DET RONGELIGE DANSRE VIDENSKABERNES NELNICABN NATURVIDENSKABELIGE OG MATHEMATISKE AFHANDLINGER. NIENDE DEEL. MED 19 TAVLER. NP ES LS SS KJOBENHAVN. TRYKT I BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI. 1842. Nana traraoc or oa tures iste nal i rf KE sh ms he Indhold. Side Fortegneie over Selskabets Embedsmænd og öyrige Medlemmer . . . . . V Oversigt over, Selskabets Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider for Aarene LOL 0e ASAA vig. as AS AT ch ode ad an «ARES, Mes de. serene XVII Anatomisk Beskrivelse af Chelyosoma Macleyanum, af Professor D. F. Eschricht 4 Geognostisk-Geologisk Undersögelse af Skovmoserne Vidnesdam og Lillemose i det nordlige Sjælland, ved Lector J. J. S. Steenstrup . . . . . . . 17 Fortsatte Bemærkninger over Brasiliens uddöde Dyrskabning af Dr. P, W- Lund 121 Blik paa Brasiliens Dyreverden får sidste Jordomvælining af Dr. P. W. Lund: Fierde Afhandling : Fortsættelse af Pattedyrene . . . . . . . . , 137 Monographisk Fremstilling af Slægten Hippolytes nordiske Arter ved Dr. Henrik Kröyer, med Bidrag til Dekapodernes Udviklingshistorie. . . . . . Tillæg til Dr. P. W. Lunds Blik paa Brasiliens Dyreverden: Ade Afhandling . Undersågelse af Resten i Lagranges Række, af Professor C. Ramus Om en Egenskab ved de lineære Differentialligninger med to Variable, af Professor Ea SET anna Et A 379 FORTEGNELSE Œ\ = 3 over Ye DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS EMBEDSMÆND oc OVRIGE MEDLEMMER. (Decbr. 1842.) Protector. Hans Majestæt Kongen. Secretair. Hr. Hans Christian Ørsted, Doctor philosophiæ, Conferentsraad, ordentlig Pro- fessor i Physiken ved. Kiöbenhavns Universitet, Directeur for den polytech- niske Læreanstalt, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Commandeur af Nordstjernen, Ridder af Ordenen pour le merite dans les sciences et les arts, Ridder af Æreslegionen m. m. Casserer. Hr. Lauritz Engelstoft, Doctor philosophiæ, Conferentsraad, ordentlig Professor i Historie og Geographie, Ordens-Historiograph, Commandeur af Danne- brogen og Dannebrogsmand, Archivarius. Hr. Joakim Frederik Schouw, Doctor philosophiæ, Professor 1 Botaniken ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. VI Landmaalings-Commissionen. Hr. Heinrich Christian Schumacher, Doctor juris, Conferentsraad, Professor i Hr. Astronomien, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen, af den råde Örn og af Æreslegionen m. m. Christian Friis Rottböll Olufsen, Professor i Astronomien ved Kiöbenhavns Universitet. Carl Ludvig v. Bendz, Capitain 1 Artilleriet, Ridder af Dannebrog. Ordbogs-Commissionen. Christian Molbech, Justitsraad, Professor i Literairhistorien ved Kiöhenhavns Universitet, Secretair ved det store kongelige Bibliothek, Ridder af Danne- brog og Dannebrogsmand m. m. Johan Nicolay Madvig, Doctor philosophie, Professor i den latinske Philo- logie ved Kiøbenhavns Universitet, Universitetets Bibliothekar, Ridder af Dannebrogen m. m. Niels Mathias Petersen, Professor, Registrator ved Geheimearchivet, Casse-Commissionen. . Jens Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinge, Doctor juris, Professor, Medlem af Universitets-Directionen, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand. Andreas Schifter, Commandeur i Söe-Etaten, Fabrikmester ved Holmen, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand. Johan Christopher Hagemann Reinhardt, Doctor Philosophie, Etatsraad, Professor i Naturhistorien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Danne- brogen og Dannebrogsmand o. s. v. Hr. Hr. Hr. Hs. VII Frederik Christian Petersen, Doctor Philosophiæ, Professor i Philologien ved Kiöbenhavns Universitet, Provst paa Regentsen, Ridder af Dannebrogen m. m. Meteorologisk Comitee. Hans Christian Ørsted, Conferentsraad, Professor m. m. Joakim Frederik Schouw, Professor m. m. P. Pedersen, Magister, Observator. Revisorer, Carl Ludvig v. Bendz, Capitain i Artilleriet, Ridder af Dannebrogen. Christian Jürgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken i Söe-Etaten. Æres-Medlem, Excellence Hr. Johan Sigismund v. Måsting, Geheime - Stats - Minister, Ordens-Kantsler, Overkammerherre, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m. Indenlandske ordentlige Medlemmer. . Christian Heinrich Pfaff, Doctor Philosophiæ, Etatsraad, ordentlig Professor i Medicinen ved Universitetet i Kiel, Commandeur af Dannebrogen og Dan- nebrogsmand m. m. Hans Christian Ørsted, Doctor Phil., Conferentsraad, Professor, Comman- deur af Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m., Selskabets Secretair. Hr Hs. VIII Laurits Scheby Wedel Simonsen, Doctor Medicine & Phil., Etatsraad, Professor, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m. Excellence Anders Sandöe Ørsted, Doctor juris, Geheimestatsminister, Gene- ralprocureur, Deputeret i det danske Caneellie, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m. . Lauritz Engelstoft, Doctor Philosophie, Conferentsraad, ordentlig Professor i Historie og Geographie, Ordens Historiograph, Commandeur af Danne- brogen og Dannebrogsmand m. m. Heinrich Christian Schumacher, Doctor juris, Conferentsraad , Professor, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand m, m. Frederik Christian Sibbern, Doctor Philosophiæ, ordentlig Professor i Phi- losophien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Danne- brogsmand. Jacob Peter Mynster, Doctor Theologie, Biskop over Sjællands Stift og Ordenshiskop, kongelig Confessionarius, Storkors af Dannebrogen og Danne- brogsmand m. m.. Joachim Diderich Brandis, Doctor Medicine, Conferentsraad, Livmedicus, Archiater, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m. Ludvig Levin Jacobson, Doctor Medicine & Chirurgie, Professor, Regiments- chirurg, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m., Commandeur af Vasa-Ordenen, Ridder af Nosdstjernen. Erich Christian Werlauff, Doctor Philosophie, Conferentsraad, ordentlig Professor i Historien ved Kidbenhavns Universitet, Overbibliothekar ved det store kongelige Bibliothek, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogs- mand, Ridder af Nordstjernen m. m. Johan Christopher Hagemann Reinhardt, Etatsraad , Doctor Philosophiæ, Professor i Naturhistorien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Danne- brogen og Dannebrogsmand m. m. Joakim Frederik Schouw, Professor, Ridder af Dannebrogen og Danne- brogsmand m. m. IX Jens Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinge, Doctor og Professor Juris, Medlem af Universitetsdireetionen, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogs- mand m. m. William Ghristopher Zeise, Doctor Philosophie, Professor i Chemien ved Kiôbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Nordstjernen m. m. Georg Forchhammer, Doctor Philosophie, Professor i Mineralogien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Nordstiernen m. m. Frederik Christian Petersen, Doctor Philosophie, Professor i Philologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen m. m. Christian Molbech, Justitsraad, Professor i Literairhistorien, Ridder af Dan- nebrogen og Dannebrogsmand m. m. Niels Nicolae Falck, Etatsraad, Professor i Lovkyndigheden ved Universi- tetet 1 Kiel, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand. Andreas Schifter, Commandeur i Sö-Etaten, Fabrikmester ved Holmen, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand. Georg Frederik Ursin, Doctor Philosophie, Professor ved Kunstacademiet, Ridder af Dannebrogen. Finn-Magnusen, Geheime - Archivarıus, Etatsraad, Doctor Philosophie Professor, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand. Peter Wilhelm Lund, Doctor Philosophie, Ridder af Dannebrogen. Hector Frederik Jansen Estrup, Etatsraad, Bidder af Dannebrogen. Henrik Nicolai Clausen, Doctor Theologie, ordentlig Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen. Christian Georg Nathan David, Doctor Philosophie, Professor, Raadmand. Johan Nicolai Madvig, Doctor Philosophiæ, Professor i den latinske Philo- logie ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen m. m. Christian Friis Rouböll Olufsen, Professor i Astronomien ved Kiöbenhavns Universitet. Carl Ludvig v. Bendz, Capitain i Artilleriet, Lærer ved den militaire Höi- skole, Ridder af Dannebrogen m, m. wo Hr. X Christian Ramus, Magister artium og Professor i Mathematiken ved Kiö- benhavns Universitet m. m. Christian Jiirgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken i Såe-Etaten m. m. Johan Christian Drewsen, Kammerraad. } Niels Hofmann (Bang), Eier af Hofmansgave i Fyen, Ridder af Danne- brogen. Daniel Frederik Eschricht, Dr. Medicine, ordentlig Professor 1 Medicinen ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen m. m. Henrik Carl Bang Bendz, Doctor Medicinæ, Docent ved Veterinairskolen. Henrik Kröyer, Doctor, Assistent ved det kgl. Museum for Naturvidenska- berne, Ridder af Æreslegionen. Johannes Ephraim Larsen, ordentlig Professor i Lovkyndigheden ved Kiö- benhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen. Hans Mathias Velschow, Magister, Professor i Historien og de nordiske Antiquiteter ved Kiöbenhavns Universitet. Niels Mathias Petersen, Professor, Registrator ved Geheime-Archivet. f Hans Lassen Martensen, Doctor Theologiæ og Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet. Johan Christopher v. Hoffmann, Capitan i Artillerie-Corpset, Lærer i Physik eg Chemie ved den militaire Hoiskole, Ridder af Dannebrog og af den Russiske Wladimirs Ordens 4de Classe. Christian Pingel, Dr. philos., Assistent ved det kgl. Museum for Naturvi- denskaberne. Peder Pedersen, Magister Artium, Observator. Johannes Japetus Smith Steenstrup, Lector ved Sorö Academie. Gregor Wilhelm Nitsch, Etatsraad, Professor i Philologie og Veltalenhed i Kiel, Ridder af Dannebrogen. Rudolph Johannes Frederik Henrichsen,~Mag. Art., Lector i Soro. Hr. Hs. XI Udenlandske Medlemmer. Edvard Romeo Vargas de Bedemar, Greve, Kammerherre , Maltheser- Ridder, Commandeur af Dannebrogen. Jens Rathke, Professor i Zoologien ved Universitetet i Christiania. Excell. Friedr. Heinr. Alexander v. Humboldt, Baron, preussisk Gehei- meraad, Kammerherre, Storkors af Dannebrogen m. m. Hr. Johan Jacob Berzelius, Friherre, Professor i Chemien i Stokholm, Com- mandeur af Dannebrogen, Secretair ved det kongl. Videnskabernes Selskab i Stokholm. Friederich Creuzer, Geheimeraad, Professor i Heidelberg. Louis Joseph: Gay Lussac , Professor i Chemien i Paris, Medlem af det franske Institut. Carlo Rossini, Biskop og Præsident for det Herculanske Academie i Neapel. Flauti, Professor i Neapel. Robert Jameson, Professor i Mineralogien i Edinburgh. Theodor Monticelli, Secretair ved Videnskabernes Selskab i Neapel, Com- mandeur af Dannebrogen. W. Lawrence, Professor, Chirurgus ved Bartholomæus-Hospitalet i London. Johan Friederich Ludvig Hausmann, Hofraad, Professor i Mineralogien i Götlingen. 2% ~ XII Hr. Henrich Steffens, Geheime-Regieringsraad, Professor ved Universitetet i Berlin, Ridder af Dannebrogen. - Leopold v. Buch. Preussisk Kammerherre, i Berlin. - Carl Friederich Gaus, Hofraad, Professor ved Universitetet i Göttingen, -Commandeur af Dannebrogen. - Friederich Wilhelm Bessel, Professor i Königsberg, Commandeur af Danne- brogen. - Colby, Oberstlieutenant i Ingenieurcorpset, Chef for Gradmaalingen i England. Hs. Excell. Sergius v. Ouwaroff, russisk Geheimeraad , President for Viden- skabernes Selskab i Petersborg. Hr. Joseph v. Hammer-Purgstall, österrigsk Friherre, Directeur for det orientalske Academie i Wien, Commandeur af Dannebrogen. - Paul Ermann, Professor i Berlin og Secretair for den physiske Classe af Videnskabernes Selskab sammesteds. - David Brewster, Doctor Med. og Secretair for Videnskabernes Selskab i Edinburgh. - Robert Brown, Medlem af Videnskabernes Selskab i London. - Christopher Martin Frähn, Doctor Theologie & Philosophie, Professor i de orientalske Oldsager i St. Petersborg. - J. F. L. Schröder, Professor i Physik og Mathematik i Utrecht. - François Jean Dominique Arago, Professor i Astronomien i Paris, Se- cretair for den mathematiske Classe i det franske {institut , Ridder af Dannebrogen. . - Julius Friederich Wilhelm Herschel, Baronet, Commandeur af Dannebrogen, ‘ Medlem af Videnskabernes Selskab 1 London. Hr. Hs. Hr. Hr. XIII Louis Jaques Thenard, Baron, Pair af Frankrig, Professor i Chemien i Paris, Medlem af det franske Institut. Christian Samuel Weiss, Professor i Mineralogien i Berlin. . Excell. Carl Friedr. v. Savigny, kgl. preussisk Statsminister. . Gustav Hugo, Dr. Professor juris og Geheime-Justitsraad, 1 Göttingen. C. F. Eichhorn, Dr. og Professor juris, Geheime-Legationsraad. Erik Gustav Geyer, Professor i Historien ved Upsala Universitet, kongl. Svensk Ordens-Historiograph m. m. Nathanael Wallieh, Dr. Philosophiæ, Directeur af den botaniske Have i Calcutta, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand. Christian Hansteen, Professor i Astronomien i Christiania, Ridder af Dan- nebrogen. Excell. Wilhelm Struve, Russisk Statsraad, Professor 1 Astronomien Dorpat, Commandeur af Dannebrogen. August Ditlev Tvesten, Professor i Theologien ved Universitetet i Berlin, Ridder af Dannebrogen. August Boekh, Geheimeraad, Dr., Professor i Berlin m. m. Jacob Grimm, Hofraad, i Berlin. Wilhelm Carl Grimm, Professor, i Berlin. Charles Babbage, Professor i Mathematiken ved Universitetet i Cambridge, Medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab i London. Jean Marie Pardessus, Raad ved Cassationsretten 1 Paris, Medlem af det franske Institut. Hs. XIV Excell. Poul Heinrich Fuss, Statsraad, Secretair for Videnskabernes Sel- skab i Petersborg. . F. H. Link, Geheimeraad, Professor i Botaniken i Berlin. von Martius, Dr, Hofraad, Professor i Botaniken i München, Ridder af Dannebrogsordenen. Michael Faraday, Medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab i London. Carl Ritter, Geheimeraad, Professor ved Universitetet i Berlin, Ridder af Dannebrogen o. s. v. Mitscherlich, Professor i Chemien i Berlin. Chevreuil, Professor, Medlem af det franske Institut, Ridder af Dannebrog. Hansen, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved Gotha, Ridder af Dannebrogen. Joh. Ant. Letronne, Directeur for det kongelige Bibliothek i Paris, Medlem af det franske Institut, m. m. Carl Benedict Hase, Professor, Bibliothekar, Medlem af det franske Institut m. m. Charles Lyell, Esquire, London. Bartholomæus Kopitar, Dr., forste Custos ved det keiserlige Bibliothek i Wien m. m. H. M. Ducrotay de Blainville, Medlem af det franske Instisuts Videnska- bernes Academie. Carl Gustav Jacob Jacobi, Professor ved Universitetet 1 Königsberg. Hr. Hr. Hs. Christian Gottfried Ehrenberg, Professor ved Universitetet 1 Berlin. Johannes Müller, Professor ved Universitetet i Berlin. Wilhelm Weber, Dr., Professor. . Excellence François Guizot, Minister for de udenlandske Anliggender i Frankrig, Medlem af det franské Institut, Friederich Christopher Schlosser, Hofraad, Professor i Heidelberg. Johan Voigt, Professor i Königsberg, Ridder af Dannebrogen. Excellence Friederich Wilhelm Joseph v. Schelling, Geheime-Hofraad. . Victor Cousin, Pair af Frankrig, Medlem af académie francaise. Philip Conrad Marheincke, Professor ved Universitetet i Berlin. Lambert Adolphe Jacques Qvetelet, Directeur for det astronomiske Obser- vatorium og Secretair ved Vid. Selsk. i Brüssel. Carl Ernst v. Baer, Medlem af det Petersborger Academie. Augustin Louis Cauchy, Medlem af det Franske Instituts Videnskabernes Academie. George Biddel Airy, Kongl. Astronom ved Observatoriet i Grenwich. J. Dumas, Medlem af det Franske Instituts Videnskabernes Academie. Elias Fries, Professor i Botaniken ved Universitetet i Upsala. DUT PA ‘ N rn R at sit Not a for MOTTE ‚nam Le ous re am tait Ys bit Ye ¥ Venu? Baie SF i TE Airbag d i ine WL, E L 5 BEE Vs pe. i ii un a ru IA mi ivre En tin’ REY “ui où ‘st Li 5 cy mv) 1.30% ak di une un Ana 3 AN vil rt. be EL" |" 7 Gey Su | = tit) 04 LA y " Lage hai y RB É AD i fi 4 co) EE A oral | vus PA SR nag tes} à re BT A Neat FEED ET LIEN BR Rn OUR iy Tor malau *, LR + Ut ~ IE ag i f » \ a Am We fg RO aie) Norman ALU LUS RU NA SN ET PTT ER 100K Æ a À * Han zurvi denn OVERSIGT OVER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSRABERNES SELSRABS FORHANDLINGER 06 DETS MEDLEMMERS ARBEIDER FOR AARENE 1840 OG 1841. AF SELSKABETS SECRETAIR, "BANEDE EMAMAR AREA ri For Aaret 1840. I det sidst forlöbne Aar har Selskabet havt at beklage Tabet af tvende. Medlemmer: Conferentsraad og Professor Saxtorph. Conferentsraad og Professor Bornemann. Til indenlandske Medlemmer ere optagne Hr. Dr. Med. Henrik Carl Bang Bendz, Docent ved Veterinairskolen, Hr. Henrik Kroyer, Naturforsker, Til udenlandske Medlemmer ere optagne Hr. Lambert Adolphe Jacqves Qvetelet, Secretair for Videnskabernes Selskab i Brissel og Directeur for det astronomiske Observatorium sammesteds. Hr. Carl Ernst v. Baer, Medlem af det Petersborger Akademie. Hr. Augustin Louis Cauchy, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Akademie. ~ Hr. George Biddel Airy, Kongelig Astronom ved Observatoriet i Grenwich. Den physiske Classe. Som Fortsættelse af de Undersögelser om Chromets chemiske og therapeutiske Egenskaber, hvormed Prof. Jacobson i flere Aar har sysselsat sig, har han meddeelt Selskabet nogle lagllagelser om Chromsyren. 3* XX Chromsyren afgiver med megen Lethed sin Ilt, saa at Quiksülv, der sættes til concentreret eller fortyndet Syre og rystes med samme, hastig forvandles til et Ilte. Det samme viser sig ligesaa hastig, naar Forsöget foretages med en concentreret Oplös- ning af surt chromsurt Kali. Ogsaa med det neutrale Salt viser det sig, men lang- sommere. Det samme finder Sted ved Indvirkningen af Phosphor, hvorved et smukt smaragdgrönt phosphorsurt Chromsalt dannes, der deliquescerer i Luften. Phosphoren decomponerer ogsaa Syren i det sure og neutrale chromsure Kali, og udskiller Chromilte af forskjellig Grad. Ved denne Egenskab er det at Chromsyren destruerer de blaae og råde Plante- farver mæsten i samme Grad som Chlor, Syren kan derfor og decomponere Hydrojodinsyre, og Prof. J. har benyttet den ved Undersågelsen af Urinen af Patienter, der bruge Jodsalte, og finder den beqvemmere dertil end Chlor. I vegetabilske Substanser, der ere gjennemtrængte af concentreret eller fortyn- det Chromsyre, fremkommer og vedligeholdes, maar de tændes, en stærk og stadig Glådning, der dog ikke er saa stærk og jævn som den, det neutrale chromsure Kali frembringer. Chromsyrens Indvirkning paa Alkohol er betydelig, skjöndt endnu ikke tilstræk- keligen undersågt, Sættes concentreret Syre til Alcohol, da udvikler sig en stærk Varme og der danner sig et voluminöst Magma. Naar Syren ved en forsigtig Afdampning, for at den derved ei decomponeres, bringes i Pulverform, da frembringer den, ved at drysses til Alcohol, en saa stærk Varme, at Alcohol-Dampe udvikles, ved hvis Berörelse Pulver kommer i stærk Glöd- ning. Denne Iagttagelse er gjort af Hr. Apotheker Wolf, der tillige har overbeviist sig om, at ingen Æther dannes ved denne Proces. Til at forebygge Forraadnelse af animalske Dele viser Chromsyren samme Egenskab som det chromsure Kali, og kan derfor i meget fortyndet Tilstand med Nytte anvendes ved anatomiske Arbeider og til i længere Tid deri at opbevare anatomiske Gjenstande. Men da Syren indgaaer nogen Forbindelse med fibröse og albuminöse Bestanddele af de dyriske Organer gjér den dem noget haardagtige. Denne Egenskab har Prof. J. benyttet ved anatomiske Undersågelser af blåde Organer og isærdeleshed af Öine. Disse Organer antage ved at gjennemtrænges af Syren en saadan Consistens, at man kan gjennemskere hele Oiet og derved bedre end XXI hidindtil undersåge de forskjellige Deles Leie og Forbindelser*), Ved at opbevare i længere Tid dyriske Substanser i Chromsyre eller i Oplåsninger af Chromsalt, har Prof. J. fundet, at Beensubstansen bliver blaaagtig, hvilket fremkommer ved en Decom- position af Chromsyren. Da den Farve Beenjorden derved antager ligner nogen Turki- sen's eller mere det Fossils, som man ogsaa giver denne Benævnelse (Turquise odon- tholithe), og da den isærdeleshed findes i nogle Egne, hvor Chrom forekommer, hen- leder Prof. J. Chemikernes Opmærksomhed paa samme. Hvad de therapeutiske Egenskaber af Chromsyren angaaer, da har Prof, J. fundet at den udvendig anvendt er deels et fordelende deels et corroderende Middel, som han med Nytte anvender ved flere Arter af Inflammationer, Bylder, Ringorme og ondartede Saar. Indvortes kan det gives i stårre Dosis end det neutrale chromsure Kali, for- volder da Qvalme, stundom Brækning, men angriber ikke Maven og viser sig som et styrkende Middel, der med Nytte kan anvendes ved Svækkelse i Fordüielsesorganerne, ved Nervesvækkelse og ved en hectisk Tilstand. Professor Forchhammer har forelagt Selskabet en Oversigt over Resultaterne af hans i 1840 fortsatte geognostiske Undersøgelser af Danmark. Det ligger i Sagens Natur, at den bedst kjendte Deel af Danmarks Formationer, Kridtet, ved disse Under- sögelser ikkun kan give et ringe Udbytte; dog har Forfatteren været istand til at efter- vise, at Kridtformationen i den östlige Deet af Danmark indtager et ligesaa bredt Belte som i den vestlige. Nye Iagttagelsespunkter for Skrivekridtet ere: Bakkerne ved Vester Egede og Omegnen af Vordingborg. Nye lagttagelsespunkter for Liimstenen ere: Ravn- strup ved Nestved, Refsvindinge i Nærheden af Nyborg (Fyen) og flere Steder paa den fyenske Side af Beltet. Ved Legerndorf i Nærheden af Itzehoe (Holsteen) forekommer Skrivekridtet, her som paa flere Steder, hvor det findes uregelmæssigen hævet, i Forbindelse med Jordfald, der ere de störste, vi kjende i Landet. *) Til at præparere de Dele af det dyriske Legeme, der skulle undersöges med Microscopet, er det af Dr. Hannover med Nytte bleven anvendt. J. Muller Archiv für Anat. und Physiologie 1840 p. 549, 3 DO va i LIBRARY) FN - Oy - eres LS, ve = EDIT AS XXII Forfatteren har især beskjæftiget sig med Rullesteensformationen, som han ind- deler i 3 Dele, hvoraf Rav - Brunkulformationen er den ældste, Den forekommer i 3 Partier, hvoraf den første findes ved de danske Kyster af Kattegattet; det andet ved den vestlige Deel af Liimfjorden; det tredie paa Landets Vestkyst fra Liimfjorden til Elben. Kattegatpartiet udmærker sig ved de stærkt hævede Lag (Stouerhoved i Fyen; Blaaleersbakken paa Refsnes i Sjælland; Trallenes, Björnsknude i Jylland) og ved de mange og store Rullestene, der forekomme afvexlende med Forsteningsfürende Leer- og Kalklag. Liimfjordpartiet er tildeels Ferskvandsdannelse (Moformation). Til det vestlige System hörer en Deel af det som Forfatteren tidligere betegnede som Ahlformation, der indbefatter to, i Dannelses-Tiden betydelig forskjellige, Formationer; ogsaa dette System har Forsteninger (Nörre Vosborg, Sylt, Wedel ved Elben). Forsteningerne vise, at disse Dannelser ere samtidige med Subappenin-Formationen i Ovre-Stalien (Asti, Castel arquato); det er denne Formation,» som förer det ved vore Kyster saa hyppige Rav. De med skandinaviske Rullestene afvexlende Forsteninger af Saltvandsdyr bevise, at denne Dannelse ikke kan vere afsat som lisgjerder (Morrainer). Den mellemste Deel af Rullesteensformationen er Rullesteensleer. Den indtager den frugtbareste Deel af Landet og er herskende i det sydlige Sjelland, i Fyen og de omkringliggende mindre Øer, paa Ostkysten af Holsteen, Slesvig og Jylland, omtrent indtil Mariagerfjord; i den 6vrige Deel af Landet forekommer den pletviis. Denne Formation fører frugtbart Leer, og næsten alle vore Mergellag höre dertil. Man har endnu aldrig fundet en eneste Forstening deri. Rullesteensfürende uslentet (uschichtet) Leer afvexler tidt med Slenter (Schichter) af udskyllede Rullestene og med Sandlag (meget udmærket. ved Visborg paa Samsöe); Formationen förer de störste Rullestene. Rullesteens - Sand. Schichtet eller uschichtet Sand med lidt Leer og mange Rullestene, som i det Hele ikke ere meget store. Overfladen er höist uregelmæssig bölgeformigen bakket (Helgenæs, Norddelen af Samsöe); Landets störste Höider höre til denne Dannelse (Himmelbjerget, die Hüttener Berge) og det er Landets egentlige Skovbund (Silkeborg Skove, Roldskov, Gribskov). Formationen förer sjelden Forste- ninger, men disse höre til Nordsöens nuværende Fauna (Buccinum reticulatum ved Svend- borg; Ostrea edulis, Cardium edule, Mytilus edulis, Buccinum undatum ved Tarbeck i Holsteen). Ogsaa denne Formation synes formedelst sine Saltvandsforsteninger ikke at kunne være dannet som lisgjerder. Forfatteren har endvidere henvendt sin Opmærksomhed paa Forholdet imellem de forskjellige Arter af Ruilestene i disse Dannelser, Ravbruunkulformationen bar altid ikkun en ringe Mængde af Kridtformationens Steenarter, Den störste Mængde fandtes ved Björnsknude, hvor den udgjorde omtrent 27%; paa Nordkysten af Fyen var den ikkun 17%, og i den store Ravbruunkulforma- tion paa Vestkysten udgjorde den ikkun 6%, Denne ringe Mengde af Kridtformationens Steenarter staaer i den nöieste Sammenhæng med Mangel påa Mergellag i Formationen og bliver dobbelt paafaldende, naar man sammenligner den med den store Mængde af Flint og Kridtformationens Kalk i den fålgende Formation, medens Rav-Bruunkulforma- tionen, som den ældre, og derfor Kridtet nærmere Dannelse, efter al Rimelighed maatte indeholde flere Levninger af forstyrret Kridt med Rullesteensleer end den yngre Dannelse. I Rullesteensleret fandt Forfatteren, som Middeltal af alle sine lagttagelser, 45% af Kridtformationens Steenarter, og ikkun paa et eneste Sted (i Nærheden af Slesvig), sank den ned til 27%. I Nærheden af den gjennembrydende Liimsteen i Fyen steg. Forholdet af Kridtformationens Steenarter indtil 77%. Rullesteenssandet synes at skylde sine Rullestene til Rullesteensleret, hvoraf de sandsynligviis ere samlede ved Udskylning. Idetmindste fandtes imellem Liimfjorden og Mariagerfjorden, hvor Rulle- steenssandet paa Höiderne er paasat paa Rullesteensleret i Dalene, Forholdet imellem Steenarterne at være det samme. I denne Egn begynde nemlig Eurit- og Augit-Por- phyrerne at forekomme jevnligen i Rullesteensformationen, og de viiste sig her af samme Beskaffenhed og omtrent i samme Mængde i begge Formationer. Ganske ander- ledes er Forholdet imellem Rav - Bruunkulformationen og Rullesteensleret. " Forfatteren har endvidere gjort opmærksom paa- Overgangsbjergarternes Forhold i de forskjellige Egne. I det sydåstlige Jylland, i Fyen og det vestlige Sjælland udgjür Overgangs- bjergarternes Forhold imellem 6 og 84%, det stiger ved Sjællands nordvestlige Pynt, Refsnæs, indtil 11%; i Landet imellem Mariagerfjord og Liimfjorden udgjöre de 14%; i Salling og Mors ere de 26%, og stige derfra. ved Vestkysten mod Syd bestandigen indtil de i Nærheden af Varde udgjöre 76%, "hvorfra de meget hurtigen aftage og i det Slesvigske ikkun udgjöre 13%; i Holsteen endnu mindre. Ogsaa Béskaffénheden af de rullede Stene - af -Overgangsformationén' fortjener Opmærksomhed: © 1 Sjælland, Fyen og det sydöstlige Jylland forekomme de blandede, Overgangssandsteen, Kalk, Skifere, Sandstene og meget sjeldent Porphyrer. Höiere op imod Nord tager Overgangssand- stenen til, og nær ved Liimfjorden begynde Porphyrerne, som i Salling og Mors blive endnu langt hyppigere, og ved Oddesund forekommer en overordentlig stor Mængde XXIV Porphyrer som rullede Strandstene. Derfra imod Syd tiltage Sandstenene saaledes, at de omsider blive ene herskende. Paa Öen Sylt spille umiskjendelige, poröse, Lavaarter en Rolle iblandt Rulle- stenene. Forfalteren slutter af de anförte Kjendsgjerninger; at der i Rav-Bruunkulfor- mationens Tid har fundet en forholdsviis roligere Udvikling Sted, der alligevel hyppigen var afbrudt ved Bevægelser, der have bragt skandinaviske Rullestene ned i Havet, uden at selve Havets Bund er bleven opbrudt. 1 Rullesteensleerformationen har Forstyrrelsen naaet den höieste Grad; Masser af Rullestene ere forte ned fra den skandinaviske Halvöe og Havets Bund er overalt brudt op ved underjordiske Kræfter, og har derved leveret Materialet til Mergellagene. I begge disse Formationer synes Bevægelsen at være gaaet ud fra den skandinaviske Halvåe og dens Retning at have været fra Nord og Ost; saaledes helde idetmindste de Lag, der svare til Bölgeslaget i Rav-Bruunkul- formationen ved Stauerhoved (Fyen), og i samme Retning maae Porphyrerne ved Liimfjorden være flyttede, dersom man vil aflede dem fra Christiania -Egnens Over- gangsbjerge. : Den Bevegelse, som har foranlediget Dannelsen af den tredie Afdeling af Rullesteensformationen, synes at vere gaaet ud fra Östersöen, Forfatteren har endvidere anstillet Nivellements af Havstokkene og fundet, at de hævede Havstokkes Phenomener begynde noget sydlig for Nyborg, have ved denne Bye neppe en Höide over Beltets Vandspeil af 2 Fod, og tage til imod Nord. Paa Refsnes er denne Forskjel allerede. 2.002040000000 00 7 Fod = Tom. Ved Ballingshavn paa Samsöe er den, ...- 2+ e202 ee eee ee 8 — 5 — Ved Mögelsskaar paa Nordsamsöe er den.,......,.........9 6 Wed RugaardeinIyllandiesstiekens: soie Moneitekekei ete eler ale AS 26 Mediernes ter lee ae Vs tutelle icirite che © yateilstion > ea D Og ved Ballegaard ved Mariagerfjorden steg den til noget over... 20 — s — Herfra imod Vest faldt den ved Mariagerfjordens Bredder temmelig “ hurtig; ved Marenmölle var den kun.......... 4... + 14 — Ved Byen, Mariager’ sely .ikkun...'. of. tele ole uote seis «oles 0) dd —) 6 — Ved Liimfjorden fandt Forfatteren den ved Astrup i Salling ..... 146 — 10 — og paa Thyholm fandtes der mange gamle Grave, der ikke vare mere over Fjordens nuværende Niveau end ....,.....,.... 8— # — XXV Forfatteren slutter af disse Iagttagelser, at en Linie fra Nissumfjorden til om- trent een Miil Syd for Nyborg er Grændsen for Danmarks vedblivende Hævning, at Alt hvad der ligger Nordost for denne Linie lider en Hævning, der i Almindelighed er stürre, jo længere Punktet ligger fra Linien; men at dette Forholds Regelmæssighed meget hyppigen bliver afbrudt. Forfatteren har tilsidst fortsat sine Studier over Marskens Dannelse, og har overbeviist sig om, at en stor Deel af det Eiendommelige, som Marskegnene vise, bliver bestemt ved den store Sænkning, som man kan forfålge fra Nissumfjorden til de franske Kyster i Bretagne, og fra Cornwall til höit op paa Englands Östkyst. Navnligen finder han at det Phænomen som Wilster-Marsk viser, at nemlig den faste frugtbare Marsk- jord svæver paa en flydende Dyndmasse og synker langsomt, men regelmæssigen, saa= ledes at Vandets Afledning allerede maa tilveiebringes ved kunstige Midler formedelst Möller, kan forklares naar man antager en tidligere pludselig Sænkning af Landet, Dr. P. W. Lund i Brasilien har under Titel af ,,fortsatte Bemærkninger. over Brasiliens uddöde Dyrarter” meddeelt Selskabet forögede Tilleg og Rettelser til sine allerede i Selskabets Skrifter aftrykte Afhandlinger om denne interessante Gjenstand. Som sædvanligt gjür han ogsaa her de i Districtet nulevende Pattedyrarter ligesaavel til Gjenstand for sine möisommelige Eftergranskninger som hine for lang Tid siden fra Jorden forsvundne. Det er med de af ham senere fundne og den nuværende Fauna tilhörende Arter, at disse Bidrag begynde. Den er foröget med 3 Arter. | Den inter- essanteste af disse er Stankdyret (Mephitis), som Forfatteren vel endnu ikke selv har seet, men om hvis Forekomst i disse Egne af Brasilien han ved mange troværdige Vidnesbyrd og tydelige Beskrivelser af denne let erkjendelige Slægt har forvisset sig. — Den uovervindelige Modbydelighed, som Brasilianerne have for at röre dette Dyr, vil gjöre det næsten umuligt for ham at erholde det. Det beskrives som et Dyr af Störrelse som Ilderen hos os, sort med tvende hvide Striber langs hen ad Ryggen, og som, naar det forfölges, udsprüiter en Vædske af en saa overordentlig Stank, at den bedöver Mennesker og Dyr, og aldrig forsvinder af den Gjenstand, den har berört. Den anden Art tilhörer Katteslegten og er den, som Fr. Cuvier har opstillet under Navn af Felis mitis. Herved bortfalde de Tvivl, som Fyrst Maximilian af Neuwied og Dr, Rengger have opvakt mod denne Arts Ægthed. Den er fuldkommen forskjellig, 4 XXVI saavel i sine ydre Forhold og Farvetegning som i Bygningen af Skelettet, fra Felis macroura Princ. Maximil. og fra Felis pardalis Lin. f i Det tredie Dyr, han har fundet, er en Art af Rævefamilien, som han anseer for ubeskreven. Den har Pupillen altid rund selv i det stærkeste Lys, er betydeligt mindre end den i Skovene forekommende Canis d'Azzaræ Prine. Maxim. og i Farve forskjellig fra denne. Den opholder sig paa aaben Mark og kaldes af Brasilianerne Markhunden. Dr. Lund har givet den Navn af Canis vetulus, og mener, at den tillige- med Canis Corsac og Canis velox Horl. burde danne en egen Underslægt. Langt större er den Tilvæxt, som Fortegnelsen paa de forsvundne Dyrearter har erholdt, og ikke mindre store ere de Forandringer i Bestemmelserne , som den forögede Mængde af Materialier, især af karakteristiske Stykker, og den fortsatte og dybere gaaende Sammenligning have fremkaldt, og som den med Afhandlingen fålgende nye Liste paa Pattedyrene (baade levende og uddåde) i Riv das Velhas Floddal, sam- menlignet med den sidst leverede, viser. Disse Forandringer have især truffet Forfatte- rens Orden Brutæ. De faa Levninger, som forhen tillagdes Myrmecophaga-Slægten ere overfårte til Dovendyrenes Familie, i hvilken de til Slægten Megalonyx tidligere henförte Arter nu blive fordeelte i tvende Slægter, Megalonyx og Platyonyx. Den förste har 4 Kindtænder paa hver Side saavel i Overkjæven som Underkjeven, Platyonyx har der- imod 5 paa hver Side i Overkjæven og 4 i Underkjæven; ogsaa i Formen afvige begge Slægters Tænder noget fra hinanden; desforuden ere Klåerne forskjelligt dannede hos disse Slægter; den fårste har dem stærkt sammentrykte og meget büiede; hos den anden derimod ere de lidt fladtrykte, bredere og mindre böjede. Denne sidste Form af Klöerne kunde synes at tyde hen paa en stærkt udviklet Graveevne hos denne Slægt, men Forfatteren söger at godtgjüre af den ejendommelige Articulationsmaade af Grund- ledets Been, at Foden ikke er dannet til Gravning. Mellemhaandens Been nemlig arti- culere sig til de fålgende Fingerled ved en ganske plan Flade, saa at ingen Böining kan finde Sted. Ikkun Negleledet er båieligt, men kun i Retningen nedad, da en stærk ravnenæbformig Forlængelse, der udlåber fra den bageste og üverste Rand af Kloledet, og vender bag til, griber ind i en Fordybning paa Ryggen af det næstfålgende Led og forhindrer saaledes enhver Bevægelse af Kloledet op ad, ja tillader ikke engang Kloen at udstrække sig i vandret Plan. Forfatteren gjér videre opmærksom paa, at de lige- saalidt kunde gaae paa Jorden, og at de i det håieste kun kunde udföre denne Bevæ- gelse paa Dovendyrets ynkelige Viis; han finder det, derfor sandsynligt, at de have klattret i Træerne. Alle i de forrige Afhandlinger anförte Arter af Slægten Megalonyx XXVII heuhôüre til Slægten Platyonyx med Undtagelse af Megalonyx Jeffersonii, der bortfalder som en forstenet Art fra hint District. I Megalonyx Slægten hensætter Forfatteren indtil videre Coelodon Maquinense, og en ny Art under Navn af Megalonyx Kaupü; Pla- tyonyx derimod indbefatter foruden Arterne Cuvieri, Bucklandii og minutus de nye til- komne Arter Plat. Owenii, Brogniartü og Blainvillii. Endelig er Familien bleven foröget med en Art af Slægten Megatherium, af hvilken han besidder en Tand, der antyder en Art af samme Stürrelse som den, hvis Skelet er opstillet i Madrid. Af Tykhudernes Familie er Slægten Navlesviin (Dicotyles) bleven foröget med en Art, som er betydeligt större end den slörste af de forhen fundne Arter, saa at denne Slægt, som kun teller to nulevende Arter, i Fortiden har havt 5. Det har i höieste Maade overrasket Forfatteren at finde Hesten iblandt de i hiin længst forsvundne Periode i Brasilien levende Dyr; et Mellemfodbeen har overbeviist ham om dette mærk- værdige Factum. Denne Knogle, som er af samme physiske Beskaffenhed som de övrige fossile Knogler, blev udhugget af Hulens steenhaarde Knoglebreccier, og fundet i Selskab med Canis troglodytes, Dasypus punctatus og Chlamydotherium Humboldtii. Rovdyrenes Familie er blevet forögel med en fossil Art af Katteslægten af Jaguarens Störrelse, og med en Art af Stinkdyrslegten, men som endnu ikke kan sam- menlignes med den nulevende, Ogsaa Flaggermusenes Familie har faaet en Tilvæxt af 3 Arter, ‚henhörende til Slægterne Phyllostoma, Dysopus og Vespertilio. Antallet af de forsvundne Abearter var allerede i den sidste Afhandling steget til tre. De ere i dette Tillæg forögede med to, af hvilke den ene henhörer til Slægten Jacchus, og er af samme Stårrelse som den nu i Landet levende Jacchus penicillatus, den anden en Cebus, noget stårre end den nuværende Cebus cirrhifer Princ. Maxim. Det hele Antal af fossile Arter Pattedyr fra Rio das Velhas Floddistrict er nu steget til 101, imedens Forfatteren kun har fundet 88 nu levende Arter. Endnu større er Misforholdet, naar vi tage Hensyn til Slægterne, der forholde sig som 50 til 39, Forverdenens större Rigdom paa Arter og Mangfoldighed af Slægtformer blive saaledes stedse mere paafaldende, jo mere omfattende Undersøgelserne blive. Professor Eschricht meddeelte Selskabet nogle Resultater af hans fortsatte Undersøgelser over Hvalerne, især anstillede paa fire Fostre af Finfisk (Balenoptera), af hvilke de to vare fra Grönland, to fra Bergen. 4* XXVIII Det første Udbytte af disses Undersögelse var, at de to grünlandske aabenbart hörte til en ganske anden Art end de to bergenske, og at der altsaa idetmindste lader sig eftervise to nordiske Arter af denne Slægt. De grönlandske udmærkede sig især ved deres meget lange Finner, hvis Forlængelse atter laae ganske og aldeles i Finger- ledenes, saa at denne Art med Rette kunde kaldes longimana. Finnerne vare bölge- formigen kantede paa deres forreste Rand, hvilket hidrårte fra en Fremstaaenhed for hvert af Fingrenes Led. Halen var gaffelformig med en temmelig fiint takket bageste Rand. Paa Overkjæven viste sig en Mængde smaa Knuder, hvoraf hver især indeholdt et Haar. Fire af disse stode omkring Blæsehullerne; en Række stod i Middellinien mellem dem og Munden, og en Dobbelrække langs hver af Kjæbens Siderande. Lig- nende Knuder med Haar fandtes paa Underkjæben langsmed dens Siderande. I alle disse Forhold stemmede disse Fostre overeens saavel med den Art, der af Fabricius er beskreven som boops, som og med den, der af Rudolphi er beskreven som longimana, og disse maae enten være een og samme Art eller idetmindste höre til en særskilt Gruppe eller Underafdeling af Finfiske. De to Exemplarer fra Bergen havde meget kortere Finner og en trekantet Hale. De vare meget mindre, ligesom ogsaa Moder- dyrene vides at have været meget smaa i Forhold til de Finfiske, hvoraf de to forben- værende vare udskaarne. Den bergenske Finfisk kan altsaa med Sikkerhed sættes som en fra hiin grönlandske forskjellig Art, og forelöbig benævnes rostrata, skjöndt det af andre Grunde er saa godt som afgjort, at flere Arter smaa Finfiske hidtil ere gaaede under denne Benævnelse. Den store korthaandede Art, som Rudolphi har kaldt rostrata, er herfra atter ganske forskjellig. Det andet Udbytte af disse Fostres Undersøgelse er den fuldstændigste Bekræf- telse af den Geoffroyske Opdagelse, at Hvalfostrene have Tænder skjulte i Kjæberne. Hos den grønlandske Art fandtes de saavel i Underkjæben som i Overkjæben, i det Hele taltes 186- tydelige Tænder hos et Foster. Den nærmere Beskrivelse af dette mærkværdige Forhold vil vorde givet i det næste Bind af Selskahets Skrifter, Ogsaa de üvrige Systemer og Organer viste flere mærkværdige og tildeels ukjendte -Forhold, hvilke ville give Stof til en Række særskilte Afhandlinger. d Prof. Eschricht har ligeledes meddeelt Selskabet en anatomisk Undersögelse af Chelyosoma Mac-Leayanum, en egen meget afvigende Slægt af Ascidiernes Familie, hvis udvendige Forhold allerede ere bekjendte ved Broderip og Sowerby. To fra Capit.- Lieutenant Holböll i Grönland nedsendte Exemplarer tillode at faae Kundskab om de indre Dele. X XIX Det Afvigende hos denne Ascidie ligger især deri, at den, overeensstemmende med sin flade, aflange, brikkeagtige Form, ikke 'har nogen fuldstændig muskulås Hinde omkring de blåde Dele indenfor Skallen, men kun enkelte regelmæssige Rækker af vifteformige Muskler, der alle ere indskrænkede til dens åverste aflange Skive; hver Muskelrække svarende til en af denne Skives Furer. De mange smaa Tavler, hvori disse Furer dele denne åverste eller rettere denne frie Skive (i Modsætning til den anden fastsiddende) ere altsaa bevægelige efter Dyrets Vilkaar. Alle de hos Ascidierne bekjendte Organer fandtes letteligen, men desuden adskillige nye, Til Nervesystemet vare to særegne Legemer forenede; det ene havde Form af en hvid, stilket Sek, det andet af et mere haardt kjülledannet Legeme. De synes at maatte tydes som Hörcorganer. Paa Föletraadene ved Mundaabningen fandtes to Knopper, maaskee Öine. 1 Aandesækken stod, foruden utallige smaa" Papiller paa lave Længdefolder, en Række meget lange Föletraade fra den ydre Mund til den indre eller egenlige Mundaabning. Leveren bestod af lutter Blindsække omkring Maven. Kjönsdelene vare meget utydelige, Den nærmere Beskrivelse vil blive meddeelt i det næste Bind af Selskabets Skrifter. Dr. H. Bendz indleverede den 21de December 1839 en Afhandling til Viden- skabernes Selskab, betitlet ,,Bidrag til den sammenlignende Anatomie af Nervus glosso- pharyngeus, vagus, accessorius Willisii og hypoglossus. {ste Afdeling; hos Fuglene, Reptilierne og Fiskene”, ledsaget af en Deel Tegninger af Forfatteren efter Naturen. Hovedindholdet af denne Afhandling er fålgende: Af Fuglene ere de ovennævute Nerver undersågte paa Astur nisus, Corvus cornix, Anas boschas. Paa N. glossopharyngeus bekræftes den af E. H. Weber fundne Nerveknude, og sammenlignes med Ganglion petrosum hos Pattedyrene. Den Jacob- sonske Anastomose eftervises hos Fuglene. Den Green fra N. vagus, som førbinder sig med N. glossopharyngeus, sammenlignes paa Grund af dens Udbredning med N. laryn- geus superior hos Paltedyrene. Paa N. vagus fandtes en Nerveknude paa Roden, og desuden har Forfatteren opdaget en anden Nerveknude paa Nervestammen ved dens Indtrædelse i Brysthulen, hvilken sammenlignes med Ganglion plexiforme nervi vagi hos Pattedyrene og Mennesket. Fra Nervestammen bagfor denne Knude udspringe N. recur- rens, N. N. cardiaci, pulmonales, oesophagei, proventriculi og ventriculi. Det af Tiedemann og Bischoff beskrevne Udspring af N. accessorius W. bekræftes. Den udven- XXX dige Green til Halsmusklerne findes kun meget rudimentær hos Gaasen og Anden. _N. hypoglossus faaer en Rod fra den iste Halsnerve. Den udbreder sig i Tungens og Stemmeredskabets Muskler. Af Reptilierne undersögtes Chelonia mydas, Testudo græca, Alligator lucius, Lacerta agilis, Chamæleon africanus, Tropidonotus natrix, en Coecilia, Bufo cinereus, Salamandra maculata, Triton punctatus. N. glossopharyngeus bestaaer bos de fleste Reptilier som en særskilt Nerve, men er hos nogle sammensmeltet med N. vagus, saasom hos Chameleon africanus, Tropidonotus natrix. Hvor N. glossopha- ryngeus findes som særskilt Nerve er den forsynet med en Nerveknude, ganglion pe- trosum. Et Analogon til den Jacobsonske Anastomose findes hos Chelonierne, Tropi- donolus, Batrachierne, formodes hos Saurierne. Udbredningen af N. glossopharyngeus skeer störste Delen i Sliimhinden, fornemlig i det forreste af larynx og Tungeroden; men den giver ogsaa Muskelgrene til pharynx og larynx. — Nervus vagus er forsynet med en Nerveknude paa Roden, der. staaer i Forbindelse med Ganglion petrosum, Nervus hypoglossus og N. sympathicus. Nervus vagus sender hos de fleste Reptilier sine störste Grene til Tungen, Svælget og Luftrörshovedet. Nervus lingualis fremtræder i sit Maxi- mum hos Chamæleon africanus; hos Lacerta agilis forbinder den sig med en Green fra Nervus alveolaris inferior. Nervus laryngo-pharyngeus findes hos störste Delen af Rep- tilier; hvor den mangler, erstattes den af N. recurrens, Nervestammen har et Ganglion bagest paa Halsen eller i det forreste af Brysthulen, som er forholdsviis störst hos Saurierne, mindst hos Ophidierne, mangler hos Batrachierne. Denne Nerveknude sam- menlignes med den paa Nervestammen hos Fuglene og Pattedyrene, og med Ganglion plexiforme hos Mennesket. Nervus recurrens fiudes hos de fleste Reptilier, udspringer fra Nervestammens Knude, hvor denne findes, eller fra Stammen bagved samme; , dens Udbredning er i Oesophagus og Larynx hos de fleste. N. N, cardiaci udgaae enten fra samme Nerveknude eller fra Stammen bagfør denne, hos Testudo græca foran. Det samme gjelder om N. N, eardiaci, oesophagei et ventrieuli. Nervus accessorius fore- kommer kun hos Chelonierne og Saurierne, men udspringer ikke længere bagtil fra Medulla spinalis end i Egnen af anden eller tredie Halsnerve. Den sammensmelter aldeles med N. vagus. Hos Chelonia mydas deeltager den for störste Delen i Dannelsen af Ganglion radicis nervi vagi, En rudimenter Muskelgreen findes hos Bufo cinereus og Salamandra maculata. Nervus lateralis funden af Krohn hos Triton bekræftes. Nervus hypoglossus findes hos alle de af Forfalteren undersögte Reptilier, og formodes hos Chamæleon sammensmeltet med N. vagus. Den udspringer altid fra den nederste Streng af Medulla oblougata, hos flere tillige fra Bevægelsesroden af den første Hals- XXXI nerve. Dens Udbredning er i Tungens Muskler, i m. sternohyoidens og omohyoideus. Hos Tropidonotus natrix forbinder den sig med en Green af N. alveolaris inferior, Af Fiskene ere Spinax acanthias, Torpedo narke, Cyprinus carpio og Esox lucius undersögte. Den förste Gjellenerve antages svarende til N. glossopharyngeus hos de höiere Hvirveldyr. Den udspringer tæt foran N. vagus, har en Nerveknude, og udbreder sig i Gjellebladene paa den fårste Gjellebue og i Mundhulens og den rudimentære Tunges Sliimhinde, — Hos Cyprinus giver den Grene til det erectile Organ. Nervus vagus udspringer fra en egen Knude paa Medulla oblongata, der er nåie beskreven hos Cyprinus carpio, og bestaaer for største Delen af graa Substants, overtrukken af et tyndt medullært Lag. Denne Nerve giver mange og betydelige Grene til det erectile Organ hos Cyprinus. Nerverne til det electriske Organ hos Torpedo ansees for særegne Nerver, der ikke kunne sammenlignes med andre Grene af N. vagus hos de övrige Fiske; thi de mangle Ganglierne og henfåres herfor til de centrifugale Nerver. Foruden disse findes de egentlige Gjellenerver hos denne Fisk forsynede hver med en Nerveknude, og sammenlignes med de Gjellenerver, der findes hos andre Fiske. Den bageste Green af N. vagus giver Grene til ventriculus, der hos Spinax acanthias danner et betydeligt Nervenet omkring samme; til Syômmeblæren, en Green, som fölger med dens Udförings- gang bagtil og udbreder sig paa Blæren; til Hjertet flere fine Grene. Endelig giver N. vagus flere fine Grene til Musklerne, som bevæge ossa pharyngea. — Nervus late- ralis frembyder med Hensyn til Udspring og Forhold til N. trigeminns, communicans, glossopharyngeus, vagus mange Forskjelligheder. Den er som oftest forsynet med en Nerveknude. Dens Udbredning er fortrinsviis i Huden. Paa Grund af dens Udspring fra de üverste Strenge af Medulla oblongata tildeels foran N. vagus og glossopharyn- geus, dens Nerveknude og Udbredning i Huden ansees den for en for Fiskene og de halede Batrachier egen Nerve. — Nervus hypoglossus antages, men ofte sammensmeltet med andre Nerver. Etatsraad Reinhardt gav Selskabet Underretning om nogle vigtige Iagttagelser og Undersögelser over Udviklingen af Pagurus bernhardus og Hyas araneus, som Can- didat Steenstrup havde meddeelt ham i et Brev fra Reikiavig, hvormed tillige fulgte flere Specimina af Dyrene selv i deres forskjellige Stadier. Denne Naturforsker, til hvem det blev overdraget af det Kongelige Rentekammer i Sommeren 1839 at deeltage XXXIT i en geognostisk-technisk Undersögelsesreise i Island, fandt en lykkelig Leilighed ombord paa Skibet, som formedelst Vindstille laae næsten ubevægeligt under Skagensnæs, til al anstille hine Undersögelser, som ved Ankomsten til Landet strax bleve fortsatte. Paa ovennævnte Sted bemærkede han den 19de Juli om Aftenen en utallig Mængde ganske smaa Dyr at vrimle i Vandskorpen; ved Brugen af Ketseren fangede han et stort Antal af disse rödlige, storöiede, langhalede Krebsdyr af 2 til 24 Linies Længde, som have fjern Lighed med Mysis. De bleve strax satte i en Skaal Vand, i hvilken de svömmede overmaade muntert omkring ved Hjelp af Halen og tre Par Aarefödder, som sidde langt fremad under Legemet og lige udstrakte til Siderne, imedens en Rekke af længere, men sammenlagte Fodder, dannede som Gangfüdder, holdtes ubevægelige op imod Bugen, og tildeels skjultes af den bagerste Deel af Cephalothorar. Da det stille Veir vedblev, fangedes den fölgende Aften de samme Slags Dyr, og ved at sænke Ketseren 2 til 3 Alen dybere i Vandet erholdtes tillige en stor Mængde Individuer af et andet lille rédligt, krebsagtigt Dyr med en-i en Bue nedhengende Hale, der i Dan- nelse stod midt imellem Krabbernes og Krebsenes. Det havde 3 Par til begge Sider langt udstaaende Been, hvoraf det forreste Par var forsynet med Saxe, og af disse var den höire langt större end den venstre. Dette og Dyrets hele Habitus fremkaldte Tanken om at det var en Pagurus Art, inden den endnu havde opsögt en passende Skal, for deri at skjule sin Bagkrop. Da de sammenfoldede Födder paa det först omtalte Mysislignende Dyr udfoldedes, fandtes de aldeles at ligne Füdderne paa det andet Dyr, at der neppe kunde vere nogen Tvivl tilbage, at begge håre til to for- skjellige Udviklingsstadier af en og samme Krebsart. En nåiere Undersøgelse stadfæster denne Mening, thi inden for den ganske gjennemsigtige Skal (Epidermis) bemærker man hos de större Exemplarer af det mysislignende Dyr, at den indvendige blöde Masse ikke udfylder Rummet i nogle Yderdele, især i Halebladet, men har antaget et Omrids, som ganske 'svarer til det, som disse Dele have hos det andet, mere krabbe- lignende Dyr, naar den gamle Skal tænkes afkastet, 1 Selskab med disse to Dyr, bleve den anden Dags Aften under aldeles lig- nende Stedforholde to andre Slags ubekjendte smaa Krebsdyr fangede med Kætseren. Disse vare baade forskjellige indbyrdes og forskjellige fra de to foregaaende, dog var der meest Lighed imellem de Dyr, som bleve fangede i samme Höide i Vandet, Det i Vandspeilet fangede Slags af disse to graaefarvede Dyr, har et kort rummeligt Cephalothorax, som fortil udlåber i en meget lang, tynd, ned ad lige ud sig strækkende Spidse; en anden hæver sig som et langt bag ud böiet Horn fra Midten af Cephalo- XXXIII thorax, Halen er lang og trind, med et bredt, dybt indskaaret Endeblad, i bageste indskaarne Rand besat med lange Börster; fortil bæres, under Brystet, to Par med lange Börster forsynede Aarefödder. Hr. Steenstrup anförte strax dette Dyr i sin Dagbog under Navn af Falcifer. Det andet Slags Dyr, af samme graa Farve, som fangedes paa 3 Alens Dybde, havde tre korte Pigge foran paa Randen af det noget ægformige og lidt nedtrykte Cephalothorax, der var ingen Aarefüdder at see, derimod havde det 5 Par Gangfödder, med hvilke det kravlede i Vandet; det forreste af disse var forsynet med en Saxekloe. Halen var noget nedtrykt, neden under plan og oven paa convex, af middelmaadig Længde og nedhængende i en Halvbue. Dette Dyr blev i Dagbogen indfårt under Navn af Bufo. Da ved den nôiere Betragtning af de to först omtalte Dyr Anskuelsen om en Forvandling var engang bleven levende, anstilledes en nåiagtig Sammenligning imellem denne saakaldte Bufo, og det graa langhalede Dyr, som havde faaet Navn af Falcifer. Hos dette sidste fandtes ligeledes de 5 Par Gang- födder, men samlede under Brystet i en Pakke, der svarede i Form ganske til de Fødder, hvormed Bufo bevægede sig. Ogsaa Piggene paa Cephalothorax forefandtes paa samme Steder, men meget forkortede. Det blev ham af disse og andre Kjendetegn klart, at Falcifer forvandlede sig til Bufo, som igjen næsten saae ud som en Krabbe. Under Vindstillet begyndte imidlertid Skibsfolkene at fange Torsk og Kuller paa 20 til 30 Favnes Dybde. I Digestionscanalen af disse fandt Hr. Steenstrup nylig slugte Individuer af Pagurus Bernhardus og Hyas araneus, og begge, Arter med fuldbaarne Æg. Da Fosteret i disse Æg blev undersögt under Microskopet ved Ankomsten ttl Reikiavig erholdt han Vished om, at begge de erholdte Udviklingsrækker netop tilhörte de oven- nævnte Arter, og at den frie Yugel i sine forskjellige Udviklingsstadier lever over hin- anden i forskjellige Höideregioner af Vandet, saaledes som Bevægelsesredskabernes Dannelse i de forskjellige Perioder fårer det med sig. Det vilde være uden synderlig Nytte at angive her de Forandringer, som fore- gaae fra det ene Stadium til det andet i de udvortes Deles Form, da Beskrivelsen uden Afbildninger vilde mangle Tydelighed. Det er at haabe, at Hr. Steenstrup vil finde Leilighed til fuldstændigere at udarbeide sine Undersågelser i denne Materie, og at ledsage sit Arbeide med de nådvendige Kobbere. Dog vil en kort Angivelse af de Hovedforandringer, som de to den fremadskridende Bevægelse udfårende Dele, Halen og Kjævefådderne, lide i disse Stadier, være lettere at opfatte. I Æggestadiet hos Pagurus (ligesom ogsaa hos Hyas) er Halestykket allerede syvringet. Det sidste Led er bladformigt, mod Enden bredere og tveklôftet. Det næst- 3 XXXIV ‘sidste Led er forsynet med to Par uledede, ligeledes bladformige Sideanhængslers der- imod sees ingen Appendices paa de övrige Bugringe. I det fürste frie Stadium forblive Halebladet og næstsidste Leds Appendices paa de övrige Bugringe. I det andet frie Stadium er Halen bleven forkortet og nedhængende, især Halebladet er mærkeligt kortere, næsten lige bredt i sin hele Længde og i Enden tilrundet; den næstsidste Bugrings Appendices ere blevne toledede, den udvendige paa hver Side er betydeligt længere end forhen, og rager ud over Endebladet. De åvrige Bugappendices have Udseende af korte Aareblade. Kjævefüdderne have i det förste frie Stadium en ligesaa afvigende Form, som Function. De sidde parviis noget udrykkede fra hinanden. Den indvendige Deel eller den egentlige Kjævefod har, skjöndt forkortet, omtrent den samme Form som hos den fuldkomne Pagurus, men den ydre Deel (Palpus flagelliformis Latr.), i Stedet for at lægge sig op til Randen af den indvendige Deel, strækker sig lodret og horizontalt ud fra samme til Siden; den bestaaer af Grundled, som tilsammen danne Skaftet og af 5 til 6 meget korte Endeled, som paa hver Side bære en meget lang Börste. Disse 40—12 paa den Maade meget tætstaaende Börster udgjöre tilsammen et vifteformigt Aareblad for det sig næsten rhythmisk bevægende Skaft. Med disse 3 Par Födder og med den lange Hale bevæger Dyret sig meget hurtigt, især i Vandskorpen. Kjeve- fådderne bruges mere til at træde Vandet med, hvorved Dyret hæver sig, medens Halen er mere fremskydende. I det andet Stadium have Kjævefådderne faaet en bety- delig Forandring; deres indvendige Deel er blevet længere, Ledene tydeligere, og Ligheden med den fuldkomne Kjævefod större. Aarefoden existerer som saadan ikke mere; den udvendige Deel af Fodkjæven, som får dannede den, er nu indadböiet imod den indvendige Deel, Forholdene af dens Led kar forandret sig og Bürsterne ere blevne mærkeligt korte — derimod ere nu Gangfödderne udstrakte, og de 3 forreste Par udgjåre Bevægelsesorganerne — de to bageste og korte Par tage ikke megen Deel i Bevægelsen, Udtager man den færdige Yngel af Ægget af Hyas Araneus befindes den at have omtrent samme ydre Form, som den der er angivet i det foregaaeude for Falcifer eller for Ungen i det fårste frie Stadium. Den sidste Bugring er bladformig, meget dybt spaltet, saa den har Formen af en Svalehale, Fligene ere paa den indvendige Rand besatte med lange Börster. — Den næstsidste Bugring har kun en enkelt Appendix. De üvrige trinde Bugringes Appendices ere kun lidet udviklede. I det andet Stadium forsvinde Halebladets Flige. Det meget forkortede Blad er tilrundet paa Endekanten, XXXV hele Halen bliver noget fladtrykt, og hænger ned i en Halvbue; Dyret seer ud som en Halvkrabbe, Af Kjævefådderne ere kun to Par anvendte til Bevægelsesredskaber. Dannelsen er aldeles analog med den, som blev beskrevet ved Pagurus; det er Palpus flagelliformis, som er uddannet til en Aarefod. Disse Füdders Forandring i det andet Stadium er aldeles lig den, som finder Sted hos Pagurus i samme Periode. Saasnart Aarefådderne og Halen faae deres forandrede Form, hvorved de ophöre at. være Bevæ- gelses-Organer, træde de virkelige Födder i Virksomhed. Begge disse Decapodformer, Pagurus og Hyas, have saaledes en nôie over- eensstemmende Udviklingshistorie efterat de have forladt Ægget: En fårste Periode, hvori de ere langhalede, og bevæge sig ved Kjævefåddernes Aarer og ved Halen; de svömme raskt i Vandet fornemmelig imod Havets Overflade; en anden Periode, i hvilken de ere Halvkrabber, som holde sig svævende i Vandet formedelst Haleappendices, og kravle i Vandet, men i en dybere Region, med deres lange Gangfödder; endelig en tredie Periode, hvori de begge maae som Krabber krybe paa Bunden af Havet ved Hjelp af deres stærke Gangfödder, og hvori Halen taber al Betydning som Bevægel- sesorgan. I Henseende til disse Arters Opholdssted bemærker Hr. Steenstrup, at de forekomme saavel nærved Stranden, som paa flere Miles Afstand fra samme ud i det aabne Hav, paa en Dybde fra faa Favne indtil 50; paa de lavere forekommer blot Hanner, og det er i Fölge gjentagne Undersögelser af flere hundrede Individer kun tilfældigt, at en Hun træffes deriblandt. Det synes som en Vandring maa finde Sted henimod Parringstiden, og efter denne en Vandring af Hunnerne imod Dybet. At de sidste maae være i Overllödighed paa disse Steder, sees af den Mængde ægbærende Hunner, som man skjærer ud af Maven af de Fiske, som ere fangede sammesteds. Han har ogsaa overbeviist sig om at de ere yng!edygtige i en meget ung Alder, thi han har truffet Individer ægbærende, som kun have faa Liniers Længde. Man finder Yngel og ægbærende Hunner det hele Aar igjennem, De udgjöre begge Torskens kjæresté og fornemste Föde, hvortil endnu komme Tveskaller og Univalfer, dog hvad de sidste angaaer, traf Hr. Steenstrup dem vel i stor Mængde i Maven og Tarmekanalen, men de bare umiskjendelige Tegn til, at de havde været beboede af Pagurus-Arterne. 30 til 40 Arter Univalver har han saaledes seet optagne af disse, men ingen hyppigere end Arterne af Tritonium, Littorina, Mar- garita, Trochus og Natica, fornemmelig de sidste; ikke een iblandt Hundrede vil man træffe med Laag, et tydeligt Beviis paa, at de ikke ere slugte med deres virkelige Dyr. bt XXXVI I denne Anledning anförer han en mærkelig Iagttagelse om Natica, af hvilken han fandt 73 Stykker i Digestionscanalen af en stor Torsk; mange af disse laae saa nær ved Gadboret, at de ved et Tryk paa Bugen gik ud af det, Til sin Forundring fandt han dem alle forsynede med Laag, og Modstand mærkedes, naar han sögle at trække Laaget ud med en Pincette. Nogle Stykker bleve kastede i Vand, og Morgenen derpaa kröb Dyrene omkring paa Glassets Veg. De övrige, som havde ligget Natten over imellem de opskaarne Indvolde, bleve nu ligeledes kastede i Vand, og inden faa Timer havde han 73 levende Individer gaaende omkring i Karret. Han har oftere gjentaget dette Forsög med lignende Udfald. At Natica- Arterne saaledes uskadt kunne gaae igjennem Fiskens Fordüielsesorgan, mener Hr. Steenstrup, ligger ikke blot i Laagets hermetiske Tilslutten, men ogsaa i den særegne Bygning af Fod- og Pandeklap, hvorved de indsuge Vand, opsvulme til en betydelig Störrelse, og i Fölge deres Leie beskytte de övrige og ædlere Dele; Natica, mener han, danner med Cryptostoma Blainv., Sigaretus Adans. _ og Monoptygma Leach. en naturlig begrændset Familie, som d’Orbigny har kaldet Natidicæ; men den staaer ikke isoleret; den knytter sig til Bulla- og Bullæa-Familien, og bor i et naturligt System staae lige ved Siden af den. Polytechnisk Candidat Jerichau har meddeelt Selskabet adskillige experimen- tale Undersøgelser, som Selskabet har fundet værdige til at belönnes med dets Guld- medaille. Den ene af disse Undersögelser angaaer en egen Classe af Svingninger. Grund- forsöget bestaaer i, al et Lommeuhr, ophængt paa behörig Maade, kan sættes i Sving- ninger ved sin egen Uroes Bevægelser. Han ophængte f. Ex. et Uhr ved to Traade, saaledes at det kunde hænge i et Plan, der var parallel med Uroens Svinghjul. Traa- dene vare befæstede paa en tyk Staaltraad, saa at han ved Omdreining let kunde for- korte og atler forlænge dem. Naar nu Traadene havde en saadan Længde, at Uhret blot ved sin Masse vilde svinge med en Hastighed, som ikke var meget forskjellig fra Uroens, saa kom Uhret i regelbundne Svingninger, hvad enten han först havde bragt det i Hvile, eller först- havde sat det i en mere eller mindre stærk Svingning. Da Uhrets Pendulsvingninger og Uroens Svingninger virke gjensidigen paa hinanden, saa blive Svingningerne eenstidige. En Forandring af nogle Procent i Ophængningens Længde forstyrrer ikke dette Forhold, men drives Forandringen ud over visse Grændser, saa ophörer Svingningernes lige Varighed, Ved fortsatte voxende Forandringer frem- XXXVII bragtes periodiske Syingninger, som voxe fra Nul til et vist Maximum, derpaa aftage til Nul, og saaledes gjentagende voxe og aftage. Naar Forandringen af Længden er gaaet ud over en vis Grændse, ophüre disse bestemte Perioder, og en tilsyneladende Regellüshed opstaaer, hvori man dog opdager mere forviklede Love. Lignende Love har han opdaget ved at udsætte Uhret for Snonings-Svingnin- ger. Han ophængte ved en Metaltraad et Slags Stigbüile, hvori han lagde et Uhr, saaledes at Uroens Svingningsplan var parallel med Snonings-Svingningernes. Man kan endnu hermed forene Pendulsvingningerne, saa at alle tre Slags Svingninger ere tilstede. Naar de alle ere samtidige, understétte de saaledes hverandre, at Uhrets Svingninger ikke ved udvortes Indflydelser, med mindre de ere meget betydelige, ville forandres. Den anden af Jerichaus Meddelelser angaaer et Thermometer af en ganske ny Indretning. Denne Opfindelse beroer paa Newtons berémte Opdagelser over de farvede Ringe. Som bekjendt blev den störste Deel af hans Forsög herover udförte med et Convexglas, som lagdes paa et andet eller paa et plant Glas, hvorved man seer en Mengde Farveringe fremkomme. Ved at maale disses Diametre og derefter at beregne Tykkelsen af den Luftring, hvori hver Farve viste sig, blev han istand til at angive Hovedlovene for dette Særsyn. De nyere Tiders Undersögelser have bekræftet Newtons Maalninger , saa at vi nu dristigt knnne slutte fra et vist Farveforhold i Rekken af disse Tilsyneladelser til en vis Tykkelse af Luft-Lamellen, altsaa til Afstanden af de to Overflader, mellem hvilke den ligger. Man har derfor ogsaa allerede lenge havt Tabeller over Tykkelsen af de Luftlag, som håre til hver Farve. Det var endnu ikke faldet Nogen ind, at benytte disse Kundskaber til Lengde- maalinger, förend Hr. Jerichau fattede denne Plan. Den maatte allerede, saasnart den udtaltes, erkjendes for en lykkelig Tanke; thi man maa herved kunne udføre meget fine Maalninger, da Forskjellen mellem Tykkelsen af to Ringe, der give ganske mær- keligt forskjellige Farver, sjeldent stiger til en Tomilliondeel Linie. For nu at benytte disse Virkninger til Varmemaaling, opstiller Jerichau en tynd og omtrent 14 Tomme lang Zinkstrimmel, over hvilken befinder sig et lille Convexglas, og derover i stor Nærhed en lille Glasplade. Naar denne opvarmes, endog nok saa lidet, udvider den sig dog tilstrækkeligt, for at Convexglassets Nærmelse mærkes ved Farveforandringer. En omstændelig Beskrivelse af Redskabet vilde her ikke være paa sit Sted, men en kort nærmere Angivelse vil derimod ei vere overflödig. Redskabet er forfær- diget af Messing. Paa en Fod af henimod 4 Tommers Höide staaer Zinkstrimmelen i en Ramme af Messing, som bærer Convexglasset, der ved en Fjeder trykkes nedad, [LIBRAR 5.1 | Z\ mom XXXVIII og derover Glaspladen, med hvilken Lindsen ikke kommer i Beråring, naar ikke Zink- strimmelen lifter den saa hüit. Ringene betragtes gjennem et lille bevægeligt Seerör, som er forbundet med en Gradbue. Paa Glaspladen falder ikke noget andet stærkt Lys end det, som kan komme gjennem en dertil dannet Aabning i en liden Metalplade, som bevæger sig med Seeröret og Gradbuen. Naar Afstanden mellem Lindsen og Glaspladen bliver uforandret, seer man andre Farveforhold, alt ligesom man forandrer Seerårets Stilling; og omvendt naar Afstanden forandres, maa Seerürets Stilling foran- dres, hvis man vil have samme Farve. Förend man udsætter Zinkstrimmelen for en Varmeindvirkning, stiller man nu Seeråret saaledes, at et vist meget kjendeligt Farve- forhold f. Ex. det Råde af 3die Orden, staaer i Midtpunktet, og Graden aflæses paa den inddeelte Bue og dens Nonius, Eifterat Varmen har gjort sin Virkning, stiller man atter Seeröret paa samme Farve, og aflæser atter Graden. Af Graderne kunne Afstan- denes Forandring beregnes, og let en Tabel indrettes, hvorpaa man strax kan aflæse Varmeforandringerne. Man har ved Sammenligninger fundet, at det idetmindste kan angive ligesaa fine Varmeforandringer som Melloni’s berömte thermoelektriske Varme- maaler. Men Jerichau’s Varmemaaler er skikket til en Mangfoldighed af Forsög, hvortil Melloni's, som dog til visse Hensigter vil være det tjenligste, ikke kan bruges. Man vil ved Hjælp af dette Redskab kunne maale Legemernes Udvidelse ved Varmen, selv naar vi deraf ikke kunne erholde uden smaa Stykker. Man vil ogsaa ved samme kunne maale Chrystallers Udvidelse efter forskjellige Retninger, hvorved Mitscherlich's ved For- sög af mindre let og omfattende Anvendelighed gjorte Opdagelse over forskjellige Chrystalaxers ulige Udvidelighed vil kunne udtrækkes over en talrig Mængde af Legemer. Det er ikke let at forudsee alle de Fålger, hvortil et saadant Hjælpemiddel som denne nye Varmemaaler kan före; men de Antydninger, vi her have gjort, ere allerede tilstrækkelige til at vise deres Vigtighed. Opfinderen er endnu sysselsat med at anbringe adskillige Forbedringer derved. Den experimentale Undersøgelse over Haarrørsvirkningerne har hidindtil været indskrænket inden meget snævre Grændser, da man næsten udelukkende maatte benytte sig af Rör eller Plader af Glas; uaglet det vilde være vigtigt at kunne pröve Haar- rörsvirkningen med Hensyn paa uigjennemsigtige Legemer og navnlig paa Metallerne. Conferentsraad H. C. Ørsted har foreslaaet en Fremgangsmaade , hvorefter denne Ind- XXXIX skrænkning bortfalder. Han gaaer ud fra den Sætning, at den Höide, hvortil et Haarrör hæver en Vædske, kun beroer paa Vidden af Råret paa det Sted, hvortil Vædskens Overflade hæves, og aldeles ikke paa Vidden af Rörets lavere beliggende Dele, Han bruger da til Undersögelsen et vidt Glasrér, hvis överste Munding dækkes med en gjennemboret Plade af det Legeme , hvis Haarrörsvirkning skal pröves. Naar man tenker sig et saadant Glasrör, dækket med den gjennemborede Plade og fyldt med en Vædske, stillet med sin aabne Munding i en Vædske af samme Art, saa vil det ved Dekpladens Borning dannede Hul være Sædet for den Haarrörskraft, som holder Vædsken indeni Röret hôiere end udenfor. Ved efterhaanden at udtômme den udenfor staaende Vædske, kan man da træffe et Punkt, hvor Haarrörskraften ikke længere kan bere Vædskesüilen i Röret. Afstanden mellem Dekpladen og Vædsken udenfor i Adskillelsens Oieblik er da Maalet for Haarrörskraften i det givne Tilfælde. Man seer let, at dette Slags Forsög kunne udföres paa forskjellige Maader Ö. har fundet det beqvemmest at afvige fra denne, for den förste Tanke naturligste Indretning, saaledes at han lader Röret omböies for neden, og staae i Samyvem med et andet Rör, hvori Vædskens Overflade ikke staaer under nogen mærkelig Indflydelse af Haarrörskraften, Men disse to Rör sætter han endnu i Samqvem med et tredie, hvori han ved et Slags Stempel kan faae Vædsken til at stige og falde. Hele Indretningen bestaaer da af 3 samqvemhavende Rör: det med gjennemboret Bækplade, hvilket er lavere end de andre: Sammenligningsröret, hvori man seer hvor höit Vædsken vilde staae uden Haarrörskraft: Stempelråret, hvorved man nåder Vædsken til at stige eller falde i Snmmenlignings- réret. Man begynder ordentligviis, efter at man har lagt Dækpladen paa det förste Rör, at drive Vædsken opad, saa at den trænger frem igjennem dennes snævre Aabning. Den Kraft, som hindrer Vædsken fra at löbe over, kan maales ved Hôiden af den Vandsöile, som hæves i Sammenligningsröret. Naar man derpaa lader Vædsken i Sam- menligningsråret synke, vil Vædsken i Dækpladens Aabning sænke sig, og i det Oieblik, da Vædsken vil rive sig lås derfra, hænger den ved denne Aabnings nederste Rand. Det forstaaer sig at Dækpladens Tykkelse saavel som dens Aabning er nôiagtigt maalt, og at man har en Maaleindretning til at bestemme Vædskeus Stigen og Falden i Sam- menligningsråret. Stempelindretningen bestaaer blot i en lukket Glascylinder, som med Lethed kan sænkes og hæves i det Rör, hvori den bevæger sig, og derved forandre Vædskens Hôide. Endnu har Ö. ikke havt Leilighed til at udföre ret talrige Forsög efter denne Fremgangsmaade; dog har han udfårt et nogenlunde stort Antal af Forsåg med Vand og med Qviksålv, og derved brugt Aabninger af temmelig ulige Diametre, XL saavelsom Dækplader af forskjellige Stoffer, navnligt Metaller og Glas. Lige Aabninger i Dækplader af amalgameret Kobber og af Glas hævede Vandet til lige Höide. Qvik- sölvet hævedes ved gjennemborede Dækplader af amalgameret Kobber omtrent $ saa höit som Vand, hvoraf dog fölger at Haarrårskraften bærer over 10 Gange saa stor Vægt af Qviksölv som af Vand. Da Ö. ikke for det förste vil faae Leilighed til at _ gjøre alle de Anvendelser af den nye Fremgangsmaade, som han havde tilsigtet, vilde det være ham kjært at see den benyttet af andre Physikere. Ö. havde allerede udtænkt den her beskrevne Indretning for to Aar siden, og viste i Aaret 1839 Forsåg dermed ved den Skandinaviske Naturforskerforsamling i Götheborg. Men Redskabet var dengang endnu ikke bragt til den behörige Fuldkommenhed, I den Kjåbenhavnske Forsamling 4810 viste han to forskjellige nye Udfürelser af samme Instrument, et for Vand og et andet for Qviksålv, som dog ikke i de væsentligere Dele vare forskjellige. Begge disse har han ogsaa foreviist i Vid. Selskab. Ô. har ligeledes foreviist Selskabet en ny Indretning af Vægtstangelektrometeret, bestemt for meget svage Elektricitetsgrader. Vægtstangen hestaaer i en tynd Messing- traad, ophængt i Silkeormespind. For at give den en mere bestemt Retningskraft.end den, som den kan erholde af den enkelte Silketraads Snoningskraft, har man dannet den Böile, hvorved den fæstes til Silkeormespindet, af en fiin Staaltraad, som man har givet en ganske svag Magnetisme. Vægtstangen hænger i en Glascylinder, gjennem hvis Laag gaaer en Metalböile, isoleret fra dette ved Gummilak og Glasrör, og hvis Ender komme saaledes i Beröring med Vægtstangens, at den ene berörer den paa håire Side, medens den anden berörer den paa venstre. Idet altsaa Metalböilen modtager Elektricitet, gaaer denne tillige over i Vægtstangen og frembringer en Dreining. Naar den magnetiske Retningskraft er saa ringe, at den neppe er mærkelig, viser dette Elek- trometer en overordentlig Fiinhed. For at opdage meget svage elektriske Virkninger meddeler man det først en Elektricitet, som dreier Vægtstangen nogle Grader, Et Legeme, som har samme Slags Elektricitet, frembringer da, naar det nærmes, en meget betydelig Forögelse i Afvigningen. Den Elektricitet, som isolerede-Zink- og Kobber- plader vise efter Beröring og Adskillelse, bliver paa denne Maade meget kjendelig, uden Hjælp af Condensator. Man forüger endnu Letheden i at see, endog de mindste Grader, ved at betragte Vægtstangens ene Spids igjennem et Mikroskop, hvori et lodret Silke- ormespind er anbragt. XLI Deu historiske Classe. Conferentsraad Werlauff meddeelte: Forsög til at oplyse og forklare den byzan- tinske Historieskriver Procops Efterretninger om de nordiske Lande. Procops Kundskab om det nordlige Europa kan bedémmes af de Efterretninger, han i sin gothiske Krigs Historie har meddeelt, saavel om Oen Brittia med de der boende Folk, som om Oen Thule, hvor en Deel af det heruliske Folk i Begyndelsen af det 6te Aarhundrede skal have nedsat sig. Paa fürstnævnte Oe boede, ifölge hans Beretning, tre talrige Folkeslag, hvert under sin Konge: Britter, Angler og Friser; en lang, i Oldtiden opfört Muur deelte Oen i to Dele, af hvilke den östlige var frugtbar og stark befolket, den vestlige ufrugtbar, ubeboet og ubeboelig, Ved denne Oe have de fleste Nyere tenkt sig det nuverende Engelland og Skotland, hvor Angler og enkelte Friser i det 5te Aarhundrede havde nedsat sig; Muren blev da en af de, i den romerske Keiserperiode, her opfürte; forüvrigt oversaae man det Modsigende imellem den naturlige Beskaffenhed af den brittiske Oe og Brittia, saaledes som denne af Procop beskrives. Forf. troer, at disse Modsigelser kunne heves og Procops Efterretninger paa en meget naturligere Maade forklares, ved at antage Brittia for den jydske Halvöe, hvis östlige Deel er frugtbar, skovbevoxet, fuld af Indsöer og Aaer, medens den vestlige derimod er ufrugtbar, bestaaer tildeels af Flyvesand og lider af Vandmangel. Omtrent i Midten gjennemskjeres Landet af den bekjendte, höie, skovlöse, ufrugtbare Landryg, der fra Liimfjorden af strækker sig lige til Hartzen. Sagnet om denne Naturbeskaffenhed kunde, ved den lange Frastand, Ubekiendtskab med de üvrige lokale Forhold, og ingen eller höist indskrænket Kjendskab til den germaniske Tunge, letteligen misforstaaes af Procop. Det gamle skandinaviske og germaniske Diki; Teich (Dige, Dæmning, Gierde) forvexledes af ham med det beslægtede græske reıyog (Muur), og den naturlige Land- ryg, hvis förste Oprindelse oversteg al menneskelig Erindring, blev for ham til en, af Landets gamle Beboere opfört, Muur. Forf. har i en tidligere Afhandling strebt at godtgjöre, at ved Sevo Mons hos Plinius skal forstaaes den omtalte Landryg, og at saavel det af Pytheas skildrede frugtbare nordiske Land, som Melas Codanonia ( Scan- dinavia ), der i Frugtbarhed og Störrelse overgik alle övrige Oer i den codanske Bugt, nærmest maa henföres til vor Halvöes östlige Deel. Her fremsættes tillige den For- modning, at den germaniske Öe Scandza, hvor et gammelt engelsk Sagn lader det saxiske Kongehuses Stamfader Sceaf som et lidet Barn lande i en Baad med et Korn- neeg under Hovedet, ei skal forklares eftrr den almindelige Mening om Skaane, men 6 om den jydske Halvöe, hvis Ostsides fortrinlige Frugtbarhed og tidlige Beboelse Sagnet maaskee har villet antyde. Naar Procop kalder Brittia en Oe, maa man erindre sig, at de Gamle hyppigen forvexlede Öer og Halvéer. H.n kan være kommen til at benævne Halvöen Brittia, fordi han har tænkt sig en Navne-Overeensstemmelse mellem den store brittiske Öe og det Land, hvorfra en Udvandring til hiin var skeet; dersom det ikke er en urigtig Læsemaade af Bri for Vi eller Ju (Brittia for Jutia). De tre Folk paa Brittia gjenkjendes letteligen som Halvöens Jyder, Angler og Friser, og disse kunne igjen bringes i Forbindelse med de Folk, som deels i Oldtiden, deels i den tidligere Middelalder forekomme her: Guttoner, Teutoner, Cimbrer, Hillevioner, Saxer, Vinuler. Det her afgivne Vidnesbyrd om Frisernes Tilværelse paa Halvöen i det 6te Aarhundrede, bestyrker den Hypothes, at disse maae henregnes blandt Halvöens Urfolk, Skildringen af Halvöens Beboere, som selvstendige og talrige Folkestammer, kan tillige forklare de i vor Sagnhistorie forekommende Vink om indbyrdes Krige paa Halvöen, og staaer ikke i Modsigelse med de fra andre, ogsaa nordiske, Kilder os bekjendte historiske Forhold. At Halvöens Folkemængde foranledigede jævnlige Udvandringer, stemmer overeens med den hos Middelalders-Skribenterne sædvanligen forekommende Forklaring over dette Phænomen; de Udvandrendes Nedsættelse hos Frankerne sigter, uden Tvivl, til de Danskes tidlige Angreb paa det frankiske Riges Kyster. Sagnet om Beboerne paa en Deel af den frankiske Kyst, hvis Forretning det var at seite de Dödes Aander over tilÖen Brittia, kan forklares af en ældgammel og udbredt Folketroe og skal maaskee ikke henföres til den jydske Halvöe, men snarere til den brittiske Öe med den modsvarende franske Kyst. Öen Brittia kommer Procop egentlig til at beskrive, ved Fortælling om en Krig imellem Anglerne og Varnerne, det sidste ogsaa et tydsk Folk, hvoraf en Green dengang boede mellem Rhinen og Östersöen. I Anledning heraf meddeler han igjen adskillige interessante Oplysninger om begge disse Folks, iser om Anglernes, Regjering, Sæder, Cultur og övrige Eiendommelighed; "hvad her forekommer om Varnerne, viser i det Hele Disses Overeensstemmelse med de gamle Skandinaver. - Mærkeligt er det dog, at Halvoens Beboere i det 6te Aarhundrede endnu ikke skulde have kjendt Hesten, Mueligen kan Anglernes Besög ved det græske Keiserhof i de frankiske Gesandters Fölge, som Procop udirykkeligen omtaler, have givet den förste Anledning til Verin- gernes senere Optrædelse i Constantinopel. Om et andet af de mindre fuldstændigen kjendte tydske Folk haves i samme Værk af Procop ligeledes en interessant Episode — om Herulerne, Ved at fortælle XLIII hvorledes en Deel af dette Folk, efter et Nederlag af Longobarderne, sågte Boliger i det romerske Gebeet, og en anden Deel sögte op mod Nord og nedsatte sig paa Öen Thule, hos Gauterne, hvorfra de Tilbageblevne senere igjen hentede sig en Konge, meddeles tillige den omstændeligste Beskrivelse over denne Oe, dens Beskaffenhed og Beboere, der forekommer hos nogen Oldtidsskribent. Denne Beskrivelse passer sig fuldkomment, hvad ogsaa alle Nyere have antaget, paa den store skandinaviske Halve. Men, som en Fålge heraf, har man ogsaa ladet Herulerne, i en vis Periode, boe enten i det sydåstlige Norge, eller, i Medhold af den bekjendte Yttring hos Jornandes om Herulernes Uddrivelse åf de Danske, i Skaane og Halland. Forf. forudsætter som afgjort, at Folk af den egentlige germaniske Stamme aldrig have boet paa den store skandinaviske Halvöe; at Hypothesen om det sydlige Sverrig som det danske Navns ældste Hjem, hviler paa en usikker Grund og at det i Suhms og flere Nyeres Skrifter optagne Factum, at en dansk Kunge Rig skal have uddrevet Herulerne fra Halland, er aldeles uhistorisk. Han fremsætter derimod en anden Formodning, nemlig at Herulerne, paa deres Vandring mod Nord ikke ere komne længer end til den jydske Halvöe, hvor de have nedsat sig blandt Gauterne (Jyderne) og senere have tabt sig blandt de mange forskjellige Stammer vi her kjende i Oldtiden, Procop, som havde en ikkun ubestemt og utydelig Forestilling om de nordiske Landes geographiske Forhold, maa da have forvexlet den jydske Halvée med den store skandinaviske, efterdi der i begge Lande boede Gother og en tidlig Samfærsel synes at have fundet Sted mellem: begge Lande Denne Forklaring kan maaskee tillige bestyrkes, deels ved Benævnelsen Brebter (Britter 9: Jyder), som den longobardiske Historieskriver Paul Warnefrids Sön tillægger Heru- lerne, deels ved den Forbindelse, hvori dette Folk tidligen forekommer med andre Folk i det nordvestlige Tydskland eller endog paa den jydske Halvée. Etymologien til Herulernes Navn sôges i det gamle germaniske og skandinaviske Ord Earl (Jarl) eller Karl. Hvad Procop beretter om dette Folks Sæder og Levemaade kan sammenlignes med de gamle Skandinavers, og tildeels tjene til at oplyse adskillige i vore gamle Kilde- skrifter forekommende Vink. Professor Kolderup-Rosenvinge har forelæst Selskabet en Afhandling under Titel: Nogle Bemærkninger om det hemmelige Skriftemaals Anvendelse i Norden med nærmest Hensyn til en Bestemmelse derom i den Skaanske og den Sjellandske Kirkeret. Disse Kirkeloves Forskrift, „at, dersom Nogen havde begaaet låulig Synd og derfor af . 6* XLIV Præsten var bleven skriftet, förend han blev sigtet, skulde han være sageslös, naar Præsten vidnede, at det saaledes forholdt sig,” har allerede været Gjenstand for Kofoed Anchers Opmærksomhed, og idet han har anfört de flere forskjellige Grunde, som kunde tale for, at forstaae den saaledes, at al verdslig Tiltale og Straf bortfaldt, naar Forbry- deren havde skriftet for Præsten, anseer han det dog for den rigtigste Mening, at Lov- stedet kun har havt til Hensigt at befrie Pænitenten for geistlig Straf eller Kirketugt. For at sætte denne Gjenstand, hvorom der kun findes saare lidet i den canoniske Ret, i det fornådne Lys, har Forf, troet först at maatte forudskikke nogle almindelige Betragtninger over Forholdet mellem Kirke og Stat, som det var i Nordens Middelalder, Ved at fremstille dette har han især opholdt sig ved at udvikle den vigtige Indflydelse, som de geistlige Synodalretter nådvendig maatte have paa de borgerlige Forhold, og at vise, hvorledes de ved Kirketugt sågte at hæmme en stor Mængde Forbrydelser, der efter senere Tiders Forestillinger aldeles ikke henhåre under det geistlige Forum. I denne Anledning ere flere mærkelige Steder paapegede i den gamle norske Kirkelov for Vigen og i den svenske Østgåtha Lov, hvilken sidste ogsaa indeholder flere inter- essante Bestemmelser om det lånlige Skriftemaal og dets Forhold til det aabenbare. Skjöndt Resultatet af Undersögelsen af disse Lovbud er, at den omhandlede Forskrift i den Skaanske og Sjellandske Kirkeret maa forstaaes om Fritagelse for geistlig, ikke for verdslig Straf, og vel oprindelig saaledes er bleven fortolket, troer Forf. dog deels af enkelte gamle Lovbud, deels af historiske Vidnesbyrd at kunne udlede, at disse Bestem- melser, efterhaanden som Conflicterne mellem Stat og Kirke bleve hyppige, jevnlig ere blevne anvendte af Geistligheden til at unddrage Forbrydere fra den verdslige Straffe- magt. De herhen hårende Beviser findes især i den gamle Kirkelov for Trondhjem (hos Paus bag efter Magni Lagabæters Gulethingslov) Cap. 67 og 70, i Dronning Margarethes Stadsret Cap. 26 og i Synodalbeslutningerne paa Mådet i Kjöbenhavn 1425 under Erkebisp Peder Lykkes Forsæde, i hvilke det udtrykkelig fastsættes, at naar de, som havde begaaet nogen geistlig Forbrydelse, ved Skriftemaal og Absolution havde udsonet sig med Kirken, skulde det under Straf af Bansættelse være enhver Verdslig forbudet at fængsle eller anholde dem, eller at confiskere deres Gods, fårend deres geistlige Dommer havde dömt. Herved bringes det da tillige i Erindring, at Begrebet om geistlige Forbrydelser efterhaanden var udstrakt i den Grad, at næsten alle Over- trædelser af verdslige Straffelove dertil kunde henfåres, da de uden Vanskelighed kunde bringes ind under et eller andet Bud i Decalogus. De historiske Vidnesbyrd for For- fatterens Paastand ere deels hentede fra Procesacterne i de bekjendte Stridigheder mellem XLV Kongerne Christopher den Förste og Erik Menved paa den ene og Erkebisperne Jacob Erlandsen og Jens Grand paa den anden Side, deels af det mærkelige Skrift, som Conferentsraad Werlauff har udgivet under Titel: Anecdoton historiam Sverreri regis Norvegiæ illustrans. Justitsraad Molbech har i Selskabet holdt et Foredrag over de gamle Ægypters Kunst og Cultur, hvis Indhold allerede er bekjendt af Forfatterens senere udgivne Skrift over Historiens Philosophie, {ste Deel, Professor David har meddeelt Selskabet en Beretning „om Fængselsvæsenet i England og den tilsigtede Reform af samme,” udarbeidet efter Materialier, som han havde samlet paa en i Sommeren 1839 i dette Oiemed foretagen Reise. Han havde nemlig undersögt Störstedelen af de engelske Straffeanstalter, i hvilke man havde indfört et af de nyere Fængselssystemer, og havde saaledes havt Leilighed til at erkjende Virk- ningerne af det philadelphiske og auburnske System, forsaavidt de ere blevne reali- serede i enkelte engelske Straffeanstalter. Han gjorde opmærksom paa de eiendomme- lige Forhold, som i England lægge Indførelsen af et eensartet og gjennemfört System store Vanskeligheder iveien, og viste, hvorledes Regjeringens Bestræbelser gaae ud paa at indfåre det philadelphiske System overalt, hvor den umiddelbar raader for Fængsels- vesenets Organisation og Disciplin, og at anbefale og fremskynde dets Indførelse der, hvor de communale Forhold gjør det Regjeringen umuligt umiddelbart at indgribe. Ved den 1839 udkomne Loy for „the better ordering of prisons” var der hertil gjort et stort Skridt, da den adskilte Fængsling (separate confinement) derved fårst var bleven legaliseret, Hidindtil havde man nemlig i England, som næsten overalt, sam- menblandet den adskilte Fængsling med den eenlige Fængsling (solitary confinement), som det i England er forbudt at anvende undlagen een Maaned ad Gangen og kun tre Gange i Löbet af et Aar. Ved denne Forvexling af Begreberne var det naturligt, at Tvivlen om det philadelphiske Systems Legalitet maatte være almindelig i England, og at Communerne kun nådigen vilde bestemme sig til at anvende store Summer paa Opförelsen af en Fængselsbygning, hvis Disciplin syntes at staae i Modsigelse med de existerende Love. Den paapegede Lov maa derfor ansees som et vigtigt Skridt til det philadelphiske Systems indförelse i England, idet den paa den ene Side nåie betegner XLVI Hovedfordringerne til et saadant paa Adskillelse beregnet Fængselssystem, og paa den anden Side gjör det utvivlsomt, at Forbuddet mod solitary confinement ikke kan ved- komme separate confinement under Forudsætning af, at det dertil brugte Fængsel er indrettet paa den anordnede Maade. Den Beskrivelse over de af Forfatteren undersögte engelske Straffeanstalter, som blev meddeelt, gav ham Anledning til at undersöge de forskjellige Systemers Værd, og til at vise hvorledes det ogsaa her havde viist sig, at det ikke er praklisk muligt at overholde den Taushed og den ideelle Isoleringstilstand, hvorpaa det auburnske System er baseret. Slutteligen sögte han at godtgjöre den adskilte Varetægtsfængslings Legalitet, ligesom dens Nödvendighed naar Fængselsvæsenets Reform skal opnaae sin Hensigt, og udviklede tillige hvad der i denne Henseende var skeet i England, men hvorledes det især var her, at de eiendommelige communale Forhold vanskeliggjorde Realisationen af et System, der maa ansees som det sande Udgangspunkt for ethvert forbedret Fengselsvesen. Ordbogscommissionen. I 1840 holdtes 25 Möder, i hvilke Revisionen af Bogstavet S fortsattes fra Ordet Sneefield til Söpas. (Den 20de Febr. 1841 var Revisionen fremmet til Sögejern). Af Bogstavet S ere nu trykte 73 Ark. Landmaaling'scommissionen, Stikningen af det Generalkort over Daumark, som Selskabet har besluttet at udgive, er bleven fortsat, og kan nu snart ventes fuldendt. Den meteorologiske Committee har modtaget Iagttagelser fra forskjellige Observationssteder. Instrumenter ere meddeelte til Candidat Steenstrup, som har foretaget en videnskabelig Undersögelsesreise i Island, til Naturforskeren Kröyer, som deeltager i Orlogsfregatten Bellonas Expedition til Syd- amerika, og til Botanikeren Liebmann, der har begyndt en naturvidenskabelig Reise til Mexico. Det tredie Hefte af Collectanea meterologica, som vil komme til at indeholde Dr. Trentepohls og Assistent Chenons Iagttagelser i Guinea, forberedes. Oe al ae XLVII Magnetisk Observatorium. Kjöbenhavn er en af de Stæder, som tidligst har erholdt et magnetisk Obser- vatorium med det af Gauss opfundne Magnetometer. Ved kongelig Gavmildhed sattes Conferentsraad H. C. Ørsted 1834 istand til at gjöre en Reise til Gôttingen, for at see det da nyligt indrettede magnetiske Observatorium, hvorhos tillige endeel til et saadant Observatorium fornödne Anskaffelser bevilligedes. Ved Hjelp af disse og de ved den polytechniske Læreanstalt forhaandne Redskaber foretoges der allerede magnetiske Obser- vationer i Efteraaret 4834. Alex. v. Humboldt havde allerede givet Anledning til at der foretoges samtidige magnetiske Iagttagelser paa mange forskjellige Steder til visse bestemte Tider. En lignende Forbindelse stiftedes nu mellem dem, som vare i Besid- delse af Gaussiske Magnetometre. Iagttagelser, anstillede d. dte og 6te November 1834, saavel i Kjöbenhavn som Mailand gave et af de mærkeligste Exempler paa Overeens- stemmelse mellem magnetiske Forandringer paa Steder, som ligge i en stor Afstand fra hverandre. Det i den polytechniske Læreanstalt med temmelig ringe Bekostninger opret- tede Observatorium var dog ikke skikket til alle Klasser af magnetiske Iagttagelser. Dets Beliggenhed i Nærheden af Huse, gjorde det umuligt at anvende det til Undersö- gelser over Jordmagnetismens sande Styrke her paa Stedet og” indskrænkede os til Iagttagelser over Magnetkraftens Forandringer. Hs. Majestæt vor nuregjerende Konge befalede derfor, at nye mere omfattende Indretninger til magnetiske Iagttagelser skulde tilvejebringes, Den polytechniske Læreanstalts Observatorium, som var en Træbygning, blev forflyttet til en fri Plads paa Volden og fik efter Omstændighederne passende Forstürring. Men foruden dette, blev der bestemt at et andet stårre skulde bygges i en betydelig Afstand derfra. Dette vil i nærværende Foraar blive færdigt, og herved vil det gjüres os muligt at deeltage paa det fuldkomneste i de mangfoldige magnetiske Iagttagelser, som nu udfåres efter en Plan, der næsten omfatter hele Jorden. De nye Anlæg skyldes Kongelig Gavmildhed, Til Anvendelsen af disse Indretninger er Viden- skabernes Selskab traadt i Forbindelse med den polytechniske Læreanstalt, hvorfor man herefter vil finde Efterretninger om de magnetiske lagttagelsers Resultater i Oversigten over Selskabets Arbeider og Forhandlinger. XLVIII For Aaret 1841. I det sidst forlöbne Aar har Selskabet havt at beklage Tabet af sit mange_ aarige, höitagtede Medlem: Etatsraad og Professor Hornemann. Til indenlandske Medlemmer ere optagne: Hr. Professor Joh. Ephr. Larsen, Hr. Professor Hans Matth. Velschow, Hr. Professor Niels Matth. Petersen, Hr. Professor Hans Lassen Martensen. Den mathematiske Classe. Prefessor Ramus har forelagt Selskabet en Afhandling om Resten i Lagranges Række. Herved forstaaes den Stårrelse r,, som giver: NAC) 2f/a y? | d*(gasfia y? de? (pa) fa yrıı 3 ‘a dl ee du 12 a ag ges te hvor f og g ere hvilkesomhelst Functioner og Ø er den mindste Rod i Ligningen z=a+tygz. Forskjellige almindelige Udtryk for r, lade sig finde, hvis Rigtighed bagefter pröves derved, at de tilfredsstille Differentsligningen dr- 1,(pa)"f’a y" — dat Tom tt n idet de tillige for en speciel Værdie af n gjüre ovenstaaende Formel for fØ identisk, eller derved at de i det specielle Tilfælde, hvor gæ—1, reduceres til det bekjendte Udtryk for Resten r’, i den st Udvikling for f(a+ y): og mal l'Ea+y(—2)] 2" far. \ F. Ex. man har (—1)" +7 eV] T grt Poe "VID. t-verV Aglate Vu] eos 1 2.…(n—2)27" —n dei hvor I. betegner den Note Logarithme. Det Udtryk, som Cauchy har givet (Mém. de l’acad, roy. des sc. de l'institut de France, T. VIII, pag. 133), har vel en reel XLIX Form, og afhænger blot af en enkelt Integration, men er dog mindre simpelt, eftersom det indeholder explicite selve den sögte Rod f. Ogsaa haves fülgende Udtryk (pæ)" fx 1 xt Ndz Y,=y" = n Gam —a—yopu. 2° 4 idet ZZ.F(x,y) betegner Coefficienten for i Udviklingen af F(a+£,y) efter positive og negative Potentser af &, efterat Functionen fårst er bleven udviklet efter stigende Po- tentser af y. — Den Form, hvorunder Laplace har fremstillet Lagranges Række, giver ikke Anledning til nogen særegen Undersågelse med Hensyn til Resten; thi Laplaces Række kan umiddelbart udledes af Lagranges ved at sætte x—F,z og forandre Func- tionerne @ og f til pF og fF, idet F og F, betegne to hvilkesomhelst Functivner, som ere omvendte af hinanden. Professor Jiirgensen har forelagt Selskabet nogle Bemærkninger i Anledning af en Afhandling af Professor Richelot i Kömgsberg om nogle bestemte Integraler. I denne Afhandling, der findes i Crelles Journal für die Mathematik 21ster Bd. S. 293—327, har Prof. Richelot betragtet Integraler af Formen [Pac : Qu), hvor P og Q ere ratio- pale Functioner af æ, og w en egentlig Brok, og viist, at naar dette Integral tages mellem to og to af de Verdier, der bringe Teller og Nevner af Q til at forsvinde, saa vil Summen af de derved fremkommende bestemte Integraler kunne udtrykkes ved 7r:sinuze, multipliceret med en algebraisk Function af hine Grændseværdier, Ved at sammenligne de Formler, der fremstille denne Summation af bestemte Integraler, med den Formel for Decompositionen af en Brék med irrational Nævner, som Forf. af oven- nævnte Bemerkninger har fremsat i en Afhandling om denne Gjenstand, der findes i Selskabets physiske og mathematiske Skrifter Sde Deel S, 1—15, bliver man strax en paafaldende Lighed vaer, og ved nærmere Undersôgelse viser det sig ogsaa, at Prof. Richelots Theorier ere specielle Tilfælde deraf. Da Decompositionen af en bruden Function med irrational Neyner paa det anfürte Sted var foretagen ved Hjelp af Diffe- rentiation og Integration med bruden Index, for at paavise en mærkelig Analogie, hvorom her ikke er Tale, saa er Decompositionsformlen fürst udledt uden at anyende dette Slags Differentiation, og derhos givet sin almindeligste Skikkelse med Hensyn til det Tilfælde, at Brökens Teller ikke er af lavere Grad end dens Nævner; Antagelsen af 7 specielle Værdier giver dernæst saavel Professor Richelots Hovedtheorier, som en Mængde andre lignende mere eller mindre omfattende Formler. Den physiske Classe. Ved de Forsög, Professor og Ridder Jacobson har anstillet, forat undersöge Indvirkningen af forskjellige Chrompræparater paa coaguleret Blod, fandt han, at Chrom- ilte aldeles ikke frembringer nogen Forandring i dets Farve. Chrom-Oxydui-Hydratet yttrer kun en yderst svag Indvirkning. Med Chrom- Syre er det vanskeligt at udföre disse Forsög formedelst denne Syres betydelige Affinitet til Aggehvidestoffet, der gjør, at hvor den kommer i Berörelse med Blodkagen, denne bedækkes med et hvidt Lag af stérknet Æggehvide, I en meget fortyndet Tilstand, hvorved Indvirkuingen paa Æggehviden kun gaaer langsomt for sig, bliver Blodkagen farvet rodlig. Denne Syres Affinitet til Ægge- hviden er saa betydelig, at den, som ogsaa Hünefeldt angiver, er et særdeles virksomt Reagents, forat opdage samme. Prof. Jacobson har derved kunnet overbevise sig om Tilstedeværelsen af dette Stof i Urinen af Patienter, der lede af den Art af Vandsot, der staaer i Forbindelse. med Albuminurie, og hvor Virkningen af andre Reagentser ikke var tilstrækkelig eller tydelig. Af de basiske Chrom-Salte yttrer det neutrale chromsure Kali aldeles ingen Indvirkning paa Æggehvidestoffet, og lader sig i alle Proportioner blande dermed, uden at nogen Forandring i samme derved bemærkes. Det sure chromsure Kali indgaaer nogen Forbindelse med dette Stof, dog uden at frembringe en egentlig Goagulation af samme. — Derimod indvirke de begge paa Hæmatinen i Blodkagen og forandre dens mörke Farve til en höiröd. Det sure Salt frembringer denne Virkning noget langsomt, og ikke i saa höi en Grad, som det neutrale. Dette frembringer derimod strax en smuk, höiröd Farve paa de Steder, det berörer Blodkagen; Farven er dog ikke fuld- kommen saa intens, som den, Kogsalt og Salpeter bevirke. I samme Anledning var det, at Prof. Jacobson sögte at faae Oplysning om en interessant Iagtlagelse, Newbigging *), en engelsk Lege havde gjort, nemlig: at de grönne Porcelainsfarver yttre en egen Indvirkning paa Blodkagen. Samles ved en Aare- ladning Blodet i Kopper, hvorpaa Ornamenter ere malede med grönne Chromfarver, #) Edinburgh med. philosophical Journal. Juli—October 1839. i | | | LI da viser der sig, isærdeleshed naar Farven er noget tyk paalagt, paa den Deel af Blodkagen, der har været i Berörelse med Malingen, en Afbildning deraf med höiröd Farve. Ved de Forsög, han anstillede, fandt han, at det ikke var paa nogen mechanisk Maade, at de tykt paalagte Farver virkede, og heller ikke kunde han opdage nogen chemisk Virkning derved. Weiszenbaum*), der har stadfæstet disse Iagttagelser, antager, at Farveforan- dringen tildeels betinges af Lyset, og at den bevirkes ved en de udstrémmende grønne Lysstraaler ledsagende, chemisk Proces. ' Ved de Forsög, Professor Jacobson har foretaget, har han erholdt fölgende Besultater: Störkner Blod i Porcelainskopper, hvorpaa der ere malede brede, grönne Striber med Chrom, frembyder sig efter nogle Timers Forlöb paa. Blodkagens nederste Flade en Afbildning af Striberne med höiröd Farve. Dog fandt han, at denne Indvirkning ikke skyldes den grönne Farve alene, ikke heller blot Chromet; thi det samme viste sig paa Blod, der var störknet i Kopper med paamalede sorte Striber, hvortil Manganilte var brugt, og ved gule Striber, paasatte med Antimon. Lyset har ingen Indvirkning ved denne Farveforandring, thi den gaaer ogsaa for sig i Mårket. For at overbevise sig, om nogen særdeles galvanisk Virkning lod sig opdage, anstilledes Forsåg med et efter Ørsteds Methode construeret galvanisk Batterie af Kob- berbægere og Porcelains-Cylindre med paamalet grön Chromfarve, Farven blev angrebet ved Batteriets Virkning, men nogen Yitring af Galvanismen lod sig ikke opdage. Han antager derfor, at den Indvirkning, paamalede Porcelainsfarver yltre paa Blodet, opkommer deraf, at de anvendte Flusser indgaae Forbindelser med Metaliltene, der ere oplöselige og saaledes kunne virke paa Blodet; thi de fleste paamalede Farver ere altid i nogen Grad oplöselige, og de fuldkomment indbrændte ylire ikke den omtalte Virkning paa Bledet. For endydermere at oplyses. derom, bragte han Papiir, imprægneret med for- tyndede Oplåsninger af forskjellige: Substantser, i Berörelse med disse Farver, og fandt, — at de indvirke derpaa. +) Frorieps Notizen, 1840,. Januar p. 26% 7* Li! Ved nogle af disse Forsög vare de Forandringer, derved opkom, af den Beskaf- fenhed, at de först efter Anvendelsen af andre Reagentser viste sig. Til Indvoldsormene, disse for Naturforskeren og Lægen saa mærkværdige Dyr, ere der til forskjellige Tider blevne henregnede Dyr, der aldeles ikke håre til denne Classe, ja Substantser, der ikke vare Dyr, og ikke engang af dyrisk Oprindelse. At Sligt har givet Anledning til Uvished og Forvirring , og at ikkun en stræng Critik er istand til at forebygge og hæve saadan Ulempe, indseer man let. Til en saadan critisk Undersögelse fandt Professor Jacobson -sig foranlediget, da en, allerede tvetydig, Indvoldsorm paa ny har vakt Naturforskernes Opmærksomhed. Del er nemlig den i sin Form saa besynderlige Blæreorm, hvis Legeme omgives af en, med tvende Horn eller Arme forsynet Blære, der skal leve i Menneskets Tarm- kanal, som Sulzer for 40 Aar siden opdagede, og som under Navn af Ditrachyceras rudis, Diceras eller Ditrachycerosoma er optaget blandt Entozoerne og indlemmet i det zoologiske System. Endskjündt allerede Bremser og Rudolphi havde yltret Tvivl angaaende den, den fårste med Hensyn til dens Realitet som Dyr, den sidste, om den, hvis den virkelig var et Dyr, kunde håre til Entozoerne, forblev denne Sag dog, da ingen af disse berômte Helminthologer havde seet Gjenstanden, uafgjort, indtil Professor Eschricht*), som havde erholdt et betydeligt Antal af disse Orme, der under en lang- varig og betænkelig Sygdom vare afgaaede fra et Barn, og ved at undersåge dem fandt Grund til at erklære dette Dyr for en virkelig Helminth. = Dog saavel Formen og hele Beskaffenheden (habitus) af det formeentlige Dyr, som ogsaa Structuren af det opvakte derimod Tvivl hos Prof. Jacobson, der da ansaae det for at være af vegetabilsk Oprindelse, Efterat have undersågt de forskjellige Planter, der anvendes mod Orme eller andre lignende Sygdomstilfelde, udfandt han endelig den Plante, der havde givet Anledning til disse Vidfarelser. Den vegetabilske Diceras, han havde fundet, stemmer i Form, Stårrelse og Structur nåiagtig overeens med Sulzer's Beskrivelse og Afbildning, og Prof. Jacobson har oplyst den Omstændighed, at af den store Mængde af disse Pseudo-Helminther ikkun +) Müllers Archiv für Anatomie und Physiologie 1841, p. 437 og nedenfor i dette Program, ne in ptet a ne. à ns “ts OS "À LIU faa have været fuldstændige, nemlig forsynede med Horn og Blære, ja at af mauge kun Kroppen er bleven fundet, uden disse Dele. Som Resultat af denne Undersögelse fremsættes kun Fölgende: 4. Den Diceras, Sulzer har opdaget og beskrevet, er intet Dyr, men en Deel af en Plante. 