dem i Flugten, kan man under⸗ tiden ogſaa paa denne Maade komme til at ſkyde den. bd Da den fun fager mindre Fugle, er dens umiddelbare Skade mindre betydelig, tfær hertillands, hvor Lerkefangſten ikke drives. | 15. Dvergfalk, Falco lithofaleo, Gel. Falco aesalon, Lath. (yngre Fugl); Falco eaesius, Wolf & Mey. Danfk: Steenfalk, Blaafalk, lille Spurvehog. Artsm. Overkroppen blaagraa, med forte Fjerſpoler; S5rpft og Bug ] ruſtguulagtige med brune Lancetpletter; Halen længere end de 20 ſammenlagte Vinger, med et fort Toærbaand og en hvid Spids; Borhud og Fodder gule. Hunnen og ben unge Fugl: oven⸗ paa graabruun med ruſtfarvede Pletter og Fjerkanter, neden⸗ under guulagtighvid med brune Lengdepletter; Halen graa— bruun med 5 til 6 guulagtighvide Tvarbaand. Illum. Afbildn. Tab. III. Længde 11— 12“, Brede 25— 26“. Hannen er nemlig ſtedſe 1“ mindre end Hunnen; Halen 5“. Denne mindſte europætffe Falk er bos os en Strog⸗ og Traekkfugl, der i Reglen kun fees For⸗ og Gfteraar, hyppigſt i unge Naaleſkove, f. Ex. i Kongelunden paa Amager, de jydſke og andre Naaletræœplantninger o. f. v., Door den helſt over- natter. Om Vinteren folger den gjerne de udvandrende Ska⸗ rer af Soveferfinfer og andre finkeagtige Fugle paa deres Tog, fordi disſe udgjore dens vigtigſte 9taring. De fleſte Dveerg— falke, der forlade Sommerhjemmet og gjeſte os, ere unge Fugle. Den er en pderſt fnifb, driſtig og modig Ropfugl, der forfølger fit Bytte med en ſaadan Iver, at den forglemmer fin eiendommelige Skyhed og Forſigtighed. Fordum afrettebeg den til Fuglejagt. Dens Næring er alle Slags Smaafugle, indtil en Dros⸗ ſels Storrelſe. Den yngler kun i nordlige Egne, hvor den bygger Rede i Klipperevner, Træer eller i Lyng, og fegger 3—5 rund⸗ agtige, hvidrodlige, kaſtaniebruunt marmorerede Mg. Bed Kragehytten ffydes den letteſt og tede i Flugten, naar den forfølger fit Rov. Jeg fangede den flere Gange i et Hogegarn ved Thyrsbæf, og oftere har jeg feet den ffudt hiſt og her i Provindſerne. E. Hage ffød en gammel Hun ved Stege. Med Henſyn til Skaden, den anretter, gjeœelder hvad der mi bly er fagt om Leerkefalken. b) Rodfalke: Rodfalkene abffilfe fig fra be ægte Wdelfalke ved kortere, tykkere, med mindre Baller forſynede Teer, en længere Hale, Tængere og loſere Beffering og mindre ſtive Sving⸗ og Hale⸗ fier. Kjons⸗ og Alders⸗-Forſkjellen er iffe betydelig. 16. Taarnfalk, Falco tinnunculus, L. Falco brunnius, Bechst. (ung Fugl). Danſt: Taarnfalk, Kirkefalk, Muſefalk. Artsm. Guul Voxhud og gule Fodder med forte Kloer; Hoved og Hale aſtegraae; Overkroppen rodbruun, neſten teglrod, med 27 ſorte Pletter ; de ſammenlagte Vinger neſten af Halens Længde ; Halen tilrundet, med et bredt fert Baand ovenfor den hvid— . agtige Spids; linberfroppen guulhvid med brune Lancetpletter. Illum. Afbildn. Tab. III. Hannen og den unge Fugl: Med ruſtredligt, ſortebruunt plettet Hoved; ruſtfarvet, ſortbaandet Hale. Hos de unge Fugle ere Vingerne fortere. Hannens Længde 13/27, Vinge⸗ ftræfning 2 29", Halen 6“; Hunnens Længde 15“, Vingeſtrak⸗ ning 31“. g Denne, over hele Europa ubbrebte, Falk er hos os vel ikke ſjelden, men dog heller ingenlunde hyppig. Den beboer deels vore mindre Skove, deels Taarne og Slotte; forlader os i October og November og vender tilbage i Marts og April. Taarnfalken har et muntert, fjæft Veſen, dog beſidder den mere Dumdriſtighed end Mod; den har en let og hurtig Flugt, men kan ikke fange flyvende Fugle. J Henſeende til Manerer, danner den en naturlig Overgang ita Aedelfalkene til Glenterne. Dens Stemme er „klih, kli, kli“! J Flugten gfer den ofte Holdt og bliver en Tidlang „ flagrende 1 eet Sted, lige ſom den Donate; den aflurer ſaaledes ftt Rov. ö : Næringen beſtager i Muus, Fugle, ter Fugleæg, Inſek⸗ ter, fmaae Frøer og Fürbeen. Som et Beviis paa dens Graa⸗ dighed | tjener, at jeg har fundet 10 fuldvorne Fiirbeen og en heel N Markmuus i denne lille Fugls Mave. J Huller og Revner i Klipper, gamle Mure og Taarne bygger den ſin Rede, eller ogſaa i Skovene i Huller i gamle Ege og andre Træer, ſjeldnere paa Grene, og da ſom ofteſt i gamle Kragereder. Den yngler paa Bornholms Klipper (Candidat Dahl); ved Kirker og Taarne i Kjøbenhavn; ved Aarhuus Domkirke og ved adſkillige Landsbykirker. De 3—5 365, ſom findes i Mai, ere rødbrune, beftrøede med ſortebrune, uregelmcsſige Punkter og Pletter. Ungerne funne temmes og vænnes til at flyve frit omkring, ligeſom Duerne. Den er ffo og forſigtig, og derfor vanffelig at ffobe, undtagen ved Kragehytten. J Falden fanges den ſſeldent. Taarnfalken forſtyrrer mange Smaafugles, iſer Lerkers, Angel; ved at fortere et langt (torre Antal Markmuus, er den imidlertid en meget nyttig Fugl. Man kan ogſaa afrette den til Lerkefangſt. Om den lille Taarnfalk (Falco tinnuncu- loides, Falco cenchris, Frisch) ogſaa fkulde forekomme her i 28 Landet, veed jeg ikke; dog er det ikke uſandſynligt, at den en⸗ kelte Gange forflyver ſig til vore ſydlige Provindſer, da den gjentagne Gange er ffubt i Mecklenburg. Den adſtiller fig fra den almindelige Taarnfalk ved ſin ringe Sterrelſe, ſine de til Haleſpidſen naaenbe Vinger og fine hvidguulagtige odder. | 17. Rodfodfalk, Falco rufipes, Zesecke. Falco vespertinus, IL. Artsm. ODielaage, Vorhud og Fødder monnierobe, hos den unge Fugl rodgule; Kloerne guulhvide, i Spidſen grage-hornfarvede; Vin⸗ ger og Hale lige lange; Overkroppen hos de Gamle ſkiferblaa; Leegfjerene og Undergumpfjerene (hos Hannen) mørt: rødbrune. Hunnen: Underkroppen lys ruſtfarvet, med hvid Strube og Undergump; Ryg og Vinger med forte Tvarpletter; Halen affeblaa, ſmal ſortbaandet med et temmelig bredt, lyſere Baand i Spidſen. Ung Fugl: Nedeuunder guulagtighvid med brune Lengdepletter; ovenpaa morkebruun med ruſtfar⸗ vede Fjerkanter; Halen hvidagtig, ruſtbruun med ſorte Baand. Illum. Afbildn. Tab. III. Hannens Længde 12“, Brede 26"; Hunnens Længde 13“, Brede 27“. Denne ſmukke Falk beboer fornemmelig det oſtlige Europa: ſom Rusland, Polen og Ungarn, men beſoger de tilgrendſende veſtlige Lande paa fit Efter- og Foraarstrcek. Den 23be Mai 1850 (fob jeg paa Læssøe, i Selſkab men Hr. Birkedommer Gad og Hr. Dr. Krebs, tæt udenfor ſidſtncvntes Bolig, en gammel Han; da jeg Dagen efter faae en Hun paa ſamme Sted, maa jeg, med Henſyn til Aarstiden, antage: at de have været parrede og havt Rede, eller dog villet yngle ber, hvor⸗ om desuden Hannens udviklede Teſtikler ſyntes at vidne. Hr. Cand. jur. Bonnez ffeb den i Benzon Skov ben 26de Juni 1834 (altſaa formodentlig ogſaa ynglende?) og Baron v. Ro⸗ ſenkrantz til Roſenholm har fortalt Hr. Bonnez, at have ſkudt den i Roſenholms Skov. Juſtitsraad Wöldike i Bruns⸗ büttel har foretruffet den i Holſteen. Den ynder Smaaſtove til Opholdsſted, iſer hvor der gives Damme, Ager, Sumpe og Enge i Nærheden, Den er ikke ffp, har en hurtig, færdig, ofte ſoommende po og hæver fig undertiden i Sneglekredſe til en betydelig vide, Inſekter ere dens vigtigſte Føde, ſjeldent fanger den fmaae Fugle, Muus eller Fürbeen. Den er gjerne i Bevægelfe til 29 den ſildige Aften, hvorfor ben ogſaa er faldet „Aftenfalken“ (Falco vespertinus). Den ffal yngle i hule Træer, eller i gamle Sfade- og Allikereder, og lægge 4— 5 rødagtige, ruſtrodplettede Wg. Da den ikke er ſynderlig ffp, kan man lifte fig hen til den med Geværet; maaſkee den ogſaa [ob fig fange paa Rotte⸗ fare, med Grashopper e. dl. til Lokkemad. J Lande, hvor den er hyppigere, er den en meget nyttig Rovfugl, ved den ſtore Mængde [ffabefige Inſekter, den ub- rydder. 5te Gruppe: Hoge, Astures. Ne bet ſteerkt, krumt fra Roden af; Overkjaeven forſynet med en but Tand, med et tilſvarende Üdſnit i Underkjcven; 9tefeborene næften ægformige. Fodroden meget lang; be flebt med Fjer paa Hælleddet (Knæet), og længere end Mel lemtaaen, der ogſaa er meget længere end de andre Tæer; høie, vortelignende Baller paa Fodſaalerne, og ſtore, ſteerkt krummede og meget ſkarpe Kloer. Vingerne forte, faa at de, ſammenlagte, omtrent kun nage de to Triediedele ud vaa Halen; 1(te Svinger meget kortere end 2den, 4be lengſt. Deres Flugt er hurtig, uden mange Vingeſlag, meeſt lige. De ere liſtige og kjckke Rovere, og gribe deres Bytte baade i Flugten og i Sædet, fom SOmftenbiabeberne foie det. Skov⸗ egne ynde de meeſt. J Ungdommen have be europeeiſke Arter af denne Gruppe hjerteformige eller langsgagende Pletter paa Underlivet, med Alderen derimod bolgeformige Tværbaand. 18. Duehog, Falco palumbarius, L. Falco gallinarius & gentilis, L. Danſk: Duehog, Honſehog, Sletfalk. Artsm. Voxhud, Iris og be flore, ſterke Fødder gule; over SDinene en hvid Stribe; Overkroppen morkegraa eller morkebruun; Underkroppen hvid med ſortebrune, beolgeformige Tverlinier (hos unge Fugle rodagtighvid med merkebrune Lengdepletter), Halen lang, afrundet, med 5 (ſjeldnere 4 eller 6) morke Tvær- baand og en hvidagtig Spids. Slum. Afbildn. Tab. IV. Hannens Længde 21— 22^, Brede 42— 43“; Hunnens Længde 24 —26“, Brede 45—47. 30 I den ældre Alder ere begge Kjøn hinanden paafaldende lige; i den miblere Alder er Hunnen ovenpaa mere bruun end bíaa, og det Hvide paa Underkroppen har et ruſtguult Anſtrog ligeſom de brune Tvarſtriber ere bredere end hos Hannen. Den unge Fugl har ligeledes en bruun Overkrop med lyſere Es Underkroppens Farve og Tegning er allerede anført. Duehsgen beboer meeſt de Egne, Door ber gives ftore Skove, i hvis Udkanter den almindeligſt opholder fig, iſcer om Sommeren. Om Vinteren, da Ungerne ſtreife og da den hyppigere forekommer, ferdi mange unge Individer komme herned nordfra, feer man den ne(tem overalt. De Gamle ſynes at forblive her hele Vinteren. Den er en pderſt kjckk, modig og forſlagen Rover, der er Enhver bekjendt for ſin utrolige Driſtighed; tbi denne gaaer ſaavidt, at den ofte i Menneſkers Nærværelfe henter Huus⸗ fuglene i Gaardene og ved Huſene, ja endog forfolger dem ind i disfe. ^ i Dens Myrdelyſt, Graadigbed og Jagttalent gjør alle Fugle, fra Trapgaaſen lige ned til Spurven, til dens Bytte. Derfor er ogſaa disſe Dyrs Angſt faa flor, naar de bemerker den, at de ſkyͤndſomſt opſoge et Smuthul og endogſaa flye hen i Menneſkers Nerhed. Dens heftigſte Forfolgelſe gjeelder dog Agerhons, Duer og andre Fugle af Middelſtorrelſe, men den befbber ogſaa Mod nok til at anfalde Harer, ifær yngere; kun den yderſte Nod driver den til at fortore Aadsler. Sin ſtore, ofte 3 Fod brede, flade Rede bygger den. i høie Træer i Marts, ſedvanligt afbenytter den een og ſamme hvert Aar, blot at den forbedres. J April lægger Hunnen 3—4 Ag; de ere bíaa- eller gronladne, med brune Pletter og Streger. Den yngler i flere banffe Skove, f. Ex. ved Greenaa i Jylland (Bonnez). Duehogen er her i Danmark den Rovpfugl, man hyppigſt fanger i Hogeburet. Naar den nyligen har holdt et flot Maal⸗ tib, og udhviler fig i et Tre, kan man uden ſtor Vanſkelighed lifte fig til at ffpbe den, hvilket ogſaa ofte lykkes i Flugten. Ved Kragehytten indfinder ben fig ſjeldnere. Den er en meget ſkadelig, om ikke den fkadeligſte af vore Rovfugle. J een Dag kan den fortere og fordeie 2 Duer, endog 2 Krager; deraf kan man ſlutte fig til, hvilket ſkrakke⸗ ligt Nederlag den anretter iblandt vilde og tamme Fugle. 31 19. Spurvehog, Falco nisus, L. Danſt: Finfehøg, Spurvebøg. Artsm. Iris, Voxbud og Fødder gule, de fitfle med lang tynd Fod⸗ rod og ſmakker Mellemtaa; Halen lige afffaaren i Spidſen, med 5—7 ſortagtige Tværbaand og lys Spids. Illum. Afbildn. Tab. IV. Gammel Fugl: Overkroppen blaagraa, Underkroppen hvid med brune eller (bos Hannen) ruſtfarvede Bolgelinier. Længde 13—16^, Vingeſtrœkning 25—31^. Ung Fugl: Ovenpaa graabruun, nedenunder hvid med brune (paa Strube og Forhals langsgagende, paa Bug og Legfjer tværgaaende) Pletter. Den utarter mere eller mindre i den hvide Farve. S Danmark er Spurvehogen, næft Muſevaagen, den al- mindeligſte Falk, og iſcer hyppig om Efteraaret og Vinte⸗ ren, fordi der da hidkomme mange fra nordlige Gane, ſom enten træffe videre eller forblive her; thi den er hos os almin⸗ delig fom Trakfugl. Som en pderſt modig og forvoven Ropfugl, ſtyer den aldeles ingen Fare, men indlader ſig endog i Kamp med ſtorre Rovfugle. J Forfolgelſen af fit Rov er den ſaa driſtig og ofte uforſigtig, at den fætter efter Spurvene ind i Bygnin⸗ gerne; ja, det gaaer ſaavidt, at den ikke ſtyer Menneſkets Nær verelſe, men tager mangen Jæger en Sneppe eller Krams⸗ fugl bort lige for hans Næfe, og i Stederne gjør den Forſog paa at røve Stuefuglene i Vinduerne. Sædvanligt flaaer ben. paa alle ſmage Fugle indtil Drosler; endog Duer, unge Ager— hens og undertiden Muus. Fuglene tager den helſt vaa Gre⸗ nene, men ſlager ogſaa ned paa dem, naar de ſidde paa Jor⸗ ben. Den ftjæler ogſaa Kramsfugle af Donerne, og derved bliver den ofte fefo hengende. Reden findes paa Trecker, tæt ved Stammen og maligſt ſtjult. J Mai eller Juni lægger Hunnen 3—5 ſmudſig-hvide, leverbruunplettede Wg. Hunnen, der ruger alene, har em ſaa⸗ ban Kjærlighed for fin Angel, at den forſparer fig med bet ſtorſte Mod, ſelv imod Menneſket, ved at nærme fig Reden. Yngler temmelig hyppigt her i Danmark. Den fanges let i alle Slags Felder og Garn, naar man fætter Spurve eller andre Smaafugle deri; tbi efter Duen, der bruges til at [offe ſtorre Rovfugle, gaaer blot Hunnen. Man kommer denne, ellers faa forſigtige Ropfugl ikke lettere 32 paa Skud, end naar den fra Træ tif andet forfølges af Skov⸗ ſkader. Da den tjener til at indſkrenke den altfor fterfe Forme⸗ ring af de ofte befværlige Spurve, kan dens Skadelighed ikke regnes heit, ſaaſom det dog er ſſeldnere at den forgriber fig paa be Fugle, ber for os have verſentlig Værd. 6te Gruppe: Kjerhoge, Circi. Nebet libet ſammentrykt, ved Roden beſat med opad⸗ boiede Borſter, hvilke bedeekke en Deel af Vorhuden; Naſe⸗ borene cegformige. Fødderne med fang, tynd Fodrod; S cerne mindre lange og Kloerne iffe meget krumme. Kroppen rank, med temmelig lang, afrundet eller lige Hale. Vingerne lange; 1ſte Svingfjer meget fort; Zdie loengſt. Hovedet ome givet med en Krands eller Halskrave af korte, ſtive Fjer, os co Slør, hvorved disſe Falke danne Overgangen til lerne. : De have em uſikker, vaklende Flugt, bog ere be hurtigere og mere jagtfærdige end Glenterne og Vaagerne, men mangle det Mod og den Styrke, der ubmorfe Falkene og Hogene. Deres Rov gribe de paa Jorden eller paa Vandet; det bez ſtager meeſt i Amphibier og Fiſke, dog ogſaa i Fugle og mindre Pattedyr. De jage ſildigt ud paa Aftenen og neerme ſig deri, ſaavelſom ved Hovedets Form, Uglerne. Man finder dem ſcedvanligſt paa flade Marker, ved Søer og Moradſer, hvor i ogſaa yngle og bygge Rede paa Jorden mellem Siv og ree. ; - 20. Rodbruun Kjerhog, Falco rufus, L. Falco aeruginosus, L.; Circus rufus, Briss.; Falco arundinaceus, Bechst. Danſt: Rorfalk, Fiſkehog, Dværgglente. Artsm. Vorxhud og Fødder bleggule; Hovedet hvidagtigt; Sving- og Halefjer eensfarvede; de ſidſte meget ſjeldent med morkere Tværbaand. Illum. Afbildn. Tab. V. Gammel Fugl: Iris guul; Hovedet hvidagtigt med fortez brune Lengdeſtreger; Sløret tydeligt, hvid- og ſortplettet; Leg⸗ fjerene ruſtfarvede; den anden Orden af Svingfjerene afkegraa; Halen hvidgraa. Om Vinteren er den brune Farve morkere og det Hvide guulagtigt. Ung Fugl: Iris rodbruun; Hovedfarve ruſtbruun eller mørk chokoladebruun; Nakke og Strube guulagtighvide eller ruſtgule; Sløret morkt og utydeligt. : 33 Længde 21—23“, Brede 49—53^'5; Hunnen ſterſt. Rorfalken opholder fig hiſt og her ved de med Ror og Buſke bevorede Soer, ſtore Moſer og Sumpe; hvor den, ſom ægte Trakfugl, findes fra Marts til October. Vinteren til⸗ bringer den i varmere Egne. Den er ffp, forſigtig, liſtig og ikke uden Mod; fvæver neſten ſtedſe omkring, og udhviler fig ffefbent lenge paa eet Sted, ſiddende paa Jorden eller paa Væle og Stene. Sæd- vanligſt flyver den lavt hen over Marker, Vandflader og Enge. Neringen beftaaer i fmaae- Pattedyr, Fugle: iſer Sump⸗ og Vandfugle og deres Angel, Slanger, Fürbeen og Fifk. Dens Rede ftaaer i Rør eller Cio eller lignende høie Gjenſtande i Bandet, ogſaa i Buſke; den er bygget af Ror⸗ ſtoengler, Siv og enkelte torre Riisqviſte. J Slutningen af April eller i Mai indeholder den 3—4 gronagtig blaahvide Ag. Anglende findes den paa mange Steder ber i Landet: ved Søer, Molledamme, Aabredder og i Moſer, f. Ex. ved Oſtedgaard pr. Fredericia, Grubbe Molle i Fyen, ved Søerne paa Mols (Bonnez), ved Glücksborg Sø pr. Flensborg (E. Hage), ved Faſtuingsgravene paa Amager o. f. v.; ved Skjoldencesholm er den almindelig (Candidat Dahl). Som en ffy og forſigtig Fugl er ten vanffelig at ſkyde, dog ſkeer dette letteſt naar man lægger Mærke til hvor den kaſter fig i Rorene e. dl., og da pludſelig overraſker den, at man kan ſkyde den ved Opflyvningen. Ved Kragehytten ſkydes den ogſag, men den fætter fig ikke. Jeg har fanget den flere Gange i Rotteſaxe med et Wg til Lokkemad. Som en graadig og tillige heldig Jæger, forſtyrrer den en utallig Mangde Fuglereder, ifær naar den har Unger, dog gavner den ogſaa ved at fange Muus, Muulvarpe og fkade⸗ lige Inſekter. 21. Tlaa Kjerhog, Falco cyaneus, £L. Falco pyg gargus, L. Danfk: Hedefalk, Kornfalk, Blaafalk, Uglehøg. Artsm. Den nederſte Deel af Hobedet omgiven af et tydeligt Slor ($a skrave), Halen langere end Vingerne og teanet med ſmalle Tvarbaand; Zdie og 4be Singer næften lige lange; Iris guul. Illum. Afbildn. Tab. Hannen ovenpaa blaagraa, cbe hvid, uplettet. Hunnen ovenpaa bruun, nedenunder guilag ich med brune Lengdepletter. | 3 34. ling Fugl: Ovenpaa morkebruun, ruſtfarvet plettet; neden⸗ under guulrod med brune Lerngdepletter; Iris bruun. Længden 17—20“, Breden 42— 44“; Hunnen ſtorſt. Kornfalken findes deels paa vore ſtore Hedeſtrakninger, deels, hvor Enge og Sumpe afoeríe med frugtbare Kornmar⸗ ker, men ikke hyppig. Conſervator Scheel ffød den vaa „Maerne“ ved Vordingborg i Efteraaret 1834; 1825 den 7de Novbr. blev den (ifølge Tidsſkrivt „Diana“, 41fte Bind, Pag. 299) ſkudt i Veilby Krat ved Aarhuus, og Exemplaret indlemmet i Sors Academies Samling. Efter Kjobenhavns Literatur, Kunſt⸗ og Theaterblad 1824, S. 196, er den ſkudt ved Faaborg 1823; E. Hage ffød den ved Flensborg og Slesvig; i min Samling findes en ung Han, ffubt ved Fiil⸗ ſoen i October 1847; den er overhovedet mindre ſjelden i Jylland end aa Øerne; Faber anfører (ornithol. Notitſer Pag. 8) at Hr. Drewſen har ſeet den ved Strandmollen, 2 Mile fra Kjøbenhavn; Hr. Bonnez har foretruffet den i Mols. Det er merfefíat, at Faber ikke har bemærfet den i Jylland. Den ankommer i April, og træffer bort i October og November. , : Den er ffo og pderſt forſigtig, ligeſom fine Slægtninge, heller iffe uden Mod og flyver (om ofteſt lavt hen over Mar⸗ ker og Enge. Neringen beftaaer i mindre Pattedyr, alle Slags unge og ynglende Fugle, den kan faae Bugt med, men iſcer Sang⸗ [e:rfer; ogſaa Fugleceg, Amphibier, ſtore Inſekter og Regn⸗ orme. Den bygger Rede ſidſt i Mai eller forſt i Juni, enten i Kornet, ifær i Rug, eller i ior, Pilebuſke, Sivtuer o. f. v., men aldrig paa Træer. Hunnen lægger 3—6 Æg af blaa⸗ grøn, graa eller ſmudſighoid Farve. Hr. Forſtraad Brüel paa Gjoddinggaard pr. Veile har ſagt mig at den yngler hiſt og her i Lyngen paa de jydſte Heder, hvilket bekreftes ved, at jeg for Sroftiben har erholdt flere unge Individer derfra. Den kan ſkydes ved Kragehytten, men kun i Flugten, da den ikke nedlader fig. Forovrigt er den ſky og vanfkelig at komme paa Skud. Ved Reden er den lettere at ſkyde, eller ogſaa naar man ſeer den faffe ſig i Kornet, og fober hur⸗ tigt til. i Bed at udrydde enbeef Markmuus og ffadelige Inſekter er den til Nytte, men den anretter, ligeſom den foregaaenbe, flor Skade paa Yngelen af de Fugle, der bygge Rede paa ben frie Mark; thi den beſidder en overordentlig Feerdighed i 35 at opſoge Reder, og forſtyrrer daglig en flor Mængde Deraf, Den gjer ſaaledes Agerhonſene ſtort Afbræf. 22. Graa fijerfeg, Falco cineraceus, Montaqu. Danſk: Engfalk. Artsm. Sloret utydeligt; Vingerne meget lange, med Spidſerne hen⸗ imod eller ud over Haleſpidſen; Halen med 4 — 5 morke Baand; Zdie Svinger længft. Hannen aſtegraablaa med to forte, breve Baand paa Mellemvingen; Hunnen og de yngre Hanner: bruungraa; Underlivet hvidt med ruſtfarvede Pletter. )7—18^. Sun. Afbildn. Tab. V. Denne mindſte europeeiſke Kjærhøg er hertillands endnu - ſjeldnere end Kornfalken, (om den forreſten ligner i Egenſka⸗ ber, Levemaade og Nering; dog flyver den lettere og fkjonnere og foretreffer mere Enge, Sumpe, overhovedet Bandets Neer⸗ hen til Opholdsſted. Den er Træffugl; April — October. Hr. Cand. jur. Bonnez har meddeelt mig at den fore⸗ kommer hele Sommeren i Grenaaegnen, hvorfor han finder det ſandſynligt, at den yngler der. Sin Rede bygger den paa ſumpige Steder, blandt Vidiebuſke, Siv og høit Græs; be 3—4 blaahvide, uplettede Eg have Lighed med foregaagendes, men ere noget mindre. C. Ugleartede Ropfugle, Accipitres strigini. Jte bet fort, næften ſkjult af fremadliggende, borſteagtige Fjer, krummet fra Roden, utanbet og fun i linberffeven fore ſynet med et Indſnit; Neſeborene rundagtige, beliggende ved Forranden af den, med Nebet eensfarvede, ſtundom noget uty⸗ delige Vorhud. Hovedet, ber beftaaer af en meget let og los Subſtants og har ſtore Huulheder, er ſtort eller meget ſtort og iſcer meget bredt bag de ſtore, fremad rettede. Dine, der have en Blinkhinde og ere omgivne af ſtive, lange Fjer, hvilke fra Siet, fom Middelpunkt, lobe ſtraaleformigt ub, bait nende Anſigts⸗ eller ODiekredſen, medens de bagerſte tillige bez deekke den bevægelige Slap af de tildeels meget ſtore Oren. Til denne Kreds flutter fig en meer eller mindre tydelig Krands af ſmaa, tætte, opretſtagende, ſtive Fjer i Sløret. Fødderne ere hos de fleſte befjerede lige til de ſtore, ffarpe, krumme Klser, eller dog ud til disſe beoorebe med enkelte ſtive Haar; 3* 36 de have temmelig korte eer, hvoraf den yderſte er en Vende⸗ taa (kan vendes tilbage). Fjerbedekningen ſom ofteſt meget blød og løft tilſluttende, hvorved disſe Fugle, med deres ſtore Hoved, ſynes meget fterre end de ere; Svingfjerene have et floeielsagtigt Overtrck, ber gjor den langſomme Flugt over⸗ ordentlig ſagte og lydlos. j Ulglernes litbrebelíe er betydelig; thi næften alle Dele af Sorten beſidder Arter af denne Familie. De beboe ſaavel ffovz rige, ſom klippefulde Egne, nogle de menneſkelige Boliger, kun enkelte blot den frie Mark. Der gives baabe Stand-, Strog⸗ og Trakfugle iblandt Uglerne. I deres Levemaade have de lige faa meget Eiendommeligt, fom i deres Legemsbygning. De fleſte ere i Bevegelſe i Af— tenſkumringen og de ikke ganſke morke Netter; hvorfor man i Seerrdeleshed kalder disſe Natug ler. Andre drive ogſaa deres Forretninger om Dagen, og kaldes derfor Dagugler. De forſte have mere udviklede Syns- og Hoereorganer, og fee ffarz peſt i Skumringen, medens Dagslyſet blender dem, hvorfor de ſtjule fig og ſove om Dagen, Gre de i Bevegelſe ved Dags— lyſet, eller deres Skjul opdages af andre Fugle, da utfettee de for mangehaande Angreb og Drillerier af disſe, der have et medfodt Had til dem. Derfor kan man benytte ſig af Ugler til at hidlokke andre Fugle, og ſaaledes fange eller ſkyde disſe. Deres Naring beſtager for ſtorſte Delen af mindre 9Datte- dyr og Fugle, fom de ſelv fange med Kloerne og fom de enten aflure, ſiddende paa et ophoiet Sted, eller opſoge ved at flyve lavt hen over Jorden. De fortere meget paa een Gang, ned⸗ fluge deres Bytte heelt eller i ſtore St,kker, hvorfor de have et ſtort Svælg, et virt Spiſeror og en ſtor fæfagtig Mave, men ingen Kro; det Ufordoielige give de fra fig fom Haar— kugler. Have be fanget mere, end de bebove til eet. Maaltid, gjemme de det Ovrige med Omhyggelighed, for at kunne tye Dertil i regn⸗ og ſtormfulde Netter, da de iffe gjerne flyve omkring og Jagten desuden vilde faae et fler Ut fald. De yngle i hule Træer eller Klippehuler, paa Træer og paa Jorden, bygge flette Reder eller aldeles ingen, lægge rund— agtige eller naften ganfte runde, hvide Ag og forſvare deres Unger med Mod. Bed Udryddelſen af mange ffatefige Dyr, ifær Muus og Rotter, coeraaaer Uglernes Nytte langt ben Skade, enkelte ferre Urter tilfeie Vildbanen, hvorfor de ogſaa i Almindelig⸗ hed fortjene Skaanſel. j 37 Slægt: Ugle, Strix, I. Aſte Gruppe: Glathovede Maler, uden tydelige Fjer øren paa Hovedet, Noctua, Sav., Cuv. 1. Snee⸗Ugle, Strix nyetea, IL. Danſk: Harfang, Snee-Ugle. Artsm. Med hvid Fjerbedaekniug, temmelig lidet Hoved, uden Slor; fort Næb, forte Kloer, aute SDienringe og tetbefjerede Fødder. De unge Fugle meer eller mindre plettede; meget gamle: reen hvide. Illum. Afbildn. Tab. I. | Længde 24— 26", Brede 60— 63“; den noget afrundede Hale 10'/4^*, Hunnens hvide Grundfarve falder mere i bet Gnulagtige; tildeels er den ogfaa mere plettet. Hos de unge Fugle ere Plet⸗ terne iffe blot talrigere, men ogſaa bredere og morkere, faa at den morke Farve er herſkende paa Overkroppen. Snee⸗ eller Fjelduglen tilhører de nordlige Polaregne af Europa, Aſien og Amerika. J den nordoſtlige Deel af Aſien, Siberien og Kamſchatka er den almindeligſt; paa Grønland og i Nordamerika mindre talrig, endnu ſparſommere forefommer. den i det nordlige Skandinavien, hvor den beboer de indre Dele af Landet og blot ſtundum om Vinteren af Snee og Uveir fordrives til Kyſtegnene. Kun om Vinteren og For— aaret lader den ſig enkelte Gange ſee her i Landet, og opholder fig da ſcdvanlig paa ſtore Heder eller i ſkovrige Gone. J Aaret 1819 blev den (Iſis 1822 II, 771) ſkudt ved Itzehoe, et Aar ſenere ſages den ved Slesvig; et Par, ſom findes i Bojes Cabinet, blev dræbt i Februar 1821 ved den jydffe Kyſt og i April ſ. A. fandt han i Jylland en dræbt Hun faſt⸗ naglet til et Bondehuus. J det veſtlige Jylland er den mange Jægere meget vel bekjendt, i det den ofte lader fig fee om For⸗ aaret, hvorimod Træffet fra Norden maa gage over andre Lande, da den ikke viſer fig om Efteraaret. Faber (ornith. Notitſer Pag. 11) havde feet Exemplarer, ffubte i Sjelland, Falſter, Slesvig, Oſterjylland. J E. Hages Samling findes et Exemplar, ſkudt vaa Møen, hvor ogſaa Scheel har ffubt den. J Kroen imellem Hjørring og Ladeſtedet offen faae jeg et Par Kloer af en gammel "Fugl, ffudt der i Nerheden af Kroens Eier, [om adfſkillige Gange tidligere havde feet Snee⸗ ugler der i Egnen om Vinteren; Hr. Bonnez ffob den i Grenaaegnen; Hr. Conſervator Scheel faae paa een Gang 38 4 paa Møen; Hr. Apotheker Steenberg angiver ben ſom ffubt ved Helſingser den 20de Decbr. 1837, fanget ved Helle⸗ bæf den 6te Marts 1831; et reen hvidt Exemplar at være feet i Kongens Have den 22de November 1832, hvor ben lob fig komme nar paa omtrent 20 Skridt. I bet fongeliae Mu⸗ feum findes et Exemplar fra Sjælland. Om Vinteren er ben meget ffo; flyver poit, med raffe Bingeflag, liig en af be (terre Hoge, og lader da ſtundum bere fit ſterke Skrig: „kree— u, kre—u“. Hvor den forefom- mer, opholder den fig paa frie Landſtrœkninger, Door den dri— ver fim Jagt om Dagen og i Aftenſtumringen, af og til ud⸗ hvilende fig paa Stene eller andre ophoiede Steder. Den flyver ſcdvanligen ikke langt ad Gangen. Paa Vandringer forekommer den ofteſt parviis, og er da mindre ffo. Den fanger Harer, Rotter, Muus, Ryper og Lemener, hvilke ſidſte den folger paa deres Vandringer. Om dens Forplantning er fun lidet bekjendt; ben ffal yngle paa ſteile Klipper eller i Klipperifter og lægge 2 — 3 hvide Aeg. I de nordlige Lande kunne de forſt ſeent yngle og Un— gerne ffulfe ikke være flyvefærdige fer i September. 2. Hogeugle, Strix funerea, Za£h. Strix Ulula, L.; Strix hudsonia, Gmel; Strix nisoria, Mey. Danſt: Krakugle. Artsm. Næb og Iris gule; Overkroppen bruun, hvidplettet; Under kroppen hvid, med bruunoraa Tverſtriber (fom Spurvehsgen); den kileformige Hale meget lang, med hvid Spids og 7—8- ſmalle, hvide Tværbaand; Hovedet lidet. 1 Slum. Afbildn. Tab. VI. Længde 15— 17“, Brede 29—317. Hunnen ftørft; ellers ikke videre forſkjellig fra Hannen, blot at den undertiden er noget mørfere farvet. Ung Fugl: Den morke Plet paa og bagved Orene mang⸗ ler; ben brune Overkrop har hiſt og her lyſe Fjerſpidſer og Skaftpletter hen imod Hovedet; paa Skuldrene, Vingerne og Overgumpen hvidagtige Tverpletter, og paa Underlivet utyde⸗ lige graabrune Tverlinier. Denne Ugle beboer Nordens ſkovrige Gane, hvor den til deels findes i temmelig Mængde. Om Vinteren ſtryger den vidt omkring til ſydligere Lande, og kommer da undertiden til Danmark, hvor den fortrinlig ſoger mindre Skove, helſt Naale⸗ ffove, ſjeldnere Moſer og med Krat bevorede Sumpe. Hr. 39 Apotheker Steenberg har meddeelt mig, at den to Gange er ffubt og eengang fanget (23be Marts 1833) ved Helſingser; begge Exemplarer opbevares i hans Samling. Hr. Stud. med. Bølling, hvem jeg bar flere interesſante Meddelelſer at takke, har meldt mig, at den er feet i Dyrehaven. Hr. Bon nez meddeler, at hans Son har feet ben paa Hesſel Debe ved Grenaa, Vinteren 1849. Som mange hoinordiſte Fugle, er den kun libet ſty og míétenfelig, faa at man ofte endog ikke (faf kunne bevæge den til at flyve bort ved at kaſte Stene efter den. J Flugten er den hurtig og let, faa at den beri mere ligner en Falk end en Ugle; den jager midt om Dagen. Naar den ſidder paa Jor⸗ den, bærer den ſtedſe Halen opad og Legemet horizontalt; men paa en ophoiet Gjenſtand ſidder den lodret, med nedherngende Hale. Den ſkjuler fig i tette Grene eller Buſke; og kun naar den vil jage, fætter den fig frit paa Tratoppe, en Pal e. dl. for at lure paa ſit Rov. i | Muus og Rotter udgjøre dens Hovedfode; faafnart den opdager en Muus, endog i det bøje Gres, ſtyrter ben fig ned, griber den med Klsoerne og flyver op paa et Træ med den, for at fortere den. Forøvrigt fanger den ogſaa Fugle og ſtore Inſekter. Den ffal yngle paa bete Træer og lægge 3—4 hvide Æg, 3. Spurveugle, Strix passerina, I.. Danfi: Dværgugle. Strix pygmæa, Bechst; Strix acadica, Temm. | Artsm. Hovedet Tibet, med ſmalt Anſigt og utydeligt Slor; Vingerne forte og Tæerne tet befjerede; Næb og Iris gule; Over: kroppen graabruun, med hvide Pletter; Underkroppen hvid med brune Lengdeſtreger; Halen med 4—5 hvide Baand og betydeligt længere end Vingerne. Slum. Afbildn. Tab. VI. Hannen af en Spurvs Storrelſe, men med ſtorre Ho- ved. Længde 6 — 7 /“, Brede 11½ —13½“ “; Hunnen er ſtorre og adſtiller fig desuden ved en brunere Farve paa Over⸗ kroppen, ſamt foagere Lengdepletter paa Bugen. Denne mindſte europeiſte Ugle tilhorer egentlig den folde Zone og kommer undtagelſesvüis til os, endnu fjeltnere ſyd⸗ ligere, og felv i Skaane hører den til de ſjeldnere Fugle; den ſtal være (fubt i Klintholms Have og ved gamle Kjsgegaard (E. Hage); i Foraaret 1849 blev den ffubt af Hr. Baron v. Roſenkrantz paa 3alffoo (Bonne). Efter Faber (No⸗ 40 titſer Pag. 66) var ben ham angivet ſom ynglende ved Je⸗ gerspriis. Spurveuglen har ſit Opholdsſted i Skovene, og er en virkelig Dagugle. Naar den om Vinteren nærmer fig Byg⸗ ningerne, forfølges den, ligeſom fine Sleegtninge, af Spurve og andre Smaafugle. Den er en lille nydelig, pudſeerlig Skabning, hvem de beſynderlige llafegebarber, ved dens Liden⸗ hed, give en egen nde. Ved dens mere abeagtige end (fom hos de andre Ugler) katteagtige Anſigt, og ved et klogt, god⸗ modigt Blik, ubmerfer den fig ſcerdeles fra Natuglens melan⸗ kolſte, ſovnige Veſen. Den har en raff, færdig Flugt, flyver om Dagen, uden at blendes af Sollyſet, men jager dog helſt i Træernes Skygge og i Morgen- og Aftendceemringen. Dens Skrig lyder: „kirr, kirr“. Neringen bejtoaer i ſtore Inſekter, men ogſaa i Smaa⸗ fugle og Muus, hvorved den bliver til Nytte. f J hule Træer yngler den, og lægger ſedvanlig 4 hvide Da den opholder ſig i Skoven, er den let at liſte ſig til med Geværet, Undertiden hænger den fig i Doner, ved at gage efter de fangne Fugle. | 4. Slagugle, Strix liturata, 77u»5. . Strix uralensis, Pall.; Strix macroura, Mey. Artsm. Næbet guuít; Iris morkebruun; Overkroppen graaagtig med brune og hvide Lengdepletter; Underkroppen guulagtighvid med ſmalle, brune Lengdepletter: Halen meget lang, kilefor⸗ mig, med 5—6 hvidagtiggraae Tvarbaand og hvid Spids. Lengde 24“, Brede 45“; Halen (hvis Sidefjer ere 2 Tommer kortere end Mellemfjerene) 10“. Han og Hun ere lidet forſtjellige, men de unge Fugle have i det forſte Leveaar en meget morkere, mere bruun end guul Farve, med uregelmæsfige og tette Pletter. Polarlandene anſees for denne Dagugles egentlige Hjem. S e. 2 , — , - 7 — J det nordlige Sverrigs og Norges klippefulde Skove er den iffe ſjelden; hertillands ffal den være feet i Hollufgaards Have i Fyen”) og E. Hage antog den for ffudt ved Nesbyholm 1837 eller 1838. | Den er en fíef Ropfugl, ber i Bæfen og Manerer mere ) Kjobenhavnspoſten 1825. 44 figner en Baage end em Ugle. Dens anſeelige Storrelſe, og ben tykke Uglefigur med den lange Hale, giver den i Flugten et ganſke eget ÜUdſeende, der gjør den kjendelig i det Fjerne. Ogſaa for den ere de forſtjellige Muſearter en Hoved⸗ gjenſtand. Forøvrigt angriber den unge Harer, Kaniner og alle Slags Fugle, den kan tage i Sædet. Den jager ſaavel om Dagen, fom t Aftendemringen. Den (fal bygge Rede i Klipperifter eller i hule Træer og fægge 3—4 hvide Æg. 8 5. Natugle, Strix aluco, IL. Danſk: Natugle, Skovugle, Huusugle, Katugle. Artsm. Hovedet meget fort; Nebet blegguult; Iris morkebruun, paa Skuldren en flor langsgagende hoid Plet; Overkroppen med mange Punkter, afbrudte Bolgelinier og uregelmesſige Plet⸗ ter af mørt Farve. Underkroppen lys med brune Skaftpletter, hvilke paa begge Ciber løbe ud i Bolgelinier. 4be og Ste Svingfjer længft. Slum. Afbildn. Tab. VII. | Længde 16—17“, Brede 39—40", Halen 6 —7 /“. Hunnen er i Almindelighed mere rodbruun end Hannen, nemlig van Ryggen, hvor Hannen er graa og hvid; den ſtore Plet paa Skuldrene, ſamt Grundfarven paa Underkroppen, ruſtguulagtig hvid; Siekredſen ruſtbruunagtig graa, omkring ved Mæbet med mange forte haaragtige Fjerſtraaler. Ungerne ligne Hunnen. Natuglen er udbredt over Dele Europa og det nordlige Aſten. J Danmark findes den næften overalt, hvor der gives Træer. J Sommermaanederne opholder den fig meeſt dybt inde i Skovben, men om Vinteren ſoger den ogſaa Smaakrat⸗ ter og ſtore Frugthaver ved Byerne. Gaalenae der er Qe» paa Træerne, ſidder den gjerne og ſover oaa en Green, tæt ind til Stammen af et tetkronet Træ, ſjeldnere i en Treehule. J de øvrige Aarstider ſkjuler den fig om Dagen i hule Træer, ode Taarne og Ruiner, Bygninger o. ſ. v. Den er over⸗ ordentlig lysſty og forlader forſt i Skumringen fin Hvileplads for at flyve paa Jagt. Deng Flugt er ganfke lydløs, Han⸗ nens Stemme lyder: „hu⸗huhuhuhuh“, og Hunnens: „givit“. Den er her Stand⸗ og Strogfugl. Neringen beſtaaer fornemmelig i alle Slags Muus, Muld⸗ varpe, unge Fugle, Frøer og Fürbeen. | | De berede fig allerede i Marts til at yngle, og Hunnen 42 lægger ba 3—5*), rundagtige hvide Æg, fom ofteft i hule Træer, undertiden i forladte Ravne⸗ og Kragereder, paa et flet Under⸗ lag af Mos og Fjer. Ungerne vore meget langſomt, ſidde længe i Reden, og fodes flittig af te Gamle efterat be have == den. Den yngler i næften alle ſtorre Skove her i andet. Hvor man om Aftenen feer eller hører den i Nærheden, kan man let lokke den til ſig ved at efterligne Muſenes Piben, ifær ogſaa om Foraaret, da man endnu lettere falder den til fig, ved at efterligne deres Parringsraab. Kan man om Dagen opdage hvor den har fin Hvileplads, er det let at ffobe den. B Nytten, denne Ugle (fom de ffefte af dens Slægtninge) ſtifter, ved Udrydelſen af en utroelig Mængde Muſearter, er faa ſtor, at den burde fredlyſes, iſtedetfor at Jægerne faae Betaling for Kloerne, og berfor i flere Gane, f. Ex. fom tid— ligere paa Als, i Sundevith og bet Nordſlesvigſke, neſten ganfke have udryddet denne og de fleſte andre Uglearter, boil fet da ogfaa har havt Markmuſenes hoiſt foruroligende For⸗ mering tilfolge. | 6. Minervas Ugle, Strix noctua, Zéezz. Strix nudipes, Nilss.; Strix passerina, auct. Sanff: Kirkeugle, Gteenugle. Artsm. Næb og Iris gule; Sløret utydeligt; Tæerne næften nøgne, fun ovenpaa bedætfede med.tyndtfiaaende, haarlignende Fjer; Overkroppen graabruun, med draabeagtige, hvide Pletter; Svingerne med 5—6 Rader af hvide Tvarpletter; Underlivet hvidt, med uordentlige morkebrune Lengdepletter; Halen libet længere end Vingerne, med 4 hvide Tvarlinier og hvidagtig Spids. Illum. Afbildn. Tab. VI. Længde 8—9^, Brede 20— 21“. Hunnen ſtorſt, og med morkere Overkrop, der mere er blandet med Ruſtguult; Underkroppen af en ureen hvid, noget guulagtig Farve; Un— gerne ere for (toríte Delen brune, have paa Overkroppen farre hvide Pletter — meeſt kun paa Vingerne — og paa Under⸗ kroppen en bruun og hvid, blandet Tegning. Den udarter meer eller mindre i den hvide Farve. Denne Ugle forekommer i hele det ſydlige og tempererede (7) Faber (ornith. Notitſer Pag. 11) anfører, at ben lægger indtil 6 2g, dug er dette hoieſte Tal viſtnok en ſtor Sjeldenhed. A3 Europa, ofteft i Mennefkers Nærbed, men paa eenfomme Ste⸗ der: i Kirker, Taarne, Hvælvinger, Ruiner, Begravelſer, un⸗ der Huustage eller i Skove med hule Træer. Om Dagen holder den fig meeſt ſkjult i fine Smuthuller; dog ſees den ikke ſjeldent at ſidde hele Timer i Gavlhullerne paa vore Kirker og Ladebygninger. J Jylland og Fyen er den temmelig hyppig i Kjebſteederne og ved Landsbykirkerne, ſjeldnere i Landsbyer og Skove. Den er her baade Strog- og Stand⸗ fugl. Den er en lille, urolig og modig Fugl, der meeſt er i Be⸗ vegelfe om Natten. Ofte flyver den da efter Lyſet, faber fin Stemme flittig høre og forffræffer ſaaledes de Frygtſomme, hvorved den har givet Anledning til mange overtroiſke Sagn. Neringen beſtaaer i Muus, Smaafugle og Inſekter, vel ogſaa Flagermuus. J April eller Mai lægger Hunnen 4—7 rundagtige, for⸗ holdsmesſig ftore, hvide Eg (uden Underlag), i hule Træer, Steen⸗ eller Muurhuller, bag Tagſparrer i Lader eller paa Huus⸗ og Kirkelofter. Ved Kirker i Jylland fandt jeg den hyppigt ynglende, f. Cr. ved Engom, Hedenſted, Hveisſel, Ringgive Kirker pr. Veile, ved Sondertranders Kirke pr. Aal⸗ bora, hvorfra jeg har Wg o. ſ. v.; Hr. Bonnez har med⸗ deelt mig, at den yngler i Grenaage-Egnen. Da de af Naturen ikke ere ſtye, kan man let flyde dem; men hvor de forſt flere Gange bleve forjagede eller foruroli⸗ gede ved Skud, blive de dog meget forſigtige og aarvaagne, ífefo om Dagen. Man kan fange dem ved at hænge et fünt Net ganſke loſeligt foran Aabningen, hvorigjennem de pleie at flyve ud; de falde da til Jorden, indviklede i 9tettet. — Undertiden blive den, ligeſom Spurvehogen, heen— gende i Donerne, naar de ville gjøre fig tilgode med be fangede Kramsfugle. | Ved at udrydde em utallig Mængde Muus i og ved Byg⸗ ningerne, bliver denne Ugle overordentlig nyttig; felo naar ben er mot, dræber den Muus for fin Fornoielſe og lader dem ligge. N 7. Tengmalm's Ugle, Strix Tengmalmi, mel. Strix dasypus, Bechst.; Strix funerea, Lin. : Danſt: Lille Skodugle, mindre Kirkeugle. Artsm. Næb og Iris gule, Fjerkrandſen omkring Hovedet (Sloret) tydelig; Vinger og Hale længere end hos foregaaenbe og Fod⸗ derne tat befjerede; 3die Svingfjer lengſt. Ill. Afbildn. Tab. VI. 44 Hannen ftorre end Hunnen, ellers uvæfentlig forſtjellig. Længde 9 — 10“, Brede 21—22“. Ung Fugl: Næften eensfarvet kaffebruun, blot Sving⸗ og Halefjer med hvide Pletbaand. | | Den gamle Fugl er meget hyppigt bleven forverlet med Minervas Ugle; men ved nærmere Sammenligning bliver den rankere Legemsbygning, de længere Vinger og Hale og de lodne Fødder hos Tengmalmsuglen ſtrax paafaldende; ligeſom den ogſaa er mindre. Fjerbedeekningen er overordentlig ſilke⸗ blod og los. Denne Ugle forekommer i det tempererede Europas Bjerg⸗ ſkove, meeſt i Naaleſkove; ſjeldnere ſoger den Bygninger. J Danmark bliver den ſaaledes allerede temmelig ſjelden. Af dode Kammerherre Poulſen opdagede den »aa Als; Hr. Apotheker Steenberg angiver tyende (Han og Hun) at være ffubte ved Helſingoer, og Hr. Stud. med. Bølling, font har havt et Exemplar fra Frederiksberg, holder den for hyppigere ved Kirkerne her i Sjelland end Strix noctua. Bonnez har ogſaa foretruffet den i Herlufsholms Skov i Sjelland, hvor den ſaaledes ſynes at remplacere den foregagende, hvilket og⸗ jaa er Tilfældet i Skaane. Efter Boje (Iſis 1822, II, 771) viſer den fig aarligen i det veſtlige Holſteen, i October og No⸗ vember med de vandrende Skovſnepper. E. Hage har oftere ſtudt den paa Møen, og flere Exemplarer derfra findes i hans efterladte Samling. i Den er, fom en cate Natugle, meget lysſky, lukker S2mene fer Dagslyſet og er om Dagen ikke let at opffremme. I Fan⸗ genſkab bliver ben let tam; kan ikke blot benyttes til Fugle⸗ fangſt, ved at jette Liimpinde rundt omkring for de tilfly⸗ vende Fugle; men den morer ogſaa ved fit pudſeerlige Veeſen og alle Slags underlige Poſiturer. Det er iſcer paafaldende, at den kan opbleſe Sloret ſaaledes, at der fremkommer en Fjerknop over hvert Die, hvorved den fager Üdſeende fom om den var forſynet med forte Fjeroren. Deng Stemme lyder: „keuv, keuv“, eller „hup, hup, hup“. Neringen beſtager, fom hos alle Ugler, fornemmeligen i Muus og ſtorre Inſekter; men den foragter viſtnok heller ikke Fugle, naar den kan faae dem fat. J hule Træer, lægger den 2—4, næften runde, hvide Eg, uden Underlag. . Jagt og Nytte: See Foregaaende. 45 8. Slorugle, Strix flammea , L. , Danff: Perleugle, Slørugle. Artsm. Nabet bvidagtigt; Iris meget mørfebruun; Anſigtet hvidt, 4 omkring Oiet rødagtigt; Underlivet ruſtrodt, med Perlepletter; Overkroppen fint vatret aſtegraa, prydet med forte og hvide, draabeformige eller perlelignende Pletter; S cerne tyndt be: dakkede med fine, haaragtige Fjer; Vingerne meget længere end Halen. Illum. Afbildn. Tab. VII. Længde 14— 15“, Brede 39“. Han og Hun have megen Liighed med hinanden, dog er den ſidſte noget ſtorre og plum⸗ pere, ſamt merfere af Farve. Paa de unge Fugle ere alle garver meget blegere; de brune Punkter paa. Bryſtet ere min⸗ dre, og be hvide mangle ganfte. Sloruglen er en over mange Lande, kun ikke de koldere, udbredt Fugl. J Tydſkland er den almindelig; i de danſte Hertugdemmer mindre ſjelden end i Jylland og vaa Oerne. Den opholder fig altid i Menneſkers 9tarbeb; faa at man træffer den baade i Landsbyerne, og ifær i ſtorre Steder, hvor den beboer Taarne, Kirker og Lader. Den yngler hoert Aar i et Dueſlag paa Hartſprung paa Als, og vaa fine Vinter— ſtreiferier er den ikke ſjelden ffubt i de forſkjelligſte Egne her i Landet. Hr. Bonnez har tilmeldt mig, at den er fundet dod i Rugaards Skov. Ifolge Rhea II, Pag. 130, yngler den paa Sylt; Faber havde (ornith. Not. Pag. 11) et Exemplar fra Föhr, men han benægter — beſynderligt nof! — dens Forekomſt i det egentlige Danmark. J Horſens- og Kolding⸗ Egnen, der (da han boede i Horſens) dog laae hans Forſk⸗ ninger nærmeft, veed jeg ikke færre end 5 Exemplarer (fubte i Aarene 1846—47. Dagen tilbringer den ſovende paa en Bjelke eller andet mørkt Sted, og den føærmer kun omkring om Natten paa Marker, i Haver og paa Enge. Den er en Stand⸗ ſugl, der flokker fig om Vinteren i ſtreng Kulde, men ellers forer et eenſomt Liv. Den hjerteformige Slor⸗Infatning af Anſigtet giver Slor⸗ uglen et fomiff, abeagtigt Udſeende. Den er aldeles ikke ffo og ſover undertiden ſaa faſt om Dagen, at den lader ſig fange med Hænterne. J Fangenſtab viſer den mere Eenfoldighed og dum Trodſighed eub Ondſkab, og bliver let tam. Deng Op⸗ holdsſted vaa de uhyggeligſte Steder og dens hæslige ſnor⸗ kende Stemme, har givet Overtroen Stof til mange Spogelſe⸗ hiſtorier. prat T Saaſnart Tusmeorket frembyder, flyver ben paa Rov og A6 driver fin Jagt befe Natten igjennem, tfær naar det er Maane⸗ fin, efter Muus, Rotter, Spidsmuus, Muldvarpe, Torbiſter og unge Fugle. Den flyver ogſaa gjerne ind i Sueffagene, men uden at tiffoie Duerne anden Skade, end den, at de flippe derfra med den forſte Sfræf; tbi de vænne fig efterhaanden til at have den iblandt ſig. J Slutningen af Marts eller Begyndelſen af April berede de ſig til at yngle paa de ovenfor angivne Opholdsſteder, og Hunnen lægger da 3—4 boite g, uden bibere Underlag eller Leie: blot i en Fordybning, eller imellem Steen og Kalk⸗ brokker. J Aftenſkumringen kan man let ſkyde denne, ligeſom de andre Natugler. Man kan ogſaa fange ben paa ſamme Maade fom Minervas Ugle (Strix noctua). Dens Nytte, ved Tilintetgjørelfen af en fter Mængde "Muus, er ſaare betydelig, hvorimod den er em faa gobt fom ganffe uſkadelig Rovfugl. 2ben Gruppe: Ørengler, Hornugler) med to Fjer⸗ toppe paa Panden. 9. Bjergugle, Strix bubo, L. Bubo maximus, Sibb. Danfk: Klippeugle, ſtor Hornugle, Schuhu, Orneugle, Gaaſeugle. Artsm. Overkroppen rmoerk, uſtguul og ſortflammet; Struben hvid; Fjerbuſtene ſorte, med ruſtguul Indrekant; Underkroppen ruſt⸗ guul med forte Lengdepletter og Tvær:Bølgelinier. Illum. Aubin. Tab. VII. (under det urigtige Navn ae; hvilket i Reglen betegner Natuglen). Længden 24—28“, Brede 66— 70^, Halen 10—10½“. Hannens Fjertop henimod dae. Hannen er ſtorſt og mindre rank af Bygning; den har kortere Orefjer, mere hvidblandet Farve og ſtorre forte Pletter. De unge Fugle ere morkere og mere plettede. Den ſtore Hornugle er temmelig ſjelden i Danmark, i hvis eeldſte og ſtorſte Skove den kun opholder fig, f. Ex. ved Friſenborg og Gram, hvor den ffal yngle. Om Vinteren ſtreifer den herned fra Norge og Sverrig; dog bliver den ſtedſe ſieldnere, fordi den efterſtrebes ſom en for Vildbanen meget ſkadelig Ropfugl. For omtrent 10 Aar ſiden er den ſkudt af Hr. Kammer⸗ herre Juel Wind til Steensballegaard ved Horſens; den er 47 oftere ffubt ved Helſingeer (Steenberg); ved Greenaae (Conſervator Conradſen); ved Roſenvold i Jylland (Gods⸗ forvalter Levin ſen) og jeg felv har oftere bert og feet den i Thyrsbeks Skove; i E. Hages Samling findes et Exem⸗ plar, ífubt i Marienberg Skov paa Møen. Den er en uſelſkabelig, men modig, ſterk og behændig Ropfugl, ber, fin Styrke vel bevidſt, ei engang frygter Or⸗ nen, men endog undertiden ſkal anfalde den. Dagslyſet ſkyer den lidet, og er derfor (da den er ffp, forſigtig og opmerkſom paa enhver Larm, der foregaaer omkring den) ſtrax munter. Den flyver meget færdigt, om Dagen kun lavt, men om Af⸗ tenen ſtiger den ofte høit tilveirs. Dens frygtelige Stemme, ſom den ofte lader høre, iſer i maaneklare Netter, egner fig meget vel til at forffræffe den Frygtſomme, ifer naar fleres Skrig lyder paa eengang, og har derfor givet Anledning til Sagnet om den vilde Jagt. Den lyder: „uhu, huhu, puhu“; mellem disſe Toner høres et hylende „Hu“ og en hoi Sking⸗ ren, faa at det vel kan forekomme den Overtroiſke ſom Gjoen P HEU iom Huien og Latter af Menneſter og Vrinſken af Heſte. Ofte flyver den paa Sio» førend Aftenſkumringen har ind⸗ fundet fig, og vender fert ſildigt om Morgenen tilbage til fit Skjul. Den fanger alle be Dyr, den blot nogenlunde er voren og kan faae fat paa, ſom Hjorte⸗ og Raakalve, endog Rave; ſckdvanligſt Harer, Rotter og Muus, men ogſaa alle Slags ſtore Fugle, fom den overraſker naar de ſove, f. Ex. Gjees, Aender, Agerhons Krager o. f. v. Dens Rede findes hos os paa høie Træer (ellers i Bjergs klofter) og har tykke Grene til Underlag, derneeſt tynde Qviſte, ovenpaa med Blade og Mos. Hr. Handelsgartner Beck i Aarhuus har ſagt mig, at den for nogle Aar ſiden ynglede i Buderupholms og ſi Hoſtemark Skov pr. Aalborg; Hr. Cand. jur. Bonne; i Greenaage (feb i Aaret 1831 et Par ved Reden i Benzon Skov, hvor de regelmasſigt havde onglet hvert Aar i Forveien. J April lægger Hunnen 2—3, næften runde, botbe Æg, fibt ſtorre end Honſeceg; Ungerne ſidde længe i Reden og ere meget graadige, hvorfor ogſaa de Gamle netop paa den Tid anrette den frygteligſte Odelceggelſe blandt Vild⸗ tet i Omegnen. J Egne, boor den yngler, kan den fanges med en Raveſax, hvorpaa lægges Kjod, helſt af ſaadanne Dyr, den ſelv har taget og fort til Reden. Saxen ſkjules med Mos, Gras og 48 Tov. Med Geværet lykkes det undertiden at fælde denne (fpe og vilde Rovfugl, hvis Opholdsſted ofte forraades af Skov⸗ fuglenes Skrig; tbi neſten alle Fugle — med Undtagelſe af Sump⸗ og Vandfuglene — hade den. Blandt de falkeagtige Ropfugle gives der mange, fom heftigen fatte efter den; dog ere Kragerne dens uforſonligſte Fjender. : | Ved at udrydde en Mængte Muus, Muldvarpe o. ſ. v., er den nyttig; men ifær ogſaa ved Anvendelſen af Kragehyt⸗ ten, da man ved dette Middel ſettes i Stand til at forminbffe Ropfuglenes og Kragearternes fkadelige Mængde. For Faſa⸗ nerierne er dette iſcer af Vigtighed. 10. Skov⸗Hornugle, Strix otus, L. Danſk: Almindelig Hornugle, lille Hornugle. Artsm. Orefjerene lange; Nabet ſort; Iris brandguul; Kroppen ovenpaa ruſtguul og hvid, med graae og fortebrune Pletter og Tegninger; nedenunder lysruſtguul med ſortebrune langé- gagende Pletter, hvilke lobe ud til Siderne i Bolgelinier; Halen fort, med 6—8 brune Tveerbaand paa Sidefjerene; Vingerne længere end Halen. Illum. Afbildn. Tab. VII. (Almindelig Hornugle). Længde 14— 15“, Brede 36— 38“, Halen 5—5 ½“. Hunnen er ſtorre og lyſere af Farve. Om Sommeren har den fit SOyDolb i tette Skove, ifær ſaadanne, hvori der findes mange gamle og hule Træer. Om Vinteren, er den langt hyppigere, fordi mange træffe herned fra Broderlandene Sverrig og Norge, og den traffes da ofte i Selſkaber af 10—16, endog flere ſammen. Saadanne Sel⸗ ffater fibbe om Dagen i ringe Afftand fra hverandre, ofte i ect og ſamme Træ, trykkede tet ind til Stammen, og ſove. Det forfte Skud kan ſaaledes, hvilket jeg ſelv har erfaret, kaſte flere til Jorden, men derefter adſpredes de øvrige og ere temmelig ffoe. Den 12te April 1848 fandt jeg den ynglende i en Kragerede i Skoven ved Mindſtrup pr. Veile, og i Juli 1847 blev en gammel Hun med Rugeplet ſkudt ved Thyrebek; den yngler desuden i Omegnen af (reenaae (Bon nez) og viſt⸗ nok paa flere Steder i ſaavel det egentlige Danmark, fom i de danſke Hertugdommer 1 | Denne Hornugle er iffe jaa ffo ſom foregagende og fet at tæmme, Deng Stemme er et hoitklingende „Hu-uk“; Par⸗ ringsraabet: „Vumb —vumb!“ er en frygtelig dyb Stemme, ter har nøgen Liighed med Rordrummens, og ſtille Aftener hø- res i henved ½ Miis Aſſtand. 49 Neringen beftaaer i alle Slags Muus, Frøer, Inſekter, unge og gamle Fugle, hvilke ſidſte den overraſter i Sovne. Saaſnart Aftenſkumringen frembryder, er den i Bevegelſe og flyver da ikke blot omkring paa aabne Pladſer i Skovene, men ogſaa i Haver og Marker. Den lægger fædvanligt fine 4 — 5 hvide Wg i gamle Krage, Due⸗ og Egernreder, ſjeldent i hule Træer, Af dens Neering fees, at den er en meget nyttig Fugl, ſom overalt burde fredes. - IL Sump⸗Hornugle, Strix brachyotus, IL. Danſt: Snmpugle, fortøret Ugle, Hedeugle, Muſeugle. Artsm. Hovedet temmelig lidet; Fjerorerne beftaae kun af 2—4 meget forte bevægelige Fjer (hvilke paa en død Fugl ligge ned og let overſees); 9tebet og Spienfrebfene forte; Iris hoiguul; Overkroppen ruſtguul og hvidagtig, med merkebrune Pletter dog grove Tegninger; Underkroppen bleg ruſtguul, med langs— gagende, morkebrune Pletter; Halen fort, dens Sidefjer med 3—4 brune Tverbaand. Slum. Afbildn. Tab. VII. (Hedeugle). Længde omtrent 15— 16“, Brede 44—45““; Halen 6“, meget kortere end Vingerne. Hunnen adſkiller fig blot ved den anſeeligere Storrelſe og ved Befjeringens, i det Hele taget urene, morke Farver. For⸗ fffellen er blot isiefaldende, naar man holder begge ved Siden af hinanden. Hos de unge Fugle falde alle Farver mere i det Brune. Sumpuglen er temmelig almindelig i vort Fodeland; ifær paa be jydſke Heder og i Marfklandene. Lave, fugtige Marker, Enge og Sumpe foretrækker den for høie og torre Cane, og i Skovene træffes den neeſten aldrig. Den tilbringer Dagen rolig paa Jorden, imellem Bufke, Tidsler, Neelder, eller andre høie Planter. Om Efteraaret ſidder den gjerne fkjult i Kar⸗ toffelagrene; men den kommer aldrig i Huſene. Hertillands er den i bet Mindſte en Strogfugl. Om Efteraaret og Vinteren er den hyppigſt, rimeligvüs fordi mange træffe hertil fra nordligere Lande. Hr. Apotheker Steenberg har et Exem⸗ plar, ſkudt paa Hesſelse; dette omtaler Faber (ornithol. No⸗ titſer Pag. 11), hvem dens hyppigere Forekomſt ſom ynglende var mindre bekjendt; han anforer tillige at den, efter Hr. Wöl⸗ 0 ikes Erfaringer, om Sommeren træffes i det veſtlige Hol⸗ een. | 90 Den er ikke faa doven og ſovnig fom Skov-Hornuglen. Gaalenge den ingen Efterſtrebelſer merker, er den ikke ffy, men et forfeilet Skud paa den, gjør det ſtrax vanffefíat, ſiden at komme den nar nof. J Sædet har den en mere horizon— tal Stilling end de andre Ugler, og i Flugten ligner den Kjeerhogene. Deng Stemme lyder: ,fov, fav", og har noget bregende ved fig. Om Aftenen gaaer denne nyttige Fugl paa Jagt efter Muus, Smaafugle og Inſekter, hvis Fangſt, paa Grund af dens lydleſe Flugt, er den let. Nøgen egentlig Rede bygger den ikke, men lægger fine 3—4, noget langagtigrunde kalkhvide Ag paa et ganffe ſimpelt Underlag af Straa eller paa den blotte Jord: i bet høie Gres, Korn, Siv, Lyng og andre Planter, Den png ler iffe ſjelden her i Landet, f. Ex. ved Greenaage (Bonnez); ved Apenrade (Gammelgaard), ſamt i Engom Moſe pr. Veile o. ſ. v. Anden Orden. Spurpeartede fugle; Passeres, Bonap. Nabe, der er af meget forſkjellig Form, har aldrig Vox⸗ hud, og Overfjæven er ſjelden krumboiet i Spidſen; det er [om ofteſt lige, meer eller mindre kegleformigt. Benene, der for ſtorſte Delen ere forte eller middel lange, ere ofteſt befierede ned til Helen (Knæet) og have 4, i een Plan liggende Teer, af hvilke 3 ligge fremad og 1 til» bage, eller ogſaa 2 fremad og 2 tilbage; blot een Art: den tretagede Spet, har kun tre Seer, og hos Seilerne (Cypselus) ſtage alle fire foran, ſaaledes at den yderſte er en Vendetaa ſom kan tjene til Bagtaa. Ofte ere to, ſjeldnere alle tre For⸗ teer ſammenvoxede med hverandre. Bagtagen er almindeligſt den fterfte, og forſynet med en ftorre Negl (Klo) end de ovrige. Halen beſtager ofteſt af 12, ſjeldnere 10 Styrere. Fjerbedcekningen af disſe [maa eller i det hoieſte middel⸗ ſtore Fugle ſtraaler tildeels med de herligſte og meeſt afver— lende Farver; ja, hos nogle udenlandſke med en Pragt og en Glands, der veffer Beundring! — Hos mange er den ders imod ogſaa hoiſt uanſeelig. Den vexler fuldkomment kun een Gang om Aaret, nemlig om Hoſten, firax efter Yngletiden ; men en flor Deel fælde Fjerbreemmerne om Vaaren, hvorved deres Sommerdragt bliver uliig Vinterdragten, tildeels ſmuk— kere. Hunnerne ere meget ofte anderledes, og mindre ſmukt tegnede. og farvede end Hannerne, Ungerne afvige iffe blot i Farve, men ogſaa i Fjerbygningen; efter den forſte Hoſtfel— ding ligne de i Almindelighed de Gamle, og ere allerede yngle⸗ Dygtige til næfte Foraar. 4* 52 De fleſte have deres Opholdsſted paa Træer og i Bufke; mange foretrœkke den frie Mark, medens andre derimod fore træffe Nærheden af Vandet, i Kør og Siv; atter andre op⸗ holde fig paa og ved Bygninger, eller paa Klipper; og endnu andre tilbringe helft ben mefte Tid i Luften. De af bem, ber beboe foldere Egne, mage for ſtorſte Delen forlade Hjemmet om Hoſten, begive fig til varmere Lande, og ber tilbringe Vintertiden: de ere altſaa Træekfugle. Men flere, der altid finde deres Bord rigelig deekket, forlade aldrig, eller dog kun tilfeldigviis deres Fodeland, og ere da enten Strog- eller Standfugle. Ligeſaa forſkjelliget Opholdſtedet er, ſaaledes afoexfer og⸗ faa Levemaaden; dog deri ſtemme de neſten alle overeens, at de kun ere i Virkſomhed om Dagen; blot at mange af dem træffe om Natten. Medens de fleſte af dem kun flyve middel maadigt, nogle endogſaa flet, gives der de fortrinligſte, hurtigſte og ferbigfte Flyvere i denne Orden. Da Fodderne for ſtorſte Delen ere beſtemte til Faſtholdelſe paa Grenene, er disſe Fug— les Beveegelſe paa Jorden overhovedet kun middelmaadig. De fleſte hoppe, nogle qaae ſkridtviis, faa lobe hurtigt; der gives imidlertid nogle, der kun faſtklamre og frembeocae fig paa lod⸗ rette Flader. Svomme⸗ og Dykkeevne befinde kun meget faa ſpurveagtige Fugle. i ; J Henſeende til Stemmen, herſter der ligeledes em ftot Forfſkjellighed; thi hos nogle er den meget ſimpel, blot be faaenbe af faa, enfefte Toner; medens ben hos andre er opere ordentlig afeexfenbe, ja tildeels behagelig og melodiſk; og Doo de ſidſte findes en egen Indretning i det nederſte Strube— hoved, hvilken man kalder Sangmuſkelapparatet. Om dem, der frembringe en med en hvis Modulation forbunden Ræffe af Toner, ſiger man i Almindelighed at de ſyng e; t ſtrengere Betydning kalder man det kun en Sang, naar de enkelte Toner ret forſtjelligt og foranderligt ere forbundne og ligeſom inderligt ſammenſmeltede med hverandre; og finder denne Forbindelſe Sted i mere eensformige og fra hverandre ffilte Stropher, kaldes det Slag. Denne Syngeevne beſidder i Almindelighed kun Hannen, ſom derved i Parringstiden lok— ker Hunnen til ſig og i Rugetiden morer denſamme i ſit kjedſommelige Kald. Inſekter, Orme, Skaldyr, Frugter, Korn og Kjerner ud⸗ gjøre deres Næring; Korn faa meget mere udelukkende, jo t9E fere Næbet er; Inſekter: jo tyndere det er. Nogle æde tillige ec re 9o Kjodet af hoiere Dyr; meget faa fortere al Slags Wde; tbi de fleſte ere meget freóne i Valget af deres Næring. Efterſom Den ene eller den anden Slags Føde meer ellev mindre er bem anviiſt, er ogſaa Nabet forſkjelligt og henfigtsmæsfigt indrettet: det vore ſig til Fangſt, Sonderſtykning og Inſekter⸗ nes Opfnapning, eller til Frugters og Frokorns Affkalling. Ogſaa Tungen er tildeels derefter forſkjelligt indrettt. De fornebenbe have en Kro, hvori Føden forſt udblodes, og deres Mave er tillige mere mufkules end de andres. Neſten alle bygge (enten paa Træer eller i Buffe, i Rør eller Gres, i Jord⸗ og i Trahuller, eller i Muur⸗ og Klippe⸗ revner) meer eller mindre kunſtige Reder, hvortil Materialerne hidfores i Nebet; kun faa forfcerdige aldeles ingen Rede. De lægge et middelmaadigt, nogle ogſaa et ſtort Antal Wg, hvilke ſcedvanligt Hunnen alene udruger i 14—21 Dage; dog tager Hannen hos flere Arter ogſaa Deel i Rugningen. Hunnen har i Rugetiden en ſtor Rugeplet under Bugen, hvilken ogſaa findes hos de Hanner, der tage væfentlig Deel i denne For⸗ retning, f. Gr. hos Spetterne. De yngle deelg een, deels to, nogle endog tre Gange om Aaret. | Ungerne komme pderſt hjælpeløfe ud af Wgget: de ere forſt blinde, ofteſt ganffe nøgne og kunne neppe bore det ſtore Hoved; men deſto ſnarere vore de til og ere efter 2—3 Uger ſaavidt, at de kunne forlade Reden. De mades af Forældrene; dog gives der enkelte, hvilke overlade Ungernes Pleie til andre Fugle, og aldeles iffe bekymre fig om dem, heller ikke ſelv ud⸗ ruge deres g, hvorpaa Gjogen hertillands dog er bet eneſte Exempel. ; ; Mange af disſe Fugle ere vanſtelige at komme paa Skud, fordi de tildeels ere meget ſkye, tildeels ogſaa holde fig ſkjult; men mange ere ogſaa meget fette at ffyde, For at fange dem, har man opfundet mange Slags Midler, af hvilke nogle ere meget ſindrige og lonnende, og ret klart beviſe Menneſtets Herredsmme over Dyrene. De forſkjellige Fangemaader ſtulle blive nærmere angivne under Slægterne, Hvad disſe Fugles Nytte og Skade angaaer, da er den forſte viſtnok overveiende. Om ogſaa mange ere fkadelige for Korn og Frugter, faa fortere derimod andre ogſaa mange byrdefulde Inſekter, og de fleſte give os en velſmagende Spiſe. Desuden glæde mange os ved deres herlige Sange, ſaavelſom ved deres pragtfulde Ydre og deres livlige Veſen. 94 ifte Underorden: Klattrefugle, Scansores. Tæerne vende 2 fremad og 2 tilbage; den indre Bag⸗ taa mangler undertiden. Næbet, ber har hele Gummekanter, er deels lige, manges fantet eller trindt, deels bøiet og ſammentrykt. Fuglene, fom høre til denne Gruppe, opholde fig i Skovene, hvor be leve parviis eller adſkilte; men ſamles aldrig i tætte Flokke. De klattre paa Træerne, eller kunne idetmindſte faſt⸗ holde ſig paa Stammerne og Grenene, imedens de tage deres Fode, fon beſtager af Inſekter, Larver og Pupper; nogle fortere ogſaa Noddekjerner eller Fro af Lovtraer. Deres Mave er muſkulos. Kjodet af en Deel er haardt og uſpiſe⸗ ligt; hvorimod det af andre er ſpiſeligt og godt. Strengt taget pasſer Navnet Klattrere dog ikke paa dem alle, og derimod gives der Fugle (f. Ex. Spetmeiſen og Trapikkeren) fom virkelig klattre uden ifølge, Tæernes Stilling, at henregnes til denne Underafdeling, der tæller be fleſte Slægter og Arter i de varme Lande. | De, ber fefo ubruge deres Unger, lægge Wg ei hule Træer, ſom ofteſt uden andet Underlag end raabent Træ (Trøffe). ifte Familie: Gjoge, Amphiboli, Bonap. (Vendetaaede). Nebet noget fortere end Hovedet, udad ſammentrykt og noget nebbotet, Dybt ffoftet. Benene førte; Bagtæerne aldeles adſkilte, den yderfte "vendbar. a Af denne Familie gives kun een Slægt, og deraf een Art, ſom om Sommeren beſoger os. Gjogeſlogten, Cuculus, L. Nebet kortere end Hovedet, ud imod Spidſen ſammen⸗ trykt, lidt boiet, med hele Kanter; Neſeborene rundagtige, om⸗ given af en nøgen, i Kanten opftaaenbe Hud. Benene forte, fjerflædte nedenfor Hælen, med parrede Tæer; de to Fortæer næften ganffe adſkilte; Bagtæerne noget rettede til Siden: den yderſte en Vendetaa. Vingerne middellange, ſmalle, ſpidſe, med 19—20 Svingfjer, af hvilke den tredie er lengſt. Halen lang, tilrundet eller trappeformig, med 10 Sthyrere. Gjogene ere raſke, lidenſtabelige og ſtye Fugle, ſom flyve 55 let og ſtjent, og ere meget urolige. De leve eenſomt i Sko⸗ vene, ſamt ernære fig af Inſekter og Larver. Det Meerkverdigſte hos dem er: at de, uagtet be leve i Eenparring, ikke ruge ſelv, men lægge deres 30. ner ere uforholdsmesſig ſmaa, i andre infeftædende Fugles Reder, Hvor De blive ubf(effebe og Ungerne med Anſtrengelſe opfodte af be (maa Pleieforceldre, hvorved disſes egen Angel ofte ødelægges. Gjogehunnen antages at 7 4 — 6 33 om Aaret, alle i forfffellige Reder. Gjogen, Cuculus canores, L. Danſk: Gjog, Kukker, Kukmand. Artsm. Dienlaagene og Benene gule, Overkroppen blaagraa; Bryſtet og Maven hvide med ſortagtige Bolgelinier; Halen ſortagtig med hvide Pletter. Illum. Afbildn. Tab. X. e" Længde 14Y2—15”, Brede 24 — 26“, Halen omtrent Den gamle Hun er mindre graablaa og mere graabruun end Hannen; den er ogſaa neppe faa ſtor. Den eenaarige Hun er næften ganſke rodbruun, hvorimod de unge Hanner Cefter ben forſte Fjerfcelding) ſom ofteſt ligne de gamle, blot at Iris er mattere guul, medens den hos meget gamle Hanner er funk⸗ lende ildrod. Gjogen er en Træffugl, der ſcedvanligen ankommer i Mai og forlader os i Auguſt, endſtjondt unge Fugle (formo⸗ dentlig nordligere udrugede) ſees i September. Til Helſingoer ankom den, efter Apotheker Steenbergs Oßptegnelſer: 1837, den 14de Mai. i der IS Den forekommer overalt her i Landet, hyppigſt paa He derne i Jylland og Slesvig; Dette er ſaameget mere paa⸗ faldende, fom den ellers foretreffer Skovegne. Maafkee den ſtore Mængde gule Vipſtjerter, Diigſmutter og Pibeleerker, der yngle paa Hederne og fom den fortrinligſt vælger til Pleiemodre for fin Afkom, tiltræffe den: for deſto lettere at kunne finde Plads for fine g. Denne meerkverdige Fugl har ved et flygtigt Blik Lighed med en Ropfugl, navn⸗ lig Spurvehogen og Taarnfalken, hvilket vel ogſaa har givet Anledning til den hos Almuen herſkende Mening, at den om Vinteren forvandles til en Rovfugl. Dens Næb, der ſnarere ligner et Drosſelnceb, og dens ſvage Klattre⸗ 56 fødder med ubetydelige Negle, udviſe imidlertid ſtrar, at dens Levemaade iffe kan være af nogen roverſk Natur. — Ethvert Gjogepar har fit eget Standrevier med beſtemte Grændfer,. inden hvilke ingen Fremmed taales, hvorfor be ogfaa ligge i. beſtandig Strid med deres Naboer. De ſtreife vidt omkring. og ere derfor bekjendte overalt, ifær i Paringstiden: fom er den Periode hvori man hører Hannens velbekjendte „kuk⸗kuk“ eller „guk⸗guk“, hvilket gjerne lyder fra et eller andet Indlingstre, men i Hedeegne fra andre ophoiede Steder: den lader da Vingerne hænge, reiſer Halen iveiret og nikker fterft med Ho⸗ vedet og Kroppen, hver Gang den fader dette fit Parringsraab høre, Hunnen beſparer det med et hurtigt og heit latterlig⸗ nende „Kvikvikvikvikvi“ o. f. v. hvorved Hannens Sang fere andres til et raſtere „Ku, ku, kuk, „ku, ku, kuf. Naringen beſtager naſten udeluktende t Inſekter og Lar⸗ ver, meeſt haarede. Dens Farpe Die opdager disſe med Let⸗ hed, og da den gaaer paa Jagt efter alle Slags Larver, fin- der den ſit Bord dakket næften overalt. - Den har en meget ſtor Mave og fordoier færdeles hurtigt; er derfor en ualminde⸗ lig graadig Wder. At vor „Kukker“ lægger 968 i andre Smaafugles Reder, og overlader disſe Udrugningen og Opdragelſen, er allerede anført og tilftræffelig befjendt. Den vælger altid infeftabente Fugle til Pleieforceldre, nemlig: Sylvier, Gjerdeſmutter, Ditg= ſmutter, Vipſtjerter, Pibelcerker (ſjeldnere Lerker), hvis Reder Hunnen opſoger med beundringsværdig Feerdighed, og lægger ſaaledes tilſammen 4— 6 hvidagtige, bruunplettede g, af Storrelſe ſom Spurvens, men fun eet i hver Rede, og hver: Gang efter et Ophold af omtrent et Par Uger. Efter 15 Dages Forløb nbffcffe8 lingen, og denne viſes den ſtorſte OSmhed og Omhyggelighed af fine Opfoſtere, fom om den var deres egen Afkom; ja, de lade endogſaa denne forſtyrres og ubmagre fig fefo, maaffee endogſaa ſtundom doe af Moie og Beſper, for at opfode den fremmede" Unge, ber er baade ftørre: og glubffere end de begge tilſammen! Gjogens ftore Nytte fees af dens Naring; Kjeodet, tfe de unge Fugles, er velſmagende, men det er dog Skade der⸗ for at dræbe en faa nyttig Fugl, der tilmed formerer fig faa lidet. 2den Familie: Spetter, Sagittilingues, IIlig. (Piiltungede). 3tebet ganſke lige, langtrukket kegleformigt, med fkarpe Ryg⸗ og Sidekanter, ſamt en ffarp og bred, eller meiſelformig Spids. 57 Tungen ormagtig, kleebrig-flimet, fremſtrekkelig, for⸗ ſynet med en hornagtig Spids. | Benene forte, men fterfe, vuffjellebe; Bagtæerne alde⸗ les adſkilte, dog er ben bre aldrig vendbar; den indre ſavnes undertiden. PW) De hidhorende Fugle opholde fig i Skovene, hvor be klattre paa Træerne og leve af Inſekter, fom de ofteſt drage frem af Barkrevnerne med deres lange, klebrige Tunge. De yngle i bule Træer og lægge 4— 40 hvide, uplettede Mg. Spetteſlogten, Picus, L. 9tebet middelmaadigt eller temmelig langt, lige, kantet, i Spidſen kileformigt ſammentrykt; Nœſeborene ovale, bet kede med fremadliggende Borſter; Tungen ormformig, langt ubfireffeftg, i Enden bevæbnet med en hornagtig Spids, ſom har to tilbageſtaaende Torne. Benene underſetſige, Kloerne meget ſterke, krumme og ſpidſe. Halen beſtaager af 10 ſtive og efaftiffe Styrere, ſamt 2 mindre og blødere Sidefjer. Vin⸗ gerne middelmaadige, ikke ſpidſe. Af Svingfjerene er iſte meget fort, 2den middellang, 3die længere, 4de og 5te leengſt. Fjerbedoekningen er noget fort, ikke ſynderlig ſtiv, paa Halſen les og tynd, paa Baghovedet og Nakken ofte haaragtig. Spet⸗ terne have meget Eiendommeligt, ſaavel i Skikkelſe, Tom Farve og Levemaade. De have et ſteerkt Hoved, med et haardt meiſelagtigt Næb, beſtemt til at hugge Huller i Barken og i Treeernes Ved: deels for, ved Hjælv af den kleebrige Tunge, at nage de deri boende Inſektlarver, deels ogſaa for at danne fig kunſtige Indgange i de hule Træer, hvori de ville yngle; deres ſterke, med ſtore ſkarpe Kloer bevæbnede, Klattrefodder ere fortrinligt ffiffebe til at holde fig faſt ved hiin Forretning og til at ſtige op ad Stammer og Grene, hvorved endelig den ſtive, nedadbe iede Hale unber(tetter dem. De opholde fig meeſt i Skove, med mange gamle trøffede Zræer; men gjennemſtreife ogſaa andre Egne, hvor ber vore Treer, og ere her i Danmark Stand- og Strogfugle. Spet⸗ terne ere uſelſkabelige, leve enkeltviis, ere urolige, liſtige, for ſtorſte Delen ſtye Fugle, der hele Dagen næften udelukkende ere beſkjceftigede med at opſoge deres Nering, hvilken de for det Meſte ſoge paa Træerne, undertiden ogſaa paa Jorden, hvor deres Gang er tung og hoppende; deres Flugt er haard, ſedvanlig ledſaget med en Snurren, op- og nedſtigende i ſtore 58 Bolgelinier, naar den gaaer langt. Om Natten ſove be i hule Træer, hvorhen de ogſaa i Uveir tage deres Tilflugt. Hannen anſtiller i Parringstiden en ſnurrende Larm, ved fin yderſt hurtige Hakken paa en tor Green i en Trætoy; denne Larm høres langt borte og den lokker derved Hunnen til ſig. De ſynes at have Forudfolelſe af indtreffende Veirſkifte, hvorfor flere Arter iblandt dem af Almuen anſees for Veir⸗ propheter. Iblandt de gamle Romeres Auſpicier indtoge de ogſaa en betydelig Plads. De fælde kun een Gang om Aaret, men Fjerfeldingen feregaaer meget langſomt, (aa at den begynder om Sommeren og ofte ikke er fuldendt for langt hen i Efteraaret. a) Med 4 Ser. 1. Sortſpet, Picus martius, L. Artsm. Ganſte fort, med hoirod Hætte (Hannen) eller Nakke (Hun⸗ nen). Illum. Afbildn. Tab. IX. Den ſtorſte europoiffe Spet; Længde 18 — 19“, Brede 30-32“; Bægt 20—23 Lod. Hunnen er mindre. Sortſpetten er mindre ſjelden i det nordlige Sverrigs og Norges ſtore Naaleſkove, hvor den er Standfugl, og forflyver fig kun undertiden til det nordlige Sjællands og det oſtlige Jyllands Skove (Fabers Not. Pag. 15); den er ogſaa ffubt paa Meen (Scheel). Hr. Apotheker Steenberg faae den ved Hornbæf pr. Helſingoer, og ved Greenaa er den feet for nogle Aar ſiden (Bonnez). Denne Spet er den ſtyeſte og flygtigſte af alle, men ud⸗ merker ſig tillige ved Kraft, Munterhed og Smidighed; dens Flugt er fort og temmelig hurtig; naar den flyver fra et Træ eller Parti til et andet, lader den ofte fit „Tirr, tirr, tirr“ bore; ſiddende paa en Træftamme, raaber den ſtundum engſteligt: „kli⸗eh, ffieb, fíteb". Om Foraaret anſtiller Hannen en egen Muſik: den ovenfor omtalte Snurren, der lyder (om „orrrrrrr“ og ei ſtille Veir kan høres langt borte. Ved denne Forretning, der har Hunnens Hidlokkelſe til Henſigt, er den mindre ff) end ellers. Neeringen beffaaer fornemmelig i alle Slags Inſektlarver, der leve under Trekernes Bark eller i troſket Træ, og Myrer, hvis Tuer den iſcer omhakker om Vinteren, for at opfange dem med Tungen. J Marts og April ffeer Parringen; Hunnen lægger ber 59 efter 3—4 hvide, glindſende, uplettede Æg, i et troſtet Træ, be felv have udhulet, ofteſt i en Hoide af 40—60 Fod fra Jorden. Begge tage Deel i llbrugningen, fom medtager 16—18 Dage. Ved fin Nering bliver denne Fugl meget nyttig, da den, ſom alle Spetter, fortærer en ſtor Mængde ffadelige Forſtinſek⸗ ter, hvorfor den ogſaa burde ſkaanes, undtagen til videnfkabe⸗ lig Brug; Kjodet er ſeit og ſmager ilde. Den liſtige ſkhe Sortſpet er ualmindelig vanfkelig at komme paa Skud; den flyer Menneſkets Neemelſe allerede langt borte; vil man lifte fig til den bag Træer, fatter den ſtrar Mistanke og ſoger at ſtjule fig paa den modſatte Side af Træftammen, for ſaaledes at flyve videre. At lokke ben til ſig, ſom mange andre Spetter, ved at banke med en Nogle eller Kniv paa Besſekolben, lykkes undertiden. 2. Gronſpet, Picus viridis, L. Danſk: Gronſpet, Skovkok (Als). Artsm. Hovedfarven grøn; Hatten carmoifinreo paa graablaa Grund; Egnen omkring Diet ſort; Hannen har desuden en carmoiſin— rod Plet bag Næbvigen, nedenunder begrendſet af en fort Stribe. Illum. Afbildn. Tab. IX. Hunnen er mindre ſort paa Hovedets Sider og mangler den rode Plet bag ved Mæbvigen, ligeſom Underlivet har flere grongrage Pletter og det Rode paa Hovedet er mindre ſtjont. Længde 12— 44“, Vingeſtrœkning 23“, Halen 4'/s, Tun⸗ gen kan træffes 6“ udenfor Nabet. | ; Gronſpetten forefommer næften overalt, hvor der er Skove og Træer, men altid enkelt- eller familieviig, og ikke ſynderlig hyppig. Den er mere Strog- end Standfugl. Sædvanligen begynder den ſine Streiferier med Ungerne i Juli og Auguſt, rundt omkring i Skove og Byer, men paa fit beſtemte Vin— teropholdsſted indfinder den fig forſt ſeent hen paa Efteraaret. Denne Art findes mere i Lopſkove end den foregaaenbe; ofte feer man den paa Marken ved raadne Treſtubbe og Myre⸗ tuer. Denne anſeelige, kraftige Fugl er ſtedſe munter og fro; derhos liſtig og meget forſigtig, dog ikke faa ffp fom forrige. J Klattring beſidder den ligeſaa megen Færdighed fom ftne Clegtninge, men den gaaer med ftorre Lethed. Den er lige faa uſelſkabelig fom hiin, har et viſt Diſtrikt, hvor den ſoger fm Nering, hvilket den dagligen gjennemſtreifer og hvor den 60 iffe taaler andre af fin Art. Sit ftærfe „Gy, gy, ao, gy“, lader ben ofte bore, ifær mod Regn og Uveir. Naar dens Skrig er lavt og eenstonigt, ffaf det bebube godt Veir; er bet ſkerkt, ffal der paafolge Regn og Uveir. Efter Plinius, havde den forſte Rang blandt Auſpicierne. J troſket Træ hugger den ftore, runde Huller, og løber derved rundt omkring Træ- ſtammen, for at efterſee om Larverne og Inſekterne komme ud. Myrer, Myrelarver, og andre Inſekter med deres Pup⸗ per og Larver, udgjore Grenſpettens Føde. Den har den fengfte Tunge af alle vore Spetter; dermed gjennemſoger den Mosſet og Hullerne i be treffebe Træer. | Med Næbet graver den ſtore, tragtformige Fordybninger i Skovmyretuerne, tjor i Vintertiden, naar Marken er ſneedakket; derfor ere ogſaa dens Fedder og Næb t fugtigt Veir ganſke ſmudſige af Jord. J gamle Piletrœer feger den flittigt effer Larven af Pileboreren (Cossus ligniperda). | Den yngler helſt i ſaadanne Løvffove, hvor der findes mange Myrer og gamle Træer. J Marts, da dens Par⸗ ring begynder, kalder Hannen med et faregent Skrig: „gly, gly, gly, glyk, glyk, glyk, glykglykglykglyk“; Hunnen be[paver det med et lignende ſvagere. Saaſnart de derpaa begge træffe ſammen, parre de fig ſedvanligen paa Siden af en Treſtamme. Hunnen lægger fine 5—8 hvide, glindſende g gi et trofket Træ, til hvis Huulhed Fuglen har hugget fig en rund Aab— ning paa Siden af Stammen, ofteſt 10—20 Alen høit fra Jorden. | Den fortcerer en ftor Mængde, for vore Skove og Haver fkadelige Inſekter, Larver og Supper. Kjodet af be Gamle er ſpiſeligt, men ſeit; hvorimod Ungerne ere meget velſma⸗ gende, omtrent ſom Kyllinger. Endſtjondt den er meget opmeerkſom og forſigtig, kan man dog komme den paa Cfub, ifær ved at ſtille fig paa Anſtand, hvor den om Vinteren beſoger Skovmyretuerne, aa hvilke dens Excrementer og de mange ophakkede Huller forraade dens hyppige Komme. Man kan ogſaa her fange den i Lobedoner; forøvrigt burde en faa nyttig Fugl ikke ødelægges alene for Kjodets Skyld. 3. Graaſpet, Pieus canus, mel. Picus viridicanus, Wolf.; Picus norvegicus, Lath. Artsm. Hovedfarven gren; hele Hovedet graat, blot hos Hannen en rod Plet paa Panden; en fort Stribe fra Nabet til Diet, og Ius en lignende, men længere, paa Siden af Struben. Slum. — Afbildn. Tab. IX. Hunnen har ikke den carmoiſinrode Plet paa Panden, og Ryggens grønne Farve har et aſkegraat Anſtrog. Længde 11 —12“, Brede 148—419". Uagtet denne Art, ved et flygtigt Blik, har megen Liighed med Gronſpetten, med hvilken ben tidligere er bleven forverlet af Naturforfferne, adſkiller den fig bog tilſtreekkeligt ved den mindre Krop, det ſvagere Næb og den ganffe forffjellige Teg⸗ ning paa Hovedet, | Graaſpetten, der er mindre ſjelden i bet nordlige Sver⸗ rig og Norge, hører til vore ſjeldnere Fugle, J Holſteen og Lauenburg forekommer den, efter Hr. Juſtitsraad Wöldikes mundtlige Forſikkring, dog undertiden. Den fkal være ffubt ved Helſingeer (E. Hage), og paa Møen (Scheel). Kommer her blot ſom Strogfugl. | J Egenfkaber, Levemaade og Forplantning ligner den Gronſpetten; dog er dens Føde mere ubefuffenbe Myrer, og dens Skrig er ſvagere. i 4. Stor Flagſpet, Picus major, L. Danſt: Buntſpet, Flagſpet, Flekſpet, Hakkeſpet. Artsm. Sort⸗, hvid⸗ og rodbroget; Ryg og Overgump forte; Hetten fort, Nakken carmoiſinrod hos Hannen: Undergumpen carmoifinz rod; Bryſtet og Bugen ſmudſig-rodbruunagtige; Nabet fort og tykt. Illum. Afbildn. Tab. IX. Længde 10“, Brede 17“. Hunnen mangler det carmoiſinrode Tvoerbaand over Nak⸗ ken og er morkere under Bugen. De unge Fugle have om Hoſten ſmudſighvide Skuldre, hoirod Hætte og graa Pande. De ligne i denne Dragt Mellemſpetten, hvorfra de dog let adſtilles ved det tykkere Næb og den betydeligere Sterrelſe. Hen paa Efteraaret fager den unge Han det rode Baand over Nakken, og efterhaanden tabes den rode Hertte. Den er i Danmark Stand⸗ og Strogfugl; thi ofte forlader den iffe Sommeropholdſtedets ſnevre Kreds, eller udvider den blot om Efteraaret, medens Andre (i September og October) ſtreife vidt omkring og forſt vende tilbage om Foraaret i Marts. Denne, hertillands almindeligſte og hyppigſte Spet, fore kommer enkeltviis i næften alle vore Giove; i Strogtiden fece den endog i Byerne. Sit Revier gjennemſtreifer den daglig, 62 men uregelmæsfigt, og man feer ben da enten paa Treſtam⸗ merne eller paa de fterfe Grene lige til Toppen; undertiden ogſaa i yngre Træer, men næften aldrig paa Jorden. J Parringés tiden frembringer den ſamme ſnurrende Lyd fom Gronſpetten, ved med Næbet at tromme paa en tør Green i Toppen af et hvit Træ. J hule Træer holder den Natteqvarteer. Dens Lokketone er et haardt „Gik“, hvilket gjentages med længere Pauſer end Mellemſpettens, forøvrigt lignende Skrig. Neringen beſtager i alleſlags Inſekter og deres Ag, Lar⸗ ver, Pupper, forſkjellige Frokorn og Nødder, hvilke ſidſte den klemmer faſt i en Trerevne, ligeſom Spetmeiſen, og hamrer derpaa med Næbet indtil Nodden ſkilles ad i to Dele. | Den lægger, ſom fine Slægtninger, 5—6 hvide glind— ſende Wg i et huult Træ, hvortil den ſelv hugger fig en cirkelrund Aabning. Küjedet er tert og ildelugtende, men den er ved ſin Næ= ring en ualmindelig nyttig Fugl for vore Skove og Haver, hvorfor den ogſaa burde fredes og ſkaanes. Som en mindre ffo Fugl, kan man let ffpbe den paa Træerne. Hvor man hører den hakke paa disſe, kan man efterligne denne Lyd ved at ffaae paa Geverkolben eller paa et Stykke Træ med en Kniv eller Nøgle; er man heldig i at efterligne dens Hamren, kommer den ſtrax nærmere, for at finde fin formeentlige Lige, og man kan da let ffpbe den. Anm. Hvidrygget Flagſpet, Picus leuconotus, Bechst. Artsm. Sort- og hvidbroget; Bagryggen og Overgumpen reen hvide; Bugen og Undergumpen rofenrobe: Bryſtet hvidt. med forte. e Hovedet høirørt (hos Hannen) eller fort (hos unnen). Længde 10—10'/,^^, Brede 17^. Hunnens Farve er, med Undtagelſe af den rode Hovedprydelſe, ſom Hannens. Saameget den ogſaa ligner Mellem-Flagſpetten, abffiller ben fig dog ved fin anſeeligere Størrelfe og den ganífe hvide Bag— ryg, ſaavelſom ved Hovedets og Underkroppens forſtjellige Teg— ning; endvidere derved, at den mangler den ſtore hvide Plet paa Skuldrene. Denne Spet tilhører meeſt det nordsſtlige Europa, hvor den er Stand- og Strogfugl; i det nordlige Sverrig forekommer den mindre ſjeldent; den findes ogfaa i Norge (Nilsſon). Det er ikke uſandſynligt, at den fra Skaane undertiden beſsger de danſte Skove; den anfores her blot for at henlede Opmeerkſomheden paa ben, faameget mere, da den let forvexles med neſte Art. J Levemaade ligner den de andre Flagſpetter, og forplanter ſig ſom disſe; dens Lokkeſtemme ligner den folgendes. 63 5. Mellem⸗Flagſpet, Picus medius, L. Buntſpet, Middelſpet, Flokſperre, Flagſpet. Artsm. Sort⸗, hvid⸗ og rodbroget. Undergumpen og en fior Deel af ugen roſenrod; Ryg og Overgump forte; Hetten carmoi— ſinrod; Bryſtet og Bugen hvidagtige, med okkerguult Anſtrog og ſorte Lengdeſtreger ned ad Siderne. Illum. Afbildn. Tab. X. Længde 8½“, Brede 44/7", Hunnen, der i Farvetegning er lidet forſkjellig fra oH nen, bar en ſdagere rod og tillige kortere Hætte, ligeſom Un⸗ derkroppen har mindre og fmubftgere Roſenrodt. Biyſtſidernes Lengdepletter ere ſtorre og det Okkergule paa Bugen er jvae gere. De unge Hanner ligne Hunnerne meget. Mellemſpetten er hos os Stand- og Strogfugl, og har Opholdsſted og Levemaade tilfælles med den ſtore Flagſpet, endſkjondt den mere foretreffer Lovſkove (iſcer Egeſkove) end" denne, og gaaer heller iffe faa nordlig. Den er derfor ogſaa ſieldnere i det nordlige Jylland, end i de ſydligere Provindſer. At den er hyppigſt paa Trakket For⸗ og Efteraaret, er em Kjendsgjerning, ſom Faber (ornith. Not. Pag. 15) har vil⸗ let nægte Teilmann Ret til at fremſcette, men fom jeg fuld⸗ kommen har fundet bekraftet. Uagtet den er meget urolig, kan man dog ikke falde bem. ii Dm Förgarkt lader den oft ht „Kik, kik, kik, kik! bere fra Sretoppene og ligeledes den under de foregaaenbe Arter omtalte Snurren, der omtrent lyder ſom „orrrrr“, og kan høres: langt borte. Inſekter og disſes Larver udgjore dens veſentlige Næring, dog æder den ogſaa Srefre. Man feer den beſtandig Virk— ſomhed for at opſoge Neringsmidler, undertiden at hakke dybe Huller og afbarke torre Grene. Naar Nodderne ere modne, henter den disſe paa Hasſelbuſkene og hakker dem itu, paa ſamme Maade fom forrige, for at fane fat paa Kjernen. Agern, 5 NA Kirfebærfjerner æder den ogfaa gjerne. Mellemſpetten yngler i obffilige af vore Skove, under⸗ tiden vafaa i Haver, der grendſe til disſe, f. Ex. paa Laa⸗ land (Dahl); t Skovene omkring Kjobenhavn (Faber ornith. Notitſ. Pag. 150. Reden ſtaaer ofte hemmod 50 Fod heit, ſjeldent under 20 Fod; den anlægges i en 7— 10“ dyb Træ- hule (i en trøffet Stamme eller Green), hvortil Fuglen ſelv hugger fig en rund Aabning, og de 5—7 hvide, Feen 968 have intet videre Underlag. Rugetiden varer i 15 Dage, 64 og begge tage afverlende Deel i Rugningen. De elſte deres 9)ngel faa hoit, at de Derved ofte jætte deres egen Sikkerhed paa Spil. i í Da ben aldeles ikke er ſky, kan den fet ffydes, iſcer naar den er ifærd med et godt Maaltid. Ved den ovenfor omtalte efterlignede Hakken lader den fig let ſkuffe, men Slagene mage da ſkee efter Tempo og Tal, nemlig 2—5 efter hverandre og med pasſende Pauſer derimellem. Den kommer ofte entogfaa tilbage, efterat være bortffræmmet, for at fege den formeent— lige Spet, og kan ſaaledes let dræbes. J Snarer, foran Hullet hvor den holder Nattehvile, kan man uden Vanſkelighed fange den. 5 Den er, fom overhovedet hele Spetſlegten, til ſtor Nytte for vore Skov⸗ og Havetræer; dens Kjod er mindre beha⸗ geligt. 6. Mindſte Flagſpet, Pieus minor, L. Artsm. Sort: og hvidbroget; Ryggen hvid med forte Tveerbaand; paa Undergumpen intet Mødt; Hannen med rod, Hunnen med hvid Isſe. Slum. Afbildn. Tab. X. Længde 6“, Brede 11“, omtrent af Huusſpurvens Storrelſe. | Hunnen har en bruunagtig Pande og en foran ſmudſig hvid Isſe, ſamt talrigere Lengdeſtreger paa Bryſtet og Ct derne. à; Denne mindſte indenlandſke Spet er hyppigere i Sverrig og Norge, men kommer her kun ſjeldent og blot i Strogtiden. Saaledes er den af Hr. Bonnez feet i Benzon Skov i i Foraaret 1832 og efter Hr. Apotheker Steenbergs Beret⸗ ning er den ffubt ved Helſingser, hvor han ogſaa ſage den Ade Mai 1832 og 3bie Mai 1833. Paa ſit Vinteropholdſted har den et eget Revier, den daglig gjennemſtreifer, og ofteſt i ſamme Ret⸗ ning: faa at den endog paa enkelte Træer ſees meeſt til en vis Time hver Dag. J Frugthaver indfinder den ſig gjerne. J meget ſtore og vidtſtaaende Trakroner fees den ſtedſe høit oppe og undertiden udhviler den fig en fort Tid vaa Toppen af et Tre. Natten tilbringer. den i hule Tracker, men da Meiſerne og Skoypſpurvene gjerne ville benytte fig af dens Boliger, maa den ofte med Magt drive disſe bort. Denne lille ſmukke Spet er en af de livligſte og muntreſte af. fin Slægt. Den hakker og hamrer meget paa Træerne, og er lige faa færdig i at hugge fig Huller til Soveſted eller Rede fom 65 be ſtorre Arter. Dens Stemme ligner Mellemſpettens, men er meget ſvagere, og den ſnurrer, ligeſaavel fom de andre Ar⸗ ter, paa en tor Green i Parringstiden. Inſekter, Larver og Infeftæg ſynes at være dens eneſte Nerring. J hule Træer, foøm dertil benyttes flere Aar, lægger den 5 — 7 hvide, glindſende Wg. Faber angiver den (ornith. Not. Pag. 15) ſom ſjeldent ynglende hos os. Med 3 Teer: kun 1 Bagtaa. 7. Tretaaet Flagſpet. Picus tridaetylus. L. Artsm. Sort og hvidbroget; Hannen med guul, Hunnen med ſolv— hvid Isſe. J Midten af Overryggen en hvid, langsgagende Stribe; Fødderne kun tretaaebe; de fer midterſte Styrere ſorte, uplettede. Illum. Afbildn. Tab. IX. Længde 9“, Brede 16“. Denne Spet adſtiller ſig fra de andre Flagſpetter, for⸗ uden ved de 3 Seer, ogſaa ved fin mindre hvidbrogede Farve; thi de baandagtige Pletter paa Vingerne ere meget mindre, og findes blot paa, Svingfjerene; desuden har Underkroppens Si— der førte Tveerpletter, ſom hos ingen anden indenlandſk Art: abe, i længere Afſtand er den kjendelig ved fin morfere arve. Kun een Gang har jeg iagttaget denne mere nordoſtlige, her ſjeldne Form, nemlig i October 1848 i Thyrsbæt Skov; da jeg var Fuglen faa ner, at jeg tydeligen ſkjelnede den gule Hette, kunde en Feiltagelſe neppe finde Sted. Hunnen mangler den gule Isſe; den hvide Rygſtribe er ſmallere og mere ſortplettet, hvorimod Bryſtet har ferre forte Pletter og Tverſtriberne paa, Bugen og Siderne ere mindre tydelige end hos Hannen. Som de andre Spetter, er den en Stand- og Strogfugl, . bei$ Yndlingsopholdſted er ſtore gamle Skove, hvor den yng— ler; kun i Strogtiden beſoger den mindre Skove og Haver, J fit hele Veſen har den megen Lighed med Mellemſpetten, hvis Stemme og ovrige Gaenffaber den har tilfælles. Inſekter og deres Yngel ere dens Føde, ſaavelſom Frø af Lovtrcer. J Huller med ſelphuggede Aabninger, i høie Gfootreer, lægger den 4— 5 hvide glindſende Wg. Den er til ſamme Nytte fom alle be øvrige; ſkydes let, da den ikke er ffo og kan hidlokkes ved at efterligne 1 Hakken. 66 BVendehalsflægten, Yunx, L. Ne bet lige, meget fort, kegleformigt, lidet ſammentrykt paa Siderne, temmelig fpibft. Næfebørene ved Næbrøden, tet ſammen, i en blød Hinde. Klattrefødder, med ved Ro⸗ den lidt ſammenvoxede Fortcker og aldeles adſkilte Bagtcker. Kløerne meget krumme og ſpidſe, ikke ſtore. Vingerne forte og afrundede; 1ffe Svingfjer faa liden, at den let over ſees; den libet fortere end Zdie, fom er den lengſte. Ha⸗ len temmmelig lang, bred, blød, blodfjeret, og derfor ufkikket til at unberftotte Klattringen. Hele Fjerbedeekningen los og blød, De adfſkille fi fra Spetterne ved deres Udfeende og en ganffe anden Levemaade, ſaaſom de blot bruge Klattrefodderne til den otebltffeftge Faſtklamring og ikke til egentlig Klattring. De ere ſtille, træge Fugle, der ofte forblive længe paa eet Sted og fore et fredeligt, eenſomt Liv. Bygningen af Næbet og Hovedet egner fig ikke til at hakke Huller i Bark og Tree; dette kunne de kun i [o8 Jord, tbi be opbolbe fig mere paa Jorden end paa Træer, og det er den ſpidſe, med en klerbrig Slüm bedekkkede, ormformige, fremftreffeltge Tunge, hvormed de iſer tage Nering til fig, fon beftaaer i Inſekter, fornem⸗ melig Myrer. De opholde ſig i Skovegne, hvor de bygge Rede i hule Tracer. Den høg os forekommende Art er Trakfugl. Almindelig Vendehals, Yunx torquilla, L. Bygfugl, Vendehals, Dreihals. Artsm. Oven graa med forte, hvide og ruſtfarvede Tegninger og - Punkter; fra Nakken og ned paa Overryggen en bruunfort- Stribe, nedenunder ruſtguulagtig med forte Tvarlinier og trekantede Smaapletter; Halen har 4 — 5 bruunſorte Baand med lys Indfatning nedenunder. Illum. Afbildn. Tab. X. Længde 7-77)“, Brede 11½“ ; af Markleerkens Sterrelſe. Hunnen har flere og tydeligere Bolgelinier paa Bryſtet og Bugen, men er ellers kun lidet forſtjellig fra Hannen; Ungernes Farve og Tegning er heller ikke ſynderligt afvigende fra de Gamles. Der gives ganſke blege, reen hvide og ſtribede Varieteter. Denne meget udbredte Fugl er hertillands vel ingen Sjel⸗ denhed, men forekommer overalt kun enkeltviis. Den er en Trœkfugl, jaa at den blot i Sommermaanederne opholder ſig i de tempererede og kolde Jordſtrog, og tilbringer Vinter⸗ tiden i den varme Zone. J Slutningen af April ankommer den med andre Inſektfugle og forlader os allerede i Auguſt. 67 Den lever altid i Neerheden af Træer og Buffe; ſmaa, aabne Skove og Haver, i frugtbare, helſt lavtliggende fugtige Egne, ſynes at være dens YNndlingsopholdſteder. Vendehalſen er en ſtille, tillidsfuld, fredſommelig Fugl, der har fit Navn af fine eiendommelige Geborber. Den ftræffer nemlig ofte Halſen langt, fordreier Øinene, reiſer Hovedfjerene til en Top og udbreder Halen vifteformigt; men naar den er i Angeſt, eller let ſaaret af et Skud og man vil gribe den, gjør den faa forunderlige Grimasſer, at en Ukyndig neſten kunde forfckrdes derover: med reiſte Hovedfjer og halvlukkede Oine ubftreffer den Halſen til en forbauſende Længde og ſnoer den ganſke langſomt ſom en Slange, ſaa at Hovedet derved oftere dreier fig omkring i Kredſen og Nebet ſnart vender frem, ſnart tilbage, J Parringstiden høres Hannens hoiere og Hun⸗ nens heſere Parringsraab: „Go, go, go, gø, gs!“ Inſekter og Larver er dens vigtigſte Nering, ſom den ſoger langt oftere paa Jorden end paa Trekerne. Sine 7— 10 glindſende hvide, rund⸗ agtige Wg [eager den paa et Underlag af Mos, Haar og Uld i hule Træer. Bed at fortere en Mængde Inſekter, er den til Nytte. Aden Underorden: Gangfugle, Ambulatores, Jilig. Teerne vende 3 fremad og 1 tilbage; den yderfte For: taa mere eller mindre ſammenvoxet med Mellemtaaen, ſjelden forenet med en Hinde. 3die Familie: Tyndnabede, Tenuirostres ( Anisodactyli ). . Mæbet langt eller middelmaadigt, trindt og lige, eller ſmalt, ſammentrykt, bsiet og kantet, tykkere ved Roden; Sume gen kan ikke forlænges; Neſeborene ved Nebroden, nøgne eller tyndt bedoekkede af Pandefjer. i Benene fave, 3 Tæer fremad og 1 tilbage; Fortæerne ſammenvoxede med Wellemtaaen til førfte Led; Kløerne ſkarpe, krumme; Bagtagen ſtorſt. Fuglene af denne Familie leve eenſomt eller parviis i Skovene, Door be fleſte klattre paa Sreftammerne, fom. Spet⸗ terne, og leve af Inſekter, hvilke de opſoge under Barken; nogle ernære fig tillige af Kerner. De yngle i hule Træer eller i Trerevner, og bygge ingen kunſtig Rede. hn Srepifferfíegten, Certhia, L. Nebet ſvagt, temmelig langt, mere eller mindre boiet, ſammentrykt, med ſkarp Rygkant og tilſpidſet; Næjeborene ved 68 Nebroden, foroven halvt lukkede med en hvælvet Hinde, nøgne, aflange, Benene temmelig forte og tynde; Fortæerne ved Roden, fammenvorede til førfte Led; alle bevæbnede med ftore, frumme, ſkarpe Kløer, hvoraf ifær Bagkloen er meget fang. Bingerne iffe ftore, butte med [vage Svingfjer, hvoraf ben forreſte er ganſke fort, den Aden kortere end 3bíe; denne for tere end 4be og dte, ſom ere længft. Halen temmelig lang, ſmal, i Spidſen kileformigt tvedeelt; de 12 ſtive Styrere have nedadbeiede Skafter og underſtette Klattringen. De opholde ſig om Sommeren parviis i Skove, Parker, og Haver, men om Vinteren gjennemſtreife de disſe efter Næs ring: allene eller i [maa Selſkaber, ligeſom Meiſer, Fugle⸗ fonger, Spetmeiſer og Spetter, i hvis Streiftog de ofte deel⸗ tage. De klattre paa Træernes Stammer, ligeſom My od begynde gjerne nede ved Roden og hoppe med Feerdighed — ofte ffrueformigt — op ad Grenene, ſaavel ſkjceve fom lodrette, endog paa Underſiden af de vaubrette, ſtottende ſig paa den ſtive elaſtiſte Hale, fom derfor ſtedſe er afflidt i Enden. De opſoge ſaaledes de i Trœmosſet og Barkrevnerne ſkjulte ſmaa Inſekter, deres Ag og Larver. Almindelig Trepikker, Certhia familiaris, L. Danfk: Trapikker, Trelober. Artsmk. Oven bruun-, ruſtguul- og hvidplettet; Overgumpen ruſt⸗ guul; Underkroppen hvid eller ſolvgraaplettet; over Bingen gaaer et hvidguult Tverbaand; Halen eensfarbet graabruün. Slum. Afbildn. Tab. X. Leengde 5 ¾ “, Brede 8“. Hunnen er i Farve og Tegning iffe vaſentlig forſkjellig fra Hannen. Nabet er meget længere hos ældre end hos yngre Fugle. : Træpikkeren hører til de mindſte indenlandſke Fugle, ba den med Fjerene kun veier 2—3 Qvint. Den er temmelig almindelig i Danmark, íjer i fkovrige Gone; dog findes den ogſaa paa Steder, der ere mindre rige paa Træer, Den hører her til Strogfuglene, men forlader fit Opholdsſted efter Forplantnings⸗ tiden og beſoger omkringliggende Egne, dog er dens ſande Strogtid September og October, naar Meiſerne træffe; i Marts begiver den fig igjen tilbage til Ynglepladfen. Mange ftretfe 0 lade Bienne, wedens Andre blive og forſt henimod Foraaret orlade os 69 Med ſtorſte Lethed og Færdighed klattrer den, hoppende i lige Spring paa Treſtammerne; den er faa lidet ffp, at man kan gage den ganſke nær inden den flyver, Under Klattringen har den ſtedſe Hovedet opad, og ikke, ſom Spetmeiſen, nedad og til Siderne. I Streifetiden træffes den ofte i Selſkab med Meiſer, Fugle⸗ konger og Spetter; denne brogede Forening af forſtjelligartede Fugle har da et Revier tilfælles, (om de een eller flere Gange daglig gjennemſtreife, det ene Medlem af Gelffabet følger det andets Lokkeſtemme; ſnart anfores de af en eller flere Spetter — ſnart ere Meiſerne Anforere, og Alle leve i den bedſte Een⸗ drægtighed. Trapikkeren er overhovedet en ligeſaa fredelig og tillidsfuld, ſom munter og ualmindelig livlig Skabning, der ideligt lader fit „Siit“ høre; ofte lokker den ogſaa: „zi, zi, zi, ſrih, ſrih, ſrih, ſriyh“ og paa ffjonne Dage i Februar (men iſcer i Marts og April) horer man ofte dens Sang, ſom n deels i Klofter og Huller i Træerne; dog har jeg ogſaa fume det den 3Brenbeftabfer, meget ofte i Trakronerne af gamle Linde⸗ alleer, hule Pile ofo., altid med en meget fever Aabning; ben er aflang og kunſtloſt ſammenlagt af Smaaqviſte, Grasſtraa, Baſt, Uld og Fjer. J forſte Halvdeel af April findes fæd- vanlig Reden med 6—9 hvide ruſtbrunplettede Wg, ber have den ſtorſte Liighed med Blaameiſens, men have flere Prikker paa ben butte Ende, og i forſte Halodeel af Mai flyve Un⸗ gerne ud. J Juni, eller ſenere, lægger Hunnen anden Gang Aeg, og da ofte kun 3— 5. Denne lille Fugls Kjod er vet velſmagende; bog vilde det være ſyndigt, for [aa ubetydeligt en Mundſmag at dræbe en faa nyttig Skabning, hvis Liv for Skov- og Frugttræerne er fag velgjørende ved ben utallige Mængde Inſekter, den fore erer. Spetmeiſeflegten, Sitta, L. Nebet middelmaadigt, lige, langſtrakt kegleformigt, trindt, i Spidſen lidt ſammentrykt, haardt og ſpidſt. Neſeborene ved Nebroden, fmaae runde, tyndt bebeeffebe af fremadliggende Bor⸗ ſtefſfer. Benene temmelig fterfe; Gerne lange med krumme ſpidſe Kloer; af Fortcerne ere den mellemſte og yderſte fame 70 menvorede næften til det førfte Led, den mellemſte og inderſte ikke faa meget; den frie Bagtaa er temmelig ftor og har en ſteerk Klo. Vingerne ikke flore, noget brede og temmelig butte; Affe Svingfjer fort, 2den kortere end Zdie, fom er lidet kortere end 4de, der er længft. Halen fort og blød, beftaaenbe af 12 Styrere, aldeles uſkikket til at underſtotte Klattringen. Be⸗ fjeringen ligner Meiſernes; den er blød, meget los, og paa Ryggen temmelig lang. Fuglene af denne Slægt høre til de mindre, og ligne i Udſeende og Levemaade Spetterne og Meiſerne, hvorfor man ogſaa har givet dem Navnet: „Spetmeiſer.“ De leve enkelt⸗ viis i Skovene, ere overordentlig livlige, og klattre baade op og ned ad Stammerne, ſamt i alle Retninger. De ere Stand⸗ og Strogfugle, leve af Inſekter, Larver, Nødder og mange Slags Frø. J hule Træer, hvorpaa de tilkliſtre Indgangen med Leer (naar den er ftørre end de funne fvinge fig ders igjennem), lægge de 5—9 Wg, fom ligne Meiſernes, og op⸗ føde deres Unger med Inſekter. J Danmark og det øvrige Europa gives kun een Art. Guropeiff Spetmeiſe, Sitta europea, IL. Danſk: Spetmeiſe, Noddehakker. Artsm. Hovedet ovenpaa og hele Overkroppen graablaa, med en fort Stribe gjennem Diet og langs hver Side af Halſen; Under— kroppen guulagtig ruſtfarvet, henimod Undergumpen rodbruun; Halefjerene forte med en hvid Plet bagom den araae Spids; de to mellemſte blaagraae. Slum. Afbildn. Tab. X. Længde 53/4", Brede 10“. Af Spurvens Storrelſe, men kortere og tykkere. 5 Hunnen er ſtedſe meget kjendelig, uagtet den bærer de ſamme Farver ſom Hannen. Den er ikke ſaa ſmuk blaa, det Ruſtgule paa Underkroppen er meget mattere og urenere, Pie ſtriben er mat og meget ſmallere, men ifær mangler ben ſkjonne merke Ruſtfarve i Slagſiderne og ved Roden af de underſte $alebeffier; den er fædvanlig fibt mindre end Hannen. De unge Fugle ligne Hunnen. Spetmeiſen er temmelig almindelig i alle vore Skove. Den er en Strog- og Standfugl, der for ſtorſte Delen i Sep⸗ tember og October foretager Streiftog til Egne, hvor den ikke opholdt ſig om Sommeren, endog ſaadanne, hvor der ikke findes megen Skov. Om Foraaret, i Februar og Marts, vender den tilbage til de Skove, hvor den vil yngle. Disſe Streiferier Á 71 udøver den enfeft eller parvis, meeſt i Selſkab af Meiſer og Fuglekonger, undertiden ogſaa en enkelt Spet. Denne Fugl er, wagtet dens liſtige Udſeende og overordentlige Livlighed, ikke ſky; den veed raſtlos at beſkjeftige fig; er altid fro og veltilmode. Dens fæbvanlige Stemme er et ſkarpt „Sit“, hvorimod Lokketonen lyder fom et langſomt , S ott, tvit, tvit, tvit“; dens Glædes- eller Tretteſkrig lyder ogfaa ſaaledes, men hur⸗ tigere; Hannen har desuden et eget Foragarsraab: nogle herlige beitpibenbe Toner, ſnart floitende fom et „Tyh, tyh, tob" eller et boit og klart: „Qvei, qvei, qvei“ og — afver⸗ lende i klare og rene Triller — „Tirrrrrrr!“ Neringen beftaaer, ſom hos Meiſerne, i Inſekter og Fro, iſer af ſtorre Træer, fom Agern, Nodder, S9taaletrefre, Bog, dog ogſaa Hamp, Solſikkefrs — i Nodsfald der den Havre. Agern og Nodder fætter den faſt i Bark- eller Trerevner og ſtiller fig derover med Hovedet nedad, hugger derpaa med Nakbbet, hvorved den anvender hele Kroppens Tyngde, og aabner ſaa⸗ ledes Skallen for at udtage Kjernen. J fri Tilſtand ſamler den Forraad af fin Overflodighed i Trehuler. J gamle hule Træer, hvis Aabning den tilkliner med Leer eller vaad Jord, ſaaledes at den blot kan tvinge ſig ind og ud, lægger Hunnen ſidſt i April 6 — 7 hvide, rodplettede Aeg, fom ruges af begge Magerne. Reden ſelv beftaaer af ſonderrevet tort Lov, iſcer af Ege og Boge, eller (i Naale⸗ ſkove) af den yderſte Barkſkal. N ö Ved deres Nering ere de meget nyttige Fugle for vore Skov⸗ og Frugttreer, hvilke de befrie for en Mængde fkade⸗ lige Inſekter; Kjodet er ret velſmagende. Som aldeles ikke (fp, er den let at komme paa Skud. Man kan fange ben i Meiſekasſer med Havre eller Hampefre til Lokkemad; ligeledes paa Liimpinde og i Springdoner. Herfugleſlegten, Upupa, L. Hovedet probet med en vifteformig Fjerbufk. Nebet meget langt, noget boiet, tyndt, ſpidſt, ſammentrykt, og derfor ſmallere end høit. Nœeſeborene ved Nebroden, (maa, aabne, og ovale. Fodderne førte, noget underſcetſige, med 4 Seer: tre frem, og een tilbage; den pderſte og mellemſte af For⸗ tæerne ſammenvoxede til det forſte Led; Fodroden af Mellem⸗ taaens Længde; Kloerne forte, lidet krumme, butte; Bagtagen neften lige og temmelig lang. Vingerne middelmaadige, 72 temmelig brede og meget afrundede i Spidſen; 1ſte Svingfjer ſmal og fort, 2den lidet længere; Zdie kortere end Ade og dte, ſom ere lige lange og de længfte, Halen, der beſtager af 10 Styrere, er temmelig lang og lige afſkaaren i Enden. Herfuglen opholder ſig mere paa Jorden end paa Træerne. Paa fugtige Skovenge og hvor Qvaget grægfer, fees den ifer at ſoge fin Nering, fom beftaaer i Inſekter og Larver. Deng Gang er fkridtviis og temmelig færdig; Flug— ten udmærfer fig ved Vingernes uregelmesſige Sving, og er ikke hoi. J hule Træer, eller i Aabninger paa gamle Mure, bygger den Rede. Den fælder to Gange om Aaret, uden at forandre Farve. Ungerne ligne de Gamle. Almindelig Herfugl, Upupa epops. L. Danſk: Herpop, Skovvubbe, Skidtefugl, Vubberen, Herfugl. Artsm. Fjertoppen ruſtguul med forte Spidſer; Ryggen og Vingerne forte med guulagtig hvide Tocerbaand; Halen fort med et hvidt, halb maaneformigt Tveerbaand. Illum. Afbildn. Tab. XIII. Længde 11 - 41'/s", hvoraf Nebet 2^; Breden 19“; Halen 4“. Hos Hunnen, der er lidt mindre, er Fjertoppen kortere ſamt Farverne blegere og mindre rene; dog Alt i ſaa ringe en Grad, at kun den Ovede ſikkert kan abffille Kjonnene, uden at have begge ſammen. Der fkal gives en h vid Varietet. Herfuglen er en Træffugl, der ankommer fort for Gjo⸗ gen, i forſte Halvdeel af April eller forft i Mai, og allerede forlader os hen i Auguſt, eller ſeneſt forft i September. J ſumpige (gne med Krat og Smaaſkove forekommer den meeſt, men bliver dog hertillands mere og mere ſjelden, efterhaanden ſom Smaaſkovene bortryddes og opdyrkes; thi i ſtore tetſlut⸗ tede Skove opholder den fig ikke gjerne; det ſkulde da være i Udkanten. Den yngler ved Grenaa (Bonnez), vaa Laa⸗ land ved Engestofte, og paa Møen (Dahl); i flere Skove i Sjælland og Fyen; er ffubt ved Helſingser (Steenberg); i Dyrehaven (Bølling); jeg har ſelv faget et Exemplar tilſendt, fom i Auguſt 1849 er ffubt ved Ringkjobing Fjord; Faber forefandt den i Sommeren 1823 ved Skanderborg (ote nith. Not. Pag. 15); han anfører den fom ynglende i de fleſte af Sjellands Skove og paa Laaland; Conſervator Scheel har oftere ffubt og feet den paa Møen. Om Foraaret ankommer 73 den enkelt eller parviis, hvorimod den om Hoſten undertiden træffes familieviis. Den opholder fig da ſcrdvanligen vaa Marken, hvor den [ober raſk med nedhængende Vinger, gjør hyppige Forboininger og fteber ſaaledes Neebet ned imod Jor— den, fom om den ftøttede fig derved, medens den tillige ſlaaer Fjerbuſten op og ned: hünt iſcer naar den bliver opmeerkſom, bange eller vred; Dette naar den løber eller vil flyve. Dens Parringsraab er: „hup, hup, hup“ og dens Glædesffrig: „vek, vef, vof", men man feer da ſjeldent Fuglen, (om er meget ff og derfor, ligeſom man nærmer fig, flytter videre og raaber fra et andet Sted. Dens Frygtſomhed og engſtelige Verſen gaaer ſaavidt, at endog den forbiflyvende Svale for— ffreffer den, faa at den farer ſammen, udfolder fin Fjerbuſk, men lige ſaaſnart flager den ned igjen, naar den merfer, at Intet var paa Feerde; kommer der uformodet en Due eller ſtorre Fugl, flygter den i et Nu i Grenene af det nermeſte Træ; kommer der pludſelig en Rovpfugl, eller mangen Gang blot en Krage, medens den [ober omkring, da trykker den fig til Jor⸗ den, udbreder vieblikkelig Hale og Vinger vaa denne, ſaaledes at Spidſerne af de ſidſte næften berøre Haleſpidſerne og at be hvidbaandede Sving- og Halefjer omgive ben, fom Straalerne af en Blomſt, idet den boier Hovedet tilbage og holder Næbet iveiret. Saalcenge Faren endnu truer, forbliver den i denne yderſt meerkveerdige Poſitur, hvorved den formodentlig vil ſkuffe Fjenden, for ikke at antages for et Bytte; thi i denne udbredte Stilling ligner den virkelig mere en broget Lap Toi end en levende Fugl. Dens Føde er Inſekter og deres Larver, iſer ſaadanne, der findes i dyriſke Excrementer (f. Ex. Skarnbasſer), og Aadsler (Aadſelgravere). Forſt dreber den dem, og fafter dem bermoft iveiret, for igjen at ſnappe dem, hvortil ben forte Tunge kun lidet er den behjeelpelig. J bule Træer, eller i Huller i Mure, bygger den Rede; denne har et blødt Underlag af Troſke, hvorpaa ligger Ko— glodning med noget Mos, og derpaa lægges 4 — 5 rodgraae Aeg, ſom udruges i 16 Dage. Ungernes Udrømmelfer blive liggende paa Randen af Reden, og disſe, ſaavelſom Redens Underlag, er Aarſag til den Stank og ilde Lugt, der er ved Reden og ved Fuglene, medens de ernære Ungerne; deraf Ta⸗ lemaaden: at „ſtinke fom en Heerrpop“. i Bed at fortere ſkadelige Inſekter er den til Nytte, og den er i ingen Henſeende ſkadelig. Om Efteraaret er Kjodet, iſcer 14 af be linge, meget fedt og velſmagende. Dens Foraarsraab opliver mangen (an, og tæmmet er ben fin Eier til megen Forneielſe. Som en hderſt ffy og forſigtig Fugl, er den ogſaa vate ſkelig at komme paa Skud, med mindre man i Parringstiden, ved at pibe paa den hule Haand, kan efterligne dens Parrings⸗ raab, og ſaaledes lokke den til ſig. Ade Familie: Kantnebede, Angulirostres, Ilig, (Alcyones). Nebet middelmaadigt eller langt, libet boiet eller lige, bagved temmelig tykt, foran ſpidſt, over og under forſynet med en Kant; Tungen kort. Benene bløde og meget forte, nøgne op over Halledet (Knceet); bande Indre- og Mretaaen ſammenvoxne med Mel⸗ lemtagen til det næft yderſte Led; Kloerne ſmaa, men (farpe; Bagkloen mindſt. | Fuglene af denne Familie nærme fig be Svaleagtige, forſaavidt at be meeſt ſnappe deres Nering flyvende, De ops holde fig gjerne ved Damme, Aaer og Bæffe, bruge deres ſmaa Webber hverken til at klattre eller gage, men blot ttl at ſidde og kradſe, idet de grave fig lodrette Huller i Sandgrave eller ſteile Vandbredder. Deres Flugt er udmerrket hurtig og deres Skrig ffingrenbe høit. Inſekter, fom de fange i Luften, og Fiſke, fom de opſnappe af Vandfladen, udgjore deres 9tering. i Jisfugleſloegten, Alcedo, L. Nebet langſtrakt, tilſpidſet og ſkarpt, ganſke lige, neeſten fireſidet, ſammentrykt ud imod Spidſen; Nebvigen ender under Diet; Næfeborene ved Nebroden, ſmaa, ridſeformige, ffjæve, foroven begrendſede af en blød, nøgen Hinde; Tungen fort og trekantet. Benene meget ſmaa, forte, bløde; Mellemtaaen 1 Gang faa fang fom Fodroden; Bagtaaen ved Roden bred; Kloerne forte, ſmaa, iſcer Bagkloen, og ſpidſe. Vingerne forte, butte; de forſte Svingfjer næften lige lange, dog Aden og Zdie loengſt. Halen meget fort, beftaaenbe af 12 Fjer. Der gives mange Arter, men kun to i Europa (A. is- pida og rudis). De ubmarfe fig Alle ved bløde glindſende Fjer, der i Almindelighed ſpille i den blaa og grønne Farve. Deres Opholdsſteder ere Floder, Bæffe og andre Bande, Door 75 be feboanligen ſidde paa fritſtaaende Grene og Oviſte eller paa Pele o. bel, fom hænge ud over eller ſtage t Vandet, og paa disſe aflure de ſmaa Fiſke og Vandinſekter under Vand⸗ fladen, paa hvilke de med Pilens Fart ſtyrte ſig. J bratte Bredder ved Floder og Bæffe grave de fig rorformige Huler, hvori de yngle. Ungerne have mindre rene Farver, men ligne forøvrigt de Gamle, Hos os forekommer: Almindelig Jisfugl, Alcedo ispida, L. Danſk: Jisfugl. Artsm. Pande og Isſe morkegronne med lyſeblaagronne, halvmaane— formige Pletter; Skuldre og SSingebefffer morkegronne, de ſidſte med lyſe blaagraae Pletter; langs ad Ryggen ſtjen laſurblaa; den forte. Hale af ſamme Farve, men merkere; Underkroppen og et Baand igjennem Oinene ruſtrode. Illum. Afbildn. Tab. XIII. Længde 7“, hvoraf 9tebet 1½; Brede 11— 42“. Af Huusſpurvens Storrelſe, men det uforbolbémaefta ſtore Hoved gjør, at ben fer ſtorre ud, end den virkelig er. Hunnen har blegere Farver ſamt en ſmallere Rygſtribe; Ungerne ere morkere og have meget kortere Næb. Fjerenes Farve forandres kun lidet efter Aarstiderne, dog er denne Fugl ſkjonneſt om Vinteren. Jisfuglen er en Strogfugl, der har ſit Opholdsſted ved Stromme, Floder, Bæffe, Damme, Grave og andre ftaaenbe eller flydende Vande, helſt ved ſteile Bredder, men al drig ved den aabne Strandbred. Her i Danmark og i Her⸗ tugdommerne findes den enkelt eller parviis adſpredt overalt, men ingenlunde hyppig; dog ſees den i det ſydoſtlige Jylland ved neſten alle SDteffeaaer og rindende Vande i ſamme Loca⸗ liteter fom (og ofte i Selſkab med) Vandftæren, iſcer om For⸗ og Efteraaret; thi i ſtreng Vinter begiver den fig til Vande, der ikke fryſe til eller dog tildeels ere frie for Jis og ſtreifer ellers til mildere Egne. Det vilde være altfor vidtloftigt, her at opregne, hvorofte og paa hvilke Steder jeg veed den feet og ffubt, deels feo har foretruffet denne Fugl. Hr. Son: nez ffob ben 9. Auguſt 1835 4 Stkr. i Gravene ved Benzon pr. Grenaa, een Hun og tre Hanner; Faber (ornith. Not. Pag. 16) fif den tilſendt af Geheimeconferentsraad Bülow til Sanderumgaard i Marts 1823, hvor en heel Flok lod ſig tilſyne; Hr. Greve, Ritmeſter S. Raben ffob den ved Aal⸗ holm paa Laaland. 46 Den er en vild, ffo, flygtig og urolig Fugl, der tillige er beift trættefjær og uſelſkabelig: faa at den betragter enhver fig nærmende Fugl med nidffe Øine og føger at bortjage den, naar brn troer at kunne faae Bugt med ben; derimod er ben ligeſaa feig og engſtelig ved at fee den Mægtigere; tbt ba ſo⸗ ger den ffrigenbe ftt Skjul i Flugten. Ethvert Par har fit Ynglerevier, hvis Grendſe de ikke taale overſkredet af deres Lige. Da dens (maa Fodder ikke ſynes beſtemte til at gaae, men blot til at ſidde, ſees den ogſaa meget i ſiddende Stilling, ganfke ſtille, med Blikket henvendt paa Vandfladen, helſt paa vandrette Grene, Pele, Stene o. dsl.; derfra ſtyrter den fig ſckdvanlig fom en Blyklump ned i Vandet for at fange fin Nering. Flugten er fom ofteſt kun ſtykkeviis og yderſt hur⸗ tig og ſnurrende, ſom en Folge af de korte Vinger, og naar den følger Bakkene: ſtedſe ud og ind, efterſom Vandfladen gaaer. — Undertiden feer man den ſpavende at holde fig ved hurtig Flagren nogle Alen heit over Vandet, for at udſpeide fit Bytte, og da at ſtyrte fig ned ligeſom Fiſkeornen eller Ternen. Dens Stemme er en klar, pibende, ſkjcerende, ualmindelig hoi Tone, der klinger ſom „Tiht“ eller kortere: „tit, tit, tit“. Smaa Fiſke og Vandinſekter, i Nodsfald Blodigler, ud— gjøre dens Føde. Fiſkebenene, Skjellene og andre haarde Dele giver den ufordsiet fra fig igjennem Næbet i langagtige Bolde. Med Nabbt hakker den indtil 3 Fod dybe Huller i Vand⸗ bredderne, helſt i Leerjord, bygger fig deri en Rede af Fiſke⸗ been og Vandnympher; lægger i Mai 5— 8, forholdsviis ſtore, næften kugleformige, glindſende hvide Æg, ſom ruges allene af Hunnen, der imidlertid fodes af Hannen. Uagtet den viſtnok yngler hertillands, har jeg aldrig været faa heldig at kunne overbeviſe mig derom; den ffaf f. Ex. yngle ved Holme Molle pr. Veile. Uagtet den er meget ffo, kan den dog let ffydes med Spurve⸗ hagel (Dunſt), fordi man bag bufkrige eller høje Vandbredder godt kan liſte ſig til den; vil dette ikke lykkes, da ſtiller man fig ſtjult i Nærheden af dens Andlings-Siddeſteder, hvilke man ſnart lærer at fjende, og oppebier dens Komme, eller man la⸗ der den drive til ſig af en anden Perſon. Om Vinteren, naar det fryſer haardt og den lider af Hunger og Kulde, er den langt mindre ſky end ellers, J Flugten, ſelv naar den flyver uden Svingninger, kan kun en Hurtigſkytte nedlægge den. Man kan ogſaa fange den i Springdoner Sprenkler), ſtillede paa dens Siddeſteder. 77 Den æder rigtignok Fiſke, men meeſt kun (maa Arter, fom ikke bruges til menneffefig Nring. Dens glimrende Farver fryde Siet, ligeſom den ved fin Munterhed opliver Vandbred⸗ derne. Biæderflægten, Merops, L. Nebet temmelig langt, lidt botet, kloftet tilbage under Viet, ved Roden tykt, udad tyndere, ſammentrykt og ſpagt til— ſpidſet, forſynet med ſtarp Rygkant; Nekſeborene ved Roden af 9tebet, ſideſtagende, rundagtige, aabne eller tildeels bedæf- fede af de borſteagtige Pandefſer. Benene ſmaa, med meget fort Lob og nøgen Hel; af de 3 Fortæer er den yderfte ſam— menvoxet med den mellemſte til det 2det Led, og denne med den inderſte til det 1ſte Led, hvorved der dannes en bred haandformig Saale, idet ogſaa ben lille Bagtaa er paafaldende bred ved Roden; Kloen paa den ſidſte meget lille, de p rige Sloer ſtorre, krumme og ffarpe. Vingerne lange og ſpidſe; 1ſte Svingfjer meget fort, 2den lengſt, de folgende fterft aftagende. Halen temmelig lang, beſtagende af 12 Styrere; hos flere (hvoriblandt folgende Art) udmeerket ved Mellemfjerenes ſcregne Længde. Hos disſe ſmukke Fugle ere de ſtore Flyve- og Fange⸗ redſtaber meget fremtrædende; Fødderne, ved deres ubetydelige Størrelfe, derimod mindre; disſe ranke Skikkelſer, med de lange, ſmalle og ſpidſe Seilevinger, ere derfor lige faa færdige Flue— og Inſektfangere, ſom Svalerne. De beboe den gamle 33er- dens varme Himmelſtrog, forekomme kun i det varmere Europa og vandre ved Aarstidernes Afvexling fra een Zone til en an⸗ den, hvorved een Art undertiden, dog pderſt ſjeldent, forflyver fig til de danſke Provindſer. Deres Næring, [om beſtager af Bier, Hvepſer, Humler, Greeshopper og andre Inſekter, fange be, fom Svalerne, i Flugten. De leve parvüs, dog yngle ofte flere Par ſammen, ti lange Huller, hvilke de ſelv grave ved Hjælp af Webber og Næb, i los og ſandig Jord ved ſteile Vandbredder, ved Floder eller i Bakker, og lægge ofteſt 5 — 7 rundagtige hvide 9a. | Guropeiff Biæder, Merops, L. Artsm. Baghovedet og Nakken kaſtaniebrune; Skuldrene ſtraagule; Struben hoiguul, forneden begrendſet af et morkt Tveerbaand; igjennem Diet en fort Stribe; Underkroppen 198 blaagron. Illum. Afbildn. Tab. XIII. 78 Længde 11“, hvoraf Næbet 1!