DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES. SELSKABS. SKRIFTER. FEMTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK - AFDELING. ELLEVTE BIND. MED TRETTEN TAVLER. KJØBENHAVN. INOS KG OF-BOG [KKE 1880. INDHOLD. Fortegnelse over Selskabets Medlemmer .......,............................. . 1. J, Reinhardt: Bidrag til Kundskab om Kjæmpedovendyret Lestodon armatus, med 3 Tavler... 2. A, Hannover: Oiets Nethinde, en histologisk, historisk-kritisk og physiologisk Undersøgelse, med 6 Kobbertavler ........ Suave oan. te A or ONE II SAD INNERE Bye eyed teat eo etre 3. A, Colding: Fremstilling af Resultaterne af nogle Undersøgelser over de ved Vindens Kraft frem- kaldte Stramninger i Havet «1... : . et ce eee weeny PE 10 CODE … 4. €. Christiansen: Magnetiske Undersagelser . . . . . . . . . . .. ro MOTOS tic GD nc 5. Chr, Lütken: Til Kundskab om to arktiske Slægter af Dybhavs- Tudsefiske: Himantolophus og Ceratias, med 2 stentrykte Tavler. Résumé en francais. ................ ... 6. A. Hannover: Primordialbrusken og dens Forbening i det menneskelige Kranium for Fedselen, med 2 Kobbertavler. Table des matières et explication des planches en français .... . 1460 TOROS aiid Fer "| way Rc er drer ton TER entail i onda: cov ER MT u era TE sal KR da iid OU TT Pere Ne nur pail hia |° va en ert fa sei sel), a s lite i b nn ee uly vane iam ae wins oh ar dt m ww habe EME Te YY FORTEGNELSE OVER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS MEDLEMMER. MARTS 1880. Protektor: Hans Majestet Kongen. President: J. N. Madvig. Sekretær: H. G. Zeuthen. Redaktør: Vilh. Thomsen. Kasserer: J. Th. Reinhardt. Kasse-Kommissionen. A. Steen. E. Holm. Chr. Lütken. F. Schmidt. Revisorer. L. A. Colding. H. P. J. Julius Thomsen. Ordbogs-Kommissionen. S. Grundtvig. V. Thomsen. L. Wimmer. Kommissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regesta diplomatica. P. G. Thorsen. F. E. A. Schiern. H. F. Rordam. Indenlandske Medlemmer. Lund, Peter Vilhelm, Dr. phil., Professor, Kommander af Danebrog. Madvig, Johan Nicolai, Dr. jur. & phil., Konferensraad, fh. Professor i den klassiske Filologi ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Elefantordenen, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af Nordstjernen og af St. Olafsordenen, Storofficer af den franske Æreslegions Orden, Ridder af den preussiske Orden pour le mérile, af den russiske Hvide Orns Orden og af den nederlandske Loveorden, Selskabets President. Bends, Henrik Carl Bang, Dr. med. & phil., Etatsraad, Lektor ved den Kgl. Veteriner- og Landbohojskole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen og af St. Olafsordenen. Martensen, Hans Lassen, Dr. theol., Biskop over Sjællands Stift, Ordensbiskop, Kongelig Konfessionarius, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af Nordstjernen og af den greske Frelserorden. Steenstrup, Johannes Japetus Smith, Dr. med. & phil., Etatsraad, Professor i Zoologien ved Kjobenhavns Universitet, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen, Kommander af Isabella den Katholskes Orden og af den italienske Kroneorden, Ridder af den preussiske Orden pour le merite. Wegener, Caspar Frederik, Dr. phil., Konferensraad, Geheimearkivar, Kgl. Historiograf og Ordenshistoriograf, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af den græske Frelserorden og af den russiske St. Anna-Orden, Kommandør af Nordstjernen og St. Olafsordenen. Paludan-Müller, Caspar Peter, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjobenhavns Universitet, Kommander af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. Schiodte, Jorgen Christian, Professor, extr. Docent i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet og Inspektor ved dets zoologiske Museum, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Engelstoft, Christian Thorning, Dr. theol., Biskop over Fyns Stift, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand. Ussing, Johan Louis, Dr. phil., Professor i den klassiske Filologi ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Officer af den greske Frelserorden. Vill Worsaae, Jens Jacob Asmussen, Dr. phil., Kammerherre, Direktor for Museet for nordiske Oldsager og for det ethnografiske Museum, Direktor for de antikvariske Mindes- merkers Bevaring, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af Nord- stjernen, Ridder af Stanislausordenens 2den Klasse og St. Annaordenens 3die Klasse, af den brasilianske Roseordens 5te Klasse, Meklenborgsk Medaille for Videnskab og Kunst 1ste Klasse, Kommandør af Isabella den Katholskes Orden, Storofficer af den italienske Kroneorden og den rumænske Stjerneorden. Hannover, Adolph, Dr. med., Professor, Ridder af Danebrog. Andre, Carl Christopher Georg, Dr. phil., Gehejme-Etatsraad, Direktor for Gradmaalingen, Storkors af Danebrog og af Frants den Forstes Orden. Gislason, Konrad, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. Reinhardt, Johannes Theodor, Professor, extr. Docent i Zoologien ved Kjobenhavns Universitet og Inspektor ved dets zoologiske Museum, Ridder af Danebrog, Selskabets Kasserer. Colding, Ludvig August, LL.D., Professor, Stadsingenior i Kjøbenhavn, Ridder af Danebrog. Müller, Carl Ludvig, Lic. theol., Dr. phil., Etatsraad, Direktor for den kongelige Mont- samling, Antiksamlingen og Thorvaldsens Museum, Ridder af Danebrog og Dane- brogsmand, Kommander af St. Olafsordenens 2den Klasse, Ridder af Nordstjernen og af St. Annaordenens 3die Klasse. Panum, Peter Ludvig, Dr. med., Professor i Fysiologi ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandor af Nordstjernen. Schiern, Frederik Eginhardt Amadeus, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjebenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen og af den belgiske Leopoldsorden. i Holten, Carl Valentin, Professor i Fysik ved Kjobenhavns Universitet, Direktor for den polytekniske Lereanstalt, Kommander af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af St. Olafsordenen og af Nordstjernen. Thomsen, Hans Peter Jürgen Julius, Dr. med. & phil., Professor i Kemi ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Steen, Adolph, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Kjøbenhavns Universitet og den polytekniske Lereanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Thorsen, Peter Godt, Dr. phil., Etatsraad, fh. Universitetsbibliothekar, Ridder af Danebrog, af St. Olafsordenen og af Nordstjernen. Rink, Hinrich Johannes, Dr. phil., Justitsraad, Direktor for den Kgl. Grønlandske Handel, Ridder af Danebrog og af Nordstjernen. Johnstrup, Johannes Frederik, Professor i Mineralogi ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Barfoed, Christen Thomsen, Dr. med. & phil., Professor, Lektor i Kemi og Farmaci ved den Kgl. Veteriner- og Landbohojskole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af St. Olafsordenen. Lange, Johan Martin Christian, Dr. phil., Professor, Docent i Botanik ved den Kgl. Vete- riner og Landbohøjskole, Ridder af Danebrog og af den italienske Kroneorden. Lorenz, Ludvig Valentin, Dr. phil., Professor, Lerer ved Officersskolen, Ridder af Danebrog. Mehren, August Michael Ferdinand van, Dr. phil., Professor i semitisk-orientalsk Filologi ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og af Stanislausordenens 2den Klasse. Holm, Peter Edvard, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog. Lund, Georg Frederik Vilhelm, Dr. phil., Professor, Rektor ved Aarhus Kathedralskole, Ridder af Danebrog. Grundtvig, Svend, Dr. phil., Professor i nordisk Filologi ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog. Lütken, Christian Fredrik, Dr. phil., Assistent ved Universitetets zoologiske Museum. Rordam, Holger Frederik, Dr. phil., Sogneprest til Brendekilde og Beldinge i Fyen, Ridder af Danebrog. Zeuthen, Hieronymus Georg, Dr. phil., Docent i Mathematik ved Kjøbenhavns Universitet, Selskabets Sekreter. Schjellerup, Hans Carl Frederik Christian, Professor, Dr. phil., Observator ved Kjøbenhavns Universitets Astronomiske Observatorium, Ridder af Danebrog. Jorgensen, Sofus Mads, Dr. phil., Lektor i Kemi ved Kjobenhavns Universitet. Schmidt, Frederik Theodor, Dr. med., Professor i Anatomi ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog. Oppermann, Ludvig Henrik Ferdinand, Professor, Lektor i tysk Sprog og Litteratur ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog. Christiansen, Christian, Docent i Fysik ved den polytekniske Læreanstalt i Kjobenhavn. Smith, Caspar Wilhelm, Dr. phil., Docent i slaviske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog. Fausbøll, Michael Viggo, Dr. phil., Professor i de indisk-orientalske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet. | Thorkelsson, Jon, Dr. phil., Rektor ved Reykjaviks lerde Skole, Ridder af Danebrog. Krabbe, Harald, Dr. med., Assistent i Anatomi ved den Kgl. Veterinar- og Landbohejskole. Nielsen, Rasmus, Lic. theol. & Dr. phil., Professor i Filosofi ved Kjobenhayns Universitet, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand. Heegaard, Poul Sofus Vilhelm, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog. Thomsen, Vilhelm Ludvig Peter, Dr. phil., Docent i sammenlignende Sprogvidenskab ved Kjobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog, Selskabets Redaktor. Wimmer, Ludvig Frands Adalbert, Dr. phil., Docent i nordisk Filologi ved Kjøbenhavns Universitet. Lange, Julius, Docent i Kunsthistorie ved Kjøbenhavns Universitet og ved Kunstakademiet, Sekretær ved Kunstakademiet, Ridder af Danebrog. Topsøe, Haldor, Dr. phil., Arbejdsinspektor, Lærer ved Officersskolen i Kjøbenhavn. Warming, Eugen, Dr. phil., Docent i Botanik ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af den brasilianske Roseorden. Petersen, Peter Christian Julius, Dr. phil., Lærer i Mathematik ved den polytekniske Lere- anstalt. Thiele, Thorvald Nicolai, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Kjebenhavns Universitet. XI Udenlandske Medlemmer. Chevreul, Michel-Eugéne, Medlem af det franske Institut i Paris, Ridder af Danebrog. Weber, Wilhelm, Dr. phil., fh. Professor i Fysik ved Universitetet i Leipzig, nu i Göttingen. Airy, Sir George Biddell, Kongl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich og Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Dumas, Jean-Baptiste, Secrétaire perpétuel de l’Académie des Sciences de l'Institut de France, Kommandør af Danebrog. Gotische, C. M., Dr. med., Lege i Altona. Olshausen, Justus, Professor, Regeringsraad i Berlin. Hildebrand, Bror Emil, Dr. phil., fh. Rigsantikvar, En af de Atten i det svenske Akademi i Stockholm, Ridder af Danebrog. Nilsson, Sven, Professor emer. i Zoologi i Lund, Storkors af Danebrog. Wöhler, Friedrich, Professor i Kemi i Göttingen. Milne-Edwards, Henri, Medlem af det franske Institut i Paris. Peters, Christian August Friedrich, Dr. phil., Professor, Direktor for det astronomiske Observalorium i Kiel, Kommandor af Danebrog. Bunsen, Robert Wilhelm, Gehejmeraad, Professor i Kemi i Heidelberg, Ridder af Danebrog. Owen, Richard, Superintendent over British Museum og Medlem af det Kongl. Viden- skabernes Selskab i London. Sabine, Sir Edward, General, fh. President for det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Daubree, A., Professor i Mineralogi ved Jardin des Plantes, Medlem af det franske Institut i Paris. Carlson, Frederik Ferdinand, Dr. theol. & phil., fh. Statsraad i Stockholm, En af de Atten i det Svenske Akademi, Ridder af Danebrog. Styffe, Carl Gustaf, Dr. phil., Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket i Upsala. Vibe, Frederik Ludvig, forhen Professor i Græsk ved Kristiania Universitet og Rektor ved Kathedralskolen i Kristiania. XI Chasles, Michel, Medlem af det franske Institut i Paris. Liouville, Joseph, Medlem af det franske Institut i Paris. Malmsten, Carl Johan, Dr. phil., forhen Professor i Mathematik i Upsala og svensk Stats- raad, Landshovding i Skaraborgs Lehn, Kommandor af Danebrog. Broch, Ole Jacob, Dr. phil., fh. Professor i Mathematik i Kristiania, forhen Chef for det Kgl. Norske Marine-Departement. Edlund, Erik, Dr. phil., Professor i Fysik ved det Kongelige Svenske Videnskabernes Akademi i Stockholm. Hooker, Sir Joseph Dalton, Dr. phil., Direktor for den Kongelige Botaniske Have i Kew, Vice-President for det Kongelige Videnskabernes Selskab i London. Rossi, Giambattista de, Commendatore, Direkter for de arkæologiske Samlinger i Rom. Rawlinson, Sir Henry C., Generalmajor, bestandig Direktor for det Asiatiske Selskab, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Böhtlingk, Otto, Dr. phil., kejserlig-russisk virkelig Statsraad, Akademiker i St. Petersborg. Mignet, Auguste-Marie, Secrétaire perpétuel de l’Académie des Sciences morales et poli- tiques de l’Institut de France. Martin, Bon-Louis-Henri, Medlem af det franske Institut, Ridder af Danebrog, Paris. Bugge, Elseus Sofus, Dr. phil., Professor i sammenlignende Sprogvidenskab£og Oldnorsk ved Kristiania Universitet. Amari, Michele, italiensk Senator, Professor i Firenze. Cobet, Carl Gabricl, Professor i Leyden. Dozy, Reinhart, Professor i Leyden. Koehne, Bernhard von, Friherre, keiserlig-russisk Statsraad, i St. Petersborg. Stephani, Ludolph, kejserlig-russisk Statsraad, Akademiker i St. Petersborg. Loven, Sven, Professor i Stockholm, Ridder af Danebrog. Kjerulf, Theodor, Professor i Mineralogi ved Kristiania Universitet. De Candolle, Alphonse, fh. Professor ved Akademiet i Geneve. Lubbock, Sir John, Baronet, Vice-Kantsler for Universitetet i London og Vice-President i det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Agardh, Jacob Georg, Dr. med. & phil., Professor i Botanik ved Lunds Universitet. Huggins, William, Dr. juris, President for Royal Astronomical Society, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. XIII Joule, James Prescott, Dr. phil., Fysiker i Manchester, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Cayley, Arthur, Professor i Mathematik ved Universitetet i Cambridge, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Haan, David Bierens de, Professor i Mathematik ved Universitetet i Leyden. Ranke, Leopold von, Gehejmeregeringsraad, Professor i Historie ved Universitetet i Berlin. Unger, Carl Richardt, Professor ved Universitetet i Kristiania. Hermite, Charles, Medlem af det franske Institut i Paris. Salmon, George, Dr. theol., Professor i Theologi ved Universitetet i Dublin, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Cremona, Luigi, Direkter for Ingeniorskolen i Rom. Kirchhoff, Gustav, Dr. phil., Professor ved Universitetet i Berlin. Helmholts, Hermann Ludwig Ferdinand, Dr. phil., Professor ved Universitetet i Berlin. Huxley, Thomas H., Professor ved den Kgl. Bjergverksskole og Medlem af det Kgl. Viden- skabernes Selskab i London. Siebold, Carl Th. E. von, Dr. med., Professor ved Universitetet i Miinchen. Ludwig, Carl, Dr. med., Professor i Fysiologi ved Universitetet i Leipzig. Delisle, Léopold-Victor, Medlem af det franske Institut, Direkter for la Bibliothéque Nationale i Paris. Littre, Emile, Medlem af L'Académie Francaise og af L’Académie des Inscriptions et Belles- Lettres i Paris. Struve, Otto Wilhelm, Gehejmeraad, Direkter for Observatoriet i Pulkova. Miklosich, Franz, Dr. phil., Professor ved Universitetet i Wien. Allman, George James, fh. Professor i Naturhistorie i Edinburgh, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London, nu i London. Thomson, Sir William, Professor i Fysik ved Universitetet i Glasgow, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London. Tait, P. Guthrie, Professor i Fysik ved Universitetet i Edinburgh. Dorn, Bernhard, Gehejmeraad, Akademiker i St. Petersborg. Burnell, A. C., District and Seniors Judge i Tanjore i Indien. Malmström, Carl Gustaf, Dr. phil., Professor, Statsraad i Stockholm. Darwin, Charles, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London, i Down, Beckenham. XIV Pasteur, A.-M.-Louis, Medlem af det franske Institut, Professeur honoraire ved Faculté des Sciences, Paris. Des Cloizeaux, Alfred-Louis-Olivier-Legrand, Medlem af det franske Institut, Professor i Mineralogi ved Musée d'histoire naturelle i Paris. Kokscharow, Nicolai Iwanowitsch v., Generalmajor, Direkter for det kejserlige Bjergverks- institut i St. Petersborg. Donders, Frants Cornelius, Professor i Fysiologi ved Universitetet i Utrecht. Bidrag Kundskab om Kjempedovendyret Lestodon armatus. Af J. Reinhardt. Med 3 Tavler. Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidenskabelig og mathemalisk Afd. XI. 1. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1875. FA i 2 il di Ms re A A NUE N AR L cn no dadebi | hae là Mis LT À i à tin as HOON i} É BA; A a wwe M AA! a „tig Er WERT i u Er ER un. A 2 MW, L NS x PR 5 + FE: Le LB CA Matt ti prairie PS eal QT FAT YET | ELTLAZEN, 7 RA ; arated of ih Oe WW ate Merri | ira VLE Den Gang afdøde Professor H. Kroyer fulgte med Fregatten Bellona paa dens Resje til Sydamerika i Aarene 1840 og 1841, havde han under Opholdet paa Platafloden det Held at finde en Del fossile Knogler ved Flodens Bredder «ligeoverfor Buenos Aires, omtrent en Miil nordvestligt for Byen Colonia del Sacramento» !). Strax efter sin Hjemkomst offentliggjorde han i «Naturhistorisk Tidskrift»°) en Notits om dette Fund. I denne siger han, at de fundne Knogler, i alt Fald de fleste af dem, tilhore en ubekjendt Slegt af Edentaternes (Gumlernes) Orden, og bebuder en udforlig af Afbildninger ledsaget Beskrivelse af dem. Men eftersom Udgivelsen af dette Verk kræver lengere Tid, finder han det rigtigt forelobigt at meddele Saameget, som behoves til at erkjende det uddode Dyr for en ny Form, og giver til den Ende en Beskrivelse af Under- kjæben, den blandt de fundne Knokler, til hvilken han iser stotter sin Mening om «Slegt- formens Nyhed». Men han holder sig forsetligt ogsaa strengt til denne ene Knogle. At der er et Laarben blandt de hjembragte Dyrelevninger, nævnes i Forbigaaende; men for Resten taler Notitsen ikke om, hvilke andre Dele af Skelettet der ere fundne, og berorer heller ikke nogen af de nermere Omstendigheder ved Fundet; enhver yderligere Oplysning gjemtes til det storre Arbejde. Den i Udsigt stillede udforlige Beskrivelse, hvis Udgivelse Videnskabernes Selskab havde vedtaget at fremme ved at afholde den til Tegningerne nodvendige Udgift, er imid- lertid, uvist af hvad Grund, aldrig udkommen. Den eneste Kilde til Kundskab om Slegten Platygnathus (saaledes havde Kroyer kaldt den nye Form) er derfor endnu stedse den 1) Hr. D. Pontoppidan, som var Skibspræst ombord i Bellona, og som har udgivet en kort Be- skrivelse af Rejsen, forteller, at Fregatten under Opholdet paa Reden ved Buenos Aires den iste Januar 1841 sejlede over til de i Nærheden af Colonia liggende ubeboede Hornos-Qer og blev lig- gende der i nogle Dage dels for at give Mandskabet Lejlighed til at komme i Land, dels for at hugge Brænde til Skibets Forbrug (Rejse til Sydamerika. Kbhvn. 1841. S. 99). Det er rimeligvis under dette Besøg, og vel snarest paa selve Hornos-Øerne, at Krøyer har gjort sit inleressante Fund. Desværre omialer Pontoppidan det ikke. ?) 3die Bd. Kjøbenhavn, 1840—1841. S. 589—595. i” forelobige Notits, som selvfolgelig ikke kan yde tilstrekkelig Underretning, og som i Virkeligheden heller ikke kan siges at have gjort synderlig Nytte. Sundevall har omtalt den i sin «Ärsberättelse om Zoologiens Framsteg under Ärene 1840—1842» 1), og en Over- sættelse blev optaget i Okens «Isis» for 18427). Men skjondt der saaledes særligt blev gjort opmerksom paa den og sorget for at gjore den tilgjengelig ogsaa for Læsere, for hvem den danske Text var uforstaaelig, er Slegten Platygnathus dog ikke nævnt i noget af de mig bekjendte Hovedverker over Palæontologien, og ikke en eneste af de Forfattere, som have beskjæftiget sig særlig med Amerikas uddode Pattedyr, har taget Hensyn til den. Maaske er Grunden den, at Kroyer sely paa en Maade har aabnet Doren for Tvivl og Usikkerhed ved at sammenligne den nye Form med en hvilkensomhelst af de den Gang opdagede uddode Gumler-Slægter saavel af Dovendyr- som af Bæltedyr-Gruppen, men ikke med rene Ord at sige, i hvilken af disse Grupper han endelig giver den Plads. Men hvad enten Notitsen er bleven forsetligt forbigaaet eller uforsetligt overset, kan den dog ikke vedblivende ignoreres, og man maa onske at blive sat i Stand til at danne sig en tilstrækkelig begrundet Mening om det opdagede Dyr. Krøyer havde paa Rejsen med Bellona det Hverv at gjøre Indsamlinger til H. M. Kongens (Christian VIII) Museer og Samlinger; det var kun indrømmet ham selv at beholde Doubletterne af hvad han samlede. Med Hensyn til de hjembragte fossile Knogler synes der imidlertid at være blevet taget en særegen Bestemmelse; thi han forblev i Besiddelse af dem, saalænge han levede. Nogle Maaneder efter hans Død gjordes der Universitetets zoologiske Museum det Tilbud at kjøbe dem, og Tilbudet modtoges med Paaskjønnelse, da det jo i alle Henseender var ønskeligt, at disse paa en af Staten bekostet Expedition op- dagede Dyrelevninger endelig havnede i Landets offentlige Samling og derved sikredes for dette og for Videnskaben”). Den gode Leilighed, jeg saaledes har havt til at gjøre mig 1) S. 305. Sundevalls Referat indeholder den lille Unojagtighed, at Knoglerne ere fundne ved Byen Buenos Aires, men tillige den Oplysning, at de ere fundne «i en från floddalens kant nedrasad stenmassa». Da der ikke staar Noget herom i den trykte Notits, støtter denne Angivelse sig for- modentlig til en Meddelelse, som Referenten har faaet mundtligt eller skriftligt fra Krøyer selv, og i Betragtning af den øvrige fuldstændige Mangel paa Oplysning om de Forhold, hvorunder Knoglerne ere fundne, har den stedse sin Værd. S. 942—944. Det var Hr. Professor J. Schiodte, som i Juli 1870 paa Kroyers Enkes Vegne bed Museet de omtalte Knogler til Kjebs, hvorhos han tillige antydede, at de under ingen Omstendigheder burde sælges til Udlandet, og at de naturligvis vilde blive afgivne uden Krav paa Vederlag, hvis det maatte vise sig, at de kun havde veret i Kroyers Verge, men egentlig ikke tilhort ham. Da Museet imidlertid ikke kunde godtgjore nogen Ejendomsret, og da Hr. Professor Schiodte var villig til at gaa ind paa den meget moderate Betaling, som kunde tilbydes, maatte jeg anse et Kjob for at være den i alle Maader heldigste Afgjorelse, 2 Le bekjendt med disse Dyrelevninger, paalegger mig til en vis Grad ogsaa Forpligtelsen at give den Underretning om dem, hvortil der trenges, og jeg skal derfor her meddele en Oversigt over Fundet, saaledes som det nu foreligger, og dertil føje nogle Bemærkninger om den Gumler-Slægt, som det har givet Anledning til at opstille. Der var ikke mange ubeskadigede eller dog nogenlunde hele Knogler blandt de Dyrelevninger, som Museet modtog; den større Del af dem bestod af Brudstykker af Knogler. Nogle af disse sidste havde aabenbart ligget begravede paa deres Lejested i samme Tilstand, som de nu ere; men i enkelte Tilfælde havde Brudfladerne et saa frisk Udseende, deres Farve var saa forskjellig fra den øvrige Overflades, deres Kanter fremdeles saa skarpe, Knoglens indre svampede Væv endelig saa rent og frit for Ler og Sand, at det var klart, at Knoglerne havde ligget hele eller i alt Fald i mindre fragmentarisk Tilstand i Jorden, og at de maatte være blevne sønderbrudte enten i Løbet af de Aar, i hvilke de have henligget hos Kroyer, eller maaske allerede under Udgravningen, som formodentlig har maattet foretages under mindre heldige Forhold, uden at passende Værktøj kunde skaffes tilveje og uden at den nødvendige, men tidssvarende Forsigtighed kunde iagttages. Det eneste Stykke i Samlingen, for hvis Vedkommende en Sammenligning mellem nu og før strax kunde anstilles, nemlig Underkjæben, viste sig imidlertid at have lidt en desværre væsentlig Beskadigelse i Løbet af de Aar, der vare henrundne, siden Krøyer havde beskrevet den. Allerede ved den første flygtige Beskuelse saaes det, at de foreliggende Dyre- levninger, skjøndt ikke mange i Tallet, dog have tilhørt meget forskjellige Dyr, som endog høre til fire forskjellige Familier, men at rigtignok de allerfleste hidrøre fra Kjempedovendyr (Gravigrada, Ow.). Den senere, noiere Undersøgelse har dernæst givet det Resultat, at der ikke en Gang i disse sidste foreligger en større Del af et enkelt Dyrs Skelet, men at de hidrøre fra flere”, vistnok mindst ti, forskjellige Individer, som end ikke alle have henhørt til samme Art. Det hele Fund udgjor saaledes en broget Blanding af Levninger sf mange forskjellige Dyr, og det bliver altsaa Opgaven deraf at udsondre dem, som tilhøre det samme Dyr, som den af Krøyer beskrevne Underkjæbe. Den større Del af Stykkerne stemmer overens, hvad den bleggule Farve, Conserva- tionen og den ydre Beskaffenhed angaar; men adskillige afvige i disse Henseender mere eller mindre fra Resten; et enkelt Laarbenshoved navnlig er næsten sort og stærkt glind- sende, og hele dets Udseende viser tydeligt, at selv om det er fundet sammen med de øvrige Knogler, maa det dog under alle Omstændigheder til en Tid have været udsat for andre Paavirkninger end disse. Skjendt der ingen Tvivl kunde være om, at de forelig- gende Knogler hidrorte fra uddøde sydamerikanske Dyr, kunde der derfor nok blive Spørgsmaal om, hvorvidt de ogsaa virkelig alle uden Undtagelse hørte til det Fund, han selv havde gjort,£eller om ikke nogle af dem paa anden Maade vare komne i hans er) Hænder"). Da det maatte vere magtpaaliggende at faa delte oplyst, og da det forekom mig ikke usandsynligt, at Kroyer kunde have efterladt sig nogle Optegnelser om de Forhold, under hvilke han havde fundet de hjembragte Knogler, og muligvis en Fortegnelse paa dem, sogte jeg Underretning desangaaende, men fik til Svar, at der ikke var fundet Noget optegnet derom. Medens dette Forsog paa at faa nogen Vejledning saaledes glippede, kom der uventet Aaret derpaa en Oplysning ad en anden Vei. I Katalogen over den Del af Kroyers Bogsamling, som solgtes ved Auction i Marts 1861, fandtes nemlig S. 36 et tyndt Folio- bind betegnet paa folgende Maade: 1003%. Platygnathus platensis, 14 Blade Sortkridts- tegninger i stort Folio, «som jeg lod udfore 1842 i den Hensigt at benytte dem til et storre Værk om dette Dyr»*). Ved de med Anforselstegn fremhævede, aabenbart fra Kroyer selv hidrorende Ord var der givet disse Tegninger en serlig Interesse, og da de maatte antages at kunne give i alt Fald en Del af de Oplysninger, hvortil der trengtes, lod jeg dem kjobe til Museet som et Slags Tilleg til selve Knoglerne. Paa et hvidt Blad forrest i Bogen staar skrevet med Kroyers Haand «Platygnathus platensis», og de samme Ord ere trykte paa Ryggen af Bindet. De tretten forste Blade ere helt fyldte med Figurer, men paa det fjortende er der ikke flere end to Afbildninger, og saasom disse kun optage en ringe Del af Pladsen overst paa Bladet, ligger det ner at formode, at denne Tavle ikke er bleven ferdig. Paa enkelte af Bladene ere nogle Figurer, som fremstille den samme Gjenstand fra forskjellige Sider, betegnede med samme Bogstav for at vise, at de hore sammen; fremdeles er som oftest, men ikke altid, Storrelsesforholdet mellem Figurerne og de af- bildede Knogler angivet; men der findes ikke nogen Underskrift paa Bladene eller over- hovedet nogensomhelst Angivelse af hvad Figurerne skulle forestille. Ved at sammenligne disse Tegninger med de foreliggende Knogler viste det sig, at der var nogle af de Første, til hvilke der ingen Originaler fandtes blandt de Sidste, saa at altsaa nogle Stykker maa være gaaede tabt i Aarenes Løb. Navnlig savnes nu en Mellemhaandsknogle, en Hvirvel- bue, en Halehvirvel og et Ribbens-Fragment, alle (efter Figurerne af dømme) tilhørende et Kæmpedovendyr og sandsynligvis netop Platygnathus; fremdeles mangle tre paa det næst- sidste Blad aftegnede Knoglestykker, som det er umuligt at tyde efter Figurerne alene, men hvis Tab neppe er af videre Betydning. Endvidere fremgik det af Sammenligningen, at Underkjæbegrenen ikke er det eneste Stykke, som har taget Skade efter at det er blevet tegnet; men at det Samme er Tilfældet ogsaa med tvende Ribbens-Fragmenter og med en 1) Jeg havde saa meget mere Grund til at være forsigtig, som jeg allerede strax ved Modtagelsen havde set, at der i alt Fald i én Henseende havde fundet en Forvexling Sted. Blandt de kjobte Knogler fandtes der nemlig en Del Menneskekuogler, som utvivlsomt stamme fra Gravaoje her i Landet, men feilagtigt vare blevne blandede med de fossile Dyreknogler fra Buenos Aires. ?) Det overvejende Flertal af Tegningerne er dog ikke udført med Sortkridt, men med Blyant. Brysthvirvel. Alle de ovrige aftegnede Stykker viste sig derimod at vere endnu i samme Stand, som den Gang de bleve tegnede. Endelig fandtes der blandt de kjobte Knogler nogle, som ikke vare afbildede, saaledes et, sine Epiphyser berovet Laarben af en Glyp- todon, den nederste Ende af Skinnebenet af et fra Platygnathus platensis forskjelligt, men nerbeslegtet Kjempedovendyr, et storre Brudstykke af et Laarben af en fra denne Slegt forskjellig megatherioid Form foruden nogle aldeles ubetydelige Benstumper. Man tor vel derfor anse det for rimeligt, at der ikke i Aarenes Lob er gaaet flere end de allerede an- forte Stykker tabt, og da selv det i sit Udseende fra Resten saa forskjellige, ovenfor om- talte sorte Laarbenshoved er afbildet og derved bestemt betegnet som henhorende til Fundet, tor det vistnok betragtes som sikkert, at overhovedet alle de kjobte Stykker uden Undtagelse virkelig hore til det. For saavidt have de «fjorten Blade» altsaa ydet den Veiledning, hvortil der trengtes. Om de tillige kunne give Oplysning om, hvor stor en Del af de fundne Knogler Kroyer selv har henregnet til sin nye Slægt, kan derimod vere tvivlsomt, skjondt man efter Bogens Titel maatte vente det. Det maa nemlig i hoi Grad overraske paa disse Blade, som gjen- taget af ham selv ere betegnede paa den Maade, vi have hort, at treffe foruden Afbildninger af enkelte andre Brudstykker, hvis Platygnathus-Natur vistnok er mere end tvivlsom, ogsaa Figurer af et stort Stykke af et Toxodon-Laarben og et Fragment af Under- armen af en fossil Hest, Afbildninger, som naturligvis ikke kunne have nogensomhelst Betydning for en Beskrivelse af et Kjæmpedovendyr. Selv om Kroyer maaske ikke har formaaet i enhver Henseende at tyde disse to Brudstykker ganske rigtig"), maatte han dog vel have kunnet se, at de umuligt kunde have Noget med hans nye Slægt at gjøre. Efter Skriften at dømme synes Titelen «Platygnathus platensis» at være skreven en Gang i de sidste Aar af hans Liv, og det har da maaske ikke længere staaet tydelig for den gamle Mands Erindring, at der var dem blandt Afbildningerne, som maatte gjøre det nys nævnte Navn til en mindre passende og vildledende Titel. Jeg ser ikke Noget, som ligefrem kan forbyde en saadan Formodning, og den støttes tildels af den Omstændighed, at han i Notitsen i «Naturhistorisk Tidskrift» selv har antydet, at der blandt de hjembragte Knogler vare nogle, som maaske ikke tilhørte den nye Slægt. Det kan oprindeligt have været hans Mening at lade alle de fundne Knogler aftegne, ligegyldigt hvad Dyr de tilhørte, og saaledes kunne de to Figurer af Heste- og Toxodon-Knoglerne have faaet Plads. Men hvis denne Formodning er rigtig, følger det paa den anden Side af sig selv, at der ikke fra de Tegninger, som Krøyer har ladet udføre, kan hentes nogen sikker Oplysning om, hvilke 1) At han ikke har været ganske paa det Rene med Hesteknoglen, synes den Omstændighed at vise, at han uden nogen tænkelig Grund har ladet den tegne i forkert Stilling med den øverste Ende nedad. Hvad Laarbenet angaar, da burde det naturligvis aldrig kunne miskjendes som saadant, men at henføre det til det rette Dyr var i 1842 i alt Fald meget vanskeligt. Knogler han har troet at kunne henfore til samme Dyr som Underkjæben, paa hvilken den nye Slegt blev grundet. | Den nedenstaaende Fortegnelse giver en Oversigt over Kroyers Fund saaledes, som det nu foreligger. Der er kun udeladt nogle faa Bensplinter og Benstumper, som ikke blot ikke lade sig henfore til noget bestemt Dyr, men ikke en Gang kunne henfores til nogen bestemt af Skelettets forskjellige Dele. De Levninger, som efter min Mening hidrore fra Platygnathus platensis eller fra andre denne meget nærstaaende Kjæmpedovendyr, ville i det Folgende blive nærmere beskrevne; hvad Resten af de kjobte Knogler angaaer, er der strax her i Fortegnelsen tilfojet hvad der kunde være at bemærke ved de enkelte Stykker. De Knogler, der (som alt bemærket) skille sig fra Flertallet ved en anden Farve, og hvis Udseende overhovedet vækker Formodning om, at de til en eller anden Tid have været udsatte for andre Paavirkninger end de øvrige, ere betegnede med en Stjerne efter Lobenummeret. Da det formentlig kan have sin Nytte, er der ved de Stykker, af hvilke der findes Figurer paa de «14 Blade», som Kroyer har efterladt sig, og som jo nu ere tilgjengelige i et offentligt Museum, tilfojet Henvisninger til disse. a. Platygnathus platensis. 1. Hojre Underkjæbegren (Pl. plat. Bl. 1—4). 2. En af de forreste Brysthvirvler (Pl. plat. Bl. 6, Fig. 5—6). 5. Tre meget beskadigede Brysthvirvel-Legemer. 6. Hvirvelbuen af en af de bageste Brysthvirvler. 7. Et Brudstykke af en lignende Hvirvelbue. 8.* En Hvirveltorn af en af de bageste Brysthvirvler. 9. Den forste Halehvirvel (Pl. plat. Bl. 6, Fig. 4). 10. Et Fragment af et Ribben fra hojre Side (Pl. plat. Bl. 12, Fig. 1— 11.” Den øverste Ende af et venstre Ribben (Pl. plat. Bl. 12, Fig. 3—4 12. Det nederste Stykke af det venstre Skulderblad (Pl. plat. Bl. 9, Fig. 1). 13. Et Brudstykke af Kammen af det venstre Skulderblad, tvivlsomt om af Platy- gnathus (Pl. plat. Bl. 12, Fig. 7 og Bl. 13, Fig. 1). 14. Den nederste Trediedel af det venstre Overarmsben (Pl. plat. Bl. 6, Fig. 1—3). 15. Det venstre Spoleben (Pl. plat. Bl. 5). 16. Det venstre Laarben (Pl. plat. Bl. 10 og Bl. 11, Fig. 1—3. 17.* Hovedet af et hojre Laarben (Pl. plat. Bl. 14, Fig. 2). 18. Den venstre Knæskal (Pl. plat. Bl. 6, Fig. 7—8). 19. Det venstre Skinneben (Pl. plat. Bl. 8, Fig. 1—4). 20. Det venstre Rulleben (Pl. plat. Bl. 7, Fig. 1—2). PALES Wi ln do. 2 ). b. Forskjellige megatherioide Dyr. 22. Et Fragment, omtrent 210 Millim. bredt og henved 200 Millim. hojt; synes at vere det bageste, overste Hjorne af et meget stort Kjæmpedovendyrs hejre Skulderblad. Sammenlignet med den tilsvarende Del af Megatheriets Skulderblad stemmer det godt med dette hvad Storrelsen angaar, men afviger i forskjellige Enkeltheder saameget, at det neppe kan have tilhort et Dyr af denne Slegt. Efter Storrelsen og navnlig Tykkelsen at domme, synes det ligesaa lidt at kunne hen- fores til Platygnathus (Pl. plat. Bl. 9, Fig. 8). 23. Et henved 260 Millim. langt Brudstykke af Sedebenet af et ganske ungt Dyr, i hvis Hofteskaal de tre Bækkenknogler endnu have veret adskilte indbyrdes ved mellemliggende Brusklag. Benet har ved spina ischi stødt sammen med Kryds- benet i en Længde af henved 70 Millim.; men heller ikke paa dette Sted er det endnu kommet til en fuldstendig Sammensmeltning. Baade denne For- bindelse med Krydsbenet og Benets Form og Omrids setter det udenfor al Tvivl, at det tilhører en Unge af et eller andet megatherioid Dyr; men en nermere Bestemmelse er neppe mulig uden ved Hjelp af en umiddelbar Sam- menligning med de forskjellige Slegters Bekkener. Det er den eneste Knogle af et saa ganske ungt Individ, som findes blandt de foreliggende Skeletdele. (Pl. plat. Bl. 9, Fig. £- 5). 24. Et lille Brudstykke, maaske af Skambenet. 25.* Et Stykke af et hojre Laarben med Laarbenshovedet af et endnu ikke ganske udvoxet Dyr, muligvis en Mylodon. 26.* Et meget beskadiget Laarbenshoved, rimeligvis af samme Dyr som Nr. 25. 97.* Den nederste meget beskadigede Ende af et venstre Skinneben af et med «Pla- tygnathus platensis» nerbeslegtet Dyr, som imidlertid afviger Noget hvad Om- ridset af den for Rullebenet bestemte Ledflade angaar. 28.* Et hojre Rulleben af et «Platygnathus platensis» meget nerstaaende, men dog forskjelligt Kjæmpedovendyr. c. Glyptodon. 99.* Et i flere Stykker sonderbrudt, højre Laarben af et ungt Dyr, paa hvilket Epiphyserne endnu ikke have veret voxede fast til Mellemstykket og derfor ere gaaede tabt. d. Equus. 30. Den overste Ende af venstre Underarm af en fossil Hest (Æ. curvidens?). Albu- hovedet og saa godt som hele den frie Del af Albubenet mangler ganske, og Vidensk. Selsk Skr., 5 Bække, naturvidensk. og mathem Afd. XI. 1. 2 10 den udvendige Halvdel af Spolebenets overste Ledflade er sterkt beskadiget (Pl. plat. Bl. 12, Fig. 5—6). e. Toxodon. 31. Et hojre Laarben, af hvilket dog den nederste Trediedel mangler; det er bræk- ket og splintret i flere Stykker, som imidlertid passe noje til hinanden (Pl. plat. Bl. 8, Fig. 5—6). f. Ubestemmelige Brudstykker. 32. Et Stykke af en flad Knogle, omtrent 140 Millim. i den ene Retning og henved 120 i den anden. Paa det tykkeste Sted er Tykkelsen 80 Millim., men aftager derpaa til 50. Den indre svampede Diploe er temmelig smaacellet. De tvende modsatte naturlige Overflader vise et ganske forskjelligt Udseende; den ene er glat og dannet af en meget tet substantia corticalis; den anden er ru, ujævn og mindre tet og frembyder et Par uregelmessige Furer; den gjor Indtryk som om den kunde have dannet den indre Veg i en naturlig Hule; jeg er derfor tilbojelig til at formode, at Fragmentet er en Stump af Hjernekassen af et stort Dyr. 33. Den i tre Stykker brudte Rand af et meget stort fladt Ben, muligvis et Skulder- blad (Pl. plat. Bl. 13, Fig. 4). 34—37. Smaa, fire til sex Tommer lange Ribbenstykker, som synes at tilhore mindst to forskjellige Dyr. Idet vi nu skulle gaa over til nermere at betragte den af Kroyer opstillede Slegt og undersoge dens Forhold til de andre Kjæmpedovendyr, som i Tidens Lob ere blevne opdagede, vil det vere naturligt at gaa ud fra den Knogle, paa hvilken den fornemmelig blev grundet, nemlig: Underkjeben (mandibula). Skjondt denne Knogle allerede har veret ret udforligt omhandlet i den forelobige Notits om Slægten Platygnathus i «Naturhistorisk Tidskrift», er det dog nødvendigt at føje nogle Tillæg og Berigtigelser til hvad der paa dette Sted er meddelt om den. Som jeg allerede i Forbigaaende har bemerket, er den foreliggende hojre Under- kjebegren (Tab. 1, Fig. 1) ikke lengere saa fuldstendig, som da Kroyer beskrev den. Af de fem Tender, som han angiver, vare rigtignok allerede den Gang den forreste («Hjorne- 11 tanden») og den bageste kun antydede ved de tomme Tandhuler; men de tre øvrige sad endnu paa deres Plads. I Tidens Lob maa imidlertid ogsaa den bageste af disse tre Tender, den, der af Kroyer beskrives som «dobbelt eller dannet af to sammenvoxede Cylindre», og som af Tandhulens Omrids (Tab. 1, Fig. 1, b) kan skjonnes at have havt Form af et langstrakt Ottetal, vere falden ud og gaaet tabt; thi Kjæbegrenen bærer nu kun to Tender. Fremdeles mangler nu hele den bageste Ende af Knoglen tilligemed den i Notitsen serligt omtalte Ledudvæxt (processus condyloideus), og i sin nuverende fragmentariske Tilstand er Knoglen kun 15 Tommer (0",42) lang, medens Kroyer angiver den fuldstændige Under- kjæbes Længde til 18 Tommer. Endelig er Knoglen, saaledes som den nu foreligger, sonderbrudt i 5 storre og mindre Stykker; men dette er dog ikke nogen Beskadigelse fra en senere Tid; thi Afbildningerne af Underkjeben paa de Tavler, Kroyer har efterladt sig, vise, at den allerede dengang var samutenfoiet af henved en halv Snes Stykker, som imidlertid passe saa noje til hinanden, at det er klart, at Knoglen enten er gaaet i Stykker under Udgravningen, eller kort efter. Tillige ser man af disse Afbildninger, at den, alle- rede den Gang den blev aftegnet, har havt en anden Skade foruden den i Notitsen omtalte Beskadigelse af forreste Rand; hele Muskeludvæxten (processus coronoideus) har nemlig manglet. Forranden har imidlertid i det Mindste tildels, veret afbrudt, lenge forend Knoglen blev udgravet, thi paa et Stykke af Brudfladen har et graat Ler, hvori enkelte Kvartskorn ere indblandede, udfyldt Benets indre svampede Vey og er sintret fast til Brudfladen; om det Samme har veret Tilfeldet med Muskeludvexten, lader sig neppe sige med Sikkerhed. Hvad der navnlig udmerker denne Underkjebe og strax falder i Ojnene ved Be- tragtningen er, at den forreste Tand sidder et langt Stykke foran for de øvrige Tænder, og at Knoglen i hele dette Stykke bojer sig sterkt ud ad og saaledes bliver stedse bredere, saa at den omtalte Tand rykkes ud til Siden helt udenfor Tandrekken, og ikke, som sæd- vanligt, sidder i Flugt med de andre Tender. Af de nulevende Dovendyr er Unau’en (Choloepus)') aabenbart det, som i den Henseende mest nærmer sig til den uddøde Form, og den Lighed mellem disse to Dyrs Underkjæber, som Kroyer fremhæver, er for saa vidt ogsaa tilstede. Men alligevel findes der hos Unau’en kun en svag Antydning til hvad der er saa stærkt fremtredende hos det uddode Dyr. Hos Choloepus bojer Underkjebens Contour sig nemlig vel udad, men ikke mere end netop nodvendigt for at give Plads for den forreste hugtandagtige Tand, som her er mere end dobbelt saa stor som enhver af de tre bageste Tender, og umiddelbart foran denne Tand convergere Kjæbegrenene atter og ende i en lang, oventil svagt rendeformigt udhulet, spidst tilloebende Symphyse. Derhos er den forreste Tand hos Choloepus vel rykket et Stykke bort fra de øvrige Tender, men Mellem- 1) Kroyer kalder, forunderligt nok, Slægten for «Coelopus», hver Gang han nævner den i sin Notits. DE + 12 rummet mellem den og den forreste af disse er ikke storre, end at neppe nok en enkelt Tand kunde fundet Plads i det. Hos det uddode Dyr er den forreste Tand derimod rykket meget lengere hen til Kjebens Forende, og Mellemrummet mellem den og den nermeste af de andre Tender er kun meget lidt kortere end den hele ovrige Tandrekkes Lengde. Fremdeles bliver Kjæben kun ubetydeligt smallere igjen foran for den forste Tand, og skjondt dens forreste Rand er beskadiget, synes Brudfladen dog at vise, at Kroyer har Ret, naar han mener, at der kun mangler en ringe Del af Randen, og at Kjeben har veret meget bred og ligesom tvært afskaaren fortil, et Forhold, som ogsaa optreder hos andre af de uddøde Kjæmpedovendyr, for Ex. Mylodon robustus og M. darwinit. Den fossile Kjæbes stærke Udbojning fortil kan derhos ikke saalédes som den tilsvarende, men meget mindre Udbojning hos Unau’en finde sin Forklaring i Nodvendigheden at skaffe Plads til den forreste Tand; thi i Modsætning til hvad der er Tilfældet hos det sidstnævnte Dyr, er denne hos den fossile Form ikke tykkere end de andre Tender. Kjæbens stærke Udvid- ning fortil synes snarest at skulle tjene til at give den forreste Tand en Stilling, hvorved den blev bedre skikket til at bruges som Vaaben, og herpaa er aabenbart ogsaa dens langt fremrykkede Plads beregnet. Hvad der hos Choloepus er opnaaet ved at gjore den forreste Tand saa meget større end Resten, har altsaa hos det uddøde Dyr været tilstræbt gjennem den Plads, som Tanden har faaet. Da Tændernes Form og Størrelse allerede er beskrevet temmelig udførligt af Krøyer, skal jeg kun med Hensyn til den forreste (udfaldne) Tand bemærke, at dens Tandhule (Tab. 1, Fig. 1, a) paa sin indad mod Symphysen liggende Væg er forsynet med en lidt fremspringende Længdekam eller Liste, som naar helt ned til dens Bund. Til denne svage Kam har der selvfølgelig svaret en Fure eller Rende i selve Tanden, og denne kan derfor ikke have været ganske cylindrisk. Tændernes Bygning er naturligvis den selv samme som hos de øvrige megathe- rioide Dyr. Der findes inderst en Kjærne af Vasodentine rundt om omgivet af haard Dentine, der atter udvendigt er beklædt med et Lag Cement, som er noget tyndere end den haarde Dentine. Disse tre Substantser ere tydeligt skilte fra hinanden og paa Grund af deres forskjellige Udseende lette at skjelne; det er derfor paafaldende, at Krøyer ikke har faaet Øie paa mere end de to af dem og lader Tænderne være dannede «ligesom hos Dovendyrene» af «Bensubstants omgivet af en Emailplade». Fejltagelsen burde saameget mere have været undgaaet, som det jo kun er en ældre, allerede den Gang opgivet Mis- tydning, han ved denne Lejlighed har holdt sig til og paany draget frem. Rigtignok frem- gaar det af hans Notits, at han under Nedskrivningen endnu ikke havde havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med de Oplysninger, som Owen Aaret i Forvejen havde givet om de megatherioide Dyrs Tandbygning1); men Clift havde allerede flere Aar tidligere rigtigt ') The Zoology of the Voyage of H. M.S. Beagle, Part I, Fossil Mammalia. London, 1840. P. 69, 81 & 103. 13 erklæret det yderste Lag paa Megatheriets Tender for Cement’), og A. Retzius i sine beromte Undersogelser om Tendernes mikroskopiske Bygning opdaget, at der ingen Emaille findes i Dovendyrenes og Bæltedyrenes Tænder”). Det maa sluttelig erindres, at det Lag, som Kroyer har antaget for Emaille, allerede for det ubevæbnede Øje viser et fra denne Substants saa forskjelligt Udseende, at der var stor Opfordring til at se sig vel for, forend det sagdes at bestaa deraf. Da Bygningen af Kjempedovendyrenes Tænder imidlertid nu er vel kjendt, vil den mindre rigtige Angivelse vel neppe vildlede Mange og er for saa vidt af mindre Betydning. En mere forstyrrende Fejl er det derimod, at der tillægges Platygnathus-Slegten fem Tender i Underkjæben, «nemlig fire Kindtænder og én Hjorne- tand», af hvilke dog den sidstnevnte og den bageste Kindtand vare udfaldne af den fore- liegende Kjæbegren og «blot antydes ved de tomme Huler.» 1 Virkeligheden har Kjæben nemlig ikke baaret flere end fire Tender i Alt; bag ved den store fjerde Tand, hvis Gjen- nemsnit ligner et Ottetal, har der ikke siddet flere Tender; hvad Kroyer har taget for den tomme, for en femte Tand?) bestemte Tandhule, er ikke andet end Indgangen til Under- kjebekanalen (Canalis maxillaris inferior) (Tab. 1, Fig. 1, ¢). At en Fejltagelse af den Art skulde kunne have fundet Sted, vil imidlertid maaske forekomme Mange lidet troligt, og det er derfor nodvendigt nermere at godtgjore, at det virkelig er Tilfældet. Beviset er let at fore. For det Forste sees den saakaldte «Tandhule» at stige skraat nedad og uden mindste Antydning til en Bund eller Indsnevring at strekke sig ind under den store fjerde Tands Tandhule for derfra atter at fortsætte sit Lob hen under og indenfor de øvrige Tandhuler henimod Symphysen, hvor Kanalen dernest deler sig i fire Grene, som udmunde paa Undersiden af Symphysen ner dens Forrand gjennem fire Hagehuller (foramina mentalia); en Sonde lader sig med Lethed fore ned gjennem den falske Tandhule og ud gjennem et eller andet af Hagehullerne og omvendt ind igjennem hvert af disse og bagtil ud igjennem «Tand- hulen». Fremdeles udgaar der helt bagtil fra den falske Tandhule en snævrere Kanal, hvis Lysning udgjor omtrent en Trediedel af selve Hulens, og som udmunder gjennem en aflang Aabning paa Ydersiden af Kjæbegrenen omtrent lige ud for Midten af den store fjerde Tand. En slig Kanal vilde vere aldeles uforstaaelig, hvis det var en Tandhule, hvorfra den udgik; hvorimod Underkjæbekanalen saavel hos de nulevende Dovendyr som hos alle de uddøde Kjæmpedovendyr udsender en slig Gren, som sædvanligt aabner 1) Transactions of the Geological Society. Sec. Ser., Vol. III, London, 1835. P. 441. *) Kgl. Vetensk. Akad. Handl. for ar 1836. Stockholm 1838. S. 75 og 120. Der gives ogsaa Særtryk af denne Afhandling, udkomne allerede 1837. 1 disse findes Angivelsen S. 23 og 69. 3) Kroyer siger om denne «femte Tand», at den «har været den mindste af Tænderne og synes, i For- hold til de andre, næsten at kunne kaldes rudimenter». Det maa dog bemærkes, at hvis der virkelig havde siddet en Tand i denne Pseudo-Tandhule, kunde den for Pladsens Skyld gjerne havt en Lengde af et Par Tommer og have været henved 18 Millim. i Gjennemsnit i den ene Retning og 11 Millim. i den anden. 14 sig, ligesom hos det her omhandlede Dyr, tvers ud for den bageste Tand, men undertiden ogsaa ubetydeligt længere bagtil, saaledes for Ex. hos Mylodon darwini og Platyonyz owen), eller i et Par Tilfælde, nemlig hos Megatheriet og hos Megalochnus rodens, mellem den fjerde og tredie Tand. Hos de øvrige, saavel nulevende som uddøde, Familier af Gumlernes Orden findes denne Kanal aldrig”), og den afgiver derfor et Særkjende for alle de dovendyragtige Gumlere, som kan blive af Vigtighed i Tilfælde, hvor man kun har et Brudstykke af Kjæben for sig. For det Tredie ere Væggene i de virkelige Tandhuler porøse og forsynede med fine Furer og Ridser, som gjøre Overfladen lidt ru og mat, hvorimod den falske Tandhules Vægge dannes af en tæt, fast og glat Benmasse, som i sit Udseende kun er lidt eller ikke forskjellig fra Kjæbens udvendige Overflade. Endelig kan endnu anføres, at, hvis der havde siddet en Tand i denne Pseudo-Tandhule, maatte den have dan- net en ganske anden Vinkel med Kjæbens Længdeaxe end disse og have siddet i en unaturlig Stilling til dem. Vil man nu spørge, hvorledes det er muligt, at Krøyer kan have overset alle disse Omstændigheder, af hvilke hver enkelt maatte vist ham, at han var paa Vildspor, saa kan dette dels forklares og undskyldes ved, at han ved denne Lejlighed var kommen ind paa et Omraade af Zoologien, som laa hans sædvanlige Studier meget fjernt; dels maa det ikke lades ude af Betragtning, at de Beskadigelser, som Kjæben har lidt, til en vis Grad gjøre nogle af de virkelige Forhold mindre tydelige. Tillige med Muskeludvæxten er nemlig en Del af Underkjæbekanalens indre Væg gaaet tabt, og Indgangen til Kanalen (foramen mentale posterius) er derved bleven forvandlet til en stor Aabning, som omgives af sønderbrudte Rande og strækker sig tæt hen til Tandhulen for den store, bageste Tand. Saalænge man kun havde Krøyers Angivelse af Tandformelen hos Platygnathus at holde sig til, maatte man trods den Lighed, hans nye Slægt i andre Henseender kunde frem- 7) Det antages ganske almindeligt, at Lunds Slægt Platyonyx falder sammen med Owens Slægt Scelidotherium, og Dr. Lund har i sin sidste Afhandling (Vid. Selsk. Skr. 4 R. 12 D. Kbhvn., 1846, S. 62) selv anerkjendt disse Slægters Identitet; men samtidigt har han gjort opmærksom paa flere ret betydelige Forskjelligheder mellem de to Scelidotherium-Arter, til hvilke han der sluttelig ind- skrænker det flere Gange større Antal, som han tidligere havde antaget, og det synes at fremgaae af hans Ord, at hverken hans tvende Scelidotherium-Arters Forhold til hinanden eller hver enkelts til den af Owen opstillede Slægt kan betragtes som bragt ganske paa det Rene og endelig afgjort: Det er ikke her Stedet til at gaa nærmere ind paa Sagen; men med Hensyn til det bedst kjendte af Lunds tvende «Scelidotherier», den ovenfor nævnte Platyonyx owenü, skal jeg dog bemærke, at det hidtil ikke har været paaagtet, at dette Dyr i et ikke uvigtigt Forhold afviger fra Typen for Scelidotherium-Slægten; det besidder nemlig ikke, saaledes som Sceli- dotherium leptocephalum, noget foramen supracondyloideum. Allerede paa Grund heraf er det i alt Fald tvivlsomt, om det bør stilles i Slægt med den sidstnævnte Form, og i Henhold til Reglen «melius distinguere quam confundere» foretrækker jeg derfor, foreløbigt at lade det beholde det Navn, som Lund oprindeligt havde tillagt det. Hos de øvrige Pattedyr-Ordener udsender Underkjæbekanalen i alt Fald kun yderst sjelden den her omtalte Bikanal. Skjondt jeg har efterset Repræsentanter for de allerfleste større Slægter, har jeg kun fundet den hos Koala'en (Phascolarctus). co 15 byde med visse i de senere Aar opdagede megatherioide Dyr, dog anse den for vel be- grundet, eftersom der for Resten ligesaa lidt blandt de uddøde Kjæmpedovendyr som blandt de nulevende Dovendyr gives noget, som har flere end fire Tender i hver Underkjebe- gren"); en enkelt Slægt (Coelodon) har endog kun tre. Men naar det først er paavist, at den af Krøyer beskrevne Underkjæbegren kun har baaret fire Tænder, stiller Sagen sig anderledes, og man vil da sikkert let i hans Platygnathus erkjende den Slægt, som Professor Gervais for en Snes Aar siden har opstillet i det Castelnauske Reiseverk under Navn af Lestodon*), og om hvilken han atter i den allernyeste Tid har givet nogle flere Oplys- ninger”). Alle de øvrige i Krøyers Notits fremhævede Ejendommeligheder, Kjæbens Brede fortil, den forreste Tands Stilling udenfor Tandrækken og langt foran de øvrige, endelig den bageste Tands betydelige Størrelse i Sammenligning med de foranstaaende og dens Tyggeflades Ottetalsform ere jo netop de selvsamme Særkjender, som Gervais til- lægger Slægten Lestodon. Det vil heller ikke falde vanskeligt i Platygnathus platensis at gjenkjende netop Gervais’ Lestodon armatus, den mest typiske af de Arter, af hvilke man hidtil har fundet flere eller ferre Levninger. Kroyer har saaledes opdaget og charakteriseret dette merkelige Kjempedovendyr ikke blot lenge forend der fra andre Sider blev offentliggjort Noget om det, men selv flere 1) Rigtignok haves der foruden Krøyers Angivelse endnu to andre om megatherioide Underkjeber med fem Tender; men der kan ikke fra nogen af dem hentes nogen alvorlig Indvending mod denne Regels Gyldighed. Den ene Angivelse er allerede temmelig gammel og hidrorer fra Blainville I en Afhandling om «les Edentés terrestres» (Megatherium og Megalonyx) nævner han blandt andre Afstobninger af nordamerikanske megatherioide Knogler, som Dr. Harlan havde foreret Pariser- museet, ogsaa et Underkjæbe-Fragment «portant encore cing dents en série» (Comptes rendus, tom. 8me, 1839, p. 142 og Ann. d. Sc. nat. Sec. Ser. T. XI, 1839, P. 118). Men naar man prover denne Angivelse noget nojere, vil man finde, at det omtalte Fragment neppe kan vere noget andet end et fra Big-bone-lick, hvilket Owen senere har vist at tilhore en Mylodon (harlani), og som har fire Tender; der foreligger derfor her utvivlsomt kun en simpel Skrivfeil. I det andet Tilfælde har den, som først har gjort opmærksom paa det, nemlig Professor Gervais, forklaret den femte Tand som en tilfældig Anomali paa Grund af, at en anden Kjæbegren af den samme Kjæmpedovendyr-Art ikkun har fire Tænder (Castelnau' Exped. d. I. part. centr. d. l'Amér. d. sud, Zoologie, Tom. 1, Paris 1855, p. 47, note i og Mem. d. l. Soc. géologique de France, 2de Sér., T. 9me, V. Mém., Paris 1873, p.27, note 1). Som man vil faa at se, treffer det sig saaledes, at det Kjæmpedovendyr, hos hvilket Gervais i et enkelt Tilfælde har iagttaget fem Tænder, netop er det selv samme, som Kroyer har kaldt Platygnathus. Havde den af Sidstnævnte fundne Kjæbegren virkelig havt de an- givne fem Tender, maatte man vere bleven betænkelig ved Professor Gervais’ Forklaring; men som Sagen nu staar, maa Forklaringen aabenbart i høj Grad vinde i Sandsynlighed, og allerede derfor er det af Vigtighed, at Tandforholdet i den af Kroyer fundne Kjæbegren nu er bragt paa det Rene 2) Expedition dans les parties centrales de l'Amérique du sud sous la direction du comte Francis de Castelnau. Septieme Partie. Zoologie. Animaux nouveaux ou rares. Tome premier. Anatomie par M. Paul Gervais. Paris 1855. P. 47. 4) Mémoires de la Societé géologique de France. 2me. Série, Tome 9me, V. Mémoire sur plusieurs espè- ces de mammifères fossiles propres à l'Amérique méridionale, par M. Paul Gervais. Paris, 1873 Pi 21> 35; 16 Aar forend nogen Anden havde fundet Levninger af det; thi det var forst i 1846, at Admiral Dupotet hjembragte de Zestodon-Knogler, som han forærede til Museet i Paris, og som ni Aar senere bleve beskrevne af Gervais. Det vilde derfor ogsaa vere onskeligt, om man kunde hævde det Navn, han har givet det; men, saavidt jeg skjonner, lader det sig ikke gjore uden at overtræde almindeligt anerkjendte Regler. Burmeister, som ogsaa har beskjeftiget sig med de Former, paa hvilke Zestodon-Slægten er grundet, og som i sine fortræffelige Arbejder over Plata-Landenes fossile Pattedyr blandt Andet har gjort op- merksom paa, at den forreste Tand hos disse Dyr ikke blot har en seregen Plads, men tillige udmerker sig ved en skraat tilskjerpet Tyggeflade ligesom hos den nulevende Choloepus, seer alligevel ingen tilstrekkelig Grund til at danne en egen Slegt for dem, men henfører dem til Slægten Mylodont). For saa vidt man vil slutte sig til denne An- skuelse, kan der selvfolgelig ikke vere Tale om at holde paa Navnet Platygnathus; thi det maa under alle Omstændigheder vige for Mylodon, som allerede var offentliggjort et Aar førend Krøyers Notits. Men selv om man ikke vil opgive Slægten Zestodon, kan det af Gervais dannede Navn neppe fortrænges af Benævnelsen Platygnathus; thi dette sidste Navn havde allerede flere Aar, førend Krøyer benyttede det, været bortgivet til en Insekt- Slægt af Træbukkenes Familie (Cerambycini)?). Desuden er det jo en Regel, at naar en Slægt er charakteriseret paa en i væsentlig Grad fejlagtig og vildledende Maade, har det den givne Navn ingen absolut Gyldighed; men dette er jo netop Tilfældet med Platygnathus, og den urigtige Tandformel er tilmed den eneste Charakter, som Krøyer selv har holdt sig til for at godtgjøre sin ny Slægts Forskjellighed fra Choloepus. Det har allerede ovenfor i Forbigaaende været berørt, at Lestodon armatus har været . Gjenstand for et Par nyere Meddelelser?), siden den Gang Gervais beskrev de Kjæbe-Frag- menter, paa hvilke han grundede denne mærkelige Form; men ingen af disse omhandler mere end visse Dele af Skelettet, og det er endnu langtfra, at man kjender, det være sig dette Dyrs eller de nærstaaende Arters Bygning i alle Enkeltheder. Kundskaben om de uddøde Dyr maa jo som oftest bygges stykkevis, op af mindre Bidrag efterhaanden som Stoffet tilbyder sig, og den Del af Krøyers Fund, som kan henføres til selvsamme Dyr, som den af ham beskrevne Underkjæbe, kan derfor endnu stedse yde brugbare Oplysninger. Vi skulle altsaa nu vende os til en nærmere Betragtning af de øvrige af disse Levninger, forsaavidt deres Beskaffenhed er en saadan, at en nøjere Beskrivelse kan give noget Udbytte. 1) I. c. Entrega terceira, p. 161. ?) Ogsaa andre Forfattere have overset, at Ordet Platygnathus allerede var taget i Brug, og ved paa Ny at anvende det gjort Navneforandringer nødvendige; det er saaledes i 1843 benyttet af Agassiz til en Slægt af Sauroidernes Familie i 2det Bind af hans Værk om de fossile Fisk, og i 1852 har Hartlaub i sine «Beiträge zur Ornithologie Westafrikas» givet det til en til Myiagrinerne hørende Fugl. 3) Mém. d. |. Soc. geol. I. c. S. 21—35. Anales d. Mus. publ. de Buenos Aires, | e. S. 160— 164. 17 Hvirvelraden /columna vertebralis). Hvad der haves af dette hidtil ubeskrevne Parti af Skelettet, er rigtignok kun meget Lidt; men der findes dog blandt de foreliggende Stykker nogle, fra hvilke der kan hentes nogen brugbar Oplysning, og navnlig en Brysthvirvel (Tab. 2, Fig. 1), som er fuldstændig med Undtagelse af, at den største Del af Hvirveltornen er brækket af, og en første Halehvirvel (Tab. 2, Fig. 2), paa hvilken den højre Tverudvext mangler, men som iøvrigt er særdeles vel bevaret. Begge ere af et gammelt Dyr og ligne i Farve og den hele Conservations- Maade ganske Underkjebegrenen, saa at der er Grund til at antage, at de hidrøre fra det samme Individ som denne. Brysthvirvlens Legeme er henved 75 Millim. langt og omtrent ligesaa højt og bredt fortil; bagtil tiltager det lidt i Omfang, og den bageste Endeflade er derfor ubetydeligt større end den forreste. Sidefladerne ere udhulede efter Længden og convergere nedad, saa at der paa Undersiden fremkommer en stump Kam langs Midten. Fra Hvirvelbuens bageste Udsnit for Rygmarvsnerverne (incisura spinalis posterior) løber en Fure, som rimeligvis har tjent til Leje for Rygmarvskanalens ind- og udtredende Kar, i skraa Retning nedad Side- fladen og taber sig der lidt nedenfor Midten. Hvirvellegemets bageste, noget udstaaende Hjorner ere skraat afskaarne og danne to aflange Ledflader for Hovederne af det fra Hvirvien udgaaende Ribbenspar (Tab. 2, Fig. 1, a). Dernæst bærer Hvirvelbuen ved sit Udspring fortil paa hver Side en skraat stillet, rendeformigt udhulet Ledflade (Tab. 2. Fig. 1, b.) som, efter hvad man ved fra andre Kjempedovendyr, har veret bestemt for en tilsvarende Ledflade paa Halsen af den foranliggende Hvirvels Ribben; endelig findes der paa Enden af hver af Tværudvæxterne en hvælvet Ledflade Tab. 2, Fig. 1, c.), med hvilken Ribbens- knobben paa det sidstnævnte Ribbenspar har været ledfojet; Ribbenene, eller i alt Fald Flertallet af dem, have saaledes veret festede til Hvirvelraden hvert ved Hjelp af tre særskilte Ledflader. Allerede denne Omstendighed betegner Hvirvlen som ubetinget tilho- rende et megatherioid Dyr; som bekjendt er denne tredobbelte Ledfojning mellem Hvirvler og Ribben paavist baade hos Megatheriet og hos Mylodon robustus og Sce- lidotherium leptocephalum; den findes nu fremdeles foruden paa den her beskrevne Lestodon-Hvirvel ogsaa hos Platyonyx owenü, Lund, og den allerede tidligere udtalte For- modning, at den turde vere et fælles Serkjende for alle Kjæmpedovendyrt), vinder saaledes stedse mere i Sandsynlighed. Mellem de forreste Zygapophyser findes der ved Hvirvel- tornens Rod en seregen, fra hine adskilt, smal Ledflade, som ligger nesten horizontalt og vender opad ligesom disse, og en tilsvarende, men lidt storre og bredere findes paa den nederste Del af Tornens Bagkant midt imellem de bageste Zygapophyser (Tab. 2, Fig. 1, +). Lignende mediane Hvirveltorn-Ledflader sees fremdeles paa tvende Hvirvelbuer, en temmelig 1) Owen, R. Description of the Skeleton of an Ext. Gig. Sloth & c. S. 62. Vidensk. Selsk Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XI 1. 3 18 fuldstendig og en meget beskadiget, som findes blandt de hjembragte Knogler og have tilhort Brysthvirvler, der have havt deres Plads lengere bagtil i Hvirvelraden end den forst omtalte; det er altsaa klart, at i alt Fald et storre Antal af Brysthvirvlerne hos Lestodon armatus har været forsynet med disse ejendommelige Torn-Ledfojninger og saaledes har baaret ikke færre end 12 Ledflader hver foruden Hvirvellegemernes to Endeflader. Paa den ovenfor beskrevne Brysthvirvel er den bageste Torn-Ledflade mindre tydeligt adskilt fra den venstre Zygapophyse end fra den hejre; der er en lille Skjevhed tilstede; men dette er naturligvis kun en individuel Abnormitet, som allerede er forsvunden paa de to nysnævnte Hvirvelbuer. Hos Mylodon robustus findes disse Torn-Ledflader slet ikke, og de afgive saaledes et nyt Skjelnemerke mellem Zeéstodon-Slægten og Typen for Slægten Mylodon. Derimod forekomme de hos Megatheriet, hos hvilket Dyr de forlængst ere opdagede af Owen'); jeg finder dem fremdeles hos Platyonyx owenü og der for- "holdsvis vel saa store, som hos Megatheriet og ZLestodon, skjondt dette Dyr er saa meget mindre end disse; deres Forekomst hos Kjæmpedovendyrene synes saaledes ikke at kunne sættes i Forbindelse med det vedkommende Dyrs Storrelse, hvad man ellers kunde fristes til at formode. Hos Megatheriet viser den forste Torn-Ledflade sig i Folge Owens Angivelse”) paa Bagkanten af den sjette Brysthvirvels Hvirveltorn, den bageste findes fortil paa den trettende Brysthvirvel; hvis man tor antage, at det forholder sig paa samme Maade hos Lestodon armatus, synes den ovenomtalte Brysthvirvel snarest at maatte vere den syvende eller ottende. Dens Rygmarvskanal er 65 Millim. høj og 63 Millim. bred og har et nesten kredsrundt Gjennemsnit. Den foreliggende Halehviryel (Tab. 2, Fig. 2) er kun bagtil forsynet med Hypapophyser (Tab. 2, Fig. 2, a. a) til Befæstelse for en Hæmapophyse og derved betegnet som den forste i Rækken. Den udmerker sig ved meget lange Tværudvæxter; tenker man sig den afbrækkede højre Tværudvæxt paa dens Plads, har Hvirvlen mellem disse Udvæxters Yderender den betydelige Brede af over en Fod, 0,34, hvorimod den første Halehvirvel hos Mylodon robustus kun erZomtrent 0”,23 bred; paa den anden Side naar denne Hvirvel hos Lestodon armatus langtfra i Storrelse den tilsvarende hos Megatheriet, hvor den efter den af Owen givne Figur at domme*) maa vere omtrent 0™,53. Rygmarvskanalen er fortil 47 Millim. bred og 39 Millim. høj; de forreste Zygapophyser vende i et kort Stykke opad, men bøje sig derpaa om og vende med den større Del af deres Overflade indad (Tab. 2, Fig. 2, b), de bageste Zygapo- physer ere paa samme Maade rettede nedad og udad. Tværudvæxterne udspringe dels fra Hvirvellegemet dels fra Buen og ere rettede nesten lige udad med en meget ringe Drejning bagtil; de ere smallere end hos Mylodon robustus og lidt indenfor den yderste lidt opad 1) 1. ec. S. 60. ?) Owen, R. Memoir on the Megatherium &e. London 1861, p. 16. MAC pl 2 062. 19 krummede Ende forsynede med en opstaaende og fremspringende Knude. En vel begrenset, meget kjendelig Rende strækker sig fra Rygmarvskanalens bageste Aabning i skraa Retning ned over Tværudvæxtens Rod og angiver her, ligesom paa Brysthvirvlen, tydelig Løbet af den til den omtalte Kanal gaaende Arterie. Endelig kan endnu anføres, at Hvirveltornen er betydelig hojere end Metapophyserne, medens der, efter Owens Figurer at domme, synes kun at vere ringe Forskjel paa disse Udvexters Hojde hos Mylodon robustus. Skulderbladet (scapula). Det Fragment af et venstre Skulderblad, som findes blandt de foreliggende Skelet- dele, stemmer i Farve og med Hensyn til Benmassens Conservation og Udseende ganske med det store Flertal af andre Knogler af det her omhandlede Kjæmpedovendyr. At det ligesom den storste Del af dem tilhorer Skelettets venstre Side, er vistnok en Grund mere til at antage, at det hidrører fra det selvsamme Individ som disse. De forskjellige Brud- flader paa Fragmentet have næsten overalt den selv samme Farve som Benets naturlige Flader; der kan saaledes ikke være Tvivl om, at de ere meget gamle, og at Brudstykket, da det fandtes, har ligget i Jorden vesentlig i samme Tilstand som nu. Det er desverre kun den mindre Del af det hele Skulderblad; dets storste Brede er 0™,22 og dets Hojde omtrent 0,13. Det er Benets nederste Ende med Ledskaalen; denne er nesten fuld- stendig, kun dens allerforreste Ende er brekket af tilligemed hele Skulderhagen (processus coracoideus) og Benets forreste Rand; ogsaa Skulderkammen (spina scapule) er afbrekket nesten ved Roden, derimod er Bagranden af Benet ubeskadiget, for saa vidt den er tilstede. ; Da saaledes de Dele af Benet mangle, i hvilke de vigtigste af de Ejendommelig- heder, som udmerke Skulderbladet hos alle de phytophage Gumlere, netop fremtrede, kan man maaske ville spørge, om det da ogsaa er sikkert, at det foreliggende Fragment over- hovedet maa have tilhørt et Kjæmpedovendyr? Hertil kan imidlertid. svares ubetinget ja; thi ikke blot viser hele Formen og navnlig Bagrandens Retning og Skulderkammens Stil- ling bestemt hen til Kjæmpedovendyrene; men der er endog et Spor af et af de for disse charakteristiske Serkjender tilbage. Medens nemlig Benets Forrand iovrigt er brækket af, er der dog omtrent 60 Millimetre ovenfor Ledskaalen et Sted, hvor den i en Udstrekning af fire til fem Millimetre er ubeskadiget, skjondt Gjennemsnittet af Brudfladerne ikke blot nedenfor, men ogsaa ovenfor dette Sted tydeligt vise, at der iden ovrige Strekning maa mangle en ikke ganske ringe Del af Benets forreste Rand. Denne Leyning af den oprindelige Rand kan derfor kun være enten Bunden af et dybt og snævert Indsnit eller en Del af Omkredsen af et Hul, og det er klart, at den er det Sidste, nemlig et lille Stykke af Omkredsen af det saakaldte «foramen coracoscapulare», som hos Kjæmpedovendyrene ligesom hos de nulevende 3" 20 Dovendyr og hos tvende af Myresluger-Slegterne (Myrmecophaga og Uroleptes) treder i Stedet for den Indbugtning, som Skulderbladets forreste Rand frembyder ovenfor Skulder- hagen hos de ovrige Gumlere og forskjellige andre Pattedyr. Ledskaalen er aflang og lober lidt smallere til fortil; den danner imidlertid ikke nogen regelmessig Oval; men dens udvendige Rand lober i næsten lige Linie forfra bagtil, hvorimod den indad vendende Rand beskriver en betydelig Bue; i Retningen forfra bagtil ere begge Rande sterkt udhulede, saa at Afstanden fra Bunden af Ledskaalen til Chorden, som kan trekkes mellem dens forreste og bageste Ende, er omtrent 35 Millimetre, medens Afstanden mellem Bunden og en Linie, som drages tvers over Ledskaalens Midte, kun ud- gjor 11 til 12 Millimetre. I de nedenfor anforte Maal er Ledskaalens Lengde angivet saa- ledes, som den efter al Sandsynlighed vilde befindes at vere, dersom ikke et lille Stykke af den forreste Ende manglede. Maalet kan saaledes ikke gjøre Fordring paa at gjælde for ubetinget nojagtigt; men Fejlen kan i alt Fald neppe belobe sig til mere end nogle faa Millimetre. Til Sammenligning er der tilfojet de samme Maal af Ledskaalene hos Mega- theriet, Platyonyæ owenii og Mylodon robustus, for det sidstnævnte Dyrs Vedknmmende laante fra Owens beromte Verk om det, men overforte til Metermaal. Lestodon | Megatherium | Mylodon | Platyonyx armatus americanum. robustus. | owenü. | Millim, | Millim. Millim. | Millim. Længde forfra bagtil .. . 138 | 153 | 127 | 91 Største Brede ERE 84 | 104 | 75 | 60 Overarmsbenet /humerus). Man har hidtil hverken nogen egentlig Beskrivelse eller nogen Afbildning af denne Knogle. Alt, hvad der foreligger, er nogle enkelte, ganske forelobige Bemerkninger af Gervais') og nogle faa Ord, som Burmeister i Forbigaaende har indflettet i en udforlig oa Meddelelse om andre Dele af dette Kjæmpedyrs Skelet”). [midlertid nærer jeg aldeles ingen 1) Mém. d. 1. Soc. Géol. d. France. 2 Ser. T. IX. v. Mém. s. plus. esp. d. Mammifères foss. propr. à l'Amérique mérid. S. 29. 2) Anales d. Mus. publ. de Buenos Aires, T. J. Entrega terceira, 1867. P. 163. — Skjondt Prof. Bur- meister anser det for afgjort, at hans Dyr er Gervais’ Art, kalder han det dog Mylodon giganteus og gjør Navnet Lestodon armatus til et Synonym. Men selv om man ikke vil godkjende Slægten Lestodon, synes der derfor ingen Grund at vere til ogsaa at kaste Vrag paa Artsnavnet armatus, og jeg kan ikke tro, at Burmeister, hvormegen Grund der end er til at paaskjonne hans udmerkede Arbejder over Platalandenes fossile Dyreverden, vil faa Medhold i denne unodvendige Navnebytning. 21 Tvivl om, at det Fragment af et Overarmsben (Tab. 1, Fig. 2), som Kroyer har hjem- bragt, virkelig hidrorer fra det samme Dyr som Underkjæbegrenen, og saa Meget er under alle Omstendigheder vist, at det ikke kan henfores til noget andet af de hidtil opdagede Kjæmpedovendyr, og at det altsaa maatte antyde en hidtil ubekjendt Art, hvis det ganske mod Forventning ikke skulde tilhore Lestodon armatus. Det foreliggende Fragment er det nederste (distale) Stykke af et venstre Overarms- ben, som er brekket skraat over saaledes, at Brudet paa Knoglens Forsider netop treffer den nederste Ende af den ophojede ru Flade, paa hvilken Deltamuskelen fester sig, medens det paa Bagsiden gaar lige ovenfor det lidt hojere siddende foramen nutritium. Det er af et udvoxet og, efter de stærkt udviklede Kamme og Ruheder at domme, vistnok endog af et gammelt Individ. Blandt de Afbildninger, som Kroyer har efterladt sig, er der en Tegning af dette Stykke, som viser, at det endnu stedse er ganske saaledes som den Gang han lod det tegne; men Brudfladen er tillige saa frisk, at der ingen Tvivl kan vere om, at Knoglen maa have ligget paa sit Lejested enten hel og holden eller i alt Fald mere fuldstendig, end den nu er, og at den er knekket over ved Udgravningen. Det stemmer i Udseende og Farve saa noje med de ovenfor omtalte Fragmenter af Skulderbladet og med det ligeledes hjembragte Spoleben, at der for saa vidt neppe kan vere Noget til Hinder for at antage, at alle disse Stykker have tilhort et og samme Individ. Brudstykket er aldeles tilstrækkeligt til at vise, at Overarmsbenet hos ZLestodon armatus i det Hele taget har overmaade megen Lighed med det hos Mylodon robustus og ligeledes, om end i noget mindre Grad, med det hos Lunds Platyonyx owenü. Ligesom hos disse Former er den indre Armkno (Condylus) ikke gjennemboret af noget Hul for Gjennemgang af Nervus medianus. Heri stemmer Knoglen vel ogsaa med Megatheriets Overarmsben; men i andre Henseender frembyder den kun en fjernere Lighed med dette, hvorimod Overensstemmelsen med Overarmsbenene hos de to andre ovennævnte Kjæmpe- dovendyr strækker sig til næsten alle Forhold. Trods denne Lighed kan en Forvexling dog allerede paa Grund af Forskjellen i Størrelse «vanskelig finde Sted. Det foreliggende Brudstykke er paa det bredeste Sted tværs over de pladeformigt udviklede Armknoer 0™,246 (912 T.) bredt, medens Overarmsbenet hos Mylodon robustus kun har en Brede af 07,19 paa samme Sted, og det af Platyonya owenü kun maaler 0™,18. Antager man, at det indbyrdes Forhold mellem Knoglens øverste og nederste Del har været det samme som hos Mylodon robustus, og beregner man derefter dens Længde, har den været 0,515 (18% T.) lang; lægger man Proportioner som hos Platyonyx owenü til Grund for sin Beregning, bliver Længden endog 0,61 (2313 T.); rimeligvis vil den virkelige Længde ligge mellem de to ved Beregning fundne Tal"), men selv under denne Forudsætning har Overarmsbenet hos 1) Burmeister angiver ogsaa denne Knogles Liengde til 20 T. (ling. M.), se: Anales del Mus. publ. d. Buenos Aires. T. I. Entrega terceira, p. 176. 22 ! Lestodon armatus ikke været meget kortere end selve Megatheriets, medens det efter Owens Angivelse kun er 0",394 (1512 T.) langt hos Mylodon robustus, og hos Platyonyx owenit kun netop naar en Lengde af 15 T. Foruden Forskjellen i Størrelse viser der sig ved nærmere Sammenligning ogsaa nogle andre Forskjelligheder. Saaledes er Ledrullen for Underarmens tvende Knogler hos Lestodon armatus kortere i Retningen udenfra indad end hos Mylodon robustus; hos denne sidstnævnte udgjor denne Ledrulles Længde, efter Owens Afbildning at domme, betydeligt mere end Halvdelen af selve Knoglens største Brede nedentil; hos Lestodon armatus er Ledrullen kun 0,13 lang; dens Længde indeholdes altsaa her omtrent to Gange i Knoglens største Brede. Endnu mere afviger Lestodon armatus i denne Henseende fra Platyonya owenü, hos hvilken denne Ledrulle endog er forholdsvis lengere end hos Mylodon robustus; der er overhovedet blandt Kjæmpedovendyrene neppe noget, som har en i Forhold til Knoglens Brede ligesaa kort Ledrulle som Lestodon med Undtagelse af Megalonyx jeffersonit; men dette Dyrs Overarmsben er i andre Henseender meget forskjelligt fra den her om- handlede Forms. Ogsaa i selve Detaillen af Ledrullens Bygning lader der sig paavise enkelte smaa Forskjelligheder mellem Zestodon armatus og de tvende andre Kjæmpe- dovendyr. Hos disse sidste er saaledes den flade, ulnare Del af Ledrullen (Tab. 1, Fig. 2, b) kjendelig større end den stærkt hvælvede radiale Del (Tab, 1, Fig. 2, a); hos Lestodon armatus derimod er den neppe nok ligesaa stor som denne; fremdeles er Vin- kelen, som Ledrullens to Afdelinger danne med hinanden langtfra saa stump hos vor Lestodon som hos de to andre, og den ulnare Del af Ledrullen er i begge Retninger, men iser forfra bagtil endnu fladere end hos disse. Albuhulen er lidet dyb og omtrent af samme Beskaffenhed som hos Mylodon robustus, hvorimod denne Grube er kjendelig dybere og tydeligere begrendset hos Platyonyx owenit. Den mest fremtrædende Forskjel mellem Lestodon’s og Platyonyx's Overarmsben viser sig imidlertid i de pladeformige Kamme, som stige op fra Armknoerne, de saakaldte Supinator- og Pronator-Kamme. Hos vort Dyr hæver den fra den indre Armkno udgaaende Kam, Pronator-Kammen, sig hojere op langs Siden af Knoglen end Supinator-Kammen paa den modsatte ydre Side; hos Platyonya owenii forholder det sig netop omvendt. Skjendt Mylodon robustus i dette Forhold stemmer overens med Zestodon, viser der sig dog tillige i Pronator-Kammens Form hos begge disse Kjæmpedovendyr en lille Forskjel, som jeg imidlertid ikke skal opholde mig lengere ved her, da den vistnok bedre end gjennem en Beskrivelse vil opfattes ved at sammenligne Figuren af Overarmsbenet i Owens Verk om Mylodon robustus med den Tegning af det her beskrevne Fragment, som ledsager denne Afhandling. 23 Spolebenet (radius). Det venstre Spoleben (Tab. 1, Fig. 3—5), som findes mellem de hjembragte Knogler, og som jeg tror at kunne henfore til det her omtalte Kjempedovendyr, er det bedst ved- ligeholdte Stykke af det hele Fund; det er i enhver Henseende fuldstendigt og har tilhort et gammelt Dyr, rimeligvis det samme Individ som de hidtil omtalte Levninger. Knoglen er 0,,378 lang og har i sine større Trek selvfølgelig Lighed med det samme Ben hos de andre Kjæmpedovendyr og navnlig med det hos Platyonya (owenii), Mylodon (robustus) og Scelidotherium (leptocephalum)1). Den frembyder en svag S-formig Krumning, idet Hovedet med Halsen bojer sig lidt bagtil, den distale Ende lidt fortil. Nedad til bliver Knoglen mere sammentrykt forfra bagtil og tillige bredere; Breden tiltager meget jævnt i Knoglens øverste Halvdel, men ved Begyndelsen af den nederste Halvdel findes der (ligesom hos Megatheriet) en lille Knude, og fra dette Punkt af danner Benets Contour i en svag Bue ned til Enden af Griffeludvexten; Knoglens ydre Rand beskriver saaledes en meget kjendelig S-formig Krumning, hvorimod den indre, mod Albubenet vendende, er meget udhulet. Den udhulede Ledflade paa Hovedet (capitulum) er aflang”), dens største Diameter er 76 Millim., dens korteste 62; den tilstødende hvælvede mod Albuledet vendte Ledflade, som betinger Knoglens Drejning, er temmelig kort udenfra indad nemlig 52 Millim., men forholdsvis meget udstrakt ovenfra nedad, saa at den i denne Retning maaler 33 Millim. , eller med andre Ord er ligesaa hej som den tilsvarende Ledflade paa Megatheriets meget storre, nesten to Fod lange Spoleben. Paa Knoglens forreste Side viser Spolebensknuden (tuberositas radi) sig kun svagt udviklet, men lige udenfor den findes en langstrakt, dyb Grube, hvis Bund er fuld af Ujevnheder og Ruheder, og som aabenbart har tjent til Befæstelse for i alt Fald en stor Del af Traadene i Biceps-Muskelens svære Sene. Iøvrigt frembyder Forsiden en Mengde korte i forskjellige Retninger gaaende Muskelkamme og er noget udhulet udad til i sin nederste Halvdel. Et foramen nutritium findes ikke, men dette er maaske kun en indivi- duel Særegenhed. Paa Bagsiden af Knoglen sees en stærk Kam, som udspringer ved Spolebenshovedet og lober i lige Retning nedad, langt nermere Knoglens indre Rand end den ydre, saa at Overfladen derved deles i to ulige Afdelinger, af hvilke den ydre er dybt udhulet og nedentil atter ved en kortere og lavere Lengdekam delt i to Partier. Omtrent ved Begyndelsen af Knoglens nederste Trediedel bojer den store Kam sig skraat udad og ender i en afrundet Knude ovenfor Griffeludvexten (processus styloideus), fra hvilken den 1) Knoglen er ved Beskrivelsen tænkt i Supination. 2) Gervais kalder denne Ledflade «à peuprés circulaire» (l. c. d. 29). 24 skilles ved en dyb, skraat liggende Rende, som efter Analogi at domme er bestemt for Senerne af nogle af Haandens udforende og strekkende Muskler. En lignende, men mindre dyb Senerende lober parallel med den forrige lige ovenover og langs med Randen af Griffeludvextens Andel i Knoglens distale Ledflade. Den smalle, mod Albubenet vendende Flade er meget ujevn og ru og viser ved sit Udseende, hvor overordentligt kraftigt det Mellembaand (ligamentum interosseum) har været, som har forbundet Underarmens to Knogler. Den distale Ledflade (Tab. 1, Fig. 5) er middelmaadigt udhulet og har udenfra indad en Lengde af 112 Mm. og paa det bredeste Sted en Udstrekning forfra bagtil af 73 Mm. Den har temmelig uregelmessige Omrids; dens indad mod Albubenet vendende Rand er svagt ud- hulet, dens forreste Rand bugter sig S-formigt og den bagtil vendende er ner Midten pludselig knæbojet, saa at den hele Ledflade ligesom deler sig i to Afdelinger, en indre (Tab. 1, Fig. 5, b), som svarer til Maanebenet (os lunatum), og som er dobbelt saa bred forfra bagtil som den ydre for Baadbenet (os naviculare) bestemte Afdeling (Tab. 1, Fig. 5, a.), der har en større Udstrækning udenfra indad end forfra bagtil, og som længst udadtil, hvor den dannes af Griffeludvexten, er lidt hvelvet i den sidstnævnte Retning. En netop synlig Fure lober i skraa Retning forfra bagtil hen over Ledfladen og betegner nojagtigt den Del af samme, der passer til, hver af de to Haandrodsben. Spolebenet hos Mylodon robustus er trods sin ringere Størrelse meget plumpere bygget, dets storste Brede indeholdes kun lidt over to Gange i Længden, hvorimod Benet hos Lestodon armatus er næsten tre Gange saa langt som bredt, dertil kommer en kjen- delig Forskjel i Contouren, som navnlig bevirkes derved, at Knoglens Yderrand løber i lige Linie helt ned til Griffeludvæxten og forst der krummer sig indad. Den storste Forskjel mellem de to Knogler viser sig dog i deres distale Ledflader. Indskjeringen eller Kne- bojningen af Ledfladens bageste Rand er nemlig langtfra saa betydelig hos Mylodon robustus, og som en Folge heraf er der heller ikke ner saa stor en Forskjel i Formen af den for hver af de to Haandrodsben bestemte Afdeling af Ledfladen som hos Lestodon armatus. Hvad man hidtil véd om Scelidotheriets Spoleben, indskrænker sig endnu stedse til den korte Beskrivelse og den Afbildning, som Owen i sin Tid har givet"), og uheldigvis manglede den distale Epiphyse paa det Ben, han havde for sig. En nøje Sammenligning med Lestodons Spoleben lader sig derfor ikke gjennemfore, men en ikke uvesentlig Forskjel kan i alt Fald paavises; den udhulede Ledflade paa Spolebenshovedet er nemlig hos Scelidotherium leptocephalum kredsrund og ikke aflang som hos Lestodon. Af alle de hidtil opdagede Kjæmpedovendyr er der ikke noget, som hvad Spolebenets Form angaar kommer Lestodon armatus nærmere end Platyonyæ oweni; vi træffe her en aflang proximal Ledflade ganske som hos Lestodon, og den distale Led- flade viser stor Lighed; kun er det smallere, for Baadbenet bestemte Stykke af den lidt !) The Zoology of H. M. S. Beagle. Part I. Fossil Mammalia S. 91. Pl. XXV, fig. 1, 2 & 4. 25 kortere end paa den ovenfor beskrevne Knogle. Ogsaa hele Benets Form og Omrids minder ganske om Forholdene hos Lestodon armatus, og Knoglens Bagside er ligesom hos denne delt ved en Leagdekam, som efter først at have strakt sig et Stykke nedad jævnsides med Ulnarranden skraar over til den modsatte Rand og ender ovenfor Griffeludyexten ; der er kun den Forskjel, at Knoglen ikke er saa dybt udhulet paa den udvendige Side af denne Kam som hos Zestodon, hvad der finder sin Forklaring i, at Platyonyx owenü er et betydeligt mindre Dyr med svagere Muskler. Laarbenet (femur). Man har allerede i en Rekke af Aar havt, om ikke en Beskrivelse, saa dog en Afbildning af denne Knogle uden.at man ret vidste, hvilket Kjempedovendyr den tilhorte. I det Hefte af Atlas’et til Blainvilles «Ostéographie«, som uden medfolgende Text bley udgivet efter hans Ded, findes nemlig en Figur af et næsten fuldstendigt, af Hr. Vil- lardebo ved Buenos Aires fundet Laarbent), som virkelig tilhører det her omhandlede Dyr, skjondt det i Tavleforklaringen antages at vere af en stor Mylodon-Art, og skjondt heller ikke Gervais har tænkt paa at henføre det til Lestodon, den Gang han opstillede denne Slegt i Castelnaus store Rejseverk. Senere har Burmeister, uden dog nermere at beskrive den, oplyst hvad den af Blainville afbildede Knogle i Virkeligheden er”), og endelig har Gervais i sin ifjor udgivne allerede ovenfor citerede Afhandling givet en Beskrivelse og nye, serdeles gode Figurer af Knoglen efter aldeles fuldstendige Exemplarer, som Hr. Seguin har bragt fra de argentiniske Stater og solgt til Museet i Paris*). Inden Hr. Gervais havde udgivet sin Afhandling, havde han i Slutningen af 1872 tilsendt mig Prove-Aftryk af nogle af de den ledsagende Tavler med Anmodning om at sammenligne de der givne Afbildninger med Knoglerne af de beslegtede fossile Dyr i det herverende Museum, og jeg havde da meddelt ham, at det paa Pl. XXVI afbildede Laarben ganske stemmede med Laarbenet af Kroyers Slegt Platygnathus, og at dette Dyr atter var det samme som hans Zestodon armatus. At Benet maatte have tilhørt dette sidstnævnte Dyr, havde Hr. Gervais, som man ser af hans Afhandling, efter længere Tvivlen ogsaa selv erkjendt, og han henforer det derfor der definitivt til det. Knoglen er saaledes nu ret vel kjendt, og det vil derfor vere tilstrekkeligt her at omtale den i al Korthed, skjondt den i og for sig er et af Skelettets mest ejendommelige Ben. Hvad der navnlig udmerker Laarbenet, er dets usædvanlige Lengde og dets sammen- lignelsesvis spinkle Form. Skjondt Zestodon armatus er et meget mindre Dyr end det 1) ]. c. Genre Mégatherium, pl. IV fig. 12. Expl. d. pl. p. 44 *) Anales del Museo publico de Buenos Aires. Entrega terceira, S. 163. 3) S. 29. pl. XXVI fig. 1 & 1a. Vidensk. Selsk. Skr , 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI, 1. "> 26 kolossale Megatherium , er dets Laarben dog ligesaa langt som dettes, og paa Grund af denne Knoglens store Længde fremkommer der et paafaldende og for dette Dyr charak- teristisk Misforhold mellem Laaret og Underlaaret, idet Skinnebenet ikke engang er fuldt halvt saa langt som Laarbenet. I det Hele taget maa det siges mere at ligne det tilsva- rende Ben hos Mylodon (robustus) end de ovrige Kjæmpedovendyrs Laarben. Den udad vendende Rand er buet, den indad vendende sterkt udhulet ligesom hos det nysnævnte Dyr; fremdeles er Benet bredest i sin øverste Ende ved den store Omdrejerudvæxt (tro- chanter major) og bliver kjendelig smallere nedad til, ganske som hos Mylodon, men i Mod- sætning til hvad der er Tilfældet hos de ovrige Kjempedovendyr, hvis Laarben man kjender. Med Mylodons Laarben har det her omhandlede endvidere en temmelig dyb Grube tilfælles, som fra Laarbenshovedets bageste Rand skjærer sig et Stykke ind i den glatte Ledflade, og som rimeligvis har været bestemt for Hofteledets runde Baand (ligamentum teres); endelig er Kneledet ens hos begge disse Slegter, idet den for Kneskallen bestemte Ledflade gaar umiddelbart over i Ledfladerne paa Laarbensknoerne (condyk). Forskjellen mellem disse to Laarben ligger væsentligst i de forskjellige Proportioner; Laarbenet er hos Lestodon meget mere langstrakt og derfor forholdsvis spinklere end hos Mylodon; dets største Brede indeholdes omtrent halvtredie Gang i dets Lengde, hvorimod Forholdet mellem Længde og Brede kun er som 2:1 hos Mylodon. 1 Henseende til Gruben for det runde Baand og Knæledets Forhold stemmer Lestodon unægtelig ogsaa med Scelidotherium og Platyonyz; men hos disse Slægter er Benets Omrids og Form ikke lidt forskjellig; det er hos dem endnu meget mere fladtrykt forfra bagtil og meget bredere i Forhold til Lengden. Hos Megalonyx og Coelodon er Ledfladen for Kneskallen adskilt fra Ledfladerne paa Laar- bensknoerne, og disse tvende Kjempedovendyrs Laarben ere allerede ved denne særegne Modification af Knæledet skarpt adskilte fra Lestodon-Slegtens. Det af Kroyer hjembragte venstre Laarben er sonderslaaet i flere større og mindre Stykker, som imidlertid passe ganske nojagtigt til hinanden; allerede heraf maa man formode, at Knoglen er gaaet i Stykker ved Udgravningen eller under Transporten og Formodningen godtgjores ved den Figur, som der findes af Benet blandt de Tegninger, Kroyer har efterladt sig, og som fremstiller det sammensat af Brudstykker. Hvad der mangler, er dog kun Lidt, og Knoglen har derfor kunnet lade sig restaurere saaledes, at dens ydre Form næsten er ubeskadiget. Efter dens Udseende at domme hidrører den rimeligvis fra det selv samme Individ som de ovrige hidtil omtalte Knogler. Dens Længde er 0™,71, den største Brede oventil ved den store Omdrejningsudvext 0™, 32, Breden tværs over Laarbensknoerne 07,25, og Breden af Laarbensknoernes Ledflader endelig 07,197, Knoglen er saaledes ubetydeligt mindre end den, som Gervais har beskrevet og afbildet. Hos Mylodon robustus har Laarbenet ifolge Owen en Længde af 19 engelske Tommer, hos 27 Megalonyx jefjersonü angiver Leidy dets Længde til 20: Tomme; Lestodon armaius over- gaar altsaa disse Dyr betydeligt hvad Laarbenets Storrelse angaar. Knæskallen (patella). Ogsaa denne Knogle er allerede afbildet i det posthume Hefte af Blainvilles «Osteographie»'), men er der forvexlet med Megatheriets en Del mindre Kneskal. Denne Fejltagelse har Burmeister imidlertid allerede for flere Aar siden rettet?), og da Knoglen desuden er omtalt og paany afbildet i Prof. Gervais’ nyeste Athandling, vilde det vere overflodigt, om jeg her dvælede lenge ved den. Jeg skal derfor indskrenke mig til at an- fore, at den Kneskal, som findes blandt de foreliggende Knogler, ganske nojagtigt svarer til den ovenanlorte Afbildning, at den maaler 07,158 fra sin øverste til sin nederste Ende og har en Brede af 0™,130. Den ligner, saavel hvad Farven som dens hele Beskaffenhed an- gaar, ganske de i det Foregaaende omtalte Skeletdele og har rimeligvis tilhørt samme Individ som disse. Skinnebenet (tibia). Der findes blandt de af Kroyer udgravede Knogler et Skinneben (Tab. 2, fig. 3—4), som for saa vidt maa siges at vere fuldstendigt, som det endnu frembyder saavel de proximale som de distale Ledflader nogenlunde hele; men rundt om dem er den ydre tætte Benskal for en stor Del afskuret og det indre svampede Benvey derved blottet. I den ” øverste Ende mangler endog hele den foran den ydre af de proximale Ledflader liggende Del af den store fremspringende Knude, til hvilken Knæskallens Senebaand (ligamentum patellæ) fester sig, og der er blot levnet en Rest af Ledfladen for Legbenet. Kun Knoglens Skaft er ganske ubeskadiget. De Beskadigelser, som der findes, ere imidlertid aabenbart ældgamle, og Brudfladernes afglattede, slidte Udseende viser, at Knoglen efter at have lidt i alt Fald en Del af de omtalte Beskadigelser, har veret rullet og skuret af Vand og Grus, som skyllede hen over den og forte den med sig. Skjondt der ogsaa paa de allerede beskrevne Knogler hist og her kan findes Spor til en slig Afslibning, er dette Skinneben dog saa langt mere slidt end nogen af dem, at det ikke er rimeligt, at det skulde have tilhort samme Individ som disse, skjondt der ikke er nogen Forskjel i Farven. Men at Knoglen under alle Omstendigheder tilhorer det her omtalte Kjempedovendyr tor vistnok ansees for sikkert. Det ligner baade i hele sin Form og i Storrelse saa meget de Skinneben, som ved andre Lejligheder ere fundne sammen med Laarben og andre Skeletdele af Lestodon 1) |. c. Genre Mégatherium, pl. IV, fig. 3. 2) An. d. Mus. publ. d. Buenos Aires. Entrega terceira, p. 163. 3) Mem. d. I. Soc. Géol. de France. Deux. Série. T. 9me, V, p. 30, pl. XXVI, fig. 2—2a. 4" 28 armatus, at der efter min Mening i den Henseende neppe kan vere nogen Tvivl; imidlertid skal jeg dog omtale Knoglen noget nærmere. Hvad der forst og fremmest tiltrekker sig Opmerksomheden, er det paafaldende Misforhold mellem dette Bens og Laarbenets Lengde. Det foreliggende Skinneben er nemlig kun 0™,327 langt og har altsaa end ikke Laarbenets halve Længde; Skinnebenet er saaledes her endog kortere i Forhold til Laarbenet end hos Mylodon robustus; men er alligevel ikke fuldt saa plumpt bygget som hos dette Dyr, som det vil sees af de nedenfor givne Maal, af hvilke de af Mylodon robustus ere laante af Owens Verk, men overforte til Metermaal for den lettere Sammenlignings Skyld. | Lestodon | Mylodon Platyonyx armatus. robustus. owenii. | NGG MEMEO RP PEER | Om 327 Om 216 Om 263 Dens proximale Endes Diameter udenfra | indad Ne et cerner El RE SS de Om 197 Om,161 Om 155 Den distale Endes Diameter ....... Om 140 ? Om 132 Knoglens Omfang paa det tyndeste Sted | NY SY God ono ee: Om, 240 On 216 Om, 196 Men skjondt det saaledes frembyder noget mindre plumpe Forhold end Skinnebenet hos Mylodon robustus, er det alligevel dette, som det iøvrigt ligner mest i sin hele Form. Navnlig er Knoglens Skaft temmelig fladtrykt forfra bagtil ligesom hos det nys nævnte Kjæmpe- dovendyr, og den fremspringende Knude, til hvilken Knæskallens lige Baand feste sig, omtrent af Storrelse som hos dette og forholdsvis ikke ner saa stor og fremspringende som hos Platyonyx-Slegten, saa at Diameteren af Knoglens proximale Ende forfra bagtil ikke er det mindste større end den tilsvarende paa det saa meget mindre Skinneben af Platyonyz owenü. Hvad Knoglens proximale Overflade og de der verende Ledflader angaar, viser der sig imidlertid dog nogle ret iøjnefaldende Afvigelser fra Mylodon robustus; Overfladens bageste Rand er nemlig langtfra saa sterkt udhulet, og selve Fladen har derfor heller ikke en saa udpræget Nyreform som hos det nævnte Dyr; den bageste Rand maa snarest siges at danne en lige Linie, i Midten af hvilken der findes en svag Indbugtning. Af de tvende Ledflader er den indre (Tab. 2, fig. 3, b) den storste og temmelig sterkt fordybet; dens forreste Del hæver sig i Vejret henad mod den, omtrent 30 Millimetre brede Rende, som skiller de proximale Ledflader fra hinanden; men convex, som hos Mylodon robustus, er dette Hjørne af Ledfladen dog ikke. Ledfladen er dernæst, ligesom hos Platyonyx owenit, ligesaa! bred i Retningen udenfra indad som forfra bagtil, hvorimod den hos Mylodon robustus er meget længere forfra bagtil end udenfra indad og stillet saaledes, at dens lengste 29 Diameter skjærer Knoglens Endeflade i skraa Retning. Hos Platyonya owenii og, ifølge Gervais ligeledes hos Scelidotherium-Slegten, er Skinnebenet | nedenfor den indre af de proximale Ledflader gjennemboret af en ganske overfladisk, forfra_bagtil gaaende Kanal af 20 til 25 Milimetres Længde. Hos Mylodon robustus omtales en slig Kanal ikke og findes derfor sandsynligvis heller ikke hos dette Dyr; hos Lestodon armatus mangler den lige- ledes; men der findes paa dens Plads en svag Rende, som aabenbart træder i Stedet for den, men er saa lidt iojnefaldende, at den let vilde oversees, hvis ikke Opmærksomheden netop henledes paa den ved det hos Platyonyx stedfindende Forhold. den ydre Ledflade (Tab. 2, Fig. 3, a) er aldeles flad og meget mindre end den indre; men dens Rande ere rundt om afstødte og afslebne, saa at hverken dens oprindelige Omrids eller dens Forhold til den ganske bortslidte og forsvundne Ledflade for Knæledets bageste Seneben (fabella) lader sig nøjagtigt angive. Paa Skinnebenets distale Ende findes der kun en eneste sammenhængende Ledflade, som indtager hele Overfladen og er bestemt for Ledføjningen saavel med Lægbenet som med Rullebenet (Tab. 2, Fig. 4). Den for Lægbenet bestemte udad og bagtil liggende Part (Fig. 4, a) er dog meget lille i Sammenligning med den øvrige Del af Ledfladen, med hvil- ken den danner en stump Vinkel. Den Del af Ledfladen, som svarer til Rullebenets proxi- male Ledflade, deler sig atter i to Afsnit, som vel uden Afbrydelse gaa over i hinanden, men dog ere tydeligt begrænsede hvert især. Det ene mere bagtil liggende (Tab. 2, Fig.4,b) er nyreformigt og omfatter det neppe halvt saa store forreste med sin concave Rand; det er højst ubetydeligt udhulet udad til, medens det indad bliver ganske plant. Det andet Parti (Tab. 2, Fig. 4, c) viser sig som en halvcirkelformig temmelig dyb Udhuling, som fra den nyreformige Del stiger skraat op paa Skinnebenets forreste Side. I Hovedsagen ligner den her beskrevne distale Ledflade den tilsvarende hos Mylodon robustus; men i det Enkelte viser der sig flere smaa Forskjelligheder, som det dog neppe er nødvendigt at beskrive nærmere, da de bedst ville opfattes ved at sammenligne den her givne Afbildning af Skinne- benets distale Ende hos Lestodon armatus med den tilsvarende hos det ovennævnte Kjæmpe- dovendyr i Owens berømte Værk!). Foruden det ovenfor beskrevne, tilnærmelsesvis fuldstændige Skinneben af Lestodon armatus er der blandt de af Krøyer fundne Knogler desuden et Brudstykke af et andet, ligeledes venstre Skinneben, som synes at fortjene nærmere at omtales. Det er omtrent den nederste Halvdel af Knoglen; Ledfladen for Legbenet”og Rullebenet (Tab. 3, Fig. 1) er nogenlunde hel med Undtagelse af det forreste skraat opstigende udhulede Parti, af hvilket kun den midterste Del er bevaret, medens hele Yderranden er gaaet tabt derved, at der nedentil er slaaet et stort Stykke af Knoglens Forside. Farven er meget morkere end paa 1) Description of the Skeleton &c. Tab. XX, Fig. 4. 30 de ovrige foreliggende Stykker alene med Undtagelse af det nesten sorte Laarbenshoved, og Brudstykket er aabenbart fundet ganske saaledes, som det nu er. Det antyder et endnu lidt storre Dyr end det forud beskrevne hele Skinneben af Lestodon armatus, og skjondt det viser serdeles megen Lighed med dette, synes dog Knoglens Skaft at maatte have veret mere fladtrykt forfra bagtil end dettes. Det er imidlertid iser Led- fladen for Ledfojningerne med Foden og med Legbenet, som frembyder kjendelige, om end ikke store Afvigelser. Disse vise sig for det Forste deri, at den hele Ledflade er forholdsvis lengere udenfra indad, men tillige smallere forfra bagtil end hos Lestodon armatus; frem- deles er den Del af Ledfladens nyreformige Parti, som ligger paa den udvendige Side af det fortil skraat opstigende Parti (Tab. 3, Fig. 1, b) mindre end ‚den øvrige Del (b‘); endelig stiger det paa Knoglens Forside opstigende udhulede Parti af Ledfladen (Tab. 3, Fig. 1, ¢) stejlere i Vejret og danner en nesten ret Vinkel med det nyreformige. I alle disse Hen- seender afviger det her omtalte Brudstykke ligesaa meget fra de Afbildninger, som Blain- ville og Gervais have givet af Skinnebenet af ZLestodon armatust) som fra selve det foreliggende hele Skinneben. Det er for Tiden, saalænge der ikke haves flere Stykker til Sammenligning, vanskeligt med Sikkerhed at bedomme Betydningen af disse Afvigelser; men de ere under alle Omstændigheder vigtige nok til, at Opmærksomheden bor henledes paa dem, og jeg anser det for det Sandsynligste, at det her omtalte Skinnebens-Fragment antyder et med Lestodon armatus nærbeslægtet, hidtil ubekjendt Kjempedovendyr, og at det saaledes afgiver et nyt Bevis paa den Rigdom af Arter, med hvilken disse merkverdige Gumlere i den postpliocene Tid optraadte i Platalandene. Rullebenet /astragalus). Der haves tre Rulleben af Kjempedovendyr blandt de Knogler, som Kroyer har hjembragt, et højre og to venstre. Intet af de sidstnævnte svarer til det højre, og intet af dem alle tre passer til noget af de nys omtalte Skinneben, saa at der altsaa alene i disse fem Knogler foreligge Leyninger af ligesaa mange Dyr. Af de tvende venstre er det ene (Tab. 3, Fig. 2—3) lidt storre end det andet og frembyder nogle Afvigelser i Antallet og Pladsen af Hullerne for de Knoglen ernerende Blodkar. Men disse Smaaforskjelligheder ere aabenbart ikke Andet end individuelle Afvigelser, og begge Knogler stemme for Resten i hele deres Form saavelsom med Hensyn til de forskjellige Ledfladers Beskaffenhed og Stilling saa noje overens, at der ikke kan vere Tvivl om, at de jo tilhore en og samme Art. Med det hojre Rulleben forholder det sig anderledes; det afviger med Hensyn til en 1) Ostéographie 1. c. Megatherium pl. IV, fig. 15. Mém. d. I. Soc. Géol. de France. 2me Ser. Tome gme, pl. XXVI, fig. 3e. 31 af sine Ledflader (den for Lægbenet bestemte) saa meget, at Forskjellen ikke tor skrives paa de individuelle Tilfældigheders Regning, saalænge der ikke foreligger Mellemformer, som kunne svække og udviske dens Betydning. Afsét fra denne ene Forskjel ligner Knoglen imidlertid i de allerfleste Henseender de tvende andre Rulleben saa paafaldende, at den i alt Fald kun kan have tilhort et meget nerstaaende Dyr. Det er let at se, at disse Rulleben ikke kunne henfores til nogen anden af de Kjæmpedovendyr-Slægter, hos hvilke man kjender denne Knogle'), end netop Lestodon; vanskeligere kan det vere at afgjore, om noget af dem just har tilhørt Zestodon armatus. Professor Gervais har rigtignok beskrevet og afbildet en næsten fuldstændig Bagfod, som han henforer til denne Art; men selv om han har Ret heri, er dog hverken Beskrivelsen eller Afbildningerne tilstrekkelige til at sette mig i Stand til at komme til Vished om, hvorvidt det Rulleben, som har foreligget ham, stemmer ganske nojagtigt med noget af dem i det her beskrevne Fund. Naar jeg alligevel mener at kunne henfore særlig de to venstre Rulleben til Zestodon armatus, slutter jeg dette navnlig af Knoglernes Farve og Conservation. Det hojre Rulleben er nemlig blevet gnavet stærkere af Tidens Tand end de tvende venstre, og det afviger derfor kjendeligt fra de ovrige forud beskrevne Levninger ved sit forvitrede, glanslose Udseende. Derimod stemmer det ene af de to venstre Rulleben baade i Farve og øvrige Udseende og Beskaffenhed ganske med det store Flertal af Lestodon-Levninger i Kroyers Fund, og det er derfor rimeligt, at det er blevet begravet i Jorden tilligemed disse, og hidrorer fra samme Individ som Underkjæben og de fleste andre i det foregaaende beskrevne Knogler. Det største af de tvende venstre Rulleben er 07,184 langt forfra bagtil, og 0™,155 bredt udenfra indad; det mindste maaler 0",174 og 0®,144 i disse Retninger. Knoglen berer naturligvis det umiskjendelige Preg, som er ejendommeligt for dette Ben hos alle Kjempedovendyrene, men ‚er dog let at skjelne fra det tilsvarende hos en hvilkensomhelst anden Slegt af disse Dyr; den afgiver saaledes et nyt Bevis for Rigtigheden af Owens Ord, at man ved Hjelp af af denne ene Knogle alene ikke blot kan bevise Forekomsten af et Kjæmpe- dovendyr, men ogsaa afgjore hvad det er for en Slægt, man har for sig’). I Detaillen af sin Bygning staar Knoglen mellem Rullebenene hos Megatheriet og hos Mylodon robustus, dog, saa vidt jeg skjonner, noget nermere det forste end det sidste. Navnlig stemmer den overens med Megatheriets Rulleben i et meget vigtigt Forhold, nemlig Ledfajningen med Halbenet (Calcaneus); denne er nemlig hos begge tilvejebragt ved Hjælp af to Ledflader, !) Hos Slægten Megalochnus kjendes denne Knogle endnu ikke; men denne Slegt kan af flere Grunde ikke komme i Betragtning her. Heller ikke hos Gnathopsis og den kun ved et enkelt Hælben an- tydede Valgipes kjendes den. *) Description of the Skeleton of an Extinct Gigantic Sloth (Mylodon robustus, Oven) London 1842. S. 132. 32 som ere adskilte ved en meget dyb Rende, og af hvilke den bageste er langt storre end den forreste, udhulet forfra bagtil, men hvælvet i Retningen udenfra indad, hvorimod den forreste er temmelig plan og gaar nesten umerkeligt over i Ledfladen for Baad- og Terningbenet (naviculare og cuboideum). Hertil kommer fremdeles den Lighed, at Rulle- benets for Terningbenet bestemte Ledflade er noget hvælvet hos. begge disse Kjæmpe- dovendyr. Derimod viser der sig en væsentlig Forskjel i Ledfojningen med Underlaarets tvende Knogler. Hos begge Slægter bevirkes Forbindelsen rigtignok ved Hjælp af en sammenhængende Ledflade, som deler sig i tre Dele, hvis Planer danne næsten rette Vinkler med hinanden, og af hvilke den yderste er bestemt for Lægbenet (fibula), den midterste og inderste begge for Skinnebenet (&bia). Den midterste er fremdeles hos begge Slægter den største af dem alle, nyreformig og omslutter den flere Gange mindre og navnlig forfra bagtil kortere inderste, som danner Overfladen af en fra Knoglens nederste og inderste Del tapformig fremragende Udvæxt. Men medens Ledfladens yderste, for Lægbenet be- stemte Parti forholdsvis er lille, hos Megatheriet og kun utydeligt afgrænset fra det midterste Parti, som med en jævn Runding gaar over i det, støder derimod paa det Rulle- ben, hvorom Talen er her, det ydre Parti sammen med det midterste i en Kant og er saaledes skarpt afgrændset fra det. Det er dernæst meget større end hos Megatheriet; det naar fortil helt ned til og støder sammen med den bageste af de to Ledflader for Hæl- benet og har væsentlig samme Form som hos Mylodon robustus; det danner nemlig en uregel- mæssig trekantet Flade, som bagtil pludselig indsnævres til en Brede af faa Linier. En anden iøjnefaldende Forskjel mellem det her beskrevne Rulleben og Megatheriets frem- træder i Ledfladen for Baadbenet. Hos sidstnævnte Dyr er denne Flade, som bekjendt indadtil næsten tragtformigt udhulet, udadtil hvælvet, hvorfor ogsaa Baadbenets tilsvarende Flade omvendt indad er forsynet med en kegleformig Forhojning, medens den er udhulet udad til. Men hos Lestodon armatus mangler den tragtformige Fordybning; Ledfladen for Baadbenet er simpelt hen plan paa det Sted, hvor den er udhulet hos Megatheriet. Med Hensyn til den indbyrdes Beliggenhed af Rullebenets Ledflader for Baadbenet og Terningbene, stemme derimod begge de paagjældende Kjæmpedovendyr atter overens; den sidstnævnte Knogle har i den for dem naturlige Stilling af Foden ligget ikke udenfor, men snarere nedenunder Baadbenet. Lestodon har altsaa ligesaa lidt som Megatheriet kunnet træde paa Fodsaalen, men har maattet støtte paa Fodens Yderrand ligesom de nulevende Dovendyr. Hos disse sidste er imidlertid Fodens særegne Stilling en Følge af dens Ledføjning med Underlaaret, hvorimod Fodens Fordrejning hos de to uddøde Dyr er bevirket ved Baadbenets og Terning- benets abnorme Stilling til Rullebenet og Hælbenet og til hinanden indbyrdes. Hos Mega- theriet er endelig den forreste af Rullebenets to Ledflader for Hælbenet næsten i sin hele Længde adskilt fra den ovenfor liggende Ledflade for Baadbenet ved en dyb og ujævn Indbugtning, i hvilken en Del store foramina nutritia aabne sig. Uheldigvis have begge de 33 foreliggende venstre Rulleben af ZLestodon armatus lidt en Beskadigelse, som gjør, at man ikke tydeligt kan se, hvorledes det i den Henseende forholder sig med dette Dyr; men Saameget synes dog at kunne skjonnes, at selv om der maaske findes en Indbugtning ogsaa hos dette Kjæmpedovendyr, kan den dog kun vere lille og langtfra adskille de om- talte Ledflader i deres hele Udstrækning. Hos Mylodon (robustus) berer Rullebenet, som bekjendt kun én Ledflade for Hel- benet, og denne smelter oven i Kjobet fortil sammen med Ledfladerne for Terningbenet og Baadbenet til en eneste stor sammenhengende Ledflade, som indtager næsten hele Knoglens Underside. I den Henseende staar Mwylodon (robustus), saavidt vides, ene blandt Kjempe- dovendyrene, og denne Ejendommelighed er allerede mere end tilstrækkelig til at forhindre en Forvexling af dette Kjæmpedyrs Rulleben og det her beskrevne. Men hertil kommer desuden en anden, om end mindre væsentlig Forskjel. Hos Lestodon armatus danner, som vi have set, den store, nyreformige, midterste Del af den felles Ledflade for Underlaarets tvende Knogler en fuldstendig ret Vinkel med den smalle Protuberants, hvis convexe Over- flade udgjor Ledfladens inderste Del; men hos Mylodon (robustus) danne disse to Dele af den omtalte Ledflade derimod en temmelig stump Vinkel indbyrdes. Slægterne Scelidotherium og Platyonyx stemme begge med Hensyn til Ledfojningen mellem Rullebenet og Hælbenet overens med Lestodon armatus, og Platyonyx fremdeles deri, at den for Lægbenet bestemte Ledflade naar ned til og i en Kant stoder sammen med den store bageste Ledflade for Helbenet. Men trods Overensstemmelsen i disse to For- hold ere deres Rulleben dog i det Hele taget mere forskjellige fra det hos vort Dyr end selve Mylodon-Rullebenet. Hvad der giver Knoglen et saa forskjelligt Udseende hos disse to Slegter, er dels Ledfladen for Terningbenet, som her er meget dybt udhuleti Stedet for at danne en fremspringende hvelvet Knude, dels den meget stumpe Vinkel, som den nyre- formige midterste Del af Ledfladen for Skinnebenet danner med den inderste tapformige. Medens der foreligger for mig Rulleben af alle de hidtil omtalte Slegter, og jeg saaledes for deres Vedkommende kan støtte mig til en umiddelbar Sammenligning, er jeg, hvad Megalonyx-Slegten angaar, indskrænket til at holde mig til Beskrivelser og Afbild- ninger. Men Rullebenet afviger hos denne Slægt allerede fra det her beskrevne derved, at Ledfladen for Baadbenet er dybt udhulet, og efter Leidys Beskrivelse og Figurer”) at dømme maa det ogsaa i andre Henseender være saa forskjelligt fra det hos Lestodon ar- matus, at en nærmere Sammenligning er unødvendig. Mere end noget andet Rulleben ligner det her omtalte et, som Owen har beskrevet og afbildet først i sit Værk om de af Darwin hjembragte fossile Knogler”) og senere 1) Smithsonian Contributions to Knowledge. Vol. VII. Washington 1855. Art, V. Leidy, a Memoir on the Extinct Sloth Tribe of North. America; p. 40, pl. XII, fig. 7—10. 2) Voy. of the Beagle. Foss. Mammalia, p. 94—98, pl. XXVIII, fig. 3—6. Vidensk. Selsk. Skr , 5 Række, naturvidensk. og malhem. Afd, XI. 1. 5 34 igjen i sin Beskrivelse af Mylodon robustus'), og som han paa det første Sted tilskrev enten en Mylodon eller det Dyr, han den Gang (fejlagtigt) tog for Megalonyx jeffersonit, medens han paa det andet Sted, efter at have lert Rullebenet hos Mylodon robustus at kjende, sporgsmaalsvis henforte det til sin «Megalonya jeffersoniin eller med andre Ord til det Dyr, som senere har faaet Navnet (rnathopsis oweni. Ligheden er endog i alle andre Henseender saa stor, at jeg ubetinget vilde antage, at det netop var et Rulleben af selve Lestodon armatus, som Owen hayde havt for sig, hvis ikke begge hans Figurer syntes at fremstille Ledfladen for Baadbenet og den forreste af Ledfladerne for Hælbenet delvis ad- skilte ved en ligesaa dyb Indbugtning som hos Megatheriet og desuden vise den dybe Rende mellem de to for Helbenet bestemte Ledflader betydelig bredere, end den er paa begge de Rulleben, som jeg her har henfort til Lestodon armatus. Hermed skal det imid- lertid ikke være sagt, at den af Owen beskrevne Knogle ikke med Tiden alligevel, trods de paapegede Afvigelser, kan vise sig at tilhore dette Kjempedovendyr; thi efter de Erfa- ringer, som Dr. P. W. Lund har havt saa rig Lejlighed til at gjere, skal i alt Fald hos et andet af disse Dyr, Platyonya owenü, af hvilket der, som bekjendt findes talrige Lev- ninger i Brasiliens Kalkstenshuler, Spillerummet for de individuelle Forskjelligheder i Ben- bygningen vere meget stort®). Men forelobigt maa jeg saa meget mere anse det for rigtigt at holde de to paagjældende Rulleben ude fra hinanden, som jeg jo ikke har kunnet sammenligne selve Knoglerne indbyrdes, men for den enes Vedkommende kun har Figurer at holde mig til. At det af Owen beskreyne Rulleben imidlertid under alle Om- stændigheder snarest maa have tilhort en Lestodon Art, men ikke kan henfores til Gna- thopsis-Slægten, saaledes som Leidy formoder?), kan jeg neppe betvivle. Hvad man saa for Resten vil mene om denne sidstnævnte Slægt, hvad enten man vil anse den for forskjellig fra Mylodon eller ikke*), saa afviger den Underkjebe, paa hvilken den er grundet, dog saa meget fra en Lestodon-Underkjebe, at der neppe er Grund til at vente en paafaldende Lighed i disse to Slegters Rulleben. Det staar tilbage at omtale det af Kroyer hjembragte hojre Rulleben (Tab. 3, ') Description of the Skeleton of Mylodon robustus, p. 132. pl. XXI *) Kgl. D. Vidensk. Selsk. natur. og math. Afhandl. 4 R. 12 D. Khvn. 1846; S. 62. 3) Extinet Sloth Tribe of North America, p. 41. *) Mærkeligt nok antager Prof. Gervais i sit sidste, allerede citerede. Arbejde over sydamerikanske fossile Pattedyr Leidys Gnathopsis owenii for en Megalonyx (l. ce. S. 24). Det forekommer mig, at en Sammenligning mellem Owens Figur af den af Darwin hjembragte Underkjæbe (Beagle, Foss. Manım. pl. XXIX) og de Afbildninger, Leidy har givet af Underkjæben af den virkelige Mega- lonyx, vise saa ringe Lighed, at jeg ikke kan tro, at Gervais har Ret heri. Skulde dette mod For- ventning være Tilfældet, kan det af Owen beskrevne, ovenfor omtalte Rulleben endnu meget mindre henføres til samme Dyr, som den tvivlsomme Underkjæbe, hvilken Darwin har hjembragt; thi Rullebenet hos Megalonyx er jo nu vel kjendt og er aldeles forskjelligt fra det, som har foreligget for Owen. 35 Fig. 4). Det har en Længde forfra bagtil af 0™,176 og en Brede udenfra indad af 0,143 og er saaledes af samme Storrelse som det mindste af de to venstre. Det ligner i de fleste Henseender disse saa meget, at en udforlig Beskrivelse turde vere overflodig; det kan vere nok at henvise til Afbildningen og kun ganske kort at fremhæve Afvigelserne. Den vigtigste af disse viser sig i den Del af Knoglens store proximale Ledflade, som er bestemt for den nederste Ende af Legbenet. Medens denne nemlig for Resten i alt Vesentligt har den samme Form, som paa de to venstre Rulleben, naar den dog ikke helt ned til den store bageste Ledflade for Helbenet, men skilles fra denne ved en omtrent femten Millimeter bred Fure. Hertil kommer endnu, at Renden, som skiller de to for Helbenet bestemte Ledflader fra hinanden, er baade bredere og dybere end paa de tvende andre Rulleben, som Kroyer har hjembragt. I disse Henseender afviger Knoglen ligeledes fra det ovenfor omtalte, af Owen beskrevne Rulleben, og Afvigelserne ere (som sagt) for be- tydelige til, at disse forskjellige Knogler kunne have tilhort en og samme Art. Men der kan paa den anden Side neppe vere Tvivl om, at det nys beskrevne hojre Rulleben dog maa have tilhørt et med Lestodon armatus nerbesleglet Kjempedovendyr, maaske endog en anden Art af samme Slegt. Om det, under denne Forudsetning, antyder en hidtil ubekjendt Art eller maaske kunce tilhore det samme Dyr, fra hvilket den Tand hidrorer, som har givet Gervais Anledning til at antyde en tredie ZLestodon-Art, Lestodon trigonidens, kan for Tiden naturligvis ikke afgjores. At det skulde kunne henfores til Lestodon myloides, forekommer mig paa Grund af dets Storrelse mindre antageligt. Det kan endelig heller ikke have tilhort det ubekjendte Kjempedovendyr, som antydes ved det ovenfor beskrevne Fragment af et Skinneben. Som bekjendt blev Slægten ZLestodon i sin Tid grundet paa et Par Kjæbefragmenter af den ene, mest typiske Art, Lestodon armatus, og et saa godt som fuldstændigt Cranium af den anden, mindre udprægede Art, Lestodon myloides. De Serkjender, som skulle skille den ny Slegt fra Slegten Mylodon, kunde saaledes for storste Delen kun hentes fra Tandfor- holdene, og Forskjellen sattes navnlig deri, at den forreste Tand i begge Kjæber var noget storre end den efterfolgende og skilt fra denne ved et storre Mellemrum, end der fandtes mellem de andre Tender, hyorhos den tillige var rykket mere eller mindre udenfor Tand- rekken paa Grund af, at Kjæben blev bredere, og at dens Rand bojede udad umiddelbart foran den nestforreste Tand; den forreste Tand var, som Gervais udtrykker det, hjorne- tandagtig. De Afbildninger af Lestodon myloides, som omtrent samtidigt offentliggjordes under det urigtige Navn af Mylodon robustus i det posthume Hefte af Blainvilles «Osteo- graphie», viste dernæst, at der i alt Fald for denne Arts Vedkommende til de allerede fremhevede Serkjender endnu kunde fojes det, at den forreste Tands Tyggeflade var skraat tilskerpet ligesom hos den nulevende Cholocpus-Slægt. Professor Burmeister har senere 5 36 oplyst, at den forreste Tand havde den samme, om Choloepus mindende Form hos begge de Dyr, som Gervais havde henfort til sin nye Slegt, men har tillige forkastet denne som ikke tilstrækkelig forskjellig fra Slægten Mylodon, fordi den fra den forreste Tand hentede Charakter ikke ledsagedes af lignende Afvigelser fra den sidstnævnte Slegt i den ovrige Benbygning, som dem, der vise sig i Skeletterne af de nulevende Slegter Choloepus og Dradypus, hos hvilke der, som bekjendt, findes en lignende Forskjel i den forreste Tands Form. Men han tilfojer tillige, at for saa vidt Nogen dog skulde ville betragte Gervais’ Lestodonter og Owens Mylodonter som underordnede Grupper (altsaa som Underslegter) indenfor Slegten Mylodon, kunde en slig Sondring gjennemfores og Under- slægterne skjelnes ved; Hjælp af den forreste Tands forskjellige Beskaffenhed, en Frem- gangsmaade, i hvilken man dog efter min Mening neppe vilde kunne se. Mere end en temmelig uvæsentlig Modification af Professor Gervais’ Opfatning af de paagjeldende, af ham beskrevne to Kjæmpedovendyr. Forudsat, at de i det Foregaaende omhandlede Skeletdele virkelig, saaledes som jeg tror, med Rette ere henforte til Lestodon armatus, maa det erkjendes, at dette Dyr foruden i sit Tandforhold ogsaa i visse Partier af sin Benbygning frembyder let opfattelige og ikke uvesenlige Afvigelser fra Mylodon robustus, hidtil den eneste af de tre af Owen sely til denne Slegt henforte Arter, hvis Skelet er bekjendt i sin Helhed; navnlig fremtrede disse Afvigelser i Brysthvirvlernes og Rullebenets Bygning og Forhold. Herved vinder Lesto- don armatus efter min Mening et forhøjet Krav paa at skilles generisk fra Slægten Mylodon, Ow., og til Forskjel fra denne vil Lestodon-Slegten nu kunne charakteriseres paa folgende Maade: 1. den forreste Tand i hver Kjæbe er rykket mere eller mindre udenfor Tandrekken og fjernet fra den anden ved et storre Mellemrum end de ovrige Tender ind- byrdes; den er derhos forsynet med en skraat tilskerpet Tyggeflade, som i Overkjeben vender bagtil, i Underkjæben fortil. 2. Brysthvirvlerne, eller i alt Fald Flertallet af dem, bere fortil og bagtil paa Hvirveltornens Rod mellem de sedvanlige Zygapophyser en serskilt midtstillet Ledflade. 3. Rullebenet er=ledfoiet med Helbenet ved Hjælp af to adskilte Ledflader, af hvilke den forreste gaar i Et med de for Terningbenet og Baadbenet bestemte Ledflader. | Om den anden Art, ZLestodon myloides, deler de tvende sidstnævnte Særkjender med Lestodon armatus, kan først erfares, naar de i Museet i Buenos Aires opbevarede, mere eller: mindre fuldstændige Skeletter af dette Kjæmpedovendyr blive beskrevne, og førend den Tid vil det neppe med noget virkeligt Udbytte kunne drøftes, hvorvidt det bør henføres til Slægten Lestodon eller ikke. Fig. 2. Fig. 3. Fig. 4. Fig. 5. Fig. 1. Forklaring at Tavlerne. Alle Figurer ere lithographerede efter Photographier af de forskjellige Knogler. Tab. 1. Den højre Underkjebegren (ramus dexter mandibulæ), set ovenfra, %s af den natur- lige Storrelse. a. Tandhulen for den forreste (udfaldne) Tand. b. Tandhulen for den bageste (udfaldne) Tand. c. Den beskadigede Indgang til Underkjæbe-Kanalen (foramen mentale posterius). Den distale Halvdel af det venstre Overarmsben (humerus sinister), set forfra, ®ıo af den naturlige Storrelse. a. Den radiale Del af Ledrullen for Underarmen. b. Den ulnare Del af Samme. Det venstre Spoleben (radius sinister), set forfra, tj; af den naturlige Størrelse. Det viste sig ved Photographeringen bekvemmest at photographere Knoglen i omvendt Stilling med den øverste Ende nedad. Ved Figurens Overførelse paa Stenen blev det nødvendigt at beholde denne Stilling, da Afbildningen ellers vilde være belyst fra den urette Side. a. Ledfladen for Drejeledet med Albubenet (circumferentia articularis). b. En Del af Ledfladen for Baadbenet (os naviculare). c. En Del af Ledfladen for Maanebenet (os lunatumi. Samme Ben, set bagfra, */s af den naturlige Størrelse. Afbildet ligesom Fig. 3, med den overste Ende nedad. Det venstre Spolebens distale Ledflade (cavitas glenoidea), "I af den naturlige Storrelse. a. den til Baadbenet (os naviculare) ‘svarende Del af Ledfladen. b. den til Maanebenet (os lunatum) svarende Del. Tab. 2. En Brysthvirvel (vertebra dorsi), set skraat bagfra, te af den naturlige Størrelse. a. Ledflade for Ribbens-Hovedet (capitulum costæ). . Ledflade for en tilsvarende paa Ribbens-Halsen (collum costa). Ledflade for Ribbens-Knobben (uberculum costa). +o ES . Den uparrede, midterste Ledflade paa Bagsiden af Hvirveltornen (processus spinosus). Fig. Fig. Fig. Fig. NL 2 Den første Halehvirvel (vertebra caudæ 1), set forfra, ae af den naturlige Størrelse. a — a. Ledudvexterne (hypapophyses) for den første Nederbue (hemapophysis). Skinnebenets (tibia) proximale Ledflade, % af den naturlige Størrelse. a. Ledfladen for den ydre Laarbens-Kno (condylus externus) b. Ledfladen for den indre Laarbens-Kno (condylus internus . Skinnebenets distale Ledflade, *3 af den naturlige Størrelse, a. Ledflade for Legbenet (fibula). (efr. Tab. 3, Fig. 3, a). b. Ledflade for den midterste nyreformige Del af Rullebenets (astragalus) opad- vendende Ledflade (cfr. Tab. 3, Fig. 3, b.) c.. Ledflade for den tilsvarende paa Rullebenets indadvendende tapformige Udvext (efr. Tab. 3, Fig. 3, c.). Tab. 8. Den distale Ledflade paa Skinnebenet af et med Lestodon armatus beslægtet, som det synes, ubeskrevet Kjempedovendyr; c. 1/2 af den naturlige Størrelse, a. Ledflade for Legbenet. b — b‘. Ledflade for den midterste, nyreformige Del af Rullebenets opadvendende Ledflade, c. Ledflade for den tilsvarende paa Rullebenets tapformige Udvæxt. Det venstre Rulleben (astragalus sinister) af Lestodon armatus, set nedenfra, ‘ af den naturlige Storrelse. a. Den bageste, store Ledflade for Helbenet (calcuneus). x. Den forreste, lille Ledflade for Helbenet. b. Den med forrige (x) i Et gaaende fælles Ledflade for Tærning- og for Baand- benet (cuboideum & naviculare). Samme Ben, set ovenfra, */5 af den naturlige Størrelse. a. Ledfladen for Lægbenet. b. Den nyreformige Del af Ledfladen for Skinnebenet. c. Ledfladen paa den tapformige Udvext. d. En Del af den for Baad- og Terningbenet fælles Ledflade. Det højre Rulleben af et andet, ubekjendt Kjæmpedovendyr, beslægtet med Lestodon armatus; 4/2 af den naturlige Størrelse. Nn CONNUE TRITT Zu 77 0 Rettelser. 2 f. 0. Resje les: Rejse 26 f. o. sf les: af 6, 8 f. 0. 1861 les: 1871 Selene le, wee 1—2. les: Fig. 1—2) 13, L. 2 f 0. opdaget læs: oplyst . 15, Note 1, L. 13, f. o. Castelnau’ les: Castelnau, . 18, L. 13 f. 0. Stvkke las: Stykke . 21, L. 7 f. 0. Forsider les: Forside . 24, L. 17 f. o. hver les: hver » L. 25 f. 0. hver les: hvert 30, L. 26 f. o. foreligge les: foreligger ‘ L. 5, L. 15 f. o. tidssvarende læs: tidsspildende L. L. pr Ba te i y . ayy ee? PR Ne OR ae A NU > ARE A AT À TA et i | a is ic i VEL, oprah VE Mu > BAD PL hs hae gts itp she, Ph EE à 153 Vid.Selsk.Shr 5 R XI Reinhardl, Lestodon armatus. TET: Fig.1. 13, Fig.2.%0, Fig:3. 92, Fig. 4.95, Fig. 5. 712 af den nat. Storrelse lid. Scloh Shr J RX. Reinhardt, Lestodon armatis Til 1 5 Fig./.'2, Fig. 2 Sr, Fig. 3.99. Fig. 25 af den nat. Störrelse e rye i 61 ‘ u i i j 107 P h 1 N N i) Ti 1 1 i SI i sø q =m an | i hl LL 4 a 0 - B Re u ‘ = : i. i 4 i ‘ € LU Li 2 J i , lid Selsk. Ser 5 R_ XL. Reinhardt, Lestodon armatus. LIU. Fig.l 2, Fig. 2 #7 Fig.d. 35, Fig. 2 af den nat. Størrelse. I ! i LU 1 i 1 ny Lie 1} i i ” ' a! | + \ . Vej i ' i i ) OA, x th has SA | 1 i ST M FH Diets Nethinde, en histologisk, historisk-kritisk og physiologisk Undersogelse af Adolph Hannover, Med. Dr., Professor. Med 6 Kobbertavler. Vidensk. Selsk. Skr. 5. Række, naturvidenskabelig og mathemalisk Afd. XI. 2. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri, 1875. oranda oa Ü ' enn) vai Ae TTS 1 Ant ‘ pa + # jdn BT a. bie dae Avante + re L'ILLCEZ TES DL DTA Kirk oun iver + il ; he | j 3 Nr ni M FT 12 on RUN if i 0 i} ro i KR De Mi ‘ Hee 4 AWA LAN) ir RN! Indhold (Zable des matières). Indlednings(intnodtction) reais ee an et ee ie haul elke ea 45 ToHstoloeisk Atdlelimg (Zartierkitologique) Saunen nenn see © «sc 49 Gjeddens Nethinde (Rétine du brochet), Tab. I. ......,................. 49 Freens Nethinde (Rétine de la grenouille), Tab. IL .................... 64 Honens Nethinde (Rétine de la poule), Tab. Il. ................ ..... 78 Menneskets Nethinde (Rétine de l'homme), Tab. IV, V, VI. ................ 89 IL Historisk-kritisk og physiologisk Afdeling (Partie historico-critique et physio- logique) Re SR ACY) hace Secs a a LRO EE EC 127 1) Stratum fibrarum cerebralium ......... Ae Gabe dienes: © a) que sme ee 127 4) Se COMMER OG) GINO sop eo Moo = = Odo cas Son oo 6 129 SES ra arne TA, 590 aus) ne 6 6 OS RO eo ae 137 4) Stratum granulatum internum BREDDE EN ee RE LAD HYSMEIMDYZTIABINLELIEUTAGSE TORE ee Ciel ce ee cie cer cie 147 EM RUE os Bae abc 010 a ea cud, DO ER Oo iS 152 7) SPATE VATE EPSTEIN 5, 5.54) Bis, A aed gittee! Gackt so)00g ome clo tee scie 159 Hl) Sin ERE GION So Gos Goo oe emo oo So Ooo bo sooo me 165 Selen brand litas lex ler aser ES = lee ee Cie use ciel cé ce ee 172 KO)ESETADEEONDEGHIOTUINGERZCONONUIEER See eee eee oo acto ee ee > 173 I) SUA CUTE OTST ave ag ee on Oly ee ond) Ovo cc cle 205 [SGT nS (GG) Wyse & 636 Soma o Sludge BiG Cue 0.6.0, 0.0) Orc a lee Berta se een > 208 Macula lutea et Fovea coeca ....... WG Cea So do ee 209 ParsknunterıorsrelinauehlOrarserralau re ern ee me) el sisi tm alr ole (ee eue ce ie) er gelse 222 Forklaring af Tavlerne (Explication des planches) . . .................. 227 ve i | a air nr art Lt Eu “fe dO der alle RU Nate? "AL h Ar Mba tu int A m di lee, m N y et : É eel ki au L fare A mil cas pla ie ome BDA. gg ik de 07 aha sig we RT. j Nr Ms dl É Al ll PWN, adel a A MUN) | ny) La ina erh Mean rt à à ot A OMR ev Tea né a AN j Ah « the PAP A ‘ \ a ee, Wi ‘ ANT. TI ER st iho. eae LA | on À ; ewe nh ans ey m. IT TN A ; | f i i } 10) 29 yah RAR en u dd VA g ra fat a Oe he De gl f à Aut i AT Oe r pe 4 cu ‘4 ou é s Fa Ye i i at i ADE ai a ar > ee ina shits wy i u = i { i] By jeg for mere end 5 Aar siden begyndte paa nærværende Arbeide, troede jeg ikke, at det vilde have faaet saa stort et Omfang. Det var nemlig dengang kun min Hen- sigt at undersoge Pigmentcellernes og navnlig de af mig forst efterviste Pigmentskeders neiere Forhold til Stave og Tapper. Under Arbeidet indsaae jeg imidlertid snart, at Pig- mentet ikke lengere kunde regnes til Chorioidea, men at det udgjorde en vesenlig Del af Nethinden. Derved lededes jeg til at undersøge det ene af Nethindens Lag efter det andet, saa at jeg tilsidst underkastede hele Hvirveldyrenes Nethinde en fornyet lagttagelse. Medens jeg til min forste Afhandling om Nethinden, som udkom 1840, havde be- nyttet flere forskjellige Dyr, besluttede jeg denne Gang at indskrenke mig til at beskrive et enkelt Dyr indenfor hver Hvirveldyrklasse og valgte dertil Gjedden, Frøen, Hønen og Mennesket, medens Undersøgelsen af en Mængde andre Dyr, angaaende hvilke man vil finde enkelte Meddelelser, kun skulde tjene til Oplysning af Forholdene hos de nævnte. At jeg valgte Mennesket, skete ikke uden nogen Tøven, fordi jeg forudsaae, at jeg ikke altid kunde gjøre Regning paa tilstrækkeligt og friskt Materiale, hvormeget jeg end under- støttedes af flere Kollegers Velvillie; men paa den anden Side maatte Kundskab om Men- neskets Nethinde staae som det Maal, hvortil man gjennem Undersøgelsen af de andre Hvirveldyrs Nethinde skulde naae. De Betænkeligheder, jeg forhen havde udtalet mod An- vendelsen af kunstigt præparerede Øine istedetfor af friske og varme, vare vel ikke hævede, men dog formindskede ved yderligere Erfaring; kun maatte man altid have for Øie at henføre den ved Præparationen frembragte Tilstand i Elementardelene til det normale For- hold i frisk Tilstand. Hertil er der i den store Mængde af Undersøgelser af Nethinden, der ere fremkomne i de sidste 30 Aar, ikke overalt taget Hensyn, og man finder derfor mange Former beskrevne, som ikke stemme med de normale. Det Samme gjælder om de tilhørende Afbildninger; ogsaa blandt disse, der tillige ofte ogsaa i Henseende til den kunstneriske Udførelse lade meget tilovers at ønske, træffes hyppigt Former, som vel kunne frembyde sig i Mangfoldigheden af de mikroskopiske Billeder, men ikke altid ere valgte med tilbørligt Skjøn eller med det nødvendige Hensyn til den normale Tilstand. Hermed Vidensk. Selsk Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XI. 2. 6 46 6 staaer en anden Omstendighed i neie Forbindelse, nemlig den overdrevne Brug af meget stærke Forstorrelser. Man troede ved Anvendelsen af stedse stærkere Forstorrelser at kunne overvinde Vanskelighederne ved lagttagelsen og haabede ad den Vei at kunne trenge fuldstendigt ind i Elementardelenes Væsen for derefter at vere istand til at tyde Nethindens Virksomhed. Men her er man bleven skuffet. Der gives en Grendse for vore nerverende Mikroskopers Rekkeevne; gaaer man ud over den, faaer man vel et stort Billede, men kun paa Bekostning af Tydeligheden, og taber i Virkeligheden mere, end man vinder. Hvorvidt jeg i Afhandlingens første, histologiske Del har undgaaet de nævnte Skjær, vil Fremtiden vise. Jeg har bestrebt mig for at fremstille Nethindens Elementardele, saa- ledes som de forholde sig i normal Tilstand. Jeg har derfor forst iagttaget det friske eller varme Øie og dernæst betjent mig af Præparationer. Her er jeg bleven staaende ved den i Vand fortyndede Chromsyre, som jeg i 1840 indforte i Mikroskopien, og hvortil de fleste Iagttagere ere vendte tilbage som Hovedmiddel efterat have benyttet mangfoldige andre chemiske Reagentser til Qiets Behandling og Undersøgelse. Uden at Qiet er hærdet, er det neppe muligt at gjøre tynde Snit af Nethinden. Kundskab til Hærdningens Grad er- hverves kun ved Øvelse, og endda bliver man ofte skuffet ved snart at finde en, snart en anden Elementardel mindre godt bevaret, alt efter Delenes forskjellige Modstandsevne mod Herdningsmidlet. Man maa undersoge Dag for Dag for at lere Forandringerne at kjende; til mindre Mine anvendes en svagere, til større og med haarde Hinder omgivne Mine en sterkere Oplosning; til Herdning i en svagere Oplosning kr&ves en lengere Tid end i en sterkere. Den af mig anvendte Oplosning af Chromsyre har derfor vexlet fra 1 Del Chrom- syre til 20—30 Dele Vand eller derover, og Tiden, hvori Viet har henligget, fra nogle Dage til flere Maaneder. Naar Stave og Tapper have holdt sig, kan man vere temmelig sikker paa, at ogsaa de øvrige Dele ere godt bevarede. Den Forskjel, man finder i Elementardelenes Størrelse i forskjellige Oine af samme Dyreart, beroer maaske ikke udelukkende paa Chrom- syrens Virkning. Til at gjore fine lodrette Snit (bedst i Sektorform efter H. Müllers An- visning for at faae forskjellig Tykkelse) betjente jeg mig af en sædvanlig Skalpel og et Underlag af haardt glat Tre og bar paa denne Maade paa gode Preparater kunnet dele en Strekning af en Millimeter i mere end 10 lodrette Snit, der vare tjenlige til Undersogelse. Snittene, som dels maa gjores udvendigfra, dels indvendigfra med Chorioidea som Underlag, har jeg dernæst opbevaret i Glycerin mellem to Glasplader, der ere hermetisk lukkede. Glycerin frembringer aldeles ingen Forandring af de engang herdede Snit, hvilke derimod ikke taale en yderligere Tilsetning af Chromsyre. Jeg eier en Samling af Præparater, der saaledes opbevarede have holdt sig uforandrede i flere Aar. Samme Plan har jeg fulgt med Hensyn til Afbildningerne, idet jeg forst har frem- stillet de normale Forhold og dernest de ved Pr¶tionen frembragte Former, der oplyse de normale. Derimod har jeg undgaaet alle schematiske Afbildninger; man kommer let 7 AT ind paa en farlig Skraaplan, naar man stadigt har et Schema for Øie og derefter vil lempe Tydningen af det lagttagne. Ved Tegningen har jeg altid benyttet Camera clara, som er den sikkreste Maade at erholde en noiagtig Kontour af en Gjenstand ved en given For- storrelse; men dette Hjælpemiddel har endnu ikke fundet den udstrakte Anvendelse, som det fortjener, skjondt der kun hører ringe Øvelse til at benytte det. Overhovedet anseer jeg det for overordenligt vigtigt at aftegne, hvad man iagttager; man tvinges til at gjore en langt dybere gaaende Undersogelse af Gjenstanden for at kunne gjengive den i et Bil- lede, og kun naar Gjenstand og Billede falde aldeles sammen, har man nogenlunde Sikker- hed for at have iagttaget og tydet rigtigt. Mine Tegninger ere dernæst stukne i Kobber af Professor Magnus Petersen med den Troskab og Kunstferdighed, der udmerker alle hans Arbeider. Den Forsterrelse, hvormed jeg daglig har arbeidet, er kun 340 Gange. Uagtet jeg kan drive Forstorrelsen ved mit Mikroskop til 2500 Gange, har jeg kun yderst sjeldent brugt en sterkere Forstorrelse eller en Immersionslindse og da kun til Kontrol for den svagere, aldrig til den egenlige Iagttagelse; der er kun faa Tilfælde, hvor den stærkere Forstorrelse har givet mig mere Oplysning, end jeg allerede havde erholdt ved den svagere af 340 Gange. I Afhandlingens anden Del har jeg forst givet en almindelig Oversigt over de af mig fundne Kjendsgjerninger. Dernest har jeg med Hensyn til Andres lagttagelser frem- hevet saadanne, der enten danne Grundlaget for mine egne, eller i Henseende til hvilke jeg er kommen til andre Resultater end mine Forgjængere, uden dog at give nogen udtom- mende historisk Fremstilling af Nethindens Histologi. Blandt andre lagttagere staaer H. Müller, hvem en altfor tidlig Død bortrev, endnu uovertruffen, hvad selve lagttagelserne angaaer, og kun den, der i en Aarrekke har undersøgt Nethinden, kan tilfulde vurdere hans epoke- gjørende Undersøgelse af Nethinden hos Hvirveldyr og Mennesket samt de Vanskeligheder, han har haft at overvinde ved at eftervise Feilene i min første Afhandling om Nethinden. hvis Fremstilling efter hans egne Ord var anerkjendt, ja endog beundret. Hvad derimod de i hans Afhandling indeholdte physiologiske Resultater angaaer, som M. Schultze senere har ført videre med Hensyn til Stav- og Taplagets Betydning, da har jeg ikke kunnet følge ham, men blandt Andet gjort det til min Hovedopgave at kuldkaste Miiller- Schultzes Theorie om Stave og Tapper som nervese Organer og som Seenervens egenlige Ende, uden at jeg dog, som man vil finde, har søgt den erstattet ved den af mig før H. Miller opstil- lede saakaldte katoptriske Theorie. Intet har hæmmet vor Kundskab om Nethindens Byg- ning mere end den Omstændighed, at mange eller maaskee rettere de fleste Iagttagere, øjeblikkeligt have villet drage physiologiske Resultater af deres mikroskopiske Iagttagelser, førend deres Paalidelighed var fuldstændigt godtgjort, og hvad der er værre, ligesom ved de schematiske Afbildninger, have lempet lagttagelsen efter en Theorie. 