2. Hornene ere Arrene (stigmata); Blæren Frugthinden (Pericarpium); Legemet er Fröet; dets Indvold Rudiment af Kjernen. 3. Denne Diceras er Dele af en sammensat Frugt, der bestaaer af smaa Hindefrugter (utrieuli), omgivne af saftfulde Blomsterdækker (Perigonier). 4. Bremser’s Tvivl var grundet, og Sulzer’s Diceras er Dele af halvfordöiede — Morber. Professor Schowo har forelagt Selskabet et Brudstykke af den plantegeogra- phiske Deel af hans Sknft over Italiens Klima og Vegetation, nemlig en Udsigt over de geographiske og historiske Forhold, som de italienske Naaletræer (Coniferæ) frem- byde. Da de Félgesetninger Afhandlingen indeholder begrundes paa mange enkelte lagttagelser og Bemærkninger, der ikke kunne fremsættes i et Udtog, saa indskræuker man sig her til en kort Fremstilling af hine Sætninger selv, Italien har, ifålge Forfatterens Fremstilling, 24 Arter af Naaletræer, som efter deres geographiske Forhold henfåres til 3 Florer, Alpernes, Apeninernes og Middelhavs Floren. I Alperne samles alle de Arter, som det nordlige og mellemste Europas Sletter og Bjerge frembyde; nogle af disse håre i Alperne til det alpinske og subalpinske Hôidebælte (Region), nemlig Dværg-Fyrren eller Krumholz og Dværg-Enen (Pinus Pumilio og Juniperus nana), andre findes kun i det övre Skovbælte, som man kalder Naaletræernes Bælte, nemlig Zirbeltræet og Lærken (Pinus Cembra og Larix europæa) atter andre saavel i det nævnte Bælte som i Låvtræernes Bælte, skjöndt de ere hyppi- gere i hiint, nemlig Rödgranen, Fyrren, Hvidgranen, Taxtræct, Sabinbusken (Abies excelsa, Pinus sylvestris, Picea pectinata, Taxus baccata, Juniperus Sabina); ned i Posletten gaaer kun den almindelige Enebærbusk (Juniperus communis). Da de i Europas nordligste Bjergmasser (de skandinaviske og brittiske) fore- kommende Naaletræer ogsaa findes i Alperne, saa opstaaer derved til en vis Grad Lighed i denne Henseende mellem disse og hine Bjerge, skjåndt paa den anden Side endeel af Alpernes Naaletræer hist savnes. Större er Alpernes Lighed med Carpa- therne, Sudeterne og Mellemeuropas övrige Bjergmasser. Ligeledes er der stor LIV Overeensstemmelse med Pyrenæerne, og det er rimeligt, at den ogsaa gjelder for Balkan. Nogle af Alpernes Naaletræer komme igjen i Apeninernes höiere Regioner, medens andre forsvinde med Alpernes Sydgrændse, det sidste gielder om Lærken, Zirbeltræet, Rödgranen, og som det synes ogsaa om den almindelige Fyr; hvad den førstnævnte angaaer forsvinder endog Slægtformen. I Apeninernes subalpinske Bælte fremtræde Former, der deels ere lige, deels analoge med Dværg-Fyrren og Dværg-Enen; i Skovbæltet: Hvidgranen, Taxtræet, den corsicanske Fyr (Pinus Laricio) og nogle Ener (Juniperus communis, Sabina, Oxycedrus). I Apeninernes nederste Bælte (det immergrünne Bælte) samt Kystsletterne savnes Alpernes Former med Undtagelse af den almindelige Ene, og nye Former træde istedet, nemlig Kystfyrren, Pinien, den aleppiske Fyr, Enen med store Frugter, det phæniciske Enebertree og Cypressen (Pinus Pinaster, P. Pinea, P. halepensis, Juniperus macrocarpa, J. phænicea, Cupressus sempervirens). Paa Overgangen mellem det immer- grönne Bælte og Skovbæltet staaer den calabriske Fyr (Pinus brutia). Disse Arter gjenfindes for störste Delen i den pyrenæiske og græske Halvöe, i Lilleasien og Nord- africa, og characterisere saaledes Middelhavs-Floren. Ogsaa synes der at være Over- eensstemmelse mellem de Naaletræer, som findes i Apeninernes hdiere Regioner, og dem, som forekomme i Grækenlands og Spaniens höiere Bjerge: Ved Kort og andre billedlige Fremstillinger sögte Forfatteren at gjåre disse Forhold mere auskuelige. Ved en kritisk Uudersügelse af Oldtidens Skrifter, fornemmelig af Plinius's Værk, troer Forfatteren i de angivne Arter af Fyr at gjenkjende de nærværende Arter, med Undtagelse af saadanne, som enten ligne andre saameget, at de kunne antages indbefattede under samme, eller voxe i saa afsides Egne, at de bleve Romerne ubekjendte. Han antager saaledes Pinus for Pinien, Pinaster for Pinus Laricio og maaskee tillige P. Pinaster, Tibulus for P. halepensis og brutia; Teda for P. sylvestris. Zirbeltræet og Dværgfyrren antages ikke at have været bekjendte. Han finder ikke Anledning til at antage nogen Forandring i Henseende til Arternes geographiske Fordeling. I Plinius’s og Vitruvius’s Skrifter troer Forf. at finde Beviser for, at Rödgranen i Oldtiden ligesom nu kun har voxet vild i Alperne, og at derimod Hvidgranen ogsaa dengang har været udbredt saavel over Alperne som Apeninerne. Flere Steder hos Vitruvius og Plinius tyde hen paa, at Lærketræet i Oldtiden ligesom i Nutidén har været indskrænket til Alperne; Cypressen maa antages for et indfört Tree i Ilalien, men det lader sig = te Bu ee u et ee. wee el. ee ot dun m LV godtgjöre, at den meget langt tilbage i Tiden har været dyrket der, De Gamles Juni- perus svarer, efter Forfatteren, til den almindelige Ene, deres Ozycedrus til Juniperus Oxycedrus og macrocarpa, og deres Citrea eller Cedrus (skjöndt ikke altid) til J. phæ- nicea; saaledes skjelnede allerede de Gamle de indbyrdes meest afvigende Enebærtræer. Taxtræet kaldte de Taxus. Forfatteren kommer saaledes til det Resultat, at der i Hen- seende til de italienske Naaletræer og deres geographiske Forhold ikke siden Romernes Tid er foregaaet nogen Forandring; hvorhos han dog indrömmer, at der i Oldtiden har været flere og större Naaleskove. Skjündt ltalien er rigere paa Arter af Naaletræer end Nord- eller Mellem- Europa, hvilket især er en Fülge af de forskjellige climatiske Forhold, som Höide- Bælterne frembyde, saa er dog Træernes Antal langt mindre og saaledes spiller den her omhandlede Plantefamilie en langt mindre betydelig Rolle i den italienske Natur og bidrager langt mindre til at bestemme dens Vextcharacleer end Tilfældet er Nord for Alperne, Derfor er ogsaa Anvendelsen i Menneskeliyet, til Huse, Skibe, Gjerder, Broer, Bjergværker 0.s.v. langt ringere i Italien, Professor Zeise har givet en Beretning om en af ham anstilt Undersågelse over Virkningen af Phosphor paa Acetone og paa Æther. Denne Undersågelse, som alt er anmeldt i ,,Oversigten af Selskabets Forhandlinger for 1839” og senere noget nærmere omtalt ved Forhandlingerne i de skandinaviske Naturforskeres andet Måde (Sommeren 1840), har fört blandt andet til det, vist temmelig uventede Resultat, at Acetone og ‘Ether destrueres af Phosphor uden Medvirkning af andre Stoffer, og at derved dannes for hver især af disse organiske Stoffer i det mindste 3 nye phosphorholdige Syrer og een indifferent kulstofholdig Phosphor-Forbindelse. Hidtil have Forfatterens Forsög dog fortrinligt været reltede paa Acetonens Forhold i saa Henseende. å Efter at have iagttaget, at en i længere Tid henstaaet Oplåsning af Phosphor i Acetone reagerede paa det livligste suurt, og at denne Reaction hverken hidrårte fra Phosphorsyre, Phosphorsyrling, Underphosphorsyrling, eller fra en af de phosphorholdige Syrer, hvilke Kane har omtalt som frembragte ved en Vexelvirkning mellem Acetone og Phosphorsyre, eller Chlorphosphor, anstillede Forfatteren over dette Forhold Forsåg, som tydeligt lærte, saavel at det nye sure Product opstaaer selv naar Vand og Luft paa det omhyggeligste udelukkes, som og, at selv reen Ildluft kun virker svagt paa Phosphor i Acetone. LVI Skjönt Virkningen foregaaer ved almindelig Temperatur, saaledes at Acetone, som har henstaaet i 2 til 3 Uger, med et Overskud af Phosphor, indeholder en ei ubetydelig Mængde Syre, saa paaskyndes dog Virkningen meget kjendelig ved en Varme noget over Phosphorets Smeltepunkt. Men i ethvert Tilfelde skeer dog Virkningen meget langsomt. Denne Omstendighed i Forbindelse med andre Besyerligheder ved denne Undersögelse medförte, at der hengik saa lang Tid inden Forfatteren kunde for- skaffe sig de nye Producter i en for quantitativ Bestemmelse tilstrækkelig Mængde, at han imidlertid blev fort til andre Arbeider; han maatte derfor i den givne Beretning indskrænke sig til det qualitative, men agter ved Leilighed at fuldstendiggjöre Under- sögelsen. Den hyppigste af ham brugte Fremgangsmaade ved Tilvirkningen af hiint sure Product var denne: Reen Acetone med et stort Overskud af Phosphor blev holdt 18 til 24 Timer ved en Temperatur henimod dens Kogepunct i en Kolbe med lang og snever Hals, hvorfra opsteg et midtveis udblest Distilleer-Rör, forbundet med et Forlag ; Kuglen paa Röret blev holdt afkjölet ved iiskoldt Vand i en, samme omgivende, Kapsel, hvorved det opdrevne i den anförte Tid blev holdt tilbage. Nu blev ved Borttagelse af Kjölningsmidlet inddestilleret til tynd Syrupstykkelse, Liquidumet, gydet fra det resterende Phosphor, blev derpaa i Vandbad inddestilleret i en Flaske indtil tyk Syrups Tykkelse. Den dernæst med 5 til 6 Maal Vand blandede og ved Filtrering klarede Vædske lod man nu henstaae (alt, forstaaer sig under tilbårlig Udelukkelse af Luft, og under gjentagen Omrystning) med Blyoxid indtil Oplösningen var bleven neutral eller dog kun meget svagt suur. Som uoplåst var et hvidt, voluminöst pulverformigt Legeme; i dette er de to, i Oplåsningen den tredie af de her nærmere undersågte Syrer. Denne sidste betegner Forfatteren forelöbig ved Navnet Acephossyre. Frigjort ved Svovelbrint og neutraliseret med Kalk giver den et saavel i Vand som i Alcohol oplåseligt Salt, der kan fældes af den alcoholiske Oplåsning med Æther. Forfatteren har benyttet dette Forhold til Fraskilling af to andre Syrer, der ligeledes, men i ringe Mængde, ere til- stede i hiin Oplåsning, og hvoraf den ene giver et i Alcohol uoplåseligt, den anden et i ætherholdig Alcohol oplåseligt Salt. Af Syrerne i Blybundfaldet giver den ene med Kalk et uoplöseligt, den anden med samme Base et letoplüseligt Salt. Paa Grund heraf neutraliseres ligeledes den ved Bundfaldets Behandling med Svovelbrint erholdte sure Vædske med Kalk. Det derved erholdte oplöste Kalksalt, blev, fordi det er udsat for Forandring ved Inddampning, fældet med salpetersurt Blyoxid, Det uoplöste indeholder nogen Phosphorsyre. Forf. LVII har sögt at bortskaffe denne ved at substituere Kalken med Natron og derpaa foranledige Udkrystallisering af det phosphorsure Natron saaledes at Natronsaltet med den nye Syre tilbagebliver i Oplösningen. — Af disse to Syrer, som begge give med Blyoxid uop- löselige Salte, kalder han forelöbigt den, som giver med Kalken det letoplöselige Salt Phosphacetsyre, og den, som med Kalk giver det uoplöselige Salt, Acephosgensyre. Alle disse tre Syrer indeholde Phosphor, Kulstof, Brint og Ilt. De oplöselige Salte af hver især give med salpetersuurt Sölvoxid et Præcipitat, som i Vædsken, i det mindste efter nogen Opvarmning af samme, bliver sortebruunt, eller endog sort. Men Phænomenerne derved ere iövrigt noget forskjellige ved hver især. Acephossur Kalk giver nemlig med tilsat salpetersuurt Sölvoxid ved almindelig Temperatur först efter længere Henstand en brunsort Udskilling, men ved Opvarmning üieblikkeligt. Det phosphacetsure Natron og den phosphacetsure Kalk giver med salpetersuurt Sölvoxid först et rigeligt hvidt Bundfald, der ved almindelig Temperatur i Löbet af 3 Time, ved Opvarmning Gieblikkeligt bliver sort. Det acephosgensure Natron giver med salpetersurt Sölvoxid et guult Præcipitat af Udseende som phosphorsuurt Sölvoxid, men ogsaa dette overgaaer ved almindelig Temperatur langsomt, ved en forhöiet hurtig, i brunsort; en tydelig Reduction af Sölv har Forfatteren i intet af disse Tilfelde kunnet iagtage; overalt indtræde, forstaaer sig, disse Forandringer uden Lysets Medvirkning. De have endvidere fælles disse Syrer, at deres Salte ved Ophedning give megen Luft og et kulagtigt Residuum; ingen af dem giver i basebunden Tilstand selv- antændelig Phosphorbrint. Syrerne à fri Tilstand, udskilte af deres Blysalte ved Svovelbrint, give ved Inddampningen fernisagtige, bleggule Masser, meget letoplöselige i Vand, af en stærk suur Smag og af stærk Virkning paa Lakmuspapir. Ophedede til henimod Glödning, destrueres de under Udvikling af en tyk, hvid Taage, og give efter Glödning i Luften tilsidst en meget kulrig Masse, som med Vand giver oplöst Phosphorsyre og tilbage- blivende Kulflokker, Acephossyren giver derved ingen selvantændelig Luft, og Phos- phacetsyren kun af og til et svagt Forbrændningsphænomen; men fra Acephosgensyren hæver sig, under livlig Brusning og stærk Opblæring, en Mængde smaa phosphor- aglige Luer. Acephossyresaltene give i Almindelighad enten gummiagtige, eller pulverformige Masser; de ere letoplöselige og fældes derfor ei, naar Sölvsalte undtages, af andre Salte, ei engang af basisk eddikesurt Blyoxid, de oplöses ogsaa af Alcohol. Blysaltet overgaaer ved Inddampning tildeels i en uoplöselig Tilstand. Barytsaltet reagerer stedse 8 LVIII suurt. Kalksaltet faaes fuldkomment neutralt; destrueret ved Ophedning giver det et suurt reagerende Legeme, Ei engang meget langvarig Kogning med concentreret Sal- petersyre bevirker fuldstændig Iltning af Phosphoret i dette Salt; ved Afbrændning med Salpeter, eller chlorsurt Kali og kulsurt Natron skeer den derimod let. Natronsaltet | reagerer, selv oplöst i Alcohol, svagt alkalisk; Ammoniaksalt bliver ved Inddampning i Vacuum suurt. De oplöselige Phosphacetsyresalte ere krystallisable, uoplöselige i Alcohol; de fældes ikke blot af Blysalte, men ogsaa af Jernsalte, Kobbersalte, Qvægsülvoxidsalte. Barytsaltet giver ved Inddampning i Vacuum bladformige Krystaller, Opvarmet endog blot til 609 afsætter det et hvidt pulverformigt Legeme; ja selv det ved almindelig Temperatur i Vacuum inddampede er for en Deel overgaaet i en uoplöselig Tilstand. Kalksaltet taaler bedre Inddampning og giver ligeledes Krystaller. Natron- og Ammo- niaksaltet krystalliserer utydeligt. Acephosgensyren giver mange uoplöselige, eller tungoplöselige Salte, hvorfor og dets Natronsalt fældes af de fleste andre Salte. Forfatteren har ikke kunnet iagttage Dannelse af noget fordampeligt Stof ved Phosphorets Virkning paa Acetonen og fölgelig heller ikke af egentlig luftformige Legemer, navnlig ikke af Phorphorbrinte. Men efter langvarig Behandling af en Portion Phosphor paa den omtalte Maade i en forhöiet Temperatur med nye Portioner Acetone, er frembragt, i ei ubetydelig Mengde, en graaguul, som Terpenthin halvflydende og seig Masse. Opvarmer man denne, efter Fragydning af den sidste Portion af hiin tynde syrupsaglige, den nye Syre indeholdende Acetone-Vædske, med Vand, saa faaes en Oplösning, som væsentligt kun indeholder de samme Syrer og der tilbagebliver nu et blegguult voluminöst pulverfor- migt Legeme, som holder sig i denne faste Tilstand selv i den kogende vandige Vædske. Behandles dernæst dette Legeme med Svovelkulstof, saa oplöser denne noget, som blot er Phosphor, og der tilbagebliver et mörkere guult Legeme, som end ei ved en noget forhöiet Temperatur forandres i Luften, og som ved stærk Hede giver Phosphor og et kulagtigt Residuum. Dette kulstofholdige Phosphor er fölgelig det fjerde Hovedproduct af den her omhandlede Virkning, og dets Dannelse synes at antyde, at idet en Deel af Acetonens Kulstof optages af en Deel Phosphor, giver Resten af den destruerede Acetones Bestand- dele, forenede paa forskjellige nye Maader og i forskjellige Mængdeforhold med Phos- phor, de omtalte nye Syrer. I hiin terpenthinabtige Masse synes en Deel af de nye Syrer at befinde sig i Forbindelse med en vis Mængde Vand; og da denne Masse faaes selv ved Anvendelse af Acetone, paa det omhyggeligste befriet fra Vand, saa synes ogsaa dette at være et Product af Virkningen. I Forbindelse hermed gjorde Forfatteren den Meddelelse, at Svovel giver ved Henstand med Acetone Producter, analoge med dem ved Phosphorets Indvirkning, men ved en endnu langsommere Virkning. — Endelig anmeldte Forfatteren en begyndt Række af Forsög over Virkningen af Svovel- Phosphor (ved Anvendelse af Svovel og Phosphor i forskjellige Mængdeforhold) paa Acetone, og anmærkede derhos, at Produc- terne af den her indtrædende Vexelvirkning er en særegen Syre, og et stærkt lugtende, indifferent, olieagtigt Legeme. Begge faaes temmelig let i ei ubetydelig Mængde, og Forfatteren haabede derfor temmelig. snart derover at kunne meddele en udförlıg Undersågelse; Professor Forehhammer har forelagt Selskabet Resultaterne af en Undersögelses- Reise i Jylland, hvis nærmeste Hensigt var, at samle Efterretninger om Jordskjælvet af 3die April 1841. De Steder, hvor Jordskjælvet viste sig stærkest, ligge i Nærheden af Liim- fjordens vestlige Deel, Mors-, Thy- og Han-Herrederne have været meest rystede, Paa Vestkysten af Halvüen naaede de svage Bevægelser indtil Eiderstedt;*paa Östkysten indtil Kiel; imod Øst indtil Sjælland, og Enkelte ville selv have fålt Bevægelsen i Kjøbenhavn og Helsingöer. Imod Nordvest naaede den indtil de sydligste Steder af Norge, men imod Nord aftog den med en overordentlig stor Hurtighed og faa Mile fra Steder, der bleve meget voldsomt rystede, fålte man, enten ikkun en svag Zittren eller slet intet. Jkkun Enkelte have fölt det i Hjørring og Ingen har iagttaget det i: Skagen, Der, hvor Jordskjælvet var stærkest ved Liimfjordens Bredder, havde Landets geugnostiske Beskaffenhed en meget væsentlig Indflydelse paa Jordrystelsens Styrke. Paa de Steder, hvor Kridtformationens Steenarter komme til Overfladen, især hvor de ere ledsagede af de- Tegn paa Jordfald som ere saa hyppige i denne Deel af Jylland, fölte man Jordskjælvet meget stærkt; mindre stærkt paa Leer; mindst paa Sand. Ved Aalborg viiste sig den besynderlige Anomalie, at Kridthöiderne ikkun bleve rystede yderst svagt, medens man i Dalene fölte det paa enkelte Steder meget stærkt. I Aalborg indtraf Jordskjælvet Kl. 4, 25 Minutter Eftermiddag, en Tidsangivelse, der ikke kan 8% "EX være mere end et Par Minutter uriglig. Paa de allerfleste Steder, selv der hvor det var mindre stærkt, hörte man en underjordisk Torden og man fölte to Stöd umiddelbart efter hinanden. 1 Salling havde man allerede Dagen iforveien fült et Stöd, i Randers samme Dag noget tidligere. En Syg i Nykjöbing havde hele Dagen beklaget sig over smaa Rystelser af Sengen, hvis Aarsag fürst blev tydelig da det stærke Jordskjælvståd fültes. Ogsaa Havet havde været paa Jordskjælvsdagen meget uroligt og bråd sig fra den tidlige Morgen meget stærkt paa den Deel af Kysten, der ligger Nord for Hanst- holmen, uden at Vinden var af den Beskaffenhed, at den kunde foranledige dette Phæ- nomen, Paa mange Steder iagttog man en bölgende Bevægelse af Jorden, hvorved Vand blev kastet ud af fyldte Kar, men den interessanteste lagttagelse blev gjort af Degnen Vorre i Vestervig, der saae, hvorledes Fliserne i hans Gulv, rækkeviis hævede sig og aabnede sig i Furerne. Overalt hvor Jordskjælvet var stærkt, föltes Stödet fra Nordvest til Sydost, Mange Kirker i Thy og omkring de andre vestlige Dele af Liimfjorden, have faaet Revner. I flere Bygninger faldt Skorstenene strax ned, i andre viste sig senere saa mange Revner at de maatte tages ned, Ogsaa Jorden revnede paa flere Steder, men den interessanteste Revne fandtes i Gramstrup i Nærheden af Vestervig, hvor den gik i en bölget Retning fra Nordost til Sydvest og hvoraf den ene Side stød betydelig höiere end den anden. Jordskjælvets Indvirkning paa Kilderne, var meget betydelig. Vandmængden i en Brønd ved Skjerpinggaard i Osterhanherred formindskede sig meget betydelig og Vandet blev uklart. Denne Formindskelse vedblev, og henimod Slutningen af August havde Brönden allerede været i flere Maaneder fuldkommen tår. — I Thisted aabnede sig nogle Dage fürend Jordskjælvet et stærkt Vandtillöb i en Brönd, der gav ganske uklart Vand og Dagen efter Jordskjælvet iagttog man i denne, saavelsom i flere andre Brönde, en meget stærk Svovellugt, Det nye Vandtillöb lukkede sig igjen strax efter Jordskjælvet. En dobbelt Hævning synes at staae i Forbindelse med denne Jordrystelse. Den ene langsomme er iagttaget over % Aar får Jordskjælvet ved Vandets tilsyneladende Synken. Kysten af Vesterhavet fra Løkken til i Nærheden af Hanstholmen og Liim- fjordens Bredder ved Thisted, Nyekjöbing og imod Ost indtil Lågståer, vise dette Phænomen, medens man hverken i Canalen ved Agger eller paa Fjorden ved Aalborg iagttager en forandret Vandstand. — Den anden Hævning var pludselig, indtraf med Jordskjælvet og var et Par Dage efler ikke mere at bemærke. Man har iagttaget den LXL- i Sundene imellem Salling og Mors, og Mors og Thy og den staaer sandsynligviis i Forbindelse med den Hævyning, der antydes ved Revnen i Gramstrup ved Vestervig. Forfatteren gjör tilsidst opmærksom paa den Sammenhæng, der finder Sted imellem disse nye Phænomoner, og de overordentlig byppige Tegn paa ældre langt voldsommere Jordrystelser i Egnen omkring Liimfjorden, og ved at sammenligne Efter- retningerne fra Nabolandene uddrager han den Slutning, at Jordskjælvet af 3die April 4841 ikke er en Siderystelsé fra andre stærkere bevægede Lande, men har havt sit Udgangspunct, enten i Thy eller i Vesterhavet ner ved Kysten af Thy. Fra Selskabets Medlem Dr. Lund i Brasilien, er indsendt en Afhandling, dateret Lagoa Santa den 30te Januar 1841, der indeholder fortsatte Bemærkninger over Brasiliens uddåde Pattedyrsskabning, samt en forelöbig Oversigt over de fossile Lev- ninger af Fugleclassen. Fortegnelsen paa de fossile Arter af Pattedyrclassen er siden hans sidste Med- delelse bleven foröget med ti Arter, saa at nu det samtlige Antal af Forverdenens Arter af denne Classe, som det er lykkedes ham at bringe for Dagen, belöber sig til 411, fordeelte i 54 Slægter, imedens de nulevende Pattedyr i samme Egh ikkun udgjöre 89 Arter, indeholdte i 40 Slægter. Iblandt de nye tilkomne Dyr ere fülgende de vigtigste: to Arter af Myrebjürn- slægten, meget lige de nulevende: Myrmecophaga jubata og M. tetradactyla; to Arter af Slægten Dasypus Wagl., hvoraf den ene af Störrelse som den nulevende Tatu-mirim, den anden (D. sulcatus), noget större end den tidligere beskrevne fossile Art D. punc- tatus; en dværgagtig Art af Slægten Megatherium, lidet stårre end Tapiren (Megatherium Laurillardii); en ny Slægt af Dovendyrenes Familie, udmærket ved store Hugtænder liig dem af den nulevende Dovendyrsslægt Choloepus (Oenotherium gigas); og endelig en Slægt, der hidtil manglede ham i fossil Tilstand: Odderslægten. Af Berigtigelser til de foregaaende Meddelelser, som denne Afhandling inde- holder, er den vigtigste den, der vedkommer et Rovdyr, som Forfatteren forhen har henregnet til Hyæneslægten. Fuldstændigere Levninger af dette Dyr have viist, at det bör danne en egen Slægt, imellem Hyænen og Katteslægten, for hvilken foreslaaes Navnet: Smilodon, paa Grund af de stærkt sammentrykte, næsten lancetformige Hug- tender. Dette Dyr var af Lovens Störrelse, men af sværere Bygning, og dets Hug- tænder overtræffe i Størrelse alle andre hidtil bekjendte Rovdyrs. Ved Borttagelsen af LXII ” Hyænen fra Listen paa Brasiliens fordums Dyreskabning, taber det Resultat, der tidligere var opstillet: om Tilstedeværelsen i Sydamerika i hiin Periode af saadanne Dyreformer, der for Tiden ere eiendommelige for den gamle Verden, endeel af sin Gyldighed, da de åvrige Slægter, der befinde sig i dette Forhold, Hesten, Antilopen, Cynailurus og Speothos, indeholde ikkun en betinget, eller mindre afgjörende Beviiskraft. Den störste Deel af Afhandlingen optager en omstændelig Beskrivelse af Been- bygningen af Platyonyx, nærmest fremkaldt ved de af Hr. Blainville anstillede Under- sögelser over Slægterne Megatherium og Megalonyx, hvilke have ledet til det Resultat, at disse Forverdenens Byr ei have nogetsomhelst Slegtskab med Dovendyrene, men at den fürste er ligefrem et Bæltedyr, den anden et Overgangsdyr mellem hiin og Myrebjörnene, Hovedresultaterne af Forfatterens Undersögelser ere fölgende: I Bygningen af Hovedet og Tænderne fremviser Platyonyx alle de Charakterer, der ere eiendommelige for Dovendyrene, derimod viser den ingen Tilnærmelse til Bæltedyrene eller Myre- bjørnene. Dens Hænder tilbyde flere Træk, der gjenfindes hos Dovendyrene, medens de i andre Henseender nærme sig til Myrebjörnene, men i de fleste Punkter ere uddannede efter en Plan, der er udelukkende eiendommelig for disse Dyr, hvorved dog er at bemærke, at disse Eiendommeligheder i Bygningen före til samme physiologiske Resultat, som Bygningen af Hænderne hos Dovendyrene, nemlig at gjåre disse skikkede til Klattren, derimod uskikkede til Gang. Denne Bemærkning gjælder endnu mere om Fødderne, der i Detaillen af deres Bygning afvige endnu mere end Hænderne fra alle bekjendte Udviklingsplaner for disse Organer, medens dog af disse Afvigelser udgaae, ved en forskjellig Mechanisme, alle de for Dovendyrene charakteristiske Forholde, navn- ligen Indaddreiningen af Fodsaalen, og Bevægelsen af Foden paa Underlaaret i en paa dennes Axe lodret Plan. Efter saaledes at have efterviist, at Platyonyx i de væsentligste Punkter af dens? Organisation er nôie beslægtet med Dovendyrene, sammenligner Forfatteren dette Dyr med de to tilgrændsende Slægter Megalonyx og Megatherium, og viser, at Grund- planen for Udviklingen af disse tre Slægter er nåiagtig den samme, saa at, hvad der er bemærket angaaende Stillingen i Systemet af den fårste, ogsaa gjælder for de andre. Derpaa gaaer han over til Dröftningen af det vigtige Spörgsmaal om disse Forverdenens Dyrs Hudbedækning, hvorved han kommer til det Resultat, at ei blot intet beviser den almindelig antagne Mening, at de vare forsynede med et Pandser, men at der tvert- LXITI imod er en höi Grad af Sandsynlighed, om ei Vished for, at de manglede en saadan Bedækning. Spörgsmaalet om Menneskets Tilværelse samtidig med de uddöde Pattedyrslægter seer Forfatteren sig vel ei endnu i Stand til at besvare paa en bekræftende Maade, men han meddeler ved denne Leilighed Efterretning om nogle vigtige Fund, han har gjort af tildeels. forstenede Menneskebeen. Endelig slutter denne fårste Afdeling af Afhandlingen med en kort Beretning om Opdagelsen af et ubekjendt nulevende Dyr af Rovdyrenes Familie, der danner en ny Slægt imellem Jærvens Familie og Hundeslægten, for hvilket han foreslaaer Navnet Cynogale venatica. Den anden Afdeling fremstiller en forelöbig Oversigt over Resultaterne af Undersögelserne over de uddöde Arter af den næste Dyreclasse, Fuglene, 33 fossile Arter henhörende til 26 Slægter ere bestemte, hvoraf 1 hörer til Rovfuglenes, 48 til Sangfuglenes, 6 til Klattrefuglenes, 4 til Hönsefuglenes og endelig 5 til Styltegængernes Familie. Næsten alle höre til Slægter, der endnu forefindes i samme Egne, og hvoraf ' mogle ere eiendommelige for Sydamerika, som Anabates, Dendrocalaptes, Opetiorrhynchus, Crypturus, Rhea. Nogle af de fossile Arter vise en paafaldende Overeensstemmelse med nulevende, som Cypselus collaris, Anabates poliocephalus, Capito melanotis, Coceyzus cajanus, Perdix dentata, Crex minuta. Ikkun een viser sig forskjellig fra de nulevende Fugle, og antyder en uddöd Art af Familien Alectorides Ill. af Störrelse som den amerikanske Struds. Som Hovedresultatet af disse Undersögelser uddrager Forfatteren, at alle de Love, der ere opstillede angaaende Forholdet mellem denne Verdensdeels sidst forsvundne og nulevende Pattedyrskabning , ogsaa finde deres Anvendelse paa Fugleclassen. Professor Eschricht forelagde Selskabet de nyeste Resultater af hans fortsatte Undersögelser over Hvalerne. De havde iser havt til Gjenstand Tarmens Sliimflade og Fosternes Ore og Hjerne. I Henseende til fürstnævnte havde han fundet den Hunterske Angivelse om dens store Forskjellighed hos de forskjellige Arter aldeles bekræftet; men særdeles paafaldende havde det været ham, af den eellede Form, som Hunter havde beskrevet af Tarmens Sliimflade hos Hyperoodon, ogsaa viste sig hos den grönlandske Keporkak eller Fabricii Balæna Boops. Öret havde viist sig overordenlig smukt udviklet hos Rynkehvalernes Fostre; Sneglehusene vare paafaldende store, men ogsaa Halvkreds- LXIV Rörene meget udviklede, og forholdsviis langt större end hos de udvoxne Delphiner. Paa Hjernen af det ene bergenske Hvalfoster fandtes et Par betydelige Lugtenerver. I et eget Foredrag meddeelte Prof. Eschricht Beretning om en ved Sjellands nordvestlige Odde i September d. A. indbjerget Rynkehval påa omtrent 70 Fods Længde. Den var fundet drivende dåd i Kattegattet, med Bugen i Veiret, og af Fiskerne strax betydeligen forhugget. Ved saa hurtigt som muligt at begive sig til Strandingsstedet havde det dog lykkedes ham at bjerge flere vigtige Dele til Artsbeslemmelsen og den anatomiske Undersågelse, af Beenraden navnligen Hovedet, Halsen, de forreste Ribbeen, nogle Hvirvler, Brystbenet og Tungebenet; desuden en heel Brystfinne, Rygfnnen; Barder, flere Stykker Bardekimer, Aortabuen, Luftråret, Stykker af Tarmen og Nettet, Penis. Det visté sig, at det var en stor korthaandet Art, altsaa et tredie Slags nordisk Rynkehval, forskjellig baade fra den grönlandske Keporkak og den lille bergenske Rynkehval (Vaagehval). Den i sin Form meest afvigende Deel af Skelettet var Bryst- benet. I anatomisk Henseende havde især Bardernes Væxt kunnet studeres paa de store, flade, flossede Bardekimer, der efter Bardernes Affald, stode paa begge Sider af Ganen som 400 parallele, tvertlåbende Blade, og især afgave et smukt Skue, medens Hovedet med Ganen i Veiret laae under Overfladen af det klare S6vand. Af Tarm- kanalen var den störste Deel af Tyndtarmen indtil Blindtarmen bleven undersögt. Det Mærkeligste, som denne Deel af Undersügelsen havde frembudt, var, at denne Rynke- hval havde den meest forskjellige Form af Tarmens Sliimhinde fra den hos Keporkaken og Hyperoodon, nemlig, istedetfor Celler. 6—S overmaade håie, flade Længdefolder med meget smaa og adspredte Tarmtrevler, omtrent den hos Marsvinene bekjendte Form. Tarmen var overmaade tykvægget, men smal; dens indre Rum var altsaa meget trangt, og indeholdt kun en ringe Mængde af en guul, aldeles oplåst Masse. Ved Tarmen og Nettet var en stærk og ingenlunde ubehagelig Lugt, omtrent som den af Thymian. Hjertet var næsten oplåst af Forraadnelsen, ligesom ogsaa Lungerne, Maven og flere andre Indvolde. Derimod var Aorta endnu ubeskadiget; den Botalliske Gang viste sig endnu permeabel. Penis havde samme Bygning som hos Delphinerne, uden Spor til nogen egen Knogle. Prof. Eschricht foreviste Selskabet nogle ham fra Bornholm tilsendte Orme, som vare drevne fra et Barn under en heftig Febersygdom, De vare strax blevne anerkjendte for at være lig den af Dr. Sulzer beskrevne Diceras rude, og ved den anatomiske Undersågelse vare de blevne befundne at være byggede netop saaledes som Dr. Sulzer havde beskrevet. Paa Grund af disse Kjendsgjerninger meente Prof. Eschricht, at man havde gjort Dr. Sulzer Uret i at betvivle Rigligheden af hans Opdagelse, og troede at burde vindicere denne Indvoldsorms Tilværelse. Imidlertid har Prof, Eschricht siden ved de ovenstaaende Undersågelser af Prof. Jacobson overbeviist sig om, at baade Sulzér og han selv have havt Uret i at antage disse Legemer for Dyr. Senere Med- delelser fra Bornholm have endydermere bekræftet, at Patienten i Feberheden virkelig havde faaet syltede Morbær, og der kan da ingen Tvivl være mere tilbage om Rigtig- heden af Prof. Jacobsons Paastand, at Diceras rude ikke er andet end Frugten med de paasiddende Stigmata af Morbær. Slægten Hippolyte Leach, henhårende til Familien Caridina, Stammen Palæmonia Miln. Edw., udgjür en ret naturlig lille Gruppe, som er vel adskilt fra de nærgrænd- sende Slægter, og hvis Arter staae i nøje Forhold til hverandre. Men som Fölge deraf blive disse, da deres Antal er temmelig betydeligt, undertiden vanskelige at ‚ adskille; saameget mere, som man hidtil ingen fuldstændig Karakteristik af Slægten besidder, og kun meget korte Beskrivelser af de opstillede Arter, Dette bevægede Hr. Kröyer, som er sysselsat med et större Arbejde over de nordiske Kræbsdyr, til forelöbigen at fremlægge en Monographi af Slægten Hippolyte med Hensyn til dens nordiske Arter, Da Diagnoserne af de beskrevne Arter allerede ere trykte i Naturhistorisk Tidsskrift (3die Binds 6te Hæfte), og da selve Afhandlingen ” ret snart vil blive bekjendtgiort i Selskabets Skrifter, troer Forf. det tilstrækkeligt, her meget kort at angive dens Hovedresultater. Med Hensyn til Arterne kan fålgende mærkes: man kjendte hidtil fem nordiske Arter af Slægten Hippolyte, næmlig H. aculeata Fabr., H. Soverbei Leach, H. polaris Sab., H. borealis Owen og H. Gaimardii Miln. Edw.; ved nærværende Arbejde stiger Antallet af de nordiske Arter til fjorten, eller næsten til det tredobbelte, idet ni nye Arter ere beskrevne. Foran Artsbeskrivelserne gaaer en temmelig udfårlig Karakteristik af Slægten, opstaaet ved Sammenstilling af de Forhold, hvori de fjorten nordiske Arter stemme overeens. Til Slægtens Udviklingshistorie, hvorom tilforn Intet var bekjendt, leveres et Bidrag, hvorved tillige, for Sammenligningens Skyld, Udviklingen hos et Par andre tiföddede Krebsdyr (Homarus vulgaris og Cymopodia Caronii) omtales. Man har hidtil nægtet Slægten Hippolyte Flagellum paa Födderne. Forf. viser, at af de nordiske Arter tretten have Flagellum paa ef, to eller tre Par Föddrr. 9 LXVI Almindeligen findes ogsaa Flagellum paa de yderste Kjæbefådder; disse sidste ere tillige oftest væbnede med Palpe, men mangle dog denne hos adskillige Arter, Modifikationen af disse Forhold yder ikke alene fortrinlig Tjeneste ved Arternes Adskillelse, men giver ogsaa Anviisning til at sammenstille dem i naturlige Grupper; ligesom man endvidere, dersom Arternes Titvæxt senere skulde fordre en Sünderlemmelse af Slægten Hippolyte i flere Underslægter, næppe vil kunne finde bedre Motiver til at begrunde Delingen. Et hidtil hos Slægten ubekjendt Organ paa Svömmefödderne har Forf. iagttaget, og efterviist saa vel Afvexlingen i dets Forhold igjennem denne Slægt, som dets Fore- komst hos alle Slægter af denne Stamme, ligesom hos Slægter af et Par andre Stammer. Om den organiske Forskjællighed, som udpræger sig i det Ydre hos Kjünnene, har man, hvad denne Slægt angaaer, Intet vidst tidligere, Ved af de fleste Arter at undersåge et stort Antal Individer, er det lykkedes Forf. at opdage aldeles sikkre og let fattelige ydre Skjælnemærker imellem Hanner og Hunner. Foruden den fysiologiske Interesse, disse Kjånsforskjælligheder have, er Kundskaben om dem ogsaa af Vigtighed, for ikke at forledes til, i adskillige Tilfælde af een Art at danne to. Artsbeskrivelserne ledsages af en Mængde Udmaalinger (over 40 for hver Art), hvilke ere sammenstillede i Tabelform for at lette Oversigten, Forf. har anseet disse for nyttige, saavel til Arternes grundigere Adskillelse som til Slægtkarakterens bestem- tere Opfattelse. Som bekjendt ere Midlerne til Galvanismens Frembringelse i de senere Aar blevne betydeligt forbedrede, Blandt andet har den af Englænderen Grove udtænkte Sammenstilling af Platin, Salpetersyre, fortyndet Svovlsyre, Zink, med rette fundet Bifald, og ophürer ikke at udgjåre et vigtigt Fremskridt, om man end skulde finde Grund til, ifülge et senere Forslag at sætte Kul i Platinets Sted. En stor Hindring for den almindelige Brug af Groves Apparat var Platinets Kostbarhed, Saasnart Opfindelsen her var bleven pråvet i det smaa, var derfor Conferentsraad Ørsted betænkt paa at give Apparatet en saadan Indretning, at en liden Masse af det kostbare Platin kunde udbredes paa en stor Overflade. Af platinerede Metaller turde man ikke love sig Meget; da enhver nok saa liden Aabning i Platinovertrækket vilde tillade Salpeter- syren at angribe Metallet derunder. Han valgte derfor platinerede Porcellaincylindre, hvilke bleve forfærdigede i vor Porcellainfabrik med al ünskelig Fuldkommenhed. De poråse Leerkar, ved hvilke Salpetersyren holdtes skilt fra Svovelsyren, uden dog at sættes udenfor ledende Forbindelse dermed, erholdtes fra samme Fabrik. Apparatels Virkning var ganske, som det var forudsat, og har meget lettet Udbredelsen af den Groveske Opfindelse, baade her, og paa adskillige Steder i de tilgrændsende Lande. Den historiske Classe. Professor Madvig har forelagt Selskabet en Afhandling om den antike (græsk- latinske) Metriks Grundbegreber, i hvilken han havde stillet sig det Maal, ved Fast- sættelsen af den metriske Rhythmus’s Begreb og Form i Almindelighed og ved Efter- viisning af dens Fremkomst i de gamle Sprog af de i disses Udtale givne Elementer paa eengang at vinde et sikkrere Grundlag for Bearbeidelsen af den antike Metrik i det Enkelte og at gjöre den hele Maade, hvorpaa den antike Versebygning virkede, " anskuelig og begribelig (hvilket den efter de almindelige Forestillinger om Forholdet imellem de Gämles Vers og den prosaiske Udtale aldeles ikke er), samt herved tillige at begrunde en riglig Sammenligning imellem den antike Versebygning og vore Sprogs. Tankegangen i Afhandlingen er, sammentrængt i Korthed, fålgende: Rhythmus er Overeensstemmelse i en afvexlende Bevægelse, frembragt ved den udjevnende Gjentagelse af den samme, Afvexlingen indeholdende, ved Sandsen let opfatte- lige Bevægelsesfigur, af Afsnit, der have samme Udstrækning og samme indre Forhold imellem de forskjellige og derved Afvexlingen frembringende Grunddele. Allerede i Rummet fremtræder ikke blot en symmetrisk Udvikling i modsatte Refninger fra eet Punkt, men ogsaa en under Afvexlingen med sig selv overeensstemmende Række i een Retning, naar Afsnit, der hvert for sig ere sammensatte af indbyrdes forskjellige rum- udfyldende Dele i et let opfatteligt Forhold, gjentages med den samme indre Bygning, hvad enten Afvexlingen er frembragt blot ved Grunddelenes Stårrelsesforhold eller, under lige Stårrelse, ved andre Egenskaber, f. Ex. Farve. Denne Afvexling og Over- eensstemmelse overfårt paa Bevægelse i Tiden og visende sig i dens Afsnit er Rhythmus. Forskjelligheden ved de enkelte Momenter af Bevægelsen, som i let opfatteligt Forhold danne det Afsnit, der som bestemt Figur og Lov kommer igjen, kan altsaa enten ligge i selve Tidsforholdet alene eller, ved lige Tidsudstrækning, i en ånden de enkelte Momenter adskillende Eiendommelighed. Naar et Hjul regelmæssig dreier sig saaledes, at det i en vis Tid altid gjår en langsom og derpaa to hurtige Omdreininger, i et simpelt og bestemt Forhold, f. Ex. de hurtige hver af halv Varighed mod den lang- somme, vil heri være en Rhythmus, uafhængig af alle andre Beskaffenheder, enten disse gt LXVIII bidrage til at henvende Opmærksomheden paa denne Bevægelsesform eller aflede den derfra (A); men paa den anden Side vil en Rhythmus vere tilstede og mærkes, naar alle Omdreininger have samme Varighed, men den förste, fjerde, syvende o.s. v. ere ledsagede af en særegen Tilsyneladelse, f. Ex. en Lysudvikling (B). Den fürste Art af Rhythmus, der blot er bygget paa Grunddelenes Tidsforhold, vil ogsaa da vise sig, skjöndt langt svagere, naar Afsnittene vel ikke ere dannede af samme Grunddele i samme Orden, men dog ligestore og oplöste i Grunddele efter samme Tal som Delingsprincip, som f. Ex. i } 4 4,444,444, 4 4 4 å i Modsatning til 4 4 3 à 3 & 43, 3 À, 1 3 (C). Men da her tillige savnes en fast Modsætning, der frembringer nödvendig Afvexling og betegner Afsnittene, fremtræder ogsaa herved denne Rhythmus som ufuldstændig. En hérlig Rhythmus viser sig i en Fålge af Lyd, der deler sig i Afsnit, dannede af enkelte Lydmomenter saaledes, at den forklarede Afvexling og Overeensstemmelse fremkommer, I den musikalske Taktbevægelse, der er uafhængig af Tonernes Art, udfyldes Afsnittet, den enkelte Takt,” med Momenter, der ikke andenstedsfra ere givne i en bestemt Tidsudstrækning, men som her frembringes og vilkaarlig forkortes eller udstrækkes. Taktbevegelsen hörer altsaa til den svagere Art af Rhythmus (C), hvori blot Afsniltene (hver Takt) ere ligestore og inddeelte i enkelte Momenter efter samme Grundtal (lige, ulige, Fjerdedeelstakt, 0. s. v.), men derimod Grunddelene i Afsnittene ikke fålge i samme Orden eller med ganske det samme Udstrækningsforhold. Den kræver, for at opfattes, den störste Simpelhed "i Grundforholdet, saa at vor Musik ikke bruger Femtedeelstakt. Takten er et mindre bestemt, lösere Schema for Tonernes Bygning end den metriske Rhythmus. Talens, den metriske, Rhythmus fremkommer ved Anordningen af Stavelser efter deres givne Beskaffenhed til eensartede Afsnit, der gjenkomme som Grundfigur i Talens Bevægelse. Stavelserne maa i sig selv have en Modsætning og Forskjellighed for at frembringe en kjendelig og selvstændig Figur. Forholdet imellem Grunddelene i denne Figur maa være simpelt. Da Grunddelene ikke her dannes saaledes frit, som Taktdelene i Musiken, men indtræde som faste og begrændsede, er deres Orden af væsentlig Indflydelse; medens 2 4 udgjår samme Takt som 3 3, er derimod — — (kort og lang, betonet og ubetonet Stavelse) ikke samme Fod som © —. Den metriske Rhythmus viser sig ved Talen i dennes forresten rigtige Form. Stavelsernes Modsætning maa ligge i Egenskaber, som de have i den prosaiske Udtale, og som mærkes i denne, saa at Stavelserne selv indeholde og give deres Rhythmus, ikke faae den ved Recita- tionen; ellers var Alt Vers, eller snarere Intet var et Vers, men Alt kunde læses saa- LXIX ledes. Men denne Egenskab ved Stavelserne maa tillige være den i ethvert Sprog i Udtalen væsentlige og charakteristiske, som fortrinlig høres og som modulerer ogsaa den prosaiske Tale deri, Vers er den Rhythmus, der høres, naar de dertil anordnede Stavelser, udtalte tydeligt og bestemt efter den prosaiske Udtale, afficere ved den deri fremtrædende Overeensstemmelse i Bevægelsen. (Forresten frembringes Over- eensstemmelsen ikke altid umiddelbart ved Gjentagelsen af samme Afsnit, Fod, men flere Füdder forbindes til et sammensat Afsnit, der gjentages i Verset, eller hele det sammensatte Vers udjevnes ved Lighed med næste Vers eller en Forbindelse af Vers, en Strophe finder Udjevningen i Strophens Gjenkomst). = Intet Sprog vælger at skrive Vers efter dette eller hiint Princip, uafhængigt af den prosaiske Udtale, men kan alene frembringe Vers, efter det i dets Udtale herskende Princip, Den metriske Rhythmes Fremkomst ved Anordningen af givne Dele, i hvis Egenskaber den viser sig, adskiller den ogsaa derved fra den musikalske Takt, at Pausen, der i denne naturligen regnes med, da- blot Tidsmomenterne tælles uden Hensyn til de udfyldende Deles üvrige sandselige Beskaffenhed og altsaa det uudfyldte Tidsmoment ogsaa kan komme i Betragtning, ikke har Betydning i Verset; thi kun i udtalte Stavelser mærkes Modsætningens og Bevægelsens Lov. Rhythmens Betydning ligger ikke, hvor Hermann, Boeck og Apel, skjündt ind- hyrdes uenige, dog alle have sågt den, i Repræsentationen af et vist andet Begreb eller Forhold i Tilværelsen, men i dens eget Væsen som velgjürende Eenhed og Orden i Mangfoldighed, som behagelig sandselig Affection og som Indtryk, der fremkalder en aandelig Reaction og Bevidsthed. Saadanne Charakteristiker, der give Stavelserne en til Rhythmens Frembringelse skikket Modsætning, ere nu Åccenten og Qvantiteten.. I Sprog, der udtales som vort, er Qvantitetsforskjellen ikke forsvunden, men underordnet, og afficerer ikke Øret som det Vigtigste i Udtalen; alle Stavelser kunne altsaa i denne Henseende G Vers) gjelde for lige, medens de derimod stærkt og bestemt adskilles ved Betoningen. Rhythmen frembringes altsaa ved at anordne Stavelser saaledes, at de ved Betoningen mærkede og ikke merkede Stavelser danne ligelange og ligeformede Afsnit (B) *) (eller Combina- tioner af Afsnit.) Omfanget af Afsnittet, Foden, er givet, foruden i det almindelige Krav paa let Opfattelighed, i Grændsen for Muligheden af at udtale en Række ubetonede Stavelser efter en betonet (/ © ©, svingende med Sværdet). Dette er vor Metrik. *) Om de Friheder, der kunne tillades, kan i dette korte Omrids ikke tales. LXX Hvorfor vi skrive Vers efter Accenten, spörge vi ikke om; thi vi föle, at vi ikke kunne Andet, men om de Gamle gjöre vi et sligt Spörgsmaal. Paa dette vor Metriks Grundlag beroer Udelukkelsen af Former, der ere den antike Metrik eiendommelige. Da Stavelserne ikke vurderes efter Udstrækning, men efler en anden Charakteer, gives her ikke en Oplösning og Sammentrækning af Grunddelene i Foden som naar i de gamle Sprog — oplôses til © © (WY © © for —v)eller © © sammentrækkes til — (—— for — © ©); den Modifikation, der hist er imellem den rene trochaiske Række (— © — © — © — ©) og den kun tilnærmelsesviis fremstillede (— — © — © — ©), falder bort; da to virkelig betonede Stavelser kun kunne bringes sammen ved möisommelig Kunst, og i en bestemt, meget indskrænket Form (i to Eenstavelses- ord eller i en betonet Endestavelse og eu Begyndelsesstavelse), bortfalder Spondeen, o. s. v. De-Gamle skreve derimod deres Vers efter Qvantiteten, det er, efter Vocalernes og Stavelsernes Udtales Form, der tillige, ved samme Hurtighed i Udtalen, danner et bestemt Udstrækningsforhold, saa at den lange Stavelse er liig to korte. Dette gjorde de Gamle, fordi de i daglig Tale udtalte Ordene efter Qvantiteten, hörte denne stærkt og tydeligt, men Accenten underordnet, Denne Sætning, hvis Miskjendelse hindrer enhver begribelig Fremstilling af den gamle Metrik, fremgaaer ikke blot af Versene selv, der kun derved fik Gyldighed og Virkning paa Øret og en Norm for Stavelsernes prosodiske Beskaffenhed, men den udtales med een Mund af alle de gamle Rhetorer, af Aristoteles som af Dionysius Halicarnassensis, af Cicero og Quintilian, der, hvor de tale om Velklang i det prosaiske Foredrag ene og alene tage Hensyn til Stavelsernes Qvantitet og Stavelserækkens Beskaffenhed i denne Henseende, og handle derom med stor Udförlighed, men aldrig nævne Accenten herved. Hertil kommer et höist vigtigt Punkt, der endnu ikke er noksom fremstillet i dets Betydning og benyttet, skjéndt det kaster et klart Lys til begge Sider, det er, Overgangen til en forandret Versbygning ifølge Overgangen til en anden Udtale. Overgangen til den nuværende (nygræske) Udtale efter Accenten (som hos os) skeete efterhaanden i Aarhundrederne efter Christus; (hos Latinerne fremtræde Sporene heraf i det fjerde Aarhundrede). I den daværende" aldeles traditionelle og ufrie Poesie beholdtes imidlertid den gamle Verskunst, der, bygget paa en forsvindende eller forsvunden Udtale var Øret fremmed (ligesom vi skrive latinske Vers imod vor latinske Udtale); men tillige håres fra de Lærde Klager over Folke- sange (stodvmxc), hvori Naturen gik over Optugtelsen og den daværende virkelige Udtale fulgtes. Efterhaanden blev det selv de Lærdere for besværligt at skrive Vers efter en forsvunden Udtale; man indskrænkede sig altsaa til at iagttage den i Orthographien synlige Qvantitetsforskjel (7, w mod £, 0), men opgav den blot hörlige (som nu ikke længere hürtes), saa at ethvert &, 1, v brugtes vilkaarligt som langt eller kort. Endelig opgives ogsaa denne Levning; man füier sig efter Naturen og skriver Vers alene efter Accenten, ligesom vi (med lignende Observants og Frihed, f. Ex. at i Fleerstavelsesord den ubetonede Stavelse, som ikke staaer ved Siden af den betonede, kan faae en Biaccent, og f. Ex. cuvsysvdncav maales / ~ / D /); og disse Vers efter Accenten ere de eneste græske eller latinske Vers, som vi virkelig læse rigtig som de læstes i den Tid, de skreves. At nu i de Gamles Udtale Qvantiteten, ikke Accenten, herskede, hænger paa det Nöieste sammen med den store Forskjel imellem Accentens üvrige Beskaffenhed i de gamle Sprog fra vor Accent, en Forskjel, som aldeles oversees i de almindelige Raisonnements herom. Vor Accent er en fast Accent (i det Hele paa Ordenes Stammestavelser), der fremhæver det for Betydningen Vesentlige, og som altsaa i Talens Gang virker rhetorisk. De Gamles Accent, skjöndt udgaaende fra Verbets Stammestavelse er flyttelig under Qvantitetens Herredümme, der i Græsk fore- skriver, hvor Accenten kan staae, i Latin, hvor den skal staae (zirrıw, Zivrerov, TvPÅnver, TETUUHÉVOS, TUPINOOUEVOS, Tvpdncomévæv, amo, amåvi, amavissem, ammavissétis), Dette staaer nu atter i inderlig Forbindelse med de gamle Sprogs grammatiske Bygning, Ordenes stærke og jevne Udfoldelse i Böiningsendelser i Mod- sætning til vore Ords Concentration omkring den fast og stærkt betonede Kjerne. Accenten spillede i de gamle Sprog den samme Rolle, som Qvantiteten hos os; lige- saalidet som det hos os for en rigtig Udtale er uvigtigt, om vi sige 6 eller 6, ligesaa- lidet var Accenten uvigtig hos de Gamle, men den var ikke det Principale, (Baade ved Flexionens större Herredömme over Ordenes Endelser og ved selve Udtalen efter Qvantiteten var Rimet udelukket fra den gamle Versebygning; Rimet forudsætter Stavelser udhævede ved Betoningen.) De Steder hvor man i Gresk, for at forklare Uregel- messigheden i Vers, har antaget i det Ringeste et secundert Hensyn til Accenten i Versebygningen, ere aldeles vilkaarlig udtagne af en Mengde, hvoraf de övrige ikke tillade denne Forklaring, der tillige forvirrer de regelmessige Vers. Det er i den nyere Tid en almindelig udbredt og i mange metriske, grammatiske og littererhistoriske Boger gjentagen Mening, at de ældste Romere have skrevet Vers efter Accenten, men at de Digtere, der indfürte Efterligningen af den græske Poesie og skabte en Litteratur, have indfört det græske prosodiske Princip; som om det stod i Digternes Magt at skabe et Princip, der modstred Sprogets Udtale og fülgelig var Folkets Ore ufatteligt. Den hele Forestilling om Accentens Betydning i den ældste romerske Versebygning viser LXXII sig ved nærmere Betragtning som en med den meest paafaldende Forvirring og Let- troenhed udspunden Vildfarelse, der ikke gaaer længere tilbage end til Bentleys Udgave af Terents, der dog er langt fra at have fremsat Vildfarelsen i det Omfang, den siden har faaet, og op til Bentleys lidet ældre Landsmand Wase. Derimod er den latinske Accent, som ovenfor bemærket, néiagtig bunden til Qvantiteten, da den altid ligger paa næstsidste Stavelse, hvis denne er lang, ellers paa trediesidste. Heraf fülger, at à visse Versformer, navnlig den trochaiske, Rækken af betonede og ubetonede Stavelser temmelig nær falder sammen med Versets Modulation igjennem Stavelsernes Qvantitet (Caesar Gällias subégit, Nicomédes Cäesarem) *). De Gamles Vers bygges altsaa af Afsnit, der i Afvexlingen af lange og korte Stavelser have en vis bestemt Figur. Grunddelenes (Stavelsernes) Modsætning ligger her ikke i en Udhævelse udenfor Tidsudfyldningen, men i Tidsudfyldningen selv; kun ere de, aldeles forskjelligt fra de musikalske Taktdele, hver for sig, givne med en bestemt Tidsudfyldning, og derved med en særegen Charakteer, saa at Afsnittets Figur ikke blot beroer paa et Grundtal for Inddelingen af Tidsmomenterne (= — eller — u ligegyldig), men paa en bestemt Fordeling i Stavelser og disses Fålge (— ~, modsat ~ —). Derved og tillige ved andre (en udförligere Fremstilling krævende) Grunde bestemmes tillige Omfanget af den Substitution af Æqvivalenter (= = for — og — for ~ ©), der er eiendommelig for denne Metrik (i Modsætning til vor), fordi Tidsudfyldningen giver Grunddelene deres Betydning. Spondeen og Tribrachen ere kun slige Aiqvivalenter, ikke i sig selv rhythmiske Födder, da de ikke indeholde Mod- sætning, og der kan derfor ikke dannes særegne Vers af dem. (Forresten kan i visse Former haade Oplösning til korte Stavelser og Contraclion til lange have en charakteristisk Virkning og derfor være fast Regel). (Grunddelenes bestemte givne Form gjör denne Rhythmus tilstrækkelig let opfattelig ikke blot ved Forholdet 2:2 og 2:4 imellem de modsatte Dele, Arsis og Thesis, men ogsaa ved Forholdet 2:3 (—Y vw vw, — u, Pæon og Creticus). Forresten laa der i de antike Vers et stort Baand for den musi- +) Man siger, at Latinerne undgik Eenstavelsesord i Slutningen af Hexametret, for ikke at anbringe en tonlös Endestavelse i den sidste vigtige Arsis; og man udfinder subtile (rig- tignok ganske modsatte) Virkninger, som Digterne have villet opnaae, hyor de endte et Hexameter med Eenstavelsesord. Sagen er, at Romerne meget sjelden kunde ende et Hexa- meter saaledes; thi naar Conjunctioner og Præpositioner, der af andre Grunde ikke slutte et Vers, regnes fra, have Romerne i det hele fire Eenstavelsesverber (est, sunt, es, vult) og faa Eenstavelsessubstantiver, der endda alle udenfor Nominativ (i Neutr. Accusativ) blive Fleerstavelsesord. Æst.staaer, som bekjendt, meget hyppigt i Enden af Vers. EXXIIT kalske Compositions Taktbevægelse; thi denne maatte ikke forstyrre den Fordeling af Tidsmomenterne, der udgjorde Verset. Naar den musikalske Taktbevægelse sluttede sig til Versets Regelmæssighed, blev:paa den anden Side Femtedeelstakten (2:3, svarende til Pæon) tilladelig. - Den rhythmiske Bevægelse füles nu i selve Successionen af de i Qvantitet forskjellige Stavelser og denne Successions Figur, og à intet Andet. (Hvor Ædqyvivalenter udslette Afvexlingen Aviler Rhythmen momentant, men forstyrres ikke.) Ikke blot maa man fjerne den Forestilling, der er meest udbredt hos Hermann og tildeels Boeck, om en fra den virkelige Stavelseforbindelse ofte afvigende og ligesom uafhængig over den svævende Rhythmus (saaledes som denne Forestilling f. Ex. viser sig i den hele for- virrede Lære om de saakaldte dochmiske Vers), men man maa lösrive sig fra en meget almindeligere og dybt indgroet Mening. Man taler om en Versaccent, der ligger paa Vers- fodens lange Hovedstavelse (Arsis) og som betegner Versets Gang og lader den höre; og saaledes reciteres nu de antike Vers. Men da nu denne Versaccent aldeles ikke svarer til Ordenes virkelige prosaiske Accent, spörger man, hvorledes de Gamle forstode et Digt, hvori alle Ord udtaltes med en falsk Accent og hvor den rigtige for hiins Skyld maatte undertrykkes, og hvorledes Sligt gjaldt dem for poetisk Velklang. Denne Strid imellem Ordaccent og Versaccent er en Strid imellem et svagt Væsen og en opdigtet Uting. Det svage Væsen (i det ringeste svagere end vi almindelig forestille os og gjengive det) er Ordaccenten hos de Gamle; en Uting er Versaccenten, ictus metricus, som man har kaldt den, i de antike Vers, Ved Versaccenten, siger man, gjåre vi Versets Gang kjendelig, og det maatte dog ogsaa de Gamle. Det forholder sig omvendt, Vi betone Ordene efter den daglige Udtale (men tydeligt og med en tilladelig Udhævelse af Biaccenter) og derved fremkommer Verset i Accentfålgen, men existerer ikke iforveien og betegnes först ved Accenterne. De Gamle udtalte bestemt de lange og korte Stavelser og derved fremkom Verset og betegnede sig selv i deres Orden. I en ordnet Succession af modsatte Dele sætter man intet andet Mærke for Successionen end selve Modsætningen. Vi have overfört Versaccenten fra os selv, hos hvem den er Ordaccenten som Stof for Verset, til de Gamle, som hverken ane eller nævne den. Men de Gamle bruge døg, siger man, i Metriken Benævnelserne arsis og thesis for Fodens Dele og tænke sig altsaa, som Ordet arsis antyder, en Hæven af Stemmen som marqverende Verset. For det Fürste have disse Ord i den gamle Musik, hvorfra de ere tagne, just den modsatte Betydning, saa at Thesis er den gode Taktdeel, Arsis den svage, en Sprog- brug, som Bentley og Hermann have ombyttet, (Dog tales allerede hos Priscian, paa 10 hvis Tid Accentudtalen fremherskede, om arsis som elevatio vocis). Dernæst er det bekjendt, at i Musiken selv, hvor dog Taktdelene ikke i sig selv indeholde en charac- teristisk Modsætning, og derved danne en bestemt Figur, den saakaldte gode Taktdeel ikke skal udhæves, men at man tillader den Uüvede at marqvere den for at füle Taktbevægelsen. I Verset er den lange Stavelse selv Mærket, og der gives forsaavidt en virkelig god og stærk Deel i Foden, som to Tidsmomenter ere sammensmeltede til een kraftigere Eenhed. Hertil at lægge en Accent vilde for de Gamle være just lige det Samme som om vi vilde til Accenten, som Ordet har, i Verset lægge en Qvantitets- forlængelse. Ordet ictus (ikke metricus) bruges hos Qvintilian og Horats i Tale om Vers for at betegne Taktmaalingen med Haand og Fod, ikke ved Stemmens Hævdse: Pedum et digitorum ictu intervalla signant (Quintil. IX, 4, 5). Man taler om en For- længelse ved Arsis, som om Betoning, hvis den endog var her, medfürte Forlængelse; det Sande er, at de Gamle sjelden og inden visse Grændser have tillladt sig den metriske Unöiagtighed at bruge en kort Stavelse for en lang, der, hvor Versschemaets bestemte Krav paa en lang forhindrede Forvirring, ligesom vore Digtere ogsaa engang imellem byde os paa det betonede Sted en ikke virkelig betonet Stavelse. Det fålger iôvrigt af denne Udvikling, at vi nuomstunder recilere de antike Vers urigtigt; men da vi ikke kunne restituere den gamle Udtale efter Qvantiteten og håre dens Modulation, er en fuldkommen rigtig Recitation af antike Vers os umulig. Sammenligner man nu det antike metriske Stof, de efter Qvantiteten vurderede Stavelser, med vort, da tilbyder hünt Muligheden af en langt stårre Mangfoldighed og Afvexling, deels ved Ædqvivalenters Substitution og deres Brug som characteristisk Modification, deels ved Letheden af at bringe to Arser sammen (— D — — D —, woe ©, © —— vw, Former, der ere uefterlignelige hos os uden i en enkelt tilnermelsesviis dannet Ordforbindelse). Men vor Metrik er, idet den udhæver det for Bygningen Væsentlige i Ordene, langt mere rhetorisk end den antike, og, idet den ikke selv er bygget paa Tidsmodsætningen og derfor ikke foregriber den musikalske Takt, meget mere tilgængelig for fri musikalsk Behandling, Oversættelser af de Gamles Digte i Originalernes Versemaal ere derfor kun Tilnærmelser i meer eller mindre analoge Former; ved de Former, der just beroe paa det antike prosodiske Stofs Særegen- hed, i konstige Chorsange, bos Pindar o. s. v., gjör denne Oversætterbestræbelse Vold paa vort Sprog, og frembringer en Form, der gjör et höist uklart og næsten uopfatte- ligt Indtryk, hvor der for de Gamle var et let og naturligt, LXXV (I Afhandlingen selv ere tilfüiede nogle speciellere Corollarier, som i dette Udtog forbigaaes. Det er ikke Forfatterens Mening at den her givne Udvikling i alle Partier er ganske ny, men vel at den i sin Heelhed og Sammenhæng er det). Professor David meddeette nogle Bemærkninger om Sexualforholdet iblandt Födslerne. Det er nemlig en bekjendt Sag, at der overalt füdes flere Drenge end Piger, men om og hvorvidt bestemte Aarsager, og navnligen Climaet kan tilskrives nogen Indflydelse paa de mandlige Födslers Overvægt, derom ere Meningerne meget deelte. Nogle have antaget, at Climaet slet ikke yttrer nogen Indflydelse herpaa, medens Andre have sögt at godtgjüre, at der i de varmere Lande födes forholdsmæssig flere Piger end i de koldere, Begge disse Meninger anseer Prof. D. ikke vel begrundede, og antager tvertimod, at der i det mere tempererede Europa fådes flere Drenge end i Norden. Sin Paastand ståtter han især paa en Sammenligning af Fådelisterne for Frankrig fra 4817 til 1836 og for de tre nordiske Riger, Danmark, Norge og Sverrig fra 4816 til 1835; thi medens Sexualforholdet hist var som 1000: 1063,9 var det her som 4000: 1050,4 Differentsen var altsaa næsten 1% pr. Ct. Sin Anskuelse finder har ogsaa bekræftet, naar man tager Hensyn til andre Landes Statistik, og navn- ligen de nyere, mere tilforladelige, Födelister fra Rusland og fra ltalien. Ogsaa gjorde han opmærksom paa, at Overvægten af de mandlige Füdsler i en Række af mere sunde Aar er stårre end i en Række af Aar, i hvilke Sundhedstilstanden har været mindre god, et Phænomen, der synes at bekræfte den fårste Anskuelses Rigtighed og tildeels at forklare den. Fra 4847 til 1824) var saaledes Mortaliteten i Frankrig ikke ubetydeligt mindre end fra 4825 af indtil Enden af den nævnte Periode, men i det fårste Tids- afsnit var ogsaa Sexualforholdet noget stårre end i det sidste, I Danmark döde i Gjennemsnit af 1828 til 1835 aarligen 32,650 Individer, medens der fra 1816 til 4827 kun aarligen vare dåde 23,652. Men dengang forholdt de füdte Piger sig til de födte Drenge som 1000 : 1060, medens Forholdet i de mere usunde Aar ikkuns var 4000 : 1055. Det samme synes ogsaa at fremgaae, naar man sammenligner forskjellige Provindser, i hvilke Sundhedstilstanden er forskjellig, med hinanden; og han anförte endeel Iagttagelser, der bekræfte dette. Endelig gjorde han opmærksom paa det langt mindre Sexualforhold i de store Stæder end paa Landet — et Phænomen, som lige- ledes tyder hen paa, ‘at Sundhedstilstanden ikke er uden Indflydelse paa Sexualforholdet, 10« LXXVr thi alene af den store Mængde uægte Födsler, som finde Sted i de store Steder, og blandt hvilke, som bekjendt, der findes et langt mindre Antal Dreuge end blandt Födslerne overhovedet, lader dette Phenomen sig neppe forklare. Og i alt Fald er det mindre Sexualforhold ibla.dt de uægte Födsler end blandt Ægtefådte selv et interessant Factum, der ogsaa synes at understötte den Anskuelse, at Sundhedstilstanden ikke er uden Indflydelse paa Sexualforholdet. Han ansaae det imidlertid endnu langtfra som beviist, at Climaet og den bedre Sundhedstilstand har den paapegede Indflydelse, men han troede, at de af ham paaberaabte Data langt bedre understötte denne An- skuelse end de isolerede Facta, som hidtil ere blevne anfürte for de herfra afvigende Synsmaader, bekræfte disse, og haabede ved fortsatle Undersügelser at komme til et bestemt Resultat. Til Slutning meddeelte han nogle Bemærkninger om Sexualforholdet blandt Befolkningen i de fleste europæiske Stater, og viste hvorledes dette havde forandret sig i Fredsperioden siden 4815, samt gjorde opmærksom paa den Indflydelse, som dette har havt paa Næringsforholdene. I tvende Foredrag, den 22. Januar og den 46. April 1841, meddeelte Geheime- legationsraad Brøndsted: I. en Beretning om den i Sommeren 1812 udfårte Udgravning af Phigaleernes store hexastyle Appolonstempel af dorisk Orden paa Bjerget Kotylios i Ar- kadien, og om dette Foretagendes vigtigste Udbytte, nemlig Opdagelsen af Tempelcellaens hele indvendige Marmorfrise, som nu er i det Brittiske Museum i London; og II. en Udsigt over Staden Phigalias og Appollons- templets Archæologie og Historie. Udgravningen af dette Tempel og de dermed forbundne Undersügelser maae henregnes til de betydeligste Forelagender af denne Art som, i de Aarhundreder vi pleie at kalde den moderne Tid, ere udfårte i Grækenland, og da Forfatteren af denne Beretning var tilstede og tilbjalp Udförelsen fra först til sidst i de 3 Maaneder den medtog, saa er han i Stand til at meddele nåiagtigt Oversyn baade over det Historiske ved denne mærkelige Gravning og over dens Udbytte af antikhellenske Sculpturværker. Den store Ruin af Phigaléernes, en arkadisk Folkestammes, Apollonstempel i den Egn af dette Folks Gebet som fordum kaldtes Bassæ, paa Bjerget Kotylios, omtrent LXXVII en dansk Miil fra Staden Phigalia (nu Pavlizza), var vel tilforn stundom besügt af Reisende og korteligen beskreven af Dr. Chandler, af Dodwell og Andre, men at der endnu, under de store Steenmasser af den ved et Jordskjælv sammenstyrtede Bygning, indenfor Peristylen (hvis Süilerækker endnu næsten heelt ere forhaanden) skjultes meget fortrinlige Sculpturverker fra den skjönneste Tid og af attisk Composition, denne interessante Opdagelse foranlediges fårst ved de tvende kyndige Architecters Baron v. Hallers og Robert Cockerells grundigere Undersögelse af denne Tempelruin. Idet disse Konstnere nemlig, strax ved deres förste Besög ved Templet i Aaret 1814 og 8 eller 9 Maaneder förend Gravningen kunde udfüres, omhyggeligen eftersporede de forskjellige Architectur- lemmer af den skjönne Bygning, fik de, igjennem en Aabning af nedstyrtede Entable- mentstykker, Øie paa en Marmorplade, paa hvilken en Centaur var afbildet à hautrelief. Efterat dette Stykke af Tempelfrisen siden, ved Templets Udgravning, var fremdraget, kaldte man i Spög det Halvmenneske, som det forestiller, Forræderen, fordi, denne Centaur ligesom havde forraadt den Skat af Konstværker, som Steenmasserne skjulte. Iblandt den støre Mængde Centaurgrupper., som Frisens ene Længdeside forestiller, er denne Figur let kjendelig ved en Omstændighed, som fortjener at anföres; igjennem hün nys omtalte Aabning af Steenmasserne havde nemlig en Ræv fundet sin Vei til et beqvemt Leie for sig og sine Unger, just paa denne horizontal liggende Marmorfigur, hvorved den er bleven temmelig meget beskadiget og forkradset af de ubudne Gjæster. Denne Architecternes Opdagelse af sikkre Kjendetegn paa stårre Marmor- sculptur skjult under Templets Ruiner, blev uopholdelig meddeelt deres Medreisende, og ved denne behagelige Erfaring maatte, som naturligt, det Ouske opstaae, at blive i Stand til, ved et stort og planmæssigt Foretagende at rense den hele skjånne Tempel- bygning, og igjen, med behörig Forsigtighed, at drage for Lyset alt Konstværk, som de store nedstyrtede Steenmasser i saa mange Aarhundreder havde skjult. De hertil fornödne Forberedelser bleve trufne i Vinteren 14814—12 i Athen. Den vanskeligste af alle Betingelser for dette Foretagendes Udfårelse, nemlig en betydelig Sum Penge, omtrent 10,000 Spanske Piastre, som Gravningen, Ophold ved Templet og Transport af Alt Fornödent retteligen beregnedes at ville koste, forstraktes Selskabet en Tidlang af den engelske Reisende Hr. Lea, som da opholdt sig i Athen. Pachaen af Morea, den da i Tripolizza residerende Vely, (som siden indvikledes i sin Faders, Aly-pacha af Joaninas's Oprör og Undergang) maatte, fremfor Alting, vindes og give sin Tilladelse. Denne udvirkedes snildelig af DHr. Gropius og Foster, som for denne Hensigt droge, med fornåden Fuldmagt, og endnu mere fornådne Contanter, til Tripolizza. LXXVIIE De i Athen om Vinteren forenede Reisefæller forlode denne Stad om Foraaret, deelte sig i adskillige mindre Partier, efter gjensidigen meddeelt Plan, og droge ad forskjellige Veie, Nogle over Salamis og Ægina, Andre over Megara og Isthmen, til ,,Pelops’ store doriske Halvöe” for, efter bestemt Aftale til en vis Tid at samles i den yndige arkadiske Landsbye Andrizzena, hvis Beliggenhed, ikkun omtrent een dansk Miil fra Templet, afgav et passende rendez-vous, ligesom denne Landsbyes Folkemængde og Velhavenhed lode formode, at man der bedst kunde finde materiel Hjælp til Anskaffelse af det Fornüdne, I de fürste Dage af Juli Maaned indtraf efterhaanden fra forskjellige Sider det hele Reiseselskab; fra. Tripolizza medbragte Gropius Pachaens skrivtlige Tilladelse og alle, til dennes Afbenyttelse fornådne, Befalinger til de locale Embedsmænd, i sædvanlig tyrkisk Form. Hans Höihed havde, som rimeligt, ladet sig disse officielle Papirer afkjåbe imod en ganske antagelig Sum spanske Dalere; en mindre Sum havde, efter god levantinsk, (ikke alene tyrkisk) Sædvane, hans Secrelair tilmæglet sig. Dog vare begge Summer den mindst besværlige Deel af Contracten. Værre end disse var det Indfald af Hs. Höihed, at Han selv vilde have Andeel i dette Foretagende, hvorfor han ogsaa havde fremsendt En af sine Tjenere, en Græker ved Navn Vasilachi, som skulde bivaane Gravningen og varetage Hs. Höiheds Interesse. Denne Person, en ubetydelig, aand- og hjertelös Tyranslave, blev stundom et Selskab, til hvilket han slet ikke passede, besværlig, og ved en Leilighed, som Forfatteren siden vil anföre, kunde han endog letteligen have foraarsaget de her forsamlede Fremmede stor Fortræd og personlig Fare. Om de Indretninger som et langt Ophold ved en, paa et höit Bjerg afsides liggende Ruin nu gjorde fornådne, udlod Forfatteren sig saaledes: „Vort Hovedformaal udkrævede, at vi Alle maatte blive forenede, og i Templets nærmeste Omgivelse; thi de tre smaa Landsbyer Sklird Tragdgi og Gardizza, som laae Templet nærmest, paa lavere Terrasser af Bjerget, vare dog i for stor Afstand til at vi skulde kunne opholde os i en af dem i den lange Tid Gravningen vilde medtage, og Templet nærmere var aldeles ingen ,,oca@vv” (Meierihylte) eller andet Huus. Vi havde ikkun et eneste Telt med, og der blev os fålgelig ikke andet Valg, end at bygge os selv Hytter, Enhver sin egen, af Græstürv, Grene og Straae. Vi skrede da tröstigen til Værket. Til Held for os manglede det os ikke paa Grene og Qviste, da hele Bjerg- egnen nærmest ved Templet var skovrig; de fordum, vistnok, hellige Egetræer, eller deres Afkomlinge, bleve trüstigen benyttede. Det syntes os billigt, at “Apollon Hjelperens” (énixgovoc) Egelund opoffrede Lidet af sin overflådige Rigdom paa Grene LXXIX og Löv, for at beskytte mod Regn eller Uveir en liden Hob af Venner, didkomne for at opfriske Apollon Hjelperens Navn og igjen at fremdrage til Lyset hans Tempels Herligheder. Saaledes fremstod i det næste Par Dage, rundt om den store Ruin, en egen lille Landsby af Lüvhytter, hvis beskedne Lavhed og luftige Lethed stak snurrigen af imod den gamle Tempelbygnings imponerende Storhed, men som desuagtet ydede os Alle, hver isin Hytte, de Herrer v. Haller og Stackelberg, Linckh, Foster, Gropius, mig, Pachaens Tjener, og bagved vor Række af Hytter vore Betjente i andre deslige, for- önsket Le og ret beqvemt, hver Nat efter Dagens Arbeide vederqvegende Leie. Det eneste Telt vi havde, blev opslaaet i Midten af, vore lette Lövhytter, bestemt til For- samlings- og Spisested med den velbekjendte græske Benævnelse *“Eotiarogıov”, hvorfor ogsaa passende Steenblokke didbragtes fra Templet, at danne det ,,gjæstfrie Bord” (mv Eeviev roanelev) og Sæder omkring det. Et större Rum blev afstukket, med Omhu omgjærdet med Stave og Grene, beæret med det hæderlige Navn Muswon ; didhen förtes, som billigt, alle de Amazoner, Heroer og Centaurer, som snart nedstege til os fra Tempelruinen. 1 nogen Afstand, under en stor og skyggefuld Eeg, indrettedes Kjükkenet, for hvis Forsynelse Tjenerskabet sörgede med rocsværdig, skjöndt vel ei ganske uegennyttig Omhu. f Fornöden Provision af Bröd, Kjöd og Viin hentedes regelmæssigen, næsten dagligen, paa Æsler eller Muler, fra Andrizzena, og vore Folks Omsighed og gode Opförsel bevirkede snart at Hyrdernes Koner og Piger, fra Omegnen der paa Bjerget, selv bragte os fra deres Stani hver Morgen did op “til Sdilerne” (“eis voùs omwWAovg” Tempelruinens sædvanlige Benævnelse iblandt Folket) ypperlig Gede- og Faaremælk, frisk nykjernet Smör (af Gedemelk), Ost og Aarstidens Frugter. Det omboende Hyrde- folk nærmede sig os fürst ikkun af Nysgjerrighed og med en vis Sky, men strömmede snart til, for ogsaa at tilvende sig Noget af den Fordeel, som Frankernes underlige Bedrivt, der oppe ved Söilerne gav dem Udsigt til. Saaledes oplivedes snart vor lille Appollinske Bjergcolonie. Af Arbeidskarle til- Gravningen, af hvilke i Begyndelsen ikkun en Snees omtrent vare forhaanden, indfandt sig snart over et Hundrede, ja 120 eller endog, i nogle Uger, 130; og af deres Fruentimmer, som i Begyndelsen havde været tilbageholdne og frygtsomme, indfandt sig siden ogsaa en stor Mængde, især paa Grækernes Fest- eller Helligdage. Paa saadanne Dage, naar Arbeidet hvilede, foran- staltede vi ofte en Dands, til stor Glæde for vort raske Hyrdefolk, og til ikke mindre Moro for os selv. Til Dandseplads var först et passende Sted uden for Templet ind- rettet, men siden, da Gravningen var fremskreden, og Templets hele Cella var bleven LXXX ryddelig, opförtes Dandsen i selve Templet. Musiken, som sædvanligen kun bestod i en skingrende Sækkepibe, betalte vi altid med Fornüielse; ogsaa lode vi som oftest give lidt Viin og Sherbet (Limonade). Den store Ruin, med sine mægtige Süiler, atter ligesom paa ny oplivet, stafferet paa alle Sider med saa mange muntre, raske og til- deels meget skjånne Mennesker, tilbåd ofte et herligt, jeg kunde næsten sige fortryllende Skue. Et herfra meget forskjelligt, men ligesaa skjønt Syn beredte vi os ofte selv, ved, senere om Aftenen, at antænde et stærkt Blus enten i Templets Cella eller i dets Pronaos. Det som tilskyndede os hertil var imidtertid meget mere den herlige Effect af den store Ruins Slagskygger, som frembragtes ved den stærke Belysning indenfor Peristylen, end noget Hensyn til Nattens Kuld eller overhoved til Veirligets Beskaffenhed ; thi det Arkadiske Höilands, især om Sommeren, bestandige og skjönne Himmel blev os stedse gunstig i fulde tre Maaneder, vi tilbragte i Templet; ikkun en eneste Gang i 12 Uger indhylledes Tempelbjerget, en aarle Morgen får Solens Opgang, i en fugtig Taagesky, som dog strax igjen ,,forsvandt for Dagens Stjernes Magt.” Dette ualminde- ligt bestandige Veirligt maatte vi ogsaa tilskrive det Held, at vi Alle, skjåndt henbrin- gende hver Nat i hine lette Lüvhytter, måde uafbrudt Sundhed; ikkun Een af vort Selskab sporede engang et let Anstöd af Feber, hvilket dog snart igjen forsvandt, da han, af Forsigtighed, var draget. ned til Andrizzena, for der, i nogle faa Dage, at finde en bedre Pleie, end vi, der oppe paa Bjerget, vare i Stand til at yde ham. En anden, for Os, som alle vore Grækervenner (p44£44pvec), særdeles be- hagelig Erfaring blev vore arkadiske Arbeideres gode Opfårsel og den stedse voxende Tiltroe og Velvillie de viste os. Grækernes sædvanlige Skjödesynd: Pengebegjærlighed fraregnet, kunde vi ingenlunde beklage os over disse dygtige Bjerghyrders Adfærd i det Hele. Ikkun en eneste Gang i tre Maaneder opstod der imellem dem og os en alvorlig Misforstaaelse, og selv denne aarsagedes meget mindre ved deres Skyld, end ved Slethed og ubesindig Adfærd af en Person, der paa en Maade hörte til vort Selskab. Hiin ovenfor nævnte Græker nemlig, Pachaens Agent, Hr. Vasilachi, var det Hverv over- draget, hver Aften ved Solens Nedgang at udrede Arbeiderne deres Daglön. Denne Forretning, som vistnok ikke var uden en vis Vanskelighed, havde man just anviist ham af en dobbelt Aarsag, baade for ogsaa at give ham, der kjedede sig ynkeligen og slet ikke begreb vor Glæde over de fra Fortids Nat hver Dag opstigende Marmor-Amazoner og Heroer, Noget at bestille, og især af et Hensyn som Klogskab tilraadede. Da nemlig Pachaens egen Deeltagelse i dette Foretagende ikke havde været at undgaae, maatte Hs. Höilied naturligviis fæste större Lid til Indberetningen om de med LXXXI Gravningen forbundne Udgivter, naar de vigtigste af disse vare gaaede igjennem hans egen Tjeners Hænder. Det kunde nu vistnok stundom hændes, at en eller anden Arbeidskarl, som ikke havde indfundet sig får ved Middagstid eller vel endog senere paa Dagen, dog om Aftenen sågte at tilvende sig den hele Daglön. For at undgaae Bedrag og Trætte i saadan Anledning, havde man vel paa passende Maade indrettet Navnelister og Timesedler; men uagtet denne Forsigtighed, kunde dog let, ved saa stort et Antal, en eller anden Vildelse opstaae, især da visse Navne, f. Ex. Christödulos, Georgåki, Spiros, Nikölaos, ere meget hyppige iblandt den græske Landalmue. I en saadan Anledning opstod en Aften uhyre Larm. Dagens Arbeide var endt, og nogle af Mændenes Fruentimmer havde, som ofte tilforn, indfundet sig ved Templet med den sædvanlige Musikant. Man dandsede allerede i Templets Pronaos, medens Vasilachi endnu, foran sin Hytte og omgiven af de fleste af Arbeidskarlene, var beskjæftiget med at tildele disse deres Daglån. Een af Hyrderne fordrede, med Ret eller Uret, den hele Daglön, hvilken Uddeleren standhaftig afslog ham. Da Karlen med Hidsighed paastod sin formentlige Ret, og de Andre syntes at ville tage hans Parti, har Vasilachi (der overhoved gjerne teede sig hovmodigt, i Fortråstning til sin hüie Herres Magt) vistnok behandlet Hyrderne med Hoffart og Haardhed, vel endog slaaet En eller Anden af dem. Opirrede ved saa haanlig Behandling styrtede Nogle af de yngre Mænd op til Templet, reve deres Koner eller Såstre ud af Dandsekredsen med Hidsighed og med de hæftige Ord: “de skulde ikke springe og tee sig lystige dér, hvor deres Mænd og Brödre behandledes med Uret og Haan.” Fast i samme Oieblik var Hr, Vasilachi (paa hvem de andre maaskee vare trængte ind) sprungen tilbage i sin Hytte, havde der grebet sine Pistoler og låb nu med dem, een i hver Haand, omkring som en Rasende. Höist ubesindigen affyrede han den ene af Pistolerne, dog vel ikkun blindt hen i Luften. Dette Skud blev Signalet for almindelig Flugt og Forvirring. Fruentimrene styrtede med Angst og Skrig ud af Templet, Mændene fore iilsomt til alle Sider ned af Bjerget, og da Hr. Vasilachi, som var kommen op, vilde holde Een af disse haandfaste Karle tilbage i Peristylen, blev han slængt imod et Architravstykke med saadan Kraft, at han vænede sig i Lænder og Sider længe derefter, Forvirringen var saa almindelig, at det blev os Andre aldeles umuligt at komme til Orde. En panisk Skræk havde bemægtiget sig alle vore Arkader, og vi stode pludselig ganske alene og saae paa hinanden, uden endnu ret at indsee hvad der var hændet, dér, hvor vi, faa Minuter i Forveien, havde været omgivne af saa mange livlige og glade Mennesker, 11 LXXX II Denne Begivenhed aarsagede os Alle ikke blot stor Misfornüielse, men ogsaa vel- grundet Frygt for endnu alvorligere Fålger; thi Hvo stod os inde for at den blotte Skræk for Pachaens Navn og Ordre (og andre Forsvarsvaaben havde vi ikke) kunde sikkre os imod fjendtligt Sindelag af saa mange kraftige, modige og til en vis Frihed vante Bjergboere? — Vor Uvillie imod Anstifteren af al den Ulempe yttrede sig derfor snart i vel fortjente Bebreidelser. Vor Frygt for det Værste (man meente endog, at vi kunde være udsatte for Sammenrottelse og natligt Overfald) var dog til Lykke ugrundet. Vel indfandt sig, Dagen efter, meget faa Arbeidere, men den savnede Daglön syntes nok snart mange af de Andre et stort Tab; deres. egen sunde Fornuft maatte over- bevise dem om at Vi dog egentligen vare aldeles uskyldige i den dem tilfüiede For- nærmelse; ogsaa forstode vore græske Tjenere (som vare os meget hengivne) og et Par af Hyrderne selv, som især havde fattet Tillid til os, saa godt at underhandle med de Andre, at den forrige gode Forstaaelse snart igjen var bragt tilveie. Efterat de store Steenmasser udenfor Peristylen vare skaffede afveien, kunde vi snart overtyde es om, at, med Undtagelse af nogle faa mærkelige Fragmenter af den ydre Metoprække som her bleve fundne, Intet mere var at haabe udenfor Süilegangen. Den nu frigjorte Plads nærmest ved denne, kunde nu benyttes til der at henbringe de store, indenfor Templets Mure selv sammenstyrtede Bygningslemmer. Efterhaanden, som dette Arbeide fremskred, kom, en efter anden, de Marmorplader tilsyne, af hvilke den hele indvendige, 95 Fod lange, Cellafrise fordum var sammensat, forestillende i to Rækker af haut-reliefs med omtrent 400 Figurer: 4, Lapithernes og Centaurernes Kamp ved Perithoos’ Bryllup, og 2, de græske, især attiske Heroers Kamp med Amazonerne, Denne kostelige Frise (siden paa det skjünneste tegnet og kobberstukket i Baron v. Stackelbergs Værk: “Der Appollotempel zu Bassæ in Arkadien.” Rom 4826 in fol.) blev det vigtigste Konst-Udbytte af dette kostbare Foretagende, Den hele Række af Marmorgjader fandtes allernederst og paa selve Tempel- gulvets Steenfliser, aldeles skjulte af Entablementets nedstyrtede Bygningslemmer. Denne Omstændighed bestyrker den, ogsaa af andre Grunde sandsynlige Formodning, at Templet ikke ved forsætlig Odeleggelse af Menneskehænder, men ved et Jordskjælv er bragt i den Tilstand, hvori vi nu finde det. 'Thi det er ikke tænkeligt, at forsætlig Odeleggelse ved Menneskehænder skulde have begyndt med at nedkaste alle den indre Frises Marmorplader, förend man endnu havde lagt ödeleggende Haand paa Templets Entablement; hvorimod det meget vel lader sig tænke, at en total Rystelse af selve LXX XIII Bygningen först har lösnet den indre Frises, blot med Bronzespiger og Kramper til- fæstede Marmorplader, og siden nedkastet de fastere sammenholdende Lemmer af Entablementet og Marmorloftet, hvilke saaledes i Tempelruinen kom til at ligge üverst, Efter de fårste 6 Ugers Arbeide med 100 til 125 Karle var hele Frisen funden og enhver Hovedafdeling af Bygningen: Peristylen, Pronaos, Cellaen selv og Opisthodomen, fuldkommen renset, Architecterne kunde nu uhindrede fortsætte deres Undersågelser over den skjånne Bygnings Enkeltheder — et Arbeide, som den ædle Baron v. Haller især udförte med den störste Flid, og som har beriget vor Kundskab om Hellenernes Bygningskunst med meget mærkelige Resultater, Det er ikke Forfatterens Hensigt her at udhæve mere af sin Afhandling om Udgravningen og dens Udbytte, men skal endnu tilfüie et kort Udtog af sit andet Foredrag om IT. Staden Phigalias og Apollonstemplets Archæologie: Forfatlerens Afhandling om Staden Phigalias og Templets Beliggenhed indeholdt först en topographisk Undersügelse, som sluttede sig til Pausanias VIII. Bogs 39—41 Capitler, det vigtigste Sted, som er forhaanden i den Os endnu levnede Deel af den græske Literatur, om Staden Phigalias og Folkets Forhold til de omboende Stammer, Arkader og Messenier, i den ældre Tid af Hellenernes Historie. 1 det 39te Capitels Sdie Paragraph siger Pausanias om Stadéns Localitet: “Phigalia ligger paa et ophöiet‘ og afsondret Terrain, og mange Dele af dens Stadmure ere opfårte langs med Fjeld- skrænter; men naar man er kommen derop, saa er selve ffüien, paa vilken Staden ligger, jævn.” Disse Ord ere fuldkommen overeensstemmende med Phænomenerne, naar man befinder sig paa de vidtlåftige Ruiner, som Landsbyen Pavlizza og dens Marker bedække, henved 2 Timers Ridt vestlig for Bjerget Kotylios og Apollons- templet ved Bassæ; thi baade Landsbyen Pavlizza og en stor Deel af dens Marker ligge inden for den gamle Stads vidtstrakte Ringmure, som endnu for en Deel ere forhaanden, især paa Stadens sydlige og sydostlige Side, over de bratte Höider, ved hvis Fod Nedafloden fremskynder sin bugtede, iilsomme Ström i vestlig Retning. (Et klassisk Sted om denne smukke lille Flod er Pausanias VIIT Bogs 41. Cap. § 3) Mange Levninger af antike Bygninger ere vel ikke forhaanden paa en Grund som i saa mange Aarhundreder bar været öde, og siden besaaet og beplantet; imidlertid skjönner Enhver letteligen, at han ved Pavlizza befinder sig paa Ruinerne af en hellensk Stad; i et Par smaa græske Kirker ere antik-doriske Bygningslemmer indmurede, ogsaa indseer 11* LXXXIV Enhver, som er noget bevandret paa græske Stæders Ruiner, det ophöiede Sted hvor Artemis Frelserindens (Aptéwrdog Iwrsıgas) Tempel, som Pausanias omtaler, fordum laae. I malerisk Henseende ere de Levninger af den gamle Stadmuur, som indtage de bratte Höider imod Nedafloden, de mærkeligste, og man seer herfra meget tydeligen hele Udstrækningen af det, i den anden messenske Krig, især ved Helten Aristomenes’ Bedrifter, navnkundige Ira (E’io«), som upaatvivleligen er identisk med det keglefor- mige messenske Bjerg paa Neda's venstre Bred og lige over (sydlig) for Phigalia, hvor nu den lille Landsby Kakolethri befinder sig paa -et af dette Bjergs lavere Terrasser. At have bestemt fundet Beliggenheden af det messenske Ira, som tilforn var uvis, blev et af de behageligste Resultater, som vandtes ved de hyppige Udflugter, vort lange Ophold ved Templet anledigede. Den lille Landsby Kakoletbris Afstand fra Phigalia (Pavlizza) er vel omtrent $ dansk Miil, formedelst de höie Brinker paa begge Sider af Nedas Dal, men i lige Linie er den meget nærmere. Beliggenheden er romantisk skjån og Beskaffenheden ‘af den Kalksteen,~ hvoraf Bjerget bestaaer, giver dette en lys, hvidlig Tone, som stikker paafaldende af imod de lavere, skovbedækkede Forgrunde, der nedskraane mod Nedafløden, og kan vel have foranlediget Benævnelsen det hvide Bjerg (“000g &gysvvov” Pausan. c. 47, § 6). Endskjöndt faa Ruiner nu ere tilbage udvise dog adskillige Terrasser af Bjerget tydelige Spor af ældgammel Befæstning, og selv Navnet Kakolethri (af xaxdc 6489005 eller xaxÿ 0As gie) synes at tyde hen paa en gammel Tradition om dette Bjergs Beboeres uheldige Skjæbne i den fjerne Oldtid. Den Hjelp som Phigaléerne, ligesom andre arkadiske Folkefærd, havde ydet de betrængte Messenier i disses fårste Krige imod Lacedæmonierne, aarsagede det Hærtog mod Phigalia, som Pausanias omtaler (VII, c. 39. $ 2). Lacedæmoniernes Erobring af denne arkadiske Stad maa uden Tvivl henregnes til henved Midten af det 7de Aarhundrede for vor Tidsregning og nogle Aar efter Indtagelsen af det Messenske Ira (det hvide Bjerg). Efterat de fordrevne Phigaléer igjen, ved en liden Hær Oresthasiers höimodige og rörende Opoffrelse, hvis særegne Omstændigheder Pausanias fortæller paa samme Sted, vare komne i Besiddelse af deres Fædres Stad, synes dette arkadiske Bjergfolk ikke senere at have været fortrængt derfra i de fålgende, egentlig historiske Aarhundreder af de Hellenske Stammers politiske Forhold, At Phigaléer ikke skulde have deeltaget i Toget mod Troja, lader sig vel ikke bestemt slutte af Iliad. IL v. 603—614, men de nævnes i det mindste ikke udtrykkeligen iblandt de ni arkadiske Folkefærd som afsendte Strids- mænd paa 60 Skibe, hvilke Agamemnon havde overladt til deres Raadighed. LXXXV Dersom det Skrift af Harmodios fra Lepreon om Phigaléernes Skikke og Ved- tægter hvilket Athenæos ofte har anfört i sin vidtlöftige og vigtige Compilation ‘Deipnosophiste” (i dde Bog, i 10de, to Gange i A4te, og igjen i 14de Bog) endnu var forhaanden, da vilde vor Kundskab om dette Arkadiske Stammefolks Historie ikke være saa ufuldstændig og afbrudt som den nu er det. At dette Bjergfolk, som hverken var begunstiget ved et særdeles frugtbart Land eller ved nogen særegen Industrie, deelte mange andre arkadiske Stammers Tilbüielighed (ligesom de Schweizerske Alpers Beboere i vor Tid) til at udvandre og tjene sig noget som soldhvervede Hjelpetropper, derom have vi tilstrækkelig Vidnesbyrd i den græske Historie. Harmodios havde yttret, at Phigaléerne vare “arodnusiv &diodévres” (ifülge Athenæos X, c. 59, pag. 121 af Schweighäusers Udgave). Hvorvidt de i Perserkrigene bidroge til den fælleds Fjendes Forjagelse, vide vi ikke nüiagtigen, men i Hellenernes trediveaarige Selvfordærvelses- feide, sædvanligen kaldet den peloponnesiske Krig, finde vi det ubehagelige Skue, at Arkader, som Leietropper, snart strede under doriske Stammers Faner, snart imod disse, i det ionisk-attiske Forbunds Rækker (see f. Ex. Thucydid. i Vilde Bogs 57de Cap); og senere udgjorde arkadiske Leietropper næsten. Halvdelen af den Hær paa 40,000 Mand, hvis Tog til Asien og Tilbagetog er blevet navnkundigt, meget mere ved eventyrlige Biomstændigheder, og ved det smukke Skrivt af Xenophon, som vi endnu have heelt, end, ved nogen virkelig gavnlig Frugt af dettte Foretagende for Arkadien eller det hellenske Moderland overhoved (see herom Xenophons Anabasis i Vite Bog, 2det Cap. $ 6 og 10). Da Spartas Overmagt i Peloponnesen var brudt, især ved de tvende mærkelige Slag ved Leuktra eg ved Mantinea (371 og 363 får vor Tidsregning), og et nyt arkadisk Almeenvæsen og Stôttepunkt, en Modvægt mod Sparta, var dannet ved Megalopolis’ Anlæggelse, som Epaminondas kloge Politik bevirkede (jævnf. den 7de Bog af Xenophons Hellenica og Pausanias? Sde Bogs 27de Cap. § 1—6). var ‚Phigalia ikke iblandt de arkadiske Stæder, hvis Befolkning udvandrede til Megalopolis (Pausan. I. c. $ 3), men bidrog, ligesom mange andre Stæder, til hiin arkadiske Hovedstads Forskjönnelse, ved Aftrædelse i det mindste af eet af sine fortrinligste Konstværker, nemlig den colossale Bronzestatue af Apollon Hjelperen, Hovedfiguren i Templet ved Basse (Paus. VIII. 30 Cap. $ 2) som upaatvivleligen dér blev erstattet ved en Copie af samme Statue i Marmor, Det er værd at bemærke, at ved Gravningen fandtes, i det Indre af Templet, Fragmenter af to Hænder i Marmor (afbildede i Baron Stackel- bergs Værk “der Tempel zu Bassæ”, paa den XXXIte Kobberplade) af saa stor LXXXVI Dimension, at disse Brudstykker ikke letteligen kunne have hört til nogen anden Apollonsstatue end den nysomtalte Marmorcopie af Templets Hovedfigur Derpaa gjennemgik Forfatteren, især efter Polybios, Pausanias og Athenæos, de senere Perioder af Grækenlands Historie, paa hvilke enten Staden Phigalia, som Localitet og befæstet Stad, eller Folket have havt en Indflydelse, indtil Begge, Stad og Folk, fårst ved Macedonisk Overmagt i Hellas, og siden ved det achæiske Forbunds Overvægt i Peloponnesens Anliggender, hensank i politisk Ubetydelighed. Hvad til Slutning meddeeltes om Apollonstemplets Opfårelse og dette betyde- lige Foretagendes Anledning, Tidsperiode og Udfårelse,. sluttede sig til Pausanias" bestemte Yitringer herom i hans: Værks VIII. Bogs 4ide Cap. $ 5, hvor det hedder: Staden Phigalia er omgiven af Bjerge; til Venstre (9: nordostlig) af det saa kaldte Kotyliske; men tilhöire (vestlig) udstrekker sig et andet Bjerg, det saakaldte Elaiske. Det kotyliske Bjerg er omtrent i 40 Stadiers Afstand fra Staden. Paa samme ligger en Landsby som kaldes Baooeı (9: Bjergdybderne) og ved denne Apollons Hjelperens Tempel. Endog dets Loft er af Steen (a) og man foretrækker det fremfor alle andre poloponnesiske Templer (blot med Undtagelse af det i Tegea (b) i Henseende til Materialets Skjånhed og Bygningens Harmonie. Tilnavnet Hjelperen fik Apollon, fordi han havde ydet dem sin Hjælp i en pestagtig Sygdom,ligesom han hos Athenerne fik Tilnavnet Ondtforjageren (”AAs&txæxoc) fordi han ogsaa havde reddet dem fra Pesten; og det var just til den Tid da Peloponesierne krigede med Athenerne, at han befriede Phigaléerne fra Sygdommen. Beviser herfor ere, deels hine Apollons Tilnavne, som have samme Betydning, deels, at Iktinos, som levede til Perikles’ Tid og byggede Athenernes Parthenon, ogsaa var det Phigaleiske Tempels Bygmester. (a) Forfatteren læser og interpuncterer nemlig dette Sted saaledes: — — — zai 6 vaos Tod ?Anôllwvos 1où Emixovgiov. Aidov zei avtos 6 dpogos (Seil. écti), vewv dé &c. og han mener, at det var Pausanias? Hensigt at antyde, at endog Loftet (baade i Pronaos, Opisthodomen og i Cellaen selv paa alle Sider af Hypæthren) var af Steen — hvilket Pausanias vel kunde finde værd at bemærke, da mangfoldige af Grækernes Tempelbygninger (ingenlunde blot de archaiske) havde Loftet af Træ; hvorfor ogsaa Pausanias til sin Tid (i det 2det Aarhundrede efter Chr. F.) fandt saa mange forladte Templer med nedstyrtet Loft og Tag (see f. Ex. Pausanias III. c, 22, § 8; VI, c. 25. § 1; og selv i dette samme Capitel VIIL c. 41. $ 6). (b) Nemlig det store Athene-Aléas Tempel, af ionisk Orden, bygget af Scopas i det 4de Aar- hundrede för vor Tidsregning, Pausanias har sely beskrevet det i dennes "VIIlde Bogs 4bde Cap. $ 4. LXXXVII Jeg har allerede sagt (see ovenfor pag. 43) at Apollonsstatuen (det er: Hovedfiguren i Apollonstemplet ved Bassæ) nu er opstillet paa Torvet i Megalopolis.” Pausanias antager altsaa, at den smitsomme Sygdom, fra hvilken Phigalia befriedes, hvorfor denne Stads Indvaanere, af Taknemmelighed imod den frelsende Guddom, lode opfåre det store Tempel ved Bassæ, var den samme Pest som rasede i Athen i det 2det Aar af den peloponnesiske Krig, og hvorom vi have den rædsomme Beskrivelse i Thucydides’ 2den Bog; og der fremgaaer endvidere af dette Sted tre Ting af Vigtighed for Templets og dets Sculpturs Historie, 1) At den herlige Bygning maa være opfårt efter (men rimeligviis ei længe efter) Perikles’ Düdsaar 428 för vor Tidsregning, 9 eller 10 Aar efter Fuldendelsen af Parthenon. 2) At et stort Lys opgaaer, ikke alene over Templets egentlige Architectur, men ogsaa over dets decorative Sculptur, fra den historisk sikkre Omstendighed, at den attiske Konstner Iktinos var den af Phigaléerne didkaldte Entrepreneur (£oyoAd&ßos) for dette Foretagende. Thi af denne Omstændighed bliver det let begribeligt, hvorledes det er tilgaaet, at store Rækker Forestillinger af attiske Heltes Kamp med Amazoner og Kentaurer, (hvilke slet ingen Forbindelse have med et arkadisk Hyrdefolks Traditioner, men derimod ret egentligt have hjemme i Athens Oldsagn) maatte vandre op paa et höit arkadisk Bjerg til et derværende Tempels Prydelse, 3) End ydermere bliver den store Forskjellighed i Stiil og Udførelse, som Frisens forskjellige Figurgrupper udvise, heraf forklarlig, thi Tempelfrisens talrige Marmorplader, med over et hundrede Figurer, ere sikkerligen ikke udfürte hverken i Bassæ etler i Phigalia, men Iktinos har ladet dem udfüre af forskjellige Konstnere i Athen, efter Cartons eller andre Modeller, som i største Overflödighed vare forhaanden i den konstrige Stad, vel endog i Iktinos’ eget Værksted, og han har derpaa ladet dem transportere tilsöes til et Sted paa den triphyliske Kyst ved Nedaflodens Udlöb, hvorfra disse Marmorreliefs siden paa Muulæsler transporteredes opad Bjerget, omtrent paa samme Maade som disse Konstplader, henimod 2240 Aar derefter, i Aaret 4812, vandrede nedad Bjerget til Buzzi paa Triphyliens Kyst, hvorfra de transporteredes tilsües first til Zante siden til Malta og endeligen til London, hvor de nu ere opstillede i det Britiske Museum. LXXXVIII Ordbogscommissionen har i Aaret 4844 holdt 28 Möder, hvori Revisionen af Bogstavet S er fremrykket fra Ordet Söpas indtil Sogneraad. Commissionen er betænkt paa at indkomme til Selskabet med et Andragende sigtende til Ordbogsarbeidets hurtigere Fremme. Landmaalingscommissionen. . Stikningen af Generalkortet over Danmark fortsattes og fuldendtes, og dette Kort vii med det förste udkomme. Den meteorologiske Comitee har i Aarets Löb modtaget Iagttagelser fra Hr. Landphysikus Thorstenson i Reikevig, og fra Hr. Bataillonschirurg Rudolph paa Jacobshavn i Nordgrönland: fra adskillige andre Stationer er Underretning meddeelt om, at lagttagelserne fortsættes. De timevise Thermometeriagttagelser, som Comiteen tidligere lod anstille paa Nicolaitaarn, ophörte med Februar 1840, derimod fortsættes de endnu paa Nyholms Hovedvagt, Paa en Station saa ner ved Jorden syntes det ôuskeligt, at denne Art lagttagelser kunne anstilles gjennem et længere Tidsrum, og den virksomme Deeltagelse ef DHr. Capitain- lieutenanter af Söetaten, gjorde det muligt for Comiteen at udföre dette Önske. De Iagttagelser over Havets Temperatur, som efter den berömte Humboldts, Comiteen gjennem Hr. Conferentsraad Schumacher meddeelte, Opfordring begyndtes i Slutningen af Sommeren 1838, vare hidtil, af Mangel paa en sikker og passende Localitet, kun blevne anstillede i Badetiden (Juni—September). Da imidlertid disse Iagttagelser havde givet Vandets Middeltemperatur paafaldende höi i Sammenligning med Luftens, syntes det dobbelt ünskeligt at finde et andet Sted, hvor lignende Observationer kunde deels gjöres samtidig til Control, deels fortsættes saavidt muligt gjennem hele Aaret. Denne Plan har Comiteen iaar seet sig i Stand til at udfåre ved den Interesse, Hr. Capitain- lieutenant Krieger, der for Tiden er Næstcommanderende paa Trekroners Batterie, har viist denne Sag; derved ere nemlig disse Observationer blevne optagne blandt de lagt- tagelser, der regelmæssigen anstilles paa Batteriet hver tredie Time af Dögnet. Da Hr. Lector Steenstrup under sit Ophold paa Island havde bragt i Erfaring, at det islandske litterære Selskab havde tilveiebragt en Forening mellem endeel af Öens LXXXIX Præster, til at anstille corresponderende Veiriagttagelser over hele Landet, opfordrede- han Comiteen til at understötte denne Selskabets Virksomhed, ved at meddele det de fornödne Thermometre. Comiteen troede saa meget mere at burde gaae ind paa dette Forslag, som Bestemmelsen af Temperaturforholdene paa Island, formedelst Öens Be- liggenhed, have meer end almindelig Interesse og navnlig er af Vigtighed for Bestemmelsen af Isothermernes Gang, Den afsendte derfor i Maimaaned 45, indbyrdes og med Nor- malthermometret omhyggelig sammenlignede, Qvxgsölvthermometre, og i den vedfüiede- Skrivelse meddeelte den tillige Selskabet sin Mening angaaende Maaden at opstille og jagltage Instrumentet paa, samt udbad sig regelmæssig tilsendt Afskrift af lagttagelserne. 