ARE fe A Pois
A VHA fur
LAURE
A
MN Ne TT TU SAR PH ne RER,
Es Ur wd Re
AL et ARE a (MSA Ran tre
ry 1 Å yon i v
qu 4 : Ve \
ee
NR wem:
ras Ext "
Le
sne le "A L y
yao SEN ) 4 AR nn
ANA of pd | A ME a us
« + i it) . i
DER
ey)
fon aie
fi ¢ . yous po ea À
KENN AN à et N wu Kane
nr nis De ++
De i CUT Ja
Na IS rates bred hy +
£
'
feet
a fe ;
+. +
“Re tei nite
s PEN
QU
AMEL Pr
APO
"Me
Are
"2
Ent de
I
Lu
CRIS
ze de des ne nn
Nah
Al
RAA
DR
Pau) Pine) r’ Now ‘
aba nee | site! Takara BAS fehl |: } ana
RES OPEN nr A À wr
3 rs de ry mid sy un TUE |
RATES us
MS hader
she
qi
HAE
un j j é d
Dir 4 “ Loan AN APT
ME tam 3), x rk wes
1 + Ya!
ae ne wir
we '
SANT a mt eus
0 ws
An
vanité
OF CONS 7
MILAN)
SE ee pe pr arge
au RENE ke
TR
wur Arch pat Mal
rd sad NT)
een
*
POR THE PEOPLE
FOR EDVCATION
FOR SCIENGE
LIBRARY
OF
THE AMERICAN MUSEUM
OF
NATURAL HISTORY
DET
KONGELIGE DANSKE
VIDENSKABERNES: SELSKABS SKRIFTER.
FEMTE RÆKKE.
NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK
BED BENE:
TOLVTE BIND.
MED SYTTEN TAVLER,
KJØBENHAVN.
BIANCO LUNOS KGL. HOF-BOGTRYKKERI.
1880.
W
PET IABUTAU ae.
WYSE Ce
US
PN Da OD:
Side
Rmrecaneisemovenmse skabersm Med lemme rn. an. cl oil eye =n) Ci nee Ve
1. S. M. Jørgensen: Om den saakaldte Herapathit og lignende Acidperjodider . . . . . . . . . . . . e il.
“2, Chr. Fr. Lütken: Velhas-Flodens Fiske. Et Bidrag til Brasiliens Ichthyologi. Efter Professor
J. Reinnardts Indsamlinger og Optegnelser. Med 5 Tavler. Synopsis latine scripta .... 121.
3. J. Reinhardt: Kæmpedovendyr-Slægten Coelodon, med. 5 Tavler. Résumé en ÎTADCAIS 6S oo 60s 253.
4. — : Beskrivelse af Hovedskallen af et Kæmpedovendyr, Grypotherium darwinii, fra La
Plata-Landenes plejstocene Dannelser, med 2 Tavler. Resume en francais . . . . . . . .. 3o1.
5. T.N, Thiele: Om Anvendelse af mindste Kvadraters Methode i nogle Tilfælde, hvor en Kom-
plikation af visse Slags uensartede tilfældige Fejlkilder giver Fejlene en «systematisk»
Kama RTE “tt lo dom ei SENSE or (EEN lis elec © ces oc Lilo ee 381.
6. Chr, Lütken: Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om Formforandringer hos Fiske under
deres Væxt og Udvikling, særligt hos nogle af Atlanterhavets Hojsofiske. Med 5 Tavler.
RÉMENS 00 MAMCUE - 5 oo PE NO ON ON SN RE 2. sale Ce 409.
; =“ © A - + 7 DA
= - - # . . f à B a
= ‘ ? i i
- a
2. - i A s
{ a CE
i 5 ‘i a = 2 z ui D a
7 i U + i
i pr ; 7
a, =f 5
N
i ï P u P- =
g i
tj . . * pe A ‘ Cr,
fi 7 i
u \ = A i
m à z A >
| AL, + + 1 = . MES aint 0 : A Fr
i i l'O 2 i /
ar i Ri . 5 eh 72 j 1
U => « uw
i En L + . -
åg u i
i 5 '
‘ Er . . ‘ = +
> x = + * 2 . as
i . i 1 ’
™~ a ? EN j
nn i 1
+ a - = = z U + -
« ad > - u La
4 UV A Bu = « u ad
u i ‘ i « ‘ nl oe
i ae 4 = ed =
i - * i: hg Tr u y i £ -
u 7 ag u; ‘ . D 5 i . >
- z u i i [| à L 5 i '
>» j od ) - 7 = ‘ D Ar Dø u
i hy ‘ je ‘ =
, ' > 7 i E u 5
i ; fi = 4 | ¥ . I 3 4 L
' « u & x ly N Er = =I
‘
7 <4 4 | : r .
, i de”. >. i - x vo 6 i ré
ue = 7 hk - u u 2 " (| A
® Ul « = Le U k 1
- Q ' 4 i . ~. ? a
7 i J a : ‘ u 4 sd
> E i ‘ A iv a ae É « ‘ . 5
« « - 3 > L u : = =
= EH fi u ge On 5 4 i à 2
FORTEGNELSE
OVER
DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS
MEDLEMMER,
SEPTEMBER 1880.
Protektor:
Hans Majestæt Kongen.
Præsident:
J. N. Madvig.
Sekretær: H. G. Zeuthen.
Redaktør: Vilh. Thomsen.
Kasserer: J. Th. Reinhardt.
Kasse-Kommissionen.
A. Steen. E. Holm. Chr. Lütken. F. Schmidt.
Revisorer.
L. A. Colding. H. P. J. Julius Thomsen.
Ordbogs-Kommissionen.
S. Grundtvig. Vilh. Thomsen. L. Wimmer.
Kommissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og
Regesta diplomatica.
P. G. Thorsen. F. E. A. Schiern. H. F. Rordam.
Indenlandske Medlemmer.
Madvig, Johan Nicolai, Dr. jur. & phil., Konferensraad, fh. Professor i den klassiske
Filologi ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Elefantordenen, Storkors af Danebrog
og Danebrogsmand, Storkors af Nordstjernen og af St. Olafsordenen, Storofficer af
den franske Æreslegions Orden, Ridder af den preussiske Orden pour le mérile,
af den russiske Hvide Ørns Orden og af den nederlandske Løveorden, Selskabets
Præsident.
Bendz, Henrik Carl Bang, Dr. med. & phil., Konferentsraad, fh. Lektor ved den Kgl. Veterinær-
og Landbohøjskole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen
og af St. Olafsordenen.
Martensen, Hans Lassen, Dr.theol., Biskop over Sjællands Stift, Ordensbiskop, Kongelig
Konfessionarius, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af Nordstjernen "
og af den græske Frelserorden.
Steenstrup, Johannes Japetus Smith, Dr. med. & phil., Etatsraad, Professor i Zoologien
ved Kjøbenhavns Universitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder
af Nordstjernen, Kommandør af Isabella den Katholskes Orden og af den italienske
Kroneorden, Ridder af den preussiske Orden pour le mérite.
Wegener, Caspar Frederik, Dr. phil., Konferensraad, Geheimearkivar, Kgl. Historiograf
og Ordenshistoriograf, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af den
græske Frelserorden og af den russiske St. Anna-Orden, Kommander af Nordstjernen
og St. Olafsordenen.
Paludan-Müller, Caspar Peter, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet,
Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen.
Schiodte, Jørgen Christian, Professor, extr. Docent i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet
og Inspektør ved dets zoologiske Museum, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand.
Engelstoft, Christian Thorning, Dr. theol., Biskop over Fyns Stift, Kommandør af Danebrog
og Danebrogsmand.
Ussing, Johan Louis, Dr. phil., Professor i den klassiske Filologi ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Officer af den græske Frelserorden.
VIII
Worsaae, Jens Jacob Asmussen, Dr. phil., Kammerherre, Direktor for Museet for nordiske
Oldsager og for det ethnografiske Museum, Direktør for de antikvariske Mindes-
mærkers Bevaring, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Storkors af Nord-
stjernen, Ridder af Stanislausordenens 2den Klasse og St. Annaordenens 3die Klasse,
af den brasilianske Roseordens 5te Klasse, Meklenborgsk Medaille for Videnskab og
Kunst 1ste Klasse, Kommandør af Isabella den Katholskes Orden, Storofficer af
den italienske Kroneorden og den rumænske Stjerneorden.
Hannover, Adolph, Dr. med., Professor, Ridder af Danebrog.
Andræ, Carl Christopher Georg, Dr. phil., Gehejme-Etatsraad, Direktør for Gradmaalingen,
Storkors af Danebrog og af Frants den Førstes Orden.
Gislason, Konrad, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen.
Reinhardt, Johannes Theodor, Professor, Docent i Zoologien ved Kjøbenhavns Universitet og
Inspektør ved dets zoologiske Museum, Ridder af Danebrog og af den brasilianske
Roseorden, Selskabets Kasserer.
Colding, Ludvig August, LL.D., Professor, Stadsingeniør i Kjøbenhavn, Lærer i Opvarming
m.v. ved den polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog.
Müller, Carl Ludvig, Lic. theol., Dr. phil., Etatsraad, Direkter for den kongelige Mønt-
samling, Antiksamlingen og Thorvaldsens Museum, Ridder af Danebrog og Dane-
brogsmand, Kommandør af St. Olafsordenens 2den Klasse, Ridder af Nordstjernen
og af St. Annaordenens 3die Klasse.
Panum, Peter Ludvig, Dr. med., Professor i Fysiologi ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder
af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør af Nordstjernen.
Schiern, Frederik Eginhardt Amadæus, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns
Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen og af
den belgiske Leopoldsorden.
Holten, Carl Valentin, Professor i Fysik ved Kjøbenhavns Universitet og ved den poly-
tekniske Læreanstalt, Direktør for den polytekniske Læreanstalt, Kommandør af Dane-
brog og Danebrogsmand, Ridder af St. Olafsordenen og af Nordstjernen.
Thomsen, Hans Peter Jürgen Julius, Dr. med. & phil., Professor i Kemi ved Kjøbenhavns
Universitet og den polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand.
Steen, Adolph, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Kjøbenhavns Universitet og den
polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand.
IX
Thorsen, Peter Godt, Dr. phil, Etatsraad, fh. Universitetsbibliothekar, Ridder af Danebrog,
af St, Olafsordenen og af Nordstjernen.
Rink, Hinrich Johannes, Dr. phil., Justitsraad, Direktør for den Kgl. Grønlandske Handel,
Ridder af Danebrog og af Nordstjernen.
Johnstrup, Johannes Frederik, Professor i Mineralogi ved Kjøbenhavns Universitet og den
polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand.
Barfoed, Christen Thomsen, Dr. med. & phil., Professor, Lektor i Kemi og Farmaci ved
den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand,
Ridder af St. Olafsordenen.
Lange, Johan Martin Christian, Dr. phil., Professor, Lærer i Botanik ved den Kgl. Vete-
rinær og Landbohøjskole, Ridder af Danebrog og af den italienske Kroneorden.
Lorenz, Ludvig Valentin, Dr. phil., Professor, Lærer ved Officersskolen, Ridder af Danebrog.
Mehren, August Michael Ferdinand van, Dr. phil., Professor i semitisk-orientalsk Filologi
ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og af Stanislausordenens 2den
Klasse.
Holm, Peter Edvard, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af
Danebrog.
Lund, Georg Frederik Vilhelm, Dr. phil., Professor, Rektor ved Aarhus Kathedralskole,
Ridder af Danebrog. |
Grundtvig, Svend, Dr. phil., Professor i nordisk Filologi ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Danebrog.
Lütken, Christian Fredrik, Dr. phil., Assistent ved Universitetets zoologiske Museum, Lærer
i Zoologi ved den polytekniske Læreanstalt.
Rørdam, Holger Frederik, Dr. phil., Sognepræst til Brændekilde og Beldinge i Fyen, Ridder
af Danebrog.
Zeuthen, Hieronymus Georg, Dr. phil., Docent i Mathematik ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Danebrog, Selskabets Sekretær.
Schjellerup, Hans Carl Frederik Christian, Professor, Dr. phil., Observator ved Kjøbenhavns
Universitets Astronomiske Observatorium, Lærer i Tegning ved den polytekniske
Læreanstalt, Ridder af Danebrog.
Jørgensen, Sofus Mads, Dr. phil., Lektor i Kemi ved Kjøbenhavns Universitet og den poly-
tekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog.
Schmidt, Frederik Theodor, Dr. med., Professor i Anatomi ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Danebrog.
Oppermann, Ludvig Henrik Ferdinand, Professor, Lektor i tysk Sprog og Litteratur ved
Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog.
Christiansen, Christian, Docent i Fysik ved den polytekniske Læreanstalt i Kjøbenhavn.
Smith, Caspar Wilhelm, Dr. phil., Docent i slavisk Sprog og Literatur ved Kjøbenhavns
Universitet, Ridder af Danebrog.
Fausbøll, Michael Viggo, Dr. phil., Professor i de indisk-orientalske Sprog ved Kjøbenhavns
Universitet.
Thorkelsson, Jon, Dr. phil., Rektor ved Reykjaviks lærde Skole, Ridder af Danebrog,
Krabbe, Harald, Dr. med., Lærer i Anatomi ved den Kgl. Veteriner- og Landbohøjskole.
Nielsen, Rasmus, Lic. theol. & Dr. phil., Professor i Filosofi ved Kjøbenhavns Universitet,
Kommander af Danebrog og Danebrogsmand.
Heegaard, Poul Sofus Vilhelm, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Danebrog.
Thomsen, Vilhelm Ludvig Peter, Dr. phil., Docent i sammenlignende Sprogvidenskab ved
Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Danebrog, Selskabets Redaktør.
Wimmer, Ludvig Frands Adalbert, Dr. phil., Docent i nordisk Filologi ved Kjøbenhavns
Universitet.
Lange, Julius, Docent i Kunsthistorie ved Kjøbenhavns Universitet og ved Kunstakademiet,
Sekretær ved Kunstakademiet, Ridder af Danebrog.
Topsøe, Haldor, Dr. phil., Arbejdsinspektor, Lærer ved Officersskolen i Kjøbenhavn, Ridder
af Danebrog.
Warming, Eugen, Dr. phil., Docent i Botanik ved Kjøbenhavns Universitet og den poly-
tekniske Lereanstalt, Ridder af den brasilianske Roseorden.
Petersen, Peter Christian Julius, Dr. phil., Lærer i Mathematik ved den polytekniske Lere-
anstalt.
Thiele, Thorvald Nicolai, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Kjøbenhavns Universitet.
XI
Udenlandske Medlemmer.
Chevreul, Michel-Eugene, Medlem af det franske Institut i Paris, Ridder af Danebrog.
Weber, Wilhelm, Dr. phil., fh. Professor i Fysik ved Universitetet i Leipzig, nu i Güttingen.
Airy, Sir George Biddell, Kongl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich og Medlem af
det Kgl. Videnskabernes Selskab i London.
Dumas, Jean-Baptiste, Secrétaire perpétuel de l'Académie des Sciences de l'Institut de
France, Kommandør af Danebrog.
Gottsche, C. M., Dr. med., Læge i Altona.
Olshausen, Justus, Professor, Regeringsraad i Berlin.
Hildebrand, Bror Emil, Dr. phil., fh. Rigsantikvar, En af de Atten i det svenske Akademi
i Stockholm, Ridder af Danebrog.
Nilsson, Sven, Professor emer. i Zoologi i Lund, Storkors af Danebrog.
Wöhler, Friedrich, Professor i Kemi i Göttingen.
Milne-Edwards, Henri, Medlem af det franske Institut i Paris.
Bunsen, Robert Wilhelm, Gehejmeraad, Professor i Kemi i Heidelberg, Ridder af Danebrog.
Owen, Richard, Superintendent over British Museum og Medlem af det Kongl. Viden-
skabernes Selskab i London.
Sabine, Sir Edward, General, fh. Præsident for det Kgl. Videnskabernes Selskab i London.
Daubrée, A., Professor i Mineralogi ved Jardin des Plantes, Medlem af det franske Institut
i Paris.
Carlson, Frederik Ferdinand, Dr. theol. & phil., fh. Statsraad i Stockholm, En af de Atten
i det Svenske Akademi, Ridder af Danebrog.
Styffe, Carl Gustaf, Dr. phil., Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket i Upsala.
Vibe, Frederik Ludvig, forhen Professor i Græsk ved Kristiania Universitet og Rektor ved
Kathedralskolen i Kristiania.
ml
Chasles, Michel, Medlem af det franske Institut i Paris.
Liouville, Joseph, Medlem af det franske Institut i Paris.
Malmsten, Carl Johan, Dr. phil., forhen Professor i Mathematik i Upsala og svensk Stats-
raad, Landshovding i Skaraborgs Lehn, Kommandør af Danebrog.
Broch, Ole Jacob, Dr. phil., fh. Professor i Mathematik i Kristiania, forhen Chef for det
Kgl. Norske Marine-Departement.
Edlund, Erik, Dr. phil., Professor i Fysik ved det Kongelige Svenske Videnskabernes
Akademi i Stockholm.
Hooker, Sir Joseph Dalton, Dr. phil., Direktør for den Kongelige Botaniske Have i Kew,
Vice-Præsident for det Kongelige Videnskabernes Selskab i London.
Rossi, Giambattista de, Commendatore, Direktør for de arkæologiske Samlinger i Rom.
Rawlinson, Sir Henry C., Generalmajor, bestandig Direktør for det Asiatiske Selskab, Medlem
af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London.
Böhtlingk, Otto, Dr. phil., kejserlig-russisk Gehejmeraad, Akademiker i St. Petersborg.
Mignet, Auguste-Marie, Secrétaire perpétuel de l'Académie des Sciences morales et poli-
tiques de l'Institut de France.
Martin, Bon-Louis-Henri, Medlem af det franske Institut, Ridder af Danebrog, Paris.
Bugge, Elseus Sofus, Dr.phil., Professor i sammenlignende Sprogvidenskab og Oldnorsk
ved Kristiania Universitet.
Amari, Michele, italiensk Senator, Professor i Firenze.
Cobet, Carl Gabriel, Professor i Leiden.
Dozy, Reinhart, Professor i Leiden.
Koehne, Bernhard von, Friherre, keiserlig-russisk Statsraad, i St. Petersborg.
Stephani, Ludolph, kejserlig-russisk Statsraad, Akademiker i St. Petersborg.
Loven, Sven, Professor i Stockholm, Kommandør af Danebrog.
Kjerulf, Theodor, Professor i Mineralogi ved Kristiania Universitet.
De Candolle, Alphonse, fh. Professor ved Akademiet i Genève.
Lubbock, Sir John, Baronet, Vice-Kantsler for Universitetet i London og Vice-Præsident i
det Kgl. Videnskabernes Selskab i London.
Agardh, Jacob Georg, Dr. med. & phil., fh. Professor i Botanik ved Lunds Universitet.
Huggins, William, Dr. juris, President for Royal Astronomical Society, Medlem af det Kgl.
Videnskabernes Selskab i London.
XI |
Joule, James Prescott, Dr. phil., Fysiker i Manchester, Medlem af det Kgl. Videnskabernes
Selskab i London.
Cayley, Arthur, Professor i Mathematik ved Universitetet i Cambridge, Medlem af det Kgl.
Videnskabernes Selskab i London.
Haan, David Bierens de, Professor i Mathematik ved Universitetet i Leiden.
Ranke, Leopold von, Gehejmeregeringsraad, Professor i Historie ved Universitetet i Berlin.
" Unger, Carl Richardt, Professor ved Universitetet i Kristiania.
Hermite, Charles, Medlem af det franske Institut i Paris.
Salmon, George, Dr. theol., Professor i Theologi ved Universitetet i Dublin, Medlem af det
Kgl. Videnskabernes Selskab i London.
Cremona, Luigi, Direktør for Ingeniørskolen i Rom.
Kirchhoff, Gustav, Dr. phil., Professor ved Universitetet i Berlin.
Helmholtz, Hermann Ludwig Ferdinand, Dr. phil., Professor ved Universitetet i Berlin.
Huxley, Thomas H., Professor ved den Kgl. Bjergværksskole og Medlem af det Kgl. Viden-
skabernes Selskab i London.
Siebold, Carl Th. E. von, Dr. med., Professor ved Universitetet i München.
Ludwig, Carl, Dr. med., Professor i Fysiologi ved Universitetet i Leipzig.
Delisle, Léopold-Victor, Medlem af det franske Institut, Direktør for la Bibliothèque
Nationale i Paris, Kommandør af Danebrog.
Littré, Émile, Medlem af L'Académie Francaise og af L'Académie des Inscriptions et Belles-
Lettres i Paris.
Struve, Otto Wilhelm, Gehejmeraad, Direktor for Observatoriet i Pulkova.
Miklosich, Franz, Dr. phil., Professor ved Universitetet i Wien.
Allman, George James, fh. Professor i Naturhistorie i Edinburgh, Medlem af det Kgl.
Videnskabernes Selskab i London, nu i London.
Thomson, Sir William, Professor i Fysik ved Universitetet i Glasgow, Medlem af det Kgl.
Videnskabernes Selskab i London.
Tait, P. Guthrie, Professor i Fysik ved Universitetet i Edinburgh.
Dorn, Bernhard, kejserlig-russisk Gehejmeraad, Akademiker i St. Petersborg.
Burnell, A. C., District and Seniors Judge i Tanjore i Indien.
Malmström, Carl Gustaf, Dr. phil., Professor i Historie ved Universitetet i Upsala.
Darwin, Charles, Medlem af det Kgl. Videnskabernes Selskab i London, i Down, Beckenham.
XIV
Pasteur, A.-M.-Louis, Medlem af det franske Institut, Professeur honoraire ved Faculté
des Sciences, Paris.
Des Cloizeaux, Alfred-Louis-Olivier-Legrand, Medlem af det franske Institut, Professor i
Mineralogi ved Musée d'histoire naturelle i Paris.
Kokscharow, Nicolai Iwanowitsch v., Generalmajor, Direktør for det kejserlige Bjergverks-
institut i St. Petersborg.
Donders, Frants Cornelius, Professor i Fysiologi ved Universitetet i Utrecht.
Blomstrand, Christian Vilhelm, Dr. phil., Professor i Kemi ved Universitetet i Lund, Ridder
af Danebrog.
Cleve, Per Theodor, Dr. phil., Professor i Kemi ved Universitetet i Upsala, Ridder af Danebrog.
SE5ON=IOR JC
AWECY OY AN
Om den saakaldie Herapathit
og lignende
Acidperjodider.
Af
S. M. Jorgensen,
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. XII.
Kjøbenhavn.
Bianco LLunos Bogtrykkeri
1875.
I. Indledning.
Den saakaldte Herapathit er som bekjendt en Forbindelse, der indeholder Chinin, Svovl-
syre og Jod. Dens Krystaller have Farve og Glands som Kantharidernes Vingedækker, og
den er i Besiddelse af højst mærkelige optiske Egenskaber, idet den plansætter Lyset lige-
som de farvede Turmaliner, men langt fuldstændigere. To sammenlagte Herapathitkrystaller,
hvis Axer ere parallele, ere aldeles gjennemsigtige og næsten aldeles farvelose; naar der-
imod Axerne ligge lodret paa hinanden, næsten ganske uigjennemsigtige, selv i særdeles
tynde Exemplarer. Da W. B. Herapath i 1852 gjorde opmærksom paa dette Forhold, vare
slige Egenskaber noget såa ualmindeligt hos synthetisk dannede Forbindelser, at Haidin-
ger"), der ligesom Stokes”) nøjere studerede Forbindelsen fra et optisk Synspunkt, deraf
fandt sig foranlediget til paa mineralogisk Vis at kalde den Herapathit, fordi det var Hera-
path, som først leverede en nøjere, paa Analyser støttet Meddelelse om dens Dannelsesmaade,
chemiske og fysiske Forhold og Sammensætning. Imidlertid er denne Forbindelse långt
tidligere iagttaget af Bouchardat, og da paa den ene Side dens Literatur ikke er synder-
lig vidtløftig, medens de Angivelser, der foreligge baade om Herapathiten selv og om lig-
nende Forbindelser, indeholde en paafaldende Mængde Unøjagtigheder, skal jeg tillade mig
her kortelig at anføre hvad man hidtil har vidst om denne i flere Henseender mærkelige
Gruppe af Forbindelser.
Skjønt Herapathiten ikke findes omtalt i chemiske Værker eller Tidsskrifter før
1852, har Bouchardat kjendt den længe før, og ikke blot kjendt den, men anvendt den
i Medicinen mod haardnakkede Febre hos Skrofulese. Allerede 1845 beskriver han?) den
som mørkegrønne, særdeles glimrende Krystalskæl, der ere uopløselige i Vand, opløselige
i Vinaand, og som dannes, naar man sætter en Opløsning af Jodjern, der indeholder et
1) Wien. Akad. Ber. 10, 106.
7) Moigno’s Cosmos 1, 574.
3) Bouchardat, Nouveau formulaire magistral, 1845, 261.
ix
Overskud af Jod, til en sur Opløsning af et Chininsalt og omkrystalliserer det brune Bund-
fald af Vinaand. Bouchardat taler vel her i Almindelighed om «en sur Chininoplosning»,
og han har heller ingen Forestilling om, at Forbindelsen kun dannes i en svovlsur Op-
løsning .og selv indeholder Svovlsyre; derfor kalder han den lodure d’iodhydrate de quinine
i den Antagelse, at den er af samme Art som de øvrige af ham beskrevne Overjodider!).
Men at han virkelig har anvendt en sur Opløsning af svovisurt Chinin til dens Fremstilling
fremgaaer aldeles tydeligt af den mere detaillerede Beskrivelse af Fremstillingen af og Egen-
skaberne hos hans lodure d’iodhydrate de quinine, som findes i hans Farmakologi”). Her
foretrækker han desuden bi-iodure de potassium for Jodjern og Jod og sammenligner For-
bindelsens Glands med Kantharidernes.
Disse lagttagelser have aabenbart været Herapath aldeles ubekjendte, da en af
hans Elever, Phelps, stødte paa Herapathiten ved tilfældig at sætte Jod til en sur svovlsur
Chininopløsning. Herapath?) fremstillede Forbindelsen ved at opvarme 100 Gran svovlsurt
Chinin med 3 Uncer Træeddikesyre og 2 Drachmer svag Svovlsyre (— omtrent 12 Gran
Anhydrid), sætte en Opløsning af 10 Gran Jod i 1150 Gran Vinaand til den kogende Op-
løsning og lade Blandingen langsomt afkøles, omkrystallisere af kogende Vinaand paa 88? T.
og tørre først i Luften, derpaa over Svovlsyre. Han meddeler Forsøg, der antyde, at Jodet
her hverken er traadt substituerende ind istedetfor en Del af Chininets Brint (i saa Fald
maatte der, mener han, samtidig have dannet sig Jodæthyl, hvilket ikke var Tilfældet) eller
er tilstede i Form af Jodbrinte (se herom nærmere nedenfor Pag. 21). Sammensætningen
finder han —
Co, Hoa NO; bo, 30,3 63,03).
Krystalformen angives blot i Almindelighed som rektangulere, kvadratiske, oktogonale og
rhombiske Blade, sandsynligvis henhørende til det rhombiske System. Om de optiske
Egenskaber meddeles meget detaillerede Oplysninger, som i det hele have bekreftet sig
paa en enkelt Undtagelse ner‘). I flere følgende Afhandlinger?) meddeler Herapath
vesenlig kun detaillerede Angivelser om Betingelsen for Dannelsen af saa store Plader af
denne Forbindelse, at de kunne bruges til optiske Instrumenter. Interessant er det, at han
her finder det nodvendigt at jodere de «kunstige Turmaliner» og gjor opmerksom paa, at
de herved faae et mere guldgult Skjer. Dette beroer nemlig paa Dannelsen af en anden
Forbindelse, som indeholder mere Jod, og som jeg i det følgende skal beskrive. Ogsaa
1) Sml. S. M. Jorgensen, Overjodider af Alkaloiderne, Kbhvn. 1869, 4 f.
2) Bouchardat, Manuel de Matiére médicale, Paris, 1865, 2, 384.
3) Phil. Mag, 4 Serie, 3, 161; 4, 186.
4) Denne ligesom Herapath's øvrige Formler har jeg, for at undgaae Forvexlinger, omskrevet til de
nyere Atomtal (C = 12, O = 16 o.s. v.).
5) Se Zamminer, Ann. Chem. Pharm. 84, 154, Noten.
6) Phil. Mag. 4 Serie, 6, 346; 1853. — 7, 352; 1854.
paa Anvendeligheden af Herapathitens Dannelse til at eftervise Chinin, f. Ex. i Urinen, gjør
Herapath omtrent samtidig") opmærksom. Snart efter meddeler han?) nøjere Oplysninger
om Forbindelsens optiske, chemiske og fysiske Forhold. Den har ved 15°,5 Vægtfylden
1,895 og er meget tungtopløselig i Æther, Terebenthinolie og Vand, uopløselig i Chloro-
form. Kogende Vand opløser 0,001, Vinaand (af Vf. 0,837) ved 132,9 0,0154, ved Vinaan-
dens Kogepunkt derimod 0,02, Eddikesyre (af Vf. 1,042) ved 157,5 0,00133, ved Syrens Koge-
punkt 0,01667 Dele af Forbindelsen. Svovlsyre af Vf. 1,042 virker ikke opløsende ved sæd-
vanlig Temperatur, men vel i Varmen; koncentreret Svovlsyre opløser let, koncentreret
Saltsyre, Salpetersyre og Alkalier sønderdele, Svovlbrinte sønderdeler den vinaandige Opløs-
ning under Udskillelse af Svovl.
Fra nu af begynde Herapaths Arbejder ogsaa at omfatte de andre Chinabaser.
Af en Opløsning af Chinidin i et Overskud af svag Svovlsyre, blandet med 2 Rumfang Vin-
aand og opvarmet til 55°, faaer han saaledes?) ved Tilsætning af Jodtinktur og Afkoling en
i røde Naale krystalliserende Forbindelse, der, omkrystalliseret af Vinaand, danner mørkt
granatrøde, firsidede Prismer, hvis Sammensætning han finder —
EEN Ou; Fo, H,S0,, 50,0.
Samtidig omtaler han kortelig en lignende Forbindelse af Cinchonidin, som i hej Grad
minder om Chininforbindelsen, men adskiller sig derfra ved at vere guldgron i reflekteret
Lys og ved, at dens Krystalblade i plansat Lys, naar Polarisationsplanet ligger lodret paa
Krystallernes Længdeaxe vise sig himmelblaa, indigoblaa eller sorte. Ogsaa Sammensæt-
ningen er en anden"). Fuldstendigere Oplysninger om disse og andre lignende Forbin-
delser gav Herapath snart efter5) i et større Arbejde.
Det vigtigste Indhold af denne Hovedafhandling er følgende. Alle disse Forbindel-
ser indeholde Svovlsyre, Jod og en organisk Base, «more or less modified in character».
Denne sidste Opfattelse spores allerede i den foregaaende Afhandling, idet den organiske
Atomgruppe, som Herapath opstiller som forbunden med Svovlsyre og Jod i Chinidinfor-
bindelsen, ikke repræsenterer dette Alkaloids Formel, om end Forholdet mellem de for-
skjellige Grundstofatomers Antal ikke er meget forskjelligt fra det, Formlen angiver. Men
her i Hovedafhandlingen bliver denne Opfattelse, at Alkaloidernes Atomgrupper i disse
Forbindelser ere spaltede og Atomerne ordnede paa en anden Maade, fuldstændig
gjennemført.
1) Phil. Mag. 4 Ser. 6, 171.
2) Phil. Mag. 4 Ser. 9, 366; J. f. prakt. Chem. 65, 380.
3) Chem. Gaz. 1857, Nr. 345, 96; J. f. prakt. Chem. 72, 104.
1) I Cinchonidinforbindelsen finder han 39,3 Proc. Jod, 8,6 Svovisyreanhydrid, medens Chininforbindel-
sen Indeholder 32,6 Proc. Jod og 10,6 Svovisyreanhydrid.
5) The Quart. Journal of the chem. Soc. 11, 130; 1858.
Alle Forbindelser krystallisere med særdeles charakteristiske fysiske og optiske
Egenskaber. Betingelserne for deres Dannelse skal senere blive omtalt.
Chininforbindelsen (Herapathit) danner rhombiske Blade paa 115° og 6521), hvis
opliske Charakter kan udtrykkes: | den lange Diagonal: næsten uigjennemsigtig, + bleg
grønlig”). — Chinidinforbindelsen har de ovenfor nævnte krystallografiske Egenskaber og
meget svag Absorptionsevne overfor det plansatte Lys. — Pasteurs Cinchonidin dan-
ner flere Forbindelser: 1° Et optisk Salt, der minder meget om Chininsaltet, og som op-
)
træder i rhombiske Blade paa 137° og 43° og med de allerede i den foreløbige Meddelelse
angivne optiske Egenskaber%). 2° Gule, silkeglindsende Naale med svag Absorptionsevne
overfor plansat Lys, og som ved Omkrystallisation af kogende Vinaand give det optiske
Salt. 3° Et mørkt olivengront Salt, som faaes ved at tørre det gule Salt over Svovlsyre
eller ved 100°. gsaa dette giver ved Omkrystallisation det optiske Salt. — Cinchonin-
forbindelsen danner lange Naale, der ere dybt purpurrøde i gjennemfaldende Lys, og som
reflektere purpurblaat Lys. Deres optiske Egenskaber ere stærkere fremtrædende end Chini-
dinforbindelsens, langt svagere end alle de øvriges”).
Med Hensyn til disse Forbindelsers chemiske Forhold meddeler Herapath følgende:
De ere alle mere eller mindre letopløselige i Vinaand med mørk sherrybrun Farve.
Af disse Opløsninger fældes de ved Tilsætning af Vand som amorfe, mørkebrune, kanel-
brune eller purpurbrune Bundfald. De ere tungtopløselige i svag Vinaand, næsten uoplø-
selige i Vand, Æther, Terebinthinolie og Chloroform. De paavirkes kun i ringe Grad af
Eddikesyre, svag Saltsyre eller Svovlsyre, men de to sidstnævnte virke i koncentreret Til-
stand sønderdelende. Salpetersyre og Alkalihydrater dekomponere allerede i Kulden. Svovl-
brinte, opløselige Svovlmetaller, Svovlsyrling og svovlsyrlede Salte affarve øjeblikkeligt de
vinaandige Oplosninger under Dannelse af Jodbrinte. Ogsaa Chlorvand affarver de brune
Oplosninger. I de fortyndede vinaandige Oplosninger giver Stivelse Reaktion paa frit Jod.
Sølvnitrat frembringer et hvidgult Bundfald af Jodsølv, blandet med en organisk Substans,
som kun ved Kogning med koncentreret Salpetersyre fuldstændig kan fjærnes. Barytsalte
vise Tilstedeværelse af Svovlsyre i alle Forbindelserne.
Herapaths analytiske Resultater bringer ham til at opstille følgende Formler for
disse Forbindelser:
Chininforbindelsen, der tidligere var C,,H,, N, 0,, J,, S0,, 6H, O, bliver nu:
Css Hess NO: 70 2H, SO,, 5H; 0 (tørret over Svovlsyre):
1) Nærmere om forskjellige optrædende kombinationer s. Abstracts of the Papers communie. to the R.
Soc. of Lond., 6, 398.
*) Om Betydningen af denne forkortede Betegnelse se Overjodid. af Alkal., 11.
3) Noget nærmere om disse s. Proceed. R. Soc. of London, 9, 12.
1) Herapath, Proceed. R. Soc of London, 9, 19.
Chinidinforbindelsen, der har en Vægtfylde af 1,7647 ved 15°,5, og hvoraf 1 Del
opløses i 121 Dele Vinaand (af Vf. 0,837) ved 15°,5, i 31 ved 82°,3, har efter Herapaths
og Muspratts overensstemmende Analyser Sammensætningen :
CHEN: 0 ta H,SO,, SH, 0"terret ved 1009).
Af de 3 Cinchonidinforbindelser finder Herapath
den optiske, guldgrenne = C,,H,,N,0;, 3, 2H,S0,, 5H, 0 (tørret ved 100°),
de guldgule Naale GE ENO te. 20,S0,, oH, 0) (Uufttarrede),
den olivengronne Forb. — C;;H,,N,0;, 34, 2H,SO,, 3H, 0 (torr. over Svovls. ell.ved 100°).
Cinchoninforbindelsen har efter Herapaths Analyse folgende Formel:
CAN 09, se, H,SO,, 6H,0 (tørret ved 100°).
Som man vil see, indgaae i ingen af disse Formler Atomgrupper, som udtrykke
vedkommende Alkaloiders Sammensætning. Hvis det derfor lader sig godtgjore, at disse
Forbindelser indeholde de paagjældende Alkaloider i uforandret Tilstand — og dette kan
kun godtgjores ved at eftervise, at man ved simple Processer, der ikke kunne antages at
gribe dybere ind i Atomgruppernes Architektur, igjen kan udskille Alkaloiderne med alle
deres sædvanlige Egenskaber — saa kunne Herapaths Formler kun for saa vidt være
rigtige, som de stemme med Analyserne, men de kunne ikke betragtes som Udtryk for
Forbindelsernes virkelige Sammensætning. Det vil nu i det folgende blive eftervist ikke
blot, at Forbindelserne virkelig indeholde vedkommende Alkaloider i uforandret Tilstand,
men tillige, at Herapaths Analyse ikke have givet Resultater, der stemme med Forbin-
delsernes Sammensætning.
I den sidste Afhandling”), Herapath har offenliggjort om dette Emne, beskriver
han løseligt Dannelsen af et nyt, optisk virksomt Chinidinsalt, som under visse Betingelser
synes at kunne gaae over til et tredie, ligeledes optisk virksomt Salt; fremdeles analoge For-
bindelser af Æthylchinin og Æthylchinidin. Af Æthylchinin kan man saaledes under for-
skjeliige, ikke nøjere angivne Betingelser faae: 1° Tynde Naale, der i de tykkeste Exem-
plarer ere fuldstændig uigjennemsigtige, i tyndere gjennemsigtige med mørk purpurrød
Farve, metalgrønt glindsende i reflekteret Lys og med ringe Absorptionsevne overfor det
plansatte Lys; 2” mørke- eller orangerøde Blade, der ere gjennemsigtige med orangegul
Farve og ligeledes svagt absorberende; 3° en Forbindelse, der i flere Henseender har Lig-
hed med det nys omtalte nye Chinidinsalt, og som ved Omkrystallisation giver de under
2° nævnte Blade. Ingen af disse Forbindelser ere analyserede.
Naar jeg endnu tilføjer, at Hauers’) 1865 væsenlig konstaterede Rigtigheden af
1) The Chem. Soc. Qu. J. 11, 180; J. f. prakt. Chem. 76, 364.
2) Zeitschr. f. Chem. 1865, 481.
Herapaths Analyse af Herapathiten par excellence og mener at have godtgjort, at intet af
det Jod, denne Forbindelse indeholder, er tilstede som Jodbrinte, saa troer jeg at have
nævnet næsten alt, hvad der hidtil er bleven bekjendt om denne ejendommelige Gruppe
af Forbindelser.
Det vil af dette korte historiske Resumé, hvori dog alt væsenligt er medtaget, sees,
hvor overordenlig mangelfulde vore Kundskaber ere påa dette Omraade, og det vil af det
følgende blive klart, hvilken ualmindelig Mængde fejlagtige Angivelser, unøjagtige Forsøg
og urigtige Fortolkninger af Forsøgenes Resultater, der findes i de Arbejder, som tidligere
have behandlet dette Æmne. Aarsagerne hertil ere flere. Paa den Tid, hvorfra Størstedelen
af disse Undersøgelser skrive sig, var Chinaalkaloidernes Chemi et næsten ufremkommeligt
Vilderede. Hvert Aar saae nye Chinaalkaloider dukke frem for næste Aar at blive forkjæt-
trede igjen, Blandinger af de ældre Alkaloider bleve under nye Navne opførte som nye
Forbindelser, og det var hverken muligt i Handelen at skaffe sig nogenlunde rene China-
alkaloider eller at rense de Blandinger, man fik fra Fabrikerne, tilstrækkeligt, fordi paalide-
lige Methoder fattedes. Tilmed manglede Forbilleder for og Analogier til saadanne kom-
plicerede Forbindelser som de ovennævnte ganske; og naar jeg i det følgende haaber at
kunne godtgjøre, at disse Legemer vel danne en ny Rekke af Forbindelser, men en saadan,
som staaer i nøje Sammenhæng med allerede bekjendte, saa skyldes dette for en stor Del
to Omstændigheder. Dels er det nu muligt at skaffe sig forholdsvis rene og vel charak-
teriserede Chinaalkaloider, og man har nu sikkre og paalidelige Methoder til at rense dem
fuldstændigt; dels er det for nogle Aar siden lykkedes mig at opklare en anden og simplere
Række Forbindelser, de rene Overjodider, hvis Existens da var saa at sige ganske ube-
kjendt, men som danne en næsten nødvendig Forudsætning for Forstaaelsen og Fortolknin-
gen af den langt mere indviklede Herapathitgruppe. Og naar disse Undersøgelser dog have
kostet mig flere Aars Arbejde, saa hidrører dette dels fra, at naar man kommer til Resul-
tater, der afvige saa stærkt, som det her er Tilfældet, fra tidligere lagttageres, maa man
variere Forsøgene, fordoble Analysernes Antal og ikke alene søge at finde det rigtige, men
ogsaa Grunden til de ældre Forfatteres Fejltagelser, dels fra, at de Betingelser, hvorunder
flere forskjellige af disse Forbindelser dannes, ligge hverandre saa nær, at der hører en høj
Grad af Taalmodighed til ikke at trættes ved at gjentage Forsøgene med smaa Variationer,
indtil man endelig finder Dannelsesbetingelserne for hver enkelt; desuden fra — hvad der
staaer i nøje Forbindelse med det nys nævnte — at mange af disse Forbindelser, skjønt
de krystallisere smukt og villigt, dog ikke kunne renses ved Omkrystallisation, fordi de da
omdannes til andre eller Blandinger af andre. Folgen af sidstnævnte Forhold er nemlig,
at man for at være vis paa, at man har med et selvstændigt chemisk Individ at gjøre, maa
fremstille det samme Legeme mange Gange og analysere Produktet af hver enkelt Frem-
stilling. Endelig har det kostet mig adskillig Tid at finde paalidelige analytiske Methoder,
noget, hvormed man ved en ny Gruppe af Forbindelser ikke kan være forsigtig nok. Det
er i Virkeligheden paa dette Skjær, at Herapaths Undersøgelser kun altfor ofte have lidt
Skibbrud nær ved Havnen.
IL De analytiske Methoder.
Medens Herapaths Analyser, hvad Kulstof og Brintmængden angaaer, i det hele
stemme ret godt med mine, ere hans Svovlsyrebestemmelser gjennemgaaende 0,5 til 1 Proc.
(af Forbindelsens Vægt) for høje. Da ingen af disse Forbindelser (af Chinaalkaloiderne)
indeholde mere end 10,2 Proc. Svovlsyreanhydrid, er denne Afvigelse temmelig betydelig,
og den faaer en saa meget desto større Betydning, som Svovlsyremængderne i flere for-
skjellige Forbindelser af samme Alkaloid, f. Ex. Chinin, ikke indbyrdes ere saa forskjellige.
Imidlertid ere disse Afvigelser dog for intet at regne mod dem, der findes i den nævnte
Forfatters Jodbestemmelser. Her stiger Forskjellen mellem den Mængde Jod, Herapath
finder, og den, Forbindelsen indeholder, i nogle Tilfælde til 5 Proc., i andre endog til 8 ja
10 Proc. af Forbindelsens Vægt. Saadanne Afvigelser kunne ikke ligge i lagttagelsesfejl.
De maa søges enten i, at det er helt forskjellige Forbindelser, der ere undersøgte, eller i
en aldeles ubrugelig analytisk Methode. At det ikke er. det første, der er Tilfældet, frem-
gaaer dels af den overfor omtalte ret gode Overensstemmelse mellem Herapaths og mine
Tal for Kulstofs, Brints og Svovlsyres Vedkommende, dels af, at i det overvejende Antal
Tilfælde hans Beskrivelse af de paagjældende Forbindelsers fysiske Egenskaber ganske eller
dog næsten ganske stemmer med mine lagttagelser. Fejlen ligger uomtvisteligt i hans
analytiske Methode til Jodbestemmelsen, hvad jeg nu nærmere skal eftervise.
I sit første Arbejde sønderdeler Herapath den efter ham opkaldte Chininforbin-
delse med Svovlbrintevand og bestemmer Jodet med Sølvnitrat; der angives ikke noget
nærmere om, hvorledes Overskuddet af Svovlbrinte er blevet fjærnet; sandsynligvis er det
sket paa sædvanlig Maade med Ferridsulfat. Virkningen af et Overskud af delte Salt kunde
neutraliseres med Svovlsyrlingvand. Denne Methode kan sikkert give paalidelige Resultater.
Herapath finder 32,6 Proc. Jod, medens Forbindelsen i Virkeligheden indeholder 32,37 Proc.
Men i sine senere Arbejder”) forlader Herapath denne Methode for en anden,
der end ikke kan give tilnærmelsesvis nøjagtige Resultater. Efter denne opløses Forbin-
!) Se navnlig The Chem. Soc. Quart. Journ. 11, 134.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 1.
tv
10
delsen i kogende Vinaand, og den endnu varme Opløsning fældes med Solvnitrat. Efterat
Bundfaldet har sat sig — hvad der efter mine lagttagelser sker meget langsomt — dekan-
theres den klare Vædske gjennem et Filtrum. Bundfaldet i Bægerglasset bliver «treated
with concentrated nitric acid as before described», derpaa samlet paa samme Filtrum og
behandlet som sædvanligt. Men nu meddeler Herapath et Par Sider iforvejen, at Solv-
nitrat med disse Forbindelsers vinaandige Oplosninger giver et hvidgult Bundfald af Jodselv
og et organisk Stof, hvilket sidste kun kan fjærnes ved koncentreret Salpetersyre. Denne
Reaktion er ledsaget af en heftig Udvikling af nitrøse Dampe, «but it requires boiling to
wholly decompose the compound».
Denne Methode maa nødvendig give for lave Jodbestemmelser. Jeg har analyseret
det guldgrønne Cinchonidinsulfatperjodid og fundet en Jodmængde, der meget nærmer sig
til den af Herapath fundne, men som er omtr. 6 Proc. lavere end den, Saltet indeholder.
02,6365 Substans, tørret over Svovlsyre, gav mig 05,4805 Jodsølv eller 40,80 Proc.
Jod. Herapath fandt i denne Forbindelse 39,73, 39,46, 39,25, 38,49 Proc. Jod. Forbin-
delsen indeholder, hvad nedenfor skal blive vist, 46,2 Proc.
Jeg maa dog bemærke, at jeg ikke har gaaet frem nøjagtigt som Herapath. Jeg
har dekantheret Jodsølvet med Vand, til al Vinaand var fjærnet, og det er sandsynligvis af
denne Grund, at jeg ikke har erholdt den af Herapath omtalte heftige Udvikling af nitrøse
Dampe, som vel nok kunne have bidraget til at forøge Jodsølvets Opløselighed i Salpeter-
syren. Dernæst har jeg anvendt 25 Gem. Salpetersyre af Vf. 1,397, dog har jeg ikke kogt
Jodsølvet dermed, men nøjedes med at opvarme 10 Min. paa et kogende Vandbad. Da jeg
ikke havde nogen Udvikling af røde Dampe, kunde jeg let iagttage, hvad disse sandsynlig=
vis skjulte for Herapath, at Jodsølvet allerede ved denne Behandling afgiver Jod, som
dels farver Salpetersyren rød, dels gaaer bort i Dampform, og at der altsaa opløses Sølv.
Noget Jodsølv synes at opløses som saadant, idetmindste bliver Vædsken ved Fortynding
stærkt uklar. At Jodsølv opløses af Salpetersyrehydrat (NHO,, 2H,0) var allerede iagttaget
af ældre Chemikere!) og er i den senere Tid stadfæstet af Naquet”). For at faa et Be-
greb om, i hvilket Omfang denne Sønderdeling finder Sted, foretog jeg dog følgende Forsøg.
Jodsølvet af 25 Cem. Yıo normalt Sølvnitrat behandledes 15 Minuter med 15 Cem.
Salpetersyre af Vf. 1,390 (ved 15°)*) paa et kogende Vandbad. Vædsken fortyndedes stærkt
med Vand, og i Filtratet bestemtes det opløste Sølv. Jeg fandt 08,0195 i Chlor glødet
Chlorsølv. Dette vil sige, at der af 0%,5875 Jodsølv var opløst (sønderdelt) 06,0319 eller
5,3 Procent.
1) Se Gmelins Handb. 4 Aufl. 3, 613.
2) Bull. Soc. Chim. 1860, 123.
3) Efter Kolb (Ann. Chim. Phys., 4 Série, 10, 140) indeholder denne Syre: NHO, + 1,9 Molekuler Vand.
Hvis Herapath altsaa blot har arbejdet under disse Forhold, saa er det nok til
at lade ham finde over 5 Proc. af hele Jodmængden for lidet. Men for nogle af disse
Forbindelsers Vedkommende træde andre Forhold til, som medfore Fejl, der gaa i samme
Retning.
Det har allerede rum Tid været bekjendt, at Jod med Solvnitrat omsætter sig til
Jodselv og Solvjodat!). At dette ogsaa gaaer for sig i vinaandige Oplosninger bemærkede
Weltzien’), og jeg har selv i et tidligere Arbejde?) vist, at ogsaa det Jod, der i de nor-
male Overjodider ikke er tilstede som Jodbrinte, ved Indvirkning af Sølvnitrat kan give Anled-
ning til Dannelse af baade Sølvjodat og Jodsølv. Det laa da nær at antage, at det samme
vilde finde Sted ved de Forbindelser, her skulle omtales. Imidlertid dannes her i mange
Tilfælde, som nærmere skulle betegnes nedenfor, intet Sølvjodat, det er kun i enkelte Til-
fælde, dette Salt optræder, hvilket let lader sig vise ved at behandle det ved gjentagen Ryst-
ning med koldt Vand for fri Syre befriede Bundfald med Jodkalium og Saltsyre, hvorved
der ved Tilstedeværelse af Jodsyre optræder frit Jod i rigelig Mængde. Dette er netop
Tilfældet med den Chinidin- og den Cinchoninforbindelse, Herapath har analyseret, og det
kan næppe være Tvivl underkastet, at man i den Omstændighed, at Sølvjodat endnu langt
lettere opløses af varm, stærk Salpetersyre end Jodsølv, maa se Grunden til, at hans Jod-
bestemmelser netop her afvige saa overordenlig stærkt fra det rette. I det førstnævnte Salt
finder nemlig Herapath 39,57, 39,74, 39,88 og Muspratt*) (der sandsynligvis har brugt
samme Methode som Herapath) 39,73, 39,83 Proc. Jod, men Forbindelsen, der i alle
fysiske og chemiske Egenskaber stemmer med Herapaths Angivelser, ligesom de af ham
fundne Procenttal for de øvrige Bestanddele passe meget godt med mine, indeholder i Vir-
keligheden 50,46 Proc. Jod. Paa samme Maade indeholder den Cinchoninforbindelse, hvori
Herapath har fundet 50,34, 50,59, 50,30 Proc. Jod, i Virkeligheden 58,66 Proc.
Overfor disse Angivelser synes det imidlertid meget paafaldende, at Herapaths
Jodbestemmelser for den egenlige Herapathit, om de end afvige noget stærkt indbyrdes
(30,20; 30,03; 30,50; 31,73; 31,69), dog stemme ret godt med hans første Analyse, der er
udført efter en ganske sikkert paalidelig Methode (jfr. S. 9), og tildels heller ikke ere meget
lavere end den tørre Herapathits virkelige Jodmængde (32,37 Proc.). Men hermed hænger
det ganske forunderligt sammen. I sit første Arbejde anvender Herapath til Fremstilling
af Herapathiten en Opløsning af neutralt svovlsurt Chinin i Eddikesyre med Tilsætning af
meget lidt Svovlsyre og en vinaandig Jodopløsning. (Herapath kalder vel det anvendte
Chininsalt «disulphate of quinine», men af Kontexten5) fremgaaer det tydeligt, at han mener
1) Preuss, Ann. Chem. Pharm. 29, 325. 2) Ibid. 91, 43.
3) Overs. over K. D. V. Selsk. Forh. f. 1866, 98. 4) I Herapaths Afhandl.
5) 1 The Chem. Soc. Qu. J. 11, 133 hedder det: In the former process employed by the autor a mixture
2%
12
det Salt, vi nu kalde neutralt svovlsurt Chinin). Jeg har overbevist mig om, at man paa
denne Maade med de af Herapath anvendte Forhold faaer dannet den ægte Herapathit.
Krystaller, fremstillede saaledes og ganske af Herapathitens Egenskaber, have givet følgende
analytiske Resultater:
06,4542 (tørret over Svovlsyre) gav O%,2733 Jodselv;
08,6973 (ligel.) gav 0?,2092 Baryumsulfat.
Fundet: Theori:
32,54 Proc. Jod. 32,47
10,30 — SO;. 10,20
Derimod er det aldrig lykkedes mig af en vinaandig Opløsning, der kun indeholdt
Svovisyre, Chinin og Jod, at faa dannet denne Forbindelse, og dog er det af en saadan
Vedske, Herapath vinder den i sine senere Arbejder (sml. Noten under Siden). Under
disse Forhold har jeg altid faaet andre Jodider, der vel ligne Herapathiten i høj Grad, men
dog vise andre Egenskaber og specielt en flere Proc. højere Jodmengde. Selv af I Mol.
neutralt svovisurt Chinin, 2 Mol. Svovlsyre og 11° Atom Jod (hvad der kun svarer til Hera-
pathitens halve Jodmengde) har jeg kun faaet et Produkt med henved 36 Proc. Jod. Det
forekom mig derfor tvivlsomt, om det af Herapath i hans senere Arbejder analyserede
Legeme ogsaa virkelig var Herapathit. Jeg har da fremstillet denne Forbindelse nojagtig
efter Herapaths senere Angivelser, idet jeg endog har valgt netop de af ham benyttede
absolute Vegtmengder, for at endog Afkolingsforholdene kunde vere saa vidt muligt de
samme. Men man faaer ad denne Vej ikke dannet Herapathit, men en anden Forbindelse
med en betydelig højere Jodmængde. Krystallerne vise sig som oftest som sonderrevne
Blade, men man finder dog uden Vanskelighed de samme Former, som den ægte Herapathit
frembyder, og det er sandsynligvis dette, der har bragt Herapath til at antage, at ogsaa
dette Produkt var Herapathit. Og det er formodenlig den Omstendighed, at dette Produkt
efter hans nye analytiske Methode har givet ham tilnærmelsesvis samme Resultat som den
tidligere, der har bragt ham til at anse de nye Jodbestemmelser for nojagtige. Jeg skal
imidlertid senere vise, at Krystalformen ikke er noget paalideligt Kjendemærke paa disse
Forbindelsers Identitet, og hvad Sammensætningen angaaer, da indeholder det af Herapath ~
analyserede Produkt 38,10 Proc. Jod og 9,12 Proc. Svovlsyreanhydrid, idet
0f,4917 gav 02,3466 Jodselv, og 0F,5208 gay 08,1384 Baryumsulfat.
of acetic acid and alcohol was employed to dissolve the di-sulphate of quinine, and convert it into
the neutral salt. — It was thougt desirable to omit the acetic acid in the present instance and employ
diluted sulphuric acid which attained the same end. Men dengang kjendtes kun to svovlsure Salte
af Chinin, dem, vi nu kalde det neutrale (ogsaa vel det basiske) og det sure: 2C,jH,,N,0,, SH,0,,
xH,0 og CG, ,H,,N,0,, SH,O,, 7H,0 (Hesse, Ann. Chem. Pharm. 146, 221). Og skal det ene af
disse overføres til det andet ved Hjælp af svag Svovlsyre, kan Talen kun være om det første. Alle
Oversættere have overset dette.