6* 48 Skjondt Nethindens Terminologie vel kunde trænge til Ændringer, har jeg dog fulgt den gjængse og i Inddelingen af Nethindens Lag kun indført een ny Benævynelse, nemlig Membrana intermedia. Nethindens Lag og Elementer ville i Afhandlingens histolo- giske Del blive afhandlede i følgende Orden udenfra indad: 1) 2 3 4 5 6 7 8 9) 10) 11) Stratum pigmenti, Pigmentlaget, Stratum baeillorum et conorum, Stav- og Taplaget, Membrana limitans externa, den udvendige Begrendsningshinde, Stratum granulalum externum, det udvendige Kornlag, Membrana intermedia, Mellemhinden, Stratum granulatum internum, det indvendige Kornlag, Stratum granulosum, det fintkornede Lag, Stratum cellularum cerebralium, Hjernecellernes Lag, Stratum fibrarum cerebralium, Hjernetraadenes Lag fra Seenerven, Fibre radiales, Radialtraadene, Membrana limitans interna, den indvendige Begrendsningshinde. I. Histologisk Afdeling. Gjeddens Nethinde. Tab. I. 1) Stratum pigmenti. Pigmentcellerne paa Indsiden af Chorioidea ere næsten ligesaa forgjængelige eller paavirkes næsten ligesaa stærkt af Indvirkninger udenfra som Stave og Tapper, hvilket man i Almindelighed hidtil ikke har antaget. Der hører derfor ligesaa stor Omhu til at under- søge dem, og man kan kun erkjende deres Bygning ved at iagttage de Forandringer, som de ere underkastede, og at sammenligne disse med deres naturlige Tilstand. Pigmentcellen danner en hindet, meget blød, høi Seile, der bliver sexsidet, idet Cellerne presses imod hverandre; man seer derfor, at deres Gjennemsnit er regelmæssigt sexkantet, naar de staae tæt til hverandre, men nærmer sig en Kreds eller en Oval, jo mere de isoleres, hvorved hele Søilen tillige bliver bredere, og dens Form tilsidst bliver ukjendelig i den sorte uregelmæssige Masse. Søilens mod Chorioidea vendende Ende viser sig lige afskaaren eller let afrundet (Fig. 1, a); den er lys og synes vel at vere solid, men yderst blød, medens man dog undertiden kan see en enkelt skinnende ufarvet lille Kugle eller nogle sterre klare Draaber i den; derimod har jeg ikke seet nogen særegen Kjerne i den, selv ikke efter Anvendelsen af Eddikesyre eller Chromsyre, skjondt hele denne Del fremtræder tydeligere efter Tilsætning deraf og bliver noget større og bredere. Den øvrige Del af Søilen dannes af en ufarvet eller let brunligt farvet og efter Længden fint foldet eller riflet Hinde, men den viser sig sort, fordi hele Søilens Indre er fyldt med sorte eller rettere stærkt mørkebrune Pigmentmolekuler, der svæve i en slimet Vædske og hænge fast til Hindens Indside. Grændsen mellem denne Del og den lyse Del er skarp, dog seer man oftest en let Overgang mellem begge, eller Grændsen udslettes aldeles, naar Pigment- molekulerne ere trængte ned i den klare Del, hvorefter Søilen i hele sin Længde viser sig 50 10 sort, i Regelen dog med Undtagelse af den yderste Rand, som holder sig klarere. Er den klare Del af Seilen afreven, er Soilens Ende uregelmæssig eller opflosset, i storre eller mindre Udstrekning blottet for Pigmentmolekuler, som ere flydte ud, og derfor lysere end den øvrige Del. Den sorte Del af Soilen, der har en anselig Hoide og udgjor Pigmentcellens Hoved- masse, har en særegen Tilboielighed til noget udenfor Midten at skilles ad i to Dele, der gribe ind i hinanden med en eller to Forlengelser paa samme Maade, som naar begge Hænders Fingre ere stukne ind i hverandres Mellemrum og trækkes fra hverandre (Fig. 1, b). I den udvendige Halvdel, der synes at have en noget solidere Bygning, findes udad en lys, let violet Draabe, som er meget vanskelig og sjelden at faae Øie paa og kun kan iagttages, naar en Del af Pigmentmolekulerne tilfældigvis ere fjernede paa det paagjeldende Sted (Fig. 4, a). Den violette Draabe svarer efter al Rimelighed til den gule Draabe, vi ville finde i Froens Pigmentcelle. Lignende Draaber har jeg truffet hos Torsken og Aalen. Den indvendige storre Halvdel berer eller danner de Skeder, hvori Stavene og Tappernes Spidser stikke. Den indvendige Halvdel er nemlig formet som et Blomsterbeger med langt Ror og med 6 Flige; i Begeret stikker en Pap. Dog omgiver dette felleds Beger ikke Tappen umiddelbart; thi hver af Tappens Rodder har sin særegne Skede, hvilket man har Leilighed til at iagttage paa isolerede Tapper, hvis Spidser hver for sig kunne vere omgivne af en Skede, medens deres Ender rage frit frem (Fig. 3, e), eller man seer et Stykke af Skeden midt imellem begge Spidser (Fig. 3, a); der er endog omkring Tappernes Spidser flere Lag af Hinder. Felledsskedens Flige begynde paa det Sted, hvor Tappens Spidser stode til dens Legeme. Af dens sex Flige ligger en Flig opad hver af Taplegemets to Lengdefurer; af de fire ovrige ligge to hver paa sin Side, og man treffer derfor Tappens Legeme dækket af tre Flige, medens de andre tre findes paa den modsatte Side (Fig. 4, c). Hinden, hvoraf Skeden og dens Flige bestaae, er fint foldet flere Gange efter Lengden; dette seer man tydeligt af de Indtryk efter Lengden, der undertiden findes paa Tappernes Spidser, strax efterat de ere trukne ud af Bægeret (Fig. 3, a); desuden blive hele Skeden og Fligene be- tydeligt bredere, naar Tappen som Folge af ydre Indvirkninger er bleven bredere. Hinden selv er ufarvet eller let brunligt farvet, naar Pigmentmolekulerne helt eller tildels ere fjernede. Naar Pigmentcellerne have veret opbevarede i Chromsyre, hvori de ret godt bevare deres Form uden at blive bredere, ere Fligene stivere og have Tilboielighed til at spalte sig i flere Flige af ulige Lengde (Fig. 4, a), hvilket maaskee kan hidrore fra en Sprængning, naar Tappen bliver bredere. I frisk Tilstand derimod, naar Tappen er trukken ud af sit Beger, lukke Fligene sig sammen, saa at Formen bliver som en Blomster- knop, og de kunne falde saa tæt sammen, at man ikke seer Spor'af den foregaaende Spaltning i Flige; hele Pigmentcellen taber efterhaanden i Længde, hvad ‘den vinder i Brede, og kan blive langt bredere end Tappen eller dens Spidser (Fig. 4, b). di 51 Skjondt man i Almindelighed oftest finder sex Flige omkring en Tvillingtaps Le- geme, træffer man dog ogsaa velbevarede Pigmentceller med tydeligt kun tre Flige (Fig. 4, b). Grunden hertil er enten den, at to og to Flige have forenet sig, ligesom ellers alle sex Flige kunne lukke sig sammen, eller Pigmentcelleskeder med kun tre Flige tilhore de runde Tapper, som ikke ere Tvillinger. Fligene omkring Tappens Legeme ere vel noie begrændsede og i normal Tilstand bedækkede med Pigmentmolekuler; men Udseendet er dog, som om den ufarvede Fligs Hinde fortsatte sig indad omkring Tappens Legeme og dernest dannede de rektangulaire Forlengelser, der stode til Membrana limitans externa, og som vi senere skulle beskrive. For dette Forhold taler ogsaa, at man fra Fligenes Spidser kan see fine Linier forlobe paa Tappens Legeme, et Forhold, der er endnu tydeligere hos andre Fisk, f. Ex. Silden, hvor Forlengelsen fra Fligene rage helt ind over hele Tappens Legeme. Pigmentskederne omkring Stavene er det vanskeligt at faae Øie paa. Dette beroer derpaa, at de kun ere i meget los Forbindelse med Stavene, hvis Overflade er glat, saa at de let trekkes ud, idet Stavens udvendige Ende snart ruller sig om; paa Tappernes Spidser er Overfladen derimod mere ru. Imidlertid kan man dog treffe korte Skeder med Pigment- molekuler opad Stavene. Ifølge Stavenes Stilling til Tapperne maae Stavene forresten stikke meget dybere i Pigmentcellen og rage lengere udad end Tappernes Spidser; de naae muligvis til det Sted, hvor Pigmentcellen kan sees at dele sig i en udvendig og en ind- vendig Halvdel (Fig. 1, ec). En Tap med en Krands af 12 Stave svarer omtrent til en Pigmentcelles Tversnit. Der er stor Afvexling blandt Pigmentcellerne hos de forskjellige Fisk. Hos Silden have de sex Flige, som lobe ud i en fin Spids og ere saa lange som hele Tappens Legeme. Hos Torsken ere Pigmentcellerne meget store, Hinderne mange Gange og fint foldede; Folderne splittes ad i Form af lange Duske; det Sidste er ogsaa Tilfeldet hos Rodspætten, Aalen og flere Fisk. Den omtalede Deling af Cellen i en ydre morkere Del og en indre hindet har jeg ogsaa fundet hos Torsken og Aalen. 2) Stratum bacillorum et conorum. Det Belte, som Stave og Tapper danne paa lodrette Snit, har et stribet Udseende, hidrorende fra disse Legemers Lengdekontourer. Stribningen er dog ikke ganske ensartet paa Grund af den forskjellige Gjennemsigtighed i Stavenes og Tappernes enkelte Dele. Forskjellen fremtreder ogsaa i den Maade, hvorpaa de angribes ved at herdes i Chrom- syre; thi Tappernes Legeme farves altid stærkere gult end deres Spidser, medens Stavene og deres Traade samt Traadene fra Tappernes indad afrundede Ende holde sig klare og nesten ufarvede, saa at samtlige disse Traade danne et lysere Belte nermest Membrana limitans externa. . 52 12 a) Stave. En Stav bestaaer af en udvendig og en indvendig Del. Den udvendige Del er en klar Cylinder eller et svagt udtalet Prisme med meget glat og glindsende Overflade (Fig. 1, c). Det er denne Del og netop kun denne, som meget hurtigt forandrer sig ved Luftens Indvirkning eller anden Indflydelse, Forandringer, som jeg forhen noiere har beskrevet og afbildet!,, og som jeg antager for bekjendte og derfor ikke skal opholde mig ved. Kun vil jeg fremheve Tverdelingen i Skiver, der synes at angive den Maade, hvorpaa hele Stavens udvendige Del er bygget (spiralformig Anord- ning?). Kun sjeldent seer man Lengdestriber i Midten, eller hele Staven er bleven ube- tydeligt bredere. Den indvendige Del er kegleformigt tilspidset og ender indad med en fin Traad, som stoder til Membrana limitans externa (Fig. 1, d). Keglen bestaaer af en bleg, mat, meget fintkornet og ensformig Substants; Traaden er klar, begrændset af en enkelt Kontour paa hver Side. Skjondt Keglen vel kan forandre sin Form og blive bredere eller sjeldent længere, ere disse Forandringer dog af en ganske anden Beskaffenhed end Forandringerne ved den udvendige Del, hvilket Forhold ogsaa viser, at deres Substantser ere forskjellige. Keglen knækker let af, og selv forend dette skeer, er Brudstedet tydeligt selv paa aldeles friske Præparater. Naar den er iferd med at knekke, finder man i sjeldne Tilfælde Keglen hængende til Stavens udvendige Del ved en fin kort Traad, der dog ikke synes at udgjore nogen væsentlig Del af hele Staven. Den fra Keglens Spids afgaaende fine og stive Traad er ikke underkastet videre Forandring, end at den kan knekke af, saa at det er vanskeligt at bestemme dens absolute Længde; dog kan Traadens Ende opsvulne‘ til et lille lancet- formigt Legeme, og man kan treffe denne Form saavel paa omkringsvommende Stave som paa Stave in situ, nærmere eller fjernere fra Keglen, men Opsvulningen er ikke normal og maa ikke forvexles med det i det udvendige Kornlag verende Stavkorn, som sidder paa Traaden, efterat den er gaaet gjennem Membrana limitans externa ind i det udvendige Kornlag, hvor vi atter ville treffe den. b) Tapper. En Tap bestaaer af tre Dele: Legemet, som ligger i Midten, Spidserne, som vende udad mod Pigmentet, og Forlengelsen, som vender indad og stoder mod Membrana limi- tans externa. Legemets Form er en Cylinder, med rundt Tversnit i nogle Tapper, med ovalt i andre; de sidste ere de talrigste. Udad er Legemet lige afskaaret, oftest begrendset af to meget fine Linier; indad viser det sig afrundet, men Rundingen modificeres ved Forlen- r gelsen og dens Indhold (Fig. 1, e). Paa Tapper med ovalt Tversnit findes en Længdefure, ') A Hannover, mikroskopiske Undersøgelser af Nervesystemet 1842, Pag. 52, Tab. IV, Fig, 52, e; det kgl danske Videnskabernes Selskabs naturv. og math. Afd. Vol. X. 13 53 hvorved de deles i to lige Halvdele, og Tappen erholder derefter Navn af Tvillingtap; paa Tapper med rundt Tversnit sees denne Lengdefure ikke. Legemets Substants er vel klar og gjennemsigtig, men den bliver hurtigt grovtkornet, og det er charakteristisk, at hele Legemet tillige bliver bredere, ofte lancetformigt eller langagtigt hjerteformigt (Fig. 3 og 4). Dette beroer derpaa, at Substantsen er langt blødere end i Stavene; Legemerne kunne blive 2—3 Gange bredere end i den oprindelige Tilstand og kunne brede sig saa sterkt, at de dekke og skjule mellemliggende Stave, saa at der fremkommer et Udseende, som om Tap- perne laae tet ved Siden af hverandre uden Mellemrum, eller som om Stavene aldeles manglede; for en Del beroer dette Forhold ogsaa derpaa, at Stavene besidde langt ringere Modstandsevne end Tapperne. Skjellet mellem Legemets to Halydele kan udslettes aldeles eller holde sig som enkelt eller- doppelt Længdelinie (Fig. 3). Spidserne afgaae fra Legemets udadvendende, lige afskaarne Ende (Fig. 1, f). Der er altid to; dog har jeg seet Tapper med rundt Gjennemsnit, som kun havde een Spids, uden at jeg dog er sikker paa, om dette er det normale Forhold (Fig. 3, h). Spidsernes Form er konisk, med den tilspidsede Ende udad mod Pigmentet, hvoraf de som forhen anfort fuld- stendigt omgives. Deres Længde er noget mindre end Legemets; deres Substants er finere, men Overfladen i naturlig Tilstand mere ru. Undertiden seer man Tverstriber eller en Lengdestribe paa dem (Fig. 3, g). De brække let af eller boie sig paa forskjellig Maade eller blive spinklere. Forlængelsen afgaaer fra Legemets afrundede Ende, har en rektangulair Form, hvis lengste Side omtrent er lig Taplegemets Længde, medens dens korteste Side indad med en lige Linie stoder til Membrana limitans externa (Fig. 1, g). Forlengelsen dannes derved, at Tappens Legeme (men ikke dens Spidser) egenligt er omgivet af en yderst fin Kapsel, der slutter yderst noie om den og kun fremtreder paa Siderne af Legemet, naar man seer dem begrændsede af en Doppelkontour eller seer et Mellemrum mellem Kapselen og Legemets grovtkornede Masse. Forlengelsen er efter al Sandsynlighed en Fortsettelse af de forhen beskrevne Pigmentskeder, men som blive meget finere omkring Taplegemet. Inde i Forlengelsen findes to fine, blege, altid glatte og af en enkelt Kontour be- grendsede Traade, der afgaae fra Taplegemets indadvendende afrundede Ende og forlobe i lige Linie indad, stødende mod Membrana limitans externa (Fig. 1, h). Naar Forlængelsen er aabnet, blive disse Traade frie, men boje sig gjerne bueformigt til samme eller forskjellig Side eller forlobe saa tet, at man kun har Synet af en enkelt Traad, eller de knække over, saa at det seer ud, som om der sad to smaa Horn paa Taplegemets afrundede Ende, hvert hørende til sin Halvdel af Tvillingtappen (Fig. 3, a—g, Fig. 4, c). I Regelen ere Traadene ikke adskilte fra Taplegemet, men gaae umiddelbart ud fra det; undertiden seer man dem dog adskilte ved en fin Tverlinie. I Sammenligning med Stavenes Traade ere de seigere eller mindre skjore og modstaae ydre Indvirkninger bedre. Begge Arter af Traade ere - i Vidensk. Selsk. Skr, 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. XI. 2. 54 14 forresten noie forbundne med Membrana limitans externa, og man kan derfor træffe Rester af dem hængende paa Membranens Udside, medens den ovrige Del af Staven og Tappen er gaaet tabt. Saaledes som jeg forhen!) har viist, staae Stave og Tapper lodret paa Chorioideas Indside i neie Forbindelse med Pigmentcellerne, Tappen i Midten, omgiven af en Krands af Stave; Tapperne med rundt Gjennemsnit ere færre i Antal. Medens denne lagttagelse ikke er forbunden med synderlig Vanskelighed, har det forvoldt mig meget Arbeide at be- stemme, hvilke Dele af Tappen der staae jevnsides med Stavene, eller, for at tage et bestemt Udgangspunkt, at afgjore, hvor Stavens Brudsted eller dens Overgang til Keglen befinder sig ved Siden af Tappen. Vanskeligheden reiser sig iser deraf, at Stave og Tap- per kun befinde sig i meget los Berorelse med hverandre, idet de paa Grund af deres glatte Overflader forskydes, naar man vil gjore et lodret Snit af et storre Parti. Vanske- ligheden forages yderligere derved, at Tapperne hefte meget fastere til Pigmentet end Stavene, som derfor lettere miste deres Fæste paa Pigmentet, medens samtidigt Tapperne med deres Traade ogsaa synes at hefte fastere paa Membrana limitans externa end Stavenes Traade. Denne Forskydning bevirker, at man snart finder Stavens nævnte Brud- sted indenfor, snart udenfor Tappernes indadvendende afrundede Ende. Man maa derfor ved Maaling af Stavens og Tappens enkelte Dele og ved at sammenholde Maalene be- stemme deres relative Stilling. Her kommer dog den Omstendighed i Betragtning, at det Belte, som Stavenes og Tappernes Traade danne, viser sig med meget afvexlende Brede, hvilket dels kan beroe paa Præparationen og Trykket af Kniven, naar man gjor et Snit, dels paa Chromsyrens Indvirkning, naar Nethinden er herdet deri, dels endelig paa for- skjellige Lokaliteter i Nethindens forreste og bageste Halvdel; thi Nethinden i sin Helhed er langt tykkere bagtil end fortil, hvilken Forskjel ogsaa gjor sig gjeldende i dens enkelte Lag. Som endeligt Resultat har jeg imidlertid fundet, at Stavens Brudsted befinder sig i Heide med den Linie, der adskiller Tappens Legeme fra dens Spidser. Som Folge af denne Stilling seer man paa lodrette Snit Belter af forskjellig Gjennemsigtighed: et indven- digt Belte, som er lyst og alene dannes af de ved Siden af hverandre spendte Stay- og Taptraade, og et udvendigt, vesenligt dannet af Stavenes kegleformige Spids og Tappernes Legeme, som er morkere og undertiden ligesom er delt i to Belter, alt eftersom den ene eller den anden af Elementardelene er mest fremtrædende. Stavene rage som anfort meget lengere udad end Tappernes Spidser. Medens Stavenes udvendige Del og Tappernes Le- gemer ligge tet til hverandre, er der et tydeligt Mellemrum mellem de traadformige Dan- nelser, som man maa tenke sig udfyldt af et flydende Medium. 1) A. Hannover, mikroskopiske Undersogelser af Nervesystemet 1842, p. 53. 3) Membrana limitans externa. Denne Hinde har det ikke været mig muligt at fremstille isoleret eller seet paa Fladen; paa lodrette Snit viser den sig som en doppeltkontoureret, temmelig skarp og mork Linie; Linierne lobe dog ikke parallelt, men danne ligesom en Perlesnor af flade ovale Perler (Fig. 1, i). Hinden danner Grendseskjellet mellem Stav- og Taplaget og det folgende Lag. Paa Hindens Udside hefte Tappernes Forlengelser sig, medens Stavtraadene gaae igjennem den. 4) Stratum granulatum externum. Dette Lag findes mellem Membrana limitans externa og Membrana intermedia og indeholder folgende Elementardele : Stavenes Traade fortsætte sig gjennem Membrana limitans externa og ere udspendte i lige Linie mellem denne Hinde og Membrana intermedia, fra hvilken sidste de dog let losnes, saa at man paa Randen af et Preparat kan see dem fritsvevende, dannende et Par lette Bugter (Fig. 1, k). De ere meget fine og blode, begrændsede af enkelte Kontourer. Paa Siden af Traaden og efter dens Lengde sidder et lille, ovalt, i begge Ender let tilspid- set, mørkt Korn, af ensartet Bygning og uden særskilte Punkter i sit Indre (Fig. 1, 1). Storrelsen vexler noget, hvilket maaskee dels beroer paa Nethindens forskjellige Lokaliteter, dels paa Preparationsmethoden. Kornet sidder nermest Membrana limitans externa, men i nogen Afstand derfra; sædvanligt træffer man Kornene parvis, hvilket hidrører derfra, at det lodrette Snit i Nethinden er faldet saaledes, at der stod to Stave mellem to Tapper. Naar de saaledes staae parvis, ere de heftede paa den Side af Traaden, der vender mod Midtlinien mellem dem; i andre Tilfælde seer man dem i Række med ligestort Mellemrum mellem Kornene, dog altid i nogen Afstand fra Membrana limitans externa; hvile de umid- delbart paa den, skyldes det Præparationen. Ved sin Gjennemgang gjennem Membrana limitans externa maa Traaden vere noie fæstet til den, fordi man neppe nogensinde træffer en isoleret Stav losnet med sin Traad og det vedhængende Stavkorn. Foruden det egenlige Stavkorn kan man undertiden finde smaa Udvidninger paa Traaden, og indad i Laget nogle Smaakjerner, der dog snarest maae ansees for tilfældige. Paa det Sted, hvor Tappens rektangulaire Forlengelse stoder til Membrana limitans externa, sidder der paa Membranens Indside en Hette af samme Brede som Forlengelsen (Fig. 1, m). Hetten er at betragte som en Fortsættelse af denne, skjondt man aldrig, saa- ledes som vi ville finde hos Honen, treffer isolerede Tapper med Forlengelse og Hette, men vel Tapper med Forlengelse og et lille vedhengende Stykke af Membrana limitans ex- terna. Hetten ender indad i en Traad, der er grovere og skarpere kontoureret end de foregaaende Stavtraade; den forlober mellem Stavtraadene i lige Linie indad og hefter sig 7* 56 16 paa Membrana intermedia med en trekantet Udbredning eller spalter sig i to Grene. I Hatten findes en temmelig stor, morktrandet Kjerne med et eller flere punktformige Kjerne- legemer; Kjernen hviler umiddelbart paa Membrana limitans externa. Stavkornene og Hætterne med deres Kjerne danne tilsammen et Belte, som er meget mørkere end det stribede lyse Belte, hvori Stavenes og Hetternes Traade hvile, sandsynligvis omgivne af en flydende Substants; ogsaa er dette Belte morkere end det af Stav- og Taptraade udenfor Membrana limitans externa dannede Belte. Stavenes og Het- ternes Traade tilintetgjores let ved Præparationen; ogsaa er lagttagelsen af de ovrige Dele i dette Lag ikke altid let, fordi Stavkornene og Hetternes Kjerner kunne skjule hinanden, saa at man paa et Sted seer lutter Stavkorn i en Række, paa et andet kun Hetternes Kjerner. Hele Nethinden har stor Tilboielighed til at spalte sig i to Blade tvers igjennem dette Lag, idet Membrana intermedia danner Grendsen for det indvendige Blad; det ud- vendige Blad, hvori Stave og Tapper med Tilbehør findes, er altid skjorere og hænger fast : ved Pigmentet; dog hænder det, at Membrana intermedia kan blive hengende paa Stav- og Taplaget. 5) Membrana intermedia. Den danner en sammenhengende fast Hinde, som man kan losne i saa store Stykker, at de ere synlige for det blotte Øie. Ved Hjælp af Mikroskopet seer man, at Hinden bestaaer af en ensartet, fintkornet Masse; er der Huller eller Masker i den, er den beskadiget (Fig. 5). Paa lodrette Snit iagttages undertiden en let Stribning, concentrisk med Oiet, men som muligvis kun er en Folge af Præparationen (Fig. 2, n). I Hinden findes en Mengde temmelig store, kuglerunde, sjeldent lidt ovale Kjerner, der vise sig snart lysere snart morkere end den omgivende Hinde og ere noie begrendsede af en morktpunkteret Kontour. I Kjernernes Indre sees sjeldnere et bestemt lille rundt Kjerne- legeme i Midten, hyppigere flere mørke Punkter til Siderne; Kjernerne have noiagtigt samme Diameter som Hindens Tykkelse og rage derfor paa lodrette Snit ikke udenfor den, hvor- imod man vel kan finde dette paa skraa Snit; dog har jeg hos Torsken seet Kjernerne rage op over Hindens indvendige Overflade. Saavel Hindens Tykkelse som Kjernernes Storrelse kunne afvexle i forskjellige Øjne. Kjernerne modstaae ret godt ydre Indvirkninger; ved Eddikesyre blive de tydeligere, men tabe undertiden derved deres runde Form. Paa lodrette Snit af Membrana intermedia seer man, at Kjernerne staae i bestemte ligestore Afstande (Fig. 1 og 2,n). Ved Betragtning af Hinden fra Fladen finder man nemlig, at de ere stillede i regelmæssig Quincunx; alt eftersom et lodret Snit falder gjennem denne, seer man flere eller færre Kjerner (Fig. 5). Ligesom Hindens Tykkelse og Kjernernes Størrelse afvexle i forskjellige Qine, saaledes er der ogsaa Forskjel i Kjernernes Størrelse og Antal i samme 17 57 Oie; deres Storrelse aftager bagfra fortil, og det Samme er ogsaa Tilfældet med deres ind- byrdes Afstand, saa at de i den forreste Del af Nethinden staae tettere, men ere mindre. Kjernernes Udseende og deres regelmæssige Stilling tale for Hindens epidermidale Karakter, hvortil endnu kommer, at Hinden under Præparationen har Tilboielighed til at spalte sig i Stykker, hver med sin store Kjerne, uden at der dog derved fremkommer stjerneformige Celler med Kjerne. Naar denne Hinde er fulgt med de folgende Lag, maa den ikke forvexles med den maskeformige Hinde, som vi ville finde i Nethindens indvendige Kornlag; den er altid kjendelig ved sine store Kjerner. Membrana intermedia er en ensartet Membran med glatte Overflader, og paa Grund af dens betydelige Tykkelse hos Gjedden er det paa lodrette Snit let at overbevise sig om, at der ikke gaaer nogensomhelst Traade tvers igjennem den, hverken Traade fra Stave og Tapper, der hefte sig paa dens Udside, eller Radialtraade, som hefte sig paa dens Indside. Hinden danner den udvendige skarpe Grændse for Nethindens Hjernesubstantser, hvilke vi nu gaae over til. 6) Stratum granulatum internum. Dette umiddelbart paa Indsiden af Membrana intermedia hvilende Lag bestaaer af en Hinde og Hjerneceller. Hinden dannes af tre Lag, som alle ere gjennembrudte og danne Masker, saaledes som man kan see paa Afbildningen (Fig. 2,0,0,0), hvor dog Lagene ere fremstillede fjernede noget fra hverandre, for at de tre Lag Masker kunne blive tydeligere. Maskerne ere ovale, firekantede eller rektangulaire med afrundede Hjorner. Den yderste Række Masker be- erendses udad af Membrana intermedia, til hvilken Hinden henger temmelig fast; Maskerne ere de mindste eller rettere de fladeste af alle. Den inderste Hinde viser sig paa lodrette Snit indad begrendset af en lige, dog blød Linie, til hvilken det granulose Lag støder umid- delbart. Maskernes Vægge saavel Længde- som Tverbaandene have en ensformig, fint- kornet eller let stribet Bygning. De have forskjellig Tykkelse, og foruden den normale Deling i tre Hinder have disse Tilboielighed til yderligere at spalte sig concentrisk med Oiet; dette sees bedst paa Randen af et Preparat paa overskaarne Maskers Vægge. Hjernecellerne, som hvile i Maskerne, fremtrede enten som tydelige Celler med forholdsvis stor, noget morkere Kjerne, eller hyppigere kun som grovtpunkterede Kjerner med eller uden Halo om sig, hvilken sidste da hidrorer fra den Kjernen tet omsluttende Cellemembran. Foruden Hinderne og Hjernecellerne findes i dette Lag endnu Radialtraade, kryd- sende Hinderne under rette Vinkler og heftende sig paa Membrana intermedia; det er kun 58 18 tilsyneladende, at de hefte sig paa Hinderne, naar de ere overskaarne, forend de have naaet Membrana intermedia. 7) Stratum granulosum. Laget bestaaer af en ensformig grovtkornet Masse, har en anselig Tykkelse, i sjeldne Tilfelde en lagvis Dannelse, er skarpt afgrendset fra det foregaaende Lag og er morkere og uigjennemsigtigere end dette (Fig.2, p). Massen er at ansee som et Neuroglia; dog er jeg ikke aldeles sikker paa, at Massen oprindeligt har veret aldeles ensformig, fordi man undertiden treffer en Antydning til Geller, ligesom den lignende Masse i Hjernen vel kan vere ensformig, men dog vise Spor af tilintetgjorte Hjerneceller. Saavel gjennem dette som gjennem de to folgende Lag forlobe Radialtraadene. 8) Stratum cellularum cerebralium. Disse Geller ere vel af forskjellig Størrelse, men i det hele dog større end Hjerne- cellerne i det indvendige Kornlag (Fig. 2, q). De ere fintpunkterede, runde eller ovale, men ikke kantede, fordi de hvile i en meget fin Intercellularsubstants og have oftest en tem- melig tydelig, forholdsvis stor og lidt merkere Kjerne. I Forhold til Nethindens hele Tykkelse ere de ikke talrige og findes kun opstablede i 1—3 Lag, undertiden end ikke dannende et enkelt Lag. Fra en mindre Del af Cellerne udgaae Udlobere i Form af fine Traade, der endog kunne forgrene sig saavel udad ind i det granulose Lag, hvori Cel- lerne ligge nedsenkede, som indad paatvers eller paaskraa af Seenervens Traade, mod hvilke Lagets Grendse ellers er temmelig skarp. Udloberne synes ikke at vere sande Hjernetraade, og deres Udseende er forskjelligt fra Seenervens Traade. 9) Stratum fibrarum cerebralium. Traadene ere en Udbredning af Seenerven (Fig. 2, r). De ere meget fine og for- lobe ikke i Bundter eller Plexus, men parallelt. Nær ved Seenervens Indtredelse i Qiet forekommer der to til tre Gange bredere Traade, som kunne blive varikose ligesom Traa- dene i Hjernen. Traadene danne et mægtigt Lag paa Nethindens Indside; Afbildningen er gjort fra et Sted lidt bag Æqvator; længere fortil bliver Laget tyndere. Laget er hos Fisk i det hele langt tykkere end hos andre Hvirveldyr. 10) Fibre radiales. Radialtraadene danne et særskilt System af Traade, som ere udspendte lodret mellem Membrana intermedia og limitans interna, heftede paa den forstes Indside og den sidstes Udside £9 59 (Fig. 2). De kunne forekomme i endnu større Mængde og forløbende endnu tættere end afbildet, visende sig i forskjellige Focus; men i andre Øine kan man ganske savne dem, rimeligvis fordi de ere overordenligt zarte og aldeles forsvinde, naar Nethinden ved Præ- parationen udspiles for stærkt. 'Traadene forløbe samlede i tynde Traadbundter i lige Linie og uden nogen Sno- ning eller Bøining gjennem alle de Lag, der findes mellem Membrana limitans interna og Membrana intermedia, og vise sig i bestemte ligestore Mellemrum. Hvert enkelt Traad- bundt har en blød Kontour, er ensformigt morktpunkteret i sit Indre, tildels dog paa Grund af sin Sammensætning ogsaa stribet efter Længden, og er mørkere end de Lag, det gaaer igjennem. Saaledes som vi noiere ved Beskrivelsen af Menneskets Nethinde skulle frem- stille, have Radialtraadene deres Oprindelse fra det Bindevæv, der omgiver de enkelte Bundter i Seenervens Stamme, og fortsætte sig derpaa udad. Indad begynder hvert Traad- bundt trompet- eller tragtformigt udenfor Membrana limitans interna, med hvis Udside Tragtens brede Del er sammenvoxen. Tragten er oftest stribet efter Længden, fordi den er sammensat af yderst fine, blege og ikke kornede Længdetraade. Denne Bygning bliver tydeligst, naar man seer dem løsnede fra Randen af et Præparat (Fig. 2, s); Længdetraadene kunne da falde fra hverandre i Form af et Ax, en Quast eller en Skjærm eller frembyde en træformig Forgrening snart til en, snart til begge Sider (Fig. 2,t,t). Naar den Flade, hvormed Tragten er fastheftet paa Membrana limitans interna, er afreven, kan man ligesom see ind i en Hulhed; den strækker sig ud i den øvrige Del af Traaden, uvist dog hvor langt, og viser sig paa det overskaarne Traadbundt som en rund Aabning (Fig. 2, u). .Paa nogle af de af- revne trompetformige Begyndelser sees skjøndt sjeldent en eller flere fine Traade ragende iveiret. Tragtene, hvormed Traadene begynde, stode til hverandre, hvorved deres Rande danne spidse Buer umiddelbart udenfor Membrana limitans interna. De hvile forst i Hjernetraadenes Lag, hvorefter de fine Traade, som sammensette Tragten, efterhaanden samle sig til en Stamme under deres Forlob gjennem Laget; undertiden skeer Samlingen forst lige indenfor Hjernecellernes Lag, ja i enkelte sjeldne Tilfælde samle Traadene sig først paa Grændsen af det granulose Lag. Under Traadenes Forløb gjennem Seenervens brede Lag ere de besatte med en temmelig stor Mengde fine, klare og lange Grene i ubestemte Mellemrum; Grenene afgaae under spidse Vinkler og kunne vere besatte med Smaagrene. Traadbundtet synes at vedligeholde samme Tykkelse trods Grenenes Afgang. Naar Grenene ere tydelige, seer man dem næsten paa hvert Traadbundt; ‚men der gives Oine, hvor man forgjæves soger efter dem; paa den anden Side forages det forgrenede Udseende yderligere, naar Tragtens Traade forst samle sig langt udad. Radialtraadene gaae derpaa gjennem Hjernecellernes Lag, idet de hverken staae i Forbindelse med dem eller forhen med Hjernetraadene, og træde dernæst ind i det granulose 60 20 Lag. Medens de hidtil have beholdt samme Tykkelse, opsvulner hvert Traadbundt nu i et skyttelformigt Legeme af noget forskjellig Lengde. Opsvulningen kan vere endnu tykkere end afbildet (Fig. 2), iser naar den fortsetter sig ind i det indvendige Kornlag, indenfor hvilket den ellers ophører i forskjellig Afstand derfra. I det skyttelformige Legeme sees oftest en oval, stor Kjerne, som er noget morkere end Traaden. Om der afgaaer Grene under Traadbundtets Forløb gjennem det granulose Lag, kan jeg ikke afgjore. Pha Chrom- syrepræparater seer man undertiden den granulose Masse heftet paa Traadene. Endelig gaae Radialtraadene gjennem det indvendige Kornlag og dets Masker og hefte sig eller smelte sammen med Membrana intermedia. Denne Ende har Tilboielighed til at spalte sig i flere fine Traade, som man, naar de ere losnede, kan iagttage frit flotte- rende og i Bugter ligesom Bindevævstraade, hvormed de have den største Lighed (Fig. 2, v). I enkelte Tilfælde kunne to Radialtraade forene sig, forend de hefte sig paa Membrana intermedia. 11) Membrana limitans interna. Den er en strukturlos klar Membran, som paa Gjennemsnit viser sig som en dop- peltkontoureret Linie (Fig. 2, x). Paa dens Udside hefter Radialtraadenes tragtformige Be- gyndelse sig, som ved deres Sammentrekning frembringe flade Fordybninger paa Hindens Indside. Dette Forhold er dog ikke blevet mig saa tydeligt hos Gjedden, som hos de andre Dyr, hvorfor jeg heller ikke har afbildet det. Pars anterior retine. Henimod Nethindens for det blotte Øie skarpe Rand fortil begynde alle Lag efter- haanden at blive tyndere. 3/2—1™™ fra Randen ere Pigmentcellernes Skeder uforandrede, r men kortere. Stavene og Tapperne ere blevne kortere, men Tapperne, som det synes, i ringere Grad; ogsaa beholde Tapperne omtrent deres Tykkelse og blive forst tyndere nermere Ora serrata. Saavel Stave som Tapper vedblive at staae lodret paa Oiets Indside, selv under den skarpe Boining, som Nethinden gjor fortil; men man træffer dem ofte i en skraa Stil- ling, hvilket da skyldes Præparationen. Forkortelsen af Tappernes Forlængelse indtræder før Forkortelsen af Tapperne selv. Membrana limitans externa holder sig tydelig. Stratum granulatum externum aftager temmelig hurtigt i Tykkelse og viser sig paa lodrette Snit kun som en lysere Stribe. Membrana intermedia har kun Halvdelen af sin sædvanlige Tykkelse, og skjøndt Kjernerne ere mindre, ere de dog meget tydelige, synes at staae tættere og i det mindste paa stærkt hærdede Chromsyrepreparater at hæve sig op over Membranens Indside. Stratum granulatum internum aftager jevnt i Tykkelse; dets lagvise Dannelse af 21 61 de med Masker forsynede Membraner fremtræder paa lodrette Snit iForm af afvexlende lyse og morke Baand; de i Maskerne hvilende Hjerneceller ere tydelige. Stratum granulosum aftager forholdsvis mindre i Tykkelse, jo nermere man kommer Ora serrata. Hjernecellerne ere synlige, men faa i Antal. Seenervens Traade ere meget svage og maae ikke forvexles med de koncentriske Lag, man her endnu kan finde i Stratum granulosum. Radialtraadene sees gjennem hele Pars anterior i samme Mengde som ellers; deres tragtformige Begyn- delse findes i en Afstand af 1™™ fra Ora. Traadene ere meget fine og staae tet; i en Afstand af 0,5" er den tragtformige Begyndelse ikke længere synlig, men Traadene forløbe meget tet til hverandre, saa at de paa Ora danne den storste Del af Randens indvendige Halvdel. I en Afstand af 0,1™ fra Ora serrata blive alle Lag endnu tyndere. Stavene ere blevne endnu kortere, Tappernes Legeme derimod neppe; deres Forlængelser ere vel blevne kortere, men ere endnu tydelige i den nævnte Afstand. I de yderste 0,05™™ af Ora serrata ere Stave og Tapper neppe mere at skjelne, og hele Laget ender tilspidset. Nærmest Chorioidea, som ogsaa er bleven tyndere, sees der- nest paa lodrette Snit en morkere Stribe, som er Membrana intermedia, der maaskee for- ener sig med Chorioidea og fortsætter sig ud paa Iris; dog seer man ikke lengere Kjerner i den, men kun en let skraa Stribning, der gaaer hen paa Bagsiden af Iris i umiddelbar Fortsættelse af Ora serrata, og som efter al Rimelighed er analog de lodretstaaende Celler, vi ville finde paa Bagsiden af Iris hos andre Hvirveldyr. Stratum granulatum ex- ternum og internum, som tilsidst smelte sammen, ende ligeledes tilspidsede; Cellerne i sidstnævnte Lag ere dog synlige nesten ud til den yderste Rand. Derimod ende Stratum granulosum og Seenervens Lag, mellem hvilke Grændsen er udslettet, mere afrundede og udgjore tilsammen omtrent Halvdelen af Randens Tykkelse. Seenervens Lag fremtræder dog kun som Stribe uden Spor af Hjernetraade, ligesom der heller ikke her findes Hjerneceller. Ora har forresten en meget afvexlende Form, snart spidsere snart rundere, idet den frie Rand undertiden lofter sig op fra Underlaget. Introitus nervi optici. Efterat Seenerven er traadt gjennem Sclerotica og Chorioidea, udstraale dens Traade til alle Sider, samlede i Bundter, som paa lodrette Snit vise sig som Blade, der i Begyn- delsen have en temmelig betydelig, men dog afvexlende Tykkelse. De tykkere Blade hen- falde i tyndere (Fig. 6). Bladenes Indre er fyldt med Hjernetraade, som man seer gjennem- skaarne paatvers. Naar Snittet efterhaanden falder fjernere fra Midten af Indtrædelses- stedet, altsaa mere og mere skraat paa Hjernetraadene, seer man dem lidt efter lidt antage en Længderetning. Bladene staae vel tet ved Siden af hverandre, men ere dog adskilte Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd. XI. 2. 8 62 22 ved dybe Spalter, der naae ned til Hjernecellernes Lag og det granulose Lag. Hvert enkelt Blad er omgivet af en fin Hinde, der bestaaer af et enkelt Lag flade brede Baand, som kunne spalte sig, men forovrigt adskille sig fra sedvanlige Bindevevstraade derved, at deres Overflade er fintkornet, og deres Forlob neppe nogensinde sees i Slangegang. Jo mere Bundterne fjerne sig fra Indtrædelsesstedets Midte, i desto finere Bundter spaltes de, mel- lem hvilke man undertiden kan iagttage Traade, der lobe tvers over Kloften mellem Bund- terne. Tilsidst oploses Bundterne aldeles, og Nethindens Overflade, der som Folge af den nævnte Bygning og nermest Indtrædelsesstedet var spaltet og kloftet, bliver nu glat. De Bundterne omgivende brede Baand folge med Hjernetraadene og danne dernest Radial- traadene. Dette Forhold er imidlertid ikke saa tydeligt hos Gjedden som hos Mennesket, hvor det derfor vil blive Gjenstand for en udforligere Fremstilling. Omkring Indtredelsesstedet ere Seenervens Hjernetraade fine og sees uden Variko- siteter. I selve Indtredelsesstedet findes der foruden de fine Hjernetraade ogsaa brede tykke Hjernetraade med Doppelkontour paa hver Side. Stave og Tapper forholde sig som andetsteds. Maal af Gjeddens Nethinde. De folgende Storrelser ere Middeltal af et stort Antal Maalinger og ere tildels benyttede til Fremstilling af Fig. 1 og 2. Man vil deraf see, hvorledes Nethinden aftager i Tykkelse bagfra fortil; dog er Nethindens Tykkelse kun beregnet fra Skjellet mellem Tap- pernes Legeme og deres Spidser til Membrana limitans interna, medens Maalet af Tappernes Spidser og Stavenes udvendige Del er anfort serskilt i Forening med nogle andre Maal. 3 i noget bag Nethindens Tykkelse i 1mm fra 0,5mm fra 0,1mm fra urn ZEqvator Millimetre 2 Ora serrata. | Ora serrata, | Ora serrata. oculi. Tapleremetse en 0,035 0,024 Tappernes Forlængelse . . . 0,039 0,018 Bon Stratum granulatum ext. . 0,030 0,018 0,009 0,024 Membrana intermedia ... 0,015 0,007 0,007 Stratum granulatum int. . 0,072 0,046 0,019 Stratum granulosum ... 0,142 0,046 0,046 0,046 Stratum cellul. cerebralium 0,020 0,006 0,006 Stratum fibrarum cerebra- fom bone tions do d 0,212 0,053 0,031 Hele Nethinden . ...... 0,565 0,218 0,130 0,085 — — med Stavene 0,665 23 63 Pigmentcellernes Heide noget bag Oiets Æquator. . 0,140™™, Pigmentcellernes Brede 0,016™™ Stavenes Længde indtil Brudstedet ......... 0,100", Stavenes Brede . . . . 0,0035™™ Længde af Stavenes Spids og Traad........ 0,074mm kæneder ak Tappemes- Spidser. LU 0,02gmm, Taplegemets Brede . .0,0088mm Tykkelse af det stribede Lag paa Bagsiden af Iris 0,00777, Kjernernes Størrelse i Membrana intermedia afvexler paa forskjellige Steder fra 0,007—0,013™™, Kjernernes Mellemrum i Membrana intermedia afvexler paa forskjellige Steder fra 0,018— 0,027—0,044™™. 8* Froens Nethinde. Tab. I. 1) Stratum pigmenti. Pigmentet dannes af sexsidede Geller eller rettere Soiler, der staae lodret paa Ind- siden af Chorioidea. De henge i frisk Tilstand ikke synderligt sammen og ere derfor lette at isolere. Men dermed følger ogsaa Vanskeligheden ved at finde den sexsidede Sailes Form bevaret; thi Soilerne ere yderst bløde, synke hurtigt sammen eller falde om paa Siden, og den sexsidede Form kan da kun erkjendes i Soilens Grundflade, naar de enkelte Søiler kun i ringe Grad fjernes fra hverandre. Den regelmæssige sexsidede Begrendsning bliver imidlertid let fortrukken, saa at Sexkanten faaer ulige store Sider og Vinkler, og trækkes Soilerne endnu stærkere ud fra hverandre, afrundes Vinklerne mere eller mindre, saa at tilsidst hele Feltet viser sig bedekket med store, runde eller ovale, sorte Legemer. Man kan bedst sammenligne hver Pigmentcelle med et sexsidet Beger med tyk Bund. Bunden er klar, fintkornet og solid, men meget blød. Den er i normal Tilstand saa klar, at man kan see Bægerets Sider skinne igjennem (Fig. 8, e). Vinklerne ere lige- store, men man seer dem sjeldent saaledes, fordi de let forskydes, uden at Bunden dog falder sammen; dette taler for, at den er et solid Legeme og ikke nogen Celle med Celle- membran og flydende Indhold. Bundens udadvendende Flade er plan og, naar man seer den fra Siden, begrendset af en lige Linie (Fig. 7, a); men ved den ringeste Forandring bliver den buet, og Bunden drives tilsidst frem i Form af en klar Blere (Fig. 8, b). Bundens indad- vendende, sandsynligvis noget udhulede Flade viser sig vel ogsaa, seet fra Siden, begrendset af en lige Linie; dog er denne ikke skarp, oftere ligesom takket og uregelmessig, hvilket beroer derpaa, at Pigmentmolekulerne trykkes mod Fladen; men da hele Bunden er solid, kunne de ikke trenge dybere ind i den, og den vedbliver derfor ogsaa at holde sig klar (Fig. 7, a, Fig. 8, c, d). Man forvexle ikke sammenrullede Stave med denne klare Del af Pigmentcellen; Udseendet kan vere meget skuffende, iser naar de sammenrullede Stave 25 65 have antaget en kantet Form. Paa Chromsyrepreparater er Bunden sædvanligt tykkere og bredere end i frisk Tilstand. I Bægerets klare udadvendende Bund findes en forholdsvis temmelig stor, rund eller oval Kjerne (Fig. 7, a, Fig. 8,d,f). Det er ikke ganske let at faae Øie paa den, fordi den sjeldent er synlig, naar man betragter den klare Bund fra Siden; ved Betragtning af Bunden indenfra skjules Kjernen af Pigmentet og sees kun, naar dette helt eller tildels er fjernet. Kjernen er klar, fintkornet, noget morkere end Omgivelserne og forandres neppe ved Tilsetning af Eddikesyre. Den maa ikke forvexles med affarvede Oliekugler. Uagtet Bunden kan skille sig fra det ovrige Beger og fremtrede som et fladt sex- sidet Prisme med Kjerne, udgjor den dog en integrerende Del af hele Pigmentsoilen. Dette sees bedst paa Chromsyrepræparater, hvor den klare og mørke Del af Soilen gjerne ved- blive at vere forenede. Ved Chromsyre, som virker temmelig sterkt paa Pigmentcellerne, taber den klare Bund en Del af sin Gjennemsigtighed uden at trekke sig vesenligt sam- men; Grændsen mod Soilens sorte Del kan blive mindre skarp; Kjernen forsvinder ofte eller er kun tydelig som en lille sammenskrumpet Masse, der er noget morkere og mere grovtkornet end den ovrige Del af Bunden; der kan ogsaa vise sig to eller tre mindre Ansamlinger. Den oyrige storre Del af Bægeret dannes af en strukturles, meget fin og nesten gjennemsigtig Hinde (Fig. 8, f), hvis Indre er fyldt med fine, smaa, runde, ovale eller kan- tede, sorte Pigmentkorn med livlig Molekularbevægelse, naar de svømme frit om. Man kan selvfolgelig kun see Begerets Sideflader, naar det ligger paa Siden, og en Del af Pig- mentet er flydt ud; thi ellers er hele Begeret ensformigt sort (Fig. 7, a, 8, e, f). Det sexsidede Begers Kanter ere riflede, eller hver Kant danner ligesom en fin Liste eller Folde, be- grændset af to temmelig skarpe sorte Linier (Fig. 8, b, d). Naar Begeret som anført ligger paa Siden, kan man see tre eller fire Lister rage frem; er det trykket fladt, kan man see alle sex (Fig. 7, a). Denne Cellens pigmentholdige Del forandrer sig imidlertid meget hurtigt, falder sammen og danner en rund Masse, hvori man undertiden seer Kjernen som en lys Plet eller som et Hul (Fig. 8, a). Tilsetning af Vædske, f. Ex. af Vand, er for friske Pigmentceller ligesaa skadelig som for Stavene og forandrer dem saaledes, at deres naturlige Form bliver ukjendelig. Naar Begeret falder sammen, skeer det ofte saaledes, at alle Lister falde henimod og forene sig i en enkelt Spids (Fig. 8, b) eller i flere Spidser, naar den mellem Listerne yerende Membran sonderrives, og Begeret udgyder sit Indhold (Fig. 8, c). Man kan bemærke Forandringerne ved fortsat lagttagelse af en og samme Celle, men man maa gaae hurtigt tilverks; Listerne legge sig forst efter Lengden, forene sig derpaa, og hele Cellens Bygning bliver tilsidst ukjendelig. Paa Chromsyrepreparater seer man i Almindelighed kun cylindriske sorte Legemer, paa hvilke en eller flere Lister rage frem som Leyninger af de Folder, der danne Begerets Kanter. 66 26 Det sorte Pigment, som i normal Tilstand ligeligt fylder hele Bægeret med Und- tagelse naturligvis af den solide Bund, kan samle sig paa forskjellig Maade, naar Cellen begynder at forandre sig. Det kan trenges ned mod den klare Bund eller samle sig i den modsatte Ende, som derved kan blive timeglasformet eller tilspidset og kroget paa for- skjellig Maade (Fig. 8, d, e, f. Da Timeglasformen ikke er ualmindelig, synes Bægerets Vegge at vere svagest paa Midten. Naar saaledes Midten af Bægeret er fri, seer man her en stribet Bygning, der hidrorer fra Begerhindens Folder (Fig. 8, d). Begerets foldede Kanter rage sandsynligvis frem foran Begerhindens indadvendende Rand; dog dannes der ikke Flige omkring Stavene saaledes som om Tapperne hos Gjedden. Om der er Skillevegge i Begerets Indre, er ikke blevet mig klart; hvad der kan tale derfor, er en lagttagelse, som jeg dog kun har gjort en eneste Gang, idet jeg nemlig paa Over- fladen af en klar Bund, der havde losnet sig fra den ovrige Pigmentcelle, saae en sex- kantet mork Stjerne, der muligen har veret Levninger af Skillevegge i Begerets Indre (Fig. 8, g). Derefter synes det, som om der horte sex Stave til hver Pigmentcelle; maaskee Midten er bestemt for en Tap eller en Oliekugle. I hver Pigmentcelle findes endelig en lille Kugle af guldgul eller lysbrungul Farve og, som det synes, af olieagtig Beskaffenhed, fordi den ikke blander sig med den omgivende vandholdige Vedske. I nogle Øine ere de ret talrige, især naar der kun er ringe Pigment tilstede i Cellerne; i andre Mine leder man forgjeves efter dem; ogsaa kan man træffe dem svømmende frit omkring. Man kan finde en enkelt Kugle i hver Celle, idet en Middel- størrelse forekommer i overveiende Mengde, eller flere mindre; ogsaa sees undertiden større Kugler, der synes at vere opstaaede af flere, skjondt man ikke har Leilighed til at see dem flyde sammen. Af den forskjellige Storrelse afhenger ofte Totalantallet. Paa Chromsyre- preparater kan man i Regelen ikke skjelne dem, fordi de blive meget blege. Ved tilsat Eddikesyre affarves de nesten ganske, og der bliver kun en klar skinnende Kugle tilbage. Det er muligt, at de oploses af Glycerin. Disse gule Kugler have deres Sede midt paa den indre, sandsynligvis noget ud- hulede Overflade af Bægerets klare Bund, men som de ikke trænge ind i (Fig. 8, c). Man kan see dette, saavel naar man betragter Bundens Indside, efterat Pigmentet er fjernet, som ogsaa, naar man betragter den fra Siden, i hvilket Tilfelde Kuglen altid ligger nermest Pigmentcellens sorte Del. At Oliekuglen ikke ligger inde i selve den klare Bund, er oien- synligt, fordi Bunden er solid, og fordi man træffer Kuglerne svømmende frit omkring. Deres Forhold til Stave og Tapper er usikkert. Man finder aldrig isolerede Stave eller Tapper svømme omkring med paaheftet gul Kugle, hvorimod man vel kan finde Kuglerne spredte over Nethindens Udside, efterat Pigmentcellerne ere fjernede. Man seer da i Al- mindelighed en Mængde mindre Kugler, og det er vel muligt, at de større Kugler frem- komme ved de mindres Sammenflyden, naar Stavene trækkes ud af deres Skeder. I dette 27 67 Tilfælde vilde der hore en lille gul Kugle til hver Stav, men det vilde vere et Spørgsmaal, om Kugleformen er den oprindelige. Oliekuglerne staae ikke i noget Forhold til Kjernen i Pigmentcellens klare Bund. 2) Stratum bacillorum et conorum. a) Stave. En Stav er et sexsidet Prisme med sexsidet flad Tilspidsning udad og bestaaer af en udvendig og en indvendig Del; den udvendige Del er mere end doppelt saa lang som den indvendige, fra hvilken den skilles ved en fin, men skarp Tverlinie. Jeg har fundet hele Stavens Lengde at afvexle efter Dyrets Storrelse. Den udvendige Dels prismatiske Form (Fig.7, b) taber sig hurtigt, saa at de sex Flader udslettes, og hele Staven bliver noget bredere. Den udadvendende, sexsidede, flade Tilspidsning kan man vel iagttage, naar Staven sees efter Lengden, men i Almindlighed er Enden afrundet. Bedre sees den, naar Stavene staae lodret ved Siden af hverandre, ven- dende denne Ende mod lagttagerens Øie; de staae da pressede mod hverandre uden Mel- lemrum, eller Mellemrummene ere markerede af Pigment. Tilspidsningen viser sig da paa forskjellig Maade, saaledes som jeg har afbildet i mine mikroskopiske Undersogelser af Nervesystemet Tab. V, Fig. 61, a, b, c. Stavenes Overflade er meget glat, Substantsen ensformigt klar og gjennemskinnende. Forandringerne, som Stavene ere underkastede ved ydre Indvirkninger, deriblandt ogsaa deres Henfalden i Tverskiver, har jeg noiere beskreven og afbildet paa anforte Sted Fig.60. Det er kun Stavens udvendige Del, der forandres paa den angivne Maade, og tilmed er det altid denne Dels udadvendende Ende, som efter- haanden ruller sig om i Form af en Krog eller Plade. Det er ligeledes Stavens udveridige Del, som har Tilbaielighed til at henfalde i Tverskiver (Fig. 9, c, h, i, k), og ligesom hos Gjedden findes ogsaa hos Froen en endog tydeligere udtalet spiralformig Anordning (Fig. 9, g). Længdestribning i denne Dels Indre eller Deling efter Længden (Fig. 9, e) sees kun sjeldent og ikke paa friske Præparater og kan derfor vistnok kun betragtes som tilfældig. Den udvendige Del er omgiven af Pigment og stikker helt i Pigmentskeden, der naaer til Skjellet mod Stavens indvendige Del. I frisk Tilstand er dette vanskeligt at iagttage, fordi Stavens Overflade ligesom hos Gjedden er meget glat, saa at den let skilles fra Pigmentet, der bliver hengende paa Chorioidea. Naar derimod Nethinden er herdet i Chromsyre, henge Skederne noget fastere ved Stavene, idet man gjør lodrette Snit med Chorioidea som Underlag; man maa kun ikke anvende for sterkt Tryk for ikke at trykke Skederne sammen. Som vi ville finde, svarer ogsaa Maalet af Stavens udvendige Del ret godt til Pigmentcellens Hoide, naar man fradrager dens klare Bund. 68 28 Den indvendige Del danner ligeledes et sexsidet Prisme, men viser sig oftest som en rektangulair Celle med Kjerne (Fig. 7, c, d). Stavens udvendige Del er at betragte som et Appendix til denne Celle, men udgjor ikke nogen integrerende Del af den, hvorimod ogsaa dens fra Cellen forskjellige Bygning og Reaktion tale. Den rektangulaire Celles Membran er yderst fin og bleg, Celleindholdet meget fintkornet. Cellekjernen er noget morkere, oval med en længste Diameter udenfra indad; den viser sig med selvstændig, fra Cellemem- branen adskilt Kontour og indeholder nesten altid et lille blere- eller punktformigt, lyst eller morkt Kjernelegeme. Med sine to kortere Sider stoder det lange Rektangulum udad til Skjellet mod Stavens udvendige Del, indad til Membrana limitans externa. Stavens udvendige Del falder let af, og den rektangulaire Celle er for Adskillelsen, men endnu mere efter samme underkastet saadanne Forandringer, at dens oprindelige Form bliver aldeles ukjendelig. Naar Cellen endnu er forbleven i Forbindelse med Stavens ud- vendige Del, knækker Kjernen ofte af, og Cellen omdannes derpaa til det tilspidsede Legeme, der saa almindeligt sees paa isolerede, omkringsvømmende Stave, og som forhen er antaget for Stavens normale Form (Fig. 9, c, f; Mikroskopiske Undersøgelser af Nervesystemet Tab. V, Fig. 59 og 63). Er Stavens udvendige Del derimod falden af, men Cellen forbleven hængende paa Membrana limitans externa, bliver Rektangulet først noget uregelmæssigt og bugtet paa den ene eller begge Sider, men erholder dog aldrig Tverstriber eller ruller sig om, saaledes som det er Tilfældet med Stavens udvendige Del (Fig. 10, a). Dernæst bliver det kølle-, kolbe- eller pæreformigt; Kolbens Hals er først bredere, senere smallere og bliver tilsidst linieformig og viser sig uden Indhold, aldeles klar. I Kolben selv samler derimod det fine Indhold sig paa forskjellig Maade, idet det efterhaanden bliver mere grovt- kornet, men dog holder sig klart. Undertiden er dets Begrændsning ubestemt, tabende sig indad; til andre Tider finder man det begrændset af en selvstændig, men svag Kontour og af meget forskjellig Størrelse, oftest mørkere end den øvrige Del af Cellen, sjeldnere lysere, udvidende eller forlængende sig i forskjellig Grad, saa at Cellen kan blive doppelt saa lang og bred som oprindeligt (Fig. 10). Endelig kan Indholdet samle sig med stærkt markeret Kontour, dannende et Oval af forskjellig Størrelse og Form og mørkere end den øvrige Celle (Fig. 9, d, g, h, i, k). Den Omstændighed, at Indholdet kan samle sig paa en saa heist afvexlende Maade, taler for, at Forandringen kun er en Folge af ydre Indvirkninger; i frisk Tilstand findes intet Spor til en saakaldet Lindse. Naar den rektangulaire Celle er trukken noget i Længden, kan man ofte see den begrændset af en fin Doppelkontour, som viser, at dens Hinde har en vis Tykkelse (Fig. 9, d). Ligge flere forlængede Celler ved Siden af hverandre, fremkommer derved et stribet Udseende; ligge derimod en Mængde Kolber jevnsides, faaer man det skuffende Syn af Geller, hvilket Udseende yderligere kan forøges ved Celleindholdets Ophobning paa et enkelt Sted i Cellen. Jo mindre Kolben er, desto længere og bredere er i Regelen dens 29 69 Hals. Fra Kolbens afrundede Del, der hvor Cellen stoder til Stavens udvendige Del, afgaaer undertiden en lille, kort, fin Spids eller Traad, som dog neppe er andet end en tilfældig Levning af Stavens udvendige Del (Fig. 9, b, Fig. 10, a). Naar Cellen losrives fra Mem- brana limitans externa, seer man ligeledes ofte en lille fin Traad afgaae fra dens kjerne- holdige Del (Fig. 9, b, c, g), eller et lille Stykke af Membranen bliver siddende paatvers af den; i sjeldne Tilfælde seer man endog, at der paa den forandrede Kjerne sidder Levninger af den Hætte, vi ret strax ville finde i Stratum granulatum externum, i Form af en lille Kegle (Fig. 10, b). Ogsaa Kjernen er underkastet betydelige Forandringer. Den oprindeligt ovale Kjerne kan blive rund, tilspidset i en eller begge Ender, uregelmæssig og fladere eller bredere end forhen (Fig.9 og 10). Er den trykket tet op til Membrana limitans externa, bliver den halykugleformig. Kjernen kan indskrumpe, saa at der tilsidst kun bliver en lille Trekant tilbage, hvormed den til Kolbe forandrede Celle er fæstet til nevnte Membran; i saadanne Tilfelde kunne samtlige Kjerner danne et morkt Belte udenfor Membranen, hvori de enkelte Kjerner ofte neppe kunne erkjendes. Naar Kolbeformen endnu er godt bevaret, og Kjernen falden ud, kan man see ind i det Indre af Kolben (Fig. 9, e), eller Kolben ender gaffelfor- migt, idet Gaffelens kortere eller lengere Grene dannes af den af to fine Linier begrændsede Cellemembran (Fig. 9, k). b) Tapper. Tapperne ere hos Froen langt ferre i Antal end Stavene, og selv naar de findes, ere de paa Grund af deres Tyndhed ofte vanskelige at faae Øie paa mellem Stavene. Man forvexle dem ikke med forandrede Former af Stavenes rektangulaire indvendige Del. En Tap bestaaer af Legemet, som findes i Midten, Spidsen, som vender udad, og en Del, der vender indad og svarer til Forlengelsen hos Gjedden. Legemet er cylindrisk, maaskee dog selv i naturlig Tilstand lidt udbuet paa Si- derne (Fig.7, e,e). Det dannes af en meget fin Membran med et flydende klart Indhold. Dette sees bedst, naar Legemets Form forandres, idet det synker sammen til en lille Kugle af glasagtigt Udseende med skarp mork Schattering, som iser viser sig, naar Kuglen svommende velter sig om (Fig. 11, A); undertiden danner Legemet en Kolbe af samme Udseende. Naar Tappens Legeme yderligere forandres, bliver Indholdet fintkornet og mor- kere, Siderne udbugtes, Legemet bliver bredere og antager en oval Form med Tilspidsning i en eller begge Ender. Kun en enkelt Gang har jeg seet lette Tverstriber paa Legemet, men forresten ikke nogen afsondret eller begrændset Udskilning af dets Indhold. Paa Chromsyrepræparater kan man iagttage de samme Formforandringer, og Legemet kan blive endnu bredere end afbildet (Fig. 11, A, B). Paa Legemets udadvendende Ende sidder en lille, glindsende, ufarvet eller let violet Kugle, der kan have noget forskjellig Størrelse, og naar Legemet er faldet sammen til en Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. XI. 2. 9 70 | | 30 Kugle, kan vise sig som en lille Kegle eller Tragt, idet man seer en mindre Ring omgiven af en større (Fig. 7, e, e, Fig. 11, A, B). Kuglen har sit Sede inde i Legemets Substants og falder ikke let af; dog er det vel muligt, at flere Kugler da kunne flyde sammen til en storre, og det er maaskee disse Kugler, som jeg har omtalet i mine mikroskopiske Under- sogelser af Nervesystemet, pag. 60, men med Uret henfort til Stavene. Paa friske Net- hinders Udside finder man dem ofte spredte i stor Mengde i temmelig regelmessige Mel- lemrum, men sjeldnere svommende frit omkring. Paa Chromsyrepreparater ere Kuglerne ofte storre end ellers, idet de ligesom trykkes flade. Spidsen afgaaer udad, er cylindrisk, lige afskaaren udad og har kun Halvdelen af Legemets Længde (Fig. 7,e,e, Fig. 11, A, B). Efter nogen Tids Forløb bliver den konisk, tilspidset udad, men bredere i den Ende, hvormed den hefter til Legemet, fra hvilket man kan finde den adskilt ved et lyst Mellemrum. Substantsen, som er meget fin og bleg, viser i sjeldne Tilfelde Striber paatvers. Den farvede Kugle sees aldrig i Forbindelse med Spid- sen. Den yderste Ende kan undertiden blive fryndset. Enkelte Gange har jeg iagttaget Tapper med to Spidser, men virkelige Tvillingtapper maae vere yderst sjeldne; i de Tilfælde, jeg har iagttaget dem, vare de to Halvdele af ulige Storrelse og laae kun ved Siden af hinanden; Bitappen havde ingen farvet Kugle (Fig. 11, C). Forlængelsen, hvis den ellers her fortjener dette Navn, viser sig som et lille kort Tilheng til Legemets indvendige Ende, er meget klar, men kan dog efterhaanden blive morkere, undertiden blive tilspidset, undertiden derimod bredere eller trekkes i Lengden. Den er kun i meget los Forbindelse med Tappens Legeme; thi den brekker meget let af og er vanskelig at iagttage paa friske Tapper (Fig.7, e, e, Fig. 11, A, B). Tapperne have deres Plads mellem Stavene, men da de ere meget kortere end disse, kan man ikke iagttage dem paa Nethindens Udside, med mindre Stavene ere brek- kede af i Niveau med dem. I saadanne Tilfelde bliver man forst de smaa glindsende Kugler vaer og veiledes af disse til at bedømme Tappernes Antal og Stilling. Efter de af mig gjorte Maalinger er Legemets Lengde lig Stavens rektangulaire indvendige Del, og den lille Kugle findes derfor i Hoide med Skjellet mellem Stavens indvendige og udvendige Del, medens Forlengelsen trenger ind mellem den rektangulaire Dels Kjerner. Tappernes Spidser vende udad og hvile mellem Stavenes udvendige Del, men hvorledes Spidsens Forbindelse er med Pigmentcellerne, er ubekjendt. 3) Membrana limitans externa. Om denne gjælder, hvad der er sagt om Gjedden, at man ikke kan fremstille den isoleret eller betragte den fra Fladen. Paa lodrette Snit fremtreder den som en doppelt- kontoureret Linie, der er morkere, mere kornet og skarpere fremtrædende end hos Gjedden, 31 | | 71 undertiden af ulige Brede. Paa det Sted, hvor Tapperne hefte sig, sees ikke sjeldent en lille rund Kugle, hvorved Snittet kan faae Udseende af en Perlesnor (Fig. 7, f, Fig. 10, c). Naar Stavenes rektangulaire Celler losrives fra Hinden, kan man paa dem see smaa Tver- stykker af Hinden, som ere fulgte med, hvilket taler for dens Selvstændighed. 4) Stratum granulatum externum. Dette Lag bestaaer af to Rekker Legemer, som let forskydes, saa at den ene kan dekke den anden. Man maa desuden vogte sig for at henregne Kjernerne fra Stavenes rektangulaire Celle til dette Lag, hvilket kan skee, naar Snittet ikke er gjort aldeles lodret, men skraat. Den udvendige Rekke nermest Membrana limitans externa er den, der lettest for- skydes og dækkes af den indvendige Række; den er vanskelig at iagttage, og der er faa Dele i Nethinden, som det har kostet mig storre Anstrengelse at komme paa det rene med. Rækken dannes af smaa Hetter, som ere flade paa den Side, hvormed de sidde paa Mem- brana limitans externa; den anden Side er sterkt hvelvet, idet Hetterne ere komprimerede (Fig. 7, g). Fra den overste Del af Hætten gaaer der en fin Traad med enkelt Kontour i lige Linie indad og hefter sig paa Membrana intermedia. Noget særeget Legeme (Kjerne- legeme) findes ikke i Hettens klare Substants. Til hver Stav svarer en Hette, men For- bindelsen maa vere meget los; thi jeg har kun en eneste Gang seet en isoleret Stay med sin Kjerne og Hætte. Naar Hatten forandres, bliver den kegleformig og efterhaanden mere tilspidset, saa at hele Hetten gaaer i Et med den derfra afgaaende fine Traad. Tilsidst bliver hele Hetten ukjendelig, og man treffer dem som Levninger i Form af smaa Spidser, der sidde paa den rektangulaire Stavcelles Kjerne, hvormed de forøvrigt ikke maae for- vexles, iser naar man seer dem i Rekke, og naar tillige Kjernerne ere indskrumpede (Fig. 10, b). Den indvendige Række dannes af’ ovale Celler, som ligge umiddelbart paa og mellem Hetterne, fastheftede ved en kort, fin, enkeltkontoureret Traad til Membrana limi- tans externa og med en lignende, men lengere Traad til Membrana intermedia, mellem hvilke Membraner de derfor ligesom ere ophengte (Fig. 7, h). Paa Membrana inter- media er Tilheftningen ofte noget bredere eller spalter sig, førend Traaden hefter sig. Cellerne, som skjelnes fra Hætterne ved deres Leie og noget betydeligere Størrelse, indeholde foruden en fintkornet bleg Masse en rund, noie begrendset Kjerne, sædvanligt med et eller flere punktformige Kjernelegemer. De Forandringer, som Cellerne ere underkastede, bestaae iser deri, at de blive komprimerede, langtrukne, tilspidsede i en eller begge Ender og tilsidst helt traadformige (Fig. 10, e). Efter al Rimelighed svarer der en Celle til hver Tap, men Cellernes Mengde er langt større end Tappernes. 9* 12 32 Idet saavel Hetternes som Cellernes Traade forlobe indad mod Membrana inter- media, fremkommer der paa lodrette Snit et klart Belte, der seer ud som en stribet Mem- bran (Fig. 7). Jeg troer ikke, at der i dette Rum findes andre Legemer end saadanne, som kun tilfeldigt ere iblandede. 5) Membrana intermedia. Naar man betragter Membranen efter Fladen, hvilket bedst lader sig gjore paa Snit, der ere gjorte meget skraat, seer man dens Overflade bedækket med Kjerner, som ere stillede regelmæssigt i Quincunx (Fig. 12). Kjernerne ere runde, næsten doppelt saa store som Cellerne i det folgende Lag, fra hvilke de derfor strax adskille sig ved Storrelsen. Kjernerne have en kornet Overflade, en temmelig skarp Kontour, der kan vise sig doppelt, og rage ikke op over Membranens Overflade, hvorom man kan overbevise sig paa lodrette Snit. Membranen selv er paa Overfladen fintkornet, hist og her noget stribet eller traadet. Paa lodrette Snit viser den sig som et grovtkornet Baand af noget forskjellig Brede og med Længdestriber (Fig. 7, i, Fig. 10, d). Baandet, som er lysere end Stratum granulatum in- ternum, men mørkere end externum, er skarpt begrendset, skarpest dog mod førstnævnte Lag, medens Traadene fra det sidstnævnte Lag brede sig paa dets Udside. Der fore- kommer Steder, hvor det næsten er doppelt saa tykt som afbildet, hvilket Udseende dog maaskee nærmest kan beroe paa, at Snittet ikke er faldet aldeles lodret; imidlertid er Mem- branen dog betydeligt tyndere end hos Gjedden. Der gaaer ingen Traade igjennem den. 6) Stratum granulatum internum. Dette Lag slutter tet til Membrana intermedia, hvorimod Grendsen indad mod det granulose Lag er mindre skarp; det har en anselig Megtighed, som dog afvexler paa for- skjellige Steder. Laget bestaaer af meget talrige, smaa Celler med tetsluttende Cellemem- bran, hvorfor de hyppigst see ud som Kjerner; deres Storrelse er forskjellig; i det hele ere de maaskee noget større end afbildet (Fig. 7, k). De have en skarp Kontour, ere fintkornede og vise sig lyse eller morke efter Indstillingen af Focus. Man seer dem hyppigt sammen- klæbede med Radialtraadene, som gaae lodret gjennem Laget; ogsaa kan man iagttage enkelte losrevne Geller med vedhengende Stykker af Radialtraadene (Fig. 7, 1). Men dette Forhold er kun tilfeldigt, fordi det kun sees paa Chromsyrepreparater og ikke paa friske Oine; tilmed er Cellernes Antal langt storre end Radialtraadenes, og de vilde ikke engang alle kunne faae Plads paa dem; hos Gjedden gjorde dette Forhold sig heller ikke gjældende. Laget holder sig bedst af alle Nethindens Elementardele, og Cellerne kunne vere tydelige, selv naar alle andre Dele ere ukjendelige. Medens deres Overflade i frisk Tilstand har noget skinnende ved sig, bliver den ved Chromsyre mere mat, og hele Cellen indskrumper. 33 73 7) Stratum granulosum. Laget er betydeligt bredere end foregaaende (Fig. 7, m). Massen, hvoraf det be- staaer, er ensformig og grovtkornet; dog seer man ogsaa her ligesom hos Gjedden en An- tydning til temmelig store Celler, som maae vere saa blode, at de let tilintetgjores. Indad ere altid nogle Hjerneceller fra det folgende Lag leirede i det; udad stoder Laget med en ligeledes ikke skarp Grendse til Stratum granulatum internum. Naar Laget er tykkere, viser der sig en med Qiets Krumning koncentrisk, lysere eller mørkere Stribning af grovt- kornede tynde Lag, flere eller færre i Antal (5—10), med Mellemrum af forskjellig Storrelse, men ofte ufuldstendige eller aldeles manglende. Det er vel muligt, at de fremtrede ster- kere ved Hærdning af Oiet; de holde sig godt, selv naar andre Dele i Nethinden ere til- intetgjorte. Radialtraadene gaae lodret gjennem Laget, men ere ikke altid tydelige her. 8) Stratum cellularum cerebralium. Cellerne ere store, klare, med tydeligt omgivende Cellemembran og en stor noget morkere Kjerne; sely naar kun Kjernerne ere tydelige, ere de storre end Cellerne i Stra- tum granulatum internum (Fig. 7, n). Cellerne findes kun sparsomt og danne sædvanligt kun en enkelt Rekke, sjeldnere findes 2—3 Rekker. De ere som anfort udad leirede i det granulose Lag; indad seer man dem trenge ind mellem Seenervens Traade, hvilende i de Buer, som Radialtraadene danne udenfor Membrana limitans interna, en Leiring, som neppe er tilfældig (Fig. 14). De indgaae ingen Forbindelse med Radialtraadene; ogsaa er det usik- kert, om der udgaaer Forlengelser fra Hjernecellerne. 9) Stratum fibrarum cerebralium. De danne et meget tyndt og kun af faa Traade bestaaende Lag, hvilket rimeligvis er Grunden til, at Hjernecellerne saa let trenge ind imellem dem, og ere ofte vanskelige at faae Øie paa (Fig. 7, 0). Traadene ere meget fine, begrændsede af en enkelt Kontour, blive ikke let varikose og forlobe parallelt ved Siden af hverandre. 10) Fibre radiales. Hvad der i Almindelighed er sagt om Radialtraadene og deres Forlob hos Gjedden, gjelder ogsaa om Froen. De begynde udenfor Membrana limitans interna, idet de danne et Hylster omkring Hjernetraadenes tynde Lag og ligesom Slynger henge paa Hjernetraads- bundterne; Traadene i Slyngerne brede sig ind under Membrana limitans interna, men 74 34 samle sig udad. Deraf følger, at naar man paa et lodret Snit løsner en enkelt saadan Slynge, har man Udseendet af en Tragt eller en Skjærm, der vender sin brede Grundflade indad (Fig. 7, p, p). Skjærmene have deres Plads i det Rum, som Hjernetraade og Hjerne- celler indtage, og da alle Skjærme støde til hverandre med Randen af deres Grundflade, har det Udseendet, som om Hjernecellerne hvilede i Arkader, uden dog at staae i videre Forbindelse med de Arkaderne dannende Traade (Fig. 14, a). Skjærmenes Grundflade er bredere end hos Gjedden. Paa losnede Skjerme findes en bleg Mellemsubstants mellem dens Traade, rimeligvis en fin membranos Udbredning mellem dem; ogsaa sees denne fine Masse lengere udad udenfor Skjermene, saa at det vel er muligt, at den i Forening med selve Radialtraadene danner et for Hjerneceller og Hjernetraade felleds Hylster. Idet de fine Traade, hvoraf den skjermformige Begyndelse bestaaer, samle sig udad, danner Radial- traaden en sterkere Stamme og treder derpaa ud i Stratum granulosum, begrendset af en enkelt blod Kontour paa hver Side, altid forlobende i lige Linie, uden Bugtninger og morkere end sin Omgivelse. Under Traadenes Forlob gjennem dette Lag blive de hyp- pigt tykkere og opsvulne til et meget langt, smalt, skyttelformigt Legeme, men uden Spor af Kjernedannelse; ogsaa kan man træffe dem med meget flade Opsvulninger enten paa den ene eller begge Sider; naar Traaden overrives, kan der ligeledes danne sig flade lange Op- svulninger, hvilket taler for en oprindelig Sammensetning eller Dannelse fra et Punkt af flere Traade (Fig. 7, q). Radialtraadene gaae derpaa ud i Stratum granulatum internum, og ligeledes strekke de skyttelformige Legemer sig ud i dette Lag; men skjondt man ofte kan see Lagets Celler fastklebede til dem, staae de dog ikke i videre Forbindelse indbyrdes (Fig. 7, 1). Endelig gaae Radialtraadene videre udad og hefte sig paa Indsiden af Mem- brana intermedia, hvor deres Ende undertiden har Tilboielighed til at brede sig. Radialtraadene ere ofte usynlige; i andre Oine ere deres Mengde saa stor, at de ved deres Gjennemgang gjennem det granulose Lag givet hele Laget et lodret stribet Ud- seende. Heller ikke er deres skjermformige Begyndelse altid tydelig, hvilket vistnok beroer paa den Maade, hvorpaa Snittet er gjort. Er Snittet faldet lodret midt imellem to Rekker af Skjerme, sees de enten kun delvis eller slet ikke. I intet Tilfælde kan man see hele Skjærmen i samme Focus, naar den er in situ mellem Hjernetraadene, letlere derimod, naar den er losnet og svæver frit paa Randen af et Præparat. 11) Membrana limitans interna. Den er en strukturlos gjennemsigtig Membran, noget tykkere end hos Gjedden og paa lodrette Snit visende sig med Doppelkontour; denne er altid tydelig, selv om de udenfor liggende Hjernetraade af en eller anden Grund ere usynlige (Fig. 7, r, Fig. 14, b). Naar man paa Chromsyrepreparater betragter Membranens Indside, seer man en Mengde runde, 35 75 ovale eller noget uregelmæssige, ulige store, flade Fordybninger, der ligesom danne en Mosaik i en omgivende let traadet eller kornet Masse (Fig. 13). Disse hidrøre derfra, at Grundfladen af Radialtraadenes skjermformige Begyndelse er fastklebet til Membranens Ud- side, og ved hver enkelt Skjerms Sammentrekning dannes der i Skjermens Midte en For- dybning. Man finder derfor ogsaa paa lodrette Snit en Fordybning i Skjærmens Midte (Fig. 7, p, p); jeg gjorde denne Iagttagelse et Par Aar, førend jeg fandt Fordybningerne paa hele Membranens Indside. Dog maa det bemerkes, at der er langt storre Forskjel i Fordybningernes Storrelse paa Membranens Indside end paa Radialtraadenes Skjerme, og det lader sig ikke afgjore, om der netop svarer en Skjerm til hver Fordybning. Jeg skal i Afhandlingens anden Del noiere vise, at Fordybningerne ere et Kunstprodukt. Paa Indsiden af Membrana limitans interna har jeg nogle Gange iagttaget store kornede Celler med klar Kjerne; de vare stillede i bestemte Mellemrum. Pars anterior retine. Jo lengere Nethinden strekker sig fortil, desto tyndere bliver den; den begynder allerede at aftage i Tykkelse bag Oiets Æquator. Pigmentcellerne aftage i Hoide, og Olie- kuglerne i dem ere lysere end ellers. Stavene blive ikke blot kortere, men tillige tyndere; henimod den afrundede Rand, hvormed Nethinden ender fortil, har jeg altid fundet deres Stilling noget skraa, hvilket dog muligen kun skyldes Preparationen. Tappernes Antal af- tager. Stratum granulatum externum vedligeholder lenge sin sædvanlige Tykkelse; Hetter og Celler ere synlige næsten helt ud mod den fortil afrundede Ende. Stratum granulatum internum, hvis Tykkelse aftager i ringere Grad, ender fortil afrundet; Cellerne, som nesten ere ligesaa store som Hjerneceller, ere meget tydelige, gaae frem lidt foran Stratum granulosum og stode derpaa sammen med Hjernecellerne. Deraf folger, at Stratum granu- losum ophorer tidligere end de to nævnte Lag; det ender skarpt afrundet bag den Bue, som de to nysnævnte Lag danne ved deres Forening; dets koncentriske Lag ere tydelige overalt. Hjernecellerne ere noget mindre end ellers, men Kjernen tydelig, og skjondt de neppe engang danne et enkelt Lag, findes de dog som anfort helt hen i den afrundede Rand (Fig. 14). Hjernctraadene sees tilsidst ikke mere, men Rummet, som de skulde ind- tage indenfor Hjernecellerne, viser sig ganske vandklart. Radialtraadene ere meget talrige, saa at alle de Lag, hvorigjennem de gaae, frembyde en lodret Stribning, der iser er tydelig i det granulose Lag, Hjernecellernes og Hjernetraadenes Lag. Skjermene, som de danne udenfor Membrana limitans interna, og Arkaderne, hvori Hjernecellerne hvile, ere sterkt udviklede og findes lige ud i Nethindens Rand (Fig. 14, a). Den Stribning, som Traadene frembringe, standser imidlertid ikke ved Randen, men fortsætter sig ud paa Bagsiden af Iris i en Længde af omtrent 0,0757m= og gaaer derpaa umærkeligt over i en Række af 76 36 langagtige og paa Iris Bagside lodret staaende Celler, dog ikke saaledes, at Traadene virkeligt omdannes til Geller. Cellernes Bagside dækkes af et gjennemsigtigt Lag, og dette atter af Membrana limitans interna, men som bliver tyndere paa Iris Bagside og ikke lengere paa Gjennemsnit viser sig som Doppelkontour. Jeg troer, at ogsaa Membrana intermedia, der forresten er synlig helt ud i Nethindens afrundede Rand, stoder til og forener sig med det stribede Lag paa Iris Bagside. 0,175™™ fra Nethindens afrundede Rand findes paa dens Indside et stort cirkulært Kar med ovalt Gjennemsnit. Paa dette Sted er Nethinden vel bleven tynd, men vedligeholder dog samme Tykkelse i en kort Strekning, hvorefter den temmelig brat ender afrundet fortil; noget indenfor denne Runding findes to andre cirkulere Kar paa Bagsiden af Iris Peripherie. Alle Karrene udmærke sig ved et tykt Lag cirkulære Traade og ved et tykt Lag Tavle- epitheliumceller, der springe frem i Karrenes Hulhed. Introitus nervi optici. Naar man gjør lodrette eller endnu bedre noget skraa Snit af den i Oiet ind- tredende Seenerve, finder man, at den er sammensat af temmelig store Bundter, der ere omgivne af en Bindevævsskede (Fig. 15). Denne Skede, som uden al Tvivl allerede findes om Bundterne i selve Nervestammen, gaaer rundt om Bundtet, og Traadene, hvoraf den dannes, have den største Lighed med Bindevævstraade og forløbe lige eller i lette Slange- bugter. Foruden de cirkulere Traade om hele Bundtet gaaer der Traade ind i Bundtet, men kun sparsomt, og man savner ligeledes en skjermformig Dannelse udenfor Membrana limitans interna. Men naar Seenerven begynder at forlade den ved Indtredelsen i Qiet lodrette Stilling, seer man, at den storste Mengde af hine Traade trenger udad og gaaer gjennem Hjernecellernes Lag og dernæst gjennem de øvrige Nethindelag. Hjernecellerne optræde strax udenom Seenerven, efterat den er traadt ind i Qiet, ere noget større end ellers, men danne kun et Lag af 1—2 Cellers Megtighed. Efterhaanden, som Seenerven legger sig mere paaskraa, splittes de storre Bundter temmelig hurtigt i mindre, som kun bestaae af 5—10 Traade og udstraale ligeligt til alle Sider. Der finder kun en meget ringe Plexusdannelse Sted, og man seer kun enkelte Traade gaae fra et Bundt til et andet over de Spalter, som findes mellem Bundterne. I Spalterne skinne Hjernecellerne igjen- nem. I Nervens videre Forlob breder den sig mere ensformigt og ikke bundtvis over Net- hindens Indside. Nærmest dens Indtrædelse omtrent i en Afstand af 1™™ er Stratum granulosum tyndere end nærmere Æqvator oculi, hvorimod Forskjellen er mindre stor i Stratum granulatum internum. Membrana intermedia og Stratum granulatum externum ere tykkere end lengere udad. Derimod ere Stavene nærmest Seenervens Indtredelse kortere end henimod /Rqvator oculi. - Tapper savnes. 37 77 Maal af Freens Nethinde. | T midtveis mel- Nethindens Tykkelse i Millimetre lem Introitus | 0,175mm fra 0,05mm fra N. optici og | Ora serrata. | Ora serrata. Equator oculi. Hele Stavens Længde ........ 0,097 0,026 0,020 Stratum granulatum externum .. . 0,023 0,015 b ‚014 Membrana intermedia ........ 0,006 0,005 Stratum granulatum internum ... 0,078 0,059 0,059 Stratum granulosum ......... 0,112 0,029 0,029 Stratum cellularum cerebralium .. 0,018 0,032 0,024 Stratum fibrarum cerebralium ... 0,021 HelewNethindent ae u. haere: | 0,360 0,166 0,146 Pigmentcellens Højde ........ 0,077 | _ Brede ea 0,019 — klare Bunds Hoide . | 0,009 Lengde af Stavens udvendige Del . | 0,069 — - — indvendige Del 0,028 Stavens BTE. Ce whens die 0,0059 Længde af Tappens Forlængelse . . | 0,0081 — = Taplegemet ) anfører, at der efter Steinlin fore- kommer pigmenterede eller pigmentløse Udløbere i den Mellemsubstants, som findes mellem Pigmentcellerne og Tapperne. Saadanne troer jeg ikke, at der findes hos Mennesket; jeg har kun en eneste Gang seet en Celle som afbildet Tab. 6, Fig. 56, b, med hvis Tydning jeg ikke er ganske paa det rene. Heller ikke kan jeg være enig med Schultze‘), som hos Mennesket antager og afbilder yderst forgjængelige Pigmentskeder, der indad opløse sig i en talløs Mængde fine, ofte ganske farveløse Haar, ikke ulig en Skov af Fimrehaar; de naae hos Mennesket i det mindste til Brudstedet mellem Stavenes og Tappernes indvendige og udvendige Afdeling, hos flere Dyr indtil Egnen af Membrana limitans externa. Jeg troer, at dette Syn skyldes Koagulalionsforhold ved Overosmiumsyre. Af Moranos Beskri- velse skal jeg her kun anføre, at han mener, at Cellerne hos Pattedyr oftest ere betyde- ligt mindre, Pigmentkornene grovere og ikke saa fine og naaleformige som hos de andre Dyr. 1) F, Morano, Archiv f. mikr. Anat. 1872, 8, p. 84. *) A. Hannover, mikr. Unders. af Nervesystemet 1842, p. 87. 3) J. Henle, allgemeine Anatomie 1841, p. 281; Eingeweidelehre 1866, p. 621, Fig. 473. 4) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 50, Tab. 2, Fig. 24. 5) C. Hasse, Zeits. f. rat. Med, 1867, 29, p. 245. *) M. Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1013, Fig. 359; Archiv f. mikr. Anat. 1867, 3, Tab. 13> Fig. 16, b er ikke nogen god Afbildning. 26* 208 | 168 Med Hensyn til enkelte Lokaliteter i Menneskets Nethinde fremheves Pigmentets mørkere Farve i Macula lutea af flere lagttagere. Müller!) har fundet, at Cellerne her ere meget højere end andetsteds, nemlig 0,016™™, Breden derimod den sædvanlige 0,01™™, og at en Del af Pigmentet bliver hængende ved Tapperne til en Dybde af 0,01™™, hvorved der vilde vere en Antydning til Pigmentskeder; i Omfanget af Macula forandre Pigmentcellerne efterhaanden deres Form. Om Tapperne i Macula bemærker Schultze*), at deres Spidser ere omgivne af Pigmentskeder, og at de naae ud til Pigmentcellernes ufarvede udvendige Del; det er dog neppe tænkeligt, at man, som han anforer, udenfra skulde kunne see de linieformige Tapspidsers Ender som lyse Pletter i det morke Pigment. Introitus nervi optic. Nogle af de anatomiske Forskjelligheder, Indtredelsesstedet frembyder hos Men- nesket, har jeg allerede beskrevet paa et andet Sted*). I Henseende til de mikroskopiske Forhold skal her kun fremhæves, at Seenervens Stamme hos alle Hvirveldyr i sit Indre er afdelt i Bundter, der omgives af Bindevæv; naar Nerven derpaa breder sig paa Nethindens Indside, danner dette Bindevæv Radialtraadene. Müller?) mener vel, at Nerven efter sin Indtredelse ikke er delt t saa skarpt adskilte Bundter med særegne Skeder som for Ind- tredelsen. Dette forholder sig rigtigt, forsaavidt Bindevevstraadenes Mengde vel strax aftager efter Indtredelsen, men dog altid er sterk nok til meget bestemt at sondre Bund- terne. Müller bemærker ogsaa, at han har truffet Tilfælde, hvor det syntes, som om Radialtraadene fortsatte sig henimod Hjernetraadsbundterne i Lamina cribrosa, og jeg har seet deres Skjermform i den Ringvold, som Nerven danner strax efter Indtredelsen, hvor- efter Skjærmene tiltage udad. Delingen i Bundter er forresten ikke lige tydelig i alle Oine, ligesom der gives Oine, hvor man har Vanskelighed ved at see Radialtraadene, hvilket er anført forhen. — Det diffuse Pigment, der findes i Lamina cribrosa, og som hos nogle Dyr, f. Ex. Oxen, er meget sterkt og strekker sig langt ud i Stammen, maa yderligere bidrage til at gjore Indtredelsesstedet blindt. Det er meget tvivlsomt, om nogle Geller, som Klebs*) beskriver paa Indsiden af Seenervens Udbredning i Fossa vasorum cerebralium, ere de af mig sammeSteds iagttagne 1) H. Müller, Bemerkungen über die Zapfen am gelben Fleck des Menschen; Würzburger natur- wissenschaftliche Zeitschrift 1861, 2, p. 220. 2) M. Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1023. 3) A. Hannover, Bidrag til @iets Anatomie, Physiologie og Pathologie 1850, p. 70. Cfr. ogsaa H. Müller, über Niveauveranderungen an der Eintrittsstelle des Sehnerven; Graefe, Archiv fur Oph- thalmologie 1858, 4, 2, p. 1. ‘) H. Maller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 80. *) E. Klebs, Archiv f. path. Anat, 1860, 19, p. 334, 329. ‚169 209 Hjerneceller (cfr. p. 111). Klebs antager i Opticusstammen kort for dens Indtredelse i Oiet tre Afsnit, der ere forskjellige i Henseende til Farve, Bundternes Forlob og det mellem- verende Bindevevs Mengde, uden at han dog ter angive nogen Forskjel i Hjernetraadenes Bygning. I Nærheden af Fossa fandt han en større Mengde eiendommelige Geller, dels midtveis dels i ringere Mengde langs hele Grubens Overflade. Cellerne vare runde, med tydelig Membran, klart Indhold, stor mork Kjerne og Udlobere til forskjellige Sider. Efter hans Anskuelse danne de netformigt Begyndelsen af Membrana limitans interna, medens de centrale Celler danne Roden af Hyaloidea. Efter hans Undersøgelser bestaae de nærmest Opticus verende Nethindelag forst kun af Stave og Stratum granulatum externum, derpaa kommer Stratum granulatum internum, endelig Stratum granulosum, mellem hvilken og Opticuslaget Hjerneceller ere fordelte sparsomt. Saaledes som jeg forhen har fremstillet det (p. 113), gjør der sig sandsynligvis individuelle Forskjelligheder gjældende i Lagenes forskjellige Optreden omkring Opticus. Herom saavelsom om de tykke Hjernetraade og de forskjellige Hinder omkring Stammen henvises til den histologiske Afdeling"). Macula lutea og Fovea coeca. Macula lutea er som bekjendt eiendommelig for Menneskets og Abernes Øie; und- tagelsesvis forekommer den hos nogle Fugle (H. Müller, M. Schultze), hos Chameleon (H. Müller) og muligen nogle andre Reptilier (Knox, Hulke). Farve, Form og Storrelse afvexle. Macula er i Almindelighed oval paatvers med en sterkere indre og en svagere ydre Farvning, hvis Grendse ikke altid kan angives med Bestemthed. I et Øie fandt Müller en horizontal Diameter af 0,88™™, en vertical af 0,53™™, men med den svagere Farv- ning 2,1 og 0,88™™; i et andet Øie havde den stærkere Farvning en Udstrækning af 1,5 og 0,8™™, men den svagere Farvning et endnu større Omfang; Kölliker angiver 1‘“44 og 0'’36, Huschke 14’ og 1“; Henle sætter endog den stærkere Farvnings Diameter til 2™™. Maalet af Afstanden fra Seenervens Rand til Fovea (den saakaldte Plica centralis) er ogsaa ubestemt og vexler fra 1'286 til 1/56 (Hannover); Afstanden fra Midten af Introitus N. optici til Fovea angives ligeledes forskjelligt 1'8 (Listing), 169 (Weber), 15/6’ (Hulke), 1 til 12 (Kölliker). Ogsaa Fovea coeca har forskjellig Form og Dybde; hvis, som jeg forhen har foreslaaet, dens udvendige Grendse bestemmes ved Seenervens Hjernetraade, bliver Diametren af hele Overfladen henved 1,5™™; bestemmes dens Grendse efter Mangelen af Stratum granu- losum, bliver Overfladen betydeligt mindre. Henle setter Foveas Diameter til omtrent kun 0,22" og Nethindens Tykkelse i Fovea til 0,1™™. Mangelen af Stave kan hverken benyttes til 1) Cfr. A. Key og G. Retzius, studier i nervsystemets Anatomi; nordiskt medicinskt Arkiv 1872, 4, Nr. 21 og 25, p. 17. 210 170 Bestemmelsen af Maculas eller Foveas Grendse, fordi jeg har truffet isolerede Stave ner Fovea. Disse Afvexlinger, hvortil endnu kan regnes de enkelte Lags forskjellige Tykkelse, kunne vel betragtes som individuelle og maaskee beroe paa Alder og Kjon, men staae rimeligvis tillige i Forbindelse med Udviklingen, idet Oienspalten er bleven lukket paa et forskjelligt Udviklingstrin. Derom kan der nemlig neppe vere nogen Tvivl, at Macula og Fovea, saaledes som jeg gjennem Forholdet ved Coloboma oculi har sogt at bevise, ere Levninger af den foetale Oienspalte, og Hensen!) staaer sikkert ene med sin Paastand om, at Oienspalten er diametralt modsat Fovea, og at den hos Mennesket lukker sig fuldstændigt, førend Fovea dannes. Remak*) omtaler en Spalte i et sundt exstirperet Øie, som det syntes i Meridianen af den embryonale Qienspalte. Ligeledes har Müller”), som setter den lyse Skive, der ved Purkinjes Forsøg med Qiets Aarefigur viser sig i Egnen af Oien- axen, i Forbindelse med Tilstedeværelsen af en Fovea coeca, med Bestemthed over- beviist sig om, at der paa det paagjældende Sted endog hos det levende Menneske kan findes en lille Spalte i Nethinden. Selv om dette, som Müller siger, kun und- tagelsesvis er Tilfældet, er det dog vist, at Fovea coeca i den Udstrækning, hvori jeg tager den, er det mest defekte Sted i hele Nethinden, fordi N. opticus, Stratum granu- losum og for en Del maaskee Membrana intermedia aldeles mangle, ikke at tale om, at Hjernecellernes Lag ere meget tyndere i Midten af Fovea end lengere udad. Da saaledes netop de vigtigste nervose Elementer ere mangelfulde, synes det ikke at vere nogen uberettiget Slutning, naar jeg for mere end 20 Aar siden udtalede, at «Macula*) aldeles Intet har at gjore med en tydelig Lysfornemmelse», og at Sædet for det tydeligste Syn derfor heller ikke, saaledes som Müller®) og Andre antage, findes i Nærheden af Oienaxen; Fovea skal desuden efter Helmholtz ligge lidt udenfor og sædvanligt lidt nedenfor den bageste Ende af Oienaxen. Er denne Slutning rigtig, er det uden Betydning, at de tyndeste Tapper netop findes paa Foveas Udside. Schultze®) gaaer her endnu videre og mener, at med Hensyn til Finheden i Perceptionen kommer ikke blot Taplegemernes Tyndhed, men ogsaa de fine Tapspidser i Betragtning. Han vurderer Spidserne til 0,0005™™, Legemerne til 0,003™". Hvis disse Forhold skulde have nogen Betydning for Synet, kunde man med Ret undre sig over, at Stave ikke ere mere udbredte i Fovea, da de jo dog ere endnu tyndere end Tappernes 1) V. Hensen, Archiv f. mikr. Anat. 1868, 4, p. 350. 2) R. Remak, allg. med. Centralz. 4. Januar 1854, p. 1. *) H. Müller, Würtzb. Verh. 1855, 5, p. 423. ‘) A. Hannover, Bibl. f.. Læger 1853, 2, p. 364; foreløbigt maa her kun tænkes paa Fovea, hvilket ogsaa fremgaaer af Sammenhenget. Cfr. A. Kölliker, mikr. Anat. 1854, 2, 2, p. 702. Det maa beroc paa en Lapsus calami, naar Blessig (de retinæ textura 1855, p. 40) siger, at jeg nægter Plica centralis og — Fovea. 5) H. Muller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 85. 5) M. Schultze, Archiv f. mikr. Anat. 1866, 2, p. 233, 257. 171 | 211 Legeme, og man kunde med Hulke være enig i, at der maalte være storre Folsomhed i Maculas Peripherie, hvor de endnu tyndere Stave optræde. At Tapperne skulde have Noget forud for Stavene med Hensyn til Rumsandsen, hvilket Schultze mener, fordi der kun findes Tapper i Macula, er aldeles hypothetisk. Forholdet maa desuden være et ganske andet hos Dyr, der ikke have nogen Macula, og som man dog ikke kan frakjende Skarphed i Synet enten i eller udenfor Oienaxen. Slutningerne gaae her aabenbart i Kreds, og Ritter!) har Ret, naar han siger, «dass die Tendenz der Anatomen, welche den Bau der Macula lutea allein aus dem Zwecke des deutlichsten Sehens und umgekehrt das deutlichste Sehen aus dem Bau des gelben Fleckes erklären wollen, auf eine völlig falsche Auffassung sich stützt». Ritter mener forresten, at da Mennesket og Aben ere de eneste Dyr, der see med begge Oine paa engang, tjener Macula til Nethindernes Identitet. Hverken Præmisserne eller Slutningen er rigtig. Der er et andet Forhold, som viser, at ikke blot Fovea coeca, men ogsaa dens Omgivelse i temmelig stor Udstrekning, altsaa en ikke ringe Del af selve Macula lutea, er en Standsnings- dannelse; jeg sigter til den sterke Udvikling, der findes i den traadede Del af Stratum granulatum externum. Her har det af mig beskrevne Tilfælde af Coloboma oculi?) givet en vigtig Oplysning, som er undgaaet min Opmerksomhed tidligere, fordi jeg ikke noiere havde undersøgt Bygningen af Macula lutea i normale Oine. Man vil erindre, at jeg i to colobomatose, menneskelige Oine fandt et pladeformigt Legeme af 6“ Længde og 3— 31/9"! Brede paa hver Side af Raphe, og at jeg anviste disse Legemer deres Plads og Betydning som en Standsningsdannelse, idet jeg -kaldte det Hele en enormt udviklet Macula lutea. «Tykkelsen af Pladerne udgjorde 1/s—1}#, idet de bleve tyndere ud mod Randene; den indvendige Rand var noget tykkere end den udvendige; hele den udvendige Plade syntes noget tykkere end den indvendige. Ved at gjøre et lodret Snit af Pladerne viste der sig imellem begge Overflader lodretstaaende Seiler af noget forskjellig Brede og ogsaa af for- skjellig Hoide efter Pladernes forskjellige Tykkelse. Gjorde man et meget fint lodret Snit af en Plade og bragte det under Mikroskopet: (1. c. Fig. 29 og 30), saae man de lodretstaaende Soiler at bestaae af et Traadbundt af parallele, noie forenede og ikke forgrenede Traade med parallele krusede Rande og en Tykkelse af 0,002™. En Seile spaltede sig undertiden gaffelformigt; ud imod Pladernes Rande smeltede Soilerne mere sammen. Mellem Soilerne fandtes andre paatvers gaaende Traade, som vare cylindriske, glatte, ikke snoede, men for- grenede sig meget sterkt, og Forgreningen udbredte sig tilsidst membranagtigt og heftede sig paa Siden af Soilerne, idet den blev overordenligt bleg. Ved disse mellem Sgilerne v 1) C. Ritter, Zeits. f. rat. Med. 1864, 21, p. 292. 2) A. Hannover, om @iets foetale Tilstand under Formen af Coloboma; Bidrag til @iets Anatomie, Physiologie og Pathologie 1850, p. 92, Tab. 3, Fig. 24, 25, 27, 29, 30. 212 172 udspendte fine Traade bleve Pladerne delte i en Mengde lange smalle Rum, som maaskee atter vare delte paatvers. Derimod var selve Pladernes’ Overflade ikke af traadet Struktur, men bestod af en mork, kornet, strukturlos Masse, og det er maaskee sandsynligt, at Over- fladerne have været dannede af den sig i to Blade spaltende Nethinde, mellem hvilke Soile- dannelsen har fundet Sted. Nethindens Struktur kunde forresten ikke erkjendes formedelst Chromsyrepreparatets Uigjennemsigtighed». Jeg søgte dengang at godtgjore disse Pladers . Analogie med Pecten i Fugleoiet, medens Müller!) senere formodede, at den sterke Traad- dannelse skyldtes en forøget Udvikling af Radialtraadene; men Henle?) fandt den rette Tyd- ning af denne sjeldne Dannelse, idet han ansaae den for en forøget Udvikling af den traadede Del af Stratum granulatum externum (hans «äussere Fasserschicht»), og denne Tydning tiltreder jeg ganske. Man behover kun at sammenligne Fig. 51, Tab. 5 af det normale Øie med Fig. 29 og 30 af Coloboma. Det er de samme lodretstaaende Soiler eller Bjælker, der ere sammensatte af finere Traade med en Mellemsubstants, som ved Herdningen i Chromsyre er koaguleret i tynde Blade. Den traadede Del af Stratum granulatum externum har i Coloboma fortsat sin Dannelse langt ud over det Normale og har frembragt et Legeme, hvis traadede Bygning endog er bleven synlig for det blotte Øie. Den Afvexling, som findes i det normale Øje med Hensyn til den traadede Dels Styrke og Udstrækning, lader sig nu uden Vanskelighed forklare ved den paa forskjellige Stadier standsede Lukning af Oienspalten, og den normalt foetale Tilstand, hvori Macula lutea som Helhed befinder sig, sees ogsaa udpræget i den excessive Traaddannelse i et af dens Lag og finder sin Be- grændsning ved den. Da saaledes ikke blot selve Fovea, men ogsaa en ikke ringe Strækning udenom Fovea er mangelfuld og befinder sig i en foetal Tilstand, synes denne Del ikke at være skikket til at være Sædet for det tydeligste Syn. Saasnart derimod Hjerneceller og Hjerne- traade optræde i tilstrækkelig Mængde udenom Fovea coeca, er der fra den anatomiske Side Intet tilhinder for at forlægge det tydeligste Syn til det paagjældende Sted. Den i Regelen stærkere Vedhængen til Chorioidea og den gule Farve i Macula lutea vilde jeg betragte som Attributer til Ardannelsen. i Om Mangelen påa Symmetrie i Macula lutea og Fovea coeca er handlet p. 121, og hertil kan ogsaa foies den Mangel paa Symmetrie, der fandtes i de to Plader i det colobo- matose Øie. — Vi gaae dernæst over til Betragtning af de enkelte Lag, som findes i Macula lutea og Fovea coeca. Stratum fibrarum cerebralium. Hensigten med Hjernetraadenes bueformige Forløb, der er efterviist allerede af Michaelis og Wallace, er efter Müller?) at tilføre Macula en større 1) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 72 Anm. 2) J. Henle, Göttinger Nachrichten 1864, Nr. 15, p. 318. 3) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 65, 88. 173 213 Mengde Traade, end der kunde skee ved den væsenligt radiaire Udstraaling fra Seenervens Indtrædelsessted. Han antager fremdeles, at der ikke gaaer Traade henover Macula, som ere bestemte for andre Dele af Nethinden, men at overhovedet alle Traade, der naae Macula, tabe sig eller ende i den. Denne Anskuelse er allerede opstillet. af Kölliker!), som antog, at der i Macula ikke fandtes et sammenhængende Lag af Hjernetraade eller aldeles overfladiske Traade; dog synes enkelte Traade ikke at mangle. Herimod har jeg allerede tidligere udtalet mig”), men Kölliker vedblevet at paastaae, at der, vel at mærke, i hele Macula paa Overfladen kun findes Hjerneceller. At han mener hele Macula, fremgaaer ogsaa deraf, at han til Fastsættelse af dens Grændser anseer Mangelen af Stave og af et Lag Hjernetraade for vigtigere end den gule Farve, hvilken sidste i et Tilfelde endog var omtrent 0,01‘ mindre end Omfanget af det Sted, hvor Stave og Hjernetraade manglede. Hertil maa bemerkes, at det vel er rigtigt, at der ikke gaaer Hjernetraade henover Maculas horizontale Midtlinie; men de ovrige Traade gaae oventil og nedentil i en stedse stærkere Bue omkring Fovea coeca og fortsztte hinsides Fovea deres oprindelige radiaire Forlob, uden at Foveas nermeste Peripherie erholder en storre Mengde Traade; thi Traadlaget mangler i selve Fovea coeca, er i dens Peripherie meget tyndt og bliver først efterhaanden tykkere oventil og nedentil. At Traadlaget aftager henimod Fovea coeca, beroer derfor ikke, som Müller mener, derpaa, at Traadene ende der, men simpelthen paa deres Forlob; dog maa man erindre, at Traadenes Mengde er større indenfor Fovea end udenfor (cfr. p. 119). Uden al Tvivl er Miiller bleven forledet til sin Antagelse derved, at han vilde bringe et saa stort Antal Traade som muligt i Forbindelse med Hjernecellerne for saaledes med større Lethed at kunne forlegge det skarpeste Syn til Foveas Omkreds. Heller ikke kan jeg vere enig med ham, naar han mener, at Hjernetraadene ikke blot forlobe paa Over- fladen, men ogsaa sænke sig ned og ind mellem Hjernecellerne; thi de forlobe i Bundter, som man kan see skarpt sondrede fra hverandre og fra Hjernecellerne ved de Bindevævs- skeder, der udgjore Radialtraadene. Uenigheden blandt Jagttagerne om dette Punkt er meget stor. Saaledes nægter Blessig*) vel Hjernetraadenes Lag i hele Macula, men troer, at der dog maaskee findes et enkelt Lag Traade. Henle”) antog ligeledes, at Hjernetraadene ved Randen af Fovea coeca gik i Dybden for at forene sig med Traadlaget i Stratum granulatum externum, men har senere erkjendt, at slige Billeder kun opstaae ved Lagenes Forskydning. Han anseer det 1) A. Kölliker, mikr. Anat. 1854, 2, 2, p. 672, 689, 702. L'expansion du nerf optique est interrompue à la place de la macula lutea de manière qu'il n'existe en cet endroit pas la moindre trace d'une couche de fibres nerveuses; Comptes rendus, 26 Sept. 1853. 2) A. Hannover, Bibl. f. Læger 1853, 2, p. 363. 3) R. Blessig, de retinæ textura 1855, p. 44. 4) J. Henle, Eingeweidelehre 1866, p. 668, Fig. 512. Vidensk. Selsk Skr, 5 Række naturvidensk, og mathem. Afd. XI, 2. 27 214 174 for tvivlsomt, om Hjernetraadene nogetsteds mangle i Macula, og afbilder dem endog midt i Dybden af Fovea coeca. Hasse‘) antager, at Hjernetraadene ophøre i Maculas Peripherie. Derimod mene Hulke*) og Merkel), at der findes Hjernetraade i Fovea coeca endog i dens Centrum, og Merkel siger, at dette forstaaer sig af sig selv, fordi der selv i den dybeste Udbugtning forekommer Hjerneceller, hvilke her ligesom overalt i Nethinden staae i Forbindelse med Hjernetraadene; dog afbilde hverken Hulke eller Merkel dem særskilt. Man kunde antage, at Uenigheden hidrorte fra Antagelsen af en forskjellig Be- erendsning af Macula lutea eller Fovea coeca. Dette kan dog ikke gjælde for dem, der som Kölliker udtrykkeligt nævne hele Macula. Müller har villet udmaale, hvor stor den Udstrækning er, i hvilken Hjernecellerne ikke ere dækkede af Hjernetraade. lagttaget ved en midelmaadig Forstorrelse fra Fladen forsvandt det fra Traadlaget hidrorende stribede Udseende indad 0,25™" fra Fovea coeca, udad ved 0,35™, opad og nedad ved 0,18™™. Sammenligner man hermed de af Miiller ovenfor angivne Maal af Macula lutea, kan man forstaae, at han til Slutningen dog kommer til det Resultat: «ich muss Hannover beistim- men, wenn er angiebt, dass nicht die ganze Ausdehnung des gelben Flecks der Nervenschicht ermangele, wenigstens bei der übligen Grössenannahme für den gelben Fleck». Tager man nu Hensyn til det af mig angivne Maal for Fovea coeca, bestemt efter Mangelen af Hjerne- traade, og til de store Afvexlinger, der findes i Maculas Helhed, synes den naturligste Forklaring at vere den, at Forskjellighederne beroe paa individuelle Forhold, saa at Hjerne- traadenes Udbredning snart er storre snart mindre; dog maa det ansees for sikkert, at der aldrig findes Hjernetraade i Dybden af Fovea coeca. Stratum cellularum cerebralium. Dette Lag naaer midt i Maculas øverste og nederste Halvdel sin største Megtighed, aftagende udad i Peripherien og indad mod Fovea coeca, i hvis Bund der kun findes 2—3 Lag paa hverandre, medens Bergmann‘) med Uret her nægtede deres Nerverelse og af den Grund ikke vilde ansee Hjernecellerne for percipe- rende. Med Müller er jeg enig i, at de i Regelen ere mindre i Fovea coeca; dog har jeg engang truffet dem storre end andetsteds i Nethinden. Hvad der forhen i Almindelighed er bemærket om Hjernecellernes Udlobere, gjælder ogsaa her. Skjondt jeg saavel har seet Udlobere som Forbindelsesgrene mellem Cellerne (Tab. 6, Fig. 53 er fra Bunden af Fovea coeca), ere de dog hverken multipolare, hvilket Remak*) antog, idet han haandhevede 1) C. Hasse, Zeits. f. rat. Med. 1867, p. 261. 2) J. W. Hulke, Phil. transact. for 1867, 157, p. 112, Tab. 7, Fig. 1. 3) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 13. : #) C. Bergmann, zur Kenntniss des gelben Flecks der Netzhaut; Henle und Pfeuffer, Zeitschrift für rationelle Mediein 1854, 5, p. 249. 5) R. Remak, Comptes rendus 1853, 37, p. 663. 175 215 Prioriteten af sin lagttagelse mod Kölliker, eller bipolare efter Schultze!) og Merkel?). Efter Merkel optager den tykkere indadvendende Ende en Opticustraad, den udadvendende gaaer ud i Stratum granulatum internum, sandsynligvis altid delende sig i to Traade, der som Hjernetraade staae i Forbindelse med Lagets Geller og maaskee direkte gaae over i en Taptraad. Men saa «höchst einfach» er Forholdet ikke, som Merkel tanker sig det; hver enkelt Hjernetraad vilde ved Indskydning af tre Hjerneceller naae en fire Gange saa stor Udbredning, hvilket neppe vilde være tjenligt for Isolationen af Indtrykket. At Blessig?) heller ikke i Macula antager Hjerneceller, men et Net, hvori der hist og her hviler Kjerner, stemmer med hans tidligere anforte Anskuelse af Hjernecellerne overhovedet. Mellem Hjernecellerne og Membrana limitans interna fandt Hulke*) et tyndt granulost Lag af samme Bygning som Stratum granulosum; dette er dog ikke iagttaget af Andre. Stratum granulosum. At Laget mangler i Fovea, er allerede iagttaget af Kölliker og Müller, senere af Henle og Hulke. Udad bliver det tykkere. Müller er for Maculas Ved- kommende mest tilbojelig til at antage Pacinis og Remaks Anskuelse, at Laget her er sammensat af meget fine Nervetraade. Det er sandsynligvis det ved Radialtraadene frem- bragte stribede Udseende, som har forledet ham til denne Antagelse. i Stratum granulatum internnm, Da Hjernecellerne i Midten af Fovea i Regelen ere mindre end ellers, og Stratum granulosum mangler, ere Lagets .Celler vanskelige åt skjelne fra Hjernecellerne. Udad tiltager dets Mægtighed og, som Miller mener, ogsaa Cellernes Størrelse. Efter Müller?) beroer det undertiden stribede Udseende paa talrige Forbindelses- traade mellem Cellerne indbyrdes og med Kornene i Stratum granulatum externum; jeg mindes dog ikke at have seet denne Stribning. Merkel“) gaaer videre, idet efter ham Cellerne uden Undtagelse ere bipolare; han har tydeligt seet Varikositeter paa alle Traade; Cellerne hvile i et netformigt Bindevæv, der hidrører fra hyaline Skeder om Taptraadene; da han tillige siger, at Cellerne i Størrelse og Form ere lig Tapkornene (Hætterne), der i Fovea ere meget smaa, er det vanskeligt at afgjore, hvad han har iagttaget. Fibre radiales. Naar Kölliker’) fremhæver, at Radialtraadenes indvendige Ender (9: deres Begyndelse) mangle i Macula, og at dette taler imod at tillægge dem en væsenlig Andel i Lysperceptionen, og naar Miller?) ligeledes siger, at Radialtraadenes indvendige 1) M. Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1025. ?) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 11, 12, Tab. 1, Fig. 9, 10. 3) R. Blessig, de retinæ textura 1855, p. 43. ‘) J. W. Hulke, Phil. transact. for 1867, 157, p. 112. 5) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 87. *) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 11. 1) A. Kölliker, mikr. Anat. 1854, 2, 2, p. 700. *) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 70. 27* 216 176 Ender ikke ere at finde i Macula, da kan dette kun gjælde om Fovea og nærmeste Om- givelse, hvor Seenervens Traade mangle. Jo sterkere Seenervens Udbredning er, desto stærkere blive nemlig Radialtraadene. Hulke!) afbilder dem gaaende fra Membrana limitans interna til et «granular band between the cone fibre plexus and the inner granule-layer» (Membrana intermedia). Schultze*) synes ikke at nægte dem, men erklærer dem for meget fine og manglende de tykkere Traade. Betydningen af Radialtraadene som Skeder omkring Seenervens Bundter er netop bleven mig tydeligst ved Undersogelsen af Macula, fordi Skederne her danne fuldstendigt lukkede Ror om Bundterne. Membrana limitans interna forholder sig i Macula som andetsteds i Nethinden og fremtræder som en doppelkontoureret Linie. Merkel?) omtaler, at den i Macula fortykkes indtil 0,003"", men henimod Fovea og i den fortyndes, saa at den paa Gjennemsnit kun viser sig som en enkelt Linie ligesom i den ovrige Nethinde. Han mener, at dette Forhold taler mod dens Dannelse af Radialtraadenes indvendige Ender, der paa Grund af deres Finhed ikke skulde kunne være istand til at danne en Hinde af den angivne Tykkelse, og at denne derfor er selvstændig, saaledes som jeg ogsaa, men rigtignok af andre Grunde har fremstillet den. ' Med Hensyn til den desværre altfor ofte forekommmende saakaldte Plica centralis vil jeg gjore opmerksom paa, at jeg hyppigt har fundet en af Bergmann?) ligeledes paa Chromsyrepræparater gjort Tagltagelse bekræftet, men som han synes at ansee for det nor- male Forhold, hvilket ikke er Tilfældet. Membranen kan nemlig ligge spændt som en Bro over Fovea, naar denne ved en dannet Plica bliver meget dyb. Dette beroer sand- synligvis paa Membranens Elasticitet, saa at den trækker Randene af Fovea, der er det svageste Sted i hele Nethinden, sammen og derved befordrer Dannelsen af en eller to Folder gjennem hele Macula. Membrana intermedia findes neppe midt i Fovea; kun en eneste Gang har jeg op- tegnet at have iagttaget den her; derimod er den tydelig i Macula udenfor Fovea. Henleÿ), som siger, at den Maade, hvorpaa Radialtraadene paa den ene Side og Traadene i.Stratum granulatum externum paa den anden Side træde til hans «äussere granulirte Schichte» (Mem- brana intermedia), har Udseendet af en Insertion paa en Membran, mener vel, at sidst- nevnte Lag ikke findes, saalenge Traadene have det af ham antagne skraa eller horizontale Forlob; imidlertid har han dog i et Tilfælde seet den sammensat af et enkelt Lag flade ligesom til et Epithelium sammenfeiede Legemer. Membranen er tydeligt afbildet paa hans 1) J. W. Hulke, Phil. transact. for 1867, 157, p. 112, Tab. 7, Fig. 1. 2) M. Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1025. 3) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 12, Tab. 1, Fig. 12, b. 4) GC. Bergmann, Zeits. f. rat. Med. 1854, 5, p. 245. 5) J. Henle, Göttinger Nachrichten 1864, Nr. 15, p. 325; Eingeweidelehre 1866, p. 667, Fig. 514. 177 PAR ~ Fig. 514 ved *, og Merkel?) har givet en noget lignende Afbildning, men forklarer de epitheliale Former ved Hjælp af Taptraadenes og de efter hans Mening dem ledsagende Skeders lodrette Indtræden i Membranen. Ligeledes har Schultze’) afbildet den paa for- skjellige Steder uden at skjenke dens Forhold i Macula, som heller ikke er forskjellig fra andre Steder i Nethinden, nogen nermere Omtale. Efter Krause*) findes Membranen (hans Membrana fenestrata) i Macula, men mangler i Fovea. Stratum granulatum exteruum. Den med Korn og Hetter forsynede Afdeling i Laget frembyder intet væsenligt Afvigende fra den øvrige Nethinde. I Fovea ere Kornene spar- somme, men tiltage udad i Macula; efter Schultzes og Hasses Mening skulde Lagets traa- dede Afdeling forøges paa Kornenes Bekostning, hvilket ikke er Tilfældet, medens Müller mener, at Kornene tage af, fordi der mangler Stave. Da der i Regelen ingen Stave findes i Macula, kunne Kornene ikke kaldes Stavkorn, men maae- antages at ligge lose eller at vere heftede paa Taptraadene; men man kan ikke med Müller?) sige, at Tapkornene tage til, medens Stavkornene tage af, fordi de saakaldte Tapkorn kun danne den enkelte Række, som jeg har kaldet Hetter. Hulke gjør ingen Forskjel mellem Korn til Stave og til Tapper. Henle°) afbilder saavel Kornene som Tapperne altfor kolossale. Hætterne ere i Fovea coeca meget smaa og tiltage udad efterhaanden i Størrelse. Müller troer, at de ere skudte over hverandre for at faae Plads og derfor forenede med Tapperne ved Traade af forskjellig Længde. Merkel‘) har vistnok seet Hetterne i Maculas Peripherie, fordi han siger, at Tapkornene ere pæreformige med Basis mod Membrana limitans externa, medens de ellers ere runde; de meget smaa Hetter i Fovea maa han dog have overseet paa Grund af deres ringe Storrelse. Af storre Interesse er Lagets traadede Del, fordi det naaer en overordenlig Udvik- ling og især bidrager til hele Nethindens Fortykkelse i Macula. Navnlig Müller?) har gjort opmærksom herpaa og anfører, at Laget kan blive 0,15™™ tykt eller derover. Naar Schultze‘) mod Miiller mener, at Fortykkelsen beroer paa Stratum granulatum externum, maa det be- mærkes, at Müllers «Zwischenkörnerschicht» er lige Henles «äussere Faserschichte» og altsaa udgjor en Del, af hvad vi henregne til Stratum granulatum externum, medens Schultzes «Zwischenkörnerschicht» er lig vor Membrana intermedia. For Müller havde Bergmann’) 1) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 9, Tab. 1, Fig. 12, a. *) M. Schultze, Archiv f. mikr. Anat. 1866, 2, Tab. 10, Fig. 4, d fra Omkredsen af Macula, Tab. 13, Fig. 3, d; Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1024, Fig. 361, 6. W. Krause, membrana fenestrata 1868, p: 20, Tab. 1, Fig. 11. 4) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 52, 86. 5) J. Henle, Eingeweidelehre 1866, p. 667, Fig. 515, 3. 6) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 7, Tab. 1, Fig. 1—5. 7) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 86. 5) M. Schultze, Archiv f. mikr. Anat. 1866, 2, p. 189. #) C. Bergmann, Zeits. f. rat. Med. 1854, 5, p. 250. 218 178 fundet, at Traadene havde et skraat og ner Fovea endog et med ®iets Overflade parallelt Forløb, saa at de fra Fovea straalede ud til alle Sider, kommende fra Tapperne og gaaende til Hjernecellerne; forst udad i Maculas Peripherie reise de sig efterhaanden lodret iveiret. Denne skraa eller endog horizontale Stilling blev senere iagttaget af Flere, saaledes af Schultze, Henle, Ritter, Hulke, Hasse, Steinlin og Krause. Man mente, at Grunden til dette Forleb var den, at Taptraadene ikke havde tilstrekkelig Plads ved et lodret Forlob, men maatte legge sig paaskraa for at naae ud til Hjernecellerne, der især ophobes udenfor Fovea. Imod denne Forbindelse af Taptraadene med Hjernecellerne, som allerede er mod- beviist forhen, taler specielt i Macula, at de fine Tappers Antal her er langt større, end at en fra hver Tap udgaaende Taptraad kunde støde til en Hjernecelle, selv om denne havde flere Forlengelser til at optage Traadene fra flere Tapper. Desuden vedligeholder Lagets traadede Afdeling sin Tykkelse i lengere Afstand fra Fovea, uagtet Hjernecellernes Mengde begynder at aftage udad i Macula. Dernest er det skraa Forlob ubestandigt i sin Optreden. Man finder nemlig hyppigt, at Traadene vel forlube skraat, men tillige knæformigt eller som Haarene i en Haarskilning; Henle sammenligner Forlobet med Fibrenes Retning i M. ileocostalis. Saaledes finder man Forløbet afbildet tvende Gange af Schultze’), men maaskee ikke ganske korrekt, fordi Traadene vel danne en Skilning eller Hvirvel, men fortsette sig i samme Retning paa den anden Side af Hvirvelen. Endelig finder man foruden det skraa Forlob en netformig eller, som jeg heller vilde kalde den, en kavernos Dannelse af Tap- traadene. Dette har allerede Blessig?) afbildet og forklaret det som en Folge af Traadenes Bindevævsnatur; men man maa her erindre, at han afleder Radialtraadene fra Tapkornene. Ligeledes kan man erkjende en netformig Dannelse paa de to Afbildninger af Schultze; der havde været Atrophie af Seenerven, saa at der, som han anforer, var Atrophie af Net- hindens indvendige Lag, medens Tapperne vare uskadte, og Traadlagets Tykkelse uforandret; den netformige Bygning har han dog ikke erkjendt. Ogsaa Hulke*) anfører, at Taptraadene danne et Plexus. «At its inner surface the bundles of the plexus resolve themselves into primitive fibres, which enter the inner‘ granule layer through a granular stratum or finely areolated connective tissu.» Endelig har Merkel’) seet og erkjendt den netformige Bygning og antager, at Taptraadene og Tapkornene hvile lost i meget klare Skeder, som ved Be- handling med forskjellige Reagentser folde eller kruse sig eller udtrekkes i Traade, hvorved det netformige Udseende fremkommer; dog udtrykker han nogen Tvivl, om Skederne danne lukkede Rør; maaskee de ere «ein honigwabenartiges Fachwerk von an einander gefügten Bändern». Paa horizontale Snit af hele Macula fandt Merkel en radiair Anordning, men M. Schultze, Archiv f. mikr. Anat. 1866, 2, p. 229, 284, Tab. 13, Fig. 1, 3. R. Blessig, de retinæ textura 1855, p. 42, Fig. 4, g. J. W. Hulke, Phil. transact. for 1867, 157, p. 111, Tab. 7, Fig. 1, 4. F. Merkel, macula lutea 1869, p. 7, 9 Anm., Tab. 1, Fig. 11, 12. ) =) 2) ) 179 219 Traadenes lodrette eller skraa Forlob kan naturligviis ikke bedommes paa horizontale Snit. Henle‘) angiver Traade, som krydse sig, hvilket han ikke kan bringe i Overensstemmelse med deres nervose Natur. Man kan treffe et skraat eller knæformigt Forlob samt en kavernos Dannelse. paa forskjellige Steder i en og samme Macula, selv uden Symmetrie i dens overste og nederste Halvdel (cfr. p. 117). Paa min Fig. 45, Tab. 5, som er et fuldstændigt Portrait, sees lodretstaaende eller i let Bolgegang forlobende Traade, lengere udad en kavernos og en kne- eller hvirvel- formig Dannelse; denne gik tilsidst over i et lodret Forlob saaledes som i den ovrige Del af Nethinden, hvor det lodrette Forlob er det normale. Dette synes at tyde paa, at et- hvert andet Forløb i Macula end det lodrette er en Folge af Hærdningen og af Præpara- tionen; den sidste kan bevirke, at hele Laget ikke viser sig tykkere end andetsteds, naar man med Kniven har sammentrykket det for at gjøre lodrette Snit. Hvad der yderligere bestyrker mig i denne Anskuelse, er det ovenfor anforte Forhold i det kolobomatose Øie. Hele Traadlaget er her hypertrophisk og har vedligeholdt et lodret Forlob; Traadene vise sig samlede i Bundter, saaledes som Henle ogsaa afbilder dem 1. €. Fig. 514, idet han sam- menligner dem med en Skov af slanke Stammer og med Kroner, der boie sig mod hver- andre. Bundterne ere forenede ved en i levende Tilstand vistnok flydende eller gelatinos Masse, som ved Herdningen antager Form af fine Traade eller tynde Lameller, der frembringe et net- formigt eller kavernost Udseende, naar de gjennemskjeres. At det lodrette Forlob er det normale, vil Müller®) vel ikke paastaae, men han har dog Mistanke om, at de besynderlige Former, han har iagttaget, ere opstaaede efter Døden, især betingede ved Dannelsen af en saakaldet Plica centralis; han afbilder dog det meget tykke Lag som lodret fint stribet, og en lig- nende Form finder man, rigtignok ved en svag Forstorrelse, hos Külliker”). Jeg maa dog tilfoie, at der ikke fandtes nogen Plica i de Oine, hvorefter jeg har gjort mine Afbildninger, og at der heller ikke synes at vere nogen Grund til at tilskrive Glaslegemets Indskrump- ning ved Chromsyren nogen Indflydelse. Uafhengigt af Traadenes Forlob er Sporgsmaalet om Betydningen af dennne stærke Traadudvikling. At Laget af Schultze og Hasse ansees for nervøst, er naturligt ifølge deres forhen meddelte Anskuelser; blandt Andre anforer Hasse ogsaa Varikositeter paa Traadene, hvilke Krause”), der afbilder Traadene med et kolossalt Tversnit, dog mener at vere op- staaede ved deres Torsion. Henle), angaaende hvis kegleformige Legemer vi have talst forhen (p. 171), kalder hele Lagets traadede Afdeling (hans «äussere Faserschichte) et nyt maaskee 1) J. Henle, Eingeweidelehre 1866, p. 665. 2) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 86, Tab. 2, Fig. 17, 3. 3) A. Kölliker, mikr. Anat. 1854, p. 685, Fig. 408, e. 4) W. Krause, membrana fenestrata 1868, p. 11, Tab. 1, Fig. 12, p. 20. 5) J. Henle, Göttinger Nachrichten 1864, Nr. 15, p. 315, p. 321; Eingeweidelelire 1866, p. 664, 666. 220 180 forbindende Mellemled og paastaaer, at naar der i Fovea undertiden kun findes et eller faa Lag af Korn, sees det tydeligt, at Traadene ikke komme fra Kornene og heller ikke lade sig forfølge til Tapperne. Herimod maa jeg indvende, at jeg med Sikkerhed har seet Traade udgaae fra Tappernes Hætter, men jeg tor paa den anden Side ikke paastaae, at alle Traade udspringe fra dem; jeg er endog tilboielig til at antage, at den storste Masse af Traadene Intet har at gjore med Tapperne, men er en Bindevævsdannelse (i Ordets ud- strakte Betydning). Herfor taler deres hele Udseende og ofte bolgeformige Forlob, skjondt Henle mener, at det modbevises ved chemiske Reaktioner og ved de Varikositeter, som ogsaa han har seet paa Traadene; begge Grunde vilde jeg dog ikke ansee for tilstrekkeligt modbevisende. Ere Macula og Fovea at betragte som en Ardannelse, kan det ikke for- undre, at Bindevævet spiller en fremtrædende Rolle, og det er vel muligt, at der foruden de normale Taptraade findes en hel ny Bindevævsdannelse, fortrinsvis presenterende sig med et kavernost Udseende. Krause vil endog forklare Traadenes antagne nesten horizon- tale Forløb af Udviklingen uden dog at give fyldestgjorende Grunde derfor. Hvis jeg ikke frygtede for at beskyldes for at fremfore en tendentios Sammenligning, vilde jeg gjore op- merksom paa den arlignende Dannelse, der er fremstillet noiagtigt efter Naturen af Traadene midt i Fovea paa min Fig. 52, Tab. 6. Forholder Sagen sig saaledes, er her et yderligere Bevis mod Taptraadenes nervose Natur, og det Haab, som Henle nerede om gjennem Forholdet i Macula at finde det Sammenheng mellem Stav- og Taplaget og Opticus, som Physiologien efter hans Mening postulerer, forekommer mig tvertimod tilintetgjort, naar den traadede Afdeling i Stratum granulatum externum kan antage en saadan Megtighed som i det af mig beskrevne Tilfælde af Coloboma og kan optræde med saa stor Lighed med Bindevey. Stratum conorum. At Stavene mangle i Macula lutea, blev først bemærket af Henle?) og dernest bekreftet af Bergmann og Kölliker?), hvilken Sidste i et Tilfelde endog fandt, at saavel Stave som Hjerneceller og Hjernetraade manglede omtrent 0,01” udenfor den gule Farve. Det maa dog bemerkes, at Henle i et senere Arbeide gjentagne Gange siger, at Stavene mangle i Fovea (ikke Macula), men at han dog afbilder Stave i Fovea*), Hulke?) © angiver, at Stavene findes midtveis mellem Centrum af Fovea og Maculas udvendige Rand. Efter Schultze°) findes der faa Milimetre fra Fovea 2—3 Stave mellem to Tapper, og Hasse?) anfører, at de ere forsvundne ved Begyndelsen af Macula. Da Welcker”) angiver Middeltallet 1) J. Henle, Versuche und Beobachtungen an einem Enthaupteten; Henle und Pfeuffer, Zeitschrift für rationelle Medicin 1852, 2, p. 308. 2) A. Kölliker, mikr. Anat. 1854, 2, 2, p. 686, 689. 3) J. Henle, Eingeweidelehre 1866, p. 646, 663, 667, Fig. 515, 4) J. W. Hulke, Phil. transact. for 1867, 157, p. 110, Tab 7. 5) M. Schultze, Archiv f. mikr. Anüt. 1866, 2, p. 249. 6) C. Hasse, Zeits. f. rat. Med. 1867, 29, p. 262. 7) A. Weleker, Untersuchungen der Retinazapfen und des Riechschleimhautepithels bei einem Hin- gerichteten; Henle und Pfeuffer, Zeitschrift für rationelle Medicin 1864, 20, p. 176. 9 181 221 af 6 Staves Brede iMacula til 0,00175%%, maa han have fundet Stave sammesteds. I ethvert Tilfælde er Mangelen af Stave i Macula ikke absolut, og jeg har i flere Tilfælde tydeligt fundet enkelte Stave endnu hengende paa Membrana limitans externa meget ner Fovea. De tyndeste og længste Tapper findes midt i Fovea, hvorpaa de udad i Macula blive kortere og tykkere. Müller!) angiver deres Længde til 0,057", hvilket Merkel?) be- kræfter, idet han angiver Taplegemets Længde at vere 0,024™", Tapspidsens 0,027™™ eller i det hele 0,051™™; jeg har dog fundet Længden i Fovea noget større nemlig 0,027 og - 0,0347m eller i det hele 0,061™, medens den i den tykkeste Del af Macula er noget mindre end angivet, nemlig 0, oa6mm, Krause?) fandt i Fovea en Længde af 0,076, hvoraf der kom 0,0237= paa Taplegemet. Schultze*) anfører endog, at han i Fovea har fundet Tap- per, som vare over 0,1?” lange. ‘Tappernes Tykkelse i Macula sætter Müller til 0,004™™, men har dog i Fovea nogle Gange seet Tapper, som kun havde en Tykkelse af 0,0015—0,0027=, hvilket sidste Maal omtrent stemmer med min lagttagelse af Tapper i Fovea. Derimod angive Welcker®) og Schultze Tykkelsen af Tapperne i Fovea meget for stor, nemlig 0,0033™" og 0,0037=, hvilket Maal kun kan gjælde for Tapper i Macula; Schultze troer med Uret, at han er den første, som har viist, at Tapperne i Fovea kun ere halvt saa tykke som Tapperne i Macula. Henle") anfører, at Tapperne i Fovea ere slankere, hvilket man rigtignok ikke kan see paa hans Afbildning; deres indvendige Ende har en Brede af 0,002™, deres udvendige neppe over 0,001"%. 'Tapspidsens Tykkelse angiver Krause til 0,0007—0,0008™"; Pladernes Tykkelse i Fovea sætter Schultze lig 0,0005—0,0008™™. Saavel Hulke som Henle og Merkel give paa deres Afbildninger Tapperne samme Længde i og udenfor Fovea, saa at deres indvendige og udvendige Grændse falder imellem to parallele Linier. Derimod afbilder Schultze dem rigtigt med større Længde midt i Fovea, hvorved deres indvendige Begrændsning danner en indad convex Linie, som møder Foveas ved Membrana limitans interna concave Begrændsning; den udvendige Begrændsning er paa tvende Figurer en ret Linie, paa en tredie Figur seer man en Antydning til den ogsaa indad convexe Begrændsning, der er angivet paa min Fig. 52, Tab. 6, og som jeg troer bevirkes ved den Ansamling mellem Tapperne og Pigmentet, hvilken jeg har beskrevet p- 116; forresten ere 'Tapperne paa Schultzes tre Afbildninger afbildede med temmelig 1) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 49, 85; Würzb. nat. Zeits. 1861, 2, p. 219. 2) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 3, Tab. 1, Fig. 12. 5) W. Krause, membrana fenestrata 1868, p. 32. 4) M. Schultze, Archiv f. mikr. Anat. 1866, 2, p. 224, 229; Tab. -13, Fig. 1—3; 1867, 3, p. 235; Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1023. 5) H. Welcker, Zeits. f. rat. Med. 1864, 20, p. 176. $) J. Henle, Eingeweidelehre 1866, p. 663, Fig. 512. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og malhem, Afd, XI. 2. 28 9 2 2 182 forskjelligt Udseende. Om den Anskuelse har Betydning, at Rummet for de lysfornemmende Elementer foroges ved Ind- og Udbugtningen i Fovea, saaledes som blandt Andre Hasse mener, vil jeg lade henstaae. At Schultze beskriver og afbilder Taplegemet flaskeformigt, stemmer ikke med det normale Forhold, saaledes som allerede forhen (p. 180) er bemærket. For Tap- pernes Vedkommende i Macula er dette dog mindre fremtrædende; derimod give Schultze?) og Merkel?) Taplegemet i dets normale Stilling en eiendommelig Bueform, som jeg aldrig har iagttaget; Merkel har tillige afbildet Tapperne i Fovea i en besynderlig skraa Stilling. Heller ikke er jeg «enig med Schultze i, at Tapspidsen i Macula saalidt som andetsteds i Nethinden er konisk. — Doppeltapperne i Macula ere allerede omtalede p. 94, Pigment- cellerne p. 208. Membrana iimitans externa frembyder intel Særskill at bemærke. Den Indbugtning, som dannes indad ved de længere Tapper, er fladere end den Bugtning, Fovea danner udad. Er der opstaaet en Plica centralis, bliver Indbugtningen større, og man kan gjen- kjende dette paa flere Afbildninger, saaledes af Kolliker®) og Blessig*). À Pars anterior retinæ og Ora serrata. Pars ciliaris retine er en Benævnelse, som burde afskaffes i den anatomiske Ter- minologie; thi intet af Nethindens Elementer med Undlagelse af Membrana limitans interna, der kun uegenligt kan siges at tilhore Nethinden, gaaer lengere fortil end til Ora serrata, som er den skarpe, lige eller takkede Rand, hvormed Nethinden ophører fortil. Paa den friske Nethinde fremtræder Ora for det blotte Vie ikke saa skarpt, som naar Qiet er hærdet, ft. Ex. i Chromsyre, og dette Udseende i frisk Tilstand har foranlediget Antagelsen af en Pars ciliaris retine; selv efterat Nethinden var bleven noiere undersøgt ved Mikroskopet, har man villet opretholde Benævnelsen, fordi man paa Corpus ciliare troede at gjenfinde nogle af Nethindens Elementer under en forandret Form, men saadanne Overgange findes ikke, hvilket vil fremgaae af den folgende Fremstilling. ‘Hele Nethinden bliver fortil tyndere, idet Elementernes Masse aftager. Dette gjæl- der iswr om Hjernecellerne og Hjernetraadene, som henimod Ora kun sees saa sporadisk, at jeg forhen helt nægtede dem hinsides et ner Ora værende cirkulairt Kar. Naar Merkel?) 1) M. Schultze, Archiv f. mikr. Anat. 1866, 2, Tab. 10, Fig. 12; 1867, 3, Tab. 13, Fig. 1. 2) F, Merkel, macula lutea 1869, p. 4. 3) A. Kölliker, mikr. Anat. 1854, 2, 2, p. 685, Fig. 408. 1) R. Blessig, de retinæ textura 1855, Fig. 4. 5) F. Merkel, macula Intea 1869, p. 14, 16; Pars ciliaris hos Hønen og Gjedden, p. 15. 183 9 nw oo siger, at netop den sidste Nervetraad gaaer til den sidste Nervecelle, tor man vel antage, at hans Udsagn ikke er grundet paa nogen direkte Jagttagelse. Ogsaa de fleste andre Lag blive efterhaanden tyndere, men ere alle synlige, deriblandt ogsaa Membrana intermedia, som jeg hos Mennesket endnu har seet i en Afstand af mindre end 1™™ fra Ora; hos Oxen har jeg paa et Sted, hvor Nethinden havde en Tykkelse af 0,05™™, seet Membranen med de paa den i regelmæssige Afstande hvilende Kugler. Efter dens Forsvinden smelte begge Strata granulata sammen. Samtidigt blive Stave og Tapper lavere, idet snart det ene, snart det andet Element har Overvegt; men lige paa Ora er det ikke muligt at erkjende deres Bygning, skjondt Laget som saadant lader sig skjelne fra sine Omgivelser. At hos Mennesket Stavenes Tal aftager henimod Ora, og at der optreder tomme Steder mellem Tapperne, hvilket Schultze') og Merkel anføre, kan jeg ikke bekræfte; hos Oxen fandt jeg endog Stavene talrigere. Kun et Element tiltager i Styrke henimod Ora, nemlig Radial- traadene; Grendsen for denne Tiltagen falder indenfor et cirkulairt Kar, som findes kort udenfor Ora. Med Hensyn til Radialtraadenes Forogelse skulle vi i det Folgende nærmest* holde os til Mennesket. Radialtraadenes Forøgelse er først opdaget og godt afbildet af Blessig?); han fandt paa Gjennemsnit store egformige Lakuner, begrendsede af brede og med Kjerner forsynede Traadbundter og fyldte med en strukturlos Masse, hvis netformige Linier hidrorte fra andre cirkulaire Lakuner; Traadene udfyldte selve Oras Rand og gik efter ham umiddelbart over i Overtrekket paa Indsiden af Corpus ciliare. At det er Radialtraadene, der saaledes sterkt forages, synes Blessig ikke at have erkjendt. Dette skete først ved Müller”), hvem især den eiendommelige Dannelse hos Mennesket var paafaldende. Han iagttog de af Radial- traadene dannede Soiler og Arkader eller, som jeg troer, at de rettere bør kaldes, Tun- neller, med afvexlende Udstrekning gjennem Nethindens forskjellige Lag; men sandsynligvis fordi han fandt Rummene udspilede af en Vedske, mente han, at Dannelsen kun var en kadaveros Forandring. Dette er dog ikke Tilfældet; thi uagtet Radialtraadenes Forøgelse, saaledes som jeg forhen har fremstillet den, er underkastet mange Afvexlinger ikke blot i forskjellige, men endog i samme Øie, maa man dog med Krause’) vere enig i, at den findes overalt. Dette Sidste nægter vel Henled); men paa den anden Side fandt han den dog for hyppig og for regelmessig til at erklære den for sygelig; han iagttog den ogsaa efter Fladen fra Oiets Indside som et af mæandriske lyse Striber gjennemtrukket Parti. Sailerne, der indeholde Blodkar og elliptiske Kjerner, blive blegere ved Eddikesyre og Kali 1) M. Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1029. 2) R. Blessig, de retinæ textura 1855, p. 48, Fig. 3. 3) H. Müller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 67, 71. 4) W. Krause, membrana fenestrata 1868, p. 21. 5) J. Henle, Eingeweidelehre 1866, p. 668, Fig. 517—519. 28% 224 184 og lade sig ikke paany fremstille ved Udvaskning. Efter Krauses Mening maatte Blod- karrene tale for en pathologisk Dannelse, fordi der ikke findes Blodkar i de udvendige Nethindelag; men denne Anskuelse beroer derpaa, at han forlegger Membrana intermedia (Membrana fenestrata) til Soilernes indvendige Ender, saaledes som vi strax nedenfor skulle omtale. Derimod er det vel muligt, at en saadan Dannelse er sygelig, naar den forekommer paa andre Steder end Ora. Saaledes fandt Schultze‘), der med Iwanoff kalder den et. Oedem, hvorved Radialtraadene udspendes og frembringe Atrophie af Nervevevet, engang et lignende Oedem ved Æquator retinæ, og Merkel’), som har adopteret Müllers Benævnelse af Arkader, fandt ved Undersogelsen af unge og gamle Hunde, at Arkaderne forst dannede sig i en hoiere Alder. Sandheden er derfor vel den, at Radialtraadene normalt tiltage i Mængde henimod Ora, idet Bindevevsdannelsen fortrænger de øvrige Retinaelementer fortil, hvor Nethindens Dannelseskraft og Funktion ophøre, og at denne forøgede Bindevævs- dannelse yderligere ved en sygelig Tilstand og med Alderen kan forøges abnormt med accidentel Dannelse af større ødematøse Hulheder. Vi have hidtil skildret Dannelsen som udgaaen fra Radialtraadene. Imidlertid antog Henle?) en Tid, at Forøgelsen beroede paa hans «åussere Faserschichte» eller vor traadede Del af Stratum granulatum externum, af hvilken Grund han ogsaa tilføjede det forhen anførte chemiske Forhold, som vel skulde tale for Traadenes nervøse Natur. Denne Mening maa han dog to Aar senere have forandret; thi uagtet han vel siger, at Radialtraadene blive tættere, omtaler han Dannelsen som «eine Umwandlung der åusseren granulirten Schichte» eller vor Membrana intermedia, men lader dens Betydning staae hen og nævner ikke videre, fra hvilke Traade Dannelsen har sin Oprindelse; ogsaa afbilder han «Pfeiler der granulirten Schichte» men siger rigtignok kort iforveien: «es erreicht sogar im mensch- lichen Auge fast beståndig die åussere Faserschichte in der Nåhe der Ora serrata eine monströse Entwickelung», hvorfor det er vanskeligt at sige, hvad han egenligt mener. Krause”) kalder ligefrem Traadene «eine eigenthümlich angeordnete Partie der Zapfen- faserchicht», ligesom i Macula, men med radiair og ikke horizontal Leiring. Af denne Grund anviser han Soilerne deres Plads mellem Membrana intermedia og Stratum granu- latum externum og forlegger sin Membrana fenestrata (intermedia) til Sailernes indvendige Ender. Men dette forholder sig ikke saaledes; thi da Radialtraadene ere udspendte mellem Membrana limitans interna og Membrana intermedia, ligger sidstnævnte mod Soilernes udvendige Ender, og forst naar Membranen fortrenges, naae Radialtraadene ud mod Stratum granulatum 1) M. Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1030. 2) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 17. 3) J. Henle, Göttinger Nachrichten 1864, Nr. 15, p. 318; Eingeweidelehre 1866, p. 668, Fig. 519, p. 666. #) W. Krause, membrana fenestrata 1868, p 21. 185 225 externum eller endog til Membrana limitans externa, saaledes som man kan see paa min Fig. 58, Tab.6. 1 normal Tilstand trenge de ikke ud til Membrana limitans externa, saa- ledes som Merkel") anfører, medens han forresten har afbildet Lagenes Fortrængning rigtigt. At der kan forekomme Blodkar mellem Soilerne, stemmer derfor ganske med deres Leie indenfor Membrana intermedia. Efter Ritter”) bliver det granuløse Lag henimod Ora forandret til et grovt Traadnet; dette stemmer med hans forhen (p. 139) skildrede Sam- mensætning af dette Lag. De Celler, der findes foran Ora paa Pars non plicata corporis ciliaris ere en ny og -selvstændig Dannelse og ikke en Forandring af noget af Nethindens Elementer. Man er bleven forledet til denne Antagelse derved, at Corpus ciliare i det friske Øie viser sig overtrukket med et graaligt Lag, som hænger meget fast til Membrana limitans interna, og hvis Bygning først bliver klar ved en mikroskopisk Undersøgelse. Mest oplysende ere saa- danne Tilfælde hos Mennesket, hvor Ora træder frem med en ligesom fritliggende Spids, saaledes som jeg har afbildet det Fig. 57, Tab. 6, svagt forstørret. Cellerne begynde inde under Spidsen og ere ikke tydeligt udviklede, men ligge sammentrykkede under Spidsen, hvorfor man kun seer en lodret Stribning, udaf hvilken de lodretstaaende Celler efter- haanden fremtræde. Spidsen er helt omgiven af Membrana limitans interna, som man altsaa maa tænke sig delt ved Spidsens Basis; thi den overtrækker ogsaa de lodret- staaende Celler, adskilt fra dem ved en klar geleeagtig Masse. Cellerne ere først nøiere beskrevne og rigtigt afbildede af Kölliker?), som i Begyndelsen ansaae dem for et farvefrit Epithelium paa Corpus ciliare og ikke sammenhængende direkte med Nethinden. Denne rigtige Anskuelse forlod han dog og mente, at Cellerne udgik umiddelbart af Retina, uden dog at ville paastaae, at de ogsaa genetisk hørte til den; det har ikke været ham muligt at afgjøre, om Cellerne optraadte som en Modifikation af et eller andet Element i Net- hinden eller som et helt nyt Lag. Derimod har Muller”) ikke den ringeste Tvivl om, at Cellerne ere en umiddelbar Fortsættelse af Nethinden, men anseer det for vanskeligt at afgjøre deres Forhold til de enkelte Nethindelag, fordi disse ganske kort foran Nethindens stærkeste Fortynding tabe deres specifike Egenskaber og gaae over i en utydelig lodret traadet Masse med Kjerner eller utydelige Cellekontourer, hvilken Forandring Stav- og Taplaget dog ikke tager Del i. Størst Lighed finder han med Cellerne i Stratum granula- tum internum, fra hvilke han ogsaa er mest tilbøielig til at troe, at Cellerne ere udgaaede under Deltagelse af Radialtraadenes indvendige Ender, paa Grund af hvilken han frakjender ) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 16, Tab. 1, Fig. 14. ) C. Ritter, Archiv f. Ophth. 1865, 11, 1, p. 185. 3) A. Kölliker, mikr. Anat. 1854, 2, 2, p. 687, Fig. 410. ) H. Muller, Zeits. f. wiss. Zool. 1857, 8, p. 90, Tab. 2, Fig. 22. 226 186 dem en epithelial Beskaffenhed. Köllikert) vil endog have iagttaget Cellernes Overgang direkte fra de forkortede Radialtraade. En lignende Anskuelse har Schultze*), som anforer det Vesenligste af Müllers Beskrivelse og sammenligner dem med et Cylinderepithelium, hvoraf hver Celle skal stode til en Pigmentcelle, hvilket er urimeligt, fordi Pigmentcellerne ere meget storre; ogsaa angiver han Rjernens Plads urigtigt. Den tilspidsede Maade, hvor- paa Cellerne ende indad, samt de fra dem udgaaende Traade og flere andre Grunde, som ikke holde Stik, foranledigede ham til at antage, at Gellerne horte til Radialtraadene. Hertil maa bemerkes, at de afgaaende Traade ere Folder af den geleeagtige Masse, som dækker Cellerne, eller Kunstprodukter. Ogsaa Heiberg”) har seet de cylinderformige Geller udtrukne i Spidser, som jvende fortil og anastomosere indbyrdes, eller udtrukne i en lang Traad; dog har han hos Mennesket aldrig seet disse Gellers Overgang i Zonulatraade. Merkeligt er det, at Henle*), som forhen antog et Lag af Cellekjerner og Geller samt et strukturlost Epithelium paa Processus ciliares, hvilket Lag han formoder at vere en Fortsettelse af Nethindens Kornlag, i sit seneste Arbeide aldeles ikke nevner disse tydelige store Celler, men anforer et fra Retina udgaaende Lag, som bestaaer af lodrette eller bueformige Traade med Kjerner eller smaa Celler og i deres Bygning derfor stem- mende med Radialtraadene i Nethindens peripheriske Dele. Derimod angiver han rigtigt, at Membrana limitans interna (hans Membrana limitans hyaloidea) spalter sig i to Blade, hvoraf det ene gaaer over i Fossa-patellaris, det andet fortsetter sig paa nevnte Lag, men han nevner ikke den af mig mellem to andre Blade af Membrana limitans interna opdagede ringformige Kanal, skjondt den maaskee uforsætligt er afbildet, Fig. 522, L, h, og har en umiskjendelig Lighed med min Afbildning®), Endelig siger ogsaa Merkel‘), at Radialtraadene tilsidst blive til flade Cylinderceller, der som Pallisader staae mellem begge Limitantes og gaae over paa Corpus ciliare, men beskriver dem ikke videre. Naar man betragter de af Kölliker, Müller og mig selv gjorte Afbildninger og tager Hensyn til den givne anatomiske Beskrivelse uden at vere hildet i nogen Anskuelse om Cellernes Oprindelse, vil man umuligt kunne aflede dem fra Radialtraadene eller henføre dem til nogen anden Dannelse i Nethinden. Jeg anseer derfor Cellerne for en ny Dannelse, der Intet har med Nethinden at gjøre, men deraf følger atter, at der ikke existerer nogen Pars ciliaris retinæ eller nogen Lamina ciliaris retinæ, hvilken sidste uheldige Benævnelse Henle har villet indføre. 1) A. Kölliker, Gewebelehre, 5 Auflage, p. 685, hos Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1028. ?) M. Schultze, Strickers Handbuch 1872, 2, p. 1027. 3) H. Heiberg, zur Anatomie und Physiologie der Zonula Zinnii; Graefe, Archiv für Ophthalmologie 1865, 11, 3, p. 182, Tab. 4, Fig. 4, ‘) J. Henle, Allg. Anat. 1841, p. 667; Eingeweidelehre 1866, p. 670, Fig. 520. 5) A. Hannover, Bidrag til Øjets Anatomie, Physiologie og Pathologie 1850, p. 32, Tab. 1, Fig. 5, Fig. 6, k, I. 5) F. Merkel, macula lutea 1869, p. 14. i Forklaring af Tavlerne. Samtlige Figurer ere udførte efter Naturen ved Hjælp af Camera clara, 340 Gange forstørrede; Maalet, hvormed Gjenstandenes Størrelse kan udmaales, findes paa hver enkelt Tavle. Ved Fig. 6, 32 og 57 er Forsterrelsen kun 51 Gange. Tab. I. Gjeddens Nethinde. Fig. 1. lem Seenervens Indtrædelse og Æquator oculi. a. Pigmentcellerne med en lysere udadvendende | Bund; den indadvendende Ende er delt i Flige, | som lægge sig omkring de i Pigmentskederne stikkende Stave og Tapper. b. Pigmentcellens Deling i en indre og en ydre Del, som ere skudte i hinanden. e. Kontourtegning af en Stav, som indad ved d, bliver kegleformig og ender med en fin Traad, der hefter sig paa Udsiden af Membrana limitaus externa. e. Kontourtegning af en Tvillingtap med ovalt Gjen- nemsnit; paa den udad lige afskaarne Ende sidde ved to koniske Spidser, der stikke i Pigmentcellen, medens der fra den indadvendende afrundede Ende ved g, afgaaer en hindet, hvis Indre ved h, findes to fine Traade, som i Forening med For- lengelsen hefte sig paa Udsiden af Membrana limitans externa. i. Membrana limitans externa, der paa Gjennem- snit viser sig som en doppeltkontoureret, tem- melig skarp og mørk Linie. Lou) Lodret Snit af hele Nethinden midtveis mel- | rektangulair Forlængelse, i | Explication des Planches. Toutes les figures sont exécutées d'aprés mature à l'aide de la chambre claire avec un grossissement de 340; on trouve sur chaque planche l'échelle qui sert à mesurer la grandeur des objets. Les figures 6, 32 et 57 ne sont grossies que ål fois. Planche I. Retine du brochet. Fig. 1. Coupe verticale de toute Ja rétine, passant par le milieu de l'intervalle entre l'entrée du nerf optique et l'équateur de l'œil. a. Cellules de pigment avec un fond plus clair tourné en dehors; l'extrémité tournée en dedans est di- visée en pointes, qui entourent les batonnets et les cônes plongeant dans les gaines du pigment. b. Division des cellules du pigment en une partie intérieure et une partie extérieure qui pénètrent l'une dans l'autre. e. Contour d'un bätonnet qui, en dedans, en devient conique, et se termine en un filament dé- lié qui est fixé à la surface externe de la Mem- brana limitans externa. e. Contour d'un cône jumeau à coupe ovale; à l'ex- trémité plane tournée en dehors, on voit, en = f, deux pointes coniques qui plongent dans la cel- lule du pigment, tandis que de l'extrémité arron- die interieure, en part un prolongement membraneux rectangulaire dans l'intérieur duquel, en h, se trouvent deux filaments delies qui, ainsi que le prolongement, sont fixés à la surface externe de la Membrana limitans externa. i. Membrana limitans externa, vue de profil; elle ap- parait comme une double ligne sombre assez tranchée, 228 k. = Fig. . Membrana intermedia med let Stribning, koncen- Fortsættelse af Stavens Traad ind i Stratum gra- nulatum externum; paa dens Side sidder ved et ovalt lille Korn. . Tvillingtappens Hette i Stratum granulatum ex- ternum, af samme Brede som Tvillingtappens For- længelse, med en stor Kjerne i sit Indre og endende indad med en grov Traad, som med en trekantet Udbredning hefter sig paa Udsiden af Membrana intermedia. . Membrana intermedia i Kontour. 2. Fortsættelse indad af Fig. 1. trisk med @iet; i dens Substants hvile runde store Kjerner med Kjernelegeme; paa Membranens Udside hefte Stavtraadene og Traadene fra Tvil- lingtappernes Hetter sig, paa dens Indside Ra- dialtraadene. 0,0,0. En af tre Lag dannet Hinde, i hvis Masker Hjerne- cellerne i Stratum granulatum internum hvile; de | . Det grovtkornede Stratum granulosum, . Hjerneceller med en eller to Kjerner; . Radialtraadene ere faldne gjennem Lagene gaaende Radialtraade krydse Hinderne uden at hefte sig paa dem. gjennem- krydset af Radialtraadene, paa hvilke findes en skyttelformig Udvidning med Kjerne. fra nogle Celler udgaae Udløbere til alle Sider. . Stratum fibrarum cerebralium fra Seenerven med de gjennem Laget gaaende Radialtraade. . Radialtraadenes Begyndelse paa Udsiden af Mem- brana limitans interna i Form af en Tragt eller Skjærm. De forløbe gjennem Stratum fibrarum og cellularum cerebralium med Sidegrene og op- svulne i Stratum granulosum i et skyttelformigt Legeme med Kjerne. fra hverandre i Form af et Ax, en Skjarm eller Quast med treformig Forgrening til Siderne. . Tilsyneladende Hulhed i Radialtraadenes Indre. v. Losnede Radialtraade med slangeformigt Forløb; xX. de have delt sig i flere Traade, forinden de hefte sig paa Indsiden af Membrana intermedia efterat vere gaaet gjennem Stratum granulatum ternum. Membrana limitans interna. in- k. 1, m. . Membraua intermedia, avec des stries 188 Continuation du filament du batonnet dans le Stratum granulatum externum; à côté, en est un petit grain ovale. Calotte du cone jumeau dans le Stratum granu- latum externum; elle a la même largeur que le prolongement du cône jumeau, renferme un gros noyau et se termine en dedans en un filament grossier, qui est fixé par un épanouissement trian- gulaire à la surface externe de la Membrana intermedia. . Contour de la Membrana intermedia. 2. Continuation en dedans de la Fig. 1. légères et substance de gros noyaux avec un corps de noyau; à Ja surface externe de la membrane viennent s'attacher les filaments des batonnets et des calottes des cônes jumeaux; à sa surface interne sont fixées les fibres radiales. concentriques à l'œil; on voit dans sa 0,0,0. Membrane composée de trois couches, dans les mailles de laquelle reposent les cellules cérébra- les du Stratum granulatum iüternum; les fibres radiales qui traversent les couches croisent les membranes sans s'y attacher. . Stratum granulosum à gros grains, traversé par les fibres radiales, qui présentent un renflement fusiforme avec un noyau. . Cellules cérébrales avec un ou deux noyaux; de. quelques cellules partent des prolongements dans tous les sens. . Stratum fibrarum cerebralium provenant du nerf optique, avec les fibres radiales qui traversent la couche. . Origine des fibres radiales sur la surface externe de la Membrana limitans interna, en forme d’enton- noir ou d'ombelle. Elles traversent le Stratum fibrarum et le Stratum cellularum cerebralium en donnant naissance a des ramifications laterales, et presentent dans le Stratum granulosum un renflement fusiforme avec un noyau. . Les fibres radiales se séparert les unes des au- tres sous la forme d'un épi, d'une ombelle ou d'une houppe avec des branches latérales. u. Cavité apparente dans l'intérieur des fibres radiales. . Fibres radiales déliées à contours ondoyants; elles se divisent en plusieurs filaments avant de venir s'attacher à la surface interne de la Membrana intermedia, après avoir traversé le Stratum gra- nulatum internum. . Membrana limitans interna. Fig es ig. 3. . Længdestriber paa . Tvende Pigmentceller; Tvillingtapper, nogle med tydelig Adskillelse i to Sidehalvdele. . Tvillingtap med fintfoldet Pigmentskede og med Pigment mellem Spidserne. Skjellet mellem Le- gemets Sidehalvdele viser sig som doppelt Længde- linie. gelse værende Traade have boiet sig sammen. . Tvillingtap med lige afskaaren udvendig Ende; De i den rektangulaire hindede Forlæn- | Spidserne ere faldne af; Traadene forlebe sær- | skilt og parallelt. tæt til hinanden. . Traadene ere stærkere adskilte nærmere Legemet, men ligge dernæst tættere sammen. . Spidserne ere omgivne hver af sin Pigmentskede, | som lader sig dele i flere Lag. sees ingen Lengdedeling. Forlengelsens Traade ligge tet sammen. Den yderste Ende af Spid- serne har mistet sit Pigment. Paa Legemet | . Den udvendige Ende er afrundet; indad afgaaer en tilsyneladende kun enkelt Traad umiddelbart fra Legemet. Spidserne; Legemet uden Længdefure, og Traaden i Forlængelsen synes lige- ledes enkelt. . Tap med enkelt Spids, omgiven af en Pigment- | skede, ud af hvilken Spidsens udvendige Ende rager frem. 4. Pigmentceller, sete efter Længden. lige afskaaren eller let afrundet; nærmest denne sees en lysere Plet. Den deler sig som et Blomsterbeger i forskjellige Flige. 1 Bægeret stikke Tappernes Spidser. . Meget regelmessig Pigmenteelle med tre Flige. Cellen er bredere end sædvanligt, idet den er sunken sammen. . Tvillingtap omgiven af Pigmenteellens sex Flige, hvoraf dog kun fire ere synlige; Tapspidserne rage frit frem. Taplegemet er blevet meget bredt; langs Lengdelinien fortsetter en af Fligene sig. Traadene i Tapforlængelsens Indre vise sig kun som enkelt Traad. Spaltning og Deling af Pigmentcellernes Mem- bran. Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI . Legemet er blevet lancetformigt; Traadene ligge | den udvendige Ende er | indadvendende Ende | Fig. Fi ag 229 3. Cones jumeaux, dont quelques-uns distincte- ment séparés en deux moitiés latérales. Cone jumeau a gaine pigmentaire finement plis- sée, avec du pigment ‘entre les pointes. Les moitiés latérales du corps sont séparées par une double ligne droite. Les filaments dans le pro- longement membraneux rectangulaire se sont re- courbés. | . Cône jumeau dont l'extrémité extérieure présente une section plane; les pointes sont tombées; les filaments sont séparés et parallèles. . Le corps est devenu lancéolé; les filaments sont très voisins l’un de l'autre. . Les filaments sont plus écartés dans le voisinage du corps, mais ils se rapprochent ensuite au point de se toucher. . Les pointes sont entourées de leur gaîne pigmen- taire, qui se laisse diviser en plusieurs couches. Le corps ne présente aucune division longitudinale. Les filaments du prolongement sont contigus. L'extrémité des pointes a perdu son pigment. . L’extrémité extérieure est arrondie; il semble n'y avoir qu'un seul filament partant immédiatement du corps en dedans. . Stries longitudinales sur les pointes; le corps est sans sillon longitudinal, et il semble également n'y avoir qu'un filament simple dans le prolongement. . Cône à une pointe, entouré d'une gaine pigmen- taire d'où sort l'extrémité extérieure de la pointe. . 4. Cellules de pigment vues dans le sens de leur longueur. . Deux cellules de pigment; l'extrémité extérieure présente une section plane ou légèrement arron- die; à côté, on voit une tache plus claire. L'ex- trémité intérieure se divise comme un calice en plusieurs dents. Les pointes des cônes pénè- trent dans le calice. b. Cellule de pigment très régulière à trois dents. d. 2. Elle est plus large que d'ordinaire parce qu'elle s'est affaissée. . Cône jumeau entouré des six dents dont quatre seulement sont visibles — de la cellule du pigment; les pointes du cône sortent libre- ment. Le corps est devenu très large; une des dents se prolonge le long de la ligne médiane. Les filaments, dans l'intérieur du prolongement du cône, sont réunis en un seul. Scissure et division de la membrane des cellules du pigment. 29 230 Fig. 5. Membrana intermedia med runde eller ovale Kjerner med Kjernelegeme, seet efter Fladen. Kjernerne staae i en regelmæssig Quincunx. idet den ved sin Indtrædelse i Fig. 6. Seenerven, vise sig som tynde Blade. Kun lidt mere end @iet udstraaler i Bundter, som paa lodrette Snit | Nervens ene Halvdel er fremstiilet. 51 Gange forstørret. Tab. II. Freens Nethinde. Fig. 7. Lodret Snit af hele Nethinden midtveis mel- | lem Seenervens Indtrædelse og Æquator oculi. a. Pigmentceller med klar Bund og Cellekjerne. Den øvrige større Del dannes af en med Pigment- molekuler fyldt Cellemembran, hvis Kanter ere | riflede eller ligesom belagte med en Liste. b. De som sexsidede Prismer formede Stave med sexsidet flad Tilspidsning udad; deres udvendige større Del stikker i den bægerformige Pigment- celle; paa de tilheire værende Stave begynde Siderne at afrundes. c. Stavens indvendige, af Pigmentcellen ikke om- givne Del, adskilt fra den udvendige Del ved en fin Tverlinie. 3 d. Stavens indvendige Del, visende sig som en rekt- angulair Celle, der hefter sig paa Udsiden af Membrana limitans externa, hvor den er forsynet med en oval Kjerne med Kjernelegeme. e,e. Tap med en Spids, som stikker i Pigmentcellen, og et cylindrisk eller maaskee lidt udbuet Legeme, paa hvis udadvendende Ende der sidder en lille Kugle. Indad findes en kort Forlængelse, hvor- med Tappen heftes til Udsiden af Membrana limitans externa, skjult mellem Kjernerne i Stavenes rektangulaire Celle. f. Membrana limitans externa, med smaa Kugler paa det Sted, hvor Tapforlengelserne hefte sig. g. Række af Hætter i Stratum granulatum externum, svarende til Stavene, Indad afgaaer der fra Hæt- ten en fin Traad, som hefter sig paa Udsiden af Membrana intermedia. Fig. Fig. Fig. e,e. = ua . Partie intérieure du bätonnet, 190 5. Membrana intermedia, avec des noyaux ronds ou ovales et leurs corps de noyau, vue de face. Les noyaux forment un quinconce régulier. 6. Le nerf optique, s'épanouissant à son entrée dans l'œil en fascicules qui, en coupe verticale, apparaissent comme de minces lamelles. On n'a représenté qu'un peu plus de la moitié du nerf. Le grossissement est de 51. Planche II. Retine de la grenouille, 7. Coupe verticale de toute le rétine, passant par le milieu de l'intervalle entre l'entrée du nerf optique et l'équateur de l'œil. . Cellules de pigment à fond clair et noyaux des cellules. La partie restante, plus étendue, est formée d'une membrane cellulaire remplie de mo- lécules de pigment, dont les bords sont cannelés ou comme garnis d'une bande. . Bätonnets en forme de prismes hexaédres, se ter- minant en dehors en pointe plate à six faces; leur partie extérieure plus grande plonge dans les cellules du pigment en forme de calice. Les angles des bätonnets de droite commencent à s'émousser. non entourée de la cellule du pigment; elle est séparée de la par- tie extérieure par une fine ligne transversale. . Partie intérieure du bätonnet; elle se présente comme une cellule rectangulaire qui s'attache à la surface externe de la Membrana limitans externa, où elle est munie d'un noyau ovale avec corps de noyau. Cône, avec une pointe qui plonge dans la cellule du pigment, et un corps cylindrique, ou peut-être un peu renflé, qui, à son extrémité extérieure, porte un petit globule. En dedans, se trouve un court prolongement par lequel le cône est attaché à la surface externe de la Membrana limitans externa, et qui est caché par les noyaux de la cellule rec- tangulaire des bätonnets. . Membrana limitans externa, avec de petits globules à l'endroit où viennent s'attacher les prolonge- ments des cônes. . Rangée de calottes correspondant aux batonnets, dans le Stratum granulatum externum. En dedans, part de chaque calotte un filament délié qui vient s'attacher à la surface externe de la Membrana intermedia, 191 h. P; p- Fig. . Pigmentcelle, som er falden sammen; Kjernen . Den regelmæssigt sexsidede, Række af ovale Celler i Stratum granulatum ex- ternum med stor Kjerne, dannende et morkere Belte. Ved en fin Traad fra hver Ende ere de ophengte mellem Membrana limitans externa og Membrana intermedia. . Membrana intermedia, stribet efter Længden. . De smaa kjernelignende Celler, som danne Stra- tum granulatum internum. . Celler, som tilfældigt ere fastklebede til en Ra- dialtraad. . Stratum granulosum med en med ®iet koncen- trisk Lagdannelse. . Stratum cellularum cerebralium, Celler med stor, noget morkere Kjerne. . Stratum fibrarum cerebralium fra Seenerven. Radialtraadene med tilsyneladende skjærmformig Begyndelse udenfor Membrana limitans interna. Idet de forlobe udad, opsvulne de i Stratum granulosum og Stratum granulatum internum til et smalt skyttelformigt Legeme og hefte sig til- sidst paa Indsiden af Membrana intermedia. . Sterkere Opsvulninger paa Radialtraadene, naar de overrives. . Membrana limitans interna; hvor den ved p, p dækker Radialtraadenes skjærmformige Begyndelse, er den svagt udhulet. 8. Pigmentceller i frisk og forandret Tilstand. viser sig som et rundt Hul. . Dens klare Bund er dreven frem i Form af en Blære, medens den begerformige sexsidede Celles Kanter eller Lister konvergere mod et Punkt. . Udad sees Begerets klare Bund uden Pigment, men med en gul Oliekugle; indad er den beger- formige Cellemembran splittet i flere Lister og Spidser. . I Begerets klare Bund sees den runde Celle- kjerne; Cellens pigmentholdige og med Lister for- synede Del har antaget en Timeglasform. klare Bund; den øvrige Celles sorte Pigment har samlet sig paa forskjellig Maade. . Cellens klare Bund med Kjerne; i den klare Celle- membran er Pigmentet ansamlet inderst. P,P: Fig. . Cellule de pigment qui s'est affaissée; le noyau rm 231 . Rangée de cellules ovales a gros noyau, situées dans le Stratum granulatum externum, et for- mant une zone plus foncée. Elles sont suspen- dues entre la Membrana limitans externa et la Membrana intermedia par un filament délié qui part de chacune de leurs extrémités. . Membrana intermedia, striée dans le sens de sa longueur. . Les petites cellules, ressemblant à des noyaux, qui constituent le Stratum granulatum internum. . Cellules accidentellement collees A une fibre ra- diale. . Stratum granulosum, avec une formation stratifide concentrique à l'œil. . Stratum cellularum cerebralium, cellules à gros noyau un peu plus foncé. . Stratum fibrarum cerebralium provenant du nerf optique. Fibres radiales, en apparence disposées en forme d'ombelle à leur origine en dehors de la Mem- brana limitans interna. Elles se dirigent vers le dehors en présentant dans le Stratum granulosum et le Stratum granulatum internum, un renfle- ment étroit fusiforme, et viennent enfin s'attacher à la surface interne de la Membrana intermedia. . Renflements plus prononcés des fibres radiales, lorsqu'elles se rompent. Membrana limitans interna; elle est légèrement creusée en p,p, où elle recouvre la partie initiale en forme d’ombelle des fibres radiales. 8. Cellules de pigment à l'état frais et altéré. se montre comme un trou rond. . Le fond clair de la cellule émerge sous forme de vésicule, tandis que les bords ou bandes de la cellule à six faces en forme de calice convergent vers un point. . En dehors, on voit le fond clair du calice sans pigment, mais avec un globule huileux jaune; en dedans, la membrane cellulaire en forme de calice est divisée en plusieurs bandes et pointes. . Dans le fond clair du calice, on voit le noyau rond (de la cellule; la partie de la cellule qui renferme du pigment et est revêtue de bandes, a pris la forme d'un sablier. . Fond clair régulièrement hexagone; le pigment noir du reste de la cellule a pris différentes formes. . Fond clair de la cellule avec un noyau; le pig- ment s'est accumulé dans la partie intérieure de la membrane cellulaire claire. 29% 232 Fig. . Forskjel i Substantsen i Stavens udvendige og = . Lengdestribe i Stavens udvendige Del. . Uregelmæssige Tverskiver i . Pigmentcellens Bund, i hvilken sees en Stjerne med sex Straaler, som muligen er en Antydning af Skillevegge i Pigmentcellens Indre. 9. Stave i forandret Tilstand. indvendige Del; Kjernen i den indvendige Del, som har Form af en rektangulair Celle, er bleven lancetformig. . En fin Traad forener Stavens udvendige og ind- | vendige Del. . Den "udvendige Del er delt i Tverskiver; den rektangulaire Celle er trukken i Længden; Kjer- nen har en fin Traad paa det Sted, hvor Cellen har været heftet til Membrana limitans externa. . Indholdets lindseformige Ansamling udad i Sta- | vens indvendige Del (den rektangulaire Celle), hvis Cellemembran er tydelig paa Grund af Dop- pelkontouren. og de fleste andre Kjerner. Kjernen er gaaen tabt, og man seer ind i den rektangu- laire Celles Hulhed. Kjernelegemet er synligt i denne | . Oskenformig Ombeining af Stavens udvendige Del. | Levninger af Kjernen vise sig omgivne af en | Doppelkontour. . Stavens udvendige Del er opløst i Tverskiver med tilsyneladende spiralformig Anordning. I den rektangulaire Celle findes udad en oval, lindse- | formig Ansamling. Kjernen er omgiven af en Doppelkontour og indad forsynet med en lille fin | Traad som Levning af Cellemembranen. . Stavens udvendige Del med regelmæssige Tver- skiver er bleven bredere. 1 den rektangulaire Celle viser sig udad en stærkere Ansamling af Indholdet. Den ovale Kjerne er bleven bredere og fremtræder med Doppelkontour. Stavens udvendige Del; i den rektangulaire Celle har Indholdet samlet sig stærkere udad; Kjernen har en Doppel- kontour. . Tverskiver i den yderste Ende af Stavens udven- | dige og som Krog omboiede Del. Den rektangu- laire Celle har trukken sig sammen og er spaltet indad, saa at Membranens Doppelkontour bliver tydelig; Indholdet er ansamlet udad. ue 192 . Fond de la cellule du pigment; on y voit une étoile à six rais, lesquels indiquent peut-être des cloisons dans l'intérieur de la cellule. . 9. Batonnets ayant subi des altérations. . Différence dans la substance de la partie extéri- eure et de la partie intérieure d'un batonnet; le noyau dans la partie interieure, qui a la forme d'une cellule rectangulaire, est devenu lancéolé. . Un filament délié relie la partie extérieure et la partie intérieure du bätonnet. . La partie extérieure est divisée en plaques trans- versales; la cellule rectangulaire s'est allongée; le noyau porte un filament délié dans l'endroit où la cellule était fixée à la Membrana limitans externa, h . Amas lenticulaire, placé en dehors dans la partie in- terieure du bätonnet (la cellule reetangulaire), dont la membrane cellulaire est distincte A cause du double contour. Le corps du noyau y est visible ainsi que dans la plupart des autres noyaux. . Strie longitudinale dans la partie exterieure du bätonnet. Le noyau est absent, et on peut voir dans . l'intérieur de la cavité de la cellule rectangulaire. a . La . La partie extérieure du bätonnet est recourbée en forme d'anse. un Les restes du noyau presentent double contour. partie extérieure du bätonnet est décomposée plaques transversales qui semblent disposées spirale. Dans la cellule rectangulaire, on voit dehors un amas ovale lenticulaire. Le noyau est limité par un double contour, et muni inté- rieurement d'un petit filament délié, reste de Ja membrane cellulaire. en en en . La partie extérieure du bätonnet, formée de pla- ques transversales régulières, est devenue plus large. On voit le contenu de la cellule rectan- gulaire former en dehors un amas plus grand. Le noyau ovale s'est élargi et présente un double contour. . Plaques transversales irrégulières de la partie ex- térieure du bätonnet; le contenu de la cellule rectangulaire s'est concentré davantage en dehors; le noyau a un double contour. . Plaques transversales à l'extrémité de la partie extérieure du bätonnet recourbée en crochet. La cellule rectangulaire s'est rétrécie et fendue en dedans, de sorte que le double contour de la membrane est devenu distinct; le contenu de la cellule est amassé en dehors. 193 Fig. . Membrana intermedia, Autor 10. Forandringer ved Stavens indvendige Del (den rektangulaire Celle). Indholdet ansamles paa forskjellig Maade udad, idet Cellen oftest antager en Kolbeform. Ogsaa den ovale Kjerne forandres og kan trykkes flad mod Membrana limitans externa. a. Cellemembranen er udad udtrukken i en Spids, som stoder til Stavens udvendige Del. . De til den rektangulaire Celle svarende Hetter, | som blive kegleformige og kunne trækkes saa | stærkt i Længden, at de kun danne en Traad. . Membrana limitans externa med Doppelkontour, som iser er tydelig, naar en rektangulair Celle er løsnet saaledes, at Hetten er fulgt med. stribet koncentrisk med Øiet; paa dens Udside hefte Traadene fra Cellerne i Stratum granulatum externum sig, idet de brede eller endog spalte sig. . Cellerne i Stratum granulatum externum, som ere trukne i Længden, idet Cellekjernen bliver Fi a a usynlig, og hele Cellen efterhaanden forandres til | en tykkere Traad, som udad er heftet til Indsiden af Membrana limitans externa, indad til Udsiden af Membrana intermedia. Tapper med deres Forandringer. A. Enkelttapper; nogle ere bleyne kugleformige eller ovale, idet Spidsen og Forlengelsen ere gaaet | Q tabt; paa andre have disse Dele holdt sig, men have forandret deres Form. . Yderligere Forandringer, hvorved Legemet bliver | bredere, Indholdet kornet, Spidserne og Forlæn- gelserne finere. . Tapper med to Spidser samt en Tvillingtap, hvis Bitap ikke har nogen ufarvet eller let violet Kugle, medens denne er synlig i den udvendige Ende af de øvrige Tappers Legeme, fremtrædende med afvexlende Størrelse eller som en lille Kegle. . 12, Membrana intermedia, seet efter Fladen, med Kjerner, som ere stillede regelmæssigt i Quincunx. . 13. Membrana limitans interna, seet fra Ind- siden, med flade Fordybninger, som hidrere fra Sammentrækniogen af de paa Membranens = da = OQ 8. Bl . Cones simples; quelques-uns, qui ont perdu leur SIR: . 13. 233 10. Altérations de la partie intérieure du bäton- net (la cellule rectangulaire). Le contenu de la cellule se rassemble en dehors de différentes ma- nières, celle-ci prenant le plus souvent la forme d'une cornue. Le noyau ovale se modifie égale- ment, et peut s'aplatir contre la Membrana limi- tans externa. . La membrane cellulaire est étirée extérieurement en une pointe qui touche la partie extérieure du bätonnet. . Calottes correspondant a la cellule rectangulaire; elles deviennent coniques, et peuvent s'étirer tel- lement dans le sens de leur longueur, qu’elles se transforment en un simple filament. . Membrana limitans externa, avec un double con- tour qui est surtout distinct, lorsqu'une cellule rectangulaire s'est détachée de manière à en- trainer la calotte avec elle. . Membranaintermedia, avec des stries concentriques à l'œil; à sa surface externe, viennent, en s'épa- nouissant ou même en se fendant, s'attacher les fila- ments des cellules du Stratum granulatum externum. . Cellules du Stratum granulatum externum, étirées dans le sens de leur longueur, le noyau de la cel- lule devenant invisible, et celle-ci se transformant peu à peu en un filament plus épais, qui extérieure- ment est fixé à la surface interne de la Membrana limitans externa, et intérieurement à la surface externe de la Membrana intermedia. Cones avec leurs altérations. pointe et leur prolongement, sont devenus sphé- riques ou ovales; quelques autres ont conservé ces parties, mais elles ont changé de forme. . Modifications plus profondes à la suite desquelles le corps est devenu plus large; l'intérieur, gra- nulé; les pointes et les prolongements, plus déliés. . Cones à deux pointes, et cone jumeau dont le cone secondaire n'a pas de globule incolore ou legere- ment violet, tandis qu'on en voit un de grandeur variable, ou en forme de petit cône, à l'extrémité extérieure du corps des autres cônes. Membrana intermedia, vue de face, avec des noyaux disposés régulièrement en quinconce. Membrana limitans interna, vue de la face interne, avec des excavations planes provenant de la contraction des fibres radiales, à leur ori- gine disposées en ombelle, qui sont fixées à la 234 Fig. en Fig. os Udside fastklæbede Radialtraades skjærmformige Begyndelse. Cfr. Tab. IV, Fig. 41 af Mennesket. 14, Lodret Snit af Nethindens forreste Del. Cfr. Tab. IV, Fig. 40 af Mennesket. . Radialtraadenes tilsyneladende skjærmformige Be- gyndelse, hvorved der dannes Buegange, i hvilke de sparsomme Hjerneceller hvile. . Membrana limitans interna som Doppelkontour ; Radialtraadene ere fastklæbede til dens Udside. Indtrædelse i Oiet. Tvende Hjernetraadsbundter ere omgivne ringformigt af en sterk Bindevevs- skede, hvis Traade fortsette sig udad gjennem Hjernecellernes Lag, der optræde strax efter See- nervens Indtredelse i QOiet. Udenfor de ring- formige Radialtraade var der et lyst Mellemrum, hvori kun fandtes faa Radialtraade. Tab. IL. Honens Nethinde. 16. Lodret Snit af hele Nethinden midtveis mel- lem Seenervens Indtrædelse og Æquator oculi. . Gruppe af Doppeltapper, B. af Enkelttapper og Stave, C. af Doppeltapper og Stave, med deres forskjelligt farvede Kuglerækker. . Stavens udvendige mindre Del, udad med lige afskaaren Ende. - . Stavens indvendige storre Del, stodende til Mem- brana limitans externa. . Enkelttappens Legeme; Forlængelsen er ikke tyde- lig i frisk Tilstand. d. Enkelttappens Spids. . Doppeltap. . Gul Oliekugle i Taplegemets udadvendende Ende. Hovedtappen er tykkere og længere end Bitappen. Begges Legeme er udad forsynet med en Oliekugle. Oliekuglerne danne to for- skjellige Rækker, den ene indenfor den anden. . Membrana limitans externa med Doppelkontour. . Hatten i Stratum granulatum externum, en Hovedtap. Indad afgaaer sva- rende til en Snit noget paaskraa af Seenerven ved dens | Fig. c . 15. ig. 16. 194 surface externe de la membrane. Conf, PI. IV, Fig. 41, rétine de l'homme. 14. Coupe verticale de la partie antérieure de la rétine, Conf. Pl. IV, Fig. 40, rétine de l'homme, . Origine, en apparence en forme d'ombelle, des fibres radiales; de cette disposition résultent des arcades dans lesquelles, en reposent les rares cellules cérébrales. . Membrana limitans interna avec double contour; les fibres radiales sont collées à sa surface ex- terne, Coupe un peu oblique du nerf optique à son entrée dans l'œil. Deux faisceaux de fibres céré- brales sont entourés comme par un anneau d'une forte gaine de tissu cellulaire, dont les fibres se prolongent en dehors à travers la couche des cellules cérébrales, qui apparaissent immédiatement après l'entrée du nerf optique dans l'œil. En dehors des fibres radiales en forme d'anneau, il y avait un intervalle clair qui ne renfermait qu'un petit nombre de fibres radiales. Planche III. Retine de la poule. Coupe verticale de toute la retine, passant par le milieu de l'intervalle entre l'entrée du nerf optique et l'équateur de l'œil. . Groupe de cônes doubles; B, de cônes simples et de batonnets; C, de cônes doubles et de baton- nets, avec leurs rangées de globules diversement colorés. . Partie extérieure plus petite du bätonnet, dont l'extrémité en dehors présente une section plane. . Partie intérieure plus grande du bätonnet, tou- chant la Membrana limitans externa. . Corps du cône simple; le prolongement n'est pas visible à l'état frais. d. Pointe du cône simple. - . Cone double. . Globule huileux jaune à l'extrémité extérieure du corps du cône. Le cône principal est plus gros et plus long que le cone secondaire. Le corps des deux cônes est muni extérieurement d'un globule huileux. Les globules huileux forment deux ran- gées différentes, l'une intérieure à l’autre. . Membrana limitans externa avec double contour. . Calotte dans le Stratum granulatum externum, correspondant à un cône principal. Intérieurement, q. Stratum fibrarum cerebralium; Fig. 17 og 18. Fig. 19. 195 Taptraad, som støder til og breder sig paa Ud- siden af Membrana intermedia. i. Den mindre Hætte, som svarer til en Bitap; og- saa fra denne afgaaer en Taptraad indad, paa hvilken ved k, er indskudt en oval Kjerne, som dog ikke findes altid. l. Den fra Staven afgaaende finere Stavtraad med en i samme indskudt, lille, tilspidset Kjerne. m. Membrana intermedia, som paa Gjennemsnit viser sig fintstribet. Paa dens Indside ligge de regel- mæssigt stillede Kjerner halvt nedsænkede i den; Kjernerne ere større end Kjernerne i Stratum | granulatum internum. n. Stratum granulatum internum med talrige smaa Kjerner (Celler), hvilende i en fin Intercellular- substants. Laget gjennemstreifes af de med Kjerner forsynede Radialtraade og er lysere i Midten. 0. Stratum granulosum med en med Øiet koncen- trisk Stribning. Ved de gjennem Laget gaaende Radialtraade fremkommer en tættere og finere lodret Stribning. p. Stratum cellularum cerebralium, hvis Geller have | en stærkt udviklet Cellemembran og en middelstor tydelig Kjerne; de gjennemgaaende Radialtraade ere skjulte. enkelte Traade ere blevne varikose. r. Membrana limitans interna som skarp fin Doppel- kontour. s. De talrige og fine Radialtraade; deres skjerm- formige Begyndelse udenfor Membrana limitans interna er ikke tydelig. t. Skyttelformige Kjerner paa Radialtraadene under deres Gjennemgang gjennem Stratum granulatum internum. . u. Fintkornet Intercellularsubstants, som hænger paa Radialtraadene. Pigmentceller i frisk, men forandret Tilstand. Den udadvendende Del er vandklar, dannende en Halvkugle. Indad er Cellens morke Del belagt med morke Lister, mellem hvilke den klare Cellehinde er udspendt. I nogle Celler stikke Levninger af Tapper; andre Celler ere faldne sammen og henflyde. Grupper af Spidser, hvori Cellelisterne splittes. Fig. Fig. . Membrana limitans 235 il en part un filament qui vient s'attacher A la surface externe de la Membrana intermedia. . Calotte plus petite correspondant à un cône se- condaire; il en part également à l'intérieur un fila- ment dans lequel, en est engagé un noyau ovale, qui ne s'y trouve ce- pendant pas toujours. . Filament plus délié partant du bätonnet, avec un petit noyau pointu qui y est engagé. . Membrana intermedia qui, en coupe, apparaît fine- ment striée. Sur sa surface interne reposent les noyaux, qui sont régulièrement disposés et s'y enfoncent à moitié; ils sont plus gros que les noyaux du Stratum granulatum internum. . Stratum granulatum internum, avec de nombreux petits noyaux (cellules) qui reposent dans une fine substance intercellulaire. La couche est parcourue par les fibres radiales munies de noyaux, et est plus claire au milieu. . Stratum granulosum, avec des stries concentriques à l'œil. Les fibres radiales qui traversent la couche forment des stries verticales plus serrées et plus fines. . Stratum cellularum cerebralium, dont les cellules ont une membrane cellulaire fortement développée et un petit noyau distinct de grosseur moyenne; les fibres radiales qui le traversent sont cachées. . Stratum fibrarum cerebralium; quelques fibres sont devenues variqueuses. interna, sous forme d'une double ligne fine et bien tranchée. . Fibres radiales, nombreuses et déliées; l’ombelle qu'elles forment à leur origine en dehors de la Membrana limitans interna n'est pas distincte. . Noyaux fusiformes sur les fibres radiales dans leur passage A travers le Stratum granulatum internum. . Substance intercellulaire finement granulée qui adhere aux fibres radiales. Cellules de pigment à l'état frais, mais altérées. La partie extérieure est incolore et a la forme d'une demi-sphere. Intérieurement, la partie colorée de la cellule est garnie de filets foncés, entre lesquels est tendue la membrane claire de la cellule. Dans quelques cellules plon- gent des restes de cônes; d'autres cellules se sont affaissées et vidées. 17 et 18. 19. Groupes de pointes, où les filets des cellu- les se fendent. . Stavens cylindriske, . Rektangulairt, 474 ig. 20. Stavenes Forandringer. . Stavens udvendige Del, som har spaltet sig i Tverskiver. Delingen og Omrulningen sees ogsaa paa flere af de ovrige Stave. med et fintkornet Indhold. Paa de øvrige Stave har Hinden trukket sig sterkere sammen, saa at Staven indad bliver tilspidset. dette sees ogsaa paa alle de øvrige Stave. . Ægformig Ansamling af Indholdet i Stavens hindede Del udenfor det rektangulaire Legeme. . Stavens hindede Del, som har beholdt sin oprin- delige Brede, idet den hefter sig paa Membrana limitans externa. . Varikes Udvidning af Stavens hindede Del. Forandringer af Stavens indvendige hindede Del. . Spydformig Dannelse; paa de øvrige Stave er Hinden udtrukken til en fin Traad, hvori det ” rektangulaire Legeme holder sig uforandret. Fig. Fig. Fig. ske2: . Den udenfor det rektangulaire Legeme værende Del af Hinden er ligeledes udtrukken i en fin Traad. Et lille Stykke af Membrana limitans ex- terna er fulgt med. Friske Enkelttapper, som ere blevne tykkere især udad. . Ægformig Lindse indenfor Oliekuglen. 23. Friske Enkelttapper, hvis Hinde har antaget en Kugleform. eller to Oliekugler. 24. Friske Bitapper; de ere kortere og tyndere end Hovedtapperne. Nogle ere blevne tykkere udad, | hvor der findes en Oliekugle. . Ægformig Lindse, som er mindre end Hoved- tappens. 25. Friske Bitapper, der ligesom Hovedtapperne ere faldne sammen og danne en lille klar Kugle med en Oliekugle. indvendige og hindede Del | solidt Legeme i Stavens Spids; | Paa hver Kugle sidder der en | ig. 23. Fig. SELDE 196 . 20. Altérations des båtonnets. . Partie extérieure du båtonnet, qui s'est divisée en plaques transversales. Plusieurs des autres bå- tonnets presentent également cette division ou cet enroulement. . Partie intérieure du bätonnet, cylindrique et mem- braneuse, avec un contenu finement granule. Dans les autres bätonnets, la membrane s'est contractee davantage, de maniére que le bätonnet devient pointu interieurement. . Corps solide rectangulaire dans la pointe du ba- tonnet; on le voit également dans tous Jes autres batonnets. . Amas oviforme du contenu de la partie membra- neuse du batonnet, en dehors du corps rectangu- laire. . Partie membraneuse du bätonnet qui a conservé sa largeur primitive, comme elle vient s'attacher à la Membrana limitans externa. . Renflement variqueux de la partie intérieure mem- braneuse du bätonnet. g. 21. .Altérations de la partie intérieure membra- neuse du bätonnet. . Partie hastiforme; dans les autres bätonnets, la membrane s'est étirée en un filament délié, où le corps rectangulaire se maintient sans altération. . La partie de la membrane située en dehors du corps rectangulaire s'est également étirée en un filament délié. Un morceau de la Membrana li- mitans externa est reste. Cones simples frais qui ont grossi surtout exterieurement. . Lentille oviforme en dedans du globule huileux. Cönes simples frais, dont la membrane a pris une forme spherique. Sur chaque sphere, on voit un ou deux globules huileux. 24. Cones secondaires frais, qui sont plus courts et plus minces que les cones principaux. Quel- ques-uns sont devenus plus gros extérieurement, là où se trouve un globule huileux. . Lentille oviforme, qui est plus petite que celle du cone principal. ig. 25. Cones secondaires frais qui, de même que les cônes principaux, se sont affaissés, et se pré- sentent comme de petits corps sphériques avec un globule huileux. pe Fig. . 26. Friske Doppeltapper. iP sake . Spidsen er bleven lengere. ig. 29. og tyndere. tede sammen efter Lengden. forsynede med en Oliekugle. Enkelttapper, herdede i Chromsyre. Enkelttap som har beholdt sin Form. Indenfor Membrana limitans externa, der omgiver den som en Krave, sidder Hætten i uforandret Tilstand. I Indholdet har der indad dannet sig en lys Plet. Hatten er trukken i Lengden. . Konkavitet, hvor Oliekuglen er falden ud. Inden- for denne sees den ægformige Lindse. I Legemet findes en Lengdestribning paa Grund af Folder i Cylindrens Hinde. . Spidsen er bleven tykkere. Lille egformig Lindse udad, stærkere Ansamling indad. forlenget. Hetten er . Ægformig kornet Lindse. . Begyndende Adskillelse af Legemets Indhold; Spidsen er bleven bredere. Sterkere Adskillelse af Indholdet, saa at Lege- mets indvendige Del svarer til Tapforlængelsen hos Gjedden. — Paa de fleste Tapper er et Stykke af Membrana limiians externa fulgt med. 28. Bitapper, hærdede i Chromsyre; Legemet er blevet tyndere og tilsidst traadformigt. . Hatten er trukken i Længden; indenfor den fin- des det forlengede Tapkorn. Den Lindse er udad bleven konkav. egformige . Istedetfor den ægformige Lindse findes en Række klare Draaber. Doppeltapper, herdede i Chromsyre. a. Tappernes Spidser ere blevne stribede paatvers. I Hovedtappen en egformig Lindse; Bitappens Legeme er blevet tyndere. Indenfor Membrana limitans externa findes paa Hovedtappen en Hætte; . paa Bitappen sees kun et Tapkorn. . Istedetfor den ægformige Lindse findes i Bitappen en Rekke klare Draaber. . Konkavitet i den udvendige Ende af Hovedtappen, har siddet. er udad bleven hvor Oliekuglen Lindse Den egformige konkav; Legemet og Vidensk Selsk Skr. 5. Række, naturvidensk. og mathem. Afdeling. Bitapperne ere kortere | Hoved- og Bitapper ere indad smel- | Begge ere udad | \ Fig. ig. 26. Cönes doubles frais. 237 Les cones secondaires sont plus courts et plus minces. Les cônes prin- eipaux et secondaires se sont confondus inté- rieurement suivant leur longueur. Les uns et les autres sont munis extérieurement d'un glo- bule huileux. 27. Cones simples dureis dans l'acide chromique. a. Cone simple qui a conserve sa forme. En dedans . La pointe est devenue plus longue. de la Membrana limitans externa, qui l'entoure comme un collet, est la calotte non alteree. Dans le con- tenu du cône il s'est formé intérieurement une tache claire. La calotte s'est allongée. . Concavité d’où le globule huileux s'est échappe. En dedans de celle-ci, on voit la lentille oviforme. Le corps présente des stries longitudinales résul- tant de plis dans la membrane du cylindre. . La pointe a grossi. Extérieurement, petite lentille oviforme; intérieurement, amas plus grand. La calotte s'est allongée. e. Lentille oviforme granulée. om os = Fig. ig. 28. . Le contenu du corps a commence a se séparer. La pointe s'est élargie. . La séparation est devenue plus marquée, de sorte que la partie intérieure du corps correspond au prolongement du cone chez le brochet. — La plupart des cônes sont accompagnés d'un mor- ceau de la Membrana limitans externa. Cönes secondaires durcis dans l'acide chro- mique; Je corps s'est aminci et a fini par devenir filiforme. . La calotte est étirée dans sa longneur, et en dedans on voit le granule prolongé du cône. La lentille oviforme est devenue concave exterieurement. . La lentille oviforme est remplacée par une ran- gée de gouttes claires. 29. Cones doubles durcis dans l'acide chromique. a. Les pointes des cônes ont des stries transversales. L . La lentille oviforme dans le . Concavite qui a renfermé le Dans le cône principal, on voit une lentille ovi- forme; le corps du cône secondaire s'est aminci. En dedans de la Membrana limitans externa, le cone principal est muni d'une calotte; sur le cône secondaire il n'y a qu'un granule de cône. cone secondaire est gouttes claires. globule huileux, a l'extrémité extérieure du cône principal. La len- tille oviforme est deyenue concave extérieurement ; remplacéef par une rangée de 3,2% 30 238 Fig. Fig. . Gjennemsnit af Hoved- . 32. . Enkelttapper med morkere Spids. Hætten have beholdt deres Form, medens Bitappens Legeme som sædvanligt er blevet retortformigt, Hætten neppe kjendelig, og Tapkornet trukket i | Længden. og Bitappens Legeme, som i Regelen viser sig ovalt til Forskjel fra den runde Aabning, hvori Oliekuglen har siddet. 30. a. Tap, hvis Spids viser en begyndende Ad- skillelse. . Tap med to Spidser; Legemet har delt sig i en mørkere udvendig og en lysere indvendig Del. . Tap med to Spidser og begyndende Deling af | Legemet. Hætten er enkelt. . 31. Membrana intermedia, seet efter Fladen, med temmelig regelmæssigt stillede Kjerner. Lodret Snit af Seenerven langs Pecten, 51 Gange forstørret. (Af Kalkunens Øie). . Stav- og Taplaget. . Stratum granulatum externum. . Stratum granulatum internum. . Stratum granulosum og Stratum cellularum cere- bralium. . Gjennemsnit af de lodret staaende Blade, som Scenervens Bundter danne, forend de brede sig. Tab. IV. Menneskets Nethinde. 33. Lodret Snit af hele Nethinden midtveis mellem Seenervens Indtredelse og Æquator oculi. . Stave uden synlig Tverlinie, med Mellemrum mel- lem de enkelte Stave. er der allerede i frisk Tilstand en Adskillelse mellem en udvendig mørkere og en indvendig lysere Afdeling; den sidste Afdeling udgjor Tap- forlengelsen. . Membrana limitans externa som Doppelkontour. d. Tappernes Hetter. . Kornene i Stratum granulatum externum; en Del ere tilsyneladende heftede paa Radialtraadene eller opstablede mellem dem. Den Række Korn, som ligger nærmest Membrana limitans externa, er lysere end de øvrige. I Taplegemet | Roos Fig. . 31. oie 198 le corps et la calotte ont conservé leur forme, tandis que le corps du cône secondaire a comme d'ordinaire pris la forme d'une cornue, que la calotte est à peine distincte et que le granule du cône s’est allongé. . Coupe du corps du cône principal et du cône secondaire; elle paraît généralement ovale, tandis que l'ouverture qui marque la place du globule huileux est ronde. . 30. a. Cône dont la pointe commence à se di- viser. . Cone à deux pointes; le corps s'est divisé en deux parties, Tune extérieure plus foncée, et l'autre intérieure plus claire. . Cône à deux pointes, dont le corps a commencé à se diviser. La calotte est simple. Membrana intermedia, vue de face, avec des noyaux assez régulièrement disposés. Coupe verticale du nerf optique suivant le pecten; grossissement de 51. (L'œil du dindon). . Couche de bätonnets et de cônes. . Stratum granulatum externum. . Stratum granulatum internum. . Stratum granulosum et Stratum cellularum cere- bralium. . Coupe des feuilles verticales que les faisceaux du nerf optique forment avant de s'épanouir. Planche IV. Retine de l’homme. 33. Coupe verticale de toute la rétine, passant par le milieu de l'intervalle entre l'entrée du nerf optique et l'équateur de l'œil. . Bâtonnets sans ligne transversale visible, séparés les uns des autres par un intervalle. . Cones simples à pointe plus foncée. Dans le corps du cône, on voit déjà à l’état frais une séparation entre les deux parties, dont l'une extérieure plus foncée, et l'autre intérieure plus claire. Cette dernière constitue le prolongement du cône. . Membrana limitans externa sous forme d'une double ligne. . Calottes des cones. . Globules du Stratum granulatum externum; ils semblent en partie être fixés aux fibres radiales ou amoncelés entre elles. La rangée de globules la plus voisine de la Membrana limitans externa, est plus claire que les autres. 199 A = m. . Stavtraad. . Taptraad, udgaaende fra Tappens Hætte . Den traadede Afdeling i Stratum granulatum ex- ternum, dannet af Stay- og Taptraadene, som hvile i en klar Grundsubstants. . Membrana intermedia, let stribet paatvers; Stav- og Taptraadene brede sig paa dens Udside, me- dens Cellerne i Stratum granulatum internum ere trykkede ind paa dens Indside. . Et Kar, der lober parallelt med Membrana inter- media i Stratum granulatum internum, og som skjelnes fra Membranen ved Doppelkontouren i sine Vegge. . Cellerne i Stratum granulalum internum, hvoraf nogle ere fursynede med afgaaende korte Traade. Stratum granulosum, lodret stribet tildels som Folge af de gjennemgaaende Radialtraade. . Stratum cellularum cerebralium, store Geller med stor Kjerne; nogle ere forsynede med traadfor- | mige Grene. o. Stratum fibrarum cerebralium. p. Radialtraadene, som ved deres Begyndelse uden- | ig. 35. ER rn for Membrana limitans interna danne Buegange | eller Skjærme, hvis Straaler samle sig udad. . Membrana limitans interna som Doppelkontour. . 34. Stavenes Forandringer ved Behandling med Chromsyre. Stavens udvendige Del, som er bleven stribet paatvers. Den indvendige Del kan udtrækkes til en fin klar Traad. med Chromsyre. . Taplegemet med sin Forlængelse, hvilken Ad- | skillelse nu fremtræder tydeligt; Forlængelsen kan antage forskjellige Former. Nogle af Tapspidserne Enkelttappers Forandringer ved Behandling ere blevne bredere udad, andre ere snoede spiral- | formigt. . Tapforlengelsen, hvis Hinde paa tvende Tapper er begrendset af en Doppelkontour. . Draabeformig Ansamling af Taplegemets Indhold. . Tapper fra Macula og andre Steder; Legeme og Spids have forskjellig Længde og Brede; Tap- forlengelsen mangler paa de fleste. ate . 35. 239 . Filament de batonfet. . Filament de cône, partant de la calotte du cône. . Partie filamenteuse du Stratum granulatum ex- ternum, formée des filaments des bätonnets et des cones, qui reposent dans une substance claire. . Membrana intermedia, avec de légères stries trans- versales; les filaments des bätonnets et des cônes s'épanouissent sur sa surface externe, tandis que les cellules du Stratum granulatum internum sont pressées sur sa surface interne. . Vaisseau qui court parallèlement à la Membrana intermedia dans le Stratum granulatum internum, et qui se distingue de la membrane par le double contour de ses parois. . Cellules du Stratum granulatum internum, dont quelques-unes munies de courts filaments. . Stratum granulosum, avec des stries verticales dues en partie aux fibres radiales qui le traversent. . Stratum cellularum cerebralium; grandes cellules à gros noyau, dont quelques-unes munies de rameaux filiformes. o. Stratum fibrarum cerebralium. p. Fibres radiales qui, à leur origine en dehors de la Membrana limitans interna, forment des arcades ou des ombelles dont les rayons convergent en dehors. . Membrana limitans interna sous forme d'une double ligne. Altérations des batonnets par le traitement par l'acide chromique. . Partie extérieure du bätonnet, avec des stries trans- versales. La partie intérieure peut s'étirer en un filament délié clair. Alterations des cônes simples par le traite- ment par l'acide chromique. . Corps du cône, avec son prolongement dont il se distingue nettement; le prolongement peut prendre diverses formes. Quelques pointes de cônes sont devenues plus larges en dehors, d'autres sont enroulées en spirale. . Prolongement du cône, dont la membrane, sur deux cônes, est limitée par un double contour. . Amas en forme de gouttes du contenu du corps du cone. . Cônes de la Macula lutea et d'autres endroits; les corps et les pointes ont une longueur et une largeur variables; le prolongement du cône man- que chez la plupart. 30* 240 C. b. Fig. 37. . 36. . Draabeformig Ansamling af Taplegemets Indhold. terna, paa hvilken de have været heftede; der er ingen Adskillelse at see mellem Taplegemet og Tapforlængelsen. Nogle af Tapspidserne ere blevne stribede paatvers og have bøjet sig om i Form af en Krog; andre ere blevne tykkere og bredere, og Taplegemets Indhold er blevet mere grovt- kornet. Forandrede Enkelttapper for at vise, at Tap- legemet og Tapforlangelsen dannes af en Blære med et Indhold. . Tapper, hvis Forlængelse er afreven; Aabningen ind til Taplegemet er rund eller oval. Tapspidsen er bevaret. . Draabeformig Ansamling af Taplegemets Indhold. . Taplegemet og Tapforlængelsen danne tilsammen en langtrukken eller oval Blære, som man kan see ind i gjennem en rund eller oval Aabning; desto større er | jo bredere Tappen er bleven, ogsaa Aabningen paa Bleren. Indholdet er ble- vet grovtkornet, Tapspidserne ere gaaet tabt. Tapperne, forandrede til runde, ovale eller noget | kantede, kornede Plader. Doppeltap. Doppeltapper i forandret Tilstand. A. B. Bitappen er kortere og tyndere, sædvanligt re- Fig. d. . Tappernes Hetter paa . Membrana intermedia. tortformig.med lang smal Hals, som er morkere og mere grovtkornet end Legemet. Bitappen rager noget længere udad end Hovedtappen. . Enkelttapper med to Spidser. 38. Lodret Snit fra Øiets bageste Halvdel. Indsiden af Membrana limitans externa med de fra dem udgaaende Tap- traade. Indenfor Hætterne findes Korn, som til- høre Stratum granulatum externum. . Taptraad med Sidestilke, fra hvilke Kornene ere faldne af. Paa dens Udside findes Levninger af Stav- og Taptraadene, paa dens Indside af Radialtraadene. Cellerne i Stratum granulatum internum. . Tapper med et Stykke af Membrana limitans ex- | c. C. d. . 36. . Amas en . Le corps alle .Le cône secondaire est plus court et plus mince, 8. 38. . Membrana intermedia. 200 Amas en forme de gouttes du contenu du corps du cone. Cones, avec un morceau de la Membrana limitans externa à laquelle ils ont été attachés; il n'y,a aucune séparation distincte entre le corps du cone et son prolongement. Quelques pointes de cônes ont des stries transversales, et se sont recourbées en forme de crochet; d'autres sont devenues plus, grosses et plus larges, et le contenu du corps du cône est à grains plus grossiers. Cônes simples altérés, pour montrer que le corps du cône et son prolongement sont formés d'une vésicule avec un contenu. . Cönes dont le prolongement est enlevé; l'ouver- ture du corps du cône est ronde ou ovale. La pointe des cônes est conservée. forme de gouttes du contenu du corps du cone. du cône et son prolongement forment ensemble une vésicule allongée ou ovale dont on peut voir l'intérieur par une ouverture ronde ou ovale; plus le cône est gros, plus est grande aussi l'ouverture de la vésicule. Le contenu est à grains grossiers; les pointes des cones sont tombées. . Cônes transformés en plaques rondes, ovales ou quelque peu angulaires et granulées. . Cône double. Cönes doubles altérés. et a généralement la forme d'une cornue, avec un col long et étroit qui est plus foncé et à grains plus grossiers que le corps. Le cône secondaire s'étend plus loin en dehors que le cone principal. . Cones simples à deux pointes. Coupe verticale de la partie postérieure de l'œil. . Calottes des cônes sur la surface interne de la Mem- brana limitans externa, avec les filaments qui en partent. En dedans des calottes, on trouve des globules qui appartiennent au Stratum granulatum externum. . Filament de cône avec rameaux latéraux, d'où les globules sont tombés. Sur sa surface externe, on trouve des restes de filaments des batonnets et des cônes, et, sur sa surface interne, des restes de fibres radiales. Cellules du Stratum granulatum internum. Fig. 39. Bundt af tykke Hjernetraade i Seenerven ved dens Indtrædelse i @iet. a. Haarkarnet omkring dem med Kjerner i Karrenes Vægge. Fig. 40. Lodret Tversnit. Efterat Radialtraadene ring- formigt have omgivet Seenervens Bundter, aabner Ringen sig udad, og Radialtraadene danne Bue- sange eller Skjærme. Udad samle Skjærmens Traade sig ligesom i et Skaft for at gaae udad gjennem de øvrige Lag. Cfr. Tab. II, Fig. 14 af | Froen. a, a, a. Buerne gaae hver til sin Side, idet deres Run- ding er fastklæbet til Udsiden af Membrana limi- tans interna. Fig. 41. Indsiden af Membrana limitans interna fra Oiets bageste Halvdel. Den er bleven areolair, idet Mellemrummene mellem Radialtraadenes Bue- gange have trukket sig sammen ved at hærdes i Chromsyre. Gfr. Tab. MH, Fig. 13 af Frøen. Fig. 42. Baandene og Traadene i Pia mater omkring Stammen af N. opticus. Kjernerne tilhøre en udenom Pia mater værende Hinde. Fig. 43. Stark, af elastiske Traade dannet Skede omkring Centralkarrene i Midten af den Grube, | som Seenervens Ringvold omgiver ved Nervens Indtrædelse i Øjet; Skeden er bedækket med tal- rige Kjerner. Eg Fig. 44. Lodret Snit af Seenerven ved dens Indtræ- delse i Øiet. a. Stratum granulatum externum. b. Membrana intermedia. c. Stratum granulatum internum. d. Stratum cellularum cerebralium, begyndende til- spidset ind under Seenerven. e. Stratum fibrarum cerebralium. Tab. V. Fortsættelse af Menneskets Nethinde. Fig. 45. Lodret Tversnit af Macula lutea midtveis i dens øverste eller nederste Halvdel. Fig. 241 39. Faisceau de grosses fibres cérébrales dans le nerf optique, à son entrée dans l'œil. . Réseau capillaire qui les entoure, avec des noyaux dans les parois des vaisseaux. 40. Coupe verticale. Après que les fibres radi- ales ont entouré les faisceaux du nerf optique comme un anneau, celui-ci s'ouvre en dehors, et les fibres radiales forment des arcades ou des ombelles. Extérieurement, les fibres de l'ombelle se réunissent comme en une tige, et parcourent les autres couches, Conf. Pl. Il, Fig. 14, rétine de la grenouille. a,a,a. Les ares vont chacun de leur côté, en étant = qua Fig. Se aw à Fig. SAL 3 eed, ig. 44. collés par leur convexité à la surface externe de la Membrana limitans interna. Surface interne de Ja Membrana limitans in- terna, de la moitié postérieure de l'œil. Elle est devenue aréolaire, les intervalles entre les arcades des fibres radiales s'étant contractés par l'action de l'acide chromique. Conf. Pl. II, Fig. 12, rétine de la grenouille. Rubans et fibres de la Pia mater qui en- toure le trone du nerf optique. Les noyaux appartiennent à une membrane extérieure à la Pia mater. 43. Forte gaine, formée de fibres élastiques, au- tour des vaisseaux centraux, au milieu du fossé qu’entoure le bourrelet annulaire du nerf optique, à l'entrée du nerf dans l'œil; la gaine est cou- verte de nombreux noyaux. Coupe verticale du nerf optique à son entrée dans l'œil. . Stratum granulatum externum. . Membrana intermedia. . Stratum granulatum internum. . Stratum cellularum cerebralium, commençant en pointe sous le nerf optique. . Stratum fibrarum cerebralium. Planche V. Retine de l’homme, suite. 45. Coupe verticale de la Macula lutea, passant par le milieu de sa moitié supérieure ou infe- rieure. 242 eo Fig. a, a, . Stratum . Rum cerebralium, udfyldt af det Bindevæv, som ring- | . Tapper, i hvis Legeme den udvendige Afdeling er skilt fra den indvendige. . Membrana limitans externa som Doppelkontour. . Tappernes Hatter i Stratum granulatum extet- num med derfra afgaaende Taptraade. . Kornene i Stratum granulatum externum. . Den traadede Afdeling i Stratum granulatum ex- ternum. Traadenes knæ- og hvirvelfurmige Forleb samt tilsyneladende kavernes Dannelse; begge Dele ere Kunstprodukter. . Membrana intermedia. . Cellerne i Stratum granulatum internum. . Stratum granulosum. Radialtraadene gaae bundt- formigt gjennem Laget og frembringe et lodret stribet Udseende. cellularum cerebralium, dannende et megtigt Lag af store Celler med tydelig stor Kjerne; enkelte ere forsynede med Udlebere. mellem Stratum cellularum og fibrarum eller rerformigt omgiver Seenervens Bundter. . Stratum fibrarum cerebralium; Seenervens Bund- ter ere gjennemskaarne paatvers, saa at Hjerne- traadenes Lumen bliver synligt. Bundterne ere helt omgivne af det Bindevæv, som udgjer Radial- traadene, mellem to og to Bundter, hvorved Indsiden af Membrana limitans interna bliver areolair. Den Bindevevet har trukket sig sammen | Ring, som Radialtraadene danne, aabner sig udad; | de fortsætte deres Forløb, idet de støde imod og ende påa Indsiden af Membrana intermedia. . Haarkar i Stratum cellularum cerebralium; Kar- renes Vægge ere bedækkede med Kjerner. 46. Lodret Tversnit af Macula lutea i den tykkeste Del af dens øverste eller nederste Halvdel. Kon- tour af Radialtraadene og Hjernecellerne; See- | nervens Traade ere udeladte. Tegningen er en nøjagtig Kopi efter et Øie af et nyfødt Barn, hvis | Radialtraade vare meget stærkt udviklede, og som var hærdet i Chromsyre. a,a. Membrana limitans interna, til hvis Udside Radialtraadene ere fastklæbede. De gaae ring- eller rerformigt omkring Seenervens Bundter; a 202 . Cones dont la partie extérieure du corps est sé- parée de la partie intérieure. . Membrana limitans externa, sous forme d'une double ligne. . Calottes des cones dans le Stratum granulatum externum, avec les filaments de cöne qui en par- tent. . Globules du Stratum granulatum externum. e. Partie filamenteuse du Stratum granulatum ex- ig. 46. ternum. . Disposition en forme de genou et de tourbillon, et formation en apparence caverneuse des fibres; ce sont l’une et l'autre des produits artificiels. . Membrana intermedia. . Cellules du Stratum granulatum internum. . Stratum granulosum. Les fibres radiales forment des faisceaux qui traversent la couche en y pro- duisant des stries verticales. . Stratum cellularum cerebralium, formant une puis- sante couche de grandes cellules à gros noyau distinct; quelques-unes sont munies de rameaux. . Espace entre le Stratum cellularum et le Stratum fibrarum cerebralium, rempli du tissu cellulaire qui entoure comme un anneau ou un tube les faisceaux du nerf optique. . Stratum fibrarum cerebralium; les faisceaux du nerf optique sont coupés transversalement, de manière à rendre visible le Lumen des fibres cérébrales. Les faisceaux sont complètement en- tourés du tissu cellulaire qui constitue les fibres radiales. Le tissu cellulaire s'est contracté entre chaque deux faisceaux, et la surface interne de la Membrana limitans interna est par suite devenue aréolaire. L'anneau formé par les fibres radiales s'ouvre en dehors; elles continuent leur marche, et vont aboutir et finir à la surface interne de la Membrana intermedia. . Vaisseaux capillaires du Stratum cellularum cere- bralium; les parois en sont couvertes de noyaux. Coupe verticale de la Macula lutea dans la partie la plus épaisse de sa moitié supérieure ou inférieure. Contours des fibres radiales et des cellules cerebrales; on a supprime les filaments du nerf optique. Le dessin est une copie exacte d'après un œil d'enfant nouveau-né dont les fibres radiales étaient extrêmement développées, et qui avait été durci dans l'acide chromique. a,a. Membrava limiiins interna, sur la surface externe de laquelle sout collées les fibres radiales. Elles entourent en forme d'anneau ou de tube 20 = Fig. . Kar 3 idet Traadene fra to hosliggende Bundter støde sammen, dannes Bucgange eller Skjærme, hvori | Traadene forlobe lige eller i Slangegang, Radialtraadene sende talrige Tvergrene ind i See- nervens Bundter, hvorved disse sondres i mindre Afdelinger. mellem Stratum fibrarum cerebralium, forsynet med Kjerner. og cellularum . Kar i Stratum cellularum cerebralium. 47. Lodret Snit udenfor Midten af Macula luteas Halvdele, efter Længden af Seenervens Bundter. . Stratum granulatum internum. . Stratum granulosum, lodret stribet af de gjennem- gaaende Radialtraade. . Stratum cellularum cerebralium. . Stratum flbrarum cerebralium med vatret Ud- seende. . Membrana limitans interna. f. Radialtraadene, hvis Buegange her ikke ere syn- Fig. Fig. Fig. 50. Lodret Snit af Macula lutea. lige, fordi Snittet er faldet midt imellem to af Seenervens Bundter. De fortsette sig udad gjen- nem de ovenanforte Lag. 48. Lodret Snit af Stratum granulatum externum med Tappernes Hatter, som ere trukne i Leng- Fig. den, samt Lagets Korn, der henge paa eller ere | fastklæbede til Taptraadene. . Membrana limitans externa. 49. Lodret Snit af Macula lutea. . Taptraadene i Stratum granulatum externum, sle- dende til Udsiden af Membrana intermedia og dan- nende smaa Trekanter ved deres Insertion, i hvis Sider man kan forfolge Traadene. . Kornet Afleiring ved Taptraadenes Insertion paa Udsiden af Membrana intermedia. . Membrana intermedia; til dens Indside stede Radialtraadene, idet de brede sig paa den. . Kar, som meget hyppigt sees at forlebe i Stra- tum granulatum internum, parallelt med Mem- brana intermedia, hvormed denne ikke maa for- vexles. . Membrana limitans externa. Fig. oa ig. 50. SÆT: 243 les faisceaux du nerf optique; les fibres de deux faisceaux contigus forment en se rencontrant des arcades ou des ombelles, ou elles continuent leur marche en ligne droite ou ondulée. . Les fibres radiales envoient dans les faisceaux du nerf optique de nombreux rameaux transversaux, qui les séparent en fascicules plus petits. Vaisseau muni de noyaux entre le Stratum fibra- rum et le Stratum cellularum cerebralium. Vaisseau dans le Stratum cellularum cerebralium. Coupe verticale en dehors du milieu des moitiés de la Macula lutea, suivant la longueur des faisceaux du nerf optique. . Stratum granulatum internum. Stratum granulosum, avec des stries verticales dues aux fibres radiales qui le traversent. . Stratum cellularum cerebralium. . Stratum fibrarum cerebralium, avec un aspect moiré. . Membrana limitans interna. . Fibres radiales dont les arcades ne sont pas vi- sibles fei, parce que la coupe passe par le milieu de l'intervalle entre deux faisceaux du nerf op- tique. Elles se continuent en dehors a travers les couches ci-dessus mentionnées. 48. Coupe verticale du Stratum granulatum ex- ternum, avec les calottes étirées des cônes et les globules de la couche suspendus ou collés aux filaments des cônes. . Membrana limitans externa. 49. Coupe verticale de la Macula lutea. . Filaments des cones dans le Stratum granulatum externum; ils viennent aboutir à la surface externe de la Membrana intermedia en y formant, à leur insertion, de petits triangles, dans les côtés des- quels on peut les suivre. . Dépôt granuleux à l'insertion des filaments des cönes sur la surface externe de la Membrana inter- media. . Membrana intermedia; les fibres radiales viennent aboutir à sa surface interne en s'y épanouissant. . Vaisseau qu'on voit très souvent traverser le Stra- tum granulatum internum parallèlement à la Mem- brana intermedia, et avec lequel il ne faut pas la confondre. . Membrana limitans externa. Coupe verticale de la Macula lutea. 244 a. b. Tab. VI. Fig. => . Pæreformige Legemer paa Udsiden af Membrana intermedia mellem Tapträadene, hvor disse stode | til Membranen. . Membrana intermedia. . Stratum granulatum internum. . 51. Lodret Snit af den traadede Afdeling i Stratum granulatum externum midt i Macula luteas overste eller nederste Halvdel. Flere eller farre Traade ere samlede som i et Plexus, hvorved der dan- | nes lodretstaaende Bjælker, der ere forenede ved en Mellemsubstants, som ved Hærdningen i Chrom- | Med denne | syre er koaguleret i tynde Blade, Figur sammenholdes Tab. III, Fig. 24, 25, 27, 29, 30 til min Afhandling om ®iets foetale Tilstand under Formen af Coloboma (A. Hannover, Bidrag | til Øjets Anatomie, Physiologie og Pathologie 1850, | p. 92). Stratum Stratum granulatum externum. granulatum internum. Fortsættelse af Menneskets Nethinde. 52. Lodret Snit gjennem Centrum af Fovea coeca macule luteæ. Den forhen beskrevne Mangel paa Symmetrie er antydet i Tegningen. . Tapperne; Spidsernes udadvendende Ender danne tilsammen en Konkavitet. . Membrana limitaus externa. . Tappernes Hætter i Stratum granulatum externum. . Kornene i Stratum granulatum externum; de ere sparsommere lige udenfor Fovea coeca. . Den traadede Afdeling i Stratum granulatum exter- num, bestaaende alene af Taptraade. Laget er tyndest i Midten, men naaer sin største Megtig- hed midtveis i Maculas overste og nederste Halv- del. Traadene forlobe lige eller paaskraa, for en Del i lette Bugter; der sees Antydning af kne- formigt Forleb og kavernes Dannelse. . Membrana intermedia. . Stratum granulatum internum; lige udenfor Fo- vea coeca blandes Cellerne med Hjernecellerne. 204 . Corps pyriformes sur la surface externe de la Mem- brana intermedia; ils sont placés entre les fila- ments des cônes, à leur insertion sur la membrane. Membrana intermedia. c. Stratum granulatum internum. Fig. g. 51. Coupe verticale de la partie filamenteuse du Stratum granulatum externum, passant par le milieu de la moitié supérieure ou inférieure de la Macula lutea. Des fibres en nombre plus ou moins grand sont réunies comme en un Plexus, donnant ainsi naissance à des poutrelles reliées entre elles par une substance intermédiaire, qui, par le durcissement dans l'acide chromique, se coagule en feuilles minces. Qu'on compare cette figure avec les Fig. 24, 25, 27, 29 et 30 de la planche Ill de mon mémoire sur l'état foetal de l'œil sous forme de Coloboma (A. Hannover, ‘das Auge 1850, p. 97). . Stratum granulatum externum. . Stratum granulatum internum. Planche VI. Retine de l’homme, fin. 52. Coupe verticale du centre de la Fovea coeca maculæ luteæ. Le manque de symétrie que nous avons déjà décrit est indiqué dans le dessin. . Cônes; les extrémités des pointes forment en- semble une concavité en dehors. b. Membrana limitans externa. . Calottes des cones dans le Stratum granulatum externum. . Globules du Stratum granulatum externum; ils sont moins nombreux juste en dehors de la Fovea coeca. . Partie filamenteuse du Stratum granulatum ex- ternum, cones. exclusivement formée de filaments de La couche est plus mince dans sa partie mediane, mais atteint sa plus grande épaisseur au milieu de la moitié supérieure et de la moitié inférieure de Ja Macula lutea. Les filaments se dirigent en ligne droite ou oblique, ou décrivent de legeres sinuosités; ils semblent aussi vouloir se contourner en forme de genou et donner lieu à une formation caverneuse. . Membrana intermedia. . Stratum granulatum internum, dont les cellules sont mélangées avec les cellules cérébrales en dehors de la Fovea coeca. 205 Fig. Fig. Fig. Fig . Stratum granulosum; Laget mangler lige udenfor Fovea coeca. - Stratum cellularum cerebralium. . Membrana limitans interna. Seenerven og Radial- traadene mangle i Fovea coeca. . 53. Tvende Hjerneceller fra Bunden af Fovea coeca med Udlebere og forenede ved en Kommissur. 54. Membrana limitans externa fra Fovea coeca, seet efter Fladen fra Indsiden, der er bedækket med Tappernes Hetter. 55. Tapper noget udenfor Fovea coeca med deres | Hætter og en Del af Membrana limitans externa, | seet indvendigfra. 56. delse; deres Indside er ligesom besat med tæt- staaende Ringe, som ere de lave Skeder Stave og Tapper og ere forskjellige fra Pigment- molekuler. . Pigmentmolekuler i en sprængt Celle. . Hindeagtig Udbredning fra en Celles Indside, hvori Pigmentmolekulerne ere leirede i Striber. 57. Lodret Snit af en Spids af Ora serrata, 51 Gange forstorret. Den yderste Del af Spidsen har hævet sig iveiret, liggende frit i den omgivende klare Masse og manglende Stav- og Taplaget. . Chorioidea og Pigment. . Stav- og Taplaget. Pigmentceller omkring Seenervens Indtræ- for | c. De i Mengde forøgede Radialtraade, som danne Tunneller. d. Belægning paa Pars non plicata corporis ciliaris | af lodretstaaende klare Celler. | e. Det Sted, hvor de sidstnævnte Celler støde til Stav- og Taplaget; der findes ingen Overgangs- | former mellem dem. f. Klar strukturløs eller stribet Masse paa Indsiden | af Belægningens Celler. Fig. 58. Lodret Snit af Nethindens forreste Del nær Ora serrata. | a. Stave, b. Tapper. c. Membrana limitans externa. d. Tappernes Hætter, trukne noget i Længden, med Vidensk. Selsk. Skr , 5 Række, naturvidensk. og matbem. Afd. XI. => PT ee Fig. ig. 56. Fig. . Membrana limitans interna. 93 245 Stratum granulosum; la couche manque juste en dehors de la Fovea coeca. Stratum cellularum cerebralium. Le nerf optique et les fibres radiales manquent dans la Fovea coeca. Deux cellules cérébrales du fond de la Fovea coeca; elles sont ramifiées et réunies par une commissure. . 54.. Membrana limitans externa de la Fovea coeca vue de sa surface interne qui est couverte de ca- lottes de cônes. 55. Cônes un peu en dehors de la Fovea coeca, avec leurs calottes et une partie de la Membrana limitans externa, vue de dedans. Cellules de pigment autour de l'entrée du nerf optique; leur surface interne est comme revêtue d'anneaux serrés, qui sont les gaînes courtes des bätonnets et des cônes, et diffèrent des molé- cules du pigment. . Molécules de pigment dans une cellule rompue. . Epanouissement membraniforme de la surface in- terne d'une cellule, où les molécules du pigment sont disposées en stries. 57. Coupe verticale d'une pointe de l'Ora ser- rata, avec un grossissement de 51. L’extrémité de la pointe s’est relevée, et repose librement dans la masse claire environnante; la couche des bätonnets et des cônes manque. . Chorioidea et pigment. b. Couche de bätonnets et de cônes. ae Oa . 58. . Fibres radiales, devenues trés nombreuses et for- mant des tunnels. . Cellules verticales claires recouvrant la Pars non plicata corporis ciliaris. . Lieu où les cellules ci-dessus touchent la couche des bätonnets et des cones; il n'y a pas entre elles de formes intermédiaires. . Masse claire sans structure ou striée sur la sur- face interne des mêmes cellules. Coupe verticale de la partie antérieure de la rétine près de l'Ora serrata. . Bätonnets. . Cönes. . Membrana limitans externa . Calottes des cônes, un peu allongées et avec des 31 246 Fig. afgaaende Taptraade; indenfor og mellem Hetterne hvile Kornene i Stratum granulatum externum. . Membrana intermedia. . Lodret Snit af en Tunnelvæg, dannet af Radial- traade, der ere forenede ved en fin Mellemsub- stants og bedækkede med et stort Antal Kjerner; udad brede de sig paa Indsiden af Membrana intermedia, som dog tildels er fortrængt, saa at Radialtraadene naae helt ud til Membrana limi- tans externa. . Stratum granulatum internum. . Stratum cellularum cerebralium; Hjernecellerne forekomme kun enkeltvis. . Stratum fibrarum cerebralium i et meget tyndt Lag. . Membrana limitans interna. . 59. Lodret Snit af Pars non plicata corporis ciliaris. . Chorioidea og Pigment. . Belegning af klare, lodret staaende, langagtige Celler med Kjerne udad. . Klar strukturles Masse paa Indsiden af Belæg- | ningen. 60. Den indvendige (bageste) Flade af en Ud- bugtning af Pars non plicata corporis ciliaris mellem to Spidser af Nethindens Ora serrata. De | klare Celler ere ordnede i Rækker, tildels faldne omkuld. Enkelte Kjerner bedække Membranen, hvis stribede Udseende hidrerer fra Folder af | Membranen. Afhandlingen var i det Væsenlige afsluttet, da | den blev forelagt Videnskabernes Selskab i Modet den | 7. November 1873. Fig. ig. 59. . Chorioidea et pigment. . Couverture de cellules claires, verticales et allon- 206 filaments qui en partent; en dedans des calottes et entre elles, reposent les globules du Stratum granulatum externum. . Membrana intermedia. . Coupe verticale d'une paroi de tunnel formée de fibres radiales, qui sont reliées entre elles par une fine substance intermédiaire, et couvertes d'un grand nombre de noyaux; en dehors, elles s'épanouissent sur la surface interne de la Mem- brana intermedia, qui est cependant en partie dé- placée, de sorte que les fibres radiales vont jusqu'à la Membrana limitans externa. . Stratum granulatum internum. ! . Stratum cellularum cerebralium; les cellules cé- rebrales sont seulement éparses çà et là. . Stratum fibrarum cerebralium, formant une couche trés mince. . Membrana limitans interna. Coupe verticale de la Pars non plicata cor- poris ciliaris. gées avec noyau en dehors. . Masse claire sans structure sur la surface interne de cette couverture. 60. Surface interne (postérieure) d'un procés ou feston de la Pars non plicata corporis ciliaris, entre deux pointes de l'Ora serrata de la rétine. Les cellules claires sont disposées en files, en partie renversées. Quelques noyaux couvrent la mem- brane, dont les plis lui donnent un aspect strié. Le mémoire était terminé dans ses parties essen- tielles, lorsque j'en ai donné lecture à l'Académie Royale | Danoise des Sciences dans saseance du 7 Novembre 1873. Selsk é » n IK A Hannover Vethinder 05 340 Tab Vid. Selsk. Sk. 5R. AT A Hannover. Nethinden Tab. IT Fa ra ( Å | I | i fit rs à ea. ah fe one ti + | i “| t k PUR | chi abe \z i » 5 IL. 73. \ { ) 2 (@} Om © — IO. i2 z = | PA} © © 14 € RG x I x .? 0) e 5 à | \ j = 5 © + e © A | | | lannever ad nat. ope 7 mm Magn Petersen se A-Hannever ad nat. ope camere clare det 005 = Sho VÆ oy 3. iu fe Ay U i 2) iia it ig N LL LU DL cai ea ve Ri Ay 2e CUVE Di vie ey 47 i ae % 1 Y N OR NOR teat: I i 4 Nr I Vid. Selsk. SE: SB. AT A Hannover . Nethinden Tab. If. 4 | i - 3 2f. A à (6 M NM VS Re O 8 30. Je mo Ile 5 > wi : à th I a ae. é oe 4 ii Å A Hannover ad mat. ope camere clare del Magn. Petersen sc 2 Vid Selsk. Ske SR. IT. A Hannover . Nethinden. Fe Fed À 6 Ge" 3 A Hannover ad nat ope camera clare det. = = pl == me" nt u et = AL a= Wid Selsk Sk. SR. AT A Hannover. Netkinden.. Magn. Petersen so. "2350 005 A Hannøver ad nat. ope camere clare del + 14 5 | | TE REN Vid. Selsk. Sk. SR. AT. A Hannover . Nethinden Tab. VI 33. 4-6, A Hannover ad nat. ope camera clare del Magn Petersen se Fremstilling Resultaterne af nogle Undersøgelser over de ved Vindens Kraft fremkaldte Stremninger i Havet. Af A. Colding. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri 1876. Række, nalurvidensk. og malh. Afd. Xl. 3. FX In oe Mir twatrotstli et AU Fi Bene. OVALE | 4 ae - ern =) ve = i L + f H | i ) u , ’ * t ER 2 é eae © EN m ya “ , ‚rd LI Harn . iy ie Ca) ' D bia os begynde med at betragte et meget simpelt Stromningsforhold, og navnlig antage, at der hen over den plane Bund af en Ledning, hvis Fald i Strommens Retning er —, strommer en Vandmasse frem i Retning af Faldet. Lad os derhos forudsætte, at ln alene paavirkes af Tyngdekraften og af Ledningsmodstanden, at Strommens Brede er saa stor, at Ledningens Sideflader ingen Indflydelse udove paa de betragtede Dele af Strommen, samt at dens Vandspeil flyder parallelt med Bundplanen. I saadant Tilfælde er Vanddybden Z constant, ligesom Stromhastigheden for ethvert Element er constant. For denne Strøm, hvis Vandspeil antages at bevæge sig fuldkommen frit, og hvis Dybde an- tages at vere tilstrækkelig stor, gjælder Formlerne (52) i min tidligere Afhandling om Stromforholdene. i almindelige Ledninger og i Havet”), hvilke Formler under de gjorte Forudsetninger kunne skrives: h M .vå l — x 3 v= UV —48Vm .vy. EF og 9. hvori © betegner Vandstrømmens største Hastighed, Vandspeilshastigheden, medens v, be- tegner Bundhastigheden og v Vandets Hastighed i Afstanden x fra det frie Vandspeil; m er Bundens Modstandscoefficient og (m.v,2) fremstiller den Modstand, som Bunden udøver imod Vandets Bevægelse for Eenhed af Overflade. Af Formlerne (1) følger, som man let seer, = 2.5 3 Ay —H, Ÿ = (1 +4,8Vm). Vo og v =v — 26,888|/ À #.(#)} hvoraf sees, at Stromningsforholdene i den betragtede Vandstrom kunne fremstilles ved den omstaaende Figur (1), hvori AB er Ledningens Bund og CD er Strommens Vandspeil. *) Vidensk. Selskabs Skrifter dte Række, naturvidensk. og mathematisk Afd. 9. B. III. 31* 250 4 Fig. 1. C Horizont Tænke vi os dernæst Strommens Overflade begrændset af en med Ledningens Bund parallel Plan eller Dækflade, saa er det indlysende, at hvis denne Dækflade beveger sig frem i Strommens Retning med samme Hastighed @ som Vandspeilet, med hvilket den er i Beroring, saa vil Dekslet ingen Indflydelse udove paa Stromforholdene i Ledningen, da det ingen Modstand udover paa Vanddelenes Bevægelse, eftersom den relative Hastighed mellem Diekslet og Vandet, der berorer samme, er Nul. Har Dekplanen derimod en anden Hastighed end Vanddelene af Strommens Overflade, saa er den relative Hastighed imellem begge ikke Nul, og i saadant Tilfælde bliver selvfolgelig Vandbevegelsen i Ledningen paa- virket af Dekslet med en Kraft, som afhenger af den relative Hastighed, hvormed Dæk- fladen bevæger sig hen over Strommens Overflade. Strommens Overfladehastighed bliver da forskjellig fra den fritlobende Stroms Hastighed ©, og naar vi almindeligt ved v, betegne Hastigheden af Vandet ved Dekslet, samt ved V betegne Dekfladens Hastighed, saa kan den relative Hastighed mellem Dekslet og Strommen uden Hensyn til Fortegnet fremstilles ved (V—v,). Betegne vi dernæst Dekfladens Modstandscoefficient med m,, saa er det klart, at der mellem Dekslet og Vanddelene opstaaer en Modstandskraft, som kan udtrykkes ved m, (V—v,)?, ganske paa samme Maade som Modstandskraften ved Ledningens Bund kan fremstilles ved m.v,2. Naar Dækslets Modstandskraft er Nul, saa er altsaa V = v,, og da er som vi have seet Strommens Overfladehastighed v, — ®. Er V derimod positiv og mindre end den frie Stroms Overfladehastighed, saa lider Strømmen en Modstand, som er udtrykt ved m, (V—v,)?, og denne Modstand fremkalder naturligviis ganske tilsvarende Forhold ved Strommens Overflade, som de der fremkaldes ved Ledningens Bund af den derverende Reaction. Som en Folge heraf bliver hele Vand- strømmen, hvis Dybde er Z, deelt i to selvstændige Stromme, en øvre Strom, hvis Dybde vi ville kalde H, og en nedre Strom, hvis Dybde vi ville betegne med A,, saaledes at H, + H, = H. Af disse to Stromme paavirkes Overstrommen alene af Dækfladens Mod- stand, saaledes som jeg tidligere har viist, og enhver af disse Stromme beveger sig paa sin Flade som en fri og ubedækket Strom, der har sit Vandspeil i Skillefladen mellem begge Stromme. Denne fælles Vandspeilsflade, hvori Stromhastigheden er større end for 5 251 noget andet Punkt af de to Stromme, kalder jeg Strommenes Speilflade, og Hastigheden i denne Flade, hvis Beliggenhed afhenger af V, betegner jeg med ®. Naar V = v,, saa er Dekfladens Modstand Nul, altsaa Overstrommens Dybde H, = 0 og v, = Ÿ; i dette Tilfælde falder Speilfladen altsaa ved Overfladen og danner Vandspeilet, hvori Hastigheden er et Maximum, som antydet i Fig.1. Formindskes V, saa foroges Modstanden ved Overfladen, og Maximumshastigheden © sænker sig under Over- fladen til en Dybde H,, der afhænger af V, som antydet i Figur 2. Naar altsaa V aftager Fig. 2. fra © til Nul, saa aftager Overfladehastigheden, medens Dybden H, tiltager, og tænkes V derefter yderligere at aftage, eller, hvad der er det samme, tenkes V at voxe negativt, saa kan Vandets Overfladehastighed v, derved bringes til aftage indtil Nul, og for endnu storre negative Verdier af V gaae over til at blive negativ, som antydet paa Figurerne 3, 4 og 5. Overstrommens Dybde vedbliver imidlertid at voxe, og da denne Stroms Hastighed er posiliv i Dybden /7,, maa der til alle de negative Verdier af Overfladehastigheden v, findes et Punkt i Overstrommen, hvori Hastigheden er Nul, saaledes som antydet paa omstaaende Figur 5. Afstanden fra Dekslet til dette Punkt voxer med V, og jeg skal dertil blot bemerke, at der selvfolgelig gives en Hastighed V, for hvilken den hele Stroms Vandforing 252 6 er Nul, idet Overstrommen forer den samme Vandmengde tilbage som Understrommen forer frem. Samtidigt med at Overstrommens Dybde 7, nærmer sig til H, aftager naturligviis Understrommens Dybde H, = H—H,, og for en vis Verdi af V forsvinder aabenbart Understrommen aldeles, navnlig i det Ojeblik, da den Modstand, som Dækfladen under sin Bevægelse i modsat Retning af Vandspeilsfaldet udøver mod Overfladen af Vandmassen, bliver saa stor, at den drivende Kraft, som derfra meddeles Vandet, er lige saa stor som den drivende Kraft, som hidrorer fra Tyngdens Virkning paa hele Vandmassen. Naar dette indtræder, river Dækslet hele Vandmassen med sig, medens denne løber frem paa Dækfladen saaledes, at Vandelene ved Bunden netop forblive i Hvile, som antydet paa Fig. 6. Fig. 6. 7 253 I det Øjeblik, hvor Understrommen forsvinder, falder aabenbart Maximumshastighen © i Speilfladen sammen med Bundhastigheden v,, og man har Ÿ —v, —0. Den hele Vand- masse kan da betragtes som en Strom, der lober paa den med Hastigheden V bevegede Dekflade i Retning af Ledningens Fald, og hvis frie Vandspeil befinder sig ved Ledningens Bund. Da Vandets virkelige Hastighed ved Dekfladen er v, og ved Bundfladen er Nul, saa er Vandets relative Hastighed med Hensyn til Dækfladen foroven = + (V—v,) og for- neden = — V, Den hele her beskrevne Gruppe af Stremningsforhold, fra det Tilfælde hvor Vand- strømmen helt og holdent bevæger sig paa Ledningens Bundflade og dens Overflade er fri, til det Tilfælde, hvor Vandmassen udelukkende bevæger sig paa Dekfladen medens Strom- mens Vandspeil befinder sig ved Ledningens Bund, sammenfatter jeg som Iste Classe af Stromningsforhold. Til at danne Stromningsforhold henhørende til denne Classe udfordres altsaa, at Dekslet skal bevæge sig med en Hastighed V, der ligger mellem Grændser, som afhænge af Ledningens Dybde og Fald, og hvoraf den heiere (positive) Grendse er V = ®, og den lavere (negative) Grendse har en saadan Størrelse, at Strom- mens Bundhastighed netop er Nul. Stiger Dækfladens Hastighed V i negativ Retning ud over den nævnte lavere Grændse, ved hvilken Bundhastigheden er Nul, imod +x, saa fremkommer der en ny Gruppe af Vandbevegelser, der passende kan benævnes Ilden Classe af Stromnings- forhold. Det vil nemlig vere klart, at naar Dekslets Hastighed i negativ Retning bliver større end den, ved hvilken Vanddelene ved Bunden af Ledningen ere i Hvile, saa vil Dækslets Bevegelse medfore en foroget Reaction mod Stremmens Overflade, og Folgen deraf vil vere, at ogsaa de nederste Dele af Vandmassen rives med af Dekslet i negativ Retning hen over Ledningens Bund. Bundhastigheden, som vi kalde v,, bliver altsaa negativ, og der opstaaer en Reaction ved Bunden, som udtrykt ved m.v,? vil antage en saadan Størrelse, at Strom- hastigheden bliver constant for den givne Hastighed V af Dækslet. Tænke vi os paa den anden Side, at Dækslets Hastighed V voxer positivt (i Ret- ning af Ledningens Fald) ud over den hoiere Grændse for den Iste Classe af Stromme, altsaa fra © til + ©, saa opstaaer hvad jeg kalder IIIdie Classe af Stromnings- forhold. Tilfelde af denne Art fremkomme altsaa, naar Dekslet beveger sig i positiv Retning med en Hastighed, der er storre end den, hvormed Overfladen af den betragtede Vandmasse vilde bevege sig, naar Overfladen var fri og Strommen foruden Tyngdekraften kun paavirkedes af Ledningens Reaction. — Disse tre Classer af Stromningsforhold omfatte, som man vil see, alle de permanente Stromningsforhold, som kunne fremtrede i en Vandstrom, som har en constant Dybde og Fald; men det sees tillige let, at om Vandspeilet ikke fuldkommen er parallelt med Bunden, saa vil Strommens Tversnitsareal for en Brede — I kun variere forholdsviis lidt, naar 254 8 Stromdybden H er stor. Men naar Stromprofilet kun. varierer -lidt,. saa varierer ogsaa Stromhastigheden kun lidt, og kan denne betragtes som constant langs ad Strømmen, saa ere de foran anforte Formler anvendelige paa disse Stromme. Naar vi nu efter disse orienterende Bemerkninger ville soge at bestemme Lovene for de omhandlede trende Classer af Vandbevegelser, vil det vere nodvendigt at betragte hver Glasse af Stromningsforhold for sig, og vi ville derfor begynde med at be- tragte den Gruppe af Tilfælde, som henhører under den Iste Classe af Stromningsforhold. Lad os altsaa antage, at den betragtede Vandstrom, hvis Dybde er H, paa Grund af Tyngden beveger sig frem over Bunden af en Ledning, hvis Fald er i Faldets Retning, hvilken L Wo? vi ville betragte som den positive Retning, og at denne Strom er paavirket af Led- ningsmodstanden ved Strommens Bund i Forbindelse med den Modstand, som hid- rorer fra, at Strommens Overflade er i Beroring med en Dekflade, som beveger sig i Retning af Ledningens Fald med en Hastighed V, som er mindre end Strommens Over- fladehastighed. Lad Vandets Stromningshastighed ved Ledningens Bund vere vy og lad dets Stromhastighed langs den bevegelige Dækflade vere v,, samt lad Modstandscoefficien- " terne for Vandets Bevægelse langs Bund- og Dekfladen vere henholdsviis m og m,, som foran omtalt. Den relative Hastighed, hvormed Vandet passerer forbi disse Flader, er altsaa vo og (v, — V), og Modstanden, som Strømmen lider derved, kan følgelig fremstilles ved m.v og m, (V —v,)?. Den hele Strom, hvis Dybde er 77, deler sig derved som foran angivet i en Under- strom, som løber paa Bundfladen og har Dybden /,, og i en Overstrom, som har Dybden H, = H—T1, og løber paa Dækfladen. Maximumshastigheden for begge disse Stromme, der falder i den fælles Speilflade, vere fremstillet ved W. Ifølge de almindelige Love, som ere fremstillede i det Foregaaende ved Formlerne (1), er det nu tydeligt, at naar vi be- tragte Understremmen, saa kunne Formlerne for Strombevægelsen fremstilles : v = U—A8Vm .v, = )' og M. ve 9.4. Vase hvoraf videre folger: é Spy iy = SUR, On = v5 7.1. (7), idet v betegner Stromhastigheden i Afstanden æ fra Speilfladen. Ifølge de samme al- mindelige Love vil det fremdeles vere klart med Hensyn til Overstrommen, at de til denne Strøm svarende Formler kunne fremstilles saaledes: — ‘ 3 (V—v') = (V — 9%) —4,8Vm, (V—v,). (Gal og m, (V—v,)? = ged, Een hvoraf videre folger: ree AD) 2 A A s|/À En (V—v,) mT Uae og v' = Ÿ — 26,833 TA. A.) idet v’ betegner Stromhastigheden i Afstanden +‘ fra Speilfladen. 9 255 Af Formlerne (2) og (3) følger ved simpel Addition, idet H, + H, = H, at m0 +m, Ve =9 5. H, hs) Tay ro ei der kun udtrykker, hvad der ogsaa er umiddelbart indlysende, at den hele ved Tyngden fremkaldte drivende Kraft er ligestor med Summen af de Modstande, som Bunden og Dekslet frembyde. De to sidste af Formlerne (2) og (3) vise, hvad man ogsaa umiddelbart kunde indsee, at Stromhastigheden i de omhandlede to Stromme varierer ganske efter samme Loy. Naar vi i de to første af Formlerne (2) og (3) sætte x — H, og «'—= H,, saa bliver v= v, og v' —v,, og man finder da at © = (1+4,8Vm.v, og (V—V) = (1 +48 Vm,)(V—v,)........ (5) indsætte vi de heraf folgende Verdier for v, og (V—v,) i Formlen (4) erholdes: ER 2 m 2 ONE a Ya Lynn gh 1+ 4,8 Vm 1 + 4,8Vm, SMED som multipliceret med (4,8)? giver, idet vi for g sætte 31,25, A 2 FA Sn 2 (= _) (ye dL (Ze) (V— UV)? = (26,833)? . El EEG] 1 + 4,8 Vm I + 4,8 Vm, l Ifelge Ligningerne (5) seer man imidlertid at 4,8 Vm 4 FEET (7 -) U=U—v, og (- = LR à 1+4,8Vm 1 + 4,8 Vm! og at Formlen (6), som en Folge heraf, kan fremstilles under folgende Form: Jr») = 0), h (U—v)? + (W—v,)? = (26,833)? are LDAP Ree TR the RER Le (7) Af Formlerne (2) og (3) findes fremdeles, at (4,8 Vin . v9)? ne (4,8Vm, (V—v,))? 0 1 og da dernæst ifølge Formlen (5) (U—v,) = 4,8 Vm .v) og (U—v,) =—4,8Vm, (V—v,), saa er (=) Deu NT Used) + (0—v,) A (8) W—v, Hi,’ (Y—v,)2 Hu = (w—v,)? H,’ 2 95 2 (D —v,) £ H og H, ER (© vi) k I. hvoraf Jah 2 (on)? + (vv)? (v—v))* + (v—v,) Naar disse Verdier for 7, og H, indsættes i den anden af Ligningerne (2) og (3), findes: RE aera NE h = wer (0 —v,) 71 Hog VG eo ae 7 ld) Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og math, Afd. XI. 3. 32 2 MV, 256 10 Betragte vi nu Vandforingen af den omhandlede Strom for en Brede = 1, og sætte vi Understrommens Vandforing lig g, og Overstrommens Vandforing lig g,, saa findes: Ho Ho ER a tm (lg = vær = (eas Vin .v, (a7,)*) ae =) H, —2.48Vm0, Ay 0 0 0 Hy Ho N 08 9ı VÆ = NG + 4,8 Vm, (V—v,) ()) de! =U. H, +248Vm, (V=»,).H,; vo 3 1 men da vi imidlertid, som ovenfor angivet, have 48Vm.v9 = U—v, og 4,8Vm, (V—v,) =— (U—2,), saa kunne de omhandlede Vandforinger af Under- og Overstrommen skrives: go = V.H, —2(V —v,).H, og 9, = VU. A, —2 (U—»,). A, . Betegne vi dernæst Middelhastigheden af den hele omhandlede Strom ved w, saa. kan Vandforingen af hele Strømmen for Eenhed af Brede sættes lig w.H; vi have da Goto —w.H, og naar vi heri for g, og 9, indsætte de ovenanforte Verdier, findes: H H w= U—2 (O—) 7 + Wr); 3 dl NE i naar dernæst Værdierne for TT og i indsættes ifolge Formlerne (8), findes 2 (U—v,)? + (UW —2,)8 (D —v )? + (Ÿ —v,)? O—w = Af den første Formel (2), som fremstiller det almindelige Udtryk for Stromhastig- heden v i Understremmen, sees, at i hele denne Strom er Hastigheden beliggende mellem Grendserne © og vy, der begge have samme Tegn, eftersom de afhænge af hinanden efter folgende Lov: Ÿ = (I +4,8Vm)v,, og alle Elementer af Understrommen bevæge sig alt- saa i den betragtede Klasse af Tilfælde i Retning af Vandspeilsfaldet, som vi betragte som den positive Retning. For Overstrommen stiller Forholdet sig ligedan, ifølge den første Formel (3), saalenge Overfladehastigheden v, og © have samme Tegn, altsaa begge ere positive; men naar Dekslet beveges i negativ Retning (imod Faldet) med en Hastighed (VY), der er saa stor, at Dekslet river Delene af Strommens Overflade med sig i negativ Retning, da bliver Tilfældet et andet. Naar nemlig v, er negativ og © er positiv, altsaa naar de Dele af Overstrommen, som ligge nærmest ved Dekfladen, have en negativ Hastighed og de dybest liggende Dele af Overfladestrommen have en positiv Hastighed, saa maa der selv- folgelig findes et Element af denne Strom, hvori Stromhastigheden er Nul, og den Afstand 11 i 257 fra den nederste frie Overflade, hvori dette er Tilfælde, kan let bestemmes af den første Ligning (3). Af denne Ligning, som kau skrives: 3 v = VW + 8 Vo). ( 7 )* 1 følger nemlig, idet vi sætte of — 0, at den søgte Afstand z' kan fremstilles: ie mel de 4,8 Vm, w, — V) og Afstanden (7, — x‘) fra Dækslet til det Stromelement, som er i Hvile, kan følgelig frem- stilles ved ® 2 y = |1 — A NT à oe RE ne Bal ae a a 11 4 | Gr) ; u Den mindste negative Hastighed af Dekslet (V), hvorved en saadan Hviletilstand fremkommer, er naturligviis den, hvorved Strømelementerne nærmest Dækfladen bringes i Hvile; naar dette finder Sted, saa er y = 0 og v, = 0, og Betingelsen herfor findes ifølge (11) at være den, at Dækfladen skal bevæge sig med Hastigheden Naar Dækslet bevæger sig med denne Hastighed, vil altsaa Vandmassens Overflade være i Hvile; men forøges Dækslets Hastighed i samme Retning (negativt), saa sænker det hvilende Strømelement sig ned under Overfladen, og desto dybere jo større V bliver, indtil det naaer sin Dybdegrændse ved Vandmassens Bund i det Øieblik, hvor Understrømmen forsvinder og altsaa H, = 0, © = v, — 0 og A, — H. Naar Dekfladen har den hertil fornodne Hastighed, saa sees det af Formlen (7) at ” —— 26,883. V 4 1, og af denne Verdi for v, findes derefter, ifolge den sidste af Formlerne (9), at Dekfladen maa bevæge sig med Hastigheden: 1+48Vimg hy V = — 26,833 eA bores bi. Ges. RV IM ; 4,8 m, I Gaae vi til den anden Grændse for Stromningsforholdene af Iste Klasse, idet vi an- tage, at Dækfladen har sin største positive Verdi: V = v, = Ÿ, saa finde vi ifolge Formlen (7) at ©—v, — 26,888. væ H, 322 258 12 og idet vi dernest bemerke, at af Formlerne (9) er den sidste identisk, medens den forste 26.8: eee giver vo = a ; ih IT , saa finde vi Dekfladens Hastighed: 48Vm l 1 + 4,8Vm \/2 = = : = D] VE ee RM cr . (13 V 26,833 Bey 7 H (13) Efter saaledes at have fremstillet de almindelige Love for Strømforholdene af Iste Classe samt ved Formlerne (12) og (13) at have bestemt Grændserne for Dækfladens Hastig- hed svarende til denne Classe af Tilfælde, vil jeg nu paa lignende Maade søge at frem- stille de Formler, som gjælde for Ilden Classe af Strømningsforhold, der svarer til Hastigheder af Dækslet, som ere negativt større end den ved Formlen (12) bestemte Hastighed V. Bevæger Dækfladen sig i negativ Retning med en Hastighed V, der er større end den ved Formlen (12) bestemte Grændse, saa rives derved samtlige Dele af den hele Vand- masse med i negativ Retning, fordi den fra Dækfladen udgaaende drivende Kraft: m, (V—v,)? da har en saadan Størrelse, at den ikke blot fuldstændigt overvinder den fra Tyngden hid- 3 I 2 : à ; rorende drivende Kraft ee I, men desuden er istand til at overvinde den fra Ledningens Bundfriction hidrerende Modstandskraft m.v,2, som fremkommer ved at de nedre Del: af Vandmassen drives hen over Ledningens Bund med Hastigheden v,. Under disse For- hold, hvor altsaa Vandmassen drives frem imod Vandspeilsfaldet med en bevægende Kraft = m, (V—v,)?, imedens denne Bevægelse modvirkes paa Grund af Tyngden af den be- 2 l m.vy, og hvor den derved fremkaldte Stromningshastighed er constant, haves vægende Kraft — 9 . H i Forening med den fra Ledningsmodstanden hidrerende Kraft 8 g ks m,(V—v,)? = + VE DR UNS hone SEE (14) Men ligesom vi her see, at den drivende Kraft, som hidrorer fra Dækslets Reaction mod de overste Stromelementer, har en saadan Storrelse, at den foruden at overvinde Tyngdens Virkning paa alle de underliggende Stromelementer, tillige kan overvinde Lednings- modstanden (m. vo), saaledes maa ogsaa for et hvilketsomhelst andet Stromelement den drivende Kraft, som hidrører fra Dækfladens Bevægelse, være saa stor, at den foruden at overvinde Tyngdens Virkning paa hele den underliggende Deel af Strømmen desuden kan overvinde den angivne Ledningsmodstand (m.v,2). — Den Kraft, som modvirker Bevægelsen af et hvilketsomhelst Stromelement, er altsaa, foruden Tyngdekraftens Virkning paa hele den underliggende Vandmasse, bestandig den samme Storrelse, nemlig: Ledningsmodstanden (m.vy); og deraf vil det vere indlysende, at om vi tænke os den givne Vanddybde H saaledes foroget, at den tilfoiede Vandmasse paa Grund af Tyngden netop vil modvirke 13 259 Bevegelsen paa samme Maade, som det i Virkeligheden skeer ved Bundfrictionen, saa ville Stromforholdene i den givne Strom ikke derved forandres. Betegne vi da ved D den hele Dybde, som Strommen maatte have for at Strom- forholdene i dens øverste Deel, indtil Dybden H, skulde noiagtig blive de samme i denne Strom, — der ikke tenkes paavirket af nogen Bundfriction, men alene paavirkes af Tyngde- kraften —, som i den foreliggende Strøm, hvis Dybde er H, og som paavirkes baade af Tyngden og af Ledningsmodstanden i Forening, saa maa D naturligviis tilfredsstille Lig- ningen : é h h m, .(V—v,)? =y7H+tmw = 97-0 SME or ene Merk (15) Idet vi dernest efter det Ovenanforte fastholde, at Reactionen, som udgaaer fra Dekfladen, hvorpaa den betragtede Strom glider, voxer proportionalt med det betragtede Stromelements Afstand fra Strommens Speilflade, ganske som i en Vandstrom, der lober paa en plan Flade, saa bliver det indlysende, at Vandet i den tænkte Strom, hvis Dybde er D, maa be- vege sig med Hensyn til Dekfladen paa samme Maade, som Vandet i en Strom af samme Dybde og Vandspeilsfald vilde bevege sig ovenpaa Dekfladen, naar denne var stillestaaende. Betegne vi da Hastigheden af den tænkte Stroms nederste Elementer ved ©, saa bliver Hastigheden, hvormed den frie Overflade (Bundelementerne af Strammen) beveger sig i Forhold til Dækfladen, fremstillet ved (V—®); betegnes dernæst Overfladehastigheden af Vandmassen eller de Dele af denne, som ligge Dækslet nærmest ved v,, saa er disse Deles relative Hastighed imod Dekfladen altsaa fremstillet ved (V—v,); og betegne vi endelig ved v Stromhastigheden i en vilkaarlig Afstand & fra den fri Niveauflade, som ligger i Dybden D under Dækfladen, saa er (V—v) Vandets relative Hastighed i dette Punkt af Stremmen. Ligningen for Vandets Bevægelse paa Dækfladen kan da ifolge Formlen (1) fremstilles saaledes: = 3 (V—v) = (W- 0-48 Vin (Vo) (5 )' Hic a Re Å (16) Da x betegner Afstanden fra det nederste Punkt af den tænkte Strom til det vil- kaarlige Stromelement, hvis Hastighed er v, saa er det klart at dersom vi i denne Ligning sætte æ = D, saa svarer dertil v = v,; naar disse sammenhørende Verdier for 2 og v indsettes i Formlen (16) erholdes: C—O) ES Vin) (Fu)... ees (17) Da dernest Stromhastigheden i Dybden H under Overfladen af den betragtede Strom skal vere v,, ligesom i den givne Strom, saa skal der altsaa til z == D—H svare v = v,, og naar disse sammenhorende Verdier af « og v indsettes i Formlen (16) erholdes: == D—HY3 (V—v,) = (V—W) — 4,8Vm,(V— 2). lam vat Bee (18) 260 14 Af Formlerne (17) og (18), der kunne skrives: 3 2 — —H (WO—v,) =— 1,8Vm, | V—v,) og (Ÿ—v,) =—4 ‚sVm, (V-v „(2 DR ) folger O=%\3 — H D— H Ov \2 7 H (= ) : za = D = one g (D — TR" D, D Fe) 7 el og ( H) en), (19) ®—v, O—?, Af Formlerne (15) og (19) folger dernest let, at / À ee ese! 26,833 T a 26,833 rar) 4,8 Vn, (V—v,) = — a — g 4,8Vm .ı — SN So is = Ve pa) U—v,/ : U—v, Af den almindelige Formel (16), der kan fremstilles saaledes = 0+ 4,8Vm, (V—r,) us) = V—(V— v,) 2% kan Strommens Vandforing syarende til en Brede = 1 let bestemmes. Betegne vi denne Vandforing ved q og Strommens Middelhastighed ved w, saa er op eo > la laf — Vue, D—H og naar vi for v indsætte den angivne Verdi, erholdes: .H=%.H-2®—»,). Di (Dron D? Indsættes heri Verdierne for D og (D—H) ifølge Formlerne (19), saa findes let at Strommens Middelhastighed w kan fremstilles: ; (YW — 0, — (W—v,) in a (D — 2, — (2 —0,) dE ut URLS ES I 10 Betegne vi endelig Afstanden fra Dækfladen til det Stromelement, hvis Hastighed er v med y, saa er y = D— x; men indsætte vi heri Verdierne H V—v D ae |) = V—v; 2 saa finde vi den til Hastigheden v svarende Dybde y bestemt ved Ligningen: Fer: Zw—gi Wr Wr 15 261 Formlerne (14) til (22) omfatte altsaa den Ilden Classe af Stromningsforhold og fremstille de almindelige Love, som gjelde for de Vandbevegelser, som fremtrede naar Ver negativt større end den ved Formlen (12) bestemte Grendse; men de omfatte tillige, ligesom den foregaaende Classe af Tilfælde, selve denne Grendse, hvad vi let kunne over- bevise os om. Antages nemlig at © —v, =0, saa finde vi ifølge (17) og (20) at a NT, SE g 4,8Vm, (V—v,) = — 26,833. V Br Le v, = 4,8Vm,(V—»,) 0 og folgelig er RER = BEIM v, = — 26,833. y= Hog V =— WS m . 26,833 . uz H, 4,8Vm, I som netop er Formlen (12). Det staaer altsaa nu kun tilbage at bestemme de Love, hvorunder Vandet beveger sig i de Tilfælde, som henhore under den Illdie Classe af Stromforhold, der fremtræde, naar Dekslets Hastighed V er positiv og storre end den ved Formlen (13) bestemte Grændse. Tænke vi os V at vere positiv og større end den betragtede Stroms Overflade- hastighed v,, saa vil Dekslets Reaction rive de ovre Dele af Vandmassen med sig i Ret- ning af Vandspeilsfaldet. Den hele bevegende Kraft, som driver Vandmassen frem i Ret- ning af Vandspeilsfaldet, er da som man seer fremstillet ved h mi (V—v,)? +9 TR H, og da Strammen beveger sig i denne Retning med constant Hastighed, saa maa denne Kraft vere ligestor med Reactionen (m.v,?) af Ledningens Bund. Vi maa altsaa for denne Classe af Stremninger have: m, (V—v,)? tg Se SEN Oe OT ee ee (23) Bemærke vi dernæst at for et hvilketsomhelst Element af denne Strom er den drivende Kraft udtrykt ved m, (Vo)? +9+-y, naar y betegner Stromelementets Dybde under Dekfladen, saa bliver det let indlysende, at Vandet i den omhandlede Strom vil bevege sig paa samme Maade, som det bevæger sig i en Strom, hvis Dybde D er bestemt ved Ligningen: m, (V—v,)? a TRL sid EH ON ER One (24) og hvis Vandspeil er frit. Betegne vi dette Vandspeils Hastighed ved © og Stromhastigheden i en Afstand æ fra dette Vandspeil ved v, saa kan denne Hastighed fremstilles ifolge Formlen (1) ved tt æ \3 Rx: = ee EL RS cn LO RER (25) 262 16 Da Stromforholdene i denne tænkte Strom skulle vere de samme fra Bundfladen indtil Heiden H som i den givne Strøm, saa skulle vi ikke blot have v = v, for x = D, men tillige v = v, for x = D—H. Naar disse sammenhørende Verdier for v og = ind- settes i Formlen (25) erholdes: = — D—HY: = (1 + 4,8Vm). Vo OF 0, = VU—48Vm .v, ( 7) RIRE 3 (26) Af disse to Ligninger folger dernæst: D—H U—v,\% H 2 VW—v, à DA == (=) > D za ere (V—v, 2 og DEEE = = . … (27) 1 — | ——— I — (a=) VU—v, og af disse i Forbindelse med (24) folger endvidere: 26,833 ove (=a) a 26,833 Vi 4,8Vm, (V—v,)=- ae og 4,8Vm .v, SS nn (a) For nu at bestemme Strommens Vandforing for Eenhed af Brede, bemærkes, at hvis denne ligesom tidligere betegnes med g, saa er D GS Ws El = Vue. D—H naar w betegner Strommens Middelhastighed. Indsættes Værdien for v ifelge Formlen (25), der kan skrives : 3 = V—W—»,). tale erholdes Den u ee u a og naar Værdien for D og (D — A) indsættes ifølge Formlerne (27), findes w = V—E. NO Sie os sh (29) (® —v oF = (V—v,)3 der sees at vere den samme Formel, som er fremstillet i (21), der gjælder for negative Verdier af V, som ere storre end Grændseværdien (12), medens (29) gjælder for positive Verdier af V, der ere storre end Grendseverdien (13). Det er imidlertid kun i Formen, at Udtrykkene for Strommens Middelhastighed ere de samme i de to Tilfælde; thi det vil let sees, at Maximumshastigheden © af den tænkte dybere Vandstrom afhenger paa for- skjellig Maade af v, og v, i disse Tilfælde. 17 263 Betegne vi for den her omhandlede Classe af Stromningsforhold Afstanden fra Dækslet til det vilkaarlige Stromelement, hvis Hastighed er v, ved y, saa er y= 2—(D—H) og altsaa i = 57 (75°); men bemerke vi derhos, at ifolge (25) og (27) er x ee JE DE à Fa) ee H ER OCEAN DH ale me: U—2) saa finde vi let, at Vanddybden, hvori Stromhastigheden er v, er: (VY — 0 |'—(V—v Y = — — Wr wor) som er overeensstemmende med Formlen (22) paa samme Maade som (29) er overeens- stemmende med Formlen (21). Ved de her angivne Formler (25) til (30) ere Lovene for Vandets Bevægelse bestemte for den Illdie Classe af Stromningsforhold. For at kunne gjore Anvendelse af disse forskjellige Formler paa bestemte fore- liggende Tilfælde maa det forudsættes, at vi enten have givet Hastighederne ©, v, og v,, som indgaae i de foranforte Formler, eller at vi i ethvert forekommende Tilfelde kunne bestemme disse Storrelser. Lad os forudsætte som det Almindeligste, at vi kjende Vandstrommens Dybde JH, Vandspeilets Fald 2 samt Modstandscoefficienterne m og m, svarende til Ledningens Bund- og Dekflade, tillige med Dekfladens Hastighed V, saa stiller der sig altsaa den Op- gave, ved Hjælp af de givne Størrelser at bestemme Storrelserne ©, v, og v,. Denne Op- gave skal jeg derfor nu gaae over til at behandle serligt for enhver af de tre Classer af Stromningsforhold, idet jeg blot for Kortheds Skyld vil indfore folgende Betegnelser: 1 ER > 22 a 120. +-H, a= 26,833. )/ +H, b= 4,8Vm, og ce = 48Vm, .... (31) Til Bestemmelsen af Storrelserne @, v, og v,, svarende til Stromninger af Iste Classe, der grafisk er fremstillet i Figurerne 1—6, haves Formlerne (4) og (5), der ? ko} Le) 1 ) som man seer kunne skrives: ec? .u + 62 (V- ua, UO = (1 +c).v, 8%, —U = b(V—»,) . . (32) Ved at borteliminere W mellem de to sidste Ligninger (32) findes: v, —b(V—»,) V—(1+6)(V—»,) ey hvoraf oc ite Ite ? 9 9 c 2 72 J 7 9 en = (5) Ir zu + b)(V—v,)V+ (1 +b?(V—v,)? |. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og math. Afd. XI. 3. 33 264 Naar denne Verdi for c?v indsættes i den første af Formlerne (32) findes: 1+b\ ns) 1+ b\? from M) + (er | EME 1 2 re) c idet det viser sig ved at betragte Grændserne (12) og (13), hvortil respective svarer: y = Ieee Wee, les De 50h © b 8 = ) at det positive Tegn foran Qvadratroden maa forkastes som Sagen uvedkommende. b(V—v,) = ( 18 (88) Naar b(V—v,) er bestemt ifølge Formlen (33), er v, bekjendt, og da findes let v, og Ÿ ifølge Formlerne (32). Betragte vi dernæst den Ilden Classe af Stromforhold, der — overeens- stemmende med Fig. 1—6 for Iste Classe af Stromforhold — er grafisk fremstillet i hos- staaende Figur 7, saa haves til Bestemmelsen af Storrelserne ®, vy og v, Formlerne (14), (17) og (20), der kunne fremstilles saaledes: TE = +c.vé, O—v,)—=—b(V—v,) og 5?(V—v,)? DE; = (rd - Gaal Af den sidste Ligning (34) findes ze ps (2 je MU 26) N (V® — v,)s og da vi ifølge den anden Ligning have (W—v,)? = bs (V—v,)3, findes bs (V—v,)5 (U—v,)3 = D? (_V—v,)2—a?. Bemerkes dernest, ifolge den forste af Ligningerne (34), at 4 4 one : é b3(V—v,)3 = (cv + a?) og 6? (V—v,)? —a? =—c?. 0.” , ; (34) a 19 265 sees, at ovenstaaende Ligning kan skrives: (ev? + af. (O—v,)i = cv, hvoraf folger: v fy mt ce. Vo 35 Vo ee CU on ice (35) Bemerkes fremdeles at den anden Formel (34) kan skrives: vv = ET 000) samt at den første Formel (34) giver 6(V—v,) =—Ve® vg + a?, saa følger let, at Ÿ — Ze ce? .vø +a?, og følgelig er (O—v,) = (V—v,) + —— : m Ve2.vg+a?. Men multipliceres denne Ligning med (c? vø + a?), idet man tager Hensyn til Formlen (35) findes Gr +) (vg + a?)? + c3 DES V—v, = + = CR dre (ens réimle (36) Cue + a? hvilken Ligning tjener til at bestemme Værdien af v, ved Hjælp af a, b, ce og V. Naar vy er funden, bestemmes © af Formlen (35), og v, af den anden Formel (34), der kan skrives Bee N i SED - Betragte vi endelig den Illdie Classe af Stromninger, som er grafisk frem- stillet i hosstaaende Figur 8, saa haves til Bestemmelsen af ©, vy og v, Formlerne (23), (26) og (28), som kunne skrives: É (YW —v,)3.a2 (U—v, —(W—2, 3 33" b? Vo’ +a? = ce .v2, VU = (1 + c).v, og b2(V—v,)? = ; (37) Af den sidste af disse Ligninger folger (W—v, a (O— 2,3 — (O— »,)3 2(V— v,)? + a? = og ved Division findes b2 (V— v,)? N i DV +a = , hvoraf ae (V0) V—v, [0? (V— v,)? + a?]?’ men af den 2den Ligning (37) folger I+e (V—v,) = (€. v9) og ®—v,) = FX (ev) — 0), og ifølge den første Ligning findes altsaa: V—v,) = Vb? (V—v,)? + a? og (V—v,) = aa Vb? (V—v,)2? +a? —v,. € Det er derfor let at see at ovenstaaende Ligning kan skrives: 1 19 19 a\3 À ¢ es 2? + a2)! EINE a b2(V—v,)? + @ Meare ano te on (es) hvoraf Stromhastigheden v, skal bestemmes. Naar v, er funden, findes vy af den første Ligning (37) og derefter © af den anden af disse Ligninger. Blandt de Anvendelser, som kunne gjores af de angivne Formler, ligger det her naturligviis lige for Haanden at benytte Formlerne til nærmere at undersoge Stromnings- forholdene i Havet, som fremkaldes ved Vindens Kraft under Luftens Bevegelse hen over Vandspeilet. Men naar vi betragte Luften som den bevegelige Dekflade, der med Vindens Hastighed glider hen over Vandspeilet, saa bliver det fornodent at undersoge, hvilke Vær- dier de to Modstandscoefficienter m og m,, der henholdsviis svare til Luftens og Havbundens Modstand, skulle tillegges. I min tidligere Afhandling om Stremforholdene har jeg, efter de der fremstillede Re- sultater af Brunings Forsøg over Hastighedsforholdene i Rhinen m. fl. Stromme, antaget at Modstandscofficienten for Havstromme maa sættes til m — 0,025, fordi denne Værdi omtrent svarede til den største Ledningsmodstand, der viste sig under de nævnte Forsøg og navnlig under Forhold, hvor Vandstrommen maatte antages at bevege sig paa underliggende Vand- masser, som ved Ujevnheder i Bunden vare forhindrede fra at folge Strommens Flugt. Senere har jeg imidlertid faaet en ikke ringe Tvivl om det er rigtigt at betragte Hav- strommenes Modstandscoefficient som Grændsen for den i disse Floder fremkomne Mod- standscoefficient, da dennes Storrelse netop kan tænkes at hidrore fra de særlige Modstande, som Stremmens Brydninger mod fremstaaende Klippemasser etc. foraarsage, og denne Tanke 21 287 har navnlig fundet Bestyrkelse deri, at det er en Kjendsgjerning, at naar en Vandstrom be- veger sig igjennem et af vore almindelige Vandlob, hvis Bund er jevn og bestaaer af Steen, Gruus, Sand o.s.v. som er fuldstændigt gjennemtrengt af stillestaaende Vand, saa bevæger Vandstrommen sig hen derover med langt mindre Modstand end den som Rhinen frembød, hvad ogsaa ligefrem viser sig af Brunings Forsøg over Stromhastigheden i den pannerdenske Kanal, hvor Modstandscoefficienten omtrent kun var 4/5 Deel af den ovenfor angivne Verdi. Min første Tvivl om Rigtigheden af at fastholde Modstandscoefficienten m == 0,025 skriver sig imidlertid derfra, at jeg ved at indfore denne Verdi i de foranforte Formler kom til et Resultat angaaende Luftmodstanden, som var i Strid med en almindelig Lov om Fluiders Ledningsmodstand, som jeg har fremstillet i Oversigterne over det Konge- lige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger i Aaret 1865, og som jeg senere paa mange forskjellige Maader har fundet bekræftet som en almindelig gjældende Lov i Naturen. Ifelge denne Loy, — som siger, at Ledningsmodstanden for forskjellige Fluider, som bringes til at gjennemstromme samme Ledning med samme Hastighed, forholder sig som Fluidernes Tætheder, — kan det paaregnes, at naar en Vandstrom ved at bevæge sig med Hastigheden v langs en stillestaaende Vandflade lider en Modstand, som kan fremstilles ved: m.v?, saa vil den samme Strom ved at bevege sig langs en stillestaaende Luftflade med Hastigheden v lide en Modstand, som kan fremstilles ved: (m.p).v?, naar o be- tegner Luftens Tæthed i Forhold til Vand. Lade vi foreløbigt m henstaae som ubekjendt og indsætte i.de foregaaende Formler efter ovenstaaende Lov Luftens Modstandscoefficient m, — mø, saa sætter Stormen og Hoi- vandet den 13de November 1872 os istand til paa den meest storartede Maade at bestemme Havbundens Modstandscoefficient m. Sætte vi Luftens Tæthed » = 0,0013 af Vandets, altsaa af Vo — 0,036, saa kunne vi efter det Anforte sætte: m, = 0,0013.m og Vin, = 0,036. (LEG son ES chor git ES N (39) For derefter ved Hjælp af Stormfloden at bestemme Værdien af m, ville vi henvende vor Opmærksomhed paa det saakaldte «Frische Haff», hvorved der heldigviis er foretaget 2de … Rekker af Observationer, den ene i Pillau, den anden i Elbing, der synes særlig skikkede til at afgive Grundlag for en saadan Bestemmelse. «Frische Haff» er som bekjendt et langt og forholdsviis smalt Hav, hvis Længderetning gaaer omtrent fra S.V. til N.O.; dets Brede er 4 til 6 Qvartmiil og dets hele Længde fra Elbing til Konigsberg er omtrent 45 Qvartmiil. Fra Elbing paa Havets sydligste Punkt til Pillau ved dets nordvestlige Hjorne er Afstanden derimod kun c. 30 Qvartmiil eller 180000 Fod og fra Elbing gaaer Retnings- linien til Pillau Ost 50° Nord hen. Ved Pillau er «Frische Haff» i Forbindelse med Oster- søen, men forøvrigt er det et lukket Hay, hvori en Green af Weichselfloden udmunder. Under Nordoststormen den 12te og 13de Novbr. 1872 blev Vandet i «Frische Haff» 268 22 drevet S. V. hen fra Pillau mod Elbing og blev der opstemmet af Vinden, og en Vandspeils- senkning ved Pillau vilde altsaa have indtraadt, hvis ikke «Frische Haff» paa dette Sted havde staaet i Forbindelse med Østersøen og faaet Tilleb derfra. De to Rækker af Observationer over Vandspeilsstanden ved Pillau og ved Elbing, give os derfor et udmærket Middel til at bestemme den Hoide til hvilken Vinden har opstemmet Vandet, og som Resultater af ud- forte Maalinger, skal her anfores: 1) At ved Pillau var Vandstandsheiden d. 13. Nov. 1872: Ved Døgnets Beg. omtr. 0,5‘ 0.d.V. Kl. 6 Formidd. — 0,0 — - 12 Middag — 0,0 — - 6Eftermidd. — 0,0 — -12Midnat — 05 — og 2) at ved Elbing var Vandstandshoiden d. 13. Nov. 1872: Ved Døgnets Beg. omtr. 4,25 — Kl. 6 Formidd. — 4,5 — - 12 Middag — 4,75 — - 6Eftermidd.— 4,254 — - 12Midnat — 3,5 —. Ved at betragte disse Vandstandshoider viser der sig det heldige Forhold, at Vand- standen paa begge Endepunkter omtrent har holdt sig uforandret hele Formiddagen indtil Middag, og ved at betragte Dybderne paa et Sokort over «Frische Haff» viser det sig frem- deles, at Vandspeilet paa hele Strækningen fra Pillau til Elbing omtrent har ligget i en Hoide af 13,33 Fod over Havets Bund. Med Hensyn til Vindforholdene for «Frische Haff» den 13de Novbr, 1872 vil man ifolge de derover foretagne Observationer kunne sætte Vindretningen og Vindhastigheden, saaledes som angivet i efterfolgende Tavle : Ved Døgnets Begyndelse: Vindretningen NO. t.O. med en Haslighed af 75 Fod. Klokken 6 Formiddag — ONO. med — - 75 — — 12 Middag — (07 med — 2 27/6) = == 6 Eftermiddag — OS med — - 60 — — 12 Midnat — O.t.S.3S. med — Sie Gaae vi ud herfra og legge vi Merke til at hele Formiddagen opstemmedes Vandet i «Frische Haff» mere og mere, til det om Middagen ved Vindens Dreining til ret Ost med 75 Fods Hastighed ophorte at stige, saa folger deraf, at denne Vind netop var tilstrækkelig til at holde Vandet opstemmet til en Hoide af 4,75 Fod paa en Længde af 180000 Fod, medens den var ude af Stand til yderligere at opstemme Vandet. 1 dette Tilfælde er det tydeligt, at Stromningsforholdene maa henhore under hvad vi i det Foregaaende have be- tegnet som den Iste Classe af Stromninger, og da Vandspeilet Kl. 12 var staaende, saa var 23 269 tilmed Middelhastigheden w — 0. Men da Vinden var Øst, saa var dens Hastighed i Ret- ningen af Linien Pillau-Elbing kun — 75.cos 50° — 48 Fod, og denne Vindhastighed er altsaa efter de gjorte Iagttagelser tilstrækkelig til i det givne Tilfælde at opstemme Vandet indtil 4,75 Fod paa 180000 Fod og holde det paa denne Hoide, uden at stige eller falde. For ved Hjælp af disse Observationer at bestemme Storrelsen m, ville vi i de til Iste Classe Stromninger svarende Formler (2) til (13) indsætte V=—48, h=4,75, 1—180000, w=0, H— 13,33 og m, = 0,0013.m. Det maa da forst bemerkes ifolge Formlerne (5), at vu. — Be ESV ya: 1+ 4,8Vm 1+48Vm, ®—v, a naar vi derfor sætte (7,2, ) = © erholdes : 0 4,8Vm, b 1+48Vm, (V ) Zr ) pastes aL Pu a, 4,8Vm ® pee 1+4,8Vm 155 hvoraf følger at e we V 3 b u TE sv — > Daar vi sætte u ET eller b Se dir ce Ite U ES [4 u Af 6 = —-—=Y0,013.c = 6. ge SS ————_—_— Ber V0, c = 0,036.¢ folger dernest IF Oma On og derefter e u. V Brennen (A os som i Forbindelse med Formlen (7), der kan skrives (®— v,)V1 + 22 = 26,833. væ H, giver —— A —u.V.Vi+z — 26,833 |/ 7 He 0,086 — 0,964 u (40) Ifølge Formlen (10) haves dernæst, idet w= 0, À c 1 + 2° u 1+ 2° ee ere gE ee, {+ ifolge Ovenstaaende er da 5 (0 1 + 2? 3 (0,036 + 0,964 u) = u. Fr eller (DO AE (i 2%) = u. + 28) 2 2. . . we (41) 270 24 Naar Formlerne (40) og (41) ordnes efter Potenser af u, erholdes I- V Vi + 22 + 25 or |/ à 11 == 76 ,833 |/ À He — 0,036) og 0,09 (1 +2?) = u. [I +2? —2,41(1 + 2?)]. Ved Multiplikation af disse Ligninger erholdes l= V.V1+2? + 25,807. |/ > u) 0,09(1-+2?) = 26 ss |/ 5 re — 0,036) [23 —2,41 22 — 1,41], hvoraf folger, at - V3 me (1 + 22)2 = 298,144 Le — 2,446 . 23 — 1,41.2— 0,036]. Indsettes heri de ovenangivne Verdier for V, h, I og H, erholdes: (1 + 22)? = = 0,116509 (2? — 2,446 . 2? — 1,41. 2 — 0,036). en, ; b e Af denne Ligning findes z = 11,144 og derefter w = (ch oe 0,010405 og ec, — 0,22604, b = 4,8 Vm, = 0,010514, ¢ = 4,8) m = 0,29206, Vm = 0,060845, m = 0,00370. Naar disse Verdier for /m og m sammenlignes med de Verdier, som Brunings Forsog med den pannerdenske Canal have givet, see min Afhandl. om Stromforholdene pag. 130, saa findes Modstandscoefficienten svarende til Brunings Maalninger at variere omkring den her fundne Verdi; sammenligne vi dernæst den fundne Verdi for m med Modstandscoefficienten for nye Stobejerns- og andre veludforte Ledninger, saa see vi lillige, at Havbundens Modstandscoefficient meget nær svarer til Modstanden i disse Ledninger, og der kan saaledes ikke vere nogen Tvivl om, at naar Havet ikke frembyder serlige Forhindringer mod Vandets Bevegelse, kan man sette dets Modstandscoefficient ligestor med Modstands- coefficienten for almindelige Ledninger. 1 Henhold hertil kunne vi altsaa for vore Farvande sætte: ur I LES = 96,108 og tte ur — 4,424 b 4,8 Vm, ; at 4,8 Vm ; Efter saaledes at have bestemt de forkjellige Constanter som indgaae i Formlerne for de angivne 3 Classer af Stromningsforhold, kunne vi strax bemærke, at for den Iste Classe af Stromninger haves i Almindelighed ifolge Formlen (40) A TR — 0,046 > RE) QE SRE I 26,833 . V l fel one Vi +22? 25 271 og for det Tilfælde, at Strommens Middelhastighed w — 0, hvortil ifølge det Foregaaende svarer 2 — 11,144, findes Vindhastigheden at være: (a ee NER + A, DL NEIN Te (42) Betragte vi dernest de ved Formlerne (12) og (13) bestemte Grendseverdier, hvor- imellem Vindhastigheden maa vere beliggende, for at Stromningerne skulle henhore under [ste Clazse, saa sees, at Vindhastighedens negative Grendse, bestemt ved (12) og svarende til de ved Fig. 6 angivne Stromforhold, kan fremstilles : / | = eS | eee ere ee at) hvortil svarer © —v, = 0, og ifølge (10) w—22,, idet v, = — 26,933) / À H. Vindhastighedens positive Grendse, svarende til Fig. 1, findes derimod ifolge (18) at vere: Are væ 118,7. V/ 4 ENE SEN KÆRE SEE ERNA (44) Ville vi bestemme Vindhastigheden V svarende til det særlige Tilfælde at v, = 0, see Fig. 4, da finde vi ifølge Formlerne (32) a Th V Mer NR — o DE RO) == . ee aes ee ale 20,23. |/ 7 Hog U 26,137. |/ 7 BH’; da dernest V EN — 2 falger videre, at til == 0 svarer Eos > ®, sae eet /h v = — 2481. | TH. Ved at sammenligne denne Formel med Formlerne (42) og (43) vil det sees, at naar Vinden forst har naaet den Styrke, som udfordres for at standse Vandets Lob ved Overfladen, saa behover den kun at tiltage lidt for at bevirke at w = 0; en endnu lidt storre Vindhastig- hed vil da gjøre Ÿ =v, — 0. Er Vindhastigheden negativt større end den ved (43) bestemte Grendse, saa hen- hore Stromningerne til dem af Ilden Classe; er derimod Vindhastigheden positivt større end den ved (44) bestemte Grændse, saa svarer Stromningerne til den Ilfdie Classe af Til- fælde. I det ved (44) bestemte Tilfælde er Vindhastigheden, som det vil erindres, lig Vand- speilshastigheden, der tillige er den storste Stromhastighed, hvormed noget Element af Strommen beveger sig. Under Betingelsen (44) er altsaa / I OX © =», = 118,7 V + H; da dernæst w == og = Lire og vo = 0,774 Ÿ følger let, at w = 0,9096 © — 108 Via RARE Tr BS EEE (45) Naar denne Formel, som fremstiller Middelhastigheden af en Havstrom, der upaa- virket af Vinden lober hen over Havbunden, sammenlignes med den almindelige Formel, Vidensk. Selsk. Skr., 5 Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 3. 34 212 26 hvorefter man sædvanligt beregner Hastigheden af en Vandstrom, som lober hen over en plan Ledning med constant Hastighed, saa sees det, at de nesten ere identiske. Den almin- delige Formel for Bevegelsen hen over en plan Flade af et hvilketsomhelst Fluidum, hvis Tæthed i Forhold til Vand er », kan nemlig med de brugte Betegnelser erfaringsmæssigt fremstilles saaledes : h 1 Tree 0,000086 . o ne 2 hvoraf man for o = 1 finder Lies : ih 7 = 108|/ TH: Betragte vi dernest Formlerne (32) og (33), der for Stromme af Iste Classe tjene til Bestemmelsen af Hastighederne ®, v, og v, som Functioner af Vandspeilsfaldet, Vand- dybden og Vindstyrken, saa finde vi, naar vi indfore Verdierne: 1+5\? 1 2 b = 0,01051, et — 96,108, Ep 4,424 , I) +( DR 1) | — 9256,319, b c ce 2 2 00 2 Hs (4°) eS) | — 97,284, l at Formlen (33) kan skrives: 2 k 97,284 (V—v,) = 96,108 V — 4,424. V (2581,58)?. 7 H— V?, hvoraf 1,176 V + 4,424 VV (2581,58)2 - H— vp? D = —— nou de Oe (46) 7} Af denne Ligning i Forbindelse med den sidste af Formlerne (32) folger: / h 0,166 V + 4,470. V (2581,58)? . Paz y? = —— Ovi we RE (47) og endelig, af den anden Formel (32): UNTER. ee Are Ae (48) Efter saaledes at have fremstillet de numeriske Formler til Bestemmelsen af Havets Stromningshastighed for det Tilfælde, hvor Vandbevzgelsen henhører under Stromninger af Iste Classe, ville vi dernæst søge de tilsvarende Formler for Stromninger af Ilden Classe. Betragte vi de dertil svarende Formler (34), (35) og (36), og sætte vi for Kortheds Skyld C.V = 0,29206.v, = U, saa kan Formlen (36) skrives: 96,108 (u? + a2)? + u3 ‘ u? + a?. ; Men da u? stedse er meget lille imod 96,108 (u? + a?)?, kan Ligningen med en stor Grad af Tilnermelse skrives: — 0,29206 . V+ u = 28,07. Vu? +a?. —c.V+u = ec 27 273 Oploses denne Ligning med Hensyn til u og bemærkes derved at x er negativ for alle mulige Verdier af V, saa finde vi u = — 0,00037. V — V 0,0001085 . V? — 720,91. u og deraf Hastigheden: Vo = — 0,012. V—0,0357|, V2 — 6644372. 2 a ee ow et 6 (49) Naar v, er bestemt af denne Formel, findes først © af Formlen (35) og derefter v, af den anden Formel (34) saaledes: (0,292 . vy)? SR NE En 2 h ) D NEY aa ma RAs hal ALI (50) wy yee DE 0,01051 . V | 2 1,01051 Ved Hjælp af de saaledes bestemte Størrelser vy, © og v, lade Stromforholdene af Ilden Classe sig udlede ifølge Formlerne (14) til (22). For endelig paa lignende Maade at kunne bestemme Stromforholdene af Ifdie Classe ved Hjælp af Formlerne (23) til (30), staaer der nu kun tilbage at angive de numeriske Formler til Beregning af Stromhastighederne v,, © og v, for denne Classe af Tilfælde. 26,833 : i a h h o sl . = oS =: — 9) a — Ä Til den Hensigt bemerkes forst at, da 6 = 0,01061° 7 H = 2553.5 I, kan Formlen (38) skrives: ‘eee | Lehe EEE (51) (V—»,)? + (2553)? ZH : 3 0,0465 |(V — v,)? + (2553)? len — 0,01051 .(V—v,)3 Naar v, er bestemt af denne Ligning, findes v, og © henholdsviis af den Iste og 2den Ligning (37) saaledes: ’ re Da 0,036 | (V—v,)? + (2553)? J.H ) i ee > v = 0,0465 |, (V—v,)? + (2553)?. fa | 274 28 I de Tilfælde, hvor v, kun er lille imod V, hvad meget hyppigt finder Sted, kunne Formlerne (51) og (52) tilnermelsesviis skrives: / 3 0,0465 |/ (re + 25534) — 0,01051 . V8 Ne h V2 + (2553)? TH . . (53) : — eee fis z= Dre 036 V y? + (2553)? +H, D = 0,0465 / V2 + (2553)? 11 Hermed maa den stillede Opgave: At bestemme de Stromninger i Havet, som frem- kaldes ved Vindens Kraft, betragtes som lest, og dette endog paa en fuldkomnere Maade end jeg oprindelig havde Syn for. Det er nemlig indlysende af hvad jeg i det Foregaaende har udviklet, at saasnart blot Havets Dybde 7, dets Vandspejlsfald =, samt Vindhastig- heden V ere bekjendte, kan man ikke alene ved Hjælp af Formlerne (43) og (44) afgjore til hvilken Classe af Stromningsforhold de stedfindende Vandbevegelser henhore, men tillige ved Hjælp af de øvrige udviklede Formler neiagtigt bestemme Stromhastigheden, saavel i Havets Overflade, som i en hvilkensomhelst Dybde derunder, tillige med Havstrømmens Middelhastighed og dens Vandføring. ; Driver Vindens Kraft Havet op mod Land og holder den Vandet opstemmet der- imod til en bestemt Hoide, saa kan man ved Hjælp af Formlen (42) bestemme Vindens Hastighed eller Styrke, og kjende vi omvendt Vindens Kraft, Havets Dybde og Udstrækning, saa kunne vi ved Hjælp af denne Formel angive, til hvilken Hoide Vinden ved en given Vindstyrke vil kunne opstemme Vandet imod Landet. Det var med Udsigten til den Mulighed, ved Hjælp af Erfaringerne fra Stormfloden af 13de Novbr. 1872, at blive sat i Stand til, for ethvert Punkt af vore Kyster forud at be- stemme, hvilket Værn vi bør tilveiebringe for at sikkre Landet mod Oversvømmelser af fremtidige Stormfloder, som bragte mig paa Tanken om at samle de Kjendsgjerninger, som det nævnte Naturfenomen har bragt for Dagen, og det er mig en stor Tilfredsstillelse i denne Af- handling at have kunnet paavise, at Opgaven kan løses paa en ret tilfredsstillende Maade. Jeg har allerede paaviist at den fremstillede Theori er. i fuld Overeensstemmelse med de bekjendte Love for Fluiders Bevægelse i almindelige Ledninger, og jeg vil i en følgende Afhandling faae Lejlighed til at paavise, hvorledes den ogsaa finder Bekræftelse ved de mange forskjellige Naturphænomener, som Stormen den 13de November 1872 frem- kaldte i Havet. Magnetiske Undersøgelser C. Christiansen. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, nalurvidensk. og math. Afd. XI. 4. Kjebenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1876. Tele A: | i TY TEDE NEN bs : ur | Ba: x wf D e - FA] * ta . ii er 7 id Mit SE 2 bike opr? I. ills Den magnetiserende Kraft kan vere af forskjellig Natur. Man kan benytte Jordens magnetiserende Kraft. Dens Størrelse er constant for en større Strekning. Naar et - Legeme paavirkes af den, er alle dens Punkter underkastede den samme Kraft. Er Jord- magnetismens Intensitet H, og betragtes en lille Deel dv af Legemet, saa vil der i en Rumenhed opstaa et magnetisk Moment M— KH og Momentet af dv vil vere dM= KHdv. Alle de andre Dele ville hver for sig magnetiseres paa samme Maade. Til denne directe Magnetisering foies nu den der hidrerer fra de ovrige Dele, den hele Magnetisering kan beregnes og dette er gjort af flere, forst af Poisson, senere af Green, Kirchhoff og flere. Men den magnetiserende Kraft kan ogsaa vere af en anden Natur; idet den vesent- lig kan virke paa et enkelt Punkt af Legemet; dette Punkt vil altsaa blive magnetisk, denne Magnetisme vil virke paa de ovrige Dele af Legemet og disse igjen paa hinanden. Dette sidste Tilfælde er i en vis Forstand det simpleste, da det forste fremkommer ved succes- sive at lade alle Punkter af Legemet blive paavirket af den samme Kraft; men for den mathematiske Behandling forholder det sig omvendt, og dette sidste er vel Grunden til at man som oftest har undersogt Virkningen af constante magnetiserende Krefter. 2. Naar et magnetisk Legeme underkastes Indvirkningen af en magnetiserende Kraft, antager det efter en kort Tid en vis magnetisk Tilstand; gjennem hvilke Stadier det gaaer inden denne Tilstand naaes, er hidtil ikke videre bekjendt. Til Undersøgelsen herover egner sig vel iser den sidste af de forannævnte Magnetiseringsmethoder. Jeg har derfor anvendt den, idet jeg til mine Forsog benyttede Jernstenger, hvis Lengde var betydelig i Forhold til Diameteren, saaledes at de kunde betragtes som uendelig lange. De magnetiseredes med en kort Traadrulle gjennem hvilken der lededes en electrisk Strom.. Denne Strom virker kun paa de Dele af Stangen, som ere i og tet ved Rullen; de ovrige Deles Magne- tisme kan ikke i nogen vesentlig Grad afhenge af den directe Indvirkning fra den mag- netiserende Strom, men derimod fra de Dele af Jernet, som ere i Rullen. Eller med andre Ord: Vi have her et Legeme, som er underkastet en magnetiserende Kraft // paa et Punkt, og deraf skal man finde Tilstanden i Stangens øvrige Punkter.; 35% 278 4 3. Den kan bestemmes paa to Maader, enten ved den frie Magnetisme i hver Lengde- enhed eller ved det magnetiske Moment i samme. Den frie Magnetisme kan maales ved den Vægt, som en Overfladeenhed kan bere; er den F, saa er den frie Magnetisme VP. Denne Methode er vel ret bekvem, men kan dog neppe give nogen stor Noiagtighed og kan heller ikke udstrekkes til store Længder. Til den anden Methode anvendes en Traad- rulle, som sættes i Forbindelse med et Galvanometer. Skydes Traadrullen over den Deel af Stangen, hvis Moment skal findes, saa vil Inductionsstrommen i den give et relativt Maal for Momentets Storrelse. Disse to Methoder maa fore til samme Resultat. Thi er Momentet i Punktet A m‘, i B m“, saa er den frie Magnetisme mellem A, B, m’— m”, m'— m" ss ee A: kaldes A’s Afstand fra Magnetiserings- rullen 2’, B's Afstand fra samme x”, saa er den frie Magnetisme paa en Lengdeenhed m! — mi! : dm een eller naar man gaaer til Grendsen — ae a —— 2 da den frie Magnetisme paa en Lengdeenhed 4. I Comptes Rendus for Januar 1874 findes nogle Forsog af Jamin over Magne- tiseringen af en lang Jernstang. Han benyttede den forste af de angivne Methoder og finder derved at den frie Magnetisme aftager eftersom man fjerner sig fra Magnetiserings- rullen. Bestemmes den frie Magnetisme i Punkter, der ligge i lige Afstande fra hinanden, saa danne de tilsvarende Mengder af fri Magnetisme en geometrisk Række. Kaldes Af- standen fra Rullen til det undersøgte Punkt x, saa bliver den frie Magnetisme m bestemt ved ih) == (ha. hvor h og a ere Constanter. Fuldstændig tilfredsstiller dette Udtryk dog neppe Forsøgene, som snarest vise hen til en Formindskelse af a med yoxende x. 5. Til mine Forsøg benyttede jeg en Jernstang 6” lang og 19”” i Diameter, med cirkulert Gjennemsnit. En saadan Stang kan betragtes som uendelig lang, naar Forsogene foretages i Nærheden af dens Midtpunkt, hvilket sees ved at foretage de samme Forsøg paa forskjellige Steder; dette havde ingen Indflydelse paa Resultatet, naar man blot var 3 til 4 Fod fra den nærmeste Ende. Denne Stang omgaves med en Magnetiseringsspiral ; Strommen, der lededes igjennem den, maaltes ved en i stor Afstand opstillet Tangens- boussole. For at finde Momentet i et Tversnit af Stangen anbragtes en anden Rulle, Inductionsspiralen omkring den. Som Inductionsspiraler anvendtes Ruller med 100 til 1000 Vindingerj efter Omstændighederne for at kunne maale forskjellige Stromstyrker. Strommen fra Inductionsrullen maaltes paa et Electrodynamometer; den bevegelige Rulle i dette var forsynet med Speil, og Udslagene maaltes paa sedvanlig Maade. Inductionsstrom- men lededes gjennem den bevegelige Rulle. Gjennem den faste Rulle lededes Strem- men fra et Batteri, hvis Styrke var afpasset efter Inductionsstrommen i hvert Tilfelde. 5 279 6. Momentet i Stangen i forskjellige Afstande fra Magnetiseringsrullen maaltes nu paa folgende Maade: I Stromledningen for den magnetiserende Strøm indskjedes en Stromvender. Ved Hjælp af den magnetiseredes og afmagnetiseredes Jernstangen flere Gange, da det viste sig at det var nodvendigt for at opnaa overeensstemmende Resultater. Efter at Strommen derefter var sluttet i en Retning, afbrodes den og sluttedes strax efter i den modsatte Retning. Derved fremkom i Inductionsrullen en electrisk Strom svarende til det dobbelte af Stangens magnetiske Moment. Dette gjentoges flere Gange for for- skjellige Punkter af Stangen, og Resultaterne ere angivne i de folgende Tabeller. eller den var i Derfor aflæstes for hver Omvending af den magnetiserende Strom Udsvinget til begge Sider; Ditferensen I Dynamometret finder ingen Dempning af Svingningerne Sted; hvert Fald saa ringe, at den kun kunde bemerkes efter flere Svingninger. mellem dem gay saa Maalet for Momentet. Forst stilledes Inductionsrullen i en Af- stand af 200”” fra den nærmeste Ende af Magnetiseringsrullen, Magnetiseringsstrommen / Derefter flyttedes Inductions- rullen bort til en Afstand af 400”” fra Magnetiseringsrullen, de samme Forsøg foretoges vendtes om tre Gange og for hver Gang iagttoges Udslaget. som for og saaledes videre, indtil Udslaget blev saa lille at det ikke kunde maales med tilstrækkelig Noiagtighed. Alle Forsøgene gjentoges derefter i den modsatte Retning, be- gyndende ved det yderste Punkt og endende i 200”” Afstand fra Magnetiseringsrullen. Som Exempel anføres Forsøgene fra 14. Mai 1874. -— Afstanden mellem Midten af Induc- tionsspiralen og Magnetiseringsspiralens nærmeste Ende er betegnet med x, den magneti- serende Strom med /, Inductionsstrommen med 7, de aflæste Inddelinger paa Maalestokken tilvenstre og tilheire med A og B. i Middel Middel Middel SNO Ae eB) BA oe ING, ÅL NB BSA z No. A B B=A 200 1 92 946 1000 5 370 669 1800 9 474 562 91 947 369 669 477 559 91 948 370 668 479 558 22 100 936 18 369 667 14 475 561 98 940 368 667 417 559 96 939 370 666 476 561 Middel 94.5 942.5 847 369.5 667.5 298 476.5 560 83.5 400 2 195 843 1200 6 405 632 2000 10 492 544 195 843 407 630 493 543 196 842 406 631 493 545 Die 200 sat 17 405 632 13 493 545 198 839 403 633 492 546 200 837 405 631 493 544 Middel 197.5 840 642.5 405 631.5 226.5 483 544.5 51.5 280 6 Middel Middel Middel NO A PRE z No A B B-A x. No. A BBA 600 3 265 - 774 1400 7 434 603 2200 11 499 538 271 768 435 603 50188535 271 768 434 603 501 536 20 270 770 16 431 605 12750182335 268 768 432 603 502 535 212, #165 432 605 502 536 268 797 Ar så za He 269.5 768.5 499 433 603.5 170.5 SO BS 8002 327 112 1600 8 456 580 325 714 457 579 324.215 457 580 LOM ie 18 15 455 581 SPA Til! 456 580 925 li! 457 579 324.5 712.5 388 456.5 580 123.5 7. Resultaterne af denne Række Forsøg ere sammenstillede i de folgende Tabeller. I disse er foruden Inductionsstrommens Styrke tillige angivet Forholdet mellem Strom- styrkerne for to paa hinanden med et Mellemrum af 100 eller 200”” fra hinanden liggende Punkter. Dette Forhold er betegnet med g, naar Afstanden er 100", med g, naar den er 2007". Tab. I. J) = Ft au z 9ı 4a 100 803 1,38 200 581 1,36 300 Aare ar 1,87 400 311 1,42 500 219 1,40 1,98 600 157 1,40 700 112 i 1,47 2,07 800 16 04] 7 | 281 Tab. IT. HE 18800 z y gi vB 400 | 593 1,19 | 500 496.5 Ibe ET 600 | 424 118 | 700 COM OS FC ARE 140 800 | 3025 | 1,16 900 2595 | 119 | 1,39 1000 | 218 | 1» | 1100. | 181 | Zu | 145 1200 | 150 las | 1300 1205 | 1,24 1,55 1400 | | | Tab. IH. | I = 19°30! 127252, ©) 77235540 | I 2 ? qs w VE ı q2 I II 200 | 692.5 1,34 297.5 1,844 | 847 1,32 400 | 517 1,34 689.5 1,29 642.5 1,29 600 | 387 1,4 532.5 1,29 499 1,29 800 288.5 1,34 43 | 1,20 388 1,30 1000 215.5 sa hot 298 1,32 1200 156.5 1,36 237 | 10 | 9226: 1,33 1400 115 1,50 170. 1,12 170.5 1,38 1600 76.5 1,58 120 148 | 1235 1,18 1800 | 485 81 | 83s 1,62 2000 a | | 515 1,51 2200 | | 85 | 8. Ved noiere at betragte de med g, ogg, betegnede Rubrikker seer man, at de i dem opførte Størrelser ikke afvige meget fra hinanden for hver Stromstyrke for sig. I det hele taget voxer g, med z, hvilket snarest maa hidrøre fra at g, voxer, naar det magne- tiske Moment aftager. Det simpleste vilde vere at antage, at 9, kun afhænger af Momen- tet i Stangen, forsaavidt de undersogte Punkter ligge saa langt fra Magnetiseringsrullen at dennes directe Indflydelse er forsvindende. For at undersoge dette stilledes Inductions- 282 8 rullen 600%” fra Magnetiseringsrullen, og Udsvingene maaltes nu for forskjellige Verdier af den magnetiserende Stromstyrke. Paa denne Maade fandtes: T — 3° 6°10° 12°45 19°52 28°0 37°40! 45°40 i— 25 115 425 732 972 1184 1252. Ved Hjælp af de foregaaende Tabeller er den neste beregnet. Tab. IY. l 1 2 | 3 4 5 = - — —— = le - — —————_——— a | 390" 1823071923077] 272522 35°40! | 1.4 4 = mes A1 se) Een 200 92. 5e 1281 1687 1935 400 49, 640 957 1254 1475 600 25 457 716 969 1140 800 12 326 573 Toi 887 1000 235 399 576 681 1200 161 290 | 431 518 1400 104 212 310 389 1600 142 219 282 1800 90 147 191 2000 118 2200 79 Fig. 1. 2000 1200 it 600 1000 1400 1800 2200 9 263 Disse Resultater ere fremstillede i Fig. 1. Abscesserne forestille « d.e. Afstanden fra Magnetiseringsrullen til Inductionsrullen, Ordinaterne det magnetiske Moment. Momen- tet aftager hurtigt i Nærheden af Magnetiseringsrullen, nærmer sig derefter asymptonisk til æ'axen. Betragter man to af Curverne, f. Ex. 30g4, vælges Punkter af dem som have samme Ordinat og maales deres Abscissér, saa vil man finde næsten den samme Differens imellem dem, hvilken Værdi af Ordinaten man end benytter. Curverne 3 og 4 kunne altsa bringes til Dækning ved at forskyde dem i en med «’axen parallel Retning. Dette viser at Curverne ere identiske og det samme gjælder om de andre Curver. Men dette kunde forudsees; thi naar man betragter Punkfer af Stangen, der ere i nogen Afstand fra Mag- netiseringsspiralen, kan Momentet i et Punkt kun vere afhengig af Momentet i de ner- meste Punkter. 9. Herved er det saaledes bevist at det magnetiske Moment z kun med Tilnærmelse kan fremstilles ved et Udtryk af Formen ine De foregaaende Tabeller vise nemlig tydelig nok at g har et Minimum i nogen Af- stand fra Magnetiseringsspiralen og den synes at voxe bestandig naar man gaaer lengere bort. Hr. Docent Lorenz har meddeelt mig Resultatet af en Beregning af det nerverende Tilfælde, under Forudsætning af at det magnetiske Moment i et Punkt er proportionelt med den i dette Punkt virkende magnetiserende Kraft. Man tenke sig en uendelig lang Jern- stang med et cirkulært Gjennemsnit af Radius À. En cirkulær Strom med Radius À, og Styrke s tjene til at magnetisere den. Dennes Plan staaer lodret paa Stangens Axe og dens Centrum ligger i Axen. Momentet i en Volumenenhed i en Afstand x fra Strommens Plan er da udtrykt ved dose VRE À forudsat at baade a og = ere smaa Storrelser. a afhenger af Magnetiseringsconstanten X og er forbundet med den ved Ligningen i 1 2 d = 52: er 5772 ee BS 05772: Efter denne Beregning aftager altsaa Momentet efter den ved Forsogene fundne Loy. At dette i det Hele altsaa er rigtigt, kan ikke betvivles, men Forsegene vise aldeles tydeligt, at Momentet aftager desto sterkere jo lengere vi komme bort fra Magnetiseringsrullen, Magnetiseringsconstanten kan altsaa ikke vere constant. Detle er imidlertid ogsaa vel bekjendt. 10. Den frie Magnetisme i et Punkt af Stangen findes ved at differentiere Momentet med Hensyn til Afstanden x fra Magnetiseringsspiralen. Kaldes den w, saa bliver y ogsaa Vidensk. Selsk. Skr., 5 Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 4. 36 234 10 proportional med 9; det samme har Jamin fundet, han har dog ikke udstrakt sine Forsøg saa vidt som jeg og har derfor ikke seet at denne Lov ihvertfald kun gjælder for Punkter for hvilke x er større end en Meter. 11. Hovedaarsagen til at Magnetismen ikke aftager efter nogen simpel Lov ligger naturligviis forst i at der ingen Magnetiseringsconstant findes, eller som man siger, at Jernet kan blive mettet med Magnetisme. Men tillige er der her et andet Punkt at legge Merke til, og dette er den saakaldte remanente Magnetisme; den Del af Magnetismen, som bliver tilbage, efter at den magnetiserende Kraft har hort op at virke. At det er muligt at der kan blive saadan Magnetisme tilbage, kan ikke forklares af den almindelige Theori for Magnetismen og det bjælper ikke i den Henseende at lade Magnetiseringsconstanten af- henge af Momentets Storrelse. Det er en bekjendt Sag at korte Jernstenger tabe nesten al deres Magnetisme, naar den magnetiserende Kraft ophorer at virke; derimod bevares den lenge i ringformige Electromagneter, som det f. Ex. sees af at en Electromagnets Anker kan bere en betydelig Vegt efter at den magnetiserende Strom har hort op at virke. Disse Forhold undersøgte jeg nærmere paa folgende Maade: Den Traadrulle, der benyttedes som Magnetiseringsrulle, havde to Traade om sig, en mindre og en ydre. Gjennem den ydre Traad lededes den magnetiserende Strøm; den indre, hvori der ved Strømmen og den i Jernet fremkomne Magnetisme induceredes en Strom, stod i Forbindelse med den bevege- lige Rulle i Dynamometret. Den af Magnetiseringsstrommen frembragte Inductionsstrem var saa svag at den neppe kunde iagttages paa Dynamometret, Inductionsstremmen kunde derfor betragtes som et Maal for det magnetiske Moment. Denne Rulle anbragtes nu paa Midten af 4 forskjællige Jernstenger, hvis Lengder vare 6000", 1255, 627 og 1637, Diametren 19”=. I det den magnetiserende Strøm aabnedes, gjorde Dynamometret et Ud- slag A, som tjente til Maal for den opstaaende Magnetisme; i det den afbrydes og sluttes i modsat Retning, fik man et nyt Udslag B. Dette hidrører fra den Deel af Magnetismen, som var bleven tilbage, og desuden fra den nye Magnetisering, som Stangen modtager, der igjen er den samme som den Stangen vilde have faaet, hvis den iforveien var magne- tisk. A+ B er da et Udtryk for det Dobbelte af Stangens Moment, naar den er under- kastet den magnetiserende Krafts Virkning. DB — A er et Maal for det Dobbelte af den remanente Magnetisme. Tab. Y. Stromstyrke = 420. | B—A A B BA UB EAR LD | BHA 6000mm | 413 640 | 1053 227 9,22 1255 396.5 | 4845 881 | 88 0,19 627 313 333 646 20 0,031 163 117 116 233 =4 0,00 11 285 Tab. VI. Strømstyrke 19°. | Bed A B B+A | B—A | —— i BA 6000 182 274 456 | 92 0,020 1955 1305 | 1845 | 315 | 54 0,17 627 | 109 119.5 228.5 105 | 0,046 163 425 | 43 85.5 05 0,00 Ved de i Tab. V. og VI. angivne Forsøg gik den samme Strom igjennem Dyna- mometrets faste Rulle, de kunne altsaa directe sammenlignes med hinanden. I den sidste Rubrik, som er overskreven er angivet Forholdet mellem den remanente Magne- B—A B+A’ tisme og den hele Mengde af Magnetisme; medens i den med B—A overskrevne Rubrik selve den remanente Magnetisme findes. Det sees deraf, at den lange Stang i begge Hen- seender beholder den storste Mengde af Magnetisme tilbage; gaaer man til de kortere Stenger, saa seer man, at der baade absolut og relativt bliver mindre og mindre Magne- tisme tilbage. Den sidste Stang, hvis Længde er 163””, beholder slet ingen Magnetisme efter at den magnetiske Strom har hort op at virke. Heraf skulde man nermest slutte, at den remanente Magnetisme i hoi Grad afhænger af Stangens Form, saaledes at Stenger, hvis Lengde er stor i Forhold til deres Diameter, beholder en stor Mengde Magnetisme efter at den magnetiserende Kraft har hørt op at virke. 12. En Bekreftelse herpaa faaes ved at stille den magnetiserende Rulle paa Enden af Stengerne og forovrigt udfore Forsegene ligesom foran. Derved fandtes folgende: Tab. VIL Stromstyrke 42°. N | B |B4A | BA | | | 6000 1494 | 147 | 2965 | — 25 1255 138 | 144 | 2825 | + 5s 627 | 137 | 140.5 277.5 + 3.5 163 | 100 | 102 | 202 | +2 | I 36* 286 12 Tab. VILE, Stromstyrke 19°. A B B+A | B—A 6000 51 52 103 | +1 1255 48.5 51 | 995 | +25 627 475 | 485 96 JL. At 163 | 37 35.5 a Se Disse Forsøg ere ogsaa udførte med den samme Strom gjennem den faste Rulle og kunne directe sammenlignes med dem i Tab. V. og VI. Man seer, at den remanente Magnetisme i alle disse Tilfelde er forsvindende, som man maatte vente det. Da den tem- porere eller hele Magnetisme, hvilket her er det samme, omtrent er eens for alle tre lange Stenger, saa maa Stængerne vere eensartede i magnetisk Henseende. Man kunde tro, at Lengden kunde have nogen Indflydelse, men dette er ikke Tilfeldet i nogen hei Grad; Forklaringen deraf ligger vel i at den anden Ende i dem alle er saa langt borte at de for- holde sig som om de vare uendelig lange. Anderledes sterkt virker Lengden ind paa Momentet, naar Rullen settes paa Midten. Dette kunde synes underligt, men det ligger vel i at her er Endernes Afstand kun halv saa stor. 13. Ved disse Forsog viste der sig vel ingen remanent Magnetisme ude i selve Enden af Stangen, men den fandtes da lengere inde paa Stangen. For at vise dette stilledes Magnetiseringsrullen yderst ude paa Enden af den 6000”” lange Stang, i en Afstand af 200 til 1400”” fra Enden af Stangen stilledes en lille Inductionsrulle, Strommen i denne maaltes paa Dynamometret. Man fandt da folgende: Tab. IX. Stromstyrke — 45°. fa eaten B | BraA|/ BA) 9 200 | 398 4495 | 8405 | 445 1,54 400 | 245.5 300 5455 | 545 | 1,50 600 | 148 215 363 67 1,52 800 88 151 239 630 ets 1000 | 52 110 162 58 | Ler 1200 | 28 69 97 4 1,60 1400 16.5 44 60.5 27.5 13 287 Tab. X. Stromstyrke = 20°. | A | B |B+A|B—A| 9, en | = — omme mm re så mee | | | 200 | 16 | 1295 245.5 Tara 1562 400 | 65 87 152 22 1,68 600 | 36.5 54 905 | 175 1,77 800 18.5 32.5 51 14 | 242 1100 7 17 24 10 Tab. XI. Stromstyrke = 12°20. i : ABBA) BA) g, 200 71 78 Ea eee 1,72 400 37.5 49 865 | 115 1.92 600 17.5 OS er a | 10s as 800 8:5 15 235 | 65 | De i Rubrikken B + À angivne Udslag vise hvorledes det magnetiske Moment af- tager henad Stangen, naar man fjerner sig fra Enden af den og dermed ogsaa fra den magnetiserende Rulle. Ogsaa her seer man at q, tilnærmelsesviis er constant, Momentet aftager efter den samme Lov som for, da Rullen var midt paa Stangen. g, er dog ogsaa her sterre, naar Momentet bliver mindre, hvilket ogsaa stemmer overeens med det Fore- gaaende. Med det remanente magnetiske Moment forholder det sig ganske anderledes. Dette er som vi saae i det foregaaende Stykke 0 ved Enden af Stangen. Det sees nu af de foregaaende Tabeller at voxe fra Enden af og naae et Maximum i en Afstand af 4 til 600”” fra Enden. Man kan altsaa ikke slutte sig fra det hele Moments Størrelse til det remanente, det viser sig ogsaa heraf i hvor hei Grad Stangens Form indvirker paa Mo- mentets Fordeling. 14. Til Bekreftelse af det foran i 13 fundne, at der kun i Stenger, hvis Lengde er stor i Sammenligning med Diametren, findes remanent Magnetisme, udførtes en lignende Række Forsøg med en Jernstang af en Diameter paa 10””. Dens hele Længde var 12557”. Magnetiseringsrullens ydre Traad forbandtes igjen med den magnetiserende Strom; den indre med Dynamometrets bevegelige Rulle, Magnetiseringsrullen stilledes bestandig midt 288 14 paa Stzngerne. Forst gjordes Forseg med hele Stangen. Den blev derefter savet over i to ligestore Dele, af hvilke den ene Halvdeel atter blev halveret og denne sidste endnu engang halveret. Paa denne Maade var jeg sikker paa bestandig at have den samme Sort Jern. Resultaterne vare: Tab. XI. Stremstyrke — 40°. Stangens | | | B—A ‘oe A | B B+A | B—A | Bra 1255 225 352 511 127 0,22 627 2495 33 553 54 0,10 313 227 29) 457 3 0,01 1% | 119 122 240 3 On i | Stremstyrke — 19°. 1255 111 221 332 110 0, 627 131 167 298 34 0,12 313 91 99 187 5 0,93 156 47 485 | %5 15 | Om Disse Forsøg fore altsaa til det samme Resultat som de foregaaende; jo længere Stengerne vare, desto mere remanent Magnetisme er der i dem. Absolut taget aftager den remanente Magnetisme med Stremstyrke, men i Forhold til den hele oprindelige Mag- netisme aftager den, naar Stromstyrken tiltager. Dette sidste kan forklares saaledes. Vi have seet at g er desto større jo svagere den magnetiserende Strom er. En Jernstang der forholder sig som om den var uendelig lang, med Hensyn til en svag, magnetiserende Kraft vil derfor maaske ikke gjere det med Hensyn til en sterkere Kraft. Naar Kraften er svag vil den derfor ogsaa med Hensyn til den remanente Magnetisme forholde sig som en len- gere Stang, det er, den vil beholde mere remanent Magnetisme. 15. Dette fandt jeg bekræftet ved flere Forsøg. En Jernstang No.1 6557" lang med 19”” Diameter magnetiseredes som for, en anden Stang No.2 af samme Størrelse behand- ledes paa samme Maade, endelig lagdes de begge to ind i Magnetiseringsrullen og For- segene gjentoges. Derved fandt jeg: 15 289 Tab. XII. Stromstyrke 43°. | | B—A A | aera Roy y Etes | i | | B+A No. 1 131.5 156 287.5 | 245 0,085 No. 2 133 157.5 290.5 24.5 0,084 No.log2 234 265.5 | 499.5 31.5 0,063 Det remanente Moment for begge Stenger er altsaa forholdsviis mindre naar to Stenger magnetiseres paa engang end for hver af dem, de forholde sig altsaa som een tykkere Stang. Dette forklares af deres Indvirkning paa hinanden, idet de søge at afmag- netisere hinanden. Det er altsaa ganske det samme som man seer ved Stenger af ulige Diameter, men med samme Længde. Kaldes Forholdet mellem den remanente og den hele Magnetisme a, saa give de foregaaende Forsog: Tab. XIV. Stenger af 1255”” Længde. | a for | a for Diameter. Stremstyrke | Stremstyrke | 49°44, | 19°. 19mm | 0,10 | 0,17 10mm | 0,22 | 0,33 | Stænger af 627”” Længde. 19mm ; 0,031 0,046 10mm 0,10 | 0,12 16. For at vise Fordelingen af den remanente Magnetisme paa en meget lang Jern- stang udførtes en større Række Forsøg med den foran omtalte 6000”” lange Stang. Mag- netiseringsrullen stilledes omtrent midt paa Stangen, en Inductionsrulle forskjodes henad denne ligesom ved de foregaaende Forsøg og jeg maalte Inductionsstremmen ved at lede den ind i Dynamometrets indre Rulle. Af Forsøgene udledes ligesom foran den totale Magnetisme og den remanente. Den forste er angivet i den forste Tabel, den anden i den anden. 290 16 Tab. XY. Total Magnetisme X == | | | | Strøm | 200 600 | 1000 | 1400 | 1800 | 2200 | 2600 | | | 7 3°0 88.5 25 6 6 6°10 | 302 115 aoe) 10 5 12°45 | 804 495 DO ee | eg 4 19°52 | 1331 732 399 206 90 | 30 10 3 28°0 | 1709 972 547 2890 B80) 2500 16 24037040 | 2041 1185 695 | 379 | 178 72 25 1 45°30 | 2250 1252 784 456 229 88 | 3 Remanent Magnetisme. ig I a | 3 ili TE | i Tr 7 30 | 305 13.5 4 6 6°10 | 8 51 21.5 6 5 12°45 296 240 146) 6 30 4 19°52 | 512 | 405 | 270 165 79 27 = NT 3 2890 674 | 534 | 381 233 111 46 15 2 37°40 806 664 495 299 152 66 23 1 45°30 867 659 516 | 849 193 80 | 32 "600 1000 1500 2600 17 291 Disse Forsøg ere fremstillede graphisk i Fig. 2. Ordinaterne ere den ved Magne- tiseringen fremkomne Inductionsstroms Styrke; Abscisserne Værdien af 2 i Millimetre. De fuldtoptrukne Curver svare til den hele Magnetisme, de punkterede til den remanente Magnetisme. 17. En Række lignende Forsøg udførtes med en Jernstang 1255”” lang med en Dia- meter af 19”=. Magnetiseringsrullen stilledes paa Midten af den og en Inductionsrulle i Afstande fra 100 til 500”” fra den ene Ende. Sattes den ude paa Enden af Stangen, var Inductionsstremmen 0. Forsøgene udførtes iøvrigt fuldkommen paa samme Maade som foran og gav folgende Resultater: Tab. XVI. Total Magnetisme. | Strøm 100 | 200 | 300 | 400 | 500 | I | | 1 | 6°15 13 ST He 168 100 nl, LEO RE 4 97 151, | 218 | 285 3. | 20°8 | 108 181 273 | 381 506 4 | 2899 165 | 297 | 440 601 797 5 | 36940 | 203 | 374 | 555 752 984 6 | 48°45 240 423 | 635 852 1114 | | | Remanent Magnetisme. | 5 1 615 | 5 10 15 20 22 2 | 1955 | 419 35 44 55 59 3 | 208 | 99 an, \2 0 73 82 A 82820 MM 38. ce), |i, 88 97 97 Bid sess Zr MT 104 106 6 | 4845 | 47 | 69 87 111 123 | Vidensk. Selsk. Skr., 5 Rakke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 4 2 37 292 18 IL. 1. Vi have i det foregaaende seet, hvorledes Magnetismen fordeler sig i enkelte Til- fælde paa en Jernstang. Det skal nu undersoges, hvorledes det gaaer medens denne Til- stand fremkaldes. Det er da nodvendigt at kunne finde Momentets Storrelse i forskjellige Punkter af Stangen til givne Tider efter at den magnetiserende Strom er sluttet og aabnet. Lader os saaledes betragte Forholdene ved Afmagnetiseringen. Den magnetiserende Strom aabnes i et Oieblik, som vi ville betegne ved ¢,. Der opstaaer da i en Inductionsrulle en Inductionsstrem, hvis Intensitet i Tiden ¢, er 0. Den stiger derefter en kort Tid for saa igjen at aftage. Til Tiden ¢ er der gjennem Inductionsrullen gaaet en Strom, hvis samlede at Styrke er \ i dt. For at maale denne Størrelse maa Ledningen fra Inductionsrullen til Jty Dynamometret afbrydes i Tiden ¢. Det gjælder altsaa om først at aabne Magnetiserings- strømmen og saa efter en vis Tids Forløb at aabne Inductionsstrommen. Dette blev op- naaet paa denne Maade: Fig. 3. I en vandret Træplade dannedes 4 Fordybninger AA, B B,, som fyldtes med Qveg- solv, saaiedes at Overfladen deraf stod lidt over Randen af Fordybningerne. I B og B, dyppede de to Ender af den magnetiserende Stroms Ledninger, i A og A, Enderne af Led- ningerne for Inductionsstrommen. To tynde Kobbertraade m og n forbinde A og A,, Bog B, ledende med hinanden. Naar n tages bort, ophorer den magnetiserende Kraft at virke paa Stangen; den derved fremkomne Inductionsstrom gaaer da gjennem m til Dynametret. Dy- namometrets hele Udslag giver da Maalet for det magnetiske Moment i Stangen. For at faae Momentets Størrelse en given Tid efter at er taget, bort, maa m fjernes i dette Qieblik. For at opnaae dette ere m og n befæstede til en Silketraad. Trekker man denne til sig ved p, vil forst n og derefter m blive taget bort; den Tid, den ligger imellem de to Afbry- delser, kan beregnes, naar Hastigheden med hvilken Traaden beveges og Traadstykket 19 293 mellem m og n ere bekjendte. For at opnaae dette befæsledes den ene Ende p af Silke- traaden til den ene Vegt paa Atwoods Faldmaskine; ved at legge en storre Vegt paa den anden Side kunde Hastigheden findes og derved den Tid der ligger imellem Afbrydelsen af Magnetiseringsstrommen og Inductionsstrommen. Fig. 4. For at undersøge Inductionsstrommen ved Slutningen af den magnetiserende Strom anvendtes folgende Methode: I Qvægsolvskaalerne A og A‘ dyppedes to Traade db ogb,, som gik hen til Magnetiseringsrullen. Den magnetiserende Strom lededes til A og A, gjen- nem a og a,, den deelte sig der i to Stramme, den ene gjennem m, den anden gjen- nem bb,. Modstanden i 66, og Magnetiseringsrullen er mange Gange større end Mod- standen i Kobbertraaden m; den Strom, som gaaer igjennem Magnetiseringsrullen, er der- for forsvindende saalenge m er paa sin Plads. Men tages den bort, saa gaaer hele Strom- men gjennem Magnetiseringsrullen, Jernstangen magnetiseres, der fremkommer en Strom Inductionsrullen, som ligesom for gjennem B,nog B, gaaer til Dynamometret indtil ogsaa n tages bort; hvilket skeer paa samme Maade som for. I Virkeligheden vare Hullerne AA’ BB’ anbragte som i Fig. 5. 2. Over Tridsen paa Faldmaskinen lagdes en Traad, i hvis to Ender der anbragtes Vegtskaale paa hvilke Overvegten anbragtes. Ved forelobige Forsog bestemtes Grund- hastigheden for Faldet for en Rekke af Overvegte, naar disse ere fundne beregnes let af Faldheiden Tiderne ¢, og ¢ i hvilke m og n rives bort, og dermed er altsaa den Tid t—t, bestemt, der hengaaer fra det @ieblik da Magnetiseringsstrommen sluttes eller aabnes til det Oieblik da Inductionsstrommen afbrydes. 3. Vi skulle først betragte Forholdene ved Magnetiseringen. Tanker man sig en Jernstang, som er fuldkommen umagnetisk, og bliver den i et givet Qieblik paa et enkelt 37* 294 20 Punkt paavirket af en magnetiserende Kraft, saa vil den forst blive magnetiseret paa dette Punkt, men dette vil saa igjen virke magnetiserende paa alle de andre Dele af Stangen, og denne vil efter en vis Tids Forløb vere magnetisk over det Hele. Ifølge den foregaaende Afhandling kan man saa nogenlunde angive den endelige Fordeling over Stangen, naar dens Lengde er meget stor i Forhold til dens Diameter. Men det er saa at sige umuligt at faa nogen Besked om, hvorledes Stangens Tilstand har veret i Mellemtiden, og dette ligger simpelthen i, at det er næsten umuligt at faae en umagnetisk Jernstang. Saasnart den en Gang er bleven magnetisk, beholder den, ogsaa efter at den magnetiserende Kraft har hørt op at virke, en meget stor Deel af sin Magnetisme. Efter lange Tiders Forleb vil den maaskee forsvinde, men det gaaer for lange Stenger meget langsomt; jeg har ved Forsøg fundet, at der ingen synderlig Forandring er at merke i 2 til 3 Dage. Selv om man kunde faa Stangen umagnetisk, vilde dette tage saa lang Tid for hvert Forsog at det vilde gjore en Undersogelse umulig. Jeg har derfor indskrenket mig til at undersoge den Deel af Magnetismen, som forsvinder naar den magnetiserende Kraft ophorer og som kommer igjen, naar denne atter begynder at virke. Jernstangen magnetiseres og afmagnetiseres flere Gange, derefter ledes den magnetiserende Strom ind, Inductionsstrommen, som kommer inden Inductionsledningen afbrydes, maales, og saaledes fortsættes Forsogene idet Induc- tionsrullen anbringes paa forskjellige Steder af Stangen. 4. Den magnetiserende Rulle anbringes paa Midten af den 6” lange Jernstang med en Diameter af 19””“, Igjennem den ledes en Strom, som paa Tangensboussolen frem- bringer et Udslag af 404°. Den hele temporaire Magnetisme faaes ved at maale Induc- tionsstrommen som optræder, naar denne Strom afbrydes eller sluttes igjen. Denne In- ductionsstrom siges at svare til en Tid=—, idet den først vil vere forloben, efter en forholdsviis lang Tid. Tiden fra Magnetiseringsstrommens Slutning til Inductionsstrommens Afbrydelse udtrykt i Secunder er i de folgende Tabeller betegnet med ¢. Afstanden fra den nermeste Ende af Magnetiseringsrullen til Midten af Inductionsrullen er ligesom for betegnet ved x De to folgende Tabeller indeholde Resultaterne. Tab. I. & | | t . 200mm 400 600 800 0.5065 | 236.5 TT | 2 7.5 6 as | 121 |, 45 18 117 | 432 195 | 82 34.5 161 | 52 2505 | 1195 56 996 | 600 303 163 83.5 318 | 663 | 365 | 200s | 108 449 | 692 395 | 2335 | 133 = mi | 437 | 2a 164 21 295 Tab. II. FH | | I t | 800mm 1000 | 1200 | 1400 PN Ss — — 0.s 065 90 65 | 86 34.5 a F5 117 85.5 37.5 155, | 2 161 140 62 98.4 13.5 996 | 205 97 50 91.5 318 | 268 nl 36 449 | 315 ET 746 = 381 215 | 124 | 70 5. For at benfore begge Tabeller 800”” betegnede Rubrikker, Forholdet forste Tabel. Man faaer da til samme Enhed adderes Stromstyrkerne i de med mellem dem seges og med dette multipliceres den af Tab. ., AIS IS 200 259 - 319 393 af Tab. II. 20 345 855 140 205 268 315 381 Middel. .. Ga 27890845157 90202:5 226355 317 . 387. Disse stemme ret godt overeens. gende Tabel: . Tab. I. og II. kunne nu sammendrages i fol- Tab. II. x vi | | | No. t | 200" | 400 600 800 1000 | 1200 | 1400 1 | 0.065 567 182 53 |. 19 6.5 Boe ln Yee 2 86 774 SU Be ee ae a © 3 117 | 1036 467 197 | 84 | 156 7 4 161 | 1251 601 287 137 62 28.5 13.5 5 226 1438 726 391 | 202 97 50 21. 6 318 1589 875 | 480 | 2635 140.5 | 71 36 7 449 | 1659 947 560 | 317 | 171 | 98 46 8 co 1728 1047 | 650 | 387 | 215 | 124 70 7. Ved at sammenligne den temporære Magnetismes Fordeling paa Stangen efter en meget kort Tids Forlob med den endelige Fordeling seer man, at den i alle Tilfelde er 296 22 temmelig eensartet, der er ingen Grund til at antage at Magnetismen udbreder sig som en " Bølge, der løber henad den, hele Stangen er strax magnetiseret, men forholdsviis aftager Magnetismen hurtigere i Begyndelsen, efter Forløbet af 0.065 er Momentet i en Afstand af 100** fra Magnetiseringsspiralen omtrent 3 Gange mindre end i en Afstand af 200”” fra samme; efter at den endelige Tilstand er indtraadt, er den derimod ikke 2 Gange mindre. Den bedste Oversigt faaes dog ved at betragte folgende Billede af Fordelingen. Fig. 6. 600 1000 1400 Stangen tenkes lagt henad OA. Ved O er Magnetiseringsrullen anbragt. Induc- tionsrullen stilles paa de med 200, 400 etc. betegnede Pnnkter. Ordinaterne ere Induc- tionsstrommene, altsaa det temporære Moment i de samme Punkter. Curven J er draget saaledes, at dens Ordinat forestiller Momentet i Tiden 0.5065 efter Magnetiseringsstrommens Slutning, Curven 2 har samme Betydning for 0.5086 0. s. v. Alle disse Curver synes at nærme sig asymptotisk til Abscisseaxen. Skjondt der hengaaer en temmelig lang Tid inden Momentet i hvert Punkt naaer sin fulde Verdi, synes Stangen dog til ethvert Qieblik at vere magnetiseret over det hele. 8. Tidens Indflydelse paa Fordelingen af Magnetismen viser sig tydeligere, naar man undersoger hvilken Deel af det endelige Moment et Punkt af Stangen har til et givet Qie- blik.. Satter man det endelige Moment i ethvert Punkt af Stangen — 1000, saa faaes af Tabel III: 23 297 Tab. IV. N. 1 2 | SU lies td | 5 | Che ig t 2007” 400 | 600 | 800 | 1000 | 1200 1400 = DES ee ma | — 0.065 | 328 | 176 [ie 49 30 " i 86 | 447 277 | 165 101 63 40 - 117 599 47 | 302 217 174 125 100 161 724 | 514 | 440 354 288 230 193 226 832 710 | 602 522 451 403 307 sıs | 919 | 9836 740 680 653 | 52 514 449 959 904 | 861 819 | 795 | 750 657 © 1000 | 1000 | 1000 | 1000 | 1000 | 1000 | 1000 | | De længere fra Magnetiseringsspiralen liggende Dele erholde langt senere den samme Deel af deres endelige temporære Moment, og det varer forholdsviis desto længere jo videre fremskreden Magnetiseringen er. Dette sees maaskee bedst af den efterfølgende Figur, hvor Abscissen er Tiden, Ordinaten Momentet, idet ligesom i Tabellen det endelige Moment i hvert Punkt er sat lig 1000. Curverne have formodentlig alle et Inflexions- punkt i Nærheden af Begyndelsespunktet. 0.10 0.20 0.30 9. Den Inductionsstrom, som fremkaldes ved Magnetiseringen, har naturligviis ikke den samme Styrke hele Tiden, den er, som det let sees af de foregaaende Tabeller, O i det Oieblik da Magnetiseringsstrommen sluttes, den voxer derefter og har sin største Verdi 298 24 for de Verdier af Tiden der svare til Inflexionspunkterne i Curverne i foregaaende Figur. Strömstyrken i forskjellige @ieblikke efter at Magnetiseringsstrommen er sluttet kan findes tilnermelsesviis af Tabel Ill. ved at dividere Tilvexten af den hele Inductionsstrem med den dertil anvendte ‘Tid. Paa denne Maade er Tabel V. dannet. Tab. V. | I | { 2 3 4 5 | 6 7 t 200" 400 | 600 800 1000 1200 1400 0.5 032 8720 2800 820 | 290 100 75 9860 5140 2620 950 330 | 101 8450 5710 2870 1450 770 340 | 39 | 4890 3050 2050 1200 560 300 | 150 1937 752838022 751920 1600 1000 540 330 | 120 | | 272 1640 1620 970 660 470 230 | 160 383 330 550 610 410 230 170 70 Man seer heraf, at Inductionsstremmen virkelig har et Maximum, om det end ikke er muligt med Bestemthed at angive dets Plads, da lagttagelsesfeilene indvirke meget sterkt paa disse Storrelser. Folgende Figur tydeliggjor dette. I denne er Abscissen Tiden, Or- dinaten Stromstyrken. 10. Ved Anvendelse af svagere magnetiserende Stromme erholdtes lignende Resul- tater. Exempelviis anfores en Rekke Forsog med en magnetiserende Kraft af 16°. Disse 25 299 kunne dog ikke uden videre sammenlignes med de foregaaende, da den constante Strom gjennem Dynamometret var en anden. Tab. VI. t | 200" | 400 | 600 | 800 0.5065 | 217 | 56 18 | " 86 304 By Ai ons ” 117 | 435 | 166 65 215 161 | 52 224 95 38 226 | 618 | 284 133 | 57 318 | 709 | 353 173 | 82 à 449 | 786 | 401 210 | 102 © | 905 | ABB, 29151. ||, 148 | Sættes det endelige Moment i hvert Punkt af Stangen — 1000, faaes folgende Resultater, som i Tabellen ere sammenstillede med de tilsvarende Verdier for en Strom paa 404° tagne af Tab. IV. Tab. VII 200m 400 | 600 | 800 || BAR eos | | | a U CE a a EL eu IP USR Ps ln 0065 | 328 240 176 115 81 65 49 | 0" 86 | 447 336 277 198 165 121 101 " 117 | 59 480 447 341 | 30 238 217 139 161 | 724 577 574 | 459 440 345 354 | 246 226 | 832 683 710 583 | -602 483 572 370 318 | 919 783 836 723 | 740 627 |: 680 529 449 | 959 869 904 832 861 763 819 652 UNE Eule El cn LE eo 1000 |, 1000, |: 4000 For samme Tid er Momentet forholdsviis mindre ved svagere magnetiserende Kræfter, det varer altsaa idethele lengere inden Stangen bliver fuldt magnetiseret, naar Kraften er mindre. Foruden disse udfortes en stor Mengde andre Forsog, deels med Magnetiserings- rullen stillet midt paa Stangen, deels i Nærheden af Enderne af den. De gave dog alle Resultater, der i alt vesentligt stemmede overeens med de foregaaende, og det er derfor unødvendigt at gaae nærmere ind paa dem. Vidensk. Selsk. Skr, 5 Række, naturvidensk. og math. Afd. XI. 4 38 300 26 11. Vi komme nu til Forsogene over den Maade paa hyilken den temporære Magne- tisme forsvinder i en lang Jernstang. Hvorledes Forsøgene anstilles er allerede beskreven. Her skal forst angives Resultatet af to Forsogsrekker med en Stromstyrke af 40°. Tab, VILL | | | t | 200mm | 400 | 600 | 800 = F ——— = 0,5 025 149 ” u | ” 32 Ian. OR RL QE 43 218 Gi. IN nr 58 974,5 90 st oi 7 79 347 | 133 535 | 185 112 | 430 | 189 85: | |"°686 157 | 4995 | 23825 | ue | 5% 0 cis leave 331 | 209: Tab. IX. t 200"" | 400 | 600 800 0,8 129 468 | 213 | 103 43 171 513 253 128 59 235 561 | 294 157 79 324 621 336 187 101 454 661 381 222 124 ee | an 146.5 899 738 | 446 265 164 en Fi | 332 213 | | Disse to Forsogsrekker stemme, som man seer, meget godt overeens, saaledes at de kunne behandles samlede. Man maa dog merke sig tydelig deres Betydning, Induc- tionsstrommen svarer her til den Deel af det temporære Moment, som er forsvunden; for at finde den Deel af det temporære Moment, som er tilbage i ethvert Oieblik, maa man subtrahere Inductionsstrommen, der svarer til det paagjældende Qieblik, fra Inductions- strømmen for to. — I folgende Tabel ere Resultaterne af disse Subtraktioner angivne og begge Tabeller tillige trukne sammen til en, idet man som Momentet for =(0 har taget Middeltallet af Inductionsstrommene for t= af de to foregaaende Tabeller. 27 | 301 Tab. X. = nw | w = i | 200"" | 400 600 | 800 | 200 | 400 | 600 | 800 | | | 0.s 000 0 MA Rene o | 813 | 511 | 3314 | 211 0,s 025 149 | ” ” ” | 664 | ” ” | ” 32 177 44 11 „| ese | 467 | ‘3208 B 43 218 Gib UE 7 | ‘595 | 444 | 8098 | 204 58 | 274 90 | 8 11 | 539 421 | 296.5 200 79 | 347 133 | 585 185 | 466 378 278 | 1925 112 430 189 | 85 36 383 322 246.5 | 175 129 463 213 103 43 | 350 298 | 2985 | 168 157 | 492 232 116 52 | 321 AO ale GE) 171 513 953 | 198 59 300 258 203.5 152 235 561 294 157 79 | 259 217 174.5 132 324 621 336 | 187 TO hero Ars 1445 | 110 454 661 al | 2 194 152 | 180 1095 | 87 Gane TOO |, 2 on 1465 | 104 | 94 | 803 | 645 899 | 738 446 | 265 I | Vibe | 6a I) eo a © 813 511 | 331.5 211 o | 0 Cy eo I hosstaaende Figur er Abscisserne Tiden, Ordinaterne det temporære Moment i Jernstangen for de fire Punkter. Fig. 9. 100 | 0 a u = 0.10 0.30 050 0.70 12. Idet den magnetiserende Strøm afbrydes, aftager Magnetismen overalt i Jern- stangen. Det skeer i Begyndelsen langsomt, naar man ikke netop betragter Punkter tet 38* 302 28 ved Magnetiseringsrullen, og derefter hurtigere i nogen Tid for atter at blive langsommere, naar kun en ringe Deel af Magnetismen er tilbage. Ligeledes gaaer det med Inductions- strommen. Den har ogsaa et Maximum, som kommer desto senere jo lengere fra Mag- netiseringsspiralen man er. Tab. XI. 200 | 400mm | 600mm | 800mm 0.016 | 5530 1380) |-. 340 JON, 3 3770 2100 | 1100 | u 50 3730 1500 | 870 270 68 | 3450 | 2050 880 350 95 2520 1700 | 960 530 134 1390 9702272630 360 150 1190 | 940 | 590 | 380 203 | 750 640 450 310 279 | 670 470 340 | 250 389 | 310 |. 350 | 270 | 180 545 | 260 | 200 |- 160 | 120 768 | 110 110 | 80 70 Denne Tabel er beregnet paa samme Maade som Tab. V. Inductionsstrommens Til- væxt i et vist Interval er divideret med dette Interval. Tallene folge vel ikke ganske regel- messigt efter hinanden; Uregelmessighederne hidrere dog kun fra Observationsfeilene, Gangen i Inductionsstrommens Variation træder ogsaa ret tydeligt frem, naar man forsøger at fremstille Tabellen graphisk, som det sees i hosstaaende Figur; hvor Abscissen ligesom i Fig. 8 er Tiden, Ordinaten Stromstyrken. Fig. 10. 0.10 020 0.30 29 303 13. Af to Forsogsrækker med en magnetiserende Kraft paa 12° erholdtes folgende Resultater: Tab, XII. Inductionsstrem. i Temporær Magnetisme. t 2007" | 400 600 800 200 400 | 600 800 0.000 0 0 0 0 | 298 179 105 60 32 58 15 » | 240 164 ii i: 43 67 18 4 » | 281 161 101 E 38 93 26 8 2 | 205 153 97 57 79 120 42 15 6 | 178 137 90 54 112 148 61 24 10 | 150 118 81 50 157 | 173 76 ‘33 15 | 18 103 72 45 171 190 85 39 16 | 108 94 66 44 291 | 189 89 gs | 19 | 10 90 | 63 ai 234 206 101 49 23 | 92 78 56 37 324 | 226 117 57 29 | = 62 48 31 454 241 131 69 37 57 48 36 23 637 258 145 88 44 40 34 17.5 16 900 271 155 89 5o | 7 24 16 10 o 298 179 105 60 0 0 0 0 Ved nærmere Betragtning af disse Forsag vil man i det Væsentlige komme til de samme Resultater som de, der ere udledte af de foregaaende. For at gjore dette tydeligt sættes det hele temporære Moment for ¢=0 lig 100, og de øvrige forandres i Forhold dertil. Derved faaes: 304 30 Tab. XI. 200mm | 400 | 600 800 | a Diff, | — eee 40° | 12° | 40° | 12° | 40° | 12° | 40° | 12° | I j | | 0.000 | 100 | 100 0 | 100 | 100 | 0 | 100 | 100 u | 100 | 100 0 32 78 81 +3 1 91 91 0 | "| ” | ” | ” u ” 4 | 78 | 78 | +5 | 87 | 90 | +38) 93 | « ) +3) . 5 i 58 | 66 | 69 | +3 | 82 | 85) +3 | 89 | 92 | +8 | 95 | 96 | 44 79 | be 68 || He games | et) eee ne 91 | Sol 112 | 47 | 50 | +3 | 68 | 66 | +3 | 7 | m1) +3 | 8 ||83 0 157 | 40 | 49 Fee er |. igs) egal, +5 el) Mes 0 17, ||, 37 | 36 | ao rs | etl) MES AIN ra) ze eee 234 | 31 | 31 DE 4 | 48/41] 53 | 58 | of 6 | 61 | > 894, | 93. | 24 | aie Bene a ar) ag S| +2 | Mes SH ee eens 454 | 18 | 19 | +1 | 25 | 27 | +2 3 | 34 | +1) ae | aye] ae 637 | ig | 13 | +1 | 18 | 19 | +1 | % | 16 | —8 31 | 26 | m 900 | 9 9 0] | 1) 0) 2% | 1] ~5 | 2) 16) + Tallene i Rubrikker med Overskrift 40° ere udledte af Tab. IX, de med Overskrift 12° af Tab. XII. De sidste Størrelser ete vel i Almindelighed større end de første, men i de vesentlige Trek stemme dog begge Forsogsrekker overeens. 14. Det vil vere let at godtgjore Tilstedeværelsen af en vis Analogi mellem den temporære Magnetismes Opstaaen og dens Forsvinden. Vi have magnetiseret Jern- stangen ved at lede en electrisk Strom A omkring den; afbrydes denne Strom, forsvinder den temporere Magnetisme igjen. Men vi kunde ogsaa lade Strømmen Å virke uforandret, men tilføre en ny Strom + A af samme Styrke, men i den modsatte Retning. Resultatet vil blive noiagtig det samme som for, men Afmagnetiseringen frembringes her ved en Magnetisering i den modsatte Retning; der maa altsaa vere den storste Analogi imellem Magnetisering og Afmagnetisering. Dog behoves det derfor ikke at gaa ganske eens til i begge Tilfælde. Naar Stangen magnetiseres, har den iforveien kun den remanente Magne- tisme; naar den afmagnetiseres, har den tillige den temporære. Virkningen deraf viser sig klart ved Betragtning af omstaaende Figur. 31 305 20 | ı 10 +) f ig É' eee 010 020 0.40 0.00 0.50 0.100 Abseissen er Tiden, Ordinaten Inductionsstrommen. Curverne ABCD Magne- tiseringscurver, A’B’C'D Afmagnetiseringscurver. De første 4 ere udledte af Tab. IV, de sidste af Tab. XIII. for 40°. A og A‘ svare til en Afstand 200”” fra Magnetiserings- spiralen, Bog B’, Cog C’, D'og D henholdsviis til 400, 600 og 800», Den hele Induc- tionsstrom svarende til = « er i alle Tilfælde sat lig 100. Man seer, at Characteren af Curverne er den samme i begge Tilfelde, men de falde dog ikke sammen; kun indtil t— 05. 1 følges de nogenlunde ad, derefter stige de langt hurtigere ved Magnetiseringen end ved Afmagnetiseringen; det varer altsaa i det hele længere inden den temporære Mag- netisme forsvinder end det varer at frembringe den. à. h EN iy MAP hs any aes Til Kundskab om to arktiske Slegter af Dybhavs-Tudsefiske: Himantolophus og Ceratias, Af Dr. Chr. Lütken. (Med to stentrykte Tavler.) Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, nalurvidensk. og math. Afd, XI. 5. (Avec un résumé en francais.) Kjobenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1878. ia “a eres | TORE PTT dd be ty DAPATÉ hit EU i ; Katie ot ale i 2 LIN L = on | i à Ir Le » + par ay | ‘ 2 | F sie å } “ ; Da KAR; E EN! une, re dealin 1448: TE Dr nt] — 1 2 | | ” Li sata we bor of A, Ve I. I de «ichthyologiske Bidrag til den grønlandske Fauna» af Prof. J. Reinhardt (sen.), som ere trykte i 7de Del af det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrifters fjerde Rekke, og som udkom i Aaret 1837, meddelte denne Zoolog, i Slutningen af de «oplysende An- merkninger», hvormed han ledsagede sin «nye systematiske Fortegnelse over de gronlandske Fiskearter», nogle Oplysninger om «en i flere Henseender mærkværdig Fiskeart», hvoraf det kongelige naturbistoriske Museum nogle Aar tidligere havde faaet et Individ nedsendt fra Kaptajnlieutenant C. Holboll. Det var «fundet og opkastet paa Stranden ved Godthaab efter en meget svær Storm; Rayne og Maager havde allerede opædt den sterste Del af Bugfladen fra Gadboret til Halefinnen og udhakket flere Stykker af Hovedet, hvis Ben vare sterkt forknuste. Af Gjæller, Sandseorganer var intet, og af Indvoldene kun Stumper til- bage. Det blev nedlagt i Saltlage og kom til Museet i en halv fiydende Tilstand». Det var derfor «ikke muligt at bestemme med Nojagtighed dens systematiske Plads eller at give en tilfredsstillende Beskrivelse af den». Imidlertid gjorde Reinhardt dog Rede for, hvad der kunde erkjendes af Fiskens ydre og indre Bygning, men skjont under denne Redegjorelse Sammenligninger med andre Fiske som Cyclopterus, Orthagoriscus og navnlig Lophius og Antennarius oftere vende tilbage, ender han dog med kun at udtale som dens Resultat, at den omhandlede gaadefulde Fisk, der benævnes Himantolophus gronlandicus, «danner en mærkværdig Overgangsform, der forbinder flere fra hinanden staaende Slægts- former med hinanden». ‘Denne Tilbageholdenhed overfor Sporgsmaalet om denne mærkelige Fisks Frændskab og deraf folgende Plads i det naturlige System, var vistnok fuldt berettiget for 40 Aar siden; men efter at man senere ved Professor Krøyers Beskrivelse og Afbildning!) af en meget anselig, barbuget (bugfinnelos) Tudsefisk fra Gronlandshavet, som fik Navnet Ceratias Hol- belli, havde gjort Bekjendtskab med en Form, der øjensynlig frembød flere Berorings- punkter med Himantolophen end nogen tidligere kjendt Lophioid, — og end mindre efter at 1) Naturhistorisk Tidsskrift, 2den Række, Iste Bind, S. 639—48 (1845); Voyages en Scandinavie, en Laponie etc Zoologie. Poissons. PI. IX, 39* 310 4 man senere havde stiftet Bekjendtskab med Melanocetus!) og Oneirodes?) — kunde der neppe hos nogen, der havde gjennemlest Reinhardts Beskrivelse, vere Tvivl om, hvor den i Virkeligheden hørte hen. Imidlertid var den ner ved at blive slaaet i Glemme- bogen: Kroyer omtaler den ikke i sin Afhandling om Ceratias, og Giinther oversaa eller forbigik den, da han skrev 3dje Bind af «Catalogue of Fishes» (1861). Selvfølgelig blev den ikke glemt i den Oversigt over Gronlands Fauna*), som ledsagede Dr. H. Rinks geo- grafisk-statistiske Beskrivelse af Gronland, hvor den fik sin Plads umiddelbart efter Ceratias Holbolli; herfra gik den da over i Th. Gills i 1861 udgivne Fortegnelse over Nordame- rikas Fiske*), hvoraf atter Bleeker®) tog Anledning til at omtale den i Texten til bte Bind (1865) af hans store ichthyologiske Atlas. Da jeg i 1871 forelagde dette Selskab en Beskrivelse af en tredje barbuget Dybhavs-Tudsefisk fra det samme Hav, gjorde jeg, saa vidt det af de den Gang foreliggende Oplysninger var muligt, ogsaa Rede for Forholdet mellem Limanto- lophus og Ceratias — den af de 4 nævnte Former, som den maatte antages at staa nær- mest. Det fremgik af denne Redegjorelse — hvis Forudsetninger i ovrigt nu maa modifi- ceres lidt, — at disse to Navne ikke kunde betragtes som synonyme, men representerede ikke alene to Arter, men to vel adskilte Slægter af samme naturlige Gruppe (Lophioidea apoda) indenfor Tudsefiskenes Familie. Kundskaben om Himantolophen var og blev imid- lertid yderst ufuldstendig; alt hvad der var bleven opbevaret af det i 1833 fangne Individ og som nu er tilstede i Museet, er den saa kaldte «Pandedusk», d. v. s. den forreste Rygfinne- straale med dens Tentakler, samt den Straalebærer (os interspinale), hvorpaa den er ind- leddet. Det var derfor en særdeles glædelig Overraskelse, fra Hr. Kolonibestyrer Carl Lytzen paa Sukkertoppen at modtage et fuldstendigt og i det fiele vel bevaret Exemplar af en Himantolophus. Det var fundet af en Gronlender i December 1876, omtrent halvanden Mil Vest for Sukkertoppen, dodt og drivende ovenpaa Vandet, og ankom hertil allerede i Maj Maaned 1877, opbevaret i Spiritus. Det er en Del mindre end det holbollske Individ fra 1833 og viser Afvigelser fra dettes Beskrivelse, der maa vekke sterk Tvivl, om det kan vere den samme Art. At det er den samme Slegt, vil dog ikke paa nogen Maade kunne betvivles, og jeg skal derfor nu gaa over til Beskrivelsen af det lytzenske Individ, hen- visende til den stentrykte Afbildning (Tab. I), der gjengiver Dyret i halv Storrelse, maaske med et noget mere slunkent eller sammenfaldet Udseende, end det i levende Live har havt. 1) Günther, on a new genus of pediculate fish from the Sea of Madeira. Proceed. Zoolog. Soc. London. 1864 p. 301—3, pl. XXV. 2) Lütken, Oneirodes Eschrichtü Ltk, en ny grønlandsk Tudsefisk. Overs. o. d. k. d. Vid. Selsk. Forh. 1871, S. 56—74, Pl. Il. 3) Naturhistoriske Bidrag til en Beskrivelse af Grønland af J. Reinhardt m.fl. Kbh. 1857. ‘) Catalogue of the fishes of the eastern Coast of Northamerica from Greenland to Georgia. Proc. Acad. Philad. 1861. p. 47. 5). Atlas ichthyologique des Indes Orientales Néerlandaises, V. p. 2 og 5. 5 311 De Punkter, hvori det ikke stemmer med Reinhardts Beskrivelse, skal jeg senere frem- hæve og drofte. + Legemsformen er ligesom hos Oneirodes i høj Grad plump eller hvad man næsten kunde kalde uformelig, men maa dog ligesom hos denne beskrives som noget sammentrykt, skjont det vel er muligt, at dette just ikke er meget i Ojne faldende hos den levende Fisk. Lades den korte Forlængelse, der bærer Halefinnen, ude af Betragtning, danner Legemets Omrids, set fra Siden, en kort Oval eller Ellipse, der nermer sig meget til det kredsrunde. Det er ved et Dyr af denne blode og slappe, nesten molluskoide Beskaffenhed vanskeligt at give aldeles nojagtige Udtryk i Tal for de forskjellige Legemsdeles Proportioner, men man vil dog komme Sandheden ner ved at bestemme Legemets storste Hojde som tre Fjerdedele af Totallengden, Halefinnen medregnet, og Tykkelsen som rigelig det halve af Hojden. Regnes Hovedets Længde fra det mest fremspringende Punkt af Underkjeven, eller Hagen, til Gjællespalten, vil man finde, at den er det halve af Totallængden, naar denne opfattes paa samme Maade som ovenfor. Mundens Retning er stejlt opadstigende, uden dog at kunne kaldes lodret; Underkjævens Symfyse er temmelig høj og stærkt fremspringende; naar Munden lukkes, rager Underkjæven ikke lidt frem foran Overmunden. Om Mundens Stor- relse kan det give en Forestilling, at Kjævernes Længde, fra deres Midte til Mundvigenes Vinkelspids, indeholdes næsten halvfemte .(4,4) Gang i Totallængden. Selve Hovedet ligner meget det hos Oneirodes; det er noget sammentrykt, med buede Frontalkonturer og med en bred rendeformig Fordybning langs ud ad hele sin Midte, fra lidt over den butte Snude til midt op paa Ryggen, dannet derved, at Panden, Issen og Forryggen fra begge Sider sænke sig skraat mod Hovedets Midtlinie. I denne Fordybning har den store saa kaldte «Pandedusk» sit Udspring fra et Punkt, der ligger højere end Øjnene og lavere end Pandetornene, saa vel som sit Leje. Øjet er meget lille og uden Laag; det ligger lige langt fra Pandetornene og fra Snudespidsen. Et enkelt Næsebor paa hver Side, et fremstaaende lavt Hudrør, er anbragt nogenlunde midtvejs mellem Snudespids og Øje, skjønt noget nær- mere ved det sidste. à Gjællespalten har sin Plads lidt under og bagved Brystfinnen; den lukkes af en afrundet Klap eller Hudlap og har ikke nogen stor Hojde; udspilet har den hele Aabning dog ikke saa ringe et Omfang; indvendig kan den til Dels lukkes ved en, af Spidserne af to Gjællehudstraaler støttet Hudfold. Brystfinnen har sin Plads omtrent midt paa Legemets Sider, tilnærmelsesvis lige langt fra Ryg og Bug, Hale- og Snudespids; den er forholdsvis lille, afrundet og bæres af en kort Roddel (Arm eller Skaft); den teller 17 Straaler. Af Halefinnens 9 Straaler*) ere de 6 kløvede én Gang, nemlig alle med Undtagelse af den 1) { Anledning heraf maa jeg beriglige et Punkt i min Beskrivelse af Oneirodes Eschrichtü; den har ligeledes 9 Halefinnestraaler; de to nederste sidde saa tet sammen, at jeg forst nu, da min Mistanke 312 6 overste og de to nederste. Rygfinnen har tydeligere end Galfinnen en tyk kjedfuld Roddel; den teller 5 Straaler, af hvilke de 4 sidste ere kløvede én Gang; Gatfinnen har 4, af hvilke de to bageste ere kløvede"). At Straalernes Antal er det her angivne, derom forvisser man sig dog først ved Dissektion; undlader man det, vil man sandsynligvis begaa den Fejl at regne en Straale for lidt i Hale- og Gatfinnen og telle én for meget af de klovede Straaler; for end de blottes, ser man heller ikke noget til deres fine Leddeling, der skjules af den tykke sejge Hud. Rygfinnens Udstrækning forfra bagtil er næsten" det dobbelte af Gatfinnens og lig med de lengste Halefinnestraalers Lengde. Den ejendommelige «Pandedusk», som udgjer Himantolophens merkeligste og mest i Øjne faldende Ejendommelighed, er selvfølgelig en omdannet forreste Rygfinnestraale — den eneste, der er bleven tilbage af de 6, der danne de 3 frie Hovedstraaler samt den forreste Rygfinne hos Lophius; thi den anden frie Rygstraale, der endnu er tilstede hos Ceratias og Oneirodes, mangler her aldeles. Foruden af den under Huden skjulte, vandret liggende Straaleberer, til hvilken man ikke ser noget videre, bestaar den af en temmelig tyk, men bled og bojelig, — i Livet maaske stivere, i det mindste skriver Indsenderen, at den var aldeles stiv, da Fisken kom til Sukkertoppen, men blev efter at have ligget i det forste Spiritus blodere og mere bojelig — hudkledt Straale, der er mere trind nedentil, var bleven vakt ved Undersogelsen af Himantolophus, er bleven opmerksom paa, at der er to, Ogsaa Ceratias Holbolli, hvor der kun afbildes og omtales 8, har i Virkeligheden 9. Af Afbildningen af Melanocetus Johnson er jeg tilbøjelig til at tro, at den samme Fejl er begaaet der. I saa Fald vilde Himantolophus og Melanocetus stemme overens ved at have 9 Halefinnestraaler, hvoraf 6 klovede; Ceratias og Oneirodes have det tilfælles, at have 9 Straaler, af hvilke 4 ere kløvede. Zophius har derimod kun 8, af hvilke 6 ere klovede. ') Hos de 3 nærstaaende Slægter ere alle disse Straaler uklovede. I Anledning heraf vil jeg bemærke, at det ikke er aldeles rigtigt, naar Gat- og Rygfinnestraalerne hos Lophius piscatorius beskrives alle som udelte (f. Ex. Krøyers Danmarks Fiske 1, p. 459, Rygf.). Der er 4 kløvede Straaler i anden Ryg- finne og 5 i Gatfinnen paa Museets storste Lophius-Skelet; det er de fem sidste Gatfinnestraaler, som ere klovede, hvorimod de 2 sidste Rygfinnestraaler ere uklovede ligesom de forreste. At alle Bryst- finnestr. ere uklevede, alle Bugfinnestr. derimod kløvede paa én nær (Pigstraalen), er det næsten over- flodigt at tilfoje. — Hos Slegterne Antennarius og Pterophryne stille Finnernes Straaletal sig saaledes: D. I. I. I. 12 (sjældnere 13—15); Joy Gattet tilligemed Endetarmen. Opklippes Sedstokkens Sekhinde, ser man, at dens secerne- rende Elementer, der nermest have Karakteren af hindeagtige, i den frie Ende noget videre og mere eller mindre fligede eller indskaarne Smaasække, ere tilhæftede Sekhinden langs ned ad dennes ene Side i et bestemt Lengdebelte, fortsættende sig fra den ene Sædstok umiddelbart over i den anden.— I Svælget, den forreste og bageste Del af Tarmen fandtes nogle Nematoder (Ascaris sp.). Ektoparasiter iagttoges derimod hverken paa Gjællerne eller Huden. ; Den, der vil sammenholde denne Beskrivelse med den ældre Reinhardts Optegnelser om det Exemplar, der er Typus for Arten og Slægten, Himantolophus grønlandicus, vil op- dage flere ikke uvæsentlige Forskjelligheder. Det Sporgsmaal opstaar da, om disse For- skjelligheder ere af den Art, at de nodvendigvis forudsette en Artsforskjel, eller om de til Dels kunne forklares som individuelle Variationer, til Dels som beroende paa Fejltagelser, foranledigede ved det forste Exemplars maadelige Tilstand. At Hudens Tornskjolde hos det eldre havde den betydelige Storrelse af 10—14 Linier i Tvermaal, har naturligvis sin Grund deri, at det holbollske Individ var 23 Tommer, det lytzenske kun 14 Tommer langt, altsaa over en Tredjedel mindre; at deres Afstand angives til «omtrent 14—16 Linier», altsaa noget større end deres Tvermaal, kunde derimod synes at passe mindre godt; men det vil afhænge af, hvor man maaler deres Afstand, thi denne er, som vi have set, meget forskjellig paa de forskjellige Steder af Legemet, og det kan skyldes det ældre Exemplars Tilstand, hvis man ikke den Gang er bleven ret opmærksom paa, at derom lader sig ikke sige noget almengyldigt. R. anfører kun, at paa Hovedet findes de ikke. For saa vidt er der altsaa, som i de fleste andre Punkter, egentlig ingen positiv Uoverensstemmelse tilstede mellem det foreliggende Exemplar og de Efterretninger, som haves om dets Forgænger. Jeg vil heller ikke lægge særdeles megen Vægt paa, at «den største Højde over Bugens Midte indeholdes omtrent 212 Gang i Totallængden»; thi naar der tilføjes: «Bugen synes at have været konvex og hængende», og der, skjønt «Bugranden fra Gatboret af fortil indtil Begyn- delsen af Struben var hel», dog kun med et-vist Forbehold antydes, at Bugfinnerne rimeligvis have manglet, bliver det dog noget tvivlsomt, om hint Forhold mellem Højde og Længde har kunnet bestemmes med synderlig Nøjagtighed; men paa den anden Side er der rigtig- nok et stort Spring fra et Forhold som 10:25 til et som 10:16. At Brystfinnens Straaler kun vare 12, maa derimod vække stærkere Tvivl om den specifiske Identitet; dog derimod vil man maaske kunne indvende, at hos Dibranchus atlanticus") er der iagttaget en næsten lige saa stor Variabilitet i dette Forhold (10—14) hos 4 paa ét og samme Sted fiskede Individer. Men værre er det med Rygfinnen; dennes Straaletal angives nemlig til 9, og det gaar ikke an at bortforklare denne store Forskjel ved at antage, at de 4 kløvede Straaler muligvis ere 1) Peters, Monatsber. d. Akad. d. Wissensch. Berlin. 1875 p. 736—42. 40* 318 12 blevne talt dobbelt; thi det siges udtrykkelig, at «allerede den anden er tvedelt», hvilket ikke kan forstaas anderledes, end at der har veret 1 udelt og 8 klovede Rygfinnestraaler, og dette maa definitivt gjøre Ende paa Tvivlen. Har Rygfinnen været forholdsvis saa meget lengere, som denne Forskjel mellem 9 og 5 syues at antyde, saa forstaar man ogsaa, at det holbollske Individ kan have havt en mere langstrakt Figur end det her beskrevne. «Pandedusken» viser endelig (foruden adskilligt andet, som allerede er berørt i det fore- -gaaende) den ikke uvæsentlige Forskjel at have 11 i Stedet for 8 «Trevler» eller Vimpler. Vel er jeg enig med Günther, naar han i Anledning af den forste Straale hos Antennarius ytrer"), at smaa Forskjelligheder i Uddannelsen af denne uden Tvivl meget variable Legems- del kan der saa meget mindre tillegges stor Betydning, som den paa Grund af den Anven- delse, der sandsynligvis gjores af den, maa vere meget udsat for at lide Beskadigelser, der da maaske erstattes ved Gjenvext paa en ufuldstendig eller uregelm&ssig Maade; men disse Forskjelligheder forekomme mig dog at vere vel store til at kunne bortforklares paa denne Maade. Snarere kunde jeg gaa ind paa, at «Vimplernes» sterre Antal, «Hornenes» sterkere Forgrening og Skelkledningens sterkere Udvikling paa den hele «Pandedusk» var en Folge af, at den holbollske Fisk var større og altsaa ældre, videre fremskredet i Udvik- ling. Vanskeligheden ved at henføre den lytzenske og den holballske Tudsefisk til samme Art, concentrerer sig dog, efter hvad her er udviklet, i det forskjellige Straaletal i Ryg- finnen, og for Tiden skjonner jeg ikke, at det er muligt at komme ud over den. Det er en Mulighed, der vel ikke bestemt kan afvises, at det en Gang i Fremtiden kan komme til at stille sig som mere- sandsynligt, at dette Tal er angivet urigtigt hos Æimantolophus gren- landieus, — hvis man f. Ex. fik et Exemplar, der i H. t. Pandedusken ganske stemmede med denne, men dog kun havde 5 (1 + 4) Straaler i Rygfinnen, — men for Tiden forekommer en slig Antagelse mig aldeles utilladelig. Mit Haab, at kunne restituere den reinhardtske Art ved at beskrive den paa ny efter et fuldstændigt Exemplar, er saaledes foreløbig skuffet, og hvor utilbajelig jeg end har været til at gaa ind paa den Tanke, at der ved Grønland kunde leve to Arter af denne Slegt, hver af dem hidtil kun kjendt i ét Exemplar, er jeg dog modstræbende bleven tvungen ind paa denne Anskuelse af Kjendsgjerningerne, som de foreligge. Benævnes den formentlig nye Art Himantolophus Reinhardti, vil dette kun vere en Hyldest, der skyldes Reinhardts særdeles. fortjenstfulde Virksomhed for Opklaringen af den grønlandske Fauna, og bevare Erindringen om hans Navn ogsaa inden- for denne lille og merkelige Gruppe af arktiske Dybhavsfiske, ved Siden af Holbells og Eschrichts. Det er næsten overflødigt at fremhæve, at den stedfundne Undersøgelse fuldelig har 1) Andr. Garrett: Fische der Südsee. V. p. 161. (1876). En lignende Bemærkning om Zophius pisca- torius i «Annals and Magazine of naturalhistory» (1861) p. 192. 13 319 godtgjort Himantolophernes Ret til at danne en særegen Slegt; de falde ikke generisk sammen med nogen anden tidligere eller senere opstillet. Man vil ved at sammenholde Beskrivelserne af de 4 oftnævnte Slægter i Ceratias- Gruppen kunne klare sig Forholdet mellem disse; en nærmere Paavisning af alle de enkelte Punkter, hvori den her be- skrevne stemmer med eller afviger fra hver af de andre, turde vere unedvendig. Jeg skal dog fremhæve nogle: alle fire stemme de, foruden ved Mangel af Bugfinner, overens deri, at de mangle Tender paa de nedre Syelgben, hvilke derimod findes hos Chironectes, Lophius, Malthea osv. Ligeledes deri, at de mangle Svommeblere, hvilken jo i det mindste er tilstede hos Antennarierne (om end ikke hos dem alle, f. Ex. ikke hos Brachionichthys hirsutus). Medens derimod de 3 andre Slægter samstemme deri, at de kun have 27/2 Gjzlle- par, idet den første Gjællebue er gjzllelos, saa vel som deri, at Gjællebuerne ere nøgne og glatte paa deres indre (orale) Side, viser Himantolophus deri en interessant Tilnermelse til Antennarius, at den har en kort og, om man vil, rudimenter Gjælle paa den forreste Gjællebue, og at Gjællebuerne ere udstyrede med Knuder og Tender paa deres fortil vendte (orale) Side. Gjællelaagsgjælle findes ikke, men Lophius er vel ogsaa den eneste Slægt af hele Familien, hvor den ikke mangler; i det mindste søger jeg den forgjæves baade hos Malthea og Antennarius, hvor Joh. Müller angiver den. Ganebenene ere tandlose hos alle 4 Slægter; derimod er Plovbenet udstyret med Tender hos Oneirodes og Melanocetus. Coeca pylorica kjendes kun hos Ceratias. Efter at jeg har forvisset mig om, at Gjællehud- straalernes Antal er 6 ligesom hos de to andre nordiske Slegter, turde der vel vere Grund til den Formodning, at den sjette og mindste er bleven overset hos Melanocetus!). Jeg antager ogsaa, at denne Gruppe vil vise sig ensartet m. H. til Halefinnestraalernes Antal (9), -hvorimod der gjør sig Forskjelligheder gjældende i Forholdet mellem kløvede (6 eller 4) og uklovede (3 eller 5) Straaler; ligeledes er Straaletallet i Ryg- og Gatfinnen variabelt, og ere end disse to Finners Straaler ellers i Reglen udelte, viser Æimantolophus dog, at ogsaa denne Karakter kan svigte”). Derimod synes Brystfinnerne at ligne hinanden hele Gruppen igjennem: 1) Jeg har selv maattet gjore den Erfaring, at det er muligt at overse den ene Gjellehudstraale, selv paa en saa anselig Fisk som Himantolophen, naar man af Skaansomhed mod Exemplaret ikke gaar vidt nok i Undersogelsen. Det var forst, da jeg havde overbevist mig om, at den nedenfor omtalte for- mentlige Himantolophus-Unge havde 6 Gjællehudstraaler, og jeg derfor gjentog Undersøgelsen paa den lytzenske Fisk, at jeg erkjendte min Fejltagelse, som overraskede mig saa meget mere, som jeg dog var gaaet til den forste Undersogelse med Forventning om at finde 6. For Antennarierne angiver Cuvier 5 Gjællehudstraaler i «Mémoires du Muséum», men denne Fejl er rettet i «Histoire naturelle des Poissons», og for Malthea og Halieutea er den tilsvarende Fejl rettet af Prof. Peters. Man fejler derfor næppe ved at tillægge hele Familien Lophioidei 6 Gjællehudstraaler. At der frakjendes Familien i dens Helhed en Gjællelaagsgjælle, er derimod en Fejl, som jeg tidligere har paatalt, og “à det er ligeledes mindre rigtigt, naar man frakjender den hele Familie «Skel»; thi de Dannelser, som bere Antennariernes Torne, ere virkelige Skæl og slutle sig gjennem Ceratiernes til Himantolo- phernes Tornsskjolde; heller ikke til Maltheidernes Tornknuder er Vejen lang. 2) Jfr. herom S. 312, Anm. 1. 320 14 de ere smaa, men sammensatte af temmelig talrige, fine, udelte Straaler, og «Armen» saa kort og lidet udviklet, at Benævnelsen «de Armfinnede» næppe vilde vere bleven opfundet, hvis de havde været de første Slægter af Familien, der bleve bekjendte. Den tentakelagtige, bløde og frie, anden Rygstraale, som vi kjende fra Ceratias og Oneirodes, mangler hos de to andre Slægter; om den forskjellige Uddannelse af den første frie Pandestraale, hvis stærke Udvikling synes at være gjennemgaaende i den hele Gruppe, er det unødvendigt at sige mere; saa lidt som om Modsætningen mellem den tynde, nøgne Hud hos Melanocetus og Oneirodes, og det tykke, med Tornskjolde besatte Skind hos Ceratias og Himantolophus. Det vil i øvrigt senere vise sig, at der allerede foreligger Kjendsgjerninger, som tyde paa, at de 4 Slægter ikke ere de eneste, der existere af denne Type, og der er jo heller ikke nogen Grund til at tro, at det allerede nu, da vi netop have begyndt at faa et Indblik i Dybhavs-Dyrelivet, skulde være lykkedes at komme til Bunds i Naturens Mangfoldighed paa dette Punkt. Selve Slægten Himantolophus vil formentlig kunne karakteriseres ved nedenstaaende Diagnose: Himantolophus (Rhdt. sen. 1837) genus e familia Lophioideorum (Halibatra- chorum), nec non e tribu Lophioideorum apodum. Corpus breve, erassum, obesum, medio- eriter compressum; caput maximum, angulatum, fronte convexo, declivi, profunde eacavato; rictus oris mediocris, oblique surgens, mandibula prominente. Oculi minuti; papilla nasalis utrinque singula; dentes graciles, elongati, conici, subincurvi, mobiles, pluriseriati in mawillis ; in vomere et palato nulli; pharyngeales superiores quoque adsunt, inferiores desunt. Apertura branchialis mediocris infra et post insertionem pinnarum pectoralium; pseudobranchice opercu- rales nulle; arcus branchialis primus branchiam simplicem brevem gerit, secundus et tertius duplicem, quartus, cute cum osse hypopharyngeali conjunctus, simplicem; tubercula mobilia aspera, dentigera, in latere orali arcuum branchialium, uniseriata in prima et quarta, in ceteris biseriata; radii branchiostegi utrinque 6. Pinne pectorales breves, pedunculo quoque brevi; ventrales desunt. Radius frontalis fortis, crassiusculus, claveformis, cum osse interspinali horizontali subcutaneo articulatus, sinum frontalem longitudine aquans; caput clave compres- sum cornua gerit mollia brea digitata terminalia duo, nec non tentacula laminaria late- ralia elongata, simplicia vel bi-quadrifida pluria. Radius dorsalis secundus liber nullus. Pinna dorsalis vera et analis breves, caudali mediocri, haud elongate, approximate, sed di- stincte. Epidermis crassa mollis corrugata; squame vel scuta ossea rotundata ovalia magna in spinam centralem brevem producta posteriorem præcipue corporis partem densius vel sparsius tegunt; in radio frontali tentaculifero squamæ spinigeræ similes minute dense collocate. Vesica natatoria et appendices pyloricæ nullæ ; ossa sceleti mollia semispongiosa. H. grenlandicus Rhdt. Altitudo corporis due quinte partes longitudinis totius; radius 15 321 frontalis tentaculis 11. Radiorum pinnarum formula: D: 149 (1.8); A: ? ; C: 2 3 P: 12.. Habitat in mari grenlandico. Longitudo speciminis unici cogniti 23 poll. H. Reinhardti Ltk. Altitudo corporis tres partes longitudinis totius; radius frontalis tentaculis 8. Radiorum formula: D: 1+5 (1.4); A: 42.2); C: 9(1.6.2); P: 17. Habitat cum precedente. Longitudo speciminis solius cogniti poll. 14. Med det tidligere tagne Forbehold angaaende Muligheden af overhovedet at kunne tage aldeles nejagtige Maal af deslige Skabninger, vil jeg endelig meddele nedenstaaende: Mensuræ speciminis descripti: Longitudo corporis totius ab apice menti usque ad extremitatem pinne caudalis . . 400 Mm. Longitudo ejusdem ab apice rostri usque ad originem pinne caudalis . . . . .... 300 — PA TERLULON MOINE EEE ele Eee Unicel re teile Cet Bu Fakten ana Uele ete 250 — Longitudo capitis ab apice menti ad aperturam branchialem. . . ........... 200 — Latitudo ejusdem inter spinas frontales... + 222s eee eee cere nenn 85 — — — MONDE Oo 0 610 como MIO EN UD Ber 130 — LUNE ADT ENEDES RE chrono dose oo Étant TO Gen 90 — Spine frontales, ab apice rostri distant .. : ....…......,..:... 4... 120 — — — ES DIE SEEST Boa EEN 140 — PAD ET LUT CEs OTANC HAE ALDRE EEN LU ete eee ce oi 36 — Radü frontalis longitudo, absque tentaculis. . . .. ................... 145 — Tentaculorum laminarium summa longitudo ....................... 125 — Banner caudalsı longitulor are ee eee alone alla ce ee 80 — Ved et ejendommeligt Tilfælde er jeg, efter hvad jeg tror at turde antage, i Stand til at meddele nogle (om end ikke udtommende) Bidrag til denne Slegts, maaske endog til den her beskrevne Arts Udviklingshistorie, ihvorvel de kunne synes at vere hentede noget langt borte fra. Museet besidder nemlig to smaa barbugede Tudsefiske fra Atlanterhavets tro- piske Del, der, ved Siden af visse Forskjelligheder, i de fleste og vesentligste Forhold vise en paafaldende Overensstemmelse med Himantolophus Reinhardt. Den ene af disse, 23 mm lang, Halefinnen medregnet, er fundet i Maven af en Albecore (en Thynnus-Form) paa 8° NB. og 24° VL. af Kaptajn V. Hygom i 1862, og har lidt en Del ved den begyndende Fordajelse, som den har været underkastet; den anden, 19™™ lang, men bedre bevaret, fandt jeg i Maven paa en af de Anoplogaster cornutus, som samme omhyggelige Samler havde fundet i Maven af en anden Albecore, i 1863, paa 31 ° NB. og 40° VL'). Den mindre af disse har en gjennemgaaende lys Farve eller rettere, er saa godt som farveløs, da Pigmen- teringen kun netop er begyndt at udvikle sig, navnlig paa Ryggen og ved Grænsen mellem Bughulen og Kroppen; hos den større er derimod Pigmenteringen skredet saa mébet frem, 1) Jfr. Lütken, To sjældnere pelagiske Berycider, Overs. 0. d. kgl. d. Vid. Selsk. Forh. 1877, p. 182. 322 16 at det synes i hoj Grad antageligt, at den i en mere udviklet Skikkelse vilde have frembudt det samme mørke, sortladne Udseende som Himantolophus, Ceratias, Oneirodes og Melano- cetus have som voxne. Legemsformen er noget mere smækker end hos Himantolophus Reinhardti; Hojden er omtrent Halvdelen (lidt derover eller lidt derunder) af Totallengden, Halefinnen medregnet; imidlertid kan Forholdet ikke angives ganske nøjagtigt, da Lege- mets Omrids ere ligesom noget udviskede af den det løst omsluttende, næsten gjennem- sigtige og ligesom opblærede Hud. Øjet er forholdsvis stort og anbragt temmelig tæt ved Pandeprofilet; Panden er forholdsvis bred og flad; der er en lille fremspringende Spids paa hver Side af Panden, over Øjet, og en Torn lidt længere tilbage, i Tinding- regionen; to nedadvendte Spidser paa Snuden, lidt over Mundranden, enten paa Overkjæve- benenes eller Ganebenenes øvre Ender; det er tydeligere end hos den voxne Himantolophus, al den fremspringende Underkjæves Symfyse (Hagen) nedadtil ender i en lille Spids, og endelig er det samme Tilfældet med Underkjævevinklerne bagtil, ligesom hos Oneirodes. Kjæverandene ere væbnede med spidse Krogtænder, der dog endnu sidde temmelig spredt og rimeligvis kun i en enkelt Række; Underkjævens ere større end Overmundens. Huden er, som rimeligt er, endnu aldeles uden Knuder; i Henseende til Straaletallet: B: 6, D: 5, A: 4, C: 9, er der den fuldstændigste Overensstemmelse med Himantolophus Reinhardt; og dette Forhold er af særlig Betydning for Bestemmelsen, da det udelukker alle andre hidtil kjendte Former fra Sammenligningen; alle Straalerne ere leddede, men endnu uklø- vede. Brystfinnerne ere korte; i den eneste, som er saaledes bevaret, at Straalerne kunne tælles, finder jeg 15 Straaler — en Afvigelse fra den grønlandske Art, der dog næppe har videre Betydning. Det mindre Exemplar har ikke Spor til Pandestraalen; det større har den derimod som et kort, kølleformigt Rudiment, uden Forlængelser af nogen Art, ikke længere end et Øjetværmaal. (Jfr. Tab. II, fig. 4). Vare disse smaa Tudsefiske-Unger fundne i Grønland, tror jeg ikke, at nogen vilde drage deres Henforelse til Himantolophus Reinhardti i Tvivl; men de ere jo fundne langt derfra i Atlanterhavets varme Strøg, den ene omtrent midtvejs mellem Afrika og de sydlige nordamerikanske Fristater, den anden endog midtvejs mellem Afrika og det nordlige Brasi- lien; og de ere jo fundne i Fiske, der færdes i Overfladen af Havet eller nær ved denne, medens Himantolophus og de andre arktiske Lophioider baade paa Grund af deres Sjæl- denhed og paa Grund af deres Bygning maa anses for at være Dybhavsdyr. Jeg skal dog hertil bemærke, at der intet er til Hinder for at antage, at Dybhavsfiskenes spæde Unger i mange Tilfælde bebo de øvre Vandlag, og at de først efterhaanden som de voxe, synke dybere og dybere til Bunds; ja der er endog, som jeg ved en anden Lejlighed haaber at kunne vie, al Grund til at antage, at dette er en temmelig almindelig Regel. Endvidere maa vi erindre, at vi egentlig ikke kjende den Dybde, hvori Albecoren og lignende Fiske kunne hente deres Føde; vi vide, at Syerdfiske (Tetrapturus) færdes og fanges i en Dybde 17 323 af 100 Fayne, og det samme kunde meget godt vere Tilfældet med Albecoren. At jeg imidlertid maa blive Svaret skyldig paa det Sporgsmaal, hvorfor vi da endnu ikke have faaet slige Unger af LHimantolophus, Ceratias eller Oneirodes fra Grønland, det skal jeg villig er- kjende; men jeg kan ikke tillegge en mulig Indvending af denne Art nogen videre Betyd- ning"). Fremdeles maa jeg bemærke, at det mere og mere viser sig, at Dybhavsfiskene ligesom de egentlige pelagiske Fiske kunne have en meget stor geografisk Udbredning — den middelhavske Macrurus trachyrynchus er jo fundet ved Gronland, Plagyodus (Alepisaurus) ferow ved Madera og Island, Malacocephalus levis ved Madera, Bohuslæn og Skagen, Chaunax pictus, for at tage et mere nærliggende Exempel, ved Madera og ved Fidji-Oerne — og endelig, at de klimatologiske Forhold paa de store Havdybder jo ere lidet forskjellige hele Jorden over, fordi Solvarmen, end ikke under Troperne, kan komme til at ove nogen umiddelbar Indflydelse paa dem. Det er derfor ingen Umulighed, at vor arktiske Æimantolophus Rein- hardti kan leve ogsaa i det tropiske Havbeltes store Dybder, og at dens Unger i dette Belte for en kort Tid ferdes i en lysere og varmere Verden end den, som senere bliver deres Hjem; om denne midlertidige Tilverelse i ovrigt er sikrere, mindre anfegtet af Farer, derom kan det, efter hvad der alt foreligger, vere tilladt at tvivle. Hvad der har bestyrket mig i denne (om end til en vis Grad kun forelobige og hypothetiske) Henforelse af de be- skrevne unge pelagiske Lophioider til den arktiske Art, er en dermed aldeles analog Erfaring, hentet fra en anden Fiskeslegt; i Maven af den samme Albecore, hvori den storre af hine formentlige Himantolophus-Unger laa, fandtes der, foruden Unger af en Brama-Art, en lille Fiskeunge, som jeg allerede for lengere Tid siden, inden jeg endnu var kommen ind paa nærværende Undersogelse, havde erkjendt for at tilhore Slægten Pterycombus, hvis eneste Art kun kjendes fra de storre Dybder paa den modsatte (norske) Side af Ishavet — til hvilken Art (P. brama) der efter min Mening heller ikke er noget til Hinder for at henføre den omhandlede pelagiske Fiske-Unge?). Ved et ret mærkeligt Træf husede altsaa den samme 1) Jeg skal ved en anden Lejlighed godtgjore, at Porthmeus argenteus er Ungen — ikke af en Chori- nemus, som man har trot, men — af Lichia amia L.; og dog er «P. argenteus» aldrig, saa vidt vides, bleven opført blandt Middelhavets Fiske. ?) Foruden de to formentlige Unger af Himantolophus Reinhardti har Museet i Aarenes Løb ved sine pelagiske Indsamlinger faaet 5 mindre Individer (5—8mm) af barbugede Lophioider med næsten kugle- rund Krop og et med Himantolophus-Ungerne saa stemmende Fysionomi, at jeg foreløbig har henført dem til den samme Slægt; nogle af dem ere uden alt Spor til Pandestraale, hos andre er den der- imod tydelig tilstede, paa lignende Maade som hos den større Unge af H. Reinhardti (?). Hvis disse meget spæde Unger nu ogsaa vare at henføre til denne samme Art, som endnu yngre Udviklingstrin af denne, hvad jeg først troede, vilde det være noget paafaldende, at nogle af dem allerede havde Pandestraalen udviklet, medens det 19mm lange Individ af H. Reinhardti (?) endnu ikke viser Spor til den. Da der ogsaa synes at være andre Forskjelligheder — f. Ex. større Brystfinner, et noget andet Straaletal (D: 6, A: 6, C: 10), tror jeg, at man i disse 5 spæde Unger maa se Repræsentanter for en anden, mindre, men i øvrigt ukjendt abyssal og apod Lophioid, maaske en tredje Art af Himantolophus, maaske af en nærstaaende Slægt. De ere fangne i Slæbenet paa forskjellige Steder Vidensk. Selsk. Skr, 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. X 5. A1 324 18 midtvejs mellem Afrika og Sydamerika fangne «Albecore» i sin Mave, hvis jeg ikke skuffer mig, Ungerne af to arktiske Dybvandsfiske, af hvilke den ene kun kjendes fra Ishavets gron- landske, den anden kun fra dets norske Del! Den her omhandlede Række af sorte, svagsynede, barbugede Dybvands-Tudsefiske (de vere nu glatte som Oneirodes og Melanocetus, eller tornede som Himantolophus og Ceratias) danne, som jeg tidligere har havt Lejlighed til at bemerke, aabenbart tilsammen en vel udpreget Gruppe indenfor Familien. Om denne har man i den sidste Tid faaet flere nye Oplysninger, hvoraf det fremgaar, at den horer til dem, der spille en ikke ringe Rolle i den Dybhavsfauna, hvis Studium nu kan siges at vere begyndt. Det ses af Hr. Murrays forelobige Beretning om Challenger-Expeditionens Udbytte i denne Retning'), at ved 8 forskjellige Lejligheder har man faaet en Lophioid i Trawlen paa Dybder, der vexle fra 120-—2400 Favne. Af den fra det sidst nævnte uhyre Dyb mellem de kanariske og kapoverdiske Øer (22°10 N. Br., 22°2 V. L.) opfiskede « Ceratias uranoscopus» har den des- verre senere, inden denne berømmelige Jordomsejlings Afslutning, bortrevne Dr. Wille- moés-Suhm i sin Tid sendt mig et lille Fotografi, hvoraf det synes at fremgaa, at den har manglet den anden frie Rygstraale, der findes hos Ceratias Holbolli (hvorimod de to smaa Rudimenter bag denne, der ere bekjendte fra Kroyers Figur, ere tilstede), og at den lange Pandestraale ikke ved nogen Leddannelse har veret delt i to Stykker; er dette rig- tigt, formoder jeg, at man i «C. uranoscopus» vil komme til at erkjende en Repræsentant for en egen Slegt?). Blandt de andre med Bundslebevaadet fiskede Lophioider nævnes « Ceratias» (uden Artsbestemmelse) endnu en Gang (4° 33/S.Br., 129° 58 ©.L., 360 Favne); Melanocetus 3 Gange (35° 10’N. Br. og 139° 30 ©.L., 345 Favne; 0° 42‘S. Br. og 147° 22 O.L., 1100 Favne; 1° 47 N. Br., 24° 26 V. L., 1850 Favne), den sidst nævnte Gang udtrykkelig som M. Johnsoni. Der opføres endelig en « Lophius» (uden Artsbestemmelse) fra 1° 50 S. Br. og 146° 42 0.L., 150 Favne, og en ubestemt «Lophioid» fra 120 Favne ved Nyhollands Sydostkyst.— Medens nogle af Havdybets Lophioider nærmest slutte sig til Malthea-Typen, f. Ex. Halieutea stellata, | mellem 20° 30° S. Br. og 33° 40‘ N. Br. og mellem 72° 46 V.L og 20° 30° V.L. En lignende lille Form fra den sydvestlige Del af det indiske Hav (32° 40‘ S, Br. og 43° 50‘ 0. L.) har ikke Spor til Gat- og Rygfinne og repræsenterer saaledes rimeligvis en hel ny generisk Kombination. Det kan bemærkes, at spæde Antennarier af det samme Udviklingstrin vise saa vel disse uparrede Finner som Bugfinnerne meget tydeligt udviklede — en Bemærkning, som ikke er overflødig, da man, i Henhold til Bugfinnernes sene Fremkomst hos mange Fiske, kunde betvivle, at disse Smaafiske med Sikkerhed kunde henvises til de apode Lophioiders Gruppe. 1) Proc. Roy. Soc. XXV, pp. 540—44. *) Senere er jeg kommet til Kundskab om, at denne Afbildning er gjengivet i Wyville Thomsons «Atlantic» Il, p. 69. Af Texten fremgaar, at Fisken kun er 90mm Jang, at Huden er tornkledt, Straalernes Antal: D: 3, A: 4, C: 8 (deraf 4 klovede), P: 10, og at Pandestraalen ender med en sort Knop uden Forlængelser, men med en hvid Plet. 19 325 Halieutichthys reticulatus Poey og Dibranchus atlanticus Pet.'), der blev opdaget i en Dybde af 360 Favne paa 10° 12,9 N.Br. og 17°25,5 V.L., og andre synes at repræsentere særegne Dybvands-Typer (Lophius, Chaunax), kan Oneirodes - Ceratias Gruppen vel nærmest siges at representere Antennarierne i Dybet. Nu, da der foreligger en positiv Angivelse for, at de littorale Antennarius-Arter bruge deres Pandestraaler til Fiskefangst?), vil man vel heller ikke lengere finde den Antagelse for dristig, at de tilsvarende Dannelser hos Oneirodes, Ceratias, Melanocetus og Himantolophus finde den samme Anvendelse, og at deres forskjellige Uddan- nelse hos denne Rekke af Slegter svarer til lige saa mange Tillempninger af Fiskemethoden. I ovrigt er det ikke min Mening, at Ceratias-Gruppen skulde indordnes i Antennariernes; jeg tror tværtimod, at man giver vor nuværende Kundskab om Familien Halibatrachi det mest adækvate Udtryk ved at dele den i 5 Grupper: 1) Maltheidæ (Malthea, Halieutwa, Halieutichthys, Dibranchus); 2) Lophioide (Lophius, Lophiopsis(?)); 3) Chaunacidæ (Chaunaz); 4) Antenna- rüdæ (Antennarius, Pterophryne, Saccarius og Brachionichthys) og 5) Ceratiade (Ceratias, Himantolophus, Oneirodes, Melanocetus)*). Slægten Chanuax synes at passe lige daarligt, ) Monatsber. Akad. Wiss. Berlin. 1875 p. 736—42 c. tab Jeg antager, at ogsaa den længe kjendte Halieutæa stellata Vahl saa vel som den endnu kun ufuldstændigt kjendte Halieutichthys reticulatus Poey (Gill, Proc. Ac. Phil. 1863, p. 90) fra Cuba, ligeledes ere Dybvandsfiske. 2) Whitmee, On the habits of the fishes of the genus Antennarius. Proc. Zool. Soc. 1875 p. 545. «In that attitude it angled [udhævet af Forf.] with the ciliated anterior dorsal for some of the small fish in the aquarium». (A. multiocellatus). 5) Gills Opstilling af Tudsefiskene (1863): Bleekers Opstilling (1865): 1. Maltheoide: I. Lophioidei: Lophius. 1. Maltheine: Malthe. II. Maltheoidei: Malthe, Halieutea. 2. Halieutein@: Halieutea, Halieutichthys. III. Chironectoidei. ll. Lophioide: Lophius. A. Chironecteiformes: Ill. Antennarioide: 1. Antennarü: Antennarius, Saccarius, Bra- a. Chaunacine: Chaunax. chionichthys. b. 1. Antennariine: Pterophryne, Antenna- 2. Chaunaces: Chaunax. rius, Histiophryne, Saccarius. B. Ceratiæformes: Ceratias. 2. Brachionichthyine: Brachionichthys. . Appendix: Himantolophiformes: Himantolophus. IV. Ceratioide: Ceratias. Sin i 1861 opstillede Underfamilie: «Himantolophine» omtaler Gill ikke i denne to Aar yngre Afhandling (Proc. Ac. Phil. 1863 p.88—92), ejheller nævner han Slægten Himantolophus. At der i Virkeligheden slet ikke er nogen Grund til at stille denne Slægt i en anden Underfamilie end Cera- . tias, vil, efter hvad ovenfor er udviklet om dens Forhold til denne Slægt og de to andre Naboslægter, ikke trænge til nogen nermere Begrundelse. Af de to Slegter, som Gill udskiller af Slægten Antennarius, saaledes som denne endnu be- grenses af Günther og Bleeker, er der maaske ikke fuld Grund til at beholde Histiophryne, hvis den kun ved Straaletallet (D: 15, A: 8) er forskjellig fra Pterophryne (D: 12, A: 7). Derimod tror jeg, at der er god Grund til at holde denne Drivtangens nøgne Tudsefisk med de længere Bug- finner, Pt. levigata (Cuv.) (marmorata Guv.), — fra hviken Pt. barbatula (Eud. Soul.) og lioderma (Blkr.) maaske ikke ere artsforskjellige? — generisk ude fra de ru Antennarier (s. str.) med de korte Bug- finner. Bestemte Overgange mellem disse to Typer ere mig i al Fald ikke bekjendte. Til de anforte Forskjelligheder vil man. maaske endnu kunne foje den næsten lodrette Mund hos Antennarierne, 41" 326 20 hvad enten man vil tvinge den ind i Lophius-, Malthea- eller Antennarius-Gruppen, skjønt den maaske har Beroringspunkter med dem alle tre; det synes derfor det ene rigtige at lade den danne en Gruppe for sig selv, indtil mulige Opdagelser af ubekjendte Mellemled maatte lede til dens Tilknytning til en af de andre. il. Som jeg tidligere, i Anledning af min Redegjorelse for Oneirodes Eschrichtii'), har havt Lejlighed til at berore, er Originalexemplaret til Kroyers Beskrivelse af Ceratias Holbolli ikke det eneste, der i Aarenes Lob er bleven nedsendt til vore Samlinger; tvertimod, af de arktiske Dybhavs-Tudsefiske er denne, synes det, forholdsvis den hyppigste. Det ene af de to Exemplarer, hvortil jeg her sigter, og som har havt en Lengde fra Forenden af Vomer til Bagenden af den sidste Halehvirvel af 1712 Tomme, fandtes uden nærmere Op- lysning mellem de Ichthyologica, som i 1871 overgik fra Universitetets fysiologiske til dets zoologiske Museum; muligvis er ogsaa dette i sin Tid taget under Forvaring af Kapt. C. Holbøll og af denne nedsendt til Etatsraad Eschricht. Det andet, der maalt paa samme Maade har havt en Lengde af godt 27 Tommer, og saaledes veret et meget stort og anseligt Exemplar, er i sin Tid af Justitsraad Dr. Rink afleveret til Prof. Reinhardt, og af denne igjen i 1871 til Museets ichthyologiske Afdeling. Begge ere de dog desverre komne hertil fra Grønland i en saadan Tilstand, at det har været umuligt at opbevare dem som hele Exem- plarer. Da jeg modtog dem for at indlemme dem i vor nordiske Fiskesamling, forelaa de kun som Skeletter, opbevarede i Spiritus, men tillige mere eller mindre oploste i deres Sammenheng, saaledes at de enkelte Knogler for storste Delen laa uden Orden mellem hver- andre, sjældnere mere eller mindre lost sammenhengende i storre Partier. Aldeles fuld- stendigt er heller ikke noget af disse to Skeletter; saaledes mangler t. Ex. ethvert Spor af Brystfinnestraaler (ligesom hos den tidligere beskrevne Oneirodes Eschricht) i begge Exemplarer, og der er i begge Set enkelte af de mindre Knogler, f. Ex. nogle af Straalebererne i begge, « Coracoidea» af det mindre, det ene Suboperculare af det større Exemplar, som fattes. De fleste deres kortere Brystfinneskaft eller Arm, deres i det hele mindre udviklede Gat- og Rygfinne og den forholdsvis vel udviklede Pandestraale, i Modsetning til Pterophrynens mere skraa Mund, længere Arm, mere udviklede Ryg- og Gatfinne og nesten rudimentere, til et Appendix til 2den Rygfinne- straale reducerede første Straale; men det er ogsaa muligt, at der kun tilkommer disse Karakterer en subsidiær Gyldighed, og at man ikke ved nogen enkelt af dem altid vil kunne skjelne en Ptero- phryne fra en Antennarius. Det er en ret god Karakter for Pt. levigata, tilsyneladende kun at have 5 Bugfinnestraaler (bortset fra den rudimentære og skjulte Pigstraale), medens Antennarierne, _ saa vidt min Erfaring gaar, i Almindelighed tilsyneladende have 6, fordi den inderste hos dem er kløvet; men hos A. caudimaculatus Rüpp. (Zindgreni Blkr.) finder jeg den inderste Bugfinnestraale uklovet og derfor tilsyneladende kun 5 ligesom hos Pterophryne. 1) Overs. o. d. kgl. d. Vidensk. Selsk. Forh. 1871. S. 58. 21 327 ovrige Skeletdele ere derimod temmelig fuldstendigt repræsenterede i begge Skeletter, og skjont det kunde forudses at ville blive et mindre let og temmelig langvarigt Arbejde at rekonstruere i det mindste de vigtigste Partier af Ceratias-Skelettet ved atter at samle de splittede Knogler og sammenstille dem i deres oprindelige Sammenheng, har jeg dog trot ikke at burde unddrage mig derfor eller for at meddele den deraf fremgaaede Redegjorelse. Det viser sig nemlig, at Benbygningen hos Ceratias (der formodentlig kan tjene som Typus for den hele Gruppe af Ishavs- eller Dybhavs-Tudsefiske, hvortil den horer), er ikke saa lidet forskjellig fra den hos Bredflaben (ophius), som vel ellers snarest vilde gjælde for at kunne representere det karakteristiske for Familien, paa Grund af sin relative Hyppighed i Forbindelse med sin Storrelse. Det maatte derfor ansees for onskeligt, at Benbygningen hos Ceratias kunde blive oplyst i det mindste i sine Hovedtrek, saa at disse kunde vere tilgengelige til Sammenligning med beslegtede Former, som maatte blive opdagede. Det følger af sig selv, at denne Rekonstruktion ikke kan blive saa. aldeles fuldstændig eller paalidelig i alle Enkeltheder, som en Beskrivelse vilde kunne vere, der udkastedes efter et Skelet med alle Dele i deres oprindelige og naturlige Sammenheng. Det er allerede i og for sig misligt nok at samle de splittede Skeletdele af en Fisk, hvis Benbygning man ikke kjender iforvejen, saaledes, at man kan vere sikker paa ikke at have begaaet nogen vesentlig Fejl; men selv om denne Vanskelighed i andre lignende Tilfelde kunde vere helt overvunden, forages den her ved den ejendommelige, overmaade lose og svampede Bygning, der udmerker Knoglerne af denne Slegt (og formodentlig alle Ceratiader), og som undertiden kan efterlade nogen Uvished, om denne og hin Knogle virkelig have staaet i det antagne Forhold til hinanden, eller ikke. I visse Tvivls-Tilfelde har jeg kunnet bøde paa disse Vanskelig- heder ved at underkaste enkelte Knoglepartier af Artens Original-Exemplar en (selvfolgelig meget lempelig) Dissektion. Paa den anden Side skal det ikke negtes, at det vilde vere vanskeligt at faa de enkelte Skeletdele bedre preparerede end ved den her ufrivilligt an- vendte naturlige Maceration. De Fejl, som ville vere at berigtige, naar der en Gang foreligger et fuldstendigt Exemplar til Undersogelse, ville derfor forhaabentlig ikke vere af serdeles stor Betydning. Som et yderligere Bidrag til Kundskab om denne merkelige Fiske- form, til hvis Karakteristik jeg allerede tidligere") har givet nogle suplerende og berigtigende Bidrag, haaber jeg at de nedenstaaende Bemærkninger skulle findes her at være paa deres Plads. Jeg vil begynde med en Beskrivelse af Hvirvelstøtten. Hvirvlernes Antal er 20, af hvilke, som det senere nærmere skal paavises, de elleve første ere Krophvirvler, de ni sidste at regne for Halehvirvler?). Af den først nævnte 1) Lejlighedsvis I min anførte Afhandling om Oneirodes, S. 63—65. 2) I Aniennarius-Gruppen angives Hvirveltallet til 18 (9-9) hos Pterophryne levigata, 22 (12 + 10) hos Brachionichthys hirsutus; Malthea vespertilio siges at have 19, Halieutæa stellata 17 (T + 10), Dibranchus atlanticus 18 (6 + 12). Hos Lophius setigerus finder jeg kun 18 (der angives 19), af hvilke 328 22 Fig. 2. Hvirvel-Rekken af Ceratias Holbolli. Gruppe ere de to forste de korteste, betydelig kortere end de nermest efterfolgende, der tillage jævnt i Størrelse og Forlighed, saaledes at de midterste i Rækken, paa Grænsen mellem Krop og Hale, ere de længste og dobbelt eller næsten dobbelt saa lange som de to forste, men dog kortere end de ere hoje (alle Forlengelser selvfolgelig fraregnede); derefter aftage de atter i Lengde og Hojde indtil den sidste, der afslutter Rekken og har en fra alle de andre meget forskjellig Form. Ligesom denne Tudsefisks øvrige Knogler ere Hvirv- lerne dannede af et yderst skrøbeligt og let, fibrolaminest Benvæv, hvis — til Dels store — Mellemrum og Hulheder udfyldes af en blod grodagtig Masse; men intet Steds i Skelettet spiller denne dets blode Bestanddel i den Grad en Hovedrolle, som netop i Hvirvellege- merne. De eneste Dele i Rygraden, der have en noget storre Fasthed, er de hulkegle- dannede Benplader, som danne de bikonkave (amphicoele) Hvirvellegemers mod hinanden vendende Endeflader. De tynde fibrose Lameller, som danne det egentlige Benvey, ligge i ovrigt tættere i Hvirvelforlængelserne — derunder medregnet den store lodrette Plade, hvori den sidste Hvirvel løber ud og hvormed saaledes den hele Hvirvelstotte ender — end i Hvirvel-Axerne, og tættere i disse, jo lengere bagtil i Rekken de have deres Plads; men selv hvor de ligge tættest, hæver Benvævets Fasthed sig ikke over det svampedes. Jo læn- gere man kommer fortil, desto mere træder det fibrolaminose Element tilbage, desto storre blive de af det bløde Stof udfyldte Mellemrum , desto løsere og svagere derfor hele Hvirv- lens Bygning. De omtalte fastere Elementer ere i det hele ordnede saaledes, at de kegle- dannede Benplader, hvilke, som anfort, danne de hule Endeflader, udvendig forbindes ved et vist Antal tynde Plader, som ere stillede efter Længden, parallelt med Axen, men ind- byrdes divergerende som Radierne om et Midtpunkt; men disse Plader maa man dog ikke tænke sig saa aldeles regelmessige, tvertimod, de ere krusede, til Dels klovede og anasto- moserende, de udsende allehaande Udvæxter; deres Antal kan paa Grund af deres Uregel- mæssighed ikke bestemmes nærmere end til ©. 4—6—8 paa hver Side. Er den bløde Masse, som udfylder Mellemrummene, skyllet ud eller tørret ind, optræde Hvirvlerne med det ejen- . de to sidste endda ere halv sammenvoxne; hos Z. budegassa angives 27—30, hos Z. piscatorius, hvor der angives 28—31, finder jeg stedse 30 (13 + 17 eller 14 + 16, Grænsen er meget usikker), men den nest sidste viser undertiden Spor af at vere dannet ved en Sammenyoxning af 2 (altsaa 31); ved en yderligere Sammenvoxning af den 29de og 30te Hvirvel, hvortil der ogsaa stundom er en Antydning, vilde Tallet gaa ned til 29. 23 329 dommelige bladet-pibede Udseende, som Afbildningen har søgt at gjengive. Sammen- lignes Skelet-Texturen hos Breflaben (Lophius) med den foreliggende Fisks, maa den forst nævntes Benbygning, hvis svampede Beskaffenhed er saa vel bekjendt og ofte omtalt, kaldes solid og fast; vel er Benvævets Beskaffenhed i begge Tilfælde væsentlig den samme, men dets fibrose Bestanddele ere hos Ceratias langt mere tilbagetrængte, dets Blodhed og Loshed saa meget desto storre. Den forreste Hvirvels ovre Buer eller Rygbuer forene sig vel over Rygmarvskanalen, men danne ikke ved denne deres Forening nogen Torntap (spina neuralis); tvertimod, Buen hæver sig op i en vingeformig Forlængelse paa hver Side, adskilte ved en Indskering. i Midten. Paa 2den Hvirvel modes Buerne allerede i en Spids, og denne hæver sig paa de folgende stedse stærkere og stærkere op som en 'saakaldet øvre Torntap, der i Begyndelsen kun er kort og rettet mere opad, men omtrent fra den 7de bliver lengere og rettet mere bagud, saa at den paa de midterste Hvirvler i den hele Række er saa lang som to Hyirvler tilsammen og med sin Spidse naar til eller lidt ind over den anden Hvirvel efter den i Rækken. Paa Halehvirvlerne bliver efterhaanden denne øvre Torntap kortere og kortere, og ere der til sidst Neurapofyser og Hæmapofyser hinanden saa lige, at det turde være vanskeligt, paa en af disse Hvirvler i isoleret Tilstand at gjøre Rede for «op» og «ned». En ualmindelig stærk Udvikling, baade i Længde og Førlighed, faa Neurapofyserne og Hæma- pofyserne imidlertid atter paa den næst sidste Hvirvel; de lægge sig med deres bruskede Ender op mod Yderpunkterne af den vifteformede Plade, hvori den sidste Hvirvel forlænger sig, og hvorved denne Hvirvel faar en fra den tilsvarende hos Lophius temmelig forskjellig Form. Ligesom hos denne Slægt har denne sidste Hvirvel i øvrigt en noget fremspringende vandret Længdekam (altsaa en Diapofyse eller Parapofyse) paa hver Side af Hvirvel-Legemet. Den tolvte Hvirvel er den første, hvis Bugbuer (Hæmapofyser) ere rettede bagud; de ere her endnu forholdsvis kørte i Sammenligning med samme Hvirvels Neurapofyser. De 3 første Krophvirvler mangle aldeles Hæmapofyser, men paa de følgende 8 findes de, først lidet ud- viklede eller aldeles rudimentære og rettede nedad, derefter mere udviklede og rettede fremefter. Hovedforandringen i Retning — og dermed Grænsen mellem Krop- og Hale- hvirvler — indtræder, som antydet, mellem den Ilte og 12te Hvirvel. Den af Bugbuerne dannede Kanal er lukket i største Delen af sin Længde, men dog aaben forneden under de tre eller fire forreste paa Grund af, at Halvbuerne her ikke naa sammen i Midtlinien. I øvrigt er det langt fra, at de af Ryg- eller Bugbuerne dannede Kanaler for Rygmarven og for de store Karstammer ere helt dækkede af de nævnte Knogledele, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet hos Klumpfisken (Mola) i største Delen af deres Løb; tværtimod, de nævnte vigtige Organer ligge — bortset fra beskyttende Hinder — for største Delen blottede, da der er store Mellemrum mellem hvert Par Neurapofyser eller Hæmapofyser, især i Hale- regionen. Dog er herved at bemærke, at Krophvirvlernes og de forreste Halehvivlers Hæma- pofyser og Neurapofyser udspringe med saa bred en Basis, at de fra Siderne næsten 330 24 ganske skjule Aarestammernes og Rygmarvens Leje. Fortil løber de nævnte Neurapofysers Basaldel ud i en but Forlængelse, der vel ikke tilvejebringer en Ledforbindlese med Hvirvlens Formand i Rækken, men dog er at betragte som et Rudiment af en Ledtap eller Zygapofyse. Af Straaleberere er der 3 saa vel for Ryg- som for Gatfinnen; paa den sidste af hvert Set er der nemlig indleddet to Straaler. De ere af en mindre almindelig Form, som hosstaaende Figurer b og ¢ oplyse, men den stemmer dog for saa vidt med det sædvanlige, som deres smækre Del er indkilet mellem Hvirvlernes ovre eller nedre Torntappe, den sammentrykte bredere Del vendt mod Straalerne, der ligesom ride paa deres bruskede Rand med sin klovede Grund. Den forste Gatfinne-Straaleberer er længere end de andre, og som det vil ses af Fig.3a, saa forskjellig fra dem, at den, skilt ud af sin Stilling i Skelettet, maaske mindre let vil erkjendes for hvad den er. Om selve Straalerne i de upar- rede Finner er intet at bemerke, uden at de let skille sig i deres to Sidehalvdele, og at de have den samme lose, svampede, lamellost- fibrose Bygning som de tættere Dele af Hvirvelforlengelserne. Herfra undtages dog den frie Pandestraale, der ligesom dens paa en saa paafaldende og abnorm Maade forlengede Straaleberer Fig. 3. Tre Straalebærere. tvertimod bestaar af et meget haardt og fast Benvey. Til Ribben — der jo ogsaa mangle hos Lophius — finder jeg ikke Spor. Hovedskallen har gjennemgaaende den samme svampede, fibrolaminose Beskaffenhed, som er beskreven i det foregaaende for Hvirvelstotten; men hertil kommer, at betydelige Partier af den fotale Bruskhovedskal (Chondrocraniet) her ere bevarede som vedvarende Dannelser, dels paa Grænsen mellem mange af de ved dens Forbening fremkomne Knogler, dels under flere af de over eller omkring Bruskskelettet udviklede overfladiske (parastotiske) Knogledannelser. Dens almindelige Konfiguration kan vel, skjont ikke uden betydelige Til- lempninger, føres tilbage til Bredflabens (Zophius), som dog snarere i sine Formforhold er den mindst normale af de to; men der er dog navnlig den vesentlige Forskjel, at der her ovenpaa Kraniet findes en dyb Hule eller Rende — aaben oventil i storste Delen af sin Lengde, men lukket bagtil i Nakkepartiet paa en kort Strækning —, der strækker sig gjennem hele Nakke-, Isse- og Panderegionen. (Jeg formoder, at i denne Rende har Pandestraalens Straalebærer (/nterspinale) til Dels sit Leje, i hvilket den kan skydes frem og tilbage, men har ikke Vished for denne Formodnings Rigtighed.) Hovedskallen er bredest og hojest bagtil over Tindingepartiet; derfra afsmalner den stærkt nedadtil mod den for- holdsvis- smalle og fortrinsvis af Kilebenet dannede Grundflade, mindre sterkt fortil mod Snuden. Set bag fra (Fig. 4) har den et Omrids som en høj ligebenet Trekant med afstum- pede Vinkler; set fra Siden (Fig. 5) er den ligeledes i Hovedsagen begrenset af 3 Linier: den kortere, uregelmessige Nakkelinie, den krumme Pandelinie og Grundlinien. Set oven 25 331 fra (Fig. 6) er Modsætningen mellem den bredere egentlige Hjærnekasse og det smallere Frontorostralparti eller Ansigtsdel meget i Ojne faldende. En Oversigt over Hovedskallens Sammensætning vil bedst faas ved at betragte den fra den ene efter den anden af disse tre Sider. De Knogler, som ses, naar Hjærnekassens Nakkedel vendes mod Beskueren (Fig. 4), ere: 1) Under det smalle Nakkehul (foramen magnum, f) det uparrede Grund-Nakkeben eller Basioceipitale (Occipitale inferius s. basilare) med sin hulkegledannede Endeflade, mod- Fig. 5. Hjærnekassen af Ceratias Holbolli set bagfra og fra Siden. De vigtigste bruskede Dele ere antydede ved en punkteret Skravering. Bogstaverne og Tallene henvise til Texten. svarende den, som fortil begrænser den forste frie Hvirvel, og ligesom denne og de andre Hvirvel-Endeflader beklædt med en forholdsvis haard og fast, skjønt tynd Benplade. 2) De to Side-Nakkeben (Occipitalia lateralia s. Exoccipitalia), der danne en stor Del af Side- væggene af Hjærnekassens bageste Del, men tillige have udviklet et Par korte og tykke, bagtil og nedad rettede, for Enden afskaarne og med bruskede Ledflader forsynede Forlen- gelser (c); disse, der svare til Padders og Pattedyrs Condyli occipitales, gribe ind i to For- dybninger, som findes paa.den forste Hvirvel, en paa hver Side, mellem Rygbuen og Hvirvel- Axens kegledannede Endeflade. Oventil forbindes Sidenakkebenene ved et brusket Mellem- stykke, der danner en Del af Loftet i Hjernehulen, men tillige den bageste, over Nakkehullet og i Linie med Condyli laterales fremspringende Ende (r‘) af Gulvet i den ovenfor omtalte Rende (7) ovenpaa Hovedskallen; denne bruskede Forlængelse af Nakkepartiets ovre Del stoder umiddelbart op til og omfattes af de ovenfor omtalte Vingeplader paa den forste Krophvirvels Rygbue, saaledes at Udsnittet midt i denne netop kommer til at ligge i Flugt med den hule Gulvflade i Renden. 3) De to Knogler, der hvile paa Sidenakkebenene (for saa vidt de ikke ere adskilte fra dem ved Brusk), men slutte sammen for oven, saaledes at de lukke for Renden paa en kort Strekning, ere selvfolgelig Yder-Nakkebenene (Paroccipitalia s. Occipitalia externa v. Epiotica). A) Overst, nermest Midtlinien, paa begge Sider af Fortsettelsen af den omtalte Rende, ses Enderne af de to Isseben (Parietalia), som ikke selv deltage i Begrensningen Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 5. 42 332 26 af Hjærnehulen eller i Dannelsen af dens Tag; og 5) yderst paa hver Side et saakaldet Vorteben ( Mastoidewm) — saaledes betegnes i det mindste det tilsvarende Ben hos Lo- plüus af den Forfatter”), som udforligst har gjort denne Slægts Hjernekasse til Gjenstand for en Analyse — der bagpaa viser en lille Flade, til hvilken Skulderbuen har været ophængt ; det er den Knogle, som hos andre Former benævnes Occipitale posterius, Opisthoticum (af Huxley og Parker) eller Jntercalare (Vrolik). Det er aabenbart en Knogle, der ikke har noget med Chondrocraniet at gjøre, men er en parastotisk Dannelse ligesom Isse- benene, Pandebenene, Kilebenet og Plovbenet?). Betragtes Hovedskallen fra Siden (Fig. 5), ser man, foruden de allerede omtalte Knogler, som danne dens bageste Afsnit, underst 6) et kolossalt uparret Kileben (Sphenoideum basilare, Parasphenoideum), der fortsætter sig hen under hele Ojehulen og fortil støder op lil Plovbenet, medens det bagtil legger sig hen under nesten hele Nakkebenets Grunddel. Fra dets forreste Halvdel, der forneden begrenser den store Orbital-Lakune mellem den egentlige Hjærnekasse og Rostral- partiet — kun oventil dækket af Pandebenene og de dem underliggende Bruske — udsender det opad to brede og lave vingeformede Partier, som mellem sig optage Enden af en fra Rostralbrusken bagtil udgaaende Bruskcylinder. Ovenfor Kilebenets bageste. Afsnit dannes Hjærnekassens Sidevægge af 3 anselige Knogler: 7) bagest, under Issebenene, foran Side- og Yder-Nakkebenene, af et stort Tindingben (Zemporale), som jeg her, fremdeles i Overensstemmelse med Brühl, vil benævne det — ellers benævnes det Mastoideum (Cuvier, Owen, Stannius), Squamosum (Huxley, Vrolik), Petrosum (Bruch) eller. Pteroticum (Parker) — med Ledflade (e) for Tinding- eller Hyomandibularbuens Ophengningsdel; 8) forrest “a den saa kaldte store Kilebensvinge (Ala temporalis: Pe- trosum hos Owen og Vrolik, Prooticum hos Huxley og Parker) sluttende sig til Basioccipitale (1) som en Slags Fortsættelse Fig. 6. Hovedskallen af Ceratias af dette, hvilende paa og til Dels omfattet af Parasphenoideum Holbolli set ovenfra, Det venstre (6); 9) over den Bagpandebenet (Frontale posterius, Post- Isseben er borttaget, saa at man ser de underliggende Bruske og Knogler. Tal og Bogstaver som i kassens Tag og treder i Forbindelse med Issebenet (4) og "Texten. «Pteroticum» (7). De uforbenede Dele af Chondrocraniet, som frontale, Sphenoticum), der tillige danner en Del af Hjærne- 1) Brühl, Osteologisches aus dem Pariser Pflanzengarten, pl. II. (1856). *) Dette er allerede for andre Fiskeformers Vedkommende begrundet og udviklet af A. J. Vrolik i «Stu- dien über die Verknöcherung und die Knochen des Schädels der Teleostei» (Niederl. Arch. f. Zoo- logie, I), p. 285—290 (1873). 27 333 paa flere Steder forbinde eller adskille de nævnte Knogler uden at kunne henfores til nogen af dem, ere antydede paa Figuren. Borttages Issebenene — som det er gjort paa den ene Side af Fig. 6 — ser man tydeligere ned i den oftere omtalte brede og dybe Rende paa Hoved- skallens Overside og opdager da, at dennes Gulv og Sidevegge fortil, mellem de to Bagpande- ben og de Bruske, der forbinde disse med Yder-Nakkebenene (3), dannes af 10) et Mel- lem-Isseben (/nterparietale), dybt udhulet med opadbojede Sidedele for at forme sig efter den gjennemgribende Omdannelse, som hele denne Del af Hovedskallen er underkastet hos Ceratias, Paa Grund af dets Beliggenhed foretrekker jeg — under den herskende Usikker- hed og Vilkaarlighed m. H. t. Fiskehoved-Skelettets Terminologi — med Brühl at benævne denne Knogle som sket er, skjønt der jo ingen Tvivl kan vere om, at det er den, som ellers benævnes Occipitale superius eller Supraoceipitale. Fortil forlænger den sig frem mellem 11) de to subtriangulere mindre Kilebensvinger (Ale orbitales, Alisphenoidea), der, støttende sig til den forreste-overste Del af « Prootica» (8) og til « Sphenotica» (9), danne det allerforreste Stykke af den egentlige Hjærnekasses Sidevegge for oven, adskilte ved den for omtalte Lakune fra de op imod dem strebende vingeformige Forlengelser af det egentlige Kileben (6). Et saa kaldet «Sphenoideum anterius» (Entosphenoideum, Basisphenoideum) har jeg ikke fundet, saa lidt som et saa kaldet « Orbitosphenoideum» (Ethmoideum medium), uden at det dermed tor negtes, at disse Dele muligvis have veret til Stede, i al Fald som Bruske. Mellem-Issebenet ender fortil, omtrent i Linie med Bagpandebenene, med en lige af- skaaret Rand, men fortsettes af en brusket Del, en uforbenet Rest af Chondrocraniet, som fortil paa hver Side lober ud i en Forlengelse, der — skjont den snart forener sig med en fra Alisphenoideum kommende Brusktraad — dog kun som en tynd Traad lober hen under det af de egentlige Pandeben (15) dannede Dekke; under dettes forreste Del udvide disse Brusk- traade sig atter og forene sig til en horizontal Bruskplade omtrent af samme Form som den, der støtter sig til Interparietale; disse Bruskdele begrænse altsaa mellem sig en stor oval Fon- tanelle i det bruskede «Zegmen Cranü». Fra den forreste Del af dette bruskede Tag over Orbital-Lakunens forreste Del udgaar der nu i Retningen fortil og nedad tre Bruskpiller: en i Midten og mere nedad og en paa hver Side, mere fortil — forenende sig alle tre med den brede og flade, vandrette, fortil lige afskaarne Rostro-ethmoidal-Brusk (4), som danner Grundlaget for Hovedskallens Rostralparti og bagtil udsender den ovenfor omtalte Forbin- delsesbrusk med Kilebenet (6). Omkring eller i disse bruskede Dele er der nu udviklet for- skjellige Knogler af den sædvanlige fibro-lamellose Beskaffenhed: 12) forrest, paa Undersiden af Rostralbrusken, et subtriangulert Plovben (Vomer) af noget lignende Form som hos Lophius, men gribende mindre om paa Snudebruskens ovre Side end hos denne; om eller i den midterste af de tre omtalte Bruskbroer, som forbinde Kranie-Taget med Snudebrusken, fremdeles: 13) et subcylindrisk Siben (Æthmoideum, Nasale), og 14) omkring hver af Side- "broerne et Forpandeben (Prefrontale, Frontale anterius, Eetethmoideum) af lignende Form. 42" 334 28 Saa staar kun tilbage at nevne: 15) de to stærkt hvælvede egentlige Pande- ben (Frontalza), som, stødende sammen i Midtlinien, og vigende fra hinanden bagtil, hvor de støtte sig til Alisphenoidea og til Bagpandebenene og gribe ind i Issebenenes Forlængelser, bidrage til at danne den forreste Del af den ofte om- talte Rende for Pandestraalens Straale- bærer; fortil kløver hvert af dem sig i to Flige, af hvilke den ydre, slutter tæt til samme Sides Forpandeben. Af de Knogler, som danne Op- hængningsbuen eller Tindingbuen (Fig. 7) og tilvejebringe Forbindelsen mellem den egentlige Hovedskal, Kjævepartiet, Gjællelaags-, Tungebens- og Gjælle- partiet, har den øverste I) Hyomandi- bulare (Temporale Cuv., Epitympanicum Fig. 7. Tindingbuen, Gjællelaags-, Tungebens- samt Kjæve- og Ganepartiet af Ceratias Holbolli, viste fra den udvendige ; Side. Over- og Mellemkjævebenet (17 og 18) ere frem- Ow.) foroven en Ledflade, svarende til stillede som udloste af sine Forbindelser. Nederst til hojre den ovenfor omtalte paa «Pteroticum»; ere de øvre og nedre Svælgben fremstillede, alle i samme 5 É Forhold til den naturlige Størrelse. Tallene som i Texten, umiddelbart foran den udsender den en Forlængelse, som ender med en af- rundet brusket Del og har sit Leje i Tindinghulen, mellem «Pteroticum», «Sphenoticum» og «Prooticum»; bagtil har det en Ledflade mod 2) Operculare, en krum, næsten sabeldannet Knogle med en vingedannet Apofyse oventil og bagtil. Nedadtil staar den bruskede Del af Hyomandibulare i umiddelbar Forbindelse med den ovre, bruskede Ende af det saa kaldte 3) Symplecticum (Mesotympanicum), der nermest er at betragte som dets umiddelbare Fort- sættelse i Retningen nedefter; bagtil forbindes det (1) ved en Ledflade, som ligger lige over Forbindelseslinien mellem disse to Knogler, med det bruskede Ledhoved paa 4) det overste Stykke i Tungebensbuen (Stylohyale v. Interhyale), en ret kraftig, subprismatisk Knogle; den øverste Ende af 5) Forgjellelaagsbenet (Præoperculare) er endelig indfalset i en Hulhed paa Bagfladen af Hyomandibulare, som den øverste Ende af 6) Protympanicum (Metapterygium, Tympanale Cuy.) er det fortil. Det nedre, pladeformigt udvidede Stykke af denne Knogle (6) har nedadtil en bred Bruskforbindelse med Hovedstykket af 7) Ledbenet (Quadratum, Jugale Guy., Hypotympanieum Ow.) — den anselige Knogle, som danner Ledforbindelsen med 29 | 335 Underkjæven — og lægger sig bagtil med sin bruskede Rand tæt op til Forsiden af Symplec- ticum (3), hvis nedre Del, der ender med en lille Brusk, er indkilet i et stort spidst Indsnit i Ledbenet (7). Forgjællelaagsbenet (5) er en lang buet Knogle, hvis Krumning følger Bagranden af Symplecticum (3), og hvis nedre Del er indfalset i Ledbenets opstigende Apo- fyse paa samme Maade som dets ovre Ende er det i Hyomandibulare (1). I Tungebensbuen, hvis øverste Element (4) allerede er nævnt, fortsættes dette af en tresidet, noget sammentrykt Knogle (pihyale, 8) og denne af en tredje Knogle (Ceratohyale) (9), saa lang som begge de foregaaende tilsammen, meget bredere og sterkt sammen- trykt; paa dens øvre Halvdel er der bagtil ligesom en Udvæxt, begrænsende en Udhuling paa Knoglens udvendige Side; i denne ere fæstede de 4 overste (og udvendige) af de krum- buede, ret kraftige, mod Spidsen afsmalnende Gjællehudstraaler (Branchiostegalia); af de to andre, der have deres Plads paa det nedre Afsnit af Ceratohyale og ere heftede til dettes indre Side, er den underste paafaldende svagere og tyndere end alle de andre, nesten rudimenter. De kraftige Tungebensbuer afsluttes fortil og mod Midtlinien, hvor de nærme sig til hinanden, paa hver Side af to kun svagt forbenede Basihyalia (Hypo- hyalia, 10; 11), der ligesom omfatte de brede Ender af Ceratohyalia (9). 1 denne Sammen- heng kan endnu nevnes Jnteroperculare (12), en lang, smal, stavformig Knogle, hvis ovre Ende ved Baand er forbunden med Forbindelsesstedet mellem Stylohyale og Epihyale, dets nedre paa lignende Maade med Underkjævens Angulare (21). Subopereulare (13) er ligeledes en svag og smal, nedadtil lidt bredere Knogle, der legger sig langs med den ovre Del af Operculare, bagtil, (sluttende sig tettere til dette Ben end det er fremstillet paa Figuren) og saaledes fortsætter den af denne Knogle antydede Bue, stottende Gjællelaagshuden og strækkende sig frit ned mod den øvre Gjællehudstraale. Fra det bruskede Forbindelsesparti mellem Ledbenet (7) og «Metapterygium» (6) udgaar der fortil en ret anselig Bruskstreng, hvis forreste Ende optages i hvad man kunde kalde «Hovedet» paa Ganebenet (Palatinum, 14); forneden omsluttes denne Brusk af en den lost omfattende Knogle (15), Æctopterygoideum (Zygomatieum Bruch, Transversum Cuv.) , der for ovrigt er indfalset mellem Ledbenets (7) forreste Flade og den bageste Del af Ganebenet (14); foroven omsluttes den paa en lignende los Maade af 16) Entopterygotdewm (Mesopte- rygium). Det ligesom Ganebenet landlose 17) Overkjeveben (Mazillare) er en forholdsvis kraftig Knogle, bred og flad i sin frie, for Enden afskaarne Del, medens dens proximale Del har udviklet et anseligt «Hoved» og en indadvendt subtrianguler Apofyse. 18) Mel- lemkjævebenet (/ntermaæillare, Premavillare) staar ikke i Længde, men vel i Styrke, til- bage for Overkjævebenet; dets tandberende Del udsender 3 Apofyser; den forreste af disse, der ligger tet op til den tilsvarende fra den modsatte Side, kan dog ikke paralleliseres med den opstigende Gren af Mellemkjævebenet hos Lophius, der, som Brühl har vist (l. c.) er en selvstendig Knogle. Underkjævens tandberende Hovedstykke (Dentale, 19) er bagtil sterkt 336 30 indskaaret og udhulet for at optage i sig en Del af dens andet Hovedstykke (Artieulare, 20) og den «meckelske Brusk»; det kan i ovrigt beskrives som lobende ud i 3 Apofyser, en gyre og en nedre samt en lille midterste paa Ydersiden, foruden den korte Spids, der antyder Hagen; Articulare (20) har ligeledes 3 Apofyser: en lille afrundet øverste, en stor forreste, som tilvejebringer Forbindelsen med Dentale (19) og omfatter paa Indsiden en Del af den «meckelske Brusk», og endelig en meget stor nedre Udvæxt, paa hvis Indside, langs Bagranden, det smalle Angulare (21) er indfalset. Af Gjellepartiets Knogler og Bruske foreligger der mig intet i Sammenhæng, og hvad jeg kan meddele derom er derfor ikke ganske udtommende. Jeg vil dog anfore, at den femte (bageste) Gjællebue eller det nedre Syelgben (Pharyngeale inferius) kun bestaar af en noget krummet, spinkel, mod den ene Ende tykkere, subprismatisk Knogle (Fig. 7, 22), brusket i begge Ender, men ikke halv saa lang som hvert af Hovedstykkerne (Ceratobran- chialia) i de 4 egentlige Gjællebuer; disse ere ligeledes smækre prismatiske Knogler, mere eller mindre krumbojede nedentil, fra det Sted, hvor de antage en smekrere Form, bruskede i begge. Ender; de 3 af dem rendeformigt udhulede bagpaa, den forreste (gjællefri) derimod ikke. Der er endvidere tilstede 3 Par krummede, i Enderne bruskede ovre Gjællebuestykker (Epibranchialia), omtrent haly saa lange som Ceratobranchialia, og et fjerde, lige, kun halv saa langt; endvidere 3 Par korte og svage, svagt forbenede, i Enderne bruskede Hypo- branchialia, der suplerede Gjællebuerne forneden. Derimod har jeg ikke erkjendt mere end to Par halvprismatiske ovre Svelgben (Pharyngealia superiora v. Pharyngobranchialia), et storre og et mindre (Fig. 7, 23) med den frie Endeflade tandvæbnet, den modsatte brusket; har et tredje været udviklet (som hos Zophius), har det i al Fald ikke baaret Tender (som hos denne Slægt). De to nævnte Knoglepar ere overhovedet de eneste tandberende i det hele Gjelleparti. Et brusket, noget uregelmæssigt, langstrakt-konisk Glossohyale er tilstede; ligeledes to uparrede Bruske, som jeg antager gjøre Tjeneste som Forbindelsesstykker (Basi- branchialia), men som der i ovrigt ikke er Anledning til at beskrive nærmere. Et Urohyale (Basibranchiostegale) har jeg ikke fundet. Skulderbuen (jfr. Fig. 8) repræsenteres af to meget anselige, buede, sammentrykt-prisma- tiske Knogler, Noglebenene (Clavicule, 24), i hvis øvre Ende, paa den udvendige Side, der er indfalset et mindre Stykke (Supraclaviculare, Scapula, 25), som tilvejebringer For- bindelsen med Hovedskallens Opisthotica (Fig. 4—6, Nr. 4). Et saa kaldet Suprascapulare er lige saa lidt tilstede som hos Zophius. Hvad man tidligere opfattede som Fiskenes Under- arm repræsenteres af et frit ovalt Bruskstykke, halvt optaget i en Fordybning paa Bagsiden af Clavicula; det har nedadtil en svagt forbenet Udvext (Radius, Owen, 26) og viser selv en tynd Forbening (Ulna, 27) omkring det store Hul, som gjennembryder det). Til Bag- *) Som bekjendt tydes disse Knogler nu som Coracoidewm og Scapula, hvilke Benævnelser det dog her syntes mig naturligst at undgaa. 31 randen af denne Brusk stotte sig saa igjen tre for- holdsvis smaa og svage, sammentrykte Haandrods- knogler (Carpalia, Basalia, 28), svarende til de to mange Gange storre og kraftigere, der danne Armen eller Finneskaftet hos Bredflaben og hos de «arm- finnede» Tudsefiske, hvor denne Del er udviklet paa lignende Maade. Den Knogle (29), som tidligere (f. Ex. af Geoffroy og Cuvier) benævnedes Cora- coideum, men nu saa at sige er bleven navnløs (Accessorium Ggb.), er uden nogen umiddelbar For- bindelse med Skulderbuen; dens øverste Del ligger skjult under Ulnarbrusken og den svage Knogle (26), som udgaar fra denne, uden dog at trede i noget nøjere Forhold til disse Dele af Armens Skelet; fort- sættende sig bagud og nedad i den af «Radius» (26) antydede Retning og dannende en Vinkel af c. 45 Grader med Skulderbuen (Noglebenet) bidrager den til at stotte Bughulens Vegge under Brystfinnerne og indenfor Gjællespalten. I Udseende har denne forholdsvis svage Knogle, skjont den er nesten lige, kun yderst svagt buet, saa megen Lighed med en Gjællehudstraale, at man, førend man har erkjendt dens Plads i Skeletkomplexet, kan fristes til at jevn- fore den med disse Tungebuens Finnestraaler. 337 Fig.8. Et Stykke af Skulderbuen med de saa kaldte Arm- og Haandleds-Knogler; «Ravnenzbsbenet» (29) er lest ud af sin Forbindelse med Armknoglerne !). ') Af Hensyn til den kritiske Brug, der fremtidig maatte blive gjort af Afbildningerne i dette Afsnit til Sammenligning med Benbygningen hos andre, mere eller mindre beslegtede Former, bor Forfatteren tilføje den Bemærkning, at den xylographiske Kunst, som han ved denne Lejlighed af ydre Grunde var henvist til at benytte, vanskelig kan gjengive Gjenstande som disse med den Fuldkommenhed i Enkelthederne, som i og for sig var onskelig. De ere i ovrigt udforte af vedkommende Kunstner med paaskjonnelsesverdig Omhu efter Fotografier, og jeg tror derfor, at de i Hovedsagen opfylde deres Hensigt, at lette Opfattelsen af de skildrede Bygningsforhold, om end Figurer i Kobber- eller Stentryk i og for sig vilde kunne gjort dette i endnu hejere Grad. 338 Tab. I. Tab. Il. Tab. 1. Tab. JI. 32 Forklaring af Tavlerne, Himantolophus Reinhardti Ltk. i halv naturlig Storrelse. Fig Fig 5 2 Fig. 3. Fig så. Hovedet af samme, set forfra, i en Tredjedel af den naturlige Størrelse. (Hermed kan sammen- holdes Afbildningen af Hovedet af Oneirodes Eschrichtii, i samme Stilling, i K. D. Vid. Selsk. Overs. 1871, S. 60). Et Skæl eller Hudskjold af Himantolophus Reinhardti, set fra Siden og ovenfra, i naturlig Størrelse. «Pandedusken» af samme Art, i naturlig Størrelse. En pelagisk Himantolophus-Unge, rimeligvis af samme Art, fundet i den tropiske Del af Atlanter- havet i Maven af en «Albecure», forstørret omtr, 21/2 Gang. «Pandedusken» af Himantolophus grønlandicus Rhdt., efter Originalen til Afbildningen i K. D. Vid. Selsk. Skr. VII, Tab. IV, i noget mere end halv naturlig Størrelse. ” Køllehovedet af Pandestraalen af Oneirodes Eschrichtii Ltk., til Sammenligning med Himanto- lophernes, set ovenfra og fra Siden, forstørret. Explicatio Tabularum. Himantolophus Remhardti Ltk., magnitudine dimidiata. Fig. Fig Fig Fig Fig. Fig. 1. 2. web an 6. Caput ejusdem, antice visum; tertia parte vere magnitudinis. Squama vel seutum dermale ejusdem, magnitudine naturali. Radius frontalis ejusdem, cum appendieibus, magnit. naturali. Pullus Aimantolophi forsan ipsissimi A. Reinhardti, in ventrieulo Thynni sp. («Albacoras dieti), in alto Oceano Atlantico tropicali capti, inventus; magnitudine Bis et dimidio aucta. Radius frontalis speeiminis typici Himantolophi gronlandiei Rhdt.; magnitudo figure dimidiam magnitudinem veram paullo superat. Clava radii frontalis Oneirodis Eschrichtii Ltk., comparationis causa hic iterum depieta: superne et a latere visa, magnitudine aucta, Rettelse, S. 314 (8) L. 2 f. n. tilføjes efter «togrenet»: med en lille Sidegren. PYSYSADYQUL Pysmyap UT IN LE IS ASIOS PIA VOTENT ree CLA PYSTSADY GUT SU UIYINT INES STIS! PLA 33 339 Contributions pour servir à l'histoire de deux genres de poissons de la famille des Baudroies, Himantolophus et Ceratias, habitant les grandes profondeurs des mers arctiques. Par M. Chr. Lütken. 11 le premier chapitre l'auteur donne la description d'une espèce apparemment nou- velle, mais appartenant à un type générique imparfaitement connu jusqu'ici. Le genre Himantolophus et l'espèce H. grönlandieus furent établis, en 1837, par feu M. Reinhardt (père) d’après un poisson jeté une seule fois sur la plage du Grönland, en 1833, à la suite d'une forte tempête, mais trouvé malheureusement dans un état peu satisfaisant, déchiré en partie par les Corbeaux et les Gelands, et reçu au Musée de Copenhague dans un état de demi-décomposition. C’est pourquoi le rayon ou huppe frontale très singulière, figurée sur la planche IV du volume septième des Mémoires de l'Académie de Copenhague (1837), est le seul fragment de cette pièce remarquable et unique qui ait pu être conservé, et la description du professeur Reinhardt devait nécessairement rester incomplète. Jusqu'en 1876, ce genre n’a point été retrouvé, ni au Grönland ni ailleurs. Cependant, après la découverte des Ceratias, des Melanocetus et des Oneirodes, on n’a guère pu douter que ce ne füt un genre particulier de la famille des Baudroies, et formant avec les trois genres nommés ci-dessus une tribu à part, celle des Cératiades ou Lophioïdes aux yeux petits et dépourvus de ventrales, habitant les plus grandes profondeurs de la mer. Mais vers la fin de l'année 1876, un second exemplaire, complet et intact, long de 4 decimétres, a été trouvé mort et flottant sur la surface de la mer, dans la partie méridionale de notre colonie arctique. Ce poisson, qui offre certaines différences, à en juger par la description, incomplète il est vrai, de l’Himantol. grönlandieus, a reçu le nom de H. Reinhardt Ltk. et est représenté sur les planches I et II, fig. 1—3 du présent mémoire. Renvoyant, quant aux caractères géné- raux de ce curieux et rare habitant des abimes de la mer glaciale, à la diagnose en latin des pages 320—21 du texte danois, il suffira de la compléter par quelques notes descriptives. Le corps, abstraction faite du pédoncule caudal, a la forme d'un ovale, s’appro- chant du cercle. La hauteur du corps égale à peu près les trois quarts, la longueur de la tête (de la pointe de la mandibule jusqu'à la fente des ouies), la moitié de la longueur totale, y compris la caudale; l'épaisseur du corps surpasse un peu la moitié de la hauteur. La longueur des mâchoires est contenue 4,4 fois dans la longueur totale. Le grand rayon frontal, dont le point d'insertion est situé plus haut que les yeux et plus bas que les épines frontales, peut se loger en entier dans la large rainure qui sillonne le front et qui, commençant un peu au-dessus du museau obtus, se termine sur le devant du dos. Les yeux, très petits et dépourvus de paupières, sont placés à égale distance des épines du Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 5. 43 340 34 front et du bout du museau, et les tubes nasaux, à peu près à mi-distance entre ce bout et les yeux, mais un peu plus rapprochés de ces derniers. L’orifice branchial, assez spacieux si on le dilate, est situé un peu au-dessous et en arriere de la nageoire pec- torale, et fermé en partie en dedans par une membrane soutenue par les pointes de deux rayons branchiostégaux. La pectorale, petite, arrondie et portée sur un court pédoncule, est placée sur le milieu des faces latérales du corps, à peu pres à égale distance du dos et du ventre, du museau et de l'extrémité de la queue. La peau qui enveloppe la base des nageoires dorsale et anale leur donne l'apparence d’être portées elles aussi sur une sorte de pédoncule. Le nombre des rayons des nageoires impaires ne peut être constaté qu'à l’aide du scalpel. La longueur de la base de la dorsale est presque double de celle de l’anale et égale celle des rayons médians de la caudale. L’epi- derme, mou et épais, plissé et divisé en nombreux compartiments foliiformes, prend seulement sur le museau le caractère de papilles polygonales aplaties; il couvre aussi la plus grande partie des écailles ou écussons osseux, lesquels sont ovales, longs de 22 à 28, larges de 18™™, et s’elevent en forme de cônes bas, surmontés d'une épine, qui sont répartis, plus ou moins serrés, au nombre de 50 environ, de chaque côté du corps, principalement sur la partie postérieure du poisson. Les dents maxillaires se rapprochent quant à la forme et à l'insertion de celles des Baudroies et des autres genres de la tribu des Cératiades; elles sont assez serrées et forment 4 ou 5 séries irrégulières dans la partie antérieure de chaque mächoire, en augmentant de grandeur de dehors en dedans, et en dé- croissant vers les angles de la bouche, dans le voisinage desquels elles arrivent peu à peu à ne former que deux séries ou une seule, la plus extérieure, qui, dans les deux tiers de la longueur des mächoires, présente une certaine régularité et, à la mâchoire supérieure, se distingue en outre par la direction des dents, tournées plus en avant. Les dents des os pharyngiens supérieurs sont beaucoup plus petites que les dents maxillaires les plus grandes (10—11"%"). La langue n’est point distincte. Le côté concave des arcs branchiaux est armé de petits tubereules mobiles couverts de dents en velours, lesquels forment deux rangées sur le deuxième et le troisième arc branchial, une seule sur le quatrième et sur le premier, lequel porte, dans sa moitié inférieure, unie par une membrane à l'arc hyoidien, une branchie courte et incomplète, formée comme celle du dernier arc branchial d’une seule série de feuilles étroites; il n'y a pas de fente derrière celui-ci. Je n'ai pu découvrir aucune trace de ligne latérale ni de ses ramifications, et quoique ce soit un mäle, la papille génitale manque. L'estomac est grand et en forme de sac, à parois peu épaisses, à muqueuse fortement et irrégulièrement rugueuse et plissée; la partie plus étroite de l'estomac, recourbée en avant, est séparée par une valvule de l'intestin allongé à parois minces. Il n’y a point de Coeca pyloriques. La couleur noire de l'extérieur se continue sur les cavités de la bouche et des ouïes et sur les parois de la cavité abdominale. Reste à décrire brièvement le rayon frontal libre ou «huppe frontale», qui donne une physionomie si remarquable à ce curieux «Crapaud marin» ou «poisson diable» des grandes profondeurs de la mer glaciale (pl. II, fig. 3). Il est à peu près claviforme, et se termine en un disque aplati, dont la peau se continue en deux petites cornes ou appendices digitiformes et en 8 banderoles ou tentacules allongés. Les appendices terminaux digitiformes sont divisés chacun en 3 ou 4 lobes obtus; des deux tentacules supérieurs, Vantérieur est bifide, le 35 | 341 postérieur quadrifide; ceux de la première paire. des rangées latérales sont quadrifides, les deux suivants bifides, les deux inférieurs, les plus petits de tous, sont indivis. Il y a une certaine asymétrie dans l’arrangement de ces parties, la série gauche des tentacules étant tournée un peu en arrière et la droite un peu en avant. La longueur des plus grands tentacules égale la hauteur du rayon frontal lui même. Ce curieux appendice est noir comme tout le corps du poisson, à l'exception des pointes argentées — peut- être phosphorescentes dans l'état de vie — des tentacules, du bord terminal du disque, dont la peau blanchätre ou bleuätre se continue sur la base des cornes, et des taches blanches qui ornent les lobes de ces dernières. Sauf la base du rayon et la moitié supé- rieure des tentacules, cet appendice est en outre entièrement couvert d’écailles, analogues quant à la forme à celles des parties inférieure et postérieure du poisson et à celles du Ceratias, mais beaucoup plus petites; sur les «cornes» terminales elles sont rares, et couvrent particulièrement quatre petits tubercules qui se trouvent sur la peau, unissant ces organes avec le disque. Par un accident assez curieux, j'ai pu, si je ne me trompe, étudier et figurer, en partie, deux Himantolophes très jeunes, appartenant peut-être à lH. Reinhardti lui-même. C'est donc une contribution inattendue à l’histoire de l’évolution de ce genre, qui ne pourra manquer de présenter de l'intérêt. Ces deux individus, longs de 19 et 23%, ne proviennent cependant pas du Grönland, mais ont été trouvés en pleine mer équinoxiale, l’un à mi-distance entre l'Afrique et le Brésil, dans l'estomac d'un Scombé- roïde nommé Albécore par les marins, l’autre à mi-distance entre les Etats-Unis méridio- naux et l'Afrique, dans l'estomac d'un Anoplogastre!) englouti également par un Albécore. Ces larves ou tétards d’Himantolophes, qu'on nous pardonne l'expression, diffèrent un peu par la forme, les proportions etc. des individus adultes; ils sont encore à peu près inco- lores, le pigment ayant justement commencé d’apparaitre, et les écussons de la peau font aussi complètement défaut dans cet état peu avancé. Quant au nombre des rayons des nageoires impaires, ils présentent la plus parfaite harmonie avec l'Himantolophe décrit ci- dessus, et cette coïncidence nous paraît décisive, vu qu'aucun autre Lophioïde connu ne possède les mêmes nombres. Sur l'individu le plus petit, on ne voit aucun vestige du rayon frontal; sur le plus âgé (pl. II, fig. 4), il a justement fait son apparition sous la forme d’un petit appendice claviforme ou pyriforme, mais qui ne présente encore aucune trace des digi- tations et des tentacules si caractéristiques du poisson adulte. En prenant en considération la distribution géographique très étendue des poissons de la haute mer et des grandes profondeurs, dont les études et les découvertes modernes nous ont donné tant de preuves”), et en tenant compte aussi du fait bien connu aujourd'hui que bien des poissons des eaux profondes habitent dans le jeune age les couches plus superficielles, on cessera de s’etonner que de prétendus jeunes Himantolophes aient été péchés dans des lieux si éloignés des 1) Comparez le mémoire de l'auteur sur deux Bérycides nouveaux ou rares, dans les Bulletins de l'Académie des Sciences de Copenhague pour 1877. 