1 sit Svar, der indlåh i Slutningen af Aaret, har Selskabet, nest at takke for Til- sendelsen af Instrumenterne, som alle vare modtagne i god Stand, givet Comiteen en Udsigt over Foretagendets Gang, og lovet den forlangte regelmæssige Meddelelse af Observationerne, Ved senere Leilighed havde Comiteen tillige opfordret Selskabet i Almindelighed og Hr. Thorstenson i Særdeleshed til at foranstalte timevise Barometer- iagttagelser, da nogle Observationer af denne Art, som Hr. Steenstrup havde anstillet i Reikevig, syntes at antyde en usædvanlig Störrelse af Barometrets daglige Middeloscillation. Hr. Thorstenson, hvis ualmindelige Iver for Iagttagelser, Meteorologien allerede skylder saameget, erklærede sig ogsaa villig til at overlage dette Hverv, naar Comiteen vilde forsyne ham med et passende Instrument. Dette opsendtes endnu i Efteraaret, og ved Skrivelse af 29 October har Hr. Thorstensen underrettet Comiteen om, at han har modtaget det i god Stand og strax begyndt lagttagelserne dermed. Udgivelsen af de guineiske Observationer, hvortil de fornödne Midler bevilgedes ved Selskabets Beslutning i Marts 4844, er i Löbet af Aaret skreden saa vidt frem, at den tabellariske Deel af Arbeidet, indeholdende de originale Iagttagelser, tilligemed Reductionerne for Barometret, samt de daglige Medier af de forskjellige Observationer, var færdig fra Trykkeriet i September. Beregningen af Resultaterne er siden den Tid fortsat og saavidt fremmet, at det Hele vil kunne ventes færdigt i Löbet af 1842. Det magnetiske Observatorium. I Beretningen for foregaaende Aar er det allerede omtalt at Begyndelsen til de nye mere omfattende Indretninger til magnetiske Iagttagelser, som Hs. Majestæt havde befalet tilvejebragte og med kongelig Gavmildhed understöttet, var gjort, idet den polytechniske Læreanstalts Observatorium var flyttet op paa Volden, og en anden större 12 xc Bygning var opfort i lengere Afstand derfra. Fuldendelsen af denne Bygning, der var bragt under Tag für Vinterens Begyndelse, forsinkedes imidlertid ved denne Sommers ualmindelig ugunstige Veirlig længere, end man havde ventet. Det saakaldte Dornske Leertag, hvormed Bygningen er belagt, maa nemlig, for at kunne opfylde sin Bestemmelse, at afgive en fuldkommen vandtæt og tillige varig Bedækning, fuldendes i meget tårt Veir; og da Erfaringen ved det mindre Huus havde viist de skadelige Folger af, ikke strengt at overholde denne Forholdsregel, troede man dennegang at burde anvende den störste Forsigtighed og overlade til Bygmesterens eget Skjönnende, naar det kunde ansees for tilraadeligt, at lægge den sidste Haand paa Arbeidet. Fölgen heraf var, at Bygningen fårst i September 1841 kunde afleveres; men Taget har nu ogsaa i det paafölgende usædvanlig regnfulde Efteraar fuldkomment staaet sin Pröve. Bygningen, der danner en regulær Ottekant af 19% Fods Radius, er beliggende i Gyldenlåves Bastion for Enden af Farvegaden, og saaledes orienteret, at dens ene mindste Diameter omtrent falder sammen med den magnetiske Meridian. , I Valget af dens Form og Dimensioner lededes man naturligviis fornemmelig af Hensyn til det Oiemed, hvortil den skulde benyttes. Efter Planen skulde nemlig dette Huus, som det egentlige Hovedobservatorium, tjene deels til Bestemmelsen af den absolute Declination, deels til Anstillelsen af de regelmæssige Iagttagelser over Forandringerne i Declinationen, den horizontale Intensitet og, naar det dertil passende Instrument kunde erholdes, ogsaa i Inclinationen. Der maatte altsaa skaffes Plads til at opstille de hertil fornödne Appa- rater saaledes, at hverken Naalen i Bifilarmagnetometret eller den i Inclinatoriet kunde udåve nogen Virkning paa den absolute Stand af Declinationsnaalen. Tillige ansaaes det for önskeligt, at alle Iagttagelser kunde anstilles fra samme Punct; foruden at man nemlig ved et saadant Arrangement vilde kunne lade sig nåie med eet Uhr og een Theodolith, vilde det ogsaa derved blive muligt for den samme Iagttager, i korte Intervaller at kunne anstille Obsgpvationer med de forskjellige Apparater; Noget der især ved Terminsobservationer bliver af Vigtighed. Alle disse Fordringer syntes lettest at kunne fyldestgjåres, naar Bygningen fik Formen af en Cirkel eller en Mangekant, hvis Centrum blev det Punkt, hvorfra Iagttagelserne anstilledes, medens de forskjellige Magnetnaale ophængtes ved Omkredsen, og hvis Radius, for at de enkelte Scaladele kunde faae den sædvanlige vedtagne Værdie af 20”, maatte være omtrent 9 Alen. Overeensstemmerde hermed er nu i Midten af Huset anbragt en Sandsteens- pille, der bærer Theodolithen og Scalaerne; ved den nordlige Side er det egentlige Declinationsapparat ophængt; mellem den vestlige og sydvestlige er Pladsen til Bifilar- apparatet, og da dette fordrer en höiere Ophængning end de üvrige, er Loftet paa dette ! Sted hævet i Vèirel; paa den östlige Side er Indgangen, og mellem denne og den sydostlige er ladet Plads til et Inclinatorium. Magnetometret eller det egentlige Declinationsapparat er det samme, som tidligere har været benyttet i det mindre Huus; dette blev, saasnart den stårre Bygning var afleveret, opstillet paa den det bestemte Plads; og derpaa alle de til Bestemmelsen af den absolute Declination fornådne Under- sögelser foretagne, saaledes at de i Novemberterminen anstillede Variationsobservationer kunne betragtes som ligesaamange absolute Bestemmelser af Declinationen, hvis Störrelse efter et Middeltal af dem alle kan ansættes til 47? 11° 5 Vestlig, Bifilarapparatet er ligeledes saavidt færdigt fra Instrumentmagerens Haand, at det kan ventes at komme i Brug i Løbet af Vinteren. Saasnart Declinationsapparatet var opstillet i Hovedobservatoriet, begyndte man paa at indrette det mindre Huus, der hidtil var anvendt til Variationsiagttagelser, over- eensstemmende med det Öjemed, hvortil det skulde benyttes efter den udvidede Plan. Ifülge denne skulde det nemlig tjene deels til Bestemmelsen af den absolute Intensitet, deels til deri at foretage adskillige Forsög, som ikke kunde gjöres i det större, uden at afbryde de regelmæssige Iagttagelser, deels endelig til at anstille corresponderende Observationer, under Forsågene i Hovedobservatoriet. Det var fornemmelig med Hensyn paa den förste Bestemmelse, at adskillige Forandringer ved Apparatets Opstilling vare nødvendige; men disse kunde ikke foretages, fürend man ved Fuldendelsen af den storre Bygning var forsynet med et Apparat til at anstille de i Mellemtiden muligviis forefaldende Iagttagelser. Da det mindre Huus er kun omtrent 40 Alen langt, og neppe halvt saa bredt, vedblev det nye Stativ, der gjordes saa solid og uafhængigt af ' Bygningen som muligt, at være anbragt ved den bageste Væg; men midt for denne ophængtes det nye Magnetometer, udfürt omtrent som det ældre, kun at Speilet er midt paa Naalen, og paa begge Sider deraf opfårtes udenfor Huset i en passende Afstand Steenpiller til Brug ved Afvigningsforsügene. Hermed ere nu anstillede de forelübige Undersügelser saasom til Bestemmelse af Traadens Torsionsmoment, Appa- ratets Masses Moment o. s. v. saa at det, der endnu staaer tilbage til Bestemmelsen af den absolute intensitet, kun er de dertil nödvendige Afvigningsforsög, hvortil de for- nödne Apparater endnu ikke ere ganske færdige fra Instrumentmageren. Saavel med disse, som med hvad der endnu mangler i Hovedobservatoriet, er imidlertid Arbeidet ‚OR ig ne 2 | LIBRARY) 5; \ ANA A XCII saa vidt fremmet, at begge Bygninger ville kunne være fuldkomment ordnede i Löbe af de fürste Maaneder af 1842, Imidlertid har det, ved Deeltagelse af nogle yngre Mænd, som interessere sig for disse Undersögelser, været muligt at lægge en Plan til at anstille regelmæssige Iagttagelser over de daglige Forandringer i Declinationen og Intensiteten; og dette i Forening med jevnlige Bestemmelser af den absolute Inteusitet vil blive Hovedopgaven for Observatoriets Virksomhed i det kommende Aar. ANATOMISK BESKRIVELSE CHELYOSOMA MAC-LEAYANUM. AF DAN. FRED. ESCHRICHT, PROFESSOR VED KIÜBENHAVNS UNIVERSITET. Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh, IX Deel, A deta One pr DOTE st re ea TA Sie ware On het AN ea > MATE AMONT LA 3 i CA Om (RY Ian À "vær 1 a un Fa i hi ’ un ul ee i ii aif. MALE Tr så i PA i, | 4 i = ne an mm - BR AN a ) i à ig À PAC ALLAN AMOR0 THE Le | on D PU d LE C2 rr en i” mee) Ape. VE l' ji ey ye Piet PR by eu 24 k ET us à db. x me eee 3 ke eget tiller ya st ' i + A N zu ‘ab : | NE à ones Aa M U = er | DEN TEEN 199 ag HA A At RR i ni e 7 . RER EN VO skarer vender EAN PL RAN ha he = lien pe ay i i x 4 "Ot He) b's : ir | 1 i ad, lgd 4 Oo PRES AZ «1 . a 2 BER kg er iT ha ‘+ så à m USET i se r Hase = ' Eh 3 . . LL. m ik i PAL. M LUR, EN i å 5 sad \ HET a | Å i oe aS OR ae) ate nd: Pa kø i | pea 4 A ‘aoe re dane", M ne NAR Wir: à ENS i, ee Was 4. On cr HMR LE Lk, Fl erage NIE Te 1 i ane as Pht a is D id Lu Gore vn 1 IN | Bir shone ra er LAVE lai | AR i ¥ à CI (A [| den righoldige Samling af lavere Dyr, som min utrættelige Ven, Ca- pitain-Lieutenant Holböll, nedsendte fra Godthaab i Sommeren 1840, fandtes to Exemplarer af et Legeme, der strax tiltrak sig min Opmerk- somhed ved sin usædvanlige Form. Det lignede en aflang flad hornagtig Brikke med meget skarpe Kanter (Fig.2, 3). Naar man klemte det mellem de to Flader, fålte man let at det var huult, eller at det egenlig bestod af to aflange tynde Hornplader, der forenedes ved en tredie ringformig Horn- plade langs hele Omkredsen. Den ene af dette brikkeformige Legemes Flader sad fast paa et fremmedt Legeme, den anden (Fig 1) var fri, og paa denne frie Plade viste sig to Aabninger (c, d), omkring hvilke et System af Furer straalede ud, tildeels meget regelmæssigen. Furerne gik gjennem hele Pladens Tykkelse, saa at de deelte den i flere bevægelige Dele eller Skjolde. Af disse Skjolde fandtes sex smaa trekantede om hver af de to Mundinger. De stødte sammen i det fælleds Middelpunkt, som om de havde kunnet virke som et Slags Tænder. Mellem de to Mundinger fandtes et stort Mellemskjold (Fig. 4 n); ad Randen til fandtes 7 Skjolde af forskjellig Störrelse, Randskjoldene (Fig. 1 0, 0, 0). Paa den modvendte fastsiddende Plade fandtes ingen lignende Furer, ikke heller paa Ring- pladen. Det ene Exemplar, Fig. 4 og 2, var omtrent 4” langt, 74 bredt; dets Höide udgjorde i Midten 4“, paa den ene Ende 2/”, paa den Ar 4 anden (a) 5°. Begge dets Kredsrande, hvorved de aflange Plader ad- skiltes fra Ringpladen, stode stærkt frem, saa at alle Legemets udvendige Flader vare udhulede. Da nu desuden dette Exemplar ogsaa var noget krummet efter sin Længdeaxe (see Fig. 2), saa maatte den Brikke, hvor- med dette Exemplar skulde sammenlignes, antages stærkt forbüiet. Det andet Exemplar (Fig. 5) var noget mindre, nemlig 10 langt, 6” bredt og 44 höit. Det var desuden meget mere jevnt, omtrent lige höit overalt. Men Formen var iövrigt ganske. den samme, ligesom ogsaa Tegningen af Furerne paa den överste Plade. Det större Exemplar var fæstet til et Blad af en Havplante. - Paa dets üverste Flade sad en Balan (Fig. À x), og paa den ene Ende af dets Kredsrand (Fig. 1, 2a) hang. en lille tynd Stilk, der bar en overmaade tynd, lille Skive, inddeelt i flere smaa flade, sexkantede Legemer, som man strax maatte formode var Yngel. — Det mindre Exemplar var hæftet paa en itubrukket Skal af en Cardium. En lille Ascidie (Fig. 5b) havde sat sig paa den ene Ende af dets Omkreds, en anden endnu mindre (d) paa dets üverste Flade, og en hornet Stilk, maaskee en Udvæxt, sad paa Siden af Ringpladen (e). At disse brikkeformede, hornede Legemer vare Rapsler for Ascidier, maatte jeg især ledes til at formode ved de to Mundinger paa den överste Plade; men de vare for mig en ganske ny Form i Ascidiernes Familie, indtil jeg ved Dr. Becks velvillige Meddelelse erfarede, at den allerede er iagttaget og beskrevet af FF. I. Broderip og G. B. Sowerby i Zoo- logical journal Nr. 47. London 4829 under Navn af Chelyosoma Mae- Leayanum. Deres Beskrivelse er ogsaa ledsaget af en særdeles smuk Af- bildning af Dyrets Ydre. Derimod have de levnet mig Leiligheden til at give den anatomiske Beskrivelse af denne meget mærkværdige Form. Ved at klippe Skallen op langs hele Kredsranden kom man ind i et Rum, i hvilket alle de blöde Dele eller, om man vil, hele det egenlige Dyr sad som en flad Skive fast til den överste, furede Plade, hvorimod 5 det kun ved to store Ernæringskar var forenet med den nederste glatte Plade. I det skiveformede Legeme kunde man uden videre Præparation kjende flere Organer gjennem det gjennemsigtige seråse Overtræk (see Fig. 4 B, fire Gange forstörret), nemlig Maven omfattet af Leveren (f), Tarmen (ghi), Aorta (lm) med dens meget stærke Grene, og den til Kionsdelene hörende Rende (x y). Den åverste Flade af det skiveformede Dyr kunde ikke saa let bringes til Syne. Istedetfor at ligge adskilt fra Skallen ved en rummelig serös Sæk, saaledes som Skivens nederste Flade, var den paa det Nöieste fæstet til Kapslen. Havde denne Befæstigelse ikkun fundet Sted ved de to Mundinger, saa vilde Forholdet ikke have været forskjelligt fra det hos alle andre Ascidier, men det var ganske anderledes. Hele denne ene Flade af det skiveformige Ascidielegeme var nöie fæstet til alle Furerne af Rapslen ved Hjelp af korte Muskelfibre. For at faae denne Flade (Fig. 4.4) og Indsiden af Kapslens furede Plade at see, maatte altsaa disse Muskelfibre lösnes langs med alle Kapslens Furer. Efterat dette var skeet, saaes endnu paa Indsiden af Kapslen langs med Furerne en Række smaa Forhöininger og Fordybninger som Spor af Musklernes fore- gaaende Virkning, og paa Indsiden af hver af de smaa Skjolde omkring Mundingen en enkelt större tapformig Fremstaaenhed. Af stürre Interesse var imidlertid Betragtningen af selve Asci- diens Overflade, der ved denne Lösning kom tilsyne, og som under fire Ganges Forstörrelse findes afbildet i Fig. 44. Den var i Eet og Alt forskjellig i Udseende fra den modsatte Overflade af det samme Ascidie- legeme (Fig. 4B). Det serüse gjennemsigtige Overtræk laae her (Fig. 4 A) bedækket med alle de fra Kapslen lösnede Muskler. Indenfor det saaes kun meget enkelte Indvolde skinne igjennem, nemlig Endetarmen (k) og den store Nerveknude (c) med nogle tilhérende Dele (d og ¥). Tévrigt saaes overalt iMusklernes Mellemrum den dybereliggende Aandeseek skinne igjennem med sine Længdefolder og Vorter (Papiller), hvilke paa 6 den modsatte Flade (B) havde været skjult af Indvoldene. For at faae begge. de saa overmaade forskjellige Flader lagt ved Siden af hinanden til Sammenligning, flækkedes hele det flade Ascidielegeme ved et Snit, der gik ind i Aandesækken og langs hele Omkredsen, saaledes, at de to Skiver kun endnu hang sammen paa Overgangsstedet af Spiseröret og af Tyktarmen. Det saaledes flakte Ascidieleyeme er afbildet under fire Ganges Forstürrelse i Fig. 4. Den frie Flade (B) viser sig noget mindre i Omfang, fordi Snittet ikke er gaaet i selve Randen, men kun langs dermed i selve Fladen. Den store Contrast mellem denne Ascidies to Flader er sikkerlig meget mærkværdig. Hos ingen anden Ascidie veed jeg at noget Lig- nende er blevet iagttaget. Det har ikke havt nogen Vanskelighed at finde Analogien mellem Ascidiernes og Bivalvernes Bygning, mellem Ascidierne og Gasteropoderne har denne Analogie neppe endnu kunnet eftervises; maaskee kan dette skee her. Den ene Flade (4), den der svarer til Rapslens furede Plade, forekommer mig at maatte kaldes Bugfladen, den modsatte Rygfladen. Paa hiin findes nemlig Mundaabning og Nervesy- stemet. Mundaabning kan vel nok den Aabning kaldes (a), hvorigjennem Föden føres ind, og hvorigjennem Vandet föres ind og ud til Aandedrættet ligesom Luften hos de lungeaandende Hvirveldyr. Den store Nerveknude, Hjernen, faaer efter denne Anskuelse sit sædvanlige Leie hos Blåddyrene, og udsender paa sædvanlig Maade to store Grene (**) forud, der ring- formigen omfatte Munden, kun at deres Forening til Ringens Slutning ikke tydelig kunde eftervises. Gattet (b), den Aabning, hvoriyjennem En- detarmen og höist sandsynligviis de mandlige Rjünsdele udmunde, ligger ifölge denne Betragtningsmaade ligeledes paa Bugsiden, men mere bagtil. Tager jeg ikke ganske Feil i denne Synsmaade, saa sidder altsaa denne, tilligemed alle andre Ascidier, egenlig fast med Ryggen, og vender Bugsiden i Veiret. I hvert Fald maa det være os tilladt, i det Fölgende at kalde den til den furede Plade svarende Flade Bugsiden, den modsatte Rygsiden. Hvor væsenlis den Charakteer er, at Bugpladen er inddeelt i bevæ- gelige Skjolde, erkjendes let ved Betragtningen af selve Dyrets tilsvarende Flade, Bugfladen. — Hos alle andre Ascidier findes, saavidt vides, altid paa selve Dyret indenfor Skallen först et seröst Overtræk, dernæst et Lag Muskelfibre, der snoe sig om Dyret omtrent som Muskelfibrene paa en Ventriculus eller anden sammentrækkelig Blære hos höiere Dyr. Hos den her beskrevne Art mangler dette Muskellag indenfor det seråse Overtræk ganske og aldeles, og i dets Sted træder et ganske forskjelligt Muskelsy- stem udenpaa det seråse Overtræk, som et sammentrækkeligt Bindeled mellem det og den furede Plade. Respirationsmechanismen er altsaa ganske forskjellig hos denne Ascidie fra den hos alle andre hidtil be- kjendte, og den maa ikke alene danne en ny Slægt i denne Familie, men, om jeg ikke tager meget feil, betragtes som Repræsentant for en ny Gruppe iblandt dem. Chelyosoma fortjener nu maaskee at beskrives noget nöiere i alle enkelte Dele. Gaae vi först til Betragtningen af Muskelsystemet, som ligger yderst paa Dyrets Bugflade (Fig. 44) og tjener som Bindemiddel mellem den og den hornede Kapsels enkelte bevægelige Skjolde, saa af- giver det i det Hele taget en Tegning, liig den af Furerne og Skjoldene paa Kapslens Bugplade. Furernes Forlöb betegnes her ved eenslöbende dobbelte Rækker af korte Muskelfibre; Skjoldenes inderste Deel ved mu- skelfrie Rum, hvorigjennem Aandesækken bliver synlig. "Til Middelskjol- det svarer et lignende muskelfrit Rum eller Felt (n), i hvilket Nervesy- stemet sees igjennem; til de 7 Randskjolde et lignende Antal Felt (0, 0, 0, 0, 0) nærmere Randen; til hvert af de 6 smaa Skjolde omkring hver Munding 8 en lille lys Plet, (p, p, p) som nöie har passet ind i den ovenfor (Pag. 5) omtalte ‘Tap paa Indsiden af hvert af disse Skjolde. Muskelfibrene vare i det Hele taget omtrent 4” —1 lange. Hvert Felt fik altsaa overalt en muskulås Bord af denne Brede, og det egenlige muskelfrie Felt blev saa meget mindre end det tilsvarende Skjold paa Kapslen; de to mindste nærmest den forreste Ende liggende Felt bleve endog næsten ganske dæk- kede ved denne Bord. Kun meget enkelte, lange Trevler strakte sig tvert over de större Felt fra Mundingernes Muskler til Randmusklen. I det Hele taget havde alle Musklerne en Vifteform med den brede Ende heftet til Furerne paa Rapslen, den smalle, mere senede, til Dyrets seråse Over- træk. Skarpest udtalt var Vifteformen af de Muskler, der laae under de 6 smaa Skjolde om hver af Mundingerne, Fra Skjoldenes Omkreds convergerede Fibrene mod Tappen i Midten, og satte sig paa en ring- formig Sene (p), der snoede sig om Tappen. Men paa samme Sene satte sig desuden Tvertrevler, der forenede disse fjerede Muskler til en Stjerne. Nærmere den egenlige Munding fandtes endnu andre Tver- eller Kreds-Trevler, der dannede en indre Snöremuskel, og i et dybere Leie fandtes mange lodret med denne sig krydsende Trevler, der maatte ansees for Mundingernes Udvidere. Gattet (b) var sexkantet; ved Mund- aabningen fandt det besynderlige Forhold Sted, at den for en meget stor Deel var lukket ved en egen Hinde (x), saa at den egenlige Aabning (a) kun var lille og ligesom tre-fliget. Den store Nerveknude (Fig. 4 Ac) var 3° lang, 4 bred, valse- dannet, guul afFarve. Den laae jevnsides med Bugfladens Længdeaxe, lidt til Venstre. Fra dens forreste Ende, navnlig fra dens to forreste Hjørner, udgik 4 Grene, hvoraf de to (**) kunde forfølges omkring Mundens stjernefor- mige Muskelapparat til lidt over en halv Kreds, og de to andre syntes at tabe sig i de nærmest til Siden liggende Muskler. Fra dens bageste Ende gik omtrent 8 Grene ud, hvoraf de fire syntes at tilhåre Gattets Muskler, de 4 andre de mere til Siden liggende Muskler. 9 Overmaade mærkelige ere to Legemer, som hos Chelyosoma findes i nær Forbindelse med den store Nerveknude. Det ene har ganske Ud- seende af en Blære (d), fyldt med et hvidt Stof. Det er omtrent 1’ langt, 1 bredt; ligger til Venstre tæt op til Nerveknuden, men bliver ved den bageste Ende af denne stærkt sammensnöret og synes med en Stilk at hænge fast til selve Nerveknuden eller idetmindste til en Green derfra. Ved gjennemgaaende Lys iagttoges en Række bueformige Tver- striber, maaskee kun Rynker i Væggene, maaskee Tverskillerum. Det andet (Y) har Form af en Kjülle, er omtrent 3 langt, ligger tæt foran Nerveknuden og Blæren, ligeledes mellem den seröse Hinde og Aandesæk- ken og i Legemets Længdeaxe, med sit Skaft ind imellem Nerveknuden og Blæren, med sit Hoved tæt op til den bageste af Mundens fjerede Muskler. Det synes at være temmelig fast, men er dog ingenlunde benet eller hornagligt. Hovedet, der neppe er 4 i Gjennemsnit, findes i stær- kere Forstörrelse Fig. 5. Det har fortil en dyb Grube (a), der synes at füre ind i eu stôrre Hule(b). Paa hver Side af Gruben er en Fremstaaen- hed (c) med et dybt Hul paa den indvendige Væg (d), der let faaer Ud- seende af et sort lille Legeme. Paa begge Exemplarer fandtes dette blære- og dette kjülledannede Legeme i selvsamme Forhold. Jeg veed aldeles ikke at tyde dem anderledes end som Höreredskaber. Skulde saadanne overhovedet kunne eftervises hos andre af Blöddyrene end hos Blæksprutterne? eller skulde de maaskee fortriinsviis endnu kun findes hos Blåddyr med en mere fast Hornbe- klædning? Gjennem Mundaabningen føres man ind i en lille rund Hule med en egen hornagtig Kredsvæg (Fig. 6 n). Indad er denne Hule kun adskilt fra Aandesækken ved en Krands af lange Föletraade (a). Disse Föletraade ere meget stive. De hænge end ikke paa det düde Dyr slapt ind i Aande- Vid, Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel, B sækken, men ere rettede ad den ydre Munding og krummede paa Enden. Paa mit ene Exemplar tildrog sig to af disse Föletraade, og netop de to, der vare hæftede meest fortil og, om jeg ikke tager feil, ogsaa stode udenfor de andres Række, nærmere den ydre Munding, min sær- deles Opmærksomhed derved, at de havde en hvid, rund Knop ikke langt fra deres Spidse. Jeg har stor Formodning om, at disse Knopper kunde være Öine, men er bleven tvivlsom derved, at jeg ikke fandt de samme knoppede Fülevorter paa det andet Exemplar. Aandesækken hos Chelyosoma er meget rummelig. Den har om- rent samme Længde og Brede som hele det egenlige Dyr, og ved at flække den langs Randen, blev, som ovenfor (Pag 6) angivet, hele Dyret flakt i de to Skiver (Fig. A og- B). Et Stykke af Aandesækken 4 Gange forstörret er afbildet Fig. 6. Det er netop det Stykke, der nærmest be- dækker Nervesystemet, Gattet og Endetarmen, eller den venstre Deel af Aandesækkens Bugvæg. Man seer Nerveknuden (c) og de to tilhörende Legemer (d, 8), Gattet med dets stjerneformige Muskelapparat (b) og En- detarmen (k) skinne igjennem. Paa sin Indside er Aandesækken besat med en Mængde jevnsideslöbende Længdefolder, der dog ere meget lave og staae omtrent 17” fra hverandre. I omtrent lige Afstand indbyrdes (altsaa 1) hæve sig en Mængde tapformige, blöde Vorter (Papiller) paa disse Længdefolder, og paa nogle Steder syntes atter disse Vorter at være forenede ved lave Tverfolder, saa at hele Aandesækkens Indside er deelt i fiirkantede Rum af 177 Længde og Brede og med en Papil i hvert af Hjörnerne. | Meget forskjellige fra disse Vorter, men ganske af samme Beskaf- fenhed som Föletraadene ved Indtrædelsesaabningen, er en Række Föle- traade (z, 2), der strækker sig fra denne Aabning af i lige Linie til den bageste, venstre Krog af Aandesækken, og her förer lige til den indre Mundaabning (u), eller vel rettere til Spiserörsaabningen. Af disse Fö- letraade, omtrent 23i Tallet, ere de forreste kortere, de bageste længere, 11 omtrent lige saa lange som de i Rrandsen omkring Indtrædelsesaabningen (a). De bageste staae netop paa den Deel af Aandesækken, som bedæk- ker Endetarmen. De forreste forekom mig længe at staae langs en egen Rende, som jeg antog for et ledende Halvrör for Födemidlerne fra Mund- aabningen til Spiserüret. Senere fandt jeg, at denne Rende egenlig dannes af to stærke Strenge, som gaae fra Mundaabningen udenpaa Aandesækkens udvendige Væg i denne Retning, og maaskee kun tjene til et trække Endetarmen fremad, eller maaskee til at reise den omtalte Række af Föletraade i Veiret. Fortil udspringer dette Par Strenge gaffelformigt (v) fra Mundaabningens Muskelapparat. Omtrent i Midten af deres Forlöb mellem Nerveknuden og Gattets Muskelapparat stöder en Tverstreng af lignende Natur lodret sammen med hine. Skulde maaskee Undersøgelsen paa mere friske Exemplarer eftervise, at disse Strenge egenlig ere Kar, der fire Blodet fra Aandesækken til Hjertet? Vist er det, at hiin Række af lange Föletraade paa Aandesækkens Indside förer i lige Linie fra Indtrædelsesmundingen til Spiseröret (u). Men netop ved Indgangen til dette ligger ogsaa Hjerteforkammeret (s) og Hjertet (t), saa at man, uden at kjende dettes Leieforhold hos Asci- dierne i Almindelighed, letteligen vil antage disse for Fülelæber til denne saakaldte Mundaabning. Det er overhovedet meget mærkværdipt, hvorledes hos Chelyosoma alle de paa Bugvæggen liggende forskjellige Dele netop ligge i een Linie fra Mundaabingen af til det bageste venstre Hjørne, nemlig Nervesystemet med de formodede Höreredskaber, den dob- belte Streng paa Aandesækkens Udside, Fületraadsrækken paa dens Ind- side, Hjertet, Endetarmen og Spiserürets Begyndelse. Mellem Hjertets Forkammer og Kammer fåres vi i det bageste venstre Hjørne af Aandesækken ind i Spiserüret. Dette slaaer sig strax om paa Rygvaggen, forlöber skraat fortil (Fig. 4 Be og Fig. 6 e) og træder ind i Maven. Fra Rygsiden betragtet (Fig. 4Bf) seer denne ud som en Rlase af Blindtarme til Tarmen; men, naar man klipper ind i denne B* 12 Klase, saa finder man en temmelig stor Hule indvendig, kun at Spiseröret virkelig forlænger sig paa dens Rygvæg som en Halvkanal til Tarmen, netop som en Bolerende. De temmelig korte Blindtarme til Maven (f) maac udentvivl ansees for Lever. 'Tarmen (g h i) danner en enkelt Slynge, kommer tilbage til hiint venstre bageste Hjørne, og slaaer sig nu om paa Bugvægoen (k) for at forlöbe hen til Gattet. Det naaer imidlertid ikke hen til dette selv, men ender, som om det var skarpt afskaaret, omtrent 4” derfra. Maven og Tarmen fandt jeg tom, Endetarmen var fyldt med en grönguul Masse. Af Rarsystemets Dele har jeg allerede havt Leilighed at nævne Hjertets Forkammer (Fig. 6s) og Rammer (t) som liggende ved Ind- gangen til Spiseröret, og bedst synlige i den opklippede Aandesæk. Fra Kammeret udspringer Aorta som en forholdsviis meget tyk Stamme, og lægger sig først tet til Tyktarmen (Fig. 4 BD, derpaa midt i Tarmens Slynge, og udsender herfra meget store Grene til alle Sider. Grenene dele sig dichotomisk # eller 5 Gange; men det er paafaldende, at hver Endegreen synes at håre ganske pludselig op, som om den endte blindt. Overalt i Rygvæggen, saasom i æ og 6 sees et meget smukt Net af dicho- tomiske mindre Grene, men det er umuligt at bestemme for vist, om disse Grene ere Arterier eller Vener, eller tildeels idetmindste maaskee Kjer- telyange. Veien, hvorigjennem Veneblodet fires til Aandesækken, synes at være et Kar (Fig. 4 Bw), der gaaer langs med Tyndtarmen. Haarkarrenes Fordeling i Aandesækken lod sig paa mine to Spi- ritusexemplarer endnu overmaade godt erkjende under Mikroskopet En Afbildning deraf (52 Ganges Forstörrelse) sees i Fig. 7. De sidste Karender danne Snirkler, omtrent lig halvsammenrullede elastiske Fjere. Som oftest fandtes en saadan Snirkel (e) til hver Vorte (6) i Aandesækken, men Snirklernes Tal er dog altid lidt større end Vorternes, og de laae ingen- 15 lunde alle i samme Retning til disse. De vare overhovedet hverken lige store eller dreiede til samme Side, men laae tvertimod som oftest med Convexiteten mod hverandre. Ved gjennemgaaende Lys viste de sig svagt mårke med mange uigjennemsigtige Puncter, maaskee sammenskrumpede Blodkorn, men langs med deres concave Rand laae en mere gjennemsigtig Bord (Fig. 7 d), maaskee Veien for det tilbagevendende Blod. Forplantelsesredskaberne fandtes lige saa utydelige hos Chelyo- soma som hos Ascidierne i Almindelighed. Som Æggestok maa jeg an- tage den mørkere Deel med de mange dichotomiske Smaakar (Fig. 4 Be) mellem Maven og Tyktarmen, maaskee ogsaa den lignende mürke Deel omkring Tarmens Omslyngning (a). — Hvis en Testikel her er tilstede, saa maa det vist vere en anden lignende mörk Deel med mange dicho- tomiske Smaakar (Fig. 4B 6) paa den forreste Deel af Rygveggen. Som Grund for denne Antagelse kan maaskee Tilstedeværelsen tjene af en særegen, ganske afsondret Rende (Fig. 4B x y), der havde en meget fast Consistents, og forléb som et meget langtrukket N fra dette forreste mürke Legeme af (6), langs den höire Side af Rygveggen, til det bageste höire Hjörne (y), hvorfra en tynd Gang (y’) syntes at lede hen til det bageste venstre Hjørne. Det blev ovenfor anfört, at en lille, overmaade tynd og ganske flad Skive, sammensat af sexkantede celleformige Smaalegemer, sad ved en Stilk fæstet til det större Exemplars Skal (Fig. 1a). Jeg forsömte ikke at betragte disse Smaalegemer under Mikroskopet, og fandt virkelig, at hver af dem indesluttede et mørkere Legeme indeni sig, der nok kunde antages for en ung Ascidie; — men videre tillod disse Hjelpemidler mig ikke at gaae. 14 At det her af mig anatomisk beskrevne Blöddyr er det selysamme som det af Broderip og Sowerby for 41 Aar siden under Navn af Che- Iyosoma Mac-Leayanum opstillede, er der al Grund til at formode. De for denne Slegt og Art givne Characterer passe overmaade godt paa det af mig beskrevne. De lyde saaledes (Zoological journal Nr. 17 Pag. 47): “Chelyosoma. Corpus sessile, fixum testä coriaceå superne diviso-lami- natå indutum. Orificia conica, utrumqve valvulis 6 trigonis elausum. — Ch. Mac-Leayanum. Ch. elongoto-ovatum, basi affixum, superne planum, octopartitum, laminis striatis, orificiis prominentibus. Hab. in oceano arctico, saxis adhærens.” — I denne Beskrivelse skulde jeg kun önske til- föiet bag “sessile” i Slegtsbestemmelsen: depressa, discoidea. Udtrykket superne diviso-laminata kunde maaskee bedre udtrykkes ved: in facie libera e scutellis mobilibus composita, og „saxis adherens” bör sikkerligen for- andres til: corporibus alienis adherens. Ogsaa den af disse Naturforskere givne meget smukke Afbildning af Dyrets Ydre og af Musklerne omkring Aabningen (Pl. 7 Fig. 6) vil man finde i det Væsenlige at stemme med mine Tegninger. At derimod de faa af hine Iagttagere gjorte anatomiske Angivelser ikke stemme med mine, forklares vistnok tilstrækkeligen deraf, at i det af dem undersågte Exemplar “the decomposition was so far ad- vanced, that the ovaries and other viscera were nearly reduced to a sha- peless pulp.” Til disse Uovereensstemmelser hörer især den Angivelse, at der skulde være “no traces of tentacula surrounding the branchial ori- fice,” en Feiltagelse, som staaer i Forbindelse med den, at de have for- vexlet de to Aabninger med hinanden. Angivelsen, at Kroppen kun skulde hænge fast ved de to Aabninger, beroer sikkerligen kun paa Musk- lernes Lüsning ved Macerationen. 15 Forklaring over Robbertavlen. Fig. 1. Chelyosoma Mac-Leayanum (det store Exemplar) seet fra den frie Flade (Bugfladen); a den forreste Ende, hvorpaa en Gruppe af Unger paa en Still; b den bageste Ende; ce d n Indtredelsesaabningen (Mundaabning) med sex smaa Skjolde; Gattet med sex smaa Skjolde; Middelskjoldet ; 0,0,0,0 Randskjoldene; x a b e d en parasitisk Balan. 2. Chelyosoma (det store Exemplar) sect fra venstre Side. - 3. Chelyosoma (det lille Exemplar) seet fra venstre Side; den forreste Ende: en lille Ascidie af en anden Art; en hornet Udvæxt af Skallen; en meget lille Ascidie af en anden Art. - 4. Dyret af Chelyosoma, det store Exemplar, 4 Gange forstörret; flakt, saa at dets to udvendige Flader vende frem; A Bugfladen, der svarer til den furede Plade; Rygfladen, der vender mod den fastsiddende Plade; Indtrædelsesaabning, Mundaabning;; en Hinde, hvoraf Indtrædelsesaabningen for en stor Deel lukkes; Gattet; Nerveknuden; de to Grene, der danne Mundringen; Hôreblæren ? det kjölleformede Legeme til Höreorganet? Spiseröret; Maven med Leveren; Tyndtarmen; Tarmens Omböining; Tyktarmen ; Endetarmen; Aorta; m den til Skallen gaaende, overrevne Green; 16 n Middelfeltet; 0,0,0,0 Randfeltene; p,p,p de smaa Felt, svarende til Skjoldene omkring Mundingerne; qq de vifteformige Muskler til Furerne paa den frie Kapselplade; r,r Mundens og Gattets Viftemuskler; av den store Vene, der förer Blodet til Aandesækken ; x,y Renden fra Testiklen; y‘ en tynd Gang fra denne Rende; æ æ! Æggestokken? ö Testiklen? Fig. 5. Hovedet af det kjölleformede Legeme, 24 Gange forstérret ; a dets forreste Bugt; b dets Hule; c dets ene forreste Fremstaaenhed; d Indgangen til dennes Hule; - 6, En Deel af Aandesækkens Indside fra Bugvæggens venstre Side; a Indtrædelsesaabningen, omgiven med en Kreds af Föletraade; b det underliggende Gat med dets stjerneformige Mustelanpacat: cdß den underliggende Nerveknude og de dermed forenede Lege- mer, formeentlige Höreredskaber; e det underliggende Spiserör; f den underliggende Mave og Lever; k den underliggende Endetarm; n Ringen om Indtredelsesaabningen ; s Hjerteforkammeret; t Hjertekammeret; u Indgangen til Spiseröret; v Længdestrengenes forreste gaffelformige Ende; zz Længderækken af Fölevorter. - 7. Et Stykke af Aandesekken ved:32 Ganges Forstörrelse; aa Længdefolderne ; bb Vorterne (Papillerne); ce Haarkarrenes Snirkler (Enden af de tilförende Kar); dd de lysere Snirkler (Enden af de tilbageförende Kar”). hid Sel natur og Male Sk IN D Prof Eséhricht om Chelyosoma Muc- Leaganım . Tab. 1. Pr Eschrecht del. Em Bærentzen del’ lirk.Inst: E kortiing lich ‘ + om en Ya un rs | t GEOGNOSTISK-GEOLOGISK UNDERSØGELSE AF SROVMOSERNE VIDNESDAM. oc LILLEMOSE I DET NORDLIGE SJELLAND, LEDSAGET AF SAMMENLIGNENDE BEMERKNINGER, NENTEDE FRA Danmarks Skov- Kızr- oc Lyncmoser IALMINDELIGHED. VED JOH, JAPETUS SM. STEENSTRUP, NATURFORSKER. CEN AF DET KGL. DANSKE] VIDENSKABERNES SELSKAB I AARET 1837 KRONET PRIISAFHANDLING.) Vid. Sel. naturvid. og mathem, Afh. IX Deel. € no DR. FE en. | en phi ie, vs ananas ESA A BET st . 5 Le 2 ee EN re je t i (rh TETE UE vx FÅ a ALT LL sie adaruun gai estate banana, eae ta raset BE lite N Mi estes es ana ag wnat ome aie anal: or TA pins < Vu 4 hj wy Å a ls ae À 7 | ‘ » seu Ai, | ’ i så ANT Le “ i + i NSSS 4 a . NE" LE * le , au. rå à eu SU dne i + bs , NNE dr i RAS Mes 4 A pel 4 ellie ney ee ive ar: Be NE nr coin ee te I \ A Å i EI CRC | eN tty M is sya es u vn) NET HET dé « uk A harpe ae. À \ ; p x pli es JA FA a dE ni | Ba ui a e ‘ts hj Ÿ 8 wl 4 i STN! " Bi wd ' (AOR TL NT RE TOME CCE METRE AAA ALT mr AS i : ‘à Kur 7 i PR) i. i "7 Br > 4 4 ™ i DER i | DUREE «à when «DM 4] i 1 NR an i ARE ñ i "1 VEN JA PM TE DEE ae UN On? i ‘ weil ak SÅ i A \ gli si 4 ey + ' j . dl à - i / LES 0 > | Ca = 4 i \ I 0 1% ñ è LA i el i ‘ MV » d Née Afhandling skylder sin Oprindelse og Form til den af det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab angaaende Naaletræernes Fore- komst i vore Törvmoser i Aaret 1856 fornyede Opgave, hvilken löd saaledes: “Der forekommer i Türvemoserne i Danmark og Hertugdöm- mene en stor Mængde Træstammer, og deriblandt hyppigen af Naale- træer, som altsaa synes at bevise, at der i ældre Tider hos os har været en Vegetation af disse 'Træarter, som siden er forsvunden og forst i nyere ‘Tider ved Kunst igjen er opstaaet. Da denne Kjendsgjerning er af stor Vigtighed med Hensyn til de Forandringer, som man maa antage at den organiske Verden har lidt i den nuværende Jordperiode, saa ün- sker Selskabet en omfattende Beskrivelse af de Forhold, hvorunder Naale- træstammerne findes i vore Törvemoser. Da det ikke er sandsynligt, at een Mand vil være istand til at give en udförlig Beskrivelse over alle disse Forhold i Fædrelandet, saa vil Selskabet belönne enhver det tilstillet Afhandling, som giver en udförlig Beskrivelse over nogle af de vigtigste Steder, hvor de omtalte Forhold forekomme.” Uden at jeg var bekjendt med Selskabets tidligere ligelydende Priisopgave, havde dog allerede i flere Aar min Opmærksomhed været henvendt paa Törvmosernes Bygning og Dannelsesmaade, og jeg var i C* 20 Besiddelse af ikke faa spredte Iagttagelser desangaaende, da jeg ved For- nyelsen af Selskabets Priisspörgsmaal fülte mig ligesom opfordret til at prove mine Kræfter i denne bestemte Retning, og det saameget mere, som en hædret Videnskabsmand og faderligsindet Ven skjænkede disse mine begyndende Studier al Opmuntring. Et heelt Aar anvendte jeg derfor næsten udelukkende paa at ordne de indsamlede Iagttagelser og saavidt muligt fuldstændigejüre dem for de Moser, der især havde tjent mig til Studium. At i saa lang Tid kun saa lidet Udbytte erholdtes, var, som jeg haaber, meest grundet i de Vanskeligheder, hvormed Törvmosestu- diet er forbundet. Dette Studium er i Virkeligheden mindst afhæn- gigt af den Studerende selv. Undersøgelserne i Moserne kunne nemlig ikke anstilles med tilbörlig Udstrækning og fornöden Nöiagtighed, uden paa de Steder, hvor Törvmassen bortgraves eller Törvskjering finder Sted; men ved den sædvanlige Afbenyttelsesmaade af Törvmoserne graves der i Reglen, hvor det falder lettest, snart hist, snart her. Kun igjennem en Mangfoldighed af Punkt for Punkt udførte Undersøgelser kan derfor det Heles Sammenhæng anerkjendes, og et Totalbillede kun dannes af de talrige, men ofte spredte, hvert for sig opfattede Trak. Om dette Billede skal blive fuldstændigt eller ikke, og om der til at afhylle de til dets Udkastelse nödvendige Kjendsgjerninger, skal medgaae Aar eller Tiaar, beroer paa Mosens Omfang og Dybde i Forhold til den aarlige større eller ringere Törvskjering, Mosens Vandrigdom, den faldende Regnmængde og mange andre Omstændigheder. I den ene af de Moser, hvori jeg anstillede mine Studier, har jeg saaledes næsten aarlig forfulgt Törvskjeringen siden 4853. Men selv i det Tilfælde, at Törvmoserne af- graves paa den eneste anbefalelige Maade, saaledes at regelmæssigen, paa cengang eller i den kortest mulige Tid, al Törvmassen borttages lige til Bunden, måde og andre Misligheder, som paabyde lagttageren den største Forsigtighed; han kan ikke bekræfte eller udvide sine paa et bestemt 21 Punkt anstillede Iagttagelser; i en Hast kunne hele Partier bortskjæres i Siden af Mosen og hele Lag bortskrælles oven af den, og berüve ham nogle af de meest karakteristiske Trek i Mosens Historie. Det behåver da neppe at bemærkes, med Hensyn til de i Texten indsatte Gjennemsnitsfigurer, at de forsaavidt ere ideale, som alle Lagene ikke paa eengang have viist sig aldeles blottede for mig; dog gjör Gjennemsnittet af Lillemosen en Undtagelse herfra, da jeg engang i denne Mose havde et næsten ligesaa fuldstændigt Gjennemsnit, som det her meddeelte. At Gjennemsnittet kun gjelder for en bestemt Linie, og at Forholdene i Lagenes Mægtighed og Hældning maae tillempes lidet efter enhver anden Gjennemsnitslinie, er en Selvfölge. Angaaende den valgte Form for Fremstillingen maa jeg bemærke, at Opgaven fordrede en "omfattende Beskrivelse af de Forhold, hvor- under Naaletræstammer findes i vore Türvemoser”; men omfattende” vilde den kun blive, naar Alt optoges, som stod i Beröring eller Sam- menhæng med Naaletræernes Forekomst, — som havde betinget den eller var betinget af den. Betingende for Naaleskoven vilde den Naturens Til- stand være, som gik forud for Naaletræernes Væxt her i Landet, og som for en Deel har sit Udtryk i de Lag, som ligge under den mosedækkede Fyrreskov; betingede af den foregaaende Fyrrevegetation turde vel de Plantedækker og Skove blive, sem reiste sig over Naaleskovens Lev- ninger, og som selv ligge ligesom begravne i Lagene over Naaaletræerne: — Beskrivelsen over Forholdene ved Naaletræernes Forekomst i Moserne maatte altsaa, for at være omfattende”, udstrække sig til de iagttagelige Phænomener i alle Mosens forskjellige Lag og Afdelinger, eller med eet Ord: vere en Monographie af Mosen. Til tvende saadanne Mo- nographier leverede jeg et Forsög, den ene over Mosen Vidnesdam ved Holtegaard, den anden over Lillemose ved Rudersdalkroe; i begge rykker Beskrivelsen frem med Tiden og gaaer fra dybere og ældre Lag 22 til övre og yngre. Efter disse Monographier fulgte en kort Fremstilling af den Maade, hvorpaa de tvende Moser have dannet sig i Tidens Løb gjennem flere 'Tids- og Vegetationsperioder; og tilsidst fandtes en Række af sammenlignende Iagttagelser, anstillede i en Mængde Skov- Kjær- og Lyngmoser i forskjellige Egne af Danmark, forat man derved kunde sættes istand til at udføre Sammenligninger imellem de tvende beskrevne Skoy- mosers og andre lige- eller uligeartede danske Törvmosers Udviklingshi- storie. — Om dette sidste Afsnit af Afhandlingen maa jeg ikke lade ubemerket, at Gangen i de sammenlignende Bemerkninger löber aldeles jevnsides med den, der findes i Monographierne, og at jeg nu og da har indskudt Andres trykte eller meddeelte Iagttagelser mellem mine egne; men Kilden, hvorfra jeg har dem, er da stedse anfårt; i Monographierne tilhöre derimod Iagttagelserne og Anskuelserne, med deres Rigtigheder eller Urigtigheder, mig alene. Bestemmelsen af Mosarterne skylder jeg Botanikeren Hr. Liebman og Insektlevningernes Bestemmelse til Ento- mologen Hr. Jacobsen, theol. Cand. Udstyret med en Samling af noget over 100 Pröver af dei Mono- graphierne beskrevne Törvlag og de i disse indhyllede og opbevarede Plante- og Dyr-Levninger*), indgik Afhandlingen til Selskabets Bedöm- melse i Aaret 1837, som “et Bidrag” til Besvarelsen af det fremsatte Priisspörgsmaal; den havde det Held ikke blot at vinde den udsatte Priis, men tillige at hædres med Optagelse i Selskabets Skrifter. Aarsagen til at denne Optagelse fårst nu finder Sted, ligger alene hos mig. Faa Dage efterat Selskabet havde fældet denne hæderlige Dom over mit Arbeide, blev der mig nemlig, efter det Kgl. Rentekammers *) Denne Samling er senere indlemmet i Universitets-Muscets gcognostiske Samlinger, og vil der kunne afbenyttes til Sammenligning med Beskrivelserne, 23 Indstilling, allernaadigst forundt offenlig Understöttelse til at foretage en Reise i det nordlige Jylland, for at undersöge Törvmosernes Tilstand i denne Provinds. Jeg haabede, at der derved vilde gives mig Leilighed til saavel at pröve mine Anskuelsers og Tagttagelsers Rigtighed, som til at foröge Sammenjignelsespunkterne i det sidste Afsnit af min Afhandling; det vilde da ogsaa vise sig, hvorvidt mine af de sjællandske Mosers Studium dragne Fölgeslutninger i deres hele Udstrækning turde over- föres paa Danmarks Moser ialmindelighed. Jeg önskede derfor, at Udgi- velsen maatte udsættes indtil min Tilbagekomst. Paa Reisen fremstillede der sig imidlertid for mig en ny Række af Undersögelser, hvis Resultat skulde vere, med större Nöiagtighed at kunne bestemme saavel Törvmo- sernes som deres enkelte Afdelingers Alder, og fölgelig ogsaa det Tids- rum, der var medgaaet til de enkelte Törvlags Dannelse. Det sees let, at disse Undersögelser gribe væsenlig jnd i Spörgsmaalet om 'Törvmo- sernes saakaldte Reproduction eller Gjenvæxt, og jeg betragtede dem som Forstudier til dette Spürgsmaals endelige Afgjårelse, Studierne fortsattes stadig gjennem Aaret 1858, naar min Tid maatte tillade mig det, og, skjöndt de ikke kunde kaldes sluttede, troer jeg dog at de vare tilstrækkelige til at give det bestemte Resultat, at Gjenvexten af Törvmoserne under de nuværende Natur- og Culturforhold er saa liden, at den i land- og statsoeconomisk Henseende kan ansees som ingen. Da det i Foraaret 1839 uformodet blev mig betroet at foretage en geognostisk Undersågelsesreise i Island, og jeg strax maatte tiltræde denne Reise, blev jeg forhindret i at fuldföre det sidste Gjennemsyn saavel af nærværende Afhandling, som af ovennævnte Indberetning: til det Kongl. Rentekammer, for hvilken jeg endnu er i det höie Colle- giums Gjeld. Saaledes har jeg ved idelig at opsætte Udgivelsen, imod mit Önske halvveis fulgt den Horatsiske Regel: nonum prematur in annum. 24 Hvad Afhandlingen ved denne Henliggen har vundet, vil ikke saa meget bestaae i Berigtigelse og Forögelse, som i Bekræftelse af det Frem- satte, og jeg haaber derved for en Deel at afbüde, hvad Afhandlingen maatte have tabt i Friskheds og Nyheds Interesse. Juni 1841. Beskrivelse af Vidnesdammosen. Mosen Vidnesdam ligger Nord for Byen Holte i Sölleröd Sogn og til- hører Gaarden Holtegaard. Denne tilligemed de underliggende Huse forsynes aarligen med det tilstrækkelige Ildebriendsel næsten alene fra denne Törvmose, og desuden föres der næsten dagligen Tårv derfra til Hovedstaden. Mosen er altsaa ikke ubetydelig, og den stadige Bort- skjæren af Törvmassen, om dette endog skeer i Smaapartier paa meget forskjellige Steder i Mosen, blotter mange oplysende Punkter, paa hvilke man erholder ikke blot en klarere Anskuelse af de forskjellige Lag, der sammensætte Törvmosen, men ved nüiere Studium ogsaa en tydeligere Forestilling om det lange Tidsrum og de flere paa hinanden fölgende Tidsperioder, indenfor hvilke denne Törvmose, og, som det siden skal vise sig, alle ligeartede 'Törvmoser have dannet sig. Förend vi imidlertid gaae ind i Mosens indre Sammensætning, ville vi gjére os bekjendte med dens Omrids og ydre Omgivelser. Ind- befatter man under Mosen det hele med Mosen i Forbindelse staaende Basin, bliver Omridset meget uregelmæssigt (saaledes som vedtüiede Figur I viser), afhængigt af de omgivende Bakker, som stedse følge Mosens Bredder i en Afstand af faa Favne. Disse, snart lavere, snart höiere og steilere Bakker, bestaae af Rullesteensgruus og Sand, hvorunder i forskjellig Dybde ligger et meget sandblandet blaaligt Leer, hvilket Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh. IX Deel. D 26 paa mange Steder er fuldt af smaat Gruus. Hvis man derimod kun tager for sig den Deel af Mosestrækningen, hvori Törv graves, og som netop formedelst Törvgravningen her bliver Gjenstand for en nüiere Beskri- velse, da bliver Omridset mere regelmæssigt, skjævt-firsidet eller omtrent rhomboidalt (Fig. £ A). Fra dette rhomboidale Hovedpartie udgaaer imod Norden en Viig (Fig. 1B) eller Arm, som nu er udtörret, opdyrket og benyttet til Kornavl. Imod Sydvest er det ved en Dæmning ad- skilt fra en stürre Vandbeholdning, C, hvis Bækken imod Syd bliver mindre dybt, og, idet det efterhaanden smalnes, antager en sydåstlig Retning, og forhindres ved en opfårt Steendæmning fra at låbe ud i nogle korte Daldrag (D), som man kan forfölge ned imod Sundet. Fig. I. ee D DE à Hovedpartiets eller den egenlige Moses længste Axe (störste Ud- strækning) gaaer i Retningen V.S. V. — O.N.O. og udgjör noget over 600 Alen; i samme Retning gaae Mosens tvende længere Sider, som vi for Kortheds Skyld ville kalde dens sydlige og nordlige Sider. — Den kortere Axe er omtrent en tredie Deel af den længere, og i dens Ret- 27 ning gaae de kortere og bugtede Sider, hvilke vi af samme Grund ville kalde Mosens östlige og vestlige Sider. Overalt ved Foden af de omgivende Bakkeströg findes det blaa- lige Sand- eller Grusleer, hvilket fra disse strækker sig ind under Mosen og danner dennes Underlag. Overfladen af dette Jordlag er meget böl- gende, hvorfor ogsaa Mosebunden bliver bölgende, ligger i forskjellig Höide og giver Mosen en forskjellig Dybde, Saaledes liber der langs med de længere Sider, dog nærmere mod den sydlige af disse, en For- höining eller Banke, som deler Mosebunden og derved dette hele Partie af Mosen (see fig. I A) i tvende naturlige Dele, en bredere og tillige dybere, som ligger imod den nordlige Side, og en smallere og mindre dyb Deel, som fölger den sydlige. Den Foranderlighed, Mosens Dybde herved frembyder, er fremstillet i den mörke Gjennemsnitsfigur b a a’ fig. I; Gjennemsnittet gaaer gjennem den imod Norden udgaaende Viig (B) og Hovedpartiet (A); b er Dybden i Vigen, a i Hovedpartiets bre- dere og a’ i sammes smallere Sidedeel. Da det hidtil ikke har været mig muligt at undersøge tilbunds den bredere Deel formedelst dens Dybde og den fra Siderne indtræn- gende Vandmasse, vil jeg ikke begynde min Fremstilling af Enkelthederne med denne Deel af Mosen, men först senere hen meddele, hvad jeg har kunnet bringe for Dagen derfra; jeg gaaer derfor strax over til den spe- cielle Beskrivelse af den smallere eller sydligere Sidedeel (a”), hvor Un- dersügelserne ere forbundne med færre Vanskeligheder, og følgelig ville have en större Udstrækning og Noiagtighed. Den smallere eller sydlige Sidedeel af Mosen. Fig. II fremstiller nu det samme Partie, som i Fig. I er betegnet med a’; ved mörkere og lysere Skygger har jeg sögt at tydeliggjöre de forskjellige Törvmosen sammensættende Lag eller Afdelinger. Disse ville vi nu (betragte saaledes som de ligge over eller ved Siden af hinanden, D* ~ | altsaa i den Orden, hvori de mane antages i Tidens Löb at have dannet sig enten efter hinanden eller med hinanden. Vi ville finde, at næsten overall i den sydlige Sidedeel er Mosens Underlag, det blaalige Grus- leer (d), dækket. med et meget tyndt Lag af Sand, og over dette ligger igjen en mere eensartet blaalig leeragtig Masse (m), der har en Tykkelse fra 2 Tommer indtil 44 Fod, og er blandet med mange hensmulrede organiske Levninger og en ikke betydelig Mængde fine Sandkorn. Jo nærmere denne leeragtige Masse ligger Mosens Bredde eller Rand (og jo mere Mosebunden tillige hæver sig), desto mægtigere synes den at blive. Foruden endeel ubestemmelige Smaagrene har jeg deri fundet enkelte Blade af en Græsart, Frugterne af en Kjærnelde (Chara) og paa eet Punkt mange Blade af en Tusindblad (Myriophyllum). Fig. II Et Lag af Ferskvandskalk (n.n) fülger paa Grusleret uden at være adskilt derfra ved nogen bestemt Grændse; thi snart seer man en Stribe af Leret at gaae ind i Kalken, snart denne at gaae ind i hiint. Af disse 2 Lag forekommer Kalken altid üverst i denne Deel af Mosen, men den mangler paa flere Punkter, fornemmelig hvor Leret er stærkest ud- viklet. Denne Kalkmasse adskiller sig fra dem, jeg har seet fra andre Steder, ved en overordenlig Mængde af lange smalle Blade, der vel ligne meget Græsblade, men tilhåre de smalbladede Vandax (Potamogeton ob- tusifolius, zosteræfolius cet.) og tildeels maaskee Sparganium natans. Vandaxenes Blade og leddede Stængler ligge lagviis i Kalken, som derved bliver bladet i Structuren, og de ere alle omgivne af en tynd Skorpe af Kalk, med hvilken de synes at have været overtrukne, førend de nedsæn- 29 kedes og diekkedes af det sig dannende Kalklag. Af andre tydelige Plantedele har jeg kun iagttaget Frugterne og Stængelleddene af en Chara og Blade af en Myriophyllam. Til mikroskopiske Plantefor- mer fandtes kun sparsomme Spor i den Deel af Massen, som blev til- bage, naar Syre havde uddraget al Kalken. De Skaldyr, som paa for- skjellige Punkter bleve fundne i den, tilhöre 7 Arter: Cyclas corneus, Pisidium sp., Limnæus vulgaris, Limnæus auricularius pull., Planorbis imbricatus, Planorbis spirorbis og Physa fontinalis. Med Hensyn til disse Arters indbyrdes Forhold viste det sig, at mere end Halvparten af Skal- lerne tilhörte Cyclasarten og den förste Art af Limnæus. 3 Et usædvanligt Phænomen er det, at dette Kalklag har været af- brudt i sin Udvikling, hvilket sees deraf, at det indeslutter et Indlag (0) af en Mængde til een udstrakt Plade sammenpressede Plantestengler og Blade. Pladen har en Tykkelse af et Par Tommer, og viser paa sin nederste Side en fremherskende Mængde hornagtige Stængler af en fly- dende Mosart, som af Botanikerne er bleven bestemt til Hypnum flui- tans; paa Pladens överste Side vare derimod Levninger, iser Blade, af en Myriophyllum hyppige Ved en svag Befugtelse af Massen’ træder Bladomridset skarpere frem, og ligner da meest, som mig synes, Bladet af M. verticillatum. Dette Indlags bestemte Afsondring saavel fra den over- liggende som underliggende Kalk synes at tyde hen paa en Forandring i den sædvanlige Vandstand i Mosebækkenet, der maa være lige saa plud- selig ophört som den er pludselig indtraadt. I en Vandledningsrende, som gjennemskjærer en Deel af dette Partie af Mosen, og som blottede hele Kalklaget med Indlaget og med det underliggende blaalige Leer, havde der paa Kanten af Indlaget afsat sig en Skorpe af Gips, hvoraf der paa det egenlige Kalklag intet Spor fandtes. I ovennævnte Gjennemsnit (fig. ID) af denne Sidedeel af Mosen fremstilles de trende beskrevne Lag ved m, n og o. Intet af dem gaaer op paa Sideskrenterne, men alle fölge Mosens Bund. Anderledes for- 30 holder det sig med de Lag, vi nu komme til; de ligge imod Mosens Sider, stôtte sig imod de begrændsende Skrænter og fülge disse Mosen rundt. Her fremtræde Forhold, som ikke iagttages paa andre Punkter i Mosen. Umiddelbart over Rullesteensgruset (c) nemlig danne Rogler, Naale og Smaagrene af Naaletræer et Lag af 4 Fods indtil 14 Fods Mægtighed; deri (r) ligge store Rødder til disse Træer, sjelden i deres naturlige Stilling, da de næsten altid ere sammenhængende med deres tilsvarende Stammer, som fra dette Lag skyde ud i de svampede Törvlag, der ligge mere indad i Mosen, og om hvilke 'Talen senere vil blive. Da det er en bekjendt Sag, at gjennem mange Sekler intet koglebærende Naaletræ frivilligen har voxet her i Landet, ville vi saa nöie som muligt betragte alle de ydre og indre Forhold ved disse Naaletrælevninger, for muligen derved at danne os et nogenlunde rigtigt Begreb om Naturen af den Naaleskov, som forhen stod her i Landet, og om de Forhold, hvorunder den dengang har voxet. Rødderne findes sjelden uden i den Deel af Laget r, som ligger héiest paa Mosens Skrænt, paa Grændsen af Törvmassen og det underliggende Grus, og de gaae ud til alle Sider fra deres Stammer, saa at enkelte afRödderne endog have (ved Træets Fald) faaet en lodret Stilling igjennem den sig senere over dem dannende Torv. Træfibrenes Løb gjennem Roden og Stammen er saa lige, at en Spalte gjennem den ene let fortsættes gjennem den anden. Jeg traf aldrig en Rod uden den tilhörende omvæltede Stamme, men undertiden höiest oppe paa Skrænten en Stamme, som ikke syntes at have Forbindelse med nogen Rod. Stammerne ere ranke, glatte, trinde; de fleste af 11 Fods Gjen- nemsnit; sjelden seer man Toppen af dem, og, hvor man kan komme til at undersüge den överste (afsmalnende) Ende af dem, finder man dem oftest afknækkede eller forkullede, som havde de været afbrændte. Det betydelige Antal af Stammer, man finder paa et indskrænket Rum, leder til den Slutning, at deres ranke Væxt skyldes en tætsluttet Stand og at si altsaa den Skoystrækning, de engang dannede, var reen eller bestod af Naaletræer alene. Barken, som endnu er tilstede paa alle de Træer, der nyligen ere blottede fra den omgivende Törvmasse, udmærker sig ved sin betydelige Tykkelse, der ialmindelighed naaer 2 Tommer og oftere er funden indtil 21 og 3 Tommer. Den indre Deel af Barken afsondrer sig i storskjællede næsten stænglede Stykker; den ydre derimod låsner sig i tyndere Blade eller Skaller. Saavel i denne som hiin finder man hyppig krydsende Gange af Insekter og Insektlarver. Naalene udgjöre den største Deel af Törvmassen i dette Lag, men ere ialmindelighed mindre let gjenkjendelige, fordi de som oftest ere hensmulrede; dog traf jeg dem paa nogle Punkter i en ret god Til- stand, og de ere da endnu sammenhængende, tokoblede (gemini), omslut- tede af Skeden, og stemme i det Hele overeens med de i vore unge Naale- skove nedfaldne Fyrrenaale. Roglerne afgive det vigtigste Rjendetegn paa det Naaletræ, som ligger her. Ligesom Naalene vise de strax at de tilhöre en Fyr; dog ere de slankere og mere tilspidsede end Koglerne af vor almindelige Fyr. Koglestilken er trykket tæt ind mod Koglens Basis. Svulsten paa Skjællene er temmelig stærkt udtrykt. Saalænge Roglerne ligge indeslut- tede i Törvmassen, ere alle Skjællene tiltrykte, men udspærres, saasnart Koglerne blottes fra Omgivelsen, og denne Udspærring er ved almin- delig Temperatur saa stor, at Skjællene blive tilbageböiede, og at jeg ikke ved konstig Varme har kunnet bringe vore nuvoxende Fyrre-Kogler til at aabne sig i den Grad. Da i vore Fyrreskove Koglerne findes meer eller mindre aabnede, naar de, som modne, ligge affaldne paa Jorden, kunde man let ledes til at antage, at alle Koglerne vare komne i Mosen, som yngre og umodne, og altsaa til en bestemt angivelig Aarstid; men da selv de meest udspærrede Skjæl tiltrykkes igjen, saasnart Roglerne lægges i Vand eller Fugtighed, hidrører Skjællenes tiltrykte Stilling aldeles _ 52 ikke fra Koglernes Umodenhed, men fra det fugtige Leie, de have faaet. Ogsaa findes de vingede Frugter modne, og mange ere ikke udkastede af Koglerne. Af megen Interesse er et krystallinsk Stof, som i Mængde fore- kommer i Fyrrenes forskjellige Dele, deels ukrystalliseret mellem Stam- mens og Rodens Aarringe, især paa de Steder, hvor Grene udskyde, deels som et Overflug paa Væggene af de Gange, Insektlarverne have boret i Barken, paa Barkens skjællede og stænglede Afsondringer og paa Koglernes Skjæl. De største Krystaller traf jeg i Stammernes nederste Deel, omtrent en Alen ovenfor Roden. Dette Stof er dannet ved en che- misk Forandring, af Fyrrenes Harpix, men denne Forandring er ikke alene foregaaet med den für Træets Omstyrining allerede udskilte Harpix, men ogsaa med den hele i Treet indeholdte Harpixmengde; thi over- sauges et Stykke af Mosens- Naaletræ, sees overalt paa den nye Flade en Mængde gnistrende Punkter, som ikke ere andet end overordenlig smaa Krystaller af dette Stof. Dets Farve er lidt forskjellig; i Roden er det hyppigst hvidt, i Stammen gulagtigt; som Overflug har det begge Far- ver. Det har ofte saaledes gjennemtrængt den indre Deel af Træets eller Stammens Bjerne, at denne i hele Længden har antaget en Farve og Haardhed, som ellers kun findes hos en Fyrreknast. Det smelter let, brænder med en klar Lue, fordamper aldeles paa en Glasplade, uden at efterlade sig nogen Plet; i Viinaand er det let oplåseligt, og det udskiller sig af Opløsningen under en langsom Fordampning i meget fine prisma- tiske Krystaller. — I Universitetsmuseet har jeg seet nogle smaa Stykker tilsyneladende af samme Stof; de ere etiquetterede “Bjergtælle fra Holte- mose” og synes at være fra Prof. Schumachers 'Tid; Navnet Bjergtælle bør. af mere end een Grund her neppe beholdes, jeg foreslaaer derfor Benævnelsen: Mosetælle paa Grund af den naturlige Forekomst.*) +) Mosetællen fra denne Mose har Hr. Prof. Forchhammer underkastet noiagtige Ana- lyser, og derved opdaget, at der i de fossile Fyrretræer findes flere Arter af den. Opkastes det Spörgsmaal: er den Fyr, hvoraf vi her have seet alle disse Levninger, aldeles overeensstemmende som Art med den paa Skandinaviens Halvöe almindelige Fyr (Pious sylvestris Lin)? eller: er den en egen Form af denne? eller endelig: er den en fra denne Fyr aldeles for- skjellig Art? da bliver udentvivl det rigtigste Svar: at det er en kun i enkelte Henseender lidt afvigende Form af den almindelige Fyr. I den foranförte Beskrivele af de enkelte Levninger af Mosens Naaletræe vil for Læseren kun findes Lidet, som vilde stride imod An-* tagelsen af en fuldkommen Overeensstemmelse mellem dette og den almindelige Fyr; men ved en umiddelbar Sammenligning mellem de i Törvmosen opbevarede Rester, og de eensartede Dele fra de Naaleskove, der for ikke fuldt et Aarhundrede siden bleve plantede her, fremgaae nogle Uovereensstemmelser, som ikke tår blive upaaagtede. Saaledes er vel Formen af den almindelige Fyrs Kogler meget afvexlende, men disse an- tage dog aldrig den korte, mere cylindriske og langstrakte Regleform, som alle de fossile Kogler have; hertil kommer den overordenlig tykke Bark med sammes tykke Skjæl og Plader, hvilke Eiendommeligheder minde om en Form af Fyr, som i de fleste Lande gaaer under Navnet skotsk Fyr, og til hvilken man har villet henföre den af Miller beskrevne (Dietion. no. 5) Pinus rubra, skjöndt det kan paavises, at Miller har ved dette Navn meent den i hele England almindelige Fyr. Af de fleste tydske Forstmænd tillegges den skotske Fyr netop de Karakterer, hvori det ovenfor vistes, at den i Mosen liggende Fyr af- veeg fra de nu hos os voxende. Desuden tilföies der af En og Anden, at Skjælsvulsten (umbo squamarum) paa den skotske Fyrs Kogleskjæl skal være en firesidet Pyramide med rhombisk Grundflade, hvori den længere Diagonal skal gaae i Retningen af Koglens Axe, medens omvendt i den rhombiske Skjælsvulst hos den almindelige Fyr (eller Pinus sylvestris Linn.) den kortere Axe netop skal have denne Beliggenhed, at Stammen skal sjelden være rank men oftest opstigende, og endelig at Naalene skulle Widensk. Selsk, naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. E være kortere og tykkere, og have en næsten sögrön Farve. Hvorvidt disse sidste Karakterer ere virkelig betegnende for den saakaldte skotske Fyr, veed jeg ikke, men de synes omtrent ligevel at passe paa Mosens og paa vore nuvoxende Skoves Fyr. Diagonalens Stilling i Svulstens Grund- flade passer ret godt paa de fleste i Mosen fundne Kogler, men ikke paa dem alle, ikke engang paa alle Skjæl i samme Kogle, og desuden er den samme Beliggenhed af Diagonalen, eller med andre Ord den samme Form af Svulsten, ikke sjelden at træffe hos den ægte Pinus sylvestris, og hos denne har jeg i vore Naaleskove overbeviist mig om, at Svulstens Størrelse og Form endog paa samme Kogles Skjæl er meget foranderlig og næsten alene afhængig af Roglens og Træets Stilling imod Sol og Lys. Ligesaa lidet tor man lægge nogen Vægt paa Stammernes rankere eller krummere Væxt, da netop dette Forhold hos Naaletræerne fornem- melig afhænger af den meer eller mindre sluttede Stand, hvori de staae; det er desuden noksom bekjendt, at af den ægte Pinus sylvestris har man en, krumböiet Form (Rnicholz), som holder sig paa fugtige Steder, især i större Höider. De hidtil omtalte, i Mosen fundne Stammer höre til de rankeste og smukkeste man faaer at see. Hvad Farven angaaer, da er det naturligviis, efter saa mange Seclers Forlöb, ikke længere mueligt at an- give, om de fossile Fyrretræers Naale have staaet nærmere den Ene end den Anden i denne Henscende. Sammenligner man det i Mosen tagne Naaleaffald med det fra vore Fyrreskove, da synes Mosens Naale at have været fuldt saa tykke i Forhold til deres Længde, og dog tyde de ial- mindelighed svagere Skjælsvulster og Koglernes rette (ikke buede) Axe hen paa, at Naalene paa Fortidens Fyr have været noget længere i For- hold til Roglen, og bedre skjult denne for Sollyset. Forat være fuldstændig i at fremhæve de Forskjelligheder, som de mange Tusinder af Rogler, hvilke jeg fra Moserne har undersögt, have frem- budt, vil jeg her endnu tilföie, at det ogsaa er umiskjendeligt at den vingede Frugt er hos den fossile Fyr lidt mindre langvinget og Nödden længere og smallere, end hos den almindelige Fyr, forudsat at man sammenligner Frugter, som have været eensstillede i Roglen, da der jo i de berörte Hen- seender finder en betydelig Forskjel Sted mellem Formen af Frugtens Dele indenfor de forskjellige Skjæl af den samme Kogle. Da der nu i næsten alle den undergaaede Fyrreskovs Levninger er paaviist Uovereensstemmelser med de nuvoxende Fyrretræer, og da enkelte af disse ere betydelige nok til at give de Fyrretræer, der for- dum voxede her, et ciendommeligt ydre Prag — jeg henregner til disse f. Ex. Roglernes Form, ringe Störrelse og Længdeforhold til Naalene, Barkens betydelige Tykkelse ete., — synes det mig næsten uundgaaeligt, ikke at betragte den forsvundne Fyr som en eiendommelig Form af den Fyr, der nu kun ved Pleic og Skovdyrkning vedligeholder sig i Landet, enten saa denne Form vil nogenlunde udtrykke Forstmændenes Skotske Fyr, eller ikke. Imidlertid kan kun umiddelbare Sammenligninger mellem Törvmosernes Fyrrelevninger og de forskjellige europæiske Former af Fyrrearter afgjöre dette Spörgsmaal tilfredsstillende*). Jeg har tidligere gjort opmærksom paa, at Fyrrestammerne fra det ovenfor beskrevne Lag (r) af disse Træers aarlige Affald ligge ud i et Törvlag (p), som låber parallelt med Mosens Bund, og som hörer til den Törvmasse, hvilken Törvgraverne ialmindelighed benævne Svamp. Dette Lag begynder umiddelbart over det ovenfor beskrevne Ralklag (n) og er nærmest samme meget fuldt af lange græsartede Blade, hvilke dog snart forsvinde, og en eneste Mosart, en Sphagnum, synes da udelukkende at udgjére Törvmassen. Efterat Sphagnummassen har dannet et Türv- lag af omtrent en Fods Tykkelse, seer man i Massen kun Stænglerne af denne Mosart, saa fremherskende er den bleven. I denne Reenhed fort- sætter Laget sig imod det med q betegnede Lag, hvor en anden Mosart, Hypnum cordifolium, begynder at blande sig ind mellem Sphagnummosset, og tilsidst bliver encherskende og danner Laget q. +) See ved den næste Mose: Fyrreievningernes Lag. 56 Den hele Türvmasse, som skyldes Udviklingen af disse tvende Mosarter, indtager i Dybde 2—4 Fod. I Moslagene findes kun sjelden Levninger af andre end de nævnte Planter, naar undtages de fra Randen af Mosen deri udstikkende Træstammer; dog traf jeg i den üverste Af- deling et Par finnede Blade af en Skjermplante, og tæt ved disse Lev- ninger af enkelte Insekter (Lixus paraplecticus Fabr). Disse tvende Moslags Forhold til Træstammerne er nu dette, at det rene Sphagnumlag (p) ligger deels under Fyrrestammerne, deels omgiver dem aldeles, saa man maa antage, at Laget ikke alene har dannet sig sam- tidig med Træernes Omstyrtning, men i sin Dannelse ogsaa er gaaet forud for denne, medens Laget af Hypnum cordifolium (q), der dækker baade Sphagnumlaget og de indhyllede Fyrrestammer, maa have dannet sig efter Fyrreskovens Tid. Fyrretrieerne ligge alle med Toppen eller de mindre tykke Ender ud i Sphagnum-Laget, derimod ligger Rodenden, saaledes som det ovenfor angives, imod Gruskrænten i den nederste Deel af Fyrre- Affaldslaget. Det var dog kun paa de dybest liggende Stammer, at dette Leieforhold endnu kunde iagttages, da de åverste enten vare alde- les borttagne eller rokkede ud af deres oprindelige Leie ved Arbei- derne, som ansee det i Mosen fundne Træ som deres Eiendom, og derfor snarest skaffe sig fat paa det. Hvad der nu forekommer heel besynderligt er at der i det överste af Moslagene, netop der, hvor Hypnum cordifolium begynder at spille den væsenligste Rolle (q), findes flere Rodstöd (9: Rødder, hvis Stammer ere afknækkede tæt ved Roden), som maae erkjendes for at være af en Fyr. Disse Rodstöd staae i deres naturlige Stilling med Stammestykker af 5—5 Qvarteers Længde, og kunde, medens de alle vare forhaanden, bringes under 2 uregelmæssige Rader, som fulgte den sydlige Side af den Rimme eller Ryg, som er angivet paa fig. 1 at adskille den bredere nordre Sidedeel af Mosens Hovedpartie fra den smallere sydlige, med hvis Beskrivelse vi for Oieblikket ere beskjæftigede. — Da i de Mos-Türv- 37 lag, hvori Rodstödene staae, og oprindeligen have voxet, og hvoraf de store enkelte Fyrrestammer ere dækkede eller indhyllede, ikke kan findes noget Spor til Grene, Rogler, Naale etc. af Fyrretræer, kan det rimelig antages, at de Fyrretræer, hvortil disse Rodstöd höre, først have voxet efterat allerede Fyrreskoven var forsvunden fra de nærmeste Partier af de Mosen omgivende Bakker. Ogsaa synes en nærmere Betragtning af Rodstédene selv at lede til Tanken om at de have voxet udenfor Fyrresko- vens Forhold og Fyrreskovens Tid; thi det er fårst ved en meget nüiagtig Undersøgelse at man vover at bestemme disse Rester for hvad de virkelig ere: Rødder og afknækkede Stammer af Fyrretræer, saa vanskabende har det fugtige og svampede Voxested indvirket paa deres Væxt. De enkelte Rodgrene straale ikke lige ud fra Stammen, saaledes som paa Træerne i de omgivende Bakkers Fyrreskove, men de snoes og krydses i alle Ret- ninger, saasnart de træde ud fra Stammen, og danne deels tilsyneladende deels (ved Sammenvoxning) virkelige Masker. Af Stammerne saae jeg vel kun de korte Stykker, som stode paa Roden, men disses Beskaffenhed lod tilstrækkelig formode, at Stammerne i det Hele taget ikke naaede ret mange Fods Höide. Gjennemsnittet var aldrig kredsrundt men meget uregelmæssigt, og der var undertiden Spor til, at Stammerne havde været deelte lige fra Roden af; Fibrenes Löb i Veddet var bugtende og snoet, og Åarringenes Antal saa stort og deres Tykkelse saa ringe, at jeg of- tere har talt over 70 paa een Tomme af Gjennemsnittet. Fandtes dette Forhold endog stedse kun i den udvendige Deel af det 4—11/ brede Stammegjennemsnit, viste det dog noksom den langsomme og forknytte Væxt, disse Træer havde havt, idetmindste i deres sidste Tid. Uagtet Barken havde en Tykkelse af et Par Tommer eller derover, var den dog Saa tyndskjællet, at den deri langt overgik vor nuværende Fyr. Fogler og Naale fandt jeg ikke, men det kan let forklares, da den hele Törv- masse, hvori de skulde söges, allerede var bortgravet, og derfor kan jeg ikke angive det særegne Præg, som Træets forknyttede Væxt udentvivl har paatrykt disse, förend Tilfældet aabner en anden Mose, hvori samme Phænomen forekommer... Uagtet Stammernes Gjennemsnit naaede 2—21 Qvarteer, ansaae jeg dem dog en Tidlang for Enebuske (naturligviis kæmpe- store) — en Antagelse, hvortil jeg blev ledet ved den knudrede og vredne Bygning og ved Veddets behagelige aromatiske Lugt, maaskee ogsaa ved Navnet Enestöd, hvormed de benævnedes i Törvgravernes Maal. Den nöiagtigere Undersøgelse og Sammenligning (især med Overgangsformer fra andre Moser) har ikke ladet den ringeste Tvivl blive tilbage hos mig om, at de ere aldeles den samme Art, som voxte paa de höiereliggende Steder, og at det kun er Mosebunden, som har paatrykt dem det, i Sammenligning med hine höie og ranke Fyrretræer, besynderlige Ydre. En dermed aldeles lig Form findes under lignende Betingelser og Omgivelser i andre Lande (fornemmelig i Fjeldmoser) og er,iblandt de Træer, som gaae under det almindelige Navn Krummholz eller Knieholz. Ogsaa tillægges det tydske Knieholz en aromatisk Lugt, da det om dets Ved hedder: bråun- liches, harzreiches, balsamisch riechendes Holz. — Imellem Aarringene af Mosefyrren findes en Mængde udkrystalliseret Mosetælle, der gjør Veddet til et overordenlig godt Brændmateriale, og udsætter det for Ar- beidernes Saug og Oxe, for hvilke de kun saalænge vare skaanede, som der endnu vare nogle tilbage af de ranke letklövelige Fyrrestammer *). *) Deaf Hr. Prof. Forchhammer over Mosetællen i de ranke og forkryblede Fyrrestammer austillede Undersøgelser ere decls meddeelte i Videnskabernes Selskab (see Vid. Selsk. Forh, for Aar 1839) deels i de skandinaviske Naturforskeres Mode 1840 (see Beret- ningen om dette Mode, Bilag G). Et kort Uddrag af disse interessante Undersö- gelser turde her være paa sit rette Sted. Prof. Forchhammer fandt at den udkry- stalliserede Mosetælle indbefattede tvende forskjellige Substantser; den ene af disse kalder han Tekoretin, formedelst den Lethed, hvormed den smelter; den anden Phylloretin, fordi den krystalliserer i meget tynde Blade. Disse 2 Substantser ad- skiller man let derved, at man oplôser dem i kogende Alcohol og hensætter Oplås- ningen til Udkrystallisering; først krystalliserer Tekoretinet, siden Phylloretinel. Ved gjentagne Oplösninger og Udkrystalliseringer erholdes de rene. Tekoretinet er ufarvet og krystalliserer i store prismatiske Krystaller; det smelter ved 45° C, koger omtrent ved Qvægsolvets Kogepunkt, og destillerer ufor- andret over, Ved 111°C er dets Vægtfylde — 1,008, men ved höiere Temperatur udvider det sig stærkere end Vandet, og flyder paa dets Overflade. Det er uoplö- 59 En Vegetation af Egetræer maa have fulgt efter disse forkröblede Mosefyr, thi Levninger af dette Lüvtræ findes strax ovenfor det Moslag, seligt 5 Vand, let oplöseligt i Æther, men tung oplöseligt i Alcohol, dog saaledes at denne ved sin Koghede optager langt mere end ved lavere Temperatur, Det indeholder ingen Ilt, thi det kan destilleres over Kalium uden at lide nogen For- andring. Efter Middeltalletaf 2 meget nær overeensstemmende Analyser bliver Sam- mensætningen — C 87,17 H 12,84, dets Formel — C5 H® og dets efter denne be- regnede Sammensætning C 87,19 H 12,81. Phylloretinet er ligeledes ufarvet, men det krystalliserer i glimmeragtige, for- resten ubestemmelige, boielige Blade. Det smelter ved 87, 5° C og koger ved Q væg- sölvets Kogepunkt, Det er uoplöseligt i Vand, let oploseligt i Æther, og oplöser sig i en större Mængde i Alkohol end Tekoretinet. Over Kalium kan det destil- leres uden at forandres. Dets Sammensætning bliver efter Middeltallet af 2 meget nær overeensstemmende Analyser C 90,18 H 9,24, og dets Formel altsaa enten C2° H24 eller C®° H25. Den forste Formel giver en Sammensætning af C 91,08 H 8,92, den anden C 90,74 H 9,26 og det ovenanförte Middeltal af Forsögene giver, naar det beregnes i Hundreddele C 90,70 . H 9,30. Omendskjöndt altsaa Sammensætningen fuldkommen stemmer overeens med Formlen C?° 425 — C#H5, finder Prof. F, det for sandsynligere at Formlen er — C?° H36 — C5 Hs, Da baade Tekoretinet og Phylloretinet forekomme som Udfyldninger af na- turlige eller abnorme Hulheder og Spalter i Træet f. Ex. i Harpixgangene, i Mel lemrummet mellem Aarringene, mellem Barken og Splinten og da begge ikke ere forbundne med en iltet Terpentinolie-Forbindelse, finder Forf. det höist sandsynligt, at de ere fremkomne ved Forflygtigelse af Terpentinolie, hvis Bestanddele have ordnet sig paa en anden Maade, Antager man nemlig, at Phylloretinets Sammen sætning er C5116,. bliver denne Decompositionsformel meget simpel, thi naar i Terpentinolie 5 Atomer Kul ere i Forbindelse med 8 Atomer Brint = C5 H8, da er A cere hs te | Phylloretin. 3 Atom. Terpentinolie His 112% Cie Hs En lignende men mere sammensat Decompositionsformel kan opstilles, hvis Phyllo- retinet bestaaer af C4 Hs. Xyloretin er et hvidt Harpix, som findes især i Veddet af det fossile Fyrre- tree. Naar man udtrækker det fossile Ved med stærk Viinaand, inddamper Oplös- ningen, udtrækker Residuet med Æther og lader denne ætheriske Opløsning for- dampe langsom, udkrystalliserer dette Harpix i noget utydelige Former, som synes at være prismatiske. Det smelter ved 165° C og kan ikke forflygtiges uden at de- componeres ; det er ufarvet, uoplöseligt i Vand, let oplöseligt i Æther og Alcohol Efter Middeltallet af 5, kun lidet fra hinanden afvigende Analyser, hliver Sammen- sætningen C 78,97 H 10,87 O 10,16 og Formlen altsaa C4° H68 O4, hvilken giver beregnet C 79,02 Il 10,64 O 10,34. Uagtet Xyloretinen saaledes kun ved 2 Atomer Brint adskiller sig fra Sylvinsyre, hvis Formel er C4° Hs? O4, forbyder dog den store Omhyggelighed, hvormed Analyserne bleve anstillede, og den Omstændighed, at Xylo- retinet er et Hydrat, atansce Xyloretinet for en med Sylvinsyren isomer Substants; | Tekoretin. es 2 hvori Fyrrestödene staae, og nærmere Randen af Mosen findes det endnu i dette Moslag, saa det synes som om Egetræerne havde begyndt at klæde Bankerne om Mosen, medens hine Mosefyr i forknyttet Tilstand stode længere ude i denne. — Egestammernes Leieforhold ligne aldeles Fyr- renes; de ere væltede med Roden og Toppen vender imod Midten af Mosen. Det traf ikke sjelden at jeg stådte paa Egetræer, som havde været rod- fæstede i selve Türvmassen, og altsaa havde voxet deri, men ikke för i den men Prof. F. gjør det aldeles sandsynligt, at Xyloretinets Formel er C49 164 O3 + H20 og at altsaa Xyloretinet er et lavere Ille af samme Radical, som Sylvinsyren. Boloretin*) kalder Forfatteren en anden Forbindelse, der udskiller sig som et graabrunt Pulver, naar det fossile Fyrretræe og dets Bark udkoges med Alcohol, og Udkoget afkjoles. I större Mængde faaes Boloretinet af en graa jordagtig Substants, som findes i hule Fyrrestammer i Törvmosen; desuden har Prof, F. fundet den i en Törvart, som forckommer især i Jylland, og som kaldes Lyseklyn, og i de friske og aflaldne Naale af Naaletræerne, Ved en Række af Analyser af Lysklynets og Grannaalenes Boloretin viser Prof. F. at Boloretinet er et Hydrat af Terpentinolie, hvilket Vandmengden kan variere lidet. Formlerne efter de forskjellige Analyser vare af Grannaale C40 H77,2 06,3 — C49 H64 + O6,5 H13 af Lyseklyn C40H78 057 — Ci0H64 + O6 H12 af Lyseklyn. C40H75 05 == C40H64 +. O5 Hio. Boloretin af friske Grannaale, som havde henstaaet i 3 Maaneder bedækket af Viin- aand, hvorpaa det var blevet samlet, kogt med Vand, törret og smeltet, havde en Sammensætning af C 79,60 H 11,01 O 9,39, som svarer til C4° H68 03,6, og For- melen er sandsynligviis C40 1164 + O3 H6, saa at der altsaa her kun var 3 Atomer Vand bundet til Terpentinolien. Boloretinet smelter mellem 75? og 76° C og krystalliserer ikke; der findes Spor til denne Substants i de fleste Torvmoser, men den er en væsenlig Deel af Lyseklynet, hvilket beviser denne Törvarts Oprindelse fra Fyrreskovene, Dette stadfæstes lige- ledes ved den mikroskopiske Undersøgelse, da den indeholder mange Celler af Naale- træer. — Prof. F. slutter sin Afhandling om disse Stoffer med den Formodning, at Boloretinet spiller under Vegetationen den samme Rolle for de harpixartede For- bindelser, som Meelstoffet for de forskjellige Arter af Stivelse, Sukker, Gummi, og er den Forbindelse, hvorfra de under Vegetationen gaae ud og hvortil de atter vende tilbage. Til denne Anskuelse blev han bragt ved den Iagttagelse, at der i de fleste Granskud fandtes noget af det, og at Mængden tiltog med Grannaalenes Alder, Störst Mængde fandtes i de ved Juletiden afrevne Grannaale. Rav er det uforandrede Harpix af Naaletræerne i Brunkulformationerne; *) I en privat Meddelelse til Prof. Forchhammer foreslog den svenske Chemiker, Baron af Berzelius, at kalde denne Forbindelse Abietin, fordi den ogsaa forekom- mer i de friske Grannaule, eg dette Nayn ønsker Prof. F. ogsaa optaget, EST Afdeling af Mostörvlagene, hvori de erkjendelige Levninger af Mossene, paa Grund af den da indtrufne türrere Tilstand af Mosen, blive faae eller ingen. Ialt iagttog jeg kun 17 Stammer af Fyr og Eeg tilsammen i den hele Strækning langs Sydranden af Mosen, fra den vestlige til den östlige Ende; det üvrige Antal var bortført og benyttet. Da det tidligere har været angivet at Træerne i Moserne ligge imod en bestemt Verdens- kant, vil jeg ikke undlade her og i Fremtiden at angive den med Com- passet i Haanden af mig iagttagne Retning for hver Stamme. Rod. Top. Rod. Top. EAD: OSO. VNY. I SSO. NNY. B OSO. VNY. A SSO. NNY. Z SSO. NNY. L OSO. VNY. D SSO NV A S N 2 SO. NV a S. N. F SO. NY. 0 SO. NV. % Ö Vv P SO. NV IE OSO. VNY 9 OSO. VNV ØR 0S0. VNV Heraf fremgaaer det, at Retningen for begge Træarter er den samme, ox at i denne Side af Mosen den nordvestlige Retning er den fremherskende med en Afvigelse saavel imod Nord som mod Vest. I den Masse, som nærmest omgiver Egestammerne og disses Rüdder, findes ogsaa Blade og Frugter af Egene, men de ere sjeldne. *) De med Cursiv betegnede ere Eey, de andre Fyr. Wid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. F 42 Derimod findes nærmest Randen af Mosen og paa Skrænten omkring samme, altsaa umiddelbart over det beskrevne Affald af Fyrreskoven, et Lag (s), hvori Egelevninger spille en aldeles overveiende Rolle, og som er dannet paa samme Maade, som det underliggende Lag af Fyrreskovens Affald. I den nederste Deel af dette Lag (s) ere alle Levningerne gjen- kjendelige, men i den üverste Deel bliver det vanskeligt at gjenkjende nogensomhelst Plantedeel, fordi disse i Mosens daværende Tilstand have været mere udsatte for at hensmulre og danne den i vore Skove almin- delige Lövmuld, fürend de bleve underkastede Fortörvningsprocessen og opbevarede, og saaledes gaaer da umærkeligt Egetræernes Lövlag over i det overliggende Törvlag (U, hvilket jeg formedelst de mange deri liggende Elletræer har kaldt Elletræernes Lag. Dette bestaaer netop ogsaa meest af ubestemmelige Plantelevninger. Det udgjår Mosens üverste Lag, og dækker med en Mægtighed af 5—4 Fod det foregaaende Moslag, med de deri indhyllede Egetræer, saavel ved Mosens Rand, som i dens Midte. Enkelte Egetræer kunne vel findes spredte i Laget, men Elletræerne ere langt talrigere, saa at man endog paa flere Punkter kan overbevise sig om, at den egenlige Türvmasse fortrinsviis dannes af smaa Ellegrene, Ellelöv og Ellerakler, hvilke sidste næsten altid ere vel bevarede. Dette er ellers ikke Tilfældet med Levninger af Ellen, hvis Ved endogsaa meget hurtig oplöses og forsvinder; endog de Elletræer, hvis Stöd (Rod og Stykke af Stammen) endnu staae i den naturlige Stilling i Törven, have saalidet modstaaet Vandets Indvirkning, at deikke kunne bære deres egen Vægt, men falde i smaa Stykker, naar man med Hænderne tager dem op. Jövrigt tyder en Række af större og mindre Stammer og Grene, som ligge omtrent midt i dette store Lag, næsten heelt igjennem Mosen, og ere velbevarede, temmelig sikkert hen paa, at en usædvanlig Forstyr- relse har truffet Elleskoven paa en bestemt Tid. I alle andre Dele af Laget er det næsten kun den graalighvide Bark, som er bleven tilbage som Minde om de forsvundne Stammer. 45 At Hasseltræet (Corylus avellana) har bidraget væsenlig til dette Törvlags Dannelse især ved Bredderne af Mosen, er troligt; dets Til- stedeværelse i hiin Periode bevises ved et ikke ringe Antal af Nüdder, som findes paa mange Steder i Laget, og som for stürste Delen ere aabnede og gjennemhuggede af Træspætten, Det turde vel ogsaa antages at dette Træ var med i Egeskoven, skjöndt jeg her endnu ikke har Be- viser for det. Iblandt de i Ellelaget indesluttede Gjenstande maa jeg endnu nævne nogle tilspidsede Træstykker og nogle ved Id forkullede större Ege- og Fyrregrene, hvilke træffes hist og her i Laget, og rimeligviis hidrøre fra en meget ny Tid. Hermed ender jeg nu Beskrivelsen af den sydlige Sidedeel af Mosens Hovedpartie, og gaaer over til at omtale den bredere eller nordlige Sidedeel. I denne Deel af Mosen, hvilken paa fig. I er betegnet med a, have Törvgraverne formedelst Magelighed arbeidet meget uordenlig, da den indtrængende Vandmængde generede dem; jeg kunde derfor kun igjennem en Mængde af smaae og paa Halvveien forladte Fürvgrave, hvilke jeg nu og da fik gjort lidt dybere, komme til nogen Forestilling om Forholdene; men Billedet blev mangelfuldt. Det lykkedes mig f. Ex ikke forvist at afgjåre, om det ved det forrige Sidepartie omtalte överste Lag eller Ellelag (t, 0), dækkede ogsaa denne stürre og dybere Sidedeel aldeles. Ellelaget er nu kun at iagttage ved den östlige Ende af Mosen; Egestammer og andre Egelevninger forekom heller ikke uden ved denne Ende og ved Mosens nordlige Bred, hvor Rüdderne af begge Arterne laae imod den grusede Skrænt. Indad i Mosen, hvor der endnu var en betydelig Grad af Fug- tighed, havde Hypnum cordifolium udviklet sig saa kraftig og gjennem F* 44 saa mange Aarhundreder, at den i Forening med enkelte Planterödder danner et Lag, som gaaer ikke alene til den Dybde, hvortil Arbeiderne have naact, men ogsaa 5—4 Alen derunder, saa dybt jeg nemlig med et Mergel- boer af denne Længde var istand til at undersöge det. Det Eneste der afbråd Lagets Eensartethed vare brede Blade af Kjerulden (Eriophorum angustifolium), som strakte sig igjennem den midterste Deel af Türv- massen, og foraarsagede, at denne let deelte sig i tynde Plader. Ligesom elhvert af de hidtil under denne Mose beskrevne Lag indhyllede en Træ- art, som saa at sige var eiendommelig for det, eller som endogsaa kunde siges at have dannet Laget ved dets Lüvfald og Frugter, saaledes finde vi ogsaa her i dette store og dybe Lag af Hypnum cordifolium et Træ, som vi ikke för have stüdt paa. Birkestammer, aldrig hele og aldrig i Forbindelse med deres Rödder, ligge i alle Retninger. Hvorledes det rigtige Forhold her er, om nemlig Birketræet oprindelig har voxet i i denne svampede, låse og fugtige Mostörv, eller om det har voxet paa Bankerne mellem de andre Skovtræer, og dets Stammer paa en eller anden voldsom Maade ere bragte ud i det Bækken, hvori Mosteppet, der var i Begreb med at danne sig, indhyllede dem, kan jeg her paa dette Sted ikke afgjöre, da jeg ikke kunde anstille de nödvendige Undersögelser des- angaaende, men den fürste Formodning finder jeg er den rimeligste. Forresten seer man paa den Tilstand, hvori Birketræerne fandtes, at de ikke meget overgaae Ellene i Kraft til at modstaae Vandets Indfly- delse, thi alle Stammerne ere meget sammentrykte, om de end ikke bære Trykket af noget mægtigt Lag over sig; en Stamme af 6 Tommer i Dia- meter er ofte sammenpresset til een Tomme; desuden er det et sædvan- ligt Phænomen at finde selve Birkeveddet forsvundet, og kun det hule Barkrör er tilbage udfyldt meer eller mindre med Törvjord. — Foruden Stammerne af Birken fandt jeg ogsaa Trælevninger, som syntes at kunne være Piil, men de bleve kun trufne i den dybere liggende Halvpart af Laget og synes sjeldnere. 45 Da Skrænten paa den nordlige Side af Mosen ikke staaer saa skraa som ved den modsatte Side, vilde Træernes Leie og Retning her bedre kunne iagttages, men uheldigviis ere Træerne kun hist og her blottede, da der ere mange Punkter, hvor man enduu aldeles ikke har gravet. Om de Træer, som det var mig muligt at iagttage, kan jeg imidlertid angive, at Toppen stedse vendte mod Midtlinien af Mosen, og at fölgelig Hoved- retningen for Træernes Leie i denne Side af Mosen maa blive SV. Egetræerne ere ialmindelighed meget store, saaat der endog er ophugget 4 Favne Brænde af et af dem. Imellem Egene laae enkelte tem- melig ranke og store Træer, som jeg paa Grund af Veddets Stractur ansaae for Elletræer, da jeg oftere har seet disse paa vandrige grusede Bakker at maale sig med Bögene i rank Væxt og Höide. Hverken af El eller Eeg fandtes nogen Rod staaende i Mostürven, saa Mosteppet i denne Side af Mosen har været dem altfor fugtigt. Fig. IH. I den Törvmasse, som omgav Egestammerne blev for nogle Aar tilbage fundet et Horn af den store Fortidens Oxe (Bos primigenius) som af Mange, men neppe med Ret, ansees for Stamdyret til vort nuvæ- rende Qvæg. Det var omtrent paa samme Sted og i samme Dybde, at Arbeiderne angave for en Snees Aar siden at have fundet et Kunstpro- dukt af brændt Leer, i Form af et Horn, men afbrudt i begge Ender; dette Leerhorn blev mig givet af Hr. Jung til Holtegaard, og jeg har afbildet det fig. III; det synes at have været benyttet i sin Tid som Rögelsekar, thi paa den indvendige Side saaes endnu Spor af en sort smeltet Masse, som havde löbet ned af den. Denne Masse lugtede ret behageligt, naar den antændtes, ei ulig en Blanding afHarpix og Rav. 46 Glasuren, som lignede den Saltglasur, der paasættes det almindelige Steen- töi, er maaskee det mærkeligste ved dette Horn, da dette hentyder paa, at Hornet hidrörer fra en meget ung Tid. I den östlige Ende findes i Ellelaget, omtrent 3 Alen under Törve- nes Overflade, et Indlag af Sand og Leer, som tyder hen paa en betydelig Nedskylling fra den beherskende höie Bakke, hvilken her stöder lige til Mosen; men endnu en Gang senere og rimelig gjennem en længere Tid ere Bakkens Bestanddele nedskyllede over Törven, thi overalt i denne Ende af Mosen er 'Tårvmassen dækket med 4 til 4 Fod jord- blandet Sand og Leer. Nu have vi tilbage at betragte den sidste Deel af Törvmosen eller den imod Norden udgaaende Viig (fig. I B). Den er bevoxet med Græs og tildeels med Korn, og frembyder ‚altsaa kun liden Leilighed til Undersøgelse. Ved Hjælp af en Grüvt, som er fört igjennem den forat bortlede Vandet, seer man dog, at det üverste Lag nærmest svarer til det överste Lag (tt) i den sydlige Side- deel af den egenlige Mose, og at de svampede, af Mos dannede Lag, som ligge dybere, mere ligne en Dannelse af Sphagnum end af Hypnum cordifolium. For at undersöge Vigen nåiagtigere boredes flere Steder fra dens Overflade og fra Bunden af Vandledningsgröften, og deraf fremgik, at Törvmassen var over 4 Alen dyb, at Fyrrekogler, hvoraf nogle Skjæl bragtes op med Boret, ogsaa fandtes i denne Side af Mosen; at Under- laget overalt, hvor Boret kunde naae samme, var det blaalige Grusleer eller Sand, og at et Kalklag af 4 til 1 Fods Mægtighed oyeralt dækkede Underlaget. 47 Beskrivelse af Lillemosen. Forsaavidt som denne Mose ligger i Rullesteensformationens Gruslag, er dens Beliggenhed overeensstemmende med foregaaendes; men den staaer ikke, som hin, i Forbindelse med eller er fortsat af lavere Daldrag; den er et udfyldt Basin eller en Grube i en temmelig lav Grusbanke, med hvis svagt hvælvede Overflade Mosens Overflade har ligget næsten i lige Höide. Mosen er beliggende bag ved Gjestgivergaarden Ruders- dalskro mellem denne og Ruderhegn. Uagtet den hörer til de meget smaa Moser og saaledes maatte være lettere at overskue, har det dog ofte været vanskeligt at opfatte den rette Forbindelse mellem de ikke faa Afvexlinger, der vise sig i dens Sammensætning. Omkredsen vilde være ægdannet, hvis den ikke lidt over Midten blev ligesom indknebet, saa at den omtrent danner nedenstaaende Fig. IV. De ulige Udstræk- ninger forholde sig som 7 til 2; den ene Axe, den længere, ligger fuldkommen i Retningen fra N. til S. og er omtrent 240 Alen; den anden, den kortere Axe, gaaer altsaa fra Ost til Vest og er i den 48 bredere Deel af Mosen omtrent 70 Alen, og i den smalere Deel kun lidt over 40 Alen. I et ligefremt Forhold til Omkredsen, Længde- og Bredde-Udstrækningerne staaer det lodrette Gjennemsnit eller Dyb- den, der i den bredere Deel er dobbelt saa betydelig som i den smal lere. Omtrent fra Midten af Mosen skraaner Bunden op imod Nord- enden, saaledes at Törvmassen nærmest denne kun har en Tykkelse af 2 Fod. Væggene eller Siderne, hvorimod de Plantedele, der nu ud- gjøre Törvmassen, have leiret sig, have en ulige Hældning paa de for- skjellige Steder i Mosen, dog kan man ialmindelighed sige, at Mosens üstlige Sider staae under en dobbelt saa stor Vinkel som dens vestlige. Det Underliggende er en blaalig Blanding af Sand med lidt Leer; det indeholder ikke Forsteninger af nogensomhelst Art; det Sideliggende er deels dette Leersand, deels er det et mægtigt Gruslag, blandet med Rullestene, iblandt hvilke ikke faa Kalkstene, der have stor Lighed med Kalkstenen fra Terkildskov. Efter at have fremført disse forelöbige Bemærkninger om de ydre og omgivende Forhold, gaae vi over til en nærmere Betragtning af den indre Sammensætning. Men vi ville dog forinden skaffe os en Oversigt over Mosens Bygning ialmindelighed, og de enkelte Lag, der sammen- sætte den, og dette Overblik vil lettes os ved nedenstaaende Fig. V, der nemlig er et Gjennemsnit af Mosens sydligere og bredere Deel, omtrent det samme som a—b i Fig. IV. Fig. V. c. Rullesteensgruset, det Sideliggende. d. Grusleret, Mosens Underlag, som tillige begrændser Törvmassen noget fra Siderne. 49 r. s og t ere Randdannelser, fortrinsviis dannede af Skovlevninger, nedfaldne i Mosebækkenet. r. et Lag af Fyrreaffald. s. et Lag af Egeaffald. t. et Lag af Elletræer og deres Affald. n. p. q- u. I ere Lag, som fortrinsviis ere dannede af Planter, der have voxet i Mosebækkenet, men som tillige indhylle Blade, Frugt etc. af de omgivende Plante- og Skovvegetationer. n. Bevreaspens Region; et tyndbladet, skifret, kiselrigt Lag af Po- tamogeton etc., med Blade og Grene af Populus tremula. p- Fyrrens Region; et bladet Törvlag af Hypnum cordifolium, med Aftryk af Populus tremula, og Fyrrenaale (Pinus sylvestris.) q. ÆEgens Region; et Lag afSphagnum-Tårv med Egelevninger; i dets üverste Deel med Oxycoccos (Tranebær) og Limnochloa cæspitosa. u. Lag af Hypnum proliferum. Levninger af Birk og Eeg. v. Ellens Region. Lag af Sphagnum og Ellelevninger. Det blaalige Grusleer, der danner Underlaget, bliver i den överste Deel mindre rigt paa Sand, jo nærmere det kommer i Beröring med de Lag, som danne den egenlige Törvmasse. I den fugtige Tilstand er det fidtet at föle paa. Det bliver overalt dækket af et skifret og tyndbladet Lag (n), som næsten er eensfarvet dermed, og næsten kunde antages at være en Fortsættelse deraf, hvis man ikke saae, at organiske, tildeels oplåste Plante- dele ved dette sidstes Dannelse havde spillet den væsenligste Rolle. Laget er nemlig et Qvarteer tykt eller lidet derover, og Massen er let klövelig i en Mængde papiirtynde Lameller eller Plader; ved Tårringen bliver den haard og brækkelig, ruller sig op i tyndere eller tykkere Blade, og antager en sortladen Farve. Udglüdes den, taber den indtil Halvparten af sin Vægt, men dens Smaadelé beholde den samme Form; nogle af de Bestanddele, som ved Udglådningen gaae bort, antændes let og brænde Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. G 2 50 med en svag blaalig Lue, og det Tilbageblevne synes at være reen Kiseljord. Hr. Professor Forchhammer har paa sine almindelige geognostiske Fore- læsninger oftere omtalt et Lag af Riseljord, som skulde findes paa Bunden af Türvmoserne, og fornemlig skylde kiselholdige phanerogame Plan- ter sin Oprindelse. At vi her have noget aldeles analogt, er udenfor al Tvivl, og finder sin Bestyrkelse derved, at der paa mange Stederi den eensartede Masse findes A ftryk af Tusindblad, Skavgres, Frugter af Vandax (Myriophyllum, Equisetum, Potamogeton) &c. Den üverste Deel af Laget viser disse Forhold endnu tydeligere ; her bestaaer det nemlig ikke af hensmulrede, men opbevarede Plantelevninger: Stængler af Hypnum cordifolium , Equisetum, Blade og Stengler af de bred- og smalbladede Arter af Vandax (Potamogeton), isærdeleshed denne Planteslegts Frugter, Blade af Goderaad (Alisma plantago) 0. s. v.; men imellem alle disse ligge overalt Blade af Bevreaspen, Populus tremula, og enkelte Smaa- grene, der tydelig vise, at denne Fræart har under dette Lags Dannelse voxet paa Skrænterne omkring Mosen. — Dette Lag filger vel for- nemlig Sandlerets Overflade, og dækker Mosens Bund, men det gaaer dog ogsaa temmelig höit op paa Mosens Sider, især i den nordligere og vestligere Deel. De Partier af Moseskrænten eller Moseveggen, som ikke ere beklædte med dette kiselrige, skifrede Lag, ere ligesom dette Lag selv dækkede med et Térvlag (p), som udelukkende bestacer af Hypnum cordifolium Linn. Paa Skrænten og i Nærheden af samme er denne Mos- art mere tyndstenglet og udstrakt, men jo længere nedad og indad i Mosen man kommer, desto tydeligere og tykkere ere alle Mossens Dele, og her danner den et overmaade mægtigt Lag over Risellaget, og udgjür det nederste Lag af egenlig Térv i denne Mose: For nu först at folge de Lag, som iagttages over hverandre ved Randen af Mosen, og som for en stérre eller mindre Deel ere dannede af Plantelevninger, der oprindelig ikke hörte det Vandbekken til, hvori Törven senere har dannet sig, ville vi gaae fra den imod Skrænten lig- gende tyndstænglede Hypnum cordifolium til det deroverliggende Lag af liniedannede Gresblade, et Lag, som kun indtager faa Fod i Brede, og alene er en Randdannelse; i dets överste Deel sees ikke sjelden Fyrre- naale og Fyrrekogler; snart forsvinde alle Græsbladene, og vi have da et Lag for os (r), som næsten alene bestaaer af Fyrretræets Kogler, , Naale og Bark, blandede hist og her med Hypnum fluitans. Dette Lag (r), som jeg vil kalde Fyrrelaget, er vel fornemlig sam- mensat af ovennævnte Affald af en Fyrreskov, men der forekommer dog ogsaa Levninger af andre Træer deri, f. Ex. Frugt og Rakleskjæl af en Birk, Blade af en Pileart 0.s.v. Desuden ere de glatte, lindsedannede Frö af Menyanthes trifoliata (almindelig Bukkeblad), og enkelte Insekt- vinger (Donacia, fl. Arter) meget almindelige. " Om Koglerne i dette Lag har jeg at bemærke, at de endnu tydeligere, end i den foregaaende Mose, vise den tyndere og slankere Form, og at i Skjælsvulsten den længste Udstrækning af den rhombiske Grundflade hyppig ligger i Retningen af Roglens Axe. Mængden af Koglerne er saa stor, at de kunne opsamles skjeppeviis. Naalene synes i Almindelighed kortere end hos den almindelige Fyr; de findes undertiden endnu fastsiddende paa Gre- nene, men gjennemvæve forresten hele Lagets Masse. Enkelte udkastede Fyrrefrö (Nödder) sees overalt, men hyppigst finder man dog, at Nüd og Vinge sidde vel bevarede inden Roglens tiltrykte Skjæl. Nogle Fyrre- stammer ere endnu tilbage og afgive et Billede paa Fyrreskovens Væxt ; de ere i det Hele taget langt fra at være saa ranke som Stammerne i Vidnesdam, da de ere meget mere forgrenede, og Grenene begynde at udgaae i en langt ringere Hüide. Alle Træerne vende Topenderne indad i Mosen, og ligge i Forbindelse med deres Rüdder, som ståde imod Grus- skrænten. Da denne sidste staaer meget skraat, gjåre Stammerne en meget stor Vinkel med Horizonten, og kunne næsten siges at være styr- tede hovedkulds ned i Mosen. Mosctællen findes overalt i Fyrre- G* 52 træerne, dog i disses forskjellige Dele af et noget forskjelligt Udseende; i Rødderne er den oftest i meget fine Krystaller, i Stammerne derimod baade i overordenlig fine krystallinske Blade og i en fiinkornet eller pulveragtig Form. I Spalter, især hvor Grenene udgik fra Stammen, fandt jeg Harpixet undergaaet en anden Forandring; det var ikke blevet til Mosetælle, men var mårkguult af Farve, og meget klæbrigt at füle paa. Eengang forekom mig noget, som jeg ansaae for samme Stof, skjöndt det havde et forskjelligt Udseende; det havde samlet sig i brune Draaber eller Kugler, der syntes at være Grupper af meget smaa Krystaller. Hvad den Retning angaaer, hvori Fyrrestammerne laae, da er den ovenfor almindelig angivet. Næsten alle Stammerne vare fürte op fra Mosen, for at benyttes til Brændsel, og laae enten ved Siden af den eller vare bragte op til Gaarden. Blev jeg end derved istand til at gjüre mig et Begreb om deres Antal, der ikke havde været ubetydeligt, var Retningen for de enkelte Træer dog gaaet tabt for mig, og jeg kunde kun iagttage denne paa det eneste Punkt, hvor endnu nogle faa vare be- varede i deres oprindelige Leie, nemlig i den sydostlige Sidedeel af Mo- sen. Her havde Grusskrænten og Fyrrelaget en Hældning af omtrent 25°; dettes üverste Rand var over 2 Alen neden for den üverste Rand af Grus- skrænten, og dets nederste Rand syntes næsten at naae Kisellaget (n); dog var dette ikke eens paa alle Punkter. Rod. Top. 5 Rod. Top. A SO. NV. E OSO. VNV. B i SSY. NNO. F Ö. Ve: Cc SSV. NNO. G SO NV. D SO. NV. H SV. NO. Det hele Fyrrelag er omtrent 44 Fod mægtigt, men synes foroven mindre skarpt begrændset; thi i dets överste Deel finder man enkelte Egegrene, ligesom man maaskee ogsaa i det overliggende Lag kan finde enkelte Fyrrenaale. 