/4" — 41/0; Brede 17“. Af Viindrosſelens Storrelſe. Hunnen har blegere Farver, og Ungerne have alle Hale⸗ fjerene lige lange. Denne Pragtfugl er egentlig en Beboer af den varme og hede Zone; den findes i Europa, fornemmelig ved Middelhavet og det forte Hav. J alle de europæiffe Lande, hvor den aar⸗ lig forekommer regelmæsfigt, er den Trekfugl, omtrent ſom Svalerne; ved Angletidens Opher ſtille fig ofte enkelte Fami⸗ lier (eller ogſaa Gamle, der ved en eller anden Aarſag ere blevne forhindrede i at yngle) fra Selſkabet, ſtreife omkring og forflyve fig da undertiden, endſkjondt meget ſjeldent, til os. Saaledes er den forekommen i Holſteen (Wöldike). Den dte Juni 1840 bleve tvende ffubte ved Herregaarden Gjerslev i Sjælland, hvoraf Hannen findes i bet kgl. Muſeum (Bol⸗ ling). Hr. Cand. med. Berg har godhedsfuld meddeelt mig Folgende: „J Slutningen af Mai 1846 bemeerkede en Dame i Klitterne ved Svinekloer (ved Veſterhavet op imod Liimfjor⸗ den) tvende Fugle, hvilke hun, efter et Par forgjceves Forſog, fangede. Skindet af den ene tilſendtes mig, med Sporgsmaal om: hvad det var for en Fugl? Den anden kom til Logſtoer, og Derfra til Hr. Stud. med. Bølling i Kjøbenhavn.” Skin⸗ det af førftnævnte Exemplar, en gammel Han, var Hr. Berg, ſom far kjendte den, faa god at overlade mig, og derefter har jeg udfort min Afbildning. Profesſor Hornemann an⸗ x den i phyſiſk Bibliothek (ifte Bind, 1794) [om ffubt i Fyen. i ö Dens Stemme er et klart, boitpibenbe „Siſikryi“, fom den meeſt lader bore i Flugten. Man ſeer den ofteſt flyve i Flok, og, ligeſom Svalerne, at fange fin Føde i Luften. Un⸗ dertiden forene flere Tuſinde fig i een Skare; og ſelv i For plantningstiden boe mange ner ſammen og danne ſtore Sel— ſkaber. De ere da heller iffe fpe; men de enkelte, eller de ſmaa Selſkaber, der undertiden forvilde fig til nordligere Gane fandt man ſtedſe forſigtigere, undertiden endog temmelig vilde. Flyvende Inſekter, ifær ſtorre Arter, f. Ex. Hvepſer, Hum⸗ ler, Greeshopper, Guldſmede, Oldenborrer oſv., boilfe ben nae ſten ſtedſe fanger og fortcerer i Flugten, ere dens Nering, og efter dem jager den uophorligt, ſnart omkredſende de blom— ſtrende Srugttreer, ſnart jagende tet hen over blomſterrige Dale, €9ngitrefninger, Enge og Kornmarker eller høie Vand— bredder, undertiden ogſaa meget hoit oppe i Luften. De haarde, 79 ufordsielige Dele giver den igjen fra fig igjennem Næbet, i Form af runde Kugler. De yngle, ſom Dügſvalerne og Jisfuglen, i Jordhuler eller ſnevre Rør, hvilke be ſelv grave (formodentlig med Fod⸗ derne og Nabet) i de ſteile Vandbredder og foie, hvor Jord— bunden er ſandig eller los. Disſe Huler ere 3—6 Fod dybe i lodret Netning, ofte mangfoldige ved Siden af hverandre. Reden har blot et Mosunderlag; i Mai lægger Hunnen 5 —7 næften kuglerunde Aeg, der have Lighed med Jisfuglens, og ere, ſom dennes, glindſende reenhvide, men ſtorre. Da de ere ſtorre end vore Svaler, maae de, uagtet deres lignende Hurtighed i Flugten, være lettere at ſkyde end disſe. J Lande, hvor de ere hyppige, fanger man dem med Angles kroge, hvilke befckſtes ved Enden af en lang Traad; til Lokke⸗ mad paaſeettes et florre levende Inſekt, ſom man lader flyve op med Krogen, at Fuglen fuapper dem. Paa denne Maade fanges den 1 Candia. - Klødet er meget velſmagende; i mange Lande, navnlig t Italiens Stckder, bliver den i Mængde bragt til Marked og ſolgt til Kjokkenet. Ved at fortere en Mængde ffabelige In ſekter, bliver den meget nyttig; men ved tillige at fange mange Bier, gjør den betydelig Skade. dte Familie: Kragefugle, Gregarii, Illig. Jtebet af Middelleengde, kniv- eller kegleformigt, tem⸗ melig tykt og ofteft ſterkt, ſpidſt, mere eller mindre ſammen⸗ trykt, noget boiet eller lige, ofte med et lille Indſnit tet ub imod Spidſen. i Benene indrettede til at gage, middelmaadig ftevfe, føa- rende til Kroppens Masſe, med 4 Tæer: een Bagtaa og tre Fortcker, hvilke ere heelt adſtilte, eller og 9)bretaaen er ſammen⸗ voxet med Mellemtagen til det forſte Led. | De fleſte af disſe Fugle leve den ſtorſte Deel af Aaret ſkareviis i Selſkab med deres Lige eller Neerbeſloegtede; nogle yngle endog i Kolonier, dog ſaaledes, at hvert Par har ſin egen Oeconomie, adſtilt fra be ovriges. Deres Nering hente de ſagvel af Dyr- fom Planteriget, f. Ex. Inſekter, Larver, Orme, Frs, Nodder, Ber, Trafrugt, varmblodige Dyr, Aadsler ofo. De have deres Tilhold i Skovene; enkelte (f. Ex. Skaden og Alliken) ogſaa ved beboebe Steder. De yngle i Træer, Klippehuller og Mure eller paa Taarne; Han og Hun 80 afverle med Rugningen eller ogſaa Hannen forſyner Hunnen med Føde, medens den ruger allene. — Sjobet er fett og ikke velſmagende. Ellekrageſlegten, Coraeias, L. Nebet middelmaadigt, lidt ſammentrykt paa Siderne; Overncebet i Spidſen nebboiet over Undernæbet; ved Mund⸗ vigerne ſtive Skjoegborſter; Nerſeborene paa Siden ved Næb- roben, ridſeformige, oventil lukkede med en fjerkledt Hinde. Benene indrettede til at hoppe, forte, temmelig fore; 4 al⸗ Deles adſkilte Teer: 1 Bagtaa og 3 Fortcker; Mellemtaaen længere end Fodroden. Vingerne lange, ſte Svingfjer lidt kortere end den, ſom er lengſt. J Udſeende have disſe Fugle megen Lighed med Biederne (Merops), i Levemaade med Tornſkaderne (Lanius) og i flere anatomiſte Forhold med Jisfuglen og Spetten. De ere ſkye og uſelſkabelige, opholde fig parviis i gamle Skove med hule Træer, hvori de yngle, og ernære fig udelukkende af Inſekter og Orme. Deres Farver ere lyſe og ſtinnende, men ikke altid harmoniſke. Almindelig Ellekrage, Coracias garrula, L. : Danſk: Ellekrage. Artsm. Hovedfarve bfaagren; Ryggen lys bruunred; Svingfjerene paa 9jbrefiben forte med blaat Sfjær, paa Indreſiden og de mindre Vingedakfjer glindſende violblaa, Fødderne lys brand— gule; Halefjerene omtrent lige lange; Diekredſen bagved nø- gen. Illum. Afbildn. Tab. XIII. Længde 14^; Brede 26 ¼“; Halen 5^; omtrent af Alli⸗ feng eller Skovſkadens Sterrelſe. Hunnen er i det Ydre Hannen fuldkommen liig; Ungerne have overhovedet be ſamme, men blegere og urenere Farver, iſer ere Underkroppens og Hovedets Farver meget blandede med Graabruunt. | En af be fffonnefte indenlandſke Fugle, hvis Pragt min⸗ ber om Tropefuglenes glimrende Farver, Om Sommeren træffes den parviis hiſt og her i vore Skove, men dog fem- melig ſjeldent, f. Ex. i Skove nordlig for Kjøbenhavn og ved Sorø (Bølling); vaa Møen (Scheel); i det Slesvigſke (Gammelgaard); i Holſteen og Lauenborg ffal den være 81 hyppigere. J Hennegaards Have, 1 Miil' fønden for Ny⸗ mindegab ved Veſterhavet, blev den ffubt i Sommeren 1830. Hr. Skovrider Kruhsfer paa &raneffar har ſagt mig, at den forekommer paa Langeland; i Scebygaards Have ved Sæby blev den, efter mundtlig Beretning af Eieren, Hr. Baron v. Arenfeldt, ſkudt i Foragarene 1848 og 1849. I ben lille &fo» paa Less forekommer den regelmeesſigt For- og Efteraar paa &roffet, hvilket Hr. Diſtrictslſege Krebs har iagttaget; jeg faae den der paa Oen ſidſt i Mai 1850. Som Trekfugl forlader den os ſidſt i Auguſt eller forſt i Sep— tember og vender igjen tilbage i de forſte Dage af Mai, fjel- dent ſidſt i April. Den er vild og bidſk imod fine Lige, men fredelig imod andre Fugle, ſtedſe ffrigenbe (Deraf Artsnavnet „Garrulus“: en Skriger), hvorved den ideligt forraader ftt Opholdsſted. Et høit, garpende „Rakker, rakker, rakker, rakker!“ ome trent fom Skadens Skrig, lader den jevnligt høre; naar de ſtrides med hverandre, udſtodes det langt hurtigere, blandet med et fffevenbe: ,Rræb, rrch!“ Naar den ſidder rolig, faz der den bore et boit „Rak“ og „rak, kak“, hvilket er dens egentlige Lokkeſtemme. I fmuft Veir ſtiger Hannen, i Ner— heden hvor Hunnen ruger, med et enkelt „Rak, raf, faf" ojo. til en temmelig Hoide, hvorfra den atter pludſeligt paa er gang nedſtyrter ſig, ſtobende Kolbytte, kaſtende ſig frem og til— bage i Luften, ubftebenbe et hurtigt ,9teb, ræræb, rre oſv., hvorpaa den igjen indtager ſin Plads paa Spidſen af en tor Green. Dens Flugt er hurtig og ualmindelig fet, [tig Duens. | Alle Slags Inſekter, Torbiſter, Greeshopper, Pupper og Larver, Orme og ſmaa Frøer ere dens Føde, (om den opſam⸗ ler paa Jorden. Man ſeer den aldrig hoͤppe omkring derefter, men ſtedſe ſtille ſiddende paa torre Grene, Kornſtakke, Stene, Pale og lignende opheiede Steder, ſpeidende omkring til alle Sider efter Inſekter; ſaaſnart den bliver eet vaer, flyver den hurtigt til, fanger det ved Næbet, fortaver det og flyver da igjen paa ſin Plads, ligeſom Tornſkaderne og Flueſnapperne. Den bygger Rede li hule Træer, beffaaenbe af torre Qviſte og Straa, (amt indvendig udfocet med Fjer og Haar; deri læg- ger Hunnen fime 4— 6 glindſende hvide, uplettede Wg, hvilke den udruger afvexlende med Hannen, Da de Gamle ikke bort— ſkaffe Excrementerne, finde Ungerne i Snavpſet lige til Orerne, faa at dette udbreder en væmmelig Stank; de flyve ſnart ub ' 6 82 og blive endnu em Tidlang førfønede med Føde af Forældrene, Den yngler i Laaland, ved Sorø, i Mols (Bonnez) og paa flere Steder her i Landet. Faber (ornith. Not. Pag. 14) anforer, at den ikke ſjeldent har Rede omkring Kjobenhavn og Frederiksborg. Ved at fortere en Mængde ffadelige Inſekter og Larver, ſtifter den Nytte. Den opliver ogſaa mange ſandige, mindre venlige Gane, og Kjedet, iſcer be Unges, er ſpiſeligt. Ska⸗ delig er denne Fugl paa ingen Maade. Naar man ſtiller fig fffult paa Anſtand, i Nerheden af dens Yndlingstræer, er den mindre vanſkelig at ſtyde, end naar man ffal ſnige fig dertil; den er meget ſeilivet. 5 Pirolſlegten, Oriolus, L. Ne bet langagtigt, kegleformigt, lidet botet langs ad Ryg⸗ gen, udad noget ſammentrykt, bredere ved Roden; SOperfjaven med Rygkant og et Indſnit i Spidſen, ved Mundvigerne nogle ſtive Borſter; Næfeborene paa Siden ved Nebroden, nøgne, omvendt eegfor mige; de aabne fig paa den underſte Side af en Hud nær ved Panden. Fødderne forte, underſektſige, ſkikkede til at hoppe; Ndre- og Mellemtaagen noget ſammenvoxede ved Roden. Vingerne middelmaadige, 1fte Svingfjer fort, Aden kortere end 3die, ſom er lengſt. De leve i €ovffovene og paa andre trerige Steder, ere ufelffabeltge, undtagen om Hoſten, da de leve familieviis. De ere yderſt ſkye, og de ſom beboe kolde eller tempererede Egne, flytte om Vinteren til varmere. Deres Rede er bygget med megen Kunſt, hængende imellem tynde Grene i høie Træer. De leve af Inſekter, Bær og alle Slags Frugter, og opholde fig for ſtorſte Delen i varmere Lande. Hos os forefommer den undertiden, men [om Sjeldenhed. Guldpirolen, Oriolus galbula, L. Caracias oriolus, L.; €oracias galbula, Bechst.; Turdus oriolus, Pallas. Danfk: Bylov-Pirol. Gulddrosſel. Artsm. De underſte Vingedekfjer og Haleſpidſen ſmukt gule. Hannen hoiguul, med en fort Stribe igjennem Diet, ſamt forte Vin— ger og Hale. Hunnen og be unge Fugle: Oven ſidſkengron— ne, forneden hvidagtige mid fine ſorte Skaftſkriber; Halen olivengren. Illum. Afbildn. Tab. XIII. 83 Længde henimod 10”; Brede 18“. Omtrent af Solſor⸗ tens Storrelſe. | Denne prægtige Fugl hører, ligeſom 3Sieberen, til Sjel⸗ denhederne i den danſke Fugleverden, dog mindre i Hertug⸗ dommerne end i det egentlige Danmark, hvor jeg blot veed den ſtudt een Gang: ved Hesſelagergaard i Fyen. (Meddeelt af Godſets Eier, Hr. Dons.) Hr. Bonnez t Grenaa anmel- der den at være feet ved denne By i Juni 1848, men den blev ikke dræbt. Afdøde islandſk Kjøbmand Gudmann her i Byen, fom har efterladt fig en betydelig Samling af Fugleceg og overhovedet havde megen Sands og Interesſe for Orni— thologien, har ſagt mig, at han med. December 1843 paa Nordkyſten af Island ſage en dodfrosſen ſmuk gammel Han. Hr. Juſtitsraad Wöldike i Brunsbüttel har oftere foretruffet den i Holſteen. J Mellem- og Syd-Tydſkland er den om Sommeren. almindelig overalt, hvor der findes Skov, ifær Lovſtove og ftorre Frugthaver, der grendſe til disſe, hvor den iſer befoger Kirfebærtræerne, naar Frugten er moden. Den ankommer og reiſer bort ſamtidigt med Ellekragen. Den er em ſky, men modig og trætteffær, vild og uſtadig Fugl, der ſtedſe ſoger at unddrage fig Menneſkets Blik, ſelv om den lever i dets Nerhed; den flyver raſk fra et Sted til et andet, hopper beſtandigt omkring i de tetteſte og bate rigeſte Træfroner; har en hoi, hvislende Lokketone, der klinger ſom: „Gicek, faf, jek!“ og et ſtjcrende „Kreek“ eller „Schreck“, men dens Angeſtſkrig er et hersligt „Chrr“ eller „Querrr“. Hannen har desuden en Sang, ſom noget ligner Drosſelens, men ikke er faa melodiſk. Den lyder afvexlende: „Gidleo, — gitadidlio, — gidilio, — gidliagidlio, — gidleah!“ Tonen er ftærf og fyldig, ſom Tonerne paa et lille Orgel. J Par ringstiden hører man tillige et blødt „Hio“ og „Byhlo“. Guldpirolen ernærer fig af Inſekter, ſamt alle Slags bløde Trefrugter og Beer; men Kirſebeer ere bog dens Nndlings— ſpiſe, hvorfor den ogſaa kaldes Kirſebcerpirol. Om Foraaret er dens meſte Fode Skovinſekter og Larver. Den ſidder da paa en Green, ſom ofteſt i Trakronerne, ſjeldent frit, feer fig overalt omkring og forfølger flyvende de imellem de bladrige Grene ſpermende Inſekter. Dens Graadighed og Appetit gi— ver den beſtandigt nok at beſtille for at blive tilfredsſtillet, og dens Begjerlighed efter Kirfebær er faa ſtor, at den ofte flys ver langt efter dem; har den endelig fundet et Tree efter ſin Smag, taaler den ingen andre bevingede Mae omkring 84 fig; ja fefo Krager, Skader og Skopfkader mage vige for dens glubſke og bidſke Anfald, og denne ellers ſkye Fugl viſer fig da baade uforſigtig og dumdriſtig. Dens kunſtige Rede er 6“ hei og 3“ dyb, fammenflettet af fine Gresſtraae, Rodder, Mos, Uld m. m.; i Formen lig ner den en dyb Kurv effer Pung, og den er næften frit foc vende befæftet til Gaffelen af en Green med Uld eller Baſt. De 4 — 5 hvide Wg ere paa den butte Ende tyndt beftrøede med morfebrune Punkter og Pletter. Man fanger den i Doner, Springdoner og med Liim— pinde i Kirfebærtræerne, paa hvilke den ogſaa lettere lader fig ſkyde, end ellers. | Nytten, den ſtifter, er ved ben Mængde ffabefige Sfov- inſekter, den forterer, ſaare betydelig; dens Kjed er velſma— gende, fedeſt og bedſt i Kirſebcertiden, iſeer Ungernes. J Kir⸗ ſeboertrcerne er den forøvrigt en uvelkommen Gjeſt, da den forterer de modneſte og bedſte Ber; og Door ber ere flere af disſe Fugle, anrette de i kort Tid betydelig Skade, hvorfor de ogfaa i flere Lande, naar denne Frugt er moden, uafladeligt forfølges af Frugtforpagtere og Haveeiere. | Stærflægten, Sturnus, L. Næbet langſtrakt-kegleformigt, noget but, ſammentrykt fra oven og neden; Ryggen af Overkjæven neſten ligelsbende med Panden; dens fkarpe Kanter lidt ubftaaenbe, uden Ind⸗ ſnit i Spidſen, der er meget nedtrykt; Mundvigerne nedad— boiede; Neœſeborene ved Nebroden paa Siden, frie, ovale, for— oven halvt lukkede af en temmelig haard, hvælvet Hud; Tun⸗ gen lang, i Spidſen forſynet med fine Borſter. Fodderne temmelig (tevfe; 9)brez og Mellemtaagen ved Roden forenede med en lille Hud; Bagtagen fterf, dens Klo ſtorſt. Vin— in e middellange; iſte Svingfjer lille og ubetydelig, Aden lengſt. Denne Slægt, ſom ikke indeholder ret mange Arter, lever fornemmelig af Inſekter og Larver, og er meget vidt udbredt. De bygge i hule Træer, Muurhuller og under Huustagene; ere, ſom de fleſte af denne Familie, ſelſtabelige Fugle, hvilke om Hoſten, ſaaſnart Ungerne flyve ud, forſamle ſig i ſtore Skarer, ſom foerme omkring og efterhaanden flytte til ſydligere Lande. Vi have her kun een Art: 85 Almindelig Ster, Sturnus vulgaris, L. Danſk: Ster, Star (Nordſlesvig). Artsm. Sort, med violet, guldgron og blaa Metalglands, ovenpaa beſtreet med hvidagtige Pletter. Fjerene meget ſmalle og ſpidſe; Fjerſpidſerne hvide eller ruſtfarvede, ifær om Hoſten, om Foraaret ere Pletterne for ſtorſte Delen forſvundne. Illum. Afbildn. Tab. XII. Hunnen er mindre glindſende; Overgumpens Fjer kantede med Ruſtgraat; Maven og Undergumpen med mange hvide Pletter. Nebet mindre guult; Ungerne bruungraae, med hvid Strube og hvidagtigt, ſortegraaplettet Bryſt. å Der gives reen hvide, brogede og ruftgule Varieteter. — Leengde 8¼“, Brede 16“. Denne almindeligt bekjendte Trakfugl findes om Somme⸗ ren i de fleſte Skove, og i Byer med mange Trcer, helſt hvor der er Band i Nærheden; derfor iſer i Soſtederne. Efter 9)mgletiben feer man dem i ſtore Skarer paa afmeiede Enge, Marker og Qvegoverdrev, ſamt ved Aaer, Damme og Søer, hvor ber vorer Kør, hvori de faa gjerne overnatte, at de endog flyve hele Mile derefter. Hos os og i det evrige nordlige Europa er Stæren Trekfuglz men i det ſydlige Europa forbliver den hele Aaret. J Begyndelſen af Marts, i milde Vintere endog undertiden i Februar, indfinder den ſig her i Danmark, ſaa at denne upaalidelige Foraarsbebuder ved ſtreng Foraarsfroſt og Eftervinter ofte lider megen Kulde og Hunger, at den maa ſoge fin Føde ved aabne Kilder, Beke og Strandbredder, endog ved Mogdynger; de mage da fege Beſkyttelſe imod det rage Veirligt under Huustage, i Dueſlag, hule Træer oſv., og dog doe mange af Hunger og Kulde. | J Aaret 1837 anfom den til Helfingøer den 13. Marts (Steenberg). 1847 bemerrkedes den ved Veile forſt den 14. Marts; 1849 " %CCCCCVVVVVVVVVVVCC 0, Marts: J October begynder den at forlade os, bog forblive endeel til November, endog til December; ja man har endog feet Gas rer overvintre her i Landet, dog kun i milde Vintere; Fa⸗ ber (ornith. Not. Pag. 22) beretter, at have feet tvende ſidde ſammen paa et Bondehuus den 18. Decbr. 1823, og at be ſamme Aar opholdt fig paa Endelave hele Vinteren; Hr. Her⸗ redsfoged Gad i Sæby har meddeelt mig, at den der i Ja⸗ nuar 1847 forekom i Flokke ved Strandbredden. 86 Storen er af Naturen meget ſelſkabelig, jaa at den ei blot i Strog- og Traktiden lever flokkeviis, men ogſaa t For⸗ plantningstiden, da de ofte bygge og ruge ved Siden af hver— andre under Huustage eller i hule Træer. De noies et eme gang med Selſkab af deres egne Lige, men i Traktiden feer man dem ofte ſkareviis iblandt Krager og Alliker, og om For⸗ aaret iblandt Drosler, Viber pio. De ere liſtige, muntre, liv— lige og urolige; drikke meget, bade ſig ofte og de ſidde derfor om Hoſten gjerne om Natten i Rør, for at udhvile fig fra Dagveerket i Bandets kjolige Uddunſtninger, Door de lade de— res larmende Qviddren høre, ofte langt ud van Natten. Som de øvrige Arter af Kragefamilien, kan den lære at efterſige Ord, og Den lærer fig ſelv at efterligne andre Dyrs Stemme og Sang, (amt at hvisle Melodier; thi dens naturlige Sang beftaaer af allehaande beſynderlige, ſurrende, hvislende Toner. Inſekter, Larver, Pupper, Snegle, i Nodsfald adſtillige Slags Frs og Korn, ubgjere deres Fode; dog nyde de ogſaa Kirſebeer, Hyldebeer, iier Morbeer og flere Slags Ber. J Skove og Byer yngle be i hule Træer, men i Byerne ogſaa i Taarne, Muurhuller, under Huustage eller i egne, dertil ophængte Kasſer (de ſaakaldte Sterkasſer) og Leerkar med ſnevre Huller. Reden, der ſaaledes altid findes i en enten naturlig eller kunſtig Hule, beffaaer af tert Lov, Straa, Uld, Haar og Fjer, hvoraf de berede ſig et ukunſtlet, men blødt Leie for Wg og Unger. De benytte en og ſamme Aab— ning Aar for Aar, ofte 2 Gange i eet Aar til Üdklakning, og legge 4— 7 kleg ſpanſkgronfarvede g, hvilke Han og Hun afverlende udruge i 14 Dage. | Bed ſin Næring hører Stæren til be nyttigſte Fugle, og Ungerne ere en behagelig, velſmagende Spiſe. De oplive til— lige Egnen, hvor de opholde ſig, ved deres Munterhed og Sang. ' Stærdrosfelflægten, Gracula, Core. Pastor, Temm.; Merula, Aldrov. 9tebet langſtrakt⸗kegleformigt, lidet boiet; Gabet bredt, fløftet ind under S2inene med nedadbeiede Mundviger; Næfe- borene ægrunde, ved Panden tildeels bebeffebe af en med Fjer beſat Hud. f Fodderne omtrent fom Sterens; Fodroden længere end Mellemtaaen, ber er ſammenvoxet med Ydretaaen ved Roden; Kloerne fterft krummede, ſpidſe; Bagkloen ſtorſt. 87 Bingerne middelmaadige, ſpidſe, med ftevfe Svingere, hvoraf 2ben og 3bíe ere fængft; Halen temmelig fort. Sterdroslerne henregnedes tidligere ſnart til Droslerne, ſnart til Stærene; dog ubgjore de bedſt en egen Slægt, da de have ſaameget Eiendommeligt i Bygning og Levemaade. J den ſidſte ligne be Sterene, vandre ſom disſe i ſtore Skarer, holde fig ogſaa, naar de fkilles fra deres Lige, til dem; folge Oveghjordene og førtære fornemmelig Dyr, fem plage Qvce⸗ get. De yngle ( hule Tracer, gamle Mure og Klipperevner; lægge 5—6 Aeg, og ere i Henſeende til Kjonnet lidet fore ſtjellige i Udſeende. i Roſenfarvet Stærdrosfel, Graeula rosea, Cuv. Turdus roseus, L.; Sturnus roseus, Pall.; Pastor roseus, Temm.; Me- rula rosea, Aldrov. Danſk: Roſendrosſel. Artsm. Roſenrod; Hovedet med dets Fjertop, Vinger og Hale forte. Illum. Afbildn. Tab. LIV. (Suplementtavle.) Længde 8 ½“. | Hunnen har en fortere Top paa Hovedet og en mindre livlig, i bet Brune faldende Farve; Ungerne iſabelbrune, ne— denunder graabrune med graabruunt Underliv; intet Spor til Top. i Dens egentlige Hjem er Afrika og Sydaſien, hvorfra ben regelmæsfigt træffer over bet ſydlige Rusland, Ungarn, Nedre— italien og Sydfpanien; berfra have Enfelte forvildet fig til Tydſkland, England pfo. Her i Danmark vides Den blot eem Gang bemeerket. Hr. Cand. jur. Bonnez faae den nemlig ſelb i Benzons Skov ved Greenaa*). Da den ogſaa er fore⸗ kommet t Skaane (Nilsſon ſkandinaviſk Fauna 1. Bd. 159) og Hr. Bonnez' Autoritet desuden er fuldkommen paalidelig, tager jeg ikke i Betenkning, her at anføre bem. | Den følger Oveghjordene, loffer: „Tak, tak“ og fætter fig paa Dyrenes Ryg for at fange Carver og Inſekter, efter hvilke den gjennemſoger Gjodningen; fortærer ogſaa Gras hopper og Beer; opholder ſig meeſt paa Jorden, leber ſom Stærene og med disſe, og lægger 4 — 6 gronagtige, rodbrunt og gronplettede Ag. i — *) Ved Correkturlœsnängen heraf tilmelder han mig, at ben ffal være ffubt ved Herlufmagle i Sjælland. 88 Noddekrigeſlegten, Caryocatactes, 6'esn. Næbet længere end Hovedet, lige, næften rundt, langs ſtrakt⸗kegleformigt, udlobende i en but Spids; Overfjæven, ber er lengſt, favner Rygkant; Underkjoven indvendig forſynet med en langsgaaende Knold; Næfeborene ved Nebroden, runde, aabne, dekkede af fremliggende ſtive Pandefſer. Ben ene bez væbnede med ſtore, meget krumme Kloer; Bagtaagen paafal⸗ dende ſtor; Fodroden længere end Mellemtaaen. Vingerne: 15 N rs middelmaadig, Aden lengere end Sbe, Ade engtt. : ! | Almindelig Noddekrige, Caryocataetes guttatus, Miss. Corvus Caryocatactes, L.; Nucifraga Caryocatactes, Briss. Danſk: Noddekrige, Pletfugl. Artsm. Hovedfarven morkebruun, med draabeformige hvide Pletter; Vingerne forte; Halen ligeledes med hvid Spids og hvide Underdeekſjer. Illum. Afbildn. Tab. XII. Længde 14“; Brede 23—24“. Hunnens brune Farve falder mere i bet Rodlige og har ſtorre Pletter; Ungerne ligne de Gamle. | Man fjender adſkillige Varieteter, f. Cr. reenhvide, bros gede og rødbrune. Denne Fugl, fom er temmelig hyppig i Sverrig og Norge, i hvis nordligſte Gane den yngler, befoger os kun nu og da paa ſine Vinterſtreiferier fra Skaane. Saaledes fanges den næften hvert Aar hyppigere eller ſjeldnere, fer i Sjælland. J Marts 1844 fif jeg den i Haven ved Snoghøi; Hofjæger- meſter Teilmann ffob den ſamme Aar den 14de Oetbr. ved Kjorup i Fyen; afdøde Proprietair Lange paa Sſtedgaard ved Fredericia har oftere fanget den i Kramsfugledoner. Ef- ter E. Hage forekommer den paa Møen; han havde 2 Stkr., fangede i Doner i Slutningen af September 1844 ved Liſe⸗ lund, hvor de ſkulle have opholdt fig hele Sommeren. Fa— ber anfører i fine ornithologiſke Notitſer Pag. 14, at den undertiden ffydes i Sommermaanederne her i Sjælland og at den i Foraaret 1822 var uſedvanlig talrig paa denne Øe; hvor ben ogſaa i SOctbr. 1844 indfandt fig i Mængde (Bol⸗ ling); og efter Hr. Juſtitsraad Wöldikes Angivelſe findes den i Holſteen. Apotheker Steenberg anmelder den ſom ffubt ved Helſingser, og ved Esrum ben 23de Septbr. 1844. 89 Undertiden forefommer ben i Grenaa-Egnen i October Maa⸗ ned, hvor den dog ikke har vüſt fig be ſidſte 5 Aar (Bon⸗ nez.) J Aarene 1815 og 1821 var den efter Boje tem⸗ melig hyppig i Hertugdømmerne. Om Sommeren beboer den helſt tette Skove og om $e ſten ſtreifer den omkring i Selſkaber af 7—8 Stkr., hvor der ere Ege, Boge og Hasſeler, hvis Frugter, ifær Hasſelnodder, ere den en kjcer Føde; dog griber og forterer den. tillige ſyge Fugle og Fugleunger. Den udmeerker fig fremfor de fleſte andre Fugle ved en dum Fortrolighed til Menneſker, ifær hvor den yngler; paa Streiferier er den noget forſigtigere. Dens Stemme ligner Spettens og dens Flugt Cfovffabens. 3 fit elaftiffe Svælg gjemmer den bet Overflodige fra Maaltidet, for enten at fortere det paa et beleiligere Sted eller for at oy» bevare bet for Fremtiden i et Smuthul, en Traſpalte eller under det torre Lov. Hasſelnodderne tager den imellem Kloerne og hakker paa den brede Ende Hul i Skallen, for ſaaledes at komme til Kjernen; den er derved faa flittig og ſtille, at man ofte for hører den fnæffe Nødder, end man feer den. Den ſamler i Almindelighed ſaamange Nødder, Svælget kan rumme, flyver hen dermed paa et beqvemt Sted, hvor den ſpyer den ene ub og aabner den effer den anden. Dens utrolige Appe— tit giver den altid fuldtop at beſtille med at ſamle Fode. Om Sommeren beſtager denne meeſt i Inſekter og Larver, fom den opíoger paa Zræernes Bark. J tette Bjergſkove bygger den Rede i hule Træer, og lægger 5—6 ſmudſig-guulbrune g med ſmaa ruſtfarvede og morkebrune Pletter og Punkter. Den er let at ffpbe, og fanges desuden undertiden i Krams⸗ fugledonerne. Kjodet er ſpiſeligt, om juſt ikke lekkert, og ved at udrydde en Mængde. ffadelige Skovinſekter er Noddekrigen desuden en nyttig Fugl; men den er ogſaa ſkadelig, mindre ved at forteere Nodder, Agern og Bog paa ſelve Træerne, end ved at op⸗ hakke og ede disſe Slags Træfrø i Froſkolerne, hvorved Forſt⸗ mandens Moie og Flid offe ere forgjeves. | Krvageflægten, Corvus, Briss. Næbet tyft, haardt og fterft, ved Roden lige, udad ſammentrykt og noget nedadboiet; Overkjcven har ofteſt et tandformigt Udſnit i Spidſen; Nabſommen noget bueformig, 90 boiet efter hele fin Længde; Neſeborene rundagtige, med fremad⸗ liggende borſtedannede Fjer. Benene: Gangfodder; Fodroden kun lidet længere end Mellemtagen. Vingerne lange eller middelmaadige, 1ſte Svingfjer af Middellcengde, 2den længere, Zdie endnu længere, 4de og dte lengſt. Arterne af denne Slægt have en ffarp Lugt og ſamtlige den beſynderlige Inſtinkt: at ſamle og gjemme glindſende, dem ganſte unyttige Ting. De ere med Undtagelſe af Ravnen mee get ſelſkabelige Fugle, der næften til alle Aarstider leve i ſtore Flokke, og fefo i Forplantningstiden yngle nogle coloniviis. De beboe fornemmelig Skove, hvor de fleſte yngle og om Vinteren overnatte i ſtore Selſkaber. Men for Nerringens Skyld ope holde de ſig overalt paa Marker, ved Strandbredder og i Byerne; nogle yngle endog i de ſidſte. De ere liſtige og lær- villige Fugle, ber tildeels endog kunne lære at udſige Ord. De⸗ res Gang er vaklende, men ſtolt, og de hoppe og flyve med Feerdighed. Neringen hente de baade af Dyr- og Planteriget: ere altſaa i egentlig Forſtand Altcedende (Omnivores); de æde Kjod, Inſekter, Orme, Lopfrugter og alle Slags Ber, Frø og Korn, de fleſte ogſaa Aadſel. De bruge næften alle at gjemme det Overflodige til et andet Maaltid. Kjonnene ere ze -Då Ungerne fane allerede det forſte Aar den beſtandige ragt. : 1. Ravnen, Corvus corax, I. Artsm. Kulſort med Purpurglands; Halen kileformigt, ſterkt afrun— : det, faa at dens Gibefjer ere kortere end de ſammenlagte Vinger; bet ftarfe, høie Næb er af lige Længde med Fod⸗ roden. Illum. Afbildn. Tab. XI. Leengde 24“, Brede 50“. Hunnen, der er lidt mindre end Hannen, har neppe ſaa ftevf en Metalglands. : Der gives hvide eller guulagtighvide, guulbrune og hvidplettede Varieteter; den ſidſte paa Færøerne (Cor- vus leucophæus, Vieillot). Uagtet Ravnen ingenlunde kan kaldes ſjelden her i Dan⸗ mark, er den dog langt fra at være hyppig, og der gives Egne, hvor den blot undertiden lader ſig ſee. Om Sommeren bortfjerner den fig aldrig ret langt fra fit Opholdsſted, hvor— til ben gjerne vælger Skove, ber afverle med Mark, Eng og Vandpartier; men om Hoſten og hele Vinteren igjennem ſtrei⸗ fer den vidt omkring, offe parvüs, idet den alligevel mod Aften 91 føger en ſtorre Skov, hvor den holder Nattero i et høit Træ. Med Roofuglene fører den beſtandigt Krig, og med Kragerne ſtager den ei heller paa nogen venffabelig Fod. Den er en meget ffo og klog, men tillige trættefjær og bib(f Fugl; ſnu og forſigtig lader den fig ſſeldent komme paa Skud. Deng Flugt er hoi og ſtjon, ofte ſkrueformig ſeilende. Det febeauftafie Skrig, den lader høre, er „krak, krak“ eller „kruk, kruk“; i Parringstiden: „klong, klong“. Som bekjendt ftræler den alle Slags glindſende Ting; deraf Ordſproget: „at ſtjcele ſom en Ravn”. Den opnaaer en hoi Alder; man fore ſikkrer, efter de Jagttagelſer, man har gjort med tæmmede In⸗ divider: over hundrede Aar. ; Ravnen er, uden at høre til be egentlige Ropfugle, yderſt rovgjerrig, og tager meeft fin Næring af Dyrriget. Ofte faz ger den unge Duer, Kyllinger og Ender, faafnart be ubevog⸗ fede fjerne fig noget fra Huſene, ſamt andre vilde og tamme Fugleunger og alle Slags Fuglecceg. Unge Harer, Lam, Muldvarpe, Muus og Rotter blive ofte dens Rov. Ved Strandbredderne ſamler den Muslinger, Soſtjerner, døde Fiſke oſv., ſom den ſjeldnere fortærer paa ſelve Stedet end paa det neermeſte høie Punkt. Paa Agre og Enge opſoger den Olden- borrelarver, Regnorme, Grasshopper og andre ſtorre Inſekter. J Nodsfald eder den ogſaa alle Slags haard og grøn Sed, endog Heſteſkarn; men dens Yndlingsſpiſe er Aadsler af dode Dyr, hvilke den ved fin fine Lugt opdager, endog i en Müls Aſſtand, og den forſmager dem ikke, om de ogſaa fuldkomment ere gagede i Forraadnelſe. Sidſt i Februar eller forſt i Marts, efter Veirligets Be⸗ ffaffenbeb, begynder Ravnen at ubbebre eller bygge ftm Rede, fom findes i Skove paa de hoieſte, vanfkeligſt tilgjeengelige Trectoppe, og ſom den, uforſtyrret, afbenytter det ene Aar ef⸗ ter det andet. Den er bygget af torre Qviſte og Grene, ſamt ubforet med Jord, Leer, Mos, Haar og Berſter, og herpaa "s [egger Hunnen fine 4— 5 gronagtige, bruun- og graaplettede Aeg, (om den ubruger afoerfenbe med Hannen. Den yngler i mange af vore Skove. i | Dens Jagt fætter Icegerens Taalmodighed paa Prøve, thi Ravnen er en af de ſtyeſte og liſtigſte Fugle, der ved fin fine Lugt, længe for den er paa Skudhold, opdager ſin ſtjulte Fjende; derfor er det endogſaa fom ofteſt frugtesloſt at aflure den ved Reden og ved Aadsler; ved Kragehytten er den lige⸗ faa vaerſom. — Dens Nytte og Skade fees af dens Nering. 92 2. Sort Krage, Corvus corone, L. Danfk: Holſteenſt frage, Rapnekrage. Artsm. Hele Fuglen fort; Næbbet af lige Længde med Mellemtaagen, kortere end Fodroden; Halen kun lidet afrundet, dens Side— fier langere end de ſammenlagte Vinger. Ill. Afbildn. Tab. XI. (under det urigtige Navn „Blaa⸗ raage“, fom tilkommer Kornkragen [C. krugilegus ]). ; Længde 18!/^", Brede 36'/5^"; af Graakragens Stor⸗ relſe. Hunnen er lidt mindre end Hannen og har iffe faa glind⸗ ſende Fjer; be unge Fugle have næften aldeles ingen Glands. Der gives hvide og brogede Varieteter, og en mindre, der kun er libet ſtorre end Alliken. Med den folgende Art, Graakragen, avler den Baſtarder af blandet Udſeende; en ſaa⸗ dan ſked jeg ved Thyrsbæf 1847 i November ). Adſfkillige Ornithologer have antaget den for en blot Artsforandring af ſidſtnoevnte. r J det egentlige Danmark er denne Krageart ſjelden; men i Hertugdommerne, tfær i Holſteen, er den mere hyppig, og i det ſydlige Europa almindelig. Den ynder baffebe Skovegne, opholder fig helſt i Udkanten af Skovene, hvor disſe grendſe til den frie Mark, og er deels Stand-, deels Strogfugl. Om Efteraaret forſamle de fig i ftore Selſkaber med Alliker og be almindelige graae Krager; men med ínbtrebenbe haard Vin— ter vandre be gjerne ſydligere og vende ferff tilbage med mil— dere Veirligt i Februar eller Marts. Denne Krages Blik ve ber Klogſkab og Lift; den er en meget ffo og forſigtig Fugl, der med Lethed udſpeider, hvad der kan tjene eller ſkade den. Deng Stemme er liig Graakragens: et botere „Kreh“ og ,Sr&eb" og et dybt „Grab“. Den ſtjuler glindſende Ting, ligeſom Ravnen og de fleſte andre Slegtninge. Larver, Inſekter, Markmuus, Wg, Fugleunger, Fro, Korn, Frugter, Ber og Aadſel m. m. er dens Føde. J &reerneó Grene bygger den Rede af lignende Mate— rialier ſom Ravnen, men aldrig mere end eet Par i et og ſamme Træ. I denne faſte Rede, fom man neppe kan ffpbe igjennem, endog med ſtore Hagl, lægger Hunnen fædvanligt 4, ) J en Skov ved Hoibygaard, 1 Miil fra Rødby, faae Hr. Cand, Dahl 1846 og 47 en Corv. corone parret med en C. cornix; Baſtard⸗ ungerne vare tegnede ſom hos Naumann. 93 ſjeldent 5 lyſegronagtige, graae, morkolivenbruunt ſtenkede og plettede Ag; undertiden yngle de 2 Gange i ect Aar. Me⸗ dens Ungerne opfodes, ere de Gamle meeſt roygjerige og alt ungt Fjerkreatur har i dem en ſlem Forfolger. Saa ffp og forſigtig fom Ravnen er den juſt ikke, men dog klog nok til at abjfille Icegeren fra den ubevæbnede Van⸗ drer, for paa enhver Maade at undvige ham. Man maa derfor ufeet lifte fig til at komme den paa Skud. Ved Krage— hytten og paa Aadsler erholder man den letteſt. Bed at bortfange mange Muus og en ſtor Mengde (faz delige Inſektlarver, er den til betydelig Nytte, Ved fin Be— gicerlighed efter Gg og unge Fugle bliver den derimod ſkade⸗ lig, men Nytten er dog viſtnok overveiende. ! 3. Graa Krage, Corvus cornix, L. Artsm. Hoved, Strube, Vinger og Hale forte, forøvrigt a(fegraa. Illum. Afbildn. Tab. XI. (Almindelig Krage.) Længde 18 ½“, Brede 36 ½“. Hunnen noget mindre end Hannen; Ungerne ſmudſig aſkegraae. Ogſaa af denne Art gives der hvide, hvidplettede og graahovede Varieteter; hvorimod de Individer, der have mindre Graat og mere Sort end ſedvanligt, mage anſees for Baſtarder af den imellem den forte Krage og Graakragen un- dertiden ſtedfindende Parring; man har dem ogſaa ganffe forte, blot med ubetydeligt gjennemſkinnende Graat ved Halsroden. Graakragen, der er den hertillands almindeligſte Art af denne Slægt, tilhører egentlig den nordlige tempererede, ti deels den kolde Zone. De ere Strogfugle, i vide Hen- ſeender ogſaa Trekfugle, tbt de, der yngle i det nordlige Europa vandre om Vinteren til det ſydlige, hvorimod de, der ere ubrugebe her i Landet, ſeedvanligen ogſaa blive og ſtreife omkring hele Vinteren igjennem, ſogende Nering, hvor den findes. Om Efteraaret ſees den meeſt paa Marker og ved Strandbredder; efterhaanden ſom Kulden tiltager og Froſten indfinder fig, nærme de fig ogſaa beboede Steder, og ſaaſnart den forſte Snee falder, opholde de ſig gjerne i og ved Byerne, ja komme endog ned i Gaardene. Da ere disſe ellers jaa ſtye Fugle næften faa. tamme ſom Duer og Spurve. Deres liſtige Blik forraader den Klogſkab, [om fremlyſer af hele deres Ferd. De ere ligeſaa ſkye fom de forte Krager, 94 holde fig gjerne i Selffab med dem, undertiden ogſaa med Kornkrager (Blaaraager), men iſcer med Alliker. Naar Graa⸗ kragerne og Allikerne om Vinteren ville begive ſig til Natte⸗ qvarteer i Skovene, forſamle de fig i ftore Skarer fra en viid Omegn, fotuge fig frem og tilbage over det Sted, Door de ville nedlade ſig, for ligeſom at recognoſcere Egnen; forſt med det frembrydende Merke kaſte de ſig omſider med Pilens Fart neſten fodret eller i ſtore Buer ned i Trekkronerne, Door ved de frembringe en Suſen, ſom af et frembrydende Torden⸗ veir. Om Morgenen ere de ligeſaa tidligt paafcerde, fom de gage ſildigt til Hvile om Aftenen. Deres ſkarpe Syn og fine tuat gjør dem det let at opdage deres Fode. Ved overflodig Næring, f. Ex. ved et Aadſel, feer man dem ſpogende og ly— ſtige: de kives ofte, men aldrig alvorligt, dandſe og ſpringe, vælte fig i Sneen, lægge fig paa Ryggen og udpresſe, under de meeſt comiſte Poſiturer og tilſyneladende med megen Ans ſtrengelſe, beſynderlige, neppe borbare Lyde. Deres hele Levemaade, Flugt, Stemme, Formering, oſv. ſtemmer ganffe overeens med hvad der er anført i Beſkrivelſen over den dem nermeſt beffægtede førte Krage. Man fanger bem let om Vinteren med Angle- eller Mede⸗ kroge, hvorpaa fættes et Stykke Kjod af den Storrelſe, at en Krage kan nedſluge det. J Rotteſaxe, med et Stykke Kjod til Lokkemad, fanges de uden Vanfkelighed, naar blot Saxen be— deekkes. Med ſmaa Sthykker Kjod, der ere beſtroede med ſtodt Nux vomica, kan man forgive dem. Man kan komme ſmaa Stykker Kjod i Papirstutter (Kremmerhuſe), beſtryge disſes øverfte indvendige Rand med Fugleliim og nedſtikke disſe € Sneen; Tutterne klebe faſt paa Hovederne af Kragerne, der ville ſnappe Kjodet, forhindre dem i at fee, og man kan da gribe bem. Vil man ſkyde dem, maa man ikke gage lige los paa dem, men lade, fom om man vilde gage dem forbi, og ikke fee efter dem, blot ſlentre afſted, fom bemeerkede man dem flet ikke. Den bedſte Maade, at ſkyde Krager i Mengde, er ved Kragehytten. Nytte og Skade: ſom foregagende. 4. Kornkrage, Corvus frugilegus, L. Danſt: Blaaraage, Kornkrage. Artsm. Sort, med blaat og violet Skjer; Nabet længere, eller lige faa langt fom Fodroden; Mellemtagen kun lidet kortere end denne; Vingerne lange; Halen ſteerkt afrundet, . ^ Slum, Afbildn. Tab. XI. 95 Længde 18”, Brede indtil 35“. Gammel Fugl: Egnen omkring Neſeborene og Neebroden bedeekket med en hvidagtig, nøgen Hud, hvori hiſt og her viſe ſig qvalte Rodſpirer af Fjer. Ung Fugl: Nebroden bedæffet med Fjer og Neeſeborene med teetſluttede Borſtefjer. Hunnen lidt mindre og neppe ſaa glindſende ſom Hannen. Der gives hvide, hvidplettede og brune Varieteter. Denne Art er mere fmæffer og ſpinkel end Sortkragen; den har et længere, tyndere, ſpidſere Neeb, ſom er lidet buet i hele fin Længde, dog mindſt i Spidſen. Den er en Trek⸗ fugl, der overvintrer i mildere Egne af Europa. J October og November forlader den os i ſtore Skarer; kommer tilbage efter Veirligets Beſkaffenhed ſidſt i Februar eller i Begyndelſen af Marts, dog forblive undertiden enkelte her hele Vinteren igjennem. Deng Yndlingsopholdsſted er flade Marker, hvor man træffer den næften beſtandigt, ifær hvor der findes Skovlunde og enkeltſtaaende Træer. J Henſeende til dens Gang, Flugt, Driften til at ſkjule glindſende Ting og andre Egenſkaber, har Kornkragen vel megen Lighed med begge de foregaaenbe, men den har mindre Mod og mere naturligt Pflegma; det maa vel ogſaa være dens Frygtſomhed, der beſtemmer den til, ſtedſe og til alle Aarstider at leve ſammen i ſtore Selſkaber, for ſaa⸗ ledes forenede tidligere at opdage og kraftigere at mode den truende Fare. Med Alliker forliges den meget godt, hvorimod den beſtandigt ligger i Strid med Ravne og Graakrager. Deng Stemme er et dybt, belt Krah eller Krogh,, imellem: „Kirr, — Kurr, — Kroia“. Dens fortrinligſte Næring og ſeedvanligſte Spiſe er Regn⸗ orme, Inſektlarver, Inſekter og nogne Snegle, hvorfor den ogſaa gjerne følger Ploven, eller den med Nebet borer Huller i Jorden for at fage dem, og denne Boring er Grunden til at de Gamle have en nøgen Neebrod. Den forterer ogſaa Markmuus, Graeesrodder og alle Slags Korn, hvoraf Nav— net: „Kornkrage“, iſeer Havre og Hvede, endnu hellere bet ſpirede Frø af be forſtjellige Kornarter og Belgfrugter; lige— 0 adſtillige Slags Bær, ſom Kirfebær, Brombeer og Ron⸗ Reher, å Saafnart be om Foraaret vende tilbage fra deres Vin⸗ terqparteer, opſoge be Gamle fivar deres forrige Rede og de Unge hygge fig en ny. De bygge i høie Træer i Üdkanten 96 af ſtorre Skove eller i Lunde, f. Ex. i Bygholms Skov ved Veile, ved Lethraborg, i Skovene paa Langeland og i flere Egne hiſt og her i de danſke Provindſer, f. Ex. i Grenaa⸗ Egnen (Bonnez). J Fabers Tid ynglede den i Sjælland ved Frederiksborg og Gaunse, i Fyen ved Faaborg, i Hol— ſteen ved Ploen, hvor han fefo havde truffet dens Reder Cor- nithol. Not. Pag. 13). Paa et og ſamme Tre findes ofte et (tort Antal Reder; ikke ſjeldent tæt ved hverandre. Under⸗ laget af Reden er Riis og Qviſte, derpaa Jord, Mos, Haar og Uld. Aesggene, 4 — 5 ! TTallet, ere lidet ſorſtjellige fra Graakragens; de ere mere langagtige og af lyſere Grundfarve. Have de forſt gjort Holdt et Sted og ynglet der i nogle Aar, faa lade de fig ikke faa let bortſtreemme, hverken ved Bort tagelſen af deres Reder, eller ved at ffpbe Ungerne, De yngle altid i Selſkab, ofte i talrige Colonier, og naar 9Gggene d Ungerne ikke beroves dem, ſcedvanligt kun een Gang om aret. . Den Nytte, be ſtifte ved at udrydde en ſtor Mængde Murfmuus, Snegle, ſkadelige Inſekter og Larver opveier rígez lig den Skade, de anrette ved at fortcere Korn og Frugter, Alligevel gjore de ſig hos Menneſker, der boe i Nerheden af deres Colonie, bet forhadte ved det uophorlige Skrig, der ledſager alle deres Bevægelfer, og da de tillige, hvor de yngle i betydelig Mængde, beſkadige og ødelægge Træerne; hvorfor man ogſaa baade forſtyrrer Rederne, og naar Ungerne ere komne ſaavidt, at de kunne forlade disſe, uden dog at flyve videre bort, anſtilles der ofte morderiſke Jagtfeſte til deres fuldkomne Nederlag. ' For omtrent 15 Aar ſiden nedſatte en Colonie fig i em Skov i Sundeved i det Slesvigſke, hvorfra den blev fordre— ven til den ſaakaldte „Tykſkov“ ved Varnis Strand ved Apen— rade Fjord. Her formerede be fig i utrolig Grad, trak ſtedſe flere til fig og udgjorde tilſidſt, formedelſt deres Mængde, Eg⸗ nens Landeplage. Man faae ofte 70 — 80 Reder i eet Træ; Sceden aabe de op paa Markerne og Trckernes Toppe afbrak⸗ kede de til Reden, ſaa at den ſmukke Skov truedes med Ruin. Man ſogte ved Piſtolſkud, Sb, Stoien og Carm at forjage dem, men forgjæves, indtil Stedets Degn (Hr. Gammel— gaard, Meddeleren heraf) i Sommeren 1846 tilraadede Be⸗ boerne at lade en Kanon tordne for dem. Dennes Dron, et heelt Døgn igjennem, ryſtede deres luftige Boliger ſaaledes, at de toge Flugten og lode Wg og Unger i Stikken. 97 5. Allike, Corvus monedula, L. Danſk: Kaa, Allike. Artsm. Hatten, Vingerne, Nyggen og Halen forte; Underlivet fortes graat, Nakken og Tindingerne hvidgraae. Illum. Afbildn. Tab. XI. Leengde 13 ½ “, Brede 28“. Hunnen adſkiller ſig fra Hannen ved Fjerenes mattere Glands, ſamt mindre og morkere Graat i Nakken. Man kjen⸗ der hvidplettede, reenhvide og hvid gule Varieteter. Hr. Apotheker Steenberg har meddeelt mig, at en hvid Varietet og Een med Korsnab ere ſtudte ved Helſingoer, og jeg har havt en neſten ganſke fort Allike fra Færøerne at ubftoppe for m J bet Kongelige Muſeum findes ogſaa em reen hvid art, N Alliken er en almindelig bekjendt indenlandſk Fugl, der blot i de ſtreengeſte Vintere forlader os i November og vender tilbage med Kornkragerne. Den opholder ſig ved mange af vore Kirker, Slotte, Ruiner og andre ſtore Bygninger i Stæs derne; undertiden ogſaa i Skove, Door der gives hule Træer, ſedvanligen i ſtorre eller mindre Colonier. Om Dagen leire de fig paa Enge og Agre i ſtore Skarer, og gjennemſtreife ſaa— ledes Markerne; Natten tilbringe de paa beie Bygninger og Træer, Udenfor Yngletiden ſtreife be helſt omkring i Selſtab med Kornkrager og Graakrager. Den er en ſnu, urolig og ffo Fugl, der er livligere og hurtigere end fine Sleegtninge, me» hvilke den har den under— lige Inſtinkt tilfælles, at opſamle og gjemme glindſende Ting. Dens Stemme er et noget klagende „Jah, jah“, eller „Jeck“ og „Krigceh“, hvorved den endog i det Fjerne let adſkiues fra de andre Krager. Inſecter, deres Pupper og Larver, ſamt Regnorme, uds . gjøre Allikens veſentligſte Fode. Den følger derfor Ploven, ligeſom forrige Art, og fætter ſig endoz paa Nyggen af Faar og Sviin for at opſoge Inſecter, dog tager den ogſaa Sed, Fugleceg, Ber og andre Havefrugter, og om Vinteren for— tærer den Gjodning og Aadſel. | S gamle Taarne, Kirker og andre (torre Bygninger, ife i Steder (ſtundom i hule Træer) bygger den Rede, fom ofteſt flere ved Siden af hverandre, f. Ex. paa Fredensborg, paa Kirker i Kjøbenhavn, Aarhuus Domkirke, St. Knuds Kirke i Odenſe, Kolding Slotsruin, paa Falſter ved 0 i $8 Flensborg paa ftore Hufe ofo. Reden, fom amlægges i Marts, naar Foraarsveirligt faa tidligt indtræffer, har et ubetydeligt Underlag af Qviſte og Straa, Hø, Haar og Fjer, og berpaa legger Hunnen i April 4— 5, ſjeldent 6 bleg blaagronne 969, med ſortebrune og aſkegraae Setter, fom udruges af begge Kjen i 18 — 20 Dage. Paa Anglepladſen er der beſtandig Strid imellem dem, forſt om Redehullerne, faa om Redemate⸗ rialierne, og man ſeer dem ſaaledes ofte i de meeſt haardnak⸗ kede Kampe. Hvor mange boe ſammen, oplofte de ideligt et forfærdeligt Skrig, fom dog ikke er faa ffjærende ubehageligt fom. &ornfragens. De Unges Kjed er velſmagende. Ved deres Næring ere de til ſtor Nytte; be fortere ogſaa de ſkadelige Markmuus. Man kommer bem lettere paa Skud end Kragerne, ifær paa Aadsler og paa Yngleſtederne. Skadeſlegten, Picea, Briss. Corvus, L. .. 9tebet ſom bos Kragerne, dog med mere bueformigt SOvernab. Fodderne, ere noget hoiere. Halen er lang og paa Siderne trappeformig. Vingerne noget korte og af⸗ rundede. Skaderne ere muntrere og bevegeligere end Kragerne; de udmerte fig ved deres lange Hale, deres bløde Fjer, fortere Binger og deres, ved ftærfe Vingeflag bevirkede Flugt, der er lav, ujevn og mindre udholdende. De (væve ikke, men ftyrte fig ofte ned i neſten lodret Retning, De gaae eller hoppe, n Nering tilfælles med Kragerne, og bygge hos os en bae nnen nig Rede. De kunne lere at udtale Ord. 1 Gfabe, Pica varia, Gesn. Corvus Pica, L. Aten. Sort, med blaat, grønt og carmoiſinrodt Skjcer; Skuldrene, Underbrpß et og Bugen hvide; Halen lang, fra Midten grad⸗ viis aftagende, ſaaledes at kun 2 Styrere have deres fulde Længde. Illum. Afbildn. Tab. XII. Længde 17“, Brede 21— 22“; Halen 8—9 de korteſte Styrere 5“. Bun BOEL gives reen boite, affegraae og hvide, og brogede Bas rieteter. Hr. Greve, Ritmeſter S. Raben (ſom eier en Sam⸗ ling af tildeels ſjeldnere europeeifke Fugle og er en god Fugle⸗ kjender) er i Beſiddelſe af en levende hvid Skade, fanget her i 99 Sjcelland. I bet faf. Muſeum findes em hvid- og em bruun⸗ broget og blandt de Endrupholmſke Fuglemalerier en reenhvid Varietet. Hunnen er prydet med ſamme Farver, dog med mindre Glands; den har kortere Hale og det Sorte paa Underhalſen gaaer ikke faa langt ned paa bet hvide Bryſt, fom hos Hannen. En Standfugl, der i de ſidſte 30 — 40 Aar, formedelſt Huusmaarens Üdbredelſe og frærfe Formering, bliver mere og mere ſjelden her i Landet, idet den ved at bygge og opholde fig i Nærheden af menneſkelige Boliger, bliver et Rov for denne ferdigklattrende Rover, der ogfaa plyndrer Rederne for Arg og Unger. J Omegnen af Kjobenhavn og paa Amager er den hyppig, ligeledes i Venſysſel, paa Less oſo. J Mols er den, efter Hr. Bonnez Meddelelſe, meget ſjelden. Naar den ſidder paa høie Steder, vender den Hovedet mod Vinden, da den lange Hale følger Lufttræffet ſom en Floi. J ſtille Veir med klar og reen Luft, ſidder den gjerne paa be hoieſte Spid⸗ fer af Træerne o. dsl. Uagtet denne liſtige, muntre. og fjæffe Fugl næften ſtedſe boer i Nærheden af Menneſker, er den al ligevel (fp og mistroiſk, faa at den er vanffelig at komme paa Skud. Med Kragerne har ben blandt Andet ogíaa bet til— fælles, at den bortfører og gjemmer glindſende Ting og at den kan lere at efterſige Ord, Som ægte Standfugl, ſorlader den ſjeldent ſit Diſtrikt i over en Miils Afſtand og de leve parrede hele Aaret, Dog forene de Unge fig ofte i Selſkaber om Ef⸗ feraaret, og ſtreife ſaaledes fra By til By t Vintertiden. Deng ſcedvanlige Stemme er et heeſt „Sjak“ eller „Krak“, ,Cjaferaf" og „Sjakerak-kak“, undertiden ubftober den et ffjæs rende „Sjceck“ eller „Krecek“. Inſecter, deres Pupper og Larver, Orme, Frugt og Mark⸗ frugter, ſamt om Vinteren Aadſel og i Nodsfald Korn, ud— gjøre dens Føde; men den plyndrer ogſaa Fuglereder og ftjæ- ler de ſmaa Kyllinger, Wllinger og Gjeslinger ved Huſene. J Februar, ſeneſt forſt i Marts, finder man dem i Færd med deres Rede, ſom næften altid findes ved beboede Steder, ſcdvanlig i ranke, fmeffre ubeſtigelige hoie S ctoppe, under⸗ tiden ogſaa meget lavt i Frugtræer; aa enkelte af Jyllands Hedeegne, hvor ingen Træer findes, endog paa Huustagene, ligeſom Storken, pfo. Underlaget er torre Grene og Qviſte; indvendigt er den udfodret med Mudder, ſom en Svalerede, og det ſidſte Lag, det egentlige Leie, beitaaer af fine Rodder og Haar; foropen har den et Laag af Torne og i Qviſte, og 100 Indgangen er paa Siden. J denne Rede lægger Hunnen 7—8 grønagtige, bruunſtenkede g, fom udruges i neppe 3 Uger. Berøveg de Aeg eller Unger, bygge de en anden Rede og yngle igjen; ellers afbenytte de den gamle Rede det fol gende Aar. ANG É Ved deres Næring ſtifte be megen Nytte, hvorved de for en ſtor Deel opveie den Skade, de tilføje Jagten og det unge Fjerkreatur. De forraade Syegeren Ropfuglenes og Ropdyre⸗ nes Nerhed ved deres uophorlige Skrig. Skoyſkadeſlegten, Garrulus, Briss. (Corvus, I.) Nebet kortere end Hovedet, aflang-kegleformigt, lige, udad lidt ſammentrykt; Overkjcven ubetydeligt længere end Underkjcven og lidet nebboiet, begge forſynede med en Tand bag Spidſen; Neſeborene ovale, bebeffebe med haaragtige Fjer. Fjerbedekningen yppig, blød, vidtſtraalet og los; paa Ho⸗ vedet kunne de forlængede Fjer reiſes til en Slags Top. Fod⸗ roden længere end Mellemtaaen. Vingerne middellange og afrundede; dte Svingfjer leengſt. Halen meget længere end Vingerne, næften lige afſkaaren eller dog kun libet kileformig. I det Ydre have de nogen Lighed med Tornſkaderne; men ligne dog baade i Udſeende og Levemaade meeſt Kragerne, hvortil Linné henregner dem. De beboe Skovene, beſoge der— fra Marker, buſkrige og med Træer beoorebe Enge og Haver, og leve mere af Trafrugter end Inſeeter; men be angribe ogs faa utmattebe og rugende Fugle, og berøve be ſidſte deres Wg. De ere Stand- og Strogfugle, der udenfor YNngletiden ſtreife omkring i mindre Selſkaber. Uden at være ſkhe, ere de livlige og urolige Fugle, fom beſtandigt ere i Bevegelſe og lade deres fennemtrengenbe Skrig høre ved enhver Leilighed. Deres lugt er fort og ujfeon; deres Gang altid hoppende. De bygge en temmelig faſt, aaben Rede i Træernes Grene ). Almindelig Skovſkade, Garrulus glandarius Cuw. ; Glandarius pictus, Koch; Corvus glandarius, L. Artsm. Hovedfarven graalig lpſersdbruun, med fort Hale, hvid Over— og Undergump, ſamt blaae Vingedekfjar, med forte, bíaae og hvide $»arbaanb. Illum. Afbildn. Tab. XII. — ) Jeg har endnu aldrig funden dens Rede i hule Zræer, hvori Prof. Nilsſon ſiger, den yngler i Sverrig. | 101 Længde 13“, Vingebrede 20/2”, Hunnen har kortere Hovedfjer og Kroppens Farver ere t det Hele taget mindre livlige. Der gives hvide og brogede Varieteter. ü Denne almindelig beffenbte, kjakke, muntre, liſtige og prog: tige Fugl findes overalt, hvor der gives Skove og Lunde, iſcer hvor der findes mange Ege; Delft i Lovſkobse. Dens ſedvan⸗ lige Stemme er et gjennemtroengende „Raecetſch, retſch“ og et bemypet „Rrecc“; i Nod og Angeſt: „Keeeh, Kah“; dens Lokke⸗ femme er et betonet „Hiceh“, af ſtorſte Lighed med Muſevaa⸗ gens. Den efterligner forøvrigt andre Fugles Lokketoner, lige⸗ ſom Tornſkaden, miauer (om en Kat, vrinſker fom en Heſt. Ved fin Leervillighed og fit pudſeerlige Væfen er den i Fangenſkab fin Eier til megen Fornsielſe, men den maa da opfodes fra Reden; thi ellers bliver den aldrig rigtig tam, og det er kun Hannen, der bedſt lærer at efterligne fremmede Toner. Om Hønen og Vinteren lever den iſcer af Agern, Bog, Hasſelnodder, Rønnebær og alle Slags Skovfrugter; men om Sommeren ernærer den fig af Regnorme, Inſecter, Larver og Pupper, fmaa Freer, Muus, Fugleæg og unge Fugle, alle Slags Frugt og Beer. J Marts eller, i ſildige Vintere, forſt i April bygge de Rede i Skovene, helſt hvor der er megen Underſkov og ofteſt i unge ſmekkkre Boges neſten utilgjengelige Toppe af 12—30 Fods Hoide, dog ogſaa tæt ved Stammen af ftorre Træer, ja endog i høie Tornebuſke og vaa unge Naaletræer. Under⸗ [aget beftaaer af fine, tynde Qviſte, derpaa følger andre torre Planteſtengler og det Indre er net udlagt med fine brune Rødder, Hunnen lægger 5—7 bleg blaagronne 2g, beſtroede med ſmaa olivenbrune og graae Punkter, fom udruges i 16 Dage. De unge Fugle leve fom ofteſt i Selſkab med de Gamle til næfte Foraar, iſcer hvor de ere Standfugle. Jeg ter nok, med Teilmann (Haandbog Pag. 30), paaſtaae, at den er „almindelig“, endog ynglende, „i vore Skove“, hvilket Faber (ornith. Notitſer Pag. 13) retter til at „ikte mange Par yngle i Danmark“. $jebet er tort og mindre velſmagende, men dog ſpiſeligt. „De udrydde mange fkadelige Inſecter. Bed deres høie, eengſte— lige Skrig varsle be Rovdyrs og Ropfugles 9terbeo; ſaaledes har jeg ſtudt mangen Falk og Ugle, hvorpaa Skovfkaden gjorde mig opmeerkſom. Det er meerkligt, at navnlig de mindre Falke næften ganſke glemme den dem egne Forfigtighed og Op⸗ 102 merkſomhed for at unbgaae den langt værre Fjende: Menne⸗ ſket, ſaalenge disſe Drillere omfoerme dem, og man derfor meget lettere kommer dem paa Skud. Skovſkaderne ere ffoe, yderſt opmeerkſomme og forſigtige Fugle, fom man maa lifte fig til, for at komme paa Skud. De fanges ſtundom i Henge- og Springdoner. Bed en ope ſtillet levende eller udſtoppet Ugle kan man lokke dem hid og ſkyde dem. Anm. Brünnich (Ornith. borealis) og Pontoppidan (Dan— marks Naturhiſtorie) anføre fom danſt: Lavſkrigen, Garrulus infaustus, Æriss. Corvus inf., L. (Ulykkesfugl, Gjertrudsfugl). Artsm: Rodbruunagtig graa med ſortebruunt Hoved; Vingedekkerne, 8 Over- og Undergumpen, ſamt Halen ruſtrode; de to mel: lemſte Styrere aífegraae. Længde 11½ — 12“. I det nordlige Norge og Sverrig er den almindelig ſom Stand— og Ctregfual, Siden fornavnte Forfatteres Tid vides den ikke iagt— taget her i Landet. Efter Nilsſon forekomme endog kun enkelte ved Stokholm og Chriſtiania. J Levemaade har den Lighed med Gfobífaben, men den er af en endnu rovgjerigere Natur; den angriber og fortarer ſaaledes Fugle, Rotter, Muus oſv., men lever ellers af Inſecter og Bar. b6te Familie: Sidenſvandſer, Sericati, Jllig; Bonap. Nebet fort, nedtrykt og bredt fra Roden ud imod Spid⸗ bes Overkjcven nedadboiet i Spidſen, ſom bagved har en and. i Benene: Fodroden temmelig fort og underfætfig; Bag⸗ n bred og ſterk; Kløerne ſammentrykte fra Siderne, krumme, pidſe. . Af denne, t bet ſydlige Amerika vidtløftige Familie, eier Europa kun en eneſte Art. Sidenſvandsſlegten, Bombycilla, Briss. Næbet fort, lige, tykt, foroven hvælvet, ved Roden bre bere og fladere; Overkjckven med krum Spids og et lidet llb» ſnit bag ved ſamme, ſamt et lignende foran Undernabets Spids; Naſeborene ved Nebroden, ovale og bedekkede med 103 fremadliggende borſteagtige Fjer; Tungen med en pergament⸗ agtig, tvedeelt Spids. Benene temmelig førte og ſteerke; Fodroden af lige Længde med Mellemtaaen. Vingerne mid⸗ delmaadige; 1ſte og Aden Svingfjer ere lige lange og de lengſte. Saa umiskjendeligt disſe Fugle i Habitus ligne Skov⸗ ffaberne, ſtaae de dog aanffe iſolerede i Henſeende til deres Levemaade. De beboe nordlige Egne; leve eenligt, parviis i Jngletiden, ellers i Flokke, der ſtreife vidt omkring. Deres gøde er om Sommeren Inſecter, hvilke de, ſom Flueſnap⸗ nerne, tildeels fange i Luften, men om Vinteren leve de næs ſten udelukkende af Ber. Almindelig Sidenſvands, Bombyeilla garrula, Vieif?.; Ampelis garrulus, L.; Bombycivora garrula, Temm.; Bombycilla bohe- mica, Briss. Danſk: Sidenſvands, Skitteren (Gbriftiangg). Artsm. Rodgraa med en Top paa Hovedet, Vingerne ſorte med Hvidt og Guult: de bagerſte Svingere med ffarlagenrøde pergamentagtige Spidſer; Halen med guult Baand i Spidſen og rødbrune Underdakfjer. Illum. Afbildn. Tab. XII. Længde 8-8“, Brede 14“3 neſten af Sterens Sterrelſe. Hunnen har ſamme Farver og Tegninger ſom Hannen, men mattere, og Fjerbufken er kortere. i En meget ſkjon Fugl; dens bløde, ſilkeagtige Fjerbedæks ning, den ſmukke FjerbufÉ, den herlige Prydelſe paa Vingerne, Halens Indfatning: Alt gjør et behageligt Indtryk paa Be⸗ ffueren. — Den er en Beboer af det høie Nord, opholder fig om Sommeren kun indenfor den arctiſke Kreds, hvorfra ſtreng Kulde og megen Snee fordriver den til ſydligere Lande. Saa⸗ ledes kommer den ogſaa enkelte Aar til os, undertiden i ſtor Mængde, f. Ex. i Vinterne 1821—22, 1843— 44, 184748, 1849—50, da be vare udbredte over hele Landet, og bleve her til langt hen i Foraaret; ſidſtneevnte Vinter erholdt jeg flere fra Fredericia, hvor de opholdt fig i Jionnetreerne paa Kirke⸗ gaarden. I det nordlige Sjælland, ved Kjobenhavn og Hel— ſingoer, ſynes de, efter flere Meddelelſer, at indfinde fig neeſten aarlig, Da Rønnebær ere deres fjærefte Føde, fanges de ofte i Doner blandt Kramsfuglene. Sidenſvandſerne ere meget ſelſkabelige og godmodige, men dumme, dovne og graadige Fugle. Naar de ikke ere paa Rets — 104 fem, fees de ſtedſe ſtilleſiddende eller i Færd med at æde. De ſidde gjerne paa Træernes Grene nar ved hverandre. Deres raſke Flugt er ſnurrende og beſkriver ſtore Buer. Om Vin— teren i klart Veir hører man deres ſagte heſe Qviddren, me— dens de jevnligen ſlager Fjerbuſken op og ned. De ſynge nae E hele Aaret igjennem, og ere fette at tæmme og holde i uur. Om Vinteren lever den af Ronnebeer, Korsbeer (Ulve— krukker), Eneber, Hyldebeer, Hvidtornbcer ofv.; om Vaaren og iler om Sommeren fkal den meeſt leve af Inſecter, fom den fra Toppen af et Træ fanger i Luften, paa ſamme Maade ſom Flueſnapperne; men dens kolde Hjem er til de fleſte Tider viſtnok rigere paa Bær end Inſecter og dens naturlige Pflegma taler desuden kun lidet for, at den hører til de livlige, rappe, Inſectcdere, der ſnappe deres Rov i Flugten. J Fangenſtab har dens Tilboielighed til denne Føde heller ikke befroftet fta. Om dens Forplantning veed man Intet med Sikkerhed, da den yngler i vilde, ode Egne af den kolde Zone. Den er let at ſkyde og fanges hyppigſt i Garn og Doner. Kjodet er ſundt og velſmagende og foretræffes endog Drosſel— arternes; det har en ftn, kryddret Smag, og disſe graadige Fraadſere ere altid vel ved Magt. | 7de Familie: Svalefugle, Chelidones, Vieill. Ne bet meget fort, bredt og fladt ved Roden, i Spidſen nedboiet, uden Tand, kloftet langt tilbage under Oinene, at det danner et vidt Gab. Au dg j Vingerne meget lange, ifær be forrefte Svingfjer; Ha- len har 10—12 Styrere. s Benene meget forte; SBagtaaen er hos mange en Ven detaa. Hos Fuglene af denne Familie er Munden (Gabet) og Vingerne fortrinligt udviklede. De ere alle beſtemte til at gribe deres Nering, fom ubefuffenbe beſtager af Inſecter, i Flugten med Mæbet. Derfor ere deres Vinger lange, deres Bryſt— muſkler ſtore og Armknoglerne forte, at Flugten har den til borlige Hurtighed, Sikkerhed og Udholdenhed; thi de flyve flere Timer i Zrof, inden de udhvile fig, hvorved deres forte Fod⸗ der tjene dem til Stottepunkt; thi til at gage ere de lidet ffif kede. Svalefuglene ere, det høie Nord og Syd undtagne, udbredte over hele Jorden, men hyppigſt i de varme Lande. 105 Kjonnene ere lidet eller intet forſkjellige, og be leve i Mono- gamie. Hunnerne ruge allene, men fodes imidlertid af Han— nerne og Ungerne opfodes af begge. Alle europeiſke Arter ere Trekfugle. ifte Afdeling: Natſvpaler, Caprimulgidae, Vig. Med et uhyre ſtort Gab, indfattet med ſtive Berſter; Bagtaagen er en Vendetaa. De fange deres 9tering om Natten. Natravnflegten, Caprimulgus, L. Nebet meget fort og fladt, kloftet til bagved Siet; Mundvigen beſat med ſtive, fremſtagende Borſter; Neſeborene ved 9tebroben, rorformige. Benene ere meget forte og langt ned beboffebe med Fjer; en fort Membran forener Gerne ved Roden; enbog Tommeltaagen forenes ſaaledes med den (me bre Tag, og kan dreies fremad. Vingerne have 22 Svingfjer, af hvilke den Aden er leengſt. Halen temmelig lang og afrundet. Fjerbedeeknin en er meget blød; Kroppen og Bryſtet forte og ftærfe, Hovedet fladt, Diet ſtort og Mun⸗ den forſynet med et lümagtigt Spyt til at faſtholde de bløde, flagrende Phalcner og andre Natinſecter. ! Disſe Fugle opholde fig i Skove og vaa Heder; holde fg, fem Natuglerne, ſkjulte om Dagen, ſekdvanligt ſiddende paa Jorden i Skygge; flyve, idet de bære Vingerne hoiere end Kroppen, om Aftenen og i maaneklare Natter efter Steering, fom de i lydløs Flugt fange paa aabne Pladſe, Veie, Heder, Enge, over Damme oſv., af og til udhvilende fig paa en frem— ftaaenbe tor Green eller paa Jorden. J Parringstiden giver Hannen ſiddende en ſnurrende Lyd fra ſig, og kladſker i Flug⸗ ten fom Duerne. De lægge 2 Wg paa den blotte Jord. Guropeift Natravn, Caprimulgus europaeus, Z. Danſk: Aftenbakke, Natteravn, Skyfald, 9tatifabe. Artsm. Graabruunſpraglet, med ſortebrune og ruſtgule Bolgeſtriber under Bugen, ſamt et hvidagtigt Baand fra T langs Nebvigen til Naklen. Illum. Afbildn. Tab. XIV Længde 10“. Vingeſtr. 22“; Halen 2“ mee Vin⸗ gerne. Hunnen er mere neee overhovedet af urenere Farver, og de ſortebrune Pletter og Tegninger mattere. Han⸗ 108 nen har desuden paa Doer af be tre yderfte Vingefjers Indre⸗ fane en ftor hvid Plet, fom hos Hunnen er mindre og ruft guul; den ſidſte favner ogſaa be hvide Spidſer paa Hannens yderſte Halefjer. De ere en dobbelt Fjerferlding underkaſtede, dog er Foraarsdragten, naar undtages at den har lyſere og renere garver, ikke ſynderligt forſtjellig fra Hoſtdragten. Natravnen er en Træffugl, fom kun opholder fig hos os i den varmeſte Aarstid, nemlig fra ſidſt i April eller forſt i Mai til ſidſt i September. Dens Træf foregager noget langſomt, enkelt eller parviis om Natten, og den forekommer da paa Steder, hvor den ellers aldrig opholder ſig eller yng— ler. Paa Jyllands og Slesvigs Heder og ved de tilgrernd— ſende Skovegne, hvor den yngler, er den meeſt talrig; men findes dog ogſaa hiſt og her over hele Landet, helſt i Naale— ſkove. Om Dagen ſidder den paa ſtille varme Steder, paa Jorden eller i Neerheden af ſamme, langs ad vandrette Grene, og i en lignende Stilling. Man feer den aldrig gage. Strax efter Solnedgang forlader den ſin Hvileplads, og flyver om⸗ kring paa frie Pladſe efter Nering hele Natten indtil Morgen⸗ gryet, blot med Undtagelſe af de morkeſte Midnatstimer, da den hoiere oppe i Luften udſtoder fit bekjendte ſvage „Hait, bett!" eller „Jiiſt“! Ved Angleſtedet lader Hannen i ſtille Netter høre fit ſnurrende „Orrrr“, der lyder fom en Spinde⸗ rof; hvor flere findes i Nerheden, ſnurre de afvexlende; dette ffeer altid ſiddende paa en tor Green. Naar den jager, fly- ver den med opſverret Næb, og Inſecterne, den treffer, blive let opfangede i dens vide, klebrige Gab. Inſecter, ſaavel med haarde fom bløde Vinger, Torbiſter, Aftenſvcermere, Natſommerfugle ofo. udgjore dens Naring. Den er en graadig Fugl, og derfor neſten altid meget feed. J ſidſte Halvdeel af Mai indfinder den ſig, hvor den vil yngle, hvilket betegnes ved Hannens omtalte Snurren, De bygge ingen Rede, men Hunnen lægger fine 2 ſmudſighvide, graabruunt marmorerede og plettede Ag paa den blotte Jord, ſjeldent i en tilfældig Fordybning, imellem Lyng eller Smaa⸗ bufke, og paa et ſtyggefuldt Sted. Forſtyrres den forſte Nn⸗ gel, lægger Hunnen anden Gang kun eet Wg; ellers yngle de kun een Gang om Aaret. Den herer til de allernyttigſte Fugle, da den ubefuffenbe ernærer fig af Inſecter, tildeels meget ſkadelige, og den behs⸗ ver deraf en ſtor Mængde til fin Underholdning. Kjedet er fedt og velſmagende. 755 107 Deng ſyſtematiſke Navn: „Caprimulgus“, eller „Gjede⸗ malker“, er oprunden af den Overtro, at den fkulde malfe Gjeder, Køer ofo.; men den er en aldeles uſkadelig Fugl. Naar man veed, hvor den gjerne ſidder, eller hvor den i Troektiden flagrer omkring, er den let at ſkyde, iſcer henimod Aften (i ſtille Veir) paa aabne Skoppladſe. : 2ben Afdeling: Dagfvaler. Med et temmeligt (tort Gab, uden ſtive Børftefjer. De fange deres Næring om Dagen. Seilerflægten, Cypselus, Z77/g. . Hirundo, L. Næbet meget fort og næften trefantet, udad noget fame mentrykt, indad bredt og fladt, fíoftet til midt under Sinene; Mundvigen uden Børfter; Næfeborene ridſeformige, omgivne med en Hud, beliggende ved Siden af Mæbryggen. Benene forte og fjerbedcekkede næften ned til be ftærie, fremadrettede Tæer, hvoraf den inderſte, ſom Vendetaa, kan flaaes tif Si⸗ den; Kloerne meget krumme, ſteerke, ſpidſe. Vingerne ufæd-s vanligt lange, ſabelformige og ſpidſe, med 19 pderſt ſteerke Svingfjer, hvoraf den 2ben er [engft. Halen gaffelformig, beſtagende af 10 ftærfe Styrere. Seilerne ere de hurtigſte Flyvere, ſom — med Undtagelſe af Rugetiden — hele Dagen fvæve i Luften, og ved deres ftevfe Vingeſlag gjøre alle mulige Svingninger. Til Under⸗ ſtottelſe ved deres overordentlig hurtige Flugt have de blandt alle Fugle de forholdsmeessſigt ſterkeſte Bryſtmuſkler og Arm⸗ knogler. Paa Jorden krybe de omkring — gage kunne de ikke — og hæve fig iveiret ved Vingeſlag. Med ſtorſte Sikkerbed hænge be fig paa Mure og Vægge. Deres Reder, fom de anbringe i hoie Mure og Taarne eller i Klipper, overtræffe de med et f(ebrigt Spyt, og forbinde dem derved til en faſt Masſe. Dette fees tydeligſt paa den ſpiſelige Rede af Cypselus escu- lentus (Hirundo csculenta, L.), hvilken beftaaer af Conferver, fom ved Fuglens Spyt blive til en geleeagtig Masſe. Sei— lerne lægge 2—4 hvide Wg, og fælde kun een Gang. l. Muur⸗Seiler, Cypselus apus, Til. Cypselus murarius, Temm.; Hirundo Apus, L. Danfk: Taarnſvale, Kirkeſvale, Kirkeſteer, Rikkelſe, Muurfvale. Artsm. Sortagtig, med gronagtig Glands og hvid Strube. Slum. Afbildn. Tab. XIII (Muurſvale). 108 Længde 71/4^^, Brede 16“; Bingerne 1¼“ udenfor Halen. Hunnen er ubetydeligt mindre og blegere af Farve. Den er en Trakfugl, ſom kommer berti. førft eller Den i Mai og forlader os, førend de egentlige Svaler, i Auguſt. Ved Kirker, Taarne og høie Bygninger findes den ſedvanligt i ſtorre eller mindre Antal. Saaledes er den i og omkring Kjøbenhavn meget talrig; den forekommer fornemmelig i Kjob— ſteder og ved Slotte over hele Danmark og i Hertugdømmerne. Efter Nilsſon forekommer den ogſaa parviis i Skove i Sver— rig, ynglende i bule Træer, Der gives hvidbrogede Varie— teter. Den er en hoiſt urolig, flygtig, ofte overmodig Fugl, der i at flyve, ſom er dens Hovedbeſkjeftigelſe, udviſer lige faa megen Kraft, ſom Smidighed; fra tidlige Morgen til ſildige Aften er den neſten uafbrudt i Luften, ſom den med Pilens Fart gjennemſtjcerer uden egentlige Vingeſlag, ligeſom ſeilende, idet den ofte lader høre ftt fflærende, gjennemtreengende Skrig, ber lyder fom „fkrih“. J ſmukt, klart Veir feer man den flyve højt oppe i Luften; i tung og taaget Luft opholder den fig i de favere Regioner; ofte flyver den ganffe faot hen over Mar⸗ fer og Vandflader, ifær naar der er Torden eller Regnveir i Vente. Dens Fodder ere hverken indrettede til at ſidde eller qaae, den kan blot ligge og moiſommeligt krybe; men til at klamre fig faſt paa lodrette og overhængende Flader ere be, paa Grund af ben forte ſteerke Fodrod, de fire fremadrettede 180 og de ftore, krumme, ſpidſe Kloer, deſto fortrinligere ſkikkede. Inſecter, iſcer heitflyvende og Vandinſecter, udgjore dens veſentligſte Nœring. Dens vide Gab gjør ben det muligt at den ikke gjør Feilgreb, og at den endog kan nedſluge Inſecter af ikke ubetydelig Sterrelſe. J Muurhuller og Aabninger paa Taarne, Kirker og Slotte, ſaavelſom under Tagſtene, bygger den Rede, ffelbent faeere end 20 Alen og ſtedſe faa høit ſom muligt. Paa et ubetydeligt Underlag af Halm, torre Blade oſv., ſammenkittet med deres klebrige Spyt, ſom om det var overtrukket med Snegleſlüm, finder man be 3—5 aflange hvide Ag. Hunnen ruger allene, men ernæres af Hannen. Ved at bortfange en ftor Mængde Inſecter, ere de til megen Nytte. Kjodet, iſer Ungernes, er fedt og velfmagende. Paa deres høie Opholdsſteder fan i Almindelighed intet Skud med fine Hagel nage dem, hvorimod be i deres Flugt 109 ere fette at ffpbe, naar de flyve lavt. Man fanger bem vaa Anglekroge, befæftede ved en meget fiin. Snor og med en Fjer eller et Infect til Lokning. Denne Fangeſnor lader man fvæve ub fra de høie Steder, hvor Taarnſvalerne opholde fig; de ville ſnappe Fjeren til Redebygning eller Inſectet til Fode, og blive hængende ved Krogen. 2. Klippe⸗Seiler, Cypselus melba, Brehm. Hirundo melba, L.; Cypselus alpinus, Temm. (Alpeſpale.) Artsm: Overkroppen guulgraa; Strube, Dp og Bug hvide. Illum. Afbil dn. Tab. Lengde 8 /“, Brede 21^; Vingerne 21/0” udenfor Halen. Hunnen af famme Farve og Tegning, lidt mattere. Den er den ſtorſte eurspæiffe Dagſvale; opholder fig i det ſydligere Europas Klippeegne, i Schweiz og Middelhavets Kyſtlande; yngler i Klipperevner og paa Taarne, ligner for⸗ øvrigt Taarnſvalen i Levemaade og Egenſkaber. Denne ſydlige Alpefugl, fom endog i Tydfkland hører til Sjeldenheder, blev — forunderligt nok! — den 17de Juni 1804 funden dod i Lodderup Kirke paa Mors af Provſt Schade (ifolge hans Topographie over denne Oe) og har kun ved dette eneſte Tilfcelde vundet Borgerret i den danſke Fauna. Spaleſlegten, Hirundo, L. 9tebet meget fort, bredt, fladt og trekantet ved Roden, ffeftet til Siet; Overkjcvens Spids litt nebboiet; Neſeborene ved Siden af Nabet, aflange, tildeels boffebe med en nøgen Hud. Benene forte, temmelig ſvage; tre Tæer fremad, een tilbage, fom undertiden er en Vendetaa; JXelfemtaaen, fon er [enait, ſammenvoxet med Ybre:aaen til forſte Led. Vingerne meget lange, ſmalle og ſpidſe, med meget lange forreſte Sving— "fjer, hvoraf den 1ſte er længft. Halen kloftet, beſtaagende af 12 Styrere. Svalerne ere Træffugle, ſom kun opholde fig hos os i Sommermaanederne og tilbringe Vinteren i de varme Lande. De holde fig til Bygninger og lodrette Jordvegge, helſt hvor der findes Band i Nerheden, og leve af Inſecter, ſom de bort⸗ fange i Luften og paa Grasſet. De ere derfor, ligeſom de dem ner beffegtebe Seilere, i flyvende Bevægelje bete Dagen, jan at be enbog babe fig og drikke i Flugten, og komme blot 110 til Jorden for at hente Redematerialier. De eve muntre, fef ffabelige og livlige Fugle; deres Flugt er ſmidig og hurtig. Nogle yngle coloniviis i Jordffrænter, andre faſtkline deres Reder af vaad Jord, Leer ofo. paa og i Bygninger. 1. Forſtueſvale, Hirundo rustica, L. Danſk: Forſtueſvale, Markſvale, Ladeſvale, Huusſvale, Skorſteensſvale, Sortbag (i Modfætning tif Byſvalen, fom kaldes „Hvidbag“). Artsm. Overkroppen glindſende blaaſort; Pande og Strube bruun⸗ rode; Styrerne, de 2 mellemſte undtagne, med en hvid Plet; den pderſte paa hver Side meget lang, ſmal og ſpids. Illum. Afbildn. Tab. XIV. Lengde 7— 7 ¼““ Brede indtil 13“. Hunnen har kortere Haleſpyd, og Farverne, ifær paa Un⸗ derkroppen, ere mattere og blegere. Der gives undertiden hvide, hvidagtige, hvidplettede, grage, lyſegrage og rodagtige Varieteter. J Nærheden af Sonderomme ved Veile ſkod jeg i Juni 1847 et Individ af denne Art, ber udmerkede fig ved Bryſtets og Bugens kaſtaniebrune Farve, ſom ſaaledes ſynes at nærme fig Afarten Hir. rustica orientalis. (Schlegel: eritiſche Ueberſ. b. 335g. Eur. Pag. 41). | Caafnart Veiret om Foraaret bliver nogenledes beftame digere og varmere, ſedvanligt ſidſte Halvdeel af April, i tidlige Foraar undertiden for, indfinder denne Art fig forſt af alle indenlandſke Svaler og hilſes derfor med almindelig Glæde, [om Foraarets Bebuder. Om Efteraaret forlade de fleſte os i ſidſte Halvdeel af September; enkelte opſcette Reiſen til lidt hen i October. Førend Afreiſen forſamle be fig, ligeſom Bys fvalerne, i ſtore Skarer paa Tage, Træer og i Rordamme, hvor de pleie at overnatte, men neppe er Solen gaaet ned, for hele Sværmen paa et af nogle Gamle givet Tegn, paa eengang bryder op og med Lynets Fart forlader Egnen i ſyd⸗ veſtlig Retning. Hr. Apotheker Steenberg i Helſingser har, af fin botaniſk⸗ornithologifk- meteorologiſke Dagbog, om denne Svales Ankomſt og Bortreiſe meddeelt mig Folgende: 1824 ankommen den 23. April, de fleſte borte den 28. Septbr. 418 ., % 3001491 e Tita n SAM d ; 1829 i " m [7 " " 7 " 1 8. "n 1830 „ W , MIS BU T : 1831 " m" 25. " " t Hn " få 1835 , TUE Wu Ww v " " iti 1838 ankommen ben 4. Mai, 1839 i; % ST 1840 Uit or M 3 1844 5 M E 1846 » s, 1847 4 BU 9; 1848 „ 2 April, 1847 bemerkede Forfatteren den forſte Svale i Veile⸗ „Egnen den 29. April, altſaa 10 Dage ttbligere end ved Helſingser, og 1848 den 20. April, eller 4 Dage tidligere, J 1847 forlød Sengben Vetle - Egnen i be førfte 3 Dage af October. Det er meget paafaldende, at den i de angivne Aar fra 1835 — 1847 forſt har viiſt ſig ved Helſingeer hen i Mai, da den dog i Nilsſons Skandinaviens Fauna ſiges at ankomme til Skaane imellem 22 — 26. April, og ligeledes i Jylland hvert Aar ind— træffer ved ſamme Tid. Da den ſtedſe lever i Nerheden af Menneſter, er den yderſt tillidsfuld og ufrygtſom. Den er meget livlig og, uagtet dens [tore Driſtighed, dog meget opmeerkſom paa alt jare. truende; flyver overordentlig færdigt, ſnart boit, ſnart lavt, ſnart ſvevende eller raſk henſkydende; i Tillid til fin Flyve⸗ færdighed er den faa fjef og modvillig, at bem, baade enkelt og i Selſkab, med høit Skrig forfolger de Ropfugle, den ikke frygter. Dens Lokketone er „vit“ og „videvit“; dens Varſels⸗ og Angeſtſkrig klinger næften fom „dryſi“ eller „driſi“. Me⸗ get tidligt om Morgenen begynder Hannen ſin bekjendte glade, qviddrende, om juſt iffe melodiſke faa dog ret behagelige Sang fra Tagene og Skorſtenene eller torre Tregrene, gotlten ben gjentager oftere om Dagen, endog i Flugten. Adſkillige Slags Inſecter med blode Vinger udgjore dens Føde, ſaaſom Myg, Fluer, Hanbier o. f. v., men ingen Ar⸗ beidsbier. Sin Rede, ſom oftere benyttes, bygger den almindeligt inden i Bygninger, i Lader, Stalde, Forſtuer, under Taget, paa Legter o. f. v., ſjeldent udenfor (ſaaſom under Broer og Tage eller i gamle Bronde) og altid ſaaledes: at den er be ſtyttet foroven, undtagen naar den bygger høit oppe i Skor⸗ feme. I Form ligner den Fjerdedelen af en huul Kugle, aaben foroven. Den er bygget af vaad, kleebrig Jord, blandet med Straa og Hø og ubforet med tort Græg og med Fjer, Deri lægaer Hunnen 2 Gange om Aaret 4— 6 langagtige hyide Aeg, NS med ruftfaroebe, ſmaa N og Punkter. 119 Den er ved fin Næring en meget nyttig Fugl. I det ſydlige Europa ſpiſes den hyppigt, men ikke her, hvor den med Storken og Lerken hører til be Fugle, Almuen har fredlyſt. Dveerg⸗ og Lerkefalken, ifær den ſidſte, ere her de eneſte Rov⸗ fugle, der kunne gjøre denne Svale tif fit Bytte. Man kan fange den paa ſamme Maade fom Taarnſvalen (Cypselus apus). Anm. Det er fornemmelig denne Art, om hvilken man har paaftaaet, at den om Efteraaret begav fig i Dvale eller Vinterføvn i Sumpe, endog i Dyndet under Bandet, inpr neſte Foragar; men denne Sag er tilſtrekkelig modſagt ved de uomtviſteligſte Beviſer, og maa derfor holdes for et naturhiſtoriſt Eventpr. Skulde det ogſaa have fundet Sted, hvad endog troværdige Perſoner have forſikkret, at de de opfiifet Svaler om Vinteren og dog bragt dem tillive igjen: di kan dette meget godt forkla— res faalereg, at disſe Individer, om. ere blevne forhindrede eller forſinkede i at drage bort, have nedladt fig i Jigret for at fange Mya eller. for at overnatte, og at de ſaaledes ved Veirligets Raahed ere ſtivnede og faldne i Vandet, hvoraf de atter ved et Tilfclde ere optagne, inden de ganſte havde ophørt at leve. J Senegal o ved Nilen ankomme de i Novbr. i utallig Mængde og forfvinde igjen i Marts, "uven at yngle der. Man har iagt⸗ taget deres Dens og Tilbagereiſe om For- og Gfteraaret. 2. Byſvale, Hirundo urbica, L. nte &agffjegfvale, Hvidbag, Hvidfvale, Kjøbftædfvale, Muur⸗ ſvale, Rive (Langeland). * Artsm. Ovenpaa glindſende blaaſort; nedenunder og paa Overgum- pen boib; Fødder og Tcer fzerbedekkede; Halen uden hvide Pletter, Illum. Afbildn. Tab. XIV. Leengde 5 — 5% “, Brede 12“. Den ydre Kjonsforſtjel er beift nbetydelig, faa at Kjon⸗ net med Sikkerhed kun adſkilles ved Section. Der gives reenhvide med rodagtige Dine, brogebe og bruunagtighvide Varieteter. | Byfvalen anfommer fom Træffugl hertil enfeft effer i fmaa Selſkaber fibt ſenere end Forſtueſvalen, nemlig almindeligſt fra 1 —8. Mai og drager bort fkareviis i September. Den er almindelig i Kjebſtcderne, ved Kirker og andre hoie Bygnin— ger; men paa Landet, hvor den iſeer bygger paa grundmurede Huſe, er den mindre almindelig og mindre udbredt end den foregagende. Dens Flugt er ſmidig og ſkjon, men juſt iffe faa raff fom hiins, mere ſpevende og ſcedvanlig meget hoi; Fin 113 over Vandet og tet for en Regn, flyver den lavt, men i ſelve Regnen høit. Den har et fortroligt Veſen og er derfor en yndet Fugl. Deng ubetydelige Qviddren fortjener neppe Navn af Sang. Lokketonen lyder ſnart fom ,Gfer", fnart fom „Strytt“. J Frygt og Forlegenhed ffriger den „Styr“, „Skier“ eller „Srieb“. Fluer, Myg og andre flyvende Inſeeter tjene den til Næs ring og fanges i godt Veir i uhyre Mængde, men ben tager ingen Arbeidsbier eller andre ſtikkende Inſecter. Deres Rede bygge de af vaad, klebrig Jord paa Vin— dueshjorner, Geſimſer, Bjelkehoveder under Huustage e ſaaledes, at den danner en oventil [uffet, halv Huulkugle, une dertiden kun en Trediedeel eller Fjerdedeel af ſamme, og blot med et lille Indgangshul. Paa Taarne, Kirker og Slotte fins der man ofte flere hundrede ſaadanne Reder, fordi ikke blot de Gamle vende tilbage til deres engang valgte Jngleplads, men ogſaa de Unge bygge i Reglen, hvor de ere udrugede. J gun⸗ ſtigt Veirligt ruges 2 Gange, Doer Gang 4— 6 tyndſkallede, reenhvide, uplettede, glindſende Æg. Af det ſidſte Kuld blive mange Unger ikke betids nok ftevfe til at folge med de Andre i September, faa at de med ínbtrebente vaadt og koldt Veir⸗ ligt mage omkomme. De induſtrieuſe Spurve ville gjerne af⸗ benytte Rederne til Soveſted og til Redebygning, idet de, ſaa⸗ ſnart de ere færdige, uden videre tage dem i Beſiddelſe, medens Svaleparret ikke hevner ſig videre for denne Voldsſtreg, end at be i Forening med endeel af deres Naboer under engſtelig Skrigen fnappende omfværme Uſurpatorerne, fom roligt fore blive i Boligen og indrette den paa deres Maade. Saaledes forhindres mange Par den ene Gang efter den anden, under⸗ tiden hele Sommeren, fra at yngle. 3. Diigſvale, Hirundo riparia, L. Danſk: Diigſvale, Klintſvale, Sandſoale, Strandſvale, Solbakke, ; Bakkeſole, Jordfvale,” Gravfvale. Artsm. Overkroppen graabruun, Strube og Bug hvide, over Bryftet et bredt lyſegraat Baand, Halen uplettet. Illum. Afbildn. Tab. XIV. Længde 5“, Brede 11— 11/2"; den mindſte indenlandſke Svale. Han og Hun ganffe eensfarvede. Om Foraaret har Overs kroppens graae Farve en ſilkeagtig Glands, fom taber fig i 114 Sommerens Lob. Denne Art varierer ſjeldnere end begge de foregaaende; man fjender blot en graalighvid og en broget Af⸗ ændring. : : Den elffer S9terbeben af Vandet endnu mere end dens Slægtninge og lever derfor næften ſtedſe i Mærbeden deraf, ved Søer, Damme, Strandbredder oſv., i Jord- og Sand⸗ ffrenter, ofteſt afſides fra menneſtelige Boliger. Om Dagen leer man den ſtedſe i fterre eller mindre Selſkaber at flyve hen over Vandfladerne, eller ved deres feelles Ynglepladſer. Den er kuldſtjcer og kommer fom Traekfugl næften altid nøgle Dage fenere end Byſvalen, med hvilken den ogſaa forlader os ſidſt i Auguſt eller forſt i September. Denne Art er mere vild end de andre, og har en mere ujevn Flugt. Det hæfe, ffjæs rende „Sjer, fier" eller „Sjcererer“ ubafer Hovedtonerne i Hannens hoiſt ubetydelige Sang. Dens Nekring er ſmaa flyvende Inſecter, iſcr ſaadanne, der opholde fig ved Vandet, hvilke man uophoerligt feer den forfølge. I Nærheden af Vand, i ſteile Sfrænter og paa Siderne af Mergel-, Sand- og Leergrave, graver den med fine ffarpe, ſpidſe Kløer i faa Dage 2— 3 Fod lange horizontale Rør, hvilfe inderſt ere udvidede til Reden, ber blot beftaaer af lidt tør Tang, Grægrødder, Fjer o. dsl., og derpaa lægger den 5—6 hvide, meget tyndſkallede Gg. Den bygger fom ofteſt i ſtore Colonier og affenptter gjerne de gamle Redehuller, hvis de ere forhaanden. Efter nogle ornithologiſke Haandbsger ſtal den endog være fundet ynglende i hule Træer, . Ben Udryddelſen af utallige byrdefulde Inſecter ere de me⸗ get nyttige Fugle, Om Efterſommeren er Kjodet meget fedt; men en faa lille og tillige faa nyttig Fugl burde ikke dræbes i noget andet, end blot videnſkabeligt Oiemed. sde Familie: Sangfugle, Canori, Illig. Nebet fyl= eller ſylknivformigt, fort eller af Middel⸗ længde, meer eller mindre tyndt, lige, i Spidſen af Overkjee⸗ ven lidt nedbsiet, ofteſt med et lille Udſnit (Tand), ved Næb- vigen ofte omgivet af Borſtefjer; Neſeborene oventil forſynede med en Hud. Benene middelmaadige eller temmelig bote; Ydre« og Mellemtaaen forenede ved Roden. 415 Vingerne middellange eller temmelig forte, med 18—19 Svingfjer. Halen, beftaaenbe af 12 Styrere, af meget forſtjellig Længde, aldrig gaffelformig. Disſe mindre, tildeels meget fmaa Fugle udmærfe fig ved deres tonefulde, harmoniſte Sang. De ere udbredte over alle Verdensdele og Himmelſtrog, ſaavel de kolde ſom de varme, J den folde og for ſtorſte Delen ogſaa i den tempererede Zone ere be fleſte Arter Træffugle, hvilke om Efteraaret, af Mans gel paa Nering vandre ſydligere, enkeltviis, eller — ſom of— teſt — i Selſkaber. Deres Opholdsſted er meget forſtjelligt; de fleſte leve i Skove og Buſke, mange i Ror og Siv, færre paa fri Mark eller Klipper. Om Sommeren ernære be ſig af Inſecter, ſamt deres Larver og Wg, tildeels ogſaa af Orme; om G[teraaret æde mange Boer. Da de kun [eoe af blød Næs ring, have de ingen Kro. Deres Sjob er lekkert. | De ere muntre, [nifoe, deels jeljfabelige, deels Eenſom⸗ Deben elſtende Fugle, der ere mere eller mindre ffpe og forſig— tige. Deres lugt er ikke meget raſt og deres Bevagelſe paa Jorden beſtaaer i en hurtig Hoppen. Deres Sang, der hos de fleſte bejtaaer af flere Stropher, tjener til at oplive Natu⸗ ren om Foraaret og bidrager ualmindeligt til at forhoie Be⸗ hageligheden ved denne Aarsud. Gives der ogſaa meget mid⸗ delmaadige Sangere iblandt dem, faa ſynge dog de fleſte af dem ſkjont, mange fortræffeligt og pderſt melodiſk, ja tildeels med en Kraft og Afvexling, der væffer den hoieſte Beundring, Og ligeſom be derved ſtemmer og hæver vort Sind til at tuͤ— bebe Den, der har indrettet Alt faa herligt, ſaaledes gavne be ogſaa overordentligt, ved at fortcre en ſtor Mengde ſkadelige Inſecter. 5 Da ſterſte Delen af denne Familie ſerdeles egner fig til Stuefugle, formedelſt deres Sang, faa har man, for at bes komme dem levende, opfunden flere Fangemaader, f. Ex. ved Garn, Liimpinde, Meiſekasſer, Springdoner, Doner ojo. — — Flueſnapperſlegten, Muscicapa, L. Ne bet ved Roden fladt og bredt, lige, temmelig fort, med ffarp Rygkant; 3Overfjeven nedboiet i Spidſen, ſom bage ved har en Tand; Mundvigerne omgivne af ſtive Borſtefjer; Jtefeborene tet ind imod Panden, egrunde og belagte med fine Haar. Benene ſpinkle; Fodroden længere end Mellem⸗ 116 tanen; Bagtaagen af Ydretaagens Længde; Klserne fmaa og ſpidſe; Bagtagens Klo fterre og mere krum end Mellemtaaeng. Vingerne temmelig lange, beftaaenbe af 19 Svingfjer, hvoraf den 3bie er længft, Halen af Middellengde, fibt udſtaaren, uben Hvidt. Flueſnapperne opholde fig i Skove og Haver, og fange de forbiflyvende Inſecter, hvilke de aflure fra de ſom ofteſt terre Trætopye og Grene. Siddende, bevæge be ideligt Vinge⸗ ſpidſerne, for ligeſom ſtedſe at være færdige til Fangſten. De ere Træffugle, der komme ſeent hertil og forlade os tidligt, Længere hen i Sommeren leve de tildeels af Bær. Deres brede, flade Hoved og deres Levemaade minder om Svalerne. De fleſte yngle i hule Træer og kun een Gang om Aaret. 1. Graa Flueſnapper, Muscicapa grisola, L. Danfk: Bityv, Pottefugl, Flueſnapper. Artsm. Ovenpaa bruungraa med merkere Pletter paa Hovedet; ne; denunder hvidagtzg, med bruungraae Lengdepletter paa. Hals og Bryſt. Illum. Afbildn. Tab. XV. Længde 5½ “, Brede 9½“. Hunnen ikke ocjeniftg forſkjellig fra Hannen, Ungerne, for den forſte Fælving, ovenpaa morkebrune med ruſtguulagtige Pletter; Bryſtet med morkere og kortere Pletter, af ubeftemtere Omrids end hos de Gamle. Denne Art, fom er den her almindeligſte, ankommer førft i Mai og forlader os i September. Den forekommer i vore Skove og Haver, ved Landsbyer og Steder, blot der gives Træer og Bufke, Delft med Band i Nerheden. Den opholder fig neeſten ſtedſe paa Træernes fremſtagende ubgaaebe Grene, til hvilke den mange Gange vender tilbage fra ftne Fangſter, indtagende fin forrige Plads. Man feer den ſjeldent paa Jor- den, hvor ben blot af og til henter Inſecter, boiffe den ellers i Regelen fanger i Flugten, Dens Lokkeſtemme er et pibende „Iſt, ift” og dens egentlige Sang er vef afverlende, men me get fagte. : Neringen beftaaer af Fluer, Bræmfer, Hvepſer, Bier, Myg oſv., ſom den fanger i Nerheden af fin Rede; denne findes i hule Træer, waa tykke Grene tet ind til Stammen, under Huustage, paa Bjelkehoveder ofo., fom ofteſt ved beboede Steder, og er bygget af Mos og fine Rodder, indvendig foret med Uld og Heſtehaar. De 4—5 guul- eller graabvide, bruun⸗ 117 plettede, eller punkteret⸗marmorerede Wg udruges af begge Kjon. Da den er lidet fly, kan man med Lethed fælde den, baade med Gevær og Puſterer. Bed at tilintetgjore en utallig Mængde ſkadelige Inſecter, der ere byrdefulde baade for Menneſker og Dyr, herer den til de meget nyttige Fugle. 2. Broget Flueſnapper, Muscicapa atricapilla, L. Muscicapa luctuosa, Temm. Danfk: Svaleſpurv, Flueſnapper. Artsm. En ſtor aflang hvid Plet ovenpaa Vingen; de ſammenlagte ſtore Svingfjer, naar Dakfjerene ikke forſtydes, uten Hvidt. Aeldre Han i Vaardragt: ovenpaa fort; ældre Han i Høfts dragt og Yngre hele Sommeren: fortegraae med hvid Pande, i Form af to runde, ſammenſtedende hvide Pletter, og hvidt Underliv; paa Vingerne et fortil tocrgaaenbe, bagtil langs— gagende hvidt Skjold; Halens to eller tre Sideſtyrere hvide paa Ydrefanen. Hunnen ovenpaa graabruun, uden Pande— plet, nedenunder og Vingepletten ſmudſighvid. De unge Fugle ligne Hunnen. Illum. Afbildn. Tab. XV. Længde 5“, Brede 9“. ' Paa Gjennemtræffet ſidſt i April eller forſt i Mai og lige⸗ ledes paa Tilbagereiſen i Auguſt og September ſees den i ſtor Mængde i lune Skovegne, hvor den, iſcer om Foraaret, ved inbtreffenbe barff Veirligt, tilbringer nogle Dage, Hannerne førft og Hunnerne ſenere. Forøvrigt yngler ben hiſt og her i alle banffe Provindſer, bog talrigſt i Hertugdømmerne og den ſydoſtlige Deel af Jylland. J Aaret 1848 ynglede allene ome irent 12 Par i og tet ved Thyrsbeek Have pr. Veile. J Leve⸗ maade og Manerer ligner den foregaaenbe, men den er lios figere, uroligere, uden derfor at vere (fo, og foretræffer mere de egentlige Skovegne og ftore Frugthaver, hvor der gives gamle hule Træer til Bolig. Dens Sang er hoi og behage— lig, men libet afverlende. Lokkeſtemmen lyder: „vit, vit“. Som foregaaenbe Art, ernærer ben fig af Inſecter, fom den fanger paa lignende Maade eller flyvende bortpiller af Bladene, | Reden, ſom beffaaer af Mos, fine Rodder og Uld, Fier eller Haar, bygger den i hule Stammer og Grene eller Huller, ofte endog ganſte nær ved Jorden, undertiden ogſaa imellem ſam⸗ 118 mengroede Grene og i Stærfagfer. Førft i Sint findes deri 5 — 6 bleg fpanffarenne upfettebe Wg, hvilke meeſt ruges af Hunnen, der imidlertid fedes af Hannen, ſom blot kort og uregelmesſigt affofer, men derimod underholder hende med Sang fra en Green tæt ved Reden. Nytte og Jagt: Som foregaaenbe. 3. Hvidhalſet Flueſnapper, Muscicapa albicollis, Temm. Muscicapa collaris, Bechst. S9(rtóm. Ved Grunden af be flere Svingfjer findes en, ogfaa paa be ſammenlagte Vinger, tydelig hvid Plet og en lignende ferre paa den bagerſte Deel af Vingen. Hannen fort og hvid med hvidt Halsbaand og Forhoved. Hunnen og de unge Quale: Ovenpaa bruunaraae, nedenunder ſmudſighvide, uden Hals— baand. Illum. Afbildn. Tab. XV. Lügde z, Biede . Ved den dobbelte Fjerfælding har den, ligeſom foregaaente, ſin Vaar- og Hoſtdragt; hiin reen ſort og bvid, denne ſorte— graa, lyſeſt paa Rygaen og i Nakken, hvor Halsbaandet ffulde e Panden ſmudſig hvid og Bryſtſiden med et ruftguult jet. ; Denne er en ſydligere Fugl, fom blot tilfældigviis viſer fig her i Landet. Hr. Conſervator Scheel ſkod den i en Have ved Stege vaa Møen den 26de April 1831. J Müllers Zoologia danica vol. 4tum 434 findes en tydelig Afbildning af Fuglen, men under bet urigtige Navn M. atricapilla; den var fanget ved Kjøbenhavn. Afdode Etatsraad Hornemann havde tidligere havt den fra Fyen. à J Levemaade og Egenſkaber ligner den meget den brogede Flueſnapper, med hvilken den vafaa tidligere blev holdt for een og ſamme Art. Sin Rede ffal den anlægge paa ſamme Maade fom bím, og ben lægger et lignende Antal Wg, af ſamme Farve, kun lidt fterre og blegere. Den er ved fin Levemaade ligeſaa nyttig fom de andre Flueſnappere. Ligeſom disſe holdes den i Verelſer for at bort⸗ fange Fluer, og bliver meget tam. 4. Liden Flueſnapper, Muscicapa parva, Becht. Artsm. Ovenpaa bruungraa; Struben ruſtguul; de fire pberfle Sty⸗ ; e fra Seni over Halvdelen hvide; Vingerne uden hvid egning ;Unberfroppen guulagtighvid. Illum. Aſbildn. Tab. XV. (L. rettes til Bechst.) qus y : 119 Længde 4“, Brede 8 ¼ “. J Storrelſe og Udſeende har den Lighed med Granſan⸗ geren (Sylvia abietina s. rufa). Hunnen har en hvid Strube, Halens ſortebrune Fjer ere blegere og den mangler Hannens ruſtgule Pletter paa de ſtore SRingebeffferó Spidſer. | adde Denne Art er, ſelv t det ſydlige Tydſkland, en Sjelden⸗ Deb og det ſynes fom den overhovedet maa være fattig paa Individer. J bakkede Skovegne og de tilgrendſende Haver opholder den fig gjerne, og den gjennemflagrer der uopberligt Trekronernes Skygge, af og til hvilende fig vaa torre Grene, for at fange Inſecter; faa at den netop af denne Grund fal der vanſkelig at opdage, naar man ikke fjender dens Loffes femme og Sang, fordi man i Almindelighed vilde foroexle den med en Lovſanger. Her i Danmark ffal den være fanget t Seondermarken ved Kjøbenhavn af Kobberſtikker Walther, ſom overgav den til det Kongelige Muſeum, hvor den har været opbevaret i Spiritus. | J Egenſtaber ſynes denne Art at have ligemeget tilfælles med de øvrige Flueſnappere og Lopſylvierne. Deng Lokke— ſtemme ligner disſes, tildeels den brogede Flueſnappers og lyder ſom et blodt „Feit, feit“. | Den lever, fom fine Slægtninge, af Infecter og om Gf» terſommeren af Bar. Sin Rede ſkal den bygge imellem Sroreoner og Træernes fammenvorebe Grene af Mos, Uld og Haar. | Zornffadeflægten, Lanius, L. Næbet middelmaadigt, ftærft, meget ſammentrykt; Overs fjæveng Spids nedbøtet, forſynet med en Tand eller et ffarpt Udſnit paa hver Side; ved Mundvigerne ftive Børfter; Næ fer borene rundagtige, næften ganffe bebeffebe med ſtive Borſte⸗ fier fra Panden; Benene middelmaadige med mindre fang Tarſe; Bagtaaen er fierf og bred ved Roden, og har den ſtorſte Klo; Kløerne er krumme og ſpidſe, liig Kragekloer; Vingerne temmelig forte; 1ſte Svingfjer neppe faa lang ſom Aden og Zdie, fom næften er lige med 4de, der er lengſt; Halen lang og bred, i Enden ſterkt afrundet eller kileformig. Den øvrige Fjerbedekning er temmelig los, blød og fort. Tornſkaderne ere, i Forhold til deres Storrelſe, overs ordentlig modige og rovgjerrige; de angribe tildeels mindre Fugle 120 og ſmaa Pattedyr, men fortere dog fornemmeligen ogſaa In⸗ fecter, iſer ſtore Torbiſter. J Levemaade og Manerer ligne de fnart Rovfuglene og ſnart Sangfuglene, og funne meget godt anſees fom Overgangsled imellem begge, uagtet de unægs teligen ogſaa nærme fig Kragerne; iſer Skovſkaden. De ere ufelffabelige og bidſte Fugle, ber leve i tre- og buffrige Cane, hvor der gives fri Üdſigt, og lure fra ophoiede Gjenſtande paa deres Bytte, ſom de anfalde med Hurtighed og Glubſt— hed; gribe det med Nabet eller Kloerne, eller begge tillige, og ſpidde det paa Torne eller fatte bet i Klemme, for at forteere det. Deres Flugt er bueformig og uregelmeesſig, deres Gang hoppende, og i Affect eller i Sædet bevæge de Halen fmart op og ned, [mart til Siderne. De fleſte ere Trakfugle, hvilke fun felde een Gang om Aaret. Hannerne ubmorfe fig alle ved deres Evne til at efterligne andre Fugles Lokketoner og Sang. De bygge temmelig kunſtige Reder i Tornebufke eller paa lave Træer, og lægge 5—7 ſmukke, plettede Ag. 1. Stor Tornſkade, Lanius excubitor, L. Danſk: Graa Tornſkade; Buſkhog; ſtor Tornfkade. Artsm. Ovenpaa lys affegraa; Panden og Underkroppen ſmudſig hvide; Vingerne ſorte med flere hvide Pletter, hvoraf den ſtorſte, ved Svingfjerenes Rod, ſynes at være dobbelt. Hun⸗ nen og de unge Fugle have merfegraae Bølgelinier paa Un: derlivet. Den 2ꝛden Svingfjer er meget kortere end Zdie, fom er Ilengft, Ill. Afb. Tab. VIII. Længde 10“, Brede 13 ““; Halens Mellemfjer 4“, Side⸗ fjerene Derimod kun 3“. — | : Omtrent af Vindrosſelens Cterrelíe. Denne ſtorſte indenlandſke &ornffabe forekommer hiſt og her overalt i Danmark og Hertugdommerne ved Byer, levende Hegn og ved Udkanten af Skove eller Kratter, men temmelig ffelbent og fordeelt. Jeg har ſaaledes ſkudt den paa Als; i Fyen ved Middelfart; i Veile-Egnen og ofte ſeet den paa an⸗ dre Steder i det oſtlige Jylland, i Fyen og Slesvig. Hr. Apotheker Steenberg har den fra Omegnen af Helfingøer. Enkelte forblive her hele Aaret, medens Nogle drage ſydligere mod Vinteren og atter vende tilbage med det tidligſte Foraar. Enhver har fit eget Revier, hvori ben ikke taaler andre af fin Art, og hvor den gjerne føger enfeltftaaente Træer og hoie Buffe, for derfra at affure fit Bytte, hvilket den bog ogſaa opſoger fvævende. i Luften, fom Terner og Vaager, for ſaa⸗ 121 febeá at nedſtyrte fig paa det. Ved fit Varſelraab , fjæl, ſick“! underretter den andre omkringverende Fugle om den fig nermende Rovfugl; denne Egenſkab har i Skaane givet den Navn af „Varfogel“ og i Tydſkland af „Wächter“; den er juſt derfor bleven anvendt (om „Vergter“ ved Falke⸗ fangſten. J ſmukt Veir, iſcer imod Foraaret, lader den ogſaa et Slags Sang høre, ber beftaaer af mange ſagte og qvib- drende Toner, paa den pudſeerligſte Maade blandet med de omkringverende Smaafugles Lokkeſtemmer, ja ſelv med Stro⸗ pher af deres Sang; maaffee for at hidlokke dem, for ſaaledes lettere at kunne fange dem. | Mindre Fugle, Fugleunger, Wg, alle Slags (terre Bil— ler, Greshopper, fmaa Frøer, om Vinteren neſten udelukkende Markmuus, udgjøre dens Føde. Sin Rede bygger den enten paa et temmelig hoit Træ eller paa en Green af et Sfovæbletræ, ofte ogſaa i en hoi Tornebuſk. Materialierne ere Straa, Stængler, Riis, Lyng, Jord⸗ og Trœmos, indvendig foret med Uld og Haar. De 5 — 7 gronagtighvide Wg ere overalt beſtrͤede med brune og grage Pletter og Puncter. Den er temmelig ffo, faa at den, undtagen om Vinteren i flevf Froſt, er vanſtelig at komme paa Skud; men ved frage: hytten er dette ikke Tilfældet, da den er Uglens, ſom alle Ropfugles, arrigſte Fjende, Den fanger, dræber og forterer mange ffabefige Inſecter og Markmuus. Man kan afrette den til at fange Lærfer, Vagtler og andre ſmaa Fugle. | 2. Roſenbryſtet Tornſkade, Lanius minor”), Lin. . Lanius medius, Brehm. Artsm. Overkroppen lys afkegraa; Underkroppen hvid, Bryftet ſvagt roſenrodt: Panden og Oieegnen forte; en hvid Plet ved Ro: den af den ſtore Svingfjer; Aden Svingfjer neppe kortere end 3die, fom er længft. Ung Fugl: Panden ſmudſighvid; Underlivet guulagtigt med grage Bolgelinier; Vingefjerene med hvid Rand i Spidſen. Kjonsforſtjellen hos denne Art er mindre paafaldende. Slum. Afbildn. VIII. (Grag Tornfkade.) „) Artsbenævnelſen „Liden“ (minor) ſynes lidet pasſende o mere vildledende, da begge de folgende Arter, den rodhalſede og den ua gede eller almindelige Tornſkade, ere mindre, Mig ſpnes at Brehms medius“) vilde være bedre betegnende, ' 122 Længde 8'/4", Brede 13¼“,. Fra forrige Art, med hvilken den graae Rygfarve giver den en fjern Lighed, abffilfer ben fig ved ben forte Pande, bet rofenrobe Bryſt, den enkelte og mindre hvide Vingeplet, be lengere Vinger og det fortere, forholdsmersſigt tykkere Næb, hvortil endnu kommer de ſvagere Been og hoiere Tarſer. Den eder blot Inſecter og angriber aldrig eller dog hoiſt ſjeldent ſmaa Fugle; derfor er den i de tempererede Lande en ægte Trakfugl, der drager tidligt bort og kommer feent tilbage. J det Holſteenſte forekommer den (Fabers Notitſer Pag. 12); men i bet egentlige Danmark vides den blot een Gang fkudt, i Mai 1829 paa Møen af Ornithologen E. Hage, ſom tinte ſendte Exemplaret til det Kongelige Muſeum. De fremmede Toner efterligner den ſaaſnart den hører dem, og er overho⸗ vedet en flittig Sanger. Dens Næring er, ſom ſagt, Inſecter, ſamt disſes Larver og Pupper, hvoraf den ikke allene fortærer en ſtor Mængde men ogſaa Praber blot af Myrdelyſt og lader bem ligge. Den ſidder gjerne vaa ophoiede Gjenſtande eller holder fig frille flagrende i Luften, og ſtyrter fig pludſeligt ned paa fit Bytte, ſaaſnart den bemeerker det. Sin Rede bygger den paa lignende Steder ſom fore— gaaenbe Art, og af lignende Materialier; Hunnen lægger 6—7 gronagtighvide eller blaagronne Ag, hvilke paa den butte Ende have en uregelmesſig Krands af olivenbrune Pletter. Da den ikke er ffo, lader ben fig fet ffyde, og man kan i Nerheden af dens Opholdsſted fange den med Springdoner eller Liimpinde ved at binde dem paa fritítaaenbe Stokke, hvor⸗ paa den ſnart fætter fig for at fange Inſecter. Ved Udryddelſen af en utallig Mengde Inſecter ere de til ſtor Nytte i Lande, hvor de ere talrigere. 3. Rodhovedet Tornſkade, Lanius rufus, Briss. Lanius rutilus, Lath; L. ruficeps, Bechst. Artsm. Ved Roden af be ſtore Svingfjer en hvid Plet; Skuldrene hvide eller noget hvidagtige. Gammel Fugl: Oven ſort med Jigebruunt paa Nakken og Baghovedet, Underlivet hvidt. Ung Fugl: De hvidagtige Skuldre ſortſticellede, Overkroppen med ſortagtige og ſmudſighvide Maanepletter paa e Grund, Bryſtet UR E ſortſtjellet. Længde 7¼ “, Brede 12 ½“. 123 Forekommer i alle Dele af det varme og fydligstempes rede Europa, men er hertillands ligeſaa ſjelden fom den roſen— bryſtede Tornfkade. En gammel Han blev i Juli 4820 fkudt ved Stege paa Møen af E. Hage, fom ogſaa havde feet den ved Herlufsholm, bvor man tillige vil have feet Hunnen. Cf- ter Faber (ornithol. Not. Pag. 12) forekommer den i Hol⸗ ſteen. Den er en lige faa bibff Fugl, (om fine ovrige Slegt— ninge, faa at den ſtedſe er i Strid med de omkringverende mindre Fugle, endog ftorre: fom Skader, Duer, Cfovffaber oſv., forfolger dem med Skrig og Bid. Dens Stemme er et raat „Kroehts, — krahts!“ og dens Angeſtſkrig lyder fom „greek,“ „kick,“ „kak, kak!“ J at efterligne Nabofuglenes Stemme og Ovidderen, og indblande Brudſtykker deraf i fin egen Sang, har den en ſerdeles Feerdighed og den com— ponerer deraf en beſynderlig ſagte, ikke ubehagelig Sang. Biller, Groeshopper, Sommerfugle og alle Slags andre Inſecter, fom den fanger i Flugten eller paa Jorden, udgjor dens vaſentligſte Fede, dog plyndrer den undertiden Smaa⸗ fuglenes Reder og fanger Ungerne, der nyligen have for— ladt den. ; Dens Rede findes i aabne Skove, Haver og Kratter, der grendſe til den frie Mark og er bygget paa unge Træer, afhuggede og igjen med Grene beporebe Stammer, eller paa vilde Wble⸗ og Blommetrcker. Den beſtager udvendig af torre og friſke Planteſtcengler, fine Rodder og Mos, og er indven⸗ dig ud bolſtret med Uld og andre Dyrehaar. Heri lægger Hunnen 5— 6 gronagtighvide, paa den butte Ende olivenbrun— plettede og forøvrigt med affearaae og brunagtige Puncter bez ftenfebe Ag. ! | Den er ikke faa ffy, at det er vanſkeligt at komme den paa Skud, og den kan fanges paa ſamme Maade ſom fore⸗ gagende. Ved at tilintetgjere en Mengde fkadelige Inſecter, fom Oldenborrer og deres Larver oſv., er den til Nytte, 4, Rodrygget Sornffabe, Lanius collurio, L. L. spinitorquus, Bechst, Danſk: Almindelig &ornffabe, Harpax, 3vabffabe.. Artsm. De fammeníagte Vinger uden hvid Plet; Ryggen rodbruua; Hovedet, $alérpggen og Overgumpen, hos Hannen affe graa, hos Hunnen graaagtig rødbrune; Underkroppen hvid, 124 hos Hannen foferebt Cfjar, hos Hunnen med brune Bolge⸗ linier. Illum. Afbildn, Tab. VIII. Længde 7“, Brede 11!/2^^. Ungerne ligne for ſtorſte Delen Hunnen. Hr. Bon nez har i denne Sommer (1850) i Katholm Skov ſtudt 2 reen⸗ hvide, parrede Fugle af denne Art, med guult Næb og ikke, fom Kakerlaker pleie at have, rode Sine, men forte med guul Iris. Det ene Exemplar findes i min Samling. Denne her i Landet almindeligſte Art ankommer i ferfte Halvdeel af Mai og forlader os ſidſt i Aug., ſeneſt i Begyn⸗ delſen af Sept. Den forekommer meeſt ved levende Markhegn og lave Kratter, hvor der gives mange Tornebufke, fra hvis Top eller lavere fremſtagende Sidegrene den aflurer fit Roy og lader fin, med laante Toner blandede, ſagte Sang høre. Dens ſcedvanlige Stemme lyder fom: „gak, gef, gef!" og dens Lokkeſtemme ſom: „dev!“ Som begge de foregaaenbe, ernærer den fig fornemmelig af Inſecter; dog er ben, uagtet fin Lidenhed, mere roverſk og gruſom end disſe, thi den rover ikke blot unge Fugle, men og» faa be Gamle, den kan overkomme. Ofte har jeg feet den drœebe og bortflæbe Ungerne af mindre Fugles Reder og at ubtemme 9Gagene. Den har ogſaa den beſynderlige Skik at ſpidde alt hvad den fanger paa en Torn eller ſpids Green, og ſaaledes at fortere og afrive det fom af en Gaffel. Saa⸗ ledes ſamler den fig endogſaa hele Maaltider, og forteerer disſe Forraad paa engang, ſaaſnart Hungeren angriber den. Reden finder man gjerne i Markhegn og lave Kratter, i Tornebuſke, unge 9taaletreer ojo. Den er forholdsmasſig flor, og beftaaer udvendigt af grove, torre *Dfantefteengler, Rod⸗ ber og Mos, indvendigt af Haar og Uld, eller blot fimt Græs. Aggene — 5—6 — ere hvidagtige, lidt guulladne, med olivenbrune Pletter og affegraae Punkter, der paa den butte Ende ligeſom flyde ſammen i Skikkelſe af en Krands. Hunnen ruger allene, men Hannen ſpidder hendes Føde i Ner⸗ heden af Reden, hvor hun ſelv maa tage den. Den ſkydes og fanges ſom begge be foregaaenbe Arter, og gavner i Naturens Huusholdning paa ſamme Maade fom disſe. : Drosfelflægten, Turdus, L. Na bet middelmaadigt, ffarpfantet, næften lige, udad no⸗ get fammentryft; SOverfjeven noget nedboiet i Spidſen og for⸗ 125 fouet med en Tand paa Doer Side; Næbers Rod, ifær Mund⸗ vigerne, beſat med enkelte Borſter. Neſeborene til Ciber, egformige, halvt lukkede af en nøgen Hud. Fødderne: mid⸗ delmaadige, temmelig ftevfes Tarſen længere end Mellemtaaen; 9)bretaaen ved Roden ſammenvoxet med Mellemtagen; Kloerne anſeelige, men kun lidet krumme, den bageſte temmelig ſtor. Vingerne middelmaadige, 3bíe eller Ade Svingfjer lengſt, ifte meget fort. i Droslerne ere Sangfugle af Mirdelftørrelfe med velſma⸗ gende Kjod. De ernære fig om Vinteren af Bær, om Som⸗ meren af Orme og Inſecter; bygge i Almindelighed meget kunſtige Reder; lægge 5— 7 lys blaagrenne, ſedvanligt plettede Aeg og ruge fom ofteſt to Gange om Aaret, men fælde kun een Gang. De fleſte Arter ere ſelſkabelige, have neſten eens Lokkeſtemme og elſke hverandre fom Slegtninge. For Dan⸗ mark ere de neſten udelukkende Trakfugle. Alle Drosler ſynge, men ulige godt. Miſteldrosſelen og Sangdrosſelen (Bog⸗ drosſelen) ſynge bedſt, og ere blandt Vaarens forſte Sangere. 1. Miſteldrosſel, Turdus viscivorus, L. Danſk: Simmerſnarre, Miſteldrosſel, dobbelt Kramsfugl, dobbel Snarrer, hvid Snarrer. ; Artsm. Oven lygolivengraa; ben underſte Vingedakfjer og den intre Spidskant af de tre ydre Stprere hvide; Underkroppen guul⸗ agtighvid, paa Struben med ſpidſe, paa Brpſtet med ovale eller npreformige bruunſorte Pletter. Illum. Afbildn. Tab. XVI. (Stor Snarrer). Længde 12“, Brede 19“, Halen 4—4½“, hvoraf be hvilende Vinger lade de 2“ være ubebeffebe, Neſten af Tur⸗ telduens Storrelſe. | Hunnen er lidt mindre og blegere, (amt iffe faa guulhvid paa Underlivet; Ungerne, fer den forſte Fælding i Auguſt, have et mere broget llbfeenbe, da Overkroppens Fjer have deels ruſtgule, deels ſortebrune Streger eller Pletter. Der gi⸗ ves en ganjfe hvid, en bleggraa og en hvidplettet Varietet. Denne ſtorſte indenlandſke Drosſel forekommer hertillands i ſtor Mængde ved det almindelige Drosſeltrek om Efteraaret i Sept. og Oct., og om Foraaret ſidſt i Febr. eller forſt i Marts (fom ofteſt forenb Sangdrosſelen og Viindrosſelen, ijer de, ber forblive her om Sommeren), men findes dog ogs faa ynglende i mange Skove, f. Ex. vaa Jyllands Sſtkypſt, og ved Jecegersborg i Sjælland, ſtjondt ingenlunde talrig fom 196 Sangdrosſelen, ei engang ſom Solſorten. Den foretræffer Naaleſtove for Løvffove og opholder fig gjerne i bakkede Skov⸗ kanter, helſt med enkelte gamle Ege, hvorfra den flyver ud paa Markerne at ſamle Fode. Miſteldrosſelen er ufordragelig og [obernitíf imod fine Lige; den er (fp, mistroiſk, klog og uro— lig. Da dens Flugt er noget tung, opholder den fig næften ſtedſe i det Frie, hvor den itide kan opdage enhver Fare og tage Flugten. Den varsler Rovfugles og andre Ropdyrs Nerhed og forfølger dem med et heit, ſkjcrende „Snarrrr“! ſom ogſaa er dens Lokkeſtemme, blot at den ofte moduleres til „Snarrrr⸗ratatatarrrr!“ Hannen har en fortræffelig, hoi, mo» get melancholſk Sang, der beftaaer af fem til fer forte Stro⸗ pher, ſom vel ere libet forffjellige, men dog fammenfatte af fyldige Floitetoner og i forte Pauſer folge paa hverandre. Denne Sang udfører ben altid paa den ever(ie Spidſe af en hoi Gran, Fyr eller andet Træ, iſcer i Morgengryet og ved Aftendemringen. Regnorme og Inſectlarver, hvilke ſidſte den ſamler under det nedfaldne Løv og i gammelt Gres, ere dens kjereſte Fode. Den forterer ogſaa alle Slags Biller, Grasshopper, ſmaa Snegle ojo. Naar Jorden er beboffet med Snee, ſoger den aabne Kilder, ellers (ſaaſnart Sneen opteer) Enge. Om Gf» teraaret, naar der indtræffer fterf Nattefroſt, og anden Sta» ring mangler, ernærer ben fig ved Ronneber, Miſtelber, Ene⸗ ber oſo. J Buur kan man føde den med Byggryn eller Hvedeklid, befugtet med Melk eller Vand, dog bekommer det ſaakaldte Drosſeluniverſalfoder denne, ſom alle andre Drosler bedſt, nemlig: revne Guleredder, Byggryn og Hvedebrod, ud⸗ blodt i Vand. Den bader ſig gjerne. Dens Rede finder man oftere paa Naaletrcker end paa Løvtræer, ſjeldent lavere end 8 Fod fra Jorden, ofte 20—30 Fod. Af Løvtræer ſynes Boge, Ege og Linde at have For⸗ trinet, og Reden ſtager da enten tet ind til Stammen, i Klof— ten af eller ooenpaa meget tykke Grene, i ſidſte Tilfælde: naar disſe ligge horizontalt. Grundlaget beftaaer af Riisqviſte og Lyngſtengler, blandet med graat Trœmos (Lav); derpaa følger Jordmos, fine Rodder og torre Grasblade. Hunnen lægger 4—5 gronagtig hvide Wg med violette og rødbrune Punkter og Pletter, hvilke ere ſterſt paa den butte Ende og ſom ruges if 16—17 Dage, ſaaledes at Hannen afløfer Hunnen i Mid⸗ dagstimerne. De yngle ſom ofteſt to Gange om Aaret, — Da den, ſom ſagt, er meget ffo og vanſtelig at komme 127 paa Skud, maa man enten nærme ſig ſfjult eller ſtille fig vaa Anſtand ved dens Andlingstrcer. J Doner gaaer den ugjerne og kun naar Froſt og Snee tvinger den haardt. Den er, ſom Solſorten og Bogdrosſelen, en ſlem Gjæft i Kirſebeer⸗ træerne, naar Frugten er moden; men da den netop paa ſamme Tid felder, er den lettere end nogenſinde ellers at ſkyde. Kjodet, ifær de Unges, er en meget velſmagende Ret. Den tifintetgfer megen ſkadelig Inſectyngel og opliver Sko⸗ vene ved für ſtjonne Sang, hvilken fryder ſaameget mere, fom den høres faa tidligt om Foraaret og ofte i Egne, der have livet Oplivende, ſom de med Naaleſkove beplantede Heder. 2. Snarredrosſel, Turdus pilaris, L. Danſt: Snarrer, almindelig Kramsfugl, dobbelt Kramsfugl, Gjagger. Artsm. Hoved og Overgump affegraae; Ryggen merk faftaniebruum ; de underſte Bingedæifjær hvide; Halen fort, den pderſte Fjer med en hvidagtig Rand. Illum. Afbildn. Tab. XVI. Længde 10 —11“, Brede 17¼“; Halen 4½“,. Hunnens Forhals er blegere ruſtguul, de bruunſorte Pletter ere færre, mindre og ſmallere; Overryggens og Sful- drenes kaſtaniebrune Farve er mindre reen og af mindre Om⸗ fang, og de udvidede grage Partier paa Hovedet og Over— gumpen ere lyſere. Siderne ere mindre rodgule og meten hvide med ubetydelige Pletter, : Hannens Sommerdragt har — efter Nilsſon — no⸗ get Afvigende, [fom meeſt beftaaer i at Ryggen og Skuldrene ere ſorte med ruſtbrune Fjerkanter paa de ſidſte, og at nogle af 3Bingebofferne desuden have aſkegraae Spidskanter. Der gives hvide, brune og brogede Varieteter. Sy det Kongl. Muſeum findes ſaaledes en guulbruun og en toppet Afart; i Hr. Secretair Friis's Samling en lyſegraa, med rødbrune Skuldre og rodbruunplettet Bryſt, ſkudt i Sonder⸗ marken. Jeg ſelv eier et Exemplar, fanget paa Norrebro, der neften er ganffe fort. paa Bryſtet og Underlivet. Ankommer Efteraar og Vinter til Danmark, meeſt i ſtore Flokke, og anſees hertillands (om et Forbud paa ſtreng Vin: ter. Storſte Delen brage videre ſydpaa; de her forblivende ſtreife omkring og ſoge deres Føde, [fom paa denne Aarstid beftaaer i Hpben, Tornebær, Rønnebær oſo. Mod Vaarens Komme drage disſe atter mod Nord, men erſtattes af de fra 128 ſydligere Lande tilbagevendende Skarer, fom ba i Almindelighed fafte fig paa Engene, hvor Sneen er bortſmeltet, for at ſamle Regnorme. J adſkillige Aaringer forblive de ſaaledes her, ef— ter Foraarets Beſkaffenhed, til midt i April. Dens egentlige Hjem om Sommeren er Nordens Løvffove, lige op til Polar— landene. Hvor en Skare har valgt fin Yngleplads, findes Reder paa neſten hvert Træ, ofte endog 4 — 5 paa eet og ſamme. De ere ſtye og forſigtige, muntre og urolige Fugle, der ere yndede af deres Slegtninge, ſom folge deres Loffes femme. Denne lyder, naar det gjelder at drage videre, fom et vaff og høit „Tſjatſjatſjatſjak“ eller „Tſjatſjak“, og naar den falder paa fine Lige, fom et fiint „Quiqui“. Dens egentlige Sang er mindre behagelig, idet den ofte afbrydes af ſqual⸗ drende Toner. Den ernærer fig paa ſamme Maade, fom forrige Art; kun at den om Vinteren mere holder fig til alle Slags Ber. J de nordlige Lande er enhver lille Birkeſkov fuld af yng⸗ lende Snarredrosler. Reden ſtager ſnart heit, ſnart lavt og har Lighed med Solſortens. Wggene, ſedvanlig 5 — 6, ligne ogſaa dennes, men de ere mindre og Pletterne mere rodbrune; Grundfarven er ſogron eller bleg ſpanſkgron. J Aaret 1820 ffal den (Kbhns Literatur-, Kunſt⸗ og Theaterblad 1824 Pag. 196) vare fundet ynglende i Rugaards Skov i Fyen. Vil man ſkyde den, maa man lifte fig til den, eller ſtille lig i Baghold, hvor der gives Ronnebeertrcer, fom de beſoge. Om Efteraaret fanges den, ſom andre Drosſelarter, i Doner med Rønnebær; men denne Fangſt lykkes ikke vet for Kulden tvinger den. Kjodet er meget velſmagende, og ffal vere det meeſt næs rende af alle Kramsfugles (Droslers). Der gives Gane, tier i Tydſkland, hvor man fanger dem i utrolig Mengde; ſaa— ledes (faf Danzig med dens Omegn allene conſumere henimod 60,000 Par. De udrydde desuden en Mængde Larver og Inſecter. 3. Sangdrosſel, Turdus musicus, L. Danſk: Bogdrosſel, Kramsfugl, Graadrosſel. Artsm. Oven olivengraabruun; neden guulagtighvid med trekantede og ovale fortelrune Pletter; de underſte Bingedæffjer bleg; ruſtgule, de øverfte med ruſtgule Spidſepletter; Halen eens⸗ farvet. Illum. Afbildn. Tab. XVI. . 129 Længde indtil 9“, Vingeſtrakning 14¼“, Halen 3“, 9/7. Hunnen af ſamme Farve og Tegning. Den almindeligſte Art, og tillige den bedſte Sanger. Med Undtagelſe af det bote Nord, forekommer og yngler den neſten over hele Europa. Som Trakfugl kommer den i Marts eller April, noget for Viindrosſelen, og forlader os forſt i Septbr. eller Octbr; blot enkelte forblive hos os i milde Vintere. J Udkanten af ſtorre Skove, hvor der gives megen Opvarxt af unge Treeer, i Kratter og ved gamle levende Hegn, iſcer med Band i Neerheden, yngler og opholder den fig om Sommeren. Fra Toppen af høie Træer lyder, iſcr Morgen og Aften, dens muntre afoex(enbe, melodiſke Sang, fom vedvarer fra Marts til langt hen i Sommeren. Dens Lokkeſtemme er et høit tz bende „Tſip!“ og dens Angeſtſkrig „dak, dak, dak, dak!“ Sang⸗ drosſelen er en livlig og (fo Fugl, der er mindre ſelſkabelig end de fleſte andre Arter af denne Slægt. Om Foraaret og Sommeren føortærer den Regnorme, In⸗ ſectlarver, krybende Inſecter og ſmaa nøgne Snegle; om Ho⸗ ſten adſtillige Slags Beer: Kirfebær, Ribs, Rønnebær ofo. Paa de ovenfor angivne Opholdsſteder bygger den tem— melig lavt fin Rede i Træer og Buſke. Materialierne beſtaae udvendigt af torre Qviſte, Greesſtraa og Jordmos, og ben indvendige halvpkugleformige Fordybning er en glat og faſt Masſe, font beftaaer af muldent Træ, blandet med vaad Jord og Leer, efter Andre med Fuglens Spyt, ſaaledes ſammen⸗ klinede, at Reden er ganſte haard og faſt. De 4 — 6 blaa⸗ grønne eller bleg ſpanſkgron farvede, temmelig glindſende, med ſmaa forte Pletter og Punkter beftroebe Eg ruges i 16 Dage, og den forſte Nngel er i Almindelighed flyvefeerdig forſt t Mai, hvorpaa der atter bygges Rede til det andet Kuld. J Vandringstiden er den temmelig ſky og vanfkelig at ffpbe, hvilket derimod mindre er Tilfældet, hvor den yngler, Den fanges hyppigſt om Gfteraaret i Doner med Rønnebær, i Man⸗ gel Deraf med Hyldeber og Korneelbeer. Om Foraaret æder den ikke Beer, og man fanger den da bedſt med Lobedoner paa i imellem Buffe og Hæffer, hvor den pleier at oye holde fig. Om Høften og Efteraaret er dens Kjod (offert og funbt. Den forterer mange ffadelige Infecter og deres Angel, nøgne Snegle og andet Utøi, Bed fin fortræffelige Sang opliver den om Foraaret vore Skove, og for Elfkere af Stuefugle er denne en af de vigtigſte. 