2) Citons le Chaunaæ pictus, pêché près de Madère et des îles Fidji; le Plagyodus ferox, connu de Madère et d'Islande; le Malacocephalus levis, de Madère, du cap Scague et du Bohuslän; le Ma- crurus trachyrhynchus de Risso, retrouvé au Gronland, etc. 43* 342 36 parages où ont été trouvés les deux seuls individus adultes connus, et si différents quant aux circonstances climatologiques et biologiques. On trouvera une confirmation de notre manière de voir dans le fait non moins remarquable, que l'Albécore qui contenait dans son estomac l’un des deux jeunes Himantolophes mentiounés ici, avait aussi avalé un jeune Pierycombus brama — nous n'avons guère de doute sur la justesse de la détermination — espèce de Scombéroïde rencontrée jusqu'ici seulement dans les profondeurs de la partie orientale (norvégienne) de la mer glaciale atlantique, comme les Himantolophes, les Ceratias, les’ Oneirodes l'ont été seulement dans la partie occidentale du même océan. Les collections de petits poissons péchés en haute mer, du Musée de Copenhague, renferment en outre quelques Lophioides apodes d'une taille plus petite encore (5—8"), trouvés en plein océan atlantique, qui annoncent peut-être l'existence d’une troisième espèce d’Himantolophe ou d'un genre voisin, et different de l’Æémantolophus Reinhardti par le nombre des rayons (D: 6; A: 6; C: 10), probablement aussi par la taille moindre des adultes, puisque quelques-uns de ces embryons offrent déjà un rudiment de huppe frontale ana- logue à celle que possède le jeune H. Reinhardti de 23™™. Enfin l'océan Indien nous a fourni un troisième type de jeune Lophioïde, dépourvu non-seulement de ventrales, mais aussi de dorsale et d’anale, indiquant ainsi, selon toute probabilité, l'existence dun type générique nouveau, que l’on ne tardera point à découvrir à l'état adulte, à me- sure que l'étude justement commencée de la faune abyssale de l'océan aura fait de nou- veaux progrès. Peut-être aussi que le «Ceratias uranoscopus», annoncé comme dragué par l'expédition si fameuse du «Challenger» à la profondeur surprenante de 2400 brasses, entre les îles Canaries et du Cap Vert!), sera reconnu comme formant un genre à part — à en juger par une photographie?) qui m'a été communiquée avec la plus grande obligeance par feu M. Willemoés-Suhm, dont la mort prématurée a été tant déplorée par ses amis et par ceux de la science. La famille des Baudroies comprend à présent cinq types: 1) La tribu des Lophi- oides vrais, embrassant seulement les genres Lophius et Lophiopsis, si ce dernier doit réellement être séparé du premier; 2) celle des Malthéides, comprenant les genres Malthea, Halieutea, Halieutichthys et Dibranchus; 3) les Chaunacides, représentés jusqu'ici seule- ment par le Chaunax pietus, qui ne peut être rangé convenablement dans aucun des autres . groupes; 4) les Antennariides, c'est-à-dire les Antennarius, les Pterophryne*), les Saccarius 1) On trouvera dans le rapport préliminaire de M. Murray (Proc. Roy. Soc., XXIV, p. 590—94) des renseignements sur les profondeurs des huit localités où ont été dragués, lors du voyage du «Chal- lenger», des Lophioides bathyphiles, en partie probablement nouveaux pour la science. Dans son rapport préliminaire sur les draguages exécutés, en 1878, dans les profondeurs du golfe de Mexique, M. Al. Agassiz fait mention d'un poisson resemblant à un tétard énorme à tete ronde, gigantesque, cartilagineuse et sans yeux, et de quelques autres à tète allongée et déprimée, aux yeux très petits et à filaments énormes pendant des extrémités des rayons des nageoires pectorales et caudale. 2) Reproduite en xylographie dans «The Atlantic» de Sir Ch. Wyville-Thomson, II, p. 69. 5) Parmi les divisions proposées par M. Gill (Proc. Acad. Philad. 1863), je crois devoir adopter celle des Pterophryne qui diffèrent assez des vrais Antennarii; mais je fais des réserves quant aux Histio- phryne, qui, à ce qu'il paraît, diffèrent des Pterophryne seulement par le nombre des rayons des nageoires: 37 343 et les Brachionichthys; et 5) les Cératiades: Ceratias, Himantolophus, Oneirodes et Mela- nocetus. Les Cératiades, les Chaunacides et les Lophioides proprement dits sont tous, à un degré plus ou moins prononcé, des habitants des grandes profondeurs, ainsi que la plu- part des Malthéides; seuls les Malthées vrais sont des poissons véritablement littoraux. Les Cératiades peuvent cependant être regardés comme des poissons bathyphiles dérivés du type littoral ou pseudo-pelagique des Antennariens, mais constituant toutefois un embran- chement à part. Jetons encore un coup d'œil rapide sur les principaux caractères distinctifs des quatre genres connus aujourd'hui qui composent la tribu des Cératiades — en renvoyant toutefois pour les détails de forme etc. aux descriptions de Kroyer, de M. Günther et de moi-même, et aux planches qui accompagnent ces travaux. La forme générale, la phy- sionomie surtout, sont assez semblables dans les quatre genres; commune à tous est en outre l'absence des nageoires ventrales, de la ligne latérale et de ses rameaux, de la vessie natatoire, des pseudobranchies (qui, à ce qu'il paraît, existent seulement chez les vraies Baudroies) et des dents des pharyngiens inférieurs et des palatins; la petitesse des yeux et des nageoires pectorales, le court pédoncule de celles-ci, la conformation des dents, la couleur noire, le nombre des rayons branchiostégaux (6, chez tous les Lophioides probablement), des rayons des nageoires anale (4) et caudale (9)1), la structure à demi spon- gieuse du squelette, sont aussi, à ce qu'il semble, des caractères communs à tous les quatre. Dans deux des genres (Oneirodes, Melanocetus), les écailles ou écussons osseux font complètement défaut, la peau étant entièrement molle et nue; dans les deux autres il existe des écailles ou écussons épineux de grandeur et de nombre variables. Chez l'Hi- mantolophe seul, l’épiderme est épais, plissé ou rugueux. Le premier rayon libre ou frontal présente un développement variable dans les quatre genres; les deux où il offre le plus grand épanouissement sont l’Oneirode et l'Himantolophe. Un second rayon libre, mou et sans appendices existe chez l’Oneirode et chez le Ceratias. Chez les trois genres le nombre des branchies est de deux paires et demie, le premier arc branchial en restant dépourvu; mais chez l’Himantolophe il existe, comme chez les Antennariens, dans sa moitié inferieure, une courte branchie unisériale; on trouve aussi dans ce genre des tubercules dentigères sur la face concave des arcs branchiaux, tandis qu'ils sont nus chez les autres. L’os du vomer est denté chez l’Oneirode et le Mélanocète. Le nombre des rayons de la nageoire dorsale est assez variable de genre en genre, comme aussi la proportion entre les rayons simples et fourchus de la caudale*); mais l'Himantolophe est le seul dont une partie des rayons de la dorsale et de l’anale soient divises. Des Coeca pyloriques n’ont été observés que chez le Ceratias Holbolli. L'avenir seul pourra décider si I’ Himantolophus Reinhardti est réellement, comme je Vai supposé le plus probable, une espèce différente du type du genre, malheureusement 1) C'est pas erreur que l'on en a indiqué huit pour l'Onéirode et le Ceratias. *) Himantolophus Reinhardti: D: 5(1+4); A: 4(2-+2); C: 9(1+6-+2) (A. gronlandicus aurait D: 9(1—+S8). Ceratias Holbolli: D: 4 AS ; G: 9(2+4+43). Oneirodes Eschrichtü: D: 6 "CAE ; C: 9(2+4—- 3). Melanocetus Johnsonü: D: 14 | PANNA ; C: 9? (1+6—+2?). 3144 38 imparfaitement connu, VZ/. gronlandieus Rhdt. Les seules parties immédiatement com- parables sont les rayons ou huppes frontales, dont les différences pourraient cependant peut-être dépendre en partie de la différence d’äge et de taille des individus types, dont celui de VH. gronlandicus mesurait 23 pouces; les cornes terminales de celui-ci sont divisées en 5 lobes et plus écailleuses que celles de I’ H. Reinhardti, et les tentacules latéraux, insérés près du bord postérieur de la massue, sont au nomdre de neuf en lieu de six: deux trifides, les autres simples, tous entièrement écailleux presque jusqu'aux pointes blanches. Selon la description de feu M. R., il y aurait aussi une différence dans la forme et les proportions du corps, qui serait notablement plus allongé chez l'espèce type. Ce qui néanmoins semble trancher la question, c’est le nombre des rayons de la nageoire dorsale (9 chez H. gronlandicus, 5 chez H. Reinhardt); car on ne pourra interpréter Vindication citée comme basée sur une erreur, commise en comptant les quatre rayons fourchus comme doubles. M. R. dit explicitement qu'ils étaient divisés à partir du second. Le nombre des rayons de la nageoire pectorale diffère aussi: 12 chez l’un, 17 chez l’autre. Jai cru devoir donner à l'espèce décrite et figurée ici et regardée, provisoirement au moins, comme nouvelle, le nom de feu M. Reinhardt (père), conseiller d'état titulaire, professeur de zoologie à notre Université, directeur ou inspecteur de nos Musées Zoolo- giques, naturaliste plein de génie et d’erudition, qui a consacré une si grande partie de sa vie laborieuse à l'étude de la faune du Grønland. Son nom serait donc, à côté de ceux de Holboll et d’Eschricht, aussi attaché à cette division de la faune grenlandaise, celle des Lophioïdes apodes bathyphiles, la plus remarquable peut-être de toutes. 2: La seconde partie contient la description du squelette du Ceratias Holbolli Kr. Outre l’exemplaire type de ce Lophioïde apode rare et curieux, nos Musées en ont, dans le cours du temps, reçu deux autres, longs d'environ 18 et 28 pouces, non compris la caudale; mais la conservation de ces poissons mous et flasques, à squelette encore plus fragile que celui de la Baudroie, est tellement difficile, qu'à leur arrivée il n’en restait mal- heureusement que les os séparés et entremélés, ou seulement en partie attachés les uns aux autres, et conservés dans l'alcool. La reconstruction du squelette devait néanmoins présenter un intérêt considérable, d’abord comme point de comparaison avec eelui de la Baudroie, considérée à tort comme la forme centrale, pour ainsi dire, de la famille des Pédiculés, et puis comme type de la charpente osseuse de la tribu particulière des Lophi- oïdes apodes, si caractéristique de la faune glaciale et de celle des grandes profondeurs. C'est pourquoi, l’auteur n’a point hésité à publier ici le résultat de cette reconstruction quoique nécessairement incomplète, dans l'espoir que les points restés obscurs par l'in- suffisance ou la qualité de ses matériaux seront relativement d'importance secondaire. Ajoutons encore qu'il a pu rectifier ses idées sur certaines questions douteuses par une dissection, faite avec précaution, des parties de l’exemplaire type dont il s'agissait. Une explication descriptive des figures sur bois qui accompagnent le texte danois sera le moyen le plus simple de résumer l'ostéographie du Ceratias. La fig. ? (p. 238) 39 345 montre la colonne vertébrale, composée de 20 vertèbres, dont 11 abdominales et 9 cau- dales. Elles ont toutes la texture déliée, spongieuse et fibro-lamelleuse, caractéristique de presque toute la charpente osseuse de ce poisson, et que l’on trouve déjà dans un état moins prononcé chez le poisson-lune et chez la Baudroie, mais qui atteint un développe- ment presque exagéré chez ces poissons probablement sédentaires, qui vivent enfouis dans le limon du fond de la mer et attirent leur proie par leurs tentacules, sans beaucoup se déranger. Une substance molle presque liquide et qui se perd facilement remplit les inter- stices des fibres et des lamelles, sans augmenter beaucoup la cohérence de cette structure faible et peu résistante, qui est particulièrement prononcée sur les corps des vertèbres, surtout ceux de l'abdomen; ceux-ci semblent formés presque exclusivement par un petit nombre de lamelles disposées dans le sens de la longueur de l'axe, mais rayonnant autour de ce dernier, en partie froncées, divisées ou anastomosées, tandis que les apophyses des vertèbres affectent un caractère plutôt fibreux et un peu plus ferme. Les seules parties qui fassent exception sont les plaques assez dures en forme de cône qui revétent les faces terminales concaves des corps de vertèbre. Les deux vertèbres antérieures sont les plus courtes; les suivantes augmentent successivement en grandeur, de sorte que celles qui font le passage de la partie abdominale à la portion caudale sont les plus grosses; les autres vertèbres caudales vont en diminuant, et la terminale, si remarquable par le déve- loppement de sa partie verticale apophysaire, sert de point d'attache et d'appui aux rayons de la caudale. Il n'y a pas d’epine neurale sur la première vertebre; les arcs supérieurs y forment deux petites expansions aliformes, séparées par une incision médiane. Sur la seconde les neurapophyses se joignent déjà en forme de pointe ou d’épine courte, qui se développe plus, peu à peu, sur les suivantes et est tournée d’abord en haut, puis, à compter de la septième à peu près, plus en arrière. Les neuropophyses et les hémapophyses de l'avant-dernière vertèbre caudale présentent un développement surpassant celui des précé- dentes, et s'appuient avec leurs pointes sur l'expansion flabelliforme de la vertèbre terminale. Celle-ci présente en outre de chaque côté un rudiment de diapophyse ou de parapophyse, comme chez la Baudroie. Les zygapophyses antérieures sont seules indiquées par un prolonge- ment ou expansion de chaque côté de la base des neurapophyses, surtout de celles de la partie antérieure de la colonne. Les hémapophyses manquent sur les trois vertèbres anté- rieures; sur celles qui les suivent immédiatement, elles sont rudimentaires, incomplètes et tournées en bas; sur le reste des vertèbres abdominales elles sont dirigées en avant, mais en arrière sur les caudales (à partir de la douzième vertebre), comme les neurapo- physes. Malgré le développement de ces apophyses, il s’en faut cependant de beaucoup que les canaux destinés à loger la moelle épinière et les grands vaisseaux sanguins soient aussi bien fermés que chez le poisson-lune, dont l’epine dorsale offre d’ailleurs tant de rapports avec celle du grand Lophioïde arctique. Les côtes manquent totalement. Les inter-épineux sont au nombre de 3 pour la dorsale et autant pour l'anale, le dernier de chaque rangée supportant deux rayons. Leur forme assez particulière est représentée fig. 3b et 3c (p.330); la fig. 3a montre celle sensiblement modifiée du premier inter-épi- neux de l’anale, qui limite antérieurement la partie caudale du corps. Les parties ponc- tuées des figures indiquent la nature cartilagineuse des parties terminales et axiale de ces os. Les rayons se séparent aisément dans leurs moiliés latérales et ont la structure 346 40 ordinaire fibreuse et assez faible, à l'exception du rayon frontal et de son inter-épineux allongé, dont le tissu osseux est au contraire tres dur et trés ferme. Le crane a la méme structure spongieuse ou fibro-lamelleuse que la colonne verte- brale, les os de l'épaule etc.; mais il y entre de plus un élément cartilagineux assez considérable, certaines parties du chondrocrane primordial restant dans l’état primitif, soit sur les confins des os qui se sont formés à ses dépens, soit sous les ossifications para- stotiques développées au-dessus d’elles ou dans leur portion périphérique. L'étude du crane de ce poisson est donc assez favorable pour les relations du crane primitif et de- finitif. Un trait remarquable propre au Ceratias (sinon à tous les Cératiades) est la rai- nure large et profonde, en partie recouverte dans la région occipitale, qui occupe la partie dorsale du crane depuis l’occiput jusqu'au front, et qui loge probablement l’os inter-épineux du rayon frontal. La forme du crane deviendra manifeste par les figures 4—6 (p. 331—32), qui le montrent vu de la face postérieure (4), de côté (5) et d'en haut (6). Les parties cartila- gineuses les plus importantes ont été indiquées par des hachures ponctuées; les numéros et les lettres se rapportent à ceux de l’'énumération qui suit’). Vu de derrière, le crane nous montre en dessous du grand trou occipital (f) l’oceipital basilaire (1) avec sa facette concave en forme de cône, correspondant à celle de la première vertebre; puis, sur les cötes du trou occipital, les exoccipitaux (2), présentant deux prolongements ou condyles occipitaux cartilagineux (c) analogues à ceux des Mammifères et des Batra- ciens, et qui s’articulent pour ainsi dire avec deux fossettes de la premiere vertebre, situées entre les neurapophyses et la facette conico-concave antérieure; en haut, les exocci- pitaux sont unis entre eux par la partie postérieure cartilagineuse du plancher de la grande rainure (7) décrite ci-dessus; ce prolongement (7) de l’oceiput est embrassé par les expansions aliformes de l’atlas, de telle manière que l’entaille médiane de la neurapophyse de ce dernier correspond au plancher concave de la dite rainure (7). En haut cette rainure est fermée en partie par les paroccipitaux (epzotica) (3). Au-dessus d'eux se voient les parietaux (4), qui n’entrent point dans la formation de la cavité cérébrale et laissent à nu entre eux le reste de la grande rainure dont il vient d'être question. Enfin l’on voit le mastoidien (opisthoticum) (5), dont la position tout à fait superficielle, en dehors du crane véritable, confirme l'origine parastotique démontrée par feu M. Vrolik; la petite facette articulaire sert d’attache à l’are de l'épaule. En regardant le crane de côté (fig. 5), on reconnaît d'abord le parasphénoide (6), os volumineux impair, qui s'articule en avant avec le vomer (12), tandis que sa portion postérieure recouvre en bas presque toute la portion basi- laire de l’occiput; en avant et en haut, il émet deux prolongements aliformes qui envahissent un peu la grande lacune orbitale, et embrassent le bout postérieur du cartilage cylindrique, prolongement postérieur du cartilage rostral. Sous les pariétaux (4), en avant des exoccipi- taux (2) et des paroceipitaux (3), se voit le grand temporal (pteroticum) (7) avec la facette articulaire (e) de l'arc hyomandibulaire; puis la grande aile (prooticum) (8), reposant sur le parasphénoïde et en partie embrassée par celui-ci; enfin le postfrontal (sphenoticum) (9), s’engrenant avec le pariétal et le pteroticwm. Le pariétal gauche ayant été enlevé dans 1) La synonymie des os a été exposée d'un manière plus spéciale dans le texte danois; le lecteur familier avec une autre terminologie, s'orientera aisément en le consultant. 41 347 la fig. 6, nous permet de voir dans le fond de la rainure sus-cränienne l’interpariétal ou sus-oceipital (10) impair et concave, qui en avant se prolonge entre les petites ailes (alisphenoidea) (11) subtriangulaires. On n'a trouvé ni entosphénoïde ni orbitosphenoide ; mais, vu l’état de conservation imparfaite des cranes examinés, on n’en pourra nier abso- lument l'existence. L'interpariétal se continue en avant par une partie cartilagineuse se prolongeant latéralement en deux filaments, qui, en s’unissant avec des prolongements fili- formes analogues dérivés de l’alisphenoide, se cachent sous le toit osseux formé par les frontaux vrais; sous la partie antérieure de ce toit ils s’unissent de nouveau, circonscrivant ainsi une grande fontanelle ovale dans le toit primitif formé par le chondrocräne. De la plaque cartilagineuse résultant de cette union, partent trois piliers cartilagineux qui se pro- longent en bas et en avant, l'un médian, les deux autres latéraux, s’unissant à leur tour avec le cartilage rostral large et plat (b), que recouvre en dessous le vomer (12) sub- triangulaire, assez semblable à celui de la Baudroie; autour du pilier médian s'est formé l’ethmoide (13) subcylindrique, et autour des piliers latéraux, les prefrontaux (14). Les vrais frontaux (15) contribuent surtout à la formation de la partie antérieure de la grande rainure sus-cränienne; leurs apophyses diverses s’engrenent ou forment des sutures avec les parietaux, les prefrontaux et les postfrontaux. La fig. 7 (p. 334) est consacrée à l'arc hyomandibulaire et à ses dépendances; le maxil- laire et l'intermaxillaire ont été dégagés de leurs relations avec les os du palais. L’ hyoman- dibulaire (1), ou l'epitympanicum, s’articulant en haut avec le pteroticwum, émet une apo- physe arrondie subcartilagineuse, qui se loge dans la fosse temporale; en arriére, il pré- sente une facette d articulation avec l’operculaire (2), os presque en forme de sabre, à apophyse aliforme; en bas, la partie cartilagineuse de l’hyomandibulaire se continue avec la partie correspondante du symplectique (3) ou mesotympanicum. Par une facette placée en arriere et en dedans, immediatement au-dessus de la ligne d’union de ces os, il entre en connexion avec la piece supérieure de l’arc hyoidien, le stylohyal (4); enfin, l’extremite supérieure du préopercule (5) est enchassée dans une fossette de la face postérieure de Uhyomandibulaire, comme celle du tympanal (6) (protympanicum ou metapterygium) Vest dans ia face anterieure. La partie inférieure dilatée de cet os (6) s’unit au moyen d’un cartilage avec la partie principale du quadratum ou hypotympanicum (7); de plus elle s’articule avec le bord antérieur du symplectique (3), dont la partie inférieure s’engage dans une entaille profonde du quadratum. La courbure du préopercule (5) suit le bord postérieur du sym- plectique (3), et son extrémilé inférieure est enchassée dans l’apophyse ascendante du qua- dratum (7). Les éléments de l'arc hyoidien sont, outre le stylohyal subprismatique (4), l’epihyal, os triedre et un peu comprimé (8), et le cératohyal, os large et gros, com- primé (9), supportant les six rayons branchiostégaux recourbés et assez robustes, à l’excep- tion de celui qui termine la série en bas, et dont la forme amincie et faible pourrait le faire regarder comme presque rudimentaire. Les quatre rayons supérieurs sont insérés dans une fossette sur la face externe du cératohyal, tandis que les deux inférieurs s’attachent du cöte interne. Le bout anterieur et inferieur de chaque cératohyal est embrassé par les deux os basihyaux (10, 11) à ossification retardée et incomplète. Il faut nommer ici encore l’interoperculaire (12), os étroit en forme de baton, suspendu en haut par des ligaments à la suture du stylohyal et de l’épihyal, en bas à l'os angulaire de la man- 348 42 dibule; et le suboperculaire (13), os également étroit et faible, qui forme une con- linuation de l'arc de l’opereulaire, supportant la membrane des ouies et se prolongeant librement vers le rayon branchiostegal supérieur. La corde cartilagineuse du palais, tirant son origine du cartilage qui unit entre eux le quadratum (7) et le metapterygoi- dien (6), et dont l'extrémité antérieure se trouve envahie par la tête du palatin (14) supporte de plus en bas, l’os en travers (15), enchassé entre le palatin et le quadratum, et en haut l’entopterygoidien ou mesopterygium (16). Le maxillaire (17) assez robuste, à l'extrémité distale élargie et tronquée, a une tête articulaire arrondie et une apophyse subtriangulaire interne; l’intermaxillaire (18) émet trois apophyses, dont l'antérieure montante ne peut être pourtant assimilée morphologiquement à celle de l'intermaxillaire de la Baudroie, pièce indépendante comme Va bien démontré Mr. Brühl. L’os dentaire (19) de la mandibule est profondément entaillé et excavé pour recevoir l’articulaire (20) et pour le cartilage de Meckel; enfin l’angulaire (21) se trouve enchassé dans la partie postérieure et interne de l'apophyse descendante de l'articulaire. Tous ces os ont la même structure spongieuse et fibreuse que les autres parties du squelette. Les pièces principales (cératobranchiaux) des quatre arcs branchiaux sont des os greles, prismatiques, ployés en angle dans leur partie inférieure; le sillon postérieur, logeant les vaisseaux branchiaux, fait défaut sur le cératobranchial antérieur, qui dans ce genre ne porte point de branchie. Nous avons pu déméler encore 3 paires d’épibran- chiaux recourbés et un quatrième droit et plus court, 3 paires d’hypobranchiaux courts et faibles, 2 paires de pharyngiens supérieurs ou pharyngobranchiaux, hémi- prismatiques et dentigères, de grandeur inégale (23); deux pharyngiens inférieurs (ou cératobranchiaux de la cinquième paire) (22) gréles, subprismaliques, un peu recourbés et s’épaississant un peu vers l'une des extrémités, mais ne portant point de dents; enfin des pieces cartilagineuses représentant le glossohyal et les basibranchiaux; mais on n'a pas trouvé d’urohyal (basibranchiostegal). La fig. 8 (p. 337) montre une partie de l'arc scapulaire avec les os du bras et du carpe; il n'y a point de surscapulaire. Les clavicules (24) grosses et fortes, arquées et subpris- matiques, entrent en communication avec les opisthotica du crâne au moyen d'un supra- claviculaire ou scapula (25) enchassé dans leur partie proximale, du côté externe. Les os de l’avant-bras — qu'on nous permette de faire usage ici de la terminologie ancienne — sont représentés par un cartilage ovale, qui s'appuie dans une fossette de la clavicule, du côté postérieur et interne de celle-ci; il émet une apophyse faiblement ossifiée (26), et pos- sède lui-même une ossification faible (27) autour de la grande perforation. Les carpaux (28) petits, conprimés, peu développés et très faibles, sont en nombre de trois. Le cora- coidien (29) ou os accessoire, représenté sur la figure comme dégagé de ses rap- ports avec les autres os de l'épaule, n’a en réalité aucune connexion immédiate avec ceux-ci; recouvert en haut par le cartilage brachial (27) et son apophyse (26), il se continue dans la direction indiquée par celle-ci, formant un angle d'environ 45 degrés avec l'arc clavicu- laire, et supportant les parois abdominales en dessous de la pectorale et en dedans de la fente des ouies. Prumordralbrusken og dens Forbening i det menneskelige Kranium før Fødselen, af Adolph Hannover, Med. Dr., Professor. © Med 2 Kobbertavler. Le cartilage primordial et son ossification dans le cråne humain avant la naissance. Table des matiéres et explicalion des planches en francais. Vidensk. Selsk. Skr. 5. Række, naturvidenskabelig og malhemalisk Afd. XI. 6. — 0000 > — . Kjobenhavn. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtryklreri. 1880. ML nl init “id AN IT be JE a 3 "LL VOSS ARE ua Poy ial’ una? Indhold (Table des matieres). I. Historisk-kritisk Indledning (Introduction historico-critique) . . . . . . . . ee . ....... 354 ll. Anatomiske Undersogelser af Kraniets Primordialbrusk hos Mennesket (Recherches anato- miques sur le cartilage primordial du crâne humain) . .. ..... . ....... 373 Ill. Læren om Kraniets Primordialbrusk. Forbeningen (Théorie du cartilage primordial dt cr ne.» 7 OgsifiCattOn) Meus een der Or Son à Diana 445 OSAOCCIDIER ES RE HELET ne ea Dore se eue en pic 461 EINSELDEINRERL a, ie ee Oo ler -ue elle else ee eee ee cie e 462 Parsscondyloider EE Re Mie Cie Cie 464 DERERIESIIENER 5 0.000 ot a ned ara en eee te es de ec -he chere 465 (OS spre norden ee ee 468 Gorpuskossistsphen odense se ee ee etes se EL Eel SEE ee“ 468 REE oe SE EL ee ice ae Oo Oo 471 NEE Bois ER eee Le = sie che Le = = - ee COO. Sam oles 472 Ala externa processus pterygoidei . . . . . . . ... .......... .... -. AT3 Ala interna processus pterygoidei ... 2-2... see ees 0. nn ellele 473 Gornua-sphonoldea se EE Le = ee 0 SN ee ce 0 tare 475 OS CHRO HG ne a E CE D li eer -ete ere -DCEIt 477 LERNEN ON) DEE KB eee 0a le ele ee trie eee lee de ele USE 477 Barssperpendichlarisg men gi © SM Tee te citer Che ON Sue 479 Pare naee EE PER ie cine Umea ool Ce 479 PATS) NADITACERE EM Eee eee an ee oo ciel 480 Goncheg bloods bio Ce OO On ei ce Perk D Re Oued Cal AHORN 00 482 LE CONTOURS oo io OT OT Dio cla DU SO ay oO GO dar 483 ERSTER N N en aie, Sion sy re. ee 484 Annulusamembranestympanis ele ee ste ele eee oie et ec ee ee ee 484 BAS MAS MGR" 9 oops clot sabes mide ee cou do lei 485 Bars per OBE west et ee eles SLM TO ET ee ake 486 CCE LUE MEME ele ga ae a act ewe, ee oat enol PER soo eer ets te: tol tence 495 SIRES: alba a ao Guides Ku a ER CRC RCC D CIC 496 NEIN 546. 0.0: dam Door Oech I OR 497 MallensweigBrocesaus@Meckellinegenn.- see = se - se cc ce ire 498 IV. Hvirveldannelsen i det menneskelige Kranium (Formation de vertèbres dans le crâne humain) 507 Forklaring af Tavlerne (Explication des planches) ................... 519 nh gend) Hehe ’ | aha Nese lee “ vertan en, re ae re IE 7 se WEL ee viet gn hylan | el il dt re i or} Sa dl Ark el) | Asse ein sp Så ime A TEL 14 ni gu => (LR ET Mineo Parry ar «ra såå ome EN ind Wal Lee i ae (Meddelt i Videnskabernes Selskabs Mode den 7de Marts 1879, det fjerde Afsnit i Modet den 30te Januar 1880.) Det er min Hensigt at give en Fremstilling af Primordialbrusken og dens Forbening i det menneskelige Kranium fra det Qieblik af, at den hos Fostret bliver tydelig for det blotte Øie, og indtil Menneskets Fødsel; Primordialbruskens Forhold udenfor Kraniet, ved og efter Fodselen og hos Dyr samt Udviklingen af Kraniets mellem Membraner dannede Ben ville derimod i det hele blive holdte udenfor Betragtningen. Efter en historisk-kritisk Indledning folger Beskrivelsen af Kraniets Primordialbrusk hos 25 menneskelige Fostre; de danne en fort- lobende Udviklingsrekke af Fostre i en Alder af knap to Maaneder indtil 8 Maaneder, hvortil flere Enkeltheder hos andre Fostre ere knyttede. Det forholdsvis store Materiale skylder jeg taknemmeligst mange ærede Kolleger i hele Landet, der paa min Opfordring stillede de Fostre til min Raadighed, som de vare i Besiddelse af. Tvende Fostre omtrent fra Midten af Svangerskabet (Nr. 14) ere behandlede noget udforligere for at tjene som Paradigma. Derefter opstilles de almindelige Resultater, som kunne drages af den anatomisk-mikro- skopiske Undersogelse med Hensyn til Forbeningen overhovedet og med Hensyn til For- beningen af de enkelte Ben, der dannes i Primordialbrusken. Slutningen indeholder Bidrag til Læren om Hvirveldannelsen i det menneskelige Kranium. Paa den forste af de medfolgende Tavler har jeg afbildet Primordialbrusken samt Processus Meckelii og dens Udvikling hos Mennesket, paa den anden fremstillet Forbenings- processen. Begge Tavler ere stukne i Kobber af Professor Magnus Petersen, en udmerket Kunstner, hvis store Omhyggelighed og sjeldne Talent til at gjengive Gjenstandens og Teg- ningens hele Karakter jeg i en længere Aarrekke har veret saa heldig at kunne drage Nytte af ved et storre Antal Tavler til mine tidligere Arbeider. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk og math. Afd. XI 6. 4A 354 6 Ik Historisk-kritisk Indledning. . Som Kölliker med Ret gjør opmærksom paa, danne Undersøgelserne af Dugés!) det sande Udgangspunkt for de Resultater, hvortil senere Rathke og Jacobson kom. Duges iagttog nemlig, at der i den af ham antagne tredie Udviklingsperiode af Frøens Kranium fandt en væsenlig Forskjel Sted i Benenes Dannelse, idet visse Ben, som Os occipitale, temporale, ethmoideum og quadratum, idet de udgjøre et Hele med Cartilago cranio-facialis, opstaae ved Forbening af Brusk, medens andre Ben som Os parietale, frontale, nasale og flere andre kun ere foiede til eller ophængte paa Brusken og forbenes paa dens Overflade i Periosteum eller Perichondrium, men ingenlunde i Brusken selv. Duges er ogsaa den, som først benytter Benævnelsen primordial om det bruskede Kraniums Dele. Rathkes*) Undersøgelser gik fortrinsvis ud- paa at vise, hvilken Betydning Chorda dorsalis og den om dens forreste Ende leirede Masse har i Henseende til Dannelsen af de af ham antagne, mere eller mindre modificerede fire Hvirvler i Kraniet. Han fandt, at Chorda dorsalis i den tidligste Tid ragede frem mellem Hørekapslerne, og af den Masse, der her omgiver den eller ligger foran den, opstaae Corpus ossis occipitalis og sphenoidei postici (antici hos nogle Pattedyr), saavidt man kan skjønne, Ala magna og parva samt Os ethmoi- deum. Derimod ere Squama occipitalis, Ossa parietalia og frontalia indskudte Ben (Ossa inter- calaria, Schaltknochen, Belegungsknochen), og i Forening med Ansigtets Ben danne de sig uafhængigt af den om Chorda leirede Masse; Næsebenene og Vomer ere Belægnings- ben paa Os ethmoideum; Ossa palatina og pterygoidea danne sig i Sideforlængelser fra 1) A.Dugés, recherches sur l'ostéologie et la myologie des Batraciens à leurs différens âges; Mémoires présentés par divers savans à l'Académie des Sciences de l'Institut de France 1835, Tome sixième. *) H. Rathke, vierter Bericht über das naturwissenschaftliche Seminar bei der Universität zu Königs- berg, nebst einer Abhandlung über die Entwickelung des Schadels der Wirbelthiere 1839. 7 355 Udstraalingen fra den midterste Del af Kraniets Grundflade og ere at ansee for Ribben; i Udstraalingen udvikler Malleus sig -og maaskee Os quadratum, og omkring den danner der sig en Belegning af Benplader, der blive tll Underkjebe, samt paa dens Udside en Belægning, som er bestemt til Dannelsen af Overkjæben og Zygoma; Os lacrymale er et indskudt Ben. Horekapslerne og Os petrosum vil han ogsaa ansee for indskudte Ben og neppe for Dele af en Hvirvel; om Horekapslerne bemerker han, at de synes at opstaae aldeles sondrede fra den Masse, som omgiver Chorda. Senere kaldte ogsaa Berg- mann‘) Underkjeben «eine direkte Belegmasse» paa Processus Meckelii, og skjondt denne Anskuelse blev almindelig, kan man dog ikke eftervise noget Udviklingsforhold mellem dem. Benævnelsen Primordialkranium, Stikordet, som Bruch kalder det, for den sammen- lignende anatomiske Anvendelse af den fundne Loy, hidrører fra Jacobson?), men Navnet er, som vi ville finde, ikke ganske passende. Jacobsons Fremstilling er ikke klar. Han velger forst Oxen for at oplyse Primordialkraniet og deler det i det egenlige Primordial- kranium og Ansigtsdelen, skjondt denne Intet har at gjore med det bruskede Primordial- kranium, men dannes udenom det. Basis bestaaer af en massiv Bruskpyramide, som begynder ved Foramen magnum og i lige Linie strækker sig hen til Enden af Snuden; men kort efter siger han, at af de Brusk, hvoraf Primordialkraniet bestaaer, forbenes kun Os ethmoideum, Corpus ossis sphenoidei og hele Os occipitale. Heraf saavelsom af andre Steder synes det at fremgaae, at han antager flere Brusk, skjondt det netop er Primordial- bruskens Særkjende, at den udgjor en eneste sammenhængende Brusk uden Spor af de Suturer, der senere findes mellem de enkelte deri dannede Ben. Heller ikke opstaaer hele Os occipitale af Primordialbrusken, og foruden Corpus ossis sphenoidei udvikles ogsaa Ale parve deri, men Jacobson lader dem udvikle sig i en Membran, der er spendt mellem en halvmaaneformig fra Os ethmoideum kommende Brusk til Sidedelen af den Brusk, som danner Basis. Om Os petrosum horer til Primordialbrusken, er ikke tydeligt; thi uagtet han bererer dets Dannelse, findes det hverken neynt blandt de nys anforte Ben, som dannes i Primordialbrusken, eller blandt dem, der ikke hore til den, men udvikles i Membraner uden at vere præformerede som Brusk; til den sidstnævnte Klasse regner han Ossa 1) C. Bergmann, einige Beobachtungen und Reflexionen über die Skeletsysteme der Wirbelthiere; Göttinger Studien 1845, Pag. 41. ?) L. Jacobson, om Primordial-Craniet; Förhandlingar vid de skandinaviske Naturforskarnes tredje Mote i Stockholm 1842, Pag. 739. 1 Udtog oversat af mig i min Bericht über die Leistungen in der skandinavischen Litteratur im Gebiete der Anatomie und Physiologie in den Jahren 1841— 1843; Müllers Archiv für Anatomie, Physiologie und wissenschaftliche Mediein 1844, Pag. 36. Med nogle Rettelser og Tillæg gjengav Jacobson sine lagttagelser i Oversigt over det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1842, Pag. 90, og i det kgl. danske Videnskabernes Selskabs naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger 1843, 10, Pag. LXXXII. 44" 356 8 interparietalia, parietalia, frontalia, Ale magne (!), Processus pterygoidei (!), Squama temporalis samt alle Ansigtets Ben, blandt hvilke han ikke nævner Maxilla inferior, men vel Concha infima, som dog i det mindste hos Mennesket dannes i Primordialbrusken. Hos menneskelige Embryoner er Primordialbrusken udviklet paa samme Maade og bestaaer af de samme Dele. Jacobson har rigtigt bemærket, at der fra den udvendige Rand af Os ethmoideum strekker sig en Bruskplade hen til Ale parvæ, som hos spæde Em- bryoner ere meget lange og naae udad og opad indtil Midten af Margo frontalis ossis parietalis. Som Rudimenter af Primordialbrusken, naar den er forsvunden (forbenet), findes Brusklameller mellem Pericranium og Dura mater, nemlig Levninger af den bruskede Ala parva, og ved Angulus posterior et inferior ossis parietalis Levninger af den Bruskplade, der tildels bedækkede Pars petrosa og derfra strakte sig hen til Os occipitale; han mener sikkert her de Processus, som jeg har kaldet petroso-parietalis og petroso-occipitalis. Som Lev- ninger anfører han ogsaa Ossa Wormiana ved Pars mastoidea, det Os sesamoideum, som Cortese*) opdagede ved Spidsen af Pars petrosa, og de smaa, stundom halvlose Plader, der findes paa Superficies anterior partis petrosæ. Septum nasi anseer han for den eneste Del af Primordialbrusken, der for bestandigt beholder sin oprindelige bruskagtige Beskaffenhed ; hertil maae dog, som vi ville finde, foies flere andre. Medens Jacobson var beskjæftiget med sine Undersogelser, anstillede Eschricht?) aldeles lignende paa Hvalfostre og fandt strax Leilighed til at gjore adskillige Berigtigelser. I sine Slutningsbemerkninger over Bardehvalhovedets Benbygning fremhever han forst, at «Grundlaget til hele Hovedets Beenbygning er et sammenhengende Brusklegéme, som optager hele dets Axe, fra Nakkehullet indtil Snudespidsen. I den bagre Halvdeel (Craniedelen) ud- gaae fire Par mere eller mindre vingeformige Forlengelser fra dets Sider, nemlig Grundlaget til Nakkebenets Ledestykker, de bagre, de fordre Kilebeensvinger og Siebenets Sidedele. Disse Vingepar stige meer eller mindre i Veiret, og deres ydre Rande sammenbindes ved en peripherisk Bruskstrimmel». «Ogsaa fra Brusklegemets forreste Halvdeel, som vi have kaldt Ansigtets Axebrusk, udgaae bagtil bruskede Vingepar, men de krumme sig nedad og 1) De Ben, som Cortese beskrev 1625, have efter Morgagni (de sedibus et causis morborum 1779, I, Epistola III, 22, Pag. 41) kun været Forbeninger i en Hjernearterie; allerede Haller (Bibliotheca anatomica 1774, I, Pag. 355) benævner dem: ossicula carotidis. Cfr. I. Henle, Handbuch der syste- matischen Anatomie 1855, I, 1, Pag. 152 og Anm. De af andre Anatomer beskrevne Ben i Fissura petroso-basilaris ere meget ubestemte i deres Forekomst og Form; de anferes hos Voxne og hos Bern (Wenzel Gruber, Beiträge zur Anatomie des Schädelgrundes; Mémoires de l'Académie des Sciences de St. Pétersbourg 1869, Série VII, XIII, No. 7). Jeg har truffet et saadant Ben allerede hos et 5 Maaneders Foster, men det var dannet mellem Membraner og horte, ligesaa lidt som Ossa Wormiana, ikke til Primordialbrusken. D.F. Eschricht, Undersøgelser over Hvaldyrene. Femte Afhandling. Det kgl. danske Videnskabernes Selskabs naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger 1846, 12, Pag. 272, sqq. 2 y pr 357 danne Næsehulens Vægge». «Ansigtets Axebrusk har oprindeligen været boiet heelt ind under Craniedelen». Medens nogle Ben dannes i Primordialbrusken efter de samme Regler som i Legemets Brusk i Almindelighed, dannes andre Ben .udenom den, idet den forsvinder. Om den peripheriske Bruskstrimmel mener han, at den i en tidligere Tid har strakt sig heiere op, uden at han dog vil give den Paastand Medhold, at der til en vis Tid findes et endog nogenlunde helt doppelt Kranium. Til de af Jacobson nævnte Ben, som forbenes i Primordialbrusken, foier han rigtigt Ale magne og Størstedelen af parvæ, Conchæ infime, Pars petrosa, om hvis umiddelbare Sammenhæng med den øvrige Primordialbrusk han dog paa tvende Steder udtaler sig tvivlende, samt Processus styloideus og Os hyoideum. Processus Meckelii anseer han for Urunderkjæben og sammenligner Forholdet med Plougbenets til Septum cartilagineum, samt fremsætter den Gisning, at flere andre Ben, navnlig Overkjæbe- benene, Ganebenene og Vingebenene oprindeligt danne sig omkring bruskede Sideforlængelser fra den fælleds Grundbrusk, og at ogsaa alle Ansigtets Ben danne sig i en fælleds Grund- brusk. Eschricht staaer her endnu paa det senere forladte Standpunkt, at ethvert Ben skyldte en foregaaende Bruskdannelse sin Oprindelse. Spöndli!) er den, som først nøiere har beskrevet Kraniets Primordialbrusk og dens Forbening hos forskjellige Pattedyr og Mennesket. Med Ret hævder han, at man ikke kan tale om enkelte Brusk, fordi Primordialbrusken i Kraniet udgjør en Helhed, men vel om Dele og Regioner i Brusken, hvis Grændser kunne bestemmes ved den senere Forbenings Udstrækning; dog benytter han snart Ordet «Theil» eller «Pars», snart «Knorpel» eller «Cartilago» om de enkelte Partier. Saaledes deler han Primordialbrusken i Svinets Kranium, som han opstiller som Paradigma, i en basal Del, hvortil høre Pars occipitalis (Pars basi- laris, condyloidea og squamosa), sphenoidea (Pars basilaris, Ala parva og magna), ethmoidea (Lamina perpendicularis og Labyrinthen) og nasalis (Septum og Dorsum nasi, Processus palatinus og Concha infima), og en Sidedel, hvortil høre Lamina frontalis (med et Foramen spheno-frontale mellem Lamina cribrosa og Ala parva, som vi dog senere skulle vise at være et Kunstprodukt), Lamina parietalis (med Fonticulus, Interstitium petroso-parietale, om hvilket Reichert?) dog mener, at det beroer paa et Blodkar, og at man i de nævnte Aab- ninger finder et membranøst brusket Grundlag med senere Forbening, og Foramen spheno- parietale) og Pars petrosa (med Processus styloideus og mastoideus). Hos Musen er Forholdet efter Spöndli som hos Svinet, idet der forekommer Parietalplader med Fontanelle, men disse mangle hos Faaret og Oxen, og Hjerneskallen har ingen Bedækning ligefra Pars ethmoidea til Pars occipitalis. Det forekommer mig imidlertid, at han giver Hjerneskallens Bedækning 1) H. Spöndli, über den Primordialschådel der Säugethiere und des Menschen 1846. 2) K.B.Reichert, zur Kontroverse über den Primordialschädel; Müllers Archiv für Anatomie, Physio- logie und wissenschaftliche Medicin 1849, Pag. 464. 358 10 hos Svinet en for stor Udstrekning, eller at han lader Parietalpladerne, hvis Skjæbne hos Svinet han forresten ikke angiver, gaae for hoit op; i det mindste har jeg hos Svinefostre, der rigtignok vare lidet ældre end de, han beskriver og afbilder, fundet Parietal- og Frontal- pladerne langt mindre, og de forbenes i hvert Tilfælde ikke i Primordialbrusken. Om Pars petrosa siger han, at den indtager en seregen Stilling, fordi den ikke synes at hore til Primordialbrusken, hvorom der dog ikke kan vere nogen Tvivl; ifølge Afbildningen saavel af Svinet som af Mennesket regner han den dog derhen. Hos Mennesket reduceres Primordialbruskens Udstrækning yderligere, idet hele den øverste Kapsel mangler, og Parietalpladen kun er rudimentert angiven ved den nærmest Pars petrosa verende Del. Pars occipitalis ligner det senere Os occipitale, men dens overste Afdeling hører hos Mennesket ikke til Primordialbrusken. I Pars sphenoidea er Ala parva af betydelig Størrelse og viser i sin forreste Rand Spor af Svinets Frentaldel med et Foramen spheno-frontale. Pars ethmoidea stemmer med det senere Os ethmoideum. Endelig høre til Pars nasalis Septum nasi, Bruskdelen, som danner et Tag under Næsebenene, og Sidedelene af Nesehulhederne samt Concha infima. Den Del, der ligger under Nesebenene, den yderste Spids af den bruskede Ala parva samt Rudimenterne af Frontal- og Parietalpladen resor- beres; derimod holder Primordialbrusken sig gjennem hele Livet i Septum og Ale nasi. Forholdene i Pars petrosa, Horebenene, Pars mastoidea og Tungebenet forbigaaer han. Alle ovrige Kraniets Ben dannes ikke i Primordialbrusken, men mellem Membraner og ere ikke preformerede som Brusk. Om de af ham og andre lagttagere angivne Forbeningspunkter vil blive handlet senere. Da Spöndli arbeidede under Kålliker"), skulle vi her strax meddele Resultaterne af sidstnævntes Undersøgelser, der bleve offenliggjorte nogle Aar senere. Forst viser han, at de Ben, der hos Pattedyrene ikke dannes i Primordialbrusken, ikke staae i noget genetisk Forhold til denne, men ere adskilte fra den ved et Perichondrium; heller ikke opstaae de af Brusk, som Ingen har kunnet eftervise. Naar Ben opstaae af Brusk, begynder For- beningen i Regelen fra Bruskens Midte og skrider derfra ud mod Overfladen, idet der skeer en Afleiring af smaa uregelmæssige Kalkkorn, der senere oploses for chemisk at forene sig med Benets organiske Bestanddele. Saaledes er Forholdet i Extremiteternes Ben og i de Ben, der dannes gjennem Kraniets Primordialbrusk. De, der ikke dannes derigjennem, vise ikke noget Spor til Brusk paa deres Rande eller Flader, men deres Overflade er i For- bindelse med membranose, af Bindevæv med istroede Geller bestaaende Udbredninger, mellem hvilke deres Vext foregaaer saavel i Brede som i Tykkelse uden foregaaende Afleiring af Kalkkorn. Formen af de Ben, som opstaae af Brusk, er fuldstendigt præformeret 1) A.Kölliker, Berichte von der königlichen zootomischen Anstalt zu Würzburg; zweiter Bericht für das Schuljahr 1847—48, 1849, Pag. 35. Med Hensyn til nogle tidligere Undersøgelser henviser jeg til hans historiske Fremstilling sammesteds. re Lo er 11 359 i Brusken, men dette er ikke Tilfældet med dem, der opstaae af og mellem membranose Udbredninger; thi de danne sig forst, efterhaanden som Forbeningen skrider frem. De membranose Udbredninger ere hverken Dele af Huden eller af en Slimhinde, men kunne vel vere en Fortsættelse af det Perichondrium, som omgiver Kraniets Primordialbrusk, idet Perichondrium spalter sig i to Blade, hvoraf det yderste er det, som frembringer Benet. Imidlertid er der Ben, f. Ex. Os zygomaticum, hvor dette Perichondrium ikke vil kunne efter- vises, og man maa da hjælpe sig med Antagelsen af et andet membranost Blastem. For- evrigt voxe alle af Brusk dannede Ben ikke blot af Brusken, men ogsaa af den Masse, der fremgaaer fra Indsiden af deres Perichondrium eller Periosteum , der bestaaer af Bindevæv med istroede, kjerneholdige, men fra Bruskceller ganske forskjellige Celler; heller ikke skeer der ved denne Væxt nogen Afleiring af Kalkkorn. Bendannelsen i Benenes Indre, f. Ex. Af- leiringen paa Marvkanalernes Vegge, skeer ikke af Brusk, men saavel i Kraniets som i alle andre Ben udenfor det af Benmarvens blode Dele. Kun undtagelsesvis kan der findes Brusk paa Ben, som ellers ikke ere opstaaede af Brusk, saaledes Brusken i hele Cavitas glenoidalis maxille inferioris. Spöndli og Kölliker sluttede sig til Rathkes Antagelse af fire Hvirvler i Kraniet (Pri- mordialbruskens Os occipitale, sphenoideum posterius, sphenoideum anterius og ethmoideum), men Kölliker vilde ikke betragte Belegningsbenene som horende til Kraniets Hvirvler og ansaae Processus Meckelii, Horebenene og Os hyoideum som det nederste Buestykke af Hvirvler. Stannius !) antog vel Jacobsons Opfattelse af Kraniets Primordialbrusk, men optraadte senere mod Köllikers Paastand, at der paa Hvirvelsoilen ikke fandtes noget Analogon til Belægnings- ben, fordi han paa den øverste Del af Hvirvelsoilen hos Esox lucius og Salmo salar fandt Be- legningsben, hvorfor Modsætningen mellem begge Systemer er ligesaa udpreget paa Hvirvel- soilen som paa Kraniet. Da disse og flere andre lagttagelser ere gjorte paa lavere Hvirveldyr, skal jeg her ikke opholde mig videre derved, men henvise til Köllikers ovenfor anførte Bericht. Aaret efter at Spöndli havde bekjendtgjort sine Iagttagelser, reiste Bidder’) Ind- vendinger mod Antagelsen af et Primordialkranium. Han sogte at vise, at blandt Patte- dyrene, til hvilke vi her ville holde os, er Brusken hos Drovtyggere og Svinet vel betydeligt tykkere i Basis cranii, derunder indbefattet Oiets og Lugtens Organer; men ved den mikro- skopiske Undersogelse finder man ogsaa Brusk i de Partier af Hjerneskallen, der have et membranost Udseende, men som paa Grund af Hjerneskallens Tyndhed ikke er tydelig for 1) H. Stannius, Lehrbuch der vergleichenden Anatomie der Wirbelthiere 1846, Pag. 20. Ueber die Deckknochen und die integrirenden Ossificationen der Wirbel einiger Knochenfische ; Müllers Archiv für Anatomie, Physiologie und wissenschaftliche Mediein 1849, Pag. 535. 2) A. A. Bidder, de cranii conformatione ratione inprimis habita Jacobsonii de cranio primordiali ejusque ossificatione sententiæ 1847. à 360 12 det blotte Øie. Man finder saaledes Brusk i Frontalvæggen; i Margo supraorbitalis bliver den endog tykkere. Paa dette Sted samt i den nederste Rand af den Brusk, der senere forandres til Vomer, har Brusken tillige en hvidlig Farve, idet den udgjer en Helhed med den øvrige Brusk. Han paastaaer, at der saavel i Kraniets membranose som tykkere Brusk findes aldeles tydelige Bruskceller; dog angiver han selv Forskjelligheder. I Kraniets membranose Brusk ere de Legemer, han antager for Bruskceller, sparsommere og mindre, og Brusken lader sig spalte i flere Lag; paa hans Fig. 14, 15 og 16 af Svinet ligger det angivne Brusk- eller forbenede Lag mellem to, som det synes, stribede eller fibrose Lag. I den tykkere Brusk ere Bruskcellerne meget talrige, hvile i en hyalin Grundsubstants, og Massen lader sig ikke spalte i flere Lag. Ogsaa afviger Bygningen i den hyaline Brusk fra den, der findes i den hvidlige Brusk paa Margo supraorbitalis og i Brusken for Vomer, tvende Lokaliteter, der efter vor Anskuelse ikke hore til Kraniets Primordialbrusk. Idet vi forbigaae den af Bidder angivne Tidsfolge for Ossifikationspunkterne i de forskjellige Ben, fremhæve vi kun, at efter hans Undersogelse forbenes Substantia spongiosa i Primordial- brusken forend Substantia compacta. Med Uret anforer han, at man kan treffe afvexlende forbenede og cartilaginose Lag i Ossa nasalia. Forbeningen begynder i Bruskens Midte og gaaer dernest ud mod Overfladen og Suturerne, hvilket ogsaa gjælder for de flade Ben; den udvendige Overflade forbenes for den indvendige, og i en Sutura squamosa det over- liggende Ben for det underliggende, saa at en Benplade kan dekke en Bruskplade. Saa- danne Forhold samt Mangel paa mikroskopisk Undersogelse have efter Bidders Mening for- ledet Jacobson til Antagelsen af et Primordialkranium. Skjondt Bidder arbeidede understøttet af Reichert!), falde deres Anskuelser dog ikke ganske sammen, men de ere dog enige i at forkaste et Primordialkranium. Det histologiske Spørgsmaal, om et Ben er opstaaet af hyalin Brusk eller af en Membran eller membranes (häutig, häutig-knorplig) Brusk, er vel ikke uden Betydning; men Reichert mener dog, at det organologiske Sporgsmaal er af storre Vigtighed, fordi man efter Jacobsons Anskuelse nodsages til at antage to forskjellige skeletdannende Lag (eller Systemer), det ene udgaaende fra Massen omkring Chorda dorsalis, det andet uafhengigt af denne, men et saadant Forhold stemmer efter hans Mening ikke med Chordas Rolle. Reichert lader Chorda ende afrundet fortil helt hen i Pandevæggen?), og den Afdeling af Massen omkring Chorda, som omgiver Hjernen, bliver i sin Helhed benyttet til Dannelsen af Kraniets Ben og udgjor et sammen- hængende Hele uden nogetsteds at vere gjenembrudt. Kort for Forbeningen, som begynder 1) K.B. Reichert, |. c. Müllers Archiv 1849, Pag. 453. 2) Angaaende Chordas Ende fortil see Ch. Robin, mémoire sur l'évolution de la notocorde 1868; E.Dursy, zur Entwickelungsgeschichte des Kopfes des Menschen und der höheren Wirbelthiere 1869; V. v. Mihalkovics, Entwickelungsgeschichte des Gehirns, nach Untersuchungen an höheren Wirbel- thieren und dem Menschen 1877; A. Kölliker, Entwickelungsgeschichte des Menschen und der hö- heren Thiere 1879. 13 361 med Ossa frontalia og parietalia, kan man udpreparere hele Hjernekapselen i brusket Til- stand, og hos Pattedyr er der nu ikke mere noget Spor af Chorda at finde i Basis cranii. Her staaer den ene lagttagelse eller maaskee rettere Tydning af lagttagelse mod den anden; thi Rathke, som allerede lader Chorda ende i Egnen af Sella turcica, mener, at Massen omkring Chorda kun anvendes til Dannelsen af den Del af Hjerneskallen, som senere er- holdt Navn af Primordialkranium. Brusken danner vel efter Reichert et Hele, men er af forskjellig Beskaffenhed paa forskjellige Steder, dels hyalin, dels stribet og med sparsomme Brusklegemer, hvilke sidste ogsaa findes i Lacunar cranii og i Randen af forbenede Partier, f. Ex. af Ossa frontalia og parietalia. Hvad der her forekommer mig af Betydning, selv om Legemerne i den stribede Brusk ere Brusklegemer, er Grundsubstantsens Forskjellighed, og denne Indrommelse af Rei- chert saavelsom de af Bidder forhen anførte Forskjelligheder i Kraniets membranese og tyk- kere Brusk maae tale for Antagelsen af et brusket Primordialkranium; en saa gjennemgaaende og blivende histologisk Forskjel har efter min Mening storre Betydning end Chordas forbi- gaaende organologiske Rolle. Idet Reichert lader Massen omkring Chorda tjene til hele Hjerneskallens Dannelse, forledes han til urigtige Antagelser. Saaledes har han Uret, naar han siger, at paa de Steder, hvor hyalin og membranes Brusk stode sammen, forholde de sig som et continuerligt Hele. Dette modbevises bedst ved saadanne Steder, hvor den ene Substants hviler paa den anden, f. Ex. ved Forlengelsen fra Pars petrosa op paa Indsiden af den senere Angulus posterior et inferior ossis parietalis og paa Os occipitale; fremdeles ved Pars cribrosa ethmoidea, som i den tidligste Tid hviler paa Tectum orbite, ved det forbenede Vomer, som kun stotter sig til Pars perpendicularis ethmoidea, endelig tyde- ligst ved Ossa nasalia, som hvile paa Pars nasalis ethmoidea, der aldeles ikke bidrager til disse Bens Dannelse. Reichert siger, at Lugteorganets Labyrinth, hvor den stoder til An- sigtets Basis, umiddelbart dækkes af et membranost-brusket Lag, hvoraf Ansigtets Ben fremgaae; men et saadant Lag har Ingen i Virkelighed efterviist, men kun theoretisk an- taget, og selv om det fandtes, vilde Lagets membranose Brusk vere forskjellig fra Primor- dialbruskens hyaline. Underkjebens membranose Brusk hviler paa Processus Meckelii hyaline Brusk; men de ere adskilte fra hinanden ved sterke Bindevevsskeder og uden genetisk Forbindelse indbyrdes; for Menneskets Vedkommende er hans Udtryk, at disse to Dannelser ere «ohne mikroskopische Scheidegränze,» aldeles urigtig. Endelig mener Reichert, at den Maade, hvorpaa Forbeningen (ogsaa histologisk) gaaer for sig, er den samme i membranes og hyalin Brusk, og at der derfor heller ikke i denne Henseende er nogen Grund til at opstille et serskilt Primordialkranium. Herimod maa dog indvendes, at de enkelte Ben i Kraniets Primordialbrusk altid hver for sig have flere Forbeningspunkter, og at de opstaae paa en Tid, da den danner en eneste sammenhengende Brusk; i den mem- brangse Brusk, hvis ellers overhovedet en saadan findes forud for Forbeningen, skeer Vidensk, Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd, XI. 6. 45 362 14 Forbeningen i Regelen fra et enkelt Punkt. Det er rigtigt, naar Reichert siger, at der hverken findes Suturer i den hyaline eller membranose Brusk, med Undtagelse af det Grændseskjel, der er mellem disse to Afdelinger i Kraniet; men netop dette tydelige Grendseskjel, hvorved Enheden i Kraniets Primordialbrusk afgrændses fra Flerheden, der gjør sig gjældende ved alle ovrige Bens Dannelse i Kraniet, taler for Antagelsen af en særegen Primordialbrusk i Kraniet. Reichert siger, at Forbeningen paa begge Steder skeer i netformige Strog; dette kan efter min Mening dog kun gjælde om de flade Ben, men ikke om den tykke hyaline Brusk. I hvert Tilfælde indrommer Reichert med tydelige Ord, at en Del af Kraniets Ben fremgaaer af hyalin Brusk, en Del af fibros- eller membranos-brusket Substants. Mindre væsenlige ere flere andre af Reicherts Indvendinger mod to organologisk forskjellige skeletdannende Lag, selv om man antager to histologisk forskjellige Lag. Saa- ledes anfører han, at man efter hin Anskuelse vil vere nødt til at antage, at et og samme Ben kan fremgaae af to forskjellige skeletdannende Systemer, f. Ex. Os occipitale hos Men- nesket, Os sphenoideum anterius, som hos Pattedyr bestaaer af hyalin Brusk, men hos Fugle og Slanger har en saakaldet «häutige Grundlage», hvis ellers denne Angivelse er rigtig; thi der er neppe nogen Tvivl om, at Primordialbruskens Hovedmasse representeres paa samme Maade i hele Dyrerekken, medens der vel kan findes Variationer i Udstrek- ningen af dens enkelte Dele. Han mener fremdeles, at Antagelsen af et Primordialkranium ikke er berettiget, fordi den membranos-bruskede Del skulde opstaae senere og udenom den hyaline. Begge Forudsætninger ere efter hans Mening urigtige; Kölliker selv angiver, at den membranos-bruskede Del kan vere tilstede for den hyaline, og Reichert siger, at den findes, saasnart Benenes bruskede Grundlag lader sig. fremstille. Denne Indvending med Hensyn til Tidsfolgen har i og for sig ingen Betydning. Efter mine Undersøgelser er den hyaline Primordialbrusk i det mindste hos Mennesket tydeligt tilstede, forend man kan er- kjende Formen af de Ben, der skulle dannes i Membraner, men Membranerne selv fore- findes. — Reichert antager dernest, at det er urigtigt, naar man siger, at den membranose Del opstaaer eller ligger udenom den hyaline; han mener, at dette ikke er Tilfældet med den Del, hvor Fontanellerne findes, og hvorfra Pande-, Isse- og Tindingebenets Squama opstaaer. Men netop i alle Suture squamose ligger den membranose Del udenpaa den hyaline, skjondt Reichert som Exempel paa det modsatte anfører Ossa parietalia hos Svinet, som skulle ligge indenfor Os occipitale, men dette kan kun gjælde om dette Bens membranose øverste Del, ikke om den hyaline nederste. Det er rigtigt, som han siger, at man af det forskjellige Leie ikke kan slutte til to forskjellige Systemer, men Leiet har slet ingen Betydning, og Udtrykket «Belegungsknochen, Deckknochen» involverer ikke noget underordnet. — Kölliker har endvidere sagt, at der mellem den hyaline Brusk og Beleg- ningsbenet er en fin Bindevevslamel, der er at ansee som et Perichondrium, hvorfor der ikke er noget genetisk Forhold mellem dem. Reichert antager, at Kölliker dermed har 7 2 1E 15 363 villet antyde, at Benet ikke er en partiel Forbening af den underliggende Brusk, men at der er to forskjellige skeletdannende Lag. Som Modbevis anforer Reichert Processus Meckelii, af hvis Kortikalsubstants han mener, at Processus longus mallei senere frem- gaaer, adskilt fra hin ved Bindevey. Men dette af Reichert valgte Exempel, hvortil han gjentagne Gange kommer tilbage, er uheldigt; thi Processus longus danner sig aldeles uafhengigt af Processus Meckelii, og de to Dannelser have Intet tilfelleds uden Nabo- laget og det omgivende seige Bindevey. Vi skulle forøvrigt senere faae at see, at Caput mallei er den sidste Levning af Processus Meckelii, at begge bestaae af hyalin Brusk og hore til Kraniets Primordialbrusk, men at Processus longus danner sig selvstendigt i en Membran, saa at Hammeren i Virkeligheden ligesom Os oceipitale tilhører to for- skjellige skeletdannende Systemer"). — Endelig mener Reichert, at den Omstendighed, at en Del af Kraniets Primordialbrusk forgaaer, medens sligt ikke finder Sted med membranos Brusk, ikke berettiger til deraf at slutte, at der er to forskjellige skeletdannende Systemer, men Ingen vil falde paa at drage denne Slutning alene af hint for Primordialbrusken eien- dommelige Forhold. Det vilde fore os for vidt, hvis vi vilde gjendrive, hvad Reichert har anført om de lavere Hvirveldyr. De frembyde, som han selv siger, anatomiske Forhold, der ikke fore- komme hos de heiere Hvirveldyr; heller ikke ere Hovedets Udviklingsforhold ganske de samme, og Kraniets tidligste Tilstand ikke tilstrækkeligt kjendt, hvortil endnu kommer Udvikling af Ben i Hud og Slimhinder, der savnes hos de hoiere Hvirveldyr. Ligesom jeg troer at have gjendrevet hans apodiktiske Slutning, «dass diese Lehre (vom Primordialschädel) in Betreff der Schädelkapsel höherer Wirbelthiere, — insofern sie das Hervorgehen der ein- zelnen Knochen der Schädelkapsel aus zwei organologisch- verschiedenen, skeletbildenden Schichten des Wirbelsystems behauptet, — auf keine einzige Thatsache sich stützen kann», saaledes synes heller ikke ligeoverfor de lavere Hvirveldyr hans Dom om «das Gehaltlose der Lehre vom Primordialschädel» at vere tilstrekkeligt begrundet. I en Efterskrift til sin forhen anførte «Bericht» imødegik Kölliker i Korthed Bidders Anskuelse, at de hoiere Hvirveldyrs bruskede Kranium danner en lukket Kap- sel, og nægtede med Bestemthed, at der, f. Ex. ved Dannelsen af Os parietale findes, som han udtrykker sig, noget Atom af Brusksubstants, og at der forekommer Brusk i Fontanellerne eller i Suturerne mellem Belegningsbenene, med mindre de stade til et af Brusk sig dannende Ben, i hvilket Tilfælde Brusken tilhorer dette. Han gjor tillige op- merksom paa de af Bidder anførte Forskjelligheder mellem hyalin og membranes Brusk, som jeg allerede har fremhævet ovenfor. Kölliker?) fastholdt dernæst ogsaa ligeoverfor 1) Cfr. C. Bruch, Beitrage zur Entwickelungsgeschichte des Knochensystems 1852, Pag. 136, Note. 2) A. Kölliker, die Theorie des Primordialschädels; Siebold und Kölliker, Zeitschrift für wissenschaft- liche Zoologie 1850, 2, Pag. 281, Würzburg 18 Mai 1850. 45* 364 16 Reichert Theorien om et Primordialkranium. Uagtet han er enig med Bidder og Reichert deri, at Massen til Belegningsbenene ikke er hyalin Brusk, vil han dog ikke adoptere Benævnelsen membrangs-brusket, fordi han hverken morphologisk eller chemisk (ifølge en meddelt Analyse af Scherer) har fundet Brusk i den paagjeldende Substants og derfor ikke anseer Blastemet for Brusk. Kölliker anfører dernæst, at Ossifikationen gaaer for sig paa forskjellig Maade, idet kun Primordialkraniets Ben ere præformerede i Brusk (det vil dog ikke sige begrendsede, som Reichert antager), at Belegningsbenene i Begyndelsen ere dannede af netformigt gjennembrudte Lameller, medens Primordialkraniets Ben ere kom- pakte og først senere indeholde Marvrum, og at de færdige Belegningsben indeholde virkelige Haversiske Kanaler, de andre kun svampet Substants; her maa man antage, at Kölliker kun har tænkt paa Kraniets Ben, og ikke paa det ovrige Skelets primordiale Ben. Vi have allerede ovenfor imodegaaet Reicherts Indvending mod Kölliker, at Kraniets membranos-bruskede Del skulde opstaae senere og udenom dets hyaline Del, fordi Svinets Os parietale efter Reichert skulde ligge indenfor den bruskede Squama oceipitalis, og fordi hos Hesten og Drovtyggere den overste bruskede Del af Ala parva er indkilet i Pande- benets Brusksubstants og bliver omvoxet af den. Hos Svinet kunde Kolliker ikke see det, og hos Hesten hidrerer Forholdet fra sekundere Forandringer. Hos Mennesket (Orbitalpladen af Os frontale, Angulus posterior et inferior ossis parietalis, Squama temporalis) gaaer Brusken bekledt af sit udvendige Perichondrium op paa Indsiden af Os parietale, og hvor Brusken horer op, gaaer der en fibres gulagtig Lamel som Fortsættelse af Bruskens ud- vendige og indvendige Perichondrium i Veiret og moder den fra den anden Side i Lege- mets Midtlinie. Denne Lamel er en Metamorphose af det oprindeligt membranose Lacunar cranii, og paa dens Udside danne Belegningsbenene sig, men de ere ikke overfladiske Ossifikationer af Kraniets Primordialbrusk; de ere sekundere Dannelser, om de end kunne ossificere tidligere end Primordialbrusken. Reichert derimod siger, at de ligge midt i hin Substants, som altsaa ligger saavel udenfor som indenfor dem. Ansigtsbenene opstaae lige- ledes af et blødt Blastem uden at være preformerede som Brusk. Kölliker imodegaaer der- nest Reicherts Mening om Processus longus mallei og siger, at det er uden Betydning, at begge Systemer voxe sammen. Han mener med Ret, at hos Pattedyr og Mennesket kunne kun de i Kraniets Primordialbrusk dannede Ben sammenlignes med Hvirvler, og at For- holdene ikke maae bedommes alene efter Benene i deres ferdige Tilstand, men efter deres Genese af Primordialbrusk eller sekundere Dannelser; af den almindelige genetiske Diffe- rents folger ikke en speciel histologisk. Af de sekundere Ben er intet præformeret som Brusk. Om Os pterygoideum og palatinum paastaaer Reichert, at de skjondt tilhorende den forste Visceralbue dog aldrig ere preformerede som Brusk; Kölliker vil snarere ansee dem for sekundære, uagtet de hos Fisk ere bruskede og hos forskjellige Reptilier er- stattede ved Bruskstriber. LA 365 I et større Arbejde, der udkom samme Aar som foregaaende Afhandling, angiver Külliker!) noiere Udstrækningen af Kraniets Primordialbrusk hos Mennesket. Der svarer hertil for Størstedelen Os occipitale med Undtagelse af den øverste Afdeling af Squama, Os sphenoideum med Undtagelse af Lamina externa processus pterygoidei”), Pars mastoidea og petrosa ossis temporalis, Os ethmoideum, Concha infima, Ossicula auditus og Os hyoideum. Det omfatter ogsaa nogle Bruskpartier, som aldrig forbenes og enten for bestandigt holde sig som Brusk, saaledes de fleste Næsebrusk og Brusktilheftningerne paa Os hyoideum, eller senere forsvinde, saaledes Processus Meckelii, to Brusklameller under Ossa nasalia, en Bruskstribe, der forbinder Processus styloideus med Os hyoideum, en Forlængelse fra den udvendige Del af Ala parva til Lamina cribrosa og en anden Forlængelse opad og fortil fra Pars mastoidea og petrosa. De nævnte Ben ere primære Ben. Til de sekundære Ben, Dæk- eller Belægningsben, høre den øverste Afdeling af Os occipitale, Os parietale, frontale, Squama temporalis, Annulus tympanicus, Os nasale, lacrymale, zygomaticum, palatinum, maxillare superius og inferius, Vomer og, som det synes, Lamina interna processus ptery- goidei samt Cornu sphenoideum. De sekundære Ben forbenes tildels tidligere end de pri- mere og have for det meste kun een Benkjerne. Det blode Blastem paa Indsiden af Periosteum er hverken Brusk eller Traadbrusk, indeholder kun Lim og ikke Chondrin, og Cellerne deri ere indifferente; imidlertid angiver han dog, at Cellerne i Kraniets sekundere Ben, hvis Blastem vesenligt forholder sig som Periostafleiringer og er uden Spor af Brusk i Foetalperioden, vel ikke have den ringeste Lighed med Bruskceller, men at de paa Randene eller Enderne af Kraniets flade Ben, som det synes, senere (efter Fodselen?) kunne antage Karakteren af sand Brusk. Paa Angulus posterior et inferior ossis parietalis fandt han hyalin Brusk, men den har sikkert hidrort fra Kraniets Primordialbrusk. Til denne Modifikation af hans Anskuelse om Forekomsten af hyalin Brusk paa Kraniets flade Ben maa endnu foies, at naar han forhen har antaget, al enhver Forbening i det blode 1) A.Kölliker, mikroskopische Anatomie oder Gewebelehre des Menschen 1850, 2, 1, Pag. 345, 373 —381. See ogsaa hans Handbuch der Gewebelehre des Menschen 1867, Pag. 208, 227. ?) Med Hensyn til Stillingen af Processus pterygoideus er Kölliker i Forlegenhed. 1 Bericht 1347, Pag. 43 regnes «Pterygoidea oder Processus pterygoidei. til de Ben, der opstaae af Membraner; i mikr. Anat. 1850, Pag. 345 hører hele Os sphenoideum til de i Primordialbrusken forbenende med Undtagelse af Lamina externa processus pterygoidei, men Pag. 373 horer Lamina interna processus pterygoidei til de i Mem- braner forbenende, «wie es scheint»; disse Angivelser fra 1850 gjentager han i Gewebelehre 1867, Pag. 208 og 227. I sin Entwickelungsgeschichte des Menschen und der höheren Thiere 1879, Pag. 452 anforer han som horende til Primordialbrusken «zwei Knochenkerne in der Ala magna, welche auch die Lamina externa processus pterygoidei liefern, endlich zwei Ossifikationspunkte an der Stelle der nicht knorpelig vorgebildeten inneren Lamelle der Flügelfortsätze» (see ogsaa Pag. 453 og 474). Vi skulle i Afhand- lingens anden og tredie Afdeling vise, at hele processus pterygoideus dannes i Primordialbrusken. Efter Bruch (1. c. Pag. 145) er Ala externa Processus pterygoidei en Fortsættelse af Ala magna, men Ala interna et selvstændigt Belegningsben; hvorledes, som han siger, Cornua sphenoidea kunne udgaae fra Ale parvæ, er rigtignok ikke klart. 366 18 Blastem gaaer for sig uden Afleiring af Kalkkorn, erkjender han nu dette for kun tildels rigtigt, fordi han ogsaa har fundet denne Afleiringsmaade i Kraniets flade Ben, men rigtignok aldrig i den tidlige Tid og i det hele kun sjeldent; ogsaa er Ossifikationsranden i saadanne Tilfælde ikke skarp som ved forbenende Brusk. Det Svar, som Reichert!) gav Kölliker, indeholder for en stor Del, hvad han forhen har anfort mod ham. Han er vel enig med Kölliker deri, at Kraniet i sin hindede (ikke bruskede) Tilstand danner et lukket Hele, men Hinden bliver til Primordialkranium paa Kraniets Bund og til Ben i dets Hvelving. Paa sidstnevnte Sted findes der Bindevev med istroede Dannelsesceller ligesom i de yderste Lag af de rorformige Ben. Men hverken i Kraniets Hvelving eller paa de rorformige Ben findes der noget Blastem mellem deres yderste Lag og Benhinden. Paa Snit af Primordialbrusken findes i Midten hyalin Brusk, omgiven paa begge Sider af et tyndt stribet Lag, der forbenes som det yderste Benlag og indeholder Brusk- og Benlegemer; yderst findes Perichondrium. Henimod Kraniets Hvel- ving fortsetter den hyaline Brusk sig ud i Belegningsbenene og bestaaer her af den Sub- stants, som han kalder membranes-brusket; den hyaline Brusk aftager i Tykkelse og op- hører efterhaanden helt. Det yderste stribede Lag gaaer umiddelbart over i det membranos- bruskede, dannende dets Hovedmasse, og begge have samme histologiske Beskaffenhed og tillige samme Beskaffenhed som det yderste Lag af de rorformige Ben; Perichondriet fort- setter sig uafbrudt. Denne Skildring er ikke overensstemmende med de virkelige Forhold; thi Grendsen mellem Kraniets Primordialbrusk og dets Hvelving er tydelig endog for det blotte Øie, og Primordialbrusken er skarpt afgrændset ved sin fra Hvelvingens forskjellige Substants. — Forbeningen begynder forst i Kraniets membranos-bruskede Del, senere i Primordialbrusken ; paa begge Steder forbenes Diploe først; dette er kun tildels rigtigt. Paa Kraniets Hvælving dækkes Benet paa begge Sider af det endnu ikke forbenede mem- branes-bruskede Grundlag, som indad er tykkest. Væxten skeer ikke ved Udgydning af et Blastem. Der hvor der skal danne sig en Sutura squamosa, ligger den hyaline Brusk inderst; paa Occiput gaaer den membranose Brusk over i det yderste Lag af den hyaline og tilmed indenfor den. Dette forholder sig ikke saaledes. Forinden vi forlade Kölliker, maae vi endnu af hans seneste Arbeide”) fremhæve, at han antager, at Belegningsbenene, saaledes som nyere Undersøgelser gjøre det sand- synligt, tilhore Hovedets Hud eller den primitive Tarms Slimhinde; i ethvert Tilfelde er det ganske sikkert, at ikke et og samme embryonale Lag afgiver det bruskede Primordialkranium og Belegningsbenene, men at sidstnævnte fremgaae af et Blad, som ligger udenpaa 1) K. B. Reichert, zur Streitfrage über die Gebilde der Bindesubstantz, über die Spiralfaser und über den Primordialschädel; Müllers Archiv für Anatomie, Physiologie und wissenschaftliche Medicin 1852, Pag. 521. 2) A. Kölliker, Entwickelungsgeschichte des Menschen und der höheren Thiere 1879, Pag. 453, 465. 19 367 Primordialkraniet. Hos de lavere Hvirveldyr forbenes Primordialskelettettildels kun peri- chondralt, tildels perichondralt og endochondralt; hos Pattedyr er dels det Samme Tilfeldet, dels er Forbeningen fortrinsvis endochondral. Sin oprindelige Mening om Berettigelsen af Theorien om Kraniets Primordialbrusk fastholder han med al Bestemthed. Det vil af det Foregaaende sees, at jeg har stillet mig paa Köllikers Side for at haandheve Theorien om Kraniets Primordialbrusk. Hans Modstander Reichert var i sin Tid fortrinsvis optraadt som Embryolog og stottede sig ogsaa i sit Modbevis iser paa de organologiske Forhold eller Kraniets Dannelseshistorie. Hans Bevisforelse grunder sig vel fra først af paa lagttagelser, men de ere af den Natur, at de i det mindste tilstæde en forskjellig physiologisk Tydning. Det var naturligt, at han vilde opretholde Tanken om Enhed i Dannelsen og negte to forskjellige skeletdannende Systemer, og man maa tillige erindre, at han allerede tidligere havde villet eftervise et noie Slegtskab mellem Brusk, Traadbrusk og Bindevevets forskjellige Former, saa at der for ham ikke kunde vere noget Paafaldende i, at Forbening fremgik af Vev, der af Andre antoges for forskjellige, ligesom han ogsaa erklærede det for ligegyldigt for de organologiske Slutninger, hvorledes man bedømmer hine Substantser histologisk. Man skulde nu troe, at Kölliker, uagtet han med stor Be- stemthed holdt paa den anatomiske Forskjel mellem hine to Systemer, og som allerede dengang horte til Tidens forste Histologer, skulde have benyttet Udbyttet af disse histo- logiske Undersogelser til yderligere at befæste Theorien; men dette synes paafaldende nok ikke at have veret Tilfeldet, og jeg kan ikke undlade at anfore en Yttring af ham i hans første Indlæg mod Reichert af 1850, Pag. 290: «Mag dem sein wie ihm will, so ist so viel sicher, dass es vorläufig gerathener ist das histiologische Moment nicht voranzustellen, sondern bei Vergleichung verschiedener Knochen die Genese yom morphologischen Stand- punkte aus zu betrachten.» Ogsaa gjorde Kölliker sig skyldig i en vis Usikkerhed, som Reichert ikke var sen med at tage til Indtægt. Saaledes bemærker Kölliker 1. c. Pag. 288, at det er bedre forelobigt ikke at afgjore det Sporgsmaal, om Ansigtets sekundere Ben, der hvile paa den hyaline Primordialbrusk, ‘opstaae af et eller flere bendannende Lag, hvilket jo ligeoverfor Sagens Realitet er ligegyldigt, og han holder sig ligesom en Udvei aaben, naar han siger, at Kraniets Belægningsben i deres Dannelse muligen ikke ere ganske uaf- hengige af Primordialkraniet. Forholdene ere unægteligt blevne langt klarere, efterat H. Müller!) i 1858 havde bekjendtgjort sine overordenligt vigtige Undersogelser af Forbeningen og viist, at Brusken ikke forbenes som saadan, men at Benmassen (Benlegemerne) opstaaer uafhengigt af Brusken, hvorved, som han udtrykker sig, «höchst wahrscheinlich Abkömmlinge der 1) H. Müller, über die Entwickelung der Knochensubstantz nebst Bemerkungen über den Bau rhachi- tischer Knochen; Siebold und Kölliker, Zeitschrift für wissenschaftliche Zoologie 1858, 9, Pag. 223. 368 20 Knorpelzellen zu Knochenzellen werden», hvilken sidste Mening jeg haaber at kunne gjendrive i Afhandlingens tredie Del. Derimod er hans almindelige Resultat rigtigt, at de Elementer, hvoraf den virkelige Benmasse fremgaaer, ere de samme saavel ved Forbening af Primor- dialbrusk som ved Forbening af de saakaldte Belegningsben. H. Müllers Undersogelser have vel bevirket, at vi maae betragte Forbeningen paa en anden Maade end forhen og anerkjende en Enhed i den hele Proces; men Histogenesen bliver dog forskjellig for de tvende Arter af Ben, fordi hos nogle en Brusk maa gaae forud for Bendannelsen, men mangler ved Belegningsbenene. Den morphologiske Forskjel staaer i hvert Tilfælde ved Kraft; den histogenetiske er grundet paa eller knyttet til den morphologiske. Der er tvende Iagttagere, hvis Arbeider vel i Henseende til Tidsfolgen gaae forud for nogle af de foregaaende, men som jeg ikke har villet anfore for for ikke at afbryde Sammenhængen i Diskussionen mellem Kölliker og Reichert. Af disse stillede Betz!) sig paa Köllikers Side. Han deler Primordialkraniet i en brusket-benet og en membranos- benet Afdeling. Den brusket-benede Afdeling er en Fortsættelse af Hvirvelsoilen, bliver forandret til Ben, resorberes eller bliver permanent og bestaaer af tre Dele, en occipital, sphenoidal og frontal eller Ansigtsdel. I Occipitaldelen fremtræder Cartilago petrosa som Appendix til Buedelene, Partes condyloideæ. Baghovedets Fontaneller ere endnu bruskede efter Fodselen; Gruberne for den lille Hjerne antager han for at have et membranost Grundlag; begge Paastande ere urigtige. Sphenoidaldelen voxer tidligere sammen med Frontaldelen end med Occipitaldelen; Ala parva regner han til Frontaldelen; Ala magna opstaaer i et svagt brusket Anlæg, som hviler paa en svagt traadet Membran. Frontal- delen bestaaer bagtil af den forreste Del af Corpus ossis sphenoidei, hvorfra Ale parve afgaae; fra disse udgaae Partes orbitales. Frontalpladerne resorberes meget tidligt; de ere meget tynde, hvorfor Spöndli med Uret har kaldet dette Parti Foramen spheno-frontale. Ala parva naaer op til Sutura coronalis, men resorberes. Labyrinthen i Cartilago ethmoidea og Concha infima forbenes sildigt; Cartilago nasalis, der tjener Næse- benene som Underlag, resorberes meget sildigt. Betz antager tre Hvirvler i Kraniet; den samme Masse, hvoraf Hvirvlerne senere fremgaae, strekker sig uafbrudt paa Hjernens nederste Flade hen til Ansigtets forreste Rand. — I den membranos-benede Afdeling, som danner sig paa Udsiden af den foregaaende, voxe enkelte Partier sammen, hyppigst gjennem et Lag Periosteum. Med Uret antager han en strukturlos, senere forsvindende Hinde mellem begge Afdelinger. Afdelingen bestaaer af Baghovedets Hvirvel, som dannes af Squama ossis occipitalis (han mener vel den overste Afdeling), den mellemste Hvirvel, dannet af Ossa parietalia og Squamæ ossium temporalium, og Ansigtshvirvlen, dannet af Ansigtets 1) F. Betz, über den Primordialschädel des Menschen, ein Beitrag zur Entwickelungsgeschichte ; Frorieps Notizen aus dem Gebiete der Natur- und Heilkunde 1848, December Nr. 165, Pag. 161, Fig. 14, 15. 21 369 Ben. Det indre og ydre Periosteum voxe sammen og danne Fontanellerne; i Periosteum er der ikke nogen hyalin Grundmasse; Forbeningen i denne Afdeling skeer af en mem- branes Substants. Underkjæben danner sig omkring Processus Meckelii; dog angiver han selv, at den er skilt derfra ved en seregen Hinde, som den tager med sig fra Trommehulen. Derimod sluttede Meyer!) sig fuldstendigt til Reichert. Han modsiger, at Primor- dialkraniet kun skulde danne Basis cranii, og mener, at det danner en lukket Kapsel, altsaa omfatter hele Kraniet. Han fandt nemlig, at der fra Brusken i Basis cranii udgaaer en tynd Lamel, som bekleder hele Kraniets Indside og forener sig med den fra den modsatte Side; i denne Lamel er der lyse kjerneholdige Celler i en homogen Mellemsubstants, som ere aldeles lig Cellerne i Brusken i Basis. Brusken her forbenes fra bestemte Punkter, men desuden finder der udvendigt og indvendigt Afleiringer Sted paa den fra Periosteum, især det udvendige. Paa andre Steder skeer der Afleiringer udenfra, medens den under- liggende Brusk forsvinder, saaledes ved Pars orbitalis ossis frontis og Vomer. Ledbrusken i Underkjeben, hvilken sidste ligeledes opstaaer af paaleiret Masse, indeholder derfor kun Periosteum og Synovialhinde. Meyer antager med Hensyn til Bruskens Beskaffenhed udenfor Primordialkraniet en endnu større Lighed med hyalin Brusk end Reichert, men som Kölliker rigtigt bemerker, karakteriserer han ikke Brusklamellen noiere. Efter Bruchs?) Undersøgelser opstaaer der i Kraniets primordiale Anlæg paa Nerve- rorets nederste Flade sondrede Bruskkjerner, der svare til de definitive Skeletdele; senere smelte de sammen til eet Stykke uden Spor af Mellembrusk. Af Kraniets tre Hvirvler danner kun den bageste en lukket Ring omkring Foramen magnum, og dens Bruskkjerne er gjennemboret af Chorda dorsalis, som ikke naaer den forreste Hvirvel, hvoraf Nese- skilleveggen dannes. Det bruskede Anlæg for Os petrosum opstaaer uafhængigt af Hvirvel- delene. Underkjæben danner sig uafhengigt af og udenfor Processus Meckelii, men er aldrig præformeret som Brusk. Til Primordialskelettet høre fremdeles Horebenene, Os hyoideum, Cartilagines capitis laryngis et tracheæ og samtlige Traadbrusk, f. Ex. Ligamenta intervertebralia, Synchondrosis ossium pubis, Auricula, Epiglottis osv., hvilke oprindeligt bestaae af hyalin Brusk. Chorda dorsalis naaer ikke lige langt fortil hos alle Dyreklasser; hos et Foetus af Oxen paa 1'/2“ Længde kunde han forfølge den til den Egn, hvor Næse- skilleveggen begynder; den blev tyndere fortil og endte med en afstumpet Spids uden Opsvulming. Hos et menneskeligt Embryo paa 7‘ Længde kunde han ikke finde den; hos et paa 6° kunde han kun forfølge den til Halsregionen. Af disse ufuldstændige Iagttagelser slutter han, at den hos Mennesket gaaer tidligere tilgrunde end hos alle andre Hvirveldyr. 1) H. Meyer, der Knorpel und seine Verknöcherung; Müllers Archiv für Anatomie, Physiologie und wissenschaftliche Mediein 1849, Pag. 292. 2) C. Bruch, Beiträge zur Entwickelungsgeschichte des Menschen; Denkschriften der schweizerischen naturforschenden Gesellschaft 1852, 12. Vidensk, Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk, og math. Afd. XI. 6 46 370 22 Ligesom Benkjernen i Hvirvellegemerne ligger nærmest deres Forside, saaledes er det samme Tilfældet ved Foramen magnum ossis occipitis. Der gjor sig hos alle Hvirveldyr en ensartet Dannelse gjældende i Primordialkraniet; Forskjellighederne vise sig iser i Ansigts- delen og Fontanellernes Storrelse. Paa Indsiden af Periosteum findes efter hans Undersogelser en homogen og eien- dommeligt glindsende Substants, afleiret i Traade eller Striber, lignende Brusk, men dog forskjellig fra Primordialbrusk paa Grund af Bruskcellernes regelmessige Anordning i denne og deres Forandringer under Vexten. Benlegemerne ere ikke vesenligt forskjellige; dog er det i dem indeholdte Legeme mindre end de primordiale Bruskcellers indskrumpede Legeme. Imidlertid er han mest tilboielig til at regne Cellerne paa Periosteum til Bindevævs- elementerne og at ansee de kjerneholdige og cellelignende Legemer for det, indifferente Dannelsesvæv mellem Periosteum og Benet. Hvad der iser udmærker det sekundære, af Periosteum opstaaede Benvæv fra det primordiale, er dets meget hurtigere Udvikling; thi det opnaaer sin blivende Form næsten i samme ®ieblik, det bliver anlagt. Periosteum er kun Bereren af Blastemet til Bendannelsen; Paaleiring fra Periosteum paa et primordialt Ben begynder aldrig, forend dettes Ossifikation har naaet Peripherien. Substantia dura til- hører kun Paaleiringen udenfra; ogsaa i Marvhulerne og Marvkanalerne skeer sekundær Paaleiring; det paaleirede Lag indeholder Benlegemer med fine anastomoserende og ofte i Marvhulen indmundende Kanaler, forskjellige fra de store morke og uregelmessige Ben- legemer i Primordialbenene, der mangle hine Kanaler; Benlegemerne i Primordialbenene ligge uregelmæssigt, men i de paaleirede Ben i concentriske Lag. Disse Forskjelligheder lade sig efter min Mening dog ikke eftervise overall. Derimod har Bruch Ret i med Weber og Rathke at fremhæve Primordialbruskens rødlige Farve efter kort Tids Maceration, som jeg ogsaa ofte har seet efter Opbevaring i Spiritus eller Karbolsyre (maaskee iser naar Fostret ikke har været aldeles friskt forinden); denne Farve antage de membranos- bruskede Dele ikke. Primordialkraniet er efter Bruch primert ikke i Henseende til Forbeningen, men i Henseende til Bruskanleget. Hvert sekundært Ben har kun een Benkjerne, medens de primære i Regelen have flere; som et empirisk Kjendetegn paa sekundære Ben vil han ansee deres Forbindelse med andre Ben gjennem en Sutura squamosa eller sagittata. Der gaaer ingen brusket Lamel forud for Forbeningen af de sekundære Ben; heller ikke er der et specifikt Væv som Bindevæv, men Forbeningen gaaer for sig som en netformig Koagu- lation af en blød Substants, der breder sig fra Forbeningspunkterne. De sekundære Ben danne deres Periosteum efterhaanden af det almindelige Dannelsesvæv og ere fra alle Sider omgivne af Periosteum, selv om de hvile paa primordiale Ben; primære og sekun- dære Ben udvikle sig hver for sig, og derfor kunne de tilsidst dække eller omgive hin- anden. Periosteums to Lag ere sammenvoxne paa Benflisens Rande; ved Bendannelse 23 371 mellem dem træffer man aldrig Celler med fortykkede Vægge. eller endogene Celleformer. Paa Kraniets Indside bliver Periosteum til Dura mater, som løsner sig fra Benet, og For- beningen ophører fra denne Side; dog forbliver Dura mater i noiere Forbindelse med Benet paa Basis cranii, især paa Pars petrosa. Bruch mener, at Vanskeligheden ved at opstille histologiske Kjendetegn mellem to forskjellige skeletdannende Systemer beroer paa den ved Forbeningen navnlig ved Periost- afleiringen stedfindende Sammensmeltning af sekundære med primære Ben. Men Diagnosen mellem de to Systemer bør efter min Mening stilles, ikke efterat Bendannelsen er fuldendt, men førend den er begyndt. Man maa være enig med ham i ikke at tiltræde den Elasticitet, som Reichert hylder i Henseende til Begreberne Bindevæv og Brusk; Vævene ere differente allerede ved deres første Optræden, og sekundære Ben, hvis Kalk man udtrækker ved Hjælp af en Syre, bestaae ikke af Bindevæv. Reichert har søgt at anføre Exempler paa, at et og samme Ben hos et Dyr kan dannes af hyalin Brusk, hos et andet af membranøs Brusk; men Bruch paastaaer med Ret, «dass mir bei meinen vielfåltigen Nachforschungen nicht eine einzige Thatsache aufgestossen ist, welche zu der Annahme nåthigte, dass dasselbe Skeletstück bald primordial, bald secundair entstehen könne. Ich halte vielmehr die histologische Entwickelung der Skelettheile für eins der sichersten und wohlbegründetsten Kriterien für die richtige Deutung derselben». Skjondt Virchow!) fortrinsvis beskjæftiger sig med Kraniets Udvikling efter Fodselen, er der dog forskjellige Enkeltheder, som fortjene at fremhæves. Foruden det Periosteum, som fremgaaer af det oprindelige Perichondrium, forekommer der ogsaa Periosteum, som opstaaer direkte af Brusk, saaledes iser i det forreste Omfang af Os sphenoideum anterius. Ikke al Brusk forbenes; en Del bliver til fastere Bindevæv, som man i Almindelighed regner til Traadbrusk; dertil hører den faste Masse, som udfylder Spalterne omkring Os petrosum, og som findes paa den nederste Flade af Os occipitale og sphenoideum posterius, For- bindelsen mellem Squama oceipitalis og Benets Buestykker foran Foramen condyloideum anterius samt ovenpaa Synchondrosis spheno-occipitalis. Kraniets Hvirvler, hvoraf han antager tre, nemlig Os oceipitale, sphenoideum posterius og anterius, voxe ligesom Ske- lettets lange Ben (og vel ogsaa Rygradens Hvirvler) i Lengde af Brusk, i Omfang af Peri- osteum. Blandt de mikroskopiske Forhold gjør han opmærksom paa Bruskcellernes Væxt og forskjellige Retning under Vexten, forfølger Benenes Udvikling efter Fødselen og viser, at Os sphenoideum anterius fortil kun voxer af Bindevev. Brusklevningerne i Synchon- droserne sammenligner han, men neppe med Ret, med Rygradens Intervertebralbrusk. !) R. Virchow, Untersuchungen über die Entwickelung des Schädelgrundes im gesunden und krank- haften Zustande und über den Einfluss derselben auf Schädelform, Gesichtsbildung und Ge- hirnbau 1857. 46* 372 24 Begyndelsen til Sinus sphenoideus vil han allerede have seet i en Fordybning ved Enden af den overste Nesegang. Virchow har angivet Maalene af Kraniets enkelte Ben og af Foramen magnum hos flere Foetus af forskjellig Alder. Gegenbaur!) er fortrinsvis ved Iagttagelser paa de lavere Hvirveldyr kommen til det Resultat, at den forste Bendannelse skeer fra Perichondrium, og at Bruskens Indre forst forbenes, naar det er kommen i Forbindelse med Perichondrium gjennem de saa- kaldte Bruskkanaler. Ogsaa Bendannelsen i det Indre af Brusk, som allerede er omgiven af Ben, beherskes af det ydre skeletogene Lag. Han mener derfor, at man skulde vende Beneynelserne om og kalde den perichondrale Forbening den primære, og den af Brusk opstaaede den sekundere; han troer, at et Ben, der optræder som Belegningsben, ved Mellemformer kan blive et primert Ben, og at der findes alle mulige Overgange mellem en blot Paaleiring og en fuldstendig Omvoxning; der kan derfor efter hans Mening ikke vere Tale om en principiel Forskjel mellem primer og sekundær Bendannelse. Ogsaa for Kraniets Vedkommende er Forbeningen fra forst af en perichondral. Endelig antager han, at traadet Bindevev kan gaae direkte over i Bensubstants; Cellerne, som findes mellem Traa- dene, maae opfattes som Osteoblaster. A Der foreligger en ikke ringe Mengde af Iagttagelser af Kraniets Primordialbrusk hos Dyr, ligesom ogsaa Forbeningen overhovedet, navnlig hos lavere Hvirveldyr, har været Gjenstand for mange Undersøgelser; men det vilde føre os for langt fra vor Opgave, hvis vi vilde indlade os paa en Kritik deraf lig den, vi have indskrænket os til at gjøre af Iagttagelserne paa Mennesket. Kun den almindelige Bemærkning vil jeg endnu tilfoie, at det synes, som om man i Fremtiden fuldstændigt vil komme til at opgive Begrebet intracarti- laginøs eller enchondral Forbening, fordi Bruskens umiddelbare Forandring kun er en Forkalkning, medens derimod enhver virkelig Forbening — Dannelsen af Benlegemer, som med Sikkerhed kun kan afgjøres ved en mikroskopisk Undersøgelse — altid, i det mindste hos de hoiere Hvirveldyr, er perichondral eller periosteal”). Vi gaae derfor over til at meddele vore egne Iagttagelser paa menneskelige Fostre for Fodselen. 1) C. Gegenbaur, über primaire und secundaire Knochenbildung mit besonderer Beziehung auf die Lehre vom Primordialeranium; Jenaische Zeitschrift für Medicin und Naturwissenschaft 1867, 3,. Pag. 54. Über die Bildung des Knochengewebes ibidem, Pag. 206. 2) R.Wiedersheim (das Kopfskelet der Urodelen; Gegenbaur, morphologisches Jahrbuch 1877, 3, Pag. 364) siger om Forbeningen af Kraniet hos Urodelerne i Almindelighed: «Nie sah ich im Innern dieser Knorpelmassen Kalksalze primair auftreten, sondern immer ging die Ossifikation wie eben erwähnt, von der Peripherie aus, wobei der innen liegende Knorpel immer mehr reducirt, gewissermassen todt strangulirt wurde, bis er sich schliesslich vollständig verflüssigte, in Fett umwandelte und in dieser Form resorbirt wurde. Dann blieben lufthohle Räume zurück, in die das Knochengewebe einrückte und sie mehr oder weniger ausfüllte». Dette er en træffende kort Skildring af den forbenende Brusks Skjæbne. 25 373 II. Anatomiske Undersggelser af Kraniets Primordialbrusk hos Mennesket. Jat jeg i denne Del af min Afhandling agter at meddele Resultaterne af mine ana- tomiske Undersogelser af Primordialbrusken i Menneskets Kranium fra den Tid af, at den hos Fostret er tydelig for det blotte Øie, og indtil Fodselen, maa jeg forudskikke nogle Bemerkninger angaaende Bestemmelsen af Fostrenes Alder. Ligesom det nyfodte, fuldbaarne Barn kan afvige betydeligt i Henseende til Storrelse (Længde) og Vægt, saaledes fremtrede lignende Afvexlinger hos Fostre af enhver Alder, og om man end kan opstille visse Middelforhold, er den noiagtige Bestemmelse af et Fosters Alder i de enkelte Tilfælde altid vanskelig. Hertil bidrager først Usikkerheden i Bestemmelsen af Svangerskabets Be- gyndelse; thi selv om man har sikkre Udgangspunkter i Menstruationens sidste Indtræden og Tiden for en bestemt Coitus, bliver der dog altid et Spillerum af flere Uger, hvilket natur- ligvis for meget unge Fostre er af større Betydning end for ældre. Og dernæst gjør der sig selv blandt ældre Fostre, hvis Alder man efter de nævnte Momenter med temmelig stor Sandsynlighed har kunnet bestemme, meget betydelige Afvexlinger gjældende i Størrelses- forholdene, uden at man kan angive Aarsagen dertil. Vi træffe det Samme blandt Dyrene; saaledes kan der i et og samme Kuld af Svinefostre findes saa stor Forskjel, at nogle Fostre kun er halvt saa store som andre. Jeg slog derfor ind paa en anden Vei for at faae en fuldstændig Række af Fostre af forskjellig Størrelse, idet jeg kun tog Hovedets Størrelse i Betragtning og maalte dets største Lengde- og Tverdiameter. Men Erfaringen viste mig snart, at den Størrelsesrække, jeg erboldt, og hvis sidste Udtryk maatte søges i Forbeningens Grad, ikke absolut, men kun tilnærmelsesvis kunde erstatte en Aldersrække. Hovedets Størrelse svarer ikke altid til Fostrets, et Forhold, der som bekjendt ogsaa viser sig blandt nyfødte Børn; selv Brachy- og Dolichocephalie vise sig afvexlende allerede blandt Fostre af forskjellig Alder. Jeg har ogsaa prøvet, om man ikke paa anerkjendt gode Afbildninger af menneskelige Fostre kunde bestemme deres Alder efter Hovedets Diametre, men blev fuldstændigt skuffet. Hos Hunter") 1) Om W. Hunters (Anatomia uteri humani gravidi 1774) Afbildninger siger Sömmering (Icones em- bryonum humanarum 1799) i Fortalen Pag. 1: «Omnibus numeris absolutas et splendidissimas tabulas 374 26 findes Tab. 32 et menneskeligt Foster «tertio mense elapso», hvis Hoveds lengste Diameter er 37™, men hos Sömmering Tab. 1, Fig. 11 et menneskeligt Foster, som «forsan tres menses excessisse videri possitv, med en Diameter af kun 24™™; paa samme Tavles Fig. 12—16 findes 5 Fostre omtrent af samme Alder, idet der om det forste siges «quar- tum fere mensem attigitv og om det sidste «quadrimestris» ; Hovedets største Lengde- diameter paa disse Fostre er 28, 32, 43, 44 og 52™™. Tre 5 Maaneders Fostre hos Hunter, Sömmering og Erdl stemme noget bedre overens (62, 69 og 59"), men stemme atter ikke med mine Maalinger. Spix har vel en Storrelsesrekke af 8 Fostre, men uden Angivelse af Alderen. Imidlertid synes det dog, at man tor gaae ud fra den Forudsetning, at Udvik- lingen og Størrelsen af Hovedet, betragtet som Helhed, hos hvert enkelt Foster staae i bestemt Forhold til Udviklingen af Hovedets enkelte Dele eller de enkelte Ben, og at man derfor efter Hovedets Storrelse tor opstille en Rekke, hvorefter de enkelte Bens Udvikling kan bedømmes, selv om denne Række kun tilnærmelsesvis løber parallelt med Alders- rekken. Angivelsen af Alderen i det Folgende er derfor mindre noiagtig end Angivelsen af Kraniets største Lengde- og Tverdiameter. Maalene ere indvendigt Maal, udtrykt i Milli- metre. Længdediametren blev maalt fra Regionen af Protuberantia occipitalis interna til den forreste Rand af Pars (Lamina) cribrosa, saa at Pars nasalis, skjondt horende med til Primordialbrusken, men liggende udenfor Hjernens Hulhed, ikke maaltes med. Fostrene have veret opbevarede og herdede i Spiritus, nogle faa i Carbolsyre; Fostre, som ere herdede reliquit, artis sculptorie, quæ in Anglia unice fere nostra ætate floret, nobilissima et sempiterna monumenta». Paa faa Undtagelser ner ere Tegningerne udførte af I. van Rymsdyk, men stukne af mange forskjellige Kunstnere, som det synes under Ledelse af den beromte R. Strange, om hvem Hunter i Fortalen til sit Verk siger: «he owes likewise much to the ingenious artists who made the drawings and engravings, and particularly to Mr. Strange, not only for having by his hand se- cured a sort of immortality to two of the plates, but for having given his advice and assistance in every part with a steady and disinterested friendship». Sömmering benyttede en udmerket Tegner Chr. Koek eller Koeck, om hvem han siger sammesteds Pag. 2: «veritate et arte antecessorum opera non modo attingere, sed etiam superare videtur». Uagtet han anforer, at Tegningerne ere udforte «circino mensurata, et quantum fieri posset, ad amussim respondeat magnitudini archetyporum», har Sömmerings Biograph R. Wagner (S. T. Sömmerings Leben nnd Verkehr 1844, 2, Pag. 72) dog maaskee Ret, naar han siger: «Allerdings sind einige der frühesten Embryonen und Eier nicht ganz normal, ein Theil der reiferen Embryonen ist wirklich vom Zeichner etwas idealisirt, aber sonst lässt sich auch kein Tadel aussprechen». Saavel Tegningen som de af forskjellige Kunstnere ud- forte Kobberstik ere fortrinlige; men Sömmering gaaer uden al Tvivl for vidt, naar han paa Fostrene har troet at kunne eftervise og paa Tegningerne gjengive Forskjelligheder i Kraniets Bygning mellem de tvende Kjon. Tegningerne hos Spix (Cephalogenesis 1825) ere ligeledes udforte af Koeck og lithographerede af ham, men naae ikke Sömmerings Kobberstik. Staalstikkene hos Erdl (die Ent- wickelung des Menschen und des Hühnchens im Eie 1845) ere vel ikke meget udforte, men Kon- tourerne maae antages at vere noiagtige; hans Maal stemme bedst med mine. Med Hensyn til Maalingen af Kranier hos Fostre see ogsaa H. Welcker, Untersuchungen über Wachsthum und Bau des menschlichen Schädels 1862, 1, Pag. 71—72; hans Angivelser af Forholdet mellem Længde- og Tverdiametren stemme kun tildels med mine. 97 375 i Chromsyre, ere mindre tjenlige paa Grund af Skjerheden; saavel de flade Ben, der dannes i Membraner, som Benkjernerne i Primordialbrusken faae en sortgron Farve, medens Bru- sken bliver lysegron, halvgjennemsigtig og viser sig stodende til Benet med skarp Grendse. En vis Grad af forudgaaende Maceration letter Fjernelsen af de Dele, som beklede Benet og Brusken. De mindre Kranier bleve undersøgte med Loupe under Vand.. Da Primordial- brusken udgjer en eneste sammenhengende Brusk, i Begyndelsen uden nogetsomhelst Spor til den senere ved Forbeningen indtrædende Deling, kan der i Beskrivelsen kun blive Tale om en Del, Pars, af Brusken, ikke om en særskilt Cartilago occipitalis, sphenoidea osv. Nogle faa nye Benevnelser, som jeg har indfort, vil man let finde sig tilrette med. 1. Menneskeligt Foster, knap 2 Maaneder gammelt. Hovedets Liengdediameter 9™™, Tverdiameter 7™™. Hele Fostrets Længde fra Issen til Apex ossis coccygis 28%", men Hovedet var ligesom hydrocephalisk forlenget opad. @ine, Nese og Mund vare dannede, men det ud- vendige Øre neppe tydeligt. Primordialbrusken var i Kraniet anlagt i hele sin Udstrækning, men vanskelig at faae Øie paa; thi naar man udspændte Basis cranii, adskilte dets Brusk sig fra den om- givende, af Hinder dannede Masse kun ved en let rødlig Farve og en neppe kjendelig Frem- ragen. En bred Bruskring omgav Foramen magnum, lige bagtil dog erstattet af en Mem- bran. Fra Ringens Rande udgik paa hver Side et ovalt Legeme, Pars petrosa, som var tilspidset fortil. Condyli vare anlagte. I den bageste Rand af Pars basilaris, som begrændsede Foramen magnum fortil, var midtveis en paatvers spaltformig Aabning, der endte blindt; paa Superficies posterior partis basilaris forlængede en lille, fin, opad for- løbende Spalte sig fra Tverspalten, saa at den nederste Rand af Pars basilaris ligesom syntes spaltet i Legemets Midtlinie. Det er sandsynligt, at Gruben og Spalten har optaget den forreste Ende af Chorda dorsalis i sig. Opad endte Pars basilaris med en tydeligt udpræget Pars perpendicularis selle turcicæ, foran hvilken der fandtes en let Fordybning paatvers, men ingen Aabning i Bunden af Sella. De bruskede Ale parvæ vare tydelige, og deres forreste Rand lagde sig udover den bruskede Pars cribrosa; denne var lyreformig, fortil noget tilspidset, uforholdsmessig stor, men uden Crista galli. Foramen opticum var anlagt mellem Crura ale parve. I den forreste Del af Pars petrosa saaes Porus acusticus internus, men af de halv- cirkelformige Kanaler var der intet Spor. En Forlengelse gik opad mod Stedet for den senere Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Cavitas tympani var fyldt med en Mengde Membraner, hyorimellem laae en ufuldstendigt formet Malleus og Incus. Processus Meckelii var meget tydelig, 4™™ lang; men hverken dens Begyndelse som Capitulum 376 28 mallei eller dens Ende fortil bag Symphysis af den der allerede forbenede Maxilla inferior vare ret tydelige. Processus Meckelii bestod helt igjennem af hyalin Brusk med yderst talrige, sammentrengte, smaa Bruskceller (Tab. 1, Fig. 12). Et Foster, som muligen var lidt yngre end det foregaaende, kunde kun undersoges ufuldstendigt. Det havde en Lengde fra Processus odontoideus epistrophei til Apex ossis coccygis af 19mm; Chorda dorsalis var kun synlig ved Opsvulmingerne mellem 2—3 og 3—4 Halshvirvel. Paa hver Side af Corpus sphenoideum fandtes en lille Processus, som jeg har givet Navn af Processus alaris, da den danner Stottepunktet for Ala magna og Ala pterygoidea. Pars perpendicularis sellæ turcice var symmetrisk. Processus Meckelii kunde kun undersoges paa den ene Side; det lille Capitulum mallei ragede op over Incus. 2. Menneskeligt Foster, knap 2 Maaneder gammelt. Hovedets Længdediameter 10™™, Tverdiameter 7™™. Fostret havde en Længde fra Issen til Apex ossis coccygis af 27™™. Qine og Nesebor vare dannede, men der var ikke noget Spor af udvendigt Ore. Fingrene vare dannede, men ikke Tæerne. — Pars occipitalis. Foramen magnum begrendsedes bagtil i stor Udstrekning af en Hinde, som dan- nedes af de Rygmarven beklædende Hinder, hvilke gik umiddelbart over i de Hinder, der omgav Hjernen. Jeg har givet denne Hinde Navn af Membrana spinoso-occipitalis, uden dermed at ville betegne den som en selvstendig Hinde. Ovenfor denne Hinde fandtes en halvmaaneformig Plade med en konkav nederste Rand og, som det syntes, delt ved en Tverlinie. Den repræsenterede Squama, men det var vanskeligt at afgjore, hvormeget af Pladen der var Brusk, eller hvormeget der tilhørte Squamas nederste og øverste Afdeling. Condyli vare dannede og stodte fortil i den bageste Rand af Pars basilaris sammen i en Spids. Fra dette Sted af kunde man forfelge Chorda dorsalis indtil omtrent halvveis op i Pars basilaris, naar man under en let Compression betragtede Pars basilaris fra Fladen af med gjennemgaaende Lys; dog var Chorda ikke meget tydelig. Derimod var der ikke nogen Aabning eller Spalte at iagttage i den forreste Rand af Foramen magnum. Foramen condyloideum anterius var synligt. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis selle turcice og Fordybningen i Sella kun svagt udpregede. Bunden i Sella var vel tynd, men uden Aabning. Fra hver Side af Corpus sphenoideum udgik en but Processus alaris. Ale parvæ korte. Pars ethmoidea. Crista galli var tyk og boiede til hver Side om i en fremspringende Vulst, som begrendsede Pars cribrosa; men hvis sidstnævnte Del ikke tilfældigvis har veret beskadiget, syntes den aldeles at mangle og maa derfor dannes senere. Som Folge af denne Mangel var der paa hver Side af Crista galli en Fordybning, der naaede helt ned til Ganedækket. Paa Indsiden af Fordybningens udvendige Veg, som dannedes af Pars papyracea, saaes Anleget til i det mindste to Conche, en overste lille og en nederste tykkere og lengere. Pars petrosa. Den dannede en svag, oval Ophoining, paa hvilken Porus acusticus internus var tydelig. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani dannede en temmelig tyk, fibres, hvid Halvring, hvori Membrana tympani var spændt; denne var tyk og havde en Diameter af 1™™,25. Processus Meckelii (Tab. I, Fig. 4) havde, iberegnet det afrundede Capitulum mallei, en Længde af 5™™; Malleus havde intet Manubrium, og Capitulum lagde sig ud over Incus. Processus Meckelii gik fortil og lagde sig paa Indsiden af Maxilla inferior, hvis Form var anlagt membranost, men uden Spor af Forbening; midtveis blev den lidt tykkere og endte afrundet. Den var ikke sammenvoxen med den fra den anden Side, men adskiltes fra den ved et konisk fibrost Mellemstykke, som laae i Symphysis maxille og havde en Brede af O"m,5. Eifterat begge Processus vare udpreparerede og lagte i Spiritus (Fostret havde tidligere veret opbevaret i fortyndet Carbolsyre), saae man bedst Forskjellen mellem de klare Bruskender og det morke, lidt gulladne Mellemstykke. — Paa Incus var Crus descendens rudimentert; Crus transversum gik bagtil, saavidt man kunde skjonne, over i den meget tynde Processus styloideus. Stapes kunde jeg ikke opdage. Foramen ovale og rotundum vare ikke synlige. 3. Menneskeligt Foster, 2 Maaneder gammelt. (Tab. 1, Fig. 1.) Hovedets Længdediameter 11™™, Tverdiameter 8™™. Hele Fostrets Længde fra Issen til Apex ossis coccygis 30™; Oine, Nese, Mund og Øre vel dannede. I Regio parietalis fandtes en Plade af 4—5"" Gjennemsnit, men der var hverken Forbening i den eller i den overste Afdeling af Squama ossis occipitalis. Maxilla inferior var derimod helt forbenet, og den meget tynde Benskal indeholdt store, sterkt forgrenede Benlegemer; Processus coronoideus og condyloideus vare neppe antydede. Vidensk. Selsk. Skr,, 5. Rekke, naturvidensk, og math. Afd. XI. 6. 47 378 30 Pars oceipitalis. Foramen magnum, som var usædvanligt stort, begrændsedes bagtil af en lille rektanguler Hinde; dennes overste Rand stodte til to rektangulere, paatvers liggende Partier, der hang sammen i Legemets Midtlinie, hvilket Sted oventil betegnedes ved en lille Fremstaaenhed. Partiets overste Rand dannedes af den senere optredende Linea semicircularis superior; ovenfor denne Linie var Squama occipitalis membranes. Condyli vare vel dannede, men kun svagt fremtredende. Den bageste Flade af Pars basilaris var fordybet midtveis. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis selle turcicæ var sterkt fremstaaende; Sella turcica dyb, men ingen Aabning i dens Bund. Ala parva, paa hvis forreste Rand i Legemets Midtlinie en lille Tap ragede frem over den fordybede Lamina cribrosa, omgav indad dennes bageste to Trediedele med en Forlengelse paa hver Side; udad dannede den en med Spidsen tilbage- boiet Trekant, hvis forreste Rand havde to Takker; under den bageste Rand, som var ud- hulet foran Sella turcica, gik N. opticus ud til Qiet. Trekantens Spids stødte til en membrangs Fold, som kom fra Sideranden af Pars perpendicularis sellæ turcice og fort- satte sig opad og udad paa Indsiden af den forreste Del af Stedet for Angulus anterior et inferior ossis parietalis. Denne Fold, som udmærkede sig ved en rødlig Farve, bestod dog ikke af samme hyaline Brusk som selve Ala parva, men af en stor Mengde ovale, sjeldent runde Kjerner, som saaes i forskjellige Plan, da Forlengelsen havde en vis Tykkelse; Kjer- nerne hyilede i en svagt stribet Grundsubstants, men hele Massen kunde dog neppe be- tragtes som Brusk, og Forlengelsen horte derfor ikke til Primordialbrusken. Ala magna var brusket. Pars ethmoidea. Pars cribrosa dannede en oval Fordybning, omgiven af en vulstet Rand og bagtil omfattet af en Spids fra Ala parva, som paa begge Sider boiede sig om den; den laae meget dybere end Ala parva og besad en sterkt fremstaaende, fortil tyk Crista galli. Dens forreste Rand gik over i den meget tynde Pars nasalis, udenpaa hvilken Næsebenene senere hvile. Pars petrosa. Den fremtraadte kun som en svag Ophøining med en Porus acusticus internus noget foran Midten; nedenfor den saaes Foramen lacerum. Udad gik et meget lille, yderst tyndt, 31 379 trekantet Blad i Veiret og lagde sig mod Indsiden af den senere Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Af de halvcirkelformige Kanaler var der neppe noget Spor udvendigt. Ossicula auditus. Den meget tykke Membrana tympani sad i en fibrøs Halvring, hvis forreste Ende maaskee var forbenet. Dens Indside var beklædt, og Trommehulen fyldt med gelatinøse Membraner. Det forholdsvis lille Capitulum mallei gik umiddelbart over i Processus Meckelii; der fandtes et Rudiment af Manubrium (Tab. 1, Fig. 5, a), dannet af Bruskceller (Tab. 1, Fig. 13), lig dem i Stapes, og omgivet af et Tavleepithelium. Processus Meckelii lagde sig omgiven af en temmelig stærk Skede paa Indsiden af Maxilla inferior, dannende en let Bugtning. Den beholdt uforandret sin Tykkelse i hele sin Længde, der udgjorde 6”=,25, og endte med en opad vendt Krog paa Siden af Symphysis maxillæ inferioris, som adskilte den fra den modsatte Sides (Tab. 1, Fig. 5). En tendinøs Streng, som hang fast nedenfor Capitulum mallei, har muligvis været Anlæget til Processus longus. Processus brevis var neppe kjendelig. — Incus, paa hvilken der oventil maaskee var en begyndende Artikulationsflade for Malleus, var fuldstændigt formet og næsten halvt saa stor som hos Voxne. — Stapes dannede et uformeligt lille Legeme af hyalin Brusk med meget smaa talrige Bruskceller og hvilende i en Fordybning af Trommehulens indvendige Væg. Foramen ovale var ikke fuldstændigt dannet; Foramen rotundum derimod fremtraadte som en med en flad, uigjennemsigtig Membran lukket Fordybning, omgiven af en opvulstet Rand, paa en lille oval Ophøining. Af et andet Foster fremhæves Følgende: Hovedets Længdediameter 12%", Tverdiameter 8™™. Hele Fostrets Længde fra Issen til Apex ossis coccygis var 32™. Øjne og Næsebor vare dannede, ligesaa Fingre og Teer; det udvendige Øre var kjendeligt under Huden. Horebenene vare overordenligt bløde. Malleus lod sig let skille fra Incus. Pro- cessus Meckelii, som var tykkere ved sin Afgang fra det lille Capitulum mallei, endte fortil med en flad Trekant. Dens Længde udgjorde 6™™,5. Den stødte sammen med den fra den modsatte Side, dog adskilt fra den ved et Mellemstykke, som var morkere end Brusken i Processus og skarpt afgrændset fra den. — Incus havde Udseende af at vere sammenvoxen med Trommehulens Brusk opad og indad, saa tet laae den op dertil. Crus transversum incudis kunde forfølges ud i Processus styloideus og gik i Et med den. Processus styloideus dannede derpaa en ret Vinkel og forlob over den nederste Trediedel af den paa Trommehinden hvilende udvendige Horegang. 47* 380 32 4, Menneskeligt Foster, lidt over 2 Maaneder gammelt. Hovedets Længdediameter 13™", Tverdiameter 10™™. Hele Kraniet var noget deformt, idet Forhovedet lob spidst til opad; Brusken traadte paa Grund af en svagere Farvning mindre tydeligt frem fra Omgivelserne. Det ud- vendige Øre var netop dannet. Den noie Grændse af Pars superior squamæ occipitalis, af Os parietale og frontale lod sig ikke angive, da Hinderne gik over i hverandre, dog kunde man løsne de enkelte Hinder. I Os frontale fandtes en Benplade omtrent 3"" i Quadrat; saavidt man kunde skjønne, var det Margo supraorbitalis med det omgivende Parti; Benpladen var yderst tynd, men man kunde dog føle en Naal skrabe paa den. Pars occipitalis. Pars inferior squamæ dannede en paatvers liggende, bagtil stærkt fremspringende Oval; for det blotte Øie gik den umiddelbart over i den følgende Del. Den var ikke for- benet, men under Mikroskopet viste der sig hist og her en krystallinsk afleiret Kalkmasse. De to Siders Pars occipito-mastoidea gik ikke sammen i Legemets Midtlinie, men adskiltes ved en tyk, hvid Membrana spinoso-occipitalis, der havde en trapezoidal Form og oventil med en lige Rand stødte til den nederste Rand af Pars inferior squamæ; der syntes ligesom at være Stænk af Brusk paa den nærmest Grændsen af Pars occipito-mastoidea. Pars basilaris var meget tynd, uden Forbening; heller ikke var der nogen For- bening bag de veldannede Condyli. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis af den flade Sella turcica kun lidet fremstaaende. Foramen opticum saaes mellem de to Rodder af Ala parva. Ala magna ikke forbenet. Pars ethmoidea. Pars cribrosa laae meget dybt og forholdt sig som paa foregaaende Kranium. Conchæ vare anlagte. Pars perpendicularis var fuldstændig og tykkere bagtil ved Rostrum corporis sphenoidei. Pars petrosa. Denne forholdt sig ogsaa i det hele som paa foregaaende Kranium, men Canalis semicircularis superior traadte tydeligt frem, og der var en Fordybning ind under den, som var lukket med en fibres Masse. Paa den nederste Flade saaes Anleget til Cochlee om to 3mm lange Ophoininger, adskilte ved et brusket Mellemstykke. 33 381 Ossicula auditus. Membrana tympani var dannet og laae tet op til Trommehulens indvendige Veg, indfattet i en fibres Halvring. Malleus var knap 2™ hoi, meget bled, Capitulum lille og gaaende umiddelbart over i Processus Meckelii; Manubrium var ikke dannet. Processus Meckelii havde en Længde af 7™™,5, var noget fastere, af Tykkelse som en fin Sytraad, og forløb i en temmelig fast Skede paa Indsiden af den som en hul Skal forbenede Maxilla inferior, der i det hele havde en Længde af lidt over 5"m og optog Processus i en Halvkanal. Processus endte fortil paa Siden af Symphysis, idet den boiede sig i Veirel med en fin, tilspidset Krog ligesom paa foregaaende Kranium. — Incus var næsten gelatinos; oventil fandtes saavel paa den som paa Malleus Spor af en Artikulationsflade. — Stapes dannede kun en uformelig Masse, som var i umiddelbar Forbindelse med Trommehulens Veg. Der var ingen Fenestre tydelige. 5. Menneskeligt Foster, lidt over 2 Maaneder gammelt. Hovedets Længdediameter 14™™, Tverdiameter 117%. Os parietale og frontale vare anlagte; navnlig var der i Pars perpendicularis ossis frontalis en tydelig, straaleformig Stribning, og Pladen var temmelig stiv, uden at der dog endnu var nogen Forbening. Squama temporalis var ikke anlagt. Underkjæben stærkere forbenet end hos foregaaende Foster. Pars occipitalis. Pars squamosa forholdt sig omtrent som hos foregaaende Foster; den ovenfor Linea semicircularis superior verende membranese Del var tykkere end Delen nedenfor den. Condyli vare veldannede, og Ledfladerne meget tydelige; bag og udenfor dem fandtes en begyndende Forbening, der viste sig som en mork, langagtig, lidt uregelmessig Halv- ring med Brusk i Midten. Pars basilaris frembed paa sin bageste Flade ligesom et Ar, der begyndte fra Midten af den forreste Rand af Foramen magnum, gik opad paa den bageste Flade af Pars basilaris og havde en Længde af omtrent 1™™. Hjernehinderne hang meget fast til Arrets nederste Del. Ovenfor dette Ar var der en begyndende Forbening, der viste sig som en i begge Ender tilspidset, 17% 25 ovenfra nedad lang og O0™™,5 bred Oval, som maaskee var noget tydeligere paa den nederste Flade af Pars basilaris. Ovalen dannedes af en mork Peripherie med lys Brusk i Midten; dog kunde man ikke med en Naal fole nogen særegen Haardhed, hvilket ogsaa gjælder om den foregaaende Forbening bag Con- dyli. Ovenfor denne Oval saaes ikke noget Spor til nogen Raphe, men Brusken havde paa 382 34 den bageste Flade en stærk Fordybning og steg derpaa lodret i Veiret til Pars perpendicu- laris selle turcice. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis sellæ turcice havde oventil en fin, skarp Kant; Bunden af Sella turcica var svagt udhulet, men indeholdt ikke nogen Aabning. Ale parve frembod Intet at bemerke. Ala magna var ikke forbenet. Pars ethmoidea. Pars cribrosa var meget tynd, sterkt fordybet, paa hver Side begrændset af en tyk, med den svagt fremstaaende Crista galli parallelt forlobende Vulst, som lagde sig ud over Tectum orbite. Pars perpendicularis var tydelig, men ragede ikke meget langt tilbage; ligeledes vare de tre Conche tydelige som tre Bruskstriber, der imidlertid udad hang sammen i en Plade, som laae indenfor den membranose Lamina papyracea. Pars petrosa. Denne Del dannede en Vulst, som bagtil var tykkere, fortil tyndere, endende af- rundet, idet den gik over i Sidedelen af Corpus sphenoideum. Porus acusticus internus stor. Canalis semicircularis superior netop kjendelig som Fremstaaenhed med en svag Fordybning ind under Buen. Paa den nederste Flade ragede paa hver Side en flad, oval Opheining svagt frem; jeg troer at have seet saavel Foramen ovale som rotundum. Det udvendige Øre var dannet, ligesaa den meget tykke Membrana tympani, indenfor hvilken Trommehulen var saa sterkt fyldt med Hinder, at man havde Vanske- lighed ved at isolere de yderst bløde Horeben. Ossicula auditus. Horebenene bleve undersøgte neiere paa det folgende Foster. Hovedets Længdediameter 147", Tverdiameter 11™. Hele Fostrets Længde fra Issen til Apex ossis coccygis 43™™; Hovedet var dog noget forlænget opad. @ine (uden Qielaag), Næsebor, Mund og Tunge vare dannede. Det udvendige Ores Form var antydet under Huden. Processus Meckelii (Tab. 1, Fig. 6) var noget tykkere ved Afgangen fra det svagt halvkugleformige Capitulum mallei og gik fortil og indad, dannende forst en nedad konvex, derpaa en nedad konkav Bue. Den havde en Længde af 10"",5. Den bageste Halvdel var omtrent Omm 3 tyk, den forreste Halvdel kun 0"",25. Processus blev fladere, idet den nærmede sig Symphysis, og dannede under en næsten ret Vinkel en Krog, som gik lidt skraat indad mod Symphysis. Mellemrummet mellem begge Siders Kroge var 1™™. Krogen endte tilspidset, dog var den ikke saa spids som hos foregaaende Fostre. Den benede Halvkanal, hvori den hvilede paa Indsiden af Maxilla inferior, endte fortil ligesom med en 35 383 Trochlea, omkring hvilken Krogen boiede sig i Veiret, men Trochlea var ikke meget skarp og var stillet mere paaskraa end hos de folgende Fostre. Processus longus var forbenet i en Længde af 1™™. — Mellem Malleus og Incus var der kun en utydelig Adskillelse. Crus transversum incudis gik over i en Brusksoile, som fortsatte sig ud i Processus styloideus, men skiltes let fra den (Tab. 1, Fig. 6, a). Processus styloideus dannede derpaa et Kne (Tab. 1, Fig. 6, b). — Stapes dannede en uformelig Masse paa Enden af Crus descendens incudis og stak i en let Fordybning, som representerede Foramen ovale, men Stapes ud- gjorde eet Stykke med den, hvorfor Veggen blev udreven, da den toges ud. Foramen ro- tundum viste sig som en svag Fordybning med en lay Vold. 6. Menneskeligt Foster, 21/2 Maaned gammelt. Hydrocephalus. Hovedets Længdediameter 15™", Tverdiameter 13™™. Hele Fostrets Længde fra Issen til Apex ossis coccygis 40"", men Hovedet var af Vandansamlingen udvidet i Hoiden. Os parietale, Squama temporalis og Pars perpendicularis ossis frontalis ikke for- benede, derimod var der Forbening i Tectum orbite. Hele Kraniets Hvælving stærkt udvidet, Panden sterkt hvælvet fortil, saa at den hang ud over de tilbagetrængte eller dybtliggende @ine. Næsen bred, hvorved Oinene kom til at ligge længere fra hinanden. @rene veldannede. Meget magre, men veldannede Extremiteter; Kroppen derimod var velnæret, normal. Placenta og Funiculus normale; Funiculus havde en Længde af 4777, Hydrocephalien angik nærmest Hjernens forreste Del og de to Sideventrikler. Den bageste Hjernelap var glat og uden Folder, den mellemste og forreste Lap havde parallele, mere eller mindre fuldstendige Folder. Ventriculi laterales vare sterkt udvidede, Veggene kun 1™™ tykke. Paa deres Bund laae det stærkt fremtrædende Corpus striatum og Cornu Ammonis, det sidste som halvmaaneformig Vulst. Thalami store. Ventriculus tertius temmelig udvidet. Corpora quadrigemina neppe fremtredende. Ventriculus quartus noget udvidet. Cerebellum lille, men Pons Varoli usædvanligt bred. Da jeg ønskede at conservere Præparatet, blev Kraniet ikke undersøgt nedenfra, men kun Hjernehulhedens indvendige Overflade. Pars occipitalis. Den hvidlige Membrana spinoso-occipitalis i Legemets Midtlinie mellem begge Partes occipito-mastoideæ var hoiere og bredere end ellers. Da der var Spina bifida oventil, strakte Membranen, efterat have dannet en Bugt udad paa hver Side, sig nedad 384 36 Halsens Bagside helt ned til forste Vertebra dorsi, hvor den endte tilspidset. Arcus posterior af Vertebr& colli og af forste dorsi manglede; Mangelen var sterkest opad og aftog nedad; ogsaa Arcus vertebre dorsi secundæ var mangelfuld. Ovenfor hin Membran var Squama occipitalis forbenet og dannede en paatvers oval og i begge Ender sterkt tilspidset og forøvrigt noie begrendset tynd Benplade; nedenfor dens nederste Rand var der et svagt Bruskanleg fra Pars occipito-mastoidea, som strakte sig over Legemets Midtlinie. Pars occipito-mastoidea var temmelig tyk og havde et tydeligt Foramen mastoideum. I Pars condyloidea var der begyndende Forbening bag Condylus. Den forreste Rand af Foramen magnum var tilspidset. Den bageste Flade af Pars basilaris svagt udhulet. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis selle turcice kun svagt fremtredende, og Sella temmelig flad; foran den en paatvers liggende Vulst. Fra Siden af Corpus sphenoideum afgik en lille brusket Processus alaris til senere Anleg af Processus pterygoideus og Ala magna. Ala parva bred, endende udad temmelig brat i en fin Spids; fra Midtlinien mellem begge Siders Alæ straalede en lille fibres Belægning, som man ikke kunde losne fra Brusken, ud til Siderne. Foramen opticum saaes mellem dens tvende Crura. Pars ethmoidea. Denne Del var bred, dybtliggende, omgiven bagtil af en Forlengelse fra Ala parva. Crista galli tydelig, tykkere fortil. Pars petrosa. Den dannede et lille cylindrisk, for begge Ender afrundet Legeme, med en stor Porus acusticus internus noget foran Legemets Midte. Fordybningen ind under Canalis semicircularis superior kun svag, skjondt Kanalen traadte tydeligt frem. Bag den gik en trekantet Flig af Brusken i Veiret paa Indsiden af Stedet for Angulus posterior et inferior ossis parietalis; Fligens forreste Rand fortsatte sig nedad i en Brusksom paa den udvendige Rand af Pars petrosa. 7. Menneskeligt Foster, 21/2 Maaned gammelt. Hovedets Lengdediameter 17", Tverdiameter 13mm, Os parietale var forbenet, dog var Forbeningen ikke kjendelig for det blotte Qie, men vel ved Mikroskopet; derimod var den sterke Forbening i Pars perpendicularis ossis frontalis tydelig for det blotte Øie. Squama temporalis var neppe anlagt. 37 385 Pars occipitalis. Pars squamosa. I Squama oceipitalis ovenfor Linea semicircularis superior var kun den nederste Rand forbenet med Spidser, som ragede ind i Squama occipitalis neden- for Linien; disse forbenede Spidser vare noie sammenvoxne med sidstnævnte Del, saa at der var det skuffende Udseende, som om Spidserne tilhorte Squama occipitalis nedenfor Linien; kun ved den mikroskopiske Undersøgelse blev det rette Forhold klart. Squama nedenfor Linea semicircularis superior dannede en meget tynd, oval og i begge Ender noget tilspidset, paatversliggende Benplade, hvis Rande vare saugtakkede. Pars occipito-mastoidea var bleven tykkere og indeholdt et Foramen mastoi- deum. De tvende Sider naaede ikke sammen i Legemets Midtlinie, men adskiltes ved en trapezoidal, temmelig tyk Membrana spinoso-occipitalis, som dannede den bageste Rand af Foramen magnum. Processus mastoideus begyndte at trede frem. Pars condyloidea. Condyli i Forening med den nærmeste, bag dem liggende Del af Brusken havde afgrendset sig fra den øvrige Brusk, hvormed den forresten hang sammen, og dannede en halvmaaneformig Plade, som var tykkere end Omgivelsen. I den forreste Del af denne Plade omtrent midtveis fandtes en lille Aabning, Foramen condyloideum an- terius. En Benkjerne af Form som det halve af en Halvmaane havde dannet sig bag hver Condylus og var skarpt begrændset. Paa Artikulationsfladen af Condylus var der maaskee en Fure. Pars basilaris. Dens nederste Rand, som begrendsede Foramen magnum fortil, lob sammen fortil i en afrundet Spids. I den nederste Del af Pars basilaris, men ikke naaende helt ud til Randen af Foramen magnum, havde der i Midtlinien dannet sig en lille, lancet- formig, noie begrendset Forbening, som fremtraadte sterkere paa den forreste (nederste) Flade af Pars basilaris. Dennes Brusk var tykkest i Legemets Midtlinie, derfra trak to tykkere Strenge sig gaffelformigt langs Randen af Foramen magnum ned mod Condyli. Pars .sphenoidea. Pars perpendicularis selle turcice hævede sig stærkere i Veiret, og Sella var bleven betydeligt dybere. Ale parve dannede tilsammen en ligebenet Triangel, i hvis forreste Vinkel den rektangulere Pars cribrosa var nedlagt i en Fordybning, men den tidligere Vulst var bleven fladere. Spidserne af Ale parve vare meget tynde; deres forreste Rand, som lagde sig noget ud over Tectum orbitæ, hævede sig ikke i Veiret. Foramina optica vare store, liggende mellem tvende Crura, hvoraf det forreste var forenet med den mod- satte Sides ved en brusket Tverbro foran Sella turcica. Ala magna dannede en forbenet Halvring omkring Processus alaris; Halvringen omfattede Foramen rotundum og den forreste Rand af Foramen ovale; Bruskcellerne udenom vare smaa udad, større fortil. Ala pterygoidea externa dannede en lille, tyk, med Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math Afd. XI. 6. 48 386 38 Ala magna forenet Fremstaaenhed, hvori der allerede var talrige morke Benlegemer. I Ala pterygoidea interna fandtes en isoleret lodret Forbening af 1™",5 Længde. Processus alaris var nedentil forsynet med en Knop. Pars ethmoidea med Crista galli frembed Intet at bemerke. Pars petrosa. Den var sterkere fremtredende end forhen. Porus acusticus internus delt ved en Skilleveg; nedenfor den saaes Foramen lacerum. Canalis semicircularis superior havde under Buen en lille Fordybning. Paa Superficies superior saaes Hiatus canalis Fallopii, men Stillingen af hele Pars petrosa er saaledes, at Superficies superior tillige er externa, og Superficies interna (posterior) tillige superior. Aditus ad aqueductum vestibuli viste sig som en lille Aabning. Paa den nederste Flade af Pars petrosa fremtraadte det indvendige Ore i Form af to mod Midtlinien konvergerende, ovale Fremstaaenheder, paa hvilke man kun utydeligt kunde skjelne Foramen ovale og rotundum. Den bruskede Processus styloi- deus kunde isoleres i en Længde af 5™™. Ossicula auditus. Horebenene ere undersøgte paa et andet Foster omtrent af samme Alder og Stor- relse (Hovedets Længdediameter 19™™, Tverdiameter 15""). De vare nedsænkede i en Mengde Hinder, som gjorde det vanskeligt at isolere dem. Malleus og Incus vare næsten gelatinose og langt blodere end Trommehulens Brusk, paa hvilken de laae fast til- sluttede uden Mellemrum, som om de i den tidligste Tid havde været sammenvoxne med den. De havde en Retning indad og fortil, liggende næsten horizontalt, og maae derfor tage Del i den under Vexten tiltagende Dreining af hele Pars petrosa. Der var ingen Artikula- tionsflade mellem Malleus og Incus, men kun en Antydning udvendigt. Capitulum mallei var meget lille og laae ind under Incus; Manubrium neppe dannet. Processus Meckelii, hvis Brusk var lidt fastere end den i Capitulum, havde med Capitulum en Længde af 11™ og hvilede i en tendinos Skede, der atter laae i en forbenet, meget tynd Halvkanal paa Ind- siden af Maxilla inferior, og som ophorte noget fra Symphysis. Den bruskede Processus naaede derimod lige til Symphysis og endte opad med en but lille Krog paa Siden af Sym- physis; Krogen var boiet mere retvinklet end afbildet Tab. 1, Fig. 5 og naaede helt op til Underkjæbens Slimhinde. — Crus transversum af Incus gik med en bred Overgang umiddel- bart over i en Brusksoile paa Trommehulens indvendige Veg; der var ingen Adskillelse at see udvendigt, men Brusken rykkede let over, da jeg trak i den. — Stapes undgik min Opmerksomhed, men der var Antydning til et Foramen ovale og rotundum. Ovenfor Malleus og Incus saaes Prominentia canalis Fallopii. N ER 39 387 8. Menneskeligt Foster, 21/3 Maaned gammelt. Hovedets Længdediameter 20””, Tverdiameter 1477, Hele Fostrets Længde fra Issen til Apex ossis coccygis 48™. Sterk Forbening i den forreste Del af Pars horizontalis og den nederste Del af Pars perpendicularis ossis frontalis. Forbening i Os parietale, men ikke tydelig for det blotte Øie. Squama temporalis var ikke anlagt. Pars occipitalis. Pars squamosa. Squamas Midtdel forholdt sig som hos foregaaende, men var i det hele sterkere udviklet i Henseende til Forbeningen i Squama ovenfor Linea semi- circularis superior, der udgik fra selve Linien. Benpladen nedenfor Linien indtog omtrent Rummet mellem Linea semicircularis superior og inferior; dens øverste Rand var mere lige, den nederste konvex; dog var der endnu ikke dannet Benlegemer, skjondt Pladen var haard og skarpt begrendset, men Massen bestod kun af krystallinsk Kalk. Pars occipito-mastoidea var forenet med den modsatte Sides i Legemets Midtlinie nermest Linea semicircularis inferior ovenfor og bag Membrana spinoso-occipitalis, der for- resten udfyldte Mellemrummet mellem dem og begrendsede Foramen magnum bagtil. Fora- men mastoideum fandtes paa sædvanlig Plads. Pars condyloidea. Forbeningen bag Condyli var noget storre end paa foregaaende Kranium. Der syntes at vere Spor af Fure paa den nederste Flade af Condylus. Pars basilaris. Den forreste Rand af Foramen magnum var mere afrundet end paa foregaaende Kranium. Ingen Forbening synlig som paa foregaaende Kranium. Hos et andet Foster af samme Storrelse var der derimod en lancetformig Forbening, som var storre paa den nederste Flade og ikke naaede helt ud til den glatte, forreste Rand af Foramen magnum. Pars sphenoidea. Sella turcica kun svagt udhulet; fremstaaende Processus clinoidei posteriores. Ale parve og Foramina optica som paa foregaaende Kranium. Ala magna var forbenet fra Foramen rotundum og den forreste Rand af Foramen ovale og derfra udad i en Lengde af næsten 3%, Forbeningens forreste Halvdel var glat og indeholdt et enkelt Lag af Ben- legemer; indenfor denne Skal som ogsaa i den bageste Halvdel var Massen poros og indeholdt kun krystallinsk Kalk. Ala pterygoidea externa dannede paa den nederste Flade af Radix ale en lille med Ala magna forbunden Kam; derimod dannede Ala pterygoidea interna en isoleret, selvstendig Forbening, der kun var synlig ved Loupe. Ala magna og pterygoidea ere undersogte paa et andet Foster af samme Storrelse. 48" 388 40 Pars ethmoidea. Crista galli sterkere fremstaaende. De opvulstede Siderande af den rektangulere og dybere liggende Pars cribrosa gik over i de to Vinger, som findes paa Forsiden af Crista galli. Concha quarta var stærkere fremtrædende end nogen af de tre andre Conche. Pars petrosa. Den var sterkere udpreget end paa foregaaende Kranium, iser Canalis semicircularis superior og Fordybningen ind under den. Fra den bageste Del af Pars petrosa gik en lille trekantet Forlengelse i Veiret op paa Indsiden af Stedet for Angulus posterior et inferior ossis parietalis; Trekantens forreste Rand gik over i en Brusksom paa den udvendige Rand af Pars petrosa, som skal forene denne med Squama temporalis. Ophoiningen for Cochlea, i hvis Indre der begyndte at dannes Afdelinger, var bleven noget storre. Aditus ad aquæ- ductum vestibuli viste sig som en lille Spalte. Ossicula auditus. Horebenene ere undersøgte paa et andet Foster, men Hovedet havde noiagtigt samme Diametre (Tab. I, Fig. 7). Annulus membrane tympani var forbenet og havde Tykkelsen af en fin Sytraad med en pladeformig Udbredning paa den forreste Ende. Cavitas tympani fyldt med Hinder. Capitulum mallei var lille og hævede sig kun lidt over Niveauet af den derfra umiddel- bart afgaaende Processus Meckelii. Denne var lidt bredere ved Afgangen og traadte ud af Cavitas tympani indenfor Annulus. I Øret, og indtil den naaede den bageste Rand af Underkjæben, laae den omgiven af Membraner og i en temmelig fast Skede. Den traadte derpaa ind i en forbenet Halvkanal paa Indsiden af Underkjæbens nederste Rand, som fortil lidt fra Symphysis endte med en lille Krog. Saasnart Processus var traadt ind i denne Halvkanal, laae den i en blodere Skede, som hvilede temmelig lost i Halv- kanalen, saa at den uden Vanskelighed kunde losnes fra begge. Idet den forlob fortil, beholdt den forst sin Tykkelse, blev derpaa lidt tyndere, men iser tynd, idet den under en ret Vinkel boiede sig opad omkring Halvkanalens Krog, som den ligesom benyttede som Trochlea, og gik i Veiret, hvilende paa Siden af Symphysis maxille inferioris, omtrent parallelt med Krogen paa den modsatte Side. Krogens afrundede Spids naaede næsten helt op til Mundens Slimhinde. Mellemrummet mellem begge Kroge bag Symphysis, hvor M. M. geniohyoideus og genioglossus heftede sig, var 3™™. Skeden, som omgav Krogens yderste Spids, var her sterkt fæstet til Benet, saa at et Stykke af Benet fulgte med Spid- sens Skede, da den losnedes. Hele Længden af Processus Meckelii foruden Krogen, men med Capitulum mallei var 11™™,5. Malleus og Processus Meckelii meget bløde, dog ikke 41 389 gelatinose. I Processus longus, der ikke er præformeret som Brusk, fandtes en yderst fin, men tydeligt hvid Forbening af 1"",25 Længde. Incus. Der var ingen Artikulationsflade med Malleus, men den senere Adskillelse var udvendigt antydet ved en bugtet Linie; foroven kunde man losne Bruskene lidt fra hinanden. Crus transversum beiede sig nedad og bagtil og dannede eet Stykke med den bageste Del af Trommehulens Brusk; dog var der en fin, hvidlig Tverlinie som Tegn paa den senere Adskillelse. Stapes. Ramus descendens incudis var lille og endte nedentil med en lille, uformelig Brusk, som representerede Stapes og udgjorde eet Stykke med Brusken for Trommehulens indvendige Veg. Der fandtes derfor ikke noget noie begrendset Fenestra ovalis; derimod var der en Fordybning i Brusken for Foramen rotundum, som vendte nedad og baglil. 