55 Ovenpaa Fyrrelaget fülger en Masse (s), som med Hensyn til Op- rindelsen eller til Dannelsesmaaden staaer dette meget nær, thi den bestaaer ligeledes af en Skovvegetation, men af en Lövskov, af Egetræer.' Smaa- grene, Blade, Agern, disses Skaale og tildeels Stammer sammensætte denne Masse. Egelaget hviler aldeles paa det Lag, hvori Fyrretræets Levninger ere indhyllede; det gaaer derfor ogsaa omtrent parallel med Skrænten, men har en stårre Mægtighed end Fyrrelaget (næsten 2 Fod), og tiltageri Tykkelse, eftersom det gaaer nedad, hvorimod det ikke gaaer saa dybt ned og indad i Mosen, som dette. Paa den modsatte Side af Mosen forekomme begge La- gene under de samme Forhold, naar undtages, at de ikke ere saa tykke og ikke ligge under saa stor en Hældning. Foruden de anförte Egelevninger fandt jeg flere Arter Plantefrö, fornemlig af en Carex, Menyanthes tri- foliata og en stor Egesvamp med Huller, gravede af et Insekt. Det Spørgsmaal, som nu nærmest opkastes os, er: hvilken af vore indenlandske Egearter er det, som vi have her liggende i Mosen, og som i ældgamle Tider har dannet en tæt Egeskov over disse Egne? — At vii de danske Skove have to gode Arter af Ege, betvivler vel Ingen; den ene meget almindelig, den anden overordenlig sjelden, og hidtil kun funden paa et Par Punkter i det egenlige Danmark. Som de bedste Karakterer, hvorved man kunde adskille dem, har man hidtil angivet Frugtstanden, Bladformen og Forgreningen; men da vi nu i Laget finde Frugterne låse og uden Stilke, sjelden hele Blade, og Grenskuddene uden :For- bindelse med hverandre, saa vil det sikkert falde meget vanskeligt at be- stemme Årten efter een af disse Karakterer. Imidlertid vise de mangfol- dige Bladbrudstykker, at Bladene have havt overordenlig lange Bladstilke (over en Tomme), og de låse Smaagrene ere meget tykke og vise meget tykke og korte aarlige Skud, hvilket gjentager sig paa alle större og mindre Grene; Oinenes Stilling paa Grenene og Knoppernes fyldige Ud- sgendeog hele Form lader desuden ved en umiddelbar Sammenligning aldeles ingen Tvivl være om, at virkelig alle Levninger tilhöre alene den præg- 54 tige Vintereeg (Qvercus sessiliflora), netop den Art, som nu er saa meget sjelden i Landet. Stammerne ligge i samme Retning som Fyrretræerne, og have ofte en betydelig Tykkelse. Det Lag, som i Mosen fölger, og i Beskrivelsen altsaa ogsaa maa folge, paa Egelaget, er Ellelaget (t), en Tårvmasse, som fornemlig er sammen- sat af Elletræets forskjellige Dele. Ligesom alle de andre Planter, der have bidraget til Massens Dannelse, have disse undergaaet saamegen Oplåsning, _at de ere mindre let gjenkjendelige, hvorfor Laget, skjöndt flere Fod tykt, i hele sin Mægtighed er temmelig eensdannet. 1 Laget ligge nogle Rödder og Stammer af El, enkelte af Birk og Piil, og ellers afbrydes Eensartet- heden kun hist og her ved en indskudt Stribe af Sphagnummos. Elle- laget er det överste Lag i Mosen, og er ikke blot en Randdannelse, men som vi siden skulle faae at see, et Lag, som gaaer over hele Mosen. Kun paa eet Punkt, nemlig i den allersydligste Deel af Mosen, sees det egenlige Ellelag dækket med Sphagnummos, men dette maa have voxet derover i den sildigste Tid, da det endnu ikke er begyndt at fortürves 9: at gaae over til Törvmasse. Dette er nu Forholdene ved Randen af Mosen; vi ville nu gaae ud iden og der ligeledes forfölge Törvlagene i den Orden, hvori de ligge over hverandre. Det dybeste Lag see vi at være den bladede Törvmasse (p), som næsten udelukkende er dannet af Hypnum cordifolium. De svömmende, undertiden alenlange, Stængler af denne Mosart, give Törvmassen det bla- dede Udseende og den Egenskab, at man kan oprulle den i meget tynde, men overordenlig store Plader. Nesten ingen anden Plante eller Mosart har voxet blandt denne Hypnum, eller bidraget til at danne denne Törvmasse. Flere store Rödder af Aakanden, Nymphæa, findes vel i Lagets nederste Deel, men de synes snarere at have hört til den forudgaaende Vegetation, som ligger be- gravet i Laget n; ogsaa findes hist og her, i Nærheden af disse Rödder, tal- rige Blade af Bævreaspen (Populus tremula). Tillige iagttager man enkelte Insektlevninger, nogle lancetdannede Blade, der ligne Pileblade (Salix), en — 55 Mængde Blade, Rakleskjæl og vingede Frugter af Birketræet, og storcog velvedligeholdte Naale af Fyrretreeet, dog forekomme disse sidste kun i den överste Halvdeel af Laget, hvor Stænglerne af Hypnum cordifolium stedse ere mindre udstrakte og ligesom tilkjendegive, at de ikke have voxet saa frit og fugtigt som deres Forgængere. De fra Skrænten indad i Mosen liggende Fyrrestammer ere indhyllede med deres dybestliggende Ender i den üverste Deel af denne 4} Fod tykke Hypnum-Masse (see ovenfor). Det fålgende Lag (q) er ligeledes dannet af en selskabelig voxende Mosart, nemlig en Sphagnum, og frembyder en almindelig Mostörv eller Svamptôrv. Da Massen er mere lås og usammenhængende, gjenkjendes kun de traaddannede lange Sphagnum-Stængler. Selve Bladene til denne Mos findes kun sjeldnere vel bevarede, og Levninger af andre Planter, som kunne have voxet i den, eller samtidig med den udenfor Mosen, ere meget vanskelige at gjenkjende, da den altfor låse Törvmasse ikke tæt nok har omsluttet dem. En Undtagelse herfra gjøre imidlertid 2de Planter, som i Slutningen af Sphagnumets Voxetid have taget indgribende Deel i Törvdannelsen; den förste af disse er Tranebærbusken, Oxycoccus vulgaris, som med sine tykke, læderagtige Blade og blanke, i hverandre indviklede Stængler danner en meget smuk Törvmasse. Heri fandt jeg nogle tem- melig rette Stængler af en Halvbusk, der sikkert tilhöre Andromeda polifolia, og af denne har jeg ogsaa fundet de tykke læderagtige Blade. I denne (överste) Deel af Sphagnum-Laget iagttages forresten enkelte Birkestammer og Birkeblade; ogsaa omslutter den enkelte Egelevninger, og deriblandt de fra Randen udskydende Egestammer; tillige forekomme ikke faa mærkværdige Sammenhobninger af grottede Insekter, — Excre- menterne, som det synes, af et lidet Pattedyr (Sorex) — og lignende 56 Sammenhobninger af meget smaa Plantefré. Den anden Planteart, som spiller en stor Rolle under denne Mosudvikling, er Mosesiven, Limno- chloa cespitosa; thi i Forening med Kjærulden, Eriophorum angustifo- dium, danner den flere Steder en 5 til 6 Tommer tyk Masse, der faaer et eiendommeligt Udseende ved de mange Trevler (Karbundter), hvori Rodbladene og Stænglerne oplöse sig. Efterat den hele Sphagnum-Udvikling ved de aarlig hendüende Stængler og Lüv havde afgivet saa megen Masse, at der deraf paa de for- skjellige Punkter havde dannet sig et Törvlag af 11 Fod til 2 Fods Tyk- kelse, indtraadte en stærk Vegetation (u) af den smukke Hypnum proli- ferum. Dog var denne Indtræden neppe pludselig, thi man finder i Be- gyndelsen begge Mosarter blandede; men naar man undersöger Massen et Par Tommer oppe i Laget (u), finder man dette saa udelukkende dannet af denne Mosarts hornglindsende, næsten finnetgrenede Stængler, at man forgjæves søger efter nogen anden Plantelevning i den. Alligevel kunne fremmede Plantedele gjerne have været nedfårte i Mostæppet, medens dette voxte, men dets låse Sammenhæng vilde neppe tillade, at disse bleve saa tæt omsluttede, at deres Omrids længe kunde vedlige- holdes med nogen 'Tydelighed. Disse 5 store Lag eller Mosudviklinger — Hypnum cordifolium- Sphagnum- og Hypnum proliferum- Lagene — have alle det tilfelleds, at de, saaledes som Gjennemsnittet viser, ved Siderne ligge under samme Heldning som Skrænterne af Mosen, og der stöde op til de os fra det Foregaaende velbekjendte Randdannelser (r, s), men have deres stürste Megtighed, hvor de ligge horizontalt eller parallel med Mosens Bund. Igjennem alle tre Lag gaae ogsaa Levningerne af Birketrect. Bladene og Frugtdelene sees allerede i temmelig Mengde i det nederste Lag (p), Stammerne findes derimod fornemlig i det mellemste (q), og den nederste Deel af det överste (u) af disse tre Lag. Her bliver det nu Stedet at besvare, hvis det er muligt, det i den forangaaende Beskrivelse af Vid- we nesdammosen henstillede Spirgsmaal, om det er den almindelige Birk, Betula alba, som findes i disse Skovmoser, og om den oprindelig har voxet i Mosen? Den sidste Deel af Spörgsmaalet kan besvares bekræftende; thi paa Grændsen mellem Sphagnum-Laget og det oven over liggende Lag af Hypnum proliferum fandt jeg tvende Rodstöd af Birken staaende urörte, saaledes som de havde voxet, opskydende gjennem Törven 6—8 afknækkede Stammer af 2—5 Tommers Gjennemsnit. Det fugtige Voxe- sted, og det Forhold, at mange Stammer kom fra samme Rod, kunde let lede paa den Formodning, at man her havde Duunbirken (Betula pube- scens) for sig, hvilken Art just holder sig til saadanne Localiteter; men de imellem de tynde Plader af Hypnum-cordifolium-Laget velbevarede hele Blade vise tydeligen, at Bladrandene have dannet en meget spids Vinkel baade ved Grunden af Bladet og ved Spidsen — noget, som al- deles ikke passer paa Duunbirken. Tage vi desuden Rakleskjællenes Form til Hjælp, vil denne ogsaa stemme mere med Formen hos Betula alba end hos Betula pubescens, skjéndt den ikke stemmer aldeles med den. Dei Mosen liggende Rakleskjæl' have aldrig nogen tilbageböiet Hage paa den udspærrede Sideflig, medens en enkelt heel Rakle, som jeg iagttog, dog havde baade en Korthed og 'Tykhed, som mindede om Duun-Birkens. Saaledes synes Birkelevningerne i Mosen at have Lighed baade med den ene og den anden Art, og höre maaskee hverken den ene eller den anden til, men gjøre en Overgang mellem begge. Alle disse 5 Mos-Törvlag blive dækkede ved et flere Fod mægtigt Lag (1 af Grene og Stammer af El, Birk og Piil, det samme Lag, som ligger over Dannelserne ved Randen, og som saaledes gaaer over den hele Mose, Dette Ellelag frembyder kun faa andre kjendelige Plantelevninger, skjündt den meget afvexlende Farve og Structur tydeligt råber, at snart en, snart en anden Væxt har fremherskende afgivet Massen. Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. H ” 58 Disse ere de almindelige Træk i denne Moses Sammensætning; der gives dog hist og her i de forskjellige Lag nogle Modificationer, som jeg ikke kan undlade her at fremsætte. En Rod af et Egetræ fandtes for Exempel staaende omgivet af en guulagtig Törvmasse, hvori den fra Fyrrelaget bekjendte Hypnum fluitans saa at sige var eneherskende; dette var imidlertid kun et localt Forhold, som kun strækker sig faa Fod ud til Siderne. Paa et nordligere Punkt var Sphagnum-Lagets Mos saa aldeles oplöst, at det dannede en eensartet sortbruun Törvmasse, der kun i större eller mindre Mellemrum var gjeunemskudt af tynde, lyse Plader af temmelig frisk Sphagnum og lignende Mosarter. — I den sydlige Ende af Mosen stod etFyrretræ med en afknækket, 3 Alen lang Stamme endnu i den oprindelige, næsten lodrette Stilling, og navnligen saaledes, at Rüd- derne mod Syden gik imod Grusbakken, imod den anden Side derimod gik de ud i Mosens svampede Törvlag. Ved det mere snoede Ydre, som disse Rödder i denne sidste Retning havde, og ved Fibrernes mere bug- tede Löb i dem, saae jeg en begyndende Overgang til den ved forrige Mose omtalte Form af Fyrretræet, som jeg antager kun skyldte sit frem- mede og besynderlige Udseende til det fugtige Voxested. — Baade Fyr- rene og Egene, især de förste, ere meget ofte fundne svedne til Kul paa Overfladen, især paa den ene Side, hvilken, ifölge Törvarbeidernes Udsagn; altid skal vende ned ad; jeg saae, at det var Tilfældet med et Par Stykker, men om det hyppigst var saaledes, betvivler jeg meget, da jeg fra et bestemt Partie af Mosen i den Henseende undersögte flere : Træer, uden at finde det bekræftet. Nogle Dyrearters Forekomst i de forskjellige Lag og deres Hen- fören til bestemte Arter har jeg tildeels indtil nu forbigaaet, fordi jeg ikke havde fundet dem i tilstrækkelig Mængde, for deraf at kunne drage nogen Karakteristik for de enkelte Lag, skjündt de heller ikke bør an- sees for saa sjeldne, at man jo ved en større Udstrækning af Undersö- gelserne vil kunne skjelne mellem den almindelige Forekomst og Tilfæl- Be digheden, og derved ledes til et klarere Begreb om den oprindelige Til- stand af det Lag, hvori de ere fundne. Alle de i denne Mose fundne Insekter tager jeg derfor paa eengang, og jeg vil strax dele dem i to Grupper: dem, som synes at være eiendommelige for saadanne fugtige Localiteter, hvor Törv danner sig, og dem, som kunne tænkes hidkomne af en Hiendelse, idet de flyvende eller löbende forfulgte deres Næring. Til_de förste vilde jeg regne Levningerne af en Hydroporus og en lille Sphæridium fra Sphagnumlaget, og dei Fyrrelaget og tildeels i Spha- gnum-Laget hyppig forekommende Vingedækker af Donacia-Slægten; til de sidste regner jeg Cychrus rostratus, Otiorhynchus, Omasus og Benene afen Geotrupes,. alle fra de to nederste Afdelinger af Mosudviklingen. — Beskrivelse og Bestemmelse af de ikke faa Rnokler af store Pattedyr; som ere fundne her, og som for Stürstedelen allerede vare solgte til de omvankende Beensamlere, fürend jeg fik fat paa dem, ünsker jeg mis forbeholdt til en anden Gang, indtil jeg faaer flere Materialier samlede om denne Gjenstand. Jeg vil kun bemærke, at de fleste synes at håre til de større Arter af Hjorteslægten, og have været fundne i forskjellige Lag, dog hyppigst i Egetræernes Region. Hi* 60 Vidnesdam- og Lillemoses Dannelseshistorie. I de foregaaende Blade har jeg fremstillet de Kjendsgjerninger, som frem- bödes mig ved Undersögelsen af de her beskrevne Mosers Bygning; jeg vil nu af disse uddrage de væsenligste Trek i Mosernes Historie, og be- strebe mig for at samle og gjengive disse i et mere overskueligt Billede af Moserne som Heelheder, og af den Udviklingsgang, som har viist sig under deres Dannelse. For lettere at sammenholde Trækkene i dette Billede, ville vi under Fremstillingen have Oiet stadigt heftet paa de her atter gjengivne Gjen- nemsnitsfigurer, figg. VI og VII. Vidnesdam og Lillemose ligge i den samme geognosliske Omgi- velse. Rullesteensformationens Gruslag begriendse dem fra Siderne, me- dens dens mere lerede Masser danne Underlaget for dem. I de tvende Led af denne Formation ere altsaa Mosebækkenerne, eller de Fordybninger, hvori Törvmassen senere og efterhaanden har dannet sig, udhulede. Disse Bækkener vare meer eller mindre vandfyldte, og modtoge deres Vandmængde deels umiddelbart fra Atmosphæren, deels middelbart, for- saavidt Regnvandet tillige faldt paa Omgivelsens nögne Gruslag, og igjennem dette sivede ned til de lavere Steder. Da Vandet under dette sit Löb fulgte Gruslerets Overflade, maatte det fore en Mængde af fine Leerpartikler med sig, og desuden oplöse noget af den Kalk, der som Rridtsmuler næsten altid er indblandet i Rullesteensleret. I den rolige 61 Bundfældning af disse i Vandet svævende Partikler see vi altsaa Oprin- delsen til det første af de Lag, Beskrivelserne omtale, nemlig det Lag af fiint Leer (m fig. VD, som udklæder Bunden af begge Moserne. Rimelig har i den Tid det organiske Liv i Vandet været meget tilbagetrængt, om der i det Hele taget har været noget Liv deri, thi de faa Levninger, som hentydede paa et saadant, turde maaskee senere være nedsunkne i det blåde Leer. Ligesaalidt synes det, at der paa de nærmeste Omgivelser var nogen Plantebedækning eller nogen Dyreverden, thi Lev- ningerne af disse vilde da enten i ikke ringe Mængde være nedlagte og bevarede paa Grændsen af Mosebækkenet og sammes höiere Omgivelse, eller i enkelte Stykker idetmindste ved Vind og Vand være nedförte i Bækkenet, og afleirede hist og her paa dets Bund; men dertil findes intet Spor. Just i denne Henseende frembyde Türvmoserne et meget lære- rigt Forhold, til hvilket Kullagene — som den fjerne Fortids og Urtids Törvmoser — ville fremvise noget Lignende, naar de undersöges i samme Retning. I vore Türvmoser finde vi nemlig ikke blot de döde Levninger af det organiske Liv, som udviklede sig i Mosebækkenet, og som ved sin Udvikling igjennem flere Former og Livsperioder gave de forskjellige Lag i Törvmoserne deres Oprindelse; men den forangaaende Beskrivelse afde 2 Moser lærer, at vi tillige finde döde Levninger ikke blot af enkelte Organismer, men af et heelt organisk Liv, og altsaa fuldstændige Udtryk for en Livsvirksømhed, som flere Gange fremkom og forsvandt der, hvor Omgivelsen berörte Mosen, og hvis Frembringelser deels regelmæssig ved Aarets Vexlinger, deels tilfældig ved Vind eller Vand nedlagdes i Bæk- kenet. Jo mere det derfor skorter os paa Oplysninger om den Livsvirk- somhed, som gjennem Aartusinder har fundet Sted paa de hüiere og törre Strækninger, fordi ethvert Produkt af dette Liv og dets periodiske Vexlen udsattes for Luftens Indvirkning, strax hensmulrede og intet Spor efterlod sig, desto vigtigere bliver os ethvert Vink, Törvmoserne i denne Henseende kunne give os; thi hvergang vi under Undersügelsen af en Torv- 62 mose gaae fra det ene Lag til det andet, og saa at, sige stige paa de döde Levninger af et kraftigt og forsvundent Planteliv, til den maaskee endnu mægtigere Vegetation, som har hævet sig paa dettes Ruin, træffe vi blandt disse Mosens oprindelige Indvaanere en Mængde Gjæster fra den nær- mere Ompivelse, der vel ere döde, men dog fuldgyldige, hele Eiendom- meligheden gjengivende, Repræsentanter for den samtidige Livsudvikling paa det höiere og törrere Land — hvergang, siger jeg, vi vende et Blad i Mosens Historie, finde vi, om end ikke stedse et tilsvarende Blad af Omgivelsens Historie, saa dog en Randnote eller en i Texten indskudt. Henpegning, som oplyser Forholdene, der samtidig fandtSted i Omgivelsen. Efterat Vandet ved Bundfældningen havde renset sig, indtraadte det organiske Liv. Som det fürste Produkt af dette finde vi i Vidnesdam et ikke ubetydeligt Lag af kiselblandet Ralk (:), der ligger over Leerlaget. Kalken er, som i de fleste Ralkdannelser, den til de lavere Dyrs Skaller afbe- nyttede Kalk, der nu ved Skallernes Hensmulren danne det Meel eller Deig, hvori de enkelte hele Skaller ligge bevarede. Skallerne tilhöre de Arter af Vandsnegle og Bünneskjæl (Limnæus, Planorbis, Physa, Cyclas), som almindelig leve i vore stillestaaende lave Vande, og at Vandet i Bæk- — kenet dengang neppe har havt nogen höi Stand, antyder Væxten af de Vandax og Tusindblad, paa og imellem hvilke Sneglene levede. Det Samme fremgaaer ogsaa deraf, at Ralklaget ikke naaer ret höit op paa Mosevæggens Sider, og at det midt i Ralklaget liggende Indlag af kort- stænglede Myriophyllum- og Hypnumplanter har kunnet danne sig, thi Vandet maa da til en Tid, og rimelig for en lang Aarrække, have været næsten borttürret, og Dyrelivet standset, hvilket imidlertid senere med den tiltagende Vandmængde indtraadte i sin fulde Virksomhed, og dannede den Halvdeel af Kalklaget, som ligger over Indlaget. — I Lillemose fandtes over det udskyllede fine Leer et fiintbladet Aiselrigt Lag fuldt af Plante- aftryk netop af saadanne Væxter, som indeholde megen Risel, og derfor med god Grund kunne ansees for at have bidraget væsenligst til Lagets mire Dannelse. ‘Alt tyder hen paa, at Vandet var dybt, og selve Laget (n fig. VIN skyder höit op paa Skrenten, Skavgræs, Tusindblade, de bredbladede Vandax have dannet en tæt Skov i det dybe Vand, medens Overfladen fortrinsviis dækkedes af Vandaxenes og Aakandernes brede Blade. Dyre- livet paa disse Planter var stærkt tilbagetrængt, og intet Spor af Skal- dyr er fundet. Den forskjellige Retning, hvori Livet i Moserne begyndte at ud- vikle sig, idet i Vidnesdam Dyrelivet aldeles var fremherskende, medens Plantelivet i Lillemosen spillede den störste Rolle, fortsatte sig ikke ud over denne Mosernes förste organiske Tilstand, i hvilken der saa at sige kun foregik de forberedende Processer, som siden skulde fremkalde den stærkere og mere eensartede Vegetation, der paa eengang er den meest eiendom- melige for Törvmoserne og tillige den, der meest fremskynder Dannelsen af Törvmassen som saadan. Vegetationen, som i begge Bæl;kenerne hidtil bestod af saadanne Planter, hvis Rødder stode i Mosens Bund og hvis Stængler krydsede gjennem det lavere eller dybere Vand, idet Bladene mecr eller mindre tæt flåd paa dettes Overflade, blev underkuet af en anden Art af Vegetation, som ikke fæstede sine Rødder i Jorden, men paa de paa Overfladen svömmende Blade, over hviike den dannede et Net eller Filt, og siden et tykkere Tæppe, som tilsidst lod ethvert Spor af den foregaaende Vegetation og Dyreverden forsvinde, idet det aldeles berövede dem Lyset. Dette svimmende Tæppe, eensformigt i Væxt og i Sammensætning, hævede sig mere og mere, idet den ene Mosgeneration aflåste den anden, alle begunstigede ved den nedenfra opsugede Fugtighed. Som Produkter af denne nye Form for Plantelivet fandt vi i Vidnes- dam (fig. VD de fölgende Lag over hverandre: umiddelbart over Kalklaget en mægtig Udvikling af en Sphagnummos (p), derover et endnu mægtigere af Hypnum cordifolium (q), og tilsidst et Lag (U, hvori Sphagnum- og Hypnumplanterne indblande sig mellem Löv og Rödder af Elletræer. nan en put hs ae 64 Disse sidste er det, som give dette Lag en bestemt Karakteer og knytte Mosens överste Afdeling néie sammen med Dannelsen i vore almindelige Ellemoser. — En aldeles lignende Félgerekke i Frembringelserne af de hver- andre aflåsende Perioder i Mosernes Væxt iagttage vi i Lillemosen (fig. VID, og denne Fålgerække kan endog kaldes mere uddannet, fordi der lige- som er flere Led udviklede i den, eller, hvis man betragter det fra en maaskee rigtigere Side, fordi Hovedleddene deri have udfoldet sig fuld- stændigere. Nederst måde vi en Vegetation af den her meer end alen- lange Hypnum cordifolium, af hvis svömmende Stængler aarlig dannedes et af de tynde Blade, hvori det mægtige Lag p saa let deler sig; derpaa fålger den ikke saa bladede Masse, som Sphagnummosset afgav (q); idet det fra den halvsvümmende Tilstand, hvori det fulgte paa Hypnum- mosset, blev mere og mere kortstænglet og endte med at gaae over i de lettere Plantedækker af Kjærulden, Mosesiven og Tranebærbusken — den samme Gang, som den almindelige Sphagnum- Vegetation i Lyngmo- serne følger. Endnu fremtræder en Mosart af en anden Natur, i den ikke ubetydelige Udvikling (u, u) af Hypnum proliferum, inden Mosens hele Vegetation faaer den Retning, som slutter Dannelserne i Vidnesdam, og Ellemosens Lag dannes (t’,t°). Om end Mosebækkenerne have en overeensstemmende Dannelsesmaade deri, at de begge fyldtes ved Törvmasser, der vare mægtige efter hver- andre indtrædende Vegetationer af Mosarter, saa gik Overeensstemmelsen dog ikke saavidt, at Mosvegetationerne fulgte paa hverandre i samme An- tal eller samme Orden. Mellem de Vegetationer, som indledede den egen- lige Törvmosevegetation (og hvis Produkter ere Kalklaget og Kisellaget) og Ellemosevæxten, som slutter Dannelsen i disse vore Moser, have vi saaledes kun to Led i Vidnesdam: Sphagnumlaget og Hypnum-cordifo- liumlaget, medens vi i Lillemosen have 3 Led og i en anden Orden: Hypnum-cordifoliumlaget, Sphagnumlaget, med de tilhörende Tæpper af Oxycoccos og Eriophorum etc., og Hypnum-proliferum-Laget. Aarsagen Mn. 2 . e er. 65 til en saadan Omsætning i Dannelsesgangen i de 2 ældste Lag antager jeg for tilfældig, saameget mere som Hypnum cordifolium neppe fordrer andre ydre Betirigelser end Sphagnummet, ligesom ogsaa ingen af disse to Mosser blot ved sin Tilværelse men kun ved den antagne ydre Form nærmere kan antyde de Forhold, der omgave dem. Tage vi Hensyn til disse ydre Forhold, og da fornemlig til Mosebækkenets Overgang: fra det vandfyldte Bækken til den törvfyldte Mose, bliver det tydeligt, at Lagene svare til hinanden, som de fölge paa hinanden, og at Sphagnumstadiet i Dannelsen af Vidnesdam ikke er Sphagnumstadiet i Lillemosen, men netop Hypnum-cordifoliumstadiet, og omvendt, at Hypnum-cordifolium- stadiet i Vidnesdam er Sphagnumstadiet i Lillemosen. Vi see i den hele Fölge fra neden af opad, hvorledes efterhaanden Vandmassen formind- skedes og kun en stærk Fugtighed blev tilbage i Bækkenet. Allerede Hypnum proliferum er mindre en: Vandmos end en Landmos, der holder af et fugtigt Voxested, og dets Udvikling udgjér et fuldkomment Mellem- stadium mellem de foregaaende Mosdannelser og den efterfålgende Elle- mosevegetation. Men endnu nærmere kunne vi fastsætte denne Samtidighed i de omtalte Moslags Dannelse, naar vi tage alle de Vink til Hjælp, som Mo- serne have givet os om de Vegetationer, der efterhaanden have indfundet sig paa de omgivende höiere Partier. Det er saaledes allerede berört, at Skrænterne og Bankerne om Moserne rimelig vare uden, al Plante- og Skovbeklædning, saalænge endnu ingen Vegetation var indtraadt i Mose- bækkenerne; men saasnart en saadan viste sig der, have vi ogsaa Beviser for et vakt Planteliv i den nærmere Omgivelse. Medens den forberedende Vegetation af Equisetum, Myriophyllum, Potamogeton, Nymphæa gav sit aarlige Bidrag til det bladede Kisellags Dannelse, henkastedes over den aarlig tilkomne tynde Plade Bladene af Bevreaspen, og Mængden af disse Blade tilkjendegiver noksom, at dette Træ har voxet meget almindelig i Nærheden. Om der i Mosen Vidnesdam under Dannelsen af det til Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. I 66 Risellaget svarende Kalklag har været en lignende Vegetation af Bævreasp, kan jeg ikke med fuldkommen Sikkerhed afgjöre, men nogle Smaagrene, fundne i Kalklaget, om end mindre vel bevarede, tyde ved en nöie Sammen- ligning hen paa, at det var Tilfældet ogsaa der. — Det var dog ikke allene under Risellagets Dannelse at Bævreaspen stod i fuld Kraft, thi dens Blade ligge endnu talrige paa de tynde Plader, hvori det overliggende Lag af Hypnum cordifolium saa let lader sig oprulle. Imod Midten af Laget forsvinde de, og i deres Sted ligge nu Fyrrenes talrige Naale, et tydeligt Beviis for at Aspen maa være forsvundet og en Naaleskov have indtaget dens Plads (fig. VID. / Fig. VE tEllenes Lag. s Egenes Lag. r Fyrrenes Ihe t Ellenes Region: Mos og Ellemosens Affald. q Egenes Region: Hypnum cordifolium og Egelevninger. p Fyrrenes Regioa: Sphagnum, indhyllende Fyrrelevninger. Te ... Region: forudgaaende for Fyrrevegetationen. (Potomoget. Myrioph. Skaldyr.) Fig. VI. ”_ 1 Ellemose. 1 Ellenes Lag. s Egenes Lag. r Fyrrenes Lag. Ellenes Region: U Ellemose. u Hypnum proliferum. q Oxyeoccos, Eriophor. og Sphagnum. Fyrrenes Region: p Hypnum cordifolium. Bevreaspens Region; n Potamogeton, Nymphæa, Equisetum, Myriophyllam. Egenes Region: | Gaae viimod Randen af Mosen, finde vi Laget r, der er det aar- lige Affald af Fyrreskoven og vidner om den lange ‘Tid denne stod paa Skrænten, og gaae vi op i det næste Lag af Mosen (q) see vi Fyrre- skovens Skjebne, thi nu måde os ikke længere Naalene og Roglerne af 67 Fyrretræerne, men deres store ranke Stammer, der efterhaanden, ifölge Naturens Love, ere omfaldne og nedfaldne i Mosen, og indhyllede af Sphag- nummosset, som dengang var Mosens fremherskende og næsten eneste Vegetation. Sphagnumvegetationen er ikke aldeles gaaet over i de karak- teristiske Plantetæpper af Eriophorum, Limnochloa og Oxycoccos, inden vi allerede træffe Löv af Egetræer indblandet i Massen; en prægtig Egeskov, som indfandt sig over den forsvundne Fyrreskovs Levninger, har ved sit aarlige Lövfald alene dannet Laget s. Foruden de ovennævnte mindre Tæpper udviklede sig endnu det mægtige Lag af Hypnum proliferum (u, u) i Egenes Tid, men i dette Lag finde vi allerede omfaldne store Egestammer, og kort efter skifter Omgivelsen 4de Gang Vegetation, idet Elletræer indtage Egenes Plads (H og fra Skrænterne udbrede sig over Mosen, der nu bliver Ellemose (t‘. Vidnesdam (fig. VI) bekræfter aldeles dei Lillemosen fundne Oplys- ninger; Skovvegetationen har gjennemgaaet de samme Perioder. Fyrren (r) har aflåst Egen (s), og denne er igjen bleven aflåst af Ellen (t). Fyrre- vegetationen stod medens Sphagnummet voxte, men med den indtrædende Hypnum cordifolium ere Egene allerede optraadte paa Bankerne, og de holde sig der ligesaalenge som denne Mosvæxt i Biekkenet. Det staaer da uden for al Tvivl, at disse tvende Moser have dannet sig i et Tidsrum, som har seet flere kraftige Skovvegetationer opstaae og forsvinde efter hverandre; og herved ahne vi först den lange Tid, som er forlöbet under Dannelsen. Den förste af disse Skovvegeta- tioner kan med Rette kaldes en forberedende med Hensyn til de langt mægtigere, der fulgte paa den, ligesom den dermed samtidige Vegetation i Mosebækkenet; den kraftigste Skovvæxt og den kraftigste Térvmose- vegetation har samtidig holdt sig igjennem Aartusinder, medens den hele Natur alene ved den fremherskende Vegetation frembåd et for os nu fremmedt Udseende. Den triste Naaleskov er saa aldeles forsvunden, at vi knap ville have ahnet dens tidligere 'Tilværelse, fandt vi ikke de talrige i* 68 Levninger, og det Egetræe, som dengang kraftfuldt klædte Sjællands Banker, er nu kun at finde paa et enkelt Punkti Landet. Derimod synes den El, som i Elleskoven og Ellemosen binder begge Vegetationer til den nuværende Natur, at være af samme Art som vor almindelige EL og det samme turde ogsaa være 'Tilfældet med Birketræet, som uden Hensyn til Vegetationsskiftet synes at have holdt sig stadig i Mosen fra de ældste til de yngste Dannelser”). Knyttes endogsaa alle disse Vegetationer i og udenfor Mosen til en vis 'Tidsorden, saa det bliver let relativt at henfüre hver Dannelse til et vist Led i Tidsrækken, saa bliver det dog meget vanskeligt at angive nogen absolut Tid, inden for hvilken enten det Hele eller de enkelte Lag have dannet sis g, og det saameget mere som allerede den sidste Vegetations Indtræden ikke synes optaget i den menneskelige Erindring, og de enkelte Kunstprodukter, som i Moserne ere fundne, ere ikke iagttagne nöie nok med Hensyn til det Leie, hvori de bleve fundne. Til en saadan Bestem- melse af Tiden ville dog de efterfålgende Bemærkninger levere nogle Bidrag. +) Denne Overeensstemmelse i begge Mosers Historie holder sig indtil den allerseneste Tid; thi de vare begge ved standsede Vandlöb blevne til Söer eller store Damme, der maatte ved kunstige Midler udtörres, forend Torv kunde graves i dem. Vidnes- dam var en Fiskedam til Holtegaard (oprindelig et Jagtslot), og staaer endnu paa et Kort fra 1794 som So. \ Sammenlignende Bemærkninger, hentede fra Danmarks Skov-, Kjær- og Lyngmoser i Almindelighed. Skovmoserne eller de Törvmoser, hvori en Mængde af Træer, især Fyrretræer findes, have næsten altid en eiendommelig Form; som oftest ere de smaae Kjedler med meer eller mindre regelmæssigt Omrids, eller smaae aflange eller langstrakte trugdannede Bækkener, hvoraf ikke sjelden flere staae i Forbindelse med hverandre. Derimod ere disse Skovmoser aldrig Mosedrag eller större Mosestrækninger, der danne sig over de mere udstrakte Lavninger, fra hvilke Aaer, Dele af Indsöer eller Havsvige efterhaanden have trukket sig tilbage. Paa disse lave Stræk- ninger finde vi vore udstrakte Kjærmoser og undertiden ogsaa Lyngmo- serne. Jhjermoserne ere ialmindelighed dannede af Gresser, Halv- græsser og Siv (Årundo, Carices, Junci) og andre Kjærplanter (Iris, Sparganium etc.), hvis talrige og tætstaaende Stængler og Blade aarlig nedfalde paa og nedsænkes i den sure og fugtige eller vanddækkede Mosebund, og senere, ved at unddrages Luftens Indflydelse, undergaae en Gjæringsproces og danne Térvmassen. Ligesom ved Skovmoserne indfinde sig de Törvmassen dannende Planter til forskjellige Tider, alt eftersom Mosedragets fugtigere eller törrere Tilstand mere maatte begun- stige den ene end den anden af dem, og næsten overalt finder man paa Bunden af dem Spor til en forberedende Vegetation af Chara, Myrio- phyllum, Potamogeton og et Kalklag, hidrörende fra de paa disse levende sr 70 Skaldyr. Vel bidrage Mosarter meget til Törvmassen i Kjxrmoserne, men de danne aldrig endog kun meget smaae Lag, som udelukkende be- staae af dem, hvorimod de almindelig udfylde Mellemrummene mellem Halvgræssenes og Græssenes Stængler eller Buske. I deres sidste Stadium blive Kjærmoserne til Kjærenge, der omtrent have den samme Vegetation, fornemlig af Carices, men ere saa lidet fugtige, at ingen Tårvmasse læn- gere dannes. Træer findes ikke sjelden i disse Moser, men de spille ingen væsenlig Rolle i Törvmassens Dannelse; de ere deels nedfaldne fra de höie Skrænter, som saa ofte begrændse de lange Mosedrag, deels ere de Levninger af Skove, som hist og her have gaaet ned paa de Lavninger, hvorfra siden ved en eller anden Omstændighed Vandet ikke har kunnet have tilstrækkeligt Aflöb, og hvorover altsaa Kjærmosen har dannet sig. Ere Mosarterne tilsyneladende tilbagetrængte i Kjærmoserne, saa ere de meer end tilsyneladende de meest fremherskende i Dannelsen af de Moser, som jeg med Almuen benævner Lyngmoser+), men som ogsaa af Andre have faaet Navnene af Höimoser, Hængesæksmoser, Gynger, Sphagnummoser, etc. Sphagnummosset danner dem næsten i hele deres Dybde, men det synes at dette Sphagnummos ligesaa ofte har begyndt at udbrede sit Tæppe paa en blot fugtig Jordbund, som paa de svömmende Planteblade. Sphagnumvegetationen gaaer tilsidst over i Eriophorum augustifolium- Carex limosa- og Oxycoccostæpper, og efter disse indtræder Moselyngen (Erica tetralix) og senere Hedelyngen og Porsen (Calluna vulgaris og My- rica gale). Dette sidste Stadium er det som har givet Moserne deres Navn, og som tilligemed den sjeldnere Forekomst af Træer i dem, ad- skiller dem i Bygning fra Skovmoserne. Disse, som de tvende fore- gaaende Monographier have lært os nöiere at kjende, have til almin- delig Karakteer flere stårre vexlende Mostörvlag, der ligne Sphagnum- laget i Lyngmoserne, men indeholder Levninger, Lov og Stammer af flere i deres Omgivelse vexlende Skovvegetationer, +) Almuen kalder dem ogsaa meget betegnende: Sortemoser. ke. mM Den særegne Form for Skovmosernes Bækkener kan naturlig ikke være betinget ved Mosernes særegne Bygning, og de Vegetationer, der have dannet dem, men maa tvertimod træde op som en Betingelse for disse, og det saameget mere som denne Form er bunden til bestemte geognostiske Forhold, navnligen til det Led af den store Rullesteens- formation, som Hr. Prof. Forchhammer+) nylig har betegnet ved Navnet Rullesteenssand, og som med sin uregelmæssig bülgeformig-bakkede Over- flade indtager de höiere Partier af Danmark og tillige udgjör Landets egenlige Skovbund, idet selv i Danmarks nuværende mere skovblottede Tilstand endnu de störste Skove findes paa den. Skovmoserne bære altsaa med dobbelt Ret deres Navn, da de baade ere Resultatet af de store for- svundne Skovvegetationer, hvis Levninger de opbevare, og tillige findes i de med Skov bedst forsynede Egne. Desuagtet kunne Skovmoserne ikke siges eneherskende at forekomme i en Egn af denne geognostiske Beskaffenhed, thi deels have yngre Lyngmoser paa mange Steder dannet sig ved Siden af dem, efterat Skovvegetationerne aldeles vare forsvundne, deels gjennemskjære lange Aadrag eller Fjordarme saadanne Rullesteens- sandpartier, og ved Siderne af disse strække sig som oftest de lavtlig- liggende Kjærmoser. Kun i de Egne af Landet, hvor alle 3 Arter af Moser forekomme, udtaler sig bestemt den betydelige Forskjel, der finder Sted med Hensyn. til disse Mosers Alder; Skovmoserne med deres forsvundne Vegetationer indtage Fordyboingerne i de håiere grusede Bakkepartier, der efter Landets Opdykken af Havet först bleve skikkede til Skovvæxt og bare de forsvundne Naaleskove, medens Kjærmoserne indtage de ved en successiv Hævning tårlagte Aa- og Südrag, ja tildeels Sundene, som adskilte de ödannede höiere Gruspartier, og de sees hyppig dannede over, og altsaa efter, en stærk og frodig Egevegetation. Tilsidst sees Lyngmo- serne deels indtage Smaafordybningerne i de nu aldeles eller tildeels skov- blottede Höidepartier, deels at danne overliggende Lag over de sluttede +) Oversigt over det Kgl. Danske Videnskabers Selskabs Forhandlinger. 1840, p. 5. + 72 Skovmoser, deels at udbrede sig over enkelte stårre svagthöinende Banker og Lavninger, der endnu i den allerseneste Tid have været Vige af Havet eller de store Fjorde (begge Vildmoserne). Den Trævegetation, som voxte i selve disse Moser eller under deres Dannelse, er fornemlig Birkeskov. Til dette almindeligere Omrids af de 3 hos os hidtil iagttagne Ho- vedformer af Moser vil jeg knytte enkelte specielle Iagttagelser om disse Mosearters Forekomst og Forhold i de forskjellige Dele af Danmark, hvor jeg enten selv har seet dem, eller af Andre har erholdt Meddelelser om dem, fornemlig for at gjöre det mere anskueligt, hvorledes de i det ' Foregaaende vundne Resultater virkelig kunne overföres paa Törvmo- serne ialmindelighed, og paa alle Skovmoserne isærdeleshed, og hvormeget Lys vi kunne vente at nôiagtigere Oplysninger om vore Törvmoser ville kaste over den allerældste danske Historie, og omvendt denne over de alleryngste geologiske Phænomener. I Fremstillingen af disse Enkeltheder vil jeg fülge den samme Gang som i Monographierne. De forberedende Vegetationer. Det er et almindeligt Phæ- nomen, at der i alle vore Moser, hvorledes deres Beskaffenhed og Art end maa være, gaaer ligesom et forberedende Plante- og Dyrliv forud for de Vegetationer, som afgive den egenlige Törv. Dannelser, der ere Resultater af dette Liv, findes derfor i næsten alle Törvmoserne, men, ligesom i de tvende beskrevne Skovmoser, vare de af en meget forskjellig Natur, eftersom det meest var Dyrelivet eller det meest var Plantelivet, som udviklede sig. Produktet af det fürste giver et reent Ralklag, af det sidste et næsten reent Kisellag. I de Moser, der nærmest omgive Ru- dersdal, har jeg iagttaget Risellaget og fundet det som det beskrevne Lag i Lillemosen; det indtager stedse det dybeste Leie i Bækkenet; der findes 75 ingen Kalk over eller under det, og det er i enkelte af dem, (Smede- mosen f. Ex.) overordentlig skarpt begrændset baade imod det overlig- gende Moslag og det underliggende Leer. Mindre stærkt fandt jeg Laget i smaa Skovmoser i Nærheden af Tokkekjéb og Donse. I Kolsdam i Uggelåse Sogn var det ligesaa stærkt udviklet som i Lillemosen. Paa alle de nævnte Steder bar Laget Aftryk af de det dannende Planter, og des- uden indhyllede det Blade af Bævreaspen. Det dybtliggende Leie gjælder ogsaa-om Kalklaget paa alle de Punkter, hvor jeg har iagttaget det; det forekom aldrig mellem Törvlagene, men derimod nok i Moser af meget forskjellig Oprindelse. Almindeligst og i störst Udvikling vil man dog vist træffe denne Dannelse under Rjærmoserne, paa Grund af den større Kalkholdighed deres Vande i Regelen har. Her i det nordlige Sjælland er det almindeligt i Skovmoserne, f. Ex. i alle dem, der ligge i Nærheden af Holte, ved Hirschholm, omkring Donse etc; paa denne sidste Localitet har Hr. Prof. Forchhammer meddeelt mig, at et Ralklag i flere Moser forekommer mellem Törvlagene og den samme Iagttagelse har Hr. Pro- fessoren ogsaa gjort i Omegnen af Kiel. I selve Kalkmassens Udseende og dens Deles Sammenhæng er der en stor Forskjel, da paa en Localitet alle Skallerne kunne være faldne i Pulver, medens paa en anden de næsten alle kuune være velbevarede. Undertiden træde ogsaa Planter væsenlig ind i dens Sammensætning og den bliver saaledes meget kiselblandet. Dette Forhold findes især hvor de smaae mikroskopiske Planter, Fragillaria, Navicula og andre Diatomeer, have udviklet sig med Skaldyrene. I zoologisk Henseende er det ikke uinteressant at bemærke Forskjellen i Arterne af de Dyr, hvis Skaller i de forskjellige Mosers Kalklag ere opbevarede, da Vandets Forhold have virket betingende ind saavel paa de enkelte Arters Fore- komst som paa Individantallet af hver Art. I Vidnesdam vare Cycladerne aldeles fremherskende; det modsatte er Tilfældet med Kalklaget under en Kjermose ved Fjurendal i det sydlige Sjælland, hvor Lymneus ovatus og Valvata piscinalis vare de talrigste; foruden de almindelige, Paladina im- Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel, R 14 pura og Planorbis {spirorbis, vare de andre her forekommende Arter: Physa fontinalis, Planorbis albus, en Cyclas og en Pisidium. Laget var hist og her meget stærkt blandet med Conferver og andre lavere Planter. I Ordrupsmosen, der i sin Bygning meest nærmer sig til Kjærmoserne, findes under den i Almindelighed 6 Alen dybe Törv et Lag af Kalk, som er meget lös og usammenhængende, og hvori Skallerne ere overordentlig velbevarede. Det heri hyppigst forekommende Dyr er ogsaa Lymneus ovatus. I Mosen findes overalt store Egestammer, men ikke Spor til Fyr, Denne Kalkdannelse, som meget sjelden mangler aldeles i vore Kjær- moser, men forresten forekomme af en meget forskjellig Mægtighed, har jeg truffet i den störste Udvikling i en stor Mose ved Gunnerslevholm, ved Limfjorden (nær Lögstör), hvor det i den ene Side af Mosen var næsten 6 Fod mægtigt, og kun var dækket med et meget ringe Lag af Törv, medens det aftog imod den anden Side af Mosen, hvor Türvdan- nelsen havde gaaet stærkere for sig. Laget var tillige meget reent, da det kun var blandet med mikroscopiske Kiselplanter, blandt hvilke en stor Art af Slægten Palmatula især udmærker sig ved sin Form og Hyppighed. — Da Kjærmoserne ofte indtage og udfylde endog dybtindgaaende Vige og Arme af Fjordene og Havet, hvorfra Hav- vandet ved Landets tiltagende Hævning efterhaanden har trukket sig tilbage, hörer det aldeles ikke til Sjeldenhederne, at finde den underste Deel af Kalklaget aldeles blandet med Dyr af det salte Vand: Cardium, Tellina, Littorina, Buccinum o. fl. Saaledes paa Bunden af en lille Mose paa Livöe i Liimfjorden, under en Deel af Hillerslevmosen i Thy o. s. fr. Til endnu et Par Bemærkninger give Ralklagene i vore Moser mig Anledning. Det forekom mig nemlig i lang Tid besynderligt at der udenfor Ralklaget, og altsaa i den egenlige Törv i Moserne aldrig fandtes Spor af nogensomhelst Skal, da det dog maa antages, at Skaldyr have levet paa og mellem mange af de Planter, som væsenlig have bidra- get til Törvmassens Dannelse; saaledes vil vel i Kjermoserne Suceinia amphibia neppe have manglet paa Rörenes Blade (Arundo) eller Bulimus == lubricus mellem Mosset, men desuagtet har jeg ikke fundet Spor af dem. Det synes da, at Skallerne af de Dyr, som man har al Grund til at troe at have levet paa saadanne Steder, paa een eller anden Maade ere for- svundne, og rimeligst er det, at den i Törven indeholdte Humussyre har oplåst Skallens Ralk. En Iagttagelse, som beviser, at de forskjellige Dele af Ralkskallerne ulige godt imodstaae en saadan Indvirkning, har jeg tid- ligere gjort og meddeelt*); i de paa Kalk saa yderst fattige Martörvs- moser i det nordligste Jylland, fandt jeg paa eet Punkt alle Kalk-Laagene til Paludina impura vedligcholdte, medens der ikke var Spor af Skallerne. Alt for lidet ere endnu de i Mosekalken og andre danske Fersk- vandskalke bevarede Skaldyr undersögte, til at man tör uddrage nogen Slutning om en mere eller mindre fuldkommen Overeensstemmelse imellem disse fjernliggende Tiders og den nuværende Tids Arter af Blåddyr, eller disse Årters indbyrdes Forhold med Hensyn til Udbredningen og Fordeligen af Individernes Antal. Paafaldende har det imidlertid været” mig, at der afde större Ferskvandsmuslinger, Unio og Anadonta, er hidtil i Mosekalken intet Individ forekommet mig, da dog idetmindste den störste Art af Anadonta netop forekommer paa saadanne Steder, der have den stürste Lighed med de Bækkener, hvori Skovmoserne have dannet sig. Ligeledes har jeg heller aldrig truffet paa vore stårste Vandsnegle, Lym- neus stagnalis og Planorbis corneus, uagtet de forekomme i Mængde i de smaae Grave i Moserne, hvor Törvmassen er bortskaaret. Interessant vilde det være, om en saadan senere Fremtræden af visse Arter vilde ved fremtidige Undersøgelser bekræfte sig **). *) Rröiers Tidsskrift, II pag. 495. Om Martörven i det nordligste Jylland. ++) Det forstaaer sig selv, at Undersögelserne maae vere samvittighedsfulde og anstilles med Forsigtighed; ved den uregelmæssige Torvgravning indblandes ofte fremmede, eller til andre Steder i Mosen henhørende Gjenstande saaledes i den endnu ikke optagne Törvmasse, at man let skufles og troer, at Alt er i sit oprindelige Leie. En velbevaret Planorbis corneus i Kanten af en «eltet Formtörv fra Birkerüd er dog let at erkjende, og er ligesaalidet et Beviis paa, at dette Skaldyr forckom inden Törvlagenes Dannelse i Skovmoserne i denne Egn, som paa at Humussyren ikke angriber Skallerne. K* 76 De Türumassen dannende Mosvegetationer. De flere paa hinan- den fålgende Mostürvlag, som karakterisere de danske Skovmoser, frem- byde forsaavidt Afvigelser i de forskjellige Skovmoser, som snart det ene snart det andet optræder med en meer eller mindre betydelig Mægtighed, men de afvige meget sjelden i stürre Grad fra hverandre end Tilfældet er i de tvende her monographisk beskrevne Moser, og slutte de sig da enten mere til den ene eller den anden af dem. Saaledes frembyde de smaa i Nærheden af Holte liggende Skovmoser, Gusedam, Sneglekjær o. fl. de selvsamme Forhold som Vidnesdam, og med denne Mose vise ogsaa de fleste Moser i Omegnen af Donse stor Overeensstemmelse. — En lille kredsrund Mose, Smedemosen kaldet, i Nærheden af Rudersdal, frembüd derimod ikke den ringeste Afvigelse fra Lillemosen i hele dens Bygning, ikke engang i de enkelte Lags Tykkelse, og det Samme har viist sig for mig i flere Moser i den nærmestliggende Omegn. For nylig har jeg ogsaa i en Mose i Nærheden af Uggelöse*) gjenfundet alle Lillemosens Lag i den samme Orden og med den samme Karaktcer. Paa Jyllands Hederyg, ligesom ogsaa ialmindelighed i dens mere grusbakkede Egne, findes en Mængde Smaamoser, i hvilke jeg har havt Leilighed til at an- stille endeel Undersøgelser, og disse Moser have viist störst Lighed med Lillemosen i deres Bygning i det Hele, men afvige dog fra denne ved den overordentlig stærke Udvikling af Sphagnummosset, der næsten ude- lukkende danner Mostürven. Da Kjærmosernes hele Törvvegetation bærer Præg af Eensfor- mighed, er dette naturlig ogsaa Tilfældet med Mosarterne, der desuden spille en meget underordnet Rolle. Overgangen fra den ene Tilstand i Kjærmosernes Dannelse til den anden antydes derfor mere ved den sta-- dige Succession af mere vandskyende Planter (de mindre Carices, Caltha, Poterium o.s. v.), som fölge paa de Rör-, Siv- og Stargræsarter, der ”) Tæt ved Slangerup. 77 mere holde sig i selve Vandet. Undertiden have enkelte af disse Planter fremhersket i den Grad, at Türvemassen deraf har faaet et eget Ud- seende; saaledes er Törvgravernes “Flæptürv”, fortrinlig dannet af de lange og brede Blade af Flægen (Iris pseudacorus) eller af de lignende Blade af Pindsviinsknoppene (Sparganium simplex og Sp. ramosum). ILyngmoserne er det kun een Mosart, som udvikler sig og saaat- | sige danner den hele Mose, det er en Sphagnumart. Sphagnumvegetationens Overgang til det tætte, mürke Lyngtæppe gaaer stedse for sig paa den bestemteste Maade; först indfinde sig Hvidskjænen (Rhyncospora alba), Dyndstaren (Carex limosa) og Andromeda (Andromeda poliifolia) paa de halv- eller heelt-udgangne Sphagnumpletter, derpaa kommer Mosesiven (Limnochloa cæspitosa), Kjærulden (Eriophorum augustifolium) og Tranebærbusken (Oxycoccos vulgaris), og disse aflöses først langt senere af Moselyngen (Erica tetralix), der tilsidst fortrænges af den indtrædende större Törhed og den stærkere Hedelyng (Calluna vulgaris) *). De Mostörvlagene tilhørende Trevegetationer. De fire Skovve- getationer, som i Vidnesdam og Lillemosen, dog især i denne sidste, laae over hverandre, nemlig Bævreaspens, Fyrrens, Egens og Ellens Vegeta- tion, har jeg fundet igjen i alle de nordsjællandske Skovmoser, som have tilladt mig en nüiere Undersögelse. Den Vegetation, om hvis stadige Forekommen og ligesom nödvendige Optræden som Forberedelse for de fölgende större Skovvegetationer mine Iagttagelser senest have overbeviist mig er Bevreaspens; men ogsaa om dennes Selvstændighed bærer jeg nu ingen Tvivl. Jeg har fundet den særdeles smukt udviklet f. Ex. *) At vore tvende største Lyngmoser (Vildmoserne) have store Tuestrækninger eller Tuebelter i næsten hele deres Omkreds, er noget der er Lyng- eller Höimosernes Dannelse aldeles uvedkommende; disse Tuestrækninger hidrøre ene og alene fra Kreaturtrit. 78 i den lille Smedemose ved Rudersdal+), i Mosen ved Tokkekjåb og ved Uggelôse**), og i Nærheden af Frederikshavn i Jylland, Som et almin- deligt Phænomen antager jeg derfor, at disse 4 Skovvegetationer forekomme i Skovmoserne over hele Landet, og de Resultater, endeel jydske Skovmoser have leveret mig, bekræfte fuldkommen denne Anta- gelse. Naaletræerne, der findes saa hyppig opbevarede i Smaamoserne i Jyllands Hedeegne, ere stedse gaaede forud for Egevegetationen, hvor Spor findes af denne, og paa Egen fulgte altid Ellen; og der er aldrig forekommet mig den ringeste Kjendsgjerning, som kunde tyde hen paa, at disse-Vegetationer, hvor Levninger af dem findes i deres uforstyrrede Leie, kunne have fulgt paa hinanden i nogen anden Orden. Vel kan det for- udgaaende Skovdække paa et for dette maaskee gunstigere Punkt holde sig i længere Tid, efterat allerede paa en Mængde andre Punkter det samme Skovdække forlængst er forsvundet, og har maattet vige for en ny ind- trængende Skovvegetation, saaledes som vi umiskjendelig, som mig synes, saae de vredne Fyr voxe i Vidnesdammosen, efterat den tætte og ranke Fyrreskov havde forladt Mosens Omgivelser, og disse allerede vare be- klædte med Egene; men dette forandrer ingenlunde den fremsatte An- skuelse. Ikke heller vilde denne omstådes, om endog fremtidige Under- sögelser og Iagttagelser maatte hentyde paa at de Moslag, som indeholdt Fyrrelevningerne, i een eller anden Mose kunde uden noget mellemlig- gende Egelag fortsætte sig over i de Lag, som slutte Mosedannelsen, og som almindelig ere fulde af Ellens Levninger. Thi saameget kan vistnok +) Med Hensyn til de nævnte Exempler maa jeg gjentage den i Indledningen fremsatte Bemærkning, at de Phænomener, en Mose til een Tid viser, til en anden Tid ere mindre eller ogsaa aldeles uigjenkjendelige, en Folge af Vandmængden og den ved den mindre ordnede Törvgravning skete Forvirriug i de oprindelige Forhold. Ud- gravningen af Lillemosen er nu (1841) fuldendt; kun det törvtomme Bækken er endnu tilbage og dette er fyldt med Vand, og Mosen altsaa bragt tilbage til dens tidligste Tilstand. Ved Siden af den ligger Storemosen, hvori Törvgravningen for Oieblikket skeer; den synes ikke at ville frembyde noget Forbold, der afviger fra Lillemosens, ++) Tæt ved Slangerup. 79 det særlige Forhold paa et eller andet Punkt, eller maaskee Tilfældet lave fremskyndet een Træarts Udbredelse eller en andens Forsvinden. Vi kunne ikke med nogen Rimelighed antage at en Skovvegeta- tion har klædt Brinkerne og de allernærmeste Omgivelser af de saa talrigt og tæt ved hverandre forekommende Skovmoser og Skovmosepartier, uden tillige at have udbredt sig over og indtaget de mellem disse værende Stræk- ninger af samme eller lignende Beskaffenhed. Viser der sig altsaa i de nærmeste Omgivelser af Skovmoserne en flere (4) Gange gjentaget Vex- len i Skovvegetationen, saa maa denne Vexlen sikkert ogsaa have fundet Sted over al den Deel af Landet, over hvilken Skovmoserne ere fordeelte, og dette vil omtrent sige: over det hele Land. Det er ikke allene i Sjel lands nordåstlige Fjerding, at Skovmoserne ere saa talrige, at de danne et karakteristisk Træk i den hele Egns Physiognomie; i Fyen synes de ikke sjelden, og i Jylland forekomme de i Mængde, ligefra det saakaldte Höievendsyssel, fra hvilket det lave Hornsherred strækker sig imod Nord, over alle, saavel åstlige som vestlige Partier") af de store jydske grusede Strækninger lige ned til Veile og Colding. I Hertugdåmmerne Slesvig og Holsteen**) ere de ligesaalidet tilbagetrængte. Antage vi nu, hvortil det forekommer mig at vi ere fuldkommen berettigede, at Skovene flere Gange have skiftet Udseende over næsten den hele Udstrækning, vort Füde- land indtager, saaledes, at der ved hvert Skifte er fremkommet et Skovdække, som har været meget forskjelligt fra det foregaaeude, da nödes vi tillige til at indrömme, at denne Forandring omtrent i eet og samme *) Man see i denne Henseende det 22de Capitel af alle de ved det Kong. Landhuushold- ningsselskab udgivne Amtsbeskrivelser, og man vil neppe finde noget Amt, hvori jo omtales den Mængde af Træstammer af Birk, El, Eg, Fyr (og Gran??), som findes i Törvmoserne, men uden nôiagtigere Angivelse af Forholdene. **) Den store ‘‘Hammelmoor” paa Grændsen af Herskabet Pinneberg og Grevskabet Ranzau er oftere heskrevet, og Dau har efter eget Oiesyn leveret fortræffelige Data, som tillade at drage mange Paralleler mellem denne Mose og de större Skov- og Lyngmoser i Vensyssel. Sml. I. H. Chr, Dau: Neues Handbuch über den Torf. Leipz, 1823- Pag. 43—49. 80 Tidsrum maa være indtraadt paa alle Steder, en Indrömmelse som falder aldeles naturlig, og som har for sig alle de Iagttagelser, der hidtil ere anstillede i Moserne, og tillige det almindelige Træk af Skovlivet: at Skove hyppigst staae og falde med hinanden. De i Moserne hidtil vundne Re- sultater og disses Udtryk kunne vi da overföre paa Landets Vegetation ialmindelighed, og istedetfor Fyrreregionen i en Mose og Fyrreperioden i dens Dannelsestid, tale om hele Landets Fyrreregion og Fyrreperiode, og ligeledes om Aspens, Ellens, Egens Regioner og Perioder, Ethvert Trees “Periode” bliver simpelhen det Tidsrum, indenfor hvilket det har været i fuld Kraft og fremherskende dannet Vegetationen; men “Region”? bliver ved denne Overførelse naturligst at tage om den Udbredning og Fordeling over Landets Overflade, som enhver af de paagjeldende Træ- arter har havt. At ikke ethvert Skovdække har indtaget nôiagtig den Udstrækning, som dets Forgænger eller Efterfölger indtog, kan man slutte sig til af den særegne Natur, disse forskjellige Skovvegetationer havde, og de særegne Fordringer, hver især gjorde til de ydre Betingelser, hvor- under de frodigst vilde forekomme. Tilmed maatte alle disse Vegeta- tioners Udstrækning og Fordeling rette sig efter de Forandringer, som selve Landets Overflade og Udseende i Tidens Låb har lidt, og navn- ligen Forandringerne i hine ofte være en Fålge af Landets Tiltagen ved den successive Hævning, som geologiske Undersøgelser sætte udenfor ‘al Tvivl. Paa en naturlig Maade henledes derfor vor Opmærksomhed paa den muelige Besvarelse af tvende Spørgsmaal: Indenfor hvilket Tids- rum var enhver af disse hidtil bekjendte Skovvegetationer i sin fulde Kraft? og hvilken Udbredning og Fordeling tilkommer enhver af dem her i Landet? Skjöndt vi ikke tår vente nogen egenlig Besvarelse af disse Spörgsmaal for Oieblikket, have vi dog allerede enkelte Bidrag, som kunne tjene til begge Spörgsmaalenes Afgjörelse, og dem maae vi ikke paa dette Sted lade være upaagtede. =e Disse Bidrag tilflyde os fra en dobbelt Rilde. Af de opbevarede Levninger af Træerne og Skovene, og den Natur, disse Levninger ud- tale, kunne vi ofte med héi Grad af Sandsynlighed slutte os til den Maade, hvorpaa Træerne have voxet, de Fordringer, de have gjort til Ompivelse og Betingelser af en bestemt Art, samt til det Tidsrum, der omtrent maatte vere nödvendigt forat give Træerne den Væxt og Störrelse, hvormed de nu findes. De Data, der fra disse Betragtninger af kunne fremme Af- gJürelsen, kunne vi kalde indre, da de ligesom komme fra Skovvegeta- tionens egen Natur. Andre Data kunne vi derimod finde udenfor Skov- vegetationerne i det Minde, de fra hin fjerne Tid have efterladt i Be- boernes Erindring eller i Sproget, og disse kunne kaldes ydre. Dette Minde er i mange Tilfælde historiske Beretninger, i hvilke der antydes, at paa dette eller hiint Sted, i en nermere eller fjernere Tid stod Skove, som nu ere forsyundne, af en af de omtalte Vegetationer. Om Tilvæ- relsen af de tvende tidligste af disse Skovvegetationer have vi derimod kun de Vink, som Sproget meddeler i Stednavnene, af hvilke mangfol- dige, ifålge den gængse Betegnelsesmaade, ere dannede med Hensyn paa de omkring eller ved de paagjældende Steder herskende Naturforhold, og saaledes ofte findes at have optaget i sig Mindet om en tidligere Skov- beklædning. Men hvad enten det i Stednavnet liggende Udtryk har Hensyn til en almindelig Angivelse af at der i Nærheden var Skov, eller til at denne Skov bestod af en bestemt Art af Træer, da maa det i disse Navne liggende Vidnesbyrd afbenyttes med ligesaamegen Forsigtighed som Ktritik*). +) Her bliver det maaskee det rette Sted at indflette’en Bemærkning om de For- og Tilsætninger, som i Sammensætningen af Stednavne antages for at betegne en skov. rig Omgivelse. Det i det nyere danske Sprog almindelige Udtryk for en stor Strækning, der er bevoxet med Træer, og tillige for den hele Samling af Træer, som indtage denne Strækning, er Skov; med en mindre Udstrækning bliver Skoven til en Lund, med Træer af ringere Störrelse til et Krat, og tilsidst til et Riis. Alle fire Benæv- nelser finde vi i en Mængde Stednayne baade som den förste og sidste Deel af Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel, L 52 Til de ydre Data maae ogsaa henföres de ganske vesenlige Op- lysninger, som ville fremkomme, naar de hyppige Fund af Oldtidslevninger Sammensætningen, og som en Fölge af denne dobbelte Stilling betegner Stednavnet snart et eiendommeligt Eorhold (Trævegetation) ved de Steder, det er tillagt: Skovsted, Skovstrup, Skovholt, Lundby, Lundholt, Kratmölle, Riis o,s.v., snart et særegent Forhold ved den paa det navngivne Sted værende Trævæxt: Bratskov (a9 Bregneskeven), Fagreskov, Lillelund, Bøgelund, Egelund, Österrüs, Karise (i gamle Dage: Kalværisæ, Kalvekrattet) o. s. v. [Enkelte Stednavne, som i nyere og fordærvet Skrivemaade faae Endelsen -Lund, men rigtigst skrives, som Almuen udtaler dem, -lum, maa man tage sig i Agt for. Skelund (eller Schelund) Nord for Mariagerfjorden, hedder Skelum eller Skjelum, af den gamle skjællagte Strandbred, som findes tæt derved.], Uagtet Udtrykkene Skov, Lund o.s.fr. i almindelig Tale ikke medføre Be- grebet om nogen bestemt 'Træart, som dannede Skoven, Lunden 0.s.v., synes det dog ikke urimeligt, at der ved Skov og de Navne, som deraf ere sammensatte, ofte er meent: den fremherskende eller almindelige Skov: Bôgeskuven, Denne For- modning vilde bekræftes, naar man i Nærheden af saadanne Steder, i hvis Navne der findes en almindelig Betegnelse af Skov: Skovholt, Skovby o.s. v. tillige traf Steder, der betegnedes ved Skove af en bestemt Træart f. Ex, Egelund, Birkede, Rønnede. Saaledes forstaaer man paa Island ved Skov (skogr) kun Birkeskov og Birketræer, og Birkefrö hedder: Skovfröe, I et langt-storre Antal af Stednavne er der indtraadt andre Sammensæt- ninger, som ifolge deres Betydning i det ældre danske Sprog angive lignende Na- turforhold; disse ere Sammensætningerne med -Wed, -Mark og -ryd (sml. Prof. N. M. Petersen, om danske og norske Stednavne i Nordisk Tidsskrift, 2det Bind). With i Flt. withe betyder oprindelig (isl. vidr) baade Skov og Ved, men er vel neppe uden i den forste Betydning indgaaet i Stednavnene, De Forandringer, Ordet ved Udtalen i Tidens Löb har undergaaet, ere: -wethe, -ethe, -ed, -ede, -de -e; Bjernede betyder Björneskoven og forekommer i ældre Documenter skrevet Bernwethe, Byernwithe og Byarnwithæ. .Sterrede (Starwithe), er Starskoven a: Skoven med Stargræsset; Marrede (Marwiith) a: Skoven ved Havet; Græse (Gres- wiith) a: Græsskoven, eller Skoven ved Græsmarkerne, saaledes Holse, (Holswith) 2: Bakkeskoven. De ikke sjelden forekommende Navne: Birkede, Rönnede, Egede (f. Ex. Fruens-Egede) 0.s.v., betyde da kun slet og ret det samme som de mere tunge Ord, Birkeskov, Rönneskov, Egeskov, 'o.s. v., for hvilke de synes mig at burde have Forrangen (et Bögede altsaa for en Bögeskov, Espedet for Espeskoven). — Det er ikke alene i det nordiske Sprog at det samme Udtryk, som betegner Substantsen hvoraf Træet bestaaer, tillige har den collective Betydning af Skov eller en Sam- ling af Træer; man sammenligne eng. wood, woods; fr. bois, bois; t. Holz, Hölzer o.s.fr., for hvilket en dybere Sprogforestilling ligger til Grund. Selv Udtrykket Skov synes i Dansken oprindelig at have medfort tillige Begrebet af Fed; thi hos Oldtidens Skjalde, for hvem Træet var et Billede paa Fasthed og Urokkelighed, findes Helten og Jetten ofte sammenlignet med et Tree, og dette Billede er be- tegnende; men noget Upassende, for ikke at sige Urimeligt, ligger der i den hos disse Skjalde gængse Sammenligning af den enkelte Helt med en Skov (blandt mange 85 i Törvmoserne beskrives saa nôie, at Punktet i Törven, paa hvilke de bleve fundne, Törvmassens Sammensætning og Dybde, og (med Hensyn andre Exempler: Jettinden Skade kaldes af Eywind Skaldaspiller Jårnskog, hvilket Oversætterne gjengive med Jernskoven og tilfoie, at Skov var Skjaldene et Ynd- lingsbillede paa en Melt), naar ikke ved Skov tænkes paa Skovens faste Ved, et Billede, som forstærkes ofte, saaledes som her, ved et Tillægsord: Jernved. (Smlgn Begrebet af: at skove.) — Man maa vel vogte sig for at sammenblande Navnene paa denne Endelse med dem paa -tved (thweth), Bregentved, Nestved (Nestweith a: Rlöften i Næsset eller det gjennemskaarne Næs). -mark, i Flt, -marke, hruges vel nu stadig om græsgroede eller dyrkede Marker, men oprindelig betydede det stor og sammenhængende Skov (isl. mörk); 1 denne Betydning staaer det i Egemark (Eghemarkæ), Tagmark (i Thy, en udstrakt med meget høie Ror (Tag) bevoxet Kjærflade. -ryd, -röd eller rud (i ældre Tider -röth eller ruth) betegner egentlig et aabent og opryddet Sted (rjodr, af rjoda, at oprydde) i en Skov, og dernæst op- dyrket Land, og angiver, at der paa den samme Plet tidligere var Skov eller Riis. I de deraf sammensaite Stednavne ligger deels Navnet paa den, der ryddede Pletten (As- mund, Trygve, Sölve): Asminderöd, Tryggeryd, Søllerød (Silweruth) m.fl., deels Be- tegnelsen af den! Træart eller det Plantedække, som blev bortryddet: Birkerød, Esperöd, Bregneröd, Forbigaaes med Taushed bor ikke de tvende Endelser -löv og -holt, da de saa almindelig, selv af Kyndige i vort Sprog, ansees for at have Betydning af Skov, det förste som en Slags poetisk Omskrivelse for Skov, det sidste som en dausk Form af det tydske Holz. -lüv, -lev, -lef, -leif og -le har Prof. N. M. Petersen for længe siden viist, at være det gammeldanske lefd og lef, der betyder arvet Eiendom, Arvegods, hvorfor vi næsten altid finde det i Stednavnene tilhængt et Nom, proprium: Tryggelöv (Thruggeleve); Flovle (Floveleve); Hellesle kunde da være Helgeslev. Kongslev er altsaa ikke Kongens Skov, men Kongens arvede Gaard, og med Kunungslef betegnes i Jordebögerne, Kongsgaardene, a: Kongens Arvegods. Denne Endelse kan altsaa nærmest sammenlignes med Endelserne: -löse og -lös (ved Omsætning ofte -else, -els) og -köp, -kjøb Cisl. kaup), men begge betyde betalt og kjøbt Eiendom. Foruden Eiernes Navne, findes i Stednavnene af disse Endelser Egenskaber ved de kjobte Eiendomme: Slagelse (Slaulose, hos Saxo Slaglosia 9: Slags eller Aslags Eiendom), Jordløse (Jurlöse a: Jures Eie); Wandlöse (Huannlåsæ), Hagelse, Birkelse 0.s v. betyde Eiendomme med Overflod af Hvanner (Angeliken, Angelica sylvestris), Græsgange og Rirkeskov 0. s. v. -holt, -olt, i Fit. holte (isl. holt) forklarer Prof. Petersen lib. cit. p. 74 ved Skov, men efter min Mening har Ordet slet intet med Skov atgjôre. Holt betyder oprindelig en Bakke, især en stenet, steenrig eller klippet, med Vegetation af Lyng eller andet smaat og tört Riis; anden Betydning har det ikke i Islandsken, og saavidt jeg har forstaaet Nordmændene, heller ikke i Norge, Den hertil svarende Om- givelse har jeg ogsaa fundet ved de Steder, i hvis Navn Ordet forekommer f. Ex. Holte og Holt i Sjælland, og de mangfoldige -Holter i det höie grusbakkede Vendsyssel (Burholt, Barkholt, Skovholt, Faurholt 0. m. f1.), imellem hvilke lébe smaac Bække. L* 84 tilSkovmoserne) Regionen, i hvilken de laae, og saadannne flere Forhold bleve omstændelig angivne. Det Kjendskab, man nu har til de forskjel- lige Oldtidens Kunstprodukter og til det Tidsforhold, hvori de staae til hverandre, vil da snart give vigtige Vink til nærmere Bestemmelse af det Tidsrum, da Skovmoserne gik ind i deres sidste Tilstand. Hvad nu den tidligste af disse Fortidens Skovvegetationer an- gaaer, nemlig Bævreaspens, da ere de Oplysninger, jeg hidtil har kunnet skaffe mig om Stammernes Stürrelse og Træernes Væxt, alt for faa, til deraf at drage nogen Slutning om Længden af det'Tidsrum, hvori denne Treart dækkede vort Land; men tager jeg med i Betragtningen den Mængde af Löv, som findes i Moserne, og Tykkelsen af det Lag, hvori Lövet ligger, da tår jeg nok fremsætte det som rimeligt, at flere Gene- nationer af dette Tree have fulgt paa hverandre. Fra Lillemosens Be- skrivelse vil det nemlig erindres, at Bævreaspens Blade ligge ikke blot i det tyndbladede Kisellag, men ogsaa i den nederste Halvdeel af det næsten lige saa tyndbladede Hypnum-cordifolium-Lag. Ethvert af disse Lags tynde Blade er et Udtryk for den hele indenfor en sædvanlig (aarlig) Væxtperiode dannede Masse, og betegner altsaa et Aar”). De flere Hun- dreder af disse aarlige Tilvæxtblade tillade os altsaa ikke at tillegge Bævre- aspens Periode nogen kort Varighed. Oldtidslevninger har jeg aldrig seet eller hört omtale fra denne Region afMoserne. For dog at forebygge mulig Misforstaaelse, om nogensinde saadanne Levninger skalde findes i Törv- der endnu bære Bækkenes gamle Navn Qvissel eller Quessel. Selve Stednavnene Lundholt og Skovholt tyde sikkert hen paa, at Endelsen -holt ikke er det samme som Skov eller det tydske holz. Den Forklaring, man nu og da giver af Molsteen (Holsetaland), at det skulde tilkjendegive, at Indbyggerne i dette Land vare Skov- beboere (Skovsaxer a: Holzsates) kan vist heller ikke have nogen Gyldighed; ligesom i Holbæk (Holabekkr) er rimelig den forste Deel af Navnet det gammeldanske Hol, en stor og lang Banke (isl, Holl). Hr. Cand. Knudsen har viist, at Endelserne -holt og holte gaae over i elt og elte; Leerelte (Leerolte, Leerholte); paa samme Maade maatte vel Höwelde, som Bünderne udtale Hüwlte, betyde Höibakken (quasi Höweholte). +) Sml. Prof. Forchhammer, om Martörven. Krôyers nat. Tidsskrift, IB. Pag. 523. 85 moserne i en Masse, som indeholdt Dele af Bævreaspen, maa jeg gjøre opmærksom paa, at dette Træ endnu forekommer hyppig paa mangfol- dige Steder, og der vil vistnok hist og her i Moserne kunne findes Lag af dets Levninger, uden at det var et Lag, der tilhårte den egenlige Bævreasperegion ; man maatte da nôie overbevise sig om, at den Vege- tation, som havde afgivet*hine Levninger, var gaaet forud for og laae under Fyrrevegetationen. Saavidt mine Undersøgelser hidtil gaae, har jeg ikke fundet nogen Forskjel mellem den i Moserne liggende, og den almindelige Bævreasp (Populus tremula). De flere Stedbenævnelser, der have Navn af dette Træe, Asp, Espe, Espede, vise, at Træet har fore- kommet paa flere Steder, hvor det nu ikke findes. Paa de jydske Heder er Bævreaspen (Abild, Pyrus Malus, forekommer under lignende For- hold) næsten det eneste Træe, som hæver sig over Lyngen. Med den næste Skovmosevegetation, Fyrrens, forholder det sig paa en anden Maade. Dens almindelige Udbredelse over vort Füdeland i en fra den nuværende meget fjern Tid kan ikke længere betvivles ; men den er saa aldeles forsvunden, at man vel neppe vilde have anet dens tidligere .Tilværelse, havde ikke Tusinde af Naaletreer i Moserne henledet Opmærksomheden derpaa. Denne Fortidens Naaletrævegetation bestod allene af Fyr. Grantræet synes ikke at have været her; idetmindste har jeg ikke fundet det ringeste Spor deraf, uagtet jeg har anstillet meget néie og paa mangfoldige Steder gjentagne Undersögelser, netop i det Oiemed, at finde Levninger af dette Tr&e, hvis Forekomst sam- tidig med Fyrren syntes mig ikke saa urimelig, skjöndt i de Lande, hvor begge have hjemme, hver pleier at indlage sine Strækninger. Jeg anseer derfor indtil videre alle de Angivelser, som i forskjellige Büger*) ikke sjelden findes angaaende Grantræernes Hyppighed i Moserne, for at have deres Grund i Mangel paa tilstrækkelig Undersøgelse, især da +) F. Ex. Amtsbeskrivelserne. 86 der ikke paa et eneste Sted anfüres, ved hvilke Kjendetegn man har kunnet skjelne Granstammerne fra Fyrrestammerne*). +) Det Kongl. Videnskabernes Selskab har overladt mig til Afbenyttelse og Uddrag en af Herr Forstraad Bang som Concursskrift indleveret Afhandling, for hvilken Selskabet tilkjendte ham Halvparten af den som Priis udsatte Summa. I denne Afhandling, som fornemmelig beskjæftiger sig med Angivelsen af Steder, hvor Træer af forskjellig Art findes i Moserne i det Belte af Jylland, som i % af Landets Brede ligger mellem Randersfjorden og Viborg, finder jeg oftere nævnet Gran, deels ene forekommende, deels i Forbindelse med Fyrren (f.Ex. ved Holste- broe (“Dyremosen”), Nederur i Nærheden af Aarestrnp, i Kongemosen, ved Kat- balle o. s. fr.). — Med Hensyn til Angivelserne om Granens tidligere Forekomst, og de Grunde, hvorpaa disse kunne være stôttede, maa jeg ialmindelighed be- mærke, at de Skjelnemærker mellem Fyr og Gran, som hentes allene fra Veddet, ikke ere tilstrækkelige, hvad enten man har friske Naaletræer for sig, eller kun de i Törvmoserne opbevarede Stammer, Granens tidligere Tilværelse her i Landet er først beviist, naar man i Moserne har paaviist Grannaale, Grankogler eller Grangrene, og saasandt Granen har været her og ligger i vore Moser, saa maa man i disse kunne paavise hele Lag af disse Dele, saaledes som det i det Fore- gaaende er paaviist for Fyrren. Imidlertid har min Erfaring lært mig, at man, selv om man dybt i Mosen finder Grankogler, ikke har noget Beviis for Granens Tilværelse i Mosen. I denne Sommer kom jeg nemlig forbi en Mose tæt ved Landsbyen Uggelöse, og bemær- kede en stor Overeensstemmelse i Bygning med Lillemosen; jeg bad derfor Torv- graverne skjærpe mig en lodret Væg (da jeg næste Dag vilde igjen komme forbi) og tillige kaste mig den derved skaarne Masse op paa Kanten af Mosen for at torres, Ved min Gjenkomst blev jeg dobbelt overrasket ved den fuldkomme Lighed, de en- kelte Lag i Udseende, Sammensætning og Tykkelse viste med Lillemosen, og ved at finde flere törvfyldte store Grankogler; paa mit Spørgsmaal til Torvgraverne fik jeg det Svar, at “Granpererne,” saavel de store som de smaae, laae paa Bunden af Mosen, dog at der var færrest af de store. I den Overbeviisning, at jeg her havde, hvad jeg ikke for havde kunnet finde, gik jeg ned i Bunden af Mosen og undersøgte de derværende Lag paa det nôieste. Jeg kunde i Fyrrelaget tage saa mange Hundreder og Tusinder af Fyrrekogler, som jeg vilde, men ikke en eneste Grankogle, og i Laget vrimlede det af Fyrrenaale og Fyrregrene, men ikke en eneste Levning af Grantræet, I alle de andre Regioner af Mosen faldt Undersøgelsen ud paa samme Maade. I min Forundring herover bebreidede jeg Arbeiderne, at de havde villet fore mig bag Lyset, og viste dem nu, at de sönderbrudte Kogler, skjöndt Skjællene baade udvendig og indvendig vare törvfarvede, viste et aldeles frisk Ud- seende. Deres Svar var, at “det store Slags” altid var friskere, at det laae næsten nede ved Bunden, og at der var over en Halvmiil til den nærmeste Granskov. I Forening med to af Arbeiderne begyndte jeg da mine Undersøgelser paany, og vi fandt da allerdybest i den ene Side flere store Grankogler i en Masse, som synlig var sammenæltet af alle de forskjellige Lag, og hvis unaturlige Forhold jeg suart blev overbeviist om. Desuagtet kunde Arbeiderne ingen Oplysning give mig om Maaden, hvorpaa de vare komne der. Jeg forlod da Mosen, men var neppe kommen hun- 87 Mellem de i vore Törvmoser liggende Fyr og de nu hos os voxende har jeg i Monographierne over de tvende Moser paaviist nogle Forskjelligheder, som efter min Mening havde givet det hele Træe et noget forskjelligt Udseende, saaledes at det maaskee indtil videre fortjente at betragtes som en særegen Form. I et overordenlig stort Antal af sjællandske Tårvmoser har jeg seet Fyrren og dens Bark, Naale, og Kogler have den samme Karakteer, saa jeg aldeles ikke kan tvivle om, at dette Fyrrens Udseende for hiin Tid var constant og almindeligt. Ligeledes har en gjentaget Sammenligning virkelig overbeviist mig om, drede Skridt bort, for jeg kom over en lille Broe af Granqvas, som var lagt over en Gröft, Paa denne gjorde jeg Folkene opærksom, og nu kunde een af dem erindre, at der engang havde været brugt lignende Qvas til at udfylde det altfor store Udsnit, der i den ene Side af Mosen var gjort til Vandpumpen. I Bunden af Udsnittet fandt jeg endnu Granriis liggende, og det viste sig da, at ved Æltningen vare Kog- lerne komne i den Masse, hvori de nu laae. — Jeg anförer dette Tilfælde saa om- stændelig, fordi det kan gaae Andre som mig, og Videnskaben saaledes let have en falsk Kjendsgjerning at bygge paa. Da Talen nu er om Granens Forekomst, kan jeg ikke undlade at tilföie denne Anmærkning et Par Ord i Anledning af Herr Pastor Steen Blichers Paastande i hans Beskrivelse over Viborg Amt (Tolvte Stykke af de danske Provindsers Beskri- velse) pag. 149, hvor han omtaler Fyrrens daarlige Trivelse paa vore jydske Heder (Alheden) og misbilliger dens Plantning: «Nok er det: Fyrrene höre ikke hjemme paa vore jydske Heder, har aldrig havt Hjem her; det vise endnu deres Tårvmoser hvor Gran og Birk ligge begravne i Mængde, men ikke hiint Træe, (at der i Jyl- lands Törvmoser ikke findes Fyr, men vel Gran, stemmer ikke med Steenstrups Iagt tagelser. Landhuusholdningsselskabets Anm.) Derafsee vi altsaa, hvad her kan groe, og dette sees nu ogsaa ovenpaa Jorden, hvor især dette første Slags allerede har naaet en dobbelt saa stor Höide som Fyrren, og en forholdsmæssig Tykkelse.” For- uden det, at jeg i Nærheden af de af Hr. Past. St. B. beskrevne Egne ikke har fundet Spor af Gran, kan jeg endnu anföre de ovenfor angivne Beretninger fra Hr. Forstraad Bang, under hvis Opsigt just de omstridte Skove staae, ifolge hvilke der i Hedens Moser ligge baade Fyr og Gran. Da jeg antager, at de tidligere Ve- getationer aldeles ikke ved voldsomme Katastropher ere forsvundne, men langsomt og af indre Nödvendighed, fordi de ved deres Væxt tilsidst havde fremkaldt For- hold, hvorunder de ikke længere kunde bestaae, forklarer jeg mig naturligviis paa en ganske anden Maade det Phænomen, at Granen trives, Fyrren ikke. Fyrrens Tid er længst forbi, og med den de begunstigende Forhold. at der i alle Delene er en Forskjel, som kan antydes, mellem de fos- sile og de nu paa forskjellige Steder plantede Fyr”). © I denne Fortidens Naaletrævegetation var det altsaa væsenlige Træk, at den overalt var af ublandet Bistand, eller bestod allene af Fyr (thi Granen synes aldeles at have manglet) og at den i Formen frembüd noget fra de nuvoxende Fyr Forskjelligt og Eiendommeligt; men til disse Egenskaber ved denne Skoybeklædning kunne vi enduu henföre: Træernes meget ranke og stærke Væxt, saasnart de stode paa vore bakkede Grus- strækninger, derimod en forkröblet og forkuet Væxt, naar de fra disse li- stede sig ud over fugtigere Strækninger f. Ex. over selve Moserne. +) Saavel her som i Monographierne nævner jeg udtrykkelig, at det var Fyrrene i vore endnu ikke fulde et "Aarhundrede gamle Plantager af Naaletræer, med hvilke Sammenligningen af Fortidens Fyrrelevninger fandt Sted. Disse vore plantede Fyrs fuldkomne Overeensstemmelse med den skandinaviske Fyr (9: den, som voxer paa Skandinaviens Halvöe) ansaae jeg for aldeles sikker, og den Forskjel, jeg fandt mellem de Fyrreskove, der i Fortiden voxte her, og dem, Nutiden paany har frem- lokket, tolkede jeg som et Udtryk for den Forandring, Naturen havde taget i de Aartusinder, der ere forlöbne siden hine voxte her. Men under et kort Ophold i det sydlige og vestlige Norge i Sommeren 1839 overbevistes jeg om det mindre Rigtige i denne Antagelse. Det var mig meget paafaldende, overalt i Naaleskovene at finde de meget smaae Kogler og den tykkere Bark og flere andre Forhold, der røbede en lang stårre Overeensstemmelse med de tilsvarende Dele af Fyrren i vore Moser end med dem af de yngre Plantagers Fyr, og den efter min Tilbagekomst anstillede umiddelbare Sammenligning paaviste heller ikke uden meget ubetydelige Forskjelligheder. Men hvorfra hidrörer da Forskjellen mellem de hos os nuvoxende Fyr og dem, der klæde Skandinaviens Fjelde? Er det den danske Natur, som ved sin nuværende Jordbund, hvis egenlige Fyrre-Element i Fortiden maaskee tor an- tages forbrugt, har paatrykt vore yngre Fyr saadanne Afvigelser fra den oprinde- lige Form? Eller er det vore Fyr, der, om jeg ikke feiler, alle have deres Oprin- delsé fra den nordtydske Slette, som have fort disse Afvigelser med sig ind i Landet, saaat der oprindelig gives 2 Former af Fyrren, een paa Skandinaviens Fjelde og een paaEuropas nordlige Sletteland? Denne sidste Antagelse ansaae jeg for den rimeligste, skjöndt Forskjellen kan have sin Grund i begge Modsætningerne. Vist er det, at en tilsvarende Forskjel findes mellem Kogler og Frugt af Granen paa Norges Fjelde og den, der staaer i vore Naaleplantninger. Foruden i Formen af den egenlige Nod afviger Skandina- viens Gran ved Kogleskjellene, der ere tyndere, længere og mere rhombiske, og ved Frövingen, som er meget smallere. Ere Afvigelserne constante, som jeg formoder, da ere de af den Betydelighed, at de efter vore nuværende Begreber om Artsfor- skjellighed, kunne begrunde Opstillelsen af 2 Arter af Grau. mn = I Monographierne er der allerede anfört, at Fyrretræerne forekom af be- tydelig Størrelse; men endnu rankere og stürre fandt jeg dem i andre "Moser, f. Ex. i Sneglekjær ved Marienhöi, tæt ved Holtegaard, hvor der paa en Linie af neppe over 200 Alen iagttoges over 50 Stammer, af hvilke flere havde indenfor den tykke Bark 5—5} Qvarteer i Gjennemsnit. Rankheden skyldes udentvivl den særdeles tætte Stand, og at denne virkelig har været meget tæt, har den senere fortsatte Türvgravning viist, da den paany har blottet et næsten ligesaastort Antal som det ovenanförte. Lignende meget store Fyrretræer ere ogsaa iagttagne af Andre”), og vi finde demikke sjelden omtalte i Topographierne af de danske Provindser. — Den mere forkröblede Form finde vi ligeledes hyppig nok i Moserne; jeg betegnede den i Monographierne med Navnet Mosefyr, da den efter mine Undersøgelser ikke forekom voxende uden i selve Moserne og i disses Mostörvlag. Uagtet jég ikke endnu har seet Frugt eller Naale af dette Naaletræe, og uagtet den meget tyndskjællede Bark viser ikke ringe Lighed med Granbark, anseer jeg den for en Fyr, og for en Form af den paa de hüiere Partier voxende Fyr, og det fornemlig paa Grund af de flere Overgange og Forbindelsesled, jeg har fundet mellem dem, naar enten disse traadte længere ned paa den fugtige Skraaning, eller hine fra Mosen kom mere ud af Fugtigheden og nærmede sig Grusskrænterne. — Det er især i de sidste eller yderste Aarsringe (50—70—100 sidste Aar), i hvilke denne Mosefyrs yderst langsomme Væxt udtaler sig; i de tidligere Aar synes den ret frodig at have skudt op fra dens fugtige Voxested, dog ingensinde til nogen anselig Höide. Paa Grund af denne lave og +) Hr. Forstraad Bang angiver i det cit, Mskpt, en Længde af 43 Alen paa en i Overhvam i Aaret 1823 opgravet Stamme af Fyr; den var afknækket ved Roden og i Toppen, men for denne sidste meente Hr, B. man maatte lægge 5 Alen til, altsaa faaer det voxende Træ en Höide af 48 Alen, Stammen havde ved Roden indenfor en ydre bedærvet Deel endnu 26 Tommer i Gjenuemsnit; de aarlige Skud vare, ligesom paa de fleste af vore Törvemosers Fyr, 1—14 Alen. Der blev talt omtrent 130 Aarsringe. “Adskillige Tylter udmærkede gode Fjælle- og Spendetreer” bleve saugede af den. "id. Sel, naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. M 90 undertiden langs ad Mosefladen fremskydende Væxt har jeg i det Fore- gaaende sammenlignet den med Krummholtzen, og denne Lighed er paa mange Steder meget stor. I flere Moser i Tolstrup og Jerslev Sogne (Sortemosen, Såmose o. fl.) i det nordlige Vendsyssel — i hvilken Provinds man forresten seer meget ranke Fyr at have voxet f.Ex. paa Bankerne i Nærheden af Mosberg — saae jeg Naaletræstådene med deres 1—11 Al. hôie vredne og kun 5—6 Tommer tykke Stammestykker staaende i den ganske fortrinlige Mostörv, i hvilken Rødderne udbredte sig paa samme Maade som i Vidnesdammosen. Paa nogle af disse smaae Rodstöd var imidlertid ikke allene et Stammestykke bevaret, men man saae den hele Stamme efter en Hôide af 2—3 Fod enten büie sig horizontal og med ringe Tykkelse låbe hen i Mosen, eller oplåse sig uordenlig i en Mængde större og mindre Grene, som ligeledes udbredte sig horizontal, dog fornemlig til den ene Side. Naar saadanne Træer vare optagne af Mosen og af- barkede, var det ofte vanskeligt at see hvilken af de paralelle Udbrednin- ger der hörte Roden til og hvilken Toppen. Disse Levninger af Naale- træer, og ingen af de andre Træarter, have hos Beboerne endnu det æld- gamle Navn Zyrrepinde*). Jeg har aldrig seet Fyrrestubberne staae i deres oprindelige Tilstand i Törvmasserne, uden at finde Spor af, at de havde havt en mindre god, om end ikke en aldeles forknyttet Væxt, og deraf forklarer jeg mig ogsaa et Phænomen, som er bemærket af Flere end mig. Det er nemlig meget sjeldent at man i de Moser, hvori Fyrre- stöd findes staaende enten i Türven, eller imod Mosens Bund, træffer paa Fyrrestammer, og træffes de end, saa ere de ikke saa store og ranke, som +) Beboerne vidste ikke ret at udtyde denne Benævnelse og brugte den som et Navn, hvis Betydning var gaaet dem aldeles af Minde. Tyrrepinde er ikke, som Een og Anden vil: tørre Pinde, men Tjærepinde, thi det er det samme som Tyrre- eller Tyrived, den oldnordiske og i Norge endnu brugelige Benævnelse paa en harpixrig Fyrrcsplint, saaledes som man sædvanlig bruger den, naar man brænder dem iste- detfor Lys. Denne Anvendelse af Fyrreveddet i Moserne istedetfor Lys er meget almindelig overalt hvor Fyr forekommer, fornemlig i det vestlige Jylland ; til dette Oiemed klöves den letspaltelige Fyr i lange tynde Splinter. 91 dem, man finder i Nærheden af Mosens Rand, og som have oprindelig voxet paa dens Omgivelser; derimod er det ofte bemærket, at större og mindre Grene ikke mangle. Skjöndt nu vist nok Mangelen af Stammerne kunde forklares derved at disse vare bortsmulrede eller bortbrændte lige ned til det i Fugtigheden bevarede nederste Stammestykke, finder jeg det dog rimeligt, at den stårste Mængde af disse Rodstubber i Reglen ingen höie, men kun henliggende og uordenlig forgrenede Stammer have havt, og mange af de for Fyrregrene ansete Stykker turde maaskee være virkelige Partier af Stammen”). Dau, som ikke paa ret mange Steder havde iagttaget Naaletræer, og ikke ansaae dem forat være saa hyppige i vore Skovmoser som Egetræerne, beskriver en talrig Forekomst af saadanne Fyrrestubbe og en næsten fuldstændig Mangel af Stammer i Söbjergmose (et Par Mile fra Helsingör ved Kongeveien til Kjøbenhavn) i Femsülyngmose (i Nærheden af Foregaaende) og Broxomose (mellem *) De Punkter, paa hvilke Hr. Forstraad Bang angiver Naalctræer staaende paa Roden t selve Törvmoserne ere: Dyremosen ved Holstebroe (“en uhyre Mængde af sam- mendyngede Rödder af Naaletræer” — “Stammerne oftest fordærvede eller ikke til- stæde” — «Rødderne saavel af Graner som af Fyrrer ere meget store, og findes i naturlig Stilling og bære, skjondt utydelige, Spor af at Stammerne ere forlærede ved Ild; de findes 1—2 Alne dybt nede i Mosen”); 2 Mile østligere Mosen ved Nederuhr (men intet Spor af Stammer, eller Maaden, hvorpaa disse ere skilte fra Rôdderne); Kongemosen mellem Frederikshede og Hvam (af Stammer, der i hôicre eller mindre Grad ere angrebne og fordærvede”, findes ikke saa mange, som af Rødder); Mosen ved Papsöe, nær Lysgaard (”indeslutter svære Gran- og Fyrrerödder. De staae alle som de have voxet paa Bunden af Mosen, og over dem har dannet sig en fast Törv- masse 2 à 3 Alen hoi, Undersøgelsen leder her til Vished om at en Brand har tilintetgjort alle Stammerne; thi for det første findes ingen Levning af nogen saadan, og for det andet opdager man umiddelbar paa og imellem Rødderne et Lag Trækul”) Troldmosen ved Thorning By (Yi denne ligge Graner i stor Mængde, og et mindre Antal Fyr og Birk, heel uordenlig imellem hinanden, snart ovenpaa snart ved Siden af hverandre; snart i sydvestlig snart i sydåstlig Retning, snart med Rod, snart udensamme. Paa mange Stammer er det aldeles klart at see at baade Top- og Rodenden ere afsaugede; paa andre tydelige Spor af Oxens Anvendelse; ja selv afhuggede Spaaner findes endnu. Umiskjendetigt er det at mange, ja vel de fleste af de i denne Mose værende Træer ere fortærede af ild; mange Rödder staae nemligi sædvanlig Stilling paa Bunden af Mosen, og hvor Stammen er borte, sees tydelig at Stubben er brændt, Trekul findes hyppigt mellem Rödderne,” M* 92 Broxöe og Spragelse); i den første af disse vare Stüdene kun en Fod under Mosens Overflade, og stode saa tæt som i en sædvanlig Fyrreskov*). I Holsteen have vi et lignende Exempel i det ovenantörte Hammelmoor, paa hvis Bund Fyrrene med deres 3 Fod höie Stammer af 1—11 Fods Tykkelse indtage enkelte Strækninger, medens andre endnu indtages af Birkestubbe*). Disse og lignende. Moser omhandler Dau i sit Afsnit om Höimoser (Lyngmoser), til hvilke de stürre af disse Moser ogsaa kunne henfüres med Hensyn til deres sidste Perioder, thi i dem have de ved den overordenlig fremherskende Sphagnumvæxt og derpaa fölgende Lyngbeklædning aldeles antaget Hüimosernes eller Lyngmosernes Natur; de danne derfor en meget naturlig Overgang fra Skovmoserne til disse. Til saadanne Overgangsformer maae henføres en stor Deel af de oftere nævnte Smaamoser i de jydske Hedeegne. I disse seer man undertiden at Stammerne paa enkelte Punkter staae meget tæt imod hinanden, og at alle Rødderne fra den ene ere udbredte over dem fra den anden (hvilket forresten ogsaa var Tilfældet i den ene Ende af Vidnesdam), saaat de ingenlunde have kunnet samtidig indtage deres nuværende Stilling; dette Phænomen finder derfor kun sin rette Forklaring, som mig synes, i den Antagelse, at de üverststaaende Stammer håre til en senere Generation, og först have voxet efterat allerede Törvmassen havde hævet sis et godt Stykke over de ældre Rødder, noget man bör vere desmere op- mærksom paa, som det egenlige Fyrrelag i vore meest karakteristiske Skovmoser endnu ikke uden i dets Mægtighed har frembudt Antydninger til det rimelig stürre Antal af Generatiouer, som udentvivl have fulgt paa hverandre indenfor enhver af de angivne Perioder ***), *) J. Chr. H. Dau. Über die Torfmoore Seelands. S. 139, 143 og 169. **) J. Chr. H. Dau. Neues Handbuch über den Torf. S. 47 flg. *#*) En ret mærkelig Iagttagelse om saadanne over hinanden staaende Naaletrerödder griber jeg her Leiligheden til at anföre ordret af Hr. Forstraad Bangs Mscrpt. “I Grönbek Sogn, i Nærheden af Allinggaard, ligger i en stor Mose en uhyre Mængde Granrödder, hvis Størrelse vidner om, at Træerne have havt et betydeligt 95 - Der staaer nu tilbage for os at betragte den eller de Retninger, hvori Stammerne af den undergaaede Fyrrevegetation ligge i vore Moser, og det er saa meget vigtigere at komme paa det Rene i denne Henseende, som man ifülge en almindelig Antagelse af een bestemt fremherskende Retning, hvori Stammerne skulde forekomme, har udledt en anden ligesaa almindelig, men derfor ikke mere rigtig Anskuelse, at Fyrrevegetationens (ligesom i det Hele taget de större Skovbedækningers) Forsvinden alene har havt sin Grund i en voldsom, parallel med denne Stammernes Retning Indhold, Rüdderne findes i samme Stilling, som om Granerne vare voxede der, men at det ei har værel Tilfældet er klart deraf, at de ligge — eller om man vil, staae — lagviis tet ovenpaa hverandre, At en stor Vandflod maa have sammentrængt disse Rödder, synes at være den eneste Slutning man i dette Tilfælde kan gjöre, og dog tyde enkelte Trækul hen paa, at ogsaa Ild maa have virket.” Det Selysamme fremstilles af Hr. Justitsraad Sarauw i hans Beskrivelse over Frederiksborg Amt, p. 13; det hedder om dette Amt: "Foruden Törven, levere Moserne her, ligesaa- velsom i andre Egne, endcel fra ældgammel Tid opbevarede Træstammer, saavel Eg som ogsaa Fyr, begge Dele ofte næsten fuldkomment conserverede, og den sidste un- dertiden af en udmærket Godhed. Om den Mening, at disse 'Træer ere voxne paa Stedet, eller den, at de ere komne hertil, har flere Tilhængere, veed jeg ikke, men at det sidste har fundet Sted, bevidne de Moser tydeligen, hvor man nu træffer Fyrrestöde, hvilke pletviis ei allene staae saa tætte til hverandre, at i saa ringe Afstand Træer af en Størrelse, som Rødderne lade slutte til, ei kunne være opvorne, men hvor man ofte ogsaa træffer 2 og 5 Stød saaledes sammenklemt til hinanden, at det överstes Hovedrödder bedække det nedenfor værendes Stammestykke, Dette fandt iblandt andet hyppig Sted i en Tårvmose tæt ved Landeveien fra Hirschholm til Helsingöer, ei langt fra 'Toelt i Asminderöd Sogn, derhos og det meget paafal- dende og næsten uforklarlige, at ikke tillige Træstammer vare drevne hertil, eller baade Rod og Stamme sammenhængende, hvilket aldrig i den ommeldte Mose, hvori endeel Aar er bleven arbeidet, efter Arbeidernes Forsikkring skal være truffet, ligesom Stødene ogsaa aldrig ligge paa Siden, men med Stammeenden opad, enten de staae enkelte, eller, som forommeldt, flere over hverandre,” — Naar de af begge de flerrer Forstmænd beskrevne Fyrstubbe virkelig ere omgivne af Törvmasse, som de ere, kan: jeg ikke antage andet, end at de have voxet efter hinanden og over hinanden i 2 eller flere paa hinanden folgende Generationer. At Stödene skulle være henflydte til det Sted, hvor de nu staae, eller nedskyllede dertil fra en höiere Omgivelse, finder jeg ikke blot tvungent, men umuligt, og Röddernes horizontale Leie og Stammernes lodrette Stilling forklares vel neppe herved. Efter hvad jeg paa andre Steder har seet, maa jeg endog antage, at man vil finde at de överste Stubbers Rödder i deres Løb ofte have maattet gaae til Siden for de understes Stammestykker og Hovedrödder. Stammerne kunne enten have været meget ubetydelige i Höiden og raadnet bort, eller være fortærede ved Ild. 94 gaaende Forstyrrelse; være sig nu en voldsom Orcan (hvilket vel oftest er antaget) eller en Vandström. I Smedemosen, Langedam, flere af Moserne omkring Donse, og andre smaa meer eller mindre kredsrunde Moser, i hvilke der almindelig graves stærkest i den midterste og dybeste Deel, seer man Fyrre- (og Ege-) Stammerne ligge fra Breden eller Om- kredsen af Mosen imod Midten eller Midtlinien, og næsten alle Stammerne stikke med Topenderne ind i den bortgravede Deel af disse Moser. Baade i Vidnesdam og i Lillemosen ved Rudersdal iagttog jeg den samme almindelige Retning af Træerne, nemlig at Toppene af Træerne paa de tvende modsatte Sider af Mosen næsten uden Undtagelse laae i 2 mod- satte Retninger; men da i begge disse i det Foregaaende beskrevne Moser de tvende Sider af Mosen havde været underkastet en ulige Behandling ved Törvgravningen, og desuden i den ene af disse Moser Leiligheden til at anstille Undersögelser med Hensyn til Træernes Retning kun var mindre god, fordi den störste Mængde af Stammerne var bortskaffet, saa anseer jeg det for saameget heldigere, at jeg er istand til at anföre en större Iagttagelsesrække fra een og samme Mose som Beviis for, at i Skovmoserne Træerne ikke ligge i ecn fremherskende Retning, men at Retningen er afhængig af Mosens Omrids og Form. Jeg vil nemlig her i de fölgende Linier angive de specielle Retninger for alle de tilgjængelige Træer i Mosen Sneglekjær, der ev den Mose, som med den ringeste Omfang er forekommet mig at indeslutte de fleste Fyrre- træer. Denne Mosens ringere Störrelse, Træernes betydelige Antal, den næsten urårte Tilstand, hvori Stammerne ligge, samt den omtrent ligelige Bearbeidelse af Mosen ved begge Sider ville lette os Udkastet til et Billede over det hele Forhold. Mosen Sneglekjær ligger neden for Marlenhöi Skov, tæt ved Holtegaard, og har en Længde af omtrent 225 Alen og en Brede af 50—75 Alen. Dens længere Axe gaaer i Retningen NNO. og SSV., og i samme Retning som denne låbe de længere Sider, imod hvilke 'Præerne findes især at have deres Rödder 95 liggende, medens de kortere Sider, eller Mosens Ender, kun gjemme meget faa Stammer. Den kortere Axe gaaer fra VNV. til OSO. og angiver Hovedretningen for Stammerne. I den nordlige Ende er Mosen betydelig dybere end i den sydlige, derfor er der maaskee ogsaa gravet dybere i denne Endedel og flere Stammer blottede. Det üverste Lag af omtrent 24 Alens Tykkelse er borttaget over hele Mosen, og man begynder nu at bortgrave det andet Lag af samme Tykkelse. Kun de Stammer, som med Vished kunne siges ikke at være rokkede i deres Leie, ere optagne paa folgende Retningsoptegnelse: à I. Vestlig Side. Rod. Top. Rod, Top. A VNV-V. OS0-0. Vv NNV-N. SSO-S. B VNV-V. OSO-O. x NV. SO. C Vv. O. Y NNV-N. SSO-S. DT NNV-N. SSO-S. Z NV. So. za VNV. OSO. Æ VSV-V. ONO-0. F © VSV-V. ONO-0. Ô NV. so F VNV. OSO. AC NNV. SSO IE VNV. OSO. B‘ NV. so I VNV. OSO. C’ Vv. 0. R NV. so. D’ VNV. OSO. L staaende E‘ NV-NNV. SO-SSO. M VNV-V. 0S0-0. ef VNV-V. OSO-O. N N. S. EF’ V-VNV. 0-OSO. O0 VNV-V. 0S0-0. G V-VNV. 0-0S0. P NV. SO. H NY. SO. Q VNV-NY. OSO-SO. I V-VNV. O-0S0. R Vv. Ö. K V-VNV. 0-0S0. Ss VNV-V. ONO-O. L’ VNV. 0SO. T VSV-V. ONO-0. M VNY. OSO. U VNV-V. OSO-O. N‘ VNV-V. OSO-O. dates DS, De À ” 96 Endnu fandtes enkelte Stammer mellem disse allerede anförte, men Retningen af dem kunde ikke med Nöiagtighed angives, fordi de vare forstyrrede i deres Leie; de udgjorde 12—16 Stykker, og af det Antal af Træer, som voxede paa den omtrent 200 Alen lange Skrænt have vi altsaa idetmindste 50 bevarede”). IX. Östlig Side. Rod. Top. Rod. Top. Oo’ SSO. NNV. Sy. OSO-0. VANV-Y. ED OSO-O. VNV-V. Z' SO. NV. Q’ SO. NV. Æ SSO-SO. NNV-NV. R’ ONO-0. YVSV-V. Ô’ OSO-0. VNV-V. S’ ONO. VSV. VAG OSO. VNV. ol ONO-O. VSV-V. BY’ OSO-SO. VNV-NV. U 0. ive cv SO. NV. V, ONO. VSV. TN S-SSV. N-NNO. X OSO-SO. VNV-NV. Et S. N. Om Stammerne ved denne Side af Mosen bör bemærkes, at de laae mere skjulte i Törvmassen, hvorved man forhindredes i at tage Ret- ningen med den fulde Nöiagtighed, saaledes som ved den vestlige Side; af samme Grund var der ogsaa færre Stammer at iagttage, skjöndt vistnok det dobbelte Antal ligger der**). Om Stammernes Rankhed i denne Mose, deres betydelige Störrelse og meget tætte Stand, har jeg foran talt. Af denne sidste saavelsom af Retningen har jeg sögt at give et anskueligt Billede i medfölgende Tegning, paa hvilken jeg har anbragt enhver *) Da jeg Aaret efter disse Undersögelser kom til Mosen igjen, vare disse Stammer næsten alle optagne af Mosen og derved tillige en stor Mængde underliggende Stammer blevne blottede; deres Antal var næsten ligesaa stort, deres Retning aldeles den samme som de overliggendes. ++) Cursiv betyder her som paa de tidligere Retningsangivelser Egetræer. +++) Törvgravningen har senere blottet et meget betydeligt Antal af underliggerde Stammer. 