13
De Analyser, Herapath har udført af dette Produkt, der tilnærmelsesvis har samme
Sammensætning som en Forbindelse, jeg senere skal beskrive, men næppe er ganske
ublandet, danne altsaa ingen Undtagelse fra den almindelige Regel, at hans Jodbestemmel-
ser ere betydelig for lave, hans Svovlsyrebestemmelser ikke lidet for høje. I det omtalte
Legeme finder han nemlig 10,25, 9,35, 9,63, 9,85 Proc. Svovlsyreanhydrid.
Efter saaledes, som jeg troer, fyldestgjørende at have godtgjort, at Herapaths
senere Methode til at bestemme Jodmængden i disse Forbindelser er meget langt fra at
svare til sit Formaal, skal jeg beskrive de Methoder, jeg selv har benyttet i dette Øjemed.
En Del Analyser ere udførte efter en lignende Methode som den, jeg har benyttet
til Jodbestemmelserne i de normale Overjodider'), men det har her ikke været muligt at
arbejde med Zink og vandigt Ammon, idet Sønderdelingen i Kulden ikke er fuldstændig,
medens der i Varmen hyppigt indtræder lignende Forhold som ved Chininchloroverjodid”).
Derimod kan man opløse Forbindelserne i Vinaand, opvarme Vædsken med Zink og Ammon
til livlig Brintudvikling og filtrere fra det uopløste Zink. Til Filtratet sættes da Vand, Vin-
aanden bortkoges, og man filtrerer fra det udskilte, i Reglen mere eller mindre modificerede
Alkaloid. Dette Filtrat neutraliseres eller endnu bedre gjøres ganske svagt surt med Sal-
petersyre, derpaa tilsættes Sølvnitrat og mere svag Salpetersyre, man opvarmer dernæst og
behandler det udskilte Jodsølv som sædvanligt. Dog indeholder dette ofte en ringe Mængde
organisk Stof. Imidlertid har jeg bestandigt, hvor denne Methode er bleven anvendt, be-
handlet det smeltede Jodsølv med Zink og fortyndet Eddikesyre. Efter 48 Timer findes da
alt Jod som Jodbrinte i Filtratet fra Zink og Sølv, og bestemmes heri paa ny som Jodsølv.
Om Jodselvets Sonderdeling med Zink foreligger der temmelig ufuldstændige Angi-
givelser. H. Rose meddeler”) kortelig, at Jodsølv kan sønderdeles ligesom Chlorsølv ved
Zink eller Jern, men om Chlorsolv bemærker han"), at man ved at reducere det med Zink
og svag Svovlsyre ikke faaer noget ganske nøjagtigt Resultat, idet det udskilte Sølv, selv om
Chlorsolvet har været à Dage i Berøring med Zink, dog indeholder noget Chlorsølv, der i
Forening med den Zinkmængde, saadant Sølv altid indeholder, kan løbe op til over 1 Proc.
af det anvendte Chlorsølv. Fresenius’) angiver kun, at Jodsolv ikke sønderdeles fuld-
stændigt af Zink og Vand. Af de anførte Yttringer af H. Rose fremgaaer det, at man maa
komme til et rigtigere Resultat ved at bestemme Chloret i Filtratet end ved at veje det
udskilte Sølv, men denne Fremgangsmaade lader Rose uomtalt. At Jodsølv sønderdeles
saa fuldstændigt ved Zinkspaaner og svag Eddikesyre, at man ved at bestemme Jodbrinten
1) Overjod. af Alkal. S. 8—9.
2)5SmSt-IS238:
3) H. Rose. Traité complet de chimie analytique, Paris 1862, 2, 829.
4) Smst. 804. Finkener gjentager næs .en ordret det samme i sin nye Udgave af Roses Værk, 2, 604.
5) Fresenius. Anleit. z. qvantit. Analyse. 1873, S. 209.
14
i Filtratet, faaer næsten absolut den Jodsolymengde, hvorfra man er gaaet ud, vel at
mærke, naar man lader Stofferne 48 Timer i Berøring med hinanden og jævnlig presser
Brinten ud af den opsvommende Solvsvamp, saa at denne holdes i stadig Berøring med
Zinkspaanerne, det fremgaaer noksom af folgende Bestemmelser:
Af 02,5891 rent, smeltet Jodsolv, fremstillet ved Ophedning af Solvjodat, til det dan-
nede Jodsolv begyndte at fordampe, erholdt jeg ved hin Behandling 02,5890 Jodsolv.
08,6752 smeltet Jodsølv, fremstillet ved Fældning af Jodkalium med Sølvnitrat, gav
efter Behandling med Zink og Eddikesyre 08,6750 Jodsølv.
I en af Analyserne af det 3die Cinchonidinsulfatperjodid gav en vis Mængde af
denne Forbindelse ved en anden Methode til Jodbestemmelse, som jeg strax skal omtale,
og hvorved Jodsølvet ikke indeholder nogen mærkelig Mængde organisk Stof, 08,6093 Jodsølv,
som, omdannet til Jodzink og fældet paany, gav 02,6090 Jodsølv.
Mange flere Exempler ville findes i de i det følgende meddelte Analyser.
De Alkaloider, der udskilles ved Bortkogning af Vinaanden fra Behandlingen med
Zink og Ammon, ere stadig blevne prøvede paa Jod efter at være opløste i svag Salpeter-
syre. Man faaer vel en gul Opløsning, men denne farver aldeles ikke Svovlkulstof og giver
ikke mindste Bundfald med Solvnitrat. Et Par Analyser, der ved Omstændigheder, jeg ikke
kjender, have vist en svag Jodreaktion i denne Opløsning, ere ikke blevne fuldendte.
Men medens den nævnte Methode ganske vist ved omhyggeligt Arbejde giver gode
Resultater, saa er den dog meget omstændelig, hvor man skal foretage et større Antal
Analyser, og ikke mindst derved, at Jodsølvet altid maa bestemmes to Gange. Jeg har da
forsøgt, da de her omhandlede Forbindelser let sønderdeles allerede ved svag Opvarmning
med vandigt Sølvnitrat, at benytte dette Forhold til Jodbestemmelsen, men her indeholder
det dannede Jodsølv altid organisk Stof i endnu større Mængde, og da oftere en Del af
Jodet udskilles som Sølvjodat, faaer man hyppigt et altfor lavt Resultat.
Derimod har jeg fundet, at alle disse Forbindelser meget let sønderdeles allerede i
Kulden med svagt Svovlsyrlingvand (8 til 10 Draaber mættet Svovlsyrlingvand paa omtrent
80 Ccm. Vand). Herved omdannes, idetmindste ved nogle Timers Henstand, alt Jod til
Jodbrinte, og naar man nu fælder med Sølvnitrat, derpaa tilsætter ikke for meget Salpeter-
syre og opvarmer paa Vandbad, til Svovlsyrlinglugten ganske har tabt sig, faaer man let
og hurtigt fuldstændig paalidelige Bestemmelser. Tilstedeværelsen af den organiske Base i
Opløsningen forhindrer aldeles ikke Jodsølvet i at udskilles fuldstændigt, hvad jeg oftere
har overbevist mig om ved i to jævnsides udførte Analyser af samme Forbindelse at fælde
den ene Opløsning direkte, den anden først efter at Alkaloidet næsten fuldstændig var ud-
skilt ved Ammon. Det udskilte Jodsølv er rent; det giver efter Behandling med Zink og
Eddikesyre saa at sige absolut den rigtige Mængde Jod, hvad allerede fremgaaer af et oven-
nævnt Exempel, som vil blive stadfæstet af mange følgende. Denne Methode er derfor
15
bleven benyttet i det langt overvejende Antal Tilfælde, og overalt, hvor andet ikke udtryk-
kelig er bemærket.
Allerede ovenfor er nævnt, at medens Herapaths Jodbestemmelser ere for lave,
ere hans Svovlsyrebestemmelser noget, om end langtfra ikke i samme Grad for høje. Da
Svovlsyre jo saa at sige altid bestemmes som Baryumsulfat, og dette som bekjendt drager
andre Barytsalte ned med sig, vil dette vel som oftest være Tilfældet i ringe Grad. Men
naar Herapath naaer op til Afvigelser af 0,5 til 1 Proc., ja derover, paa 5 til 10 Proc.
Svovlsyreanhydrid, saa har dette sin naturlige Grund i, at han fælder Svovlsyren med Chlor-
baryum i den Vædske, han har filtreret fra sit Jodsølv, og hvoraf han har udskilt Sølvet
med Saltsyre. Dette Filtrat indeholder nemlig betydelige Mængder Salpetersyre. I nogle
Analyser fældedes Svovlsyren endog med Baryumnitrat. At under disse Forhold Baryumsul-
fatet indeholder Nitrat, har længe været bekjendt og er yderligere blevet stadfæstet ved nye
Undersøgelser af Fresenius!).
Mine Svovlsyrebestemmelser ere, hvor andet ikke udtrykkelig er anført, udførte ved
at udrøre de fintpulveriserede Forbindelser med Vand eller Svovlbrintevand og tillede Svovl-
brinte, til den udrørte Forbindelse var forsvunden for et aldeles hvidt Bundfald af Svovl,
opvarme Vædsken, filtrere, fælde med det mindst mulige Overskud af Chlorbaryum o. s. v.
At Svovlsyren her udskilles fuldstændig ogsaa ved Tilstedeværelse af Alkaloidet, har jeg oftere
overbevist mig om ved først at fælde dette med svagt Ammon og først da bestemme Svovl-
syren i Filtratet. Imidlertid var det mig paafaldende, at Vaskevandet fra Baryumsulfatet ved
Forbindelser af de fluorescerende Baser paa et vist Punkt begyndte at fluorescere, medens
det dog kun kunde indeholde sure jod- eller chlorbrintesure Salte, og disse Saltopløsninger
ikke fluorescere. Men jeg har overbevist mig om, at skjønt f. Ex. surt saltsurt Chinin ikke
fluorescerer, ja skjønt man endog, ved at dryppe Saltsyre til en meget stærkt fluoresce-
rende Opløsning af surt svovlsurt Chinin, kan bringe Fluorescensen til ganske at forsvinde,
saa begynde paa den anden Side rene Opløsninger af surt chlor- eller jodbrintesurt Chinin
at fluorescere ved en bestemt, temmelig betydelig Fortyndingsgrad *).
Herapaths tidligere Vandbestemmelser ere udførte ved at blande Stoffet med redu-
ceret Jern, opvarme til 204°,4 i en tor Brintstrøm og opsamle Vandet i et vejet Chlorkal-
ciumsrør. Denne Methode findes dog ikke anvendt i hans oftere citerede Hovedafhandling.
Han har vel forsøgt at bestemme Vandet i det guldgrønne Cinchonidinsulfatperjodid paa
denne Maade, men fundet den ubrugelig, idet Chlorkalciumsrøret tiltog 32,22 Proc. af For-
bindelsens Vægt som en Følge af, at der samtidig overdestillerede Chinolin. Det er sand-
1) Ztschr. f. anal. Chemie 9, 52.
"2) Ogsaa surt svovlsurt Chinin viser jo iøvrigt et lignende Forhold, idet koncentrerede Oplosninger
næsten ikke fluorescere.
16
synligvis ogsaa af denne Grund, at han i sin første Herapathitanalyse ad denne Vej fandt
omtr. 14 Proc. Vand?) i det over Svovlsyre tørrede Salt, der, som jeg senere skal vise, er
vandfrit. Senere bestemmer Herapath Vandet ved at tørre i en tør Luftstrøm ved 100°.
Herved gaaer imidlertid som oftest samtidig Jod bort, og derfor ere de Vandbestemmelser,
han har udført ad denne Vej, i Almindelighed lidt for høje. Disse ere dog meget faa.
Saaledes har han ikke eftervist, at der virkelig findes Krystalvand i alle de ovenfor (S. 7)
opførte Forbindelser, ved hvilke det er bemærket, at de ere tørrede ved 100°. Det er kun
af Elementæranalysens og de øvrige analytiske Resultater, at han ledes til at antage dette
Krystalvand tilstede. Men hans Elementæranalyser ere udførte med Blychromat, hvorved
det næppe er muligt at undgaa for høje Brintbestemmelser, da dette Stof er endnu mere
hygroskopiskt end Kobberilte?). Beregnes dette Overskud af Vand som Brint, bliver den
procentiske Fejl ikke stor, men opføres Overskuddet som Vand, bliver Afvigelsen betydelig
og vilde næppe være undgaaet Herapaths Opmærksomhed, hvis ikke hans Jodbestemmel-
ser havde været saa betydeligt for lave. Men da Ilten bestemmes som Tab, og han finder
Brinten noget for høj, saa ledes han til at dække Tabet i Jod med et tilsvarende Kvantum
Vand og Ilt.
Jeg har udført mine Vandbestemmelser ved at veje Stoffet i et lille U-formet Rør,
som derpaa blev opvarmet til 100—125° i et Glas med koncentreret Svovlsyre, idet der
samtidig lededes en tør Luftstrøm derigjennem. For Vanddampene opsamledes i et Chlor-
kalciumsrør, bleve de førte gjennem et svagt glødende Rør med Sølvspaaner, som absorbe-
rede det Jod, Forbindelserne hyppigt tabe allerede ved denne Temperatur, undertiden i
betydelig Mængde. Da imidlertid den Vandmængde, Forbindelserne indeholde, sædvanlig er
meget lille (omtr. 1 til 3 Proc.), medens deres Molekuletal ere meget store, saa blev det
særdeles vigtigt ogsaa ved Elementæranalysen at faa saavidt muligt absolut nøjagtige Brint-
bestemmelser, fordi man herigjennem kunde faae en ønskelig Kontrol med Vandbestemmel-
serne. Dette kunde næppe opnaaes med.Blychromat, jeg maatte stræbe hen til at udføre
Elementæranalysen i en tør Iltstrøm, den eneste Methode, der garanterer fuldt paalidelige
Brintbestemmelser. Men der indtraadte her en Vanskelighed, idet disse Stofler ere kvæl-
stofholdige. Det lader sig vel gjøre at bringe en dobbelt Spiral af fin Kobbertraad eller et
sammenrullet Kobbertraadsnet næsten uberørt af Luftens Fugtighed ind i det glødede og
afkølede Forbrændingsrør, men en saa stor, i Brint reduceret og afkølet, pores Kobberover-
flade holder en mærkelig Mængde Brint absorberet, der i Luft- eller Iltstrømmen danner
Vand, og herved gaaer man for en Del glib af den udmærkede Nøjagtighed i Brintbestem-
melserne, denne analytiske Methode ellers tilsteder. Mindre Betydning har det, at man
1) De nærmere analytiske Data fattes.
?) Se Rentzsch, J. f. prakt. Chem. 81, 180.
gaaer glip af den Fordel, at Roret efter en Analyse netop er i den Stand, at det kan an-
vendes til en ny.
Jeg har derfor henvendt min Opmærksomhed paa et Forhold, som Stein forst har
fremhævet, og som senere er blevet nøjere undersøgt af Calberla‘). Det er det, at fint-
delt Tressesolv ved lys Rodglodhede er istand til at reducere (spalte) Kvælstofilter. Det
forekom mig imidlertid, at Calberlas Forsog kunde trænge til en yderligere Stadfæstelse,
for der med Sikkerhed kunde bygges paa dem. Han glodede nemlig 05,050 Blynitrat i et
Forbrændingsrer, hvori de dannede Luftarter maatte passere et 20 Cm. langt Lag af fast-
stoppede fine Solvspaaner, derpaa ledede han Luftarterne gjennem et Will-Varrentrappsk
Rør med 20 Cem. Ys normal Natronlud og fandt da, ved at titrere denne Natron tilbage,
at intet Natron var blevet mættet af dannet Salpetersyre. Det ligger nu nær, hertil at be-
mærke, at 50 Mg. Blynitrat, selv om alle de udviklede Kvælstofilter vare blevne optagne af
Natronoplosningen i Form af Salpetersyre, kun repræsentere 0°,0163 Salpetersyreanhydrid
eller 0,3 Gem. normal Natron. At Calberla anvendte 1/5 normal Natron gjør ikke Forsøget
nojagtigere, thi som bekjendt ere de Titrermethoder, der beroe paa Lakmusfarvens Foran-
dring, ikke dem, der give de skarpeste Resultater. Men der var megen Mulighed for, at
en Del af Kvalstofilterne kunde have gaaet uabsorberet gjennem en saa fortyndet Natron-
opløsning. Den indeholdt jo nemlig i Alt kun 02,124 Natronanhydrid, medens den Vædske-
mængde, der sædvanlig anvendes i et Liebigsk Absorptionsrør ved Elementæranalysen, inde-
holder omtrent 96,5 Kalianhydrid. Jeg har derfor anstillet nogle Forsøg i større Maalestok,
hvorved iøvrigt Sølvspaanernes ovennævnte Egenskab fuldkomment har stadfæstet sig. Tørt
Kvælstoftveilte, blandet med et Overskud af tør og kulsyrefri Luft, blev langsomt ledet
gjennem et med fine Sølvspaaner stoppet Forbrændingsrør og derpaa gjennem et Liebigsk
Absorptionsror, der var monteret aldeles som til en Elementæranalyse, og som vejedes før
og efter Forsøget. Uagtet Kvælstoftveiltestrømmen var saa langsom, at der kun gik 15
Bobler gjennem Svovlsyren i Minutet, saa at det varede omtrent 24 Timer at lede 1 Litre
Kvælstoftveilte igjennem, var det vel ikke muligt at sønderdele den fuldstændigt ved Sølv,
men følgende Ta! vise dog, at dette virker kraftigt sønderdelende paa Kvælstoffets Ilter.
1 Litre Kvælstoftveilte blev, blandet med Luft, ledet gjennem det tomme, lyserød-
glødende Rør og bragte Kaliapparatet til at tiltage 15,349 i Vægt.
1 Litre Kvælstoftveilte, ledet paa samme Maade gjennem et Rør med Sølv, lod
Kaliapparatet tiltage 02,032, 08,035, 08,020 i 3 forskjellige Forsøg.
Det fremgaaer heraf, at man, idetmindste ved Analyser af Stoffer, der som de, her
er Tale om, i Almindelighed kun indeholde højst 4 til 5 Proc. Kvælstof, med tilstrækkelig
Sikkerhed kan anvende Sølv istedetfor Kobber, noget, der desuden frembyder den Fordel,
1) J. f. prakt. Chem. 104, 232.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 1. 3
18
at Spor af Jod, som kunde være blevne revet med, fuldstændig ville tilbageholdes. Anord-
ningen ved Elementæranalysen var da følgende: de forreste 20 Cm. af Forbrændingsreret
holdtes tomme, derpaa fulgte Substansen i en Platinbaad, saa 8 Cm. Solvspaaner, som optog
næsten alt Jod, derpaa 25 Cm. af en Blanding af kornet og pulverformet Kobberilte, saa
8 Cm. Blychromat i smaa Stykker (da Forbindelserne jo for største Delen indeholde Svovl-
syre), endelig 20 Cm. faststoppede Solvspaaner.
Analytiske Methoder, der kun have fundet Anvendelse i specielle Tilfælde, ville
findes beskrevne paa vedkommende Sted i den specielle Del.
IT Perjodidsulfater.
A. Chininforbindelser.
Det er allerede i det foregaaende antydet, at Chinin foruden Herapathit danner
flere andre, lignende Forbindelser. Disse falde naturligt i to Rækker. Den første, hvortil
den egenlige Herapathit hører, indeholder paa 4 Mol. Chinin 3 Mol. Svovlsyre, den anden
påa 2 Mol. Chinin 1 Mol. Svovlsyre. Den første Række danner temmelig konstante For-
bindelser, hvorimod Forbindelserne af den anden Række allerede ved Omkrystallisation
sønderdeles under Dannelse af Forbindelser, der høre til den første Række.
1. Herapathit. 4C,,H,,N,0,, 3S0,H,, 2HJ, J,, xH,0.
Forbindelsen kan fremstilles paa flere Maader, saaledes 1° ved at opløse neutralt
svovlsurt Chinin i Eddikesyre, tilsætte Vinaand, opvarme til Kogning og derpaa tilsætte en
varm, vinaandig Opløsning af et Underskud af Jod. Ved langsom Afkøling udskilles da
temmelig store, mørkt græsgrønne, kantharideglindsende Blade, hvis Farve ikke kan for-
vexles med de øvrige Forbindelsers af denne Gruppe. — 2”. Herapathiten faaes ogsaa ved
at omkrystallisere Forbindelsen
2C:0H24N20»%, SH,0,, 2H), J,
af kogende Vinaand. Imidlertid er den saaledes fremstillede ikke ganske ren, idet den selv
efter flere Omkrystallisationer indeholder et Overskud af Jod!). — 3°. Simplest og næsten
1) 084645 saaledes vunden og ikke omkrystalliseret Herapathit gav, tørret over Svovlsyre 082916 Jodsølv
— 33,91 Procent Jod.
087073 af samme Produkt gav 0,2050 Baryumsulfat — 9,95 Proc. Svovlsyreanhydrid.
084890 (to Gange omkrystalliseret og tørret over Svovlsyre) gav 083050 Jodsely — 33,50 Proc. Jod.
Herapathit indeholder 32,37 Proc. Jod og 10,20 Proc. Svovlsyreanhydrid.
19
fuldstændig i den beregnede Mængde faaes Forbindelsen dog ved at opløse neutralt svovl-
surt Chinin i den beregnede Mængde Svovlsyre, opvarme med en rigelig Mængde Vinaand
til Kogning, tilsætte den beregnede Mængde Jodbrinte og Jod, den første i vandig, det
sidste i varm, vinaandig Opløsning og lade det hele langsomt afkøles. Jeg har i Alminde-
lighed her og ved mange lignende Forsøg i det følgende anvendt normal Svovlsyre og en
Jodbrinteopløsning, der paa 1 Gem. indeholdt omtr. 08,15 tor Jodbrinte. Anvendes rene
Stoffer, er Forbindelsen efter een Omkrystallisation ren. Hyppigere Omkrystallisation er
snarere skadelig end nyttig, idet Forbindelsen derved taber smaa Mængder Jod. Men det
er vigtigt at vaske med kold Vinaand paa omtr. 70 Proc. Anvendes svagere, lide Krystal-
lerne en begyndende Sønderdeling af samme Art som med Vand (s. S. 24 f.). Den Mængde
af Forbindelsen, der opløses af kold Vinaand, er meget ubetydelig. 1 D. Vinaand paa
9092 T. opløste ved 16° i to Forsøg: 0,0012 og 0,0013 D. Herapathit!). Efter Udvaskningen
maa Forbindelsen helst strax presses mellem Papir og derpaa tørres over Svovlsyre ved
sædvanlig Temperatur, men det varer meget længe, for man paa denne Maade opnaaer kon-
stant Vægt. Med Vandet taber Forbindelsen sin smukke grønne Farve og bliver mørkt
olivenbrun, men beholder Glandsen. Henstillet over Vand, antager», den meget snart igjen
sin græsgrønne Farve under Optagelse af Vand. Med Hensyn til Krystalform og optiske
Egenskaber kan jeg i det hele ganske bekræfte Herapaths Angivelser. Næsten alle Kry-
staller ere rhombiske Tavler, begrændsede af Formerne Pæ.æPæ, ofte ogsaa af OP. Po: Pæ
har jeg i Gjennemsnit af 25 Maalinger paa 7 Krystaller af forskjellig Oprindelse fundet
— 64°, Pæ:æPæ i Gjennemsnit af 5 Maalinger paa 2 Krystaller — 148°,2. Ved meget
hurtig Afkoling udskilles Forbindelsen som yderst tynde, i Masse rødbrune Blade, paa
hvilke ogsaa "/2Px forekommer. Po:1oPo fundet i Gjennemsnit af 5 Maalinger paa 2
Krystaller — 160°,5. Det optiske Forhold er: Po uigjennemsigtig, i yderst tynde Blade
blodrød; + svagt olivengul, næsten farveløs.
Allerede af Herapaths første Analyse fremgaaer det, at Herapathit indeholder Svovl-
syre og Jod i Atomforholdet 1:2. Herapath fandt nemlig 10,6 Proc. Svovlsyreanhydrid
og 32,6 Proc. Jod og
10,6.::32,6 — 80: 246,0 — 1 At. SO, : 2,09 At..J.
Hauers har senere stadfæstet dette Forhold mellem Jod og Svovlsyre og ved
Elementæranalyse fundet Tal, der, under Forudsætning af, at Forbindelsen indeholder ufor-
andret Chinin, føre til Atomforholdet: 4 At. Chinin : 3 At. Svovlsyrehydrat : 6 At. Jod.
Forsaavidt kan jeg ganske stadfæste disse Forskeres Resultater. Men Hauers
mener at have godtgjort, at den over Svovlsyre tørrede Forbindelse desuden indeholder
1) Forsøgene anstilledes ved at opvarme et Overskud af Herapathit med Vinaand i en lukket Flaske til
40° og lide Opløsningen afkjoles til 16°. Vejede Mængder af den ovenstaaende klare Vædske bleve
da titrerede med Natriumhyposulfit ved Vejning. Sml. nedenfor.
20
3 Mol. Vand (fundet 2,48 Proc.; Theori 2,24), som den forst taber ved 100°, idet den bliver
brunlig. Efter alt, hvad jeg har iagttaget, taber imidlertid Herapathit alt Vand ved Hen-
stand over Svovlsyre, om end meget langsomt. Omtrent 10% af Forbindelsen viste først
efter 27 Dages Henstand over jævnlig skiftet Svovlsyre konstant Vægt; 08,5 maa i Reglen
tørres flere Dage paa denne Maade, før Vægten bliver konstant. Den saaledes tørrede
Forbindelse er næsten sort og tåber aldeles intet i Vægt ved flere Timers Opvarmning til
100° i et Luftbad. Men da Hauers har bestemt Vandmængden i sin Forbindelse ved at
opvarme til 100° i en tør Luftstrøm, og en saadan ikke sjældent virker anderledes end en
simpel Opvarmning, har jeg heller ikke villet undlade at forsøge dette. Jeg har derfor
opereret i en tør Luftstrom paa den ovenfor (S. 16) angivne Maade og arbejdet med omtr.
is Herapathit, som saaledes efter Hauers skulde afgive over 08,020 Vand, en Mængde, der
maatte være meget synlig i Chlorkalciumsrøret, men hverken viste der sig her Spor af
Fugtighed, ej heller havde Røret tiltaget mere end 02,0004 i Vægt, ligesom den anvendte
Herapathit kun havde tabt 02,0009, og det endskjønt Temperaturen i den sidste Time (For-
søget lod jeg vare to Timer) holdtes ved 107°.
Af den saaledes tørrede Herapathit henstilledes 02,8245 over Vand i en Klokke.
Efter 4 Timer havde Stoffet optaget 02,047 = 5,7 Proc.; efter 24 Timer 08,0721 = 8,73 Proc.
Efter derpaa at have henstaaet omtr. 8 Dage ved 18° til 20° i almindelig Luft og utildæk-
ket, havde det atter tabt 0#,0296, saa at det i alt havde optaget 4,91 Proc. Vand (6 Mol.
Vand — 4,59 Proc.). — I et andet Forsøg blev frisk fremstillet og udvasket Herapathit
presset mellem Papir, derpaa tørret 24 Timer over Svovlsyre og tilsidst flere Dage i aabent
Kar i almindelig Luft ved 20%. Saaledes beholder den næsten fuldstændig sin græsgrønne
Farve. Af disse Krystaller tabte 0%,8739 ved Henstand over Svovlsyre til konstant Vægt
02,0418 == 4,78 Proc. Vand (6 Mol. — 4,38). Mulig indeholder derfor den lufttorrede Hera-
pathit 6 Mol. Vand, noget, jeg dog henstiller med alt muligt Forbehold.
Ogsaa mine øvrige Analyser af den over Svovlsyre fuldstændigt udtørrede Forbin-
delse tale for, at denne ikke indeholder Vand. Da mine analytiske Forsøg iøvrigt fuldstændig
stemme med Hauers’ Antagelse, at Herapathiten paa 4 At. Chinin indeholder 3 At. Svovl-
syre og 6 At. Jod, skal jeg her nøjes med at anføre mine fundne Middeltal:
Fundne Proc. Theori for vandfri Herapathit, for Her. + 3H,0
C 40,59 40,78 39,87
H 4,60 4,42 4,57
SO; 10,37 10,20 9,97
J 32,53 32,37 31,64
Men ved et Legeme af en saa kompliceret Formel er Elementæranalysen ikke nok
til at afgjøre Sammensætningen. Herapath selv har jo, støttet paa analytiske Resultater, |
21
der i høj Grad nærme sig Hauers’s, opstillet en ganske anden Formel for Forbindelsen,
og man maa bekjende, at ved Legemer med saa store Molekuler slaa vore kvantitative
Methoder alene ikke til for at faststille den virkelige Sammensætning. Jeg har derfor ladet
mig det være magtpaaliggende at undersøge, om Herapathiten virkelig indeholder uforandret
Chinin, og om den, saaledes som baade Herapath og Hauers anlage, indeholder alt
Jod som saadant og intet som Jodbrinte.
Herapathit indeholder uforandret Chinin. Af den i ganske svagt, koldt Svovlsyr-
lingvand opløste Forbindelse kan man, efter at det ringe Overskud af Svovlsyrling er fjærnet
ved svag Varme, med fortyndet Ammon udfælde amorft, i Æther let og fuldstændig oplø-
seligt Chinin, der efter Opløsning i svag Saltsyre og gjentagen Udfældning (for at fjærne al
Jodbrinte) giver Chininets bekjendte Reaktioner og blandt andet ogsaa igjen lader sig om-
danne til Herapathit.
En Del af den fuldstændig jodfri, saltsure Chininopløsning gav med Platinchlorid-
brinte et amorft, chamois Bundfald, der ved Opvarmning med svag Saltsyre opløste sig og
ved Afkoling og Henstand udskiltes krystallinsk. Af det vel 125° til 130° tørrede Salt gav
02 5202 ved 145° 0£,0120 Vand og efterlod ved Glødning 0,1358 Platin.
Theori. Fundet.
C,.H,,N,0,, H,Cl, 539 71,48
Pt 197,4 26,13 26,11
H,0 18 2,39 2,33
ome Oe HCL Ol, mo Ten
Herapathit indeholder "> af sit Jod i Form af Jodbrinte. Da begge de Forskere,
der tidligere have undersøgt Herapathit, have havt deres Opmærksomhed henvendt paa
Sporgsmaalet om, hvorvidt en Del af Forbindelsens Jod var tilstede som Jodbrinte, og
begge have anstillet Forsøg, ifølge hvilke det synes at maatte besvares benægtende, saa
skal jeg her tillade mig nogle Bemærkninger til disse Forsøg, der i Virkeligheden ikke
synes anstillede paa en saadan Maade, at de kunne tillægges Beviskraft. Naar jeg gaaer
nøje ind paa dette Spørgsmaal, er det, fordi det tydeligt nok er afgjørende med Hensyn til
Bedømmelsen af disse komplicerede Forbindelsers Konstitution.
Herapath meddeler i sin første Afhandling et Forsøg, ifølge hvilket Herapathiten
i fortyndet vinaandig Opløsning ved Tilsætning af Stivelse udskiller alt Jod, saaledes at
Filtratet ikke mere fældes af Sølvnitrat, og dette synes at være hans eneste Grund til at
nægte Tilstedeværelsen af Jodbrinte ikke blot i denne Forbindelse, men i hele Gruppen.
Jeg ved nu ikke, om Herapath har anvendt Stivelsepulver; jeg antager det, fordi en Sti-
velseopløsning jo er saa fortyndet, at man derved ganske sikkert vil fælde al Herapathit,
og jeg tvivler om, at man ad denne Vej vil kunne opnaa noget brugbart Resultat. Det
22
er da vist, at man ved at ryste en fortyndet vinaandig Opløsning af Herapathit med Stivel-
sepulver og med Luft efterhaanden kan fjærne næsten alt Jod, naar man gjentager Be-
handlingen med frisk Stivelse, til denne ikke længere farves violet. Men naar man opererer
uden Luftens Adgang, er Resultatet et helt andet. Jeg anvendte 0?,7113 Herapathit, opløst
i varm Vinaand paa 89° T, og satte til den endnu kogende Vædske i en Halvlitrekolbe
omtrent samme Rumfang udkogt og i lukket Kar afkølet Vand. Derpaa forsynedes Kolben
med en Prop, hvorigjennem gik to Glasrør, a og b, og en lukket Skilletragt med udkogt
Vand, og nu lededes gjennem a stadig Kulsyre, vasket med Natriumcarbonat, til under Af-
kølingen. Ved 15° fyldtes ved Hjælp af Skilletragten op til. Mærket, derpaa hældtes (idet
der stadig lededes Kulsyre til gjennem a) Vædsken gjennem b over i en med Kulsyre fyldt
Flaske, der indeholdt omtr. 308 tørt Stivelsepulver. I denne lukkede Flaske henstod den
omtr. 24 Timer under jævnlig Omrystning. Den ovenstaaende, klare Vædske pressedes der-
paa ved Kulsyre over i en 3die, ligeledes med Kulsyre fyldt Flaske, der indeholdt 208 frisk
Stivelse. Denne farvedes vel, men saa svagt, at jeg, efter at Vædsken havde henstaaet
deri nogle Timer, maatte antage alt frit Jod for udskilt. Den ovenstaaende Vædske blev
nu filtreret i en Kulsyreatmosfære ned i en Kolbe paa 250 Ccm. Efter at denne var fyldt
til Mærket, blev 25 Ccm. tagne ud, hvori det ikke var muligt at eftervise Jod med Svovl-
kulstof i en med Kulsyre fyldt lille Flaske, men da denne samme Vædske var bleven hældt
nogle Gange gjennem Luften fra et Glas til et andet, farvedes Svovlkulstoffet tydeligt og
ikke svagt rødt. De øvrige 225 Ccm. fældedes med Sølvnitrat; efter Tilsætning af lidt Sal-
petersyre og Opvarmning satte Bundfaldet sig, Vædsken (der indeholdt surt svovlsurt Chinin)
hældtes fra, Bundfaldet opvarmedes med ganske svag Salpetersyre og behandledes som
sædvanligt. Saaledes fik jeg 0%,0530 Jodsølv, som omdannedes til 0£,0325 Chlorsølv. Dette
svarer til 9,02 Proc. Jodbrinte. Under Forudsætning af, at Herapathiten indeholder 2 At.
Jodbrinte, skulde jeg have erholdt 10,88 Proc., men ved en Analyse af denne Art er en
saadan Overensstemmelse dog ret tilfredsstillende, saa meget mere, som det nedenfor skal
blive vist, at Herapathit sønderdeles af Vand paa en saadan Maade, at en langt mindre
Mængde Jodbrinte gaaer i Opløsningen, og det nok er troligt, at her en delvis Sønderdeling
af denne Art har fundet Sted.
Yderligere eftervistes Jods Tilstedeværelse som Jodbrinte i ovennævnte, med Stivelse
affarvede Vædske derved, at der ved Tilsætning af Stivelseopløsning til 50 Cem. kun frem-
kom en svag rødlig Farve, som fuldstændig forsvandt ved I Draabe */100 normal Opløsning
af Natriumhyposulfit, men da der til andre 25 Ccm. blev sat et Par Draaber svagt Chlor-
vand, frembragte Stivelseopløsning en dyb blaa Farve. Det fremgaaer heraf, at Herapaths
eget Forsøg, anstillet paa en saadan Maade, at der kan drages Slutninger deraf, godtgjør
Tilstedeværelse af Jodbrinte i Herapathiten.
Hauers vil bevise, at denne Forbindelse ikke indeholder Jodbrinte, men kun Jod
23
i en friere Form, deraf, at den, rystet med Kvægsolv og Vand, alene giver Kvægsolvjodure,
medens der, naar den indeholdt Jodbrinte, efter al Rimelighed maatte dannes et af de
Kvægsolvdobbeltjodider, Alkaloiderne ere saa tilbøjelige til at danne. Imidlertid godtgjer
han kun — eller rettere mener at godtgjore dette deraf, at Filtratet fra det gronlige
Bundfald ikke indeholder Jod. Det er indlysende, at, selv om dette var Tilfældet, vilde det
kun bevise, at et saadant Dobbeltsalt, ifald det dannedes, var uopløseligt i Vand. Men de
Forsøg, jeg nu skal beskrive, vise baade, at der dannes et i Vand uopløseligt Dobbeltsalt,
at Filtratet derfra ikke er jodfrit, og at Herapathiten indeholder Jodbrinte.
Jeg har henstillet ren, over Svovlsyre tørret Herapathit, med udkogt Vand og noget
Kvægsolv i en Flaske, som fyldtes fuldstændig deraf og iforvejen var bleven fyldt med Kul-
syre for at udelukke alle sekundære Virkninger af Luften, og rystet det hele hyppigt og
stærkt. Der dannes Kvægsølvjodure, men kun i ringe Mængde. Efter de første 24 Timer
kan det vel see ud, som om der var dannet en større Mængde deraf, men det er kun den
fintdelte og delvis sønderdelte Herapathit, der tåger sig saaledes ud. Thi efter at Behand-
lingen var fortsat 4 Gange 24 Timer, viste det sig, at der vel var dannet noget Kvægsølv-
jodure, men at Størstedelen af Herapathiten var omdannet til et næsten aldeles hvidt (svagt
grønligt) Dobbeltsalt (eller mulig en Blanding af flere Dobbeltsalte), der under Mikroskopet
viste sig svagt gult, amorft, med indblandede temmelig korte, dobbeltbrydende Naale. Slæm-
met fra Kvægsølvet og udvasket med Vand, er det opløseligt i varm Vinaand og fældes
deraf med Vand. — Det vandige Filtrat fra Kvægsølv, Kvægsølvjodure og Jodiddobbeltsalt
er surt; det indeholder Chinin og Svovlsyre, og det er ikke, som Hauers angiver, jodfrit.
Det indeholder Jod i Form- af Jodbrinte. Sølvnitrat giver vel ikke strax Bundfald, men ved
Henstand og Rystning eller ved Tilsætning af Syre (svag Salpetersyre eller Svovlsyre) eller
ved Opvarmning udskilles Jodsølv"). Tilstedeværelse af Jodbrinte blev yderligere godtgjort
derved, at Svovlkulstof ikke farvedes ved Rystning med denne Vædske, men tydeligt efter
Tilsætning af lidt Chlor eller Salpetersyre. Derimod har det ikke været mig muligt i den
omhandlede Vædske at eftervise Kvægsølv.
At der samtidig med Kvægsølvjodiddobbeltsalt dannes Kvægsølvjodure er vist, dog
optræder det i temmelig underordnet Mængde. Imidlertid viser dets Dannelse, at Kvæg-
sølvets Virkning paa Herapathit og Vand er forskjellig fra dets Virkning påa en vinaandig
1) Dette Forhold er ejendommeligt for Opløsninger af surt svovlsur Chinin, der indeholde noget Jod-
brinte, naar de kun ere fortyndede og ikke indeholde Overskud af fri Syre. Satter man saaledes
til neutralt svovlsurt Chinin meget Vand og nogle faa Draaber svag Svovlsyre, saaledes at en stor
Del af det neutrale Salt forbliver uopløst, saa kan man være vis paa, at Vædsken indeholder surt
svovlsurt Chinin uden Overskud af fri Syre. Naar man nu til dette Filtrat føjer en Draabe Jod-
kaliumopløsning, saa frembringer Sølvnitrat intet Bundfald, kun antager Vædsken et gulligt Skær,
men kan næppe eugang kaldes svagt opaliserende. Først ved Opvarmning eller Tilsætuing af Syre
fremkommer Bundfald, og Fældningen er da fuldstændig.
24
Opløsning af dette Perjodid (smlgn. nedenfor). Jeg har derfor undersøgt Indvirkningen af
Vand paa Herapathit lidt nojere, og det har vist sig, at Herapathitens. Forhold overfor
Vand og Kvægsolv er en hel Del mere indviklet, end Hauers antager.
Efter Herapath opløses Herapathit i 1000 D. Vand. Dette stemmer aldeles ikke
med mine Iagttagelser. Herapathit sønderdeles nemlig af Vand, et Forhold, der hyppigere
viser sig ved Perjodiderne. Det er i Virkeligheden temmelig almindeligt, at et lavere Per-
jodid, naar dets' vinaandige Opløsning fældes af Vand, spaltes i et højere og det jodbrinte-
sure Salt. Saaledes kan f. Ex. Atropintrijodid spaltes under Dannelse af Pentajodid, Æthyl- ~
brucintrijodid ligeledes, og selv Herapathiten giver, naar man tilsætter svag Svovlsyre og
Vinaand, hvorved den kan opløses i temmelig lidt Vinaand, opvarmer til Kogning og til-
sætter rigeligt Vand, ved langsom Afkøling et andet Overjodid, nemlig 4Ch., 3SH,0,,
2HJ.,.9,, idet:
6(4Ch,3SH,0,,2HJ,9,) = 6(Ch,SH,0,) + 2(Ch,2HJ) + 4(4Ch,3SH,0,,2HJ,J,).
Overgydes Herapathit med Vand, ser man strax, at den græsgronne Farve forandres
til en bronzegulgren, som netop findes hos det nævnte, højere Perjodid, og at det i Virke-
ligheden er en Forbindelse med en storre Jodmængde, der dannes, overbeviser man sig let
om ved at sætte et Par Draaber Svovlsyrlingvand til, hvorved den forandrede Herapathit
igjen antager sin oprindelige Farve.
For at komme til Klarhed over dette Forhold har jeg anstillet folgende Forsøg:
22,415 over Svovlsyre tørret Herapathit blev i en med Kulsyre fyldt Halvlitrekolbe
overhældt med udkogt Vand; efter Omrystning fyldtes op til Mærket, og Flasken henstod
nu tilproppet under jevnlig Rystning i 3 Timer.
150 Gem. af Filtratet gav 0%,1257 Barymsulfat. De 500 Gem. indeholde altsaa saa-
meget Svovisyreanhydrid, som svarer til 5,94 Proc. af den anvendte Herapathits Vægt.
250 Cem. gav 08,0748 Jodsolv 9: den anvendte Herapathit har afgivet 3,37 Proc. af:
sin Vægt Jodbrinte til Vandet.
Det Filtrat, hvori disse Bestemmelser foretoges, farvede Svovlkulstof yderst svagt
(Indvirkning af Luften), den fra Svovlkulstof dekantherede Vædske farvede derimod, efter
Tilsætning af Salpetersyre, Svovlkulstof stærkt. Til 50 Gem. af det oprindelige Filtrat blev
sat Stivelseoplosning, som gav en tydelig blaa Farve, men denne forsvandt allerede ved
2 Draaber af en *ıoo normal Opløsning af Natriumhyposulfit. Da nu 1 Cem. af denne
Opløsning = 20 Draaber — 06,00127 Jod, kan Mængden af frit Jod i Vedsken kun have
været 08,0006 paa 250 Gem. og altsaa uden Skade negligeres ved Jodbestemmelsen.
En anden lignende Vædske blev vunden ved at sammenrive 1?,8995 Herapathit med
Vand for at faae en saa fuldstændig Sonderdeling som mulig og derpaa bringe det Hele
over i en Halvlitrekolbe, fylde op til Mærket og lade staae hen 6 Timer under jævnlig
Rystning. Herved kunde navnlig ventes en nøjagtig Svovlsyrebestemmelse, medens det var
at forudsee, at en Del af Jodbrinten vilde iltes. Dette fandt dog kun Sted i forholdsvis
ringe Grad paa Grund af Vædskens store Fortynding.
200 Gem. af Filtratet gav 02,1512 Baryumsulfat 9: for alle 500 Gem. 0£,1316 Svovl-
syreanhydrid eller 6,93 Proc. af Herapathitens Vægt.
200 Gem. gav 08,0425 Jodsolv eller for alle 500 Gem. 02,0579 Jodbrinte 9: 3,01 Proc.
af den anvendte Mængde Herapathit.
Der kan ingen Tvivl vere om, at den forste Jodbestemmelse og den sidste Svovl-
syrebestemmelse ere de nojagtigste. Herapathit sonderdeles altsaa saaledes af Vand, at
Vædsken indeholder 6,9 Proc. Svovlsyreanhydrid og 3,4 Proc. Jodbrinte af Herapathitens
Vægt. Nu indeholder vandfri Herapathit, efter hvad nedenfor nærmere skal godtgjores,
10,20 Proc. Svovlsyreanhydrid og 10,88 Proc. Jodbrinte. Det er altsaa tydeligt nok 2/3 af
Svovlsyren (6,8; fundet 6,9) og !/s af Jodbrinten (3,6; fundet 3,4), der gaa i Opløsningen.
At de her findes som sure Chininsalte, kan sluttes af at Vædsken fluorescerer og indehol-
der en rigelig Mængde Chinin. For at faae et fuldstændigt Overblik over Processen, maatte
jeg imidlertid ogsaa analysere den tilbageblivende uoploste Del. Denne danner en bronze-
brun, tilsyneladende krystallinsk Masse, der under Mikroskopet viser sig som gjennemhullede
Pseudomorfoser efter Herapathit. Udvasket nogle Gange med Vand under Tryk, blev den
presset og tørret over Svovlsyre til constant Vægt.
08,5710 gav 05,5469 Jodsolv = 51,77 Proc. Jod.
08,6355 gav 02,1120 Baryumsulfat — 6,07 Proc. Svovlsyreanhydrid.
02,4277 forbrugte, overhældt med omtr. 70 Gem. kold Vinaand paa 90° T., til Affarv-
ning 138,18 af en Opløsning af Natriumhyposulfit, hvoraf 805,8 — 18 frit Jod, 9: Forbindel-
sen indeholdt 38,2 Proc. Jod i en friere Form (sml. nedenfor).
Nu er 7 — 0,408
Ey og 0,076 : 0,408 = 3 : 16,105; fremd. 51,77: 38,2 = 4 : 2,952.
Ar — 0,076
Hele Sonderdelingen stiller sig da saaledes:
6(Ch, SH,0,) + Ch,2HJ (i Oplosningen)
+ 5Ch, 3SH,0,, 4HJ, J,, (i Resten).
Efter denne Ligning skal Opløsningen indeholde i Proc. af Herapathitens Vægt:
Fundet:
6,79 SO, (5,95) 6,93
3,62 HJ 3,37 (3,01).
Den uopløselige Rest skal indeholde: Fundet:
6,01 Proc. SO, 6,07
51,44 J 51,77
38,58 frit Jod 38,2
Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XII. 1.
3(4Ch, 3SH,0,, 2HJ, J,) =
26
Det er altsaa paa en saadan Blanding af opløselige og uopløselige Bestanddele, at
Kvægsolvet virker i Hauers’ Proces. At udrede Detaillen af denne Virkning turde være
vanskeligt. Saameget er imidlertid vist, at man ikke af denne Kemikers Forsøg kan drage
den Slutning, han drager; det fremgaaer tværtimod af Forsøget, at Herapathiten indeholder
Jodbrinte.
Det fortjener at fremhæves, at Hauers har forsøgt at bestemme Jodmængden i
Herapathit ved at sonderdele denne Forbindelse med Natriumhyposulfit og titrere tilbage
med Jod. Han har paa denne Maade faaet vexlende Resultater, i Almindelighed dog
kun ?”/3 af Herapathitens hele Jodmængde. Dette tyder unægtelig stærkt paa, at
Herapathiten indeholder ! af sit Jod i Form af Jodbrinte, *°/s i en friere Form, hvori det
kan brintes med Natriumbyposulfit. Hauers drager dog ikke denne Slutning af sit For-
sog, men opstiller den Formodning, at der ved Siden af Tetrathionsyre i dette Tilfælde
ogsaa dannes Svovlsyre.
Jeg har gjentaget disse Forsøg, som kunne give ret tilfredsstillende Resultater, dog
aldrig fuldt paalidelige, fordi man for at opløse Herapathit og de fleste af de følgende For-
bindelser i en saa fortyndet Opløsning af Natriumhyposulfit som en ”4o normal, maa varme,
men da disse Perjodider med Natriumhyposulfit give en sur Opløsning, kunne Sidevirknin-
ger ikke undgaaes.
0£,8585 tor Herapathit opvarmedes svagt med %40 normalt Natriumhyposulfit og
titreredes efter Tilsætning af en Stivelseopløsning tilbage med Jod. Der forbrugtes saaledes
i Alt til Brintning af Herapathitens frie Jod 13,85 Gem. Natriumhyposulfit — 20,5 Proc.
frit Jod.
02,8615 Herapathit forbrugte paa samme Maade 14,00 Cem. — 20,6 Proc. frit Jod.
Jeg har ogsaa varieret Methoden ved at opløse dette og flere følgende Perjodider
i varm Vinaand, lade Opløsningen afkøles og nu affarve med Natriumhyposulfit. Herved
undgaaes Varmens sønderdelende Virkning paa dette Salt, men Methoden i denne Form
giver lidt for lave Resultater, fordi Perjodidernes frie Jod allerede ved Opvarmning med
Vinaand for en ringe Del gaaer over til Jodbrinte (sml. S. 31). i
Særdeles gode Resultater faaes derimod ved at overgyde 08,5 til 1% af Perjodidet
med omtr. 70 Ccm. kold Vinaand paa 90° T., tilsætte Natriumhyposulfit til Affarvning, om-
ryste, hvorved en ny Mængde Perjodid opløses, affarve paa ny 0.s.v. Den gule Farves
Forsvinden er i vinaandige Opløsninger en meget sikker Indikator. En Draabe 4/10 normal
Jodopiosning farver den affarvede Vædske tydelig gul. I vandige Vædsker viser denne
Farveforandring sig ikke med saadan Skarphed.?7)
1) Hvor sikkert Titreringen af Jod kan udføres ved Tilstedeværelse af Vinaand og blot med Affarvning
eller Farvning som Indikator, ville efterfølgende Forsøg vise:
21
06,7230 tor Herapathit brugte paa denne Maade 126,53 af en Opløsning af Natrium-
hyposulfit, hvoraf 812,0 — 1£ Jod 9: indeholdt 21,4 Proc. frit Jod.
08 8123 brugte paa samme Maade 148,17 Natriumhyposulfitoplosning 9: indeholdt
21,5 Proc. frii Jod.
Fundet frit Jod: 2/3 af Herapathitens Jodmengde:
20,5 20,6 21,4 21,5 Proc. 21,58 Proc.
Men paa Grund af den store Vigtighed, det Spørgsmaal, om Herapathiten indehol-
der 4/3 af sit Jod i Form af Jodbrinte, har for hele Herapathitgruppens Theori, har jeg
troet at burde besvare det ogsaa ved andre Midler, og jeg troer ikke, at efterfolgende For-
søg i saa Henseende ville lade nogen Tvivl tilbage.
For det første har jeg ved Herapathitens Synthese af de beregnede Mængder
neutralt svovlsurt Chinin, Svovlsyre, Jodbrinte og Jod faaet Forbindelsen i den næsten noj-
agtigt theoretiske Mængde.
82,720 chemisk rent, neutralt svovlsurt Chinin (Saltet tabte ved 120° 14,44 Proc.
Vand; beregnet af Formlen 2C,,H,,N,0,, SH,0,, 7H,0: 14,45 Proc.') blev overhældt
med Vinaand paa 90° T., derpaa tilsattes 10 Gem. normal Svovlsyre, og det hele opvarme-
des til Kogning. Efter Tilsætning af 8,55 Gem. af en Jodbrinteoplosning, der i 1 Gem.
indeholdt 0£,1497 HJ, og 22,54 rent (over Jodkalium omsublimeret) Jod i vinaandig Oplos-
ning blev det hele afkølet, den udskilte Herapathit samlet paa et over Svovlsyre tørret Fil-
trum, vasket med kold Vinaand paa 70° T. og tørret over Svovlsyre. Herved fik jeg 10°,803
Herapathit. Filtrat og Vaskevand affarvedes med Svovlsyrling, efter Tilsætning af Vand bort-
dampedes Vinaanden, og Vædsken fældedes med et meget ringe Overskud af Ammon. Det
udskilte Chinin vaskedes med koldt Vand; det vejede, tørret over Svovlsyre, hvorved Chinin
bliver vandfrit, 02,3076 (— 0,414 af ovennævnte svovlsure Salt). Følgelig have 88,206 Sulfat
0g,6700 rent Jod blev opløst i Jodkalium; der blev tilsat Vinaand og derpaa Natriumhyposulfit, til den
gule Farve netop forsvandt. Hertil medgik 548,10 af Opløsningen af Natriumhyposulfit 9:
1g Jod = 808,75 af denne Opløsning.
18,0220 Jod forbrugte 822,61 Natriumhyposulfitoplosning eller Ig Jod = 808,83 af denne Opløsning.
Af en efter Rumfang tilsvarende Jodoplosning forbrugte efter Tilsætning af Vinaand:
148,97: 148,68 Natriumhyposulfitoplosning eller 100g Jodoplosning = 988,06 Hyposulfitoplosning.
148,46 forbrugte 148,19, eller 1008 Jodoplosning — 988,13 Hyposulfitoplosning.
Som Kontrol udførtes folgende Forsøg med Stivelseoplosning som Indikator:
08,3957 Jod brugte 318,97 Hyposulfitoplesning eller 18 Jod = 808,79 af denne Opløsning.
88,02 Jodoplosning brugte 78,87 Hyposulfitoplosning eller 1008 Jodoplosning = 988,13 Hyposulfitopl.
238,77 Jodoplosning brugte 238,35 Hyposulfitoplosning eller 1008 Jodoplosning = 988,19 Hyposulfitopl.