9 130 4. Viindrosſel, Turdus iliacus, L. Danfk: Roddrosſel, Biindrosfel. Artsm. Oven olivenbruun; Forhalſen tegnet med fortagtige, Bryſtet og Siderne med graabrune, fangégaaenbe Pletter; paa Si: derne af Halſen en guulagtig Plet; over Diet en hvidguul Stribe og Vingernes underſte Dakfjer ſamt Siderne ruſtrode. Illum. Afbildn. Tab. XVI. Længde 8'/4", Brede 14½“, Hale 3“. Hos Hunnen er Striben over Siet ſmallere, Struben uplettet, paa Underkroppen er Alt mere hvidt og blegt, og den kc Farve mattere; forøvrigt ere Kjonnene vanffefige at abfftfe. Den er den mindſte indenlandſte Art af denne Slægt og altid mindre end Sangdrosſelen, fra hvilken den desuden abe ſtilles ved den ftore hvidgule Stribe over Diet, ſamt det Ruſt⸗ rode paa Siderne og under Vingerne. J October og No— vember kommer den i ſtor Mængde hertil (ra fine Anglepladſer i det højere Nordens Skove, og forbliver — eller rettere ſagt: &raffet varer — i 3 à 4 Uger. Efter Hr. Apotheker Steen⸗ bergs Optegnelſer ankom den til Helſingoer: 1824, den 1ſte October, 1825, fe Enkelte har jeg ſeet overvintre i Jylland, f. Ex. 1848, men jeg formoder: det har været beffabigebe *) Individer, der ikke have følt fig ftevfe nok til at reife videre, Fra 20de til 30te Marts, undertiden ſenere, efter Veirligets Beſkaffenhed, feer. man dem her igjen »aa Gjennemreiſen til Hjemmet; Foraars⸗ treffet varer 2 à 3 Uger, Naar de i bette Tidsrum ikke ere beffjæftigede med at opſoge Neeringsmidler, ſidde de ofte i ſtore Selſkaber paa ſtorre Træer og opføre deres Coneerter, ſom beſtage af en Rakke ſagte, qviddrende og pibende Toner. J deres egentlige Hjem ffal deres Sang imidlertid ikke give Sangdrosſelens meget efter. Deres Lokketoner ere „gak“ og „ſiih“. De ere ſelſtabelige Fugle, der, naar de ikke kunne finde deres Lige, blande fig med Snarre- og Sangdrosler; be ) Bed Skud, Losrivelſe af Doner, Ropfugles Angreb ofo., erholde mange Trakfugle, ifær de faa efterſtrebte Drosler, Befkadigelſer, hvoraf de forſaavidt helbredes, at de vel kunne leve og friſte Livet paa ſelve Stedet, uden derfor at kunne folge deres Kammerater videre, og mage da friſte et kummerligt Liv eller omkomme om Vinteren. : 131 efffe hverandre meget, og ængfte fig naar en Flok er bleven abffilt. | i Næringen have be ganffe tilfælles med Sangdrosſelen. Reden ffal ſedvanligſt findes i tætte Birfebuffe, Elle og andet S3uffoerf, omtrent ſom Sangdrosſelens, og bygget paa ſamme Maade. Wggene, 5—6, ere blegere end dennes, blaa⸗ grønne med 1 1 Pletter. De yngle 2 Gange om Aaret. Den er, ſom de fleſte Drosſeler, temmelig ſky og van⸗ ffelig at komme paa Skud. Deſto lettere fanges den i Do— ner med Rønnebær om Efteraaret, iſcer naar man tillige hol⸗ der en Lokkefugl, helſt af dens egen Art. I koldt Veir og om Formiddagen lykkes Fangſten bedſt. Om Foraaret kan man fange den i Lobedoner, uden Lokkemad. . Da den træffer i Sel ſkab, falder den ogſaa i Mengde i Donerne, hvori den fan— ges ſaameget lettere, ſom den ikke veed at anvende Solſortens og Sangdrosſelens Kneb og Raenker. , Dens Kjod er om Gfteraaret fedt og feffert; man holder det for en let fordoielig og ſund Spiſe, hvorfor ogſaa denne Drosſel i ſtor Mengde bliver fanget og forhandlet. Den ud⸗ rydder mange ffabelige Inſecter, ier i Larvetilſtanden. J de ſydlige Lande ffal den gjøre megen Skade i Viinbjergene ved at fortore Viindruerne. 5. Sortſtrubet Drosſel, Turdus atrigularis, G/oger. Syn. Turdus Bechsteinii, Naum.; Merula atrogularis, Bon. Artsm. Oven olivengraa; Underkroppen fra Bryſtet af hvid med en— kelte brune Pletter; Forhalſen paa Hannen ſort, paa Hunnen guulagtig hvid med morkebrune Pletter. De underſte Vinge: dæffjer ere lys⸗okkergule. Illum. Afbildn. Tab. XVII. Længde 10% Brede 17“, Halen 4½½“. J Henſeende til Storrelſen ſtaaer denne, endog i det ſyd⸗ . ligere Europa ſſeldne Art, imellem Sang⸗ og Snarredrosſelen, medens den i Holdning og Egenſkaber ligner den ſidſte, iſer ogſaa Ringdrosſelen. J det nordlige &pbífíanb er den enkelte Gange bleven bez morfet i det almindelige Drosſeltrak, og at man erholdt flere ganſke unge Fugle, taler for, at disſe mage være ubrugebe i en eller anden nortilgrendſende Gn, Her t Landet vides ben kun een Gang ffubt, nemlig 1822 i Herlufmagle af Hr. Pa⸗ ſtor Appeldorn, der ſendte den til Prof. Melchior paa Herlufsholm, fom forærede den til det Kongl. TURIS hvor 132 den endnu findes (Bonn ez). Deng egentlige Hjem ffal være de mere nordoſtlige Lande og det nordlige Aften, hvorfra den forflyver fig til det ſydoſtlige, undertiden til Mellem-Europa. Den beboer Lovfkovene, Door ber er megen berbeerende Under⸗ ffo», og vandrer i Selſkab. Dens Lokkeſtemme ſkal ligne Ring⸗ drosſelens. Narrng har den tilfælles med de øvrige Drosſeler. Forplantning: Übekjendt. | Som en ffo Fugl, er den vanffelig at komme paa Skud; men den fanges med de andre Drosſeler i Doner pfo. Med Henſyn til dens Nytte, maa det ſamme gjelde, der er ſagt om de andre Arter af denne Slegt. | 6. Riugdrosſel, Turdus") torquatus, L. Merula torquata, Gesn. Danfk: Maanedrosſel, Skjolddrosſel, Ringdrosſel. Artsm. Mat: eller bruunagtigſort, med hvidgraae Fjerrande og en ſtor halvmaaneformig hvid eller hvidgraa Plet paa. SOverbrpftet. Illum. Afbildn. Tab. XVI. Leengde 11^, Brede 17“. Ungerne for den forte Folding: ſortagtige med ruſtgule Pletter og Striber, uden Spor af Bryſtſtjold. Den ubarter meer eller mindre i det Hvide. | J Danmark forefommer Ringdrosſelen fun paa fit Træf fra det nordlige Skandinavien — ſom er dens Sommeropholds⸗ ſted og egentlige Hjem — til ſydligere Gane, og naar ben der⸗ fra om Foraaret atter vender tilbage til fine Anglepladſer. Ef tergarstrœkket finder almindeligſt Sted i October og Foraars⸗ træffet i Marts og April, men kun i ringe Antal og hoiſt abs ſpredt, fordi denne Art paa fine Vandringer følger Bjerg⸗ landene. J Norge og Sverrig lever den om Sommeren i de med Naaleſkove beoorebe (ane, tildeels paa nøgne Slipper. Hos os er den ſty og forſigtig, men ikke i ſit Hjem, hvor den ofte i Nærheden af menneſkelige Boliger lader høre fin melan⸗ cholſte, pibende Sang, der har Lighed med Solſortens. Den lokker: „tſtieh“ og „tak, tak“ eller „tok, tof". Nering: Som de andre Drosſelers. — *) De nyere Ornithologer have adffilt denne og folgende Art fra be egentlige Drosler, hvorfra de unegteligen afvige i flere Henſeender, under det ſyſtematifke Slegtsnavn: Merula. 133 Den yngler', fom fagi, i bet Deie Nord, men ogſaa paa „Rieſengebirge“ og be ipbffe Alper, oppe ved Sneeregionen, ſjeldent i bet øvrige Tydſkland. Faber anfører (ornith. No⸗ titſer Pag. 20), at den var ham angivet ſom ynglende ved Apenrade, men omtvivler Wgtheden af denne Beretning. Dens Rede og Aeg have Lighed med Sortdrosſelens. Reden ſtaaer paa Jorden i Lyngen, paa Siden af en 3Buff eller Klippe, eller i be tætte Grene af orkroblede Cnebærbuffe. Wggene, 4—6, ere lyſegronne, tegnele med rødbrune Pletter og Punkter. ganges i Doner med Rønnebær. Den er en ffo, urolig Fugl, der vanſteligen kommes paa Skud. | Kjodet er en førtræffelig Spiſe, og den gavner tillige, fon hele denne Slægt, ved Udryddelſen af ffabefige Inſecter og deres Yngel. ifs 7. Sortdrosſel, Turdus merula, L. Merula nigra, Boie. Danſk: Sortdrosſel, Selſort, Solſort. Artsm. Hannen fort med guult "Næb og gule Oienkredſe; Hunnen ſortebruun med lyſere Strube. Slum. Afbildn. Tab. XVI. Længde 10— 10%“, Brede 16 —17“, Halen 4½“. F APUL 9E 8-8, .P ogſaa ikke ſjeldent antyder ham Rovdyrs 9terbeb. Bliver den pludſeligen opjaget, udſtoder den et raſt hoitlydende „Daadaadaa, 134 ihdaa, dak, dak“. Den er ufredelig og nidſt mod andre Fugle, ſelv fin egen Art. Dens ffeítenbe Sang bidrager meget til Skovenes Oplivelſe i det tidligſte Forgar; den foredrages med Takt og Sindighed, og er meeſt betonen i Morgen- og Aften⸗ timerne. Lokketonen er „tak, tak“, og „izrüi“ eller „ſzriſzrii“. Næring: Inſecter, Larver, Pupper, fmaa Snegle om Foraaret og Sommeren; ſenere alle Slags Bær, (om Ronne⸗ ber, Gnuebor, Vrietornber og Hyldebeer, ſamt Slagen, Hyben og Kirſebeer. Om Vinteren mage be, der forblive her, ofte kummerligen ernære fig ved aabne Kilder, af de deri værende Vandinſecter; de ede da ogſaa raadne Wbler ofo. Den yngler to Gange aarlig; Reden ſtager i Reglen temmelig ſkjult og ikke ſynderlig hoit fra Jorden, ofte ganffe lavt over, ja endog umiddelbart paa ſamme: den findes enten paa Tregrene og Buffe, paa lave afhuggede, med nye Grene forſynede Træftammer eller i aabne Huller i Stammerne. Jeg har endog eengang fundet den Dybt nede i en forfalden Jis⸗ kjelder med Aabninger i Taget, ved Siden af Gjerdeſmuttens og Rodkjcelkens Reder. Den er temmelig ſtor og dyb, fkaal— formig, udvendig med fine Qviſte og Jordmos, fom er fame menfsiet med Leer og anden feed Jord; inderſt er den ubforet med Graesblade og fine Rødder. Aggene, 4—5 (ſjeldent 3 eller 6), ere af en bleg- eller graagron Farve med matte ruſtbrune Pletter, Streger og Punkter. Han og Hun forblive ſammen ogſaa udenfor Yngletiden. Om Efteraaret fanges den i Doner med Rønnebær, foin de andre Kramsfugle; den er noget vanſkeligere at komme paa Skud end nøgen af disſe. N : Anm. Ved at beſoge Muſeet i Lund gjorde Hr. Adjunct Liljeborg mig opmerkſom paa et Exemplar af Turdus varius, Pallas & Horsf, fom Baron Gyllenkrok, der har ffjænfet fin bety⸗ delige Fugleſamling til dette Muſeum, har kjsbt af Naturalie— handler Brandt i Hamborg, og fon har Paategningen: „fkudt i Fyen“; hvilket giver mig Anledning til at anføre Kjendemer⸗ kerne paa denne ſjeldne ſiberiſte Art, font er ſononym med Tur- dus Whitei, Eyton, ífer, da den ogſaa ffal ecre foretruffet i Holſteen („Iris“ 1835, Pag. 878). Den er i den nyere Tid, endfkjondt fom flor Sjeldenhed, bemerket i Tydſkland, Frankrig, Sverrig og England (Rhea, 2 Pag. 145). Artsm. De underſte Vingedekfjer hvide med meget bredt, fort eller graabruunt Tverbaand; Fjerene paa Over⸗ og Underkroppen med halvmaaneformige. ſorte eller bruunſorte Spidſebaand; 14 Sty⸗ rere. 135 Bandftærflægten, Cinclus, Bechst. Nebet ſammentrykt ſylformigt, af Middellængde, fvagt, ofte lidt opabboiet; . Overfjævens Spids noget botet, med et lille Indſnit paa hver Side; ingen Sfjæghaar; Næfeborene ridſeformige, tæt ved Panden, oven forſynede med en flad, blød, fort og tetbefferet Hud, hvormed de funne lukkes. Fod⸗ derne middelhoie, ſterke, med forte, ſtore, krumme Kloer; Fod⸗ roden længere end Mellemtaaen. Vingerne forte, butte; 2den, Zdie og 4de Svingfjer næften lige lange og de leengſte; Halen meget fort og afſkaaret. Kroppen tyk, fort og tæt befjeret. Hovedet fladpandet, ſmalt og ſpidſt; Oinene hoitliggende, temmelig ſmaa. De ere uſelſkabelige, yderſt urolige og ſom ofteſt meget ffye Fugle, der ikke blot lobe omkring ved Vandkanterne med ſtor Hurtighed, og vade fom Strandloberne, men endog ſvomme og med Feerdighed dykke under Vandet: Egenſkaber, ber ere hoiſt beſynderlige hos Fugle, der ellers dog ganſke have Lands fuglenes Bygning, og hvorſra man maatte flutte fig til en færegen indre Organiſation. Deres tykke tætte Fjerpelts dae racteriſerer dem (om Vandfugle, med hvilke de ogſaa have en meget udviklet Gumpekjertel tilfcelles; ſelv Næbet har noget Dykkeragtigt, ſom de mindre Lappedykkeres, men Fodderne ere ganffe font Sangfuglenes. De yngle i Huller ved Vandbred⸗ ber, bygge temmelig kunſtige Reder og fælde kun eengang om Aaret. Deres Flugt er pderſt hurtig og neſten ſtedſe lige ud, undtagen hvor de, fom Jisfuglen, folge Bæfløbene; dog flyve de ugjerne langt ad Gangen. De have en ret behagelig Sang. Vandſteer, Cinclus aquatieus, Zechst. Sturnus cinclus, L.; Turdus cinclus, Lath. Danſk: Gtrpm[ter, Bæfdrosfel, Vandftær. Artsm. Skifergraa med fort Fjerindfatning (Hovedet graabruunt) ; Strube, Hals og Overbryſt hvide; Underbryſtet rodbruunag⸗ tigt. Ungerne have fortagtige Fjerrande i det Hvide. Illum. Afbildn. Tab. XV. i Længde 71/07", Brede 12“, Halen 2“. : Vandftæreng Yndlingsopholdsfted er bruſende, med Træer og Buffe bevorede Bæffe, Ager og Floder i Bjergegne. Men da det mangler vort Fedreland paa disſe, forekommer den kun ſjeldent hos os om Sommeren. Om Vinteren derimod komme endeel fra de nordlige Lande og opflage deres Vinter⸗ 136 qvarteer her; man finder dem da fom ofteff ved Vande, ber paa Grund af deres hurtige Lob ikke let tilfryſe, f. Ex. ved Aaer, Møller og Sluſer. Har den fundet et ſaadant Sted ved Bandet, der ogſaa holder fig aabent om Vinteren, da for- bliver den gjerne der, og ſtreifer op og ned i fit ſmalle, men lange Revier. Den er ſaaledes efter Omſteendighederne deels Stand⸗, deels Strog⸗ og Træffugl. Paa Jyllands og Sles⸗ vigs Oſtkyſt forekommer den ved mange Molleboekke og Ager, og, efter Hr. Stud. med. Bollings Meddelelſe, ved Frederiks⸗ borg. Hr. Greve, Ritmeſter S. Raben ffob den ved Aaſtrup pr. Roeskilde. J E. Hage's Samling findes flere Exem— plarer, ffubte paa Møen. Faber (ornith. Notitſer Pag. 22) anforer, at den af og til ffydes omkring Kjøbenhavn og ved Herlufsholm, ſamt at han ſelv har ffubt den ved Odenſe. Hr. Baron v. Brockdorff ffob den ved Thyrsbakk ved Veile. Hr. Hofjcegermeſter Teilmann i Decbr. 1822 ved Esrum So. Jeg har den fra Greenaa, Viborg, Apenrade, Veile, ſamt fra flere Egne, og Hr. Apotheker Steenberg fra Hel⸗ ſingoer⸗Egnen. : Uagtet den holder meget af Træer og Buffe ved fit SOwe holdsſted, feer man den næften aldrig at ſidde paa disſe; men den foretreffer, ſom Vandfugle, Stene eller Pele i og ved Vandet, hvorfra den, liig Jisfuglen, iagttager Vandfladen. Selv i den ſtrengeſte Kulde er den ualmindelig livlig, men imod ſine Lige ufredelig, ſaa at den udenfor Parringstiden al⸗ tid lever eenſomt og adſkilt, og enhver har fit Revier. Bliver den opffraffet, udſtoder den et høit „Zerp, zerp“. Dens Sang, fom beftaaer af flere Stropher, har noget tilfælles meb- Sylviernes. Inſecter, Larver, Orme, fmaa Muslinger og Fiſke uds gjøre dens Nering, ſom den ofte henter endog paa Bunden af Vandet. Selv hvor dette meeſt ſkummer og bruſer, ſtyrter den fig fjef ned i Vandfaldet, for at hente fit Bytte. Hertillands bygger den Rede i Huller ved Beek- og Aas kanterne, under Broer, i gamle Mollehjul, ſjeldnere i hule Treſtammer. Den er godt bygget, meget varmt indrettet, ſtorre eller mindre efter Stedets Beſkaffenhed, altid med et Tag, eie ten et kunſtigt eller naturligt, og et rorformigt Indgangshul. Materialierne beftaae af grønt Mos eller Planteſtcengler, Gres⸗ halm, Græsblade, Rødder, Straa og Lov. Deri findes 4—6 glindſende hvide Aeg, hvorpaa Hunnen ofte ruger faa ivrigt, at den, lig Meiſerne, lader fig tage paa Reden. 137 Da ben er temmelig ffp, ifær paa ubeboebe Steder, hvor ben iffe har vænnet fig til menneſkelig Ferdſel, maa man ens ten fffuft Lifte fig til den, lade den drive til fig, eller ftaae paa Anſtand ved dens Andlings-Siddeſteder, for at komme den paa Skud. ; Kjodet ſmager ganſke behageligt. Dens muntre Veſen og Sang opliver, og den udrydder endeel, viſtnok ogſaa fkadelige, Inſecter. ; Bipftjertflægten, Motacilla, Lath. Nebet lige, tyndt, ſylformigt, med Underfjævens Kanter ſammentrykte ud imod Spidſen; denne har paa Overkjaven et flint Indſnit. Neſeborene tæt ved Naebroden, ſmaa, gjennem⸗ ſigtige, egformige, halvt beffebe af et ſvagt, blodhudet Laag. Fodderne høje og tynde; Bagtaaens Klo ſtor, lang, tynd og ſmal, be øvrige (maa og lidet krumme; mellemſte og yderſte Fortaa ſammenvoxede ved Roden. Vingerne middelmaadige; den 1ſte Svingfjer neften umerkelig; Aden, 3die og Ade ont irent af lige Længde, og lengſt; den noft(b(te af de bagerſte Svingfjer neften lige faa lang, undertiden længere, end hele Vingen. Halen meget lang og fmalfferet, uden Indſnit i Spidſen. Hovedet fladpandet, ſpidſt og langt; Halſen tynd og lang; Kroppen langſtrakt. Disſe ſmaa, muntre Fugle opholde fig gjerne ved Kjær, Damme og Bæffe, hvor de vade i grundt Vand; nogle meeſt paa aabne ffabe Marker, Ovægoverdrev oſv.; det latinſke og banffe Slegtsnavn betegner deres Bane, at bevæge Halen op og ned. De fætte fig ſjeldnere paa Træer, end paa Mure, Huſe, Stene og paa den blotte Jord, hvor de lobe med Feer⸗ dighed, dog ſtedſe ſkridtviis. Mange opholde fig i Nærheden af vore Boliger og ere meget fortrolige med Menneſker. De ere Træffugle, der fælde to Gange om Aaret; Han og Hun ere lidet forſkjellige, deſto mere afviger Vaardragten fra Hoſt⸗ dragten. Deres Neaering beftaaer allene i Inſecter,) fom de meeſt fange i Løbet, ſjeldent i Flugten. De yngle t Huller i Mure, Træer oſv., eller paa Jorden. | 1. Hvid Vipſtjert, Motacilla alba, L. Danſk: Havrefæd, Blaa Havrefæd, Baadfugl, Smediefugl, Havre— fugl, Steenpikker. Artsm. Ryggen affegraa, Overgumpen ſortegraa; de underſte Dales dekffer og Bugen hvide; de to pderſte Styrere for ſtorſte De⸗ len hvide. Illum. Afbildn. Tab. XIX. (Vaardragt.) 138 Længde 77/2", Brede 11“. Vaardragten ubmarfer fig fornemmelig derved, at Stru- ben, Forhalſen og Overbryſtet ere reen forte; dog ere Hun- nens Farver mindre levende, og det Sorte har mindre llbftrefz ning paa Bryſtet og paa Baghalſen. J Høftdragten indffrænfer fig bet Sorte foran til en hefteffoformig Plet ovenfor Bryſtet. J denne Dragt have Un- gerne temmelig Lighed med be Gamle, men be ere graae paa Baghovedet, hele Overkroppen er guulagtig graa og fefo det Hvide paa Halsſiderne og Overbryſtet har et ruſtguult Skjer, ligeſom Underlivet har mere Graat paa Siderne. Der gives ganſke hvide, blege, brogede, hvid— hovede og hvidvingede Varieteter. Denne Art er almindelig overalt i Danmark, men dog mindre talrig paa Individer end den gule Vipſtjert (Mot flava). Som Traekkfugl ankommer ben, efter Veirligets Beſkaffenhed, fra Midten af Marts til forſt i April. J Aaret 1849 ſaae jeg den i det ſydoſtlige Jylland allerede den 7de Marts og der ffal endog gives Aaringer, hvor den indfinder fig i Februar. Efter Hr. Apotheker Steenbergs Optegnelſer, ankom den ved Helſingser: 1829, den 1ſte April, 1837, „ 26 de), 1844, 7de " 4845, „ Ade „ „%% deny Den er halv Mark-, halv Strandfugl. Man feer den paa (Saber, Broer, Veie, Overdrev, ved Bæffe, Floder, Damme, Grave, Kilder og Strandbredder, hyppigſt ved Vandet; den følger ogſaa Ploven, ligeſom Steren og Kragerne. Saa uro⸗ lig, munter og hurtig den ellers er, ſoger den dog meget men⸗ neſkelige Boliger og viſer fig færdeles fortrolig mod deres Be- boere. Saaſnart en Ropfugl nærmer fig, er den ogſaa ſtrax opdaget af disſe, dens (maa opmeerkſomme Fjender; de ſtromme til fra alle Kanter og forfolge den ud over deres Revier, uden at det falder denne ind at hevne deres haanlige Bortviisning, ) J Foraaret 1837 havde vi i Slutningen af Marts og i de ferfte Dage af April mildt Foraarsveir, men derpaa fulgte en ſaadan Mængde Snee, at de fra de ſydlige Lande tilbagevendende Fugle lede ſtor Nod; uendelig mange omkom, og de øvrige ankom ſeent til deres nordligere Nnglepladſer. i 139 og at de desuden forſtyrre dens Jagt, idet de itide gjore an⸗ dre Fugle opmeerkſomme paa dens Nerhed. Dens Lokke⸗ ſtemme er et lydeligt „Dryſy“ eller „Zisſis“. Undertiden ho⸗ rer man ogſaa et ſagtere „Qui, quiriquiri“. Hannen ſynger flittig, men dens Sang er mindre behagelig, meeſt ſammenſat af dens forfffelliqt modulerede Lokkeſtemme. Nering: Inſecter, Larver og Pupper, ſom den ſamler paa Marken, ſamt ved Bæffe, Damme, Vandpytter og Strand⸗ bredder. Forplantning: De yngle overalt paa ovenncvnte Opholds⸗ ſteder, ifær i 9terbeben af Bandet, f. Ex. i Steenmure, Steen⸗ broer, hule Træer, under Trærødder og udheengende Gron— fvær, i og under Straatage, i Brendeſtabler, Baade (deraf vaa Wroe Navnet: Baadfugl), oſv. Reden er mindre kunſtig, og beſtaaer af Grasrodder og Straa, indvendig foret med Haar og Uld. Wggene, 5— 7, ſjeldent 8, ere hvide eller graahvide, beftroebe med ſtorre eller mindre grage og brune Pletter. Ofte lægger Gjogen fit g i dens Rede; ſom Pleie— forceldre for den unge Gjog, hænge de med ben ommeſte Kjeer⸗ lighed ved det ſtore Stedbarn. Om Foraaret og Sommeren ere de lette at ſkyde, og fame ges i Lobedoner — med Meelorme til Lokkemad, eller uden disſe — hvor de pleie at lobe. | Den er en af Landmandens forſte Foraarsforkyndere, og forterer mange ffabelige Inſecter. Om Efteraaret er dens Kjod en behagelig Spiſe. Den abvarer ikke blot mindre Fugle, men ogfaa vore Huusfugle, Duer og Høng, der fjende dens Varſelſkrig, naar en Rovfugl nærmer fig, og paa ſamme Maade gavner den den opmeerkſomme Jager. | i 2. Sortrygget Vipſtjert, Motacilla lugubris, Temm. Mot. Yarellii, Gould; Mot. alba lugubris, Schlegel. ; Artsm. De to 9berfle Halefjer for ſtorſte Delen hvide; Underhale⸗ f beffferene ganffe hvide; Ryggen fort. Slum. Afbildn. Tab. XIX. Den ligner i Størrelfe og Legemsbygning fuldkomment den hvide Vipſtjert, af hvilken Mange anſee den for at være en Varietet; Alt hvad der paa denne er graat, er her ſort, nemlig Overkroppen fra Baghovedet; Vingedakfjerene have hvide Baand; Panden, Kinderne og hele Underlivet fra Bryſtet 140 ere hvide; Bugſiderne fortegraae,. Om Efteraaret er Struben hvid, forneden begrændfet af en fort, heſteſkoformig Plet. Dens egentlige Hjem er be ſydsoſtlige og ſydlige Lande, navnlig det ſydlige Rusland, Ungarn, Wgypten og nogle franfke Provindſer. Den 6te April 1847 opdagede jeg denne, for vor Fauna ſjeldne Fugl paa en Eng ved Veile, Door den ſamlede Føde ved en Hob nylig udkjort Feieſfkarn. Den var jaa tam og til— lidsfuld, at jeg i faa Skridts Afſtand havde Leilighed til at udføre en temmelig noiagtig Skizze, hvorefter Afbildningen — ved ee med et Exemplar fra det ſydlige Europa — er ubfert. 3. a) Guul Vipſtjert, Motacilla flava, L., Danſk: Maifugl, Engfugl, Guulſpink, guul Havreſccd, Smorfugl. Artsm. Oven olivengrøn med graat Overhoved og grønguul Over: gump; nedenunder guul; de to pderſte Styrere for fterfte Delen hvide. Slum. Afbildn. Tab. XIX. (Vaardragt.) Længde 6 ¼ 6 /“, Brede 10 - 10½ “/; Halen 3“. Hunnens Farver i Vaardragten ere mattere og urenere; den gule Farve undertiden meget bleg, næften hvidagtig; paa Underhalſen og paa Siderne af Struben med en Krands af utydelige, graagronne Plettter. J Hoſtdragten have Kjonnene mere Lighed med hinanden; den gule Farve er ba hos Hannen mere blandet med Nuſtreodt og der er intet Spor tilbage af Foraarets fkjonne Ranunkel⸗ guult. De unge Fugle for Hoſtfeldingen ligne kun libet de Gamle; be ere ovenpaa bruunaraae, nedenunder bleg leergule med endeel bruunſorte Pletter paa Bryſtet. Der gives hvide, hvidplettede og hvidbugede Varieteter. Denne er den hertillands almindeligſte Art af Vipſtjert⸗ ſleegten. J flade Gane, ifær ſumpige med Enge og Kjær, f. Ex. i Marſklandene og paa Hedeengene i det Slesvigſke og i Jyl— land, er den hyppigſt, men dog ikke ualmindelig paa Oerne og Jyllands Sſtkyſt. J Midten af April pleier den at indfinde fig fra fit Vinterquarteer i de ſydligere Lande, og i ſidſte Halv— deel af September brager den efterhaanden atter bort, faa at kun Enkelte fees lidet ind i October. Om Vaaren følger den gjerne Ploven, eller opholder fig paa Engene; om Sommeren opholder den fig mere paa fjeragtíge Enge, Græsmarfer og Sylteenge ved Stranden, hvør ben beſtandigen er beffjæftiget med 141 Inſectfangſt. Den er en af vore ſmukkeſte indenlandſke Fugle, og ubmorfer fig ved et. uroligt, flygtigt Væfen, undtagen paa Wnglepladfen, hvor den endog er ualmindelig brifttg og tillids— fuld. Dens Stemme har Lighed med be andre Arters. | Paa ovenncevnte Opholdsſteder ſamler ben Larver og In- ſecter, men den vader ikke ſaa gjerne i Vandet ſom den hvide Vipſtjert. Reden er vanffelig at opdage; den findes almindeligſt i bet høie Græs paa Engene og ved Kanterne af disſe, i Stær- tuer, i Kjær, iſcer ogſaa ved Kanten af forfaldne Grofter og Grave, i Kornet ofo. Den har Lighed med en Lerke- eller Pibelcerkerede og er temmelig kunſtloſt ſammenlagt af Gres ſtraa eller Gresredder, indvendig foret med Haar eller Uld. AEggene, 5 — 6, ere ſmudſighvide, graaagtiggronne eller vob- agtig graae, utydeligt bruunſpraglede. Om For⸗ og Efteraaret er den ſkyere end de andre Ars ter, men i Angletiden derimod (aa tam, at man fam fælde den med et Puſteror. Man fanger den i Lobedoner ved Vandet, hvor den pleier at lobe. Den er, fom kjeelnere Fugl, en endnu paalideligere For⸗ aarsprophet end foregagende, og man har fom ofteſt ingen (fae delig Nattefroſt at befrygte efter deres Komme. Den udrydder en Mængde fkadelige Inſecter og Larver, ifær ogſaa be for Qveget faa beſveerlige, blodſugende Arter, 3. b) Graahovedet (guul) Vipſtjert, Motacilla (flava) cinereo: capilla, Saw. ; Artsm. Hannen: Hovedet blygraat, uten hvid Stribe over Diet; reen— hvid Strube og lyſeguul Underkrop. Hunnen: Hovedet oliven— graat med en ſmal guul Dieſtribe, ſmudſighvid Strube og hvidguul Underkrop. Illum. Afbildn. Tab. XIX. Savi har (Orn. Tosc. III. p. 260) optaget ben (om Art; hvorimod den af Kayſerling og Blaſius (die Wir⸗ belthiere Europas XLIX), ſaavel ſom af Schlegel kkritiſche Ueberſicht der europ. Vögel p. XXXVIII) anføres fom Va⸗ rietet af den almindelige gule Vipſtjert (Mot. flava). Hr. Apo⸗ theker Mechlenburg ei Flensborg har meddeelt mig, at den forekommer der i Omegnen, hvorfra han har flere Exemplarer i fin Samling. Jeg bar (fubt den ved Varde og Lonborggaard i Jylland. 149, 4. Graa Vipſtjert, Motaeilla boarula, Lat. Mot. sulphurea, Bechst. Danft: Guul ſortſtribet Vipſtjert. Artsm. Nyggen affegraa, Qvergumpen guulgren; Struben, hos Han— nen, fort, Underkroppen forøvrigt guul; Svingfjerene af an— den Orden hvide paa begge Faner ved Roden; Halens pderſte »Styrer reenhvid, de to folgende hvide, med fort 9Jorefane. Illum. Afbildn. Tab. XIX. (Vaardragt.) Længde 7¼“, Vingeſtr. 11“; Halen 4“ og 23/4" uden⸗ for Vingerne. : | Hunnen har ſjelden en fort, men febvaníigen em forte graa og hvidplettet eller hvid Strube; den er nedenunder hvid⸗ agtigguul, med ruſtguult Skjcer og graalig Tegning paa Si⸗ derne af Bryſtet. | J Hoſtdragten mangler Hannen den ſorte Strube, er opere hovedet blegere guul, med ruſtguult Anſtrog paa Siderne og den øverfte Deel af Bryſtet; den har da megen Lighed med Hunnen. à De unge Fugle for Høftfælbingen have graabrune Pletter under Halſen, ere forøvrigt ſmudſig guulagtighvide nedenunder og ovenpaa affegraae med guulbruun Anſtrygning. Denne Art gaaer ikke faa nordlig, fom den hvide og gule Vipſtjert, ſaa at den endog er en Sjeldenhed i det nordlige Tydſtland. Den af Ornithologien jaa fortjente Hr. Juſtitia-⸗ rius Boje foretraf den ved Schwentine pr. Kiel (Tagebuch einer Reiſe nach Norwegen Pag. 29, Anm.). Deres. Som⸗ meropholdsſted er fornemmelig Bjerglande, i Dale, med klare, ſtenede Beekke og Kilder, helſt ved beboede Steder, og den bort⸗ fjerner fig ſjeldent langt fra disſe. Lokkeſtemmen er et ſteerkt og kort „Zizi, zi, zis, zisſis“ eller „Stip, ſtip, ſtip“. Den vader i Vandet for at opſoge Inſectlarver, men ſnapper ogſaa Inſecter, ſaavel ſiddende, fom ſpringende og i fort Flugt. J Henſeende til Formeringen har den meget ti^ fælles med den hvide Vipſtjert; dog ere Aggene noget mindre. Piberſlegten, Anthus, Bechist. 9tebet lige, ſylformigt, trindt, mod Spidſen libet ned⸗ boiet, ſvagt tandet og ſammentrykt; Overkjaven med Rygkant ved Roden; Kjaævekanterne lidet indtrufne i Midten. Neſe⸗ borene lidet fra Nebroden, ovale, gjennemſigtige, deekkede af 143 en nøgen, hvælvet Hinde. Benene ranke; Tarſen længere end Mellemtaaen; Kloerne feage og lidet krumme; Bagkloen fom ofteſt af lige Længde med eller kortere end Bagtagen. Vingerne middelmaadige; 41fte Svingfjer ſynes ganſke at mangle; Aden, Zdie og 4de af lige Længde med 17de (hvilket giver Vingerne ligeſom to Spidſer); Halen af Middelleengde og ubetydeligt indſkaaren. Aeldre Ornithologer henregnede Piberne til Lærferne, men med Uret, da be ikke ere frøædende og neſten blot have Farven (tildeels kun Opholdſtedet) tilfælles med disſe. De have i Levemaade og Manerer unægteligen mere Lighed med Vip⸗ ſtjerterne, hvilke de ogſaa nærme fig i anatomiſke Forhold. Piberne ere muntre, hurtigtlobende Fugle, hvilke ſtedſe gage ſkridtviis, idet de hyppigt bevæge Halen op og ned; de opholde fig ofteſt ved Vandet, ſcette fig tidt paa Træer og Buſke, yngle paa Jorden, leve blot af Inſecter og have en pibende Lokkeſtemme, hvoraf Navnet. J Angletiden ſtiger Han— nen ſyngende iveiret, ſvinger fig bueformigt, og nedlader fig gjerne paa ſamme Sted, den forlod. a) Bagkloen lige faa lang eller længere ſomTaaen; Nabet me⸗ get tyndt. : 1. Skjer⸗Piber, Anthus rupestris, Weiss. A. littoralis, Brehm; Alauda obscura, Lath. Danfk: Strandyibelærfe; Strandlærfe, Artsm. Ovenpaa mork affegraa, med olivengrønt Skier paa Skul⸗ drene og tydelige morfebrune Lengdepletter; nedenunder hvid: agtig, eller ruſtguòul med graabrune Pletter; Svingfjerene og Styrerne, fra den Aden af, ſamt Under-Vingedeekfjerene med grongraage Kanter; den [pfe Tegning paa den pderſte Halefjer graahvid. Ill. Afbildn. Tab. XVII (under det urigtige Navn: A. aquaticus, fom er afbildet paa Tab. LIV, Sup⸗ plementtavlen). Sommerdragt. i Længde 69/,", Vingeſtr. 11 ½“. Vinterdragtens veeſentligſte Forfkjel beſtaaer fornemmelig deri, at det Ruſtgule paa den lyſe Stribe over Siet, ſamt paa Bryſtet og Siderne er forandret til et fmubfígt Hvidt, med og mørfere Pletter; ligeſom Neeb og Been have en lyſere arve. Efter Brehm (Vögel Deutſchl. p. 331) fkal den yngle paa nogle danſke Øer ved be hoie Sandklitſtrandkanter. Faber 144 opdagede den i Sommeren 1824 paa Veiersen, Kyholmen og Hjelmen (Iſis 1829, p. 718); E. Hage: ved Flensborg og ved Hoe pr. Varde, ſamt paa Møen, hvorfra han havde 7 Exemplarer; Forfatteren har den fra Jylland, Apenrade og flere Steder; Hr. Hofjcegermeſter Teilmann ſkod den ved Apenrade Fjord og paa Fanse 1839. J Sverrig er den ikke ſjelden, paa fime Steder endog talrig. Dens egentlige Op— holdſted er klippefulde og ſtenede Strandbredder, ſamt Sfjær og Klipper i Havet. Som Trakfugl ankommer den om Vaaren og forlader os om Hoſten. J Levemaade ligner den folgende Art, med hvilken den deels længe har været forvexlet, deels anſees for at være tbentiff; dens trillerende Sang ſkal have Lighed med den grønne Lovſangers (Sylvia sibilatríx ). Inſecter og Larver, ſom den meeſt opſoger i Tangen ved Strandbredderne, udgjore dens String. Paa de anførte Opholdsſteder bygger den fin kunſtloſe Rede i Klipperevner, imellem Græs og Mos af tort Græs og Tang. A'ggene, 4—5, ere blaalig-graahvide med bruungraae eller gragebrune Punkter og Pletter, af Lighed med Vandpibe⸗ rens, men ſtorre. Dien forterer mange beſperlige Inſecter, og opliver mange ſtille Strande ved fit muntre Veeſen og ved fin Sang. 2. Vand⸗Piber, Anthus aquaticus, Bechsti. Alauda spinoletta, L,; Anthus spinoletta, Keys, & Blas. Artsm. Ovenpaa bruunagtig aſtegraa eller mørk olivengrøn med utydelige merkere Pletter, uden guulgront Anſtrog; Sving⸗ og Halefferene med hvidgraae Kanter, den Ifte paa hver Side med hvide eller hvidagtige Kanter; de underſte Vingedekfjer grage med hvidagtige eller ruſtfarvede Kanter; den lyſe Teg— ning paa de pderſte Halefjer reenhvid. Illum. Afbildn. Tab. LIV. Længde 6“, Vingeſtr. 10/14“. Det er mig ubekjendt, om den yngler ber i Landet; paa Trakket er den ikke ſjelden. Af Hr. Bonnez fif jeg et Exem— plar tilſendt fra Grenage-Egnen; ſelv har jeg flere Gange ſkudt den om For- og Efteraaret i det ſydoſtlige Jylland. J Levemaade, Gaenffaber og Formering ligner den Strands piberen, dog ere Wagene kjendelig mindre, b 145 3. Eng⸗Piber, Anthus pratensis, Bechst. Alauda pratensis, L. Danfk: Engleerke, Pibelerke. Artsm. Oven olivenbruun med ſortebrune eller ſorte Pletter, neden— under hvidagtig med lys ruſtguul Anſtrygning, ſamt bruun— forte Lengdepletter paa. Hals, Bryſt og Ciber. Bagkloen længere end Tagen, og fun lidet boiet. Slum. Afbildn. Tab. XVII (Vaardragt). Hunnen er ovenpaa ſortebruun, Door Hannen er ført; nes denunder ſmudſighvid med lignende Pletter, men uden ſynder⸗ 851 1 Meget gamle Hanner have en ruſtguulagtig trube. J Hoſtdragten have baade Gamle og Unge paa Over⸗ kroppen et morfere Udſeende, idet Ryggen er mere grøn; Plet⸗ terne, ſaavel paa Ryggen (om nedenunder, ere ſortere og Un⸗ derkroppen har et guulagtigt Skjer, men ikke det Ruſtgule paa Bryſtet. I det veſtlige Jylland forekommer en conſtant mindre Varietet, fom er morkere og iſcer udmeerker fig ved forte, draabe⸗ formige Pletter paa Bryſtet og Bugen; af denne findes flere Exemplarer i min Samling. Længde 5/6“, Brede 9½“. Denne er en af de Trakfugle, der kommer tidligt, i Al mindelighed forft i Marts, og forlader os ſeent, fra Oetbr. til hen i Novbr.; den er tillige den hertillands almindeligſte og talrigeſte Art af denne Slægt, J Enge og Kjær, iſcer paa fugtige Debeftrefninger, findes den overalt i Danmark og Her⸗ tugdommerne. Engläeerken er en meget livlig, raſk og ſelſkabe— lig Fugl. Deng Stemme er et hæft, fiint „Hiſt“ eller „Iſt“, hvilket ofte faa raſk gjentages, at det lyder fom „iſt⸗iſt⸗iſt⸗iſt⸗ iſt⸗iſt⸗iſt⸗iſt“. Ved JNnglepladſen hører man en ganſte anden Stemme, nemlig „zritt“ eller „dirrl, dirrl“. Den egentlige Sang, fom Hannen i Forplantningstiden lader høre, idet den ſtiger temmelig høit i Luften, fra en BufÉ eller Jordknold, be- ſtaaer af forſkjellige ſammenheengende Stropher, hvori To⸗ , , DE. ABEN TOT dtp ojentdaeo 0 à v Gange og endes med et „Tirrrrrrr“. Dens Nekrring beſtager i de Inſecter, med deres Larver og Wg, ſom findes paa fugtige Steder. J Enge, Moſer og Hedeegne findes Reden i Tuer, høit Gres, Lyng eller under fave Buffe, altid paa Jorden; den er bygget af Grasſtraa og foret med Haar. De 5 — 6 grage, füntſpraglede Wg ligne Marklerkens, men ere meget mindre, 10 14 146 fom ofteſt morfere og, ſaavel i Farve fom Størrelfe og Form, mere liig Skovſpurvens. Undertiden ſkal Gjsgen lægge fit Ag i dens Rede. Denne Art er lidet (ffo og kan derfor med Lethed ſtydes; man kan ogſaa fange den i Lobedoner, med Meelorme til Lokkemad. i Om Hoſten er deres Kjed en behagelig Spiſe. Den ute rydder en Mængde, iſer for Qveget ffabefige Inſecter, og op⸗ liver ode Egne ved ſin Sang. 4. Rodſtrubet Piber, Anthus rufogularis, Brehm. Motacilla cervina, Pallas; Anthus cervinus, Kays. & Blass. Artsm. Den 4be Svingfjer kjendelig kortere end den Iſte; Svingerne og Styrerne, fra den 2pen af, med hvidagtige, blege Kanter; hele Fjerdekningen uden guulgronlig Blanding; de underſte Vingedakfjer araae med hvidagtige eller ruſtfarvede Somme; líte Styrers Skaft hvidt, ſjelden noget gragere mod Spidſen. Illum. Afbildn.: Supplementtavle (LIV); Anth. (pratensis) rufogularis, Schleg. Længde 58“, Vingeſtr. 9 /“. Denne ſydligere og eftííge Art, fom er hyppig i Sicilien og Dalmatien, i det ſydlige Rusland ved Ural, i det oſtlige Siberien, Kamſchatka og paa de hosliggende Oer, ſamt i Sy⸗ rien, Wgypten og Nubien, bar blot undtagelſesviis, og meget ſjeldent, ladet fig fee i Tydſkland. Bed Thyrsbakk pr. Veile var jeg faa heldig, den 27de Febr. 1848, at ſtyde en gammel Han, ſom opbevares i min Samling, og hvorefter min Af— bildning er udført. : Atti ; J Egenſkaber, Nering, Formering ojo. bar den meeft til fælles med foregagende Art. 2den Afdeling: Med Bagkloen kortere end Taaen og et | temmelig tykt Næb. Opholdsſted: Paa tørre Marker eller ved Skove. 5. Tra⸗Piber, Anthus arboreus, Bechst. Alauda trivialis, Lath. Artsm. Oven olivenbruungraa med moerkebrune Pletter; Bryſtet fp okkerguult med ſortebrune Pletter; Bagkloen fortere end Tagen, halvmaaneformig boiet; pderſte Styrer i den pderſte Halvdeel ſkraaes over hvid, den anden med en ſpids hvid Plet. Slum, Afbildn. Tab. XVII. (Hannen i Vgardragt.) 147 | Hunnen er mindre og bfegere. Længde 6'/2^, Vingeſtr. 10½ —14.", "s Høftdragten er oven morfere og mere graaagtig med meget merke, bruunſorte Pletter; nedenunder hvidagtig med forte Pletter paa Struben og Bryſtet, der ere ruſtgule. Trar⸗Piberen ankommer hertil ſeneſt i Midten af April, ofte for, efter Veirligets Beſkaffenhed; forlader os efterhaanden ſidſt i Auguſt og forſt i Septbr. Den er en ægte Skopfugl, og ynder ífer Skovkanterne, hvor der ere aabne Pladſer og megen linberffoo, ſamt enkeltſtaaende Træer og Bufke, helſt med Eng i Nerheden. Fra Toppen af et Tra eller en hoi Buff opſtiger Hannen i Luften med et raſk „Kip, fip, kip“; og, naar den har naaet en vis Hoide, nedſenker den fig foc vende, med en af flere ſkjonne, trillerende, hoitpibende Toner beſtagende Sang, der har megen Lighed med Kanariefuglens Slag og ſedvanlig ender med et ømt, ligeſom klagende „Zia, zia, zia“. Neringen beſtager allene i Inſecter og Larver, [om den opſoger i Grasſet. | j Reden findes paa Marken eller paa frie Cfovplabfer, i Grasſet, Lyngen oſv., bag en Buſk, Jordpuld, Træftub og desl. Den har Lighed med den gule Vipſtjerts; er ligeſaa vare ſkelig at finde, og indeholder 4—5 graae, hvidagtige eller rod— agtige Ag, altid marmorerede med brune og graae Pletter og Striber. i | Den er aldeles ikke ff9 og derfor let at ffobe. Man fan⸗ ger den ogſaa med Liimpinde og Net. Kjedet er velſmagende; dens herlige Sang opliver Skove og Haver, og den udrydder fkadelige Inſecter. 6. Mark⸗Piber, Anthus campesiris, Zechst. Alauda campestris, Bechst.; Anthus rufescens, Temm. Artsm. Oven rodgraa, med utydelige brune Pletter og en bred, hvid Stribe over Diet; neden guulhvid med nogle merfegraae Pletter over Bryftet; de to pderſte Styrere udvendigt ffrageé over hvide; Bagtagens Negl ſtor, men fort og flad. Illum. Afbildn. Tab. XVII. (Han i Vaardragt.) Hoſtdragten er morkere, oven med et olivengront Skjer, neden gulere; de yderſte Styrere mere ruſtgule end hvide, Imellem Kjonnene er Forſtjellen hoiſt ubetydelig; Hunnen 10* 148 er fædvanlig mindre og blegere. De unge Fugle efter ben førfte Zjerfælding ligne be Gamle, blot at Næb og Been ere. mindre udviflede og at de have flere Pletter paa Underfroppen. Længde 7“, Brede 11—11//2”. Denne Fugl ynder overhovedet en flet, ufrugtbar, til Kornavl uffiffet Jordbund og hader alt frugtbart Land, faa at den paa fine Vandringer altid udvelger de terrefte, obefte Steder. Som Trakfugl ankommer ben med Træ-Piberen midt i April, og forlader os med ſamme i Auguſt. Faber (ornith. Not. Pag 26) angiver ben fom ſjelden i Danmark. Den maa upaatvivleligen forekomme paa de hoiere Hedeſtrakk⸗ ninger og de filgrenbjenbe ſkarpere Egne i Jylland og Her⸗ tugdommerne, da den dog ikke er ſjelden i det ſydlige Sver⸗ rig, hvor den, efter Nilsſon, opholder ſig paa torre Marker og ſandige Heder. Ved dens Lighed med Leerken, kan den af Ukyndige og Dilettanter let overſees. Hr. Apotheker Steen⸗ berg har den i fin Samling. fra Omegnen af Helſingser. Dens Flugt ligner ſidſtnevntes, og i Levemaade og Sedvaner ligner den Vipſtjerterne, idet den, ſom disſe, lober raff og fame ger Inſecter i Løbet, ſamt beſtandigt bevæger Halen op og ned, hvorved den ogſaa, ſaavelſom ved den ſmallere Kropform, til⸗ ſtrekkeligen adſtilles fra Leerkerne, med hvilke den har Farve, ofte ogſaa Yngleſted tilfælles. Den er urolig, ffo og flygtig; har ingen egentlig Sang, men en egen Lokketone, ſom vel til— lige ſkal gjelde fom Sang, nemlig: „zir ly“, „zir-ly-huit“, og fem den deels lader høre flyvende, deels ſiddende paa en Steen, Pal, lav Buff eller andre opbotebe Gjenſtande, Door den har fit Andlingsſcede og hvor den i Parringstiden beg uden lader høre et fnt „Didlihn“ eller „Gridlihn“. Inſecter, der leve paa torre Sandftræfninger og Braf- agre, ere dens Nering. | Den bygger Rede af lignende Materialier, ſamt paa ſamme Steder fom foregagende, og lægger 4—6 blaaagtíaboibe, med rødbrune og violette Pletter og Streger tegnede g. Ogſaa 1 Fugle mage undertiden være Pleieforceldre for den unge jog. Man maa nærme fig dem med Forſigtighed, for at komme bem paa Skud. Paa deres Yndlingsſteder ved Yngleplad— lerne, hvilke fjendes af deres Exerementer, kan man let fange dem med Liimpinde og Snarer. Deng Kjod er velſmagende; den udrydder mange Inſee⸗ ter og bidrager til at oplive mangen ode Egn. 149 Digefmutteflægten, Saxicola, Bechst. Næbet lige, tyndt, ſpidſt, ved Roden bredere end boit og kloftet tet til Øinene; SOverfjeven ſammentrykt og libet nedbeiet i Spidſen, fom har et fint Indſnit paa hver Side; Ryggen lidet kantet; Underkjceven lige. Omkring Mundvigerne fterfe Borſter. Neœeſeborene nær ved Naebroden, ftbe- ftaaenbe, frie, ovale, halvt dæffede af en nøgen Hinde. Be— nene med foie og tynde Tarſer; 9)bretaaen ved Roden (aime menvoxet med Mellemtagen; Bagkloen kortere end Bagtaaen. Vingerne middelmaadige; 1ſte Svingfjer fort, Aden meget [engere, dog noget kortere end Zdie, hvilken tilligemed Ade er lengſt. Halen lige i Spidſen, temmelig fort, med brede Fjer. J Udſeende og Levemaade have de i visſe Henſeender Lighed med Vipſtjerterne, i andre med Flueſnapperne og Rod⸗ ſtjerten (Sylv. phoenicurus), men udmeerke fig dog ſaaledes ved deres hele Bygning, Holdning, Levemaade og Væfen, at de med Foie udgjore en egen Slægt. De leve paa ſtenede, aabne Steder, paa torre Heder og Klipper, tildeels ogſaa paa Enge, blandt 3Buffe og ved Skovkanter, aldrig i ſtore Skove. Samtlige Arter ere Trakfugle, ſom blot yngle her og over— vintre i et varmere Clima. De ere fmaa, livlige, hurtige, ufelffabeltae og ffpe Fugle, ber nere fig af Inſecter, hvilke de meeſt fange i Løbet. De fælde kun een Gang om Aaret, men om Vaaren undergaage be, iſcer Hannen, en Bræmfælbding, fom . giver dem et fra Hoſtdragten forſkjelligt Udſeende. pon Deres Rede anlægge de deels i Huller i Steendynger, deels imellem Græs og andre Planter paa den blotte Jord. De lægge alle blaagronne, ofteſt uplettede Eg. Man fanger dem i Springdoner eller paa Lümpinde og de ere mindre van⸗ ffelige at ſthde. Ved at udrydde en Mængde ffabefíge Inſee⸗ ter, ere de meget nyttige Fugle. De oplive Heder, Enge og Marker ved deres livlige Bæfen og ret behagelige Sang. a) Egentlige Digeſmutter eller Steendylper, Rupicolae. Med længere Næb og bredfjeret, for ftørfte Delen hvid Hale. Deres afftiffende Farver udbrede fig over ftore Par⸗ tier; Hvidt og Sort ere fremherffende. De leve i høie, torre og ſtenede Gane, fette fig ffelbent 150 poa Træer, og yngle i Huller i Jorden eller paa. Klipper, i gamle Mure og Steenhobe. 1. Graa Digeſmutte, Saxicola oenanthe, Zechst. Motacilla oenanthe, L.; Sylvia oenanthe, Lath. Danfk: Steendylp, Steenpikker, graa Steenpikker, Steendolp, Cteen[qoctte, Steenſprette. Artsm. Ryggen, Nakken og Hovedet ovenpaa fpfegraae; Panden, Overgumpen og en Stribe over ODinene hvide; igjennem Oiet et ſortagtigt Baand; Halen hvid med fort Spids. Illum. Afbildn. Tab. XVIII. (Vaardragt.) Hunnen oven rodagtig graa med lys ruſtgraa Pande og en bruun Plet paa Tindingerne; Vingerne brune, hvor Han— nens ere forte; i Hoſtdragten ere begge Kjon og Ungerne oven rodagtig bruungraae; Forhalſen rodagtig-ruſtguul. Lengde 6% Brede 42^, Denne Fugl forekommer overalt her i Landet paa torre, ſandige, ſtenede og ſkovloſe (ane, baade hvor der gives Bak— fer, Dæmninger, Steenmure, og paa be flade, jevne Heder, hvor den iſcer opholder fig ved Veiene. Som Trakfugl an⸗ kommer den almindeligſt i ſidſte Halvdeel af April, og forlader os i Septbr. J Aaret 1837 ankom den til Helſingser-Egnen den 28de April, 1845 den 17de ſ. M. (Steenberg). Den er munter, ſky, meget urolig og hurtig i alle fine Bevegelſer; med ſtor Ferdighed [ober den efter Inſecter paa Stene og paa Jorden. Dens fædvanlige Lokkeſtemme er et fort „Giv“ eller „Giuv“ og dens Angeſt- eller Forundringsſkrig, hvilket ifo høres i Nærheden af Reden, idet den urolig flyver fra den ene Steen eller Stub til den anden, lyder ſom „hit-acktacktack, hit“, hvorved ben udbreder Halen og buffer fig fremad. Des⸗ uden har Hannen en færegen, mindre behagelig Sang, fom blot beftaaer af et Par forte Stropher, af Lighed med Vip⸗ ſtjerternes, og fom den iffe blot lader høre fibbenbe paa en Steen eller desl., men ogſaa i Flugten, medens den ſtiger 10—20 Fod høit iveiret, ligeſom adſtillige Sylvier. Mindre Inſecter, fornemlig Biller og Fluer, ere dens veſentligſte Nering. Reden findes paa dens ſedvanlige Opholdsſteder i Hul ler i Jorden, i Steenmure og fritliggende Steenhobe, i Sand⸗ og Leergrave, under den udhengende Jordſtorpe ved Veie ojo. Materialierne beſtaae udvendigt af Gresrodder og Straa, ind⸗ 151 vendig er ben foret med Fjer, llb og Haar. Wggene, 5—96, ſjeldent 7, ere gronagtighvide eller gronagtig-lyſeblaae; be rus ges fornemmelig af Hunnen, fom dog afløfes af Hannen, medens bim ſoger fin Føde. b) Eng ⸗Digeſmutter, Pratincolae. Med kortere, ffærfere og rundere Neeb; fmalfferet, for ſtorſte Delen morkfarvet Hale; mindre afſtikkende og mere blandede Farver. De leve i Dale, paa Enge, i frugtbare, tildeels fugtige Egne med høit Græs og lave Buſke; yngle paa Jorden, al⸗ drig i ffjulte Huller. J 2. Bruunſtrubet Digeſmutte, Saxicola rubetra, Becſist. | Pratincola rubetra, Koch; Motacilla rubetra, L.; Sylvia rubetra, Lath. Danſk: Bynkefugl, Hytjep, bruun Steenpikker, rodbryſtet Sqvætte. Artsm. Oven ſort med ruflgraae Fjerfanter; Striben over Diet, en langagtig Plet paa Bingen ſamt Underhagen og Siderne af Struben hvide; Forhalſen ruſtguul; alle Styrere, de to mid⸗ terſte unbtagne, hvide ved Roden med brune eller forte Skaf— ter. Illum. Afbildn. Tab. XVIII. (Vaardragt.) Hunnens Stribe over Siet er ruſtguulagtig, Vingepletten mindre, det ſorte Baand under Siet mindre tydeligt og paa Tindingerne findes en rodbruunagtig Plet. J Hoſtdragten ligner den Hannen meget og adſkiller fig kun ifær derved, at den ſjeldent har Spor af den hvide Skulderplet og at bet Hvide paa Halen falder i det Ruſtguulagtige. Lengde 5“, Brede 9 ½“. Temmelig almindelig overalt paa Enge, Moſer og lave Marker med enkelte Buffe og lave Træer, ifær hvor der ere Baeklob, og fun i frugtbare Egne. Sommer fom Trakfugl hertil i ſidſte Halvdeel af April eller forſt i Mai og forlader os i Septbr. Paa Toppen af lave Træer, Buſke, Pale, Tidsler og andre Stauder ſidder den, ſom Tornſkaderne, paa Luur efter Inſecter, og fra ſamme Steder lader Hannen ſin ret behagelige Sang lyde. Dens Lokketone er: „tza“, „tjau⸗ Def” eller „hyt⸗jep“, hvilken i Angeſt eller Forundring oftere gjentaget bliver til: „tjau⸗ tjau⸗tjaudek, tjau⸗dek⸗ dek⸗ dek. Smaa Biller og Larver tjene den til Føde. De ferſte opſamler den paa Jorden eller ſnapper dem i Flugten, de ſidſte opſoger den vaa Planterne. | | 152 Dens Nede beftaaer af Græsftraa, Gressblade, underti- den næften allene af grønt Mos, indvendig foret med Heſte— haar, Tidſelfnok ofv., og er ſtjult paa Jorden i det hoie Græs, eller under tætte Buffe. Den indeholder 4 — 7 blaagronne Aeg, ſom ofteft meget morkere end bine, og ſtundom ſvagt bruunplettede paa den tykke Ende. 3. Sortſtrubet Digeſmutte, Saxicola rubicula, Bechsti. Pratincola rubicola, Koch; Motacilla rubicola, L.; Sylvia rubicola, Lath. Artsm. Alle Styrere ſortagtige og brune, bag paa Vingerne ſtager en, meer eller mindre ſynlig, hvid Plet. Illum. Afbildn. Tab. XVIII. 5 Fra den bruunſtrubede Eng-Digeſmutte, med hvilken ben har ſtor Liighed, adſkilles den ved den ganífe ſortebrune Hale, hvorpaa intet Hvidt findes, og ved den ſorte Strube. Hos Hunnen ere Overkroppen og Struben graaſorte med lysguulgraae Fjerrande, Vingepletten meget liden og de hos Hannen hvide Halsſider ſmudſighvide. Længde 5“, Brede 8 —9“. Denne, for den banffe Fauna ſaavidt mig bekjendt hidtil fremmede Fugl, opdagede jeg forſte Gang paa Snoghoi den 18de April 1843; i forſte Halvdeel af April 1847 [aae jeg den atter i Nærheden af Horſens, begge Hanner. Den er viſtnok undertiden bleven forverlet med foregagende, og yngler rimeligviis i det Lauenborgſke og Holſteenſke. J Levemaade og Egenſkaber har den ogſaa meeſt tilfælles med bemeldte Art, tildeels ogſaa i Opholdsſted, hvortil den dog vælger mindre fugtige og fave Cane. J Nærheden lyder dens Lokkeſtemme fom „iſt, tyk“ EIDE TRE og „vid⸗ vid, tefztefztaf^. Hannens Sang har Lighed med den bruunſtrubede Dige— ſmuttes. | Alle Slags Smaabiller, ſom opholde fig paa Jorden eller ſperme omkring i Luften, ſamt Fluer, Larver oſv. udgjore dens Neering. ; a Den yngler i bakkede Gane, i Dale og paa høie Enge, paa Skraaninger i unge Froplantninger af Naaletræer og i det høje Græs. Reden og be 5—6 grønne Wg have Lighed med foregagendes, dog ere 9Gagene mere langagtige. Sangerflægten, Sylvia, Lat. Ne bet lige, tyndt, ſylformigt tilſpidſet, fom ofteſt hoiere end bredt ved Roden, noget ſammentrykt ud imod Spidſen og 153 forfønet med Rygfant; Overkjaven lidet nebbeiet i Spidſen og med et lille Indſnit; Underfjæven lige. 9tefeborene ved Nebroden, cegformige, oven halvt deekkede af en nøgen Hinde. Benene temmelig ſpinkle; Tarſen hoiere end Mel: femtaaen8 Længde; Udre- og Mellemtaaen lidt ſammenvorne ved Roden; Bagkloen kortere end Bagtagen, ſterkt boiet og ſammentrykt fra Siderne. Vingerne middelmaadige; 4fte Svingfjer meget fort, eller faa fort og liden: at den ofte ſy⸗ nes at mangle eller virkelig mangler; 2den kortere end 3bie, ofte ogſaa af lige Længde med denne, fom er lengſt tilligemed Abe. Af de inderſte Svingfjer ere ingen længere end de an— dre af 2den Orden, og alle ere meget kortere end dem af 4jte Orden. | Sangerne have i det Dele taget, enbog i anatomiſk Hen— ſeende, megen Lighed med Droslerne, hvorfra dog deres Liden— hen og navnlig deres Levemaade, hvilken de have tilfælles med de nermeſt foregaaenbe Inſectſnappere, tilſtrekkeligen adſtiller dem. Alle til denne Slægt henhørende Arter ere ſmaa, meer eller mindre langſtrakte Fugle, hvilke opholde ſig i Kratter, Haver og Cope, tildeels ogſaa i Civ og Kør, i Sumpe og ved Bandet. For Danmark ere de alle Trakfugle *), med Undtagelſe af eem eneſte Art, Rodkjcelken, hvoraf enkelte In⸗ divider forblive her i milde Vintere. De ere muntre, vevre, men uſelſkabelige Fugle. Hannens Sang er hos mange Arter melodiſk og velklingende; hos nogle faa afoexfenbe, hoi og floi— tende, at den ſtiller dem overſt blandt alle bevingede Sangere, og at de derved paa den behageligſte Maade oplive vore ) Under mit Ophold paa Lesse havde jeg, fra 19de — 22de Mat 1850, Leilighed til at iagttage Sylvietræffet over denne, i ornithologiſt Henſeende faa interesſante De, hvor mange af de langs med Jyllands Oſtkyſt over Kattegattet til Sverrig træffende Fugle tage Hvileqvarteer. Sylvia curruca, cinerea, phoenicurus, sibilatrix, hortensis og Muscicapa atricapilla gjennemſogte i ſtorſte Mængde be ſmaa forfreblepe Luffe og Træer i Haver og Markhegn. Det var kolde Dage; pet naturlige Liv: lighed hos disſe muntre Fugle ſyntes at være forbsiet og kunſtlet, for at holde Varmen, idet de med ſturrende Fjer efterflagrede de faa Inſecter, der viſte fig paa Jorddigernes ſydlige, ſolbeſtinnede Side. Om Af: tenen ſogte de hen i de lave Kratomgivelſer af den lille Skov. Men da den 23de Mai, en ffjóon varm Dag, pludſeligt afløfte Kulden, ſaae jeg vore Sangere med glatte Fjer, muntert qoibbrenbe bevæge fig fra Buff til Buff, fra Have til anden med ſtorſte Raſthed, ſtedſe i øftlig Retning; den folgende Dag vare de forſvundne paa nogle faa nar, fom rimeligviis vilde yngle paa Den. j 154 Skove og Lunde. Deres Føde beffaaer om Sommeren af In⸗ ſecter og disſes Larver, ſom be ſamle paa Blade, Grene, Siv og Rør, hvilke de derfor beſtandigt gjennemlede og hvorved be ſtifte megen Nytte; om Hoſten leve de tildeels af Orme og Bær; nogle Arter fange ogſaa undertiden flyvende Inſecter, men de fleſte blot krybende og ſiddende. Fjerfældingen fore— gaaer kun een Gang om Aaret, og Kjonnene ere overhovedet lidet forſtjellige; blot bos et Par Arter afviger Hannens Vaar— bragt efter Bræmfældingen merkeligt fra Hunnens. De yngle een eller to Gange om Aaret, bygge neften alle kunſtige Re— der og lægge 5 — 7 Aeg, (om udruges af begge jen, dog fornemmeligt af Hunnen. Saavel i Üdſeende, ſom i Veſen og Levemaade, ere de tal⸗ rige Arter af denne Slægt meget forſkjellige. Man har bere for inddeelt dem i adſkillige Grupper: | a) Græsfmutter, Currucae. Næbet mere kegle- end ſylformigt. Benene korte, temmelig fore, med brede Fodſaaler. Vingerne, fom ere temmelig forte, afgive et characteri— ſtiſt Kjendemeerke for denne Gruppe. 8 Gresſmutterne leve paa træ- og buffrige Steder, ifær tætte, torneblandede Kratter, og ere Træffugle for hele Europa. De ere uſelfkabelige, forſigtige og liſtige; udmerke fig ved bez res behagelige Sang, fom Hannen i Almindelighed udfører ſiddende, med reiſte Hovedfjer eller idet den ſtiger lidet iveiret. Deres Føde er alle Slags Inſecter, disſes Carver og Wg; om Ho⸗ ſten leve de ogſaa af Ber. De bygge temmelig dybe og me— get tynde Reder i tætte Hæffe og Buſke, og lægge plettede Ag. Blive de forſtyrrede, forlade de font ofteſt den begyndte Rede, ja endogſaa om den indeholder faa Wg. Man fanger dem i Slaggarn og paa Liimpinde med Meelorme, ſaavelſom i Springdoner med Ribs, Hyldeber eller Kirſebeer; tildeels ogſaa i et Slags. Meiſekasſe med Meelorme, fem ſeettes oven— paa et Buur, der indeholder en Lokkefugl. Med Geveret ere be fette at ffyde, naar man ikke driver forlænge omkring med dem; dog holde be fig meget ffjuft i tætte Buſke, og bet er kun Hannerne, der undertiden fatte fig frit for at ſynge. De fortere vel nogle nyttige Bær i vore Haver, men denne Skade er for Intet at regne imod den Nytte, de ſtifte 155 ved at udrydde mange ffadelige Inſecter og den Glæde, be yde os ved deres herlige Sang og muntre livlige Veeſen, hvorved de meget bidrage til beplantede Egnes Oplivelſe. 1. Bryſtvatret Sanger, Sylvia nisoria, Bechsl. Curruca nisoria, Koch. Artsm. Overkroppen mork affegraa; Underkroppen hvid med mange graabrune Tverſtriber (fom Spurvehsgens, hvoraf det la— tinffe Artsnavn); Halen graabruun, den 9berfte Styrer med en hvid Som paa begge Faner. ” Illum. Afbildn. Tab. XX. Længde 7 — 7¼ “, Brede henimod 11^. Iris hoi lyſe— uul. - J Gfteraarébragten er Hannen morkere graa ovenpaa, med lyſegrage Fjerrande, og den graahvide Underkrop har nogle faa Bolgeſtriber. De unge Fugle have et meget lyſere Ud— ſeende end de gamle og den graa Farve er bruunagtig. Hun— nens Farver ere mindre rene end Hannens. Denne tildeels med den næftfølgende forvexlede, deels ſjeldnere forekommende Art, fom har en fjern Lighed med den "almindelige Tornſkades Hun, der dog er bruun iſtedetfor at hiin er graa, fandt jeg ynglende i flere Kratter i det oſtlige Jylland, f. Ex. ved Engom pr. Veile og ved Aalborg; den yngler ogſaa paa Mols (Bonnez). Hr. Apotheker Meck⸗ lenburg fandt den ynglende ved Flensborg; efter E. Dae ges Angivelſe er den fundet ynglende ved Ordrup i Sjelland og i Ourebygaards Have vaa Lolland. Den ynder meeſt ſtorre Kratter med tette Hvidtornbuſke og ſtore Markhegn, iſcer i Nærheden af Vand og Enge; undertiden findes den ogſaa i Haver og unge Naaletra-Plantninger. ! Den er den forſigtigſte, livligſte og ffpefte af alle Gras ſmutter, holder fig i Regelen meget ſtjult og gjennemkryber ubemorfet Buſkene. Undertiden fætter den fig paa en frits ſtagende Green, eller Hannen ſtiger 6 — 20 Fod fotret (pne gende i Luften. Dens Lokkeſtemme er et ſnarrende „Terrrrrr, tet, tet, tek“. Henimod Midten af Mai ankommer, og i Aug. forlader den os. Reden fandt jeg i Sornebuffe og Vidier, meeſt i Udkan⸗ ten af Kratter eller i levende Skovhegn. De 4 — 5 Wg ere hvidagtige med rodgraae eller affegraae Pletter. 156 2. &orn:Canger, Sylvia cinerea, Lath. Motacilla curruca, L.; Curruca cinerea, Briss. Danſk: Graa Grasſmutte, liben Qvapfkade. Artsm. Den yverfte Styrer er for ſtorſtedelen hvid; de flore Det. og bagerſte Svingfjer have brede lysruſtfarvede Kanter. Illum. Afbildn. Tab. XX. (Torn⸗Gresſmutte.) Den ubmorfer fig til alle Aarstider ved Ruſtfarven paa Vingerne. Hunnen mangler bet roſenrode Skier paa Bryſtet, er mindre reenhvid nedenunder og Hovedets Farve er ikke ſaa reen affegraa fom Hannens. Længde 6“, Brede 8 ¼ “; Iris guulbruun. Som Trakfugl ankommer den ſidſt i April eller forſt i Mai og forlader os i Septbr. Den fever i Bufke, Haver, levende Hegn og Lovſkove, og er naften overalt hyppig. J Munterhed og Uro— lighed ftaaer den ikke tilbage for de øvrige Arter af denne Afdeling; fin temmelig afverlende Sang lader den gjerne bore fra Toppen af en Bufk eller et Tre, eller ogſaa idet den — liig foregaaende Art — ſvinger fig lidet iveiret. J Affect rei— fer den Hovedfjerene og ffriger: „deek, dak, ſjeh, ſjeh“. Yngler 2 Gange om Aaret i lave tette Bufke, og lægger 5—6 hvide eller grongraae g med morkere Pletter og Punk— ter. Reden ſtager Jorden temmelig nor, ſom ofteſt i Torne⸗ buffe, høit Gres, Ctaubeomxter ofo. Ofte er Torn-Sangeren Gjogens Pleiemoder. Af denne Fugl finder man altid mange ufuldendte Reder. 3. Gjerde⸗Sanger, Sylvia eurruea, Lat. Motacilla sylvia, L.; Curruca garrula, Briss.; Sylvia garrula, Bechst. Danff: Græsfmutte, Gjogemoder. Artsm. Ovenpaa olivengraa med affegraat Hoved, Kinderne morkere; den pderſte Styrer hvid paa Pdrefanen ſamt i Spidſens indre Kant. Slum. Afbildn. Tab. XX. (Gjerde-Gresſmutte.) Hunnen er lidet kortere og noget lyſere af Farve; Længde 5½“, Vingeſtr. 8 ½ “; Iris lyſebruun. Denne mindſte Groé(mutte, fom ankommer hertil ſidſt i April, eller henimod Midten af Mai, og forbliver til Septbr., er ſjeldnere i Jylland end paa Øerne og i Hertugdømmerne. Den lever paa buſkrige Steder, i Lov⸗ og Naaleſkove med megen Underſkov, iſer i Haver, unge Naaletræplantninger og 157 gamle, levende Hegn. Deng muntre, tillidsfulde Bæjlen og dens qviddrende, ofte klapprende Sang (fom har givet ben fit tydſke Navn: Müllerchen) gjør den meget behagelig. Reden er meget lille og faa tynd, at den endog er gjennem⸗ figtig i Bunden. Tørre Snerreftængler, blandede med Larve— ſpind, udgjore be ydre Materialier, medens den indvendig er udlagt med Heftehaar og Svinebørfter, To Gange om Aaret lægger den 4—6 meget tynde og glatte hvide Wg, med blaa— lige eller guulbrune Pletter, fom danne en Krands paa ben butte Ende. 4. Sorthovedet Sanger, Sylvia atricapilla, £a. Motacilla atricapilla, L.; Curruca atric., Briss. Sanff: Munkefugl, Haveſkade, Spikke, Bruunffalle (Hunnen). Artsm. Hatten ført eller ruſtfarvet; Overkroppen olivengraa; alle Styrere bruungraae, uden Hvidt. Illum. Afbildn. Tab. XX. (Haveſtade⸗Gresſmutte.) 15 Længde 6!/4", Brede 9“, Halen 2“ 2/7; Iris bruun. Hunnen er paafaldende afvigende fra Hannen ved den ruſtbrune Hætte, og har en mindre reen graa Farve. Efter Feeldingen om Efteraaret bliver den ftærfere olivengraa; ends ogſaa Underkroppen ſpiller da i ſamme Farve. Fra ſidſt i April, eller forſt i Mai til Slutningen af September, hører den ſorthovede Sanger, om juſt ikke til de almindeligſte, ſaa dog temmelig hyppigt forekommende Fugle, og lever overalt i buſkrige, med Træer beſatte Steder, ſamt hiſt og her i Haver. I flere Henſeender liig den folgende, har den ogſaa det fredelige og ſindige Veſen tilfælles med denne, men er dog tillige ret munter og vever. Endſkjondt libet ff, er den dog forſigtig og altid i Bevegelſe. Dens fortræffelige Sang, fom har ftor Lighed med Have-Sangerens og gjer den til en af de meeſt yndede Sangfugle, borer man om Foraaret og Forſommeren nojten hele Dagen igjennem, lige til den ſildige Aften. Lokkeſtemmen er: „dak, dak“. Ogſaa den yngler almindeligen 2 Gange om Aaret og lægger 4 — 6, i Form, Storrelſe og Farve meget varierende Aeg, hvis Grundfarve er bleg kjodfarvet eller ſmudſig guul⸗ hvid, med Ipfe og morkolivenbrune Pletter, Punkter og Stre⸗ ger, hvike ere ulige fordeelte over hele Overfladen, ſnart tete tere ved den butte, ſnart ved den ſpidſe Ende. Ofte findes et Gjøgeæg imellem dem. 158 5. S$abe:Canger, Sylvia hortensis, Bechsf. Motacilla salicaria, L.; Curruca hortensis, Koch. Danſk: Haveſmutte, Grasſmutte. Artsm. Hele Overkroppen olivengraabruun, Bryſt og Ciber lyſegraae med guult Anſtrͤg, Neeb og Fodder blyfarvede, Dienlaage— randen beſat med Deibagtige Fjer. Slum. Afbildn. XX. (Have-Grasſmutte.) Længde 5'/e^, fra Vingeledet 3“; Iris bruun. Hunnen neften aldeles liig Hannen. Der gives en hvid og en hvid— broget Varietet. Denne Trakfugl indfinder ſig gjerne ſidſt i April eller forſt i Mai og forlader os med fine Lige i September. Den er ikke ſjelden, men findes overalt, hvor der gives Buſke og la— vere Træer, fom i Haver, Underſkove, unge Naaletreplantnin⸗ ger og gamle Markhegn. Den er en ſtille, fredſommelig Fugl, neppe faa munter og livlig fom de foregaaenbe Arter. For ſin behagelige Sangs Skyld, holdes den ofte i Buur, og kan ved god Pleie leve longe. Dens fædvanlige Lokkeſtemme er: „tak, tak“; den egentlige Sang har Lighed med den ſorthovede Sangers, ifær med den Bryſtvatredes, men har en længere. Melodie og beſtager af rene, floitende Toner. Om Sommeren lever den af Inſecter og Larver, men om Hoſten forterer den alle Slags Ber, f. Ex. Hindbær, Kirſe⸗ ber, Hyldebeer, Hegebeer ojo. Reden, ſom almindeligt ftaaer lavt, er meget let og los, bygget af torre Gresrodder og Grasſtraae, indvendig belagt med Heſtehaar. De 4—6 Abdg ere guulgraahvide, ſmudſighvide eller rodagtighvide med olivenbrune Pletter, Streger og Punk⸗ ter. Ofte findes et Gjøgeæg deriblandt. Hunnen udviſer en beundringsværdig Kjærlighed til fine Unger, hvilke den endog mader, ſtrax efter man har fanget den tilligemed disſe. | b) Lovfugle, Phyllopseustae. Nebet tyndt, ſylformigt, ved Roden noget bredt, lys— farvet. Benene [page og ſmage, med middelmaadig Tarſe. Vingerne længere end hos Gresſmutterne, Halen lige eller dog kun libet kloftet. En lys Stribe over og en merk igjennem Oiet. | b 159 Hovedfarven: oven grønagtig, neden guulagtig. De ere urolige 3Dofener, fom beſtandigt ere i Bevægelfe i Træer og Buffe, og ſſeldent fette ſig paa Jorden. Deres Nering beſtager af ſmaa Inſeeter, hvilke be tildeels hoppende og flagrende pille af Bladene, deels fange i Luften. Bær æde de ſjeldnere end de foregagende, og kun i Nodsfald. De yngle u niddelbart paa eller tet over Jorden, bygge meget ſkjulte og kunſtige, oven hvælvede Reder, og lægge hvide, robpunfterebe 9a (kun een Art, S. hypolais, bygger en aaben Rede i Buſke eller paa fave Træer og lægger rodagtige, ſortpunk— terede Gg). De ſtifte megen Nytte ved fkadelige Inſecters Udryddelſe, og ved deres livlige Sang, ſaavelſom ved deres muntre Veſen oplive de vore Skove, Marker og Haver, Man fanger dem aa Liimpinde, i Slaggarn eller i Springdoner (Sprinkler) med Meelorme. De lade ſig let ffpbe, men bet er ofte vanſkeligt at blive dem vaer, og man maa hurtigt trykke los, da de ikke opholde fig ret flænge paa ſamme Sted, 6. Lov⸗Sanger, Sylvia trochilus, Leaf. Motac. trochilus, L.; Sylv. fitis, Bechst.; Ficedula fitis, Koch. Danſk: Spurvekonge, lille Bladfmutte. Artsm. Oven graagron, neden guulhvid; Vingerne, hvis underſte Dakfjer og Vingeranden ere ſvovlgule, bedeekke Halvdelen af Halen; IUſte Svingfjer meget fort og ſmal, 2den kortere end Ste og længere end 6te; Benene bruungule. : Sum. Aſbildn. Tab. XXI. Længde 4“ 5“, Breve 7⅝ “; Halen 1“ 10'7^, Hunnen er kjendeligt lyſere end Hannen. | Den ligner meget den følgende Art, fra hvilken bem ber: for er vanſkelig at adſkille; men udmærfer fig ved de ſtedſe lyſere Fødder, længere Vinger og et renere Guult paa Vinge⸗ randen, ſamt ved at den er noget ſtorre. Dienne hos os almindelige Lopfugl findes overalt i vore Skove, Lunde, Kratter og buſkrige Omgivelſer af Byer og Steder. Som Trakfugl kommer den omtrent midt i April og forlader os i ſidſte Halvdeel af Septbr. Dens Sang, fom har noget Melancholſt og lyder omtrent ſom „hyd, byd, hy, byd, hoid, hoid, hoid“, hører man i Forſommeren neſten hele Das gen; Lokketonen er „hyid, hyid“. Munter, urolig og livlig, feer man den næften intet Sieblik ſtille; den er derfor iffe ffo og lader ſig ofte komme meget ner. | | 160 Reden ſtager meget ffjult paa Jorden eller tæt over ſamme, i Gres, Mos, eller paa en Græstue eller Træftamme, i en Fordybning og desl. Den er bygget af Mos, tørre Blade, torre Gressſtrage og Greessblade, hvælvet foroven og ubforet med Fjer, Heſtehaar effer Uld. J Mai indeholder den 5—7 neſten runde, hvide rodbruunplettede Wg. De have en ſtor Kjærlighed til deres Jngel, ſidde meget trygt paa Æggene og geberbe fig tildeels meget ængfieligt ved Reden, idet Hun⸗ nen flagrer ſom lamſlaget tet ben over Jorden, naar man op⸗ ffræmmer den. 7. Gran⸗Sanger, Sylvia abietina, /VZ/ss. Sylv. rufa, Lath.; Ficedula rufa, Koch. Danff: Spurvekonge, lille Bladfmutte. Artsm. Ovenpaa bruungraa, nedenunder hvidagtig; Fødderne merke⸗ brune eller ſortagtige; Vingerne, hvis underſte Dakfjer ere ſvagt gule, Um ikke halvt ud over Halen. Illum. Afbildn. Tab. XXI. Længde 4“ 4“, Brede 7“ 2/"; Hunnen er lidet mindre og har mindre rene Farver end Hannen. Fra den almindelige Lov-Sanger, med hvilken den let forvexles, adſkiller den fig ved fin Lidenhed, ſin mere i det Rod⸗ agtige end i det Gule faldende Farve og ved de bruunjorte Been, ſaavelſom ved flere Eiendommeligheder i Voeſen, Stemme og Sang. Næft Rødfrælfen, er denne den om Foraaret forſt tilbagevendende Art af denne Slægt, men af toys sSangerne er den hertillands viſtnok tillige den ſjeldenſte. J forſte Halv⸗ deel af April træffer man den i de blomſtrende Piletreer eller i Toppene af de mod Syd [ffraanenbe Naaletraplantninger, hvor man hører dens livlige „kipp-kjapp, kipp⸗kjapp“, eller „ſilp⸗ſalp, ſilp⸗- ſalp“, og Lokketonen „hoid, hoid“. Overordent⸗ lig livlig, bevæger den fig med ftor Lethed, beſtandigt hop⸗ pende og flagrende imellem Grenene for at opſoge Inſecter. J October forlader den os. Ven Thyrsboek pr. Veile har jeg i Foraarerne 1847 og 1849 ſkudt enfelte, og paa Mindſtrup, 3 Mile nordveſtligere, ſkod jeg en Han den 12te April 1849; jeg har desuden baade hort og ſeet den paa mine Excurſioner i de andre Provindſer. E. Hage havpde den fra Flensborg, hvor den, efter Hr. Apotheker Mecklenburgs Angivelſe, yngler, Det er merkeligt nok, at denne, dog ikke faa ganífe 161 fjelone Fugl, i bet egentlige Danmark har undgaaet baade Fabers og Hages Opmeerkſomhed, hvilket forøvrigt ogfaa var Tilfældet med Sylvia palustris. Forplantningen ſom foregagendes, dog bygger den helſt i Naaleſkove, og Wggene have, foruden de fine rodbrune Plet— ter paa hvid Grund, tillige ſortebrune, undertiden affegraae Punkter. 8. Gron Sanger, Sylvia sibilatrix, Zechsf. S. sylvicola, Lath.; Ficedula sibilatris, Koch. Danfi: Grøn Bladſmutte, grøn Lopſanger. Artsm. Overkroppen fmuf grønagtig; en guul Stribe over og en mork igjennem Oinene; Forhalſen og Overbrpſtet lpſegule, Maven og Undergumpen reenhvide; Overgumpen og Sving— fjerkanterne lyſegronne; Vingerne bebatfe / af Halen; Iſte Svingfjer meget lille og fort, 2pen lige med 4re. Slum. Afbildn. Tab. XXI. Han og Hun ere uvæfentligt forſkjellige; Længde 4½“, Vingeſtr. 7“. Den grønne Lev⸗Sanger er en ægte Skovbeboer, og fore⸗ kommer fornemmelig i ſtore ſkyggefulde Bogeſkove, hvor den næften udelukkende opholder fig paa Træerne. J forſte Halv⸗ deel af Mat ankommer den og forlader og ſidſt i Auguſt. Dans nen ubmerfer fig ved fin beſynderlige pibende, hvislende og ſkingrende Sang, der omtrent lyder ſom „ipp, ſipp⸗ſipp⸗ſipp⸗ ſipp⸗ſipp, isſirrrrrr“, hvortil ofte føles: „djy- djy⸗ diy“. Den begynder den fom ofteſt paa en tor eller bog blottet Green, fortjætter den nedflagrende paa en anden lignende og fuldfører den, idet bem fætter fig paa denne. Lokkeſtemmen er et blødt „Hoid“ eller Hyid“, Parrings- og Angeſtraabet „diy“. Den er temmelig ffo, fager og trættes ofte med fine Lige eller an— dre Noerkommende og er yderft livlig og munter. 5 Reden findes altid paa Jorden; ved Siden af en Tue, i Gres, Mos, Lyng eller andre lave Værter og er yderſt vane ſtelig at finde, idet Materialierne i dens yderſte Omgivelſe ligne de omkringverende Gjenſtande. Den er fom be tvende foregaaenbe Arters, hvælvet, og indeholder 5 — 6 reenhvide Aeg med ſortagtig violette eller graabrune Pletter. 11 162 9. Guulbuget Sanger, Sylvia hypolais, Lath. Motac. hippolais, L. Danſk: Baſtard-Nattergal, Nattergalens Horeunge, Guulbug, ſtor Bladſmutte, Haveiriſk, Bityv. Artsm. Overkroppen olivengrongraa, Underkroppen lyſeguul; de ba: gerſte Svingfjer have hvidgrage Kanter; Fødderne blyfarvede. Illum. Afbildn. Tab. XXI. Længde 5“ 27, fra Vingeleddet 3“, Halen 2“; Hunnen har lidt mattere Farver end Hannen, men forøvrigt ere be vanffelige at adſtille. Meget gamle Fugle udmerke fig ved bredere hvidgraage Kanter paa de bagerſte Svingfjer. Der. gives en Afart med hvide Vingepletter. : Den hører til de Træffugle, ber paa Grund af deres Kuldſtjerhed komme feent og forlade os tidligt. J fibfte Halv- beef af Mat, undertiden lidt tidligere, pleier den at melde fin Ankomſt ved fin herlige melodiffe, ualmindeligt afverlende og af be meeſt forſtjelligartede Toner beftaaende Sang, hvis For— treffelighed bar givet den Navn af „Baſtard-Nattergalen“, og ben i Auguſt forlader den os. J Haver og blandede Lopfkove er den almindelig, Den er livlig, vever, liſtig, ffo og fore ſigtig, dog bliver den omſider fortrolig med Menneſkets Ner⸗ hed, hvor ber er megen Faerdſel og den ikke efterſtrebes. Lokkeſtemmen, hvormed de Gamle kalde paa hinanden og hvor⸗ med de lokke Ungerne til fig, lyder fom „tr hoid“ eller „dek⸗ deryid“, „tſjckkerryid“ og „dak, dak, dak, deryih“. ö Dienne, ſterſte indenlandſte Art af denne Afdeling, afviger. i Henſeende til Sang, Redebygning, Wggenes Farve og det ved Roden bredere Næb, fra de øvrige Lovſangere, med hvilke den dog har Levemaade og Farve tilfælles, og danner ſaaledes Overgangen til Kjerſangerne. Sin kunſtige, tette og faſte Rede bygger den i Green⸗ klofterne af de forſtjelligſte Træer og Buſte, ſjeldent for forſt i Juni, fom ofteſt i en Hoide af 6—8 Fod; ben befiaaer ube vendigt af torre Gressſtraae, Baſttrevler, Larveſpind, Spindel⸗ veo og Birkebark, i Nerheden af Havet ofte af tor Tang. Den er indvendig foret med Heſtehaar, Svineborſter, ſamt gjen⸗ nemvævet med Uld, Traad, Blaar og desl. Den indeholder 4—5, bleg rodagtige eller roſenrode Wg, fom have forte Plet⸗ ter, ber ofte flyde ud med en rod Rand, og iblandt disſe fin⸗ des enkelte fine Aarer af ſamme Farve. 463 c) Kjer⸗Sangere, Calamodytae, (Salicariae, Calamoherpae). Panden meget flad, ſmal og ſtrakt, ſpids udløbende i Nerbet, fom er noget langſtrakt og forſynet med en tydelig Rygkant. Fodderne temmelig ſterke med ſtore Klsoer. Vingerne korte, afrundede; den temmelig lange Hale tildeels kileformig og meget afrundet. Kroppen ſmekkker; Hovedfarven bruungraa, hos nogle ſpillende i det Olivengronne. i Fuglene af denne Afdeling leve ved Ager, Floder, Damme, Grave, Søer og i Moſer, blandt Buſke, Rør og Siv, hvori de ſtjule fig og paa hvilke de ideligen klattre, med Undtagelſe af Sumpfſangeren, der ofteſt fjerner fig mere fra Vandet og ſaavel i Sang ſom Levemaade ſynes at nærme fig Løvfan> gerne. Deres dybe Rede bygge de med megen Kunſt, ſamt be— fete den imellem Ror i Vandet eller Planteſtcengler i dets Næs hen. De ubmorfe fig ved en ganffe eiendommelig, hos nogle Arter meget afoerfenbe, tildeels med andre Fugleſtemmer blan— det Sang, (om de udføre ſiddende, ofte langt ud paa Natten. Deres Lokkeſtemme beſtager af ſnarrende og ſkjcerende Toner, ſom ogſaa blande fig imellem deres Sang. De leve af In— ſecter, hvilke de bortſnappe vaa Stænglerne og Bladene, hvor be hoppe og klattre. Ved den utallige Mængde af fkadelige Inſecter, be udrydde, ſaavelſom ved deres muntre, tildeels bes hagelige Sang, ere de nyttige Fugle, ſom aldeles ingen Skade anrette. ; For at ffpbe dem, maa man ofte have megen Taalmodig— Deb inden man fager dem i Sigte, da de vide at holde fig ſtjult i Rorene og Buſkene, naar de morfe Fare. Undertiden maa man drive dem ud af deres Skjul og ſtyde dem i Flug⸗ ten; letteſt lade dog Hannerne fig ſkyde, fordi de gjerne ville ſidde frit, naar de ſynge. Man kan fange dem med 3— 4 Fod lange Stokke, hvori ſtikkes ſmaae Qviſte med Heſtehaars— ſnarer, ſaaledes at en ſaadan Stof danner en heel Rakke Do— ner. Af ſaadanne Stolke ſtilles flere horizontalt paa nogle Pele i Rorene; be maae da ſtage 2 — 3 Fod over Bands fladen, eller ved Bredderne af de ſumpige Grave. De fanges ogſaa i Springdoner med vedherngte Hyldebær, vaa Liimpinde, og i Neetfelde med levende Meelorme eller andre Inſecter til Lokkemad. li 164 10. Sump⸗Sanger, Sylvia palustris, BecAsf. Salicaria palustris, Gould; Calamoherpe palustris, Boie. Artsm. Ovenpaa grønagtig ruſtgraa eller mat olivengraa; en hvid Streg over Diet og hvid Underkrop med okkerguult Anſtrog, Mundvigen orangeguul. Illum. Afbildn. Tab. XXII, a (Sump⸗ Rorſmutte). i Længde 5“. Kjønsforffjellen er ikke kjendelig i Fars cn hvorimod de unge Fugle ere mørfere og grønnere end be gamle. Denne Art har ſaalenge været forvexlet med den folgende (vel endog med Baſtard-Nattergalen: S. hypolais), at dens Üdbredelſe, endog i Tydſkland, forſt er bleven bekjendt i ſenere Tider. IJ de egentlige danſte Provindſer var den uopdaget, indtil jeg i Foraaret 1847 bemerkede den ved mit daværende Opholdsſted Thyrsbak; bet eneſte Exemplar, jeg var faa hel dig at ſtyde, fremlagte jeg ſamme Aar i Naturforſkermodet i Sjebenbaon, hvor det blev antaget at være S. hypolais (Lov⸗ fanger); et Reſultat, der ſaameget mindre tilfredsſtiuede mig, [om jeg havde kjendt denne almindelige Form ſiden mine Drenge— aar, og da mine Jagttagelſer tilſtrœekkeligen godtgjorte: at det var en Sylpie, der i llbjeenbe, Sang, Levemaade, Opholds⸗ ſted og Manerer væfentligen var afvigende fra alle hertillands, hidtil bekjendte Arter af Lovſangere. Mine ufuldſtendige Haandbeger i Hjemmet kunde ikke veilede mig til Fuglens Be⸗ ſtemmelſe, og da jeg havde afgivet det fremlagte Exemplar til Hr. Prof. Nilsſon, var jeg heller ikke i Stand til, under mit Ophold i Kjebenhavn, at beſtemme den effer de ſtorre og. herre Verker, her ſtode til min Tjeneſte. Men i det folgende Foraar, 1848, indfandt fig flere Par ved Thyrsbek, jaa at jeg erholdt iffe færre end 6 Stkr., og ved Hjelp af Nau⸗ manns ppperlige Verk: „Die Vögel Deutſchlands“, kom jeg ſnart paa det Rene med, hvad jeg formodede, at det var Sump⸗Kjeœrſangeren og ingen Lovſanger. Senere er⸗ holdt jeg Underretning fra Hr. Adjunct Liljeborg i Lund, at det Hr. Prof. Nilsſon leverede Exemplar var denne Fugl. Det ſidſtncvnte Aar var jeg faa heldig at finde 5 Reder, alle i 9telber i Nerheden af Bandet, heftede til de uddøde Steng⸗ ler fra forrige Aar; da jeg ſaaledes kjendte Localiteterne, hvor den helſt yngler, fandt jeg vor Sumpſanger rundt omkring, hvor jeg færdedes i bet ſydoſtlige Jylland, men altid raa ganjfe lignende Steder, faa at den viſtnok er temmelig freien i Val⸗ 165 aet af Opholdsſted. Den ynder fornemmelig lave, tetſtaaende Buſtpartier i Nærheden af Vandet, Delft hvor der gives Korn, Hamp, Raps, Hindbær, og ifær ſtore Nerldepartier. Efter Naumann er den almindelig i Sognet Brunsbüttel og ont kring Meldorf, ſamt paa flere Steder i Holſteen, hvor den yng— ler. Den kommer ſidſt i April og forlader os i Auguſt og Septbr. | Den er ſky og yderft forſigtig, men lever bog mindre ſtjult end de andre Kjerſangere, og fætter fig ikke ſjeldent paa en Bufk eller et lavere Træ; kommer oftere frem af fit Skjul og flyver over det Frie, og nærmer fig ſaavel i denne fom flere Henſeender, f. Ex. i Manerer og Sang, Baſtard⸗ Nattergalen; dog er dens Sang langt fortrinligere end dennes, faa at den unegteligen indtager Rangen blandt vore forſte Sangfugle. Naar man engang kjender den, kan man ſtjelne den langt borte; den ſynger meget ivrigt, næften hele Dagen, ofte en Deel af Natten med. Lokkeſtemmen er et foit „Tſjcets“ eller „tſjak, tak og rrrr“. : | Foden er alle Slags Land- og Vandinſecter og disſes Angel. : d ben findes t Regelen i 9terbeben af Vand, undertiden ogſaa i nogen Afſtand derfra, men aldrig over Vandet, i Buſke, Raps, Rør, høit Gras, Nælder, Hindbær o. beel. 1—3 Fod fra Jorden, Den beftaaer udvendig af Grasſtraae og Gresblade, Grægrødder, Baſttrevler af Nelder og andre Planter, er faſt ſammenflettet og indvendig udlagt med fine Strage og Heſtehaar. De 4— 5 Wg have en blaalighvid Grund med graae Punkter og ftovre affegraae eller olivenbrune Pletter, blandede med enkelte bruunſorte Punkter. De yngle, fom alle Kjerſangere, meget ſeent (medio Juni), af den rie melige Grund, at Gjenſtandene, ber omgive, bere eller ſkjule Reden, f. Ex. Kør, Nalder o. desl. forſt da have naaet den tilborlige Heide eller Faſthed. ! II. Ror⸗Sanger, Sylvia arundinacea, Lali. Curruca arund., Briss; Calamoherpe arund., Boie. Danſk: Rorſanger, Rorſpurv, graa Rorſmutte. Artsm. Ovenpaa uplettet, guulagtig ruſtgraa; Overgumpen lyſere end Roggen; nedenunder ruſtguulhvid; Mundvigen orangerod. Slum, Afbildn. Tab. XXII, a. (Almindelig Rorſmutte.) 166 Imellem Han og Hun fan intet beſtemt ydre Skjelne⸗ merke angives; Længde 5 “. Den hører til vore almindeligſte Kjcrſangere, og fore— kommer næften overalt i Danmark, Door der gives Ror: ved Søer, Damme, Grave og Aaer. Naumann fandt den ual⸗ mindelig talrig i Ditmarſken, men mindre hyppig paa Oerne ved Jyllands Veſtkyſt, og blot hvor der er Marſkland. Hr. Stud. med. Bølling har meddeelt mig, at den findes ved Aalborg, hvilket jeg felv fandt befroftet i Juni 1850; paa Mols yngler den (Bonnez), og jeg fandt den i denne Sommer (1850) over— ordentlig talrig ved Feeſtningsgravene omkring Kjøbenhavn. Naumann paaſtaager, at den forft bygger Rede medio Juni; men uagtet den ualmindelig folde Forſommer, vi have havt i Aar, fandt jeg den 21de Juni naſten flyvefærdige llus ger, og blantt flere end 50 Reder ikke flere end 2 fom inde⸗ holdt Ag, der [obe fig udpuſte; Beviis for, at de neſten vare udrugede. | Som Trakfugl ankommer den førft i Mai og forbliver til ſidſt i Auguſt. Den er urolig, livlig og munter, fefo om Natten; klattrer med ſtor Lethed i Rør og Buffe og er ganffe tryg i Menneſkers Nerrhed, faa at den undertiden henter ftne Redematerialier ved Dørene. Fjernet fra menneſkelige Boliger, er den ſkyere eller forſigtigere. Ligeſom den foregagende er den en flittig Sanger, iffe blot om Dagen, men ofte ogſaa ud paa Natten; dens Varſelraab er et høit „Errr“, hvormed den tillige gjerne ender ſin Sang, hvilken den endog iſtemmer, naar man kaſter Stene eller andre Gjenſtande i Rorene, faa at man derved kan erfare, om den findes der eller ikke. Sin Rede bygger ben fom ofteſt imellem Rorſtengler over Vandet, dog undertiden ogſaa ved Randen deraf, og ſtundom endog i Buſke og Hæffer noget fra Vandet; den pleier at være heftet imellem 2—4 Rorſtengler eller tynde Grene, er 3—4“ hoi og indeholder hen i Juni 3—5, ſjeldent 6 Wg, fom have liden Glands og ere gronagtighvide, med gragegronne og brune Pletter og Punkter. Redematerialierne beſtage udvendig af terre Grasblade, blandede med fine Rodder og Plantetrevpler, Traade, Blaar, Plante- og Faareuld, indvendig af Græs og Rorrisper, ofte udlagt med Heſtehaar. Undertiden lægger Gjogen fit g i dens Rede, fom er faa ſolid feſtet til de tynde Rerſtengler, at bet ſtore Pleiebarn ikke ſtager Fare for at falde i Vandet. | 167 12. Dvosfel;Sanger, Sylvia tordoides, Me. Turdus arundinaceus, Gmel.; Curruca tordoides, Cuv.; Sylvia turdina, . Glog.; Calamoherpe tordoides, Brehm. Danſk: Drosſel-Rorſmutte, Rordrosſel. Artsm. Overkroppen guulagtig ruſtgraa, en tydelig guulhvid Stribe over Diet; Nabet ſterkt og drosſelagtigt; Underlivet ruſt— guulhvidt, Mundvigen orangerod. Illum. Afbildn. Tab. XXII, a (Drosſel-Rorſanger). Hannens Strube er fom ofteſt affearaat anlobet; Hunnen er af ſamme Farve ſom Hannen, dog ofte noget ruſtgulere paa Siderne; Længde 71/2”, Denne anfeefíge Art var i Syſtemet længe anviift Plads iblandt Droslerne, fom uncgteligen i flere Henſeender norme fig Kjcerſangerne; men ved at iagttage den iblandt de andre Arter af disſe ſidſte, finder man let den fuldkomneſte Over⸗ eensſtemmelſe. ! Dens ſedvanlige Opholdsſted ere rørrige Flod- og Sø- bredder, med 3Buffe og ifær Pilearter i Nærheden, og i disſe opholder den fig om Foraaret indtil Rorene ere fremvorne. Naumann opdagede den i Syd-Ditmarſken, og anfører, at den findes hiſt og her i de danſke Hertugdommer. J det egent⸗ lige Danmark vides den iffe bemærfet; E. Hage fandt den ynglende ved Kiel, og Faber (ornith. Notitſer Pag. 21) aite fører, efter Hr. Juſtitsraad Wöldikes Beretning, at den aarligen yngler i Rorene ved Brunsbüttel. Den lokker „karr“ eller „tak“, men meget dybt, thi dens Stemme er neſten bas⸗ agtig. Dens Sang indeholder kun faa behagelige Toner, og lyder omtrent fom „korr, forr, korr“, „dore, bore, bore", „karre, karre, karre“, kai, kei, Tet, kin, karra, kaxra, karra „kyt, kyt, kyt“, og har noget Raat og Snarrende, ſaa at den, [enge hort, omſider bliver ubehagelig. Medens den ſynger, ſidder Hannen gjerne frit paa Spidſen af en Rorſtengel eller en Green; den er derved jaa ivrig, at den ved Intet lader ſig forſtyrre; ja, Naumann ſiger, at den ved Feilſkud ſynger endnu ſterkere end iforveien. Detſamme har jeg forreſten ogſaa bemærfet ved Ror⸗ og Sumpſangeren. c Nerring: Som de foregagendes. ! Sin 5—8“ høie Rede anbringer den paa ſamme Maade ſom Rorſangeren; de ydre Materialier beſtaae af Risper, torre Gres⸗ og Rorblade, ſamt Plantetrevler, Faare⸗ og Planteuld med Inſeetſpind; indvendig er den foret med fine 168 Graeéfiraae og Risper, ſjeldnere med Planteuld og Heſtehaar. Den indeholder ofteſt 4 — 5 93, fom ere gronagtighvide med bleg bfaagraae, olivengraae og olipenbrune, florre og mindre Pletter og Punkter, af Lighed med foregagendes, men meget ſtorre, og indvendig noget bleggronne. 13. Siv⸗ Sanger, Sylvia phragmitis, Becht. Motac. schoenobaenus, Lin.; Sylv. schoenobaenus, Nilss.; Calamoherpe phragmitis, Boie. Danſk: Guul Rorſmutte. Artsm. Den olivenbrune Overkrop, ned til den ruſtrode Overgump, plettet; Isſen uven lys Mellemſtribe; en Stribe igjennem Diet og alle de underſte Kropdele ruſtguulhvide, uplettede; de bagerſte Svingfjer med lyſere Kant end de øvrige; Halen ſteerkt afrundet. Slum. Afbildn. XXII, a (Siv⸗Rorſanger). Længde 5¼“, Brede 8“; Han og Hun ere eensfarvede. Der gives en iſabellefarvet og en prægtig roſenrod Afart. J be med Rør, Buffe, Siv og andre høie Sumpplanter bevorede Søer, Damme, Grave, Moſer og Enge findes denne Kjcerſanger her i Landet hyppigere end nogen anden Art, og talrigſt paa Individer. Naumann fandt den almindelig i de holſteenſte Marfflande; efter Hages Meddelelſer forcfommer ben ogſaa paa Møen. Jeg har fundet den overalt, hvor de anførte Localiteter vare forhaanden, iſcer Door der vare mange Vidier og tette Pilebuſke, undertiden endog langt fra Vandet, i Korn⸗, Raps⸗ og Klovermarker. Den ſynes overhovedet mine dre at foretreffe ſtorre Vandpartier, blot Jorden er ſumpig og vaad. J Egenſkaber og Levemaade ligner den de fore— gaaenbe. Hannen lader fin ſnarrende og pibende, ret behage— lige Sang flittig høre, baade Dag og Nat. Lokketonen lyder fom ,teff, baff og errr“. | Sin Rede bygger ben fom ofteſt over moradſige, noften utilgjængelige Steder, endog i Korn, men aldrig over Bandet; ben ftaaer almindeligen meget lavt imellem Græs, Star, og forſkjellige Sumpplanter, under Buffe, dog fjeldent i ſelve disſe. Den er temmelig les, mindre kunſtig end be foregagende Ar— ters, og beftaaer udvendig af Grecsſtraae og Gresblade, ofte blandet med grønt Mos, indvendig af Grecsrisper, ſtundom Fier og Heſtehaar. De 4 — 6 ſmudſighvide eller guulgraae Ag ere tæt beſtroede med ganſke fine Punkter, der flyde ſaa⸗ 169 ledes ſammen med Grundfarven, at be fee ub (om blegbruun⸗ marmorerede og have Lighed med Akggene af den gule Vipſtjert (Motac. flava), hvorfra de dog let adſtilles ved de characteri— ftiffe forte Haarſnirkler, der ſtedſe findes paa den butte Ende. 14. Vand⸗ Sanger, Sylvia aquatica, Lalſt. Motac, aquat., Gmel.; Sylv. salicaria, Bechst.; Calamoherpe aquat., Boie» Danſk: Vand-Rorſmutte. Artsm. Hovedfarven ruſtguul effer bruunguul, ſortſtribet; de underſte Dele hvidagtig-okkergule, uden Pletter; over Dinene og i Midten af Isſen guulhvide Striber, hvilke adſkilles fra beer andre ved to lignende brede ſorte; Svingfjerene have mort ruſtgule Kanter. Slum. Afbildn. Tab. XXII, a (Vand⸗Norſanger). „Han og Hun ere vanffe(íae at adſkille; Længde 5“, Brede N e Blandt Kjeerſangerne hører: denne til de mindſte Arter, og udmerrker fig endog i Fraſtand, ifær ved den over hele Kroppen udbredte lyſe-bruungule eller ruſtgule Farve. Fra den foregagende adfkiller den fig iffe blot ved Farven, men fornem⸗ melig ved de tydelige 5 Hovedſtriber, ſaavelſom Derved, at den er mindre. Mere Lighed har den med den folgende; men det kortere Næb, de hoiere Tarſer, de længere Vinger, med de meget kortere bagerſte Svingfjer, ſamt den forſkjellige Ho—⸗ vedfarve paa de overſte Dele, ifær det (hos ældre Fugle) næ- ſten ganſke uplettede Bryſt, adffiller dem tilftræffeligt fra hin⸗ anden. J Egenſkaber, Manerer, Stemme, Levemaade og For⸗ plantning ligner den Sivſangeren. Hr. Apotheker Mecklenburg angiver den fom ynglende ved Flensborg, og E. Hage har ſagt mig at den yngler ved Glücksborg, ſamt at den neppe er ffefben i Holſteen. 15. Star⸗ Sanger, Sylvia cariceti, Naum. Calamoherpe cariceti, Boie; Sylvia striata, Brehm. Artsm. Ovenpaa lyſe⸗guulgraa, ſortplettet; Overgumpen ruſtfarvet; over hvert Die en guulhvid Stribe; Panden ſort med en lys guuígraa Lengdeſtribe i Midten; Svingfjerene lyſegrage kantede; Underlivet guulagtig hvidt med mange fine, ſortagtige Streger paa Forbryſtet og Siderne. ... Jum. Afbildn. Tab. XXII, a. 170 Kjonsforſtjellen kan ikke beſtemmes efter ydre Kjendetegn; Længde 5“, Vingeſtr. 7“. Fra Sivſangeren adſkiller den fig ved fin ringere Stor— relſe og de 5 Striber paa Hovedet; fra foregaaende ved bet længere, mere ſtrakte Næb, de favere Tarſer, de kortere Vin— ger, hvilke have meget længere bagerſte Svingfjer, ved de borſteagtige Skjceghaar, den aanffe forſtjellige Rygfarve og de ſkarptbegrendſede, ſortagtige Streger paa Bryſtet og Siderne. Naumann (Naturgeſch. der Vögel Deutſchl. II., 675) har havt Exemplarer, der vare ffubte i det Holſteenſkfe. Den 26de Juni 1850 var jeg ſaa heldig at opdage den ſom yng— lende ved Brede Klerdefabrik, 1 Miil fra Kjøbenhavn, hvor jeg ffeb Hannen og fandt Reden med 4 968; denne ſtod teu melig lavt i nogle tortſtagende Ror, og opbevares i min Sam⸗ ling tilligemed Aggene. Dens fra Sivpſangeren afvigende Sang og de endog ei nogen Fraſtand tydelige Cangbeftriber vaa Bryſtet, var mig nok til at formode noget Sjeldent, Doilfet jeg da ogſaa fandt befre(tet; den vides ikke tidligere bemerket i det egentlige Danmark. Den forekommer (efter hiin Forfat⸗ ter) i Marſklandene under ſamme Forhold fom Sivyſangeren, med hvilken den i Egenſtaber, Levemaade og Sang, ligeſom forrige, har meget tilfælles, Sangen begynder ſedvanlig med en klar Piben, derpaa følger: „terrrr, tætstæt-tætstæt, therrrr, tyt⸗tyt⸗tyt⸗thyt, errrr, jyp⸗jyp⸗jyp⸗jyp“. Den ſynger med An⸗ firengeffe, ier i Morgentimerne og mod Aften, fra førft i Mai til hen i Juli. : Den yngler paa ſamme Steder (om Sivſangeren, dog ſtedſe paa langt friere Pladſer, hvor ber fun voxer enfefte Vi⸗ dier. Neden ftaaer ofteſt i en hoi Græs- eller Starbuſk: ved Randen af en Grav eller Giroft, eller imellem forkroblede Vi— diebuſke, ſjeldent over 1 Fod høit. J faa Henſeende og i Formen ligner den Sipſangerens, men er betydeligt mindre, ligeſom Æggene, hvilfe forøvrigt ogſaa ligne Dennes; dog er deres Grundfarve lyſere og falder mere i det Gule, ligeſom Tegningsfarven falder i bet Olivenfarvede; derhos have be flefte en mork Krands, der mangler bíne. 16. Buſk⸗Sanger, Sylvia locustella, Penn. Motac. naevia, Gmel.; Curruca naevia, Briss.; Calamoherpe locustella, Boie. - | Artsm. Den olivengraae eller lys grenbruumblaae Overkrop er ſorte⸗ bruun plettet; de meget lange underſte Dælfjer af den file: 171 formige, bredfjerede Hale have fortebrune eller brune Skaft⸗ ſtriber. Illum. Afbildn. Tab. XXII, a (Bufk⸗Rorſmutte). Han og Hun eensfarvede. Længde 5“. En meget ſjelden Rorſanger, ſom opholder fig i fume pige, med Vidier og Startuer bevorebe Steder, ſaavelſom i de med 3Suffe bevorede Damme, Grave og Søer, men ogſaa forekommer fjernet fra Vandet i unge buffrige Covffooe med Tornekrat, ſom hiſt og her have fugtige, ſumpige Steder. Den ankommer i Mai og forlader os i Auguſt. Efter Hr. Apo⸗ theker Mecklenburgs Meddelelſer, forekommer den i det Slesvigſke, ſom ynglende ved Flensborg; Naumann ome taler dens Forekomſt i Danmark og Holſteen; E. Hage an⸗ gav den font ynglende ved Kiel. Den er ualmindelig livlig, holder fig ſtedſe ffjult, og er faa forſigtig, at den blot kommer tilſyne for ſtrax atter at for⸗ ſvinde. Den ſamme Lethed, hvormed den bevæger fig gjennem de tættefte Plantetykninger, viſer den ogſaa ved at bevæge fig paa Jorden, Door den [ober fom en Pibelcerke (Anthus) med overordentlig Hurtighed. Meget paafaldende er dens beſyn— derlige, grœeshoppelignende, ffjerenbe, ſvirrende Sang, der be— ſtaaer af een eneſte bee, men vidtlydende Tone: „ſſſirrrrrrrr“, fom ofte vedvarer uafbrudt t 1—2 Minuter. Neringen, hvilken den ikke blot opſsger ved at hoppe igjennem Buſkene, men ogfaa paa Jorden, er den ſamme [om de foregaagendes. | J Juni bygger den Rede, fædvanlig i tet Tornkrat, mele lem høit Græs eller Grene; undertiden ogſaa i en enfeltftaaenbe Græstue. Den er forfærdiget af fine Græsfiraae og Gres— blade med Inſectſpind og Planteuld, indvendig udlagt med Greeriéper. De 4—6 9($8 have en blaagronhvid Grundfarve, overalt guulagtig-olivenbruunt ftenfebe og ſnirklede, mere eller mindre beſtroede med merk ffiferfaroebe, ofte en Krands bane nende Punkter og Pletter. Reden har nogen Lighed med Torne⸗Grersſmuttens, men er hoiere og dybere, d) Jord⸗Sangere, Humicolae. : De temmelig flore Fodder have hoie Tarſer; Oinene ore. De beere Bryſtet noget opret, Halen meeſt horizontalt, Vingerne hængende; vippe ofte med ben noget brede og paa Enden næften lige Hale; hoppe med lidet boiet Heleled, i (tore, 172 raffe Spring, med afverlende Hvilepunkter og med en vis An⸗ ſtand eller Verdighed. Man ſeer den ſtedſe nær ved Jorden, i lave, tette Buffe, ifær i fugtige Lovſkove og i Nerrheden af Band, hoiſt ſjeldent vaa høie Træer. Neringen, ſom den fornemmelig ſoger paa Jorden, bez ſtaaer af Inſectlarver og krybende Inſecter, ſamt Regnorme; om Hoſten ogſaa af Bær. De yngle næften altid paa, eller dog ikke ret høit over Jorden, paa gamle Stammer eller i meget vide Huller, ſjel⸗ den i tætte Hekker, aldrig paa frie Grene; bygge meget tætte Reder, og lægge næften eensfarvede, eller dog kun bleg⸗ plettede Ng. | Fuglene af denne Afdeling ere ſaalidet ffpe, at be iffe blot ere fette at ffobe, endog med Puſterer, men ogſaa at fange. Man fanger dem med levende Meelorme paa Liim- pibe, i Springdoner og Doner, i en i Jorden, nedgravet Meiſekasſe, eller i et Nattergalenet. Naar man opfrabfer Jor⸗ den i deres Nerhed, komme de gjerne ſtrax til, i den For⸗ ventning at finde en god Ret, og gane da let i Felden. 17. Nordlig Nattergal, Sylvia philomela, Zechst. Motacilla luscinia major, Gmel.; Luscinia major, Briss.; Luscinia phi- : lomela og Motacilla Luscinia, Lin. Danſt: Stor Nattergal, Sprosſer-Nattergal. Artsm. Oven morkegraabruun med redbruun Hale; Struben hvid med utydelig graa Indfatning; Bryſtet graabruunt bolgeſtri— bet, Iſte Svingfjer meget kortere end de forreſte Svingfjers Dæffjer. Illum. Afbildn. Tab. XXII, b. Kjonsforſtjellen uvcſentlig; Længde henimod 7“. Fra den folgende, med hvilken den har megen Lighed, og let kan forvexles, adſkiller den fig, foruden de anførte Kjende⸗ merker, ved fin anſeeligere Storrelſe og mindre rene, ruſt⸗ zu garver, ſamt ved en morfere ſmudſigbruun Tegning paa Bryſtet. Ifolge Nilsſon „Skandinavisk Fauna“ er denne den i Sverrig almindeligſte, maaſkee allene forekommende Art. J Haven ved Snoghoi og vaa flere Steder i det Slesvigfte, f. Ex. paa Als, har jeg ſelv havt Leilighed til at iagttage den. J Jylland findes hverken denne eller folgende i Veile- eller Horſens⸗Egnen, faa indbydende Localiteterne ellers ſynes at være; 173 men derimod ved Aarhuus, hvor Riis Skov overhovedet ffal være Nattergalens nordligſte Ingleſted. Hr. Bonnez fans gede den i Foraaret 1845 i ſin Have i Greenaa. Med Henſyn til de andre Provindſer, veed jeg ikke, om det er denne eller folgende Art, der er meeſt fremherſkende, dog er det, for Sjcellands Vedkommende, rimeligviis Philomela; i bet Mindſte tilhore de fleſte Wg og fangede Exemplarer, jeg har feet fra Omegnen af Kjøbenhavn, denne Form. Paa Bornholm yngler ben hyppigt (Cand. Dahl). Forøvrigt fys nes den meeſt at tilhøre det oſtlige Europa: Oſterrig, Ungarn oſp., hvor den er hyppigſt. Faber (ornith. Not. Pag. 23) benægter, beſynderligt nok, dens Forekomſt, ikke blot i Dan⸗ mark, men ogſaa i Sverrig og Holland. Conſervator Scheel har ſagt mig, at den forekommer paa Møen. Som Trakfugl ankommer den ſidſt i April, ofte i Be⸗ gyndelſen af Mai, og forbliver til Auguſt. Den lever i dybt⸗ liggende Lovſkove, fom have tær Underſkov og Krat med riges ligt Band, ijer ved Ager og ſtore Beke, eller i Nærheden af Sumpe og Grave. Dens Bæfen har noget Stormende, blan— det med noget Sorgmodigt, hvorved den adſkiller fig fra den egentlige Nattergal, fom forovrigt er den fuldkommen [ig i Manerer og Levemaade, ja fefo i Sangen. J Almindelighed ſynger den nordlige Nattergal meget ſterkere, gjaldende og mere huult klingende, næften klokkeagtigt, desuden langſommere afbrudt og med mindre Afvexling. Som Zilfældet er med den folgende, ſaaledes ſlage heller ikke alle Individer af denne Art ligegodt. Hvor begge findes i hinandens Nerhed, horer man deres eiendommelige Sang blandet, hvoraf den tydfke Bencvnelſe: „Doppelſchläger“ eller „Zweiſchaller“. Deng gjennemtreengende Stemme, hvis Kraft hos en faa liben Fugl i Sandhed er forbauſende, gjor den ſom Stuefugl be— fværlig for nerveſvage Perſoner. J bet Frie lyde dens Mes lodier fra Mai til Slutningen af Juni, ikke blot i Morgen⸗ og Aftentimerne, men ogſaa hyppigt om Natten, hoilket fornemmelig characteriſerer denne Art. Dens Lokketone lyder fom „glokt, arrr“, eller fom „davitt“, af hvilken ſidſte Tone ogſaa flere Stropher af dens Sang beſtage. ng ö Inſecter og deres Larver, Myreckg og Meelorme ere dens kjcereſte Fode. Den ſoger denne meeſt paa Jorden, og hopper raſt til, naar den bemerker noget Spiſeligt, men betragter bet forſt, inden den angriber det. Undertiden ſamler den Larver og Inſecter af Grene og Blade, meget ſjelden fanger den be 474 ſidſte i Flugten. Om Høften eder den ogſaa Ribs, Hylde og Korsber (Viburnum opulus). Den bygger Rede eengang om Aaret, enten umiddelbart paa Jorden, paa gamle Mulvarpeſtud og torre Tuer, eller paa gamle Stød og Traſtumper af be nær ved Jorden afhuggede, og igjen med nye Grene omgivne, Buſte og Træer. Den er gjerne godt ffjult, og Materialierne beſtage af tert Lov, ind⸗ vendig udlagt med fine Greesſtrage og andre fine Plantedele. Man finder deri ſcedvanlig 5 Wg af mat olivenbruun Grund⸗ farve, ſtylobne eller ligeſom beſpreitede med en morkere bruun Farve; de ere ftorre og mindre langagtige end den folgendes. 18. Sydlig Nattergal, S. Iuseinia, Lali. Curruca luscinia, Koch; Motacilla luscinia, Lin. Danſk: Nattergal, lille Nattergal. Artsm. Oven merk ruſtgraa, med ruſtfarvet Hale; de underſte Dele . ^ fmubfíg graahvide; Iſte Spingfjer fort, dog omtrent af lige Længde med de forreſte Svingfjers Dakfjer. : Illum. Afbildn. Tab. XXII, b. Denne Form, ſom er den almindeligſte og bekjendteſte i Europa, tilhører maaffee mere de danſke Hertugdemmer end det egentlige Danmark, hvor jeg fandt den paa flere Stes der i Fyen; fra Omegnen af København ff jeg tilſendt Mg af begge Arter; Conſervator Scheel har ogſaa foretruffet denne paa Møen, Den fkal meer eller mindre udarte i den hvide Farve. Længde 6“. | Naar Hvidtornen, ſidſt i April eller forſt i Mai, begynder at blive grøn, ankommer den gjerne, og i Auguſt forſpinder den atter. J fine Bevegelſer er den livlig og raſk; i fit Væjen til lidsfuld og fortrolig, og kun hvor den cfterftræbeg, flyer den Menneſter. J fin Holdning har den noget Stort og Verdigt, ret ſom om den var ſig ſine Fortrin bevidſt. Imod andre Fugle forholder den ſig i det Hele taget ſtille og fredelig; og det er a Skinſygen, ber undertiden foranlediger Trætte med dens ige. i Ved fin herlige Sang udmærfer ben fig frem for alle Fugle, og er derved bleven faa berømt, at allerede be eldſte Digtere have befunget den. J Regelen findes der iffe fet np» gen Fugl (foregagende Art undtagen), fom heri overgager den, 175 ſaa at den med Rette fortjener Navn af Sangfuglenes Dron— ning. Den forener i fin Sang alt det Skjonne, Bløde, Blide, Sterke og Overraſkende i de andre Fugleſange, og fætter bere ved den folſomme Tilhsrer ni forbauſende Henrykkelſe; tbt Gm hver maa tilſtage, at denne udſogte Rigdom af harmonifk Af— vexling, denne Stemmens Fylde og Kraft, disſe minutlange, melancholſke, vedvarende, ſtedſe ſtigende, ſnart gjaldende og i raſk rullende Lob overgagende, fmart blidt endende Toner, vir⸗ kelig have noget Fortryllende ved ſig, faa at de, horte paa en ſtjon Foraarsmorgen eller i en ſkion ſtille Aften, væffe de meeſt ophoiede Folelſer. Man adffiller 20 indtil 25, ja indtil 30 forſtjellige Stropher i dens Sang. Der er gjort Forſog vaa at efterligne den ved Stavelſer; men et ſaadant Forſog kunde umuligt lykkes; thi det er overhovedet vanſkeligt at efterligne en Fugls Sang med Bogſtaver. Dog ere ikke alle Individers Sang ligegod; man adſkiller: Virtuoſer ſœdvanlige Sangere og Stympere; ofte findes der hele Egne, hvor der enten blot forekomme flette eller middelmaadige eller gode Sangere. Hvor der gives flere Hanner i hverandres Nerhed, kappes de ind⸗ byrdes i Slaget; tbi de ſynes at beſidde ſaamegen Wres— folelſe, at de ei kunne lide at blive overgaagede. De ſkulle da ofte ſkrige fig heeſe, undertiden endog tildode, (bet Blodkarrene ſprenges ved den altfor fiore Anftrængelfe, Hannen ſynger gjerne i Nærheden af den rugende Hun og vedbliver dermed ſaalcenge Rugetiden varer, nemlig til St. Hansdag. Dens ſœdvanlige Lokketone er et pibende „Vid“ eller „Viid“, hvor— paa folger et ſnarrende „Karrr“. Skriger den „vid, vid, vid, karrr“, betegner det Angeſt eller Frygt; ved „tak, tak“, giver den fin Glæde og Tilfredshed tilkjende. Naar den er pred eller ergerlig, uͤdſtoder den et ſcregent, beſynderlig raat og ubehageligt „Rreh, ſrocek, krraah“ eller fret". Nering: Som foregaagendes. Den temmelig ſtore, dybe Rede beſtager udvendig af torre Blade, Straae, Rorblade og Græsftængler; den er indvendig udlagt med fine Gresſtrage og Risper, ſtundom med enkelte Heſtehaar. J Almindelighed ſtager den paa Jorden, i Buffe eller høit Gros, undertiden i torre Riisgrene eller paa Jorden i tort Lov, ſtundom i mindre dybe Udhulinger af gamle Træ- flammer; den findes ogſaa i Hæffer og Gjeerder i en Hoide af indtil 6 Fod, og indeholder i ſidſte Halvodeel af Mai 4—6 Aeg, ſom ere olivengronne eller graabruunt anløbne paa bleg⸗ grøn Grund. 176 19. Rodkjelk⸗Sanger, Sylvia rubecula, Lali. Motac. rubecula, L. Danſt: Rodkjalk, Rodfink, Neldekonge, Thomas Vinter, Thomas. Artsm. Ovenpaa morkolivengraa; Pande, Kinder, Strube og Bryſt hoiguulrsde med aſkegraa Indfatning; Sving⸗ og Halefjer olivenbrune; den ſidſte Rad Vingedakfjer med ruſtgule Spidſe— pletter. Illum. Afbildn. Tab. XXII, b. Den unge Fugl har en ſmudſigguul Strube med uordent⸗ lige, ſortagtige Bolgeſtriber; Overkroppen er hvidguulplettet, med ſortagtig Tegning paa olivenbruun Grund. Lerngde 5 ½“. Man har hvide, hvidbrogede og 9 re Varieteter. Denne almindeligt bekjendte Fugl kan ikke let forverles med nogen anden, undtagen i Ungedragten. Den findes over alt, baade i Lov⸗ og Naaleſkove, buffrige Haver og ved Flod⸗ bredder; men helſt i Skove med tot Undervært, hvor Col ſtraalerne ſjeldent kunne beſkinne den fugtige Jordbund. Som haardfor Trakfugl, indfinder den fig tidligt, allerede i Marts, og forlader os iffe for Octbr. eller Novbr., ja enkelte for⸗ blive endog hos os i milde Vintere. Den er en tillidsfuld, men munter, modvillig og trettefjor lille Fugl, fom ikke fors fige med fme Lige i fin Nerhed, hvorfor ogſaa hvert Par forbeholder fig et eget lille Revier. Lokketonen er et heit, ſkarpt og fort „Snik-ſnik⸗ſnik“ eller „Snikkerikkikikik“; Varſel⸗ raabet lyder „ſih“. Man hører, undtagen i Faldingstiden, neſten hele Aaret igjennem denne flittige Sanger at foredrage fine Melodier, ifær i Morgen- og Aftentimerne. Adſtillige Slags Juſecter og deres Jngel, om Hoſten Bær, ubgiere dens Naring. Den yngler to Gange om Aaret, i April eller Mai og i Juni eller Juli; Reden anlægges i Huulveie, Leergrave, Steen⸗ aabninger, imellem Rodder eller i gamle raadne Treſtammer, ofte ogſaa i det blotte Mos. Sabpanſig findes den i en For⸗ aabent anbragt, bygges den ofte til foroven med et ſtort Indgangs⸗ dybning, eller dog hvor den foroven er dæffet; Door den er buf paa Siden. Udvendig beſtager den af tørt Lov og Jord⸗ mos, eller af dette ſidſte allene, blandet med Greesſtraae. Ind⸗ vendig er den udforet med fine Rodder, Graesblade, Haar, undertiden med Fjer. Den indeholder 4 7 Aeg, fom ere guulagtighvide, befireebe med rødbrune Punkter og Pletter, meeft paa den butte Ende. 177 Med Pufterør kan man let fælde den; om Hoſten fanges den i Doner. 20. Blaakjolk⸗ Sanger, Sylvia suesica, Lathi. Motac. suesica, L,; Sylvia cyanecula, Wolf; Lusciola coerulecula, Pal- las; S. coerulecula orientalis, Schlegel, Artsm. Overkroppen graa-olivenbruun; Halen, be tvende Mellemfjer undtagne, ruſtrod forneden, forøvrigt ſortebruun; Struben hos Hannen himmelblaa med en bruunrod eller hvid Plet, hos Hunnen hvid med ſort Indfatning. Illum. Afbildn. Tab. XXII, b. Den forekommer med vobbruum Strubeplet i Skandina⸗ vien, det nordlige Rusland og Sibirien; og ligeſaa conſtant med hvid Strubeplet i det øvrige Europa. Nilsſon holder, og viſt med Rette, den nordiſke med rod Strubeplet for Linz né's Motac. suesica, og ben ſydlige med hvid Strubeplet blot for en Localvarietet, medens tydſke og flere Ornithologer falde den nordiſke Blaakjcelk en Varietet, under Navn af Lu- sciola cyanecula orientalis, og henføre den Hvidplettede til Linné's Motac. suesica (aftíaa Sylv. suesica, Lath.), eller opſtille den under be forfffelfiqe Navne: Sylvia cyanecula Wolf., Lusciola cyanecula, Schlegel ofø. Der gives ogſaa Blaakjclker uden Strubeplet (S. cyanecula Wolfii, Brelim.). Hvorvidt nu alle disſe Forffrelligheder virkelig ere artébetege nende eller blot climatiſke, fom flere Ornithologer antage, vo— ver jeg ikke at afgjore, ſaaſom jeg ikke har havt Leilighed til 55 Ms Jagttagelſer derover i den frie Natur. Lengde 5 J Buſtverk med fugtig Jordbund, i Nærheden af Søer, Damme, Bæffe og Vandgrave forekommer og yngler denne Art, ſom hos os er temmelig ſjelden. Apotheker Mechlen— burg angiver den ſom forekommende ved Flensborg; Faber ' fføv ben b. 18de Mai 1817 ved Kjsbenhavn; ſenere ſkod han atter flere Hanner paa Saltholm, ſamme Dag, da han, fom ovenfor nævnt, erholdt nogle Exemplarer af Emb. hortulana. Genere har Hr. Drewſen paa Strandmøllen ffudt den gamle Hun (Fabers Notitſer Pag. 24); ved Helfingøer faae Apo— theker Steenberg baade Han og Hun den 4be Sept. 1829. Stud. med. Bølling har havt en ung Han, fom blev fanget i den botaniſte Have den Yde Septbr. 1842. Hr. Hofjeger⸗ . mefter Teilmann forſikkrer, at han ofte har Kod ſkudt den 178 paa Fande og i Skads Herred; den er i Slutningen af Au⸗ guſt ſeet enkelte Gange ved Greenaa (Bonnez). For bet tempererede Europa er den en Trekfugl, ber kom— mer forſt i April og træffer bort i Auguſt. Om Hoſten fin⸗ des den paa Træffet i Haver og paa Kartoffelagre; ſeedvanlig holder den fig ner til effer paa Jorden, hvor den gjennem— kryber det høie Gres eller de tætte Buſke, men løber ogſaa gjerne paa det torre Dynd i Grave. Fortrolighed, Munterhed, Lethed, Livlighed og Trektte⸗ kjcerhed ere dens ieinefaldende Egenſkaber. Hannen er i Nngle⸗ tiden en flittig Sanger, ifær Morgen og Aften. Dens Sang er ret behagelig; den beftaaer af nogle pibende og ſnurrende Toner, imellem hvilke forekomme nogle, der ere laante af an— dre Fugle. Lokkeſtemmen er „fied, fied“ eller „tak, tak“. Dens Næring beftaaer af Inſecter, iſcer Vandinſecter, bes res Larver og Pupper; dog helſt Myrecg. Reden ſtager noget ſkjult ved Bredden af Bæffe, Aaer og andet Band; i Huller imellem de blottede Rødder af tætte Vi⸗ diebuſke; under Stene i Jordhuller; ſjeldent i tætte Buffe, og er bygget af Mos og Gracsſtraa, udlagt indvendig med finere Gresſtraa eller Haar. De 5 — 6 bleggronne Mg have uns dertiden leerfarvede Punkter. 21. Sortſtrubet Sanger, Sylvia phoenicurus, Lalſi. Motac. Phoenicurus, L.; Ruticilla phoenicura, Bon. Danfk: Blodfugl, Rodſtjert, Blodſtjert. Artsm. Halen rufirob, ffinnende i det Ooitobe; de to mellemſte Sty⸗ rere morkebrune. Hannen: Sort Strube, ruſtrodt Bryſt, hvid Pande og aífegraa Ryg. Hunnen: Oven ruſtgraa, For— halſen hvidagtig, Bryſtet guulgraabruunt. Slum. Afbildn. Tab. XXII, b. (Blodſtjert.) Længde 5 ½“. Om Hoſten, efter Fjerfceldingen, feer Hunnen ganffe ans derledes ud, end om Foraaret, og ligner da mere Hunnen. Hele Overkroppen er ftærft overlagt med Ruſtbruunt, Panden graa, Struben beboffet med mange graahvide, og bet Ruſt⸗ rode paa Underkroppen med mange ruſtgule og hvidagtige Fjer— kanter. Alt dette taber fig henimod Foraaret ved Bræm- folding. … Denne nydelige Fugl hører, om juſt ikke til de meget al⸗ mindelige, dog ingenlunde til de ffefbne indenlandſke Arter; tale 179 rigeſt foekommer den paa For- og Efteraarstrokket: et Beviis paa, at mange yngle nordligere. Om Sommeren findes den i Haver, ved buſkrige Vandbredder, i Smaaſkove og ſtore Skoves Udfanter, Pileplantager 03 paa lignende Steder, Den kommer i April og forlader os i September, tildeels førft i October, og hører til vore MONDE og flygtige Fugle. Saa⸗ ſnart den merker Efterſtrœbelſer, bliver den ffo og forſigtig. Man ſeer den gjerne fibbe paa frie Grene, ebene den ide⸗ ligt ryſter og vipper med Halen, hvis rode Skin, naar den flyver mod Solſtraalerne, gjor denne Fugl meget ioinefaldende, og har gioct ben 9taone fom: „Blodſtjert, Blodfugl“ ofo. Dens Sang er behagelig, blid, næften floiteagtig, temmelig Doi, men kort, undertiden blandet med andre Fugles. Lokkeſtemmen lyder MC bonb ut. Inſecter, Larver og Pupper, fom ben meeſt fanger paa Jorden, men aflurer paa Træer og Buffe, udgjore dens Næs ring; om Hoſten lever den tillige af Ber. Sin Rede bygger den i hule Træer, Huller i Mure, Jordhuller, Treſtod, under Straatage og paa gamle Pile⸗ hoveder. Den er kunſtloſt anlagt af Mos, Grasſtraa, tørre Blade og desl., ſcdvanlig med Fjer indvendig, og indeholder 5—7 [muf blaagrenne eller ſpanſkgron-farvede Wg. 22. Sortbryſtet Sanger, Sylvia tithys, Lat. Motacilla atrata, L. Artsm. De 5 pderſte Halefjer ruſtrode, de mellemſte morkebrune; Fora hals og Bryſt ſorte; Hoved, Papae og Rog ajfeblaae (Han⸗ nen). Illum. Afbildn. Tab. LIV Hunnen foroven ſmudſig graa, neden lyſere afkegraa. Længde omtrent 6“. a Dens egentlige Hjem er Mellem- og Syd-Europas ſte— nede, bjergfulde Steder, hvorfra den har udbredt fig til Byer og Steder; den yngler under Tage af bote Huſe, Kirker og Slotte, lægger 5—6 hvide g, ſamt lever af Inſecter, Lar⸗ ver og Ber. Den forekommer ſielden i Holſteen, hyppigere i Lauen⸗ borg; Hr. Bonnez har angivet den ſom ſjelden, men dog forekommende i Greenga⸗Egnen. 5 5 or i80 Gjerdeſmutteſlegten, Troglodytes, Vieill. Nebet langagtigt, tyndt, bsiet, ſammentrykt paa Si⸗ derne; Nœeſeborene tæt ved Neebroden, ſmaa, gjennemſigtige, ſmalle, aflange, med en ſvagt hvælvet Hud; Tungen lang, neften piilformig. Fodderne middelmaadige, Mellemtaagen kortere end Fodroden, fom er inddeelt i 4 ſtore Skjolde; Kloerne noget ſtore, meget ſammentrykte. Ving er ne forte, afrundede; Afte Svinger halvt (aa lang fout 4de og dte, hvilke ere de loengſte. Halen fort, meget tilrundet og blød, Arterne af denne Slægt have alle bem ftorfte Lighed i Form og Tegning. De gjennemkrybe med ſtor Lethed Bufke, Gjerder, Treeſtabler, Muurhuller og desl., bukke fig ofte ned, bere Halen opret, hoppe og flyve hurtigt, men trættes ſnart i Flugten. Deres Sang er behagelig. De leve af Inſecter, ligne deels Rorſylvierne, deels Trepikkerne i Levemaade; bygge en ftor, kunſtig, blød, ovnformig Rede; lægge mange hvide, rodplettede g, og ere lidet forſkjellige i Henſeende til Alder og Kjon. | Saa lette disſe Fugle ere at ffyde, blive de ved deres Lidenhed meget ofte ganſke ødelagte af Skuddet og derved ubrugbare til Udſtopning, hvorfor det til denne Brug er raa⸗ deligſt at drebe dem med Puſteror, eller at fange dem i Slag⸗ garn, Meiſekasſer og paa Liimpinde med Meelorme. Almindelig Gjerdeſmutte, Troglodytes europaeus, Leach. Mot. troglodytes L.; Sylvia trogl., Lath.; Troglodytes regulus, Meyer; Troglodytes punctatus. Brehm; Troglodytes parvulus, Koch, Danff: Gjerdevippe, Gjerdekonge, liden Thomas, Gjerdeſmutte, Tommeliden. Artsm. Ryg, Vinger og Hale ruſtbrune med forte Tverlinier; de mellemſte Vingedakfjer have en ſtor, hvid Punkt i Spidſerne, og de underſte Haledeekfjer (maa hvide Spidſer. ü Illum. Afbildn. Tab. XXIV. (Gjerdeſmukke rettes til „Gjerdeſmutte“.) Hunnen er lidet mindre og blegere af Farve end Hannen, hvis Tvarſtriber ogſaa ere morfere, Længde 4“; Vingefang 5““ aq Denne lille, livlige og tillidsfulde Fugl er faa alminde⸗ ligt beffenbt og faa eiendommelig i Udſeende, at den ikke let kan forverles med nøgen anden indenlandſk Art. Dens Lokke⸗ 184 tone er „zer, zerrrrr“. Den bliver her hele Aaret ſom Stand⸗ og Strogfugl, lever ſtedſe enkelt eller parviis, efter. Angletiden en Tidlang familieviis, Delft i Nerheden af menneſkelige Bo⸗ liger, dog ogſaa i Skove, Lunde og Kratter, ifær hvor der er Vand og Fugtighed, og her gjennemkryber den Gjerder, Sra ſtod, Bygninger og Mure for at ſoge ſin Nering. Sin ſtore kugleformige Rede, med et Indgangshul op imod Dæffet, bygger den to Gange om Aaret paa forfffellíge Steder: ſnart i og under Taget i Huſene, imellem Trerodder, i hule Træer ofo.; udvendigt beffaaer den af grønt Mos eller tor Tang (hvormed jeg ofte fandt den omgivet i Egne, hvor Beboerne lægge dette paa Huusmonningen), indvendigt af Fjer, Uld og Haar. De 6—8 93Gg ere hvide med rødbrune Punk— ter, hvilke ſom ofteſt danne en Krands paa den butte Ende; undertiden findes et Gjogeceg imellem dem. Ved ſin herlige Sang, ſaavelſom ved ſit nette, muntre Bæfen, glæder den os, endog om Vinteren, Den forterer en Mængde Inſecter og deres Yngel. Brunelle: eller Accentorſlegten, Accentor, Bechsi. Neœbet temmelig ſterkt og haardt, lige, trindt, ſpidſt og tykt ved Roden, Næbfanterne ſkarpe og fterft indboiede; Neſe⸗ borene ridſeformige, tæt ved Stebroben, foroven bedakkede af en nøgen Hinde. Benene middelhsie, temmelig ftærfe; med en noget ſtor, krum Negl paa Bagtaaen. Vingerne middelmaadige; Afte Svinger meget fort, ſmal og ſpids, Aden kun lidet kortere end 3bie og Ade, [om ere de lengſte. Ha⸗ len middelmaadig, ſvagt ubffaaren. Overkroppens Hovedfarve bruun, Befjeringen los. Denne Slægt abffiller fig paafaldende fra Sangerne (Syl- via), hvortil den tidligere henfortes, ved det meget haardere, ftærfere, med ffarpe Kanter forſynede Næb, der giver dem Kraft til at afſkalle temmelig haardſkallet Frø. Om Somme⸗ ren leve de fornemmeligen af Inſecter; men om Vinteren, fom de ofte tilbringe her, er Frø deres eneſte Nering, faa at de med den folgende Slægt danne den gradviſe Overgang til de frocdende Fugle, iſer til Verlinger og Lerker. Kjons⸗ forſtjellen er i det Ydre ubetydelig, De ere ſtille, fredſomme— lige, eenſomme, lidet fpe, og lade fig lige faa let ſtyde fom fange. De høre til de nyttigſte Fugle; Kjodet er om Efteraaret fedt og velſmagende. SI DE e 182 Almindelig Brunelle, Aecentor modularis, Koch. Motac. modularis, L.; Sylv. modularis, Lath. Danſk: Stor Gjerdeſmutte, Graairiſk, Vinter - Stattergal. Artsm. Ryggen ruſtbruun eller guulbruun, ſortplettet; Forhalſen og Bryſtet aſteblage, Halen naften eensformig graabruun. Slum. Afbildn. Tab. XXIV. (Graairiſt.) Hunnen har mere bruuntfarvet Hoved og Baghals, med flere og tydelige morkebrune Lengdepletter; Ungerne ligne moz genledes de Gamle, men have graaguulhvid Forhals og Bryſt. Længde 6“. Brunellen eller Graairiſken, fom ikke maa forvexrles med Torniriſken (den virkelige Irifk, der bærer ſamme trivielle Navn), forekommer overalt i Danmark og Hertugdømmerne, men er derfor ikke talrig paa Individer. Som Trakfugl kommer den ſidſt i Marts eller forſt i April, og forlader os i October, med Undtagelſe af enkelte, der forblive her om Vin⸗ teren. Deng Yndlingsopholdsſted om Sommeren er unge Naaleſkove, blandede Traplantninger, Haver og andre buft— rige Steder, helſt i bakkede Gane; dode Hegn feger den, fom Gjerdeſmutten, overordentlig gjerne. Den er en ſtille, fredelig, uſelſkabelig og tillidsfuld Fugl, fom man ofteſt kan norme fig paa faa Skridt. Deng Lokke— tone er „ſri, ſrü“, og dens korte, ret behagelige Sang, der har Lighed med Gjerdeſmuttens chvoraf vel Navnet: „ſtor Gjerdeſmutte“!), lyder fra Toppen af fave Træer eller Buffe, altid fra et frit Sede. Neringen beſtager af forſtjellige fmaa Inſecter og deres Yngel, men tillige af Frs og Ber. i I tætte Buffe og unge Graner, undertiden i døde Hegn, bygger ben fin temmelig ftore, tykke, tætte Rede af Mos, torre Qviſte og Planteftængler, hvori man to Gange om Aaret fin⸗ ber 4—5, ſjeldent 6, blaagronne, glindſende Wg, der ligne Blodſtjertens meget, men ere lidt morkere og ſtorre. 