97 Stamme paa sin Plads ved Hjelp af ovenstaaende Retningsliste, og ved at optage dens Afstand fra et bestemt Punkt i den nordlige Ende af Mosen. Fig. VIH. N' M: u | YW Gere! GBF delt Or Vi komme nu til at betragte Forholdene, som den tredie af vore Vegetationer, nemlig Egetræets, opviser. Saavidt den hidtil er blevet mig bekjendt fra Skovmoserne, maa jeg antage den for at have bestaaet fornemlig om ikke udelukkende af Vinteregen (Qvercus sessiliflora) da alle de Levninger af Frugt, Grene og Liv, hvilke jeg hidtil har havt Leilighed til at undersöge, vise fuldkommen Overeensstemmelse med dette Tree. Denne Fortidens Egevegetation kan da næsten med samme Ret som Fyrrevegetationen, antages for at vere uddüd her i Landet, thi det Par Punkter, hvor man endnu vil paavise Vinteregen i dens vildtvoxende Tilstand forsvinde aldeles ved Sammenligning med de store Strækninger, - som indtages af den anden Art af indenlandske Egetræer (nemlig Som- meregen, Qvercus pedunculata). Egen i vore Moser viser en Frodighed Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh. IX Deel. N 98 og Störrelse, som naaer Fyrrens og paa de fleste Steder endog overgaaer den, og råber at de gunstigste Betingelser have været tilstæde for dette Tree. 1Snegleljer fandt jeg Egestammer, som tæt under Forgreningen havde 2 Alen i Gjennemsnit og vare midt paa Stammen omtrent 6 Qvar- feer tykke og havde en dertil svarende Höide; og paa flere Steder have Egetræerne, der dog blot i Reglen ere Stammer uden Rod og Grene, leveret 5—4 Favne Brænde. Egeskoven synes overalt at have været tæt og ublandet, idetmindste fandt jeg af andre Træer kun enkelte Birke- stammer mellem Egene; men Birketræet vide vi fra det Foregaaende hårer ligesom alle Vegetationerne til, og har til enhver Tid indtaget Pletter — de fugtigere Steder, Mosepletterne — i disse. Med Hensyn til Ege- træernes Leie i Skovmoserne, kan jeg med Bestemthed sige, at de deri stemme overeens med Fyrrene; Rüdderne af de omkastede Stammer ligge imod Randen af Mosen, og Toppen vender ud i denne; forsaavidt de have voxet i selve Mosen, og ere omkastede, ligge de i forskjellige Retninger. Det er upaatvivleligt, at Egen har gaaet lidt lengere ned paa Mosens Skrænter end Fyrren, og hyppigere end Fyrren har jeg fundet den voxende, 9: dens Rüdder staaende, i Mostürven, uden at nogen Indvirkning deraf har gjort sig kjendelig i Træets Væxt; derved frem- gaaer det at Egen bedre har kunnet taale den kolde Fugtighed. Elletræerne sluttede Skovvæxten i og paa den nærmeste Omgi- velse af de undersögte Skovmoser; overalt i det nordlige Sjælland har dette altid viist sig at være Tilfældet, og paa mange Steder i Danmarks forskjellige Egne staaer vore Skovmosers Overflade klædt med Elleskov eller Ellekrat, ofte endog om den er dækket med Vand. Ellevegeta- tionen knytter sig saa aldeles til den nuværende Tid og den nuværende meest fremherskende Skovvegetation, Bôgens, at det naturlige Spörgsmaal strax henstiller sig for os: er Ellevegetationen i Tiden forskjellig fra Böge- vegetationen, og har ikke Bogen altid voxet her med Ellene, eller lige- saalænge som Ellene? Hertil kan nu gives det bestemte Svar, at, saavidt 99 det er bekjendt, er der aldrig fundet det mindste Spor af Bögen i vore Moser. Selv i saadanne smaae Moser, som laae tæt omgivne af Büge- skove, og man maa erindre, at de meest karakteristiske Skovmoser forekomme i Nordsjællands meest udmærkede Bögeegne, bar jeg aldrig i Törven fundet det ringeste Spor af Lov, Frugt, Grene eller Stammer af Bügen; og Andres Iagttagelser råbe det samme”). Man maatte da antage at Bögen ikke voxede saa nær ved disse fugtige Vandsamlinger, hvori Törven dannede sig, at dens Lov ved Vind eller Vand vilde bringes i disse, eller ogsaa at Bågens Levninger endnu lettere end Bir- kens eller Ellens hensmulrede og bleve ukjendelige i Fugtigheden, men om dette Sidste vide vi netop det Modsatte, og Bügen voxer nu paa de fleste Steder saaledes at dens Affald ikke kan undgaae at föres i Mo- serne. Det bliver derfor meest antageligt, at sætte Ellevegetationen tid- ligere end Bügetræet. Kun staaer det uundersögt, hvorvidt Elletræet har indtaget mere end den nærmeste Omgivelse af Skovmoserne, eller har udbredt sig i sammenhængende Skov over Hüistrækningerne mellem disse, saaledes som vi endnu paa enkelte Steder i Nörrejylland træffe frem- herskende mörk Elleskov **), hvis Træer i Störrelse ikke give Bögen noget efter (flere Skove N. for Mariagerfjorden, og i Vendsyssel). Fra Skovmosernes forskjellige Vegetationer vende vi nu Blikket paa KRjermosernes. 1 disse finde vi ifölge deres eiendommelige Natur meget færre Levninger af Træer, og sjelden eller aldrig af Fyr, men meest af Egetræer. Jeg har vel ikke kunnet gjøre et saa nüiagtigt Stu- dium af dem, som af Skovmoserne, paa Grund af deres betydelige Om- fang og den som oftest mindre gunstige Behandlingsmaade, men jeg troer dog at have seet nok til at yttre den Formening, at Egetræerne i Reglen *) lir Forstraad Bang i anf. Afb. finder det ogsaa meget forunderligt, at han intet steds har fundet, eller hört Tale om Spor af Bügetræe i Törvemoser.” Ligeledes Andre, **) Det turde nok være at der i vore Elleskove havde idetmindste en 3die Art af El skjult sig, og Spörgsmaalet vilde da blive, hvilken det var af de 3Arter, som havde udgjort det 4de Skovdække, hvormed Danmark blev udstyret. N+ 106 mere hüre Mosen og dens Bund til, og have oftere voxet paa denne og dannet en Egeskov over den, inden den egenlige Törvmasse begyndte at danne ‘sig. De i Rjærmoserne fundne Stammer ville da hyppigere hid- røre fra Træer, der ere voxede i selve Mosen, end fra saadanne, der klædte de steile Banker, som almindelig trække sig hen med Kjærmosernes Bredder. Hvorvidt Stammerne i disse Moser ligge i nogen bestemt Ret- ning, maae fremtidige Undersøgelser afgjöre, thi de Angivelser, man for Oieblikket er i Besiddelse af, angaaende en saadan eneherskende eller fremherskende Retning, ere altfor löst henkastede til at man tår dömme noget deraf, især naar man vil bygge saa vigtige Slutninger derpaa, som dem man af Retningen har villet uddrage*). I den Sdie Hovedart af Moser, Lyngmoserne, höre igrunden kun de Trxer hjemme, som, efter hvad vi fandt i vore Skovmoser, havde holdt sig til alle Tider i det sig hævende Mostæppe og Mostürven — nemlig Birketræerne; de have sjelden eller aldrig naaet nogen betydelig Stör- relse, ofte bære de endog Preg af at have været buskagtige. De fore- komme vel paa disse Mosers lyngklædte Flader, men kun sjeldnere (f. Ex. i Hurupmosen, som er en Arm af den mindre Vildmose, og en Birkeplet omtrent midt i den store Vildmose, hvor dog Birken kun er en Busk”). Derimod synes de i tæt Skov at have voxet paa Bunden af disse Moser eller i det nederste Lag af dem, hvilket kan sees af Fülgende. Den store Vildmose, som ligger i Vendsyssel, deels i Aalborg-, deels i *) Deels ere disse Angivelser meget spredte eller enkelte, saaat der ialmindelighed kun gives bestemte Underretninger om enkelte af de Hundreder, som forekomme i Mosen; deels ere de uden nöiere Bestemmelse af de Punkter eller Sider af Mosen, hvori de ere fundne; deels endelig tage de ikke Hensyn uden til Stammens almin- delige Retning, uden at der er betegnet hvorhen Toppen og hvorhen Roden vendte. Men hvad jeg har bemærket meget værre i denne Henseende, er at en almindelig Retning ofte angives uden Iagttagelse efter en forudfattet Mening eller efter meget , enkelte sete Fakta. ++) Kun et Par Tommer i Gjennemsnit vare Stammerne og Træerne selv kun lidt over Mandshöide. Dette er nok til at bevise, at ingen Orne kunne have deres Rede ‚paa disse Træer, hvilket dog saa ofte berettes af de Omboende. EU Hjörring-Amt, og udgjür over 13000 Tdr. Land, er imod S. begrændset af de höie Bakker ved Biersted og Aaby, og paa de 3 andre Kanter om- given af lange Engstrækninger, der danne en lavere og grönnere Indfat- ning om Mosen, og ere gjennemströmmede af den fra Ö. kommende Ryaa. Aaen danner i sit Krumlöb omtrent 5 Fjerdedele af en Kreds, inden i hvilken Vildmosen ligger, og det synes at Vildmosens Dannelse og Form oprindelig har været afhængig af dette Aaens nuværende Löb. Imod V. er Engbeltet meget bredt, imod NV. og SV. derimod temmelig indknebet, paa förste Sted af de meget höie Tisebakker, N. for Hammelmosegaarden, og paa det sidste Sted af Sandbakken, Sandalshüi, ikke langt fra Tofte- gaarden. Imod Ô. begrændses Mosen tildeels af den Lavstrækning, hvori- gjennem Lindholmsaaen låber, og som synes at ligge ikke lidet lavere end Ryaaens Leie, hvorfor ogsaa Vildmosesletten har en stårre Heldning til denne, end til førstnævnte. Imod SO. kan man betragte den saakaldte Nörrehaldmose for en udgaaende Viig af Vildmosen, men den er dog af en ganske anden Beskaffenhed. Moselandingen er af Kreaturer optraadt i en Mængde större og mindre Tuer, og dette Tuebelte er des bredere, jo nærmere det ligger de större paa Engstrækningerne omkring Vild- mosen liggende Herregaarde. Hele Vildmosens Overflade staaer i Be- greb med at gaae over i en tæt Lyngbedækning, deels af Moselyngen, Erica tetralix, deels af Hedelyngen, Calluna vulgaris, men denne Be- klædning er idelig afbrudt af stårre og mindre Pletter og Drag af Mose- siven, Limnochloa cæspitosa, og Kjærulden, Eriophorum augustifolium ; hvilke Pletter og Drag, naar man kommer længere ind i Mosen, kile sig ud i et Tæppe, som fortrinsviis er dannet af Sphagnummosset, og af hvilket Smaaholme af Lyng, undertiden ogsaa af Pors (Myrica gale), staae frem. I dette Sphagnumtæppe drage sig ofte uregelmæssige stårre og mindre Strækninger, som ere paa Overfladen sorte og dyndede (men ikke törvede) paa Grund af det hensmulrende Sphagnummos; i disse indtræde først enkeltstaaende, siden tæppedannende Carex limosa, Rhyn- 102 cospora alba og Drosera longifolia, hvilke Planter forberede de senere paa saadanne Punkter sig indfindende Limnochloa eæspitosa og Eriophorum augustifolium. Vildmosens Overflade viser sig saaledes paa forskjellige Punkter i de samme trende Stadier, som ethvert Punkt har at gjennem- löbe*). Hvad nu selve Törvmassen angaaer, da viste det sig overalt, hvor man end grov eller borede, at de förste 7—8 Qvarteer bestod af aldeles låst og temmelig kort Sphaagnummos, som endnu var aldeles frisk, hvorfor denne Masse var saa seig, at den neppe kunde graves. Nogen Fortörvningsproces synes neppe i dette Lag at være begyndt; men under det findes en —1 Fod tyk svampet Masse af et mere bruun- ligt Udseende, og under dette igjen en overordenlig tynd og vellingagtig flydende Masse, som blot er den Vandmasse, hvorover Vildmosens Tæppe nu hviler, der er fyldet med bruunlige fra 'Teppets Underflade nedfaldne Törvpartikler. Idet mindste var det i alle mere regelmæssige Grave eller Gråfter, som ere ledte længere ud i Mosen, let at blive vaer, at denne bruunlige Velling ved Vandets Afledning kun dan- nede et Lag af 4 eller i det höieste 2 Törvs Tykkelse, den eneste Masse, som i Vildmosen kan tillegges Karakteer af god Törv**), og imellem denne brune Törv og Mosens Underlag ligger der kun 1—44 Törv af en mere bladet Masse, som indeholder en Mængde Siv og Flæg, *) Men Fremherskningen af disse Stadier er meget forskjellig paa Mosens Overflade; fra Biersted af naaer man allerede, inden man kommer 1/4 Miil ud i Mosen, cn meget vandfyldt Hængesæk blot af Sphagnummos, hvis Fasthed dog igjen tiltager lidt længere imod N., indtil man naaer Skillegroften, som danner Grændsen for Stamhuset Birkelses Eiendom, hvor den stærk fugtige Tilstand atter tiltager. I Vestsiden af Mosen er Vegetationen mere jevnt i Overgang mellem 2det og 3die Stadium, og Overfladen mere eensartet gjennemvævet af Mosesiv og Lyng, lige fra Toftegaarden og til Birkebuskene. 1 Nord- og Nordvestsiden kommer man ikke en Fjerdingvei fra Landingen, inden de store sorte Pletter med Hvidskjænen (Rhyn- cospora alba) blive saa hyppige og udstrakte, at det koster megen Umage at komme videre. ++) Ved Biersted savnedes saaledes aldeles den saakaldte Bagetörv og der var svampet Sphagnumtôrv ligetil Bunden; ved Toftegaarden erholdt maa paa sine Punkter un- dertiden 3 ret gode Torv, men ved Hjermislovgaard aldrig over 2 Bagetörv. 105 og kjendelig er af ganske anden Sammensætning end det overliggende Lag. Dette er den almindelige. Bygning af Vildmosen, og den modifi- ceres kun lidt paa enkelte Punkter, med Hensyn til Mængden af den bedre Tårvmasse enten til den fordeelagtigere eller mindre fordeelagtige Side. I Toftegaards, Hjermislüvgaards og Hammelmosegaards Törv- skjær, altsaa i hele den vestlige og nordlige Side af Vildmosen, viste der sig i den nederste Deel af Törvmassen en Mængde Birkestubbe, som alle stode i deres naturlige Stilling tæt ved hinanden, men kun i hiin flæg- bladede Törvmasse uden nogensinde at gaae ned i Underlaget, Sandet. Fra Hjermislåvgaard, hvor Vildmosen i. den senere Tid behandles paa en Maade, som bör være et Mönster for alle de andre Punkter, paa hvilke Torv graves, kunde denne Birkevegetation spores overmaade langt (maaskee en Fjerdingvei) ud i Mosen, og derfor er det rimeligt, at Birkevegeta- tionen gaaer over hele Mosens Bund, uagtet jeg ved en Mængde af Bo- ringer i det Indre af Mosen aldrig fik Levninger af Birketræet op med Boret. Denne Antagelse vinder ogsaa i Sandsynlighed ved Betragtningen af Mosebunden, som en svagthvælvet Sandbanke. Underlaget er nemlig overalt, hvor jeg har kunnet lære det at kjende, et grovt Sand, der for- oven var svagt blandet med Mosejord og lidt Leer. Sandlaget er samme- steds meget tyndt og overstiger vist intetsteds faa Fod; det hviler paa et blaaligt Sandleer, som er overmaade rigt paa Skaller af Saltvandsblüddyr : Littorina, Turritella, Natica, Lutraria, Cardium o.fl., et utvetydigt Be- viis paa, at Havet forhen har indtaget den hele Strækning, hvor nu Mosen er. Underlagets Overflade (Mosebunden) er ingenlunde jevn, men bölger noget op og ned, hvorved der dannes undertiden lange Miler, som ved Hjermislåvgaard kunne forfölges i en lang Strækning fra S. til N.*). Fra flere Punkter ved Randen af Mosen anstilledes en Række af Bo- ringer imod Midten eller det Indre af Mosen, og af disse fremgik, at den *) Disse Miler kunne sammenlignes med Rimmene i Ellingmosen og andre Steder ved Kattegattet, s. Kröyers Tidsskrift II 5. S. 51S. 104 dybere og bedre 'Tårvmasse fandtes i et Belte langs med Randen af Mosen, at i dette Belte Afstanden imellem Overfladen og Sandet var imod S. 41—412 Fod, imod V. 44 Fod, imod NV. 8 Fod, medens den største Deel af Mosens Indre kun kan have Middeldybde af 8—9 Fod, thi kun imod SÖ., "hvor Törvmassen i det Hele er daarligst, mærkedes paa en större Strækning en Dybde af omtrent 12 Fod. Da nu Mosens Overflade overalt ved Randen hæver sig meget betydelig, en Hævning, som f. Ex. ved Biersted idetmindste paa 4 Miil gav 10—12 Fod, medens hele det Indre synes fuldkommen horizontalt, saa sees deraf, at Mose- bunden er en Banke, som falder imod alle Sider ned imod Ryaaleiet, men at denne Heldning er stærkest imod S. og SV. Kun et Sted i denne Mose forekommer der stillestaaende Vande, nemlig de saakaldte Gaaseloner. Disse Mosepytters Afstand fra den nordlige Rand antages at være I Miil; de have samme Dybde som Mosen, men ingen eller yderst tarvelig Vegetation. Paa deres Bredder voxer 'Tranebærbusken med en overordenlig Frodighed. i Den mindre Vildmose ligger S. for Liimfjorden paa en betydelig Slette, som er over 3 Mile lang og næsten 4 Miil bred og strækker sig fra denne Fjords Udlåb langs ned imod Kattegattet, kun adskilt fra dette “ved en meget smal Landstrimmel, paa hvilken de höie Mulebjerge ligge. Kun den sydligste Halvpart omtrent af denne Strækning indtages af Vildmosen, der i sin Vegetation stemmer væsenligst med den store Vildmose, kun er den nok saa fremmelig. Det indre eller midterste Belte er vel endnu i sit Sphagnumstadium, men Sphagnummosset er kort og faldende i det Rödlige, hvorved det angiver ikke længere at være i sin fulde Kraft og over meget store Parfier seer man de næsten alen- lange Kjæruldblade (Eriophorum augustifolium) enkelte, men dog tem- melig tætte, hæve sig af Sphagnumtæppet, hvilket Overgangsstadium er det meest fremherskende. Belter eller Strimler langs de 2 længere (öst- lige og vestlige) Sider ere klædte med Moselyng og Hedelyng og tillige 105 meer eller mindre optraadte i större Tuer*). Den sydligste Spidse af Vildmosen kaldes Hurupmose, og er i sin üverste Bedækning aldeles for- skjellig fra den egenlige Vildmose, thi den er deels gaaet over i Eng- strækninger med lidt Ellekrat, deels bevoxet med Pors, Piil og Birk. Imod Norden gaaer Vildmosen over i den store og udstrakte Kjærmose, som grændser til Gudumlund og i Forening med Vildmosen forsyner de derværende Fabriker. Vandets Bortledning skeer her igjennem en bred og 2 Mile lang Kanal, paa hvilken tillige Törven føres til Værket og Fabrikaterne til Limfjorden. De Punkter i den egenlige Vildmose, hvorpaa man bedst undersöger Törvmassens Beskaffenhed, ere Brinkerne af de nu udtörrede 4 store Söer, hvis Bund udgjüre Vildmosegaardens Marker og Enge (700 Tdr. Land). Disse Söer laae omgivne af Vild- mosens Törvmasse til alle Sider og havde samme Dybde som Törvmassen, saa de altsaa i alle Forhold stemte aldeles overeens med Gaaselonerne. I Aaret 1760 blev den nærmeste Söe ved en Kanal, som gjennemskar den paa dette Sted lave Tunge, forenet med Kattegattet, og saaledes Søen udtørret; senere ere de andre Söer ved Kanaler igjen forbundne med den förste, saa de nu alle ere vundne til Agerland og Enge, der ere omgjerdede af de lodret staaende sorte Tårvevægge, hvilke langsom synke meer og meer sammen og blive lavere. Nu have de ved Mölle- söen en Höide af 3—4 Fod, men ved den længere inde i Mosen liggende Birkesie 4—5 Fod, meget sjelden 6. Tôrvmassen viste sig i disse Vægge og i Siden af de velanlagte lige Kanaler fornemlig at være Sphag- numtörv; överst nemlig 2, 5, 4 Fod Sphagnummassse med Striber af en trevlet Törv (af Mosesiv og Kjæruld) og derunder 1—4} Fod 'Törv- masse med fremherskende Franebærlevninger; denne blev i sin nederste *) Paa Randen af saadanne Tuer, saavel i denne som i den store Vildmose har Multe- bærbusken (Rubus{Chamæmorus) sit eneste Stade; idetmindste forekom der mig uden- for disse hverken blomstrende eller frugtbærende Exemplarcr. Uden Tuerne vilde altsaa denne Plante have en ganske anden Fordeling. Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. O 106 Deel meget bladet og gik over i en kun faa Tommer tyk Sandtörv med Rådder af Birk, El og Piil, og undertiden (nærmest ved Mosens Rand) af Eg. I Gravene og Söerne viste det sig overalt, at Söbunden og Mosebunden er den samme Flade, og frembyder kun faa Ujevnheder. Igjennem de 5 Söer (Lillesöen, Birkesöen og Toftesöen) spores dog en höiere Ryg, en Rimme, i Retningen fra SV,SSV til NO,NNO. Hvad der meest interesserede mig ved denne Mose, var at Eieren Hrr. Ravn- borg gjorde mig opmærksom paa at der i Möllesöen, hvor selve Vild- mosegaarden er anlagt og har dens bedste Marker, ofte opplöiedes Skaar af Leerurner. Ved nüiere Undersögelser fandt jeg ogsaa paa Furerne flere saadanne Brudstykker, og i en lille Forhöining paa den svagt bül- gende Overflade, hvor man havde opgravet Sand til Gaardens Forbrug, saae jeg en Hvælving sat af Haandsteen, og dækket med omtrent 1 Al. Sand; under Hvelvingen laae Brudstykker af Urner, Kul, brændte Knokler og Aske. Et Gjennemsnit af Terrainet for at vise disse For- hold, seer omtrent saaledes ud. Fig. VIII. Landtunge Kattegat Under Sandet finde vi en Mængde af de Conchylier, som endnu leve i Kattegattet, og saaledes læse vi i Forholdene her 3 tydelige Om- vexlinger, som denne Slette har undergaaet: fra Havbund til Birkekrat, Vildmose og Såer, og nu Ager og Eng og paany beboet. — I den nordlige Deel tiltager den underste bladedè Törv i Masse og ved Gudum- lund skjæres meest Mosetürv. Hvilke Slutninger drage vi nu med Rimelighed om Maaden, hvorpaa hine forskjellige Vegetationer ere forsvundne, og om Tiden, da de ere forsvundne, naar vi tage Hensyn til Alt det, der er os bekjendt om Træernes Udseende og Væxt og Maaden, hvorpaa de ere bevarede i 107 vore Moser? Det synes sat udenfor al Tvivl, at hine flere Vegetationer have fulgt paa hverandre, saaledes at den senere som oftest har voxet paa Ruinerne af den tidligere, og at den ene Vegetations Aflösning ved den anden har været slethen en Fölge af Naturens rolige, gjennem Kreds- bevægelser fremskridende Gang, uden at have været ledsaget af nogen- somhelst voldsom Naturyttring. "Træerne staae og ligge næsten uden Undtagelse paa det selv samme Punkt, hvor de voxte. Det Eneste, der kunde tale for en tidligere antagen pludselig Omstyrtning af alle de staaende Træer, var en fuldkommen eensartet Retning af disses Stammer, som et Udtryk for en voldsom i denne bestemte Retning gaaende Natur- kraft; men foruden det, at alle Kjendsgjerningerne fra Skovmoserne al- deles modstride en saadan Antagelse, mangle ogsaa Angivelserne, hvor- paa den er bygget, den fornådne Nüiagtighed og Udstrækning, saaledes som jeg ovenfor yttrede. Her bliver det desuden Stedet at beröre endnu een Omstændighed ved disse Angivelser, nemlig at Hensyn til de forskjellige paa hinanden fülyende Skovvegetationer ikke har kunnet været taget, og at altsaa en almindelig Paastand om en fælleds og bestemt Retning for Stammerne tillige maa medföre Paastanden om at den samme Forstyrrelse har gjentaget sig ved Omstyrtningen af hver enkelt Vegeta- tion og stedse fra den samme Kant. Maa jeg end af fuld Overbeviisning ifölge mangfoldige Undersøgelser og ifölge saavel Totalindtrykket, som alle de enkelte Billeder, hine Vegetationers indbyrdes Forhold har efter- ladt hos mig, udtale mig imod en voldsom Forstyrrelse af nogen af disse Vegetationer, og tilskrive deres Forsyinden den sædvanlige rolige Gang i Naturen, hvori den ene Organisation udvikler sig, udlever sig, idet den ef- terhaanden ligesom forbruger de for den gunstige Betingelser, derved frem- kalder nye Betingelser, med disse ligesom forbereder en ny Organisations Fremtræden og Udbredning, og fremskynder sin egen Forsvinden — saa er det dog ingenlunde min Mening, at man ikke hist og her skulde finde Spor af at til en og samme Tid en større eller mindre Mængde Træer O* 108 kunde være omkastede ved en Storm eller Orkan*), eller at alle Træerne i Moserne skulde skylde deres Undergang alene til deres höie Alder og en naturlig Omfalden. Det er en Selvfülge, at der kun har været meent den almindelige Aarsag til disse Skoves Forsvinden, og de særegne Und- tagelser, som et enkelt Punkt derfra kan gjøre, ville finde ligesaa mange tilsvarende Sider i den nuværende rolige Naturens Tilstand. Endelig maa det heller ikke nægtes at Menneskeværk kan have foraarsaget store Skovstrekningers Odelæggelse, og navnligen i de senere Vegetationspe- rioder, men at derved en Vegetation er forsvunden og en anden frem- kommet, vil vist Ingen antage, som betænker, at vort Fådeland, saavidt Sagn og Beretninger gaae tilbage i Tiden, synes at have modtaget sine Beboere med den samme Skovbeklædning,-som endnu er den meest frem- herskende. Dog bir den Ödelzggelse, som Menneskehaand har bragt over Skovene, her ikke været udelukket fra en kort Betragtning, da den yttrer sig paa flere Maader. Nu fældes Træer med Oxer, og Oxehug bliver derfor et sikkert Rjendetegn paa en saadan Fældning af Træet, siden en öxebrugende Stammes Indvandring i Landet. I Fortiden tilsigtede man ofte ikke Afbenyttelsen af det enkelte fældede Træe, men man søgte at vinde til anden Afbenyttelse den Jordstrækning, en Deel af Skoven indtog, greb derfor til et virksommere Middel, Zlden, og af- brændte den hele Trevext**). Denne Art af 'Trerydning har dog vist ikkun sjeldnere ramt Moserne, da de til disse stödende Strækninger vel vare de mindst gunstige til et begyndende Agerbrug, men nu og da kunde det vist ikke undgaaes, at Branden udstrakte sig ogsaa over dem. Imid- +) I Annales rerum Danicarum Petr, Ol. Min, Rosk. hedder det for Aaret 119: Orta est tempestas, qua etiam nemora corruerunt in crastino B. Dionysii; Item turbo vehemens die B. Georgii. Heftige Storme ere hyppig anmærkede i de for- skjellige Annaler. **) Stednavnene: Braade, Brode; Brede, Bryde, o. fr., betegne det Samme som det norske Braate 9: et Skovstykke, som er afbrændt til Agerland, af at braate a: at rydde Træer bort. Prof. M. Petersen i ovenanförte Skrift S. 79. 109 lertid kan der ogsaa ved Lynild og ved stærk Gnidning i Storm af türre Grene eller Stammer være opkommet Skovbrand i langt tidligere Tider, og fra saadanne hidrüre udenaltvivl den stårre Mængde af de Kul, som vi finde i vore Moser. — Disse Kul kunne dog ogsaa have deres Oprin- delse fra en simpel Fældning af enkelte Stammer ved Hjelp af Kulild; thi lang Tid forud ‘for Indvandringen af de Metalöxer brugende gothiske Stammer vide vi, at Landet var beboet af et Folk, som havde kun Red- skaber af Been eller Steen — og til forskjellige Brug, Baade o.s. v., ikke kunde undvære Træstammerne. Dette Folk har da sikkert ved Kulfæld- ning sögt at skafle sig Stammer, saaledes som endnu de Vilde med deres Steenredskaber bære sig ad"), og de i vore Moser liggende Stammer, som synes afbrændte baade ved Roden og imod Toppen, turde vel nærmest hidrøre fra en saadan Fældning. "Tilstedeværelsen af Kul i vore Moser er saa almindelig, at den neppe kan være undgaaet Nogens Opmærk- somhed, og selv udenfor Moserne i Sand- og Jordlagene finde vi dem -ofte, fordi de ere næsten uforstyrrelige. Maaskee et meget nöie Studium af Kullenes Forekomst kunde lede til Kjendetegn, hvorved det kunde rimeliggjöres, om de hidrörte fra store Skovbrande eller fra Braatebrænden. Det maa være en rum Tid, siden Skovvegetationerne begyndte at aflåse hverandre, siden Egen hævede sine stærke Stammer over Fyrrens Levninger, og endnu længere siden Fyrren kneisede over de forsvundne Aspeder, thi selv Bégetreets Indtreden og Udbredninger over Stræk- ninger, hvor Eg og El forhen kraftfuld voxede, synes at ligge udenfor den menneskelige Erindring. Vel omtale de allerældste korte Beretninger, vi have, vort Land som tæt skovbevoxet, som en sammenhængende Ur- skov, men det beröres aldrig, at denne bestod af andre Træer end dem, der nu danne Skovene, altsaa fortrinsviis Bögen paa de danske Öer og *) De hugge eller skjære en Fordybning i Stammen, lægge deri Kulglöder, som for- kulle de nærmeste Dele; disse afhugges let med Steenöxerne, hvorpaa friske Glöder atter paalægges, det forkullede afhugges, og saaledes fortsættes Arhcidet. 110 den ligeoverfor liggende Deel af Jylland. Paa flere Steder indtog des- uden Eg og El store Strækninger, saaledes som det endnu er Tilfældet i visse Belter af det nordlige Jylland. At Egeskove fandtes her ved de gothiske Stammers Indvandring, kan ikke betvivles, da de findes her endnu, heller ikke at de ligesom Bögeskovene vare langt mere udbredte end nu, og forekom paa mange Strækninger hvor nu intet Spor findes af dem uden i enkelte Stednavne; vi have ogsaa flere Iagttagelser forat Egestammerne i Moserne have været üxemærkede, men med Alt dette bliver det endnu et Spürgsmaal, om virkelig disse senest forsvundne Ege- skove håre til den egenlige Egeperiode, der voxte her i den'Tid da Ege- laget dannedes i vore Skovmoser; jeg maa idetmindste tilstaae, at Ege- træerne i Skovmoserne aldrig have viist mig andre Spor til at være fæl- dede med Oxe eller af at være huggede med skarpe Redskaber, end saa- danne, som ved nüiere Undersøgelse ikke kunde betvivles at være Mærker af Törvgravernes Spader eller Öxer*). Ogsaa synes Oldtidslevningerne, som jo i stort Antal ere bevarede i Moserne, at tale for, at Danmark i den Tid, da Skovvegetationen meest var Eeg, om den end ikke udeluk- kende bestod deraf, neppe har været beboet, thi vel har jeg ovenfor an- fort, at et Kunstprodukt (Leerhornet) fandtes i Vidnesdam i en Dybde, som nærmest svarede til Egelaget, men dette beroede dog kun paa Törv- gravernes Udsagn, paa hvilket man ikke bår fæste for stor Lid. Jeg har senere ved mine Undersøgelser af de nordjydske Moser stadig havt min Opmærksomhed henvendt paa Oldsagernes Forekomst, og overalt hvor der efter Anmeldelserne i Antiquariske Annaler o. fl.St. var fundne saadanne Gjenstande, stedse paa Stedet sågt at faae om mueligt en au- toptisk Anskuelse af disses Leie i Törvmassen, og i de faa Tilfælde, hvor de ad flere Veie indhentede Oplysninger kunde hjelpe mig paa rigtig Spor, +) Der er endog blevet mig angivet Steder hvor Stammerne i Moserne skulde ligge med aldeles friske Hug og Spaan, men da jeg kom derhen, fandt jeg ikke blot Stammer, som af Türvgraverne vare ophugne af Moserne, men ogsaa friske Stammer, som vare fürte derhen til Brug. 111 er jeg bleven overbeviist om selve Kjærmosernes håie Ælde i Forhold til hine Kunstprodukter. Selv de herlige Broncevaabens Leie i de til Mar- türv omdannede Kjærmoser tyde hen paa det Samme. I at drage saa- danne almindelige Slutninger maa man dog vise den störste Forsig- tighed; en Kjærmose er oftere af saa stor Udstrækning og med saa forskjellige ydre Forhold, at en Deel af den kan være i fuld Væxt, medens en anden har sluttet denne og bærer Spor af at have tidli- gere været en seilbar Viig eller Aae, og en tredie dækker paa sin Bund Urner og Stubbe af Egeskov. — Men ligger Landets almindelige Be- klædning med Eeg hiinsides den almindelige Beboelse, saa maa den under Egene liggende Fyrrevegetation endnu ligge fjernere, og derom vidner ogsaa Alt; selv da man for ikke fuldt et Aarhundrede siden be- gyndte at anlægge Naaleplantninger, tvivlede man paa at Naaletræer kunde voxe her og nogensinde havde voxet her. Imidlertid er der dog Spor tilbage af at enkelte Levninger af hine Vegetationer i den förste Be- boelsestid have staaet tilbage som Minde om de tidligere Tilstande; thi deels har jeg fundet Træer, der paa den för berörte Maade vare kul- svedne baade i Rod- og Topenden*), og saaledes kaldte i Erindringen den af de vilde Stammer brugte Fældningsmaade, deels have vi i Sproget umiskjendelige, om end kun enkelte, Spor af at de gothiske Stammer have kjendt Naaletræer hist og her i Landet og for en Deel have kunnet afbenytte dem**); rigtignok, som det synes, kun hine Sildinger, der oftere ere omtalte at have voxet allene i selve Moserne. +) Kun paa eet Sted har jeg hos Hr. Forstraad Bang i anf. Afh. fundet angivet Spor af Oxehug i Fyrrestammer, men dog er Stedet ikke klart: “I Balle Sogns Moser findes foruden en Mængde Graner, Ege, hvoraf kan erholdes 12 Alens Bjælker. Paa Stubberne sees tydelig at Træerne have været fældede med Öxer.” ++) Navnene Fureby, en Bye i Vendsyssel, og Fuur, udlægges sædvanligst som Fyrreby og Fyrô, paa Grund af større Fyrreskove, som i tidligste Tider angives at have været der (men naar?). Den jydske Udtale af Fyr er Fur, og dette kunde rimeliggjöre For- klaringen. De för omtalte Tyrrepinde 2: Tyripinde.eller Tyrived, en god oldnordisk eller norsk Benævnelse paa en tjæret eller harpixrig Pind eller Green, som brænder med klar Lue og derfor almindelig benyttes for Lys, vidne om at Ordet og Gjen- ——— —nr 112 Selv af indre fra Skovvegetationernes egen Natur hentede Grunde, maatte vi sætte disse tidligere Skovbediekninger saa mange Aartusinder standen, det betegner, i ældre Tider har været ogsaa her i Landet. Hermed staae sikkert de Benævnelser paa meget smaae Skovmoser, som oftere ere forekommet mig, i meget nær Forbindelse, nemlig Tyremosen (i Omegnen af Randers) og Dyre- mosen (f. Ex, en nær ved Holstebroe) og de ere udentvivl det samme som Tyri- moser, hvilket Udtalen synes ogsaa at bekræfte. Navnene paa Byerne Tyrestrup og Tyrevæk, Tiersbæk og Tiersted, Tjæreby, have rimelig denne Oprindelse, og ikke altid fra Tyr, Tir og Thyra, Man ledes altsaa paa den Formodning, at Stubberne hist og her har kunnet levere dem det til Huus- og Baadebygning vigtige Materiale: Tjære. At der ved Tiersbæk, i Nærheden af Veile, findes Fyrretræer i Moserne, har jeg fra paalidelige Kilder. Netop det Sogn, i hvilket hine Moser forekom, hvori Fyrretræerne eller rigtigere Mosefyrrene vare saa talrige, hedder Tolstrup og i Nærheden deraf findes et andet Sogn, som hedder Tolne; begge forekomme mig at maatte have deres Oprindelse af Toll (sing. Tall), Naaletræer, Disse gjentagne Vidnesbyrd i Sproget kunde tyde hen paa, at Fyrrevegetationen havde holdt sig længere i det nordligste Jylland, men derimod maa jeg bemærke, at Sproget paa dette Sted ialmindelighed liar beholdt langt mere af dets ældste Form og Skikkelse end paa andre Steder, og at lignende Benævnelser.ogsaa forekomme udenfor dette Strôg. Saaledes finde vi paa Kaartet et Tølløse (Tollosæ 2: Fyrre-Eie, eller Eiendom med Naaletræer) i Holbeks Amt, et Tolstrup og et Tolleröd, i Omegnen af Ringsted o. fl. St. og det i netop den Retning, hvori de Moser forekomme, i hvilke vi fra Dau have modtaget Efterretninger om de staaende Fyrrestuhbes Fore- komst. Hermed maa sammenstilles de bekjendte Udtryk paa det hos Danckwarth for Aaret 1240 udkastede Kaart over Hertugdommet Slesvig, paa hvilket findes en temmelig stor Strækning af Kjærherred, eller de forrige frisiske Udlande, betegnet med Skov, og derved tilsat: “Lauter Dannebaume.” Med dette er vistnok ikke meent, at enten Danckwarth eller Kaarttegneren Mejer har erholdt Efterretning om at Tanne eller Gran voxede der i Aaret 1240, thi saa var det nok blevet be- rört i Texten; men da de vilde fremstille Landet som det tidligere var, er det rimeligt, at de have benyttet alle Kilder til at udforske dets tidligere Tilstand, og saaledes har da sikkert Erkjendelsen af Naaletræerne i Törvmoserne i Omegnen givet dem Anledning til, paa Kaartet at betegne den nærmeste Omgivelse af disse Moser med en Naaletrævegetation. Tæt ved disse formeentlige Naaleskove fore- kommer et Sted, benævnet Buchslundt, der antyder Arten af den i Herredet væ- rende ringe Trævegetation. Dette Udtryk hos Danckwarth kan da ikke afgive noget Stöttepunkt for dem, som antage Granen tidligere har voxet hos os; men denne An- tagelse kunde bedre stötte sig ved de mange Stednavne, som ikke uden Rimelighed kunne være beslægtede med og afledede af Tanne, nemlig Tandrup, Tannerup, Ta- num, Taanum o. fl, Ved et Blik paa Danmarks Kaart synes disse Navne fornemlig at fordele sig over den vestligere Deel af Landet, eller hvad som ligger Vest for Landets frugtbare Oststrækning. Endnu bör tilföies, at flere af de Byer og Steder, hvis Navne ere sammensatte med Bar- (Barremose o. fl.) maaskee have Oprindelsen til Navnene fra det gamle Udtryk for Naale eller Naaletræernes Lov: Barr. Flere löse Angivelser om en langt senere Forekomst end den her formodede af Naaletræerne bör man vel neppe lægge Vægt paa: f. Ex. Aalborg Amt Oec. Be- 115 tilbage, at Danmarks Beboelse umueligt kan gaae saa langt op i Tiden Tænke vi os at vor nuværende Skovvegetation, selv om vi sætte den aller- korteste Grændse for den, dog har staaet i 2—3 Aartusinder med sin væsenlige Karakteer, (have Beboerne endog mere og mere indskrænket den); erindre vi at Overgangen fra den ene Vegetation til den anden umulig kan være brat, men enhver af dem maa efterhaanden fremstaae og gjøre sig gjeldende; at saavel de over hinanden staaende Stammer af samme Art, som det ofte betydelige Lag af Mostörv, der kan adskille de tid- ligere faldne Træer fra de senere af samme Art, og det meget mægtige Mostörvlag, som har dannet sig i hver af Vegetationsperioderne, gjüre det rimeligt, at en Vegetation ikke har bestaaet allene af en enkelt Ge- neration, men af flere paa hinanden fölgende Generationer, af hvilke hver igjen har over Aarhundrede eller Aarhundreder fornüden til sin -fuld- fuldkomne Væxt; glemme vi dernæst ikke, at Forhold maatte fremkaldes, som vare saa forandrede, idetmindste for 'Treerne, at de begunstigede den ene Årts Forsvinden den andens Udbredning — saa kunne vi ikke indrömme hver af Vegetationerne mindre end en Tid af 4 eller 2 Aar- tusinder, og consequent maatte vi vel endog give enhver af dem til sin Uddannelse ligesaa lang Tid, som den Bögevegetationen har fordret”). skrivelse pag. 124 Gamle Folk omtale at den hele Egn mellem Vive og Tisted, 5/4 Miil, har for ikke et Seculum siden været en tætsluttet Skov af Eg, Birk, Bøg, Fyr og Elle;” men Fyrretræet er vel blot tilfældigviis med, eller fordi det findes i Moserne. Hvad angaaer Daws, som mig synes aldeles ugrundede, Mening, at Fyrre- skovene i Hertugdömmene bleve ödelagte, da Anglerne (i 5te Aarhundrede) ved deres Udvandring maatte bruge saa mange lette Fyrreskibe, og i det egenlige Danmark i det 9de—12te Aarhundrede, samt angaaende den deraf gjorte Beregning over Törvens Væxt og Gjenvæxt, maajeg henvise til hans Bog; Ueber den Torf. S. 128-129, *) Som Sandsynlighedsbeviis for Naalevegetationens høie Ælde her i Landet kan endnu anføres den af Flere yttrede Formodning, at af Pytheas ellers hans Compilatorer, er skect paa en eller anden Maade en Forvexling af den för omtalte Luetürv eller Lyseklyne og Ravet. Ifølge Plinius skal Pytheas imellem sine vigtige Beretninger om Ravet og Ravkysten ogsaa have sagt, at Beboerne (paa Vestkysten af Sønderjyl- land) brugte Ravet paa Arnen og solgte det til deres Naboer Teutonerne; incolas pro ligno ad ignem uti eo (succino) prozimisque Teutonis vendere. Her er i cet Aandedræt udtalt Ravets Værdie som den kostbare Handelsvare, det dengang var, og tillige dets Værdielåshed som slet og ret Brændemateriale, og en Misforstaaelse Fid. Sel, naturvid. og mathem. Afh, IX Deel, oP 114 Men sxtte vi da ogsaa som runde Tal for vore Törvmosers Ælde — og de bedste af dem havde jo begyndt at danne deres Törvlag med Fyrretræernes Indtreden — et Tidsrum af 5—6000 Aar, med hvilket Haab kan det da ventes, at de opskaarne Törvmoser i nogle Aartiere eller selv Aarhundreder skulle voxe til igjen med Törv, især naar tages Hensyn til at det skal skee under de uguns'igste Omstændigheder, medens de dan- nede sig under de gunstigste. Tidligere opkastedes os det Spörgsmaal, om alle Vegetationerne have havt samme Udbredning, og dette vil omtrent rigtig kunne besvares med et ja; derimod har Fordelingen af dem neppe været den samme. Det er nemlig udenfor al Tvivl, at hine Skovmoser, til hvilke Fyrre- træernes Forekomst omtrent er indskrænket, ligesom ere bundne til en bestemt geognostisk Beskaffenhed, og det saa nöie, at vi kunne sige, i denne forekomme de, og neppe udenfor samme — det Led nemlig af den store Rullesteensformation, hvilket Hr. Prof. Forchhammer har tillagt Navnet Rullesteenssandet. Dertil höre alle grusbakkede Strækninger af Jylland, og over disse finde vi ogsaa Fyrretræerne udbredte; udenfor dem findes sjelden Spor af dem. Saaledes er det af det Foregaaende bekjendt, at der findes Fyr over hele Hüievendsyssel, men gaaer man Nord derfor ned paa den 5 Mile lange Strækning, som danner Jyllands Odde eller Hornet, da ville Fyrrene neppe træffes; de findes heller ikke i Mar- har vist fundet Sted. Det er da senest antaget at Ravet er blevet forvexlet med Lyse- klynen (see Werlauff: Om Ravhandelens Historie), og dette har virkelig meget for sig; Lyseklynen bruges nemlig istedetfor Lys; Brokker eller et Par Smaatörv lægges paa Ar- nen og antændes ; Luen deraf er aldeles lig Ravets og Lugten er ligeledes eens hos begge. Maaskee har Pytheas fortalt en saadan Lighed mellem Brændematerialet og Ravet, og deraf er da senere blevet dannet den ovenstaaende Beretning. Prof. Forchhammer har beviist, at Lyseklynens brændbare Dele fornemlig ere Abietinet (see foran: Mosetællen i Vidnesdam) og mikroskopiske Undersögelser have viist, at der inde- holdes i den mange Celler af Naaletræerne, saa altsaa ingen Tvivl kan være om Lyseklynens Oprindelse af Naaletræer. Pytheas foretog som bekjendt sin Reise til Norden over for 2,100 Aar siden (330 e. for Christus), og Lyseklynen maa altsaa allerede dengang have været tilstæde som saadan og brugt af Beboerne; hvorlangt længere maa da ikke de Naaletræer gaae tilbage i Tiden, hvis Oplösning har leveret Lyseklynen? — törven*). Imod Vest forsvinde Fyrrene med de mere grusede Bakker; i begge Hanherrederne er der mig intet Exempel paa deres Forekomst bekjendt, saasnart Kridtformationen eller Klitterne fremtræde, og i hele det vestlige og nordlige Thy tår jeg indestaae for at der ikke vil findes Spor af hine Naaleskove. I Sydthy derimod, hvor de kridtyngre Dan- nelser igjen fremtræde, er det ikke umuligt at Naaletræer kunne fore- komme. Selv har jeg kun fundet een eneste Stamme i en Mose ved Stranden paa den sydlige Deel af Thyholm, men det var öiensynligt, at den ikke havde voxet paa det samme Sted**). Paa den sydlige Side af Limfjorden findes de derimod i Mængde i Omegnen af Lemvig og Holste- broe, og hele Vestsiden ned ligetil Ribe og igjennem Schleswig synes de at være overalt, og Lyseklynen anvendes der meget til Belysning. Paa selve Östkysten af Landet ere Fyrretræernes Moser sjeldnere; men saasnart vi gaae fra de frugtbare Egne lidt ind imod Midten af Landet, måde vi igjen de karakteristiske Grusegne med deres Fyrremoser, og saaledes löbe de ned igjennem det hele Jylland. Fra Fyen mangler jeg de nådvendige Data, men jeg maa antage at Fyrren forekommer paa mange Steder. I Sjælland er den selvsamme Fordeling som i Jylland; det er Grusban- kerne, som de fornemlig have klædt, men intetsteds er Fyrrevegetationen opbevaret med den Frodighed og i saadan Masse som i den nordostlige Deel af denne Öe, hvor ogsaa Rullesteenssandet er saa karakteristisk. I det Hele taget kan man ikke lettere og rigtigere erholde et Overblik over Fyrrens Udbredning og Fordeling end ved at kaste et Blik paa Prof. Forchhammers geognostiske Kaart, hvor Rullesteenssandet tillige vil angive den tidligere Fyrrevegetations Voxekreds her i Landet. Indtog Egen da Strækninger, som vare forskjellige fra de oven- nævnte, hvorover Fyrren havde udbredt sig? Derpaa maae vi svare bekræf- +) Angaaende de i Martorven forekommende Træer, see min Afhandling i Kroyers Tidsskr, II. 5te Hefte. **) Forstraad Bang angiver: “‘Eeg, Hessel med dens Rödder, og Naaletrecr gaves der saa- lees en stor Mengde af paa mange Steder; blandt andre i Hassing Sogn (sydlige Thy),” * 116 tende, skjündt en slem Hindring for en nüiere Besvarelse lægges os i Veien derved, at vi ikke kunne skjelne mellem Fordelingen af de tvende Arter af Egetræer. Men stor Forskjel har der vel neppe været i deres Voxekreds, da de i Nabolandene forekomme mellem hinanden. Det kan da angives, at en Egevegetation, uvist hvilken, har udbredt sig ikke blot over de samme Strækninger, hvor Fyrren für stod, men ogsaa over en stor Deel af de Lavstrækninger, som omgive disse; men der er ikke endnu truffet Tegn til at Egen har voxet paa disse Lavstrækninger, medens Fyrren klædte de hüiereliggende Egne, thi i det 'Tidsrum synes disse lavere Strækninger ikke at have været bedækkede uden med stürre eller mindre Vandmasser. Paa Hornet Norden for det höie Vendsyssel see vi Egen liggende i Moserne i ikke ubetydelig Mængde, og som en Fölge deraf ogsaa i Martörven; imod Vest har den i de kridtede og le- rede Thy- og Hanherredspartier spillet en viesenlig Rolle, og i mange af de lange i Grusterrainet fra Liimfjord og Kattegat dybt indgaaende Lav- strækninger og Rjærdrag har den dannet meer eller mindre sammenhæn- gende Skov. Ogsaa er det Egen, der oftest har udgjort de Skove, som nu hist og her ligge saa lavt, at de enten heelt ligge under Havfladen, eller ere blevne dækkede med Leer og Sand, som Havet har opkastet, og fra hvilket Stormfloderne undertiden blotte dem*). *) Den frygtelige Storm den 11te Marts 1822 blottede saaledes ved Agger i Thy endeel Eg, som för den Dag havde i Mands Minde været tildækkede med over 30 Alen Jord og Sandmasse; Stubbene stode som de havde voxet, vare meget friske i Veddet, havde omtrent 150 Aarsringe, og vare fældede med Oxe. (Forstr. Bang.) — Ligesaa er det i naturlig Stilling staaende Egerödder, som findes paa den sandige af den daglige Flod oversvommede Havbund 14/2 Miil i VNV. fra den nordligste Spidse af Romüe paa Slesvigs Vestkyst, og paa Havbunden mellem Romåe og det faste Land, en Fjerdingvei fra dette sidste 112 Fod under almindelig Flodhôide, Derimod staae Stubbe af Fyr ligeledes imeliem. Romöe og Fastlandet, en Fjerdingvei VNV. fra Ballum — og det paa en Dybde af 9 Fod ved sædvanlig Flod. (Forchhammer. Ueber dauernde Niveauveränderungen und Spuren von Ueberfluthungen an der Westküste des Herzogthums Schleswig. 1837. S.9—10)—I Bakkerne ved Furre- by i Vendsyssel blotter Havet ligeledes Fyr, og i Kattegattet ved Hagelse Mölle, et godt Bösseskud fra Land, har Eieren af denne, Herr Forstjunker Lichteuberg, 117 Elletreernes Fordeling er det endnu vanskeligere at efterspore; det kan kun med Sikkerhed afgjôres at de i store Skove ere forekomne tidligere, hvor der nu neppe er Spor længere tilbage deraf. Saameget om Skovvegetationerne! Men förend vi dog aldeles forlade dem, maae vi gjenkalde os et Phenomen, der blev berört ved Mosen Vidnesdam. Her laae nemlig i den ene Ende et Lag af Sand og Smaasteen, hvilket jeg ansaae for et Produkt af en i Elleperioden skeet Nedskylling fra de nærliggende höiere Bakker. Da dette Phenomen of- tere iagttages, fortjener det maaskee al Opmærksomhed. I Holtemosen ligger ved den ene Side i den sorte Ellemosetörv en Mængde Smaasteen af et Hönsexgs Størrelse næsten ligesom i et Lag, dog ikke saa tæt at Stenene beröre hverandre, medens der ved den anden Side ligger et 5—6 Tommer tykt Indlag af Grus og Sand. Stenenes Störrelse vil være et Udtryk for det nedskyllende Vands Kraft, ifald det, som det synes, bör forklares paa den af mig antydede Maade. Dau har iagttaget Lignende i flere Moser og derved faaer det et almindeligere Præg”). I disse mine Undersøgelser over Törvmoserne er der sikkert flere Punkter, som med Tiden ville modtage flere Forandringer, idetmindste Tillempninger, naar Antallet af Undersøgelserne bliver större, og Sam- menligningsgjenstandene flere. De i dem anförte Kjendsgjerninger ville vel staae fast, og de af dem udledte Resultater haaber jeg at være dem, som Nutiden deraf vilde uddrage. Det Tidsrum af den danske Jordbunds viist mig 2 friske Fyrrestubbe, med deres sædvanlige Stammestykker staaende i naturlig Stilling. +) I en lille Mose ved Hirschholm (“eine Menge weisser, faustgrosser Steine mitten in der Moormasse” Dau, uber die Torfmoore Seelands S. 84) 3—4 Fod dybt; og i Sandbjergsmosen (samst. S, 93 “auch hier finden sich viele Steine von 1—4 und seltner 5 Zoll Grösse mitten in der Torfmasse). D. ansaae dem forat være komne der ved Menneskeverk, enten ved Drengespil eller derved, at de Vilde have kastet dem for at opskræmme Fugle af Sivet og faae Leilighed til at skyde dem med deres Pile. Kunde det sidste antages for rimeligt, da er her atter et Beviis for at baade Fyr- og Egeperioden var forbi, da de "Pilde” vare her. 118 Historie, som disse Undersøgelser gribe ind i, gaaer saa at sige fra Dan- marks sidste Opdykken af Havets Bülger til den Dag idag, thi den förste af vore Vegetationer klædte de någne opskudte Grusbanker med et Plante- dække, hvilket disse gjentagne Gange have omskiftet med nye og af en anden Natur, alt som Landstrækningerne hævede sig mere og bleve mindre fugtige. Størst Forandring maa dog Naturen have faaet i sit Udseende, da Landet ombyttede den mürke og triste Fyrreskov med Låvtræer, var det end ikke den fagre Bog, som strax indfandt sig. En saadan Forandring i Skovvegetationens Natur maa uundgaaelig tænkes i Forbindelse med en lignende i hele det samtidige Plantedække, og i hele den Dyreverden, som mere umiddelbar i sin Existence er bunden dertil. Den ene Plante hylder Egens Skygge, en anden Bügens, en tredie der- imod Mörket under Fyrrene og den elastiske törre Jordbund, dannet af Fyrrenes Naale. Den samme Kraft, som ved begunstigende Forhold efterhaanden fremledte den hele Række af Skovvegetationer, har ogsaa upaatvivlelig fremkaldt den til dem hørende Medverden af Væxter, og en Plante, som Linnæa borealis, der låber hen for vore Fådder over de affaldne Naale, saasnart vi paa den modsatte Side af Sundet gaaer ind i en Fyrreskov, kan umulig længe ligge uopdaget i Fyrreregionen i vore Skovmoser. Hvor ufravigelig er ikke en Utallighed af Insekter henviste allene paa Naaletræerne, uden at forekomme andetsteds? Den ödeleggeude Bostrichus typographus har gravet Hundreder af Gange i mange af de Fyr, vi finde i Mosen, men med Fyrrene forsvandt den og maatte den forsvinde, og vore yngre Naaleskove have hidtil været frie for den, skjündt de allerede have hidfört mangfoldige andre Gjester, som i Aartusinder ikke have været her. Til Naaleskovenes Kogler og Naale- skovenes Insekter er inderlig knyttet en Mængde Fugle, og paa Grund heraf laae maaskee et heelt Fugletræk flere Gråder åstligere i hiin fjerne Tid. Selv den Vexel der har fundet Sted i Pattedyrenes Verden er vel ikke uden Forbindelse med Vegetationsskiftet. I vore Moser finde vi ikke sjelden Pandeskaller, Horn og Rnokler af den store Uroxe (Bos priscus) ; Elsdyrets (Alces) Gevirer og Skeletter kunne vi vel kalde al- mindelige i Moserne, og selv Levninger af Rensdyret (Tarandus) ere et Par Gange trufne*): Det synes som om disse Dyr levede i Egeperioden; længere tilbage i Tiden gaae de neppe, det er endog ikke uden Sand- synlighed at de ikke vare aldeles forsvundne ved vore gothiske Stammers Indvandring**). Maaskee skyldes deres Undergang til Urindvaanernes Rastespyd og Snarer; thi hvor Mennesket optræder, der griber han mægtig ind i Naturens forhen stille og rolige Gang, handler kun efter egen Interesse, men uden at bekymre sig om Naturens Villie, kommer han dog ofte til at fremme den kraftigen. Hvad Urindvaanerne ikke fik forandret, bestræbte disses Underkuere, de gothiske Stammer, sig for at forandre, og deres Efterkommere ville — uden paalagt Indskrænkning — snart være færdige med at bortrydde al den Skov, som Fortidens Ve- getalioner have forberedt, udrydde hvert Dyr, som i den har havt sit Tilflugtssted, hule ud af Jorden al Törvmasse med hvert Spor af de tidligere forsvundne Skove, og til Erstatning derfor med Frugt-, Korn-, Græs- og Ukrudtarter, hentede fra fjerne åstlige og vestlige Verdensdele, klæde hver Plet af det lille Danmark, som egner sig til at give disse Fremmede Næring, og iföre tilsidst det hele Land en Natur, som det ikke +) Af disse forskjellige Dyr besidder jeg en Deel Knokler; deres nöiere Undersögelse og Sammenligning med dem, der findes opbevarede i Museerne, haaber jeg efter det høie Selskabs Opmuntring med det Forste at faae fuldendt, ++) Elkenøre paa Falster (i ældre Documenter Ælknør) kunde vel passende have sit Navn af Elgen (Elsdyret), og Bæverskovsherred (Byauerskogsherreth) af Bæveren (Castor fiber; paa Islandsk Bjår) see Prof. M. Petersen, Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. S.95. Men endnu mere end disse Stednavne synes mig Udtrykket at bisse efter en sindrig Udtydning af Prof. P. Forchhammer i Kiel, at pege hen paa at de indvandrende Gother have været Vidne til Uroxens vilde Færd, thi naar Oxen bisser, eller som det hedder i de forskjellige danske Dialekter beiser eller beser (Thy), stikker den Halen paa Ryggen, lober galt uden at ændse noget, kort sagt, bærer sig ad som den ubændige vilde Oxe (Besent, Wesundr, Bison) — Dr. Shceving, som med utrolig Flid over i 10 Aar har arbeidet paa et længe savnet fuldstændigt islandsk Lexicon, har i et Brev meddeelt mig, at Ordet bisse hverken er islandsk eller har nogen islandsk Oprindelse (jfr. Molbechs Dialectlexicon og Vid. Selsk. Ordbog). 120 uden Fornuftvæsener kunde have erholdt — og vel heller ikke uden disse kan aldeles beholde. Man sammenholde de foregaaende Punkter; man see det nögne Land klæde sig i Bævreasp og senere i Naaletræer, man see disse Skov- dækker forsvinde og give Plads for Eg og Bog; man see Uroxerne, Els- dyret og Rensdyret gaae i Fortidens Skove, disse sidste det høie Nordens Dyr, der nu selv med Pleie ikke kunne taale Varmen i vort Land, og man spörge sig selv: gaaer Danmark i den nuværende Jordperiode et koldere eller et varmere Klima imöde? Jo længere vi gaae tilbage i Tiden, jo raaere og koldere var Klimaet*). Dette Svar bydes os, selv om vi ikke tage Hensyn til det Rimelige i den nyeste geologiske Anskuelse, at i Begyndelsen af vor nuværende Jordperiode var den stårste Deel af Europa og maaskee af den hele Verden skjult af et efterhaanden for- svundent og forsvindende fisdække. +) Om det danske Klimas Uforanderlighed i den historiske Tid see Prof. Sehouws ud- forlige Udvikling i Skildring af Veirligets Tilstand i Danmark. § 9. [| FORTSATTE BEMÆRKNINGER OVER BRASILIENS UDDØDE DYRSKABNING AF Dr. P. W. LUND. LAGOA SANTA D. 27de MARTS 1840. Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. Q D. endeel Forögelser og Berigtigelser have fundet Sted siden jeg havde den Ære at indsende til det höie Selskab min sidste Afhandling over Brasiliens uddöde Pattedyrskabning, har jeg troet ei at burde holde disse længere tilbage, da vedholdende Reiser fra nu af ville for længere Tid beråve mig Leilighed til at meddele dem. Fortegnelsen paa de nulevende Arter er bleven foröget med tre, alle af Rovdyrenes Familie, og hvoraf den ene tillige forüger Slægternes Antal med een. Denne sidste er Stinkdyret (Mephitis). — Brasilianerne omtale under Navnet “Jaratatacca” et lidet Dyr af Størrelse som Ilderen, sort, med to hvide Striber langs henad Ryggen, der, naar den forfölges, udspråiter en Vædske af en saa overordentlig Stank, at den bedåver Mennesker og Dyr, og aldrig forsvinder af de Gjenstande, den har berårt. Jeg tvivlede ikke om, at dette Dyr jo henhörte til Stinkdyr-Slægten, imidlertid har jeg hidtil undladt at omtale det, i det Haab engang at for- - skaffe mig et Individ, der kunde forvisse mig i denne Henseende. Da jeg imidlertid nu har den fuldkomneste Vished om, at dette Dyr fore- kommer i den her omhandlede Egn, og jeg desuagtet ikkun nærer lidet Haab om at forskaffe mig det uden ved et Tilfælde, da Brasilianerne have en uovervindelig Modbydelighed for at beröre dette Dyr, og da jeg en- delig har forvisset mig om, at denne Slægt ogsaa i ældre Tider har be- boet denneEgn, har jeg troet ei længere at burde udelukke dette Dyr fra Fortegnelsen paa de nulevende Arter. Q* Den anden Art hörer til Ratteslegten, og er den af F. Cuvier opstillede Felis mitis. Det har saa meget mere glædet mig, at forskaffe mig dette Dyr, som jeg herved seer mig i Stand til at rydde alle Tvivl af Veien, som Prindsen af Neuwied og Rengger have opkastet angaaende Ægtheden af denne Art; den er fuldkommen forskjellig saavel i sine ydre Forholde og Farvetegning, som i Bygningen af sit Skelet fra de til- erendsende Arter: Felis macroura Pr. Max og Felis pardalis L., for hvilke begge den ogsaa staaer betydelig tilbage i Störrelse. Den tredie Art hörer til Hundeslegten, og er hidtil, saavidt jeg veed, ubeskrevet. Foruden Ulven nemlig (Canis jubatus C.), gives her to mindre Arter af Hundeslegten, der have mere eller mindre Lighed med Ræven. Den ene Art, som jeg forelébigen henförer til Forfatternes Canis azaræ, skjöndt den i enkelte Træk afviger fra den Beskrivelse, Azara og Rengger give af Ræven i Paraguai, er större, mörkere og lever blot i det Indre af Skovene, hvorfor den af Brasilianerne tillægges Nav- nene Rapozao eller Rapoza do mato, det er: den store eller Skovræven. Den anden Art er mindre (32° lang, hvoraf Kroppen udgjür 20”, oven hvidlig graa, unden hvidlig, Lemmerne lys okkergule, Spidsen af Halen og en Plet paa Midten af samme, sorte; en Plet under Öinene, samt Underlæben sortagtige, Spidsen af sidste hvid) meget Iysere og lever blot paa de aabne Marker, hvor man seer den at jage ved höilys Dag. Den kaldes af Brasilianerne Rapozinha eller Rapoza do campo, det er: den lille eller Markreven. Ungerne af denne Art ere endnu lysere end de gamle, medens hos Skovræven Ungerne ere sortagtige. En Egenskab, hvorved den afviger ei blot fra den foregaaende Art, men fra alle egentlige Reve er, at dens Pupille ei er sammentrækkelig i Form af en Linie, som hos hine, men forbliver fuldkommen kredsrund, selv naar Dyret seer imod Solen, som jeg har havt Leilighed at iagttage paa et Individ, jeg har havt tamt. Den synes at grændse nær til Corsacræven og Canis velox Harl., med hvilken den maaskee vil kunne danne en egen 125 Undergruppe i Hundeslægten. Jeg foreslaaer for denne Art Navnet Canis vetulus. Betydeligere ere de Forögelser, der have fundet Sted ved Listen af de uddöde Arter, af hvilke tolv ere tilkomne i de tre Maaneder, der ere forlåbne siden Afsendelsen af mit sidste Tillæg. Fire af disse henhöre til Dovendyrenes Familie. I denne Familie har jeg seet mig nüdsaget til at opstille en ny Slægt for nogle Dyr, jeg hidtil havde ladet staae i Megalonyxslegten, saalænge Tandforholdene af den typiske Art for denne Slægt, Megalonyx Jeffersonii, endnu vare ubekjendte. Da man nu, ved at finde Brudstykker af Rjæverne af dette Dyr, har lært dets 'Tandsystem at kjende, og jeg seer, at de omtalte Dyr afvige betydelig fra samme, danner jeg for dem en egen Slægt, som jeg kalder Platyonyx, efter den mest iöinefaldende Charakteer, hvorved de ved første Oiekast adskille sig fra de epentlige Megalonyxer, idet hine have Klüerne lidet fladtrykte, disse derimod have dem stærkt sammen- trykte; men det væsentligste Kjendetegn, hvorved disse to Slægter adskille sig fra hinanden, ligger i Formen og Antallet af Tænderne, der hos Me- galonyx er fire i hver Kjæve, hvorimod Platyonyx har fem paa hver Side i Overkjæven og fire i Underkjæven. Formen af Tænderne har jeg i de foregaaende Afhandlinger omstændelig beskrevet, hvor alt, hvad der er sagt om Megalonyxslægten, maa henfåres til denne nyopstillede Slægt Platyonyx. Den noget fladtrykte Form af Klöerne, deres ringe Böining, og deres Antal, som paa Hænderne er fem, maatte synes at gjøre disse sidste hos Platyonyxarterne særdeles skikkede for Gravning. Imidlertid træde andre organiske Forholde op, der i den Grad virke hemmende paa Udövelsen af en slig Forretning, at vi i det hôieste ikkun kunne til- lægge disse Dyr denne Egenskab i en meget ufuldkommen Grad. Led- fladerne, hvorved Benene af Mellemhaanden artikulere med de förste Led af Fingrene, ere nemlig plane istedetfor sphæriske, saaat enhver Bevægelse af Fingrene paa Mellemhaanden i en lodret Plan er umuliggjort, medens de HON stærke lodrette Lister, hvormed disse Ledflader ere forsynede, forhindre ” enhver Sidebevægelse. Ikkun det sidste Fingerled, eller Kloleddet, er be- vægeligt paa det næstfålgende, og det endda ikkun for at böie sig nedad; thi en stærk ravnenæbformig Forlængelse, der udgaaer fra den bagre og övre Ende af Rloleddet, og vender bagtil, griber ind i en Fordybning paa Ryggen af det næstfülgende Led, og forhindrer saaledes ei blot enhver Bevægelse af Rloleddet opad, men tillader ei engang Kloen at udstrække sig i en vandret Plan. Som en Fölge af denne Bygning vare disse Dyr ei engang i Stand til at gaae med udstrakte Klåer som Bæltedyrene; men jeg har tillige overbeviist mig om, at de ei heller formaaede at gaae som Myre- bjørnen paa Ryggen af Klåerne, der slaaes ind under Haanden, idet Rlöerne hos disse Dyr ei ere bueformig böiede, som hos Myrebjörnene, men næsten lige, saa de, naar at de slaaes ind under Foden, med deres Spids rage langt ned under Haandfladen, og saaledes vilde besverliggjére Gangen*). Det er derfor höist sandsynligt, at disse Dyr ei kunne have gaaet, men at de, som Dovendyrene, slæbte og hagede sig frem paa Jorden, hvorimod, som jeg tidligere har viist, Bygningen af deres Bag- födder nöder til at antage, at de have klattret. For övrigt, fraregnet de Forskjelligheder, som Tænderne og Rlöerne tilbyde, viser Slægten Platyonyx den störste Tilnærmelse til Me- galonyx, saaat efter enkelte Stykker af de övrige Dele af Skelettet disse to Slægter vanskelig ville lade sig skjelne fra hinanden. Saaledes fremvise til Exempel Mellemhaandbenene af den Art Platyonyx, jeg har kaldet P. Owenii, en saa fuldkommen Overeensstemmelse med den Beskrivelse, Cuvier giver af disse Been hos Megalonyx Jeflersonii, at jeg i Begyndelsen hen- forte dem til dette Dyr, indtil fuldstændigere Materialier senere have over- beviist mig om, at de hidröre fra en Art af Slægten Platyonyx**). +) Jeg har sögt at tydeliggjöre disse Forholde ved Tegninger, der skal folge med Ade Afhandling, hvor Fingerleddene ere forestillede i den stærkeste Grad af Böining hos de forskjellige herhenhorende Dyr. **) Blandt de nulevende Dyr staaer Platyonyx nærmest ved Dovendyret og Myrebjörnen, 127 Hvad Slægten Coelodon angaaer, som jeg havde opstillet for et Dyr, ligeledes nærgrændsende til Megalonyx, da bemærker jeg, at man nylig i Europa har foreslaaet et meget lignende Navn (Coelodonta) for en uddöd Slægt af Tykhudernes Familie. For at undgaae mulig For- vexling kalder jeg derfor det af mig foreslaaede Navn tilbage, og ind- römmer indtil videre dette Dyr en Plads i Megalonyxslegten, med hvilken det stemmer i Formen af Rlöerne og i Antallet af Tænderne, skjündt disse synes at afvige endeel i deres Form. Det vigtigste Dyr i denne Familie, hvormed Fortegnelsen paa de uddöde Arter er bleven foröget, er Slægten Megatherium. Af dette Dyr besidder jeg en Tand*), der antyder en Art af samme Störrelse som den, hvoraf et Skelet staaer opstillet i Madrid, men som dog viser nogle Forskjelligheder, sammenlignet med den nöiagtige Beskrivelse og Afbild- ning Buckland giver over Tænderne af den argentinske Art i sine Breadge- water-treatises, saa at den maaskee som Årt er forskjellig fra den. Tykhudernes Familie har tilbudt mig to nye Dyr; det ene, en Art af Navlesviin, der i Störrelse endnu overtræffer betydelig den störste fos- sile Art, jeg hidtil besad; det andet danner en Slægt, jeg hidtil manglede, og som jeg tilstaaer, jeg mindst havde ventet at finde i fossil Tilstand i Brasilien, jeg mener Hesten. Det kostbare Document, hvorpaa denne vigtige Rjendsgjerning er grundet, bestaaer i et Mellemfodbeen, hvis Beskaffenhed og Forekomst heldigviis ere af den Natur, at de udelukke enhver Tvivl om dets Alder. Det har, som de ægte fossile Knokler, et Med denne sidste har den i enkelte Dele af sit Skelet en saa paafaldende Overeens- stemmelse, at jeg i Begyndelsen lod mig forlede til at henføre slige Knokler til en stor undergaaet Art af Myrebjorn. Senere fuldstændigere Sammenligningsmidler have imidlertid belært mig, at de hidrüre fra Arter af Platyonyxslægten, saa at den: paa de foregaaende Lister omtalte store Myrebjorn gaaer ud. +) Jeg skylder Meddelelsen af denne 'Tand vor Landsmand, Hr. Claussen, der for nogen Tid siden foretog Udgravningen af nogle Huler, hvis hele Udbytte han var saa god at afstaae til mig, og hvori jey, foruden denne Tand, fandt Levninger af nogle andre for mig nye Dyr, som længere henne skulle omtales. 128 lyst rödlig guult Anströg paa Overfladen, et reent kridhvidt Brud, har mistet sin Elasticitet, saa at det, skjündt steenhaardt, dog er meget sprödt, og klæber stærkt til Tungen. Men det mest afyjürende er Forekomsten. Det blev udhugget i det Indre at en Hule af en steenhaard Knoklebreccie, der indeholdt i Selskab med Hestens, Knokler af Canis troglodytes, af Dasypus punctatus og af Chlamydotherium Humboldtii.. Da man vil have fundet fossile Hesteknokler i de forenede Stater af Nordamerika saavelsom i Republiken Uruguai, saa tjener denne Opdagelse deels til Bestyrkelse af disse Iagttagelser, deels belærer den os om det interessante Factum af Tilverelsen af Hesten i hine Tider i den hele Udstrekning af den nye Verdens hede og tempererede Zone, hvorfra den i nærværende Skab- ningsperiode var udelukt, til den igjen, under Menneskets Veiledning og Beskyttelse, er vendt tilbage i Skjédet af sit ældgamle Fædreland. Rovdyrenes Familie er ligeledes bleven foröget med tvende nye Arter; den ene af Ratteslegten og af Størrelse som Jaguaren; den anden henhörende til en Slægt der hidtil manglede mig: Stinkdyrslegten. Da jeg, som ovenfor bemærket, endnu ei har kunnet forskaffe mig et Exemplar af den her nulevende Art af denne Slægt, kan jeg endnu ei bestemme deres gjensidige Forhold til hinanden, og Omstændighederne have saaledes villet, at i dette Punkt Kundskaben om-den uddöde Dyrskabning skal be- finde sig videre fremrykket, end Bekjendtskabet med den omgivende. Af Flaggermusenes Familie har jeg forskaffet mig tre nye Arter, hvoraf de to tillige foröge Antallet af Slægterne. Den første af disse Arter hirer til Slægten Phyllostoma, hvilken Slægt dengang som nu synes at have været den talrigste paa Arter her; den er af Stürrelse som den störste nulevende Art, Phyllostoma spectrum, men kjendelig forskjellig som Art. Den anden hörer til Slægten Dysopes Ill., og stemmer overeens i Størrelse med den almindeligste herlevende Art D. Temminckii, men viser ligeledes kjendelige Artsforskjelligheder. Det samme gjelder ende- lie ogsaa om den tredie Art, der henhörer til Slægten Vespertilio, og 129 ved Antallet af Tænderne stemmer med V. nigricans P. Max, men som i Detaillen af disses Bygning lettelig adskiller sig fra denne. | Endelig har selv den sidste og üverste Familie i Pattedyrklassen, Abernes, modtaget nogle Forögelser, der vise, at denne Familie i hiin Periode ei stod tilbage for de andre i Mangfoldigheden af dens Former. To Arter ere tilkomne til denne Familie; den ene henhörende til Slægten Jacchus, og af samme Stårrelse som den her nulevende Art, Jacchus penicillatus; den anden til Slægten Cebus, noget större og meget for- skjellig fra den herlevende Art, Cebus cirrhifer Pr. Max. Det samtlige Antal af fossile Arter af Pattedyrklassen fra denne Egn er nu steget til 102, medens Tallet af de nulevende ikkun belåber sig til 88. Endnu större er Misforholdet naar vi tage Hensyn til Slæg- terne, der forholde sig som 51 til 59. Forverdenens större Rigdom paa Arter og Mangfoldighed af Slegtsformer bliver saaledes stedse mere paafaldende, jo dybere vi trænge ind i vort Bekjendtskab med den. End- videre belærer os dette Tillæg, at den Formodning, der maaskee kunde -have opstaaet hos flere, åt de hüieste Familier i Pattedyrklassen, Flagger- musenes og Abernes, i hine Tider vare forholdsviis mindre talrige end i vore Dage, stedse taber mere af sin Sandsynlighed, idet hiin har faaet en betydelig Tilvæxt, og denne alt er traadt ind i Tallet af de Familier, som frembyde en större Rigdom for hiin end for nærværende Epoke. Endelig tillader jeg mig at udpege blandt Resultaterne, hvortil mine se- nere Iagttagelser have ledet, det nye Bidrag (Hesten), der er tilkommet til Bestyrkelse og Udvidelse af den interessante Kjendsgjerning, jeg ofte har havt Leilighed til at gjøre opmærksom paa, nemlig Tilstedeværelsen i hine Tider af Dyreformer i den nye Verden, der i nærværende Skab- ningsperiode ere eiendommelige for den gamle. Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. R 150 Foruden af Pattedyrene besidder jeg ogsaa af de üvrige Dyrklasser talrige Levninger fra Forverdenen, især af Fugleklassen, iblandt hvilke jeg navnligen maa omtale to Arter Struds, hvoraf den ene betydelig stérre end den her nulevende Art. Af Reptilklassen har iser Batra- chiernes Orden efterladt talrige Levninger i Hulerne; sjeldnere ere de af Slanger og Saurier, blandt hvilke sidste jeg iser nævner Varslere og Crocodiler. Af Fiske har jeg hidtil intet Spor fundet i Hulernes dilu- viale Nedlag, derimod en stor Mængde Skaller af Land- og Ferskvands- snegle, og endelig besidder jeg af Rækken af de leddede Dyr to Slægter, Julus og Polymeres. Til Slutning tillader jeg mig at tilföie den Bemærkning, at jeg endnu stedse forgjæves söger efter noget Tegn til Menneskets Tilværelse her i hine Tider, ligesom jeg ei heller hidtil har fundet i Jordlagene fra denne geognostiske Periode nogetsomhelst Spor til Havprodukter. Fortegnelse paa Pattedyrene i Rio das Velhas’s Floddal. ~ IS ag Nulevende. Fossile. Edentata. Myrmecophaga jubata L. 1. — tetradactyla L. 2. | Effodientia. Dasypus octocintus E. 5. | 4. Dasypus aff: octocincto. — mirim m. 4. — punctatus. Xenurns nudicaudus m. 5. | 2. Xenurus aff. nudicaudo. Priodon giganteus C. 6. Euphractus gilvipes Il. 7 3. Euryodon. 4. Heterodon. &. Chlamydotherium Humboldtü. — gigas. 6. Hoplephorus euphractus. — Selloi. — minor. 7. Pachytherium magnum. Bradypoda. 8. Meqatherium. 9: Platyonyx Cuvieri. — Owenii. — Brongniartii. = Bucklandii. — Blainvillii. — minutus. 40. Megalonyx maquinensis. — Kaupii 14. Sphenodon sp. R+ au is = S S © NS & à Dun ~ Nnlevende. 6. Tapirus americanus L. 7. Dicotyles labiatus C. torquatus C. 8. Cervus paludosus Desm. rufus Il. campestris F. C. simplicicornis Ill. nanus m. 9, Felis onca L. concolor L. pardalis L. macroura Pr. Max. mitis F. C. Jaquaroundi Desm. 10. Mephitis sp. 11. Galictis barbara L. — vittata L. Fossile, Pachydermata. 12. Mastodon sp. 8. 15. Tapirus aff. americano — suinus 9. | 14. Dicotyles sp. 10. — sp. — sp. — sp. — sp. 15. Equus neogæus. Ruminantia. 11. | 16. Cervus sp. 12. — sp. 15. 14. 15. 17. Auchenias sp. — sp. 18. Antilope maquinensis. 19. Leptotherium majus. — minus. Feræ. 16. | 20. Felis protopanther. 17. — aff. once. 18. — aff: concolori. 19. — aff. macrouræ. 20. — exilis. 21. 21. Cynailurus minutus 22. Hyena neogæa. 22 | 25. Mephitis sp. 25. | 24, Galictis sp. 24. Ga O1 Ga Cy Gt = Et NS Nulevende, 12. Lutra brasiliensis L. 15. Canis jubatus C. Azare Pr. Max. vetulus. 14. Nasua solitaris Pr. Max. 15. Didelphis aurita Pr. Max. socialis Pr. Max. albiventris m. incana m. elegans m, (a) pusilla Desm. brachyura Pall. trilineata Mus.Berl. 16. Mus principalis m. — aquaticus. — mastacalis m. — laticeps m. — vulpinus m. — fossorius m. — lasiurus m. — expulsus m. — lougicaudus m. — lasiotis m. 17. Nelomys antricola m. 18 Aulacodus Temminckii m. (b) 19. Loncheres elegans m. laticeps m. Fossile. 25. 26. | 25, Canis troglodytes. 27. — protalopex. 28. 26. Speothos pacivorus. 29. | 27. Nasua sp. 50. | 28. Ursus brasiliensis. Marsupialia. 51. | 29. Didelphis aff. auritæ. 52. — aff. albiventri. I. — aff. incane. 54. — aff. eleganti. Id. — aff. pusillæ. 56. — aff. myosuræ. 57. — ‘sp: Glires. 38. | 50. Mus aff. principali. 59. — aff. aquatico. 40. — aff. mastacali. 41. — aff. laticipiti. 49. — aff. vulpino. 45. — aff. fossorio. 44. — aff. lasiuro. 45. — aff. expulso. 46. — robustus. 47. — debilis. — orycter, — talpinus. 48. | 51. Nelomys aff. antricole. 49. | 52. Aulacodus aff. Temminckii, 50. | 55. Loncheres aff. eleganti. 51. 54. Lonchophorus fossilis. 29. 90. Glossophaga ecaudata Geof. 75. brevicaudata m. 74. — amplexicaudataPr.M. 75. 51. Nulevende. . Phyllomys brasiliensis. . Synoetheres prehensilis L. insidiosa Lichtenst. 54. . Sciurus astuans L. Lepus brasiliensis. . Cavia aperea L. — | rufescens m. . Cerodon saæatilis m. . Hydrocherus Capibara L. . Dasyprocta caudata m. . Coelogenys Paca L. Phyllostoma spectrum L. hastatum L. — plecotus m. humerale m. lilium Geof. dorsale m, — superciliatum Pr. Max. 71. Dysopes Temmincki m. brevicaudum Pr. M. 65. lineatum Geof. leucostigma m. 15 72. 76. 92. Vespertiliovelatus Is. G. S.H. 77. 52. | 58. 55. | 56. 55. 56, | 57. 58. 57. | 59. 58. 39. | 40. 60. | 41 61. | 42 62. | 45, 44. Chiroptera. 65. | 45. 64. 66. 67. 68. 69. 70. 46. 47. Fossile. . Phyllomys aff. brasiliensi. . Synoetheres magna. dubia, Lepus aff. brasiliensi. . Logostomus brasiliensis. , Cavia robusta. — gracilis, . Cerodon aff. saxatili, bilobidens . Hydrocherus aff. Capibare. sulcidens. . Dasyprocta aff. caudate. capreolus. . Coelogenys laticeps. major. Myopotamus antiquus. Phyllostoma aff. spectro sp. Dysopes sp. Vespertilio sp. 91. 96. 97. Nulevende, Vespertilio leucogaster Pr. M. 78. = caninus Pr. Max. 79. Fossile. — bursa m. 80. — nigricans Pr. Max. 81. 55. Noctilio leporinus L. 82. 54. Nycticeius sericeus m. 85. 55. Desmodus fuscus m. 84. Simiæ. 56, Jacchus penicillatus Geof. 57. Cebus cirrhifer Geof. 5 58. Callithrix chlorocnemis m. 59. Mycetes ursinus Humb. 85. | 48. Jacchus aff. penicillato. 86. 87. 88. —. grandis. 49. Cebus macrognathus. 50. Callithrix primevus. 54. Protopithecus brasiliensis. (a) Da jeg senere har været saa heldig at overkomme Temminck’s fortræffelige Værk: Monographies de mammifères, har jeg kunnet sam- menligne mine Didelphisarter med hans Monographie over denne Slægt, og jeg seer heraf med Forundring, at ingen af de 7 herlevende Arter af denne Slægt findes omtalte i dette Værk. Den Art, jeg havde holdt for D. murina, seer jeg er forskjellig derfra, hvorfor jeg her opstiller den som en egen Art under Navnet D. elegans; den, som jeg har anført som D. tricolor Geof., er meget forskjellig fra denne, og nærmer sig mere til D. brachyura Pall, fra hvilken den dog ogsaa synes at adskille 156 sig som Art derved, at Siderne af Kroppen ei ere ruströde som For- fatterne angive, men bles okkergule. Hvad den undergaaede Slægt af denne Familie angaaer, som jeg i mine tidligere Fortegnelser har op- stillet} under Navnet Thylacotherium, da bemærker jeg, at man nyligen har foreslaaet det samme Navn for en undergaaet Slægt af Pungdyr fra Nyholland; jeg kalder derfor mit tilbage, skjöndt ældre, og jeg sætter for Oieblikket intet andet i dets Sted, indtil flere andre Levninger af dette Forverdenens Dyr sætte mig i Stand til at danne mig et fuldstæn- digere Begreb om dets Bygning. : (b.) Aulacodus Temminckii. Dette Dyr staaer paa de foregaaende Fortegnelser under Navnet Nelomys sulcidens. Da det i Bygningen af Tænderne afviger noget fra den anden Art, Nelomys antricola, havde jeg tænkt paa at adskille disse to Dyr som Underslægter. Da jeg nu seer, at Temminck i sine Monographies de Mammifères opstiller en Slægt: Au- lacodus for et Dyr, der i Slægtscharaktererne aldeles stemmer overeens med min Nelomys sulcidens, antager jeg denne Slægt, der saaledes kommer til at indbefatte to Arter: Aulacodus Swinderianus, beskreven af Temminck paa det anførte Sted; og den her levende Art, der adskiller sig fra hiin saavel i de ydre Kjendetegn, som i Bygningen af Skelettet, for hvilken jeg da foreslaaer Navnet: Aulacodus Temminckii. BLIK PAA BRASILIENS DYREVERDEN AF Dr. P. W. LUND. FJERDE AFHANDLING: FORTSETTELSE AF PATTEDYRENE. LAGOA SANTA DEN 30TE JANUAR 1841, Vid, Sel. naturvid. og mathem, Afh. IX Deel. RS MATE | serre se ME ir Br Desert un . a bi bonede Te Cour! läd D" DE Te DUR DUT FRE As Arena er N Yan HT | dur | we + oor gy Meneses Moi 6e - en Ha à dE N i FAC TATE” eran Fe i en Ah ey eee) wi Ni er) eeu: pe CAE OUT ENT TT ee ne nent Lee SISSE SSR AS 77 tre V peg om dr MU: Ut "ar iy doté spin À die write A de UNE can, RER, a NOMME + 4 Bee PETE ei et dE aan a nn er yr) ae MATE ia a 7 ae Sr aE) 6S iil # ALTRE ad pin tr m + Sgen a | mal plis: ti edad, Vi ee hy FAT LEE oh u : før Le be M id, nc y Cyr F4 MK i” te NM rw hd i hi gi Kan ee 4 aaa: kage DAT Ena HS AK SALLE ÆRTER sa | y NN me tn | on ph, Lu Ser WR. A wie ke \ ' | SA Ener at jeg havde havt den Ære at indsende, under Datum af 27de Marts f. A., det sidste Tillæg til mine Undersögelser over dette Lands uddöde Pattedyrskabning, var det min Hensigt. at anvende den först- kommende Regntid til Bearbeidelsen af den næstfülgende Classe, Fuglene, af hvilken jeg besidder ei ubetydelige Levninger fra Fortiden, hvis ner- mere Undersögelse jeg hidtil har seet mig nödsaget til at opsætte, men Massen af senere tilkomne Oplysninger om Forverdenens Pattedyrfauna har ansamlet sig i den Grad, at jeg seer mig foranlediget til at sende et nyt Supplement til de foregaaende Bemærkninger over denne. Ikke destomindre har jeg tillige faaet bearbeidet den vigtigste Deel af Hulernes Fuglelevninger i en lille Afhandling, hvilken jeg ligeledes lader fölge*). Tilleget over Pattedyrene indeholder, foruden nogle nye Arter og Slægter, endeel Berigtigelser og Tilsætninger til alt tidligere opstillede, blandt hvilke jeg fornemmelig har udhævet een Slægt til en speciellere Behandling, deels paa Grund af den Interesse, den i og for sig tilbyder, men især fordi Naturforskernes Opmærksomhed i den +) Denne Afhandling vil senere blive trykt i Selskabets Skrifter. S* 140 seneste Tid er bleven henvendt i en særegen Grad paa samme og til- grændsende Slægter, i Anledning af de uventede Resultater angaaende disse Dyrs Stilling i Systemet og naturlige Slægtskab, hvortil de nyeste Undersågelser af en af Videnskabens første Autoriteter have ledet — jeg mener Slægten Platyonyx. Dog, förend jeg gaaer over til denne, maa jeg, for at folge samme Orden som forhen, först opholde mig noget ved Familierne af Myrebjörnene og Bæltedyrene, hvilke begge have mod- taget senere Forågelser. Fôrste Familie: EDENTATA. Af denne Familie, der for Tiden kun tæller een Slægt her, My- rebjörnens, fremstillede mine tidligere Overblik en Repræsentant fra For- verdenen, hvilken jeg forelöbigen havde henfört til samme Slægt som de nu levende Myrebjörne, under Navnet Myrmecophaga gigantea. Senere Undersøgelser have overbeviist mig om Feilagtigheden af min Bestem- melse, idet de Knoklestykker, hvorpaa jeg havde grundet denne Art, og som virkelig paa det nöieste stemme overeens i Form med Myrebjår- nens, hidrüre fra Arter af Slægten Platyonyx. Derimod har jeg seet mig i Stand til at udfylde dette Hul paa Listen af de fossile Dyr med tvende uomtvistelige Arter af Myrebjörnens Slægt. Disse tvende fossile Arter stemme endog i den Grad overeens, efter det meget lidet, jeg hidtil besidder af dem, med de her levende to Arter, Myrmecophaga jubata og M. tetradactyla, at i samme Grad som Tvivlene om Rigtigheden af Be- stemmelsen af deres systematiske Plads forsvinde, kunde andre opstaae imod Rigtigheden af Bestemmelsen af deres geologiske Alder. Men i den Henseende kan jeg forsikkre, at de her omtalte Knokler efter deres Udseende, de locale Forhold, under hæilke de ere udgravne, og Selskabet, 28. i hvilket de ere fundne, ei levne den mindste Tvivl, at de hidröre fra samme Periode som Platyonyx, Hoplophorus og Chlamydotherium. De bestaae i et andet Mellemhaandbeen og andet Led af tredie Finger, lige dem af M. jubata, og et fjerde venstre Mellemfodbeen, liigt det af M. tetradactyla. Hvorvidt Ligheden imellem disse to fossile og de tilsva- rende nulevende Arter gaaer, kan jeg derfor naturligviis endnu ei afgjöre, men det er ikke destomindre meget mærkeligt, hvorledes bestandig Antallet foröges af saadanne Former fra Forverdenen, der vise en mere eller mindre paafaldende Overeensstemmelse med nulevende, saa at den An- skuelse tiltager med hver Dag i Sandsynlighed, at den hele nærværende Dyreskabning existerede i hine Tider i et mere eller mindre lignende Forbillede, men at ved Siden af saadanne med Nutidens Dyr overeens- stemmende Former, optraadte andre, der i en höiere Grad fjernede sig fra disse, og hvilke sidste i Almindelighed tillige udmærkede sig ved deres betydeligere Legemsmasse. Til yderligere Bestyrkelse af denne Anskuelse frembyder strax den Anden Familie: EFFODIENTIA et nyt Exempel. Af Slægten Dasypus Wagl. leve nemlig her to Arter: D. octocinctus L. og en mindre Art, som Brasilianerne kalde Tatu- mirim. Denne sidste har jeg endnu ikke været saa heldig at forskaffe mig, da alle de Exemplarer, man har bragt mig som henhörende til denne Art, have viist sig at være unge Indvider af den större Art, D. octocinctus. Derimod har jeg i fossil Tilstand fundet Levninger af en Art af denne Slægt, der vise at hidröre fra ganske udvoxne, ja gamle Individer, og som antyde en virkelig serskilt Art, betydelig mindre end D. octocinctus. Da jeg nu alt, som af de foregaaende Oversigter vil erindres, besad Levninger af en fossil Art, der meget stemme overeens med den nulevende Art D. octocinctus, er nu denne Slægt traadt ind under samme Forholde, som den nys omhandlede, eller Myrebjürnenes, idet Spor ere efterviste til Tilstedeværelsen i Fortiden af tvende Arter, der vise en paafaldende Overeensstemmelse med de to her nulevende Arter af samme. Men idet Betragtningen af den foregaaende Slægt, eller Myrebjörnenes, ikkun afgav en Bestyrkelse af den forste Deel af vor Sætning, nemlig Tilstedeværelsen i hiin Periode af meget lignende For- billeder af de nulevende Dyreformer, saaledes tjener nærværende Slægt, eller Slægten Dasypus i indskrænket Betydning, til Bekræftelse af den anden Deel af samme, eller Optrædelsen ved Siden af hine Repræsen- tanter for nulevende Former, af andre, mere afvigende fra disse og dem overlegne i Legemsstörrelse. Jeg har alt tidligere omtalt en under- gaaet Art af denne Slægt, der befinder sig i sidstnævnte Tilfælde: D. punc- tatus, og jeg seer mig nu i Stand til at tilfüie en anden noget stårre end hiin, som jeg kalder Dasypus sulcatus, da dens Skjolde, der mangle de Punkter, som udmærke de övrige Arter, og navnligen i saa höi Grad den nysnævnte fossile Art, ere betegnede med usædvanlig dybe Furer. Til de övrige Dyr af denne Familie har jeg ikkun at tilföie een Bemærkning angaaende den Art af Slægten Chlamydotherium, jeg har kal- det C. gigas. Under denne Art have nemlig senere Undersögelser belært mig, at tvende forskjellige Dyr ligge skjulte, hvoraf det ene er et vir- keligt Chlamydotherium, en tredie Deel stårre end den almindelige Art: C. Humboldtii, for hvilken jeg foreslaaer det mere passende Navn: C. majus; det andet derimod hårer til 145 Dovendyrenes Familie, i hvilken det kommer til at danne en egen Slægt. De bagre Rindtender af dette Dyr have i Formen den meest paafaldende Lighed med dem af Slægten Chlamydotherium, fra hvilken de ikkun ved en anatomisk Ana- lyse kunne adskilles, idet de, som Tænderne af alle til Dovendyrenes Familie henhørende Slægter, ere forsynede udvendig med et Lag af Corticalsubstants, et Forhold, der mangler hos Chlamydotherium, saavel- som hos alle til Bæltedyrenes Familie hörende Slægter. Derimod ere de forreste Tænder mere afvigende fra dem af sidstnævnte Slægt, og navn- ligen synes dette Dyr at have baaret fortil i Munden meget store Hug- tænder (see Tab. 2, fig. 4—5), overmaade lige dem af den nuværende Dovendyrslægt: Choloepus. For dette undergaaede Dyr foreslaaer jeg Slægtsnavnet Ocnotherium (af ‘ôxvoc doven og Ingiovr, Dyr), samt for Arten, paa Grund af dens Störrelse, der vil have været omtrent som Næsehornets, Navnet O. gigas. Af de colossale Former, Forverdenen havde at opvise af nærvæ- rende Familie, rager endnu stedse Megatherium frem som Kæmpen iblandt de andre. Dog denne Slægt, der skylder sit Navn til den ufor- melige Stürrelse af dens fårst bekjendte Art, indeholdt ogsaa Arter, der i Sammenligning med hiin kunne kaldes dværgagtige, skjåndt de endnu stedse ved Siden af de nulevende Arter af denne Familie ere at betragte som Kæmper. Saaledes har jeg en Tand af et ægte Megathe- rium*), der efter Dybden, hvori Tyggefladen er nedslidt imellem Emaillens Tverkamme at slutte, maa hidråre fra et gammelt Dyr, og som er fire Gange mindre end Tænderne hos den store Art: M. Cuvieri. Den an- tyder en Art ei meget större end Tapiren, for hvilken jeg vover at fore- slaae Navnet Megatherium Laurillardii, til Ære for den beskedne Mand, +) Tab XXXV fig. 6; sce til Sammenligning Tegningen af en Tand af den store Art, Tab. XXXVI fig. 1—2. b 144 hvis utrættelige men stille Virksomhed, der ganske var offret til Tjenesten af hans udüdelige Mester, har ubemærket bragt Videnskaben mangen en skjén Frugt. Idet jeg saaledes i dennes Navn opfylder en kjær Pligt mod en af den velfortjent Mand, glæder det mig, i de Undersügelser jeg nu gaaer over til, at kunne frie fra uforskyldt Daddel det store Nævn, der uvilkaarligen knytter sig til det mærkværdige Forverdenens Dyr, som her er Talen om. Hvo har ei læst med Beundring Cuviers mesterlige Under- sögelser over Megatheriets Beenbygning, og hvo har ei maattet bifalde hans Anskuelse om dette Dyrs Plads iblandt de övrige. Saa overbevisende vare hans Grunde, saa aldeles hentede fra Naturen hans Anskuelser og Slutninger, at i den lange Række af Aar, der ere forlöbne siden, trods de tallöse og i Detaillen stedse afvigende Forsög der senere ere gjorte paa Dyrenes naturlige Gruppering, det ei er mig hekjendt, at det er faldet nogen ind at skille Megatheriet fra den Gruppe af Dyr, blandt hvilke Cuvier anviste det sin Plads, skjündt denne Gruppe selv har været be- tydelige Omtumlinger underkastet. Selv Wagler, der, forvexlende Ana- logie med Affinitet, lod sig forlede til at flytte Dovendyrene op til Aberne, og som sikkert gjerne vilde have skillet hiin Familie fra et for hans Theo- rie saa ubeleiligt Lem, som Megatherium, holdt sig dog ikke for beret- tiget til at foretage en slig Afsondring, og saae sig nödsaget til, for ei at gjøre Vold paa Naturen, at udsætte sin Anskuelse for det latterlige, ved at indrömme Megatherium Plads iblandt Aberne, og fölgelig ved Siden af Mennesket! Den samme Vanskelighed, hvori Wagler befandt sig, tilbåd sig i dem nyeste Tid for en anden Naturforsker, der med ham deelte Anskuelsen om den systematiske Stilling af Dovendyrene, men denne sögte at hæve Vanskeligheden ad den modsatte Vei. Vel ind- seende, hvor liden Indpas Forbindelsen af Dovendyrene med Aberne vilde finde, saalænge man var nådt til at indrömme Megatherium samme Udmærkelse, tog han ikke i Betænkning at offre Naturen for sit forud- 145 fattede System, og lösrev dette Forverdenens Dyr fra den Forbindelse, som Naturen selv, gjennem sin store Tolk, havde anviist det. Idet mindste kan jeg ikke forklare mig nogen anden Grund til denne Blainville’s fra alleandres afvigende Anskuelse, at jeg i det Arbeide afdenne Lierde, der er mig bekjendt angaaende denne Gjenstand, foruden bidende og uskaan- somme Udfald mod hans udödelige Landsmand og Collega, ei finder et eneste Beviis imod Cuviers Argumenter, eller til Fordeel for hans egen Anskuelse (at Megatherium er et Bæltedyr), fraregnet den höist hypo- thetiske, ja mere end usandsynlige Antagelse af et Pandser, hvis Tilstede- værelse imidlertid Hr. Blainville erklærer, at han ligesaa godt kan bevise a priori som a posteriori. Da imidlertid nu engang Naturforskernes Opmærksomhed er bleven henvendt paa dette Punkt, troer jeg det ikke af Veien, at indsende ved denne Leilighed de Oplysninger, som Omstændighederne have sat mig i Stand til at samle over denne Gjenstand, og jeg begynder til den Ende med en omstændelig Beskrivelse af et til Megatherium meget nærgrænd- sende Dyr, Platyonyx, hvilken jeg vil legge til Grund ved de fölgende Sammenligninger. Da Hovedet unægtelig er den vigtigste Deel af Legemet til Be- stemmelsen af et Dyrs naturlige Slægtskab, og da jeg har været saa heldig at forskaffe mig et fuldstendigt, skjündt noget fortrykket, Cranium af en til denne Slægt henhörende Art, P. Brongniartii, begynder jeg Be- skrivelsen med dette. See Tab. XXVIII fig. 1—4. Hvad den almindelige Form af Hovedet angaaer, da er det mere langstrakt end hos de nulevende Dovendyr, ja selv end hos Megatheriet, derimod mindre end hos Skældyret, den capske Myreæder, og de langsnudede Tatuer (Dasypus, Priodon), og stemmer i den Henseende med de mere kortsnudede Slægter af denne Familie (Euphractus, Xenurus). Hos Myrebjörnene er Hovedet langt mere forlenget. Den större Forlængelse af Hovedet, der udmærker Tatuerne fra Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. T ee de nulevende Dovendyr, bevirkes udelukkende ved Forlængelsen af An- sigtsknoklerne, og den egentlige Hjerneskal tager ingen Deel heri. Denne har hos Dovendyrene det samme Forhold af Længden til Breden som hos Bæltedyrene. Derimod ere hos disse sidste Rjævebenene meget len- gere end hos hine, og som en Fölge heraf udspringer Aagbuen meget længere bagtil hos Tatuerne end hos Dovendyrene, nemlig paa Midten af hele Hovedets Længde (ja hos Slægten Dasypus endog bag Midten), medens den hos Dovendyrene udspringer langt foran Midten af samme. Undersöges nu nærmere Grunden til Forlængelsen af Hovedet hos Platyonyx, da ophörer Analogien med Beltedyrene. Forholdet mellem Ansigtet og Hjerneskallen er som hos Dovendyrene, og den större Forlengelse af hele Hovedet bevirkes ikkun ved en ubetydelig Forlængelse af samtlige Hovedskallens Knokler. Aagbuen udspringer derfor foran Midten af Hovedets Længde, ja nôiagtig som hos Doven- dyrene over den tredie Rindtand, medens den hos Tatuerne udspringer mod Enden af den lange Tandrække, ja hos nogle (Dasypus, Priodon), endog bagenfor samme. Da Dannelsen af Aagbuen afgiver et saa væsentligt Træk i Byg- ningen af Dovendyrenes Hoved, hvorved de ved fürste Oiekast adskille sig fra alle övrige nulevende Dyr, begynder jeg den detaillerede Sammen- ligning af de enkelte Hovcdets Been med det, der danner Hovedbe- standdelen af nævnte Bue, Aagbenet. Det er bekjendt, at hos de nulevende Dovendyr dette Been ud- mærker sig ved tvende Eiendommeligheder: 4) at det fra sin nedre Rand udsender en slærk Green eller Arm, der stiger nedad, 2) at det, istedet for at fortsætte sig lige bagtil og forene sig med den, den fra Tinding- benet imüdekommende Fortsættelse, stiger skraa opad, saa at det ei træffer sammen med denne, men ender frit ovenfor samme. Det förste Blik paa Tegningen viser, at disse to Forholde gjenfindes nôiagtig de samme paa Hovedet af Platyonyx. Hos Megatheriet findes det förste af disse 147 Forholde, nemlig den nedstigende Green, derimod forener Aagbenet sig bagtil med Tindingfortsættelsen, som hos de üvrige Dyr, saa at Platyonyx i dette Punkt viser en endnu större Tilnærmelse til de nulevende Doven- dyr end selve Megatheriet. Hos Skældyrene mangler ganske dette Been, hos Myrebjürnen er det rudimentarisk, hos Beltedyrene og Orycteropus har Aagbuen den almindelige Form af en enkelt Bue, uden nedadstigende Årm og uden Afbrydning. Et andet Been, der viser en mærkelig Eiendommelighed hos de nulevende Dovendyr er Mellemkjevebenet (ossa intermaxillaria). Hos alle de üvrige Dyr af de Slöves Orden bestaaer dette Been af to Dele, een vandret, der danner den forreste Ende af Ganen, og een lodret, der danner Sidevæggen i dens forreste Ende, og som med sin üvre Rand forener sig i en kortere eller længere Strækning med Næsebenet fra til- svarende Side. Hos Dovendyrene er det anderledes; her mangler aldeles den opadstigende Deel, saa at Mellemkjævebenene ei komme i nogen Be- röring med Næsebenene, og blot tjene til at forlænge Ganen fortil. Foruden deres Stilling frembyde disse Been ogsaa Eiendomme- ligheder i deres Form og Tilhæftelsesmaade, der udmærke Dovendyrene fra de tilgrændsende Dyr af samme Orden. Hos det trefingrede Doven- dyr nemlig forblive de ei blot indtil den hüieste Alder afsondrede fra Kjevebenene, men i saa lås Beröring med samme, at de ved Skelette- ringen gaae tabte, naar man ei anvender en særdeles Omhu; dette mærk- verdige Forhold findes ogsaa hos Platyonyx. Her er Mellemkjævebenet ei forenet med Kjævebenet paa den sædvanlige Maade ved en Sim, det er, ved en ubevægelig Forbindelse mellem de sig berörende Rande; det ligger aldeles låst op til det, ikkun i den bagre Ende er det forsynet med endeel fremspringende, med glat Ledflade forsynede Tænder, der gribe ind imellem andre lignende, som udgaae fra den tilsvarende. Deel af Kjævebenet, saa at det virkelig er artikuleret til Rjævebenet, som Fingrene til Mellemhaandbenene, kun at ingen, eller i al Fald blot en meget ube- Tt 148 tydelig Bevegelighed finder Sted, paa Grund af den stærke Fremspring- ning af de i hinanden gribende Tænder. Hvad Formen af disse Been angaaer, da vise de sig hos det to- fingrede Dovendyr under den eiendommelige Skikkelse af en spids conisk Fremspringning fra den forreste Ende af Snuden; denne Særegenhed viser sig ogsaa hos Platyonyx, og det i en endnu håiere Grad, idet disse Been her springe frem fra den forreste Ende af Snuden i Form af Spyd, saa at man ved förste Oiekast kunde forledes til at ansee dem for Stöde- tænder, liig Elephantens. Foruden hos det tofingrede Dovendyr og Pla- tyonyx findes denne Indretning ogsaa hos Megatherium, hvor disse Been tillige ere stærkere, og istedet for at löbe ud i en Spids, udvide sig mod Enden i kugleformige Udvæxter. Det kan vel neppe være nogen Tvivl underkastet, at denne for- underlige næbformige Forlængelse af Mellemkjævebenene har tjent til Stötte og Befæstelse for et Organ, der maa have tjent Dyret til at gribe og omfatte sin Fåde med, en Antagelse, der bestyrkes ved en nærmere Betragtning af det Been, jeg nu gaaer over til. Rjævebenet er, som ovenfor bemærket, trods Forlængelsen af Ho- vedet, kort som hos Dovendyrene, og ei forlænget, som hos alle de åvrige slöve Dyr. Dets Aagbuefortsættelse stiger ud fra det i en ret Vinkel, og Underöiehulehullet hefinder sig umiddelbart i sammes lodrette Væg, For- holde, der gjenfindes hos de nulevende Dovendyr. Hos alle övrige slöve Dyr vender denne Forbindelse skraa bagtil, og det nævnte Hul befinder sig i en vis Afstand fra samme. Men det mærkeligste Forhold ved dette Been ligger i dets Ganedeel; denne er nemlig tæt besat med Huller, hvilke upaatvivleligen have tjent til Gjennemgang for Blodkar og Nerver, der vare bestemte til det Organ, jeg nyligen har omtalt. Ogsaa denne Eiendommelighed har Platyonyx tilfælles med de nulevende Dovendyr; hos det trefingrede Dovendyr nemlig er Ganen som hos Platyonyx paa det tætteste gjennemboret med smaae kredsrunde Huller, hvorved dette 149 Been faaer Udseendet af en Sie, og den eneste Forskjel er den, at disse Huller hos Platyonyx ere selv forholdsviis langt större. Intet andet Dyr besidder denne Anordning, saa at det fossile Dyr endnu stedse viser ei blot den mest paafaldende, men endog' en aldeles udelukkende, Lighed med Dovendyrene. Denne Lighed vedligeholder sig endvidere i Ganebenene. Hos alle de üvrige Slægter af de slåve Dyrs Orden danne disse Been en betydelig Decl af Ganens Beenhvælving, ja hos flere af dem endog en langt bety- deligere Deel end i Almindelighed hos Pattedyrene. Hos Dovendyrene er det omvendt; her indkile Ganebenene sig bagtil som to smalle Been- strimler, der næsten ikke tjene til andet end til at danne Ganens bagre Rand. Det samme finder Sted hos Platyonyx. Ogsaa disse Been ere som Ganedelen af Kjævebenene, gjennemborede med mangfoldige Huller, et Forhold, der ogsaa findes hos det trefingrede Dovendyr. Som en Fölge af Kjæve- og Ganebenenes Korthed er den hele Ganens benede Hvælving kort hos Platyonyx som hos Dovendyrene, og indtager ei den forreste Halvdeel af Hovedets hele Længde, medens det hos alle de üvrige slåve Dyr er omvendt, idet Ganens Beenhvælving ei blot hos dem alle rækker ud over Midten af Hovedets Længde, men endog hos flere af dem antager en Udstrækning i Længden, hvortil intet lignende Exempel findes hos Pattedyrene, navnligen hos Myrebjårnene. Ogsaa Rilebenet afgiver gode Charakterer til Bestemmelsen af Platyonyx’s Slægtskab. Hos de åvrige Slægter af de slöve Dyr nemlig ere dette Beens nedre vingeformige Udbredninger (processus pterygoidei) meget smaae eller synes aldeles at mangle, hos Dovendyrene ere de usæd- vanlig store. Ogsaa heri stemmer Platyonyx med disse. I de fire sidste Punkter, jeg har gjennemgaaet, nemlig Rjæve- og Ganebenenes Korthed, Ganens Gjennemboring med Huller, og den store Udvikling af Kilebenets nedre Vinger, stemmer ogsaa Megatherium saavel med Platyonyx som med Dovendyrene, saa at alt hvad der angaaende disse Punkter er bemærket ved Platyonyx ogsaa gjelder for Megatherium. Kun i Bygningen af det sidst omtalte Been afvige de fra hinanden. Hos Pla- tyonyx nemlig ere de vingeformige Udbredninger af Rilebenet sammentrykte som hos andre Dyr, hos Megatheriet derimod opblæste og cylindriske; men selv denne Afvigelse imellem dem afgiver et endnu mærkeligere Vink om disse Dyrs Slægtskab med Dovendyrene. Den samme Forskjellighed finder nemlig Sted mellem de to nulevende Slægter af disse Dyr, saa at det tofingrede Dovendyr besidder Megatheriets, og det trefingrede Platyonyx's Bygning. I Regelen ere disse vingeformige Udbredninger af Kilebenet sammenvoxne med selve Benet, af hvilket de ikkun ere en Fortsættelse; hos Dovendyrene forblive de adskilte fra samme selv i den höieste Alder. Ogsaa paa mit Exemplar af Platyonyx ere de adskilte. Blandt de üv- rige slåve Dyr findes denne Adskillelse vel hos nogle i Ungdommen, men i den höie Alder seer jeg det kun hos Euphractus gilvipes. Dette Dyr er ogsaa det, der i andre Punkter nærmer sig mest til Dovendyrene i Bygningen af Hovedet, saaledes ere hos det Ganebenene mindre forlæn- gede, og bagtil indskaarne, Ganen stærkere besat med Huller end hos andre Dyr, Rilebenets nedre Vinger större end hos de üvrige slöve Dyr, og, som bemærket, stedse adskilte fra Hovedbenet, saa at dette Dyr blandt de nulevende Slægter danner det nærmeste Tilknyttelsespunkt til Dovendyrene, hvilket, som ved tidligere Leiligheder er viist, fortsætter sig gjennem de undergaaede Slægter Chlamydotherium, Hoplophorus og Pachytherium. -Nœsebenene ere, som hele Hovedet, noget mere langstrakte end hos Dovendyrene, men de beholde samme Forhold til de omgivende Been, idet de, paa Grund af Kjævebenenes Korthed, bagtil tildeels omsluttes af Pandebenene, hvad blandt de övrige slåve Dyr blot finder Sted hos Skæl- dyret, medens hos alle andre Kjævebenene ei blot omslutte Nesebenene lige til deres bageste Ende, men endog fortsætte sig et Stykke bagenfor samme. Pandebenene indeslutte mod deres bageste Rand betydelige Huul- heder, som jeg ei finder hverken hos det trefingrede Dovendyr eller hos Tatuerne, hvorved Rummet for Hjernen er mindre indskrænket, end ved den stærke Udvikling af Muslingbenene i Næsen, Forholde, der paa eengang antyde en fin Lugt og en ringe Intelligents hos dette Dyr. De danne tilligemed Zssebenene det hele övre Dække af Hjernen, og Baghovedbenet tager ingen Deel heri. Dette Forhold er som hos Tatuerne, imedens hos de üvrige slåve Dyr det sidstnævnte Been trænger sig fra Bagranden af noget frem fortil, og danner en større eller mindre Deel af Hjerne- kassens üvre Hvælving. Issebenene vise intet Spor til nogen Tindingkam, hvad sandsynligviis hidrôrer fra Individets unge Alder, derimod er der en svag Tværkam, der danner Griendsen imellem Isse- og Baghovedbenet som hos Tatuerne. Den ydre Overflade af Isse- og Pandebenene er glat, som hos Dovendyrene og de fleste andre Dyr, og ei gjennemboret og udfuret med Huller, som hos Tatuerne. Denne Omstændighed, der maatte synes ubetydelig, er af stor Vigtighed ; thi disse Huller, der gjen- nembore den üvre Hvælving af Hjerneskallen hos Tatuerne, ere bestemte til Gjennemgang for Blodkar, der tjene til at nære Pandseret, som be- klæder Panden hos dette Dyr; og vi kunne derfor af deres Mangel hos Platyonyx slutte, at dette Dyr ei har baaret et saadant. Det samme gjelder ogsaa om Megatherium, hvis Pande- og Issebeen ligeledes ere fremstillede som aldeles glatte, og kun forsynede med eet eneste lille Hul paa hver Side over Roden af Tindingbenets Aagbuefortsæt- telse, et Hul, der nåiagtig gjenfindes paa samme Sted hos Dovendyret og Platyonyx. ; Underkjæven er mere langstrakt end hos Dovendyrene, hvad især bevirkes ved den stærke Forlængelse, hvori den fortil udlåber, og som svarer til den næbformige Fremspringning, der dannes ved Intermaxillar- benene. Denne Forlængelse, der alt er antydet hos det tofingrede Doven- dyr, findes, som bekjendt, i en endnu stærkere Grad hos Megatheriet; 152 imidlertid bemærkes den og hos flere Tatuer, hvorimod den mangler hos det trefingrede Dovendyr. Den indvendige Rand danner paa Midten af sin Længde en ringe Udbugning, der imidlertid ikkun er en meget svag An- tydning til den, der i saa höi Grad udmærker: Underkjæven af Mega- theriet; ogsaa findes den ei hos alle Arter, men mangler til Exempel hos P. Bucklandii (Tab. 10 fig. 5). Formen af Ledfladen mod Hovedet, der er af saa stor Vigtighed til at oplyse Bevægelsesmaaden af Underkjæven, har jeg desværre paa mine beskadigede Individer ei kunnet bestemme. Ligesaalidet kan jeg afgjöre Höiden af Kronfortsættelsen, der paa alle mine Exemplarer er af- brudt; den er i alle Tilfælde lavere end hos Megatherium, hvilket Dyr i Bygningen af hele Hovedet og af Tænderne viser, at have besiddet en langt kraftigere Knuseevne end Platyonyx. Kanalen til Gjennemgangen for Blodkarrene har sine sædvanlige to Aabninger, een bagtil paa den ind- vendige Side, og een stor eller flere smaae fortil paa den udvendige; men denne Kanal udsender ner ved sin bageste Ende en Green, der gaaer fortil og udad, og udmunder paa den udvendige Side umiddelbart under den forreste Rand af Kronfortsættelsen; dette Forhold findes ogsaa hos Dovendyret, men mangler hos alle övrige Dyr, ei blot af de slöves Orden, men ogsaa udenfor samme, saavidt jeg har havt Leilighed til at sammenligne. Tendernes Antal er fem paa hver Side i Overkjæven og fire i - Underkjeven. De forestille hule Valtser, der ere stærkt sammentrykte, saa at den ene af deres Tvergjennemsnit er betydelig större end den anden. (Det længste Tvergjennemsnit kalder jeg Længden, det korteste Breden, og Maalet fra Tyggefladen til den modsatte. Ende, Höiden.) Tysgefladen er plan, eller lidet fordybet i Midten, dens Rand undertiden svagt indskaaren hist og her ved Indvirkningen af Tænderne fra den modsatte Kjæve. Tænderne i Overkjæven ere noget buede efter Længden. Den convexe Side vender indad, den concave udad. Imidlertid löber Tændernes Længdeaxe ei ganske parallel med Ganens, men de ere stil- lede noget skraae, saa at den indvendige convexe Side tillige vender noget fortil, og den udvendige concave tillige, noget bagtil. Den anden Tand i Overkjæven afviger fra de andre i Form, idet den paa sin convexe Side bærer en stærk fremspringende afrundet Længde- kjöl, hvorved Gjennemsnittet af denne Tand bliver trelappet, og den ind- tager et stårre Rum end de andre. Tienderne i Underkjæven ere af Form som de i Overkjæven, men stillede omvendt, saa at den convexe Side vender udad og bagtil, den concave indad og fortil. Den sidste Tand i Underkjæven adskiller sig fra de andre ved den samme Charakteer, der udmærker den anden Tand i Overkjæven, nemlig ved en stor Længde- kjöl paa den indre Side, der ligeledes bevirker, at Gjennemsnittet af denne 'Pand forestiller en trelappet Figur, og at den i det Hele bliver stürre end de andre Tænder. Nest efter den fjerde eller sidste Tand i Under- kjeven fölger i Størrelse den første sammesteds, hvilken ogsaa i sin Form noget afviger fra de üvrige derved, at den bueformige Böining af den , lange 'Tveraxe er langt stærkere, saa at denne Tand næsten kommer til at staae paa tvers i Kjæven. Naar Rjæverne lægges paa hinanden, falde Tænderne af Overkjæ- ven noget foran dem af Underkjæven. Hvad Strukturen af Tænderne angaaer, da bestaae de af tre for- skjellige Lag. Yderst ligger en tynd Skal af Bark- (Cortical-) Substants; derpaa fölger et tykt Lag af Email, der udvendig er fastere, indadtil bliver språdere end denne Substants sædvanlig viser sig. Den indre Kjærne dannes af en meget spröd Masse, der synes at svare til den egentlige Beensubstants. Sammenlignes nu Platyonyx med Hensyn til Tandsystemet med de nulevende Slægter af de slöve Dyrs Orden, da udgaae fölgende Resultater. k For det første udelukkes fra al Sammenligning Slægterne Myr- Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. " 154 mecophaga og Manis eller Myrebjörnene og Skældyrene, som manglende aldeles disse Organer, og der bliver blot tilbage den capske Myreæder, Bæltedyrene og Dovendyrene. Den förste af disse tre nævnte Slægter fjerner sig betydelig ved den bekjendte eiendommelige Struktur af dens Tænder, der afviger aldeles fra den for Pattedyrene almindelige Bygning af disse Organer. Desuden er ogsaa Antallet af Tænder stürre hos dette Dyr end hos Platyonyx, nemlig 7 i Over- og 6 i Underkjæven, eller 26 i alt, medens Platyonyx kun har 48. Hos Bæltedyrene stiger Tallet endnu höiere, idet det gaaer fra 28 til 98, hvilket er det hüieste bekjendte Antal af Tænder blandt Landpattedyrene. I Strukturen af Tænderne nærme sig Bæltedyrene mere til Platyonyx, men adskille sig dog ved en væsentlig Charakter, nemlig ved Mangel paa Corticalsubstants. Der blive saaledes blot Dovendyrene tilbage, hvilke ei blot fjerne sig mindre fra Platyonyx i Tandsystemet, end de üvrige Slægter af de slöve Dyrs Orden, men som en nærmere Sammenligning udviser at stemme paa det fuldkomneste med samme, saavel med Hensyn til Antal som Form, Stilling og indre Bygning. Antallet er nemlig hos alle nulevende Doven- dyr 48 som hos Platyonyx, Fordelingen den samme, nemlig 5 paa hver Side i Over- og fire i Underkjæven, deres relative Stilling den samme, idet de i Overkjæven falde foran de i Underkjæven, endelig den indre Bygning den samme, idet de, som hos Platyonyx, ere simple hule Cy- lindre, sammensatte af Corticalsubstants, Emaille og Beensubstants; og denne Overeensstemmelse mellem Platyonyx og de nulevende Dovendyr bliver saameget mærkeligere, som de fire her hetragtede Punkter ere saa- danne, der i den nulevende Dyreskabning ere udelukkende eiendommelige for disse sidstnævnte Dyr. Det er med de trefingrede Dovendyr at Ligheden er meest paa- faldende. Her strækker den sig endog til Formen og den relative Stör- relse af de enkelte Fænder. Hos disse Dyr nemlig er, som hos Platyonyx, den sidste Tand i Underkjæven den störste, - derpaa fölge den anden i 155 Over- og den förste i Underkjeven, hvilke alle ogsaa i deres Form ere noget forskjellige fra de övrige. Hvad Betydningen af Tænderne hos Platyonyx angaaer, da beroer den paa Udtydningen man giver af dem hos de nulevende Dovendyr. Som bekjendt er hos det tofingrede Dovendyr den förste Kindtand i Overkjæven betydelig större end de andre, og udmærker sig ved sin til- spidsede hugtandlignende Form. Ogsaa ere alle Zoologer enige i at til- skrive den denne Betydning. De samme Charakterer udmærke den förste Tand i Underkjæven, og de fleste Zoologer antage derfor ligeledes denne for en Hugtand. Men Hugtanden i Underkjæven falder hos alle andre Dyr foran den i Overkjæver, hvorfor de Zoologer, for hvilke Stil- lingen er betydningsfuldere end Formen, vægre sig for at erkjende denne Tand for en ægte Hugtand, og ansee den for den første Rindtand, der har antaget Formen og Forretningen af en Hugtand. Hos de trefingrede Dovendyr er den förste Tand i Overkjæven vel forskjellig fra de paafölgende i Störrelse og Form, og navnligen ved sin Frembryden tilspidset, men da den, imod den almindelige Charakteer for Hugtænderne, er mindre og lavere end Kindtenderne, og ved Brugen afslides som disse, saa at den efter- haanden faaer ligesom disse en flad Tyggeflade, der aabenbart er bestemt til Knusning af Föden, saa betragte flere Naturforskere med F. Cuvier denne Tand, trods Analogien med det tofingrede Dovendyr, som en ægte Rindtand. G. Cuvier udtaler sig med Tvivl, men synes dog mere til- böielig til at betragte den som en Hugtand paa Grund af Analogien med det nysnævnte Dyr. Den förste Tand i Underkjæven hos det trefingrede Dovendyr er ligeledes forskjellig fra de fölgende i Form, og antager en skuffende Lighed med Skæretanden hos en Gnaver. Om dens Betydning gjelder det samme, der er bemærket om denne Tand hos det tefing- rede Dovendyr. Trække vi nu, for at löse disse Tvivl, den undergaaede Dyreslegt der udgjir den nærmeste Gjenstand for nærværende Betragtninger, med V* 156 ind i Sammenligningskredsen, hvortil vi vistnok ere fuldeligen berettigede, i Betragtning af de efterviste store Ligheder mellem samme og de nu- levende Dovendyr, da kastes et nyt Lys over denne Gjenstand, der synes at kunne foranledige en fra alle de foregaaende forskjellig Betragtnings maade. Hos Platyonyx har nemlig den förste and, saavel i Over- som Underkjæven, antaget aldeles Formen af Kindtænder, saa at navnligen den i Overkjæven stemmer fuldkommen i Udseende med de bageste Rind- tænder sammesteds. Gjennemgaaer man derfor den her opstillede Sam- menligningsrække, gaaende ud fra den sidstnævnte Slægt som det faste Punkt, da ledes man til at antage den spidse Tand, der begynder Tand- rækken i begge Kjæverne hos Choloepus, ikkun for en modificeret Kind- tand, hvorved da Vanskelighederne ved Tydningen af Tænderne hos de trefingrede Dovendyr falde bort, og den tilsyneladende Modsigelse mellem deres Form her og Analogien med Choloepus forsvinder. At i alle Til fælde den første Rindtand i Underkjæven hos Choloepus, trods sin Hug- tandform, maa betragtes som en Kindtand, hvortil alt dens Stilling bag Hugtanden i Overkjæven synes at lede, bliver end mere sandsynligt ved at kalde det nærmest staaende Dyr, Megatherium, med ind i Sammenlignings- kredsen. Hos dette Dyr er af de omtvistede Tænder den i Øverkjæven forsvunden, hvorimod den i Underkjæven er bleven, og fremtræder under den fuldkomneste Form af en Kindtand med en kraftig Knuseflade, der virker imod den af den forreste, sande, Kindtand i Overkjæven. Tand- formlen for Dovendyrene bliver altsaa folgende: 945 (34%) for Cho- loepus, Bradypus og Platyonyx, og 9-9; for Megatherium. Gjennemgaaes nu i Korthed Hovedresultaterne af denne Under- sögelse, da findes, at Hovedet af Platyonyx stemmer med Dovendyrenes i folgende Punkter. 