1) Hermed skal ikke være sagt, at dette Salt krystalliserer med 7 Mol. Vand. Det her anvendte var
tydelig nok allerede forvittret, og jeg er ganske enig med Hesse (Ann. Chem. Pharm. 166, 221) i,
at det rene Salt maa indeholde mere end de 7 Mol. Vand, Regnault tilskriver det. Ovennævnte
Vandbestemmelser har jeg kun udført for at vide, hvorvidt Forvittringen var skreden frem. levrigt
viste Saltet sig rent ved den ypperlige Prøve, Kerner (Ztschr. anal. Chem. 1, 150) har angivet.
4%
28
givet 105,803 Herapathit (Theori: 112,076). Tabet er let forklarligt. Men hvis Herapathit
ikke indeholdt 2 At. Jod som Jodbrinte, saa kunde der, da der blev taget alle Forsigtig-
hedsregler mod Jodbrintens Iltning ved Luftens Indvirkning, kun være blevet dannet °% af
112,076 eller 78,384, medens jeg har fundet 38,419 mere, en Størrelse, der udelukker enhver
Tanke om en lagttagelsesfejl.
Dernæst har jeg fundet, at der ved Rystning af en vinaandig Herapathitoplosning
med metallisk Kvægsolv, snart dannes et Kvegselvjodiddobbeltsalt uden Spor af Kvægsolv-
jodure. Hvis nu 1 Mol. Herapathit ved denne Reaktion kun forbruger 2 At. Kvægsolv, kan
det betragtes som vist, at Herapathit indeholder 14/3 af sit Jod som Jodbrinte. Det er i
Virkeligheden dette Resultat, Forsoget har givet.
38,5975 tør Herapathit opvarmedes med Vinaand i en lukket Flaske til 50°, derpaa
tilsattes en vejet Mængde Kvægsolv, og det hele afvexlende rystedes og dyppedes i varmt
Vand, til al Herapathit var forsvunden for det farvelose Dobbeltsalt. Ved Opvarmning med
mere Vinaand opløstes dette og bragtes Kvægsolvet til at samle sig. Dette sidste blev
vasket med Vinaand, tørret over Chlorkalcium og vejet. Det viste sig da, at der var for-
brugt i alt 08,6140 Kvægsolv, eller at 1 Mol. Herapathit havde optaget 2,023 At. Kvægsølv
(Hg — 200).
3°,1535 Herapathit brugte paa samme Maade 02,556 Kvægsolv eller 2,08 Atomer
paa 1 Molekule.
Det saaledes dannede Dobbeltsalt viser sig under Mikroskopet som yderst tynde,
farvelose (i Masse svagt bleggule) Naale, der ofte ere krummede og sammenfiltrede som
Haar. Ved langsom Afkeling af den vinaandige Oplesning faaes det i Rosetter af i Væd-
sken solvglindsende, smukt dobbeltbrydende rhombiske Tavler, begrændsede af Pæ.æPo,
og hvori Po: Po = 107°,5 til 108°, Poo: Poo = 126° til 125°,5. De ere ofte tæt stribede
parallelt med Axen, sparsomt i den derpaa lodrette Retning. Saltet er uoplaseligt i Vand,
tungt oploseligt i kold, langt lettere i varm Vinaand. Ved Kogning med Vand smelter det
under Vædsken. Dette Salt har ikke, som man skulde vente, Formlen 4Ch, 3SH,0,,
2HJ, 2HgJ,, men er sammensat 3Ch., 2SH,0,, 2HJ, 2HgJ,, som nedenstaaende Analyse
viser"). Da Saltet imidlertid for Analysen maa omkrystalliseres (sml. S. 29), var det tænke-
1) Ved Tørring over Svovlsyre beholder Forbindelsen sin Glands. Saaledes tørret, taber den højst ube-
tydeligt ved 1009.
08,8894 gav efter Digestion med Svovlammonium 0,1691 Baryumsulfat = 6,53 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0g,8368 kogtes, opløst i Vinaand, med Zink, hvorved alt Kvægsølv udskiltes. Af Filtratet fjærnedes
Vinaand og Chinin. Derpaa gav det 0,5027 Jodsølv, som efter Behandling med Zink og Eddikesyre
gav 0,5019 Jodsølv.
Theori for 3 Chinin, 2SH,0,, 2HJ, 2HgJ,: Fundet:
6,86 Proc. SO, 6,53
32,68 — J 32,40
29
ligt, at det først var ved denne Proces, at det ene Mol. surt svovisurt Chinin spaltedes fra.
Jeg har derfor foretaget følgende Forsøg.
Ved Rystning af 22,1996 ter Herapathit med Kvægsølv og 200 Cem. Vinaand i en
lukket Flaske ved en Temperatur, der ikke oversteg 45°, dannedes Kvægsølvdobbeltsaltet,
som efter fuldstændig Afkøling filtreredes fra. 100 Ccm. af Filtratet gav ved Tilledning af
Svovlbrinte 08,0221 Svovlkvægsølv. Af Filtratet fjernedes Svovlbrinte og Vinaand saavidt
muligt, derpaa fældedes med Chlorbaryum. Herved fik jeg 0£,1425 Baryumsulfat. Beregnes
det fundne Svoylkvægsølv som Dobbeltsalt 3Ch., 2SH,0,, 2HJ, 2HgJ,, saa svarer hertil
0£,0222 Baryumsulfat, hidrørende fra Kvægsølvsaltet. Resten 0,241 Baryumsulfat (for alle
200 Gem.) repræsenterer for 1 Mol. Herapathit 1,03 Mol. Baryumsulfat. Da nu Filtratet fra
Baryumsulfatet indeholder en betydelig Mængde Chinin, maa det betragtes som vist, at der
allerede ved Kvægsolvsaltets Dannelse spaltes 1 Mol. surt svovlsurt Chinin fra Herapathi-
tens Molekule.
Denne Methode til Bestemmelsen af den Mængde Jod, disse Forbindelser indeholde
i en friere Form, er imidlertid temmelig besværlig, især fordi der maa arbejdes med tem-
melig store Kvantiteter, naar Analyserne skulle give et sikkert Resultat, og fordi de dannede
Kvægsolvdobbeltsalte hyppig ere saa tungtopløselige, at der maa anvendes særdeles megen
Vinaand til deres Opløsning, og opløses maa de, ellers kan man være vis paa, at de inde-
holde mekanisk indblandede Kvægsølvkugler. Ved en Del af disse Forbindelser kan Metho-
den slet ikke benyttes, fordi de udskille en Del af deres Jod i Form af Kvægsølvjodure,
medens der samtidig dannes et Kvægsølvjodiddobbeltsalt, svarende til et lavere Perjodid.
_Paa den anden Side er en simpel Analyse af disse Perjodider ikke fuldstændig, og de fundne
Resultater tilstede flere Fortolkninger, naar ikke Forholdet mellem frit Jod og Jodbrinte
bestemmes. Jeg har derfor søgt et Stof, der kunde erstatte Kvægsølvet, og det er lykkedes
mig at finde et saadant.
Jeg har tidligere vist, at Jodthallium opløses ved Digestion med en Opløsning af
Jod i Jodbrinte’), som ogsaa af en vinaandig Jodopløsning, og fremdeles, at det herved
dannede Thalliumtrijodid med forskjellige alkaloidlignende Forbindelser danner vel charakte-
riserede Dobbeltsalte”). Det laa da nær at forsøge at anvende en vejet Mengde Thallium-
jodure, der let kan fremstilles i ren Tilstand, istedetfor Kvægsølv i hint Øjemed. Da alle
herved dannede Thalliumjodiddobbeltsalte ere temmelig letopløselige i Vinaand, og disse
Opløsninger have en meget stor Farveevne, behøver man kun at vaske det uforbrugte Thal-
liumjodure med Vinaand, til Filtratet er farveløst, og veje det paa et ved 110? tørret og
vejet Filtrum. Differensen mellem det oprindelig anvendte og det uforbrugte Thallium-
1) Jørgensen, Das Thallium, Heidelberg, 1871, 24.
2) Id. Ueber einige Thalliumverbind. J. f. prakt. Chem., 2 Serie, 6, 82.
jodures Vægt er da et ligefremt Maal for Mængden af frit Jod, idet 1 Mol. Thalliumjodure,
TJ, optager 2 At. Jod. De Vanskeligheder, der ere forbundne med at bestemme Jod eller
Thallium som Jodthallium i vandige Oplosninger, indtræde ikke her, idet Thalliumjodure,
som jeg har overbevist mig om, baade er aldeles uopløseligt i stærk Vinaand og under
disse Omstændigheder ingen Tilbøjelighed har til efter næsten fuldstændig Udvaskning at
gaae igjennem Filtret. Jeg har derfor anvendt denne Methode ved Siden af den S. 26 an-
førte Form af Methoden med Natriumhyposulfit ved mange af de følgende Forbindelser, og
navnlig ved alle de af Herapath tidligere undersøgte, saaledes ogsaa ved Herapathit.
18,2076 tor Herapathit digereredes ved omtr. 50° med Vinaand paa 90° T. og en
bekjendt Mængde Thalliumjodure, til Vædsken havde antaget Thalliumjodiddobbeltsaltenes
intensiv orangerøde Farve, og da endnu en halv Time ved 30° til 40°. Derpaa behandledes
som ovenanfort, og det viste sig da, at den anvendte Herapathit havde opløst 08,3341 Thal-
liumjodure eller 1,99 At. paa 1 Mol. Herapathit.
Thalliumdobbeltsaltet krystalliserer ved Afkøling af den vinaandige Opløsning i
smaa gule Plader af lignende Form som Kvægsolvdobbeltsaltet, men med andre Vinkler.
Po: Poo == 137°. Po:æPo = 111°,5 til 111°.
Det tor efter alle disse Forsøg, der ere anstillede paa saa forskjellige Veje, men
have fort til samme Resultat, ansees for fuldkommen vist, at Herapathit indeholder Ys af
sit Jod i Form af Jodbrinte og kun de °%s i samme friere Form som i de normale Over-
jodider. Herapathiten er altsaa en blandet Forbindelse af lignende Natur som de, den nyere
Chemie paa saa mangfoldige Punkter har paavist. Den er halvt Perjodid, halvt Sulfat. Dens
rationelle Formel er:
J,.JH.Ch.HO.SO,.OH.Ch.HO.SO,.O0H.Ch.HO.SO,.-OH.Ch.HJ.J,.
Imidlertid bliver der dog endnu et Sporgsmaal at besvare, nemlig hvorledes den
Jodbrinte dannes, der indgaaer i denne Forbindelse, naar den fremstilles af svovlsurt Chinin,
Eddikesyre og Jod, eller naar aldeles analoge Forbindelser dannes af surt svovlsurt Chinin
og Jod i vinaandige Oplosninger, thi ogsaa de saaledes dannede indeholde Jodbrinte, som
det vil fremgaa af det folgende. Det synes i Virkeligheden at vere denne Vanskelighed,
der har bragt de tidligere Undersogere til at antage, at alt Jod i denne Forbindelse var
tilstede som frit. Imidlertid maa det erindres, at allerede Guibourt!) erklærede, at
en Oplesning af Jod i Vinaand efter kort Tids Forlob indeholder Jodbrinte. 1 Anledning
af Du Pasquiers Forslag?) at benytte en vinaandig Jodoplosning til Bestemmelsen af Svovl-
brintemængden i Mineralvandene, bemærker Berzelius?), at Jod virker paa Vinaandens
1) Gmelin, Handbuch 4,
2) Ann. Chim. Phys. 73, 310.
3) Berz. Jb. 21, 158.
31.
Bestanddele, saaledes at der dannes Jodbrinte, som opløser Jod. Mange senere Forfattere
gjentage dette. Det er i Virkeligheden heller ikke vanskeligt at overbevise sig derom. Da
108 Jod blev opløst i kold Vinaand paa 90° T. i Mørke, og Opløsningen fyldt op til 200
Ccm., reagerede den, affarvet med fuldkommen neutralt Natriumhyposulfit, endnu næsten
fuldstændig neutralt. 25 Gem. forbrugte, efter Behandling paa denne Maade, kun 1 Draabe
normalt Natron til sin Neutralisation. Men da andre 25 Cem. havde været opvarmede til
Kogepunktet nogle Minutter, behøvede de efter Afkoling og Affarvning 0,7 Gem. normalt
Natron til Neutralisation 9: de indeholdt 08,0896 Jodbrinte. At der samtidig maa dannes et
Iltningsprodukt er tydeligt, men hvilket er det vanskeligt at afgjore med Sikkerhed. Det
turde være rimeligt, at det er Æthylacetat, men at eftervise en ganske ringe Mængde af
denne Forbindelse ved Siden af meget Jod og Vinaand lader sig ikke vel gjere. Saa meget
er dog klart, at naar der kan dannes Jodbrinte i ikke ganske ringe Mængde allerede ved
simpel Kogning af en vinaandig Jodoplosning, saa maa denne Syre efter al Rimelighed
langt lettere dannes, naar den, som ved Fremstillingen af disse Perjodider, strax bindes.
At der dannes Jodbrinte ved Indvirkning af Vinaand paa Jod, fremgaaer ogsaa af en lagtta-
gelse af A. Vogel‘). Han rev nemlig Chlorsolv sammen med Jod, opløste efter længere
Tids Henstand Jodoverskuddet med varm Vinaand og fandt da, at en Del af Chlorsolvet
var omdannet til Jodsolv. Vogel slutter rigtignok deraf, at Jod er istand til at uddrive
Chlor af Chlorsalv (!), men Forholdet beroer aabenbart paa Dannelse af Jodbrinte. Sml.
ogsaa hvad der nedenfor er anfort om Dannelsen af Platindiammoniumjodid og den Be-
mærkning, jeg i Gmelin-Krauts Handbuch III, 1223 har gjort med Hensyn til Palladium-
reaktionen med Jodtinktur.
2det Chininperjodidsulfat. 8C,,H,,N,0;, 6SH,0,, 4HJ, J,;.
Forbindelsen dannes 1° ved Omkrystallisation af den folgende, som derved taber
1 At. Jod. Ved gjentagen Omkrystallisation tabes ikke kjendeligt mere Jod. — 2°. Ved at
opløse 1 Mol. neutralt svovisurt Chinin og 2 Mol. Svovlsyre i Vinaand, opvarme til Kog-
ning og tilsætte 1 At. Jod i varm, vinaandig Opløsning. — 3°. Endelig kan den fremstilles
ved at opløse 1 Mol. neutralt svovlsurt Chinin i varm Vinaand, lade Opløsningen næsten
fuldstændig afkøles og derpaa tilsætte 2 At. Jod i varm, vinaandig Opløsning. Efter et Par
Timers Henstand findes da udskilt røde Naale af det bte Chininperjodidsulfat. Filtratet
herfra afsætter ved videre Henstand det Perjodid, hvorom her er Tale. Ogsaa ved Omkry-
stallisation af de nævnte røde Naale dannes metalglindsende grønne Blade, der efter deres
mikroskopiske Forhold synes at bestaa af samme Forbindelse, men dem har jeg af Mangel
paa Stof ikke analyseret. — Forbindelsen renses som Herapathit.
1) Neues Repert. für Pharm. 20, 129; J. B. 1871, 341.
Dette Perjodid danner tynde rhombiske Blade, begrændsede af Px.oœPæ. Ikke
sjældent forekommer ogsaa "Po, men næsten altid kun partielt udviklet. 1 Gjennemsnit
af 9 Maalinger paa 3 Krystaller har jeg fundet Poo: Poo = 642,25, i 3 Maalinger paa samme
Krystal fandt jeg Poo: 1ePœ — 160°,5. Det optiske Forhold er: | Axen, sortviolet til dybt
indigoblaa (omtrent som Garvesyreblæk), + farveløs. I Masse ere Krystallerne metalglind-
sende og af en olivengraalig Mellemfarve mellem Herapathitens græsgrønne og det følgende
Perjodids bronzegule Farve. Det efter 3die Dannelsesmaade fremstillede danner i Reglen
rectangulære, hyppig uregelmæssig brudte Blade af samme optiske Egenskaber som de
nys nævnte.
Forbindelsen taber ved Henstand over Svovlsyre alt Vand, om end langsomt, og
bliver derved mørk olivenbrun. Saaledes tørret taber den ikke i Vægt ved Opvarm-
ning til 100°.
Analyserne have givet følgende Resultater af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse:
iste Dannelsesmaade: 1 Fremst. 02,4145 gav 02,2760 Jodsølv — 35,99 Proc. Jod.
02,3787 - 08,2521 — = 35,96 — —
2 Fremst. 02,3820 - 052519 — = 35,64 — —
2 Fremst. 3 Gange omkrystalliseret. 08,4891 gav 02,3185 Jodsolv
— 35,19 Proc. Jod.
2den Dannelsesmaade : 08,6523 gav 02,4155 Jodsølv = 35,96 — —
3die Dannelsesmaade: 1 Fremst. 02,3995 - 08,2517 — = 35,40 — —
2 Fremst. 02,3184 - 08,2119 — = 35,38 — —
1ste Dannelsesm.: 1 Fremst. 02,7685 gav 08,2142Baryumsulfat — 9,57 Proc. Svovlsyreanhydrid.
2 Fremst. 05,6963 - 08,1936 — = 9,56 — —
2den Dannelsesm. : 08,6662 - 08,1895 — = 9,76 — —-
3die Dannelsesm.: 085740 - 08,1615 — — 9,66 — —
02,8623 forbrugt paa den S. 29 angivne Maade 08,2865 Jodthallium.
Theori: Fundet:
160C 1920 38,70
16N 224 4,51
208H 208 4,19
220 352 7,10
650, 480 9,67 9,57 9,56 9,76 9,66
143 1778 35,83 35,99 35,96 35,64 35,19 35,96 35,40 35,38
8CyoH,,N 0, 6SH,0,, 4HJ, J,, 4962 100,00
1 Mol. af Forbindelsen har forbrugt 4,93 Mol. Thalliumjodure, Theorien fordrer 5.
33
Forbindelsen er tungtopleselig i kold Vinaand, langt lettere i varm, dog ogsaa heri
tungere opløselig end Herapathit. Den farver næppe Æther, selv ved Kogning. Chloroform
farves næppe synligt rødligt, selv ved Kogning; derimod farves Svovlkulstof temmelig” stærkt
rødt, især ved Kogning.
Rystes den vinaandige, varme Opløsning med metallisk Kvægsølv, saa dannes vel
Kvægsølvjodure, dog ikke meget. Filtratet giver ved Afkøling et Kvægsolvjodiddobbeltsalt
med de samme Vinkler som det, Herapathiten danner. Pæ:Pæ fundet i Gjennemsnit af
4 Maalinger paa 3 Krystaller 126°,6.
Dette Perjodid bør sikkert opfattes som 2 Mol. Herapathit, sammenbundne ved
1 Mol. Jod.
3die Chininperjodidsulfat. 4C,,H,,N,0,, 3SH,0,, 2HJ, J,, 2H,0.
Efter de Formler, Herapath giver for Herapathit og det guldgrønne Cinchonidinper-
jodidsulfat (s. S. 7), adskille" disse to Forbindelser sig i Sammensætning kun ved, at den
sidste indeholder 2 At. Jod mere end den første. Man skulde derfor, mener Herapath!),
antage, at man ved at behandle Chininforbindelsen med Jodtinktur maatte kunne omdanne
den til Cinchonidinforbindelsen; dette lykkedes ham dog ikke, Chininsaltet krystalliserer
igjen i sin oprindelige Form. Imidlertid har jeg fundet, at her dannes en jodrigere For-
bindelse end Herapathit; den ligner ganske vist denne noget, men er ganske forskjellig
derfra. Den kan fremstilles 1° ved at sætte Jodtinktur til en varm Herapathitopløsning,
bedst omtrent 1 Del Jod til 31,e Dele Herapathit. — 2° Ogsaa af Chinin, Svovisyre og Jod
i varm vinaandig Opløsning faaes den hyppig, saaledes af 4 Mol. Chinin, 3 Mol. Svovl-
syre og 8 At. Jod. — 3°. Af Chinin, Svovlsyre, Jodbrinte og Jod i de beregnede Forhold
eller i saadanne, som ligge disse nær (f. Ex. 5 Mol. Chinin, 4 Mol. Svovlsyre, 2 Mol. Jod-
brinte og 8 At. Jod). — 4°. Endelig kan man fremstille den ved at opløse Herapathit i en
Blanding af varm Vinaand og svag Svovlsyre, hvorved Herapathiten opløses langt lettere
end ellers, fortynde med Vand og lade det hele langsomt afkøles.
Dette Perjodid krystalliserer snart i lange, flade Naale, snart i Blade af samme
Form som Herapathit, kun er Formen 1Pœ her langt hyppigere. I Gjennemsnit af 8 Maa-
linger paa 3 Krystaller har jeg fundet %2Px:%oPw — 10275. I 3 Maalinger paa 2 Kry-
staller fandtes Po:Po — 647,3; "%ePo:æPæ fandtes i 4 Maalinger paa 2 Krystaller
= 128775 og Pæ:1oPœ i 5 Maalinger paa 2 Krystaller = 160°,5. Det optiske Forhold
er: | Axen, uigjennemsigtig, + lysegul til lys olivenbrun. I Masse er Forbindelsen metal-
1) Chem. Chem. Gaz. 1858, 70 (Nr. 368); J. f. pr. Chem. 74, 413.
Vidensk. Selsk, Skr. 5"Række, naturvidensk. og mathem Afd. XII. 1. 5
34
glindsende bronzegul og ligner aldeles ikke Herapathit. Over Svovlsyre taber den Vand og
bliver mørk olivenbrun. |
Analyserne af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
iste Dannelsesmaade: 1 Fremst. 08,4641 gav 08,3329 Jodsølv eller 38,76 Proc. Jod.
2 Fremst. 02,70 - 08,3040 — — 38,45 — —
2 Fremst. 02,3761 - 08,2674 — — 3848 — —
3 Fremst. 08,4360 - 08,3072 — — 3933 — —
2den Dannelsesmaade : 08,3715 - (082702 — — 3931 — —
3die Dannelsesmaade : 08,4133 - 08,2963 — — 387 — —
4de Dannelsesmaade : 08,58066 - 08,4101 — — 3818 — —
Iste Dannelsesm.: 1 Fremst. 02,6673 gav 08,1760 Baryumsulfat eller 9,06 Proc. Svovlsyreanhydrid.
2 Fremst. 08,6125 - 08,1631 = = _
2 Fremst. 08,5925 - 08,1593 — D — —
3 Fremst. 08,8610 - (08,2242 — — ‘8,94 — —
3die Dannelsesm.: 08,7655 - 08,2076 = al =
0£,7878 afgav ved 100° under samtidigt Jodtab, 08.0108 Vand, der vejedes som saadant, = 1,37 Proc.
1£,0602 gav paa samme Maade 02,0162 Vand = 1,55 Proc.
02,9537 gav 08,0135 Vand = 1,41 Proc.
08,7934 forbrugte til Dannelse af Thalliumjodiddobbeltsalt 02,3014 Thalliumjodure.
08,7293 forbrugte paa samme Maade 02,2802 Thalliumjodure.
Over Svovlsyre: Theori: ‘ Fundet:
80C 960 36,31
8N 112 4,24
104H 104 3,98
110 176 6,65
350, 240 9,08 9,06 9,14 9,23 8,94 9,31
8J 1016 38,43 38,76 38,45 38,43 39,33 39,31 38,74 38,18
2H,0 36 1,36 1587 1.55 141
4Cy Hy ,N,0,,3SH,0 ,,2HJ,J,,2H,0 2644 100,00
r
1 Mol. af Forbindelsen har i Gjennemsnit forbrugt 3,05 Mol. Thalliumjodure;
Theorien fordrer 3.
Hvormeget Vand den bronzegule Forbindelse indeholder, er det ikke let at af-
gjøre med Sikkerhed. Dog har jeg anstillet et Forsøg i saa Henseende.
Det mellem Papir pressede Salt blev tørret 24 Timer over Syovisyre og derpaa i
Luften ved 18 til 20°. Herved beholdt det fuldstændig sin bronzegule Farve. 12,0535 af
det saaledes behandlede Salt tabte over Svovlsyre, 02,0329 Vand — 3,12 Proc. Indeholdt
Forbindelsen 6 Mol. Vand og tabte 4 over Svovlsyre, skulde Vegttabet vere 2,65 Proc.;
indeholdt den 7 Mol. Vand og tabte 5 over Svovlsyre, vilde det theoretiske Vægttab være
— 3,29 Proc.
Denne Forbindelse er oploselig i varm Vinaand, men tungere oploselig end Hera-
pathit. Dog kan den ikke omkrystalliseres af Vinaand; den taber derved 1 Atom Jod og
gaaer over til den foregaaende Forbindelse. Overfor Æther, Chloroform og Svovlkulstof
forholder den sig aldeles som den foregaaende. Ved Rystning af den vinaandige Opløsning
med Kvægsolv, dannes vel Kvzgsolvjodure, men det varme Filtrat afsætter ved Afkoling et
Kvægsolvjodiddobbeltsalt af samme Form som det, Herapathiten danner. Vinklen Po: æPx
fandt jeg — 125°,5 paa en, = 126° paa en anden Krystal. Derimod synes Thalliumjodid-
dobbeltsaltet at være ganske forskjelligt fra Herapathitens. Det optræder i tykke, temmelig
store, men uregelmæssigt uddannede Krystaller af Farve som Kaliumdichromat.
Ade Chininperjodidsulfat. 8C,,H,,N,0,, 6SH,O,, 4HJ, J,,, 4H,0.
Denne Forbindelse faaes, naar man forsøger at fremstille det 7de Chininperjodid-
sulfat (S. 39) af de beregnede Mængder svovlsurt Chinin, Svovlsyre, Jodbrinte og Jod, blan-
der disse i kogende vinaandig Opløsning og lader staa hen til langsom Afkøling.
Forbindelsen danner glimrende, bronzegulbrunlige Blade, der i høj Grad minde om
den foregaaende Forbindelse, men have en endnu mere udpræget Metalglands. De ere stærkt
udviklede efter Hovedaxen og faa derved Udseende af lange Naale. Forbindelsen er
isomorf med de foregaaende Forbindelser, dog synes her alene at forekomme Combina-
tionen "'2Po. 0P.æPo. Vinklen '/oPa:aPc er maalt = 128°,5 til 129°. Det optiske
Forhold er: | uigjennemsigtig, + rodliggul. Ved Tørring over Svovlsyre bliver Forbindel-
sen først mørkegrøn, derpaa mørk olivenbrungraa, næsten sort, men vedbliver at være
glindsende.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Salt har givet følgende Resultater:
1 Fr. 08,4305 gav 08,3318 Jodsølv = 41,65 Proc. Jod.
08,6465 gav 06,1655 Baryumsulfat = 8,79 Proc. Svovlsyreanhydrid.
08,4491 forbrugte til Affarvning 118,91 Natriumhyposulfit (818 = 18 Jod) = 32,5 Pr. frit Jod.
2 Fr. 02,9033 gav 08,2292 Baryumsulfat — 8,71 Proc. Svovlsyreanhydrid.
08,5625 forbrugte 148,59 af den nævnte Natriumhyposulfitoplesning = 32,0 Pr. frit Jod.
12,2496 afgav ved 100—105° 08,0178 Vand = 1,41 Proc.
06,8150 afgav ved 100—110° 02,0119 Vand = 1,46 Proc.
36
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
160C 1920 34,64
216H 216 3,90
16N 224 4,04
260 #116 7,61
6S0, 480 8,6 8,79 8,71
18J 2286 41,25 41,65
8C, HN 202,65H0,,4H9,9,,,4H,0 5542 100,00
Theori: 1,20 Proc. Vand. Fundet: 1,41 1,46
= 32,05 — fritJod. — 32,5 32,0
Forbindelsen er sikkert at opfatte som 2 Mol. af foregaaende Perjodid, sammen-
bundne ved 1 Mol. Jod.
Den minder ogsaa deri om den foregaaende Forbindelse, at den ikke uforandret
lader sig omkrystallisere af varm Vinaand, men giver 2det Chininperjodidsulfat i Form af
graalig olivengronne Blade, der ere meget tynde, ofte rektangulere, ofte rhombiske med de
bekjendte Vinkler og med det optiske Forhold: | morkeblaa, + næsten farveløs.
Det kunde derfor synes rimeligt, at det 4de Chininperjodidsulfat ikke var noget
bestemt charakteriseret chemisk Individ, men kun 3die Chininperjodidsulfat med noget
vedhengende Jod. Dette er dog ikke Tilfefdet, thi ved Rystning af Forbindelsen med
Æther farves den her omhandlede Forbindelse kun yderst svagt brunlig, Chloroform bliver
kun svag rødlig; Svovlkulstof bliver ret tydelig rød allerede i Kulden, men det er ganske
umuligt, at over 4! Proc. indblandet Jod ikke skulde farve de førstnævnte Vædsker stær-
kere, end Tilfældet er. Til samme Resultat kommer man ved Opvarmning af Forbindelsen.
Ovennævnte Vandbestemmelser ere udførte paa den S. 16 udførte Maade, hvad der her er
saa meget mere nødvendigt, som Forbindelsen taber Jod ved 100°. Ved den første Vand-
bestemmelse viste det sig nu, at Stoffet havde tabt i Alt 0,0302 (Jod + Vand) = 2,38 Proc.
Fradrages Vandtabet, 1,41 Proc., har Forbindelsen altsaa ved 3 Timers Opvarmning til
100—105? i en tør Luftstrøm kun afgivet 0,97 Proc. Jod. Men de 2 Jodatomer, den inde-
holder mere end 3die Chininperjodidsulfat repræsentere 4,58 Proc. Selv ved 5 Timers Op-
varmning til 100— 110° i tør Luftstrøm (2den Vandbestemmelse) afgav Stoffet paa langt
nær ikke Halvdelen af denne Jodmængde.
Jeg troer derfor med fuld Sikkerhed at turde betegne ogsaa dette Perjodid, det
sidste i den egenlige Herapathitrække, som en bestemt chemisk Forbindelse. Et højere
Led, der vilde afslutte denne Række, har jeg derimod ikke kunnet isolere. Sandsynligvis
falde de Betingelser, hvorunder det skulde dannes, meget nær sammen med dem, under
hvilke man faaer 7de Chininperjodidsulfat.
37
Hvad der frapperer, og hvad der ganske vist har været Grunden til, at Herapath
har overset Existensen af denne og de to foregaaende Forbindelser, det er, at fire Forbin-
delser af Formlerne:
4Ch,3SH,0,,2HJ,J, 4Ch,3SH,0,,2HJ,J, 4Ch,3SH,0,,2HJ,J, og 4Ch,3SH,0, ,2HJ,J;
have samme Krystalform. Dette er imidlertid ikke noget enestaaende; lignende Forhold
forekomme paafaldende hyppigt mellem Jodider og Perjodider og mellem Perjodider ind-
byrdes. Jeg har allerede tidligere") antydet dette og skal i en Note ved Slutningen af
denne Afhandling give en Oversigt over en temmelig betydelig Række analoge Tilfælde.
Ste Chininperjodidsulfat. 2C,,H,,N,0,, SH,0,, 2HJ, J,.
Naar man til en Opløsning af 1 Mol. neutralt svovlsurt Chinin i Vinaand paa 93° T.
efter næsten fuldstændig Afkøling sætter 2 At. Jod i varm, vinaandig Opløsning, saa findes
efter et Par Timers rolig Henstand udskilt lange, røde, diamantglindsende Naale, som ved
Udvaskning med Vinaand paa 60° T. og Tørring i Luften tåbe deres Glands og efter nogle
Dages Henliggen i et tørt, lukket Glas blive sorte. Men denne Forbindelse dannes kun i
ringe Mengde. Af en vis Mængde svovlsurt Chinin, som indeholdt 72,46 vandfrit Salt, fik
jeg kun 18,6 af dette Perjodid, og det var nødvendigt allerede da at dekanthere Vædsken,
fordi der allerede begyndte at udskilles grønne, glimrende Blade af en anden Forbindelse
(2det Chininperjodidsulfat). Den frahældte Vædske udskilte alene disse.
Perjodidet viser sig under Mikroskopet som 4-sidede, stærkt tilspidsede Prismer,
der virke yderst svagt absorberende paa plansat Lys. Efter Opløsning i varm Vinaand ud-
skilles ved Henstand glimrende, olivengrønne, yderst tynde, men stærkt polariserende Blade,
sandsynligvis af 2det Chininperjodidsulfat.
Paa Grund af den ringe Mængde, hvori Forbindelsen dannes, var jeg først tilbøje-
lig til at antage, at den indeholdt et andet Alkaloid end Chinin, og da et hidtil ubekjendt,
thi det svovlsure Chinin, der blev anvendt, var frit for alle andre bekjendte Chinaalkaloider.
Dette synes dog ikke at være Tilfældet. Idetmindste var det Alkaloid, der blev vundet af
Filtratet fra nedenstaaende Svovlsyrebestemmelse, efter at det ringe Overskud af Baryt først
var fjærnet, ikke til at skjelne fra Chinin, det gav med største Sikkerhed alle Chininets
Reaktioner; det med Ammon udskilte Alkaloid var amorft og letopløseligt i Æther. Tilmed
tilhører Omkrystallisationsproduktet ifølge Krystalform og optiske Egenskaber tydelig nok
den foregaaende Række Acidperjodider.
02,3401 Sulfatperjodid gav 0°,2519 Jodsølv.
08,4071 gav 08,0762 Baryumsulfat.
1) J. f. pr. Chem. 2 Serie, 2, 369
Luftrerets : Theori: Fundet:
2055 H5A NEO, 648 :
2.0— 24 HE thd) 53,19
H,0 20
SO, 80 6,37 6,13
4J 508 40,44 40,03
2 Co oHoaNo00 SH,O,, 2HJ, J, 1256 100,00
6te Chininperjodidsulfat. 2C,,H,,N,0,, SH,0,, 2HJ, J,.
Denne Forbindelse faaes bedst ved at opløse neutralt svovlsurt Chinin i kogende
Vinaand, tilsette 2 Mol. Jodbrinte og 4 At. Jod ligeledes i varm vinaandig Opløsning og
derpaa saa megen Jodbrinte, at der selv ved Afkøling ikke udkrystalliserer noget. Ved for-
sigtig Fældning med Vand udskilles da olivengrønne Blade, der vaskes med Vinaand paa
omtr. 50? T. og tørres over Svovlsyre. Ogsaa naar man opløser Herapathit i kogende Vin-
aand under Tilsætning af rigelig Jodbrinte udkrystalliserer denne Forbindelse ved Afkøling,
men faaes paa denne Maade ikke ren; selv om man omkrystalliserer den af stærk jod-
brinteholdig Vinaand, indeholder den endnu en rigtignok ikke betydelig Mængde Herapathit.
Krystallerne ere i reflekteret Lys mørkt olivengrønne, i gjennemfaldende brune.
Hyppigt ere de rektangulære Blade, hyppigere forekommer Kombinationen 0P.Po.x Po,
ikke sjældent tillige 1ePæ, men denne Form findes yderst sjældent alene. Forbindelsen er
isomorf med Herapathit. I Gjennemsnit at 11 Maalinger paa 4 Krystaller har jeg fundet
Po:0P = 123925, i 4 Maalinger paa 3 Krystaller fandt jeg Poo: Poo = 65°,5—66°, i 6
Maalinger paa 3 Krystaller fandtes Poo:1/.Po — 160°—160°,5. Det optiske Forhold er:
| Axen, purpurbrun, i tynde Blade lys rødbrun, + grønlig lysegul, i tynde Blade næsten
farveløs.
Den over Svovlsyre fuldstændig tørrede Forbindelse afgiver ikke Spor af Vand
ved 100°.
Analyser af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse:
08,4220 gav 0£,3905 Jodsølv = 50,02 Proc. Jod.
Of 6387 - (08,5923 == = 50,11 — = ;
026360 - en vis Mengde Jodsølv, der omdannedes til 08,3614 Chlorsølv = 50,30 Proc. Jod").
087278 - 08,1150 Baryumsulfat = 5,41 Svovlsyreanhydrid.
08,5783 - (08,0927 — — 5,48 —
1) Det af Herapathit og Jodbrinte fremstillede gav følgende Resultater:
08,3945 gav 08,3498 Jodsolv — 47,93 Proc. Jod.
08,8819 - 08,1500 Baryumsulfat — 5,82 Svovlsyreanhydrid.
Efter Omkrystallisation af jodbrinteholdig Vinaand gav
Og ‚6312 mig 08,5607 Jodsolv — 48,01 Proc. Jod.
39
06,4479 gav 06,5255 Kulsyre — 32,00 Proc. Kulstof og 0? 1423 Vand == 3,51 Proc. Brint.
02,3473 forbrugte paa den S. 26 angivne Maade 9,11 af en Opløsning af Natriumhyposulfit,
hvoraf 818,0 = 1% Jod, 9: 32,7 Proc. frit Jod.
08,8185 — 08,3621 Thalliumjodure.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
40 C 480 31,79 32,00
52H 52 3,44 3,51
AN 56 3,71
50 80 5,30
SO, 80 5,80 5,41 5,48
6J 162 50,46 50,02 50,11 50,30
265 ,4,,4N,0,, SH,0,, 2HJ, J, 1510 100,00 50,02
Forbindelsen indeholder ifølge Forsøget med Natriumhyposulfit 32,7 Proc. frit Jod
(Theori: 33,65). 1 Mol. forbrugte 2,02 Mol. Thalliumjodure (Theori: 2). Jeg slutter heraf,
at Forbindelsens rationelle Formel er:
3,.3H:.Ch.H0.S0,.0H.Ch.HJ.3,,
thi det af Filtratet fra Svovlsyrebestemmelserne udskilte Alkaloid viser alle Chininets
Reaktioner.
Forbindelsen er tungtoploselig i kold Vinaand, langt lettere i varm; dog kan den
ikke omkrystalliseres heraf; ved Afkoling af Oplosningen udskilles Herapathit, om end denne
Forbindelse paa denne Maade næppe kan faaes i ren Tilstand (sml. S. 18). I koldt og
kogende Svovlkulstof eller Chloroform er Forbindelsen uoploselig, heller ikke kogende
Æther farves kjendelig deraf. Ved Rystning af Forbindelsen med varm Vinaand og Kvæg-
sølv dannes ikke Spor af Kvzgselvjodure, men Filtratet giver ved langsom Afkeling store,
næsten farvelose Rosetter af rhombiske Blade, der ikke ere til at skjelne fra det Kvægsølv-
jodiddobbeltsalt, Herapathit under samme Forhold danner (Px: «Po fundet = 126°). Om
det er identisk dermed kan ikke afgjores uden en Analyse, thi da Perjodiderne trods deres
forskjellige Sammensætning ere isomorfe, kunde det samme vel tænkes at være Tilfældet
med Kvegselvdobbeltsalte af forskjellig Formel.
Thalliumdobbeltsaltet krystalliserer ved frivillig Fordampning i flere Gentimetre lange,
einnoberrode Naale, der ved længere Tids Henliggen blive matte.
7de Chininperjodidsulfat, 2C,,H,,N,0.,, SH,0,, 2HJ, Jy,
dannes 1° ved til en varm, vinaandig Herapathitopløsning at sælte en rigelig Mængde Jod-
tinktur, fortynde noget med Vand og lade det hele henstaa i længere Tid. Derfor dannes
den næsten altid, naar man sætter Jodtinktur til Moderluden fra 3die Chininperjodidsulfat
40
(liste Dannelsesmaade) og lader Vædsken staa hen. 2° Ogsaa af de beregnede Mængder
neutralt svovisurt Chinin og Jodbrinte eller af den varme Opløsning af den foregaaende For-
bindelse faaes ved Tilsætning af rigelig Jodtinktur de samme Krystaller. 3° Endelig dannes
de af en varm, vinaandig Opløsning af neutralt svovlsurt Chinin ved et meget stort Over-
skud af Jodtinktur og Henstand.
Det er altid rigtigt at lade Krystaldannelsen foregaa ved lav Temperatur, altsaa
ikke at anvende saa koncentrerede Oplosninger, at Forbindelsen udskilles allerede i Varmen ;
i dette Tilfælde dannes nemlig let samtidig sorte, tjærelignende Produkter. Vaskningen maa
ske med saa svag Vinaand som muligt, ellers blive Krystallerne matte.
Forbindelsen danner diamantglindsende, sorte Blade og Naale med et grønligt Skær.
Har man vasket med lidt vel stærk Vinaand, have de ofte en rødlig Bronzeglands, omtrent
som Kaliumpermanganat. Hyppigt optræde over 5 Cm. lange, skjøre Naale. Baade Blade
og Naale ere hyppigt rektangulære, dog findes næsten ligesaa almindeligt Kombinationen
Po.æPo. I Gjennemsnit af 9 Maalinger paa 2 Krystaller (tyndere Blade, gjennemsigtige
med brun til brungul Farve) fandtes Poo: «Pax = 10975; i Gjennemsnit af 8 Maalinger
paa 3 Krystaller (ganske uigjennemsigtige, lange Naale) fandtes Poo: Pc — 109°. De
virke svagt absorberende paa plansat Lys: | mørkere brun til uigjennemsigtig, efter Tykkel-
sen, + lysere brun.
Den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav ved Analysen følgende Resultater:
iste Dannelsesmaade: 02,4920 gav 0£,5709 Jodsølv = 62,71 Proc. Jod.
0£,9197 - 08,1095 Baryumsulfat = 4,08Proc. Svovlsyreanhydrid.
02,3416 - 08,2951 Kulsyre og 02,0848 Vand = 23,65 Proc. Kulstof og
2,74 Proc. Brint.
2den Dannelsesmaade: 02,2225 - 08,2569 Jodsoly = 62,49 Proc. Jod.
08,7962 - 08,0958 Baryumsulfat = 4,14 Proc. Svovlsyreanhydrid.
06,3130 affarvedes af 12¢,45 Natriumhyposulfitopløsning, hvoraf 796,45
— 18 Jod, 9: 50,1 Proc. frit Jod.
3die Dannelsesmaade: 02,3148 gav 08,3670 Jodsolv = 63,00 Proc. Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
40 C 480 23,79 23,35
52H 52 2,57 14 2,74
AN 56 2,78
50 80 3,97
SO; 80 3,97 4,08 4,14
10J 1270 62,92 62,71 62,49 63,00
96, Hs ,N.O,, SH 02 RES, 92 F20Is 100, 00 Da en
Theori 50,35 Proc. friere Jod. Fundet 50,1.
Al
Forbindelsens rationelle Formel er følgelig:
J,.JH.Ch.HO.S0,.0H.Ch.HJ.J,.
Dette Stof lader sig ikke omkrystallisere. Det opløses vel af kogende Vinaand, dog
gaaer den fuldstændige Opløsning temmelig vanskeligt for sig. Men ved Afkøling udskilles
en anden, ikke nærmere undersøgt Forbindelse som et sort krystallinsk Pulver, der under
Mikroskopet viser sig som Rosetter af meget smaa, rhombiske, stærkt polariserende Blade!)
men ved længere Tids Henstand under Moderluden igjen synes at gaa over til det oprindelige
Salt. Den oprindelige Forbindelse farver næppe kold Æther eller Chloroform, selv ved Kogning
bliver Ætheren kun ganske svag brungul, Chloroform svagt rosa. Overfor Svovlkulstof for-
holder den sig som overfor Chloroform, dog er Farven lidt stærkere. Ved Rystning med
metallisk Kvægsølv under svag Opvarmning dannes rigeligt Kvægsolvjodure. Filtratet af-
sætter ved Henstand hvidgule Vorter af et højst utydeligt krystalliserende Kvægsølvjodid-
dobbeltsalt.
Foruden de nu beskrevne to Rækker Chininperjodidsulfater :
4C:0H:4N:0,, 35H,0,, 2HJ, Ji
og 2G0,,H54N,0,, SH,0,, 2HJ, 3;
synes der at existere en 3die, nemlig:
dCs oles Nos, 2oH,O,, 2H3, Jz,
men de herhen hørende Forbindelser har jeg ikke kunnet undersøge saa nøje; som onske-
ligt var, fordi det trods utallige Forsøg ikke er lykkedes mig at finde Methoder, der give
disse, iovrigt vel charakteriserede Forbindelser, i fuldstendig ublandet Tilstand, saa at Ana-
lyserne hverken stemme saa godt indbyrdes eller med de Formler, jeg anseer for sandsyn-
lige, at jeg tor betragte disse sidste som paalidelige. Jeg vil dog her anføre mine lagtta-
gelser, saa ufuldkomne de ere, da de i alt Fald ville kunne vere til Nytte for den, der
senere vil behandle dette Æmne.
1. 3C,,H,,N,0,, 2SH,0,, 2HJ, 33? — Ved Omkrystallisation af den følgende
Forbindelse udskilles et næsten sort Perjodidsulfat. Da baade denne og den folgende For-
bindelse er yderst tungtoploselig, behøves hertil en meget stor Mængde Vinaand. Under
Mikroskopet viser denne Forbindelse (Nr. 1) sig som Rosetter af yderst fine Naale; disse ere blaa
i gjennemfaldende Lys, hvad der dog kun er synligt i meget tynde Lag. De sorte Roset-
ter synes derfor omgivne af en blaa Rand. Ogsaa naar man sønderdeler dem mechanisk,
f. Ex. ved Gnidning med en Glasstang, vise Glassets Vægge blaa Striber. Forbindelsen
farver hverken Æther eller Chloroform, selv Svovlkulstof farves næppe synligt.
1) Disse ligne i høj Grad den nedenfor (S 42) under Nr. 2 beskrevne Forbindelse.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XII. 1. 6
42
1 Fremst. 0,4520 gav 0,2900 Jodsølv — 34,67 Proc. Jod.
0,4575 - 0,1193 Baryumsulfat — 8,95 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,4600 - 0,1193 — = 8,93 — —
0,3198 affarvedes ved 52,53 Natriumhyposulfit (hvoraf 818 = 18 Jod) = 21,3Proc. frit J.
2 Fremst. 0,4096 gav 0,2749 Jodsolv — 36,28 Proc. Jod.
0,3403 affarvedes ved 6,11 af samme Natriumhyposulfit = 22,2 Proc. frit Jod.
0,7058 gav 0,1749 Baryumsulfat = 8,50 Proc. Svovlsyreanhydrid.
3 Fremst. 0,6094 - 0,1607 — = 9,05 — —
0,4835 affarvedes ved 85,25 Natriumhyposulfit (778 = 18 Jod) = 22,1 Proc. frit Jod.
4 Fremst. 0,5705 gav 0,3848 Jodsoly = 36,45 Proc. Jod.
Theori: Fundet:
34,63 Proc. J 34,67 36,28 36,45 —
8,86 — SO, 8,95 8,50 — 9,05
21,11 — frit Jod 21,3 22,2 — 22,1
2. 3C,.H,,N,0., 2H,SO,, 2HJ, J,, H.O? — Af surt svovisurt Chinin i varm
vinaandig Oplosning faaes ved Tilsætning af varm Jodtinktur i meget forskjellige Forhold
ved langsom Afkoling højst utydelige, olivengraa, i Masse og tørrede over Svovlsyre næsten
sorte Rosetter af Blade, hvoraf dog kun de yderste Spidser vise sig gjennemsigtige,
og som polarisere meget kraftigt: | mn, brungul, + uigjennemsigtig. Kold Æther
B>B
farves ganske svagt ved Rystning med disse Krystaller, Svovlkulstof temmelig stærkt, Chloro-
form næppe synligt. Ved Omkrystallisation dannes den foregaaende Forbindelse. Med
Kvægsølv dannes Kvægsølvjodure og et amorft Kvægsølvjodiddobbeltsalt.
Analyser af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse have givet følgende Resultater:
Af 2 Mol. neutralt svovlsurt Chinin, 3 Mol. Svovlsyre og 8 At. Jod:
0,3605 gav 0,2827 Jodsølv = 42,10 Proc. Jod.
0,4330 affarvedes ved 105,19 Natriumhyposulfit (818 = 12 Jod) — 29,0 Proc. frit Jod.
0,5979 gav ved 100° 0,0058 Vand — 0,97 Proc.
0,6061 - 0,1396 Baryumsulfat — 7,91 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,5993 - 0,1380 — = 71,91 — —
0,3450 - 0,4340 Kulsyre og 0,1203 Vand = 34,35 Proc. Kulstof og 3,89 Brint.
Af 1 Mol. neutralt svovisurt Chinin, 4 Mol. Svovlsyre og 6 At. Jod:
0,6129 gav 0,4917 Jodsoly = 43,42 Proc. Jod.
Af surl svovlsurt Chinin og et temmelig rigeligt Overskud af Jod:
0,5845 gav 0,4692 Jodsolv — 43,36 Proc. Jod.
Af 1 Mol. neutralt svovisurt Chinin, 3 Mol. Svovlsyre og 6 At. Jod:
0,4925 gav 0,3865 Jodsoly — 42,41 Proc. Jod.
43
0,5497 gav 0,1335 Baryumsulfat — 8,34 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,5264 affarvedes ved 138,16 Natriumhyposulfit (81£ — 18 Jod) — 30,8 Proc. frit Jod.
Theori: Fundet:
34,67 Proc. C 34,35
3,85 — H 3,89
1,70 — SO; 7,91 7,91 8,34
42,60 — J 42,10 43,42 43,36 42,41
0,37 — H,0 0,97
30,57 — frit Jod 29,0 30,8
3. 3.C,,H,,N,0,, 2SH,0,, 2HJ, J,? — Denne Forbindelse har jeg kun en Gang
faaet i fuldstændig ren Tilstand, nemlig af 1 Mol. neutralt svovisurt Chinin (== 88,72),
2 Mol. normal Svovlsyre og 200 Gem. stærk, gammel Jodtinktur, som ved Titrering med
Natriumhyposulfit viste sig at indeholde 168,8 frit Jod. Hvor megen Jodbrinte (sml. S. 30),
‚den har indeholdt, er jeg desværre ikke istand til at meddele, da jeg ikke, for Beholdnin-
gen var opsluppen, havde nogen Forestilling om Vigtigheden af denne Bestemmelse. Alle
Forseg paa at fremstille Forbindelsen ved Hjelp af frisk Jodtinktur ere glippede. Ved hint
Forsøg blev Chininsaltet og Svovlsyren opløste i 400 Cem. Vinaand paa 92° T., denne
Vedske opvarmet, dog ikke til Kogning, og sat til den ligeledes opvarmede Jodtinktur.
Jeg fik da ved Afkeling en Mengde olivengronne, metalglindsende, spidse Naale, let kjen-
delige paa, at de polarisere Lyset i modsat Retning af Herapathit, nemlig: || lys brungul,
+ uigjennemsigtig. I uren Tilstand, blandet med 3die og 4de Chininperjodidsulfat, under-
tiden ogsaa med den foregaaende Forbindelse, faaes den meget let. Indblandingerne kjendes
øjeblikkelig under Mikroskopet, og man iagttager i Almindelighed allerede med blotte Øje,
at Forbindelsen ikke er homogen. Naalene frembyde Kombinationen Pæ.æPæ og meget
hyppigt en Form, der synes at vere 5Po. Poo: cPoo maalt = 121° til 121°,5, 5Poo : œP
maalt — 161° til 162°, 5Poo: 5Pco maalt — 36° til 37°. Stilles derfor Krystallerne saale-
des, at de optiske Forhold blive analoge med Herapathitens og 7de Chininperjodidsulfats,
saa synes denne Forbindelse at vere isomorf med begge.
Denne Forb. har nemlig: Poo : Poo — 117°,5 og 5Pæ:5Pæ— 36°,5
Herapathit har: Pæ:Pæ— 64°, og 7de Chininperjodidsulfat har: Po . Po — 142°
181°,5 178°,5
Denne Forbindelse farver Æther svagt brunlig, Svovlkulstof temmelig stærkt, Chloro-
form svagt, men aldeles tydelig rod. Den er tungtopløselig i kold, langt lettere i varm
Vinaand, men kan ikke uforandret omkrystalliseres heraf. Man faaer istedetfor dette det 3die
Chininperjodidsulfat med de bekjendte Vinkler (Po: œPœæ maalt — 147,5, 12Pœ : Ps
6*
Wh
maalt — 127°,5; optisk Forhold: | meget mørk olivengraa, + bleggul). Desuden
forbrugte:
0,3516 af det saaledes dannede 3die Chininperjodidsulfat, torret over Svovlsyre, til
Affarvning 76,84 Natriumhyposulfit (778 = 1£ Jod) 9: indeholdt 29,0 Proc. frit Jod
(Theori: 28,82) og gav ved Omkrystallisation det olivengraa 2det Chininperjo-
didsulfat.
Den Forbindelse, hvorom her er Tale, giver, naar den rystes med varm Vinaand
og Kvægsolv, Kvægsolvjodure og et hvidt Kvægsolvjodiddobbeltsalt i flade dobbeltbrydende
Naale af samme Form som det, Herapathitrækken danner (Po: Poo maalt — 109°).
Analysen af det i spidse Naale krystalliserende Perjodid gav følgende Resultater:
0,4792 gav 0,4671 Jodsølv — 52,68 Proc. Jod.
0,5170 - 0,1003 Baryumsulfat — 6,65 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,5609 = 0,1069 — = 6,64 == —
0,5043 brugt til Affarvning 178,53 Natriumhyposulfit (812 — 18 Jod) — 42,92 frit Jod.
Theori: Fundet:
52,05 Proc. J 52,68
6,56 — SO, 6,95 6,54
41,72 — frit Jod 42,92
B. Methylchininforbindelser.
1ste Methylchininperjodidsulfat. 2C,,H,,N,0,.CH;,.J3, SH,0,, Jy.
Denne Forbindelse dannes af de beregnede Mængder Jodmethylchinin og Svovlsyre
og et Underskud af Jod (omtr. */5 af den theoretiske Mengde; ellers dannes let den følgende
Forbindelse) i en vinaandig Oplosning, der har en Temperatur af omtr. 60°. Ved langsom
Afkoling udskilles Knipper af ofte flere Cm. lange, rodbrune Naale. Som oftest ere de
ret afskaarne, hyppig vifteformet forenede. De virke absorberende paa plansat Lys: | mor-
kebrun til uigjennemsigtig, + gul til lysebrungul, alt efter Naalenes Tykkelse.
08,4474 gav, tørret over Svovlsyre, 02,4088 Jodsolv.
06,907 gav 08,1232 Baryumsulfat.
02,3551 forbrugte til Affarvning 96,35 Natriumhyposulfitoplosning (798,45 — 12 Jod).
45
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
42 C 504 32,79
56H 56 3,63
4N 56 3,63
50 80 5,20
SO, 80 5,20 5,34
6J 162 49,55 49,38
2%0,H,,N,0,.CH,.J, SH,0,, J, 1538 100,00
Rationel Formel: J,.JCH,.Ch.H0.S0,.0H.Ch.CH,J.J,. Forsøget med Natri-
umhyposulfit viser nemlig, at Forbindelsen indeholder 33,1 Proc. Jod i en friere Form;
Theorien fordrer 33,03 Proc.