9be Familie: Meiſeartede Fugle, Paridae, Brehm. Nebet fort, ſyl-kegleformigt, ved Roden fffuft med Haar- fiet; de fmaa rundagtige Neſeborer ligeledes boffebe med fremadliggende Haarfjer. Benene middelhsie, temmelig underſcetſige; Adretagen ſammenvoxet med Mellemtagen til forſte Led. 183 Vingerne middellange, afrundede, med 19 Svingfjer; Halen lang eller middelmaadig, med 12 Styrere. Fjerdekningen meget rigelig og vidtſtraalet, lang og feft tilſluttende. Hos de fleſte Arter ere Kjonnene mindre forſtjellige, dog er Hannen altid ſkjonnere end Hunnen. De meiſeartede Fugle leve neſten alle i Skove og Ha⸗ ver, faa Arter i Ror. De ere muntre, livlige og meget uro— lige, forvovne, endog rovgjerrrige; hænge fig faſt paa Grene, Qviſte og Blade, for at opſoge Inſecter og deres Angel, hvor— med be om Sommeren fornemmelig ernære fig, hvorimod de om Gfteraaret og Vinteren tillige cbe Bær og Frø. De fleſte Urter yngle i hule Træer og lægge mange, endog indtil 15 3(a. Deres Sang er mindre god. Med Undtagelſe af Yngle- tiden, ſtreife be omkring i mindre eller ftørre Selffaber, ikke blot af deres egen Familie, men ogfaa Spetter, Spetmeiſer, Trelobere ojo. J Naturens Huusholdning ere de, ved at udrydde en ſtor NAME ſtadelige Inſecter i vore Haver og Sfove, til ſtor ytte Meiſeſlogten, Parus, L. Jtebet ſmal⸗kegleformigt, ſammentrykt, kort tilſpidſet, med hele Kanter; Neſeborene ner ved Nabroden, ſmaa, runde, Doffebe med fremadliggende Fjer. Benene forte, ſterke; Fodroden og Taaryggen grovt tavlede, Neglene ftærfe, meget krumme, med ſkarp Spids; Bagkloen meget ſtor. Vingerne noget (maa og forte, Ade og dte Svinger lengſt. Disſe ſmaa, ualmindelig urolige, vevre, liſtige, Fjæffe, pudſeerlige og modige Fugle ere i beſtandig Bevegelfe, klat⸗ trende paa og under Grenene, for at opſoge Inſecter og de— res Angel; dog leve flere ogſaa af Fro, Ber, Frugter, Kjod, Fedt, Talg, og nogle angribe endog ſyge eller i Sna— rer hængende Fugle, uden Henſyn til, om be ere $ammee rater eller iffe, De flefte Arter lægge 2 Gange om Aaret 8 à 12 Æg. Meiſerne ere Træf-, Strog- og Standfugle; de reiſe i Selſkaber af flere Arter, og optage, fom ovenfor anført, endog Urter af andre Slægter i Ledtog. De opholde fig i Giove og Buſke, tildeels i Rør, og fælde kun eengang om Aaret. Efter deres Opholdsſted, Manerer, Levemaade og morte 184 værdige Afvigelſer i Üdſeende, inddeles be i: Skovmeiſ er, langhalede Meiſer og Rormeiſer. a) Sfkovmeiſer. Med meget haardt, ſterkt Næb; middellang, temmelig bredfjeret, i Enden fom ofteſt lige Hale; lave, ſterke Fødder, af lyſeblaa Farve, og anſeelige Klͤer. Hog flere Arter ere fmuffe Farver: Guult, Blaat, Gront o. ff. fremherſkende, og hos alle europeiſke Arter ere T'ndingerne og Kinderne hvide, Struben ſom ofteſt ſort. De opholde ſig i Skove, Haver og overalt, hvor der findes Træer; bygge alle Rede i hule Træer, eller dog i Huller i Jorden, i Mure oſv. Deres Nysgjerrig⸗ Deb og Graadighed fører dem let i Fuglefeengerens Hænder. Man fanger dem i Slaggarn, Meiſekasſer, paa Lümpinde, i Doner oſv. | ; | 1. Musvit⸗Meiſe, Parus major, L. Danſk: Tallepikker, Musvit, Fleſketyv. Holkun (Huekone). Artsm. Hovedet og Forhalſen ſorte; Tindingerne og Kinderne hvide; paa Nakken en gronguul Plet; Overryggen grøn; S3rpftet og Maven gule, med en langsgagende fort Stribe. Illum. Afbildn. Tab. XXIII. Hunnen har mattere Farver, og den ſorte Stribe under Bugen er kortere. Ungerne ligne de Gamle, men have guul⸗ agtige Kinder og mindre livlige Farver. Længde 5“ 4“. Denne almindeligt bekjendte, næften overalt forekommende og hyppige Art, findes fom Stand- og Strogfugl i alle vore Skove, Lunde og Haver. Musvitten er modig, livlig, og ub» merker fig iſer ved fin Ropgjerrighed, idet den anfalder og breber ſyge og unge Fugle, hvis Hjerne ben udhakker og fors tærer, Om Vaaren hører man dens eensformige „ſizida, ſizida“ ofte gjentaget. Lokketonen er „pink, pink“ eller „zizerrrh“. Inſecter, Frø, Trefrugter og Kjod ubgjere dens Næs ee den har altid Appetit, æder beftandigt, og ſynes umet— telig. j S hule Træer, Sure, Jordhuler ofo. findes dens Rede, ſom beftaaer af Mos, Græsftraa, Uld, Tidſelfnok og Fjer. De 8 hvide, rodbruunplettede g ruges baade af Han og Hun. ; 185 2. Blaa⸗Meiſe, Parus coeruleus, L. Danſk: Blaameiſe, Blaakop. Artsm. Panden hvid; Isſe, Vinger og Hale blaae; Ryggen grøn; Underkroppen guul, med en fortebíaa Lengdeſtribe. Illum. Afbildn. Tab. XVIII. Hunnen har mattere Farver og Lengdeſtriben under Bu- gen er mindre tydelig; Ungerne mangle den ganſke. Længde 4/o'*. ; Denne næften ligeſaa almindelige Art, fom foregaaende, med hvilken den har Veſen, Levemaade og Opholdsſted til— fælles, overgaager den dog i Pragt, ved fin ffjonne himmel— blaae Farve, Dens Lokketone er et hoitpibende „Tgi, tgi, tgie“ og „zi, zi, zerrr“ eller „zi, at, zihihihihihi“. Blaameiſen ernærer fig meeſt af Inſecter og deres Yn- gel, af forſkjellige Beers Kjcerner; mindre af Frø, ſtundom Kjod pfo. J Haver og Skove, i hule Træer, bygger den Rede, af lignende Materialier fom Musvitmeiſen. Wgagene, 9 — 10, ere hvide med rødbrune Prikker, af ſtor Lighed med foregaaen⸗ des, men mindre. 3. Lazur⸗Meiſe, Parus cyaneus, Pall. Artsm. Hovedet ovenpaa, Nakken og Underkroppen hvide; et lazur⸗ blaat Tvœrbaand over Nakken; Overkroppen lyſeblaa; de bas gerſte Svingfjer og de ftore Bingedæffjer lazurblaae, med ſtore, hvide Ender; Halen temmelig lang. i Illum. Afbildn. Tab. XXIV. Længde 5“. Den beboer egentlig sſtligere (qne ved Volga og i Si— berien, og kan kun regnes til be ſjeldne Phenomener i den danſke Fugleverden. Saaledes er et lille Trek af den (Far bers Notitſer Pag. 27) ſeet i Sanderumgaards Have i Fyen. 15 Cand. jur. Bonnez vil have iagttaget den i Greenaa— gnen. Ved fin behagelige Form, nette Tegning og den ſkjonne blaa Farves Fordeling, hører den til de ſkjonneſte europeiſke Fugle. Den er ſtorre end Blaameiſen, omtrent (om Sump— meiſen, og har en længere Hale; fra den forſtnavnte abffilles den let, ved Mangelen af det Gule paa Underkroppen og af bet Grønne paa Ryggen. 186 Som Trakfugl forlader den fit nordlige Hjem i Begyn⸗ delſen af Efteraaret og ſoger til mildere Gone, fornemmelig i det europeiſke Rusland og Polen, fjelbent til Tydſkland, vel endnu ſjeldnere til os; i Sverrig vides den, efter Nilsf on, kun ſtudt een Gang. : J Levemaade og Formering figner den formodentlig Blaa⸗ meiſen. 4. Sump⸗Meiſe, Parus palustris, L Danſk: Graameiſe, Svartkop, Hampmeiſe, Sumpmeiſe. Artsm. Hetten fort til ned over Nakken; Kinder og Tindinger hvide, Hagen fort; Overkroppen rodagtig bruungraa; Underlivet hvidagtigt. Illum. Afbildn. Tab. XXIII. Hunnen har mindre Sort paa Hagen; Ungerne ligne de Gamle meget. Længde 4“ Ogſaa denne Art er temmelig almindelig, Den er ſnart S ſnart Strogfugl, mindre Zræffugl. Om Sommeren opholder den fig i Løvffove, med megen og tæt Underffov, og i Haver: altid i Nærheden af Band og Sumye; om Vinte⸗ ren fireifer den omkring i mindre eller ftørre Gelffaber, ofteſt med de foregagende Arter. Som disſe, er den pderſt livlig, urolig og vever; ja, den er den flinkeſte, liſtigſte og pudſeer— ligſte af alle indenlandſke Meiſe-Arter! Altid er den munter og veltilmode, i Hede og Kulde, ved rigelig og knap Naring; dens Lokkeſtemme lyder ſom „dia, dia! hitzi⸗ ch⸗ eh!“; det hvislende „Sit⸗ſit“, fom er alle Meiſer egent, faber den høre ved alle Forretninger; Forundringsraabet er et høit „Spitdeeh, ſpitdeh“, forfulgt udſtoder den et fkarpt „Spitt, ſpitt“, og naar Faren er forbi: „den, deh“. Dens Nering er fom Musvittens, dog æder den mere Fro end de andre Arter; Hampefro, Golfiffe - og Græsfar- kjcerner ere dens kjcreſte Fode. J hule Træer bygger den fin Rede af Mos, torre Gres⸗ firaa, Haar, Uld og Fjer, og lægger 8— 12 hvide, ruſtrod⸗ plettede Æg fom udruges i 13 Dage. 5. Sort Meiſe, Parus ater, L. Artsm. Hoved og Forhals forte; en ftor hvid Plet paa Kinderne og en mindre langsgagende i Nakken; Overryggen affebfaa. Un⸗ derlivet hvidagtigt. Illum. Afbildn. Tab. XXIV. 187 Hunnen har det Sorte paa Hovedet mindre glindſende og iffe faa langt nedgagende i Nakken; det Hvide er mindre reent, og Roggen morkere. Lengde Ag", J Sverrigs nordlige og mellemſte Dele yngler denne Fugl overalt i Granſkove. Om Sommeren beboer den blot disſe, men om Hoſten og Vinteren ſtreifer den ſydligere; den er ſaaledes iagttaget i det eftfige Sjcelland (Bølling) og i Lolland (Conſervator Lorenzen); Apotheker Steenberg har Hau og Hun, ſtudte ved Helſingoer; Cand. jur. Bon- nes har ogfaa ſkudt den ved Greenaa. J Tidsſkriftet „Diana“, Afte Bd. Pag. 299, angives 2 Exemplarer at være ffudte den 3die Jauuar 1833 i Riis Skov ved Aarhuus, og at den li- geledes er ſtudt i den Kongl. Dyrehave 1826. Efter Faber (ornith. Not. Pag. 26) var Hr. Drewſen den Forſte, der (t Skov⸗Egnen ved Strandmøllen) i Sjælland har ffubt denne Fugl, Door den om Efteraaret findes i Flokke; Faber havde ſelv ſenere bemærfet ſaadanne i Frederiksberg Have i de ſidſte Dage af Novbr. 1821. E. 1 anforer, i ſine efterladte SOptegnelfer, ikke færre end 7 Exemplarer at være ſtudte i Skoven ved Ulfshale paa Møen. Denne lille tykhovede Meiſe er en munter, fræf Fugl, men ſynes dog i Lift og Forſlagenhed at ffaae tilbage for fine Neerbeſleegtede, uagtet dens Levemaade er den ſamme. Deng Stemme ligner de andre Meiſers; Lokkeſtemmen er et klart „Tyiti“ eller „ſityi“ og „tyititi“. Ifnſecter og Fro, iſcer af 9taafetreer, udgjore dens Næs ring. Den yngler i alle betydelige Bjerg-Naaleſkove i Sver⸗ rig, Tydſkland, Rusland, England oſo. Reden bygger den i hule Træer, Jordhuller ofo. ; Alden beſtager af Mos og Hare— haar, og indeholder ſcdvanligt 6 —8 hvide, med leverbrune Prikker Deftroebe Wg. *) — ) Top⸗Meiſen (Parus cristatus) yngler ligeledes, ſtjondt mindre hyppigt, i Sverrig, hvor dens ſpdligſte Forekomſt er det nordlige Skaane. Det er mig ikke bekjendt, at Nogen hidtil har bemeerrket den Dog os; for det mulige Tilfælde, at den i Fremtiden ffufoe foretreffes, vil jeg blot anføre dens Seerkjender: Arlsm. Paa Hovedet en ſpids Top; Struben, Forhal— fen og Halsbaandet forte; Kroppen, ovenpaa rodbruunagtig graa, nedenunder hvid, Sag ftor fom Sumpmeiſen. 188 b) Langhalede Meiſer. Nebet fort og høit, ftærft ſammentrykt fra Siderne; Neſeborene ligge i en opbfeft Hinde; Tungen har ved Roden en forfenget, pergamentagtig, tynd, bred, i flere fine Berſte— bundter adſkilt Tilſktning. Benene ere ſvage og ikke ret høie; Fjerdekningen lang og rigelig, haaragtig, ſamt meget blod. Den kileformige, af ſmalle Fjer beftaaenbe Hale er fær- deles lang, langt længere end Kroppen. De leve blot af Inſecter; opholde ſig allene i Skove og Bufke, og ere meget ſelſkabelige mod deres Lige, mindre mod andre Fugle. De ere vevre, urolige, men fufoffiere Skab⸗ niger. Deres pderſt kunſtige, pungformige Reder, fom have et ſnevert Indgangshul, bygge de frit paa Træernes Grene eller lænede ind til Stammen, og de lægge mange, neten ganſke hvide, kun ſpagt punkterede Ag. 6. Hale⸗Meiſe, Parus caudatus, L. Danſk: Stzjertmeiſe, Halemeiſe, langhalet Meiſe. Artsm. Den lange, kileformige Hale har hvide Kilepletter paa de 3 yderſte Styrere; Oienlaagsranden er nøgen og guul; Hoved, Hals og Bryſt hvide; Ryggen ſort; Skuldrene og Undergum— pen rodagtige. Slum. Afbildn. Tab. XXIII. Hunnen adſtilles ved mattere Farver, og er desuden no— get mindre; de eenaarige Fugle have urenere Farver end be gamle og (fornemmelig Hunnen) en ſort Stribe over Siet, fom fortíctte8 ned paa Siderne af Hovedet. Længde 6“, Has len 32, Halemeiſen findes i de fleſte ſtorre Skove her i Landet, dog mindre talrig end Musvitten, Sumpmeiſen og Blaamei— fen. Om Efteraaret og Vinteren, da den vandrer families eller flokkeviis omkring, lægger man meeſt Meerke til den, idet den vandrer fra een Skov-Afdeling til den anden, og med det ſamme beſoger Haver og levende Hegn. Man horer da dens lokkende „Si⸗ſi⸗ſt, tirr⸗tirr“. Til Natteqvarteer vælge ſaadanne Selſkaber altid en horizontal Green i en tet Buff eller paa et faot Træ; be fætte fig tæt ved Siden af hverandre i een Rad, purre Fjerene op, ſkjule Hovedet under Rygfjerene, og danne ſaaledes en kugleformig Skikkelſe, paa hvilken den lange tynde Hale feer ud fom en jvag Stilk. I ftræng Kulde har jeg feet dem ſoge ind i hule Træer. 189 Sin Meiſenatur forraader den ved ſin uendelige Uro, ved fin ſtore Ferdighed i at klattre paa Grene og i at hænge fig paa be tyndeſte Spidſer. Den er derhos meget tryg ved Men- neſkers 9terbeb, og lader fig betragte paa faa Skridt; men for Rovfugle har den en afgjort Sfræf; ved Synet af en ſaadan, flygte alle med ſtort Skrig i de tættefte Bufke. Deres Nering, ſom ubefuffenbe beftaaer i Inſecter og disſes Ingel, [ege de neſten altid paa Soreerne, og dermed ere de uafladeligt beffjeftigebe: deels ſpcvende, deels hoppende og hængende. i Den ovenfor be(freone Rede bygge be af hvid Somos, indvendig foret med Fjer. De 9—15 Wg ere meget ſmaa og glindſende, med fine Punkter ved den butte Ende. Faber (ornith. Notitſer Pag. 27) havde feet dens kunſtige Rede fra Icegersborgs og Herlufsholms Skove, ſamt fra Frederiksberg Have; og Prof. Melchior havde meddeelt ham, at han ikke ſjeldent erholdt Reden af denne Fugl. Jeg har dens Mg fra Als, og ved Thyrsbæbl ynglede hvert Aar flere Par. e) Rormeiſer. Nee bet ſvagere end hos Skovpmeiſerne, af meget afvigende Form; djerbefningen mindre vidtſtraalet. Fodderne ſpage, men med meget fterfe, langſtrakte Kloer. De leve af Inſecter og Fro, iſcr Rorfre, adſkille fig fra de andre Meiſer fornemmelig derved: at de ſtedſe opholde ſig ved Vandet i tætte Rør og Pilebuſke. De ere vevre og uro- lige, men uſelſkabelige Skabninger. Som ægte Rerfugle, bygge de ogſaa en i Rorene hængende, pungformig Rede, der oven paa Siden har en Indgang, ſom ofte danner et ſnevert, frem— ſtagende Ror. De legge langt ferre Wg end be øvrige Mei— ſer; de ere hvide, med enkelte fine, brune korte Streger og Punkter. 7. Skjeg⸗Meiſer, Parus bjarmicus, L. Artsm. Nabet rundagtigt, foroven lidet nedbsiet med forfenget Spids; Fodderne heie og foage; de bagerſte Svingfjer forte, udven— dig med en kaneelfarvet, paa Indrefanen med en hvidagtig Kant; den lange Hale faa kileformig, at den forſte Styrer er kun halvt faa fang fom de midterſte; Hannerne have en lang ſort, Hunnerne en kort hvid Knevelsbart. Hovedet perle— graat, Baghalſen og Overryggen ſmuk kaneelbrune, Under⸗ 190 livet ſneehvidt, med et ſmukt rofenrebt Sfjær paa Siderne. Slum. Afbildn. Tab. XXIII. Hunnens Hale “ fortere; den har mindre Roſenrodt paa Underkroppen; et mat, med Ruſtrodt blandet Graat aa Hovedet, en ruſtbruun, ſortagtig plettet Ryg og lysruſtrode Hale— og Haleunderdekkfjer. Hannen hører unegtetigen til de ſkjon— neſte europeiſke Fugle. "Længde 6 “, Halen 3½“. Den beboer en Deel af det nordlige eller nordoſtlige Eu— ropa og Mellemaſien. J Holſteen forekommer den, men ſpar⸗ ſomt; Hr. Hofjcegermeſter Teilmann vil have feet den ved Endrupholm i det ſydlige Jylland, og Hr. Baron v. Roſen— krantz har, ved at ſee et Skind af Fuglen hos Hr. Bonnez, forfiffret ham at have feet en lille Flok paa 4 à 5 Stkr. i Roſenholm Skov. Skjcegmeiſen er, ſom de andre Meiſer, en vever, urolig og temmelig kraftig Fugl; den klattrer op dog ned ad Jiorftengz lerne med den ſtorſte Lethed; gynger fig paa be bugnende Ror⸗ ſpidſer, idet den hænger fig under disſe, og veed uafladeligt at beffjeftige fig. Dens Flugt er let, men fort og hoppende, med ſnurrende Vingeſlag, og har Lighed med Halemeiſens. De leve af alle Slags Inſecter, ſom findes ved Vandet, navnlig i og paa Rorene, ſaavelſom af Rorfro. Formeringen er ovenfor omtalt. Fuglekongeſlegten, Regulus, Ray. Nebet lige, tyndt, ved Roden bredt, udad ſammentrykt, ſpidſt, med hoi, ffarp Rygkant; Neſeborene boffebe med to fremadliggende, tyndſtraalede Fjer, Benene tynde og uſkjeel⸗ lede; Mre⸗ og Mellemtaaen ſammenvorne til forſte Led; Tarſen længere end Mellemtaaen; Neglene meget krumme; Bagkloen ſtorſt. Vingerne middellange og afrundede; Has len med 12 Styrere, lidt kloftet. i Disſe europæiffe Fugle have en prægtig guul eller guul⸗ rod, fort indfattet Leengdeſtribe paa Isſen, hvis Fjer kunne reiſes til en Top. De have en tyndſtraalet, yppig Fjerbedeekk— ning med olivengronne Farver. J Henſeende til Fjerbedakning, Lokketone, Manerer, Rede— bygning, det ſtore Antal g, Evnen at kunne hænge fig uns der Grene og Blade, ſamt deres ſtore Uro, ere de meiſeagtige. De fleſte ere lige faa ſelſkabelige, fom de egentlige Meiſer, og folge tildeels disſe paa deres Streiftog og Træf, Om Come 191 meren bebve be Naaleſkove, den øvrige Deel af Aaret ſtreife og vandre de omkring i Lovſkove og beplantede Egne; feve af Inſecter, deres Larver og Wg, tildeels ogſaa af Fro, bygge en boldformig, foroven aaben Rede og lægge 6—11 g. De kunne let ffpbe8, og man kan fange bem paa Liimpinde, faſt⸗ bundne til Enden af en Stof, hvormed man ſtoder til disſe ſmaa, fortrolige Fugle, fom da klebe faſt ved Liimpinden; Limen kan borttages med Aſke. Guultoppet Fuglekonge, Regulus flavicapillus, Naum. Regulus cristatus, Koch; Motacilla regulus, L.; Sylvia regulus, Lath. fDanff: Fuglekonge, Gtjernefonge, Kongefugl. Artsm. Isſen ſafranguul; Kinderne og Dieegnen bleggraae. Illum. Afbildn. Tab. XXIV (Regulus cristatus). Hunnen har citronguul (lyſere) Isſe, med ſmallere ſort Indfatning. Længde 3'/s/', Vingeſtr. 6“. ; Fuglekongen er almindelig bekjendt; den forekommer hyp— pigſt i Troektiden: For- og Efteraar, iffe blot i Skovene, men overalt, hvor der findes Træer, Buſke og Hekkker. Den er deels Trekfugl, deels Strog- og Standfugl. J Levemaade og Manerer ſtager den imellem Sangerne (Sylvia) og Mei⸗ lerne," Dens Loffetone er et heit, fiiut; SU t ie ellen „ſri, frt, frt", og ideligen hører man et ſpagt 1 5 1 zit“ fra Sretoppene, hvor den omflagrer og hænger fig paa Qviſte og Blade; om Sommeren ſynger Hannen temmelig afe verfenbe, men lavt. Af jmaa Inſecter og disſes Angel, ſtundom Frø, ter af Naaletrcker, bejtaaer dens Nering. Den bygger Rede i Enden af Naaletreegrene, paa oven⸗ meldte Maade, af grønt Zræ- eller Jordmos, blandet med Lay og Inſectſpind, hvormed den ogſaa indvendig er udlagt, tilligemed Planteuld. Reden er meget vanffelig at finde, da den aldeles ligner ſine Omgivelſer og ofte ſtager meget boit over Jorden. Een Gang fandt jeg den i en Granplantage ved Thyrsbek, omtrent 6 Sød høit over Jorden. Da jeg des⸗ uben paa mine Greurftoner har hørt den hiſt og her t Naale⸗ ſkove, i Mai og Juni Maaneder, er der ingen Tvivl om, at den e her i Danmark. De 610 Aeg ere meget ſmaa, neppe ſtorre end de almindelige Sufferærter; be ere hvidagtig guulgrage og rodvatrede. 192 Rodtoppet Fuglekonge, Regulus ignicapillus, Naum. Regulus pyrocephalus, Brehm. Artsm. En hvid Stribe over og en ſort gjennem Diet; Hannens Isſe hoi guulred. Illum. Afbildn. Tab. LIV. Denne mindſte, kun 3“ lange, europeiſke Fugl, var længe. forverlet med foregaaenbe Art, font den meget ligner. Den yngler i Naaleſkove i Tydſkland, Schweiz, Belgien og Frank⸗ rig; lader ſig blot ſtundom paa ſine Vandringer ſee hos os. Saaledes har Apotheker Steenberg meldt mig, at den er ſkudt ved Helſingser; E. Hage ſkod den paa Møen ben 19de Novbr. 1832; han havde havt 2 Exemplarer fra Sjelland. J Egenſkaber og Levemaade ligner den hün, med hvilken den ogſaa har Næring tilfælles, Forplantningsmaaden er ligeledes den ſamme, blot at Æggene ere mindre og falde mere i det Rode. | 10de Familie: Egentlige Spurvefugle, Passerini, Illig. Næbet haardt, fort, tyk-kegleformigt, meer eller mindre afrundet foroven, noget opftígenbe paa Panden; hele Kjæves fanter (uden Tand). ; Neſeborene ven 9tebroben, ſmaa, ofteft runde, bof» kede af fremadliggende Borſtefjer. Benene lave, ftærfe, tre Teer fremad, een tilbage, Vingerne middelmaadige, med 18—19 Svingfjer; Has len har 12 Styrere. | De fleſte have en (ſaakaldet) Sang, tildeels en ſterk, melodiſk Roſt. De ere ſelſkabelige Fugle, fom vaa deres Van⸗ dringer ofte ſamle ſig i ſtore Skarer. Efter Climaet, de be— boe, ere be ſnart Træf-, ſnart Standfugle. Deres Hoved— næring beftaaer i Fro, Korn og Kjerner; i Zngletiden leve de fleſte af Inſecter, hvormed de ogſaa opfsde deres Unger. De europeiſke Arter fælde kun een Gang om Aaret (en ftor Deel ubenfanbffe to Gange) og derved forekommer Forſtjellig⸗ heden imellem For- og Efteraarsdragten ved Slid, Solens Indflydelſe, Regn ofo.; hos de fleſte Arter er Hannen ſmuk⸗ fere end Hunnen, medens hos nogle Hannerne, blot i 2ugfez tiden udmærfe fig ved langt ſkjonnere Farver og Tegninger end Hunnerne, (bet de ved den ſaakaldte Bræemfelding er— holde et, fra Vinterdragten forſkjelligt Udſeende; men om Ho⸗ ſten atter ifere fig Hunnens beffebne Dragt, Kjedet er ſundt 193 og velſmagende, blot hos enkelte noget bittert eller aromatiſt. De leve i Eenparring; bygge, med faa Undtagelſer, kunſtige Reder og lægge 3 — 6 plettede Æg, fom udruges i 14 — 15 Dage. | Lærfeflægten, Alauda, L. jte bet middelmaadigt, neſten lige, langſtrakt keglefor— migt, trindt eller lidet ſammentrykt; Kjcrverne lige lange; Over⸗ kjcven noget hvælvet, med hele, ikke indboiede Kanter. Neſe⸗ borene paa Siderne af Nebroden, rundagtige, liggende i en lille blød opftaaenbe Hud, tyndt beffebe med fremliggende Smaafjer, ſom i Spidſerne danne Borſter. Benene: Fod⸗ roden længere end Mellemtaaen, der ved Roden er ſammen— voxet med Yvretaaen; Kloerne kun lidet krumme og noften lige; Bagkloen ftevf og faft, næften af lige Længde med Tagen. Vingerne temmelig ftore og bredfjerede; de bagerſte Sving— fjer neſten lige faa lange fom de forreſte: (te meget fort, ſpids og ſmal, 2den ſtor og neſten faa lang fom Zdie, denne og 4de leengſt. Befjeringen temmelig faſt; Fjerene paa Bags hovedet ere lange, og kunne reiſes til en tilſyneladende, eller virkelig Top. Kjonnene ere uvaſſntlig forſkjellige i Farve— tegning; Ungerne ligne de Gamle meget. Hos os ere de Træffugle; de beboe Marker, Skove, He— ber og andre frie Gane, hvor de ſoge deres Nering: Frø, Korn, Inſecter ojo. paa den flade Jord. Hannerne ere yn— bebe og meget flittige Sangere; de fleſte ſtige ſyngende i lods ret Retning i Luften, hvor de flagrende opholde ſig lengere eller kortere Tid. De yngle alle paa Jorden, bygge kunſtloſe Reder, lægge 4—6 Wg, fom ere graa-marmorerede eller prik— kede, og opfode Ungerne med Inſecter. Med Piberne (Pibe— lerkerne, Anthus) have de en fjern Lighed, men adſtille fig ved den kraftigere Legemsbygning, ved Levemaaden (at de ere fornebenbe) og den ubevægelige Hale, ber hos Pikerne idelig vipper op og ned, fom hos Inſectederne i Almindelighed. 1. Sanglerken, Alauda arvensis, L. Danſt: Sanglerke, Marklerke, eller blot: Lerke (fordi Mange kun kjende denne Art). : Artsm. Oven ruſtgraa med fortebrune Ptetter; forneden ruſtguulagtig— hoid med ſmaa ſortebrune Pletter paa 3Brpftet; Halen kloftet, pterfte Styrer hvid med en fort Kant paa Indrefanen, den folgende blot bvid paa Ydrefanen. Illum. i Tab. XVIII. 194 Hunnen er mindre, har en tydeligere Stribe under Øret, hvidere Strube og under denne kortere Lengdepletter. Længde 7“, Brede 14¼“. | Der gives brogede, hvidhovede, blege eller bleg-iſabelle⸗ farvede, ruſtrodbrune, ſjeldnere reenhvide Varieteter. Som Stuefugl bliver den undertiden ganſke fort; i det Kongl. Mu⸗ feum findes reenhvide Afcendringer. Denne almindelige, i næften hele Europa, Aften og det nordlige Afrika udbredte Lærfe opholder fig meeſt paa den frie Mark, paa Heder og ved flade Strandbredder, ſjeldnere paa Enge og af Skove indeſluttede Marker. Som Traeekfugl fame ler den fig om Efteraaret, i Septbr. og Oetbr., og ſtreifer omkring fra Mark til Mark, indtil den i Novbr. vandrer ſyd⸗ ligere, med Undtagelſe af meget faa, ſom, i ikke alt for ſtrenge Vintere, forblive her. Om Foraaret kommer den meget tid⸗ ligt tilbage, i blide Vintere allerede i Januar, og er ſaaledes den forſte tilbagevendende Troekfugl. Den er temmelig. (fg, ſidder almindeligſt paa Jorden, reiſer undertiden de lange Ho— vedfjer til en Top (benævnes da ofte urigtigen: „Topleerke“, hvilket Navn tilhører den folgende Art), ſynger ſtundom ſid— dende paa en Tue paa Marken, ſadvanligere høit opſtigende i Luften med ſpredte, flagrende Vinger i en lodret eller ſpiral⸗ formig Retning. Dens Lokkeſtemme er „gerr“ eller „gerrl“, og et hoitpibende „Tried, trih“ eller „gier“. Sekdekorn, Fre og Inſecter udgjore deres Naring. Blandt Kornet paa Agrene, i det bote Gres vaa Enge og Moſetuer, blandt Lyngen paa Hederne, men ogſaa paa de kortgresſede Syltenge, ved be nøgne Strandbredder, Door der næften ingen Værter forekomme: findes dens, uden ſynderlig Kunſt anlagte Rede, ſom beſtager af torre Grasſtraa og Haar. De 4—5, ſjeldent 6, Ag ere graaladne, med morfere, bruun⸗ agtige og grage Pletter og Punkter, ofte ſom marmorerede og ikke ſjeldent med en Pletkrands paa den butte Ende. Hertillands drives Leerkefangſten lidet eller intet; at ſkyde dem for Kjodets Skyld, lonner ſig neppe. J andre Lande, f. Ex. i Tydſkland, gives der Steder, hvor der, blot efter Acciſeliſterne, i October er indført over en halv Million Leer⸗ ker, fom fanges i meget ſtore Garn, hvis 3Beffrivelfe her vibe være for vidtløftig. Foruden at den har et velſmagende Kjød, er den til Nytte ved fin muntre Sang, hvorved den opliver, iffe blot frugtbare, men ogſaa ode Egne. Landmanden hilſer dens Ankomſt med 195 Glæde; den er ham en velkommen Foraarsforkynder og den fryder hans Sind under hans ofte moiſommelige Markarbeider, ligeſom den opmuntrer Vandreren paa den eenſomme Sti. 2. Toplerke, Alauda cristata, L. Danſk: Toplerke, Beilærfe, Artsm. Oven bruungraa med ſortagtige Pletter, paa Hovedet en ſpids Top, fom ikke ganſke kan nedlægges og beftaaer af lange ſmalle Fjer; den pderſte Styrer i 9Jorefanen og den naſt— folgende i libfanten ruſtguul; Undervingen mat rodguul. Illum. Afbildn. Tab. XVIII. Hunnen ſedvanlig mindre med kortere Fjerbuſk; Længde e, rene MS, Denne hertillands ſjeldne Art, fom meeſt kun findes i Her⸗ tugdommerne, hvor den yngler, opholder. fig befft i frugtbare, fornríge (aue, ved Veie og i Nærheden af Byer, hvor ben ofte ſidder paa Hufene og løber omfring paa Gaden. Om Vinteren indfinder ben fig i det Slesvigſke, ſjeldnere i Jylland, i ſmaa Selſkaber effer ogſaa med Sangleerkerne. Hr. Paſtor Fogh t Varde har meddeelt mig, at enkelte Par findes yng⸗ lende omkring denne By, hvor de om Vinteren lobe omkring paa Torvet og Gaderne. Deng Flugt ligner Hedelerkens; dens Sang er mindre afvexlende. Nerringen beflaaer af Korn og Frs, om Sommeren af Inſecter. Som forrige yngler den i Kornet ellet i bet bote Gras; lægger i en lignende Rede 4—6 bleggrage, bruunplettede, teme melig ftore Mg. . Om Vinteren lader den fig let fange paa Liimpinde, med Kornax til Lokkemad, eller i Netfeelder, endogſaa under et Sold med en Stillepind. Dens Kjod er velſmagende. Skaden, den foraarſager ved at æde Korn, maa, ſom hos foregagende Art, fuldkommen ere ſtattes ved den Mængde Ukrudfre og Inſecter, den forterer. 3. Hedelerke, Alauda arborea, L. Alauda nemorosa, Gmel.; Alauda eristatella, Lath. . Danſk: Hedelærfe, &€fovlerfe, Lynglerke. Artsm. Ovenpaa ruſtgraa med fortagtige Pletter; et hvidguult Baand . over Dinene omkrandſer de lange Hovedfjer, ſom Panne en afrundet Top; paa Vingekanten flere hvidagtige Pletter; Ha— len fort og uk eftet; de pderſte Styrere med en ruſtguul eller hvidagtig Plet i Spidſen. Illum. Afbildn. 175 XVIII. 196 Hunnen har mere reenhvid Underkrop, flere og ſmallere Pletter paa Bryſtet, ſamt morkere Overkrop end Hannen. Længde 6“, Brede 12“. Denne Lerke er langt mindre hyppig end Sangläerken, men forekommer dog ynglende hiſt og ber ved vore Skove og Lunde, helſt i mindre frugtbare, ſandige Egne, ved Heder og golde Bakker. Den fætter fig oftere end nogen anden Leerke paa Trecker, er temmelig forſigtig og ffo, har en herlig, floi— tende Sang, ſom den udfører, ſnart flyvende, fnart fra Tops pen af et Tra, ofte midt om Natten: hvorved den opliver de odeſte Steder. Lokketonen er et oftere gjentaget „Tyttyt“ eller „Didlgoi“. Dens egentlige Sang er langt blødere og mere floitende end Sanglerkens, og indeholder ofte gjentagende Sta⸗ velſerne „lidl, didl, ly“. Narringen er fornemmelig Inſecter; i Mangel deraf: Fro. Reden har jeg i Jylland fundet ved Gjoddinggaard, Minds ſtrup og Sbpróbof, i Omegnen af Veile, hvor den, ſom over⸗ hovedet ved Hedegreendſen langs med Jyllands Oſtkyſt, er mins dre ſjelden end paa Øerne. Den findes i høit Gras eller t Lyngen, ſtundom under en Buſt; beflaaer af torre Grasſtraa, Mos, Uld og Haar, og indeholder 4 — 6 rødlige eller graae, morkplettede eller marmorerede g, ofte af Lighed med Ror⸗ verlingens. f | Den fanges i Net og vaa Liimpinde, men er temmelig vanffelig at komme paa Skud, iſer naar man førft har op⸗ jaget den. die 4. $Sjerglerfe, Alauda alpestris, L. Alauda nivalis, Pail. Artsm. Pande, Forhals famt en Streg over og bagom Oiet ſpovlgule; en Stribe under Diet famt et Tværbaand paa Forhalſen forte; paa Siderne af Baghovedet ſtage nogíe lange Fjer, ſom opreiſte danne en lille tvedeelt Top, liig et Par Horn. Illum. Afbildn. Tab. XVIII. Hunnen har mindre ſkjonne Farver og blegere Guult paa Hovedet; de ſorte Tegninger ere mindre, mattere og med brune Fjerſpidſer; ovenpaa falder den mindre i det Rodagtige, og det purpurrodlige Skjcer paa Vingekanten og Bryſtet er neppe kjendeligt. Længde 7“, Brede 14“. Denne Lærfe tilhører det nordlige Skandinavien, det oft lige Rusland og hele Siberien. For denne, for ben danffe 197 Fauna Deift interesſante Acqutfition have vi Hr. Bonnez t Greenaa at takke. J Begyndelſen af indeværende Aar til⸗ ſendte han mig velvilligen 2 ved Greenaa ſkudte Exemplarer, hvorefter min Afbildning og Beſkrivelſe ere udførte. De nær- mere Omſtendigheder ved dette heldige Fund vare, efter hans egen Beretning, folgende: „Da min neſſteldſte Son den ifte Januar 1850 var paa Jagt, blev han ved Hesſel Forſtrand opmerkſom paa en Flok Fugle (6 à 8 Stkr.), der lob imel⸗ lem Tangen, og, ſaaſnart han nærmede fig, floi op med en ufebeaníig Lyd, nermeſt liig Sneeſpurvens. Han prøvede flere Gange forgjæves paa at komme dem paa Skud, men de pare overordentlig ffye og opmerkſomme; dog lykkedes det ham, bag en Banke, bevoret med Marehalm, at komme dem nær nok til at ffpbe de to. Jorden var tildeels bederkket med Snee og det frøs temmelig ſterkt. De holdt fig iſolerede fra andre Fugle og vare meget fede; i Kroen fandtes Inſectlarver.“ Ifolge ſenere Meddelelſe, vare hans tvende ældfte Sonner noe gen Tid efter jaa heldige at ſkyde 4 Bjergloerker, 2 Hanner og 2 Hunner. : N Den er en Trakfugl, fom fra fit nordlige Hjem vandrer ſydligere mod Vinteren, og ofte blander ſig med Sneeſpurve og andre Vinterfugle. : Dens Næring er, fom de andre Lerkers: Frø og In⸗ fecter; om dens Redebygning finder jeg Intet anført i mine $aanbbeger; Wggene, hvoraf jeg beſidder eet i min Sams ling, ere lys olivenbrune med morfebrune Pletter, der paa den butte Ende danne en Krands. Verlingſleegten, Emberiza, L. 9tebet fort, kegleformigt, paa Grund af de indboiede, ſkarpe, hele Kjævekanter: ſtcerkt ſammentrykt; den ſmallere SOverfjeoe har en haard Knude foran Gummerne; Mund⸗ vigen fterft nedadboiet. Neſeborene ſmaa og rundagtige, tæt ved 9tebroben, neften bedeekkede med Borſtefjſer. Tun⸗ gen lang og Sinene ſmaa. Benene forte; Ydretaaen ved Roden forenet med Mellemtagen; Bagtagens Klo hos de fleſte fort og krum, hos nogle lang og temmelig lige (ſom Lerker⸗ nes). Vingerne middelmaadige, 4fte Svinger neppe kortere end Aden og Zdie, fom ere de lengſte, eller og ere ifte og Aden ligelange. Halen temmelig lang og bredfjeret, fom pfe teſt kloftet. | 198 Verlingerne ernære fig af Inſecter, ſamt meelholdigt Korn og Fro, hvis Skaller be løgne ved Hjelp af den ffarpe Knude foran Overgummen. De leve fnart parviis, ſnart i ſtorre Selſkaber, deels ved Udkanten af Skove, i Byer og fave Bufke, deels i Rør og ved Bandet; andre paa Klipper og Orken— fletter. For Danmark ere de fleſte Trekfugle; blot to Arter (Guulſpurven og Sornferfen) ere Standfugle. J Stemme og Sang have de meget tilfælles; de ſynge gjerne fra et opbotet Sted, f. Ex. en Steen eller en Tratop; bygge kunſtloſe Re— ber paa Jorden, i lave Bufke eller Klipperevner, og lægge 5 — 6 3a, meeſt rodgrage, bruunplettede med morte Aarer. Alle have et velſmagende Kjod. | Flere Arter af denne og følgende Slægt erholde ved Breemfelding en fra Vinterdragten forſtjellig Sommerdragt. a) Egentlige Verlinger (Buſkverlinger), Emb. fruticetae. Bagtaagens Klo fortere end Tagen og krum; Knuden t 9tebet ftærft fremtrædende. 1^ De leve i buffrige Egne; de flefte helſt paa Enge, andre i Rør. . : 1. Kornverling, Emberiza miliaria, L. Danfk: Kornlerke, Bomleerke, Knotter, Stritte (paa Læsø), Englerke. Artsm. Ovenpaa lerkefarvet; nedenunder hvid eller guulhvid, med langsgagende Pletter paa Siderne og Bryſtet, boor de panne. en Strubeplet; Halens Sideſtyrere uden kileformig hvid Plet. Illum. Afbildn. Tab. XXV. Hunnen uvaſentlig forſkjellig fra Hannen. J det Kongel. Muſeum og i E. Hages Samling, ſom nu er opſtillet i mit Naturalie-Cabinet paa Amalienborg, findes en reenhvid Va— rietet, i ben Teilm ann ſte Malerieſamling en lignende, af— bildet efter et Exemplar, ſom er fkudt ved Endrupholm i det ſydlige Jylland; der gives ogſaa guulagtige og hvidbrogede Varieteter. Lenge 7¼“, Brede 13½“. i E Denne almindeligt befjenbte Art opholder fig fornemmelig paa fave Sletter, med Enge og Kornmarker, eller i ſumpige og vandrige Gane, og er berfor ualmindelig hyppig i vore Marff- lande. Kornverlingen er ſnart Strog-, ſnart Standfugl; gjerne tilbringer den Vinteren med Guulſpurven og Spurvene i og ved Landsbyerne. Makreligt nok er det, at denne haardfore 199 Fugl ikke fkal findes i det nordligſte Jylland. Den er kraftig, men doven og tung; Sangen er mindre behagelig, og lyder omtrent fom „ dikdikdikdik-deriitz“, hvorimod Lokketonen kan udtrykkes med Stavelſen „knips“. tceringen beſtager af mange Slags meelholdigt Græg- fte, Hirſe, Havre, og Hvede; de andre Kornarter og olie— holdigt Fro fortcerer den blot i Mangel af bet Bedre. Om Sommeren æder den Inſecter, hvormed Ungerne den ferfte Tid meeſt opfodes. Reden findes neſten altid umiddelbart paa Jorden i en lille Fordybning, blandt høie Planter, i Grasſet effer paa de groesbegroede Rande af Grave, under Buſke oſv. Den er kunſt— [oft anlagt. af torre Straa og Greesblade, indvendig udlagt med Heſtehaar, og indeholder 4 — 6 rodgraae, bruunplettede Aeg, af Storrelſe fom Marklerkens. De fanges i Mængde om Vinteren i Slaggarn, eller ſky— des med Fugledunſt (mindſte Spurvehagel). Paa Lokkebufken kan man fange dem paa Liimpinde. Kjodet er velſmagende, ſom ofteſt meget fedt; ved at for⸗ tære en ftor Deel, for Markfrugterne ſkadelige, Inſecter, gjør den rigeligt Vederlag for det Korn, den berover Markerne og Kornſtakkene. 2. Guulverling, Emberiza citrinella, L. Danſk: Guulſpurv. Artsm. Hovedet, Halſen og Underkroppen ſmukt gule eller guulagtige; rodbruun Overgump; de to pderſte Styrere med en kileformig hvid Plet. Slum. Afbildn. Tab. XXV (Guulſpurv). Den meget gamle Hun ligner Hannen, men er oliven⸗ grøn plettet paa Hovedet og Bryſtet, og mindre; den een⸗ aarige Han har et mindre ſmukt Guult og ligner den gamle Hun mere; de fæbvanlige Hunner have førte Lengdeſtriber i den grongule Farve paa Hovedet og Bryſtet, og dem ligne Un⸗ gerne meeſt. Længde 6“, Vingeſtr. 11^, Hvis denne Fugl var mindre almindelig, vilde ben, iſcer ben gamle Han, regnes til vore fmuffefte Fugle. Der gives reenboibe hvidplettede, guulagtighvide eller rødguulhvide og iſabellefarvede Varieteter. Den er den hertillands talrigeſte Art af Verlingflegten, og findes ſaavel i Lov-ſom i Naale⸗ ſkove; i Bufke, levende Hegn og Haver, i bakkede fom i flade Egne; om Vinteren i ſtorre og mindre Flokke ved vore La⸗ - 200 ber, ſaavelſom paa Kornmarkerne, naar disſe ere blottede for Snee. Deng Sang lyder ſom „liklik⸗liklik-liklik⸗ty⸗y:!“ Den er ufordragelig mod fine Lige, ſaavelſom mod andre Fugle, uagtet den gjerne feger disſes Selſkab; kun ſteerk Kulde gjør den fredſommeligere. Neringen er den ſamme ſom foregagendes. | Reden, der beſtager af Gireéftraa og Heſtehaar, anlægger den i fave Bufke, effer paa ſelve Jorden blandt Gres og Mos, ofte aldeles ikke (fjuft. De 4—5 Lg ere rød- eller aſtegraae, bruunplettede og aarede. ; : Nytte, Skade, Jagt og Fangſt: Som forrige Art. 3. Hortulan⸗Verling, Emberiza hortulana, L. Danſk: Hortulan, Ortolan. Artsm. Næb og Fødder blegrode; Forhalſen, en Stribe ved Kinden og en Kreds omkring Oiet ſtraagule; Hovedet og Halſen ovenpaa aífegraae med olivengront Sfjær; Maven og Bry— ſtet bruunrede. Illum. Afbildn. Tab. XXV (Ortolan). Hunnen er bruunagtig affegraa paa Hovedet og Baghal— ſen, med ſmaa ſorte Striber og Pletter; Kinderne og Hals— ſiderne bruungrage, Struben og en Deel af Forhalſen bleg⸗ gule. Bryſt⸗ og Slagſiderne af en bleg ruſtrodagtig guulblan⸗ det Farve. J Efteraarsdragten have begge Kjon et grønnere Üdſeende. Man fjender reenhvide, gule, hvidhalede, hvidplet⸗ tede, forte, og ſortplettede Varieteter. Loengde 6 — 6“, Brede 11“. Denne, for fit velſmagende Kjod, beremtefte af alle Ver⸗ linger er, merkeligt nof, endog fom Trakfugl, en Sjeldenhed i Danmark, medens den i Sverrig (Nilsſon fkandin. Fauna, Foglarne I., 371) endog forplanter fig hyppig; i Meklen⸗ borg yngler den ogſaa, men ſjeldnere (Zander). Selv i Tydſkland hører den i mange Egne til Sjeldenhederne; i Eng— land ſkal den aldrig forekomme. Den opholder fig i llb- kanten af Skove, i Hakker og fave Buſke, paa Enge og Agre; ogſaa i ſtore trærige Haver, fom greendſe til Kratter eller Skove, altid i Nærheden af Band og ſumpige Steder. Hortulanen er en ſtille, fredſommelig Fugl, hvis med— fodte Rolighed grendſer til Treeghed; den er aldeles ikke fy. Lokkeſtemmen lyder fom „gyh, gyh“ og „spit, ſvit“. Sin egent— lige Sang lader den høre fra Træernes Grene eller Toppen af Buſkene; den kan udtrykkes med Stavelſerne: „tink, tink, 201 tink, tink, tjohrr“. Som Trakfugl anfommer den til Sverrig i Mai og drager bort i Auguſt og Septbr. Faber (ornith. Not. Pag. 19) ſkod, i Selſkab med Hr. C. Drewſen, 6 Exem⸗ plarer paa Saltholmen den 10de Mai 1819, Stud. med. Bølling har meddeelt mig, at en gammel Han d. Ade Mai 1844 blev fanget ved Charlottenlund; Conſervator Conrads fen: at en lignende 1845 b. 2den Mai blev fanget paa en Fuglefceengers Lokkebuſk ved Strandmøllen; den ffal yngle i Holſteen og Lauenborg. ; Om Sommeren lever den fornemmelig af Larver og In— ſecter; hvormed Yngelen opfødes, foruden at bem tillige væn- nes til forffjellige Slags Fro, hvilke ſiden blive dens Næring. Den ynder, fom de foregagende, meelholdigt Fro, og ſoger altid fin 9teving paa Jorden. Reden, der har Lighed med Guulſpurvens, bygges vaa lignende Steder fom dennes; de 4— 5 graarodlige Wg have brune Pletter og Snirkler. | Om Efteraaret ere Hortulanerne meget fede og Kjodet tillige lekkert. De fanges paa denne Aarstid i ſtor Mængde i Italien og Frankrig; de fleſte paa Cypern, hvorfra de, ned— ſyltede i Eddike og Krydderier, forſendes til Europas ſtore Gta- der. De gamle fraadſende Romere mabffebe eller fedede Or⸗ tolanerne i morke Kamre, oplyſte med Lygter: at de ikke kunde adſkille Dag og Nat, og derfor i fort Tid bleve febe. A. Rorverling, Emberiza schoeniclus, Zeach. E, passerina, L., ung Fugl i Søfidragt; E. arundinacea, Gmel., be Gamle i Vinterdragt. Danſk: Rorſpurv. Artsm. Ryggen og Skulderfjerene ſorte med guulagtig ruſtbrune Kan⸗ ter, Overgumpen graa; Underkroppen hvid med brune Fjer⸗ fkafter; Hovedet og Forhalſen hos Hannen (om Vaaren) forte med en hvid Nakkering; det førfte hos Hunnen - forts agtigt med ruſtgrage Fjerkanter, uden en ſaadan Ring- Illum. Afbildn. Tab. XXV. . J Hoſt⸗ og Vinterdragten er det Corte paa Hovedet og Forhalſen ganffe ſtjult under graae Fjerkanter, og i denne Dragt opførte Linné begge Kjen fom Emb. passerina. Længde 6“, Brede 9½“. | .. Sterverfíngen eller Rorſpurven er hyppig overalt i dybt⸗ liggende og fugtige Egne med Mofer, Grave, Damme, Søer og Aaer, hvor ber vorer Rør, Siv, Pilebuſke, Vidier, Elle 202 oſv., hvori ben ſoger Skjul; den er ifær talrig i Marſk⸗ Egnene og har overhovedet ſit Opholdsſted, hvor der findes Rorſangere, gule Vipſtjerter, Rorhons og andre Sumpbeboere, hvorfor man neſten aldrig feer den paa Træer, | Den er en munter, urolig, net Fugl, fom i Henſeende til Farvefordelingen har nogen Lighed med Huusſpurven, hvor— for den vel kaldes „Rorſpurv“ (2). Den ſidder temmelig opret paa Grene, Rorhalm, ſamt andre gyngende Stengler, og utbreber gjerne Halen; dens Flugt er let og hoppende, og dens offe- ſtemme „tſieh“. Hannen lader flittigt ſin eensformige, dog ikke ubehagelige Sang bore. Om Sommeren forterer den Inſecter, hvormed Ungerne opfodes; ellers alle Slags Vandplantefro, f. Ex. af Rør, Ror⸗ græs o[o. J de vvennævnte Localiteter findes Rørfpurven ynglende overalt i Danmark og Hertugdømmerne. Den af Grasſtraa og torre Greesblade, med Heſtehaar, Før og Planteuld forede Rede bygges i og under lave Pilearter, imellem Ror og boit Gres, altid meget ffjult, undertiden paa fiore Stauder; de 4 — 5 morkegraae, bruunplettede og aarebe Ag have nøgen Lighed med Bogfinkens, men ere morkere. Den udviſer liden Klogfkab og Forſigtighed, hvorfor den heller iffe er vanfkelig at ſtyde. Man kan fange den paa ſamme Maade fom Siterfangeren. Kjodet er velſmagende, om Hoſten temmelig fedt. Ved fin Sang opliver den hine ucultiverede Steder, og den for— tærer mange fkadelige Inſecter. b) Sporeverlinger, Plectrophanes, Mey. Gummeknuden lille; Bagkloen lige faa lang eller (emgere end Bagtagen, lidet boiet (ſom Lerkens). Vingerne længere og Halen kortere end hos Buſtverlingerne. De leve vaa gaben Mark og nøgne Bjerge, og have i Flugt, Redebygning, Sang, fom overhovedet, megen Lighed med Lerkerne. 5. Sneeverling, Emberiza nivalis, L. E. montana, L.; E. glacialis & mustelina, Lath.; Plectrophanes nivalis, Mey. Danſk: Sneefugl, Sneeſpurv, Sneekok, Sneefug (vaa Leso), ; Sneefinke, Binterfugl. Artsm. To hvidagtige Baand og en hvid, langsgagende Stribe paa de ſammenlagte Vinger (den unge Fugl), eller et hvidt 203 Baand og en ſtor hvid Længdeplet (ældre Fugl); eller Bingen er ganffe hvid, undtagen ben forte Lillevinge og de ſidſte to Trediedele af be ſtore Svingfjer (gammel Fugl); de tre yderſte Styrere hvide, med eller uden fort Plet i Spid— ſen. Storrelſe: ſom Guulſpurven. Illum. Afbildn. Tab. XXV ( Sneekok). Den i det mindſte 4 Aar gamle Han har i Sommer⸗ Dragten Hovedet, Halſen, overſte Vingedeekfjer og alle un- derſte Kropdele hvide; Ryggen og Skulderfjerene glindſende ſorte, de 3 yderſte Svingfjer hvide med en ſort Plet i Spid⸗ fen af Ndrefanen, den 4de fort med hvid Ydrefane; den lige faa gamle Hun har i ſamme Dragt mindre Hvidt paa Vingerne, og Fjerene paa Hovedet have en fort Plet i Midten, naar man ſtry⸗ ger bem tilbage. J Vinterdragten ligne begge hinanden mere; de forte Fjer have da en ruſtgraa eller affearaa Indfatning. Ho— ved, Hals og Tindinger ere ſkjulte med Kaſtaniebruunt, hvoraf Overgumpen ogſaa har et Anſtrog med forte Fjer. De unge Fugle i forſte Vinter ere langt morkere farvede end de gamle, og derfor, fefo i Afſtand, kjendelige fra disſe. Længde 6½“, Brede Wo 4. Sneeverlingen beboer Europas hoieſte Norden, ifær Is— lands, Norges og Laplands klippeagtige Bjerge, men ogfaa Grønland, overhovedet det nordligſte America, Spitzbergen oſv., hvor den tildeels overvintrer, men dog for ſtorſte Delen mod Vinteren træffer til tempererede Egne. J Novbr. inb- finder den ſig i ſtore Skarer, fornemmelig paa Jyllands og Slesvigs Hedeſtraekninger, hvor de offe ſtreife omkring til hen i Marts. Den er lidet ffo, qviddrer allerede paa Sneen i Marts og ſynger behageligt om Sommeren, ſedvanligt ſiddende paa Stene og Klipper. Om Sommeren ernerer den ſig meeſt af Inſecter, hvormed den opfoder Ungerne; om Efteraaret og Vinteren af Fro og Korn. Den yngler i ode Egnes Steenklofter blandt Bjergene, Reden beftaaer af Mos, Lay og Graecsſtraa, og er udlagt med Haar, tfær af Blaarckven; de 5 — 6 28g ere hyvidagtige med brune og graae Pletter, iſcer aa den butte Ende. Kjodet er, fom alle Verlingers, lekkert og ſundt. Laplands⸗Verling, Emberiza lapponiea, 2Vi/ss. Fringilla lapponica, L.; Emb. calcarata, Temm.; Plectrophanes calca- ratus, Mey. Artsm. Over Diet et hvidagtigt Baand, fom neſten omgiver Kin— derne; Overkroppen ſort med ruſtfarvede Kanter; Halsryggen 204 ſmuk bruunrób, nedenunder. hvidagtig, med forte Fjerfkafter og Zængeftriber paa Siderne; Forhalſen og Bryſtet hos San: nen meer eller mindre forte, hog Hunnen ruftaraae ſortplet— tede; Styrerne ſortagtige, de to yderſte med en hvid Plet; Sporen meget lang. Illum. Afbildn. Tab. LIV (Spore⸗ verling). Hos Hunnen er det hvide Baand over Siet guulagtigt; den ruſtbrune Halsryg har ſortagtige Pletter, hvilke endnu ere talrigere paa Bugſiderne. Længde 6“. De unge Fugle have i Henſeende til Farven Lighed med Cerferme, men ligne dog endnu mere den unge Efteraars— fugl af Sneeverlingen, hvilket næften ogſaa er Tilfældet med de gamle Fugle i Efteraarsdragten og de to- og treaarige af Sneeverlingerne; bette har givet Anledning til Forvexling, endog hos iffe ganffe uøvede Samlere. Laplands⸗Verlingen er ligeledes her en Vinterfugl, der har ſamme Hjem fom Sneeverlingen. J Lapland og Gron— land er den temmelig hyppig. De eſtlige Lande af Europa fee den hyppigere paa. Vintertrekket end de veſtligere, hvorfor den ogfaa hos os hører til Sjeldenheder. Dens Træf begyn⸗ ber i Octobr. tilligemed Sangleerkens, hvis Selſkab den endog foretreffer Sneeverlingens; dog træffes den ogſaa aanffe al— lene. Faber (ornith. Notitſer Pag. 20) erholdt et Exemplar, ſkudt i Sjælland i ſtreng Vinter; der kan neppe vere Soil om, at den undertiden beføger de jydſke og ſlesvigſte Hede— fletter, men dens Lighed (i Vinterdragten) med Sneeſpur⸗ ven, gjør det vanffeligt for den mindre Sagkyndige at ſtjelne begge. j i : w En munter, flygtig Fugl, der bog er mindre urolig og ff end den nærbeflægtene Sneeverling. Dens Lokkeſtemme lyder fom „itirrr“, „tie“ eller „tier“. Hannen har en feregen, behagelig Sang, der ſynes fom ſammenſat af Sangleerkens og Torniriſkens. ; Paa Bintertræffet beſtaaer dens 9teríng fornemmefig i meelholdigt Frø; om Sommeren ere Inſecter dens og Ungernes Hovedneering. Reden bygges vaa Tuer i fugtige Gane, blandt Græs og fave Urter; den er fet og kunſtloſt ſammenlagt af Straa og Mos, udlagt med Fjer. De 5—6 Lg ere guulbrune, med merfere udlobende, olivenbrune Pletter og Aarer. Hr. Sym» ſpecteur Olrik fra Nordgrønland har ſagt mig, at Farven bliver morkere og mere i det Brune faldende, jo lengere de ere rugede. | | 205 fíobet er velſmagende; be oplive mangen obe (San i deres nordlige Sommeropholdsſteder. Finkeſlegten, Fringilla. Stebet fort, ftærft, kegleformigt, lige, ſpidſt; Stebfanterne lige; Overkjcven lidet boiet i Spidſen, uden Rygkant, af lige Brede eller bredere end Underkjceven, og den forſtes Kanter gaae ud over den ſidſtes. Neſeborene ved Roden, ſmaa, runde, tildeels bedekkede med Pandefjerene. Benene forte; Tarſen kortere end Mellemtaaen; Tæerne ganſke deelte. Vin⸗ gerne korte, de to eller tre forſte Svingfjer butte, tredie og fjerde lengſt. Halen ofteſt kloftet. De ernære fig alle af Fro, fom de afffalle; endeel dog ogſaa om Sommeren af Inſecter, hvormed de da tildeels ope fode Ungerne. De yngle ſom ofteſt flere Gange om Aaret; leve i Skove, fom grendſe til Marker, ved Huſe og Haver, udenfor Yngletiden meeſt ſelſkabeligt i ſtore Skarer, og mange, ſom boe i de foldere Lande, ere Trekfugle. De fælde fun eengang, om Hoſten, men mange unbergaae en Breemfeelding om Vaaren, og hvor dette er Tilfældet, ligne begge Kjon hin— anden om Vinteren; høg nogle Arter ere Kjonnene meget fore ſkjellige. Mange have en meget behagelig Sang, og holdes derfor i Buur. De fleſte bygge kunſtige, ligeſom vævede og ſammenfiltede Reder; de yngle almindeligſt frit paa Træer, nogle i Tre- og Muurhuller. Adſkillige Planters Cultur har bidraget meget til enkelte Arters ſterke Formering. De ere livet (fpe; mange leve endog midt i beboede Steder og Byer, Deres Kjod er ſundt og behageligt. lfte Underflegt: Kjernebider, Coccothraustes, Civ. | Næbet ualmindelig flærft, aldeles kegleformigt og tykt; Hovedet flort og Panden flad; Zdie Svinger Tængft; Halen fort og kloftet; Legemsbygningen fort og nnderfætfig. V. Kirſeber⸗Kjoernebider. Fringilla eoccothrausies, Z///g. Loxia coccothraustes, L.; Coccothraustes vulgaris, Pallas. Danft: Kirſeberfugl, Kjernebider. Artsm. Nebet meget ſtort og tykt; Ryggen bruun; be mellemſte Svingfjer i Enden betydeligt bredere end i Midten og ſtump⸗ 206 vinklet udffaarne; Svingfjerene iudvendig og Styrerne t Spidſen med en hvid Plet. Illum. Afbildn. Tab. XXVI (&irfeborfugl). Paa Hunnen ere alle Farver lyſere og mindre rene; Vinge— pletten graaagtig hvid; Hovedet bruungraat (hos Hannen bruuns guult), ingen fort Indfatning over Mæbroden. Der gives en reenhvid og en guulagtig Varietet. Længde 7“, Brede 12½“. Hos Ungerne er Hagen guul, Panden og Kinderne ſmudſig— aule, alle underſte Dele hvidagtige med brune Pletter, Denne Kjernebider forekommer om Sommeren yuglende iflere Skov⸗Egne her i Landet; den hjemſoger familieviis Kirſebeer— træerne, Door den anretter ſtor Skade paa Bærrene, hvoraf den udpiller og fnæffer Stenene. Ved denne Forretning hol— der den fig faa ſtille og ſkjult, at man ofte længe hører den fnæffe inden man kan opdage den. Om Vinteren ſtreifer den omkring i ſmaa Selſtaber for at opſoge Sirjeber(tene i az ver og Skove; i Mangel deraf, tager den tiltakke med andre Frugtſtene og Fro. J haarde Vintere er den Trakfugl, og vender tilbage ſidſt i Marts, eller forſt i April, efter Veirligets Beſkaffenhed. Den er, uagtet fit plumpe Üdſeende, en trædff Fugl, fom vel forftaaer at undvige Fare og Efterſtrabelſer. Dens Lokkeſtemme er „ſiks“, „tſiss“ eller knipps“. Hannens egent⸗ lige Sang er temmelig middelmaadig; thi faa lang Viſen fys nes, beftaaer den kun af (fjerenbe eller ſkingrende Stropher, blandede med Lokkeſtemmen i mangfoldige Gjentagelſer, ſaa at denne ſynes at være Themaet og alt det Øvrige Variationer. Dens Jndlingsſpiſe er Kjeerner af Kirſebeer, Slaaen, Hvidtorn, Ronnebeer, Korsbeer og Bogefrugten, men den eder tillige olieholdigt Frø af mange urteagtige Planter, Traknop⸗ per, undertiden Inſecter, fom den ogſaa tager til Hjælp til Ungernes Underholdning. Den bygger Rede overalt i Løvffove, iſcer Bogeſtove ſom ſtode til ſtore Haver, ſaavelſom i ſelve Haverne. J Thyrebeek Skov hyggede den i unge ranke Boges høie Topklofter, 30—40 Fod. høit; undertiden bygge de kun 5 — 7 Fod høit fra Jor⸗ den, ſtundom i Frugttræer, Reden er kunſtigt ſammenlagt af Rüsqviſte og indvendig foret med fine Rodder, ofte blan⸗ bebe med Svineborſter, Uld og Heſtehaar. De 3—5 Ag ere gronagtig-aſkegraae, med merke Pletter og Aarer. Angler i Skovene paa Mols (Bonnez), ſamt ved Roeskilde (Dahl). Kjodet er mindre behageligt, noget feit og undertiden bite tert. Da den ødelægger en ſtor Mængde Kirſeber, Sukker⸗ erter og andet Fro, er den en forhadt Fugl i Haverne. 207 Den er ffo og vanſtelig at komme ner, dog mindre om Vinteren. J Rirfebortroerne er det Ungerne, man letteſt kom⸗ mer paa Skud. Den fanges i Doner, paa Lümpinde og i Stetfelber. Ved at ftrø Kirſebcerſtene paa Jorden, og fatte Lobedoner rundt omkring, har jeg fanget enkelte. 2den Underſlegt: Spurv, Pyrgita, Cub. 9tebet fort, temmelig tyk-kegleformigt, med Borſtehaar ved Mundvigen; de 3 forſte Svingfjer længfi; Halen fort og kun lidet kloftet. | 2. Huusſpurven, Fringilla domestica, L. Danſt: Graaſpurv, eller blot: Spurv. Artsm. Hovedet ovenpaa aſtegraat (Hannen) eller bruungraat (Hun⸗ nen); et hvidt eller hvidagtigt Baand over Vingen. Illum. Afbildn. Tab. XXVI. Hunnen har en graa Hovedfarve, uden Kaſtaniebruunt og Sort, ſom høg Hannen; om Efteraaret og Vinteren ere disſe Farver hos den ſidſte tildeels beboffebe med graae Fjer⸗ kanter. Ungerne ligne Hunnen. Længde 6'/4", Brede 10“. Ved Oſtedgaard pr. Fredericia har der i flere Aar ved— ligeholdt fig en guul Varietet; maaſkee Baſtarder af Paring med Kanariefuglen? J Veile, ſaavelſom € flere Kjebſteder, har jeg feet næften ganſke forte Spurve; jeg lagde Meerke til, at disſe ideligen indfandt fig ved Slagterbodernes ubbongte Kjod; maaſkee den morkere Farve er en Folge af denne Næs ring? Der gives ogſaa reenhvide og hvidbrogede Varieteter. Huusſpurven er en overalt faa almindelig bekjendt (man kunde næften fige „berygtet“) Fugl, at den neppe behøver nogen vidtleftig Beſtrivelſe. Fra den folgende Art, med hvilken Hans nen har nøgen Lighed, adſtilles den let ved ſin anſeeligere Storrelſe. Man kan anſee den for en halv Huusfugl, ber ved fin Omgang med Menneſker er bleven pderſt klog og fors ſigtig. Naar den flyver, raaber den gjerne „div“; naar den ſidder „ſjelp“; ved en truende Fare „terrrr“: et af andre Fugle velforſtaget Varſelraab; har Faren forvandlet fig til en pieblikkelig Nod, f. Ex. et Rovdyrs Nerrmelſe, hedder det „tell, terell⸗tell⸗tell⸗ tell“; er der atter Tryghed: „dorr“; flages 208 ki EY om en Hun: „tell, tell, fifp, den, dell, div, ſjelk“ ee 9. | Diens String er alle Slags Korn, Havefrugter, Fro og Inſecter. J Muurhuller, hule Træer, Svalereder, paa Siderne af gamle Storkereder, undertiden frit imellem Trekernes Grene, bygger ben fin kunſtloſe Rede, der beftaaer af en Klump bløde Materialier, Straa, Blaar, Borſter, Uld, Garn, Haar, Fjer, Papirſtrimler, Klude ofo. Hvor den er frit anbragt i Træerne, er den boldagtig, blot med et Hul paa Siden, forreſten meget los og uordentlig. De 5 — 6 Lg ere blaalige eller gron— agtighvide, med fiorre og mindre brune og aſkegrage Punkter; jeg har ogſaa fundet ganffe hvide. Almindeligſt yngle de 3 Gange om Aaret. m | | Ved at udrydde en flor Mængde, ifær be for vore Frugts træer ſkadelige Inſecter, erſtatte de vel nogenledes den Skade, de anrette i Haver og Marker. Det er alligevel nødvendigt at forhindre deres altfor ſtore Formering, fom bedſt ſkeer ved at tage Ungerne ud af Reden og ved at ſkyde dem med Dunſt— hagel, naar de flokkes i Kornet, i Treer, eller endnu bedre paa Sneen, hvor der er ſteset Gryn, eller Korn og Frø t en lang Stribe; et vellykket Skud kan dræbe 50—60 og flere paa eengang. At fange dem er neſten endnu vanſkeligere. Mange Fange⸗ maaber, fom Liimpinde og Snarer, unbgaae be ſnildeligen; fanges en enkelt, vogte de andre fig deſto mere. For Næt have de ſtor Frygt; om Vinteren, naar de libe Nod, gaae de for under et Sold eller en Dor og desl. Letteſt fanges de med Hvedeax, ved hvilke man lader ſaameget ſidde af Straget, fom en Haand er lang; dette beſtryges med Fugleliim, og ſaa⸗ danne Ax lægger man rundt omkring paa Tagene, hvorved man da fanger adſkillige, naar man pasſer nogenledes paa, at de iffe ſlide fig loſe. En lyſtig Fangſt er den med en Spurve— beg: To eller flere Perſoner liſte fig med denne hen i Gaar⸗ den, hvor Spurvene ſidde; den ene lader den pludſeligt flyve, men holder den faſt ved en lang Seilgarnsſnor, at den iffe undflipper. Spurvene ſtyrte fig, ved det pludſelige Syn af deres Dedsfjende, grebne af Sfræf, i de forſte bedſte Smut⸗ huller, hvortil en anden Perſon lægger Meerke og fanger dem. Om Vinteren kan man med Handen fange dem paa deres Soveſteder under Tagene og i Portene, ved Hjelp af en Lygte og et Naet odp. 209 3. Skopſpurven, Fringilla montana, L. Artsm. Hovedet ovenpaa (til Nakken) mort rodbruunt; Hagen og en Viet paa Kinderne forte, det øvrige af Hovedfiderne hvidt; over Vingerne to hvide Tverbaand. Illum. Afbildn. Tab. XXVI. Hunnens brune Farve paa Hovedet er mattere, de forte og hvide Partier ere mindre rene, ifær hos be 9)ngere; for: vørtgt ligne de meget hinanden, og Ungerne ligeledes de Gamle, Der gives reenhvide, hvidbrogede, gule og iſabellefarvede Va- 3 Om Vinteren ere Farverne mindre rene. Lengde 3 Denne Art lever mere paa Marker, i Udkanten af Skove og ei Haver; ſjeldnere, og fornemmelig kun om Vinteren, ved Huſene i ſtore Skarer. Den er mindre forſigtig og klog end Huusſpurven, med hvilken den har meget. tilfælles; dog er den langt mere munter, livligere i fine Bevegelſer og ſmukkere. De holde fig gjerne parviis ſammen, endog udenfor Yngle⸗ tiden, og ffpe i Almindelighed Omgang med Huusſpurven. Lokke⸗ ſtemmen har temmelig Lighed med dennes, ſaavelſom Neringen, Redebygningen og be mindre 5—6 Aeg, i Henſeends til Fars ven; dog bygge be altid i Huller. J Udevelſen af den phy⸗ fife Kjcerlighed, giver den Huusſpurven lidet efter, Da den langt fra er faa ſnild fom Huusſpurven, er den ogſaa lettere at ffpbe og fange; man kan endogſaa dræbe den med Puſteror. Paa Liimpinde, i Doner og Snarer gaaer den, uden ſynderlig at betenfe ſig. Dens Kjod er velſmagende, og den er til ſtor Nytte ved at fortcere en Mængde, for Frugt⸗ træerne ffabeftge Larver og Inſecter; forøvrigt falder den ogſaa E Geben paa Marken, men Kirfebærene lader den dog have Fred. : i zdie Underflægt: 9Gbelfinfer, Fringillae nobiles. Ne bet langſtrakt kegleformigt eller mindre hvælvet, med temmelig ffarp Spids, Vingerne noget ſpidſe; de have mindre Hoved og længere Hale end de foregagende, hvilket giver. dem et ſmulkere Udſeende. 4, Bogfinke, Fringilla eoelebs, L. Artsm. Over Bingen et hvidt og et guulhvidt Tværbaand (be mel: lemſte Overvingedckkfjer); Overgumpen grøn. Slum, Afbildn. Tab. XXVI. 1 210 Hos Hunnen, fom Ungerne ligne meget, ere Hovedet og Nakken graagrønne, Ryggen olivengraabruun, Underkroppen lyſegraa og Næbet hornfarvet. Den gamle Han i Vaardragt har Næb, Hoved og Nakke ſmuk aſkeblaa, Ryggen bruun, Underkroppen rodbruun eller ruſtviinrod; om Vinteren ere disſe Farver tildeels beboffebe af lyſegrage og ruſtfarvede Fjer. Længde 6—6 /“. | En yndet og velbeffenbt Sangfugl, (om. beboer og opliver jaa at ſige alle vore Skove, Haver og trærige Steder. Om Vinteren ſtreifer den gjerne omkring med de ſtore Skarer af den nerbeſleegtede Qvakerfinke (F. montifringilla) og beſoger Skove og Byer; en ſtor Deel, ifær Hunner, vandre ſydligere. Bogfinken, fornemmelig Hannen, er en af vore ſmukkeſte Sang⸗ fugle; den er munter, livlig og net i alle fime Bevagelſer. Paa Sommeropholdsſtedet er den ikke ſky; ellers, i Selſtab, forſigtigere. Dens ſedvanligſte Lyd er et fort, dæmpet „Jypp⸗ jypp“; Lokketonen: „Fink“ eller „pink“; Varſelraabet: „Sih“. Deng bekjendte, yndede Sang eller Slag beſtager af en Rekke forte Stropher, med en regelmasſig Slutning, ber i Almindelighed lyder ſom „Bier“. Nerringen beftaaer om Sommeren meeſt af Inſecter, fom ogſaa udgjore Ungernes Føde; ben øvrige Deel af Aaret lever den af mange Slags Frs af Stauder og Træer, iſcer Bogefrugten (Bog), ſom er dens fjarefte Føde, hvoraf vel Navnet: Bogfinke. Den meget kunſtige Rede bygger den ſnart lavt, ſnart høit, vaa de forſtjelligſte Træer og Bufke; den er halvkugle⸗ formig, ſammenſat af Mos, Lav, Grasſtraa, fine Rodder, Uld og Plantefnok, fammenvævet med Inſectſpind, ſaaledes at det Hele har en ſtuffende Lighed med en mosbegroet Green eller en gammel Greenſtump, og Siet har Vanſkelighed ved at opdage den; bet Indre er udbolſtret med Plantefnok, Dyre⸗ uld, Haar, Fjer og desl.. Den yngler to Gange om Aaret; Aeggene ere bfegaraae eller blaalige, med ſortebrune, ftorre Punkter, ofteft rodbruunt ſkylobne. Fuglefengerne bruge dem meget (om Lokkefugl for de ait dre Finkearter, iſcer fra Midten af Septbr. til Mortensdag, og om Foraaret hele Marts Maaned igjennem, Om Vinte⸗ ren fanges den under Slaggarn, i Faeldebure med Lokkefugl, og om Foraaret paa Coffebuffe; disſe beſtaae af Ege- eller Bogegrene, fom endnu have det gamle Lev (hvori Suglefen- geren ligger ffjult med en Lokkefugl) og fom rundt omkring ere belagte med Lümpinde eller behoengte med Springdoner. 241 Kjodet er velſmagende; den er en yndet Stuefugl, og i vild Tilſtand opliver dens Sang paa den behageligſte Maade vore Skove, Haver og Lunde, Den bidrager ikke lidet til at formindſke Mængden af de ſkadelige Inſecter og advarer ved fit raſte „Fink, fink“ ofte Jægeren om Ropfugles og Rovdyrs Nerhed. Da den blot ſanker det affaldne Frø og Korn, er den mindre fkadelig end Spurvene, men værft for be nyligt tilſagede Urtebede. 4. Qvakerfinke, Fringilla montifringilla, L. Danfk: Qvaker, Bogfinkens Horeunge, norjf Bogfinke. Artsm. Struben, Bryſtet og Skuldrene ruſtgule; Undervingedakfjerene gule, paa Siderne ovale ſortagtige Pletter; Underryggen i Midten hvid, paa Siderne fort, Maven og et Strøg oven over Vingeroden hvide. f Illum. Afbildn. Tab. XXVII. Om Efteraaret har Hannen brede ruſtgraae Fjerkanter paa Hovedet, Halſen og Overryggen, fom i Sommerdragten ere ſorte; Hunnen har blot Antydninger af Hannens Farver, og er lyſere; Ungerne ligne Hunnen. Længde 6/2", Brede 11“. Om Sommeren beboer denne Xbelfinfe bet hoiere Nord af Sverrig, Norge og Rusland, hvor den foretrekker Birke⸗ (fove; men om Eftergaret og Vinteren vandrer den omkring i de fleſte europeiſke Lande, ogſaa høg os, undertiden t utallige Cberme, og be[pger vore Skove og Byer. J Levemaade og Gaenffaber har den ftorfte Lighed med Bogfinken, hvis Plads den i de nordlige Lande indtager. Sidſt i April eller i Begyn⸗ delſen af Mai pleier den at vende tilbage, og det er da ikke (aa ganſte ſjeldent, at træffe enkelte Hanner, endog i fuldkom⸗ men Sommerdragt. Dens febeanfige Stemme lyder fom: „jak, jak, jak“, men Lokkeſtemmen er „qvock“ eller „qvce⸗ gk“, hvoraf Navnet: „Qvakker“. Neringen er olieholdigt Fro, ier af Naaletrcer og Bo⸗ gen; om Sommeren Inſecter. Reden ligner Bogfinkens; Hunnen lægger 5—6 bleggrage, gronladne, ſortebruunt prikkede Ag, af Lighed med hiins. Den er aldeles ikke ffo, og da de gjerne flyve og ſidde tæt ſammen, kan man i et vellykket Dobbeltſkud, med Dunſt⸗ hagel, fælde en Mængde, Den fan bruges til Lokkefugl, ſom Bogfinken. Man fanger bem i Slaggarn, Meſſekasſer, under 212 et opſtillet Sold, i Doner og Snarer; om Foraaret paa Lokke⸗ buffen, hvor man kan benytte en Bogfinke til Lokkefugl, hvis man ingen har af ſamme Art. | Kjodet er noget bittert, men ſmager dog Mange ret godt; man anklager dem for at gjøre Bogeſkovene Skade ved at for⸗ tære en Mængde Bogefrugter. , Abe Underflegt: Sriff, Ligurinus. Koch (Cannabina). Næbet temmelig fort, kegleformigt, ſtarpſpidſet, ved 3to- ben næften rundt; Fødderne laoe og ſpinkle, med fmaa ſtrakte Negle; Vingerne ſmalle, ſpidſe; Halen ffarpt fløf- „ Hovedet temmelig lidet, fladt, bagtil af— rundet. 4. Groniriſk, Fringilla chloris, Me. Loxia chloris, L.; Ligurinus chloris, Koch. Danſk: Groniriſk, Svenſte. Artsm. Hovedfarve guulgron; quus wr de ydre Svingfjer og Styrere hoigule. Hannen gren; Hunnen gronbruun med gront Anſtrog. Illum. Afbildn. Tab. XXVI. J Vinterdragten har Over⸗ og Underkroppen graae Fjer⸗ fanter, fom boffe de lyſere Farver. Længde 6“, Brede 11“. Ikke ſjelden, iſer talrig i ſtorre Haver med Linde- og Piletræer, og hvor der ere Granplantninger. Om Vinteren forøges Antallet ved be nordlige Indvandrende; men bliver Froſten meget haard, forlade de fleſte os. Den er ſaaledes mere Stand- og Strogfugl end egentlig Trakfugl, og er altid paa Pladſen med de forſte milde Forgarsdage. J Legems— bygning er denne den kraftigſte af Iriſkerne, med hvilke den forøvrigt i Levemaade, Egenſkaber og Formering har meeſt Lighed. Dens Lokketone lyder fom „jek“ eller „gik“; den egent⸗ lige Sang er ubetydelig. ; Ræringen beſtager blot i Fro, ifær olteboldigt, f. Ex. Raps⸗, Kaal⸗, Spinat- og Hampefro, hvilket den fkaller og blot nyder Kjcernen, i hvilken Henſeende den har Lighed med Kjernebiderne, til hvilke den tidligere henfortes. Om Vinteren ferterer den ogſaa Traknopper. Dien yngler hyppigt her i Landet, i Haver, ved Byer og Steder, i Lunde og Smaaſkove, iſcer unge Naaleſkove, og bygger Rede i Bufke, Træer eller Hekker, ofte i Klofterne af 243 kronhuggede Linde og Pile, i Graner, levende Hegn oſv.; ben er kunſtigt bygget af Mos eller Lav og Uld, indvendig foret med fine Rodder og Haar. De 4—6 Wg ligne Torniriſkens, men ere ſtorre, ſolvfarvede med brune og rodagtige Pletter. Med Besſe ere be fette at ffobe; men da de ikke holde fig ſynderligt ſammen, hverken i Flugten eller Sædet, lykkes det ſjeldent at fælde ret mange pan eengang. Paa ſammenbundne Hampeknipper, beſtukne med Liimpinde, ſaavelſom paa Lokke⸗ buffen, fanger man dem letteligen. Kjodet er velſmagende; de fortære endeel llfrubfro og oplive i det tidligſte Foraar ved deres, om ogſaa noget eens⸗ formige, Sang. 6. Torniriſk, Fringilla cannabina. L. Ligurinus cannabinus, Koch; Fringilla linota, Lath. Danſk: Graairiſk (Hunnen og den yngre Han, ſamt den gamle Han i Vinterdragt); Rediriſk (gammel Han i Som— merdragt); Sorniriff eller ogfaa blot „Iriſk“ (begge). Artsm. Svingfjerene af forſte Orden og de 5 pderſte Halefjer forte, hine med ſmal hvid Ydrekant, disſe med bred hvid Ydres og Indrefane. Illum. Afbildn. Tab. XXVII. Hos Hannen i Vaardragt er Hovedet fortil og Bryſtet ſmukt ſkinnende blodrøde; Nakken, Baghovedet, ſamt Hoved⸗ og Halsſiderne affegraae, Kappen (Ryggen, Skuldrene og Vinge⸗ deekkerne) kaſtaniebruun. Om Efteraaret bliver det Rode bruun⸗ rodt og det Brune aa Ryggen deekkes meget af graae Fjer⸗ rande, hvilke ved Bræmfælding forſvinde mod Foraaret. Hun⸗ nen og Ungerne ligne Hannen i Vinterdragt. Længde 5 ¼“, Brede 9½“. Torniriſken, fom hører til vore almindelige Fugle, yngler overalt, hvor der er Træer og Buſte; overhovedet i Torne⸗ kratter, levende Hegn, Udkanten af Skove, Haver, unge Gran⸗ plantninger ofo. Den forlader os blot i meget haarde Vin⸗ tere og tilbringer ellers den kolde Aarstid paa Markerne i ſtore Flokke. J Marts vender den tilbage til Anglepladſerne. Den er en munter, ſelfkabelig og forſigtig Fugl, fom for fin herlige Fa og Lærvilligheds Skyld hører til vore yndede. Stue⸗ fugle. | Næringen har ben tilfælles med forrige Art. 214 I be nævnte Localiteter bygger ben fin Rede 2— 6 Fod fra Jorden; den er kunſtigt ſammenſat af Gresſtraa, Mos, fine Gresrodder, Tidſelfnok oſv., og er indvendig foret med Uld og Haar. De 5 — 6 blaalighvide Wg ere beſtroede med fine, violette og ruſtrode Punkter. Dens fortræffelige Sang fryder og opliver, iſcer vore Haver, vaa den behageligſte Maade; [om Stuefugl er den me get yndet og underholdende. Man fanger den ſom fore— gagende. 7. Bjergiriſk, Fringilla montium, Tem. Fringilla flavirostris, L. f Sanjf: Bjergfinke, Moiriſt. Artsm. Overkroppen ſortagtig med ruſtguulagtige Fjerkanter; (tri: ben ruſtguul; Overgumpen (hos Hannen) rod; de mellemſte Svingfjer med bvide Somme; Naebet om Sommeren horn— bruunt, om Vinteren guult. Illum. Afbildn. Tab. XXVII. J Vinterdragten har den ponceaurobe Overgump ruſtgule og ruſtgraae Fjerkanter, Benene ere brune (om Sommeren ſorte) og Overkroppen har ruſtgule Fjerkanter. Hunnen og Ungerne ligne Hannen i Vinterdragt, men mangle den rode Overgump, hvoraf kun de meget gamle Hunner have ſvage Spor. Fra den folgende Art adſkiller Bjergiriſken fig ved det tykkere Næb, ved Mangelen af den rode Isſeplet og ved den førte Hage, ſamt den brede, hvide Som paa de midterſte Svingfjer. Længde 51/2, Brede 9“. Dens egentlige Hjem er det høie Nord, hvor ben om Sommeren findes i ubeboebe Egne med blot forkroblede Bufke, f. Ex. det nordligſte Norge, Sverrig og Lapland, dog ogſaa t det nordlige Skotland. Om Vinteren, ifær naar der falder megen Snee, forekommer den hos os i mindre eller ſtorre Flokke, u de rtiden i Gelffab med Torniriſten; ved Kjøbenhavn fanges den ſaaledes næften hver Vinter af Fuglefengerne. J Egenſkaber, Levemaade og Forplantning har den fige hed med Torniriſken, bog flager dens Sang langt tilbage for dennes. Under fit Vinterophold hos os, ſoger den ſamme Nee⸗ ring, ſom de foregaaenbe Arter af denne Afdeling. Den ſtydes let; om Vinteren fanger man den under Slag⸗ net og paa Limpinde. 5 Ved fin Sang og fit muntre Veſen opliver den hine ode gne. A dg fidi : 215 8. Guuliriff, Fringilla serinus, L. oxia serinus, Scop.; Serinus hortulanus, Koch; Pyrrhula serinus, Keys. & Blas. Artsm. Med fort, tykt Næb; hvidagtig eller lyſeguul Strube; Hoved⸗ farven meer eller mindre guul og grøn; Ryggen og Siderne af Underkroppen ſortagtigt plettede; over Vingerne to guul⸗ agtige Baand. Illum. Afbildn. Tab. XXVII. Hos Hunnen ere Farverne blegere, og paa den bleggule Underkrop ere bruunagtige, langégaaenbe Pletter. Lengde 4½ “, Brede 8“. Wm us | Denne lille nydelige Fugl, fom neppe har Graaſidſtenens Størrelfe, er almindelig i bet ſydlige Europa, i Schweiz, Syd⸗ Tydſkland og Syd⸗Frankrig, nordligere ſjelden; hertillands vis des den blot ffubt i det Slesvigfke ved Flensborg (Apotheker Mecklenburg) og ved Nordſkov (E. Hage). J Egen⸗ ffaber og Levemaade har den megen Lighed med de andre Iri⸗ (fer; Sangen har meget tilfælles med Gronſidſkenens. Den ernærer fig af ſamme Froſorter, fom de forrige, og affkaller Froet ligeſom Groniriſken. gp Den med ftor Kunſt, udvendig af fine Rødder, Mos og Trælav ſammenflettede og vævede Rede er indvendig foret med Fjer og Haar. De 4—5 ſmaa gronagtighvide Ag have rode og bruunrode Punkter, ſamt enkelte forte Streger, meeſt paa den butte Ende. Jagt, Fangſt og Nytte: Som de foregaaenbe. 5te Underſlegt: Sidſken, Spinus. Nebet tyndt, fvagt kegleformigt, mod Spidſen ſammen⸗ trykt; Fødderne lave, underſcetſige, Neglene ſteerke og flarpe; Vingerne lange og ſpidſe; de 3 forſte Svingfjer lige lange; Halen af Middellængde og kloftet; Kroppen rank. 9. Graaſidſken, Fringilla linaria, L. Spinus linaria. Koch. Danſk: Graaſidſken, Sidſeronnike. Artsm. Isſen glindſende rod eller rodguul; Hagen og Toilen ſorte; Bryſtet og Overgumpen: hos Hannen rofentobe, hos Hun⸗ nen ſmudſig guulagtig bruunplettede; over Bingen to hvide Baand; de mellemſte Svingfjer med fine, lyſebrune Somme; Nakken, Ryggen og Skuldrene graabrune. Sum, Afbildn. Tab. XXVII. 216 De toaarige Hanner have mindre Rødt paa Bryftet og Overgumpen; be eetaarige ere vaa disſe Dele ganffe grage, beg fædvanlig med et ffjuft rødt Anſtrog, ligeſom hos de dem meget lignende Hunner, hvis Isſe blot foran er rod. Om Vinteren har Hannen graae Kanter van be førte Pandefjer, ſamt paa be rode Fjer paa Halſen, Bryſtet og Overgumpen. Længde 5 ¼“, Brede 9“. Nilsſon angiver 2 Varieteter: en hvid med rod Isſe og rødt Bryſt; en hvidagtig med ſmaa brune Lengdepletter, fom foroven ere talrigere, og med lys blegrod Isſe. Denne ſmukke Fugl har megen Lighed (iſcr Hunnen og de yngre Fugle) med Bjergiriſken, med hvilken den derfor ofte for⸗ verles; de ovenanforte Skjelnemerker ville tilſtroekkeligen adſkille dem. | En nordifk Fugl, ſom om Sommeren beboer det nordligſte Skotland, Island, Norge, Sverrig og Rusland, hvor den yngler i Gelffab med Sneeverlingen, den fapfanbffe Berling, Bjergiriſkfen og Qvakeren. Paa ſine periodiſke Vandringer, om Efteraaret og Vinteren, er den ofte meget talrig i Dan⸗ mark fra 9toobr. til Marts, Jeg har bemerket, at den meget holder fig til Strandbredderne, Door Planter, hvis Fro ben fortrinligt ynder, f. Ex. Veibred, Gaaſefod, Melde oſv. vore i Mængde. Dens Lokkeſtemme er „givit“ og „ſjott“. Den er yderſt dum og meget ſelſkabelig; i Fangenſkab er den ſtrax tam, og i Veſen har den Lighed med Graaſidſkenen. Som alle Gibffener, lever den af alle Slags olieholdigt Fro, ter Birkens; om Sommeren maaffee ogfaa af Inſecter. Sin Rede bygger den i mindre Birke⸗, Naale⸗ eller Elle⸗ træer; den beffaaer af Giresftraa, Grersblade og Mos, ind⸗ vendig foret med Kjeeruld, Rensdyrhaar og Rypefjer. De 4— 5 Wg, fom have Lighed med Torniriſkens, men ere min⸗ dre, ere blaalighvide, tyndt beftrøede med leverbrune og qraae Punkter, iſcer ved den butte Ende. Den fanges om Vinteren under Slaggarn og paa Lüm⸗ pinde. Da de holde ſig tet ſamlede i meget ſtore Flokke, kan man med Dunſthagel ſtyde em fior Mængde i ect Skud; jeg har ved Veile Fjord ſaaledes fældet over 30 paa eengang. 10. Gronſidſken, Fringilla spinus, L. Spinus viridis, Koch. Artsm. Hatten hos Hannen fort; Overkroppen gronagtig, med meer eller mindre ſortagtige Pletter; de 5 pderſte Styrere og 217 Svingerne, fra den Ade til den neſtſidſte, gule ved Roden; paa Bugſiderne tydelige ſortagtige Skaftſtreger. Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, a. Hunnen er graagron paa Overkroppen, uden [ort -Dætte ; Underkroppen ikke faa ſmuk guul, fom hos Hannen, men bhvid- agtig, med mange ſortagtige Pletter. Om Vinteren ere Far⸗ verne hos begge Kjon tildeels Deffebe af affearaae Fjerſpidſer, hvilke hos Hannen mod Foraaret tabe fig ved Breemfelding. De unge Fugle ligne meget Hunnen. Længde 4¼“, Brede 8½ “, Iris og Fødderne brune. | j Der gives en hoid, en hvidbroget, og en fort eller forte broget Varietet. Ved Parring med Kanariefuglen, avler den Baſtarder. | Denne ffjønne, muntre Fugl findes om Sommeren i Naale⸗ ſkovene, dog ſjeldnere hos os; i Tydſkland, Norge og Sver— rig hyppigt. Om Efteraaret og Vinteren indfinder den ſig derimod i ſtore Skarer, hvor der gives mange Elle og Birke. Den er lidet ſty, ſamt let at tæmme; flyver gjerne i tette Flokke, og Flokken kaſter fig ſom ofteſt ned i en og ſamme Trætop. Dens behagelige Lokketone lyder ſom: „ dillej“; hvorimod dens ſcedvanlige Stemme kan udtrykkes ved: „trettet“, „tette⸗ rettet", Foruden Fro af Naaleiræer, Elle, Birke, Salat, Val⸗ mue og andre Planter, førtærer den ogſaa Inſecter, hvormed den tildeels opfoder Ungerne. Reden anbringer den meget fffuft paa Naaletrakernes hoieſte Grene, til hvilke den er befeftet med Inſeetſpind; den er udvendig ſammenſat af fine Qviſte, Fødder, Skjceglav (Us- nea barbata b. a.), Mos og Sjerulb (Fnokket af Eriopho- rum), indvendig foret med fine Rodder og Mosſtilke oſv., Planteuld, Faareuld, undertiden med enkelte Fjer, faa at den har nogen Lighed med en Stillidsrede. De 5—6 ſmaa graa⸗ hvide Arg have ligeledes ualmindelig Lighed med Stillidſens, blot at de ere langt mindre; de have rodagtig purpurbrune Pletter og Punkter, iſcer paa den butte Ende. Man kommer dem let paa Skud, og kan, da de ofte, ſaavel paa Træerne fom paa Jorden, holde fig tæt ſammen, fælde flere paa eengang. De fanges med Slaggarn, Netfeelder, paa Liimpinde og Lokkebufke. Kjodet er velſmagende; for deres flittige Sangs Skyld, ere de yndede Stuefugle. 248 li. Stillids, Fringilla carduelis, L. Spinus carduelis, Koch. Artsm. Vingerne forte med en ſtor hoiguul Plet; de forte Halefjer have hvide Spidſer, de to yderſte: i Midten af Indrefanen en fior, hvid Plet. Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, a. Hunnen er meget mindre, har ftørre hvide Spidſepletter paa Svingere og Styrere, og paa Hovedet er bet ffjønne Carmoiſinrode, Sorte og Hvide (hos Hannen) mindre reent og ikke faa udbredt; Ungerne afvige ved Overkroppens brune Farve, fom hos disſe er lyſere med blege Fjerkanter, og For- kroppen til Bugen er beſat med rundagtige, graabrune Pletter; Hale og Vinger ere noften fom hos de Gamle. Der gives en hvid, en bleg, en hvidplettet og en ganfke fort Varietet. Leengde 5“. Denne ſkjonne, og for fin høie, fyldige og behagelige Sang meget yndede Sidſken, beboer ſtorſte Delen af Europa. Om Sommeren forekommer den i vore Lunde, Parker, Haver og andre trerige Steder; om Vinteren ſtreifer den overalt ome kring. Den er en munter livlig Fugl, der aldeles ikke er ſty, men ſnarere uforſigtig. Lokketonen, der har givet ben fit Navn, lyder fom „ſtiglit“. Temmet kan den lere flere Kunſter, f. Ex. at den ſelv heiſer Føde og Drikke op til fig oſv.; den lærer ogſaa at efterfloite andre Melodier. Dens 9teríng beftaaer i olieholdigt Fro, af Tidsler, Bur⸗ rer, Lovetand, Salat, Kaal, Valmue, Hamp fo. Paa Frugttrœer og andre Træer bygger den ſin lille ny⸗ delige og meget kunſtige Rede af Mos, Lav, fine Rodder, Kjceruld, Tidſelſnok ofo., foret med Tidſelfnok, Haar, Uld. De 4—6 ſogronne eller blaalighvide Wg have flere eller færre rødbrune Pletter. Den yngler 2 Gange om Aaret. Den er, fom en faa libet ff Fugl, let at ffpbe. Man fanger den paa ſamme Maade, fom de andre Sidſkener, iſcer ogſaa i Faldbure, meeſt for at benytte den til Stuefugl. Par⸗ ret med Kanariefuglen, avler Stillidſen ſmukke Baſtarder. Dompapflegten, Pyrrhula, Briss. Nebet fort og tykt, paa alle Sider hvælvet, trindt, kegle— formigt; Overkjcven nebüstet i Spidſen; Underkjcven noget opabbotet; Gummen glat; Neſeborene afrundede, ſide⸗ ee Vingerne forte; fjerde Svingfjer længft; Halen Ukloftet. i 219 Dompapperne, hvis Næb er meget udviklet og flikket til at afffalle Froet, ligne i Veſen og Levemaade Korsnæberne og Kjcernebiderne. De leve af olieholdigt Fro, ere meget for⸗ fkjellige i Henſeende til Alder og Kjon, fælde kun een Gang pm Aaret, og bygge Rede paa Træer og Buſte. J. Almindelig Dompap, Pyrrhula vulgaris, Briss. Loxia Pyrrhula, L.; Fring. Pyrrhula, Mey. Artsm. Hovedet, Vingerne og Halen ſorte; Overgumpen reenhvid; Underkroppen, med Undtagelſe af de hvide Underhalsdakfjer: hos Hannen rod, hos Hunnen graa. Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, a. Hannen er paa Ryggen ſmuk blaagraa, Hunnen bruun⸗ graa, og den ſidſte har i bet Hele taget mindre rene og glind— ſende Farver. De unge Fugle, for den forſte Folding, mangle den forte Hætte og Hage; forøvrigt ligne de temmeligt Hun⸗ nen. Der gives reenhvide, hvidbrogede, hvidhovede, hvid— vingede og ſorte Varieteter. Man har ogſaa Baſtarder af Dompappen og Kanariefuglen, dog tiltrekkes de ikke uden (tor Vanfkelighed, hvorfor de ere ſjeldne. Længde 6“, Br. 11“. Dompappens egentlige Hjem er det nordlige Europas og Aſiens (tore Naale- og Bogeſtove; dog yngler den ogſaa hiſt og her i Tydfkland; Brehm (Handbuch der Naturgeſchichte aller europ. Vögel) anfører den fom ynglende i det Slesvigfke. Om Vinteren, naar Froſten indfinder fig, beſoger den paa ſine Vandringer vore Skove og Haver, ofte endog i ſtor Mengde. Som den overhovedet er en fredelig, tillidsfuld Fugl, langt fra at være ffo, lader den fig let tæmme, og er meget ler⸗ villig i at efterſynge Arier og Melodier. Dens Lokkeſtemme er „diy, diy“; denne hoiſt behagelige, ſkjondt noget melan⸗ cholſte Tone, betegner ogſaa Advarſel, Klage oſv. Deres na⸗ turlige Sang er begge Kjon egen; dog ſynger Hannen bedre, flitigere og hoiere. | Næring: Frø af Naaletrcer, Elle, Birke; om Efteraaret Beerkjcerner af Enebcer, S9tonnebor, Korstorn, Liguſter, Hvid⸗ tørn, Hyben, Hyld oſv.; ligeledes forterer den om Vinteren Traknopper og Fre, iſer olieholdigt, af forſkjellige Urter. Til Angleplads foretreffer ben Bjerg 2 Game, helſt med Løvffove, om be endog ere blandede med Staaleffov, iffe gjerne denne allene. J Thüringerfkoven og paa Harzen yngler den temmelig hyppigt; i det nordlige Sverrig ikke faa talrig. Re⸗ 220 den er mindre kunſtigt ſammenſat af fine Riisqviſte, fine Rod⸗ ber, Gresſtraa og Gresblade, blandede med Skjeglav, ind vendig foret med Haar og Uld; Wggene, 4 —5, ere bleg⸗ gronne eller blaahvide med bruunagtige og violette Punkter og Pletter paa den butte Ende. Den er let at ſkyde, og fanges t Springdoner, paa Liim⸗ pinde ſamt paa Lokkebuſken, endog i Meiſekasſer og under et opſtillet Sold eller Slaggarn. Kjodet er meget bittert, men ſpiſes dog hvor den fanges eller ffydes i Mængde, Hannerne vurderes høteft for deres Skjonhed og Sang. Ved at afanave Knopper paa Frugt⸗ træer og i Traplantninger, gjøre de undertiden ſtor Skade, iſcer om Foragaret. 2. Karmin⸗Dompap, Pyrrhula erythrina, Tens. Loxia erythrina, Pall.; Fring. erythrina, Mey.; Loxia cardinalis, Beseke. Artsm. Sætten, Overgumpen, Hovedets Ciber, Hagen, Struben og Bryſtet ſmuk carmoifturgbe; Nakken, Ryggen og Vingedek— kerne graabrune, med robe Fjerkanter; Vingerne og Halen ſortebrune. Slum. Afbildn. Tab. XXVIII, a. Hunnen og de unge Fugle ere, hvor Hannen er carmoi⸗ ſinrod, mat olivenbrune med lyſere Fjerkanter; Overgumpen er hos disſe guulgron; de underſte Kropdele hvidagtige, med ſtore fangegaaenbe, morfebrune Pletter. Længde 5 “. Beboer det nordlige Europa og Aften; forekommer i Fin⸗ land, Liv⸗, Eſth- og Kurland oſv. Naumann (die Vö⸗ gel Deutſchlands, IV. p. 423), i Selſkab med Dhrr. Wöldike og Boje, opdagede den i Sommeren 1819 paa Øen Sylt ved Slesvigs Veſtkyſt: det eneſte Exempel paa denne pregtige Fugls Forekomſt i de banffe Provindſer. Den gamle Han — fortæller han — fab i en Afſtand af neppe 15 Skridt paa en Pilebuſk og fang, medens Hunnen fulgte med Ungerne, ſom allerede vare ubffoine; han antager, at der fandtes ikke flere end dette Par. Dens Sang har Lighed med Rerverlingens. Den lever af Fro, meeſt olieholdigt. Det ovenfor omtalte Par, fom ynglede paa Sylt, havde Rede i en af Hør omgivet Vidiebuſk, ganffe nær ved Jorden. J Bygningsmaade lignede den Tornirifkens; udvendig ſammen⸗ foiet af torre Stængler, Straa og fine Rodder; det Indre udbolftret med bløde Materialier, ifær Uld og Heſtehaar. De 5 —6 968 ffulle være gronagtige med rode Prikker, ijov waa. den butte Ende. | 924 Srognæbflægten, Corythus, Civ. Jtebet fort, tykt, kegleformigt, hvælvet, mere høit end bredt; SOverfjeven længere, med tydelig Rygkant, i Spidſen ftevft frogformig; Neſeborene ſmaa, runde, daekkede med fremadliggende Haarfjer; Benene: Fodroden lidet længere, end Mellemtaaen; Vingerne middellange, eden og Zdie Sving⸗ fjer længft; Halen lang og kloftet. J Henſeende til Farveſtifte og Levemaade, har denne meeſt Lighed med folgende Slægt, medens den i Legemsbygning nere mer ſig Dompapperne. Almindelig Krognoeb, Corythus enueleator, Cen. Loxia enucl., L.; Pyrrhula enucl., Temm.; Fringilla enucl., Mey. Danſk: Svenfſk (eller „norfk“) Papegoie. Artsm. Hovedfarven høg Hannen rob eller guul; hos Hunnen graa: bruun eller guulagtig; Vingerne ſortagtige, med to hvide Tveerbaand. Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, b. Hos Hannerne er Hovedfarven, efter Alderen, fra ſmudſig okkerguul til hoi pommerantsguul, og fra ſmudſigrod til hoi guulrod, fra carmine til næften purpurrød. De gamle Hun⸗ ner blive i det hoieſte kun rodgule. Vinterdragten, iſcer om Efteraaret, ſtrax efter Feldingen, er den ſtjonneſte. Længde 8“. Der gives hvide og hvidbrogede Varieteter. En nordlig Fugl, der tilbringer Sommeren (aa høit imod Polen, fom der findes Træer, f. Gr. i Norge, Sverrig, Fin⸗ land, Lapland, Rusland oſo. Som Træf- eller Strogfugl forekommer den hos os, fom det ſynes, blot imod ftrænge Vin⸗ tere; E. Hage havde flere Exemplarer fra Slesvig og Sjel⸗ land, Door den i Hoſten 1817 vifte fig i Mængde (Faber, ornithol. Not. Pag. 17). Efter Boje (Iſis 1822) bleve i Ef⸗ teraaret 1821 adſkillige ffubte i det Slesvigſke; i Vinteren 1813 — 14 vare de hyppige i Sjælland; Hr. Bon nez faae, i Vinteren 1849— 50, 5 à 6 Stkr. i Benson Skov pr. Grenaa; den er oftere bleven ffubt ved Flensborg (Mecklenburg) og og ved Helſingoer i Novbr. 1827 (Steenberg). | J Treghed, Dumhed og Enfoldighed overgager den fefo Korsncebet; man har ſaaledes ſkudt 5 à 6 Stkr., den ene ef ter den anden, ned fra et og ſamme Tre, uden at en eneſte har forſogt at redde fig ved Flugten; den er ligeſaa let at fange, og bliver ſtrar tam. Paa Træernes Grene klattrer og 222 hopper den med Lethed; i Stilling og Flugt ligner den Some pappen. Dens afoerfenbe og behagelige Sang beffaaer i rene, flͤitende Toner, hvorfor den er en yndet Stuefugl. Naaletrœernes Frs og flere Slags Ber, fom: Rønnebær, Sorébar, Enebeer, ſamt Froet af mange Skovtrcer, udgjore dens Næring. J Buur fødes den med Raps, Horfro og Havre, blandet med Hampefro; til Afvexling giver man den af de anførte Ber. Sin Rede bygger ben i tætte Naaleſkove, paa Tregrenene ind ved Stammen; den beftaaer af Riisqviſte og Straa, ſtun⸗ dom foret med Fjer. De 3—4 Æg, af Sterrelſe fom Bom⸗ lerkens, ere (efter Nilsſon) bleg gronagtige, med ftorre og mindre, forte, leverbrune og graae Punkter, meeſt henimod den butte Ende. Den ælbre Naumann opdagede i 1786 et Par ynglende ved ftm Bopæl i Anhalt. Nilsſon beretter, at Drengene i Sverrig fange denne dumme Fugl ved paa Enden af en lang Kjep at befofte en Snare, hvilken de fore Fuglen over Hovedet og ſaaledes træffe den ene ned af Træet effer den anden; den fanges ogfaa paa Liimpinde, i Springdoner og Netfelder. Dens Kjod ffal være en behagelig Spiſe, og den opliver, endog paa Trakket, Skovene ved fin ffjonne, floitende Sang. Korsnæbflægten, Loxia, Biss. Nebet ſteerkt, tykt, paa Siderne ſammentrykt, med ind⸗ trufne Kjcevekanter, fra Panden krogformigt nedadbsiet; Under⸗ ffeven, fom ved Roden er tykkere og bredere end SOvernobet, har Spidſen ſaaledes opabboict, at den danner et Korsneb. Jtejeborene tæt ved Nerbroden, med en blød hudformig Rand, bebeffet af borfteagtige Fjer. Benene forte og ſterke; Tæerne lange, alle med krumme, tveæggede 8loer. Vin⸗ gerne noget lange og ſmalle; 1ſte, Aden og Zdie Svinger neſten lige lange, Aden leengſt. Halen kort og kloftet. Kjons⸗ og Aldersforſtjellen giver de meget forſtjellige Dragter, fra Lyſegraat og Grongraat i alle Nüancer, fra Gronguult til i det Heigule, Orangerode, Monnierode og Zinnoberrode; men Hunnerne blive aldrig rode, hoiſt orange— gule. De ere om Vinteren Strogfugle, ſom altid vandre omkring efter deres 9teríng, hvorfor der gives Vintere, da de i een og ſamme (gn undertiden ganſte ſavnes, medens de ofte føres fomme flere Aar i Træf, Naaletrefre, hvilket de med deres 223 korsdannede Næb udtage af Koglerne ved at aabne Skjallene, i Mangel deraf Kjcerner og Frs, udgjore deres Narring. Man feer bem offe med Hovedet nedad at hænge paa Gran— og Fyrrekoglerne, eller, naar Sfjællene ere ganífe lukkede, at afbide Stilken og fore dem til et andet Sted paa en beqvem Green, Door de holde Koglen faſt med den ene Fod og afbide eller ſonderſlide ſaaledes Skjcelſpidſerne, idet de tvinge Neb⸗ ſpidſerne ned for at ſtode Froet ud med Tungen. De ere muntre, men uforſigtige, ſelſkabelige, ofte ſamlede i ſtore Ska⸗ rer, og lade ideligt deres Lokkeſtemme høre, Deres Sang er ubetydelig; det egentlige Hjem er de hoinordiſke Gane. 1. Stor Korsneb, Loxia pythiopsittacus, Zec/sf. Crucirostra pinetorum, Mey.; Loxia curvirostra major, Gmel. Danfk: Stor Korsnab. Artsm. Nabet lige faa heit fom Underkjcvens Længde; den fidſtes Spids fort og temmelig tveerboiet, faa at den ſjeldent ftaaer frem over Ryggen af SOpernebet. - Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, b. Hovedfarven hos den gamle Han lys monnie⸗, zinnober⸗, tagſteen⸗ eller ribsrod, under Bugen hvidagtig, vaa Vingerne og Styrerne graaſort; den eenaarige Han har et mattere Rodt, og ſjeldent Gronguult til Hovedfarve; hos Hunnen er paa Overkroppen Grongraat, paa. Underkroppen Graat eller Gron: guult fremberffenbe; Ungerne have grønne eller guulgronne Fjerkanter paa den morkegraae Overkrop, ſamt fortegraae Lengdepletter paa Underkroppen. Længde 7— 7 ö“. Den lever i det nordlige Europas Gran- og Fyrreſkove; da den ogſaa yngler i det ſydlige Sperrig, er det ikke uſand— ſynligt at den, ligeſom den folgende Art, om ogſaa ſſeldnere, forplanter fig her i Landet. Den er Strog- og Standfugl, efterſom der er Overflodighed eller Mangel paa Nering i Hjemmet, hvoraf følger, at den hos os ikke hvert Aar ind- finder fig i lige Mængde, undertiden endog udebliver eller ikke bemærfes, Den fanges temmelig hyppig af Wuglefengere bet ved Kjøbenhavn. J Foraaret 1849 (fob jeg vaa een Dag 12 Stkr. ved min Bopæl paa Thyrsbæf, Boje beretter (Iris 1822), at den i Auguſt viljer fig regelmeesſigt paa Sjælland. Fra den folgende, med hvilken den længe blev fore vexfet, adſtilles den let ved fin betydelige Storrelſe og Styrke i alle Legemsdele, ſaavelſom ved det tykkere, bredere Hoved. 224 Dens Lokkeſtemme lyder fom „gop, gop“, „ſak, fef", eller „kyp, kyp“. — Næringen er ovenfor angiven. Man treffer den ynglende i tætte Naaleſkove vaa for ſtjellige Aarstider, dog er Parringen almindeligſt i Februar. Reden er meget velbygget, (tor, og Materialierne tætte; Grund [aget beſtaaer af torre tynde Gran- og Fyrreqviſte, ſammen⸗ flettede med Skjceglav (Usnea barbata), ofte blandet med Mos og Straa; indvendig er den allene udlagt med det fineſte Skjceglav eller tillige med Græsftraa og Fyrre- eller Gran⸗ naale. Nilsſon (Skandinaviens Foglar J. p. 436) ſiger, at Reden, ſom bygges efter at huſe og beſkytte Ungerne om Vin⸗ teren, fan være en Alen og derover i Gjennemſnit; at Ind⸗ gangen er eirkelrund og faa liben, at Fuglen maa trænge fig igjennem den, men ſelve Leiet eller Liggeſtedet er kun ſaa ſtort, at det rummer en knyttet Haand. Om Sommeren er Reden meget mindre og tyndere, vel ogſaa blot halokugleformig og gaben, uden Indgangshul, ſaaledes fom Naumann og Flere beſkrive de Reder, der findes i Tydſtlands mildere Clima? De 3—4 ſmudſighvide, bruunplettede g have megen Lighed med Wggene af den almindelige Korsnceb, men de ere ſtorre. Den ſtydes let med fine Hagl og fanges paa Lümpinde, i Doner og Springdoner. En meget lonnende Maade, at fange denne og næfte Art, er folgende: Man begiver ſig til em fri Plads i en Naaleſkov, opſtiller der nøgle Fyrre- eller Gran⸗ toppe med tætte Naalegrene, dog ikke hsiere end at man be: qvemt kan nage op paa dem. Disſe beheenges allevegne med Springdoner og beſtjcres ſaaledes, at de derpaa faldende Fugle intet andet Sede kunne vælge fig end Stillepinden paa Spring⸗ donerne. Paa en ſaadan Bufk hænges et Buur med en offe fugl, fom kalder de overflyvende Selſtaber til fig; flere af disſe gaae i Donerne, hvoraf den i 9tarbeben fkjulte Fuglefcenger ſnart kan udloſe dem, at de andre, der ikke pleie at flyve langt bort, kunne komme i ſamme Feelde; paa denne Maade fanger man i Tydſkland ofte hele Flokke. Dens Kjod har en harpixagtig Smag, men ſpiſes dog af Mange. 2. Mindre Korsnab, Loxia curvirostra. L. Crucirostra pinetornm, Mey. Danſk: Almindelig Korsnæb. - Artsm. Næbet ſtrakt, ikke faa høit fom Længden af Underkjcven, hvis Spids almindeligft rager ubenfor Overkjcvens Ryg, Slum, Afbildn. Tab, XXVIII, b. : 225 Foruden de angivne Kjendemeerker, adſkilles den fra fore⸗ gagende ved det mindre, ſmallere Hoved og ved. fin ringere Storrelſe, der omtrent er fom Huusſpurvens eller Dompap⸗ pens. Længde 6“. Kun den gamle Han, der i bet Mindſte har overſtaget to Feldinger, er guulrod, og denne fffonne Farve bliver med byer Feelding pregtigere igjennem alle Nuancer fra Pome⸗ rantsguult til det morfefte Zinnoberrodt; Hale og Vinger ere i alle Aldere ſortagtige. De farvebeſtandigere Hunner ere i det Hele, ſelv de ældre, lidet forſkjellige fra de eenaarige efter . ferfte Felding; undertiden har Befjeringen mere Guult og Grønt, hvilket giver dem Lighed med de eengarige Hanner; kun hos meget gamle Hunner hæver bet Gule fig til Hoiguult eller Rodguult; hos alle er den grønne, gule eller rode Farve paa Overgumpen reneſt. : De unge Fugle for den forſte Fælding ere openpaa morke⸗ graabrune med gronagtige utydelige Fjerkanter, nedenunder hvidagtige med fangegaaenpe, ſortagtige Pletter. Temminck, efter ham Roux, og flere Ornithologer, be⸗ ffrive de unge Hanner ſom rode, de gamle fom gule, hvilket viſt er urigtigt. Vel anforer Nilsſon, at en rod Han, ſom for nogle Aar ſiden fangedes midt om Vinteren og ſattes i Buur, gif efterhaanden over i en ſteerk eitronguul Farve; men den Farveforandring, Fuglene undergage i Fangenſkab, er, ſom bekjendt, ingenlunde altid den ſamme, ſom i den frie Natur, hvorfra dog de ubedrageligſte Erfaringer mage hentes. Denne Korsnæb har Hjem tilfælles med forrige, hvilken den aldeles ligner i Manerer, Egenfkaber og Levemaade; men ſom den overgager i Dumhed og Uforſigtighed, ihvorvel den er vaffere i fine Bevegelſer og langt ſelſkabeligere, endog i Yngletiden. Dens Lokketone er ikke jaa dyb ſom bins, og lyder omtrent ſom „kip, kip“ og „ſok, ſok“. Om Vinteren er den hyppigere her i Landet end forrige Art. Ogſaa Ne⸗ ringen har den tilfælles med denne, kun at den mere foretrek⸗ ker Granfro, medens hiin fortrinligen ynder Fyrrefro. Den yngler hiſt og her i vore Naaleſkove, f. Ex. ved Brahetrolleborg; i et Lyſtanloeg ved Aalborg fandt jeg dens Rede, i Mai 1850, med de gamle Fugle og de nylig udfloine Unger i Nærheden. Men da Naaleſkovene her ere faa og ubetydelige, og Korsncebet er en umaadelig Fraadſer, der vil have rigeligt Levnetsforraad, er dens egentlige Hjem i Bjergs lande med ſtore Naaleſkove, ſom Sverrig og N J Mid⸗ 226 ten af Juni har den allerede forladt fit nordlige Hjem, og paa denne Tid vifte den fig i Aarene 1846 —49 i Granffovene i Veile-Egnen. Hr. Bonnez bar tilmeldt mig, at ben i Greenaa⸗Egnen regelmæsfig aarligen indfinder fig i Slutningen af Juli. Reden er dyb halvkugleformig, af lignende Materialer ſom forriges, ſamt meget varm; den findes paa de hoieſte Grene og indeholder 3 — 4 graalighvide g, med rode og brune Pletter og Streger. Fangſt og Jagt: Som forrige Art. 3. Hvidvinget Korsneb, Loxia leucoptera, mel. €rucirostra leucoptera, Wils.; Loxia taenioptera, Glog.; Crucirostra bi- fasciata, Brehm; Loxia falcirostra, Lath. Artsm. To hvide Tverbaand over be forte Vinger; hvis 3 bagefte Svingfjer have brede, hvide Spidſer. Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, b. Denne mindre nordamerikanſke Art bar i de ſenere Aarin⸗ ger begyndt at viſe ſig i Europa. J Sverrig ffal den, efter Nils ſon, ikke faa ganífe ſjeldent forekomme i Selſkab med de andre Korsnceeber; Fuglefcengerne ved Stokholm have (ame fører han) endog et eget Navn til den, nemlig „Pibkrums“; de andre Korsnæber falde be „Krums“. — J Danmark have vi kun faa Exempler paa dens Forekomſt: E. Hage angav den fom fanget ved Herlufsholm i Aaret 1826 eller 18275 Hr. Stud. med. Bølling hapde en yngre Fugl af denne Art le⸗ vende et halvt Aars Tid, fom i Begyndelſen af October 1845 blev fanget ved Kalkbrenderiet udenfor” Kjøbenhavn, og fom opöbevares i Univerſttets-Muſeet; en prægtig gammel Han blev den 29de Decbr, 1849 fanget i en Have i Helſingser og af Hr. Apotheker Steenberg overladt det Kongl. Muſeum. Efter denne har jeg udført Figuren i Afbildningerne til dette Verk. "Længde 6“. | Paa fbítneonte Exemplar ere Hovedet, Ryggen, Over— gumpen, ſamt Struben, Bryſtet og Siderne livlig hoirode, blot med Undtagelſe af et bruunagtigt Strøg over Skuldrene og en bruunſort Stribe, fom gjennem Siet træffer fig ned om Ore⸗Egnen; Vingerne ſorte med 2 brede, hvide Baand; de 3 ſidſte Spingfjer med brede, hvide Spidſer. Legemsbygningen er i bet Dele ſpinklere og derfor nettere end hos foregaaende Art, fom den forøvrigt ligner i Levemaade og Gaenffaber, vel ogſaa i Henſeende til Formeringen. 227 11te Familie: Duer, Columbini. Nebet middelmaadigt, ſammentrykt, lige; Overkjeven, hvis Kanter hvælve fig ub over Underkjcvens, boier fig i Spidſen meer eller mindre ned over Undernceebet. . ligge under en blod Knude ved Roden af Jtebet. Benene med Fortcerne lidet eller aldeles ikke forbundne ved Baſis; Bagtaaen ligger med dem i ſamme Plan. Vingerne hos de fleſte ffiffebe til en hurtig Flugt; Ha⸗ len har 12 indtil 14 Styrere. | Duerne ere t over 100 Arter udbredte over hele Verden. De danne Overgangen fra Spurvefuglene til Donfene, og Nogle henregne dem med disſe til folgende Orden. Bags taaens Stilling i ſamme Plan med Fortckerne, Styrernes Antal, den hos de fleſte hurtige Flugt, at de leve i Eenpar⸗ ring, ſamt bygge Rede i og paa Træer, Slipper og andre ope hoiede Steder og at Ungerne hos de allerfleſte Arter ere blinds fødte, flutter dem til hine, medens de, fom Honſene, nebffuge Neringen — der meeſt beſtager af Korn og Frø — heel; denne opblodes i Kroen (af hvilken de, ſom det er eiendommeligt for Duerne, opfode deres Unger); deres imbre Bygning og kraf— tige Fordoielſe ſlutter dem ligeledes mere til Honſene end til dr De drikke i eet Drag, ved ligeſom at pumpe Vandet i ſig. De ſelv i 2)nafetiben ſelſkabelige Duer forene fig waa deres Vandringer og Streiferier ofte i ſtore Skarer. Den talrigeſte af alle Arter er dog Vandringsduen i Nordamerika, af hvilken man har feet Træf, ber, uden Overdrivelſe, effer en omtrentlig Beregning har indeholdt over en Billion Fugle, (om, mange Miil i Længden og 4 Miil i Breden, opfyldte og formorkede Luften, og Door be nedlode fig, bleve dræbte i uhyre Antal (Frorieps Noticen, Bd. XVII., Jahrg. 1827). — Man inddeler dem i egentlige, krognebede og Honſe— buer; de finfinævnte have forte Vinger og høie Been. Af denne Familie have vi her i Landet kun een Slægt: Dueflægten, Columba. (De egentlige Duer.) c Stebet tyndt og boieligt, Sverfjeven høiere ved Roden og mod Spidſen, fom er noget nebbotet; Næfeborene næften i Midten af Næbet; Fødderne ofte forte, temmelig under⸗ fætfige, bløbe; Vingerne (hos alle op e lange, med fterfe Svingfjer, hvoraf ben 1ſte kun er lidet kortere end Aden, fom er lenafí; Halen har (i normal Tilſtand) 12 Styrere. Fjerdaekningen fort og glat, ofteſt med ſterk grøn og purpurfarvet Metalglands paa Bryſtet. De leve i Skove og paa Slipper. De tvende vilbe Ar— ter, ber forekomme hos os, ere i Reglen Trakfugle, der om Sommeren opholde fig parvüs i Skovene, hvorfra de befoge vore Agre, Haver og Marker; blot i milde Vintere, naar der er meget Granfrs og Bog, forbliver den ene Art tildeels her. Deres Flugt er kraftig og raff, i Begyndelſen kladfkende. J den tynde og kunſtloſe Rede lægge de ofteſt kun 2 Wg, ſom udruges afoerfenbe af begge Magerne. De bade fig gjerne i Band og Regn, undertiden i tort Sand. Kødet, iſcer de Un⸗ ges, giver en velſmagende, nærende Spiſe; de lade fig let tæmme. Fra Klippeduen, fom i Mængde yngler vild paa Feroerne, og (om ligner Skovduen, nedſtamme de mangfoldige, omtrent 200 tamme Racer. 1. Ringdue, Columba palumbus. L. Danfk: Ringdue, Ringeldue, ſtor &fovbue. Artsm. Blaagraa, med en hvid Plet langs med Forranden af Vin⸗ gen; Iris ſvovlguul. Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, c. Hunnen neppe faa ſtor fom Hannen, med blegere Bryſt og mindre Halspletter; de ſidſte mangle hos Ungerne, hvilke desuden ere blegere grade, uden den ſmukke grønne Glands paa Baghalſen. Længde 17“, hvoraf Halen 7“. Som Trakkfugl indfinder Ringduen, den ſtorſte indenlandſke Art, fig gjerne forſt eller mint i Marts, undertiden ſenere ef— ter Foraarets Beſkaffenhed; dens Opholdsſted er Skove, helſt Naaleſkove, hvis Fro er dens behageligſte 9taring; hvorfor den, naar ber er Mængde beraf eller af Bogefrugten (Bog), i ſneeloſe Vintere ofte forbliver her i temmelig Mengde og fra Skovene undertiden beſoger Haverne, hvor den gjør fig tilgode med Kaalens Blade. Den er rafk og flygtig, klog og yderſt ffo, har gjerne fine Yndlings - Siddeftedber vaa hoit⸗ ftaaenbe udgaaede Grene, hvorfra der er godt Üdkig, og er i Angletiden mindre ſelſkabelig end de andre Arter. Dens Levemaade er meget regelmeesſig: ved Daggryet er den ſtrax munter, hvilket fornemmelig Hannen om Foraaret tilkſendegiver ved fit beffenbte „Ahn“, „Puh“ eller „Huhuhn; den ſidder ba gjerne ved Siden af ſin Mage vaa Yndlings- ſtedet, idet de afverlende pudſe deres Fjer i Morgenſolens Straaler; fra Kl. 6—9 flyve be effer Steering, omtrent Kl. 10 hører man dem igjen paa deres Træer; Kl. 14 beſoge be gjerne Drikkeſtederne; fra Kl. 12 — 3 om Eftermiddagen ud⸗ hvile de fig i tette. Trakroner; derefter flyve de atter efter Føde; lade fig Kl. 5—7 igjen høre paa Træerne, drikke endnu engang, undertiden to Gange, og begive fig endeligt til Hvile. Den i October pleie de fleſte at vandre fydligere. Deres Yndlingsneering er nævnt ovenfor; dog æde de alle Slags Korn, Frø, ſamt Bær, Traknopper, ſmaa Snegle og (for at beforbre Fordoielſen)? Smaaſtene; af Saltkilder drikke de gjerne. Sin flade, tynde Rede bygger den paa Treeernes Grene, belt i 9taafeffooe, af Riis og Qviſte; undertiden afbenytter den gamle Krage- og Hogereder. Den yngler 2 Gange og lægger hver Gang 2 hvide, glindſende Ag, der ruges af begge, men fom forlades ved den mindſte Forſtyrrelſe, ijr ved gs genes Berorelſe. : Som meget (fpe og opmeerkſomme Fugle, kommer man dem vanffeligt paa Skud; med mindre man, vel ſtjult, har Taalmodighed til at oppebie dem ved deres Jndlingstreer. Ved Drikkeſtederne og om Vinteren paa Sneen kan man fange dem i Heſtehaarsſnarer. J Skov⸗Egne, hvor de opholde fig i ſtort Antal, anrette de Skade paa de tilgreendſende Marker, baade ved at forteere det udſagede og det modne Korn, ifær det forſte; men de for⸗ tære ogſaa meget Fro af fkadeligt Ukrud. 2. Skovduen, Columba oenas, L. Danſk: Skovdue, lille Skovdue, Kirkedue. Artsm. Blaagraa, med metalgron Glands paa Siderne af Halſen; affeblaa Bagryg og underſte Vingedakfjer, ſamt nogle forte Pletter paa Vingen; Iris ſortbruun. Slum. Afbildn. Tab. XXVIIL c. Hunnen har mattere Farver, mindre og utydeligere Plet— ter paa Vingerne; Ungerne have urenere graabrune Farver, ingen Glands paa Halsfjerene. Længde 12“; Halen henimod 5“ og 1“ ubenfor Vingerne. Skovduen, der ſom Trakfugl kommer og forlader os libet for eller til ſamme Tid ſom Ringduen; ſynes hertillands at 230 være mindre talrig end fidfinævnte; maoffee en Folge af Skove⸗ nes Aftagen og Foryngelſe, hvorved de hule Træer, hvori den bygger, meer og meer forſbinde? — Om Sommeren opholder den fig meeſt i Bogeſkove, ifær hvor der gives gamle, tildeels ubgaaebe Ege, i hvis Huulheder ben bygger. Den er mindre ffo og har en lettere Flugt end bin, fom den forøvrigt meget ligner. i Egenſtaber, Levemaade og Nering; dog er den ſel— ſkabeligere. Dens Stemme er et fort. deempet „Huh“, hvilket undertiden oftere gjentages. 8 Sine 2 hvide Wg, der ere mindre end forriges, lægger den, fom anført, i hule Træer paa et Underlag af Qviſte, Mos eller Lov; ſedvanligt udruger den 2 Kuld om Aaret. Jagt, Skade og Nytte: Som foregaaende Art. 3. Turtelduen, Columba turtur. £. Danſk: Turteldue. (Saa ikke forvexles med „Skoggerduen“, Columba risoria, font ned⸗ ſtammer fra Indien og Sydafrika; er rodgraa med kun een fort Stribe paa Siderne af Halſen, har en Skoggerlatter lignende Stemme og hol— des i Buur i Varelſer.) Artsm. Hovedfarven lyſebruun og graablaa; de guulbrune Skuldre⸗ fier have ſortagtige Skaftpletter; paa Halsſiderne 3—4 hvide og forte Tveerſtreger; Styrerne i den tilrundede Hale have, med Undtagelſe af de 2 midterſte, ſtedſe en hvid Spids; Dien— kredſen carmoiſinrsd. Illum. Afbildn. Tab. XXVII, c. Hunnens Farver ere mattere, iſcer det hos Hannen ſmukke Viinrode paa Bryſtet og Ruſtfarven paa Vingerne; Ungerne ere grage overalt med ſmudſigbrune Kanter paa Skulderfjerene. Længde 10“; Iris ildguul. | Denne nette, mindſte eurovpæiffe, Due hører her til de ſjeld— nere Fugle, der ikke gaae Dotere mod Nord og neppe engang forekommer i det ſydlige Sverrig. Den yngler i Skovene ved Flensborg (Mechlenburg), kal have pnalet i Plantagen ved Endrupholm (Teilmann) og er ffubt i Thye af Hr. Handelsgartner Bech i Aalborg; Hr. Cand. Dahl har ogſaa angivet den fom ynglende i Jylland, dog uden at nævne Ste⸗ det; Hr. Paſtor Fogh i Varde har tilmeldt mig, at en meget lille vild Due, af en Drosſels Storrelſe, for nogle Aar ſiden * feet ber i en Have, hvilket hoiſt ſandſynligt har været Turtel⸗ uen. Sidſt i April, eller forſt i Mai, indfinder den ſig i de danſke Hertugdommer og træffer bort ſidſt i Auguſt, eller forſt 231 i Septbr. Skove ved Baekke og Ager, overhovedet Door der er rindende Band, foretrekker den til Sommer⸗Opholdsſted, hvad enten det er Lov⸗ eller Naaleſkove. Om Efteraaret befoger den undertiden Frugt⸗ og Kjokkenhaverne i fritliggende Byer. J Egenſtaber og Levemaade ligner den meeſt Ringduen, med hvil⸗ ken den ogſaa har Nering tilfælles; dens høie, monotone Kur⸗ ren lyder fom: „turrturr, turrturr, turrturr“ oſv. Den flyver meget hurtigt, er tillige ffy og frygtſom, undtagen i Parrings⸗ tiden, bliver let tam og kan da holdes i flere Aar. Reden er yderſt kunſtloſt og tyndt anlagt af torre Qviſte, ofteſt paa lavere Grene af Birke og Ege, hvor det mangler paa Staafetreer; ellers paa disſe. De 2 (maa hvide Wg ub- ruges af begge, men forlades ved den ringeſte Anledning; thi i faa Henſeende er den ligeſaga egenſindig ſom Ringduen. Dens Jagt, Fangſt, Nytte og Skade: fom Ringduens. Tredie Orden. | Hönſeſugle; Gallinae, L. SC oci fort, hvælvet, med hele, ſkarpe, ubgaaenbe Kjæve- fanter; Neſeborene i Nerrheden af Mæbrøden med et brufk⸗ agtigt hvælvet Dæffe, der ſnart ev negent, ſnart bebeffet med Fjer; Hovedet fom ofteſt beſat med eiendommelige Zirater, f. Ex. Lapper, Kamme, Hjelme, Fjerbuſke oſv. : i Benene længere eller kortere, underjætfige, muffelftærfe, med en højere ſiddende Bagtaa, (om deels er meget udvifflet, deels næften ganffe mangler; de tvende Fortcker forenede med en Spændhud; Kloerne ſterke, ofteft hvælvede, forneden bule, ffarpe, indrettede til at kradſe. Vingerne forte, butte, med haarde, ſteerkt hvælvede Svingfjer; Halen med 14—18 Styrere. ; Denne Orden indeholder ikke allene be prægtigfte, men ogſaa be nyttigſte af alle Fugle. Hos be fleſte ere Benene . meget, Vingerne mindre udviklede, hvorfor de have em uale mindelig Feerdighed i at lobe, men derimod ere uffiffebe til en lang, udholdende Flugt. Om Dagen opholde de fleſte ſig paa Jorden; nøgle beſtandigt, medens andre ubboife fig om Natten paa &reerne, Deres Fobde, ſom forft udblodes i en 233 Üdvidelſe af Madpiben (Kroen), beſtager i Korn, Fro, Blade, Knopper, Ber, Orme og Inſecter; de ſidſte udgjore fornem⸗ melig de fpebe Ungers 9teving. — 9teeften alle honſeagtige Fugle leve i Fleerparring (Polygamie), yngle paa Jorden, og kun een Gang om Aaret; be lægge mange Wg, fom allene udruges af Hunnen, der ogſaa hos de fleſte Arter allene har Omſorg for Ungerne. Disſe forlade Reden ftrar efter at være frobue ub af Wgget og folge Moderen, ſom anviſer dem deres Føde og opvarmer dem under fine Vinger. Familien holder fig ſamlet til Efteraaret, ofte til nofte Parringstid. De fælde kun een Gang om Aaret; Hannerne ere hos de fleſte ſtorre og ſmukkere end Hunnerne: Da det er let at forſkaffe dem den tilſvarende Noering, og de fart glemme at bruge Vingerne, er det ikke vanſkeligt at tæmme dem; derfor, og da de have et meget velſmagende Kjod, ſamt formere ſig fterft, har man fra de ældfte Tider vidſt at gjøre mange af dem til Huusfugle. Vi have i Danmark kun faa vilde Arter af denne Orden, og disſe henhore kun til de folgende to forſkjellige Slægter: Agerhoneſlogten, Perdix, Lali. Ne bet fort, tykt, lidet ſammentrykt, med en Neebhud ved Roden; Naſeborene tet ved Neebroden, halvt deekkede af en hvælvet, nøgen, ffjofoformig Hud; Benene middelmaadige, temmelig tykke og ubefjerede; Vingerne forte, hvælvede, med krumme Svingffer; Halen fort, bred, nebboiet, med 14 — 18 Styrere. Fuglene af denne Slegt opholde ſig og ſove allene paa Jorden, men fette fig næften aldrig paa Træer. De leve i Eenparring; begge Magerne forblive ſammen hele Aaret igjen⸗ nem, med Undtagelſe af Vagtlerne, ſom leve i indffrænfet Po⸗ lygamie, d. e. Hannen tager tiltakke med een Hun, hvis der ikke findes flere, Neringen beftaaer i Korn, Fro, ſpede Blade, Ber, ſamt Inſecter, Larver og Pupper. Deres meget ukunſt⸗ lebe Rede er næften blot en Fordybning i Jorden; den inde— holder mange Wg, (om ere meget tykke i den ene Ende, fnart plettede, ſnart eensfarvede, og hvilke Hunnen allene udruger. Hannen er derimod Vogter og Forer for Familien, fom bol der ſig ſammen til nofte Parringstid. Alle have et velſma⸗ em Kjod; de ere berfor en vigtig og fjær Gjenſtand for Jagten, 234 ^s 1. Almindelig Agerhene, Perdix cinerea, Lal. Tetrao Perdix, L. Danſk: Agerhone. Artsm. Strube, Kinder og Pande, ſamt en bred Stribe over Diet bleg-ruſtrode; Halſen og Forbryſtet blaagraat vatrede; Sful- drene og Vingedakkerne med hvidgule Bolgelinier; de underſte Vingedakfjer hvide; Halens midterſte Styrere ruſtrode, graae og ſortvatrede. Illum. Afbildn. Tab. XXVII, c. Hunnens Farver mindre rene og høie; offe har den neppe Spor af Hannens kaſtaniebrune, befteffoformiae Plet paa Bry⸗ ſtet; de unge Fugle for forſte Feelding ere nedenunder guul⸗ agtigbrune, ovenpaa grage med gule Fjerſkafter paa Over⸗ vingen og med brune Pletter, der ere gjennemſkaarne af bleg⸗ gule Tveerſtriber. Der gives reenhvide, brune, hvidplettede og ſortebrune Varieteter. Længde 12“, Iris bruun. Agerhonen findes oberbovebet fom Standfugl, undertiden (i haarde, ſneefulde Vintere) fom Strogfugl udbredt overalt i de danſke Provindſer: efter Forfatterens Jagttagelſe dog talrigeſt i Sandklitterne ved den veſtjydſte Kyſt, fra Ringkjobing Fjord ſydefter. Endſtjondt den vel ikke faa fet ganffe kan udryddes, vil dens Formering viſt betydeligt aftage, nu da Jagten over⸗ alt frigives; ifær Door der mangler Skov og levende Hegn, hvor Jagtfufkerne mindre godt kunne efterſpore og ffobe dem, og hvor de i ſneefulde Vintere ikke ſaameget ere udſatte for at omkomme af Mangel vaa Narring, eller for at indfryſe un⸗ der Sneen, hvilket i ffovløfe, aabne (ane ofte er Tilfeldet. Om Dagen er Agerhonen feboanltat rolig: det er iſer Mor⸗ gen og Aften, den gaaer effer Næring, Dens Skrig, fom baade tjener til at ſammenkalde den adſpredte Familie og til at hidkalde Magen, er „girrik, girrik“. J Angeſt og For⸗ folgelſe ffriger den „ripripriprip“ eller „tert, tert, tert". Neringen, fom ovenfor er anført, beftaaer i Hede-Egnene for en ſtor Deel af Ber; den i de veſtjydſke Sandklitter føres kommende, ſtore Mængde Agerhons ernære fig om Efteraaret og Vinteren fornemmelig af disſe, hvorfor ogſaa deres Kjod, efter min egen Erfaring, er noget mørfere og har en ſeregen, behagelig Smag. Reden, ſom er anbragt i Gras, Korn, Kløver, under Buſke, Rüsbreende og beef. indeholder 12—22 lyſere eller morkere guul⸗ eller olivengraae Æg. | Man jager bem, (om beffenbt, med Heonſehunde, eller fanger dem i Garn, Kurve og Lobedoner. Fra ſidſt i Auguſt 235 til ſidſt i Septbr. lykkes Jagten bedſt; ſenere blive be mere ffoe og trykke fig ei faa gjerne for Hunden. I ſmukt, ſtille Veir pleie de at holde bedre end i Blæft og Uveir. J Drive- garnet fanges Agerhonſene bedſt i Morgengryet eller i Aften— ffumringen; man bruger dertil Honſehund og Skydeheſt. Saa⸗ ſnart Hunden har viiſt, hvor Flokken ligger, udfætter man Garnet, helſt ſaaledes, at Aabningen ſtager i en Sure; Hun⸗ den aflokkes, og Icegeren, ſom gaaer noget ludende ved ben modſatte Side af Heſten, avancerer ſaaledes i Zikſak alt neer⸗ mere Flokken, til han fager dem til at lobe ind i Garnet (Nilsſon). IJ Tydſkland fanger man Agerhons med de ſaakaldte Hogegarn, der ere 30 — 40 Alen lange og 15 Alen høie, med 3 Tommer vide Maſker; af ſaadanne Garn har man flere. Agerhonen flyver altid faot Morgen og Aften, og altid over ſamme Strøg; ber opſtiller man fine Garn imellem tvende, 10 Alen høie Stænger, Den nederſte Garnline binder man 2 Alen og den overſte 9 Alen fra Jorden, hvorved Garnet kommer til at hænge flapt og fæfformigt ned (mob denne. Et Par Karle ligge ved Garnet og et Par eller flere Perſo— ner gage ud over Marken, for at opſoge Agerhonſene. Disſe flyve op, tage deres ſedvanlige Kaas, fløde mod Garnet og falde ned i den deraf dannede Seek, hvorpaa de tvende Paa⸗ pasſere oprykke Steengerne og kaſte hele Garnet over Ager— honſene. Tidligere jagede man dem ogſaa med dresſerede Falke, hvilke man lod flyve hen over de af Hunden opſporede Flokke; af Frygt for deres Arvefjende trykkede de fig faa faft, at man let kunde kaſte et Garn (Tiras) over dem. Kjodet er, fom bekjendt, ifær fra Auguſt til Vinterens Begyndelſe, en ſtor Delicatesſe; de fortere, fornemmelig be linge, en Mængde for Sæden fkadelige Inſecter og meget Ukrudfro. J Naturens ſtore Huusholdning tjene Agerhonſene til Nering for mange kjodeedende Dyr; derfor vel deres ſtore Frugtbarhed! Uagtet be leve af Korn og grøn Geb, ſynes Skaden, be anrette, mindre betydelig. 