1. Ansigtets Korthed imod den egentlige Hjernekasses, og, som en Fölge heraf, Aagbuens Fremrykning fortil. # 2. Aagbuens eiendommelige Dannelse ved dens nedadstigende Arm og Afbrydelse bagtil. 3. Dannelsen af Mellemkjævebenene, der mangle den opadsti- gende Deel, ere smaae, tilspidsede og i lös Forbindelse med Kjævebenene. 4. Kortheden af Kjævebenene, med den under en ret Vinkel fremspringende Aagbuefortsættelse, i hvis lodrette Væg Underôichulehullet er indboret. 5. Ganens Gjennemboring med utallige Huller. 6. Kortheden af Ganens Beenhvælving i Almindelighed, og i Særdeleshed af dan Decl af samme, der dannes af de egentlige Ganebeen. 7. Den betydelige Størrelse af Kilebenets nedre vingeformige Udbredninger, og disses Afsondring fra Hovedbenet ved en Som. 8. Pandebenets vide Fremrykning fortil, og Omslutning af den bageste Deel af Næsebenene. 9. Pande- og Issebenenes Glathed paa den ydre Overflade; (denne Charakteer ‘er fælles for alle de ubepandsrede Dyr af de slöves Orden). 10. Tændernes Antal, Stilling og Struktur. Det sees af denne Oversigt, at Overeensstemmelserne med Doven- dyrene ere meget talrige, men hvad der giver dem langt mere Vægt end deres Tal, er den Omstændighed, at de for störste Delen træffe deels paa saadanne Organisationsforholde, der af alle Zoologer erkjendes for de betydningsfuldeste og meest afgjörende, som Tandsystemet, deels paa saadanne, der ere udelukkende eiendommelige for Dovendyrene blandt alle nulevende Dyr, som Bygningen af Aagbuen, af Ganen, tildeels af Mellemkjævebenene 0.a. Ja hvad mere er, denne Overeensstemmelse er aldeles udtömmende, saa at jeg ei finder et eneste Træk i Bygningen af Hovedet, der er eiendommeligt for Dovendyrene, uden at jo Platyonyx deeltager deri. Det er da indlysende, at Platyonyx er i höi Gred beslægtet med Dovendyrene. Kjendte man intet andet af dette undergaaede Dyr end 158 dets Hoved, var man efter alle Videnskabens Regler uundgaaeligen nöd- saget til at sætte den i Slægten Bradypus i den linneiske Betydning, da den ei alene bærer samtlige dennes Charakterer, men endog ei afviger mere fra de to nulevende Underslegter af disse Dyr, end disse afvige indbyrdes imellem sig; navnligen fjerner Platyonyx sig mindre end Cho- loepus fra de trefingrede Dovendyr i Bygningen af AP ain af Rile- benets Vingefortsættelser 0. a. Punkter. Hvad nu Slegtskabet med de ade Dyr af de slöves Orden an- gaaer, Bæltedyrene og Myrebjörnene, da er der ingen Charakteer i Byg-- ningen af Hovedet, der er eiendommelig for disse to Familier, som findes hos Platyonyx. Dannelsen af Baghovedbenet nærmer den vel til Tatuerne, ligesom den noget större Forlengelse af Hovedet bringer den noget nær- mere til disse saavelsom til Myrebjörnene; men begge disse Punkter angaae Forholde, der deels ere af ringere Betydning, deels ei ere eien- dommelige for de nævnte Familier. Det er först i de övrige Dele af Legemet, at Platyonyx udfolder en Række af Organisationsforholde, der fjerne den noget mere fra Dovendyrene; men af disse fra Dovendyrene _ afvigende Træk er der intet, der knytter dette undergaaede Dyr til Ta- tuerne, flere bringe det noget nærmere til Myrebjörnene, men de aller- fleste fjerne det fra alle uulevende Dyr, og finde kun deres Analogie hos Megatherium. Men jeg gjentager, at i Bygningen af Hovedet er der intet, der antyder Platyonyx som et Overgangsdyr; det er et reent Doven- dyr, uden mindste Indblanding af nogen fremmed Form, i det hüieste kun med nogle Træk, der nærme det til Megatherium, og som tjene til at knytte dette Dyr paa det nüieste til Dovendyrene. De vigtigste For- holde, hvorved denne Overgang bevirkes, er Forlængelsen af Under- kjæven fortil, og den næbformige Fremspringning af Mellemkjævebenene, to Forholde, der, som jeg ovenfor har berört, og som alt Cuvier har gjort opmærksom paa, i Forbindelse med flere andre Omstændigheder, og navnligen Ganens Gjennemboring med talrige Huller, kunne lede til 459 Formodningen at antage for disse Dyr et Organ til Födens Gribning, liig Hestens forlængelige Mule, eller Tapirens korte Snabel. Hovedforskjellen i Bygningen af Megatheriets og Platyonyx’s Craniom ligger deri, at alle organiske Forholde, der have til Fölge en kraftigere Kousning af Föden, ere udviklede i en höiere Grad hos Megatheriet; derfor den uhyre stærke “ og ei afbrudte Aagbue, den stærke Issekam (erista sagittalis), den over- ordentlige Höide af Underkjæven, saavelsom af dens Kron- og Ledfort- sættelse, Tændernes langt kraftigere Bygning m.m. Men fraregnet disse Forskjelligheder, der vel berettige til en generisk Adskillelse af disse to Dyr, er det indlysende for ethvert med Naturen fortroligt Oie, at dei Bygningen af deres Hoved frembyde ikkun Modificationer af samme Grundform, og navnlig af Dovendyrformen. Den samme Eiendomme- lighed i Bygningen af Aagbuen, den samme siformige Gjennemboring af Ganen, den samme Fremspringen af Mellemkjevebenene, Kilebeenvin- gernes stærke Udvikling og m.a.; hvorimod den samme Bemærkning ‚kan gjöres om Megatheriets Hoved, som jeg ovenfor gjorde om, Platyonyx’s, at det ei har nogetsomhelst Trak tilfælles med de övrige slöve Dyr, og mindst med Tatuerne, af saadanne Træk nemlig, der ere eiendommelige for disse Dyr. At Tænderne hos de her omhandlede uddüde Dyreslegter have været bestemte til at sönderknuse Plantedele, viser nolisom deres brede og flade Tyggeflade. Ikkun hos Megatherium fremtræder en egen An- ordning, idet den ellers jævne Tyggeflade forsynes med de to paatverslö- bende skarpe Kanter, som ved at gribe ind i hinanden fra de mod- satte Kjæver frembringe et beundringsverdigt kraftigt Apparat til at fiinknuse og male haarde Substantser. Vi tör derfor antage, at dette Dyr ei har ladet sig nüie alene med Lövet og de blödere Qviste af Tr&erne, der har udgjort Hovednæringen for de mindre stærktandede Dyr af denne Familie, men at den til Underhold af sin uhyre Legems- masse, med sin Snabel eller forlengbare Mule, har afrevet Grenene, og 160 under sine mægtige Rnuseorganer forvandlet disse med det derpaa sig befindende Låv til en fiintmalet Neringsmasse. At slige Tender ei ere bestemte til Sénderriven af Kjüd, anseer jeg overflödigt at bevise, og jeg tilstaaer derfor, at det i höi Grad har forundret mig, at see en saa grun- dig Physiolog som Blainville at opkaste sig til Forsvarer af den af Faujas yltrede Paastand, at Megatherium var et kjüdædende Dyr, en Anskuelse, der ei alene staaer i den fuldkomneste Modsigelse med Bygningen af dette Dyrs Tænder, men ogsaa med dets hele övrige Legemsbygning, der er af den Art, at det selv bliver höist tvivlsomt, om dette Dyr har kunnet staae, endnu mindre gaae. Blainville lededes til denne Antagelse ved Analogien med Bælte- dyrene, med hvilke han finder, at Megatherium har en saa stor Lighed, at han ligefrem kalder det en Tatu. Men selv under Forudsætningen af, at denne Anskuelsesmaade var grundet, hvad vistnok paa ingen Maade kan indrömmes, vilde man endnu langtfra være berettiget til den Slutning, at Megatherium var et kjüdædende Dyr. De nulevende Tatuer ere omnivore Dyr. Deres Hovedfüde bestaaer i Insekter, som Torbister, Skolopendre, Tusindbeen og andre i Jorden levende Smaadyr; ogsaa fortære de Myrer, som jeg ved eget Oiesyn har overbeviist mig om. At de tillige nære sig af Plantedele, der ei ere altfor haarde, kan der ingen Tvivl være-om, og navnligen anrette de stor Skade paa Maisplantagerne derved, at de udkradse de i Jorden nedlagte Korn, naar disse begynde at spire, og derved have mistet endeel af deres Haardhed. I Fangenskab fortære de næsten uden Forskjel alle Plantesubstantser, som Mandiocca, Bonner, naar de ved Kogning ere blådgjorte. Imidlertid ere de, som jeg ved en tidligere Leilighed har viist, meget begjærlige efter Kjüd, uden at man dog, som de nærmere Omstændigheder ville vise, derfor kunne kalde dem kjådædende Dyr, og endnu mindre sætte denne Deel af deres Levemaade i Forbindelse med deres Tandsystem. Tatuen rörer ikke friskt Rjüd, men opsøger dette kun naar det 161 er aldeles stinkende, og ved Forraadnelsen blevet fuldkomment mört og oplåst, men selv i denne Tilstand vilde Dyret ei være istand til at nyde denne Substants, hvorefter den dog er saa begjærlig, hvis den var indskrænket alene til Tænderne, hvilke ere aldeles uskikkede til at sönder- rive Kjéd, som deres Bygning noksom udviser. Tatuen gaaer derfor frem paa den Maade, at den fatter Kjådet mellem de forreste spidsere Tænder, sætter sig paa Bagbenene, og nu med en utrolig hurtig Bevæ- gelse af Forbenene sönderriver Kjüdet med sine stærke Klåer. Er dette omgivet med Hud og Haar, formaaer den intet med det; kaster man et heelt raaddent Dyr for den, besnuser den det med Ivrighed, vælter det omkring, bekradser det, men forlader det tilsidst efter forgjæves Forsög paa at opnaae Maalet for sine Bestræbelser. Det er derfor indlysende, at denne Næring ikkun kan udgjöre en ringe og tilfeldig Bestanddeel af dens Underhold, og Tatuerne ere at betragte som omnivore, men dog fortrinsviis insektivore Dyr. Disse Bemærkninger, der gjælde for de nulevende Bæltedyr, lade sig med endnu langt mere Grund overföre paa de undergaaede Slægts- former af denne Familie. Hos Chlamydotherium og Hoplophorus ere, trods Overeensstemmelsen i den üvrige Bygning, Tænderne meget for- skjellige fra alle nulevende Tatuers, idet de frembyde en stor og flad Tyggeflade, saa at enhver Tanke om animalsk Kost her falder bort af sig selv. Ogsaa er det indlysende, at jo större et Dyrs Legemsmasse er, des vanskeligere bliver det for det at nære sig paa Tatuernes Viis. An- vendes nu disse Betragtninger paa Megatherium, da sees det, at om end Analogien mellem dette Dyr og Bieltedyrene indrömmes, hvad imidlertid langt fra er Tilfældet, falder dog enhver Sandsynlighed bort, at dette Dyr skulde have næret sig af animalsk Föde. Tænderne selv ere ind- rettede til at male og ei til at sönderrive; og til at fuldfüre Acten af Kjödets Deling paa samme Maade som Tatuen mangle alle Betingelser: ingen spidse Tænder foran i Munden til at fastholde Kjödet, lange Arme, Vid. Sel, naturvid. og mathem, Afh. IX Deel. X 162 medens netop korte vare fornüdne o.a.m. Dertil kommer, at et Dyr med Megatheriets Legemsmasse vilde have stor Müie med at forskaffe sig den tilstrækkelige Mængde af Næringsstof ved en Levemaade liig Ta- tuernes, og föie vi hertil den overordentlige Langsomhed og Möisomme- lighed af dens Bevægelser, troer jeg vist, at Usandsynligheden af en slig Antagelse vil være indlysende for enhver. Men endnu mere stridende mod Naturen, om muligt, er den videre Formodning af samme Forfatter, at de store Rlåer hos dette kæmpemæssige Dyr vare bestemte til at opkradse Myretuer, da vi see, at de Dyr, der leve af Myrer, af alle have det sva- gesle Tandsystem, ja som oftest ere ganske berövede samme, medens Me- gatherium af alle slöve Dyr er kraftigst bevæbnet i denne Henseende. Jeg gaaer nu over til et Punkt af hüieste Vigtighed i Platyonyx’s Naturhistorie, hvor jeg har at berigtige tidligere yttrede Formodninger, nemlig til Spörgsmaalet om disse Dyrs Hudbedækning. I min forste Afhandling anførte jeg, at trods Hyppigheden af Levningerne af Pla- tyonyx Cuvieri, jeg dog ikke havde fundet noget Spor til Pandser hos dette Dyr, med Undtagelse af et Stykke af en overordentlig tyk Plade, som jeg ei vidste at henføre til noget andet Dyr. Denne Plade nemlig var fundet i en Hule, i hvilken var forekommet en betydelig Deel Lev- ninger af flere Arter af Slægten Platyonyx. Senere Eftergravninger i samme Hule bragte mig i Besiddelse af flere lignende Stykker, hvorved min Formodning forekom mig at tillage i Sandsynlighed. Endmere be- styrkedes jeg i den ved at erfare, at man paa forskjellige Steder vilde have fundet lignende Beenrustninger i Selskab med Knokler af Megatherium, saa at det i Europa nu synes en fuldkommen afsjort Sag, at dette sidst- nævnte Dyr var forsynet med et Pandser. I den tredie Afhandling gav jeg en kort Beskrivelse af disse Pandserstykker, som jeg troede at burde henregne til Platyonyx, hvorefter dette Dyr vilde have besiddet et for Bæltedyrene hidtil udelukkende og höist betegnende Organisationstrak. Imidlertid har et senere Besög i denne Hule bragt et klarere Lys 165 i denne Sag. Fortsatte Eftergravninger ledede til et Fund af en stor Mængde Knokler og Skjolde af Hoplophorus euphractus, imellem hvilke ogsaa befandt sig nogle af de omtalte tykke Plader. En nærmere Under- sögelse af dette nye Forraad af Materialier. viste mig nu den fuldkomne- ste Overgang fra de mindre Skjolde af Hoplophorus til de gaadefulde tykke Plader, saa at der ei levnedes mig nogen Tvivl om, at de hidrøre fra samme Dyr, hvorom jeg bliver endmere overbeviist, ved at see at Professor FVeiss i Beskrivelsen af Pandseret af Hoplophorus Selloi (i Ab- hand. d. berlin. Acad. under Navnet Megatherium) omtaler lignende sær- deles tykke, fra de andre i Formen særdeles afvigende, og med store vorte- formige Forhöininger forsynede Skjolde hos denne Art, der efter Angi- velsen skulle befinde sig imod Randene af Skulder- og Lendepandseret. Saaledes er da den eneste Stötte, hvorpaa Antagelsen af en Pandser- bedækning hos Platyonyx grundede sig, faldet, og hermed enhver Sand- synlighed forsvunden, at disse Dyr have været forsynede med et saadant, thi det vilde være vanskeligt at forklare, hvorledes, ved Siden af den store Hyppighed af Levningerne af denne Slægts Arter, intet Spor til - Pandseret skulde have været fundet, hvis de havde besiddet et saadant, medens andre med Pandser forsynede Slægter, som Chlamydotherium og Hoplophorus have efterladt i Hulerne talrige Brudstykker af samme, ja saa talrige, at de endog langt overtræffe i Antal Delene af selve Skelettet, og höre til de allerhyppigste Forsteninger, der ikkun i faa Huler savnes. Men enhver Tvivl, der endnu kunde blive tilbage over denne Gjenstand, hæves ved et Fund, jeg var saa heldig nylig at gjøre af et fuldstændigt Skelet af Platyonyx Brongniartii, hvis Dele endnu tildeels laae i deres naturlige Sammenhæng. Da det var et meget ungt Individ, havde Knoklerne manglet den nødvendige Fasthed i Texturen til at mod- staae det lange Tryk af Jordlaget, der hvilede over dem, hvorfor de får størstedelen vare forknuste og fortrykkede, og derfor meget faa brugbare, men det var mig fornemmelig derfor af Vigtighed, da jeg her fandt Lei- X* lighed til at afgjöre Spörgsmaalet om Pandserbeklædningen af disse Dyr. Dette faldt ud benægtende; thi hele Skelettet blev udtaget, ja endog al Jorden i hele Hulen, der ikkun var lille, men intet Spor til Pandser fandtes, medens et ved Siden af dette sig befindende Skelet af Dasypus punctatus afgav et slaaende Exempel paa det modsatte Forhold, idet Antallet af Skjolde, som dette Individ havde efterladt, forholdt sig til An- tallet af dets Knokler som 40 til 4. Dette Resultat har vakt Tvivl hos mig, hvorvidt den nu alminde- ligen udbredte Antagelse af en slig Pandserbeklædning for Megatherium virkelig maatte være begrundet. Desværre ere mine egne Hjelpekilder for ringe til at afgjére dette Spårgsmaal, og jeg maa derfor for Oieblikket indskrænke mig til folgende Betragtninger. Megatherium var det først og bedst bekjendte Dyr af denne Ordens Frembringelser i Forverdenen. Det var derfor naturligt, — saaledes gik det mig i Begyndelsen, og saaledes seer jeg, at det er gaaet alle andre, — at de første Levninger der fandtes af colossale Dyr af .denne Orden, alle henförtes til Megatherium. Saaledes er det af Herr Larrañaga i et Brev til Herr A. de St. Hilaire (Cuv. Rech. oss. foss. 2 ed. V.4 pag. 191) under Navn af Megatherium omtalte Dyr aabenbart intet Megatherium, da han siger om Laarbenet, at det ligner i alle Hen- seender (en tous points) Laarbenet af Tatuen, medens dette Been hos Megatherium, som bekjendt, i Detaillen af dets Bygning fjerner sig al- deles fra Formen hos Tatuerne. Det er indlysende, at her tales om et - af de kæmpemæssige Dyr af Bæltedyrenes Familie, og hvad han anförer om dets Pandser, kan derfor ei overföres paa Megatherium. Det samme er Tilfældet med det af Prof. Weiss under Navnet Megatherium beskrevne Dyr fra Uruguai (Abh. d. Berl. Acad. 1830). Det er en Art af Slægten Hoplophorus, for hvilken jeg efter Finderen har foreslaaet Navnet Selloi.. De Beviser paa en Pandserbedækning hos Megatherium, der ere hentede fra denne Kilde falde derfor ligeledes bort. 165 Af de Fund af Megatheriumknokler, der ere blevne gjorte i Nær- heden af Buenos Ayres ved Hr. Parish, skal eet (i Süen Aveiras) have været ledsaget med Stykker af et Pandser. Da disse Knoklelevninger ere bestemte af sagkyndige Mænd, vil jeg antage, at de virkelig hidröre fra Megatherium, men selv under denne Forudsættelse, ere vi ingenlunde beret- tigede til at slutte af Knoklernes og Pandserets Sammenliggen paa Bunden af en Så, at de hidröre fra samme Dyr, især i et Land, der i hine Tider vrimlede af kæmpemæssige Former af virkelige Bæltedyr, da let Dele af forskjellige Dyr kunne skylles sammen paa Bunden af en Så. Men det vægtigste Beviis imod Pandserbedækningen af Mega- therium hentes af den Omstændighed, at netop de fuldstændigste og mest afgjörende Fund, man har gjort af Levninger af dette Dyr, ei have været ledsagede af nogetsomhelst Spor til Pandser. Saaledes det uforlignelige Madrider Skelet, og Skelettet fra Saladofloden, der er det fuldstændigste næst hiint. Endelig har man i Nordamerika, hvor Forholdene ere renere, idet der ingen Indblanding af Tatuformer hidtil har viist sig, trods Fore- komsten af Knokler af Megatherium og Megalonyx, ei fundet nogetsomhelst Spor til Brudstykker af et Pandser. "Man har i selve Bygningen af Skelettet af Megatherium villet finde Beviser for, at dette Dyr har været forsynet med et Pandser og Blainville erklærer med Bestemthed, at, om man end ikke havde fundet selve Pandseret af Dyret, kunde man af dets Bygning a priori bevise at det har baaret et saadant. Hovedgrunden, hvorpaa man ståtter sig, er Afplatningen af den üvre Rand af Ryghvirvlernes Tornfortsættelser, et Forhold, som dette Dyr har tilfælles med Tatuerne, og som man mener har tjent til at afgive en bred Ståtteflade for Pandseret. Dette Beviis maatte ved förste Oiekast forekomme at have en höi Grad af Sandsyn- lighed for sig, men denne forsvinder ved en nærmere Undersøgelse. For det fürste bemærkes indenfor Bæltedyrenes Familie ingen Parallelisme mellem Graden af Afplatningen af 'Tornfortsættelserne og Udviklingen 166 af Pandseret, idet hos den bedst bepandsrede af alle, Euphractus gilvipes, denne Afplatning netop findes i den allersvageste Grad, eller rettere er ganske forsvunden; dernæst findes dette Organisationsforhold ei udeluk- kende hos Tatuerne, men ogsaa, (og det endog i en endnu höiere Grad) hos Myrebjürnene og Dovendyrene, saa at det er indlysende, at det ei staaer i nogen væsentlig eller nådvendig Forbindelse med Pandserbeklæd- ningen. Det osteologiske Forhold derimod, der aabenbart hos Tatuerne staaer i Forbindelse med deres eiendommelige Hudbed:ekning, er den overor- dentlige Udvikling af de forreste Ledfortsættelser af de bageste Ryg- og af Lendehvirvler, og disses skraa opadstigende Retning. Dette Forhold er ude- lukkende eiendommeligt for Tatuerne,*) og dets Hensigtsmæssighed til at understötte Pandserets Hvælving og vedligeholde samme i den fornödne Grad af Udspænding, er indlysende. Men dette Forhold mangler, saavel som alle sande Tatuforholde, hos Megatherium, og jeg finder derfor i Bygningen af dette Dyrs Hvirvelstötte snarere et Beviis imod, end for Antagelsen af en Pandserbeklædning hos det. Tilstedeværelsen af et Pandser hos Megatherium vilde unægtelig være et betydningsfuldt Vink om dette Dyrs Slægtskab med Tatuerne, ligesom paa den anden Side Mangelen af samme vilde beråve Forfægterne af et sligt Slægtskab en af de vægtigste Beviisgrunde, og den, som jeg maa formode- fornemmeligen at have fremkaldt denne Anskuelse. Og dog kan efter min Overbeviisning denne Mangel ei kaldes i Tvivl. Hvad Bygningen af selve Skelettet angaaer, og navnligen af Hovedet, da indseer jeg ikke, hvorledes de af Cuvier opstillede Resultater i nogen Henseende kunne lide nogen Modification, og den Plads, han har anviist delte Dyr, vilde have været fuldkommen naturlig, hvis han ikke i eet Punkt havde ladet sig henrive af en for vidt dreven Analogie, og, for at tilfredsstille +) En Tilnærmelse hertil findes hos Orycteropus, men dette Dyr er, som Cuvier saa grundigen har viist, paa det nærmeste beslægtet med Tatuerne, og skjôndt ei bevæbnet med et virkeligt Pandser, dog forsynet med en særdeles tyk og haard Hud. 167 dennes Fordringer, havde mistydet Naturen. Megatheriets Haand bestaaer nemlig af fire Fingre, to lange og to korle. De to lange ligge ifölge Skelettets Opstilling i Madrid udad, de to korte indad, og saaledes frem- stillede Cuvier Forholdene i sin förste Beskrivelse af dette Dyr. De faa Knokler af Megalonyx han var kommet i Besiddelse af, viste ham den samme Forskjel i Fingrenes Dimensioner hos dette Dyr, og han anviste dem deres Plads i Overeensstemmelse med Analogien med Megatherium. Men ved senere at være kommet i Besiddelse af Skeletter af de stærk- gravende Tatuer (Priodon, Xenurus), bemærkede han, at hos disse Dyr en lignende Ulighed.i Fingrenes Dimensioner finder Sted, idet nogle ere korte og tykke, andre lange og tynde, men at her de lange og tynde ligge indad. Han lod sig heraf forlede til at antage en lignende Fordeling hos Megatherium og Megalonyx, og sluttede, at den omvendte Stilling af Fingrene paa Skelettet i Madrid hidrörte ikkun fra en feilagtig Op- stilling af dette. Denne Formodning har sencre viist sig ugrundet. Jeg har været saa heldig at finde Haanden med dens Been i Sammenhæng af Platyonyx Brongniartii, og det har viist sig, at Fingrenes Fordeling er som paa det i Madrid opstillede Skelet, de korte indad, de lange udad. Men herved ophårer den hele Lighed, som Cuvier troede at have fundet mellem Megatheriets og de stærkgravende Tatuers Haand, ja Forholdet bliver endog det omvendte. Det sees heraf, "hvor ugrundet ”Blainvilles Bebreidelse er imod Cuvier, at han i Megatheriet har seet for meget et Dovendyr og for lidet en Tatu, da tvertimod den eneste Feil denne store Naturforsker har begaaet i sin forresten beundringsværdige Skildring af Megatheriets Bygning og Forhold til andre Dyr er den, at han, gaaende ud fra urigtige Forudsætninger, har nærmet den for meget til Tatuerne; og denne Bemærkning er tilstrækkelig til at vise i hvad Grad Blainvilles egen Anskuelse afviger fra Naturen, da han i hiint Forverdenens Kempedyr ei seer andet end ligefrem et Bæltedyr. Da en nüiagtig Kundskab om Bygningen af Hænderne er af den 168 störste Vigtighed til at afgjére Spörgsmaalet om disse store undergaaede Dyrs Levemaade og deres Slægtskab med nulevende, og da denne kun er ufuldkommen bekjendt, vil jeg her give en omstændelig Fremstilling af Bygningen af disse Organer hos Slægten Platyonyx, henvisende til Tegningerne, jeg har indsendt, saavel af de enkelte Knokler, hvoraf Haanden er sammensat, som af denne i sin Heelhed. Haandroden hos Platyonyx (Tab. XXIX fig. 4) bestaaer af 6 til 7 Knokler, idet nogle Arter, som P. Brongniartii, besidde det förste, andre, som P. Cuvieri, Owenii, det andet Tal. Dette samme Tal findes hos de nulevende Dovendyr, og, hvad især er mærkelipt, netop med den samme Ubestemthed, idet de trefingrede Dovendyr have 6, de tofingrede derimod 7 Knokler i Haandroden. Alle de övrige Slægter af de Slöves Orden (med den eneste Undtagelse af Skaldyret) have det normale Tal for disse Knokler, nemlig 8, ja Bæltedyrene have det endog foröget med et overtalligt Been, saa at hos disse Tallet stiger til 9. Men hvad der gjör denne Overeensstemmelse med Dovendyrene endnu betydningsfuldere, er, at denne Formindskelse af Tallet paa Haand- rodens Knokler er bevirket ved de samme Sammenvoxninger som hos Dovendyrene, og hvad fremfor alt maa bemærkes, at disse Sammenvox- ninger ikke finde Sted hos nogetsomhelst andet hidtil bekjendt Dyr. Hos samtlige Arter af Slægten Platyonyx nemlig , saavelsom hos alle Arter af nulevende Dovendyr, er det store mangekantede Been (os multangulum majus) sammenvoxet med TommelfingerensMellemhaandbeen, et Forhold, hvortil, som sagt, intet andet Exempel er bekjendt; hertil kommer, at hos de Arter af Platyonyx, hvor Antallet af Haaudrodbenene er sunken til 6, en anden, ligeledes usædvanlig, Sammenvoxning finder Sted, nemlig imellem det lille mangekantede Been (os multangulum minus) og Hovedbenet (os capitatum), et Forhold, der gjenfindes hos de tre- fingrede Dovendyr. Hvad Formen af de enkelte Been angaaer, hvoraf Haandroden Bd er sammensat, da viser sig Platyonyx som en hüist mærkværdig Over- gangsform mellem Dovendyret og Myrebjürnen, da den i alle Punkter, hvori den afviger fra hin, kun synes at fjerne sig, for at nærme sig til denne. Tilnærmelsen til Myrebjörnene er endog saa stor, at man, med Benene af Haandroden af Myrmecophaga jubata til Sammenligning, vil med temmelig Sikkerhed kunne bestemme de enkelte af deres Sammen- hæng udrevne, Been af Haandroden af Platyonyx, paa Grund af den virkelig paafaldende Overeensstemmelse i Hovedformen af de fleste af dem. Med Bæltedyrenes derimod finder slet ingen Overeensstemmelse Sted, ligesaalidet hvad Formen og den relative Størrelse angaaer, som vi for have seet med Hensyn til Tallet. I Formen af Baadbenet (Tab. XXIX fig. 2,5) stemmer Dovendyret og Myrebjürnen i det Hele overeens. Platyonyx viser Lighed med begge, og Hovedforskjellen bestaaer deri, at Ledfladen mod Radius, der hos de to nævnte Slægter er enkelt convex, her er noget sadelformig fordybet paa tvers. Maanebenet (Tab. XXIX fig. 4, 5) viser mere Overeensstemmelse med det hos Myrebjörnen end hos Dovendyret, saavel i Formen som i Forbindelsen, idet det fortil trænger sig frem og forbinder sig med Hoved- og Krogbenet, Forbindelser der mangle hos Dovendyret. Det trekantede Been (Tab. XXIX fig. 6,7) danner en mærkelig Overgang mellem Dovendyr- og Myrebjürnformen. Som hos hiint Dyr er det betydelig stort; dets bagre Ledflade, der vender mod Albuebenet, er hverken convex, som hos Dovendyrene, eller concay, som hos Myre- bjørnene, men aldeles plan. Den bærer paa sin üvre Flade en Frem- springning, der findes hos Myrebjörnene, men som mangler hos Doven- dyrene, og paa den nedre en Ledflade for Ærtebenet, hvilket jeg hidtil mangler. Det store mangekantede Been er, som alt bemærket, sammenvoxet Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. Y as. PR med fürste Mellemhaandbeen. Cuvier antog, da han ei fandt dette Been hos Dovendyrene, at det maatte være sammenvoxet med det bagenfor samme liggende Baadbeen, hvilket virkelig udsender en Forlængelse fortil, som han antog for hiint Been. Men Meckel bemærkede meget rigtig (System. d. vergl. Anat. IE. 2. p. 587), at deels har hos Myre- bjørnene Baadbenet denne samme Forlængelse, uagtet her dog et særegent os multangulum majus findes, deels Baadbenet hos Dovendyret ikkun har een Beenkjærne. At derimod dette Been er sammenvoxet med det rudi- mentariske fårste Mellemhaandbeen, viser Formen af dette, idet det bagtil er stærkt sammentrykt, og antager her ei allene aldeles Formen af os multangulum majus hos Myrebjörnen, men artikulerer nöiagtig paa samme Maade til den nedad og fortilvendende Fremspringning af Baadbenet. Disse Forholde, der blandt nulevende Dyr ere eiendommelige for Doven- dyrene, gjenfindes, som oftere bemærket, i den nåiagtigste Efterligning hos alle Arterne af Platyonyxslegten. Det lille mangekantede Been, er som ovenfor anfört, hos nogle Arter af Platyonyxslægten, som P.Brongniartii, sammenvoxet med Hoved- benet, ligesom hos de trefingrede Dovendyr, hos andre derimod, som P. Cuvieri, ere disse to Been adskilte fra hinanden, ligesom hos de tofingrede Dovendyr. Hovedbenet (Tab. XXIX fig. 8—9) optager fortil ei hele Bag- fladen af tredie Mellemhaandbeen, som hos Dovendyret, men lader den ydre Deel fri til Artikulation mod Krogbenet (Tab. XXIX fig. 10—11), som hos Myrebjürnene. Som en Fülge heraf stemmer ogsaa dette sidst- nævnte Been i sin Forbindelse med Mellemhaanden mere overeens med Myrebjörnen end med Dovendyret. Foruden Ledfladen mod fjerde Mel- lemhaandbeen bærer det paa den udvendige Side en mindre for femte; denne findes ogsaa hos den midlere Myrebjürn (Myrmecophaga tetradactyla), mangler derimod hos den større (M. jubata) saavelsom hos Dovendyrene, 171 hvor det femte Mellemhaandbeen ikkun er hæftet til det fjerde uden nogen Forbindelse med Haandroden. Det sees heraf, at Platyonyx endnu i Bygningen af Haandroden vedligeholder de utvetydigste Mærker paa overordentlig nöie Slægtskab med Dovendyrene, og at det kun fjerner sig fra dem for at knytte sig til den Slægt, der af alle nulevende Dyr staaer disse nærmest, Myrebjörnen. Megatherium besidder det samme Antal Knokler i Haandroden som den ene Afdeling af Platyonyx og af Dovendyrene, nemlig 7, og afviger fålgelig heri fra Myrebjürnene og endnu mere fra Bæltedyrene; men hvilke Knokler, der her ere sammenvoxne, lader sig ikke med Sik- kerhed aføjåre, da Pander og Dalton ei have ledsaget deres Tegninger med nogen fyldestgjörende Beskrivelse. Mellemhaanden hos Platyonyx bestaaer af fem Been, af meget ulige Proportioner. Det förste Mellemhaandbeen er temmelig rudimen- tarisk, det andet og tredie korte og meget tykke, det fjerde og femte lange og tynde. Her begynder Platyonyx at fjerne sig meget fra Doven- dyrene, og det danner, i Forening med Megatherium, Megalonyx og Coelodon*), en Gruppe af Slægter, der frembyde en eiendommelig Typus af Haandbygning , som blandt nulevende Dyr finder den nærmeste Ana- logie hos Myrebjürnen. Af Dovendyrene har det tofingrede kun fire Mellemhaandbeen, de trefingrede vel fem, men förste og femte aldeles rudimentariske, de tre midterste lange og ligeligen udviklede, dertil alle sammenvoxne. Hos Bæltedyrene findes enten ikkun fire Mellemhaandbeen, eller hvor der findes fem, er Udviklingen den aldeles modsatte af den, der charakteriserer de omhandlede fossile Slægter, idet det er hos Bælte- dyrene fürste og andet, der ere lange og tynde, derimod de tre ydre ere *) Af Hr. Blainvilles Afhandling (Ann. d, sc. nat. Zool. 1839, Pag. 118) seer jeg, at den nordamerikanske ægte Megalonyx har 5 Tænder i Underkjæven, hvorfor jeg seer mig nødsaget til atter at skille Meg. maquinensis, der kun har 4 Tænder i Underkjeven, fra denne Slægt, og gjeuoptage Slægten Coclodon, xs 172 kørte og tykke. Det samme bemærkes, skjöndt i svagere Grad, hos Skæl- dyrene og tildeels hos den kapske Myreæder, hvor de to yderste Mellem- haandbeen netop ere de korteste, og hvor tillige det fårste ganske mangler. Kun Myrebjårnene tilbyde, som sagt, en Tilnærmelse, idet fjerde og femte Mellemhaandbeen ere de længste og tyndeste, det tredie kort og tykt; men de afvige derved, at det andet er forholdsviis langt tyndere end hos de fossile Slægter, og at det fürste er fuldkommen udviklet. Artikuleringen af Mellemhaanden til Haandroden er for hvert enkelt Been nöiagtig den samme som hos Myrebjörnene, kun med den Forskjel, at det første Mellemhaandbeen er som hos Dovendyrene sammenvoxet med det første Been i Haandrodens første Beenrække. Hvad de forreste Ledflader (der optage Fingrene) angaaer, da tilbyde de hos den Gruppe af undergaaede Dyr, det her handles om, Forholde, der ere udelukkende eiendommelige for dem, og som ere af den hiieste physiologiske Betydning ved Undersøgelsen af disse Dyrs Levemaade. Istedet for nemlig at hos alle andre Dyr Ledfladen, som Mellemhaandbenene vende mod Fingrene, er convex ovenfra nedad, saa at disse sidste kunne bevæge sig paa Mellemhaanden i en lodret Plan, det er, hæve sig op over, og endnu mere biie sig ned under den hori- zontal udstrakte Plan af Mellemhaanden, saa er her denne Ledflade næsten plan. Denne Dannelse af Ledfladen i Forbindelse med dennes overor- dentlige Höide, har til Fölge, at Fingrene ei have kunnet bevæge sig paa Mellemhaanden i Retningen op- og nedad, medens en overordentlig stærk fremspringende Længdeliste, der griber ind i en tilsvarende Rendefor- dybning af det foranliggende fårste Fingerled, hindrer enhver Sidebevæ- gelse af Fingrene. Denne Beskrivelse passer paa andet og tredie Mellem- haandbeen; paa de övrige er den forreste Ledflade saa svagt udviklet, at man seer, at disse Fingre ikkun have spillet en meget underordnet Rolle. Fingrene hos Platyonyx vare altsaa ubevægelige, eller næsten ubevægelige, paa Mellemhaanden. 175 Sammenlignes nu Platyonyx i dette afgjörende Punkt med de nærmeststaaende nulevende Dyr, da er det igjen til Dovendyrene, og ikkun til Dovendyrene, at vi see os henviste. Her ere ligeledes de förste Fin- gerled ubevægelige paa Mellemhaandbenene, og som en Fülge heraf sammenvoxe de hos nogle, som hos det trefingrede Dovendyr, med Al- deren med disse. Hos Bæltedyrene og Myrebjörnene frembyde de forreste Ledflader af Mellemhaandbenene netop den modsatte Charakteer, idet de ere stærk convexe; ogsaa er det indlysende, at Forhaandens Bevægelighed paa Mellemhaanden er en nödvendig Betingelse for Udövelsen af de For- retninger, hvortil Haanden hos disse Dyr er bestemt, nemlig til at grave og, kradse. Hos Dovendyrene, der blot bruge deres Hænder som Hager, fordres ikkun Bevægelighed ved Befæstningspunktet af Hagerne, det er mellem sidste og næstsidste Fingerled, og den første Beenrække af For- haanden danner derfor et sammenhængende Led af de paa hinanden fölgende ubevægelige Tverrækker af Knokler, der danne Haandroden og Mellemhaanden. Platyonyx’s Haand var derfor, som Dovendyrets, en Hagehaand. *) Alt hvad der er sagt om Mellemhaanden af Platyonyx gjælder ogsaa for den af Megatherinm, thi de ere uddannede nüiagtig efter samme Plan, og de smaa Forskjelligheder, der finde Sted, gaae ei engang udenfor Grændserne af Artsforskjelligheder. Hos Megatherium er det første Mellemhaandbeen endnu mere rudimentarisk end hos Platyonyx, og sammenvoxet med det andet; det andet og tredie ere noget mindre forkortede, Forhaanden hos Platyonyx dannes af fem mere eller mindre fuld- stendige Fingre. Af den første Finger besidder jeg intet; at den imidlertid +) See Tab. V fig. 3 andet, fig. 2 tredie og fig. 5 fierde Mellemhaandbeen af P, Cuvieri Tab. XVI fig. 10 andet, Tab. XVI fig. 8 og 9 tredie og Tab. XXX fig.7 femte Dito afP.Owenii, Tab. XVII fig, I tredie, Tab, XXX fig. 3—6'fjerde og Tab. XVII fig. 2—3 femte Dito af P. Bucklandii, samt den bele restaurerede Haand af P. Brongniartii Tab. XXX fig. 2. 174 har existeret, idet mindste i rudimentarisk Tilstand, slutter jeg af Beskaf- fenheden af den forreste Ende af første Mellemhaandbeen, der viser en svag convex Ledflade; men i alle Tilfælde har denne Finger været meget kort, skjult under Huden, og uden videre Betydning. Den anden og tredie Finger ere de, hvis Betragtning er af störste Vigtighed, da de ved deres fortrinsviis kraftige Udvikling vise at være Hovedredskaberne til Udførelsen af de Functioner, hvortil Hænderne hos disse Dyr vare bestemte. Da de ere uddannede ganske efter samme Plan, kunne de beskrives under eet. De bestaae af tre Led. Det förste Tab. 7 fig. 4 er meget kort, og forestiller ikkun en lodret Beenplade, stillet imellem Mellemhaandbenet og det foranliggende Fingerled. Det er bagtil forsynet med en dyb Rende, i hvilken den kjölformige Frem- springning af Mellemhaandbenets forreste Ledflade griber ind, og fortil med to svage Buler, der svare til to lignende Fordybninger paa Bagfladen af det foranliggende Led. Forresten er det saavel for- som bagtil plant, og Bevægelsen mellem det og det foranliggende Led er at betragte som ingen. Det andet Led Tab. XXXI fig. 4 og Tab. XXX fig. I er om- trent ligesaa höit og tykt som langt; det bærer fortil en meget dyb og stærk sphærisk Tridseflade mod det sidste eller Kloledet. Dette (Tab. XVII fig. 4 og Tab. V fig. 6) er meget langt og næsten lige, ved Grunden forsynet med en viid Skede, der rækker næsten til Halvdelen af dets Længde; den egentlige Kjærne er ved Grunden noget sammentrykt, af trekantet Gjennemsnit, men bliver i sit Löb fortil bestandig fladere og mere nedtrykt. Den bagre Ende af Kloledet forlænger sig oventil i en lang, lige bagtil gaaende, Fortsættelse, der mod Enden böier sig nedad i Form af en Krog eller Hage. Denne Hage griber ind i en Fordybning af det efterfålgende Led, og hindrer derved Udstrækningen af Kloledet ud over et vist Punkt. Füier man disse to Led til hinanden i en spids Vinkel, og lader Kloledet med sin Ledflade glide paa Tridsen af det " næstfålgende Led, idet man bestandig aabner Vinkelen indtil Spidsen af ea Hagen berörer Bunden af Fordybningen i det efterfölgende Led, da vil man bemærke, at denne Beröring indtræffer forinden de to Led have kunnet udstrække sig i en ganske lige Linie. En slig Anordning findes iblandt de nulevende Dyr ikkun hos Dovendyret. Hos alle Patte- dyr vender Rloledets Ledflade lige bagtil; ja hos de Dyr, der have sær- deles behov at bevare deres Rlöer fra Slid, som Rattene, endog skraa opad. Ikkun hos Cabassuerne og Myrebjörnene findes en Tilnærmelse til Dovendyrforholdet, idet her denne Ledflade vender skraa nedad, da imidlertid hos disse Dyr den hageformige Fortsættelse, jeg har omtalt hos Platyonyx, og som ogsaa findes, skjöndt i noget ringere Grad, hos Doven- dyret, mangler, eller ikkun er meget ubetydelig, saa tillades det Kloledet, at dreie saa frit paa Tridsen af det næstfålgende Led, at det ei blot kan udstrækkes i samme Plan som dette, men endog reise sig noget i Veiret op over denne Plan. Hos Dovendyret er Bevægelsen noget friere end-hos Platyonyx, da den hageformige Forlængelse ei er saa be- tydelig, saa at Kloledet virkelig kan udstrækkes i samme Plan som Haanden, men paa Grund af dets stærke Büining falder dog dets Spids under Haandens Plan. Det er indlysende, at en slig Anordning i Fingrenes Dannelse, hvor Spidsen af Kloen, naar denne er udstrakt, falder nedenfor Haand- fladens Plan, ei tillader Dyret at gaae med udstrakte Kléer, og da Pla- tyonyx befinder sig i dette Tilfælde, endog i en endnu höiere Grad end Dovendyret, og fålgelig end alle andre bekjendte Dyr, kunne vi med Sikkerhed slutte, at de til denne Slægt henhørende Dyr ei have bevæget sig paa den for Pattedyrene almindelige Maade, nemlig gaaende med udstrakte Klüer. Lader man Kloleddet glide paa sin Tridse i den modsatte Retning, nemlig nedad, da bemærker man, at det uhindret bevæger sig, til det ei blot danner en ret Vinkel mod det næstfålgende Led, men endog lader sig frit böie saameget, at det danner en spids Vinkel med Haandens nedre 176 : Flade, og vender sin Spids bagtil. Dette Forhold findes kun hos to be- kjendte nulevende Slægter, nemlig Myrebjörnen og Dovendyret. Den Slægt, der kommer nærmest næst disse er Xenurus, hvor Kloledet lader sig büie ned til det danner en ret Vinkel med Haandens Plan, men ei videre end dette. Hos de to nævnte Slægter, Myrebjörnene og Doven- dyrene, staaer denne Egenskab, at kunne slaae Rléerne ind under Haanden, i væsentlig Forbindelse med deres Bevægelsesmaade, skjéndt paa en meget forskjellig Maade hos enhver af dem. Myrebjörnen, der er bestemt til (i det mindste de større Arter), at bevæge sig ved sin Gang som andre Landpattedyr, og som vilde hindres meget heri ved sine lange Rlöer, hvis disse skulde bæres paa den sæd- vanlige Maade, rydder denne Hindring af Veien derved, at den under Gangen holder disse Organer indslagne under Haanden. Herved opnaaes tillige et andet vigtigt Oiemed, nemlig at bevare disse for Dyrets Under- holdning saa vigtige Redskaber i en bestandig ubeskadiget Tilstand, idet Spidsen af samme, der er Dyret nüdvendig til Opkradsningen af de steen- haarde Termithüie, fritages for Slid. Da vi have seet, at Platyonyx besidder samme Egenskab som Myrebjörnen, at kunne slaae Kléerne ind under Haanden, ligger Spörgs- maalet ner, om den vel har bevæget sig paa samme Maade som dette Dyr, og vi kunne saamegetmere ledes til denne Formodning, som vi alt have erkjendt Umuligheden af at dette Forverdenens Dyr har kunnet be- vege sig paa den almindelige Maade, nemlig ved Gang med udstrakte Rlöer. Imidlertid måde ogsaa her Vanskeligheder, der gjøre en slig Mening uantagelig. Hos Myrebjürnene nemlig ere Rlöerne stærkt buede, saa at ved Indslagningen af samme under Haanden deres Spids vender opad, og derved deels bevares mod Slid, deels hindres fra at vanskelig- gjøre Gangen. Hos Platyonyx derimod ere Klüerne lige, eller have kun en meget ringe Bölning; ved Indslagningen af dem under Haanden vender derfor ne deres Spids nedad, og rager frem undentil. Det er indlysende, at ved en slig Anordning deels Hensigten, at bevare samme for Slid, ei vil blive naaet, deels Gangen vil blive meget vanskeliggjort, ja ganske umulig. Vi blive saaledes ved denne Sammenligning, som ved de fore- gaaende, viste bort fra alle Punkter, for ikkun at henvises til det Sted, hvor vi hidtil have fundet en tilfredsstillende Oplysning af alle tvivlsomme Phænomener — til Dovendyrene. Det er viist, at det fossile Dyr ei har kunnet gaae med udstrakte Klåer som Landpattedyrene i Almindelighed, og ei heller med underslagne Kléer som Myrebjörnene, — men det eneste nulevende Landpattedyr, der befinder sig i dette Tilfælde, er Dovendyret. Dette Dyr er, som jeg ved tidligere Leiligheder har gjort opmærksom paa, aldeles berövet Evnen til at gaae; det kan paa Jorden blot hage sig frem, derimod fortræffeligen klattre i Træerne. I Forbindelse med denne Evne staaer den eiendommelige Anordning i Haandens Bygning, jeg ovenfor har gjort opmærksom paa, nemlig den ubevægelige Forbindelse mellem alle dens sammensættende Dele med Undtagelse af det sidste Led af Fingrene eller Kloledet. Da Platyonyx deler denne Eiendommelighed med Dovendyrene, kan der ei være nogen Tvivl om at Haanden hos hiint Dyr har havt samme Bestemmelse som hos disse, det er: tjent Dyret som en Hage til at klattre med. Den fjerde Finger er meget svagere end de to foregaaende, Ledene tyndere og Kloledet meget mindre. Den femte er endnu meget svagere end hiin, og jeg tår ei afgjåre med Vished, om den har baaret et Kloled. Denne sidste Finger er at betragte som rudimentarisk, og har vel neppe stukket frem af Huden, saa at, betragtet i sin Heelhed, Haanden af Pla- tyonyx har forestillet en bred udeelt Flade, af hvilken fortil har frem- raget to meget mægtige Klåer, og een tredie, mindre, ved disses ydre Side, Forholde, der maa have givet den en vis Grad af Lighed med Haanden af Myrebjürnene. Hvad Længden af Rlöerne angaaer i deres fuldstændige Tilstand, Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. Z eller forsynede med deres Skede, da kan jeg vel ikke efter umiddelbare Iagttagelser bestemme denne, da det aldrig er lykkedes mig at finde dem i denne 'Filstand, men en Sammenligning af Forholdet imellem Beenkjærnen og Skeden hos nogle af de nærmeststaaende Dyr har belært mig, at denne ingenlunde har været uforholdsmæssig stor, og at disse Forverdenens Kæmpedyr i denne Henseende ei have kunnet maale sig med vore nu- levende Dovendyr (see Tab. XXXI). Kjernen, Skeden. Forhold som Hos Bradypus tridactylus....... 0,062, 0,070; 1:41,15 » Myrmecophaga tetradactyla . . . 0,040, 0,055; 1:1,37 os es jubata,....... 0,069, 0,088; 1:41,27 » Xenurus nudicaudis........ 0,059, 0,051; 1:14,51 Antage vi for Platyonyx Middelforholdet af disse Tal, da bliver Forholdet mellem Kloledets Beenkjærne og den fuldstændige Klo som 1:41,27, eller med andre Ord: den fuldstændige Klo vilde ikkun have været 1 længere end Beenkjærnen*). Vel kunde man formode, at hos Pla- tyonyx, saavelsom hos Megatherium, dette Forhold kunde være noget anderledes, paa Grund af de store Beenskeder, der omgive Kloledet ved dets Grund; men denne Formodning stadfæstes ei ved Erfaringen paa de nulevende Slægter. Den mankede Myrebjürn er af alle nulevende Dyr det, der har denne Beenskede stærkest udviklet; hos Xenurus er den meget ufuldkommen, og dog er hos dette sidste Dyr Længdeforholdet imellem Kloledets Beenkjærne og dets Hornskede mere til Fordeel for sidste, end hos den mankede Myrebjürn, og endnu langt mere end hos det trefingrede Dovendyr, hvor dog ogsaa denne Beenskede er fuldkom- nere end hos Xenurus. +) De Herrer Pander og Dalton berette (Das Riesenfaulthier &c. pag 9), at saavel hos det tre- som tofingrede Dovendyr Kloen overgaaer i det mindste tre Gange Beenkjærnen i Længde. Denne ugrundede Angivelse, der er bleven optagen i alle senere Værker, og som ogsaa i Begyndelsen vildledede mig, indtil jeg forskaflede mig et Skelet af et Dovendyr, har foranlediget i de restaurerede Tegninger, man har udkastet over Megatherium, de unaturligste Misforhold. ; 179 Sammenholdes Megatherium med Platyonyx med Hensyn til Byg- ningen af Fingrene, da viser det fürste Blik, at Overeensstemmelsen er meget stor, saa at Forskjellighederne ere at betragte blot som Modifica- tioner af samme Grundplan. De vigtigste Forskjelligheder ere, at hos Megatherium det første og andet Led af den tredie Finger ere sammen- voxne, hvori den stemmer overeens med den tofingrede Myrebjürn og med Cabassuerne, og at den fjerde Finger er forholdsviis kraftigere ud- viklet, saa at den ei staaer tilbage for den anden og tredie. Slægterne Megalonyx og Coelodon vise i Bygningen af Hænderne, forsaavidt de ere kjendte, saa fuldkommen en Overeensstemmelse med Platyonyx, at disse Dyr kun ved Formen af Rloledene kunne skjelnes fra hinanden. Som Hovedresultat af denne Undersügelse over Bygningen af Hænderne hos Platyonyx udgaaer, at disse Organer, hvad Sammensæt- ningen angaaer, err uddannede efter en eiendommelig Plan, der gjen- findes med ubetydelige Modificationer hos nogle andre nærstaaende Slægter, Megatherium, Megalonyx og Coelodon, og som blandt de nulevende Dyr finder den nærmeste Analogie hos Myrebjörnene; men at de i et Punkt af den mest afgjörende Vigtighed, nemlig i Forbindelsesmaaden mellem de sammensættende Dele, ikkun stemme overeens med Dovendyrene, og saaledes stadfæste det Resultat, hvortil Betragtningen af Hovedet ledede, at den sande og væsentlige Analogie, som disse undergaaede Dyrformer tilbyde, er med Dovendyrene. Da, som bemærket, Megatherium i Hoved- sagen stemmer overeens med Platyonyx i det her omhandlede Punkt, fölger af sig selv, at alt hvad der er sagt om Betydningen af Hænderne hos den sidste, ogsaa gjælder for den förste. Jeg gaaer nu over til en nærmere Betragtning af den Deel af Bygningen af disse Forverdenens Dyr, der vistnok er den mærkværdigste af alle, og den, hvori de mest afvige fra alle i den nulevende Pattedyrskab- ning bekjendte Udviklingsformer, jeg mener Fødderne. Paa Dovendy- rene nær tilbyde de üvrige Slægter i de Slüves Orden intet usædvanligt Z* — 480 i Dannelsen af disse Organer. Selv de, der i Bygningen af Hænderne vise de forunderligste Anomalier, som Myrebjörnene og Cabassuerne, have dog Füdderne dannede efter den almindelige Plan. Ikkun Doven- dyrene tilbyde nogle Særegenheder i Bygningen af disse Organer, men selv disse ere ikkun at betragte som svage Antydninger til de langt större Afvigelser, som de her omhandlede Forverdenens Dyr afgive Exempel paa. Hælbenet (Tab.4 fig. 4) afviger i den Grad fra den almindelige. Form for dette Been hos Pattedyrene, at det synes dannet efter en ganske eiendommelig Plan. Hosalle üvrige Pattedyr kan man dele dette Been i to Dele: den forreste eller Leddelen, der indeholder Ledfladerne mod Spring- og Tærningbenet, og den bageste eller Stüttedelen, der er at betragte som en bagtil vendende Fortsættelse af hiin. Hos mange Dyr ere disse to Afde- linger omtrent af lige Længde, dog hos de fleste den sidste Afdeling noget længere." Navnligen i Ordenen, hvortil Platyonyx hörer, forholder sig hos Bæltedyrene den förste til den sidste som 1 til 2; hos Dovendyrene og Myre- bjørnene ere de næsten lige lange, ja hos den tofingrede Myrebjårn er endog den förste længere end den sidste. Desto mere overraskende er det afvigende Forhold, Platyonyx tilbyder Exempel paa, idet den forreste Afdeling her aldeles mangler, og alle Ledfladerne ere anbragte paa den fortil vendende lodrette Endeflade af Knoklen, et Forhold, hvortil intet bekjendt Dyr frem- viser noget lignende. Efter Pander og Daltons Tegning at slutte finder denne Ano- malie ei Sted hos Megatherium, hvor Ledfladerne mod Springbenet be- finde sig, som hos andre Pattedyr, paa den överste Flade af Hælbenet, og vende opad; da imidlertid Opstillingen af Skelettet i Madrid lader meget tilovers at önske med Hensyn til Nöiagtigheden, og DHrr. Pander og Dalton ei ledsage deres Tegning med nogensomhelst tilfredsstillende Op- lysning, lades vi i den fuldkomneste Uvished i denne Henseende. Det forekommer mig lidet sandsynligt, at to Dyr, der stemme saa nöie over- 181 eens i den hele üvrige Bygning af Foden, skulde afvige saa meget fra hinanden i et saa vigtigt Punkt som dette. Af de to Ledflader mod Springbenet, der hos alle Pattedyr be- finde sig paa den üvre Flade af Hælbenet, og vende opad, ligger den ene altid paa Benets Længdeaxe, den anden paa en indadspringende Arm af samme og noget foran hiin. Hos Platyonyx har, som bemærket, denne Regel tabt sin Anvendelse, idet disse Ledflader ei forbinde sig paa den üvre Flade og ei vende opad, men ere anbragte paa den fortilvendende Endeflade, og vende fortil, ja den indre endog noget nedad. Ledfladen mod 'Ferningbenet befinder sig i Regelen paa Enden af Hælbenets Længdeaxe, og fülgelig i samme Linie som den bageste Ledflade mod Springbenet, derimod ved den ydre Side af den forreste. Hos Platyonyx befinder den sig, ved en besynderlig Anomalie, ved den indre Side af den fårste og ganske nedenunder den sidste, i hvilken den endog aldeles gaaer over, for at danne ikkun een sammenhængende Ledflade. Denne forunderlige Fordreining staaer i Forbindelse med det ligesaa eien- dommelige Leie af Tærningbenet. I Almindelighed ligge de forreste Endeflader af Spring- og Hælbenet i samme Plan, eller rage ligelangt fortil. Dovendyret gjör herfra en Undtagelse, idet Springbenet ‘hos det ei rager saa langt frem som Hæl- benet, hvilket derfor optager den hele nedre Rand af Baadbenet. Pla- tyonyx gjør en Undtagelse i den modsatte Retning, idet Springbenet, som vi have seet, artikulerer til Hælbenets forreste Ende, og saaledes rækker længere frem end det. Den bageste Deel af Hælbenet, eller Stöttedelen, er meget stor, og overmaade kraftigen uddannet. Ei mindre overordentlig i sin Bygning og afvigende fra den al- mindelige Form, end Hælbenet, er Springbenet (Tab. 4, fig. 2—3). Led- fladen mod Skinnebenet danner vel, som hos alle Pattedyr, med Undta- gelse af det trefingrede Dovendyr, udelukkende Stüttefladen for Under- 182 benet; det viser sig ogsaa under den almindelige Form af en Tridse (hvorfra ogsaa det nysnævnte Dyr gjør en Undtagelse); men i den sær- deles Dannelse af denne Tridse afviger den meget fra den for alle üvrige Pattedyr almindelige Form, idet den indvendige Kant af Tridsen her er forvandlet til et regelmæssigt halvkugleformigt Hoved, medens den ud- vendige beskriver en stor Bue omkring dette Hoved som Centrum. Af denne eiendommelige Dannelse fålger, at Dyret ei har kunnet hæve eller sænke sin Fod, uden at Spidsen af denne ved denne Bevægelse tillige beskrev en Bue udenfra indad af omtrent 909, saa at Bevægelsen af Foden paa Underlaaret mere bestod i en roterende Dreining om samme som sin Axe, altsaa i en Plan lodret paa Underlaarets, end i en Plan parallel med samme som hos andre Dyr. Men denne Bevægelsesmaade er netop den, der er eiendommelig for Dovendyret, skjéndt frembragt ved en forskjellig Mechanisme, nemlig derved, at Læggebenet trænger ind med en tapformig Spids i et tilsvarende Hul paa Springbenet. En anden Eiendommelighed ved Springbenet hos Platyonyx er den fuldkomne Mangel af den hos alle övrige Pattedyr forekommende, fra den indvendige Side af Benet fortil fremspringende, Forlængelse, der kaldes Halsen, og som bærer Ledfladen imod Baadbenet. Alle de andre Dyr af Platyonyx's Familie have denne Hals, nogle kortere og bredere, andre længere og smallere, men hos ingen mangler den, og, som en Fölge heraf, er den indvendige. Side af dette Been hos dem alle betydelig læn- gere end den ydre; hos Platyonyx derimod er den ydre Side længere end den indre. Ei mindre særegen er Dannelsen af Ledfladen mod Baadbenet. I Almindelighed forestiller denne Ledflade et Segment af en Kugle, og sidder paa Enden af den halsformige Forlængelse af Benet. Hos Platyonyx, hvor denne Forlængelse mangler, indtager den omhandlede Ledflade hele Breden af Benet, er derfor meget bred, derimod lav ovenfra nedad; i sin, ydre större Deel er den stærk concav, i sin indre 185 mindre Deel convex. Dette er en Tilnærmelse til Myrebjörnen, der er det eneste Dyr, der har denne Ledflade concav, medens den hos alle andre er convex, og til Dovendyret, hvor en ringe Fordybning sces paa Midten af Convexiteten. Articulationen med Hælbenet skeer, som i Almindelighed, ved to Flader, den ene större og concav, liggende under den ydre Kant af Tridsen, den anden, mindre og svagt convex, liggende under den forreste indre Ende af Benet. Denne sidste Ledflade ligger i Almindelighed betydelig længere fortil end den første, idet den befinder sig under den nysnævnte, fortil fra Benet udgaaende, Forlængelse, men da, som vi have seet, denne Forlængelse mangler hos Platyonyx, er den her rykket længere tilbage, og ligger aldeles ved Siden af den fôrste. I Retningen af denne Flade finder ogsaa en Afvigelse Sted fra de üvrige Dyr af denne Familie, hvor den vender skraa fortil og indad, medens den her vender skraa bagtil og udad. Med Læggebenet artikulerer Springbenet ved en meget höi Flade paa den ydre Side af Benet, hvilket her selv er meget höit, og afgiver derved en meget fast og sikker Støtte udadtil for Fodens roterende Bevægelse. Men den stürste Afvigelse i Bygningen af dette Been bestaaer i Tilstedeværelsen af en stor fordybet Ledflade, der ligger under Led- fladen for Baadbenet, og som tjener til at optage den stårste Deel af Tærningbenet. Denne Anordning er aldeles eiendommelig for disse For- verdenens Dyr, da hos alle bekjendte nulevende Pattedyr Tærningbenet ligger ved den ydre Side af Baadbenet, og artikulerer ikkun med Hælbenet. Det sees af denne Beskrivelse, at Springbenet hos Platyonyx er i mangfoldige Punkter afvigende fra den almindelige Pattedyrform. Dets over- ordentlige Hôide, Smalhed og Korthed; Mangel paa Hals; den eiendomme- lige Form af Ledfladerne mod Skinne- og Baadbenet, den særegne Stilling af Ledfladerne mod Hælbenet, endelig Tilstedeværelsen af en stor Ledflade for Tærningbenet og Beliggenheden af denne under Ledfladen for Baadbenet, ere ligesaa mange Punkter, der adskille dette Dyr fra alle nulevende Pattedyr. 184 Jeg har alt viist, hvad Indflydelse den eiendommelige Dannelse af Ledfladen mod Skinnebenet har paa Dyrets Bevægelse, og gaaer nu over til at betragte de üvrige Særegenheder i Springbenets Bygning fra det physiolo- giske Standpunkt. Stillingen af Ledfladen mod Tærningbenet, under den, der svarer til Baadbenet, antyder et tilsvarende Leie af disse to Been, hvilken virkelig ogsaa finder Sted, saa at de istedetfor at ligge ved Siden af hinanden, som hos andre Dyr, komme til at ligge det ene over det andet. Baadbenets Leie betinger det af Kilebenene, der ere föiede til dets forreste Flade, og af disses og 'Tierningbenets Leie afhænger igjen det relative Leie af de til samme artikulerende Mellemfodbeen. Disse sidste komme derfor ei til at ligge ved Siden af hinanden, som hos andre Dyr, men over hinanden, de yderste nedad. Med denne Fordreining i Leiet af Mellemfodbenene, og fölgelig af Tæerne, staaer ogsaa den eien- dommelige Form af Springbenets Ledflade mod Baadbenet i Forbindelse. Denne er, som ovenfor bemærket, overmaade bred fra den ene Side til den anden, derimod meget lav ovenfra nedad, i Afvigelse fra den almin- delige Regel, efter hvilken denne Flade har disse Dimensioner omtrent lige, eller Höiden större end Breden. Denne Form maatte saameget mere forundre, som det tredie Mellemfodbeen, til hvis Optagelse denne Ledflade middelbart, gjennem Baadbenet og det tredie Rilebeen, er be- stemt, tvertimod er meget höit og smalt. Men denne tilsyneladende Mod- sigelse forsvinder, naar man tilpasser Rækken af Benene til deres Led- flader, hvor man da bemærker, at Ledfladen mod Baadbenet, istedet for som sædvanlig at staae opret paa Enden af Springbenet, her er vendt om paa Siden, saa at den ligger paa tvers, og den lange Dimension bliver Höiden, den korte Breden. Som en Fülge heraf ligger den hele foran- fölgende Række af Been ligeledes paa Siden, nemlig Baadbenet, Rilebenet, Mellemfodbenet og Taaleddene. Efter denne korte Fremstilling bliver nu Hensigten med alle Anoma- lierne i Springbenets Bygning klar: de skulle bevirke 1) en Fordreining af a hele Fodens Plan, hvorved Saalen kommer til at vende indad istedet for nedad; 2) en Bevægelse paa Underbenet i en Plan lodret paa sammes Axe, eller en roterende Bevægelse, istedet for den sædvanlige Bevægelse af Foden i en Plan parallel med Underbenets Axe. Det er bekjendt, at disse to Forholde findes i den nulevende Dyreskabning hos Dovendyrene, og ude- lukkende hos Dovendyrene, og det er ligesaa bekjendt, at det er dem der afgive den væsenligste Betingelse for disse Dyrs Færdighed i at klattre, og Uskikkethed til at gaae. Baadbenet (Tab. XXXII fig. 1—2) er meget kort og höit, saa at det forestiller en paa tvers stillet Beenplade imellem Springbenet og Kile- benene. Det har fortil to Ledflader, een for det tredie Kilebeen, og een for de to Been, der forestille paa eengang første og andet Rilebeen, förste og andet Mellemfodbeen, samt hele förste og anden Finger. Af alle nulevende Dyr er det Myrebjürnen, hvis Baadbeen ligner mest det af Platyonyx, navnligen derved, at Ledfladen mod Springbenet, der hos andre Dyr er concav, hos den er som hos Platyonyx, baade convex og concav; men i Stillingen viser sig den Hovedforskjel, at imedens hos Platyonyx den convexe og den concave Deel ligge ved Siden af hinanden, ligge de hos Myrebjörnen over hinanden, en Forskjel, der staaer i For- bindelse med Fordreiningen af Fodens Plan hos den første, hvilken som bekjendt, ei finder Sted hos den sidste. Desuden er hos Myrebjürnen dette Been mindre forkortet end hos Platyonyx. Ogsaa Tærningbenet (Tab. XXXII fig. 3—4) udmærker sig ved en eiendommelig Form og eiendommelige Forbindelser. Det er et stort omtrent trekantet Been, hvis fornemste opadvendende Ledflade, der er conisk og stærk convex, optages i en Fordybning afSpringbenet. Denne Ledflade stiger fortil ned i en lille Ledflade for det tredie Kilebeen. Bagtil befinder sig en plan Ledflade for Hælbenet; endelig vender skraa nedad og fortil en meget stor halvkredsformig Ledflade, hvis indre mindre Deel optager det fjerde, den ydre, langt större, det femteMellemfodbeen. Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. Aa 186. Det tredie Rilebeen (Tab. XXXII fig. 5—6) har den sædvanlige Form af en Kile, kun er det usædvanlig fladtrykt forfra bagtil. Men dets Stilling er, som alt ovenfor antydet, ganske usædvanlig, idet Kilens Grundflade ei vender opad som hos andre Dyr, men udad. Ovenover det tredie Rilebeen ligge to andre smaa Been, der forestille det andet og forste Kilebeen (Tab. XX XIII fig.2—5), men som hverken bære Mellemfodbeen eller Tæer, saa at Platyonyx har aldeles manglet forste og anden Taa. Desto kraftigere ere de tre fülgende udviklede. Mellemfodbenet af tredie Taa (Tab. VIN fig. 1) udmærker sig ved sin overordentlige Korthed og Höide, idet, tvertimod den almindelige Regel, Længden er den mindste Dimension, hvorpaa fålger Breden og endelig Höiden, der langt overtræffer de to andre Dimensioner. Det bærer bagpaa en stor, langagtig, noget fordybet, Ledflade for det tilsvarende Rile- been, hvis Længdeaxe, som paa dette, ligger paa tvers. Den forreste Ledflade er overordentlig höi, meget lidet convex ovenfra nedad, eller næsten plan, og forsynet med tre stærke Længdelister. Som en Fölge af denne Bygning er Bevægelsen imellem dette Been ogdet paafölgende Taa- led yderst indskrænket i enhver Retning, eller rettereat betragte som ingen. Det næstfålgende Taaled (Tab. VII fig. 5) udmærker sig ligeledes ved overordentlig Rorthed, trods hvilken det dog viser sig at være sammen- sat af to Led, nemlig det første og andet Led sammenvoxne. Hvad end- mere foröger dets Höide, og giver det en uformelig Skikkelse, er den Omstændighed, at ogsaa Sesambenene, idetmindste det udvendige, ere sammenvoxne med det, et Forhold, der ogsaa bemærkes hos det tofingrede Dovendyr, og som hidrører fra Mangelen af Bevægelse mellem dette Led og Mellemfodbenet. Fortil bærer det en dyb tridseformig Ledflade for Kloledet, hvilket er meget stort, héiere og mere sammentrykt end de store Klöer paa Hænderne, og, som disse, lader sig slaae ned under Foden, men ei udstrække i samme Plan som den. Det fjerde Mellemfodbeen (Tab. VII fig. 2) er temmelig langstrakt, = idet Længden forholder sig til Breden som 2% til 4. Det paafölgende Taaled (Tab. V fig. 4 er, ligesom det af tredie Taa, sammensat af to sammenvoxne Led, men noget mindre forkortet end dette. Dets bageste Ledflade vidner om en stærk Indskrænkning i Bevegelsen paa Mellem- fodbenet, dets forreste, at det har baaret en lille Klo. Det femte Mellemfodbeen (Tab. V fig. 1) er af en meget usæd- vanlig Bygning. Det er endnu længere end det fjerde, og udvider sig bagtil paa en saa overordentlig Maade i Breden, at denne sidste Dimen- sion endog overgaaer den første. Det synes at dette Mellemfodbeen har baaret tre Fingerled, men alle tre ufuldkomment uddannede. Det sees af denne korte Beskrivelse af Fodens Bygning hos Pla- tyonyx, at den hirer til de mest afvigende, der ere bekjendte i Pattedyr- klassen. Den fuldkomne Mangel af første og anden Taa, den usædvan- lig kraftige Udvikling og overordentlige Forkortning af den tredie, den uformelige Brede af femte Mellemfodbeen, der har til Fålge en usæd- vanlig Brede af hele Mellemfoden*), endelig den aldeles afvigende Byg- ning af Springbenet, hvis Indvirkning paa den relative Stilling af de öv- rige Dele af Foden, saavelsom paa dennes Bevægelse ovenfor er oplyst, ere Forholde, der fjerne Platyonyx fra alle nulevende Dyr. Men ligesaameget som Platyonyx afviger fra disse, ligesaameget nærmer den sig i de ovennævnte Forholde til Megatherium. Der behöves blot et sammenlignende Blik paa Tegningerne for at overbevise sig om, at Füd- derne hos disse to Dyr ere uddannede nüiagtig efter samme Plan, og deUover- eensstemmelser, der synes at finde Sted, ere, som jeg ovenfor har sögt at godtgjüre, sandsynligviis at tilskrive Unüiagtighed i Opstillingen af Ske- lettet i Madrid. P Det udgaaer saaledes af disse Undersögelser over Bygningen af Foden hos Platyonyx, at naar dette Dyr vilde staae opret paa Benene *) Denne uforholdsmæssige Brede af Mellemfoden sees især tydelig paa Tegningen af Mellemfoden af Platyonyx Bucklandii Tab. XX XIM fig. 5. | Aa* 188 som andre Dyr, vilde det stötte paa Jorden med den ydre Rand af Fod- saalen, en Stilling, der aabenbart vilde være yderst besværlig for Dyret; endvidere, at Dyret i denne Stilling ei vilde være istand til at forlade sin Plads, idet Foden ei kan bevæge sig op og ned i Planen af Under- laarets Axe som paa andre Dyr, men kun roterende om samme. Med andre Ord: Platyonyx var paa Jorden indskrænket til samme Bevægelses- maade som Dovendyret, det er, den kunde ei staae eller gaae, men kun liggende paa Bugen hage sig frem. Men saa ubehjelpelige som deres Bevægelser vilde være paa Jorden, saa kraftige og sikkre maatte de være, naar de bevægede sig paa en lodret, istedet for paa en vandret, Stötteflade. De mod hinanden indadvendende Fodsaaler, der alt hos Dovendyret afgive en saa væsentlig Betingelse for dets Sikkerked i at klattre, vilde her være af en saa langt större Virk- somhed, som de forene med denne fordeelagtige Stilling tillige en ufor- holdsmæssig Brede, der foröger Omfanget af Stöttefladen, og en langt större Kraft til at omspænde og hage sig fast ved en kraftigere Udvikling af den klovebnede Taa. Vi kunne derfor betragte Foden af Platyonyx som Idealet af en Rlattrefod, som Billedet paa den fuldkomneste Udvik- ling af dette Organ i denne Retning, et Ideal, hvortil i den nulevende Dyreskabning Dovendyrene vise den störste Tilnærmelse. Hos disse stiger Antallet af klobevebnede Tæer af omtrent lige Udvikling til 5, hvorved viser sig en Tilnærmelse til den for de üvrige slöve Dyr almindelige Anordning af fem omtrent ligelig uddannede, med Klåer forsynede, Tæer, saa at de nulevende Dovendyr i dette Punkt vise sig som Overgangsformer fra hine Forverdenens Dyr, der paa en Maade kunne betragtes som forestil- lende den rene Dovendyrtypus, til de andre Familier af de slåve Dyrs Orden. . Ogsaa ved deres overordentlig kraftige Hale, hvilken samtlige hine under- gaaede Kæmpeformer havde tilfælles med hinanden, og som upaatvivlelig var bestemt til at være et medvirkende Organ i Klattreevnens 'Tjeneste, vise de sig som fuldkomnere udviklede Klattredyr end de nulevende Dovendyr. KN Dog, Grændserne for nærværende Overblik byde mig at standse disse Betragtninger, saamegetmere som andre herhenhörende Under- sögelser ere omstændeligen behandlede i foregaaende Afhandlinger. Det vil vist af ovenstaaende Bemærkninger være klart for enhver forud uind- tagen Sagkyndig, at den uomtvistelige Plads, som de undergaaede Slægter Coelodon, Megalonyx, Platyonyx og Megatherium bør indtage i Dyrenes Række, er i Familien af Dovendyrene, ja, betænkes, at de fleste af de Punkter, hvori de afvige fra disse, ere saadanne, der ere eiendommelige for dem, og som tjene til at gjåre dem endnu fuldkomnere skikkede til at fore den Levemaade, som deres nulevende Efterbilleder före, saa synes man endog i visse Henseender berettiget til at betragte dem som dannende den egentlige og sande Kjærne af denne Familie, skjöndt de i “andre Henseender vise en vis Tilnærmelse til Myrebjürnene. Derimod til Bæltedyrenes Familie er mig ingen anden Tilnærmelse bekjendt end den forhen omtalte, at hos Platyonyx Baghovedbenet ei deeltager i Dan- nelsen af Hjerneskallens övre Hvælving (hvad imidlertid kun er en relativ Tilnærmelse, nemlig indenfor de slåves Orden, da udenfor denne Orden dette Forhold findes hos mange Dyr), og at hos Megatherium Skinne- og Læggebenet ere sammenvoxne oven- og nedentil. Jeg troer derfor at enhver med mig vil erkjende, at Cuvier's Bestemmelse af disse Dyrs Plads var fuldkommen rigtig”). +) Jeg kjender ikkun Hr. Blainville's Afhandling af et, som det synes, udforligt Udtog i Annales des sciences naturelles, partie zoologique, Tome onziéme p. 113, betitlet: Recherches sur Pancienneté des Edentés terrestres à la surface de la terre par M. de Blainville (Extrait). Da jeg i dette Udtog ikke finder (med Undtagelse af Megatheriets Pandserbeklædning) et eneste Beviis for hans Anskuelse af dette Dyrs Slægtskab med Tatuerne, er jeg ei i Stand til at vurdere disses Gyldighed; men jo mere Beviserne mangle, desmere overraskedes jeg ved de uventede Resultater, hvortil Forfatteren er kommet, saa meget mere som disse ere fremsatte i en meget afgjörende Tone, ja med bidende og satiriske Udfald mod den Cuvier’ske Anskuelse, saavelsom personlig mod dennes Grunder og Tilhængere. Det er mig derfor endnu stedse en Gaade, paa hvilken Grundvold Sætninger ere byggede, der synes saa stridende mod Naturen, som de folgende, hvilke jeg ei kan afholde mig fra at udhæve: “Dans l’histoire du squelette gigantesque de Madrid on s’est laissé guider par des principes erronnés, quoique spécieux, au point qu’on est arrivé à en faire 190 Til Familien af de tykhudede Dyr har jeg intet videre at tilföie; de drövtyggende Dyrs Familie er bleven foröget med een Art af Hjorte- slægten, af Störrelse som den störste her nulevende Art: Cervus palu- dosus. Da dette sidstnævnte Dyr er overmaade sjeldent i Rio das Velhas’s Floddal, har jeg hidtil ei været istand til at forskafle mig et Skelet af det, saa at jeg ei kan afojüre de nærmere Forholde, der finde Sted imellem denne nulevende og den fossile Art. Derimod har jeg til Rovdyrenes Familie at tilföie en Berigtigelse, vedkommende et Factum, der er af saa höi Be- tydenhed, at det har tjent som en væsentlig Grundvold for et af Hoved- une espèce de Paresseux, et, par consequent un animal se nourissant de substances végétales! et grimpant peut-être aux arbres! ce qui a fait dire de bonne foi à un palæontologiste recent, que les arbres étaient alors de dimensions proportionelles!... cependant de nouvelles decouvertes (?).... ne permettent plus (!) de ne pas recon- naitre, que le Megatherium appartenait au genre Tatou....et quil n'avait aucun rapport avec les Paresseux! En effet ni sa téle(!) ni son epaule (1!) ni ses membres, ni son système dentaire ne ressemblent presque en rien à ce qui existe dans les Paresseux. D’après cela il est plus que probable, que ces animaux ne grimpaient pas aux arbres, qu’ils n'avaient pas de trompe, mais qu’ils....se nourrissaient de chair (!!!) ...et qu’ils fouissaient la terre....pour dechirer les amas de fourmis (1.7 Hvad Pladsen angaaer, som Blainville anviser Megalonyx, nemlig mellem Myr- mecophaga, Orycteropus og Megatherium, da gjør den et mindre voldsomt Brad paa Naturen, forsaavidt Megalonyx virkelig viser Tilnærmelse til Myrebjôrnen paa den ene Side, og paa den anden Side er paa det nærmeste knyttet til Mega- therium, men Misgrebet af dennes Fjernelse fra sin naturlige Forbindelse med Dovendyrene har havt den samme ubeldige Indflydelse paa Stillingen af Megalonyx, der derfor i Hovedsagen er aldeles forfeilet. Slutteligen være det mig tilladt ved denne Leilighed at gjøre opmærksom paa, hvor farligt det er, at ville tvinge Naturen efter forudfattede systematiske An- skuelser, da det er aabenbart, at den hele Række af haandgribelige Mistydninger, som denne Afhandling indeholder, skylder den forudfattede Idee sin Oprindelse, at Dovendyrets Plads ci er i de slöves Orden, og at dens nærmeste Omgivelser bor | være, ei Myrebjörne og Bæltedyr, men Aber og fölgelig Mennesket! og det er at haabe, at, efter de forunderlige Resultater, hvortil dette mislykkede Forsøg har fort, vel neppe nogen Naturforsker oftere vil forledes til at udrive dette stakkels Dyr af det Selskab, hvori det füler sig saa ganske bjemme, for at ophöie det i en Kreds, hvor det kun vil spille en endnu latterligere Figur, end blandt sine stupide naturlige Frænder. Skal Dovendyrets Ophöielse have til Folge, at Megatherium maa forvandles enten til en Abe eller en Tatu, da ville vist selv de, der ei ved umiddelbar Sammenligning kunne fatte Dovendyrets Slægtskab med de övrige slöve Dyr, hvilken dog er saa iöinefaldende, tage i Betænkning, at foretage nogen For- andring i denne almindelig antagne Forbindelse. resultaterne, som jeg troede mig berettiget til at uddrage af mine Under- sögelser over Forholdet af denne Verdensdeels uddöde Dyreskabning til den nulevende, jeg mener Tilstedeværelsen i hine Tider af Hyænen i Brasilien. Dette Factum lider en Modification, idet det Dyr, jeg hidtil saae mig nödsaget ‘at henføre til Hyæneslægten, ved senere fuldstæn- digere Bekjendtskab har viist sig tilstrækkelig forskjellig fra dette Dyr, for at burde danne en egen Slægt, hvilken imidlertid i denne Verdens- deel synes at have indtaget den Plads, som hiint graadige og üdelæggende Rovdyr indtager i den gamle Verden. Jeg havde udtænkt for dette Forverdens Dyr Slægtsnavnet Hyæ- nodon, for ved Navnet at minde om den frappante Overeensstemmelse, der finder Sted imellem den og Hyænen i Dannelsen af endeel af dens Tandsystem, men jeg erfarer, at dette Navn alt har været anvendt, og med endnu mere Grund, af DHrr. Laizer og Parieu paa et Rovdyr af Palæotheriumperioden fra Tertiærkalken i Auvergne. Dens Skæretænder (Tab. XXX VII fig. 1—4) adskille sig ved første Öiekast fra dem af de to her nulevende Slægter af store Rovdyr, Katte- og Hundeslegten, idet de hos hine ere meiselformige, hos disse have en trelappet Rand, hvorimod de paa det fossile Dyr ere spids-coniske, og bagtil forsynede med to ved en Længdefure adskilte Forhöininger, et Forhold, der blandt store Rovdyr kun findes tilnærmelsesviis hos Björnen, men i sin Reenhed hos Hyænen, i fuldkomneste Overeensstemmelse med det fossile Dyr. Disse Tænder, tilligemed nogle af de forreste Kindtænder, hvilke ogsaa vise stor Overeensstemmelse med Hyænens, vare det eneste, jeg i lang Tid kjendte af dette Dyr, og jeg tilstaaer, at jeg var langt fra at for- mode, at det i andre Dele skulde vise sig saa forskjelligt fra den Slægt, det först syntes at antyde. Vel besad jeg et Stykke af en forunderlig Hugtand, der vakte hos mig Formodningen om Tilstedeværelsen af et særegent Rovdyr i hine Tider, men da denne Hugtand mindede mere om et Dyr, nærgrændsende til Bjørnen, faldt det mig ei ind, at henföre til 192 mit hyæneagtige Dyr saa tilsyneladende modstridende Bestanddele. Senere har jeg fundet lignende Hugtænder under Forholde, der ei lade mig nogen Tvivl om deres Oprindelse. Et Stykke af en slig Hugtand er afbildet Tab. XXXVIE, fig. 5—7 i naturlig Stôrrelse. Den er meget sammen- trykt, har en skærende Rand for og bag, og er meget lidet büiet. Blandt nulevende Rovdyr findes ikkun en Tilnærmelse til den hos Næsebjürnen. Hvad jeg forresten besidder af dette Dyr, indskrænker sig til et Spring- been, der i Bygningen holder aldeles Midtveien mellem Kattens og Bjür- nens, nogle Mellemhaandbeen (Tab. XXXVII fig.8—10, Tab. XXXVI fig. 3—5), der vise en paafaldende Overeensstemmelse i Detaillen af deres Bygning med de tilsvarende hos Katteslægten, men i deres Pro- portioner kun kunne sammenlignes med dem af de plumpeste Björne, samt nogle Fingre og Taaled (Tab. XXXVI fig. 6—7), der ei kunne ad- skilles fra Björnens*). Hvad Störrelsen af dette Forverdenens forunder- lige Rovdyr angaaer, da kan det maale sig med de störste bekjendte Arter af Ratte- og Bjérneslegten; og dets Hugtender**) overtræffe i Størrelse langt alt hvad man hidtil kjender af disse Organer hos Nu- og Forver- denens Landrovdyr; dets Legemsbygning synes, efter dets Tæer at slutte, +) Disse forledede mig i Begyndelsen til at antage Tilstedeværelsen af en större Art fossil Björn (foruden den mindre alt tidligere anførte), hvilken jeg derfor nu har udströget af Fortegnelsen. ++) Efter Maal, jeg har taget af Tegningen i Buckland's Reliquiæ diluvianæ, er Hug- tænderne af Hyæna spelæa 76, af Felis spelæa 102, og af Ursus spelæus 120 Mili- metre lange. Emaillen gaaer paa den indre Side hos den første 30, hos den anden 42 og hos den tredie 47 Millimetre saa at den övrige större Deel danner Roden af Tanden. Det Tab. XXXVIII fig. 5 afbildede Brudstykke af Hugtanden af det her om- handlede Rovdyr er 66 Milimetre langt, men det er afbrudt i begge Ender; ud- tyldes oventil den manglende Spids, bliver det 0.097; det er beklædt med Email lige til sin nedre Ende, saa at det hele Brudstykke viser sig ikkun at hidröre fra Kronen, og ei indbefatter noget af Roden; det er derfor muligt, at Kronen endnu har fortsat sig længere, men antage vi, at dens Griendse var ved Brudiladen, og antage vi for denne Tand som Forhold mellem Krone og Rod det Tal, der udgaaer som Middeltal af Forholdet mellem disse to Afdelinger hos de tre nævnte Dyr, nemlig som 1:2,5, da faae vi en Totallengde af denne Hugtand af 0,241 (noget over 9 Tommer), altsan mere end det dobbelte af Hugtanden hos den store For- verdenens Hulebjorn, Ursus spelæus. _ 195 at have været plumpere end hos de nulevende Arter af Ratteslægten, selv Liven iberegnet. At et Rovdyr af slig Stürrelse, og udrustet med saa usædvanlige Vaaben, maa have anrettet store Odelæggelser iblandt hiin Verdens Be- boere, er indlysende, og virkelig har jeg fundet dens Spor i tre forskjel- lige Huler, der indeholdt store Oplag af Levninger af de forskjelligste Dyr, hvoriblandt af en Mengde Kæmpeformer, især af Slægterne Platyonyx, Hoplophorus, Chlamydotherium og Tapirus. Den usædvanlige Form af dette Dyrs Hugtender har foranlediget mig til at foreslaae for det Slægts- navnet Smilodon (af own en Skalpel, en tveægget Kniv, og odovs en Tand) ligesom de store Odeleggelser, den har anrettet i hiin Dyrskab- ning, og hvis Minde er opbevaret i de underjordiske Hvælvinger, der have tjent den til fordums Opholdssteder, vistnok berettige den til Arts- navnet: populator (Odeleggeren). Dens Plads i Systemet vil blive ved Siden af Ratteslegten, dannende en Overgang mellem denne og Hyænen, ligesom den i flere Forholde viser en paafaldende Tilnærmelse, der dog ei kan betragtes som virkelig Affinitet, men ikkun som Analogie, til Bjérneslegten. Ved Udslettelsen af Hyænen af Fortegnelsen paa Brasiliens for- dums gerontogæiske Former, taber den tidligere af mig fremsatte Sætning, — at deri hine ældre Tider gaves udmærkede Former, som nu ere eiendomme- lige for den gamle Verden, ogsaa i Sydamerika, unægtelig meget af sin Be- tydning, ja saa meget, at det vel maa ansees for rigtigst, at tilbageholde enhver afgjårende Dom i et Punkt af saa stor Vigtighed, da ingen af de tilbageblivende Former-ere fritagne for en eller anden Indvending. Disse Former ere Cynailurus, Speothos, Antilope og Hesten. Mod de to fürste kan indvendes, at de ikkun ere at betragte som Underslægter, og fölgelig ei have nogen afgjörende Betydning; angaaende Antilopen beroer Gyl- digheden af dens Vidnesbyrd paa Afgjürelsen af Rigtigheden af den af Reisende yitrede Formoduing om Tilstedeværelsen af denne Dyreform i Chilis Höiland; og endelig kan mod Hesten indvendes, at da den er et Vid. Sel, naturvid. og mathem, Afh. 1X Deel. - Bb 194 Huusdyr, vil dens Vidnesbyrd ikkun være gjeldende i det Tilfælde, at Spörgsmaalet om Menneskets Tilværelse i hine Tider bliver afgjort paa en benægtende Maade, da man i modsat Fald stedse kunde tænke sig Muligheden af dette Dyrs Indførelse fra den gamle Verden. En Slægt af Rovdyr, der hidtil manglede paa Listen af Forver- denens Dyr, har jeg nu endelig seet mig i Stand til at kunne tilfüie, nemlig Odderslægten. Af denne Slægt har jeg nylig fundet Levninger af en Art liig den her nulevende Lutra brasiliensis, hvilke ved deres phy- siske Kjendetegn bære Præget af at tilhåre hiin Periode, da de ere til- deels forstenede, men som, efter de ydre Forholde, under hvilke de befandt sig, stedse lade nogen Tvivl tilbage, da de ere fundne i en Hule, hvor Vandet af en udenfor liggende Sö aarlig har Indgang, og i hvilken Lev- ninger af For- og Nuverdenens Dyr fandtes blandede imellem hinanden. For åvrigt er der til denne Familie ikkun tilkommen een ny Årt, en Art af Katteslægten, af Størrelse som den nulevende Felis pardalis. Til ingen af de fölgende Familier har jeg at-tilfüie nye Arter, derimod kan jeg nu oplyse et Punkt vedkommende en Slægt i Gnavernes Familie, Pacaslægten, hvilket jeg hidtil maatte lade uafgjort, nemlig om Betydningen af de Forskjelligheder, der iagttages imellem Individerne af denne Slægt. Jeg gjorde opmærksom paa, at hos nogle vare Hovedets Been betegnede med overordentlig dybe Ujevnheder, medens hos andre disse Ujevnheder vare forholdsviis meget ubetydelige, uden at der viiste sig Overgange fra den ene af disse Former til den anden, Jeg viiste, at disse Forskjelligheder ei hidrüre fra Alderen, derimod maatte jeg lade det uafgjort om de hentydede paa Kjåns- eller Artsforskjelligheder. Talrige Iagttagelser have nu sat mig i Stand til at afgjére Spörgsmaalet med Vished, og den förste af disse Formodninger har bekræftet sig. Da, som jeg ligeledes gjorde opmærksom paa, en Parallelisme finder Sted imellem den mindre af de to fossile Arter af denne Dyreslegt og den nulevende Art, med Hensyn til dette Organisationsforhold, bliver 195 Resultatet ogsaa anvendeligt paa den, og fülgelig, som jeg alt formodede, den ru- og glathovede. fossile Paca, Han og Hun af samme Art, der da kan beholde det foreslaaede Navn: Coelogenys laticeps. Hvad de almindelige Resultater angaaer, som jeg i mine fore- gaaende Afhandlinger har troet at kunne uddrage af de mig dengang bekjendte Rjendsgjerninger, da har, som alt ovenfor bemærket, eet af dem, nemlig Tilstedeværelsen i hiin Periode i Sydamerika af saadanne Slægtsformer, der for Tiden ere eiendommelige for de varmere Dele af den gamle Verden, lidt en Modification ved Borttagelsen af den mest characteristiske Slægt, Hyænen. Det vigtige Spürgsmaal om Menneskets samtidige Tilværelse i denne Verdensdeel med afgjort uddüde Dyreformer, betræffende, seer jer mig endnu ei berettiget til at forandre det. benægtende Resultat, hvortil jeg hidtil var kommet. Vel har jeg paa mine senere Reiser i to Huler fundet Menneskebeen, og paa begge Steder i en saadan Opbevarings- tilstand, at de bare alle Charaktererne af virkelig fossile Been, men da Forekomstforholdene i begge disse Localiteter vare af den Natur, at de ei tillade nogen sikker Slutning af disse Beens geologiske Alder, ja endog synes at tale for deres yngre Oprindelse, har jeg troet, ei at burde tillægge disse Documenter nogen afgjörende Beviiskraft. Den ene af disse to nævnte Huler er beliggende ved Bredden af en Så, hvis Vande i Regn- tiden træde ind i den, ja endog igjennem den udtömme sig i den, en halv Miil derfra flydende, Rio das Velhas. Et tyndt Lag af en sort Muldjord, stærkt indblandet med Skaller af Snegle, der endnu leve i og ved Såen, navnligen af Planorbis og Ampullaria, bedækkede Gulvet i de Gange i Hulen, der ved vort Besüg vare frie for Vand. I denne Muldjord laae adspredte Knokler af Mennesker, Pattedyr, Fugle, Reptilier og Fiske imellem hinanden og i meget forskjellig Tilstand. Nogle adskilte sig fra friske KRnokler blot ved at være noget sprödere, lettere og mörkröd- “brune af Farve, andre vare overordentlig tunge, baarde og af et bruun- Bb” 196 agtigt Udseende saavel udvendig som i Bruddet, men imellem begge fandtes mange Overgange. De af den sidste Classe (de forstenede) hid- rörte fra undergaaede Dyr, som Platyonyx Bucklandii, Chlamydotherium majus, Hydrochærus sulcidens, Dasypus sulcatus, Antilope maquinensis o.a. Menneskebenene fremböde alle Overgangene fra de fuldkomment forste- nede til de lette og spröde. Kranicrne udvise tvende forskjellige Racer, idet nogle ere mindre og forholdsviis velskabte, andre större, men yderst ufordeelagtigen formede, idet Panden træder i den Grad tilbage, at den bliver lavere end selv hos mange Aber. Den anden Hule, hvori Been af Mennesker ere fundne, er en stor underjordisk Labyrinth, i hvis lavere Gange Vand i Regntiden ansamler sig. 1 Bunden af en af dens talrige Gange fandtes et stort Oplag af Knokler af forskjellige Dyr,” adspredte omkring i Jorden, som næsten fyldte den. Den største Deel var af Hjorte, Navlesviin og Paca, imellem hvilke fandtes Tænder og Been af Platyonyx, Chlamydotherium, Hoplo- phorus, Megatherium, Smilodon og andre Former, der noksom vidnede om disse Dyrelevningers Alder. Menneskebenene derimod fandtes ei i Selskab med disse Dyr, men meget langt derfra i en anden Deel af Hulen, og strax indenfor een af Mundingerne. De vare brudte, tilhörte eet Individ, og fandtes i en ringe Dybde under Jordskorpen i et indskrænket Rum af nogle faa Kubikfod. De bare i üvrigt Charakteren af fossile Been, idet de vare meget sprøde, ja smuldrende, reen hvide i Bruddet og stærkt klæ- bende til Tungen; men deres Leiested synes at antyde en senere Oprindelse. Idet jeg forbeholder mig til en senere Leilighed at meddele en omstændeligere Beretning om disse Fund, troer jeg her at have anfårt nok for at vise, at de ei ere tilstrækkelige til at tjene som afgjårende Documenter i Spürgsmaalet, hvorvidt Mennesket var samtidigt eller ei med de undergaaede Dyreformer, hvis Levninger ere opbevarede i dette Lands yngste Jordlag. 197 Fortegnelse paa Pattedyrene i Rio das Velhas’s Floddal. Nulevende. Fossile. Edentata. 4. Myrmecophaga jubata L. 1. | 1. Myrmecophaga aff. jubate. 1. — tetradactyla L. 2. == aff. tetradactyle. 2. Effodientia. 2. Dasypus octocintus L. 5. | 2. Dasypus aff. octocincto. 5. — sp. (Tatu-mirim Bras.) 4. — aff: mirim. 4. — punctatus. à. — sulcatus. 6. 5. Xenurus nudicaudus m. &. | 5. Xenurus aff. nudicaudo. 7: 4. Priodon giganteus C. 6. à. Euphractus gilvipes Ill, 7. 4. Euryodon. 8. à. Heterodon. 9. 6. Chlamydotherium Humboldtii. 10. — majus. 11. 7. Hoplophorus euphractus, 19. — Selloi. 15. — minor. 14. 8. Pachytherium magnum. 15. Bradypoda. 9. Ocnotherium gigas. 16. 10. Meqatherium Cuvieri. 17. — Laurillardi. 18. 11. Platyonyx Cuvieri. 19, — Owenii. 20. = Blainvillii. - 21. — Bucklandii. 29, — Brongniarti. 25. — minutus. 24. 12. Coelodon maquinensis. 25, — Kaupii. 26. 15. Sphenodon. 27. Pachydermata. 14%. Mastodon. 28. 