Forbindelsen er tungtopløselig i kold, let i kogende Vinaand, uopløselig i kold og
og kogende Æther, Chloroform og Svovlkulstof. Ved Afkøling af den vinaandige Opløsning
udkrystalliserer Størstedelen uforandret i smukke Rosetter af centimeterlange Naale. Dog
findes altid samtidig udskilt Blade af den følgende Forbindelse, om end i ringe Mængde.
Rystet med Kvægsølv affarves den varme vinaandige Opløsning, uden at der dannes Spor
af Kvægsølvjodure. Filtratet giver ved langsom Afkøling bleggule, tykke, rektangulære, smukt
dobbeltbrydende Prismer af et Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der ved en utilstrækkelig Mængde
Vinaand smelter under den kogende Vædske til gule Draaber. Dette Salt danner let over-
mættede Opløsninger. Den vinaandige Opløsning, som har henstaaet et helt Døgn uden
at krystallisere, udskiller, naar den hældes fra et Glas til et andet, i Løbet af et Par Minu-
ter rigeligt Krystaller. — Ved Opvarmning af Perjodidet med Thalliumjodure og Vinaand,
dannes et 'Thalliumjodiddobbeltsalt, der ved Afkøling krystalliserer i smukke, orangegule,
diamantglindsende, rektangulære eller kvadratiske Plader, hvis Hjørner sjældent ere af-
stumpede af en Form, der under Forudsætning af, at Systemet er det kvadratiske, er
Po ( æP : æœPœ fundet — 133 til 134°). Krystallerne ere dobbeltbrydende og absorbere
mærkeligt nok plansat Lys, om end svagt: | oP orange, + lysegul.
2det Methylchininperjodidsulfat. 2C,,H,,N,0,.CH2.J, SH,0,, Jg.
Denne Forbindelse danner 1° i ringe Mængde ved Omkrystallisation af den fore-
gaaende, derimod 2” let ved Omkrystallisation af de to følgende. 3? Simplest faaes den af
de beregnede Mængder Jodmethylchinin, Svovlsyre og Jod ved langsom Afkoling af den
kogende vinaandige Opløsning. Bedst anvendes et ringe Overskud af Jod (omtr. %5 af den
beregnede Mængde) for ganske at undgaa Dannelsen af det foregaaende Perjodid. Paa
46
denne Maade faaes Forbindelsen i meget smukke, flere Cem. lange brune, diamantglind-
sende Blade. 4° Ved flere Maaneders Henstand af den foregaaende Forbindelse under den
sure Moderlud med begrændset Adgang af Luft, dannes der udmærket smukke, sorte, glim-
rende og ret vel udviklede Prismer, der imidlertid have samme Sammensætning som hine
brune Blade. 5? Ogsaa ved Henstand af den følgende Forbindelse under Moderluden dan-
nes efter ganske kort Tids Forløb den her omhandlede.
A Jeg skylder Dr. Topsoes Velvillie folgende krystallografiske Oplysninger om den
efter 4de Dannelsesmaade fremstillede Forbindelse:
«Rhombisk. a:b:c = 1 : 0,9786 : 0,6307. Krystallerne ere naaleformige, stærkt riflede
Prismer — Formerne (110). (210). (010), denne sidste dog svagt eller hyppigt endog ikke
ikke udviklet — der begrændses af Domaet (011), afstumpet af Fladeparret (001). Foruden
disse Former er paa et Par enkelte Krystaller iagttaget et Doma (021) samt en enkelt Flade
af Pyramiden (213), begge Former dog svagt udviklede.
Maalingerne ere paa Grund af Stribningen ikke fuldstændig nøjagtige. Hoved-
vinklerne ere:
Maalt: Beregnet:
110: 110 91° 15° —
210:210 88° 58° 88° 45°
110 : 010 44° 30° 44° 2915
110:011 67° 13° —
110:213 39° 94° 39° 15°
011:011 65° 56° 65° 36°
011 : 001 33° 14° 99°: 481
011 :021 c. 19° 40° 19° 23°,5
Fortrinlig Gjennemgang parallel Fladeplanet (010). Fladerne ere i Besiddelse af
stærk Glasglands.»
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav folgende Resultater:
2den Dannelsesmaade: 08,4241 Perjodid, dannet ved Omkrystallisation af den følgende For-
bindelse, gav 0f,4410 Jodselv — 56,58 Proc. Jod.
3die — 08,3696 gav 08,3885 Jodsolv = 56,80 Proc. Jod.
4de — 06,4251 - 08,4457 — — 5666 — —
3die — 0€,5975 - 08,0799 Baryumsulfat — 4,59 Proc. Svovlsyreanhydrid.
ide = 02,4896 - (08,0652 — — 4,57 — —
die — 08,8365 forbrugte 08,4600 Thalliumjodure.
—-
Over Svpvisyre: Theori: Fundet:
42 C 504 28,14
56 H 56 3,12
4N 56 3,12
5 0 80 1,46
SO; 80 4,46 4,59 4,57
8J 1016 56,70 56,58 56,80 56,66
2C,0Hs.N,0,.CH,.J, SH,O,, Je 1792 100,00
Rationel Formel: J,.JCH;.Ch.HO.SO,.OH.Ch.CH,J.J,. Forsøget viser nemlig, at
1 Mol. af Forbindelsen har opløst 2,98 Mol. Thalliumjodure. Formlen fordrer 3.
Forbindelsen er temmelig tungtopløselig selv i kogende Vinaand. Opløsningen giver
ved Rystning med Kvægsølv ikke lidet Kvægsølvjodure. Filtratet afsætter ved Afkøling et
Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der i enhver Henseende synes identisk med det, den foregaaende
Forbindelse danner. Ogsaa Thalliumjodiddobbeltsaltet synes at være det samme som det
under den foregaaende Forbindelse beskrevne. Perjodidet farver ikke kold eller kogende
Æther eller Chloroform, selvkogende Svovlkulstof farves næppe synligt deraf.
3die Methylchininperjodidsulfat, 4C,,H,,N,0,.CH,J, 2SH,0,, J,,.
1°. Naar man opvarmer en vinaandig Opløsning af det 1ste Methylchininperjodid-
sulfat til 60° og derpaa tilsætter en vinaandig Jodopløsning, der indeholder 4 At. Jod og
har meget nær samme Temperatur, såa udskilles efter kort Tids Henstand en Mængde
glimrende, næsten sorte Blade, som, inden Opløsningen endnu er bleven kold, maa filtreres
fra og vaskes med lunken Vinaand paa omtr. 60 Proc. T. Blot ved Henstand under Moder-
luden omdannes de delvis til den foregaaende Forbindelse; efter et Par Dages Forløb er
Omdannelsen næsten fuldstændig, og har man ved Fremstillingen opvarmet til Kogning
eller henimod Kogning, saa faaes heller ikke 3die, men kun eller dog hovedsagelig kun
2det Methylchininperjodidsulfat. Men efter Udvaskning og Presning kunne Krystallerne
tørres over Svovlsyre uden væsenlig Forandring, kun synes de at sprænges og spaltes paa
meget uregelmæssig Maade. — 2°. Ogsaa kan Forbindelsen dannes af de beregnede Mæng-
der Jodmethylchinin, Svovlsyre og Jod ved omtr. 60°.
Frisk fremstillet danner denne Forbindelse aflange, sexsidede, efter al Sandsynlig-
hed rhombiske Blade, begrændsede af Formen OP .Pæ, men hyppigt ere de brudte, spal-
tede og højst uregelmæssigt udviklede. OP:Pæ fandt jeg i Gjennemsnit af 6 Maalinger
paa 4 Krystaller = 108°,5, Poo: Poo i Middel af 5 Maalinger paa 3 Krystaller — 359,5.
De absorbere kraftigt det plansatte Lys: | Axen, uigjennemsigtig, + klart og smukt brun.
Analyser af det over Svovlsyre tørrede Perjodid:
Iste Dannelsesmaade: 08,3420 gav 08,3755 Jodsolv — 59,33 Proc. Jod.
2den — 0f,3452 - 053794 — = 5968 — —
" {ste — 05,4521 - 08,0559 Baryumsulfat — 4,27 Proc. Svovlsyreanhydrid.
2den — 08,6745 - 08,0833 — — 424 — =
06,3195 forbrugte til Affarvning 112,68 af en Opløsning af Natriumhyposulfit, hvoraf 796,45
= 18 Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
42 C 504 26,26
56H 56 2,92
4 N 56 2,92
50 80 4,17
SO; 80 4,17 4,27 4,24
9J 1143 59,56 59,33 59,68
2C:0H24N°0,-CH33, SH,O,, J, 1919 100,00
Rationel Formel:
J,.JCH,.Ch.H0.S0,.0H.Ch.CH3J.J, .J,.J,.JCH,.Ch.HO.SO,.0H.Ch.CH,J.Jz.
Forsøget med Natriumhyposulfit viser nemlig, at Forbindelsen indeholder 46,0 (Theori: 46,33)
Proc. Jod i en friere Form.
Forbindelsen opløses temmelig vanskeligt selv i kogende Vinaand, og næppe ufor-
andret; idetmindste udkrystalliserer ved Afkøling af Opløsningen det foregaaende Perjodid.
Ved Rystning med kold Vinaand og Kvægsølv dannes Kvægsølvjodure og et næsten hvidt
Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der efter Opløsning i kogende Vinaand viser samme Forhold som
det Dobbeltsalt, de to foregaaende Forbindelser danne. Ogsaa Thalliumdobbeltsaitet synes
identisk med disse.
Perjodidet farver Æther brunlig, dog svagt selv ved Kogning, Chloroform svagt
rød, betydeligt mørkere ved Kogning. Svovlkulstof farves stærkt allerede ved sædvanlig
Temperatur.
Ade Methylchininperjodidsulfat. 4C,,H,,N,0,.CH,.J, 2SH,0,, Jıs-
1°. Sætter man til den varme, vinaandige Opløsning af det første Perjodid i denne
Række et stort Overskud af kold Jodtinktur, saa faaes ved Henstand af den lunkne Opløs-
ning en rigelig Mængde lange, tynde, næsten sorte Naale med grønlig Metalglands. De
vaskes med Vinaand paa 55 til 60 Proc. T., til denne løber næsten farveløs igjennem.
2°. Den samme Forbindelse faaes af 2 Mol. Jodmethylchinin, 1 Mol. Svovlsyre og mindst
12 At. Jod i ikke for varm vinaandig Opløsning. Anvendes ikke det nævnte Overskud af
Jod, saa indeholder Forbindelsen vexlende Mængder af den næstforegaaende som Indblan-
ding, hvad let kjendes under Mikroskopet. — Naalene ere som oftest ret afskaarne, sjæld-
nere af lignende Form som det andet Perjodid i denne Række; i dette Tilfælde lade Vink-
lerne sig dog paa Grund af Naalenes ringe Gjennemsnit ikke maale med nogenlunde Sikker-
hed. I tynde Exemplarer virke Naalene absorberende paa plansat Lys: | Længdeaxen:
uigjennemsigtig, + brun.
Analyse af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse:
{ste Dannelsesmaade: 1ste Fremst. 08,3538 gav 0£,4209 Jodsolv — 64,29 Proc. Jod.
2den — 08,4112 - 08,4900 — = 64,40 — —
2den — 08,4765 gav 08,565 Jodsølv — 64,08 Proc. Jod.
lste — 02,6581 - 08,0697 Baryumsulfat — 3,64 Proc. Svovlsyreanhydrid.
2den — 08,8263 - 08,0876 — — 3,64 — —
07,4509 affarvedes af 182,71 af en Opløsning af Natriumhyposulfit, hvoraf 796,45 — 12 Jod.
Theori: Fundet:
42 C 504 23,19
56 H 56 2,58
AN 56 2,58
5 0 80 3,68
SO; 80 3,68 3,65 3,64
11J 1397 64,29 64,29 64,40 64,08
2C,)H.,N,.0,.CH3.J, SH,O,, J, 2173 100,00
Rationel Formel:
J,.J.CH;ChH.O.SO,.0.HChCH,.J.J,.J,.J,.JCH;ChH.0O.SO,0.HChCH,.J.J,.
Forsøget med Natriumhyposulfit viser nemlig, at Forbindelsen indeholder 52,2 Proc. Jod i
en friere Form (Theori: 52,60 Proc.).
Selv i kogende Vinaand er Forbindelsen ikke letoploselig. Ved Afkeling udkrystal-
liserer det 2det Perjodid af denne Række. Den 4de Methylchininforbindelse farver Æther
brunlig. Chloroform farves meget svagt i Kulden, mere, skjont ikke sterkt, ved Kogning.
Svovlkulstof farves derimod stærkt rødt allerede ved sædvanlig Temperatur, endnu mørkere
ved Opvarmning. Ved meget hyppig gjentagen Behandling med koldt Svovlkulstof, saalænge
dette farvedes (tilsidst henstod Krystallerne med Svovlkulstof henved en Maaned), dannedes
mærkeligt nok ikke det ellers saa konstante 2det Methylchininperjodidsulfat, men det første
Led i Rækken, og de dannede rødbrune Naale vare blanke og glindsende. De bleve analy-
serede med følgende Resultat:
06,3902 gav 05,3586 Jodsølv.
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XII. 1. 7
50
08,3215 forbrugte til Affarvning 86,46 af en Opløsning af Natriumhyposulfit, hvoraf
798,45 — 18 Jod.
Theori: Fundet:
Proc. Jod 49,55 49,68
Proc. frit Jod 33,03 33,1
Det har ikke været mig muligt, at fremstille Forbindelser, der i Analogi med saa
mange Chininperjodidsulfater indeholde 4 At. Methylchinin paa 3 At. Svovisyre. Dette
hænger uden Tvivl sammen med, at Methylchiningruppen er usymmetrisk, den divalente
Chiningruppe derimod symmetrisk bygget.
Jeg har arbejdet med Methylchinin, fordi dette er en Del lettere tilgengeligt end
Æthylchinin. Dog er der næppe Tvivl om, at de analoge Forbindelser ville gjenfindes i
Æthylrækken. Det synes klart, at de af Herapath (s. S. 7) i Æthylrækken iagttagne
metalgronne, næsten uigjennemsigtige Naale svare til min 4de Methylforbindelse, at det
sammesteds omtalte optiske Salt svarer til mit 3die Perjodid i Methylrækken, og at de
morkebrune til orangerode Blade, Herapath fik ved Omkrystallisation af det optiske
Salt, ere analoge med mit 2det Methylchininperjodidsulfat, der kan vindes paa aldeles til-
svarende Maade.
C. Chininmethylchininforbindelse.
I det Haab at kunne fremstille en Herapathit, hvori Jodbrinten var substitueret
med Jodmethyl, har jeg blandet svovlsurt Chinin, Jodmethylchinin, Svovlsyre og Jod i de
beregnede Mengder og i varm vinaandig Oplosning. En egenlig Herapathit dannedes vel
ikke, men en anden Forbindelse af samme Art, og som i Virkeligheden indeholder baade
Chinin og Jodmethylchinin!).
Den krystalliserer i utydelige, mork chokoladebrune Vorter, der under Mikroskopet
vise sig at bestaa af yderst fine, i Masse karmoisinrede, krøllede Haar. Presset og tørret
over Svovlsyre er Forbindelsen olivengrøn, pulveriseret mørk olivengraa.
1) Af en varm Opløsning af Iste Methylchininperjodidsulfat og 2 Mol. surt svovlsurt Chinin afsættes
vel en Del herapathitlignende Krystaller, men ved Afkøling tillige ovenstaaende Forbindelse. Anven-
des derimod 6 Mol. surt svovlsurt Chinin og et lille Overskud af Svovlsyre paa 1 Mol. af Iste
Methylchininperjodidsulfat, saa faaes alene metalgrønne Blade af Herapathitens Farvenuance, Form
og Sammensætning, og i hvilke det ikke — Sagen er ikke uden Vanskelighed — er lykkedes mig
at paavise Methylchinin ved Siden af Chinin. Der er for ringe Forskjel paa Herapathits og en saadan
Methylherapathits Sammensætning, til at de kvantitative Forsøg her kunne give paalidelige Udslag.
_ 51
Analyse af det over Svovlsyre tørrede Perjodid:
08,4449 gav 08,3181 Jodsolv — 38,63 Proc. Jod.
084602 - 08,3291 — = 386 — —
06,5690 - 08,1351 Baryumsulfat — 8,15 Proc. Svovlsyreanhydrid.
08,9812 - (08,2404 — = 8,24 — =
12,1936 - ved 100° 02,0108 Vand — 0,90 Proc.
02,9732 - - 100° 080089 — = 0,91 —
02,3211 affarvedes ved 68,54 Natriumhyposulfit (798,45 — 1% Jod).
08,3100 gav 08,4217 Kulsyre og 02,1157 Vand = 37,10 Proc. Kulstof og 4,14 Proc. Brint.
Tørret over Svovlsyre: Theori: Fundet:
122 C 1464 37,29 37,10
164 H 164 4,17 4,14
12 N 168 3,27
18 0 288 7,83
4 SO; 320 8,14 8,15 8,24
12 J 1524 38,80 38,63 38,65
4G, )H.,N.0>, 3SH,0,, 2HJ, J,
2H,O 3928 100,00
265,H,4N,0,.CH,J, SH,0,, a 3; i
Ovenstaaende Formel fordrer 0,92 Proc. Vand; fundet: 0,905 Proc.
25,86 — fritJod; — 25,6 —
Ved frivillig Fordampning af den i længere Tid kogte vinaandige Opløsning udkry-
stalliserer en Blanding af metalgrønne Blade og rødbrune Naale, tydelig nok Herapathit og
iste Methylchininperjodidsulfat.
Forbindelsen er tungtoploselig i kold, lettere i kogende Vinaand. Den farver ikke
Æther, Svovlkulstof eller Chloroform. Ved Rystning med Kvægsølv giver den vinaandige
Opløsning intet Kvægsølvjodure, men et svagt gulligt, næsten hvidt Dobbeltsalt, som er
tungtopløseligt i kold, let i varm Viinand, og som ved langsom Afkøling krystalliserer i
Vorter eller stilbitlignende Grupper af fine Naale.
Thalliumdobbeltsaltet krystalliserer i højst uregelmæssigt udviklede, ofte paa mange
Maader brudte og sammenvoxede Blade.
7+
52
D. Chinidinforbindelser.
Ved Chinidin forstaaes her det Alkaloid, som van Heijningen!) kaldte 8 Chinin,
Pasteur’) Chihidin, og som til forskjellige Tider ogsaa er optraadt under Navnene Pitayin,
8 Chinidin, B Chinin, krystalliseret Chinoidin og Cinchotin, indtil Hesse”), der sidst har
undersøgt det, har troet at burde forøge disse Navne med et nyt, Conchinin. Alkaloidet .
er vel charakteriseret ved at krystallisere i let forvittrende Prismer, ved ligesom Chinin at
danne et stærkt fluorescerende Sulfat og give de bekjendte Farver med Chlorvand og Ammon,
og med Chlorvand, Ferrocyankalium og Ammon, medens det ligesom Cinchonin drejer Pola-
risationsplanet til højre. Særdeles charakteristisk er det vandfri, i koldt Vand meget
tungtopløselige Jodid, og af dette Salt er alt det Chinidin fremstillet, der er benyttet til
nedenstaaende Undersøgelse.
1ste Chinidinperjodidsulfat, 2C,,H,,N,0,, SH,0,, 2HJ, J,.
Denne Forbindelse er fremstillet af Herapath og analyseret af ham og Muspratt
med det ovenfor (S. 7) angivne Resultat. Den faaes let og sikkert ved at opløse Chinidin
i den beregnede Mængde normal Svovlsyre og varm fortyndet Vinaand og tilsætte den
Mengde Jodbrinte og Jodtinktur, Formlen fordrer. Ved Afkøling udskilles Forbindelsen og
er efter én Omkrystallisation ren. Den danner da centimeterlange, granatrøde Naale med
blaalig Glands. Prismerne ere stærkt glindsende, men ofte stribede, riflede og uregelmæs-
sigt uddannede. Ved hurtig Krystallisation faaes dog hyppigt tyndere Blade, begrændsede
af æPw og flere makrodiagonale Domer. Hvis de plansatte Lyset, er det i alle Tilfælde
yderst svagt. Foruden Po, for hvilket jeg har fundet, i 6 Maalinger paa 4 Krystaller,
Poo: Po = 120°—-119°,5, har jeg iagttaget %Pxo, %3Pæ og "Po, undertiden alle paa
samme Krystal, hvis Ender da synes afrundede. Med Pæ:æPæ — 120° beregnes:
39 Pc : Poo — 130°,9. Fundet i Gjennemsnit 131°,5.
%3Poo : œPo = 111°. — - — 110°.
1/3 Po : æPo = 100°,1. — - = 101°,5.
Opvarmes Forbindelsen til 100°, saa dekrepiterer den sterkt ved Afkoling, hvad |
Herapath ogsaa bemærker, saa at Dele af Krystallerne springe om og kunne kastes langt
bort. Allerede dette antyder, at Forbindelsen er vandfri. Den over Svovlsyre tørrede For-
bindelse afgiver ved 100? ogsaa i Gjennemsnit kun 0,4 Proc. Vand (fra 0,36 til 0,45 Proc.).
Dette Indhold af Vand er bragt i Afregning ved de følgende Analyser.
1) Schik. Onderzock. V, 4. Stuk, 233; Ann. Chem. Pharm. 72, 302.
2) Compt. rend. 36, 26. .
5) Ann. Chem. Pharm. 146. 357.
53
06,4858 gav 08,4500 Jodselv = 50,06 Proc. Jod.
0r,4976
07,5101
O08 5370
08,7333
08,5297
08,8073
08,3098
08,4310
08,3627
08,4409
02,2815 Chlorselv (idet Jodsolvet ved Glodning i Chlor omdannedes til Chlorsolv)
eller indeholdt 50,07 Proc. Jod.
08,4725 Jodsolv = 50,06 Proc. Jod. Analysen udførtes med Zink og Ammon,
og i det smeltede Jodsølv bestemtes Jodmengden ved Behandling med
Zink og Eddikesyre.
08,4982 Jodsolv — 50,13 Proc. Jod.
med Svovlbrinte osv. 08,1140 Baryumsulfat = 5,34 Proc. Svovlsyreanhydrid.
efter Behandling med Zink og Ammon osv. 08,0838 Baryumsulfat = 5,43 Proc.
Svovisyreanhydrid.
digereredes med Vinaand og Thalliumjodure og opløste 08,3487 af dette Salt.
opløstes i kogende Vinaand; den afkolede Opløsning forbrugte 82,00 Natriumhypo-
sulfitoplosning, hvoraf 798,45 — 1% Jod, 9: indeholde 32,9 Proc. frit Jod.
behandledes i Kulden (sml. S. 26) med Natriumhyposulfit og forbrugte da 118,53 af
samme Opløsning — 33,7 Proc. frit Jod.
gav 08,4171 Kulsyre og 08,1168 Vand = 31,36 Proc. Kulstof og 3,58 Proc. Brint.
08,5102 — - 08,1442 — = 31,56 — — = 3,61 ra
Herapath Muspratt
Tørret ved 100° Theori: Fundet: fandt i Gjennemsnit:
40G 480 31,79 31,36 31,56 32,76 32,15
52H 52 3,44 3,58 3,61 3,98 3,97
AN 56 3,71 4,44
50 80 5,30
SO; 80 5,30 5,84 5,43 6,34 6,26
ù 6J 762 50,46 50,06 50,07 50,06 50,13 39,73 39,78
2C,,H,,N.0,, SH,0,, SHJ, J, 1510 100,00
Theori: Fundet:
Forbrugt Thalliumjodure: 2 Mol. 1,97 Mol.
Proc. Jod i friere Form: 33,65 33,7
Det laa med Hensyn til Herapaths og Muspratts Jodbestemmelser ner at an-
tage, at det maatte vere to forskjellige Forbindelser, de og jeg havde undersogt. Men for-
uden den Omstendighed, at de af Herapath angivne fysiske Egenskaber stemme med
mine lagttagelser (bl. A. ogsaa det hojst ejendommelige Dekrepitationsfenomen) og foruden
hvad jeg ovenfor S. 9 f. har anført, skal jeg her tilføje, at man selv af de beregnede
Mengder Chinidin, Svovlsyre og Jodbrinte men kun halvt saa meget Jod, som Formlen
fordrer, endnu bestandig faaer den samme Forbindelse. Den 3die af de ovenanforte Jod-
54
bestemmelser er netop udført med et saadant Produkt. Jeg skal ogsaa bemærke, at flere
Forsøg paa at bestemme Jodet i denne Forbindelse ved at koge den i fintpulveriseret Til-
stand med vandigt Sølvnitrat og tilsidst med svag Salpetersyre, altsaa under Forhold, der
dog vare betydelig gunstigere end de, hvorunder Herapath og (sandsynligvis) Muspratt
arbejdede, have givet mig altfor lave Resultater (44 til 46 Proc. Jod). At Jodsølvet i oven-
staaende Analyse har været rent fremgaaer med utvivisom Sikkerhed af den 2den og 3die |
Jodbestemmelse. At den af mig analyserede Forbindelse ikke indeholde Spor af frit Jod
viste sig ved, at den ikke i mindste Maade farvede hverken Æther, Svovlkulstof eller Chloro-
form, ligesaa lidt som den varme, vinaandige Opløsning gav Spor af Kvægsølvjodure ved
Rystning med metallisk Kvægsølv. Der dannedes derimod her et Kvægsølvjodiddobbeltsalt,
der er opløseligt i varm Vinaand (ved en utilstrækkelig Mængde Vinaand smelter den uop-
løste Del af Saltet under den kogende Vædske til gule Draaber) og ved langsom Afkøling
afsætter sig som Rosetter af rektangulære, temmelig store, men stærkt stribede og riflede
Prismer. For at sikkre mig et fuldstændig rent Chinidin blev selve det omkrystalliserede
Perjodid udrørt med Vand, sønderdelt med Svovlbrinte, og af det ved Henstand for Svovl-
brinte befriede Filtrat blev Alkaloidet fældet med Ammon, udvasket og opløst i svag Salt-
syre. Af den med Ammon neutraliserede Vædske blev det tungtopløselige Jodid fældet
med Jodkalium, omkrystalliseret og benyttet til Fremstilling af Perjodidet!). Den 4de af
de ovenanførte Jodbestemmelser er udført med dette Præparat. Endelig har en i alle fysi-
ske Egenskaber med dette Perjodid overensstemmende Selensyreforbindelse, som nedenfor
skal beskrives, den aldeles analoge Sammensætning.
2det Chinidinperjodidsulfat, 3C,;H,,N,0,, 3SH,0,, 2HJ, Jg.
Allerede i Indledningen (S. 7) er det antydet, at der fra Herapaths Haand fore-
ligge løselige Meddelelser om et optisk virksomt Chinidinsalt af denne Gruppe. Han ind-
leder disse Meddelelser med den Bemærkning, at en koncentreret Opløsning af surt svovl-
surt Chinidin ved Kogning bliver grønlig, hvilket synes at beroe paa en Forandring i Chi-
nidinets Molekule, og da han i umiddelbar Fortsættelse heraf bemærker, at det er af saa-
danne koncentrerede Opløsninger, og kun af saadanne, man faaer det optisk virksomme
Salt, medens fortyndede Opløsninger altid give den Forbindelse, der nys er beskrevet som,
liste Chinidinperjodidsulfat, og han udtrykkelig tilføjer, at man aldrig faaer begge Salte ud-
skilte af samme Opløsning, saa synes det klart, at det er hans Mening, at der i det optiske
Salt forekommer en anden Modifikation af Chinidinet end den sædvanlige. Dette forholder
sig imidlertid ikke saaledes, idetmindste, hvis den Forbindelse, jeg nu skal beskrive, virke-
lig er identisk med den, H. har havt i Hænde, og med hvilken den stemmer i alle de af
1) 08,4331 af det ved 100° tørrede Jodid gav 0g,2240 Jodsølv eller 28,0 Proc. Jod (Theori: 28,09).
55
ham opgivne fysiske Egenskaber. Da H. ikke har analyseret sin Forbindelse, lader Identi-
teten sig ikke eftervise med fuld Sikkerhed. De Betingelser, til hvilke Dannelsen af min
optisk virksomme Chinidinforbindelse ere knyttede, ere, at Vædsken er stærk svovlsur, ai
den indeholder en meget ringe Mængde Jodbrinte og mindre frit Jod, end der svarer til
Forbindelsens Sammensætning, og at Vædskens Temperatur holdes betydelig under Koge-
punktet, omtrent ved 60°. Er Vædsken ikke sur nok, .eller indeholder den formegen Jod-
brinte, saa dannes tillige eller alene det iste Chinidinperjodidsulfat; indeholder den for
meget Jod, eller arbejder man ved for høj Temperatur, saa faaes vel Saltet, men sædvan-
lig blandet med tjærelignende Produkter, hvorfra det ikke kan skilles. Virkningen af for
megen Jodbrinte er saa stor, at jeg aldeles har maattet undlade at tilsætte denne Syre,
men maattet lade mig nøje med den Mængde deraf, som Jodtinkturen, efter Opvarmning
til Kogning, selv indeholder. Af de mangfoldige forskjellige Blandinger, jeg under ulige
Betingelser har forsøgt, kan jeg anbefale 36,5 Chinidin (med 8—10 Proc. Vand), 25 Cem.
svag Svovlsyre (paa 17 Proc. Svovlsyreanhydrid) og 60 Cm. Vinaand paa 92 Proc. T.; her-
til sættes 28 Jod, opløste i 60 Cem. Vinaand af samme Styrke. Jodoplosningen bør være
afkølet til omtr. 50?, og meget højere bør heller ikke den sure Vædskes Temperatur være.
Ved Omrøring begynder da Blandingen næsten strax at udskille Krystaller, og ved langsom
Afkøling og Henstand forøges disses Mængde meget betydeligt, om man end aldrig (bl. a.
fordi man maa arbejde i en saa sur Vædske) faaer et Udbytte, der blot tilnærmelsesvis naaer
det theoretiske. Forbindelsen vaskes med kold, svag Vinaand og tørres over Svovlsyre.
Den danner i Masse olivenbrune (under Vædsken metalglindsende) rhombiske Blade
eller smaa, flade Prismer. Sjældent eller aldrig findes Poo udviklet med mere end en Flade
ved hver Ende af Prismet, saa at disse faa Form af Rhomber eller Parallelogrammer med
Vinklen 111°,33 (Middeltal af 18 Maalinger paa 5 Krystaller). De absorbere det polariserede
Lys meget kraftigt: | en af Rhombens Sider eller Prismets Længdeaxe: ganske lys oliven-
gul, + uigjennemsigtig.
Den over Svovlsyre tørrede Forbindelse taber ikke kjendeligt i Vægt ved flere Timers
Tørring ved 100.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Salt hår givet følgende Resultater. Analy-
serne ere udførte med Produkter af forskjellige Fremstillinger, og som alle under Mikro-
skopet have vist sig fuldkommen frie for den foregaaende Forbindelse.
1 Fremst. 02,8760 gav 0,2329 Baryumsulfat = 9,38 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,5709 - 0,1565 — — JA GE —
0,3620 - 0,3333 Jodsoly — 49,77 Proc. Jod.
1,1240 forbrugte 0,5953 Thalliumjodure — 4,06 Molekule.
0,8105 — 0,31 — = 4,09 —
56
2 Fremst. 0,4775 affarvedes ved 152,43 Natriumhyposulfit (hvoraf 808,8 — 1£ Jod)
å — 40,0 Proc. frit Jod.
0,4684 — - 152,24 Natriumhyposulfit (hvoraf 808,8 — 12 Jod)
— 40,1 Proc. frit Jod.
3 Fremst. 0,6104 gav 0,1693 Baryumsulfat — 9,54 Svovlsyreanhydrid. :
4 Fremst. 0,5691 - 0,5245 Jodsolv — 49,80 Proc. Jod.
5 Fremst. 0,7730 - 0,2148 Baryumsulfat — 9,47 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,3768 - 0,3474 Jodsoly — 49,83 Proc. Jod.
0,2762 - 0,2865 Kulsyre og 0,0817 Vand = 28,29 Proc. Kulstof og 3,29 Proc. Brint.
6 Fremst. 0,4298 affarvedes ved 138,44 Natriumhyposulfit (768,9 — 18 Jod) = 40,7 Pr. frit Jod.
0,4100 — - 128,81 — (762,9 = 15 Jod) = 40,6 Pr. frit Jod.
0,6667 gav 0,1808 Baryumsulfat — 9,31 Proc. Svovlsyreanhydrid.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
60 C 120. 728.37, 728529
80H 80 3,15 3,29
6N 84 3,31
90 144 5,67
3 SO, 240 9,46 9,38 9,41 9,54 9,47
10J 1270 50,04 49,77 49,80 49,83
8CooHoaNo0 > 3SH,0,, 2HJ, J, 2538 100,00
Theori: 40,03 Jod i friere Form; fundet 40,0; 40,1; 40,7; 40,6.
4 Mol. Thalliumjodure; fundet 4,06, 4,09.
Med Hensyn til, at Chinabaserne hyppigt danne oversure Salte f. E. C,,H,,N,0,,
2SH,0,, hvori Alkaloidet, forbundet med 4 At. Brint, altsaa kan antages at optræde tetra-
valent, vil den sandsynlige rationelle Sammensætning derfor være:
J,.J.HChH.0.50,.0.H.., H.O. i
J,.J.HChH.O.S0,.0.H H.O.
Ved Opbevaring synes Forbindelsen at undergaa en ejendommelig Forandring,
hvorved Mængden af det Jod, der er tilstede i friere Form, efterhaanden formindskes, uden
at dog den samlede Jodmengde formindskes kjendeligt. I et Preparat, der havde henstaaet
over et Aar, var saaledes Mængden af frit Jod sunken til 35,5 Proc., medens den frisk frem-
stillede Forbindelse altid indeholder meget nær 40 Proc. Jeg har kunnet forfølge denne
Aftagen af det friere Jods Mængde, idet det samme Præparat, som frisk fremstillet inde-
holder 39,9 Proc., efterhaanden, hver Gang med en Maaneds Mellemrum, viste et Indhold
af 38,8, 37,8, 36,9 Proc. frit Jod.
Dette Forhold har nødvendiggjort en oftere gjentagen Fremstilling og Analyse, end
57
ellers vilde have været nodvendig, og det saa meget mere, som en anden Formel, men som
kun fordrer 38,02 Proc. frit Jod, passer næsten ligesaa godt til de fundne Procenttal; det
er nemlig:
4C5,H,,N,0,, 4SH,0,, 3HJ, 3,0.
Der var tilmed saa meget storre Grund til at antage Muligheden af denne Sammen-
sætning, som en meget lignende Selensyreforbindelse (s. nedenf.), der ovenikjebet syntes isomorf
med Svovlsyreforbindelsen, har givet Tal, der næppe lade sig forene med anden Formel,
end den, der er analog med den nys anførte. Denne Formel for Svovlsyreforbindel-
sen fordrer:
Over Svovlsyre: Theori: Fundne Middeltal:
80C — 960 28,73 28,29
107H 107 3,20 3,29
8N 112 3,35
120 192 5,75
450, "320 9,57 9,45
13J 1651 49,40 49,80
4C,0H,,N,0,, 4SH,0,, 3HJ, J,, 3342 100,00
Ikke desto mindre troer jeg ikke, at denne sidste Formel er den rette, og det af fol-
gende Grunde. Jodbestemmelserne falde sædvanlig lidt for lavt, Svovlsyrebestemmelserne
lidt for højt ud. Men med den nys angivne Sammensætning skulde det modsatte være
Tilfældet. I den frisk fremstillede Forbindelse har jeg altid fundet omtrent 2 Proc. mere
frit Jod, end denne sidste Formel fordrer, og en saadan Fejl troer jeg det næppe muligt at
begaa med den af mig anvendte Methode. Endelig er den ovenomtalte Isomorfi af en
egen Art. Hos Seiensyreforbindelsen forekomme Plader, begrændsede af Pex (alle 4 Flader)
og æPo, og Pæ:Pæ er maalt — 103°; hos Svovlsyreforbindelsen forekommer Poo (med
2 parallele Flader) og «Po, og Poo: Po er maalt i Gjennemsnit — 111°,33. Sættes nu
Po hos Seleniatet som Grundform, bliver den tilsvarende Form hos Sulfatet — "/2P% (ber.
111940"). Men der skulde da her finde det ejendommelige Forhold Sted, at Seleniatet skulde
vise det optiske Forhold: | uigjennemsigtig, + lys olivengul, Sulfatet netop det omvendte:
| lys olivengul, + uigjennemsigtig, noget, der forekommer mig i højeste Grad usandsynligt.
At Forbindelsen indeholder uforandret Chinidin har jeg godtgjort paa samme Maade
som ved Iste Chinidinperjodidsulfat, idet jeg af Forbindelsen har fremstillet det charakteri-
stiske, tungtopløselige, jodbrintesure Chinidin og analyseret det.
02,3711 gav 0£,1922 Jodsølv — 27,97 Proc. Jod, Theori: 28,09 Proc.
Det folger desuden af, at denne Forbindelse let lader sig omdanne til den fore-
gaaende. Herved er det tillige godtgjort, at disse to Forbindelser ikke indeholde to for-
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem Afd. XII. 1. 8
58
skjellige Modifikationer af Chinidin, saaledes som Herapath antog. Oploses nemlig det
her omtalte Salt i varm Vinaand under Tilsætning af lidt Jodbrinte, saa udskilles ved For-
tynding med noget Vand, Afkeling og Henstand rødbrune, temmelig korte Prismer af 1ste
Chinidinperjodidsulfat med alle dettes fysiske Egenskaber.
0,2478 forbrugte til Affarvning 68,27 Natriumhyposulfit (hvoraf 778 = 1% Jod.
0,3000 gav 0,2766 Jodselv.
Fundet: Theori for 1ste Chinidinperjodidsulfat:
32,2 Proc. frit Jod 33,65
49,82 — Jod 50,46
2det Chinidinperjodidsulfat farver næppe koldt, svagt kogende Svovlkulstof, men
hverken Chloroform eller Æther. Det er temmelig letopløseligt i varm Vinaand. Allerede
ved Rystning med kold Vinaand og Kvægsølv danner det Kvægsølvjodure og et næsten
hvidt Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der opløses ved Opvarmning, men ved Afkøling afsætter sig
som et hvidt, fuldkommen amorft Bundfald, som under Mikroskopet viser sig at bestaae af
gærcellelignende Kugler.
Forbindelsen selv lader sig ikke omkrystallisere, idetmindste ikke af kogende
Vinaand. Ved langsom Afkoling udskiller Opløsningen dels et rødbrunt Pulver, blandet
med sorte, halvsmeltede Masser, dels Grupper af diamantglindsende, brune Prismer med
blaalig Reflex, der aldeles ligne Iste Chinidinperjodidsulfat, og ogsaa indeholde temmelig
nær samme Mængde frit Jod (fundet 34,3 Proc.; Theori 33,65) men som dog bestaa af en
ganske anden Forbindelse. De tabe nemlig deres Glands allerede ved Vaskning med svag
Vinaand, og de virke kraftigt absorberende paa plansat Lys: | sortebrun til uigjennemsigtig,
+ gulbrun til brun. Jeg har desværre ikke kunnet undersøge denne Forbindelse nøjere,
dels fordi den dannes i forholdsvis ringe Mængde, dels fordi det næppe er muligt at rense
den fuldstændig for de Stoffer, der opstaa samtidig med den.
E. Æthylchinidinforbindelse.
Jodæthylchinidin faaes let ved til en vinaandig Opløsning af Chinidin at sætte Jod-
ethyl med en rigelig Mengde Æther. Ved Henstand fyldes da Flasken med farvelose,
silkeglindsende, flere Centimetre lange Naale af Jodethylchinidin. Til de af Stenhouse’)
givne, temmelig sparsomme Oplysninger om Æthylchinidinforbindelserne, kan jeg føje
følgende:
1) Lond. Royal Soc. Proceed. 12, 491.
59
Digereres Jodidet med Chlorsolv og Vand, saa faaes en Opløsning af det neutrale
Chlorid. Denne fældes hverken af Natron, Ammon eller kulsure Alkalier. Derimod giver
Platinchlorid: et blegorange, næsten uopløseligt Dobbeltsalt, der bestaaer af yderst
smaa Krystaller. Af stærkt fortyndede, stærkt saltsure og kogende Oplosninger udskilles
det i tydeligere Krystaller af noget mørkere Farve. Tørret ved 120° efterlader det ved
Glødning 25,70 Proc. Platin (Formlen C,,H,,N,0,.C,H,.HPtCl, fordrer: 25,81 Proc.).
Guldchlorid: et smukt gult, osteagtigt Bundfald, som ved Opvarmning med Vædsken
tildels opløses, tildels smelter til en brungul Olie. Det frisk fældede Salt er opløseligt
i Vinaand.
Kvægsølvchlorid: et hvidt, næsten uopløseligt Bundfald, der ved Opvarmning med
Vædsken smelter til en farveløs Olie. Det i Kulden dannede Bundfald opløses let ved Op-
varmning med svag Saltsyre; ved Afkøling udkrystallisere da farveløse Naale.
Kaliumkvægsølvjodid: et hvidt, fyldigt Bundfald. Af varme vinaandige Opløsninger
udskilles bleggule Naale.
Brintvismutjodid fremkalder i kolde vandige eller kogende vinaandige Opløsninger
et skarlagenrødt, amorft Bundfald. »
Jodkalium: det hvide i koldt Vand meget tungtopløselige, i kogende opløselige
Jodid. Ved Afkøling udkrystalliserer det i pragtfulde, silkeglindsende, dobbeltbrydende Naale
af flere Cm.s Længde.
Kaliumperjodid: i varme vinaandige Opløsninger lange, brune Naale af Trijodidet.
Sulfocyankalium: et hvidt, fyldigt, krystallinsk Bundfald, der opløses af kogende
Vand og ved ved Afkøling udskilles som fine, diamantglindsende, dobbeltbrydende Naale.
Kaliumchromat giver intet Bundfald; Kaliumdichromat et gult fyldigt, der hurtigt
klumper sig sammen.
Sølvsulfat og svag Svovlsyre giver et stærkt fluorescerende Filtrat.
Æthylchinidinperjodidsulfat, 2C,,H,,N,0,.C,H;J, SH,0,, J,.
Opløses 2 Molekuler Jodæthylchinidin med 1 Mol. normal Svovlsyre (= 20 Gem.)
i 50 Ccm. Vinaand paa 93? Tr. og tilsættes 4 At. Jod i vinaandig Opløsning, saa udkry-
stalliserer ved langsom Afkøling og Henstand Sulfatperjodidet i temmelig store Krystaller
og saa fuldstændigt, at man uden Vanskelighed kan vinde indtil 97 Proc. af den theoretisk
mulige Mængde. Krystallerne ere mørkebrune Prismer med Diamant-, næsten Metalglands,
men de ere hyppigt stribede og riflede, og, forsaavidt Pyramider og Domer forekomme,
ere disse altid utydeligt udviklede. I sit ydre kan denne Forbindelse næppe skjelnes fra
iste Chinidinperjodidsulfat. Den polariserer Lyset (|| mørkere, + lysere brun), om end
ikke stærkt. Den lufttørrede Forbindelse afgiver ikke Vand over Svovlsyre.
S*
60
Analyser af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse:
‘02,4012 gav 06,3610 Jodsølv, som efter Behandling med Zink og Eddikesyre igjen gav 08,3608
Jodsølv = 48,60 Proc. Jod.
02 4613 (2den Fremst.) gav 0£,4146 Jodsølv — 488,57 Proc. Jod.
02,5556 gav 08,0842 Baryumsulfat — 5,20 Proc. Svovlsyreanhydrid.
08,3402 forbrugte i Kulden 88,47 Natriumhyposulfitoplosning (768,9 == 18 Jod) = 32,4 Proc.
frit Jod.
02,6295 blev, da Forbindelsen er saa særdeles tungtoploselig i kold Vinaand, opvarmet med
Vinaand og svag Svovlsyre, hvori Opløseligheden er langt større. Efter Afkøling
forbrugtes til Affarvning 142,99 af samme Natriumhyposulfit = 31,1 Proc. frit Jod.
Tørret over Svovlsyre: Theori: Fundet:
44 C 528 33,72
60H 60 3,83
4N 56 3,57
50 BO. ua
SO, 80 5,11 5,20
6 J 762 48,66 48,60 48,57
2CooHosN.O,.C,H.J, SH,0,, 3, 1566 100,00
Jod i friere Form: Theori: 32,44. Fundet 32,4 (31,1).
Forbindelsen er meget tungtoploselig i kold, tungtoploselig selv i kogende Vinaand.
Den farver ikke kold eller kogende Æther, Svovlkulstof eller Chloroform. Kvægsølvdobbelt-
saltet (ved hvis Dannelse intet Kvægsølvjodure opstaaer) er tungtopløselig i kold Vinaand,
opløselig i varm, og udskilles ved Afkøling i lysegule, klare, tilsyneladende rhombiske Pris-
mer, ofte forenede i Knipper. Med Sølvnitrat danner Perjodidsulfatet baade Sølvjodat og
Jodsølv.
F. Cinchoninforbindelser.
1ste Cinchoninperjodidsulfat. 8C,,H,,N,0, 6SH,0,, 6HJ, J,,, 12H,0.
Denne Forbindelse faaes let ved at opløse 2 Mol. Cinchonin, 1 Mol. Svovlsyre og
2 Mol. Jodbrinte i varm Vinaand og tilsætte 2 At. Jod i varm vinaandig Opløsning. Har
man ikke anvendt mere end omtrent 100 Ccm. Vinaand paa hvert Mol. Cinchonin, saa
stivner ved Afkoling hele Blandingen til en Masse af brune, uldlignende, højst utydelige
Krystalvorter, der dog selv under Mikroskopet næppe frembyde krystallinsk Struktur. Ved
61
Vaskning med svag Vinaand (50 Proc. T.) sonderdeles Forbindelsen allerede delvis, under
Dannelse af det folgende Perjodid, og denne Omdannelse finder i saa Tilfælde i endnu
Derfor maa Forbindelsen vaskes med
iskold, stærk Vinaand, efter Udvaskning strax omkrystalliseres, presses og tørres over Svovl-
højere Grad Sted under Torringen over Svovlsyre.
syre.
vaske ved Dekanthation.
Paa Grund af Forbindelsens overordenlig fyldige Form er det hensigtsmæssigt at
For at tørre Forbindelsen fuldstændigt er det nødvendigt at pul-
verisere den, naar den ikke taber mere i Vægt over Svovlsyre, og da tørre paa ny i
Exsiccatoren.
Den over Svovlsyre fuldstændigt tørrede Forbindelse taber Halvdelen af sit Vand
ved omtr. 100° i tør Luftstrøm (den begynder allerede ved 70° at afgive Vand); ved 120°
begynder den paa ny at tabe Vand, dette Vandtab er fuldstændig forbi ved 130°; ved 140° til 145°
smelter den og destrueres fuldstændig under Udvikling af Chinolin allerede ved 160 til 170°.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse har givet følgende Resultater:
1 Fremst.!) 0,8355 gav 0,6024 Jodsølv == 38,96 Proc. Jod.
1,0855 - 0,2715 Baryumsulfat = 8,92 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,8628 affarvedes ved 172,38 Natriumhyposulfit (81% = 18 Jod) — 24,8 Proc. Jod
i friere Form.
2 Fremst. 0,6802 gav 0,4796 Jodselv = 38,09 Proc. Jod.
0,7807 - 0,2064 Baryumsulfat = 9,07 Proc. Svovlsyreanhydrid.
1,7228 - ved 100° 08,0318 Vand — 1,86 Proc.
3 Fremst. 0,6059 - 0,4269 Jodselv — 58,08 Proc. Jod.
0,3122 affarvedes ved 62,01 Natriumhyposulfit (792,7 = 18 Jod) = 24,1 Pr. frit Jod.
4 Fremst. 0,5231 gav 0,3669 Jodsolv = 37,90 Proc. Jod.
0,6885 - 0,1843 Baryumsulfat — 9,18 Proc. Svovisyreanhydrid.
1,0787 - ved 100° 0,0197 Vand = 1,83 Proc.
0,973 - - 100° 0,0177 — = 1,89 Pr., derpaa ved 130° 0,0205 = 2,19Pr.
0,3540 - 0,4618 Kulsyre og 0,1417 Vand = 36,04 Pr. Kulstof og 4,45 Pr. Brint.
0,5231 affarvedes ved 92,84 Natriumhyposulfit (768,9 = 18 Jod) = 24,1 Pr. frit Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
160C 1920 36,21 36,04
234 H 234 4,41 4,45
16N 224 4,22
26 O 416 7,84
6S0, 480 9,05 8,92 9,07 9,18
163 2032 38,27 38,96 38,09 38,08 37,90
8C,,H,,N,0, 6SH,0,, 6HJ, 10J, 12H,0 5306 100,00
1) Dette Præparat indeholdt smaa Mængder af den følgende Forbindelse.
Jod i friere Form: Theori 23,94 Fundet: 24,8 24,1 24,1
Vand ved 100°: — 2,03. — 1,86 1,83 1,89
— - 1309; — 2,03. — 2,19
En rationel Formel, som tillige tager Hensyn til Forbindelsens Omdannelse til den
følgende, vil være:
J,.3.HCiH.0.S0,.0.HCiH.J.J, J.HCiH.0.S0,.0.HCiH.0.S0,.0H.
*J,.J.HCiH.0.S0,.0.HCiH.J.J, J.HCIH.O.SO,.0.HCiH.O.SO,.OH.
Ved Behandling med svag Vinaand eller ved lang Tids Henstand under Moderluden
omdannes den nemlig saaledes, at det Atomkomplex, der er opført paa højre Side af
den punkterede Linie (sure Cinchoninsalte) spaltes fra, medens det paa venstre Side (den
følgende Forbindelse), som forholdsvis tungtopløseligt, bliver tilbage. Dette sidstnævnte Salt,
optræder iøvrigt her, navnlig naar det dannes ved lang Henstand, i udmærket smukke, flere
Mm. store, næsten sorte, glasglindsende Krystaller. Af disse affarvedes:
0,4860 ved 148,52 Natriumhyposulfit (hvoraf 768,9 = 18 Jod) 9: indeholdt 39,0 Proc.
friere Jod (Theori for 2det Cinchoninperjodidsulfat: 39,56).
iste Cinchoninperjodidsulfat er temmelig tungtoploseligt i kold, yderst let opløseligt
i kogende Vinaand, hvoraf det uforandret kan omkrystalliseres. Det farver hverken Æther,
Chloroform eller Svovlkulstof. Ved Rystning med Kvægsølv giver den vinaandige Opløsning
intet Kvægsølvjodure, men et hvidgult, selv i kogende Vinaand temmelig tungtopløseligt
Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der ved Afkøling krystalliserer i Blade af samme Form som de
andre Cinchoninperjodidsulfaters Kvægselvdobbeltsalte (Po: Poo maalt — 136° til 136°,5
paa 3 Krystaller). Ogsaa Thalliumjodiddobbeltsaltet ligner ganske det, den følgende For-
bindelse danner.
2det Cinchoninperjodidsulfat. 4C,,H,,N,0,, 2SH,0,, 4HJ, Jyo-
Man opløser Cinchonin i kogende Vinaand under Tilsætning af de beregnede
Mængder Svovlsyre og Jodbrinte, men paa hvert Mol. Cinchonin højst 2 At. Jod i varm
vinaandig Opløsning. Ved langsom Afkøling udskilles da efter Opløsningens Koncentration
tynde, brune, diamantglindsende Blade eller tykkere, næsten sorte Prismer. De vise sig
under Mikroskopet retvinklede. I tynde Exemplarer vise de det optiske Forhold: | mørke-
brun til brun, + lysebrun til brungul efter Tykkelsen. I tykkere Exemplarer ere de næsten
ganske uigjennemsigtige.
Ved Dr. Topsøes Velvillie kan jeg tilføje følgende krystallografiske Oplysninger om
det af den foregaaende Forbindelse ved lang Henstand under Moderluden dannede Salt:
«Monoklinisk. Krystallerne ere smaa firsidede Tavler, Fladeparret (100) begrænd-
68
set af Randkantflader, herende til Formerne (110).(001).(101). Fladerne ere matte og
næsten aldeles ikke spejlende, Maalingerne derfor kun rent approximative.
100 : 110 c. 55°
) 110 : 110 c. 70°
100 : 001 e. 83%4°
100 : 101 42°
001 : 101 c. 54114?
God Gjennemgang parallel Fladeparret (100).»
Ved Forsøg paa Omkrystallisation faaes en Blanding af den foregaaende og den
efterfølgende Forbindelse, dog troer jeg sikkert, at der tillige dannes Cinchonintrijodid.
Analyser af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse:
0,4623 gav med Zink og Ammon osv. 0,4742 Jodsolv, hvoraf efter Glødning og Behandling
med Zink og Eddikesyre vandtes 0,4713 rent Jodsølv = 55,09 Proc. Jod.
0,3885 - med Svovlsyrling osv. 0,3990 Jodsølv = 55,24 Proc. Jod.
0,6404 - med Svovlsyrling 0,6550 Jodsolv, og efter Behandling med Zink og Eddikesyre
gav dette 0,6545 Jodselv == 55,23 Proc. Jod.
1,1941 - 0,1780 Baryumsulfat = 5,12 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,9015 opløst i varm vinaandig Opløsning 0,4685 Thalliumjodure.
0,3413 (opløst i varm Vinaand og afkølet) affarvedes af 108,45 Natriumhyposulfit (798,45 —
18 Jod) = 38,3 Proc. Jod i friere Form.
0,4066 (behandlet paa samme Maade) affarvedes af 12,51 af samme Vædske — 38,7 Proc.
frit Jod.
0,4421 (behandlet i Kulden) affarvedes af 132,50 Natriumhyposulfit (762,9 = 12 Jod) — 39,7
Proc. frit Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
40 C 480 29,90
52H 52 3,24
30 48 2,99
SO; 80 4,99 5,12
4N 56 3,49
13 889 55,39 55,09 55,24 55,3
2C,,H,,N.0, SH,0,, 2HJ, J, 1605 100,00
Theori: 39,56 Proc. frit Jod. Fundet: (38,3) (38,7) 39,7
2,5 Mol. Thalliumjodure. — 2,52 Mol.
64
Den rationelle Formel maa antages at være:
J,.J.HCiH.O.SO,.0.HCiH.J.J,.