2. Vagtel, Perdix eoturnix, Ladn.. Tetrao Coturnix, L.; Coturnix vulgaris, Klein. Danfk: Vagtel. Artsm. Over Midten af Isſen ſamt over Dinene en guulhvid, langs— gaaenbe Stribe; Overkroppen ruſtbruun eller ruſtgraa med ſtore, guulhvide Skaftkanter og mange afbrudte, ſorte og lyſebrune Tyærbaand, Illum. Afbildn. Tab. XXVHI, c. 236 Hunnen har en merkere Ryg, bfegere Underkrop, mattere Tegninger og de to ſortebrune Strubebaand hos Hannen ere blot antydede ved eet ſvagere. Der gives hvide, brogede, bleg— brune, affegraae, og næften forte Varieteter. Længde 77 J“; Iris graaguul. Vagtelen kommer hertil i Mai og forlader os i Septbr., for at tilbringe Vinteren i Afrika. Den tilbringer Sommeren iſer paa vore Kornmarker, hvor den giver fig tilkjende ved fit „Bik-vervik, bik-vervik“, fom man falder dens Slag, og fom høres baade Dag og Nat, undertiden 12— 46 Gange gjen⸗ taget. Den er en munter, urolig og ffo Fugl, der ugferne lader fig opjage, flyver vaff, men lavt og fort ad Gangen; den gaaer i neſten ganſke opret Stilling, idet den nikker med Hovedet ved hvert Skridt. Forfulgt, ijer naar en Ropfugl eller Hund er efter den, ſtikker den Hovedet under en Jord— klump, og troer da at vare ſikker. Deng Naring beſtager i alle Slags Korn og Fro, Grønt, Inſecter og Larver. De 8 — 14 grongule, bruunplettede Wg lægger den i et opkradſet Hul blandt Korn og Græs. Hvor Hannen har flere Hunner omkring ſig, holder den ſig ikke til een allene; maa den ogſaa noies med kun een Hun, gives der blandt de indenlandſke Fugle, der leve i Eenparring, neppe en eneſte faa troløs Mage og faa flet Familiefader fom Vagtelhannen, der i faa Henſeende ligner Hannen hos alle polygamiſke Fugle. Dens Jagt og Fangſt er fem Agerhonens; Nytten og Skaden ligeledes. Naar man forſtager at efterligne dens Lokke⸗ ſtemme, hvortil der gives en ſceregen Pibe (Vagtelpibe), lader den fig let hidkalde og fkyde. Aarfugleſlegten, Tetrao. L. 9tebet fort, ſteerkt, tykt og hvælvet foroven, kun lidet ſammentrykt paa Siderne; Neſeborene ved Nabroden, rund⸗ agtige, beffebe af en blød, hvælvet, tæt befjeret Hud, og ganffe ſkjulte af Pandefjerene; OSienlaagene nøgne, hoirode, tæt beſatte med høie Vorter; Pande og Strube fjerdeekkede; Be- nene fave og fterfe; Tarſerne ned over Midten (hos Ry⸗ perne endog ud paa Tæerne) fjerkleedte; Tæerne belagte med hornagtige Halvringe; Vingerne meget hvælvede og forte; de forreſte Svingfjer meget ſmalle; Halen, beſtagende af of- teft 18 Styrere (blot Hjerpen, fom ikke er danſk, med mindre 237 den, ſom man har ſagt mig, forekommer i Holſteen og Lauen⸗ borg, har 16). Hannerne ere hos de fleſte Arter meget fterre, ſamt an⸗ derledes farvede end Hunnerne; Ungerne ligne de ſidſtnevnte. Disſe vilde og ſkye Fugle opholde fig fornemmelig i Sko— vene, ifær i Bjerglande, tildeels paa de høie Bjergrygge uden Skov, endog paa ſkovloſe Hedeſtreekninger, f. Ex. den almin⸗ delige Urhone (Birkhuhn), der i Jylland maaſkee er det eneſte levende Vidne om, at be nu faa øde, nøgne, vidtløftige Heder have været beoorebe med ſtore Skove, fornemmelig af Birk, Geg og Asp, hvoraf endeel ufredede, for de barſke Veſten⸗ vinde blottede og derfor forkroblede, Kratter endnu ere den ſorge⸗ lige Levning. De fleſte leve i Fleerparring, ſaa at Kjonnene blot ſoge hinanden i Parringstiden. Naar denne er forbi, adſprede Hunnerne ſig i Skovene (hos os paa Hederne), for at lægge Wg og opfode deres Afkom. Hannerne flaae fig gjerne flere ſammen og ſtreife flokkeviis omkring; Ungerne folge Moderen til neeſte Foraar. Foden beftaaer i Gfovfrugter, Bær, Knopper, Blade, Fro, Inſecter og Inſectlarver, ſamt, Door det haves: ogſaa Korn. Deres Kjod er en velſmagende Spiſe og de ere derfor en vig⸗ tig Gjenſtand for Jagten. Til be nordiſke Aarfugle bove: Hjerpen, Tjuren, den al⸗ mindelige Urhone og Rypen. Hjerperne udgjsre en egen Afdeling, med blot til midt paa Tarſen fjerkloedte Fødder, mes dens de tre andre Slægter udgjore Familien: Tjurer, med Tarſerne fferbeeffebe til Tæerne eller endog (hos Ryperne, ifær om Vinteren,) ud over disſe; Tæerne kamformigt fryndſede paa Siderne. Til denne Afdeling Dover: Almindelig Aarhone, Tetrao tetrix, L. Danff: Urhane (Hannen), Urhone (Hunnen), (on ogſaa kaldes Roier; Urhons, Ur⸗ eller Aarfugle (egentlig: Skovhons; begge Kjøn): Artsm. Halen dybt klevet, Sidefjerene ſteerkt halvmaaneformigt udad— beiede. Hannen ſort med bfaa Staalglands paa Kroen; Hunnen ſpraglet med ruſtfarvede og forte Tverſtreger, ſamtkort— klovet Hale, med lige Sidefjer. Illum. Afbildn. Tab. XXVIII, e. Hannens Længde 22“; Hunnen, fom er betydeligt min: dre, har to hvide Tværbaand paa Bingerne , medens Hannen 238 kun har eet, og dennes robe, vorteagtige Plet over Oinene (der med Alderen omgiver hele Siet og hæver fig kamformigt op over Isſen), hos Hunnen er betydeligt mindre. Der gives hvide, hvidplettede og graarodlige Varieteter. J Sverrig føres kommer en Baſtard af Aarhonehannen og Tjurhunnen, faldet „Rackelhane“ (Tetrao hybridus urogalloides og Tetrao medius), og en lignende af Aarhonehannen og Rypehunnen: „Rypeorren“ (Tetrao hybridus lagopoides). Aar- eller Urbønen var tidligere meget hyppig, næften overalt paa Jyllands, Slesvigs og Holſteens Hedeftræfninger, ifær i den hoie Lyng; nu er den tildeels fortrængt af Cultu⸗ ren og Hedebreendingen, ſamt paa nogle Steder aldeles ud⸗ ryddet ved idelig Efterjagen, endog i Parrings- og Nngletiden; hvorfor bet, hvis man tffe ſnart vil fec dette vort herligſte Fugle⸗ vildt ganffe udryddet, under ſtor Mulct burde forbydes at fange eller ſtyde den fra Begyndelſen af Marts til Slutningen af Juli. Mindre ſjelden er den i Klitterne ved Veſterhavet, paa enkelte Steder endog temmelig talrig; men ogfaa her vil den, ved Revenes overordentlig tiltagende Formering og de til enhver Tid ja⸗ gende Beboere, ſnart forſpinde. For endeel Aar ſiden colonis ſerede man den her i det nordlige Sjelland ved Tidsvilde, Door den har vedligeholdt fig længe, og endog endnu fkal fore⸗ komme (Dahl); for endeel Aar ſiden opholdt fig i flere Aar à: (formodentlig derfra ubgaaet) Flok ved Helſingser COteenz pera). Denne udenfor Parringstiden vilde, ſkye og liſtige Fugl, flyver godt, fætter fig, hvor den opholder fig i eller nærved Skove, ofte paa Trætoppene; ſamler fig om Vinteren med fine Lige i ftorre eller mindre Flokke og ſtreifer da omkring i Sko⸗ vene, hos os paa Hederne; kun ſtundom i ſterke, ſneefulde Vintere ſoger den ind i Skovene paa den jydſke og ſlesvigſte Oſtkyſt. Overalt, hvor den findes, foretreffer den at vere omgivet af visſe Planter, blandt hvilke Lyngen ſynes at være den meeſt betingende for denne Fugls Forekomſt; bernoft Gy⸗ vel, Visſe, Blaaboer- og Moſebolle (i Jylland: „Linning“ og „Kindinger“), Tyttebcer, Tranebær, Krakling eller Revling; Bramber, Hindbær, Fruebær og Multebær ere den ikke mindre behagelige. Foruden Frugterne af næften alle disſe Planter, de tyende forſtncvnte maaſkee undtagne, lever den af Birkeknopper, Fro, ſpede Blade, Enebeer oſv. | Fra Midten af Marts, efter Veirligets Beſkaffenhed noget 239 for eller ſenere, til hen i Mai foregager Parringen. I dette Tidsrum ſkoggrer Hannen (i Sfoy- Cane paa Treernes hoieſte Spidſer) paa ophoiede Steder, og flyver ba ſeedvanligt ned paa Jorden, hvor den fortjetter fin Skoggren med de for underligſte Spring og Bevegelſer, idet den ſnart hæver, ſnart fænfer Vingerne og Halen, ſamt udbreder den opreiſte Hale vifteformigt. J Jylland har en Han neppe ret mange Hunner; men i det nordlige Sverrig og Norge, hvor denne Fugl findes i Mængde, ſamles 30 — 40 og flere paa Skogger- eller Par⸗ ringspladſerne; Kl. henimod 6 om Morgenen er Legen endt. Reden er blot en lille Fordybning paa den blotte Jord og de 8 — 12 9Gg ere bleg⸗- eller graagule, med brune Punkter og Pletter, ſcdvanligt ſtorſt oaa Wagets ſmallere Ende. Man fager den, ſom bekjendt, med Honſehunde fra midt i Auguſt, og ffyder den for den ſtagende Hund; vilde man ſkaane de gamle Høns, ſom ere let kjendelige, ffulbe den ringe Fordeel, disſes mindre Tal afgiver i Jagtudbytte, ſnart rigeligen erſtattes ved den langt betydeligere Formering. Jagten ved Skoggerpladſene, ſom er den letteſte, men tillige den meeſt ode⸗ læggende, ville vi helſt forbigaae. I Finland og Rusland fanges Aarfuglene i Buur; man fanger dem ogſaa i Snarer, paa Zræerne og i Lobedoner paa Jorden, ſaavelſom i Garn. De fortere mange fkadelige Inſecter; have et færdeles . velſmagende Kjod, og kunne hertillands i ingen Henſeende hen— regnes til de ffabelige Fugle, | Anm. Medens dette Ark er under Trykningen, feer jeg af ,,Berlingffe Tidende“ Nr. 62 (1851): at det i Regjerings-Commisſionens Anordning, ang. Jagtrettens ÜUdsvelſe i Holſteen, forbydes under Mulct at ſkyde og fange Hasſelhons eller Hjerper (Tetrao bonasia) for den Uſte Auguſt. Da ſaaledes denne Honſeart maa forekomme i dette Hertugdemme, tilfsier jeg her dens Artsmerker: Isſefjerene, fout ere noget forlængede, kunne hos Hannen reiſes til en Top; de 6 — 7 pderſte Styrere have et fort Baand foran ben aſkegraae Spids; Ryggen med araae, forte og ruſtbrune Tegninger; Struben hos Hannen fort, hos Hunnen ruſtguul; Næbet fort; over Diet en hsirod, nøgen Plet; Tarſerne halvt fjerbedaekfede. M 240 Fjerde Orden. — Vadere ( Sumpfugle) , Crallae. Nabe: fom ofteſt langt, tyndt, lige eller boiet. Neſeborene frie, meeſt liggende i en blod Hud, i Almindelighed ribfe- formige. Benene lange eller meget lange, trinde, tynde, nøgne ofte bett op over Hællædet (Kncket), hvilket, fornemmelig i Ungdommen, er noget tykt; Bagtagen ofteſt hoitſiddende, mid⸗ delmaadig, fort, eller den mangler ganſke; Fortæerne enten al⸗ deles adſkilte, ved Roden forenede med en Hinde, halvt— lukkede eller med Sidelapper. j : Vaderne have neſten alle lange Armknogler og lange Skulderfjer, men kort Hale. Hos de fleſte er Halſen lang, Kroppen ſmallere end hoi, hele Fuglens Figur paafaldende ſmeekker, Næb og Been meget udviklede i Længden. Kjonnene have almindeligſt ſamme Farve, men Hunnen pleier at vere ſtorſt; de unge Fugle, ſom let fjendes ved den op imod Knæet tykkere Tarſe, have febeanfíg en fra de Gamles forfffellig Dragt. Nogle (Trapperne) ſlutte fig til Honſene; andre (f. Ex. Vandhonſene) til Svommefuglene. De fleſte leve i Genpar- ring, deels parviis, deels i Selſkaber; paa deres Vandringer ofte i ſtore Skarer, og flere Arter ſammen. Alle ere halve Natfugle, derfor gaae mange blot om Natten, andre Morgen og Aften efter Nering, fom beftaaer af Inſecter, Carver, Orme, Krybdyr, Fiſte og Rogn, ſjeldnere af Planter. Deres Op— 241 holdsſteder ere Strandbredder, Søer, Floder, Bæffe, Kjær og Sumpe, hvor de, ofte op til Bugen, vade efter deres Fode; faa indlade fig frivilligt paa at ſoomme, men i Fare og a ſkudte fume mange ſvomme, nogle endog dykke. De hurtigt— lobende have almindeligſt en hurtig Flugt, de langſomtgagende (Heirer, Traner, Storke), en langſommere; hine, hvilke ere de fleſte, fette fig næften aldrig paa Træer, men næften ſtedſe paa Jorden, hvor de ogſaa yngle; disſe yngle paa Træer. og Slipper. Wggenes Antal er ſeedvanligt 3 — 4, hos nøgle faa Arter 10— 42. Hos nogle opfodes Ungerne i Reden, indtil de kunne flyve; hos be fleſte lobe de af Reden, ſaaſnart be ere udrugede. Alle Arter ere hertillands Sroffugle; tbt at enkelte Beka⸗ ſiner, Heirer, Ryler oſv. lade ſig ſee om Vinteren, gjelder blot undtagelſesviis. Hannerne vandre forſt bort; Ungerne og Hunnerne ſenere. J Flugten ſtrakke de deres lange Been lige tilbage, for at ſkaffe Ligevægt mod den lange Hals. De fleſte have et ſpiſeligt, adſkillige et meget velſmagende Kjod. ſte Familie: Houſevadere, Alectorides, Schinz. Nerbet kortere eller (ffe længere end Hovedet, temmelig tykt, ſterkt og haardt; Overkjcœven boiet, hveelvet, conoer, i Spidſen ofte krogformig. Benene kun med tre Fortcker (Trappen), eller med en højere ſiddende Bagtaa tillige (Brakſvalen). E De fepe paa ftore, aabne, tildeels øve Sletter og Sand- ftræfninger, eller paa ſumpige Steder. Deres Mæring beftaaer af Korn, Frø, Grønt, Infecter og Larver, eller af be tvende fidftnævnte allene. Ungerne forlade Reden ſtrax efter Udrug- ningen, Zrappeflægten, Otis, L. S$tebet forteve eller lige faa langt ſom Hovedet, neften kegleformigt, fammen eller nedtrykt; Overfjævens Spids bvel⸗ vet; Mundvigen langt tilbage; Neſeborene ægformige, med en Hud foroven, paa Midten af Neebet. Benene boie, ſteerke, nøgne over Knæerne, med forte, forneden brede, paa Siderne fantebe, ved Roden forenede Zæer, fom have brede, nedenunder hule, afrundede, ffavpranbebe Kloer, neſten fom Negle; ingen Bagtaa. Vingerne middelmaadige, noget hyle eller bvæl- 242 vede, med brede Svingfjer og meget ftærfe, indadbsiede Skaf— ter. Halen afrundet, beftaaenbe af 20 Styrere. Trapperne lobe hurtigt, men have, ifær om Sommeren, en langſom og tung Flugt; de ſlutte ſig ligemeget til Honſene og Brokfuglene. Disſe tildeels meget anſeelige Fugle leve paa Marker og aabne, ubeboede, helſt høitliggende Sandſtrekknin⸗ ger, meeſt i ſmaa Gelffaber, og ere pderſt five og forſigtige. Hannerne, fom i Sterrelſe langt overgaae Hunnerne, have en jeregen Hoved⸗ og Halsprydelſe; den unge Han ligner Hun⸗ nen og er forſt avledygtig i andet Aar; een Han har flere Hunner, men maa ofte ogſaa lade fig noie med een, og gjør i Parringstiden de forunderligſte Bevegelſer, idet den opreiſer og vifteformigt udbreder Halen oſo. Reden, en Fordybning i Jorden, indeholder 2, ſjeldent 3 Wg. : 1. Den ftore Trappe, Otis tarda, L. Danfk: Trapgaas, Trappe. Artsm. Hoved og Hals lys affegraae; Kappen (Ryggen og Vingerne) ſpraglet, med forte og ruſtgule Tvertegninger. Illum. Afbildn. Tab. XXIX. Hannens Længde 42“ og derover; Tarſen 6“, Halen 9“ Hunnen meget mindre, uden Skjegfjer paa Siderne af Ho- vedet; Hannen har dem blot i Parringstiden. Denne ſtore, prægtige Fugl fore kommer undertiden i de danſke Hertugdommer, ſjeldnere i det egentlige Danmark, hvor man bfot undertiden feer eller hører den træffe over. Den forekommer i Holſteen, hvor der f. Ex. i Foraaret 1812 (Boje, i Wiedemanns zool. Mag., Bd. L, II. Stck.) viſte fig et Par ved Godſet Kuhlen, formodentlig for at yngle der, hvoraf Han— nen blev ſkudt; den har ynglet ved Hamborg og er oftere ffubt ved Flensborg (Mechlenburg). En Mill veſtlig for Varde blev den ffubt i Gfteraaret 1844. Efter Faber er den ogſaa ſkudt i Sfælland (ornith. Notitſ. Pag. 30); Exemplaret ffal findes t det Kongl. zoolog. Muſeum. Trappen er pderſt ffo og forſigtig; den opholder ſig altid paa aaben Mark, langt fra ophsiede Gjenſtande, der kunde fffufe en Fjende, eller og— faa den ſelv fffuler fig i bet bote Korn og beef. Om Som— meren flyver den hoiſt ugjerne, og maa forſt gjøre et temmelig langt Tillob med adſkillige Vingeflag. Dens Naring beſtager i Inſecter, Korn, Fro, Urter og 243 ſpeede Blade; om Vinteren meeſt af Raps og alle Slags Kaalblade. | Reden findes gjerne i Kornet eller i Rapſen D. beef. ; og beſtager blot i en Fordyb ning i Jorden, den indeholder afmin- deligſt 2 olivengrage, leverbruunt plettede Ag. : Den er meget vanſkelig at komme paa Skud, dog bedſt med Skydeheſt; man jager den ogſaa med Stovere, fom man holder ſkjulte i Vognen, indtil man er kommen Trappen jaa nær fon muligt; og det hænder da undertiden, at de kunne gribe den, inden den fager Tid til at lette. Et ſtorre Antal Jagtvenner kunne indkredſe et Trappeſelſkab ved at lobe paa dem fra alle Sider, og fette dem derved ſaaledes i Forlegenhed, at man kan ſkyde dem baade i Sæbet og i Flugten, Om Ho⸗ ſten er den fedeſt; Ungerne ere de lakkreſte. 2. Dvorgtrappen, Otis tetrax, £. Artsm. Svingfferene af 2den Orden ere hvide; Halſen (hos Hannen) fort med to hvide Ringe; eller (hos Hunnen) mort ruſtguul, tet bruunplettet. Illum. Afbildn. Tab. XXIX. Kappen og Nakken ftinſpraglede eller vatrede med Sort og mat Ruſtguult, Underkroppen hvid; Halefjerene med 2— 3 forte Baand. Lengde 18“; Hunnen er noget mindre og mangler de lange Fjer bag paa Halſen. Iris guuf.- Den tilhører meeſt det ſydlige Europa: Sardinien, Gi lien og det ſydlige Ruslands Sletter, men er dog adſkillige Gange foretruffet i Danmark: Boje faae (Wiedem. zoolog. Magaz. Bd. I., St. II.) en Hun, dræbt ved Kolding; Pon⸗ toppidan angiver den (Atlas Daniae) ſom forekommende i Jylland; 1813 blev den ffubt ved Tonder (Hage); Wöl⸗ dike ffeb den i Febr. 1822 ved Brunsbüttel i Holſteen (Fa- ber, ornith. Notitſ. Pag. 30); ved Flensborg er den oftere forekommet (Mechlenburg); Hr. Conſul Hage i Stege fenbte i Januar 1850 Hr. Conſervator Scheel en gammel Hun, ffubt paa Møen ved Hjelm, 1 Miil fra Stege; dette Eremplar er opſtillet i det Kongl. zool. Muſeum. Dveeg⸗ trappen er mindre ſky end forrige Art, [ober hurtigt og flyver uden Tillsb, men kun forte Strakninger og helſt lavt hen over Marken. | Dens Neering er liig foregaaendes; Hunnen lægger 3—5 arenagtíae, glindſende Æg t en Fordybning van SOM 244 Da den, ligeſom Agerhonen, trykker fig ved den fig nær mende Fare, og forſt flyver op, naar man er den ganffe nar, kommer man den i dens egentlige Hjem let paa Skud; men her, Door den blot forekommer (om forvildet Fugl, maa man ſaa⸗ libet ved denne, fom flere andre tilfældigt forekommende Arter, gjøre Regning paa at kunne iagttage eller drage Nytte af alle de Egenſkaber, ſom ere Fugle eiendommelige i den hjemlige Rolighed. | 3. Travetrappen, Otis houbara, L. Artsm. Svingfjerene af 2den Orden ere bruunſorte; paa Hovedet en Fjerbuſt; paa begge Sider af Halſen en fort og hvid Krave Illum. Afbildn. Tab. XXIX. Kappen og Halen okker-ruſtguul, med fine, brune og graae, ſamt enkelte (terre forte Tegninger; Halen af ſamme Farve, med 2 à 3 ſortegraae Tværbaand; den nederſte Deel af For— halſen (Kroen) aſkegraa. Denne Art adſkiller fig fra de tvende foregagende ved det fængere, ved Roden nedtrykkede Næb. Iris guul; Længde 24“. Den beboer fornemmelig Barbariet og Arabien, er end— ogfaa i Tydſkland en ſtor Sjeldenhed, og vides blot een Gang ffubt i Danmark, nemlig den 12te Novbr. 1843 ved Flens⸗ borg, hvor Exemplaret findes i Hr. Apoth. Mechlenburgs betydelige Samling. | J Egenſtaber, Levemaade og Formering ligner den be an— dre Trapper. Brakſvaleſlegten, Glareola, Biss. Nebet fort; SOverffaven temmelig bueformig, ublobenbe i en ſkarp, noget forlænget Spids; Neœſeborene ved Neb— roden, ridſeformige; Benene nøgne til lidet over Suet, Tarſerne temmelig lange og tynde, med 4 Tceer, hvoraf Mel femtaaen er betydeligt længere og den ſvagere Bagtaa ſidder noget Doteve, alle med lange ſpidſe, næften lige Negle; Vin— gerne og Halen ſvaleagtige: de forſte lange, ſmalle og ſpidſe, med meget lange forreſte Svingfjer; den ſidſte med 12 Sty⸗ rere, ofteſt dybt klovet. Brakſvalerne eller Sandhonſene ſlutte fig med deres Næb til Honſefuglene, med Vingerne til Ternerne, og med deres Fodder til de andre Vadere. De ere lige hurtige i Lobet og i Flugten 245 (i hvilfen de tildeels ſnappe deres Næring paa Sumpplanterne); de fepe i ſtore Stepper og Sumpe i de ſydlig tempererede og varme Lande, hvor de fornemmelig ernære fig af Inſecter og forſamle fig i Neerheden af Vand eller fugtige Steder; de lægge 4—6 olivengraae Wg, med ſortebrune Pletter. Halsbaand-Vrakſvale, Glareola torquata, Zriss. Glareola austriaca og Hirundo pratincola, Gmel.; Glareola pratincola, Pallas. Artsm. Halen gaffefoannet; Overhaledakfjerene hvide; de flore Sat. fjer under Vingerne ruſtrode. Illum. Afb. Tab. XXXVII, Ovenpaa rodgraa, Underbryſt og Bug hvide, den ruſtgule Strube indfattet med en bruun Ring, Kroen bruungraa. Kjon⸗ nene have eens Farve og Tegning, hvorimod de unge Fugle ere meget afvigende og mangle det Gule van Struben; Længde 10”, omtrent af Storrelſe ſom den almindelige Moſeterne. — Denne for vor Fauna ffefone Fugl vides ffudt hertillands blot een Gang, nemlig paa Møen ved Ulfshale, den 18de Mai 1831, af Conſervator Scheel; Exemplaret opbevares i E. Hages efterladte Fugleſamling. Den yngler paa de ungarffe Stepper, forvilder ſig derfra undertiden nordligere, er meget ſelſkabelig, overordentlig livlig og munter, men derfor ikke ffy. Dens Skrig har megen Lighed med Ternernes; det lyder ſom et kraftigt „Karjah, karjah“, eller „kei, karjah“. 2den Familie: Smalnabede, Pressirostres. 9tebet lige, trindt eller ſammentrykt, temmelig tyndt, middelmaadigt eller langt. Benene temmelig boie, med forte Seer, hvoraf de 2 eller de 3 Fortcker ved Roden ere forenede; Bagtagen mang⸗ ler eller er aldeles fort og hoitſiddende, jaa at den enten flet iffe, eller dog kun med Spidſen berører Jorden, | De færdes paa terre, ſandige Marker og Heder eller ved Strandbredder, nogle i Kjær og Moradſer; lobe og flyve raſt, leve af Inſecter, Larver, Muslinger pfo. Ungerne forlade Jte- den ſtrax efter at være udrugede af Wgget. Alle have et vel⸗ ſmagende Kjod. Trielſlegten, Oedienemus. Nebet lige, nekſſten fireſidet, lidet længere eller kortere end det ſtore, hvælvede Hoved, lidt ophoiet ved Panden, 246 ſmallere i Midten, med haard Spids; bri bageſte Halvdeel blod. Neſeborene gjennemſigtige, ridſeformige, omgivne af en Hud. Benene have tykke Kncee ( Sale) og fun 3 forte, forneden brede Ser, bagtil forenede med en Spendhud. Vingerne middellange, 2ben Svingfjer lengſt og de bageſte meget lange. Halen naſſten kileformig, beſtagende af 12— 14 Styrere. Arterne af denne Slægt leve parviis paa ode, ſandige og torre Sletter. Fra Trapperne, hvilfe de tildeels ligne, f. Er. i Form, Opholdsſted og 9Gageneó Farve, adfkille de fig i te vemaaden fornemmelig derved, at de hverken æde Grønt eller Korn. Fra Brokfuglene, ſom be i flere Henſeender nærme fta, afvige be ved Den grovere Nering, Opholdsſtedet, Cage nes forſtjellige Form og Antal, ſamt ved et grovere, ikke faa velſmagende Kjod. Kionsforſtjellen er ubetydelig; Hunnen blot noget mindre. De lobe meget og ualmindelig raſt, ere ſerde⸗ les ſkye og flyve langt lettere AUD Trapperne. Deres Nering er ſtore Inſeeter, Larver og Orme; De dræbe og fortere og— faa Muus, ſamt andre fmaa Pattedyr, mindre Krybdyr oſv. De have en hoitpibende Stemme, leve i Eenparring, lægge 2 eller 3 morkplettede g paa den blotte Jord, og Ungerne xn Reden ſtrax efter e J Europa gives kun een Art. Europeiſk Triel, Oedienemus erepitans. Temm. Oedien. griseus, Koch; Charadr. Oedicn., L.; Otis Oedienemus, Lath. Artsm. Lerkefarvet; de to pberfle Svingfjer forte med Hvidt; over Bingen to, med dens Overrand paralleltlobende, hvidagtige, morktbegrandſede Tverſtriber; Mæbet guult med fort Spids; Been og Iris gule. Illum. Afbildn. Tab. XXIX. J Efteraarsdragten ere Farverne meeſt levende, Tegnin— gerne renere; Overkroppen har et ruſtfarvet Anſtrog, ſom ud⸗ breder ſig paa Forhalſens nedre Deel (Kroen); om Foraaret ere Fjerrandene mere forſlidte og Fjerenes Farver blegere, hvor⸗ imod Næbet og Fodderne have vundet i en forboiet, guul Farve, Længere hen i Sommeren afbleges og afrives Fjerene i den Grad, ved Solens, Luftens og Veirligets Paavirkning, at de faae et ftygt, næften pialtet lbfeenbe, omtrent fom Skind, Der ere ſterkt angrebne af Mol. Længde omtrent 16“. Denne Fugls Worefomft her i Landet kan ſaameget min⸗ dre anſees ſom en Sjeldenhed, da den yngler i Mecklenborg og paa flere Steder i Nordtydſkland. At den ſjeldnere vides 247 ſtudt eller iagttaget, grunder fig ſnarere paa dens Forvexling med Regnſpoven, den almindelige Brokfugl eller andre lignende Fugle. Efter E. Hages Oßptegnelſer, ffal den have ynglet paa „Poggenſand“ i Elben, hvor den ogſaa een Gang er fai get. Hr. Stud. med. Carſtenſen fjobte ben 28de Oetbr. 1848 denne Fugl af en Vildthandler her i Byen; den var ffubt vaa Veſtſiden af Bornholm. Exemplaret opbevares i Hr. Carſtenſens udmarkede europeiſke Fugleſamling. J Univerſitetsmuſeet findes et Exemplar, paategnet: „Sjelland“. Naring, Forplantning og Egenſkaber ere ovenfor am givne. | D: Brokfugleſlegten, Charadrius, L. (Regnpibere, Strandpibere.) ; Jte bet fortere end Hovedet, i Spidſen bredere end boit, tyndt, lige, but, i Midten indtrykt. Neſeborene ridſefor⸗ mige, lange og lige brede, omgivne af en fremftaaenbe Neſe⸗ hud. Ho vedet og Oinene ſtore. Benene temmelig lange og tyffnæede, blodhudede, med forte brede Tæer, af hvilke den pderſte og mellemſte ere forenede med en Spoendhud. Vin⸗ gerne temmelig lange og ſpidſe, 1fte Svingfjer lengſt. Ha- len fort og libet afrundet, meeſt lige, med 12 Styrere. Die opholde fig ved Strandbredder og Søer, deels i Sumpe, Moſer, paa torre Marker og Heder, overhovedet paa ufrugt⸗ bare Steder. Hos os ere de alle Trakfugle, fom vandre fa⸗ milieviis eller i ſtore Skarer, de Gamle forſt, Ungerne ſenere. De ere meget bevægelige, lobe ualmindelig hurtigt og ſtykke— viis; deres Flugt er ligeledes let og deres Stemme en boite lydende Piben. Neringen beftaaer af Inſecter, Larver, Orme, ſjeldent tillige af Boer. De 4, forholdsviis ſtore, pereformige, graagronne eller lyſebruunplettede Aeg, lægge be blandt Stene ved Strandbredden eller paa den blotte Jord paa Heder og i Moſer. : a) Fødderne tretaaebe, uden Bagtaa. Almindelig Brokfugl, Charadrius apricarius, L. Char. pluvialis, L. (Vinterdragt); Char. auratus, Suckow. Danſk: Brokfugl, Hjeile, Helunger, Heilong (pan Læsø), Hüderling i (paa Sylt). Artsm. Overkroppen ſortagtig med grøngule eller guldgule Pletter; de lange underſte 3Bingebetffer hvide; Halen med hvidagtige Tycerbaand. Slum. Afbildn, Tab. XXX. 248 J Foraarsdragten er Underkroppen fort, med hvid Indfatning; i Vinter- og Ungedragten er Struben hoid, Forhalſen og Overbryſtet araae, med gule Pletter, Bugen hvid. Hunnen ligner Hannen, blot at de forte og hvide Farver ei ere faa rene. Leengde 11“. | Denne Fugl har en meget vidtløftig Udbredelfe i hele det nordlige Amerika og Europa, hvorfra den mod Vinteren van- drer ſydligere. J Danmark beboer den om Sommeren de ftore Sebeftrefninger og Moſer i Jylland og Hertugdømmerne, fore uden en ſtor Deel af Øerne i Veſterhavet, ligeledes Less, Bornholm ofe. J Sjælland yngler den i Odsherred (Dahl). Den pleier at indfinde fig meget tidligt, ſcedvanligt i Marts, og i Juli begynde be at ffoffes og ſtreife omkring paa Brak⸗ agre, (hvoraf Napnet, af bet tydffe „Brach“) og Græsmarfer indtil i Septbr., da de efterhaanden forſvinde, til de ben i Octbr. ganífe have forladt os. J Traktiden er den ffy og forſigtig, paa Nnglepladſen tam og tillidsfuld. Lokkeſtemmen: ply⸗yt. Narrngen beſtager af Inſecter, Larver, Orme; tildeels af Bær og Fro. ; Den yngler paa alle de ovenfor nævnte Opholdsſteder og lægger paa den blotte Jord, i en lille Fordybning paa en Tue eller i Lyngen, 4 ſtore, olivengronne eller lyſebrune, vere formige Ag, med ſortebrune Pletter. Ved at efterligne dens Lokkeſtemme, kan man fra et Bag⸗ hold undertiden [offe den til fig og ffobe den; bedſt ſkydes den dog i Flokke paa Brakagre og nyploiede Rugmarker, iſeer naar man enten uſeet kan liſte ſig ner nok, eller ogſaa man lader fom man vilde gage forbi den, hvilket bedſt lykkes om Morgenen, iſcer naar man fjorer og rider til den. Naar de i Flugten ville tage en anden Retning, og ſamles tættere, idet de vende om, kan man undertiden vere jaa heldig, at ned— ffyde flere paa een Gang. Kjodet er om Efteraaret velſmagende, ifær de Unges. 2. Pomerantsfugl, Charadrius morinellus, L. Char. tataricus, Pall.; Char. sibiricus, Lepech.; Pluvialis minor, Briss.; Eudromias morinella, Boje. Danfk: Pomerantsfugl. Artsm. Overkroppen (om Foragaret) graabruun, eller (i Unge- og Vinterdragten) fortegraa, med guulagtige Fjerrande; et hvidt Baand over Oinene til Nakken; Bryſt og Sider graahvide, 249 i Vaardragten ruftrøde, med en ftor fort Plet paa Midten ; over Underhalſen (Kroen) et ſmalt fort og et bredere hvint Baand; Hovedet ſortebruunt. Illum. Afbildn. Tab. XXX. Hunnens Farver ere ikke faa ſkjonne og rene fom Han— nens. Iris ſortebruun, Benene mat okkergule. Længde 8 / —9 /“. Hunnen ſterſt. Om Sommeren beboer den Aſiens, det nordeuropeiſke Ruslands, Norges og Laplands ode Field⸗ og Bjergſtraknin⸗ ger; dens Foraarstrœk over Danmark nordpaa falder i forſte Halpdeel af Mai (i Bygſceden) og Eftergarstrqeekket ſidſt i Au⸗ guſt eller forſt i September (om Hoſten), hver Gang 2 à 3 Mger. Det er fornemmelig Hertugdemmernes og Jyllands Hederygge, den beſoger paa Trakket, helſt de til Hederne grændfende, magre, hoitliggende, opdyrkede Marker; hei er den undertiden overordentlig talrig, ijer om Hoſten. Den ſynes at legge fit Hovedtrak over Jylland, lige til Nord⸗ pynten, da den [jaa ſſeldent viſer fig paa Derne, hvilket ogſaa har været Fabers Erfaring; han anforer ſaaledes ſom en Meaerkelighed, at have erholdt et Exemplar, fom var ſkudt i en Moſe i Nerheden af Kjobenhavn, den 28de Auguſt 1817. Hofjcegermeſter Teilmann ſage en Flok i Auguſt 1843 paa Roerslev Mark i Fyen, hvor den ogſaa ſjeldnere foretreeffes. J Sidfinævntes ornithologiſke Haandbog findes, Pag. 100, anført, at et Par havde yuglet i Ringkfo⸗ bing Amt. Hr. Muſicus Hanf en paa Juellingeholm i Son⸗ deromme Sogn pr. Veile og Jens Henrikſen, tidligere See ger paa Norholm, have ſagt mig, at enkelte Var undertiden findes ynglende i Jylland. Den er lidet ffy (formodentlig fom en Folge af at dens Ynglefted er faa fjernt fra Menneffer), er Derfor let at ffobe og fange. Overhovedet har den meget til⸗ fælles med foregaaenbe, hvis Selſkab den pan Trakket ofte ſoger; dens Skrig er et høit pibende „Dirr“ og „Dyt“. Stevingen beſtaaer i Orme, Inſecter og Larver; de 4 guulgraae, pereformige, forts og graaplettede 9&5 lægger den t en lille Fordybning paa Jorden. Den er lettere at komme paa Skud end den almindelige Brokfugl, og dens Kjod er lekkrere. ! 3. Stor Strandpiber, Charadrius hiatieula, L. Danfk: Praſtekrave, Tudſe, Sandevrivt, Fjerepiſt, Steenpikker, Moſch (paa Sylt), Tyhyt, Hyttige, Pytter. Artsm. Nabets poerfte Halvdeel fort, den inderſte og Benene pome- rantsgule; de 4 ferfie Svingfjer over og under med brune, 250 blot t Midten hvide Skafter; Halens yderſte Styrer hvid, de følgende udad ſortagtige med lang hvid Spids. Illum. Afbildn. Tab. XXX. Overkroppen, Nakken og Isſen bruungraae; Underkroppen hvid med et bredt, ſort Belte over Bryſtet; over Panden og igjennem Diet et hvidt Baand, over dette et bredere fort og under det, eller fra Nebroden over Kinderne, under Siet og til Tindingerne et ſort, bagtil bredere Baand, Hos Hunnen ere de ſorte Partier ſmallere og mere graablandede; høg Un gerne mangler den førte Tegning paa Hovedet, og Bryſtbaan⸗ det er blot ſortebruunt og grat, Næbet fortagtigt, men Benene guulgraae. Længde 7— 7)“; Iris ſortebruun. Denne velbekjendte, overalt ved vore Strandbredder, fans velſom pan Heder og tørre Marker (ofte langt fra Havet) forekommende Art, kommer hertil i Marts, og forlader os i Septbr. Efter Hr. Apotheker Steenbergs Optegnelſer an⸗ kom den til Helſingser 1823 den dte, 1825 den 10de, 1829 den 25be, 1836 den 20de, 1841 den 18de, 1844 den 29 de Marts; 1845 den 4de April og 1847 den 22de Marts. Ved Anglepladſen er den meget tam, ellers temmelig ſky og altid yderſt urolig; den lober og lyver med Ferdighed, og lader fit pibende Skrig: „dy- yt“ ideligen bere. Næringen beftaaer i Inſecter, Larver, Orme og mindre Skaldyr; den lægger i de nævnte Localiteter, ofte blandt Ste⸗ nene ved Strandbredden, fine 4 — 5 paereformige, lidt glind— ſende bleg-guulgrage 26g, beſtroede med forte og graage Plet⸗ ter og Punkter. Kjodet ſmager godt; den ſkydes uden ſynderlig Vanfke⸗ lighed med fmaa Hagel og fanges fet i Lobedoner. 4. Hvidbryſtet Strandpiber, Charadrius cantianus, L. Charadrius albifrons, Wolf. & Meyer; Charadrius littoralis, Bechst. Qanjf: Strandlober, Sniptudſe (paa Lese), Fjermuus, Genpiffer, Grank (vaa Sylt), lille Sandevrivt (paa Jyllands Veſtkyſt). Artsm. Næb og Been forte; Panden, et bredt Baand over Oiet, et ſtorre omkring Halſen og alle nederſte Kropdele reenhvide; en ſort Stribe over Panden; igjennem og bagved Oret en ſorte— graa Stribe og paa Siderne af Kroen, foran Vingeleddet, to ſtore brede forte Pletter; de 4—6 forſte Svingffer foroven med ganſke hvide Skafter; de 2—3 pderſte Styrere hvide, be folgende graabrune, med morkere Spids. Illum. Afbildn. Tab. XXX. 251 Hunnen mangler det forte Baand over Panden, Striben igjennem Diet og Pletterne paa Siderne af Kroen ere graa— brune; Ungerne ligne Moderen, men have guulagtige Fjer— kanter paa den graabrune Overkrop. Længde 7“; Iris ſortebruun. i b Denne Art er en ægte Strandfugl, der hos os udeluk— kende forekommer ved be aabne Havbredder. Den kommer her⸗ til og forlader os ſamtidigt med forrige. Boje Iris 1822, Pag. 774) fandt den hyppigt ynglende paa Sylt, Roms og Fans. Den yngler desuden paa Saltholm (Forſteandidat Peterſen); ved Marbuus (Bølling) og vaa Ulfshale paa Moen (Scheel). Hr. Paſtor Foghei Varde faae en ſtor Flok af denne Art paa Fanø; Forfatteren fandt den meget hyppig ved Nymindegab, Indlsobet til Ringkjobing Fjord, ved Blaavandshuk (ſydligere), ſamt paa Less, og ved Frederiks— havn. J Egenſkaber, Levemaade og Forplantning ligner den foregaaenbe; dog har dens Skrig mere Lighed med Pomerants⸗ fuglens, og lyder ſom et fort, floitende „Put“ eller „bitt, bitt“ og „dirrr, dirrr“. Asggene ere mindre, morkere, olivengrage, uden Glands, beſtroede med flere Punkter, og have desuden ſnirkelformige Pletter. 5. "Mindre Strandpiber, Charadrius minor, Me. Char. fluviatilis, Bechst.; Char. curonicus, Beseke. Artsm. Nabet fort, Benene bfegzguuírobe; de (fore Svingfjer have foreeen bruunt, kun den pderſte et ganſte hvidt Skaft; et fert Belte over Bryſtet. Illum. Afbildn. Tab. XXX. (IL. rettes til Mey.) Denne Art var længe forvexlet med den ſtorre Ciranb- piber, uagtet den er betydeligt mindre og har en rankere Byg⸗ ning. Den abffiller fig desuden tydeligt ved det forte Næb og de bleg⸗kjodfarvede Been. J Henſeende til Farven og Teg- ningen have de forøvrigt megen Lighed. Længde 6“; Iris ſortebruun. Hunnens hvide og ſorte Pandeſtriber ere ſmallere; Stri— ben igjennem Oiet og Baandet over Bryſtet ere ſortegraage. Hos Ungerne mangle de ſorte Tegninger, der blot ere antydede med Bruungraat. Skjondt ikke faa hyppig fom de foregaaenbe, er denne mindſte Art dog ingenlunde ſjelden i Danmark. Faber var nok den forſte, der blev opmeerkſom paa dens Forekomſt, da han ffob den ved Jægersbørg So, hvor den endnu aarlig yngler; jeg fandt den talrig ynglende ved FZiilføen i det ſyd— veſtlige Jylland og den findes efter Boje (Wiedem. zeol. Magaz. Pag. 97) ved ſtorre Landſser i Hertugdømmerne; E. Hage traf den ynglende ved Flensborg, og Bonnez paa Mols; den er ſtudt ved Helfingser (Steenberg). Som en Meerrkelighed maa jeg anføre, at jeg i afvigte Efteraar fif. et Skind af denne Fugl tilſendt af Hr. Sysſelmand H. Müller paa Færøerne, hvor dens Forekomſt hidtil var mig ubekjendt. J Egenfkaber og Levemaade har den Lighed med be tyende foregaaenbe Arter; dens Skrig er et pibenbe eengſteligt „Kirv, Kirv“, og de 4 graagule Wg ere beſtroede med fmaa brune Punkter. b) Fødderne firetagede, Bagtagen meget liden (blot ſom en be— vegelig Vorte). 6. Strand ⸗Brokfugl, Charadrius helveticus, Zonap. Charadr. squatarola, Naum.; Charadr. apricarius, Wils. (Sommer⸗ dragt); Vanellus helveticus, Briss.; Vanell. melanogaster, Mey; Tringa squatarola og helvetica, L. Danſk: Strand-Brokfugl, Strand-Hjeile, Fløitetyt. Artsm. Bagtaagen ganífe liden; de ſtore underſte Vingedekfjer ſorte; Overgumpen hvid. Illum. Afbildn. Tab. XXX. J Üdſeende ligner den meget den almindelige Brokfugl, men den er ſtorre (11 — 12“); Bagtagen, den førte Plet under Vingerne og den i alle Dragter lyſere Overkrop ad— ſtiller den tilſtrekkeligt. Foraarsdragten udmerker fig, fom hos bin, ved den fra Nebet, omkring Siet og til Under— gumpen ſorte Underkrop; Kappen er ſort, med hvide Spidſer og Sidepletter paa hver Fjer; Hovedet ovenpaa og Halsryggen brune, med hvidagtige Fjerkanter; Panden, en Streg over Siet, en ſtor Plet paa Siden af Kroen,” ſamt Undergumpen hvide. J Efteraarsdragten har Overkroppen guulhvide Plet⸗ ter; Hovedet er ſortegraat, med hvidgrage Fjerkanter; Struben og Forhalſen hvide; Kroen og Overbryſtets Sider graabol— gede, med ſorte Skaftſtreger; Bryſtet og Bugen hvide. Hun⸗ nen er kun lidet forfkjellig fra Hannen, Ungerne ligne de Gamle i Eftergarsdragten, men de have opad tykkere Tarſer. Fra 2253 de unge almindelige Brokfugle adſkilles de ved be anførte Arts— meerker. Denne Art, ſom ved den blot antydede Bagtaa dauner Overgangen til Bibeflæg! en, hvortil den, fom Synonymerne udvife, af Nogle henføres, forekommer her fun For- og GE teraar paa Træffet fra og til de nordlige og nordoſtlige Lande, Door ben yngler. Deng Zræf over den oſtlige Deel af Sjælland indtræffer gjerne ſidſt i Auguſt og varer i godt Veirligt fun meget fort, hvis man dertil tor ſlutte fig af de til Vildthand— lerne leverede Fugle. Paa Xrø [aae jeg den hyppigt om Hoſten, ſjeldnere om Foraaret, altid ved Strandbredden, hvor— ved den væfentlig adſkiller fig fra den almindelige Brokfugl; ved Indlobet til Ringkjobing Fjord har jeg ſtudt abffilltae i Auguſt; Faber traf den i Selſkab med Viber ſidſt i Novbr. 1823 (ornith. Not. p. 23); Hage og Scheel have ſkudt flere fra ſidſt i Auguſt til forſt i Oetbr. Deng Skrig er et pis bende „Tliei“, ſom høres langt borte, Ofte er den Anfører for mindre Strandfugle, ſom den ved enhver Leilighed opmun— trer til Flugt; man maa ba fnige fig til fra Baghold, for at ffobe den; allene er den mindre ffo end i Gelffab. Ved Jte den omkredſer den i Flugten, ligeſom Viben, Enhver, ber nave mer ſig. Den lever da adſpredt over Marker og Fjeld-Heder, ſom den almindelige Brokfugl. Orme, Vandinſecter og ſmaa Bløddyr ere dens Ne— ring. Hunnen [egger 4 ſtore Aeg, af lys olivengrøn Farve, beſtroede med ſortebrune Pletter; Kjodet er velſmagende. Vibeſlegten, Vanellus, Briss. Ne bet fortere end Hovedet, tyndt, lige, ſammentrykt, begge Kjeverne tykkere i Spidſen. Neœeſeborene i den fremſtagende Jiefegruppe, ſmalle, lange og gjennemſigtige, omgivne af en nøgen Hinde. Benene temmelig høie, nøgne op over Helen, med 3 forte, forneden bredere Worteer og 1 fort (hoiere ftb- dende) Bagtaa, ſamt Pdretagen ved Roden forenet med Mel lemtagen ved en betydelig Speendhud. Vingerne ſtore, brede og afrundede derved, at forfte Svingfjer er kortere og flere af de folgende ere lige lange alen ort, uffoftet, he ftaaeube af 12 Styrere. Viberne [eoe ved Havkyſter, Bredder af ferſke Vande, 1 Sumpe, paa fugtige Enge, og neerme ſig deri de ſneppeagtige Fugle. De vandre i ſtore Gelffaber, ſtreife flokkeviis omkring 254 paa nyploiede Agre og Marker, ere livlige, urolige, ffoe og kloge, muntre endog den ſtorſte Deel af Natten, lobe og flyve med ubmerfet Feerdighed. Deres Næring beftaaer i Orme, Inſecter og Larver; de fælde to Gange om Aaret i yngle paa Jorden. Kjonnene ere lidet, men Ungerne temmelig for— ffielltae. Almindelig Vibe, Vanellus eristatus, 740%. Tringa Vanellus, L.; Charadrius Vanellus, Wagl. Danſk: Vibe, Küwit (paa Sylt). Artsm. Baghovedet prydet med en 3½¼ — 4“ lang, ſmalfjeret, opab. bøjet Fjerbuſt; Kroen og Overbryſtet forte; over Haleroden et ruſtfarvet, over Halen inderſt et hvidt, pderſt et bredt ſort Baand. Illum. Afbildn. Tab. XXXI. Hannen er almindeligſt ftorre end Hunnen, 12—13%é Benene kjsdfarvede, Iris bruun, Vingerne forte med ffjon rodviolet Glands. Hunnen har kortere (2¼“ lang) Nakke⸗ top, mindre og blaaligere Glands paa Vingedakkerne, hvid— plettet Strube, og Kroens Farve er mere graaſort. J Efter⸗ aarebragten ere alle Overkroppens Fjerſpidſer kantede med Guult, Struben hvid og ſortplettet; Ungerne have kortere Top og ligne de Gamle i Vinterdragten. Denne almindeligt bekjendte Fugl forekommer hyppigt ynglende paa de foranforte Steder overalt i Danmark og Her⸗ tugdommerne; undertiden kommer den berti i forſte Halv⸗ deel af Februar, og maa da, ved indtræffende Froſtveir, holde ſig til aabne Vande og Kilder, Faber fane i Januar 1823 Flokke af Viber ved Horſens. Efter Steenbergs Opteg⸗ nelſer ankom den til Helſingser-Egnen 1833 den Tſte, 1836 den 19be, 1837 den 30te, 1838 den Ade, 1840 den 20de og 1841 ben 18de Marts. Viben hører, næft Lerken og Gta ren, til vore forſte Foraarsforkyndere; med den ſidſtneevnte treffer man den gjerne ſammen i ſtore Flokke. J Auguſt og Septbr. forſvinde de efterhaanden (blot enkelte fees i Oetbr. og Nopbr.), for at overvintre i det ſydlige Europa. Dens Gaenffaber og Naring ere tildeels ovenfor omtalte. Dens be kjendte Skrig lyder fom „kibit“ eller „kivit“; Alle, der nerme ſig: hvad enten Menneſker eller Dyr, den finder mistenkelige for dens Rede eller Unger, hilſes dermed, idet den ſtyrer ſin Flugt ned imod dem; i Parringstiden har den en ſeregen Sang, ſom den ligeledes "echo i fin po tumlende, * 255 gøgleagtige Flugt, og lyder fom et høit, kraftigt „Kaekvpeerk⸗ boit", „kivit-kivit⸗kivit“, „kiviht“. De 4 ftore peereformige eg lægger den i en lille For⸗ dybning paa Jorden, blot med et ubetydeligt Underlag af Gresrodder og desl.; be ere lyſere eller morkere olivenfarvede, med fterre og mindre ſortebrune Pletter. Ungerne forlade Re— den ſtrax efter liprugningen. Naar den ffaaer ned over Jægeren eller Hunden, er den ikke vanſkelig at ffyde; derimod mere i Flok om Hoſten, da den ofte blander ſig med Brokfugle. Den fanges fom disſe, ogſaa i Lobedoner; Kjodet af de Gamle er mindre behageligt, de Unge ſmage derimod godt og Wggene ſpiſes fom en Delieatesſe. Steenvenderſtegten, Strepsilas, Z//ig. Neebet haardt, neppe ſaa langt fom Hovedet, langſtrakt— kegleformigt, ikke tykkere i Spidſen og ganſke lidet opabbotet, Neſeborene i en blød Hud, ber ender for Nabets Midte, gjennemſigtige, ſmalle. Benene temmelig korte, nogne kun libet over Hælen; 3 til Roden klovede Worteer, 1 hoiere ftbe dende Bagtaa, fom dog berører Jorden; Mellemtagen af Tar⸗ fene Længde, Vingerne udfkaarne og ſpidſe, fte Svingfjer lengſt. Halen lidt afrundet, med 12 Siyrere. Steenvenderne have i flere Sprog Navn af, at de ofte vende Stenene ved Strandbredden, for at opſoge Orme og In— ſecter; de opholde fig til alle Aarstider ved Havet, iſcer paa mindre ſteenrige, ſandige Oer, Sfjær og Klipper, hvor de gjerne træffes parvils. De ere meget forſigtige og (foe, lobe og flyve godt og hurtigt, ere lidet forſkjellige i Henſeende til Kjonnet, fælde een Gang om Aaret og ligne overhovedet Strandfkaden. Halsbaand⸗Steenvender, Strepsilas collaris, Tem. ' Morinella collaris, Mey; Tringa interpres, Gmel.; Strepsilas interpres. Naum. Danſk: Polſk Vibe, Veidetitte, Flyr (paa Læsø). Artsm. Rodbruun, fort og hvidbroget; Struben, Bagryggen og Dale: roden hvide; Benene rodgule. Illum. Afbildn. Tab. XXXI. Jtebet fort, Iris bruun; en fort Stribe fra Nebroden til op under Diet, fom forener fig med en lignende fra Un— 256. berfjeoen; ben forte Isſe har hvide Fjerrande; den for ſtorſte Delen hvide Hals paa Siderne og Kroen, ſamt Siderne af Forbryſtet ſorte. Underkroppen hvid, | Hunnens hvide Partier paa. Hovedet ere mindre ubftrafte og iffe faa rene. De unge Fugle have et mat Sort eller Sortebruunt paa Forkroppen, og Overkroppen er ſortebruun, uorbentfíg blandet med lidt Ruſtbruunt. Længde 9“. Qaa Holmene ved 9Gro, overhovedet paa Øerne under Fyen, fandt jeg den ynglende, ſaavelſom ved Blaavandshuk, (veſtligt for Varde), paa Less, Hjortholmen og Hirtsholmen. Apoth. Steenberg har den fra Helſingser-Egnen; den 9ug- ler ogſaa paa Laaland, paa Rodſand (Dahl); Hr. Paſtor Foghei Varde har iagttaget den paa Falſter; den yngler paa Møen (Scheel), hvor E. Hage oftere har ffubt den; paa Saltholmen ved Amager og paa Muusholm i Storebelt (Forſt⸗ candidat Peterſen); den ſkal ogſaa yngle paa Bornholm og Chriſtianss. Som Trakkfugl forlader den os i Auguſt eller Septbr., og vender tilbage i April; den kommer og forlader os enkelt eller parviis, og er overalt ikke talrig paa Individer. Den er en af vore ſmukkeſte, muntreſte og uroligſte Strandfugle; har en ualmindelig hoi, klar, reen Stemme, der forſt klinger langſommere, fom: „kyh“, „kih-kih“, ſiden rafkere, fom „kiki⸗ kikit“, og tilſidſt „kitte, kitte“ oſv., fom egentlig er dens Par⸗ ringéffrig, og boiffet den ſedvanligſt lader bore fra ophoiede Steder, f. Ex. fiore Stene, Tanghobe ofo. Den lever i Eenparring og lægger, paa de ovenfor ans førte Steder, 3 — 4 pareformige, arengraae Wg, beſtroede med morkere graabrune Pletter. Som en forſigtig og ffo Fugl, maa man lifte fig til for at ffpbe den; man kan ogs jaa fange den i Snarer paa dens Yndlingsſteder, paa Stene og desl.; Kjodet, tfær de Unges, er velſmagende. Strandſkadeſleegten, Haematopus. L. Jtebet meget længere end det hoithvelvede, ftore Hoved, lige og ſteerkt; paa Siderne meget (i Spidſen knivformigt) ſam⸗ mentrykt; Over- og Underkjcven indtrykt ved Neſeborene, fom danne en ridſeformig, gjennemſigtig dure neeſten til Halvdelen af 9tabet, Benene tretagede, tykke, neppe middelheie, nøgne lidet op over Knccet; Tæerne forte med brede Saaler, 3Jorez taaen forenet med Mellemtagen ved en Hinde til ferſte Led. 251 Vingerne middelmaadige, ſpidſe, udſkaarne — hvorved der dannes en bagerſte Spids, ſom dog er kortere end den forreſte —; 1ſte Soingfjer leengſt; Halen af Middellengde, bred, med 12 lige lange Styrere. De leve naften, ftebfe ved Havkyſterne, hvor be folge Bolge⸗ flaget, for at ſnappe de indkaſtede [maa Sodyr. Vaar og Hoſt træffes de i Flokke, ellers parviis. Deres Lob og Flugt ere hurtige; de legge 3—4 guulgraae, ſortebruunplettede, ſtore, aflange Ag. P " Almindelig Strandſkade, Hæmatopus ostralegus, L. Danſk: Strandſkade?), Sydoſtpiber, Sofugl, Tjeld, Kjeld, Luif. Artsm. Sort, undtagen Bryſtet, Bugen, Halens inderſte Halvdeel, Bag— ryggen og et bredt Baand over Vingen, ſom ere hvide. Iris og Næb ſmuk carmoiſinrode; Benene blegrode. Ill. Afb. Tab. XXXI. : Hunnen ligner Hannen. J Vinterdragten have be paa Struben et hvidt, halvmaaneformigt Halsbaand. Ungernes Neeb er van Rygkanten ſortagtigt, Iris bruun, Benene bleg— qraae; Struben har en hvidagtig Met, Ryggen og Skuldrene ere brune med graae Fjerkanter. 16—16 ö“. Strandſkaden kommer ſom Trakfugl hertil i ſidſte Halv⸗ deel af Marts eller forſt i April, og forlader os fra Begyndel⸗ jen til hen i ſidſte Halvdeel af September. J Hages Opteg⸗ nelſer findes anført, at den (efter Wöldikes Jagttagelſer) under⸗ tiden — endog i Flokke — overvintrer i Holſteen. Den fore⸗ træffer ſtenede Strandbredder til Opholdsſted; er, uagtet fit lodſede Udſeende, en munter, fnifb, forſigtig og ffo Fugl. Den vader gjerne ved Strandbredderne, eller ſidder paa Stene, der rage frem over Vandet. Inſecter og Larver, ifær Muslinger, [om den med fit fterfe Næb ſonderhugger — tildeels opgraver af Sandet — ere dens Nering. Ved dens ſterke Skrig: „klip⸗ klip⸗klip“ advarer den tillige andre Fugle mod Fare. Den ſpommer med Lethed, og anffubt ſoger den at ſtjule fig ved at dykke. . Den forefommer ynglende paa mange af vore mindre Oer, talrigſt paa Øerne ved den ſlesvigſte Veſtkyſt, bog ogfaa ) „Paa Less“ — anfører Bing faa naivt i fin Beſtrivelſe over denne Oe — »findes 3 Slags Skader: den almindelige, fom op⸗ holder fig ved Huſene, Skovſkaden, fom ligner en Papegsie () og Strandſkaden, en Sofugl, noget ſtorre.“ 17 258 enkeltviis ved Kyſterne. Paa Amrom lade Beboerne den ube ruge Honſecg. J Grasſet eller imellem Stene ved Strandbredden lægger den 3—4 meget ſtore, aflange, guulgraae, ſortebruun plettede Ag. Ungerne forlade Reden ſtrax effer Udrugningen; de elſkes høit af de Gamle, hvilke i flor Afſtand med ængfteligt Skrig forfølge Jægeren og Hunden. Hois man iffe fra Baghold kan lifte fig til den, er bet, udenfor Nngletiden, vanſkeligt at komme den paa Skud. Kjodet er morft, temmelig feit og blot de Unges velſmagende. 3die Familie: Heireartede, Herodii. Ne bet haardt, ſtort og ſteerkt, længere — tildeels meget længere — end Hovedet, ſammentrykt, let og fom ofteſt ſpidſt, med ſkarpe Kjcvekanter, blot hos een Slægt fladt. og bredt, 9tefeborene, fom ligge i en ſtor Sure, bred-ridſeformige. Benene hoie, nøgne op over Halen. Bagtaagen høg nogle ligeſaa lang og i ſamme Plan ſom Fortckerne (de egent— lige Heirer); hos andre faa fort, at blot Spidſen (Tranen), eller den yderſte Trediedeel (Storken) berører Jorden, Mre— og Mellemtaaen hos nogle forenede, hos andre abffilte. Vingerne temmelig lange, brede, afrundede; Halen kort, Hovedet lidet, Halſen lang og tynd, Kroppen ſmal og — i Forhold til Lemmerne — liden. Hos de fleſte er Toilen (imellem Næbet og Siet), hos andre en Deel af Hovedet og Halſen nøgen. | Disſe, tildeels meget flore, Fugle leve i Eenparring ved Bredden af Floder og Søer, ved Havet og i Sumpe — nogle afverlende paa torre Landſtreekninger — hvor de ernære fig af Krybdyr, Fiſte, Inſecter, Orme, tildeels mindre Pattedyr og unge Fugle, i Nodsfald enbogfaa af Aadsler, Fro, Korn og Grønt. J Modſeetnng til de i Løbet og Flugten lige rappe Sneppe⸗ fugle, er de heireagtige Fugles Gang gravitetiſk langſom, deres Flugt bet og jevun. De yngle paa Træer og Huſe, eller i Sumpe blandt høie Værter, og lægge 2—6 93g, hvilke fom ofteſt ruges alene af Hunnen, ſom imidlertid bevogtes og fodes af Hannen; men begge opfode Ungerne, der forblive i Reden indtil de kunne flyve. De fleſtes Kjod er ſeit, magert og uſpiſeligt. 259 Sraneflegten, Grus, Pall. Neebet noget længere end Hovedet, lige, ſammentrykt, udad langſtrakt-kegleformigt, ved Spidſen noget convert, ved Roden boit, oven fladt, med en til Midten fremragende Nekſe⸗ fure, hvori de gjennemſigtige Neſeborer ligge. Benene lange, ftevfe, nøgne langt over Hælen; dre- og Mellemtaagen for⸗ enede med en fort Hud, den inderſte fri og Bagtagen berører kun Jorden med Neglen. Vingerne middelmaadige, brede, Zdie og 4de Svingfjer laengſt. De bagerſte Svingfjer og deres Dakfjer altid længere end de andre, ſamt frujetzffatue og bue⸗ formigt opreiſte. Halen har 12 Styrere. Hovedet ſedvan⸗ ligt tildeels nøgent eller beſat med ſeregne Fjerprydelſer o. b. Tranerne ere ſtore, i Henſeende til Kjonnet lidet forfkjel⸗ lige Fugle, fom leve i Sumpe og Kjær, tildeels paa aaben Mark. De vandre, fom Træffugle, i ſtore Flokke, flyve høit og ffjent, gaae langſomt og dybt i Vandet, ere faa forſigtige og ffoe, at de endog udſtille Vagt til deres Sikkerhed. Plan⸗ ter, Krybdyr, Fiſk og Inſecter ubajore deres Naering. J dybt liggende eller ſumpige Egne bygge de en flor, kunſtlos Rede; lægge 2 meget ſtore, gronagtige, bruunplettede Ag. Almindelig Trane, Grus cinerea, Bechst. Ardea grus, L.; Grus communis, Wulf & Mey. Artsm. Aſkegraa; Hovedet med børfteagtige Fjer, ovenpaa næften nøgent, paa hver Side med en flor boibaraa Plet, fom firæt fer fig ned paa Halſen; Underhagen og Struben graaſorte. Svingfjerene forte, be bagerſte ſeglformigt opreiſte og kruſede, med blod Fane. Illum. Afbildn. XXXIII, a. Hos de Gamle er Isſen rod og vortet, Næbet bruun⸗ grønt, Benene forte, Iris bruunrod. De Unge have graae Fier paa Hovedet, ſamt kortere og mindre kruſede bagerſte Svingfjer. Længde 46—49“. Vingeſtrækn. 78/2”, Denne anſeelige, fmuffe Fugl bliver i Danmark mere og mere ſjelden. J Hertugdømmerne, iſcer i Holſteen, yngler den paa flere Steder. Hr. Gammelgaard i Varnis har meddeelt mig, at den et Par Aar er ſeet i en Ss ved Loit pr. Apenrade, formodentlig ynglende; den yngler ved Glücksburg, Kragelund oſo. i Angeln (Mechlenburg). Efter E. Hages Optegnelſer forekom den aarlig i Flokke ved Raaby og Raaby lille Enge paa Moen, hvor ogſaa 2 ere ſtudte paa Nordfeldt, en anden ved Sondreſtrand. Efter Prof. Melchiors Noticer er den 1824 260 ſtudt i Holmegaards Moſe pr. Neſtved. J Fabers Tid ynglede den ved Sorø og Skjoldnesholm (Not. p. 33). Som Trakfugl ankommer den i Marts og April, forlader os Auguſt og September. Om Efteraaret gaaer Treekket nord⸗ fra herover, men om Foraaret maaffee over Rygen og Skaane; det foregaaer meeſt om Natten og tilkjendegiver fig ved de høie, trompetagtige Skrig, der i Nerheden noften ere bedøvende, De flyve altid i 2 Rader, ſom fortil ſtode ſammen i en ſpids Vin⸗ kel, og de ffiffe med at være t Spidſen for at bryde Luften, hvilket maa være meget anſtrengende. Som ofteſt flyve de meget boit, men gjøre Holdt ved hoie Bjerge og andre oye betebe Gjenſtande, hvilke de da omfvæve t høie Kredſe og ſtore Svingninger, for atter at fortfotte Reiſen i den vante Orden. Tranen er meget ffo, ſelv ved Reden pderſt forſigtig, men i Fangenſkab bliver den ofte faa tam, at den ledſager fin Herre paa Spadſeretoure, og vænner fig til at flyve frit ud og ind. Forplantningen og Erneringen ere ovenfor omtalte. Med Skydeheſt eller kjerende imod Vinden, kommer man den bedſt paa Skud. J Tydſkland fanges den (fom Kragerne) med $rommerbuje, der indeholde nogle Erter og paa Indre⸗ kanten ere beſtrogne med Fugleliim. Fager Tranen et ſaa⸗ dant over Hovedet, kan den ikke ſee; det falder den ikke ind at flyve, og den fanges ba levende med Hænderne. Kjodet er grovt og ſeit, men den derpaa kogte Suppe anbefales ſom meget ſtyrkende. | Storkeſlegten, Cieonia, Biss. Ne bet langt, lige, ftavft, forlænget kegleformigt, ſpidſt; Overkjcvens Ryg afrundet, næften af lige Højde med Hovedet; Underkjcven noget opadboiet; Næfeborene nær ved Nabroden, ſom en ſmal Revne i Nebets Hornmasſe, uden tydelig Neſſe⸗ gruppe; Oienkredſen og den lille Svælgpofe ved Siderne af Jtebet nøgne. Benene hoie; Tæerne forenede med en Hud til forſte Led; Bagtagen nager kun Jorden med den yderfte Trediedeel; Neglene korte, flade, heelkantede. Vingerne middelmaadige; 4ſte Svingfjer kortere end 2den, denne libet kortere end Zdie, fom tilligemed 4de og dte er lengſt. Storkene ere ſtore Fugle, der leve i Sumpe og ved Vand⸗ bredder, hvor de fornemmeligen ernære fig af Krybdyr, Fiſke, ſmaa Pattedyr, unge Fugle, Orme, Wg og Inſecter, men ikke Vegetabilier. De blive — iſcer den hvide Stork, der kan art fees fom halv Huusfugl — overalt taalte og fkaanede, fordi 261 de fortære ffabelige og ubehagelige Dyr. J be folde Lande ere de Trælfugle; be vandre i ftore Skarer og om Dagen. I deres Bæfen og Manerer herſker der megen Alvor, Gravitet og Klogfkab. Eiendommelig er deres Knebbren med Nabet, ſamt at be gjerne ſtage paa eet Been. De leve i Eenparring, bygge Rede vaa Træer eller Huſe, fælde kun eengang om Aaret og Kjonnene ere kun lidet forffjellige, 1. Almindelig (hvid) Stork. Ciconia alba, Zriss. Ardea ciconia, L. Artsm. Hvid, undtagen de lengſte Skulderfjer, Svingfjerene og be ſtore Vingedekkfjer, ſom ere forte; den nøgne Hud omkring Diet fort og glat. Sun. Afbildn. Tab. XXXII, Naebet, ben nøgne Deel af Svelgpoſen ſamt Benene cinnoberrede; Iris bruun; Fjerene paa Kroen lange og ned— hængende. Længde 40—42“; Hunnen noget mindre. Ungernes Neeb ſortagtigrodt; Benene rødagtig - fortegraae og Svingfjerene fortebrune. | Denne almindeligt beffenbte, næften overalt vaa beboede Steder forekommende og af Almuen fredlyſte, Fugl vender om Foraaret tilbage fra fit Vinterqvarteer, Wgypten og Barbariet, for at forplante ſig her i ſit egentlige Hjem, og forlader os atter ſidſt i Auguſt. Hvor den engang har Rede og ilke bliver forſtyrret, opholder det ſamme Par ſig og yngler Aar for Aar; paa mange Steder anſeer vor Almue Storkereden ikke blot ſom en Prydelſe, men og ſom et Lykkens Tegn for det Huus, der bærer den. J Jylland har jeg feet Landsbyer med 20—30 og flere af dens Reder. Den er talrigſt i Egne med ſtore Eng⸗ ſtrekninger og Moſer, f. Ex. Marſklandene; paa Bornholm ſkal den ikke findes (Dahl). Mærfeligt nok er det, at dens Udbredelſe ikke ſynderligt tiltager, da dog Antallet med Un⸗ gerne hvert Aar forøges til over det Dobbelte; maaffee ome komme en ſtor Deel af be Unge paa Reiſen, eller det tildeels er disſe, der coloniſere andre Lande, f. Ex. Aſien ofo. J Eng⸗ land gives der faa eller ingen; i Holland er den i overordent⸗ lig Mængde, Om Hoſten forſamle de fig paa ſtore Enge og Marker, hvor man ſeer dem beocge ſig imellem hverandre med den dem egne Værdighed og Alvor; ſnart begynder een at knebbre, fom vilde den predike for de andre, der foare den paa ſamme Maade. Man har fablet om, at Storkene holdt Rettergang, ſom undertiden ſkulde have Dodsſtraf til Folge. 262 Grunden dertil ligger vel nærmeft i den Kjendsgjerning, at man har ſeet de reiſefcerdige Storke, i ſaadanne Forſamlin⸗ ger, at anfalde og dræbe ſpagere og ſygelige eller ſeent ubrugebe Individer, men det ſamme finder ogſaa Sted med andre Fugle f. Ex. Meiſer; det er derfor altid et ſtort Sporgsmaal, om man tor tillægge Storkene ſaamegen Dommekraft, at de dræbe deres ſvage Kammerater, fordi be anſee dem ujffíffebe til at udholde den lange Reiſe, eller det er deres rovgjerrige Natur, der finder en Tilfredsſtillelſe i dette Overfald. Man forteller ogſaa, at de opmuntre tamme Storke til at folge med, ſamt at de anfalde dem, naar de ikke ville. Ved Reden feer man under— tiden de blodigſte Kampe med fremmede Storke, ſom ofte ende med Lemlæftelfe, endog med Døden. Undertiden kaſter Storken et Eg — formodentlig naar der ere flere end den kan ruge — eller en Unge (denne er nok ſom ofteſt en Vantrivning) ud af Reden; man ſiger, at dette ſkeer hvert andet Aar, og at den dermed vil afgjore ſin Huusleie. Efter Bojes Jagttagelſer indfandt Storken fig i Hertug— dommerne aldrig for den 19de Februar, og aldrig efter den 9be April; den drager bort ſidſt i Auguſt. Til Sjælland ankom den: | Synfjælland, Herlufsholm. Storbficlfanb, Helſingor. (Meld for.) (Steenberg.) 1820 — 29. Marts. 1823 — 30. Marts. il. | 1836 — 25. : 1893 — 98. Marts. 1837 — 6. April. 1824 — 26. „ 1840 — 2. „ 1825 — 31. „ 1844 — 4. „ 1828 — 2. April. 1845 — 26. Marts. 1829 — 29. Marts. 1846 — 2. „ 1830 — 12. April. 1847 — 28. „ Dens Nekrrng beſtaaer i Slanger (hos os Snoge), Fürbeen, Frøer, Fugleunger, Wg, Rotter og Muus, Igler og ſtore In⸗ ſecter, iffe, Rogn oſv. J den bekjendte Rede, ſom ikke udelukkende findes paa Huſe, men ogſaa paa Træer, lægger Hunnen 3—5 hvide Mg, hvilke udruges af den alene i noget over 3 Uger; men Ungerne, ſom forblive længe i Reden, førend de lange Been og de ſtore Vinger opnage deres tilborlige Styrke og Udvikling, opfodes omhyggeligt af Forældrene, Disſe ſynes at være hinanden meget tro og hengivne; viſt er det, at Hannens Jalouſie er 263 meget ſtor: man paaftaaer endog, at den har anfaldet og Dræbt fin Mage, naar den har truffet hende i Utroſkab. Dens oven— for omtalte heftige Kampe med Rivaler til Reden eller til Magen, ere temmelig bekjendte. Man fkyder den ikke gjerne, undtagen til videnfkabelig Brug; Kjodet er nemlig uſpiſeligt, og den Skade, den under— tiden anretter ved at røve det unge Fjerkree, Fuglevildt, unge Harer oſv., opveies rigeligt ved den ſtore Mengde Oldenborre— larver, Muus og Muldvarpe, fom den forterer og ødelægger ; de ſidſte har jeg flere Gange ſeet den belure og fange ved at hugge Nebet ned i den opfkydende Jordpuld. J det veſtlige Jylland har man ſagt mig, at den ogſaa nedfluger Hugorme (Vipera berus), 2. Sort Stork, Ciconia nigra, Bechs. Ardea nigra, L.; Ciconia fusca, Briss. Danft: Sort Stork; (ort Heire. Arts m. Bruunſort med ſtcerk Metalglands, blot Bryſt, Bug og Leg— fjer hvide. Been og Næb. rode (de Gamles) eller gronagtige (de Unges). Illum. Afbildn. XXXII. | Hunnen har en feagere Glands, og er mindre; Iris bruun. De unge Fugle have mange hvide Pletter paa Halſen og Bryſtet, og endnu mindre Glands end den gamle Hun. Længde 38— 40". : Den er temmelig ſjelden, hyppigſt i Jylland og Hertug dommerne. J Jylland er den mig angivet ſom ynglende i Julianelyſt, Mattrup og Raſk Skove ved Horſens; i Aunsbjerg Skov ved Viborg, Houlbjerg Skov ved Friſenborg, i Skovene ved Engesholm, Villiamsborg og Storegrundet ved Veile. Forfatteren (aae flere Reder og erholdt Æggene deraf i Skoven paa Seland i Liimfjorden (Oxholm Gods); Hr. Herredsfoged Gad har tilmeldt mig, at den yngler i Dronninglund Stor— ffov, hvorfra han har tilſendt det Kal. Muſeum et Exemplar, ſkudt af Hr. Skovrider Clauſen; den yngler ogſaa paa Mols (Bonnez) og Boje (Wiedem. zool. Mag., Bd. , Stück UD angiver den [om ynglende paa flere Steder i Hertugdømmerne, Efter Mechlenburg yngler den i mange Skove i det Slesvigfke, f. Ex. Stenderup⸗, Kobbermølle, Marie⸗ og Hanved Skop. J Sjælland er den meget ſjelden; ved Klintholm paa Møen ffubt den 19de Auguſt 1838 (Hage); effer Melchiors Opteg⸗ nelſer: ved Basnes. Paa mine ornithologiſke Udflugter ſage 264 jeg den ofte langs Jyllands og Slesvigs S2ftfoft; ogſaa paa Tipperne i Ringkjobing Fjord. Saavel i Üdſeende ſom Levemaade og Forplantning, ligner den meget den almindelige Stork, men er mindre, meget” (fp, og bygger altid fjernt fra beboede Steder, helſt i ftorre Skove, ofte meget boit, i de ſtorſte og celdſte Træer, undertiden ogſaa lavere. Den ankommer ſenere og forlader os tidligere end hin, De 3—4 Eg ere ligeledes hvide, men noget mindre. Heireſleegten, Ardea, L. Nebet temmelig ſterkt, ſtort, lige, dybt klevet, meget ſpidſt udlobende, hos de fleſte Arter flint tandet, ſammentrykt; $jevefanterne ffarpe. Toilen ſamt S2íefaagene nøgne. Piet meget nær ved Nebroden; 9tefeborene ligeledes, ridſeformige. Benene temmelig Doie og tynde, nøgne ofte langt over Helen, med lange og lige høie Teer, faa at hele Bagtagen berører Jorden. dre⸗ og Mellemtaaen forenede med en Spendhud; Neglen paa Mellemtagen har paa Indreſiden en fremſtagende, kamformig, tandet Rand. Vingerne lange, butte og temmelig brede, med meget lange Armknogler, men korte Svingfjer, hvoraf 3die og Ade almindeligſt ere de lengſte. Halen af rundet, kort, med 10 à 12 Styrere. Den meget lange, tynde Hals lader fig faa ftevft ſammenlcegge, at Nakken ligger paa Forryggen og Nabet er vandret med Struben; dette feer i hvilende Stilling og i Flugten, men den kan da ogſaa, ſom med Fjederkraft, ſtrkkes frem af denne Stilling. Derved, og ved fire med fün ſilkeagtig Duun beoorebe Steder, nemlig paa hver Side af Bryſtet og ligeledes paa Overgumpen, adſtilles denne Slægt fra de ovrige af denne Familie. Heirene opholde fig ved Hapbredder, Floder og Søer, ſamt ernære fig fornemmelig af Fiſk og Rogn, Frøer, Ferfé vandsconchylier, Muus, alle Slags Inſecter og Orme. Nogle bygge ſelſtabeligt Rede paa Træer og Klipper, andre i Rør og Siv. I de nordlige Gane ere de ffefte Trekfugle; de fælde kun een Gang om Aaret. Kjonnene ere hinanden meget lige, dog ere Hannerne [terre og ſmukkere. Hos nogle Arter ere de gamle Fugle i Angletiden prydede med lange, bløde Fjer paa Baghovedet, Bryſtet og Ryggen. De ere meget ſtye og for- ſigtige, men derhos graadige og dovne Fugle. J den ſtore, flade, kunſtloſe Rede lægge de 3—6 eensfarvede hvide, gron⸗ graae eller ſpanſkgronfarvede Wg, hvilke Hunnen alene udruger. 265 a) Tyndhalſede eller egentlige Heirer. Halſen lang og kortfjeret. 1. Fiſkeheire. Ardea cinerea, J. A. major, Gmel.; A. cristata, Briss. Danfk: Heire, Graaheire, Skredheire Artsm. Ovenpaa aſkegraa, nedenunder hvid med ſortagtige Pletterader paa Forhalſen; Fodroden meget længere end Mellemtaaen. Illum. Afbildn. Tab. XXXII. Imellem den gamle Han og Hun er, ſom ovenfor anfort, ingen ſynderlig Forſtjel; hos disſe ere Nebet, Toilen, det Nogne omkring Siet og Iris guldgule, Benene horngraagule; Baghovedet bærer en indtil 5“ lang trefjeret Fjerbuſt, Kroen er prydet med lange, baandformige, hvide, og Overvingen bag⸗ til med lignende, meget ſmalle fofoboibe Fjer, hvilke mangle hos den unge Fugl, jom forſt bliver udfarvet i det Zdie Aar. Længde 38— 40". Den opholder fig om Sommeren fornemmelig i vandrige Skovegne, og er paa abffillige Steder meget hyppig, ifær hvor den fan yngle i Fred. Udenfor Yngletiden træffes den overalt ved Søs og Havbredder. Sjeldent overvintre enkelte og føge fummerligt deres Nering ved Ager, Bakke og Strandbredder; den forlader os fom Trakfugl i Efterhoſten, September og Sc tober, og vender tilbage ſidſt i Marts eller forſt i April. Den er en ſty, flygtig og vild Fugl, der i Fare forſparer ſig raſende med Neebet. Bemærfer den Noget, udſtrakker den hurtigt fin tynde Hals i lodret Stilling og bliver ſtivt ſtagende med Hove⸗ det og Nebet lige ud, ſamt Kroppen næften lodret; er der virkelig Fare paa Færde, begiver den fig itide bort, men ellers lægger den Halſen tilbage igjen, Dens Gang er langſom, dog ikke med Storkens gravitetiſte Holdning; under Flugten, ſom er hoi og let, udſtoder den ofte et ftertt, hæft Skrig. | Fiſt, Rogn, Froer, Muus og Infecter ere dens Naring. "hvorved er ben Markelighed, at ben forſt dypper Alt i Vandet, inden den nedſluger det. Naar den fiſker, ſtager den neeſten altid ſtille i Vandet, og har dog Fiſk nok omkring ſig: man antager, at dens Been have for Fiſtene noget Tillokkende hos fig. Den fjender de Steder noie, hvor Fiſtene have deres Gang; der gjøre ogſaa Fiſkerne, fom lægge Meere til Heirens hyppige Beſog, den bedſte Fangſt. Graaheiren yngler hos os i Skove, i Nærheden af Havet eller Søer, fjernt fra beboede Steder, i Almindelighed colent- 266 viis og ofte i Selffab med Cormoranerne, f. Ex. vaa Vaarse i Horſens Fjord; paa 3Gbe[oe, ved Hirſchholm, Corſelitze, Glücksborg, Apenrade og ved Skanderborg Ss har den tidligere ynglet i Mengde. Et ſtort Antal Reder findes gjerne paa cet og ſamme Træ; den foretrekker Bog og Elm. Reden er ſtor og flad, beftaaer udvendigt af torre Grene og Qviſte, ovenpaa belagte med bløde Stoffer. De 3—4 blaagrenne Wg ere for- holdsmeesſig ſmaa. Ungerne forblive længe i Reden, ſiden og- jaa i dens Neerhed. Fra Juli og Auguſt adſprede de fig rundt omkring i Landet, baabe Unge og Gamle. Jagten er vanfkelig; man maa fnige fig til den fra Bag⸗ hold eller ogſaa maa man ſtille ſig paa Anſtand om Aftenen paa Steder, hvor man veed den træffer over, for at ſkyde den i Flugten. Da Falkejagten endnu florerede, jagede man den ogſaa med Falke. d Den anretter ofte betydelig Skade paa Fiſkedamme og Ter. b) Tykhalſede eller Rordrummer. Den mindre lange Hals er baade foran og paa Siderne beſat med brede Fjer, ſom beboffe den blot med Duun beffebte Baghals. De ere langt mere Nat- end Dagfugle og opholde fig i Siv og Rør. 2. Natheire. Ardea nycticorax, b Artsm. Overvingen hos be Gamle reen affegraa, Isſen, Nakken, Overryggen og Skuldrene gronagtigſorte; be Unge bruun⸗ grage med guulhvide Pletter. Illum. Afbildn. Tab. XXXII. Iris rod; Benene ſortegronne; Underkroppen hvid, med (bos be Gamle) rodguult Cfjer. Baghovedet prydet med hos Hannen 4“, bo8 Hunnen 3“ lange hvide [malle Fier. Dien har egentlig hjemme i de med Rør og Siv bevoxede Flod⸗ og Sobredder i det ſydoſtlige Europa og har blot nogle faa Gange ladet fig. fee hos os. Saaledes blev den i Mat 1821 ffudt ved Neumünſter i Holſteen (Iſis 1822, VII. p. 775) og Hr. Hofjcegermeſter Teilmann har paa ſamme Tid ſtudt den ved Ribe; paa Sylt blev den nedſkudt fra et Træ udenfor Landfogdens Bolig (Mechlenburg) dog for endeel Aar blev et Par ſkudt ved Elbbredden. Den holder fig, fom de folgende Arter, meget ſtjult, iſer om Dagen. Deng Flugt er lav og ugleagtig; frygtſom og mistroiſt, oppebier den Faren til det 267 Aderſte, ffjult i Rorene, hvor den da holder fig i en ſtiv lodret Stilling, faa at den ligner en Pol. At flyve langt over bet Frie, vover den ikke om Dagen, men om Aftenen beſoger den, munter og mindre bekymret for Fare, de frie Vandbredder og er faa i Bevegelſe hele Natten. Deng Stemme er et raat, vidtlydende, ravneagtigt „Koau;“ Naringen beſtager i Fiſk, Kryb— dyr, Inſecter og Orme. Reden forekommer ſjeldnere i ſumpige Moſekratter og paa Pilehoveder, hyppigere (end den foregagendes) paa Trecker; de 4—5 Lg ere bleg blaagronne, uden Glands. Paa Anſtand om Aftenen ved fritliggende Søer, Damme og Moradſer, (fal den være letteſt at ffpbe. 3. Topheire. Ardea comata, L. (Gm. A. ralloides, Scop.; Ardea erythropus, castanea & squajotta, L. Artsm. Hovedfarven ruſtgnul; Underryggen, Gumpen, Svingfjerene og Styrerne hvide; Fjerene paa For- og Baghalſen have paa beer Side en ſortebruun Lengdeſtribe. Hunnen er noget mindre og neppe jaa ſmuk ſom Hannen, der i den hoiere Alder udmeerker fig ved den hoie, okkergule Halsfarve, ſamt ved et ruſtfarvet, purpurbruunt Skjer over Skuldrene og Ryggen. Benene guulgronne; Iris guul; det Nogne ved Siet guult og grønt; Næbbet blaat med ſortebruun Spids. Den unge Fugl mangler de lange Fjer over Nakken og Baghalſen, har morke Lengdepletter paa Forhalſen og Overs 1 og er rodbruun med morfe Lengdepletter. Længde 14—19^, Har hjemme i bet foblige, ifer bet fydøftlige Europas Sumpe, forekommer enkeltviis i Holland, ſjeldent i bet nordlige Tydſkland og er blot (efter afdøde Profesſor Reinhards An— givelſe i et Collegiehefte, Hr. Bonnez har havt den Godhed at overlade mig), ſkudt i Holſteen og Jylland, formodentlig kun een Gang hvert Sted. Den udmerker fig ved en ſeregen For⸗ Fjærligbed for Qveghjorder iſcer Spin, i hvis Selſkab den ikke alene finder det ſtorſte Velbehag, men tillige føler fig tryggeſt, hvorfor man ogſaa ber bedſt kommer den paa Skud. I be ſlavoniſke Sumpe findes flore Svinehjorde, hvor den berømte Prof. Naumann har havt den bedſte Leilighed til at anſtille Jagttagelſer over denne Fugl, der er felffabefígere mod fine Lige og træffes langt hyppigere i Flokke end de andre Arter af denne Slægt, Dens Stemme er et fort, hæft „Karr“. 208 Vandinſecter, Smaafiſk og Orme ere dens Føde; den bygger Rede paa fave Buffe og Træer, vel ogſag paa Jorden, og lægger 4— 5 hvide Wg. Som den ubeſindigſte og eenfoldigſte af alle Heirearter, er den ogſaag den letteſte at ſkyde. 4. Dverg⸗Rordrummen. Ardea minuta, L. Artsm. Ruſtguul; under Hovedet og paa Midten af Vingerne fofere; Kalotten, Ryggen og Vingeſpidſerne grønførte, hos Yngre merkebrune eller ruſtgule og brunplettede; Benene fjerdekkkede til Helen. Illum. Abildn. XXXII. Iris og Næb gule; Benene guulgronne; te ſtore hvælvede Fjer paa Siden af Overbryſtet, hvilke ſedvanlig beboffe Vin⸗ gens Haandled, bruunſorte med ruſtgule Kanter. Lengde ind— üt T4. Ogſaa denne Art tilhorer fornemmelig det ſydlige og ſyd— oſtlige Europa; i Mellemeuropa forekommer den allerede ſjeldnere; dog yngler den i Mechlenburg (Maltzan) og er ffubt ved En— drupholm i det ſydlige Jylland; Exemplaret findes afbildet 1 den ſaakaldte Endrupholmſke oliemalede Fugleſamling, der til— horer Hr. Hofjcegermeſter Teilmann og for Tiden er placeret i mit Naturaliecabinet paa Amalienborg. Efter Boje ſtal den have ynglet i Sumpene ved Schwentine, i Nærheden af Kiel. Den lever, fom foregaaenbe, i ſtore, med Siv og Rør beoorebe Moſer, Søer og Moradſer, holder fig der meget fffult, klattrer med Lethed paa Rorſtenglerne og ſkriger, naar ben foruroliges eller er Fare y geb gar ge : ; Dveergheiren lever fornemmelig af ſmaa Fiſt, men ogſaa af Inſecter, Larver og Krybdyr. De 3—5 ſjeldent 6 hvide Mg lægger den i en uden Kunſt løft anlagt Rede, hvorfra Hunnen, naar den har begyndt at ruge, kun med Magt fader fig for- drive. Hannen opholder fig imidlertid i Nerheden og iagt— tager Rolighedsforſtyrreren, idet den af og til lader fit Angeſt— ſkrig høre. 5. Stor⸗Rordrum. Ardea stellaris, L. Arts m. Svingfjerene have lysruſtfarvede Baand aa ſortagtig eller mork⸗ſkiferfarvet Grund. Illum. Afbildn. XXXII. Hetten fort; Nœbet gronagtigt; Iris guul; Benene bleg⸗ grønne; Hunnen noget mindre; de unge Fugle have meget blegere Farver. Længde 21¼½—25 ½ 269 Tidligere var den (fore Rordrum langt hyppigere hos os; nu — ved Üdtorringen og Opdyrkningen af de fiore Moſer og Søer — bliver den ſtedſe ſjeldnere. Den ffof dog endnu yngle i 9torore Ss nordlig for Limfjorden, ved Einſiedels⸗ borg og Nesbyhoved (tidligere ogſaa i „Sundet“ ved Faaborg) i Fyen, i Maribo Se paa Laaland og Roddinge So paa Møen (Scheel). Efter Faber har den ynglet ved Sorø og Gurre her i Sjelland. J Marfken yngler den almindeligt, og er ſtudt ved Juletider ved Glücksborg (Mechlenburg); den er byppig ved ſtore Søer i Holſteen (Boje); den er ffubt i en Rormoſe ved Veils her i Sjælland 5te Auguſt 1821 (Melchior). Den ſtore, loſe Fjerbedcekning giver denne Fugl, hvis Krop ikke er ſtorre end den almindelige Krages, et ualmindeligt ſtort Udſeende; ſaavel derved, fom i Henſeende til Flugten og Farve— tegningen, har den noget ugleagtigt. Den er en dum, doven, plump Fugl, der ſtokſtille, med Kroppen, Halſen og Nebet i fodret Stilling, kan ſidde hele Timer paa eet. Sted, f. Ex. en Pal, et Træftød, ſaaledes at man for holder den for en Fortſcettelſe af en ſaadan Gjenſtand, end for en levende Fugl. Om Natten er den derimod i Bevegelſe for at ſoge Naering, og man hører da meeſt dens ſteerke, ravneagtige, dybe „Krauv“, fom er dens Lokketone, og ei maa forverles med Hannens omineuſe Parringsraab, der ligner et Brol, fom i Styrke og Doybde ikke giver Oxens meget efter, og fom har forvoldt Uvidende og SOvertroiffe megen Angſt og Skrek; det flyder fom „uy⸗prumb“. At den, for at frembringe denne ſterke Lyd, ſtikker Hovedet i Vandet eller i Revner paa Ror, er urigtigt; den frembringer dette, i Forhold til Fuglens Storrelſe, forbauſende Brol ligeſom andre Fugleſkrig. J det den ubforer dette, ud⸗ B Svælget fig i den Grad, at bet fan rumme en Mands Nerve. Deng Næring beſtager i Fiſk, Krybdyr, Inſecter og Orme. Den bygger Rede blandt Ror og Gio t Bandet. og lægger 3—5 grengraae Ag, af Storrelſe ſom Honſeeeg. Uagtet de ovenfor anførte Egenſkaber, er den frygtſom og, ier ved den Maade, hvorpaa den veed at gjere ſig ukjendelig, vanfkelig at ſtyde; bedſt ſkeer det om Aftenen paa Anſtand, hvor den pleier at flyve fra det ene Vand til det andet. Den anſtudte Rordrum varger fig frygteligt; den anfalder baade Menneſker og Hunde, og hugger med fit ſterke, ſpidſe Næb meeſt efter Anſigtet og Sinene. 270 Skeeheireflogten. Platalea, L. Nebet meget langt, ftevft, fladt, i Midten neppe bafet ſaa bredt ſom i Spidſen, der er dE M ſom Sfaftet af en Skee og ender med en lille but Negl; Toilen, Hagen og Struben, undertiden bele Hovedet, nøgne; Neſeborene nerſtagende og ikke langt fra Panden, i en (maf, blød Hud. Benene lange, ſterke, nøgne boit over Helen; de 3 lange Fortcer forenede til det forſte Led med en dybt ubffaaren Spendhud; Bagtaaen ligger i ſamme Plan med Fortæerne, og berører Jorden. Bin- gerne middellange, meget brede, med lange Armknogler, men mindre lange Svingfjer; af disſe er 1fte neppe kortere end eden og Zdie, der ere de leengſte. Halen meget fort. Skeeheirene leve ſelſkabeligt i bufkbegroede Sumpe, ved Flodmundinger, undertiden ved Hapkyſterne. De ere ſkye og forſigtige; ernære fig af Fiſke, Rogn, Bløddyr, Krybdyr og Inſecter; yngle, efter SOmftentigbeberne, paa Træer, Bufke, eller i Sivet; fælde kun een Gang om Aaret, men den unge Fugl fager ført i i tredie Aar fin fuldſtendige Dragt. Nabet udvikler fig kun langſomt, er i Forſtningen beflædt med en Hud, og de funne dermed knebbre ſom Storken. De flyve boit, ffjønt og focvenbe med lige udſtrakt Hals, paa Treekket i en vis Orden. Kjonnene ere lidet forſtjellige. $vib Skeeheire. Platalea leucorodia, L. Danſtk: Skeegaas, Skeeheire, Skovlnab. Artsm. Hvid næften overalt; Toilen og Strubehuden nogne, gule. Illum. Afbil dn. XXXIII a. Den gamle Han har en ffjon Hovedprydelſe i en indtil 5“ lang Nakketop af lange, ſmalle, ſpidſe flagrende Fjer, ſom 1 et okkerguult Skjcr; paa Nedrehalſen har den et ſmukt hoiokkerguult Baand; den brede Ende af bet ellers forte Neeb neſten orangefarvet; Iris reb, Benene forte. Den unge Fugl har mindre Neeb og forte Cfafter paa Svingfjerene; Længde 35”, Hunnen mindre. Det nordligſte Land i Europa, denne fydlige eller ſyd— oſtlige Fugl vegelmæsfigt beboer hvert Aar, er Holland; derfra have enfelte Individer beſogt eller forvildet fig til vore Kyster. Hr. Paftor Møller i Bregninge paa Taaſinge har forevüſt mig Hovedet af et Exemplar, ber for nogle Aar fiber blev ffubt i Jylland; efter Hofjcegermeſter Teil mann er den ſkudt paa Fans; Faber omtaler (Not. 34) dens Forekomſt ſom „ſjelden i Dan⸗ 274 mark“; Conſervator Scheel har endvidere foreotft mig Hove— bet og Vingerne af et Exemplar, (fubt her i det nordlige Sjel⸗ land 4848; den bleo t bedeervet Tilſtand ham tilſendt af nu afdode Baron Zeuthen til Tolleſe pr. Holbek; Forſtcandidat Peterſen har meddeelt mig, at den forrige Aar (1850) er ſkudt paa Halkjcer Enge ved Ringkjobing Fjord, hvilket Hr. Paſtor Jeger i Vederss har tilmeldt ham. Den er mistenkelig og forſigtig, hører derfor til de ſkye Fugle. Imod ſine Lige er den ſelſkabelig og lader fig let tæmme. Af Frygt eller Vrede knebbrer den med Nabet, dog langtfra jaa boit fom Storken. Dens Narrng beſtager i [maa gif, Froer og Conchylier. Den yngler ſnart paa Træer, ſnart paa Buſte og i Rør ved Havkyſter eller ſtore Søer, Hunnen lægger 2— 3, ſjeldent 4, anſeelig ſtore hvide Gg, med enkelte bleg rodgrage og mørfere zo AU Pletter og Punkter; undertiden ere be ganffe uden Pletter. Man maa liſte fig til at ffobe den; bedſt lykkes Jagten om Aftenen paa Anſtand. J forrige Tider jagede man den med Falke. De Unges Kjod holdes i Holland for velſmagende. 4de Familie: Seglncbede. Falcati, /llig. Ne bet langt, haardt, kun ud imod Spidſen bueformigt, tykkere ved Roden, ſammentrykt, med indadboiede ſkarpe Kjeve— kanter. Anſigtet, Hagen og Struben nøgne, afte ogſaa Hove— det og en Deel af Halſen. Benene heireagtige, lange, nøgne op over Helen; Tæerne lange; 3Bagtaaen ofteſt i ſamme Plan med Fortckerne. Vin⸗ gerne ſtore, brede og afrundede. | Disſe Fugle leve i Eenparring ved Bredden af Søer og Floder, Door be ernære fig af Fiffe, Orme og Inſecter. Uagtet deres Zrægbed og Dumhed, ere de meget ſktye. De yngle i Rør eller paa &eer, have en langſom Gang og Flugt, og fælde kun een Gang om Aaret. Kjonnene af ſamme Farve, men Hannen ftorft; Ungerne ere de Gamle meget ulige, Fra den folgende Familie adſkille de fig ved det nøgne Anſigt, de lange &eer og Negle, Bagtagens lave Sede, Nebets Haardhed og be ſkarpe Kjcvekanter, ſamt at Ungerne blive opfodte i Reden. ; Ibisſlegten, Ibis, Lucen. Nebet langt, tyndt, ved Roden bredt, bueformigt, mod 272 Spidſen ſmalt og afrundet, paa hele Overkjeeben fuvét; Anſig⸗ tet, ofte ogſaa en Deel af Hovedet, nøgent; Naeſeborene nor ved Panden; Halſen lang. Benene heie, nogne langt over Selen; Taerne lange, de tre forrefte forenede med en Speend⸗ bud til forſte Led; Bagtagen berører Jorden med den pberfie Halvdeel. Vingerne middellange, brede; Aden og zZdie Svingfjer leengſt; Halen fort. : De leve i varmere Lande ved Søer, Floder og i Sumpe, bvor de ernære fig af Inſecter, Orme, endog af Vandplanter. De fleſte Arter yngle paa. Zræer og Ungerne forblive i Reden indtil be kunne flyve. De gamle 3Gg9ptere anſage dem for hellige. Paa deres Vandringer beſoge de de forſtjelligſte Lande og Climater. Guropoiff Ibis, Ibis faleinellus, Pself. Tantalus falcinellus, E.; Numenius falcinellus, Pall. Qvt&m. Kaſtaniebruun, ovenpaa ſortegron, metalglindſende; blot Toilen nøgen. Ill. Afb. XXXIII a. 9tebet fortegrønt, tet Nøgne i Anſigtet grønt, indfattet med en graa Linie; Benene bruungrønne; Iris bruun. Længde 24", De Unge have hvide Fjerkanter paa Hovedet og Over— balfen; Underryggen og Skuldrene bruungraae, Underkroppen fra Kroen ſortegraa; Fodroden tyk op imod Helen. J Europa er den meeſt Trakfugl, hyppigſt i Polen, Un— garn, Tyrkiet, Italien; ikke ſjelden i Schweiz, ved det caspiſke Hav, i Siberien, Nordafrika oſo. Ogſaa denne blev tilbedet af Agypterne og forekommer ſom Mumie. Den er en ffo og flygtig Fugl, der flyver fet og ffjønt og træffer i ſtore Selſta— ber af 10—40 Stykker. Den opholder fig ved flade Bredder af Floder, Søer og i Sumpe, er forſigtig fom Heirene og vader efte op til Hælen i Bandet. J Foraaret 1824 blev den ffubt ved llbfobet af Elben (Naumann); i September 1826 fane Hofjegermeſter Teil mann den paa Fanø i Flok med Limosa og Numenius (Kobber— hønen og Regnſporen). J Pontoppidans danſke Atlas anføres den ogſaa (om danſk, og i det Kgl. Muſeum opbevares — morfeligt nok! — et Exemplar fra Island, hvorfra ber endog ſkal være nebfenbt 4 Exemplarer. Den er ogſaa ffubt ved Frederiksſtad (E. Hage). ö ; Inſecter og Bløddyr, formodentligt ogſaa fmaae Fiſk og Rogn, ere dens Neering; ben ynaler ved bet caspiffe og forte Hav. Eggene ere blaagrønne, uden Pletter, 273 5te Familie: Sneppeartede, Limicole, Illig. Nebet boieligt, langt eller middelmaadigt, tyndt, foagt, blødt, imod Spidſen noget haardere, lige eller opadboiet, over— eir med en blød, felfom Hud. Anſigtet og Hagen fjer— deekkede. | Benene fvage, ranke, bløde, fom ofteft høje og med faa. Undtagelſer nøgne langt over Heerlen; 3 Fortæer; de fleſte have en ganífe lille, favere eller højere ſiddende Bagtaa, fom enten aldeles ikke eller dog kun med Spidſen berører Jorden. Vingerne meget ſpidſe, middelmaadige; den bagerſte Vingerand ſeglformigt ubffaaren. J Henſeende til Levemaaden have ſamtlige Slægter af denne Familie den ſtorſte Lighed. De vade omkring i Sumpe, Dynd og Vand, ernære fig af Inſecter, Inſectlarver og Orme, hvilke de, hvor de ikke kunne fee, fole fig til med Næbet. De legge paa den blotte Jord fædvanligt 4 g, der fem ofteſt ere pereformige, olivenbrune eller olivengronne med morkere Pletter, og ruges af begge Kjon. De ere hos de fleſte eens i Farve og Tegning, men ofte er Hunnen ſtorſt. Ungerne ligne i Almindelighed de Gamle; de forlade Reden ſtrax efter Üd⸗ rugningen. Med Undtagelſe af een Slægt (Bruushonen) leve de i Eenparring. Kjodet er ſundt og velſmagende. Spoveflegten, Numenius, Briss. Nebet langt, bueformigt i hele fin Længde, tyndt, libet ſammentrykt; en Fure paa hver Side af Over- og Under⸗ næbet, fom er kortere, ved Roden haardt, meget hoiere end bredt, fvagere og tyndere udad, blot i Spidſen noget haardere; Neſeborene gjennemſigtige, nær ved Panden. Benene ranfe og bete, nøgne langt over Heerlen, med forte Ter, hvorafßf de 3 Fortæer forenede med en Speendhud, og den bageſte ſtaaende faa boit, at den kun berører Jorden med Spidſen; Neglene ſmag. Vingerne ſpidſe, temmelig ſtore, ved ben bagerſte Rand maaneformigt udſkaarne; Halen af Middellcengde med 12 Styrere, hvoraf Sideſtyrerne ere kortere. d Spoverne have en haard, tet tilſluttende Fjerbederkning og høre til be ſtorſte af denne Familie. De opholde fig ſaavel ved Havet, fom fritliggende Ferſkvandsbredder, men afverle og2 far med pleiede Agre og Heder, Greesmarker og Enge, dog meeſt i Nerheden af Havet, De vandre gjerne i Selſkab, ere meget ffoe og urolige, flyve og lobe hurtigt, og have en bot; 18 274 pibende Stemme, Deres Naring beſtaaer i Regnorme, In— ſecter, Inſectlarver, Snegle oſv., om Efteraaret (jer af Ver, fom findes van Hederne; her yngle de ogſaa, ſaavelſom paa andre lave Steder i Moſer og ved Havet, hvor Hunnen altid lægger fine 4 ſtore, olivengronne bruunplettede Wg paa et noget opboict, tort Sted. Baade 9Gl[tre og linge ligne hin— anden i Üdſeende; Hunnen ſterre. 1. Stor Regnſpove, Numenius arquata, Zeafh. Danfk: Dobbeltſpove, Heelſpove, dobbelt Reguſpove, Regnpiber, Oſtertut, Perhahn (LErpe), dobbelt Sſterfugl, Sſterlandsvibe, i Pipoſten. SMS Artsm. Isſen bleg ruſtgraa med ſortebrune Ruſtpletter, uden fpfere Lengdeſtribe ad Midten; Bugſiden og Overgumpen hvid med faa morkebrune Skaftſtreger. Slum. Afbildn. XXXIII a. Længde 22— 24“, hvoraf Nabet undertiden over 6“ Benene mork⸗blaagraae; Nerbet morkebruunt, Underkjcvens bagerſte Halvdeel lyſerod; Overkroppen ſortebruun med ruſt— guulgraae Fjerkanter, hvilke paa Bagryggen ere meget, brede; paa Halen 10—42 Tverbaand; Underlivet og Siderne hvide med brune Skaft⸗ og Lengdepletter. De Unges Næb er meget kortere og Fodroden tyk nedenfor Helen. Den ſtore Regnſpove er, ifær om Vaaren og Efterhoſten, fra April til ſidſt i Mai og fra Juli tif September, da Trakket til og fra Norden foregager, temmelig hyppig, fornemmelig om Efteraaret ved Havkyſterne og paa Hederne; hvor den hiſt og her yngler her i Landet, ſamt i Sandklitterne og paa ſandige, ufrugtbare Oer, f. Ex. ved Veſterhavet langs med Slesvigs Veſtkyſt, vaa Læsø ojo. Den er en ſelſkabelig, munter, rafk og ffo Fugl, ber lober og flyver hurtigt og udholdende, ſamt ſpvommer godt. Paa Trakket ſeer man dem flyve i en vis Orden lige— ſom Gjasſene, og man hører da tillige af og til det klare, behagelige „Lyit“, ſom baade er dens Lokke- og Varſelsſtemme, efterſon det fremſtodes boit eller lavt, og fom ved en tredie Modulation opmuntrer til at forlade Stedet. Bed Opflyvnin⸗ gen er Skriget ſterkeſt. | Naringen beftaaer i Inſecter, Larver, Bløddyr og Bær, undertiden Plantedele og, for at befordre Fordøielfen, Smaaſtene. Waa ophoiede Steder og Tuer, i Moſer og Sumpe eller paa Heder og andre uopdyrkede ſandige Steder, f. Ex. Sandklitter, Regger den 3—4 ſtore, pereformige, ſmukke olivengronne 2G3, 215 med utydelige avengraae og ſortebrune Pletter, hvilke fom ofteft lobe fammen paa den butte Ende. Kort efter Midſommer finder man flyvefærdige Unger. Da den er meget ſky, er den ogſaa vanſkelig at komme paa Skud. Ved at efterligne dens Lokkeſtemme, lader den ſig undertiden narre til at nærme fig Jægeren. Hvor den har Unger, flager den ned efter Hunden og kommer da ſtundom paa Skud. Paa Høfttræffet, da den vandrer og beſoger Strand— bredder og ploiede Agre, kan man lifte fig til den fra Baghold; den fanges ogſaa i Snarer. Kjodet, -tfær de Unges om Efterhoſten, har en fortræffelig "Smag; den er derfor ogſaa i hoi Priis i ſtore Steder. 2. Lille Regnſpove, Numenius phoeopus. Lalli. Scolopax phoeopus, L.; Numenius minor, Briss, Danfk: Middelſpove, Mellemſpove, enkelt Regnſpove, enfelt Oſterfugl. Artsm. Isſen ſortebruun, med en hvidguul Stribe langs ad Midten; Slagſidefjerene hvide med ſortebrune piilformige Pletter og Tvaerſtriber. Illum. Afbildn. XXXIII a. Jtebet ſortebruunt, ved Roden af Undernckbet rodgraat, indtil 3'/»^ langt; Iris bruun; Overkroppen morfebruun med lyſegraae Fjerkanter; Underryggen og Gumpen hvide, den graa Hale har brune Tvcerbaand; Underkroppen graahvid, med brune paalangs gaaenbe Pletter og Skaftſtreger; Sving⸗ fjerene forte med hvide Spoler; Længde 16“. De unge Fugle have et kortere Neeb og lyſere Farver; ogſaa Hunnens Næb er noget kortere. | Denne Art yngler mere nordligt og beſsger os blot vaa For: og Efteraarstrkket i Mai, Auguſt og September; den forekommer da iſcer hyppigt langs med Veſterhavets Ryſter, paa Hedeſtrerkninger og mindre Ser. Hr. Herredsfoged Gad traf i Ulſted Moſe ved Aalborg unge Fugle, ſom trykte fig for Hunden, hvilket Regnſpoverne paa Trakket ellers aldrig pleie; dette, i Forbindelſe med at det var langt tidligere end denne Fugl pleier at indfinde ſig, gjor det meget ſandſynligt, at den bar ynglet der. Efter Boje er den paa Foraarstrockket (Mai — Juni) ſaavelſom om Efteragaret (Auguſt — September) ikke ſjel⸗ den i Hertugdommerne, dog mindre hyppig end forrige. Art. Teilmann fandt Trakket af begge disſe Arter ſamtidigt; Scheel har oftere ffubt den paa Møen. J Egenftaber og Levemaade ligner den ganſke den ſtore Regnſpove. Dens Lokke⸗ 216 femme ligner hins i Modulationen, faa at blot ben Svede kan ffjefne dennes „Töy“ fra Storſporens „Lyit“. Mellemſpoven yngler i Nerheden af eller indenfor Polar— kredſen, f. Ex. paa Færøerne, Island, i det nordligſte Skandi— navien, Finland oſo. Den beboer Moſer og Kjær (Myrer) ; ogſaa i Skovegne, Door den endog undertiden ffo fette fig i Sretoppene, navnlig Fyrrens og Granens. Dens 4 yere formige, olivengrenne, bruunplettede g ligne hüns, men ere betydeligt mindre, ſamt af en renere Grunbfarve, Dens Kjod er velſmagende og dens Jagt fom Dobbelt— ſpovens. Strandloberſlegten (Role), Tringa, £. Noebet middelmaadigt eller langt, tyndt, boieligt, lige eller noget bueformigt, med langt fremgagende Sidefurer paa begge Kjceverne; ved Roden ſammentrykt, mod Spidſen haardere, ſtundom lidt bredere, lige, tilſpidſet eller nebtrpft. — Neſeborene i Neſefuren nær ved Nabet, kileformige, omgivne af en Hud. Benene temmelig lange og tynde, med ganſte abffifte For— tæer og en hoiere ſiddende Bagtaa. Vingerne temmelig lange og ſpidſe; 1ffe flore Svingfjer leengſt, foran denne en lille, ubetydelig ſpids Fjer; Svingfjerene af 3Zdie Orden nærmeft Ryggen forlængede til en anden Vingeſpids, faa at den underſte Vingekant er ſeglformig ubffaaret; Halen fort, beftaaenbe af 12 Styrere; i Enden ſpidſt tilrundet, eller dobbelt udſkaaren, Strandloberne eller Rylerne ere ſmaa Sumpfugle, der leve i Moſer og ved dyndrige Bredder af Søer, Damme, soe der, (jer Strandbredder, hvor de vade i Bandet, for med deres folſomme Næb at fange Inſecter, Larver og Orme i Mudderet og Sandet. De ere efter Kjonnet lidet, men efter Alderen og Aarstiden meget forſkjelligt farvede, Hos alle er i Sommer— dragten Ruſtrodt og Sort, i Vinterdragten Graat fremherfſkende. De ere ſelſkabelige Trakfugle, fom tilhore meeſt den tempe— rerede og folde Zone; udenfor Angletiden leve og vandre de i ftevre og mindre Gelffaber, fjerfcelde 2 Gange om Aaret, yngle paa Jorden og lægge 3—4 forholdsmassſig meget ſtore, pere— formige, gronagtigt plettede Ag, fom udruges af begge Kjon i 2—3 Uger, De ere meget bevægelige, lobe hurtigt og have en ffjøn, let, færdeles hurtig Flugt, ſamt en pibende Stemme. De have alle et fint, [effert Kjod, ere ikke vanffelige at ffpbe, og da de gjerne holde fig tæt ſammen, kan man undertiden 247 felde 20—30 Stkr. i eet Skud. Man kan ogſaa fange dem i Lobeſnarer. a) Med lige Næb. 1. Islandſk Strandlober, Tringa islandica, Gel. Tringa cinerea, Temm.; Tr. ferruginea, Mey.; Tr. rufa & cinerea, Wils. Tringa cornutus, L. Danfk: Rodſneppe (Sommerdragt); Graaſneppe, Staalſneppe (Vinter— dragt); den dumme Sneppe; islandſk Ryle; ſtor rodbryſtet Ryle. Artsm. Nabet lige, lidet længere end Hovedet, ved Roden tyffere ; Halen lyſegraa med lige lange Styrere. Ill. Afb. Tab. XXXIV. Af Miſteldrosſelens Storrelſe. Nebet og de temmelig lange Been hos de Ældre matſort, hos de Yngre fortegraae ; Iris morkebruun. Sommerdragten ovenpaa fort med ruſtgule Pletter; Underkroppen ruſtbruun, næften ruſtguul. Sving— fjerene altid forte med hvide Spoler. Vinterdragten ovenpaa aſkegraa med brune Fjerſpoler og forte Tverpletter; Under kroppen hvid eller hvidgraa med ſvagt Ruſtguult paa Forhalſen, Bryſtet og Siderne; Haledeekfjerene meget ſmalle, hvid⸗ og ſortflammede. Længde 9 - 9/““; SBingeftvefning 19^; Veergt ca. 8 Lod. Har fit egentlige Hjem i det høie Nord; træffer ſidſt i Mai eller forſt i Juni derop, vender atter tilbage i Juli og Auguſt; de linge ankomme ofte forſt i September, og den er da ifær hyppig ved vore Strandbredder. Paa Jyllands Veſtkyſt fandt jeg den talrig i denne Maaned, men kun faa Gamle, hvilke ſtedſe holdt fig ſammen; de fleſte af disſe vare viſtnok allerede reiſte videre ſydpaa. Den 2ben Auguſt 1841 ſkudt ved Aarhuus i reen Sommerdragt (Bølling); Boje traf i Slutningen af Mai gamle Fugle i reen Sommerdragt paa Slesvigs Veſtkyſt, hvilke vare paa Vandringen nordefter; den 16de Auguſt 1824 ſkjod E. Hage 3 i ſamme Dragt paa Møen; en lignende, ſkudt ved Apenrade, findes i Gammel— gaards Samling i Varnæs. Efter Mechlenburg fore kommer den hyppig ved „Batteriet“ ved Flensborg, ſaavel i Sommer- ſom Vinterdragt; 1822 blev i Nærheden af ſidſt⸗ nævnte By en flor Mængde nedflagne af Hagelveir, jaa at der alene ved det ſaakaldte „Skeeferhuus“ fandtes 20 Stkr. Om Efteraaret er den meget almindelig ved Hofmansgave i Fyen, og man ſeer den paa denne Aarstid meget hyppigt hos Vildthandlerne. Den er faa lidet ffo, at en ſtagende Flok ofte 278 Skud for Skud lader ſig fælde, uden at de tilbageblivende flyve bort; den kaldes derfor paa flere Steder „den dumme Sneppe“. Dens Stemme lyder fom „tvii“ eller „tuitvii“. Den lever af Inſectlarver, maa. Orme og Snegle, yngler paa Island, Grönland, i det nordlige Skandinavien og lægger 3—4 grengule Wg med ſtorre og mindre brune Pletter. Dens Kjod er fünt og velſmagende. 2. Dverg⸗Strandlober, Fringa minuta, Leis/. Tringa rusilla, Mey.; T, Temminckii, Koch.; banff: Dveerg⸗Ryle. Artsm. Nabet kortere end Hovedet, af ſamme Længde fom Fodroden; Halen dobbelt udſkaaren, med 3 grage Sidefjer; alle Vinge⸗ ſpolerne hvide i Midten. Illum. Afbildn. Tab. XXXV. Af en Spurvs Sterrelſe, 6-6 /“; Nabet fort; Iris merkebruun. Sommerdragt: Overkroppen ſortebruun med rod— brune Fjerkanter; Underkroppen hvid, Forhalſen og Bryſtet lys ruſtbruunagtige med forte Streger. Vinterdragt: over Ryg⸗ gen og Vingerne bruun⸗aſkegraa med forte Fjerſpoler, blot Si— derne af Kroen ruſtgrage, en bruun Stribe imellem Diet og Nebet, ellers Underkroppen bib. Ogſaa denne tilbringer Sommeren meget nordligt; befeger For⸗ og Efteraar paa fine Vandringer de danſke Kyſter; ſjeldnere Bredderne af Ferftvand, og forekommer da fom ofteſt blandet med fine Slegtninge: de almindelige Ryper. J Midten af September træffes de ved Kallebodſtrand (Bølling); t September og October er den baade af Hage og Scheel ofte ffubt paa Møen, Door den forekommer endog i temmelig ſtore Flokke. Dens Skrig er „iim“, ved Opflyvningen „vik-a vik-a“. Den lever af Inſectlarver, ſmaa Snegle og Muslinger; yngler i det hoie Nord, f. Ex. Lapland, og lægger 3—4 19$ olivengronne Ag, overalt befatte med ſmaa, matte, robgraae, og ferre brune Pletter og Puncter. b) Hele Nabet bueformigt, eller dog nedboiet i Spidſen. 3. Sortegraa Strandlober, Tringa maritima, Brumm. Danſk: Strand-Ryle, Vinterſneppe. Artsm. Nabet lidet bøjet ud imod Spidſen og kun licet længere end Hovedet; det Nogne over Helen meget fort; Nabroden og Benene okkergule; de everſte Haledekfjer ſorte; Halen afrundet. Illum. Afbildn. XXXIV. 279 Af Sangdrosſelens Storrelſe; Iris morkebruun. Sommer- Dragt: ovenpaa fort med violet Glands, ruſtbrune blege Fjer— kanter og aſkegraa Forvinge; nedenunder hvid med ſortagtige Pletter, ijer paa Kroen og Siderne. Vinterdragt: ovenpag ſort med affegraae Fjerkanter, Hovedet, Kroen og Siderne mort aſtegrage med hvide Fjerkanter; Svingfferene ſortagtige, hvids kantede; Underkroppen hvid med fine brune Pletter paa Bryſtet og Undergumpen. Ligeledes en meget nordlig Fugl, ſom dog forekommer ynglende her i Landet. Paa Trakket For- og Efteraar ofte talrig ved vore Kyſter, hvor endog endeel forblive i milde Vintre. Faber traf den i Mai 1827 paa Less, Door den, efter Bings Beſkrivelſe over denne O, ſkal yngle, ligeſom paa Bornholm; i ſamme Maaned traf han den i Flokke ved Hirts⸗ holmen. Bonnez angiver den ſom ynglende ved Strand— bredderne af Mols, hvor den er hyppig om Efteraaret og Vin— teren, ſaavelſom ved Sæby (Herredsf. Gad). E. Hage ffo» den 2ben Marts 4843 4 Stkr. ved Trekroner; baade han og Scheel have ofre ſkudt den paa. Moen, hvor den, efter Ferſt— nævntes Mening, yngler. Bed Batteriet ved Flensborg blev den ſkudt 1829 den 10de og 12te Januar, 1833 den 25be De cember, 1844 den 23de Januar (Mechlenburg); 1813 den 18de Januar ffob Dr. Poulſen den ved Apenrade. Den piber høit og velklingende og er nok den tammeſte, eller for fin Sikkerhed mindſt bekymrede, af alle Rylerne, idet den alene eller i Selſkab med ſin egen Art lader ſig komme meget ner. Neringen beſtager i ſmaa Muslinger og Snegle, Inſeet⸗ larver o[fv. og dens 3—4 28g ere graagule med brune Pletter. Den yngler paa Island, Grønland og Færøerne, 4. Krumnebet Strandlober, Fringa subarquata, 76722. Numenius ferruginea, Mey.; Numenius subarquata, Bechst.; Tringa ferruginea, Koch & Brünn, Danſk: Graaſneppe, lille rødbryftet Ryle. Artsm. Nabet meget længere end Hovedet, paa den hpderſte Halvdeel nedadbsiet; Overgumpen og de everſte Haledekkfjer hvide eller med enteíte fortebrune Pletter; Halen fortere end de ſammen— lagte Vinger. Slum, Afbildn. XXXIV, Af en Lerkes Storrelſe, 6 — 7“; Næb og Been ſorte, Iris ſortebruun. Ungdomsdragt: oven graabruun, neden hvids graa, Overhalſen lys okkerguulagtig, ſortſtribet. Sommerdragt:! 280 Overkroppen fort med ruſtbrune Fjerkanter, Forvingen bruun— graa, Bagryggen ſortegraa; Underkroppen rodbruun. Vinter— dragt: Overkroppen bruungraa, Underkroppen hvidagtig, Hals og Bryſt med hvide Skaftpletter. Sit Sommerhjem har den i nordlige og nordoſtlige Lande, hvor den yngler. J Traktiden er den temmelig almindelig ved vore Strandbredder: be Gamle i Auguſt, be Unge i September, f. Ex. paa Møen; Hage og Scheel have ofte ſtudt den paa Ulfshale; Bonnez ffob den ved Grenaa; Mechlenburg fif den ved Flensborg den 23de Juli 1828 og ben 19de Juli 4833 i fuldftændig Sommerdragt. Den viſer fig, efter Boje, ved Hertugdommernes baade Veſt- og Oſtkyſt, dog iſcer paa forſte: de Gamle, paa deres Vandring mod Syd, i Feld— ning i Begyndelſen af Auguſt, de Unge forſt i September; ogſaa ved Helſingor er ben oftere ffudt i Sommerdragt (Steenberg); Bølling fif den i denne Dragt fra Aarhuus; han fandt den i September og October temmelig hyppig i Kallebodſtrand ved Kjøbenhavn. Som hos de øvrige Arter af denne Slægt, holde Gamle nog Unge fig gjerne abffilte. J Storrelſe og Naturel har den meeſt Lighed med den folgende Art; ofte trykker den ſig, ſom Bekkaſinen, naar man nermer ſig. Dens Neering fom de andre Rylers; be 3-—4 Ag ere bruungule med graa-, lys- og morfebrune Pletter. Efter & eme mind ffulle enkelte yngle i Holland. Dens $&job er, ſom de andres, overordentlig velſmagende. ) 9. Ryle⸗Strandlober, Tringa alpina, L. Tringa variabilis, Mey. & Temm.; Tr. cinclus, L.; Numen. var., Bechst. Danfk: Almindelig Ryle; Pryllemaͤnd (Torninglehn); Ternek (Sylt). Artsm. Nabet noget længere end Hovedet og Fodroden, lidt nebboiet i Spidſen. Halen ſterkt dobbeltkloftet; de overſte Haledekfjer i Midten ſortagtige, ved Siderne hvide; Fodroden over 1“ hoi. Illum. Afbild. XXXIV. Af Marklerkens Sterrelſe. Lengde 63/4—77/; Vingeſtrak⸗ ning 14“; Halen længere end be ſammenlagte Vinger. Nebet og Benene ſorte; Iris morkebruun. Ungdomsdragt: ovenpaa ſort med brede, ruſtguulagtige Fjerkanter; Underkroppen hvidagtig med ſmaa ſortagtige Pletter. Sommerdragt: oven fort med rod— brune Fjerkanter, ofteſt med lyſere Striber; neden med et ſort Bryſtſkjold, eller dog mere eller mindre belagt med forte Lengde— pletter, ellers hid. Vinterdragten (hvori den træffes fra Nov. 281 til April: ovenpaa aſkegraa med forte Fjerſpoler og bruun⸗ graa Forvinge; Underkroppen hvid, blot graaguulagtig Hals og Kro med (maa brune Streger og Puncter. Svingfjerene, i alle Dragter, ſorte. j Den almindeligſte Art af Sfægten. Om Sømmeren træffes den parvis ynglende paa mange ſandige Strand- og Hedeenge her i Landet, f. Ex, paa Geno, Dybso, Muusholm og Salt⸗ holm ved Sjælland, paa Rodſand pan Lolland, paa Læsø, Sylt, Fohr, Fans ofo., ſamt hyppigt i de flesvigſke og jydfke Hedemoſer. Om Efteraaret og Vinteren træffes de i talrige Skarer, iſcer ved Strandbredder, men ogſaa ved Bredden af Ager, Søer og vaa andre moradſige Steder, hvor de vade og ſamle deres Føde i tetſluttede, talrige Flokke, iſcer i Sep⸗ tember og October, i mindre Flokke undertiden hele Vinteren. J April og Mai vende de tilbage fra deres Vandring mod Syd. Dens Lokkeſtemme er „tlyi“ eller „tryi“, og Hannens Parringsraab, hvilket den ofte faber bore idet den ſtiger op i Luften og nedfvæver med fenfebe Vinger, lyder fom „try try tryhryryryryryryh.“ Sin overordentlige Selſkabelighed ubftvaffer den ikke blot til fin egen Art og Slægt, men den ſlutter fig ogſaa eendreegtigen til andre ſneppeagtige Fugle, Naar en ſaadan Sveerm af ofte flere Tuſinde reiſer fig, har dette i Af ſtand Üdſeende af em opſtigende Rog. J Mai lægger den i en Fordybning i Grersſet — med et ubetydeligt Underlag — ofteſt i Nerheden af Bandet, 3—4 olivengronne glindſende Aeg med brune og forie Pletter, fom ere tætteft paa den butte Ende. ij Som de andre Arter, er den let at ffobe, offe endog mange ad Gangen. 1 6. Schinz's Strandlober, Tringa Sehinzii, Brehm. Tringa pygmaea, Cuv.; Tringa cinclus minor, Schleg. Artsm. Det ſvage Næb fun livet længere end Hovedet, i Spidſen lidt nedbgiet, Halen ſvagt tretfoftet, Mellemſtyrerne lange og ſpidſe; Fodroden ikke 1“ hoi. Slum. Afbildn. XXXV. Fra foregagende Art, fom den meget ligner, adſtiller den fig ved fin Lidenhed (6 “). J Ungdomsdragten har den tættere og ſtorre ſortebrune Pletter paa Kroen og Bryſtet, hvilke paa Siderne ere paafaldende ſtore og nyreſormige; i Sommer⸗ dragten ere de ſorte Pletter paa Overkroppen langt mindre, (aa at Ruſtfarven er mere udbredt og Fe lyſere, 282 Kroen har færre rundagtige Pletter og bet forte Skjold paa Underbryſtet har ofte hvide Fjerfanter, ſamt paa Siderne en bred hvin Rand. J Vinterdragten har den ſtedſe langt [terre og flere brede, pilformige, ſortebrune Skaftpletter end den al⸗ mindelige Ryle. Den yngler i Hedemoſerne ved Kliplev, imellem Apen— rade og Flensborg (Mechlenburg); paa Sylt (Baldamus — Rhea); Naumann foretraf den ved Veſtkyſten af Holſteen og Slesvig. J Traktiden holder den fig ofte færffilt, hvilket jeg flere Gange bemorfebe i September ved Ringkjobing Fjord, hvor den hyppigt yngler; dog traffes den ogſaa t Selſtab med de andre Arter, med hvilke den har fælles Neering. Dens Lokke— ſtemme er ſvagere end den forriges og lyder ſom „trri“ eller „trry“, undertiden (om „tirr“. Parringsraabet er: „ſjchr ärärärär“. De 4 Æg ere mindre og finere marmorerede end bos forrige Art. 7. Temminck's Strandlober, Tringa Temminckii, Leisl. Tringa pusilla, Bechstein (ung Fugl). Artsm. Nabet kortere end Hovedet, af lige Længde med Tarſen, i Spidſen lidet bsiet; Halen ſvag kiieformig, den pderſte Styrer hvid, de tvende følgende tildeels af ſamme Farve; blot den forſte Svingfjer har hoid Spole. Illum. Afbildn. XXXV. Iris morkebruun; Næb og Been gronagtig ſortegrage. Ungdomsdragt: oven lys bruungraa; Skafter og Fjerkanter lyſegrage, med lyſere guulagtige Kanter. Sommerdragt: Over⸗ kroppen ruſtguul eller ruſtguulgraa med ſorte og ruſtbrune Pletter; Forhalſen og Kroen ruſtgrage med [maa Pletter og Streger, de øvrige underſte Kropdele hvide. Vinterdragt: Overkroppen ſortagtig bruungraa med ſortebrune Fjerſpoler; Underkroppen paa Forhalſen og Bryſtet mattere ruſtgraa end om Sommeren, Længde 5 /“. Denne Art yngler almindeligt i Sverrig, Lapland og Norge. Naumann og Boje fandt den ynglende paa Pel⸗ worm. J April — Mai og Auguſt — September foregager dens Træf fra og til de nordlige Lande. Den 21de Auguſt 1849 ſtod jeg den ved Dammen i Lonborggaards Gaardsplads ved Ringkjobing Fjord; baade Hage og Scheel have oftere ſtudt den paa Møen, Door den i Auguſt og September er mindre ſjelden. Efter Mechlenburg yngler den ved Moorböl i Marfſken og er ffubt ved Flensborg; Faber traf den ved 283 Garbo So, ben nordligſte i Jylland, den 22de Mai 1827; han anfører, at den paa Træffet aarlig indfinder fig ved Ran- ders Fjord. J Levemaade ligner den fine Slegtninge og er, fom disſe, libet ffp. Dens Stemme lyder fom „tirrr“ eller s TELA: Dens indtil 4 9Gg ere glatte, glindſende matgule, med grage, rødbrune og ſortebrune Pletter. 8. Brednabet Strandlober, Tringa platyrhineha, Tens. Limicola pygmæa, Koch. ; Numenius pygmius, L.; Num, pusillus, Bechst, Artsm. Overnabet fladt, Undernæbet fladt hvælvet, i Spidſen nedbsiet j Halens 3 Sideſtyrere lige lange, de mellemſte længere. Illum Afbildn. XXXV. Længde 6—6!A^"7; Vingeſtrekning 13“. Næbet blødt, ved Roden rodgraat, udad fort; Benene grongrage; Iris morke— bruun. J Farve og Tegning har denne Art ved et flygtigt Blik megen Lighed med den lille, ſaakaldte enkelte Bekkaſin (Scolopax gallinula), faa at den meeſt betegnende kunde kaldes „Bekkaſinryle“. Betragtet fom egen Slægt, Sumplober, (Limo- cola, Koch), ftaaer Fuglen imellem Strandloberne og de egent— lige Snepper, navnlig Bekkaſinerne. Sommerdragt: Isſen ſortebruun, ruſtguul ſtribet, over Diet en bruun Stribe og over denne en hvid Linie; Roygfjerene forte med ruſtgule Kanter; en ſmal okkerguul Stribe fra Skulderen ned ad Ryggen, ſom hos Bekkaſinerne; Struben, Bryſtet og Maven hvide, vaa For halſen Bolgeſtreger og et ruſtguult Anſtrog. Vinterdragten ikke betydeligt afvigende, blot at den graa Farve tildeels træder iſtedetfor det Rodbrune og at bet Okkerguulagtige er aldeles blegt og hvidagtigt. Ligeledes en Nordboer, fom blot i April Mai og Aug. — Septbr. forekommer ved vore Kyſter, enkelt eller i Selſkab med de andre Ryler. Conſervator Scheel antager omtrent 14 Stk. at være ffubte paa Møen, nemlig 9 af ham ſelv, 3 af Hage og 2 af Kammerherre Poulſen; forøvrigt var det Hage, font forſte Gang fandt den for vor Fauna, (bet han den 16de Juli 1825 fkod den i Sommerdragt ved Oddermoſen waa Moen; Teilmann ffød den ved Sjørup i Fyen, Auguſt 1843, og Woldike i Holſteen den 13de Juli 1846. Den foretrakker mere Ferſtvandsbredderne end de øvrige Arter, og træffes blot undtagelſesviis ved den egentlige Strandbred; ſnarere ved af lobne, muddrede Vandhuller i Neerheden af ſamme. — Sy fate Be⸗ 284 vegelſer er den langſom; den er mindre ſelſkabelig, men aldeles ikke ſty; Lokkeſtemmen er „tirrrr“. ; At den endnu i Slutningen af Mai forekommer her i Landet og affer begynder at indfinde fig i Juli, lader næften formode, at dens Yngleplads er ikke langt borte, formodentlig Finland, overhovedet de nordoſtlige Dele af Europa. Wgget er, ſaavidt vides, ubekjendt. | Sandlober⸗ effer Selningſtegten, Calidris, Hlig. Nebet af Hovedets Længde, lige, blødt, boieligt, i Spid⸗ ſen tykkere og haardere; Neſeborene ſmaa, nær ved Panden, i en fremlobende Næfefure. Benene middelhoie, tynde, med 3 bredſaalede, ganfke adſkilte Fortcer, ingen Bagtaz. Vingerne temmelig lange, ſpidſe; Afte Svingfjer leengſt og Bagvingen med en forlænget Spids; Halen lidt toeffeftet, (bet de mellemſte og yderſte Styrere ere fitt længere end de andre. Selningerne eller Sandloberne ligne meget baade i lite ſeende og Levemaade Strandloberne (Rylerne), fra hvilke de fornemmelig adſkilles ved Mangel vaa Bagtaa. De fælde to Gange om Aaret og have en fra Vinterdragten meget forſtfellig Sommerdragt, medens Kjonsforſtjellen, fom hos foregagende Slægt, neppe har ſikkre ydre Skjelnemcerker. De yugle i det høie Nord og lade ſig blot fee hos os paa Vandringen fra og til dette, iſcer ved Havkyſterne. Vi have blot een Art, nemlig: Foranderlig Gefning, Calidris arenaria, Temme. Charadr. calidris, L.; Tringa arenaria, Gm.; Calidris grisea, Mey.; Arenaria grisea, Bechst. d Artsm. Svingfferene af 2den Orden og Styrerne have hvide Spoler. Illum. Afbildn. XXXIV. Omtrent 7“ lang og 13½—44“ bred. Næb og Been ſorte; Iris morkebruun. Ung Fugl: Underkroppen ſamt en Stribe over Oiet hvide, Panden graahvid mid bruunſorte Plet⸗ ter, igjennem Stet en merkere Stribe, der ifær er tydelig foran det; Baghalſen graahvid med utydelige Leengdepletter og Stre⸗ ger; Ryggen og Skuldrene mørk bruunſorte med guulagtige eller graahvide Fjerkanter. Sommerdragt: Overkroppen har fiore forte Pletter med ruſtrode Kanter; over Siet gaaer en guulagtig Stribe; Overbryſtet og Kroen paa Siderne bleg ruſtrode, Underkroppen ellers hvid. Om Vinteren ere de forte Pletter paa Ryggen mindre og de ruſtbrune Kanter tildeels grage. 285 Den beboer be nordlige vg nordoſtlige Lande, men træffes hos os Baar og Høft paa dens Vandringer. J November 1849 erholdt jeg paa eengang 3 Stkr. hos en Vildthandler 1 Kjobenhavn; paa Møen er ben ffubt den 7de, 12te, 26de Juli, 15de Auguſt, 14de September og den 6te December; Scheel har ogſaa der feet den i Flokke. Efter Bonnez's Meddelelſe fore⸗ kommer den, endſkjondt ſjeldent, ved Strandbredden af Mols, hvor den gjerne holder ſig langt ude paa Sandrevlerne. Den er ffubt ved „Batteriet“ ved Flensborg den dte Auguſt 1832 og 40de Auguſt 1836; Teilmann ſkod den paa Sano; Dole ling fif den i Hoſtdragt fra Kallebodſtrand. Dens Lob og Flugt er let; dens Lokkeſtemme „pitt“; Neringen: Orme, In— ſecter og Larver, ſom den ſamler i det vaade Sand ved Strandbredderne. Den er let at ſkyde; Kjodet er fünt og fedt, ſamt meget velſmagende. Kamplober⸗ eller Bruushoneflegten, Nachetes, Cc. Nebet omtrent af Hovedets Længde og kortere end Tar— fem, lige, ved Roden lidt ſammentrykt; Overncebets Spids — ſom er but afvunbet — lidt nedbeiet; Neſeberene ſmalle, tæt ved Nerbroden, beliggende i en blød Hud, der Danner en lang Neſefure. Benene nøgne langt over Helen, høie, ſmalle, bløde, fore og bagtil ringlede; Bagtagen berører blot Jorden med Spidſen; Yoretaaen forenet med Wellemtaaen ved en bred Hinde. Vingerne af Middellængde, bagtil bueformigt uds ſtaarne; 1fte Svingfjer lengſt; Halen fort, de mellemſte Styrere ubetydeligt længere. J Størrelfe og Üdſeende ligne de mere den folgende end foregagende Slægt; bleve henforte ſnart til den ene, ſnart til den anden, indtil Cuvier opſtillede dem fom en egen Slægt under 9taon af „Kamplobere“. De have nemlig flere Ser— egenheder, f. Ex. at Hannen er en Trediedeel ſtorre end Hunnen; at den om Vaaren er prydet med en ſtor Fjerkrave og beſat med Vorter i Anſigtet, ſamt at den i denne Dragt varierer i det Uendelige; at de leve i Fleerparring, og Hanner⸗ nes Kampe paa egne bertif pasſende Steder ojo. Om Hoſten ligne Hannerne og Hunnerne hinanden i Farven; Ungerne ere mere rodagtige. De ere Træffugle, der om Vinteren forlade deres nordlige YNngleſteder, hvor de opholde fig i Moſer og Sumpe effer paa. lave Enge ved Havkyſterne. Naringen bee ftaaer i Orme, Inſecter og deres Angel. Den kunſtloſe Rede Q 286 er anbragt i Græg'et; ben indeholder indtil 4 pæreførmige, oliven— qrønne, bruunplettede Wg. Hunnen ruger alene og opfeber Ungerne, om hvilke Hannen aldeles ikke bekymrer fig. De ſidſte foretage deres Vandringer alene eller i ſmaa Selſkaber; Hunnerne og Ungerne vandre for fir. Kjodet er velſmagende. Mangefarvet Bruushone, Machetes pugnax, Cuw. Tringa pugnax, L.; Totanus pugn., Nilss, Orn. Danſk: Bruushane, Egholmskok (Aro), Bruſehahn (Sylt), Munk, Bruuskop (Amrum). Artsm. Svingfjerene ſortagtige, den forſtes Spole hvid: de mellemſte Styrere med brede morte Baand, be tre 9terfte graae, ofteſt eensfarvede (uden Pletter). Illum. Afbildn. XXXIV. Hannens Længde 12“, Vingeſtraekning 23“; Hunnens Længde 85/2", Vingeſtreekning 19'5,". Hannen omtrent af Turtelduens Storrelſe. Nebet rod- eller bruunguult, Spidſen merfere, om Vinteren mere fort; Iris morfebruun; Benene bete, rodgule, ſafran- eller (hos be Unge) grongule. Den unge Fugl er ovenpaa ſortagtig graabruun, nedenunder hvidgraa, paa Hovedet ruſtguul, Hals og Bryſt uplettet aſkegrage, rob: agtige; Overkroppen med mere Ruſtguult end hos de Gamle. J Parringsdragten fremtræder den ſtore Forſtjellighed i Far— ver, ber høg Hannerne udmeerker neſten ethvert Individ ved en anden Tegning og Blanding, faa at man ikke kan beſkrive dem; merkveerdig er den ſtore Halskrave og den dobbelte pre formige Top paa Baghovedet, hoilken ligeledes varierer i Farve. Noget ſenere end Kraven fremkommer der gule eller rode Vor— ter i Anſigtet, iſer foran og over Oinene. Hunnen er ikke ſtorre end den almindelige Kramsfugl; den har om Sommeren granat Hoved, Hals og Bryſt med ſortagtige Pletter, ſamt fort eller ſortebruun Ryg og Skuldre med ruſt- eller hvidgrage Fjerkanter. J Hoſtdragten ere begge Kjon hinanden mere lige: Isſen fort med ruſtgrage Fjerkanter; Hals og Bryſt graae eller ruſtgrage med forte Pletter; Ryggen og Skuldrene fom. Hun— nens om Sommeren, blot mere graafarvede; Vorterne i Hannens Anſigt ere da erſtattede med Fjer; Halskraven tabes i Juli. Bruushonen forekommer om Sommeren i Moſer og vaa ſumpige Enge her i Landet, fornemmelig i Havets Nerhed. Hunnen ankommer i ſidſte Halvdeel af April, Hannen 14 Dage tidligere, men den forlader os allerede i Auguſt; Hunnen og be Unge ſenere. Den yngler hyppigſt ved Jyllands og Sles— 287 vigs Veſtkyſt; tog ogſaa paa Muusholm, Omø og Agerss (Peterſen); paa Moen (Scheel); Rodſand (Dahl); Mols (Bonnez); Forfatteren fandt den ynglende paa flere Ser imellem Fyen og 9Gro, paa Læsø, ved Ringkjobing Fjord oſv. Overalt fandt jeg langt Here Hanner end Hunner; maaſkee har dette fin Grund i, at de ſidſte i Jngletiden hyppigere blive fangede paa Reden, ligeſom de lettere blive bortfkudte end de mere ſtye Hanner, hvoraf blot enkelte fanges paa Kamppladſen med Lobedoner. Hannerne ere blevne berømte ved deres Kampe i Parringstiden, hvortil be altid udvælge fig en noget opbotet, fugtig, med fort Græs begroet Plads af [aa Fods Gfeunem(nit, i Nærheden af Sump eller Band; disſe Pladſer benyttes hvert Aar. Kun de Hanner, hvis Kraver ere fuldſtendigt udvorne, tor betræde Kamppladſen, hvorfor ogſaa de Leldſte indfinde fig forſt. Denne Leg vedvarer fra Begyndelſen af Mai til Slut— ningen af Juni. De ankommende 3—6—8 Hanner, ſſeldent flere, ſtaae daglig to og to flere Timer og holde Stand paa. en Plads af en Tallerkens Storrelſe. Den forſt ankommende Han feer fig med Begjcerlighed omkring efter en Modſtander, og ſaaſnart denne viſer fig tilbsielig til Kamp, fløde be gjenſidigt paa hinanden indtil de ere trætte og trade tilbage paa deres Plads. Kampen begynder opretſtagende med Skjalven og Nikken, derpaa boie de Bryſtet ned, ſigte med Nebes, udſpile Kraven ſom et Skjold, reiſe Hoved og Rygfjerene og rende eller ſpringe ſaaledes imod hinanden for at give Stød med Nebet. Saa farlige og heftige disſe Kampe fee ud, gaaer dog aldrig Nogen derved tilgrunde, og i faa Tilfcelde kan der være Tale om den Seirende eller den Overvundne. At disſe Kampe have Hunnens Erobring til Henſigt, er ikke tilſtrokkeligt bez viiſt, neppe engang rimeligt; thi de Ikkekcempende parre fig ligeſaavel fom de Kempende og Hunnerne ere fædvanligt ikke i Nerheden; ſnarere kunne de vel anſees fom en morende Tids— fordriv. Udenfor Kamptiden ere Hannerne, ligeſom Hunnerne meget fredelige Fugle. À Deres 9tering beftaaer i Orme, fmaa Snegle, Inſecter og Larver. J Fangenffab vænnes de efterhaanden til at leve dp Band og Melk med Hvedebrod, Korn og hakket Kjod. Den yngler ſelſkabeligt, dog ikke ganffe nær ſammen og iffe i Kamppladſenes umiddelbare Nerhed, helſt i Nerheden af Band; Asggene ere ovenfor beſkrevne. 988 Klireſlegten, Totanus, Beckst. tæbet middelmaadigt eller langt, ſmalt, ſammentrykt, temmelig trindt, lige eller lidt opadboiet mod Spidſen, der ikke (om hos Strandleberne) er bredere; ved Roden blodt, ellers haardt og med indadbsiede Kjcevekanter; Overkjckven lengſt; Naſeborene ſmalle, ridſeformige og gjennemſigtige, i Nerheden af Neebroden, i en meer eller mindre fremragende Fure. Benene hoie, [vage og tynde; den feage Bagtaa kun fort; den yderſte og mellemſte af Fortceerne forenede med en Speend⸗ hud til det forſte Led. Vingerne fom hos Strandloberne, ifte Svingfjer Ienaft; Halen af ulige Form, meeſt fort, bez ſtgaende af 12 Styrere. De tilhøre mere den folde end den varme Zone, opholde ſig ved Bredder af Damme, Seer og Floder, paa fugtige Enge, ſamt i Moſer og Kjær; kun i Traktiden foretræffes nogle Arter ved Strandbredderne. De vade dybt, ſvomme undertiden, ere (fpe og forſigtige, have en overordentlig let Flugt, og vandre eenſomt eller i mindre og fterre Selſkaber. For deres Afkom viſe de megen Omſorg: med boit Skrig forfølge de Den, der nærmer fig deres Rede; be udſtede dette deels flyvende, deels idet de af og til fette ſig paa Stene, Bufke, Træer, Pele oſv. Neringen beſtaaer i Orme, Inſecter, ſmaa Muslinger ofo. I Henſeende til Kjon, Alder og Aarstid ere de fleſte lidet for ſkjellige. Deres Kjod er meget velſmagende.“ a) Klirer med et lige Mæb, der er kortere end Hovedet, og med Nabfure neſten lige til Spidſen (Actitis, Brehm. Mudderklirer). Mudderſneppe⸗Klire, Totanus hypoleucus, Zemmm. Tringa hypoleucos, L.; Actitis hypol., Brehm. Danfk: Mudderſneppe, Sthyllepig, Virlen. Artsm. Overkroppen bruungraa med grenagtigt Skjar, ſortebrune Skaftſtreger og forte Tvar- og Zikzakpletter, ſamt et hvidt Baand over Diet. Underkroppen hvid, uplettet, undtagen Kroen fom har fortebrune, fine Streger. Ill. Afb. XXXVI. Af en Lerkes Storrelſe: 7½ 8 /“ Længde og 13—44“ Vingeſtreekning. Hunnen ſtorre end Hannen, ellers ligne de neſten ganfke hinanden, dog har Hannen kun 1 à 2 Pletter paa den yderſte Styrers Prefane og ingen paa de underſte Haledakfjer. J Vinterdragten har Kappen mindre Glands. Den lever om Sommeren ved ſtenede eller ſandige Bredder *» 289 af Søer, Damme, Ager og Floder; kommer hertil i April til Mai og forlader bs i September — October. Denne Klire er hos os temmelig almindelig paa Efteraarstrakket; dog findes den ikke ſaa ſjeldent ynglende hiſt og her ved ſtenede, raſklobende Baekke, f. Ex. ved Veſtkyſten af Jylland, ved Sonderomme og Rorbckk pr. Veile ojo. Efter Teilmann fandtes, for nogle Aar ſiden, dens Rede i Endrupholms Have. J Hertugdom⸗ merne er den almindelig, ſaavel i det Indre af Landet, ſom ved Kyſterne. Efter Prof. Melchiors Optegnelſer forekom den hele Sommeren, par- og flokkeviis, ved Agen ved Herlufs— holm. Denne lille, ſtye Fugl har en raſt, trippende Gang og en hurtig, ſmidig Flugt, i Løbet gynger den ofte Kroppen paa Benene, ſtundom fvømmer ben og i Livsfare dykker den med Fardighed. Dens vidtlydende Stemme klinger boit og pibende ſom et flere Gange gjentaget „Tidihidi“. | Vandinſecter, iſcer Larver af Døgnfluer, ere dens vigtigſte Nering. Reden er gjerne ſkjult under Bufke eller i Grasſet; de 4 pereformige, mat ruſtguulagtige Ag ere beſtroede med ſortebrune og graaviolette Punkter og ſtorre EUR iſer ved den butte Ende. b) Med et lige Næb, ber er længere end Hovedet, og med iffe længere Fur end til mu Midte (Totanus — egentlige lirer). 