9, Menneskeligt Foster, 3 Maaneder gammelt. Hovedets Lengdediameter 25””, Tverdiameter 20™™. Os parietale begyndte at forbenes, og Forbeningen var tiltagen i Os frontale. Pars occipitalis. Pars squamosa. Den ovale, paatversliggende Benplade i Squamas Midtdel var bleven storre og lod sig ved den sterkere fremtredende Linea semicircularis superior noiere adskille i to Dele: en overste mindre Del med en lige nederste og en opad konvex overste Rand, og en nederste storre Del, dannende eet Stykke med foregaaende i Linea semicircu- laris superior, med en lige overste og en nedad konvex nederste Rand. Samtlige frie Rande saavel af den overste som af den nederste Del vare saugtakkede. Hele Pladen var forbenet, men dens Udseende var dog forskjelligt, idet den øverste Del for det blotte Øie mere lig- nede det forbenede Os parietale, den nederste var tykkere og rodere i Substants. Den overste Del havde i sin overste Rand et Udsnit og var tyndere i Legemets Midtlinie. Den nederste Benplade naaede ikke til Foramen magnum, uagtet dens nederste Konvexitet var stegen længere ned; den hvide, faste Membrana spinoso-occipitalis, som begrendsede Foramen magnum bagtil, var 2"" bred. Pars occipito-mastoidea var i sin Helhed bleven tykkere. Processus mastoideus var dannet; bag den saaes udvendigt en svag Fure i Brusken, som vistnok var en Antyd- ning af den senere Grendse mellem Os occipitale og Os temporale; oventil saaes et stort Foramen mastoideum. Pars condyloidea saavelsom Forbeningen bag Condylus vare blevne noget storre, 390 42 Pars basilaris. Den lancetformige, noie begrendsede Forbening var bleven storre, men naaede ikke helt ud til den forreste Rand af Foramen magnum, som derfor fortil var begrendset af Brusk. Benpladen fremtraadte mindre stærkt paa den forreste (nederste) Flade af Pars basilaris, medens i Regelen det Modsatte er Tilfælde; men det stærke fibrose Vey, som bedekkede denne Flade, lod sig kun med Vanskelighed fjerne. Delens Siderande gik over i den Brusk, som dannede Pars petrosa, fra hvilken den nu begyndte at sondre sig ved en Fordybning, idet Pars petrosa voxede i Veiret. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis sellæ turcice ragede sterkt i Veiret som en brusket Kam med skarp Rand. Midtveis i Sella turcica fandtes maaskee en Fordybning. I den forreste Del af dens Bund havde der paa hver Side dannet sig en lille, punktformig Benkjerne; de skjultes noget af Processus clinoidei medii; paa den nederste Flade af Corpus fandtes ikke nogen Forbening. Ala parva begyndte indad med to bagtil afrundede, bruskede Rodder, mellem hvilke saaes Foramen opticum. Den udvendige Spids gik temmelig heit opad og udad. Paa den forreste Rand af Planum hævede en lille Knude sig i Veiret i Legemets Midtlinie. Fra Siden af Corpus sphenoideum afgik nedentil en kort, brusket Processus alaris, paa hvilken Ala magna var heftet med et halymaaneformigt Udsnit; Forbeningen i Ala magna var tiltagen udad, og den indeholdt paa Overfladen store, stærkt forgrenede Benlegemer. Paa den nederste Flade af den forbenede Ala magna stod den forbenede Ala pterygoidea externa frem som en forfra bagtil sammentrykket Pyramide med en lige Rand forneden og udgjorde et Stykke med Ala magna. Brusken for Ala pterygoidea interna, som ragede længere nedad end externa, var dækket af en tynd, oval, tilspidset Benskal af knap 2™™ Lengde, der stedte til en Bruskknop paa den nederste Flade af Processus alaris; Ala pterygoidea interna har derfor sit seregne Ossifikationspunkt, uafhengigt af Ala pterygoidea externa. Mellem begge Ale fandtes en flad Fossa pterygoidea. Til den overste Rand af hin Benskal stodte umiddelbart en anden tynd, rund Benplade af samme Storrelse, fast forbunden med det tætte Bindevev, som dækkede den indvendige Flade af Roden af Ala pterygoidea indad mod Legemets Midtlinie. Forbeningen i Ala pterygoidea interna bestod under Mikroskopet af krystallinsk Kalk, som brusede ved Tilsætning af Saltsyre, hvorefter de oprindelige store Bruskceller med stor rund Kjerne tydeligt bleve tilbage, til Bevis for, at Ala pterygoidea interna dannes i Primordialbrusken. Derimod bestod den runde Ben- plade paa dens overste indvendige Rand af store, morke, sterkt forgrenede Benlegemer, som efter Behandling med Saltsyre efterlod store, i begge Ender tilspidsede, ovale Kjerner, hvilke ogsaa vare tydelige paa Pladens Rande for Behandlingen med Saltsyre, til Bevis for, at denne Benplade ikke var dannet i Primordialbrusken, men i Membraner. Denne Benplade var et Cornu sphenoideum. 43 391 Pars ethmoidea. Pars cribrosa og Crista galli frembod Intet at bemerke, heller ikke den bruskede, bagtil mod Rostrum sphenoideum tykke Pars perpendicularis. De tre Conche vare dannede af Brusk; ogsaa Concha quarta var meget fremtredende. Pars petrosa. Denne Del var forholdsvis tiltagen mest i Storrelse bagtil, saa at Canalis semi- cireularis superior traadte tydeligere frem, og den runde Aabning ind under dens Bue havde omtrent samme Storrelse som Porus acusticus internus. Nedentil fandtes Foramen lacerum; oventil gik en trekantet, spids Flig op paa Indsiden af Stedet for Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Fra Fligens forreste Rand strakte en smal Brusksom sig hen paa Udsiden af Pars petrosa; til Brusksommen stødte den nu svagt forbenede Squama temporalis med en lige Rand; dens overste Rand var konvex. Squama temporalis var be- dækket paa sin Ind- og Udside med en Membran. Paa Kraniets nederste Flade fremtraadte Cochlea som en meget flad, horizontalt liggende Fremstaaenhed, indad med Foramen rotun- dum; udad og liggende noget hoiere havde Foramen ovale sin Plads. Ossicula auditus. Paa Udsiden af Pars petrosa var Annulus membrane tympani forbenet i en Mem- bran og var saa tynd som en fin Sytraad. Malleus, Incus og Stapes havde omtrent Halvdelen af Størrelsen som hos Voxne. Deres Brusk var meget bled. Incus havde sin normale Form; paa Malleus var Manubrium rudimentert, men Ledfladen ret tydeligt ” anlagt; Stapes Form var ogsaa temmelig tydelig; den lod sig trække ud af Foramen ovale. Som umiddelbar Fortsettelse af Capitulum mallei afgik udad og fortil Processus Meckelii, der lagde sig en temmelig dyb Fure paa Indsiden af Maxilla inferior, meget ner dens nederste Rand. Den var bleven tyndere end forhen, hvilket iser gjaldt om dens forreste krogformige Ende. Processus longus var forbenet. Horebenene ere tillige undersogte paa et Foster af samme Alder og Storrelse, men Hovedets Længdediameter var kun 23™™. Annulus membrane tympani dannede en yderst fin Bentraad. Manubrium mallei var næsten fuldstendigt dannet og var forenet med Membrana tympani. Processus Meckelii, hvis Brusk var meget haardere end den i Malleus, var omgiven af en meget fast Skede efterat vere traadt ud af Cavitas tympani. Under dens Forlob i den forbenede Halvkanal ner den nederste Rand af Maxilla inferior var den omgiven af flere Skeder, som for en Del lod sig forfolge bag Symphysis med skuffende Udseende, som om Processus paa dette ” Sted skjulte sig under den; men den endte med en Krog, der boiede omkring Halvkanalens 392 44 trochleaformige Ende, og gik derpaa skraat (ikke retvinklet) i Veiret mod den indvendige Skjæretand. Der, hvor Krogens Spids endte, var den omgivende Bindevævsskede forkalket og indeholdt under Mikroskopet Kalkkrystaller, men ingen Benlegemer, som om det var en Brusk, der forkalkedes; dog lod selve Krogens bruskede Spids sig fuldstændigt udpræparere uden at vere forkalket. Den hele Lengde af Processus med Capitulum mallei, men uden Krogen udgjorde 12™",5. — Incus lod sig skille fra Malleus, uden at der dog var nogen virkelig Artikulationshulhed mellem dem; Crus transversum gik bagtil i Et med en Brusksoile paa den udvendige, bageste Del af Trommehulens Brusk, men Forbindelsen knak let over. Processus styloideus dannede et retvinklet Knæ og forlob over Trommehindens nederste Rand. 10. Menneskeligt Foster, 3 Maaneder gammelt. Hovedets Længdediameter 26™™, Tverdiameter 21™™. Os parietale var forbenet, og den forbenede Del skarpt afgrendset fra sin membra- nose Omgivelse. Squama temporalis var anlagt i Form af en Halvmaane, men uden For- bening. Ossa nasalia vare ikke forbenede. Pars oceipitalis. Pars squamosa. Naar man holdt Preparatet op for Lyset, fremtraadte Linea semi- circularis som en Linie, der var mere gjennemsigtig end Omgivelserne; især var dette Tilfelde udad til begge Sider. Den ovenfor Linien verende Del var endnu fuldstendigt membranes; den nedenfor Linien værende Del var forbenet næsten i samme Udstrækning som hos foregaaende Foster. Under Mikroskopet fandtes dog aldeles intet Spor til Ben- legemer, men kun Forkalkning, som viste sig hvid paa mork Grund. Membrana spinoso- occipitalis forholdt sig ligeledes omtrent som hos foregaaende Foster. Pars occipito-mastoidea frembod Intet at bemerke; Foramen mastoideum fandtes paa sin sædvanlige Plads. Pars condyloidea. Endskjondt det bag Condyli verende halvmaaneformige Brusk- parti var noie begrendset og fremtredende ved sin hvidlige Farve, var Forbeningen bag Condyli ikke saa vidt fremskreden som hos de to foregaaende Fostre. Der var et stort Foramen condyloideum anterius paa Indsiden ovenfor Condylus, og en svag, skraa Fure paa dens Artikulationsflade. Pars basilaris. Den lancetformige Forbening, som ikke naaede helt ud til den forreste skarpe Rand af Foramen magnum, var mindre end hos foregaaende Foster. Den fremtraadte tydeligere paa Delens forreste (nederste) Flade end paa den overste, paa den nederste Flade dækket af et stærkt fibrost Overtræk. 45 393 Pars sphenoidea. Paa Bunden af Sella turcica fandtes fortil en flad Fordybning. Der var ingen Forbening paa Siderne i Bunden af Sella turcica; men naar man saae meget noie efter, kunde man paa hver Side iagttage en meget svag, hvidlig, rund Plet som Begyndelsen til Forbeningen. Radices ale parvæ med det mellem dem værende Foramen opticum vare i Legemets Midtlinie forenede ved en meget tynd Bruskplade med en lille Fremstaaenhed midtveis. Ala magna blev ikke undersogt paa dette Foster, men paa et andet af samme Alder var den forbenet fra Foramen ovale og rotundum af i en Strækning af 3™™ og var tilspidset udad. Paa Forbeningens nederste Flade sad Ala pterygoidea externa, udgjorende eet Stykke med Ala magna og ligesaa sterkt forbenet; der syntes at vere en lille For- bening i Ala pterygoidea interna. Pars ethmoidea. Pars cribrosa var bred, lyreformig, gaaende over i den forreste Rand af Ale parve. Den bruskede Crista galli sterkt fremstaaende. Paa et Tversnit af de bruskede Conche og Septum saaes de som tre med en hvidlig Slimmembran overtrukne Bruskfolder, der udad vare heftede paa en lodret Bruskplade, som laae indenfor den senere Lamina papyracea. Pars petrosa. Stor Porus acusticus internus. Svag Fordybning ind under den kun lidet frem- springende Canalis semicircularis superior. Aditus ad aqueductum vestibuli dannede en lodret lille Spalte. En Bruskforlengelse gik som sædvanligt opad og bagtil paa Indsiden af Stedet for Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Foramen lacerum tydeligt. Spidsen af Pars petrosa hang vel sammen med Sidedelen af Cartilago corporis sphenoidei, men var adskilt fra den ved en dyb Fure. Svage og flade, men dog tydeligt fremtrædende Cochleæ. Ossicula auditus. Annulus membranæ tympani var forbenet. Stapes saae jeg ikke; derimod vare Incus og Malleus med den tykke Processus Meckelii fuldstændigt dannede, men smaa og meget bløde. Processus Meckelii blev ikke forfulgt videre, da Underkjæben og Ganen manglede, idet de vare blevne benyttede i et andet Qiemed. Dette Fosters Kranium var noget større end det foregaaendes, og hele Fostret syntes nogle Uger ældre; alligevel var Forbeningen paa forskjellige Steder saavel i Primor- dialbrusken som i Kraniets membranøse Del langtfra saa vidt fremskreden som hos de to foregaaende Fostre, og man seer heraf, at man hverken i Fostrets og Kraniets Størrelse eller i Forbeningens Grad har nogen absolut Maalestok for Fostrets Alder, saaledes som det Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 49 394 46 allerede forhen Pag. 373 er antydet, og som det ogsaa i det Folgende undertiden vil vise sig at vere Tilfældet. Hos et andet Foster (Hovedets Lengdediameter 25™™, Tverdiameter 20™) dannede Annulus membrane tympani en forbenet Halvring af Tykkelse som en fin Sytraad og bredere i den forreste Ende. Processus Meckelii (Tab. I, Fig. 8) havde tilligemed Capitulum mallei, men uden Krogen, en Længde af 14"",5, var tykkere ved sin Afgang og blev dernest tyndere iser i den sidste Fjerdedel. Den gik i temmelig lige Linie, forst skraat over Angulus maxille, derpaa ind i en forbenet Halvkanal paa dennes Indside; Ka- nalen endte fortil med en under en nesten ret Vinkel afgaaende og ligesom kremmerhus- agtigt fremstaaende Kant. Omkring den boiede Processus Meckelii sig ligesom omkring en Trochlea, dannende en Halvcirkel og ikke nogen skarp Vinkel. Krogens Spids gik frem bag Kanten og op mod den indvendige Skjæretand, og Spidsens yderste Ende borede sig ligesom ind i Benet, men dette var kun Tilfeldet med dens tomme Skede. Mellemrummet mellem begge Siders Kroge bag Symphysis var 4™". — Malleus lod sig let skille fra Incus, da hele Artikulationsfladen var dannet. Processus longus var forbenet i en Længde af 1™™,5.— Crus transversum incudis stødte bagtil til en Bruskpyramide, fra hvilken den let knak af. Stapes dannede en Halvring. Der var ingen Forbening i noget af Horebenene. Foramen ovale og rotundum vare fuldstændigt dannede. — Processus styloideus forløb langs den nederste Rand af Annulus, dannende en Bue og ikke noget skarpt Kne. Hos et lidt større Foster (Hovedets Længdediameter 28™™, Tverdiameter 22™™) var Protuberantia occipitalis externa dannet, men ikke interna; den nederste Afdeling af Squama var meget tykkere end den øverste. Membrana spinoso-occipitalis var foroven 3"" bred, saa at Cartilagines occipito-mastoideæ vare adskilte i Legemets Midtlinie. Paa Spidsen af Ala pterygoidea interna sad en lille, rund Knop med en lille, oval Forbening, omtrent 1™ i Udstrekning, som indeholdt forkalkede Bruskceller, hvilket blev tydeligt, efterat Kalken var opløst ved Saltsyre. Ved Roden af Ala pterygoidea interna fandtes et lille, forbenet Cornu sphenoideum, lig det i foregaaende Kranium og stødende til en rund Benkjerne paa Siden af Crista (sml. det folgende Foster). — Crus transversum incudis udgjorde eet Stykke med Trommehulens Brusk, og der var ingen Forskjel i deres Brusks Udseende; dog var der Tegn til en Adskillelse. Aditus ad aqueductum vestibuli fremtraadte som en spalteformig Aabning, der ligesom var dækket af en Klap. — Nesebenene vare forbenede i en Længde af 4™™ og vare meget tynde; Næsebrusken ragede langt nedenfor dem. Lamina papyracea var ikke forbenet. 47 395 11. Menneskeligt Foster, 31/2 Maaned gammelt. Hovedets Lengdediameter 307", Tverdiameter 22", Folgende Ben vare forbenede: Os parietale, Pars perpendicularis ossis frontalis og alle Vegge af Cavitas orbite med Undtagelse af Lamina papyracea og Os lacrymale, Os nasale, Maxilla superior og inferior, Os palatinum, Vomer og Annulus membrane tympani. Den halymaaneformige Squama temporalis var forbenet, men naaede ikke Brusksommen paa Udsiden af Pars petrosa. Det udvendige Ore var fuldstendigt dannet; Helix, Antihelix, Tragus, Antitragus og Lobulus tydelige. Pars occipitalis. Pars squamosa. Den ovenfor Linea semicircularis superior verende Del var for- benet og havde en konvex overste Rand. Den nedenfor Linea verende og ligeledes for- benede Del var tykkere end den øverste, og dens nederste konvexe Rand var udbuet til Siderne. Paa Bagsiden gik de tvende Dele over i hinanden, idet Protuberantia occipitalis externa dannedes af den nederste Del; paa Forsiden lagde Benstraalerne fra den nederste Del sig foran dem fra den overste Del; forresten var den tilstodende Brusks Rande takkede ligesom Forbeningens. Den forreste Plade i Forbeningens nederste Del var skjor og hen- smuldrende; i den bageste Plade vare Benlegemerne ganske som i det forbenede Os frontale, og der fandtes tillige middelstore Benlegemer med talrige Forgreninger ligesom i den øverste Del. Pars occipito-mastoidea. Denne Dels indvendige Rand stodte mod den starke, hvide Membrana spinoso-occipitalis, som begrændsede Foramen magnum bagtil. Paa For- siden nermede Brusken sig den fra den modsatte Side uden dog at stode sammen med den i Legemets Midtlinie og var paa Bagsiden endog skilt fra den ved en lille Bentap, som gik ned fra den nederste Rand af den forbenede Pars squamosa. Ud til Siderne blev Brusken tykkere, og Grendsen mod Pars petrosa dannedes som sædvanligt af et Foramen mastoideum. Pars condyloidea. Condyli vare bruskede. Ovenfor dem fandtes en gaffelformig Forbening, som begrendsede Foramen condyloideum anterius til alle Sider med Undtagelse af, dets forreste Rand, som endnu var Brusk. Bagtil bredte den gaffelformige Forbening sig i en lille, halvmaaneformig Forbening, hvori der fortil og udad fandtes et lille Foramen condyloideum posterius; den halvmaaneformige Forbening var atter omgiven af en halvmaane- formig Bruskplade, der hang sammen med den evrige Brusk. Pars basilaris indeholdt en lancetformig Forbening, som ikke naaede helt ud til den forreste Rand af Foramen magnum; Randen var brusket, tilspidset. Delens Siderand gik over i den forreste Ende af Pars petrosa, adskilt fra den ved en flad Fure. Pars sphenoidea. Svag Fordybning i Bunden af Sella turcica, men der var ikke nogen Benknude synlig her. Derimod fandtes paa den nederste Flade af Corpus paa hver Side af Crista en 49* 396 48 halvkugleformigt fremragende, hvid Forbening. En oval Benknude havde dannet sig i den bageste Rod af Ala parva. Ala parva leb ud i en fin Bruskspids, som naaede helt hen til Indsiden af Angulus anterior et inferior ossis parietalis. Dens forreste Rand, som ellers pleiede at vere takket, var ganske lige og strakte sig kun i ringe Grad hen mod den ud- vendige Rand af Pars cribrosa. Ala magna var forbenet fra Foramen rotundum af og derfra udad i en Længde af 5""; Benpladens Brede var 3™". Ved dens Rod var en Del af den bruskede Ala pterygoidea externa forbenet, og Forbeningen udgjorde eet Stykke med Forbeningen i Ala magna. Derimod indeholdt Brusken til Ala pterygoidea interna en iso- leret lille Forbening af 2™™ Længde, og Brusken endte med en afrundet Knop. Mellem begge Ale var der en flad Fossa pterygoidea. Pars ethmoidea. Pars cribrosa var rektangulær, mindre udstrakt til Siderne end sædvanligt; dens forreste Ende afrundet; Crista galli fremstaaende. Lamina papyracea var membranos; Processus nasalis maxillæ superioris forbenet. Efterat Lamina papyracea var fjernet, kom den bruskede Pars papyracea tilsyne som en firekantet Veg, der oventil steg ned fra den udvendige Rand af Pars cribrosa, fortil med en belgeformig Rand gik over i Pars nasalis, hvilket Bruskparti laae under de forbenede Ossa nasalia; nedentil havde den en lige Rand, som laae dybere end Margo ethmoideus corporis maxille superioris og med en afrundet Vinkel gik over i den bageste Rand, der var fri og ikke havde noget at gjore med Pro- cessus pterygoideus. Den nederste Rand laae i Hoide med den bruskede Concha infima. Foruden Concha suprema og media saaes endnu en temmelig stor brusket Concha quarta, men der var ikke nogen Forbening i Conche. Pars petrosa. Brusken var opsvulmet foran Porus acusticus internus. Canalis semicircularis supe- rior dannede en brusket, fortil og opad vendt Halvring, fortil med en lille rund Fordybning ind under Halvringen. Bag den var der en svag Fordybning, og derpaa fortsatte Brusken sig opad og udad med en usædvanligt stor Trekant, som bedækkede Indsiden af Angulus posterior et inferior ossis parietalis samt Membranen mellem den og den forbenede overste Del af Squama ossis occipitalis, ja strakte sig endog noget hen paa dennes udvendige Ende. Den udvendige Rand af Pars petrosa havde en smal Brusksom paa sine bageste to Tredie- dele, der stodte til Squama ossis temporalis. Den bruskede Processus styloideus gik hen over den nederste Del af den udvendige Horegang. Ophoiningen, som indeholdt Cochlea, var meget flad. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani dannede en forbenet Halvring af Tykkelse som en fin Sytraad; dens forreste Ende var bred og flad. Horebenene laae nedsænkede i en Mengde tykke 49 397 Hinder. Deres Brusk var overordenligt blød; hele deres blivende Form var tydeligt angiven, saavel Artikulationsfladen mellem Malleus og Incus som Processus brevis mallei; derimod viste Processus longus sig kun som en hvid, tendinøs Stribe og var ikke præformeret som Brusk, ei heller endnu forbenet. Enden af Manubrium var noie befæstet mellem de for- skjellige Lag, som dannede Membrana tympani. Processus Meckelii (Tab. 1, Fig. 9) gik umiddel- bart ud fra Capitulum mallei og dannede en med Capitulum sammenhengende Brusk; den var yed Afgangen fra Capitulum kun lidet smallere end dette, holdt sig dernest omtrent ufor- andret, idet den paaskraa traadte ned bag Angulus posterior maxille inferioris, lagde sig derpaa indenfor den nederste Rand af den helt forbenede Maxilla inferior og hvilede her, idet den blev noget tyndere, i en forbenet Halvkanal. Hvor Halvkanalen opherte paa Siden af M. geniohyoideus, boiede den sig opad i en tilspidset Krog. I hele sit Forlob var Processus Meckelii omgiven af en stærk, fibres Skede og havde med Capitulum mallei, men foruden Krogen, en Længde af 15™™,5. Processus Meckelii forholdt sig paa samme Maade hos et andet Foster af samme Alder og Sterrelse og gik i Veiret i Form af en fin Krog, efterat den var traadt ud af den forbenede Halvkanal paa Maxilla inferior, som endte med en lille nedad vendt Krog, der ligesom tjente som Trochlea. Paa hver Side af Symphysis var der i Maxilla inferior en krumbeiet Fordybning, men som ikke syntes at staae i noget Forhold til Krogen paa Processus Meckelii. Malleus og Incus syntes at udgjore een Brusk hos dette Foster, og Artikulationsfladen mellem dem var kun angiven oventil. Stapes var ikke fuldstændigt dannet og udgjorde eet Stykke med Trommehulens Veg. 12. Menneskeligt Foster, 34/2 Maaned gammelt. Hovedets Længdediameter 33"", Tverdiameter 20mm, Dette Kranium syntes neppe saa- stærkt udviklet som det foregaaende. Pars perpendicularis ossis frontalis og Os parietale vare sterkt forbenede. Pars oceipitalis. Pars squamosa. Den ovenfor Linea semicircularis superior verende forbenede Del af Squama var tyndere end den nederste Del, havde en konvex Rand med talrige lange Benstraaler og strakte sig længere ud til Siderne. Den nederste Dels nederste konvexe Rand endte midtveis i en lille Spids, som lagde sig ud over den hvide, stærke Membrana spinoso-occipitalis, der bagtil begrændsede Foramen magnum i en Strækning af 1™™,5. Forbeningens forreste Plade hensmulrede let og var mere pores end dens bageste Plade, som var fastere og mere sammenhengende; dog vare Benlegemerne, der 398 50 vare leirede lagvis og dels viste sig store og lyse, dels merke og med Forgreninger, ens i begge Plader; der var maaskee nogen Forskjel i Leiringsforholdene, idet de i den for- reste Plade laae uden bestemt Orden, i den bageste mere i Rekker. Linea semicircularis superior samt den der værende Protuberantia occipitalis externa tilhørte den nederste Del af Squama; dog var Linien ikke forbenet helt ud til Siderne, men der fandtes udad en Spalte mellem den overste og nederste Del af Squama. Pars occipito-mastoidea stedte vel lige til den forbenede Squama, men sidstnævnte havde Tilbeielighed til at legge sig udenpaa den. Foramen mastoideum var meget stort og fandtes omtrent i den senere Sutur mellem Os occipitale og Os temporale, men Grendsen var forresten hverken antydet paa Bruskens Indside eller Udside, uden forsaavidt Brusken, der forøvrigt havde en ret anselig Tykkelse, var tyndere ovenfor Foramen mastoi- deum. Processus mastoideus var antydet. Pars condyloidea. Forbeningen bag Condyli var ikke saavidt fremskreden som paa foregaaende Kranium; et Foramen condyloideum posterius fandtes i den bageste Rand. Foramen lacerum tydeligt. Condylus var glat. Pars basilaris. Den lancetformige Forbening var bleven noget større og begrend- sede Foramen magnum fortil uden mellemyerende Brusk. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis sellæ turcice endte opad med en skarpt fremstaaende, ikke ganske symmetrisk Rand. I den dybe Sella turcica saaes paa hver Side et ringe Spor af et Forbeningspunkt, men paa den nederste Flade af Corpus sphenoideum fremtraadte disse to Forbeningspunkter tydeligt paa Overfladen, vare kuglerunde, skarpt begrendsede. Fra Siden af Corpus udgik en lille brusket Processus alaris. I Radix posterior ale parve en oval Benkjerne. Den forreste Rand af Ala parva var takket og strakte sig ud over Pars horizontalis ossis frontalis, som kun for en Del var forbenet; Randen strakte sig fortil og indad til Sideranden af Pars cribrosa. Ala magna forholdt sig som paa foregaaende Kranium, dog var Forbeningen neppe saa vidt fremskreden; af Foramen ovale var kun den forreste Halvdel forbenet. Pars ethmoidea. Pars cribrosa bred, lyreformig; Crista galli tynd, smal, sterkt fremstaaende. Pars perpendicularis, der er en umiddelbar Fortsettelse af Rostrum sphenoideum, havde en nederste tyk, lige Rand, som omfattedes af det forbenede Vomer. De tre Conchæ vare anlagte som tre parallele, i Enderne ved fibrost Vev forenede Bruskstriber paa Indsiden af 51 399 en lodret Bruskplade; paa dennes Udside hvilede den membranose Lamina papyracea, der ikke horer til Primordialbrusken. Pars petrosa. Porus acusticus og Canalis semicircularis superior forholdt sig som paa foregaaende Kranium. Fremstaaenhederne for Cochlea flade, usædvanligt store. Delens forreste Ende adskiltes fra Sideranden af Corpus sphenoideum ved en svag Fure, saa at Brusken her var tyndere. Opad strakte en spids Trekant sig indenfor Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Aditus ad aqueductum vestibuli dannede en rynket Spalte. Squama var halv- maaneformigt forbenet, men ikke sammenvoxen med den bruskede Pars petrosa. Annulus membrane tympani var neppe forbenet. 13. Menneskeligt Foster, 31/2 Maaned gammelt. r Hovedets Lengdediameter 35"", Tverdiameter 25™™. Pars occipitalis. Pars squamosa var bleven heiere; Linea semicircularis superior stod sterkt frem paa den bageste Flade, medens der paa den forreste Flade var en sterk Fordybning. Pladens Rande vare takkede. Pars occipito-mastoidea. Brusken var bleven tykkere, undtagen omkring det store Foramen mastoideum, hvor den var tynd og gjennemsigtig. Processus mastoideus tydelig. Pars condyloidea. Condyli vare blevne større. Den bageste Halvdel af Foramen condyloideum anterius omgaves gaffelformigt af en Forbening, som bagtil endte halvmaane- formigt, hvilende i et tykkere Bruskparti, der ligeledes var halvmaaneformigt afgrændset fra den øvrige Brusk. Pars basilaris. Den lancetformige Forbening var bleven bredere nedentil, hvor den med et Udsnit uden mellemverende Brusk begrendsede den forreste Del af Foramen mag- num. Skjondt Forbeningen gik gjeunem hele Bruskens Tykkelse, syntes den dog noget storre paa Delens forreste Flade. Forbeningens overste Halvdel var paa den bageste Flade svagt udhulet. Opad gik Brusken over i Pars perpendicularis sellæ turcice, med hvilken den dannede en stump Vinkel. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis sellæ turcice stod steilt i Veiret, endende med en skarp Rand, som var asymmetrisk, spidsere og mere fremstaaende paa den ene Side end paa den anden. Sella turcica meget dyb. I Legemets Midtlinie helt fortil ind under Processus clinoidei medii fandtes et Hul som et fint Knappenaalsstik; det gik helt igjennem Corpus og viste 400 52 sig atter paa dets nederste Flade strax bag Rostrum. Da Aabningens Rande vare indad- boiede saavel oventil som nedentil, skarpe og ikke revne, kan jeg ikke antage, at Aab- ningen var frembragt tilfældigt ved et Naalestik. Paa Siden udfor Processus clinoidei medii i Dybden af Sella turcica var der neppe noget Spor til Forbening, hvorimod der paa den nederste Flade paa hver Side af den nævnte Aabning og lidt bag den fandtes en rund, lille, hvid Benknude. I den bageste Rod af Ala parva fandtes en oval Benkjerne, som var storre end paa foregaaende Kranium. Ala parva var kun ved en tynd Bruskbro forenet med Corpus. Den forreste Rand af Ala parva endte midtveis med en lille Fremstaaenhed; paa hver Side af denne fandtes en mindre Spids, som stedte til den forbenede Pars horizontalis ossis frontalis. Forbeningen i Ala magna var bleven sterre, og Forbeningen i Ala pterygoidea externa stod frem som en Kam. Pars ethmoidea. Den frembod ingen vesenlig Forskjel fra foregaaende Kranium. Pars perpendicu- laris bar fortil to vingeformige Bruskforlængelser, hvorpaa de forbenede Næseben oventil hvilede, men ikke dannes i dem. Dens nederste Rand, som fortsatte sig i lige Linie fra det tykke Rostrum, var tykkere end den øvrige Del og stødte omtrent under en ret Vinkel til den forreste Rand. Pars petrosa. I Dybden af Porus acusticus internus kunde man skjelne en Skilleveg. Aabningen ind under Canalis semicircularis superior var dybere og skarpt begrendset; hele Kanalen traadte stærkere frem, og dens udvendige Gren var meget tykkere end den indvendige. Delens bageste Ende forlengede sig bag Kanalen i en trekantet Spids op paa Indsiden af Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Den forreste afrundede Ende var ved en dybere Fure noiere afgrendset fra Sideranden af Pars basilaris. Paa den nederste Flade fremtraadte en flad Ophoining, hvorpaa saaes Foramen ovale og rotundum. Ossicula auditus. De tre Horeben vel dannede, men fuldstendigt Brusk. Den sterke Processus Meckelii afgik som Fortsettelse af Capitulum mallei i en let Bue ned indenfor Maxilla inferior, lagde sig i en nedad aaben, forbenet Halvkanal ner dens nederste Rand, og hvor Halvkanalen standsede, boiede Processus Meckelii sig i Veiret som en Krog bag Symphysis maxille inferioris paa Siden af M. geniohyoideus. Denne Krog var dog meget tynd og havde Udseendet af ikke længere at indeholde Brusk. Mellemrummet mellem begge Siders Kroge var omtrent 2™™. 53 401 14. To menneskelige Fostre, 4 Maaneder gamle. (Tab.1, Fig. 2 og 3.) Hovedets Længdediameter 38”=, Tverdiameter 28™™. Den folgende Beskrivelse er gjort efter Kraniet af to ligestore Fostre, hvis Kranium ogsaa havde de samme Diametre. I det hele var ogsaa Brusken hos begge udviklet i en og samme Grad; kun paa enkelte Steder, saaledes i Squama occipitalis nedenfor Linea semicircularis superior, i Concha infima og Malleus var Forbeningen videre fremskreden i det ene Kranium; nogle mindre betydelige Variationer forekom i Pars occipito-mastoidea og i Processus petroso-occipitalis samt i Pars cribrosa. De samme Ben vare for- benede, som ere nævnte hos et yngre Foster Pag. 395, men naturligvis i større Ud- strekning. Pars occipitalis. Pars squamosa. Squama ossis occipitalis ovenfor Linea semicircularis superior forbenet; den var halvmaaneformig med en overste konvex, temmelig glat Rand og en nederste svagt konkav. Bensubstantsen var af samme Beskaffenhed som i Os parietale. Derimod var den nedenfor Linien værende bikonvexe og udad tilspidsede Del tykkere, og Substantsen mere rødlig og pores. Imidlertid vare Overfladerne af samme Beskaffenhed, og Benstraalerne udgik temmelig ligeligt saavel paa den forreste som bageste Flade opad og nedad fra Linea semicircularis superior; paa selve Linien blandedes de sammen, dog horte Linien til Squamas nederste Del. Linien var ikke helt forbenet; udad var der paa begge Sider en Spalte, hvis Indside dækkedes af den yderste Spids af en brusket Trekant, som strakte sig indad mod Legemets Midtlinie, kommende fra den overste Del af Pars petrosa. Pars occipito-mastoidea begrændsedes oventil af den nederste Rand af Squama occipitalis. Paa det ene Kranium sendte den forbenede Squama occipitalis fra sin nederste Rand en tungeformig Forlengelse ned mod Membrana spinoso-occipitalis. Denne Tunge laae nermest paa Kraniets Indside, medens Brusken fra begge Sider stodte sammen i Legemets Midtlinie paa Bagsiden. Den nederste Rand af Squama occipitalis lagde sig forresten udenpaa (bag) Brusken. Fortil gik Pars occipito-mastoidea over i Pars petrosa, hvor Skjellet omtrent dannedes af et stort Foramen mastoideum. Indad stodte Brusken til Membrana spinoso-occipitalis, som dannede et kileformigt, membranost Rum mellem begge Siders Brusk, der ikke naaede hinanden i Legemets Midtlinie; dog nærmede de sig hinanden paa Bagsiden, hvilket iser var Tilfeldet i det ene Kranium. Brusken havde forskjellig Tykkelse, svarende til Benets senere forskjellige Tykkelse i Gruberne og Opheiningerne paa Indsiden. Processus mastoideus var brusket og tydeligt udviklet. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 50 402 - 54 Membrana spinoso-oceipitalis, der begrendsede Foramen magnum bagtil som Fort- settelse fra Rygradens Hinder, indeholdt ingen Brusk og lod sig spalte i flere Lag; skjondt den nermest bredede sig over Baghovedets Bagside, syntes dog Forholdet at vere dette, at den spaltede sig i to Blade, mellem hvilke Brusken fra Pars occipito-mastoidea hvilede. Pars condyloidea. Condyli selv helt bruskede, med en skraa Fure paa Artikulations- fladen. Ovenfor og bag dem fandtes en gaffelformig Forbening, som omfattede den bageste Del af Foramen condyloideum anterius og bag Condylus bredede sig i en halvmaaneformig Forbening, hvori fandtes en Aabning, Foramen condyloideum posterius. Sideranden af Foramen magnum begrendsedes saaledes fortil af Brusk fra Pars condyloidea, midtveis af den gaffelformige og halymaaneformige Forbening, bagtil af Brusk fra Pars occipito-mastoidea og af Membrana spinoso-occipitalis. Pars basilaris. Midtveis fandtes en lancetformig, fortil tilspidset Benkjerne, som med sin konkave bageste Rand begrændsede Foramen magnum lige fortil. Benkjernen gik gjennem hele Bruskens Tykkelse og var maaskee noget storre paa Delens forreste (nederste) Flade, hvor den dekkedes af sterkt, fibrost Vev, der allerede nu var vanskeligt at fjerne og senere som bekjendt bliver endnu sterkere. Den overste Del af Benkjernen var paa den bageste (overste) Flade dækket af en Benskal, som man kunde losne, uden at den ovrige, mere porose Benkjerne tabte sin Form; paa den nederste Flade lod denne Ad- skillelse sig ikke gjore. Paa Siderne af Benkjernen gik Brusken over i Pars condyloidea. Pars sphenoidea. Brusken fra Pars basilaris fortsatte sig uden Afbrydelse opad, idet den blev noget bredere og tillige paa Bagsiden noget udhulet, og dannede den skarpe Rand af den bru- skede Pars perpendieularis sellæ turcice. Paa Siderne hang Brusken sammen med den forreste bruskede Ende af Pars petrosa; Overgangen var betegnet ved en temmelig dyb Fure, som var udkledt med stærkt fibrest Væv, der senere bliver endnu sterkere og efter Bru- skens Hensvinden danner den fibrose Forbindelse mellem Apex ossis petrosi og Corpus ossis sphenoidei og Pars basilaris. I Bunden af Sella tureica skimtedes gjennem den overliggende tynde Brusk to runde Benkjerner, en paa hver Side; paa den nederste Flade af Corpus sphenoideum laae de derimod blottede paa hver Side af den mellem dem fremspringende bruskede Crista. Midt imellem Benkjernerne var Bunden af Sella i Legemets Midtlinie tyndere og gjennem- sigtigere, dog fandtes der ingen Aabning. Planum foran Sella turcica var udmerket ved en halvmaaneformig Ophoining, som vendte Konvexiteten bagtil og var temmelig skarpt fremtrædende (Limbus sphenoideus Henle). Halvmaanens fortil vendende Horn endte paa hver Side med en lille rund Ophoi- ning, som stedte umiddelbart til og var forenet med en storre, foran og udenfor den 55 403 liggende, ligeledes rund Ophoining. Noget under Bruskens Overflade fandtes der i sidst- nævnte Ophoining en rund eller let oval Benkjerne, som ikke syntes at strække sig ud i den mindre Ophoining. I den bageste Rod af Ala parva, der havde samme Form som hos Voxne, saaes en stor oval Benkjerne. Mellem begge Forbeninger og under den Bro, som forbandt begge Rødder, gik N. opticus ud til Øiet. Fra Midten af Planum udsprang en lille Tap, som fortil blev fladere og gik over i Crista galli. Den udenfor Tappen værende Del af Ala parvas forreste Rand hævede sig i Veiret, og Randen var besat med nogle Spidser, som stødte til lignende, der udbredte sig fra Pars cribrosa partis ethmoideæ; dog varierer dette Forhold, saaledes som jeg iagttog paa andre Kranier, og den forreste Rand kan være forenet med Udbredningen fra Pars cribrosa påa forskjellig Maade ved en meget tynd og fin og ofle netformigt gjennembrudt Brusk- plade, som let gaaer tabt, naar man fjerner Hjernehinderne. Ala parva endte tilspidset udad, men Spidsen gik ikke saa langt udad som paa de foregaaende yngre Kranier. Fra Siden af Sella turcica udgik nedentil en vingeformig Udvext, Processus alaris, som i sin bageste Del indeholdt en paatvers oval Benkjerne. Dens overste Flade var plan; paa den nederste Flade havde den en oval, paatvers eller lidt paaskraa stillet Bruskknop; Benkjernen var dog ikke synlig i Bruskknoppen, men kun paa den overste Flade, hvor den laae overfladiskt og kun yar tynd. Til den bruskede Processus alaris stødte fortil og udad Ala magna med et halvmaaneformigt Udsnit og var forbenet udad i temmelig stor Udstrek- ning, saa at den næsten havde den blivende Form. I dens bageste Rand var kun den forreste Halvdel af Foramen ovale og spinosum forbenet. Paa den nederste Flade udgjorde den forbenede Ala externa processus pterygoidei eet Stykke med Roden af Ala magna, og Forbeningen ragede nedad i en Længde af 3™™ med en udad krummet Rand. Indenfor den forbenede Ala externa fandtes en noget sammentrykket Brusksoile, som steg ned fra Forsiden af den ovenfor neynte Bruskknop, gaaende udad over i den Bruskmasse, der omgav Forbeningen i Ala externa; indad stodte den til den bageste Ende af Pars papyracea partis ethmoideæ. Brusksoilen endte nedad afrundet ligesom med et rundt Capitulum og dannede Grundlaget for Ala interna processus pterygoidei; paa dens bageste Flade fandtes en meget tynd, 2™",5 lang og 1™™,25 bred Forbening, der dækkede Brusksoilen ligesom en Benskinne. Pars ethmoidea. Pars cribrosa havde en langt storre Udstrekning end den senere Lamina cribrosa ossis ethmoidei, og paa Grund af sin Brede strakte Brusken sig langt ud paa den Del, som senere indtages af Tectum orbite fra Os frontale. Den havde en Lyreform med den afrundede Ende fortil og ragede frem noget foran den forreste, med to Vinger forsynede Ende af den bruskede Crista galli, som delede den i to Halvdele. Lyrens bageste Rand 50* 404 56 var bueformig og endte udad med to meget tynde Spidser, som forenede sig med lignende Spidser fra den forreste Rand af Ala parva; den forskjellige Maade, hvorpaa Foreningen kan gaae for sig, er nevnt ovenfor. Den midterste Del af Lyren indeholdt paa hver Side af Crista galli to Rækker Aabninger, der atter ved Skillerum kunde vere delte i mindre, og som tjente til Gjennemgang for N. olfactorius. De to og to Rekker vare temmelig symmetriske; den udvendige Række veg bagtil noget udad. Bagtil endte begge Rækker med 3—4 forskjelligt stillede Aabninger; ogsaa forekom der en Aabning i Legemets Midt- linie lige bag den bageste Ende af Crista galli. Endelig fandtes der paa hver Side midtveis i Lyrens udvendige Rand en større oval Aabning, om hvilken det er usikkert, hvortil den tjener, da den neppe kan tjene til Gjennemgang for nogen Gren fra N. olfactorius. Pars nasalis afgik oventil fra den lyreformige Pars cribrosas forreste Rand, idet begge Siders Brusk udgjorde eet Stykke, kun adskilte nedad Neseryggen ved en Fure. Paa den øverste Del af Pars nasalis hvilede de forbenede Neseben, men Pars nasalis var doppelt saa lang som Nesebenene og ragede derfor betydeligt længere frem, idet begge Sider nedentil forenede sig i en Spids, bagtil hvilende paa den forreste Rand af den her tyndere Pars perpendicularis, hvormed de udgjorde cet Stykke. Den til Alæ nasi svarende Næsebrusks nederste frie Rand var noie begrændset. Brusken var beklædt med Næsens Slim- hinde, med hvilken den ikke maa forvexles. Om man har Brusk for sig eller ei, erkjendes let ved Mikroskopet; selv om Brusken er såa tynd som tyndt Papir og kun indeholder et enkelt Lag Celler, ere disse Bruskceller dog altid lette at skjelne fra andre Dannelser, f. Ex. Næseslimhindens Epithelium; Brusken selv har en lys gulbrun Farve. Pars papyracea, hvori Bruskcellerne vare tydelige, steg ned fra den noget for- tykkede Siderand af Pars cribrosa, hvilende paa Indsiden af den endnu ikke forbenede Lamina papyracea, som ikke hører til Primordialbrusken; længere fortil dækkedes den af den forbenede Processus nasalis maxillæ superioris og det endnu hindede Os lacrymale. Bruskdelen endte nedentil i Hoide med Concha infima med en bølgeformig Rand, som var fortykket omtrent ud for Midten af Concha infima. Dens nederste Rand fortsatte sig fortil ud i den nederste, halvmaaneformigt udskaarne Rand af Primordialbruskens Pars nasalis; bagtil stodte den til den soileformige Brusk for Ala interna processus pterygoidei. Paa Indsiden af Pars papyracea sad Brusken for de tre Conche; Concha media var bagtil spaltet i to. Deres forreste og iser deres bageste Ende var heftet fast til Næsehulhedens Slimhinde ved hvide, fibrose Baand. I Dybden mellem Concha suprema og Pars perpendicularis dannede Brusken en tyk, bagtil afrundet Folde for Concha quarta. Concha suprema og media vare, saavidt jeg mindes, ikke forbenede; derimod fandtes i det ene Kranium i Concha infima morke Kalkafleiringer, og der saaes tillige runde eller ovale, noie begrendsede Kanaler og en Mengde ikke meget tydeligt fremtredende smaa Kjerner tildels i et traadet Grundlag. 57 405 Pars perpendicularis var en Fortsettelse af Rostrum og steg lodret ned fra Midtlinien paa den nederste Flade af Pars cribrosa; den var ved Afgangen kun tynd, men den nederste og bageste Rand, som omfattedes gaffelformigt af det forbenede Vomer, var betydeligt for- tykket. Den nederste Rands Tykkelse tabte sig bagfra fortil. Den forreste tyndere Rand af Pars perpendicularis gik oventil over i den Brusk, hvorpaa Pars nasalis hvilede; nedentil var Randen fri. Pars petrosa. I denne Del havde der endnu ikke dannet sig nogen Forbening. Delen dannede en konisk Masse med en stump Kant paalangs midtveis oventil. Denne Kant bliver, som vi ville finde, den senere Margo internus s. posterior ossis petrosi; Bruskens nærværende overste og indvendige Flade bliver senere Benets bageste Flade, dens overste og udvendige Flade bliver dets overste Flade. Denne Forandring skeer ved en Dreining indad, navnlig af den forreste Del af Pars petrosa, som nermere skal omtales i Afhandlingens tredie Afdeling. I Delens forreste, noget spidsere og kolbeformige Ende, noget foran Midten, fandtes den ovale Porus acusticus internus paa Delens overste og indvendige Flade, vendende Aab- ningen indad og opad; bag den fandtes en stor dyb, rund Aabning, som endte blindt ind under Canalis semicircularis superior, der stod i Veiret og dannede Delens bageste bredere Runding; Kanalens-overste udvendige Halvdel var næsten doppelt saa tyk som dens nederste indvendige. Lidt bag Kanalen saaes en Aabning gjennem Brusken for et Kar. Paa dens overste og udvendige Flade var der midtveis en stor aflang, udad vendt Aabning for Hiatus canalis Fallopii; i det forbenede Kranium vender Aabningen opad. Aditus ad aquæ- ductum vestibuli dannede en lodret Spalte. Paa Kraniets nederste Flade dannede den forreste Del af Pars petrosa et ovalt, flaskeformigt Legeme, der ganske mindede om Fugleorets Lagena. Det flaskeformige Legeme vendte sin opsvulmede Del indad og fortil, den noget tyndere Hals udad og bagtil, og gik her over i Kraniets Pars occipito-mastoidea indenfor og foran Processus mastoideus. Paa Flaskens Hals fandtes nedad, bagtil og noget udad Foramen ovale; indenfor dette og adskilt derfra ved en sterk kamformig Fremstaaenhed saaes Foramen rotundum, som vendte sin Aabning lige nedad. Begge Foramina vare dog ikke saa skarpt begrændsede som i det senere Ben. Den forreste Ende af Flasken var ved stærkt fibrost Væv fæstet til Sideranden af Pars basilaris; lignende Vey udfyldte den Fure, som paa Kraniets overste Flade fandtes mellem den koniske Dels forreste indad vendte Ende og Pars basilaris, idet selve den mellemværende Brusk var bleven meget tynd. Nedentil var Forbindelsen med Pars condyloidea afbrudt ved Foramen lacerum, som dannede en langagtig Spalte; foran denne var Brusken, der forenede Pars petrosa med Pars condyloidea og basilaris, meget tynd. Langs med den udvendige Side af 406 58 Pars petrosa strakte der sig en Brusksom, som stodte til den forbenede Squama ossis temporalis, men Brusksommen fandtes kun paa Sidens bageste to Trediedele. Fra den bageste, overste Del af Pars petrosa gik en trekantet, brusket Processus i Veiret og lagde sig paa Indsiden af Angulus posterior et inferior ossis parietalis; hverken dens Storrelse eller Sidernes Form ere konstante. En anden trekantet Processus lagde sig ind i Spalten mellem den overste og nederste Forbening af Squama ossis occipitalis og havde paa sin Indside en Fure, Spor af Fossa transversa. Disse Processus, der allerede ere anforte ved flere af de foregaaende Fostre, og som nu fremtrede tydeligere, idet de tildels hvile paa forbenede Masser, har jeg benævnt Processus petroso- parietalis og petroso- occipitalis. De have oftest samme Udgangspunkt. Ossicula auditus. Malleus var Brusk, dog fandtes en lille Forbening i Corpus ved Afgangen af Pro- cessus longus; denne syntes i det ene Kranium ikke forbenet, men var befestet langs Processus Meckelii og forenet med den i en felleds, meget fast, bred Skede. I det andet Kranium derimod, i hvilket der ikke syntes at vere nogen Forbening i Malleus, var Processus longus forbenet i en Strækning af 3™™; efterat vere tørret viste den sig tyde- ligt som en hvid Benmasse. Ved den mikroskopiske Undersogelse fandtes meget talrige Benlegemer, liggende i 2—3 Lag over hverandre, tildels ordnede i Striber. Benlegemerne vare runde, ovale eller kantede, men smaa og med korte Forgreninger. Processus longus er ikke forud dannet som Brusk og horer derfor ikke til Primordialbrusken. Processus brevis var Brusk, Manubrium meget blød. Capitulum mallei fortsatte sig uden Afbrydelse nedad og fortil i den bruskede Pro- cessus Meckelii. Den blev noget tyndere, idet den gik indenfor den forreste noget bredere Ende af den forbenede Annulus membrane tympani og derpaa indenfor Angulus posterior maxillæ inferioris. Derefter lagde den sig i en forbenet Halvkanal strax ovenfor og indenfor Underkjæbens nederste Rand, blev noget tyndere og endte tilspidset ved en lille Benkrog, som Halvkanalen dannede ved sit Ophør omtrent 2™ fra Symphysis. Den krogede Ombeining, som Processus Meckelii havde i en yngre Alder, var forsvunden, og der syntes ligesom at vere en tom Skede tilbage. Processus laae i Halvkanalen omgiven af en Skede; da denne var aabnet, lod den sig uden Vanskelighed lofte i Veiret. Dens Brusk er meget fast, langt haardere end de blode Horebens. Incus var helt igjennem dannet af blod Brusk. Artikulationsfladen mellem Incus og Malleus var tydeligt angiven paa begge Ben; dog syntes der endnu ikke at vere nogen egenlig Artikulationshulhed mellem dem. Saavel Incus som Malleus vare fuldstendige i deres hele Form, men mindre end hos den Voxne. — Stapes var lille og dannede en Brusk- ring, paa hvilken Pladen ikke var fuldstendigt udviklet. 59 407 Processus styloideus var noget tykkere ved Afgangen indenfor den bruskede Pro- cessus mastoideus, hvor den dannede et temmelig retvinklet Kne; den gik indad paaskraa og forløb dernæst i en Længde af omtrent 6™™ som en Chorde over den nederste Trediedel af Membrana tympani, skilt fra den ved den umiddelbart paa Membranen hvilende nederste Veg af den hindede, udvendige Horegang. Dette eiendommelige Forlob retter sig efter den nesten horizontale Stilling af Membrana tympani; begge forandre deres Stilling under Væxten. Til at bedomme, om der findes smaa Forbeninger i Brusken, kan man dels lade sig lede af Folelsen, naar man skraber med en Naal, dels lade hele Bruskdelen torre, hvor- efter Forbeningen kan kjendes ved sin hvide Farve i den klare Omgivelse. Naturligvis kan man kun ved Mikroskopet afgjore, om man har en blot Forkalkning af Bruskceller eller en virkelig Forbening med Benlegemer for sig. 15. Menneskeligt Foster, 4 Maaneder gammelt. Hovedets Længdediameter 38™", Tverdiameter 28™™. Endskjondt saavel Fostrets Storrelse som Hovedets Diametre vare de samme som hos de to foregaaende, var der dog flere Afvigelser i Henseende til Bruskens Udvikling og Forbeningen. Pars occipitalis. Pars squamosa. Squama occipitalis forholdt sig som paa foregaaende Kranium; Benstraalerne fra den overste Del blandede sig med dem fra den nederste; Linea semi- circularis superior og Protuberantia tilhørte dog den nederste tykke, rødlige Del af Squama. Pars occipito-mastoidea. Brusken, som var af forskjellig Tykkelse og tykkest udad og opad, stodte sammen fra begge Sider i Legemets Midtlinie uden dog at smelte sammen; Foreningen var bredere end paa foregaaende Kranium, hvormed fulgte, at Mem- brana spinoso-occipitalis kun var halvt saa hoi. Fra den nederste Rand af den nederste Del af Squama gik midtveis en tungeformig Spids ned og lagde sig udenpaa Brusken. Pars condyloidea. Foramen condyloideum posterius i den halvmaaneformige Plade bag den gaffelformige Forbening om Foramen condyloideum anterius gik lodret gjennem den; det fandtes omtrent midtveis i Pladen og lidt udad. Paa Indsiden af Condylus var der en Fure, som fortsatte sig paa dens nederste Flade udad og fortil. Pars basilaris. Den lancetformige Benplade var noget storre paa Delens nederste end paa dens overste Flade og naaede ikke helt ud til Foramen magnum, men adskiltes derfra ved en lille Bruskmasse. Paa den nederste Flade fandtes en stærk fibres Belægning, som i dette Tilfelde dog temmelig let lod sig fjerne fra selve Benpladen. 408 60 Pars sphenoidea. Sella turcica var uddybet fortil. Mellem de to runde Benkjerner i dens Bund fandtes en let Fordybning. Planum, de runde Ophoininger og den tungeformige Forlen- gelse fra den forreste Rands Midte som paa foregaaende Kranium. Hinderne sad meget fast paa den ovale Benkjerne i Ala parvas bageste Rod. Den forreste Rand af Ala parva hævede sig i Veiret, og Bruskpladen fra Pars ethmoidea skjod sig ind under den. Apex ale parve gik helt ud til Angulus anterior et inferior ossis parietalis. Processus alaris paa Corpus sphenoideum indeholdt i sin bageste Del en For- bening, som var noget større end paa foregaaende Kranium. Fra den udvendige Rand udsprang den forbenede rødlige Ala magna, skilt fra Forbeningen ved et Lag Brusk. Den naaede næsten lige saa langt udad som den endnu bruskede Ala parva. Paa den nederste Flade af dens Udspring gik Ala externa processus pterygoidei pyramideformigt i Dybden, idet den udgjorde eet Stykke med den; derimod fandtes i Ala interna en serskilt lang- agtig Forbening, som med sin overste Rand stottede sig til Knoppen paa Undersiden af den bruskede Processus alaris; Spidsen af Ala (Hamulus pterygoideus) dannedes af en særskilt oval Benknude, som ikke var mere end Omm,5 i Gjennemsnit. Ala externa var betydeligt bredere og tykkere, men kortere end Ala interna; mellem begge dannedes en flad Fossa pterygoidea. Pars ethmoidea. Pars cribrosa dannede en Trekant med svagt konkave Sider; bagtil lagde den sig ind under den forreste Rand af Ala parva, paa den ene Side stodende til den med en Spids, paa den anden uden en saadan. Crista galli stor, brusket. Den forreste Del af Pars cribrosa opkrempet, fortykket. Fortil gik den over i Pars nasalis, paa hvilken de for- benede Næseben hvilede, men Brusken strakte sig doppelt saa langt nedenfor dem og endte tilspidset. Herfra trak den meget tynde Brusk, som paa Overfladen var glat og glindsende og derved kjendelig fra Omgivelserne, sig med en nedentil udskaaren eller bolgeformig Rand indenfor den forbenede Processus nasalis maxille superioris og indenfor Os lacry- male, der dannede en meget tynd Benskal, men som havde alle den Udvoxnes Former; derpaa gik Bruskpladen ind under Lamina papyracea, som ikke var forbenet, hvorimod alle de ovrige Vegge i Orbita saavel oventil som nedentil vare forbenede. Bruskpladen, der indenfor Lamina papyracea i det hele havde en trapezoidal Form, var i sin overste Rand forenet med den udvendige Rand af Pars cribrosa; den nederste Rand gik parallelt med den overste Rand af Concha infima, steg bagtil noget opad og stodte til den forreste Del af Corpus sphenoideum og lagde sig mod Indsiden af Ala pterygoidea interna. Bru- sken var indenfor Lamina papyracea paa sin Overflade knopret, temmelig tyk og bar paa sin Indside tre Folder for tre Conchæ. I Dybden nærmest Pars perpendicularis saaes 61 409 Concha quarta, hvis Brusk dog var mindre end i foregaaende Kranium. Brusken for Concha media boiede sig fortil frem i en Bue foran Concha suprema og hang sammen med dennes forreste Ende og med den forreste Ende af Brusken for Concha quarta. Bagtil forenede Brusken for de to Conche sig i en fælleds Spids, medens den kolbeformige bageste Ende af Concha quarta laae frit. Concha infima strakte sig nedenfor Randen af Pars papyracea, der paa sin Indside bar Concha suprema og media; den indeholdt en tynd Forbening, hvorpaa man dog kunde erkjende den blivende Form i Processus maxillaris og lacrymalis. Ligeledes fandtes en svag, tynd, lille Benflise i den forreste Spids af Concha media, som under Mikroskopet viste sig at indeholde Benlegemer; derimod var der endnu ikke nogen Forbening i Concha suprema og quarta. Pars petrosa. Porus acusticus internus og den indad og fortil vendende Grube ind under Canalis semicircularis superior samt den udyendige Brusksom som forhen. Hiatus canalis Fallopii paa Delens Udside meget stor, liggende ubetydeligt længere fortil end Porus acusticus. Aditus ad aqueductum vestibuli dannnede en lille Spalte. Ossicula auditus. Hele Trommehulen fyldt med gelatinose Membraner. Annulus forbenet som forhen. I Malleus fandtes maaskee en begyndende Forbening paa det Sted, hvor den forbenede Processus longus afgik. Processus brevis var dannet, Manubrium meget blodt. Capitulum mallei var mere hvelvet og derved mere adskilt fra Processus Meckelii; denne gik fortil i den forbenede Halvkanal paa Indsiden af Underkjebens Rand og naaede til Halvkanalens Krog, som kun var lille; her blev Enden tilspidset og afrundet, og der var muligvis Spor af dens tidligere Krog tilbage i Form af en tom Skede. Mellemrummet mellem Enden af begge Siders Processus Meckelii bag Symphysis maxillæ inferioris udgjorde knap 5™". — Incus var helt igjennem Brusk; Artikulationshulheden mellem den og Malleus sterkere udviklet; det Samme var Tilfeldet med Pladen paa Stapes; M. stapedius var fuldstendigt dannet. — Den bruskede Processus styloideus laae umiddelbart paa Membrana tympani og den mem- branose udvendige Horegang, idet den gik skraat over deres nederste Trediedel. Hos et andet 4 Maaneders Foster (Hovedets Længdediameter 38%", Tverdiameter 30mm) kan Følgende fremhæves: Fostret var friskt blevet opbevaret i fortyndet Carbolsyre, hvorved Primordialbrusken havde antaget en mørkerød Farve, saa at den var mere fremtrædende end efter Opbevaring i Spiritus. Paa Indsiden af Condylus ossis oceipitalis var der en Fure, som fortsatte sig udad og fortil paa dens nederste Flade. Pars perpendicularis sellæ turcice var symmetrisk, Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk og math. Afd, XI. 6. 51 410 62 Pars cribrosa lyreformig. — Processus Meckelii (Tab. 1, Fig. 10) var red, haard og skjor, medens Horebenene vare bløde og gjennemsigtige; den stodte skarpt til Malleus, havde med Capitulum i det hele en Længde af 19== og endte fortil med en hvidlig, klar Spids af 1™™ Længde; Krogen var forsvunden, og Spidsen dannedes kun af den tomme Skede. Spidsen endte lidt foran den forbenede Halvkanals Krog paa Indsiden af Maxilla inferior; derfra gik der en Fure skraat opad, hvori Krogens Brusk tidligere havde hvilet. Mellem- rummet mellem begge Siders Processus bag Symphysis maxille udgjorde 4™™. Processus longus var forbenet i en Strækning af 1™™,5. Manubrium mallei var fuldstændigt dannet, ligesaa Artikulationsfladen med Incus, og Malleus lod sig let skille fra den; der var ingen Forbening synlig udvendigt i nogen af dem. Crus transversum incudis endte afrundet; Enden var lidt hvidlig og knak let af fra Trommehulens Brusk. 16. Menneskeligt Foster, 41/2 Maaned gammelt. Hovedets Længdediameter 40mm, Tyerdiameter 32mm, Den forbenede Squama temporalis var bleven større; tilligemed den forbenede Rod af Processus zygomaticus lagde den sig udenpaa Pars mastoidea. Os parietale og frontale vare tillagne i Størrelse og Tykkelse. Pars occipitalis. Pars squamosa. Den Del af Squama occipitalis, som laae ovenfor Linea semicircu- laris superior, var betydeligt større end forhen, hvorimod den Del, der laae under Linien, forholdsvis ikke var tiltagen synderligt; Brusken laae i en Fals af sidstnævnte Del, dog saaledes, at Benets udvendige Lamel ragede ud over Brusken. Pars oceipito-mastoidea var i det hele bleven tykkere; de to Siders Brusk var voxen hinanden imode i Legemets Midtlinie under Randen af Squama ossis oceipitalis, kun adskilte ved en Fure. Som Folge af Bruskens Vext var Membrana spinoso-oceipitalis bleven lavere, Formen var trekantet, og den strakte sig foran Brusken op paa dens Indside. Pars occipitalis og Pars mastoidea viste Tilboielighed til at skilles ad paa det Sted, hvor der fandtes et Foramen mastoideum. Processus mastoideus havde et hvidere Udseende end den ovrige Brusk. Indenfor den fandtes en halvrund Udhuling (Fossa infundibuliformis) og et lille rundt Foramen stylomastoideum. Pars condyloidea. Saavel Condyli som den gaffelformige Forbening bag Foramen con- dyloideum anterius vare blevne storre, men Foramen var endnu begrendset af Brusk fortil. Ogsaa den halvmaaneformige Forbening bag samme var bleven.storre, indeholdt et lodret gjennemgaaende Foramen condyloideum posterius og var skarpt adskilt fra den omgivende Brusk. Pars basilaris samt den lancetformige Forbening vare blevne tykkere og storre. 63 411 Pars sphenoidea. Margo superior partis perpendicularis sellæ turcice var bleven meget tykkere. De to Benpunkter i Bunden af Sella turcica vare neppe synlige, idet de vare dækkede af Brusk; derimod fremtraadte de tydeligt og halvkugleformigt paa den nederste Flade af Corpus sphenoideum paa hver Side af Crista og forenede sig udad med den i Storrelse foregede Forbening i Processus alaris. Den ovale Benkjerne i den bageste Rod af Ala parva var bleven sterre. Den forreste Rand af Ala parva lagde sig ud over Pars cribrosa og dens Udbredning til Siderne. Ala magna var tiltagen i Størrelse udad; Foramen ovale og spinosum kun for- benede i deres forreste Rand. Ale pterygoideæ forholdt sig som forhen; Ala interna sluttede sig til Brusken med en bred Basis, saa at den havde Form af en komprimeret Pyramide med Basis opad. Paa dens Spids nedentil sad en isoleret Forbening, der kun kunde erkjendes ved Loupe. Pars ethmoidea. Crista galli tykkere, lidt hvidlig paa Spidsen. Pars cribrosa bredte sig ud til Siderne, hvilende paa den nermeste Del af Pars horizontalis ossis frontalis; Udbredningen stodte bagtil til den forreste Rand af Ala parva med Takker eller netformigt gjennembrudt. Pars perpendicularis var bleven tykkere, afgaaende fra Rostrum sphenoideum uden bestemt Grendse. Lamina papyracea var membranes, ikke brusket. Conche og Pars nasalis frem- bed Intet at bemerke. Pars petrosa. Bruskforbindelsen med Pars basilaris var bleven tyndere. I Porus acusticus inter- nus saaes en Skillevæg. Aabningen ind under Canalis semicircularis superior var bleven sterre, og i Dybden ragede en Brusktap frem. Bag Kanalen fandtes nogle Fordybninger, hvorefter Brusken dannede en Processus petroso-parietalis, hvis forreste Rand lagde sig mod Angulus posterior et inferior af det i Storrelse betydeligt forogede Os parietale; saavel denne som Processus petroso-occipitalis vare smaa, og deres Storrelse var ikke til- tagen. Margo superior partis petrose traadte sterkt frem. Aditus ad aqueductum vesti- buli dannede en lodret Spalte, bag hvilken der var en flad Fure. Cochlea uforandret, dens Brusk haardere end den halvcirkelformige Kanals. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani og Horebenene omtrent som forhen. Capitulum mallei mere hvælvet og stærkere afgrendset fra Processus Meckelii, som tydeligt var bleven tyn- dere saavel ved Afgangen fra Malleus som ved den afrundet tilspidsede Ende; ved Afgangen 51" 412 . 64 fra Malleus var den tillige bleven fladere; Halvkanalen paa Maxilla inferior, hvori den hvi- lede, var ogsaa bleven fladere, iser dens forreste Halvdel; dog kunde man endnu erkjende Spor af dens Krog. Processus brevis var brusket, og saavidt jeg fandt, var Processus longus ikke forbenet; heller ikke var der nogen Forbening i Malleus. Incus, Stapes og Os lenticulare vare bruskede. Samtlige fire Horeben udgjorde tilsyneladende eet Stykke; Crus transversum incudis var forenet med Trommehulens Brusk i eet Stykke, men Forenings- stedet var blevet tyndere. Hos et andet 41/2 Maaned gammelt Foster (Hovedets Længdediameter 38", Tver- diameter 30"%) kan Folgende fremhæves: Condylus ossis occipitalis havde en meget svag Fure paa sin Indside, men ingen paa den nederste Flade. Den udvendige Flade af Ala magna var beklædt med et stærkt paaheftende, formativt Lag. Hamulus ale pterygoideæ interne var forkalket; de store Bruskceller med koncentriske Kapsler fremkom efter Tilsætning af Saltsyre. Pars papy- racea endte med en fri Rand i Hoide med Concha infima; paa dens Udside hvilede den membranose Lamina papyracea. Processus styloideus dannede et retvinklet Knæ og gik over den nederste Rand af Annulus membrane tympani. Aditus ad aqueductum vesti- buli viste sig som en rynket, lodret Spalte nedenfor og lidt foran Crus internum canalis semicircularis superioris. — Processus longus var forbenet i en Længde af 3™,5. — Pro- cessus Meckelii havde med Capitulum mallei en Længde af 20™ og endte ved den for- benede Halvkanals Ophor uden Krog med en afstumpet Spids; dog var der paa Bagsiden af Maxilla inferior ligesom et Spor i Benet, hvori Krogen kunde have hvilet, men Sporet naaede ikke hen til Symphysis, henimod hvilken det tabte sig fladt. Mellemrummet bag Symphysis mellem Spidserne fra begge Siders Processus, der var opfyldt med paatvers gaaende Senetraade fra dens Skeder, udgjorde 7™™. Den forbenede Halvkanals Ende fortil var bleven fladere. Midt i Symphysis maxillæ inferioris i 3™™ Afstand fra Spidsen af Processus-Meckelii fandtes en tydelig, redlig Brusk med Bruskceller, som vare storre, morkere, mere kornede og forsynede med storre Kjerne end de klare Bruskceller i Processus Meckelii, der havde en rund lille Kjerne. Jeg saae disse Bruskceller i den overste Del af Symphysis, men det er gjerne muligt, at de ogsaa have været tilstede i dens nederste Del. 65 413 17. Menneskeligt Foster, 5 Maaneder gammelt. Hovedets Længdediameter 46™", Tverdiameter 33", Pars oceipitalis. Pars squamosa. Squama oceipitalis ovenfor Linea semicircularis superior var til- tagen i Storrelse og Tykkelse, saa at der var mindre Forskjel i Tykkelsen mellem den og Squama nedenfor Linien. Der fandt en Udvexling af Benstraaler Sted, som om de udgik fra Protuberantia occipitalis interna og den derfra udgaaende horizontale Del af Spina cruciata; yderst lagde den korte og tykke, bruskede Processus petroso-occipitalis sig paa Indsiden mellem begge Afdelinger af Squama. Pars occipito-mastoidea dækkedes oventil af den nederste Del af Squama oceipi- talis, fra hvis nederste Rand en tungeformig forbenet Forlengelse hindrede de to Siders Brusk i at stode sammen i Midtlinien. Membrana spinoso-oceipitalis forholdt sig som paa foregaaende Kranium. Brusken var tykkest i den Del, som stodte til Squama occipitalis, dernæst i den Del, som udad og bagtil stodte til den halvmaaneformige Forbening i Pars condyloidea; den mellemliggende Brusk var tyndere og gjennemsigtigere. Et stort Foramen mastoideum fandtes paa den omtrentlige Grendse mellem det senere Os occipitale og Pro- cessus mastoideus. Nedenfor og lidt foran dette Foramen saaes en hvid, lodret staaende, aflang Plet som Antydning af den senere Forbening af Canalis semicircularis inferior; en meget svagere, horizontalt aflang Plet fandtes foran (udenfor) og nedenfor denne som An- tydning af den senere Forbening af Canalis semicireularis externus, men der var ingen Bendannelse synlig for det blotte Øie i nogen af Pletterne eller kunde føles med en Naal. Processus mastoideus var godt udviklet. Den bageste Ende af Squama temporalis lagde sig udenpaa Pars occipito-mastoidea. Pars condyloidea var sterkere forbenet ovenfor den bageste Halvdel af de bruskede Condyli og bredede sig i en halvmaaneformig Plade med et lodret gjennemgaaende Foramen condyloideum posterius. Pars basilaris. Forbeningen var fra lancetformig bleven tungeformig med afrundet Spids; dens nederste konkave Rand begrendsede Foramen magnum fortil uden mellem- verende Brusk. I Benkjernen kunde man paa Bagsiden skjelne mellem en nederste, rekt- anguler og glattere Del med en lille Fordybning i Midten, og en overste, mere trekantet Del, hvis Overflade var ru og svagt udhulet. Brusken, som omgav Forbeningen, var nedentil ved Foramen magnum tykkere, oventil var den paa Siderne kun ved en tynd Bro forenet med den forreste Ende af den bruskede Pars petrosa, som lagde sig foran Delens Siderande ; bag Broen fandtes Foramen lacerum. Ovenfor Benkjernen fortsatte Brusken sig og dannede den tykke, i nærværende Kranium symmetriske Rand af Pars perpendicularis sellæ turcice. 414 66 Pars sphenoidea. Sella turcica dyb, med fast, seig Beklædning i Bunden. I den forreste Del af Bunden var der en rektangulær, noie begrændset Forbening, som var opstaaet ved Sammen- smellning i Legemets Midtlinie af de to tidligere runde Forbeninger paa Siderne af Sella. Benkjernen paa Siden af Crista ragede sterkere frem. I Dybden paa hver Side af Corpus sphenoideum fandtes en Processus alaris med en Forbening paatvers i sin bageste Halvdel; denne Forbening stod i Forbindelse med Forbeningen i Bunden af Sella turcica, men denne blev forst synlig, efterat man havde borttaget Brusken, som dækkede Overfladen. Det foran Sella verende Planum var fordybet, og i den runde Ophoining fandtes en lille rund Ben- kjerne. I Legemets Midtlinie foran Fordybningen hevede en sterk Fremstaaenhed sig i Veiret og stødte til den bageste Ende af Crista galli. Den bageste Rod af Ala parva indeholdt en oval, tyk Benkjerne, som bagtil ved en Bruskbro var forenet med en Siderand af Corpus. Fra den forreste Del af Benkjernen gik en lille flad Benplade ind i den forreste Rod af Ala, omfattende Foramen opticum i en Halvkreds. Den ovrige Del af Ala var Brusk, boiede sig udad og bagtil med en skarp bageste Rand og endte med en stedse finere Spids omtrent ved Angulus inferior et anterior ossis parietalis. Alas forreste Rand var indad. lige; udad fandtes to smaa Spidser, der vare Levninger af Forbindelsen med den lyreformige Udbredning af Pars cribrosa partis ethmoidee. Ala magna stedte med et halvmaaneformigt Udsnit til den udvendige Rand af Pro- cessus alaris; Forbeningen i denne berorte Halvmaanens bagtil vendende Horn. Hele Om- givelsen af Foramen rotundum og den forreste Rand af Foramen ovale og spinosum vare forbenede. Ala magna var paa sin Ind- og Udside dækket af en blød, hvid, tilsyneladende brusket Masse, som ogsaa er iagttagen paa nogle af de foregaaende Kranier; men ved Mikro- skopet viste det sig, at Massen, som forresten hang meget fast paa Benet, ikke bestod af Bruskceller, men dels af Bindevæv med glatte Traade i Slangegang, dels af finere, mere sammenfiltrede og blodere Traade, blandede med ikke synderlig mange Kjerner. Det er et formativt Lag, som skal tjene til Forbeningen. Ala pterygoidea externa, som udgjorde eet Stykke med Ala magna, gik pyramideformigt i Dybden, men laae mere paatvers, end naar Ala er fuldstendigt dannet. Ala pterygoidea interna endte med en afrundet Knop og inde- holdt en langagtig Forbening som i nestforegaaende Kranium og af 3™™ Længde. I Knoppen fandtes en lille oval Forbening af 0%,5 Gjennemsnit; efterat vere opløst under Brusning med Saltsyre kom de oprindelige store Bruskceller tilsyne med stor, rund Kjerne. Ved Roden af Ala pterygoidea interna og i umiddelbar Berorelse med den laae i det faste og seige Bindevæv efter Længden en forresten los, oval, tynd, 3™ lang Benplade, som var Be- gyndelsen til et Cornu sphenoideum. Pladen indeholdt talrige, stærkt forgrenede , lyse og 67 415 mørke Benlegemer. Efterat den under endnu stærkere Luftudvikling end ved Forkalknin- gerne i Primordialbrusken var behandlet med Saltsyre, blev et traadet og grynet Grundlag tilbage med lyse Pletter hidrorende fra de opløste Benlegemer, men der viste sig ingen Bruskceller, til Bevis for, at Pladen ikke horte til Primordialbrusken, uagtet den laae tet op til en anden til Primordialbrusken hørende Forbening. Pars ethmoidea. Den rektangulere Pars cribrosa endte fortil med fortykkede, afrundede Rande. Siderandene vare dog ikke skarpt begrændsede, men ligesom udrevne, hvilket hidrerte derfra, at den oprindelige Lyreform ikke helt var forsvunden. Hele Lyreformen var afpreget som et Indtryk paa det forbenede Tectum orbite, og det er endog muligt, at Brusken har veret tilstede, men har veret overordenligt tynd og er fulgt med Dura mater, da den blev trukken af. Den Del af Tectum orbite, som bar Lyreformen, var tyndere end den udenfor liggende, og Grendsen mellem begge Parlier tydelig og skarp. Crista galli stod sterkt frem og gik bagtil over i en lille Fremstaaenhed og derfra over i den storre ovenfor neynte Fremstaaenhed i Midtlinien af den forreste Del af Corpus sphenoideum. Fra den forreste Del af Pars cribrosa strakte Pars nasalis sig nedad under Ossa frontalia,og dækkedes oventil af Ossa nasalia, idet den udgjorde eet Stykke, men med en dyb Fure i Legemets Midtlinie. Ossa nasalia havde en Længde af 3™™, men Næsebrusken strakte sig frem foran dem i en Længde af 5™. Brusken gik derpaa om paa Siden af Næsen under den stærke Processus nasalis maxille superioris, under det yderst tynde og gjennemsigtige Os lacrymale for derpaa at danne Pars papyracea, hvis overste Rand hang sammen med den udvendige Rand af Pars cribrosa; den bageste korte Rand gik oventil i Et med Sidedelen af Brusken i Corpus sphenoideum; den nederste Rand var fri, noget belgeformig og strakte sig indenfor og noget nedenfor den øverste indvendige Rand af det forbenede Corpus maxillæ superioris, omtrent i Hoide med Concha infima. De tre bruskede Conchæ udgik fra Indsiden af Pars papyracea; den bageste Ende af Concha infima var ved Senevæv heftet til det forbenede Os palatinum. Brusken til Concha quarta var i dette Kranium meget lille. Efterat alle Hinder vare fjernede, og Udsiden af Brusken i Pars papyracea syntes glat og blottet, lod der sig dog under Loupen aftrekke en yderst fin Membran med traadet og stribet Bygning og temmelig talrige Kjerner. Brusken var meget tynd paa Siden af Næsen, men blev betydeligt tykkere i Pars papyracea. — Vomer var stærkt forbenet og omfattede hele den nederste Rand af Pars perpendicularis med Und- tagelse af den forreste Ende. 416 68 Pars petrosa. Den var fortil afrundet og ved en tynd Bruskbro forenet med Brusken paa Siden af Pars basilaris. Bagtil fandtes en stor Aabning ind under Canalis semicircularis superior; i Aabningens Bund hevede en Brusktap sig skjevt i Veiret; paa Siderne af dens Grund- flade fandtes tre smaa Aabninger. Bag og nedenfor Kanalen var der en svagere Fordyb- ning. Processus petroso-parietalis naaede nu kun til den nederste Rand af Angulus posterior et inferior ossis parietalis; ogsaa Processus petroso-occipitalis var kun lille. Den overste Rand af den store Porus acusticus internus var hvidlig, sandsynligvis en begyndende Forbening. Paa Delens udvendige Flade saaes den store Hiatus canalis Fallopii. Aditus ad aqueductum vestibuli dannede en lille Spalte, kjendelig ved en Fremstaaenhed. Den udvendige Side af Pars petrosa bar en Brusksom, hvortil den i Storrelse forogede og forbenede Squama temporalis stodte; fortil manglede Sommen eller var i hvert Tilfelde meget smal. Sommen danner en Del af Loftet af Cavum tympani. Processus mastoideus mere fremtredende. Hvor Pars petrosa stødte til Pars occipito-mastoidea, naaede Brusken en betydelig Tykkelse. I den bageste udvendige Veg af Foramen jugulare fandtes lige bag Fossa infundibuliformis en flad Benplade, men som ikke var dannet i Primordialbrusken. Hele Stillingen af Pars petrosa var endnu saaledes, at den overste Rand hos Fostret bliver den indvendige eller bageste Rand hos den Voxne. Siderne forholdt sig som forhen anfort Pag. 405. | Ossicula auditus. Malleus havde en Længde af 677,75; den indeholdt en forbenet Plet, som begyndte i Collum og strakte sig til det Sted, hvor Processus longus afgik, men Processus longus, som var forbenet i en Strekning af 3™,5, var skilt ved Brusk fra Forbeningen; den var ikke forud dannet af Brusk og var omgiven af en stærk tendinas Skede, hvoraf den kun med Vanskelighed kunde udskrelles. Processus brevis var hvidlig paa Spidsen. Capitulum mallei var hvælvet og nedentil forsynet med flere Indtryk. Processus Meckelii (Tab. 1, Fig. 11) afgik fra den med en bred Tilheftning paa den Side af Malleus, som vendte ind mod Legemets Midtlinie, indhyllet i en særskilt blod Skede og liggende tet ovenfor Pro- cessus longus, med hvilken den forenedes i en fælleds Bindevævsskede. Tilheftningen af Processus Meckelii begyndte lidt nedenfor den øverste Del af det hvælvede Capitulum og strakte sig nedenfor Benpletten paa dens Collum. Den blev derpaa smallere, antog en cylindrisk rund eller let oval Form, forløb først i en næsten lige Linie ned mod Angulus maxille i en Længde af 5™™,5, gik skraat indenfor dens nederste Del og lagde sig derpaa i en flad, ikke meget dyb Halvkanal paa Indsiden af Ramus lateralis maxillæ inferioris strax indenfor dens Margo inferior, forløbende i en Længde af 137" og endende med en but, tynd Spids uden Krog, men med Udseende af at ende som 69 417 en tom Skede i en Afstand fra Symphysis maxillæ inferioris af omtrent 3™™. Hele dens Længde var saaledes 18™",5. Der fandtes neppe Spor af nogen Krog paa den for- benede Halvkanals forreste Ende. I den bruskede Incus, som endnu var noie forenet med Trommehulens bageste Veg og kun skjelnedes derfra ved Bruskens forskjellige Farvning, var der en Forbening i det Indre af hele Crus descendens; dens yderste Lag var Brusk, og ligeledes var Spidsen, hvorpaa Stapes sad, Brusk. Artikulationshulheden med Malleus var tydeligt udviklet. Os lenticulare, som dog ikke kunde adskilles tydeligt, samt Stapes vare helt igjennem Brusk, men da Stapes var torret, viste der sig et Par yderst smaa, hvide Prikker paa det Sted, hvor M. stapedius var befestet til den. Membrana tympani vendte nedad og lidt fortil og indad under en Vinkel af 30°; den var heftet i den forbenede og oventil aabne Annulus membrane tympani, der paa sin forreste Gren var spatelformigt udvidet; indenfor denne Gren gik Processus longus mallei og Processus Meckelii ud af Oret. Den udvendige Horegang laae tet op til Membranen, og begge vare derfor hos Fostret stillede anderledes end hos den Voxne. Udenpaa Hore- gangens nederste Trediedel laae den helt igjennem bruskede Processus styloideus (Tab. 1, Fig. 14). Den bestod af to Stykker, der vare forenede noiagtigt under en ret Vinkel. Det øverste mindre Stykke, som havde en Længde af næsten 4™™, afgik fra den bruskede Pars petrosa og gik lige indad; Brusken var bled, lys, og Formen flad. Den Del, som gik skraat over den nederste Fjerdedel af Membrana tympani, og som havde en Længde af 8™™, var derimod fast, mørk, trind, i Begyndelsen tykkere, senere tyndere og endte til- spidset. Om der var et Led mellem den overste og nederste Del, kunde ikke afgjores; begge Dele vare indhyllede i en Skede. Hos et andet 5 Maaneders Foster (Hovedets Lengdediameter 44™™, Tverdiameter 38™") fandtes den samme Forbening i Collum mallei samt en Forbening midt paa Capi- tulum, men som kun var synlig paa den indvendige Flade. Manubrium og Processus brevis vare bruskede. Processus longus var forbenet i Form af en Bue, 3™™ lang, og stødte lil Forbeningen i Collum uden dog at vere sammenvoxen med den. Processus Meckelii havde iberegnet Capitulum en Længde af 22™, endte med afrundet Spids 2™ fra Sym- physis maxille inferioris; den hvilede fortil i en flad Halvkanal, som endte med en meget lille Krog. — Incus var forbenet i hele Crus descendens, og Forbeningen strakte sig derfra ud i den nederste Rand af Crus transversum, hvor den maaskee var sterkest paa dets indvendige Flade. Enden heftede sig med en Flade paa Bruskpyramiden bagtil, men skiltes let fra den. Artikulationshulheden med Malleus var tydelig. — Stapes og Os lenticulare yare bruskede; Stapes var overalt, ogsaa paa den indvendige Flade af Basis, omgiven af en tyk Skede. — Foramen ovale var forbenet nedentil, men hele den øverste Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk, og math, Afd. XI. 6. 52 418 70 Bue brusket; Foramen rotundum var helt forbenet, maaskee med Undtagelse af et Stykke nedentil. Prominentia canalis Fallopii ovenfor Foramen ovale var forbenet. I Symphysis maxillæ inferioris fandtes et stærkt traadet Vey med smaa Kjerner samt store Osteoblaster, som vare ifærd med at forbenes. Det var tvivlsomt, om der forekom Bruskceller. 18. Menneskeligt Foster, 5 Maaneder gammelt. Hovedets Liengdediameter 45™", Tverdiameter 37", Pars occipitalis. Pars squamosa. Squama occipitalis forholdt sig som paa foregaaende Kranium; Benet var tykkest i Protuberantia occipitalis externa og derfra nedad i Spina, leggende sig paa Bagsiden ud over Brusken, der forresten var indfalset i Benet. Pars occipito-mastoidea. Den nedenfor den forbenede Squama verende Brusk for- holdt sig omtrent som paa foregaaende Kranium. En Benspids strakte sig fra Squama ned over den i Storrelse formindskede Membrana spinoso-occipitalis; begge Siders Brusk vare adskilte i Legemets Midtlinie. Nedenfor og lidt foran det store Foramen mastoideum fandtes en lodret oval, hvid Benknude, hidrorende fra Canalis semicircularis inferior; foran og udenfor den saaes et mindre tydeligt Spor af Canalis semicircularis externus, liggende paatvers med den forreste Ende opad. Pars condyloidea. Condyli bruskede med en dyb Fure paa Indsiden. Den gaffel- formige Forbening omkring Foramen condyloideum anterius samt den halvmaaneformige Plade bag den vare blevne noget storre. Foramen condyloideum posterius begyndte at lukke sig. Pars basilaris. Den tungeformige Forbening, som afrundet begrendsede Foramen magnum fortil, dannede nedentil et rektangulert Afsnit, oventil et mere triangulert med afrundet Spids; begge vare fordybede i Midten og overtrukne med et graaligt Lag. Ben- pladen var ubetydeligt lengere paa den nederste Flade og ubetydeligt bredere paa den øverste. Den omgivende Brusk fortsatte sig opad og paa Siderne til Randen af den bru- skede Pars perpendicularis sellæ turcicæ. Pars sphenoidea. Stærk fibrøs Udbredning i Bunden af Sella turcica. Paa Bundens forreste Del fandtes en rektangulær Benplade, som gik tvers igjennem hele Corpus sphenoideum og ligeledes fremtraadte paa dets nederste Flade, hvor den var doppelt saa bred, idet den pladeformigt strakte sig fortil og lagde sig mod det forbenede Vomer og den bruskede 71 419 Pars perpendicularis partis ethmoideæ. Bagtil var den ved en tyk Bruskmasse adskilt fra den tungeformige Forbening i Pars basilaris; midtveis i denne Brusk saaes en lille Grube. Ala parva havde i sin forreste Rand kun udad en svag Antydning af tynde Takker; forresten var Randen fri. Den ovale Benkjerne i Radix posterior var bleven noget storre, saa at den udvendige Side af Foramen opticum helt var omgiven af Ben. Denne Forbening naaede dog endnu ikke den runde Forbening paa Siden af Planum. Forbeningen i Processus alaris var noiere sammenvoxen med den rektangulære Benplade i Bunden af Sella turcica end forhen, men den forbenede Ala magna var tydeligt adskilt fra den ved Brusk. Foramen rotundum var helt omgivet af Benmasse. Brusk- knoppen, hvorpaa Forbeningen i Ala pterygoidea interna støttede sig, var bleven større. Pars ethmoidea. Crista galli stor, brusket. Pars cribrosa rektangulær med forlykkede, afrundede Rande fortil. Skjondt den oprindelige Lyreform i Peripherien af Pars cribrosa ikke fore- fandtes (muligt dog, at den var gaaet tabt ved Preparationen), maa det dog fremhæves, at det underliggende Tectum orbite fra Os frontale var tyndere paa det paagjeldende Sted. Det lykkedes ikke at finde nogen Forbening i Conche; Folden for Concha quarta var kun lille. Heller ikke var Lamina papyracea forbenet, hvilket derimod var Tilfeldet med Processus nasalis maxille superioris og, saavidt man kunde skjonne, ogsaa med Os lacrymale. Pars nasalis var tyk; paa Bruskens overste Halvdel hvilede de forbenede Ossa nasalia. Paa Næseryggen havde Brusken, der fra begge Sider kun udgjorde eet Stykke, en Lengdefure; Brusken afgav vingeformige Forlengelser til Siderne for Ale nasi, som med en bugtet nederste Rand gik over iPars papyracea, der paa sin Indside bar de tre Conche. Under Mikroskopet fandtes talrige og tet stillede Bruskceller i hyalin Grundmasse i Brusken af selve Nesespidsen og den yderste tynde Del af Nesevingerne; Grendsen mod Nesens Slimhinde var skarp, Brusken gulagtig, Slimhinden graa. j Pars petrosa. Den forreste Ende af Pars petrosa var ved stærkt fibrøst Væv forbunden med Sideranden af Pars basilaris, men Bruskforbindelsen var ikke afbrudt. Halvmaaneformig Forbening ovenfor Porus acusticus internus, som naaede selve dens Rand og bagtil strakte sig henimod Canalis semicircularis superior. Derfra gik Forbeningen udad mod Brusk- sømmen paa den udvendige Side af Pars petrosa, mellem den og den forbenede Squama temporalis, og dannede saaledes en Del af det forbenede Loft af Cavum tympani bagtil; derimod var den forreste Del af Loftet, som laae foran Brusksømmen og foran Høre- benene, membranøs, og da der ikke findes Brusk, maa Forbeningen af den forreste Del 9* 52 420 72 af Loftet udgaae fra den Membran, som Squama temporalis skylder sin Forbening. Aditus ad aqueductum vestibuli var kjendelig ved to smaa Fremstaaenheder. Den overste Del af Canalis semicircularis superior var hvidlig, men endnu ikke forbenet; Pyramiden i Hulheden under den var bleven fladere, og Hulheden mere opfyldt. Paa Kanalens Bagside var der kun en svag Fordybning. Bag Kanalen fortsatte Brusken sig med en lille trekantet Processus petroso-parietalis opad mod Randen af Angulus posterior et inferior ossis parietalis, og Processus petroso-occipitalis, der ligesom paa de foregaaende Kranier lagde sig mellem den øverste og nederste Del af Squama occipitalis, var ogsaa kun meget lidet fremtredende. Under Fligene fandtes Foramen mastoideum gaaende gjennem Brusken bag Canalis semicircularis superior. Den flaskeformige Cochlea havde vedligeholdt sin Form. En Benskal havde lagt sig over dens bageste Trediedel, fortsalte sig bagtil og omgav hele Foramen rotundum med en fast Masse, som især var tyk bag Foramen, hvor den noie begrændset naaede Lil og ind under den lille bruskede Processus mastoideus. Fortil strakte Benskallen sig hen paa Flaskens nederste indvendige Flade og naaede nesten dens forreste Ende. Omkring Foramen ovale var der derimod kun en tynd, smal Benskal, som med en tynd Lamel strakte sig indenfor Foramen. Opad fortsatte Benskallen sig og dannede en Bengrube, hvori Horebenenes overste Del var leiret. De udvendige to Trediedele af Flasken vare derimod endnu bruskede. Hvor den forbenede Squama temporalis stodte til Brusken, lagde den sig med sine Rande ud over Brusken, ligesom det var Tilfeldet med Squama occipitalis. Ossicula auditus. Den forreste Gren af den forbenede Annulus membrane tympani var bleven bredere. Samtlige Hereben vare endnu omgivne af en Mengde Membraner, som dog nu lod sig lettere fjerne. Af Malleus var Midtpartiet, hvorfra Processus longus udgik, samt den Side af Capi- tulum, som vendte fra Artikulationshulheden, forbenede; Benmassen (Kalkafleiring) laae ikke blottet, men for Storstedelen dækket af et tyndt Brusklag; den fremtraadte derfor tydeligst ved at torres. Den ovrige Del af Capitulum og Manubrium var Brusk. Gjennemsnittet af Processus Meckelii var ikke ganske rundt, men svagt ovalt; den var helt igjennem fyldt med indkapslede store Bruskceller i et hyalint, ensformigt Grundlag. Processus Meckelii og Processus longus nedenfor den laae i en felleds Skede noie forenede; Processus longus var forbenet i en Længde af 4"" og indeholdt under Mikroskopet tydelige og talrige Benlegemer. Nedenfor den og med et tydeligt Mellemrum heftede Musculus mallei internus (Tensor tympani) sig, og Muskeltraadene havde tydelige Tverstriber. — Incus var forbenet i hele Crus descendens, men hele Crus transversum og Artikulationsfladen 73 421 vare Brusk. — Stapes og Os lenticulare bruskede; Musculus stapedius godt udviklet, og Muskeltraadenes Tverstriber meget tydelige. 19. Menneskeligt Foster, 5 Maaneder gammelt. Hovedets Lengdediameter 48"", Tverdiameter 38", Pars oceipitalis. Pars squamosa. Den overste og nederste Del af Squama oceipitalis var sammen- voxen i hele sin Udstrekning i en opad let konvex Bue; dog var Benet udad der, hvor det dækkedes af den lille Processus petroso-oceipitalis, tyndt og gjennemsigtigt. Forbeningens overste Rand var takket paa Grund af de udstraalende Benlameller; den nederste, stærkt konvexe Rand var derimod mere lige afskaaren og var forsynet med en Fals for Brusken; Benets bageste Lamel ragede bagpaa lengere ud over Brusken end forpaa. Den nederste Rand havde i Legemets Midtlinie en lille tungeformig Fremvext, som fremtraadte noget tydeligere paa Benets forreste end paa dets bageste Flade og bevirkede, at de to bruskede Sidehalvdele af Pars occipito-mastoidea ikke stodte sammen i Legemets Midtlinie; hertil bidrog yderligere den paa dette Kranium store tungeformige Membrana spinoso-occipitalis, idet den umiddelbart stodte til Squamas tungeformige Forlengelse. Denne faste, hvide Membran bestod aabenbart af to sammenvoxne Membraner, der bredede sig paa Bruskens forreste og bageste Flade; thi ved at losnes fra Brusken frembod Membranens Rand en Fals ligesom Benet, hvori Brusken var befestet. Membranen var paa dette Kranium saa bred, at den bagtil begrendsede Trediedelen af Foramen magnum. Sinus transversus af Spina eruciata var anlagt. Pars occipito-mastoidea. Den Del, som nærmest tilhørte Os occipitale, var aftagen i Storrelse, men frembod forresten Intet at bemerke. Den Del derimod, som nermest var mastoidea, og som skiltes fra foregaaende ved et stort Foramen mastoideum, var mere for- andret. Den havde faaet to store Benkjerner. Den ene var lodret oval, konvex paa Over- fladen, skarpt afgrendset fra den omgivende Brusk, liggende nedenfor det store runde Foramen mastoideum og udenfor den halvmaaneformige Forbening i Pars condyloidea, fra hvilken den dog adskiltes ved mellemverende Brusk. Denne Benkjerne dannedes af den bageste Del af den Bue, som Canalis semicircularis inferior beskrev. Den anden Ben- kjerne var oval, mindre end foregaaende og mindre sterkt fremtredende, idet Overfladen var plan; den laae paaskraa udenfor og foran den anden og dannedes af den udvendige Veg af Canalis semicircularis externus. Begge Benkjerner laae indsenkede i Brusken, som fortil med en omtrent lige Rand stodte til den forbenede Squama temporalis, hvis udvendige Benlamel lagde sig ud over Brusken. 422 74 Pars condyloidea. Den gaffelformige Forbening ovenfor de bruskede Condyli var bleven storre, omfattende Foramen condyloideum anterius, som fortil endnu var begrendset af Brusk. Ogsaa den fra den udgaaende halymaaneformige, flade og især paa Kraniets nederste Flade fremtrædende Forbening var bleven storre; det i samme verende Foramen condyloideum posterius var fuldstendigt lukket og kun betegnet udvendigt ved en ujevn Grube. Paa Indsiden af Condylus var der en Fordybning, der fortsatte sig som en Fure paa dens nederste Flade helt ud til dens udvendige Rand. Pars basilaris. Den tungeformige Benkjerne var bleven større, men var endnu overalt omgiven af Brusk; dens nederste Flade var storre end dens overste (bageste). Paa Bagsiden var der endnu Spor af en Tverlinie, og i dens nederste Rand, som begrændsede Foramen magnum fortil, nermest dens nederste Flade, saaes midtveis et lille rundt Hul, som muligen var en Levning af Gruben for Chorda dorsalis. Pars sphenoidea. Pars perpendicularis sellæ turcicæ brusket, asymmetrisk, idet den venstre Side ragede hoiere i Veiret. Bruskforbindelsen paa Siderne med den forreste Ende af Pars petrosa kun tynd. Hele Bunden af Sella turcica var forbenet i et Tverstykke, som strakte sig ud til Siderne og var forenet med Forbeningen i Processus alaris. Midt i Tverstykket saaes fortil et rundt Hul, som rimeligvis dog kun har veret til Gjennemgang for et Kar, da der fandtes flere lignende paa andre Steder. Ogsaa paa den nederste Flade fremtraadte denne Forbening, adskilt fra Benkjernen i Pars basilaris ved en tyk Brusk af 2"" Brede, lodret under Pars perpendicularis sellæ turcice. Fortil stødte Tverstykket til Pars perpen- dicularis partis ethmoidee og til det forbenede Vomer. Planum mellem Rødderne af Ale parvæ var fordybet og endnu brusket med Und- tagelse af den paa Siderne verende Forbening, som oprindeligt laae skjult under Bruskens Overflade, men nu traadte frem. Dens tidligere runde Form havde forandret sig til en forfra bagtil oval; denne Benkjerne gik her ikke i Dybden og saaes ikke paa Siden af Rostrum. Ala parva indeholdt en tyk, tolappet Benkjerne. Denne dannedes af den tidligere ovale, tykke Benkjerne, fra hvis forreste Ende der udgik en overfladisk Forbening, der om- fattede Foramen opticum hesteskoformigt. Denne Forbening var iferd med at forene sig med den ovale Forbening paa Siden af Planum. Fra Roddernes Forbening strakte Ala parvas Brusk sig udad og blev tilspidset. Benkjernen i Processus alaris var endnu omgiven af Brusk paa Siden og fortil, hvor den udad stodte til Ala magna. Ala magna var bleven storre og tykkere. Ala pterygoidea externa var ligeledes bleven tykkere; Ala interna laae faslere op til den uden dog at vere sammenvoxen med den; dens Rod stodte til Forsiden af den i Storrelse forogede Bruskknop paa den nederste Flade af Processus alaris. Ala pterygoidea interna var dels forkalket, 75 423 dels forbenet, idet der under Mikroskopet saavel viste sig krystalinske Kalkmasser som Ben- legemer. Efter Behandling med Saltsyre fremkom de oprindelige Bruskceller med tykke, lagvis afsatte Vægge og stor rund Kjerne; Benlegemerne efterlod blege, i begge Ender til- spidsede Kjerner uden Forgreninger. Pars ethmoidea. Fra Midten af Planum udgik en Opheining, hvorpaa Brusken fortsatte. sig ud i Crista galli. Pars cribrosa havde mistet den storste Del af sin Lyreform, idet den Del, som hvilede paa Tectum orbite fra Os frontale, omtrent var absorberet. Den var nu nesten rektanguler som hos den Voxne. Crista galli endte fortil med to Vinger, som til Siderne gik over i den fortykkede og som en Vold opkastede, forreste, bueformige Rand af Pars cribrosa. Den forreste Flade af Crista galli gik nedad og fortil med en lille Fordybning over i Pars nasalis. Denne Brusks to Sidehalvdele hang sammen i Legemets Midtlinie, kun adskilte ved en dyb Fure, der fortsatte sig ned over Næseryggen; bagpaa støttede denne Brusk sig og var i Midtlinien forenet med den forreste Rand af Pars perpendicu- laris. Oventil hvilede de forbenede Neseben paa Nesebruskens forreste Flade, men vare ikke dannede af den; ogsaa ragede Nesebrusken langt lengere ned, saa at hele den bruskede Næseryg omtrent var tre Gange saa lang som Nesebenene. Brusken var tykkest i Næse- ryggen, men meget tynd udad paa Siden af Nesen, iser nedad. Den strakte sig helt ud i Næsevingerne, men var her saa tynd, at man maatte tage Loupen til Hjælp og gjore lod- rette Snit, Man kunde da see den tynde, klare Brusk, hvilende paa den meget tykkere uigjennemsigtige Næseslimhinde. Endnu tydeligere fremtraadte Forholdet under Mikroskopet. Bruskcellerne vare aldeles ens saavel i Næseryggen som yderst i Nesevingerne, meget smaa, tet sammentrengte, hvilende i en hyalin Grundsubstants uden fibros Tilsetning. Lamina papyracea var ikke forbenet, og saavidt man kunde skjonne, heller ikke Os lacrymale. Der fandtes et membranost Overtrek (Periosteum), som forst beklædte den nederste Flade af den forbenede Pars horizontalis ossis frontalis og dernest i Margo superior laminæ papyraceæ hang meget fast sammen med en tilsvarende Bekledning (Dura mater) paa Benets øverste Flade. Overtrækket gik derpaa ned over Lamina papyracea og hang atter i dennes nederste Rand sammen med den Membran (Periosteum), som beklædte Overkjæbens Indside. Efterat dette Overtræk var borttaget, kom en glat Hinde tilsyne paa Pars papyracea, der hang noie sammen med Brusken og neppe lod sig skille fra den, saa at den til Primordialbrusken ikke horende Lamina papyracea maa dannes mellem Overtrækket og Hinden. Under den glatte Hinde fandtes Udsiden af Pars papyracea delt i en Mengde smaa knoprede Lapper, i hvis Stilling man, dog kun tildels, allerede udenfra kunde erkjende Retningen af Conche paa dens Indside. Pars papyracea gik fortil over i Sidebrusken af Pars nasalis med en nedentil bolgeformig Rand; bagtil 424 76 endte den afrundet, idet den ved sterkt fibrost Væv var fæstet dels til Slimhinden, dels til Ala interna processus pterygoidei og den hosliggende Del af Primordialbruskens Underside. Concha quarta var tydelig, og dens Brusk bagtil større end Concha suprema. I disse tvende Conche fandtes ingen Forbening; men efterat Brusken til Concha media var skrællet ud af Slimhinden, fandtes der midtveis i dens Indre en tynd lille Forbening. Concha infima indeholdt efter hele sin Lengde en Bruskvulst med knudret Overflade. Brusken var hyalin med meget talrige Bruskceller, som vare noget mindre end Brusk- cellerne i Overfladen af Pars occipito-mastoidea, der blev benyttet til Sammenligning; dog angik Forskjellen i Storrelsen kun Cellemembranen, ikke Kjernerne. I Bruskens Indre fandtes en lille Benflise af 3—4™" Længde, hvori der var talrige Benlegemer. Bruskceller af samme Art iagttoges i den Veg, som fandtes i Mellemrummet mellem Concha infima og media. Pars petrosa. Den forreste Ende af Pars petrosa var ved stærke, fibrose Strenge heftet til Side- randen af Pars basilaris og sphenoidea. Squama temporalis var forbenet i storre Udstræk- ning; dens nederste Rand ragede ned over Horebenene, saa at de ligesom hos Voxne laae skjulte i en Hulhed ind under Randen; dens bageste Rand dækkede Pars mastoidea i sterre Udstrækning end forhen. Forbenede vare de tre Canales semicirculares, Cochlea, Omgivelserne omkring den store Porus acusticus internus, Foramen ovale og rotundum, Aditus ad aqueductum vestibuli med to smaa Fremstaaenheder og Hiatus canalis Fallopii paa Benets overste Flade, men som endnu dannede dets udvendige Flade; altsaa var hele den forreste Del af Pars petrosa fra Canalis semicircularis superior af forbenet; ogsaa var Brusksommen paa dens Udside, som stoder til Squama temporalis, forbenet, men ikke sammenyoxen med den. Den Del af Forbindelsen med Squama, der laae foran Forbeningen, og som dannede den forreste Del af Loftet til Cavitas tympani, var membranos; under Mikroskopet fandtes ingen Brusk, og denne Del, som hos den Voxne er meget tynd, horer derfor ikke til Primordialbrusken, men til samme Dannelse, hvoraf Squama temporalis fremgaaer. Derimod var den Del af Pars petrosa, som laae bag Canalis semicircularis superior, endnu Brusk, og den endte opad med en lille, but, trekantet Processus petroso-parietalis, der lagde sig mod den nederste Rand af Angulus posterior et inferior ossis parietalis, og med en anden lille, tre- kantet Processus petroso-occipitalis, som lagde sig paa Indsiden af det Sted, hvor den øverste og nederste Del af Squama oceipitalis stødte sammen udad. Cochlea havde endnu bevaret sin Flaskeform, men var begyndt at blive ujevn paa den nederste Flade. Hiatus canalis Fallopii dannede en stor rund Aabning, som gik lodret i Dybden; nedenfor den fandtes paa Benets Udside en dyb Fure. Under den nederste Rand af Halvbuen til Canalis 77 425 semicircularis superior var der endnu en stor, rund, blindt endende Hulhed med en brusket, flad og af forskjellige smaa Aabninger omgiven Pyramide i Dybden. Saavidt man kunde skjønne ved Indbringelse af en Naal gjennem de forskjellige Aabninger, vare alle Dele i det indvendige Øre ligeledes forbenede. Ossicula auditus. Annulus membranæ tympani var forbenet og dannede en oventil aaben, oval Halv- ring. Dens bageste Ende løb ud i en fin Spids; paa dens forreste Endes øverste Halvdel var en Vinge befæstet paa Halvringens indvendige Rand. Vingen bøiede sig fortil og havde ovenlil en Fure, hvorpaa Processus Meckelii og longus hvilede. Halvringen havde helt igjennem en tydelig Fals, hvori Trommehinden var spændt. Trommehulen var endnu fyldt med en Mængde Hinder. Hørebenene vare mindre end hos Voxne, men forresten helt uddannede, og alle Indtryk og Fremstaaenheder tydelige. Manubrium mallei dannedes af blød, klar Brusk; Capitulum og Collum vare forbenede, ligesaa Processus longus i en Længde af 3™™; For- beningens hvide Farve fremtraadte bedst ved Tørring. Processus longus afgik fra Collum ovenfor Processus brevis. Processus Meckelii afgik ovenfor dem fra Forbindelsen af Capi- tulum med Collum, men nærmest Capitulum og vendte noget mere indad, medens Pro- cessus longus vendte noget mere udad. Processus Meckelii var bleven meget tyndere end hos yngre Fostre. Hver Processus var indhyllet i en stærk Bindevævsskede, og en fælleds, ligeledes stærk Skede samlede dem begge. Incus var helt forbenet, maaskee med Undtagelse af Tilheftningsstedet af Stapes. — Stapes var helt forbenet, med Undtagelse af det Sted, hvor den hefter sig paa Incus, saa at den af Crura dannede Ring her var aaben, men kun i ringe Udstrækning; der var derfor heller ikke noget Spor til Forbening i Os lenticulare. Crura stapedis vare cylindriske, og en Membrana obturatoria udspændt mellem dem. Da Stapes blev tagen ud af Foramen ovale, delede Basis, som aabenbart var mindre end hos Voxne, sig i to Plader, hvoraf den udvendige mindre fulgte med Ringen; den indvendige blev siddende i Foramen ovale. Skjøndt man ikke kunde see nogen Brusk mellem dem, maa Forbindelsen dog være meget løs fra Begyndelsen af. Processus styloideus kom frem i Regionen bag og ovenfor Foramen ovale; dette Parti af Pars petrosa var forbenet, og den bruskede Processus kom umiddelbart fra Benet uden Mellemsubstants. Den bestod af tvende Afsnit. Det første nærmest Benet var fladt, blev bredere udad og havde en Længde af 3"",75, gaaende lige indad. Det andet Stykke afgik fra foregaaende under en ret Vinkel, var cylindriskt, spidsere og tyndere fortil og havde en Længde af 8”",5; det lagde sig skraat over den nederste Trediedel af Membrana tympani, dog udenpaa den hindede udvendige Høregang, der laae umiddelbart op til Membrana Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 53 426 18 tympani, og naaede dens forreste Rand, hvor det ved et Ligament var forbundet med Fortsættelsen ned mod Tungebenet; det havde en Retning fortil indad og noget opad, og Processus styloideus dannede ligesom Membrana tympani en Vinkel af 30° med Kraniets Horizontalplan. 20. Menneskeligt Foster, 54/2 Maaned gammelt. Hovedets Længdediameter 52™™, Tverdiameter 44"™. Skjondt Fostret efter Størrelsen at domme syntes ældre, og Hovedets Diametre vare storre end det foregaaende, var Forbeningen overhovedet mindre fremskreden. Pars occipitalis. Pars squamosa. Den nederste Rand af den nederste Afdeling af Squama occipi- talis var forsynet med Benstraaler næsten som den overste Rand af den overste Afdeling og havde i Legemets Midtlinie en trapezoidal Tunge, hvis smallere Ende vendte nedad; den forreste Lamel var mod Sædvane stærkere udviklet end den bageste; i Midten havde den bagpaa en dyb Fure. Tungen og den til den stodende Membrana spinoso-occipitalis trængte begge Siders Pars occipito-mastoidea fra hinanden, saa at de ikke kunde forenes i Legemets Midtlinie; Membranen var usædvanligt tyk, trapezoidal med den smallere Ende opad. Pars occipito-mastoidea. Paa Pars mastoidea udenfor og nedenfor Foramen mastoi- deum var der neppe Spor at see af Canalis semicircularis inferior og endnu mindre af externus; paa foregaaende Kranium optraadte de som Benkjerner. Pars condyloidea. Af den gaffelformige Forbenings Grene omkring det fortil af - Brusk begrendsede Foramen condyloideum anterius var den overste tyndere og lengere. Brusken viste sig som Fortsettelse af Brusken i Condyli og gik videre til Randen af Ben- kjernen i Pars basilaris. I den halvmaaneformige Forbening bag dem var Foramen aabent. Paa den nederste Flade af Condylus var der en svag Fure. Pars basilaris. Den lancetformige Benkjerne var noget storre paa Forsiden end paa Bagsiden; paa Bagsiden var den rektangulere nederste Dels overste Grændse betegnet ved de beklædende Membraners fastere Vedhængen. Pars sphenoidea. Forbeningen paatvers i den forreste Del af Bunden af Sella turcica var udad sammenvoxen med Forbeningen i Processus alaris. Paa den nederste Flade fremtraadte den som to i Legemets Midtlinie sammensmeltede, runde Benkjerner. 79 427 I Ala parva fandtes en stor, oval Benkjerne i Radix posterior. Denne berørte den lille Benkjerne, der laae overfladiskt og begrændsede Foramen opticum udad, men var ikke som i foregaaende Kranium sammenvoxen med den. Indenfor denne Benkjerne fandtes i Planum en Benkjerne, der paa Overfladen viste sig rund, men i Virkeligheden var oval, idet den gik lodret gjennem Brusken og kom frem paa Siden af Radix rostri sphenoidei foran og ovenfor den nysnævnte runde Benkjerne fra Sella turcica. Indenfor og lidt bag den ovale Benkjerne fandtes en lille, rund, overfladisk Benkjerne, der hang fast til den foregaaende. Der var altsaa i Radices ale parvæ og det tilstødende Planum paa hver Side 4 Benkjerner. Den bruskede Del af Ala parva havde en lige, fri, forreste Rand, som hevede sig noget i Veiret; den fine Spids stodte udad til Angulus inferior et anterior ossis parietalis. i Ala magna frembød Intet at bemærke; Foramen ovale og spinosum vare ikke for- benede bagtil. Ala pterygoidea interna var i meget losere Forbindelse med Ala externa end paa foregaaende Kranium; den isolerede Forbening i Hamulus pterygoideus havde antaget Form af en meget tynd, 1™™ lang Skal, som indeholdt Benlegemer (prøvet med Saltsyre). Pars ethmoidea. Pars cribrosa var svagt lyreformig, fortil afrundet. Fra Randen af den midterste mere rektangulere Del gik en meget tynd Brusklamelle lodret ned indenfor Processus nasalis maxille superioris, Os lacrymale og Lamina papyracea, hvilken sidste ikke var for- benet. Fortil paa Siden af Næsen gik denne Bruskplade med en bolgeformig, forresten lige afskaaren Rand over i Pars nasalis, som atter modte den Del af Næsebrusken, der steg ned fra den forreste Del af Pars cribrosa og Crista galli under Ossa frontalia, og som oventil bar de forbenede Neseben. Midtlinien for begge Siders Næsebrusk var be- tegnet ved en dyb Fure, og Brusken fortsatte sig nedad i mere end Næsebenenes doppelte Lengde. Paa Indsiden af den indenfor Lamina papyracea nedstigende Bruskplade, som nedentil endte med en fri Rand og bagtil stødte til Processus pterygoideus internus og Svæl- gets Hinder, vare de tre Conche heftede, men vare ikke forbenede med Undtagelse af Concha infima, i hvilken der udad fandtes en tynd Benflise; Concha media var bagtil splittet i to. Pars perpendicularis var meget tyk ved sin Afgang fra Rostrum. Vomer og Os palatinum vare forbenede. I Nesebrusken, sely hvor den var saa tynd som Papir, fandtes tydelige Bruskceller; derimod fandtes ingen Brusk omkring selve Aabningen for Nares. Pars petrosa. Squama temporalis var forbenet i samme Udstrækning som paa foregaaende Kra- nium. En stærk, fibros Membran fortsatte sig til Randen af Squama efterat have beklædt Udsiden af Pars mastoidea; her delede den sig i to Membraner, hvoraf den ene lagde sig 53° 428 80 paa Udsiden af Squama, den anden paa dens Indside. Squama dækkede med sin bageste Ende den her meget tykke Brusk i en Brede fra 2—6"". " Pars petrosa var omgiven af en Benskal paa hele den bageste Halvdel og den overste Flade af den forreste Halvdel. Forbeningen omfattede det godt formede Foramen ovale og rotundum, omkring hvilket sidste Foramen den især var tyk; den strakte sig her til Processus mastoideus og ophørte med en skarp, ikke straaleformig Grændse. Benskallen paa den forreste Halvdels overste Flade var kun tynd. Fremdeles vare Porus acusticus internus, Hiatus canalis Fallopii og deres Omgivelser, den bageste Del af Brusksommen paa Udsiden af Pars petrosa, der hvor denne stoder til Squama, forbenede; i Aditus ad aquæ- ductum vestibuli var der en begyndende Forbening i den dækkende Rand; endelig var der en tynd Forbening i Canalis semicircularis superior. Derimod var den forreste Halvdel af Pars petrosa nedentil og udad endnu brusket; Cochlea havde en hvidlig Farve, men var ikke forbenet. I Bunden af Aabningen ind under Canalis semicircularis superior fandtes Brusk med flere smaa Aabninger, men ingen pyramideformig Fremstaaenhed. Bagsiden af Kanalen var brusket, og herfra udgik to smaa trekantede Processus petroso-parietalis og petroso- occipitalis. Hiatus canalis Fallopii var stor, og en temmelig dyb Fure udgik fra den nedad og udad. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani forbenet som paa foregaaende Kranium. Harebenene laae i en Grube, som var begrændset af den nederste Rand af Squama temporalis; Grubens Loft var membranost. Manubrium mallei brusket, den ovrige Del forbenet med Undtagelse af den øverste Del af Capitulum. Processus longus forbenet i en Længde af 2—3™™; den udsprang fra Collum, medens Processus Meckelii, som dog ikke blev forfulgt videre, kom fra den nederste Del af Capitulum. Hver havde sin Skede, og de vare dernest indesluttede i en felleds, meget seig Skede, som var vanskelig at fjerne. Processus Meckelii var helt igjennem fyldt med tetstillede Bruskceller. Processus longus indeholdt Benlegemer i store Masser med faa Forgreninger, leirede med deres længste Axe efter Bensplintens Længde, som derfor ved en svagere Forstorrelse frembød et tætstribet Udseende. Incus var forbenet med Undtagelse af den overste Del iser nermest Artikulations- fladen; ligeledes var den yderste Ende af Crus transversum brusket; den hang endnu sammen med Trommehulens Brusk, men skiltes let fra den. Forbindelsen med Stapes var brusket. Stapes var helt igjennem endnu brusket. Processus styloideus forholdt sig ganske som paa foregaaende Kranium. Membrana tympani stod under en Vinkel af 30°, og Horebenenes Stilling svarede dertil. 81 429 21. Menneskeligt Foster, 51/2 Maaned gammelt. Hovedets Længdediameter 52"", Tverdiameler 44", Forbeningen var i dette Kranium langt videre fremskreden end i foregaaende, der havde de samme Diametre; dog var den neppe videre end den i næstforegaaende Kranium. Pars occipitalis. Pars squamosa. Udad fandtes der en Spalte mellem den overste og nederste Af- deling af Squama; paa den sidstes nederste straaleformige Rand saaes i Legemets Midt- linie en tungeformig Forlengelse, som dog kun udgik fra Benets forreste Lamel; da den manglede bagtil, gik begge Siders Pars occipito-mastoidea sammen i Legemets Midtlinie; dog havde Brusken her kun en Heide af 177, Pars occipito-mastoidea var tykkere og bredere end forhen; man saae paa dens Bagside en Antydning af Linea semicircularis inferior. Det store Foramen mastoideum paa Grendsen mellem Pars occipitalis og mastoidea havde Udgang i Sinus transversus; Brusken var kun tynd omkring Foramen. Canalis semicircularis inferior skinnede tydeligt gjennem Brusken som en hvidlig, lodret Oval; Canalis semicircularis externus var derimod kun meget svagt angiven i den bedækkende Brusk. Fortil var Brusken tiltagen i Tykkelse ind under den forstørrede Squama temporalis. Processus mastoideus brusket og forøget i Størrelse. Pars condyloidea. Den gaffelformige Forbening bag og ovenfor Condylus større, saa at Bruskforbindelsen med Pars basilaris kun havde en Brede af 2": Foramen condy- loideum anterius var dog endnu begrendset af Brusk fortil. Ogsaa den halvmaaneformige Forbening bag Condylus var bleven bredere; paa den ene Side fandtes et Foramen condy- loideum posterius, men paa den anden Side var det kun antydet paa den nederste Flade, saa at man ikke kunde trenge igjennem med en Naal. Pars basilaris var tykkere og bredere end forhen; paa Bagsiden var den nederste rektangulære Flade af Benkjernen ru med uregelmæssige Fordybninger; dens Forside var beklædt med et stærkt fibrost Overtræk, som kun vanskeligt lod sig fjerne. Pars sphenoidea. Naar man gjorde et lodret Tversnit gjennem den forreste Del af Sella turcica, fandtes de forskjellige, nu sammensmeltede Benkjerner at danne en Ring af forskjellig Tykkelse, hvis Indre, som dannedes af det senere Corpus ossis sphenoidei med dets Sinus, endnu var fyldt med Brusk. Oventil dannedes Ringen af det oftere anforte Tverstykke i den forreste Del af Bunden i Sella turcica. Det gik ned paa Siderne, idet det blev bredere 430 82 mod den nederste Flade, hvor Forbeningen oprindeligt var fremtraadt som en rund Kjerne paa hver Side; begge Sider forenede sig i et bredt Tverstykke i Legemets Midtlinie. Dette Tverstykke udskjed en tungeformig lille Forlengelse bagtil ud over den Brusk, som adskilte det fra Benkjernen i Pars basilaris, en anden fortil ud over den Brusk, som adskilte det fra det forbenede Vomer. Nedentil var Ringens Sidedel forenet med den forbenede Pro- cessus alaris for Ala magna og Ala pterygoidea externa. Paa Planum mellem Ale parve fandtes paa hver Side en lille, efter Længden oval (ikke som ellers rund) Benkjerne, men den gik ikke synderligt i Dybden, saa at den ikke som paa foregaaende Kranium kom frem paa Siden af Radix rostri sphenoidei; Benkjernen forholdt sig derfor som paa nestforegaaende Kranium (Pag. 422). I Ala parva var den ovale Benkjerne i Radix posterior mindre end den med den helt sammenvoxne, paatvers liggende, flade Benkjerne i Radix anterior; Foramen nervi optici var saaledes fuldstendigt begrendset af Ben paa sin Udside. Fra den nysnævnte Benkjerne i Planum var Radix anterior endnu adskilt ved Brusk. Dura mater hang meget fast paa den ovale Benkjerne i Radix posterior, men lod sig temmelig let skille fra Benkjernen i Radix anterior og fra den bruskede Spids, hvormed Ala parva endte udad henimod Os parietale. Ala magna var nesten sammenvoxen med Processus alaris; kun fortil var der en ringe Bruskmængde. Ale pterygoideæ frembod Intet at bemerke. Pars ethmoidea. Crista galli, Pars perpendicularis og den øverste Del af Pars nasalis forøgede i Tykkelse, men endnu bruskede. Os lacrymale forbenet, men ikke Lamina papyracea. De øvrige Dele vare forhen benyttede i andet Oiemed og manglede derfor. Pars petrosa. Denne Del var næsten helt forbenet, men den forreste Del med Cochlea bevarede endnu sin Flaskeform. Benskallen var især tyk omkring Foramen rotundum, hvorimod den omkring Ganalis semicircularis superior kun var tynd og rødlig. Ogsaa Brusksømmen paa Delens Udside var forbenet, men udenfor den forbenede Del fandtes endnu Brusk, som adskilte Forbeningen fra den. nederste Rand af Squama temporalis. Den forreste Del mellem Pars petrosa og Squama var derimod membranøs. Bunden af den store Grube ind under Canalis semicircularis superior var brusket, flad, forsynet med nogle smaa Aabninger; Hulheden var forøvrigt fyldt med en fibrøs Prop fra Dura mater. Bag Kanalen var Delen Brusk og endte opad og indad i to meget smaa trekantede Processus petroso-parietalis og petroso-occipi- talis, hvilken sidste lagde sig ind i den Spalte, som udad fandtes mellem den øverste og nederste Afdeling af Squama oceipitalis. Porus acusticus internus var forholdsvis mindre end før. Den forreste, forbenede Ende af Pars petrosa var endnu ved Brusk forenet med 83 431 Sideranden af Pars basilaris. Paa den nederste og forreste Flade af Cochlea fandtes en Fure for A. carotis. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani var noget tykkere og mere lukket oventil, hvor den lagde sig mod Squama. Capitulum og Collum mallei forbenede, Manubrium og Processus brevis endnu Brusk. Processus longus forbenet og visende sig som en hvid Splint efterat vere torret. Processus Meckelii var bleven meget tyndere, men det var usikkert, hvor langt den gik fortil; Skeden omsluttede den meget noie. Hele Incus var forbenet med Undtagelse af den yderste Spids af Crus transversum; Brusken her var dog ifærd med at forbenes og af rodlig Farve, hvorved den let skjelnedes fra den lyse Brusk i Trommehulens Veg, hvormed den forresten hang sammen. — Af Stapes var Basis og den nærmeste Halvdel af Crura forbenede, men Capilulum, Collum og den nermeste Del Brusk; Crura vare i deres Helhed tykkere end hos Voxne. Os lenticulare brusket. Processus styloideus forholdt sig som forhen. 22. Menneskeligt Foster, 64/2 Maaned gammelt. Hovedets Længdediameter 57"", Tverdiameter 49™™. Pars occipitalis. Pars squamosa. Squama occipitalis var bleven betydeligt bredere og hoiere, og Spina occipitalis externa var anlagt. Den tungeformige Forlængelse fra den nederste Af- deling var stærkest udviklet forpaa og trængte Partes occipito-mastoideæ ud til Siderne, saa at de ikke kunde støde sammen i Legemets Midtlinie. Membrana spinoso-oceipitalis var aftagen i Heide. Pars oceipito-mastoidea var aftagen i Storrelse og havde paa Udsiden et Spor af Linea semicircularis inferior; paa Indsiden var Fossa transversa tydeligt udtalet, og det store Foramen mastoideum mundede ind i den. Den forbenede Canalis semicircularis inferior og externus forholdt sig som paa foregaaende Kranium. Pars condyloidea. Condyli tiltagne i Størrelse ligesom ogsaa den gaffelformige For- bening ovenfor dem; mellem den og Benkjernen i Pars basilaris var der en Bruskmasse af kun 1—2™" Tykkelse; Bruskmassen var en Fortsættelse af Brusken, som dannede Condyli. Foramen condyloideum anterius var fortil endnu begrendset af Brusk. Den halvmaane- formige Forbening bag den gaffelformige var ligeledes bleven storre; i enhver af dem fandtes et Foramen, men af ulige Storrelse. Der var en svag Fure paa Indsiden af Con- dylus, men ingen paa Artikulationsfladen. 432 84 Pars basilaris. Den lancetformige Forbening var bleven bredere og tykkere, men ikke længere; hele Bagsden var stærkt udhulet. Pars sphenoidea. Den ovenfor Benkjernen i Pars basilaris verende Del samt Pars perpendicularis sellæ turcice vare tiltagne i Storrelse, men endnu fuldstendigt bruskede. Den nu ring- formige Forbening omkring det senere Corpus ossis sphenoidei var tiltagen, saa at Ben- massen nu fyldte en storre Udstrekning af den nederste Del af Corpus, og der fandtes kun Brusk i den øverste Del nærmest den forreste forbenede Bund af Sella tureica. Paa Kraniets nederste Flade var den Benplade, hvormed Ringen sluttedes nedentil i Legemets Midtlinie, bleven sterre, saa at der kun forekom en ringe Del Brusk mellem den og Ben- kjernen i Pars basilaris og mellem den og det forbenede Vomer. Den forreste Veg af Sella turcica var endnu Brusk, der fortsatte sig op i Planum, dækket fortil af en over- fladisk Benbro, som hidrorte fra en let Sammensmeltning af de ovale Benkjerner samme- steds. Brusken fortsatte sig ind under Broen til Pars ethmoidea. Udad vare de ovale Benkjerner forenede med den forbenede, sammensmeltede og i Størrelse forøgede Radix anterior og posterior ale parve. Ala parva endte udad med en kort, brusket Spids. Ala magna var nesten helt sammenvoxen med Forbeningen i Processus alaris og derved med Corpus sphenoideum; Omgivelsen af Foramen rotundum var forbenet sterkere fortil end forhen; Foramen ovale og spinosum vare derimod endnu kun forbenede i deres forreste Halvdel. Ala pterygoidea externa var ikke bleven synderligt større; Ala pterygoidea interna laae tet og fast op til den uden at kunne rokkes; dog syntes den ikke fuldstendigt sammenyoxen med den; dens Rod dannede en trekantet Benplade med Spidsen bagtil og bedækkende den største Del af Knoppen paa den nederste Flade af Processus alaris. Rodens indvendige Rand laae lige mod Randen af Cornua sphenoidea, som vare tiltagne i Storrelse. Paa den nederste Spids af Ala interna sad en isoleret, oval Benkjerne af lidt over 1™™ Lengde (Hamulus pterygoideus). Pars ethmoidea. Pars cribrosa var mere lyreformig end paa foregaaende Kranium og havde en meget tynd Bruskudbredning paa den indvendige Del af Tectum orbite. Crista galli og Pars perpendicularis Brusk. Fra den indre rektangulære Del steg Pars papyracea ned som en meget tynd Bruskplade bag Os lacrymale, som dog ikke syntes forbenet, dernest bag den ikke forbenede Lamina papyracea, som dannedes af en under Orbitas Periosteum værende Lamel; den kunde fremstilles særskilt og bestod for Storstedelen af uordnet Binde- væv uden Spor af Bruskceller; en Del af Traadene vare temmelig tykke. Bruskpladen strakte sig ned over Indsiden af Corpus maxilla, indtil den omtrent i Højde med Indgangen til Antrum Highmori endte med en fri Rand og bagtil heftede sig til det faste, fibrose Vev i 85 433 Svelget. Fortil gik Bruskpladen ind under Processus nasalis maxille superioris og udgjorde, idet den dannede en buleformig .Fremstaaenhed, eet Stykke med Pars nasalis, som traadte ud af Kraniet foran Ale criste galli. Paa den overste Del af Pars nasalis hvilede de for- benede Næseben, vare 2™™ lange, men Brusken strakte sig doppelt saa langt nedenfor dem, dannende ligesom et nedad aabent Kremmerhus. Paa Indsiden af Pars papyracea sad de tre Conchæ, i hvilke der ikke syntes at vere nogen Forbening (Concha suprema?). Concha quarta var brusket, kort og tyk. Ved den mikroskopiske Undersøgelse af Concha infima fandtes den at bestaae af Bruskceller, som stod endnu tættere, men vare noget mindre end i Brusken af Pars occipito- mastoidea, der valgtes til Sammenligning. Men medens Bruskcellerne i sidstnævnte hvilede i en fuldkomment klar Mellemsubstants, var denne tilsyneladende hist og her traadet; dog troer jeg ikke, at dette Udseende kan tilskrives virkelige Traade, men snarere en koncentrisk Stribning omkring Bruskcellerne. Pars petrosa. Squama temporalis var endnu ikke voxen sammen med Pars petrosa, men var bagtil adskilt fra den ved en smal Strimmel Brusk udenfor den forresten forbenede Som paa dens Udside. Denne forbenede Del dannede Loftet af den Grube, hvori Horebenene stak, udvendigt begrændset af den nederste Rand af Squama; den forreste Del af Tromme- hulens Loft var derimod membranes og endnu ikke forbenet. Hele Pars petrosa var forbenet, og Forbeningen begyndte fra Bagsiden af Canalis semicircularis superior at strekke sig ud paa Overfladen af den der verende Bruskmasse, fra hvilken der lengere bagtil udgik to smaa trekantede Processus petroso-parietalis og petroso-occipitalis. I Dybden holdt Brusken sig i hin Masse, hvorfor der ogsaa fandtes en flad Brusk med en Mengde smaa Aabninger i Hulheden ind under hin Kanal. Benmassen var svagere i Kanalen end i den øvrige Del. Den forreste Del af Cochlea bevarede sin Flaskeform, men var ujevn paa Undersiden, og de den beklædende Membraner sad fast paa den. Med Pars basilaris indgik den forreste Ende af Pars petrosa endnu en Brusk- forbindelse, men omgiven af stærkt fibrest Vey. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani var noget tykkere, men ikke mere lukket foroven end paa foregaaende Kranium og lod sig som sædvanligt fuldstændigt losne. Den tynde Mem- brana tympani, gjennem hvilken Horebenene skinnede, efterat den store Masse af feldet Epithelium var fjernet, indtog samme skraa Stilling som forhen (Pag. 428) anført. Membranen bestod af lige, stive, parallele og sig spaltende Traade, som dannede et Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 54 434 | 86 sammenhængende Lag; paa deres Indside krydsedes de af lignende Traade, som dog vare langt ringere i Mengde, men oftest betydeligt bredere. Paa Malleus var Manubrium endnu Brusk, og det samme var Tilfældet med Pro- cessus brevis; Ledhovedet havde et tydeligt Bruskovertræk. Processus longus var forbenet i en Længde af 2™",5 og let kjendelig ved den hvide Benmasse efterat vere bleven tørret. Processus Meckelii afgik fra den nederste Del af Capitulum mallei og lagde sig i en Fure paa den overste Del af den forreste Gren af Annulus membrane tympani, gik dernest ned paa Indsiden af Underkjeben nedenfor Foramen maxillare posterius og derpaa i en Fure paa Indsiden af Underkjæbens nederste Rand, stadigt indhyllet i en stærk og fast Skede. Brusken var cylindrisk, skjor og forsvandt 2—3™" fra Symphysis maxilla inferioris, uden at man med Bestemthed kunde angive, hvor den ophørte. Den bestod af hyalin Brusk med store, tet sammentrengte Bruskceller. Incus var helt forbenet med Undtagelse af Spidsen, hvor Brusken for Os lenticulare heftede sig, samt Spidsen af Crus transversum; den rodlige Spids var dog mindre end paa foregaaende Kranium. — Stapes var forbenet ringformigt, men var brusket i sin Paaheftning til Incus, og hele den mod Foramen ovale vendende Flade af Pladen var overtrukken med et tydeligt Brusklag, der under Mikroskopet viste sig som hyalin Brusk; denne Brusk omgav ogsaa hele Pladens Peripherie og ragede udenfor den. Stapes havde fuldstendigt sin blivende Form; det forreste Crus var kortere og mere lige, og i Ringen var udspendt en Membrana obturatoria. Processus styloideus, som udsprang i en trekantet Fordybning foran og indenfor Processus mastoideus, forlob som forhen (Pag. 425) beskrevet. Den Del af det retvinklede | Knæ, som afgik fra Kranium, havde en Længde af 4™™, den anden Del af 11™™; denne Del var ved stærkt Bindevæv fæstet til den udvendige Høregang og havde samme Retning paa Trommehindens nederste, indvendige Fjerdedel som forhen er anført om Tromme- hinden, idet den mod Enden blev tyndere. Hos et andet Foster af samme Alder (Hovedets Længdediameter 58"", Tverdiameter 47%%) vare Manubrium mallei og, saavidt jeg kunde see, ogsaa Processus brevis fuldstæn- digt bruskede, men i Peripherien fandtes en begyndende Dannelse af krystallinsk Kalk. Capitulum mallei og Collum vare forkalkede, men ikke forbenede, i det mindste ikke i deres Indre. Processus longus var knap 3"" lang og omgiven af meget stærke Skeder, den yderste fælleds med Processus Meckelii; den sidste havde tilligemed Capitulum mallei en Længde af 23"m, Mellemrummet i Symphysis mellem de to Grene af Maxilla inferior var 9™™ bredt og opfyldt med en fibrøs Masse, hvis Traade vanskeligt lode sig adskille. Midt i Massen fandtes cellelignende Kjerner, om hvilke det forblev tvivlsomt, om de vare Osteoblaster 87 | 435 eller Bruskceller; dog var jeg mest tilboielig til at ansee dem for Bruskceller, skjandt de ikke vare saa store og klare som i hyalin Brusk, men meget mindre, kornede og vinklede. De samme Legemer fandtes ogsaa paa Benets Artikulationsflade i Symphysis (cfr. Pag. 412, 418). 23. Menneskeligt Foster, 7 Maanedergammelt. Hovedets Lengdediameter 70"”, Tverdiameter 56™™. Pars occipitalis. Pars squamosa. Den øverste Afdeling af Squama occipitalis var tiltagen i Størrelse udad, begrendset nedentil af en halvmaaneformig Rand, saa at de nederste Benstraaler boiede sig nedad; den nederste Afdeling var derimod ikke synderligt større end forhen, heller ikke Tungen i den nederste Rands Midtlinie. Protuberantia occipitalis externa var synlig, men ingen Spina externa. Membrana spinoso-oceipitalis var 5™™ bred og 3™™ høi. Foramen magnum var aftaget i Sterrelse derved, at den nederste Del af Squama trengte lengere ned. Pars occipito-mastoidea var mindre, men var tiltagen i Tykkelse. Processus mastoi- deus tykkere. Den lodrette og vandrette Benknude paa Bruskens Udside, hidrorende fra Canalis semicircularis inferior og externus var bleven betydeligt større og fladere; nedentil vare Benknuderne sammenyoxne. Pars condyloidea. Condyli større med en Fure paa deres Indside, men som neppe var kjendelig paa Artikulationsfladen. Den gaffelformige Forbenings overste Gren ragede lengere frem over Foramen condyloideum anterius, som fortil endnu begrendsedes af Brusk. I den forstørrede, halvmaaneformige Forbening fandtes intet Foramen. Pars basilaris. Benkjernen tiltagen i Brede, saa at den kun ved en smal Brusk- som var adskilt fra den forreste Ende af Pars petrosa. Et fibrost Overtrek, som gik i en Bue fra den gaffelformige Forbenings overste Gren og hang saa fast paa Benkjernen, at det ikke lod sig fjerne, delede den bageste Flade i en overste, storre, oval og udhulet Del og en nederste, rektangulær, flad Del. Pars sphenoidea. Partiet ovenfor Benkjernen i Pars basilaris, den her symmetriske Pars perpendicu- laris selle turcice og dennes bageste Halvdel vare tiltagne i Tykkelse og Storrelse, men vare endnu bruskede. Derimod var den forreste Halvdel af Sella turcica forbenet; For- beningen var bleven bredere forfra bagtil, og paa Bunden viste sig tre smaa Aabninger, en i Midten og to paa Siderne. Den forbenede Processus alaris var forenet med den. Paa den nederste Flade var Benringen, som omfattede det senere Corpus ossis sphenoidei, 54" 436 88 bleven bredere forfra bagtil, saa at der mellem den og Benpladen i Pars basilaris kun var en Bruskmasse af 3"" Brede; fortil stodte den til Pars perpendicularis partis ethmoideæ og det forbenede Vomer. Medens den ovale Benknude i Radix posterior ale parve ikke var voxen synder- ligt, var den med samme forbenede Radix anterior bleven betydeligt bredere forfra bagtil, saa at de tilsammen dannede en hjerteformig Benknude. Radix anterior var ved kort, fibrost Væv forenet med den runde Benkjerne paa Siden af Planum, men denne var forbenet sammen med en lille, rund, overfladisk Benplade, som laae indenfor og lidt bag hin og var forenet med den modsatte Sides ved fibrost Væv (ikke endnu for- benet som paa foregaaende Kranium). Den paa Planums Overflade runde Benkjerne gik med en oval Form i Dybden og kom frem paa Siden af Rostrum sphenoideum, men gik dog ikke saa langt ned som paa Kraniet Pag. 427. Under den fibrese Bro fortsatte det bruskede Planum sig og havde i Legemets Midtlinie en brusket Fremstaaenhed, som gik over i Crista galli. Paa den forreste Rand af den bruskede Ala parva fandtes et Par smaa, flade Spidser, en midtveis, en anden udad, leggende sig ud over det forbenede Tectum orbite. Den udvendige Spids af Ala parva naaede til Os parietale. Ala magna var endnu ved Brusk, iser fortil, adskilt fra Forbeningen i Processus alaris; Foramen ovale var vel mere lukket, men dog endnu aabent bagtil. Sulcus caroticus var antydet paa Siden af Sella turcica bag nævnte Forbening. Ala pterygoidea interna var udad sammenvoxen med Ala pterygoidea externa, men der fandtes endnu Brusk paa dens forreste Flade. Derimod var den lille, isolerede Benkjerne for Hamulus pterygoideus endnu bevegelig; den dannedes udad af en Benskal med morke, store, sterkt forgrenede Ben- legemer, medens dens Indre endnu kun var krystallinsk Kalk; ved Behandling med Saltsyre kom de store, oprindelige Bruskceller med rund Kjerne frem, men vare ikke meget tydelige. Cornua sphenoidea stødte til den indvendige Rand af Basis ale interne. Pars ethmoidea. Crista galli Brusk. Pars cribrosa uforandret, kun var den midterste Del sænket noget dybere ned mellem Tectum orbite. Med Loupen opdagede man endnu en tynd, svag, lyreformig Udbredning af Brusken. Dens forreste Ende dannede en fortykket, op- kastet Rand. Brusken i Pars perpendicularis, som bagtil og udad dækkedes af det for- storrede Vomer, og i Pars nasalis frembød Intet at bemærke; de vare tiltagne i Størrelse og Tykkelse. Forbeningen syntes sterkest i Concha media, mindre i Concha infima og suprema; Brusken for Concha quarta var kun lille. Lamina papyracea var ikke forbenet, hvilket derimod var Tilfældet med Os lacrymale. 89 437 Pars petrosa. Canalis semicircularis superior havde begyndt at dreie sig noget indad og var sterkere fremstaaende; Hulheden ind under den var forbenet i Bunden nedentil, men endnu fyldt med Brusk oventil. Fra Bagsiden af Kanalens Runding udstraalede Benmasse i forøget Grad; en Del var endnu tyk Brusk og endte med to smaa, flade, trekantede Processus petroso-parietalis og petroso-occipitalis, som lagde sig ud over Indsiden af de paagjældende Ben. Margo superior partis petrosæ tilligemed Porus acusticus internus havde dreiet sig noget indad. Hiatus canalis Fallopii var bleven mindre. Aditus ad aqueductum vestibuli dannede en lodret Spalte. Brusksommen paa Udsiden af Pars petrosa var forbenet i større Udstrækning, Benet hvælvet opad, men endnu ikke sammenyoxet med den nederste Rand af Squama temporalis, skjondt de laae i umiddelbar Berorelse. Foran Brusksommen var Forbindelsen mellem Pars petrosa og Squama endnu membranos. Den forreste Ende af Pars petrosa var vel stærkere forbenet, og Fremstaaenhederne samt Cochleas Form tydeligere udviklede, men den var endnu forenet ved Brusk med Side- randen af Pars basilaris. Nedentil var Canalis nervi facialis omgiven af en Benskal, som bagtil var bekledt med Brusk og derved adskilt fra den forbenede Canalis semicircularis inferior og externus. Canalis caroticus var helt forbenet. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani var bleven noget tykkere især fort. Membrana tym- pani vendte mere udad, og den udvendige, hindede Oregang laae ikke saa fladt paa den som forhen. Manubrium mallei syntes endnu at vere Brusk, men hele den ovrige Malleus var forbenet; Processus brevis lille; Processus longus var forbenet, men neppe lengere end forhen; den sluttede sig noie til Processus Meckelii i en meget fast Skede. Processus Meckelii var saa tynd som en Sytraad af Middeltykkelse, noget tykkere nærmest Malleus, fortil fint tilspidset. Den naaede indtil 5"" fra Symphysis maxille inferioris, og hele Brusk- strengen havde en Længde af 32™". Den omgivende Skede var derimod ligesaa stærk som forhen og hvilede i en Fure i Underkjeben. — Hele Incus var forbenet, ogsaa Spidsen af Crus transversum. — Stapes var ligeledes forbenet med Undtagelse af Enden af Capitulum, hvor det bruskede Os lenticulare fandtes; dens Crura vare forbenede Cylindre, fyldte med Brusk; der fandtes ikke nogen Bruskplade paa Indsiden af dens Basis eller nogen Bruskring i dens Peripherie saaledes som paa forrige Kranium. Processus styloideus boiede sig knæformigt efterat have forladt Pars petrosa, var forholdsvis bleven tyndere og gik henover den nederste Del af den udvendige Heregang, saa at den kun afskar et lille Segment af den nederste Del af Annulus membrane tympani. 