3.:3.HCiH.0.S0,.0.HCiH.J.J,. €
Forbindelsen farver ikke kold, næppe kogende Æther; koldt Svovikulstof farves
næppe, kogende svagt, Chloroform farves hverken i Kulden eller ved Kogning. Ved Rystning
med metallisk Kvægsølv giver den varme, vinaandige Opløsning baade Kvægsølvjodure og
et Jodiddobbeltsalt, der ved Afkøling af Filtratet udskilles som et næppe krystallinsk, hvid-
gult Bundfald, der sætter sig meget fast paa Glasset. Omkrystalliseres dette af kogende
Vinaand, hvori det er temmelig tungtopløseligt, saa udskilles ved langsom Afkøling Rosetter
af diamantglindsende, næsten farvelose, centimeterlange rhombiske Blade (Poo: œPæ maalt
paa 3 Krystaller — 136°). Thalliumjodiddobbeltsaltet danner store, skarlagenrøde, uregel-
mæssigt udviklede Prismer og fjerformede Blade; ved hurtig Afkøling faaes orangegule,
ejendommeligt udviklede, grenede Aggregater af Prismer og Blade, der ved Henstand under
Vædsken omdannes til de foregaaende. |
Opvarmes det pulveriserede Perjodidsulfat med vandigt Solvnitrat, dannes en Blan-
ding af Jodselv og Salvjodat.
3die Cinchoninperjodidsulfat, 2C,,H,,N,0, SH,0,, 2HJ, J;.
1°. Man opløser Cinchonin i de beregnede Mængder normal Svovlsyre og svag
Jodbrinte, tilsætter Vinaand, opvarmer, dog ikke stærkt, og tilsætter den beregnede Mængde
varm Jodtinktur. Ved langsom Afkøling og Henstand udskilles da sorte Prismer, parallelt
sammenvoxede til brede Blade med blaalig Reflex. Saaledes faaes næsten den theoretiske
Mængde (af 38,08 Cinchonin fik jeg 88,21 [Theori: 8,66]) af den rene Forbindelse. — 2°. Man
opløser den foregaaende Forbindelse i varm Vinaand og tilsætter Vand i smaa Portioner og
under Omrøring, eller 3°. man opløser de beregnede Mængder af Bestanddelene i varm
Vinaand og fælder paa samme Maade med Vand. Paa denne Maade faaes ligeledes næsten
den theoretiske Mængde (95,8 Proc.).
Et synthetisk Forsøg efter 3die Fremstillingsmaade har givet mig følgende Resultater:
6,165 rent krystalliseret Cinchonin opløstes i varm Vinaand og neutraliseredes nøj-
agtigt med Jodbrinte, derpaa tilsattes 20 Cem. normal Svovlsyre og 72,620 Jod i vinaandig
Opløsning. Ved Vand kunde udfældes 168,782 Perjodidsulfat (udvasket med ganske svag
Vinaand og tørret over konc. Svovlsyre). Af Filtrat og Vaskevand fjærnedes Vinaanden ved
Afdampning, Jodet omdannedes ved nogle Draaber Svovlsyrlingvand til Jodbrinte. Det hele
neutraliseredes nogenlunde og inddampedes til et ringe Rumfang, derpaa udfældedes ved
Tilsætning af Ammon 06,205 Cinchonin. Altsaa have 52,94 Cinchonin givet 166,782 istedet-
for 168,815 Perjodidsulfat eller 99,80 istedetfor 100.
6
Analysen har givet folgende Resultater:
iste Dannelsesmaade: 0,6130 gav 0,6653 Jodselv = 58,65 Proc. Jod.
1,2122
0,4227
2den — 0,5415
ddie — 0,5636
1,1140
med Svovlbrinte osv. 0,1660 Baryumsulfat — 4,72 Proc.
Svovisyreanhydrid.
0,4294 Kulsyre og 0,1300 Vand ==
og 3,08 Proc. Brint.
med Zink og Ammon osv. 0,3556 Chlorsely = 58,3 Pr. Jod.
med Svovlsyrling osv. 0,6093 Jodsolv — 58,40 Proc. Jod.
Jodsolvet behandledes med Zink og Eddikesyre og fæl-
Jeg fik da 0,6090 Jodselv, altsaa samme
27,71 Proc. Kulstof
dedes paa ny.
Resultat.
med Zink og Ammon osv. 0,1531 Baryumsulfat = 4,72
Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,7161 opløstes i varm Vinaand, den afkolede Opløsning affarvedes
ved 24,0 Cem. */ıo normalt Natriumhyposulfit = 42,6 Proc.
Jod i friere Form.
0,7330 opløstes ved Rystning med 30,0 Gem. af samme Vædske og
titreredes tilbage med 4,75 !/ıo normal Jodoplosning = 43,9
Proc. frit Jod.
0,2838 gav 0,2860 Kulsyre og 0,0821 Vand = 27,48 Proc. Kulstof og
3,22 Proc. Brint.
0,3343 affarvedes i Kulden ved 118,49 Natriumhyposulfit (798,45 — 18
Jod) = 43,3 Proc. Jod i friere Form.
- 1,0018 opløstes ved Opvarmning med Vinaand og Jodthallium 0,5811
20: 0H24N20, 1SH,0,, 2HJ, J, 1752
3 Mol. Thalliumjodure.
43,49 Proc. frit Jod.
Theori:
Thalliumjodure eller 3,04 Mol.
Herapath fandt
Over Svovlsyre: Theori: Fundet: i Gjennemsnit:
40 C 480 Pig) 21,00 0271,48 27,70
52H 52 3,00 3,08 , 3,22 3,49
30 48 maser)
SO; 80 4,62 4,72 4,72 9,23
4N 56 3,23 3,31
8J 1016 58,66 58,65 58,30 58,40 50,41
100,00
Fundet:
3,04 Mol.
(42,6), 43,9, 43,3 Proc.
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 1. 9
66
Den sandsynlige rationelle Formel er:
J,.J.HCiH.0.S0,.0.HCiH.J.J,.J,.
Herapaths Analyser lide af de sedvanlige Fejl med Hensyn til Svovlsyre og Jod, medens
hans Tal for Kulstof, Brint og Kvælstof passe særdeles godt til den af mig opstillede Formel.
Forbindelsen farver neppe kold Æther, kogende Æther farves svagt, koldt Svoviku.-
stof tydeligt, kogende noget stærkere, kold Chloroform yderst svagt, kogende omtrent som
koldt Svovlkulstof. Forbindelsen opløses temmelig let i varm Vinaand. Den vinaandige
Opløsning giver ved Rystning med metallisk Kvægsølv meget Kvægsølvjodure og et Kvæg-
sølvjodiddobbeltsalt, der i enhver Henseende viser samme Forhold som det, den foregaaende
Forbindelse danner (Px :æPw maalt — 136°). Thalliumdobbeltsaltene synes ligeledes at
være identiske. Ogsaa Forholdet overfor vandigt Sølvnitrat er det samme.
Forbindelsen indeholder, i Modsætning til Herapaths Anskuelse, uforandret Cin-
chonin. Opløsningen af det pulveriserede Perjodidsulfat i svagt Svovlsyrlingvand giver med
Ammon et fuldkommen farveløst, krystallinsk Bundfald af Cinchonin, der blev opløst påa ny
i Saltsyre og fældet med Ammon for at fjærne Spor af Jodbrinte. Det udvaskede Bundfald
forholdt sig i enhver Henseende som Cinchonin; det gav bl. A. det, som jeg har paavist,
for dette Alkaloid charakteristiske Trijodid!) og et Platinchloriddobbeltsalt, hvori jeg har
udfort en Platinbestemmelse.
0,5430 af det ved 100° torrede Platinsalt gav 0,1488 Proc.
Theori for Cinchoninplatinchlorid: 27,35 Proc. Fundet: 27,41 Proc.
G. Cinchonidinforbindelser.
Ved Cinchonidin forstaaes her det af Winckler?) opdagede, af ham og senere a
Leers*), Pasteur’) og flere andre Chemikere, senest og fuldstændigst af Hesse‘), under-
sogte Alkaloid. Winckler, Leers og Hesse kaldte det Chinidin, Pasteur benævnede
det Cinchonidin, hvilket sidste Navn senere og med Rette blev det almindeligste: Alkaloide
har nemlig samme Sammensætning som Cinchonin. Det ligner ogsaa i den Henseend
Cinchonin og adskiller sig derved skarpt fra Chinin og Chinidin, at det ikke med Ammonia
og Chlorvand giver nogen gron Farve. Det sure Sulfat fluorescerer ogsaa langt svager
1) Sml. J. pr. Chem., 2 Række, 3, 148.
2) Rep. Pharm. 85, 392; 98, 384; 99, 1.
3) Ann. Chem. Pharm. 82, 147.
4) Compt. rend. 36, 26.
5) Ann. Chem. Pharm. 135, 333.
67
end de tilsvarende Chinin- og Chinidinforbindelser. Fra Cinchonin adskiller det sig ved at
danne et navnlig i Seignettesaltoplosning yderst tungtoploseligt, neutralt, vinsurt Salt. Stor-
ste Delen af det til de følgende Undersøgelser anvendte Alkaloid er bleven fremstillet af dette
charakteristiske Salt. Til yderligere Sikkerhed ere alle Forbindelserne ogsaa fremstillede af
det nedenfor beskrevne, messinggule Perjodidsulfat, som i dette Øjemed blev tilberedt i
større Mængde og omkrystalliseret af Vinaand.
Iste Cinchonidinperjodidsulfat, 12C,,H,,N,0, 9SH,0,, 8HJ, J,,, 8H,0.
Denne Forbindelse dannes let ved langsom Afkøling af en Opløsning af de bereg-
nede Mængder af Bestanddelene i varm Vinaand. Den udkrystalliserer da i udmærket
smukke, flere Mm. lange, rhombiske, guldgrønne Blade med et, i Modsætning til Herapa-
thitens græsgrønne, stærkt fremtrædende messinggult Skær. Ogsaa naar der kun anvendes
6 Mol. Jodbrinte paa 12 Mol. Chinchonidin, faaes den samme Forbindelse, men sjældent i
tydelig udviklede, heller ikke saa store eller blanke Former. I det hele dannes denne For-
bindelse sikkrest og smukkest ved Tilstedeværelse af et lille Overskud af Svovlsyre. Den
synes at være det af de 4 af mig undersøgte Cinchonidinperjodidsulfater, der har størst
Tilbøjelighed til at dannes ved højere Temperatur. Thi selv ved et saa afvigende Forhold
som 12Ci:6SH,0, :9HJ:18J begynder den at dannes i Nærheden af Vædskens Koge-
unkt. Dog omdannes den da ved langsom Afkøling temmelig hurtig til en Forbindelse,
der i det ydre i det mindste har stor Lighed med de olivengrønne Naale, som nedenfor
skulle omtales. Om det virkelig er denne Forbindelse, der dannes, kan jeg ikke afgjore
ed fuld Sikkerhed, da ogsaa de olivengrønne Naale under disse Forhold, endnu før Væd-
skens fuldkomne Afkøling, delvis igjen omdannes til en 3die Forbindelse, der optræder i
gule, glindsende Naale, en Omdannelse, der dog først efter nogle Dages Forløb er fuld-
stændig. Opløses de gule Naale i kogende Vinaand, eller behandles den olivengrønne For-
indelse eller det nedenfor beskrevne 4de Cinchonidinperjodidsulfat paa samme Maade,
aa udkrystalliserer ligeledes i Nærheden af Vædskens Kogepunkt, især ved stærk Omrøring,
et messinggule Salt, der dog under disse Forhold igjen temmelig hurtig omdannes paa
orskjellig Maade ved Afkøling, hvorom mere nedenfor.
De fuldkomment metalglindsende Blade af {ste Cinchonidinperjodidsulfat se næsten
d som krystalliseret Messing. Udskilte ved langsom Afkoling vise de Po alene (regel-
æssige rhombiske Plader) eller Pw.0P. Den sidste Form er undertiden saa stærkt frem-
rædende, at Krystallerne faa Form af flade Naale. Skeer Afkolingen hurtigere, eller har
ædsken en fra Saltets egen meget afvigende Sammensætning, ere de hyppigt yderst tynde,
fte sonderrevne eller højst uregelmæssigt udviklede og sammenvoxede. Px:0P er i 3
Iaalinger paa 1 Krystal fundet = 111°,7, i 3 Maalinger paa en anden = 112°. Poo: Poo
9*
er i Gjennemsnit af 23 Maalinger paa 6 Krystaller af 4 forskjellige Præparater, fundet
= 437,9. Krystallerne virke overordenlig kraftigt absorberende paa plansat Lys: | uigjen-
nemsigtig, i meget tynde Blade morkeblaa, + lys olivengul til olivenbrunlig, i meget tynde
Blade næsten farveløs.
Ved gjentagne Omkrystallisationer taber denne Forbindelse smaa Mængder af Jod
og Svovlsyre (s. 3die, 4de og bte Analyse af 4 Fremstilling). Herved taber Forbindelsen
efterhaanden mere af sin Messingglands, bliver mere graalig og krystalliserer tilsidst i uty-
delige Krystalvorter. Derimod er der intet til Hinder for at udvaske Forbindelsen med svag
Vinaand, ja af den vinaandige Opløsning kan man fælde den uforandret ved Tilsætning af
Vand. Jeg fremhæver dette, fordi det tilsvarende Perjodidseleniat under disse Omstændig-
heder spaltes under Dannelse af en ganske anden Forbindelse.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Perjodidsulfat har givet følgende Resultater:
1 Fremst. 0,3100 gav (med Zink og Ammon osv.) 0,2653 Jodsølv, som omdannedes til 0,1625
Chlorsølv. Det første svarer til 46,24, det sidste til 46,39 Proc. Jod.
0,5183 - (med Zink og Ammon osv.) 0,2725 Jodsølv, som efter Behandling med
Zink og Eddikesyre og gjentagen Fældning gav 0,2723 Jodsølv =
46,23 Proc. Jod.
0,3716 - (med Zink og Ammon osv.) 0,0900 Baryumsulfat — 8,32 Proc. Svovl-
syreanhydrid.
0,2631 - ved Elementairanalyse 0,0927 Vand — 3,91 Proc. Brint. Ved et Uheld
gik Kulstofbestemmelsen tabt.
0,6254 opløstes let og fuldstændigt allerede i Kulden af ”4o normalt Natriumhy-
posulfit. Den farvelose Opløsning titreredes, efter Tilsætning af Sti-
velse, tilbage med 4/10 normal Jodoplosning. 1 Virkeligheden for-
brugtes 17,0 Cem. Natriumhyposulfit = 34,5 Proc. frit Jod.
2 Fremst. 0,2942 gav med Svovlsyrling osv. 0,1532 Chlorselv eller indeholdt 46,36 Pr. Jod.
0,2317 - 0,2705 Kulsyre og 0,0802 Vand = 31,8 Pr. Kulstof og 3,85 Pr. Brint.
0,6708 gigereredes med Vinaand og Thalliumjodure og opløste 0,3008 af dette |
Salt eller 12,19 Mol. |
3 Fremst. 0,4668 gav 0,4015 Jodsølv — 46,45 Proc. Jod.
0,5090 - (med Svovlbrinte osv.) 0,1203 Baryumsulfat = 8,11 Proc. Svovlsyre-k
anhydrid.
0,2637 - 0,3087 Kulsyre og 4,01 Vand — 32,0 Proc. Kulstof og 4,01 Proc. Brint.
0,5934 affarvedes ved 168,51 Natriumhyposulfitoplesning, hvoraf 798,45 — 18 Jod, |
eller indeholdt 34,7 Proc. friere Jod.
0,6962 forbrugte paa samme Maade 19,12 af samme Natriumhyposulfit = 31,6
Proc. friere Jod.
69
0,7602 gav ved 100° 0,0135 = 1,77 Proc. Vand. Ved denne ‚Temperatur tabte
Forbindelsen tydeligt Jod.
4 Fremst. 0,4465 - 0,3833 Jodsolv, som efter Behandling med Zink og Eddikesyre og
gjentagen Fældning gav 0,3829 Jodsolv = 46,34 Proc. Jod.
0,6142 - 0,1468 Baryumsulfat — 8,21 Proc. Svovlsyreanhydrid.
1,1457 - ved 100° 0,0192 — 1,67 Proc. Vand.
4 Fremst. 1 Gang omkrystallisefet. 0,4324 forbrugte til Affarvning 12,00 Natriumhyposul-
fitoplosning, hvoraf 80°,8 — 12 Jod indeholdt 34,3 Proc. friere Jod.
4 Fremst. 3 Gange omkrystalliseret. 0,6714 forbrugt paa samme Maade 182,31 af samme
Natriumhyposulfit — 33,8 Proc. friere Jod. —- 0,6540 af samme Præ-
parat gav 0,5502 Jodsolv eller indeholdt 45,45 Proc. Jod.
5 Fremst. 0,5423 gav 0,4663 Jodselv, som efter Behandling med Zink og Eddikesyre og
gjentagen Fældning gav 0,4650 Jodselv eller indeholdt 46,34 Proc. Jod.
0,8082 - 0,1929 Baryumsulfat — 8,18 Proc. Svovisyreanhydrid.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
240C 2880 32,75 31,8 32,0
330H 330 3,75 3,91 3,85 4,01
UN 336 3,8
290 464 5,28
950, 720 8,19 8,32 8,11 8,21 8,18
32J 4064 46,21 46,39 46,23 46,36 46,45 46,34 46,34
12C,,H,,N,0, 9SH,0,, 8HJ, J,,, 8H,0 8794 100,00
Theori: 1,64 Proc. Vand. Fundets) 1.77. 1,67
12 Mol. Thalliumjodure. — 12,19
34,66 Proc. friere Jod. — 34,5 34,7 34,6 34,3 (33,8).
Den overordenlig komplicerede Formel, hvortil de fundne Tal fore, ligesom den
Omstendighed, at Herapath, der ogsaa har undersøgt denne Forbindelse, ikke blot som
sædvanligt finder altfor lidt Jod (i Gjennemsnit kun 39,23 Proc.) og for megen Svovlsyre
i Gjsn. 8,63 Proc.), men tillige meget afvigende Tal for Kulstof (i Gjsn. 35,49 Proc.) og
rint (i Gjsn. 4,31 Proc.), har veret Grunden til, at jeg saa hyppigt har fremstillet og
nalyseret denne Forbindelse. Med Hensyn til Bestemmelsen af Svovlsyre og Jod henviser
eg til mine almindelige Bemerkninger i saa Henseende (S. 9. f.). Men naar Herapaths
ulstof- og Brintbestemmelser her ere altfor hoje, saa har det en særegen Grund. Det af
am analyserede Preparat blev nemlig torret «at 212° F. during 4 houres, untill the weight
emained constant». Men ved 4 Timers Opvarmning til 100° C. taber Forbindelsen efter
en Mengde, der tages i Arbejde, 5 til 7 Proc. i Vegt, idet der samtidig gaaer Vand og
70
Jod bort. Og den ophører ingenlunde at tabe i Vægt efter 4 Timers Forløb; hver Times
videre Opmaaling til 100° medfører et Vægttab af et Par Mg. Jeg har saaledes bragt Saltet
til at tabe over 11 Proc. af sin Vægt. Da afbrød jeg Forsøget, som ikke syntes mig at
kunne fore til noget Resultat. Herapath har derfor analyseret en delvis sønderdelt For-
bindelse, men er ikke bleven opmærksom derpaa, fordi Stoffet selv efter Tørring ved 100°
ikke forandrer sit Udseende synderligt. — At de af mig analyserede Præparater ikke have
indeholdt Jod i fri Tilstand, bevises ved, at de, ogsaa i fintpulveriseret Tilstand, ikke gav
Spor eller dog et aldeles forsvindende Spor af Farve ved Rystning med Svovlkulstof. Ved
Kogning med Svovlkulstof farves dette yderst svagt. Derimod farves hverken Æther eller
Chloroform selv ved Kogning.
For den rationelle Formel, hvortil denne og den tilsvarende Selensyreforbindelses
Omdannelser føre, skal jeg nedenfor gjøre Rede.
Rystes den varme vinaandige Opløsning med metallisk Kvægsølv, saa dannes Kvæg-
sølvjodure, og Filtratet afsætter ved Afkøling hvide Vorter af et Kvægsølvjodiddobbeltsalt,
der under Mikroskopet viser sig at bestaa af yderst smaa Naale. Perjodidet er tungtoplø-
seligt i kold, temmelig letopløseligt i kogende Viinaand. Ved Tilsætning af Jodbrinte op-
løses det meget let i varm Vinaand, ved Afkøling udskilles i Almindelighed intet, og først
ved Henstand dannes de lange olivengrønne Naale af 3die Cinchonidinperjodidsulfat, som
lidt efter lidt fylde hele Vædsken og efterhaanden omdannes til den følgende Forbindelse.
2det Cinchonidinperjodidsulfat, 4C,,H,,N,0, 2SH,0,, 3HJ, J,, 4H,0.
Denne Forbindelse udskilles næsten altid i Moderluden fra den foregaaende og den
efterfølgende i Form af lange, tynde, silkeglindsende, rødgule, ofte næsten guldgule Naale.
Under Mikroskopet vise de sig som Prismer, hvis Ender altid ere utydeligt modificerede;
de ere stribede parallelt med Længdeaxen og virke kun svagt absorberende paa plansat
Lys: | lysegul, + brungul. Men om de end som sagt hyppigt vise sig i Moderluden fra
den foregaaende. Forbindelse, og denne endog ofte fuldstændig omdannes til de gule Naale
ved at staa hen længere Tid under den Vædske, hvori den er dannet, og om end denne
Moderlud altid er sur, saa beroer Dannelsen af de gule Naale dog ingenlunde, som Hera-
path antager, paa Tilstedeværelse af et Overskud af Svovlsyre. Thi man faaer netop altid
sikkrest og lettest de gule Naale dannede, naar Vædsken indeholder mindre Svovlsyre, end
hvad der svarer til det messinggule Salts Sammensætning, ligesom de gule Naale vise et
betydelig mindre Procentindhold af Svovlsyre end de messinggule Blade. Derimod er det
vigtigt, at Moderluden er sur, helst jodbrintesur, fordi det iste Cinchonidinperjodidsulfat er
langt lettere opløseligt i Vinaand, der indeholder noget Jodbrintesyre end i ren. Dette
beroer nemlig, som ovenfor antydet, paa, at det herved omdannes til det olivengrønne
71
Perjodidsulfat, og dette omdannes langt lettere til de gule Naale, end Tilfældet er med de
essinggule Blade. Dette Forhold maatte imidlertid være Herapath ubekjendt, fordi han
ikke har kjendt det olivengronne Salt, en naturlig Folge af, at han til sine Præparater altid
ar anvendt Jodtinktur alene, aldrig Jodbrinte. Han omtaler vel ogsaa et olivenfarvet Salt,
en dette er noget helt andet end mit 3die Cinchonidinperjodid, hvad der vil fremgaa af
et folgende.
De gule Naale faaes vel af de beregnede Mengder Cinchonidin, Svovlsyre, Jod-
rinte og Jod i varm vinaandig Opløsning, bedst idet man paa 1 Mol. Cinchonidin = 38,08
nvender omtrent 150 Gem. Vinaand (den, der bruges til Opløsning af Jodet, iberegnet).
og dannes her først, medens Vædsken endnu er varm, de messinggule Blade og ved
idere Afkoling de olivengronne Naale. Ved fuldstændig Afkoling og især ved nogle Dages
enstand omdannes nu vel disse sidste til de gule Naale, og denne Omdannelse er fuld-
tændig, derimod kan det vare meget længe (flere Maaneder) for de sidste Spor af de mes-
inggule Blade forsvinde. Filtrerer man derimod Vædsken strax efter at den olivengronne
orbindelse har begyndt at danne sig, saa giver Filtratet enten alene de gule Naale eller,
ely om der i Begyndelsen udskilles olivengront Salt, saa omdannes dette dog ved mindre
nd 24 Timers Henstand under Vædsken fuldstændigt til de gule Naale. Ogsaa ved at an-
ende Cinchonidin, Svovlsyre og Jod i de Forhold, Formlen kræver, men istedetfor 3 Mol.
odbrinte 4 Mol., faaer man, navnlig naar man ikke lader Temperaturen stige over 60?,
let ikke dannet de messinggule Blade af de Grunde, som findes anført ovenfor, men en
landing af det olivengrønne og det gule Salt, som ved nogle Dages Henstand under
oderluden fuldstændig omdannes til de gule Naale, der her ved den noget langsommere
annelse faaes udmærket smukke, flere Cm. lange og sædvanlig noget tykkere og derfor
ørkere end ellers.
Af Blandinger, som indeholde de gule Naale med mere eller mindre af de øvrige
rnchonidinperjodidsulfater, kan man i Almindelighed faa de første i næsten ren Tilstand
ed at opløse det hele i Vinaand under Tilsætning af noget Jodbrintesyre, hvorved alle
isse Forbindelser opløses langt lettere end i ren Vinaand. Naar man nu forsigtig sætter
and til den varme Vædske, til denne netop begynder at blive uklar og da bringer Uklar-
eden til at forsvinde ved lidt Vinaand, saa faaes ved Henstand saa at sige altid de gule
aale. Dog synes de altid at indeholde et lille Overskud af Jodbrinte.
Den rene Forbindelse taber alt Vand over Svovlsyre ved almindelig Temperatur.
ed kortere Henstand ved 100? taber den da ikke i Vægt, men ved flere Dages fortsat Op-
jarmning til 100° afgiver den vedblivende smaa Mængder Jod.
Mine Analyser af det lufttørrede Salt have givet følgende Resultater:
Fremst. Af Moderluden fra 1ste Cinchonidinperjodidsulfat. 1,6623 tabte over Svovlsyre 0,0413
— 2,49 Proc. Vand, derefter ved 2 Timers Opvarmning til 100° kun Spor.
12
0,6135 gav (med Syovlsyrling osv.) 0,4902 Jodsolv, som efter Behandling med Zink
og Eddikesyre ved gjentagen Fældning leverede 0,4898 Jodsolv +
43,14 Proc.
0,7804 forbrugte til Affarvning 182,16 Natriumhypersulfit, hvoraf 808,8 — 18 Jod,
hvilket svarer til 28,8 Jod i friere Form.
2 Fremst. Af Moderluden fra de olivengrønne Naale. 1,3008 tabte over Svovlsyre 0,0348 =
2,68 Proc. Vand. Ved 24 Timers videre Opvarmning i Vandtørre-
kassen tabtes kun 0,0045 — 0,34 Proc.
0,8976 gav 0,1557 Baryumsulfat = 5,96 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,4192 forbrugte til Affarvning 92,25 Natriumhyposulfit (hvoraf 768,9 — 18 Jod)
svarende til 28,8 Proc.
0,3044 gav 0,4003 Kulsyre og 0,1161 Vand = 35,88 Pr. Kulstof og 4,23 Pr. Brint.
3 Fremst. Omdannelsesprodukt af de olivengronne Naale. 0,7302 tabte over Svovlsyre 0,0208
== 2,76 Proc. Vand.
0,6884 forbrugte 168,10 Natriumhyposulfit (802,8 — 18 Jod), svarende til 28,9 Proc.
friere Jod.
1,0981 gav 0,1919 Baryumsulfat = 5,94 Proc. Svovlsyreanhydrid.
4 Fremst. Som 3die Fremstilling. 0,8597 tabte over Svovlsyre 0,0230 = 2,67 Proc. Vand.
0,6552 forbrugte til Affarvning 15°,35 Natriumhyposulfit (802,8 — 18 Jod), svarende
til 29,0 Proc. Jod i friere Form.
Lufttorret: Theori: Fundet:
80C 960 36,28 35,88
41H LE 4,20 4,23
SIN), 212 4,23
100 160 6,05
2SO, 160 6,05 5,96 5,94
9J 1143 43,19 43,14
4C,,H,,N,0, 2SH,0,, 3HJ, Jz, 4H,0 2646 100,00
4 Mol. Vand. Theori: 2,72. Fundet: 2,49 2,68 2,76 2,67.
6 At. frit Jod. — 28,79. — 28,8 28,8 28,9 29,0
Analyser af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
1 Fremst. 0,5573 gav 0,1032 Baryumsulfat = 6,36 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,4555 - 0,3721 Jodsølv = 44,15 Proc. Jod.
2 Fremst. 0,6478 - 0,5066 — = 44,45 — —
070 - 0,5785 — = 4427 — —
73
Theori: Fundet:
Svovlsyre 6,22 6,36
Jod 44,41 44,15 44,45 44,27
Disse Resultater afvige aldeles fra Herapaths; han betragter nemlig denne og
den foregaaende Forbindelse kun som forskjeilige Hydrater af samme Atomkomplex, og i
dette indgaaer efter hans Mening (sml. S.7) aldeles ikke den Atomgruppe, der konstituerer
Cinchonidinets Molekule. At denne Forbindelse indeholder Cinchonidin fremgaaer imidlertid
af, at man, som jeg har fundet, paa sædvanlig Maade kan udskille rent Cinchonidin deraf
med alle dettes Egenskaber. Det saaledes fremstillede Cinchonidin kan bl. a. omdannes
til det charakteristiske, tungtoploselige Tartrat, hvori jeg til yderligere Sikkerhed har udfort
en Vandbestemmelse.
02,7701 tabte ved 115° 0,0350 — 4,55 Proc. Vand.
Theori for 2C,,H,,N,0, C,H,0,, 2H,0 : 4,48 Proc. Vand. Fundet 4,55.
Herapath finder nu, at det lufttorrede gule Perjodidsulfat over Svovlsyre taber
4,71 Proc. i Vegt og derved bliver olivenfarvet, og at det derpaa ved 100° endnu taber
0,73 Proc. I et andet Forsog — han har kun foretaget disse to — finder han vel, at den
lufttørrede Forbindelse ved 100° taber 5,86 Proc. i Vægt, men han mener selv, at dette
Preparat ikke har veret fuldkommen tort. Det er den saaledes torrede, olivenfarvede Rest,
hvoraf han har foretaget sine Analyser. I disse finder han:
36,08 35,69 ~ Proc. Kulstof, medens det torrede Salt efter Ovenstaaende indeholder: 37,29
4,05 4,03 4,07 — Brint, 4,00
2,85 — Kvælstof, 4,35
9,06 8,32 — Svovlsyreanhydrid, 6,22
40,50 40,41 — Jod, 44,41
8,06 — Ilt (som Tab), 3,73
100,00
Skjont hans Kulstofbestemmelser ikke stemme meget godt med min Formel, er dog
| Overensstemmelsen i Betragtning af disse Forbindelsers store Tungtforbrendelighed her ret
passabel. Procenttallene for Brint passe fortrinligt, medens Tallene for Jod, Kvælstof og
"Brint aldeles ikke stemme. Afvigelserne for Jod ere, som jeg troer, tilstrækkelig belyste i
det foregaaende. Hvad den ene Kvælstofbestemmelse angaaer, som H. har udført (efter
‚Peligots Methode), da er det klart, at eftersom Forbindelsen indeholder Cinchonidin, hvad
jeg ovenfor har bevist, saa maa H.s Kvælstofbestemmelse være fejlagtig, hvis hans Kulstof-
"bestemmelser ere rigtige, og omvendt. Thi i en Forbindelse af Cinchonidin med kulstof-
‚og kvælstoffrie Stoffer svarer til
35,89 (Middeltal) Proc. Kulstof: 4,18 Pr. Kvælstof og til 2,85 Pr. Kvælstof : 24,43 Pr. Kulstof.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd XIl. 1. 10
Der er nu ingensomhelst Grund til at formode, at H. ved Forbrænding. med Bly-
chromat i to Forsøg skulde have fundet over 11 Proc. Kulstof for meget. Der er derfor
en overvejende Sandsynlighed for, at det Tal, han har fundet for Kvælstof, lider af en til-
fældig Mangel, en Fejlregning eller lign.
Hvad endelig de Procenttal angaaer, H. finder for Svovlsyre, da afvige de særdeles
sterkt baade indbyrdes og fra dem, min Formel fordrer. Og Afvigelserne ere saa store, at
jeg ikke troer det muligt at forklare dem ved de tidligere (S. 15) omtalte Mangler ved H.s
Methoder. Det Præparat, H. har analyseret, har utvivlsomt indeholdt et Overskud af Svovlsyre.
H. har, som alt antydet, ment, at et Overskud af Svovlsyre var nodvendigt til Dannelse af
denne Forbindelse; -han har derfor arbejdet i stærkt svovisure Vædsker (paa 1 Mol. Cin-
chonidin 2,25 Mol. Svovlsyre), og efter al Sandsynlighed er hans Pr¶t ikke blevet fuld-
stendig udvasket. Derpaa tyde flere Omstændigheder. Forst det høje Svovlsyreindhold;
dernæst, at ikke blot hans Procenttal for det Vand, Forbindelsen taber over Svovlsyre, er
for højt, men at det saaledes tørrede Stof (der henstod i 9 Dage over Svovlsyre) endnu
tabte i Vægt ved Opvarmning til 100°; endelig, at den rene Forbindelse, efter mine lagtta-
gelser, aldeles ikke bliver olivenfarvet, men kun i ringe Grad morkere ved Torring over
Svovlsyre eller ved 100°, medens den, naar den indeholder en ringe Mængde fri Svovlsyre, —
netop viser hin Farveforandring. Alt dette i Forening synes mig ikke at tilstede nogen
anden Forklaring af de forskjellige Resultater, hvortil H. og jeg ere komne med Hensyn til
denne Forbindelse, end at hans Præparat har indeholdt en ringe Mængde fri Svovlsyre.
Det rene Perjodidsulfat farver aldeles ikke koldt eller kogende Svovlkulstof, Chloro-
form eller Æther. Det opløses temmelig let i kogende Vinaand, og denne Opløsning dan- —
ner ved Rystning med Kvægsølv ikke Spor af Kvægsølvjodure, men et næsten hvidt, i kold
Vinaand tungtopløseligt Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der ved Afkøling udskilles i silkeglindsende «
Rosetter af svagt gullige, hyppigt rektangulære, flade Naale. Den kogende vinaandige Op-
løsning giver ved Afkøling først det messingglindsende Salt, som dog ved Afkøling og Hen- |
stand efterhaanden igjen omdannes til den oprindelige Forbindelse. Oploses 2det Cinchoni-
dinperjodidsulfat i Vinaand ved svag Varme og under Tilsætning af ganske lidt Svovlsyre,
saa udkrystalliser ved Afkoling forst det messingglindsende Salt, men derpaa det oliven-
grønne, til hvilket tilsidst alt omdannes. Oploses Forbindelsen derimod i kogende Vinaand
under Tilsætning af Svovlsyre og Jod, saa udkrystalliserer ved Afkøling det messingglind-
sende Salt alene og meget smukt.
3die Cinchonidinperjodidsulfat, 8C,,H,,N,0, 5SH,0,, 6HJ, J,,, 6H,0.
Til Fremstilling af denne Forbindelse kan man opløse 1 Mol. (= 38,08) Cinchonidin
i 100 Ccm. Vinaand paa 93 Proc. T. under Tilsætning af 10 Ccm. normal Svovlsyre og
|
|
1
75
10 Cem. normal Jodbrintesyre. Blandes nu Vædsken med en Opløsning af 1,5 At. Jod
(= 15,905) i 50 Cem. Viinaand, saaledes at den efter Blandingen har en Temperatur af
omtr. 55°, saa udskilles meget snart Rosetter af flere Cm. lange, tynde, olivengronne, halvt
metalglindsende Naale. Disse maa filtreres fra, før Blandingen er fuldstændig afkølet (ved
omtr. 30°), ellers faaer man dem blandede med den foregaaende Forbindelse. Filtratet af-
sætter alene denne. Anvendes de samme Forhold, men paa 1 Mol. Cinchonidin kun i At.
Jod, saa faaes ved en Temperatur af 40° og Henstand alene de olivengronne Naale, og
selv efter 14 Dages Henstand under Moderluden ere de ikke synderligt omdannede til det
gule Salt. Det 3die Cinchonidinperjodidsulfat virker meget kraftigt absorberende paa plan-
sat Lys: | næsten farveløs, + mørk olivenbrun, næsten uigjennemsigtig. Ved 100 til 110°
taber Forbindelsen alt Vand. Af den kogende vinaandige Opløsning af det rene Salt ud-
krystallisere først grønne Blade, der minde om det messingglindsende Salt, men dog ere
mere graalige. Men disse omdannes hurtigt, allerede før fuldstændig Afkøling til de oliven-
grønne Naale. Dog synes de herved at passere et Overgangsstadium, idet det seer ud, som
om der først dannedes den følgende Forbindelse. Jeg har ikke kunnet undersøge Forholdet
nøjere, fordi Overgangen sker saa jævnt, at Vædsken samtidig kan indeholde alle 3 For-
bindelser.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
1 Fremst. (1,5 At. Jod paa 1 Mol. Cinchonidin). 02,5845 gav 0,4633 Jodsølv = 42,83 Proc. Jod.
.0,5555 gav 0,1241 Baryumsulfat = 7,67 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,5260 forbrugte til Affarvning 118,39 Natriumhyposulfitoplesning, hvoraf 768,85
= 18 Jod. Dette svarer til 28,2 Proc. frit Jod.
0,5195 forbrugte af samme Opløsning 128,93, svarende til 28,5 Proc. Jod i friere
Form.
2 Fremst. (1 At. Jod paa 1 Mol. Cinchonidin). 0,7745 gav 0,6093 Jodselv, som efter Be-
handling med Zink og Eddikesyre igjen gav 0,6090 Jodsolv = 42,61 Pr. Jod.
0,5122 gav 0,1154 Baryumsulfat — 7,73 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,6783 forbrugte til Affarvning 148,69 af ovennævnte Natriumhyposulfit = 28,2 Pr.
Jod i friere Form.
- “ 0,7545 gav ved 100 til 110° 0,0175 = 2,32 Proc. Vand.
3 Fremst. (som 2 Fremst.). 0,3775 forbrugte til Affarvning 85,20 Natriumhyposulfit (hvoraf
778 = 18 Jod), hvilket svarer til 28,2 Proc. friere Jod.
0,4710 forbrugte 102,23 af samme Natriumhyposulfit — 28,2 Proc. Jod i friere
Form.
1,1642 gav ved 110° 0,0240 = 2,06 Proc. Vand,
10*
16
Over Svovlsyre: | Theori: Fundet:
8C,0H,,N,0 2464 46,02
580, 40077 147 | 7,67 7,73
6H, 5H,0 962 1,79
6J 762 14,24
; 42,83 42,61
123 1524 28,46 28.202855 28,2 28,2 28,2
6H,0 108 2,02 2,32 2,06
8C,,H,4N,0, 5H,S0,, 6HJ, J,2, 6H,0 5354 100,00
Forbindelsen farver ikke Svovlkulstof, Æther eller Chloroform hverken ved almin-
delig Temperatur eller ved Kogning. Ved Rystning af den varme, vinaandige Opløsning
med Kvægsølv dannes intet Kvægsølvjodure, men et Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der ved Af-
kjøling udskilles som gullighvide, smaa Rosetter af hyppigt rektangulære, flade, dobbeltbry-
dende Naale. Perjodidsulfatet omdannes i sure Vædsker, navnlig i jodbrintesure, ved sæd-
vanlig Temperatur let til 2det Cinchonidinperjodidsulfat.
Ade Cinchonidinperjodidsulfat, 2C,,H,,N,0, SH,0,, HJ, J,, H,0.
Denne Forbindelse, der svarer til 2det Cinchonidinperjodidseleniat (s. nedenf.) faaes
let og sikkert af de theoretiske Mængder af Bestanddelene i kogende, vinaandig Opløsning
(i Alt omtr. 150 Cem. Vinaand af 93° T, paa 3£,08 Cinchonidin). Ved langsom Afkøling kan
der vel strax udskilles lidt messingglindsende Salt, dog altid kun lidt, men ved fortsat Af-
køling omdannes alt til rødbrune eller ved meget langsom Afkøling mørkebrune Rosetter
af korte, stærkt glindsende, meget smukke Naale, der i høj Grad minde om Selensyrefor-
bindelsen og som uforandret kunne omkrystalliseres. Forbindelsen absorberer plansat Lys:
| brungul, + mørkebrun til uigjennemsigtig. Den taber ikke Vand, men en betydelig
Mængde Jod ved 100°. I et Forsøg afgav 1& ved 6 Timers Opvarmning til 100° 0,0842
eller 8,42 Proc., men vedblev at tabe i Vægt i meget lang Tid ved fortsat Opvarmning
til denne Temperatur (for hver Time omtrent 02,0005). Ved 110? afgiver Forbindelsen
alt Vand.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Perjodidsulfat gav følgende Resultater:
1 Fremst. 02,4942. gav 0,4252 Jodsølv = 46,49 Proc. Jod.
0,6905 - 0,1215 Baryumsulfat = 6,04 Proc. Svovlsyreanhydrid. '
0,8033 forbrugte 232,00 Natriumhyposulfitopløsning, hvoraf 766,9 = 1 Jod, hvil-
ket svarer til 37,2 Proc. ere Jod.
2 Fremst. 0,6138 forbrugte 178,70 Natriumhyposulfitopløsning, hvoraf 778 — 18 Jod, inde-
holdt altsaa 37,4 Proc. Jod i friere Form.
ie
1,2425 gav rigeligt Jod, men ikke Vand ved 100°; ved 110° afgaves 0,0164 =
1,32 Proc. Vand.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
2625554N,0 616 45,03
SO; ss 5,85 6,05
H, H,0 19 1,39
J 127 EN eo
4J 508 37,14 TETE"
H,0 18 1,32 1,32
2C,0H;,N,0, SH,0,, HJ, J,, H,O 1368 100,00
Forbindelsen farver ikke koldt eller kogende Svovlkulstof, Äther eller Chloroform.
Ved Rystning med metallisk Kvægsølv giver den varme, vinaandige Opløsning Kvægsølv-
jodure og et i kold Vinaand tungtopløseligt, i kogende temmelig letopløseligt Kvægsølvjodid-
dobbeltsalt, der ved langsom Afkøling udskilles som smaa, silkeglindsende, næsten aldeles
farveløse Rosetter af hyppigt rektangulære, meget flade Naale, der minde meget om det
Kvægsølvjodiddobbeltsalt, den foregaaende Forbindelse danner. Opslemmer man Perjodid-
sulfatet i Vinaand og tilsætter lidt svag Svovlsyre og lidt Jodbrintesyre, saa omdannes det
allerede ved almindelig Temperatur strax til det messingglindsende Salt, som efter Kogning
ved langsom- Afkoling udkrystalliserer meget smukt. Oploses 4de Cinchonidinsulfatperjodid
i kogende Vinaand under Tilsætning af noget Jodbrintesyre, hvorved Opløsningen gaaer
meget let for sig, og fortyndes med Vand, saa udskilles ved Henstand smukke gulbrune
Naale af 2det Cinchonidinperjodidsulfat.
Den til 100° opvarmede Forbindelse, der herved, som alt bemærket, har afgivet
meget Jod, smelter tildels ved Kogning med Vinaand. Den langt overvejende Del opløses
imidlertid og udskilles ved Afkøling for en Del som et rødbrunt Pulver, men for største
Delen i Form af 3die Cinchonidinperjodidsulfat (olivengrønne Naale).
Sammenhængen mellem Cinchonidinperjodidsulfaterne.
Den rationelle Formel for {ste Cinchonidinperjodidsulfat skal give et saadant Ind-
blik i denne indviklede Forbindelses Architektur, at det bliver forstaaeligt, hvorledes den
under givne Betingelser kan omdannes til de 3 andre. Der er vel ikke i det foregaaende
eftervist nogen direkte Sammenhæng mellem den iste og 4de af disse Forbindelser, men
at der existerer en saadan, og det en meget nær, viser den til {ste Cinchonidinperjodid-
sulfat svarende Selensyreforbindelse, som nedenfor skal blive beskreven. Denne spaltes
nemlig paa meget simpel Maade saaledes, at der træder 2 Mol. Jodbrinte og 3 Mol. Selen-
syre ud af Forbindelsen, og denne opløser sig derved i 6 Mol. af det Seleniat, der svarer
78
til 4de Cinchonidinperjodidsulfat. Da ste Cinchonidinperjodidsulfat og det tilsvarende
Seleniat ellers næsten ikke ere til at skjelne fra hinanden, bor deres rationelle Formler
være analoge, og denne mærkelige Spaltning maa ogsaa finde sit Udtryk i Svovlsyreforbin-
delsens Strukturformel. Naar denne Forbindelse, idetmindste efter hvad jeg har iagttaget,
ikke selv viser et analogt Forhold, saa ligger det udentvivl i, at Selensyren i sine Alkaloid-
forbindelser er noget løsere bunden end Svovlsyren. I det mindste synes den Omstændig-
hed, at efter Oppenheim") hverken Morfin, Cinchonin eller Chinin danne nogen Tellur-
syreforbindelse, at pege i denne Retning. Naar de 2 Mol. Jodbrinte i det messingglind-
sende Salt ere løsere bundne end de andre, kan dette vel kun bero paa, at de ere tilstede
som oversurt Salt.
Medens det messingglindsende Seleniat saaledes let sønderdeles under Dannelse af
en Forbindelse, der ganske svarer til 4de Perjodidsulfat, sønderdeles den analoge Svovlsyre-
forbindelse let under Dannelse af 2det Cinchonidinperjodidsulfat. Men det er oftere antydet
i det foregaaende, at denne Omdannelse altid synes at gaa for sig paa den Maade, at
der først dannes de olivengronne Naale af 3die Cinchonidinperjodidsulfat, og at det derfor
egenlig er dette, der sønderdeles til de gule Naale af 2det Perjodidsulfat. Alle disse Om-
dannelser finde, som jeg troer, det simpleste Udtryk i efterfølgende rationelle Formel for
det messingglindsende Salt (uden Krystalvand):
J,.J.H CiH.0.S0,.0.HCi H.0
Pre CiH.0.S0,.0.HCiH.0ÿ ?
cel rate pete ee
= CiH.0.S0,.0.HCi H.O
p.J.
J,.J.H
J, J.H |
?J,.J.H CiH.0.S0,.0.HCi.H.O
J,.3.H li 2
CiH.0.S0,.0.HCi H.0
Det folger af sig selv, at den Formel, der skal give et rationelt Billede af en saa
indviklet Forbindelses Sammensætning, ikke selv kan være meget simpel. Naar Selensyre-
forbindelsen spaltes paa ovennævnte Maade, maa det da tænkes at foregaa saaledes, at de
3 Mol. Selensyre tilhøjre for den punkterede Linie spaltes fra og ligeledes de to indklam-
rede Jodbrintemolekuler. Westen danner da 6 Mol. af en Forbindelse:
J,.J,.J.HCiH.O.Se0,.0.HCi,
der aldeles svarer til den 4de Forbindelse i Svovlsyrerækken. Den Maade, hvorpaa jeg
tænker mig det Jod bundet, som man betegnende kunde kalde molekulært Jod, er den
1) J. pr. Chem. 71, 266.
samme, jeg har udviklet Principerne for i et tidligere Arbejde, som det her er tilstrække-
ligt at henvise til.
Ovenstaaende rationelle Udtryk for det messingglindsende Salt tilsteder ogsaa en
simpel Afledning af 3die Cinchonidinperjodidsulfat. Dette er sammensat
8C,,H.,N.0, 5SH,0,, 6HJ, J,;
medens det messingglindsende Salt indeholder:
12Co 0H24N20. 9SH,0,, 8HJ, J,,.
Det er altsaa ved Overgangen fra det messingglindsende til det olivengrenne Salt
4 Mol. Cinchonidin, 2 Mol. Jodbrinte og 12 At. Jod, der skilles fra det førstnævnte. Form-
len for det forstnævnte Salt var:
9
2
J,.J.HCiH.0.S0,.0.HCi H. ap a
J, .J.HCiH.0.SO0,.0.HCi H.0
4:
ji M CHLO;50, O.HGi H 0) © |
» JH 50,
1 JL qo .0.50,.0. BØGH: 0) il
* J, J.HCiH.0.S0,.0.HCi H.0
arms 2
Tænker man sig nu det udenfor den punkterede Linie opførte spaltet fra det mes-
singglindsende Salts Molekule, saa faaes en Rest, der giver et rationelt Udtryk for det 3die
Cinchonidinperjodidsulfat, og hvori hele Gruppen sammenholdes paa normal Maade. Det
forekommer mig imidlertid mindre sandsynligt, at der i selvsamme Forbindelse skulde op-
træde Cinchonidin i Form af neutralt og af oversurt Salt. Det hele former sig mere natur-
ligt, naar man antager, at de to Mol. Jodbrinte, som vi i {ste Cinchonidinperjodidseleniat
se løsere bundne, og som derfor vel ogsaa ere mere tilbøjelige til at skifte Plads, træde i
” Forbindelse med det Cinchonidin, der efter ovenstaaende Udtryk er tilstede som neutralt
Salt. Formlen for 3die Cinchonidinperjodidsulfat bliver da:
J,.J.HCiH.0.S0,.0.HCiH.J.J,
en
J, .J.HCiH.0.SO,.0.HCiH.O.
Le CAMES AE
De ved Sonderdelingen af det messingglindsende Salt fraspaltede Atomgrupper for-
blive mulig opløste i den stærkt sure Vædske. Dog er det ogsaa tænkeligt, at her ved
Henstand dånnes noget Jodbrinte (sml. S. 31), og at paa denne Maade hele Cinchonidin-
mængden omsætter sig til det olivengrønne Salt. Noget bestemt lader sig ikke anføre til
Fordel for den ene eller den anden Opfattelsesmaade. Thi i den sure Vædske vil i begge
Tilfælde en ikke ringe Mængde Perjodidsulfat holdes opløst. Tilmed gaaer denne Omdan-
nelse af det messingglindsende Salt saare let videre, saa at det end ikke er muligt at iso-
lere de olivengrønne Naale, idet disse, næsten ligesaa hurtig som de dannes, omdannes til
de gule Naale af 2det Cinchonidinperjodidsulfat. Det bør dog erindres her, at det mes-
singglindsende Salt langt lettere omdannes til det olivengrønne ved Tilstedeværelse af fri
Jodbrinte end ellers, og det turde derfor være sandsynligt, at i dette Tilfælde alt Cinchonidin
kommer til at danne olivengrønt Salt, idet
2(12C,,H,,N,0, 9SH,0,, 8HJ, J,,) + 2HJ =
3(8C20H24N20, 5SH,0,, 6HJ, J,.) + 3SH,0, + 129.
Overgangen fra de olivengronne til de gule Naale, der foregaar saa saare let, er i
Virkeligheden ogsaa meget simpel. Den beroer ligefrem paa, at der spaltes et Molekule
Svovlsyre fra den olivengrenne Forbindelse:
J,.J.HCiH.0.SO,.0.HCiH.J.J,
eue lt H.0.) |
(1,.J.HCiH.0.S0,.0.HCi H.H. [02°
\J_-J-HCiH.0.S0,.0.HCiH.J.J,
hvorved denne sonderdeles i 2 Molekuler af 2det Cinchonidinperjodidsulfat, hvis rationelle
Formel altsaa bliver:
J,.J.HCiH.0.S0,.0.HCiH.J.J,
de ose
At denne Forbindelse kan omkrystalliseres paa den S. 71 omtalte ejendommelige
Maade, ligesom at 3die og 4de Cinchonidinperjodidsulfat paa aldeles lignende Maade gaa
over til 2det, forklares let ved denne Formel. Efter al Rimelighed dannes i alle disse Til-
fælde i den jodbrintesyreholdige Vinaand en sur Forbindelse, idet der træder Jodbrinte ind
i den med x betegnede Plads, men ved Tilsætning af Vand spaltes denne Jodbrinte igjen
fra, saa at det i kold, svag Vinaand tungtopløselige 2det Cinchonidinperjodidsulfat ud-
skiller sig.
Jeg troer overhovedet ikke, at der imellem alle de mangfoldige Omsætningsfæno-
mener, hvorved disse Forbindelser omdannes til hverandre, findes noget, som ikke ved de
her angivne rationelle Formler finder en forholdsvis let og simpel Forklaring.
81
H. Perjodidsulfater af monovalente Baser.
Anilinperjodidsulfat, 6C,H,N, 3SH,0,, HJ, J,.
Oploses 6 Mol. Anilin (52,58) i 6—7 Mol. normal Svovlsyre og 200 Cem. Vand,
opvarmes Blandingen til 3—40° og tilsættes dernæst en ligeledes svagt opvarmet Opløsning
af 4 At. Jod (55,08) i 1 Mol. normal Jodbrinte og 50 Ccm. Vinaand paa 93 Proc. T., saa
faaes meget snart et glimrende, herapathitlignende, krystallinsk Bundfald af denne Forbindelse.
Det maa vaskes med svag Vinaand (omtr. 40 Proc. T.), da det delvis sønderdeles af Vand,
og efter Udvaskning presses mellem Filtrerpapir og tørres over Svovlsyre. Herved beholde
Krystallerne deres Glands. Saaledes tørrede, tabe de ikke i Vægt ved et Par Timers Op-
varmning til 100°. Det er hensigtsmæssigt at opbevare dem og tørre dem i Mørke, da de
ligesom de øvrige Anilinsalte delvis sønderdeles i Lyset, om end i forholdsvis ringe Grad.
I Masse er Forbindelsen metalgrøn, næsten nøjagtig af samme Farvenuance som
Herapathit. Den danner rhombiske Blade, hvis Evne til at absorbere plansat Lys i alt Fald
er saa svag, at jeg anseer den for tvivlsom. I gjennemfaldende Lys er Forbindelsen smukt
og klart rødbrun, af en ejendommelig, meget charakteristisk Nuance, der spiller noget i det
violette. Bladene ere altid begrændsede af Po. æPx. I 20 Maalinger paa 6 Krystaller af
forskjellige Fremstillinger har jeg fundet Poo: Poo == 99°,75 til 100° og i 5 Maalinger paa
3 Krystaller Poo: mPa — 130° til 13095.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
I Fremst. 05,4387 gav 0,3439 Jodsølv == 42,36 Proc. Jod.
0,5969 - 0,2842 Baryumsulfat = 16,33 Proc. Svovlsyreanhydrid.
2 Fremst. 0,3900 - 0,1857 — = 16,32 — =
3 Fremst. 0,6632 - 0,5235 Jodsolv = 42,65 Proc. Jod.
0,5445 af den fint pulveriserede Forbindelse blev overgydt med c. 60 Gem. kold
Vinaand paa 93 Proc. T., hvori største Delen opløste sig. Opløsningen
skete fuldstændig og Affarvning foregik let ved Tilsætning af Natriumhy-
posulfit. Til Affarvning brugtes 142,85 af en Opløsning af dette Salt, af
hvilken 802,8 = 12 Jod. Dette svarer til 33,8 Proc. frit Jod. Opløsnin-
gen blev vel ikke farveløs, men graalig paa Grund af Indvirkning af Lys
og Luft, men Overgangen til den gnle Farve var dog kjendelig ved 1
Draabe ‘ho normal Jodoplosning.
4 Fremst. 0,3687 gav 0,2900 Jodsolv — 42,53 Proc. Jod.
0,6769 - 0,3156 Baryumsulfat = 16,01 Proc. Svovlsyreanhydrid.
0,3415 - 0,3627 Kulsyre og 0,1012 Vand = 28,97 Pr. Kulstof og 3,28 Pr. Brint.