2 Seb eilt Klire, Totanus fuscus, Becht. Limosa fusca, Briss.; Scolopax fusca & atra, L. Sanff: Sortſneppe, Harlekinſneppe, ftor Rodbeen. Artsm. Kroppen ſortagtig eller graabruun; Vingerne ovenpaa tegnede med hvide Pletter, de mellemſte Svingfjer blot med hvide Randpletter; Nabet fort, af Fodrodens Lengde, ved Roden af Underkjcven rødt; Benene om Vinteren og i Ungdommen guul⸗ rode, om Sommeren rødbrune. Illum. Afbildn. XXXVI. Sommerdragt: fortegraa, hvidplettet; Hoved, Hals og Underkrop hos be Gamle neeſten forte; Styrerne fortegraae, med 419—414 hvide Tveerbaand; Ungdomsdragt: ovenpaa afke⸗ eller bruungraa, nedenunder boibagtia. Iris morkebruun. Hannens Længde 11— 41 ½“, Hunnens 12 /“. Denne anſeelige Sneppeart tilhører de nordlige og nord⸗ oſtlige Lande, hvor den yngler. Sidſt i Juli ſees den allerede familieviis, fenere i Flokke, ved vore e i Auguſt 290 er &ieffet talrigſt, og den foretræffes undertiden til langt benpaa Efteraaret. Den 8be Auguſt 1850 (fob jeg 3 Stkr. ved Corpo— ralskroen, et Par Mile fra Kjøbenhavn; den er ogſaa ffubt ved Helſingor (Steenberg); ofte i det Slesvigſke og i Hol— ſteen (Faber); ved Barnæs Strand (Gammelgaard); ved Kallundborg (Bølling); ved Gauns (Melchior); ofte paa Møen (E. Hage). Naar ben vender tilbage om Foraaret, ſidſt i April, ere de fleſte i Angledragt, nogle i Overgangen dertil; den er da langtfra faa talrig og forbliver kun meget fort. Den opholder fig paa Angleſtedet iſcer ved Ferfkvands— bredder, Den er meget ſky, ſvommer færdigt og har et ſkarpt, pine 4 der lyder ſom „tjoit“; Lokkeſtemmen er „tik tik" og „talk | | Dens Wg, fom jeg har fra Norge, under Navn af „Qvikketjeld“, ere korte og paa den butte Ende tykkere end Rodbenens, hvilke de forreſten ligne, blot at Grundfarven er mere rodbruun. Narringen beſtager i Vandinſecter, ſmaa Muslinger og Frolarver. Kjodet er meget velſmagende. 3. Rodbeen⸗Klire, Totanus calidris, Becht. Totanus striatus, Briss,; Tringa striata, Gm. L.; Limosa calidris, Pall, Danſk: Rodbeen, Tjaldr (Liimfjorden), Tolken (Bornholm). Artsm. Nabet rødt fra Baſis til Midten, kortere end Tarſen; Benene orangerøde (hos be Unge robguíe). De mellemſte Svingfjer (2den Orden) i den ydre Halvdeel reen hvide; Undervingen næften af ſamme Farve. Illum. Afbildn. XXXVI. Længde 10 — 11“; Hannen mindſt. Næbet i Spidſen ſortebruunt. J Sommerdragten er Fuglen ovenpaa ruſtgraa⸗ bruun med forte Pletter, Underkroppen hvid med ſortagtige Pletter, hvilke paa Struben og Forbryſtet ere langsgaaende og tette, paa Bagbryſtet og Maven fine og fmaa, paa Siderne og Underhaledeekfjerene tværgaaende; Halen lige, med mange hvide og ſortagtige Tværbaand. J Vinterdragten er den afke— graae Farve mere fremherſkende paa Ryggen, og Underkroppen har mindre Pletter, Den unge Fugl har ruſtgule eller bleg— guufaraae Fjerkanter, fom. paa Vingedeekfjerene ere mere hvide. Rodbenen er hertillands den almindeligſte Art af denne Slægt. Som Træffugl ankommer ben i April og forlader os i Auguſt og September, da Trakket fra Norden betydeligt forøger Antallet, ligeſom ogſaa bette er ſtorre, naar de om Foraaret vandre norbpaa, Almindeligſt ynglende findes den 291 langs med Jyllands og Hertugdemmernes Veſtkyſt; dog fore— kommer den ſom en af de almindeligſt ynglende Sumpfugle paa neſten alle mindre Øer og Holme, f. Gr. imellem Fyen og Wre, i Isſefjorden, Liimfjorden, Kattegattet, ved Sjælland og Lolland ojo. Sy Angletiden er den meget tam, eller vel rettere: bekymret for fin Angel; ſaaledes var Hr. Bølling, paa Fuur i Liimfjorden, Vidne til at den gamle Fugl blev Prebt i Flugten med en Steen, medens den kredſede om Ungerne; ellers er den lige faa vild fom fine Slegtninge. Dens Skrig er et vidtlydende „Dja“ eller „Dla“, „Dly“, og⸗ jaa „Djaa“ eller „Djy⸗y“; Parringsraabet: „Dlidl dlidl“. N Neringen fom de foregagendes, men beffaaer for en ſtor Deel i Vegetabilier. De 4 pereformige Wg findes, paa et lidet Underlag af tert Gras, i en lille Fordybning, almindeligſt i Havets Nerhed; de ere graagule eller rodagtig okkergule med rodgule eller rodagtig ſortebrune Pletter og Punkter. Som alle de andre Klirer er den udenfor Yngletiden vanffelig at komme paa Skud, naar det ikke kan ſkee fra Bags hold eller man kan ligge ſtjult i Siv, Marehalm o. b. og oppebie dens Komme ved Yndlingsſtederne, hvor den ogſaa let fanges i Lobeſnarer. Ved fit muntre Veſen og fin fleitende Stemme opliver den ſumpede, ofte mindre behagelige Egne. 4. Graabenet Klire, Totanus ochropus, Bechist. Trtnga ochropus, L. Danſk: Svaleſneppe, fort eller hvidprikket Tinkſmed. Artsm. Nabet lige langt med Fodroden; Svingfjerenes Spoler morke— brune, Undervingen mork; Halen hvid med brede ſortebrune Baand, font mangle paa Sidefjerene. Overkroppen morke— bruun metalglindſende, med ſmaa hvide eller guulagtige Plet— ter. Illum. Afbildn. XXXVI. Af en Sangdrosſels Storrelſe. Længde 9-9 /“. Vinge⸗ ſtrakning 17¼ “. Iris morkebruun; Nabet gronbruunt med ſort Spids; Benene affegraae, blot paa Sebbene grenagtige; Underkroppen hvid, Underhagen og en Deel af Struben med ſmaa brune Punkter. Hos de Unge mangle Pletterne paa Hovedet og de ere mere guulagtige. | Uden at være ſjelden, forekommer denne Art dog temmelig ſparſomt i Danmark; hyppigſt i Traktiden, og da ſkydes den jevnlig, baade For⸗ og Efteraar. Man ſeer den aldrig i ſtorre Flokke, men enten alene eller i ſmaa Selſkaber af 5—6 Stkr. 292 og ba blot unge Fugle, Efter Hage har ben ynglet i Odder⸗ moſen paa Møen; Teilmann ffob den paa Vilslev Enge ved Ribe fra 4 Wg; efter Mechlenburg yngler ben hiſt og ber i Moſer ved Flensborg. Ved Havkyſterne indfinder den fig næften aldrig, men derimod ved Ferſkvandsbredder, endog undertiden — faabanne, der ere omgivne af Skov. Denne five, urolige Fugl har et pibende, høit Skrig, der lyder [fom „dlyidlyidlyi“; Lokkeſtemmen er „dik dik“. Dens Næring og Manerer ere [om be foregagendes, dog lever og (fjufer den fig gjerne imellem Bufke og Krat. De 4, forholdsmasſig ſtore, pœreformige Wg, fom ere guulbrune med brune Pletter, ere temmelig vanſtelige at finde, da Reden gjerne er godt ffjult. 5. Tinkſmed⸗Klire, Fotanus glareola, Temm. Tringa glareola & littorea. Danſk: Tinkſmed, Kjerſneppe. Artsm. Næbet kortere end Fodroden; forfte Svingfjer med hvid Spole, de folgende hvidſpolede paa Underſiden; Undervingen meget bleg; Halen boib med brune Tyeerbaand; de io mellemſte Styrere fibt længere, alle Styrerne tegnede med brune Tver— baand; Benene overalt gronagtige. Illum. Afbildn. XXXVI, Længde 81/4—83/4", Vingeſtrkning 15— 16“. 9tebet ſort, ved Roden gronagtigt, Iris bruun. Ungdomsdragten: Ryggen ſortebruun, med ruſtgule, kantede Pletter, fom ere mindre og blegere ud over Vingerne. Sommerdragt: Over— kroppen ſortebruun, med hvidagtige, ofte kantede Pletter i Fjer— kanterne, en lys Stribe over og en morf igjennem Oiet; Under— kroppen hvid, med tette, brune Lengdepletter paa Halſen og Forbryſtet. Vinterdragt: Rygpletterne bruunagtige og flere Pletter paa Forhalſen. Almindeligere end forrige, og ikke ſjeldent ynglende, ifær i ſtorre ſandige Moſer, f. Ex. paa Heden ved Tarum og Skjern og ved Haſtrup; ved Sæby (Gad); van Mols (Bonnez); i Hertugdemmerne temmelig hyppig (Mechlenburg, Boje); imellem Jerup og Aalbæk i Vendſysſel (Faber); i Sjælland yngler den, efter Melchior og Hage, fjelbnere. Som Set fugl ankommer den i April og forlader os i September. Lige— fom Rodbenen, er den meget omhyggelig for fin 9)ngef, naar man nærmer fig denne; med et engſteligt „Tink tink tink“ (hvoraf det jydſke 9taon „Tinkſmed“) omkredſer den Reden eller Un⸗ gerne og udfætter. fig derved for Livsfare, medens den til andre Tider er vanſkelig at komme ner. 293 Neringen fom de forriges. De indtil 4 guulagtiggronne, bruunplettede, pereformige Wg findes, ikke uden Vanfkelighed, paa Tuer i Kjær og Sumpe. Anmeerkning: Damſneppen (Tot. stagnatilis, Bechst.), fom henfører til denne Afdeling, er en ſydligere Fugl, der blot tilfeeldigviis indfinder fig her i Landet. E. Hage vil i Mai Maanen for nogle Aar fiber have ffubt 2 Stkr. paa Møen, og Hr. Carſtenſen fjebte den gde September d. A. hos en Vildthandler her i Byen en Fugl, ſom han, ved at ſammenligne den med et Skind af ſin ſtore, fortrinlige europeiſfke Fugleſamling, fandt at tilhore denne Art. Oesverre var Exemplaret i en fax bedarvet Tilſtand, at det ikke Tob fig praparere, og at jeg derfor, formedelſt min Fravarelſe, ikke fif det at fece. Da vet alligevel ſynes udenfor al Tvivl, at den tilfører vor Fauna, ſkal jeg, for at gjøre op: merkſom paa den, ikke undlade at anføre dens Arts marker: Næbet meget langt og tyndt, ſamt Benene bsie; Halen med et langsgaaende Baand i Jdrefanenafdetoyderſte Styrere, Lengde9“, c) Med et i Spidſen oyatbetet Næb, fem er længere end Hovedet og ofteſt af Fodrodens Lengde; Nabfuren nager neppe til Neebets Midte (Glottis, Nilss., Glutklirer). Gronbenet Klire, Totanus glottis, Becht. Scolop. glottis, L.; Glottis chloropus, Nilss. Orn. Danfk: Hvidſneppe, Glutſneppe. Artsm. Nabet ved Roden langt hoiere end bredt, fra Midten opad— bøjet; Benene gronagtiggrage og meget bete (5“ og derover); Mellemvingen bar intet. reent Hvidt; Mellemryggen, Over— gumpen og Underkroppen reen hvide; det Ovrige af Ryggen og Skuldrene ruſtgraat med ſtore forte Lengdepletter i Midten af Fjerene; Hovedet og Halſen hvidagtige med fine ſortebrune Lengdepletter, font paa Hovedet ere tætteft. Slum. Afbildn. XXXVi. Længde 13¼“, Vingeſtrekning 23 /“. Na bet ſortagtigt, hos de Unge blaagraat fra Roden til Midten, hvoraf med Alderen blot bliver et lidet Spor tilbage ved Nabroden. Ungdomsdragten udmerker fig meeſt ved den graafarvede Forhals, ſamt ved de ruſtgraage Fjerkanter paa Overkroppen. J Vinterdragten er den hvide Farve hos de Gamle langt mere blendende og udbredt end i Sommerdragten, ſom derfor mere nærmer. fig de Unges. ö Den har egentlig hjemme i de nordligere og nordoſtlige Lande, hvor den yngler, f. Ex. ved Floderne i Lapland og Norge, (efter Boje) altid i Nærheden af Havet. J ſidſte Halpdeel af Auguſt og forſt i September er den temmelig al⸗ 294 mindeligt forekommende paa Vandringen ſydefter, mindre hyppig, naar den om Foraaret atter vender tilboge. Om Hoſten ſeer man den ofte bogs Vildthandlerne i Kjøbenhavn, enkelte Gamle endog ſidſt i Juli og forſt i Auguſt. E. Hage vil have truffet den ynglende ved Roddinge Sø vaa Møen; fra Ringkjøbing Fjord, hvor jeg 1846 (aae denne Fugl i Angletiden (Juni), har jeg i Aar modtaget 2 Wg, ſom ikke kunne tilhere nogen anden; man har ogſaa forſikkret mig, at den er funden ynglende ved Aalborg. Dens heitlydende Piben hores langt borte, fom „tjia“ eller „tjiü“; Parringsraabet: „dahydl“ oſv.; udenfor Parringstiden er den meget ffy. Den ynder dyndrige Hap— bugter i Nerbeden af Ferſtvand og ernærer fig af Vandinſecter, Fiſkeyngel, Orme oſv. De tvende Wg fra Jylland og flere — dem fuldkommen lige — fra Norge have nøgen Lighed med Rodbenens, men be ere noget fterre, af lyſere (hvidgulere) Grundfarve og Pletterne ere ikke faa tætte og ſtore. Kobberſneppeſlegten. Limosa, Briss. 9t e bet fanoftraft, blødt, boieligt og opadboiet, Næfefuren nager heelt ud til den flade Spids, fem er den alene horn— agtige Deel af Nebet, der, med Undtagelſe af Spidſens Form, har Lighed med Skovſneppens; Nekſeborene ere ſmalle og tet ved Neebroden. Benene lange, temmelig tynde, Skinnebenet negent langt over Hælen; Bagtaaen nager Jorden kun med den yderſte Trediedeel. Vingerne lange og ſpidſe med ud— ſkaaren Bagrand, ſom danner en lang, bageſte Vingeſpids; Afte ſtore Svingfjer længft, foran den en fort, lille, ſmal Fjer. Halen kort, lidt afrundet. Imellem Kjonnene beſtager den veſentligſte Forſkjel i Sut nens betydeligere Sterrelſe. Da de fælde to Gange om Aaret, fremkomme derved betydelige Farveforandringer, ſom let give Anledning til Feiltagelſer og Forvexlinger, ifær naar man ikke har flere Arter til Sammenligning, eller man ikke har iagttaget dem i Naturen. J Sommerdragten er hos Alle det Ruſtrode, fra det meeſt livlige til det mattere, frember(fenbe, medens et mere eller mindre dunkelt Graat udmerrker Vinterdragten, hvori de have meeſt Lighed med Negnſpoverne. De leve om Somme⸗ ren i Moſer og Kjær i Havets Neerhed, hvor de med deres folſomme Næb, meeſt om Natten, tage deres Føde, ofteſt uden at kunne fee den. J Traktiden, iſcer om Hoſten, forekomme de i Flokke ved Havkyſterne. 295 1. Sorthalet Kobberſneppe, Limosa melanura, Zeis?. Seolop. limosa, L.; Totanus limosa, Bechst.; Limosa aegoeephala, Bon, Danfi: Rodvitte; Sobberbone (Sommerdragt); Strandſneppe (Vinterdragt). Artsm. Halens pderſte Halvdeel fort, den inderſte hvid; Mellemtagens Klo lang, paa Indreſiden tandet; Nebet næften lige, paa Vingen et hvidt Speil. Illum. Afbildn. XXXIII b, Længde 15— 16'/^". Hunnen ftorft, omtrent fom en Maanedsdue. Nabet mat rodguult, i Spidſen ſortebruunt, indtil 5“ langt; Iris morkebruun. Benene forte, i Ungdommen morkegraae. Sommerdragt: Ruſtrod med forte, takkede Længde- pletter paa Overkroppen og fort Bagryg; bruungrage Vinge⸗ deekkere og halvmaaneformige forte Tværpletter paa Bryſtet og Maven, ſom, tilligemed Hagen, en Stribe over Siet og de overſte Haledekfjer, er hvid. J Vinterdragten er Overkroppen bruungraa med morke Spoler og lyſere Fjerrande, Struben hvid, Hals og Bryſt bleggraae med fmaa brune Pletter. De Unge have ruſtgule Fjerrande paa Ryggen og Vingedakfjerene, men ligne ellers de Gamle i Vinterdragten. Den ſorthalede Kobberſneppe horer til de anſeeligſte ſneppe⸗ agtige Fugle. J April og Mai gaaer effet norbpaa, men en Deel bliver tilbage for at yngle her i Landet, navnlig ved Jyllands og Hertugdommernes Veſtkyſt, f. Ex. ved Lonborggaard og pau Tipperne i Ringkjobing Fjord. J Træftiden, om Efter⸗ aaret, Auguſt — September, forekomme de talrigere og mere fore deelt overalt ved Kyſterne. Den pnber fornemmelig ſtore vaade Enge med fort Gras, er (fp og mistenkelig og lokker „djo djodjo“ eller „lodjo“. Sin Naering: Inſecter, Larper, Orme oſv., ſoger den t Mudderet og Grægfet, iſcer tidligt om Mors genen og forſt paa Aftenen; den er i Bevægelfe hele Natten. og ſover om Middagen. De mat olivengronne, morkegraaplettede Eg ere meget ſtorre end Vibens; de udmærke fig ved den matte Farve og Tegning. 2. Rodbruun Kobberſneppe, Limosarufa, Biss. Scolopax lapponica, L.; Limosa rufa & Meyeri, Brehm.“ Danſt: Rodvitte (Sommerdragt); Strandſneppe (SBinterbtagt); Arts m. Halen hvid med mange ſmalle, ſortebrune Tocerbaand; Næbet hos de Gamle dobbelt faa langt font Fodroden (hos de Unge 1½ Gang faa langt); Mellemtaagens Klo fort og utandet; Bingerne uden Speil. Illum. Afbildn. XXXI a. | 296 Hannens Længde 43U/a—14^, Hunnens 15½“, Vinge⸗ firefníing 27—277/5, Sæbet ved Roden guulrodt, derefter bruunt, i Spidſen fort; Iris morkebruun, Benene forte. Den ruſtrode Farve fireffer fig i Sommerdragten over hele Under— kroppen, lige fra Wæbet til Halen; den er ſteerkere og renere end hos den ſorthalede Kobberſneppe. Som Trakfugl er denne langt hyppigere end forrige, fordi den nemlig udelukkende yngler i de nordligſte og nordeſtlige Lande, medens det er ſjeldent at den Sorthalede yngler nordligere end hos os. J Hages Fugleſamling findes flere Exemplarer ffubte paa. Møen, boot blandt to i Sommerdragt; han havde ogſaa ffubt den paa Sylt; Bonnez fif den ved Grenaa i Efteraaret 1850; Games melgaard fik den i Sommerdragt fra Brons ved Ribe; Mechlenburg fra „Batteriet“ ved Flensborg. Efter Boje er den paa Efteraarstrakket talrig i Juli, Auguſt og September paa grægrige Steder ved Hertugdommernes Sſtkyſt; men, efter Fleres Jagttagelſer, endnu talrigere ved Veſtkyſten, hvor den paa Øerne Pelworm, Amrom og Sylt findes i et ſaadant Antal, at Strandbredden pan fine Steder ganſte er bedoekket eller fem farvet af dem; de blive der, ved den rigelige Mæring paa de milelange Lavninger, faa fede fom Bekkaſiner. Efter Teil man ankom den til Veſtjylland forſt i Mai; i ſamme Maaned fandt Faber den, paa Nordrerönnerne ved Læsø, paa Træffet nordefter. Forſt ankomme de Gamle 1 reen Sommer- eller Overgangsdragt, og allerede ſidſt i Juli feer man ikke laenger Individer med det Ruſtbrune i ſin fuldkomne Reenhed; de Unge flutte Toget, Som forrige Art er den meget neergagende og hoiroſtet, naar Nogen nærmer fig dens Rede; til andre Tider er den yrerft ffo. Dens Naring fom foregaaendes; ogſaa Aeggene ligne dennes, men de ere mindre, omtrent ſom Vibens, og Grunden er af en renere grøn Farve. Sneppeflegten, Scolopax, L. 9tebet langt, lige, ſammentrykt, tyndt, blodt; Spidſen, (fom er tykkere og hornagtig, banner en Negl; begge Kjeverne furede naften i hele deres Længde, ved Nebroden en ophoiet Kant; Naſeborene nær ved Näbroden, (maa, ſmalle, forte, uigjennemſigtige, beliggende i en blod Hud. Hovedet ſammen— trykt fra begge Sider med meget hoi, lang Pande og kort Isſe; be meget ſtore Sine ftaae høit oppe, tæt ved Isſen, hvilket giver Fuglen et meget dumt Üdſeende. Benene ikke hoie, fvage, blode, lidet eller aldeles ikke nøgne over Halen; Tarſen af 297 Mellemtagens Længde, kortere end Nabet; de 3 Fortcker ganfke adſkilte, Bagtaagen fort og hoitſiddende. Vingerne middel— maadige, ben fie Svingfjer noget kortere eller af lige Længde med 2den, der er lengſt; Halen fert, afrundet, eller bredt til⸗ ſpidſet, beftaaenbe af 12— 16 Fjer. i Characteriſtiſke for hele Slægten ere nogle ftore lyſe Leengde⸗ ſtriber paa Ryggen. Hverken Aarstiden, Kjonnet eller Alderen giver nogen paafaldende Forſkjel i Farve og Tegning. Een Art, Skovſneppen, opholder fig og yngler i Skovene; de andre — de egentlige Bekkaſiner eller Sumpſnepperne — have ſumpige Steder til Opholds- og Yngleſteder. De yngle vaa Jorden i feíoffrabebe eller naturlige Fordybninger, lægge 4—6 væres formige, guulagtig- eller olivenbruun-morkplettede Gg. Deres Flugt er ſedvanlig raſk og zikzakformig, hvilket vanſteliggjor Skydningen. Snepperne ere halve Natfugle: de ere meeſt i Bevegelſe i Morgen- og Aftendemringen og hvile om Dagen, holde fig ba ubemeerkede ved at trykke fig og ligge ſtille, hvor⸗ til deres Omgivelſer give dem Leilighed. Deres Nering bez ftaaer i Orme, Inſectlarver og Inſecter, hvilke de med deres pderſt folſomme Neeb opisge i Mudderet. J Parringstiden have Hannerne ſceregne Toner og Manerer, fom minde om Urfuglene. De have, formedelſt deres overordentlig velſmagende Kjod, mange Fjender; men overſt blandt disſe ftaaer dog Menne⸗ ſket, der foretræffer dem for alt andet Fuglevildt, endog ſpiſer dem med Indvoldene, hvorfor be ogſaa i alle cultiverede Lande Va en Yntlingsgjenftand for Jagten. Man fanger dem pgfaa i Snarer. | a) Med Benene fjerflædte til Hælen (Skovfnepper). 1. Skovfneppen, Scolopax rusticula, L. Danſk: Holtineppe, Skovſneppe. J Veſterjylland ffal den, font i Skaane, undertiden benævnes „Hesſelhone“. Artsm. Baghovedet med forte og ruſtgule Tværbaand; Underkroppen graaguul med merkebrune Bolgelinier; Halen har en oven graa, neden ſolvhvid Spids. Illum. Afbildn. XXXVII, Længde 14—44½“; Hunnen ſtorſt. Ungerne have, op (mob Hælen, tykkere Tarſer og mere graat Neeb. 1 AN Skovſneppens Træf begynder om Foraaret, i Almindelig⸗ hed fra den 12te Marts, ſtundom nogle Dage for, og varer 14 Dage — undertiden, af Mangel paa gunſtig Vind, endog henimod 4 Uger; den kommer og gager bort m ſydlig Bind; 298 ſamtidigt med Viindrosſelen, vender i October tilbage med N. eller NO. Bind; ſjeldent oppebier den gunſtig Vind til i de forſte Dage af November, endnu ſjeldnere, og kun i meget milde Vintre, forblive enfelte i vore Skobve. Den forekommer da overalt i Skovegne, endog i Klitterne ved Veſterhavet; enkelte Par forblive her for at yngle (Teilmann, Hage, Faber), hvilket Forfatteren i Juni 1850 ſelv hapde Leilighed til at iagttage paa Oeland i Lümfjorden. Den 24ve Juni 1850 blev en Skopſneppe ffudt ved en Jisvaage i Liimfjorden (Peter- ſen) og ved Lindeved pr. Flensborg blev for nogle Aar ſiden ffubt en aldeles fort Varietet, en anden med hvidt Hoved og hvide Vinger og en tredie med hvide Pletter paa Hovedet og Ryggen; der gives ogſaa reenhvide, guulhvide og ſtraagule Afcendringer. J Jagerſproget adſtiller man undertiden den ſaakaldte ſorte eller morke og en rodagtig Skovſneppe, ſom be⸗ nævnes „Torn“ effer „Rodſneppen“, men fom heller ikke kunne antages for andet end Varieteter. Denne ængftelige Fugl er tillige temmelig doven, ſover meget om Dagen, har en tumlende Flugt og holder Maaltid i Aften- og Morgendcemringen. Ved Opflyvningen udſtoder den et heſt „Katk“ eller „dak dak“; Lokkeſtemmen lyder om Aftenen fra Luften og Parringspladſerne ſom „eetſch“, „jurk jurk“, „psiep“. Ved Parringen teer Hannen fig fom den ſkoggrende Urfugl, ubbreber Halen vifteformigt og lader Vingerne henge. Den lever af Inſecter og Orme, ſom findes under Mos og Lov, i Dynd og Kreaturgjodning. | Hunnen lægger 4 forte, ovale, glatte, bleg ruſtgule, rod— graa, plettede Gg; fine Unger omffagrer den, naar Menne— ffer eller Hunde nærme fig, paa ſamme ynfvæffenne Maade fom Agerhønen: med nedhængende Been og Hale, uden. at bekymre fig om fin egen Sikkerhed, blot for at bortlede Op— meerrkſomheden fra Ungerne. Den ſkydes, fom bekjendt, paa Anſtand og for Hunden, men fanges ogſaa i Garn og Lobedoner. Kjodet, endogſaa Indvoldene, er iſcer om Efteraaret en beficat Ret; den lille us bud be ferte flore Svingfjer bruges fom en meget fiu enſel. 299 b) Sumpfnepper (be egentlige Bekkaſiner); med et nøgent Sted over Helen og ingen egentlig Spændhud imellem Mre- og Mellemtaagen. f 2. Tredekker⸗Bekkaſin, Scolopax major, Gm. Scolop, media, Frisch. Danſk: Stor Bekkaſin, Tredakker. Artsm. Vingedaffferene ofteſt hvidſpidſede, tildeels med flore, maane⸗ formige Pletter; den yderſte Svingfjers Spole hvidagtig; Ha— len har 16 Styrere, hvoraf de 4 —5 Sideſthrere ere reenhvide paa den pderſte Halvdeel; Bryſtet med forte Bolgeſtriber. Ill. Afb. Tab. XXXVII. Denne Art er ſtorre og lyſere, ſamt har et kortere Næb end den dobbelte Bekkaſin, med hvilken den af Ukyndige ofte for— vexles. Længde 11“, Vingeſtrekning 19“; Nabet 2½¼¼ Kroppen af en Turteldues Sterrelſe; Hunnen lidt ftorre; Benene graagronne; Nabet bleg-kjodfarvet, ved Spidſen fort; Iris morkebruun. Overkroppen glindſende ſortebruun med ruſtfarvede Pletter og ovenanforte hvide Tegning, hvoraf dannes [offe Tværbaand over Vingerne. Hovedet med en guulhvid Stribe langs ab Midten og guulagtige Striber over Dinene, m lignende bredere langs ad Sfulderdæffjerene og be ydre ygfjer. Dens Træf falder ſidſt i April eller førft i Mai og i September. Man finder den temmelig almindeligt ynglende hiſt og her, f. Ex. ved Ringkjobing Fjord, Grenaa, paa Møen oſv., i det nordlige Slesvig og i Marſken. Den ſtydes og fanges i Lobedoner paa Skoggerpladſerne; her anſtiller den en lignende Leg ſom Urfuglene. Jagtelſkere klage meget over dens Aftagen; den ſkal tidligere paa fine Steder, ifær i Jylland, have været overordentlig talrig, fornemmelig i Traktiderne. Den opholder fig paa vaade, ſumpige Steder, er engſtelig, men ikke egentlig ffo og trykker fig, naar den marfer Fare. Dens Flugt er langſommere og ligere end den folgendes, ikke i Zikzak eller i Begyndelſen ledſaget med et Skrig. Neringen iom den foregagaendes. De 4 Wg findes i en lille Fordybning i Greesſet, uden ſynderligt Underlag; de ere meget ſtorre end den dobbelte Bekkaſins, mat⸗olivengronne, med bruungraae Punkter og ſortebrune Pletter. Kjodet holdes for det meeſt velſmagende af alle. Den er meget lettere at ſkyde end folgende Art; undertiden kan man endog opdage den i Leiet. 300 3. Dobbelt Bekkaſin, Scolopax gallinago, L. Danſk: Horſegjog: Ronnefugl (Als); Hingſtfugl: alle tre Navne af dens vrinſkende Stemme; Steenſneppe; dobbelt Sneppe. Artsm. Mellemvingedakfjerene med graagule, fom ofteſt i Midten deelte Spidſepletter; yderſte Svingfjer hvid i Adrefanen; Bryſt og Mave hvide uden Pletter. Halen har 14 ruſtgule Styrere med ferte Baand og en hvid Spids. Ill, Afb. XXXVII, Længde (med bet henimod 3“ lange 9teb) 14½ “, Hannen ſtorſt; Kroppen af Solſortens Storrelſe. Den har ikke faa mange og ſtore hvide Pletter, fom forrige, og heller ingen Tvær- baanb over Bingen, hvilket giver den et ovenpaa morkere Ud⸗ ſeende, ligeſom alle Spoler paa Svingfjerene ere brune. Nabet rodgraat med fort Spids; Benene med graagronne Led, ureenz kjodfarvede; Iris bruun. To ruſtgule Lengdeſtriber langs ad Ryggen, to lignende paralfeft over Skulderdekkfjerene, ſamt et Baand over Diet og en [mol Mellemſtribe over Isſen af ſamme Farve. Underkroppen hvid, med Undtagelſe af Halſen, ſom fortil og paa Siden er ruſtgrage med ſortagtige Pletter, hvilke vaa. Siden af Struben danne to utydelige langsgagende Striber, Der gives reen hvide, hvide med ruſtrodt Skier og hvidplettede Afendringer. Den almindeligſte Bekkaſin-Art hos os, baade i Traktiden og ynglende, Som forrige opholder ben fig paa fugtige Enge, i Kjær og Moſer, ſamt ved Bredderne af Bæffe og Ager, hvor den undertiden træffes i meget ſtor Mengde, men altid noget adſpredt. Dens Foraarstræf pleier at indtræffe midt i Marts og ben forlader os ſeneſt i October: blot enkelte over⸗ vintre ved Kildeveeld og Bæffe, iſcr i milde Vintre. Om Dagen ligger den meeſt ffjult i Gresſet og Fordybninger i Jorden; om Efteraaret, da den er meget fed, flyver den ikke op for man er den ganffe ner. Kun i Parringstiden ſpinger Hannen fig. frivilligt, i en flor Sneglelinie, høit iveiret, og lader, ved et raſkt Bueſving nedad, en egen Lyd Dove, fom har Lighed med Heſtens Vrinſken eller Huusgedens Bregen og ſom, efter Fleres Mening, frembringes ved Vingernes heftigt flagrende Slag. Samtidigt dermed hører man Hunnens „tikyp tikyp“ nede i Sumpen, og Hannen falder da pludſeligt ned, ſom en Steen, for at parre fig med den. Naringen beſtager i Orme og Inſecter. De 4 Aeg ere olivengronne eller rødbrune med ſortebrune Pletter. Opſtovet, ubftober den i fin Zikzakflugt et beft „Ketſch keiſch“; det er en god Prøve paa Sagerené Sere dighed, om han er heldig med at træffe den. Man opſoger 301 ben med Hunde, ſkyder ben paa Anſtand og fanger ben i Sneppegarn. Kjeodet er fortrinligt. Anmerkn. Brehms Bekkaſin (Scolopax Brehmii, Kaup). Ifolge Tidsſkriftet Diana, Pag. 14, 2det Bind, forekommer denne (formeentlig egne Art?) iffe faa ſjeldent i Danmark. Skjelnemerket imellem den og den dobbelte Bekkaſin, med hvilken den forsvrigt har megen Lighed, er fornemmelig : at Halen, der ligeſom Bingen har en hvid Kant, har 16 Styrere og er libet kloftet. Efter Temminck opflyver den taus. 3. Enkelt Bekkaſin, Scolopax gallinula, Z. f Danſt: Stum Bekkaſin; Buk. Artsm. Halen ſpidſt tifrunbet, beſtaaende af 12 Styrere, hvoraf de 4 Sideſtyrere ere morkegrage eller brune; Vingedeekfjerene med lyſegraagule, i Spidſen deelte Kanter; langs ad Hovedet et bredt, fort Baand. Illum. Afbildn. XXXVII. Længde 8“; Kroppen af en Lerkes Sterrelſe. 9teebet ved Roden rodgraat, udad morkere, i Spidſen fort; Iris morte: bruun; Benene ureen⸗kjodfarvede, med grage Ledde. Pag Overkroppen lignende Ipfe Leengdeſtriber fom hos forrige Art, men Ryggen og Skuldrene ere floielsſorte med meget ſteerk Metalglands, ber fkinner i Rodt og Grønt, og den forte Hætte, ſom mangler ben Ipfe Lengdeſtribe, har et ruſtguult Baand paa hver Side fra Panden til Nakken; nedenfor dette, over Oinene, ligger en ſmal og fort fort Stribe; Oienbryuene ruſtgule; fra 9tebet til Siet en ſortebruun Stribe. Forhalſen og Kroen ere 1 med brune Pletter; Underhagen, Bryſtet og Maven hvide. : | Denne Art yngler ſjeldnere hos os, er heller iffe jaa hyppig ſom forrige, men dog talrigere end Tredoekkeren. Dens Træf falder i April og September. Teilmann anforer den ſom ynglende i Veſterjylland, hvorfra jeg ogſaa har erholdt Aeg, der ikke kunne tilhore nogen anden Fugl; E. Hage faae den 20de Juni to i en Torvemoſe ikke langt fra Taaſtrup paa Møen; de holdt fig ſamlede og den ene ſpang fig i Luften, lige⸗ ſom den dobbelte Bekkaſin i Rugetiden; han anfører i fine efterladte Noticer, at den ogſaa er fundet ynglende i Holſteen. Enkelte tilbringe milde Vintre her ved Kildevoeld ofv. Den ynder lignende Localiteter ſom forrige, og forekommer ofte blandet med den, dog viſer den ſig ogſaa afſondret paa mindre vaade Steder. Som fine Slegtninge, ſtjuler den fig hele Dagen; har en flagermuusagtig, uſikker, flagrende Flugt, der almindelig ikke er ledſaget med nøgen Lyd; den er uſelſkabelig og har en [vag Stemme, 302 der fjelbent boves. — Parringsraabet om Foraaret lyder fom „tettettettettet“, medens den ffover over Sumpen. De 4 Aeg ere fortere, men tykkere og mindre poreformíge end den al mindelige Ryles (Tripga alpina); de ere graa-olivengronne med ſortebrune Pletter, der meeſt ere ſamlede paa den Lutte Ende. Da den ikke ligger faa dybt i Sumpen og lader fig komme meget nar (hvorfor man ogſaa har holdt den for døv), er den let at ffybe, Om Efteraaret, da den bliver ſerdeles feed, ligger den undertiden faa faſt, at den lader fig gribe med Hænderne. Kjodet er meget velſmagende; Neringen fom de foregagendes. 6te Familie: Langtaaede, Macrodactyli, Cuv. (Sumphons.) Nebet fort eller middelmaadigt, med fkarpe Kanter, ſammentrykt, undertiden hoit, og but tilſpidſet; Neſeborene ligge i en udbredt Neſehud. Benene meget udviklede, nøgne op over Hælen, med 4 meer eller mindre, tildeels meget lange Teer, hvilke kun Dos een Art have Spommelapper, høg de andre ere frie. Vingerne forte, butte, brede, hvælvede, med ſvage Arm— knogler og Svingfjer, og derfor uffiffebe til udholdende og hur— tig Flugt; Halen fort, næften ſkjult af Dakfjerene, med 12— 45 Styrere. Hovedet lidet, Halſen middelmaadig og Kroppen ſammen— trykt; Kjonnene lidet forſkjellige. De opholde fig blandt Siv, Rør og andre bote Planter, i eller ved Kjær, Moſer, Damme, Søer oſv., nøgle paa Enge og i Kornet paa Marken; de flyve ugjerne og mindre gobt, men lobe deſto bedre, og ſoge deels derved, deels ved at dykke under Bandet, at unbgaae deres Fjen— ber. Deres Fede beſtager i Inſecter, Larver, Orme og Skal— Dyr; de lægge et ſtort Antal Wg, og Ungerne forlade ſtrax Reden, for fefo at opſoge deres Nerring. Stireflegten, Rallus, L. Ne bet længere end Hovedet, af lige Længde med Tarſen, [ibt bueformigt, ſammentrykt, med en Neſefure, der gaaer ub over Midten; Neſeborene ſmalle og gjennemſigtige. Benene have lange, næften ganſke adſkilte Teer, hvoraf Mellemtagen er længere end Tarſen, og SSagtaaen, fom er temmelig lang, be— rorer Jorden. Vingerne hvalvede, forte, brede, Aden og 3bie Svingfjer longft; Halen temmelig fort, med 12 bløde Styrere. Fjerdeekningen meget tæt, ſtikket til at holde Bandet ude, 303 Rirerne beboe be med Siv, boit Græs og Buffe bevoxede Ferſkvandsbredder, Door de have deres Gange og holde fig meget ſkjult; i Nodsfald kunne de ſoomme. De løbe med ſtorſte Hurtighed, men flyve ſjeldent, ugjerne og flagrende. Nee— ringen beſtaaer i Inſecter, Snegle, Orme og Fro. Kjonnene ere eens, men Ungerne anderledes farvede. Den eneſte euro— pœiſke Art er hos os Troekfugl, men paa Island — meerkeligt nok! — Standfugl. Vandrixen, Rallus aquaticus. L. Danſt: Vandvagtel, Vandrixe, Skovrixe. Artsm. Siderne af Maven forte, med hvide Tvarſtriber; Overkroppen ſortplettet, olivenbruun; Anſigtet, Forhalſen og Bryſtet blaa— graae. Slum, Afbildn. XXXVIII. Længde 10—10'^"; Hunnen mindſt. Nabet einnoberrodt med bruun Ryg og Spids; Benene rodagtiggraae, Iris guul— rod. Den unge Fugl adfſkiller fig iſcer ved Underkroppens Farve: den er hvid paa Struben, ruſtguul paa Bryſtet med forte Tocerpletter, og de hvide Tycerbaand paa den forte Mave have ruſtgule Kanter. Anglende ſjeldnere; hyppigſt € Traktiden: April og Octo— ber. Enkelte forblive her om Vinteren, naar denne ikke er alt— for haard. Den yngler ved Roſenholm (Baron Roſenkranz); Forfatteren fandt den ynglende ved Ringkjobing Fjord. Mes lenburg meddeler, at den i Omegnen af Flensborg flere Gange er tyet ind i Staldene om Vinteren, og ſaaledes bragt ham levende. Prof. Melchior fif den paa ſamme Aarsctid flere Gange ved Herlufsholm, altid kun med Vandſnegle i Maven. Dens Opholdsſted og Nering ere ovenfor angivne. J Flugten udftøder den et „Krick“; Lokkeſtemmen i Aftendemringen er et ſkarpt „Vuit“. Reden findes blandt Gres og Ror, ofteſt vaa en Tue; de 6—10, ſjeldent flere Wg, ere glindſende rodgule med rodbrune Pletter og Punkter. Kjsdet er velſmagende. Vagtelkongeſlegten, Crex, Zechst. Næbet fortere end Hovedet, ſammentrykt, med hoi Ryg; Neſefuren ſtor og Næfeborene næften ægformige. Benene middellange, fjerdcekkede neften ned til Hælen; Tæerne næften ganffe adſkilte, middellange. Vingerne hvælvede; 2ben eller Aden og Zdie Svingfſer laengſt. Wjerbefningen ikke faa tæt og ſtikket til at holde Bandet ude, ſom hos forrige. 304 Vagtelkongerne eller Agerrixerne ere mere Landfugle end forrige og folgende Slægt; thi de opholde fig ofte paa gauffe terre Steder, naar be blot ere beoorebe med høie Bærter, Vel træffes be paa fugtige Enge, men kun fordi disſe fædvanlig have høiere Græs end de terre. Efter Hofletten findes de paa Korn⸗ og Klovermarker, og efter Kornhoſten i Kratter og Skove indtil be Prage bort. De bane fig Gange i Gracſet, [obe i disſe og i Grofterne ſikkert og ubemeerkede, flyve ikke op, for Hundens eller Menneſkets næften umiddelbare Nerhed tvinger dem Dertil; deres Flugt er tung, men de ere overordent— lig hurtige i Løbet: derſor er det ogſaa, at man efter Skriget pite troer fig dem ganſte nær, og i det neermeſte Sieblik lyder bette allerede langt borte. De [eoe af Grasfre, Inſecter, Lar⸗ ver og Orme og lægge 6— 42 Eg. Kjonnene ere lidet for⸗ ſkjellige. Almindelig Vagtelkonge, Crex pratensis, Bechsl. Rallus crex, L.; Gallinula crex, Lath. Danfk: Vagtelkonge; Engfnarre; Skrapfugl. Artsm. Overvingen bruunrsd. Overkroppen olivenbruun med ſorte Pletter. Underkroppen hvidagtig, Forhalſen og Kroen affe: grage, Siderne med rødbrune og hvide Tværbaand. Slum. Afbildn. XXXVIII. i Længde 10“. Nebet kjodfarvet med morkere Spids og rodgraa Rygkant; Iris mork-graabruun, med Alderen lyſebruun; Benene ureen⸗kjodfarvede; hos de Unge ere disſe noget mere graae, de forte Pletter paa den olivenbrune Overkrop mindre og bet Aſkegraae paa Halſen mangler: f | 9jualer paa mange Steder, iſcer i frugtbare Enge, men ogſaa paa be øvrige, ovenanforte Steder. J Traktiden, Mai og October, er den almindeligere. Man har kaldt den „Vagtel— konge“, fordi den har Lighed med Vagtlerne, opholder ſig paa ſamme Steder, men er (torre og paa Vandringen ofte tilfeldig⸗ viis træffes ſammen med dem, hvorfor man da har villet ud⸗ give den for deres Anfører. Den er en net, ſmuk Fugl, ber ved at ſammenkrympe og udftræffe Kroppen viſer de interes⸗ ſanteſte Stillinger, Om Natten efter en Regn, ſaavelſom ofte om Dagen, lader den fit bekjendte, ſkjcckrende Skrig høre; det lyder fom ,crrp—([nerp" eller „rex —kræx“. Man feer den yderſt ſjeldent, da den holder fig ſkjult i de bote Værter; letteſt bliver man den vaer i de feríte Par Uger efter dens Ankomſt, da de terre Dele af Engen endnu have fort Græs; gager man 305 ba i Zikzak over de med længere Gres bevorebe fugtige Ste— der, kan man let uddrive den, uden at den flyver. Den løber med udſtrakt Hals, næften frybende paa Bugen, med ualminde— lig Hurtighed, fau at den i Fraſtand ligner en Vaſel eller Rotte. Mange gage tilgrunde i SDoffetten ; man fan vel deraf forklare ſig dens ringe Formering, om ikke Aftagen. De 7—10, ſtundom 12 Wg, ere noget ftørre end forriges, af finere Korn, glatte, guulagtighvide (udpuſtede: neſten rodagtighvide), med rodbrune Pletter. Neringen beſtager af Inſeeter, Larver, tyndſkallede Snegle og Orme, ſjeldnere Frø. Dens Kjod er meget velſmagende. Man ſkyder den for Hunden og ved, fom oven anført, at drive den ub af fit Skjul, eller den fanges i Lobedoner. Rorhoneflegten, Gallinula, Lath. jtebet fortere end Hovedet, høit og ſammentrykt, lige, oven og nedenunder lige tilſpidſet, med bred-ridſeformige Neſe— borer. Benene meget ſtore, nøgne temmelig boit over Snaz erne, med lange, adſkilte Seer, fom have en ſmal Hudkant; Bagtaaen højere, Vingerne og Halen fom hos forrige Slægt, Kroppen endnu mere ſammentrykt. Fjerbedakkningen tættere end forriges og ſkikket til at holde Vandet ude. Kjonsforſtjellen ubetydelig, Hannen ſtorſt— | | De leve i Sumpe med hoit Græs eller Hør, lobe hurtigt og holde fig meget ſkjulte; kunne tildeels fvømme og dykke godt, men ſoge dog gaaenbe deres Fode, fom beſtager af Synfece ter, Orme, Skaldyr og Fro. Ofte feer man dem vandre paa Vandplanternes flydende Blade og Stængler. Paa Vandrin— gen ſoge be, ſom Vandrixen, undertiden ind i Huſene, ere for⸗ nemmelig i Bevegelſe om Natten og lægge, i en ſtjodesloſt ſammenbragt Rede i Nerheden af Bandet, 6— 12 (efter Nogle 16) 363. a) Med fjerdeekket Pande. 1. Plettet Rorhone, Gallinula porzana, Lat hi: Rallus porzana, L. Danfk: Rorvagtel; Vandvagtel; punkteert Rorhone. Artsm. Overkroppen morkebruun, ſortplettet med hvide Punkter og Bolgelinier; for og over Diet en lys, afkegrag-punkteret Stribe; oven og neden indfattet af en lignende vuftgraa, Forhalſen U 2 306 og Bryſtet affefarbebe, hvid-punkterede, Bugen hvid; Siderne med olivenbrune og hvide Tvarſtriber, Underhaledakfjerene ruſtgule. Illum. Afbildn. XXXVII, | Næbet graagront, ved Roden orangeguult — hos meget gaule Hanner neſten rødt. Benene graagronne; Iris rod— bruun. J Efteraarsdragten er det Aſkegrage mere olivenbruunt og det Hvide mindre reent. Den unge Fugl har mere Hvidt og guulgronne Fødder. Sangre Sa”, Brede 14^. Den plettede Rorhone yngler ikke ſjeldent biſt og her i de danſke Provindſer og Hertugdømmerne, f. Ex. ved Aarhuus (Faber, Bølling), Helſingor (Steenberg), Grenagegnen (Bonnez), Vilslev pr. Ribe (Teilman), Gedsorgaard, Sorø og Herlufsholm (Melchior); ved Moorſoen og Schwen⸗ tine, ſamt ved den ſlesvigſke Veſtkyſt (Boje), ved Flensborg (Mechlenburg). Den fees — formedelſt dens ffjulte Oeco— nomi — ſjeldnere, og er derfor mindre bekjendt; den opholder fig nemlig blandt høit Græs, Siv og Por ved Bredderne af Damme, Aaer, Tørvegrave ofv., hvor den allerede indfinder fig efter Midten af April og forlader os i September og October. Om Aftenen og om Natten hører man dens „Qvirk“ eller „Girk“; den nærer fig ſom forrige, og lægger 6— 10 graa: gule, fünt punkterede, graa- og rodbruun-plettede Wg. 2. Dveerg⸗Rorhone, Gallinula pusilla, ZecAst. Rallus pusillus, Pallas; Crex pusilla, Licht. Artsm. Overkroppen olivenbruun, Midten af Ryggen fort, med ovale, hvide Pletter; Hoved, Hals og Bryſt, ſamt Bugſidefjerene med Alderen (fiferbfaae, be ſidſte hvidbaandede. Næb o Been grønne. Slum. Afbildn. XXXVIII. ; i Længde 7—8^. En ſpdligere og ſydoſtligere Form, fom neppe ynglende, blot tilfældigvis og ſjeldent, forekommer her i Landet. Saaledes er den efter Boje (Wiedem, zeol. Mag. Bd. I, Stk. III, p. 117) feet ved Kiel; ben ſkal ogſaa være foretruffet paa Møen (Scheel) og vaa Vilslev Enge (Teil- man). Opholdsſted og Nering ſom foregagende; Stemmen: „kik, kik, kik“. Yngler meget ſtjult i Sumpene og lægger 6—10 2g, der ligne bít, men eve mindre, b) Med en nøgen Hupplade i Panden. 3. Rodblisſet Rorhone, Gallinula chloropus, Zain. Fulica chloropus, L. Danſk: Grenbenet eller rodblisſet Vandhone. Arts m. Skiferſort; Ryggen mork⸗olivenbruun; TN rød; Under: 307 haledekfjerene: de midterſte forte, be paa Siderne hvide. Ill, Afb. XXXVIII. Denne Art danner Overgangen fra Rorhonſene til Vand— honſene, fra hvilke den dog let ſkjelnes ved Mangelen af Svomme⸗ lapper paa Tæerne, Hos de Gamle ere baade Pandepladen og Mæbet (blot med Undtagelſe af Spidſen, fom er guulgron) hoirode; hos de Unge ere disſe Dele derimod graagronne; Iris med Alderen rodbruun, hos de Yngre graabruun; Benene lyſegronne med et beivobt Baand over Helen. Hos den unge Fugl er Struben hvid, Forhalſen og en Plet under Siet hvid— agtige, den øvrige Underkrop bleggraa med Olivenbruunt vaa Siderne. Temmelig almindeligt ynglende overalt, f. Ex. paa Møen (Scheel); ved Tranekjcer (Skovrider Kruhöfer); ikke ſjeldent i Hertugdommerne, ſjeldnere paa. Sjælland (Faber); ved Gedsor paa Falſter oz ved Coro. (Melchior); Ourebygaard (Hage); Sidſtucvnte var engang med at fange ben paa Ser lufsholm, hvor den floi ind i Skolebygningen; Boje fandt den hiſt og her i Hertugdømmerne, og Mechlenburg traf den ynglende ved Rundtoft, Gelting og Sſtergaard i det Slesvig— (fe. Forfatteren har iagttaget den paa Als og ved Glorup i Fyen. Deng Sof falder ſidſt i April eller forſt i Mai og i Auguſt — September; den har en rafkere Flugt end fine Slegt— ninge, og kommer oftere frem af ſit Skjul i de ganfke lignende Opholdsſteder, blot den foler fig tryg. Saavel i Løbet, fom naar den ſvommer, ffaaer den fin forte Hale op og ned, ſamt nikker med Hovedet. Paa de ſvommende Blade og Vandplan⸗ ter ſpadſerer den med lange, gravitetiſke Skridt. Ved gjen⸗ tagne Forfolgelſer bliver den let meget ffy, faa at man med flor Vanſkelighed kommer den paa Skud; den ſkjuler fig da, ſom overhovedet, gjerne i ørene. Deng Stemme er et ſagte „Kurr kurr“ eller „ker“ og „kikifik“. Nerringen four de andre Arters; vaa en ftev, ofte ſoommende, af Ror og Blade ſammen⸗ flettet Dynge, med en i Midten liden Fordybning, lægger den 8—10 guulgraae Wg, der ere beſtroede med violette, affegraae og brune Punkter. Kjedet er mindre behageligt, da det har de fede Sump⸗ fugles eiendommelige Smag. Vandhonefloegten, Fulica, L. Qtebet kortere end Hovedet, tykt, lige, tilſpidſet-kegle⸗ formigt, ſammentrykt, med ſkarpe Kjcevekanter; Neebryggen gaaer 308 høit op vaa Panden, hvor den er bedakket med en ſtor hvid Ware; Stefeborerme i en bred Naſefure i Midten af Nabet, lange og ſmalle, gjennemſigtige, foroven omgivne af en Hud. Benene temmelig langt tilbage, ſammentrykte, ſtore, nogne kun lidet over Hælen, med lange Seer; Svommehuden danner paa Snbretaaen 2, pan Mellem- og Adretagen 3 Buer; Bag— tagen, ſom berører Jorden med næften hele fin Længde, har en heel Svommehinde; Kleerne temmelig ſtore, lidet krumme, men ſpidſe og ſkarpe. Vingerne temmelig forte, med 27 Sving— fjer, hvoraf 2ben og 3die lengſt; Halen fort, afrundet, med 12 eller flere blede Styrere. Kroppen er, fom hos de fore— gaaende, ſammentrykt paa Siderne, bekladt med tætte duun⸗ agtige Fjer. Med de folgende Slægter danner denne Overgangen til de egentlige Svømmefugle. Vandhonſene tilbringe den meſte Tid paa Bandet, hvori de ogſaa ſoge Nœring; de dykke fore treffeligt, med tilſluttede Vinger og et lille Spring, lebe under— tiden rafk omkring ved Bredderne og føge at undgaae Fare ved Flugt, Dykning, og ved at ſtjule fig i Rør og andre høie Vandplanter. Om Sommeren leve og yngle de fornemmelig i og ved Ferſtvand, i Træftiden træffer man dem ogſaa i Hav— bugterne. Deres Nering, hvilken de meeſt ſoge om Natten, beſtaaer af Snfecter, Orme og Vandplanter. Kjonnene ere bine anden temmelig lige; Hunnen noget mindre. Sort Vandhone, Fulica atra, I, Danſt: Blishene; Blisand; Bliskalv (Als). Arts m. Hoved og Hals forte, ellers blaalig-aſkegraa over hele Krop: pen; Pandepladen og Nebet hvide. Ung Fugl: olivenbruun. Slum. Afbildn. XXXVIII, Længde 17“. Af næften en tam Hones Storrelſe; Iris hos de Unge bruunguul, ſiden bruun, med den hoiere Alder morkerod; Benene uformelig ſtore, avengraae, paa Forranden gule; Tæerne med deres Svommelapper blyfarvede. Der gives hvidplettede, ſjelden reenhvide Afendringer. Den er meget almindelig vaa ſtorre Damme og Søer, ankommer i April, forlader os forſt meget ſeent paa Efteraaret og overvintrer undertiden. Anglende forekommer den paa ſaa— mange Steder, baade i det egentlige Danmark og Hertugdeom— merne, at det her vilde være for vidtloftigt at opregne endog blot: de Yngleſteder, der ere mig bekjendte. Lokkeſtemmen lyder 309 fom „kov“ eller „kyv“, om Natten, paa Træffet, fom „kovov kovovov“, næften liig Hundeglam. Sin Rede bygger den mellem Rorene, oft; focmmente, og fegaer 7—10 graagule, ferte og bruunplettede Wi" MSS Parringstiden ligge Hannerne beſtandigt i Strid indbyrdes, ſaavelſom med Fugle, der yngle omkring dem; ogſaa med de tamme Ander. Dens Kjod har en trannet Smag; de Gamle ſpiſes derfor ikke gjerne; derimod ere de Unge ret velſmagende. Den ſkydes bedſt ved at lade Hunden jage den ud af Rø rene eller ved ffjult at oppebie, at den kommer ud af fig ſelv. J Feeldningstiden kan den ikke flyve, 7de Familie: Svommeſnepper, Hvgrobatae, Bonap. Ne bet tyndt, lige eller opadbsoiet. Benene ſmalle, middelmaadige eller meget lange; For— tæerne lappede eller tildeels forenede med en Hud. Bagtagen fort og hoitſiddende, eller den mangler ganfke. Vingerne temmelig lange og ſpidſe. Vandtraderflagten, Phalaropus. Ste bet tyndt, ſvagt, lige, ved Roden (eller i hele dets Længde) fladt; begge Kjaverne furede, med indboiede Spidſer; Neeſeborene ved Neebroden, cegformige, fremftaaente, omgivne af en Hud. Benene middelmaadige, tynde, 5 langt over Helen; Tarſen ſammentrykt og lige lang med Mellemtagen; de 3 Fortcker til forſte Led forbundne med en Svommehud, der fortfættes med randtakkede Lapper paa Tæerne; Bagtaagen uber, eller dog kun med Spor til, Svommehud. Vingerne mibbel- maadige, 1ſte og 2den Svingfjer lige og længft; Halens 12 Styrere eensfarvede; de midterſte lengſt og morfeft, Kroppen, ſom hos Svoemmefuglene, tæt befat med Duun, og Fjerbedek⸗ ningen nor tilſluttende. Disſe ſmaa Fugle ligne € hele deres Legemsbygning Strands løberne, men danne ved deres lappede Fodder Overgangen til Vandfuglene, faa at de ſtage mellem Vandhonſene og disſe. De ſwomme med ſtor Feerdighed og Gracie, jaavet paa Havet, hvor de, iE langt fra Land, ikke frygte de oprørte Bølger, fom paa Damme og Sober. De foretrekke Saltvand og ſaltholdige Sumpe for Ferffvand, men yngle dog ved Bredden af Søer og Damme. De parre fig voa 310 Vandet, lægge 4—6 ryleagtige Wg, uden ſynderligt Underlag, i Grasſet. Allerede Faber gjorde den Jagttagelſe, at kun Hannen har Rugepletter, men han antager desuagtet begge Kjon fem deeltagende i Rugningen, hvilket ogſaa Nils fon bekrafter. Capitain Holboll derimod troer at have opdaget, at Hun— nen aldrig ruger (Naturhiſt. Tidsſk. 4de Binds 4be Hefte). Neringen beftaaer af ſmaa Inſecter, Inſectlarver og Orme, hvilfe de finde paa Vandets SOverffabe eller ved Vandbredderne. De fælde 2 Gange em Aaret; Sommerfarven er fort, ruſt— bruun eller ruſtguul, Vinterfarven afkegraa og hvid; Hunnen er ftovre og ſmukkere end Hannen, ellers ere de hinanden lige, hvorimod Ungerne ere meget forffjellige fra de Gamle. a) Tyndnerbede, Lobipes, Cuv. 1. Phalaropus cinereus, Piss. Phal, hyperboreus, Lath.; Tringa hyperborea, L.; Tringa fulicaria, Penn.; Lobipes hyperboreus, Cuv. Islandfk: Odinshane. Arts m. Nabet rundagtigt, tyndt, ved Baſis fladt, mere højt end bredt, imod Spidſen tyndere. Illum. Afbildn. LI, a. Af en Marklerkes Storrelſe; Nabet fort, ſvagt og ſyl— formigt; Iris, i det lille Pie, morkebruun. Benene Dos de Unge rodagtige, Leddene og Lapperandene graagronne; hos be Gamle— have Benene en ureen lyſeblaa (i Parringstiden gronagtig) Farve og forte Led, Indreſiden af Tarſen og den indre Svomme— bud kjodfarvede (i Parringstiden guulagtige), Tæerne og Lappe⸗ ſaalerne ſorte. Sommerdragt: Overkroppen ſortebruun med ruſtgule Fjerkanter og et hvidt Baand over Vingen; Hetten og Underhalſen mork aſkegrage, Struben reenhvid, Nakken og Over— halſen ruſtrode, Bryſtet, Bugen og Overgumpen hvide, graa- plettede. Et hvidt Baand fra Næbet over Siet til Nakken er meer eller mindre tydeligt. J Vinterdragten ere alle de brune og ruſtgule Farver og Tegninger forſvundne: Overkroppen er grad, Underkroppen hvid med et blot rodagtigt Cffer paa line derhalſen. Hunnen har en næften ganſke fort Hætte og det bruunrode Halsbaand er ſmukkere. Den unge Fugl ligner de Gamle ni Vinterdragten, men har mere Ruſtbruunt og Ruſt— guult end disſe. Længde 7— 7)“. Har hjemme i det høie Nord, i Nerheden af og indenfor Polarkredſen, f. Ex. Island, Grønland, Lapland oſo. Pag 311 Bintertrælfet beſoger den os undertiden, men dog temmelig ſjeldent; det er ubekjendt, Door den i Mengde tilbringer Vinte— ren. Efter Holboll ankommer den til Grönlands Kyſter ſidſt i Mai, men findes forſt ved Redeſtederne ſidſt i Juni; i Aug. gage baade de Gamle og Unge ub til Øerne, Door de ſvomme i ſtore Flokke; ſidſt i Sept. forlade de atter Kyſterne. Den er ſkudt ved Helſingor, og i November 1825 feet ſrommende der i Havnen (Steenberg); Bonnez fif den ved Grenaa i Ef⸗ teraaret 1850; Teilman har een Gang ffubt den ved Fil ſoen; den er ligeledes ſkudt vaa Møen (Scheel) og ved Sliens Udlob (Boje). Odinshanen er aldeles ikke ffy; Han og Hun holde ſig i Parringstiden ſammen med den ſtorſte Hengivenhed for hverandre og Ungerne; om Vinteren ſamles de i Flokke. De yngle paa de ovenfor angivne Steder, ofte langt fra Havet, ſaavelſom i Nerheden af dette; dens 4 Ag ere pereformige, lys olivengronne, med mange mindre og ſtorre ſortebrune Plet— ter. Paa Indſoerne nere de ſig af Inſectlarver, Myg og ſvommende Inſecter; paa Havet af maa Bløddyr og Cruſtaceer, ſom de finde iblandt den fvømmende Tang. Sjebet fkal ikke hape nogen behagelig Smag. | b) Brednæbede, Phalaropus, Cuv. 2. S8rebnabet Vandtreder, Phalaropus rufus, Bs. Phalaropus fulicarius, Bonap.; Ph. platyrhincus, Temm. Islandſk: Thorshane. Artsm. Nabet fladt, ved Roden bredere end høit; Halen temmelig lang og afrundet; Bagtagen forſynet med en meget ſmal Svomme— hud. Illum. Afbild. LI a. Af Sterens Storrelſe, 9“. Iris morkebruun, Piet lidet; Nerbet rodguult, i Spidſen fort; Benene grongrage, paa Indre— ſiden mere gule; Taalapperne brede, gule, indfkaarne ved Leddene. Ung Fugl: Anſigtet, Halſen og Bryſtet hvide, en ſort Stribe og en ſortegraa Plet under Diet; Nakken og Rygfjerene brune, de ſidſte morkere med rodagtighvide Kanter; Overvingen graa, Svingfjerene forte, de af den Orden med hvide Kanter, hvilke danne et hvidt Baand: De Gamles Sommerdragt udmerker fig ved den ſkjonne ruſtrode Underkrop, ſamt ved den ſortagtige Dette og Underhage; forøvrigt liig de Unges Dragt, men Ryggen bar brede ruſtgule Fjerkanter. Vinterdragten adſtiller fig fra den unge Fugl ved Ryggens ſmukke hvidgraae Farve, 319 Thorshanen, fom den benævnes af Islenderne, yngler endnu mere udelukkende i Polarlandene end forrige Art, paa Island mindre end i Gronland, Lapland og det nordligſte Aſien. J Levemaade ligner den Odinshanen, fra hvilken den blot abe ſkilles ved Storrelſen, Dragten og Stemmen, der lyder fom „ihm-ihm“ og i Sfræf „vik-a vik⸗a“. Den ſvommer med Let— hed og nikker, ſom forrige, beſtandigt med Hovedet; ofte findes den flere Mile fra Land, vuggende paa de oprorte Bølger, Dens 4 pereformige g ligne hiins, men ere noget. ftørre. Kjodet er ikke velſmagende. En hertillands ligeledes ſjelden Fugl, der blot i Traktiden, November til Marts, ſtundom er truffet her i Landet; afdode Ritmeſter Roſenorn ffob den ved Varde (Teilman), hvor den ogſaa blev ffubt den dte November 1837 af Apotheker Helms (Mechlenburg — i hvis Samling Exemplaret opbevares). Holboll anfører, at den af alle Fugle ſeneſt ankommer til Gron— land, nemlig hen i Juni; i September ſees den i Sydgronland, hvor den ellers er ſjeldnere, paa Trakkket ſydefter; den 27de Januar 1826 og den 4de Marts 1834 ffuet ved Helſingor (Steenberg); Boje fik den fra Havnen ved Kiel. Stylteloberſlegten, Himantopus, Bliss. Nebet langt, tyndt, trindt med indboiede Kjavekanter. Benene overordentlig lange, (vage og tynde, i friſk Tilſtand bløde og boielige, nøgne langt over Heerlen; ingen Bagtaa. Vingerne lange, ſmalle, med meget forlænget Spids og halv— maaneformigt udſkaaren Bagrand, faa at der, ved de forlængede Svingfjer af Zdie Orden, dannes en bageſte Vingeſpids, (om dog er kort imod den lange forreſte. Halen kort, ſaa at de hvilende Vinger naae langt udenfor den. De ere de meeſt boibenebe af alle Sneppefugle, og minde i ſaa Henſeende om Flamingoen eller fremſtille os Storken i formindſket Maaleſtok, blot med forholdsmesſig længere Been. Deres rette Hjem er den varme og ſydlige tempererede Zone. J Levemaade og Egenfkaber have de meget tilfælles med Klirerne. Rodbenet Styltelsber, Himantopus rufipes, Bechsl. Charadr. himantopus, L.; Himantop. melanopterus, Mey.; Hypsibates himantopus, Naum. Artsm. Kappen (hos be Gamle) eensfarvet gronſort eller (hos de Unge) bruun med hvidagtige Fjerkanter; Halen graa med hvide Fjer— kanter; Underryggen og Overgumpen hvid, ligeſaa Hoved, Hals og Underkrop. Længde 14— 15“, Ill. Afb. XXXIII, b. 313 Næbet fort, 2Y2"" langt; Iris reen guul eller orangeguul. Benene med Alderen mork-roſenrode, hos be Unge ſmukt rodgule. Baghovedet har en fort Viet, der ftræffer fig ned paa Bag⸗ halſen, men fom meget taber fig med den hoiere Alder. - J Ungarn yngler og er den meget almindelig; i bet nord— lige Tydſkland hører den til Sjeldenhederne, folgeligen endnu mere hos os, hvor den blot vides ffubt een Gang, nemlig paa Lindholm ved Møen i Efteraaret 1825 (Scheel). Samme Aar blev der (efter Naumann) ved Baden i det Zerbſt'ſke, i Nerheden af Elben ffudt 3 Stkr. ). Den er ikke meget ffp, . lever i Parringstiden meeſt par- eller familieviis, i Traktiden i ſtore Selſkaber. Som dens Lokkeſtemme har Lighed med Sort⸗ klirens (Totanus fuscus), ſaaledes er ogſaa Neringen overs hovedet den ſamme fom Klirernes. Kjodet ffal være meget vel— ſmagende og Wggene ere lys gronagtige, overalt med enkelte ſmaa Pletter og Punkter. Klydeſlegten, Reeurvirostra, L. 9tebet fiſtebeenagtigt, meget langt, tyndt, ſpagt, fladtrykt i hele bets Længde, opadboiet og boieligt i den yderſte Halv— beef, fom ender i em meget tynd Spids, Kjaverne fladt afe rundede, furede udvendigt ved Kanten til en Trediedeel og ind vendigt i hele deres Længde; Nerſeborerne i en Neſefure nær ved Kjavekanten, linieformige, lange. Benene tynde, lange, paa Siderne ſammentrykte, nøgne langt over Hælen; Bagtagaen meget lille og hoitſiddende; be forholdsmersſig forte Fortæer for⸗ enede ved en halvmaaneformigt indrundet Svommehud, der forte ſœettes ſmallere lige til Taaſpidſen; Kloerne forte, næften lige, iffe ſpidſe, men ſkarpe. Vingerne ſpidſe, iffe Svingfjer længft; Halen har 12 Styrere, de underſte Salebeffier meget lange. Fjerbedeekningen tetffuttenbe og Kroppen beſat med megen Duun, fom hos Spommefuglene. Denne Slægt er en af de beſynderligſte og meeſt udmærkede blandt Sumpfuglene; i Henſeende til Nabet, den ranke Legems⸗ bygning, lange Hals og lange Been ligner den Sumpfuglene, men ved den brede Svommehud, hvormed Tcerne ere forbundne, nærmer den fig, ſom Flamingoen, Svommefuglene. Klyderne opholde fig og ſoge deres Føde paa den blode Dynd ved *) Ved Sammenligning med Angivelſerne af ſjeldne Fugles Forekomſt i Mellem- og Nordtypdſtland, har jeg overhovedet fundet en merkelig Overeensſtemmelſe i Henſeende til Tiden, de ere foretrufne her: Beviis for, at Temperatur- eller andre Forhold have lokket flere udenfor deres egentlige Zone, uden at man juſt kan kalde dem e 344 Vandbredderne, hvor de vade med deres lange Been, ſtundoim ogſaa ſvomme lige til Bugen; dog ſynes Svommehuden mindre at tjene dertil, end til at bere Fuglen oppe paa den blode Bund. De findes fornemmelig ved Havpkanterne eller ſalt— holdigt Vand, dog beſoge de undertiden Ferſkvandsſumpe. Deres Flugt er raſk og udholdende; de yngle paa Jorden og lægge deres lange Been ud til Siderne naar de ruge. Brogeblit⸗Klyde, Reeurvirestra avocetta, L. Danſt: Brogeblit, Klyde, Blitte, Hvidfugl, Skomager, Blüit (Sylt), Branting, Strandſkade (Liimfjorden). Artsm. Reen hvid, med Undtagelſe af Hatten, endeel af Halsryggen ſamt Vingerne, der ere forte med en hvid Plet paa Skuldrene. Illum. Afbildn. XXXIII, b. Længde 17“. Kroppen omtrent af en Dues Sterrelſe. Nebet fort; Benene bfaagraae; Iris bruun. Kjonnene ffjelnes blot ved Hunnens kortere Næb og ringere Storrelſe; Ungerne ligne meget de Gamle, men de hos disſe forte Tegninger ere bruunagtige og det Hvide er noget guulagtigt. ; Som Trakfugl anfommer ben hertil i April og forlader os allerede i Auguſt. Den yngler paa adſkillige Steder, ifær Ser, altid i Havets Nerhed, f. Gr. paa „Tipperne“ i Ring⸗ kjobing Fjord, paa Nordrerönnerne ved Læsø og paa flere Oer i Liimfjorden, paa Agerss og Saltholmen (Peterſen), paa Rodſand og Gedsorodde (Dahl); den har tidligere ynglet paa Møen (E. Hage). Talrigſt yngler den paa de vidtløftige Ydrediger langs med Slesvigs Veſtkyſt og paa flere udenfor denne liggende Ser. Den er meget ſky, træff og vifo, men ſelfkabelig og fordragelig, ikke blot mod fine Lige, men ogſaa mod andre Fugle. Dens fleitende „blit blit“, i Forbindelſe med de brogede Farver, har givet den ſit jydſke Navn „Broge— blit“. Naringen beftaaer i Fiſkerogn, Orme, meget fmaa Blod— dyr og Vandplanter; Boje fandt aldrig andet end Vegetabilier, iſcer Conferver, og ſmaat Gruus i dens Mave, J Sandet eller Græsfet findes, i en lille Fordybning, dens 2—3 pere⸗ formige, graagule, ſortplettede Gg, ſom begge Magerne ruge, ligeſom de bjefpe hinanden i at opklekke Ungerne, der forlade Reden ſtrax efter Udrugningen. At den maa være vanffefig at ffyde, er allerede indlyſende af de ovenfor nævnte Caenffaber; blot i Angletiden, da den med Larm og Skrig omſvever See geren og Hunden, naar de nærme fig Æggene eller Ungerne, er det let, men gruſomt at ſkyde denne herlige Fugl. Femte Orden. Spömmefugle, Natatores. (Anseres, L.) Nabe: meget forſkjelligt, kort eller middelmaadigt, ſpidſt eller but, ſmalt eller trindt, høit eller fladt, undertiden over— truffen med en folſom Hud; Spidſen lige eller krogformig; Mundvigerne ffarpe, ſaugformige, eller tandede. Neſeborerne ligeledes forſkjellige, ofte langſtrakte, aabne, undertiden neſten uſynlige, ſtundom i et enkelt eller deelt Ror. Benene forte eller middelmaadige, trinde eller ſammen⸗ trykte, nøgne meer eller mindre op over Helen, ved Fortæers nes Forening med en heel eller kloftet Spommehud indrettede til Svømning. Bagtagen hos nogle Slægter (be Aarefodede) forenet med Fortckerne, hos andre er den middelmaadig eller meget fort og ſvag, hos flere mangler den ganſke. Vingerne ſnart ſmaa, ſnart ſtore, ſtedſe mere langagtige end brede, hos mange meget lange og ſmalle, hos nogle Torte eller meget forte, hos enkelte uffiffebe til Flugt. Fjerbedckningen tet tilſluttende, Huden bekladt med bløde Duun; Fedtkjertlerne paa Overgumpen ere meget ſtore og Fuglen ſtryger ofte Mæbet hen over dem, for at trykke det olieagtige Fedt ud, hvormed den indſalver fig. Halſen ſedvanlig lang, ofte meget lang; Kroppen trind, flad eller nedtrykt, ofte mere bred end hoi; Bryſtbenet, ſom er meget langt, beſkytter Under⸗ livet; Benene hos mange meget langt tilbage, hvilket gjør Gangen 316 vaklende, tildeels endog hoiſt vanffelig, faa at Tarſerne (om ofteſt berører Jorden efter hele deres Længde. De fleſte ere derimod overordentlig færdige Svommere; disſe tilbringe den meſte Tid af deres Liv paa Vandet, hvilket overhovedet er Svommefuglenes Element, hvor de bente deres meſte Steering; nogle ere afvexlende i Vandet og paa det Terre; andre ſvomme ſjeldent, men have en overordentlig Ferdighed og Ud- holdenhed i Flugten, ſaa at de i denne tilbringe over deres halve Levetid og ikke kunne leve uden hvor der ere ſtore Vande og Have: disſe hvile mere end de ſbomme paa Vandet, hvor de ligge (om et Stykke Kork, bære Legemet høit og ſvomme langſomt, medens Fleertallet ved Spemningen ſadvanligſt ſkjule den halve Kroy i Vandet, eller endog. mere — efter Behag; de bedſte Svommere ligge dybeſt i Vandet og have de korteſte Vinger. Nogle have den Evne, at kunne nedſtyrte ſig fra Luf— ten og neddykke under Vandfladen med hele Kroppen eller en Deel deraf: Stoddykkere (f. Ex. Maager, Terner); medens andre fra ſelve Vandfladen tvinge fig, med nedadſpommende Be— vægelfe, mod den efte mange Favne dybe Bund, Door be hente Nering og vende tilbage i faa fort Tid, at det maa voffe den ſtorſte Foͤrundring. De kunne, uden at indaande (om de ud— aande er neppe afgjort), forblive flere Minuter i Vandet. De fleſte holde derved Vingerne tetſluttede til Kroppen og bevæge blot Benene; nogle tage Vingerne til Hjælp; disſe kaldes Svømmedyffere (f. Ex. Dykender, Teiſter, Lommer oſp.) De fælde i Almindelighed to Gange om Aaret; nogle (Ikkedykkere) tabe Svingfjerene paa eengang, faa at de ikke kunne flyve fer de nye fuldkomment ere udviklede (Svanen, Anden, Gaaſen); de fleſte af disſe have i denne hjelpelsſe Tid Evnen at kunne dykke, hvilket ellers, paa. Grund af deres ſtore Vinger, ikke er dem muligt. Hunnen er fædvanlig mindre og aldrig ſtorre end Hannen, der f. Ex. bee Gjasſene er meget ſtorre. J Hen— ſeende til Farven variere mange Fugle meget ved de pe— riodiſke Forandringer, der folge af en dobbelt Feldning; tbi Ungdomsdragten, Sommerdragten og Vinterdragten afvexler hos de fleſte Slægter, og der gives de merkeligſte Overgange fra og til disſe. De opholde fig ved, paa og over Bandet, nøgle under— tiden utroligt langt bortfjernede fra Land; i den tempererede Zone ere de talrigere end i den varme, men i de kolde Zoner leve be ofte ſammen i ubeſtrivelig Mængde, fom de overhovedet ere meget ſelſkabelige. J Mhngletiden leve en Deel parviis abe 317 ſpredte, men mange findes ſamlede i talrige Colonier, f. Ex. Cormoraner, Terner, Maager, Teiſter, Alker, Suler oſv.; en- hver eenſom O, ethvert fremragende Skjcer, enhver Havbred i de nordlige, lidet effer ofte ganſke ubeboede Gane, tilbyder dem Beſkyttelſe og Plads for deres Angel. Saadanne Colonier fore dunkle ved deres Opflyvning Solen, og Kyſterne, hvor de hvide Arter fætte fig, fane et Udſeende, fom om de vare ſneebedakkede. Paa fin Opdagelſesreiſe fandt Parry den lille Teiſte (Mergulus alle) faa talrig i Polaregnene, at der med 3 Bosſer i 5—6 Timer blev ffubt 1263 Stkr. (hvoraf 93 ved eet Skud med de 3 Lob). Boje forteller, i ſin „Tagebuch einer Reiſe nach Nor— wegen“, at han og hans Ledſager bleve gjorte opmeerkſomme paa en ſtor mork Stribe i Havet, fom bevegede fig lige henimod Skibet; af denne reiſte fig en Sværm Alker og Teiſter, der var længere end tuſinde Skridt og hvorpaa begge de Reiſende fif Tid til at lade og ffyde hver ti Gange, forend Trakket var forbi. Af faabanne Sværme gaves der to til tre i den Gan; deres Skrig bedøvede Orerne. J Auſtralien har man feet en Skare af forie Stormfugle, hvis Forbitrakning varede 1 Time og ſom blev anffaaet til 15,000,000 Sofugle. Deres Nering ev i Almindelighed Fiſke, Rogn, Gruftaceer, Inſecter og Skaldyr, eller ogſaa Planter, Fro, Aadsler pfo. De fleſte forplante ſig ved Vandet eller paa de af dette omgivne Pladſer, nogle endog vaa ſelve Bandet. Næften alle [eoe i Eenparring; den ſtorſte Deel yngler paa Jorden, paa Siden af eller ovenpaa Klipper og Skjer, i Jordhuler og hule Træer, faa paa Træernes Grene. Mange lægge et ſtort Antal Ag, f. Ex. Gjæg, Ander ofo., andre færre og nogle kun cet, f. Ex. Alken, Sulen, Skrofen, Stormfuglen ojo. Ungerne ere hos alle, idet de komme ud af Wgget, tæt bekleedte med Duun; de allerfleſte kunne ſtrar ſoomme og forlade Reden ſaaſnart be ere torre. Det var vor afdøde Faber, der førft gjorde opmeerk⸗ ſom paa en Maerkveerdighed ved Svømmefugle, der leve i uindſkrœnket Eenparring, det vil ſige, Door begge Magerne af— vexlende ruge og hjeelpe hinanden med Ungernes Opklaeekning. Denne Meerkveerdighed beftaaer deri, at baade Hannen og Suite nen plukke Fjerene og Dunene af ſig paa eet eller to Steder under Bugen, ſaa at der fremkommer een eller to nogne Pletter. Da nu disſe Fugle ingen Rede bygge, ſaa er disſe nogne Plet— ters Beſtemmelſe indlyſende: og beſtager deri, at Wgget eller 3Ggaene af Fuglen trykkes derind og ſaaledes bedæffes af de omgivende Fjer, at be tilborligen opvarmes, da ellers Fuglens 318 ſtive Fjer, fom flette Varmeledere, ved Mangelen af Redevarme iffe tilſtrekkelig vilde varme Æggene, Faber kalder dem meget . keteg nende „Rugepletter“, og de bonne ligeſom en transportabel Rede faa Fuglen; dog retter Pletternes Antal fig ikke altid efter ggenes, tbi Dvargteiſten og Alkerne lægge kun ect Wg, men have to Rugepletter; Maagerne, der lægge 2—3 og flere Eg, have derimod kun cen; Pletterne ere for hver Art altid de ſamme; Sulerne og Skarverne mangle dem, men de bygge ogſaa Reder. ifte Familie: Langvingede, Longipennes. (Maageartede, Laridae.) 9t bet lige eller bueformigt, i Spidſen lige eller kroget, Kjavekanterne ffarpe, utandede; Gabet og Spiſeroret vidt. | Benene middelmaadige; Tarſen trind eller ſammentrykt; Fortcerne forenede med en heel eller udſkaaren Spommehud; Bagtagen fri og hoitſiddende eller aldeles manglende. Benenes Stilling omtrent midt under den langſtrakte Krop. Vingerne lange, ſpidſe, af lige Længde med Halen eller lengere end denne; 12— 44 Styrere. Kjonnene ere i Henſeende til Farven lidet, men derimod hvad Storrelſen angaaer, noget forſkjellige; Ungerne ligne mere eller mindre de Gamle, hvis Farve nogle forſt erholde naar de ere 3 à 4 Aar gamle. Brbyſtet er ſtort, kjodfuldt, med ſteerke Mufkler; Armknoglerne og deres Sener ere ſteerke og de forreſte Svingfjer lange; berfor kunne disſe Fugle længe udholde ot flyve, og gribe deres Bytte, ikke blot vaa, men ogſaa under Vandfladen. Mange af dem ſamle gaaenbe deres Fode, der ſaagodtſom udelukkende tages af Dyrriget. Nogle (Rovmaagerne) ere ſande Rovere: de cbe andre Fugles Aeg og Unger, og frajage dem det gjorte Bytte. De elſke Selſtab af deres Lige, leve for ſtorſte Delen ved Havet (nogle Arter af Terner og Maager ved Ferſtvand); flere forſamle fig om de ffubte, ifær de anſtudte Kammerater og angribe deres Fjender i Fællesffab. Nogle udhvile fig paa Vandet, uden ſynderligt at ſvomme; de fleſte ſvomme temmelig godt, kun faa (f. Ex. Skrofen) ere Svomme⸗ dykkere. De lægge 1—4 20g, hvilke udruges af begge Kjon, der eafaa bere fælles Omſorg fov Ungerne. ; Stormfvaleflægten, Thalassidroma. Lors. : 9tebet lidet, fvagt, lige, tyndt, ved Roden rundt, udad 319 ſammentrykt, begge Spidſerne nedboiede, iſer Overkjcvens, fom er krogformig og længere; Neſſeborerne ligge i en afffaavet Cy— linder, der er ſammenvoret med den inderſte Halodeel af Næb- ryggen og ender paa Midten (hvor den er lidt hoiere end ved Nabroden) med de, ved en tynd Skilleveg beelie, tvende ſmaa rundagtige Aabninger. Benene temmelig høie, tynde og nøgne langt over Helen; de 3 Furtæer ikke lange, meget fvage, fore enede med en fuldſtandig Svommehud. Bagtagen heitſiddende, neften kun en lille bevægelig Vorte. Vingerne ſpaleagtige, med forte Armknokker og meget lange, ſpidſe Svingfjer af 1ſte Orden, hvoraf Aden laengſt. Halen har 12 Styrere; den er enten lige affkaaren eller kloftet. Fjerdckningen tæt, blød og uten at man tydeligt ſkjelner de enkelte Fjer. dud Stormſpvalerne tilhøre meeſt det ſtore aabne Verdenshav, hvor de ofte træffes meget langt fra Land. J deres overordent— lig raſte, ſpaleagtige Flugt feer man disſe mindſte Svomme— fugle meeſt i Bevegelſe mod Aften og om Dagen naar det er Storm og Uveir. De fare tet hen over Vandet, ſom de ofte berøre med Fodderne, faa at de ſynes at lebe paa Hapfladen; de folge gjerne Skibene for at ſamle Smaadyr li Kjelvandet, og ere ikke ſtye; ſtundom ftaae de paa Landet med fprebte, flagrende Vinger og trippe med Fodderne; i denne Stilling ſnappe de deres Nering, [om beftaaer i finaa Bløddyr ofo. J Huller i ſteile Klippevoegge yngle be colonivüs, lægge i Al— mindeligbed 1 g, ſamt give Ungerne Føde af Svelget, lige⸗ ſom Svalerne. Disſe Fugle have en trannet, modbydelig Ud— dunſtning, fent endog meget længe vedligeholder fig hos Skin— det; de ſpiſes derfor ikke. J Henſeende til Kjonnet er der ingen ydre Skjelnemeerker; de Unge ere lyſere af Farve. 1. Liden Stermſvale, Thalassidroma pelagiea, Fg. Procellaria pelagica, L. Danſk: Uveirsfugl, Petersfugl, liden Stormfugl, Stormſsale. Artsm. Bruunſort med hvid Overgump og en hvidagtig Stribe over Vingen; Haleſpidſen lige, livet kortere end de hvilende Vinger— Tarſen omtrent 1“. Illum. Afbildn. LI, a. | Længde 575"; Neeb og Been ſamt Søerne forte; Iris bruun. Opholder fig paa Havet omkring Oreaderne, Shet—⸗ landsserne, Hebriderne, Færøerne og Island, hvor den yngler, Den viſer fig ſjeldnere hos os, ofteſt efter flere Dages heftige 320 Storme fra Nord og Nordveſt. Saaledes vide fig (efter 9t ade mann) i Aaret 1824 adffillige efter en ftærf Storm i det Hol⸗ ſteenſte; i bet Kgl. Muſeum findes et Exemplar, ffubt ved Brunsbüttel. Efter Boje (Iſis) er den ſkudt ved Endrup⸗ holm; en Afbildning af dette Exemplar har været i den oven— for omtalte Maleriſamling. J Efteraaret 1824, den 12te Nov., blev den bragt Prof. Melchior paa Herlufsholm, efter ſtorm— fuldt Veir fanget og brabt ap en Bonde paa Marken; 1839 erholdt jeg den fra Dreis under Wro, hvor en Fiffer havde fanget den; i Lillebelt og Veilefſord har jeg enkelte Gange feet den ile hen over Hapfladen, og forrige Aar (1850) ff jeg ben fra Ringkjobing Fjord. Apotheker Mechlenburg ff den, den 21de October 4845, bragt levende, fanget i en Gaard i Flens— borg; den var ikke vild, men levede kun een Dag. Som flere Sofugle taber den al ſin Fatning ved at blive kaſtet paa Land; i denne, over Tabet af ſit uerſtattelige Element ſorgende Til— fnb, er den derfor let at fange, hvis den ikke itide kan finde et Smuthul, Door den kan ffjule fig. Seetter man den frit paa Haanden, forſoger den ikke engang paa at flyve bort, men ud— ſproiter Derimod en guulagtig Tran gjennem Naſeborerne, ſaa— længe den har Forraad deraf. Dens Holdning er maageagtig, med vandret Krop; ſjeldent eller aldrig feer man den joomme. S dens Redehuller i Klipperne oſv. udſtoder den en egen Lyd, fem „klyrr“ og „kekerek⸗!“. Reden ligger 1—2 Fod dybt inde i Klofter og Huler; den vilde være meget vanfſkelig at ope dage, hvis hiin Lyd ikke tjente til Veiledning, ſaaſom man ſjeldent feer Fuglen flyve ind. Det i Almindelighed eneſte, reenhvide Wg er noget ſtorre end Taarnſvalens, fom det ligner, og har blot nogle faa Græsfirane til Underlag. Begge Kjon afplukke fig en Rugeplet, hvorunder be opvarme Wgget. Den ſpiſes ikke, men man afffferer Been og Næb, plukker den, træffer en Voege igjennem den og bronber den fom en Lampe. 2. Leach's Stormſvale, Thalassidroma Leachii, Temm. Procellaria Leachii, Temm, Artsm. Halen fíoftet, lige fang med Vingerne; Vingedakfjerene graa— brune. Illum. Afbildn. LIV. Af Taarnſvalens Storrelſe, 7/ — 8“, Bruungraa; de sverſte Haledeekfjer og Siderne af de underſte hvide; Vingerne og Halen ſorte. Opholder ſig ſaavel i den tempererede Zone, ſom ſelv ved Grönlands nordligſte Kyſter, hvor den, efter Hol— 324 bell, forekommer talrigt; i Europa yngler den paa nogle af Hebriderne og paa Øen St. Kilda. Efter flere Dages Storm blev, den 25de November 1848, her ved Kjøbenhavn (Kallebod— ſtrand) ffubt et Exemplar, ſom opbevares i Univerſitetsmuſeet. Den lægger et lignende, men ftevre Ag end foregagende. Skrofeſlegten. Pufflinus, Biss. Nebet lige faa langt effer længere end Hovedet, temmez lig ſmalt, næften trindt, udad ſammentrykt; Kjæverne folge hinanden i Boiningen, forſt opad, dernceſt i Spidſen nedkrogede og ſpidſe; Neeſeborerne gabne fig, ſom hos forrige i et mindre langt, med Næbet ſammenvoxet, bredt, fladt Dobbeltror. Be— nene, ſom hos Dykkerne, middellange; Tarſen ſammentrykt; tæerne temmelig lange og tynde, Mellemtagen noget længere end Tarſen; Bagtaaen beftaaer blot i en Negl. Vingerne lange, ſpidſe, 1ſte Svingffer længft; Halen afrundet, med 12 Styrere. Skrofernes Eiendommeligheder hentyde paa en Blanding af Stormfugl, Lappedykker, Skarv og Maage; fra forrige og folgende Slægt ere de afvigende ſaavel deri, at de ere Dykkere, ſom at de ſvomme og dykke mere end de flyve; alligevel ere de udmerkede Flyvere. Deres Stemme er maageagtig og deres Næring beftaaer af Smaafiſk, Mollusker oſo. De vælge ſmaa, men meget bote, med Jord bedoekkede, af Brendinger omgivne Klipper eller fremſkydende Landſpidſer til deres Redeſteder, hvor de i ſtorre Selſkaber med deres ſkarpe Kloer grave fig Huler under Gresterven. I disſe lægge de eet eneſte, temmelig ſtort, hvidt Wg, hvilket ruges af begge Magerne, fom ogſaa ere hinanden bebfolpefige med at opflaffe Ungerne, der mades af Sveelget. De ere aldeles ikke (fpe, og ruge jaa ivrigt, at de lade fig gribe paa Reden. Kjonnene ere eens i Sterrelſe og Farve. Almindelig Skrofe, Puffinus arcticus. Z'aber. Pnffinus anglorum, Ray.; Procell. angl., Temm.; Proceil, Puflinus, Brünn. Artsm. Overkroppen fort (gammel Fugl) eller bruungraa (ung Fugl); Nebet 2“. De hvilende Vinger naae 1“ udenfor Halen. Ill Afbildn. LI, a. Længde 14“; Nabet blaagraat; Benene bagtil, ſamt Ydre- tagen, mørfebrune, ellers kjodfarvede; Iris bruun; Underkrop— ven med Alderen hvid (dog ere Laarfjerene forte), — bos de Unge hvidagtig graabruun. Opholder fig ved Islands, Sfotlands og 21 nop be feveiffe Kyſter, hvor den flyver meeſt om Morgenen og Aftenen eller ved taaget, tyk Luft, og holder ſig om Dagen til— deels ſkjult i fine Huller; dens Flugt ligner Taarnſvalens. Efter Naumann forekommer den mindre ſjeldent i Nordſoen, navnlig nordlig for Helgoland, hvor den viſer ſig aarlig i imaa Selſkaber af indtil 20 Stkr., ifær efter længere Tids Storme af Nordveſt. Han anfører ſaaledes, at to gode Skytter vare faa heldige at ffobe 11 Stkr. paa een Dag, og at em kjcer Ven af ham hvert Aar forſkaffede ham nogle i ſamme Af— ſtand fra Øen. J Oſterſoen veed jeg intet Exempel paa dens Forekomſt, men en faa aldeles pelagifk Fugl, der kommer os faa nav, fom her er anført, tor vi med ſamme Ref tilegne os for „det danſke Veſterhav“, fom Naumann for „den tybffe Nordſs“, og det ſaameget mere: fom Fiſtere ved Veſterhavet 5—6 Mile fra Land have været Fugle ganjte nær, hvilke — efter fom de have beſtrevet mig dem — ikke kunne tilhøre nogen anden Art. Naar den udenfor Yngletiden bortfferner fig faa langt fra ſit Klippehjem, ſoger den i lange Tidsrum aldrig Land, men opholder ſig beſtandigt i flere Miles Afſtand fra Kyſterne. Neringen og Formeringen er ovenfor omtalt, Stormfugleſleegten, Procellaria, L. tæbet af Hovedets Længde eller kortere, overhovedet fort, ſterkt og haardt; ved Roden tykt, næften trindt, paa Over— nabetó Spids en flor, hvælvet, meget boiet Krog; Undernabet banner nedenunder denne en ſterkt fremtredende Vinkel, hvorved Nebſpidſen bliver meget højere end Nebet under Neſeborerne, hvilke ligge i et lignende Rer, fom hos begge de foregagende og gabner fig henimod Nebets Midte igjeunem en længere Neſecanal, blot" adffilte ved en fort Skilleveeg. Benene middelmaadige, noget tynde, med lange Fortcer og ſtor Svomme— hud; iſtedetfor Bagtaa blot en lille, hoiere ſiddende Borte med en ubetydelig Negl. Vingerne ſpidſe og lange, 1ſte Sving⸗ fjer flæng; Halen med 14 Styrere, ſteerkt afrundet; de underſte Haledekfjer nage til Spidſen. J Habitus ligne de Maagerne, men de kunne ikke ſtaae, endnu mindre gage, med lodret Fodrod og Skinnebeen, hvorved deres hele Stilling bliver noget ubehjeelpeligere. Fjerdæfningen ev meget yppig, bfob og gaaſeagtig. Kjonnene ere hinanden lige og Ungerne blot mere graafarvede; de fælde to Gange om Aaret, bog uden at ffifte Dragt. Denne er fornemmelig bleg blaagraa og hvid. Ogſaa disſe ere ægte Sofugle, der 323 bortfferne fig længere fra Land end de ffefte andre, og blot holde fig til Skjer og Klipper i Jngletiden. J Storm ſoge de ofte deres Tilflugt til Skibe, hvoraf Navnet; de flyve ufædvanlig let, eve Stoddykkere og (efter Holbolls Jagttagelſer) Svomme⸗ dykkere tillige; de ernære fig fornemmelig af Sodyr-Aadsler. Ungerne opfobe de af Kroen. Jis⸗Stormfugl, Procellaria glacialis, L. Artsm. Na bet ſterkt, foran meget krogformigt, neppe dobbelt faa langt fom boit; Halen med 14 Styrere, meget afrundet; Underkrop— pens Farve hvid? med' guulagtigt Anſtrog; Kappen affegraa med merkere Svingfjer. Ill. Afb. LIH. Længde 18—49½ “. Nabet guult med hvidagtig Spids; Iris bruun, med Alderen guul; Benene bleg fjobfaroebe. Den unge Fugl. mere blaagraa overalt, med en mørk Plet foran Siet og ſortegrage Svingfjer. J det andet Aar bliver Farven venere bfaagraa, med mere Hvidt paa Underkroppen. Denne Art har almindeligſt hjemme i Polaregnene. Efter Naumann forekommer den undertiden ved Elbmundingen; E. Hage og Scheel have eengang feet den om Vinteren; ved Moen; Mechlenburg ſaae den en heel Eftermiddag, den 30te Aug. 1838, efter en ſteerk Storm i Flensborg Havn, udfor be ſaa⸗ kaldte „Gaardender“; den var ham offe meget nær, Naar de Sofarende ſee den, holdes det gjerne for et Tegn paa en ner foreftaaenbe Forandring i Veiret. Den lever ſelfkabeligt, er fredſommelig og langtfra at vere ffo; dens eneſte Forſvar er at udſproite Tran gjennem Noebet. Dens Stemme lyder ſom et ubehageligt, raat „Gergegegers“ eller, naar den er vred, tato". Den yngler i jaa ſtore Selfkaber, at Beboerne vaa Veſtmanserne og paa nogle Oer ved Island i ſomme Aarin— ger ſamle 20— 30,000 Unger og lige faa mange undkomme, hvilket, da den kun lægger 1 Wg, forudfætter et dobbelt faa ſtort Antal ynglende Individer. Waget, fom lægges paa de ſteile Klippe⸗ vegges fremſpringende Dele, er omtrent af Sterrelſe fom Huus⸗ andens; det er hvidt og ffarpfornet. Baade Fugl og Gg have en ſterk Tranlugt, ſom endogſaa vedligeholder fig hos Skindet og det udbleeſte Wg. Naringen beſtager af Aadsler af Hvaler og andre Sodyr, ſamt Fiſke, Mollusker og Meduſer. S de ſidſte to Aar har jeg modtaget endeel Skind af Storm— fugle fra Grønland, Island, Ferserne og det nordveſtlige Norge. Jeg er i den ſenere Tid bleven opmeerkſom paa, at den Form, der tilhører det ſͤdlige Grönland, Island, Færøerne og Norge, er conſtant ſtorre og 324 rimeligviis forſtjellig fra den lige faa conſtant mindre Form, ſom findes i Nordgrønland, hvor hiin aldeles forſvinder og ligeſom remplaceres af denne. Ved at fremlægge flere Exemplarer, Gamle og linge, af begge Former ved Ornithologmodet i Berlin, fandt min Mening om Artsfor— ffjelligbeben af denne mindre Form udeelt Bifald; jeg henledte ogſaa Sy: merkſomheden derpaa ved Naturforſkermodet i Stokholm, men forbeholdt mig den nærmere Beſkrivelſe, indtil jeg erholdt flere Exemplarer til Sam— menligning; disſe har jeg nu modtaget, aldeles overeensſtemmende med de tidligere. Det er mig derfor fjært, at kunne anføre Maalene for begge dem: Liden Stormf. (QUIA : RU Jis⸗Stormfugl, Procellaria glacialis, L. Bou cu Sele Længden fra 9tabfpibfen ..... indtil 21^ 18 Vingens Længde fra Vingeleddet .. — 14“ 6“ — M" ider mnegle n NE 54 3 10 CCC ĩ ͤ RN eeu SS ee m— „ 6% ꝑ 77. Den nøgne Deel af Skinnebenet .. — 1“ — vu Tarſens Længde. . ... AM, S VP uno 4$ — 9C. N De d Mellemtaaen uden 9tegl ........ — 2“ 10““ — 2 570 e PM NR PON CCo . . — 6““ — SA Stebet fra Næbroven....... idi Mn o 1 100 "c-r n ide ved öden — 11“ — ies Brede „„ e — 11“ — gu Heide ved Stafeborene ....... — 8” — gs e dais oio e — 9““ — 84 Neſeforhoiningens Længde — 9“ — 6/0“ Aj Brede ved Roden. — 6¼⁰““ — 8 „ ved 9tefeborene — 3½/“ — an Fra denne til Näbkrogens pderſte Runding „ — 17 i Jua 10½““ J Farven have linge og Gamle af begge Former megen Lighed; de Forſte ere overalt bruunagtig bfaagraae, hos de Gamle gaaer det Hvide længere ned paa Ryggen hos den lille Stormfugl, ber har en mere bruun— gran Kappe, lyſere Indrekanter paa de ſtore Svingfjer, morkere Vinger og merkere Fjer paa Vingens Overrand, hvor fiin har neſten hvide. Den unge Fugl er, i ſamme Alder, langt lyſere paa Underkroppen, Baghalſen og Ryggen, medens den forte Plet foran Diet er morkere. Hvad der forsvrigt ogſaa turde anfores for dens Selvpſtaendighed fom Art, er den Kjendsgjerning, at blotte Localforandringer pleie at udmerrke fig ved en langt betydeligere Storrelſe, jo beiere de opholde fig mod Nord, f. Ex. Corvus corax, Carbo cormoranus, Falco albicilla oſpv. Exempler paa det Modſatte fjender jeg ikke. &erne(legten, Sterna, L. Ne bet neppe faa langt, eller fun lidet længere end Hovedet, ſammentrykt, lige eller lidet boiet, foran tilſpidſet, uden Krog; Kjervekanterne meget ffarpe, i hinanden gribende; Svelget noget udvidet, Mundvigen ned under Siet; Næfeborerne i en lille Fordybning nær ved Nabroden, ſmalle og gjennemſigtige. 325 Benene meget ſmaa og ſpinkle, men tykke Knæ (Dorfeleb) ſamt nøgne op over disſe; be 3 temmelig forte Tæer forbindes med en meer eller mindre udringet Svemmehud; Bagtaaen meget lille. Vingerne uſadvanligt lange, ſmalle og ſpidſe, 1fte Svingfjer lengſt; Svingfjerene af 2ben Orden naſten lige lange og meget forte: alle have de ſabelformigt botebe Skafter. Halen meer eller mindre kloftet, hos nogle meget dybt, ſom hos Svalerne; den har 12 Styrere, hvoraf den yderſte offe er mere end dobbelt faa lang fom den mellemſte. Disſe Fugle ere næften beſtandigt i flyvende Bevegelſe; de ſvomme og fætte fig vaa Pale, Stene o. desl. i Vandet for at udhvile fig. Som Stoddykkere ffaae de fra Luften ned i Vandfladen for at ſnappe Smaafiſke, Vandinſecter, Grujtaceer oſv., hvilke de, ſtille flagrende (fom Muſevaagen, Taarnfalken ojo.), forſt opdage med deres ffarpe Syn. De fleſte opholde fig ved Havkyſterne, nogle ved Ferſtvandsſoer, Ager og Moſer; i Almindelighed leve og yngle de i ſtorre Selſkaber. De fleſte ere hvide med fort Hætte og blaagraa Kappe; hos nogle uds breder det Aſkegrage og Sorte i Sommerdragten fig neſten over Dele Kroppen. Den ydre Kjonsforſtjel beſtager fornemmelig i, at Hunnen er mindſt. Deres Flugt er ſpaleagtig, hoi og let, men langſom og noget hoppende; deres Gang er trippende og i Sævet har Kroppen en vandret Stilling, der ofte endog hæver fig bagtil ved de korslagte Vinger; Halſen træffes ind, at den forte Dette neſten er i lige Linie med Ryggen. Med Maagerne have de den Saregenhed tilfælles, at de med boit Skrig ſammen⸗ falde hverandre over døde og ſaarede Kammerater, boilket gjør det let at fælde flere, naar man førft har ffudt eller anfkudt een. Ungerne ere indtil den 2den Fjerfældning ulige ve Gamle; disſe fælde to Gange om Aaret, bvorved hos nogle blot Ware ven paa Hovedet forandrer fig. De ere alle hoiſt urolige og (foc Fugle, der blot paa Yngleſteder, hvor de ikke blive efter⸗ . ftræbte, ere mindre frygtſomme, eller naar de ſpeidende efter Rov flagre 4— 12 Sob over Vandfladen og ſaaledes ere mindre opmerkſomme paa andre Omgivelſer. J Henſeende til Stemmen have alle Arterne flor Lighed med hverandre. Deres Skrig er et i forſtjellige Modulationer lydende heſt „Krich“, fvagere eller ftærfere efter Fuglens Storrelſe. De egentlige Hav- eller Soterner bygge ingen Rede, men lægge deres Wg imellem Stene, i Sandet eller paa Jorden; Moſeternerne derimod give Asggene et lidet, men ſtjodesloſt Underlag, og lægge dem til deels aa meget fugtige Steder. Antallet er gjerne 3—4; de 326 ere temmelig (love, graa-, bruun- og ſortplettede paa lyſere Grund, og variere meget. Da der i den forte Stræfning fra Aers til Sylt — 55“ Brede, 27“ Lengde — yngle iffe færre end 8 Ternearter, tildeels i (tor Mengde (hvilket neppe vaa ſaa kort en Afſtand ellers finder Sted), kan man med Rette anſee Dette for deres Indlingsſtreg. Ternernes Wg give en behagelig Spiſe, men deres Kjod er feit og ubehageligt. De ere alle Trœkfugle, komme hertil ſidſt i April eller fovit i Mai, og forlade os ſidſt i Auguſt eller Begyndelſen af September. Man ffober dem temmelig let, og fanger dem paa Rotteſaxe med ſmaa Fiſte eller Orme til Lokkemad. a) Hvide, eller Daoterner, De ere meeſt hvide; Sommer- og Vinterdragten er blot paafaldende paa Hovedet, der har forlængede Nakkefjer; deres eu UM er Havet, eller ſtorre Søer og Floder t Nerheden deraf. 1. Rov⸗Terne, Sterna caspia, Pall. Danſk: Skraalterne; Skrieltjernk (Sylt); Skrafaning (Lese). Artsm. Det ſtore, ftærfe Neeb rødt (hos de Unge rebagtigt) ; Benene ſorte (hos de Unge bruunagtige); den korte Hale lidet kloftet. Illum. Afbildn. XL, a. | Den ſtorſte af alle europæiffe Terner; indtil 22“ lang, hvoraf Næbet over 21/27, Sommerdragt: Huen og Overnakken glindſende forte; det hoirode Neeb ſortagtigt ud imod Spidſen, ſom er hvidguul; Kappen, Vingerne og Halen bleg bfaagraae, de lange Skulder- og Dakfjer, ſaavelſom Svingfjerene og Sty— rerne, hvidkantede. J Vinterdragten er Huen blot antydet ved forte Punkter og Pletter. De Unge have blegere robt Næb, Kappens Fjer have brune Pletter og Huen er ſom de Gamles om Vinteren. Denne Terne tilhører den varmere og tempe— rerede Zone, er hyppig ved bet caspifke Hav, men gaaer (efter Nilsſon) dog temmelig nordligt i Sverrig. Talrigſt fore— kommer den dog paa vore Øer i Veſterhavet, iſcer paa Sylt, hvor Boje i ſin Tid anſlog Colonien til 200 Par; i Auguſt og September beſoge de Gamle aarligt derfra den ſydveſtlige Kyſt af Ringkjobing Fjord og Fülſoen, hvorfra jeg ogſaa t de ſidſte 6 Aar har erholdt flere Exemplarer, og hvor jeg ſelv har (fubt mange. Om Efteraaret ere ogſaa enkelte fkudte i Slien. Faber fandt den i Juli 1824 ynglende paa Veier— pen og 1827 vaa Nordreronnerne ved Less; Mechlenburg 397 ff den fra Flensborg Fjord, Bølling fra Ribe; Melchior traf baade Gamle og Unge paa Geno ved Gauns her i Sjæl land. Aeggene, der ere ſterre end Honſecg, findes i en Sore dybning i Sandet ved Havet; de ere glatte, men glandsloſe, guulagtig- eller bruunagtighvide, affegraat og bruunt punkterede og plettede; man ſamler og ſpiſer dem ſom en Delicatesſe. Dens Skrig bar megen Lighed med Heirens: bet lyder fom et raat, bæft „Krreeik“. i 2. Engelſk Terne, Sterna anglica, Monlaga. Sterna risoria, Brehm. Artsm. Mæbet fort, fort og ſterkt, Benene forte, Halen fun lidet kloftet. Illum. Afbildn. XL, a. Længde 14“; Iris bruun. Det Sorte paa Hovedet inde⸗ ſlutter Oinene og gader ned paa Overnakken; ogſaa Muͤndvigen er fort; Kappen og Halen hvidagtig blaagraae, den ſidſte med neften reen hvid 2jbrefane; Svingfjerene paa Indreſiden forte agtiggrage; alle underſte Kropdele hvide. J Vinterdragten er Huen hvid med ferte Punkter. Denne Art udmerker fig ved fin latterlignende Stemme, der lyder ſom „her, he, hae“; opholder fig ved Strandkanterne, men yngler dog ved Ferſkvandsſoer, ikke langt fra hine. Den har f. Ex. ynglet paa Mors; tidligere talrigt — nu kun nogle Par — ved Hoſtrup Sø pr. Apenrade, ſamt ved Sjsrring og Sperring Ss i det nordveſtlige Jylland. Den Forſte, der opdagede denne Terne for den danſke Fauna, var Hofjcgermeſter Teilmann, der i Juni 1819 i det ſyd⸗ veſtlige Jylland ſtod Han og Hun, hvoraf det ene Exemplar (faf findes i det Kgl. Muſeum. Den forekommer ved Flensborg; for endeel Aar ſiden fandt Mechlenburg ved Kliplev idet⸗ mindſte 30 ynglende Par, ſamt baade Wg og Unger af forſkjellig Alder; paalidelige Folk ſagde ham, at Colonien havde været meget talrigere. Bed Fülſeen og Ringkjobing Fjord har jeg i Auguſt ffubt flere. Den ſynes at være ui betydelig Aftagen her t "Landet. Jen lille Fordybning, med faa Greesftraae, leegger den 2— 3 mat olivenbrune, aſkegraa- og oliven- eller redbruunplettede Wg. 3. Kentiſk Terne, Sterna cantiaca, mel. Artsm. Nabet ſmalt, langt, ſort med bruunguul Spids; Benene ſorte med gule Saaler; Halens Sidefjer dobbelt ſaa lange ſom Mellemſtyrerne. Illum. Afbildn. E ^a. X L a. Længde 17'/e"; Iris morkebruun. Sommerdragt: den [orte Hue har bag i Nakken meget lange Fjer; Kinder, Hals— ſider, Bryſt, Bug og Hale hvide, Bryſtet med Roſenſtjcer; 328 Kappen og Vingerne meget bleg blaagraae, Skulderfferene og de merkegrage Svingfjer med hvid, Indfatning og hvide Skafter. J Vinterdragten er Huen hvid med forte piilformige Pletter, fom næften ganffe mangle paa Panden. De Unge have et kortere, blegere 9txb, graa ſortpunkteret Hue, graahvid Under⸗ krop, ruſtgule Fjerrande paa Kappen, og Vingerne med ſorte og hvide Kanter. Denne Art er i Europa intetſteds hyppigere end i Holland; den holder fig udelukkende ved Havet og yngler her i Landet ved Ringkjobing Fjord, paa Nordreronnerne ved Less, paa Hirtsholm og Mors i Lümfjorden, men iſer paa Jordſand og Norderoog ved Pelworm, hvor den findes i over— ordentlig Meengde. E. Hage har ffubt den ved Uloſund. Dens Stemme lyder fom „kree“ eller „kerrek“, undertiden fom fit^. J Juni lægger den 2—3 Ag; disſe ere mat robe agtig⸗ eller ruſtguulagtig-hvide, indtil reenhvide, med førte og rødbrune Pletter, meget varierende; de ere meget velſmagende og forſendes fra Øerne i Veſterhavet, hvor de ſamles i Tuſind⸗ viis, endog til Udlandet. Denne Art er ilke blot den kraftigſte og bevegeligſte i fin Flugt, men den trodſer de heftigſte Storme og kaſter fig ind i de frygteligſte Brendinger; en overordentlig Livlighed og Uro udmerker den, ligeſom den ogſaa, efter min Erfaring, er den forſigtigſte og meeſt ſtye af fin Slægt. Den nerer fig af fmaa Sit. 4. Dougall's Terne, Sterna Bougallii, /fontageu. » Artsm. Nabet fort. Benene guuíróbe; Halens Sideſtprere rote flere &ommer udenfor be hvilende Vinger. Sum. Afbildn. XL, a. Lærigde 16“, hvoraf Halen nafteu bet Halve, nemlig Y '/a^ ; Iris bruun. Mundvigen guul, Huen fort, Underkroppen reen hvid med Roſenſkjcer, Kappen affegraa, Vingeranden hvid, Svingfjerene morkegraae, de længere morkere: alle, ſaavelſom Skulderfjerene, hvidkantede; Jdrefanen paa den forſte Sving⸗ fjer ſort. J Vinterdragten har Huen en lignende Forandring ſom hos de andre Arter. Den unge Fugl udmærfer fig ved en aldeles ſort Nakke og Baghals, ſamt ved en uplettet Hale. Tilhorer fornemmelig Englands, Skotlands og Picardiets Ky— fter, men forekommer enkelt, endog ynglende, ved Jyllands og Slesvigs Veſtkyſt. Led Nymindegab, Üdlobet af Ringkjobing Fjord, ffeb jeg i September 1847 en ung Han; den 20de Auguſt 1849, noget nordligere (ved Norrebekk), ffob jeg atter en neppe flyvefcerdig ung Fugl, ledſaget af en af de Gamle, ſom af og til madede den; forrige Aar (1850) erholdt jeg, fra 329 ſamme Sted, 4 g af denne Terne, der altſaa ſynes at ville etablere fig her; tbt den har tidligere iffe været bemeerket i Jylland. Naumann ſaae den 1819 paa Amrom, Boje paa Slesvigs Oſtkyſt, og efter E. Hages efterladte Noticer er den ſtudt ved Ottendorf i Holſteen; Benicken omtaler den (Iſis 4824) fom forekommende, men ſjelden, ved de ſlesvigſke Kyſter, hvor han (1820) ſelv har ſeet den. Den er i Flugten paafaldende kjendelig ved fin lange Svalehale. Smaa Fiff, fom den ude lukkende, paa de mindre Terners fædvanlige Maade, fanger ved Stoddykning, udgjøre dens Nering. De 2—3 mat oliven⸗ . grenne Acg have ſtore, rundagtige violetgrage og ſortebrune Pletter. J Samlingerne tabe de bet Gronagtige, faa at Grun⸗ den bliver bruunagtig olivenguul. 5. Almindelig Terne, Sterna hirundo, L. Anmeerrkn. Det danſte Navn Hatteterne“ er ikke udelukkende for denne Art, men et Fellesnavn for de ſorthovede Terner (paa Als „Stritter ). Artsm. Næb og Been ſtarlagen- eller monnierode, Nebet med fort Spids; den ſortegrage Stribe paa Indrefanen af Iſte Sving⸗ fjer, 2½“ fra Spidſen, 2“ bred. Slum. Afbildn. XL, a. Længde indtil 16“; Svælget og Tungen orangegule; Iris bruun; Kappen lys blaagraa; Svingfjerene ſkifergraae, ud imod Spidſen hvidkantede, blot Ndrefanen uden Hvidt, Skafterne alle hvide. Underkroppen reen hvid, Huen fort. Hos den unge Fugl er Panden hvid, Huen fint ſortplettet, Benene morkegule. En i Danmark meget almindelig og derfor velbekjendt Terne, der ikke blot forekommer ved Havpkyſterne, iſcer ved Fjorde og Bugter, men ogſaa ved Ager og Landſser. Som fine Slegt⸗ ninge er den meget ſelſkabelig, lader ideligt fit heſe „Kriceh“ høre, og forener fig med fine Kammerater til at jage Ropfugle bort, ligeſom den faner ned over Hovedet paa. Den, der nærmer fig dens g eller Unger. Smaa Sf, Inſecter oſv., hvilke den fanger i Vandets Overflade, er dens Nering. Sine 2—3, ſjeldent 4 Wg, lægger den i en lille Fordybning i Sandet ved Vandbredden; de variere ualmindeligt, faa at man træffer baade perlegraae, meten reen lyſerode og olivenfarvede med (terre og mindre førte og graae Pletter, endog lyſeblaae, uplettede. Den Nemhed, hvormed man kommer den paa Skud, naar man forſt har dræbt eller an[fubt een, er ovenfor omtalt. Kjø- det ſpiſes vel undertiden, men det er, [om ſagt, tert og ikke velſmagende. 110 330 6. Kyſt⸗Terne, Sterna macroura, JVauia. Sterna hirundo, L.; St. arctica, Temm.; St. argentata, Brehm. Danſt: Hetteterne, Havterne, Kirre, Kropkirre. Artsm. Stab og Been carmin- eller einnoberrede; Nabet uden fort Spids. Den graage Stribe paa Indrefanen af Iſte Svingfjer, 21/2" fra Spidſen, “ bred. Hovedets Sider og Struben bleg aſtegrage, Bryſtet og Halſen endnu mørkere. Ill. Afb. XL, b. Længde 14½““, Bingeftræfning 298“. Ung Fugl: Kap⸗ pen med meget mørfe bolgeformige Tegninger, Jæbet pomerants⸗ farvet ved Roden af Underfjæven, ellers ſortagtigt, Benene pomerantsfarvede; 1ſte Svingfjer ſortagtig med bred hvid Indfat⸗ ning paa Indrefanen; Maven, ſamt Over- og Undergumpen hvide. Denne i Danmark udentviol talrigſte Terneart opholder ſig mere udelukkende ved Havkyſterne end forrige, hvilken den for— øvrigt meget ligner og hvormed den længe holdtes fer identiſt. Det vilde være for vidtloftigt, her at opregne alle de mig be: kjendte Ingleſteder for denne Fugl. Langs Slesvigs og Jyl— lands Veſtkyſt forekommer den i utrolig Mengde; endvidere yngler den paa Less, Hirtsholmen, Bornholm, Chriſtianss, paa de fleſte Holme og Oer imellem Sjælland, Møen og Falſter oſv. Merkeligt nok, at den effer Nilsſon er mindre hyppig i Sverrig, da den dog paa Island og i Grønland yngler i Mængde. Naring og Egenſkaber: fom forrige Art. Dens Wg ere noget mindre, men variere forøvrigt endnu mere i de ſamme Farver, fom hiins; fra bet nordlige (Grønland har jeg erholdt et meget ſmukt glindſende lyſerodt, med morkebrune Pletter. 7. Dverg⸗Terne, Sterna minuta, L. Danſk: Dvergterne, Beenterne, Snipterne, Schönntjernk (Sylt), Gnispe (Lolland). Artsm. Næb og Been (hos be Gamle) orangegule; Panden og Halen hvide; de 2—3 forſte Svingfjer ffifergraae med forte Skafter og bred, hvidkantet Indrefane. Illum. Afbildn. XL, b. Længde 8“; Iris bruun. Huen reen fort med hvid Pande og en fort Stribe igjennem Oinene; Kappen lys blaa⸗ graa, Underkroppen hvid. Hos den unge Fugl er Hovedet hvidguult med forte Smaapletter og en ſtorre Plet igjennem Siet, Kappen beftroet med forte, meeſt halvmaaneformige Pletter, Halen mod Spidſen matguul og ſortplettet, Neebet bleg⸗gron⸗ guult, oven blegbruunt. Denne mindſte indenlandſke Art findes ynglende paa mange Steder ved vore Oiyſter, f. Ex. paa Læsø, 331 Rodſand, Hirtsholmen, Agerss, Muusholm, Saltholm ofo., ſamt langs med Halvoens Veſtkyſt, bvor den er hyppigſt. Som Trakfugl ankommer den midt i Mai og forlader os allerede ſidſt i Juli eller forſt i Auguſt. Den ſynes at foretræffe Hav— kyſterne, men findes dog ogſaa ved Søer med ſtenet Bund. Om Aftenen pleier den at forſamle fig i ſtorre Selſkaber; dens Stemme er et ffarpt „Kreekk“ eller „kreik“ og den lever af ſmaa Wt, Inſeeter og Larver, medens den fele Dagen fvæver over og nedſtyrter fig i Bandet. Den yngler ved Søer og Hav- bredder, legger 2 —3 mat⸗ruſtgule eller leerfarvede Ang med $raae og ſortebrune Pletter. | b) Giraa- eller Moſe⸗Terner (Hydrochelidon, Boje). Deres Farve er meeſt graa. Commere og Vinterdragten er ikke alene forffjellig paa Hovedet, men ogſaa paa de andre Legemsdele. Halen er kun lidet kloftet; Svommehuden, ifær mellem de inderſte Teer, dybt udſkaaren. Deres Opholdsſteder ere ferſte Vande og flore Sumpe, og de lægge 3 4 temmelig morkfarvede 9G. 8. $vibffjegaet Terne, Sterna leucopareja, Natterer. Artsm. Næb og Been blodrøde (hos de Unge er Nebet ſmudſig guul⸗ rødt med ſortagtig Spids), Halen temmelig dybt kloftet, aſte⸗ araa, hvidkantet; om Sommeren er Huen fort. Illum. Afb. XL, b. Længde 11^. En bred Stribe under Huen (paa Kinden) hvid, hvoraf Navnet, ellers Dele Fuglen blaagraa, morkeſt paa Bryſtet; Bugen og Undergumpen hvidgraae. J Vinterdragten er den Havternerne mere liig: Pande og Underkrop hvide, den forſte ſortpunkteret, blot Baghovedet fort. Ungdomsdragten uds merker fig ved den ruſtbruungule, ſortplettede Ryg og Hale. Den har egentlig hjemme i det ſydlige Ungarn, Donauegnene, ved Dalmatiens Kyſter, i Sydfrankrig, Nordafrika og Syd⸗ rusland, iſcer ved det caépiffe Hav. Sjeldent forvilder den fig til os. J Sommeren 1824 er den i flere Exemplarer feet og ffubt ved Brunsbüttel i Holſteen, ſamt, merrkeligt nok! den 16de December 1822 (ved 5" Kulde) ved Slesvig: de eneſte mig bekjendte Exempler paa dens Forekomſt her i Landet. Deng Stemme lyder fom „ſreceb“, i Affeet „fkirerek“; den lokker ogſaa „ſkric“. Paa ophoiede Steder i Moradſerne, ved Søer og i Moſer, lægger den paa et ſtjedesloſt Leie 3—4 matte, bleggronne, bruunagtig⸗aſkegraae og ſortebruunplettede Aeg. 332 9, Hvidvinget Terne, Sterna leucoptera, Schinz. Artsm. Nabet bruunt, Halen fun lidt kloftet, hvid, tilligemed Set " fjerene og Overgumpen; Hovedet, Halſen, Ryggen, Bryftet og de unberfte Bingedæffjer forte; Forvingen hvid, Bagvingen graa, Benene rode. Neppe ſtorre end den almindelige Moſeterne, 9“. Vinter⸗ dragten er meget lys: Benene orangefarvede, foran Siet en fort, halvmaaneformig Plet, Isſen og Tindingerne til Nakken ſorte, Forhovedet, Halſen, Bryſtet og Halen hvide med graa Anſtrygning, Ryggen og Vingedakfjerene affegraae, Skuldrene ſortbolgede med hvid Over- og Forrand paa Vingerne. Ung⸗ domsdragten ligner den folgendes, men er dog lyſere og har ſmukkere ruſtgule Fjerkanter. J Overgangsdragten fremtræder det Sorte paa Hovedet, Halſen og Bryſtet i ſtore, halvmaane— formige Pletter paa hvid Grund. Har hjemme ved det ſpdlige Europas Landſoer, navnlig i Frankrig, Ungarn, Italien og de tarfariffe Stepper fra Don til Ob; men ogſaa den forvilder ſig undertiden til nordligere Lande: ſaaledes faae jeg (den 10de Mai 1835) 3 Stkr. i Selſkab med den almindelige Moſeterne ved Trappeſkov paa Wro; næfte Dag, da jeg indfandt mig med Beosſe, vare de borte. Efter Nilsſon er demogſaa ffuet i Sverrig. J ſmaa Flokke har den viift fig i Pommern. Den yngler i dybe Sumpe, f. Ex. i Ungarn, lægger 3—4 Wg, af Storrelſe fom den folgendes, mork-olivengule med graa- og ſortebrune Pletter. 10. Sort Terne, Sterna nigra, I. Sterna fissipes, L.; St. obcura, Gmel.; St, nævia, L. (ung Fugl). Danſk: Sort Terne, Blaaterne, Moſeterne, Glitter, Sortkirre, N Klever (Kloft⸗)maage. Artsm. Nabet fort; Vingerne og den kun lidt kloftede Hale graae med hvide Fjerſpoler. Hoved og Hals (om Sommeren) forte; Benene rodagtigſorte. Slum. Afbildn. XL, b, Længde 9'/5". Den bageſte Deel af Bugen og Halens lnberbefffer hvide. J Vinterdragten ere tillige Panden, Kin- derne og Struben hvide, blot en Plet over Nebroden, ſamt Isſen og Nakken forte, det Ovrige blaagraat. Ungdomsdrag⸗ ten er morkere end hos de andre Arter af denne Gruppe: Isſen, Nakken, Orepletten, en Plet fra Skuldrene hen imod Struben og ſelve Skuldrene ſortagtige, de ſidſte med hvid Over⸗ rand; Anſigtet, Forhalſen og Bryſtet hvide med graat Anſtrog, 333 Kappen mork⸗aſkegraa, Fjerrandene morkere med ruſtgule Somme. Den findes overalt her i Landet ved Moſer, Aaer, Damme og Søer; Lokkeſtemmen: „klicceh“, ellers hører man uafladeligt et boit „Git, gik“. J Sumpe og ved dyndrige Sobredder finder man dens af Siv og andre Plantedele ſammendyngede, undertiden ſvommende Rede, og derpaa fædvanligt 3 olivenbrune eller arenagtíge, bruungraa- og ſortebruunplettede Wg, der ere meget velſmagende. Maageſlogten, Larus, L. i Stebet middelmaadigt, ofteſt flærft, haardt, ſammentrykt, med en bueformig, over Underncebet nedbsiet Spids; Under— kjcven Danner nedenunder en vinkelformig Knold, Det ſtore Gab kloftet til Sinene; Mundvigerne kunne udvides og te. ſkarpe &jever gribe fom en Sax i hinanden; Neeſeborerne i Midten af Nebet, ridſeformige, ſmalle, gjennemſigtige. Benene temmelig tynde, af Middelheide, nøgne op over Knæene; de tre forreſte Ter ganſke forenede med en Svommehud, Bags taaen fri, fort og hoitſiddende, hos nogle blot antydet. Vin⸗ gerne ſtore, lange og brede, med lange Armknogler og Sving— fjer, hvoraf ben fte kun er ubetydeligt længere end 2den. Halen med 12, ofteſt lige lange Styrere. Ved det ſterke krogformige Neeb, den fuldkomne Svomme⸗ hud, de brede (ikke ſabelformige) Vinger, den næften lige afs ſkaarne Hale, den noget hoiere Hals, be længere Been og den robuſte Legemsbygning adſkille de ſig fra Ternerne, med hvilke de mindre ſorthovede Maager have megen Lighed. Kjonnene have eens Üdſeende, men Hannen er ſtorſt. De Gamle have kun to Farver: hvid og ſort eller blaaſort, eller lys graablaa; Underlivet og Halſen, fom ofteſt ogfaa Halen, ere altid reen hide. Derimod ere Alle plettede i den yngre Alder; de mindre Urter erholde forft i det tredie, be ſterre i det fjerde Aar deres rene Dragt og til den Tid parre de fig ikke, men leve i Nngle⸗ tiden adſkilte fra de Gamle, der ikke engang taale dem ved Redeſtederne. De have en dobbelt Feelding, hvorved de fore nemmeligt fun, ligeſom Ternerne, foranbre Farven paa Hove— det og Halſen, naar de forſt have aflagt Ungedragten. De ſtorre Arter leve mere adſkilt, be mindre mere ſelfkabeligt. Deres Gang er lettere end be fleſte andre Svommefugles; Flugten er let og ffjon, og de fopmme mere end Ternerne. De opholde fig, fom disſe, ſaavel ved Ctranbbrebber, fom ved Floder og 394 Soer, men bortfjerne fig langt længere tilſoes; Synet af Maa⸗ ger pleier at være de Sofarende et ſikkert Tegn paa Land i Nerheden; deres Skarer beræffe Kyſterne ved alle Have fra Pol til Pol. De ere meget graadige, dovne, feige, langſomme i deres Bevagelſer, blot hurtige i Flugten, hvori de tilbringe næften befe Dagen, ſelv i den ſterkeſte Storm. Nogle Arter ere Stoddykkere, fem Ternerne, ſtjondt ufuldkomnere; ingen ere Svommedykkere. De ere ſande Aadſelfugle eller Havgribbe, idet de renſe Kyſterne og Vandet fra dode Dyr; deres Nering Peftaaer nemlig baade af bebe og levende Fifk, Bløddyr, Fiſke— rogn, Orme, Inſecter og deres Larver, fmaa Krebs, Fugleunger og Fugleccg, ubfaftebe Indvolde ofo. Altid ſultne, ſtrides de bes ſtandigt med ſtort Skrig om deres Bytte og rive det fra hver— andre; ſyge eller ſaarede Kammerater anfalde og fortere de. Deres 2—4, ofteft 3, plettede Wg lægge de vaa Klipper, i Sandet, Grasſet olo. i en lille Fordybning med torre Gres— firaa eller Tang. Kjodet er feit, fom ofteſt trannet, og ſpiſes i Almindelighed ikke, men Fjerene give et nogenlunde brugeligt Fyld til Senge. ; a) Med (om Sommeren) fort eller bruunt Hoved, blaagraa Kappe og ſvagere Næb: Moſe- eller Ferſkvands-Maager (Xema). De leve meeft af Inſecter og disſes 9)ngel; yngle ved Soer og Moſer, aldrig ved den aabne Havbred. 1. Dverg⸗Maage, Larus minutus, Pallas. Artsm. Gammel Fugl: be flore Svingfjer lyſegraae, i Enden hvide, noget forttegnebe, med graabrune Skafter og fort Ydrefane paa ben Ifte Svingfjer. Ung Fugl: Baghovedet, en ftor Plet paa Halsryggen og de fniaa Vingedakfjer ſortebrune. Nabet, Tarſen og Mellemtagen (uden Negl) omtrent 1 Tomme lange. Illum. Afbildn. XLI. Længde 11“; den mindſte Maage. Gammel i Sommer⸗ dragt: Stebet ſorterodt, Hovedet og Overhalſen ſortebrune, Underhalſen, Bryſtet og Bugen hvide med et, om Vaaren, ſkjont ſvagt rodguult Skjar; Kappen (Ryggen og Vingerne) ſamt Overgumpen lys blaagrage, Halen hvid, Benene hoirode. J Vinterdragten mangler den ſortebrune Hue, den er da hvid med waa Nakke og Pletter ved Mundvigen; Næb og Been lyſere. Ung Fugl: Hovedet, Halſen og Underkroppen ſom hos de Gamle i Vinterdragten, Overryggen og Skuldrene ſortebrune med hvide Tegninger, De 3—4 yberfe Svingfjerfaner og 335 Spidſer forte, be ſidſte hvidkantede; Indrefanen hvid til ub imod Spidſen, Halen hvid, med et ſort Baand i Enden af de mellemſte Styrere; Næbet morkebruunt, Benene blegrode. Denne oſtlige Fugl forekommer ſjeldnere hos os. J Beni— ckens Samling har, efter Cataloget derover, været 3 Exem⸗ plarer, alle ffudte ved Slesvig i Aarene 1315, 1822, 1823, hvor den efter hans Noticer i Iſis (1824, IL, p. 886) ogſaa er (fubt 1811 i Juli; Apotheker Mechlenburg fif den, den 13de Decbr, 1829 og 20te Novbr. 183!, fra Gram, ſamt den 6te Septbr. 1829 flere, baade Gamle og Unge, fra „Batteriet“ ved Flensborg; i Juli er den ffubt ved den Dol: - fteenffe Elbkyſt (Boje); den er ſkudt ved Helſinger (Steen— berg) og paa Meen 1828 (Scheel); E. Hage havre flere Exemplarer fra Slien og Kielerbugten. Paa Gothland, hvor pen, efter Nils jon, tidligere har ynglet, ſkal den ikke mere findes; derimod fandt min Ven, Adjunct Liljeborg, den talrigt ynglende ved Ladogaſsen. J Siberien, Tartariet, Sydrusland, Tyrkiet, Moldau oſv. har den egenilig hjemme. Denne ſmukke Maage er pderſt livlig og ſelſkabelig; Vandinſecter, Bløddyr og ſmaa Wife, hvilke den fanger ved Stoddykning, ere dens Nering Aeggene have i Sterrelſe og Udſeende Lighed med den almindelige Hetteternes (Sterna hirundo), men de ere mere ovale, have ofteſt ſtorre og færre Punkter og variere ikke faa meget; de fleſte ere olivengronne eller lys-bruunagtige med ſortebrune Pletter. 2. Almindelig Hettemaage, Larus ridibundus, Z.. L. capistratus, Temm.; L. erythropus, Gm., L. (yngre Fugh). Artsm. Skafterne af de forreſte Svingfjer hvide med ſorte Spidſer; Tarſen længere end Mellemtaaen. Illum. Afbildn. XLI. Længde 15 — 16 ½& “. Naeb og Been hoirede, Iris morkebruun. Sommerdragt: Hovedet og Struben brune, den ſidſte længere ned ſortagtig, bag Diet en lille hvid, halvmaane⸗ formig Plet; Halſen fra Baghovedet hvid, ligeſom Bryſtet og Bugen, der, (om hos forrige Art, har et rødligt Sfjær; Kappen ſmuk lys blaagraa; Vingekanten hvid. Svingfferene med forte Spidſer. J Vinterdragten have de hvidt Hoved med en [orte agtig Plet ved Diet og en lignende bag Øret. Den unge Fugl er paa Overkroppen jortegraa, blaagraa og ruſtguul ſpraglet. Forhovedet og Struben graahvide med morkere Pletter ved Diet og Øret; Halſen og Underkroppen hvide, med ruſt⸗ guult Skjer »aa Siderne af Bryſtet; Halen hvid, med et 336 bredt ſortebruunt Baand foran den ruſtgraae Spids. En Træf fugl, der overvintrer i det ſydlige Europa og nordlige Afrika, men yngler, tildeels i talrige Golonter, paa mange Steder her i Landet, f. Ex. ved Ringkjobing Fjord, ved Sjorring og Sper— ring Sø i det nordveſtlige Jylland, ved Skjoldnesholm og auno i Sjælland, paa Muusholm, ved abffilige Søer t Holſteen, ved Apenrade, Gelting, Slesvig, Mjangdam paa Als. Den er i Sundet fkudt i Vinterdragt (Steenberg), ligeledes ved Kallebodſtrand den 23de Februar 1843 (Bolling). Bed at udrydde en utallig Mængde Oldenborrelarver, ſtifter den megen Nytte paa vore Marker, hvor den indfinder ſig paa de nypleiede Agre, tildeels folgende Ploven, for at opſamle disſe, tilligemed Regnorme ofo. Efter en mild Vinter indfinder den fg ved Redeſtedet allerede fibff i Marts eller forſt i April, ſtedſe i ſtore Gefffaber, og forlader os i Auguſt; enkelte unge Fugle overvintre undertiden. Den leber godt, har en ſtjon Flugt, joommer mindre og anvender Stoddykningen ſjeldent. Altid urolig og bevegelig er den ſelſtabelig blandt fine Lige, men mistroiſt imod andre og forſigtig imod Menneſtet. Dens Lokketone er et ſtingrende, heſt „Kriceh“, i Affect ſkriger den „kœkkœkfcck“ og „krr fref c krœk“, der, oftere gjentaget, lyder ſom en Latter, hvoraf bet tydffe Navn „Lachmewe“. Ved Anglepladſerne hører man beſtandigt dens larmende, næften bez dovende Skrig, hvormed den ikke blot forfølger Menneſket, der nærmer fig, men ogſaa enhver, den fremmed, ſelv den uſkyldigſte Fugl. Foruden ben ovenfor anførte Nering, lever den ogſaa af Fiſk, Muus og Aadsler. Den yugler almindeligſt paa utilgjængelige Steder, fom græesbevoxet Hengedynd i Søerne, og moradſige Vandbredder, hvor be legge 2—3, ſjeldent 4, graagronne eller olivengule, bruunplettede Ag. De Unges Kjod ſpiſes og Fjerene benyttes. Anmeerkning. Den klofthalede Maage (Tarus Sabinii, Leach. — Xema Sabinii); en nordamerikanfk Maage, hvoraf det Kgl. Muſeum i Aar ved Hr. Dr. Rudolph erholdt tvende Exemplarer fra Grønland, en gammel og en ung Fugl; Tapitain Holbell og Major Faſting havde forud nedſendt 2 Exemplarer, begge unge Fugle. Ifolge E. Hages efter— ladte Noticer er den ffubt ved Holſteens Kyſt; efter Naumann er den unge Fugl ffubt paa Helgoland, bvilket gjør det deſto fanbfpnligere, at Hages Angivelſe kan vere rigtig; det ene af disſe Exemplarer ſtal findes i Bojes Samling; dens veſentligſte Kjendemeerker ere: Halen kloftet; de 5 forſte Svingfjer og deres Ydrefane forte, Hovedet og - € truben blaaſorte, paa Mellemhalſen begrendſede af en ſort Ring. Sterrelſen omtrent ſom hos forrige Art. J Naumanns „Vögel Deutſchlands“, p. 459 anføres, at en Jagtelfker 337 flere Gange vil have feet, endog een Gang ffubt, den herlige Orne⸗ maage, Larus ichtyaétos, paa Holmſand ved den holſteenſke Kyſt; dog mangler ben authentiſke Vished, at denne Sydboer, hvis Hjem er det forte og caépiffe Hav, har forundt os fit Beſsg. Den er faa ſtor ſom Svartbag-Maagen og har ſort Hoved og Overhals. b) Med (om Sommeren) hvidt Hoved. Nabet ſtort og ſteerkt; Neſeborerne fortil bredere: Dave maager. De leve og yngle meeſt ved Sfjær og Ser i bet aabne Hav, Door be nære fig af Fiſte, Aadsler og minore Sodyr. 1. Med hvid Ryg: 3. Jis⸗Maage, Larus eburneus, G mer. L, niveus, Martens; L. candidus, Fabric. Artsm. Benene forte, forte, med en fibt ubffaaren Svsmmehud, neppe nøgne over Hælen. Sneehvid (gammel Fugl), eller hvid med en fort Plet i Enden af Svingfjerene og Styrerne (Ung Fugl). Illum. Afbildn. XLI. Længde 17½— 17“. Iris førft bruun, med den heiere Alder guul; Nabet ferſt ſortagtigt, fiber graablaat med guul⸗ agtig, endelig guult med orangerod Spids. Denne yndige Maage lever i Polaregnene, paa Spitzbergen, Grønland, overhovedet paa Jishavet og i dets Neerhed. Holboll fif den i Gron⸗ land til alle Aarstider, kun ikke i April, og altid i ſamme Dragt; hyppigſt indfinder den fig efter ſpere Storme, tjr Efteraar og Vinter. Om Vinteren fireifer den iffe ſjeldent til Norge, England, endog til Schweiz. For nogle Aar ſiden ere 2 Individer ffubte ved Kallebodſtrand (E. Hage); tidligere er den ogſaa ſkudt ved Slesvig (Benicken). Efter Naumann forekommer den enkeltviis ved Elbmundingen. Sine Yngle- pladſer ſynes den at have i de nordligſte Breder, hvortil Ingen har kunnet komme; derfor ere ogſaa dens Ng, ſaavidt jeg veed, ubekjendte. Efter Holbøll er denne Maage faa dum, at man ved at binde et Stykke Spak paa en Snor, og kaſte dette i Bandet, kan lokke Fuglen faa nær til fig, at man kan fange ben med Henderne; ja en Grønfænder, der bragte ham Fuglen, fortalte ham, at han havde lokket den til fig ved at rekke Tungen ub af Munden og bevæge den, hvorved den var kommet ham jaa nær, at han ihjelſlog den med fin Kajak-Aare! — Den ſamme Dumhed, eller vel rettere Tillidsfuldhed, grundet paa Ukjend⸗ ffab til den værfe Fjende: Menneſket, udviſe flere Fugle, der ere udrugede og have deres egentlige Hjem i cue ſjeldent 338 eller aldrig beſogte Egne, f. Ex. Dompappen, Sidenſvandſen, Pomerantsfuglen, Korsnebene, den islandſke Ryle ofo. 2. Med lys blaagraa Ryg. 4, Tretaaet Maage, Larus tridactylus, L. Danſt: Rotter, lille Selvet. Artsm. Bagtagen blot fout en Borte, med en meget lille Negl; Nebet gronguult, Benene brune, Vingeſpidferne forte, Kappen lys blaagraa. Illum. Afbildn. XLI, Længde 16— 467 “; Vingen 2“ udenfor Halen; Svælget og Sieranden rode, Iris bruun; Hoved, Hals og Underkrop reenhvide, Kappen lys blaagraa; den yderſte Svingfjer ført i hele Mrefanen, baade denne og de 4 folgende med forte Spid— fer, den 4be og dte enter med en lille hoid Plet. Vinter— dragten udmærfer fig blot ved, at Baghovedet og Halsryggen ere blaagraae, Isſen med hvide Lengdeſtreger og en lille fort Plet foran Piet. Hos den unge Fugl er Nabet og Sieranden ſortebrune, Benene graabrune. Hovedet og Halſen bvide med en fort Plet foran Diet og en groabíaa paa Siden af Nakken, ſamt et ſortebruunt Halvbelte over Halsryggen; Kappen morke— graa med ſortebrune Fjerkanter; Vingekanten og Haleſpidſen forte, Underkroppen hvid. J Løbet af bet 2bet og Zdie Aar forſvinde disſe morkere Farver og Tegninger efterhaanden, ind— til Fuglen i det 4be Aar har fin rene, udfarvede Dragt og er yngledygtig. Den har hjemme i den kolde Zone: det nordligſte Skandinavien, Island, Grønland, Færøerne, men er om Bin- teren ikke faa ganſte ſjelden her, iſcer i Sundet. Bonne; fif den oftere ved Grenaa; Mechlenburg fra Flensborg Fjord. Faber anforer den endog ſom „almindelig“ om Vinteren ved det oſtlige og nordlige Sjcelland. Bølling har truffen flere, men kun unge Fugle, ved Kjøbenhavn. Den ffal yngle paa Chriſtianss ved Bornholm. J Januar og Februar beſoger den med Sildene, i Selſkab med fine ſtorre Sleegtninge, Elbmun— mundingen i ſtor Mengde: det er nok enkelte af disſe, der ſtreife hertil. Arggene ere mere afrundede end de andre Maa⸗ gers; de fleſte ere quufgraae med graae og brune Pletter, enkelte ere bleggronne uden Pletter, 339 5. Stormmaage, Larus canus, L. Danſk: Stormmaage, Graanakke (om Vinteren), Kaumee (Sylt). Artsm. De to oderſte Svingfjer med forte Skafter og et bredt hvidt Belte foran den ſorte hvidkantede Spids; Vingerne omtrent 2“ udenfor Halen. Sum. Afbildn. XLII. Længde 17— 18“; Nabet længere end Mellemtagen uden Neal; Overkjceven ſvagt boiet, Underkjcvens Vinkel kun lidet fremfiaaenbe, faa at Nebet foran Neſeborerne ikke er faa høit, ſom tæt bagved dem; det er gronguult, om Vinteren blaagraat, bog de Gamle guulſpidſet, i den unge Alder rodagtigt, ſortſpidſet. Gammel Fugl i Sommerdragt: OSieranden rod, Iris ſolvhvid, Hoved, Hals og Underkrop boite med iſabellefarvet Skjcer, Hals— ryggen og Kappen blaagrage, Svingfjerene af Aden Orden hvids ſpidſede. Halen hvid; Benene grongule. Vinterdragt: Oieranden rodbruun, Benene graablaage, Hovedet og Nakken beſtroede med mange [maa fertegraae Pletter. Ung Fugl: bruunagtigguul; Forhovedet hvidt, Baghovedet og Baghalſen, tilligemed Bryſtet og Bugen graabolgede, Kappen graabruun med ruſtgule Fjer— kanter; de forreſte Svingfjer forte, uden Plet; Styrerne graa⸗ hvide, med et bredt ſortebruunt Baand foran Enden. J den forſte Vinterdragt blander fig allerede mere Aſtegraat i Ryg⸗ gens Farve, og efter det 3die Aar har den fim rene Dragt. Denne Art opholder ſig her i Landet baade Vinter og Sommer. Den yngler paa Hesſels, Hjortholm, Veirs, paa Øerne i Isſefjorden, Læsø, Rodſand, Hirtsholmen, Muusholm oſv. Forſtcandidat Peterſen fandt for et Par Aar ſiden adſkillige Par ynglende i Tornebuſke paa Agerss og Egholm. Boje anfører Sylt fom dens eneſte Ynglefted paa Øerne i Veſterhavet, og dog fandtes der kun enkelte Par. Dens Skrig er et fünt „Giit⸗giit⸗giit“, ſtundom „kyo⸗kyo⸗kyo“; den gaaer og ſvommer godt, ſamt flyver med ſtorſte Lethed. Om Efteraaret og Vinte— ren træffer den ofte dybt ind paa Faſtlandet, hvor den holder ſig til Søer, Floder oio. Deng 23, ſjeldent 4, Aeg ere gronagtige eller guulbrune, med ſortebrune og graae Pletter. Kjodet er feit og tørt, men Acggene velſmagende. 