438 90 24. Menneskeligt Foster, 74/2 Maaned gammelt. Hovedets Længdediameter 71"", Tverdiameter 57™™. Pars occipitalis. Pars squamosa. Saavel den overste som den nederste Del af Squama oceipitalis var tiltagen i Storrelse; Afdelingerne vare udad adskilte ved en Fissur, men forholdt sig forresten omtrent som paa foregaaende Kranium. Protuberantia externa afgav i det hele Udgangspunktet for Benstraalerne. Linea semicircularis superior og inferior vare tydelige, og Benhinden sad meget fast i Mellemrummet mellem dem. Den nederste Del af Squama var paa Forsiden forsynet med en lille Tunge; paa Bagsiden stodte Partes occipito-mastoideæ til hinanden i en Strækning af 1"", men uden at vere sammenvoxne. Membrana spinoso- oceipitalis var trekantet, 7™™ bred, 5™™ hoi. Pars occipito-mastoidea dækkedes bagtil af Benranden fra Squama occipitalis, men Brusken mellem denne og den halvmaaneformige Forbening i Pars condyloidea var ind- svunden til en Brede af 4—5""; opad var den noget bredere. Udad dannede den sammen- smeltede Canalis semicircularis inferior og externus tilsammen en oval, flad Benknude, omgiven af Brusk med Undtagelse af Udsiden; Brusken mellem den og den halvmaane- formige Forbening havde en Brede af 2™™. Pars condyloidea var foraget i Storrelse og Styrke, iser den halvmaaneformige Forbening, i hvilken der fandtes en rund Grube, men intet foramen. Foramen condyloi- deum anterius var endnu brusket fortil, dog havde Brusken kun en Tykkelse af 1™™. Brusk- massen, der var en Fortsættelse af Brusken i Condylus, havde en Tykkelse af {—2"" mellem Forbeningerne og Benpladen i Pars basilaris. Paa Indsiden af Condylus var der et Indsnit, men ingen Fure paa Artikulationsfladen. Pars basilaris. Den storre og tykkere Benplade var paa Bagsiden oventil udhulet, den nederste, rektangulære Del ru; Grendsen mellem begge forholdt sig som paa fore- gaaende Kranium. Paa den nederste (forreste) Flade heftede Periosteum meget fast. Paa Sideranden var der en Brusk af 1—2"" Tykkelse, som skilte den fra Spidsen af Pars petrosa; opad gik Brusken over i den fortykkede og forsterrede Pars perpendicularis selle turcice. Pars sphenoidea. Benknuden paa Bunden af Sella turcica var bleven storre; bagtil begyndte den at strekke sig opad den forreste Flade af Pars perpendicularis sellæ turcicæ, fortil strakte den sig op mod Planum og var bleven bredere til Siderne. Paa Benknudens øverste Flade fandtes midtveis fortil et Foramen, som endte blindt, bag og udenfor dette flere mindre ubestemte. Paa den nederste Flade dannede den gjennem hele Corpus sphenoideum 91 439 gaaende Benknude en Plade, der ved en kun 1”” bred Brusk var adskilt fra Benpladen i Pars basilaris; fortil trengte den Pars perpendicularis partis ethmoideæ foran sig. Forbeningerne i Radices ale parve vare blevne storre og vare temmelig skarpt begrendsede; Radix anterior var sammenvoxen med den oprindeligt runde. Benkjerne paa Siden af Planum, og sidstnævnte muligen ogsaa med Radix posterior; i det mindste laae de i noie Bererelse og vare forenede ved meget stærkt fibrost Vey. De runde og i Størrelse forogede Benkjerner vare paa Overfladen næsten sammenvoxne i Midtlinien af Planum og gik i Dybden, saa at de kom frem paa Siderne af Radix rostri, ovenfor og foran Ben- knuden gjennem Corpus ossis sphenoidei paa Kraniets nederste Flade, idet de vare ovale forfra bagtil. Den udadgaaende Spids af Ala parva var brusket; dens forreste Rand ragede frit frem, og nedenfor den saaes nogle korte Spidser. Processus alaris, som var neie sammenvoxen med Benknuderne i Bunden af Sella turcica, endte med en trefliget Rand, hvorpaa Ala magna var fastvoxen, men Forbindelsen var endnu kun syag. Ala pterygoidea interna var fastvoxen noie til Ala externa; kun dens overste Del, som syntes at repræsentere den bageste Del af et Cornu sphenoideum, ragede frit frem paa et Underlag af tet Bindevæv. Den isolerede Forbening for Hamulus pterygoi- deus sad los og bevægelig paa Ala interna og havde et Gjennemsnit af lidt over 1™™; den indeholdt i Skallen Benlegemer, men dens Indre var kun forkalket; efterat Kalken var oplost med Saltsyre, fremkom som sædvanligt de store Bruskceller med rund Kjerne. Pars ethmoidea. Pars cribrosa, som neppe mere viste noget Spor af Lyreformen, Crista galli og Pars perpendicularis vare Brusk; Vomer dannede en tyk Benskal med straaleformige Forlengelser ud over den nederste Rand af Pars perpendicularis. Pars nasalis, hvorpaa oventil de forstørrede Neseben hvilede, strakte sig helt ud i Nesespidsen; dens nederste Rand var bolgeformigt udskaaren, og Bruskpladen trak sig dernest bag Processus nasalis maxille superioris og bag Os lacrymale, som var meget tyndt, men forbenet saaledes, at man kunde gjenkjende alle Enkeltheder deri. Dernest gik Brusken bag Lamina papyracea, som var hindet og uden Spor af Forbening, og bar paa Indsiden de tre Conche, nedentil strekkende sig i Hoide med Concha infima. Lamina papyracea forholdt sig paa folgende Maade: Den nederste Flade af Pars horizontalis ossis frontalis var bekledt med Periosteum, som gik ned over Lamina papyracea, i hvis overste og nederste Rand det var sterkt sammenvoxet med det Peri- osteum, som bekledte den overste Flade af Os frontale og Maxilla superior; det var en Fortsættelse af det Periosteum, som beklædte den forreste Flade af Nesebenene. Efterat hele dette Periosteum tilligemed Ossa nasalia, Os lacrymale og Processus nasalis maxillæ superioris vare borttagne tilligemed Periosteum for Lamina papyracea, stodte man overalt og folgelig ogsaa i Regionen af Lamina papyracea paa en fast, men meget fin Membran, 440 92 bestaaende af temmelig tykke og lige Traade med ikke synderligt mange Kjerner. Man kunde løsne Membranen fra den underliggende glatte og bruskede Pars nasalis og Pars papyracea; denne sidste dannede Bruskvæggen, der bar Conchæ, men tog ikke selv Del i Dannelsen af Lamina papyracea, hvis Forbening derimod gaaer for sig ligesom Næse- benenes mellem et ydre og et indre Periosteum. Paa det Sted, hvor Lamina papyracea senere skal dannes, kunde man løfte denne Membran helt i Veiret og blæse Luft ind under den. Alle tre Conchæ vare stærkt forkalkede eller forbenede, Concha infima mest. Concha suprema udsprang bagtil ligesom med 2 Radices, med mindre den ene var Concha quarta, hvortil der forresten ikke var synderligt Spor paa nogen af Siderne. Fortil vare saavel Concha suprema som media kolbeformigt udvidede, især media. En stærk, flad Forbening fandtes mellem Concha suprema og media i Ydervæggen, hvor for- resten Bruskcellerne og især deres Kjerner vare noget større end i-Conchæ selv. Concha suprema indeholdt tæt sammentrængte, temmelig smaa Bruskceller, hvoraf enkelte Partier vare forkalkede og havde en gulagtig Farve; Forkalkningen var krystallinsk og tillige kornet; Cellerne vare før Forkalkningen blevne større, med svag koncentrisk Stribning i Peripherien, hvor Kalkafleiringen var begyndt. Ved Tilsætning af Saltsyre kom Cellerne meget smukt frem, alle med rund Kjerne. Der var endnu ikke dannet Benlegemer. Derimod fandtes i Concha infima, hvis Bruskceller ganske lignede dem i Concha suprema, saavel forkalkede Bruskceller som store, kortforgrenede Benlegemer; ved Saltsyre kom hist de forstørrede, klare Bruskceller med runde Kjerner tilsyne; ved Benlegemernes Opløsning efterlodes store, kantede, meget blege Kjerner uden Grene. Pars petrosa. Denne Del var dreiet mere indad end forhen, saa at Porus acusticus internus mere laae paa den indvendige end paa den øverste Flade. Canalis semicircularis superior vendte mere fortil; Bunden i Hulheden under den var forbenet, og der fandtes en lodret Spalte i den i Dybden. Den øverste Del af Kanalen strakte sin Forbening længere bagtil; bag og ovenfor denne Del fandtes der endnu Brusk, der endte med en lille, tynd, trekantet Processus petroso-parietalis paa Indsiden af Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Aditus ad aqueductum vestibuli var forbenet i Form af en lodret Spalte. Den flade, af Canalis semi- circularis inferior og externus dannede Forbening, der som anført forøvrigt var omgiven af Brusk, gik fortil med sin Benmasse over i den forbenede Brusksom paa Udsiden af Pars petrosa og i Benmassen bag Canalis semicircularis superior. Den forbenede Brusksom laae umiddelbart op til den nederste Rand af den forstørrede Squama temporalis og var uden Sammenvoxning forenet med den ved fibrost Vev eller fastholdt ved den Forening af det indvendige og udvendige Periosteum, som finder Sted paa Randen, og mellem hvilke 93 441 Squama var bleven dannet. Canalis caroticus fremtraadte i Modsætning til foregaaende Kranium kun som forbenet Halvkanal. Hele Undersiden af Pars petrosa yar bleven mere ru paa Grund af de sig der forbenende Fremstaaenheder. Brusken, som endnu fandtes mellem den forreste Ende af Pars petrosa og Pars basilaris med Sella turcica, tilhorte de sidstnævnte. Ossicula auditus. Annulus membrane tympani var bleven noget tykkere, især dens forreste Ende. Trommehinden dannede en Vinkel af 40° med det horizontale Plan. Malleus og dens to Processus vare helt forbenede med Undtagelse af den yderste Spids af Manubrium, som heftede sig paa Trommehinden; Processus longus havde en Længde af 4™™. Processus Meckelii havde i det hele en Længde af 10%”, og dens Tykkelse var som en jævn Sytraads; Brusken var meget bled; det Samme var Tilfeldet med dens Skede, der lod sig forfolge omtrent til Midten af Ramus lateralis maxille inferioris, men ikke indeholdt Brusk fra det Oieblik af, at den traadte indenfor Maxilla inferior. Ogsaa var Furen paa Indsiden af Maxilla inferior udslettet, og der fandtes kun et ringe Spor deraf lige nedenfor Foramen maxillare posterius. — Incus var helt forbenet; Spidsen, som var heftet til Trommehulens bruskede Veg, indeholdt Benlegemer; ogsaa Stapes var helt forbenet. Os lenticulare var endnu Brusk; Artikulationshulheden med Stapes meget tydelig. Processus styloideus var forholdsvis kortere og tyndere end forhen og havde kun en Lengde af 7™™. Den dannede et afrundet Kne og forlob langs den nederste Rand af Krumningen paa Annulus membrane tympani. 25. Menneskeligt Foster, 8 Maaneder gammelt. Hovedets Lengdediameter 737”, Tverdiameter 63", Pars oceipitalis. Pars squamosa. Den overste Afdeling af Squama occipitalis var tyndere, den nederste tykkere i den lodrette Midtlinie end paa Siderne; udad vare de adskilte ved en Fissur. Linea semicircularis inferior sterkere fremtrædende paa Grund af Muskelinsertionerne. Den nederste Rand af den nederste Afdeling dannede to nedad vendte Halvbuer, adskilte i Midten ved en lille Spids, som stodte til den formindskede Membrana spinoso-occipitalis. Pars occipito-mastoidea var mindre, men tykkere end forhen. Bruskene fra begge Sider berørte hinanden i Legemets Midtlinie, men kun i en Heide af 1—2™™. Benknuderne fra Canalis semicircularis inferior og externus vare vel sammensmellede, men ikke saa noie som forhen, saa at man kunde skjelne hver enkelts Kontour. Brusken udenfor dem Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 55 442 94 dekkedes af den bageste Rand af Squama temporalis, men var adskilt fra den ved Peri- osteum. Det store Foramen mastoideum havde sin Plads indenfor de nævnte Benknuder. Pars condyloidea. Foramen condyloideum anterius mellem den gaffelformige For- bening var endnu brusket fortil i en Strekning af 1™™. Den halvmaaneformige Forbening bag Condylus, som var lidt større end forhen, havde ikke noget Foramen condyloideum posterius. Der var en Fure paa Indsiden af Condylus, men ingen paa Artikulationsfladen. Pars basilaris. Benpladen, som var bleven noget bredere og hoiere, var paa sine Rande beklædt med en Brusk af 1—2"" Brede, der adskilte den fra Spidsen af Pars petrosa og den gaffelformige Forbening i Pars condyloidea. Bagsiden var delt ved et fibrost, sterkt fastheftende og fra Randen af Pars petrosa kommende Overtrek i en overste, oval, udhulet og tyndere Del, hvorpaa Hjernehinderne kun sad lost, og en nederste, rektanguler, hvorpaa de sad meget fast, hvorfor denne Dels Overflade var meget ru. Ovenfor Benpladen var Brusken, der fortsatte sig op i Pars perpendicularis selle turcice, meget klar og fast. Pars sphenoidea. Forbeningen i Bunden af Sella turcica strakte sig bagtil med en afrundet Rand mod Pars perpendicularis selle turcice, fortil med en but Spids op mod Planum, under hvilken der fandtes en Fordybning. Der viste sig i Forbeningen tre blindt endende Foramina, et fortil og to til Siderne. Paa den nederste Flade var Forbeningen ikke bleven bredere, og den mellem Forbeningen og Benpladen i Pars basilaris verende Brusk havde en Brede af 3™™; derimod strakte Forbeningen sig længere opad Siderne. Benmassens Overflade hos begge var forskjellig. Radices ale parve vare blevne noget storre, især den forreste. Den oprindeligt runde Benknude i Planum var voxen sammen med Radix anterior og denne atter med posterior, saa at Foramen opticum var helt omgivet af Ben; Benknuden berørte Roden af den forbenede Pro- cessus alaris. Derimod gik denne Benknude ikke synderligt mere i Dybden end forhen, og skjondt de fra begge Sider laae noie sammen i Midtlinien af Planum, vare de dog ikke voxne sammen her. Den udvendige Spids af Ala parva i en Længde af 10™™ var endnu tynd Brusk med lige Rand uden Spidser og naaede ud til Angulus inferior et anterior ossis parietalis. Processus alaris var endnu fortil og udad omgiven af en Bruskstrimmel, som ad- skilte den fra Ala magna, af hvilken Grund denne ogsaa var mindre sterkt sammenvoxen med Processus end paa foregaaende Kranium. Udseendet af Benets Overflade var forskjellig hos begge. Processus alaris begrendsedes udad af en trefliget Rand; det indvendige og bageste Udsnit dannede den forreste Rand af Canalis caroticus; de to andre Udsnit op- toges af Bruskknoppen paa Processus alaris og af Ala magna; paa den nederste Flade var Knoppen endnu tydelig Brusk. Foramen ovale var endnu aabent bagtil. Ala pterygoidea interna var fastvoxen til externa, og Basis dannede en kort, fri Flig indad. Der saaes 95 443 intet Cornu sphenoideum, som muligen her har haft en anden Forbindelse. Den lille Ben- kjerne i Hamulus pterygoideus var endnu isoleret og los. Pars ethmoidea. Fra Midten af Planum hevede sig en sterk Fremstaaenhed, som gik over i Crista galli, hvis Brusk var bleven haardere. Af den oprindelige Lyreform i Pars cribrosa fandtes kun fortil et meget ringe Spor; dens rektangulere Del havde fortil en opvulstet Rand, fra hvilken Pars nasalis med en dyb Fure i Midten gik ned og strakte sig langt udenfor de forstorrede og tykke Næseben, der hvilede paa den. Næsebrusken lod sig dele i tre Af- snit: en overste, tyk Del, hvorpaa Nesebenene hvilede, en mellemste Del, som vel var tyndere, men af samme Udseende, og en nederste Del, der var lysere og endnu tyndere, strækkende sig med en Spids ud mod Nesespidsen. Herfra gik den med en bolgeformigt udskaaren nederste Rand om paa Siden af Næsen ovenfor Nesevingerne og fortsatte sig under Processus nasalis maxillæ superioris og nedenfor dette Bens senere Sutur med Lamina papyracea omtrent i Hoide med Concha infima. Denne Veg, som laae indenfor Lamina papyracea, Os lacrymale og Processus nasalis maxille superioris, fik saaledes en overste, lige Rand, der var en Fortsettelse af den udvendige Rand paa Pars cribrosa, en forreste Rand, som gik over i Sidedelen af Pars nasalis, men nedentil var fri og gik over i den afrundede, nederste Rand; den bageste Rand var fri og ved fibrost Vev og den beklædende Slimhinde festet til den indvendige Flade af Ala interna processus ptery- goidei og Svælget. Paa Brusken hvilede den membranose Lamina papyracea, men oventil strakte en virkelig Forbening sig ind i denne, kommende fra Randen af Incisura ethmoidea ossis frontalis, med hvilket Ben den hang sammen. Efterat den tynde Bruskplade, som dannede Pars papyracea, var fjernet, var den underliggende Masse hvidlig knopret, hvilket hidrorte derfra, at den var gjennemsaaet med en Mengde smaa, hvide Forbeninger med store, morke, sterkt forgrenede Benlegemer. Forbeningerne afgive Grundlaget for den senere cellede Bygning, som iser bley tydelig, efterat Massen var torret; den knoprede Masse, som fyldte Rummene, bestod dog ikke af Brusk, men af Bindevæv med isprengte Kjerner. Forbeningerne i Conche og disses Form forholdt sig som paa foregaaende Kra- nium; ogsaa her udsprang Concha suprema bagtil ligesom med 2 Radices. I Concha infima kunde man i den yderst tynde Benflise erkjende hele dens blivende Form; den lod sig let udskrelle, hvilket derimod ikke var Tilfeldet med Benflisen i Concha media, der var noiere forenet med den af Forbeninger gjennemsaaede Brusk. Meatus mellem Concha infima og media var dybest, derefter fulgte Meatus mellem Concha media og suprema; mellem de to Radices af Concha suprema var Meatus kun flad og kort. Med Hensyn til de mikroskopiske Forhold kan endnu fremheves, at der fandtes hyalin Brusk med store, mod hverandre pressede, runde eller kantede Celler med temmelig 55* 444 96 stor Kjerne i Nesebruskens saavel morke som lyse Parti; de syntes noget mindre ud mod Nesespidsen. Fremdeles fandtes hyalin Brusk i den nederste Rand af Pars papyracea og i Concha infima af samme Beskaffenhed. Pars petrosa. Hulheden ind under den forbenede Canalis semicircularis superior var i Dybden for Størstedelen endnu fyldt med Brusk. Partiet bag Kanalen var endnu brusket som paa fore- gaaende Kranium; der saaes kun Rudimenter af Processus petroso-parietalis og petroso- occipitalis. Canalis semicircularis inferior var ikke fuldstændigt forbenet. Den forbenede Brusksøm paa Udsiden af Pars petrosa, som dannede den bageste Del af Trommehulens Loft, var bleven bredere bagtil; Forbindelsen med Squama temporalis som paa foregaaende Kranium. Brusken mellem Spidsen af Pars petrosa og Sideranden af Pars basilaris tilhørte sidstnævnte, og Forbindelsen fra Pars petrosa dannedes kun af stærkt fibrøst Væv. Canalis caroticus dannede en forbenet Halvkanal, aaben fortil. Ossicula auditus. Annulus membranæ tympani var mere lukket oventil og var i sin Helhed bleven tykkere og stærkere, hvilket ogsaa gjaldt om den forreste, udvidede Ende; paa den nederste Del havde den faaet en Fremstaaenhed. Stillingen af Membrana tympani var som paa foregaaende Kranium. Den nederste Spids af Manubrium mallei var endnu brusket; Pro- cessus longus som paa foregaaende Kranium. Processus Meckelii var kun brusket indtil indenfor Maxilla inferior; den oyrige Del dannedes af den tomme, men endnu tykke Skede, som lod sig forfølge til Midten af Maxilla inferior, efterladende en neppe kjendelig Fure paa Underkjæbens Indside nedenfor Muskelinsertionerne; Processus havde en Længde af 11™™, Malleus var 37" bred. — Incus var helt forbenet; Spidsen af Crus transversum gik umiddel- bart over i den Bruskmasse, som fandtes mellem Benkjernen fra Canalis semicircularis externus og den forbenede bageste Rand af Squama temporalis, der i en kort Strekning dekkede Brusken. — Processus styloideus kom frem indenfor Processus mastoideus og forholdt sig som paa foregaaende Kranium. 97 445 IM. Læren om Kraniets Primordialbrusk. Forbeningen. I Afhandlingens historisk-kritiske Indledning har jeg stottet den Anskuelse, at Benenes Dannelse i Kraniet skeer paa to forskjellige Maader, der i Korthed foreløbigt kunne betegnes saaledes, at visse Ben dannes og forbenes intrakartilaginest (enchondralt) eller middelbart i eller gjennem Brusk, andre derimod intermembranøst (perichondralt eller periostealt) eller umiddelbart i eller mellem Membraner. Forskjellen i Dannelsen gjennem to skeletdannende Systemer hviler i Kraniet dels paa morphologiske, dels paa histologiske og histogenetiske Forhold. Som overalt forhen have vi ogsaa i nærværende Afdeling kun Mennesket for Øie. I morphologisk Henseende danner den Brusk, som lægger sig omkring Chorda dorsalis, efter al Rimelighed i den tidligste Tid en eneste sammenhængende Masse, hvori noget senere de enkelte Hvirvler komme tilsyne. Denne primordiale Brusk omgiver dernæst tillige Rygmarven, men mangler i Begyndelsen paa Dorsalsiden, af hvilken Grund de bagtil fremvoxende Hvirvelbuer fra først af ikke ere forenede i Ryggens Midt- linie. Ogsaa den Del af Brusken, som tilhører Kraniet, er aaben bagtil, og Kraniets Loft vedbliver i lang Tid at være hindet i større eller mindre Udstrækning, medens dets Bund dannes af Brusk. Kraniets Brusk vedligeholder fremdeles sin oprindelige Karakter og danner en eneste sammenhængende Masse; den antager forskjellig Tykkelse paa forskjellige Steder, og allerede før Udløbet af anden Maaned er den Form, som de i Primordialbrusken opstaaende Ben senere ville erholde, tydeligt anlagt, men man kan ikke angive hvert enkelt Bens Grændser, saaledes som disse senere bestemmes ved Suturer af forskjellig Art. Pri- mordialbrusken afgiver i Kraniet Grundlaget for Os occipitale, Os sphenoideum, Os ethmoi- deum med Conchæ infimæ, Ossa temporalia og Ossicula auditus; ogsaa de sidstnævnte ere i den tidligste Tid en umiddelbar Fortsættelse af Kraniets øvrige Primordialbrusk. Alle de øvrige Ben i Kraniet have derimod ikke et saadant fælleds, brusket Grundlag, men de blive anlagte hvert for sig mellem Membraner, som bestaae af Bindevæv, og Grændsen for hvert enkelt Ben er strax fra Begyndelsen af angiven mere eller mindre tydeligt. Dernæst er Maaden, hvorpaa hvert enkelt i Primordialbrusken præformeret Ben dannes, forskjellig fra den Maade, hvorpaa Benene forbenes mellem Membraner. Ligesom 446 98 det storste Antal af Benene i det ovrige Primordialskelet, saavel i Columna som i Extremi- teterne forbenes saaledes, at der til hvert enkelt Ben horer flere Forbeningspunkter, som efterhaanden smelte sammen, saaledes udgaaer ogsaa Forbeningen i Kraniets Ben fra flere forskjellige Forbeningspunkter, der under Vexten nerme sig hverandre og forenes. Adskil- lelsen mellem de enkelte Ben, saa at hvert enkelt bliver selvstendigt, skeer lenge efter, at de første Forbeningspunkter have viist sig. De Ben derimod, som forbenes mellem Bindeveys- membraner, have i Regelen kun et eneste Forbeningspunkt eller udgaae i det mindste kun fra eet Hovedforbeningspunkt, hvortil under Udviklingen undertiden underordnede Punkter kunne slutte sig. Selve Forbeningspunkterne vise den Forskjel, at de ved Ben, som dannes mellem Membraner, begynde som yderst tynde Plader, medens de i Primordialbrusken have meget forskjellig Form, men altid en vis, undertiden betydelig Tykkelse, og sandsynligvis altid fra Begyndelsen af ere omgivne af Brusk fra alle Sider, fordi de opstaae i Bruskens Indre og ikke paa dens Overflade. Disse Forskjelligheder gjore sig ikke blot gjældende ved Ben, som fuldstændigt dannes mellem Membraner, f. Ex. Os frontale, Os parietale og alle Ansigtets Ben, men ogsaa ved Bendele, der senere voxe sammen med Primordialbruskens Ben; thi ogsaa disse Dele blive fra forst af anlagte selvstendigt mellem Membraner med de dem tilkommende Grendser, have kun et enkelt Forbeningspunkt og voxe tilsidst sammen med Primordial- bruskens Ben. Forholdet er nemlig dette, at alle Primordialbruskens Ben i det menneske- lige Kranium indgaae Forbindelser med Bendele, som ere dannede mellem Membraner, og forst efter den fuldstendige Sammenvoxning er Benet dannet i sin Helhed. Af Os occipi- tale dannes den Del af Squama, som ligger ovenfor Linea semicircularis superior, ikke af Brusk, men mellem Membraner. Af Os sphenoideum ere Cornua dannede mellem Mem- braner, hvilket vistnok ogsaa gjælder om de yderste tynde Rande af Ala magna og Ale pterygoideæ. Af Os ethmoideum horer Lamina papyracea ikke til Primordialbrusken, og sandsynligvis den største Del af Væggene i Labyrinthens Geller dannes mellem Membraner. Af Os temporale bliver hele Squama, den forreste Del af Trommehulens Loft og Meatus auditorius externus dannet mellem Membraner. Endelig er blandt Horebenene Processus longus mallei ikke preformeret som Brusk, hvilket derimod som bekjendt er Tilfeldet med Processus Meckelii, der dog allerede begynder at svinde for Udlobet af Svangerskabets forste Halvdel. Med Hensyn til Forskjelligheden i histologisk og histogenetisk Henseende skal her kun i Almindelighed bemærkes, at de af Kraniets Ben, der dannes i Primordialbrusken, gjennemgaae et Udviklingsstadium gjennem en provisorisk Bruskdannelse, som de mellem Membraner dannede Ben savne, om end Resultatet bliver ens for begge; thi i det ferdigt dannede Ben, hvad enten det er dannet gjennem Brusk eller ei, lader der sig ikke efter- vise nogen vesenlig Forskjel mellem begge Arters Benlegemer. De i det Enkelte gaaende 99 447 Forskjelligheder ville, som jeg haaber, blive tydelige ved den folgende Fremstilling af For- beningen, som jeg samtidigt agter at benytte for at vise, at den egenlige Forbening, det vil sige Dannelsen af Benlegemer, overalt hviler paa et og samme Grundlag. Forud maa det bringes i Erindring, at der var en Tid, hvor det næsten stod som et Dogma, at enhver Bendannelse var betinget af en tidligere filstedeverende Brusk. Hvor Brusken i visse Tilfælde ikke var tydelig for det blotte Øie eller under Mikroskopet, hjalp man sig med at antage, at Brusken forandredes til Ben i samme Qieblik, som den blev an- lagt, eller man tydede Elementardele som Bruskceller, der i Virkeligheden ikke vare Brusk- celler. H. Müller har den store Fortjeneste at have viist, at Brusken kun indirekte bidrager til Bendannelsen, idet der nemlig saavel i den oprindelige Brusk som i forkalket Brusk- masse danner sig Kanaler, som fyldes dels med Marvceller, dels med Kjerner. Kjernerne afgive Materialet saavel til de stjerneformige Benlegemer som til den mellemværende Ben- substants. De samme Kjerner efterviste han i det Bindevæv, som danner Periosteum; de forvandles ligeledes her til Benlegemer og afgive Materialet til Bendannelsen i Benets Peripherie og omkring de med Periosteum indtrengende Haversiske Kanaler. Gegenbaur gav senere Kjernerne det passende Navn Osteoblaster. H. Müllers Anskuelse af Kjernernes Rolle stoder ikke paa nogen Vanskelighed ved saadanne Forbeninger, der opstaae paa Steder, hvor der positivt iforveien ikke har veret nogen Brusk; den er derfor strax anvendelig paa Forbeningen af de mellem Bindevævs- membraner dannede Ben i Kraniet og overhovedet paa den periosteale Forbening, der ud- gaaer fra Bindevæv, som er blandet med Kjerner. Derfor kan man her henfore Forbenin- gerne i Fuglenes Sener, der opstaae midt i traadformige Elementardele uden Spor af Brusk. Om Forbeningerne i mange pathologiske Produkter, som ikke blot ere Forkalkninger, gjælder det Samme; thi naar der i dem ikke er Spor af Brusk, kan man kun hjælpe sig sig med at antage, at en Kjernedannelse lig den i Periosteum er gaaet forud for Ben- legemernes Dannelse. Hvad derimod den Forbening angaaer, som opstaaer paa Steder, hvor der aabenbart iforveien har været Brusk tilstede, synes det, som om H. Müller!) ikke vovede at bryde fuldstændigt med Traditionen. Saaledes siger han, at man i Almindelighed ikke kan nægte, at den samme Celle, som udfyldte en Bruskhulhed, kan blive til et stjerneformigt Ben- legeme, og anforer som Exempel paa en saadan Overgang Benlegemerne i Intervertebral- skiverne hos Oxefostre og afbilder Benlegemer derfra. Ogsaa den Omstendighed, at han 1) H. Müller, Zeitschrift für wissenschaftliche Zoologie 1858, 9, Pag. 175. De navnlig for den prak- tiske Lege overordenligt vigtige Resultater, H. Müller kom til angaaende Forbeningen , brugte lang Tid til at vinde Anerkjendelse. Man kan endnu, ogsaa hos os, stode paa uklare Forestillinger om disse Forhold, der rebe, at Vedkommende «ikke ere fulgte med» i Henseende til mikroskopiske Undersogelser eller «selv nærmere have befattet sig med dem». 448 100 antog, at de osteogene Kjerner (saavelsom Marvcellerne) nedstammede fra Brusklegemerne, taler for, at han ikke fuldstændigt vilde afsætte Brusken fra dens hidtil hafte Bestilling"). Jeg skal nu forst vise, at Benlegemerne dannes umiddelbart af de Kjerner, der findes i Periosteum og med dette gjennem de Haversiske Kanaler ogsaa trenge ind i Bruskens Indre, og samtidigt soge at gjendrive H. Müllers Antagelse, at Kjernerne, som vise sig i de Kanaler, der dannes i Brusken saavel for som efter Afleiring af Kalksubstants, skulde tage deres Oprindelse fra de henflydte Bruskceller; dernæst skal jeg oplyse, hvorledes det forholder sig med nogle af de isolerede Iagttagelser, der i Almindelighed endnu anføres som Bevis paa Brusks umiddelbare Overgang til Bensubstants. For det første maa det om de paagjældende Kanalers Rolle overhovedet bemærkes, at Osteoblasternes nævnte Oprindelse ikke vil kunne eftervises ved Dannelsen af Ben mellem Membraner, naturligvis fordi der her hverken findes Brusk eller Bruskceller. Og da det er udenfor al Tvivl, at denne Bendannelse skeer gjennem Osteoblaster, maatte man antage to forskjellige Kilder til dem. Dernæst synes det ligesaa misligt at antage, at den samme i de dannede Kanaler henflydte Masse skulde kunne afgive Dannelsesstof til to saa forskjellige Bestanddele som Marvceller og Osteoblaster, eller at der kunde være Over- gange mellem dem. Fremdeles har jeg aldrig i Kraniets Primordialbrusk truffet det ringeste Spor til Marvkanaler, hvorimod jeg ikke vil nægte, at de kunne opstaae i Brusken paa et senere Stadium, naar der allerede har dannet sig Marvkanaler, vel at mærke, i selve Ben- massen, og naar Ossifikationsranden med Kanalerne umiddelbart fortsætter sig ind i Bru- sken. Endelig stride mine lagttagelser af Forbeningen i det menneskelige Kraniums Pri- mordialbrusk mod den Rolle, som H. Miller tillagde Bruskcellernes Kjerner (Protoblasterne). Jeg gaaer derfor over til Skildringen af denne Forbening. Til Undersøgelsen vil jeg anbefale 3 Maaneder gamle Fostre, og man kan vælge de forskjellige Forbeninger i den nederste Del af Squama oceipitalis, Pars basilaris, den halvmaaneformige Forbening bag Condyli, Ala magna osy. Paa nogle Steder, saaledes i Ala parva og Conche, ere de store klare Geller, der i det Folgende skulle heskrives, mindre 1) H. Müller udtaler sig med den ham egne Forsigtighed ikke om nogen bestemt Del af Bruskcellen, men siger kun gjentagne Gange, at Benlegemerne ere «Abkömmlinge der Knorpelzellen» (1. c. Pag. 150, 174, 223); selv dette Udtryk ledsager han undertiden med et «höchst wahrscheinlich«. Kölliker (Handbuch der Gewebelehre des Menschen 1867, Pag. 210) siger, at det er Bruskeellernes Protoblaster, hvorved han (Pag. 64) forstaaer Bruskcellens Indhold og dens Kjerne. Jeg tager imidlertid ikke i Betenkning her at indskrænke Begrebet til Kjernen alene, da man ikke ret vel her kan tænke sig, at et membranlost flydende Indhold skulde omdannes til et fast Legeme. Forøvrigt kan man for den følgende Fremstilling gjerne fastholde Köllikers Begreb om Protoblaster. Cfr. C. Robin, sur l'évolution de la notocorde 1868, Pag. 62 Note. — S. Stricker (Vorlesungen über allgemeine und experimentelle Pathologie 1878, 2, Pag. 319) staaer ikke blot endnu paa det ældre Standpunkt, idet han ikke tvivler om, at Bruskceller gaae direkte over i Marvceller, men siger endog, at Bruskceller under Benenes Udyikling kunne forvandles til rede Blodlegemer! 101 449 end andetsteds. Jeg forbigaaer Beskrivelsen af den genuine, hyaline Brusk!), hvorlil jeg ikke har noget Nyt at foie (Afbildning af Cartilago mastoidea, Tab. 2, Fig. 15), og skal fremdeles betjene mig af Udtrykket Forbening, fordi Forbeningen i Almindelighed folger hurtigt paa Forkalkningen og i sit Udseende for det blotte Øie er den saa lig, at Sporgs- maalet om Forbening eller Forkalkning oftest kun kan afgjores ved Mikroskopet, idet Benlegemer danne Diagnosen for Ben og Forbening og ere forskjellige fra forkalkede Bruskceller. Naar man vælger Brusken i den nederste Afdeling af Squama occipitalis, har man et forholdsvis stort Objekt til at undersoge de forskjellige Stadier. Paa et lodret Snit træffer man yderst Periosteum (Tab. 2, Fig. 16, a), der senere her faaer Navn af Galea apo- neurotica, bestaaende af fine, glatte, temmelig lige eller ikke synderligt bugtede Traade, som ere blandede med smaa, ovale eller skyttelformige Kjerner, der afgive Materialet til de senere Osteoblaster. De yderste Lag have ferre Kjerner og ere mere lig sædvanlige Bindevevstraade, men med mindre sterke Bugtninger. Under Periosteum er der en yderst fin Hinde, som nærmere skal omtales nedenfor. Paa den Flade, der vender mod Hjernen, er Bruskpladen bekledt med et blodere Lag (Tab. 2, Fig. 17), som indeholder ferre Traade, ofte med kornet Overflade og noget sammenfiltrede; ogsaa dette Lag er blandet med en Mengde smaa runde eller ovale Kjerner, hvoraf enkelte, spredte mellem dem, ere meget storre end de andre. Dette Lag (som ogsaa er iagttaget paa andre Steder, f. Ex. Ind- og Udsiden af Ala magna) henger fastere til Brusken end det udvendige Perichondrium, men synes ikke at omdannes til Dura mater, hvis tendinose og noget grovere Traade ere glatte, stive, klart skinnende, uden Kjerner og undertiden krydse sig, og det er derfor rimeligt, at Periosteum paa Kraniets Indside er uafhengigt i sin Dannelse af Dura mater. Mellem disse to allerede ved Synet med en Loupe skarpt begrendsede Lag hviler den hyaline Brusk, bestaaende af middelstore Bruskceller. Forend Forkalkningen begynder, undergaae Bruskcellerne en betydelig Forandring (Tab. 2, Fig. 16, b). De blive meget gjennemsigtige, næsten vandklare, hvilket bedst sees, naar de dekke hverandre; de blive 2—3—4 Gange storre end forhen, hvilket muligen skeer paa den klare Intercellularsubstantses Bekostning, eftersom Cellernes hyaline Grundlag forholdsvis er mindre end forhen. Hver enkelt Celle er rund eller oval, sjeldent lidt kantet ved det gjensidige Tryk. Cellen er omgiven af en fast Cellemembran, der viser sig som skarpt markeret Doppelkontour om den (Tab. 2, Fig. 16, c); man kan finde Celler, der ere traadte helt og holdent ud af den omgivende Kapsel (Tab. 2, Fig. 16, d), hvoraf fremgaaer, at det klare Indhold har en vis Konsistents, og man kan treffe tomme eller iturevne Kapsler 1) Cfr. A. Hannover, om Bruskens første Dannelse og Udvikling; Vidensk. Selsk. Skrifter 1864, 7, Pag. 1, Tab. 1, 2; British and Foreign Medico-Chirurgical Review for April 1865. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 56 450 102 (Tab. 2, Fig. 16, e e), til Bevis for begge Elementardeles Selvstændighed. I den klare Celle sees eet eller to, meget sjeldent tre forholdsvis smaa, runde eller let ovale, fintpunkterede eller kornede Kjerner; deres Storrelse er ikke tiltagen i Forhold til Cellernes. To Geller forenede i et felleds Hylster treffes kun sjeldent. Jo mere man fjerner sig fra den Del af Brusken, der skal forkalkes (ved smaa Forbeninger behoves kun en ganske ringe Af- stand) desto mindre ere Cellerne, og de gaae efterhaanden over i de sædvanlige Celler, der findes i den evrige hyaline Brusk. Naar Tidspunktet for Forkalkningen rykker nermere, fortykkes den forhen enkelte Kapsel, saa at den kommer til at bestaae af flere Lag med skarp Kontour (Tab. 2, Fig. 18). Lagene kunne isoleres, og ligesom i foregaaende Stadium kan man treffe Bruskceller, som ere traadte helt og holdent ud af Kapslen, og paa den anden Side træffe isolerede fortykkede Kapsler (Tab. 2, Fig. 18, a). Kapslerne ligge koncentrisk omkring Bruskcellen, men Kapslen fra en Celle kan trekke sig henover en nerliggende Celle, saa at flere Celler omgives af en felleds Kapsel (Tab. 2, Fig. 20). Derved fremkommer et traadet Udseende, hvilken Skuffelse yderligere forages, naar Cellerne ved Preparationen ere blevne fortrukne, saa at det seer ud, som om der var Traade med et stjerneformigt Udspring eller med smalle Striber, eller som om der var et forskudt Bjælkeværk, men der er i Virkeligheden aldeles ingen traadet Bygning tilstede. Jo nermere Forkalkningspunktet, desto morkere ere Bruskcellernes Kjerner, og desto tykkere ere Kapslerne; Kapslernes Tykkelse taber sig indad ligesom selve Cellernes Storrelse. Det neste Stadium er Bruskcellernes Forkalkning (Tab. 2, Fig. 19). Denne gaaer saaledes for sig, at der afsættes Kalkmasse af skinnende Udseende og med krystallinsk Brud i større og mindre Stykker; de større Stykker synes af opstaae ved Sammensmeltning af mindre (ikke «Kalkkrümel» efter Kölliker). Afleiringen skeer altid forst i eller paa de koncentriske Kapsler; de dækkes og gjennemtrenges fuldstendigt af Kalken, medens Bruskcellen selv endnu er fri. Naar alle Kapslerne ere forkalkede, fremkommer derved et netformigt Udseende. Under tiltagende Kalkafleiring blive Nettets Masker mindre og mindre, men man kan stadigt endnu see en Del af Bruskcellen midt i Masken. De runde eller ovale Kjerner holde sig uforandret; undertiden sees en eller flere ligesom skinnende Draaber paa Cellen. Tilsidst dækkes ogsaa den sidste Rest af Cellen, hele Massen bliver uigjennemsigtig og viser sig paa mork Grund som en hvid, krystallinsk, kornet Kalkmasse, undertiden med nogen Stribning hidrorende fra de koncentriske Kapsler. Men Brusk- cellerne ere ingenlunde tilintetgjorte; thi tilsetter man Saltsyre, opleses Kalken under Luftudvikling og forsvinder fuldstendigt, og tilbage bliver hele Bruskmassen med alle dens Celler, Kapsler og Kjerner og viser sig næsten ganske uforandret saaledes som for For- kalkningen, men blegere (Tab. 2, Fig. 20). Jo yngre Forkalkningen er, desto fuldstendigere er Billedet; ved ældre Forkalkninger er Billedet mere udvisket, Kapslerne have mistet deres 103 451 Stribning, og Cellerne ere mere eller mindre utydelige. Kjernerne beholde deres runde Form, synes overhovedet at holde sig bedst og ere ikke traadte ud af Cellerne for at tjene som Protoblaster eller til Dannelsen af Benlegemer. Af disse Legemer sees der endnu ikke det fjerneste Spor i Kalkmassen, men man kan skuffe sig, naar man antager en vinklet storre Kalkmasse for et Benlegeme og setter dette i Forbindelse med Mellem- rummene mellem Kalkkrystallerne, idet man anseer dem for Benlegemernes Grene. Det maa her endnu anfores, at ogsaa de store, klare Bruskceller meget godt modstaae Salt- syrens Indvirkning for deres Forkalkning. Det sidste Stadium bestaaer i hele den afleirede Kalkmasses Oplosning. Til at undersoge dette Forhold kan man ligeledes benytte den nederste Afdeling af Squama occi- pitalis af et 3 Maaneders Foster. Naar man her gjør et lodret Snit og fjerner Periosteum paa Ind- og Udsiden, seer man tvende morke Striber, indesluttende en lys, nesten gjennem- sigtig Stribe i Midten. De to morke Striber ere virkelig Benmasse med Benlegemer, som sees paa Kant og ligge i Rader, fordi Bygningen er lamellos. Paa deres Indside treffer man skyttelformige eller store, ovale, i begge Ender tilspidsede Kjerner, ganske af samme Natur som de Osteoblaster, der afgives af Periosteum; de have ogsaa samme Oprindelse og hidrore fra Periosteum externum, der strax fra Begyndelsen af trenger ind i den forkalkede Masse og danner Haversiske Kanaler, som ere beklædte med Kjerner. Der, hvor Osteobla- sterne samle sig paa Lagets Overflade, treffer man en hvirvelformig Leiring af dem og senere af Benlegemerne. De yngste Benlegemer ere store, klare og uden Forgreninger, med Alderen blive de mindre, men erholde nu talrige Forgreninger; man seer dette saavel midtveis som paa Forbeningens Rande, hvor Benlegemerne ere store og lyse. Benlegemerne i den forreste Plade have i det hele Karakteren af at vere yngre end de i den bageste. I den lyse midterste Stribe findes et sparsomt, ubestemt, traadet Vev med smaa Kjerner, som muligvis ere de sidste Levninger af Bruskcellernes stribede Kapsler og Kjerner, men disse have aldeles ingen Lighed med de store, ovale Osteoblaster, og der findes ingen Overgange mellem dem. Andre Brusk- eller Benkanaler end den nævnte lyse Stribe har jeg ikke truffet i den nederste Afdeling af Squama. Der er en anden Forbening, hvori man ogsaa kan see, at Bruskcellernes Kjerner ikke have noget at gjore med Osteoblasterne, nemlig den lancetformige Forbening i Pars basilaris occipitalis. Den er hos tre Maaneders Fostre 1™™,25 lang, 0™™,5 bred og 0"",25 tyk. Den naaer i denne Alder ikke helt ud til den forreste Rand af Foramen magnum, men er adskilt derfra ved et Lag Brusk og ligger, saavidt man kan skjønne paa mikro- skopiske Snit, nærmere Bruskens nederste Flade. Naar man har fjernet Periosteum, kan man saavel fra Forbeningens nederste som dens overste Flade losne en overordenligt tynd, gjennemsigtig Benskal. Den bestaaer af Ben og indeholder et enkelt Lag af talrige, store, lyse, i Enderne tilspidsede, men næsten ikke forgrenede Benlegemer, hvilende i et let 56* 452 104 stribet Grundlag, med Antydning paa enkelte Steder af en koncentrisk Leiring af Ben- legemerne, som hidrorer derfra, at der paa dette Sted har dannet sig en udenfra ind- trengende Haversisk Kanal. Benlegemerne findes i storst Mengde i Forbeningens nederste Skal. Mellem de tynde Benskaller findes en porøs, uigjennemsigtig, hvid Kalkmasse. Oploser man denne med Saltsyre, komme de store Bruskceller tilsyne paa samme Maade, som ovenfor er beskreven i den nederste Afdeling af Squama oceipitalis; oploser man derimod de udvendige Benskaller, forsvinde Benlegemerne, og deres tidligere Plads kan kun med Moie erkjendes som svage, lyse Pletter i en ensformig klar Grundsubstants. Forbeningens (Forkalkningens) Peripherie og dens Centrum have derfor en aldeles forskjellig Oprindelse. I Centrum forkalkes de forstorrede Bruskceller; ogsaa Bruskcellerne nermest Benskallens Rande ere forstorrede, iser midtveis og oventil, og gaae udad hurtigt over i sedvanlige Bruskceller med flere Kjerner. I Peripherien derimod dannes Benlegemerne, og deres Dannelse eller den sande Forbening gaaer ligesaa tidligt for sig som Bruskcellernes Forkalkning, saa at man nærmest den tynde Benskal kan treffe forstørrede Bruskceller, som endnu ere aldeles tydelige og kun tildels dekkede af Kalkmasser. Paa Benskallens Udside vedblive Benlegemerne at afsettes, omdannede af Osteoblaster, hvormed Indsiden af Periosteum externum er bekledt; til Dannelsen af Benlegemerne i Kalkkjernens Indre tjene de med de Haversiske Kanaler indtrengende Osteoblaster, og den forkalkede Brusk mellem Benskallerne gaaer tilgrunde. Man kan derfor ikke sige, at Substantia vitrea dannes af Periosteum og Diploe af Brusken, fordi Benlegemerne (den sande Forbening) have en og samme Oprindelse, eller troe, at man har et Bruskskelet tilbage, naar man har udtrukket Kalken af et Ben med Saltsyre; thi Brusken er forsvunden i en virkelig Forbening. Der er en tredie Forbening, som er meget instruktiv paa Grund af sin Lidenhed, nemlig den af mig fundne Benkjerne paa Spidsen af Ala pterygoidea interna, der senere bliver til Hamulus pterygoideus. Den er hos 5 Maaneders Fostre kun 0™,5 stor, og naar Kalken oploses med Saltsyre, viser der sig kun store Bruskceller med stor, rund Kjerne. Men hos lidt ældre Fostre, naar Kjernen har naaet en Størrelse af 1™™, indeholder den udvendige Skal Benlegemer, medens det Indre er fyldt med normale eller forkalkede Brusk- celler, og man kan saaledes paa et og samme lille Preparat, ja nesten i et og samme Synsfelt, see de af Osteoblaster dannede Benlegemer og ved Siden af dem Bruskceller med deres Kjerner, uden nogensomhelst Overgang mellem disse Elementardele. Den lenge forte Strid, om Benlegemerne havde deres Oprindelse af Bruskcellen selv eller dens Kjerner, viser sig nu aldeles orkeslos. Hvad der iser bidrog til at vedligeholde Troen paa Benenes Dannelse af Brusk, var den Omstendighed, at nogle senere lagttagere (Lieberkühn, Gegenbaur, Kölliker) mente at kunne eftervise Bruskens umiddelbare Overgang til Bensubstants med stjerneformige Benlegemer i Hjortens Geviir, i Clavicula hos Mennesket, i Drovtyggernes Pandetapper, RN. 105 453 i Fuglenes Trachealringe og i rhachitiske Ben. Disse Iagttagelser trænge imidlertid til Bekreftelse eller til en anden Tydning af lagttagelsen. Jeg seer mig istand til at vise dette med Gegenbaurs') lagttagelse af Bruskcellers Overgang til Benlegemer i Pandetapperne hos Drovtyggere (Kalven). Bruskcellerne ere her smaa og meget talrige, hvile i en rigelig Intercellularsubstants og have en Halo omkring sig. Naar de skulle forkalkes, blive de meget sterre og faae en skarp Doppelkontour, men det er kun sjeldent, at Kapslen bestaaer af flere koncentriske Lag, saaledes som det er skildret og afbildet af det menneskelige Kraniums Primordialbrusk. Kalkmassen er grovtkornet, ikke krystallinsk, og afleires som sædvanligt først i Cellens Peripherie, senest midt paa Cellen. Ved denne Kalkens net- formige Leiring fremkommer det skuffende Udseende af sterkt forgrenede Benlegemer, men Legemerne ere meget mindre end virkelige Benlegemer og langt flere i Antal end Brusk- cellerne. Oploser man Kalken med Saltsyre, komme desuden Bruskcellerne uforandret frem med Doppelkontour og med en Halo. Er det forkalkede Sted noget eldre, ere Bruskcellerne ligesom taagede og udviskede; ogsaa deres Kjerne bliver utydeligere. For- uden Bruskmassen findes der en rigelig Traaddannelse med forgrenede Bundter, ledsaget af skyttelformige og tilspidsede Kjerner, der ogsaa findes i stor Mengde mellem de for- kalkede Grene, som de samlede Bruskceller danne i den øvrige Brusk, og som ere hvide paa mork Grund; ogsaa naar Kalkgrenene oploses med Saltsyre, komme de store Brusk- celler frem paany, hvilende i en grynet Intercellularsubstants. Saaledes er Forholdet i ydre, yngre og blodere Lag. Men i eldre og noget dybere Lag forekommer der foruden de nævnte Kalkgrene ogsaa Bengrene, som bestaae af en ensformig Kalkmasse med virkelige, "stærkt forgrenede, mørke Benlegemer, der ere meget større end de tilsyneladende Ben- legemer i Kalkgrenene og mangle en lys Plet, som gjerne findes midt i de forkalkede Brusklegemer paa det Sted, hvor der endnu ikke er afleiret Kalk. Tilsættes nu Saltsyre til en saadan Bengren, oploses Kalken, og tilbage blive blege, ovale eller vinklede Kjerner (Osteoblaster), hvilende i et traadet Grundlag, aldeles lig Udseendet fra Os frontale (Tab. 2, Fig. 24, a); efter kort Tids Forlob svinder det traadede Grundlag tilligemed Kjernerne, saa at man ikke kan gjenkjende deres Plads, medens hine paany for Dagens Lys bragte Brusk- celler holde sig meget godt i Saltsyren. Gegenbaurs Afbildning er aldeles naturtro; man seer Bruskcellernes Halo og tildels endog deres Doppelkontour, efterat de ere behandlede med Saltsyre; men disse Bruskceller vilde aldrig vere blevne til Benlegemer, men lide alle Bruskcellers Skjæbne og forgaae. De virkelige Benlegemer ere derimod dannede af de mellem Brusken forekommende og paa en Traaddannelse hvilende Osteoblaster. Traad- bundterne ere Begyndelsen til Haversiske Kanaler. fagttagelsen viser forresten, at man 1) C.Gegenbaur, über die Bildung des Knochengewebes; Jenaische Zeitschrift für Mediein und Natur- wissenschaft 1867, 3, Pag. 209, Tab. 3, Fig. 1. 454 106 ikke altid med det blotte Øie kan afgjere, om en vis Del er et af Periosteum dannet Ben eller en i Primordialbrusk dannet Forkalkning. Selv Bygningen i Dele, som ligge lige ved Siden af hinanden og have samme Udseende, f. Ex. Ala pterygoidea interna og Cornu sphenoideum, bliver forst tydelig ved Mikroskopets Hjælp og ved Behandling med Saltsyre; i førstnævnte Del fremtræde Bruskceller som Bevis for, at den tilhører Primordialbrusken, i sidstnævnte derimod kun Benlegemer og Osteoblaster. Jeg har ikke haft Leilighed til at undersoge Hjortens Geviir, men jeg har sterk Formodning om, at det vil forholde sig som Drovtyggernes Pandetapper og ikke danne nogen Undtagelse fra den almindelige Lov for Forbeningen, saaledes som jeg ovenfor har skildret den; kun maa man ikke forvexle Kalk- grene med Bengrene. Med Hensyn til Clavicula kan jeg kun anfore een lagttagelse, som jeg har gjort paa et knap 2 Maaneder gammelt Foster (Pag. 376 øverst). Clavicula var forbenet i en Længde af lidt over 2™™, dannede en let boiet Cylinder, som var mere gjennemsigtig i begge Ender, men forøvrigt blev hvid ved at torres. Enderne bestod af aldeles ' tydelige Bruskceller, som noget fjernere fra Enderne vare storre og tildels forkalkede. Ved at til- sette Saltsyre oplostes Kalken, og Bruskcellerne kom frem; de havde en ret betydelig Stor- relse og vare omgivne af koncentriske Kapsler, dog ikke i nogen fremtredende Grad. Fjernere fra Enderne optraadte Benlegemer, som ved tilsat Saltsyre forandredes til Osteo- blaster, og Bruskceller vare ikke tydelige. Der kan herefter ikke vere Tvivl om, at Clavi- cula hos Mennesket hører til Primordialskelettet og ikke er noget Belegningsben, og at det ved Forbeningen følger den almindelige Lov for Primordialbrusken !). Vi have nu at omtale Forbeningen i Kraniets Primordialbrusk i dens Helhed. Naar Perichondrium er fjernet, har Kraniets Primordialbrusk i Begyndelsen, forend nogen- somhelst Kalkmasse er afleiret, en aldeles glat Overflade. Udseendet er, som om der var et Overtræk af en seros Hinde, eller som om der var en Vedske mellem Brusken og Perichondrium. Dette gjælder saavel om Bruskens Indside som iser om dens Udside. Perichondrium lader sig derfor ogsaa i Almindelighed med Lethed fjerne fra Brusken uden i ringeste Maade at beskadige den. Umiddelbart paa Brusken bar jeg hos eldre Fostre truffet en selvstendig, gjennemsigtig og fin Hinde, hvis Oprindelse og Betydning ikke er mig klar. Jeg har fundet den paa den nederste Afdeling af Pars squamosa occipitalis, men iser tydelig paa Udsiden af Pars papyracea og nasalis, hvor jeg kunde lofte den i Veiret og blæse Luft ind under den (cfr. Pag. 415, 423, 439). Hinden har en traadet, stribet Bygning med isprengte Kjerner, og da Ossa nasalia hvile mellem det udvendige 1) Cfr. C. Bruch, über die Entwickelung des Schlüsselbeins; Jenaische Zeitschrift für Mediein und Naturwissenschaft 1867, 3, Pag. 299, og C. Gegenbaur, Nachschrift zu vorstehender Mittheilung, ibidem Pag. 304. 107 455 Periosteum og denne Hinde paa det Sted, hvor den bekleder Pars nasalis, og da Hinden ligeledes findes mellem Pars papyracea og Periosteum paa det Sted, hvor Lamina papyracea senere skal dannes, er det muligt, at den bidrager til de nevnte Belegningsbens Dannelse. Men paa den anden Side kan en slig Rolle ikke tillegges Hinden paa saadanne Steder, hvor der ikke dannes Belegningsben, f. Ex. paa den nederste Afdeling af Pars squamosa occipitalis. Forbeningen i Brusken begynder med en Kalkafleiring i visse bestemte Punkter, som man har kaldt Forbeningspunkter, en Benævnelse, der for Bruskkraniets Vedkommende ikke er rigtig for det forste Stadium, hvor der endnu ikke er dannet Benlegemer; i det membranose Kranium derimod ere disse Punkter strax fra Begyndelsen af Forbenings- punkter med Benlegemer, men i det bruskede Kranium ere de kun Forkalkningspunkter, fordi de fra forst af kun indeholde Kalkmasser med et stærkt skinnende, krystallinsk Brud og af meget forskjellig Størrelse og Form, men ikke indeholde Benlegemer. Disse For- kalkningspunkter begynde i Regelen vistnok altid i Bruskens Indre og ikke paa dens Over- flade, saaledes som det ogsaa er Tilfældet med Vertebre, hos hvilke Forkalkningspunktet altid ligger midt i deres Legeme. 1 Kraniet er dette vanskeligere at eftervise paa Grund af Bruskens Tyndhed; dog har jeg scet Forkalkningspunkter opstaae i det Indre af Brusken til Corpus sphenoideum, i Brusken til Malleus og Incus, og ligesaa paa mikro- skopiske Snit i den tidligste Tid i Pars basilaris occipitalis. Forkalkningspunkterne tiltage dernest i Omfang, let kjendelige ved deres hvide Farve, iser naar Brusken torres, og trenge ud mod Bruskens Overflade. Saasnart dette er skeet, voxer Peri- chondrium strax sammen med Forkalkningspunktet, og forst nu bliver Forkalknings- punktet et Forbeningspunkt, idet Perichondrium afsetter sine osteogene Kjerner eller Osteoblaster, der blive til Benlegemer; Perichondrium skifter Navn, men ikke Natur og Rolle, og kaldes nu Periosteum. Fra dette Øjeblik bliver Forbindelsen mellem Peri- osteum og Brusken under tiltagende Dannelse af Benlegemer stedse fastere og inderligere, saa at Periosteum ikke som forhen lader sig fjerne uden Beskadigelse af den underliggende Brusk; som Exempel paa en tidlig meget noie Forbindelse kan man anfore den nederste Flade af Pars basilaris occipitalis og Radix posterior ale parve; jo mere Forbeningen til- tager, desto fastere hefter Periosteum, saaledes f. Ex. paa Bunden af Sella turcica. Periosteum afsetter imidlertid ikke blot Kjerner paa Forbeningspunktets Overflade; thi samtidigt be- gynder Dannelsen af de Haversiske Kanaler, som i Virkeligheden kun ere Periosteums For- lengelser ind i Forkalkningspunktet (Periosteum internum). De fore Osteoblaster med sig til Dannelsen af Benlegemer i Forkalkningspunktets Indre, hvor Bruskcellerne allerede ere forkalkede og iferd med at forsvinde. Det fremgaaer af den foregaaende Undersogelse, at Benlegemer kun opstaae af Osteoblaster eller de Kjerner, der findes i Periosteum og med dette gjennem de Haversiske 456 108 Kanaler trenge ind i Bruskens Indre, og at hverken Bruskceller eller deres Kjerner have nogensomhelst direkte Andel i Benlegemers Dannelse. Men heraf folger atter, at der i Virkeligheden ikke existerer nogen intrakartilagines (enchondral) Forbe- ning, men at enhver Forbening (Dannelse af Benlegemer) saavel paa Bruskens Overflade som i dens Indre foregaaer paa den Maade, som hidtil har haft Navn af periosteal Forbening. Denne Slutning anseer jeg mig kun berettiget til at gjore for Primordialbruskens Vedkommende i det menneskelige Kranium, men jeg nærer ingen Tvivl om, at Slutningen ogsaa gjælder for Forbeningen af Brusken i hele det menneskelige Primordialskelet. Hvorvidt den gjælder for de lavere Hvirveldyr, vil Fremtiden vise. Jeg skal endnu i al Korthed meddele nogle Iagttagelser af den første Forbening af Kraniets mellem Membraner dannede Ben. Da der her aldeles ikke findes nogen Brusk, er der intet Mellemled i Forbeningsprocessen, men Forbeningen er strax fra Be- gyndelsen af periosteal. Den øverste Afdeling af Squama ossis occipitalis, som ikke hører til Primordial- brusken, har hos 2—3 Maaneders menneskelige Fostre en Tykkelse af Omm,25. For det blotte Øie eller for Følelsen viser der sig ikke nogen Forbening, hvorimod man opdager Benlegemer ved Mikroskopet. Paa lodrette Snit finder man, at Squama bestaaer af tre Lag. Det yderste Lag er Periosteum, som hefter langt fastere paa det underliggende Lag end paa Primordialbrusken; det bestaaer ligesom Periosteum paa den nederste Afdeling af Squama af Bindeveystraade, som forløbe lodret ovenfra nedad, temmelig lige og ikke i Slangegang og blandede med faa langstrakte Kjerner. — Det mellemste Lag er vel lysere end det inderste Lag, men er ikke skarpt adskilt derfra, medens Grændsen mod det yderste Lag er skarp og nermer sig en lige Linie. Dette mellemste Lag bestaaer ligeledes af Bindevevstraade, men de ere af en blødere Beskaffenhed, hvorfor de ofte forløbe i Slangegang, og de ere blandede med temmelig store ovale Kjerner. I dette Lag træffer man mikroskopiske forbenede Partier; Forbeningen er ikke ensartet gjennem hele Laget, men oftere afbrudt, afvexlende tykkere og tyndere; hele Laget er paa de forbenede Steder lysere og gjennemsigtigere og derved endnu stærkere adskilt fra de to andre Lag. For- beningen gaaer saaledes for sig, at det traadede Grundlag efterhaanden forsvinder, og Laget bliver ensformigt gjennemtrengt af Kalkmasse, der altsaa ikke afsettes krystallinsk som i Primordialbrusken (Tab. 2, Fig. 23). Kjernerne forandres til Benlegemer, blive større og længere og ordnes med deres længste Axe efter lraadenes Forløb; de yngste Benlegemer ere lysere og have ingen eller faa Forgreninger, men efterhaanden blive Forgreningerne stærkere. Lagets Indside er ofte beklædt chalcedonformigt med Kjerner, der skulle forbenes, eller overtrukken dermed ligesom med et Epithelium. — Endelig bestaaer det inderste el 109 457 Lag af Bindevevstraade af samme Natur som i det mellemste Lag og blandede med talrige Kjerner, der ere mindre indad mod Hjernehulheden, større og tillige talrigere nærmest det mellemste Lag. Traadene i dette Lag syntes ofte at ligge mere uordnet eller sammenfiltrede, hvilket dog maaskee hidrorte fra Preparationen, uagtet lagttagelsen blev gjentagen mange Gange paa forskjellige Preparater og med al mulig Forsigtighed; det Samme var Tilfældet med det inderste Lag paa den nederste Afdeling af Squama, men Kjernerne vare her meget talrigere og i det hele sterre, hyppigere ovale end runde. Til Marvkanaler var der ikke det allerringeste Spor i noget af Lagene, ei heller naturligvis til Bruskceller. For- beningen er udgaaet direkte fra de i Bindevevet iblandede Kjerner, som omdannes til Benlegemer, medens Kalkmassen ensformigt gjennemtrenger hele Laget. Det inderste Lag er Forbeningens Matrix indad; den begynder paa dennes Udside, og forst senere slutter Forbeningen fra Periosteum externum sig dertil. De to Blade af Periosteum kommunicere da indbyrdes tvers igjennem Benflisen. Lignende Forhold treffer man ved Undersogelsen af Randen af en Benflise, f. Ex. fra den overste Afdeling af Squama ossis occipitalis, naar Forbeningen er skredet lidt videre frem (Tab. 2, Fig. 22). Den overste Rand er besat med fine og tynde, forbenede Takker, som ere forenede ved en gjennemsigtig Hinde. I denne Hinde, hvis Grundlag er traadet og stribet, findes en stor Mengde ovale og tilspidsede Kjerner; nermest den forbenede Spids ere Kjernerne vinklede og begynde at antage Benlegemernes blivende Form (Tab. 2; Fig. 22, a). De yngste Benlegemer ere oftest lyse og blege med faa eller ingen For- greninger; de ere aabenbart blevne større kort for eller i det Øjeblik, de fra Kjerner for- andredes til Benlegemer (Tab. 2, Fig, 22, b). I noget ældre Lag ere Benlegemerne mørkere og sterkere forgrenede, men med Grenenes Tiltagen bliver selve Legemet mindre (Tab. 2, Fig. 25); derfor ere i Regelen de morke Benlegemer mindre end de lyse; dog treffer man ogsaa mørke Benlegemer nærmest Forbeningsgrændsen og omvendt lyse Benlegemer med faa Forgreninger midt inde i noget ældre Forbeninger. Grendsen mellem Hinderne og Spidserne er forresten skarp, og Kalkmassen har gjennemtrengt Forbeningen ensformigt og er ikke kornet eller krystallinsk. Der er endnu et Sted, hvor man temmelig let kan see Kjernernes Overgang til Ben- legemer, nemlig i forbenede Plader midt i Kraniets flade Ben, Os frontale og Os parietale, der dog ere saa smaa, at de forst opdages ved Mikroskopet. I den tynde Benplade treffer man talrige, morke, mere eller mindre sterkt forgrenede Benlegemer, blandede med lyse Ben- legemer; de danne et, hoist to Lag paa hinanden (Os frontale, Tab. 2, Fig. 21 og 24). Mellem dem sees runde, ovale eller uregelmæssige Øer af bled, ikke forbenet Masse, med temmelig talrige, store, runde, ovale eller kantede Kjerner, hvilende i et stribet Grundlag; mange af Kjernerne have Smaagrene, og man kan treffe enkelte Kjerner hvilende helt eller tildels paa selve Benpladen. Forbeningsgrendsen er ikke altid saa lige som i ovenfor anforte Tilfelde, Vidensk. Selsk. Skr., 5, Rekke, naturvidensk. og math, Afd. XI. 6. 57 458 110 men ofte ligesom fryndset, dog temmelig skarp. Udenfor Forbeningen bestaaer Omgivelsen af et traadet Vev. Traadene have snart en Lengderetning, snart ere de mere sammenfiltrede, og navnlig i sidste Tilfelde er der isprengt Kjerner, som i Storrelse, Form og Antal svare til de senere Benlegemer. Naar Forbeningen er noget ældre, fremtreder Kjernedannnelsen endnu tydeligere og stærkere. Som bekjendt er Udseendet for det blotte Øie i noget ældre Plader af Kraniets flade Ben, som om der gik Benstraaler ud til alle Sider fra et Midt- punkt, men i Virkeligheden er der en mæandrisk Bygning, rigtignok med en straaleformig Hovedretning. Den mæandriske Form bliver dog først ret tydelig paa mikroskopiske Snit, hvad enten man gjør dem lodret eller efter Fladen. Paa lodrette Tversnit vise Gjennem- snittene af Længdestraalerne, der ere lette at kjende ved deres Glands og ved deres hvide Farve paa mørk Grund, sig som isolerede runde eller ovale Pletter, medens Tverbjælkerne sees i længere eller kortere Gjennemsnit. De ere noie begrændsede og fyldte med Ben- legemer, som hvile i en klar eller kun svagt traadet Grundsubstants. Ved Længdebjælkernes Forening med Tverbjælker dannes langagtige Rum af forskjellig Størrelse og med afrundede Vægge, saa at Udseendet er, som om man saae ind i Perspektivet af en Grotte. Disse Grotters Vægge, Bjælkerne og Gangene mellem dem ere chalcedonformigt beklædte med Kjerner, der vise sig som runde eller ovale Ophøininger eller ordnede i Rækker, pressede mod hverandre, hvorved Udseendet kan blive stribet eller som et Tavleepithelium, der er fortrukket efter Længden. Til det stribede Udseende bidrager tillige den Omstændighed, at Kjernerne hvile i en stærkt traadet Membran, og naar de løsnes fra denne, fremtræde de som skyttelformige Kjerner med traadformige Forlængelser til en eller begge Sider eller ogsaa som virkelige Celler med en stor oval eller rund Kjerne og et eller flere punkt- formige Kjernelegemer. Alle disse Kjerner ere Osteoblaster; deres Overgang til Benlegemer gaaer vistnok hurtigt for sig, men Grændsen mellem forbenet og ikke forbenet Substants er tydelig og skarp. Marvkanaler findes endnu ikke, det skulde da være, at der i enkelte, tykkere Bjælker findes en Hulhed. Til Brusk er der intet Spor. Vi vende tilbage til Betragtning af Primordialbrusken. Benævnelsen Primordialkranium er ikke ret heldig, fordi det ikke er hele Kraniet, der i Form af Brusk er primordialt, men kun den Del, som danner Kraniets Bund; saa- fremt man imidlertid vil beholde Benævnelsen, maa man, saaledes som Betz allerede gjorde, men som flere senere lagttagere forsømte, skjelne mellem det bruskede og det membranøse Primordialkranium, idet sidstnævnte omfatter Kraniets Hvælving og Ansigtets Ben, hvilke dannes mellem Membraner. Ei heller er det rigtigt at kalde de i Brusk dannede Ben primære; thi de mellem Membraner dannede Ben ere hverken hos Mennesket og endnu mindre hos forskjellige Dyr sekundære i Henseende til Tidsfølgen for Bendannelsen. Hos Mennesket fandt jeg blandt Kraniets Ben den første Forbening i Maxilla inferior hos 2 Maaneder 111 459 gamle Fostre; forst senere, men rigtignok kort efter viser der sig Forbening (Forkalkning) i Pars basilaris oceipitalis og bag Condyli; Processus longus mallei forbenes lenge forend den øvrige Malleus. Kölliker!) har ogsaa opgivet Benævnelsen secundære Ben, hvorimod han har beholdt Benevnelsen primere og primordiale, ikke fordi de altid opstaae tidligere end de andre, men fordi de skylde det primordiale Skelet deres Oprindelse. Paa Tydsk benyttes Benævnelsen «Belegknochen, Deckknochen» for Benene udenfor Primordialbruskens. Dog maa man herved ikke tenke paa nogen genetisk Forbindelse mellem begge Arter Ben eller f. Ex. sige, at Næsebenene ere Dækbenene til den underliggende Pars nasalis af Pri- mordialbrusken , eller at Underkjæben er Da:kbenet til Processus Meckelii, som om der til hvert Primordialben skulde hore et Dekben. Dækbenene lade sig altid med Lethed fjerne fra den underliggende Brusk, saaledes Nesebenene fra Pars nasalis, Vomer fra Pars perpen- dicularis ethmoidea. De benytte i det hoieste Brusken som Stobeform og ere desuden adskilte fra Brusken ved den i det Foregaaende nevnte fine og gjennemsigtige Hinde. Benævnelsen Dækben ere overhovedet mere passende for de lavere Hyirveldyr, hvor den storste Del af disse Ben legger sig udenpaa Primordialbrusken og dækker den. Hos Men- nesket er der kun faa Ben, der i Overensstemmelse hermed fortjene dette Navn, nemlig Næse- benene, som danne sig udenpaa Primordialbruskens Pars nasalis og dekke dens overste Del, samt Lamina papyracea med Os lacrymale, som dækker Primordialbruskens Pars papyracea. Mindre fuldstendig er Vomers Dækning paa Pars perpendicularis ethmoidea, og Cornu sphenoideum paa Corpus sphenoideum. I de allerfleste Tilfælde er det kun et Hjorne eller en Kant af et mellem Membraner dannet Ben, som hos Mennesket dækker Brusken. Saa- ledes er det kun Angulus posterior et inferior ossis parietalis, som dækker den bruskede Processus petroso-parietalis; den nederste Rand af den overste Afdeling af Os occipitale dækker Processus petroso-occipitalis; Randen af Squama temporalis dækker Pars mastoidea; den overste Del af Corpus maxille superioris dækker den nederste Rand af Pars papyracea ethmoidea. En Undtagelse gjor den i Primordialbrusken dannede Ala magna, som med sin overste Rand dækker den mellem Membraner dannede bageste Del af Processus orbi- talis externus ossis frontalis og Os parietale; et lignende Forhold findes ved Forbindelsen med Squama temporalis nedentil, men kan muligen finde sin Forklaring deri, at den paa- gjældende dækkende Del er dannet mellem Membraner. Af de anforte Exempler fremgaaer tillige Grunden til Benenes gjensidige Stilling i Suturerne, idet nemlig et imellem Mem- braner dannet Ben i en Sutur i Regelen legger sig udenpaa det i Brusk dannede; For- holdet er dog mindre tydeligt i sagittate Suturer. Som Eiendommeligheder kan ved denne Leilighed anfores, at der kan dannes sagittat Sutur midt i Primordialbrusken, saaledes mellem Os occipitale og Processus mastoideus, der som Brusk ere fuldstendigt forenede, medens 1) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 449 og 454. 57" 460 x 112 paa den anden Side to Ben, hvoraf hvert tilhører sit skeletdannende System, kunne voxe sammen uden Spor af den tidligere Adskillelse, saaledes Squama temporalis med Os petrosum, der lige til Fødselen ere adskilte, eller Processus longus mallei med Malleus. Naar Forbindelsen mellem to i Primordialbrusken dannede Ben er en Synchon- drose, f. Ex. mellem Pars petrosa og Os occipitale, udfyldes Mellemrummet mellem Benene med Levninger af Primordialbrusken, som dog tillige antager en mere fibrøs Karakter. Under Fostrets Væxt vedbliver Primordialbrusken at tiltage i Størrelse og Tykkelse; om den end paa nogle Steder fortrænges af Forbeningen, vedbliver den at voxe paa andre Steder. 1 visse Ben synes Forbeningen i Primordialbrusken at afløses af eller at slutte med en intermembranøs Forbening; dette er vistnok Tilfældet med Spidsen af Ala parva og med de tynde Rande af Ala magna og Ale pterygoideæ; naar der ikke længere findes Brusk, kan Forbeningen kun skee intermembranost. Bruskmengden i Conche og i Laby- rinthen er ikke betydelig, og Forbeningen i Væggene af Cellulæ ethmoideæ skeer uden Tvivl for en stor Del ligeledes kun intermembranost (cfr. Pag. 443). Ogsaa Elementardelene tiltage i Væxt; saaledes have Bruskcellerne en ringere Størrelse hos mindre Fostre og i yngre Brusk end hos større og i ældre (Tab. 1, Fig. 12, 13, Tab. 2, Fig. 15). Om Ben- legemerne gjælder dette neppe, skjøndt de kunne have forskjellig Størrelse i forskjellige Forbeninger; ogsaa har jeg truffet Fostre, hvor samtlige Benlegemer syntes mindre end ellers (Tab. 2, Fig. 21). Medens Størstedelen af Kraniets Primordialbrusk finder sin indirekte Anvendelse til forskjellige Bens Dannelse sammesteds, er der nogle af dets Dele, som helt forsvinde, andre, der forblive bruskede gjennem hele Livet. De Dele, der forsvinde, tildels allerede under Fosterlivet, uden at nogen Forbening træder istedet, ere Processus petroso-occipitalis og -parietalis, Processus Meckelii og den lyreformige Udbredning af Pars cribrosa paa Tectum orbitæ ossis frontalis, efter Kölliker!) ogsaa Bruskkapslerne til Sinus sphenoidei, maxillares og frontales samt Dele af Conchæ før deres Forbening. Man kunde her ogsaa anføre, at Aabningen for Chorda dorsalis i Pars basilaris occipitalis meget tidligt lukker sig. — Blivende Brusk ere Dele af Pars nasalis (ikke blot den nedenfor Næsebenene værende dorsale og laterale Del, men efter Zuckerkandl?) ogsaa i den barnlige Alder af den Del, hvorpaa Næsebenene hvile), en Del af Pars perpendicularis ethmoidea (rimeligvis ogsaa den af Huschke*) beskrevne Vomer cartilagineus dexter et sinister samt efter 1) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 457. 2) E. Zuckerkandl, zur Anatomie und Entwicklungsgeschichte der Naso-Ethmoidalregion; Medizinische Jahrbücher 1878, Pag. 314. à E. Huschke, Lehre von den Eingeweiden und Sinnesorganen; S. T. Sömmering, vom Baue des menschlichen Kôrpers 1844, 5, Pag. 606. 113 461 Kölliker!) den af ham saakaldte Processus sphenoidalis septi cartilaginei og den Jacobsonske Brusk ved den nederste Rand af Septum cartilagineum), Synchondrosis petroso-basilaris, Condyli occipitales, Amphiarthrosis cruris transversi incudis med Trommehulens Veg’), som finder sin Forklaring i den af mig efterviste Overgang af det bruskede Crus trans- versum incudis i Trommehulens Brusk og derfra ud i den bruskede Processus styloideus, fremdeles et Lag paa Malleus fra Processus brevis til Enden af Manubrium, der er for- bundet med Trommehinden (Gruber®)), Articulatio mallei et incudis og Articulatio stapedis. Ikke let forklarlig er den senere Dannelse af Brusk paa Steder, hvor Primordialbrusken ikke findes i Kraniet, saaledes i Articulatio og Symphysis maxille inferioris eller i Pande- tapperne hos Drovtyggere, som ovenfor er skildret. Jeg gaaer nu over til at fremstille Maaden, hvorpaa Kraniets enkelte Ben dannes i dets Primordialbrusk, stottende mig til den foregaaende anatomiske Beskrivelse og til andre af mig undersøgte Fostre. Os occipitale. Dette Ben dannes ikke fuldstendigt i Primordialbrusken; thi den overste trekantede Afdeling af Squama forbenes mellem Membraner. Grendsen mellem overste og nederste Afdeling dannes af Protuberantia occipitalis externa og interna og af Linea semicircularis superior, hvilke alle tilhore Primordialbrusken. Man deler, som bekjendt, Os occipitale i en uparret Pars squamosa med en overste og en nederste Afdeling, en Pars condyloidea paa hver Side og en uparret Pars basilaris. I hver af disse Dele opstaaer et Forbenings- punkt. Derimod opstaaer der ikke noget andet Forbeningspunkt i den Del af Brusken, som jeg har kaldet Pars occipito-mastoidea; dog gjælder dette kun om det Parti, der senere tilharer Os occipitale, hvorimod der opstaaer Forbeningspunkter i det Parti, som senere tilhorer Processus mastoideus. Heller ikke opstaaer der noget Forbenings- punkt i Membrana spinoso-occipitalis, der erstatter den nedad manglende Brusk og be- grendser Foramen magnum bagtil, og som jeg har givet dette Navn, fordi den er en 1) A. Kölliker, I. c. Pag. 455. Über die Jacobsonschen Organe des Menschen 1877, Pag. 7, Tab. 2, Fig. 9. 2) J. Henle, Eingeweidelehre 1866, Pag. 743. 3) Efter A. Kölliker, Handbuch der Gewebelehre des Menschen 1867, Pag. 707. E. Huschke (S. T. Sommering, vom Baue des menschlichen Körpers 1844, 5, Pag. 837, Anm.) siger, at Brusken paa Enden af Crus transversum incudis og Manubrium mallei ikke sjeldent er kjendelig ved sin rede Farve. 462 114 Fortsettelse af de Hinder, der udklede Rygradskanalen. Vi ville betragte hver af disse Dele for sig. Pars squamosa. Den overste Afdeling, som ikke dannes i Brusk, er endnu membranes hos 2 Maaneders Fostre og forbenes lidt senere end Os frontale, som jeg hos Fostre, der vare lidt over 2 Maaneder gamle, har fundet forbenet i en Udstrækning af 3", Afdelingen begynder at forbenes hos Fostre paa 21/2 Maaned, idet der danner sig en paatvers liggende uparret Fortykkelse, i hvis nederste Rand Forbeningen begynder med Spidser, der rage ind i den nederste Afdelings Brusk; ogsaa under Mikroskopet kan man treffe begge Afdelingers Elementardele blandede mellem hverandre. Hos Fostre paa 31/2 Maaned er Forbeningen fuldstendig, dens overste Rand konvex, og Benstraalerne fra nederste Afdeling legge sig foran dem fra øverste. Idet Forbeningen efterhaanden breder sig til Siderne, kan der danne sig en kileformig Spalte mellem begge Afdelinger, der udfyldes af den bruskede Processus petroso-occipitalis fra Primordialbruskens Pars petrosa, som yi senere komme til; naar dette Parti dernest forbenes og faaer en Fure som Begyndelse til Fossa transversa, ligger det nedenfor Linea semicircularis superior. Hos Fostre paa 4 Maa- neder har Forbeningen antaget Form af en Halymaane, i hvis konkave nederste Rand Benstraalerne fra begge Afdelinger ere temmelig ligeligt blandede mellem hverandre med Protuberantia occipilalis externa som deres Hovedudgangspunkt. Den overste konvexe Rand bliver efterhaanden mere takket, og hele Afdeligen antager den Form, den har ved Fodselen. Spalten mellem øverste og nederste Afdeling kan spores endog flere Aar efter Fodselen noget ovenfor Protuberantia occipitalis externa og i Linea cruciata transversa eller noget over den”). Som Varietet træffer man ogsaa en lodret Spalte i denne Afdeling, saa at den synes opstaaet af to Sidehalvdele, men dette er ikke det normale Forhold; der findes hverken to Forbeningspunkter i den overste Afdeling eller i den nederste, saaledes som Huxley?) og Kölliker®) fremstille det. 1) C.Bruch, Beiträge 1852, Pag. 145. R. Virchow, Schadelgrund 1857, Pag. 12. — Spalterne i Squama ere godt afbildede af B. S. Albinus, Icones ossium foetus humani 1737, Tab. 2, Fig. 6, Tab. 3, Fig. 10, 11, 13. 2) T. H. Huxley, lectures on the elements of comparative anatomy 1864, Pag. 143. 3) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 450. — A. Rambaud et C. Renault (origine et développement des os 1864, Pag. 103, Tab. 7, Fig. 1, h) antage og afbilde to Forbeningspunkter i den overste Afdeling af Pars squamosa, forenede ved Brusk, som her ikke findes; men de synes slet ikke at kjende Læren om Kraniets Primordialbrusk og holde endnu paa Benlegemernes direkte Dannelse af Bruskceller. De afbilde Tab. 7 og 8 forskjellige Varieteter, deriblandt ogsaa Os epactale. See ogsaa F.B. Hagen, vorläufige Mittheilung über die Entwickelungsgeschichte des menschlichen Occiput und die abnormen Bildungen des Os oceipitis; Monatsbericht der kgl. preussischen Akademie der Wissenschaften zu Berlin, März 1879, Pag. 267. 115 463 Den nederste Afdeling nedenfor Linea semicircularis superior forbenes i Pri- mordialbruskens Pars occipito-mastoidea. Afdelingen kan i Begyndelsen vere tyndere end den øverste Afdeling, senere er den sædvanligt tykkere. Begge Siders Brusk støde sammen i Legemets Midtlinie, og Foreningsstedet er tidligt betegnet ved en lille Fremstaaenhed. I denne midterste Del danner der sig strax nedenfor Linea semicircularis superior en paatvers liggende, uparret, oval og begrændset Fortykkelse af Brusken. Den findes hos Fostre paa lidt over 2 Maaneder, og man kan samtidigt spore Forkalkning i den, men virkelig Forbening findes først noget senere; hos 31/2 Maaned gamle Fostre træffes Benlegemer, og som det synes, tidligere i Forbeningens bageste Plade end i den forreste. Forbeningen kommer i det hele lidt senere end i øverste Afdeling, og det viser sig derfor ogsaa her, at et saakaldet sekundært Ben kan forbenes tidligere end et primært; dog har jeg truffet et 3 Maaneders Foster, hos hvilket den øverste Afdeling endnu var membranøs, medens den nederste Afdeling indeholdt lyse Benlegemer og i sin øverste Rand var fyldt med op- stablede Bruskceller. Den ovale Forbening bliver derpaa tilspidset i begge Ender, Randene blive saugtakkede og gribende oventil ind i Takkerne paa øverste Afdelings Forbening, hvor- efter begge Afdelingers Forbeninger voxe sammen. Galea aponeurotica gaaer uafbrudt hen over dem, og under Mikroskopet seer man det lodrette Forløb af dens Længdetraade; paa Forbeningernes forreste Flade hviler et ikke afbrudt kjernerigt Lag. Alligevel angiver den mere og mere fremtrædende Linea semicircularis superior altid Grændsen mellem For- beningerne, og det for det blotte Øie forskjellige Udseende af deres Substants røber i længere Tid deres forskjellige Oprindelse. Efterat begge Forbeninger ere forenede, ved- bliver deres Vext saavel opad og nedad som ud til Siderne. Nedad skeer Forbeningen paa Bekostning af Pars occipito-mastoidea, dog vedbliver denne at voxe og at tiltage i Udbredning og Tykkelse især udad til Siderne. De tvende Siders Brusk støde i Regelen sammen i Legemets Midtlinie uden dog at være sammenvoxne. Under den fortsatte Ud- vikling lægger Membrana spinoso-occipitalis sig ind imellem dem, og de adskilles tillige, men ikke altid, ved en Spids eller tungeformig Forlængelse (Os Kerckringii, Os epactale, Manubrium squamæ occipitalis Virchow), der rager ind mellem dem fra Forbeningens nederste Rand, og som noget hyppigere lægger sig ud over Bruskens Bagside end over dens Forside; Forbeningens bageste Plade synes overhovedet i Væxten at være forud for den forreste. Der er imidlertid hos begge Siders Brusk en Tilboielighed til at voxe sammen i Legemets Midtlinie, og man kan paa den mellem dem værende Membrana spinoso-occipi- talis ligesom finde Stænk af Brusk. Forbeningen vedbliver tilsyneladende at trænge Brusken nedad; denne hviler i en Fals af Forbeningen, hvis bageste Plade rager længere ned, saa at det sidste Spor af Brusk maa søges paa Kraniets Indside. Idet den nedentil kon- vexe Forbening tiltager nedad, fortrænger den tillige Membrana spinoso-occipitalis. 464 116 Forbeningen tiltager i Tykkelse i Protuberantie; i Linea semicircularis superior er den tynd og gjennemsigtig. Spor til Fosse cruciate og til Linea semicircularis inferior fandtes hos Fostre paa 5t/ Maaned, til Spina occipitalis externa hos et Foster paa 61/2 Maaned; Benhinden sidder meget fast i Mellemrummet mellem de to Lineæ semicirculares. Naar Ossa Wormiana findes nedenfor Linea semicircularis superior, er det rimeligt at antage, at de ere dannede i Primordialbrusken; ovenfor Linien ere de dannede mellem Membraner !). Membrana spinoso-occipitalis er iBegyndelsen tungeformig eller trapezoidal, naar man tenker sig den afskaaren i Hoide med Foramen magnum. Den legger sig ind mellem begge Siders Pars occipito-mastoidea og stoder oventil mod den nederste Rand af Forbeningen i Squama. Den tager ikke Del i nogen Forbening, men fortrenges efter- haanden, ovenfra af Forbeningen i Pars squamosa, fra Siderne af den halymaaneformige Forbening bag Condyli; dog findes der ved Fodselen endnu Levninger saavel af Mem- branen som af Brusken bag den halymaaneformige Forbening, hvilke i Forening begrendse Foramen magnum bagtil. Jo yngre Fostret er, desto større er Membranen forholdsvis. Allerede mod Midten af Svangerskabet bliver den lavere, men tiltager i Tykkelse, saa at den hos et 5 Maaneders Foster kan spaltes i flere Lag, af hvilke et Blad gaaer foran, et andet bag Brusken, der ligesom hviler i en Fals paa Membranen. Dens Udstr&kning vexler dog hos forskjellige Fostre; hos et 7 Maaneders Foster yar den 5™ bred og 3™™ hoi, hos et Foster paa 71/2 Maaned 7™™ bred og 5™" hoi; naturligvis maa man ved Stor- relsen tage i Betragtning, at hele Kraniet samtidigt voxer. Det er denne Membran, som ved Hydrocephalus og Spina bifida kan udvides stærkt opad og til Siderne’). Pars condyloidea. Condyli ere anlagte hos knap 2 Maaneder gamle Fostre og maaskee endnu tid- ligere; hos et Foster paa lidt over 2 Maaneder var Ledfladen særdeles tydelig. Primordial- brusken er her meget tyk, og den forste Forbening viser sig paa samme Tid som i Pars basilaris, idet der dannes en mork Halvring bag Condylus, som derpaa omformes til en halvmaaneformig Plade, hvori foramen condyloideum posterius strax er synligt. Denne Plade tiltager i Størrelse saavel bagtil som udenfor Condylus og strækker sig fortil ovenover Con- dylus henimod Processus anonymus, hvor den med en gaffelformig Forbening omfatter den bageste Del af Foramen condyloideum anterius, hvilket kan sees hos Fostre paa 34/2 1) A. Rambaud et C. Renault, développement des os 1864, Tab. 8, Fig. 2—5. ?) F. B. Hagen (Monatsbericht 1879, Pag. 265) anseer Membrana spinoso-occipitalis for en Levning af Membrana cranii, der fra først af danner Kraniet og derpaa spaltes i et indre og ydre Periosteum, men Hjerne- og Rygmarvshinderne tage ogsaa Del i dens Dannelse, hvorfor den her er saa tyk, at den kan optage Brusken i en Fals. 117 465 Maaned. Forbeningen begrendser Sideranden af Foramen magnum; nedenfor den nederste Gren findes den bruskede Condylus, hvis Brusk dernest fortil gaaer over i Brusken foran Gaffelens Ender; Gaffelens overste tyndere Gren rager lengere frem. Primordialbrusken foran Gaffelen aftager vel efterhaanden i Masse; den var hos et Foster paa 5'/a Maaned kun 2™™ bred; men Foramen condyloideum anterius er endnu ved Fodselen brusket fortil, og da der vedbliver at vere Brusk mellem den gaffelformige Forbening og Forbeningen i Pars basilaris saavelsom mellem den bagtil tiltagende, halymaaneformige Forbening og Squama occipitalis, er der Mulighed for Foramen magnum til stadigt at udvides under Væxten. Artikulationsfladen dannes ikke blot af Pars condyloidea, men dens forreste Ende tillige af Forbeningen i Pars basilaris; dog er dette Forhold, der lengere Tid efter Fodselen kan give sig tilkjende ved et brusket eller forbenet Ar i den forreste Del af Artikulations- fladen, ikke tydeligt hos Fostre for Fodselen!). Derimod treffer man ofte hos Voxne, at Artikulationsfladen er halveret ved en paatvers gaaende Fure, der ikke maa forvexles med nysneynte Deling. Denne Fure findes ogsaa i et overveiende Antal af Tilfelde hos Fostre; den tager sin Begyndelse fra Forbeningen paa Indsiden af Condylus, gaaer derpaa ned paa Artikulationsfladen skraat udad og fortil og kan med afvexlende Styrke naae helt ud til den udvendige Rand af Condylus. I det hele har jeg truffet Fordybningen og Furen hyppigere hos yngre end hos ældre Fostre; hos ældre forsvinder oftest Furen paa Artikulationsfladen, medens Fordybningen paa Indsiden af Condylus holder sig. Foramen condyloideum posterius er hos Fostre ligesaa variabelt som paa udvoxne Kranier, saa at man kan treffe det lukket eller kun betegnet ved en Grube paa en eller begge Sider. Da det meget tidligt bliver omgivet af Benmasse, kan det ikke forandre sin Plads eller Form saaledes som Foramen condyloideum anterius, der er synligt hos knap 2 Maaneders Fostre og holder sig brusket i sin forreste Veg. Foramen jugulare var tydeligt udviklet hos et Foster paa 2'/2 Maaned. Pars basilaris. Primordialbrusken er her i Begyndelsen meget tynd, gaaer paa Siderne over i Pars petrosa og condyloidea og ender opad i Legemets Midtlinie med Pars perpendicularis selle turcicæ, hvormed den sædvanligt danner en stump Vinkel; efter Virchow er Vinkelen mindre, og Clivus Blumenbachi staaer steilere hos yngre Fostre end hos eldre. Brusken er midtveis noget fordybet og tyndere. Den første Forbening viser sig hos Fostre, som ere lidt over 2 Maaneder, idet der danner sig en Oval med en forkalket mork Peripherie og endnu med Brusk i Midten. Forbeningen optreder derfor omtrent samlidigt med de 1) R. Virchow, Schädelgrund 1857, Pag. 14. P. Albrecht, die Epiphysen und die Amphiomphalie der Säugethierwirbelkörper; J. V. Carus, zoologischer Anzeiger 25 August 1879, Nr. 36, Pag. 446. Vidensk Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 58 466 118 øvrige Forbeninger i Os occipitale; dog kan den undertiden mangle hos Fostre paa 21/2 Maaned. Forbeningen eller rettere Forkalkningen begynder i Bruskens Indre og er dækket af Brusk paa begge sine Flader. Forbeningen bliver dernest lancetformig, hvilende i den nederste Del af Pars basilaris, men ikke naaende helt ned til Foramen magnum, hvis forreste Rand i nogen Tid holder sig brusket. Forbeningen ligger i Regelen strax fra Begyndelsen af nærmere Delens nederste (forreste) Flade og fremtræder her tydeligere. Dette viser sig ogsaa under den senere Udvikling, idet den egenlige Forbening gaaer tidligere for sig paa den nederste Flade end paa den overste, hvor man endnu kan løsne Benskallen fra den underliggende Forkalkning; ogsaa hefter Periosteum tidligere fast paa den nederste Flade og kan her snart efter ikke losnes uden at beskadige Forbeningen. Hos Fostre paa 31/2 Maaned naaer Forbeningen helt ned til Foramen magnum; Randen er her konkav eller med et svagt Udsnit; dog kan man endnu hos noget ældre Fostre treffe Brusk i den forreste Rand af Foramen magnum. Under til- tagende Størrelse bliver den lancetformige Forbening mere tungeformig med afrundet Spids, og man kan paa dens øverste Flade (Bagsiden) hos ældre Fostre skjelne mellem en nederste rektanguler, ru Del og en overste mere trekantet, glat Del, begge med en svag Udhuling midtveis. De tvende Afdelinger skilles undertiden endnu neiere ved en over- fladisk, fibres Tverstribe, som kommer i en Bue fra Indsiden af den gaffelformige For- benings overste Gren i Pars condyloidea. Derved fremkommer Udseendet, som om der i Pars basilaris var to Forbeningspunkter, men afskrabes Tverstriben, viser der sig kun eet Forbeningspunkt; Tverstriben kan forresten sidde saa fast, at den ikke lader sig afskrabe uden at beskadige Benet. Hos andre Fostre betegnes Tverlinien kun ved Hjerne- hindernes fastere Vedhengen; de hefte i det hele fastere paa den nederste rektangulere Del, der under Udviklingen bliver mere ru og faaer uregelmessige Fordybninger, medens den øverste Afdeling bliver mere afrundet og fordybet halvkugleformigt i Midten. Man træffer tydelige Spor af disse Forhold paa Kranier af Voxne'). Hele Forbeningen tiltager 1) A. Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 101, Tab. 2, Fig. 8) beskrive og afbilde 2 Forbeninger i Pars basilaris hos et menneskeligt Foster i tredie Maaned, liggende i Lege- mets Midtlinie bag hinanden; den bageste er mindst og representerer Tuberculum pharyngeum. Hvis her ikke foreligger en mangelfuld lagttagelse, hvis Beskaffenhed kan tydes ved den ovenfor givne Fremstilling, maae de vere stodt paa en vistnok meget sjelden Varietet. Imidlertid fortjener den dog at paaagtes, fordi P. Albrecht (über das zwischen dem Basi-occipitale und dem Basi- post-sphenoid liegende Basi-oticum; Centralblatt der medicinischen Wissenschaften 17 August 1878, Nr. 33) paa flere Kranier af Born har fundet to Forbeninger i Pars basilaris, som han benævner Basi-occipitale og Basi-oticum, den sidste mellem Enderne af Pars petrosa, saa at derved dannes en Synchondrosis basi-otico-basi-occipitalis foruden den normale Synchondrosis spheno-occipitalis (basi- otico-basi-postsphenoidalis). Sml. ogsaa hans Afbildninger i Zoologischer Anzeiger 25 August 1879, Pag. 445, Fig. 10, Pag. 447, Fig. 11. Professor F. Schmidt hersteds har dog meddelt mig, at denne Varietet ikke findes i Samlingen af Kranier i Universitetets anatomiske Museum, og jeg har heller 119 . 467 efterhaanden i Brede og Hoide og faaer en mere trapezoidal Form; Primordialbrusken svinder, saa at der tilsidst kun bliver en Strimmel tilbage af 1—2™" Tykkelse, som skiller Forbeningen i Pars basilaris fra den gaffelformige Forbening i Pars condyloidea og fra den forbenede Pars petrosa. Endnu maa her fremheves, at man udenpaa Brusken kan treffe Spor af Chorda dorsalis. Saaledes fandtes hos et knap 2 Maaneders Foster midtveis i den nederste bru- skede Rand af Pars basilaris en blindt endende Tverspalte, fra hvis Midte der udgik en fin Lengdespalte opad Midten af Bruskens Bagside. Hos et lidt over 2 Maaneder gammelt Foster var der midtveis paa samme Flade ligesom et Ar, der begyndte fra Bruskens nederste Rand og steg op paa den bageste Flade af Pars basilaris i en Længde af 1": Hjernehinderne hang meget fast til Arrets nederste Del; ovenfor Arret begyndte For- beningen'). Hos et 5 Maaneders Foster fandtes engang et lille rundt Hul i Forbeningens nederste Rand nærmest den nederste Flade. Hos et andet 5 Maaneders Foster, som ikke er beskrevet nærmere i Afhandlingens anden Del, saaes der Spor af en Raphe i den nederste rektangulere Del af Forbeningen. Ellers har jeg aldrig truffet noget Spor af, at Forbeningen i Pars basilaris oprindeligt skulde vere sammensat af to Sidehalvdele eller have haft en Lengdespalte i Midten. Os occipilale har for Fodselen i Alt 5 isolerede Forbeningspunkter?): 1) i den øverste Afdeling af Squama, som ikke hører til Primordialbrusken (21/2 Maaned), 2) i den nederste Afdeling af Squama (lidt over 2 Maaneder), 3 og 4) i Pars condyloidea (lidt over 2 Maaneder), 5) i Pars basilaris (lidt over 2 Maaneder). ikke truffet den paa de af mig undersøgte Fostre eller i Samlingen af Kranier i Fodsel Maaned gamle; der danner sig bag Foramen opticum en oval, haard Benknude, paa hvilken Hjernehinderne tidligt henge 1) H. Luschka, die kleinsten Keilbeinflügel; Siebold und Kölliker, Zeitschrift für wissenschaftliche Zoologie 1857, 8, Pag. 123, Tab. 3. 472 124 meget fast. Benknuden tiltager i Storrelse, og hos 5 Maaneder gamle Fostre udgaaer der fra dens forreste Rand en flad Forlengelse, som legger sig ind i Radix anterior og saaledes udad omgiver Foramen opticum hesteskoformigt; dog kan denne Forbening i Radix anterior opstaae selvstændigt, fordi man kan træffe den isoleret hos noget ældre Fostre. Idet Forbeningerne tiltage i Størrelse, faae de i Forening en Hjerteform, og Foramen opticum ligger i Hjertets Udsnit. Derpaa forener Forbeningen i Radix anterior sig hos 5 Maaneders Fostre med den ovale Forbening paa Siden af Planum og tiltager hurtigere i Størrelse end Forbeningen i Radix posterior; ogsaa Forbeningen i Radix posterior syntes hos et Foster paa 7*/2 Maaned at være sammenvoxen med denne i Dybden gaaende ovale Forbening, saa at, naar Bunden af Foramen opticum er forbenet, dets Vægge dannes af 3 forskjellige Forbeninger. For- beningen i Radices bliver større i Omfang, men strækker sig ikke synderligt videre end til Omfanget af Radices; den udadgaaende Del af Ala er hos Nyfødte i Regelen endnu ikke forbenet. Ala magna. Ala magna er som Brusk udad anlagt med en afrundet Grændse, og det er sand- synligt, at den yderste Rand, der lægger sig udenpaa Os frontale og parietale, ikke er forud dannet som Brusk, men forbenes mellem Membraner. Ala magna forbenes tidligere end Corpus og i det mindste ligesaa tidligt som Os occipitale. Hos Fostre paa 21/2 Maaned træffer man en forbenet Halvring udenom den bruskede Processus alaris, som omfatter Foramen rotundum og den forreste Rand af Foramen ovale; dog er det endnu kun en Forkalkning af Bruskcellerne; Benlegemer findes først hos lidt større Fostre af samme Alder, naar Benpladen har naaet en Længde af 3m», Halvringens Forbening tiltager dernæst udad, men ikke indad, saa at der i lang Tid ved- bliver at være et Lag Brusk mellem den og Processus alaris. Forbeningen udvider sig hurtigt udad, saa at den hos 4 Maaneders Fostre næsten naaer ligesaa langt udad som den bruskede Ala parva. Den er ofte saavel paa sin Ind- som Udside dækket af et meget fast vedhængende, fibrøst Lag ligt det, man kan træffe paa Bagsiden af Forbeningen i Pars basilaris, bestaaende af glatte Bindevævstraade samt finere og blødere, mere sammenfiltrede Traade, blandede med ikke synderligt mange Kjerner; det er et formativt Lag, som skal tjene til Forbeningen. Efterhaanden aftager den Bruskmasse, som adskiller Forbeningen i Ala magna fra den trefligede Forbening i Processus alaris; den aftager først bagtil, saa at Sammenvoxningen først finder Sted her, og endnu hos et 8 Maaneders Foster fandtes der fortil en fin adskillende Bruskstrimmel mellem dem. Foramen ovale og spinosum forbenes fra Begyndelsen af halvmaaneformigt kun i deres forreste Rand; de omgives vel efterhaanden mere af Benmasse, men endnu hos et 8 Maaneders Foster var deres bageste Rand brusket. 125 473 Ala externa processus pterygoidei. Den er anlagt som Brusk sammen med den Del, der danner Roden af Ala magna, og Forbeningen i Ala magna tjener ligeledes som Forbeningspunkt for Ala externa. Ifølge dette felleds Udspring maa Ala externa processus pterygoidei opfattes som en Processus ale magne og ikke som en Processus corporis ossis sphenoidei. Imidlertid er det muligt, at de tvende Forbeninger i enkelte Tilfælde kunne optræde særskilt hver for sig!) Den nederste, tynde, vingeformige Del, hvis Benmasse hos Voxne er forskjellig fra Rodens, dannes efter al Sandsynlighed intermembranost; dette gjælder ogsaa om den tynde, bageste Kant af Ala interna, men i mindre Udstrekning, fordi der er storre Bruskmasse forhaanden til dens Dannelse, idet der endog findes et serskilt Forbeningspunkt i Brusken i dens nederste Ende (Hamulus pterygoideus). Brusken danner en noie begrendset, forfra bagtil komprimeret Kam eller paatvers stillet Pyramide med Basis opad; den er i Udvikling endog noget videre fremskreden end Brusken i Ala magna, hvormed den er forenet, fordi man hos Fostre paa 2'/a Maaned træffer en virkelig Forbening med mørke, talrige Benlegemer, medens man hos samme Individ kun finder forkalkede Bruskceller i Ala magna. Forbeningen er bred og kort og tiltager hurtigt i Størrelse, men rager ikke saa langt ned som Forbeningen i Ala interna. Mellem begge Ale findes Fossa pterygoidea, som i Begyndelsen er meget flad, fordi Kammen nesten staaer paatvers; forst efter Midten af Fosterlivet bliver den dybere, idet Kammen med sin udvendige Rand dreier sig mere bagtil. Da Ala magna ikke var voxen sammen med Processus alaris hos et 8 Maaneders Foster, gjelder dette ogsaa for Ala externa processus pterygoidei. Ala interna processus pterygoidei. Det angives i Almindelighed, at Ala interna ikke dannes i Brusk, og jeg har i denne Henseende allerede (Pag. 365, Anm. 2) anfort forskjellige Udtalelser af Kölliker, som ogsaa i sit seneste Arbeide af 1879 henregner Ala interna til de Dele, der ikke dannes i Brusk?). Mærkelig er her en lagttagelse af Virchow°), som hos et 19°" langt Foster, hos hvilket 1) A. Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 108, Tab. 9, Fig. 1) angive og afbilde et Forbeningspunkt i Ala externa processus pterygoidei, adskilt fra det i Ala magna hos et Foster paa 50 Dage; Forbeningspunkterne smelte sammen indad ved Enden af anden Maaned, ladende en Aabning mellem sig for Foramen rotundum (Tab. 9, Fig. 4). 2) T. H. Huxley (elements 1864, Pag. 159) siger, at Ala interna endog for Fodselen er forenet med Ala externa, hvilken sidste kun er en Udvæxt af Alisphenoid, der horer til Primordialbrusken; ikke desto mindre tilfeier han, at intet af disse Ben dannes i Brusk (cfr. Pag. 126). 3) R. Virchow, Schadelgrund 1857, Pag. 18. Vidensk, Selsk. Skr., 5. R., naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 59 5 474 126 Ala externa var forbenet, paa Stedet for Ala interna fandt en forholdsvis bled Masse, som under Mikroskopet forholdt sig som Brusk, kun at de runde Celler hvilede i en noget uklar Grundsubstants; den lod sig let skjelne fra det omgivende Bindevey. Der er aldeles ingen Tvivl om, at Ala interna processus pterygoidei udgjor en Del af Kraniets Primordialbrusk. Dens bruskede Grundlag har i Forhold til det fuldstendigt dannede Ben hos Voxne en storre Udstrekning end Brusken til Ala externa og rager lengere nedad. Brusken begynder paa Udsiden af den ovale Knop, som Processus alaris bærer paa sin nederste Flade; herfra .gaaer en cylinderformig Brusk nedad, som nedentil ender afrundet. I denne Bruskdel danner der sig tvende Forbeningspunkter med alle Kjendetegn paa en forudgaaende Bruskforkalkning. Brusken forbener ligesaa tidligt i Ala interna som i externa'). Hos Fostre paa 24/2 Maaned finder man en Forbening af 1™™,5 Længde, hos et Foster paa 3 Maaneder af 2™m Længde; da denne opløstes ved Saltsyre, bleve de oprindelige store Bruskceller med stor Kjerne tilbage. Forbeningen stoder oventil efterhaanden til Bagsiden af den runde Knop paa den nederste Flade af Processus alaris og ender nedentil hos Fostre paa 31/2 Maaned med en lille Knop, i hvilken der hos 3—4 Maaneders Fostre viste sig en isoleret Forbening af 0™",5 Gjennemsnit. Det er denne Forbening, som bliver til Hamulus ptery- goideus. Forbeningen i Ala interna antager Form af en komprimeret Pyramide med Basis opad; den voxer.kun langsomt, var hos et 5 Maaneders Foster 32" lang og indeholdt ved Prøven med Saltsyre kun forkalkede Bruskceller. Virkelige Benlegemer samtidigt med for- kalkede Bruskceller fandtes hos et noget storre Foster af samme Alder efter Anvendelsen af samme Prove. Det lille Forbeningspunkt til Hamulus pterygoideus viste sig efter An- vendelsen af Saltsyre hos et 5 Maaneders Foster kun at indeholde forkalkede Bruskceiler; da det hos et Foster paa 5!/a Maaned var 1™™ stort, indeholdt det i en tynd Skal Ben- legemer, som oplostes ved Saltsyre og lod Osteoblaster blive tilbage. Hos Fostre paa 7 og 7'/2 Maaned vedblev denne lille Forbening, som kun var bleven 1™™,5 stor, at indeholde forkalkede Bruskceller i sit Indre og morke, store og sterkt forgrenede Benlegemer i den udvendige Skal, hvorom jeg yderligere overbeviste mig ved at oplese dem i Saltsyre. Denne lille Forbening var endnu hos et 8 Maaneders Foster los og ikke fastvoxen til Ala interna. Forbeningen i Ala interna, som opstaaer selvstendigt, er i Begyndelsen kun loseligt forbunden med Forbeningen i Ala externa. Hos et Foster paa 61/2 Maaned laae den tet op til den uden at kunne rokkes, men var dog ikke sammenvoxen med den; den dannede 1) Ogsaa efter A. Rambaud et C. Renault begynder Forbeningen af Ala interna i (tredie Maaned. E. Dursy (Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Tab. 9, Fig. 1, d) afbilder en «selvstændig», som det synes helt forbenet Ala interna hos et 20° langt Foster. 127 475 oventil en trekantet Benplade med Spidsen bagtil og bedækkende den storste Del af Knoppen paa Processus alaris; dens indvendige Rand laae lige mod Cornu sphenoideum. Hos et 7 Maaneders Foster var den udad sammenvoxen med Ala externa, men der fandtes endnu Brusk paa Forbeningens forreste Flade. Med Alderen tiltager Sammenvoxningen i Styrke, Brusken holder sig lengst opad og indad. Cornua sphenoidea (Cornua Bertini, Conchæ sphenoidales Henle). Disse Ben, som ikke dannes i Primordialbrusken og snart ere selvstendige, snart forenede med Os sphenoideum, ethmoideum eller palatinum, skulle her kun anfores, fordi de udgjore en Del af Os sphenoideum og tjene til at danne en Del af den forreste Veg af Corpus og til at lukke for Sinus sphenoidei i dets Indre. De dannes i det Bindevæv, som findes indenfor og ovenfor Roden af Ala interna processus pterygoidei, med hvis For- bening de kunne ligge i umiddelbar Bergrelse. At de ikke indeholde eller dannes i Brusk, overbeviser man sig om ved at oplose dem med Saltsyre, hvorved de talrige, lyse eller morke, sterkt forgrenede Benlegemer oploses, og kun Osteoblaster, men ikke Bruskceller, blive tilbage i et traadet eller grynet Grundlag. Det mindste, jeg fandt, havde en Lengde af knap 2™™ hos et 3 Maaneders Foster; hos et Foster paa 5 Maaneder havde Cornu en Længde af 3™™ og tiltager dernæst i Størrelse"). Jeg har stadigt fundet dem hos de af mig undersogle Fostre over hin Alder; kun hos et 8 Maaneders Foster savnede jeg dem. kk. Os sphenoideum har før Fødselen til forskjellig Tid følgende 13 parrede eller 26 isolerede Forbeningspunkter: 1 og 2) i Bunden af Sella turcica (3 Maaneder), der paa den nederste Flade af Corpus fremtræde som 3 og 4) paa hver Side af Crista (3 Maaneder), og 6) i Processus alaris (4 Maaneder), og 8) paa Siden af Planum udad (4 Maaneder) som en rund, derpaa oval Forbening, der senere fremtræder som 9 og 10) paa hver Side af den øverste Del af Rostrum med en oval Forbening (51/2 Maaned), “Io 1) I. Henle (Handbuch der Knochenlehre des Menschen 1855, 1, 1, Pag. 113) angiver, at de først opstaae i det første til andet Livsaar. Béclard setter deres Dannelse i syvende Maaned, men A. Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 113 og 116) mene, at dette er altfor tidligt; selv angive de dog ikke noget Tidspunkt for deres Dannelse og ansee dem for Dele af Os ethmoideum. E. Dursy (Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Tab. 7, Fig. 14) afbilder et forbenet Gjennemsnit af et Cornu hos et Setm langt Foster. See ogsaa E. Zuckerkandl, Medi- zinische Jahrbücher 1878, Pag. 322. 59* 476 128 11 og 12) paa Siden af Planum en lille rund Forbening for Enden af Limbus sphenoideus, bag og indenfor Nr. 9 og 10 (51/2 Maaned), 13 og 14) i Radix posterior ale parve (31/2 Maaned), 15 og 16) i Radix anterior ale parve (5 Maaneder), 17 og 18) i Ala magna (2'/2 Maaned), 19 og 20) i Ala externa processus pterygoidei, om hvilken det dog er tvivlsomt, om den fra Begyndelsen er sondret fra Nr. 17 og 18 (2!/2 Maaned), 21 og 22) i Ala interna processus pterygoidei (2'/2 Maaned), 23 og 24) i Hamulus pterygoideus (4 Maaneder), 25 og 26) i Cornua sphenoidea (3 Maaneder), hvilke ikke hore til Primordialbrusken. Da Nr. 1 og 2, 3 og 4 ere Enderne af samme Seile, som fremtrede paa Bunden af Sella turcica og paa Siden af Crista, da Nr. 7 og 8, 9 og 10 ligeledes ere Enderne af samme Forbening i den udvendige Del af Planum og paa Siden af Rostrum, da det er tvivlsomt, om Nr. 17 og 18 fra Begyndelsen ere skilte fra Nr. 19 og 20, indskrænkes An- tallet til 10 Par eller 20 Forbeningspunkter. Rambaud og Renault!) angive en median Forbening i Rostrum i fjerde Maaned, som dog undertiden kan mangle; den udgaaer fra den forreste Flade af den transverselle Forbening i Bunden af Sella; jeg har dog aldrig fundet Forbening i Rostrum for Fodselen’). 1) A.Rambaud et C.Renault, développement des os 1864, Pag. 111, 113, Tab. 9, Fig. 10, 11, 14, 15 K. 2) 1. F. Meckel (Archiv 1815,"1, Pag. 618, Tab. 6, Fig. 14—29) afbilder 14 Forbeningspunkter til for- skjellig Tid; Pag. 631 siger han dog, at der er 16 Forbeningspunkter, idet han regner 8 i Corpus, 4 i Ale magne og 4 i Ale parve. H. Spöndli (Primordialschadel 1846, Pag. 28) angiver en uparret Benkjerne midt i Sella tureica, en uparret i Corpus sphenoideum anterius mellem Ale parve, 2 i Processus alares, 2 i Processus clinoideus anterior, 2 i Processus clinoideus medius, 2 i Alæ magne, i Alt 10 Benkjerner. A. Kölliker (mikr. Anat. 1850, 2, I, Pag. 354) anforer 8 Benkjerner i Ala magna og parva, 2 i hvert Par, 1 Benkjerne i den bageste og 2 i den forreste Del af Corpus, i Alt 11 Benkjerner. I sin Entwicklungsgeschichte (1879, Pag. 451) angiver han 2 i Sella tureica, 2 paa Siden ved Sulcus caroticus, 2 i Ala magne, 4 i Ale parvæ og Corpus sphenoideum anterius og 2 i Lamina interna processus pterygoidei, men hvilke sidste efter hans Mening ikke ere prefor- merede som Brusk, i Alt altsaa 12 Benkjerner. C. Bruch (Beiträge 1852, Pag. 66) siger, at der konstant hos Mennesket findes i det mindste 2 parrede Benkjerner for Ale magne og parve og 2 uparrede i Corpus sphenoideum anterius og posterius; dette giver i Alt 10 Benkjerner. R. Virchow (Schadelgrund 1857, Pag. 15—18) angiver 6 Benkjerner i Os sphenoideum posterius (2 i Ale magne med Lamina externa processus pterygoidei, 2 i Spidsen af Lingula og 2 i Fossa pituitaria), 2 i Lamina interna processus pterygoidei og 4 i Os sphenoideum anterius (2 i Corpus og 2 i Ale parve), i Alt 12 Benkjerner. A. Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 116) anføre 4 Forbeningspunkter i Corpus, 6 i Ale parvæ, 6 i Ale magna og pterygoideæ, 3 i Rostrum, i Alt 19, hvortil endnu komme 2 i Cornua sphenoidea, 2 i Hamulus og 2 i Processus clinoideus posterior, hvilke de kalde sekundære og accessoriske. T. H. Huxley (elements 1864, Pag. 144—147) angiver 2 Forbeningspunkter i Basi-sphenoid (Sella turcica), 2 i Lingule sphenoidales, 2 i Ali- sphenoid (Ale magne), 4 i Pre-sphenoid (Planum) og 2 i Orbito-sphenoid (Ale parve), i Alt 12 Forbeningspunkter. 129 477 Os ethmoideum. Den Del af Primordialbrusken, som vi have kaldet Pars ethmoidea, har paa flere Steder en storre Udstrekning end selve det deri dannede Os ethmoideum. Pars cribrosa er meget storre end den senere Lamina cribrosa, Pars nasalis forsvinder for en stor Del, hvilket ogsaa gjælder om den nederste Del af Pars papyracea; en stor Del af Pars per- pendicularis fortrenges af Vomer, og hele Delens Tykkelse aftager. Derimod kan man ikke ret vel her anfore Dannelsen af de forskjellige Sinus saavel i Labyrinthen som i Maxilla, fordi Hulhederne ikke saameget dannes paa Bekostning af Brusk som af Benmasser, der ere opstaaet i eller udenfor Brusken. Paa den anden Side dannes Lamina papyracea ikke af Brusk, men intermembranost, hvilket senere noiere skal vises. Concha infima dannes i Primordialbrusken ligesom de ovrige Conche og holder Skridt med disses Ud- vikling; den burde derfor altid regnes med til Os ethmoideum og ikke beskrives som horende til Ansigtets Ben, saaledes som det sedvanligt skeer i anatomiske Lereboger. Primordialbruskens almindelige Forhold ere her folgende: Pars perpendicularis afgaaer fortil som umiddelbar Fortsættelse af Brusken i Rostrum sphenoideum, dannende en lodret Skilleveg mellem Næsens heire og venstre Hulhed, og oventil udgjorende eet Stykke med Midtlinien af Pars cribrosa, medens den nedentil er fri. Den overste Del af Skilleveggens forreste Rand gaaer over i Midtlinien paa Bagsiden af Pars nasalis. Pars nasalis boier sig dernæst om og gaaer bagtil indenfor Processus nasalis maxilla superioris og indenfor Os lacrymale, hvorpaa den som Pars papyracea bagtil stoder til Sideranden af den forreste Flade af Corpus sphenoideum. Paa Indsiden af Pars papyracea sidde de tre Conchæ. Loftet mellem Pars perpendicularis og Pars papyracea dannes af Pars cribrosa. Vi ville betragte hver af disse Afdelinger for sig. Pars cribrosa. Denne Del breder sig langt ud over Grendserne for den senere Lamina cribrosa, * men er i Begyndelsen meget tynd, saa at jeg endog troer, at den engang hos et knap 2 Maaneder gammelt Foster aldeles har manglet. Jo yngre Fostret er, desto bredere er den i Almindelighed udad, men allerede fra Midten af Fosterlivet indskrenkes Bruskens Udstrekning, og den paagjeldende Del bliver tillige betydeligt tyndere. Bruskpladen er gjerne lyreformig eller trekantet med en afrundet Spids fortil. Den midterste rektangulere Del, som efter Fodselen forbenes som Lamina cribrosa, er ved en Vulst eller opkrempet Rand afgrendset fra den udenfor liggende Del, der hviler paa Pars horizontalis ossis frontalis paa begge Sider af Incisura ethmoidea. Vulsten svinder allerede for Forbeningen. Den midterste Del samt den derfra opstigende Crista galli frembyde som Brusk de samme Afvexlinger som Benet hos Voxne. Midten kan vere fordybet; Crista galli, som 478 130 paa et knap 2 Maaneders Foster neppe var synlig, kan allerede hos 2 Maaneders Fostre staae meget stærkt frem, senere have forskjellig Størrelse, Form og Tykkelse. Processus alares paa dens Forside sees hos Fostre paa 2'/2 Maaned; mellem dem findes en Fordyb- ning (Fonticulus nasofrontalis Zuckerkandl, det senere Foramen coecum), der fortsetter sig som en dyb Fure nedad Ryggen af Pars nasalis, begyndende under det forbenede Os fron- tale. Bagtil taber Crista galli sig og gaaer undertiden med nogle smaa Ophoininger over i den Stribe, som ofte findes i Midtlinien paa den forreste Del af Planum corporis sphenoidei. Den udvendige lyreformige Del, som hviler paa Pars horizontalis ossis frontalis (Tectum orbitæ), kan række saa langt udad, at den dækker dette Bens indvendige bageste Halvdel, men er meget tynd. Dens forreste afrundede Ende strekker sig ofte lidt frem foran Midtdelen; dens udvendige Rand danner en let Bue; dens bageste og største Rand forener sig med den forreste Rand af Brusken til Planum og Ala parva, men legger sig dog ikke til selve Randen af Ala parva, men gaaer lidt ind under den. Foreningen med Ala parva afvexler; snart er den fuldstendig, snart netformigt gjennembrudt eller forsynet med en eller flere Takker, som komme hinanden imode. Ligesom Brusken til Ala parva har forskjellig Lengde udad, saaledes gjælder dette ogsaa om den bageste Rand af den lyreformige Ud- bredning. Hos Fostre paa 5 Maaneder eller derunder begynder Lyreformen at indskrenkes; de udvendige Rande blive ligesom udrevne, og Brusken bliver saa tynd, at man selv med Loupe overseer den, eller den folger med Hjernehinderne, naar man fjerner dem. Naar samtidigt Tectum orbitæ, hvorpaa den har hvilet, ikke er forbenet og endnu er membranos, viser der sig en Aabning, som Spöndli!) gav Navn af Foramen spheno-frontale og afbilder, men som kun er et Kunstprodukt. I andre Tilfelde kan den lyreformige Brusk have veret saa tyk eller haft saadan Indflydelse paa Forbeningen af Os frontale, at Lyreformen findes afpreget paa Benet paa Siderne af Incisura ethmoidea, men det er ikke selve Primordial- brusken, som er forbenet. Paa hver Side af Crista galli findes der i Bruskens rektangulære midterste Del to Rækker Aabninger, der atter ved Skillerum i Brusken kunne vere delte i flere, og som + tjene til Gjennemgang for N. olfactorius. To og to Rekker ere sedvanligt temmelig sym- metriske; derimod afvexle de betydeligt hos forskjellige Fostre, hvilket ogsaa gjelder om Aabningerne hos Voxne; de ere iser uregelmessige bagtil. I den lyreformige Plades udvendige Rand kan der findes lignende Aabninger, ofte iser en storre, hvis Betydning er usikker, fordi de neppe kunne tjene til Gjennemgang for nogen Gren af N. olfactorius, eftersom hele denne Del af Brusken forsvinder. 1) H. Spöndli, Primordialschädel 1846, Pag. 26, Fig. 8, 14. Cfr. E. Dursy, Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Pag. 192. 131 | 479 Pars perpendicularis. Fra Rostrum corporis sphenoidei fortsætter Primordialbrusken sig uafbrudt som en lodret staaende Bruskplade mellem Nesehulhedens to Halvdele; nogen Grendse mod Rostrum lader sig ikke angive. Brusken er meget tykkere end det Ben, som senere ind- tager dens Plads. Pladens tykke nederste Rand bliver efterhaanden tyndere fortil, hvilende paa Crista nasalis ossis maxillaris superioris og ossis palatini. Den forreste Rand danner en nzsten ret Vinkel med den nederste Rand, er nedentil fri, men gaaer oventil over i Pars nasalis, som vingeformigl vender sig om til Siderne. Den overste Rand er forenet med Midtlinien paa den nederste Flade af Pars cribrosa. Den bageste Rand er Fortsettelsen fra Rostrum. Den nederste Rand omfattes tidligt af de to Blade, hvori det forbenede Vomer lader sig dele, og Vomer fortrenger efterhaanden en Del af Brusken i Pars perpen- dicularis fra den nederste Rand af, uden at selve Brusken faaer Tid til at forbenes; hele den øvrige Del er endnu Brusk ved Fodselen, og man kan træffe Brusk indesluttet mellem Vomers Blade. Huschkes Vomer cartilagineus og Köllikers Processus sphenoidalis septi cartilaginei hos Voxne, som efter Kölliker muligen allerede er iagttagen af Schwegel 1859, ere anforte ovenfor Pag. 460. De bruskede Jacobsonske Organer hos Fostre og Voxne, som ikke henge sammen med Primordialbrusken, skulle her blot nævnes!). Pars nasalis. De tvende Siders Brusk henger sammen i Legemets Midtlinie og danner eet Stykke; kun er der paa den forreste Flade (Næseryggen) en Længdefure, som er dybest oventil, hvor den tager sin Begyndelse mellem Processus alares criste galli. Brusken er tykkest oventil, hvor paa den enkelte Brusk to Neseben, der ikke dannes i Primordialbrusken, legge sig paa dens forreste Flade og træffes forbenede hos Fostre paa 3 Maaneder. Pars nasalis fortsetter sig om paa Siden af Næsen, og Brusken dækkes her af Processus nasalis maxillæ superioris, der findes forbenet hos Fostre paa 2'/2 Maaned; endnu længere bagtil gaaer Brusken indenfor Os lacrymale, som hviler paa dens udvendige Flade og kan findes forbenet allerede hos 4 Maaneders Fostre. Ogsaa disse tvende Ben dannes inter- membranest udenfor og udenpaa Primordialbrusken. Brusken er meget tynd indenfor dem. Vi forlade den her for at optage den paany som Pars papyracea. 1) E. Dursy, Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Pag. 135—139, Tab. 7, Fig. 6c, Fig. 7, Tab. §, Fig. 2c, Tab. 9, Fig. 6c. A. Kölliker, Jacobsonsche Organe 1877, Pag. 3—7, Tab. 1 og 2; Ent- wicklungsgeschichte 1879, Pag. 766, Fig. 471 og 472. R. Fleischer, Beiträge zu der Entwicklungs- geschichte des Jacobsonschen Organs und zur Anatomie der Nase; Sitzungsberichte der physikalisch- medicinischen Societat zu Erlangen 12 November 1877, Pag. 8. 480 132 Fortil fortsetter Pars nasalis sig ud i Næseryggen og med en buleformig Frem- staaenhed ud i Næsevingerne og rager langt nedenfor den Del, udenpaa hvilken Næsebenene hvile. Hos et 3 Maaneders Foster havde de meget tynde Næseben en Længde af 4™, men Bruskens Længde nedenfor dem var næsten 3 Gange saa stor. Nedad Neseryggen ender Brusken tilspidset, hvilende paa den forreste Rand af Pars perpendicularis og ud- gjorende eet Stykke dermed. Paa Siden gaaer den ind i Ale nasi med en nedentil belge- formigt afskaaren Rand, men uagtet den bliver saa tynd som Papir, kan man dog her som andetsteds erkjende de tet sammentrengte Bruskceller i en hyalin Grundsubstants uden fibros Tilsetning. Den nederste tynde Del har gjerne en lysere, gulagtig Farve, hvorved den skjelnes fra Næsens Slimhinde, der er mere graa. Derimod findes der ingen Brusk omkring selve Randen af Næseborene, Pars papyracea. Efterat Primordialbrusken fra Siden af Næsen er gaaet indenfor Processus nasalis maxille superioris og Os lacrymale, gaaer den som Pars papyracea bagtil for at danne den indre Væg af Øienhulen, men den senere Lamina papyracea ossis ethmoidei dannes ikke i Brusken, men intermembranost. Brusken har her en rektangulær Form. Den forreste Rand er en Fortsettelse af Pars nasalis; den overste Rand er en Fortsettelse af den op- vulstede Siderand af den rektangulere midterste Del af Pars cribrosa; den nederste, temmelig lige og midtveis noget tykkere Rand gaaer nedenfor Sutura papyracea maxillaris og naaer ned indeufor Corpus maxillæ superioris lidt nedenfor Indgangen til Antrum High- mori eller omtrent i Hoide og parallelt med Concha infima; den bageste Rand gaaer oventil over i Sideranden af den forreste Flade paa det bruskede Corpus sphenoideum; nedentil heftes den ved fibrost Væv til Svælgets Bagside. Pars papyracea har derfor en ikke lidet storre Udstrækning nedentil og bagtil end den forbenede Lamina papyracea. Brusken er yel meget tynd, men dog tykkere end paa Siden af Nesen. Medens de øvrige Vægge i Oiehulen fandtes forbenede hos 31/2—4 Maaneders Fostre, var den indvendige Veg endnu membranes hos et Foster paa 7 Maaneder. Forst hos et 8 Maaneders Foster fandtes en begyndende Forbening, som kom fra Randen af Incisura ethmoidea ossis frontalis og derfra steg nedad. Forholdet er nemlig dette, at Periosteum, som beklæder den forreste (udvendige) Flade af Næseryggen, derfra trækker sig hen over Processus nasalis maxilla superioris og Os lacrymale og beklæder hele Qienhulen og følgelig ogsaa dens indvendige Veg. Oventil i Sutura ethmoidea frontalis staaer dette Periosteum i Forbindelse med det Periosteum (Dura mater), som beklæder den overste Flade af Pars horizontalis ossis frontalis; nedentil trenger det ud gjennem Sutura papy- racea maxillaris for at staae i Forbindelse med Periosteum paa Overkjæbens Indside. Naar man har borttaget Periosteum fra Oienhulens Indside, kan man fra den glatte Overflade af den 133 481 bruskede Pars papyracea losne en fast, meget fin og gjennemsigtig Hinde, der bestaaer af fine, temmelig lige Traade, hvoraf nogle ere tykkere og blandede med ikke synderligt mange Kjerner, men der findes ingen Bruskceller. Denne Hinde gjenfinder man under (indenfor) det forbenede Os lacrymale og under (indenfor) Processus nasalis maxille supe- rioris, og naar man borttager Nesebenene, treffer man den ogsaa hvilende umiddelbart paa Næsens Primordialbrusk. Hos Fostre paa 5 Maaneder er denne Hinde, der altsaa har sit Sede mellem Periosteum externum og Pars papyracea, vel tydelig, men lader sig neppe skille fra Pars papyracea; derimod har jeg kunnet fremstille den hos Fostre, som vare 6!/2—8 Maaneder gamle, og kunnet blæse Luft ind mellem den og Brusken. Den ovenfor nævnte Forbening hos et 8 Maaneders Foster angik kun denne Hinde, som afgiver Grundlaget for den senere Lamina papyracea ossis ethmoidei, der ikke forbenes i Primordialbrusken, men ligesom Nesebenene udenpaa samme. Forbeningen gaaer enten for sig i selve Hinden eller mellem den og Periosteum externum. Pars papyracea er selv hos eldre Fostre paa 8 Maaneder meget tynd. Naar man har borttaget den, blottes Labyrinthen, og den underliggende Masse er hvidlig, knopret og delt i en Mængde smaa Lapper. Den hvidlige Farve, der bedst fremtræder, naar Præpa- ratet torres, hidrører fra en Mængde smaa Benfliser, som indeholde store, mørke, stærkt forgrenede Benlegemer og afgive Veggene til Cellule ethmoideæ. Massen, der findes i Lapperne, bestaaer dog ikke af Brusk, men af Bindevæv med isprængte Kjerner. Væggene til Cellule ethmoideæ dannes derfor i det mindste for Sterstedelen intermembranest ligesom Lamina papyracea, og selve Brusken i Pars papyracea tager paa Grund af sin Tyndhed vistnok kun ringe Del i deres Dannelse. Hermed stemmer, at Labyrinthens Celler dannes eller lukkes ogsaa af andre intermembranost dannede Ben som Os frontale, Processus nasalis maxille superioris, Os lacrymale, Pars orbitalis ossis palatini og Cornua sphenoidea. Sinus maxillaris dannes hos 3 Maaneders Fostre som en meget flad Udkreng- ning af Pars papyracea, hvis Veg ogsaa her indeholder smaa Bruskceller og er bekledt med den tykke Slimhinde. Indgangen til Sinus dannes i det mindste i Begyndelsen kun af Slimhinden; den er stor, rund eller spaltformig og frembyder senere de samme Afvexlinger som hos Voxne. Maxilla superior danner en tynd Forbening udenpaa Indkrængningen, og der er ingen Fordybning i den. I et Tilfelde var den flade Sinus delt i to Rum ved en Slimhindefolde. Hos 6—7 Maaneders Fostre finder man en meget flad Udhuling i Benet, nedentil begrendset af en fremspringende Kant; Indgangen til Sinus er næsten ligesaa stor som Fordybningen; Pars papyracea er meget tynd i Dybden af Udhulingen og absorberes snart fuldstændigt. Dursy') mener, at Brusken tager Del i Overkjebens Forbening, og at 1) E. Dursy, Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Pag. 188, 203, Tab. 7, Fig. 10, i, h, Tab. 8, Fig. 4, m, f, Fig. 5, d, s, Fig. 6, d, Tab. 9, Fig. 7, e. Vidensk. Selsk, Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 60 482 134 samme Forhold gjore sig gjældende som ved Belegningsbenene paa andre Dele af Pars ethmoidea og ved Processus Meckelii og Underkjeben; men Kölliker!) benægter med Ret en saadan Forening. — Til Sinus sphenoidei har jeg hos Fostret ikke fundet andet Anlæg end maaskee en svag Fordybning paa begge Sider af Rostrum, men forresten ind- tages deres Plads af Brusk eller Ben alt efter Fostrets Alder?). — Sinus frontales dannes først efter Fodselen. Hvad Dursy*) afbilder som Anlæg til Sinus frontales, er, saavidt jeg skjonner, kun et Gjennemsnit af de bruskede Ale criste galli. Conche. De ere allerede anlagte i Primordialbrusken hos knap 2 Maaneder gamle Fostre. Hos Fostre paa 2—3 Maaneder sidde de som parallele Lister paa Indsiden af Pars papy- racea, og paa lodrette Snit sees den forholdsvis ringe Brusk omgiven af den tykke Slim- hinde. Concha quarta (Santoriniana) findes ligeledes dannet som Brusk; den kan hos unge Fostre undertiden være stærkere fremtrædende end Concha suprema eller de øvrige Conche ; senere er den underkastet de samme Afvexlinger, som forekomme hos Voxne, og den kan ganske mangle. Brusken til Concha suprema og media er ikke sjeldent bagtil spaltet i to Rodder. Af Conche forbenes Concha infima hos 4 Maaneders Fostre, dog fandtes kun Forkalkning af Bruskcellerne. Hos et noget storre 4 Maaneders Foster fandtes i den forreste Spids af Concha media en Benflise med Benlegemer, og hos samme Foster indeholdt Concha infima en meget tynd Benflise, paa hvilken man kunde erkjende Benets blivende Form med Processus maxillaris og lacrymalis, medens Concha suprema og quarta ikke vare forbenede. Dog har jeg truffet ældre Fostre paa 5 Maaneder, hvor Conche ikke vare forbenede. Den forste Forbening i Concha suprema fandtes hos et 7 Maaneders Foster, i Pars papyracea mellem Concha suprema og media hos et Foster paa 71/2 Maaned. I det hele synes Forbeningen i Conche at begynde nedenfra med Concha infima og derpaa at stige opad i de andre Conche. Rummeligheden af Meatus mellem Conche forholder sig som hos Voxne. Brusken i alle Conchæ er vanskelig at isolere fuldstændigt fra Slimhinden og det fibrose Væv, hvormed den gjennem Slimhinden: er fæstet bagtil; først naar disse Væv ere fjernede, kommer dens knudrede Overflade tilsyne. Brusken er i Conche hyalin, men Bruskcellerne ere maaskee noget mindre end andetsteds; derimod have de den sædvanlige Storrelse i Pars papyracea mellem de enkelte Conche og i dens nederste frie Rand. 1) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 440, 456, 765, Fig. 470. 2) E. Dursy, 1. c. Pag. 194, Tab. 7, Fig. 14, b, Tab. 8, Fig. 8, 0, Fig. 9, c. A. Kölliker, |. c. Pag. 766. 3) E. Dursy, |. c. Pag. 186, Tab. 7, Fig. 8, c, Tab. 8, Fig. 2, b, og især Tab. 9, Fig. 6, a. Pan, Mr 135 483 Naar man stoder paa den forud for Bendannelsen gaaende Kalkafleiring, finder man ved Opløsning med Saltsyre, at Bruskcellerne ere blevne større og have en svag koncentrisk" Omgivelse. De tidligste Benlegemer ere meget store, have korte Forgreninger og efterlade ved Oplosning med Saltsyre kantede, meget blege Kjerner. Os ethmoideum har for Fodselen kun Forbeningspunkter i Conche, Concha infima og media (4 Maaneder), Concha suprema (7 Maaneder), Pars papyracea (71/2 og 8 Maaneder). Der er derfor for Fodselen ingen Forbening i Pars cribrosa med Crista galli og Pars per- pendicularis, som hos Barnet først forbenes i Alderen fra '/2—1 Aar. Os ethmoideum er det af Kraniets Ben senest forbenede. Lamina papyracea og en Del af Veggene i Labyrinthens Celler forbenes intermembranost. En Del af Pars perpendicularis forbliver brusket, ligesaa hele Pars nasalis, af hvilken en Del forsvinder"). Os temporale. Hele Os temporale dannes af fire Afdelinger. Deraf tilhore Pars mastoidea og petrosa Primordialbrusken og udgjere eet Stykke, medens Annulus membrane tympani med den senere dannede udvendige, benede Horegang og Pars squamosa med den forreste Del af Trommehulens Loft og Processus zygomaticus dannes mellem Membraner. De to forste Afdelinger ere fra Begyndelsen adskilte fra og ved Fodselen neppe fuldstændigt forenede med de to sidste. Ligesom ved Os ethmoideum har en Del af Brusken til Os temporale en storre Udstrekning end det senere Ben, fordi Processus petroso-parietalis og petroso- occipitalis forsvinde. At Benets fuldendte Form i Pars petrosa afviger saa betydeligt fra Bruskens, hidrerer derfra, at der paa Benets Udside, navnlig paa den nederste Flade, danner sig en sterk intermembranos Forbening, som smelter sammen med den Forbening, der danner sig i Brusken; der er ingen anden Del i Kraniets Primordialbrusk, hvor den 1) fl. Spöndli (Primordialschädel 1846, Pag. 29) kalder med Uret Forbeningen i Os ethmoideum en total. A. Kölliker (Berichte 1849, Pag. 45) er noget i Tvivl om, hvorledes Concha infima voxer, muligt fordi dens Forhold til Primordialbrusken dengang endnu ikke var ret klart. J sin Entwick- lungsgeschichte 1879, Pag. 453 siger han, at Os ethmoideum forbenes midt i Foetallivet forst i Lamina papyracea og derpaa i Conche. Efter A. Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 117—121) forbenes Concha suprema og media og Lamina papyracea i fjerde Maaned, og ved Fodselen ere Sidedelene fuldstændigt forbenede. Efter Fodselen danner der sig 5 Forbenings- punkter paa hver Side af Crista galli og eet i dens Spids. I Concha infima angive de 2 Forbenings- punkter i Slutningen af tredie Maaned. T. H. Huxley (elements 1864, Pag. 147) anfører aldeles urigtigt et enkelt Centrum i Cartilago internasalis og et lignende i hver af de saakaldte Lateralmasser med de tvende øverste Conche. 60° 484 136 intermembranose Forbening er saa stærk. Brusken, som beklæder Fovea articularis maxilla inferioris, horer ikke til Primordialbrusken. Pars squamosa. Hos Fostre paa 2'/2 Maaned er den neppe anlagt. Den første svage Forbening findes hos Fostre paa 3 Maaneder, idet man mellem to Membraner treffer en lille Benplade med en nederste lige og en overste konvex Rand; dog kan man hos andre Fostre af samme Alder blot finde et Anlæg uden Forbening. Benpladen bliver halvmaaneformig og større, idet tillige Processus zygomaticus findes forbenet hos Fostre paa 4'/2 Maaned. Pars squamosa legger sig under sin Vext udenpaa Brusken til Pars mastoidea, og hos 5 Maaneders Fostre dækker den nederste Rand Gruben, hvori Horebenene hvile. Hos Fostre paa 5'/2 Maaned seer man, at det stærke Periosteum paa Pars mastoidea deler sig i to Blade, naar det har naaet den bageste Rand af Pars squamosa. Det ene Blad legger sig paa Udsiden af Pars squamosa, det andet paa dens Indside mellem Brusken og Pars squa- mosa, hvis bageste Ende i betydelig Udstrekning nu dekker Brusken. Det indvendige Blad forlader derpaa Brusken, hvor denne ophorer, og lægger sig paa Udsiden af Dura mater, med hvilken det vel henger noie sammen, men dog i Begyndelsen paa Grund af sin Styrke og Tykkelse lader sig skille fra. Senere voxe de sammen og kunne ikke skilles ad, og Dura mater eller rettere dens Udside fungerer derpaa som Periosteum paa Indsiden af Pars squamosa. Bruch!) gjor ogsaa opmerksom paa, at Periosteum og Dura mater henge meget fast paa Benet og ligesom ere indeklemte paa det Sted, hvor de primordialt og membranost dannede Afdelinger voxe sammen. Annulus membrane tympani. Hos Fostre paa 2 Maaneder og derunder lader den sig løsne som en tendines Traad. Den første tydelige Forbening viser sig hos Fostre paa 21/2 Maaned, hos hvilke den danner en forbenet, elastisk, oventil aaben Halvring af Tykkelse som en fin Sytraad?); hos Fostre paa 31/2 Maaned er den forreste Ende bleven bredere. Idet hele Traaden bliver tykkere, fremtreder den Fals, hvori Trommehinden er spændt, og Halvringens forreste Gren er hos 5 Maaneders Fostre spatelformigt udbredt. Denne Del, som er befæstet paa Halvringens indvendige Rand, faaer oventil en Fure, hvori Processus Meckelii og Processus longus mallei hvile. Efterhaanden bliver Halvringen tykkere og bredere, 1) C. Bruch, Beitrage 1852, Pag. 144. *) Efter C. Robin (notocorde 1868, Pag. 106) har den, naar den viser sig i 11te Uge, ikke noget sær- skilt Periosteum, hvilket forst bliver tydeligt henimod Sde Maaned. 137 485 iser fortil, og lukker sig mere foroven, men kunde endnu hos et 8 Maaneders Foster losnes fuldstendigt fra sine Omgivelser!). Pars mastoidea. Den udgjor fra Begyndelsen af en Del af Primordialbruskens Pars occipito- mastoidea, og skjondt det forholdsvis stedse store Foramen mastoideum, der udmunder i Sinus transversus og betegner den omtrentlige Grendse mellem Pars occipitalis og Pars mastoidea, er tydeligt hos Fostre paa 2'/2 Maaned, bliver Grændsen dog først bestemtere hos Fostre paa 3 Maaneder, idet man da kan iagttage en svag Fure i Brusken, som ogsaa gjerne er tyndere ovenfor Foramen mastoideum. Gruberne og Ophoiningerne paa Bruskens Indside svare til Benets senere forskjellige Tykkelse. Der gjor sig et eiendommeligt For- hold gjældende ved Forbeningen af denne Del. Den ender nedad og fortil med en brusket Processus mastoideus, som findes antydet hos Fostre paa 2'/2 Maaned, har en ret anselig Tykkelse hos 4 Maaneders Fostre og faaer et hvidligt Udseende hos Fostre paa 41/2 Maaned. Men hele Stillingen af Pars mastoidea med Processus mastoideus til Pars petrosa afviger betydeligt fra den, som de indtage hos Voxne. Medens der hos Voxne er en Afstand af omtrent en Tomme fra det Sted, hvor de halvcirkelformige Kanaler rage frem paa Os pe- trosum, indtil Udsiden af Processus mastoideus, ligger for Fodselen den Bruskveg, hvoraf Pars mastoidea skal fremgaae i forbenet Tilstand, lige bag de halvcirkelformige Kanaler. Man kan tenke sig Forholdet, som om hele den forbenede Processus mastoideus var bortskaaren ved et Snit, der faldt lige udenfor og bag Trommehinden; kun saaledes kan man forstaae, hvorledes Canalis semicircularis inferior og externus kunne afgive Forbenings- punkterne for Pars mastoidea°).. Hos 5 Maaneders Fostre iagttager man nemlig nedenfor og lidt foran Foramen mastoideum en hvidlig, lodret staaende, oval Plet, der er Begyndelsen til en Forbening i Canalis semicircularis inferior; en meget svagere, horizontalt oval Plet, hvis forreste Ende vender opad, findes foran (udenfor) denne som Antydning til en For- bening af Canalis semicircularis externus. Hos nogle Fostre er der i denne Alder endnu ingen Bendannelse; hos andre finder man, at Canalis semicircularis inferior er brudt ud gjennem Brusken og viser sig som en Benknude paa dens Overflade, medens Canalis semicircularis externus her endnu er mindre tydelig. Efterat de to Benknuder ere brudte igjennem, blive de 1) A.Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 129, Tab. 11, Fig. 8,a,a,a), som lade saavel Pars squamosa som Zygoma dannes i Brusk, angive og afbilde 3 Forbeningspunkter i Annulus samt et serskilt Os epitympanique ovenfor Annulus. *) R.Owen (on the archetype and homologies of the vertebrate skeleton 1848, Pag. 29) siger kun, at et Centrum, ner den udvendige Rand af Canalis semicircularis posterior (inferior), fra sin Udside ud- vikler Processus mastoideus. See forresten Anmærkningen i Slutningen af nærværende Kapitel an- gaaende Andres lagttagelser af Forbeningspunkterne i Os temporale. 486 138 hurtigt storre, visende sig indsenkede i Bruskens Overflade , blive efterhaanden bredere og vare sammensmeltede hos et 7 Maaneders Foster, saa at de tilsammen dannede en oval, flad Benknude, der hos et Foster paa 7*/2 Maaned var omgiven af Brusk med Undtagelse af Udsiden. Brusken mellem den og den halvmaaneformige Forbening bag Condyli ossis occipitalis havde kun en Brede af 2%", Brusken udenfor og foran Benknuden dækkes af den forbenede Pars squamosa, men adskilt fra den ved Periosteum, saaledes som ovenfor skildret. Forbeningen af Processus mastoideus fortsættes dernæst efter Fodselen. Pars petrosa. Pars petrosa er ikke et særskilt Parti (Schaltstiick), som skulde vere indskudt i Kraniets Primordialbrusk. Den udgjer en sammenhængende Masse med den øvrige Brusk, saaledes som det bedst erkjendes hos meget unge Fostre paa 2 Maaneder eller derunder. Partiet gaaer i Flugt med den ovrige Brusk, der bidrager til at danne Udsiden af den Bruskring, som omgiver Foramen magnum, kun kjendelig ved den runde Porus acusticus internus og Foramen lacerum, der viser sig som en Spalte mellem Pars petrosa og Pars basilaris. Hos Fostre, der ere lidt over 2 Maaneder gamle, træder Canalis semicircularis superior frem og har en af fibres Masse opfyldt Fordybning ind under Buen (Fossa subar- cuata v. Tréltsch*)). Hos Fostre af samme Alder sees tillige paa den nederste Flade to meget flade, 37" lange Ophoininger for Cochlea, adskilte ved et brusket Mellemstykke. Hos 2'/2 Maaneders Fostre danner Pars petrosa paa sin øverste Flade en fortil tyndere, bagtil tykkere Vulst med en stor Porus acusticus internus, hvori man allerede kan see en Skilleveg; ogsaa begynder der at dannes Afdelinger i det Indre af Cochlea. Fenestra rotunda fremtreder som en nedad og bagtil vendende Fordybning. Hos 3 Maaneders Fostre ere begge Fenestre tydelige; Cochleas Vegge indeholde kun smaa Bruskceller; Canalis semicircularis superior staaer stærkere frem. Fossa subarcuata er ligesaa stor som Porus, og hos Fostre paa 31/2 Maaned bemærker man ogsaa en brusket Fordybning bag hin. Hele Pars petrosa tiltager hos 4 Maaneders Fostre betydeligt i Storrelse; den kolbe- formige forreste Ende er paa sin overste Flade ved en fibros Bekledning paa den tynde Brusk heftet til Sideranden af Pars basilaris, fra hvilken den lengere bagtil adskilles ved det spalteformige Foramen lacerum. Bagtil er Delen bredere, idet Canalis semicircularis superior hæver sig stærkere i Veiret; Kanalens øverste udvendige Halvdel er næsten doppelt saa tyk som den nederste indvendige; bag Kanalen findes i Brusken en Aabning for et Kar. Bagtil gaaer Brusken over i Pars oceipito-mastoidea indenfor og foran Processus DITAS Kålliker (Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 741) anfører sine fra v. Tröltsch afvigende lagt- tagelser af Grubens Indhold. Jeg har altid fundet Bunden fyldt med Brusk, senere med Aabninger i Brusken, som jeg dog kun antager for Karaabninger. 