0,6781 forbrugte paa samme Maade som ovenfor 188,56 af samme Natriumhypo-
sulfitoplosning 9: indeholdt 33,9 Proc. friere Jod.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 1. 11
82
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
36 C 432 29,03 28,97
49 H 49 3,29 3,28
6N 84 5,65
30 48 3,23
350, 240 16,19 16,88 16,32 16,01
5J 635 42,60 42,36 42,65 42,53
6C,H,N, 3SH,0,, HJ, J, 1488 100,00
Theori: 34,14 frit Jod. Fundet: 33,8 33,9.
For at godtgjore, at Forbindelsen indeholdt uforandret Anilin, sonderdelte jeg den
i Vand udrorte Forbindelse med Svovlbrinte. Filtratet fra det udskilte (graa) Svovl inddam-
pedes betydeligt, derpaa tilsattes Natron, hvorved Vedsken blev melket. Ved Rystning
med ther blev Anilinet udtrukket, den anilinholdige Æther rystedes et Par Gange med
Vand og derpaa med svag Svovlsyre. Herved udskiltes krystallinsk svovlsurt Anilin, som
dog ved Tilsætning af mere Vand og Rystning opløste sig. Denne Opløsning skiltes
mechanisk fra Ætheren og gav med Chlornatron den bekjendte Anilinreaktion, med Jodop-
losning igjen det oprindelige Salt.
Rent Vand opløser det fintpulveriserede Perjodid i ikke ringe Mengde. Oplosnin-
gen er brun, lugter af Jod og tørrer over Svovlsyre eller ved frivillig Fordampning ind til
en Hinde, der ligner den, Oplosninger af Rosanilinsalte give under lignende Forhold. Den
er nemlig metalgron i reflekteret, rød i gjennemfaldende Lys, dog af en ganske anden Nuance
end Rosanilinsaltene. Ved Kogning med Vand udvikles Joddampe; Forbindelsen synes at
smelte; tilsidst oploses den til en farvelos Vedske. — Ogsaa i Vinaand paa 93 Proc. T. er
Perjodidet ret opløseligt, i absolut Alkohol opløses det vanskeligere. Æther farves svagt
brunlig, Chloroform og Svovikulstof farves ikke i Kulden og ved Kogning temmelig svagt.
Ved Rystning med varm Vinaand og Kvægsolv dannes meget Kvægsolvjodure. Filtratet
indeholder et Kvægsolvjodiddobbeltsalt, som ved Henstand udskilles krystallinsk, og som
under Mikroskopet viser sig som farvelose, korte, yderst tynde, sammenfiltrede Naale.
Toluidinperjodidsulfat, 6C,H,N, 3SH,0,, HJ, Jy.
Paratoluidin giver ganske paa samme Maade som Anilin et Perjodidsulfat, der ligner
Anilinforbindelsen meget, men sjælden optreder i regelmæssige Former. De metalglind-
sende Blade, hvori det optræder, ere paa mange Maader brudte og sonderrevne, saa at jeg
intet kan angive om Krystalformen. Da tilmed Forbindelsen endnu langt hurtigere end
Anilinsaltet bliver mørkt i Luft og Lys, har jeg nøjedes med ved et Par Bestemmelser at
godtgjore, at dens Sammensætning er analog med Anilinforbindelsens.
83
0,4834 af den i Vacuum og Mørke over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav 0,3640 Jodsalv.
0,5143 gav 0,2295 Baryumsulfat.
Theori: Fundet:
J 40,39 40,70
SO 3 1 5,27 1 5,32
Forsøg paa at bestemme Mængden af friere Jod med Natriumhyposulfit have paa
Grund af Forbindelsens store Foranderlighed i Luft og Lysægivet ganske utilfredsstillende
Resultater, nemlig mellem 30 og 34 Proc. (Theori: 31,7). Ved lang Tids Opvarmning til
"100? taber Forbindelsen henved 30 Proc. Jod, men da den samtidig delvis iltes, faaes heller
ikke her brugbare Tal.
Åt give en rationel Formel for disse Forbindelser er meget vanskeligt uden tem-
melig vovelige Forudsætninger f. Ex. af et Dianilin, som da meget let maatte dannes og
spaltes igjen.
Der existerer iøvrigt flere herhenhørende Forbindelser, saaledes danner Anilin en
meget lignende med Salpetersyre istedetfor Svovlsyre, Toluidin og Anilin danne begge analoge
Forbindelser med Fosforsyre i Stedet for Svovlsyre. Ingen af disse er det dog lykkedes mig
at faa i en til Analyse skikket Tilstand, da de saare let sønderdeles igjen. Toluidinper-
jodidfosfat ligner iøvrigt ganske Anilinperjodidsulfat, og dets Krystaller vise meget interes-
sante Forhold. De optræde sædvanligt i Former som hosstaaende:
m 772
| Risa:
|
\
Se
ig 2
Optisk Forhold: || mn: morkebrun, næsten || mn: lys bleggron.
uigjennemsigtig. + mn: rødviolet.
+ lysebrun til gulbrun. | po: de skraverede Dele blegrøde, de ikke
X den ene Halvdel lys, den skraverede rødviolette.
anden mørk. + po: omvendt.
Ie
IV. Perjodidseleniater.
Skjont Svovl- og Selensyren i saa mangfoldige uorganiske Forbindelser vise den
største Overensstemmelse, savner man i høj Grad lignende Analogier i organiske Forbin-
delser. Det forekom mig derfor interessant at eftervise en lignende Overensstemmelse i
saa komplicerede Forbindelser som de alt beskrevne. Tilmed vilde en saadan, om den
maatte finde Sted, være en' væsenlig Støtte for de Resultater, jeg i det foregaaende er
kommet til, og i samme Forhold fra en ny Side godtgjøre Unøjagtigheden af de tidligere
Iagttagelser paa dette Omraade. Dette sidste Hensyn er det, der har bragt mig til nærmest
at undersøge de Forbindelser i Selensyrerækken, hvis Repræsentanter i Svovlsyrerækken ere
undersøgte af Herapath. Det har da vist sig, at paa alle Punkter, hvor Herapaths og
mine Undersøgelser have givet afvigende Resultater, bekræfte Iagttagelserne i Selensyre-
rækken mine Resultater i Svovlsyrerækken, men staa i fuldstændig Strid med Herapaths.
Det har ligeledes vist sig, at der, paa ganske enkelte Undtagelser nær, viser sig den største
Analogi mellem Svovlsyren og Selensyren, ogsaa i disse indviklede organiske Forbindelser.
Selensyreherapathit, 4C,,H,,N,0,, 3SeH,O,, 2HJ, J,.
Denne Forbindelse faaes overmaade let af de beregnede Mængder af Bestanddelene
i varm vinaandig Opløsning. Den er ikke til at skjelne fra Svovlsyreforbindelsen og fuld-
stændig isomorf med denne. Krystallerne er sædvanlig græsgrønne, metalglindsende Blade,
begrændsede af œPæ:Pæ.OP. 7 Maalinger gav Pæ:Pœ = 64°. Det optiske Forhold
er: | uigjennemsigtig (i meget tynde Blade mørk brunlig violet), + svagt grønliggul (i
meget tynde Blade næsten ganske farveløs). Naar tynde Blade ligge lodret paa hinanden,
er den skærende Flade rødbrun. Ved Tørring over Svovlsyre bliver Saltet mørkt under
Vandtab.
Analysen af ‘den over Svovlsyre fuldstændig tørrede Forbindelse gav følgende
Resultater:
0,4098 gav (med Zink og Ammon osv.) 0,2311 Jodsølv — 30,24 Proc. Jod.
0,5099 gav, efter Behandling med Zink og Ammon og Opvarmning af Filtratet først med Salt-
syre, derpaa med Svovlsyrling, 0,0472 ved 100° tørret Selen = 9,26 Proc.
0,4400 affarvedes ved 7,05 Cem. 7/10 normalt Natriumhyposulfit, indeholdt altsaa 20,3 Proc.
Jod i friere Form.
0,5372 affarvedes af. 8,60 Cem. ”4o normalt Natriumhyposulfit — 20,2 Proc. friere Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
.4C,0H, ,N,0, 1296 51,94
H,, 34,0, 200 8,02
38e 237 9,50 9,26
J 254 1018) 9 og
J 508 20,36 20,3 20,2
= WW
4C,0H,,N,0,, 3SeH,0,, 2HJ, J, 2495 100,00
Forbindelsen er næsten uoploselig i kold, temmelig let oploselig i kogende Vinaand,
dog tungere opløselig end Svovlsyreforbindelsen. Hverken Svovlkulstof, Chloroform eller
Æther farves ved Rystning eller Opvarmning dermed. Den varme, vinaandige Opløsning
giver ved Rystning med Kvægsolv ikke Spor af Kvægsølvjodure, men et farveløst, i kold
Vinaand tungtoploseligt, i varm temmelig letoploseligt Kvægsølvjodiddobbeltsalt, der ved
langsom Afkøling udkrystalliserer i næsten sølvglindsende Rosetter af meget flade Naale,
begrændsede af œPæ:Pæ. Poo: Po maalt = 107°. Saltet er derfor aldeles isomorft med
det, den tilsvarende Svovlsyreforbindelse danner.
Sætter man Jodtinktur til den kogende, vinaandige Opløsning af Selensyreherapathit,
saa udskilles bronzegule, flade Naale, der vel i Reglen ere rektangulære, men ogsaa hyp-
pigt vise sig begrændsede af Formerne Po og 1/oPco, der undertiden findes paa samme
Krystal. Pwo:æP&o maalt = 148°; %Po:Po maalt = 159°,5. De vise det optiske For-
hold: | uigjennemsigtig, + lysegul. Skjønt der vel ikke godt kan være Tvivl om, at denne
Forbindelse svarer til 3die Chininperjodidsulfat, har jeg dog villet stadfæste dette ved en
enkelt Bestemmelse :
0,3025 (tørret over Svovlsyre) affarvedes paa sædvanlig Maade ved 68,50 Natrium-
hyposulfat (hvoraf 778,1 = 18 Jod).
Formlen: 4C,,H,,N20,, 3SeH,0,, 2HJ, J,, 2H,0 fordrer: Fundet:
27,36 Proc. frit Jod. 27,8
Opløses dette Salt i kogende Vinaand, saa udkrystalliserer ved Afkøling en oliven-
graa, halvt metalglindsende Forbindelse, der ikke er til at skjelne fra Zdet Chininperjo-
didsulfat. |
Sætter man til Moderluden fra 3die Chininperjodidseleniat en temmelig betydelig
Mængde Jodtinktur, saa udkrystallisere ved nogle Dages Henstand Grupper af centimeter-
lange, metalglindsende Naale med et gronligt Skjær, der utvivlsomt repræsentere den til 7de
Chininperjodidsulfat svarende Selensyreforbindelse.
Analogien mellem Svovlsyre og Selensyre gaaer altsaa ogsaa her til de yderste
Detailler.
86
1ste Chinidinperjodidseleniat, 2C,,H,,N,0,, SeH,0,, 2HJ, J,.
Dette Salt krystalliserer let i rhombiske, rødbrune Prismer, der ganske ligne det
tilsvarende Sulfat, af de beregnede Mængder Chinidin, Selensyre og Jodbrinte, derimod er
det ikke hensigtsmæssigt at anvende mere end den halve Jodmængde af den, Theorien for-
drer; anvender man den hele beregnede Mængde, krystalliserer Saltet slet og vanskeligt.
Noget lignende er forøvrigt Tilfældet med den tilsvarende Svovlsyreforbindelse: Krystallerne
ere ogsaa her langt smukkere udviklede ved et Underskud af Jod. Seleniatets Prismer ere
hyppigt flade, Enderne ere modificerede af %%P% (Formen forekommer nemlig ogsaa hos
Sulfatet). %2Pæ:æPæ maalt — 131° til 129°,5 (med Pæ hos Sulfatet' som Grundform be-
regnes: #oPo : œPæ — 130°,9). Den optiske Virkning er meget svagt fremtrædende:
| lysere, + mørkere brun.
Den over Svovlsyre tørrede Forbindelse taber kun højst ubetydeligt, 0,2 til 0,25
Proc. i Vægt ved 100°. Her har jeg ikke bemærket det hos Sulfatet saa ejendommelige
Dekrepitationsfænomen.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
08,3247 gav 0,2928 Jodsølv eller 48,73 Proc. Jod.
0,6924 forbrugte til Affarvning 182,435 Natriumhyposulfit, hvoraf 818,0 = Is Jod, indeholdt
altsaa 32,4 Proc. Jod i friere Form.
1,0794 blev opløst i ganske svagt Svovlsyrlingvand som til Jodbestemmelse, Opløsningen
blev fældet med Ammon i ganske ringe Overskud, Filtratet overmættet med et
Par Draaber svag Saltsyre, derpaa inddampet meget betydelig, endelig paa sæd-
vanlig Maade behandlet med varm Saltsyre og Svovlsyrlingvand. Saaledes er-
holdtes 0,0594 ved 100° tørret Selen = 5,00 Proc.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
2C20H,4N,0, 648 41,62
H,0,, H, 68 4,37
Se 19 5,07 5,00
2J 254 16,31
4J 508 32,63 32,4
2C,,H,,N,0., SeH,0,, 2HJ, J, 1557 100,00
Forbindelsen er meget tungtoploselig i kold, lettere, dog ikke let oploselig i kogende
Vinaand. Hverken kold eller kogende Æther, Chloroform eller Svovlkulstof farves deraf.
Rystes den kogende, vinaandige Opløsning med Kvægsølv, affarves den, uden at der dannes
Spor af Kvægsølvjodure. Filtratet fra Kvægsølvoverskuddet udskiller ved længere Tids Hen-
stand et Kvægsølvjodiddobbeltsalt i Rosetter af temmelig store, i Reglen parallelt sammen-
voxede, hyppigst rektangulære, men ikke godt udviklede Prismer. Dette Salt smelter ikke,
4
87
saaledes som det, der under samme Forhold dannes af det analoge Sulfat, naar det opvar-
mes med en til fuldstændig Opløsning utilstrækkelig Mængde Vinaand.
2det Chinidinperjodidseleniat, 4C,,H,,N,0,, 4SeH,0,, 3HJ, J,,.
Dannes ganske påa samme Maade og af de samme relative Mængder af Bestand-
delen som det Chinidinperjodidsulfat (S. 54). De udskilte Krystaller ligne ogsaa i Masse
ganske denne Forbindelse, kun ere de noget mørkere. Under Mikroskopet vise de sig som
Blade, begrændsede af Poo. Px. Udskilte ved hurtig Afkoling vise de ogsaa OP. I Gjen-
nemsnit af 5 Maalinger paa 5 Krystaller fandtes Po: Pæ — 103°; i 2 Maalinger paa 2 Kry-
staller fandtes Pæ:æP — 128°,75. De virke meget kraftigt absorberende paa plansat
Lys: | uigjennemsigtig, + lys olivengul. Forbindelsen har ikke samme Formel som ?det
Chinidinperjodidsulfat, hvad følgende Analyser, der ere anstillede paa den over Svovlsyre
tørrede Forbindelse, noksom godtgjøre.
0,5438 gav 0,4658 Jodsolv 9: 46,47 Proc. Jod.
0,7645 gav, analyseret paa samme Maade som den foregaaende Forbindelse, 0,0672
© — 8,80 Proc. Selen.
0,3855 forbrugte til Affarvning 112,23 Natriumhyposulfit (hvoraf 81£ — 1 Jod), inde-
holdt altsaa 36,0 Proc. frit Jod.
0,4381 forbrugte paa samme Maade 14°,34 af samme Natriumhyposulfitoplasning =
36,2 Proc. frit. Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
4G,08;,N,0, 1296. 36,72
H,, 4H,0, 267 7,56
4Se 316 8,95 8,80
3J 381 10,79
46,47
10J 1270 35,98 36,0 36,2
40, ,H,,N.0., 4SeH,0,, 3HJ, J,, 3530 100,00
Med Hensyn til Sammensætningen af 2det Chinidinperjodidsulfat turde det rationelle
Udtryk for Seleniatets Formel være:
9.J.HChH.O.SeO,.0.H H.O
en Ch SeO,.0 eo
“J3-J.HChH.0.Se0,.0.H HO .
J.
°J,.J.HChH.O.Se0,.0.H
Dette finder en Slags Bekræftelse ved Forbindelsens Forhold overfor Vinaand. Den
opløses nemlig i kogende Vinaand, og denne Opløsning kan, naar den staaer rolig hen, af-
køles næsten fuldstændig uden at udskille noget, men ved Rystning afsætter den strax et
88
næsten sort, krystallinsk Pulver, der under Mikroskopet viser sig at bestaa af Rosetter af
ganske smaa, spidse Naale, der virke meget kraftigt paa plansat Lys: | lys olivengul, +
uigjennemsigtig. Disse synes at have Sammensætningen:
J,.J.HChH.0.$Se0,.0.H
°J,.J.HChH.0.SeO,.0.H
i det mindste efter de Par Bestemmelser, jeg har maattet lade mig nøje med paa Grund af
Ch
den ringe Mængde Stof, jeg kunde disponere over. Af den over Svovlsyre terrede Forbin-
delse gav nemlig:
02,3062 : 0,2541 Jodsolv og
0,3020 forbrugte til Affarvning 78,88 Natriumhyposulfit (778,0 = 18 Jod).
Theori for ovenstaaende
Formel Fundet
44,52 Proc. Jod. 44,84
33,42 — frit Jod. 33,8
Rystes den varme vinaandige Oplosning af 2det Chinidinperjodidseleniat med Kvæg-
solv, saa dannes meget Kvægsolvjodure. Filtratet giver ved Afkoling et gullig hvidt Kvæg-
solvjodiddobbeltsalt, der er tungtoploseligt i kold, letoploseligt i varm Vinaand og ved en
til Oplosning utilstrækkelig Mængde Vinaand smelter langt under Vinaandens Kogepunkt til
en lysegul Olie. Ved tilstrækkelig Vinaand udskilles ved Afkoling og Henstand et amorft
bleggult Salt, der dog ikke ligner det, 2det Chinidinperjodidsulfat danner, men optræder i
grenede, afrundede Masser, hvis Form meget minder om Ædelkoraller.
Cinchoninperjodidseleniat, 2C,,H,,N,0, SeH,0,, 2HJ, J,.
Denne Forbindelse dannes ganske som 3die Cinchoninperjodidsulfat og ligner dette
i enhver Henseende. Analyserne have givet følgende Resultater for den over Svovlsyre
tørrede Forbindelse.
0£,4644 gav 0,4910 Jodølv = 57,13 Proc. Jod. |
0,3655 forbrugte til Affarvning 12,695 Natriumhyposulfit (hvoraf 81? — 18 Jod),
indeholdt altsaa 42,9 Proc. Jod i friere Form.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
2C650H24N20 616 34,63
SeH,0, 145 8,15
2H 2 0,11
2J 254 14,28 EE
63.221627 42.83 499 ;
2CooH>4N20, SeH,0,, 2HJ, Jg 1779 100,00
1ste Cinchonidinperjodidseleniat, 12C, ,H,,N,0, 9SeH,0,, 8HJ, J,,, 8H,0.
Ogsaa denne Forbindelse fremstilles ganske som det analoge Sulfat, kun er det
nodvendigt at vaske Krystallerne med stærk Vinaand. Ved Behandling med svag Vinaand
(40—50 Proc. Tr.) sonderdeles de nemlig meget let, allerede i Kulden, under Dannelse af
den følgende Forbindelse. I alle fysiske Egenskaber ligner Iste Cinchonidinperjodidseleniat
ganske Sulfatet. Det krystalliserer i metalglindsende, grønne Blade med udpræget messing-
gul Reflex. I Reglen ere Krystallerne uregelmæssigt udviklede, dog findes jævnlig de
samme Former som hos Sulfatet tydeligt udviklede. Pxw:Pwo er i Gjennemsnit af 5 Maa-
linger paa 3 Krystaller fundet = 449,25, Po: OP i 4 Maalinger paa 3 Krystaller = 1129,25.
Det optiske Forhold er: | uigjennemsigtig, + næsten aldeles farveløs (svagt olivengrønlig).
Forbindelsen farver næppe Svovlkulstof.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Salt gav følgende Resultater:
1 Fremst. 08,3497 gav 0,2865 Jodsølv — 44,25 Proc. Jod.
0,4407 forbrugte 112,47 Natriumhyposulfit, hvoraf 778 — 18 Jod, indeholdt altsaa
33,8 Proc. frit Jod.
2 Fremst, 0,5398 forbrugte 148,66 Natriumhyposulfit, hvoraf 81? — 12 Jod, indeholdt altsaa
33,5 Proc. frit Jod.
1,0326 gav 0,0850 Selen — 7,50 Proc.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
4C20H:43N20 3696 40,10
9Se 711 7,71 7,50
9H,0,, 8H 602 6,53
8J 1016 11,02
24J 3048 33,08
8H,O 144 1,56
44,25
33,833,
12C,,H,N,0, 9SeH,0,, 8HJ, J,,, 8H,0 9217 100,00
Selv ved meget lang Tids Henstand af denne Forbindelse under Moderluden, har
jeg aldrig iagttaget Dannelsen af det Perjodidseleniat, der skulde svare til 2det Perjodidsulfat
af dette Alkaloid. Overhovedet er det ikke lykkedes mig, trods gjentagne Forsøg, at faa
andre Cinchonidinperjodidseleniater end dette og det følgende i ren Tilstand. Dog har
jeg faaet Blandinger, der utvivlsomt bestod af de til 2det og 3die Cinchonidinperjodidsulfat
svarende Seleniater.
2det Cinchonidinperjodidseleniat, 2C,,H,,N,0, SeH,0,, HJ, J,, H,O.
Udvaskes det foregaaende Salt med svag Vinaand eller henstilles det under Vinaand
paa 40 Proc. T., saa omdannes det efterhaanden til fine, gule Naale, der i høj Grad minde
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 1. 12
90
om 2det Perjodidsulfat af dette Alkaloid, men ved Analysen og nærmere Undersøgelse vise
sig at være den med 4de Cinchonidinperjodidsulfat analoge Selensyreforbindelse. Den faaes
ogsaa efter kort Tids Henstand, naar man oploser den foregaaende Forbindelse i kogende
Vinaand paa 93 Proc. T. og fortyndet med I Rumfang Vand. De paa en af disse Maader
dannede gule Naale kunne uforandret omkrystalliseres af kogende Vinaand og faaes da ved
langsom Afkoling i rødbrune, glindsende Naale, der ganske ligne Sulfatet i alle fysiske
Egenskaber.
Den Maade, hvorpaa denne Forbindelse dannes af den foregaaende, beroer paa en
simpel Fraspaltning af Selensyre og Jodbrinte :
12C,,H,,N,0, 9SeH,O,, 8HJ, J,, = 6[2G,,H,,N,0, SeH,O,, HJ, J,] +3SeH,0, + 2H):
Det viser sig ogsaa, at Filtratet fra det saaledes dannede nye Perjodid er stærkt
surt, medens det kun indeholder forholdsvis lidet af 2det Perjodidseleniat opløst. Denne
Mængde kan titreres ved Natriumhyposulfit, og i den farveløse Vadske kan Syreækvivalentet
bestemmes ved Titrering med Normalnatron. Dog kan man, da det her drejer sig om
meget smaa Størrelser, ikke vente noget meget nøjagtigt Resultat. Følgende Forsøg be-
styrker dog fuldstændigt ovenstaaende Forklaring af Processen.
38,84 af iste Cinchonidinperjodidseleniat blev overgydt med 321 Cem. Vinaand paa
44 Proc. T. i en Flaske, som fuldstændig fyldtes deraf og nu henstod tilproppet i flere
Dage under hyppig Rystning til ingen metalgrønne Blade af den oprindelige Forbindelse
længere vare synlige. Derpaa filtreredes 200 Gem. af Vædsken fra, som affarvedes ved
22,46 Natriumhyposulfit, hvoraf 768,9 = 18 Jod. Dette repræsenterer meget nær 08,09 af
2det Cinchonidinperjodidseleniat, og da 1 Mol. = 1415 af denne Forbindelse indeholder
1 Æqv. Syre udover det normale Salts Syreindhold, svare 06,09 kun til 0,06 Ccm. normal
Natron. Ved Tilsætning af Lakmustinktur og Titrering med normal Natron, viste det sig
nu, at de 200 Cem. neutraliseredes ved 2,02 Cem. normal Natron, hvilket med Fradrag af
de 0,06 Ccm., som maa antages at skyldes det opløste 2det Cinchonidinperjodidseleniat, for
alle 321 Gem. udgjer 3,15 Cem. normal Natron, medens Theorien for ovenstaaende Om-
sætning fordrer 3,33.
Det lufttorrede 2det Cinchonidinperjodidseleniat taber over Svovlsyre kun noget
hygroskopisk Vand (0,4 Proc.) Det saaledes tørrede Salt afgiver ved 100° foruden 1 Mol.
Vand en stor Mængde Jod (12 til 13 Proc. i 4 til 5 Timer, derpaa stadig, men langsomt
mere). Resten er efter kortere Tids Opvarmning olivengrenlig, men bliver derpaa igjen
rodbrun. Den smelter tildels under kogende Vinaand og opleses tildels, men giver ikke
mere Krystaller. .
Den over Svovlsyre tørrede, oprindelige Forbindelse gav ved Analysen folgende
Resultater:
1 Fremst. 08,4035 af det ikke omkrystalliserede Salt gav 0,3357 Jodsoly = 44,97 Proc. Jod.
|
91
0,3227 af det omkrystalliserede gav 0,2683 Jodsolv = 44,62 Proc. Jod.
1,0665 gav paa samme Maade som 1ste Chinidinperjodidseleniat 0,0575 — 5,39
Proc. Selen. |
0,4285 forbrugte til Affarvning 128,435 Natriumhyposulfit, hvoraf 818 — 18 Jod,
indeholdt altsaa 35,8 Proc. Jod i friere Form.
0,5310 forbrugte paa samme Maade 156,47 af samme Natriumhyposulfit = 36,0
Proc. friere Jod.
2 Fremst. 0,4405 forbrugte 122,205 Natriumhyposulfit, hvoraf 768,9 = 1? Jod, indeholdt alt-
saa 36,0 Proc. friere Jod.
0,7548 gav ved 100° 0,0099 = 1,31 Proc. Vand.
1,1128 - - 100° 0,016 = 1,3 — —
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
2C20H24N20 616 43,53
Se 79 5,59 5,39
HO | 67 4,74
Tis, TOT. "18397 44,97 44,62
4J 508 35,90 35,8 36,0 36,0
H,0 18 1,27 1537
2C,0H>4N,0, SeH,0,, HJ, J,, HO 1415. 100,00
Ved Rystning med Kvægsolv affarves den varme, vinaandige Opløsning under Dan-
nelse af Kvægsølvjodure. Filtratet afsætter ved langsom Afkøling et Kvægsølvjodiddobbelt-
salt, dersikke er til at skjelne fra det, det tilsvarende Sulfat danner.
V. Acidperjodider af andre Syrer.
Cinchonidinperjodidfosfat, 2C,,H,,N,0, 2PH,0,, HJ, J,.
Denne Forbindelse faaes meget let ved langsom Afkøling af en vinaandig Opløsning
af Bestanddelene i de beregnede Mængder. Af 38 rent Cinchonidin vindes med Lethed over
62 af Forbindelsen, idet denne er meget tungtopløselig i kold, temmelig letoploselig i
kogende Vinaand. Den optræder i smukt mørkebrune, diamantglindsende Naale med blaalig
Reflex, hvilke ofte opnaa en Længde af flere Cm. De absorbere plansat Lys, men meget
svagt: | lysere, + mørkere brun. Oftest ere de rektangulære, dog forekommer ikke sjæl-
dent Kombinationen œPœ,Pæ, hvori den sidste Form dog kun er partielt udviklet, saa at
12
92
Naalene faa Form af lange Parallelogrammer. Som Middeltal af 7 Maalinger paa 5 Krystal-
ler af forskjellige Præparater har jeg fundet æPw:Pxo = 120°.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
1 Fremst, 08,5353 gav 0,4306 Jodsølv = 43,47 Proc. Jod.
0,5615
2 Fremst, 0,4673
0,5065
0,4082
0,4300
2 Fremst. 0,5907
0,5970
blev opløst i ganske svagt Svovlsyrlingvand paa sædvanlig Maade; efter
Afdampning af Svovlsyrlingen, blev største Delen af Alkaloidet udskilt med
Ammon i ganske ringe Overskud. Filtratet blev inddampet til Tørhed
og smeltet med Salpeter. Den smeltede Masse blev opløst i Vand og
kogt med Saltsyre til Affarvning, derpaa bestemtes Fosforsyren paa sæd-
vanlig Maade med Chlormagnium. Jeg fik 0,0861 Magniumpyrofosfat =
9,81 Proc. Fosforsyreanhydrid.
gav 0,3781 Jodsølv = 43,73 Proc. Jod.
blev behandlet paa samme Maade som ved ovennævnte Fosforsyrebestem-
melse. Filtratet fra Alkaloidet blev inddampet til Tørhed paa Vandbadet,
Resten udtrukken med svagt Ammon, Filtratet overmættet med Eddikesyre
og fældet med Uranacetat. Det glødede Bundfald blev opløst i Salpeter-
syre i Diglen, inddampet til Tørhed og glødet paany. Saaledes fik jeg
0,2513 Uranfosfat = 9,92 Proc. Fosforsyreanhydrid.
forbrugte til Affarvning af den kogte og derpaa afkølede vinaandige Op-
løsning (sml, S. 26) 106,97 Natriumhyposulfit, hvoraf 798,45 — 18 Jod),
indeholdt altsaa 33,6 Proc. friere Jod.
forbrugte i Kulden til Affarvning 122,24 Natriumhyposulfit (hvoraf 816,0 =
12 Jod), hvilket svarer til 35,2 Proc. friere Jod.
gav paa samme Maade som ovenfor 0,2948 Uranfosfat — 9,98 Proc. Fos-
forsyreanhydrid.
brugte til Affarvning 168,15 Natriumhyposulfit (768,9 — 18 Jod), svarende
til 35,1 Proc. frit Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
2Co,H,,N,0 616 42,54
P20, 142 9,81 9,81 9,92 9,98
H, 3H,0 5d 3,80
oJ 635 43,45 43,47 43,73.
2C:0H24N20, 2PH,0,, HJ, J, . 1448 100,00
4 At. friere Jod. Theori: 35,08 Proc. Fundet: (33,6) 35,2 35,1
Den rationelle Formel maa antages at være:
HO.[HO.PO].0.HCiH.O[HO.PO]O.HCiH.J.J,.
93
Forbindelsen indeholder uforandret Cinchonidin. Efter Udroring i Vand sonderdel-
tes Saltet med Svovlbrinte. Filtratet gav, efter Inddampning, med Ammon et krystallinsk
Bundfald af Cinchonidin, hvis svovlsure Opløsning fluorescerede svagt, ikke gav Chininreak-
tion med Chlor og Ammon eller med Chlor, Ferrocyankalium og Ammon, men efter Neu-
tralisation med Ammon ved Tilsætning af Seignettesaltopløsning det krystallinske, tungtop-
løselige Tartrat. Af dette blev igjen fremstillet et Platinchloriddobbeltsalt. Dette taber efter
Tørring ved 100? intet ved 133°. Efter Hesse?) skal dette Salt vel tabe 1 Mol. Vand ved
120 til 130°, men jeg har gjentagne Gange overbevist mig om, at det ved 100° tørrede
Salt er vandfrit.
08,4438 af det af Perjodidfosfatet fremstillede Cinchonidinplatinchlorid efterlod ved
Glodning 0,1217 Platin.
Theori for C,,H,,N,0, HPECI, : Fundet:
27,50 Proc. Platin. 27,42
Perjodidfosfatet farver aldeles ikke Svovlkulstof, Chloroform eller Æther, hverken
ved almindelig Temperatur eller ved Kogning. Den varme, vinaandige Opløsning giver ved
Rystning med Vinaand meget Kvegsolvjodure. Filtratet afsætter ved Afkoling og Henstand
Rosetter af smaa, farveløse, silkeglindsende Blade af et Kvægsølvjodiddobbeltsalt. Disse ere
som oftest rektangulære; naar Enderne ere modificerede, er det med temmelig utydelige
Begrændsninger, saa at Maalingerne ikke give overensstemmende Resultater. Krystallerne
ere udmærket dobbeltbrydende.
Der existerer i det mindste et Perjodidfosfat til af Cinchonidin. Et Præparat, der
var dannet under ikke nøje bekjendte Betingelser (Forskjellen bestaaer sikkert kun i et
andet Forhold mellem Bestanddelene, derimod ikke i Koncentration eller Temperatur), gav
ved Omkrystallisation af kogende Vinaand mørkebrune, diamantglindsende Blade med et
violet Skær. De vise samme Forhold som den beskrevne Forbindelse overfor plansat Lys,
men andre Vinkler. Poo: «Poo maalt — 142°,5 i Gjennemsnit af 8 Maalinger paa 3 Kry-
staller. Sammensætningen er ogsaa en ganske anden:
Og 3083 gav (tørret over Svovlsyre) 0,3228 Jodsølv — 56,56 Proc. Jod.
0,4055 forbrugte til Affarvning 132,27 Natriumhyposulfit (768,9 = 18 Jod), hvilket
svarer til 42,5 Proc. friere Jod.
Disse Bestemmelser passe ret godt til Formlen:
AC: 0H24N20, 3PH,0,, 4HJ, Je,
som nemlig fordrer :
Fundet:
57,05 Proc. Jod. 56,56
4278 — friere Jod. 42,5
1) Ann. Pharm. 135, 325.
94
men da den ringe Mængde Stof, jeg kunde disponere over, ikke tillod en Fosforsyrebestem-
melse, kræver denne Forbindelse selvfølgelig fornyet Undersøgelse.
Cinchonidinperjodidarseniat, 2C,,H,,N,0, 2AsH,0,, HJ, J,.
Dette Salt faaes ganske paa samme Maade som den analoge Fosforsyreforbindelse,
hvormed det næsten i alle Henseender viser den største Lighed. De brune, diamantglind-
sende Prismer vise det samme optiske Forhold og den samme krystallografiske Udvikling
som Fosfatet. wPo:Pwo er i 8 Maalinger paa 7 Krystaller fundet = 120° til 120°,5.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Salt gav følgende Resultater:
06,4702 gav 0,3611 Jodsølv = 41,50 Proc. Jod.
0,4303 forbrugte til Affarvning 112,77 Natriumhyposulfit, hvoraf 818 — 18 Jod,
indeholdt altsaa 33,2 Proc. frit Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
2C,0H,,N;0 616 40,10
2AsH,0, 284 18,49
H 1 0,07
J 127 8,27
41,50
43 508 33,07 33,2 ?
2C,0H5.N,0, 2AsH,0,, HJ, J, 1536 100,00
Overfor metallisk Kvægselv, Æther, Chloroform og Svovlkulstof forholder denne
Forbindelse sig som Fosfatet. Opløsningen i Svovlsyrlingvand giver efter Kogning med Svovl-
syrling til fuldstændig Reduktion af Arsensyren, med Svovibrinte gult Svovlarsen, med Svovl-
ammonium et krystallinsk Bundfald af Cinchonidin, og Filtratet herfra giver med svag
Svovlsyre ogsaa Svovlarsen.
Cinchoninperjodidoxalat, 4C,,H,,0,0, 2C,H,O,, 4HJ, 3,5.
Oploses 1 Mol. Cinchonin (38,08) i 20 Cem. normal Oxalsyre og Vinaand og til-
sættes en vinaandig Opløsning af 1 Mol. Jodbrinte og 3 At. Jod, saa faaes, naar man ikke
anvender for varme Vædsker, denne Forbindelse i sorte, diamantglindsende Prismer. Ved
højere Temperatur faaes ingen Krystaller, eller disse ere dog blandede med et tjærelignende
Stof. I alle Tilfælde bør Forbindelsen renses ved Omkrystallisation, og det er ogsaa her
nødvendigt at anvende saa fortyndede Vædsker, at Krystallerne først udskille sig ved lav
Temperatur. Disse danne tilsyneladende rhombiske Kombinationer af OP .œP .Pæ .2Pœ.
Pæ:œPœ fundet i 5 Maalinger paa 3 Krystaller = 120° til 120°,5; 2Po:»P& i 4 Maa-
linger paa 3 Krystaller = 139°,5 til 140°; Po:2Po = 160° til 161°. I Reglen ere Kry-
95
stallerne ganske uigjennemsigtige. Meget tynde Exemplarer vise det optiske Forhold:
| mørkebrun, + uigjennemsigtig.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse:
08,4432 gav 0,4583 Jodsølv — 55,88 Proc. Jod.
0,4555 forbrugte til Affarvning 142,04 Natriumhyposulfit, hvoraf 768,9 — 18 Jod,
hvilket svarer til 40,1 Proc. friere Jod.
1,2542 behandledes med Svovlbrinte som til Svovlsyrebestemmelse. Filtratet fra
Svovl inddampedes betydelig paa Vandbad og fældedes med svagt Ammon.
Filtratet fra det udskilte Cinchonin inddampedes, gjordes surt med Eddike-
syre og fældedes med Chlorcalcium. Calciumoxalatet gav ved Hvidglod-
ning 02,0448 Kalk = 5,74 Proc. Oxalsyre.
Krystallerne af en ældre Fremstilling, hvor det anvendte Forhold mellem Bestand-
delene ikke er blevet noteret, men som utvivisomt have bestaaet af ganske samme Forbin-
delse, have givet folgende Resultater:
. 0,3087 gav 0,3210 Jodselv = 55,69 Proc. Jod.
0,3435 forbrugte til Affarvning 10,6 Gem. *10 normalt Natriumhyposulfit, svarende
til 39,2 Proc. frit Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
AC». ,H,,N,O 1232 38,57
2C,H,0, 180 5,64 5,74
4H 4 0,12
14J 1778 55,67 55,88 55,69
4C2 0H24N20, 2C2H,0,, 4HJ, J,, 3194 100,00
Frit Jod. Theori: 39,76. Fundet 40,1. 39,2.
Den rationelle Formel maa antages at være:
J,.J.HCiH.0.C0.C0.0.HCiH.J.J,
J,.J.HCiH.0.C0.C0.0.HCiH.J.J, ”
Det ved Oxalsyrebestemmelsen udskilte Cinchonin var ikke opløseligt i Æther og
gav med Lethed glimrende Blade af Cinchonintrijodid. — Perjodidoxalatet farver næppe
Svovikulstof, selv ved Kogning. Rystes den vinaandige Opløsning med Kvægsolv, dannes
Kvzgsolvjodure. Filtratet fra dette giver ved Afkoling kun lidet, ved Inddampning ved lav
Temperatur mere Kvegsolvjodiddobbeltsalt i Form af lysegule, utydelige, afrundede Korn,
der selv under Mikroskopet kun vise Spor af krystallinsk Struktur,
96
Cinchonidinperjodidoæalat, 2C,,H,,N,0, C,H,O,, 2HJ, J,.
Opløses Bestanddelene i de beregnede Forhold i varm Vinaand, saa udkrystallisere
ved Afkøling tynde Naale, der i Masse vise sig rødbrune. De kunne uforandret omkrystal-
liseres. De virke kraftigt paa plansat Lys: | gul til brun, efter Tykkelsen, + brun til
uigjennemsigtig. Forbindelsen er tungtopløselig i kold, langt lettere opløselig i varm
Vinaand.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Salt gav følgende Resultater:
08,4979 gav 0,4712 Jodsølv = 51,23 Proc. Jod.
0,8280 gav paa samme Maade som ved den foregaaende Forbindelse 0,0321 brændt
Kalk = 6,23 Proc. Oxalsyre.
0,4432 forbrugte til Affarvning 128,00 Natriumhyposulfit, hvoraf 778 — 18 Jod,
hvilket svarer til 35,2 Proc. frit Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
205024 N°0 616 41,90
C,H,0, 20 6,12 6,23
2H 2 0,14
2J 254 17,28
51,23
4J 508 34,56 35,2
2C,.H,.N,0, CoH,0,, 2HJ, J, 1470 100,00
Den rationelle Formel maa antages at være:
J,.J.HCiH.0.C0.C0.0.HCiH.J.J,.
Det ved Oxalsyrebestemmelsen udskilte Cinchonidin viste alle dette Alkaloids Egen-
skaber, specielt gav det meget smukt det charakteristiske Tartrat. — Den varme, vinaandige
"Opløsning af Perjodidoxalatet giver ved Rystning med Kvægsolv intet Spor af Kvægsolvjo-
dure, men affarves fuldstændigt under Dannelse af et Kvægsolvjodiddobbeltsalt, der forst
krystalliserer, naar Vædsken er næsten fuldkommen afkolet, men da rigeligt i kost-, fjer-
og negformede Grupper af fine, gullig hvide Naale.
Methylchininperjodidoxalater.
Skjont de lagttagelser, jeg har gjort med Hensyn til Fremstilling af saadanne For-
bindelser ere temmelig tarvelige, vil jeg dog meddele dem, da de mulig kunne være til
Nytte for dem, der senere ville undersøge dette Æmne. Oploses Methylchinintrijodid i varm
Vinaand og tilsættes 1 Mol. normal Oxalsyre, saa faaes ved Afkoling blanke, næsten sorte,
uigjennemsigtige Prismer, der synes at have Sammensætningen:
2C,)H.,N.0..CH,J, 2C:H20,, J;.
97
08,7334 gav nemlig 0,0460 brændt Kalk, og
0,3057 forbrugte til Affarvning 88,575 Natriumhyposulfit, hvoraf 768,9 — 18 Jod.
Theori: Fundet:
10,30 Proc. C,H,0, 10,1
36,35 — frit Jod 36,5
Men da disse Krystaller ved Henstand over Svovlsyre ved sædvanlig Temperatur
delvis holde sig uforandrede, delvis blive matte og brunlige, ere de næppe nogen ublandet
Forbindelse. Moderluden giver ved Tilsætning af Jodtinktur og Henstand diamantglindsende
sorte Prismer, som det synes, af Formlen
205581N,02:CH,J, 2C,H,0,, Je:
02,4237 gav nemlig 0,4246 Jodselv, og
0,3027 forbrugte til Affarvning 96,35 Natriumhyposulfit, hvoraf 768,9 — 18 Jod.
Theori: Fundet:
54,22 Proc. Jod 54,15
40,66 — frit Jod 40,2
Jeg har da forsøgt at fremstille denne Forbindelse af de beregnede Mængder Methyl-
chininjodid, Oxalsyre og Jod. Herved fik jeg imidlertid først sorte, blanke, men utydeligt
udviklede Prismer. Af disse forbrugte:
08,4140 til Affarvning 138,92 Natriumhyposulfit, hvoraf 767,9 — 1% Jod.
Theori for 2C,,H,,N,0,.CH.J, 2C,H,0,, J, : 44,42 Proc. frit Jod. Fundet 43,9.
Ved Omkrystallisation fik jeg bedre udviklede, blanke, sorte Prismer, som dog inde-
holdt mere Jod end Formlen 2C,,H,,N,0,.CH,.J, 2C,H,0,, J, kræver:
> 08,4389 forbrugte nemlig til Affarvning 148,305 af det nævnte Natriumhyposulfit.
08,3457 — — - — 118,22 - - — —
08,8450 gav 0,0493 brændt Kalk.
Theori for 2C,,H,,N,0,.CH,J, 2C,H,0,, Jg: Fundet:
40,66 Proc. frit Jod. 42,4 42,2
9,61 — Oxalsyre. 9,38
Efter disse Resultater kan det ansees for vist, at der existerer flere forskjellige
Methylchininoxalater, som imidlertid maa ligne hinanden meget i fysiske Egenskaber og
Opløselighedsforhold.
Cinchonidinperjodidtartrat, 2C,,H,,N,0, C,H,0,, HJ, Jy.
Til Fremstilling af denne Forbindelse maa man opløse 1 Mol. Cinchonidin i mindst
Mol. normal Vinsyre, 1 Mol. Jodbrinte og omtr. 100 Ccm. Vinaand paa 93 Proc. T. og
til den varme Vædske sætte Opløsningen af 1 At. Jod i Vinaand. Ved Henstand udkry-
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 1. 13
98
stallisere da smukke, temmelig tynde, men ofte centimeterlange, diamantglindsende, rødbrune
Prismer, der under Mikroskopet vise sig stærkt stribede parallelt med Længdeaxen, og hvis
Ender ere utydeligt modificerede af flade Domer. De vise sig i gjennemfaldende plansat
Lys i en Retning lysegule, i den derpaa lodrette mørkt rødbrune, men i intet af disse Til-
fælde ligger Prismernes Længdeaxe parallelt med Polarisationsplanet.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
1 Fremst. 02,4345 gav 0,2659 Jodsølv — 33,07 Proc. Jod.
0,5716 forbrugte til Affarvning 98,65 Natriumhyposulfit, hvoraf 778 = IE Jod,
hvilket svarer til 21,95 Proc. friere Jod.
2 Fremst. 0,2310 gav 0,3865 Kulsyre og 0,1008 Vand — 45,68 Pr. Kulstof og 4,85 Pr. Brint.
0,3495 forbrugte til Affarvning 55,945 af ovennævnte Natriumhyposulfit, hvilket
svarer til 22,1 Proc. frit Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
446 528 45,99 45,68
55H 55 4,79 4,85
4N 56 4,88
80 128) 11516
3J 381 33,19 33,07
2C,0H54N50, CHON HJ, 3, 134387 1100.00
Theori: 22,13 Proc. frit Jod. Fundet: 21,95 22,1
Efter Sonderdeling af Forbindelsen med Svovlbrintevand, Bortkogning af Svovlbrin-
ten og Filtrering fra udskilt Svovl vindes med Lethed ved Inddampning, Opvarmning med
surt Kaliumkarbonat, Udvaskning og Torring af det udskilte Alkaloid, 80 til 85 Proc. af det
Cinchonidin, Forbindelsen indeholder, med alle dettes charakteristiske Egenskaber. Ved
Inddampning af det med Eddikesyre overmættede Filtrat og Fældning med Vinaand kan
ligeledes omtr. 80 Proc. af Forbindelsens Vinsyre. faaes i Form af Vinsten.
Forbindelsens rationelle Formel maa derfor antages at være:
nor C60.0.HCiH.J.J,
Hof! ” re
Forbindelsen farver ikke Svovlkulstof, Chloroform eller Æther, hverken i Kulden
eller ved Kogning. Ved Rystning af den varme, vinaandige Opløsning med Kvægsølv af-
farves den uden Dannelse af Kvægsolvjodure. Filtratet afsætter ved Henstand klare, farve-
løse Prismer, hvis Ender ere modificerede af flade Domer. Disse bestaa dog ikke af et
Kvægsølvjodiddobbeltsalt, men af vinsurt Cinchonidin. Derimod giver Filtratet herfra ved
Afdampning ved lav Temperatur et Kvægsølvjodiddobbeltsalt i Form af en ukrystallinsk,
gummilignende, gul Masse. Selve Perjodidet kan ikke omkrystalliseres uforandret af kogende
99
Vinaand; der udskilles først vinsurt Cinchonidin, derpaa brune Prismer, sandsynligvis af et
andet Perjodid.
Chininperjodidchlorhydrat, 30, ,H,,N,0,, 6HCI, 4HJ, J,,.
Naar man opvarmer rent og navnlig ogsaa svovisyrefrit Chinin med et betydeligt
Overskud af svag Saltsyre og med Vinaand og til Opløsningen sætter 4 At. Jod (paa 1 Mol.
Chinin) i varm vinaandig Opløsning, saa udkrystalliserer snart dette Perjodid i Form af
sortegronne, flade, metalglindsende Naale, der vaskes med svag Vinaand. Den sædvanlig
stærkt farvede Moderlud udskiller ved Fortynding med Vaskevædsken og 24 Timers Hen-
stand en ny, temmelig anselig Portion af samme Forbindelse. Naalene ere sædvanlig
rektangulære. Jævnlig optræder ogsaa Po, dog næsten altid partielt udviklet, saa at
Prismerne blive begrændsede af Parallelogrammer. I Reglen ere Randene ikke særdeles
skarpe. I 7 Maalinger paa 5 Krystaller har jeg fundet Poo: Poo = 120° til 120°,5. De
virke særdeles kraftigt paa plansat Lys: | brun, ved tynde Blade lys brungul, + uigjen-
nemsigtig.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
1 Fremst. 02,5905 gav 0,8083 Chlor- + Jodsolv og ved Glødning af denne Blanding i Chlor
0,5535 Chlorsølv eller 136,88 Proc. Chlor- + Jodsølv og 93,73 Proc.
Chlorsølv.
0,5890 - 0,8023 Chlor- + Jodsølv og efter Glødning af denne Blanding i en
tør Chlorstrøm 0,5482 Chlorsølv, altsaa 136,22 Proc. Chlor- + Jod-
\ sølv og 93,10 Proc. Chlorsolv.
2 Fremst. 0,7123 - 0,9643 Chlor- + Jodsolv og som ovenfor 0,6695 Chlorselv = 136,81
Proc. Chlor- + Jodsolv og 93,99 Proc. Chlorsolv.
1,2103 oploste ved Digestion med Vinaand og Thalliumjodure saare let 0,6812
af dette Salt — 5,06 Mol. paa 1 Mol. Perjodid.
Preparat af Moderluden fra 2den Fremstilling: 0,4905 gav 0,6712 Chlor- + Jodselv og
0,4599 Chlorsely — 136,84 Proc. Chlör- + Jodsolv og 93,76 Proc.
Chlorsolv.
0,7588 oploste paa samme Maade som ovenfor 0,4183 Thalliumjodure eller 4,96
Mol. af dette Salt paa 1 Mol. Perjodid.
Til de folgende Analyser benyttedes det blandede Produkt fra iste og 2den Frem-
stilling.
0,6635 opløstes let i 60 Cem. kold Vinaand og affarvedes ved 23#,01 Natrium-
hyposulfit, hvoraf 805,8 = 18 Jod, hvilket svarer til 42,9 Proc. frit
Jod. Men Vædsken farvedes hurtigt igjen; den aflarvedes da paa ny,
13*
100
og paa denne Maade forbrugtes i Løbet af nogle Dage fremdeles 88,66
Natriumhyposulfitopløsning, i alt altsaa 318,67, svarende til 59,1 Proc.
Jod eller hele den Jodmængde, Forbindelsen indeholder. Siden farvedes
Vædsken yderst langsomt, saaledes som det er Tilfældet med næsten
alle disse Forbindelser, saa at den efter 4 Døgns yderligere Henstand
kun behøvede et Par Draaber Natriumhyposulfitopløsning til Affarvning.
0,4767 forbrugte paa samme Maade strax 158,815 Natriumhyposulfit, hvoraf 762,9 =
12 Jod, hvilket svarer til 43,1 Proc. frit Jod. Forsøget varede fra Stof-
fets Behandling med Vinaand kun 5 Minutter, og i de følgende 10 Min.
var ingen Farvning af Vædsken kjendelig. Efter 3 Dages Forløb, i
hvilke Flasken jævnlig blev rystet og aabnet, forbrugtes endnu 58,785
Natriumhyposulfit, i alt altsaa 212,6 — 58,9 Proc. Jod; efter 24 Timer til
kun 1 Draabe.
0,5857 opløstes i 60 Ccm. kold Vinaand. Efter Tilsætning af et lille Overskud af
Natriumhyposulfit og 6 Dages Henstand under jævnlig Omrystning og
Aabning af Flasken titreredes tilbage med en Jodopløsning af bekjendt
Styrke. Det viste sig da, at der i Virkeligheden var forbrugt 268,68
Natriumhyposulfitopløsning (hvoraf 768,9 — 1? Jod), svarende til 59,5
Proc. Jod.
Fundet:
Over Svovlsyre: Theori: Middeltal.
3.650H,,N.0, 972 32,70
10H 10 0,33
6 CI 213 FA ri 7,48
aes ÅG Le | 9,74 | 59,1 58,9 59,5
10J 12707 242,72 42,9 43,1
3C,.H24N20,, 6HCl, 4HJ, J,, 2973 100,00
Theori: 5 Mol. Thalliumjodure. Fundet: 5,06 4,96.
Det synes vanskeligt at give en rationel Formel for denne Forbindelse uden enten
at antage, at et Chlormolekule ogsaa kan optræde som et polyvalent Radikal, en Opfattelse,
for hvilken jo Existensen af de talrige Dobbeltchlorider ogsaa synes at tale, eller at antage,
at denne Forbindelses atomistiske Struktur afviger fra alle de i det foregaaende beskrevne
Forbindelsers, med hvilke den dog i alle Henseender viser den største Lighed. — At den
indeholder Chinin i uforandret Tilstand, har jeg paa sædvanlig Maade overbevist mig om.
‚Chininperjodidchlorhydrat oplases let, selv i kold Vinaand, meget let i varm. Den
mættede varme Opløsning er fuldkommen uigjennemsigtig i et Lag af 0,8 Cm. Ved Afkoling
eller Fortynding med lidt Vand udkrystalliserer Forbindelsen uforandret. Det rene Salt far-
101
ver ikke Svovikulstof i Kulden, eller dog næppe synligt, ved Kogning tydeligt, om end ikke
stærkt. /Ether farves ikke i Kulden og selv ved Kogning yderst svagt. — Den vinaandige
Opløsning affarves ved de sædvanlige Reduktionsmidler; ved Rystning med Kvægsølv under
Dannelse af meget Kvægsølvjodure. Filtratet herfra giver ved frivillig Fordampning et
Kvægsølvjodiddobbeltsalt som en gul, amorf, gummilignende Masse. I samme Form, kun
mørkere farvet, optræder Thalliumjodiddobbeltsaltet.
Purpureokoboltperjodidchloridsulfat.
I den berømte Afhandling, hvorved Gibbs og Genth i saa høj Grad fuldstændig-
gjorde vort Kjendskab til de ammoniakalske Koboltforbindelser, beskrive de ogsaa?) et Salt,
som de kalde «Acid sulphate of purpureocobalt». Fremstillingsmaaden er meget -simpel.