6. Graa Havmaage, Larus argentatus, Brumm. Artsm. Skafterne af de to forreſte, næften ganſte forte Svingfjer, ere ſorte eller ſortebrune, ligeſom Spidſerne af de folgende til den Ide eller 10de; Iſte Svingfjer med en lang hvid Spids, 2ben med en fior rund Plet foran Spidſen; Kappen lys blaagraa. Illum. Afbildn. XLII. 340 Længde 24—23", Næbet, hos de Gamle i Sommer⸗ Dragt, vorguult med hvid Spids og en rød Plet paa poer Side af den ſteerkt fremtrædende Underfjævevinfel, aldrig længere end Mellemtaaen uden Negl. Benene guulagtig blegrode med blaa— ligt Sfjær; hele Underkroppen reenhvid, tilligemed Hovedet og Halfen de ſidſte have i Binterdragten mørfere Pletter. Ung Fugl: Hovedet, Halſen og Underſiden bruunplettede, Overſiden ruft guul og bruunplettet. Denne Art yngler paa flere mindre Oer her i Landet, f. Ex. Veirs, Muusholm, Sproge, Hesſels, Hjortholm, Skallingen ved Fans, paa Sylt og Amrum i Tu— ſindviis, vaa Helm- og Deichſand i Holſteen oſo. Om Vinte⸗ ren forener den fig i ſtore Flokke og følger Sildenes og andre Fiſkes Vandringer, for derved at forſkaffe fig Næring. J Flugten ſkriger den „hahahaha“ eller“ gagagaga“, ſtundom „giau“ eller „kjau“. De 2—3 Aeg ere, fom alle Maagers, meget forſtjellige i Henſeende til Formen og Pletternes Fordeling og Antal, ſamt den lyſere eller morkere Colorit; de fleſte ere oliven⸗ grønne eller blaaagtige med brune og aſkegrage Pletter. De Unges Kjod ſpiſes undertiden og de ſtore Wg ere meget vel— ſmagende. Paa Sylt ſamles garligen 30 — 40,000 Stßykker, ſom pakkes med Mos i Kurve og ſendes til (torre Steder for at ſcelges; ogſaa Fjerene ere brugelige. 7. Hvidvinget Maage, Larus leucopterus, Faber. Artsm. De pderſte Svingfjer bleg blaagrage med hvide Skafter og lange hvide Spidſer. Illum. Afbildn. XII. Længde 22— 23“. Nabet langſtrakt, ftorre end forriges; Vingerne rokke 2“ udenfor Halen; Benene meget ſpagt kjod— farvede; Tarſen næften 2/0"; ligner forøvrigt Havmaagen, men Kappen er lyſere og hos den unge Fugl ere Svingfjerene bruunagtig⸗graahvide med en nerf halvmaaneformig Plet foran ben hvide Spids. At man har faa faa Exempler paa dens Forekomſt hos os, grunder fig vel mere paa dens Forvexling med forrige Art, ifær i den yngre Alder, end paa dens egent— lige Sjeldenhed, navnlig om Vinteren. Steenberg har er- holdt 2 Exemplarer fra Sundet, hvor han faae den den Ade Januar 1823. Den fandtes ogſaa i den bornholmfke Gam ling, der var opbevaret i det Kgl. Muſeum. Dens egentlige Hjem er den arctiffe Zone; efter Holbøll er den, noft den tretaaebe Maage, ben talrigſte i Grønland, hvor den dog er almindeligſt i den ſydlige Deel. Den yngler deroppe alminde⸗ 344 ligt paa Fuglefjelde effer paa Øerne. Deng 2—4 Æg ere of Størrelfe ſom Havmaagens, og variere i de ſamme Farver. 8. Graamaage (ſtor hvidvinget Maage), Larus glaueus, Brumm. Danſk: Graamaage, Perlemaage. Artsm. Vingerne uden Sort; de flore Svingfjer lyſegrage (ung: bruunagtiggraa) med hvide Spidſer, neppe længere end Halen, Iſte og 2den af lige Længde; Næbet længere end Mellemtagen, (uden Negl); Kappen lys blaagraa, Tarſen 3“. Ill. Afb. XIII Længde 2829“. Stebet flort, langt, grovt, guult, med en fter Krog paa Overkjcven og Rodt paa Underkjavevinklen; Stefeborerne fortil bredere. Benene blaalig-lyſersde; Iris guul, Oieranden vob. Forøvrigt ligner den forrige Art; i Vinter— dragten har Hovedet og Halsryggen langsgagende, graabrune Pletter. Ungerne ere, ſom hiins, meget lyſere end hos de folgende Arter med ſort Ryg, hvorfor de letteligen ſtjelnes fra de unge Svartbag-Maager, fom ere dem nærmeft i Henſeende til Storrelſen; desuden er Nebets Storhed og de hvidagtige Svingfjerſkafter ubedragelige Kjendemcerker. Fra fit folde Hjem: Grønland, Island og andre Polarlande, ſtreifer den om Vin⸗ teren vidt omkring, og er ſaaledes oftere ffubt i Sundet (Steen— berg), hvor den ifer i Aaret 1821 ffal have været temmelig hyppig. Efter E. Hage er den ffubt ved Ulvshale den ide Marts 1820, i Novbr. 1821 og 20de Decbr. 1823; ved Stege i April 1829 og ved Kjøbenhavn den 20be Marts 1843, hvor ogſaa en ung Hun blev ffubt den 30te Decbr. 1844 (Beol⸗ ling); Mechlenburg fif baade Unge og Gamle fra Flens⸗ borg Fjord. Hr. Cand. jur. Fiedler ffob den paa Helholm. J det Kgl. Muſeum findes et Exemplar (fra Woldicke), fkudt i Holſteen. Ifolge Holbøll (Naturhiſt. Tidsſk. IV. p. 417) er den ikke fuldt ſaa ſlem en Rovfugl ſom L. marinus, men den er en gridſk 9Gageipo. Den hjælper Rovmaagerne (Lestris) at bekjcempe de mindre Maager, bog tvinger den dem i ÅL mindelighed til at udlevere Byttet; den holder meget af Aadſel og er, na(t Stormfuglen, den meeſt paatrengende ved Hvaler⸗ nes Flensning; forøvrigt ernærer den fig af Fiſt, i Nodsfald tager den Tang til Hjælp; den eder ogſaa Bærrene af Kræf- lingen (Empetrum nigrum). Paa Fjelde og iſolerede Klipper lægger den ſedvanligt 3 Ng, der fom ofteſt ere guufgraae med brune og graae Pletter. 342 3. Med fort Ryg. 9. Svartbag-Maage, Larus marinus, L. Sanff: Sort Havmaage, Svartbag, Gaaſemaage, Aalemaage. Artsm. Kappen ſtiferſort, Benene rodhvide; de forreſte Svingfjer forte med hvide Spidſer, ikke ſynderligt længere end Halen; Tarſen ikke kortere end 3“. Idum. Afbildn. XLII. Længde 26— 29“. Nabet i den yngre Alder graaſort med lyſere Spids, ſiden kjodfarvet, hos de Wldre vorguult, med rod Plet vaa Underkjævevinklen; Gabet orangeguult. Iris forſt bruun, fiber guulbruun, hos de Gamle citronguul; Sving⸗ fjerene af 2den og 3die Orden mork⸗-ſfkiferfarvede med, ſaa⸗ velſom paa de lengſte Skulderfjer, hvid Spids. Ung Fugl: Kappen bruun- og ruſtguulplettet, Hovedet og Halſen med hvide og merfegraae Lengdepletter, en fort Plet foran Siet; Under⸗ kroppen med graabrune Pletter; Halen ſort mod Spidſen, ellers hvid⸗ og ſortſpraglet; de yderſte Svingfjer ferte, uden Pletter; Benene gronbrune. Om Vinteren er denne fiore Maage meget udbredt her i Landet; den yngler ved Jyllands Veſtkyſt. Unge Fugle, i ikke reen udfarvet Dragt, har jeg ſeet hiſt og her hele Sommeren. J Sverrig og Norge yngler den hyppigt, ſamt overalt i den folde Zone: Island, Grønland, Nordamerika oſv. Bed fi Sterrelſe og impoſante Dragt er den en anſeelig, ſkjen Fugl; den er phlegmatiſk, graadig, nidſk, mistroiſk og ſtridig, ſamt mindre ſelſkabelig end de andre Maager, faa at den enbog fordriver de mindre Arter fra deres Inglepladſer. For Menne⸗ ffet har den megen Frygt, dog er den dumdriſtig mod Forſtyrre— ren af fin Angel. Dens Stemme lyder fom et heeſt „Ag-ag⸗ag“. Paa Fuglebjergene indtager den den overſte Plads. Enkelte Par, aldrig hele Colonier, bygge ſig der Reder af Tang o. d. og lægge deri 2—3 g af Gaaſeckgs Sterrelſe, hvilke fom ofteſt ere graa- eller olivengronne med bruungraae eller afke⸗ araae Pletter. De utruge Wggene afvexlende i 4 Uger. 10. Silde⸗Maage, Larus fuseus, L. Larus flavipes, Wolff & Meyer. Danſk: Sildemaage; paa Fans: Maroccos. Artsm. Kappen fort; Næb og Been citrongule, Svingfjerene neſten ganffe forte, foran Spidſen af den pderſte et hvidt Baand, 2den Rakke og Skulderfjerene hvidſpidſede. Tarſen iffe 2½“. Illum. Afbildn. XLII. Længde 20—21“. Underkjckven mod Spidſen rod; Sie 343 randen ea Mundvigerne carmoiſinrode; Iris ſtraaguul. Hove bet, Halſen, Halen og alle underſte Dele hvide. Om Vinteren har Hovedet og Baghalſen forte Leengdeſtreger. De Unge ligne i Storrelſe den graae Havmaage, men Nabet er mindre og Kappen boverhovedet meget morkere. Denne Art forekommer ſjeldnere — ſaavidt vibes, aldrig ynglende — ved vore Kyſter, men blot Gftevaar og Vinter. Efter Steenberg forekommer den jevnligen i Sundet, er 1846, den 30te September, ffudt ved Kallebodſtrand (Bølling) og Teilmann ffob den ved Halſtob⸗Rev i Januar 1821; i det Kgl. Muſeum findes et Exemplar fra Hr. Drewſen paa Strandmollen; Bonnez ff den ved Grenaa; Mechlenbuͤrg ffob den ved Flensborg den 40de Februar 1838, ifærd med at fortere en Vildand. Med veſtlige Storme kommer den til Elbmundingen. J Norge og Sverrig er den almindelig; jeg faae denne Maage i Juli d. A. (1854) paa Dampfkibsreiſen til Stokholm overalt ved den ſvenſte Oſtkyſt, iſcer talrig i Sfjærgaarden. E. Hage ane fører den unge Fugl four almindelig ved Moen om Vinteren. Det er fornemmelig denne Maage, der tjener Fiſkerne til Vei⸗ ledning ved Sildefangſten, i det den folger Stimerne; den holder fig i Luften over dem og følger deres Gang ei Havet, medens den ſtiger eller ſynker, eſterſom de gage dybt eller høit; Fiſt er ſaaledes dens Hovedneering. Den yngler paa Gfjar og Holme og lægger 3, almindeligſt temmelig mork-guulgrage eller bruungrage g med brune eller ſortebrune Pletter, Kjoveſlegten, Lestris, Z/figer. Jte bet middelmaadigt, ftærft, haardt, med ffarpe Kanter og hvitt Gab, ved Roden næften trindt, mod Spidſen ſammen— trykt; Overkjcven med Vorhud, fom bos Roofuglene, og en ſtor, ftærf, krogformig Spids; Underkjcven med en temmeligt fremtrædende Vinkel. Naſeborerne foran i Vorhuden, ridſe⸗ formige, foran udvidede og lidt opabboiebe, gjennemſigtige. Benene middelhsie, temmelig tynde, nøgne op over Knckene; de lange Fortcker forenede med en fuldkommen, endog noget fremſtaaende, Svommehud; Bagtagen fort, fag og hoitſiddende; Neglene meget krumme, ſpidſe og ffarpranbebe. Vingerne ſtore, lange og ſpidſe, 1fte Svingfjer lengſt; Halen middellang, med 12 Styrere, hvoraf de to mellemſte ere mere eller mindre forlengete, undertiden meget lange. Denne Slægt var tidligere forenet med Maagerne; ben 344 adſkiller fig imidlertid fra disſe ved meget characteriſtiſke Kjende— merker, navnlig Noebets og Benenes Form, ſaavelſom ved en ganffe anden og mertere Hovedfarve og ved en ſckregen Leve— maade. De leve i Polarhavene, hvorfra de ſjeldent bortfjerne ſig. Deres Flugt er raff og, naar de kaſte fig paa et Roy, bueformig ſom Jagtfalkens. Som flette Stoddykkere fiſke de ffelbent fefo, men frajage Maagerne deres Nov, hvilket de ſnappe i Faldet, hvorfor de ogſaa i flere Sprog kaldes „Snylte— maager“; be rove ogſaa andre Fugles g og Unger. Imellem Kjonnene er der ingen beſtemt ydre Forſtjel, men Ungerne ere de Gamle mere eller mindre ulige; Farven er i Almindelighed morkebruun, hos nogle er Halſen og Underkroppen bleg eller hvidagtig; Ungerne have den generelle Eiendommelighed, at næften alle Arter have halomaaneformige, ruſtgule Fjerkanter paa den brune Kappe, iſcr paa Skuldrene. De yngle ved Ferſkvand, lægge et eller to morke, plettede Wg, og forjpare deres Unger med Raſeri. a) Med lige, eller dog næften lige brede, afrundede mellemſte Styrere (Catarrhactes). 1. Stor Kjove, Lestris catarrhactes, Zlig. Larus catarrhactes, L.; Catarrhacta Skua, Brünnich. Danſk: Ctruntjeger, Kjove, Tyvemaage, Strandhog. (Disſe Navne gjelde for Slegten i Almindelighed.) Artsm. Morkebruun med ruſtgule Skaftpletter, ſorte Svingfjer med : (ved Baſis) en hvid, ffjæv, Rürfautet Plet. De to mellemſte Styrere neppe længere end de andre. Illum. Afbildn. XLII. Længde fra Nabſpidſen til Halens neſtmellemſte Styrere (hvilket ogſaa gjalder for de andre Arter) 22½ —24“. Neeb og Been forte, hos de Unge blegblage; Iris graabruun, ſenere morkebruun. Hos yngre Fugle ere be ruſtfarvede Skaftpletter utydeligere. Den yngler ſjeldnere ved Skandinaviens end ved Islands, Feroernes og Skotlands Kyſter. Om Vinteren ſtreifer den undertiden ned til os; den er ſaaledes den Sde October 1849 ffubt ved Flensborg (Mechlenburg) og ved den Dol ſteenſkle Kyſt (Woldicke). Den 28de Mai 1850 ſaae jeg et Individ af denne Art paa Hirtsholmen, bvor jeg igjennem Kikkerten længe og nøie betragtede den. En modig, kraftig og Hof Fugl, der reprœſenterer Jiovfuglene blandt Svemmefuglene. Den forfølger ikke blot Maager, men ogſaa andre Fugle, plager og ængfter dem, indtil de have afgivet deres Bytte; i Angle⸗ 345 tiden forfolger den baade Menneſker og Hunde, (om nærme fig Angelen. Mindre Maager, Teiſter og Alker har man feet ben drebe med Nebet, ved et eneſte Hug igjennem Hjerneſkallen, hvorpaa den ſonderriver og nedfluger dem ſtykkeviis; undertiden udhakker den Oinene vaa Lam. Den yngler coloniviis paa moſeagtige Steder og Enge, hvor den i Almindelighed lægger 1—2 g, ſom ere olivengronne effer rodagtigbrune med graae og brune Pletter; ingen anden Fugleart yngler i dens Nær hed. J Flugten er dens Skrig et dybt „Ag⸗-ag“, i Sædet et raat „Jia“, naar den flager ned efter Rov: „hoo“. Anfſkudt lægger den fig paa Ryggen og lader ſig vanffeligt komme ner, da den fortvivlet angriber med Næb og Negle. Den æder Alt, baade levende og dødt Kjod: Fiſke, Fugle, mindre Patte⸗ dyr, Hvalaadſel og Fugleceg. 1 2. Middel⸗Kjove, Lestris pomarina, Zemm. Artsm. De to melfemfte forfengebe Styrere næften lige brede til den afrundede Ende. Tarſen af Mellemtagens Længde (Neglen medregnet). Illum. Afbildn. XLII, : Længde 18 — 418 ½““; Iris merfebruun, Næbet blaaligt, mod Spidſen fort, Vorhuden gronagtig. Benene ſamt Svomme⸗ huden i den høie Alder forte, ellers blaaplettede og hos de Unge blaagraae. J den udfarvede Sommerdragt er Halſen, Bryſtet og Midten af Bugen bleg hvidgule, de forſte med ſmallere, den ſidſte, iſcer paa Siderne, med brede Tverpletter. Huen og Kappen merfebrune, uden nøgen Tegning; Nakke- og Halsfjerene guldguulglindſende; over Bryſtet et Halsbaand af brune Pletter. De Unge have ruſtgule Fjerſpidſekanter paa Overkroppen; Hovedet og Halſen ere brune med ruſtguult An⸗ ſtrog; Underkroppen graabruun med uregelmasſige ruſtgule Bolgepletter. Ligeledes en hoinordiſk Fugl fra Polaregnene, der er en Fjerdedeel mindre end bitu, men forøvrigt lever og yngler paa ſamme Viis, og hyppigen ſtreifer herned om Vinte⸗ ren. Steenberg fif den fra Sundet den 24de SOctb. 1843 og den 16de Decbr, 1849; ved Feldſted pr. Apenrade blev den for nogle Aar ſiden om Vinteren ffubt paa et Aadſel, Exem⸗ plaret findes i Gammelgaards Samling i Varnæs; Mech— lenburg ff ben 1ſte Nov. 1838 den unge Fugl ved Lindeved og den 30te Oct. 1830 flere Gamle fra Flensborg Fjord; en ung Fugl er ſkudt paa Elben ved Hamborg (Boje); den er ogſaa ffubt ved Slesvig i Oct. 1828 (Benickens Catalog). J dette Efteraar (1850) har e to unge 946 Fugle til Udſtopning, begge ffubte her ved Kyſten. Den for følger Stormfugle, Teiſter, Ander, Terner og Maager i Flug⸗ ten, tvinger dem til at opkaſte den nyligen nedſlugte obe, fem den da griber i Faldet. Dens Skrig er „ich ich“, ved Reden „vev⸗vev“, naften fom Hundehvalpenes Bjeffen (Nilsſon). Holbøll anfører (Naturhiſt. Tidsfk. IV. Are H., p. 425), at den undertiden ſelv fiffer; han har endogſaa feet den fanget i en Maageſnare, der ſtod 3 Sob under Vandfladen. Den yngler paa lignende Steder fom bin; de 29Gg ere olivengronne med bruungraae og ſortebrune Pletter, noget ſtorre og mere butte end den folgendes. b) Med tilſpidſet forlængede mellemſte Styrere (Lestris). 3. Spidshalet Kjove, Lestris parasitica, Baje. Lestris parasiticus, Gm., L. Danfk: Troldpipe (Lese). Artsm. De to mellemſte Ctprere, fra den ſidſte Trediedeel af deres Længde, udlsbende i en Spids. Tarſen indtil ½“ længere end Mellemtagen; Nebet ved Noden bredere end høit. Ill. Afbildn. XLIII. Længde indtil 17“; Iris bruun, Nabet mat fort, Vorhuden olivengrøn; Benene hos de Unge bleg blyfarvede, ved Teernes Baſis hvide; hos te Idre mat forte. Ung: Overkroppen bruun, ruſtguul vatret; Underkroppen med graage, hvide og ſortebrune &vorpletter; de mellemſte Styrere neppe længere end Halen. Gammel: Kappen morkebruun, med Alderen blaagraa; Hovedet, Nakken og Kinderne ſortagtige; Svingfjerene og Sty⸗ rerne ved Roden hvide, ellers ſorte, undertiden med hvide Skaf— ter; Tindinger, Strube, en Ring omkring Halſen, famt Under— kroppen hvide, med guulglindſende Anſtrog paa Tindingerne og Halſen. Kroens Sider, Undergumpen og Laarfjerene bruun⸗ grade. Der gives en merk Varietet, fom overalt er eensfarvet bruungraa, og fom, efter Holbells Jagttagelſer, er den gamle Fugl, idet han fandt alle Ungerne eens for den forſte Felding. En anden Varietet, med en ſtor hvid Plet paa Forvingen og en mindre under Struben, eier jeg i 2 Exemplarer fra are gerne. Denne er den her i Landet almindeligſt forekommende, ffionbt ingenlunde hyppige Art. Hr. Cand. theol., Adjunct Holm i Aarhuus har ſagt mig, at den yngler paa Hjelmen; Hr. Birkedommer Gad paa Lass har meddeelt mig, at enkelte Par yngle ber paa Øen, hvor den endog har et eget Navn: 347 „Troldpipe“, og hvor Faber (fom desuden har havt den unge Fugl fra Mors) ligeledes har feet den. Den er oftere ffudt i Sundet (Steenberg), og jeg har om Efteraaret feo feet den ved Ringkjobing Fjord. Mechlenburg fik baade Gamle og Unge fra Flensborg Fjord. En nibff, ufordragelig Fugl, fom ud— merker fig ved fin fette, afoexíente Flugt og mere ernærer fig ved felo at fiſke end dens ſtorre Slegtninge, med hvilke den forøvrigt har den rovgjerrige Natur og Maaden at aftvinge andre Fugle deres Bytte, tilfcelles. Imod Nord er den ſtedſe talrigere; i det nordlige Skandinavien, Færøerne, Island og Gronland yngler den i Mængde, ſaavel i Kjær fom paa Deie Klippebredder, Door den, i en lille Fordybning, lægger ftne ofteſt 2 g af olivengrøn Farve med brune Pletter, ſom meeſt ere ſamlede paa den butte Ende. Den forſparer fine g ved at ſlage ned paa Redeforſtyrreren, og naar den har Unger, anſtiller den fig (liig Agerhonen, Rodbenen og flere andre Fugle) ſom om den ikke kunde flyve, idet den flagrer ynkeligt omkring, ligeſom den vilde bortlede Opmeerkſomheden fra hine. Kjodet er uſpiſeligt. i 4. Liden Kjove, Lestris crepidata, Brehm. Lestris Buffonii, Boje; Lestris cephus, Keys, & Blas.; Catarrhacta ce- phus, Brünn. Artsm. Overkfeæven har et Indfnit tæt foran den krogformige Spids. Gammel: Huen og Svingfjerene ſortebrune; Halſen guulagtig, Benene bfaa og ſorte. Kappen afkegraa; Halens mellemſte Styrere af hele Kroppens Længde, fra den førfte Trediedeel ſmallere, ſpidſt udlobende. Ung: morkebruun; Hovedet og Sal: fet guulagtig-hvide, med brune Lengdeſtreger; Bryſtet og Bugen af ſamme Farve, med brune, ſmalle Tveerbaand, ifær paa Siderne. Mellemſtyrerne ikke meget længere end Halen. Ill. Afb. XLIII. Af en Allikes Storrelſe: 13— 44“, Haleſpidſerne undtagne ; disſe have Lighed med Havelittens (Anas glacialis) og ræffe hos meget Gamle indtil 5“ udenfor Halen. Iris merkebruun, Tarſen blaa, et Baand under Haelleddet, ſamt Foden og Svomme⸗ huden forte, Denne mindſte Art gaaer meget Dott mod Nord i Nngletiden, men ſtreifer udenfor denne ſydligere. Den er ſaaledes ſkudt ved Brunsbüttel: Exemplaret findes i det Kgl. Muſeum blandt Woldickes Samling; Brünnich (Ornithol, borealis p. 37) omtaler dens Forekomſt ved Jyllands Veſtkyſt; Mechlenburg fif ben, den 19 de Oct. 1834, ved Lindeved og den 1ſte Nov. 1837 ved Gelting; den 29de Sept. 1824 blev den fanget ved Holloſe Molle i det ſydlige Sjælland: den fulgte 948 med en lille Flok af fin Art, blev tvæt og fob fig gribe (Mel⸗ chior); efter Benickens Catalog er den fkudt ved Slesvig. Holboll fane den aldrig. jage nøgen Fugl, men derimod idelig beffjæftiget med at poffe, ligeſom Ternerne. Den yngler fel- ffabeligt i Grønland, Lapland ofo. ggene ligne den forriges, men de ere betydeligt mindre, de fleſte have en renere oliven— gron Farve, med brune Punkter og Pletter, der ofte ere ſamlede i en Krands mod den butte Ende. Den er, ved fin flirlige Bygning og de forlængede Halefjer, uncegteligen den ſtjonneſte Art af denne Slægt. 2den Familie: Saugnabede, Lamellirostres, Cuv. (Andeartede, Anatides — Gaaſeartede, Anserinae.) Næbet i Kjavekanterne forſynet med flade, neeſten barde— agtige eller kegleformige Tænder, ſjeldent længere end Hovedet, ofte kortere; haardt, men overtrukket med en blod, folſom Hud, i Spidſen forſynet med en haard Negl; Tungen bred og kjodet, takket i Randen; Naſeborerne runde eller ovale, gjennemſig— tige, ofte nærmere Midten af Næbet end Nabroden. Benene lave, hos nogle temmelig langt tilbage; Fortckerne forenede med en heel Svommehud; Bagtagen fri og hoitſiddende: enten trind eller den (fom bos Dykenderne) er ſammentrykt og danner en tynd Hudlap. Vingerne middelmaadige, ſpidſe; Halen fort, ofteſt af— rundet, med flere end 12 Styrere. Disſe Fugle gaae flet, da Benene ftaae bagved Midtpunk⸗ tet, men ſvomme fortrinligt; nogle dykke meget godt og ere jante Svommedylkkere, disſe dykke efter Nerring paa Bunden af Vandet; andre naae den ved Hjælp af deres lange Hals, idet de joommenbe ſtage paa Hovedet, mange tage den ogfaa udenfor Vandet, men næften alle dykke naar de ere i Livsfare og alle faalænge de endnu ere i Rede- eller Duundragten. Kroppen ſom ofteſt ſtor og kjodfuld, Halſen tynd og lang. De blive meget fede og ernære fig af Planter, Frø, Orme, Sfal- dyr, Inſecter, Fiſk oſv.; deres Opholdsſteder ere deels ved ferffe Bande, deels ved Hapkyſterne, men neten alle yngle ved Ferfk⸗ vand. Ingen Art lever paa Træer, om ogſaa enkelte yngle vaa eller i disſe, da de ikke kunne ſiddie paa Grenene. De lægge mange og flore eensfarvede Aeg, formere fig altſaa meget ftevit. Hunnerne bygge kunſtloſe Reder, hvilke de udføre med deres egne, ſelvpillede Fjer og Duun, hvorved der fremkommer 349 en ſtor Rugeplet paa Bryſtet. De leve, i vifo Tilſtand, i Een⸗ parring, men Hunnen maa aleue udruge og veilede Ungerne. Disſe komme meget udviklede frem af 9Ggget, faa at de ſtrax funne lobe og ſvomme. Mange have et fortræffeligt, vel⸗ ſmagende Kjod, de ere derfor en almindelig Gjenſtand for Jag⸗ ten; nogle holdes fom Huusdyr, og nytte ved Kjodet, 2G3gene og Fjerene. De fleſte vandre om Vinteren i Selſkaber, tildeels i ſtore Skarer, til mildere Zoner, nogle ere beſtandige Polar— fugle; de ere ffoe og flygtige, men flere lade ſig let temme. Svaneflægten, Cygnus. — Næbet længere end Hovedet, lige og lige bredt, ved Ros ben meget hoiere end bredt, udad fladt hvælvet og meget lavere end bredt, med en rundagtig Negl; Næfeborerne ovale, næften i Midten af Næbet. Hos de gamle Fugle er Huden imellem Øinene og Næbet nøgen. Benene langt tilbage, fave og underfætfige, med lange Tæer, ber ere forenede med en heel Svømmehud; Tarfen ikke fængere end de to inderſte Led af Mellemtagen; Bagtagen trib. Vingerne meget ſtore, med lange Armknogler, men noget forte forreſte Svingfjer, faa at Bag— vingen næften er af ſamme Længde fom Forvingen; Iſte og Ade Svingfjer lige, 9ben og Zdie længft; Halen med 18— 24 Styrere, afrundet eller but kegleformigt tilſpidſet. Svanerne udmerke fig ved deres Storrelſe, Skjonhed og den ſürlige lange Hals, der bæres meer eller mindre S-formigt; ſaavel denne, fom de ſtore Vinger, hvilke de under Svomnin— gen bore hoit, undertiden opſtillede fom Seil, gjøre dem uſtikkede til at dykke. De ſtille fig ofte, ſom Gjesſene og be ikkedykkende Ender, med Halen ipeiret, for med den lange Hals at nage Bunden og ſoge deres Føde, der meeſt beftaaer af Vandplanter. Naar de udͤhvile fig, lægge de den ene Fod uds ſtrakt paa Ryggen; de flyve meget tungt op, men ere de forſt i Luften, er deres Flugt udholdende og hoi, ſkjondt langſom; deres Gang er tung og vaklende, men de ſvomme fortreffeligt, roligt og med en vis Anſtand, hvorfor de ogſaa holdes tamme til Pryd paa Søer og Damme. Uden egentlig at være Trak⸗ fugle, driver Vinteren dem altid ſydligere, og de forekomme t denne Aarstid, tildeels i ſtore Flokke, ved vore Havkyſter. J Angletiden holde de fig til Indſoer og andre Ferfſkvande, ofte langt fra Havet; den ſtore Rede beſtager af Landplanter og er ofte anlagt midt i Vandet, Hannen beffytter og forſvarer 350 ikke blot den rugende Hun, ſom den undertiden gjor Selſkab paa Reden, men er ogſaa behjeelpelig med at fore Ungerne omkring og ſkaffe dem Fode. Med Undtagelſe af at Hunnen er mindſt, er der ingen ydre Kjonsforſkjel, hvorimod Ungerne ferft i det tredie Aar faae de Gamles Dragt. 1. Sangſvane, Cygnus musicus, ZecAst. . Anas cygnus, Gwm.; Cygnus melanorhynchus, Mey.; C. xanthorinus, Naumann; C, islandicus, Brehm. Danſk: Vild Svane, islandſk Svane, Sangfvane. Artsm. Toilen og hele Bagnæbet til Næfeborerne, ſamt Hagen, gule (bos de Unge kjsdfarvede), blot Fornæbet og Kanterne forte; ingen Pandeknold. Tænderne ſkjulte under Kjavekanterne. Fjerkledningen hvid effer (hos de Unge) graa. Ill. Afb. XLIV. Længde 4^ 5" indtil 4540“, Halſen 1710”; Vingeſtrakning 67 10“ indtil 7^ 8/ “, Vægt 21—23 Pund; 20 Styrere. Iris bruun, Benene førte, Halſen føres lige, naar den ſvommer; Hovedet og Nakken have et guulagtigt Sfjær, ifær om Vaaren. Om Sommeren opholder denne Svane fig ved Fjeldvandene og i Dalene i det nordlige Skandinavien og Island, hvor den yngler; kommer i October med Ungerne til vore Kyſter, ofte i Selſkaber af 50 —100 Stkr., iſer ved Øerne og ved Jyllands Veſtkyſt, bvorfra den dog ogſaa beſoger Landſoerne; paa Femern og i Slimundingen ſkydes mange (Boje). Ved. Jagerspriis og Skjelſtor ffal den ogſaa være hyppig om Vinteren. Dens af tvende Molltoner beftaaenbe Raab lyder yderſt behageligt og har, naar mange iſtemme bet, Lighed med en fjern Klokkering— ning; det høres i ſtille Veir oper een Miil borte, ogſaa om Natten — deraf Eventyret om Svaneſang. Den nærer fig meeſt af Vandplanter og Vandinſecter. Dens ſtore Rede inde— holder 5—7 guulhvide g; i Begyndelſen af Juni ere Un⸗ gerne udrugede. J Lapmarken fanges den med Slagjern (de ſaakaldte Svanehalſe) i Vaagerne om Vaaren; for at komme den paa Skud, kleder Skytten fig i en hvid Skjorte og kryber bag et Skjul. Luftſtruben har hos dem en eiendommelig Byg— ning, da ben, førend den træder ind i Bryſtet, hos begge Kjon gjør en ſtor Boining; de Unges Kjod er velſmagende. Gang ſvanen er lettere at tæmme og godmodigere end forrige Art, men dens Holdning er mindre ffjon. J Affect hveſer den fom Gjasſene og lader fit vrede „Kilklik“ høre; Lokkeſtemmen er et blodt „Ang⸗ang“. g ; 354 2. Liden Svane, Cygnus minor, Keys. d: Blas. Cygnus olor, & minor, Pallas, Cygn. melanorhinus, Naum.; C. islandi- cus, Brehm.; €. Bewickii, Yarrel? Veſtjylland: Pibeſvane. Artsm. Toilen guul eller (i den unge Alder) kjodfarvet; Overnabets inderſte Fjerdedeel af ſamme Farve, der altſaa langtfra ſtrakker fig til Naſeborerne, de evrige tre Fjerdedele af Nabet, ſamt Hagehuden forte; 18—20 Sthyrere. Længde 45“; Hunnen mindre; Vægt kun 10—11 Pund; Halſen og Vingerne ere forholdsmasſig kortere end hos forrige. Den ſkal være hyppig i Siberien; enkeltviis er den foretruffet i England, Tydſkland og Danmark. At Cangivanen, og ikke denne, er den paa Island talrigſt ynglende Art, derom er jeg bleven overbevüſt, baade ved Skind og Leg, jeg har modtaget der— fra. Hr. Godseier Dons til Hesſelagergaard pr. Svendborg har i længere Tid havt en ufætvanlig lille Svane levende, ſom E. Hage (fal have erflæret at være denne; i en Hr. Senator Siemens Samling i Glückſtadt ſkal findes et Exemplar, ſkudt i Holſteen; Hr. Apotheker Mechlenburg fif den fra Flens⸗ borg Fjord, ffubt den 14de Marts 1250; Exemplaret, fom jeg har feet, opbevares i hans Samling. Ved Ringkjsobing Fjord ſkydes, efter Gaaſeſkytternes Udſagn, undertiden en meget lille Svane, 11—12 Pund vægtig, for hvilken de endog have den færegne Bencvnelſe „Pivſpvane“ (Pibeſvane). Luftſtrubens Byg⸗ ning ffal være forſtjellig fra den forriges. | 3. Knubſvane, Cygnus olor, Vieitf. - Anas olor, Gm.; Cygn. gibbus, Bechst.; Cygn. sibilus, Pall, Danſk: Tam eller rødnæbet Svane, Knubſvane. Artsm. Tøilen fort eller fortegraa ; udfarvet: Næbet rodt med en fort Pukkel ved Panden, (amt forte Kanter og fort Negl; 22—24 Styrere; Tænderne fonfige under Kjavekanten; Fjerdæfningen hvid. Illum. Afbildn. XLIV. Længde 4“ 3“ indtil 4^ 6“; Iris bruun, Benene forte. Hos be Unge er Neeb og Been ſortegraae; de have graabruun Over⸗ og affegraa Underkrop. Denne Svane, ſom udmarker fig ved fin eiendommelig lange og tynde Hals, hvilken den i Hvile— tilſtand bærer i en ſkjon S-formig Bue, holdes tam paa mange Steder her i Landet, og er derved bleven mere bekjendt end Sangſvanen, ffjondt denne om Vinteren findes her i langt ſterre Antal. Den tilhorer mere ſydlige Gane end bin; i vild 352 Tilſtand findes blot enkelte Par hiſt og her ynglende i Dan- mark, f. Ex. i Lyngby⸗, Gjentofte- og Damhuusſoen her i Sjælland; i Fabers Tid ynglede den i Noroxe So, nordlig for Liimfjorden; den har i ſtor Mængde ynglet i Kloſterſsen ved Cismar (Boje). Udenfor 9jugletiben ſkydes den ogſaa ved Kyſterne, men langt ſjeldnere end Sangſvanen, med Doitfen den har Naring tilfælles. J Angletiden ere de Gamle meget bidſke og vanſkelige at komme nor. Selv deres Lige forfølge de, undertiden endog dræbe dem, naar de vove at overſtride deres Revier. Man har Exempler. at den er bleven over hundrede Aar gammel. Til Rede benytter Hunnen hele Klumper Bands planter, hvilke den ſammendynger, at Reden holder 3—4 Fod i Gjennemſnit. Den rugende Hun har en omhyggelig Mage og en ridderlig Forſvarer i Hannen, De 5—6, ogſaa 7—8, graagronagtig-hvide, grovkornede Wg ere dobbelt faa flore fom Gaaſeceg. De efter 5— 6 Uger udkrybende Unger varmes af Moderen blot een Dag, ſaaledes at de ben næfte kunne forlade Reden og ſvomme omkring med hende. De Unges Kjod bruges til Steg og Poſteier; Bryſtet roges ſom Gaaſebryſter. Dunene ere af lige Godhed med Edderdunn og gaae meget i Handelen. Det ffjonne Peltsvoerk, hvilket Huden med Dunene giver, efter at Fjerene ere afplukkede og den er garvet, er i Brug ſom ele— gant Damepynt. Det ſamme gjelder forøvrigt ogſaa om de force gaaenbe Arter. De renſe Dammene for Vandplanter og forhindre ſaaledes deres Tilgroening, ligeſom de ogſaa fordrive Fiſkenes Fjender, uden ſelv at anrette videre Skade paa Fiſtkerierne. Gaaſeflegten, Anser, L. Næbet iffe længere end Hovedet, afrundet kegleformigt, ved Roden hoiere end bredt, mod Spidſen nedtrykt og ſmalt, med en bred ffarp Negl; i Kanterne forſynet med kegleformige Ten⸗ der; Neſeborerne langagtige, gjennemſigtige, i Midten af Stebet, Benene middelhoie, ſterke, næften midt under Kroppen; Tar⸗ ſen hos de fleſte Arter længere end Mellemtagen, Bagtaaen uden Svommehud. Vingerne temmelig lange, [malle og ſpidſe, med fterfe forreſte Svingfjer, der, naar Bingen hviler, rœkke langt udenfor bem af den Orden; Halen med mange Styrere, afrundet. Halſen ſmal og lang, altid kortere end Kroppen: ſaavel derved, [om ved de hoiere Been og disſes Stilling midt under degemet, boilfet gjør dem mere fkikkede til at gage, ſamt ved 353 be haarde, ffarpe Tender, hvormed te kunne afbide Gres og Gat, og endelig ved Luf rorets almindelige Form, adſkille de fig fra Svanerne. Fra de egentlige Wader, Dyfænderne og Skalle— flugerne ere de veſentligen forſtjellige ved begge Kjons eens— farvede Fjerbedekning; ved Mangelen af den bruſkagtige Kaps fel, hvortil Luftroret hos disſe opſvulmer; ved deres langſommere, mere udheldende Flugt; ved den Seregenhed, at de paa Trakket flyve i en lige Linie eller Vinkel, og endelig: at de ſaa at ſige udelukkende tage deres Nœring af Planteriget. Ungerne ere mere eller mindre de Gamle ulige; de fette een Gang om Aaret, men Sommer- og Vinterdragten er eens hos de fleſte. Gjasſene leve meeſt flokkeviis. De bog os forekommende Arter yngle næften alle i det hoie Nord, men beíoge pan Trakket naſten hele Europa. De ere pderſt ffpe og forſigtige, ſvomme ſjeldent og dykke aldrig, undtagen i Rededragten, førend de kunne flyve, og de Gamle i Feldningstiden: da de dykke under for at unbgaae deres Fjender. J vild Tilſtand leve de i Gens parring; te lægge deres Eg paa Sorten, Hunnen ruger alene, medens den er beffyttet af Hannen, der ogſaa tager Deel i Ungernes forſte Veiledning pg Beſkyttelſe. a) Aegte Gjes (Anser, auct.). | 9tebet af Hovedets Længde; Enderne af Tverpladerne tis ſyne, fom ſpidſe Tænder, i Randen af bet lukkede Næb. i 1. Sneegaas, Anser hyperboreus, Hall. Anas hyperborea, Gm., L.; Anser niveus, Briss, Artsm. Næb og Been orangegule; Fjerbedeekningen reen hvid, Vinge⸗ ſpidſerne forte. Ung: gram, med merkere Tegninger. Slum: Afbildn. XLIV. 2 Den er af Agergaaſens eller en lille Graagaaſes Storrelſe, og ubmarfer fig blandt alle eurovæiffe Arter ved fin hvide Farve. Naebet er af ſamme Form, ſom ſidſtnevntes, men hos Hannen er det ved Nebroden opſvulmet til en Knold; Iris morkebruun. Dens Hjem er bet norbefilige Aſien og Nord— amerika, hvorſra den aarligen, paa fit Træf ſydefter, berører det oſtlige Europa, men hoiſt ſjeldent lader fig fee hos os. Hr. Apotheker Mechlenburg har meddeelt mig, at den af Sagkyndige er feet ved Frederikſtad ved Eideren, og Gaaſe⸗ ſtytter have ſagt mig, at ſneehvide Gjes med. forte Vinge⸗ ſpidſer et Par Gange ere ſeete og ſkudte ved Jyllands Veſtkyſt. Den er ogſaa ffubt i Pommern. Efter Holboll ſees ben i 354 Grønland enkelt om Efteraaret i Træftiden, men altid Unge; berfor antager han den iffe for ynglende der i Landet. 2. Blisgaas, Anser albifrons, Bec/lisz. Anas erythropus (fem), L.; Anas albifrons, Gm. Danſt: Blisgaas, Smedegaas (Falſter, formodentlig af de forte Pletter paa Bryſtet og Bugen). Arts m. Nabet lys orangersdt, upfettet med hvidagtig Spids; Benene rodgule; den øverfte Vingerand og Undervingen reen affegraae, Bagryggen fort bruungraa. Gammel: den ſortindfattede, ſtore hvide Pandeplet nager til foran paa Isſen; Bryſtet med ſtore forte Pletter. Ung: Nebet og Benene guulagtige, ben hvid Blis og de forte Bryſtpletter mangle. Ill. Afb. XLV. J Længde 25—27; Iris bruun. Hunnen ikke jaa (tor ſom Hannen, den unge Fugl endnu mindre, Denne ſmukke Gaas yngler i bet nordlige Sverrig og Norge, Island, Grønland, Nordaſtien og Nordamerika. J Traektiden (Marts— April og Sept. — Oct.) ſtydes den hyppigt her i Landet, (jer ved Jyl⸗ lands og Hertugdemmernes Veſtkyſt, ved Moen, Falſter 019. ; ſjeldnere ſees ben bos Vildthandlerne her i Byen. Den er ellers (fp og vild, men ved Reden ffal ben være faa tam, at den hvæfende løber omkring ved Wggene, naar den bliver op— jaget. Dens Skrig lyder ſom „klik, klik“ eller „klœk, klak“, vel ogíaa „kling, kling“ og „kleng, flæng". Er let at tæmme, men holder fig afſondret fra andre Gjces. Deng Naring bes ftaaer iſer af Saltplanter, Orme og Inſecter; i Fangenſkab &ber den Korn. Kjodet er, fom de andres, meget velſmagende og Fjerene ligeſaa brugbare. Den yngler ved Fjeldvandene og lægger 7 — 11 hvide Æg, lidt ſtorre og tykkere end Edderfuglens. Anm. 1. Kortnæebet Blisgaas, Anser brevirostris, Brehm,, der iff maa forvexles med folgende, erholdt jeg i flere Exemplarer, b ade Unge og Gamle, fra Ringkjobing Fjord. Den udmarker fig ved fin Lidenhed, bet forte Næb, ſamt ſtorre og tættere forte Bryſtpletter. Endſtjendt begge Kjen ere betpdeligt mindre end den almindelige hvidpandede Gaas, ter jeg endnu ei med Sikkerhed udgive den for en egen Art; hos de veſt⸗ jpdſke Gaafeffgtter gjelder den derfor; den holder fig, efter deres ÜUdſagn, adſtilt fra hiin og har et eget Skrig. 2. Den ſtorre Middelgaas, Anser intermedius, Naum., fom yngler i Island og Grønland, udmerker fig ved forte Kja vekanter og en fort Plet ved Nabroden; ved mere affe. rage Vinger, meeſt paa. Overranden og Undervingen; ved færre forte Bryſtpletter og 3 vore hvide Pletter paa og ved Siden af Panden. Den er ftorre end Nr. 2, næften fom Agergaaſen (A, arvensis). Da den er flere Gange ſtudt i Tydſtland, er 355 der ſtor Sandſynlighed for dens Forekomſt her, hvorfor jeg ogſaa bens 99 0 Opmarkſomheden paa den, da den faa let forverles med lignende rter. | f 3. Dyerggaas, Anser minutus, JWawuz. Anser Temmincki, Boje; A. medius, Temm,; A. cineraceus, Brehm. Artsm. Nabet lidet, lys rodguult uden Pletter, med hvidagtig Negl; Benene rodgule; pverfte Vingerand og Undervingen aſtegraae, Underryggen ſertegraa. Gammel: med megetftor, hvid, fort: indfattet Pandeplet fra Mundvigen til midt op paa Isſen og med mange ſtore forte Pletter paa Bryſtet. Ung: Nabet og Benene ſmudſiggule; uden hvid Blis. Vingeſpidſerne naae til eller forbi Haleſpidſen. Af den almindelige tamme Ands Storrelſe: 21—21½“. : Denne lille, ſmukke Gaas, ſom hører til de allermindſte Arter, yngler i de nordlige og nordoſtlige Lande, f. Ex. Lap⸗ land, det nordlige Rusland oſv. Fra Lapland er der i de ſenere Par Aar ſendt mange Skind, endog levende Fugle, til Tydſkland; ſjeldnere erholdes den aa Trakket, fordi dette falder sſtligere. J bet Kgl. Muſeum findes den opſtillet under Ravn af Anser erythropus, bvilket tilbører forrige Art; Benicken (Iſis 1824, II, 886) angiver den fom „enkeltviis forekommende“ ved Sſterſoens Kyſter, dog mere Unge end Gamle. E. Hage erholdt den idde Oct. 1825 den gamle Fugl fra Ulfshale — efter Skyttens Beretning havde der været to. Han angiver Maalene ſaaledes: Længde 21“, Vingeſtrek⸗ ning 23^ 9““, fra Vingeleddet 13“ 4“ Næbet fra Mund⸗ vigen 1“ 4“, 9tebet fra Panden 1“ 5“, Tarſen 2“ 3%, Mellemtaaen uden Negl 2“ ½““, yderſte Taa 1' 11 ½““. den 10de Sept. 1850 var Forfatteren faa heldig at blive ops merkſom paa et Exemplar af denne Art hos en Vildthandler ber i Byen; til Sammenligning bidfætter jeg de med Hages Exemplar meget overeensſtemmende Dimenſioner: Længde 21“ 6/^', fra Vingeleddet, 13“ 6“, Bingen udenfor Halen 1“ 3'^, Tarſen 2“ 3'^, Mellemtaaen med Negl 2“ 6“, Nabet fra Spidſen til Mundvigen 1“ 5“ Hoide ved Roden 9“, fra Nebſpidſen til Øret 2“. — At den undertiden forverles med ovenanforte Brehm'ſke Art, der ikke er ſynderligt ſtorre, er hoiſt ſandſynligt, ifev da de ſtorre Exemplarer af Dveerggaaſen (Hannerne) komme de mindre af A. brevirostris (Hunnerne og de Unge) meget ner. Den gamle Dveerggaas fjendes imidlertid let ved den høie Blis og de længere Singer. Næ: ringen og Formeringen ſkulle være liig be foregagendes. 356 4. Sedgaas, Anser segetum, Bechst. Anas segetum, Gm. ; Anas anser, L. Danſt: Sætaaag, Ruggaas (forti den om Vinteren fornemmelig opholder fig paa Rugen), Klingergaas. Artsm. Nabet fert med rodguul Rina imellem Naſeborerne og Spid— fen; Benene rebaufe, Overvingeranden oa Undervingen merk aſkegrage; Underryggen ſortgraabruun. Vingeſpidſerne ræffe langt udenfor Halen. Illum. Afbildn. XLV. Lengde 28 - 30“, noget mindre end vor almindelige tamme Gaas; Halſen rankere; Nebet kortere, med Alderen: ved Ros ben omgivet af en hvid Kant. Morkegraa med lyſere Under— frep og bvid Undergump, lyſebruungraae Kanter paa Ryggen og Vingedekfjerene, ſamt paa Siderne af Bryſtet. Overryggen og Skuldrene næften ſortebrune med mathvide Kanter; Under— ryggen og Overgumpen ſortegraabrune; de lengſte Haledekfjer danne et heſteſkoformigt hvidt Baand. Vingedakkfjerene i 5 Rader, be ſtore Dakfjer og Svingfjerenes Zdie Rad merfebrune, med mat hvid Indfatning; den anden Rad Svingfjer bruunſorte med hvide Skafter, den ferfte ligeſaa, imod Baſis moerfaffearaae. Styrerne ſortebrune, med hvide Sidekanter. Den unge Fugl mangler den bvide Kant ved Nebroden, bet gule Baand paa Nebet er blegere, Benene ogſaa; Hovedet mere bruunt; Fjer— kanterne paa Kappen mere ruſtgrage end hvidagtige. Denne Art tilhører bet nordlige og nortefifige Europa og Aften, træffer ſydligere om Efteraaret, forſt i Oct., og om Foraaret i April tilbage; endeel forblive her i ſneefrie Vintre. Fra Ringkjobing Fjord, hvor dens Træf falder talrigt, erholdt jeg adſkillige; den ſees temmelig' hyppigt hos Vildthandlerne her i Byen, fra Sjællants nordoſtlige Kyſter, hvor den undertiden ffal fees i Flokke af flere Hundrede. De danne i Træffet et ulige > af i det hoieſte 12 Individer, med Familiefaderen i Spidſen; dog folge flere ſaadanne Afdelinger efter hverandre. Dens Sfrig lyder fom „Taddadadat“; ved at fvinge fig iveiret, Dorer man bet dybere „Keiak — kaiaiah — keiakak“ af Hannen og Hun⸗ nens og Ungernes betere „Keickkek —- fæifæ klirre — fjof gik“. Den er meget ſty og vanffelig at ffobe; paa Grund af fin Mængde og Selſkabelighed: ffabelig for Seden; den heldigſte Jagt er at ffjufe fig, hvor den om Aftenen i Mængde pleier at indfinde ſig til Natteqvarteer, hvilket den forraader ved den Meenngde Excrementer, den efterlader fig; ved Jyllands Veſtkyſt benytte Gaaſeſkytterne ofte ſmaa Hoſtakke til Skjul. Er man i 357 Beſiddelſe af en tam Sedgaas, kan denne tjene til Lokkefugl. Kjodet, iſeer de Unges, er meget delicat. 5. Agergaas, Anser arvensis, Brehm. Anser rufescens, Brehm; A. segetum, Bruch. Artsm. Nabet guulredt; paa Neglen, Kjævefanterne og 9tebroagen, fra Panden til Midten, fort; Benene rodgule: sverſte Vinge: rand og Undervingen morkaſkegrage. Underrĩggen ſortegraa. Vingeſpidſerne nage ikke ud over Haleſpidſen. Naſten faa ſtor fem Graagaaſen. Sum. Afbildning. LIV. (Supplementtavle). Lengde 32—33“ Bed ve anførte Artsmerker, ſaavelſom ved ſin betybelige Storrelſe, er den let at ſkjelne fra Nr. 4, hvilken den forøvrigt meeſt ligner, og hvormed den ideligen fore verles. Den har ſcedvanligt et ſterkt ruſfarvet Sfjær vaa Underkroppen, ruſtguulgraat Hoved og Hals. J Ungdoms⸗ dragten er den noget lyſere end Seedgaaſen og Baghalſen er mere bruunagtig. "Seb Greendſen af SOvernabet, Panden og Toilen, fom banner 3 Buer, ſtaaer i hver af disſe en ſmal, hvid, maaneformig Plet, hvoraf den mellemſte er den ſtorſte. Ogſaa den yngler i bet botere Nord, dog viſtnok tildeels ſyd— ligere end den foregaaende. J Traktiderne er den, iſer om Efteraaret i Oct. og Nov., temmelig hyppig hos os; den er ſaaledes, efter min Erfaring i de ſidſte Par Aar, den hos de kjobenhavnfke Vildthandlere almindeligſt forekommende Art. Ved Jyllands Veſtkyſt er denne og den Hvidpandede de almindeligſte Arter. Dens høie Trompettoner lyde fom „kaiaiak“ og „knange⸗ nang“, Hunnens: „kninjak“, „knaiak“, „krangenceeng“; ben dybere og ſagtere hurtigtlydende Stemme er „dadadadad“ eller „dodo⸗ dodod“. Den kan parres med den tomme Gaas og avler Bas ſtarder med denne. Neeringen beſtaaer om Sommeren af Vandplanter og Græs, om Vinteren af grøn Sed. 6. Graagaas, Anser cinereus, Meer. Anser vulgaris, Pall. : Danfk: Graagaas, Vildgaas (den ſidſte Benævnelfe er fælles for hele Slegten). : Artsm. Nabet ipft og ſtort, rodguult (uven Sort) med hvid Negl— Den nøgne Hierand og Benene bleg kisdfarvede; hele pr ryggen, Undervingen og en meget bred Overrand paa Over⸗ vingen, lys aſkegraae. Gammel: Bryſtet og Bugfiven Ni plettede; Vingerne nage iffe Haleſpidſen. Ill. Afb. X Fra denne ſtorſte Art ffal vor almindelige tamme e 358 nedſtamme; dog boldes hiſt og her ogſaa nogle af de andre Arter tamme. Fra disſe ſkjelnes den let ved den fremherſkende lyſegraae Farve; Undergumpen, Siderne af Overgumpen, ſamt be everſte og underſte Haledeffjer, ere reen hvide. Denne, ſaavidt vides, her i Landet eneſte ynglende Vildgaas findes om Sommeren ved Gaune, Hvidkilde, Rorvig (Ods herred), Mjang⸗ dam paa Als og flere Steder; tidligere har den i Mengde ynglet paa. Veirs (Faber). Naar Ungerne ere tilvoxede, an— ſtilles der Jagt efter dem; ſaaſnart de kunne flyve, ſoge de med de Gamle til Savfofterne, hvor de oftere ſtydes, dog neppe faa hyppigt fom de ivenbe feregaaente, fordi de ikke ere faa tal— rige og endeel frar drage ſydefter; tbi den yngler ikke faa nordligt, men mere øftligt og ſydligt, fom de andre Arter. J Begyndelſen af Juli (7de— 10de) „ruer“ eller fælder den Sving— fjer, og kan omtrent til den 24de Juli ikke flyve. Man an⸗ filer da Jagt efter den paa Stranden, f. Gr. imellem Sjæl land og Lolland, og den kan undertiden, naar den indhentes, dreebes uden Skud. Til denne Jagt behøves roligt Veir, da Gjcsſene i Feldingstilſtanden trykke fig i Vandfladen og ei i ſynderlig Afſtand kunne opdages, naar Søen er oprørt, Dens Stemme ligner næften ganffe den Tammes. Den nærer fig af Vandplanter, Gres, grøn Sed og Korn, og bygger Rete paa Holme i Søerne, eller paa. Tuer blandt Ror og Siv ved Bred— derne; den lægger 5—8 hvidagtige Wa, fom ruges af Hunnen "alene i 27 — 28 Dage, under ſtreng Bevogtning af Hannen, der ikke viger fra Familien, for Ungerne ere fuldvorne. Efter 2 Maaneders Forløb ere de flyvefærdige; man benytter dem fom Lokkefugle til Vildgaasjagten. ' i, b) Raigjœs (Bernicla). - Næbet kortere end Hovedet, Tværpladerne paa 9tebranben fees iffe i Randen af bet luffebe Næb (Havgjes). 7. Bramgaas, Anser leucopsis, Bechst. Anser bernicla, Pall. ; Bernicla leucopsis, Boje; Anas erythropus(mas), L. Danſk: Bramgaas, ſvenſtk Gaas, Fjeldgaas, Rantegaas, Perrelit. Artsm. Pande, Tindinger og Struben hvid; Nakke, Hals og Hale (ſamt Been og Næb) forte; Kappen aſkearaa, med forte, lys⸗ kantede, brede Baand. Slum. Afbild. XLV. Leengde 24— 25“; Iris ſortebruun; Bryſtet, Bugen og Haledekfjerene hvide. Denne ſmukke Gaas lever i det høie Nord, hvor den f. Ex. yngler i de laplandſke Søer, og brager 359 i ſtore Skarer ſydligere i Sreftiben. Ved den ſydlige Deel af Falſter findes den (efter Melchior) hvert For- og Gfteraar i ſtor Mængde, fornemmelig paa Bote og Gjedsorodde. Paa Bots ødelægger den Gresgangene, deels ved at afede og ned⸗ trede Græsfet, deels ved fine Grevementer. Paa Gjedsor er Grersſet af mindre Værd og altſaa Skaden ubetydeligere. En tidligere Eier af Gedsergaard (Juſtitsraad Friis) har i flere Aar optegnet dens Ankomſt og Afreiſe, ſamt Vinden, hvormed den ankom og bortreiſte, ſaaledes: Foragar. i — Cjteraar. Aar Ankomſt Vind] reife Vind Ankomſt ES Afreiſe. Vind 1817 8 Marts SV 20 Mai SV 30 Oct. N Is Oct. N 1818 27 Febr. V 13 — SI 21 Sept. N 28 — N 1819 4 Marts V 12 — V 6 Oct. NO 25 — N 1820412 — V 19 — | 8| 8 — NO 4 Nov. N 18218 — SV 9 — P23 Sept. N 21 — | s I m norit mapa! cod 3 md ib bed. eu JJV SE Y Le o Den ankommer altſaa, eller bortreiſer, om Foraaret aldrig uden med veſtlig eller ſydlig Vind; den ankommer og bortreiſer om Efteraaret aldrig uden med nordlig eller nordoſtlig Bind. E. Hage og Scheel ſtod den efte ved Ulfshale; Mechlen— burg fif den fra Flensborg Fjord. Paa Hertugdommernes, iſer Holſteens Veſtkyſt, indfinder den fig hvert Aar paa de ſamme Steder, f. E. ved Ndredigerne i Ditmarſken og ved Hus ſum; den ankommer der i Sept., opholder ſig i Oct. og Nov. og Drager derneeſt ſydligere, for atter at vende tilbage i April, dog utem at opholde fig leenge. Falco albieilla Havornen) folger dens Vandringer og overfalder den iſer om Morgenen ved Daggry. Boje (fom beretter dette) faae i Nov. 1816, at 12 ſaadanne Ørn: indeſluttede en der Mengde Gjas. J Flok er denne Gaas pderſt ſky, (amt opflyver ved mindſte Fare og i lang Aſſtand; adſpredt eller alene, er den inter mindre end ly; jeg har ſaaledes paa Ærø (futt een, der led mig komme fig nær paa 8 à 10 Skridt. J Fangenſkab fkal den ikke ville forplante fig. J Skaane kaldes den „Havregaas“, forti den træffes meeſt paa Havreagre (Nilsſon). Dens Jnglehiſtorie er, ſaavidt jeg veed, ikke beſkreven. J Fangenſkab formerer den ſig ikke. J Holland fanges den i ſtor Mengde i Slag⸗ net; Kjodet, iſcer de Unges, er fedt og velſmagende; Fjerene have ſamme Anvendelſe, fom de andre Arters. Saltplanter ude gjøre dens Hovednering. 360 8. Knortegaas, Anser torquatus, Frisch. Anas bernicla, L.; Anser brenta, Pall.; Bernicla torquata, Boje. Danſt: Xatergaaó, Knortegaas, Gaul, Ringelgaas, Rulte, Rai— eller Radgaas (fordi den flyver i Rad), Tanggaas. Artsm. Hovedet, Halſen og Kroen forte; de hvide everſte og underſte Haledeekfjer meget lange; paa Siderne af Halſen en hoid Halvreng. ling Fual: Hoved og Hals ſortegrage, uden Ring. Illum. Afbildn. XLV, Leengde 22 — 23“, ikke ſynderligt flørre end vor tamme And; Nabet og Benene ſorte, Iris ſortebruun; Kappen og Bryſtet bruungrage med blegere ruſtgraae Fjerkanter; Sving— fferene og Styrerne forte med brune Skafter. Den bar hjemme i det nordligſte Europa, Aſien og Amerika, men er i Træftiden af alle Vildgjces den talrigſte ved de danſke Kyſter. Ven Lese indfinder den fig aarlig i ſtorſte Mengde; Fiſkerne paa denne O ſagde mig, at ben følger Hornfiſtene paa deres regelmesſige aarlige Vandringer, ſamt at den nærer fig af den, ved disſe Fiſke løsrevne Tang, der ſvommer paa Havets Overflade; jeg underſogte i April 1850 dette nermere, og overbeviſte mig for ſaavidt derom, ſom jeg fandt Vandet, hvor disſe Gjæs lage i Tuſindviis, faa dybt, at det, for en Fugl uden Dykkeevne, vilde vere abſolut umuligt at naae Tangen, end ſige Bunden; den løsrevne Tang ſpommede der i Mengde, og den Mængde Yngel af Mollusker og andre Sodyr, der opholde fig paa Tangen, tjener den tillige til Næring. J Sept. kommer den hertil; de fleſte blive her i milde Vintre, og den forlader os ikke for ſidſt i Mai eller i Begyndelſen af Juni. Dens dybe, knurrende, hoitgjaldende Stemme har givet ben Navnet „Knorte (Knurre⸗)gaas“. Den yngler, efter Holbøll, i Grønland, Nord for den 73de Bredegrad. J Holland herfſkede i gamle Dage den Overtro, at denne Gaas ikke fremkom af Wg, men af et Slags Conchylie, den ſaakaldte Andemusling (Lepas ana- tifera L.). Men allerede Barenz, en hollandſk Søfarende, traf, i Aaret 1595, paa Spidsbergen en faa ſtor Mængde Ringelgjees ved deres Wg, at han gjorde fine Landsmernd ope merkſomme derpaa, og ſaaledes rev dem ud af deres Fordom. Ben alle vore Kyſter, ifær ogſaa i Lümfjorden, er denne Gaas en vigtig Gjenſtand for Strandjagten, fou foregaaer i Baade med ſtore ſaakaldte „Strandbosſer“, hvilke, da denne Fugl ved idelige Efterſtreebelſer bliver temmelig ffy, lades med meget fore Hagel. „J en god Kuling“ (o: i Bleſt), fige Fiſterne, oſtyde vi bedſt Snertegíaó" ; man kan da nemlig bedre komme 361 bem paa Gfub, inden de fane Tid til at lette, hvilket, naar be ere fede, ikke ffeer uden Vanffelighed, hvorfor be ogſaa bedſt ſtydes naar de flyve op. Den Ade Sept. 1817 fandt en Bonde i Nerheden af Ribe 22 Knortegjæs liggende døde paa en Ager, noget Derfra endnu flere; formodentlig vare de dræbte af en Lynſtraale. Kjodet er velſmagende. i 9. Speilgaas, Anser ruficollis, Pall. Det veſtjydſte Jtavn ffal være „Speilgaas“. Artsm. Isſen, Ryggen, Bryſtet og Halen forte; Forhalſen og Kroen : ſmuk ruftrøde, ved et hvidt Bryſtbelte abjfut fra det forte Brpſt. Undergumpen og en Plet foran Dinene hvide; en (tor ruftrød Plet paa Tindingen omgiven af Pvidt. Illum. Afb. XLV. Længde 20— 21“. Næb og Been forte, de ſidſte noget gronagtige. Denne lille Art er den ſmukkeſte, men viſtnok og— jaa hertillands den ſjeldneſte af alle Gjas. J det nordveſtlige Siberien yngler den i Mengde i Moſer og Soer, ikke langt fra Havet. Da dens Træf falder oſtligere, hører den i det veſtlige Europa til de ftovfte Sjeldenheder, og jeg veed intet Videre om dens Forekomſt hos os, end at ben (efter Nau— mann) er iagttaget ved Ribe og Ulriksholm, og at der (efter E. Hages Noticer, ifolge Prof. Reinhardts Meddelelſe til ham) i det nordlige Sjælland blev ffubt 6 Stkr., hvoraf 1 kom til Kunſtkammeret, de ovrige til Tydſkland. Teilman har een Gang ffuet den ved Ribe. Den er fanget ved Lund og Aſtad i Skaane (Nilson) og ffubt i Pommern (Homeyer). Andeſlegten, Anas, L. Nebet omtrent af Hovedets Længde, neſten ligebredt eller bredeſt udad, ved Roden temmelig boit, udad nedtrykt med en indboiet ſmal Negl; Kjævefanterne pan Siderne forſynede med ſtarpe, pladeformige, bardeagtige, i hverandre gribende Teen— ber; Neſeborerne ikke langt fra Panden, nær ved Nebryggen. Benene længere tilbage end hos Gjesſene, temmelig lave, fag at Tarſen aldrig er længere end Mellemtaagen; Fortæerne forenede med en heel Svommehud; Bagtaagen med eller uden Hudlap. Vingerne middelmaadige, ſpidſe og ſmalle; 1ſte og Eden Svingfjer eller blot Aden lengſt; Vingeſpeilet (o: de brede Faner paa Svingfjerene af den Orden) ofte med en ftavf - Metalglands; Halen med 14— 20 Styrere, Luftroret er ved 23" 262 Indtrædelſen i i Bryſtet uteer eller mindre opſvulmet til en been⸗ agtig Blere. | 9 nberne udgjøre en talrig Slægt, der er uibrebt over hele Kloden, men dog yngler meeſt i de kolde Zoner og om Vinteren begiver fig til de varmere. De [eoe ved Sumpe, Søer, Floder og Damme, de talrigſte Arter paa Havet; deres Gang er flet og vaklende, men de ſvomme fortrinligt. Nogle ere tillige meget gode Spommedykkere; disſe udgjore en egen Afdeling og ſtjelne ſig fornemmelig ved en Hudlap paa Bagtagen (Dykke⸗ ænder); andre poffe næften aldeles ikke, og kun naar de note ſages dertil: disſe have en trind Bagtaa, uden Publap (Kjer⸗ ænder). De [eve fel ffabeligt og vandre ofte 1 ſtore Skarer, blot i Parringstiden ffilles de ad og leve i Genparting, dog tager Hannen hverken Deel i Redebogningen, Rugningen eller Ungernes Pasning. Saafnart Parringen er udført og Hugs Bingen begyndt, ſamſe Hannerne fig i Flokke og indfinde fig forſt atter hos Familien naar Ungerne ere flyvefærdige. De tamme 9Gnber have, ligeſom Gjesſene, forandret deres Naturel og leve i Fleerparring. Naſten alle Arter yngle ved Ferſtvand, ſjeldnere coloniviis, enkelte undertiden ved Havet. Reden er udforet med en Krands af Duun og Fjer, hvilke Hunnen ſelv plukker fig af Bryſtet; deres 983 ere, uden Undtagelſe, uplettede, hvide, hvidgrage, guulhvide, gronagtige eller reen ſpanſtgronne. De lægge mange, fra 7— 16, Ag. Saaſnart Ungerne ere uds krobne, begive de ſig i Moderens Selſtab til Vandet og iege deri deres Næring. Denne beſtager af Vandplanter, Conchy— lier, Inſecter, Orme, Fro, Cab ov. De fælde to Gange om Aaret og mange Hanner forandre derved meget deres Udſeende; Hunnerne ere i Almindelighed mindre, ofteſt meget forffjellige fra Hannerne og mindre ffjonne end disſe; Ungerne af begge Kjon ligne, for den forſte Felding, mee t Hunnerne. Ande⸗ jagten med Honſehund er tilſtrakkelig bekjendt; paa Havet ſtydes 9Gnberne fra Baade og ved Vaager, famt fra Baghold ved Strandbredden; i ſtor Mengde fanges de i Holland og paa Sylt i de ſaakaldte Andeksier. . fanges her og ved Island med ſtore Garn, ſom ſtilles under Vandet, og hvori de blive hængende ved Dykningen. Paa Bodenſoen fanger man Ender med Fugleliim, fom man ſtryger paa flore. Korkſtykker, hvilke man ſammenbinder med lange Snore og ſaaledes lader fosmme omkring i Bugterne; 9Gnberue ville herpaa gine fig, og klebe da faft ved Korken. | 303 A. Syømmeænder: Med trind Bagtaa, uden Hudlap. Afte Gruppe: Gravender (Tadorna, Leach.) Begge Kjen næften af ſamme Farve, uden Forandring ved Feldningen. De ſoge Skjul og yngle i Huler i Jorden eller i hule Træer, ofte langt fra Bandet, og høre til de ſtorſte af denne Slegt. 1. Gravand, Anas tadorna, L. Danſt: Gravgaas, Gravand, Brandgaas, Fagergaas. Artsm. Broget hvid, fort og bruunrod, med grønt, bagved ruſtrodt, : Vingeſpeil; det noget ſkovlformige Næb rødt, med cn i Par: ringétiben flor Knold ved Panden. Benene fjøvdfarvere eller (boà be Unge) rebgraae; Overgumpen og Overhaledakfjerene hvide; Halen hvid med fort Spids. Slum. Afbildn. XLVI. Længde 24—25"; Iris bruun; Hovedet, Overhalſen, famt Sfulderdbæffjerene og Svingfjerene af ifte Orden forte, det førfte med grønt Sfjær; Underhalfen danner et hvidt, fortil bredt Belte, nedenfor hvilket ligger et lignende ſmukt bruun⸗ rødt; paa Forryggen, Kroen, Dennes Sider og langs Under— kroppen, gaaer et bredt fort Baand; Halens underſte Dæffjer lys ruſtrode; Myggen, den underſte Halvdeel af Skuldrene, Siderne af Bryſtet, Slagſiderne og Skinnebenene reen hvide. Hunnen har ingen Nabknold, ſamt mindre rene og ſmukke Far⸗ ver. Den eenaarige Fugl har hvid Pande og Hage, famt hvide, ſortprikkede Kinder; Hovedet ovenpaa og Baghalſen, Forryggen og det øverfte af Skuldrene bruungraae, Benene lys rodgraae; Nabet ſvagere rødt med bruun Spids. — Denne ſmukke, anſeelige And tilhorer meeſt den tempererede Zone, hvor den tildeels er Standfugl, og blot i Angletiden undertiden bort⸗ fjerner fig temmelig langt fra Haver, Dens Stilling er rank og ſtjon; den gaaer raſk og flyver let, ſamt er meget ſky og vanſke— lig at komme paa Skud. Som Traekfugl ankommer den tif os ſidſt -— í9lpril, og forlader os fibft i Aug. og forſt i Sept. Den ſoger Skjul eg yngler i Jordhuler, ved bete, ſteile Davffrænter, i Ræve⸗ og Graplingegrave ofv., ofte langt inde i Landet. Hyppigſt ved Her— tugdommernes Veſtkyſt, iſer talrig i Sandklitterne paa Amrom og Sylt; ſaavel der, fom paa Rome og flere Oer i Veſterhavet, ere Wggene til ſtor Nytte for Beboerne, der holde Grestorvene [efe omkring Reden, at de dagligen kunne borttage ggene paa eet ner, og Fuglen lægger ſaaledes langt over det ſedvanlige Antal; den yngler ogſaa paa Hertugdemmernes Sſtkyſt, paa 364 Mols og ved Gaune; Faber fandt ben paa Endelave ynglende i Trær; paa Muusholm og Reergø, ſamt i Odsherred (Pe— terfen); ved Roeskilde Fjord og paa Rodſand (Dahl) ofo. Jeg har ſelv fundet den ynglende paa mangfoldige Steder, hvilke det her vilde være for vidtloftigt at anfere. I be nord— ligſte Lande forekommer den ikke, men derimod i de ſydoſtligere, f. Ex. ved det caépiffe Hav ofo. De 10— 46 guulagtighvide Aeg ere noget ſtorre og kortere end Wggene af den tamme And. Det er en Gaade, hvorledes denne Fugl, uben at det endog af gamle Skytter er bleven bemarfet, fører fine Unger til Vandet, fra hvilket den undertiden yngler flere Mile borte, men endnu ubegribeligere er det, at den liſtige, rovgjerrige Ræv taaler den i fim Bolig og faa godmodigen forffaaner en ſaadan Snyltegjæft med fin Angel; Kjodet er trannet og Æggene have en ubehagelig Smag. Fjerene bruges. 2. Ruſt⸗And, Anas rutila, Pe. Anas casarca, Gm., L.; Tadorna rutila, Brehm. Artsm. Nabet ſortagtigt, Benene graae; Kroppens Hovedfarve ruſt⸗ rod; det (lore Vingeſpeil metalgrent; Over: og Under-Vinge⸗ beffjerene hvide; Halen, de everſte Haledeekfier og Over— gumpen glindſende ſorte. Illum. Afbildn. XLVIII. Neſten lige faa ſtor fom forrige; Længde 23 — 24“; Han⸗ nen ubmarfer fig, fra den ellers ganffe lignende Hun, ved et fort purpurglimrende Halsbaand tat ovenfor Kroen; Hovedet og Halſen ere i den hoiere Alder hvidgraae med ruſtguul Anſtryg— ning. Dens Hjem er Mellemaſten og Afrika, bet caspiſke Hav, Tartariet ofv. J Vært, Formeringsmaade og Naring ligner den vor almindelige Gravand; dens $job ſpiſes ligeſaalidet fom hiins, Waggene ere noget mindre, Denne ſjeldne And ffal (efter E. Dages Noticer) vare ſkudt paa. Bornholm og af Brünnich ſendt til Pennant; ifolge afdode Kammerherre Poulſens Optegnelſer, kom dette Exempl. til det Kgl. Muſeum. 2ben Gruppe: Kjærænter, Anas, Bon. Disſe ere de egentlige Ferſtvandscender; de opholde fig paa Snbfeer, i Aaer, Damme og andre, med Per, Siv og høie Værter bevoxede ferffe Vande; ſjeldnere, og fun udenfor Nngle— tiden, iſer om Vinteren, opholde de fig ved Havkyſterne, for- nemmelig ved lltletet af Ager og Bæffe, altib paa grundt Vand. Nabet meer eller mindre langſtrakt, udad bredere eller lige faa bredt, i hele dets Lengde forſynet med fine, ſammen⸗ 365 trykte, ſtundom langſtrakte Tænder. Det er denne Gruppe, hvori Arterne ere meeſt forſkjellige i Henſeende til Kjonnet, i bet nemlig den gamle Han, ved den dobbelte Feelding har en fra Sommerdragten (der mere ligner Hunnens) aldeles for— ſtjellig og langt pregtigere Vinter- og Vaardragt. De nare fig af fine Vandplanter, Fro, Inſecter, Orme, Fifkerogn oſpv. og have et meget velſmagende &job. 3. Stok⸗And, Anas boschas, I. Danſk: Stokand, Græsand, Kjcerand, Moſeand, Ruand (i Felding), Ruandrik (Hannen i Felding), Graaanb (Unge og Gamle). Artsm. Det ſtore Vingeſpeil violetblaagront, ved begge Sider indfattet af et fort og hvidt, ſamt oven begrendſet af et fort Tocerbaand. Næbet graagront, Fodderne guulrode. Illum. Afbildn. XLVI. Længde 22—23“; Iris lyſebruun. Hannens Vinterdragt (Oct. til ſidſt i Mai): Hovedet og Halſen prægtig glindſende merkegronne, nedentil begrendſet af et hvidt Halsbaand, Ryggen graabruun med merkere Tegninger, Skuldrene graahvide, ſort— vatrede, Overvingedekfjerene graae, Svingfjerene morkegraae; Underryggen, Overgumpen og de 4 mellemſte opadkrummede Styrere jortegraae, den øvrige Hale hvid med morfegraae Prik— ker; Kroen og Overbryſtet mork-kaſtaniebrune; bet Ovrige af Underkroppen flint ſortvatret paa hvidagtig eller graahvid Grund. Hannens Sommerdragt (Juni — Sept.) ligner mere Hunnens, der er bleg rodagtig graabruun med forte Tver- og Længde pletter, og med mattere Speil; i denne Dragt mangler Hannen de opadboiede Halefjer, men Speilet er glindſende, og Bryſtet ſamt Siderne have en morkere, fffennere bruun Farve, end hos Hunnen. Ungerne ligne Moderen; de unge Hanner ere kjende— lige ved den morkere Farve paa Hovedet og Bagryggen, uden ruſtbrune Fjerkanter, ſamt en morkebruun Plet ved Mundvigen. Den er Stammefugl til den almindelige tamme And, der ikke fielbent paafaldende ligner den. Stokanden er hos os den al mindeligſte af Kjærænterne; den opholder fig i de med Siv, Gres, Rør og Buſke bevoxede ferffe Vande, fom Søer, Damme, Moſer og Sumpe, (jar i Nerheden af Skove, under— tiden i ſelve disſe; om Foraaret og Forſommeren lever den parviis. Hannerne forlade Hunnerne ſtrax efter Parringen og ſtreife omkring i ſmaa Selſkaber. J Sept. og Oct. ſamles Familierne og flyve ved Nattetider i ſtore Flokke fra det ene Vand til det andet; men den er kun Strogfugl, thi i milde Vintre bliver den, og kun i ſterkere Froſt ſtreifer den videre 366 bort til aabne Kilder og Strandbredder. Den nærer fig af Plantedele og Fro, Korn, Orme, Snegle, Inſecter, Amphibier og fmaa Fiſke. J Arril lægger Hunnen 10— 16 bleg⸗-grenne Ag i en Rede af Lev, Siv, Qviſte eg Grasſtraa; denne findes under Luffe eller i de bote Planter ved Vandet, i hule Træer, paa afk uggede Sreftammer, forladte Kragereder oføv. De Gamle tee fig engſteligt i Nærheden af Reden, fom Ager— hønen, Rodbenen og adſtillige Sangfugle. Imellem 7— 10 Juni „ruer“ Andrikken eller taber Svingfjerene ved Felding og for den 24de Juni kan den ikke flyve; det er i dette Tids⸗ rum, der fortrinsviis anſtilles Jagt efter den, og den kaldes da „Ruandrik“ (Melchior og Flere). Man fan meget godt lade 9Gagene utruge af tamme nder; bog maa det ene pberfie - Vingeled beroves de vilde Wllinger, da de ellers flyve bort i Trektiden. Dens Stemme er fom Huusandens. Dens Sjeb er en bekjendt Delicatesſe og Aeggene ere meget velſmagende. Den ſktydes for Hunden poa Anſtand, ſamt fanges i Nekt, Ande— feicr og med Medekroge (det ſidſte er dog aldrig lykkedes mig). En ſikkrere Fangſt kan man love fig ved at udſtroe Korn, hvor en Andefamilie plejer at opholde fig, og lægge ſtore Lobeſnarer af 6—7 Heſtehaar paa Stroſtedet. Veed man, hvor de falde om Aftenen, kan man ved Hjælp af en faſtbunden tam And (bedre en teemmet Vildand) ſkyde dem fra Sfjuleſtedet. J Vaager kan man undertiden ſkyde flere paa eengang, naar man, imod Vinden, nærmer fig med Forſigtighed. 4. Spids. And, Anas acuta, L. Danfk: Spidsand, Vinterand, Stjertand, Rumpeand, Mellemand? Artsm. Vingeſpeilet hos Hannen kobberfarvet, grontglindſende, forti med ruſtguul, bagtil med ſort og hvid, ſamt oventil med ſort Indfatning. Nabet langt og blaaligt, Benene graae; de mel: llemſte Halefjer meget lange, tilſpidſede. Illum. Afbildn. XLVI. Noget mindre end forrige, men rankere og med lengere Hals; Iris forſt bruun, ſiden ſmuk guul. Hannens Vinter— dragt: Hatten blandet mørk og lyſebruun; Hovedets Sider, Struben og Overhalsſiderne brune, bagtil indfattede med en purpurfarvet Stribe; paa Baghalſen en bred fort, af en ſmal hvid indfattet, Stribe. Underhalſen forneden, Ryggen og de forte Skulderfjer ſortagtige med ſkjonne hvide Zikzaklinier, de lange Skulder- og bageſte Svingdæffjer forte med graae Indfat⸗ ning, Overvingen affegraa, den ſpydformige Hale i Midten fort, paa Siderne affegraa, med (ffonnei forte Bolgelinier, Underhale⸗ 367 deekfjerene forte. Hannens Sommerdragt: Hetten morkebruun med ruffgraae Fjerkanter, Halſen og Hovedets Ciber hvidgraae med brune Pletter; Overkroppen bruunſort med brede guulagtig⸗ hvide Bolgelinier; Underkroppen guulagtig med brune Pletter; Siderne med brune og hvide Tveerbaand; Speilet fom ovenfor. Den meget mindre og lyſere Hun har ingen Haleſpyd, og Speilet har fortil en guulagtig, bagtil en hvid Indfatning. Den unge Han. ligner den gamle, men mangler Haleſpydet; den unge Hun har et graabruunt, med Hvidt indfattet Speil og blegere Farver. J Traktiderne er ben hyppigſt, dog meeſt pars viis eller i mindre Flokke; Vinteren tilbringer den i det ſydlige Europa. Den yngler ikke ſjeldent her i Landet, f. Ex. ved Ringkjobing Fjord, Fülſoen; paa Ome (Peterſen); paa Møen fandt E. Hage dens 11 Wgei en Hoſtak; ſenere fandt han den ynglende paa Gedsorodde, hvor den (efter Melchior) an— kommer i April. Hos Vildthandlerne i Kjøbenhavn fees ben hyppigt, ilær om Gfteraaret, og i Fugleksierne paa Sylt fanges den i ſtor Mengde (E. Hage). Paa Island yngler den talrigt. Den opholder fig og yngler paa lignende Steder, ſamt bar ſamme Naring, fom foregagende; er [fp og forſigtig og Derfor vanſkelig at ffyde. Andre Kjerender taaler den ikke i fin Neerhed. De 6—9 Leg ere lys graagreonne. 5. Knar⸗And, Anas strepera, L. Danſk: Knarand, Gresand, Perleand. Artsm. Speilet hvidt, Benene orangegule, med fort Svommehud; Næbet fort (bos Hunnen og Ungerne guulagtigt paa Siderne), temmelig langt, lige bredt, med nedhængende Kamtender. Ill. Afb. XL VII. Længde 19 20“; Iris bruun. Hannens Vinterdragt: Hovedet og Halſen hoidgrage, med fine brune Prikker; Under⸗ halſen og Kroen tegnede med ſmalle forte og hvide Buepletter; den forsvrigt hvide Underkrop har paa Siderne og Bugen fine Bolgelinier; Underhalſen bagtil, ſamt Overryggen og Skuldrene prydet med fine ſortegrage og hvide Bolgelinier; be forte Overs vingedekfjer ſmukt brune, de lange floielsſorte; det hvide Speil oven og neden med afkegrage Kanter; Svingfjerſpidſerne og Halen aſkegrage; Underryggen, Overgumpen og Underhaledek— fjerene forte, Hannen i Sommerdragt ligner meget Hunnen; denne er. paa Ryggen og Skuldrene ſortebruun med ruſtrod— agtige Fjerrande og Pletter; Vingerne mattere end hos Hannen, Overgumpen og Underhaledakfjerene grage, Underſtruben, Kroen, 368 Overbryſtet og Siderne med lignende Tegninger, fom Hannen. Ungerne, der ligne Hunnen, kjendes bedſt paa be foran ufuld— komne Styrere. Ogſaa denne Art har lignende Nekrring, ſamt Opholds⸗ og Angleſteder, ſom den foregaaenbe. J Holland er den yderſt talrig; den yngler ogſaa paa Island; efter Mel— chior har den ynglet ved Gedsorodde paa Falſter; Teilman og Hage fangede et Par i Feldingstiden paa Fans imellem Sandklitterne, hvor de [obe fig gribe med Hænderne; Foerſt— nævnte har truffet den med linger i Ringkjobing Amt; For— fatteren har i Angletiden baade feet den og erholdt dens g ved Fiilſoen og Ringkjobing Fjord; Faber fif den oftere fra Sjælland, Steenberg ved Helſingor. Hos Vildthandlerne her i Byen ſees den ikke ſjeldent om Efteraaret. De 7—9 graagronne Ag findes blandt bote Bærter ved Vandbredderne; Kjodet er velſmagende. Den holder ſig meget ſkjult, ſamt er ſky og vild; dens Træf nordfra falder i mindre Flokke i Sept., og den forlader os i Oct. og Nov., for parviis at vende til— bage i Marts og April. Som Lokkefugl ved Andefangſt er den i ſtor Anſeelſe, fordi den ideligen lader fin Stemme fore. 6. Skee⸗And (Skjoldnab), Anas elypeata, L. Danfſk: Löffeland, Skjoldneb, Skeeand, Kropand. Arts m. Nabet ſtort, bredt, ſterkt hvælvet og mod Spidſen ſpadeformigt udvidet; Fødderne orangegule. Vingeſpeitet grønt, fortil be: grændfet af en hvid Stribe; Overvingen glindſende lyſeblaa. Illum. Afbildn. XLVI. Storrelſe fom forrige, Næbet blaagraat, Iris ſmuk guul; Hovedet og Overhalſen glindſende morkegronne, en (mat Stribe paa den inderſte Deel af Baghalſen; Overryggen og de korte bageſte Skulderfjer ſortagtige med oraae Fjerrande; Underhalſen, Kroen og de mellemſte Overvingedekfjer reenhvide, de bageſte lange Vingedakfjer orte med hvid Stribe, Svingfjerſpidſerne brune med hvide Skafter, Underryggen og Overgumpen ſorte— grønne; de mellemſte Styrere brune, hvidrandede, de pderſte boite, graabruun⸗plettede; Bryſtet og Bugen ſmukt kaſtanie— brune med Hvidt paa begge Ciber foran de [forte Underhale— dekfjer. Hos Hunnen, ſom er mindre og ligner Hunnen til Stokanden, er Hovedet og Halſen ruſtgrage med ſmaa forte Lengdepletter; Underkroppen af ſamme Farve, men med ſterre forte Pletter paa Bryſtet, Siderne og Underhaledaffjerene; Underbryſtet og Maven uden Pletter. Overkroppen ſortagtig med ruſtgraae Fjerkanter, Vingedeekfjerene glindſende blaagrage, 369 Vingeſpeilet mørfere og mindre glindſende grønt. Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen, men abffille8 let ved de ſkjonne reenblaae Vingedeekkere og det prægtige Vingeſpeil. Ungerne ligne Hunnen, men Farverne og Tegningerne ere merkere; Speilet er mere graat end grønt, blot hos Hannen er det grønnere og mere glindſende, ſamt Vingedakkerne af renere blaa Farve, Skeeanden yngler paa flere Steder her i Landet, f. Ex. paa. Mols (Bonnez); paa Hindsholm og Rodſand (Dahhz i Holſteen (Boje); Forfatteren fandt den hyppigt ynglende ved Ringkjobing Fjord, iſcer ved Lonborggaard; Fa- ber ffob den ved Reden paa Saltholm; E. Hage fif den ved Roddinge Sø paa Møen; Mechlenburg fra Flensborg Fjord; i Andekoierne paa Sylt fanges mange. Den er, for— medelſt de fra Norden Indvandrende, i Traktiderne hyppigſt. Dens Nering og Forplantning: ſom forriges. De 7— 14 99 M ME 33 findes i Nerheden af Vandet, blandt Gras og Ror. 1. Atling⸗And, Anas querquedula, L. Anas circia, L. Danff: Atling, Sommerkrikand. Artsm. Over Oiet en ſmal, ved Nakken og Baghalſen bueformigt ned⸗ lobende, forneden morkt begrendſet, hvid Stribe; Speilet mat graagront eller morkegraat, for- og bagtil med hvidagtig Ind— fatning; Svingfjerſpolerne hvide. Sum. Afbildn. XL VII. Den hører med folgende, hvormed den ofte forvexles, til de mindſte europeeiſke Ender: kun 15“ lang; Næbet ſortagtigt, Iris lyſebruun, Benene graae. J Henſeende til Hunnens og Ungernes Farver og Tegninger, er der ſtor Lighed med den almindelige Krikand, hvis pregtige grønne Speil, med ruſtguul og fort Indfatning, dog er et ubebrageltgt Kjendetegn. Han⸗ nens Vinter⸗ og Vaardragt: Hovedet ovenpaa og Nakken (imellem de hvide Bueſtriber fra Sinene) ſortagtigbrune, Hove— dets Sider og Halſen carmoiſin-rodbrune, med talrige ſmaa hvide Punkter og Streger; Ryggen og Skuldrene ſamt Over— gumpen ſortagtige med ruſtbrune eller vuftgraae Fjerkanter; de lange, prægtige Skulderfjer, fom boie fig til Siden, ere ſmalle, ſpidſe og forte, med glindſende hvid Stribe; Overvingen blaa- graa, Vingeſpidſen og Halen graabrune; Kroen og Forbryſtet guulbrune med ſortebrune halvbueformige Pletter; Underbryſtet og Bugen hvide, foran med fine og ſmalle, bagtil med brede forte Bolgelinier. Efter Feldingen i Juni ate Hannen fra 370 Hunnen Blot ved bet noget livligere Speil, be følvgrane Over⸗ vinger be fmalle lyſe Fjerfanter og Legemsſtorrelſen. Hunnen har en lys Stribe over Oinene og bagved disſe en lignende merfebruun; Underhagen og den øverfte Deel af Struben ruſt⸗ guulagtig hvide, bet Øvrige af Hovedet og Halſen ruſtguulgraat med ſmaa ſortebrune Lengdeſtreger; Ryggen, Skuldrene og Overgumpen ſortebrune med ruftgraae eller ruſtbrune Pletter; Kroen tegnet med ruſtgraae, brede Fjerkanter og ſortebrune Pletter. Vingedekfjerene bruungrage; Speilet morfegraat med ſpagt ſortegront Skjcr, begrendſet fortil af et bredere, baglil af et ſmallere hvidt Baand. Denne ſmukke lille And yngler hyppigere i Jylland og Hertugdømmerne end paa Øerne, hvor⸗ imod den i Træftiven forefommer overalt, Melchior foretraf kun eengang dens Unger ved Herlufsholm, hvorimod han hvert Aar fandt den ynglende ved Gedsorgaard, hvor den pleiede at indfinde ſig i April; E. Hage fandt enkelte ynglende paa Moen, hvor den desuden flere Gange er ffubt i Mai og Juni. Efter Faber er ben, naft Stokanden (A. boschas), den i Hertug⸗ dommerne almindeligſte And, hvorimod den folgende er ſjeldnere; Forfatteren fandt den ynglende ved Ringkjobing Fjord og Fül— ſoen, ſamt paa flere Steder i Nordflesvig; om Efteraaret fece den temmelig hyppigt hos Vildthandlerne her i Byen. tede lenburg har i fin. Samling en merkelig guul Varietet fra Omegnen af Flensborg. Den opholder fig og yngler blandt Gres og høie Værter ved Ferſtvandsbredder, er mindre vild end be foregaaenbe og ligner i faa Henſeende Krikanden. De 7 12 ovale Æg ere guulagtighvide. Deng Stemme er „qvekk“ eller „knek“ og „klerrreb“. Kjodet er velſmagende. 8. Krik⸗And, Anas creeca, I. Danſk: Krak⸗- eller Krikand, Norkand. Artsm. Omkring Oiet en bred, paa Siden af Nakken og Saférpggen ſpidſere, bueformigt nedlobende, foran hvid indfattet, grøn Stribe; Speilet (tort og ſmukt grønt, oven og neden begrendſet med Sort, foran med en bred hvid og ruſtfarvet, bagved med en ſmallere hvid Indfatning; Svingfjerſtkafterne brune, 9icbet ſortagtigt. Illum. Afbild. XLVII. Denne mindſte indenlandſke And har kun en Lengde af 13— 14“; ben udmeerker fig ved den grønne Plet paa Citerne af Hovedet, fom mangler bog Hunnen og Ungerne; Nabet er fort, Iris bruun, Benene blygraae. Hos Hannen i Pragt⸗ eller Vinterdragten er Hovedet og Halſen rodbrune; omkring Siet og ned ab Baghalſen en gren Stribe, fom foran er indfattet 371 med Hvidt; Struben fort; Underhalſen, Ryggen og Skuldrene hvid⸗ og ſortvatrede. J Sommerdragten, fra Juli til Sept., er Hannen næften alene forſkjellig fra Hunnen ved fin Stor⸗ relſe, ſamt ved de ſmaa, runde, ſortagtige Pletter paa Under⸗ kroppen og den mere ruſtbrune glindſende Grundfarve paa Kroen og Bryſtet. Hunnen: Overkroppen ſortebruun med ruſtgraae Fierkanter og Pletter, bag Siet en ſortagtig Stribe; Hovedets Sider bleggraae med [maa ſortagtige Pletter, Underhagen og Struben blegere, med mindre Pletter; Kroen og Siderne ruft- grade, ſortplettede; Underbryſtet og Bugen bvide, uden Pletter. De Unge have paa Ryggen bredere ruſtfarvede Fjerkanter, ligne ellers Hunnen. Deng Navn hidrorer fra Stemmen: „krœk, krek'“. Som Trakfugl kommer den i Marts og April, og flytter for ſtorſte Delen ikke bort, for Froſten tvinger den dertil, Opholdsſteder har den tilfælles med den forrige; ben yngler hyppigſt paa Øerne, dog ikke ſjeldent i Jylland. Man finder den ved mange af vore ſtorre Søer, Ager og Damme, talrigſt i Træftiden. Den lægger 9— 12 guulagtighvide, kort⸗ ovale Æg. Som ten mínbft ffpe af alle Ferſtvandscender, er den ogſaa den letteſte at ffyde. Skyder man een eller flere bort af en Flok, vende de llbeffatigebe ſcdvanlig ſnart tilbage paa ſamme Sted, hvor de miſtede deres Kamerater, men ere ſaa dog forſigtigere end for. J Fugleksierne fanges de i ſtorſte Mængde ; i Efteraaret 1820 blev der ſaaledes vaa Sylt fanget 7000 Ender, hvoraf 1500 Stokender og flere end 3000 Krikender. Man fanger dem ogſaa i €obefnarer. Anmeerkning. Hr. Conſervator Scheel faae den 8de Sept. 1841 paa Møen en Flok fmaa Aender (9 Stkr.), af en Krikands Sterrelſe, at fette ſig og gage omkring ved Strandbredden; han var dem paa et gobt Besſeſkud nær, og havde i flere Minuter Leilighed tif, noie at. betragte dem gjennem Kikkerten. Han havde kun Spurvehagel i Bosſen, hvormed han ikke kunde nage dem, og førend han fiib til at lade med ſtorre Hagel, vare de borte, men deres hele ÜUdſeende flod ham klart i Erindringen. Bed Hjemkoͤmſten beffreo han E. Hage be aldrig for ſeete Bnder, og ved at ſammenholde denne Beffrivelfe med den i en ornithologifk Haandbog beffreone Kluk-And (Anas glocitans, Pallas) fra Siberien, ſtemte den der⸗ med ganffe overeens. : ! Artsm. Foran og bagved Diet en faftaniebruun Plet; Ryggen og Slagſiderne ſortvatrede; Speilet hos Hannen purpurglindſende grønt, hos Hun: nen med en forneden ſort Begrendsning. Næbet blyfarvet; Fedderne gule; Hovedet grønt, paa Baghovedet en lille bruun Fjerbuſk. Roggen mörkebruun, Vingedekfjerene affegraae; Bry⸗ ſtet ruſtbruunt, ſortplettet. 372 9, Pibe⸗And, Anas penelope, L. Danſk: Pibeand, Lysand, Blisand, Bruunnakke. Artsm. Na bet temmelig lidet, blaat, med fort Spids. Speilet hos : Hannen mørfegrønt, for og bag med fleielsſort Indfatning, bagved med en hvid, ofte ſortkantet Fjer; hos Hunnen er Spei— let morkegraat, hvidagtig kantet, den bageſte Fier næften hvid; Halen temmelig ſpids. Illum. Afbildn. XLVI. Længte 19“, Vingeſtrekning 31“; Iris bruun, Benene blyfarvede med morkere Svommehud. Hannens Vinter- og Vaardragt: Panden og Forhovedet guulagtighvide, Hovedets Sider og Halſen ſmukt ruſtrode, med ſortebruun Strube og ſortpunkterede Kinder. Ryggen, Skuldrene, de korte Over— vingedeekfjer og Kropſiderne fiint hvid- og ſortvatrede, Over— vingen er hvid til Speilet og danner over dette et bredt, hvidt Baand; de ſidſte Svingfjer hvidkantede; Kroen ſmuk lys cat moiſingraa. Underkroppen i Midten hvid, Underhaledekfjerene ſorte. Hannens Sommerdragt: Hele Hovedet og Halſen ruſt— rode med fortegronne og forte Prikker. Ryggen ſortebruun med ruſtfarvede Fjerkanter og Tværbaand, Kroen [98 guulbruun med bruunſorte Tværyletter, Siderne lys ruſtfarvede, Maven og de underſte Haledakfjer paa Siderne bruunplettede. Som hos de andre Ferſktvandscender, ligne Hunnen og Ungerne dem af de andre Arter, og ere derfor vanffeligere at beſtemme, end de ved ſikkrere Kjendemeerker, ſaavel i Sommer- ſom Vinterdragten, udmerkede Hanner. Hos denne Art er forøvrigt Hunnens Grundfarve mere graabruun med mindre, kortere og afrundede Pletter, medens Hunnen af Spidsanden, der meeſt ligner den, har morkere Loengdepletter paa Hovedet og Halſen, og Pibe— andens mindre Næb, ſamt ringere Sterrelſe desuden ere ſikkre Kjendetegn. Uden at være fuldkommen overbeviiſt derom, aie fager jeg, at denne And, fkjondt ſjeldent, hiſt og her yngler her i Landet, da jeg flere Gauge baade ſelv har ffubt, og af Andre modtaget Exemplarer af den i Angletiden, ligeſom Faber midt om Sommeren fandt den i Egnen af Esrom So. J Treek⸗ tiden og hele Vinteren er den derimod temmelig hyppig, og ffydes jevnligen overalt ved vore Kyſter, ſamt paa ſtorre Søer. Den forraader fit Opholdsſted ved fi idelige Piben, hvilken den ogſaa lader bove om Natten, Door den froffer over. Paa Island, i Nordlandene og Lapmarken, overhovedet i det hoiere Nord og i de nordoſtlige Lande, yngler den talrigt. Den lægger 8—9 glindſende hvide Wg. Naringen beſtager, fom de forriges, af Vandplanter, Fro, Gras, Inſecter og Orme. 373 B, Dykender, Platypus. (Bagtaaen med Hudlap.) De have et tykkere Hoved og kortere Hals, en kort, bred og plump Krop, hvorpaa Benene ſidde længere tilbage end hos forrige Afdeling; Tarſen fort og ſammentrykt. cerne længere, ofte dobbelt faa lange, fom Tarſen. Vingerne ere forte og hvælvede, (amt Fjerene ſtivere end hos de egentlige Ender. Aenderne af denne Gruppe dykke med hele Kroppen til Bunden af Bandet efter deres Nering, hvorfor de ogſaa opholde fig paa friere og dybere Band. De gage flet, tungt, vaklende og med meget opreiſt Bryſt, flyve vaff, men med Anſtreengelſe, foomme og dykke deſto bedre, Naar be ſvomme, ligge de meget dybt i Vondet, faa at ikke den halve Krop er ovenfor. De kunne opholde fig under Vandet længere end et Minut, og de dykke paa flere Favnes Dybde efter Muslinger oſv.; deres øvrige Nering beſtager i Fiſte, Vandinſecter, Orme o. d. De fleſte opholde fig udenfor Angletiden neften udelukkende paa Havet, ofte langt fra Land; nogle yngle i Nerheden af Havet, flere ved Ferſkvand. Hunnen lægger et ſtort Antal eensfarvede, uplettede Aeg, hvilke den alene ruger, medens Hannerne ffaae fig ſammen i Selſkaber og befege Fjorde, Søer og andre Vande. Man fanger dem med ſtore, vandret under Vandet opſtillede Nek, ſamt ſtyder dem fra Baade, ved Vaager (bag opſtillede Jisſtykker) oſo. De fleſtes Kjod er trannet og ubehageligt; af nogle Arter have Dunene megen Værd; Fjerene bruges af dem alle. Ogſaa i denne Afdeling er Hannen uliig Hunnen, og har hos de fleſte en fra Vinterdragten forſkjellig Sommerdragt, der meeſt ligner Hunnen og Ungerne; disſe erholde ikke de Gamles Dragt for i 2det eller 3bíe Aar. Deres Fjerflædning er tættere og duunfuldere end hos de foregaaenbe, og ingen har metalfarvet Vingeſpeil. Affe Gruppe: Troldeender (Fuligula). jtebet altid længere end Tarſen (der ſjeldent er meer end halvt faa lang fom Mellemtagen), temmelig ſtort, ved Roden hoiere end bredt, mod Spidſen bredere og fladt, med egformig Negl; Stefeborerne aabne fig en Trediedeel af 9tebetà Længde fra 9tabroben; Pandegrendſen ſpidsvinklet; Hovedet har hos den gamle Han enten ſkjont glindſende Farver, længere Nakke— fjer, eller nogle af disſe ere forlængede til en virkelig Top. 374 10. Trold⸗And, Anas fuligula, L. Fuligula cristata, Steph, ; Platypus fuligulus, Brehm. Danſt: Troldand, To pand, Vibeand. (Den langt mindre Hun kaldes undertiden „Krakand“.) Artsm. Nabet blaat, ved Roden og omkring 9tefeborerne fort (bos meget Gamle: blot fort i Spidſen); Tarſen længere end Mellemtagen: Iris guul. J Nakken (hos Hannen) en ſpids, med Alderen meget forlænget, nedhængende Fjerbuſk; Hovedet og Halſen ferte eller brune, i den unge Alder med hvid. Blis paa Panden. Speilet hvidt med bruunſort Rand forneden, Benene blyfarvede med fort Svommehud. Ill. Afb. XLVII. Længde 15'/2—16!/2", Vinterdragt: Hovedet, Halſen og Bryſtet til Midten gron- og purpurglindſende forte, den øvrige Overkrop ſortebruun med mat grøn Glands; Underbryſtet og Bugen hvide, be underſte Dalebafffer ſortebrune. Efter Sommer- fefbingen ere Farverne mattere og det Sorte paa Forbryſtet og Kroen tildeels bevæffet med bredere, Rygfjerene med ſmallere, graae Fjerrande. Toppen er kortere og det Hvide paa Under— kroppen har en bruungraa Blanding. Hunnen er ba af lignende Udſeende, men har morkere Næb og Been, lyſere Iris, kortere Top; Overkroppen mere bruun og graablandet; Underkroppen: paa Underbryſtet og Bugen hvidagtig, vaa Siderne ruſtbruun. De linge fer feríte Feelding have bruunguul Iris, blot lidet for— længere Nakkefjer; Hoved, Hals og Kro ſortebrune, en hvid Plet paa Siden af Hovedet (hos Hannen en lignende ved Næb- roden); Siderne graabrune og Bugen plettet. Den yngler og opholder fig om Sommeren i de nordlige og nordligſte Lande; om (fteraaret og Vinteren kommer den, paa Vandringen ſyd— efter, i ſtorre eller mindre Antal til vore Kyſter, efterſom Vin— teren er ſtreng eller mild; den fanges og ſkydes da hyppigt. Da den yngler paa Øerne i Krakauerſoen i Mechlenborg (Malt zan), er det ikke uſandſynligt, at ogſaa enkelte Par yngle hos os. De 6 —8 matgronne eller gronagtig-graae Aeg findes paa Holme eller Tuer ved Ferſkvand og ligne meget Havelitens (A. glacialis). 11. Bjerg⸗And, A. marila, L. Fuligula marila, Steph.; Platyp. marilus, Brehm. Danſk: Bjergand, polff Wdelmand, Skaland. Artsm. Nabet ſtort, temmeligt bredt, lyſere eller morkere blyblaat, Iris guul. Speilet hvidt, Hoved og Hals forte, med gron Glands; Underhalſen, ned paa Sipggen, Kroen, Forbryſtet, 315 Overgumpen, ſamt de overſte og underſte Dalcbetfjer, glindfende ſorte. Underkroppen forovrígt hvid; Benene blyfarvede med fort Soommehud. Overryggen og Skuldrene hvidagtige, va— frede med fine forte Zikzaklinier. Tarſen halv faa lang font Mellemtaaen. Lengde 18“. Illum. Afbildn. XLVII. J Sommerdragten har Hannen en hvid Ring om Nab— roden, ſamt en utydelig hvid Oreplet, ſom undertiden mangler; Hovedet, Halſen og Kroen morkebrune; Kappen mørk bruun⸗ agtig, vatret med hvidt. Hunnen ligner i denne Dragt Hannen, men det Hvide ved Nabet er bredere og Srepletten tydeligere, Hovedet, Halſen og Kroen lyſere, Bryſtet har et ruſtguult Skjcer og Bugen er bruun- og hvidplettet. De Unge ligne meeſt Hunnen, men hos den unge Han bliver, efter forſte Fæl- ding, Hovedet og Overhalſen ſorte og Panden ruſtbruun. Den tilhorer det hoiere Nord, hvor den yngler, men er om Vinte— ren den almindeligſte Dykand ved vore Kyſter, hvor den ind— finder fig i Oet., og tildeels forbliver til Foraaret; nogle vandre ſydligere og vende tilbage i Marts og April. Melchior faae (merkeligt nok!) den Sbe Mai 1824 endnu en ſtor Flok ved Eens, under Baroniet Gaune, og der blev (ifølge hans No— ticer) en gammel Hun fkudt ved denne O ben. 28be Juni 1825, hvilket neſten kunde lade formode, at den ynglede der. Paa Island yngler den i ſtor Mængde. Meget ofte bliver den ved Dykningen hængende i Fiſkernes Silde- og Torfſkegarn; be fleſte ſtydes i Vaagerne. Dens 8—12 9g ere forholdsmasſig temmelig ſtore og hvidagtiggrage, baade ſtorre og merkere end Stokandens. Kjodet er noget trannet, men dog bedre end forriges. : 12. Taffel⸗And, Anas ferina, L. Fuligula ferina. Steph.; Platypus ferinus, Brehm. Danſt: Taffeland, Bruunnakke, Rodnakke. Artsm. Nabet fort, med et hos Hannen lyſeblaat, hos Hunnen baa: graat, hos Ungerne utydeligt Baand over Midten, i Spidſen kun lidet bredere; Speilet affegraat; Benene blaagrage med fort Sosmmehud. Hovedet og Overhalſen rufiveve, Kroen fort eller morkebruun. Slum. Afbildn. XLVIII. Længde 18“, Vingeſtrekning 26“; Iris rodguul; Under— halſen et Stykke ned paa Ryggen, Kroen, Overbryſtet og bets Sider forte, de øvrige Dele, baade paa Over: og Underkrop⸗ pen, graahvide med fine forte Bolgelinier. Svingfjerſpidſerne og Halen bruungraae, Overgumpen og Underhaledeekfferene forte, Sommerdragten er ubetydeligt forſkjellig fra den her beſkrevne 376 Vaardragt; be lyſe Partier ere noget morkere. Hunnen er mindre; Hovedet og Halſen rødbrune, oven mørfere; Ryggen, Skuldrene og Siderne graavatrede med ſortebrune Linier; Bag— ryggen og Overgumpen ſortagtige, Struben ruſtguulagtig; Kroen og Overvingen merkebrune med brede, ruſtgrage eller ruſtbrune Fjerkanter; de øvrige Dele, ſamt Bryſtet og Maven, ſolvgraae paa bruun Grund. Hos den unge Fugl er Hovedet og Halſen nejten fom hos Hunnen, men blot Overvingen er graa; Kroen, Ryggen, Bryſtſiderne og Halen ere ſortebrune med rodgraae Fjerrande; Underbryſtet langs ad Midten hvidgraat med ſmaa morke Pletter. Den yngler paa Island, i bet nordlige Skan⸗ dinavien, det norbeuropaiffe Rusland og Siberien, enkelte Par her i Landet. Da denne Art, faafenge Vandet er aabent, mere foretrekker ſtore Ferſtvande, er det iſer i ſtrenge Vintere, at den i ſtorre Mængde kommer til vore Kyſter, og den ſtydes da meget ofte. Fra Veile Fjord fik jeg i Vinteren 1847 ikke færre end 12, Stkr. af denne ſmukke And; den blev i Hundrede⸗ viis ffudt og fanget i Lillebelt, Veile-, Koldings, Horſensfjord pfe. Dens Træf ſydpaa falder i Oct. og Nov., tilbage nord— efter i Marts og April. Paa Maribo Sø bíeo den i 1847 ſtudt i reen Sommerdragt (Exemplaret findes i det kgl. zool. Muſeum); Forſtcandidat Peterſen fandt den ynglende i Ring⸗ kjobing Fjord, hvorfra jeg ogſaa har erholdt mange af dens Æg; den yngler i Holſteen i ſivbegroede Moſer (Boje). De 9— 12 guulgraae Wg findes ved Ferſtvandsbredder paa Tuer blandt Kør, Siv og Gras. Den har Næring tilfælles med de andre Wunder af denne Gruppe, ſom den ogíaa ligner. i Egenſkaber og Levemaade; dens Flugt er noget tung og hvi— nende; Kjodet er, af alle Dykenders, det meeſt velſmagende. 13. Hvidoiet And, Anas leucophthalmos, orf. Anas nyroca, Gyldenst; Anas glaucion, Pallas; Fuligula nyroca, Steph. Artsm. Nabet eensfarvet ſtiferblaat, foran bredere; Iris hos de Gamle perlehvid, bøg de Unge bruum. Hovedet og Halſen bruunrode effet brune, en trekantet Plet paa. Hagen reenhvod eller hvid— agtig antydet, Undergumpen reenhvid. Det ſmalle Speil oven reen hvidt, neden bruunſortkantet, Benene blyfarvede med ſort Svommehud. Ill. Afb. XLIX. Lengde 15 — 16“. Hannen har i Vaardragten et forte: bruunt Halsbaand; Overkroppen purpurglindſende ſortebruun, ruſtfarvet punkteret; Underbryſtet og Bugen hvide med et ſort Tvcerbaand; Siderne guulbrune med ſortagtige ſmalle Tvær- ſtriber; Hunnen mangler Halsbaandet; Hovedet, Halſen og 377 Kroen ere ruſtrod⸗brune med morkere Grund og Ryggen har lyſere Fjerkanter, hvilke hos den unge Fugl ere mere graae og ruſtgule; Overkroppen, Hovedet og Baghalſen ere ſorte— brune; Iris graabruun. Forekommer i naſten hele Gur ropa, kun ikke nordligere end Danmark, [narere nordeſtligere, dog neppe i Sperrig. Ifolge „Beiträge z. Land- und Forſt⸗ wirthſchaftl. Statiſtik der Herzogth. Schleswig und Holſtein“ yngler den i disſe Hertugdosmmer; E. Hage havde den fra Slesvig; Mechlenburg angiver den ſom ynglende ved Booth— kamp t Holſteen; efter Boje yngler den ifie ſjeldent i dette Hertugdomme i Damme, der ere bevoxebe med Siv, hvor ben endnu foretraffes i Oct., men om Vinteren itke; Hr. Cand, jur. Fiedler ſtod den i Storebelt blandt en lof paa 8 à 9 Stkr. De 9— 12 grengraae Wg findes ofte i kratbevoxede Moſer; ellers ved Søer og andre Ferfkpande. Kjodet ffal vere ret vel ſmagende. : 14. Rodhovedet And, Anas rufina, Pallas. Fuligula rufina, Steph. ; Platypus & Callichen rufinus, Brehm. Artsm. Nabet lyſerodt, foran fmatlere; Hovedet med meget forlængede ; bruſende Fer; hos Hannen guulagtigt ruſtrodt, bos Hunnen oven bruunt, neden graahvidt; Speuet hvidagtigt; Fødderne rob. eller guulagtige. Ill. Afb. XLIX. (Kolbeand). Leengde 20—22/'5 Iris ildrod, hos de Unge guulrod, hos Hunnen guul. Hovedet og Overhalſen guulagtig-ruſtrode, Underhalſen, Kroen og Forbryſtet rundtom ſorte, en Sideplet over Skuldredekkerne hvid; Jipggen, Vingerne og Halen lyſe⸗ graa⸗brune, den ſidſte med roſenrodt Sfjær ved Roden. Sping⸗ fjerſpidſerne mork aſtegrage, Overgumpen og Overhaledakfjerene gronagtigſorte; den bruunſorte Underkrep har paa Siden (fra Vingeledet til bagved Vingeſpeilet) en lang, ned imod Bryſt— og Bugmidten urbredt, hvid Plet, fom oventil har en graabruun Stribe langs med Vingeranden. Hos Hunnen er Dele Over: kroppen lyſeguul⸗bruunagtiggraa; Speilet graaboibt; Dotten uven forleengede Fer, mork⸗ruſtoruun; Hoved- og Halsſtderne, ſamt Struben hvidgrage; Kroen, Bryſtet og Bugäderne bruunggtige, lyſere langs ad Midten; Bugen graa. Denne ſjeldne, ſmukte And tilhorer mere de oſtlige Lande; felo i Mellemtydſtland er pen temmelig ſjelden, og i Nordtydſtland hører den til de ſjeld⸗ neſte Dykender. Iſolge den ovenfor nævnte Statiſtik for de danſte Hertugdemmer er den der fundet ynglende; efter Nau— mann er den ogjaa truffen ynglende i Mechlenburg. Den har en krageagtig Stemme; Kjodet ſkal have en trannet Smag. 24^ i 378 Aden Gruppe: Nymybeænder (Undina o: Erismatura). Det foran meget flade, bagtil frærkt opſpulmede, Neeb har en lille Negl, der er længere end bred; Neſeborerne aabne fig en Trediedeel af Næblængden fra Roden; Fjerbeflædningen fremtræder vinkelformigt paa Panden, paa Pandeſiderne træder den bueformigt tilbage; den meget forlængede, kileformige Hale beftaaer af 18 ſmalle, meget ſpidſe Styrere, hvis Skafter ere ſtive, elaftiffe, med en rendeformig Fordybning i Midten; de temmelig ſmaa Vinger ualmindeligt hvælvede. Deres Opholds— ſted er iffe Havet, men ftore Landſoer, Stromme og dybe Sumpe, dog meeſt be ſaltholdige. De beſidde en overordentlig Ferdig— hed i at dykke. | 15. Hvidhovedet And, A. leucocephala, Scop. Anas mersa, Pallas; Undina leucoceph,, Gould. Artsm. Nabet noget ſkovlformigt, blaat, ved Panden opſvulmet, læn- gere end Tarſen; Iris guul; Benene graae, Speilet mangler. Farven lys ruſtbruun med fine ſorte Vatringer og Streger. Hannen: Hovedet, med Undtagelſe af den ſorte bageſte Deel af Isſen, reen hvidt. Hunnen: Hele Isſen og en ſtor Oval paa Kinderne morkebrune; det Ovrige, til Halſens Begyndelſe, hvidt. Ill. Afb. XLVIII. | Denne And tilhører det fpbefifige Europa, f. Ex. bet cadpiffe Hav; om Vinteren forekommer den langs med Middel havets Kyſter og i ftore, ijer ſaltholdige, Søer i de ſydeuro— peiſte Lande. Benicken fandt (ifølge hans Original-Catalog og Wiedem. zool. Mag. p. 146. — 1819) for endeel Aar ſiden et Par ynglende paa en Dam ved Slesvig; nordligere i Europa vides den ikke at være foretruffet; den hører endog i Nordtydſkland til de ſtore Sjeldenheder. Længde 15 — 16“. 3die Gruppe: Sortender. Melanitta, Boje. Oidemia. Flem. Naebet foran temmelig fladt, med Alderen pukkelagtigt op⸗ ſvulmende ved Panden, længere end Tarſerne; Næfeborerne i Midten af Nabet; Pandeſtjellet lige eller fremgaaende. Halen med 14 Styrere, kileformigt tilſpidſet; det lille Vingeſpeil uan⸗ ſeeligt: morkebruunt, fort eller reen hvidt. Hannerne forte, med eller uden Hvidt; Hunnerne og Ungerne morfebrune; Benene rode eller mork⸗oliven⸗gronagtige; Svommehuden, Saalerne og Taaleddene ſorte. De yngle ved ferſte Bande, men opholde 379 fig ellers helſt paa Havet. Deres Naring beſtager meeſt af Skaldyr og Gruftaceer, ſjeldnere af Vandplanter. 16. Sort And, Anas nigra, L. Anas atra, Pall.; Fuligula nigra, Bonap.; Platyp. niger, Brehm.; Melanitta nigra, Boje; Oidemia nigra, Flem. Danfk: Sortand, Kuland, Sværten, fort Himmelhund (Lillebelt). Artsm. Ingen Vingeſpeil; Benene graabrune; Nebknolden lav og noget bred. Hannen fort; Hunnen bruungraa (uden Nebknold). Ill. Afb. XLVIII. : i Længde 18— 19“. Hunnen mindſt. Hannen i Vinterdragt: Nerbet fort med orangeguul Plet ved Neſeborerne; Iris bruun; hele Kroppen fort; Hovedet og Halſen med ſterk blaa Metal⸗ glands. Hos den ſortebrune Hun ere Kinderne og Overhalſens Sider lyſegraae med ruſtbruun Blanding; Overkroppen og Si— derne have ruftaraae Fjerkanter; Underkroppen bruungraa; Næs bet ſortagtigt med en guulagtig Plet paa Midten. Den unge Fugl er lyſere end Hunnen; Iris guulbruun; Bryſtet hvidgraat; Jtebet lyſebruunt med en rodagtig Plet; Benene guulgraa⸗ grønne; efterhaanden fremfommer de Gamles Dragt. Denne Art har ſit Sommerhjem og ſine Redepladſer i de nordligſte Lande, fornemmelig i Polaregnene, f. Ex. paa Island. Om Ho— ſten, ſidſt i Aug, og forſt i Sept. fees enkelte, men i Oct. og November er den hyppig ved vore Kyſter, talrigſt naar Vin— teren er haard, Mechlenburg fif fra Flensb. Fjord en gam- mel Han i Juli. Den beſoger om Vinteren ogſaa flore Ind: ſoer paa det europæiffe Faſtland. Hannens Cfrig beflaaer af et floiteagtigt , Ty — ty ty ty“, Hunnens Svarer „re rere“. Den er en vild, livlig og ffo Fugl. Ved Indſser, i Kjær e. f. v., i Almindelighed under Buſke, lægger den 810 guulagtighvide, glindſende Ag. Ved de franſke Kyſter fanges den i ſtor Mengde og ſelges til Catholikerne, fom ſpiſe den i Faſtetiden, da den, fom andre trannede Aender, er en Und⸗ tagelſe fra Forbudet imod Kjodſpiſe, og betragtes ſom Fifk. 17. Floiels⸗And, Anas fusca, I. | Fuligula fusca, Bon,'; Platyp. fuscus, Brehm,; Melanitta fusca, Boje; Oidemia fusca, Flem. Sanff: Floielsand, hvidvinget eller ftor Himmelhund, Svartand, Krageand. Artsm. Nabet (hos den gamle Han) med en rundagtig Pukkel ved : Panden og med fjerkledte, opſpulmede Knolde ved Siderne 380 af denne; Neſeborerne og Nabkanterne forte eller rødaule; Benene og Zæerne redagtige; Svommehuden fort; Vinge— ſpeilet og en Plet ved Oret hvide; Hannen fort; Hunnen og Ungerne morkebrune, paa Midten af Bryſtet og Kinderne ſmudſighvide. Hunnen neſten uten Pandeknold, Ungerne uden Spor dertil. Ill. Afb. XLVIII. b Længde 22“, Vingeſtrekn. 36“; Iris perlehvid. Hunnens Næb ſortagtiggraat; Benene ſmudſigrode med fort Spomme— hud; Overkroppen morkebruun; Underkroppen hvidgraa, morke— bruun⸗plettet, foran og bagved Diet en bvidagtig Plet; Spei⸗ let hvidt. Den unge Han er morkere, Benene ere teglrode og Pletten paa Hovedet er mindre, ſamt utydeligere. Har lige— ledes hjemme i det hoiere Norden. I det mellemſte og nord— lige Skandinavien yngler Fleielsanden, ſaavel ved Bugterne, fem inde i Landet; paa Hybriderne og Orcaderne ffal ben yngle talrigt; men i vore nordiſke Bilande findes den ikke. Den er mindre ffp end forrige, og derfor lettere at ffobe. Mod Efter— maret træffer den ſydligere, den er da talrigere ved vore Kyſter end hine; om Vinteren ſoger den de ſtore Indſser i Syd— europa, men mange forblive dog her. Den holder ſig altid paa meget dybt Vand; jeg har i Lillebelt feet den dykke paa flere Favne Vand. Dens Føde er fornemmeligen Muslinger, hvorefter den ideligen dykker paa Havets Bund. Sine 8— 10 fiore, guulrode Aeg lægger den nær ved Bandet under Buffe eller blandt hoie Vandplanter. Anmeerkning. Brilleanden (Anas perspicillata, L) fom far hjemme i Nordamerika, men undertiden træffes i Europa, har megen Liighed med Fle elsanden. Forſtjellen beſtager fornemmelig i Mangel paa Vinge⸗ ſpeil, ſamt at den paa hver Side af Nabranden har en opſvulmet, nøgen Knold. Hannen er fort overalt med en hvid Plet i Panden og paa Halsryggen; Hunnen fortebruun. * Abe Gruppe. Hviinender (Clangula s. Glaucion). Nabet kortere end Hovedet, ikke loengere end Tarſen; ved Roden meget høit og opſtigende mod Panden, udad meget ſmallere; Vingerne noget forte og Flugten hvinende (hvoraf Navnet); Halen temmelig lang, beſtagende af 16 Styrere, hvoraf de mellemſte undertiden ere forlængede ; Speilet og Midten af Overvingen hvide; Hovedfjerene buſkede. Hannen ſort⸗ og hvidbroget med gron⸗, blaa- og violetglindſende Hoved og hoid Toileplet; Hunnen med bruunt Hoved og graa Overkrop. De 381 yngle, ſaavidt vides, alle ved Ferſkvand, men leve ellers paa Havet. Næring og Levemaade: ſom Troldandernes. 18. Hvin⸗And, Anas clangula, L. Anas glaucion Gm, L.; A. hyemalis, Pall.; Platyp. glaucion, Brehm.; Clangula glaucion, Boje; Glaucion clangula, Keys. & Blas. Danſk: Hvinand, Fiiroine (Hannen), Krik- effer Kræfand (Hunnen), Bruuskop, Blankekniv, Flemand, Hovidoie. Artsm. Det førte eller ſortebrune Næb med en ſmal Negl, der kun indtager Trediedelen af Nebets Brede, Hannen: mere hvid end fort i flore Partier; Hovedet grontglindſende fort med en rundagtig, hvin Plet ved Neebroden; Skuldrene meeſt hvide; det ftore, hvide Speil deelt med et utydeligt, graat Tværbaand. Hunnen: meeſt ſkifergraa; Hovedet og Overhalſen brune, uden hvide Pletter. Ill. Afb. XLVIII. | ; Længde 18—19^, Iris ſmuk guul; BVenene blegoffers gule; Svommehuden ſortegraa; Underhalſen, Bryftet og Bugen hvide; Ryggen, Skuldrene, de forreſte og bageſte Svingfjer, Overgumpen og Halen ſorte; Overvingerne og Skulderfjerene hvide, de ſidſte ſortkantede. Hunnen: Underhalſen, Siderne og Undergumpen morkegrage; foran paa Halſen med hvidagtige Fjerkanter; Bryſtet, Bugen og de underſte Vingedakfjer hvide; Overryggen, Skuldrene og Vingedekkerne forte eller ſortagtige, glindſende, med bfaagraae Fjerkanter; Bagryggen, Overgumpen og Skinnebenets (Laarets) Ydreſide forte; Speilet hvidt; Sving⸗ fjerene ſortebrune. Hos den unge Han ere de ſenere forte Ste— ber brune. De Unge have førend forſte Falding en brunere Rygfarve og morkere Kro. Hos ben gamle Han i Sommer- dragten ere Hovedet og Overhalſen eensfarvet morkebrune, ſenere morfegraae med ruſtbruunt Sfjær paa Underhalſen; Kroen og Ryggen have affegraae Fjerkanter. Den yngler hyp⸗ pigt i Sverrig, Norge ſamt bet nordlige Rusland; om Vinte⸗ ren, ifær naar den er ſtreeng, er den en af de almindeligſte " Ender ved vore Kyſter og i Fjordene, medens endeel vandre ſydligere og vende tilbage i Marts og April. J Holſteen yngle enkelte i de med Rør teœtbevorede Søer og Damme (Boje). Paa Yngleſtederne er den tam, men paa Vandringerne temmelig ffy. Reden findes enten i Rør og Siv ved Vandbredderne eller, ſom Stokandens, vaa afhuggede Sroftammer, eller. (efter Nilsſon) i hule Træer, ſom Skalleſlugerens. Den er ſterkt ubforet med Duun og indeholder 9— 12 lyſegronne Ag. Den ffydes, enten ved at lobe paa Hold imedens den dykker eller i Vaager, og fanges i Garn. 382 Anmærfning. Den islandſke Hvinand (Anas islandica, Penn.) fom er en Fjerdedeel ſtorre, er i Farvefordelingen og Tegningen den al— mindelige Hvinand faa liig, at en Forvexling, hvis denne ſjeldne Art tilfeldigviis ſkulde foretreffes her, vilde være uundgagelig for Den, der ikke fjender Forſtjellen. Denne beftaaer deri: at ben islandſke Art allerede ved forſte Blik har (terre forte Partier; tbi det Sorte firatter fig fra Hove— det langt ned paa Halſen, Door det ikke har et grønt, men et blaat Skjar; de ferte Skuldre have blot i Midten en ſmal hvid Lengdeſtribe, og den hvide Plet ved Diet er ikke rund, men halvmaaneformig. (De folgende 3 Arter: Nr. 19, 20 og 21, udgjere hos flere nyere Syſtematikere en egen Gruppe, under Navn af „Jiscender« (Harelda). 19. Havlit⸗And, Anas glacialis, L. Anas hyemalis, L.; Platyp. glac., Brehm. ; Clangula glac., Boje; Harelda glac., Leach. Danfſk: Havlit, Havlyk, Angeltaſke, Agnete, Gadisſen, Klaeshahn. Artsm. Nabet kort, fort, ofteſt med guulrsdt S vorbaanb; paa Kin— derne og Halsſiderne en mørt Plet; Sthyrerne forte, de mel lemſte meget 'oríaengeve, de forte pberfte med hvide Kanter, Slagſiderne lys affearaae. Hannens Vinter- eller Pragt⸗ dragt: Hvid; Hovedet med rsbagtigt Skier, en lang, ha'vmaaneformig Plet bag Oiet; Forbryſtet, Ryggen, Vinge— dekkerne og de mellemſte Svingfjer ſortebrune; de hvide Skulder— fier meget lange og ſmalt tilſpidſede. Ill. Afb. XLIX. Lænade til Haleſpidſernes Begyndelſe 16— 47“; Iris bruun; Benene blyfarvede, ofte med rodagtig Blanding. Hannens Sommerdragt: En lyſegraa Plet omkring Siet, der er eme givet af en hvid Kreds; Maven, Undergumpen og Underhale— dekfjerene hvide, Bugſiderne blaagrage; alle eerige Dele (Ho— vedet, Halſen, Kroen og Kappen) ſorte med ruſtbrune Fjer— kanter paa Ryggen og Skuldrene. Hunnens Vinterdragt: In— gen forlængede Styrere eller Skulderfjer; Nabet blyfarvet, ofteſt med et blegguult Tverbaand; Nakken og en rund Plet paa Kinderne bruun eller graa; Ryg og Skuldre forte med brede ruſtgrage eller ruſtbrune Kanter; Bryſtet graat, oventil med ruftgraa, nedentil med hvid Overgang, ellers boi. lim gerne ligne meeſt Hunnen i Vinterdragten, dog er den unge Han mere reen bruun paa Forbryſtet og Ryggen, og Nabet har i den yngre Alder intet guult Tvcerbaand. Ogſaa denne, ſom neſten alle Dykenderne, yngler ſjeldnere hos os, men tilhører det hoiere Nord. J Island, Grønland, det nordlige Norge, Sverrig og Rusland o. f. v. er den talrig i Angletiden. Efter Bynch's Beſkrivelſe over Anholt, har den ynglet paa denne Oe; paa en Dam i Ditmarſten blev for endeel Aar ſiden en Han ffubt bort fra fin Hun (Boje); Carſtenſen 383 fik den i Sommerdragt ſidſt i Mai 4842; Gammelgaard ligeledes fra Apenrade Fjord, ſidſt i Mai 4826; Mechlen— burg fra Flensborgfjord den 15. Mai 1840. Om Vinteren er den overordentlig talrig ved vore Kyſter. Anfkudte Fugle dykke fom ofteſt tilbunds, bibe fig faſt i Tangen og doe paa denne Maade et Slags frivillig Dod. Dens Dyffefærdighed overgaaer viſtnok alle de andre Dykenders; den er faa ſtor, at hele Flokke, naar flere Bosſer bleve afffubte paa dem i 40 Skridts Afſtand, forſvandt under Bandet, uden at en eneſte blev ſaaret. Medens de ere under Bandet, [ober man tæt til Strandbredden for at flyde dem, i det Samme de komme op. Den er ſtedſe livlig og munter, holder fig paa Vandringen altid i Flok og lader ofte høre et Slags Sang, fom man har lignet ved Lyden af en Clarinet, omtrent fom „av⸗av⸗avlit“ (deraf Navnet). Muslinger og Snegle ere dens veſentligſte Neering. Blandt høie Værter lægger den ved Indſoerne fine 5—7 bleg grongraae 365. 20. Strom⸗And, Anas histrionica, . Clangula histr., Landb.; Harelda hist., Keys, & Blas;; Platyp. histrioni- cus, Brehm. Artsm. Nabet lidet, fortegront; Neglen utydeligt begrendſet; Næfe- borerne bagved Midten; Iris bruun; Benene blaagronne og ſortagtige. Hannens Hovedfarve ſtkiferblaa; Hovedet violet— ſort med paa hver Side af Nabroden en ſtor trekantet, hvid Plet; et dobbelt, hvidt Halsbaand; ruſtrode Slagſider; violet— fort Speil og en ſtor hvid, fortbegrenbfet Skulderplet. Hun— nen: graabruun, med en hvid Plet under Diet og ved Oret, paa Brypſtets Midte hvide Flerkanter; Speilet utydeligt. Ill. Afb. LIV. (Supplem.). Denne ſmukke And er Standfugl paa Island; den er ſjeld— nere ved Sverrigs og Norges nordligſte Kyſter, men derimod hyppig i Siberien og Nordamerika. Om Vinteren kommer den (efter Naumann) til Oſterſsen og Veſterhavet, dog fun enkelte; den er ſaaledes ffubt baade ved Pommern og i Veſterhavet ud for de hannoverſte og holſteenſte Kyſter. Reden findes ner ved Strandbredden, ſcedvanlig under fmaa Bufke; de 5— 7 temmelig imaa aflange Wg ere ikke ſynderligt ſtorre, men længere end Haplittens (A. glacialis) og guulagtighvide. 21. Steller's And, A. Stellerii, Pall. A. dispar., Sparm.; Stelleria disp., Bonap.; A, Beringii, Lath. (Nogle, f. Ex. Schlegel, henføre ben til Edder⸗Aenderne, hvortil den uncgteligen idetmindſte banner Overgangen), 384 Artsm. Neglen paa det gronagtigſorte, noget langſtrakte, udad meget ſmallere Neeb, uden tydelig Begrandsning; Neſeborerne bag ved Necbmidten; Benene blaagronne og forte; Speilet tyde— ligt. Hannen: Hvid- og ſortbroget; paa Nakken af det glind— ſende hvide Hoved en fort afrundet Top, denne og en rund Plet paa Toilerne ſpanſtgronfarvede; Underkroppen bleg ruft farvet; E kuldrene prydede med baandagtige, halvt vide, halvt violetſorte ſeglformige Fjer; det violetſorte Speil bagtil hvid— kantet. Hunnen merkebruun med ſorte Pletter og Tvarbaand; Speilet morfere bruunt, oven og neden indfattet med hvide, bagtil med et gronagtigſort, Togrbaand. Il. Afb. XLIX. Lidet ſtorre end Haplitten, 18“. Iris bruun. Den unge Han har et ſmalt fort Baand paa de hvide Vingedakfjer, lige ner ellers meeſt Hunnen. Den gamle Han i Sommerdragt ligeledes; men Speilet er morfere og ſmukt blaaglindſende, ſamt har for og bag bredere hvide Tværbaand. J Stkjonhed kan neppe nogen europeiſt And fæites ved Siden af denne Art, der mere tilhører bet nordlige Aſien og Nordamerika, end det nordligſte Europa, og blot om Efteraaret og Vinteren, ſtjondt ſom Sjeldenhed, lader fig ſee ved de ſydlige og vejlige Dele af Oſterſoen. Hr. Archivarius Winther var den Forſte, ſom forøgede vor Fauna med denne herlige Aequiſition, i det han i Vinteren 1829 —30 til det Kongel. Muſeum ffjentebe en gammel Han, han havde fjobt af nogle Fiſtere fra Gilleleie, der havde fanget den i deres Garn, og fiore tiltorvs med den her i Byen. Den 17. Januar 1849 bleo en gammel Hun ſtudt ved Helſingor (Steenberg). Deng Træf falder oftligere. dte Gruppe: Edder-Wuder (Eoderfugle), Somateria. Nabet langſtrakt tilſpidſet, længere end Tarſen, paa Si- derne af Panden meget boit, ſamt opgaaenbe i to nøgne ſpidſe Vinkler, ſom danne en (imellem dem liggende) paa Nebet ud⸗ gagende, fjerkleedt, ligeledes ſpids Vinkel, hvorved Dette fager nogen Lighed med et Gaaſenceb. Hannerne hvidbrogede; Hunnerne bruun- og graaſpraglede. De opholde fig til alle Aarstider ved Havet; deres Navn have de af det islandſke „Aedar“ (Suum). ZFjerkledningen overs ordentlig tæt og duunriig; Hannerne have en tobbelt fældning, men bore den morke, mindre ſmukke Sommerdragt, der ligner Hunnens, fun i et Par Maaneder. De ere ppderſt ſelſtabelige, faavel i fom udenfor Nngletiden. 385 22. Edder⸗And, Anas mollissima, L. Somateria moll., Leach. : Danfk: Edderfugl; Uhand (af dens Stemme „Uh“); Grienlandgøn (Sylt); Nabodosky eller Orfugl (Samsø). Artsm. Den fra Panden udgagende fjerkladte Spidsvinkel er meget kortere end de fjerkleedte Sideſpidſer, ſom nage hen imod Neſe⸗ borerne, naften ligeſaa vidt fom Hagens Fjerkldning: Nab og Been mork- olivengronne; det forſte uden Knold og med hvid Spids; Iris bruun. Ill. Afb. XLIX. ; Længte 24—25^, Hannen i Vinterdragt: Kroppen oven hvid, neden (fra Kroen) fort; det hvide Hoved prydet med et fra Nerbet igjennem Die- og Oreegnen lobende, glindſende, violetſort Baand, de tykkere fjerdeekkede Kinder glindſende lyſe⸗ grønne; Forbryſtet og Kroen med ruſtguulagtigt Sfjær; Sving⸗ fjerene, Speilet, Overgumpen og Halen, ſamt hele Underbryſtet ſorte. J det forſte og andet Aar mangler Hannen ben. ffjeune Tegning paa Hovedet, fom er hvid- og ſortſpraglet, det Hvide mangler endnu ganffe paa Halſen, eller begynder paa Struben. Den udfarvede Hun er overalt morfegraabruun med forte Pletter, [om paa Hovedet og Halſen ere ſmaa og langsgagende, ſtorſt og tvergagende paa Ryggen, Skuldrene, Kroen og Siderne; Bryſtet og Maven mere eensfarvet graabrune; de inderſte Svingfjer med brede, ruſtbrune litfanter; de mellemſte Vinge⸗ dakkfjer med brede, hvide, ſkarpt begrendſede Spidſer, hvorved ber fremkommer en hvid Tveeſtribe over Speilet: dette er ſilke⸗ glindſende bruunt, bagtil med et hvidt, ſmallere Tverbaand, der dog undertiden mangler. Den gamle Han gaaer efter⸗ haanden over fra Vinterdragten til den morke Sommerdragt, hvilken den nappe bærer i een Maaned, og hvori den derfor hoiſt ſjeldent træffes udfarvet, for den atter efterhaanden ikleder fig den ſmukkere Vinterdragt. Den vaſentligſte Forandring beſtaaer deri, at Hovedet, Halſen, Kroen og Ryggen ere i den rene Sommerdragt aldeles ſortebrune, Kroen hvidbremmet, blot Overvingens Dakfjer og de inderſte ſeglformige Svingfjer hvide. Den unge Hun ligner den gamle, men er mere graabruun og mangler de hvide Cværbaand paa Bingen. Edderfuglen yngler meeſt hyppigt vaa Island, i Grønland og det nordligſte Sverrig og Norge; i mindre Antal paa adſkillige af vore Oer, tfær Sylt og Chriſtianss, hvor den fredes; enkelte Par paa Hesſele, Lese, Hirtsholm, Samsø o. f. v., hvor den burde fredes. Om Eſteraaret og Vinteren opholder den fig i ſtore Flokke ved Kyſterne, dog kun paa dybt Band, J Lillebelt har jr feet den 386 dykke paa 25-—30 Fods Dybde, og (til Beviis for at den har været tilbunds) komme op med en Musling i Næbet. J April ſoge de til Anglepladſerne paa Sfjær og Holme; ſaaſnart Parringstiden er forbi og Hunnen begynder Rugningen, ffaaer Hannerne fig ſammen i fmaae Selſtaber og ſtreife omkring i den aabne So. Naar Ungerne vore til, (lutte Hannerne fig atter til Familierne, og om Vinteren danne de ſtore Skarer. Neringen beftaaer meeſt af Muslinger og Snegle. De 5—6 aflange, graagrenne Aeg ligge i en af Straa og Tang, i Nær- beben af Havbredden, ſammenbragt Rede, der er foret med en fior Mængde Duun, ſom ligger krandsformigt ſammenfiltet omkring dem, og hvormed Hunnen tildæffer Wggene, naar den forlader Reden. Imedens den ruger er den, hvor den har Fred, ſaa tam, at man kan ſtryge den med Haanden, uden at den flyver, De overalt bekjendte Edderduun udmerke fig ved deres Lethed og Spendighed; mindre gode (3: ikke faa elaſtiſke og ſammenheengende) ere de Duun, der ere plukkede af rope Fugle: de bedſte ere Rededunene. Hver Rede indeholder om— trent /s ; regner man nu, at der fra Grønland og Island alene ubfere8 omtrent 6000 J, faa here dertil 72,000 Reder. Da vel i bet Mindſte be tre Fjerdedele af denne Mængde Duun kommer fra Grønland, og Gronlenderne ſjeldent lade 9Gggene ligge, feo om de ere halvt ubfleffebe, ja dræbe Fuglen til enhver Tid og under alle Forhold, ſaaſom Kjodet af denne og den folgende Art ved flere Colonier om Foraaret udgjor deres faa at ſige eneſte 9teving — ligeſom Dunene er en af deres vigtigſte Handelsartikler, faa er det ubegribeligt, at dens Aftagenzikke er kjendeligere, da den ſaaledes er bleven mishandlet idetmindſte jaatenge Europcerne have været boſatte i Grønland (Holbel !). Hos os finder man mindre Velbehag i Edderfuglens torre, trannede Kjod; men hvis denne, udentvivl nyttigſte af alle bere tillands ynglende Fugle, blev fredet, hvor den har Lyſt til at yngle, iſtedetfor at alle Rederne plyndres og Fuglen ſkydes i Angletiden, hvoraf dens beſtandige Formindſkelſe og endelige Udryddelſe er en Selofolge, da vilde det om en ikke fjern Tid blive en betydelig Indtegt af de iſolerede, golde og unpttige Steder, hvor den frivilligt indfinder ſig, og hvor den omſider faa rigeligt lønner den Fred, ſom man, endog uden pecuniaire Henſyn, burde ffjenfe den. Huden med Dunene leverer et meget fint og varmt Peltsveerk, og de Unges Kjod er ret vel⸗ ſmagende, 387 Pragt⸗Edder⸗And (Kongeedderfugl), Anas spectabilis, L. Somateria spectabilis, Leach. Artsm. Den fra Panden udgagende fjerffebte Spidsvinkel gaaer len⸗ gere frem end de afrundede, fjerflædte Sideſpidſer; Panden har hos Hannen en ſammentrykt Knold; Nabet rodt; Benene rob: agtige; Iris bruun. Hannen: Baghovedet har forlængede, buffeoe Fier; Hovedet ovenpaa blaagraat; Kinderne glindſende lyſegronne; den hvide Strube tegnet med et fort, omvendt V; de forte, bageſte Svingfjer ſeglformigt nedbsiede over Bingen; Skuldrene ſorte. Hunnen ſmuk ruſtbruun med ſorte Skafter og halvmaaneformige Pletter; Næb og Been fortebrune; de unge Danner meget merkere, det ſortagtige V paa Struben allerede kjendeligt. Ill. Afb. XLIX. | Længde 22 — 23“. Foruden de anførte Artsmerker, ere de forte og hvide Partier hos Hannen ſaaledes fordeelte: Halſen en ſmal Stribe over SZinene til Nakken (imellem den blaagraae Dette og den lyſegronne Kind), Overryggen, Forbryſtet, alle mindre Vingedekfjer, ſamt Siderne af Overgumpen, hvide med ruſtguult Skjcer paa Kroen og Forbryſtet; Svingfjerene og Ha— len bruunſorte; alle overſte Dele forte, Denne ffjønne And er talrig i Grønland, paa Spitsbergen og i det nordlige Aften. Bed be oſterſoiſke Kyſter fee8 den undertiden i Selſkab med forrige, hvilken den ikke blot ligner i Udſeende, men pgfaa i Levemaade, Formering o. ſ. v., ligeſom dens beconomiſke Nytte ganffe er den ſamme. En ung Han, fanget i et Fiſkergarn ved Kjøbenhavn, ben 19be April 1849, opbevares i Hr. Car⸗ ſtenſens Samling. J E. Hage's Noticer findes antegnet, at den af og til forekommer hos Vildthandlerne i Kjobenhavn. Naumann anfører den ogſaa fom ffubt i Oſterſoen. Dens Aeg have mere Glands, ſamt ere kortere end den almindelige Edderfugls. | Sfalleflugerflægten, Mergus, L. Nebet af Middellængde, lige, langſtrakt, trindt, overs truffet med en glat Hud og forſynet med tilbageftanende, ffavpt ſaugformige Tender; Overkjcven med en, over den lille Negl paa Underkjcven nedboiet, ſtorre Negl; Neſeborerne beliggende i den forte, brede Neſefure ved Nebroden, langagtige, gjennem⸗ ſigtige. Benene temmelig langt tilbage, forte, ſammentrykkede, med lange Fortæer og en høit ſiddende Bagtaa, der (ſom hos Dyfænderne) har en Hudlap. Vingerne af Middellengde, ſmalle, meget ſpidſe; Halen tilrundet eller trappeformig med 16— 20 Styrere; Hovedet temmelig ſtort, med en Top eller forlængede Nakkefjer; Halſen noget tynd og Kroppen langſtrakt. 