6. Tapirus americanus L. 8. | 15. Tapirus aff. americano 29. Nulevende, 7. Dicotyles labiatus C. torquatus C. 8. Cervus paludosus Desm. rufus Ill. campestris F. C. simplicicornis Ill. nanus m. 9, Felis onca L. concolor L. pardalis L. macroura Pr. Max. mitis F. C. Jaquaroundi Desm. 10. Galictis barbara L. — vittata L. 11. Mephitis sp. 19. Lutra brasiliensis L. 15. Canis jubatus C. — : fiint indskaarne i Banden; den bageste viser kun een meget lille Tag nær Roden af dens bageste Rand. Disse Tænder pleje gradeviis at tiltage i Störrelse til den tredie, som er den største, hvorpaa de følgende atter aftage. Undertiden er det dog den anden, som er den stürste. Foran disse fem Rygskjoldets Tænder findes paa selve Pandehornet to meget langstrakte men lave Tænder, som indtage henimod to Trediedele af Pandehornets Længde, og hvis üverste Rand viser en Mængde fine Saugtagger (en halv Snees eller flere paa hver). Paa den forreste Deel af Pandehornet findes endeligen endeel (fem eller sex) smaa Dobbelttænder, det vil sige Tænder, som i Spidsen ere tvedeelte Pp* 900 (en forreste större, en bageste mindre eller finere Green). Foran Enden bøjer den üverste Rand sig ofte ned, og danner en lille Udhuling eller Konkavitet. Det dybe, halvmaaneformige Udsnit i Enden af Hornet frembringer der to Tænder, een üvre og een nedre, og Mellemrummet mellem disse er stundom saugtagget. Endeligen er den nederste, stærkt udböjede Rand væbnet med to smaa Tender*). Jeg troer hos denne, ligesom hos adskillige andre Arter, at have bemærket, at Hannernes Pandehorn forholdsviis er lidt længer end Hunnernes; dog er jeg ikke fuldkomment overtydet om Bestandigheden af dette Forhold. Rygskjoldets forreste Rand (fig. 46) har over Öjet to Par Torne, det ene tæt over det andet (a og b); de ere temmelig smaa, det üverste dog lidt stårre end det nederste. Den tæt nedenfor Ojet udgaaende Lap (c) er her, skjöndt noget afrundet i Enden, dog saa fremtrædende og saa fast, at man næsten kunde henregne den blandt Tornene; lidt nedenfor denne findes en lang, temmelig stærk Torn (d) og endeligen ved Side- randens Forening med forreste Rand en lille Torn (e): ialt altsaa fire Par. De indre Fålere ere hos Hunnerne meget korte (fig. 47, A), og naae ikke ud over Endebörsterne af de ydre Föleres bladdannede Vedhæng. Det er Svöberne, som ere af ualmindelig Korthed, og Skaftet overgaaer dem meget i Længde (kun hos H. turgida finder, blandt nordiske Arter, et lignende Forhold Sted): Skaftets Grundled meget længer end de to fölgende Led tilsammentagne, uden Torn i Enden af den ydre Rand, men med en halv Snees lange Fjerbårster langs den indre Rand; andet Led næsten dobbelt saa langt som tredie Led, med en ‘Torn i Enden af den ydre Rand og med adskillige lange Fjerbårster langs den indre; *) Af tredive undersôgte Individer viste toogtyve det som regelmæssigt angivne Forhold; af de ovrige otte havde fire paa Rygskjoldets sex Tænder, hvilket er det hojeste Antal jeg har fundet, fire derimod kun fire Tænder paa Rygskjoldet, men de to af disse havde tre Tænder paa selve Pandehornet, saa at den samme Sum af Tænder dog forefandtes. To af de otte fra Regelen afvigende individer havde paa den nederste Rand tre Tænder og et eneste slet ingen, 0 tredie Led er i Enden forsynet med en usædvanlig stærk Torn. Grund- leddets pigdannede Vedhæng er af en ganske ualmindelig Störrelse, og overgaaer endog Skaftet i Længde; af Form er det tyndt, meget spidst. Den indre Svöbe, der kun er meget lidt lenger end den ydre, bestaaer af en Snees Led eller lidt derover. Den ydre Svåbe, hvis Roddeel er meget skarpt adskilt fra den korte Endesnært, tæller i hiin femten til sexten Led, i denne fem til sex. Hos Hannerne vise de indre Fålere et ganske andet Forhold (fig. 47, B): istedetfor at udgjüre en Femtedeel af 'Totallængden, udgjöre de omtrent en Trediedeel; begge Svöberne rage ud over de ydre Föleres bladdannede Vedhæng, og den indre er meget længer end Skaftet, den ydre kun lidt kortere. Grundleddets pigdannede Vedheng er noget kortere, og naaer kun omtrent til Midten af Skaftets tredie Led. I den indre Svöbe taltes 55 Led eller derover, i den ydre Roddeel omtrent tyve, i Endesnærten fem Led. De ydre Föleres Svöbe udgjör ikke $ af Totallengden. Det blad- dannede Vedhæng er kort (det indeholdes næsten sex Gange i Totallængden) og hos Hunnerne temmelig bredt, den indre Rand böjer sig stærkt; den störste Brede indeholdes næppe 25 Gange i Længden (Endebörsterne fraregnede). Den ydre Rands Endetorn er meget stor og stærk, og naaer temmelig langt ud over den afrundede Enderand (fig. 48, A). Hos Han- nerne er Vedhænget smallere (Breden indeholdes tre Gange i Længden eller derover), næsten liniedannet, med meget kortere Børster men endnu længere Torn i Enden (fig. 48, B). Medens Tornens fremragende Deel hos en Hun kun udgjorde 3“, belöb den sig hos en mindre Han til #5“; hos Hunnerne vare Börsterne i Enden meget længere end 'Tornen, hos Hannerne derimod næppe saa lange. Kindbakkernes Torn er væbnet med tre smaa Tænder. Palpens forste Led meget kort, ikke halvt saa langt som andet. Dette sidste er saavel i Enden som langs Randene forsynet med mange Börster, og viser endvidere ligesom Saugtænder langs Randene, især den indre, mellem 502 hvilke Börsterne udspringe (fig. 49). Kjæberne og de to første Par Kjebefidder frembyde intet fra den normale Form Afvigende. Kun har jeg fundet et större Antal Gjælleblade i den rudimentære Gjælle paa andet Par Rjæbefôdders Svöbe, end hos nogen anden Art, næmlig ti. De yderste Rjæbefødder hos Hunnerne ere temmelig korte (de indeholdes 55 Gange i Totallængden og naae ikke til Enden af de ydre Föleres bladdannede Vedhæng), noget plumpe, fladtrykkede, i Enden af sidste Led væbnede med en halv Snees sorte Torne, af hvilke syv omgive Randen, de andre ere anbragte lidt bag denne. Andet Led er lidt længer end fjerde Led, og fire Gange længer end tredie. Hos Hannerne ere de yderste Kjæbefådder endnu kortere (de indeholdes næsten fire Gange i Totallengden) og tillige spædere; medens Breden af sidste Led hos en Hun af 21 Længde udgjorde 35, viste samme Deel hos en Han paa 19 kun 3” Brede; ogsaa var det hos denne sidste meget mindre börstet og haaret, og Endetornene forholdsviis kortere, Første Par Fødder indeholdes henimod fire Gange i Totallengden; Armen er lidt længer end Haand og Haandrod tilsammentagne. Andet Par Födder indeholdes 2% Gange i Totallængden, og naaer til Enden af de ydre Fåleres bladdannede Vedhæng; fjerde Led eller Haandroden ere mere end 3 Gang længer end tredie og over tre Gange længer end Haanden, men kortere end andet og tredie Led tilsammentagne. Tredie Par Fødder lidt længer end andet"), indeholdes mellem 25 og 53 Gange i Totallengden. Fjerde Led længer end sjette; dette dobbelt saa langt som femte (eller mere) og tre Gange saa langt som Kloen. Sex stærke, i Størrelse gradeviis tiltagende Torne langs fjerde Leds yderste Rand. Kloen har foruden de to lange Endetorne, tre langs / "den nederste Rand. +) Efter Milne-Edwards skulde andet Par Födder være længer end tredie: dette stemmer ikke med min Erfaring, der udstrækker sig over et stort Antal Individer. Fjerde Par Födder lidt kortere end tredie; fjerde og sjette Led omtrent af lige Længde. Fjerde Led med fire Torne langs den yderste Rand. Femte Par Fådder ubetydeligt kortere end fjerde; sjette Led meget længer end fjerde; dette med tre Torne langs den ydre Rand. Gjællerne ere hos denne Art temmelig langstrakte og smalle, med Undtagelse af første Par; det sidste, foroven tilspidsede, Par er furet næsten fra Toppen (fig. 50). Fra Bugfladen af Cefalothorax (Sternum, Plastron sternal) udgaae, mellem hvert af de fire sidste Fodpar og tæt ved deres Rod, to lange Torne, altsaa ialt fire Par eller otte Torne; det forreste Par er endeel kortere end de fölgende. Alle disse Torne ere stærkt sammentryk- kede i Retningen forfra bagtil, og have en temmelig bred Rod, hvorfor man kunde sammenligne deres Form med en meget langstrakt Triangel. Første og anden af Bagkroppens Ringe synes ikke at frembyde noget, fra det sædvanlige Forhold Afvigende”). Tredie Bugring er derimod udmærket derved, at dens Rygflades Middellinie hæver sig mere eller mindre til en Kjål, og at denne Kjül fortsætter sig ud over Rin- gens bageste Rand i en noget krum Retning, og ender tilspidset, eller med andre Ord danner en Krog, der i Regelen ikke lægger sig op til den fölgende Rings Middellinie, men rager i Vejret højt over denne. Saa betegnende dette Forhold er for nærværende Art, saa afgiver det dog ikke noget ubedrageligt Artsskjælnemærke, da man træffer enkelte +) Det kan imidlertid fortjene at bemærkes, at Sideudvidelserne af Bagkroppens anden Ring i Regelen ere meget större hos Hunnerne end hos Hannerne. Medens en Hun paa 21“ Længde havde Sideudvidelser af 34“ Længde og 23 Höjde, vare disse Udvidelser hos en Han paa 22 kun 24 lange og 12” høje; deres nederste Rand naaer hos Hannerne aldrig saa langt ned som nederste Rand af förste og tredie Ring. SS 304 Individer, hvor det ganske forsvinder, og Bugringen slet ikke viser noget fra den almindelige Form Afvigende*). Fjerde Bugring er kort, og overgaaer hos Hunnerne ikke femte i Længde; hos Hannerne er den derimod kjendeligt længer end femte; sjette er tyk og plump, dens överste Endetorne stærke. Det mellemste Halevedhæng indeholdes næsten fem Gange i Totallengden (hos Han- nerne endog over fem Gange), og er forsynet med fire Par Sidetorne**), af hvilke de to sidste Par ere stillede hinanden nærmere end de fore- gaaende. Af de sex Endetorne ere de to yderste de korteste, de to næste de længste, omtrent dobbelt saa lange som de yderste og kun meget lidt kortere end Breden af Vedhænget i Enden; de to mellemste endeligen staae i Længde over det yderste Par, men ere meget kortere end andet Par: de have en noget fjerdannet Form (fig. 54). Förste Par Svömmefödder (fig. 52) har hos Hunnerne den ydre Svömmeplade meget kortere end den indre, som i Enden er uddragen og tilspidset. Hos Hannerne er derimod den indre Svömmeplade den kor- teste og forsynet med det sædvanlige Vedhæng i Enden. De folgende Pars Svömmeplader ere af langstrakt oval Form, forneden tilspidsede, omtrent af lige Længde eller den ydre kun ubetydeligt længer end den indre. Den indre Plades Vedheng er liniedannet, og dets krogbærende Deel kun af ringe Udstrækning (fig. 55). Det særegne Forhold af Bugfladens Torne (fig. 54, C) hos nær- værende Art er allerede berört ovenfor (Side 238 Anm.). Jeg har fundet Maven af Individer af denne Art fra Spitsbergen fuldproppet med smaa muitilokulære Konkylier (Discorbites ?). Denne Art forekommer ved de grønlandske og nogle andre +) Dog har jeg blandt omtrent 50 Individer kun fundet et, hos hvilket dette var Til- fældet, Hos Hannerne synes Kjolen i Almindelighed at være stærkere fremtrædende end hos Hunnerne og mere sammentrykket, Krogen længere, tyndere, mere lige, kun krummet i Enden og altsaa mere fjernet fra den folgende Rings Rygflade. ++) Ti undersögte Individer viste ufravigeligt det samme Forhold. 505 nordlige amerikanske Ryster, er ved Spitsbergen hyppig (maaskee den hyppigste Hippolyteart der), og træffes ligeledes ved Norges nordlige Kyster. Dog har jeg paa sidste Sted kun fundet faa og meget smaa Individer af den. Sowerby og Leach have erholdt den fra Skotlands Kyst, hvor den imidlertid ligeledes siges at være sjælden. De störste ved Spitsbergen samlede Exemplarer havde kun 2 Tommers Længe. H. Sowerbei gjenkjendes let ved Hjælp af fölgende Karakteristik. Seutum dorsale per totam ferme longitudinem carinata atque den- tata. Rostrum frontale breve (scuto dorsali vulgo multo brevius, pedunculis oculorum duplo longius, ad apicem appendicis antennarum exteriorum non perveniens), altum, truncatum vel potius apice lunato-excisum, dolabriforme, dentibus marginis inferioris duobus minulis, marginis superioris vulgo duobus majoribus, minutissimis permultis interpositis; dentibus scuti dor- salis quinque magnis, serrulatis. — Margo scuti dorsalis anterior quatuor armata aculeorum paribus: duobus supra oculos, tertio infra oculos, quarto ad conjunctionem marginis anterioris cum marginibus lateralibus. — Antenne interiores in feminis quintam, in maribus ferme tertiam longi- tudinis animalis partem efficiunt. Appendix acuminata articuli antennarum interiorum basalis longissima, pedunculi circiter longitudine. Pedes maxil- lares externi apicem appendicis antennarum exteriorum foliiformis non attin- gunt— Annulus abdominalis tertius dorso carinato, postice in hamum, qui supra annulum quartum eminet, sæpissime producto, — Appendix caudalis intermedia quatuor aculeorum lateralium paribus munita. 7. Hippolyte macilenta Kr. (Tab. II fig. 55—56). Af denne nye Art har jeg kun seet et eneste, fra Grünland (Fiskenæsset) nedsendt, Individ, en Hun med stærkt udviklede Æg under Bugen. Formen er meget langstrakt og tynd; og da det undersögte Individ, Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. Qq 506 som bemærket, er en drægtig Hun, vil dette Forhold fremtræde endnu meget stærkere hos Hannerne og hos de ikke drægtige Hunner. Det er denne Omstændighed, som har foranlediget Artsnavnet. Rygskjoldet viser (hvad hos Hunner, der have afsat Ægmassen under Bugen, ikke er ualmindeligt) en temmelig tydelig, skjöndt afrundet, Rjül i en stor Deel af dets Længde; kun den allerforreste Deel af denne Kjål er tandbierende. Pandehornet (fig. 55) er kort, idet det kun omtrent har den halve Længde af Rygskjoldet, ikke er dobbelt saa langt som Öjnene, og ikke ganske naaer til Enden af de indre Föleres Skaft. Dets Form er meget karakteristisk, og staaer temmelig nær til den hos H. Sowerbet beskrevne, fra hvilken Årt nærværende Dyr derimod fjerner sig i mange andre Henseender. Det er meget höjt, sammentrykket i en særdeles stærk Grad (saa at det endög bliver ganske gjennemsigtigt), imod Enden udvidet næsten i Öxeform; uden at være krummet, hæver det sig lidt i Vejret over Rygskjoldet. Mod Enden böjer den överste Rand sig lidt ned, og den nedre stiger næsten lodret op, hvorved Pandehornet faaer et noget afstumpet Udseende. Den överste Rand viser fjorten Tænder (tre af disse paa Rygskjoldet), der alle ere smaa, og gradeviis aftage i Stör- relse ud efter, saa at den sidste er næsten umerkelig; en lille Strekning foran Spidsen er blottet for Tænder. Den allerforreste opstigende Deel af den nederste Rand viser to Tender; mellem Enden af Hornets överste Rand og den üverste af disse Tænder, der naaer ligesaa langt frem som hiin, findes et lille halvmaanedannet Udsnit. Rygskjoldets forreste Rand (fig. 56) har et Par Torne under Öjet (ingen over dette) og et Par meget smaa ved Siderandenes Forening med forreste Rand. Dette sidste Par er saa særdeles lidet, at man kunde være i nogen Tvivl, om det virkeligen bör medregnes som et Par 'Torne. Öjnene ere meget tykke, tydeligt omvendt koniske. De indre Fôlere have en middelmaadig Længde, idet de omtrent udgjöre en Trediedeel af Totallængden, og naae langt ud over Enden 307 af de ydre Föleres bladdannede Vedhæng. Skaftet er lidt kortere end den ydre Svöbe men kun halvt saa langt som den indre: förste Led længer end de to fålgende tilsammentagne; andet dobbelt saa langt som tredie; alle Skaftets Led udsende Fjerbårster fra den indre Rand. Det pigdannede Vedhæng naaer netop til Enden af förste Led, og har en temmelig bred, bladdannet Form. Den ydre Svöbes Roddeel er omtrent dobbelt saa lang som Endesnærten; de gaae temmelig gradeviis over i hinanden; i den fürste har jeg talt femten, i den sidste ti Led. Alle Leddene ere i Enden af den indre Rand forsynede med et lille Bårsteknippe. De ydre Föleres bladdannede Vedhæng er langt og smalt; dets störste Brede indeholdes idetmindste tre Gange i Længden. De yderste Irjebefödder ere af langstrakt og smal Form, men indeholdes mere end tre Gange (henimod 35 Gange) i Totallængden, og ere langt fra at naae Enden af de ydre Föleres bladdannede Vedhæng. Andet Led er lidt længer end begge de folgende tilsammentagne. Fødderne ere temmelig korte, men vise iövrigt de sædvanlige Forhold. ; Förste Par er noget kortere end Kjæbefådderne; andet Par naaer til Enden af de ydre Föleres bladdannede Vedhæng, og har som sæd- vanligt syv Smaaled i Haandroden (det tredie det længste, det sjette det korteste). Tredie Par er lidt længer end andet o.s. v. " Af Bagkroppens Ringe har den förste noget större Længde end sædvanligt er hos Hippolyterne; tredie Ring er temmelig stærkt hvælvet, og strækker sig temmelig langt ud over den fjerde, men viser aldeles intet Spor til Rjöl. Fjerde Rings Sidestykker ere forlængede mere end almindeligt. Sjette Ring er ved sin Længde meget betegnende for denne Art, og bidrager meget til at frembringe den langstrakte Form, som er saa iöjefaldende hos H. macilenta: den er meget længer end tredie Ring og ligesaalang som det mellemste Halevedhæng. Dette, der er langstrakt Qq* 508 og smalt, viste langs den ene Rand tre, langs den anden fire Torne. Om Endetornenes Beskaflenhed kan jeg Intet anföre, da disse for störste Delen manglede hos det undersögte Individ. H. macilenta synes at kunne karakteriseres saaledes. Seutum dorsale carina antice dentata instructum. Rostrum fron- tale breve (vix ad apicem pedunculi antennarum interiorum perveniens, virqve dupla oculorum longitudine), altissimum, compressissimum, laminare, apice rotundato-truncatum , ascendens, dentibus marginis superioris qua- tuordecim minutissimis, inferioris duobus. — Margo scuti dorsalis anterior duobus aculeorum paribus , altero infra oculos, altero minutissimo, fere evanescente, ad conjunctionem marginis anterioris cum lateralibus. Oculi crassi, obconici. — Antenne interiores mediocris (in femina) longitudinis, tertiam fere longitudinis animalis partem effiiciunt, apicemque appendicis antennarum inferiorum foliiformis multo superant. Pedes maxillares externi hune apicem minime attingunt. Annulus abdominalis sextus tertio multo longior, appendicem caudalem mediam longitudine ceqvans. Quatuor (?) aculeorum appendicis caudalis intermediæ lateralium paria. 8. Hippolyte turgida Kr. (Tab. II fig. 57—58 og Tab, TIL fig. 59—65). Formen er i Almindelighed kort, tyk, plump, ligesom ophovnet, især hos de ægbærende Hunner. Ganske unge Individer have imidlertid ofte et temmelig smækkert og langstrakt Udseende. Farven er almindeligen graaligtbrun; mange Individer vise dog et besönderligt spraglet Udseende, idet Cefalothorax er grönagtig, Bag- kroppens fem fürste Led hvidgule, de to sidste grünbrune, marmorerede med Hvidt. Rygskjoldet er hos mange Individer meget stærkt hvælvet eller forhøjet i Midten og ligesom puklet. Pandehornets Kjål fortsætter sig hos disse egentligen slet ikke tilbage paa Rygskjoldet, men derimod vel 309 Tænderne, der indtage Halvdelen af dets Længde (sjældent 3), og ere tre til fem i Tallet. Disse Tænder ere ved Roden meget tydeligt adskilte fra hverandre. Panden stiger meget skraat ned, og Rygskjoldets Over- flade er glat og glindsende. — Men hos andre Individer er Cefalothorax meget mindre tyk end hos de fürstomtalte, Rygskjoldet kun lidt eller næsten slet ikke hvælvet, og Panden altsaa ikke, eller dog kun i en ringere Grad, nedstigende. Rygfladens Kjél fremtræder hos disse stærkt, og fort- sætter sig i Almindelighed langt tilbage, saa at den indtager 3 eller %, stundom vel endog næsten hele Længden af Rygskjoldet, "Tænderne paa Rygskjoldets Middellinie pleje ved Roden at flyde sammen eller at være forbundne med hverandre. Rypskjoldet er endvidere hos disse Individer altid mere eller mindre furet og rynket paalangs, men uregelmæssigt”). Pandehornet (fig. 37) er rettet lidt ned eller ligeud, meget sjældent lidt op. Det er kort (kun omtrent dobbelt saa langt som Ojestilkene), dybt, i Enden tilspidset og nedenunder triangelformigt udvidet, dog med nogle Modifikationer i Formen. Det kan siges at dele Dyrets üvrige plumpe Udseende. Antallet af den üvre Rands Tænder er (fire fra- regnede for Rygskjoldet) i Regelen sex; dog forekommer ogsaa paa den ene Side fem, paa den anden indtil otte**). Paa Hornets nederste- forreste Rand tælles i Regelen fem eller sex, sjældent derimod syv eller otte Tænder; den forreste træder stundom lige saa langt frem som den forreste paa den överste Rand, hvorved Hornets Form forandres lidt, idet det synes at ende med to Tænder”). Tænderne sidde hverandre meget nær, især paa den nederste Rand, hvor de ere fine, men meget lange. Hornet *) Disse Forskjælligheder i Rygskjoldets Forhold synes især at beroe paa, om Æggene enten bevares under dette, eller ere udtraadte, See ovenfor, Side 215. **) Naar altsaa, som sædvanligt, medregnes Tænderne paa Rygskjoldet, bliver Tallet fra ni til tolv, ti det regelmæssige. ***) Af tyve undersøgte Individer havde to paa den överste Rand 12 Tænder, fem 11 Tænder, syv 10 Tænder og sex 9 Tænder; paa den nederste Rand havde to Individer 8 Tænder, tre Individer 7, syv Individer 6, syv kun 5 og ct eneste 3 Tænder. 510 er kortere end de ydre Füleres bladdannede Vedhæng og kuu lidt længer end de indre Föleres Skaft. Ved Roden af Pandehornet, over Öjnene, udgaae fra Rygskjoldets forreste Rand paa hver Side to Torne, den ene ligeovenover den anden (fig. 58 a og b); under Ojet kunde ligeledes siges at være to Par Torne, fordi næmlig den ydre Vinkel af Öjehulen hos nærværende Art antager en saa tilspidset Form og tillige har saadan Fasthed, at den meget vel kunde betragtes som en Torn *) (fig. 58 ¢ og d). Endeligen findes en Torn paa hver Side, ved den forreste Rands Forening med Sideranden (e). Om disse Tornes relative Störrelse kan intet bestemt siges; dog synes den överste over Öjet i Regelen at være den störste, hvorimod den nederste paa Siderne ofte er meget lille. Öjnene udmærke sig ikke hos denne Art ved Tykkelse. De indre Fôlere ere meget korte (de indeholdes omtrent 5% Gang i Totallængden), og naae næppe ud over Endebörsterne af de ydre Föleres bladdannede Vedhæng. Skaftet er kun lidt kortere end Pandehornet og endeel længer end Svåberne. Grundleddet er omtrent dobbelt saa langt som de to fålgende Led tilsammentagne; dets tornformige Vedhæng naaer omtrent til Enden af det andet Led, hvilket næsten er dobbelt saa langt som tredie. Den ydre Svübe er her næsten lige saa lang som den indre, og dens tykkere Roddeel omtrent fire Gange saa lang som dens tynde Snært; i den første har jeg talt femten til sexten Led, i den sidste sex til syv; i den indre Svöbe to og tyve. Spor til Børster langs den indre Svöbe har jeg ikke bemærket. De ydre Föleres Svöbe er meget kortere end Dyrets Totallængde. Deres ydre Vedhæng er kort og bredt (dets stürste Brede udgjör næsten Halvdelen af dets Længde), hvilket beroer derpaa, at den indre Rand bøjer sig stærkt ud, hvorved Vedhængets Form i en ikke ringe Grad *) I det nedenfor i Diagnosen for nærværende Art opgivne Antal af Torne paa Rygskjoldets forreste Rand er den imidlertid ikke medregnet. off bliver oval. I Enden er det temmelig skraat afskaaret, og den ydre Rands Endetorn rager langt frem. Munddelene vise næsten ingen Afvigelse fra den sædvanlige Form. Kindbakkernes Endetorn (Tab. UI fig. 59, a) er forsynet med fire Tender; deres Palpes (fig. 59, b) sidste Led er meget længer end förste og forsynet med mange Borster. Den rudimentere Gjelle paa andet Par Kjæbefådders Svöbe har jeg fundet at bestaae af ni Gjælleblade. De yderste Kjæbefüdder (fig. 60) ere kun af middelmaadig Længde, og naae enten slet ikke eller dog kun ubetydeligt ud over de ydre Föleres bladdannede Vedhæng (Endebörsterne medregnede); men derimod ere de af en temmelig stærk Bygning; andet Led omtrent af lige Længde med fjerde eller lidt længer og henimod fem Gange længer end tredie. Enden af fjerde Led omgives af fire til fem stærke, sorte Torne, og paa Underfladen indenfor Randen findes endnu adskillige kortere. Palpen (fig. 60,a & ax) er temmelig spæd og kun forsynet med faa Börster. Svöben (fig. 60, b & bx) af sædvanligt Forhold. Første Par Fødder ere temmelig store og af stærk Bygning. Armen eller de tre første Led er kun lidt lenger end Haanden, men mere end dobbelt saa lang som Haandroden. Palmen er dobbelt saa lang som 'Tommelen. Andet Par Fødder indeholdes omtrent 23 Gange i Totallengden, og naae, naar de udstrækkes, med hele Haanden ud over de yderste Kjæbe- füdder, men kun med en ringe Deel over de ydre Fåleres bladdannede Vedhæng. Tredie Led lidt kortere end fjerde, femte Led eller Haand- roden omtrent 3 Gang længer end fjerde og fire Gange længer end Haanden. Haandens Tommel har lidt mere end Palmens halve Længde (forholder sig til denne som 3 til 5). Tredie Fodpar er lidt kortere end andet; fjerde Led er (som sæd- vanligt) længst, meer end dobbelt saa langt som femte, langs den ydre 312 Flade besat med en Række stærke Torne; sjette Led kun lidi kortere end fjerde, dobbelt saa langt som femte, har, foruden Tornerækker paa den bageste Flade, to Rækker Bårsteknipper langs Sidefladerne. Fjerde Fodpar er ubetydeligt kortere end tredie; dets sjette Led af lige Længde med det fjerde Led. låvrigt overeensstemmende med tredie Fodpar. Femte Fodpar stemmer temmelig nær overeens med fjerde, kun er dets fjerde Led lidt kortere end sjette, og viser ingen Torne paa den ydre Flade. i | Gjællerne ere ovale, hvilket dog især gjælder de tre første Par; de to sidste ere meget længere end de foregaaende; femte Par (fig. 61) foroven meget tilspidset og furet lige fra Spidsen; begge Delene altsaa lige lange. i Anden Bugring er usædvanligt lang (mere end tre Gange saa lang som förste), og udvider sig meget stærkt paa Siderne, saa at den (i Dyrets sædvanlige, vinkelformigt büjede Stilling) ikke blot skjuler en stor Deel af tredie Rings Sidestykker, men næsten ganske bedækker første Ring. Tredie Ring har Rygfladen hvælvet, men aldeles afrundet; den bageste Rand er i Midten uddraget i en Spids eller Vinkel, der dog er afrundet, og lægger sig tæt op til den fålgende Bugrings Rygflade. De følgende Bugringe forekomme mig ikke at vise noget Særeget i deres Form. Det mellemste Halevedhæng har i Regelen fire Par Torne langs Siderne*). I Enden viser det tre Par Torne (fig. 62), af hvilke det yderste er det korteste, halvt saa langt som det næste; dette, der er det længste og tillige det stærkeste, er dog noget kortere end Halevedhængets Brede i Enden; det mellemste Par staaer i Længde midt imellem de to +) Af 21 undersøgte Individer havde elleve fire Par Torne, tre fem Par, et tre Par; hos fire Individer viste den ene Rand fire, men den anden kun tre Torne, og hos to fandtes fire paa den ene Side, men fem paa den anden. foregaaende og er det tyndeste; Bürster paa Siderne viser det ilike (det har altsaa ikke Fjerform); derimod ere nogle Börster fæstede imellem foregaaende Par og dette (tildeels endog over det), af hvilke een er meget lang. Förste Par Svömmefödder (fig.65) har den indre Svåmmeplade (b), som er af en temmelig bredt-oval, i Enden tilspidset Form, omtrent 4 Gang længer end den ydre (a), der er liniedannet. Hos de fölgende Par ere Svåmmepladerne ovale, i Enden afrundede (eller dog kun i meget ringe Grad tilspidsede), af lige Længde, eller den indre ubetydeligt længer; denne sidstes Vedhæng er liniedannet eller langstrakt kölledannet og den hagebærende Deel ikke af betydelig Udstrækning. Uagtet jeg af denne Art har haft en stor Mængde Individer (henimod Hundrede) fra forskjællige Lokaliteter til Undersøgelse, har jeg ikke været istand til at opdage en eneste Han blandt dem. Beskrivelsen er altsaa kun gyldig for det ene Kjön. Nærværende Art er fælleds for Spitsbergen, Grünland og den Udbredelse. norske Kyst (paa denne sidste idetmindste saa sydligt som Kristianssund eller indtil 62° nrdl. Br.). Individerne fra Spitsbergen udmærke sig ved betydeligere Størrelse, og overgaae især meget de paa den norske Kyst samlede. H. turgida kan betegnes saaledes. Scutum dorsale dentatum, carinaque armatum varie longitudinis, interdum evanescente. Rostrum frontale breve (scuto dorsali brevius, oculis duplo longius, pedunculo antennarum interiorum paulo longius, appendice antennarum exteriorum foliformi multo brevius), sat altum, cultellatum, parum descendens vel subhorizontale, decem circiter marginis superioris et sex marginis inferioris dentibus instructum. — Margo scuti dorsalis anterior quatuor aculeorum paribus armata: duobus supra oculos, tertio infra oculos, quarto ad conjunctionem marginis anterioris cum mar- ginibus lateralibus. — Antenne interiores (in femina) perbreves, non Pid, Sel. naturvid. og mathem, Afh, IX Deel. Rr 314 gvintam longitudinis animalis partem complent, vixque apicem appendicis antennaruw exteriorum foliiformis superant; pedunculus flagellis longior. — Pedes maxillares externi ad apicem appendicis folüformis antennarum exteriorum ferme perveniunt. Appendix caudalis intermedia quatuor acu- leorum lateralium paribus armata. 9. Hippolyte Phippsü Kr.*). (Tab. IH fig. 64—68). Formen langstrakt, let og sürlig. Rygskjoldet (fig. 64) er glat og hvælvet, ikke blot paatværs, men ogsaa temmelig kjendeligt i Retningen bagfra fortil. Det er hos nær- værende Art den bageste Deel af Rygskjoldet, som ved at sænke sig skraat frembringer denne Konvexitet i Retningen bagfra fortil; Panden er derimod kun ubetydeligt nedstigende, eller hos nogle Individer aldeles ikke. Kjöl findes vel almindeligen paa den forreste Halvdeel af Ryg- skjoldet, ‘dog oftest saa svagt fremtrædende, at den næppe uden Lupe kan bemærkes; hos enkelte Individer bemærkes slet ingen Kjål, men blot isolerede Tænder. Pandehornet (fig. 64) fremtræder omtrent i lige Flugt med Ryg- linien, og er i Regelen aldeles vandret (kun sjældent stiger det ganske lidt i Vejret). Det er kun af middelmaadig Længde, noget kortere end Rygskjoldet, omtrent dobbelt saa langt som Ojenstilkene, og naaer til Enden af de indre Föleres Skaft, men langtfra ikke til Enden af de ydre Föleres bladdannede Vedbæng. Hos enkelte Individer synes Hornet dog at blive noget længer end sædvanligt. Hvad Formen angaaer, maa mærkes, at det kun har meget ringe Dybde eller Höjde, og at den nedre Rand kun udvider sig meget lidt i Enden, samt at den Deel, jeg kalder +) Denne Art er opkaldt efter den bekjendte engelske Süfarende, Constantin Phipps, senere Lord Mulgrave, som i forrige Aarhundrede (1773) besøgte Spitsbergen, og leverede nogle Bidrag til at oplyse dette Lands Zoologi. 515 ' Biadet, her er kort i Forhold til Skaftet, hvorfor man maaskee snarere kan sammenligne Pandehornets Form med en Landse- eller Piilspidse, end med en Kniv eller Dolk. Det regelmæssige Antal af 'Tænder langs den överste Rand er ti, hvoraf de fire eller fem fürste ere anbragte paa Rygskjoldet; paa den nederste-forreste Rand findes sædvanligt fire Tender *). Rygskjoldets forreste Rand (fig. 65) har fire Par Torne: to Par over Öjnene, et Par tæt nedenfor Öjnene, og et Par ved Foreningen af Side- randen med forreste Rand, hvilket sidste Par er meget lille**); det överste Par over Ojnene (a) er stort og stærkt, rettet noget op og stundom tillige ud; det andet Par (b), som sidder under det første, er meget mindre, noget nærmere Legemets Middellinie, ligefremadrettet, dog med Spidsen krummet lidt indad; det under Öjnene anbragte Par (d) er temmelig stærkt. Ojenstilkene nærme sig til den cylindriske Form. De indre Fôlere ere temmelig korte (de indeholdes henimod fire Gange i Totallængden), men naae imidlertid langt ud over de ydre Föleres bladdannede Vedhæng. Skaftet naaer til Enden af Pandehornet, men er endeel kortere end Svüberne. Grundleddet er endeel længer end de to fålgende Led tilsammentagne, dog ikke dobbelt saalangt; dets pig- +) Hos de sex spitsbergenske Individer, jeg har haft Lejlighed til at undersøge, var Forholdet folgende: 545 645 545 5+4 644 644 4 4 4 47.0 See de A Det höjre Tællertal angiver Rygskjoldets, det venstre Hornets Tænder. Hos de norske Individer af Hankjonnet, som jeg holder for identiske med denne Form, fandtes Antallet saaledes: 645 645 5+3 644 6+4 644 4 3 2 3 4 3 Hos et lige Antal Hunner fra den norske Kyst, som jeg troer at kunne henføre til denne Art, fandtes altid tre Tænder paa Pandehornets nederste Rand, medens det paa den överste vexlede mellem ti, ni og otte, dog saaledes, at det sidste Tal var det hyppigste. Hos disse Hunner var Pandehornet ogsaa forholdsviis endeel kortere end hos Hannerne og især kortere end hos de spitsbergenske Individer. **) Hos adskillige Individer har ieg ikke været istand til at overtyde mig om Tilværelsen af dette Par, uden ved at afklippe Rygskjoldets forreste-nederste Hjørne, og under- kaste det Præsning under Mikroskopet. Rr* NL dannede Vedhæng overgaaer det kun lidt i Længde, og naaer ikke til Enden af andet Led, hvilket er noget længer end tredie. Den indre Svöbe er noget længer end den ydre (der dog er længer end Skaftet); jeg har i den talt 24 Led. Den ydre Svöbes tykkere Roddeel er omtrent fire Gange saa lang som Endesnærten; i hiin har jeg talt sexten, i denne fem eller sex Led. De ydre Föleres Svöbe er kun lidet kortere end Totallængden. Længden af deres bladdannede Vedhæng indeholdes omtrent sex Gange i Totallengden; det er af langstrakt-oval Form og dets Brede indeholdes tre Gange i dets Længde; i Enden er det temmelig skraat afskaaret; Endebörsterne lange, den ydre Rands Endetorn stærk og fremragende. Rindbakkerne (fig.66) ere i Enden ved et temmelig dybt Indsnit deelte i to Flige, af hvilke den üvre (x) er afrundet), den nedre eller bageste mere tilspidset. Den afrundede Flig (x”) er omgivet af en Række meget tætstillede Børster af ejendommelig Struktur. Endespidsen (a) har kun tre Tænder. Palpens (b) sidste Led er ikke meget længer end det første. Rjæberne og de to förste Par Rjæbefådder give ikke Anledning til nogen Bemærkning. De yderste Ijebefödder ere temmelig korte, af stærk Bygning, indeholdes omtrent 4 Gange i Totallangden, og naae til Enden af de ydre Fåleres Vedhæng. Andet Led ubetydeligt længer end fjerde og tre Gange længer end tredie Led, har i Enden af den ydre Rand en lang og stærk Torn. Fem Torne omgive det stærkt bårstebeklædte fjerde Leds Enderand, og tre andre sidde tæt bag disse. Palpen er temmelig lang; uden Endebörsterne udgjür den omtrent 3 af Længden af Kjæbe- föddernes andet Led, og med de i Spidsen anbragte Börster naaer den næsten til Enden af det omtalte Led; i Enden viser den idetmindste sex Afsatser eller Led, fra hvilke Bürsterne udgaae. Svöben er af sædvanlig Form, langs den nederste Rand væbnet med fem eller sex Börster. 517 Første Par Födder er af middelmaadig Störrelse og stærk Byg- ning, men viser iövrigt aldeles intet Særeget i Bygning. Andet Par Födder indeholdes omtrent 24 Gange i Totallengden, og naaer med hele Haanden ud over de ydre Fåleres bladdannede Ved- hæng; andet Led ubetydeligt kortere end tredie; fjerde Led lidt kortere end de to foregaaende tilsammentagne, næsten fire Gange saa langt som Haanden. Tredie Par Födder er noget længer end andet Par; tredie Led omtrent dobbelt saa langt som fjerde, men lidt kortere end femte Led, der er det længste, og fire Gange saa langt som sidste Led. Torne- bevæbningen er den sædvanlige. | Fjerde Fodpar ubetydeligt kortere end tredie; dets femte Led længer end det tredie. Femte Fodpar giver ikke Anledning til nogen Bemærkning. Første Gjællepar af sædvanlig Form; de fålgende alle foroven tilspidsede; fjerde Par (fig.67,a) har den bageste Halvdeel lidt fremragende over den forreste; femte Par (fig. 67, b) langstrakt, smalt, furet fra Spidsen og begge Halvdelene altsaa lige lange. Anden Bugring er paa Midten kun lidt længer end förste, men udvider sig temmelig stærkt paa Siderne; tredie Bugring dobbelt saa lang som anden; dens bageste Rand træder paa Midten ikke sünderligt stærkt frem. Hos det udmaalte Individ var sjette Bugring ligesaa lang som tredie, eller endog lidt længer; dette er imidlertid ikke det regel- mæssige Forhold: sædvanligt er tredie Bugring endeel længer (omtrent 7) end sjelte. Det mellemste Halevedhæng ender temmelig tilspidset, og er i Regelen forsynet med fire Par Tornet). Den bageste Rand er væbnet +) Ti undersøgte Individer viste folgende Forhold; syv havde fire Par Torne, to Individer fire Torne langs den ene og tre langs den anden Side og et endeligen fire paa den ene og fem paa den anden Side. + 58 med tre Par Torne (fig. 68), af hvilke det yderste er det korteste, det andet mere end dobbelt saa langt, og i det mindste ligesaa langt som Breden af Halevedhengets Spidse, lidt indadkrummet; det mellemste Par i Længde mellem de to foregaaende, fjerdannet. | Svömmefödderne vise hos Hannerne den sædvanlige Form; det første Pars indre Svimmeplade er kortere end den ydre, i Enden forsynet med et langt men smalt krölleberende Vedhæng; hos det andet Par har den indre Svömmeplade to Vedhæng, af hvilke det krüllebærende er meget langstrakt-eylindrisk og kun forsynet med faa Kröller yderst i Spidsen. Hos de norske Individer, jeg har troet at kunne henfére som Hunner til denne Art, er hos første Par Svömmefödder Svömmepladerne omtrent af lige Længde, men den indre bredere end den ydre; hos andet Par er den indre Svåmmeplade lidi kortere end den ydre; dens Vedhæng langt, særdeles tyndt, kun med et Par Kråller yderst i Enden, Jeg har erholdt nogle Individer af denne Art paa Spitsbergen, og ligeledes et ringe Antal paa den norske Kyst indtil Kristiansund; disse sidste stode i Störrelse temmelig meget tilbage for de forste. Fra Grön- land har jeg seet to eller tre Individer, som jeg troer med nogenlunde Sikkerhed at kunne henföre til denne Art; dog vil jeg betragte Sagen som endnu uafgjort, da de omtalte Exemplarer vare temmelig meget beskadigede. Alle Individerne fra Spitsbergen vare Hanner, hvorfor jeg har, været i megen Tvivl, om jeg ikke burde betragte dem som henhørende til foregaaende Art, der staaer denne meget nær, og af hvilken jeg blot kjender Hunner. Da der imidlertid blandt de norske Individer fandtes Hunner (rigtignok temmelig unge), der ikke syntes at kunne adskilles fra de beskrevne Hanner, ansaa jeg det for rigtigst, at betragte disse Dyr som særskilt Art*). *) Dog kunne disse Hunner i nogen Henseende siges at danne Overgang til H turgida, og Sagen bliver saaledes endnu stedse tvivlsom. — 319 H. Phippsü kan karakteriseres ved fölgende Linier. Scutum dorsale antice dentatum, carina vulgo obsoletiore, interdum prorsus evanescente. Rostrum frontale horizontale, angustatum, vix cul- tellatum, parvum, scuto dorsali brevius, dupla fere oculorum gaudet longi- tudine, apicemque pedunculi antennarum interiorum asseqvilur, non vero appendicis antennarum exteriorum folüformis. Margo ejus superior vulgo decem, inferior quatuor gerit dentes. Margo scuti dorsalis anterior quatuor armata est aculeorum paribus, primo et secundo supra oculos, tertio infra oculos, quarto ad conjunctionem marginis anterioris cum marginibus late- ralibus. Antenne interiores mediocris (in utroque sexu) magnitudinis, quartam fere longitudinis animalis partem complent, apicemque appendieis antennarum exteriorum folüformis longe superant; utrumqve flagellum pe- dunculo longius est. Pedes maxillares externi apicem appendicis anten- narum exteriorum assequunlur. Quatuor aculeorum appendicis caudalıs intermedie lateralium paria. 10. Hippolyte pusiola Kr. (Tab. HI fig. 69—75). Denne lille Art, som, hvad Pandehornet angaaer, staaer ner ved HH. microceros, er af temmelig plump Form; især er Forkroppen gjerne noget tyk og ligesom opsvulmet. Rygskjoldet, som — Pandehornet medregnet — indeholdes om- trent 53 Gang i Totallengden, er meget stærkt hvælvet eller ligesom puklet i Retningen bagfra fortil. Panden er imidlertid ikke sönderligt nedstigende, men det er den bageste Deel af Rygskjoldet, som sænker sig dybt. Man kan ofte være meget i Tvivl, om man skal sige, at Ryg- skjoldet har Kjål eller ikke: i alt Fald er den gjerne meget lidt frem- ragende, og indtager kun en ringe Deel af Rygskjoldets Længde. Den Uovereensstemmelse, som iåvrigt forskjællige Individer i saa Henseende BE, vise, synes at betinges af de samme Forhold, som de hos AH. turgida angivne. Pandehornet (fig. 69) er meget lille, omtrent af Öjnenes Liengde, og indeholdes gjerne tre Gange eller lidt mere i Rygskjoldets Længde; dets Retning er aldeles vandret; af Form er det temmelig tykt (men ikke dybt) ved Roden, i Enden tilspidset, uden nogen Udvidelse paa den nedre Rand, eller med andre Ord trexgget syldannet. Paa den nedre Rand har jeg aldrig bemærket Tiender; paa den övre findes alminde- ligen tre eller fire, sjældent to*). Een eller to af disse Tænder ere an- bragte paa den forreste Deel af Rygskjoldet, de andre paa selve Pande- hornet. Den yderste Tand er stundom noget mindre end de foregaaende, dog er dette ingenlunde det regelmæssige Forhold. Rygskjoldet har ingen Torne paa den forreste Rand ovenfor Öjet. Derimod findes tæt nedenfor Öjet (fig. 70), foruden den sædvanlige, stumpttilspidsede Hornlap, en lille Torn; og en endnu langt mindre ved Foreningen af Sideranden med den forreste Rand. Öjenstilkene (fig. 69, c) ere noget tykke og plumpe, temmelig stærkt udvidede i Enden, hvor Øjnene ere anbragte. De indre Fôlere (fig. 71) ere af middelmaadig Længde, inde- holdes mere end 53 Gange i Totallængden, og naae med Spidserne udover de nedre Föleres bladdannede Vedhæng. Skaftet (fig 71, abe) udgjör henimod Halvdelen af Fölernes Længde; Grundleddet (a) som sædvanligt meget længer end de to fülgende Led tilsammentagne og mere end dobbelt saa langt som andet Led, naaer med Spidsen ud over Öjnene og Pandehornet. I Enden af den ydre Rand er det væbnet med en meget lang Torn, hvilket i endnu höjere Grad er Tilfældet med andet Led (b); ogsaa tredie Led (c) har en Torn, som dog er meget mindre**), +) Af 26 undersögte Individer havde 15 tre Tænder, 10 fire Tænder og kun et 2 Tænder. **) 1 de paa Tabellen angivne Udmaalinger ere disse Torne ikke medreguede. 321 Det pigdannede Vedhæng (fig. 71, a’), hvis Spidse ikke aldeles naaer til Enden af Grundleddets ydre Endetorn, har en noget særegen Form, idet dets indre Rand efter de $ af Længden gjör en pludselig Böjning udad, hvorved Vedhænget ligesom deles i en bredere Roddeel og en Torn. Den indre Svåbe (fig. 71, d), som her ikke er længer, men maaskee i Reglen endog lidt kortere, end den ydre, har 25 eller 24 Led. Ved den ydre Svöbe (fig. 71, e) iagttages, foruden det allerede angivne Længdeforhold til den indre Svöbe (der, efter min Erfaring, er fælleds for begge Rjön), to Ejendommeligheder: först at den temmelig gradeviis tilspidses, saa at det er noget vanskeligt at trække en bestemt Grændse mellem Roddelen og Endesnærten; dernæst at denne sidste har en usædvanlig Længde (og som Fölge deraf et usædvanligt Ledantal), da den paa det Nærmeste holder Halvdelen af hiins Længde. I Roddelen har jeg talt 12 Led, i Endesnærten 9 eller 10. Roddelen er paa Underfladen meget rigeligt forsynet med lange Haar. De ydre Föleres Svöbe udgjör omtrent # af Dyrets Totallængde; det bladdannede Vedhæng er ovalt formedelst den indre Bands Udböj- ning; dets Brede indeholdes i Længden (naar Endebörsterne ikke med- regnes) 2} Gange. Enderanden maa snarere siges at være afrundet end skraat afskaaren, og den ydre Rands Endetorn naaer med Spidsen lige- saa langt frem som Enderanden. Munddelene vise den normale Form. Kindbakkernes Torn har fire Tænder, og Palpens sidste Led er ikke betydeligt længer end Rodleddet. De yderste Kjæbefødder ere middelmaadigt lange (de indeholdes næppe tre Gange i Totallengden), og naae ud over de ydre Füleres blad- dannede Vedhæng. Andet Led omtrent af Længde som fjerde Led og mere end 3 Gange saa langt som tredie Led; fjerde Led i Enden væb- net med fem Torne, foruden et Par meget korte. Det förste Par Fødder er temmelig stort, og indeholdes kun lidt mere end tre Gange i Totallengden (Pandehornets Korthed maa. her Vid. Sel. naturvid. og mathem, Afh. IX Deel. Ss 522 imidlertid ikke forglemmes). Armen er lidtlænger end Haand og Haand- rod tilsammentagne; Haanden næsten dobbelt saa lang som Haandroden. Andet Par Födder er temmelig langt, og indeholdes ikke stort mere end to Gange i Totallengden; tredie Led noget kortere end fjerde, begge tilsammen omtrent af Længde som femte; Haandroden har syv Smaaled. Tredie Par Fôdder er lidt længer end andet, dets sjette Led af lige Længde med fjerde og mere end dobbelt saa langt som femte. Fjerde Par Födder lidt længer end tredie; dets sjette Led en halv Gang længer end dets fjerde Led. Femte Par Fødder ubetydeligt kortere end fjerde; iövrigt omtrent af Beskaffenhed som dette. Gjellerne ere langstrakte og smalle; de fire sidste tilspidsede i den åverste Ende, det femte Par furet ligefra Spidsen. Bagkroppens Ringe frembyde omtrent det sædvanlige Forhold: forste Ring halvt saa lang som anden; tredie Ring meer end dobbelt saa lang som anden, med afrundet Rygflade og den bageste Rand ikke stærkt udböjet; fjerde og femte Ring med de sædvanlige Torne paa Siderne. Det mellemste Halevedhæng er forsynet med fire Par Sidetorne+). Af de sex Endetorne (Fig. 72) ere de to yderste de korteste, om- trent halvt saa lange som de mellemste; disse sidste, der ere fjerdannede, ere atter et godt Stykke kortere end det næstyderste Par, hvis Længde meget overgaaer Halevedhængets Brede i Enden. Hos Hunnerne er den indre Svömmeplade af første Par Svöm- mefödder (fig. 75, A, b) lidt kortere end den ydre Plade (a), men deri- mod bredere. Hos Hannerne tiltager Rortheden af den forneden afstum- +) Blandt sytten undersøgte Individer havde tretten fire Par Torne, et fire Torne paa den ene Side og tre paa den anden, et fire paa den ene Side og to paa den anden, et fire paa den ene Side og fem paa den anden; et endeligen viste et ganske ure- gelmæssigt Forhold: fem Torne paa den ene Side og sex paa den anden. 325 pede indre Svimmeplade (fig. 75, B, b), hvorimod det krüllebærende Ved- hæng (x) udmærker sig ved sin Længde (det har den indre Svömmeplades halve Længde) og ved sin smalle Form. Tæt bag det ere to Fjerbörster anbragte, der næsten naae til dets Spidse. Ogsaa hos de fülgende Par Svömmefödder, hvis Svömmeplader omtrent have lige Længde, er det krüllebærende Vedhæng af betydelig Længde men meget smalt, og Krül- lerne ere kun faa i Tallet, og indskrænkes til en meget lille Strækning af den indre Rand. Denne lille Art har jeg fundet ved Kristiansund, hvor den ikke forekom sjældent paa nogle faa Favne Dybde (i Begyndelsen af April). Hunnerne bare Rognen under Bugen, og hos enkelte Individer vare Un- gerne færdige til at forlade Moderen. Et eneste Individ havde et Exem- plar af Bopyrus abdominalis under Bugen. Mange andre bare derimod et andet, allerede ovenfor (Side 264) omtalt Snyltedyr under Bugen. H. pusiola kan karakteriseres saaledes: Anterior scuti dorsalis pars vulgo obsoletius carinata, unicoque armata dente. Rostrum frontale perbreve (oculorum ferme longitudine, scuto dorsali ter brevius), horizontale, subulatum, tribus quatuorve margi- nis superioris dentibus (dente seuti dorsalis una computato), nullis infe- rioris. — Margo scuti dorsalis anterior duobus aculeorum paribus instructa (altero infra oculos, altero ad conjunctionem marginis anterioris cum mar- ginibus lateralibus). Flagellum exterius antennarum interiorum interius longitudine æguat vel superat (in utroqve sexu); pars ejus gracilior ter- minalis dimidia ferme est longitudine partis basilaris crassioris. Pedes maxillares externi apicem appendicis folüformis antennarum exteriorum superant. Quatuor aculeorum appendicis eaudalis medic lateralium paria. Ss* zu C. Pedes maxillares externi flagello instructi, palpo vero destituti. e. Pedes primi et secundi paris flagello ornati. 11. Hippolyte polaris Sab. (Tab. IH fig. 78—81, Tab. IV fig. 82.) Synonymi, ©. Fabricii Fauna grönlandica n. 216: Cancer Squilla var, 8 ?*). Sabine, suppl. to the app. of Capt. Parrys voyage pag. 238, Alpheus polaris. Owen, appendix to the voyage of Ross, pag. 85,, Hippolyte polaris. Milne-Edwards: hist. des Crustaces Il, 376, Hippolyte polaris. Kroyer, Grönlands Amfipoder p. 88, Naturhistorisk Tidsskrift II, 254, Hippolyte ” polaris. Formen er noget plump og tyk hos Hunnerne; hos Hannerne derimod let og langstrakt. Rygfladen af Cefalothorax har paa Middel- ”) Det synes temmelig vanskeligt at afgjôre, hvor Fabricius’s Cancer Squilla skal hen- föres, da den meddcelte Beskrivelse er utilstrækkelig, og upaatvivleligt ogsaa, hvad de indre Fülere angaaer, urigtig. Hvad jeg först antager for afgjort, er, at det er en Hippolyte-Art, og ikke nogen Palæmon (hvilket Milne-Edwards har meent, der, skjündt med Tvivl, henfürer den som Synonym til sin Palæmon Squilla, efr. Hist, des Crustacés II, 390). Denne Paastand støtter sig paa tre Grunde: 1) Fabricius's Hovedart forekommer ,,copiose;” men blandt de mange Kræbsdyr, som i en Række af Aar ere nedsendte fra Grönland, tælles en Halv Snees Hippolytearter, derimod ingen Palæmon. 2) Jeg har ingen Palæmonart truflet ved Spitsbergen og heller ikke paa den norske Kyst fra Hammerfest til Stavanger, hvorimod talrige Hippo- lyter. Vei tvivler jeg ikke paa, at der kan forekomme Palæmoner ved den sydlige norske Kyst; men, at de gaae Stat forbi mod Nord, har jeg idetmindste ingen Grund til at antage. 3) Endeligen forekommer det mig, at folgende Ord hos Fabricius om Bagkroppens anden og tredie Ring (hvilke han efter sin Betragtningsmaade kalder fjerde og femte): „huc ascendit superior pars insecti” og „hie insectum gib- bosius” uimodsigeligt bevise, at Talen er om en Hippolyte. Hvad jeg dernæst anseer for sikkert, er, at Fabricius?s Cancer Sqvilla indbefatter to Arter, idet hans Varietas 8 er en Art og ikke en Afart, da den har tre Par Torne paa Rygskjoldets forreste Rand, hvilket ikke er Tilfældet med Hovedarten. At antage, at Fabricius?s to Arter ikke skulde være blandt de mange nedsendte, forekommer mig temmelig usandsynligt; skjöndt jeg paa den anden Side indrömmer Vanskeligheden af at henföre dem til disse. Jeg har tidligere (Grønlands Amfipoder S. 88 og Naturhistorisk Tids- skrift II, 254) anfört Cane Squilla Fabr. som Synonym til H. polaris, og jeg er endnu af den Formening, at Varietas 8 hører dertil, paa Grund af de allerede omtalte tre Par Torne. Hovedarten synes ingensteds at kunne henføres (dersom Beskrivelsen 325 linien en meget tydeligt fremtrædende Kjöl, hvilken undertiden ikke ind- tager Halvdelen af dens Længde (næppe 3), hos andre Individer derimod strækker sig langt ud over Halvdelen, og tillige bagtil bliver bredere, hvorved Dyrets Habitus forandres endeel. Cefalothorax er iüvrigt gjerne temmelig stærkt hvælvet paa Midten, og ligesom noget puklet, og da Pan- den sænker sig temmelig betydeligt ned fortil, udgaaer Pandehornet meget lavere end hos Hipp. borealis, og dets üverste Rand bliver mere eller mindre konkav, idet Pandehôrnet gjerne hæver sig lidt fortil, og ikke plejer at have nogen" aldeles vandret Stilling. Pandehornet (fig. 78, a, b) er oftest kortere end Rygskjoldet, men man finder dog ikke sjældent Individer, hos hvilke det overgaaer Længden af Rygskjoldet lidt. Hele dets åverste Rand er skarp; det ender meget spidst, og viser et forskjælligt Antal Tænder (jeg har talt fire til syv), af hvilke dog de to eller tre förste allerede fremtræde paa Ryg- skjoldet. Mellem den sidste Tand og Pandehornets Spidse er ofte et temmelig betydeligt Mellemrum. Den sidste Deel af Pandehornet ud- vider sig forneden i Form af et triangulært Knivsblad, der er temmelig bredt, og viser to eller tre Tænder”). Det Stykke af Pandehornet, som ligger imellem Bladet og Roden, er treægget paa Grund af den Længde- kam, der fremtræder langs hver Side af Hornet fra dets Rod til dets iövrigt er paalidelig), formedelst de indre Foleres ualmindelige Korthed (de angives kun en halv Gang længere end Øjet, et Forhold, som jeg ikke har fundet hos nogen nordisk Art). Da H. turgida blåndt alle gronlandske, og overhovedet blandt alle nordiske bekjendte Arter har de korteste Folere, kunde man maaskee troe, at den var meent, og finde nogen Bekræftelse for denne Mening i Antallet af Saug- tænderne paa Pandehornets överste Rand og Beskrivelsen af Rygskjoldets forreste Deel som ,,vix carinatum.” Dog vil dette tvivlsomme Punkt maaskee næppe kunne bringes til Afgjorelse af Nogen udenfor Grönland. Af Kaptajn Holboll, som med Iver samler og iagttager de grønlandske Kræbsdyr, turde vistnok snarest, ved Hjælp af det grönlandske Navn og de övrige af Fabrieius angivne Omstændigheder om Forekommen o.s.v., Sagen ventes oplyst. *) Af 22 Individer havde otte tre Tænder paa den nederste Rand, ti kun to Tender og fire een Tand; paa den överste Rand havde tretten Individer sex Tænder, fire syv Tænder, fire Individer fem Tænder og et fire Tender“ 526 Spids, Pandehornet er lidt kortere end de yderste Füleres bladdannede Vedhæng (især naar disses Endebårster medregnes), men meget længer end de inderste Füleres Skaft. Fra Rygskjoldets forreste Rand udgaae et Par Torne ovenfor og et Par nedenfor Öjet (fig. 79, a og c); desuden findes her endnu et tredie Par, anbragt paa den Vinkel, som Siderandenes Sammenstöd med forreste Rand paa hver Side danner (d). Dette Par er lidet; de fore- gaaende Par synes med Hensyn til Stürrelse og Styrke at være under- kastede megen Variation. Öjnene vise Tilnærmelse til den cylindriske Form. De indre Fölere ere hos Hunnerne korte: naar de böjes tilbage, er selv deres længste Svöbe langt fra at naae Rygskjoldets bageste Rand, og fremadrettet rager den kun meget lidt ud over Endebörsterne af.de ydre Fåleres bladdannede Vedhæng. Skaftet er meget kortere end Pan- dehornet, omtrent af lige Længde med den indre Svåbe og meget længer end den ydre. Grundleddet er omtrent dobbelt saa langt som de to föl- gende Led tilsammentagne, og af lige Længde med den ydre Svöbes tykkere Roddeel. Det tornformige Vedhæng naaer ikke med sin Spidse til Enden af andet Led. Andet Led er dobbelt saa langt som tredie. Tredie Led har en stærk og lang 'Torn i Enden af den överste Rand, de foregaaende derimod i Enden af den ydre Rand. Den korte Svübes Roddeel er fire Gange saa lang som den tynde Endesnært: i hiin har jeg talt 22, i denne 6 Led. Den lange, tynde indre Svübe har omtrent 50 Led, og viser kun meget ubetydelige Spor til Haarbedækning. — Hos Hannerne ere de indre Fålere vel gjerne længer end hos Hunnerne, dog ikke i betydelig Grad; noget Almindeligt kan ikke vel siges om Forhol- det, da det viser sig temmelig afvexlende hos forskjællige Individer. Den Han blandt de Exemplarer, jeg har haft til min Disposition, hvor de fremböde den største Udvikling, havde en Totallængde af 20, og Fölernes Længde udgjorde omtrent 6 eller henimod 4 af Totallængden € hos Hunnerne henimod 4); Skaftet havde omtrent en Længde af 22, den indre Svöbe af 53 og den ydre af 24 Det torndannede Vedhæng naaede kun omtrent til Enden af Grundleddet (dettes Endetorn medregnet); i den indre Svöbe talte jeg 45 Led, i den ydres Roddeel 20, i Ende- _ snærten 5 Led. N De ydre Föleres Svöbe er kun meget lidt kortere end Total- længden; det bladdannede Vedheng indeholdes omtrent fem Gange i Totallengden, og er af langstrakt-oval Form; den indre Rand viser sig kun lidt udböjet, og Breden indeholdes tre Gange i Længden; den ydre Ende- torns Spidse naaer ikke frem i lige Linie med Vedhængets forreste Rand. Rindbakkernes Endetorn har fire Tender, af hvilke den inderste ved et temmelig dybt Udsnit skilles fra de andre (fig. 80, a). Palpens Grundled er omtrent af Længde som andet Led. Det förste Par Rjæ- bers Palpe er tydeligere deelt i to smaa Grene end hos de fleste andre Hippolytearter, og Grenene bære i Enden flere Börster end almindeligt, den överste sex eller syv, den nederste to (fig. 80, b). Det andet Par hjebers Svöbe kan just ikke siges at være aldeles afstumpet i den överste Ende, men er dog meget bredt og fladt afrundet. Den rudimen- tere Gjelle paa det andet Par Kjebefédders Svöbe har jeg kun fundet bestaaende af fire, men temmelig store, Blade (fig. 80, c). De yderste Rjæbefüdder ere langstrakte, af en temmelig spæd Bygning, og rage almindeligen et betydeligt Stykke frem foran de ydre Föleres bladdannede Vedhæng. Sex sorte Torne ere anbragte i Enden — af fjerde Led, i en Halvkreds. Det forste Par Födder indeholdes ikke fuldt fire Gange i Total- lengden; Haanden er ikke dobbelt saa lang som Haandroden, Palmen ikke dobbelt saa lang som Tommelen, Andet Par Fødder naae, naar de udstrækkes, med hele Haanden ud over de ydre Füleres bladdannede Vedhæng; tredie Led næsten lige- saa langt som fjerde; femte Led eller Haandroden næsten ligesaa langt 328 som begge de to foregaaende tilsammentagne, inddeelt i syv mindre Led, af hvilke det förste er middelmaadigt langt, det andet kortere, tredie det længste, længere end de to foregaaende tilsammentagne, fjerde omtrent af Længde som første, femte som andet, sjette det allerkorteste, syvende omtrent saa langt som første. Klöerne udgjöre omtrent $ af Haan- dens Længde. Tredie Par Fødder længer end andet; fjerde Led udgjör næsten Halvdelen af dette Fodpars Længde; Tarsen ender med to krumme, sorte Torne, og er desuden langs den nedre Rand væbnet med fire, mod Roden i Størrelse gradeviis aftagende Torne. Fjerde Fodpar er ubetydeligt længer end tredie, men stemmer iövrigt ganske med dette i Form og Delenes Forhold (undtagen at sjette Led tiltager noget i Længde, og næsten bliver dobbelt saa langt som fjerde). Gjællerne temmelig korte; bageste Par (fig. 81) ikke sönderligt tilspidset, först furet langt nede paa den fremadvendte Side, og den bageste Halvdeel altsaa ragende betydeligt ud over den forreste. Anden Ring mere end dobbelt saa lang som den foregaaende. Tredie Ring paa Ryggen stærkt hvælvet men afrundet. Sjette Ring tynd, næsten af cylindrisk Form. Det mellemste Halevedhæng omtrent dobbelt saa bredt ved Roden som i Enden. Antallet af Rygfladens Tornepar forholdt sig saaledes hos 22 undersögte Individer: tolv Individer viste fem Par, to Individer fire Par, fire Individer fem Torne paa den ene Side og sex paa den anden, og fire Individer fire Torne paa den ene Side og fem paa den anden. De fire ydre Halevedhæng ere af langstrakt-oval Form, i Enden og langs den indre Rand tæt besatte med lange Börster; det yderste Par er bredere end det indre, og i Enden af den yderste Rand væbnet med 6 Torne, af hvilke den første er meget lille. Paa mellemste Halevedhængs bageste Rand (Tab. IV, fig. 82), der er stærkt udböjet, eller danner en Vinkel, findes otte Torne, af hvilke de to mellemste Par ere meget korte, fjerdannede; det næste det længste, mere end tre Gange saa langt som de mellemste, og længer en Haleved- hængets Brede i Enden; det yderste staaer i Længde omtrent midt imel- lem det sidst omtalte Par og de to mellemste. Hos Hunnerne ere Svömmeföddernes Svömmeplader omtrent lige lange; paa förste Par den ydre Svåmmeplade liniedannet, den indre bred, oval, i Enden noget tilspidset; paa det andet Par ere Svåmmepladerne meget langstrakt ovale, i Enden stærkt tilspidsede; den indre Plades Vedhæng temmelig tykt, skjöndt ikke kölledannet, i en betydelig Strækning af den indre Rand besat med Kråller. Hos Hannerne er det förste Par Svöm- mefödders indre Svümmeplade næsten af lige Længde med den ydre, Ved- hænget meget kort (det udgjür næppe 4 af Pladens Længde) og temme- lig utydeligt afgrændset fra Svümmepladen. Hos det andet Par er den indre Svimmeplade lidt kortere end den ydre, og udmærker sig ved Længden af det smalle, krüllebærende Vedhæng (det udgjür omtrent I af Pladens Længde) og ved den usædvanlige Korthed af det bürstebærende Ved- hæng, hvilket ikke engang har den halve Længde af det krüllebærende; dette sidste er kun i en lille Strekning beklædt med Kröller. Denne Art synes ved de grönlandske Kyster at være almindelig. Derimod besidder jeg kun et Individ fra Spitsbergen, som udmærker sig ved at have fire Tænder paa Pandehornets överste Rand; men i alle andre Dele stemmer med de grönlandske Individer. Ogsaa fra Norges Vestkyst (Kristianssund) besidder jeg et eneste Individ. De fölgende Linier angive det for denne Art mest Betegnende. Scutum dorsale carina dentata varie longitudinis armatum. Ro- strum frontale vulgo resimum, sat altum, cultellatum, longitudine ferme scuti dorsalis, pedunculo antennarum interiorum multo longius, apice ap- pendicis antennarum exteriorum paulo brevius, dentibus marginis superioris sex seplemve, inferioris duobus tribusve armatum. — Margo scuti dorsalis Vid. Sel. naturvid. og mathem, Afh. IX Deel. Tt Synonymi. 330 anlerior tribus aculeorum paribus instructa, primo supra oculos, secundo infra oculos, tertio ad conjunctionem marginis anterioris cum lateralibus. — Antenne interiores feminæ quartam longitudinis partem explent (ma- rium aliquanto sunt longiores), apicemque appendicis antennarum exteriorum paulo modo superant. — Pedes maxillares externi sat longi, tertiam lon- gitudinis partem complent, apicemque appendicis ant. exteriorum foliifor- mis vulgo superant. Quinque aculeorum appendicis caudalis intermediæ lateralium paria. 12. Hippolyte borealis. (Tab. III fig. 74—77). Owen: App. to the Voyage of Ross pag. LXXXIV, H. borealis. Milne-Edwards: hist. des Crustacés II, 372, H. borealis. Krøyer: Naturhist. Tidsskrift 11, 254, H. borealis. Formen langstrakt og sürlig. Rygskjoldet viser almindeligen en Kjöl paa Middellinien som Fort- sættelse af Pandehornet, hvilken Kjül ofte naaer til henimod Midten af dets Længde; den er ikke skarp, men temmelig bred og afrundet; sædvan- ligen er den glat, i sjældne Tilfælde viser den Spor af et Par smaa Tænder, hos enkelte Individer forsvinder den næsten ganske. Panden sænker sig ikke fortil, og Pandehornet udgaaer håjt, i lige Retning med Kjålens överste Rand. Pandehornet (fig. 74) er af en sürlig Form, lige, næsten vand- ret, langstrakt, tyndt, og udvider sig foran mod Enden, som er meget spids, ligesom til en Landsespids eller Bladet af en Dolk; det Stykke, som ligger mellem Bladet og Roden, er næsten fuldkommen cylindrisk. Den üverste Rand af Pandehornet er bred, afrundet, og i Regelen uden Tænder eller Ujævnheder. Bladet, der fremstiller en bred Triangel med Toppunktet nedadvendt, viser paa sin forreste-nederste Rand et forskjælligt Antal meer eller mindre tydeligt fremtrædende Tænder. Hos de for mig 351 liggende Individer findes to, tre og fire Tænder; det hos Ross afbildede synes kun at vise een. Hvad Pandehornets relative Længde angaaer, da er det lidt kortere end de yderste Föleres bladdannede Vedhæng, og lidt længere end de inderste Fåleres Skaft. Paa hver Side af Pandehornets Rod udgaaer fra Rygskjoldets forreste Rand (fig. 75) en stærk Torn (a), der er rettet fremad over Öjenstilkenes Rod og ganske lidt udad. Langer nede tæt under Ojet fremgaaer paa hver Side en anden Torn (c), som er rettet fremad og lidt opad, Flere tydelige Torne viser Rygskjoldet ikke. Forbindelsen mellem dets forreste Rand og Siderandene er almindeligen afrundet, eller viser dog kun en næsten umærkelig Fremragning. Öjnene naae omtrent til Begyndelsen af Pandehornets bladagtige Udvidelse, og have en omvendt konisk Form. De indre Fölere ere lange: naar de böjes tilbage, naaer deres korteste (ydre)Svöbe ud over Rygskjoldets bageste Rand. Deres Skaft er kortere end Pandehornet og omtrent af lige Lengde med den ydre Svöbes tykkere Roddeel. Dets Grundled er lenger end de to fölgende Led tilsammentagne, forsynet med en kort Torn i Enden af den ydre Rand og med Fjerbörster langs den indre. Det smalle, tornformige Vedhæng naaer med Spidsen næsten til Enden af det folgende Led. Andet Led er længer end tredie, dog ikke dobbelt saa langt. Tredie Led viser ingen egentlige 'Torne. Den kortere ydre Svåbes Roddeel er kun lidt længer end den tynde Endesnært; i hiin har jeg talt over 30 Led, i denne henimod 20. Den indreSvöbe har jeg fundet bestaaende af omtrent 60 Led; denne Svübe er forsynet med en Mængde korte, blöde Haar *). De ydre Föleres Svöbe er næsten af samme Længde som Dyrets Totallengde. Deres bladdannede Vedhæng har, naar Endebörsterne med- *) Det beskrevne Forhold gjælder kun det ene Kjön, thi jeg-har kun seet Hanner. Tt* 352 regnes, samme Længde som Rygskjoldet langs Middellinien, dog uden at regne Pandehornet med. . Rindbakkernes Endetorn har fire Tænder; Palpens Grundled er meget tykkere end andet Led, men har kun. omtrent dettes halve Længde. Andet Par Rjæbers Svåbe er foroven bred og næsten lige afstumpet. Andet Par Rjæbefødders Palpe temmelig kort; den paa Svöben an- bragte rudimentære Gjælle har jeg kun fundet bestaaende af to eller tre Gjælleblade. De yderste Kjæbefådder naae frem over de yderste Föleres blad- dannede Vedhæng, og ere i Enden af sidste Led væbnede med sex sorte Torne. Andet Fodpars tredie Led er vel langt, men dog kortere end fjerde. Haandrodens forste Led kort, andet endnu kortere, tredie det længste (4 af hele Haandroden) men kortere end de to foregaaende til- sammentagne; fjerde Led af Længde som andet, femte ubetydeligt læn- ger, sjette det korteste, halvt saa langt som förste, syvende dobbelt saa langt som sjette. Tommelens Længde udgjör Halvdelen af Palmens Længde. Fjerde Fodpar er lidt kortere end tredie, dets femte Led ikke tiltagende sünderligt i Længde. Femte Fodpar viser samme Længde og üvrige Forhold som fjerde. Gjællerne ere temmelig store, de tre bageste af langstrakt Form, femte Par (fig. 76) foroven tilspidset, furet næsten fra Spidsen, den bageste Halvdeel altsaa ikke fremragende meget over den forreste. Bagkroppens anden Ring er paa Siderne forneden udvidet mere end hos foregaaende Art, og den bedækker fölgeligen en forholdsviis större Part af den foregaaende og efterfölgende Ring. Tredie Rings Rygflade er ligesom hos foregaaende Art stærkt hvælvet eller puklet men afrundet. Femte Ring synes forholdsviis lidt længere end hos foregaaende 593 Art”), hvorimod Siderandene ere noget kortere, og deres Torn lidt sva- gere end hos foregaaende Art. Mellemste. Halevedheng er temmelig stærkt tilspidset mod Enden. Af Tornepar langs Siderne har jeg bemærket fem; men, da jeg kun har haft Lejlighed til at undersåge meget faa Individer, kan jeg ikke afgjüre, hvorvidt dette Forhold er bestandigt. Halevedhængets bageste Rand bærer fire Par Torne (fig. 77): de to mellemste Par ere de korteste, dog kun lidt kortere end det yderste og omtrent halvt saa lange som det andet Par**), paa Siderne beklædte med lidt tilbagerettede Haar”). Det længste Par er endeel kortere end Breden af Halevedhænget i Enden. Af Svömmefödderne kjender jeg kun den mandlige Form, der viser sig ganske normal. Den ydre Svåmmeplade er ubetydeligt længer end den indre; Vedhenget i Enden af den indre Svümmeplade paa förste Par indeholdes fire Gange i Svömmepladens Længde; hos alle Fodparrene er det af smal Form og kun forsynet med faa Kröller. Denne Art synes sjælden paa alle de Kyster, hvis Hippolyter ere Gjenstand for nærværende Arbejde: paa Spitsbergen har jeg ikke truffet den; paa den norske Kyst har jeg ved Kristianssund fundet et eneste In- divid; fra Grünland nedsendes den overmaade sparsomt imellem andre Årter. H. borealis adskilles ved folgende Karakteristik. Scutum dorsale vulgo obsoletius antice carinatum, dentibus vero carinæ sæpissime destitutum. Rostrum frontale horizontale, elongatum, eultellatum, basi ferme cylindrica, pedunculo antennarum interiorum paulo longius, appendice antennarum exteriorum paulo brevius ; nullis vulgo +) Ved Angivelsen af Bagkroppens Ringes Længde, maa tages Hensyn til den forskjæl- lige Maade, hvorpaa de ere krummede, da derved nogen Afvigelse i Maalene let kan foranlediges. 1 **) Hos et Exemplar var dette Forhold noget forandret: de to mellemste Par vare lenger end det yderste, og havde omtrent 3 af andet Pars Længde. ++) Af fire undersøgte Individer havde de to Börsterne rettede tilbage. Synonymi. 394 marginis superioris dentibus, duobus tribusve marginis inferioris. Margo scuti dorsalis anterior duobus aculeorum paribus, altero supra oculos, altero infra oculos. Antenne interiores (marium) elongatæ, dimidiam fere longitudinis animalis partem asseqventes; flagelli exterioris pars ter- minalis basali non multo brevior. Pedes maxillares externi apicem ap- pendieis antennarum exteriorum folüformis superant. Quinque (?) acu- leorum appendieis caudalis intermedie lateralium paria. f. Pedes primi, secundi et tertii paris flagello instructi. (Tab. IV fig. 85—98 og Tab. V fig. 99—104). 15. Hippolyte aculeata Ot. Fabr. J. C. Fabricii Systema Entomologiæ (1775) pag. 416: Astacus groenlandicus *). O. Fabricii Fauna groenlandica n. 219 pag. 239: Cancer aculeatus. Sabine Suppl. to the Appendix of Parry’s Voyage, pag. CCXXX VII tab. 11 fig. 9: Alpheus aculeatus, Milne- Edwards: histoire des Crustacés II, 380: Hippolyte aculeata, Krøyer; Grönlands Amfipoder Side 87 og Naturhist. Tidsskrift H, 253: H. aculeata, Owen: the Zoology of Beechey’s Voyage pag. 86—89: Hippolyte aculeata, H. cor- nuta og H. armata**). Farven er (efter O. Fabricius) brun, blegere paa Siderne, hist og her med hvidagtige Pletter. Denne saa udmærkede, og fra alle andre saa let adskillelige, Art *) Da den af J. €. Fabricius paa det anförte Sted meddeelte Beskrivelse er fuldkom- ment anvendelig paa nærværende, men ikke paa nogen anden bekjendt gronlandsk Art, er der vistnok al Grund til at antage A. groenlandica og H. aculeata sum identiske. Det første Navn burde upaatvivleligt, som det ældste, have Fortrinnet. Dog synes det ikke længer ganske passende, da Arten nu ikke blot er funden ved Gronland og de tilgrendsende allernordligste Dele af Amerika, men ogsaa ved Kamtschatka. **) H. cornuta er blot opstillet som særskilt Art paa Grund af den indre Svobes storre Længde hos de indre Fölere; men dette er, efter hvad jeg oftere har berort, for Slægten Hippolyte et af Wannernes Skjælnemærker, som hos H. aculeata frem- træder meget stærkt (see nedenfor), og saaledes kan H. cornuta blot betragtes som H, aculeata G', hvilket saavel Owen’s Beskrivelse som Afbildning bekræfter. H. armata er, saavidt jeg kan indsee, blot en Varietet af H. aculeata 9 med flere Torne paa Siderne af Bagkroppens en tredie og fjerde Ring end sædvanligt (tre Par paa hver af disse Ringe). 339 har en temmelig stærk og plump Form. Det er den stürste af alle be- kjendte Hippolyter, og den naaer en Længde af indtil 5”. Cefalothorax er gjerne temmelig tyk og opsvulmet. Rygskjoldet (fig. 85) er almindeligen stærkt hvælvet i Retningen bagfra fortil, og stiger gjerne noget ned fortil, skjöndt i ringere Grad end bag. Dets Overflade er bedækket af en utallig Mængde meget smaa Knuder, fra hver af hvilke en lille Bürste udgaaer, et Forhold, som ikke forekommer hos nogen anden nordisk Hippolyte. Rygkjölen fremtræder lidt foran Rygskjoldets bageste Rand; den er just ikke stærkt hævet, ja man kunde maaskee paastaae, at den hos mange Individer ganske savnes; men de store Tænder, der indtage næsten hele Rygskjoldets Middellinie, lade det ved en lås Betragtning synes, som om en stærk Kjål altid var tilstede. Pandehornet (fig. 85), der sædvanligen er vandret, stundom dog reltet lidt opad, er kort, altid, saavidt min Erfaring gaaer, meget kortere end Rygskjoldet, men frembyder hos Individer af forskjællig Størrelse et forskjælligt Forhold. Hos et Individ af næsten 53% Længde (en fuld- voxen Hun med Æg under Bugen)*) var det omtrent 2% Gang længer en Öjnene, og naaede ganske lidt ud over de indre Föleres Skaft, skjöndt det var langt fra at naae Enden af de ydre Fåleres bladdannede Ved- hæng. Hos Individer af omtrent 13” Længde var det kun dobbelt saa langt som Øjnene, og naaede næppe Enden af de indre Fåleres Skaft. Hos noget mindre Exemplarer (dog over 4” lange) forandredes vel For- holdet til Ojnene, idet Pandehornet kun havde disses Længde 44 Gang, men derimod ikke til de indre Fülere. Endeligen hos et Individ af 77” Længde (fig. 85) var Pandehornet meget kortere end Öjnene, og naaede ikke Enden af Grundleddet i de indre Föleres Skaft. "Hvad dets Form hos voxne Individer angaaer, da er den smal, tilspidset, meget lidt ud- videt i Enden, stundom endog næsten liniedannet, og kan næppe siges *) Det er dette Individ, der ligger til Grund for de paa Tabellen anførte Udmaalinger. 356 at ligne en Kniv. Den ophöjede Stribe, der sedvanligen viser sig langs Siderne af Pandehornet lige fra Roden til Spidsen, er hos denne Art meget svag, og Hornets Rodstykke som Fölge deraf temmelig trind (ikke treegget). Langs Rygskjoldets Middellinie findes fire (sjældent tre) store og stærke Tænder; paa selve Pandehornet ere Tænderne meget mindre, og Antallet væxler mellem 2 og 4 saavel paa åverste som paa nederste Rand; det regelmæssige Tal synes dog at være to paa wi överste og tre paa den nederste Rand*). Paa Aygskjoldets forreste Rand (fig. 85) fremtræde tre Par Torne: et stort og stærkt over Öjet paa Siderne af Pandehornets Rod; et endnu stürre og stærkere under og udenfor Öjet og et lille tredie fra Foreningspunktet af Rygskjoldets forreste Rand med Siderandene. Det indbyrdes Störrelseforhold åf disse Tornepar saavelsom deres Retning er imidlertid lidt Afvæxling underkastet. De inderste Fôlere indeholdes hos det udmaalte Individ- (som oven- for bemærket en Hun) omtrent 4% Gange i Totallengden, naae med den indre Svöbe et godt Stykke ud over de yderste Föleres bladdannede Vedhæng, og med den ydre idetmindste til Enden af disse Vedhæng. Skaftet er lidt længer end den ydre Svöbe, men meget kortere end den indre. Grundleddet har en stor Torn i Enden af den övre Flade, om- trent paa Midten af dennes forreste Rand; paa den nederste Flades inderste Rand har den ligeledes en Torn (der dog er anbragt et Stykke fra Enden) og et Antal Fjerbörster (en halv Snees eller flere) og lige- ledes en Torn i Enden af den yderste Rand paa Underfladen. Andet Led har en stærk Torn i Enden af den ydre Rand og Fjerbörster langs den indre; tredie Led er i Enden af den övre Flade væbnet med en *) Af fjorten undersøgte Individer havde syv paa den överste Rand to Tænder, fire tre Tænder og tre fire Tænder; paa den nederste Rand havde otte Individer tre Tænder, fem Individer to Tænder og et eneste fire Tænder, Hos det ovenom- talte ganske unge Individ var Pandehornet, som Afbildningen (fig. 85, a) viser, ganske syldannet, uden Spor til Endeudvidelse eller Tænder. 307 Torn, der idetmindste er ligesaa lang som Leddet. Grundleddets pig- dannede Vedhæng naaer fuldkomment til Enden af andet Led, er lang- strakt og smalt uden Udvidelse af den indre Rand, og viser det usæd- vanlige Forhold, at den ydre Rand er vebnet med en Mengde (henimod en Snees) smaa Torne. I den indre Svöbe har jeg talt 55 Led; nogle af Leddene udmerke sig fra de üvrige ved en smuk purpurrüd Farve (Svüben faaer derved et siirligt, ringet Udseende); fra hvert af disses indre Side udgaaer et Par Börster. Den yderste Svöbes Endesnert er meget kort i Forhold til Roddelen; i denne har jeg talt 26 Led, i hiin kun 5.— Hos en Han paa 22, altsaa omtrent halvt saa ‘stor som den be- skrevne Hun, fandtes et ganske andet Forhold. Fölerne indeholdtes kun meget lidt mere end 2 Gange i Totalliengden (hvilket beroede paa den indre Svåbes Længde), og naaede, naar de båjedes tilbage, langt ud over Rygskjoldets bageste Rand; ogsaa vare de absolut længere end hos det dobbelt saa store Individ. Skaftet og den ydre Svübe vare omtrent af lige Længde, hvorimod den indre Svöbe var 24 Gang saa lang som Skaftet og den ydre Svåbe, og meget længer end den indre Svåbe hos den dobbelt saa store Hun. Skaftets Grundled viste sig ganske ualmindeligt kort (jeg veed intet andet Exempel herpaa hos nærværende Slægt), idet dets Længde var ringere end Længden af de to fölgende Led tilsammentagne, hvilke ind- byrdes vare omtrent lige lange. Formen afSkaftets Led fandtes iövrigt ikke afvigende; kun vare Fjerbårsterne langs den indre Rand færre og kortere. Det pigdannede Vedhæng naaede ikke fuldkomment til Enden af andet Led, og havde langt færre Torne langs den ydre Rand. Den indre Svübe var temmelig plump, absolut tykkere end samme Deel hos den større Hun, og beholdt sin Tykkelse lige til Enden; den indeholdt over 60 (63 eller 64) Led. Den viste uden bestemt Orden nogle faa Bürster langs den indre Rand, men ingen råde Ringe. I den ydre Svübes Roddeel har jeg talt 30, i Endesnærten 5 Led. O. Fabricius har allerede hos denne Art bemærket den forskjællige Længde af de indre Fålere, og Vid. Scl. naturvid. og mathem. Afh. IX Deel. Vv 338 formodet, at den antydede de forskjællige Kjén (in aliis longiores, forsitan diversi sexus. Fn. gronl. pag. 240); hvilket hos denne Art, ligesom alle- rede ovenfor bemærket om adskillige andre, kan antages for fuldkom- ment afgjort. De yderste Föleres Svöbe udgjör omtrent 3 Dele af Totalleng- den. Det bladdannede Vedhæng er hos Hunnerne (fig. 86) temmelig ovalt og bredt; dets störste Brede indeholdes omtrent 2% Gange i Læng- den. Endebörsterne ere kun af middelmaadig Længde. Den ydre Rands Endetorn naaer netop frem i lige Linie med Vedhengets forreste, bredt afrundede Rand: — Hos Hannen er Formen af det bladdannede Vedhæng mere langstrakt (Breden indeholdes 5 Gange i Længden), Endebörsterne længere, den ydre Rands Endepig mere fremragende. De yderste Kjæbefødder (fig. 92) indeholdes lidt mere end 3 Gange i Totallengden, og naae langt ud over de yderste Fôleres bladdannede Vedhæng; deres Bygning er stærk. Andet Led er kun meget lidt læn- ger end fjerde, men omtrent fire Gange længer end tredie. Spidsen af fjerde Led omgives af syv sorte Torne foruden tre bagved Randen stil- lede paa den mod Legemet vendte Flade”). | Første Par Födder (fig. 95) viser den sædvanlige Form og For- hold, og indeholdes omtrent fire Gange i Totallengden. Andet Par Födder (fig. 96) indeholdes kun lidt mere end to Gange i Totallengden; dets tredie Led lidt kortere end fjerde, begge tilsammen- tagne lidt længer end femte, der omtrent er 53 Gange længer end Haanden. Tredie Par Fødder (fig. 97) lidt længer end andet; fjerde Led noget længer end sjette og dobbelt saa langt som femte, langs den ydre Side væbnet med syv til otte Torne. Fjerde Par Fødder lidt kortere end tredie; dets sjette Led ube- +) Ved de öyrige Munddeles Beskrivelse finder jeg det ikke nödvendigt at opholde mig, deels fordi de ligge til Grund for Munddelenes Beskrivelse i Slægtskarakteren, deels fordi de alle ere afbildede, see Figurerne 87 til 94, 309 tydeligt længere end fjerde; dette langs den ydre Side væbnet med syv til otte Torne”). Femte Par Fådder er atter lidt kortere end fjerde; fjerde Led langs den ydre Side væbnet med fire eller fem Torne (det förste Tal | synes det regelmæssige). Gjællerne (fig. 98) ere temmelig korte og brede, det bageste Par aldeles ikke tilspidset foroven; dets bageste Halvdeel rager lidt frem over den forreste. Hvad der i höj Grad udmærker nærværende Art, og gjør det let at adskille den fra alle andre, er Forholdet af Bagkroppens Ringe (fig. 99, A). Istedetfor at næmlig kun de tre af disse ellers have Siderandene uddragne til Torne, er det her Tilfældet med alle sex Ringe, og Tornene ere desuden meget stærkt fremtrædende og iøjnefaldende. Dog, som det synes, i endnu håjere Grad hos unge Individer end hos fuldvoxne. Første Bugring viser paa hver Siderand to Torne, der ere rettede lige ned, og af hvilke den forreste, der fremtræder omtrent ved Foreningen af forreste Rand med Sideranden, er meget kortere og tyndere end den anden, der er anbragt henimod den bageste Deel af Sideranden. Denne Ring frembyder endvidere den Særegenhed, at, idet anden Rings Side- udvidelser lægge sig ud over den og ligesom sammenpresse den, op- staaer der paa første Ring, lige ovenover disse Sideudvidelser, en frem- ragende, noget stump Tand. Sideranden af anden Ring har kun een, meget stærk og lang Torn, omtrent paa Midten. Tredie Bugring, hvis Rygflade er bredt afrundet, og hvis bageste Rand kun fremtræder i en mid- delmaadig Grad og stumpt, har almindeligen to Torne: een meget stor paa Midten, og een meget lille, ofte næsten umærkelig (eller stundom endog ganske forsvindende), foran denne ved dens Rod. Fjerde og femte Ring have +) Hos enkelte, maaskee især smaa, Individer træfles paa dette ligesom paa folgende Fodpar et ringere Torneantal, fem eller sex. Vy* 340 ligeledes i Regelen to Torne: een mindre foran Roden af den större. De större Torne paa alle disse Bugringe pleje at vere forsynede med et Antal Börster i Enden. Af de to Par Torne, der udgaae fra Enden af sjette Ring, er det inderste Par hos denne Art usædvanligt stort, almin- deligen endog större end det paa Rysfladen. Antallet af det mellemste Halevedhengs Tornepar (fig. 100) synes at vexle mellem syv og otte; det sidste Tal er efter min Erfaring det regelmæssige"). De to Kjole, hvorpaa disse Torne ere anbragte, ere hos nærværende Art meget stærkt fremtrædende, saa at der mellem dem op- staaer en temmelig dyb Rende. Vedhængets bageste Rand (fig. 100, x) er kun vebnet med to Par korte Torne, af hvilke det mellemste er lidt lenger end det yderste, men næppe har mere end den halve Længde af Randen, hvorpaa det er anbragt. Mellem disse Torne findes otte tem- melig lange Börster, der frembyde den Besünderlighed, at deres Ende udvider sig pæreformigt; langs Randen vise de korte Haar (fig. 100, y). Af det første Par Bugfödders Svömmeplader er hos Hunnen den indre lidt kortere end den ydre, men meget bredere (fig. 101, A); hos Hannen derimod ere begge Endeplader omtrent lige lange (fig. 101, B). Det andet Par Bugfödder har Svömmeplader af omtrent lige indbyrdes Længde hos begge Rjön; den indre Plades Vedhæng er hos Hunnen (fig. 102, A) meget bredt, kölleformigt og forsynet med Kröller i en stor Udstrekning (fig. 102, A x og fig. 102, C og C*); hos Hannen er dette Vedhæng derimod næsten linieformigt eller kun i ringe Grad kölle- +) Blandt fjorten undersögte Individer havde fem otte Par Torne og tre syv Par. Af de Ovrige sex Individer havde et sex Par, ef sex Torne paa den ene Side og syv paa den anden, et sex paa den ene Side og otte paa den anden, og endeligen de tre üvrige syv Torne paa den ene Side og otte paa den anden. Milne-Edwards angiver (Hist. des Crust. II, 330) fem Par Torne, jeg veed ikke med hvad Hjemmel. Thi selv har han næppe undersøgt denne Art, Otto Fabricius angiver intet Tal (hans Ord ere blot: margine utrinque carina spinosa}, og Sabine siger udtrykkeligt, at det af ham afbildede Individ havde syv Par Torne, men at man hos andre Individer kan finde baade et storre og et ringere Antal. s41 dannet, og bærer kun Kråller i en forholdsviis lille Strækning af den indre Rand (fig. 102, B* x4. Denne Art kan betegnes saaledes. Carina dentata per totam fere scuti dorsalis longitudinem exten- ditur. Rostrum frontale horizontale vel resimum, breve (scuto dorsali semper brevius, multoque brevius appendice foliiformi antennarum), angu- stalum, acutum, non cultellatum (vel obsoletius cultellatum), dentibus mar-. ginis inferioris vulgo duobus totidemque superioris, quatuorque prelerea seuti dorsalis. — Margo scuti dorsalis anterior tribus aculeorum paribus armata validis, primo supra oculos, secundo infra oculos, tertio ad mar- ginis anterioris cum marginibus lateralibus conjunctionem. Antenne inte- riores appendicem antennarum exteriorem longitudine superant (in mari- bus dimidiam ferme longitudinis animalis partem complent, in feminis vix quartam). Pedes maxillares externi longe ante appendicem ant. exterio- rum eminent. Annuli abdominis omnes lateraliter in aculeos producti. Appendix caudalis intermedia septem vel octo aculeorum lateralium paribus munita. 14. Hippolyte microceros Kr. (Tab. V fig. 105—109). " Denne Art adskilles meget let fra alle andre hidtil bekjendte nordiske Hippolyter ved det korte Pandehorn, Beskaffenheden af de övre Fölere o.s.v. 1 sin Habitus har den imidlertid intet Paafaldende, og den synes at holde et Slags Middelvej mellem det Plumpe og det Ele- gante, saa at man ikke med Föje kan anvende noget af disse Udtryk paa den. Rygskjoldet, der er mere end tre Gange saa langt som, Pande- hornet, viser, skjöndt væbnet med et Par Tænder, kun en lille Rjôl, der almindeligen blot synes at indtage 4 til 4 af Rygskjoldets Længde, og undertiden hæver sig saa lidt, at ene Tænder, men ingen Rjöl, kan siges at være tilstede. Rygfladen havde hos de af mig undersøgte Individer, 342 med Undtagelse af et, ingen mærkelig Konvexitet i Retningen bagfra fortil, og Panden er altsaa i Regelen næsten horizontal”). Pandehornet (fig. 105), der næppe naaer til Enden af Ojnene, og næsten aldeles skjules mellem disse, udgaaer næsten ganske vandret "fra Panden; det er ikke alene meget kort, men har tillige meget ringe Dybde, og ender tilspidset, uden nogensomhelst bladdannet Udvidelse af den nedre Rand. Det kan altsaa ikke, som hos de fleste andre Hippo- lytearter, sammenlignes med en Kniv, men snarere med en Syl- eller Naalespidse, saameget mere, som det fra Roden af ikke blot aftager i Dybde, men tillige i Tykkelse. AfTænder tælles langs den överste Rand (Endespidsen ikke medregnet) fire eller fem**); de tre förste af disse, som ere anbragte paa Rygskjoldet, overgaae de to sidste eller den sidste meget i Störrelse; den tredie af Rygskjoldets Tænder rykker stundom saalangt frem, at den maa regnes til Pandehornet, og aftager tillige i Størrelse. Langs Pandehornets nederste Rand findes ingen Tænder. Ved Roden er Pandehornet iövrigt treægget. Paa hver Side af dets Rod bærer Rygskjoldets forreste Rand (fig. 105 & 106) en paafaldende stor og stærk, lige fremad rettet Tand eller Torn over Øjet; den hud- agtige Lap, som rager frem nedenfor Øjet (Öjehulens ydre Vinkel), er her saa spids, at den kunde kaldes en Torn, hvis den ikke var for blöd dertil; men tæt nedenfor denne er en Torn af middelmaadig Styrke; ogsaa ved Siderandenes Forbindelse med forreste Rand findes en Torn, altsaa tilsammen tre Par Torne paa Rygskjoldets forreste Rand. Öjenstilkenes Form nærmer sig til det Cylindriske (9: de blive ikke meget tykkere i Enden). De indre Fölere (fig. 107) ere af usædvanlig Længde hos Hannerne, udgjôre omtrent den halve Totallængde, og naae, naar de +) Dette gjælder dog maaskee nærmest Hannerne. *) Fire er maaskee det regelmæssige Tal, thi blandt sex Individer fandt jeg hos to fem Tænder, hos de övrige fire. bøjes tilbage, til den bageste Rand af Bagkroppens andet Led eller endnu længer. Skaftet er langt (skjöndt det ikke fuldt udgjör } af disse Föleres Længde), og naaer omtrent til Enden af de ydre Föleres blad- dannede Vedhæng, naar Vedhængets Endebörster ikke medregnes. Grund- leddet, der omtrent er dobbelt saa langt som andet Led, er i Enden af den ydre og üvre Flade væbnet med tre temmelig lange Torne; andet Led er noget længer end tredie, og har ligesom dette i Enden af den ydre-övre Rand en lang Pig. Grundleddets tornformige Vedheng naaer kun lidt ud over Enden af Grundleddet. Begge Svöberne ere meget lange, mere end dobbelt saa lange som Skaftet; men her måde vi endnu det ganske usædvanlige Forhold, at den ydre Svübe er noget lenger end den indre. Den ydre Svöbe udmærker sig endvidere ved den Afvigelse fra det sedvanlige Forhold, at den ikke er deelt i en tyk ‘Roddeel og en kort Endesnært, men er tyk i hele sin Udstrækning, skjündt dens sidste Halvdeel (eller Totrediedele) dog er lidt tyndere end Roddelen; hos det undersögte Exemplar bestod den af 45 Led (22 i den tykkere, 21 i den tyndere Deel). Den indre Svöbe havde 46 Led. — Det hidtil be- skrevne Forhold af de indre Fölere gjælder kun Hannerne som ovenfor bemærket; hos Hunnerne er det ganske anderledes (see Tabellen over Udmaalingerne). Fölerne udgjöre ikke fuldt 3 af Totallengden (og dette synes endog kun at gjælde om de mindre Hunner; hos en stor Hun af 2” Længde udgjorde de kun omtrent }). Skaftet indtager Félernes halve Længde, men naaer langtfra ikke til Enden af de ydre Föleres bladdan- nede Vedhæng; Grundleddets tornformige Vedhæng er forholdsviis længer. Svüberne stemme omtrent i Længde med Skaftet, og den indre Svåbe er lidt længer end den ydre; den sidste er tillige af sædvanlig Form; den bestaaer af en tyk Roddeel og en tynd Endesnært, hvilken sidste ikke er halvt saa lang som den første, I den indre Svöbe talte jeg hos det udmaalte Individ 23 Led; i den ydre SvübesRoddeel 43 og i Snærten 6. De ydre Fölere have en temmelig lang Svöbe (den overstiger 344 Dyrets Totallængde lidet). Det bladdannede Vedhæng er noget ovalt, idet den indre Rand båjer sig endeel; dets Brede indeholdes, naar Ende- bürsterne ikke medregnes, omtrent 24 Gang i Længden. Forskjællen mel- lem Vedhængets Længde og Kjebeféddernes Længde er ikke betydelig: imdlertid rage de sidste lidt frem foran Spidsen af det første. Munddelene ere af normal Form: Rindbakkernes "Torn med fire Tænder, Palpens sidste Led lidt længer end det förste, det andet Par Rjæbers Svöbe foroven afrundet o. s. v. Kun fortjener at bemærkes, at jeg har fundet det andet Par Rjæbefüdders rudimentære Gjælle bestaaende af ti Blade (fig. 108, x), tre paa den ene Side og syv paa den anden. De yderste Rjæbefüdder ere af en temmelig plump og stærk Byg- ning og meget laadne, især de to sidste Led; andet Led tre Gange saa langt som tredie, men kun meget lidt længer end fjerde; dette sidste i Enden væbnet med 44 Torne, af hvilke dog kun 6 eller 7 omgive Ran- den, de andre derimod ere stillede bag denne. Fôrste Par Fødder er forholdsviis temmelig stort, da det kun indeholdes 53 Gange i Totallengden (hvilket imidlertid tildeels maa til- skrives Pandehornets Korthed). Iüvrigt viser det intet Afvigende. Andet Par Fødder udgjür næsten den halve Totallængde; tredie Led endeel kortere end fjerde; femte Led, af Længde som de to fore- gaaende tilsammentagne og fire Gange saa langt som Haanden, indehol- des ikke 2% Gang i Fodparrets Længde. Tredie Par Födders sjette Led er omtrent dobbelt saa langt som femte, men endeel kortere end fjerde. Fjerde Par Fødder af Længde som tredie; sjette Led ligesaa- langt som fjerde. Femte Par Födder lidt kortere end fjerde; .sjette Led noget . længer end fjerde. Gjællerne ere af en lidt bred og plamp Form; de tre første Par foroven trunkerede eller stumpt afrundede; fjerde Par (fig. 108, a) for- 345 oven sammenknebet til en tynd Spids, furet lige fra Enden af Spidsen og Halvdelene altsaa lige lange. Femte Par (fig. 108, b) ligeledes til- spidset, men Furen begynder noget nedenfor Spidsen paa Gjællens for- reste Side; den bageste Halvdeel rager altsaa ud over den forreste. Anden Bugrings Sideudvidelser ere ikke meget store, og bedække altsaa kun en ringe Deel af foregaaende og efterfülgende Rings Rand. Tredie Bugring har afrundet Rygflade; den fremragende Deel af den bageste Rand er ogsaa afrundet, og slutter tæt til folgende Ring. Sjette Bugring temmelig kort, bred og fladtrykket. Det mellemste Halevedhæng ligeledes temmelig bredt, med mange Haar og endeel indtrykte Gruber eller Punkter paa Overfladen, noget kortere end Sidevedhængene, med fire Par Torne langs Randen +), Ende- tornene ikke medregnede. Endetornene (fig. 109) ere sex i Tallet; yderste Par det korteste, ikke halvt saa langt som næste Par, der er det længste, men dog kortere end Halevedhængets Brede i Enden; det mellemste, fjerdannede Par staaer i Længde omtrent midt imellem de to foregaaende Par, og omgives af adskillige Börster, blandt hvilke fire ere meget lange. De yderste Halevedhængs Endeblad er ualmindeligt stort, og rager alt- saa mere end sædvanligt frem for Sidetornene, Det fårste Par Svömmefödder har hos Hannerne lige lange Svömmeplader; den indres Vedhæng udgjör 4 af Pladens Liengde, og er ikke tydeligt afyrændset fra denne; hos det andet Par Svömmefödder er den ydre Svömmeplade længer end den indre; dennes krüllebærende Vedhæng er meget langt og smalt; det har næsten Pladens halve Længde, og er tre Gange saa langt som det bürstebærende Vedhæng; den med Kröller bedækkede Deel indtager omtrent $ af Vedhengets Længde. Hos Hunnerne har jeg fundet forste Par Svömmefödders indre Svömmeplade +) Fem Individer viste fire Par Torne; et sjette havde fire Torne paa den ene Side, men sex paa den anden. Vid. Sel. naturvid, og mathem. Afh. IX Deel. Xx 546 kortere end den ydre og udmærket ved sin brede, plumpe Form; det andet Par Svömmefödder har omtrent lige lange Svömmeplader, og den indre Plades Vedhæng er meget smalt, og viser kun meget faa Kröller. Af denne Art har jeg kun seet Individer fra det sydlige Grün- land, og maaskee er den ikke meget hyppig der, da jeg blot har fundet nogle faa Individer mellem andre derfra nedsendte Kræbsdyr. H. microceros vil letteligen gjenkjendes ved fölgende Karakteristik, Anterior seuti dorsalis pars dentata, obsoletiusque carinata (vel non carinata). Rostrum frontale perbreve (oculos longitudine non supe- rans), horizontale, subulatum, dentibus marginis superioris quatuor vel quinque, inferioris nullis. — Margo scuti dorsalis anterior tribus aculeo- rum paribus instructa (primo permagno supra oculos, secundo infra ocu- los, tertio ad conjunctionem marginis anterioris cum marginibus laterali- bus). Antenne interiores marium insolite longitudinis, dimidiam anima- lis longitudinem ab apice rostri frontalis ad apicem caudæ ferme complent (in feminis vix tertiam longitudinis partem). Pedes maxillares externi ad apicem appendicis folüformis antennarum exteriorum extenduntur. Quatuor aculeorum appendicis caudalis mediæ lateralium paria. i - 2 " n APS ’ i je = di a x | SUR de ik i é væ | : | m i ae 4 so \ pme : F 148 ve i Pay = LE me FE" f LA r he ven aM Ber u« : i a MW vt kær Va NL ep | fe TE ah ein : En ar i , JOR a 1 1 AMO A Kn Te ere ire ES we RN Te = i i OF) ag tn Ib hed ør a AB ah TT RAE EN . : m ahnt oth) PATATE Meteo! FN ENT J Raul OOo ee Te els Til samme, on NE È es DE Sr {hod i i! - dl va ‘À tr ron) ubyoe coming » ; Le, x, Le hater ates EP ON TOUT RENO TER Ua Te au dE ET Ent e pub ane >= Ud ep Ta eo VAE i SEES SÅR TE SE ee es U | Tr. DR blend a es fod er dds’ Se f if i . RES GK SYN FOREN TA AS LUE a RE Be ; LTD PA Ve ali as | Led (ED AAA AS nb), pat Mes rt u HN Ya EN à A ONEUE art TRS ‘ve, LEDE NI, | La sm OLE LLUUL ia pee on i i Sahiba u u nn LE he i anal abe : PA År Me RE ORE et vol befahren ge . AVE RENEE OUT — mei sm | Fe AIT aterinbGald Mal OS 1 mt) > : j . he 11120 FE ren RR IC bs ai Der Te aww Ber) Sia pad bite ee a, AOR ml ‘ sn Å SÅ AT RESET SKARE SEER fa kl ante eh IR FAR à i ks aL TRENSER et TE ENE TEEN STD = bog er u ae a att sie LE DR IT ET nm U ; i S14 Dal ar PEN TS SE pies od ame ieee dene i a am TE USDT DERE een". oe 4 k TA EN ; TE i LT RER RER = ee Da “a + AA ET LA We { ae» à TER Pr 27 ray mvs EEE en À ANNEE ay ee J 4 Lien VAE, (a KØRER) sited br me A an Maui rer Vs Malte Maes t rere DUR ei LE LE yi Kan N ts nee es lacs iss: , | Ge +: Takers SV IN Nee) Beer ei i u An CSP EEE dr rt wr Ry sre eee MAN a Oh ahaa. RM on hes MAIL" EL = ret alee: sah deine ib i dr 7, WE, sie PONY en | ee ich TEE? if Be hed oe TE SA isklæv uae ne fr gies Later gén ie ibn — ur ee à a i ave cede oe or ae SINT rE ghee = ru 2 Leek 12 V lg " a A a 2 ; nn oi a as PUY eh eee Pin M2 Sme > nr a Ren Arn | RETTE er TNT KANE a eal i h er tye as, M] Add CE Å Ne ve i I". Me er Eve fr ae 2") (LOT AT emp per 1 en à. , Udmaalinger. | i f Ad Pag. 346. ¥ "1. Hippol yte 2. Hi e um . Hippolyte i : gdina. Fabricii. EE RR: pols D e i otallængde (fra Spid | a a 2 : mf mulila. ere i ou andeho | 3 Længd mellemste Hal ve i i | a gu ue noue nil, o (et macilenta. en ippolyte 9, Hi dehornet til M x (fra Spidsen af P : ae ie i Sene i oe (re = 2 .... 20/9284 i ; hippsii. . Hippolyte | 11 n a En: SE © G' pusiola. . Hippolyte | 12. Hi “dar Br 5 | Tee. ste] St 214 polaris. "Hippolyte | 13. Hippol DONC EE “a | Ps i | | es i D da Et ae UT SERA 9 102 . ee. 197120370 191 is ale 14. Hippolyte : | ne : oe | = | I 0 im, microceros. En Fe LL N ano 8 ER | ; É us : “ait cath, 03ER 144 OUEN. = — SURE Skaft 2 2 mike be donodel| AU gs. TMOG wo 62/1 Ne eh — md 0 ses å wie 4 ua ae el = ee Føleres Skat Grunde 677 ii 5 Sola dees A BEEP es UT Rise ee henge 91/11 Al... ZR EE NZZ es — Le Fa s and 34/1 a à a RT u... 2 Og #7 eo. 6 ; a teow | | = 5 un les date as Bll! TO EC 5 D | AM i... 646210 ee Na 00 0 RE es... IH 3 : ve Folres ha edie Led Tr Baden 340 NE ER Bu... 2221 BLU | ie Ghddo cent 7 4 2200 CIE sous ee (LAE 81414 = il min: eee me ia 5 5 EE 1441 era ag oe OF 2411 i mr ydre Svöbe 5 un, 5 eerie 77 ute BA oo MMO) HOGG 144 SB coma CU SERGE SK : - ee | a 2 42/1) Au | 3000 34/7 114 aaa tfetetetetare 6 RD Qu] 6/4 = ykkere Rod 5 Qi, sure 42/0 ss... UN soo SA) OYE MOD een lle ig Sy : Med = = Ss oddeel |-9#/ k 7 au SO00 SAC 144 5 3 urn. TG teers sne à “oy zu = re are no fo! ru HIS ausepe 23/11 sees 15. Son ll 100 oe I PERRET s 3. BBD ah coe (DR. 6. 1030 aii - sa vib nie Sm un RSA OY 0 Gate Te Eh sconce i HR EL sjeietete au aaa SHE du | self 44, en TU a 2 pig ng | av Brenner 14/4 9 oO 1300 2... 272 11193 1397 shee Ce 2404 . ……… 5 ... 34112144 = == ey Uno m Qi. 114 A aes CU ... jl. Fed baa ia une fw: In ke ale Rs E 2 fe si ne M pau CARS LPS iw, 1/17 4 de lite ae ie ra. ee a) Pb | a | i Be ... 2 9 ur 34 …… wee UE ee eee 6 le ee AU En ie Få ER Tant o00000f Ua 2341 Bt DM Een 13, al Belle BAU NR 5 Cee ae OT i en, En Les te 1 oo... ee Qi 1m 2 . 94 Ts. 7, und ri el] = hæng ..... ed- RARES ne 123127 ER 3 Qi | 340) à 13 277 Qu a ee RRL "MORTE == | | æn BCA ie i 174 i lee eres e | DE “| 5 ERS HUG SER Pie OSSE zunglu ee 1 : & er ae: Bun 2 ..... 1577 es Vag ice Da (ae Kessel ..... Un BEIM x vues 120 — ® ...... „m... ..... LE] ) ans a iR 5 : à 3 ki = Be OLESEN BA q . 143 GÆL RER MUSEEN 241, … 13, REN QE... Bey 2M), ... 177 : es Bei eile Le Se Qui coter ane LE OP SERIE 32/4 ag Dora a DD SE RE lie Bad epee Big yew : | | Ka 2 ae SN g snodogo nee! see OF 144 i “oo... 5 ........ YTTA aieiejeie arate’ fi se REP = FE Blæbefoders Here Leu Dee zu, 32 Leere 77 6 SSR ere (O2 7 MISE oc on PERSO GOCE AS ALERT Rs BE anse Es a 5 ar ou Par Fa TOLLE CUTE a .. ee Te D À 1| 644,,.,.,..1534 Dao al sen sde u... Boca a5. one 12717201 dders Haand mens) OO” .. A al an. ENB LU LANs Jan bal a Ne ve aA ep Le Klöer.... med . so nsietenare ATHLE I D: un el, | In | eon | : | oe i ae eas mano ste ed ss... 2777/08 sous Wa er = ni = | 4 DR 17 (220... Qi ae | au. coven nell Stl oe . woe ARM 3411 Fr = i: we | Be = sets les RER UX AGO SEES AU, er (BR! sl Ate vale | SE Ce ar Fodder... rose Mets ue cocon Te 24/1 5 USE Re Te ene Bus nenne Ida TER 14 Beni Rz ER SØ : - | ae : HE forms a ee .... f CRC RER RE] 4 QE T0 … D ...... eee = ia 2: ne im er RER 20 Oo. fa 23 en DE PASSER res en: Bal bon een pre fjerde Led ... Se TAN AE SB AT me CAS De on FR are ih | = — ers Haand Dee) BETA vee (QL 2900 i Gba 00 ali oO Otis 14 ns” : a | = ER DE EEE ae TER, ei ie 2a... sons ; BT DEN ei me Hasnarod Bu en eee zul a - Q Lai BESES Di oe ENS Bu. 8 ut + u .... 2 Once cine DA ee ........ [ 2 5 | a i me eas Hee Bi Pur SER EF OUT MORE du | P . 13 tae 4 ier eS LUT ae Jp as 241144 me =: i er TEE UE £ elg ee 1374 147... HS AG ge 344 eee eee DÜNEN ne ash fø N ae Eu ol Peur) NS On Sve: eee 6 ,... 310) ou _— — ödders sjette Led ... IR aes 4m, … IE PE De | à su DUREE "lau aie am cer 18 a Bil oh ——) ney eeee ...... CHOC EC ET NC eeereee ah sass : | = | ag Pir te La Lie Be) ee ae ag Lu ABE Bu gui... lt Vat a vas 21/1 Be BEN EZ, as anıe Par Födder ed. gg dre 13 240. SE ehe: Ten BEN qu =“ sorsoces AUDE Le ae 23/13 — fårste Bugri sense ui eee ele 10244 … ere ppl 2427 i ee i ln : i +. = ae cecal Tee ho i Ni SEE eae F 2 nennen: ..... 14 ass rire 3h € — anden Bugri Sralejsyatetaters Brena dae B +... 31 u... alu, so one. LU uw vin % | i = gring ss... | 24 O0 EE se ol Le mee ad na ee ER eeene ER =) ne lød =e m a Ber NND ZZ, Jodo son Lee D 59 EEN ieee Bul OO ... .. zul — ugr Ak LEE … = Hoogunoll te MU Sansa N et LH RR SÆR = | — fjerde a ee DS Qu eee hy TONNES BY 81 eee zu, ee Mon Qu ri 61/4, > “le = ET, eee 8 eis eeeee 5 ... ........ . 4 ……… sk... Lu, „m .......,.,:_".:.: 3 .. oe Nee | É == femte Bugring. nun 47 coe 2} RR ‘lpia Sous] Vik nee Lu M. 7a) gun, 25 core) 37... fed rae ge Li es Le : = fm Bat HOPPER AIRES DW). .... DT SE BUN ne. Ik tee 2/11 1” an anne 544 sos m esse gui 2 i .... Bi, Et, RER Nee se Ba Essen ….… À ea Tine ce eler 2 ee AUS Bo eee eee ion! 3 93/1234 Fou a Ba ogé: I te Bun, LÆ HØ SEES SUPER ... Bere 1m Bhi oe are aoe 1#| au ove PAS ae Bene à Se DER 154, a) i esse | LOL wee! Essonne 2/41 wenn acess SØ i ee iv! un] A i 2: 5 vee 134 14 sees 2 = Eg E no NL an 134 141 u... 1344 ...|127..... 1244 uae i ei Vey us... ut ER) ER .. 2414 .../15 seat ILL rare RES Le. : Bin IR 0 cease i ER EU RUE re SM Siu STD ui Bie : convoi AA | | | 444, . SE ne Eee Fa Eee eo ad POULE AR ER iu), SÅ aie Alle 30 ed el i N INN 30 qiu ane u man... Co i | u mi : ? ; v ~ : > ‘ N me = ar TER EST Ar JS “ve | PA rae ; unten ©, — A sket fr RSS A1 | QUE MAL sys ne . we , ee in | { i MVA x t ni Ve ri bu M “nh tava À Ht AT TEL ae N HEN La ih NR | 2 Sl 7 x ie Aa LR AE Ra DA be Se in shat nA ea ad i ; TOO TC tort td ne bg mme Rene pada à N. 2 ’ ER ss 4 (Thee > . i Ve awe eo aware: Wags + ont ae LE aa ats ss ™ eA EEE. ME EBA. a a à. RT, ANY ee år bt ott au à / am KVT - , a CN as PU FA i pee i i \ ho a i es RUSEN WE ERPS, on Pa FONDE Ra en Br | Bas + ie UE PN ONE 5 OM er x cale. asked Li fer be Aie ÅR Bry oa Le MAR A PAS åre ad) i tis jou) N fea | durer JP, ey DAT à UN RPC TEEN RON sain rm DATE i. ANS a IHR : rar mot MA f i dé sat tit 2 CLIN LS Mag t aa ac PTE > Aal ‘ i HAN EI Vases Kad VAR Ar 4 ue i y ty ade HN RE ie | Lx Mag Zen PR Birgit? ae VAI kg N x : mio nit Re) ee ENT ANT SA ID ve in KODES Rn RATE w i "ig AG KG Me ue tua MAN | is DER ; Le , fus EC . : EE Hei eg Sn FE i i ALE ost Yen. 13 er. nile > = + a SETE." Ay ary 43 iF ang bé: ite | ‘ bad ECS (à frs | W sd n a DIET SUR FE en ca a a NS TETE u 1 ys ak, Ca he No hl ere ee , å i Zur ting use ie ME vip i + i LL TE Na brie wu ‘ wig h i: art ‘ LS CAL CUT ' 7 7 . * 4 . ne ' sd ps q it à i | ny Pur pps, mo ban ner rh «etre “ ar. ‘ | Mayer ut SUR Fp kine ean ' f Nr reas Wie No we her = "mme <= » 347 Explicatio tabularum. — Forklaring over Kobbertavlerne. Fig. 1-11. — i. — 2 — 3. — 4. u — 6. — 7. — 8 — 9. — 10. — ll, Fig. 12-20. Hippolyte smaragdina Kr. Rostrum frontale (ter auctum). Margoscuti dorsalis anterior cum aculeis: a. aculeus primus; b. aculeus secundus; c. aculeus tertius; d. angulus orbitæ ex- terior. Mandibula (decies aucta) eum aculeo dentato (a). — a.* apex aculei dentati (magis auctus), Maxilla secundi paris (decies aucta). a. palpus. Pes maxillaris primi paris (de- cies auctus); a. articulus par- tis maxillaris basalis; b. articu- lus partis maxillaris secundus; €. ramus palpi interior (triarti- culatus?); d. ramus palpi ex- terior ; e-é. flagellum bipartitum. Pes maxillaris secundi paris (decies auctus); a. pars maxil- laris; b. palpus; c. flagellum. Pes maxillaris tertii paris (de- cies auctus) cum palpo (a). Pes primi paris (decies auctus). Pars pedis secundi paris (decies aucta). a. Carpus vel articulus qvintus tripartitus. Margo appendicis caudalis in- termediæ posterior cum aculeis (decies auctus). Pes natatorius primi paris fe- minæ (ter auctus). terminalis exterior. terminalis interior, Hippolyte Fabricii Kr. a. lamina b, lamina Fig. 1-11, nit — 2. — 12-20. Hippolyte smaragdina Kr. Pandehornet(forstorret treGange i Gjennemsnit +). Rygskjoldets forreste Rand med dets Torne: a. Tornen over Øjet; b. Tornen under Øjet; ec. den nederste Torn; d. den yderste Ojenvinkel. Kindbakken, ti Gange forstör- ret, med dens tandede Pig (a). a+, Spidsen af den saugtandede Pig, stærkere forstørret. Andet Kjæbepar, ti Gange for- storret; a. Palpen, Forste Par Hjebefodder, ti Gange forstorret; a. Kjæbede- lens Rodled; b. Kjebedelens an- det Led; c, Palpens indre (tre- leddede?) Green; d. Palpens ydre Green. e-e‘, den tvedeelte Svöbe. Andet Par Kjsbefödder, ti Gange forstörrel; a. Kjæbedelen; b. Palpen; c. Svöben. Tredie Par Kjebefodder med Palpe (a), ti Gange forstörret. Förste Fodpar, ti Gange for- störret. En Deel af andet Fodpar, ti Gange forstörret; a. den tre- leddede Haandrod. Det mellemste Halevedhængs bageste Rand med dens tre Tornepar, ti Gange forstørret. Fôrste Par SvOmmefodder hos Hunnen, tre Gange forstorret 5 a. den ydre Svömmeplade; b. den indre Svömmeplade, Hippolyte Fabrieit Kr. +) Ved alle i det Fölgende angivne Forstörrelser underforstaaes Udtrykket ,,i Giennemsnit.” r Xx* . 12, a-d. Variæ rostri frontalis forme. 15. 14. 18. 19. 20. 21-29. 21 a&b. 22. 23. Pars marginis scuti dorsalis an- terioris cum angulo orbitæ ex- teriore (a) et aculeis (b & c). Pars mandibulæ (decies aucta). a. aculeus terminalis tridenta- tus; b. palpus. Pars pedum maxillarium primi paris. a. Interior palpi ramus (qvinqvies auctus). Flagellum pedum maxillarium secundi paris (qvinqvies auetum) cum ramificatione (a), cui affixa sunt folia branchiæ rudimen- taris. Branchiæ tertii (a), qvarti (b) et qvinti (c) paris. Margo appendicis caudalis me- diz posterior cum aculeis. Pars pedis natatorii primi pa- ris (9); a. lamina exterior; b. lamina interior (qvinqvies aucta). Pars pedis natatorii primi paris (9); a. lamina exterior; b. la- mina interior (qvinqvies aucta) 5 x. pars sete articulate laminæ exterioris (vicies ferme aucta); y. apex laminæ interioris cum cincinnulis. Hippolyte Gaimardii Min.-Edw. Variæ rostri frontalis formæ (magnitudine parum aucta). Pars marginis scuti dorsalis an- terioris; a. angulus orbitæ ex- terior; b. aculeus infraorbita- talis; c. aculeus anguli antico- inferioris. Mandibulæ superficies interior (decies aucta); a. aculeus ter- minalis (a* apicem ejusdem ex- hibet no En); b. palpus; x. | 13. 16. 17. 19. 20. 21-29. ig. 12,a-d. Forskjællige Former af Pande- hornet. En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. den ydre Öjen- vinkel; b. forste Tornepar; c. andet Tornepar, En Deel af Kindbakken, ti Gange forstorret; a. den tre- tandede Pig; b. Palpen. En Deel af første Par Kjæbe- fodder, fem Gange forstørret; a. Palpens indre Green, Det andet Par Kjæbefodders Svöbe, fem Gange forstørret, med den Forgrening (a), til hvilken den rudimentære Gjælles Blade ere hæftede, Tredie (a), fjerde (b) og femte Par Gjæller (c). Den bageste Rand af mellem- ste Halevedhæng med dens Torne. En Deel af Hunnens förste Par Svommefodder, fem Gange for- störret; a. den yderste Plade; b. den inderste Plade. En Deel af Hannens förste Par Svommefodder, fem Gange for- störret; a. den yderste Plade; b. den inderste Plade, x. Et Stykke af en af den ydre Pla- des leddede Börster, omtrent tyve Gange forstorret; y. Spid- sen af-den indre Plade med dens Kröller, stærkt forstorret, Hippolyte Gaimardii Min.-Edw. 21,aogb. Forskjællige Former af Pan- 22. dehornet, lidt forstörret, En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. den ydre Öjen- vinkel; b. forste Torpepar; c. andet Tornepar, Kindbakken fra den indre Side, ti Gange forstörret; a. den tan- dede Pig (a* viser Spidsen af samme, endnu mere forstörret); Fig. 24, — 25. — 30-37. — 80. — 38-44. 549 superficies mandibulæ mastica- toria, Maxilla primi paris. Pes maxillaris primi paris; a. articulus basalis partis maxil- laris; b. articulus ejusdem par- tis terminalis; €. ramus palpi interior; d. ramus palpi exte- rior; e. flagellum. Palpus pedum maxillarium ter- tii paris, Branchia qvinti paris, Margo appendicis caudalis me- die posterior cum aculeis, Pes natatorius primi paris (CG); a. lamina terminalis exterior; b. lamina terminalis interior; x. apex vel articulus hujus la- ming secundus (x! eundem api- cem exhibet auctiorem). Hippolyte gibba Kr. Rostrum frontale. Pars marginis anterioris scuti dorsalis; a. angulus orbite ex- terior; b. aculeus infraorbita- lis; ec. aculeus anguli antico- inferioris. Oculus (a) H. gibbæ et (b) H. Gaimardii (magnitudine aucta). Maxilla secundi paris (duodecies aucta); a, b. & e. laminæ ma- xillares; ec. palpus; d, flagellum. Flagellum pedum maxillarium secundi paris cum laminis bran- chialibus; a. flagellum; b, b’ & b“. laminæ branchiales. Branchia quinti paris, Annulus abdominalis primus (a), secundus (b), tertius (c) et qvar- tus (d). Margo posterior appendicis cau- dalis intermediæ cum aculeis. Hippolyte mutila Kr. — 38,a&b.Varie rostri frontalis forme; — 39. x. oculus. Pars marginis anterioris scuti dorsalis; a. angulus orbitæ ex- — 30-37. — 37. — 38-44, b, Palpen; x. Kindbakkens Tyg- geflade, stærkt forstorret, Første Par Kjæber. Förste ParKjæbefodder ; a. Kjæ- bedelens første Led; b. sam- mes andet Led; c. Palpens indre Green; d. Palpens ydre Green; e. Svoben, Tredie Par Kjebefodders Palpe. Femte Gjælle. Mellemste Halevedhængs bage- ste Rand med dens Torne, Hannens forste Par Svomme- fodder; a, den yderste Svom- meplade; b. den inderste Svöm- meplade; x. Spidsen eller andet Led af denne Plade; x‘. samme Spids sterkere forstörret. Hippolyte gibba Kr. Pandehornet, En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. den yderste Öjen- vinkel; b. forste Tornepar; c. andet Tornepar. Øjet af M. gibba (a) og af H. Gaimardii (b), forstörret. Andet Kjæbepar, tolv Gange for- störret; a, b (og e?). Kjæbe- pladerne; c. Palpen; d. Svoben. Det andet Par Kjæbefodders Svöbe (a) med Gjællebladene (b b’ og by”). Femte Gjælle, Første (a), anden (b), tredie (c) og fjerde (d) Bugring. Det mellemste Halevedhængs bageste Rand med dens Torne. Hippolyte mutila Kr. — 38aogb. Forskjællige Former af Pande- — 39, hornet; x. Ojet. En Deel af Rygskjoldets _for- reste Rand; a. den yderste Ojen- 43, A. 44. 45-54. 45. 47. 48. terior; b. aculeus infraorbi- talis. Flagellum exterius antennarum interiorum a latere (decies auctum). 6 Branchia qvinti paris (quater aucta). Margo appendieis caudalis in- termediæ posterior cum aculeis. Pes natatorius primi paris fe- mine; a. lamina terminalis ex- terior; b. lamina terminalis in- terior; B. pes ejusdem paris maris; a. lamina exterior; b. la- mina interior; x. appendix cin- cinnigera. Pes natatorius secundi paris fe- mine; a. lamina terminalis ex- terior; b. laraina terminalis in- terior; x. appendix cincinnigera. Hippolyte Sowerbei Leach. Margo scuti dorsalis superior cum rostro frontali (qvater auc- ta); a. aculeus supraorbitalis superior; b. aculeus supraor- bitalis inferior. Margo scuti dorsalis anterior cum basi rostri frontalis; a. aculeus supraorbitalis superior; b. acu- leus supraorbitalis inferior; c. angulus orbitæ exterior; d. acu- leus. infraorbitalis; e. aculeus anguli antico-inferioris. Antenna interioris paris femine (A) & maris (B). Margo anterior appendicis folii- formis antennarum exteriorum ; A. feminæ; B, maris. Pars mandibulæ; a. aculeus ter- minalis; b. palpus. Branchia quinti paris, Margo posterior appendicis cau- dalis intermediæ cum aculeis (vicies aucta). Pars pedis natatorii primi paris 44. 45-54. 45. 47. 48. 49. 50. öl. 52. vinkel ; b. Torneparret. De inderste Füleres yderste Svöbe fra Siden, ti Gange for- störret. Femte Gjællepar, fire Gange forstørret. Det mellemste Halevedhængs bageste Rand med dens Torne. . Hunnens forste Par Svomme- fodder; a. den yderste Svom- meplade; b. den inderste Svom- meplade. B. Samme Par hos Hannen; a, den yderste Svom- meplade; b. den inderste; x. det krollebærende Vedhæng. Hunnens andet Par Svomme- . fodder; a. den yderste Svom- meplade; b. den inderste Svom- meplade; x. det krollebærende Vedhæng. Hippolyte Sowerbei Leach. Rygskjoldets överste Rand til- ligemed Pandehornet, fire Gange forstörret; a, det forste Torne- par; b. det andet Tornepar. Rygskjoldets forreste Rand til- ligemed Roden af Pandehornetz a. forste Tornepar; b. andet Tornepar; c. den yderste Ojen- vinkel; d. tredie Tornepar; e, fjerde Tornepar. De inderste Fölere hos Hunnen (A) og hos Hannen (B). Den forreste Rand af de yderste Föleres bladdannede Vedhæng hos Hunnen (A) og hos Han- nen (B) En Deel af Kindhakken; a. den tandede Pig; b. Palpen. Femte Gjællepar. Det mellemste Halevedhængs bageste Rand med dets Torne, tyve Gange forstörret. En Deel af Hunnens forste Par Fig. 58. — 54, A. 55-56. 57-63. 57. 58. 3 (feminæ); a. lamina terminalis exterior; b. lamina terminalis interior. Pes natatorius secundi paris (fe- mine); a. lamina exterior; b. lamina interior; x. appendix cincinnigera, Sternum feminæ; a-a. basis pe- dum; b. aculei sternales primi paris; c. aculei sternales secundi paris; d. aculei sternales tertii paris; e. aculei sternales qvarti paris; f. vulva; B. Sternum ma- ris (literæ a-e idem ac in figura A significant); f. orificium cana- lis efferentis; g. orificium penis, €. Abdomen infra visum ; a, acu- lei abdominales annuli primi; b. aculei abdominales annuli secundi; €. aculei abdominales annuli tertii; d. aculeus abdomi- nalis an. quarti; e.acul. abdomi- nalis annuli qvinti ; f. acul, abdo- minales an, sextis gg. basis pedum natatoriorum (qvi, ut expressius apparerent aculei, in hac figura remoti sunt); h. appendix cau- dalis intermedia; ik. appendi- ces caudales laterales; 1. anus. Hippolyte macilenta Kr. Rostrum frontale, Pars marginis scuti dorsalis anterioris; a. angulus orbitæ ex- terior; b. aculeus infraorbitalis; ec. aculeus anguli antico-inferio- ris (fere rudimentaris). Hippolyte turgida Kr. Margo superior scuti dorsalis cum rostro frontali; a, aculeus supraorbitalis superior; b. acu- leus supraorbitalis inferior. Pars marginis anterioris scuti dorsalis; a. aculeus supraorbi- talis superior; b. aculeus supra- orbitalis inferior; €. angulus or- bite exterior; d. aculeus infra- I 1 57. 58. Svömmefödder; a. den yderste Svömmeplade; b, den inderste Svommeplade, Hunnens andet Par Svömme- fodder; a, den yderste Plade; b. den inderste Plade; x, det krollebærende Vedhæng, Hunnens Brystskjold; a-a. Föd- dernes Rodled; b. første Par Brysttorne; c, andet Par; d.tre- die Par; e. fjerde Par; f. Ge- nerationsaabningen. B, Han- nens Brystskjold; Bogstaverne a-e have samme Betydning som hos Figuren A; f og g ere Aab- ningerne for Kjünsdelene. C. Bugen seet nedenfra; a, forste Rings Bugtorne; b. anden Rings Torne; c. tredie Rings; d. fjerde Rings; e. femte Rings; f. sjette Rings; g-g. Roden af de afklip- pede Svömmefödder ; h. det mel- lemste Halevedheng; ik. de yderste Halevedhæng; 1. Gad- boret. Hippolyte macilenta Kr. Pandehornet. En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. den yderste Öjen- vinkel; b. forste Tornepar; c, det næsten rudimentære andet Torncpar. 57-63, Hippolyte turgida Kr. Rygskjoldets överste Rand med Pandehornet; a. forste Torne- par; b. andet Tornepar, En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. förste Tornepar; b andet Tornepar; c. den yder- ste Ojenvinkel; d. tredie Torne- Fig. 59, 60. 61. 62. 63. 64-68. 64. 65. 66. 67. 68. 69-73. 352 orbitalis; e. acnleus anguli an- tico-inferioris. Pars mandibulæ cum aculeo ter- minali (a) et palpo (b), decies aucta. Pes maxillaris externus (ter auctus); a. palpus; b. flagel- lum; ax. apex palpi (vicies auc- tus); b x. flagellum (vicies ferme auctum). Branchia quinti paris (qvater aucta). Margo appendicis caudalis in- termediæ posterior cum aculeis (vicies ferme aucta). Pes natatorius primi paris (fe- minæ) decies auctus; a, lamina terminalis exterior; b, terminalis interior. Hippolyte Phippsü Kr. Margo seuti dorsalis superior cum rostro frontali. Pars marginis anterioris scuti dorsalis; a. aculeus supraorbi- talis superior; b. aculeus supra- orbitalis inferior; ec. angulus orbitæ exterior; d. aculeus in- fraorbitalis; e. aculeus anguli antico-inferioris. Pars mandibulæ (decies aucta); x. lacinia superior; x’. eadem auctior; a. aculeus terminalis tridentatus; b. palpus. lamina Branchia qvarti (a) et qvinti (b) paris (qvinqvies aucta), Margo appendicis caudalis me- die cnm aculeis posterior. Hippolyte pusiola Kr. 69,a&b. Variæ rostri frontalis formæ (a 70. latere) ; c. rostrum frontale supra visum cum oculo. Pars marginis scuti dorsalis an- terioris; a, anpulus orbitæ ex- terior; b. aculeus infraorbita- Fig. 59. 60. 61. 62. 64. 65. 66. 67. 68, 69-73. par; e. fjerde Tornepar. En Deel af Kindbakken med den tandede Pig (a) og Palpen (b), ti Gange forstorret- Denyderste Kjæbefod, tre Gange forstørret; a. Palpen; b. Svö- ben; ax, Spidsen af Palpen, tyve Gange forstörret; b x. Svö- ben, omtrent tyve Gange for- stürret. Femte Gjælle, fire Gange for- storret, Det mellemste Halevedhengs bageste Rand med dens Torne, tyve Gange forstorret, Hunnens forste Par Svomme fodder, ti Gange forstorret; a. den yderste Svömmeplade; b. den inderste Svommeplade. . Hippolyte Phippsü Kr, Rygskjoldets överste Rand med Pandehornet. En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. forste Tornepar; b. andet Tornepar; c. den yder- ste Öjenvinkel; d. tredie Torne- par; e. fjerde Tornepar. En Deel af Kindbakken, ti Gange forstörret; a. den tandede Pig; b. Palpen; x. den indre Knudes övre Flig; x. samme sterkere forstörret. Fjerde (a) og femte (b) Gjælle, fem Gange forstörret. Mellemste Halevedhængs bage. ste Rand med dens Torne, Hippolyte pusiola Kr. 69, aogb. Forskjællige Former af Pan- 70. dehornet, seet fra Siden; c. det samme seet ovenfra tilligemed Öjet. En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. den yderste Öjen- 355 lis; c. aculeus anguli antico- inferioris. ig. 71. Antennæ interiores; abc. pe- duneulus; a. articulus basalis pedunculi; a’. appendix articuli basalis spiniformis; b. articulus pedunculi secundus; ce. articu- lus pedunculi tertius; d. fla- gellum interius; e, flagellum exterius. 72. Margo appendicis caudalis in- termediæ posterior cum aculeis, 73. Pesnatatorius primi paris feminæ (A)& maris (B) decies auctus; a. lamina terminalis exterior; b. lamina terminalis interior; x. ap- pendix cincinnigera. 74-77. Hippolyte borealis Owen. 74 a,b & c. Variæ rostri frontalis forme, 75. Pars marginis scuti dorsalis an- terioris; a. aculeus supraorbi- talis; b. angulus orbitæ exte- rior; Cc. aculeus infraorbitalis. 76. Branchia qvinti paris. 77. Margo appendicis caudalis mediæ posterior cum aculeis. 78-82, Hippolyte polaris Sab. 78 a &b. Variæ rostri frontalis forme. 79. Pars marginis seuti dorsalis an- terioris; a. aculeus supraorbi- talis; b. angulus orbitæ exte- rior; €. aculeus infraorbitalis; d. aculeus anguli antico-infe- rioris. 80. Partes nonnullæ buccales; a. apex aculei terminalis mandibulæ; b. palpus maxillæ prioris; c. bran- chia rudimentaris, flagello se- cundi pedis maxillaris affixa. 81, Branchia qvinti paris. 82. Margo appendicis caudalis me- diæ posterior cum aculeis, 83-104. Hippolyte aculeata Fabr. 83. Scutum dorsale cum rostro fron- vinkel;* b. forste Tornepar; c. andet Tornepar, ig, 71. De inderste Fölere; abe. Skaf tet; a. dets første Led; a’. for- ste Leds pigdannede Vedhæng ; b andet Led; ce. tredie Led; d. den™inderste Svöbe; e. den yderste Svobe. 72. Mellemste Halevedhængs bage- ste Rand med dens Torne. 74, Hunnens (A) og Hannens (B) forste Par Svömmefödder, ti Gange forstorret; a. den yderste Svommeplade; b. den inderste Svommeplade; x. det krölle- bærende Vedhæng. 74-77. Hippolyte borealis Owen. 74 a,b og e. Forskjællige Former af Pan- dehornet. 75. En Deel af Rygskjoldets for reste Rand; a. forste Torne- par; b. den yderste Öjenvinkel, ec. andet Tornepar. 76. Femte Gjællepar. 77. Mellemste Halevedhængs bage- ste Rand med dens Torne. 78-82. Hippolyte polaris Sab. 78, a og b. Forskjællige Former af Pan- dehornet, ‘ 79. En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. forste Tornepar; b. den yderste Öjenvinkel; ec. an- detTornepar; d. tredieTornepar. 80. Nogle af Munddelene; a. Spid- sen af Rindbakkens tandede Pig; b. forste Kjæbepars Palpe; ec. den rudimentære Gjælle paa andet Par Kjæbefodders Svöbe. 81. Femte Gjællepar. 82. Mellemste Halevedhængs bage- ste Rand med dens Torne. 83-104, Hippolyte aculeata Fabr. 83, Rygskjoldet med Pandehornet Yy Fig. 87. 88. 89. 91; 92. 93. 94. 95. 354 tali (magnitudine naturali); a. aculeus supraorbitalis; b. angu- lus orbitæ exterior; c. aculeus infraorbitalis; d. aculeus anguli antico-inferioris. Alia rostri frontalis forma (bis aucta). Rostrum frontale pulli sep- temlinearis (decies ferme auc- tum), a. rostrum frontale; b. oculus. Pars antennæ exterioris, visa supra etinfra; a. articulus ba- salis; b. articulus secundus; c. articulus tertius; d. articulus quartus; e. pars flagelli; f. appendix foliiformis, Mandibula; a. aculeus termi- nalis dentatus; b. palpus biar- ticulatus; b*. idem auctior, Maxilla prioris paris; a. pars maxillaris? b, palpus? c. fla- gellum? Maxilla secundi paris; a, b & €. laminæ maxillares; d. pal- pus; e. flagellum; f. pars ba- salis cum margine cornea (g); d*, palpus auctior. Pes maxillaris primi paris; a-b. pars maxillaris biartieu- latus; a‘. margo cornea eleva- tior articuli basalis; €. palpi ramus interior brevior; d. ra- mus palpi exterior longior. e-é. flapellum. Pes maxillaris secundi paris; a. pars maxillaris quinquear- ticulata; b. palpus; c, flagel- lum; d. branchia rudimentaris. Pes tertii paris; a*. flagellum; y. flagellum magnitudine auc- tius; x. articulus pedum maxil- larium basalis cum canali (x‘), qvo flagellum excipit. Labium superius. Labium inferius. Pes primi paris cum flagello Fig. 84. — 85. — 66. — 91. — 92. (naturlig Störrelse); a. forste Tornepar; b. den yderste Üjen- vinkel; c. andet Tornepar; d. tredie Tornepar. En anden Form af Pandehor- net. to Gange forstörret. Pandehornet af en 7“ lang Unge, ti Gange forstörret; a. Pande- hornet; b. Öjet. En Deel af de yderste Fölere, seet ovenfra og nedenfra; a. Skaftets Grundled; b.andetLed; c. tredie Led; d. fjerde Led; e. et Stykke af Svoben; f. det bladdannede Vedhæng. Kindbakken; a. den tandede Pig; b. Palpen; b*. samme stærkere forstorret, Første Kjæbepar; a. Kjæbede- len; b. Palpen; c. Svöben. Andet Kjæbepar; abc. Kjæbe- pladerne; d. Palpen; e. Svö- ben; f. Roddelen med dens horn- agtige Rand (5); d*. Palpen stærkere forstôrret, Første Par Kjebefodder; ab, Kjæbedelen; a‘. Grundleddets Hornrand; c. Palpens indre Green; d, Palpens ydre Green; e-é, Svöben. Andet Par Kjæbefüdder; a. den femleddede Kjæbedeel; b. Pal- pen; c, Svoben; d. den rudi- mentære Gjælle. Tredie Par Kjæbefodder a+. Svüben; y. Svoben stærkere forstörret; :x. Kjxbefoddernes Rodled med den Kanal (x‘), som optager Svöben, | Overlæben. Underlæben, Förste Fodpar med Svoben; Fig. 96, — 98 a-e, t= 99, A. — 100. Fig. 101, A. 55 (a); A. manus cum carpo pa- rum aucta. Pes secundi paris cum flagello (a) magnitudine naturali; A. manus aucta magnitudine Pes tertii paris cum flagello (a) magnitudine naturali; (A) tarsus mapnitudine auctus ; (B) pars basalis quinti pedum paris; a. articulus primus; b, art. secundus; €. art. tertius; d, pars artieuli qvarti; e. pars marginis postico-lateralis scuti dorsalis; f. pars inferior bran- chiæ qvinte; g. orificium ge- nitale. Branchiæ; a. branchia primi paris; e. branchia quinti paris. Abdomen a latere exhibitum; a, annulus primus; f. annu- lus sextus. B, Abdomen in- fra (pedibus natatoriis remo- tis); a. aculei abdominales annuli primi; b. ac. abdomi- nales an. secundi; c. aculeus abdominalis an. tertii; d. acu- leus abdominalis an. qvinti; e, aculei abdominales an. sexti; f. basis pedum natatoriorum(qvi hic, ut expressius apparerent aculei, remoti sunt); g. appen- dix caudalis intermedia; hi. appendices caudales laterales; k. anus. Appendix caudalis intermedia; a. protuberantia basalis seti- gera; b. aculei laterales; c. aculei seteque marginis poste- rioris; x. margo appendicis posterior magnitudine aucta; y. pars terminalis sete clavæ- formis valde aucta, Pes natatorius primi paris fe- mine (magnitudine naturali); a. lamina terminalis exterior; 5 Fig. 96, — 98. — 99, A. — 100. — 101,A. (a). A. Haanden med Haand- roden, noget forstörret. Andet Fodpar med Svoben (a) i naturlig Störrelse; A. Haand- roden forstörret. Tredie Fodpar med Svöben (a) i naturlig Storrelse; A. Kloen forstorret; B Roddelen af femte Fodpar; a. forste Led; b. andet Led; ce. tredie Led; d. en Deel af fjerde Led; e. Rygskjoldets Rand; f. en Deel af femte Gjelle; g. Ge- nerationsorganernes Aabning. Gjællerne; a. første Par; e. femte Par, Bagkroppen sect fra Siden; a forste Ring; f. sjette Ring; B. Bagkroppen seet nedenfra, efterat Svömmefödderne ere borttagne ; a, forste Rings Bug- torne; b. anden Rings Bug- torne; c. tredie Rings Bug- torn; d, femte Rings Bug- torn; e. sjette Rings Torne; f. Roden af de borttagne Svöm- mefödder; g. mellemste Hale- vedhæng; hi. de yderste Hale- vedhæng; k. Gadboret. Det mellemste Halevedhæng, noget forstørret, seet fra Ryg- gen; a. den bürstebærende Bodknude; b. Sidetornene; c, den bageste Rands Torne og Börster; x. Vedhængets bageste Deel, stierkere forstör- ret; y. Enden af een af de kölledannede Börster, meget stærkt forstorret. Hunnens forste Par Svömme- fodder i naturlig Störrelse; a. den yderste Svömmeplade; Yy* Fig. 102, A. — 103. — 104. — 105-109. — 105, a. — 106. — 107. 356 b, lamina terminalis interior. B. Pes natatorius primi paris maris (pars posterior); a. la- mina exterior; b. lamina inte- rior; x. appendix cincinnigera. Pes natatorius secundi paris feminæ(magnitudine naturali); a, lamina terminalis exterior; b. lamina terminalis interior; x. appendix cincinnigera; C. eadem appendix (duodecies ferme aucta) alatere; C+. a su= perficie interiori exhibita, B. Lamina terminalis interior ma- ris (magnitudine naturali); x. appendix cincinnigera; y. ap- pendix setigera; Bx, he ap- pendices magnitudine aucta; B**. cincinnuli magis aucti. Appendix cincinnigera qvinti pedis natatorii feminæ. Gnathophyllum elegans. La- mina feminæ interior pedis matalorii secundi paris cum appendice cincinnigera (a). Hippolyte microceros Kr, Rostrum frontale a latere; b. idem supra visum; x. aculeus supraorbitalis. Pars marginis scuti dorsalis anterioris; a, aculeus supra- orbitalis; b. angulus orbit exterior; €. aculeus infraor- bitalis; d. aculeus anguli an- tico-inferioris. Pars antennæ inferioris; a. flagellum interius; b. flagel- Jum exterius. Branchia rudimentaris secundi pedum maxillarium paris (qvin- qvies aucta) ; a. branchia qvarti paris; b. branchia qvinti paris. Margo appendicis caudalis me- die posterior cum acüleis. Hippolyte pusiola, animal sub b. den inderste Svommeplade; B, en Deel af Hannens forste Par Svömmefödder; a. den yderste Svommeplade; b. den inderste; x. det krollebærende Vedheng. Fig. 102, A, Hunnens (andet Par Svémme- — 104. — 105-109. — 105, a. — 107. — 108. — 110. fodder i naturlig Storrelse; a, den yderste Svommeplade; b. den inderste; x. det krölle- bærende Vedhæng; C. dette Vedhæng fraSiden, omtrent tolv Gange forstörret; C+, det sam- me seetindvendigt fra; B.Han- nens indre Svömmeplade i na- turligStorrelse ; x,det krollebæ- rendeVedhæng; y.det bürstebæ- rende Vedbæng; B*, disse Ved- hæng forstörrede; B**, et Par af Kröllerne, stærkere forstørrede. Det krölleberende Vedhæng af Hunnens femte Fodpar, Den inderste Svömmeplade med det krolleberende Ved- hæng af andet Par Svömme- fodder hos Hunnen af Gna- thophyllum elegans. Hippolyte microceros Kr. Pandehornet fra Siden; b. det samme seet ovenfra med det forste Tornepar (x). En Deel af Rygskjoldets for- reste Rand; a. forste Torne- par; b. den yderste Öjenvinkel; e. andet Tornepar; d. tredie Tornepar. En Deel af de inderste Fölere; a. den inderste Svobe; b, den yderste Svöbe, a. Fjerde Gjællepar; b. femte Gjællepar; x. den rudimen- tære Gjælle af andet Par Kjæ- befodder, fem Gange forstörret. Mellemste Halevedhængs ba- geste Rand med dens Torne, Hippolyte pusiola, med et æg- | | Fig. 111-119. 111. 112. 113. 114. 115. 116, 117. 118. 119, 120-132, 120. 357 abdomine parasiticum gerens oviforme. Pullus Cymopolie Caronii. Pullus Cymopolie Caronii a latere (trigesies auctus); a. an- tenna interior; b. antenna ex- terior; €, appendix antenne exterioris; d. oculus. Antenna interior (60ies aucta), Antenna exterior (a) cum ap- pendice (b) sexagesies aucta, Mandibula et maxillæ (60ies auctæ); a. mandibula; b. pal- pus? ede. maxilla prioris pa- ris; fg. maxilla posterioris paris? Pes maxillaris primi paris (60ies auetus); a. aculeus pen- natus pedis maxillaris, Pes primi paris (vel pes maxil- laris secundi paris?) 40ies auc- tus; a. pars basalis; b. ramus interior; €. ramus exterior. . Pes secundi paris (vel pes maxillaris tertii paris?) 40ies auctus (literæ idem significant ac in figura præcedente). Pars cephalothoracis qvatuor- qve abdominis annuli infra visa (6Uies circiter aurta). aaaa. pedes rudimentares ce- phalothoracis? b bb. pedes natatorii abdominis? Cauda (60ies circiter aucta); a. seta caudæ plumosa. Hippolyte polaris, (pullus ex ovo produetus). Pullus Hip. polaris a latere, decies auctus; a. oculus; b. antenna interior; Cc, antenna exterior; d. appendix foliifor- mis antennæ exterioris; e f. pes Fig . 111-119. 111, 114, 116. 117. 118. 119. 120-132. 120. danuet Snyltedyr under Bugen. Cymopolia Caronii. Den nyfödte Unge af Cym. Caronii, seet fra Siden, tre- dive Gange forstörret; a. de inderste l'olere; b. de yderste Fölere; e. de yderste Föleres Vedhæng; d. Öjet. Inderste Félerpar, tredsinds- tyve Gange forstörret. Yderste Fölerpar (a), med Ved- hænget(b), tredsindsty veGange forstorret, Kindbakke og Kjeber, tred- sindsty ve Gange forstürrede; a. Kindbakken; b, Palpen? ede. forste Par Kjeber; fg. andet Par. Første Par Kjæbefodder? tred- sindstyve Gange forstørret; a. en af dets fjerdannede Torne. Første Fodpar (eller andet Par Kjæbefodder?) fyrretyveGange forstørret; a. Roddelen; b. den inderste Green; c. den yder- ste Green. Andet Fodpar (eller tredie Par Kjzbefödder?) 40 Gange for- storret; Bogstavernes Betyd- ning som hos forrige Par. En Deel af Cefalothorax og de fire Bugringe, fremstillede ne- denfra, 60 Gange forstørrede; aaaa. rudimentære Brystfod- der; bbb. Bugfodder? Halen, omtrent 60 Gange for- störret; a. en fjerdannet Bör- ste, stærkere forstörret. Hippolyte polaris, udtagen af Æghylsteret. Hip. polaris, seet fra Siden, ti Gange forstörret; a, Öjet; b. inderste Föler; c. yderste Fo- ler; d, sammes bladdannede Vedhæng; ef. andet Par Kjæ- Fig. 121. — 122, — 123. — 124. — 127. lan 358 maxillaris secundi paris; e, ra- mus interior; f. ramus exte- rior; gb. pes maxillaris tertii paris; ik & 1. pestertii, qvarti et qvinti paris; mnop q. pe- des abdominis natatorii, Oculi (a), antennæ interiores (b) et exteriores (cd) a fronte exhibita (decies aucta). Mandibula (trigecies aucta); a. articulus basalis; a’, acu- leus hujus artieuli (150ies fer- me auclus); b. articulus man dibulæ seeundus; b‘, superfi- cies terminalis hujus articuli (multo auctior); €. palpus; ce’. seta palpi serrata, valde aucta. Maxilla prioris paris (trigecies aucta); a. maxilla propria? b. palpus? c. flagellum. Maxilla secundi paris; a & b. laminæ maxiliares; €, palpus; d. flagellum. Pes maxillaris primi paris (vi- cies auctus); a, pars basalis; b. ramus interior ceu pes; €. ramus exterior ceu palpus; d. flagellum. Pes maxillaris secundi paris (vicies auctus); a. articulus basalis; b. ramus interior; c. ramus exterior. Pes maxillaris tertii paris (vi- cies auctus); literæ idem signi- ficant ac in figura antecedente, Pes primi paris (vicies auctus). Pes tertii paris (vicies auctus). Pes natatorius primi annuli abdominis; a, lamina exterior ; b, lamina interior. Pes natatorius secundi annuli Fig. 121. — 122. — 126. — 127. — 131. befödder (e. den inderste, f. den yderste Green); gh. tre- die Par Kjæbefôdder; i, k og 1. tredie, fjerde og femte Fod- par; mnop og q. Bagkrop- pens Svömmefödder. Öjnene (a), de inderste (b) og yderste (e d) Fölere, seete for- fra, ti Gange forstörrede. Kindbakken, tredive Gange forstörret; a. Roddelen; a‘, Spidsen af een af Roddelens Torne, forstörret omtrent 150 Gange; b. Rindbakkens andet Led; b’. dette Leds Endeflade, meget stærkere forstörret; €. Palpen; ©. een af Palpens saugtaggede Börster, meget stærkt forstörret. Förste Kjæbepar, tredive Gange forstorrets a. den egentlige Kjæbe? b. Palpen? c. Svoben? Andet Rjæbepar; a og b. Rjæ- bepladerne; €, Palpen; d. Svöben. Förste Par Kjæbefodder, for- störret tyve Gange; a, Rod- delen; b. den indre Green ellerFoden; c. den ydre Green eller Palpen; d. Svoben, Andet Par Kjæbefodder, for- störret tyve Gange; a. Rod- delen; b. den inderste Green; c. den yderste Green, Tredie Par Kjæbefodder, tyve Gange forstorret; Bogstaver- nes Betydning som ved fore- gaaende Figur. Første Fodpar, forstörret. 3 Tredie Fodpar, tyve Gange forstörret. Förste Bugrings Svommefod, tyve Gange forstörret; a. den yderste Plade; b. den inder- ste Plade. Anden Bugrings Svommefod, tyve Gange Fig. 132. — 133-144. — 133, — 134, — 13. — 156. — 137. — 138, — 139, — 140. 359 abdominalis (vicies auctus); a, lamina exterior; b. lamina interior; c. appendix laminæ interioris, Ultimiabdominis annulia dorso exhibiti, Pullus Homari vulgaris. Pullus Homari vulgaris a la- tere, sexies auctus; a, rostrum frontale; b. oculus; c. antenna interior; de. antenna exterior (d. ramus superior, €, ramus inferior). Antenne (lôies auctæ); a. an- tenna interior; bed, antenna exterior; b. articulus basalis antennæ exterioris; €. ramus superior antennæ exferioris; d. ramus inferior antennæ ex- terioris; e. pars oculi. Mandibula (vicies aucta); a. pars manducatoria ; b. palpus? | Maxilla prioris paris (vicies aucta); a. maxilla propria; b. palpus; c. flagellum. Maxilla posterioris paris (vicies aucta); abe. maxilla propria; d. palpus; e. flagellum. Pes maxillaris primi paris (vi- cies auctus); ab. maxilla; ed. palpus bipartitus; e. flagellum. Pes maxillaris secundi paris (vieies auctus); a. pars basalis b. pars pediformis; c. palpus. Pes maxillaris tertii paris (de- cies auctus); a. pars basalis; b. pars pediformis; c. palpus; d. flagellum; e. branchia; e’ branchia trigecies aucta*). Fig. 132, i — 133-144, — 133. — 135. — 136. — 137, — 138. — 139. — 140. tyve Gange forstørret; a. den yderste Plade; b. den inder- ste Plade; c. inderste Plades Vedhæng. De sidste Bugringe, seete fra Ryggen Homarus vulgaris, Ungen af den almindelige Hum- mer, seet fra Siden, 6 Gange forstorret; a. Pandehornet; b. Øjet; c. inderste Fölerpar; de, yderste Fölerpar. Fölerne forstörrede 15 Gange; a. inderste Filer; bed. yder- ste Föler; (b. Grundleddet, c. överste Green, d. nederste Green); e. en Deel af Öjet. Kindbakken, tyve Gange for- storret; a. den egentlige Kind- bakke; b. Palpen. Förste Kjæbepar, tyve Gange forstorret; a. Kjæben; b. Pal- pen; c. Svöben. Andet Kjæbepar, tyve Gange forstörret; abc. Rjeben; d. Palpen; e. Svöben. Förste Par Kjæbefodder, tyve Gange forstörret; ab. Kjæ- ben; ed. Palpens to Grene; e. Svöben. Andet Par Kjxbefödder, tyve Gange forstörret; a. Rodde- len; b. den foddannede Deel; ec. Palpen. Tredie Par Kjæbefodder, ti Gange forstørret; a. Rodde- len; b. den foddannede Deel; ce. Palpen; d. Svöben; e. Gjæl- len; c‘. Gjzllen, tredive Gange forstörret. +) Observandum est, flagellum branchiamgve et in seenndo pedum maxillarium pari et in quingve pedum paribus adesse. Supervacaneım vero duxi, in omnibus figura exprimere, mæ RE Fig. 141. — 142. — 143. 144. Pes primi paris (decies auctus); literæ a-e idem ac in figura precedenti significant. Pes secundi paris (duodecies auetus). Pes quarti paris (decies auctus). Abdomen a superficie dorsali exhibitum (sexies ferme auc- tum); aaaa. pedes natatorii; a‘. pes natatorius multo auc- tior; b. cauda; b’. cauda auc- tior; b“. angulus caudæ latera- lis-posterior multo auctior. Fig. 141. — 142. — 143. — 144, Første Fodpar, ti Gange for- storret; Bogstaverne have sam- me Betydning som i fore- gaaende Figur. Andet Fodpar, forstörret, Fjerde Fodpar, ti Gange for- störret. Bagkroppen, seet fra Rygfla- den, omtrent sex Gange for- storret; aaaa. Svommefod- derne; a‘. en SvOmmefod ster- kere forstorret; b. Halen; b’. samme stærkere forstörret; b“. Halens bageste- yderste Vinkel, meget stærkt forstürret. tolv Gange Anmærkning til Side 257. Af Prof. Rathke's nyligt mig tilhændekomne, meget interessante Skrift: „‚Bei- träge zur vergleichenden Anatomie und Physiologie” o.s.v. (Danzig 1842. Mit sechs Kupfertafeln), erfarer jeg, at R. paa anden til femte Bugring har iagttaget de samme Dele, der af mig holdes for Hummerungens rudimentære Svömmefödder; men han tillægger dem en anden Betydning. „Allem Anscheine nach,” udtrykker han sig (l. c. pag. 27), „bezeichnen diese Fortsätze die künftigen Epimera des Schwanzes, stellen aber nicht die Afterbeine vor.” Grunde for denne Forklaringsmaade angiver den berömte Forfatter imidlertid ikke, og jeg seer saaledes, med al Agtelse for en saa udmærket Fysiologs Mening, ingen Anledning til at forandre min ovenfor fremsatte Anskuelse af disse Redskaber. Indhold. I. Indledende Bemarkninger...c..ccccccecscccccsscccccerecscace Mes manne II. Karakteristik af Slægten Hippolyte og almindelige Bemærkninger over dens KOTMIONNOIER SEE Taies Sn nisiseisiss e sn 0 ete eait en eo na )aiens in eialnis sine). 0 are III. Bidrag til Udviklingshistorien hos Slægterne Hippolyte, Homarus og Cymopolia a) Hippolyte polaris ....,......... cloleerefle sker sjalerejatele Rum ciao reloimie b) Homarus vulgaris .........ssmesesereseseses elm alene rener RIS EIN Lø «sde c) Cymopolia Caronü sussie gene ene ned nisse ses e IV. Et Par Bemærkninger om Snyltedyr hos Hilpolyter Ege ht. DOOR A0 V. Om Slægten Hippolytes geografiske Forhold ............,.........,. “Becedae VI, Om Arternes Henföring til Gruner ON Choe ee en ee VIE Artsbeskrivelser ....ccces:cccccccsccccveccssecucerescece alas af sea as 1) Hippolyte smaragdina Kr. ..... Beuunsooees a ere'pfeeiniejsleie ØRENE 2) Hippolyte Fabrieü Kr. .....,....,..... sIs(slo mile lo/eteleis (ste HAUT 3) Hippolyte Gaimardii Edw. ......,................ cssersro ee AN HinDolytenmrbhrERT. are ala e Rene =-cessaesessesesresse . 5), „Hippolytenmutila Kr. oo easeennnonaennienennnnnnusnunonewee .... 6) Hippolyte Sowerbei Leach ......... Kennsnuneaneaneunne neste NO Aippolytenmacrlenta, Ki asia Weite: EEN esse ses 8) Hippolyte turgida Kr. seernes es ede messe se … BD) OT GIIO WAC DSE KL ers SODE DEO seen esse 10) Hippolyte pusiola Kr. essensen eee een ne Fe eje jaja see ss... 11) Hippolyte polaris Sab. ...........,,......... sotonrssoserssse IPD) 2 pp bly ten ones ONE EE EET ENE 13) Hippolyte aculeata Fabr. ....,......,.. docuetunu- subie nome WA) ee Hippoly le mer oe ERE ee Re Bere ee ee DB VII. Tabel over Udmaalingerne ligeud for .......... seins wi ODOLOOD ON 00 IX Forklaring ak Afbildningerne semence. Rate ein. Anmerkuingtüll Side Zuger. fer ea - ce cree sense eds ee \ blodbad en dan at ns a 4 à de ve 2e PINT IME tal vi w vi m 4 i ») fi { CE MAD H til t b pt ord ale eee 48 i i (nv monn’) otha uy j y L'or ; . . 1 i 1 ‘ t x (4 adress Os i \ E eye 1 5 ae me Pook i * {us ( 4 # 3 Ua ba dole aie T io { L > ‘ um my ( F + dar t \ au ( Rem “Wat « rad ii j i we i mal Ko CT 2 rhe ’ f .. haere nm 7 y BEN War, ; Wi ARTS Vid. Sel. nature. og m ath Mh lN DHA roger om de Nordiste Miyppolyler. tab. 2 ‘= N Pd fo = = + à EHeffrranefe H-Kröjer del. . Fig HM HIPP DONNA SMIRABDINN. Sg 12-20. TT IHABRIONT. Fig. Ul COST LEAT ABD IL, Fig. 30-38. HH. GLABA. i i i 5 lid. Sul. nature. eg math. Uh IND. H.Aröyer om de Nordiske Shippoly ter. Tab. Ll eu B Al | Mi i) | a Cllcffmann fe Härsger del. 419.3237. HA BRA. 69.3844. FA SIT TILA» Fig. 45-54. TLS OVE RBEL Fig 5556.21, MALLILEN TA Lig 37.38 TUR IDA. ne) a so Di A cé Li m u. Vid. Sel. nature.ag math. Ih AND. MA royer om de Nordiske: “Miyppolyler. MU kvayer ded. Fig. 93, IAAT RADA, Fig. 64 68. 11. PIIL ta lat IH. | | i | à [CA He (Pram . fe. PSI, Lig. 6973. IT PL SIP ui, dig F477 14. BOREALIS Fig. 18-61. DP OLABLS , > VW ds | Ca #, |] Pi ne we See ie ” lid. Sel. naturo.og math Ah IN D1. Kroyer om de Vordishe Mippolyter. 2 Tab IV. 49. ad * H.Krøyer del. GHoffinanr fe. Fig. 8244. PDNARAS Fig 63-98.F1 AVI A TA « Ji ml > Dal à MIN Au 2 Hr un ries hae } a Lid. Sel. naturo.og math Aj AN DH Kroyer om de Nordiske Hippolyler. Tab.V". 929,2 29,1 100: 203.6. - es | ) \ W en re x || x Dr. N | SA 2 Ä = BEE SAL IR b \ | ) FM Ds \ RE N \ 704. We... 100. Sr: V3, & À a { a wih | Å i | I > la L RB MO. cz I . LR ; é As; BR L026 / SS == x é 708 X a = = d AN SS N b SC = 02.1 Be w2.B! = 16. GB tb | | A | = | & 7 3 zÅ A xÅ 245 i à kt ll | 109 Så: \ ig, Mu , CUT À | a NS M5 ifs z VA 1/78 E y) \ ea [2 | N SD LAOS \ 0) d x) > 110 Wt SS 2 à hir | TE À D \ WZ, ge 2. =) a = \ | i MKreoyer del. EHffmanr Je: Lig. 99_103.H, ATULMATA » Fig. 104. BNATHOLAYDLI IM » kig 105-109. FT MITROCTH RAS » lig. WO. A SPU SLM » LUE WI. CIRIDP LISA (LDIBRYO » ) Ê Lib V7 ae nm = - Vad Sel. naturv.ag math th. WD. LH. Aröyer om de | pradishe Mippolyter . CF Hoffmann. je H.Kråyer del. 5 i tig. 120 132. HSPORARIS (EMBRYO), Lig. 133144. HOMARUS VULGARIS (EIIBREYD )o Hi A AR PT Ara is « VÆ ÆRE IU USET i Far TILLÆG til ; Dr. J. W. Lunds Blik paa Brasiliens Dyreverden för sidste Jordomvæltnins. Fjerde Afhandling. Væsentlig Berigtigelse til Beskrivelsen af Haandbygningen hos Platyonyx. — Wea at nedskrive mine Bemærkninger angaaende Bygningen og Sam- mensetningen af Haanden hos Platyonyx besad jeg af den fölgende Kookler: den hele Haandrod paa Ærtebenet ner, de fem Mellemhaand- been, hvoraf dog det förste var endeel beskadiget, og af Fingrene den anden og tredie Finger fuldstændige, samt to Led, som jeg holdt for sidste og næstsidste Led af fjerde Finger. Til denne Antagelse blev jeg ledet ved Analogien med Megatherium, Dovendyret og Myrebjörnen, de tre Dyr, der i alle Henseender havde viist sig som nærmest beslæg- tede med Platyonyx, og hos hvilke alle den fjerde Finger er den fuld- komnest udviklede nest efter anden og tredie. Senere Reiser have sat mig i Besiddelse af endeel af de mig dengang manglende Led af Platyo- nyx’s Haand, hvilke have ledet til et Resultat, der afgiver et mærkeligt Exempel paa, hvorledes en i üvrige Forholde constant Analogie pludse- lig paa en uventet Maade kan svigte. Hos de med fire Kléer paa Hen- derne forsynede Arter af Myrebjörnesliegten er vel Tommelfingeren for- - synet med en flo, men denne saavel som selve Fingeren er mindre og Zı ROR svagere end fjerde Finger; hos det trefingrede Dovendyr er den fjerde Finger med dens Rlo ligesaa kraftig udviklet som anden og tredie, ja hos Megatherium endog kraftigere end den anden. Et Exempel paa noget Dyr, der paa Haanden besad ikkun tre vel udviklede Klåer tilhö- rende förste, anden og tredie Finger var mig ikke bekjendt, og jeg kunde derfor ikke nære nogen Tvivl om, da jeg foruden de to større Rléer endnu besad en tredie mindre Klo, der aabenbart viste sig at hen- höre til Haanden, at denne maatte have tilhört den fjerde Finger, hvad jeg ei ved umiddelbar Sammenligning kunde afgjöre af Mangel paa det forbindende Mellemled imellem, Mellemhaandbenet og det Been jeg holdt for det andet Fingerled. Den samme Slutning uddrog Cuvier af de lig- nende Materialier han besad af Megalonyx, hvoraf han ligeledes antog den tredie mindre Klo at hidrøre fra den fjerde Finger. Imidlertid er jeg senere kommet i Besiddelse af fem fuldstændige Exemplarer af det første Mellemhaandbeen, og har overbeviist mig om, at de to Led, jeg holdt for at være det andet og tredie Led af fjerde Finger, ere det første og andet Led af Tommelfingeren; ogsaa har jeg været saa heldig, at forskaffe mig de sande Fingerled af fjerde Finger, hvilke fuldkomment passe til Mellemhaandbenet; det forste Led er blot en smal Beenplade med næsten plane Ledflader; det andet, der tillige er det yderste eller Slutningsledet, er af elliptisk Form, bagtil plant, fortil convext og meget ujævnt. Hvad den femte Finger angaaer, da besidder jeg vel intet deraf, men Mellemhaandbenets forreste Ledflade viser, at den har været endnu noget mere rudimentarisk end fjerde Finger, hvorimod jeg ei tår af- gjøre, om den bestod af eet Led, som hos Myrebjörnen, eller af to som hos Megatherium; i alle Tilfælde manglede den, som fjerde Finger, Klo. Platyonyx havde saaledes, som det trefingrede Dovendyr og Mega- therium, en med tre stærke Klåer bevæbnet Haand, men Foreningen af Rlöerne var afvigende, idet det hos de to sidstnævnte Dyr er den anden, tredie og fjerde Finger, der bære disse Vaaben, medens det hos Platyo- 565 nyx var förste, anden og tredie, et Forhold hvortil som sagt intet andet Exempel er mig belijendt i Pattedyrklassen. I Cuviers Tydning af Haanden af Megalonyx Jeffersonii er saale- des fölgende at berigtige: Hvad han holdt for Middelfingeren af venstre Haand (Pl. XV, F. 4-4 er Middelfingeren af höire Haand; F. 5 og F. 8, som han holdt for Kloledet og Mellemhaandbenet af 4de Finger af venstre Haand, er Kloledet og Mellemhaandbenet af anden Finger af böire Haand; F. 11, som han holdt for andet Mellemhaandbeen af ven- stre Haand, er fjerde Mellemhaandbeen af höire Haand; Fig. 12, som han holdt for femte Mellemhaandbeen af venstre Haand, er første Mel- lemhaandbeen af höire Haand, og endelig det lille Kloled F. 9, som han holdt for at höre til anden Finger, hörer til förste. Lagoa Santa, den 27de Februar 1842, Forklaring over Afbildringerne. Tab. XXXIX, Fig. 1. Beenbygningen af Haanden af Platyonyx (som Berig- tigelse til Tab. XXX, F. 2). — 2og3. Ideal Tegning af Forarmen af Haanden af samme i sin fuldstændige Skikkelse, Zz* ES Aa 7 \ u eher a Lie keinen ATEN iy" th valli Aa FARS av Hu M. RON PET CET ri és 4 vale, yl? . Wa N É ee ait, Yang al Er fa apa! oui an MSA AE gah MEE SAS yaa a andl Be ebro Vein ont = Mn vas Wer hu TV SES LUN à 23 We abetted er Soi intr gb Sa hante lg TRE ET NS Areale Me a ing gas visu, Livrée hah MN i pe pnb ve Kara MEN Bh" a eh RR toy (he ak co PER ( a + PEUR Médine + Vs Mh vx wine sn Peg ID TRE ME Re Es, 2 ORE SÅ at xe: dede ig Sle ps ver Sae vera we ie © i ie K | ARR PAL AUS ‘verre US eee MT FE re | MA ee | OT i vr i NDS Voth he heiten Yn Fir ready rs iy ME copie: AMAR ee “ait eS ais i ON Ages à i EM etd ube oe wer vw i. ork REN FR? TRE ey ang ALFA? US LE Br TR ringe | LÉ US D di Fr MT ORTEN yo a A e \ où i ety. LE i chee LE ra! Kr heu i: DEN ip ai! AAC 7 Feu [SN 8 og fr i abot au, diet ie [SR AUS te Hokey! ual Ma hy man Po nr i os UD | v4) HE, piwik see ha du 4 een, Der: PPS b Qi ut na de me BR ta, 1 ie VS Bi m va RE N | | | hi ROTE KJ ys are Bu 2 Ca vil mn Hay a On i oy Å re i Be an 4 Re 3 1) x à Wil A i É | 5 ') UNS: i (VAR | 4 Nad RY ; i # CW DNS 0 pe i ORLA Laer ; u an) å Of (QE URI 7 | ET f v MAL 2 1 { 8 aa TY ie Are 4 EN \ m th TAN i> € Nå Aa i HE ‘M AC \ 12% ru ra M BES Au ITA PT une ei i Vid Sel. natericag math. SE XD Dr We hind Bros lorverden 4 fh Lattedir.. Tab XX VIL. 5 Pe 74 Leykt hos IWIigner g-Kittendorff" Vid Sel natere og math. SEAN D Dr MLund Bras forverden 4% Afh Paltedyr: Tab XXX. Trykt hos LW Tegner} Äittendorff. — .. Vid.Schnaturo.ogmath:Sk IX D Dr WLund Bras Forverden 4% Uh. Pattedyr. ù Jah XXX. Irykt hos IH Tegner z-billendorlf Ep Sharm =) re, Vid Sel naturo.og math Sk IX D Dr Wlund Bras Forverden 4 Afh Pattedyr Tab XXNT Fig S V7 Tiyket hos IW Tegner &Kitendo ht Vid Sl neature.og math. Sk. IN D. Dr WLund.BrasForverden 4%4fh.Pattedyr. — Fig 3. x Trykt hos LW Tegner & Kitendorff. Tab XXX/1. Tab SXX///. Trykt hosIWTegner & Kittendaortt . Ww Vid Sel nature. og math Sk IN D. Pr: Wlund Bras. Porverder 4 Mh batledys Tab NANTI- Te Oo Hoftensberg & Traps Etabl Vid Sel naturo.og math. Sk IN D Dr Lund Bras. Porverden 4% Dh Fattedyr: Tab. XXX. 4 |. ibn ee ER eee eee SEN eee EEE ERE] Hoffensberg & Traps Etabl AN | | W hj Je ' La cn N ter u i | + ae | 4 7 % ¢ Ce — x Vid. Sel nature og matlı Sk IND UrW Land Bras Forver den 4 2 _Yhlattedyr Tih _XANT7 Kid Sel nature og mathSk AD Pr W Lund Bras. Lorrerden 4% Dh Lattedys: k Tab, XNA. Hoftensberg & TrapsEtabl. En =. en Vid Sel. nature. og math Sk MK M Dr: Wlund bras Korverden 4 th. Fattedgr. ï Tab. AN \/ 7/7. Hoffensberg & Trap Etabl Vid. Sel naturo.og math.Sk. IX D. Dr WLund Bras Forverden 42°Afh Pattedyr. lab. XXAIA Tryket hos LWIegner & Kittendovt?. UNDERSÖGELSE RESTEN I LAGRANGES RÆKKE. C. RAMUS. OR orn Rt: = see isn't +! TE day iy Lu 12 sa ra 147 re vide ik a ihn A Cah ol ’ à 4 potes À we jen, age a CA AA GV TE u) a At Mens 7 want a a, un en, i woman a rf i, * us iti wet hi. D, (UE à — 367 Undersögelse af Resten i Lagranges Række. 1. Betegnes Resten Taylors 3 ved ?n, saa at f@+h=f@M+f@y fra ord ae +f @ à 1 tr (D haves til Bestemmelse af 0, Us he nm hr 9 en = f (x) 1.2..n + Pn+15 (2 og det er desuden bekjendt, at denne Störrelse er paa fölgende Maade bestemt: pe oS ee RU Fo Rigtigheden af dette Udtryk ae eee at det almindeligen tilfreds- stiller Ligning (2), og at det desuden er gjældende for n=1. Ved deelviis Integration haves nemlig ao Rh fe [2p hd—g)etda plop hd—a] +, / pie +h] 2" dz altsaa 1 hg! h vf PE +hdl-2)] 2*-1 ds FS f" (a+ ae fie +h A2] 7" ds, hvilket ved Multiplication med = = giver (2); og for n—1 bliver Udtrykket (5) dette 1 Pi =h f [#thd—s] ds, men / f [2+h(i—z) Jda=— Hf h(A—z)], altsaa 2; = f (x+h) — f(x) eller f(r+h)=f(7) +91, hvilket er det samme, som haves ved i (1) at sætte n — À. 2. Resten i Lagranges Række være betegnet ved r„, saa at man har Inf Fr + d. (pa)* fa y? a (gay fa y? ER dr—2- (pa) —"f'a de ; nh da 12 da 1.2.5 da—* 1.2.n—1 ie hvor B STE den mindste Rod i Ligningen P= A+ ypu 6) oplåst med Hensyn til x. I det specielle Tilfælde hvor gr — 1, bliver B—a+y og Lagranges Række reduceres til Taylors for f(a + y) ud- viklet efter stigende Potentser af y. I dette Tilfælde, gx — 1, maa alt- saa ry ifölge (5) være denne: y" 1 i ii r Ze fr [a + y (1—=)] zu—1 dz. (6) 0 Det almindelige Udtryk for r», giældende for en hvilkensomhelst Func- tion gx, skal tilfredsstille Differents-Ligningen dr—1.(ga)"f"a y" da 2 ea Fra (7) in og maa desuden indsat i (4) give en identisk Ligning for en speciel Verdie af n. Begge disse Betingelser ere opfyldte ved fölgende Udtryk: Dr f vias "dS Plate V-IA-D]L.A-yerVIgtate VIA] Tr. > = —— —— Oe 9197 dzn-1 -7T o Dette findes directe ved at gaae ud fra den samme Formel, paa hvilken Poisson stöttede sit Beviis for og sin Generalisation af Parsevals Theo- zn-2dz. (8) 569 rem. Denne Formel kan saaledes skrives (s. Journal de l'école polytech- nique, NIX" cah. pag. 496): d-1,(pa)'f'a yt RE AGE =: bi hade eV 1 di-l fra L(-ye"V -1qa) da Tai m/ 12. du! Re À Tages her successive i=4,2,5,...00, og summeres venstre Side ved Lagranges, höire Side ved Taylors Række, erholdes det generaliserede Parsevalske 'Theorem: +7 = pa! = ER f8—fa=— = shi eV -l f(ate"V-1 I, [1 -yeuV -Igcare"V-1)].du. (10) Tage vi derimod successive i=n,n + 1, n+ 2,...@ og summere höire Side ved Hjælp af Formlen (5) for den Taylorske Rækkes Rest, er- holde vi: 7 1) = Fe ar of eV du IV a SEE AE CE mr COURS SAT 1.2..n-2.27 dar-1 = 0 r hvilket Udtryk er det samme som (8). Omendskjöndt nu Rigtigheden heraf er godtgjort, vil det dog ikke være overflödigt endnu at pröve, om de to ovenfor anförte Betingelser ere opfyldte. For Rortheds Skyld være Fz=f’fa+ e"V-1A-2]l. [1-yerV-!¢[a+e"V-1-)]], saa at (8) kan skrives reo i Hr VA e-uV -1 du f dl. Fz Ta 1 2..n-2.9% dzn-1 an? da. (12) -1 0 Ved deelviis Integration haves d"-1,Fz dn-1, Fz zn-1 4 dr. Fz —__—__—__yn-2 J, — . — - zn-1 dz dan-1 © ren n-1 n-1 dm dan — dr-1, Fz gn-l 1 dr, Fz SHE da"! nA n-1 dz a" Ida, \ altsaa Vid. Sel, naturv. og mathem. Afh. IX Deel. Aaa a. vA 1 ES 1 yr-1e-G:-D) uy -1 ra LA-ye"V pa) _ dl 'dn.Fz Eur dz! an2dz— n-1 dar-! n-1 dz" 0 Dette indsat i (12) giver ifülge (9) apa yt cbt ya fake, dar! 42.n 1.2.n-1.2r dz” © a -n 0 o hvilket er det samme, som er udtrykt i Formlen (7). For n — 4 er Ud- _ trykket (8) ubrugbart, men n = 2 giver BR Wal") a re ETES Or z dz T1 0 er cn då “x bi ae ns eV fal. A-yerV -Iga)—fCa+e"V I) l. yes). T1 Fi Dette Udtryk er sammensat af to Integraler, af hvilke det fürste er be- stemt ved i (9) at tage i= 4, det andet er bestemt ved (10). Indsættes disse Verdier, erholdes r, = — pa fia.y + få — fa. Dette indsat i (4), naar man deri tager n = 2, giver en identisk Ligning 5. Antages pr = 1, maa Udtrykket (8) blive eensgjældende med (6). Sættes i (11), der er det samme som (8), gx = 4, erholdes 4 1 +7 sdk ss PE mer J weds f enuV-11A-yeV -1).fLa+eV 1-2) ]du; 0 7 men ifölge Poisson (1. c.) haves 4 +7 ate An n no e-nuY -1 LA-ye"V-1). du = = , 75 altsaa, ved at udvikle fe [a+ e"V-! (1 — z)] efter stigende Potentser af 4 — z, og derefter integrere hvert Led med Hensyn til u fra — r til + T, erholdes 571 1 1- a w+ (1-2) 1 y" +2 = 12. n-2 [rer fr bla, oA ITU 49 Qrig ee + |e ds 0 4 1 i -z ci +1 (1-2)? yr+2 fo =] 4 — na. n eS Ee Aa fe “TOE da [Fe a, Ha = line > mate | te 0 reper Snes y zn-2 Jz yr! n-1 [« +y(l-2)]dı dy FA Ey dans o y n= , ef dy. i à. = ful fr! [a+ y(-z)] zr-2 dz, y"-1 Rigtigheden heraf er indlysende; thio , 2 2, Få oS f'"[a+yU-2 ]2"-*dz er ifölde (6) det samme som Resten 7,4 i Udviklingen af f(a+y), og aabenbart har man 4 y rr da d. MR vn dy, 0 nemlig 1 y y"-1 y" Ts af. dy [Ft 13.04 le +] gt! = fa. + fr bla. ; KUR Dont 4. Et Udtryk for r, forskjelligt fra (8) er givet af Cauchy (Mém. de Tacad. roy. des sc. de l'institut de France, T. VIII, pag. 155), nemlig: j n 1 ng | wlß-:@-0]e-1d: Li) (2-8) ya)" I [gr-@e-a) ox] fr T-a-yPx (15) ye multipliceret med Resten iden Aaa* som viser, at 7, er det samme som —— = D" 572 Taylorske Udvikling for $8 = [a+ (g—a]. Cauchys Beviis for denne Sætning, som forresten har den Ubeqvemmelighed at Formlen afhænger explicite af den sögte Rod B, er tillige et nyt Beviis for selve Lagran- ges Række. Vi ville her fremsætte det saaledes, at det kan forstaaes ogsaa af de Læsere, som ikke kjende Prineiperne for le calcul des rési- dus, hvilke iövrigt findes udviklede i Exercices de mathématiques, TA, p. 11 0. ff. — Man sætte sm \ 2 \ n-1 l.[x-a-ygx] = 1-0 — ET = (=) He i ae FA Por x-a A n-1\x-a altsaa ved Differentiation med Hensyn til x i af” = a(! =) al ENE 1 -y Pr 1 _ \w-a pa.) pus 1 x-a Be T-A-YPX xa i 3. > n-Å dx or nd dx = [1+ + + eae + (my = war wa r-a ue ee WOE AIA eN oz ze z-4 | ave ye! pe | T-a Fe a) oN SY Gre, T-A-ypE n n-1 Fölgelig er o ‘gad (Fr) [yr-(@w-a 9 rå Dette indsat i (14) giver Cx-4a)"(x-a-ypx) ea alin oe Sora | ra fx i @r-a fe r-a ya 15 mi deni er nl dx LE. a)” (x— 3) 6 = idet Betydningen af dx er angiven i-(15). IX og MX, idet X er en CI-yg' 7) fe, fr C-U-yFX T-4 3 : 1. Ki: Function af x, antages at betegne Coefheienterne for ait Udviklingerne af X efter stigende Potentser af ©, naar for x indsættes i første Tilfielde a+c, iandet 846, hvor ß som forhen betegner den mindste Rod i Ligningen x — a — yr = 0. Man vil da have pay) fr Aygo fr _ T-a-ÿgx Zug" T-a- YG iR YPr m TAN 1 fx Sar tate a (ue) æg er ern ANG ee Pag (=) 7 7% er Coefficienten for h i Udviklingen af f (x+h) ee nr dx z+h-a y. PA u d. fæ = “a D de efter stigende Potentser af h. Altsaa II —— er Coefficienten for yp(a+h —+ e) Wes © a ‘efter stigende Potentser h zei Udviklingen af f(a+h+ A I af h og ©; men denne Udvikling kan aabenbart ikke indeholde x Altsaa er II = — 0 eller | ay m | fe. + Po. eee m dx T—a følgelig 1 Er 1 d. en 1 CARE dm-1 pa)" f a y" ml fæ. dx angel fa ra dam-' "1.2...m Altsaa, naar (IT + II) X antages at betegne det samme som IIX + IX; og man underkaster begge Sider af Formlen (15) Operationen II + II’, udkommer Formlen (4) idet ur nern 7 16 aut GG -#) 5) Ifølge (1) og (5) haves u 1S LEE NE ON Nee! ee a re TT > Ben Ir een Te [22 EZ og man har, naar m er positiv heel, 1 br 1 1 E Ii ——— 2 1 == 9 (2-a)" (2-89) (a B)™ Cr-a)" (2-8) (B-a)" altsaa 1 Core Dre, + 119 Endvidere er ‘hrf —s(@—a)]2"-1dz ‘h(a —sCr—a)]s"-" . es yr[r en d — 0, He pr [x en dz -f init 22 epee Herved bliver Udtrykket (16) transformeret til det ovenfor angivne (153). 5. Antages pr=1, erholdes br — fr, idet nemlig 8 = a + y. Herved bliver Udtrykket (15) for ry ligefrem reduceret til Udtrykket (6) for r’,. Tillige pröves let Rigtigheden af det almindelige Udtryk (15), ved at antage successive n =1, 2, 5 0.s.v. F. Ex. for n — 4 skal man haver, liig I multipliceret med Resten for Index 4 i den Taylorske Udvik- rer P x (2-8) [px-(r-a) pr] fæ L-a—ypr ling af 4 (8) = p [a+ (B-4)], idetn= 1 giver yr = 3 0 Man skal altsaa have r, — z [vg-ya]. Man har bø = 0” hvis sande pB—(B— a) 93 1-ygy% maa fölgelig have r, = fg - Herved bliver ogsaa is (4) iden- ß= „I og man har pa = = fa Man Værdie er tisk, naar man i denne sætter n = 1. — Ved deelviis Integration erholdes ifölge (15), idet man for par indgaaende i r, tydeligere skriver Un for at betegne dens Afhængighed af Index n: a y"+1 bi (a) n VÆ n eet boos |- da ae V Va [822 BD] 21 a | nn 949 altsaa 1 PO a EAPO) he de ((T-b) (pr) gr-(r-dp fr y, y ham a "Ur pes “mL B-a rn m D-A-yGr [! ve] TL idet man efter Differentiationen med Hensyn til x forandrer; x til B-z:(8- a). Man maa altsaa have ifølge (7) 1 dr-1 (pa) "fa _ War (a) a VA Un [B-z (B-a)] gn-l dz dan! p-a C8) y I"! [pr- ai gx] fx [ y ere F (raser T-a-ypx B-a U@ = Det er neppe muligt at komme til dette Resultat ad nogen anden Vei og saaledes prove Rigtigheden af Cauchys Resultat (15) ved Hjælp af Formlen (7). 6. For Resten 7, haves fremdeles fölgende Udtryk: 1 mn f7 „n-1 > pn COEE fi ed am 0 (x-a)"- L—-A-YFL. z idet ILX betegner som forhen Coefficienten for a i Udviklingen af x efter & Potentser af & efterat man for x har indsat a+ 2, men medens denne Udvik- ling forhen gik frem alene efter stigende Potentser af :, maa i (17) den anden Factor, det bestemte Integral, først ordnes efter stigende Potentser af y, hvilket frembringer en Række, som med Hensyn til © gaaer i det uendelige til begge Sider. Ved at foretage denne Udvikling erholdes zn-1 dz 4 YYT y? (pr)? A DAY Pos n(x—a) Sa BET (x-a)? A ate ) (2-0)? HAS y (pr) (n or = (wa) +1 i? Udviklingen af Udtrykket (17) er (pr)? ti fir yt detil, (parti fa (n+1) (x—ay +t TA nt) datt hvis almindelige Led er saa at det almindelige Led i yt 1 376 hvilket netop er det almindelige Led i den uendelige Række, som er be- tegnet ved r„ og hvis förste Led svarer til ; = 0. Directe kan Udtryk- ket (17) udledes af Murphys Formel (Transact. of the Camb. philos. Soc., Vol. IV, Part. 1, pag. 125, af hvilken Afhandling et Udtog findes i Ferussacs bulletin des se. mathém., phys. et chim., Tom. XVI, pag. 128*)) 4 me) B=fa— fell ee Man har nemlig ifölge (5) T—-u f LEN yor, ay i (ER 1 ( 2 y" fl un-l dy ——— J = — ARE = 55 rae a= VE …— A —a (z- a)” zr n T4 z-a Lu n T [1- TE do] a hvoraf fölger ar f sf vr-1 dv Tn = ” UT za YFT n 1-7 ao] Dette Integral transformeres ved at sætte [Mao]; dv dz ypæ dz ds hvorved ar cree co ? z-a fo: en far ie . 1-7 i HUE | 0 re xz-a” Herved erholdes 1 y" yore , “HI Gay fx Je a" dz men (2-a)'* Cz-a)" z-a-ypr. z *) Da jeg alene kjender denne Afhandling af Udtoget, er det mig ikke bekjendt, om Murphy er gaaet ind paa Undersögelsen af Resten. ode di, gar fa y" men II (x-a)" — da"-1 1.2...n for r,, altsaa er det förste Led i Rækken mayo Garis fy z" dz (2-a)" T-A-yPX. 2 4 som ved at forandre n til n—1 giver (17). Anm. Den Form, hvorunder Laplace har fremstillet Lagranges Række (Mécanique céleste T. I. pag. 275), gjör ikke nogen særegen Undersøgelse nödvendig; thi ifölge en Bemærkning af Jacobi (Crelles Journal für die Mathematik, 6ter Bd. Pag. 272) kan man gaae umiddel- bart over fra Lagranges til Laplaces Række ved en blot Substitution, saa at den sidste kun i Formen er almindeligere end den férste. Denne Substitution vilde bestaae i, at man i Formlerne (4) og (5) satter—F,z og forandrede Functionerne 9 og f til pF og fF, idet F og F, betegne omvendte Functioner. Vid. Sel, naturv. og mathem. Afh. IX Deel. Bbb BY À MAR , ip dl i un så Ryan = nO. 1 tee os ou N CE 5 Ne). yt N "a EN i N Se i péadasen rod El ms pita = nn E ltl sr COR UO, “ha oe | U Vie eran hh 4 "AL: oot, Sa! 7 wales 1 ’ nt.) m poked | + hal af vil HR UI Von Te él unis Ir ee Yale Bat, San val dr, i jet NS å | ir Wi fe LR £4 ER MON. im li amont mi » sne ra, i mil oo AN PAC ENT 48 we, ar Ai qu, DUR CAS IL (2) 40 (YT Team td i, upside oem id alle à rit) - r > ta u ; i ron v ee { read 74 his oe à df. dv SRE: ‘f ure Fin i, ipsa A a VEN i sj on té an NL NA tS ns Serre y i | ur § å ; i = "KA e 4 L- 4 a i ' : a i i SET. LC ARE L j s | Å i dE & +. | £ N u ie x sp ve ng I 1 Pee eet del tend re LI + ie? PL pail pl VER + # . M LA sø baies là nity ? I tee emg lbs paf OR w FE , he: fh Ge eet ile di . ee MÅ % ven MER 1 OM EN EGENSKAB DE LINEÆRE DIFFERENTIALLIGNINGER MED TO VARIABLE. C. RAMUS. “af Murs FRE Si Me: à HR EN . MEANS as LE K; MR ai a vig to i " aa L à Le Er va FEU da 63 { Di ; | VA VA ram rT à / fl 197 iv | IR INT; WHS DIE « ig A Ya 4 a ta bå værn | KALLE AY ER ET * - LA is A | . rar di à * a 5 ' Whe ‘ * Å % Kun aay 2 7 À i SUMNER A) å 7 “ LE, ‘ ‘ tr “ Om en Egenskab ved de lineære Differentialligninger med to Variable. 4. Den lineære Differentialligning med to Variable x og y være fremstillet ved I 4 p wy 4 p AS + Pry =Q, d) da” * dan! ? dan? hvor P,, P,,...P, og Q ere givne Functioner af x. Hertil svarer folgende Integral af Aste Orden (intégrale premiere) dn-1, n-2} n=< 9th = = De a thi ved Differentiation erholdes igjen heraf den forelagte Ligning (1), forsaavidt som 9, yy Poy +++ Pn-1 ere underkastede fålgende Betingelser: PHP, Pit Pa = PP, Pat Pa Pr... Gna + Pna = Pra 9 P'na = Pre, fölgelig +onay = f 9Qdz, (2) PP; — y ga Pg FPO qu dx LP.p dd. Pe =P He 2 1 FZZA 4 i dx dx? 4 (5) 2 Gna = Pray — el aa, + (A) Le + hei qG-1) d. Pri d?,. Py då. P.39 ee ee P, I NEN M RR Ayn-2 1 —J)r-1¢(”), eg de dx? a3 dx? u dær-! GS se Den sidste af disse, tjenende til at bestemme ¢, er lineær af Ordenen n og af fülgende Form: d' In-1 da-2 tat Ma + Ma = 0, ch idet M,= oe P, dp M,=P,— "1 2 i 1 dx yt ce n-2 dP, _ aD (n-2 ÆP, M; Du 1 dz 4.2 dx? «Dj (2) GAP. 5 d? = à n-1 d'-2P M.- = 1 n-1 n= A n-2 ar Meta —1 N=3 ze ma = ı=CD 1 + CD eee +CcD 1 de Ina 2 n=2 n-1 My =A" Pat cher — a Arche Bes) sk Oe ER dx? "der? dent 2. Den mn (bd Integration af Ligning (1) er nu aabenbart reduceret til den af Ligning (4). Betegnes nemlig det fuldstændige Integral af Ligning (4) ved p= Cu, + Gut Cu. + Cr Un» hvor €,, C,, Cz, .. Cn ere de n arbitrære Constanter, vil Ligning (4) ogsaa være tilfredsstillet ved enhver af de n particulære Integraler P= Us Pam Paul... P=—Uny (6) og det maa antages, at der mellem disse ikke findes to, som staae i et constant Forhold til hinanden. For enhver af Functionerne (6) blive ifölge Formlerne (5) 4, 92, «+. Pn-1 bestemte, hvorved erholdes et In- tegral af {ste Orden af (1) fremstillet ved Ligning (2). Altsaa erhol- des ialt n Integraler af Iste Orden af Formen (2), hvoraf ved Elimina- da-1 y dn-y dı tion af TE ges I et Udtryk for y erholdes, som er det fuld- ax" DE x stendige Integral af Ligning (1), indeholdende nemlig n arbitrære Con- stanter, og af Formen 383 y=, Ju Qdx +, fu, Qdx +, fu, Oda... Fn fun Qdr. (7) Dette Udtryk er en symmetrisk Function af u,, u, ... un, og ved Eli- minationen mellem de samme Ligninger erholdes analoge symmetriske Udtryk for 8 9, PUS ? da? der-1 3. I man for Ligning (2) kan finde et particulært Integral y = 2, idet g, hvoraf Q,, 935 ... qua afhænge ifölge (5), er en hvilken- sombelst Function, vil Ligning (1) ved Substitutionen y =z umiddelbart transformeres til (4), saa at 9, bestemt ved fuldstændig Integration af (4) og indsat i z, giver y=z som det fuldstændige Integral af (4). F. Ex. for n=1 ere (1) og (2) disse dı 7 + Py= @, NZ [¢Qdz, (8) og (4) er de _ po =O. 9) dx Den anden (8) giver je J?@dx, og dette indsat i den fürste giver p (9), hvoraf ved Integration 9 — e/Pıdz, Dette indsat i. den anden (8) giver det bekjendte fuldstændige Integral y — rik te fe LE ae Qdx. — For n=2 ere (1) og (2) disse dy dı + PE + Py = Q, (10) o +(P9-9) y= S4Qde. am Da nu (11) er af Aste Orden, kan den integreres ifölge det foregaaende Resultat, hvilket giver oS P dz ' lerne, f à UyQur)dr (129) Ved at indsætte dette Udtryk i (10) erholdes den transformerte Ligning 384 ofp U+(r, oh 0, A5) dz? ‘dx det samme, som haves ved i (4) at tage n=2. Hvis der nu lod sig finde to particulære Integraler for Ligning (15) 9=u, y=u,, vilde det fuldstændige Integral af Ligning (10) erholdes ved i (12) at indsætte p= Cu, + Cu, Eensgjxldende hermed er ifölge (7) i _ 4 Ju Qdx — u, fu, Qdz u u’, — u,u‘, 4. Ligesom Ligning (1) ved Reduction har ledet til Ligning (4), saaledes vil denne igjen reduceres, hvorved erholdes n n-1 n=2 = oS + Pa + HOT (14) Naar nemlig i Formlerne (5) istedetfor P,, P,, P,... Pn, indsættes de ved samme Formler bestemte M,, M,, M,, ... M,, reduceres höire Side af disse Formler til P,, P,, P,,…. P,, saa at Ligning (14) bliver den til (4) svarende transformerte Ligning, paa samme Maade som (4) svarer til (1). For at bevise dette almindeligt bemærkes det almindelige Udtryk for M, ifölge (5) = & 2 is & 2 1; MA) Pit Cb! Rs AE HET ne ae a EO eines Indsættes i hôire Side af denne Formel M,, M,, ... M, istedetfor -t P,, P,,…. Pı, erholdes Coefficienten for © à i den transformerte Lig- ae ning (A4, nemlig n- zer dM. (n-t+2) (n-t+1) M. aD) (n-2)... (n-t-+1) d1M CM + 4 eee 1.2 rie 1.2...-D de som, naar Udtrykkene for Me, Mis, Mio, ... Mı indsættes, erholder Formen dP,. PP, EP Rae = Shee a t-2 vee a Pe 385 idet 94, 939» »gr-ı ere saaledes bestemte: Dk (n-t+ k) FED …(n-1+1) + Chi (n-t+h) — ae 1429) en nal + tho bp a (nt +3) (wt tH) n-t+k (n-t+ k-1) n-t+ k-2)...(n-t +1) € TS 1.2...4 1 PET À (a—-t +k) (n—t + k-1)… (n-t +4) is 1.2...k (n-t+ J) (n—t + k-1) —M(. (1-1 +1) k kk) Lod ge DE T.2….k ride —t + k) (n-t+k-D...(n-t+1 = In Ta en == ? 4-44 =0. + CD = +c dr-t 6 Coefficienten for ent Ligning (14 er altsaa P,. Herved haves et a= nyt Beviis for Lagranges Theorem, ifölge hvilket Integrationen af Lig- ning (1) almindeligen reduceres til den af Ligning (14. 5. Naar man nu, saaledes som i Art. 3 er forudsat, kan finde et particulert Integral y—z for Ligning (2), idet p er hvilkensomhelst, vil man ved to successive Substitutioner kunne transformere Ligning (1) först til (4), dernæst til (14), eller man vil ved en eneste sammensat Substitution kunne umiddelbart transformere Ligning (1) til AD. F. Ex. for n—1 vil Ligningen a Pyy=Q, (15) ved at sætte 4 1 Vid, Sel, naturv. og mathem. Afh, IX Deel, Cee 386 eller ved umiddelbart at sætte y = if ear, (16) blive transformeret til do aa + P,9= 0. (17) For n= 2 haves dy dy x ; det Pot P,y =Q, (18) som ved at sætte SP, læ EN fe 7 (feQdx) de, ped Pity, eller ved umiddelbart at sætte. =) P dx yao fe PE Quads, (19) transformeres til ds dx? 6. Naar Q=0, have Ligningerne (1) og (14) aldeles den samme Form, eller Ligning (1) forbliver uforandret, naar for y substitueres dens d +P, “+ Pal =0: (20) Udtryk i % Hvis altsaa for ¢ tages et particulært Integral af Ligning cl), vil det nævnte Udtryk give et andet particulert Integral, eller det vil overhoved fremstille den Lov, hvorefter de particulere Integraler dan- nes af hinanden indbyrdes, hvilket som bekjendt er analogt med Beskaf- fenheden af Rödderne i visse algebraiske Ligninger. F.Ex. naar i (16) tages Q — 0, erholdes y — 0, hvilket er evident, efterdi Ligningen = + P,y = 0 kun kan have et eneste particulert Integral. Sattes 4 2 e FP, dr derimod i (19) Q=0, erholdes y — sf 2 dx, saa at, naar y, og y} betegne de to forskjellige particulære Integraler af Ligningen 387 d*, dy Ti+ Poet Pry =0, (21) kunne y, og y, dannes af hinanden saaledes eS Pde ar me nay A ye dx, yf, =Ya ye dz. . (22) Den forste af disse giver d = dy, Me (53 EN HS R et Pig apt dx M Le (23) og ey den anden dy dy, (2% Yo d de) e-S P dz a SF D, = da HE + P, 17: if: ye dz. (24) Naar nu Integralerne indeholdte i (23) og (24) udtrykkes ved Hjælp af (22), erholdes dy dy ay dı x u (Gut P, euer i) ie som aabenbart er identisk og kan skrives — P,y,y, = — P; yı ya, thi ifølge (21) er d’ı dı ad’ dı fat Pes — Pay Gat PSE =—Piyr 26) Ligningen (25), som kan udledes af (26) ved Elimination af P,, er den samme som ifölge Libris Theorie tjener til at bestemme Coefficienten P, i Ligning (21) som symmetrisk Function af de to particulære Integraler y, of yx Udtrykkene (22) tilfredsstille altsaa det symmetriske Udtryk for P,, og paa lignende Maade findes, at de tilfredsstille Udtrykket for P, Desuden erholdes af (22), som let sees ifélge (25) og (24, a, di di Oh ph Pyy,= = HP, + Pay), hvilket tjener til Bekrafielse paa, at naar det ene af Udtrykkene y, eller y er et particulært Integral af (21), er det andet det ogsaa. Naar 388 foruden Q=0 tillige P, —0, ere allerede (10) og (15) identiske, saa at ifülge (12) findes "dx i dx nan foe nu) ee idet y, og y, ere de to particulære Integraler af dy a +P,y=0, hvilket er det samme » som udledes af (21) og (22) ved at tage P, — 0. Det fortjener endeligen at bemærkes, at da Udtrykkene for ¢, 9... Pn-ı ved Hjælp af +, fremstilte i (5), indeholde P,, P,, ... Pn-1, men ikke P,,, vil Substitutionen, hvorved (1) transformeres til (4), ikke indeholde P.. Ligesaa vil Substitytionen, hvorved (4) transformeres til (14), være uafhængig af Mu; og af (5). sees, at P, alene indgaaer i M,, men ikke i M,, M,,… Mn-1. Altsaa vil ogsaa Udtrykket for p i 6, hvorved (4) umiddelbart transformeres til (14), vere uafhængigt af P,. Heraf föl- ger, at den Relation, hvorved de particulære Integraler af (14) kunne udledes af hinanden indbyrdes, vil blot indeholde P,, P,, ... Pn-1, men i alle Tilfælde være uafhængig af Py. | 7. Foruden den her afhandlede Reduction af Ligning A) til (14, ~ som kræver Integration af den lineære Ligning af Ordenen n—4, kan endnu mærkes det enkelte Tilfælde hvor = = a er constant. Substitu- tionen er da ligefrem: y=a+t 0. 589 REGISTER til sey! det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger, IX DEEL. A. Aber, fossile, 129, Abietin, et nyere Navn for den af Prof. Forchhammer analyserede harpixagtige Forbindelse, som findes i Mosernes Fyrre- træer og i Lyseklynen, 40, Alces, see Elsdyr. Alnus glutinosa, see El og Elletræ. Alphéens Min. Edw., 242, Anm. Alphens, 242. Anm. Antilope, fossil, 193. Atya, 242, Anm, Aulacodus Temminckii, 136, B. Bang, Forstraad, hans Manuskript om Tôrve- moserne i Jylland benyttet 86, 89, 91, 92, 99, 111, 115, 116. Batrachier, fossile, 130, Belsund, 266. Betula alba, see Birk, Birk, Stammer deraf ligge i alle Retninger i Vidnesdam i et Lag af Hypnum cordi- folium, 44; staae paa Roden i en Törve- mose i Lillemose, 57; findes fornemmelig i Lyngmoserne, 100; Veddets Forsvinden og Barkens Conservation, 44; hvilken Art af Birk det er, som findes i Moserne, 57. Blik paa Brasiliens Dyreskabning for sidste Jordomvæltning, see Lund, Bloddyr, fossile, 130. Vid, Sel, naturvid. og mathem. Afh, IX Deel, Boloretin, see Abietin, Bopyrus abdominalis, 263. — Hippolytes, 262. — Squillarum, 263, Bos primigenius, see Oxe. Bradypoda, 131, 197, Brasiliens uddöde Dyreskabning, see Lund, Bæver, Gisning om dette Dyrs tidligere Til- værelse i Danmark, 119, Bævreasp, Populus tremula; Bladene deraf forekomme i Moserne, 50, 54; ligge i en særegen Region, Bævreaspens Region, 49, 66; Bævreaspens tidligere Udbredning og Fordeling, 84—85, Bog, Fagus sylvatica, endnu ikke funden i Törvemoserne fossil, 99, C. Canis Azarae, 124, — jubatus, 124, — troglodytes, 128. — velox, 124, — vetulus, 125, Castor fiber, see Bæver, Cebus cirrhifer, 129, Chelyosoma Mac-Leayanum, see Eschricht, Chiroptera, 134, 198, Chlamydotherium gigas, 142. _ Humboldtii, 128. — majus, 142. Coelodon, 127. Coelodonta, 127, Ddd Coelogenys laticeps, 196. ‘Corsacræven, 124, Corylus avellana, see Hassel, Crangoniens Min, Edw., 242, Anm, Crocodiler, 130, Cymopolia Caronii, 258. Anm. Cynailurus, 193, “Cynictis, 203, Cynogale venatica, 201—203, D. - Danckworth’s Angivelse af Granskove :paa hans fiaart over ‘Slesvig, 112, Dasypus octocinetus, 141, _ punctatus, 128, 142, Dau, J. Chr. H,, hans Arbeider over de danske Törvemoser benyttede 79, 91—92, 113, 117. . Desmarest, 265 Anm,, 268, 298 Anm, Didelphis brachyura, 135, — elegans, 135. — muriua, 135, — tricolor, 135. Dovendyr, 143—190, Dyreskabning, Brasiliens, see Lund. E. Edentata, 131, 140, 197, Effodientia, 131, 141, 197, Eg (Qvercus sessiliflora). Levninger deraf danne et heelt Lag af Torv, 42, 53; — Egelaget, 42, 53; — Egens Region i Törve- moserne, 49, 66; — hvilken Art af Eg (Qvercus) det er, som findes i Törvmoserne, 53, 54; — Egestammer i Moserne, 39, 40, 53; Retningen, hvori de ligge, 41, 94—97; Egevegetationens tidligere Udstrækning og Fordeling, 97—98, El (Alnus glutinosa). Dele heraf danne et heelt Lag af Torv, Ellelaget, 42, 54,57; — Stammerne staae i deres naturlige Stilling i Torven, 42; af betydelig Storrelse, 45; — Ellens Region i Torvmoserne, 49, 66; — dens Udbredning og Forhold i tidligere Tider, 98—99, Elsdyr; Knokler og Horn deraf i Törv- moserne, 49; — Formodning om dets Til- værelse i Danmark efter de gothiske Stam- mers Indvandring, 119. Ene, Enestöd; en oftere anvendt Benævnelse paa Rodstodene af Fyr i Moserne, 38. Eriophorum angustifolium, see Kjæruld, Eschricht, D, F,, anatomisk Beskrivelse af Chelyosoma Mac Leayanum, 1—16; ydre Bygning, 1—7; — Musklerne, 7, 8; — Nerverne, 8; — Höreredskaber, 9; —Öine, 10; — Aandesækken, 10, 11; — Tarme- kanalen, 11, 12;— Karsystemet, 12, 13; — Forplantelsesredskaberne, 13; — kritiske Bemærkninger om Dyrets systematiske Bestemmelse, 14; — Forklaring over Af- bildningerne, 15, 16. F. Fabricius, J, C., 334, Anm. Fabricius, Otto, 324. Anm,, 334, 337,340, Anm. Farvevexel hos Hippolyter, 244, Felis macroura, 124, — mitis, 124. — pardalis, 124, Ferae, 132, 190—196, 198. Ferskvandskalk i Skovmoserne, 28, 46, 733 i Kjermoserne, 73—75; de Skaldyr, hvoraf den fornemmelig er dannet, 29, 73—75; der findes oftere ‘Lag med Saltvandsdyr under den, 74; Indlag af sammenpressede Plantestængler i Kalken i Vidnesdam, 29, Firbeen, fossile, 130. Flaggermuus, fossile, 128, Flag, Iris pseudacorus og Sparganium, 77, Fleptorv, Torv dannet deraf, 77. Forchhammer's, Prof,, Undersøgelser af Mosetællen og dens forskjellige Arter, 33-40; — Tekoretin, 38; — Phylloretin, 39; — Xyloretin, 39; — Boloretin; 40, Fortegnelse paa Pattedyrene i Rio das Vel- has’s Floddal, 131—135, 197—200. = d Fugle, fossile, 130, 139. Fyr, Naale, Rogler, Grene af dette Naale- træ danne et særegent.Lag i Skovmoserne, 30, 51; — Fyrrestammer ligge i Törven, 30—31, 51; — Retningen, hvori de ligge, optaget med Compasset, 41, 52, 93—97; — det forandrede Harpix af Fyrretræerne, 38—40; — hvilken Art af Fyr de tilhöre, 33, 87—88; — en afvigende Form deraf voxende oprindelig i selve Moserne, Mose- fyr, 36—37, 58, 89—92; — Fyrrens Re- gion i Moserne, 49, 66; — Fyrreperiode, 80; — Fyrrevegetationens Udseende og Fordeling, 85—97, G. Galathea, 251, Anm, Gips, en Skorpe deraf paa Plantedele i Moserne, 29, Glires, 133, 198, Gnathophyllum, 242. Anm, Gran, ikke hidtil fundet i Moserne, 85—87. Gronlauds Hippolyte-Arter, 267, H. Hassel, Nödder deraf findes i Törven paa mange Steder, 43, Hesten, fossil, 127, 193. Hippolyte-Slægtens nordiske Arter, Mono- grafi af Henrik Kröyer, 209—360, I. Indledende Bemerkninger, 211—214, II. Almindelige Bemærkninger over For- holdene, 214—244, Cephalothorax, 215, Rygskjold,. 215—216. Tornene paa Rygskjoldet, 216—217, Pandehornet og dets Udvikling, 218, Öinene, 218. de inderste Fölere, 218—219, de yderste Folere, 220, 91 deres bladdannede Vedhæng, 220— 221. Kindbakker, 221, Overlæben, 222, Underlæben, 222, forste Kjæbepar, 222—223. andet Kjebepar, 223—224, forste Par Kjæbefodder, 224, andet Par Kjebefodder, 225. tredie Par Kjæbefodder, 226—227, forste Fodpar,. 227—229. andet Fodpar, 229—231, tredie Fodpar, 231—233, fjerde Fodpar, 233, femte- Fodpar, 233. Gjellerne, 233—234. Brystskjoldet, 234—235; Bagkroppen, 235—238, Halevedhængene, 238—240: Buglemmerne, 240— 243, indre Bygning,. 243, Levemaade, 243, Bidrag til Udviklingshistorien, 245— 262, Udvalg af Hip. polaris, 245—251. — = Homarus vulgaris, 251— 257, — - Cymopolia Caronii,258— 262, Snyltedyr paa Hippolyter, 262—265. V. Hippolyternes geografiske Forhold,. 265—268, VI. Arternes Gruppering, 268—271, Arstbeskrivelser, 271—346. Tabel over Udmaalingerne, 346. Forklaring over Kobbertavlerne, 347—360. Anmerkning, 360. Hippolyte aculeata Fabr,, 334—341. _ armata Ow., 267 Anm,, 334 Anm, _ borealis Ow., 330—334, — cornuta Ow,, 267 Anm., 334 Anm. — Fabricii Kr,, 277—282. _ Ddd* 592 Hippolyte Gaimardii Min. Edw., 282—287. — gibba Kr., 288—294, — macilenta Kr,, 305—308, — microceros Kr,, 341—346. — mutila Kr., 291—298. _ polaris Sab., 324—330. — pusiolakKr,, 319—323, — smaragdina Kr,, 271—277. — Sowerbei Leaeh, 298—305. _ Phippsii Kr,, 314—319. — turgida Kr,, 308—314. Hirudineer, 264, Hjorten, fossil, 190, Holboll, 325, Anm, Homarus vulgaris, 245, Anm, Hundejærven, 201—203, Hundemaaren, 203, Hyænodon, 190—193, Hypnum cordifolium, et Törvelag udeluk- kende dannet af denne Mos, 35; — Laget liggeri Vidnesdam over et Sphagnumlag,36, i Lillemosen er det dækket af et Sphag- numlag, 50, 54; — omhyller staaende Rod- stöd af en Fyr, 36; — udvikler sig til en betydelig Mæsgtighed, 43, 44, Hypnum fluitans danner ved sine opbevarede Stængler et Indlag i Ferskvandskalk, 29; — danuer et lille Randlag i Lillemosen, 51, Hypnum proliferum danner udelukkende en særegen Torvemasse, 56, I. facchus penicillatus, 129, Jacobsen, Entomolog, har bestemt Insekt- levninger fra Törvemoserne, 22, Jaratatacca, 123, Andlag af Mosstengler i Ferskvandskalken, 29; — af Sand og Leer i Torven i Vidnes- dam, 46; — af Smaasteen og Gruus i Holtemosen o, fl. St,, 117. Insckter fundne i Torven, 36, 59, 118; — Mas- ser af grottede Insekter, 55, R. Kalklag i Moserne, 28, 46, 73, 74, 75, Risellag i Moserne, 50, 72—73, Kjærmoser, deres almindelige Karakteer, 69; — Kalklag paa Bunden af dem, 73—74 ; — Ordenen hvori deres Plantevegetationer i Reglen folge paa hverandre, 76—77; — af Skovvegetationer Egens fremherskende, 99—100; — Egestammer i dem, 116. Kjæruld, Eriophorum angustifolium, danner et særeget Lag af Torv, 56. Kjonsforskjellighed hos Hippolyterne, 212, 215, 234, 235, 243, 281, 292, 297, 304, 318, 322, 326, 329, 337, 340, 342, 345. Kogler af Naaletræerne i Moserne, 30—31, 51, 86, 88, Knieholz, Krummholz, Lighed mellem dette og de i Moserne staaende vredne Fyrre- stod, 38, 89—92, Kunstproducter findes i Törvemoserne i til- spidsede Træstykker i Ellelaget, 41; — et Horn af brændt Leer, efter Angivelse fundet i Egeregionen, 45 (afbildet); — deres almindélige Alder i Forhold til Törvmosernes, 110—111; — Urner og Kul under den lille Vildmose, 106, Kristianssund, 256, Kroyer, HL, monographisk Fremstilling, af Hippolyte-Slægtens nordiske Arter, 209— 360. Krybdyr, fossile, 130, L. Leach, 211, 258 Anm,, 298 Anm, Leddedyr, fossile, 130, Liebmann, Botaniker, har bestemt Mos arterne i Törven, 22., Lillemose, monografisk Beskrivelse af denne Skovmose, 47—59; — dens Dannelses- historie, 60—68, Limnochloa caespitosa, see Mosesiv. Lixus paraplecticus, fundet i Torven, 36. 395 Lyngmoser, deres almindelige Karakteer, 70; — deres Alder i Forhold til Kjær- og Skovmoser, 71—72; — de forberedende Vegetationer i dem, 755 — Sphagnum ud, jor den fremherskende Mosvegetation, 77; — Maaden, hvorpaa de forskjellige Plantevegetationer folge paa hverandre, 77; — de störste Lyngmoser i Danmark: den store Vildmose, 100—104; — den mindre Vildmose, 104—106. Lyseklyne, en særegen Art af Torv, be- staaende for en Deel af Fyrretræernes Naale og gjennemtrukket af deres Harpix, undersögt af Prof. Forchhammer, 40; — maaskee i Pytheas’ Efterretninger om Nor- den forvexlet med Rav, 114. Lund, Dr, P, W., Blik paa Brasiliens Dyre- verden for sidste Jordomvæltning, 139,— Indledende, 139—140, — Förste Familie: Edentata, 140—141, gantea, enPlatyonyx. To nye fossile Arter Myrmecophaga gi- af Myrmecophaga, i höi Grad overeens- stemmende med de nulevende to Myre- bjorne. Almindelige Bemærkninger om Forholdet imellem den nulevende og For- verdenens Dyreskabning. — Anden Fa- milie: Effodientia 141—142, Dasypus, D, octocinctus, Tatu-mirim. Dasypus sulcatus. Almindelige Bemerkninger om Forholdet imellem den nærværende Dyreskabning og Forverdenens, Chlamydotherium gigas falder i to Arter; €, majus, — Doven- dyrenes Familie 143—190: Ocnotherium; Tandforholdet, sammenlignet med Chlamy- dotheriets og Bæltedyrenes i Almindelig hed samt med det hos Choloepus; ©. gigas 143. Megatherium Laurillardii; Tender, Størrelse 143, Cuvier’s, Wagler’s og Blainvilles Anskuelser af Megatheriets systematiske Stilling, 144—145. Platyonyz Brongniartii; Hovedet 145; dets Forlæn- gelse, Aagbuen 146; Aagbenet, sammen- lignet med de nulevende Dovendyrs 146, med Megatheriets, Skældyrenes og Myre- björnens, med det hos Bæltedyrene og Oryetcropus 147; Mellemkjevebenet, sam- menlignet med de slöve Dyrs og Doven- dyrenes 147, 1483 med Megatheriets 148; Betydningen af Mellemkjævebenenes Form, 148; Rjevebenet; dets Aagbuefortseettelse, sammenlignet med slöve Dyrs; Ganedelen 148; Ganebenene sammenlignede med de slove Dyrs og Dovendyrenes 149; Rib- benene sammenlignede med de slöve Dyrs og Dovendyrenes 1495 Overeensstemmelse imellem Megatherium og Platyonyx med Hensyn til nogle af de foregaaende Punkter 149, 150; Tilnærmelse til Dovendyrene i Hovedets Bygning hos Euphractus gilvi- pes 150; Nesebenene 150; Pandebenene, Issebenene, Baghovedbenet; Betydningen af de to förstes Mangel paa Huller; For- holdet hos Megatherium i denne Hen- seende 151; Underkjæven 151, 152; Tæn- derne; Antal, Form 152; den anden Tand i Overkjæven; Underkjævens Tænder; Stillingen af Overkjævens Tænder imod Underkjævens; Tændernes Structur 153; Resultater af Sammenligning imellem Pla- tyonyx og de nulevende slåve Dyr med Hensyn til Tandsystemet 153—154; Betyd- ningen af Tænderne hos Platyonyx 155, 156; Punkter, hvori Platyonyx stemmer med Dovendyrene med Hensyn til Hove- dets Bygning 156, 157; Sammenligning af Hovedet hos Platyonyx med Bæltedyrenes og Myrebjörnenes 158, 159; Slutninger om Næringsmidlernes Beskaflenhed af Tæn- dernes Bygning 159, 160, 161, 162; Fau- jas’s og Blainville’s Anskuelser 160; Pla- tyonyx’s Hudbedekning 162, 163; Skelet af Platyonyx Brongniartü 163; Megathe- riets Pandser 164, 165, 166, 167; Larana- ga’s og Weiss’s Megatherium 164; Parish’s Megatherium; Blainville’s Anskuelse 165, 166, 167; Orycteropus 166; Platyonyx’s Hender; Haandroden; os multangulum minus; 0s capitatum 168; Haandroden hos Myrmecophaga, hos Bæltedyrene; Baad- benet; Maanebenet; det trekantede Been; Ærtebenet 169; det store mangekantede Been 169, 170; Cuvier’s Anskuelse; Me- ckel’s Anskuelse; det lille mangekantede Been; Hovedbenet; Krogbenet 170; For- holdet imellem Platyouyx’s og Megatheriets Haandrod; Mellemhaanden 171, 172; Me- gatherium maquinense; Coelodon 171; For- holdet imellem Fingre og Mellemhaand hos Platyonyx 172; dens Haand sammen- lignet med Bæltedyrenes, Myrebjörnens, Dovendyrenes og Megatheriets 1733 For- haanden 173, 174, 175; Kløerne med Hen- syn til Dyrets Bevægelser 175, 176, 177; Klöerne hos Bradypus tridactylus, Myr- mecophaga tetradactyla, M. jubata, Xenu- rus nudicaudis; Pander's og Dalton’s An- givelse 178; Platyonyx’s Fingre samimen- holdte med Megatheriets; Hovedresultatet af Undersögelsen over Bygningen af Pla- tyonyx’s Hænder 179; Fôdderne 179 —188; Hilbenet; Pander’s og Dalton?s Tegning 180, 181; Springbenet 181, 182, 183, 184; Betydningen af Springhenets anomale Byg- ning 184, 1855 Baadbenet; Tærningbenet 185; det tredie kilebeen; andet og første Kilebeen; Mellemfodbenet af tredie Taa 186; fjerde Mellemfodbeen. 186, 187; femte Mellemfodbeen; Eiendommelighederne i Platyonyxs Fod 187; Slutninger med Hen- syn til Dyrets. Bevægelser 187, 188; den systematiske Plads for Coelodon, Mega- lonyx, Platyonyx og Megatherium 189; Blainvilles Afhandling 189—190. Tyk- hudede og Drövtyggere, Hjorteslegten, Cervus paludosus 190. — Rovdyrenes Fa- milie 190—196, Hyænen; Hyænodon; Lai- zer og Parien; Tænderne hos Hyænodon 191,192; Springbenet; Mellemhaandbeen ; Störrelse, Form; Hugtænderne af Hyena spelea, Felis spelæa og Ursus speleus 192; Slutninger med Hensyn til Hyanodon’s Levemaade; Smilodon populator. Almin- 394 delige Bemærkninger om Forholdet imellem den gamle Verdens nuværende Dyrformer og Sydamerikas fossile 193, 194, 195. Odder- slægten, Ratteslegten. Pacaslegten; Be- tydningen af de Forskjelligheder, der iagt- tages imellem Individerne af denne Slægt 194; Cocloyenys laticeps 195. Menneske- been 195, 196. — Fortegnelse paa Patte- dyrene i Rio das Velhas’s Floddal 197— 206, Edentata, Effodientia, Bradypoda 197; Pachydermata 197, 198; Ruminantia, Feræ 198; Marsupialia 199; Glires 199, 200; Chiroptera, Simiæ 200. — Cynogale viatica 201—203. Forekomst, Levemaade 201; Tandsystem; Störrelse; Hoved; Hold- ning; Tæerne; Farven; Kraniet 202; Tæn- derne 202, 203; Cynictis Ogilby. — For- klaring over Albildningerne 204—208, — Tillæg: væsentlig Berigtigelse til Beskri- velsen af Haandbygningen hos Platyonyz 36, 363, Forklaring over Afbildningerne 363, Lund, Dr. P, FF, Fortsatte Bemærkninger over Brasiliens uddode Dyreskabning 123— 136. — Nye nuleveude Pattedyr: Stink- dyret (Mephitis), Jaratatacca 123; Felis mitis; Canis Azare, Rapoza do mato, Skevreven; Rapoza docampo, Markreven, Canis vetulus 124, Tolv nye fossile Patte- dyrarter: Platyonyx; Kloerne; Forholdet imellem Mellemhaandbenene ag de forste Fingerled 1255 Ztloleddet; Slutninger med Hensyn til Dyrets Bevægelse; Forüoldet imellem Platyonyx og Megalonyx 126; den store Myrebjorn 126, 127. Coelodon, Coe- lodonta, Megatherium, Navlesvinet 127. Hesten 127, 128. atten, Stinkdyret. Phyllostoma, Dysopes. Vespertilio 128. Jacchus, Cebus, Forholdet imellem den nulevende og den uddöde Dyreskabning, imellem den nye Verdens fossile Patte- dyr og de nulevende i den gamle Verden 129. Strudsen, Batrachier, Slanger, Saurier, Fiske. Blöddyr, Julus, Poly- 395 meres, Mennesket, Havprodukter 130. Fortegnelse paa Pattedyrene i Rio das Velhas’s Floddal 131—135; Edentata, Effo- dientia, Bradypoda 131; Pachydermata, Ruminantia 132; Feræ 132, 133; Marsu- pialia 133; Glires, 133, 134; Chiroptera 134, 135; Simie 135, Didelphis-Arterne 136. Thylacotherium. Aulacodus Tem- minckit 136, Lysmata, 242. Anm. M. Markreven, 124, Marsupialia, 133—198. Marthvare, nordisk Benævnelse for Hippo- lyter, 211, Anm, Megatherium, 127, 143, 144, 164, 165, 166, = Laurillardii, 143, Menneskebeen, fossile, 195, 196, Mephitis, 123, Milne Edwards, 211 Anm., 216 Anm., 229 Anm,, 230 Anm,, [233 Anm,, 241 Anm., 258 Anın., 265, 269, 276, 298 Anm,, 302 Anm., 224 Anm,, 340 Anm, Mollusker, fossile, 130. a Mosefyr, en egen Form af Fyr, som voxte i selve Moserne, 36—37, 58, 89—92, Mosesiv, Limnochloa caespitosa, danneri For- ening med Kjæruld et eget Lag af Torv i en Skovmose , 56; — udgjér et bestemt Stadium i Lyngmosernes Udvikling, 77. Mosetælle, de fossile Naaletræers forandrede Harpix, 32; — Prof. Forchhammers Under- sögelser af fire forskjellige Arter deraf, 38—40, Mostorvlag i Vidnesdam, 36; — i Lille- mosen, 54—56;— ialmindelighed, 76—77. Mosvegetationerne i Kjermoserne, 77; — i Lyngmoserne, 77; — i Skovmoserne, 76, 36, 54, 56, Myrebjörn, 140, Myrmecophaga gigantea, 149. N. Naale af Fyrretræer i Törven, 30, 31, 51, Navlesviin, fossilt, 127. Naaletræer, Priisopgave om deres Forekomst i Törvmoserne, 19; — ligge i Törven, 30; Forholdene, hvorunder de forekomme, 30 —315 — hvilken Art af Naaletræ, 33—35; 0.8. v,, see Fyrretræer, Nelomys antricola, 136, u suleidens, 136. Nödder findes i Törvmoserne og ere aab- nede af Træspalter, 43, 0. Odder, fossil, 194, Oénotherium gigas, 143, Olafsen og Povelsen, 211. Anm, Oxe, Levninger af den store Uroxe findes i Törven, 45, 119. Oxycoccos vulgaris, see Tranebær, ZB Paca, 194. Pachydermata, 132, 197. Pagurus Bernhardus, 264, — pubescens, 264. Palaemon, 211, 214, 219 Anm., 241 Anm, 244, 267, 324 Anm. Pandalus, 211, 219 Anm, Penéens Min. Edw., 242 Anm. Peneus, 242 Anm, Phylloretin, en Art af Mosetælle, undersögt af Prof. Forchhammer, 39, Phyllostoma, 128, Pinus sylvestris, see Fyr, Platyonys, 125, 126, 140, 145—163, 168—188, 361—363. Platyonyx Brongniartii, 145, Polymeres, 130, Polythalamier, 244, Populus tremula, see Bæverasp, Q. Qvercus sessiliflora, see Eeg. R. Rapoza do campo, 124, — do mato, 124. Rapozao, 124. Rapozinha, 124, Rathke (Heinrich),3 251, 252, 257 Anm., 360 Anm, Rav er uforandret Harpix af Brunkulforma- tionens Naaletreer, 40; — er maaskee i Pytheas Beretninger om Norden forvexlet med Lyseklynen, 114, Repionerne, som de forskjellige Trævegeta- tioner indtage i Törvmoserne, 49, 66. , Reptiler, fossile, 130, R Retningen, hvori Træerne ligge i Moserne, optaget med Compas, 41, 45, 52, 93—97. Rhynchocinetes, 211, 217. 219 Anm., 267, Rissoa, 244, Rodstüd af Fyrretræer staaende i Törv- mosen, 36—37, 91—92. Rovdyr, 190—196. , Roux, 258 Anm, Ruminantia, 132, 198, Rensdyrlevninger i Torvmassen, 119, S. Sabine, 340 Anm. Sarauw, Justitsraad, angiver tætstaaende Rodstöd i Moserne, 93. Saurier, fossile, 130, Simiae, 135, 198. Skaldyr danne Kalklag i Moserne, 28, 73-75; — flere Arter af de nulevende Skaldyr endnu ikke fundne i Kalkmassen, 75. Skovmoser, tvende saadanne monographiske beskrevne 19—59; — Vidnesdam, 19—46; Lillemose, 47—59; — deres Dannelses- historie, 60—68; — deres Sammenligning med Kjær- og Lyngmoserne i Almindelig- hed, 6%—120; — geognastisk Omgivelse, 60; — eiendommelige Form, 69; — rela- tive Alder, 71—72; — Underlag, 28, 48; — Ferskvandskalk,- 28, 73—75; — Risel- lag, 50, 72—73; — Mostorvlag, 36, 54—56, 76; — Trævegetationer, 77—99; — Træ- Regionerne: Egenes, Fyrrenes, Bævre- aspens Region, 49, 66; — Udbredning, 71, 79, Skovræven, 124. Slanger, fossile, 130. Smilodon populator, 193, Snegle, fossile, 130, Snyltekræbs, 263. Sortemoser, det samme som Lyngmoser, 70, Speothos, 193. Sphagnummos, Torv dannet deraf, 35, 55; — dets Forhold. til de deri liggende Træ- stammer, 36; — og til Torven dannet af Hypnum cordifolium, 50, 54, 64-655 — fremherskende i Lyngmoserne, 77. Stinkdyr, 123, 128. Struds, fossil, 130, Svamp, en Art af Mostörv, 35. Sylvensyre efter Prof. Forchhammer ikke isomer med Xyloretin, 39. Stednavne, som ere dannede efter Stedernes naturlige Beskaflenhed, 81, 119; — og med specielt Hensyn til Vegetationsforhol- dene, 81—84, 108, 111—112. Steenstrup, Japetus, Priisafhandling om Torvmoserne, 19—120, T. Tatu-mirim, 141, Tekoretin, en Art Mosetælle, undersøgt af Professor Forchhammer, 38—39, Thylacotherium, 136. Tilleg til Dr. Lunds Blik paa Brasiliens Dyreverden för sidste Jordomvæltning, 361—363. Tranebærbusken, fremherskende i'et Törvlag i en Skovmose, 55; — i den lille Vild- mose, 105. 97 Trævegetationerne i Torvemoserne, 77; — ydre og indre Data til at bestemme deres Alder og Udbredning, 81—82; — de for- skjellige Regioner i Mosen de indtage, 49, 665 — Bævreaspen, 50, 54, 84—85; — Fyrren, 30, 31, 51, 85—97; — Egen, 42, 53, 97—08; — Ellen, 42, 54, 57, 98—99; naar? og hvorledes? forsvandt de for- skjellige Vegetationer, 107—114; — Ud- bredningen, enhver af dem havde, 114— 117; Aarsagen til Vegetationernes For- svinden, 107. Tyrrepinde, en endnu brugelig Benævnelse paa Mosefyrrens Levninger, 90. U. Underlag, Mosernes, 28. 40-49, 71—72, VP. Varslere, fossile, 130. Vegetationer, som ere gaaede forud for den egentlige Törvdannelse, 72; — Mosvege- tationer, 76; — Skovvegetationer, 77; — hvorledes de folge paa hinanden, 78—79; — Tidsrummet, i hvilket de voxte, 80; — Udbredning og Fordeling, 80, 115; — de forsvandt ikke ved voldsomme Kræfter, 107, Vespertilio, 128, — nigricans, 129, Vildmose, store, -10)—104, — mindre, 104—106 ; — Gjennemsnit deraf, 105, fig. VIN, X. Xyloretin, en Harpix i Veddet af de fossile Fyrretræer, undersøgt af Prof. Forch- hammer, 39. REGISTER ‘Oversigten over det Kongelige Danske Viden- skabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider for Aarene 1840 og 1841. Acetone, LV. Apollontemplet paa Kotylios. LXXVI— LXXXIN. Balenoptera XX VII. B Bendz: Bidrag til den sammenlignende Ana- tomie af Nervus glossopharyngeus, vagus og accessorius Willisii XXIX, Brasiliens uddode Dyr XXV, LXI. Bröndsted: Phigalia’s og Apollontemplets Archæologie LXX XIII. — Udgravning af Apollontemplet paa Ko- tylios LX XVI. Canis vetulus XXVL Cebus XX VII, Chelyosoma Mac-Leayanum XXVIII. Chromsyre XIX. Coelodon maquinense XX VII. Culturog Kunst hos de gamle Ægyptere[XLV. Cymopodia LX VII. Cynogale venatica LXIII. David: Fængselsvæsenet i England XLV. — Sexualforhold ved Küdslerne LXXV, Dasypus LXI. Diceras rude LIT, LXIV. Dicotyles XXVII. Dovendyr LXI. Dysopus XXVII. Englands Fængselsvæsen XLV. Eschricht: Dieeras rude LXIV. — Chelyosoma Mac-Leayanum XXVIII. — Hvaler XXVII, LXIIL Felis mitis XXV. Finfisk XX VIN, Forchhammer: Danmarks Geognosie XXI. — Jordskjælvet i Danmark LIX Fugle, fossile i Brasilien LX HIT, Fængselsvæsenet i England XLV. Geognostiske Undersögelser over Danmark XXI, Groves Apparat LXVI. Haarrörsvirkninger XXX VIN. Hemmeligt Skriftemaal i Norden XLIII. Hippolyte LXV. Historiske Classe XLI—XLVI, LX VII — LXXX VIT Homarus LX VII, Hvaler XXVIII, LXIIL Hyas araneus XXXI. Höreorganer hos Bloddyr XXIX. Jacchus penicillatus XX VII. Jacobson: Chrompræparater L. — Chromsyre XIX, — Diceras rude LIT. — grônne Porcelainfarvers Indvirk- ning paa Blodkagen L. 599 Jerichau: en egen Classe af Svingninger XXXVI. — Thermometer XXX VII. Jordskjælv i Danmark LIX, Jürgensen: Bemærkninger til Richelot’s Af- handling om nogle Integraler XLIX. Kunst og Cultur hos de gamle Ægyptere XLV. Kroyer: Hippolyte LXV, — Udviklingen af Cymopodia og Ho- marus LXY. Lagrange’s Række XLVIM. Landmaalingscommissionen XLVI, LXXX VIN. Lund: Brasiliens uddöde Dyr XXV, LXI. Madvig: den antike Metrik LXVII. Magnetisk Observatorium XLVII, LXXXIX. Mathematiske Classe XLVITI—L. Megalonyx XXVI, XX VII. Megatherium LXI, Mephitis XXV. Meteorologiske Committee XLVI, LXXXVII. Metrik, antik, LX VII. Molbech: Kunst og Cultur hos de gamle Ægyptere XLV. Myrebjorne LXI. Naaletræer, Italiens LUI. Natica XXXVI. Nervus glossopharyngeus, vagus, accessorius Willisii X XIX. Ordbogscommissionen XLVI, LXXX VIII. Pagurus Bernhardus XXXI. Phigalia LXX XI. Phosphors Virkning paa Acetone og Æther LV. Phyllostoma XX VII. Physiske Classe XIX—XLI; L—LX VII, Platyonyx XXVI, XXVII, LXIL| Procop’s Efterretninger om de nordiske Lande XLI. Ramus: Resten i Lagrange’s Række XLVIIL Richelot’s Afhandling om nogle Integraler XLIX. Rosenvinge (Kolderup): det hemmelige Skrif- temaal i Norden XLIII. Scandza XLI. Sceaf XLI. Schouw: de italienske Naaletrzers geogra- phiske og historiske Forhold LI. Sevo mons XLI, Sexualforholdet mellem Födslerne LXXV. Skriftemaals, det hemmelige, Anvendelse i Norden XLIII. Smilodon LXI. Stankdyret XXV. Steenstrup: Udviklingen af Pagurus/Bern- hardus og Hyas araneus XXXI. Svovl og Acetone LV. T hermometer, Jerichau’s, XXXVIL Vespertilio XXVH. Vegtstangelektrometer XL. Werlauff: Procop's Efterretninger om de nordiske Lande XLI, Zeise: Phosphors Virkning,paa Acetone LV. Ægypternes Cultur og Kunst XLV, Örsted: Undersögelser om Haarrörsvirk- ninger XX XVIII. — Vegtstangselectrometeret XL. — Groves Apparat LXVI. Res à lay apt Re hae mya walls vs ; | LE su u ivr MAT: te CPAS MN VER Oe: aN Pc Auf! La DE ves eid (Dr ® , . d Ed Kød i Aal wi P ji Hupe! EAD Kaelin ipl Ry Arte Yan ives CU ‘ PLATTEN? pin deu ANT > eg cu Bis a vei yh d ¥ Py fa np dir! guest nulle, Wad RE ah al Maisie dej emnet i Yo Cal re pie! | va MIP abe! 4 f : wi Du | SU À u ae La à il 7 mc) AG Å st none arr les : LET der | Ma ee yo vel: ; \ 3 Yu LPA ‘ ‘ JN NM ay puis MI (i } Fr Pi Te ELEG VEN ‘ ? TT whe à M » donk alt E 4 LJ L . = 1 MK; x i i N qui ” sure , ae EE \ N wi my uw AE. N ; i Robe A à É . A Onn el | À LAN ie \ N £ 2 vr hi iu dog tel © ik men NE ig sål ’ „x ; Å 2 be unit ri er i ? u (30) | a 1 4 Hr 5 å b | 4 ‘ orme 0 “ } teak nr” + f : = ¥ L | i j ‘ t lh | å 4 > * Br as | yt | k | i FLS noué wit = | EINE , 2 ’ 5 | HE - F 4 i : j AG ’ x = 0 U nd ‘ + ‘ d 1 N re à ) ‚ih f