Den bestaaer i at sammenrøre Purpureokoboltchlorid med koncentreret Svovlsyre til en tyk
Dejg og efter Henstand, til Chlorbrinteudviklingen er ophørt, at fortynde med to Rumfang
Vand. Ved nogle Timers Henstand af den saaledes dannede Opløsning faaes da Saltet ud-
skilt som violetrøde Krystaller. Disse ere, efter Vaskning med en ringe Mængde koldt
Vand, «usually free from chlorine». Idet jeg gik frem ganske efter denne Forskrift, fandt
jeg tilsyneladende Gibbs og Genths Angivelser fuldkommen bekræftede. Opløsningen af
Krystallerne i koldt Vand gav intet Bundfald med Sølvnitrat, og jeg benyttede dem til
Fremstilling af et Perjodidsulfat. Det viste sig imidlertid, at naar jeg beregnede den i
denne Forbindelse fundne Koboltmængde som Radikalet 10 NH,,Co,, Baryumsulfatet som
SO, og Selvhundfaldet som Jod, saa fandt jeg, og det gjentagne Gange, Summen af Pro-
centtallene — 119 til 120 istedetfor 100. Den eneste Maade, hvorpaa jeg kunde forklare
mig dette, var, at det Bundfald, jeg betragtede som rent Jodselv, maatte indeholde en be-
tydelig Mængde Chlorselv, og ved Glodning i ter Chlor viste det sig i Virkeligheden, at
det paa 3 At. Jod indeholdt 2 At. Chlor. Nu passede Procenttallene sammen, beregnede
paa den anførte Maade, men det fremgik da ogsaa med Sikkerhed heraf, at det Salt, jeg
havde betragtet som chlorfrit, maatte indeholde en betydelig Mængde Chlor. Dette er ogsaa
Tilfældet; det var kun Opløsningen i koldt Vand, der ikke fældedes af Sølvnitrat; ved Kog-
ning udskiltes rigeligt Chlorsølv, dog ikke ganske fuldstændigt, hvad der jo er Tilfældet med
mange chlorholdige Salte af Metalammoniakforbindelser. Gibbs og Genth have imidlertid
ikke fundet Chlor i deres Salt. Ogsaa i andre Henseender adskiller mit Salt sig fra deres.
Men jeg har aldrig, skjønt jeg har varieret Forholdene paa forskjellig Maade, opnaaet at
faa en chlorfri Forbindelse. Jeg tør ikke benægte, at en saadan kan dannes, men der
1) Silliman Amer. J of Science, 2 Serie, 23, 321.
102
hører vistnok særegne Betingelser til, som Gibbs og Genth have overset; thi gaaer man
frem aldeles, som de foreskrive, faaes bestandigt det chlorholdige Salt. De sidste neden-
for meddelte Analyser ere udforte med et Præparat, der var tilberedt med Anvendelse af
det firdobbelte af den Mængde konc. Svovlsyre, der theoretisk er nødvendig til at om-
danne Purpureokoboltchlorid til Gibbs og Genths sure Sulfat, og hvortil Massen først
blev opløst i Vand efter at have henstaaet mere end 14 Dage over fast Kalihydrat.
Det chlorholdige Salt, som i Betragtning af, at Solvsalte ikke eftervise Tilstede-
værelse af Chlor deri ved sædvanlig Temperatur, kunde kaldes surt Chloropurpureo-
koboltsulfat, danner smukt karmoisinrøde Prismer, som efter Vaskning med saa lidt
Vand som muligt og Presning mellem Filtrerpapir, allerede afgive Vand ved sædvanlig Tem-
peratur i almindelig Luft og endnu hurtigere over Svovlsyre. De blive herved matte og
faa omtrent samme Farve som Purpureokoboltchlorid i smaa Krystaller. i
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Salt gav følgende Resultater:
1 Fremst. 08,5243 gav ved Kogning med Natron, til Ammoniakudviklingen var ophørt, 08,1281
Koboltmellemilte, Co,O,, eller 18,59 Proc. Kobolt. Filtratet gav 0,2332
Chlorseiv — 11,02 Proc. Chlor.
0,5984 - efter Glodning, Befugtning med Salpetersyre og Svovlsyre, forsigtig
Afdampning og svag Glodning 0,2821 normalt, vandfrit Koboltsulfat,
der var fuldstændig opløseligt i Vand. Dette svarer til 17,92 Proc.
Kobolt. Denne Bestemmelse er selvfølgelig langt nøjagtigere end
den, hvori Kobolt er bestemt som Koboltmellemilte, Co,0,. Denne
Formel for Glodningsresten er nemlig ikke fuldstændig sikker, skjønt
den har givet Krokt) ret gode Resultater, om end gjennemgaaende
for høje, hvilket vel tildels har sin Grund i, at det ikke er muligt at
vaske det sorte Kobolthydrat fuldstændig frit for Natron (efter Glød-
ning har jeg derfor udtrukket Iltet med Vand), men især i, at Glas-
og Porcellænskar angribes ved Kogning med Natron.
2 Fremst. (sml. ovenfor). 0,7627 gav 0,3335 Chlorsølv = 10,82 Proc. Chlor.
0,6614 gav 0,7168 Baryumsulfat — 37,21 Proc. Svovlsyreanhydrid og 0,1613 Kobolt-
mellemilte, C0,0,, = 18,53 Proc. Kobolt.
1,1232 frisk fremstillede og pressede Krystaller tabte ved Henstand over Svovlsyre
til konstant Vægt 08,0636 eller 5,66 Proc. Vand.
') Acta Universit. Lundens. 1870.
103
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
ION 140 21,57
32H 32 4,93
2Co 118 18,18 18,58 17,92 18,53
2 CI 71 10,94 11,02 10,82
350, 240 36,98 37,21
30 48 7,40
C1,.(10NH2, En om, 649 100,00
Det frisk fremstillede Salt indeholder desuden 2 Mol. Krystalvand (Theori: 5,55,
fundet 5,66 Proc.).
Det terre Salt er tungt eller rettere langsomt opløseligt i koldt Vand, let i varmt
(dog næppe uden Forandring) og let i svag Svovlsyre. Gibbs og Genths Salt er let op-
løseligt i Vand. De omtale aldeles ikke, at deres Salt forvittrer i almindelig eller tør Luft.
Den vamige Opløsning af mit Salt reagerer sur, men uddriver ikke, saaledes som Gibbs
og Genths Salt, Kulsyre af Natriumkarbonatopløsning. Den fældes ikke af Ammonium-
oxalat, og, tilberedt i Kulden, heller ikke af Solvnitrat, først ved Kogning udskilles Chlor-
sølv. Sættes Overskud af svag Saltsyre til den vandige Opløsning, saa udskilles strax og
rigeligt Purpureokoboltchlorid, og den ovenstaaende Vædske er næsten farveløs, medens
den, før Saltsyren blev tilsat, var dybt karmoisinrød. Der kan derfor aldeles ingen Tvivl
være om, at Forbindelsen er et Purpureosalt. Forsøger man at omkrystallisere Saltet ved
at opløse det i varmt Vand og lade Opløsningen fordampe ved almindelig Temperatur over
Svovlsyre, saa dannes, hvad ogsaa Gibbs og Genth fandt for deres Salt, Roseokobolt-
sulfat, frit for Chlor. Dette giver først ved Kogning med Saltsyre Purpureokoboltchlorid.
Af den nys beskrevne Forbindelse faaes let et blandet Perjodid, naar man opløser
Chloropurpureosulfat i svag Svovlsyre under svag Opvarmning og ved omtrent 45” fælder
med en til samme Temperatur opvarmet Opløsning af Jod i Jodbrinte, lader det hele staa
hen 24 Timer, vasker med kold, svag Vinaand (40 Proc. T.) såa hurtigt som muligt, presser
mellem Papir og tørrer over Svovlsyre. Ogsaa af Moderluden fra Chloropurpureosulfat
faaes let samme Perjodid. Simplest vindes det dog ved at opløse Purpureokoboltchlorid i
varm, svag Svovlsyre, eller i en varm Opløsning af Natriumsulfat (2 Mol. paa 1 Mol. Pur-
pureochlorid) og svag Svovlsyre og fælde de saaledes vundne Opløsninger ved omtr. 50?
med den beregnede Mængde Jod i Jodkalium. Bundfaldet vaskes ved Dekanthation med
koldt Vand, presses og tørres over Svovlsyre.
Forbindelsen danner temmelig store, mørkt olivengrønne, metalglindsende Blade.
Sædvanlig ere de rektangulære, sjældnere ere Enderne modificerede og da utydeligt. De
104
virke særdeles kraftigt paa piansat Lys: | ganske lys, olivengraaligbrunlig i tynde, mere
olivenbrunlig i tykkere Blade, + uigjennemsigtig.
Analysen af den over Svovlsyre tørrede Forbindelse gav følgende Resultater:
1 Fremst. Af de rene Krystaller af Chloropurpureokoboltsulfat. 08,7113 blev overhældt med
Vand. Ved Tilsætning af nogle Draaber Svovlsyrlingvand og Henstand op-
løstes det hele til en smukt rød Vædske. Denne gav ved Kogning med
Natron Koboltmellemilte, og Filtratet herfra paa sædvanlig Maade 0,8087 Chlor-
+ Jodsølv, som ved Glødning i Chlor omdannedes til 0,5851 Chlorsølv —
8,28 Proc. Chlor og 43,04 Proc. Jod.
0,8430 blev indtørret med Natriumcarbonat i en Platindigel, glødet og udtrukket
med Vand. Opløsningen gav efter Kogning med Saltsyre 0,3310 Baryum-
sulfat — 13,48 Proc. Svovlsyreanhydrid. Resten gav 0,1521 Koboltmellemilte,
Co,0,, = 13,71 Proc. Kobolt.
2 Fremst. Af Moderluden fra Chloropurpureokoboltsulfat. 0,5896 gav paa samme Maade
som ovenfor 0,6649 Chlor- + Jodsolv og 0,4826 Chlorsolv = 8,22 Proc.
Chlor og 42,91 Proc. Jod.
0,7380 gav efter Glodning, Befugtning med Salpetersyre og Svovlsyre og gjen-
tagen svag Glodning 0,2621 vandfrit neutralt Koboltsulfat — 13,52 Proc.
Kobolt.
3 Fremst. Af den Vædske, der ved Afkoling og Henstand giver Chloropurpureokoboltsulfat
(sml. ovenfor). 0,5092 gav 0,1958 Baryumsulfat = 13,20 Proc. Svovlsyrean-
hydrid og 0,0926 Koboltmellemilte, Co,0,, = 13,82 Proc. Kobolt.
0,3998 gav 0,1410 Koboltsulfat — 13,42 Proc. Kobolt.
0,4966 gav 0,0894 Koboltmellemilte, Co,0,, = 13,67 Proc. Kobolt og paa sæd-
vanlig Maade 0,5764 Chlor- + Jodsolv, som omdannedes til 0,4205 Chlorsolv
9: 43,51 Proc. Jod og 8,53 Proc. Chlor.
4 Fremst. Af Purpureokoboltchlorid, Natriumsulfat og svag Svovlsyre. 0,6373 gav 0,2213
Koboltsulfat = 13,20 Proc. Kobolt.
At Forbindelsen er et Purpureokoboltsalt fremgaaer med Sikkerhed deraf, at man,
naar man opløser den i svagt Svovlsyrlingvand, saaledes at dette anvendes i Underskud og
der følgelig bliver Perjodid uoplost tilbage, og derpaa sætter Saltsyre til Filtratet, strax
faaer Purpureokoboltchlorid udskilt, og det saa fuldstændigt, at den ovenstaaende Vædske
er næsten aldeles farveløs.
105
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
20NH, 340 19,23 à
52 13,42 13,82 13,67 13,20
4Co 236 13,35 13,71 13,
4CI 142 8,03 8,28 822 8,53
6J 162 43,10 43,04 42,91 43,51
3503 240 13,57 13,48 13,30
30 48 DUT
2[10NH;, Co,]CL,, Je, 350, 1768 100,00
Med den theoretiske Opfattelse af Metalammoniakforbindelserne, som navnlig Blom-
strand?) har gjort gjældende, vil altsaa det rationelle Udtryk for denne komplicerede For-
bindelse blive:
NH,.NH,.J.J, JD NH: NH:
ve NH,.NH,.NH,.0.50,.0.NH,.NH;.NH,. vi
Cl2.C09NH, ;NH,.NH,.0.S0,.0.NH,.NH,.NH,,. 02 Cl
-| NAN 2.072502 20. NHE.NH,.
Dette Perjodid er uopløseligt i stærk Vinaand og Æther, meget tungtoploseligt i
koldt Vand med brun Farve. Baade ved sædvanlig Temperatur og ved Kogning farves Svovl-
kulstof kun yderst svagt deraf. I den vandige Opløsning kan ‘3 af Jodet eftervises ved
Natriumhyposulfit.
08,3075 opløstes ved Henstand i lukket Flaske med 250 Ccm. Vand. Vedsken
farvedes blaa med Stivelseoplosning; den blaa Farve forsvandt ved Tilsæt-
ning af 66,665 Natriumhyposulfit, hvoraf 775 — 18 Jod.
Theori: Fundet:
28,73 Proc. friere Jod. 28,1.
Der existerer ganske sikkert en lignende Forbindelse af det platinholdige Radikal
4NH,,Pt; den faaes ved at opløse Platodiammoniumchlorid i lidt Vand, tilsætte konc. Svovlsyre
og i den endnu varme Vædske gyde Jodopløsning. Herved udskilles i Almindelighed strax
noget Platindiammoniumjodid, men filtrerer man hurtigt fra dette, saa fyldes Filtratet med
flere Cm. lange Naale af en lysolivengul Farve, og som virke yderst kraftigt påa plansat
Lys. Det har imidlertid ikke været mig muligt at undersøge dem nøjere, fordi de yderst
let sønderdeles ved Vaskning med Vand eller Vinaand, ja endog ved et Par Timers Hen-
1) Chemie der Jetztzeit, 280 ff.
Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. XII. 4.
106
stand under den Vædske, hvori de ere dannede, under Udskillelse af rødbrune Blade. At
den oprindelige Forbindelse indeholder Chlor, slutter jeg deraf, at rent svovlsurt Platodiamin
ikke giver dette Salt, men kun den til Gros’ Chlorosulfat svarende Jodforbindelse.
Acidperjodiderne indeholde ligesom de rene Perjodider deres Jod i to forskjellige
Former, som Jodbrinte og i en friere Form, der passende kan kaldes molekulært Jod, fordi
det i væsenlig Grad har bibeholdt det frie Jods Egenskaber. Det virker nemlig paa plansat
Lys som Turmalinen"); det sønderdeler Svovlbrinte under Udskillelse af Svovl, farver Vin-
aand brun, Stivelse blaa, omdannes ved reducerende Midler som Svovlsyrling eller Natrium-
hyposulfit til Jodbrinte, gaaer direkte i Forbindelse med Thalliumjodure til Thalliumjodid,
med Kvægsølv snart til Kvægsølvjodure, snart til Kvægsølvjodid, hvilket sidste da ligesom
Thalliumjodid forener sig med Resten eller en Del af Resten af Forbindelsen til et Dob-
beltsalt. Endelig virker det meget hyppigt paa Solvnitrat ganske som frit Jod, idet der
baade dannes Jodsølv og Sølvjodat. Alt dette kunde synes ypperlig at passe til den Fore-
stilling, man saadan løselig kan danne sig om de saakaldte «fysiske» eller «molekulære»
Forbindelser. Men ligesom jeg i et tidligere Arbejde har godtgjort om dette Udtryk i Al-
mindelighed, at det ikke kan defineres og derfor savner Berettigelse i Videnskaben, saaledes
skal jeg i det følgende fra en ganske anden Side vise, at disse Perjodider ikke med Skin
af Grund kunne skilles fra saadanne Forbindelser, som alle Chemikere maa være enige om.
at tilkjende Navn af rent chemiske. Jeg skal nemlig bevise, at der gives chemiske For- |
1) Naar Acidperjodiderne vise dette mærkelige Forhold i langt højere Grad end de rene Perjodider, turde |
dette staa i Forbindelse med deres ejendommelige atomistiske Struktur. Dette Spørgsmaal agter jeg i
senere at gjøre til Gjenstand for en mere omfattende Undersøgelse, hvortil jeg alt har indsamlet |
en Del Data. Exempelvis skal jeg kun anføre, at det brune Kvagselvoxychlorid, som Millon (Ann. |
Chim. Phys. 3me Ser. 18, 372) fremstillede ved at sætte en kold, mættet Kvægsolvchloridoplesning |
til en kold Opløsning af Kaliumbikarbonat, saalænge der fremkom Bundfald, og koge Filtratet, efter |
mine lagttagelser under Mikroskopet viser sig som næsten rektangulære Blade, hvis lange Sider ere |
svagt afrundede, og som virke meget kraftigt paa plansat Lys: || brun, + lysegul. Denne Forbin- |
delses Strukturformel:
C1.Hg.0.Hg.0.Hg.0.Hg.O.Hg.Cl
og Herapathitens:
J,.JH.Ch.SH,0,.Ch.SH,0,.Ch.SH,0,.Ch.HJ.J,
frembyde en i Ojne faldende Analogi.
bindelser, som i enhver Henseende stemme med Perjodiderne netop i de ovennævnte Egen-
skaber, det vil sige i dem, der ere det eneste, man kan paaberaabe sig, naar man vil kalde
Perjodiderne molekulære Forbindelser. Thi at disse Jodforbindelser ikke stemme med den
Theori, Tilhængerne af de molekulære Forbindelser hylde, beviser naturligvis intet.
For faa Aar siden viste Blomstrand!), at Kaliumplatincyanure forener sig direkte
med 2 At. Jod til en Forbindelse,
Ke Gy,.Pt,,
som senere er bleven undersøgt af Holst?). Jeg har dannet den ved at opløse Kaliumpla-
tincyanure i en ringe Mengde Vand, tilsætte en vinaandig Jodoplesning og lade Vædsken
fordampe ved almindelig Temperatur over Svovlsyre. Saaledes faaes den i udmærket smukke,
glindsende, brune Plader, der synes at være kvadratiske. To modstaaende Hjøfner ere
hyppigt afstumpede saaledes, at Siden i Kvadraten og Afstumpningskanten danne en Vinkel
af 135? til 135°,5 (10 Maalinger paa 3 Krystaller). At denne Forbindelse er en ren chemisk
ligger nær: vi kjende Forbindelser af divalent og tetravalent Platin, og naar Kaliumplatin-
cyanure forener sig med 2 At. af et elektronegativt Radikal, maa vistnok ogsaa Tilhængerne
af de molekulære Forbindelser indrømme, at her foreligger en aldeles normal Overgang fra
en Plato- til en Platinforbindelse. Saaledes har naturligvis Blomstrand ogsaa tydet Sagen,
og han seer en yderligere Støtte for denne Opfattelse deri, at dette Salt ved Indvirkning af
Chlor uden videre udskiller Jod, optager Chlor i Stedet og saaledes danner Knop og Schne-
dermanns bekjendte Forbindelse,
K,.Cy,.PtCl,,
hvortil det endog er lykkedes Blomstrand at fremstille den tilsvarende Syre,
| H,:Cy,.PiCl,;
fuldstendig analog med H,.Cl,. PtCl,, Brintplatinchlorid.
Ikke desto mindre har jeg fundet, at Jodet i Jodplatinideyankalium viser alle de
samme Egenskaber som det molekulære Jod i Perjodiderne. Krystallernes optiske Virkning
er meget fremtrædende: | Afstumpningskanterne morkviolet, + lysegul. Deres Jod er saa
lost bundet, at de ved lengere Tids Henliggen i aaben Luft afgive saa meget deraf, at de
blive farvelose. De opløses i Vand med brun Farve. Opløsningen farves blaa af Stivelse,
men Farven forsvinder ved Svovlsyrling eller Natriumhyposulfit. Man kan paa denne Maade
endog bestemme Forbindelsens Jodmængde.
02,3706 opløstes i Vand. Efter Tilsætning af Stivelseopløsning behøvedes til Af-
farvning 112,68 Natriumhyposulfitopløsning, hvoraf 778 svarende til 18 Jod.
Theori for K,.Cy,.PtJ, : Fundet:
40,05 Proc. Jod. 40,2.
1) J. pr. Chem. 111, 213.
*) Bidr. t. Känned. af Platinans Cyanföreningar, Lund, 1874, 27.
14*
108
Den brune Opløsning af Krystallerne affarves ved Rystning med Kvægsolv under
Dannelse af en meget stor Mængde Kvægsolvjodure og ved Tilledning af Svovlbrinte under
Udskillelse af Svovl. Forbindelsen deler altsaa, hvad det molekulære Jod angaaer, alle Per-
jodidernes Egenskaber.
Endnu mere slaaende er det dog at gjenfinde disse hos saa udprægede chemiske
Forbindelser som normale Salte af Platinbaserne. Ved Forsøg paa at fremstille et Acid-
perjodid af Platodiamin (Reisets Iste Base) eller Platindiamin (Gros’ Base) opløste jeg
svovisurt Platodiamin i et stort Overskud af svag Svovlsyre og satte til den varme Opløsning
en Opløsning af Jod i vandig Jodbrinte. Herved udskiltes strax et krystallinsk, sortegrønt Bund-
fald, der i Vædsken viste sig metalglindsende, og hvoraf en Del opløstes ved Kogning med
denne. Den næsten kogende Opløsning hældtes fra den uopløste Del (b) over i et varmt
Glas, hvori da ved langsom Afkøling udskiltes temmelig store Krystaller (a), som blev vaskede
med Vinaand, hvori de viste sig uopløselige. Den uopløste Rest (b) vaskedes med koldt
Vand. Baade (a) og (b) viste sig imidlertid fuldstændig svovlsyrefri. Efter Tørring over
Svovlsyre analyseredes de.
Af (a) gay 02,3286 ved Glodning (efter Befugtning med et Par Draaber conc. Svovl-
syre) 0,0826 Platin.
02,4566 gav ved Behandling med Svovlsyrling paa den i det foregaaende
saa ofte anvendte Methode 02,5546 Jodselv.
Af (b) gav 02,4795 som ovenfor 02,1214 Platin.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
4NH, 68 8,79
Pt 198 25,58 25,14 25,33
AJ 508 65,63 65,64
[4NH,, Pt].J, 774 100,00
Begge Set Krystaller bestod altsaa af Platindiammoniumjodid. Syren H,J, har
ligefrem uddrevet Svovlsyren:
[4NH,, Pt].0,.SO, + H.J, = [4NH;, Pt].J, + H,.0,.50,
Dette Forhold forklarer, hvorfor man hyppigt, naar man vil fremstille svovlsurt eller
salpetersurt Jodoplatindiamin af svovlsurt eller salpetersurt Platodiamin og gammel Jod-
tinktur, strax faaer dannet noget Platindiammoniumjodid!). Dette hidrører nemlig ligefrem
fra den Jodbrinte, en saadan Jodopløsning altid indeholder. Fremdeles følger af ovennævnte
Reaktion en meget simpel Fremstillingsmaade for Platindiammoniumjodid. Denne Forbin-
1) Ved længere Tids Opvarmning af den vinaandholdige Blanding kan man faa meget betydelige Mæng-
der af dette Salt.
it es
delse faaes nemlig yderst let ved til en Opløsning af Platodiammoniumchlorid at sætte en
vandig Opløsning af Jod i Jodkalium og ryste Blandingen. Det saaledes dannede Platin-
diammoniumjodid optræder i stærkt glindsende, sorte, udmærket skarpt begrændsede, rhom-
biske Blade paa 70—71°, I tynde Exemplarer ere de gjennemsigtige og vise en udmærket
Absorptionsevne for plansat Lys: | den lange Diagonal brunlig med en violet Nuance, +
uigjennemsigtig. Den gulbrune, vandige Opløsning taber Jod ved Kogning. Den farves
allerede ved almindelig Temperatur blaa af en Stivelseopløsning, og Præparatet indeholdt
ikke Jod i fri Tilstand, thi i fintpulveriseret Tilstand farvede det ikke Svovlkulstof. Den
vandige Opløsning affarves af Svovlsyrling og Natriumhyposulfit, af Svovlbrinte under Ud-
skillelse af Svovl, og, hvad allerede Cleve") bemærkede, af Kvægsølv under Dannelse af
Kvægsølvjodure og Platodiamoniumjodid. Det er, som man seer, ganske de samme Forhold,
som charakterisere Perjodiderne.
Forholdet overfor Kvægsølv fandt jeg dog en nøjere Underkøgelse værd; jeg havde
nemlig egenlig ventet mig Dannelsen af et Kvægsølvjodiddobbeltsalt. Derfor gjentog jeg
Forsøget under lidt andre Betingelser. Platindiammoniumjodid blev rystet med koldt Vand
og Kvæssolv saa længe Vædsken vedblev at farves gul af opløst Jodid; derpaa blev Vædsken
kogt længere Tid med det udskilte Kvægsølvjodure og filtreret næsten kogende. Ved Af-
køling afsatte da Filtratet lange, citrongule Naale af det søgte Kvægsølvjodiddobbeltsalt.
Naalene vise under Mikroskopet en noget ejendommelig Bygning. De bestaa nemlig af
skævt afskaarne Prismer, der ere saaledes sammenvoxede parallelt med deres Længdeaxe,
at Naalene synes savtakkede. Det selvsamme Dobbeltsalt faaes meget let ved at fælde et
opløst Platodiammoniumsalt med Kaliumkvægsølvjodid. Det er særdeles tungtopløseligt i
koldt Vand og svage Syrer og danner derfor et ypperligt Kjendetegn paa Platodiammonium-
salte, langt mere fint mærkende end Dannelsen af Platodiammonium-Platinchlorure (Magnus,
grønne Salt). Det lufttørrede Salt er vandfrit. Analysen gav følgende Resultater:
06,8582 af det over Svovlsyre tørrede Salt gav ved yderst forsigtig Opvarmning
rigelige Dampe af Kvægsølvjodid og efterlod tilsidst 0£,1180 Platin.
0£,4489 blev kogt med Vand og Zink, hvorved alt Kvægsølv udskiltes. Filtratet
gav 08,4445 Jodsolv.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
4NH, 68 4,76
Pt 198 13,87 13,74
2Hg 400 28,01
6J 762 53,36. 53,38
[ANH,, Pt].J,, 2HgJ, 1428 100,00
1) Nova Acta Reg. Soc. Scient. Upsal. 3 Ser. VI. No. 5, 49.
110
Naar Saltet dannes af Platodiammoniumjodid og Kvegsolvjodure:
[4NH;, Pt].J, + 2Hg,J, = [ANH,, Pt].J,, 2HgJ, + 2Hg,
saa er denne Reaction altsaa af aldeles lignende Art som den bekjendte:
2KJ + Hg,J, = 2KJ, HgJ, + Hg.
Koges Kvægsolvdobbeltsaltet med Vand, saa sonderdeles det partielt under Udskil-
lelse af rodt Kvægsolvjodid, men Filtratet afsætter ved Afkoling gule Naale, der ikke ere til
at skjelne fra det oprindelige Salt. Dette Forhold er meget ejendommeligt. Jeg var til-
bøjelig til at tro, at der existerede et andet Kvægsolvdobbeltsalt med mindre Kvægsolvjodid,
men det udskilte Salt havde samme Platinindhold som det oprindelige.
08,3700 gav 02,0448 == 13,70 Proc. Platin. Theori: 13,74.
Og desuden gav Moderluden fra det saaledes udskilte Kvægsolvdobbeltsalt ved Til-
sætning af Kaliumkvegsolvjodid igjen rigeligt Krystaller af Saltet. Dette dissocieres derfor
ved Kogning med Vand, men selv ved flere Timers Kogning ikke fuldstændigt.
Af det her fremsatte sees, at ogsaa i denne Henseende Platindiammoniumjodid fuld-
stendig har Charakter af et Perjodid. Der kan nemlig ikke vere Tvivl om, at naar her
Kvægsolvdobbeltsaltets Dannelse foregaaer i 2 Faser, saa skyldes det ene og alene den
Omstendighed, at man her er nodt til at arbejde i vandige Vedsker, medens man ved Per-
jodiderne kan anvende vinaandige.
I Platindiammoniumjodid have vi derfor et fuldstændigt Analogon til de rene Per-
jodider. Det kunde indvendes, at denne Forbindelse maaske i Grunden ikke er det, den
kaldes, men et virkeligt Perjodid af Platodiammoniumjodid,
J
altsaa ikke pee NA: en pen
NH,.NH;.J NH,.NH,.J.
J
og at den af mig ovenfor angivne Fremstillingsmaade, ligesom den Omstændighed, at alt |
Jod udskilles med Solvnitrat, netop peger i denne Retning. Jeg skal da gjøre opmærksom |
paa, at Fremstillingsmaaden ikke beviser noget hverken for den ene eller den anden Opfat- .
telse. Cleve har saaledes dannet den selvsamme Forbindelse af salpetersurt Chloroplatin- |
diamin (Gros’ Nitrat) og Jodkalium. Med Hensyn til Indvirkningen af Sølvnitrat, er det |
et fra den organiske Chemi velbekjendt Fænomen, at Jod langt lettere udløses af sine For- |
bindelser end Chlor af de tilsvarende Chlorforbindelser. Tilmed maatte der, hvis den sidste |
Opfattelsesmaade skulde være den rette, efter al Sandsynlighed dannes en Blanding af Jod- |
sølv og Solvjodat ved Solvsaltes Indvirkning paa Saltet, men der dannes efter mine Forsøg |
kun Jodsolv. Endelig er det let at godtgjore, at Platindiammoniumjodid i Virkelig- |
heden er fuldstendig analog med den tilsvarende Chlorforbindelse, af hvilken man, som |
111
Grimm!) har paavist, ved kortvarig Kogning med Sølvnitrat kun faaer Halvdelen af Chloret
fældet. Thomsen”) har saaledes vist, at Platindiammoniumchlorid ved Svovlbrinte sønder-
- deles under Udskillelse af Svovl og Dannelse af Platodiamoniumchlorid. Jeg kan tilføje, at
man blot ved at ryste Gros’ Chlorid med koldt Vand og Kvægsølv faaer dannet Kvægsølv-
chlorure og Platodiammoniumchlorid. Remanensen paa Filtret farves nemlig strax sort
med Ammon, og Filtratet fra Kvægsølv og Kvægsølvchlorure giver med Jodkalium intet
Bundfald, kun en brunlig Farve, hidrørende fra et Spor af Platindiammoniumchlorid; med
Jod i Jodkalium derimod strax Platindiammoniumjodid, med Kaliumkvægsolvjodid strax og
rigeligt Platodiammonium-Kvægsolvjodid og med Brintplatinchlorure strax og rigeligt Pla-
todiammonium-Platinchlorure. Der kan derfor ingen Tvivl være om, at Platindiammonium-
jodid er et fuldstændigt Analogon til Gros’ Chlorid.
Endelig har jeg fundet, at Jodet i svovlsurt og salpetersurt Jodoplatindiammin viser
ganske det samme Forhold som det molekulere Jod i Perjodiderne. Og om det end ved
første Øjekast kunde synes ret plausibelt at opfatte Platindiammoniumjodid som et Plato-
diammoniumperjodid, saa er en analog Opfattelse her umulig, thi disse Forbindelser inde-
holde ike, saaledes som alle Perjodider, deres Jod i to forskjellige Former. Og dog virke
de kraftigt absorberende paa plansat Lys. Deres vandige Opløsninger ere intensivt farvede
og tabe Jod ved Opvarmning. I de kolde Opløsninger kan Jodmængden bestemmes ved
Affarvning med Natriumhyposulfit.
Saaledes affarvedes 0%,4836 svovisurt Jodoplatindiamin ved 158,23 Natriumhyposulfit-
opløsning, hvoraf 778 — 18 Jod.
Theori for J,.[4NH,, Pt].0,.S0, : Fundet:
41,22 Proc. Jod. 40,9.
De kolde Opløsninger affarves ogsaa af Svovlsyrling og, under Udskillelse af Svovl,
af Svovlbrinte. De farves blaa af en Stivelseopløsning. De affarves ved Rystning med
Kvægsølv under Dannelse af Kvægsølvjodure og svovlsurt eller salpetersurt Platodiamin,
dog uden at der, selv ved Kogning, dannes noget Kvægsølvjodiddobbeltsalt, hvad man her
"heller ikke kunde vente sig. Jeg kan tilføje, at de tilsvarende Chlorforbindelser (Gros’
Nitrat og Sulfat) vise ganske de samme Forhold overfor Reduktionsmidler som Platindiam-
moniumchlorid.
Endnu skal jeg omtale en ny, interessant Forbindelse, der viser de samme Reak-
tioner. Den faaes, naar man opløser neutralt Platodiammoniumsulfat i kogende Vand, til-
sætter en betydelig mindre Mængde Jodtinktur end nødvendig til Dannelsen af svovlsurt
Jodoplatindiamin og strax filtrerer den koghede Vædske fra det dannede sorte Bundfald (af
1) Ann. Chem. Pharm. 99, 77.
?) Overs. over K. D. V. Selsk. Forh. for 1867. Nr. 6, 281.
112
Platindiammoniumjodid). Ved langsom Afkeling udskiller Filtratet da centimeterlange, rhom-
biske Plader af en ejendommelig brungul-violet Farvetone. De vise det optiske Forhold:
| en af Rhombens Sider blaaligpurpurred, + gul til gulbrun. Ved Opvarmning knistrer. |
Saltet meget stærkt. Det er meget tungtoploseligt i Vand med intensiv gul Farve. Oplos-
ningen afgiver ved Kogning Jod. Den affarves af Svovlbrinte, under Udskillelse af Svovl,
og af Svovlsyrling. Efter Udkogning af Svovlsyrlingoverskuddet giver Vedsken med Brint-
platinchlorure Platodiammonium-Platinchlorure, med Kaliumkvægsolvjodid Platodiammonium-
Kvægsolvjodid: den indeholder altsaa et Platodiammoniumsalt. Den vandige Opløsning af
det oprindelige Salt farves blaa af Stivelse. Ved Rystning med Kvægsolv dannes Kvæg-
solvjodure og svovlsurt Platodiammin.
Analysen af det over Svovlsyre tørrede Salt gav folgende Resultater :
08,4970 gav med meget forsigtig Glodning efter Befugtning med et Par Draaber koncentreret |
Svovlsyre 0,1998 Platin.
02,4387 - ved Smeltning med Natriumkarbonat og Kaliumnitrat 0,1770 Platin og 0,2145
Baryumsulfat, som dog ved gjentagen Smeltning med Natriumkarbonat (for at
fjerne indblandet Baryumnitrat), reduceredes ti] 0,2113 Baryumsulfat.
02,2243 opløstes ved Kogning med en stor Mængde Vand og feldedes med Chlorbaryum, |
Saaledes fik jeg 0,1096 Baryumsulfat.
08,3015 forbrugte til Affarvning af den kolde Opløsning i 250 Cem. Vand: 62,15 Natrium- |
hyposulfitopløsning, hvoraf 778 == 18 Jod.
Over Svovlsyre: Theori: Fundet:
8NH, 136 13,91
2Pt 396 40,49 40,20 40,64
2J 254 25,97 26,03
250, 160 16,36 16,78 16,54
20 32 3,27
J,.[4NH;, Pt].0,.S0,, [4NH,, Pt].0,.S0, 978 100,00
Denne Forbindelse frembyder flersidig Interesse. Den er isomer med det af
Cleve‘) beskrevne Sulfat af Jodo-Diplatindiamin, et Salt, der danner et i Vand saa godt)
som uopløseligt, fyldigt, chromgult Pulver uden Spor af Krystallisation. De rationelle Form-
ler for disse to isomere Salte ere: |
J. J J
so OH; NH N. ypt.Pt NH3.NH3.0.9 MT NH,.NH3.0.S02.0.HN.H3N.Å py
2.0.H,N.H,N. NH,;.NH;-0.. 2 72 77)NB;.NH,.0.50,.0:8;N.H;N.
J
Diplatindiammoniumsalt. Platinplatodiammoniumsalt. |
1) K. Sv. Vet. Akad. Handl. 7 No.7, 12.
_ 113
Denne Isomeri beviser, at Diplatinforbindelserne ikke kunne opfattes som Dobbelt-
forbindelser af Plato- og Platinforbindelser, saaledes som den ældre Theori maa antage.
Og det nye Salts Egenskaber godtgjor yderligere, at der ikke lader sig drage nogen Grændse
mellem Perjodiderne og strængt chemiske Forbindelser.
De Slutninger, der af de her beskrevne Kjendsgjerninger kunne drages med Hen-
| syn til det, selv efter Blomstrands og Cleves Arbejder ingenlunde udtømte Spørgsmaal
om Platinbasernes Theori, høre ikke herhen og kræve desuden forskjellige nye Undersøgel-
ser, med hvilke jeg for Øjeblikket er beskæftiget.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 1. 15
114
LA
Om et eiendommeligt Forhold mellem Krystalformerne hos lavere
og hojere Jodider.
Forskjellige spredte Iagttagelser, jeg havde Lejlighed til at gjøre ved Undersøgelsen
af de rene Perjodider, ligesom de ganske ejendommelige krystallografiske Forhold, som Iste
Række af Chininperjodidsulfaterne vise, have bragt mig til lidt nøjere at studere Forholdet
mellem Krystalformerne hos Jodider og de tilsvarende Perjodider. Saa ufuldkomne som
Resultaterne af dette Studium ere, have de dog en vis Interesse, da de Overensstemmelser,
der i det følgende skulle paavises, som det forekommer mig, ere altfor talrige til at kunne
være aldeles titfældige. De pege i alle Tilfælde i samme Retning som de af Marignac!)
og V. v. Lang’) udtalte Anskuelser, ifølge hvilke en overvejende Mengde af samme eller
dog samme elektronegative Elementer, som to Forbindelser have fælles,
va > kunne betinge en Isomorfi, som Forbindelserne ellers ikke skulde lade
| formode.
y id Jeg skal nu kortelig gjore Rede for de af mig iagttagne Fakta og
| for større Oversigts Skyld holde mig til hosstaaende typiske Form, da det
Zt er Plader af denne eller lignende Form, jeg har maalt.
Strychninforbindelser. -
1. Jodbrintesurt Strychnin. ad = W°,5. ad == 45° til 45°,5. Krystallerne ere
fældede af en varm Opløsning af Chloridet ved Tilsætning af Jodkalium eller ved forsigtig
Tilgydning af Ather til den vinaandige Oplesning.
2. Strychnintrijodid. ab — 829,50". bd — 138°,35. Hjortdahl?).
3. Methylstrychninjodid. ab = 103°. c og d forekomme sjældent. Ved lang-
som Afkoling af den vandige Oplosning eller, i skarpere udviklede Former, ved forsigtig
Fældning af den vinaandige Oplosning med Æther.
1) Ann. Chim. Rhys. 4me Ser. 3, 5.
2) Sitzungsber. d. Wien. Akad. 55, 2 Abth. 408.
3) Overs. over K. D. V. Selsk. Forh. for 1869, 137.
115
4. Methylstrychnintrijodid. ab — 105°.
5. ZEthylstrychninjodid. ab = 90°,5. Sjældent forekommer en anden Form, som
jeg vil kalde æ, hvor a og e mangle, og hvor be = 37°,5, bf = 104°,5. Forbindelsen kan
hverken faaes i maalelige Former ved Fældning af en fortyndet kold eller varm Oplesning
af Chloridet med Jodkalium, eller ved langsom Afkoling af en varm vandig, eller ved fri-
villig Fordampning af en vandig eller vinaandig Oplosning; men ved forsigtig Fældning af
den vinaandige Oplosning med Æther udskilles den i glimrende, skarpt begrændsede Blade.
6. Æthylstrychnintrijodid. ab = 105°.
7. Amylstrychninjodid. ab — 102°. c og d ere sjældne, dog har jeg maalt
bd = 128°,5. Ved langsom Afkoling af en varm Opløsning af Chloridet udskilles Jodidet ved
Tilsætning af Jodkalium dels i Naale, der ganske ligne den paa samme Maade dannede
Æthylforbindelse, men ligesaa lidt som denne ere maalelige, dels i skarpt begrændsede Blade.
8. Amylstrychnintrijodid. ab = 104°,5.
9. Amylstrychninpentajodid. ac = 117°. ad = 63° til 63°,5.
10. Bromethylenstrychninjodid. Danner i Almindelighed rektangulære Plader. Dog
findes jævnlig ab = 137 til 138° og en anden Form (a), hvor a og e ikke forekomme, men
hvor be — 62°,5. Langt sjældnere forekommer en 3die Form (8), hvor c og d mangle, og
hvor ab = 105°, ae = 75° til 76°. Ved Fældning af en meget svag, varm Opløsning af
Chloridet med Jodkalium og meget langsom Afkoling.
11. Bromathylenstrychnintrijodid. ab — 104° til 105°. bd == 127°,5 til 128°.
_ Formerne 3, 4, 5«, 6, 7, 8, 108 og 11 ere nu øjensynlig de samme. Sættes denne Form
med ab = 105” som Po, bliver Formen 10 =1«P& (ab beregnet — 138°; fundet = 137°
til 138°). »Formen 9 og 10« bliver %sPs (ac beregnet — 117°,6°; fundet 117°. ad — be
beregnet = 62° 54°; fundet = 62°,5 til 63°,5). bf i Formerne 1 og 5 blive — Y3P (ab
| beregnet — 88°,42°; fundet — 90°,5). ab i Formen 2 bliver %sPoo (ab beregnet 81°,58°;
) fundet = 822,50").
Jeg indrømmer villigt, at Indførelsen af saadanne Koefficienter ofte er noget vove-
| lig, men jeg troer tillige, at her særegne Grunde tale for Forbindelsernes Isomorfi. For
det første ere Jodbrinte- og Jodæthylstrychnin isomorfe, det bliver da sandsynligt, at ogsaa
det mellemliggende Jodmethylstrychnin er isomorft med dem. Paa den anden Side ere Jod-
methyl- og Jodamylstrychnin isomorfe, og det bliver da ligeledes sandsynligt, at den mel-
| lemliggende Jodæthylforbindelse har samme Form. Dernæst ere Amyl-, Æthyl- og Methyl-
strychnintrijodid isomorfe, og der synes da ingen Grund til at Rækken ikke skulde fortsættes
med Strychnintrijodid, især da vi i Monojodidernes Række finde Jodæthylstrychnin fuldstæn-
dig isomorft med Jodbrintestrychnin. Endelig finde vi hos en og selvsamme Forbindelse,
| Bromæthylenstrychninjodid de samme Former, som findes baade hos Amylstrychnintri- og
| Pentajodid. Disse to sidste synes derfor at maatte være isomorfe indbyrdes.
157
116
Brucinforbindelser.
1. Jodbrintesurt Brucin. ab = 96. Ved Fældning af Chloridet med Jodkalium
og Henstand.
2. Brucintrijodid. ab = 44°28% “hd = 157°36‘. bf = 1354277 Hjortdahiy
som har maalt denne Forbindelse, betragter ab som et vertikalt Prisme, hvad der i denne
Sammenheng aabenbart er uden Betydning.
3. Methylbrucinjodid. ab — 97° til 98°. bd = 131° til 131°,5. Jævnlig fore-
kommer ogsaa en anden Form (a) hvor b og e mangle, og som har ad = 65°,6 til 66°.
Ogsaa træffes begge paa samme Plads, saa at de to Linier a danne en Vinkel = 164° med
hinanden. Udskilles, naar den kolde Oplosning af Chloridet blandes med Jodkalium, efter
kort Tids Henstand i store, tynde Blade.
4. Methylbrucintrijodid. ab = 101°.
5. Æthylbrucinjodid. ab = 96°. Fremstilles som Methylforbindelsen.
6. Æthylbrucint ijodid er det ikke lykkedes mig at fremstille i maalelige Krystaller.
7. Amylbrucinjodid. ab = 98°,5. bd = 130°,5. Fremstillet ved at fælde Chlori-
det med Jodkalium, opløse Bundfaldet ved Opvarmning og lade Vædsken langsomt afkøles,
optreder Saltet i udmerket skarpt begrendsede Blade, der i Form ikke ere til at skjelne
fra Trijodidet.
8. Amylbrucintrijodid. ab — 101°,5. ad — 50°,5. ac= 130°. Det er den fuld-
stændige Lighed mellem disse Former og Jodidets, der have bragt mig til at gjentage Maa-
lingen af Trijodidet. I Reglen ere nemlig hos denne Forbindelse b og e meget smaa og
derfor vanskelige at maale. Jeg havde tidligere") fundet ab = 98°, ac = 129°, bd = 133°,
hvilket syntes at antyde en monoklinisk Form, men ved længere Søgen har jeg fundet
Blade, hvor a og b, e og f vare nogenlunde i Ligevægt, og disse have bibragt mig den
Overbevisning, at Trijodidet er rhombisk.
9. Allylbrucinjodid. ab = 99°. bd = 130° til 131°.
10. Allylbrucintrijodid. ab = 100°. bd = 130°.
Formerne 1, 3, 4, 5, 7, 8, 9, 10 ere aabenbart ganske de samme, idet Vinklerne
med meget jevne Omgange variere mellem 96° og 101°,5. Betragtes ab — 101° (Middel-
tallet for Trijodiderne) som Poo, saa bliver bf i Formen 2 !eP& (beregnet = 135912";
fundet = 135212”. Betragtes ab = 97° (Middeltallet for Monojodiderne) som Po, saa |
bliver Formen 3« = 1Pæ.œPæ (beregnet = 66°8°; fundet — 652,5 til 66°). Ogsaa |
her bestyrkes denne Opfattelse ved, at Amyl- og Methylbrucintrijodid ere isomorfe. Det
bliver nemlig da sandsynligt, at ogsaa selve Brucintrijodidet har samme Form, saa meget |
mere som Monojodiderne af disse Baser ere isomorfe.
1) Overjodider af Alkaloiderne, 60.
117
Cinchoninforbindelser.
1. Methylcinchoninjodid. ab — 100°,5 til 101°. bd = 129° til 130°. Feldes,
naar man setter Jodkalium til en varm, temmelig svag Opløsning af Chloridet, ved Afkoling
og Henstand i glimrende Blade.
2. Methylcinchonintrijodid. ab — 98°. bd = 131°. Disse to ere tydelig nok
isomorfe.
Chininforbindelser.
1. Methylchininjodid. ab — 134°,5. Fremstillet som Cinchoninforbindelsen.
2. Methylchinintrijodid. ab — 134°. Hjortdahl, som har maalt denne Forbin-
delse, opstiller ab som et vertikalt Prisme.
3. Æthylchininjodid. ab = 135°. Fremstillet som Methylcinchoninjodid.
4. ZEthylchinintrijodid. ab = 133°55°. Hjortdahl, som har maalt denne For-
bindelse, opstiller Formen som et vertikalt Prisme.
‚Ogsaa her er Isomorfien tydelig.
Chinidinforbindelser,
1. Methylchinidinjodid. ab = 137°. bd = 111° til 112°. Fremstillet som Cin-
choninforbindelsen.
2. Meihylchinidintrijodid. ab — 982,5.
Betragtes ab i Trijodidet som Poo, saa bliver ab i Jodidet temmelig ner #2Pæ
(beregnet — 133° 24°; fundet = 137°). Det er ikke uden Interesse, at begge Former fore-
komme hos de nærbeslægtede Cinchonin- og Chininforbindelser, nemlig Poo hos Cinchonin-
og "Po hos Chininforbindelserne.
Atropinforbindelser.
1. Atropintrijodid. ab = 137230". Hjortdahl, hvem denne Bestemmelse skyl-
des, betragter Formen som et vertikalt Prisme.
2. Alropinpentajodid krystalliserer dels i de ejendommelige Former, jeg andet Steds!)
har beskrevet, dels i Former, der ligne et Savblad, og hvori Linierne i Tænderne ere fuld-
stendig parallele. Tænderne have i Reglen Vinklen (ab) = 677,5, ofte findes paa samme
Krystalaggregat nogle Tænder (a), hvis Vinkel er = 106°, og undertiden findes begge For-
mer i Kombination paa samme Tand.
Betragtes ab i Formen { som Px, bliver Formen 24 2Px beregnet = 104° 15°;
1) Overjodid. af Alkal. 70.
118
fundet — 106°) og Formen 2 4Pœ (beregnet — 65°28/; fundet — 679,5). I alle Tilfælde
forholde de sidstnævnte to Former sig som Poo til 2P.
Tarconinforbindelser.
1. Tarconiumjodid. ad — 64° til 647,5. b og e mangle sædvanlig.
2. Tarconiumtrijodid. ab = 139°29. Hjortdahl, hvem Maalingen skyldes, op-
fatter Formen som et vertikalt Prisme.
3. Tarconiumheptajodid. ad = 61°,5. b og e mangle sædvanlig.
Betragtes ab i Trijodidet som Po, saa bliver ab i Heptajodidet — #»P (ad be-
regnet = 61° 1’; fundet 61°,5) og ab i Jodidet YsPo (ad beregnet = 639477; fundet =
64° til 64°,5).
Kvægsolvforbindelser.
1. Kvægsølvjodid (gult). ab = 65°30’. bf = 114°. c og d mangle.
2. Koægsolvherajodid, HgJ,. ab = 66°. bf = 112° til 113°. c og d mangle.
Kobberammoniakforbindelser.
1. VANH,, Cul.J,, H,0, ab = 72.
2. [ANH,, Cul.J, ab Tas
3. [4NH,, Cu].J; ab bp.
Ogsaa i de af Weltzien fremstillede, af Schabus maalte Perjodider vise sig lig-
nende Forhold. Saaledes krystalliserer
N(CH,),.J kvadratisk med Pyramidens Polkantvinkel = 119° 18°.
N(CH,),.J.Cl, kvadratisk med Pyramidens Polkantvinkel = 122° 8°.
N(C,H,),-3.J, kvadratisk med Pyramidens Polkantvinkel = 121246".
Side.
ER ED cog 56 aco neu 00 0 Da... BORO er me eee eee eee eee ee du oe
Me ORAN aly ISkOmNlSGh Od OPksre See lie Glo Gile cles a oe ele à 1e tee ee » + ee 6 OF
Wi. Perjodidsulfater....... ne ee ee ee sie ue se eee + 18.
APMC HIRIMLONDIDUEIS ELA EE Le ie ee ele ete une nie ete leon ee ee 18.
WOE 0.0 do 0 0.0.0.0 005 o Ola ad a Don 0 JU 0 00 0 CO ONG CT CE TC OS 18.
2detaChininperjodidsulfatgese en eo ee eee cie eee + eee eee le
3die EE ne 2e hs = à “c's, @ Ole à dec eteus ue eu 33.
Ade <=. Létora Hoo Oh oa ocho 00 M Oo OO DIE CURE 35.
Ste ee ee ee ec Cle e ce ec 37
6te Ce + Ooo OO che: © ne» 38
7de re re 500- o00000E Re een 39
BasaMethyichiminfonbindelsers EE EEE ee ee een 44.
RENE MI CHININPenONASUNAL EEE EE ere ee ee: re... 44.
2det ee + ces ee ds © ne ne se © 45.
3die 5, à 4466 /0i0 0 dlofoco role Se RO TO NE OI OI EE de 47.
4de ne cd 5.0 celle ve nenne ce een ee 48.
OOhinınmeihylchminforbindelsewenee er - = se - + se ce see ee + 6 50.
D, Connor > co ee le EEE 52.
Ise Ghlnidinp er odds oo coo 0 RS een ne 52.
2det = Vo:0.0 0 a 6 0 00 0 Bl Dr ORONG Me TO OAI OT CES 54.
EPA NICHINIAIRIOTDINTElSE MER Re. ee à ee sue es ee se + ye, es sis os, eee 78 58.
ER GINCHONRIONDIDAEISERE RE ee ce ss ee Re ice er cle else, Sa ee le eee Gl) enw we oc 60
tisterGincehoninperjo dda reelle ee. ee ee one ale 60.
2det ER 00000 00a ces es es etes eee eee 62.
3die ne UE ne een ee ee qe vue ee ere ue ele © atsrer 64.
CROIACRODIAINIOLDINAElSERMME ee en + ee ee een ee une ele eee eee ee 66.
istesGinchonidinperjodidsulfat ME ee eee ee ee ee ee ee +... 67.
2det ER Lu = 22 2 io sholor at ee: 70.
3die == SS TEE do een once? clio sel ele relele ® 74.
Ade En Dean eo eue ne le ke ende: en elle 76.
Sammenhængen mellem Cinchonidinperjodidsulfaterne . . . . . . . . . . . . . ......... 77.
Bissperjodidsulfaterzafi monovalente Basen «os . . .. secs + see « + » + ee + nen“ 81.
BERN ES OD IDRE e ooo à a à 60001000 MO NS O0 0 0 DO 0 DC D OO D OO UC 81.
ind hol di.
SHOLHIC pen OUND 6 0 de De TO OI CAN OO DO PO IDIT DIT elie (oN silo) DOTE 82.
IV. Perjödidselenlster.. ....... SR SRE RE NE CR ENKE
Selensyreherapathit. © CE RE PAS te ce CCE MTS
{ste Chinidinperjodidseleniat CAPES ER: 2-7: ce eee CCR TT TT
2det re 3000.00 0 oo ee ao OND Gé 0:0
Cinchoninperjodidseleniät 2:22 RS ser erento
{ste /Cinchonidinperjodidseleniat PRE RE CR Re Re TE Re CE ES
2det or cer OEL CO 005
V. Acidperjodider af andre SyYTEN ee oe ee ee ee ce Me Do D
Cinchonidinperjodidfosfat EEE re earner e
Cinchonidinperjodidarseniati.Pen mass oy es eines eels ese ee ote Ze Gis us. erie eens ee REMC CT
Cinchoninperjodidoxalat es ee a M ca) ates DO OCR
Ginchonidinper|o0didoxala EE EEE EE RE Ce CR CT RENEE
Methylchininperjodidoxala en EC PR ee CCI CCC CCE G50
Cinchonidinper)odid tarte EE cree CCR CCC TER ee
Ghininperjodidehlonhydratee ey a ara a RCE CR ER eae RE
Purporeokoboltperjodidchlonidsulfaty 2 2 0 2. CE
VI. Bidrag til Belysnins af disse Rorbindelsers/Theoril. „u... 2
Tillæg: Om et ejendommeligt Forhold mellem Krystalformerne hos lavere og højere Jodider.......
AWNESCYCY AN
Velhas-Flodens Fiske.
Et Bidrag til Brasiliens Ichthyologi.
Efter
Professor J. Reinhardts
Indsamlinger og Optegnelser.
Ved
Chr. Fr, Lütken,
Accedunt Tabulæ lithographicæ quinque nec non Synopsis, latine scripta, characterum essentialium
piscium in hoc opusculo enumeratorum.
Vidensk. Selsk. Skr, 5 Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. XII. 2.
Kjøbenhavn.
Bianco Lunos Bogtrykkeri.
1875.
Dear danske Naturforskere med store personlige Opofrelser, paa farefulde og mojsomme-
lige Rejser til fjerne Verdensdele, have indsamlet og hjembragt omfattende naturhistoriske
Samlinger, bliver det en kollegial Taknemmelighedspligt at yde, hvad Hjælp man formaar,
til Bearbejdelsen af det hjembragte Materiale, og jeg har ikke undladt efter Evne at efter-
komme dette Pligtbud, hvor det kr&vedes eller onskedes.