388 Skalleſlugerne danne et Bindeled imellem Anas og Co- lymbus, eller danne Overgangen fra Dykenderne til Lommerne, dog med meeſt Tilneermelſe til de forſte, navnligen Hvindenderne; deres Næb og den længere Hals minder om Cormoranerne. Kjonnene ere ulige, og Hannens Sommerdragt adfkiller fig mindſt fra Hunnens, der kun har en enkelt, medens Hannen har en dobbelt Felding. De leve bande paa bet ferffe og falte Vand, meeſt i Flokke, men parviis i Angletiden. Hunnerne ruge alene, hvorimod Hannerne ffaae fig ſammen i Selfkaber, ſaaſnart Parringen er forbi, og leve for ſig. De nere ſig meeſt af Fiſk, ere meget graadige, foomme med dybtliggende Krop og dykke med Feerdighed; men de gage daarligt og i opret Stilling. Deres Flugt er vaff og udholdende. Som meget ſtye og forſigtige Fugle, lade de ſig ikke let komme paa Skud; det vanſkeliggjor desuden Jagten, at Anffudte bide fig faſt paa Bunden af Vandet. Ofte fanges be i Fiſkegarn. 1. Stor Skalleſluger, Mergus merganser, IL. Danſk: Guulffrep, guul Skalleſluger, Skjorand, ftor Havgasſe (denne Slægt benævnes af Almuen: „Spidsnebede Ander“). Artsm. Næb og Been rode, Nabet af Indretaaens Længde; Speilet hvidt, uden morkt Tverbaand; Hovedet ſortegrent eller ruſt— bruunt til midt ned paa Halſen; paa Nakken en tyk Top, der er leengſt hos Hunnen. Ill. Afb. L. Leengde 25 —26“; Iris hoirsd; Underhalſen, Kroen, Bry- ſtet, Siderne, Bugen, ſamt de overſte Vingedakfjer og de yderſte Skulderfjer, hvide, med et guulagtigt, vaa Bryſtet og Skuldrene rodguult Skjer, fom for fterfte Delen taber fig paa den døde Fugl; Siderne af Overgumpen og be pderſte Laarfjer graa⸗ vatrede. Overryggen med de tilgrendſende Skuldre fort; de inderſte Svingfjer kantede med Sort, Mellemryggen, Over— gumpen og Halen aſkegraae. Hunnen 1 Tomme mindre; Hove— det ſamt Fjerbuſken og den everſte Halvdeel af Halſen rod— brune, blot Struben hvid; Forhalſen og Kroen hvide; Laarfjerene og Halen aſkegraae; Maven affegraa plettet; Bryſtet hvidt med ſvagt rodguult Skjer; Dakfjerene natmeft Speilet have qraae Spidſer; Speilet hvidt; Svingfjerene forte; Iris bruun; Næb og Been blegere rode end Hannens. De unge Hanner og de Gamle i Sommerdragt ligne Hunnerne. Denne ſmukke, anſeelige Fugl yngler meeſt i de nordlige Lande, og er derfor hyppigſt hos os om Vinteren, fffonbt aldrig i faa ſtort Antal, ſom den folgende Art. Enkelte Par findes ynglende her i Lan⸗ 389 bet; ſaaledes fandt Mechlenburg, den 1ſte Juni 1846, dens Rede i et huult Træ i Kobbermeolleſkoven ved Flensborg; Bonnez fandt den ynglende paa Mols; Hage: i Corſelitze Skov; Carſtenſen og Hr. Jagtjunker Bruun: ved Gurre So; Forfatteren: ved Gaunø, den 20de Mai 1851, i en huul Bog, meget høit fra Jorden. De 12 ſjeldent 15 Mg ere bleg rodgule og neſten lige tilſpidſede ved begge Ender. De findes ſnart i bule Træer, fnart i Rør og ved ben aabne Vand⸗ bred, altid i Nerheden af Havet, 2. Toppet Skalleſluger, Mergus serrator, L. Danſk: Fiſkand (Samsø), Topfkrakke, Bogeſkrakke. Arts m. Næb og Been rode; Nabet længere end Indretaaen; Speilet hvidt med to forte Tocerbaand; Hovedet og en Trediedeel af af Halſens Lengde af en ſortgron glindſende eller ruſtbruun Farve; Nakken prydet med en lang, tynd Top. Ill. Afb. L. Længde 20“. Underhalſen og Bryſtet rødbrune med forte Skaftpletter; Iris rod; Overryggen og Skulderfjerene ſorte; en bred, hvid Ring omgiver Halſen, fom bag paa har en langs— gaaende, fort Stribe; det øvrige Bryſt, Maven og Under— gumpen hvide; over Vingeledet 4— 5 ſtore, hvide, ſortkantede Pletter; de yderſte Skulderfjer, de mellemſte Vingedakfjer og de nœermeſte, ſaavelſom Svingfjerene af 2ben Orden, fra Spidſen til Midten, reen hvide; de inderſte Svingfjer med forte Ud— kanter; Bagryggen og Siderne vatrede med forte og hvide Linier. J Slutningen af Mai erholder den ved Feldning den ganffe forſkjellige Sommerdragt; Fjertoppen er da meget fort, Hovedet og Overhalſen graa- og ruſtrode, det hvide Halsbaand mangler, Overryggen mork rodgraa, blandet med Sortegraat, Skuldrene matſorte, Kroen hvidplettet rodgraa. Hunnen: Næb og Been ikke faa ſmukt rode; Quá bruun; Fjerbuſken kortere; Hetten og Nakken ruſtbrune; Overkroppen ſortagtiggraa med Ipfe Fjerrande; Speilet lidet, hvidt, deelt med kun eet Tvær- baand; Underkroppen ellers hvid. Om Sommeren have Gt derne graae Tværpletter og Toppen er kortere end om Vinte⸗ ren. Denne er den almindeligſte Art af Slægten; nordligere er den om Sommeren langt talrigere end hos os, men om Vinteren er den almindelig ved vore Kyſter. Boje fandt den i Holſteen ynglende i forladte Kragereder; Faber fangede Hunnen paa Wggene i Stadsgraven ved Chriſtianshavn (Notie. p. 59); den yngler fremdeles paa Veirs, Samse, Hirtsholmen og vaa flere af vore Oer. Forſteandidat Peterſen traf den 390 den 18de Juli 1847, med fmaae Unger, paa Egholm i ftore Belt. De 8—13 Wg ere guulgraae og temmelig glindſende. Den dykker meget godt, og er derfor vanfkelig at ſkyde, ſaaſom den ofte kommer op i lang Afſtand fra det Sted, hvor den forſvandt. Dens Flugt er raff og pibende, Stemmen et foit „Korrr“. For Fiſkedammene er den ſkadelig; Kjodet er trannet og tort, men Fjerene og Dunene ere fortrinlige. 3. Hvid Skalleſluger, Mergus albellus, L. Danfk: Nonne, Hvidſide, Hvidſkrakke. Artsm. Næb og Been blyfarvede; Nebet meget kortere end Indre— tagen; Vingeſpeilet fort, med et ſmalt, hvidt Tvcerbaand over Midten og bagtil; Kroen reen hvid. Ill. Afb. L. : Længde 16“. Iris perlefarvet. Kroppens Hovedfarve hvid; Baghovedet og Nakken have lange, ſmalle Fjer, ſom danne en afrundet Top; en ſtor, rundagtig Plet bagved Nebroden, og en langagtig paa Siderne af Baghovedet: fortegron; hele Ryggen, en Deel af Vingen, et ſmalt, lige Tværbaand paa Siderne af Kroen og et bueformigt paa Siderne af Bryſtet forte; Halen og dens overſte Dakfjer mork aſkegraae; Siderne af Underkroppen flint ſortvatrede. Hunnen har kortere Hoved— fjer; Hovedet ovenpaa og Nakken ruſtbrune; Stedet bag ved Stebet ſortagtigt; den øvrige Overkrop mork blaagraa; foran Speilet en ſtor, hvid Plet; Underkroppen hvid, paa Kroen graahvid, paa Siderne merf affegraa. De Unge ligne Hunnen, men det Hvide er mindre reent; Pletten for og bagved Diet mangler og Halen er ikke tilſpidſet. Har hjemme i det nord⸗ oſtlige Europa og Siberien; om Vinteren forekommer den ſſeld— nere ved de danſte Kyſter, end i April og Mai, f. Ex. ved Sæby (Herredsfoged Gad); ved Helſingor (Steenberg); Hage havde den fra Slesvig, Møen, Elben, Oreſund og Kielerbugten; i Slutningen af Februar 1845 fik Bolling Han og Hun fra Drago; Mechlenburg fik den fra Flensborg Fjord; Forfatte⸗ ren fra Kolding og Veile Fjord, fra Fülſoen o. ſ. v. Den ffal forplante fig ved Bredden af Indſser og lægge 8— 12 graa⸗ hvide g. zdie Familie: Aarefodede eller Pelikanartede, Steganopodes s, Pelicanidae. Nebet langſtrakt, middelmaadigt eller meget langt, i Spidſen meer eller mindre nedboiet, med ffarpe Kjavekanter. 391 Huden imellem Underfjævens vidtkloftede Gaffel og paa Struben er nøgen og banner em elaſtiſk Svelgpoſe. Benene forte og tykke, med 4 Teer, fom alle ere fore enede med en bred Svommehud. Vingerne have meget lange Armknogler, ere ſmalle og hos nogle meget lange; Halen beſtager af 12, 1420 ſtive Styrere; Fjerbedekningen glat og haard, Halſen temmelig lang; Kroppen langſtrakt. De fleſte ere ſtore Fugle, fom opholde fig paa Havet, dog leve ogfaa nogle, tier i 9)ngletiben, paa Ferſkvand. De nere fig af levende Fiſke, hvoraf be bebeve en ſtor Mængde til deres Ophold. De ere tildeels fortrinlige Svømmedyffere, tildeels Stoddykkere. De bygge ſtore, kunſtloſe Reder paa Trecker og Klipper, paa ſtore Dynger af Vandplanter eller paa ſmaa Holme; legge faa, forholdsmesſig ſmaa, meget langagtige, boite og uplettede g, der meer eller mindre ere overtrukne af en kalk— agtig Skorpe; begge Magerne ruge afoerfente og bringe Føde i Svalget til Ungerne; disſe forblive i Reden eller i Nærheden deraf, indtil de kunne flyve. Hapſuleſlogten, Sula, Briss. 9tebet langt og ſterkt, langſtrakt kegleformigt, ved Roden tykt, foran neget ſammentrykt og boiet, med ſkarpe, indadboiede og takkede Kjævekanter, kloftet forbi Sinene; Neſeborerne i Næfefuren ved Nebroden, ſmalle, næften uffenbelige. Huden omkring Diet, Teilen og Struben, nøgen, Benene temmelig langt tilbage, meget forte og ftærfe, fjerdekkede til Hælen; Bag⸗ tagen i ſamme Plan, ſom de andre, indadſtagende; Neglene ſmaa og butte, Mellemtagens Negl ſaugtakket paa Indrekanten. Vingerne lange, ſmalle og ſpidſe, med 36 ſtive Svingfjer; Halen temmelig lang, kileformig, med 12 ſtive Styrere, hvoraf 15 2 TNR ere lange og tilſpidſete. Hovedet ftort og Hals en tyk. dee Sulerne ere Stoddykkere, fom Maagerne, De fvæve temmelig bett over Havet, nedſtyrte fig med Pilens Fart, naar de opdage en Fiſk, og tage denne endog temmelig dybt under Vandſpeilet. De ſidde med indtruffen Hals og hængende kors— lagte Vinger, gage flet og ftettenbe fig paa Halen; deres Flugt er derimod ſkjon, let og udholdende. De yngle ſelſkabeligt paa Klipper i Havet og lægge kun 1 Wg. De Gamle lade fig gribe paa Reden; fom ægte Hapfugle tabe de al Fatning, naar de bortfjernes fra Havet, de flyve fig trætte og falde tilſidſt 392 udmattede til Jorden, hvor be ſaaledes uden Vanfkelighed lade fig gribe med Hænderne. 1. $vib Savfule, Sula bassana, Biss. Pelicanus bassanus, L.: Sula alba, Mey.; Dospyrus bassanus, Illig, „Sula“ effer „Sulu“ er et gammelt norff Ord, fom. endnu bruges i Fjeldegnene, og betyder „Svale“, altſaa „Hapſvale“, hvilket Navn denne Fugl har faaet for fin høie, ffjenne Flugt. Vore Sofolk be— nævne ben ofte med det hollandſke Nan; „Jan van Gent“, ogſaa „Tosſefugl“. Artsm. De 10 Svingfjer af Ifte Orden og Lillevingen forte, de ferfte med nedentil hvide Skafter; den nøgne Hud ved Oiet bleg— blaa; hele Kroppen forøvrigt hvid (gammel Fugl) eller mat ſortebruun, befirget med ſmaa, trekantede, hvide Pletter (ung Fugl). JU. Afb. Ll, b. Længde 35 —36“. Nabet blegblaat med hvidagtig Spids og Ryg; Huden paa Mundvigen og Struben ſort; Hovedet og Nakken med ſterkt okkerguult Anſtrog; Iris guul; Benene hos de Unge blyfarvede, hos de Gamle ſortegronne. Hunnen er mindſt. Hapſulen forekommer og yngler i ſtor Mengde paa Sfjær og Holme ved Island, Grønland, Færøerne, Skotland o. ſ. v. Deng Forekomſt her er fjeldnere frivillig, end at den bliver dreven hertil af heftige, nordveſtlige Storme. Steen— berg har den fra Sundet; 1802 bleo Hovedet og Halſen af denne Fugl fundet paa Fans (Teilman); 1843 blev den levende greben paa Loit Mark ved Apenrade (Gammelgaard). J Juſtitsraad Wöldikes Gaard i Brunsbüttel nedſtyrtede i Vinteren 1818, efter en heftig Nordveſtſtorm, 3 Hapſuler, ber [obe fig tage med Hænderne. Efter Naum ann ſees den oftere ved Elbmundingen, hvorhen den følger Sildene; Faber [aae den 1821 ved Læsø; den er fangen ved Flensborg den 7. Nov. 1833, og ved Byen Torp, ikke langt derfra, den 24. Nov., ſamt ved Siverſted den 9. Oct. 1845; en gammel Hun blev i Des cember 1811 fanget i Nerheden af Kiel (Boje). Dens høie, ffíonne Flugt er ofte kredſende, fom Storkens, ofte fvæve de lavt hen over Bølgerne, Denne graadige Fugl udhviler fig ſvommende paa Havet, og ſover da ftunbom faa haardt, at Ski— bene kunne ſeile den tet forbi, uden at den vaagner. Dens ravne⸗ agtige Stemme lyder ſom „rab rab rab“. Fiſt, endog af indtil en Fods Længde og 3 Tommers Brede, nebfluger den uden Vanſtelighed; dens Graadighed gaaer ſaavidt, at den under— tiden fylder Maven, Spiſeroret og Svelgpoſen i den Grad, at den ikke kan luffe Nebet; men den forbeier ogſag meget 393 hurtigt, hvorfor den behøver megen Nering. Den yngler ofte t Tuſindviis paa iſolerede Klipper, og lægger fun eet gron- eller blaahvidt g i en Rede af Tang o. ſ. v. Hvor den yngler i Mængde, er den til flor Nytte for Beboerne, fom benytte de yderſt fede nedſaltede Unger til Vinterfode; Fedtet bruge be ſom Smør. Starvflægten, Carbo, Mey. Nebet middelmaadigt, lige, Overkjcvens Spids krog⸗ formigt fterft nebbotet over Underkſcevens, næften trindt, noget ſammentrykt med indbsiede, ſkarpe Kjcvekanter; Munden meget Dybt indſkaaret bag Diet, Gabet meget vidt; Underhagen, Mund⸗ vigerne, Oienkredſene og Toilerne nøgne; Nekſeborerne fünt ridſeformige, nærved Panden i en Sidefure, neſten uſynlige. Benene forte og ftærfe, med lange Tæer og langt tilbage paa Kroppen; alle fire Teer forenede ved en heel Svommehud; dretagen leengſt, Indretaaen korteſt og indadbsiet; Mellemtagens Negl paa Siden kamformigt takket. Vingerne: med meget ſtive Fjerſtafter, foran temmelig korte, men (formedelſt de lange Armknogler) de inderſte Svingfjer næften lige faa lange fom de yderſte; 1ſte Svingfjer altid kortere end 2ben og Zdie, hvoraf ſnart den ene, ſnart den anden er længft; Halen med 12 til 14 meget ſtive, haarde, fiſkebeenagtige, elaftiffe Skafter; Hovedet lidet, Panden lav, Halſen lang og ſterk. Skarverne have nogen Lighed med Skroferne (Puffinus); fra Hapſulerne afvige de veſentligen derved, at de ere Svømme: dykkere, idet de nemlig med et Spring og med tilſluttede Vinger (torte fig under Vandfladen og fange Fifkene, fom er deres eneſte Nering. De nedſluge dem førft ovenfor Bandet, altid med Hovedet nedad. Dens Hovedopholdsſted er Havet, men nogle opholde fig paa Ferſtvand i 9)ngfetiben, da de leve i Colo⸗ nier og bygge Rede paa Klipper og Skjer eller paa Træer, Hunnen lægger 3—4 gron⸗- eller blaahvide Ag, ofte bedeerkkede med en hvid Kalkſkorpe. | I. Kormoran⸗Skarv, Carbo cormoranus, Me. Pelecanus carbo, L.; Phalacrocorax carbo & medius, Nilss,; Halieus cormor., Naum,; Halieus carbo, lllig, aas Danſk: Skarv, Kormoran, Søravn, Aalekrage, Aaletyv. J bet ſydlige Fyen: „van Deurs Fugle", ſiden de ynglede ved Nakkebolle. Artsm. Nabet af Hovedets Længde, længere end Tarſen, ved Roden meget tykkere, end mod den krogformige Spids; Halen med 14 Styrere. Ill. Afb. I. 25" 394 Længde 28—36", Nabet fra Mundvigen 3^, 10“ “; fort, paa Siderne graat, ved Hagen guulagtigt. Iris i det lille Die fevft bruungraa, ſiden bruungron og tilſidſt grøn, Svelg⸗ poſen og Siekredſen nøgne, i den unge Alder ſvovlgule, ſenere mat pomerantsgule; Toilen tyndt beſat med meget fine Fjer, forſt guulgron, ſiden graagron. Benene matſorte. Vinterdragt: Paa Baghovedet lange, buffebe, ſmalle, paa Halſen enkelte ave ſpredte, hvide Fjer; Struben og Hovedets Sider hvidbrogede; Ryggen; Skuldrene og Vingedeekfjerene bruungraae eller bronce farvede, med glindſende, blaaſorte Fjerkanter; paa Hofterne en for, hvid, rund Plet; Underkroppen forøvrigt fort, ſilkeagtig blaaglindſende; Halen og Svingfjerene matſorte. Hunnen af ſamme Farve og Tegning, men mindre. Hannens Sommer— dragt udmerker ſig ved de kortere Nakkefjer og Mangelen af den hvide Hofteplet. Den unge Fugl er ovenpaa ſortebruun med liden eller ingen Glands; paa Hovedet ſtaae enkelte borſte— agtige Fjer; Kinderne, Halsſiderne, Struben, Underbryſtet, Maven og Undergumpen ſmudſighvide med morkere Pletter; Struben og Overbryſtet graabrune; Slagſiderne glindſende forte; Svingfjerene bruunſorte med graae Kanter. Tidligere ynglende i flere af vore Skove, ifær i 9terbeben af Havet, f. Ex. ved Slien, Holdnees, Skanderborg, paa Lolland og Falſter, ved Nakkebolle i Fyen, ved Karrebaeksminde og Grevinge i Sjæl land; nu — [om en baade for Skovene og Fiſkerierne hoiſt ſkadelig Fugl — næften overalt udryddet. Paa Vaarse i Dore ſens Fjord yngler, ſiden 1823, en talrig Coloni tilligemed Heirer, hver i fin Afdeling af den lille, tildeels ved disſe Fugles ete ſende Excrementer ødelagte, Skov; for nogle Aar ſiden blev en Aſk omhugget, hvis Top bar ikke færre end 45 Skarvreder. Øens Eier lader aarligen Ungerne bortſtyde, men de Gamle indfinde fig desuagtet hvert Foraar igjen, imellem den 16de og 24de Marts, og drage bort i Midten af Auguſt. J afdode Kammerherre Paul ſens efterladte Noticer findes anført, at der paa denne O i Aaret 1827 blev ffubt 220, 1828: 300, 1829: 250, 1830: 200, 1831: 151, 1832: 120, 1833: 293, 1834: 850, 1835: 1330, 1836: 850, 1837: 1366, 1838: 750, 1839: 700, 1840: 600, 1841: 400, 1842: 500, 1843: 718, 1844: 550, 1845: 500 Stkr. Apoth. Steenberg bar meddeelt mig, at en Kormoran ben 27. Febr. 1827 tog Plads paa den hoieſte Taarnſpids af Kronborg Slot, hvorfra den forjagede alle Alliker og hvor den i et Tidsrum af 14 Dage ubbvifebe fig efter fin Fiſkefangſt og holdt Nattero, da den endelig forſvandt, og de 395 huusvilde Alliker glade vendte tilbage. Hr. v. Gersdorff til Boltinggaard har ſagt mig, at en Kormoran-Coloni har etableret fig ved Hesſelagergaard i Fyen. J Mai 1846 ind⸗ fandt en Cormoran ſig i en Dam i Byen Aidrup ved Kolding, hvor den i Lobet af et Par Dage ikke blot renſede Dammen for Fiſk, men ogſaa flugte en Mængde fmaa Wllinger, hvillet endte med at den blev ffubt. Ofte feer man ben t lodret Stil⸗ ling at udhvile fig paa de over Hapfladen fremragende Stene og Pele ved Kyſterne. Den er ſky og vanffelig at komme paa Skud; igjennem Reden ſkydes Hunnen med Kugle; tbi Reden er faa dyb og faſt af Greenſpidſer, Qviſte og Værter, at ſelv de ſtorſte Hagel ikke kunne gjennemtrænge den. De 3—4 aflange, blaahvide Wg ruges i 4 Uger. IJ de nordlige Lande bygger den paa Klipper; den der forekommende Form er betydeligt ſtorre, end den i Danmark og Nordtydſkland (Phalacrocorax medius, Nilss.), dog tor jeg ikke antage Forſtjelligheden i Stor⸗ relſen, fra 2836“, for andet end en Localforandring, ſaameget mindre ſom denne ftorre Udvikling i Værten findes hos flere Fugle, vi have tilfælles med de nordligſte Lande, f. Ex. Havornen, Ravnen, be ſtore Maager, den graae Diigſmutte o. f. v. Man kunde maaffee tildeels ſoge Grunden hertil i den rigeligere Nering, ſom det ikke koſter dem jaa megen anfiramgenbe Be⸗ vegelſe at erholde? 2. Top⸗Skarv, Carbo graculus, Mey. Pelecanus graculus, L.; Pelec. cristatus, Fabr.; Phalacrocorax grac., Keys. & Bl.; Phalacr. minor, Briss, Artsm. Nabet længere end Hovedet; ud imod Krogſpidſen kun lidet tyndere end ved Roden; Kappefjerene have afrundede Ender med en liben Spids; Halen 12 Styrere, dobbelt faa lange fom 9tebet. Ill. Afb. L. : Leengde indtil 26“. Iris forſt bruun, tilſidſt lyſegron; Benene forte; Nebet fom hos Forrige. Hovedfarven fort, ſilkeagtig gronglindſende; Kappen med broncefarvet Glands og forte Fjerkanter; den gamle Han med en hoi, opadboiet Top; Vingerne og Halen mat ſorte. J Sommerdragten mangler Toppen i Almindelighed hos Hannen; Hunnen er mindre og den unge Fugl bruun oven, hvidagtig neden. Denne mindre Art har hjemme ved Norges Kyſter, paa Færøerne o. f. v., hvor ben yngler paa Klipperne. De 3—4 hvidgronne Aeg ere mindre end Kormoranens, med hvilken den har Levemaade og Egenfkaber tilfælles, og i hvis Selſkab den ofte yngler, Den 396 er ffubt ved Flensborg og Frederiksſtad (Mechlenburg); efter Naumann: flere Gange ved Elbmundingen. J Brünnich's Tid forekom den paa Chriſtianss. Pelikanſlegten, Pelecanus, L. Ne bet overordentligt ſtort og langt, temmelig lige og fladt; Undernæbet beftaaer blot af 2 bsielige, beenagtige Grene, ſom bagtil ere noget udvidede, men fortil forenede danne en fort Negl, og vaa hvis underſte Kant er befæftet en nøgen, flap, færdeles ſpeendbar og vid Hage- og Svelghud fra Neb— ſpidſen ned til Struben, hvorved der dannes et ſtort Gab; Anſigtet nøgent; Neſeborerne nær ved Panden, utydeligt ridſe— formige. Benene fom hos Skarverne, men hoiere, og Mellem— taaens Steal ikke ſaugformigt takket. Vingerne middellange, med forte, ftærfe Svingfjer og med faa lange Armknogler, at naar de ere ſammenlagte, de bagerſte Svingfjer nage til Spidſen af den 2den forreſte, der er længere end den ſte og alle de andre. Halen fort, bred, afrundet, med 20 —24 Styrere. Pelikanerne, fom bere til de ſtorſte Svømmefugle, leve paa fterre Floder, Søer og paa Havet; de fange, fem Skar⸗ verne, ved Svømning og Dykning en ſtor Mengde Fiſk, hvilke opbevares i den elaftiffe Sveelgpoſe (fom i Kroen hos Sag rovfuglene) og af denne efterhaanden gage ind i den lille Mave. De flyve temmelig godt; gaae med halvt opreiſt Krop og vidt adſkilte Fødder; kunne, ſom Skarverne, ſidde paa Træer, fælde kun een Gang om Aaret, men bruge lang Tid for at omfkifte Ungedragten med de gamle Udfarvedes. De lægge 2 til 4 Wg i Nærheden af Vandet, imellem høie Værter, og tilhøre be varmere Egne. 1. Almindelig Pelikan, Pelecanus onocrotalus, L. Pelec. fuscus Gm., L. (ung Fugl). Urtsm. Kroppens Hovedfarve hvid med roſenfarvet Skjcer (Ung: bruun og hvidgraa); Benene kjodfarvede. Hovedets Befjering nager blot i en Spids ned imod Nebryggen, og paa Siderne itfe til Mundvigerne, altſaa Teilen og Dieegnen nøgne. Tarſen neppe faa lang fom Bagtagen; Isſen og Nakken fortfjerebe, iden hoiere Alder prydede med en hengende Buff af ſmalle, flagrende Fjer. Halen har 20 Styrere. Af en Svanes Gter- relſe. Ill. Afb. L. Leengde 5—6 Fod; Iris Doirob. Den blaalige Overkjœve i Midten guulagtig, paa Randen robagtíg, Neglen rod; Under⸗ kjcven paa Siderne blaalig, langs med den ſtore Svelgpoſe, 397 og fefoe denne, lyſeguul; bet nøgne Anſigt jamt Diekredſen hvide; Benene kjodfarvede; de fiore Svingfjer og Vingedak— fjerene forte, de mellemſte Svingfjer affegraae med fort Indre— fane og bred, hvid Kant; de bageſte Svingfjer og nogle ſtore Doekfjer over dem, ſamt de lernngſte Skulderfjer, hvide med ſmalle, forte Kanter. Hele Fuglen forøvrigt ſmuk roſenrod, om Sommeren hvid, med roſenrodt Sfjær. Hos den unge Fugl, der forſt efter flere Aars Forlob erholder den rene, ud— farvede Dragt, er 9tebet, Svelgpoſen og Anſigtet ſmudſiggule; Iris bruun; Hovedet og Baghalſen hvidgraae; den øvrige Krop, üer Kappen, meget morkegraa med lyſere Fjerrande. Denne ſtore Fugl lever i det ſydoſtlige Europa, hvor den yngler ved det caspiſke Hav og Søerne i det flore Tartari; om Vinteren beſoger den de ftore Landføer i det varme Aften og Afrika, undertiden Ungarn, Italien og Tyrkiet, hoiſt ſjeldent forflyver den ſig nordligere. Ifolge „Provinzialberichte für Schleswig u. Holſtein“, Jahrg. 1798, Hft. 1, er den ſtudt ved Frederiks— ſtad. Ved Naturforſkermodet i Stokholm erfarede jeg, at den, den 8. Juni 1850, er dræbt i Dalarne i det nordlige Sverrig. Den lader fig fet tæmme, men er i vild Tilſtand pderſt (fy og forſigtig, hvorfor den ogſaa gjerne vælger fmaa, eenſomme Oer til Yngleplads, altid tet ved Vandet. De 2—3, ſjeldent 4 cg ere ikke meget ſtorre end et almindeligt Gaafeæg. Abe Familie: Gumpfodede, Pygopodes, Illig. Næbbet middelmaadigt eller fort, meer eller mindre ſammen⸗ trykt og haardt, ſpidſt, lige, med boiet eller lige Spids. Benene langt tilbage ved Siderne af Gumpen; Tarſen ſammentrykt, kortere end Mellemtagen; Worteerne lange, fore ſynede med heel eller lappet Spommehud; Bagtagen fit, med eller uden Hudlap. Vingerne korte og ſmalle, tilſpidſede eller afrundede; Halen meget fort med 12—20 Styrere eller, i deres Sted, en Fjerduſk. De fælde to Gange om Aaret, have en fra Sommerdragten forſkjellig Vinterdragt, og de Unge ere be Gamle meget ulige. Alle ere ubmarfebe Svommedykkere, og hente, ſom Saadanne, deres Nering i Vandet. Deres Gang er, formedeſt Benenes Stilling, hoiſt daarlig; de fleſte berøre Jorden med Tarſen og de ffaae aldeles opret. Naar de dykke, bruge de enten baade Vinger og Been, eller blot de ſidſte alene (fom Finner), og ſtyde fig ſaaledes frem med forbauſende Hurtighed. Deres Neerring 398 beftaaer af Fiff og mindre Sødyr; nogle fortere ogſaa Band planter. Hunnen er mindre, men ligner ellers Hannen. Med Undtagelſe af den førfte Slægt, lægge de meget faa Ag. ifte Gruppe: Lommer, Colymbidae, Leach. De ere Foddykkere, have 4 Ser, meget langſtrakt Krop og ſammentrykte Tarſer. Deres Gang er ſlet; de klaͤttre ikke paa Klipperne og Cfjerene, men ſvomme godt og dykke med fter Ferdighed, uden at bevæge de tilfluttede Vinger, blot ved Hjelp af Fødderne. J Angletiden leve de alle ved Ferſtvand. Lappedykkerſlegten, Podiceps. (Sanff: Gilfeenber, Bundlobere). 9t e bet middelmaadigt, lige, langſtrakt kegleformigt, ſammen⸗ trykt, med ffarpe &jevefanter; Overkjcvens Spids lidt ned— boiet, Underkjvens foran med en ſvag Vinkel; Nekeborerne aflange, gjennemſigtige, ved Siderne af Nebroden; Toeilerne nogne. Benene ſtore, langt tilbage, Tarſen meget ſammen⸗ trykt, bagtil i tvende Rader faugtanbet; Fortckerne lange og flade, ved Roden forenede, udad kloftede, men kantede med en bred, heelrandet Hud; Bagtaaen paa den indre Side af Tarſen, forſynet med Hudlap; Neglene flade. Wingerne korte og ſmalle, med mange Svingfjer, nemlig: 41 af tſte Orden, hvoraf de 2 forſte fom ofteſt ere lige og lengſt; 20—23 af Aden Orden, hvoraf de yderſte ere længere end de inderſte. Ingen Hale, blot en haaragtig Fjerduſk. Fjerbedeekningen paa Underkroppen tæt, blød og ſilkeagtig glindſende. De leve og bygge ved Ferſtvand, men i Traktiden træffes de undertiden ved Havpkyſterne, navnlig i Bugter og Fjorde. De fosmme, baade paa og under Bandet, med utrolig Hurtig— hen. Deres Naring beſtager af Fiſk, Inſecter og Vandplanter, fom de meeſt forſkaffe fig ved Dykning; for at befordre For— beieffen, nedſluge de deres egne Fjer. De bygge flydende Reder, fom blot ere faſtheftede til Rør, Cio og andre Planter, og lægge 3—6 aflange, ſmudſighvide, mod begge Ender tilſpidſede, indvendig grønne Wg. Naar de marke Fare eller forfølges, trykke de ſig ned i Vandet, ſaa at man ikke ſeer andet end den ſmalle Hals, eller ogſaa de dykke under, undertiden endog med de ſmaa Unger under Vingerne (Brehm.), og komme op igjen langt borte; de ere derfor ogſaa vanfkelige at ffobe. Begge Kjøn ruge; ſaaſnart Ungerne komme ud af Wggene, fore de dem ud med ſig paa Vandet. 399 ^ 1. Toppet Lappedykker, Podiceps cristatus, Lath. Colymbus crist., L.; C. cornutus, Briss.; C. urinator, Gm. (ling). Danſk: Hoidykker, toppet Silkeand, Topdykker, toppet Havffjær. Artsm. Nabet fra Mundvigen længere end Hovedet, Strubeegnen og den forreſte Vingerand hvide; hos de Gamſe en bred, rope bruun, fortfantet Halskrave. Ill. Afb. XXXIX. Længde indtil 20“. 9tebet rodagtigt med bruun Ryg og hvidagtig Spids. Iris carmoiſinrod.; Teilen rod; Benene udvendig ſortebrune, indvendig hvidagtige med morke Pletter paa Leddene; »aa Nakken en ſort, dobbelt Fjertop, derunder den yppige, ſtjonne Halskrave, jour i Rolighed ligger flad nedtrykt, i Affect udbreder fig krandsformigt; Underhagen, Kin— derne ſamt Oienbrynene graahvide; Halsryggen og Overkroppen ſortebrune, paa Nakken med ruſtrod Bund, paa Kappen med lyſere Fjerkanter. Underkroppen atlashvid; Siderne og Maven ruſtbrune, blandede med Morkebruunt. De 12 pderſte Sving⸗ fjer brune, med hvide Spidſer paa be 5—6 inderſte; de fol— gende to hvide med bruun Rand paa Skaftet, de øvrige reen— hvide. Vinterdragt: Nabet rodgraat, Fjerbufken og Kraven kortere; Dele Overkroppen ſortebruun med graae Fjerkanter; Kraven lys, med ſmal, fort Indfatning; Kropſiderne mangle det Ruſtrode. Ung Fugl: Overkroppen ſortegraa, over Hove— det og Halsryggen blot ſom en ſmal Stribe; Hovedet, Halſen og Underkroppen hvide, fra Neebet og Siet lobe nogle ſmalle, forte Striber ned paa Halſen. Mod Efteraaret tabe disſe Stri— ber fig: Hovedet bliver fort ovenpaa og erholder allerede en fort Top; den graae Rygfarve bliver bruun. Denne ſtorſte Art yngler i flere Søer her i Landet, f. Ex. i Salting-, Huul⸗ og Mosſoen, Nonnemolle-So ved Viborg, Skanderborg⸗So, Legind⸗Ss paa Mors; i Slesvig: Overſs, Kliplev, Nyhuus (Mechlenb.); Braballig Sø vaa Als (Gammelgaard); i Holſteen: i Ploner- og Veſten⸗Soen (Boje) o. ſ. v. Den an⸗ kommer i April og forlader os i ſidſte Halvdeel af Sept., dog "træffes de unge Fugle efte langt hen paa Efteraaret, ſamt i Begyndelſen af Vinteren, i Havbugterne og Fjordene. Hvor dens Fred engang er forſtyrret, er den meget ff og forſigtig; den er ufordragelig mod andre Fugle, og taaler i Angletiden ingen Kammerater i fin Neerhed. Deng vidtlydende Skrig er et kraftigt, dybt „Kok, fof, fof" og et hoiere „Kraorrr, kraorrr“, der ſynes at vare Parringsraabet. Neringen beſtager af Vand— inſecter, Larver, Fiſke og ſmaa Frøer. J Mai bygge de den ſtore, ſosmmende, ved Rorenes ÜUdkant befeftere, Rede, der 400 omtrent er 1½“ bred og 6“ hoi, og fom indeholder 3—4 af lange, fmudfighvide Aeg, ſom ruges i 3 Uger. De elffe Begge deres Angel høit; Moderen tager i Nodsfald de ved hendes Side ſvommende Unger paa Ryggen, og forſvarer dem imod Ropfugle og andre Fjender. Kjodet ſmager ilde og trannet; Bryſthuden med Fjerene giver et koſtbart Peltsveerk til Muffer og Kantninger, fom har været meget i Anſeelſe. | 2. Rodhalſet Lappedykker, Podiceps rubricollis, La. Colymbus rubricollis & subcristatus, Gm. Danſt: Rodhalſet (bedre „graaſtrubet“!) Silkeand, Skrigand. Artsm. Nabet fra Mundvigerne af Hovedets Lengde, fort, ved Roden guult; den tvedeelte Top og Krave kort og afrundet, Halſen rodbruun eller rodgraae; Struben (i Sommerdragten) affegraa; Ill. Afb. XXXIX. („Rodſtrubet« rettes til „Rodhalſet“). Længde 16— 47“. Iris guulrod; Benene udvendig forte brune, indvendig graagule; Hovedet ovenpaa, Toppen og en Stribe paa Baghalſen fort, den øvrige Overkrop ſortebruun med hvidt Speil. Underhagen og Kraven aſtegraae, Forhalſen og Kroen ruftrobe, den øvrige Underkrop ſolvhvid, med brune Pletter paa Siderne; de 14 forreſte Svingfjer brune, den 15de bruun med en hvid Plet, de folgende hvide. Hunnen er mindre. Hos den unge Fugl mangler Top og Krave; Hovedets Sider ere nedentil hvide, med langsgagende brune Striber; Struben hvid; Halſen fortil mat ruſtbruun; Bryſtet og Bugen ſmudſig— hvide. J Vinterdragten mangler Toppen og Kraven ogſaa næften ganſke bogs de Gamle; Struben og Halſen ere graae med enkelte ruſtbrune Fjer. Opholdsſteder, Egenſkaber, Sore mering: fom forrige Art, Wggene noget mindre. Denne Art er den hertillands almindeligſte af Slægten; den yngler f. Gr. paa Møen (E. Hage), i Roeskildeegnen (Dahl), ved Helſinger (Steenb.); Forfatteren traf den ynglende paa flere Soer i Jylland og Fyen; Melchior fandt dens Rede paa. Gammelſe i Sjelland, i Juli 1821, med 4 Eg; Faber anfører ben ſom ynglende paa Samsø og i det nordlige Sjælland. Den er ikke jaa ffo, ſom forrige, og derfor lettere at ffobe, Da dens Had til andre Fugle i Nerheden af Reden ogſaa udftræffer fig til be tamme Ender, og den endog undertiden dræber de ſmaa Aellinger, bliver den, baade derfor og fordi den fortærer en ſtor Mængde Fiſk i Dammene og Søerne, efterſtræbt og ud⸗ ryddet fom en ſkadelig Fugl. A01 3. Hornet Lappedykker. Podiceps cornutus, Luth. Artsm. Nabet temmelig ſterkt, fort, i Spidſen hvidguult; Iſte Sving⸗ fir. af 2den Orden ſortegraa (iffe hvid). Gammel Fugl: med en ruſtrod Stribe igjennem Diet; en derfra udgagende ruſtrod Dobbelttop og fort Krave. Ung: glathovedet; Hoved— ſiderne guulbvide, uden Ruſtrodt paa Tindingerne. Ill. Afb. XXXIX. Længde 14“; Iris og Teilen carminrode; Benene ud⸗ vendig mørfe, indvendig graagronne; Kanterne, Taaryggen og Svommelapperne 6faagraae. Den gamle, udfarvede Fugl ube merker fig om Foraaret, foruden ved bet Anforte, ogſaa ved det ſmukke Kaſtaniebrune foran paa Halſen, ſamt paa Siderne af Kroen, Bryſtet og Bugen, hvor det dog ofte er blandet med Sortebruunt; Hovedet vvenpaa ſortglindſende; Kappen og Halsryggen ſortebrune med lyſere Fjerkanter; Underkroppen forøvrigt atlashvid. De 12 forſte Svingfjer aldeles brune, den 13de med en lyſere Plet ved Enden; de 10— 14 af anden Orden, fom danne Speilet, hvide. J Vinterdragten ere Fjer— toppene og Kraven meget kortere; 9tebet blaagraat, paa Ryg⸗ gen mørkere; bag Siet en utydelig, ruſtrod Stribe; den ovrige Overkrop ſortebruun; hele Underkroppen glindſende ſolohvid, med graa Anſtrygning poa Halſen. Den unge Fugl om Efter⸗ aaret ſkjelnes fra de Gamles Vinterdragt: ved mere Graat paa Hovedet og Overkroppen; ved den neppe antydede Nalfes top og Krave, ſamt ved at Hovedets Sider og Forhalſen ere teen. hvide, blot Struben noget graablandet. Deng Sommer- hjem er Island og det oſtlige Nordamerika; om Efteraaret og Foraaret træffes den ved vore Kyſter og i ſtorre Ferſkvande. Den er fkudt ved Helſingor d. 16. Mai 1837 (Steenberg); Forfatteren fif i Gftevaaret 1847 2 Exemplarer fra Veilefjord. Dens Naring beftaaer fornemmelig af Vandplanter. J en lig— nende Rede, fom Gibffnavute, blandt Ror og Siv, lægger den 4—5 aflange, ſmudſighvide Arg. Den dykker mindre end de foregagende, bliver ikke faa længe under Vandet og flyver bd 1 0 den er ogſaa ſelſkabeligere, faa at den ofte ſamles i ſmaa Flokke. É 4. Nordiſk Lappedykker, Podiceps arcticus, Boge, Colymbus auritus, L.; Podiceps auritus, Faber. Artsm. Nabet fom forriges, men mindre eg mere kort tilſpidſet; de forſte Svingfjer af 2den Orden mere hvide end ſortegrage; de 4 inderſte af Iſte Orden, høg meget (Gamle, med hvide Indre: kanter og Spidſer. Gammel: igjennem Diet A ſmal, ruſtguul 26 : 409 Stribe, fra denne ub paa Siderne af Nakken eu fort Fjerbufk, og fra Kinderne en ligeledes kortfjeret Krave. Ill. Afb. XXXIX. Leegde 13“. Ligner meget forrige Art, og holdes af nogle Ornithologer endnu for identiſk med den. De 41 ferreſte Svingfjer brune, de 2—3 følgende graabrune og hvide, de øvrige hvide. Denne Art yngler her i Landet, ſaavelſom i Sverrig, Norge og paa Island, hvor den er talrigere end forrige; ſydligere end Holſteen forekommer den neppe, unt- tagen i Traktiderne, da den ogfaa er hyppigſt hos os. Dens 3—4 20g ere meget mindre og ikke faa tykke i Midten, fem den Foregagendes, hvilke de ellers ligne. Efter Faber yngler den paa Mors og i det nordlige Sjælland, E. Hage (fob ben b. 2. Mai 1833 paa Møen. J Vinterdragt, ffubt her i Landet, faae og fif Forfatteren den oftere. Neœring og Egen— ffaber: fom dens Slegtningers. 5. Øret Lappedykker, Podiceps auritus, Autor. Podiceps auritus, Lach. (Colymb. auritus, L. tilhører ikke denne, men forrige Art); Podiceps nigricollis, Sundewall. (J „Kgl. Wetensk, Akadem. Handl. 1850“; det for denne meeſt pasſende Navn, hvorimod hiin burde beholdt Linné's Benevnelſe: „auritus“). Ill. Afb. XXXIX. Artsm. Nabet ſort, kortere end Hovedet, mod Spidſen lidt opadboiet; Halſen (hos de Gamle) ſort; Speilet og nogle af de bageſte Svingfjer af lfie Orden paa Indrefanerne hvide. Ill. Afb. XXXIX. Længde 12“. Iris hoirod; Toilen rodagtigſort; Benene udvendigt bruunagtige, indvendigt blygraae; Hovedet med en fort, flad Fjertop og en lille Krave; bag Diet og Øret nogle merk ruſtrode og ruſtgule, tynde, langſtraalede Fjer, hvilke ere en ſand Prydelſe paa det forøvrigt forte Hoved; hele Overkroppen og Halſen fort med ſvag Glands; den øvrige Underkrop atlashvid; paa Siderne ruſtbruunrod, blandet med Graat. De unge Fugle og de Gamle i Vinterdragt ligne nerme(t foregaaenbe, men ſtjelnes dog let ved den ringere Storrelſe, Nœbets afvigende Form og det Hvide paa de bageſte Svingfjer af forſte Orden. Denne Art er ſpdligere, og be— gynder forſt ret at have hjemme, hvor Nr. 4 (P. arcticus) har fin ſydligſte Sommergrendſe. Ifolge Wiedem. zool. Mag. p. 420, Bd. I., A. III., er den hyppig i Hertugdømmerne, hvor den yngler i de med Ror tæt bevorede Søer og Damme. J bet egentlige Danmark har jeg ikke truffet den, men Boje fandt ben (Iſis 1822 IL, 871) ynglende i Jylland; Mecklen⸗ burg fik den fra „Batteriet“ ved Flensborg i Mai; E. Hage 405 i Kielerbugten. Den (faf være mere ffy end fine Nærbeflægtede, fom den forøvrigt ligner i Levemaade o. f. v. De 3—5 hvid⸗ agtige Bg ere noget mindre og kortere end forriges. 6. Liden Lappedykker, Podiceps minor, Lalll. | Danſk: Dverg-Silkeand. Artsm. Nabet fort (8 à 9“, tykt, lige og ſammentrykt; ingen Nakke⸗ top eller Halskrave, ingen Speil: blot Indrefanen paa Sving— fjerene af den Orden hvid. Ill. Afb. XXXIX. | Længde 9 —10'; Næbet fort, Mundvigerne graagule; Iris Mørk bruunrob, hos be Unge rødbruun; Teilen ſortagtig, forſt grongraa; Hovedet foroven ned til Siet, Anſigtet, Nakken og Struben forte med gronagtig Silkeglands; Hovedets Sider og Forhalſen bruunrode; Baghalſen ſamt Siderne og Bryſtet ſorte— grage med ſolvglindſende Fjerkanter; Siderne af Maven ſorte— grage med ruſtguul Blanding; Midten af Bryſtet ſolvgraa; Overkroppen ſortagtig glindſende; Svingfjerene graabrune, de mellemſte ved Roden og paa Indrefanen hvide. Hos den unge Fugl, forſte Efteraar, har Hovedet og Halsryggen endnu Kap— pens graabrune Farve: Hovedets Sider, Forhalſen, Bryſtet og Kropſiderne eve bleg ruſtgraae; Bryſtet og Maven ſolohvide. De Gamles Vinterdragt er Ungedragten mindre uliig: Hovedet og Halſen oven, ſamt Ryg og Vinger ſortebrune med moerfere Fjermidte; Hagen hvid; Hovedets Sider og Struben mat ruſt⸗ brune; Bryſtet og Bugen ſolvhvide med bruungraa Blanding. Hunnen har ikke faa morke Farver og et mindre tykt Hoved. Som Trekkfugl kommer den i April; forlader os deels i Sept., deels meget ſeent hen paa Aaret. Dperg-Lappedykkerne høre til de hos os almindeligſte Arter af denne Slægt, ifær om Efteraaret; undertiden forblive Enkelte her i milde Vintere. Den forekommer da endog i mindre Damme i Byerne. Den lever, fom fie Slegtninge paa Søer, Rordamme og t Moſer, er meget ffy og en faa udmeerket Dykker, at den kan holde fig flere Minuter under Vandet, og undertiden kommer op i en Afſtand af omtrent 200 Skridt fra det Sted, hvor den fore ſvandt. Den flyver kun lidet og ugjerne, ved Reden hører man dens lydelige, pibende Stemme: „bib, bibib, bivibib“. Næs ringen beſtager af Inſecter, Larver og Vandplanter. De 3—5 gronguulhvide Wg findes i en lignende Rede og vaa lignende Steder, ſom de Forriges. ; 404 Lomſlegten, Colymbus, L. (Eudytes, Ulig.). Nel bet langſtrakt, meget ſpidſt, ſammentrykt, med indtrukne Kjcvekanter; Neſeborerne i en Neſefure ved Siderne af Næb: roden, lange, ſmalle, gjennemſigtige, foroven og bagtil omgivne af en Hud; Pandeſkjellet med en oventil indgagende Vinkel; Hovedet ſtort, foran tilſpidſet; Toilerne fferbeflabte; Halſen lang. Benene langt tilbage ved Gumpſiderne, middellange, med ſterkt ſammentrykt Fodrod; lange, med heel Svommehud forenede, Fertcer, ſamt en fort, hoitſiddende, med en Hudlap forſynet Bagtaa. Vingerne korte, ſmalle, ſpidſe, med ſtive Svingfſer; 10 af 1ſte Orden, hvoraf ifte og 2den lengſt; Halen meget fort, bred, afrundet, med 16—20 Styrere. Lommerne have i deres Levemaade Meget tilfælles med Lappedykkerne. De gaae fom disſe, ſvomme med dybtliggende Krop, og dykke lige ſaa gedt, dog uden Spring. Kjonnene have ſamme Farver, men Hannen er ſtorſt; Ungerne ere ulige de Gamle, hvilke ved den dobbelte Feeldning forandre deres Üdſeende. Om Sommeren leve og yngle de ved Ferſkvand, om Vinteren, da de flytte til mildere Himmelegne, paa Havet. Deres ffarpe, gjennemtrangende Skrig anſees fom Tegn paa nete foreſtgaaende Uveir. De bygge Rede ved Bredden af Soer eller paa Holme, og lægge 2 ſtore, aflange, gron- eller graabrune, ſortplettede g, fom ruges af begge Kjon. Ungerne fores i Bandet, faafmart deres Duun efter Udkrybningen af Aegget ere torre, og vennes ſnart til, ſelv at opſoge deres Nering, der fornemmelig beftaaer af Fiſt, fom de fange i Bandet og nedfluge paa dets Overflade. De ere ſtye og forſigtige Fugle, ſamt yderft ſeilivede. 1. Jis⸗Lom, Colymbus glacialis, L. Sanffí: Imber, Himbrim (Island), Storlom, Halsbaandslom. Artsm. Overkäaven neſten lige, Underkjcven noget opadboiet i Midten, bred og neden furet; Nebet 3“ langt; Halen har 20 Sthrere. Gammel i Sommerdragt: Hovedet og Halſen gronglindſende forte, med et ſmallere Baand paa Struben, og et bagtil bredere omkring Overhalſen, af forte og hvide Striber; Underryggen, Overgumpen og Overhaledeekfjerene forte med hvide Pletter. Sommer- og Ungedragten med merk-graabruun Overkrop. Ill. Afb. LI. b. Længde 30 — 35“. Jtebet. fort, i Spidſen blegere; Iris bruun; Kroens Sider ſort- og hvidſtribede; Myggen, Vingerne, Siderne og Gumpen floielsſorte, paa alle Ryg- og Skulderfjer, ud mod deres Ender, en dobbelt, flirkantet, blændende hvid Plet; A05 Vingederkfjerene, Siderne og Gumpen med fmaa bvide Pletter ; Underkroppen forøvrigt reen hvid; Benene udvendig fortebrune, indvendig, ſaavelſom Svømmebuden, hvidagtige. Hunnen er mindſt, har mindre Glands, famt færre og mindre hvide Pletter, Ung Fugl: Alle forreſte Dele reen hvide; Hovedet og Bags halfen bruungrage; paa Kinderne fmaa hvide og graae Punkter; Ryggen, Dæffierene, Vingerne, Overgumpen og Siderne af Bugen i Midten mørkebrune med graae Kanter; Nebet graa- og bvidagtigt. J Vinterdragten have de Gamle Lighed med de Unge, men ere merkere, og have flørre og regelmesſigere boite Pletter paa Overkroppen, ſamt lyſere 909b. Denne prægtige Dykker opholder fía i de norteuropat(fe Have; den yngler f. Ex. paa Island og i Grönland. Om Vinteren træffer den undertiden ſydligere: er ſaaledes flere Gange ſkudt i Sundet (Steenberg); ved Kruus Molle ved Apenrade (Gammelgaard); i Marts 1825 blev den, levende fanget, bragt E. Hage paa Møen, hvor han oftere havde feet den; efter hans Optegnelſer er den ogſaa fanget i en Groft ved Gisſelfeldt den 15. Januar 1830, og i Kielerbugten fanget i Garn; den er fkudt ved Sæby (Herredsf. Gad); i Greenaa Havn Vinteren 1847 (Bonnez)z den unge dual ſkudt den 27. Nov. 1840 i Flensborg Fjord og den 20. Marts i Kieler Havn (Mechl.); efter Boje er den ffubt ved den holſteenſke Elbkyſt. Den er uſelſkabelig og ufor⸗ dragelig; dens uhyggelige, tudende Skrig ffal give et redſomt Echo ü de Bjergegne, hvor den yngler, og ligner (efter. Nils⸗ ion) et Menneſtes Nedsraab, der er ſtedt i Livsfare. J Ingletiden er den aldeles ikke ſty, men ellers deſto mere, faa at man paa Havet ikke let fager den paa Skud. Paa ten blotte Jord, ofte endog paa et fugtigt Sted, lægger den ſine ſtore, lange, guul⸗graabrune, morkebruun- og graaplettede Gg. Kjo⸗ det er uſpiſeligt. 2. Polar⸗Lom, Colymbus arcticus, L. Artsm. Overkjcven mere hvælvet end Underkjcven, den hderſte Tredie⸗ beet noget nedbsiet. Gammel: Huen og Halsryggen affegraae; Halsſiderne ſort⸗ og hvidſtribede; Forhalſen fort med violet Glands. Ill. Afb. LI b. Længde omtrent 26“. Næbet fort; Iris bruun; Benene udvendig brune, indvendig hvidagtige; over Struben en tværs gagende Rad af hvide Smaapletter; Kroens og Bryſtets Sider ſort⸗ og hoidſtribede eller riflede; Overryggen og Skuldrene forte, den ferſte med ſmaa, de ſidſte med ſtore, frirfantede, tette &oerraber dannende, ſneehvide Pletter; S3ingebefferne bruun⸗ 406 forte, deres hvide Pletter fmaa, rundagtige og ovale; Sving— fjerene, Underryggen og Halen bruunſorte. Ung Fugl: 9tebet lyſt blyfarvet; Hovedet bvenpaa og Baghalſen grage; Ryggen, Vingerne og Halen graabrune med graae Fjerkanter; ellers hvide. Saaledes er ogſaa de Gamles Vinterdragt, dog er den paa Overkroppen morkere, og de hvide Pletter, fom hos forrige Art (fra hvilken den i denne Dragt blot adſkilles ved Storrelſen), ſtorre og regelmesſigere. Ligeledes en Polarfugl, men føres kommer hverken paa Island eller i Grønland, hvorimod den er temmelig hyppig i det nordlige Sverrig og Norge, hvor den yngler ved Søerne inde i Landet. Om Vinteren forekommer den undertiden ved vore Kyſter. Den blev ſaaledes førft i Marts 1825 fanget, og den 9. Dec. 1845 ſkudt ved Moens Kyſt (E. Hage); den er ogſaa ſkudt ved Helſingor (Steen— berg); ved Kallebodſtrand (Scheel); ved Endrupholm CX ette man); den 3bte og 10be Dec. 1827 i Flensb. Havn (Mechlen⸗ burg); Faber jaae den ſvommende ud for Skagen i Mai 1827. I dette Efteraar (1851) har Hr. Seeretair Friis erholdt 3 gamle Fugle i Sommerdragt her fra Sjeelland. Den har Egenſkaber og Levemaade tilfælles med foregagende og lægger mørt: oliven- eller graabrune ſortplettede Mg, der meget ligne forriges, men ere mindre. Naar Hunnen forfolges medens Ungerne ere ſmaa, tager den disſe paa Ryggen og [oommer med bem. J Lapland ſpiſes dens Kjod; den fanges der i Slagjern. 3. Nordiſk Lom, Colymbus septentrionalis, L. Col. rufogularis, Mey. (Sommerdragt); Col. stellatus, L. (ling). Danſk: Spedehals, Havgasſe, Sohane, Rakhals, Almindelig Lom. Artsm. Nabet omtrent 2“, lige, lidt opadboiet, med meget indtrukne Kjavekanter; Forhalſen (i Sommerdragten) rodbruun. Ill. Afb. LI b. Leengde omtrent 24“; Iris bruun; Næbet fort med graa— brunn, lyſere Spids (om Vinteren hvidagtigt med graa Ryg); Benene udvendigt fortegraagrenne, indvendig hvidagtige; Hove— det og Halſen affegraae med forte Pletter paa Isſen, ſamt langsgagende forte og hvide Pletter, fom danne Lengdeſtriber eller Riflinger, paa Siderne af Kroen og Baghalſen; den ſidſte med fortegront Skjær; Overkroppen ſortebruun; Overryggens Sidefjer imod Spidſen prydede med hvide Randpletter; Sving— fjerene og Styrerne brune; et ſmukt, nedad bredere, aflangt, bruunrodt Baand (fom mangler om Vinteren) fra Struben ned til Forbryſtet; derfra er Underkroppen hvid. Ung Fugl: Næs 407 bet hvidagtigt med graabruun Ryg; Isſen morkaſkegraa med hvidgraae Fjerkanter. Baghalſen aſkegraa; Overkroppen ſorte— bruun med hvide V-Pletter paa Fjerene; Overgumpen eens— farvet; Underkroppen hvid, paa Kroen og Siderne med ſorte— brune Pletter og Streger. Opholder fig i alle nordlige Have; flytter om Vinteren ſydligere og er da almindelig ved de danffe Kyſter. Den er mindre ff end fine Slegtninge, men forítaaer dog meget vel at unbgaae Skytten ved Flugt og Dykning; ofte beſoger den ogſaa (tore Ferſkvandsſoer. Kun i Mangel af Fiſk fylder den fin graadige Mave med Vegetabilier. Sin Rede bygger den ſedvanligſt paa ſmaa Holme i be nordlige Lande; dens 2 Ag ligne de Forriges, men ere mindre, ofte uplettede. Dens høie, heſe Skrig er bekjendt blandt vore Kyſtbeboere under Navn af „Havgasſens“. Kjodet er ført og trannet. Aden Gruppe: Alkeartede, Alcae, De ere Vingedykkere, med tre, ved en ſmal Spomme⸗ hud forenede, Fortcker; ingen Bagtaa; Benene pderſt langt tilbageftaaenbe, med forte Tarſer; Tæerne forſynede med ſkarpe, krumme Negle; Mæbet paa Siderne tildeels meget ſammen— trykt; Halſen temmelig eller meget kort. De yngle coloniviis ved Havet, bygge ingen Reder, lægge 1 eller 2 meget ſtore Ag og nære fig af Fiſk, Krabber o. ſ. v. Fjerbedakningen hvid og fort eller graa. De gaae flet, men klattre med Ferdig⸗ bed paa Skjerene og dykke ved Hjælp af Fødderne og Vingerne. &eiftellagten, Uria, Briss. tæbet middelmaadigt, ſterkt, lige, ſpidſt, ſammentrykt; Overkjcven hvælvet og lidet netbotet i Spidſen; Underkjaven med en meer eller mindre tydelig Vinkel; Pandeſkfellet langt fremgaaenbe, oven med en Hage; Naſſeborerne paa Siden under Pandevinklen i en Fordybning, halvt lukkede med en fferbebeeffet Hud, gjennemſigtige. Benene forte, ſiddende paa Siderne af Gumpen; Tarſerne ſammentrykt tynde; ingen Bagtaa; Kloerne ſtarpe og krumme. Vingerne ferte, 1ſte Svingfjer leengſt; Halen kort, noget afrundet. 5 Hunnen noget mindre end Hannen. Ungerne ligne meeſt de Gamle om Vinteren. De yngle i talrige Selſkaber paa Klipper og Skjer i de nordlige Have og træffe om Vinteren ſydligere i ſtore Skarer. Deres eneſte 253 lægge te i Huller og Revner paa den nøgne Klippe; begge Kjon ruge ſtifteviis 408 og bringe Ungerne Næring i Næbet. Naar be fiaae eller gaae, ftette de fig paa hele Tarſen og Taaſaalen; man feer dem næften aldrig gane, Deres Narring beſtager udelukkende af Fift. 1. Langnabet Teiſte, Uria troile, Fomm. , Colymbus troile, L. (Fellesnavn for denne og de to følgende Arter); Cephus lomvia, Pall.; Uria lomvia, Brünn. Danſk: Krageand, Teiſt, Claus, Marfviinfugl, Aalge, ſpidsneebet Dykand o. f. v. Artsm. Nabet, fra Fjerbekleedningen paa Siden af Overkjcven, fan gere end Tarſen eller Indretggen med Negl; Hovedet og Oie— kredſen morke (uden hvid Stribe). Ill. Afb. LII. Længde 15— 46“. Nabet ſortebruunt, meget ſammentrykt; Iris bruun; Benene og Tcerne fortil blegbrune, bagtil, ſamt Svommehuden, forte; Halen med 12 Styrere. Sommerdragt: Hovedet og Overhalſen forte, den ſidſte foran ſodbruun; Ryg⸗ gen og Vingerne forte; Spidſerne af Aden Svingfjerrakke, Underkroppen ſamt Vingernes og Halens Underdakkfjer, hvide. Vinterdragt: Isſen, Nakken, Baghalſen, Ryggen og Vingerne forte; Anſigtet, Forhalſen og alle nederſte Dele, ſaavelſom Aden Ordens Svingfjerſpidſer, hvide. Ungerne ſkjelnes fra te Gamles Vinterdragt ved de ſortagtige Slagſider med hvide Lengde— pletter, ſamt ved ſortagtige Fjerſpidſer paa Struben og For⸗ halſen, fom flade tetteft nedenfor Struben. Den er overordentlig talrig ved Færøerne, Island og Norge, hvor den yngler 1 tore Colonier og opfylder Luften med fit uophorlige, ubehageligt ſtur— rente Skrig: „Errr, errr“ eller „merrerrerrerrrr, jou, jau, je, jirrrr, edarcrerrrr“, fom be udføre, idet de ganffe opret ſidde i lange Reekker paa Randen af Klipperne, medeus de ideligt nikke mob hverandre med Hovedet indbyrdes, eller mod de Opklat— trende, fom ere vendte tilbage fra Havet. Hunnen lægger altid kun eet ſtort, ſmukt, gront, hvid- eller guulagtigt, ſortplettet eller ſnirklet, pæcreformigt g. J Danmark veed jeg den blot ynglende paa Bornholm i det ſaakaldte „Mulekkov“ (Steen- berg, Dahl); den ffat egíaa yngle paa Chriſtianss; om Vinteren er den meget almindelig ved vore Kyſter. Der gives hvide, guulbrune og ganſte ſorte Varieteter. | Ringeloiet Teiſte, Uria hringvia, Z2rénnich. U. iacrymans, Choris.; U. troile leucophthalmos, Faber. Artsm. Nabet, fra Fjerbekledningen paa Siden af Overkjeæven, leengere end Tarſen eller Indretagen med Negl, Oielaageranden hvid; en ſmal, hvid Stribe fra Diet over Oret ned til Halſen. „Ill. Afb. LIE, 409 . Længde omtrent 16“. Ved be anførte Artsmerker, ſamt ved at Slagſiderne ere mere forte end hvidplettede, er den let at (fíefne fra foregaaenbe, fom den ellers aldeles ligner, og hvoraf den af Flere er holdt for en Varietet. Den har hjemme paa Island og Færøerne, men er den mindſt talrige af Slægz ten og lader ſig yderſt ſjeldent ſee hos os. Den er ſtudt ved Helſingor forſt i Marts 1848 (Steenb.). J Carſtenſens Samling findes et Exemplar i Vinterdragt, ſkudt i Sundet Vinteren 1844. Dens Levemaade, Formering o. ſ. v. ſom For⸗ riges; de hvidagtige eller grønne Ag udmeerke fig ved ſorte⸗ brune, ormformige Snirkler, med faa eller ingen, og kun ſmaa Pletter. | 3. Brünnich's Teiſte, Brünnichii, Sabine. : Alca lomvia, L.; Alca pica, Fabric.; Uria & Cephus arra, Pall. Danfk: Kort⸗ eller tyfnæbet Teiſt. Artsm. Nabet, fra Fjerbekldningen paa Siden af Overkjeæven, kor⸗ tere end Tarſen eller længere end Indretaaen med Negl; Ho— vedet og ODiekredſen morkfarvede, uden hvid Stribe; en guulhvid Stribe paa den overſte Mundkant fra Mundvigen til Neſe⸗ boret; de hvide Slagſider have bagtil nogle faa ſortebrune Leengdeſtriber. Ill. Afb. LIL, Længde omtrent 15 /“. Den har de ſamme Farver og Tegninger ſom Nr. 1, baade i Sommer- og Vinterdragten, men adſtiller fig ved det kortere, ved Roden tykkere Næb med den hvidgule Stribe ved den overſte Mundkant; ved de noget mindre Fodder og den tykkere Krop, ſamt be hvidere Kropſider med færre Lengdeſtriber. Deng Levemaade, Egenſkaber og For— mering: (om de Forriges; 9ggenue ere ſtorre. Den tilhører be mere nordlige Lande, f. Ex. Grønland, hvor den er den als mindeligſte Art, og det nordligſte Slandinavien, og er, enbogjaa om Vinteren, temmelig ſjelden hos os. Mechlenburg fik den 24de Nov. 1836 et Exemplar fra Handeved ved Flens⸗ borg; dens Lighed med den forſte Art, hvormed den, endog af nogenledes Sagkyndige, fet forvexles, maa anſees [om Grunden til, at dens viſtnok ikke ſjeldne Forekomſt er mindre bekjendt. Som hos alle Arter af denne Slægt, gives der reenhvide, als deles forte og iſabellefarvede Varieteter, hvoraf findes Exem⸗ plarer i det Kgl. Muſeum, E. Hage's og Mechlenburg's Samlinger, Som fine Slegtninge ſees den ſjeldent eller aldrig at gage; enten ſvommer, dykker og flyver den, eller den ftaaer i talrige Rakker paa Klipperne, ftottenbe fig paa hele Tarſen. Den iſtemmer da en lignende bedøvende eee den lang⸗ 410 næbede Teifte, men dens Skrig er dybere og mindre langtrukket, omtrent ſom „errrr“ eller „orrrr“. 4. Almindelig eller Grylle⸗Teiſte, Uria grylle, Luth. Colymbus grylle, L.; Cephus columba, Pall.; Cephus grylle, Cuv. Danſk: Bagand, Tiſtand, Tiſte, Perdrikker, Krageand. Artsm. Paa Overvingen en flor, hvid Plet; Svingfjerſpidſerne af 2ben og 3bie Orden ſtedſe forte; 12 Styrere; Nabet af Tarſens Længde. Gammel: Om Sommeren, med Undtagelſe af en ſtor, aflang Vingeplet, ganſke fort; om Vin eren hvid paa alle underſte Dele. Ung: fom Vinterdragten, med et meer eller mindre LRL Vingeffjold, der er beelt paa langs i to Dele. Ill. Længde omtrent 12“. Iris bruun; Næbet ført; Munden og Benene høirøde. J Overgangsdragten er den hvid og fort broget paa Underkroppen; der gives lignende Varieteter af denne, ſom af de foregaaenbe Arter. Almindelig ubbrebt overalt i de nordlige Have; findes ogſaa ynglende i Danmark, f. Ex. ved Gjerrild Bugt (Bonnez); paa Hjelmen og Veirs (Faber); paa Nordreronnen ved Læsø (Herredsfoged Gad); paa Born— holm og Chriſtianss (Dahl); Forfatteren fandt den ynglende paa Hirtsholmen og Dehlen ved Frederikshavn. Om Vinte⸗ ren er dens Antal, ved Foregelſen af de nordfra Indvandrende, langt ſtorre; hyppigt ſtydes og fanges den i Garn. J ſelv— ffrabebe Huller under ſtore Stene, eller i Revner og Huller paa Klipper og Skjer, lægger den fine 2, ſjeldnere 1 eller 3, hvid— agtige, graa⸗ og ſortplettede Wg, af et Hønfeægs Storrelſe. Dens Gang er bedre end de Forriges, Flugten lettere, men lav; $jebet er finere og mindre trannet. Baade dette, íjer Un⸗ gernes, og 9Ggaene ere et vigtigt Neringsmiddel for de nore biffe Kyſtbeboere, fom træffe Ungerne ud af Redehullerne med en Krog, der er befæftet paa en Stof. Krabbedykkerſlegten, Mergulus, Ray. Nebet fort, tykt, foroven hvælvet, ved Roden lige boit. og bredt; Nebſommen eller Mundſpalten lidt bueformigt boiet i hele fin Længde, mod Spidſen med indboiede Kanter; Naſeborerne rundagtige, ved Siden af Neebroden. Benene forte, med 3, ved en heel Svommehud forenede Fortcer; Ydre og Mellemtaaen neſten lige lange; ingen Bagtaa. Vingerne forte, (malle, med ſabelformigt, noget indadboiede Skafter; Halen meget fort, neſten ſkjult af Dakfjerene, beſtagende af 12, temmelig bløde Styrere. 411 De tilhøre bet højere Nord, hvor be leve ſammen i utal⸗ lige Skarer, ber ofte bebeffe Havet i en ſtor Omkreds. Naar Driviſen ikke nodſager dem dertil, er det forholdsmesſig kun en liden Deel, der ſtreifer ſydligere om Vinteren, hvis ſtrengeſte Kulde og frygteligſte Storme ere dem ligegyldige. De felde to Gange om Aaret, hvorved de unbergaae en lignende Farve⸗ forandring ſom Teiſterne; deres Gang er bedre end disſes; den ſkeer med opreiſte Tarſer. De nere ſig fornemmelig af Cruſtaceer eller krebsagtige Dyr, ſom de fange ved Dykning, hvori de have flor Feerdighed. | Liden Krabbedykker, Mergulus alle, Ray. Alca alle, L.; Uria alle, Temm. Danfk: Lille Krageand; Søren Jacob; Perdrikker; Sokonge; Sildepirris; Grenlandsdue. Artsm. En foib Tvarſtribe paa de forte Vinger; paa Siderne af be ſtorſte Skulderfjer nogle hvide Lengdeſtriber: 9tebet fra Mund⸗ vigen kortere end Hovedet. Sort og hvid; af en Vagtels Steorrelſe. Ill. Afb. LII. Længde omtrent 8“. Nabet fort; Benene ſortegraae, fore til og ovenpaa Tæerne rodagtig Doíbgraae; Spemmehuden og Neglene ſorte; Iris bruun. Sommerdragt: Hovedet og Over⸗ halſen, Ryggen, Vingerne og Halen forte, alle de overſte Dele med ſterk Glands; de bageſte Vingedekfjer danne, ved deres Spidſer, et hvidt Tværbaand; fra Halſen er hele Underkroppen hvid. J Vinterdragten er en lille Plet over Diet, Oreegnen og Overhalſen, ſamt en meer eller mindre runbtgaaenbe Ring om Nakken, hvide. Dens Hjem er ovenfor angivet; ved Gron⸗ lands Kyſter er den overordentlig hyppig, mindre ved Islands. Den yngler paa de ſaakaldte Fuglebjerge, blandt de andre Dyk⸗ fere, og lægger fun eet blaahvidt Æg af et Duecegs Sterrelſe, fom ruges afoerlenbe af begge Kjon. Om Efteraaret og Vinte⸗ ren forekommer ben aarligen ved de danſke Kyſter, bog fun enkelte Aaringer i ſtorre Mengde, naar Driviſen nodſager den til Udvandring; det er da ikke ſjeldent at den, fom fine Ner⸗ beſlegtede, kaſter fig ned i de rygende Skorſtene (detſamme an⸗ forer v. Homeyer i ſin „Syſtematiſcher Ueberſicht der Vögel Pommerns“, After Nachtrag p. VIII, om Grytleffegten og flere). Herredsfoged Gad ſendte mig i Vinteren 1846 et Exemplar, ber var omkommet paa denne Maade; den beſoger ogſaa Ferſk⸗ vandene, og er ofte ffubt i Søer, Damme og Aaer her i Landet. Den forekommer i lignende Varieteter fom Teiſterne. 412 Lundeſlegten, Mormon, Jig. —. Stabet aafaíbenbe ftort, høit og ſammentrykt, kortere end Hovedet, ved Roden (hos be Gamle) hoiere end Panden, i det hoieſte halvt faa bredt fom høit; Over- og Underkjceven næften lige boiet, den forſte ved Roden kantet med en punk— teret Svulſt; Mundſpalten lige; Neebryggen ffarp; begge Kræ verne furede paatvers; Mundvigen meget nedboiet, med en blød, elaſtiſk, i Tvoerrynker foldet Hud, der banner en oval SDfabe. —Stefeborerne ſmalle, ridſeformige, beliggende i den bageſte, glatte Deel af Nerbet, tæt ved Nebroden og parallel med Mundſpalten; Oiekredſen nøgen; Benene langt tilbage; Tæerne længere end Tarſen; ingen Bagtaa; Kloerne, ijar Indretcernes, krumme og ſpidſe; Vingerne ſmaa, ſmalle, bagtil med en afrundet, fort Spids, der ikke nager ud over de mellemſte Svingfjer; Halen meget fort, med 16 bløde, til⸗ rundede Styrere. Kjonnene hinanden lige i Farve og Tegning; ingen Foran— bring underkaſtede ved den dobbelte Feldning; Ungerne ffjelnes fornemmelig ved det lavere og ſmallere Næb. De gaae, fom Krabbedykkerne, med opreiſte Tarſer, og derfor bedre end Teiſter og Alker, men klattre med mindre Ferdighed end disſe. Om Sommeren leve de i Polarhavene og yngle vaa Sfjær og Holme, i dybe ſelvſkrabede Jordhuller, hvori de lægge eet eneſte, ſtort, kalkhvidt, utydeligt plettet g. Deres Naring er krebs— agtige Dyr, Skaldyr og Smaafifke, hvilke be hente ved Dykning. Nordiſk Lunde, Mormon fratercula, Temm. Alca arctica, L.; Lunda arctica, Pall.; Fratercula arctica, Boje. BR Danſk: Lunde, Islandſk eller Sø-BVapegøie. Artsm. Oven glindſende fort, neden hvid; et fort Baand omkring Halſen; Hovedets Sider, famt Hagen og Struben lyſegrage; 8 foran Naſeborerne (hos de Gamle) i det Mindſte 3 Tver⸗ furer. Ill. Afb. LIII. Længde 12— 14“. Iris graahvid. Nabet inderſt graat, yderſt rødt, med en hvid Tværftribe; ved Mundvigen en nøgen, guul Plet; omkring Siet en ligeledes nøgen, trekantet, blaagraa Plet; Benene guulrode med forte, ffarpe Kloer. Ung Fugl: Nabet kun halvt faa hoit, fom langt, paa Siderne glat, ved Roden guulagtigt, udad bruunt; Benene ſmudſig guulrode; Isſen, Halsryggen og Baandet omkring Halſen ſortegrage; den øvrige Overkrop ſort; Hovedſiderne og Struben ſom de Gamles; Under— kroppen ſmudſighvid. Den opholder fig i flor Mængde ved 443 Norges, Islands, Grønlands og Færøernes Kyſter, og yngler i dybe Huller paa ſteile Klippevægge, hvor ben lægger 4 mat hvidt, fvagt plettet Ag. Den er, hvor den yngler i Mængde en af Indbyggernes vigtigſte Neringskilder og et af Vilkaarene, for deres Ophold paa disſe negne Steder; baade Kjodet og Fjerene anvendes; Kjodet, ifær de Angres, er ret godt; det indſaltes i hine Lande til Vinterfode; Dunene vurderes ſom Edderduun. Denne haardfore Nordboer træffer ikke regel⸗ mesſigt ſydligere; den træffes derfor ogíaa ſjelden her. En ung Fugl blev fanget ved Helfingør (Steenberg); Mechlenburg fik den, d. 20. Oct. 1831 og 10. Januar 1849, fra Flens⸗ . borg Havn; ved Nordfeldt paa Møen fandtes den for nogle Aar ſiden, dod opdreven, ved Stranden (E. Hage). Alkeſlegten, Alka, L. Nebet fort eller neppe middellangt, ſtoerkt ſammentrykt og derfor 4—6 Gange ſmallere end hoit, paatvers furet; Neb⸗ ryggen bueformig i hele fin Længde, eller fra Midten mod Spid⸗ fen ftevft buehvckloet og nedboiet over Underkjcven, fom har en meget fremftaaenbe Vinkel, Door Nabet har fin ſtorſte Brede; Neſeborerne ved Nebkanten, under Spidſen af den fremgagende Fjervinkel. Benene temmelig forte, langt tilbage, Skinnebenet neſten ganſke ſkjult under Bughuden, faa at Halleddet er meget nær denne; Fortcerne forenede med en heel Svommehud; ingen Bagtaa. Vingerne ſmaa, ſmalle, den forreſte Spids lang, Iſte Svingfjer længft. Hos een Art ere Vingerne faa ſmaa, i Forhold til Kroppen, at Fuglen er ufkikket til at flyve. Alkerne have i deres Levemaade meget tilfælles med Tei⸗ ſterne; de opholde fta, fom disſe, ſornemmelig i det hoiere Nord, vandre ikke meget ſydligere og bortfjerne fig aldrig frivilligt fra Havet. De gage og ſidde paa Tarſen, flyve libet, men ſvomme og dykke fortrinligt efter Fiſk, Krabber, Skaldyr o. f. v., fom udgjore deres Næring. De yngle i talrige Colonier paa ſteile Klippevcegge og lægge eet, meget ſtort g. Ved den dobbelte Fierfaldning ere de underkaſtede en lignende Farve⸗ forandring, ſom Teiſterne; Kjonnene ere hinanden lige; Unger⸗ nes Næb er næften aldeles glat. 1. Almindelig (eller Tord-) Alk. Alea torda, L. Danfk. Tordalk, Marfviinsfugl, Papegøieand. Artsm. Sort; Underkroppen hvid. Næbet banner fra Midten ud imod den mebbzicbe Spids en fort Bue; Fjervinfelen paa Siden af 444 SDverfjæven ftræffer fig frem over Midten af Mundkanten lige⸗ for Hagevinkelen. Vingerne nage med deres Spidſer Halen, og ere fkikkede til Flugt: Halen har 12 Styrere. Ill. Afb. LII. Længde omtrent 16“. Næbet glindſende, fort, med flere Tveerfurer og en tocrgaaenbe, hvid Streg; Iris bruun. Sommer- Dragt: Hovedet, Forhalſen ſamt alle overſte Dele forte; en Stribe fra Diet til Nabryggen, Svingfjerene af Aden Orden og hele Underkroppen, fra den nederſte Deel af Underhalſen, hvide. J Vinterdragten mangler ſom ofteſt den hvide Streg ved Siet; Underhagen, Forhalſen og Anſigtet ere hvide, Hos de Unge er, ſom anfort, Nebet glat, med blot Antydning til den bueformige Boining (Alca pica, L.). Den yngler coloni⸗ viis med Teiſterne, Lunden o. fl., klattrer paa Skjcrene og har ſamme oeconomiſke Anvendelſe fom disſe. Det ſtore graa— hvide, graa⸗ og bruunplettede Mg findes i Huller i Klipperne eller i Havſkreenter. Angler paa Bornholm og i et Steen— gjerde paa Hesſelsen (Steenberg). Om Vinteren er den meget almindelig ved vore Kyſter, hvor den ſkyͤdes og fanges i Garn. Den er ved Nngleſtederne meget dum og phlegmatiſk, ſidder hele Timer paa Klipperne og Skjerene eller paa Kanten af Hapfkrenterne og flytter ikke en Fod, undtagen den nodes dertil. De Unge udtages af Rederne paa ſamme Maade ſom Teiſternes. 2. Geirfugl, Alea impennis, L. Artsm. Nabet bueformigt i fefe dets Længde; Fjerbekleedningen paa Siden af Nebet nager med fin Spids langtfra Hagens. Spidſen af be uforholdsmesſig fmaa Vinger, fom ere uſtikkede til Flugt, nager langtfra Overgumpen; Halen med 16 Sty⸗ rere; en rund, hvid Plet imellem Panden og Oiet Ill. Afb. LIII. Storrelſe fom den almindelige tamme Gaas, men Krop— pen langſtrakt og Halſen meget kort. Nebet ſammentrykt med Kant oven og neben, (amt flere Tverfurer paa Siderne; Iris morkebruun. Om Sommeren ere Hagen og Struben forte eller hvide, Denne merfelíge, pinguinagtige Fugl overgager i Stør- relſe alle bekjendte Arter af denne Familie, og er den eneſte i Europa, der mangler Evnen til at flyve. Den var tidligere mindre ſjelden ved Norge, Færøerne og Island, men anſees nu for ſaagodtſom udryddet, eller: den har vel rettere, for at unbgaae de idelige Efterſtreebelſer, hvorfor den her var ubfat, truffet fig nordligere til mindre tilgjengelige, og derfor ubekjendte, Yngle⸗ og Opholdsſteder; dog er bet ikke ufandfynligt, at ben endnu findes paa fin ſidſte, bekjendte Angleplads: de ſaakaldte „Geirfugleſkjcr“ ved Island, hvilke ere omgivne af faa frygtelige 415 Brerndinger, at de ſjeldent uden Livsfare kunne beſtiges. Ifolge Naumanns Angivelſer, opdagede man i Aaret 1813 fra et forbiſeilende Skib en Coloni Geirfugle paa disſe Sfjær; en Baad ſendtes derhen, og man greb 20 Stykker af tiefe Fugle paa Æggene, tog Alt med til Reikiavig, hvor kun eet Exem⸗ plar blev ubftoppet, de andre bleve ſpiſte. J Aaret 1814 bleve atter 8 Stykker dræbte ud for Veſtſiden af Island paa en flad Klippe; 1818 blev een dræbt i Syd⸗Island paa et Sted, hvor man havde íagttaget flere; ogſaa 1823 bleve to Gamle ihjel⸗ ſlagne paa et Skier ved Orebakke; begge kom til det Kor, Muſeum; Apotheker Mechlenburg ei Flensborg eier et Par, hvilke bleve dræbte paa Geirfugleſkjcerene 1829, idet de modigen forſvarede deres 2 Eg (ben lægger i Almindelighed kun eet). Endnu ſenere (1830), drev et dodt Exemplar i Land ved Nor⸗ mandiets Kyſter og 1832 blev i bet Mindſte 10 Stykker dræbte paa et Skier ved Island. J Aaret 1841 heo derfra hentet 3 Fugle og 3 9Gg; 1844 bleve 2 fangede ved Islands Kyſt, disſe og 2 9Gg kom til Kjobenhavn. Troverdige Mænd fra Island have forſikkret mig, at Fuglen ſenere er feet paa Skjerene, men Ingen har Mod eller Lyſt til at vove Livet, for at beſtige disſe, uagtet der er budt 50 — 80 Rbd. for hvert Skind og det Halve for hvert Wg. For omtrent 30 Aar ſiden manglede den i de fleſte europciſke Samlinger; endnu i Aarene 1830 — 1832 bleve Exemplarer fra Kjøbenhavn i Tydſkland betalte med 120—130 Rbd. (Naumann). For endeel Aar blev een ihjel⸗ flaaet i Kattegattet, ud for den ſvenſke Kyſt ved Marſtrand. (fter Benickens Beretning i Iſis blev den i Aaret 1790 ffubt i Kieler Havn, Det ſtore, hvidagtige Ag, af Sterrelſe ſom Svanens, har fortegraae og brune Pletter og Figurer. J det Kongl. Muſeum findes den gamle Fugl, i eet Exemplar, og eet Asg. 28 > — far au pe 416 e lan. Pag. 5. Graagribben (Vult. cinereus), J Dec. 1834 bleve tre Individer af denne Art i længere Tid ſeete ved Leck og Lindeved af ſag— kyndige Mænd, hvoriblandt en Hr. Skovrider Peterſen (Mechlenburg). Pag. 8. Efter „Kongesrnen« kan tilfsies, fom Anmeekn. Keiſer⸗ ørnen (Falco imperialis, Bechst.); denne ſjeldne ſydlige Orn, fom er af Kongeornens Storrelſe, men fornemmelig adſtiller fig fra denne ved de til Tæerne morkbefjerede Been, den hvidgule Baghals, den kortere Hale og ved de hvidplettede Skuldre, vil Teilman have bemarfet paa Veſt— fyften af Jylland (Haandbog Pag. 3); Apotheker Mechlenburg, en udmerket practiſk Ornitholog, har ved det ſaakaldte „Skaferhuus« ved Flensborg iagttaget denne Sjeldenhed; han kunde todeligen [fjefne de hvide Skulderpletter og i Flugten de ſpraglede Vingefjer. Hr. Cancelli— raab, Herredsfoged Gad i Saby har ſagt mig, at der i det nordoſtlige Jylland undertiden forekommer en Orn, af Kongeornens Storrelſe, med hvide Pletter paa Skuldrene, og fom af Jeegerne bena vnes „Speilorn«. Den unge Fugl er guulgraa over hele Kroppen, med bruun Baghals og Ryg, bruunſorte Svingfjer og bruun Hale med lys Spids. Skrigornen (Falco naevius) ynglede for faa Aar ſiden, efter Mechlen— burg, aarlig i Stenderup Skov imellem Flensborg og Slesvig, hvorfra han baade fif Unge og Gamle, ſamt Fragmenter af 3(&ggene. Der er flor Sandſynlighed for, at den Form, der har ynglet i det Slesvigſte, henhører til Aquila pomarina, Brehm. i Pag. 12. Flodornen (F. haliactus) havde for lengere Tid ſiden hvert Aar fin Rede i en gammel Eeg paa en lille Holm i Kobberdammen ved Kronborg Gevarfabrik; den har tidligere ynglet i Gribffoven i det nordlige Sjælland (Teilman); Melchior fandt (ifølge hans efterladte Noticer) den 17de April 1824 ikke færre end 5 Reder, hver med 2 å 3 urugede Wg, ved Corſelitze paa Falſter; i Skoven ved Knudshoved fandt han den ligeledes hyppigt ynglende. Pag. 13. Slangeornen (F. brachydactylus) har, efter Mechlen— burg, onglet i Kobbermolle-, Aarup- og Kliplev Skove; fra den ſidſte erholdt han, den 12te Juli 1832, en gammel Hun med næften flyve— færdige Unger; den 22de Auguſt ffob han ben i Kobbermolleſkoven. Den er ogſaa ſtudt ved Endrupholm (Teilman). Pag. 14. Rod Glente (F. milvus). Ankom, efter Melchior, til Sydſjclland (Herlufsholm): 1823 den 4. Marts, 1824 den 2. Marts, 1825 den 28. Febr., 1827 den 3. Marts, 1829 den 9. Marts, 1831 den 3, Marts. IJ Herlufsholms Skov fandtes den 18. April 1825 dens Rede med 3 friffe Wg; den 29. April 1831 en lignende med 9 Mg, bopri ſtore Unger: i; , 417 Pag. 17. Almindelig Muſevaage (F. buteo). Ankom til Herlufs⸗ holm 1821 den 28. Febr., 1822 den 28. Febr., 1823 den 27. Febr., 1831 den 30. Febr., 1823 —24 (uſcdv. mild Vinter) overvintrede enkelte. En hvid Varietet forblev i nogle Aar nar ved Herlufsholm hele Vinteren. Den 27. April 1823 friffe Eg, den 29. April 1831: 2 Leg med (tore Unger (Melchior). i Pag. 18. £aabenbenet Muſevaage (F. lagopus). Mechlenburg antager den for ynglende ved Flensborg, da han ofte har havt den fra Omegnen om Sommeren. Hr. Paſtor Jacobſen, tidligere Adjunet i Corse, har ſagt mig, at den der er fundet ynglende. i Pag. 20. Hvepſevaagen (F. apivorus) foretommer, efter Melchior, garligen i Mengde ved Gedſorgaard, hvor ben ankommer i Sept. og forbliver der hele Efteraaret; i Mai vender den tílbage fra fit ſydligere Vinterqvarteer, for at drage videre mod Nord; 1823 blev et War der og ynglede. J den milde Vinter 1823—24 overvintrede et Par. Den 5. Sept. 1824 obſerverede han en Flok af et Par hundrede ved Herlufs— holm, der traf fra Nord til Syd, den 12. Sept. atter (tort Trek, den l3pe flere og ſaaledes hvert Aar. Mechlenburg fandt den, den 18. Juli 1827 og den 20. Juni 1831, ynglende ved Glucksborg. ” Pag. 21. Jagtfalk (F. candicans, Gmel.). Den hvide Jagtfalk tilhører Grønland og det nordligſte Amerika; det er tvivlſomt, om den ber yngler paa Island, ber i Amindelighed er ftorre og ſjelden bliver faa hoid, henhører perti. Brehm., Hancock, Keiſerl. og 3Blaf. have antaget dem for foritilte Arter; Schlegel, der fremfor Alle har ſtuderet Adelfalkene, finder alle de angivne Artsforſtzelligheder vak— lende og ſnart pasſende paa den ene, ſnart paa den anden. Efter hans Underſsgelſer er ber blot Forſkjel i Farven. Hos den udfarvede Gron— landſte ere nemlig Hoved, Hals, alle underſte Dele, ofte ogſaa Halen, reenhvide, paa Overkroppen er den hvide Farve ligeledes fremherſkende, og ben morte Farve foretommer kun paa Ryggen og Vingerne i Form af hjerteformige Pletter eller ufuldkomne Tverbaand. Nabet er ofte ganſte guulagtigt, Fodderne ere ſcedvanligen bleggule, eller beholde endog deres blaalige Farve, efterat Fuglen har erholdt den hvide Dragt. Hos den udfarvede islandſke Falk har Halen afvexlende merke og hvide Tværs. baand: Bryſtet og Underhaledakfjerene have futaa, merke Streger; Bugen draabe- og hjerteformige Pletter, fom paa Siderne blive til Tverpletter. De fe Pletter paa Overkroppen have altid Formen af meer eller mindre fuldkomne Zogrbaaub. De Ipfe Tverbaand paa de overſte Haledakfjer ere blaahvide og de paa Siderne af Gumpen afkegrage. Hovedet, Vat: ken, Baghalſen og SDreegnen have ligeledes ſmalle Lengdepletter eller Streger; Tollen og Skjegget ere fortagtige. Nabet er kun guult ved Roden og Fødderne ere gule, i det mindſte paa tørre Exemplarer. Fis guren t Atlasſet tüborer den islandſke Falk (F. candicans island., Schl.). Falco gyrfaleo, Schlegel — den norſke Jagtfalk (F. ianarius, L.). Denne bliver aldrig hvid; men den ganue Fugl e har derimod paafaldende Lighed med den unge id.ane(fe Falk, navnlig Hunnen af den feríte og Oannen af den ſidſte, boite meeſt norme fig hinanden i Sterrelſe. Denne forekommer om Sommeren, og yngler, ſaavidt vides, alene i det norduge Skandinavien. De derfra modtagne Exemplarer, ſaavelſom Meddelelſer af Sagkyndiges Jagttagelſer paa Stedet, have fuldkommen overbevüſt mig om dennes Selvftændighen fom Art. Fra ben unge islandſte og gronlandſte Falk adſtiuer den fig, foruden ved fin ringere 27 418 Storrelſe (i ſamme Kjøn), ved ben morte Kindplet (fort hos Vandrings⸗ falken, F. peregrinus); ved fine grongule Been og at Pletterne paa Underkroppen b.ot paa Kropſiderne have Form af Tværbaann. Det er hoiſt ſandſpnligt, at denne Falk hyppigere beſoger os, end den foregaaenbe, med hvilken den i den unge Alder (og i den pleier den at komme til os) let forvexles. NOM Pag. 23 Vandringsfalk (F. peregrinus) blev for nogle Aar ſiden, i Kamp med Havornen (F. albicilla), flaget til Jorden af denne, og mes dens den endnu var levende bragt til Mechlenburg i Flensborg. Efter afdsde Kammerherre Poulſens Noticer, blev ben paa Als ofte ffubt og fanget ved de derværende Faſanerier. Pag. 25. Lerkefalk (F. subbuteo). Prof. Melchior fandt den oftere ynglende ved Herlufsholm; de fleſte i Mai og Juni ffubte havde næften alene Oldenborrer i Maven. Pag. 26. Dvargfalk (F. lithofalco). Den 28. Mai 1851 fundet ynglende paa Less; baade Gug[ og Wg mig tilſendt af Hr. Birkedommer Gad; det eneſte mig bekſendte Exempel paa, at den fandtes ynglende her i Landet! — Pag. 27. Taarnfalk (F. tinnunculus). Prof. Melchior fanbt dens Rede med 5 369 i et huult Tra ved Herlufsholm, hvor den i hans Tid ogſaa ynglede i Muurhuller. Pag. 30. Duehogen (F. palumbarius) fandt Melchior ogſaa oftere ynglende ved Hertufsholm; han anfører, at den ofte eder Muus. ag. 31. Spurvehogen (F. nisus) ankommer til Herlufsholms Skove, hvor den yngler, etter Foraarets Beſkaffenhed fra medio Febr. til medio Marts. Pag. 33. Rodbruun Kjerhog (F. rufus). 2jngler ved Roddinge⸗ og flere Søer paa Møen, ved Svanholm i Sjælland (E. Hage); ved Sors og Gedser (Melchior), Forfatteren fandt dens Rede med 4 Ag ved Gauns. ! ! Pag. 34, Blaa Kjærhøg (F.cyaneus). Sees jevnlig hele Somme: ten i Omegnen af Flensborg (Mechlenburg); ben 28. Sept. 1822 fif Melchior ben fra Gisſelfeldt ber i Sjelland. Pag. 35 Graa⸗Kjorhog (E. cineraceus). Skudti Sept. 1823 ved Gisſelfeldt; Exemplaret tom i ten Herlufsholmſke Samling (Melchior). Pag. 38. Sneeuglen (Strix nyctea). Skudt ved Tonder 1831 (Mechlenburg); ved Sorø den 10de Dec. 1834, Exemplaret i E. Hages Samling; Hr. Cand, jur. Fiedler bar i den forſte Uge af Nov. 1832 feet den i en Skov ved Gunderslevholm; Prof. Melchior har havt den fra Falſter; en gammel Sføytte flød 2 ved Nordfeldt paa Møen, hvor ben ogſaa er ffubt ved Sonderſtrand om Efteraaret og feet af E. Hage Langfredag 1826. JCarſtenſens Samling opbevares et Exemplar, ffubt ved Norholm i det ſydlige Jyland. Med Henſyn til dens Forplantning maa endnu tilfsies, at Holboll i Grønland to Gange har erholdt dens Unger, allerede i Begyndelſen af Juni. Pag. 39. Hogeugle (S. funerea). Et Erplr., ſtudt ved Esrum, findes i E. Hages Samling. | — — Spurveugle (S. passerina); Steenberg har flere Gange feet ben i Omegnen af Helſingor, ifær i unge Naaleſtove ſamtidigt med Kramsfugletrqkket. Pag. 40. Slagugle (S. liturata). Det var afdede M. Winther, 419 der ffaf have ffudt denne, hertillands ſjeldne, Qual i Febr. 1814 i Holluf⸗ gaards Have. Pag. 44. Tengmalm's Ugle (S. Tengmalmi). En gammel Hun, ſkudt den 23. Marts 1833 i Marieſkoven ved Flensborg; i Nov. 1832 blev den ſtudt ved Aarup, Juulſkov og Lindeved i det Slesvigſke (Mechlen— burg). Ved Herlufsholm er den oftere ffubt i Sept. (Melchior); den 7. Febr. 1851 fanget i en Done ved Helſingor (Steenberg). Pag. 45. Sloruglen (S. flammea) er temmelig hyppig ved Flens⸗ borg, dog kun om Vinteren; den ſoger ind i Huſe og Lader paa Landet. Pag. 47. Bjergugle (Strix bubo). For adſkillige Aar ſiden ſkudt ved Sors (Paſtor Jacobſen); yngler i Holſteen i Amtet Hütten (Mechlenburg) og i Amtet Hohn (Jcegermeſter Bruun). Melchior ff ved Herſufsholm en gammel Hun, hvilken han holdt levende i 5 Aar; i Juni 1831 lagde den et Wg, fom den huggede itu og udſugede; i hans »Tid 9nafebe den hyppigere i Jylland, medens den kun ſſelden kom til Sjœlland fom Sireiffugl; dog ſages, efter Steenberg, for nøgle Aar ſiden et Par i Juni Maaned i Skoven ved Sletten. Pag. 49. Sump⸗Hornugle (S. brachyotus). Mechlenburg traf den flokkeviis om Vinteren ved Flensborg. I de ſidſte Dage af Auguſt pleier Trœkket nordfra at begynde, den forbliver her i Sept. og Oct, og det er i milde Vintre, at adffillige overvintre ber i Landet. Fra det veſtlige Jolland, hvor den, efter Teilman, ikke ſjeldent yngler paa Heder og i Moſer, erfofet jeg forrige Sommer adſtillige af dens Vg. Pag. 55. Gjogen (Cuculus canorus) pleier at komme til Sjælland med Lopſpringet i de ſidſte Dage af April. Den indfandt ſig 1821 den 17. April, 1824 den 4. Mai, 1825 den 29. April, 1828 den 25. April, 1829 den 25. April, 1830 den 30. April, 1831 den 3. Mai (Melchior). Pag. 58. Sortſpetten (Picus martius) er to Gange ffubt ved Aarhuus (Adjunct Lasſen); for nogle Aar ſiden faae Mechlenburg den i Mariefkoven ved Flensborg; Hr. Conditor Hanſen ber i Byen har, da han boede i Neſtved, baot den til Upſtopning fra Falſter. Pag. 71. Spetmeiſe (Sita). Den her beſkrevne Art er Sitte caesia, Wolf & Meyer; det er den i det hele ſydlige og veſtlige Gut: ropa forekommende Art, fem ogſaa yngler i Jylland og Fyen. Ved at forſkaffe mig nogle Exemplarer fra Sverrig (til Sammenlianing med dem, jeg havde fra Jylland), feer jeg, at iffe alene disſe tilhøre Sitta uralensis, Lichtenst. (Gloger, Handb. I. p. 377 et 378 nota), men ogſaa at alle de Exemplarer, jeg (Januar 1852) har funnet forffaffe mig fra Kisbenhavns Omegn, ſtemme ganſke overeens dermed. Det vil ſaaledes være interesſant, i Sommerens Lob at erfare, om den uralſte Spetmeiſe ogſaa yngler her paa Sjælland, eller den blot paa Sratfet .befeger os om Vinteren. Maafkee overſkr der hverken bin eller denne Storebelt, ikke engang fom Streiffugl? — Sitta uralensis er baade Som⸗ mer og Vinter neſten ganſke hvid paa Underkroppen, blot med ruſtfarvede Slagfider, men ligner forøvrigt meget den almindelige Spetmeiſe, der baade Vinter og Sommer udmeeker fig ved hele Underkroppens lys— rodbrune Farve. Pag. 72. Herfugl (Upupaepops). Endſkiondt ſjelden, forekommer den aarlig ved Flensborg (Mechlenburg). Den yngler paa Laaland og i flere fielfanbffe Skove, men har ſjelden Unger før ſidſt i Juni (Melchior). | Pag. 81, Ellekonge (Coracias garrulus), Har ønglet ved Herlufs⸗ 420 holm, hvor den havde Aeg forft i Juni (Melchior); Mechlenburg Rf den fra Als, Nobbel og Valdemarstoft. Pag. 83. Guldpirol (Oriolus galbula). Angler ved Plöen, Loviſen⸗ fund, Lindved, Sonderſkovskro (Mechlenburg). Pag. 85. Storen (Sturnus vulgaris). J Vinteren 1823 —24 for⸗ blev en beef Flok paa Marienborg Gods paa Møen (E. Hage). Efter Melchior's Optegnelſer ankom den til Herlufsholm: 1819 den 15. Febr., 1820 den 15. Febr., 1821 den 3. Marts, 1822 den 18. Marts, 1823 den 28. Febr., 1831 den 20. Febr. Pag. 91. Ravnen (Corvus corax) yngler ved Herlufsholm. Mel dior fandt neſten ſtedſe Oldenborrelarver i Ungernes Maver, engang en Hareunge: de forblive i Reden 4 Uger efter Udrugningen og ere gjerne flyvefcerdige ſidſt i Mai. Pag. 92. Sortkragen (C. corone) er ſtudt ved Gjorslev i Sjæl land 1822 (E. Hage). Ved Varnæs pr. Apenrade er den ikke ſjelden (Gammelagaard). Pag. 94. Kornkragen (C. frugilegus) faae jeg i Foraaret 1851 taf: f "d Ee i en lille Sfov ved Svendborg; ligeledes i Oſterſkov ved Dyppel. Pag. 110. Forſtuſvalen (Hirundo rus'ica) ankom til Herlufsholm 1820 den 25. April, 1823 den 23. April, 1824 den 25. April, 1825 og 1826 den 22 April, 1827 den 15. April, 1853 den 26. April (Melchior). Pag. 112. Byſvalen (H. urbica) ankom til Herlufsholm 1824 og 1825 den 26. Aprit, 1831 den 14. April (Melchior). a Pag. 116. Graa Flueſnapper (Muscicapa grisola). Melchior har to Gange havt bleggule Varieteter med rode Dine. Pag. 127. Snarredrosfel (Turdus pilaris). Apotheker Mechlen⸗ burg har erholdt dens 9Ga fra Omegnen af Flensborg. Den yngler nu ogſaa langt ſydligere end forhen. Ved at beſoge min Ven, Hr. Paſtor Baldamus i Cöthen, Redacteur af det ornithologiſte Tidsſkrift „Nau— mannia“, fandt jeg den der hyppigt vnglende. J det ſydlige Sjelland kaldes den „Skak“. Efter Melchiors Noticer, begyndte Foraarstrakket ved Herlufsholm 1822 den 15. April, 1824 den 19. April, 1825 den 15. Marts, 1830 den 19. April; Efteraarstrœkket: 1817 den 25. Oct., 1821 den 19. Oct, 1822 den 15. Oct., 1823 den 1. Nov. Pag. 129. Sangdrosſel (T. musicus). Ankom til Herlufsholm: 1821 den 10. ” artg, 1822 den 1. Marts, 1823 den 1. April, 1824 den 19. Marts (Melchior). : Pag. 131. E ter Viindrosſelen (Turdusiliacus) tilfsies, fom An⸗ merkning: Guulgraa Drosſel (Turdus pallens, Pall). Denne sſtlige Fugl, fom er af Viindrosſelens Storrelſe, er eensfarvet guulgraa med boite Vinge⸗Underdekfjer, font have blegrode & pitfer. J Benickens Originalfortegnelſe over hans Samling findes den anført fom fkudt ved Slesvig i Oct. 1827. N Pag. 136. Vandſteren (Cinclus aquaticus) forekommer, efter Mechlenburg, ikke ſjeldent ved Flensborg, boor den yngler. Den ind— finder fig jionligen ved Agen ved Herlufsbolm (Melchior). Pag. 138. Hvid Vipſtjert (Motacilla alba) kaldes i det ſydlige Sjælland „Rendeſteensſanger“. Den ankom til Herlufsholm: 1819 den 27 de, 1820 den 30te, 1821 den 15de, 1822 den 19 de, 1824 den lde, 1826 den Ia de og 1830 den 25de Marts. ina SA Pag. 141, Efter Varieteten b. (af ben gule Vipſtjert) tilfsies c. 421 Sorthovedet (guul) Vipſtjert (Motacilla Feldeggii, Michah. — M. me- lanocephala, Lichtst.) med fort Hette, noget mere langſtrakt Krop og længere, ganſte fort Næb. Forfatteren har ſcet den i Hr. Apotheker Mechlenburgs ſtore Samling fra Omegnen af Flensborg. Pag. 148. Markpiber (Anthus campestris). Faber fandt den den 22. Mai 1827, ynglende i Marehalmen (Elymus arenarius) imellem Aalbcek og Skagen. Pag. 195. Taglerken (Alauda cristata) er ffuet ved Herlufsholm (Melchior); den yngler ved Flensborg og Leck (Mechlenburg); min ældfte Son fandt den almindeligt ynglende „ Miil veſtlig for Apenrade, efterat jeg fefo i April 1851 fandt den talrig i denne Gan, fornemmelig paa det opdyrkede Hedeland. Pag. 204. Sporeverling (Emberiza lapponica). Apoth. Mechlen⸗ burg bar flere Aar havt abffilfige levende, font vare fangede ved Flensborg. Pag. 216, Efter „Graaſidſkenen“ (F. linaria) ti(feie8 fom Anm.: Stor Graaſidſken (F. canescens, de Selys Longchamps) ſom yngler i Grønland og andre Polarlande, kommer fon Sroffual til Europa, men er ved fin Lighed med den almindelige (lille) Graaſidſken overſeet og for— vexlet med denne. Jeg blev ſaaledes ferft for fort Tid ſiden opmeerkſom paa, at der blandt mine, ved Thyrsbeek Strand (Veilefjord), i Januar 1848, ſkudte Graafteffener, fandtes et Exemplar, hvilket ganffe fremmer overeens med de fra Grönland modtagne. Foruden fin betydelige Stor— relſe, udmærfer den ſtore Graaſidſfen fig ved en lyſere rod Hætte, ved bredere, hvide &varbaanb paa Vingerne, brede, hvide Kanter paa Sving— fferene og Styrerne, ſamt en i Vinterdragten reen hvid Overgump. Den har en langt yppigere Fjerbekldning og et lyſere Üdſeende end den al- mindelige Art; det ſtager nu klart i min Erindring, at disſe (terre, lyſere Individer tydeligen kunde ffielne8 blandt de talrige, tætte Skarer af den mindre Art, der nedlode ſig paa Strandbredden, og ſom man kunde komme ganífe nar. Pag. 224. Stor Korsneb (Loxia pytiopsittacus). Den indfinder fig gjerne flokkeviis fra ferſt i Nov. til henimod Julen. 1817 var den i (tor Mængde her i Landet; 1827 ligeledes i de forſte Sage af Nov.; en Gartner ved Coro fangere 11 Stkr. ved Hjælp af en Heſtehaars— ſnare, bunden paa Enden af en lang Stang, hvilken han ſtak omkring Hovedet paa dem, medens de ſadde i Zræet. En Hun, fanget i Nov. 1827, lagde et Wg i fit Buur den 21. Sunt, et 2det den 24. Juni 1828, disſe vare blaagrenne, noften fom Sangdrosſelens, det forſte med en Krands af lyſegrage, i hverandre lobende Petter paa den butte Ende, det andet ligefaa, med Pletter ogſaa paa Siderne; den 27. Juni lagdes atter et Gg, fom overalt, undtagen paa den ſmalle Ende, havde lyſe— grage, udlobende Pletter, ftarfeft paa den butte Cube; ſtorſte Tykkelſe 9'^, Leengde 13½““ (Melchior). Pag. 225. Mindre Korsneeb (L. curvirostra). Angler i Omegnen af Flensborg (Mechlenburg). Melchior anforer, at de Rode i Fangen⸗ ffabet ſnart blive guuígrenne, han havre tre af ſamme, der floi frit omkring i Herlufsholms Skov og forffjellize Gange bragte vilde med, fem fangedes, idet de gik ind i Buret. Een af dem udtrak med Næbet de lengſte Wdeſkuffer af andre Fugles Bure og aabnede Doren for at qaae derind; ſtedſe munter og opvakt, fang ben alene, hvorved, ſaavel— ſom ved ſin Vid og Munterhed, den overgik langt de andre. 422 Pag. 228. Ringdue (Columba palumbus). Melchior bragte ben til, at den fløt ud og ind, men aldrig til at yngle med tamme Duer, iffe engang. til at parre fig med dem, Pag. 230. Sfovdue (C. oenas). Taget ung fra Reden og op- febt, yngler den i Fangenfkab. En Hun, parret med en Huusdue, havde 5 Gange Unger i een Sommer, men de dode ſtedſe 2 à 3 Dage gamle; et temmet Par af den vilde Due derimod opfodte deres. (Melchior). — — Turtelduen (C. turtur) er ſkudt ved Norreriis ved Aar: huus (Adjunct Las ſen) Pag. 234. Agerhone (Perdix cinerea). En citronguul Afendring, med feagt gjennem(finnenbe Tegning, blev ſkudt i Angel af en Skov— rider Butenſchön, udſtoppet af Mechlenburg og ſendt Overforſtmeſter v. Krogh paa Nygaard; 1847 oppoldt fig en Slot Agerhons i Sønder: ſkoven ved Flensborg, four alle havde hvide Svingfjer og et hvidt Skjold paa Bryſtet; en lignende Flok fandtes for længere Tid ſiden ved Qveern (Mechlenburg). i Pag. 242. Stor Trappe (Otis tarda). Blev for endeel Aar ſiden, Nytaarsdag, ſkudt paa Iſen ved Slesvig; Exemplaret kom i Benickens Samling. Pag. 243. Dvergtrappen (0. tetrax). Et Exemplar, ſkudt ved Gram, kom i Benickens Samling (Mechlenburg). J Müller's prodrom. zool. Dan. p. 27 anføres den ogíaa fom danſt. Pag. 248. Pomerantsfugl (Char. morinellus). Mechlenburg angiver den fom undertiden ynglende i de ſlesvigſke Hedeegne, f. Ex. ved Tarp, hvorfra han fif WÆggene og begge de Gamle i Sunt 1829. Mel: chior anfører flere Exempler paa dens Forekomſt her i Sjælland. Pag. 252. Strand⸗Brokfugl (Char. squatarola). Mechlenburg traf den i Auguſt hyppig ved Batteriet ved Flensborg, baabe derfra og fra Sylt fik ban den i reen Sommerdragt; den er, efter Boje, langt ſjeldnere ved den ſlesvigſte Oſtkyſt end ved Veſtkyſten; unge Fugle og Gamle i Vinterdragt træffeg endnu i Nov.; de Gamle i Sommerdragt begynde gjerne at viſe ſig i Juli, hvoraf man turde formode, at dens Nnglepladſer ikke ere langt borte. ! Pag. 254. Almindelig Vibe (Vanellus cristatus). Den ankom til Sydſſelland (Herlufsholm): 1820 den 27. Febr., 1821 den 9. Marts, 1822 den 18. Febr., 1823 og 1824 den 2. Marts, 1827 den 9. Marts. Pag. 956. Steenvender (Strepsilas collaris). Angler paa flere Holme ved Aero, paa Nordreronnerne ved Less, paa Derne ved Sles— vigs Oſt⸗ og Veſtkyſt (Mechlenburg), ifar paa Veſtkyſten (Boje). Den lever fornemmelig af vingedakkede Snfecter, hvortil den nedfluger ſmaat Gruus. Faber fandt den (1824 i Juli) ynglende paa Kyholm og Lindholm ved Samse, Forſtcandidat Peterſen: paa Muusholm. Pag. 353. Sneegaas (Anser hyperboreus). Faſanjeger Fredrikſen paa Amager faae, i de forſte Dage af Dec. 1851, 2 ſneehvide Vildgjcs paa Stranden ved Amager, ud for Kongelunden; han vingeſked den ene, men ba ben fatte fig ſterkt til Modverge, idet Hunden ſkulde apportere den, fob denne fig afffreffe, og Fuglen undkom; neſte Dag fandtes der kun een, fom forſvandt tredie Dagen. Bemeldte Jæger kjender ſaameget til de her forekommende Fugle og beffreo mig disſe Gjæs faa noie, at eg med temmelig Sikkerhed ter antage, at det har været Sneegjas. — — Aalekrage, pag. 393. Aaletyv 393. Aalge 408. Aarfugl 237. Aarhone, alm. 217. Accentor modul. 182. Aclitis hypoleucus 288. Aftenbakke 105. Agerhone 234. Alauda alpestris 196. arborea 195. arvensis 193. campestris 147. cristata 195, nivalis 196. obscura 143. trivialis 146, Alca impennis 414. lomvia 409, pica 409, | torda 413, Alcedo ispida 75. Allike 97. Alpeſvale 109, Ampelis garrulus 103. Anas acuta 366. | albifrons 354, | anser 356, atra 379, Beringii 383, | bernicla 360, | boschas 365, | brenta 360, | casarca 364; | eircia 369, | clangula 381, elypeata 368, Kegiſter. — Anas crecca 370. cygnus 350, dispar 383. erythropus 354-358, ferina 375. fuligula 374, fusca 379, glacialis 382, glaucion 376, 381, glocitans 371, histrionica 383. liyemalis 381-382; hyperborea 353, islandica 382, leucocephala 378, leucophthalmos 376; marila 374, mersa 378, mollissima 385, nigra 379, niveus 353, nyroca 376, olor 351, penelope 372, perspicillata 380. querquedula 369, rufina 377. rutila 364, segetum 356. spectabilis 387, Stellerii 383, streperà 367; tadorna 363, And, Atling: 369. Bjerg: 374. Blankekniv- 381, Blis-⸗ 372. | And, Brille⸗ 380. Bruunnakke- 372, Bruuskop- 381. Edder⸗ 386. Fiiroine-⸗ 381, BUE 389. Flem⸗ 381. Flsiels⸗ 379, Graa- 365. Grav: 363. Gras- 365-367. Havlit⸗ 382. Havlyk-⸗ 382. hvidhovedet 378. hvidsiet 376, ) Hvin-⸗ 381, islandſt 382, Knar⸗ 367, Konge⸗Edder⸗ 387, Krage: 379, Krik eller Kræf-: 370, 374, 381. Krop⸗ 368. Kul⸗ 379. Lys⸗ 342. Loffel⸗ 368. Mellem: 366. Moſe⸗ 365, Nork⸗ 370. Perle: 367. Pibe: 372. Pragt⸗Edder⸗ 387. Ru⸗ 365. Ruſt⸗ 364. Rodnakke⸗ 375, Skee⸗ 368. ! Skjoldnaeb⸗ 868.. Strig: 400, Sfæl: 374, Commer-&rit- 369. Sort⸗ 379, Spids⸗ 365. Steller's- 383. CtoE 365. Strom- 383, Svart⸗ 379. Taffel⸗ 375 Top⸗ 374. Trold⸗ 374. Uh⸗ 385. Vibe⸗ DA Vinter: 366, Ugnete 382. Angeltaſke 382. . Anser arvensis 357. bernicla 358. brevirostris 354. cinerasceus 355. cinereus 357, hyperboreus 353. intermedius 354, leucopsis 358. medius 355. minutus 355, rufescens 357, ruficollis 361, segetum 356. Temminckii 355. torquatus 360. vulgaris 357. Anthus aquaticus 144. arboreus 146. campestris 147. cervinus 146. littora is 143. pratensis 145. rufescens 147. rufogularis 146, rupestris 143. spinoletta 144, Ardea castanea 267, cinerea 265, eomata 267, eristata 265, erythrypus 267. major 2€5. minuta 268, Nyeticorax 266, II Ardea ralloides 267. squajotta 267. stellaris 269. Arenaria grisea 284. Aquilae 6-II. Baadfugl 137. Bekkaſin, ſtor 299. Brehms 301. dobbelt 300. enkelt 301. ſtum 301. Bernicla 358-360, Bityv 162. SBicter, europeiſt 77. Bpjergugle 46. | Blaafalk 23,24, 25, 33. | Blaakop 185, | genaue, grøn 161, | lille 160, ſtor 1 55 Blishone 308. Bliskalv 308. Blitte 314. Blodfugl 178. Blodſtjert 178. Blütt 314. Bogfinke, norff 211. Bogfinkens Horeu. 211. Bombycilla ga:rula 103, |! bohemica 103, Bomlerke 198. Branting 314, | Brokfugl, alm. 247. Brunelle, alm. 182. Bruſehahn 286. Bruunſkalle 157 Bruushane 286. Bruuskop 286. | * ut 301, | Suntfpet 61. | Buſthog 120. | Bubo maximus 46, | Buteo lagopus 17, | vulgaris 17. | Bygfuͤgl 66. Bylov-Pirol 82, BVynkefugl 151. | Bætvrogfel 135. | Bogeſtrakke 389, | Calamoherpe 164-167, * Calidris arenaria 284. grisea 284. Caprimulgus europaeus 105. Carbo cormoranus 393, graculus 395. | Caryocatactes guttatus i 88 | Catarrhacta Skua 341, cephus 347, Cephus lomvia 408, ana 409, Certhia familiaris 68, Charadrius albifrons 250. apricarius 247. auratus 247. calidris 285, cantianus 250, curonicus 251. fluviatilis 251. helveticus 252. hiaticula 249, himantopus 312, littoralis 250, minor 251. morinellus 248. oedicnemus 248. pluvialis 247, sibiricus 248. squatarola 252, tataricus 248, vanellus 254, Ciconia alba 261. nigra 263. fusca 263. Cinclus aquaticus 135, Circaëtus 12, Circus 32, Clangula 381-383. Claus 408, Coccothraustes vulgaris 205, Columba oenas 229, palumbus 228. turtur 230, Colymbus arcticus 405. auritus 401, cornutus 899, cristatus 399. glacialis 404, rubricollis 400, III Colymbus rufogul, 406. Digefmutte 150-152. | Falco arundinaceus 32. septentrionalis 406. subcristatus 400, stellatus 406. troile 408. urinator 599, Coracius galbula 82, garrula 80. oriolus 82, Cormoran 393, Corvus caryoca.actes88, corax 90, cornix 93, corone 92, frugilegus 91, glandarius 100, infaustus 102, monedula 97, pica 98, Corythus enucleator Coturnix vulgaris 235. Crex pratensis 304. pusilla 306, Crucirostra abietina 223 bifasciata 226, leucoptera 226. pinetorum 224, Cuculus canorus 55, Curruca arundinacea 165. atricapilla 157, cinerea 156, garrula 156. hortensis 158, luscinia 174, naevia 170. nisoria 155. turdoides 167; Cyguus Bewickii 351, gibbus 351. islandicus 351. melanorhinus 350. melauorhynchus 350, minor 351. musicus 350. sibilus 351, xauthorhinus 350. Cypselus apus 107. melba 109. murarius 107, Dompap 219. Dospyrus bassan, 393, | Drethalg 66. Drosſel, Bøg: 128. graa 128, | Waane- 132. Miſtel⸗ 125, rod 150, Ring: 132, Skfold⸗ 132, fort 133. lortirubet 131, Viin. 130. Duefalk 23. Duehsg 29. Dvargfatk 25. Doarzglente 32. Docergugle 39. Dykand, ſpidsnab. 408. Edderand 385. Edderfugl 385. Geupikter 250, Egholmskek 286. Euekrage 80, Engfalk 33. Eugfuglk 140, Emberiza arundinacea 201. calcarata 203. eitrinella 199, | glacialis 202. | hortulana 200, ; dapponica 208, juiliaria 198, montana 202. mustelina 202. | niwvalis 202, passerina 201, | Schoeniclus 201. | Eudromias morinella | 248, | Eudytes 404, | Falkeſlœgten 5. Falco abietinus 23. aeruginosus 32, aesalon 25. | albicilla 9. | albidus 16, ; apivorus 19, brachydactylus 12, brunnius 26. buteo 16, caesius 25, caudicans 2], ceuchris 27, cineraceus 35. communis 16, cyaueus 33, cyauopus 22, fulvus 6, gallicus 12, gallinarius 29, geuulis 29. gyrfalco 21. haliaétus 11. islandicus 21. lagopus 17. lauiarius 22, leucocephalus 10. leucopsis 12. lithofalco 25, milvus 14. ' naevius 8. nisus 3l, ossifragus 9, palumbarius 29. pjygargus 33. ruupes 28. rufus 32. subbuteo 24. tinnunculoides 27, tinnunculus 26, variegatus 16, versicolor 16, vespeitinus 23, 99. Ficedula 159-164, Fieldern 6. Flermuus 250. Flerepiſt 249. Finke, Bog⸗ 209. Qvaker⸗ Aj | tå Suepes 81, Finkeſlegten 205, Fiſtehog 11, 32. Fiſteorn 9, 11, Flagſpet 62-65, Fleſte pv 184, Flodern II. Flueſuapper 116-118. 8lpr 255. Flekſpet 61. Flekſperre 63. Fringilla cannabina 213. carduelis 218. chloiis 212. coccothraustes 205. coelebs 209. domestica 207, enuc'eator 221, erythrina 220, . flavirostris 214, lapponica 203. linaria 215. linota 213. montana 209. montifringilla 211, montium 7214, pyrrhula 219, serinus 215, spinus 216, Fuglekonge 191, 192, Fulica atra 303. Fuligula 374-379. Gaas, Ager- 357. Blis⸗ 354. Sram. 358. Brand- 363, Dverg⸗ 355, gager: 363. Graa: 357. Grav: 363. Klinger- 356. Middel⸗ 354. Snee⸗ 353. Speil⸗ 361. Cb. 356. Vild-⸗ 357. Gaaſeugle 46. Graſcorn 9. Gadiſen 382. Gallinula ehlorcp. 306. erex. 304, porzana 305. pusilla 306. Garrulus glandarius 100. infaustus 102, Gjerdekonge 180. Gjerdeſmutte 180. Gjerde v ppe 180. Gjertrudsfugl 102. | IV Gjøgemoder 156, Gisgen 55, Glandarius pictus 100 Glareola austriaca 245 pratincola 245. torquata 245, Glaucion 381. Glente 14, 15. Glitter 332. Glottis chloropus 293 Guispe 330. Graairiſt 182. Graaſidſken 215. Gracula rosea 87. Grank 250. Grib, gtaa 4. Grus, cinerea 259, communis 259. Grasſmutte 156-158, Gronſpet 59. Gulddrosſel 82, Guulbug 162. Guu ffrep 388. Guuifvinf 140. Guu:fpurv 199. Bllaematopus ostralegus | 257. ? Hakkeſpet 61. Haliaétos 8, Halieus carbo 393, cormoranus 393, | Harelda glacialis 383, histrionica 383. Har ang 37, Harpax 123. Haveſmutte 158. | Haveſtade 157. Havgasſe 406. Havrefugl 137. Havrefæd, blaa 137. guul 140. Havpſtjer 399. Havpſule 392, Havorn 9. Hedefalk 33. Hedeugle 49. Heilung 217. Heire, Fiſke- 265. graa 265. Nat⸗ 265. Skred⸗ 265. | Heire, Top⸗, 265, Helunger 247. Hesſelhone 239. Hjeile 247. Himantopus 312. Himbrim 401. Himmethund 379. Hingſtfugl 300. Hirundo apus 107. pralincola 245. riparia 113. rustica 110. urbica 112. Hornugle 48. Horſegjog 300. Huusugle 38. Huderung 247. Hvepſebusſard 19, Ovepfefalk 19. Hvepſevaage 19. Hvidfalk 21. Ovidfugl 314. Hvidſide 390, Ovidſtrekke 390. e himantopus 12. Hytjep 151. Hyttige 249. Hoge 29. Höogeugle 38. Heidykker 399, Heolkun 184, Honſehog 29. Herfugl 72. Jagtfalk 21. Jan van Gent 392. Ibis falcinellus 272. Ibis, europeiſt 272. Jisfugl, alm. 75. Imber 401. Iriſt, Bjerg: 214. graa 213. gron 212. guul 214. Save: 162. rod 213. Zorn: 213. | Islandsfalk 21, Kaa 97 Katugle 41. Raumee 339, Kjernebider 205. Kjove, liden 347. middel 345. ſpidshalet 346. ſtor 344. Kirkefalk 26. Kirkeſter 107. Kirkeugle 42, 43. Kirre 330. Kirſeberfugl 205. Kjarhog 32-35. Kjarſangere 170. Klaeshahn 382. Klire, graabeaet 291. gronbenet 293. Rodbeen 290. ſortegraa 289. Tinkſmed 292. Klattrefugle 53. Klippeugle 46. Klyde, Brogeblit- 314. Klovermaage 332. Knotter 198. Kobberhone 295, Kongefugl 191. Kongeorn 6, Kornfalk 33. Kornlerke 198. Kornverling 198. Rorénab, alm. 224, hvidvinget 226. mindre 224, flor 223, Krage, almindelig 93. blaa 94, graa 93, holſteenſk 92. Korn- 94, Payne: 92, ſort 92. Krageand 408. Krakugle 38. Kramsfugl 125, 127, 128. Krognab 221. Kropkirre 330. Küvit 254. Kukker 55. Kukmand 55, Landorn 6. v Lanius collurio 123. excubitor 120. medius 121. minor 121. rufi pes 122, rufus 122. rutilus 122. spinitorquus 123. Larus argentatus 339. candidus 337. canus 339. . capistratus 335. catarractes 841, eburneus 337. erythropus 335, fuscus 312, glaucus 341. leucopterus 340. marinus 342, minutus 334, niveus 337, ridibundus 335, Sabinii 336, tridactylus 338. Lappedykkere 390-402. | Lestris Buffoni 347. catarractes 341, cephus 347, crepidata 347. pomarina 345. parasitica 346. | Ligurinus chloris 213. ! Limicola pygmæa 283. Limosa aegoceph, 295. calidris 290. fusca 289. melanura 295. Meyerii 295, rufa 295, Lobipes hyperbor. 310. Lommer 404-406, Loxia bifasciata 226, cardivalis 220. chloris 212. coecothraustes 205. eurvirostra 224. major 223. enucleator 221. erythrina 220. falcirostra 226, leucoptera 226. pyrrhula 219, | | | | | | | Loxia pytiopsittatus - 223. serinus 215, taenioptera 226, Lusciola major 172. philomela 172, Lüif 257. Lusciola coerulecula Lærte, Bjerg: 196, Hede⸗ 195, Lyng: 195, Mark⸗ 193. Sang: 193. Skov⸗ 195. Top⸗ 195. B is 195, Lerkefalk 24. Lovſangere 159, Maage, Aale⸗ 342. Dverg- 334. Gaaſe- 342. Do.bbinget 340. ſtor 341. Graa- 339, 341. Graanakke- 339. — Hatte⸗- 335. Sig: 337. klofthalet 336. Perle- 341. Svartbag- 342. Tyve⸗ 341. Machetes pugnax 286. Maifugl 140. ; Maroccos 342, Marſpiinfugl 408. Meiſe, blaa 185. graa 186, Dale: 188, $amyp: 186, Lazur⸗ 185, Musvit⸗ 184, Skjceg⸗ 189. ſort 186. Sump⸗ 186. Top- 187, Melanitta 379. i Mergus albellus 390. merganser 388. serrator 389. Merops apiaster 77. Merula atrogularis 131. nigra 133. rosea 87. torquata 132. Midde ſpet 63, Milvus 14. Minervas Ugle 42. Moirifk 214, Morinella collaris 255. Motacilla alba 137. squatica 169. atrata 179, atricapilla 157, boarula 142. cinereocapilla 141. curruca 156. flava 140, hypolais 162, lugubris 139, luscinia 172-174, modularis 182. naevia 170. oenanthe 150. phoenicurus 178. regulus 191. rubecula 176. rubetra 151. rubicola 152. salicaria 158. schoenobaenus 168, sulphurea 142. sylvia 156, trochilus 159. trogiodytes 180. Yaielli 189. Moſeugle 49. Munk 286. Munkefugl 157. Muscicapa albicollis atricapilla 117. collaris 118. grisola 116. luctuosa 117. parva 118, Mufefal 26, Muſevaage 16-17, Mus vitmeiſe 184, Moſch 249. Nabodosdy 385. Natravn 105. 4 VI Nattergal, Baſtard⸗ 162 |^ Yen 174. nerdlig 172. Sprosſer- 172. ſtor 172. ſydlig 174. Vinter- 182, | FEE Horeunge Natugle 41. Nonne 390. | Nucifraga | tes 88, | Fumenius arquata 274. | ferrug;nea 279. minor 275. phaeopus 275. | pusillus 283. ^. pygmaeus 283. | subarquata 279. ; variabilis 280. | Nælnefonge 176. Noddehakfer 70. | Noddekrige 88. | Odinshane 310. caryocatac- | ul m crepitans | | 1 fusca 379. | nigra 379. Oriolus galbula 82. | Otis houbara 244, oedicnemus 246. tarda 242. tetrax 243. Pandion 11. Papegoie, ſvenſt 221, P. rus ater 186. bjarmicus 189. caudatus 188. coernleus 185. | cristatus 187. cyaneus 185. | major 184. | palustris 186. | Pastor roseus 87, Pedersfugl 320. | Perdix cinerea 234, colurnix 235. Pelecanus bassanns 392. caibo 393. cristatus 395. | fuscus 396. graculus $95. | onocrotalus 396. | Sjerbabn 274. Perleugle 45. Pernis apivorus 19. Phalaerocor. carbo 393. medius 393, Phalaropus 310, 311, Pibelarke, Eng⸗ 145. rodſtrubet 146. Strand- 143. Tre⸗ 146. Piber, Skjœr⸗ 143. Vand⸗ 144. Pica varia 98. Picus canus 60. leuconotus 62. major 61. martius 58. | medius 63. minor 64. norvegicus 60, tridactylus 65. viridicanus 60. | viridis 59. Pirol 82. Platalea leucorodia 270. Platypus ferinus 875. | fuligulus 374, fuscus 379, glacialis 382, glaucion 381, histrionica 383, | | marilus 374, | niger 379. | rufinus 377. | Plectrophanes calcara- tus 203. , | nivalis 202, Pletfugl 88. | Pluvialis minor 248, | Podiceps auritus 401. |! arcticus 401. cornutus 401. | .cristatus 399, minor 405, nigricollis 402, Podiceps rubricollis 400. Pomerantsfugl 248. Pratincola 151-152. Procellaria anglorum 321. glacialis 323. minor 324. pelagica 320. puítinus 321, Puffinus anglorum 321, | " arcticus 321. Pyrrhula enucieator 221; * erythrina 220. serinus 215. vulgaris 219, Pytter 249. Qvabſkade 123, 156. Qvakerfinke 211. Rallus aquaticus 303. crex 304. porzana 305. pusillus 306. Ravn 90. : 9tegnpiber 247. Recurvirostra avocetta 814. Regnſpove 274-275. Regulus cristatus 191- 192. Rikkelſe 107. Ringdue 228. Roſendrosſel 87. Ropfugle J. Ruticilla phoenic. 178. Rple 276-279. Rælbalg 406. Rodbeen 289-290. Rodfalke 26. Rodfodfalk 28. Redkjalk 176. Redſtjert 178. Rodvitte 295, Sigier 237. Siennefual 300. Rordrosſel 167. Rerdrum 268-269, Rorhone 805-306, Rormeiſer 189. VII Rorſangere 164170. Rorſmutter 164-170, Rorſpurv 165. | Rotter 338. | Salicaria 164-170, Sandevrivt 249, 250, Sanger, Blaakjcelk⸗177. bryſtvatret 155. Buff. 170. Drosſel⸗ 167. (Sjerbe- 156. Gran⸗ 160, grøn 161. guulbuget 152. Have⸗ 158. Lov⸗ 159. Nattergal- 172, 174, Rodkjelk⸗ 176. Ror⸗ 165. Siv: 168. fortbroftet 179, ſorthovedet 157. ſortſtrubet 178. Star⸗ 169. Sump⸗ 164. Torn: 156. Vand⸗ 169. Sangfugle 114. Saxicola 150-152. Schuhu 46. Schonntjernk 830, Scolopax atra 289. Brehmii 301, fusca 289. gallinago 300. | gallinula 301. glottis 293. major 299. media 299, phoeopus 275. rusticola 297. Seiler 107, 109. Selning 284, Selſort 133, | Serinus 215, 218. Sjagger 127. Sidenſvands 103. Sidſeronnike 215. Sidſten 215, 216. Silkeand 399-403. Simmerſnarre 125. | j i | Snarre 125. Sitta europea 70. Skade 98. Skalleſluger 388-390. Clare 393. Skeegaas 270. Skeeheire 270. Skitteren 103. Skomagerfugl 114. Skovdue 228, 229. Skovkok 59. | €fovíncb 270. Stkovrixe 303. Sfovffade 100. Skovugle 41, 43. Skovvubbe 72. Skrafaning 326. Skrieltjernk 326. Skrofe 321. Skrigand 400. Skyfald 105. Skrigorn 8. Slagfalk 22. Slagugle 40. Slangeorn 12. Sletfalk 29. Slorugle 45. Smedegaas 354. Smediefugl 137. Smorfugl 140. Sneefinke 202. Sneefog 202. Sneefugl 202. Sneekok 202. Sneeſpurv 202. Sneeugle 37. Sneppe, Dom. 293. dobbelt 300. Dum⸗ 277. Glut⸗ 293, Graa- 277. Harlekin-⸗ 289. Holt⸗ 297. hvid 292. Kjærs 292, Mudders 288. rod 277. Skov⸗ 297. Corte 289. Staal⸗- 277. Strand 295. Svale⸗ 291. Sneppe, Binter= 278. Sniptudſe 250. Solbaffe 113. Solſort 133. Somatería 385-387. Sortkirre 332. Sortſpet 58. Spedehals 406. Spetter 56. Spetmeiſe 70. Spikke 157. Spinus 216, 218. Spove 274. Spurv 207, 209. Spurvehog 25-31. Spurvekonge 160. Spurveugle 39. Steendylp 150. Steenfalk 25. Steenpikker 137, 150, 249. Steenſqoa tte 150. Steenugle 42. Steeneorn 6. Stelleria 383. Sterna anglica 327. cantiaca 327. caspia 326. Dougallii 327. hirundo 329. leucopareja 331. leucoptera 332. macroura 330. minuta 330. nigra 332. risoria 327. Stjernekonge 191. Stjertmeiſe 188. Stillids 218. Stork 261-263. Stormfugl 320, 323, 324. Stormſoale 320. Strandhog 341. Strandlerke 143. Strandlober, breenabet 283. Dværge 278. islandſt 277. frumnabet 279. Ryle⸗ 280. Schinz's 281. VIII penna ſortegraa ee 282. Strandpiber 247-251. 8 Strandſkade 257-314. Strepsilas 255. Strix acadica 39. aluco 41. brachyotus 49. bubo 46, | dasypus 43. | flammea 45. funerea 38, 43. hudsonia 38. litarata 40. macroura 40. | nisoria 38, noctua 42, nudípes 42. nyctea 37. otus 48. passerina 39, 42, pygmaea 39. Tengmalmii 43, Ulula 38. Struntjæger 341. Sturnus cinclus 135. vulgaris 85. roseus 87, Styllepig 288. | Styltelober 312, | Ster 85. | | | Steerdrosſel 87. Sula 392, Sumpugle 49. Svale, Alpe= 109. Diig= 112. |. Soriítue 110. Grav- 113. Duug= 110. Hvid⸗ 112. Hvidbag- 110. Jord⸗ 113, Kirke⸗ 107. Kjobſtad⸗ 112. ares 110, Mark- 110. Muur⸗ 107. Rive⸗ 112. | Gants 113, | Storfteeng= 110. Cale, Sortbag⸗ 110. Taarn: 107. Tagffjæg: 112. Syslefpurv 117. Svenſke 212. € værten 379. € groftpiber 257. Sylvia aquatica. abietina 160. arundinacea 165, atricapilla 157. cariceti 1€9. schoenobaenus 168, cinerea 156, coerulecula 177. eurruca 156, cyanecula 177. fitis 159. garrula 156. hortensis 158. hypolais 162. locustella 170. juseinia 174. modularis 182. nisoria 155, oenanthe 150, palustris 164, philomela 172. phoenicurus 178. phragmitis 168, regulus 191, rubecula 176, rubicola 152, rubetra 151, rufa 160. salicaria 169, sibilatrix 161. striata 164. svecica 177. sylvicula 164, tithys 179. trochilus 159. troglodytes 180. turdina 167, Sofugl 257. Sohane 406. Solvet 338. Søravn 393. | Taarnfalk 26, 27. Tantalus falcinellus. 212. Teiſte 408. Terne, Beer: 330. Dougall's 328. Terne, Dveerg- 330. engelſk 327. Dav: 330. hoidſkjcggget 331. hvidvinget 332. Hette⸗ 329. Kentiſt 327. Kyſt⸗ 330. Moſe⸗ 332. Snip⸗ 330. ſort 332. Skraal⸗ 326. Tetrao bonasia 239. coturnix 235. perdix 234. tetrix 237. Thalassidroma pelagica 320, Thomas 176, 180. Thorshane 311. Tjaldr 290. Tied 257 Tinkſmed 291. Tolken 290. Tommeliden 180. Troldpipe 316. Topdpkter 399. 3$ opitreffe 389. Sornifate 120-123. Totanus calidris 290. fuscus 289, glareola 292. hypoleucus 288, limosa 295. ochropus 290. striatus 290. Trane 259. Trapgaas 242, Trappe 242-241, Triel 246. Tringa alpina 280. arenaria 281. einelus 280. IX | Tringa cinerea 277. canutus 277. ferruginea 277. fulicaria 310. glareola 292. helvetica 252. | hyperborea 310. | hypoleuc s 288. interpres 255. islandica 277. littorea 292. | maritima 276. minor 28l. minuta 278, ochropus 291. platyrrhincha 283, pugnax 286. pusilla 278-282. pygmaea 231. rufa 277. Schinzii 281. squatarola 252. subarquata 279. Temminckii 278- 282. vanellus 254. varia 280. Troglodytes 180. Tralober 68. Trepikker 68. i Tudſe 219. Turdus arundinac. 167. alrigularis 131, cinclus 135, iliacus 130, merula 133, musicus 128, oriolus 82. piaris 127, roseus 87. torquatus 132. varius 134. viscivorus 135. Turteldue 230. | | sie 37-50, Uglehsg 33. Ulykkesfugl 102. | Undina leucocephalå | Upupa epops 72, Urhone 237. Uria 408-409. Uveirsfugl 320. | Vagtel 235. Rør: 305. Vand⸗ 303. Vagtelkonge 301. Vandhone 308. Vandringsfalk 23. Vandrixe 303. Vandſtar 135. Vanellus cristatus 254. helveticus 252, melanogaster 252. Vendehals 66. Veidetitte 255. Berling, Dortulan 200. Korn: 200, Rør: 201. €nees 202. Vibe, alm. 254. polſt 255. Vipſtjert 135-141. Virlen 288. Vubberen 72. vum cinereus 4, Yunx torquilla 66. Wedelfalke 20. Jedelmand, polſt 374, fu. fpibénabebe, LJ Ørfugt 385. Oreugle 46. Orne 6. Oſterſugl 274. Oſterlandsvibe 271. Oſtertut 274. Rettelſer og Tillæg. Pag. 5 Linie 10 fra oven: overordentligt, ls: overdaadigt. Pag. 5 Lin. 8 f. o.: Haardyr, f. Pattedyr. Pag. 6 Lin. 1 fra neden tilfsies: Fodrodens Fjerbedeekning hvidagtig, hos de Gamle lyſebruun. Pag. 6 Lin. 7 f. n.: Længde 36“, Vingeſtrekning 84— 90“. Pag. 8 Lin. 7 f. n.: — Fugleburet, l. — Hegeburet. Pag. II Lin. 15 f. o.: Vinge⸗ ürefning 52— 64“. Pag. 11 Lin. 3 f. o.: runde, l. trinde. Pag. 12 Lin. 11 f. n.: Længde 24 — 26“, Vingeſtr. 60 62“. Pag. 13 Lin. 4 f. o.: Blyhed, l. Fryͤgtſomhed. Pag. 14 Lin. 15 f. n.: 13 Marts, l. 18de Marts. Pag. 15 Lin. 16 f. o. tilfeies Synonymet: Milvus ater, Brehm. Pag. 15 Lin. 15 — 16 f. n.: varmere, l. ſydligere og norceit: figere, Pag. 16 Lin. 5 f. n.: tilfsies „og mindre ſtore, libet krumme Klser.“ Pag. 16 Lin. 7 f. n.: lan, l. lang. Pag. 16 Lin. 10 f. o.: fit I. deres. Pag. 16 Lin. 16 f. n.: — Spnonynet: Butco vulgaris, Bechst. Pag. 16 Lin. 16 f. n.: vercicolor, l. versicolor. Pag. 16 Lin. 13 f. n : Hannens Længde 20 21“, Brede 44— 48“. Pag. 16 Lin. 12 f. n.: Hunnens Længde 22 - 24“, Breve 46 50“. Pag. 17 Lin. 5 f. n.: logopus, f. lagopus. Pag. IS Lin. 4 f. o.: Længde 20 22“, Breve 4852“. Pag 19 Lin. 16 f. o.: Længde 22—21'", Brede 50— 52“. Pag. 19 Lin. 6 f. n.: 1826, l. 1816. Pag. 20 Lin. 2 f. n.: derfor, l. derhos. dw Lin. 6 f. o.: Comma efter Falco udſlettes. Pag. 21 Lin. 20 . o.: Længde 22— 24“, Brede 48—52", Halen 8-9“. Pag. 21 Lin. 6 f. o.: gyrfalco L., I. candicans Gmel. Pag. 22 Lin. 10 f. n.: Længde 20 22“), Brede 45—47". Pag. 23 Lin. 10 f. o.: aſkegraa, l. affeblaa. Pag. 23 Lin. 6 f. n.: Lidenſtab, burde maaſtee rettere hedde: Begjerlig⸗ hed." Pag. 26 Lin. 7 f. o.: fengre 10'/—11. Pag. 27 Lin. 5 f. o.: Hannen l. Sunnen. Pag. 28 Lin. 18 f. n.: men l. med. Pag. 29 Lin. 2. f. n.: Hannens Breve 39—40'/, Pag. 29 Lin. 1 fen.: Hunnens Brede 43^", Pag. 31 Lin. 9 f. o.: Længde 1214“, Vingeſtr. 29“. Pag. 31 Lin. 18 f. o.: Trakfugl, I. Standfugl. Pag. 32 Lin. 14 f. n.: L. I. Gmel, Pag. 34 Lin. 7 f. o.: 1825 l. 1827. Pag. 35 Lin. 11 f. n.: efter: ber, tilfsies: indvendigt. Pag. 37 Lin. 9 f. n.: Tab l. Tab VI. Pag. 37 Lin. 1 f. n.: paa eengang, l. til forſtjellige Tider. Pag. 38 Lin. 7 f. n.: Vinteren, l. Sommeren. Pag. 38 Lin. 18 f. o.: efter: 2—3, tilfsies: (efter Liljeborg: Observat. zool. endog 7). Pag. 89 Lin 9 f. n.: 13½“, l. 12“. Pag. 40 Lin. 1 f. n.: Kjobenhavnspoſten, f. Kjobenhavns Literatur- og Theaterblad. Pag. 41 Lin. 18 f. o.: Lengde 14-15“, Brede 35-36“. Pag. 44 Lin. I f. o.: l. Hunnen ſtorre end Hannen. Pag. 44 Lin. 16—18 f. o.: holder den“ o. f. v. til ,Strix noctua* gaaer ud. Pag. 45 Lin. 9 f. n.: Cler udſlettes. Pag. 46 Lin. 12 f. n.: Pannen, l. Hunnen. Pag. 47 Ln. 5 f. o.: Marienberg, l. Marienborg. Pag. 49 Lin. 11 f. o.: Muſeugle, I. Moſeugle. Pag. 51 Lin. 11 f. n.: yderſte, l. inderſte. Pag. 51 Lin. 3 f. n.: Fjerbygningen, l. Fjerformen. Pag. 52 Lin. 13 f. n.: hvis, l. vis. Pag. 54 Lin. 4 f. o.: Gumme⸗ fanter, l. Kjcvekanter. Pag. 56 Lin. 19 f. n.: Opdragelſen, l. Op⸗ f(efningen. Pag. 55 Lin. 10 f. o.: canores, f. canorus. Pag. 66 Lin. 9 f. n.: „blod“ udſlettes. Pag. 70 Lin. 19 f. o.: øvrige, l. nordlige. Pag. 74 Lin. 20 f. o.: lodrette, l. vandrette. Pag. 79 Lin. 7 f. o.: ligeledes. Pag. 77 Lin. 5 f. n.: efter Merops tilfsies apiaster. Pag. 88 Lin. 19 f. o.: Sde, l. 3die. Pag. SS Lin. 2 f. o.: rundt, l. trindt. Pag. 90 Lin. 7 f. o.: ben, l. det. Pag. 94 Lin. 17 f. o.: hörbare, l. horlige. Pag. 103 Lin. 18 f. n. tilfsies: „det gule Baand paa Hale⸗ ſpidſen er ſmallere.“ Pag. 106 Lin. 17 f. n.: opſnerret, l. opſperret. Pag. 112 Lin. 5 f. o.: fit, l. deres. Pag. 133 Lin. 3—4 f. o.: „Faber“ 0. f. v. til „Beretning“ udgager, l. Teilman anfører, at ben er funden ynglende ved Apenrade. Pag. 134 Lin. 8 f. n.: Iris, l. Iſis. Pag. 134 Lin. 15 f. n.: Pallas udſlettes. — T, varius, Horsf. er blot eengang fore⸗ kommen i England. Pag. 140 Lin. 1 f. n.: Syteenge, l. Syltenge. Pag. 140 Lin. 5 f. o. tilfsies: J England remplacerer den Mot. alba. Pag. 141 Lin. 9 f. o.: Sturtuer, l. Startuer. Pag. 142 Lin. 3 f. o.: ſortſtribet, l. ſortſtrubet. Pag. 147 Lin. 21 f. o.: Jordpuld, l. Jordtue. Pag. 153 Lin. 16 f. n.: 22de, f. 24de. Pag. 157 Lin. 1 f. o.: tordoides, |. turdoides. Pag. 172 Lin. 18 f. n.: iſtedetfor „og“, l. Keis & Blas. Pag. 176 Lin. 7 og 8 f. n. ere ombyttede. Pag. 189 Lin. 8 f. n.: Meiſer, l. Meiſe. Pag. 201 Lin. 17 f. n.: Leach, l. L. Pag. 202 Lin. 3 f. n.: Binter⸗, l. Vinter-. Pag. 207 Lin. 6 f. n.: fin Omgang, l. fit Samliv. Pag. 209 Lin. 18 f. o.: Omgang, l. Samqvem. Pag. 210 Lin. 5 f. n.: Feldebure, l. Slagbure. Pag. 215 Lin. 2 f. o.: oxia, l. Loxia. Pag. 219 Lin. 6 f. o.: Briss., l. Temm. Pag. 219 Lin. 18 f. o.: tiltræffeg, l. tillægges. Pag. 221 Lin. 6 f. n.: „og“ udſlettes. Pag. 223 Lin. 12 f. o.: pythiops —, f. pytiops. Pag. 224 Lin. 5 f. n.: pinetorum, l. abietina. Pag. 225 Lin. 2 f. n.: rigeligt Levnetsforraad, I. rigelige Levnetsmidler. Pag. 230 Lin. 11— 12 f. n.: „der ikke“ p. f. v. til „Sverrig“, l. uagtet den flere Gange er ffuet i Lapland (Liljeborg). Pag. 240 Lin. 9 f. o.: „den“ udſlettes. Pag. 241 Lin. 8 f. o.: efter „Klipper“, tilfsies: tildeels i Sumpe. Pag. 242 Lin. 13 f. o.: efter „enkelte“, tüfoted : Pag. 241 Lin. 9 f. o.: Tranetrappen, l. Krave⸗ trappen. Pag. 259 Lin. 3 f. n.: „Raaby lille“ l. i eet Ord. Pag. 270 Lin. 4 f. n.: foreviiſt, l. viiſt. Pag. 271 Lin. I f. o.: ligeledes. Pag. 272 Lin. 14 f. o.: Visell., l. Vieill. Pag. 272 Lin. 8 f. n.: Regnſporen, l. Regnſpoven. Pag. 273 Lin. 18 f. o.: De, l. Kjonnene ere o. f. v. Pag. 276 Lin. 17 f. n.: effer „udſkaaren“: Punctum. Pag. 277 Lin. 6 f. o.: cornutus, l. canutus. Pag. 291 Lin. 17 f. n.: Trtnga, f. Tringa. Pag. 299 Lin. 9 f. n.: fig, l. ſig. Pag. 310 Lin. 14 f. o. tilfsies: Smalncebet Vandtroeder. Pag. 324 Lin. 10 f. o.: begge dem, l. dem begge. Pag. 343 Lin. 13 f. n.: hvidt, l. vidt. Pag. 348 Lin. 13 f. o.: eio SED — — 1 PN quU): 2848146 5H 25 75 n ; 117 7 65 8 ; . 1 0 70 m. wont ee mor 3 BHO tar . Bano 1000 T Jer eee (n „ 6 Wege ol T siqui 45 900 Lat 2 4 6. AME. err qul - eee d mo MU 18 ihc 01 cad [Uy 3 ud ig b pu Tu du * at: 2 um. tn Dom, 1 (A Uu i MEME Ed RD RETE SA j e n T M S n N