139 487 mastoideus. Cochlea er bleven flaskeformig, vendende indad og fortil, og Fenestra ovalis er ved en kamformig Fremstaaenhed skilt fra Fenestra rotunda, som vender lige nedad. Hos Fostre paa 4*/2 Maaned fremtræder en Brusktap i Bunden af Fossa subarcuata; paa Bagsiden er der en Fordybning. Forbeningen begynder hos 5 Maaneders Fostre, idet den overste Rand af Porus acusticus internus først bliver hvidlig og dernæst forbenes; Forbeningen strækker sig efterhaanden henimod Canalis semicircularis superior og derfra udad i en Brusksom, som findes paa den udvendige Rand af Pars petrosa og danner den bageste Del af Tromme- hulens Loft. Kanalen selv er forelobigt kun hvidlig, og den forbenes derfor lidt senere end Canalis semicircularis inferior og externus, hvis Forbening hos 5 Maaneders Fostre vi have nævnt ovenfor under Pars mastoidea. Samtidigt begynder ogsaa Cochlea at forbenes; dens Brusk har allerede hos Fostre paa 41/2 Maaned været haardere end Brusken i Canalis semicircularis superior. Der danner sig hos 5 Maaneders Fostre paa den bageste Trediedel af Cochlea en Benskal, som omgiver Fenestra rotunda og iser er tyk bag Fenestra, hvorfra den med en skarp Grendse naaer helt hen til den bruskede Processus mastoideus; omkring Fenestra ovalis er der kun en tynd, smal Benskal, som med en tynd Lamel strekker sig indenfor Fenestra; opad danner Benskallen en Bengrube, hvori Horebenenes overste Del er leiret. De udvendige to Trediedele af den flaskeformige Cochlea ere derimod endnu bruskede. Fossa subarcuata med sin med flere smaa Aabninger forsynede Bruskpyramide fyldes efterhaanden stærkere, idet den fibrose Masse, som lukker den, trænges udad, og ligeledes bliver Fordybningen paa den bageste Flade svagere. Man vil af det Foregaaende see, at Forbeningen af Pars petrosa gaaer meget hurtigt for sig, naar den forst er begyndt. Hos de storste Fostre paa 5 Maaneder og hos Fostre paa 51/2 Maaned træffer man derfor den hele forreste Del af Pars petrosa for- benet fra den med en kun tynd Benskal forsynede Canalis semicircularis superior af, nemlig alle tre halveirkelformige Kanaler, Omgivelsen af den i Storrelse formindskede Porus acusticus internus, den bageste Del af Brusksommen paa Udsiden af Pars petrosa, men som endnu ikke er voxen sammen med Pars squamosa, fremdeles Omgivelsen af Hiatus canalis Fallopii og af Fenestra ovalis og rotunda, de sidste i stor Udstrækning. Tillige har Cochlea, som vel har bevaret sin Flaskeform, begyndt at blive ru og ujevn paa sin nederste Flade som Folge af en Belægning af intermembranes Beskaflenhed, af hvilken Grund Periosteum kun med Vanskelighed lader sig fjerne. Saavidt jeg kunde skjonne ved Proven med en Naal, vare ogsaa alle Dele i det indvendige Øre forbenede. Derimod findes der endnu Brusk i Fossa subarcuata, som danner en flad Pyramide med forskjellige smaa Aabninger, og Brusken strekker sig derfra ud i Processus petroso-occipitalis og petroso-parietalis, som nedenfor nermere skulle omtales; fremdeles er der endnu en tynd 488 140 Bruskforbindelse af Pars petrosa med Sideranden af Pars basilaris; den er dækket af en tyk, fibros Masse. Hos et Foster paa 6'/s Maaned begyndte Forbeningen straaleformigt at strække sig opad bag Canalis semicircularis superior, og hos et 7 Maaneders Foster var Bunden af Fossa subarcuata tildels forbenet, og den ovrige Hulhed fyldt med en fibres Masse; dog kan man endnu finde Brusk hos eldre Fostre. Cochlea bevarer endnu sin Flaskeform, men er ru og kantet paa Overfladen, og Fremstaaenhederne vare endnu stærkere udviklede hos et 7*/2 Maaneders Foster. Den flade Forbening, som Canalis semicircularis inferior og externus tilsammen danne paa Udsiden af Pars mastoidea, gik udad og fortil over i den forbenede Brusksom paa Udsiden af Pars petrosa. Det er denne Brusksom, der, som allerede anfort, danner den bageste Del af Trommehulens Loft; den forreste Del af Loftet dannes derimod ikke i Primordialbrusken, men intermembranost ligesom den tilstodende Pars squamosa!). Forresten var Pars squamosa endnu ikke hos et 8 Maaneders Foster sammenvoxen med den forbenede Brusksom eller med den foran liggende membranose Del. Angaaende Forholdene ved enkelte Partier af Pars petrosa skal jeg meddele nogle lagttagelser. Fenestra ovalis, som i Begyndelsen udgjor et Stykke med Stapes, vil blive omtalet senere i Forening med Horebenene. Fenestra rotunda. Det forste Spor til dette Fenestra viser sig hos 2 Maaneders Fostre som en Fordybning i en lille Opheining; Bunden af Fordybningen er flad og uigjennemsigtig; Fordybningen vender hos Fostre paa 2'/2 Maaned nedad og bagtil. Hos Fostre paa 3 Maaneder er Fenestra rotunda fuldstendigt dannet, men er selv hos 4 Maa- neders Fostre ikke saa skarpt begrændset som hos Voxne. Forbening viser sig i dens hele Omfang hos Fostre paa 5 Maaneder, maaskee senest nedentil. Den derefter folgende Forbening er skildret ovenfor. Kölliker?) siger, at Fenestra rotunda «lange Zeit hindurch eine von mächtigen Weichtheilen erfüllte Lücke der knorpeligen Schnecke darstellt», ') H. Spöndli (Primordialschädel 1846, Pag. 25, Fig. 8, No. 19), som henregner Brusksommen til Oceipitalbrusken, men dog siger, at den er «unzertrennlich mit dem knorpligen Felsentheile ver- bunden», lader Sommen naae helt hen til det Sted, hvor senere Radix processus zygomatici ud- springer fra Os temporale, kun adskilt fra Spina angularis ale magne ved-et ubetydeligt Mellemrum. Men A. I. Vrolik (die Verknöcherung des Schläfenbeins der Säugethiere; Niederländisches Archiv für Zoologie 1871—1873, 1, Pag. 290, Tab. 21, Fig. 44) afbilder rigtigt Udstrekningen af den bruskede Del af Trommehulens Loft hos menneskelige Fostre af 12 og 15etm Længde og gjør opmærksom paa, at Kölliker (Entwicklungsgeschichte 1861, Pag. 196, Fig. 87, 0) urigtigen lader Brusken gaae helt hen til Ala magna. Afbildningen er gjentagen i hans Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 435, Fig. 266, 0, Pag. 450, Fig. 278, 0, «Knorpelstreifen zwischen der Parietalplatte und dem Keilbeines. I. Gruber (zur Entwicklungsgeschichte des Hörorganes der Säugethiere und des Menschen; Monatsschrift für Ohrenheilkunde 1878, Pag. 54) siger blot, at den Del af Trommehulens Loft, som dannes af den horizontale Del af Squama temporalis, opstaaer af en anden Grundsubstants end den gvrige Trommehule. *) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 734, 751. 141 489 og mener, at Stedet i Begyndelsen ikke indeholder Brusk. Heri kan jeg ikke vere enig med ham; thi hos Fostre for 2 Maaneder er der ikke noget Spor af nogen Aabning, og naar Fenestra optreder som Fordybning, er den Hinde, som danner dens Bund, uigjennemsigtig og har samme Udseende som den ovrige Brusk. Jeg antager derfor, at der oprindeligt er Brusk tilstede, men at denne efterhaanden svinder, saa at kun en klar Membran bliver tilbage. Aditus ad aqueductum vestibuli er tydelig hos Fostre paa 2*/2 Maaned og danner en lille lodret Spalte i Brusken, som i den tidligste Tid er dækket af en Bruskklap; denne kan senere blive rynket eller frembyde nogle smaa Fremstaaenheder, under hvilke en lille Flade leder hen til Aditus. Den forbenes hos Fostre paa 5 Maaneder og synes under Vexten at rykke lidt tilbage. Canalis Fallopii. Hiatus canalis Fallopii viser sig hos Fostre paa 21/2 Maaned som en forholdsvis stor, aflang Aabning paa Bruskens overste (udvendige) Flade, gaaende lodret i Dybden; Aabningen vedligeholder sin Storrelse, og forst ved den hos 5 Maa- neders Fostre indtredende Forbening indskrenkes den, og der dannes en Fure foran den i Benet. Dens Storrelse var yderligere formindsket hos et 7 Maaneders Foster. Kanalen er forholdsvis meget kortere end hos den Voxne. Prominentia canalis Fal- lopii sees hos Fostre paa 21/2 Maaned, og den forbenes hos 5 Maaneders Fostre; dog var den hos et 7 Maaneders Foster vel omgiven af en Benskal, men dens Indside var bekledt med Brusk; denne Bruskmasse adskilte Kanalen fra den forbenede Canalis semi- circularis inferior og externus. Vrolik') mener, at N. facialis hos Fostret i den tidligste Tid bliver extrakraniel fra Hiatus til Foramen stylomastoideum, fordi Kanalen ikke skulde vere preformeret som Brusk, men kun vere representeret ved en Fure i Brusken. Herimod maa imidlertid bemærkes, at Prominentia, som anført, allerede er tydelig hos Fostre paa 21/2 Maaned, og der fandtes Brusk paa dens Indside hos et Foster paa 7 Maa- neder. Jeg har senere neiere undersøgt et Foster paa 41/2 Maaned, hos hvilket jeg allerede tidligere (Pag. 410) havde efterviist et lille rundt Foramen stylomastoideum. Dettes Aabning laae fuldstendigt indsenket i Brusken foran den lille Processus mastoideus, og idet jeg fra Foramen stylomastoideum aabnede hele Canalis Fallopii, fandt jeg, at Kanalens Vegge overalt vare omgivne af Brusk lige indtil Hiatus. Kanalens udvendige Bruskveg i Promi- nentia havde endog en ret anselig Tykkelse. Canalis caroticus. Den sees som en Fure paa den nederste og forreste Flade af Cochlea hos Fostre paa 5t/ Maaned. Den var helt forbenet hos et 7 Maaneders Foster, men dens udvendige Veg synes ikke at dannes i Primordialbrusken og kan mangle hos ældre Fostre. 1) A.J. Vrolik, Niederlandisches Archiv 1871—1873, Pag. 306. C. Gegenbaur (Bemerkungen über den Canalis Fallopii; Gegenbaur, Morphologisches Jahrbuch 1876, 2, Pag. 435) i Anledning af en lignende lagttagelse af Rüdinger. Cfr. A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 740. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 61 490 142 Fossa infundibuliformis var tydelig hos et Foster paa 41/2 Maaned. En inter- membranos Forbening i den udvendige Veg af Foramen jugulare lige bag Fossa infundi- buliformis hos et 5 Maaneders Foster er anfort Pag. 356 Anm. og Pag. 416. Processus styloideus er en umiddelbar Fortsættelse af Brusken i Crus trans- versum incudis!). Dette er synligt hos 2 Maaneders Fostre, men allerede hos lidt ældre skilles den let fra Incus. Overgangen mellem dem skeer gjennem en Brusksoile paa den udvendige, bageste Del af Trommehulens Brusk (sandsynligvis den senere forbenede Emi- nentia papillaris), idet der sees en fin, hvidlig Tverlinie mellem Crus transversum og Brusk- soilen (Tab. 1, Fig. 6, a); dette sidste Forhold viser sig ogsaa hos Fostre paa 3 Maaneder. I Begyndelsen er der ingen Forskjel mellem Bruskens Udseende i Crus transversum og i Brusksoilen, men den kan fremtræde senere. Hos Fostre paa 21/2 Maaned lader Processus styloideus sig isolere i en Længde af 5"*; idet den træder udenfor Kraniet, danner den en ret Vinkel og forlober som en Chorde over den nederste Trediedel af den paa Trommehinden hvilende udvendige Horegang. Hos 4 Maaneders Fostre har den endnu samme Forløb, og Chorden over Membrana tympani har en Længde af 6™. Hos Fostre paa 5 Maaneder bestaaer den af to retvinklet forenede Stykker (Tab. 1, Fig. 14); det øverste, flade Stykke gaaer lige indad fra Pars petrosa, og Brusken er lys og blød; det nederste, lengere, faste, morke, trinde og nedad tilspidsede Stykke gaaer skraat ned over Udsiden af Horegangen, har en Retning fortil, indad og noget opad og danner lige- som Trommehinden en Vinkel af 30° med Kraniets horizontale Plan. Den retvinklede Form sees endnu hos eldre Fostre, men det Segment, som Chorden afskjerer, bliver mindre, saa at Chorden hos et Foster paa 61/2 Maaned kun afskar den nederste Fjerdedel af Trommehinden og Horegangen. Chorden rykker stadigt lengere nedad, saa at Processus styloideus hos 71/2 og 8 Maaneders Fostre forløb langs den nederste Rand af Annulus membrane tympani. Denne Flytning i Forlobet af Processus styloideus staaer i Forbindelse med Dreiningen af hele Pars petrosa, som strax nedenfor nermere skal omtales. For- bening af Processus styloideus har jeg ikke iagttaget for Fodselen; den oprindelige ret- vinklede Form er neppe mere kjendelig i Kraniet af Voxne; den overste flade Del bliver efterhaanden mere trind. Synchondrosis petroso-basilaris. Forbindelsen mellem den forreste Ende af Pars petrosa og af Pars basilaris med Sella turcica skeer ved Brusk. Medens Overgangen i den tidligste Tid er umerkelig, betegnes Grendseskjellet mellem dem hos 3 Maaneders Fostre ved en Fure paa den overste Flade, som efterhaanden bliver dybere og hos 4 Maa- neders Fostre beklædes af fibrost Vey, idet Brusken samtidigt bliver svagere. Den fibrose Beklædning bliver med Alderen sterkere, men Bruskforbindelsen holder sig som en tynd ') Om den af Kölliker saakaldte Reichertske Brusk see hans Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 475—477 143 491 Bruskbro og sees endnu henad Fodselen; den tilbageblevne Brusksstrimmel tilhorer nermest Pars basilaris og Sella turcica. Processus petroso-parietalis og petroso-occipitalis. Fra den bageste Del af Pars petrosa stiger bag Canalis semicircularis superior en Forlengelse af Brusken i Veiret, der hos andre Pattedyr skal have en langt storre Udstrekning og af Spöndli!) erholdt Navn af Lamina parietalis. Hos Mennesket dannes der en lille, flad, trekantet Bruskmasse, som jeg har kaldet Processus petroso-parietalis. Den legger sig opad Ind- siden af Fonticulus Casserii, det Sted, hvor senere Angulus posterior et inferior ossis parietalis danner sig, men har ingen Del i dette Bens Dannelse. Hos smaa Fostre er den forholdsvis større end hos ældre. Hos noget større Fostre paa 2'/2 Maaned seer man, at dens forreste Rand gaaer uafbrudt over i Brusksommen paa Udsiden af Pars petrosa, der støder til Indsiden af Pars squamosa ossis temporalis. Dens Form og Størrelse ere meget afvexlende selv paa begge Sider af samme Kranium. Den afgiver som oftest tillige en trekantet Bruskforlengelse bagtil, Processus petroso-occipitalis, der legger sig paa Indsiden af Spalten mellem overste og nederste Afdeling af Pars squamosa occipitalis og rimeligvis tager Del i Bendannelsen mellem dem. Man kan treffe Spor af Fossa transversa i Brusken, men denne Processus findes ikke altid eller er rudimenter. Allerede hos Fostre paa 41/2 Maaned aftager Storrelsen af begge Processus, og hos et 8 Maaneders Foster var der kun ringe Spor tilbage. De hore derfor til de Dele af Primordialbrusken, som forsvinde fer Fodselen. Med Fostrets Vext folger der en seregen Dreining af hele Pars petrosa. Det er bekjendt nok, at Trommehinden hos Fostret nesten staaer horizontalt, medens den hos Voxne nermer sig den vertikale Retning; men man har ikke agtet paa, at der findes et tilsvarende Leie af alle Dele i Pars petrosa, og at den Leieforandring, som under Vexten indtreder ved Trommehinden, ogsaa gjor sig gjeldende for alle Dele i Pars petrosa og for selve Brusken i dens Helhed. Vi skulle oplyse dette noget noiere. Hos Fostre paa 2—3 Maaneder staaer Trommehinden nesten horizontalt, og man kan treffe Fostre, hvor den horizontale Stilling er fuldstendig. Den udvendige Horegang, som griber om Annulus membrane tympani med den deri indfalsede Trommehinde, har 1) H. Spöndli, Primordialschädel 1846, Pag. 17, Forholdene hos Svinet og Musen. W. K. Parker, on the structure and development of the skull in the pig (Sus scropha); Philosophical transactions 1874, 164, Pag. 289, Tab. 28—37. F.B. Hagen (Monatsbericht 1879, Pag. 265) giver Processus petroso- occipitalis Navn af parieto-occipitalis, hvilket er mindre rigtigt, fordi Brusken kommer fra Pars petrosa. Han beskriver ogsaa en Arcus parieto-occipitalis i Regionen af den senere Sutura lambdoidea; men dette har vistnok kun været en Varietet, idet enten Linea semicircularis superior har ligget hoiere, eller den øverste Afdeling af Pars squamosa occipitalis har været lavere end ellers; Buen svinder i 16—17de Uge, undertiden i 13de; der lod sig eftervise Kalkkorn, men ingen Forbening. 61" 492 144 en tilsvarende horizontal Stilling. Dens overste Veg er meget kortere end den nederste, fordi den sidstnævnte rekker længere indad. Den nederste Veg ligger i umiddelbar Be- rorelse med Trommehinden, er tynd og gjennemsigtig og ligner Trommehinden saa skuffende, at man i første Oieblik kan tage Feil af dem; naar man har overskaaren den, kan der fremkomme en Aabning foroven, som det ikke er utenkeligt, at man i det mindste under- tiden har antaget for en Aabning paa selve Trommehinden (Foramen Rivini)!). Udvendigt paa Horegangen hviler Processus styloideus, men denne, som hos Voxne har en Retning skraat fortil og nedad, forlober i denne Alder, som ovenfor beskrevet, over den nederste Trediedel af Annulus og har en Retning fortil, indad og noget opad. De indenfor Tromme- hinden verende Horeben have ligeledes en nesten horizontal Stilling. Malleus ligger næsten neiagtigt i Hovedets horizontale Tverlinie, Spidsen af Manubrium lidt. bagtil og noget lavere end Capitulum. Incus ligger bag Malleus og lidt indenfor og ovenfor den. Stapes ligger indad mod Legemets Midtlinie, og Fodstykket i Fenestra ovalis vender lige opad og bagtil. Den relative Stilling mellem Fenestra ovalis og rotunda forandres ikke under Væxten, men begge vende nesten lige nedad, og Fenestra rotunda staaer kun ubetydeligt lavere end ovalis. Fenestra rotunda ligger lige indenfor den inderste (nederste) Del af Randen af Annulus, og de to Siders Fenestre rotunde ligge derfor ner hinanden, kun skilte ved et Mellemstykke, hvis Brede retter sig efter Fostrets Alder. Hele Cochlea, der er indesluttet i den flaskeformige Opheining paa Primordialbruskens nederste Flade, vender nedad, og den forreste Ende af de to Siders Cochlea konvergerer mod Legemets Midtlinie. Betragte vi den øverste mod Hjernen vendende Flade af Pars petrosa, træffe vi lilsvarende Forhold; man seer det lydeligere paa lidt ældre Fostre under 4 Maaneder. Den Kant af Pars petrosa, som hos Voxne kaldes den bageste eller indvendige, er hos Fostret den overste. Paa den bruskede, afrundede Pars petrosa er den selvfolgeligt ikke saa frem- tredende, men dog kjendelig nok og deler den øverste Flade i to Dele: en udvendig, hvorpaa sees den store Hiatus canalis Fallopii, som hos den Voxne ligger paa Delens overste Flade, og en indvendig, hvorpaa findes Porus acusticus internus, som altsaa vender opad og noget indad, medens den hos Voxne vender selve Mundingen bagtil. Canalis !) A. Rambaud et C. Renauld (développement des os 1864, Pag. 131, Tab. 11, Fig. 12, e) beskrive og afbilde hos et Foster paa 2 Maaneder den membranese Horegang som en særegen Hinde, der hviler paa Trommehinden og er adskilt fra den ved et Mellemrum. De anfore, at T. Kerckringius har gjort denne Opdagelse. Han beskriver den meget naivt saaledes (Spicilegium anatomicum 1670, Pag. 221): «Tympanum ejusque membranam maxime intererat hominis, utpote animalis discipline capacis, quæ auditu præcique acquiritur, conservari. Quid facit artifex nostra (natura)? tenuissimæ tympani membrane aliam crassiusculam prætendit, que eam ab occurrentibus defendat incommodis, donee meatus auditorius corroboretur adversus occursantes injurias: crede id modo, Lector amice.» Senere kan man skille dem ad, og K. har opbevaret dem saaledes, «quo fidem apud te inveniam». 145 493 semieircularis superior vender Mundingen af sin Fossa subarcuata opad og indad, medens Kanalen hos den Voxne næsten staaer lodret og paaskraa, vendende sin forreste Flade fortil og indad. De to andre halveirkelformige Kanaler ligge mere skjulte; dog ligger Canalis semicircularis externus hos Fostret lavere end inferior, og Forbeningspunktet, hvormed den bryder gjennem Pars mastoidea (Pag. 485), ligger noget nedenfor Forbenings- punktet fra Canalis semieircularis inferior. Naar man sammenholder denne Delenes Stilling hos Fostret med den i det voxne Kranium, finder man derfor, at der maa finde en Dreining Sted omkring Lengdeaxen af hele Pars petrosa fra Canalis semicircularis superior af og til Delens forreste Ende, saa at den nederste Flade bliver den udvendige, den indvendige Del af den overste Flade bliver den bageste. Dreiningen omfatter en Vinkel af omtrent 45°, men er stærkere fortil end bagtil. Dreiningen er kjendelig hos Fostre paa 5 Maaneder, hos hvilke Trommehinden staaer under en Vinkel af 30°; endnu hos Fostre paa 5'/2 Maaned danner den samme Vinkel. Men fra denne Tid af, som falder sammen med den pludseligt indtredende og udbredte Forbening, er Forandringen i Delenes Leie kjendeligere. Hos et Foster paa 7 Maaneder laae den udvendige Horegangs nederste Veg ikke saa fladt paa Trommehinden som forhen; hos et Foster paa 71/2 Maaned stod Trommehinden under en Vinkel af 40°; Fenestra rotunda havde fjernet sig fra Legemets Midtlinie, Canalis semicircularis superior vendte mere fortil og indad, og Porus acusticus internus mere indad (bagtil). Samtidigt rykker Processus styloideus fra den nederste Trediedel af Annulus membrane tympani ned til dens nederste Rand (Pag. 490). Hvad Grunden er til Dreiningen, er ikke let at afgjore. Skjondt Trommehindens forandrede Stilling er dens mest og lettest ioinefaldende Resultat, er det dog rimeligere, at Grunden ligger dybere i det indvendige Ore, hvortil maaskee ogsaa knytter sig en anden Stilling af Hjernedelene, som hvile paa eller staae i Forhold til Pars petrosa. Angaaende Forbeningspunkterne i Os temporale for Fodselen er Folgende at bemerke: Annulus membrane tympani (21/2 Maaned) og Pars squamosa (3 Maaneder) forbenes for den i Primordialbrusken forbenende Pars mastoidea og petrosa (5 Maaneder). I Pars mastoidea bryde Canalis semicircularis inferior og externus igjennem Brusken og afgive to Forbeningspunkter, som derpaa smelte sammen. Den hvidlige Farvning af større Partier i Pars petrosa paa engang tyder paa, at der finder en almindelig Gjennemtrengen af Kalk- masse Sted. Derfor ere Forbeningspunkterne i det hele ikke saa skarpt begrendsede som i den ovrige Primordialbrusk, og Forbeningen indtræder temmelig pludseligt over sterre Strækninger paa engang; dog synes de større Aabninger, Porus acusticus internus, Fenestra rotunda og ovalis, maaskee ogsaa Hiatus canalis Fallopii at vere Hovedforbenings- punkter. Denne hurtige Forbening staaer uden al Tvivl i Forbindelse med den Omstændighed, 494 146 at hele Pars petrosa i sit Indre er delt i en Mengde Hulheder, som alle ere bekledte med et Periosteum, saa at Forbeningen kan gaae for sig saavel udenfra som indenfra, et For- hold, som i det mindste ikke i den Grad finder Sted ved noget andet i Primordialbrusken dannet Ben. Herpaa har Kölliker!) med Ret gjort opmerksom og viist, at der ved Siden af Forkalkning og enchondral Forbening opstaaer periosteale Afleiringer ikke blot udvendigt, men ogsaa paa Hulhedernes Indside, og at selv den i disse Rum indeholdte Bindesubstants tildels undergaaer en Forbening, som henger sammen med de periosteale Dannelser. For- ovrigt maa man antage, at Periosteum ikke blot trænger ind gjennem de ovenfor nævnte større Aabninger, men overhovedet gjennem enhver Aabning, selv Karaabninger?). 1) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 738. ?) A. Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 132, Fig. 16, 17) angive to Ben- lameller i tredie Maaned fra Vestibulum til Dannelsen af Spidsen og Basis cochleæ; lignende La- meller udgaae til Dannelsen af de tre Canales semicirculares. I femte Maaned ere Cochlea og Kanalerne fuldstendigt forbenede med Undtagelse af en Brusklinie paa Indsiden af Canalis semi- circularis superior (Pag. 136). Canalis semicircularis inferior og externus, som i fjerde Maaned skinne gjennem den bruskede Processus mastoideus (Pag. 136), træde i femte Maaned frem paa dens Overflade som ovale Plader (Pag. 138, Fig. 11, g,g‘, Fig. 12); ogsaa have de rigtigt bemærket den for- benede Brusksom til Dannelsen af Trommehulens Loft (Tab. 11, Fig. 21, 22,t). T. H. Huxley (ele- ments 1864, Pag. 147—156) henholder sig først til tidligere Iagttagelser af Cassebohm, Meckel, Hallmann og Kölliker og anforer dernæst i Pars petrosa og mastoidea 3 Forbeningspunkter (med Henvisning til en maadelig Tegning og Kobberstik af T. Kerckringius, Spicilegium anatomicum 1670, Pag. 222—224, Pag. 268, Tab, 35, Fig. 3, Pag. 273, Tab. 37, Fig. 2, Pag. 276, Tab. 38, Fig. 2), nemlig Prooticum paa den udvendige Ende af Canalis semicircularis superior og derfra til Trommehulens Loft og senere til Canalis semicircularis inferior, Opisthoticum omkring Fenestra rotunda og derfra bagtil, og Epioticum i Pars mastoidea; men den Maade, hvorpaa han efter Kerckringius lader For- beningen fremgaae af 3 Forbeningspunkter, stemmer ikke med mine Iagttagelser. Heller ikke har han bemerket Forbeningen omkring Porus acusticus internus som opstaaende selystendigt og maaskee for de andre. Kölliker (Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 739) anseer det for sikkert, at Huxleys Angivelse af, at Os petrosum (og Processus mastoideus) danner sig af 3 Stykker, et Prooticum, Opisthoticum og Epioticum, forelobigt ikke finder nogen Stotte i Udviklingen af Cartilago petrosa hos Pattedyr. A. I. Vrolik (Niederländisches Archiv 1871—1873, Pag. 290) fandt hos et Foster af 17¢™ Længde det første Forbeningspunkt paa Sneglens første Omgang ovenfor Fenestra rotunda; dette strækker sig senere over Promontorium til Fenestra ovalis. Dernæst opstaaer et Forbeningspunkt (Tab, 22, Fig. 46, 2) i Broen mellem Meatus auditorius internus og Hiatus canalis Fallopii, hvilken sidste endnu ikke danner nogen Kanal, men kun en Grube. Et tredie Punkt danner sig i det Indre af Brusken paa Spidsen af Cochlea, et fjerde paa det Sted, hvor Canalis semicircu- leris posterior (inferior) forener sig med anterior (superior) (Tab. 22, Fig. 46, 4). Samtlige disse Forbeningspunkter vare dog kun Kalkafleiringer og indeholdt ikke virkelige Benlegemer. Senere smelte andet og tredie Forbeningspunkt sammen i det Indre af Brusken, og Benlegemer optræde. Hos et Foster af 16cm Længde vare alle fire Forbeningspunkter smeltede sammen. Hos et Foster af 24cm Længde (Pag. 296) anfører han dernæst 2 Forbeningspunkter med Benlegemer i Pars mastoidea, det ene fra Canalis semicircularis externus, saa at der altsaa i Pars petrosa og mastoidea i Alt er 6 Forbeningspunkter, et Antal, som han (uden Grund) frygter for at ville vække Forbauselse, ja Mistillid. De nævnte Forbeningspunkter ere ikke konstante hos Pattedyr. 147 495 Ossicula auditus. Trommehulen er i den tidligste Tid fyldt med en gelatinos Masse, der omgiver de meget blode Horeben og .gjor det vanskeligt at isolere dem; senere bliver Massen mere membranes og lader sig lettere fjerne, men Trommehulen er endnu ved Fodselen fyldt dermed"). Dens Vægge ere ikke overalt dannede af Primordialbrusk. Udad dannes Væggen 4? den i Annulus membrane tympani udspendte, tykke og uigjennemsigtige, senere tyndere Trommehinde. Opad er Bruskveggen ikke fuldstændig. Den bageste Del af Udhulingens Loft daunes vel i Primordialbrusk, som hidrorer fra en Brusksom paa Udsiden af Pars petrosa, der forbenes og lægger sig mod den nederste Rand af Pars squamosa ossis temporalis, men den forreste Del af Loftet, som ligeledes legger sig mod den nederste Rand af Pars squamosa, er membranes og forbenes uden foregaaende Brusk. Indad er Veggen derimod fuldstendigt Brusk. Fra denne indvendige Veg udspringe samtlige tre Horeben som en sammen- hængende, brusket Udvext?). De ere hos Fostre under 2 Maaneder meget bløde, næsten gelatinose og ufuldstendigt formede, men udgjore en eneste sammenhengende Masse uden Spor af Adskillelse. Denne Masse staaer i uafbrudt Forbindelse med Trommehulens Veg paa det Sted, hvor senere Fenestra ovalis skal dannes, og Stapes lader sig ikke efter- vise som selvstændig Dannelse. Hos Fostre under 2 Maaneder ligger den Bruskmasse, hvoraf Incus og Malleus fremgaae, saa tet op til Trommehulens indvendige Veg, at man har Vanskelighed ved at losne den, og endnu hos Fostre paa 21/2 Maaned danner Stapes 1) V, Urbantschitsch, ein Beitrag zur Entwicklungsgeschichte der Paukenhöhle; Sitzungsberichte der mathematisch-naturwissenschaftlichen Classe der kaiserl. Acad. der Wissenschaften 1873, 67, 3, Pag. 19, mit 1 Tafel. 2) E. Magitot et C. Robin (sur un organe transitoire de la vie foetale designé sous le nom de cartilage de Meckel; Annales des sciences naturelles 1862, 18, Pag. 238) antage, at Horebenene tage deres Udgangspunkt fra Processus Meckelii, og at hvert enkelt Ben strax fra Begyndelsen af dannes som selvstændige Stykker hvert for sig. A. Kölliker (Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 437, 477, 478, 486, 734), som kalder Horebenene selvstendigt optredende Dannelser og paastaaer, at Incus aldrig udgjer eet Stykke med Malleus, nægter nogensinde hos Kaninen at have truffet noget Stadium, i hvilket Labyrinthens og Stigbeilens Brusk gik i Et, men tilfoier dog strax, at det er muligt, at de have hengt sammen under deres forste blede Anlæg. Foramen ovale anseer han for et ikke for- brusket Sted i Labyrinthens Veg, men som altid er fyldt med Basis stapedis. Efter Reichert dannes Incus og Malleus med Processus Meckelii i den forste Gjellebue, og Stapes i den anden, men Kölliker opkaster Tvivl, om Stapes overhovedet er en Del af en Gjellebue. Det sidste benægtes ogsaa aldeles af I. Gruber (Monatsschrift für Ohrenheilkunde 1877, Pag. 156), som viser, at Stapes opstaaer af samme Dannelsesmasse som Labyrinthen, og at Basis ikke i Begyndelsen er adskilt fra den, men dog paa sin Indside noie markeret. Cfr. ogsaa E. Zuekerkandl (ibidem 1878, Pag. 81) og L. Loewe (über Entstehung des knorpligen und knöchernen Labyrinths; Centralblatt für die medicinischen Wissenschaften 1878, No. 30, Pag. 549), som om Kaninfostre anforer, at Brusken til forste og anden Gjellebue danner sig i umiddelbart Sammenheng med den bruskede Orekapsel. 496 148 en uformelig Masse, som gaaer umiddelbart over i Trommehulens Veg, og der er ikke dannet noget Fenestra ovalis; Brusken er hyalin Brusk med meget smaa talrige Bruskceller. Forst hos 3 Maaneders Fostre er Formen af Stapes tydeligere, og den lader sig trekke ud af Fenestra ovalis, som nu er dannet, men derved faaer udrevne Rande, og man kan endog treffe 4 Maaneders Fostre, hvor Basis ikke er fuldstendig, men deler sig i to Blade, naar man vil losne Stapes, saa at det ene Blad bliver siddende i Fenestra ovalis. Hos noget storre Fostre paa 4 Maaneder ere Fenestra ovalis og Basis fuldstendige (ligesom ogsaa M. stapedius), og fra nu af lader Bruskens oprindelige Sammenheng med Trommehulens indvendige Veg sig ikke lengere eftervise. Ogsaa Incus og Malleus udgjore i den tidligste Tid en sammenhengende Masse, saaledes som det ogsaa angives af flere Iagttagere"); først hos Fostre paa 2 Maaneder sees oventil en Antydning til en Adskillelse, der hos Fostre paa 21/2 Maaned viser sig udvendigt som en lodret, bugtet Linie. Ledfladerne mellem begge Bruskene fremtræde tydeligere hos 3 Maaneders Fostre, men de ere dog forst anlagte helt hos Fostre paa 4 Maaneder, uden at der dog er nogen egenlig Hulhed mellem dem. Hos 5 Maaneders Fostre er Artikula- tionshulheden og alle dens Fremstaaenheder tydelige og fremtræde dernest endnu stærkere ved Forbeningen. Hos 3 Maaneders Fostre ere de bruskede Horeben omtrent halvt saa store som hos Voxne, men endnu hos Fostre paa 31/2 Maaned ere de meget bløde. Om Malleus og Incus bemærker Kölliker?), at de «in erster Linie vom Perioste aus ossificiren»; denne Bemærkning gjelder ikke mere om disse Ben end om ethvert andet i Primordialbrusken dannet Ben. — Vi ville nu betragte de enkelte Ben for sig. Stapes. Dens Forhold i den tidligste Tid, hvor den som uformelig Masse udgaaer fra den Brusk, der danner Trommehulens indvendige Veg, er skildret ovenfor. Hos 4 Maaneders Fostre er hele Stapes endnu Brusk. Forbeningen indtreder samtidigt med Forbeningen i Pars petrosa, nemlig hos Fostre paa 5 Maaneder. Den forste Forbening viser sig i Crura paa det Sted, hvor M. stapedius hefter sig, i Form af et Par yderst smaa, hvide Prikker. 1) V.Urbantschitsch, Virchow und Hirsch, Jahresbericht für 1878, Pag. 88. ?) A.Kölliker (Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 472). Han anseer det for muligt (Gewebelehre 1867, Pag. 707), at Malleus fuldstændigt danner sig som Belegningsben omkring Brusken, «wie dies beim Processus spinosus der Fall ist». Tidligere (Berichte 1847, Pag. 44) har han rigtignok sagt, at Here- benene ikke voxe mere under deres Forbening og i forbenet Tilstand ikke ere storre, end de vare i brusket; men hvis de voxe ved Belægning udenfra, synes deres Storrelse at maatte tiltage. — Efter l. Gruber (Monatsschrift für Ohrenheilkunde 1878, Pag. 54) dannes den første Artikulation mellem Incus og Stapes; mellem Malleus og Incus er den tydelig hos 8 Ugers menneskelige Fostre. Efter A. Kölliker (Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 750) udvikler Artikulationen mellem Malleus og Incus sig forst efter deres Forbening, medens der i brusket Tilstand kun er en Baandforbindelse. 149 497 Forbeningen gaaer hurtigt for sig og er tilendebragt hos storre 5 Maaneders Fostre; kun er Ringen, som Crura danne, endnu aaben og brusket i Capitulum, hvor det med det mellemværende bruskede Os (Processus) lenticulare hefter sig paa Spidsen af Crus descen- dens incudis. Crura danne to Kalkcylindre, der ere fyldte med Brusk og tykkere end hos Voxne; Membrana obturatoria er udspendt mellem dem. Basis lader sig dele i to Plader, hvoraf den ene hefter fast i Fenestra ovalis, den anden følger med Crura, hvilken lose Forbindelse maaskee beroer derpaa, at Basis kun er forkalket. Endnu hos Fostre paa 61/2 og 7 Maaneder er Capitulum brusket. Den mod Fenestra ovalis vendende Flade af Basis er overtrukken med et tydeligt Brusklag af hyalin Brusk, som ogsaa omgiver Pladens Peri- pherie. Dette er rimeligvis den sidste Levning af den oprindelige Bruskforbindelse mellem Stapes og Trommehulens indvendige Veg; imidlertid har jeg paa et 7 Maaneders Foster forgjæves søgt hint Brusklag*). Hos et Foster paa 71/2 Maaned var Artikulationshulheden mellem Stapes og det bruskede Os lenticulare meget tydelig; Stapes var helt forbenet, dens blivende Form udpreget, dens forreste Crus kortere og mere lige. Incus. Af de tre Horeben er Incus det, som tidligst viser sin blivende Form. Hos Fostre under 2 Maaneder er Crus descendens vel endnu noget rudimentert, men hos Fostre paa 21/2 Maaned er Incus godt udviklet og næsten halvt saa stor som hos Voxne. Den er i Begyndelsen næsten gelatinos, senere meget blod, men den normale Form tydelig, med Undtagelse af, at Spidsen af Crus transversum er meget tykkere end senere, hvilket staaer i Forbindelse dermed, at det gaaer umiddelbart over i Trommehulens Brusk. Man seer dette bedst hos Fostre paa 2—3 Maaneder. Enden af Crus transversum gaaer nemlig over i en Brusksoile i Trommehulens bageste og udvendige Del (sandsynligvis den senere Eminentia papillaris), og denne Brusksgile gaaer nedentil uafbrudt over i den bruskede Processus styloideus (Tab. 1, Fig. 6, a, b), saaledes som det er fremstillet ovenfor Pag. 490. Hos 4 Maaneders Fostre begynder Brusken i Incus at blive fastere, og Enden af Crus transversum er forholdsvis tyndere. Hos 5 Maaneders Fostre iagttager man, at Enden har en mere rodlig Farve, medens Brusksoilens er mere hvidlig, og begge skilles nu let ad, hvilket uden Tvivl har sin Grund i den paa samme Tid begyndende Forbening. Den forste Forbening i Incus indtreder hos 5 Maaneders Fostre i det Indre af hele Crus descendens; udvendigt er der et Lag af Brusk, og ligeledes ere Spidsen 1) Rüdinger (S. Stricker, Handbuch der Lehre von den Geweben 1872, 2, Pag. 910, Fig. 317, 318 angiver, at der hos Voxne ikke blot findes hyalin Brusk paa den forreste og bageste Rand af Basis stapedis, men at ogsaa hele dens mod Vestibulum vendende Flade er overtrukken dermed, og at hele Randen af Fenestra ovalis er forsynet med en hyalin Bruskbelegning. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk, og math, Afd. XI. 6. 62 498 150 og Os (Processus) lenticulare, der dog ikke kan fremstilles serskilt, bruskede. Forbeningen gaaer hurtigt for sig; thi hos større Fostre paa 5 Maaneder er ogsaa Crus transversum forbenet; dog er der endnu Brusk paa Spidsen, hvormed den gaaer over i Trommehulens Brusk, men den skilles let fra den, og ligeledes er der Brusk nermest Artikulationsfladen med Malleus. Den nys nævnte Forskjel i Bruskens Farve i Incus og i Trommehulens Brusksoile saaes ogsaa hos et Foster paa 6'/2 Maaned. Hos et Foster paa 7 Maaneder var Spidsen af Crus transversum forbenet og indeholdt hos et Foster paa 71/2 Maaned tydelige Benlegemer; hos samme Foster var Os (Processus) lenticulare endnu brusket. Hos et Foster paa 8 Maaneder hvilede Spidsen af Crus transversum i den Bruskmasse, som fandtes mellem Benkjernen fra Canalis semicircularis externus og den forbenede bageste Rand af Squama temporalis. Henles Angivelse af Brusk i Amphiarthrosis cruris transversi med Trommehulens Veg er nevnt forhen Pag. 461. Malleus og Processus Meckelii. Malleus findes i Virkeligheden ikke hos Fostre under 2 Maaneder, og den maa ikke opfattes med den Form for Øie, som den senere erholder. Den repræsenteres kun ved en halvkugleformig Ophoining, hvormed Processus Meckelii ender bagtil og legger sig mod Incus; der findes hverken noget Manubrium eller Collum (Corpus). Den halv- kugleformige Ophoining bliver vel senere til Capitulum mallei, men i Begyndelsen gaaer den iEt med Processus Meckelii. Denne er, om man saa vil, en provisorisk Malleus; senere bliver Malleus Hovedorganet og det saameget mere, som Processus Meckelii tilsidst forsvinder, og Capitulum mallei er derfor den sidste forbenede Levning af Processus Meckelii. For at beskrive deres Udvikling er det bekvemmest at betragte hver for sig. Malleus. Capitulum mallei 9: Capitulum processus Meckelii udgjor i Begyndelsen eet Stykke med Incus!). Det første Rudiment til Manubrium fandt jeg hos et 2 Maaneders Foster (Tab. 1, Fig. 5, b); det bestod af meget smaa Bruskceller (Tab. 1, Fig. 13) og var om- givet af et Tavleepithelium, men hos lidt ældre Fostre savnedes dette Rudiment. Hos 2 Maaneders Fostre fremtræder Processus longus som en tendinos Streng nedenfor Processus Meckelii og dannes ikke i Primordialbrusken. Hos et lidt over 2 Maaneder gammelt Foster er Malleus knap 2™™ lang, og Processus longus forbenet i en Længde af 1™; dog kan den hos lidt ældre Fostre endnu vere tendinos, liggende i en med Processus Meckelii felleds Skede. Hos 3 Maaneders Fostre er Manubrium nesten fuldstendigt dannet, og dets Ende forenet med Membrana tympani; Processus longus er forbenet i en Lengde af 17= 5, Den første Forbening i Malleus viser sig hos 4 Maaneders Fostre ved Afgangen af 1) C. Bruch (Beiträge 1852, Pag. 19) troer at have seet, at Malleus opstod som en særegen Brusk- kjerne, der snart forenede sig med Processus Meckelii. 151 499 den i en Længde af 3"" forbenede Processus longus, og Forbeningen i Malleus indtræder derfor en Maaned tidligere end i Stapes, Incus og Pars petrosa; dog maa det bemærkes, at der var ældre Fostre, hos hvilke der i det mindste udvendigt ikke var nogen Forbening synlig. Fra nu af bliver Capitulum mere hvelvet og derved mere sondret fra Processus Meckelii, som samtidigt hurtigere forholdsvis aftager i Storrelse; Processus brevis har allerede i nogen Tid været kjendelig. Hos 5 Maaneders Fostre har Malleus en Længde af 6™",75 og er forbenet fra Collum af og ned til det Sted, hvor den i en Længde af 3™™,5 forbenede og i en stærk Bindevzvsskede indesluttede Processus longus hefter sig, men begges For- beninger ere som forhen endnu adskilte ved mellemværende Brusk. Forbeningen strækker sig dernæst hoiere op i Capitulum paa den Side, der vender fra Artikulationshulheden, men da den overalt er dekket af et tyndt Brusklag, er det sandsynligt, at der endnu kun er en Forkalkning af Bruskcellerne tilstede, hvilket ogsaa gjælder om den forste Forbening i Incus; derimod indeholder Processus longus strax fra Begyndelsen af tydelige og i Rekker stillede Benlegemer. Nedenfor Processus longus og med et tydeligt Mellemrum hefter M. tensor tympani sig, og Muskeltraadene have kjendelige Tverstriber. Den i Be- gyndelsen blødere Brusk i Manubrium bliver efterhaanden fastere, og endelig findes hos Fostre paa 7'/2 og 8 Maaneder hele Malleus med Processus longus og brevis forbenede; kun er den yderste Spids af Manubrium langs Membrana tympani endnu brusket. Jeg troer ikke, at Processus longus er fuldstændigt forenet med Malleus for Fodselen!), — Artikulationen mellem Incus og Malleus er omtalet ovenfor. Processus Meckelii. Den er ligesaa tidligt udviklet som Horebenene og bestaaer af hyalin Brusk, hos et knap 2 Maaneder gammelt Foster med yderst talrige, sammentrengte, smaa Bruskceller (Tab. 1, Fig. 12). Den begynder, som forhen anfort, som en halvkugleformig Udvext fra den forreste Flade af Incus, hvilken senere bliver til Capi- tulum mallei, gaaer fortil, nedad og indad, snart i lige Linie, snart i en Bugtning, hvis 1) Processus longus mallei er ofte, endog i den senere Tid, bleven anseet for en Levning af Processus Meckelii. Saaledes angiver K.B. Reichert (über die Visceralbogen der Wirbelthiere im Allgemeinen und deren Metamorphosen bei den Vögeln und Saugethieren; Müllers Archiv für Anatomie, Physiologie und wissenschaftliche Medicin 1837, Pag. 183), at hos Oxen forbener den Del af Processus Meckelii, som ligger frit mellem Underkjæben og Horegangen, bliver flad og forandres til Processus longus mallei (Sml. Pag. 363). Den ellers saa noiagtige E. Huschke (S. T. Sömmering, vom Baue des menschlichen Körpers 1844, 5, Pag. 899) vil forklare Forkortelsen af Processus longus med Alderen af dens «ursprüngliche Fortzetzung in den Meckelschen Knorpel». R. Owen (on the archetype and homologies of the vertebrate skeleton 1848, Pag. 67) sætter Processus longus mallei i «continuation or connection with the cylindrical cartilage (hæmal portion of the tympano-mandibular arch) from which the lower jaw is subsequently developed». T. H. Huxley (elements 1864, Pag. 159) lader Annulus membrane tympani danne Grendsen for Forbeningen af Processus Meckelii; «so far, it constitutes the Processus gracilis, while, beyond this point, it eventually becomes obliterated», og afbilder den saaledes Fig. 64, Pg. 62* 500 152 Form synes at vexle, er under sin Vext tykkest nermest Capitulum, fra hvilken den senere skarpere sondres, og bliver tyndere fortil, idet den, stedse indhyllet i en Skede, legger sig paa Indsiden af Maxilla inferior nærmest dens nederste Rand, nedenfor Apertura posterior canalis alveolaris og nedenfor Insertionen af M. mylohyoideus, og naaer hen paa Siden af Symphysis, hvor den boier sig i Veiret med en Krog. Hos eldre Fostre er Brusken haardere end Horebenenes. Den horer til de Dele af Primordialbrusken, der efterhaanden forsvinde, hvilket tager sin Begyndelse hos Fostre paa 3'/g Maaned. Kölliker!) anseer Ligamentum laterale internum maxillæ inferioris for den sidste Levning af den bageste Ende af Processus Meckelii?). Den mindste Processus Meckelii, som jeg har iagttaget, havde en Længde af 4 hos et knap to Maaneder gammelt Foster. Hos et andet Foster af samme Alder var Længden i udstrakt Tilstand 5™™ (Tab. 1, Fig. 4); den hvilede paa Indsiden af den endnu ikke forbenede Maxilla inferior, endte afrundet fortil og skiltes fra den modsatte Sides ved et fibrost Mellemstykke*). Hos Mennesket har jeg aldrig truffet nogen Sammen- voxning i Legemets Midtlinie af de tvende Siders Processus, som desuden vilde hindres ved den af mig fundne krogformige Ombeining paa Siden af Symphysis maxillæ inferioris. Den ender nemlig fortil hos 2 Maaneders Fostre med en opadvendt Krog eller Trekant, Hamulus processus Meckelii, paa hver Side af Symphysis (Tab. 1, Fig. 5, a), er forholdsvis tykkere end senere og hviler i en temmelig sterk Skede paa Indsiden af 1) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 472. 2) Processus Meckelii er iagttaget længe for Meckel, men sammenblandet med Processus longus. T. Kerckringius (Spicilegium anatomicum 1670, Pag. 223) siger om et Foster i femte Maaned: «Malleus quippe jam osseus longiusculo suo processu adhue cartilagineo tympani membrane adheretv. B. S. Albinus (Icones ossium foetus humani 1737) afbilder Tab. 6, Fig. 46: foetus maturi malleus dexter; c. processus gracillimus cui per crenam annuli ossis tempo- rum porrecto, inseritur tendo musculi externi mallei. Tab. 6, Fig. 49: foetus immaturi malleus dexter; c. processus gracillimus, totus cartilagineus, crassiorque quam cum deinde osseus factus. Albin har her aabenbart seet Processus Meckelii, men paa samme Preparat overseet Processus longus, som uden Tvivl har veret tilstede i forbenet Tilstand. Paa Fig. 49 er Processus afbildet tykkere og længere end paa Fig. 46; dog er ikke hele Længden af Processus fremstillet, 3) I. F. Meckel (Anatomie 1820, 4, Pag. 47) siger, at Processus forløber til den forreste Ende af Underkjæben, hvor den undertiden, maaskee altid, «mit dem der vordern (skal vel være «andern») Seite unter einem spitzen Winkel sich vereinigt»; den forsvinder i ottende Maaned. C. Bruch (Beitråge 1852, Pag. 18) angiver, at den forreste Ende støder sammen med den modsatte Sides og forener sig temmelig fast med den. Efter E. Magitot et C. Robin (Ann. d. sc. nat. 1862, 18, Pag. 217) opstaaer Processus Meckelii hos Fostre paa 18—20mm Længde som en Liste tvers over Bagsiden af Symphysis maxille, endende bagtil med en Opsvulming; i Legemets Midtlinie er den lidt indsnoret og paa Siderne tykkere; de kalde den derfor et uparret Organ. Ogsaa A, Kölliker (Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 482) anforer et Tilfelde af Sammensmeltning fra begge Sider. Om Dyr anfores det af flere Jagttagere, at Processus kunne vere forenede i Legemets Midtlinie. 153 501 Maxilla inferior, som nu er forbenet og optager Processus i en forbenet Halvkanal. Denne Halvkanal er tydeligere udpræget hos lidt større Fostre af samme Alder og ender fortil med en Kant, omkring hvilken Krogen dreier sig i Veiret ligesom omkring en Trochlea. Den bageste Halvdel af Processus Meckelii var omtrent 0™™,5 tyk, den forreste Halvdel kun 0™™,25 (Tab. 1, Fig. 6). Naar Processus Meckelii hos Fostre paa 21/2 Maaned er bleven lidt længere, bemerker man, at den hviler lost i en blod Skede i Halvkanalen paa Indsiden af Maxilla inferior; idet den forløber fortil, bliver den efterhaanden tyndere og beier sig tilsidst om Halvkanalens Ende under en nesten ret Vinkel og danner en Krog, idet den gaaer i Veiret og med en afrundet Spids nesten naaer op til Mundens Slimhinde i Ner- heden af første Skjæretand (Tab. 1, Fig. 7, a) Skeden, som ogsaa omgiver Krogens Spids, er sterkt festet til Benet, saa at et Stykke af Benet let folger med, naar man vil løsne Krogens Skede'). Hos et 3 Maaneders Foster gik Krogen skraat (ikke retvinklet) i Veiret mod den indvendige Skjæretand, og der, hvor Krogens Spids endte, var den omgivende Bindeyeysskede forkalket og indeholdt under Mikroskopet Kalkkrystaller, men ingen Benlegemer, som om det var Brusk, der forkalkedes; dog lod selve Krogens Spids 1) Forbening af Processus Meckelii er anført af flere Iagttagere. K. B. Reichert (Müllers Archiv 1837, Pag. 182) fandt, at hos Dyr, hvis Underkjæbe i en sildigere Tid danner en uafbrudt Halvbue, bliver den Del af Processus Meckelii, som hviler paa Benet, resorberet eller paa nogle Steder virkelig forandret til Bensubstants. C. Bruch (Beiträge 1852, Pag. 158) anforer partiel primordial Forbening af Processus Meckelii hos et 1“ langt Oxefoster, hvilende i en Halvkanal paa Indsiden af Maxilla inferior, der efterhaanden lukker sig om Brusken; den forreste Ende gaaer tilgrunde i Maxilla infe- rior, G. W. Callender (on the formation and early growth of the bones of the human face; Philosophical transactions 1869, 159, Pag. 170), efter hvem Underkjeben dels udvikles af Processus Meckelii, dels membranost, angiver, at Processus Meckelii fortil udvider sig «into a lobed extremity» (Tab. 13, Fig. 6, 2), og at den var forbenet med den forreste Trediedel af Underkjæben hos et Foster af 31/2 Tommes Længde, hvilken forenede Forbening endnu var tydelig hos et Foster af 4,7 Tommes Lengde (Pag. 171). A. Kölliker (Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 481, Fig. 296, cm) afbilder den forreste Ende af Processus Meckelii hos et Foster paa 3'/2 Maaned med en trekantet Form og siger, at den er saa noie forenet med Maxilla inferior, at man med fuldkommen Ret kan tale om begges Sammensmeltning; ogsaa længere bagtil, hvor Processus Meckelii antager en kredsrund Form, er den sammenvoxen med Maxilla inferior, men endnu længere bagtil ligger den los. Hos noget ældre Fostre paa 4 og 5 Maaneder forkalkes og forbenes den forreste Ende, udvikler Kar og voxer uad- skilleligt sammen med Maxilla inferior. Kölliker har ikke seet den Krog, hvormed Processus Meckelii ender fortil, men som har ligget skjult i den Trekant, han afbilder, og hvis Skede han ikke har aabnet. Det er Skeden, som, senere efter Bruskens Resorption endog i større Strekning, voxer sammen med Maxilla inferior og forbenes. Baumüller (Kölliker, 1. c. Pag. 473) har fundet Forbening af den forreste Ende hos Syinet og Forening med Maxilla inferior i et overfladiskt Lag, Kôlliker Forbening hos Faaret og efter Fodselen hos Kaninen (l. c. Pag. 483). I. Brock (über die Entwicklung des Unterkiefers der Saugethiere; Siebold und Kölliker, Zeitschrift für wissenschaftliche Zoologie 1876, 27, Pag. 316) har derimod hos Svinet aldrig fundet Forbening af Processus Meckelii, saaledes som Stieda hos Katten, og heller ikke nogen Forkalkning af dens Bruskceller. Brusk- massen i Symphysis hidrorer efter mine lagttagelser ikke fra Processus Meckelii, hvorom nærmere i Texten. 502 154 sig udpreparere uden at vere forkalket. Hos et andet 3 Maaneders Foster borede Krogens Spids sig ligesom ind i Benet, men dette var kun Tilfældet med dens tomme Skede; den forbenede Halvkanal var hos dette Foster sterkt udviklet, kræmmerhus- agtigt ombeiet, og Krogen boiede sig om Kanten ligesom om en Trochlea (Tab. 1, Fig. 8, a)!). Hos Fostre paa 3'/2 Maaned begynder Processus Meckelii at svinde. Krogen findes vel endnu hos Fostre af denne Alder (Tab. 1, Fig. 9, a), men hos storre Fostre af samme Alder er den meget tynd og har Udseende af ikke længere at indeholde Brusk. Samtidigt med at Krogen paa Processus Meckelii begynder at svinde, begynder ogsaa den trochleaformige Kant af den forbenede Halvkanal at svinde. Hos 4 Maaneders Fostre er Krogen forsvunden, Processus Meckelii standser tilspidset ved Enden af den forbenede Halvkanal paa Indsiden af Maxilla inferior, og kun den tomme Skede er tilbage (Tab. 1, Fig. 10, a); undertiden er der en skraat opad gaaende Fure i Benet, hvori Krogens Brusk har hvilet. Hos Fostre paa 41/2 Maaned bliver Processus Meckelii tyndere saavel ved Afgangen fra Malleus som ved den afrundet tilspidsede Ende; ogsaa den forbenede Halvkanal bliver fladere, iser dens forreste Halvdel; dog er der endnu Spor af den fremspringende Kant, hvormed den ender. Hos 5 Maaneders Fostre (Tab. 1, Fig. 11) viser Processus Meckelii sig heftet lidt nedenfor Capitulum mallei, ofte strækkende sig ned til Forbeningen i Malleus, saaledes at den afgaaer noget mere indad, Processus longus mallei noget mere udad; den er bleven tyndere og kortere, saa at den med en tom Skede ender omtrent 3™™ fra Sym- physis maxille inferioris; dens Gjennemsnit er rundt eller let ovalt. Processus Meckelii og Processus longus have hver sin Bindevævsskede og omgives derpaa af en sterk fælleds Skede. Processus Meckelii indeholder store, tætstillede Bruskceller i et hyalint Grundlag. Hos Fostre paa 61/2 og 7 Maaneder er dens Længde neppe endnu aftagen, naar man tager Hensyn til, at den voxer samtidigt med hele Kraniet; derimod er den bleven saa tynd som en middelfin Sytraad, men er noget tykkere nermest Malleus. Paa Maxilla inferior findes nu kun en Fure. Hos Fostre paa 71/2 og 8 Maaneder er den derimod aftagen betydeligt i Lengde; Brusken er bleven meget blod, og Skeden lader sig kun forfolge til Midten af Underkjæben, men indeholder ikke Brusk fra det @ieblik af, at Processus træder indenfor Maxilla inferior; ogsaa er Furen paa Maxilla inferior udslettet og kun ringe Spor tilstede 1) E. Dursy (Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Pag. 120, Tab. 9, Fig. 7) anfører et eien- dommeligt Forlob af den forreste Ende af Processus, nemlig fra Protuberantia mentalis interna fortil til externa, paa Siderne af en i Symphysis forekommende Benkjerne, men adskilte fra hinanden ved et bredt fibrost Lag; paa den indvendige Omkreds af Benkjernen fandt han endnu efter Fedselen en ikke ubetydelig Levning af Processus, paa hvis Bekostning Benkjernen voxer. G. W. Callender (Philosophical transactions 1869, 159, Pag. 170) har iagttaget Kræmmerhusformen og afbildet den (Tab. 13, Fig. 6, 7, 8). er 155 503 lige nedenfor Apertura posterior canalis alveolaris. Merkelig er den hos Fostret saa tidligt stedfindende Resorption af Ben, forst af den Kant, hvormed den forbenede Halvkanal paa Indsiden af Maxilla inferior ender, og omkring hvilken den krogformige Ende af Processus Meckelii boier sig, og tilsidst af selve Halvkanalen. Den forreste Ende af Processus Meckelii hindres i at forene sig med den modsatte Sides ved det fibrose Mellemstykke, som danner Symphysis maxille inferioris. Hos et knap to Maaneder gammelt Foster havde det en konisk Form, var 0™",5 bredt og allerede for det blotte Øie ved sin mørke, lidt gulladne Farve kjendeligt og skarpt afgrændset fra de klare Bruskender i Processus (Tab. 1, Fig. 4, a). Hos et lidt over 2 Maaneder gammelt Foster var Mellemstykket 1™™ bredt, hos et Foster paa 21/2 Maaned 3™™, hos et 3 Maaneders 4™™ (Tab. 1, Fig. 8, c), hos et Foster paa 3'/2 Maaned omtrent 2™. Efterat Krogen var forsvunden, var Afstanden af den forreste Ende af Processus til Symphysis hos 4 Maaneders Fostre 2™™ og knap 2™™,5, hos et Foster paa 4'/» Maaned 3™", hos Fostre paa 5 Maaneder 2" og Zum, hos et Foster paa 61/2 Maaned 2—3™™, paa 7 Maaneder 5™. Med den aftagende Længde af Processus bliver Afstanden naturligvis storre. Jeg har anfort disse Forhold for at vise, at der hos Mennesket ikke finder nogen Forbindelse Sted mellem Enden af Brusken i Processus Meckelii og den i Symphysis maxille inferioris indeholdte Masse, som jeg har undersøgt noiere hos 6 Fostre i en Alder fra 3 til 61/2 Maaned. Hos et Foster paa 61/2 Maaned var Massen fibros, og Traadene lod sig vanskeligt adskille. Midt i Massen fandtes cellelignende Kjerner, om hvilke det forblev tvivlsomt, om de vare Osteoblaster eller Bruskceller; dog er jeg mest tilboielig til at ansee dem for Bruskceller, skjondt de ikke vare saa store og klare som i hyalin Brusk, men meget mindre, kornede og vinklede. De samme Legemer fandtes ogsaa paa Benendernes Over- flade. Hos 4 og 5 Maaneders Fostre fandtes lignende Osteoblaster, i det ene Tilfelde iferd med at forbenes, og det var tvivlsomt, om der forekom Bruskceller. Derimod fandt jeg hos et Foster paa 41/2 Maaned midt i Symphysis, men i 3™ Afstand fra Spidsen af Pro- cessus Meckelii en tydelig, rodlig Brusk med Bruskceller, som vare storre, morkere, mere kornede og forsynede med sterre Kjerne end de klare Bruskceller i Processus Meckelii, der havde en rund lille Kjerne. Jeg saae disse Bruskceller i den overste Del af Symphysis, men det er gjerne muligt, at de ogsaa have veret tilstede i dens nederste Del. Det sidste, positive Resultat har, saavidt jeg skjonner, større Betydning end de foregaaende tvivlsomme Tilfælde. Den hele Maade, hvorpaa Brusken i Symphysis maxillæ inferioris tillige optraadte, gjør det for mig utvivlsomt, at der ikke finder nogen Forbindelse Sted mellem den og Brusken i Processus Meckelii, ligesom Brusken i Symphysis, efter hvad ovenfor er anfort, heller ikke kan hidrore fra en (formodet) Forening af begge Siders Processus i Legemets Midtlinie. Hvorfra forøvrigt Brusken i Symphysis tager sin Oprindelse, lader sig ligesaa 504 156 lidt afgjere som Bruskdannelserne paa Processus condyloideus og Angulus maxille, der ikke hore til Kraniets Primordialbrusk!). Lige siden Rathkes Tid har der blandt forskjellige lagttagere gjort sig en Be- stræbelse gjeldende for at eftervise Belegningsben til hvert af de forskjellige Partier, hvoraf Kraniets Primordialbrusk bestaaer. Jeg har allerede forhen (Pag. 459) anfort, at jeg over- hovedet i denne Henseende ikke kan tillegge Brusken nogen anden Rolle, end at den tjener som Stobeform for de sig paa dens Udside dannende Belegningsben, men ikke har nogen direkte Del i deres Dannelse, og jeg kan derfor heller ikke anerkjende, at Maxilla inferior, hvis Dannelse forresten her ikke vedkommer os, betragtes som Belegningsben paa Pro- cessus Meckelii, og endnu mindre, at den dannes af Brusk”). Man kan ikke engang sige, at Maxilla inferior benytter Processus som Stobeform, eftersom de ere helt ulige i deres ydre Form, og de ere desuden adskilte baade ved Periosteum paa Maxilla inferior og ved sterke Skeder omkring Processus. Kölliker vil ikke kalde Maxilla inferior et rent Beleg- ningsben, fordi den forreste Del af Processus Meckelii smelter sammen med Benet, men jeg har ovenfor viist, at dette kun er Tilfeldet med dens Skede, og at en Bindevevsskede omkring en Bruskdel forbenes, har ikke samme Betydning, som at selve Bruskdelen forkalkes og forbenes. Brusken i Symphysis hidrører hverken fra Processus eller er primordial. Efter Köllikers Anskuelse vilde Processus Meckelii endog faae to helt for- skjellige Belegningsben, nemlig Maxilla inferior og Processus longus mallei, om hvilken han siger, at den danner sig nedenfor Processus «fast wie ein Deckknochen»®) (cfr. ogsaa Pag. 496, Anm.). Jeg tilfoier endelig Længdemaalet af Processus Meckelii i Fostrenes forskjellige Alder. Maalet er taget fra Capitulum mallei inclusive, fordi denne Del oprindeligt er 1) H. Masquelin (recherches sur le développement du maxillaire inférieur de l’homme; Bulletins de l'Académie royale de Belgique 1878, 2, 45, Pag. 472, Tab. 1 og 2) har hos menneskelige Fostre af 95mm Langde fundet Brusk paa den overste Rand af Alveolarvæggene og hos et Foster af 170mm Længde paa samme Sted fibres Brusk, der forbenedes direkte. Paa Fostre af samme Længde har han truffet en median Brusk i eller bag Symphysis, men som hverken stod i noget Forhold til Maxilla eller Processus Meckelii. Cfr. E. Dursy, ovenfor Pag. 502, Anm. *) C. Robin (notocorde 1868, Pag. 56, 111) angiver, at der hos menneskelige Fostre af 18— 20mm Længde langs med Midten af den forreste Halvdel af Processus Meckelii danner sig en Forbening af !/2.—1™™ Længde, som tiltager i Højde og Længde, paa sin nederste Rand danner en Fure for Processus og efterhaanden frembyder hele Formen af Maxilla inferior. Cfr. L. Stieda, Studien über die Ent- wickelung der Knochen und des Knochengewebes; die Bildung des knöchernen Unterkiefers bei Säuge- thieren; la Valette St. George og Waldeyer, Archiv für mikroskopische Anatomie 1875, 11, Pag. 243, Tab. 14, samt den sammesteds meddelte Kritik af tidligere lagttagelser især af Strelzoff, samt H. Masquelin, I. c. W. K. Parker (Philosophical transactions 1874, 164, Pag. 330) mener, at Underkjæben dannes i Membraner hos Fisk, Froen og Honen, men hos Pattedyr har den undtagel- sesvis «a cartilaginous foundation». 5) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 486. 157 505 Capitulum processus Meckelii og ikke er afgrændset fra den øvrige Processus; derimod er Hamulus processus Meckelii ikke medregnet i Lengdemaalet. Af denne Sammenstilling fremgaaer, at Processus Meckelii tiltager i Vext sammen med Kraniets ovrige Primordial- brusk, og uagtet Krogen og den forreste Ende begynde at svinde hos Fostre i en Alder af 31/2 Maaned, og ligeledes Tykkelsen af Processus efterhaanden aftager, tiltager dog den absolute Lengde jevnt indtil Alderen af 7 Maaneder, men efter den Tid finder der en sterk Aftagen Sted i Lengden. Lengde af Fostrets Alder. LA Processus Meckelii. Pag. 375. Knap 2 Maaneder....-.-..... ... | 4mm, — 377. Knap 2 Maaneder (Tab. 1, Fig. 4). - . .. 5mm, —2379°220 Maaneder (Taba SERIE 5) re ee 6mm 95, EEE De ES e thc Steers, vee, =) de 6mm 5, — 381. 2 Maaneder, lidt over .......... > 7mm 5, — 382. 2 Maaneder, lidt over (Tab. 1, Fig. 6) . . | 10mm,5, — 386. 2'/2 Maaned ........ ee ee 11mm, — 388. 21/2 Maaned (Tab. 1, Fig. 7) ...... .. | 11mm5, — 8927237 Maaneder ess cie Me lente ts .. | 12mm», — 394. 3 Maaneder (Tab. 1, Fig. 8) ........ 14mm 5, — 397. 3!/2 Maaned (Tab. 1, Fig. 9)........ | 15™™Q5. — 410. 4 Maaneder (Tab. 1, Fig. 10)....... . | 19mm, — EL EA MED Ed es ee ee | 20mm, — 416. 5 Maaneder (Tab. 1, Fig. 11) . . . . . .. . | 18mm 5, — 417.- 5 Maaneder ......... Gomer DELA TES 22mm, HA BE LE SE EGET | EF: ta ER ee wear nee tere a 23mm, — HIE Zt Wi REM eee cs ele cie . | 32mm, ZEN ey aie MA CGO rn En a NO Sa, foruden — 444, 8 Maaneder 2.2... .. > RS DOS 11mm) Capitulum mallei. Forbeningspunkterne i de enkelte Horeben forholde sig for Fodselen paa fol- gende Maade"): Stapes. Skjondt jeg har fundet den forste Forbening (Forkalkning) hos 5 Maa- neders Fostre i det Crus, hvorpaa M. stapedius hefter sig, synes der dog ikke at være noget enkelt Forbeningspunkt, men hele Basis og Crura gjennemtrænges af Kalk paa 1) Efter A. Rambaud et C. Renault (développement des os 1864, Pag. 134, Fig. 28) har Malleus i tredie Maaned 3 Forbeningspunkter, Ineus 1, Os lenticulare 1, Stapes 4; i femte Maaned ere de fuldstendigt forbenede (Pag. 136); paa Spidsen af Processus longus mallei findes dog endnu nogen Brusk (!) i syvende og ottende Maaned (Pag. 140). T. H. Huxley (elements 1864, Pag. 161) anforer 3 Forbeningspunkter i Stapes foruden 1 i Os lenticulare. Vidensk. Selsk Skr., 5. Rekke, naturvidensk og math. Afd XI. 6. 63 506 158 engang hos Fostre af nevnte Alder; dog kan Stapes vere brusket hos ældre Fostre. Basis synes ellers at vere lidt forud i Tiden for Crura. Incus. Forbeningen (Forkalkningen) begynder i det Indre af Crus descendens og stiger derfra op i Crus transversum hos 5 Maaneders Fostre; der er derfor kun eet Forbeningspunkt. Os (Processus) lenticulare er endnu brusket ved Fodselen. Malleus har 2 Forbeningspunkter. Det ene i Processus longus (2'/2 Maaned), som ikke horer til Primordialbrusken og forbenes lenge for den ovrige Malleus (4 Maaneder). Den anden Forbening (Forkalkning) begynder i Collum og stiger derfra op i den indvendige Flade af Capitulum; Forbeningen paa begge Steder udgjor vistnok eet Stykke i det Indre af Brusken, skjondt det undertiden udvendigt kan have Udseendet af, at der er to særskilte Forbeningspunkter i selve Malleus. Malleus er det tidligst forbenende af de tre Horeben. 159 507 IV. Hvirveldannelsen i det menneskelige Kranium. Götne angiver, at han i 1790 erkjendte, at Kraniet var sammensat af Hvirvler, men Oken er den, som i 1807 i Enkelthederne gjennemforte den saakaldte Hvirveltheorie. Oken drev Theorien til Yderlighed, idet han i Kraniets Ben ikke blot fandt Lighed med Rygradens Hvirvler, men ogsaa i Ansigtets Ben saae en Gjentagelse af Extremiteternes Ben, saa at han som sidste Led i Sammenligningen sammenstillede Os intermaxillare med Tommelfingeren og Tænderne med Fingrene, skjendt han ikke ganske kan komme paa det rene med at faae Tendernes Antal til at falde sammen med Fingerledenes. Oken antog i Begyndelsen tre Hvirvler i Kraniet, som han satte i Forbindelse med tre af Sandserne (Ohr-, Kiefer-, Augenwirbel); flere Aar senere føjede han dertil en fjerde, Næsehvirvlen, men Antallet blev af Andre paa forskjellig Maade forøget til 6, 7, ja 9, fordi man ønskede at anvise hvert enkelt Ben eller endog Brusk i Kraniet en Plads i Systemet, og fordi man inddrog under Sammen- ligningen ethvert Ben, uden Hensyn til, om det havde været præformeret som Brusk eller var dannet mellem Membraner. Uoverensstemmelsen i Anskuelserne hidrerte for en Del ogsaa derfra, at man benyttede forskjellige Udgangspunkter og hos hoiere Hvirveldyr vilde eftervise de samme Forhold, der forekom hos lavere; dog erkjendte selv Modstandere af Theorien, at Os occipitale indeholdt alle en Hvirvels Elementer. Den senere Tids Lære om Kraniets Primordialbrusk og Undersøgelserne af Chorda dorsalis have givet Hvirveltheorien en fornyet Betydning, men det vil nuomstunder ikke falde Nogen ind at sammenligne Extremiteternes i det primordiale Bruskskelet dannede Ben med de i Membraner dannede Ben i Ansigtet. Jeg er derfor ganske enig med Kölliker, at Theorien ikke er en forældet Hypothese; den er et Stykke sammenlignende Osteologie, og som saadant har den sin Berettigelse og sin Verd. For at dette kan blive klart, maae vi forinden oplyse, af hvad Beskaffenhed den Del er, hvormed Kraniets antagne Hvirvler kunne sammenlignes, eller med andre Ord, vi maae bestemme Begrebet af en Ryghvirvel. Denne Bestemmelse saavelsom Sammenligningen med Kraniet maae skee indenfor den respek- tive Dyreklasses Grendser; thi det gaaer ikke an at vælge Forholdene hos Bruskfisk som Udgangspunkt for en fuldstendig Sammenligning med de hoiere Hvirveldyr, om man end 63" 508 160 kan finde enkelte Tilknytningspunkter. Det vilde desuden langt overskride det Maal, jeg har for Øie, hvis jeg vilde anvende Hvirveltheorien paa hele Dyrerekken, og jeg skal derfor, saaledes som det ogsaa er skeet i Afhandlingens ovrige Afdelinger, indskrenke Frem- stillingen udelukkende eller i det mindste fortrinsvis til Forholdene hos Mennesket. Medens man dernest som oftest forhen kun har taget Hensyn til det forbenede Kranium, skal jeg drage selve Primordialbrusken og dens Forbeningspunkter med ind under Sammen- ligningen og sage at tillegge de sidstnævnte den Verd med Hensyn til Benets Form og Betydning, som de fortjene. Rygradens Hvirvler ere præformerede som Brusk, og naar man undersøger meget smaa Fostre, f. Ex. Svinefostre af henved 20"? Længde, finder man, at Kraniets Primordial- brusk gaaer i Et med Rygradens, og at begge danne en eneste sammenhengende Masse. Forst naar der hos lidt storre Fostre indtreder en Deling af Rygradens Primordialbrusk i Hvirvler, viser der sig ogsaa en Adskillelse mellem Rygradens og Kraniets Primordialbrusk. Men medens Delingen i Rygradens Primordialbrusk er tydelig nok endog for det blotte Qie, seer man ikke nogen Deling i Kraniets, et Forhold, som Hvirveltheoriens Modstandere iser have benyttet som Bevis for, at Kraniet ikke indeholder flere Hvirvler. Vi skulle strax nedenfor soge at afkræfte denne Indvending og vise, at der virkelig finder en Deling Sted ogsaa i Kraniets Primordialbrusk, om den end ikke er saa iginefaldende som i Rygradens. Her vere det nok at fremhæve, at det horer med til Karakteren af en Hvirvel at vere preformeret som Brusk, og denne findes saavel ved Dannelsen af Rygradens Hvirvler som i Kraniets Basis; paa begge Steder er ogsaa Bruskens Forbening underkastet samme Love. Som Folge af denne Begrendsning ville Ben eller Bendele i Kraniet, der ere forbenede mellem Membraner uden foregaaende Bruskdannelse, for Menneskets Vedkommende vere udelukkede fra Hvirveltheorien. En Ryghvirvel bestaaer i Hovedsagen af et Legeme og en Bue; Legemet er det vesenligste. Buen afgaaer fra Legemets Bagside, er i Begyndelsen aaben bagtil, men efterhaanden forene begge Siders Brusk sig i Ryggens Midtlinie, og naar der har dannet sig en Forbening i det Indre af Legemet og i hver af Bruskens Sidedele, kan der ogsaa danne sig et accessoriskt Forbeningspunkt paa det Sted, hvor Sidebuerne bagtil stede sammen i Midtlinien (Processus spinosus). Afseet fra rudimentære Hvirvler er en Ryg- hvirvel et oprindeligt brusket, senere forbenet Afsnit af en Seile, som indeholder en Del af Centralnervesystemet og af Chorda dorsalis. Centralnervesystemet har sin Plads bag Hvirvlens Legeme indenfor Hvirvlens Bue og forbliver gjennem hele Livet; Chorda dorsalis derimod gaaer lodret gjennem Hvirvlens Legeme og forsvinder allerede under Fosterlivet. Hvirvlens Legeme er adskilt fra Nabohvirvlernes ved en særegen Masse, der i udviklet Tilstand kaldes Ligamentum intervertebrale; men dette Kjendetegn paa en Hvirvel a 161 509 er mindre vesenligt, dels fordi Massen paa nogle Steder ikke udvikles til et selv- stendigt Legeme, dels fordi den aldeles kan mangle, saa at to Hvirvellegemer smelte sammen. En saadan Forening af to Hvirvellegemer giver jeg Navn af en Doppelhvirvel. Heller ikke er Tilstedeverelsen af en Processus transversus med en dertil knyttet Costa absolut nedvendig for Begrebet af en Hvirvel; Brusken i Costa udgjor i Begyndelsen eet Stykke med Corpus og Processus transversus; senere skiller Costa sig fra dem ved et Capitulum. Saalangt Centralnervesystemet og Chorda dorsalis i Forening naae, er Muligheden given for en Hvirvels Dannelse. For Centralnervesystemets Vedkommende er der selvfolgeligt ingen Vanskelighed ved at eftervise Hvirvler i det menneskelige Kranium, men noget ander- ledes stiller Forholdet sig med Chorda dorsalis. Denne gaaer ikke gjennem Hvirvellegemerne som en glat Streng, men er besat med Knuder (Notocorde). Strengens glatte Del ligger i Hvirvellegemets Indre, og naar Forbeningen (Forkalkningen) her begynder midt i Legemet, gaaer Chorda gjennem Forkalkningspunktets forreste Del; i og om dette Punkt treffer man forstørrede Bruskceller med kapslede Vægge, og Kalkmassen er krystallinsk, saaledes som jeg har afbildet det Tab. 2, Fig. 19, i ringere Grad kornet. Hver Knude derimod betegner Adskillelsen mellem to Hvirvler, altsaa det Sted, hvor senere et Ligamentum intervertebrale kan danne sig. Saalenge man ikke nermer sig Chordas overste Ende, volder det i det hele ingen Vanskelighed at bestemme Hvirvlernes Antal i Rygraden efter Knudernes Antal, ja det er undertiden endog lettere at bestemme dem paa denne Maade end efter Adskillelsesstedet for det senere Ligamentum intervertebrale. Forholdet er nemlig dette, saaledes som mine Iagttagelser paa to Maaneders menneskelige Fostre have viist, at Knuderne ere meget store mellem Vertebræ coccygeæ, men Mellemrummet mellem Knuderne paa Grund af de smaa Hvirvellegemer meget lille. Opad bliver Mellemrummet mellem Knuderne sterre, idet Hvirvellegemerne blive heiere, og opad Halsen blive Mellemrummene endnu sterre end paa Ryggen, fordi Knudernes Storrelse samtidigt aftager temmelig ligeligt ikke blot i Tykkelse, men ogsaa i Lengde fra Vertebre coccygeæ af og opad; medens den glatte Del af Strengen i Hvirvellegemernes Indre omtrent har samme Tykkelse gjennem hele Hvirvelseilen, ere Knuderne mellem Vertebræ coccygeæ 6—8 Gange tykkere end den glatte Del af Strengen, men mellem de overste Vertebre colli ere Knuderne neppe doppelt saa tykke. Her ved den overste Ende af Chorda dorsalis er det nu, at Vanskelig- hederne ved Undersøgelsen begynde, fordi Knuderne blive meget smaa. Endnu vanskeligere bliver Iagttagelsen af Chorda ovenfor Atlas i Kraniets Primordialbrusk. Jeg skal meddele nogle af de nyeste Undersøgelser af Chordas Forløb i Kraniet, men paa Grund af de, faatallige Iagttagelser af Forholdene hos Mennesket tillige anføre nogle lagttagelser af Forholdene hos flere Pattedyr. 510 162 Hos et 8” langt Oxefoster fandt H. Müller!) en Opsvulming paa Chorda dorsalis, saavidt man af Beskrivelsen kan dømme, i den senere Synchondrosis spheno-oceipitalis. Hos flere menneskelige Fostre anfører han Spor af Chorda i Basilarbrusken, og af et 61/2" langt Foster afbilder han i den senere Synchondrosis spheno-occipitalis en uregelmessig Hulhed, fyldt med Levninger af Chorda og forsynet med forskjellige Gange op mod Clivus. Lignende Hulheder fandt han paa samme Sted hos et nyfodt Barn som ogsaa hos Born efter Fodselen og anseer dem for at vere af intervertebral Natur samt at foranledige de af Virchow, Luschka og Zenker beskrevne gelatinose Svulster paa Clivus. Efter Robin?) ender Chorda hos Cavia med en Opsvulming, som naaer hen mellem Oinene; hos to andre Cavia endte den paa samme Maade i de bageste to Trediedele af Corpus sphenoideum; hos Mus decumanus naaede den til den bageste Fjerdedel af Qiet uden Opsvulming, hos en anden tii Corpus sphenoideum; hos Kaninen endte den i Niveau med den forreste Ende af Orekapslerne, og Enden var noget opsvulmet. Hos Mennesket afbilder Robin den med kolleformig Ende mellem Qinene; hos tre noget større Fostre (og et Faarefoster) naaede den til lidt bag Oinene, saa at den forreste Ende berørte den bageste Rand af Corpus sphenoideum uden at trenge ind i det, altsaa i Niveau med den forreste Ende af Orekapslerne; Enden var kolleformig. Dursy*) har gjort opmærksom paa, at Knudernes Form og Leie hos Oxen ere for- skjellige ‘ra dem hos Mennesket og Svinet. Hos Oxen fandt han en langagtig Opsvulming i Egnen af den senere Benkjerne i Pars basilaris, en anden mindre i den bageste Om- givelse af Sella turcica; dog tilfoier han, at han hos Oxen ikke kan anerkjende nogen Fortykkelse af Chorda i den senere Synchondrosis spheno-occipitalis, men hos Svinet var der sammesteds en star bikonvex Opsvulming og en meget mindre, forend Chorda trengte ind i Sella turcica. Hos Oxefostre af 4—6%™ Længde dannede Chorda en nedad konvex Bue i Clivus og endte med en Kolbe ner det bageste Omfang af Sella turcica, undertiden dannende en spidsvinklet Krumning, hvis Spids naaede Bruskens dorsale Overflade eller endog ragede op over den, saa at den blot var dækket af Hjernehinderne. Meget lignende Forhold fandt han hos Svinefostre. Hos et 7°™,5 langt menneskeligt Foster kunde han ikke iagttage Chorda i den forbenede Pars basilaris; i Egnen af den senere Synchondrosis spheno-oceipitalis var der to større Hulheder med Chordaceller, adskilte ved et brusket 1) H. Müller, über das Vorkommen von Resten der Chorda dorsalis bei Menschen nach der Geburt und über ihr Verhältniss zu den Gallertgeschwülsten am Clivus; Henle und Pfeufer, Zeitschrift für rationelle Medicin 1858, 2, Pag. 202, Tab. 3, Fig. 1, 2, 7, 15. 2) C. Robin, notocorde 1868, Pag. 15, Tab. 1, Fig. 1, a; Pag. 16, Tab. 2, Fig. 4, a; Pag. 18, Tab. 6, Fig. 18, 1; Pag. 21, Tab. il, /Rie.22, d, Tab.3, Big 7; (Pag. 235 Tab SR ESS SEA Tab. 9, Fig. 36; Pag. 26, Tab. 2, Fig. 5, a; Pag. 28, Tab. 3, Fig. 6, a. 5) E. Dursy, Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Pag. 16, 28, 33, 37. 163 511 Mellemstykke. Hos menneskelige Fostre af 8 til 18°™ Længde fandt han en Opsvulming i Egnen af den senere Synchondrosis spheno-occipitalis og en anden nedenfor Pars perpen- dicularis selle turcice. Han anforer fremdeles, at Chorda ved sin Indtreden i Kraniet ligger overfladiskt og her undertiden kun dækket af Hjernehinderne; derpaa beskriver den en nedad konvex Bue, hvis Konvexitet næsten naaer det bruskede Kraniums Bugflade, stiger derefter op gjennem den senere Synchondrosis spheno-occipitalis til Basis af Pars perpendicularis selle turcicæ og krummer sig dernest paany nedad, idet Krumningens hoieste Punkt nesten eller fuldstændigt naaer Bruskens Grendse oventil eller endog trænger ind i Perichondrium. Chorda afbrydes ikke af Forbeningen i Pars basilaris, ligesom den heller ikke forsvinder i Forbeningen i Vertebre, men gaaer gjennem den nermest Ventral- siden, altsaa excentriskt. Hverken hos Oxen, Svinet eller Mennesket kommer Chorda i Berorelse med Forbeningen i Corpus sphenoideum, og denne Forbening danner sig derfor ikke saaledes som Forbeningen i Pars basilaris, der danner sig om og paa Chorda (altsaa ligesom i Vertebræ). Hos Oxen og Mennesket naaer Chorda op til Overfladen af Clivus, og han anseer det derfor ikke for nogen Abnormitet, naar der hos eldre menneskelige Fostre eller hos Born findes Levninger af Chorda i Brusken paa Clivus. Efter Mihalkovies!) ender Chorda dorsalis hos Kaninen afrundet bag Hypophysis. Tab. 6, Fig. 57 afbilder han hos Kaninen en stor kneformig Opsvulming i Synchondrosis spheno-occipitalis, hvorpaa Chorda ender tilspidset. Kölliker?) har beskrevet Forholdene hos Kaninen, Svinet, Faaret og Mennesket. Hos Kaninen bliver Chorda tykkere i Ligamentum dentis, forlober opad i Pars basilaris, i nogle Tilfælde tæt under Perichondrium, derpaa nedad, hvor den atter synes at træde udenfor Brusken, og ender tilsidst krogformigt omboiet i Pars perpendicularis sellæ turcice. Hos et næsten fuldbaaret Kaninfoster var der en større og foran den undertiden en mindre Opsvulming i Synchondrosis spheno-occipitalis, og Chorda endte tilspidset tæt under Peri- chondrium paa den forreste Flade af Pars perpendicularis, idet Enden krogformigt boiede sig nedad og fortil. Hos et Svinefoster af 32%" Længde afbilder han en Knude mellem Corpus og Dens epistrophei, en mindre i Ligamentum suspensorium, hvorpaa Chorda efterat være traadt ind i Pars basilaris dannede en større og en mindre Opsvulming, gik dernæst i en nedad konvex Bue for tilsidst at stige i Veiret mod den øverste Del af den bageste Flade af Pars basilaris, hvor den dannede en Knude og endte tilspidset tæt under Perichondrium paa den bageste Væg af Sella turcica. Hos noget større Svinefostre fandt han i den forbenede Pars basilaris hos det ene fire, hos det andet tre Opsvulminger. 1) V. v. Mihalkovics, Entwicklungsgeschichte des Gehirns 1877, Pag. 191, Tab. 4, Fig. 35, Tab. 6, Fig 54—56. ?) A. Kölliker, Entwicklungsgeschichte 1879, Pag. 443, Fig. 275—277. 512 164 Hos det forste Foster laae den forste Opsvulming paa den dorsale Side mellem Basilar- brusken og dens Perichondrium, den anden og tredie i Brusken tet over Forbeningen den fjerde og en Antydning til en femte i selve Forbeningen. Hos det andet Foster var der to store Opsvulminger i Brusken paa Forbeningen og en tredie mindre i selve denne. Hos begge var der dernest en stor Knude i Synchondrosis spheno-occipitalis, og hos det ene en lille Udbredning tet under Perichondrium paa Clivus. Hos et Svinefoster af 160™™ Længde var der en Opsvulming mellem Corpus og Dens epistrophei, en anden i Synchondrosen ner Perichondrium, hvorfra der gik en fin Traad mod Pars perpendicularis selle turcice. Hos Faarefostre var Opsvulmingen i Epistropheus og Ligamentum dentis kun ubetydelige; Chorda forlob paa den overste Flade af Brusken, dels i Perichondrium, dels mellem dette og Brusken, sænkede sig ned i Brusken og steg derpaa steilt op mod Basis partis perpendicularis, naaede Bruskens øverste Flade, men sænkede sig tilsidst nedad og endte afrundet tæt under Perichondrium sellæ; med Undtagelse af sidstnævnte Udbredning var der ingen anden synlig i dens Forlob. Hos menneskelige Fostre paa 3 og 4 Maaneder var der to Opsvulminger, en occipital og en sphenoidal. Chorda traadte ind paa Bruskens dorsale Flade, sænkede sig ned i Forbeningen, hvor den dannede en halvt i Brusken, halvt i Forbeningen liggende Opsvulming, og gik derpaa i en nedad konvex Bue sandsynligvis i Perichondrium. I spheno-occipital Brusken var der hos begge Fostre uregelmessige Udbredninger, og Chorda endte dels mod den forreste Flade af Pars perpen- dicularis, dels mod Clivus. Hos et Foster paa 7 Maaneder dannede Chorda en Opsvulming i Synchondrosis spheno-occipitalis, hvorfra der gik en Streng ind i Pars perpendicularis, hvor den endte henimod dens forreste Flade. Mine egne Iagttagelser paa Faaret, Svinet og Mennesket ere i det hele kun en Bekræftelse af de foregaaende. Hos Faaret havde Chorda midt i Pars basilaris en Tykkelse af O™™,1—0™",19, kom nedenfra, steg i Veiret og endte med en olivenformig Knop af 0™™,3 Brede og 07" 7 Længde i en Afstand af mere end 1™ fra Pars perpendicularis sellæ turcice. Hos Svinet gik Chorda gjennem begge Forbeninger i Epistropheus, kom frem fra den nederste Flade af Forbeningen i Pars basilaris, steg steilt i Veiret og endte knopformigt i den øverste Del af Synchondrosis spheno-occipitalis. Af menneskelige Fostre har jeg undersøgt 19, men hos 9, af hvilke 6 vare i en Alder af 2—31/2 Maaned og 3 fra 5— 64/2 Maaned, har jeg ikke kunnet finde noget Spor (eller et hoist ubetydeligt) af Chorda. Hos de øvrige 10, som vare i en Alder af 2—3'/2 Maaned, var Chorda tydelig i Vertebræ colli, og naar disse vare forbenede, gik den gjennem den forreste ventrale Del af Forbeningen og dannede derpaa en ret anselig, langagtig Opsvulming mellem Corpus og Dens epistrophei, hvorimod jeg ikke fandt nogen Opsvulming i Ligamentum suspensorium dentis. Naar der var Forbening i Pars basilaris, blev Chorda usynlig i den paagjældende Strekning; dog antager jeg, at den gik gjennem Forbeningen, men nogen Knude kunde jeg ikke opdage 165 513 her; den kom dernest frem nermest Forbeningens overste dorsale Flade, steg i Veiret i en opad konvex Bue, dannede en langagtig, opad og bagtil konvex Opsvulming og naaede tilspidset eller let afrundet henimod Basis af Pars perpendicularis sellæ turcice; i flere Tilfælde var Knuden derimod uregelmessig og vinklet. Knuden i Synchondrosis spheno- occipitalis ligger ofte ganske lost i Brusken og kan uden Vanskelighed losnes fra den; der bliver da en fladere eller dybere Grube (Kanal) tilbage, som er glat paa sin Indside og kan sende en eller flere Forlængelser fortil eller i Veiret, men disse Forlengelser eller Gange ere tomme og klare og indeholde ikke nogen Chordamasse'). Jeg har ogsaa truffet den konvexe Grube for Opsvulmingen tom og udvidet; i et Tilfelde var Grubens overste mod Clivus vendende Rand Cformig og glat, men den konkave nederste Rand bugtet, endende fortil med to Udvidninger, saa at Gruben her blev bredere; dens forreste Ende var 07" 5 fjernet fra Sella turcica, dens bageste Ende 1™ fra den forreste Ende af Forbeningen i Pars basilaris. Hos et Foster paa 41/2 Maaned endte Chorda med en lille Klump, 0™",75 fra den forreste Flade af Sella, og man kunde lofte den hel og holden ud af Gruben. De tomme Forlengelser kunne udvide sig trompetformigt, idet de naae op under Peri- chondrium paa Clivus; de synes ikke at hore til selve Chorda, men til Kanalen, hvori den hviler. De uregelmessige Former, hvorunder Knuden ofte optreder i Kraniet, og den Omstendighed, at den kan ligge aldeles lost i sin Kanal, tyde hen paa, at den gaaer sin Undergang imede. Man tor vistnok antage, at hos Fostre, som ere over 31/2 Maaned gamle, er Chorda i det menneskelige Kranium i Regelen forsvunden; det store Antal Fostre, hos hvilke jeg ikke har kunnet finde den, taler imidlertid for, at den ogsaa kan gaae til- grunde endnu tidligere”) og kun undtagelsesvis holde sig hos Fostre over 31/2 Maaned. Som almindeligt Resultat af de meddelte Undersøgelser fremgaaer, at Chorda dor- salis, efterat den i Halshvirvlerne er gaaet excentriskt gjennem deres Legeme og gjennem den forreste Del af Forbeningerne, hvor disse findes, treder ind i Epistropheus og er for- synet med en Opsvulming mellem Dens og Corpus. Derpaa gaaer Chorda gjennem Liga- mentum suspensorium dentis med eller uden Opsvulming. Her dannes Grendsen mellem Rygradens Hvirvler og Hjerneskallen. Naar Chorda er traadt ind i Pars basilaris occipitalis, forlober den hyppigst nærmest dennes dorsale Side, sjeldent nærmest den ventrale, og danner een, undertiden flere Opsvulminger omtrent midtveis i Delen; er der Forbening tilstede, synes den snart at gaae gjennem den, snart at forlobe mellem den og Perichon- drium. Den danner derpaa en C eller Sformig Bugtning og ender med en forskjelligt formet Opsvulming paa Stedet for den senere Synchondrosis spheno-occipitalis, altsaa ner Basis af Pars perpendicularis selle turcice i nogen Afstand bag den Kalkveg, som 1) Cfr. E. Dursy, Entwicklungsgeschichte des Kopfes 1869, Pag. 19. 2) H. Müller, Henle und Pfeufer, Zeitschrift für rationelle Medicin 1858, 2, Pag. 202. Vidensk, Selsk. Skr., 5. R., naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. 64 514 166 dannes i Corpus sphenoideum (posterius); foran denne Grendse findes der ikke noget Spor af Chorda dorsalis. Atlas har hos Mennesket ikke noget Corpus, Dens epistrophei er det egenlige Corpus atlantis. Da der ikke dannes noget Ligamentum intervertebrale mellem Corpus og Dens epistrophei, uagtet Chorda her er forsynet med en Opsvulming, fremkommer der kun eet Hvirvellegeme, saa at Epistropheus bliver en Doppelhvirvel med enkelt Legeme og to Buer, nemlig Arcus posterior atlantis og Arcus epistrophei; Arcus anterior atlantis er kun et Supplement til Corpus. Ligamentum suspensorium dentis bliver det forste Ligamentum intervertebrale cervicis. Et vanskeligere Spørgsmaal er Betydningen af Synchondrosis spheno-occipitalis. Kölliker!) vil betragte det som et Ligamentum intervertebrale, men saavidt jeg har fundet, har han kun anført to lagttagelser for at begrunde sin Anskuelse. Den ene angaaer et 120" langt Svinefoster, om hvilket han siger (Pag. 446), at Synchon- drosen nesten (nahezu) havde Bygningen af et Ligamentum intervertebrale; den anden lagttagelse (Pag. 448) er paa et 7 Maaneders menneskeligt Foster, hos hvilket Synchon- drosen var «noch entschiedener faserig als beim Schweine». Kun stottet paa disse tvende lagttagelser antager han Pag. 459 «eine achte Zwischenwirbelscheibe mit einem gewucherten Chordareste zwischen dem Occipitale basilare und dem Sphenoidale posterius», og slutter endelig Pag. 461 med at antage, at «in dem Auftreten eines wahren Ligamentum inter- vertebrale in der Schädelbasis eine Metamerenbildung sich ausspricht, die auf drei Wirbel- abschnitte hinweist, wogegen bei der Verknöcherung dieses Theiles des Schädels nie mehr als zwei Glieder, das Occipitale und Sphenoidale posterius, auftreten.» Hvor gjerne jeg end vilde tage Köllikers lagttagelse til Indtegt for den Anskuelse, jeg nedenfor skal frem- stille, kan jeg dog ikke gjore det, fordi mine lagttagelser fuldstendigt stride mod hans. Jeg har med Mikroskopet undersogt Synchondrosis spheno-occipitalis hos 15 menneskelige Fostre i en Alder fra 3—8 Maaneder og foruden Levninger af Chorda aldrig deri fundet andre Elementer end genuin hyalin Brusk uden nogensomhelst traadet Iblanding og be- staaende snart af mindre Bruskceller, snart af storre med koncentrisk Kapseldannelse ved begyndende Forkalkning, i hvilke Tilfælde Massen forekom mig blodere end i Peripherien, og den kunde da antage det stribede Udseende, som jeg har afbildet Tab. 2, Fig. 20, der hidrører derfra, at Kapslerne ere forskudte eller fortrukne. Jeg kan derfor i Henseende til Bygningen af Synchondrosis spheno-occipitalis for Fodselen ikke antage nogensomhelst Lighed med et Ligamentum intervertebrale. Naar vi nu overensstemmende med den ovenfor givne Fremstilling og med hele Afhandlingens Plan udelukke samtlige Belegningsben i det menneskelige Kranium og kun 1) A. Kölliker, 1. c. — Opsvulmingerne i Pars spheno-occipitalis stemme i Henseende til deres Bygning efter hans Angivelse ganske overens med Chordas intervertebrale Opsvulminger. 167 515 forsøge at eftervise Hvirvler i dets Primordialbrusk og de deri dannede Ben, ville vi i Analogie med, hvad der er skeet for Kyghvirviernes Vedkommende, som Udgangspunkt benytte de i Primordialkraniet forekommende Opsvulminger paa Chorda dorsalis. De optrede vel under noget forskjellig Form, men to maae ansees for konstante, den ene omtrent midtveis i Pars basilaris, den anden omtrent i den senere Synchondrosis spheno- occipitalis. Analogien med Ryghvirvler ophorer, forsaavidt der ikke samtidigt lader sig eftervise noget Tegn til Adskillelse mellem Hvirvlerne, men vi have i det Foregaaende opstillet det som en mindre vesenlig Karakter for en Hvirvel at vere adskilt fra Nabo- hvirvlerne ved det særegne Legeme, der i udviklet Tilstand faaer Navn af Ligamentum intervertebrale. Den forste Opsvulming i Pars basilaris findes paa et Sted, hvor der dannes en enkelt Forbening. Ligesom i Ryghvirvlerne er Forbeningen paa alle Sider omgiven af Brusk og udvikler sig tidligst og stærkest nærmest Bruskens nederste Flade; Chorda derimod, som i Ryghvirvlerne forlober nermest Forbeningens ventrale Flade, hviler i Pars basilaris hyppigst nermest dens dorsale Flade, men nermer sig i det videre Forlob den ventrale Flade. Denne enkelte Forbening frembyder imidlertid forskjellige Antydninger af at vere sammensat af to. Som saadanne Antydninger maae anfores de efter Albrecht og efter Rambaud og Renault Pag. 466 Anm. anførte Iagttagelser af to Forbeninger, den ene bag den anden!). Fremdeles den af mig efterviste Deling i en øverste og nederste Del af Forbeningens bageste Flade ved en fibros, meget fastsiddende Tverstreng samt den for- skjellige Form og det forskjellige Udseende af den bageste Flades overste, trekantede, glatte Del og nederste, rektangulere, ru Del, en Forskjel, som man ogsaa undertiden kan finde udtalet i det udvoxne Kranium. Foier man hertil den anforte Opsvulming af Chorda omtrent midtveis i Pars basilaris, og betragter man den ligesom i Rygraden som Tegn paa en Adskillelse mellem to Hvirvler, vilde jeg opstille det som Hypothese, at Pars basilaris er en Doppelhvirvel, analog den Doppelhvirvel, der paa Grund af en Opsvulming paa Chorda dorsalis dannes af Corpus epistrophei med Dens. Vi ville under- soge, om Analogien med en Ryghvirvel lader sig gjennemfore ad denne Vei for Menneskets Vedkommende, idet jeg maa overlade til senere Iagttagere at prove Hypothesens Værd ved Undersogelser af Kraniets Primordialbrusk og Chorda dorsalis hos andre Dyr. Ligesom der til Doppellegemet i Epistropheus hore to Buer, der omfatte et Afsnit af Centralnervesystemet, saaledes lader der sig ogsaa eftervise to Buer, en nederste og en øverste, til Doppelhvirvlen i Pars basilaris, som omfatte to Afsnit af Centralnervesystemet, nemlig Medulla oblongata og Pons Varoli. Den nederste Bue, som horer til den Del af 1) Om der under Udviklingen findes to Benkjerner i Pars basilaris hos lavere Hvirveldyr, fortjener noiere at undersøges. H. Rathke (Entwickelungsgeschichte der Natter 1839, Pag. 125) har engang hos Coluber natrix fundet en Benkjerne, som næsten efter hele sin Lengde hvilede paa (Forbeningen i) Pars basilaris. 64" 516 168 Doppelhvirvlens Legeme, der findes nedenfor den fibrose Tverstreng paa dets Bagside, dannes af Pars condyloidea med den bag samme værende halvmaaneformige Forhening, og Buen lukkes bagtil af den nederste Afdeling af Pars squamosa occipitalis. Condylus repræsenterer Processus obliquus s. articularis inferior; dens forreste Del dannes ved Forbeningens Slutning efter Fødselen tillige. af Pars basilaris (Pag. 465). Forbeningspunktet for Arcus posterior vertebre dannes paa hver Side af den gaffelformige Forbening ovenfor Condylus; Forbeningen i Buen begynder ligesom i en Ryghvirvel nærmest Corpus og strækker sig derfra til begge Sider. Processus obliquus superior dannes maaskee af Processus jugularis, men med ufuldstændig Artikulation. Processus transversus dannes af den halvmaaneformige Forbening, som bag Condylus strekker sig udad i Primordialbruskens Pars occipito-mastoidea; derimod vilde jeg ikke regne Processus mastoideus med til den nederste Bues Processus transversus, fordi dens Forbeningspunkter dannes i den overste Bue fra Canalis semicircularis externus og inferior, som bryde ud gjennem Brusken. Bagtil er den nederste Bue ligesom Ryg- hvirvlernes Bue i Begyndelsen aaben, idet den nedentil kun lukkes af en Membran, Mem- brana spinoso-occipitalis, som efterhaanden fortrenges af Brusken og Forbeningen i den nederste Del af Pars squamosa occipitalis; ligesom i Ryghvirvlerne dannes her et uparret Forbeningspunkt for en Processus spinosus, hvormed den nederste Bue lukkes bagtil. Den overste Del af Pars squamosa, som ikke dannes i Primordialbrusken, er derfor heller ikke nogen Del af en Hvirvel. Forbeningen af Processus spinosus gaaer i Kraniet tidligere og hurtigere for sig end hos Ryghvirvlerne. Den til Doppelhvirvlen hørende øverste Bue støder til den øverste, ovenfor den fibrose Tverstreng værende Del af Forbeningen i Pars basilaris; Buen dannes af Pars petrosa med den fra samme udgaaende Processus petroso-parietalis. Forholdet som Bue er langt lettere at opfatte, medens Delene ere i brusket Tilstand, navnlig hos meget unge Fostre paa 2 Maaneder og derunder (cfr. Tab. 1, Fig. 1); senere er Erkjendelsen vanske- ligere paa Grund af det store Antal Forbeningspunkter og de forskjellige Rum, som danne sig i Pars petrosa, og man har derfor ogsaa i Almindelighed veret i Forlegenhed med at anbringe Pars petrosa i Systemet og kaldet den et indskudt Parti (Schaltstück), som blot var beregnet paa et Sandseorgan. Til Buen maa fremdeles regnes Processus mastoideus ; dog maa man ikke tænke sig den som Bue efter den Form, den har i det udvoxne Kranium, men som en Del, hvis Forbening er udgaaet fra Canalis semicircularis externus og inferior. Processus obliquus superior lader sig ikke eftervise; Processus obliquus inferior er rudi- mentær og representeres maaskee ved den Ledflade, som findes paa den nederste Flade af Pars petrosa og stoder til Processus jugularis. Processus transversus dannes af den Bruskmasse, som i umiddelbart Sammenheng udgaaer fra den udvendige Veg af Vestibulum og indeholder Anleget til Horebenene, der i Begyndelsen udgjere en eneste Masse. Den yderste Ende af denne Processus transversus dannes af Processus styloideus, som i 169 517 brusket Tilstand viser sig at vere en Fortsettelse af Crus transversum incudis. Som Costa kunde man maaskee ansee Processus Meckelii, hvis afrundede Del i Begyndelsen udgjer eet Stykke med Processus transversus; efterhaanden bliver ligesom ved Coste Artikulationen tydeligere, og der danner sig et Capitulum, men dette artikulerer her med Processus transversus, medens Capitulum costarum ellers i det mindste hos Mennesket artikulerer med Corpora vertebrarum og i udviklet Tilstand kun stotter sig til Spidsen af deres Pro- cessus transversus. Bagtil er den nederste Bue aaben og ender opad med Processus petroso-parietalis, der hos Mennesket ikke naaer den modsatte Sides, men kun dækker Stedet for den senere Angulus posterior et inferior ossis parietalis. Hos Faarefostre har jeg ikke fundet storre Udstrekning af denne Processus end hos Mennesket, og den gaaer ikke heiere i Veiret. Hos et 607” langt Svinefoster gik Processus over den øverste Del af den forbenede Squama oceipitalis, dækkede Indsiden af den bageste Sjettedel af Os parietale og endte opad med en fortil beiet Spids, men som ikke naaede den modsatte Sides, idet der var et Mellemrum mellem Spidserne af 4™™ (cfr. Pag. 358). Den anden (tredie) Hjernehvirvel er prechordal, idet den findes foran den for- reste Ende af Chorda dorsalis, som danner sin sidste eller yderste Opsvulming paa det Sted, hvor senere Synchondrosis spheno-occipitalis findes. Da der ikke forekommer nogen Chorda i Synchondrosis intersphenoidea, har denne ikke samme Betydning som Synchondrosis spheno- occipitalis'), og ifølge de Præmisser, vi have opstillet, ville alle Dele, som ligge foran sidstnevnte Synchondrose og foran Chordas sidste Opsvulming, udgjore een Hvirvel. Hvirvlens Corpus vil derfor dannes af hele Cartilago corporis sphenoidei med Pars cribrosa og Rostrum med Pars perpendicularis ethmoidea (Processus spinosus anterior), hvilke sidste kun ere et Appendix. De talrige og altid parrede Forbeningspunkter i Corpus sphenoideum finde ikke nogen Analogie med Ryghvirvellegemernes enkelte Forbening?). Hvirvlens Bue dannes af Ale parve , som forløbe opad og udad, men denne Bue er hos Mennesket endnu mere aaben bagtil end den øverste Bue paa foregaaende Hvirvel. Ala magna og Ala externa processus pterygoidei, som under Forbeningen have felleds Udspring, danne i Forening en Processus transversus. Ale interna processus pterygoidei kan maaskee ansees for en Costa. Processus obliqui lade sig neppe eftervise (Processus alaris?). I det hele er, som man vil see, Ana- logien med en Ryghvirvel langt svagere udpræget her end ved den foregaaende Doppelhvirvel. 1) Der findes ikke noget Ligamentum intervertebrale mellem begge Sphenoidea; A.Kölliker (Entwick- lungsgeschichte 1879, Pag. 459) siger, at der mellem dem under Forbeningen kun danner sig «eine mehr faserige Zwischenlage, die an die Lig. intervertebralia erinnert». 2) I den Hjerteform, hvormed Ryghvirvlernes Forbening undertiden optræder, kan man dog maaskee spore en Fordopling. Hermed sml. en lagttagelse af et Spor af en Raphe i den nederste rektangulere Del af Forbeningen i Pars basilaris, som er anført Pag. 467. Cfr. H. Müller, Henle und Pfeufer, Zeitschrift für rationelle Medicin 1858, 2, Pag. 113 Anm. 518 170 Nerverne ere vanskelige at tyde. Man kan dog temmelig sikkert ansee N. glosso- pharyngeus, N. vagus og N. accessorius Willisii for at hore til den forste N. interverte- bralis, idet de træde ud gjennem det mellem Doppelhvirvlens øverste og nederste Bue verende Foramen intervertebrale, som dannes af Foramen lacerum; N. trigeminus eller Dele deraf ville hore til den anden N. intervertebralis, som treder ud gjennem forskjellige Aab- ninger mellem den anden Hjernehvirve! og Doppelhvirvlens overste Bue; men i Henseende til N. hypoglossus og N. facialis samt N. auditorius er man i Forlegenhed. Carotis interna er en A. vertebralis, saalenge den hviler i Canalis caroticus. Med Hensyn til, at jeg har fremstillet Horebenenes Brusk som en Processus transversus til Doppelhvirvlens øverste Del, vil jeg minde om Forlobet af Carotis (A. maxillaris interna) som en A. vertebralis (inter- transversaria) gjennem Stapes hos forskjellige Gnavere og Vintersovere (Otto, A. Meckel), et Forløb, som Hyrtl undtagelsesvis har fundet i flere Bornelig!). 1) A. G. Otto, de animalium quorundam, per hyemem dormientium, vasis cephalicis et aure interna; Nova acta acad. ces. Leop. Carol. nat. cur. 1826, 13, Pag. 23, Tab. 8, Fig. 1—3. A.Meckel, Carotis interna und Steigbügel des Murmelthieres und Igels; Meckel, Archiv für Anatomie und Physiologie 1828, Pag. 174, Tab. 7, Fig. 3—8. I. Hyrtl, Müllers Archiv 1835, Jahresbericht, Pag. 151. Rettelse. Pag. 413 (65), Linie 6 fra neden, læs: nederste rektangulære ru, og øverste trekantede glattere Del. Fig. = Forklaring af Tavlerne. Samtlige Afbildninger ere udforte efter menneske- Fostre. Tabula I. ig. 1. Kraniets Primordialbrusk hos et knap 2 Maane- der gammelt Foster (Pag. 377); naturlig Størrelse, Squama occipitalis er slaaet tilbage, og Pars pe- trosa lagt noget til Siden. Fortil sees Pars cri- brosa med en opvulstet Rand, i Midten Crista galli. Til Siderne strække de usædvanligt brede Ale parvæ sig; mellem dem iagttages de tvende Foramina optica, bag disse Sella turcica og det Til hver Side findes Pars petrosa med Porus acusticus internus. store Foramen magnum. 2. Kraniets Primordialbrusk hos et 4 Maaneder gammelt Foster, seet ovenfra (Pag. 401); doppelt Størrelse. Begge Afdelinger af Squama occipi- talis samt Processus petroso-occipitalis og pe- troso-parietalis ere beiede tilbage for at undgaae at afbilde dem i sterk Forkortning. i Forkortning, afgaaende fra den forreste opvulstede Rand af den lyreformige Pars cribrosa, som har en sterre Udstrekning end den senere Lamina cribrosa. Midten gjen- nemskjeres af Crista galli, som fortil har tvende . Pars nasalis med en Fure nedad Neseryggen, seet | Explication des Planches. Toutes les figures sont exécutées d'après des fœtus humains. Fig. Fig. a. Planche 1. 1: å peine ågé de 2 mois (p. 377); grandeur natu- Cartilage primordial du cråne chez un fætus relle. L'écaille occipitale est rejetée en arrière et En avant, on voit la partie criblée avec un bord ren- la partie pierreuse placée un peu de côté. flé, et au milieu, la crête de cog. Sur les côtés s'étendent les petites ailes, qui ont une largeur extraordinaire; entre elles on observe les deux trous optiques et, derrière ceux-ci, la selle tur- cique et le grand trou occipital. De chaque côté se trouve la partie pierreuse avec le trou auditif interne. 2. âgé de 4 mois, vu d'en haut (p. 401); grossisse- Cartilage primordial du cräne chez un fœtus ment de 2 fois. On a courbé en arrière les deux parties de l'écaille occipitale ainsi que les apophy- ses petroso-occipitalis et petroso-parietalis, pour éviter de les représenter trop en raccourci. Partie nasale avec un sillon le long du dos du nez, vu en raccourci, partant du bord antérieur renflé de la partie criblée en forme de lyre, qui a une étendue plus grande que la lame criblée. Elle est partagée au milieu par la crête de coq, qui est munie en avant de deux 520 Ale og bagtil steder til en tapformig Frem- | staaenhed; paa dens Sider findes tvende Rækker | Aabninger for N. olfactorius hver Side en storre Aabning. Den bageste Rand af Pars cribrosa legger sig ind under den for- reste Rand af Ala parva. . Den meget tynde udvendige Del af Pars cribrosa, som gaaer tilgrunde. . Den: udvendige, bageste Del af Pars cribrosa, hvis Spidser paa forskjellig Maade forene sig med Spidser fra den forreste Rand af Ala parva. sig mod Siden af Planum; under den findes Fo- fortil to større runde Ophoininger og bag dem to mindre, ramen opticum. Paa Planum sees forenede ved den halvmaaneformige Limbus sphe- noideus; i hver Opheining findes et Forbenings- punkt. . Ala magna. . Foramen spinosum. h. Foramen ovale; disse Foramina ere endnu ikke lukkede bagtil. Udenfor Sella turcica sees nedentil paa hver Side Processus alaris med et paatvers ovalt For- beningspunkt, der ved Brusk er adskilt fra den forbenede Ala magna. . Pars perpendicularis sellæ turcice; foran den fin- des den fordybede Sella, i hvis Bund der fortil er tvende runde Forbeningspunkter. . Pars petrosa, hvis forreste Ende gaaer over i Brusken paa Siden af Pars basilaris. Den for- reste ovale Aabning indad er Porus acusticus internus, udenfor den sees Aditus ad canalem Fallopii; bag Porus acusticus findes Fordybningen ind under Canalis semicircularis superior (Fossa subarcuata), indenfor den den spalteformige Adi- tus ad aqueductum vestibuli. Foramen lacerum adskiller Pars petrosa fra Pars condyloidea occi- pitalis. samt yderst paa | . Spidsen af Ala parva; dens bageste Rod legger 172 ailes et aboutit en arrière à une éminence conique; les côtés en sont percés de deux séries de trous pour le nerf olfactif, et extérieurement de chaque côté se trouve une ouverture plus grande. Le bord postérieur de la partie criblée est engagé sous le bord antérieur de la petite aile. c. Portion extérieure très mince de la partie criblée, qui sera absorbée. d. Portion extérieure et postérieure de la partie cri- blée, dont les pointes se réunissent de différentes manières avec celles du bord antérieur de la petite aile. e. Pointe de la petite aile; sa racine postérieure s'appuie contre le côté du Planum; au-dessous est le trou optique. Sur le Planum on voit en avant deux grandes saillies rondes et, derrière celles-ci, deux autres plus petites, réunies par le Limbus sphenoideus en forme de croissant; chaque saillie renferme un point d'ossification. f. Grande aile. g. Trou épineux. h. Trou ovale; ces trous ne sont pas encore fermés par derrière. En dehors de la selle turcique on voit en bas, de chaque côté, une apophyse que j'ai pro- posé d'appeler apophyse alaire, avec un point d'ossification ovale qui est séparé par un cartilage de la grande aile ossifiee. i. Partie quadrilatère de la selle tureique; devant se trouve la selle excavée, au fond de laquelle on voit en avant deux points d'ossification ronds. k. Partie pierreuse, dont l'extrémité antérieure se perd dans le cartilage à côté de la partie basi- laire. L'orifice ovale antérieur en dedans est le trou auditif interne, en dehors duquel on voit l'ouverture de l'aqueduc de Fallope; derrière le trou auditif, sous le canal semi-circulaire su- périeur, se trouve la Fossa subarcuata, et en de- dans de celle-ci, l'ouverture en forme de fente de l'aquedue du vestibule. Le trou déchiré sépare la partie pierreuse de la partie condylienne occipitale. {7 q S. i 3 . Brusksom paa den udvendige Side af Pars pe- trosa, stodende til den nederste Rand af Squama temporalis og dannende den bageste Del af Tromme- hulens Loft, medens Loftets forreste Del dannes intermembranest og ikke herer til Primordial- brusken. . Processus petroso-parietalis, afgaaende fra den | bageste Ende af Pars petrosa og læggende sig paa Indsiden af den senere Angulus posterior et inferior ossis parietalis. . Processus petroso-occipitalis, leggende sig ind i Spalten mellem den overste og nederste Afdeling af Squama occipitalis for at forbenes sammen med den nederste Afdeling. . Den forbenede overste Afdeling af Squama occi- | pitalis, som men forbenes intermembranost. Foran den sees den ovale, i begge Ender tilspidsede, nederste Af- | deling af Squama occipitalis, der forbenes paa | Bekostning af den nedenfor den verende bruskede Pars oceipito - mastoidea. dannes senere omtrent ved Foramen mastoideum, | der findes i Brusken bag den bageste Ende af Pars petrosa. . Pars basilaris med et lancetformigt Forbenings- punkt; opad Clivus fortsztter Brusken sig til Pars perpendicularis selle turcice; til Siderne gaaer den over i Pars condyloidea med Foramen condyloideum an- terius, hvis forreste Halvdel er brusket. . Gaffelformig Forbening ovenfor Condylus occipi- talis, omfattende den bageste Halvdel af Foramen condyloideum anterius, gaaende udad og bagtil | over i en halymaaneformig Forbening med Fora- men condyloideum posterius. Membrana spinoso-occipitalis. Pars occipito-mastoidea, udad med Foramen ma- stoideum. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. ikke hører til Primordialbrusken, | Afdelingens Grendse | XI. a] q r. Ss. t. 6. 521 . Lisiére cartilagineuse sur la face externe de la partie pierreuse, le long du bord inferieur de l'écaille temporale; elle forme la partie postérieure de la paroi supérieure de la caisse du tympan, tandis que la partie antérieure est formée dans des membranes et n'appartient pas au cartilage primordial. . Apophyse petroso-parietalis, partant de l'extrémité postérieure de la partie pierreuse et s'appuyant sur la face interne de l'angle postérieur et infé- rieur de l'os pariétal. . Apophyse petroso-occipitalis, s'engageant dans la fissure entre les parties supérieure et inférieure de l'écaille occipitale pour s'y ossifier avec la partie inférieure. . Partie supérieure ossifiée de l'écaille occipitale, qui n'appartient pas au cartilage primordial mais s'ossifie dans des membranes. Devant elle on voit la partie inférieure ovale, pointue à chaque extrémité, de l'écaille occipitale, laquelle s'ossifie aux dépens de la partie cartilagineuse occipito- mastoidienne placée au-dessous. Plus tard, elle a à peu près pour limite le trou mastoïdien, qui se trouve dans le cartilage derrière l'extrémité posté- rieure de la partie pierreuse. Partie basilaire avec un point d'ossification en forme de lancette; le cartilage se continue en haut du clivus jusqu'à la partie quadrilatère de la selle turcique; sur les côtés, il se perd dans la partie condylienne avec le trou condylien an- térieur, dont la moitié antérieure est cartilagineuse. Ossification en forme de fourchette au-dessus du condyle occipital, embrassant la moitié posté- rieure du trou condylien antérieur, et se perdant en dehors et en arrière dans une ossification se- mi-lunaire avec le trou condylien postérieur. Membrane spinoso-occipitale. Partie oceipito-mastoidienne, avec le trou mastoi- dien en dehors. 522 Fig. 3. Kraniets Primordialbrusk hos et andet 4 Maa- neder gammelt Foster, seet nedenfra (Pag. 401); doppelt Storrelse. Pars papyracea med de paa dens Indside befæstede Conchæ er lagt lidt tilside for at fremstille alle fire Conchæ. Endskjondt Fostrets Sterrelse og Kraniets Lengde- og Tver- diameter vare lig dem, som fandtes hos fore- gaaende Kranium, var der Uoverensstemmelse i Storrelsesforholdene af de enkelte Partier. Med Hensyn til Diametrene maa det erindres, at Maalet er indvendigt Maal af Hjernehulheden, og at der- for Pars nasalis ikke er regnet med hverken ved dette eller foregaaende Kranium. a. Den forreste Ende af Pars perpendicularis eth- moidea, som strekker sig bagtil, idet den ne- derste Rand bliver bredere; paa hver Side af dens Udspring fra Corpus sphenoideum sees en rund Forbening, som paa Fig. 2 findes fortil paa Bunden af Sella turcica. b. Pars nasalis, som boier sig om og gaaer over i Pars perpendicularis ethmoidea. c. Den frie nederste Rand af Pars papyracea eth- moidea. Indenfor den sees Conche, nemlig Con- cha infima, Concha media med to Redder, Con- cha suprema og nærmest Pars perpendicularis i Dybden Concha quarta. d. Afrundet Ende af Ala interna processus ptery- goidei, hvori der senere danner sig et Forbenings- punkt for Hamulus pterygoideus. e. Ala interna processus pterygoidei, indad stodende til den bageste Ende af Pars papyracea ethmoi- dea, opad til en oval Bruskknop, paa hvis overste Flade det paatvers ovale Forbeningspunkt i Pro- cessus alaris findes. Bagsiden af Ala interna er dækket af en skinneformig Forbening. I. Ala externa processus pterygoidei. 174 Fig. 3. Cartilage primordial du crane chez un autre fœtus âgé de 4 mois, vu d'en bas (p. 401); gros- sissement de 2 fois. La partie papyracée, avec les cornets fixés à sa face interne, a été mise un peu de côté afin qu'on put représenter les quatre cornets. Bien que la grandeur du fetus, la longueur et le diamétre transversal du crane fussent les mêmes que dans l'exemple précédent, il y avait désaccord dans les proportions relatives des différentes parties. En ce qui concerne les diamètres, il faut se rappeler que je les ai déter- minés en prenant la mesure intérieure de la ca- vité cranienne sans, par conséquent, tenir compte de la partie nasale ni dans ce crâne ni dans le précédent. a. Extrémité antérieure de la partie perpendiculaire ethmoïdale, qui s'étend en arrière, le bord infé- rieur devenant plus large; de chaque côté de son origine sur le corps du sphénoide on voit un point d'ossification rond, qui, dans la Fig. 2, se trouve sur le devant au fond de la selle turcique. b. Partie nasale, qui s'infléchit et va se perdre dans la partie perpendiculaire ethmoidale. c. Bord inférieur libre de la partie papyracée cth- moidale. En dedans de celle-ci on voit les quatre cornets, à savoir le cornet inférieur, le cornet moyen avec deux racines, le cornet su- périeur et, près de la partie perpendiculaire, dans le fond, le quatrième cornet. d. Extrémité arrondie de l'aile interne de l'apophyse ptérygoïde, où se forme plus tard un point d'os- sification pour l'hamulus pterygoideus. e. Aile interne de l’apophyse pterygoide, aboutissant en dedans à l'extrémité postérieure de la partie papyracée ethmoidale, en haut à un bourgeon ovale cartilagineux, sur la face supérieure duquel se trouve le point d'ossification ovale de l'apophyse alaire. La face postérieure de l'aile interne est recouverte d'une ossification en forme d'éclisse. f. Aile externe de l'apophyse ptérygoide. : urn 175 g. h. q, Fig. Fig. Ala magna. Foramen spinosum. . Foramen ovale; begge Foramina ere endnu ikke lukkede bagtil. . Den flaskeformige Pars petrosa, paa hvis bageste Del den under en ret Vinkel nedstigende Pro- cessus styloideus kaster en Slagskygge. Indenfor denne findes Fenestra rotunda, udenfor den Fe- nestra ovalis. . Pars occipito-mastoidea med Foramen mastoi- deum. . Den nederste forbenede Afdeling af Pars squamosa occipitalis. . Pars basilaris med et lancetformigt Forbenings- punkt. . Bruskmasse mellem sidstnævnte Forbening og Pars condyloidea occipitalis. med Foramen condyloideum posterius. . Membrana spinoso-oceipitalis. . Randen af Pars occipito-mastoidea, som begrænd- ser Foramen magnum paa Siderne bagtil. 4—11 fremstille Processus Meckelii i Storrelse. doppelt 4. Af et knap 2 Maaneder gammelt Foster (Pag. 377); Langden af Processus Meckelii er 5™™ j udstrakt Tilstand. . Fibrest Mellemstykke i Symphysis maxillæ inferioris mellem de forreste afrundede Ender af begge Pro- cessus, skarpt adskilt fra dem. . Rudimentær Incus. . Stedet, hvor Processus mastoideus vil udvikle sig. | . Halvmaaneformig Forbening bag Pars condyloidea | a = 6 q Fig. Fig. . Grande aile, . Trou épineux. . Trou ovale; les deux trous ne sont pas encore fermés par derrière. . Partie pierreuse en forme de bouteille, sur la partie postérieure de laquelle l'apophyse styloide descendant sous un angle droit projette son ombre. En dedans de celle-ci se trouve la fenêtre ronde et en dehors la fenêtre ovale. . Point où l'apophyse mastoide se développera. . Partie occipito-mastoïdienne avec le trou ma- stoidien. Partie inférieure ossifiée de la partie écailleuse de l'occipital. . Partie basilaire, avec un point d'ossification en forme de lancette. . Masse cartilagineuse entre l’ossification précé- dente et la partie condylienne occipitale. . Ossification semi-lunaire derrière la partie con- dylienne avec le trou condylien postérieur. Membrane spinoso-oceipitale. . Bord de la partie occipito-mastoidienne, qui, par derriere, limite sur les cötes le trou oceipital. 4—11. Cartilage de Meckel, avec un grossisse- ment de 2 fois. 4. Chez un fœtus à peine äge de 2 mois (p.377); la longueur du cartilage de Meckel, lorsqu'il est étendu, est de 5mm, . Partie moyenne fibreuse dans la symphyse de l'os maxillaire inférieur, entre les extrémités antérieures arrondies des deux cartilages, dont elle est nette- ment séparée. . Enclume rudimentaire. 524 Fig. a. Fig. Fig. Fig. 5. Af et 2 Maaneder gammelt Foster (Pag. 379). Hamulus processus Meckelii, hvormed Processus ender paa Siden af Symphysis maxille inferioris. . Rudimentært Manubrium mallei. 6. Af et lidt over 2 Maaneder gammelt Foster (Pag. 383); Incus og Malleus fra heire Side, sete indvendigfra; Manubrium mallei er dannet, og Processus longus forbenet i en Lengde af 1™™, . Overgangsstedet, betegnet ved en fin Tverlinie, mellem Crus transversum incudis og den i en ret Vinkel beiede Processus styloideus. . Maxilla inferior, dannende en forbenet og fortil med en skarp Kant endende Halvkanal til Leie for Processus Meckelii. . Hamulus processus Meckelii, som gaaer i Veiret paa Siden af Symphysis maxilla inferioris. 7. Af et 2'/2 Maaned gammelt Foster (Pag. 388); Incus og Malleus med Processus longus, som er forbenet i en Længde af 1™™,25. . Hamulus processus Meckelii, som nesten naaer op til Mundens Slimhinde i Nerheden af den senere forste Skjæretand. . Den tykke nedadvendende Ende af Crus trans- versum incudis, som uden skarp Gr&ndse gaaer over i Processus styloideus. 8. Af et 3 Maaneder gammelt Foster (Pag. 394); Incus og Malleus samt Maxilla inferior sete ind- vendigfra; paa venstre Side er Processus Meckelii losnet noget fra den forbenede Halvkanal paa Indsiden af Maxilla inferior, hvori den hviler. Processus longus mallei er forbenet i en Længde af jmm,5, . Hamulus processus Meckelii, hvormed den ender paa Siden af Symphysis maxillæ inferioris, idet Krogen beier sig opad under den Kant, med Fig. 176 . 5. Chez un fœtus agé de 2 mois (p. 379). Hamulus processus Meckelii, qui termine le car- tilage à côté de la symphyse de l'os maxillaire inférieur. . Manche rudimentaire du marteau. 6. Chez un fœtus agé d'un peu plus de 2 mois (p. 383); enclume et marteau du côté droit, vus du dedans; le manche du marteau est formé et l'apophyse grêle est ossifiée sur une longueur de 1mm, . Lieu de passage, indiqué par une ligne transver- sale, entre la branche supérieure de l'enclume et l'apophyse styloide recourbee à angle droit. . Maxillaire inférieur, formant un demi-canal ossifie qui se termine en avant avec un bord saillant, et qui sert de lit au cartilage de Meckel. Hamulus processus Meckelii, qui se dresse à côté de la symphyse du maxillaire inférieur. ig. 7. Chez un fœtus âgé de 2/2 mois (p. 388); enclume et marteau, avec l'apophyse grêle, qui est ossifiée sur un longueur de 1™™,25. . Hamulus processus Meckelii, qui atteint presque la muqueuse de la bouche, dans le voisinage de la place qui sera occupée par la première incisive. . L'extrémité épaisse et tournée vers le bas de la branche supérieure de l'enclume, qui sans limite bien tranchée se perd dans l'apophyse styloide. . & Chez un fœtus âgé de 3 mois (p. 394); en- clume, marteau et maxillaire inférieur vus du dedans; à gauche, le cartilage de Meckel est un peu détaché du demi-canal ossifié, qui se trouve sur la face interne du maxillaire inférieur et où il repose. L'apophyse grêle du marteau est os- sifiée sur une longueur de 1™™,5, . Hamulus processus Meckelii, avec lequel le carti- lage se termine à côté de la symphyse du maxil- laire inférieur, le crochet se courbant vers le haut 177 hvilken den kremmerhusagtigt ombeiede og for- benede Halvkanal paa Indsiden af Maxilla inferior ender fortil. Enden af Crus transversum incudis, som uden skarp Grendse gaaer over i Processus styloideus. . Mellemstykke i Symphysis maxille inferioris, som i Forening med den forbenede Maxilla inferior bevirker et Mellemrum mellem begge Siders Ha- muli af 4™™ Brede. . Processus coromoideus maxillæ inferioris, hvis forreste Rand fortsætter sig ned i den øverste Rand af Maxilla inferior, som forti] er forsynet med tvende Udsnit. ig. 9. Af et 31/2 Maaned gammelt Foster (Pag. 397); Malleus med Processus Meckelii. . Hamulus processus Meckelii, som er bleven ble- gere. ig. 10. Af et 4 Maaneder gammelt Foster (Pag. 410); Incus og Malleus fra heire Side, sete indvendigfra. Processus longus er forbenet ien Lengde af 1™™,5. Hamulus processus Meckelii er forsvunden, og Pro- cessus ender tilspidset med en tom Skede af {mm Lengde. . Den afrundede Ende af Crus transversum incudis. 11. Af et 5 Maaneder gammelt Foster (Pag. 416); Malleus fra venstre Side, seet udvendigfra. Pro- cessus longus mallei er forbenet i en Lengde af 3mm 5, Processus brevis er tydelig. Processus Meckelii afgaaer med en temmelig bred Tilheft- ning og ender tilspidset, idet dens Hamulus er forsvunden. . Forbening i Malleus, som endnu ved Brusk ad- skilles fra den forbenede Processus longus. Fig. 12. Bruskcellerne i Processus Meckelii af et knap 2 Maaneder gammelt Foster; Forstorrelse af 340 Gange (Pag. 376 og 460). 525 sous le bord où finit en avant le demi-canal ossifié et replié en forme de cornet sur la face interne du maxillaire inférieur. . Extrémité de la branche supérieure de l'enclume, qui sans limite bien marquée se perd dans l'apo- physe styloide. . Partie moyenne de la symphyse du maxillaire in- férieur, laquelle, conjointement avec le maxillaire inférieur ossifié, produit un intervalle de 4™™ de large entre les Hamuli des deux côtés. . Apophyse coronoïde du maxillaire inférieur, dont le bord antérieur se continue en bas dans le bord supérieur du maxillaire inférieur, qui est muni en avant de deux découpures. Fig. 9. Chez un fœtus âgé de 31/2 mois (p. 397); mar- teau et cartilage de Meckel. . Hamulus processus Meckelii, qui est devenu plus pale. Fig. 10. Chez un fœtus agé de 4 mois (p. 410); enclume et marteau du côté droit, vus du dedans. L'apo- physe grêle est ossifiée sur une longueur de 1™™,5, . L’hamulus processus Meckelii est disparu et le cartilage se termine en pointe dans une gaîne vide de 1™™ de long. . Extremite arrondie de la branche supérieure de Venclume. ig. 11. Chez un fœtus âgé de 5 mois (p. 416); marteau du côté gauche, vu du dehors. L’apo- physe grêle du marteau est ossifiée sur une lon- gueur de 3™™,5. L'apophyse courte est distincte. Le cartilage de Meckel présente à son origine une attache assez large et se termine en pointe, son Hamulus ayant disparu. . Ossification dans le marteau, laquelle est encore séparée par un cartilage de l'apophyse grêle ossifiée. ig. 12. Cellules cartilagineuses dans le cartilage de Meckel, chez un fœtus à peine agé de 2 mois; grossissement de 340 fois (p. 376 et 460). 526 Fig. Fig. C Fig. Fig. e, e. 13. Bruskcellerne i det rudimentære Manubrium mallei af et 2 Maaneder gammelt Foster; Forstor- relse af 340 Gange (Pag. 379 og 460); lignende | fandtes i den endnu uformelige Stapes. 14. Venstre Side af et 5 Maaneder gammelt Fo- ster; doppelt Storrelse (Pag. 417). . Annulus membrane tympani, hvis forreste Gren er udvidet spatelformigt. . Lodret nedstigende, flad Del af den bruskede Pro- cessus styloideus. Trind Del af samme, som med foregaaende danner en ret Vinkel, forlobende horizontalt over den nederste Fjerdedel af Membrana tympani og dens Annulus. Tabula II. Forstorrelsen er overalt 340 Gange, 15. Bruskeeller i hyalin Brusk fra Cartilago ma- stoidea af et lidt over 2 Maaneder gammelt Foster (No. 4, Pag. 449 og 460). 16. Lodret Snit af den nederste Afdeling af Squama occipitalis af et lidt over 2 Maaneder gammelt Foster (No. 4, Pag. 449). . Udsidens Periosteum med skyttelformige Kjerner og Osteoblaster. De forsterrede og næsten vandklare Bruskceller for Forkalkningen. . En enkelt forstorret Bruskcelle med doppeltkon- toureret”Gellemembran lig en Kapsel. . En forstørret Bruskcelle, som er traadt ud af sin Cellemembran. Bruskceller med itureven Cellemembran for at vise, at Celleindholdet har en vis Konsistents. = S Fig. Fig. Fig. 5: 178 13. Cellules cartilagineuses dans le manche ru- dimentaire du marteau chez un fetus agé de 2 mois; grossissement de 340 fois (p. 379 et 460). Il y avait des cellules semblables dans l'étrier encore difforme. 14. Côté gauche d'un fœtus äge de 5 mois; grossissement de 2 fois (p. 417). . Anneau de la membrane du tympan, dont la branche antérieure est élargie en forme de spa- tule. . Partie plate descendant verticalement de l'apo- physe cartilagineuse styloide. . Partie arrondie de la même apophyse, formant avec la précédente un angle droit, qui s'étend ho- rizontalement au-dessus du quart inférieur de la membrane du tympan et de son anneau. Planche II, Le grossissement est partout de 340 fois. 15. Cellules cartilagineuses dans le cartilage hyalin de la partie mastoidienne chez un fetus àgé d'un peu plus de 2 mois (no. 4, p. 449 et 460). 16. Coupe verticale de la partie inférieure de l'écaille oceipitale chez un fœtus agé d'un peu plus de 2 mois (no. 4, p. 449). . Périoste de la face externe, avec des noyaux fusi- formes et des ostéoblastes. . Cellules cartilagineuses grossies et presque trans- parentes avant la calcification. . Cellule cartilagineuse grossie, avec une membrane cellulaire A double contour et ressemblant à une capsule. . Cellule cartilagineuse grossie qui est sortie de sa membrane cellulaire. . Gellules cartilagineuses dont la membrane cellu- laire est déchirée, pour montrer que le contenu des cellules a une certaine consistance. 17 = oo Fi 8 Fi ig. 17. 5) 9 Fra samme Sted som Fig. 16, fremstillende det traadede og kjernerige Lag paa Delens Ind- side nermest Hjernen (Pag. 449). .18. Fra den nederste Afdeling af Squama oceipitalis af et 2 Maaneder gammelt Foster (No. 3, Pag. 450), som trods den yngre Alder paa et enkelt Sted var Kon- eentrisk Kapseldannelse i Bruskcellernes Peripherie videre udviklet end det foregaaende Foster. for den sig nermende Forkalkning. . En enkelt bristet Kapsel, hvis Celleindhold er traadt ud; af et noget ældre Foster. 19. Fra den nederste Afdeling af Squama occi- pitalis af et 21/2 Maaned gammelt Foster (No. 8, Pag. 450). Bruskcellernes Forkalkning. Kalkmasser med krystallinsk Brud og med skinnende Udseende ere afleirede paa den koncentriske Kapseldannelse udenom Bruskcellerne og begynde at skjule den ovrige Del af Cellerne. Lignende Syn viser sig ved | Forkalkning af Hvirvlerne (Pag. 509). . 20. Fra den nederste Afdeling af Squama ocei- pitalis af et 21/2 Maaned gammelt Foster (No. 7, Pag. 450 og 514). Saltsyre for at vise, at Bruskcellerne endnu ikke Kalkmassen er oplost med ere gaaet tilgrunde ved Forkalkningen, og at Kapsel- dannelsen endnu er tilstede. Ved Forskydning af Kapslerne fremkommer et stribet Udseende, men der findes ikke nogen traadet Bygning. . 21. Fra Margo supraorbitalis ossis frontalis af et lidt over 2 Maaneder gammelt Foster (No. 4, Pag. 457). blaster. Benlegemernes Dannelse af Osteo- . Blød, ikke forbenet Masse med Kjerner. . Forbenet Masse med Benlegemer, som kun danne et enkelt Lag; nogle Benlegemer ere morke og forsynede med Forgreninger; enkelte Osteoblaster sees, som ere iferd med at omdannes til Ben- legemer. Benlegemerne syntes hos dette Foster al vere mindre end ellers (Pag. 460). Fig. 17. Fi ag m Fi 527 Couche filamenteuse et riche en noyaux sur la face interne cérébrale de la même partie que la Fig. 16 (p. 449). . 18. Partie inférieure de l'écaille oceipitale chez un fœtus âgé de 2 mois (no. 3, p. 450), qui, malgré son age moins avancé, était plus développé sur un point que le fœtus précédent. Formation concen- trique de capsules à la périphérie des cellules carti- lagineuses, avant la calcification qui est imminente. . Capsule rompue dont le contenu est sorti, chez un fœtus un peu plus äge. g. 19. Partie inférieure de l'écaille occipitale chez un fœtus àgé de 21/2 mois (no. 8, p.450). Calcification des cellules cartilagineuses. Des masses calcaires à cassure cristalline et d'un aspect brillant se sont déposées sur la formation capsulaire, à la périphérie des cellules cartilagineuses, et commencent à re- couvrir le reste des cellules. La calcification des vertèbres présente le même aspect (p. 509). . 20. Partie inférieure de l’écaille occipitale chez un fœtus agé de 21/2 mois (no. 7, p. 450 et 514). Ona dissous la masse calcaire dans l'acide chlorhydrique, pour montrer que les cellules cartilagineuses n'ont pas encore été détruites par la calcification et que la formation capsulaire existe encore. Le déplacement des capsules a donné à la masse un aspect strié, mais il n'existe aucune structure filamenteuse. . 21. Arcade sourcilière de l'os frontal chez un fetus âgé d'un peu plus de 2 mois (no. 4, p.457). For- mation des corpuscules osseux des ostéoblastes. . Masse tendre, non ossifiée, avec des noyaux. . Masse ossifiée, avec des corpuscules osseux qui ne forment qu'une couche; quelques-uns sont foncés et munis de ramifications; on voit quelques ostéoblastes, qui sont en train de se transformer en corpuscules osseux, Ceux-ci semblaient, chez ce fetus, être plus petits qu'à l'ordinaire (p. 460). 528 Fig. Fig. Fig. 22. talis af et 31/2 Maaned gammelt Foster (No. 12, Pag. 457). Rand. gjennemsigtig Hinde. Fra den overste Afdeling af Squama occipi- Forbenet Tak fra Benets overste frie Takkernes Rande vare forenede ved en . Den gjennemsigtige Hinde med ovale, tilspidsede eller vinklede Osteoblaster, nogle med smaa For- greninger. . Benlegemer; deres Osteoblaster ere blevne storre i det Oieblik, de gjennemtrængtes af Kalk. Kalk- grendsen er skarp. 23. Fra den gverste Afdeling af Squama occipi- talis af et 2/2 Maaned gammelt Foster (No. 7, Pag. 456). Osteoblasterne sees i forskjellige Overgange Forbening af Afdelingens mellemste Lag. til Benlegemer; Grundlaget, hvori de hvile, er ikke længere traadet. 24. Fra Midten af Os frontale af et 2'/2 Maaned gammelt Foster (No. 8, Pag. 453 og 457). . Chalcedonformigt Udseende af Osteoblaster, be- | klædende en Benstraale midt i Benpladen. . Osteoblaster, hvilende i et stribet Grundlag i forskjellige Overgange til Benlegemer. Skarp Grendse mellem den blede Substants, hvori | Osteoblasterne hvile, og den af Kalk gjennem- trengte. Fig. 25. Fra den øverste Afdeling af Squama occipi- talis af et 21/2 Maaned gammelt Foster (No. 7, Pag. 457). Ben- legemerne ere talrige, morke og forsynede med Fuldstendigt forbenet Parti. anastomoserende Forgreninger. Benlegemer nedentil ere de yngste. De større lyse | Fig. Fig. 22e 180 Partie supérieure de l'écaille occipitale chez Pointe Les bords des pointes étaient réunis par une membrane un fœtus äge de 31/2 mois (no. 12, p. 457). ossifiée sur le bord supérieur libre de l'os. transparente. . La membrane transparente, avec des ostéoblastes ovales, pointus ou anguleux, quelques-uns avec de petites ramifications. . Corpuscules osseux; leurs ostéoblastes sont de- venus plus grands du moment qu'ils ont été pé- nétrés par la masse calcaire. La limite du cal- caire est bien marquée. 23. un fœtus äge de 21/2 mois (no. 7, p. 456), Ossifi- Partie supérieure de l'écaille occipitale chez cation de sa couche moyenne. Ostéoblastes dans différentes périodes de leur transformation en corpuscules osseux; la couche fondamentale dans laquelle ils reposent n'est plus filamenteuse. . 24. Milieu de l'os frontal chez un fetus âgé de 21/2 mois (no. 8, p. 453 et 457). . Aspect en forme de chalcédoine d'ostéoblastes qui recouvrent un rayon osseux au milieu de la plaque osseuse. . Ostéoblastes reposant dans une substance striée, dans différentes périodes de leur transformation en corpuscules osseux. Limite bien marquée entre la substance molle où les ostéoblastes reposent et celle qui est calcifiée. 25. un fœtus agé de 21/2 mois (no.7, p. 457). Partie supérieure de l'écaille occipitale chez Partie complètement ossifiée. Les corpuscules osseux sont nombreux, foncés et munis de ramifications anastomosées. Les grands corpuscules osseux clairs qui se trouvent dans la partie inférieure, sont les plus jeunes. Vid. Selsk: Sk. 5 PR. AT. 6. A.Hannover Åranzets Primordialérusk "Rettelse. I Prof. Hannovers Afhandling om Primordialbrusken, Vidensk. Selsk. Skrifter, Ste Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 11. Bd., VI, Pag. 465 (117), Linie 15 fra oven: Forbeningen læs en Fordybning. op SF 22. (340 = (Sa | I: ° Wn . = 2 À ( CS, a» i 3 © a I: = cie. = } A.Hannover ad naturam del II. (340 Magnus Petersen ve 528 Fig. 22. Fra den øverste Afdeling af Squama oceipi- talis af et 31/2 Maaned gammelt Foster (No. 12, Pag. 457). Forbenet Tak fra Benets averste frie Rand. Takkernes Rande vare forenede ved en gjennemsigtig Hinde. . Den gjennemsigtige Hinde med ovale, tilspidsede eller vinklede Osteoblaster, nogle med smaa For- greninger. . Benlegemer; deres Osteoblaster ere blevne storre i det @ieblik, de gjennemtrængtes af Kalk. Kalk- grendsen er skarp. = 2 nt o-—--- nm pe Grændse mellem den blede Substants, hvori | Osteoblasterne hvile, og den af Kalk gjennem- trengte. . 25. Fra den overste Afdeling af Squama occipi- talis af et 21/2 Maaned gammelt Foster (No. 7, Pag. 457). Fuldstændigt forbenet Parti. Ben- legemerne ere talrige, morke og forsynede med anastomoserende Forgreninger. De storre lyse Benlegemer nedentil ere de yngste. 180 Fig. 22. Partie supérieure de l'écaille occipitale chez Fig. un fetus äge de 31/2 mois (no. 12, p.457). Pointe ossifiée sur le bord supérieur libre de l'os. Les bords des pointes étaient réunis par une membrane transparente. . La membrane transparente, avec des ostéoblastes ovales, pointus ou anguleux, quelques-uns avec de petites ramifications. . Corpuscules osseux; leurs ostéoblastes sont de- venus plus grands du moment qu'ils ont été pé- nétrés par la masse calcaire. La limite du cal- caire est bien marquée. new AE VE VEUT PULIVUOD UT ICUT LIALSIULINIALIUI en corpuscules osseux. Limite bien marquée entre la substance molle où les ostéoblastes reposent et celle qui est calcifiée. 25. Partie supérieure de l'écaille occipitale chez un fetus àgé de 21/2 mois (no.7, p. 457). Partie complètement ossifiée. Les corpuscules osseux sont nombreux, foncés et munis de ramifications anastomosées. Les grands corpuscules osseux clairs qui se trouvent dans la partie inférieure, sont les plus jeunes. Vid. Selsk. Sk. SR. AT. 6. A. Hannover, Kranzets Primordialbrusk. 22. (340) ! ki a » ea æ CI Ro a os & A Hannover ad naturam del Tab. I GÆR 340 | 2: \ Magnus Petersen sc r . - Tr ‘ x i a | i + 7 = Dot Ur i f i i 1 i n ’ À N 3 y il ‘ i , ’ 2 ‘ W © = ! 4 ie ni N i i PU CE | = e- hd = 4 > ’ je i g i a8 N 2 { À i = 5 EN 4 5 = LE N + i wie Tab Äraniets Primordialbrusk A Hannover SR. AT. 6. Selsk. JE Red 0.03 "2340 we Magnus Petersen camere clare del 4 Hannover ad naturam ope at FU) F a i} MGR p dr a a LE [| ana rd PS 1 os 1 in MONTE | ve i S i r + y FA ENA i Sud