Siden Prof. Reinhardt i 1871 afleverede til Museets Fiskesamling det betydelige
ichthyologiske Udbytte af hans to sidste Rejser i Brasilien (1850—1852 og 1854—1856), har det
derfor ligget mig stærkt paa Sinde, at dette Udbytte kunde blive gjennemarbeidet og Resultaterne
af denne Bearbejdelse offentliggjorte; men jeg havde haabet, at Professoren, der allerede
havde bearbejdet flere mindre Afsnit af disse Samlinger"), selv helt eller delvis vilde have
gjennemført dette Arbejde. Da jeg imidlertid paa den Opfordring og Forespørgsel, som jeg
i denne Anledning tillod mig at henvende til denne ærede Kollega, fik det Svar, at dette
hverken var hans Ønske eller Hensigt, har jeg maattet beslutte mig til at udføre det selv
og alene, Jeg beklager denne Prof. Reinhardts Beslutning; thi ingen vilde — bortset
fra alle andre personlige Forudsætninger og Kvalifikationer — bedre end han, der selv
havde indsamlet og iagttaget.disse Fiske, været i Stand til at skrive deres Monografi. Paa
den anden Side nægter jeg ikke, at det har været mig kjært at studere disse Samlinger;
og jeg maa være Professoren forbunden ikke alene for at have afstaaet mig sin Ret
til deres Bearbejdelse, men ogsaa for at have overladt mig hele sit Materiale af Optegnel-
ser, Forarbejder, Tegninger osv. til fri Benyttelse. Kan jeg maaske kun ufuldkomment
1) J. Reinhardt: Nye sydamerikanske Ferskvandsfiske (Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske
Forcning, 1849, S. 29—46).
— Notits om Slægten Pachyurus Agass. og de dertil hørende Arter (ssteds, 1854, S. 108—112).
— Om Svømmeblæren hos Familien Gymnotini (ssteds, 1852, S. 145—149) (med Beskri-
velse af nye Arter).
— Stegophilus insidiosus, en ny Mallefisk fra Brasilien og dens Levemaade (ssteds, 1858, v
S. 79—97) (med 1 Tavle).
— Om trende formentlig ubeskrevne Fisk af Characinernes eller Karpelaxenes Familie
(Oversigt over d. K. d. V. Selsk. Forhandl. 1866, S. 49—68; Résumé p. 17—21),
(med 2 Tavler).
16*
124 4 ©
danne mig en Forestilling om de Besværligheder, der ere forbundne med at anlægge og
bevare slige Samlinger i et tropisk Land, saa er jeg dog, haaber jeg, i Stand til at fatte og
maaske ogsaa befojet til at aflægge Vidnesbyrd om den overordentlige Omhu og udtøm-
mende Sagkundskab, hvormed dette i det foreliggende Tilfælde er gjort. Det er maaske
ikke overflødigt at fremhæve, at det er første Gang, at der paa Sydamerikas Fastland er ind-
samlet et ichthyologisk Materiale, som er Frugten af et længere Ophold i en og samme
Egn af en Naturforsker, der har gjort Ferskvandsfiskene der paa Stedet til Gjenstand for særligt
Studium. Det er derfor ogsaa første Gang at der forelægges en ichthyografisk Monografi, som
er grundet paa et Materiale, om hvilket dets Tilvejebringer kan udtale, at det er saa nær
ved at være udtømmende, at der ikke fra den Egn senere vil kunne ventes nogen rig
Efterhøst. Hvad vi ellers have faaet at vide om Syd-Amerikas rige og interessante Fiskefauna,
er i Almindelighed Udbyttet af Rejser, der ikke kunne have sat sig det Formaal at udtømme
et bestemt Fiskevand, men kun at samle og opbevare, hvad Tilfældet bragte, eller hvad der
af en eller anden Grund tiltrak sig særlig Opmærksomhed !). Dertil kommer endnu, at
under en Rejse, selv om den afbrydes af kortere Ophold paa forskjellige Steder, vil Op-
mærksomheden lettere vende sig mod Luftens Beboere end mod Vandets; og skjønt vor
Kollegas Ophold og Rejser i Minas Geraes ogsaa i anden Henseende have givet værdi-
” fuldt Udbytte, var det at forudse, at det ichthyologiske i endnu højere Grad vilde have
Nyhedens Interesse. Jeg er da heller ikke bleven skuffet i det Haab, at det Kgl. D. Viden-
skabernes Selskab vilde paatage sig de med Publikationen forbundne Udgifter.
Det vil af den nedenfor (S. 123) meddelte Oversigt over Prof. Reinhardts trykte
Bidrag til Brasiliens Ichthyologi ses, at han allerede tidligere har bearbejdet sit Rejseud-
bytte af Sciænoider, Gymnotiner samt enkelte Slægter af Characiner og en mær-
kelig ny Slægt af Siluroider; for mig staar derfor egentlig kun tilbage at aflægge Beret-
ning om Siluroiderne (med den nævnte Undtagelse) og om Resten af Characinerne.
At denne Beretning først fremkommer 20 Aar efter Indsamlingen, kan der være Grund
til at beklage; men det har i al Fald medført den Fordel for mig, åt jeg har kunnet
støtte mig til de værdifulde Arbejder af Kner, Bleeker, Gunther, Cope og andre,
1) Jeg taler ikke her om, hvad der er sket senere, navnlig ved Agassiz's Rejser i Sydamerika. Naar
den Redegjørelse for Brasiliens Ferskvandsfiske og særligt for Amazonflodens og det brasilianske.
Kystgebet fra Rio Grande do Sul til Bahia, som Steindachner nylig har paabegyndt, er gjennemført, |
vil vor Kundskab om Sydamerikas Ferskvandsfiske være indtraadt i et nyt Stadium, og da vil man
maaske endmere sætte Pris paa, at en af Mellem-Brasiliens Floder er bleven særligt undersøgt og
dens Fiskefauna bearbejdet. De af Steindachners nyere Arbejder, som ere komne mig i Hænde "
samtidig med at dette Skrift gives i Trykken; ere: |
1) Ueber einige neue brasilianische Siluroiden aus der Gruppe der Doradinen (Sitzungsber. d. |
k. Akad d. Wissensch., Wien, Bd. LXXI, 1875. 13 S, 4 Tavl.) |
2) Die Siisswasscrfische des sudöstlichen Brasilien (ib. Bd. LXIX, 1874, 40 S., 6 Tavl.).
3) Beitrag zur Kenntniss der Chromiden des Amazonenstromes (ib. Bd. LXXI, 1875, 76 S., 8 Tavl.). |
5 125
som i Mellemtiden have set Lyset. — Naar, som i det foreliggende Tilfælde, det hele
Materiale iforvejen er tilvejebragt og lagt til rette, er Beskriverens Arbejde hverken særdeles
fortjenstfuldt eller, med Undtagelse af enkelte særlige Tilfælde, forbundet med videre Van-
skelighed; men i disse kan da heller ikke en større Dygtighed end den, der her har for-
søgt sig paa Opgaven, saa lidt som den største Flid og Umage altid eller ganske rydde
den af Vejen. Jeg tænker herved paa saadanne Tilfælde, hvor det af det foreliggende
Materiale, selv om dette ikke i og for sig er fattigt, dog ikke tilfulde lader sig afgjøre, om
visse givne Forskjelligheder blot ere et Udtryk for en Aldersforskjel, for en Kjønsforskjel
eller for en virkelig Artsforskjel. Det er jo her umuligt at betræde den eneste Vej, som kan
føre til en sikker Afgjørelse, nemlig at vende tilbage til Naturen og undersøge Spørgs-
maalet i denne, paa et større Materiale; men en Dom skal der fældes, i al Fald en fore-
løbig; man er, da Stoffets Begrænsning nu engang er givet, ikke i Stand til at skyde
Spørgsmaalet fra sig eller gjemme det til en anden Lejlighed, ved at forbigaa slige Former
og indskrænke sin Redegjørelse til dem, der ikke frembyde den Art Vanskeligheder. Frem-
deles sigter jeg til de Tilfælde, hvor de i Litteraturen nedlagte Beskrivelser af forskjellige
Grunde — disse kunne ligge baade i Stoffet og i Beskrivelsen — ere utilstrækkelige til at
fælde en afgjørende Dom, om man har den beskrevne Art for sig eller ikke; det er hverken
muligt at skaffe sig Adgang til Original-Exemplaret eller til andre Exemplarer fra samme
Lokalitet — og hvad enten man nu, stolende paa sin øvrige Erfaring, saadan som denne
nu engang er, og sit Skjon fra lignende Tilfælde, vælger den ene eller den anden Udvej,
er man næsten lige udsat for at gribe fejl og stille sig blot for en ubillig Kritik. Af slige
Tvivlstilfælde møde flere i den følgende Beretning, og det kan egentlig ikke undre den, der
veed, hvor mange tvivlsomme Spørgsmaal af denne Art der endnu existere selv i den
europæiske Ichthyologi. Jeg har imidlertid i slige Tilfælde stræbt at lægge Sagen saaledes
til rette, at Berigtigelsen — hvis en saadan bliver at foretage — vil kunne udføres af dem,
der komme efter mig, og ikke lettelig vil kunne udeblive, naar dens Tid er kommen. I
mine Beskrivelser har jeg søgt at holde Middelvejen mellem en altfor stor Korthed, hvorved
de let blive utilstrækkelige, og en altfor stor, altid trættende og stundom vildledende Udfør-
lighed — vildledende, fordi det dog til syvende og sidst er Arten og ikke Individerne, man
skal søge at beskrive. Det er saa meget mere nødvendigt ikke at overskride en vis rimelig
Grænse i denne Henseende, som Arbejdets Udgivelse jo fordyres i samme Forhold som
dets Omfang voxer. De nødvendige relative Maalforhold har jeg søgt at indflette i Beskri-
velserne; de absolute Udmaalinger, hvormed tidligere ichthyografiske Arbejder overfyldtes,
ere efter min Mening i de fleste Tilfælde mindre nyttige og i mange mere vildledende end
vejledende, hvor Talen ikke er om mere paradoxe Former, for hvis Proportioner det kan
være nyttigt paa denne Maade at give et bestemtere Udtryk. Særlig Vægt har jeg lagt paa,
saa vidt Materialet tillod det, at forfølge Variationen indenfor Arten, saa vel den rent indivi-
126
duelle (der oftere er storre end man plejer at forestille sig) som den, der afhænger af
Alder og Kjon; den sidste er ofte ingen i det ydre, men Aldersforandringen er næsten
altid kjendelig, ofte ret betydelig"). I Reinhardts Optegnelser har jeg i de fleste Tilfælde
:)
Det vil maaske her være det mest passende Sted at gjøre Rede for nogle af de Regler, jeg har
trot at burde følge ved Beskrivelsernes Affattelse. Fiskenes Totallængde maaler jeg i Alminde-
lighed, hvor det ikke anderledes er angivet, fra Snudespidsen (eller fra den mest fremspringende
Del af Underkjæven, hvor denne forlænger sig ud over Overmunden) til Halefinnens Rod; og den
nærmere Bestemmelse af dette Punkt er hos skælklædte Fiske den, at Halefinnen regnes at begynde
der, hvor Skælbeklædningen standser midt paa Siderne af Halen, om der end derved er den Ulempe,
at Skælbeklædningen undertiden hos nærstaaende Fiske ikke forlænger sig lige langt ud paa Siderne
af Halefinnen; hvor jeg har fundet det mere bekvemt, for at finde et simpelt Udtryk for Legemets
Proportioner, eller fordi Grænsen mellem Krop og Halefinne var mindre let at angive med Bestemt-
hed, at maale Totallængden til Indsnittet i Halefinnen, til dennes Bagrand eller Spidser, er dette
udtrykkelig angivet. Hovedets Længde regnes altid fra Snudespidsen og, hvor ikke andet er
bemærket, til Gjællespalten, saaledes at den hudagtige Gjællelaags-Bræmme regnes med;
hos Pansermallerne maaler jeg den undtagelsesvis til Spidsen af Isseskjoldet, saaledes som det ved
disse udtrykkelig er bemærket. Pandens Brede maales i lige Linie mellem Øjnene. At Ryg- og
Gatfinnens Længde er maalt langs med deres Grund eller Basis og altsaa er lig med Afstanden
mellem deres første og sidste Straale, behøver vel ikke at fremhæves, eller at disse Finners Højde
er lig med Længden af deres længste*Straaler, i lige Linie. Sideliniens Skæl har jeg naturlig-
vis talt saa fuldstændigt som muligt, d. v. s. ogsaa medregnet de forreste eller sidste i Rækken,
uden Hensyn til, om de muligvis ikke have nogen Pore eller Rør; og «Tværrækkerne» tæller jeg ikke
til Begyndelsen af Rygfinnen eller Bugfinnen, men helt rundt paa det Sted, hvor der er flest, til
den uparrede Række midt paa Ryggen eller Bugen, hvor en slig er til Stede. Ved Straaletællingen
har jeg i Almindelighed, for at bevirke en skarpere Opfattelse af Forholdet, skjelnet mellem de klø-
vede og de ikke kløvede Straaler; følgende almindelig Praxis har jeg ikke medregnet den første
rudimentære Pigstraale i mange Mallers og i Pansermallernes Rygfinne, skjønt den jo er tydelig nok;
og i Overensstemmelse dermed ignorerer jeg ogsaa hos andre Fiske det allerforreste ganske ubety-
delige Rudiment af en Straale i Ryg- og Gatfinnen, hvor dette vel er til Stede, men saa aldeles skjult
mellem Skællene, åt det kun kan komme til Syne ved Dissektion, fordi man kan være temmelig
sikker paa, at det i Reglen er bleven eller vil blive overset, og det derfor vil være mere vild-
ledende at tage det med end at forbigaa det; til Dels ligger der desuden mindre Vægt paa, om det
tælles med eller ikke, da Udviklingen og Tilstedeværelsen af de rudimentære Straaler forrest i Gat-
finnen ofte er underkastet en ikke ringe Variation. Den rudimentære Pigstraale yderst i Characiner-
nes Bugfinne, som kun ved Vold kan skilles fra den leddede, men uklovede, første Bugfinnestraale |
og maa betragtes som sammensmeltet eller dog sammenhørende med denne, har jeg heller ikke talt
med. Naar den sidste Rygfinne- eller Gatfinnestraale er spaltet lige til Roden, saaledes at den |
ganske antager Karakteren af en Dobbeltstraale, har jeg altid regnet den for to, uden Hensyn til, at
den maaske morfologisk tåget kun er at regne for een; den modsatte Fremgangsmaade vilde for-
mentlig snarere lede til Misforstaaelser. Det er med Hensyn til dette Punkt som med Hensyn til flere
andre lignende vanskeligt at finde en Regel, som paa een Gang tilfredsstiller theoretiske og praktiske
Hensyn, og jeg kan finde det ganske rimeligt, hvis andre hverken ville billige eller optage de her
fulgte, som have forekommet mig at være den lempeligste Udvej. Skjont jeg som oftest ogsaa ans
giver Brystfinnestraalernes Antal, vil jeg dog ikke undlade at bemærke, at det er i Reglen for
variabelt og dog for ensartet hos lange Rækker af Former, til at afgive Artsmærker, og det samme
gjælder om Halefinnens. Om de andre Finners Værdi i denne Henseende lader der sig derimod
næppe sige noget almindeligt. Tallets Variabilitet hos visse Arter vækker stundom lige saa stor |
Forundring som dets Stabilitet hos lange Rækker af Former.
7 127
fundet detaillerede Beskrivelser af de levende Fiskes Farve; hvad der i samme har været
anmærket om deres Yngletid og øvrige Levemaade, har jeg ligeledes givet Plads paa sit
Sted. At give dette Arbejde en udelukkende ichthyografisk Karakter og give Afkald
paa de ichthyotomiske Studier, som man maaske kunde ventet at se knyttede til det, var
nødvendigt, skulde dets Hovedformaal — Arternes Beskrivelse og Udredelse — ikke udskydes
til en ubestemt Fremtid. Den har allerede varet længe nok. For Prioritetens Skyld kan
endnu her omtales, at de latinske Diagnoser, hvori jeg har sammenfattet de nye Årters
Hovedkjendemærker, allerede ere publicerede i Videnskabernes Selskabs Oversigter for 1874").
Forinden jeg skrider til at forelægge Selskabet og Zoologernes Kreds den detaille-
rede Beretning, vil jeg dog forudskikke nogle yderligere indledende Bemærkninger, som jeg
tillader mig at uddrage af Prof. Reinhardts mig til Benyttelse overladte Optegnelser, og
som jeg ikke tror, at Læseren burde savne paa dette Sted, uagtet Prof. Reinhardt allerede
påa et andet selv har meddelt deres væsentligste Indhold. «Mellem Amazonflodens og
Platastrommens kæmpemæssige Flodsystemer udmunder endnu et tredje, S. Francisco-
flodens, der samler Vandene fra den største Del af Provindserne Minas, Bahia og
Pernambuco, eller, med andre Ord, fra det indre Højland, som mod Syd begrændses af
Serra dos Vertentes, mod Øst af Serra do Espinhaco, Serra do gråo Mogor,
S. das Almas og denne sidste Bjergkjædes Forlængelse, S. Chapada, og imod Vest
endelig omgives af Serra da Canastra, S. da Tabatinga, CordilheiradeBorboréma
og Serra dos dois Irmåos. Dette Flodsystem kommer vel paa ingen Maade de tvende andre
nær i Udstrækning og Størrelse; men Rio de S. Francisco er dog endnu stedse en Flod
af 385 danske Miles Længde?), dens mægtige Vandmasse oversvommer i Regntiden milelange
Strækninger, de saa kaldte «Alagadicos», og dens henimod 12,000 Kvadratmile store Flod-
_gebet har et større Fladeindhold end Frankrig eller den iberiske Halvø. Flodsystemets
Størrelse synes saaledes i Forbindelse med dets Beliggenhed under Troperne at frembyde
Betingelser nok for en talrig Fiskefauna; fremdeles har Lejligheden til, at lære denne at
kjende været forholdsvis gunstig; thi S. Francisco.gjennemløber den af Naturforskere og
Samlere hyppigst besøgte Del af Brasiliens Indland, og der har allerede siden lang Tid
været drevet et betydeligt og regelmæssigt Fiskeri i den, hvis Udbytte saltes og afgiver en
ikke ganske uvigtig Handelsvare i hine. afsides Egne. Der var derfor Grund til at tro, at
en betydelig Del af de Ferskvandsfiske, som hidtil ere fundne i Brasilien, maatte hidrøre
1) Siluride et Characinidæ nove Brasiliæ centralis, 1. c. S. 29—36 og S. 127—143.
2) 2900 Kilometre efter Halfelds (af Liais og Burton uden Indvending godkjendte) Beregning, saa-
ledes Brasiliens tredje, Jordens 16de Flod. St. Hilaire angiver den lidt større: «næsten 700 Lieues»
2: lidt over 400 danske Mil. (Voyage aux sources du Rio S. Francisco et dans la province du Goyaz.
Paris, 1847, I, p. 87). (R.)
128
fra denne Flod og dens Bifloder, men dette er dog ingenlunde Tilfældet; af de 385 brasi-
lianske Ferskvandsfiske, som vare beskrevne i 18671), er der, — bortset fra de enkelte Arter,
som Prof. Reinhardt da allerede havde beskrevet af sit Rejseudbytte, og fra de tidligere
beskrevne, som Kritiken ikke tør yde fuldstændig Anerkjendelse som rettelig begrundede
Arter — kun 29, om hvilke man med Vished veed eller i al Fald med Sandsynlighed kan
antage, at de tilhøre San Franciscos Flodsystem».
Et længere og gjentaget Ophold i Provindsen Minas satte Prof. Reinhardt i Stand
til at samle et Bidrag til dette Flodsystems saa ufuldkomment bekjendte Fiskefauna, idet
han navnlig havde Lejlighed til at samle og studere de Fiske, som forekomme i en af
S. Franciscos.største Bifloder, den henved 140 Mile lange Rio das Velhas, i dennes
Tillob og i nogle i dens Floddal fundne Smaasøer”). Antallet af de Arter, som R. der
1) Den Optælling, som har givet dette Resultat, er udført af Reinhardt og revideret i 1867; han
2
bemærker: «at dette er i al Fald det Antal, man faar ud, naar man til de faa i de ældre ichthyo-
logiske Systemer optagne brasilianske Ferskvandsfiske og de af Cuvier i «Mémoires du Muséum»
beskrevne Arter, som Cabinettet i Ajuda i Begyndelsen af dette Aarhundrede afgav til Pariser-Museet,
fremdeles lægger alle dem, med hvilke de af St. Hilaire, Spix, Natterer, Rob. Schomburgk,
Castelnau og Cumberland foretagne Rejser og Indsamlinger have beriget Videnskaben, og endelig
nogle faa Arter, som Lichtenstein, Jenyns samt J. Müller og Troschel have beskrevet. I det
ovennævnte Antal af Arter er ikke medregnet et Par Murænoider, der kun høre hjemme i Flodmun-
dingerne i brakt Vand og saaledes ikke kunne anses for ægte Ferskvandsfiske; heller ikke de af
Filippi i «Revue de Zoologie» (1853 S. 164) beskrevne 4 Arter fra en af Amazonflodens Bifloder,
Rio Napo, paa Ecuadors Gebet». Derimod ber det ovenfor anførte Tal forøges med 3 af Cope
beskrevne Arter (Characiner) fra Para (men ikke med de lan&t talrigere Arter, som denne Ichthyolog og
hans Collega, Prof. Gill, have beskrevnet fra Ecuador i «Proc. Amer. Phil. Soc.» 1870 og i «Proceed.
Acad. natur. scienc. Philadelphia», 1870 og 72, eller med de af Dr. Günther beskrevne Arter fra Amazon-
flodens øvre Del i «Proc. Zool. Soc.» 1868, S. 229—47). Der er endelig ikke her taget Hensyn til Hensels
og Steindachners nyeste Arbejder over Brasiliens Fiske. At der heller ikke ved hin Optælling har kunnet |
tages Hensyn til mulige Reduktioner af nominelle Arter, er en Selvfolge, men den vil jo ogsaa uden
det opfylde sin Bestemmelse, at give en omtrentlig Forestilling om den brasilianske Ferskvandsfaunas
Rigdom, for saa vidt den til en vis given Tid var kjendt. Reinhardt bemærker endvidere, sat er |
end 388 (eller henved 400) Arter et ikke lidet Antal, er vor Kundskab til Brasiliens Ferskvands- |
Ichthyologi ikke desto mindre endnu i sin Barndom, hvilket allerede fremgaar af en Sammenlig- |
ning med Faunaen i Floderne i et af Nabolandene, det britiske Guyana. Herfra angiver nemlig |
Rob. Schomburgk at have medbragt 147 Arter og mener desuden at have mistet over 30 andre
i Løbet af sin Rejse; der maatte altsaa i det mindste findes 180 Ferskvandsfiske i dette Land, der
ikke i nogen Henseende synes at frembyde gunstigere Betingelser for en rig Fauna end Brasilien og |
er næsten 25 Gange mindre end dette af Jordens mægtigste Flodsystemer gjennemstrømmede Nabo- |
land». Det kan ogsaa her erindres, at Wallace anslaar Rio Negros Fiske til 500, og Agassiz |
Amazonflodens til ikke under 2000! — hvilket sidste Tal dog vistnok vil undergaa en betydelig
Reduktion. |
Rio das Velhas falderiS.Francisco 2 Bredegrader Nord for Byen Lagoa Santa, hvor Reinhardt |
havde sit Hovedopholdssted; hvor den forener sig med Rio S. Francisco (ved Barra de Rio das |
Velhas) er den næppe mindre end denne selv; ellers vexler dens Brede meget efter Sted og Aarstid; |
Broerne over den maa flere Steder være hævede 30—40 Fod over Lavvande for ikke at rives bort i Regn- |
tiden; Reinhardt antager, at dens største Brede mellem Sabarå og Lagoa Santa kan sættes |
|
|
|
|
|
|
9 129
har fundet, beløber sig til 55 (22 Siluroider, 27 Characiner, 4 Gymnotiner og 2 Sciænoi-
der), heri medregnet en i selve Rio de S. Francisco, men ikke i Rio das Velhas,
levende Pansermalle og en Characin, med hvilken det samme er Tilfældet. At Faunaen
dermed skulde være udtømt, vil han dog ingenlunde paastaa; tværtimod anser han det
for rimeligt, at en og anden Fisk kan være undgaaet ham; men han tror dog, at de Arter,
som fremtidige Undersøgere ville kunne tilføje, ikke ville kunne blive mange. Der er derfor
al Grund til at antage, at det Arbejde, som herved forelægges, vil give et nogenlunde fuld-
stændigt Billede af Fiskefaunaen i den Del af Brasiliens Indland, som Rio das Velhas
gjennemstrømmer. Af disse 55 Arter tror jeg, at man kommer Sandheden saa nær som
det for Tiden er muligt ved at erklære de 35 (altsaa ikke lidt over Halvdelen) for tidligere
ubekjendte i de zoologiske Registre. 6 af dem 3 Siluroider og 3 Characiner — tilhøre
nye Slægter; kun et mindre Tal (maaske en halv Snes) vides at forekomme udenfor
S. Franciscos Flodsystem, hvis Fiskefortegnelse er bleven mere end fordoblet ved Prof.
Reinhardts Rejser og Indsamlinger; og af de fra dette Flodsystem tidligere beskrevne
Arter er der neppe mere end en halv Snes, som Prof. R. ikke har hjembragt enten fra
Rio das Velhas eller fra Rio S. Francisco").
Der er hidtil eftervist 13 eller 14 Fiskefamilier i Brasiliens Floder og ferske Vande;
men af disse ere tre, nemlig Flodlæbefiskene (Chromiderne) (43 Arter), Mallerne
(Siluroiderne) (154 Arter) og Karpelaksene(Characinerne)(medErythrinerne) (159 Arter) .
i den Grad fremherskende, at de udgjøre (eller udgjorde efter den ovenfor omtalte Optæl-
ling”) i 1867) 356 eller 92 pCt. af den hele Fauna; de øvrige 10—11 Familier kun 32 Arter
i alt eller 8 pCt.: Makrelerne (Scomberoidei) (1), Makrelgedderne (Scomberesoces) (2),
til lidt over 200 Fod. Søen Lagoa Santa har efter R.s Skjøn en Omkreds af henved en Mil og et
længste Tværmaal af 11/2 Fjerdingvej eller maaske en lille halv Mil. Dens Udløb «Sangrador»
udmunder i Forening med en anden lille Bæk 2—3 Mile fra Lagoa Santa; i den tørre Tid er
Forbindelsen mellem Søen og Floden ofte afbrudt. Af Tilløb til Rio das Velhas nævnes i
det følgende paa sine Steder: Ribeiråo do Mato, som falder i R. d. V. vest fra, lidt over en Mil
syd for Lagoa Santa, og passeres, naar man syd fra, fra Sta Luzia, kommer til L. S., omtrent 1"/4
Mil syd for Byen; Quebra, en højst ubetydelig lille Bek en god Fierdingvej fra L. S.; Soumi-
douro-Bækken forsvinder i Sumidouro-Hulen, men skal atter træde frem af sit underjordiske
Løb og udgyde sig i R. D. V,; Rio Taquoarucu, Biflod til R. d. V. fra øst, falder i denne
lidt nord for L. S.; hvor R. har passeret den, er Broen 80 Skridt lang. — Paa Grund af de af andre
til Museerne i London og Paris udførte Indsamlinger nævnes endnu i det følgende undertiden Rio
Sabarå, som ligeledes falder i Rio das Velhas fra den østlige Side, tæt ved Byen Sabarå,
Rio Cipo er en Biflod til Rio Parauna, som ogsaa fra øst falder i R. d. V. De derfra af Ch.
Cumberland indsamlede Fiske ere efter R.s Formodning indsamlede ved Fazendaen Rotulo nær
ved Rio Cipös Kilder.
1) At disse Tal i øvrigt, paa Grund af visse Tvivl med Hensyn til enkelte Arters mulige Identitet med
tidligere beskrevne, ikke kunne gjøre Fordring paa fuld Nøjagtighed, vil fremgaa af det følgende.
*) Af denne er ogsaa de i Parentheser satte Tal, der angive Antallet af brasilianske Arter af hver
Familie, laante.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidenks. og mathem. Afd. XII. 2. 17
130 10
Kutlingerne ((Gobioidei) (1), Umberfiskene (Sciænoidei) (6), Pindsvinefiskene (Tetro-
dontini (1), Tandkarperne (Cyprinodontes) (6)1), Sildene (Clupeacei) med Arapaimerne
(Osteoglosside) (4), Barryggene (Gymnotini) (6), Rokkerne (Raja) (4) og Lungefiskene
(Sirenoidei) (1)*). Da saaledes det store Flertal af disse Familier kun er meget sparsomt
repræsenteret, flere af dem kun ved en eneste Art i hele Brasilien, kan man naturligvis
ikke vente at se dem eller blot den storre Del af dem optræde i hver enkelt af Brasi-
liens større Floder; og det kan derfor egentlig ikke overraske, at Reinhardt i Rio
das Velhas og de i dens Floddal liggende Smaasoer kun har fundet Repræsentanter for fire
af de nævnte Fiskefamilier, nemlig Sciænoider, Siluroider, Characiner og Gymnoti-
ner. Der er herved to paafaldende Omstændigheder: at Gymnotinerne ere forholdsvis
saa talrige, og at Chromiderne, der ellers spille saa anselig en Rolle i Brasiliens ferske .
Vande, aldeles mangle?). Bortset fra disse to Forhold bærer den lille Fauna, for
hvilken her skal gjøres rede, for øvrigt, det samme Præg som hele Landets; Siluroiderne
og Characinerne ere aldeles overvejende og udgjøre de syv Ottendedele af det hele
Antal; indbyrdes holde de hinanden paa det nærmeste Ligevægten. I Forhold til de enkelte
Familiers samlede Artsantal i hele Brasilien ere derimod Gymnotinerne, der tælle en Fem-
„
1) Af denne Familie ere 4 nye Arter senere blevne beskrevne fra Syd-Brasilien (Arch. f. Naturg. 1868 ).
?) Typiske Ferskvandsfiske ere af disse 13 Familier kun Chromiderne, Mallerne, Karpelaksene,
Tandkarperne, Arapaimerne, Barryggene og Lungefiskene; de andre ere egentlig Havfiske
med enkelte i de varmere Ferskvande repræsenterede eller ligesom akklimatiserede Former; at disse
kun ere faa i Tallet, er begribeligt. I andre Dele af Syd-Amerika forekomme foruden disse endnu
nogle Symbranchü og Petromyzontes.
3) ] Anledning af, at Prof. H. Burmeister i sin «Reise nach Brasilien» (S. 414) har en Angivelse om
Fiskefaunaen i den lille i Velhas-Dalen liggende Sø, Lagoa Santa, som er gaaet over i andre Værker, og
ifølge hvilken Søens Fauna skal være ganske analog med Flodens og tælle 45 Arter, hvoraf 20 skulle være
Siluroider, lige saa mange Characiner, 4 Gymnotiner og I en Chromide — hvilken Angivelse meddeles
som Resultatet af den siden lang Tid i L.S. bosatte Naturforsker Dr. P. W. Lunds Erfaringer — oplyser
Reinhardt, at den er urigtig og kun kan hidrøre fra en fuldstændig Misforstaaelse af Dr. Lunds Ord.
«Der forekommer nemlig ingen Chromide i Søen, og denne besidder ingenlunde 45, men højst 16
Arter, af hvilke ?/s ere Characiner; af Resten ere 3 Siluroider og 2 Gymnotiner; og endelig har
Søen vel de allerfleste af sine Fiske til fælles med Rio das Velhas, men besidder dog ogsaa |
enkelte ejendommelige Former (Characiner og Gymnotiner), der i al Fald hidtil ikke ere fundne i
Floden (f. Ex. Xiphoramphus lacustris, Serrasalmo Brandtü, Tetragonopterus lacustris, nanus og gra-
cilis, Characidium fasciatum, Carapus fasciatus og Sternopygus virescens). Enkelte af disse fore-
komme dog tillige i Smaabække i Omegnen, der staa i Forbindelse med Floden, men ikke i selve
denne, ligesom der ogsaa er enkelte mindre Former, som kun kjendes fra slige Smaabække, men
hverken fra Søen eller Floden (maaske fordi de kun i hine finde nogenlunde Tryghed for Rovfiskes
og andre Rovdyrs Efterstræbelser.) For øvrigt er 16 Arter i og for sig allerede et anseligt Antal for
en aldeles ubetydelig lille Sø, der ikke har sønderlig mere end 3 Fjerdingvej i Omkreds, og 45 vilde
for en saadan være en ganske uforholdsmæssig Mængde. Dette sidste Tal svarer derimod omtrent
til det Antal Arter, som Lund, paa den Tid Prof. Burmeister besøgte ham, vidste, at der alt i
alt fandtes saa vel i Floderne som i Søerne i den Egn, hvor han lever. Dog heller ikke i Floderne
er der hidtil fundet nogen Chromide».
11 | 131
tedel af det bekjendte Artsantal i hele Syd-Amerika, den stærkest repræsenterede; og der-
ved er endnu den mærkelige Omstændighed, at medens af Siluroiderne f. Ex. knap en
Femtedel af de fra S. Franciscoflodens Gebet bekjendte Arter er kjendt fra andre,
især sydligere Egne af Brasilien, af Characinerne endnu færre, var af de i Lagoa Santa
og Rio das Velhas forekommende Gymnotiner kun 1 ny; de 3 andre synes at være ud-
bredte over en stor Del af Syd-Amerika. -— Til den negative Ejendommelighed ved Fiske-
faunaen i Velhas-Flodens og overhovedeti S.Francisco-Flodens Gebet, at Chromiderne
aldeles mangle, kan der rigtignok anføres den Analogi, at indenfor Mallernes Familie den
hele Arzus- og den hele Callichthys-Gruppe ligeledes mangle; men Chromiderne ere ikke
blot en af de tre i Brasiliens Floder overhovedet fremherskende Familier, og de ere der saa
talrige, at de udgjøre en Niendedel af alle derfra bekjendte Fiske; de udbrede sig tillige
gjennem hele Landet fra Nord til Syd, saa vel i Amazonflodens som i Platastrømmens Flod-
systemer; de optræde fremdeles i Mængde vest for S. Franciscos Flodsystem i Floderne
Guaporé, Cuyabå og Paraguay; og Reinhardt har endelig selv fundet dem ogsaa
øst og sydost for dette Flodgebet i Rio Doce og dens Tilløb samt i Provindsen Rio de
Janeiros Smaafloder. Man skulde derfor vente, at denne Familie ogsaa var repræ-
senteret i Rio das Velhas, og dog er det hverken lykkedes Reinhardt der at
finde nogen Chromide eller hos Egnens Fiskere at indhente den mindste Underretning,
som kunde vække Formodning om, at der maaske dog kunde forekomme Arter af denne
Familie, skjøndt R. ikke havde været saa heldig at erholde nogen. Heller ikke fra S.
Francisco er der hidtil beskrevet nogen Art af denne Familie, og under et Ophold ved
dens Bredder ved Porto das Barreiras (Lidt nord for det Sted, hvor S. F. op-
tåger Floden Abaeté) kunde R. ikke blot ikke opdage nogen Chromide, men de Oplys-
ninger, han indhentede, gjøre det endog rimeligt, at slige Fiske virkelig ikke forekomme
ders i Floden. Navnet «Acara», hvormed disse Fiske betegnes lige saa vel i Provindsen
Matogrosso som ved Rio Doce, var nemlig ganske ubekjendt selv for de erfarneste
Fiskere ved Porto das Barreiras; det deraf afledede «Acary»!) anvendes der paa
1) wAcary» er egentlig sammentrukket af «Acarä-y» eller «hy» og betyder efter sin Etymologi et Vand
(eller en Flod), hvori der lever «Acarä»; det er saaledes kun ved Misbrug overført paa en Fisk.
Med Hensyn til de i det følgende meddelte Trivial-Navne bemærker R., at «da de høre med til
Fiskens Historie, har han saa nøjagtigt som muligt samlet de Benævnelser, som man i Velhas-Dalen
giver de der forekommende Fiske. Mange af Arterne gaa endnu stedse under de Navne, som de
havde blandt Landets oprindelige Beboere; men i andre Tilfælde ere de gamle Guarani-Navne i al Fald
i denne Del af Minas forsvundne med de Stammer, hvis Sprog de tilhørte; og de portugisiske Ind-
vandrere have tillagt Fiskene Navne, hentede fra deres eget Modersmaal, som ofte oprindelig tilhørte
Fiske ved deres hjemlige Kyster, med hvilke den brasilianske Fisk viste nogen Lighed, saasom
«Dourado», «Curvina» o. fl., men undertiden maaske ogsaa bleve dannede for den fremmede
Fisk paa Grund af visse Egenskaber hos den, saasom «Papa-terra», «Papa-isca», «Gascudo»
o. lign. At de Navne, jeg anfører, ere de i Velhas-Dalen almindelig gjældende, tror jeg at turde
177
132 ; 12
Plecostomus- og ÆRhinelepis-Arter, og de temmelig detaillerede Fortegnelser paa Flodens
Fiske, som R. der skaffede sig, indeholdt lige saa lidt som de Navnelister, som tidligere
Rejsende have samlet paa ganske andre Punkter af S. Franciscos Lob (Spix og Martius
samt A. de St. Hilaire ved Salgado, Gardner ved S. Romäo) noget Navn, hvorunder
en Chromide muligvis kunde skjule sig.
Jeg vil slutte denne Indledning med at aftrykke nedenstaaende Skildring af Fiske-
riet, som det drives i denne Egn af Brasilien, som jeg har forefundet mellem Prof. Rein-
hardts Optegnelser fra hans forste Rejse, og som jeg mener vil i al sin Simpelhed læses
med Interesse og ikke let finde nogen mere passende Plads end netop her:
«I de sidste Uger af mit Ophold i Lagoa Santa, henimod Regntidens Indtreden i
Midten af Oktober, begyndte saa vel Indbyggerne i Byen som de omboende «Fazendeiros»
med Iver at drive Garnfiskeri i Rio das Velhas og dens mindre Bifloder samt i flere af
de mange Smaasoer».
«Gjenstand for Fiskeriet vare navnlig de forskjellige under Navn af «Mandi»
gaaende Pimelodus-Former [altsaa vel især Pimelodus maculatus Lac., maaske ogsaa «Mandi-
acti» (Platystoma emarginatum Val.) og «Mandi-Bagre» (Bagropsis Reinhardt Ltk.)|,
«Surubim» (Platystoma orbignianum Val.), «Crumata» (Prochilodus affinis Rhdt.), «Dou-
rado» (Salminus Cuvieri og Hilarii Val.) og «Matrincha» (Brycon Lundi Rhdt.); endelig,
dog sjældnere, en under Navn af «Gurvina» gaaende Scienoid (Pachyurus corvina Rhdt.).
Nogle Gange deltog jeg i Fiskeriet i den lille en god Legua fra Lagoa Santa fjernede
«Ribeirao do Mato», der slynger sig gjennem en temmelig tæt Skov og er fuldkommen
saa stor som vore storste sjællandske Aaer, skjont muligvis mindre dyb.»
indestaa for, men om de i og for sig stedse ere de rigtige, og om navnlig de indianske Navne
stedse anvendes for de Fiske, de oprindelig betegne, er et andet Spørgsmaal, som næppe kan afgjo-
res uden ved et Studium af Guarani-Sproget; der hersker nemlig selv i ikke langt adskilte Egne
af Brasilien en Del Usikkerhed og Vaklen i Brugen af flere Fiskenavne, og for at anfore et Par
Exempler, saa anvendes i Velhas-Dalen stedse Navnet «Piabao ifleng om de der forekommende
Tetragonopterus-Arter, hvorimod jeg ved Bredderne af Rio Doce har hort visse Leporinus-Arter
kaldes saaledes, og Tetragonoptererne der bere Navnet Lambari, hvilket Navn atter paa det forste
Sted bruges om Characidium fasciatum; fremdeles angiver Natterer, at flere smaa Chromider i
«Mato-grosso» kaldes «Papa-terra», medens dette Navn ved Rio das Velhas, hvor ingen
Chromider forekomme, udelukkende betegner en Curimatus-Art. Selv i samme Egn ere Navnene
ikke altid vel fæstnede; saaledes bruges i Velhas-Dalen Navnet «Paci» baade om en Characin
(Myletes micans) og om flere mindre Siluroider (af Slegterne Auchenipterus og Glanidium), dog i sidste
Tilfælde kun ved Misbrug, da disse Siluroider egentlig bere et andet Navn (Pacamao). Slige Sam-
menblandinger ere imidlertid sjældne og finde sædvanlig kun Sted ved lidet anvendelige og derfor
mindre bekjendte Smaafisk. Endelig maa det erindres, at flere, navnlig af Guarani-Navnene, nu
bruges iflæng om flere til samme Slægt hørende Arter, medens de vistnok oprindelig kun tilhørte |
en enkelt Art, eller i al Fald, hvis de vare gencriske, et tilføjet Ord betegnede de enkelte Arter». (R.).
13 133
«Stedet, som valgtes til Fiskeriet, var sædvanlig en lille, smal, blindt endende Bugt,
som Floden skar ind i Skoven. En Del unge Mennesker sprang nøgne og forsynede med
Grene ud i Floden i nogen Afstand fra Bugten, og idet de dannede en Linie tværs over
Aaen, hvis Vand naaede dem til Brystet, gik de under Skrigen og Raaben henad mod
Bugten, medens de uophørlig piskede Vandet med Grenene og saaledes joge de forskrækkede
Fiske ind i Bugten, idet Udgangen gjennem Flodens egentlige Løb var dem spærret ved et
som en Væg tværs over Floden spændt Net, der ved fastbundue Stene holdtes i en lodret
Stilling i Vandet».
«Efter at Fiskene saaledes, såa godt som det vilde lykkes, vare drevne ind i den
Blindsæk, som Floden dannede, blev denne afspærret ved et Net lig det ovenfor omtalte,
fra det Sted af, hvor man havde begyndt med at drive Fiskene, og da disse saaledes
| vare indespærrede i den af de to Net afspærrede Del af Floden og den derfra udgaaende
Bugt, begyndte det egenlige Fiskeri, idet et meget stort Net af samme Form, som de, der
afspærrede Floden, og som ved fastbundne Stene blev tynget ned til Bunden, blev trukket fra
Bugtens blinde Ende hen mod det øverste af de afspærrende Næt, og omvendt, ved Hjælp
af Folk, som gik langs Bredderne i Floden. Naar de undslippende Fiske naaede en af
Enderne af det afspærrede Stykke, samlede Folkene med Forsigtighed Nettet over til den
ene Side i en stedse mindre Bue, indtil det og de stedse snævrere indesluttede Fiske naaede
Bredden. Nettet og de deri indesluttede Fiske bleve nu bragte i Sikkerhed, de større og
værdifuldere Fiske udvalgte. Efter at Netlet var trukket et Par Gange frem og tilbage, var
Stedet udfisket».
«Den tropiske Himmel, den tætte, næsten uigjennemtrængelige Skov, de mange
nøgne, sorte eller brune Mennesker, der snart vadede ud i Floden, snart atter løb op paa
Bredden under uophørlig Skrigen og Latter, medens andre ved et antændt Baal tilberedte
et Maaltid af en Del af Fangsten, frembragte en i al sin Simpelhed meget malerisk og vild
Scene; og der hørte kun liden Indbildningskraft til at forvandle de forskjellig farvede Men-
nesker til vilde Indianere og tænke sig midt iblandt Urskovens ægte Børn».
134 14
I. Maller (Siluride).
Fra Rio de S. Franciscos Flodsystem kjendtes tidligere, ved Spix’s'), St.
Hilaires?), Gastelnaus?) og Cumberlands?) Rejser og Indsamlinger 12 Arter af Siluroi-
der’); af disse. ere 7°) gjenfundne af Reinhardt i Rio d. Velhas og dens Bifloder.
Foruden disse har denne Naturforsker paa dette indskrænkede Omraade indsamlet 14 Arter
— desuden en femtende fra selve Rio d. S. Francisco, der ikke er bekjendt fra Rio.
d. Velhas, — altsaa 22 i alt; af disse 15 ere 13 aldeles ukjendte i Zoologiens Registre;
2 (Loricaria lima og Pseudorhamdia lateristriga) ere tidligere beskrevne fra Syd-Brasilien.
Af det hele Antal (27) Arter af Siluroider, som saaledes kjendes fra Rio d. S. Franciscos
Flodsystem, er der kun 5,’ der angives som forekommende udenfor det; i Syd-Brasilien
eller i de mod Syd løbende store Floder (Parana, Uruguay, la Plata) forekomme nemlig for-
uden de to allerede nævnte: Platystoma orbignianum, Pimelodus maculatus og Plecostomus
Commersonü. Tre af disse 5 Arter skulle tillige forekomme langt herfra i det nordlige
Syd-Amerika: Loricaria lima i Mellem-Amerika (Rio Chagres), Pimelodus maculatus mange
Steder i det nordlige Syd-Amerika og Pseudorhamdia lateristriga i Rio Ambyacu, en af
Amazonflodens vestlige Bifloder — Angivelser, der dog trenge til Bekræftelse og maaske
bero paa Forvexling af nerstaaende Arter.
Af de storre Grupper indenfor Mallefamilien, som overhovedet ere representerede i
Syd-Amerika, ere Hypophthalminerne og Aspredinerne indskrænkede til den nordlige
Del af denne Verdensdel (Guyana og Nord-Brasilien); de smaa «uogne Pansermaller» (Argi-
nerne) findes udelukkende i Andernes Bjergelve. Mere paafaldende er det, at baade Arius-
) C.F.P.de Martius: Selecta genera et species Piscium, quos in itinere per Brasiliam ann. 1817—20 ©
colleg. et pingendos cur. J B. de Spix. Digess. etc. L. Agassiz. 1829—31.
2) Cuvier et Valenciennes: histoire naturelle des poissons, Vol. XIV— XV (1839 —40).
. 3) Fr. de Castelnau: Expédition dans les parties centrales de l'Amérique du Sud etc. pendant les |
années 1844 à 1847. Part. VII. Zoologie. Poissons. (1855).
#) Günther: Catalogue of the fishes in the British Museum, pt. V. (1864).
5) Nemlig foruden de 7 følgende: Rhinodoras niger (Val.), Loricaria nudiventris (Val.), ÆRhinelepis |
aspera Sp., Plecostomus Commersonü (Val.) (subcarinatus Cast.) og Pterygoplichthys duodecimalis (Val):
1 Dorade og 4 ægte Pansermaller.
6) Nemlig: Plecostomus alatus Cast., Platystoma emarginatum Val. og orbignianum Val. (coruscans Spix?), |
Conorhynchus conirostris (Val.), Pimelodus maculatus Lac., Rhamdia Hilarii (Val), og Pseudopimelo- |
dus charus (Val).
15 135
og Callichthys-Gruppen, som begge ere repræsenterede baade nord og syd for Mellem-Bra-
silien, aldeles mangle i det her omhandlede Distrikt. (For de først nævntes Vedkommende
forklares det maaske til Dels ved, at de for en stor Del ere Saltvands- eller i det mindste
Brakvandsformer). Talrigst optræde Pimelodinerne (13 Arter), derefter Pansermal-
lerne (8) og Doradinerne (4); Trichomyctererne og Stegophilerne (hvis man vil
holde disse to Grupper adskilte) hver med 1. Af de nye Arter synes to at repræsentere
nye Slægter, den ene i Pimelodernes, den anden i Doradernes Gruppe.
A. Stegophilus- og Trichomycterus-Gruppen.
1. Stegophilus insidiosus, Rhdt.
Jfr. Prof. Reinhardts Afhandling i «den naturhistoriske Forenings Videnskabelige
Meddelelser» for 1858 S.79—97.
(Hovedfiguren er forstørret 3 Gange.)
2. Trichomycterus brasiliensis (Rhdt.).
(Tab. III, fig. 8.)
Fra Brasilien har der hidtil kun været kjendt en Art af denne Slægt, nemlig
| T. nigricans Val.1) fra Provinsen St. Catharina. Den nye Art, hvoraf Prof. Reinhardt
1) 1. e. Tom. XVIII, p. 494.
136 16
har faaet et større Antal Exemplarer i Rio d. Velhas og i en i denne Flod faldende Bæk,
benævnes i Minas Geraes «Cambeja» eller «Bagre molle» og naar en Længde af
næsten 6 Tommer; den bider villig paa Krog, naar man først har plumret Vandet. I dens
Mave fandt R. Larver af Lzbellulæ og andre Vandinsekter; den levende Fisk er overtrukken
med en gul Slim.
Beskrivelse. Hovedets nedtrykte Form gaar mod Kroppens bageste Del efter-
haanden over i en stærkt sammentrykt; dets Brede, der tillige er Legemets største Brede,
indeholdes 6//9—7"9 Gange i Totallengden (Halefinnen medregnet) og er saaledes noget
mindre end Hovedets Længde (til Gjællespalten), som indeholder 5te—6 Gange deri. Ryg-
finnens Begyndelse ligger lidt bagved Midten af Totallængden, lige over eller lidt bagved
Bugfinnernes Fæste, Gattet under Rygfinnen, Gatfinnen umiddelbart bagved denne, saaledes …
at Rygfinnens Plads altsaa svarer til Mellemrummet mellem Gat- og Bugfinnerne. Gjælle-
spalterne naa helt sammen under Struben; Munden ligger lige i Forenden af Hovedet og
er temmelig bred (det opspilede Gabs Brede mere end det halve af Hovedets Længde);
Tænderne danne en Rasp eller et Kartebaand saa vel oven som neden i Munden. Over-
kjæven springer lidt frem foran Underkjæven; Læberne ere som sædvanligt papilløse,
Skjægtraadene derimod temmelig giatte. Af de 6 Skjægtraade er det mellemste Par, det
vil sige den øverste af det fra Mundvigen udgaaende, i Almindelighed den længste og naar
til Brystfinnernes Rod; men de andre ere ikke meget kortere. Øjnene ere meget smaa
og fuldstændig opadvendte; deres indbyrdes Afstand (den flade Pandes Brede) er omtrent —
lig med deres Afstand fra de forreste (i de øverste Skjægtraade forlængede) Næsebor; de
bageste Næsebor have Form af et kort, bagtil opslidset Rør. Paa Gjællelaaget er der en
Gruppe af (højst 25) Torne, stillede i flere (3—4) Rækker; paa Mellemgjællelaaget er der
10—12 større, næsten lige?) Torne i en Række, og foran (over) den en uregelmæssig |
(dobbelt) Række af omtrent det dobbelte Antal. Længden af det hele Tornbælte paa Mel- |
lemgjællelaaget er lig de bageste Næsebors indbyrdes Afstand. Finnerne ere i det hele
smaa, Halefinnen afrundet-afskaaret (ikke som hos flere andre Arter lige afskaaret eller
endog svagt indbuet); Brystfinnens første Straale forlænget i en kort Traad. Af Sidelinien |
ses foruden nogle Porer paa Hovedet kun et Par bagved hver Gjællespalte; ethvert andet
Spor dertil taber sig i det mindste meget snart fra dette Punkt af. Straaletallet i Fin-
nerne er: D. 11 (4 + 7); P. 72); V. 5; A: 9 (4 + 5); C. 13—14 (foruden de talrige, 1
1) Dette anføres særligt i Modsætning til 7. punctulatus Val., hvor de ere stærkt krogede. (Se det
følgende.)
2) Brystfinnernes Straaletal synes at være karakteristisk for denne Art; der angives
ellers altid 8 eller 9. De forreste Straaler i Ryg- og Gatfinnen ere meget korte og fine og opdages
først, naar man blotter dem, stundom endda med en vis Møje. Jeg stoler derfor ikke ganske paa, |
at de af Forfatterne for de andre Trichomycterus-Arter opførte Straaletal ere absolut rigtige. Her som |
i det følgende har jeg regnet de sidste dobbelte Straaler i Ryg- og Gatfinnen som 2 (jfr. S. 126).
17 137
Huden skjulte, korte Stottestraaler foran Halefinnen, for oven og neden). Farven (efter
Exemplarer i Spiritus): Den gulbrune Bund er tæt tegnet med runde — undertiden noget
sammenløbende — mørkebrune Pletter; paa lidt yngre Exemplarer er det især tydeligt, at
der tillige har gaaet flere (tre) Iyseblaa Baand eller Rækker af Pletter langs hen ad hver Side,
afbrydende den lyse Bundfarves Ensartethed og selv afbrudte eller hist og her dækkede af
de mørke Pletter; Bugsiden er ensartet graalig. Hos et enkelt Exemplar er den beskrevne
Tegning mindre tydelig, fordi baade Grundfarven og Pletterne ere mere graalige. Mellem
Kjønnene er der i Almindelighed ikke nogen Forskjel i Farven og overhovedet ingen anden
ydre Forskjel end den, at Hannerne have en meget tydelig, kort og tyk Genitalpapil!).
Var. tristis (Pygidium triste Rhdt. in sched.). Et enkelt Exemplar (en Han) er
ensfarvet morkegraabrun, men for øvrigt har jeg ikke kunnet udfinde nogen som helst For-
skjel mellem det og de plettede, og jeg har saa meget mindre kunnet anse det for at
repræsentere en egen Art, som det ovenfor omtalte, mindre tydeligt plettede Individ jo kan
betragtes som dannende en Overgang til det. At Sammenhængen ikke er den, at Han-
nerne af 7: brasiliensis ere ensfarvede brungraa, Hunnerne plettede med mørkebrunt,
som det angives for 7: dispar (Tsch.), er allerede antydet; af en halv Snes Hanner har kun
denne ene denne ensformige mørke Farve, de andre ere plettede ligesom Hunnerne. Men
Jeg maa dertil føje den Bemærkning, at Reglen heller ikke holder Stik for 7. dispar, for-
udsat at denne Art er identisk med 7. punctulatus Val. Af denne sidste foreligge mig
nemlig talrige Exemplarer, som Prof. Reinhardt paa Galathea-Expeditionen erhvervede i
Callao; de ere alle mere eller mindre stærkt plettede, uden Forskjel efter Kjonnet?).
Endnu maa jeg tilføje, at foruden den Række af middelstore eller fuldt udvoxne
Exemplarer, hvorpaa ovenstaaende Beskrivelse støtter sig, har Rhdt. hjembragt 5 smaa
Trichomycterer af 2—3 Tommers Længde fra en Biflod til Rio das Velhas, hvilke
man maaske vilde anse sig for berettiget til at betragte som en egen, fra 7. brasiliensis
) forskjellig, lille Art. Straaletallet er rigtignok det samme som hos den typiske 7° brasi-
liensis (i al Fald for de kloftede Straalers Vedkommende), og lige som hos denne er den
1) Om Kjønsforskjellen og Kjonsredskaberne i denne Slægt kan jævnføres Kners Bemærkninger i
»Sitzungsberichte d. mathem. naturw. Cl. d. k. Akad. d. W.», XVII, 1855, eIchthyologische Beiträge»,
S. 159 (70).
2) Foruden disse besidder Museet endnu en ensfarvet, mork-redbrun-violet (chocoladefarvet) mandlig
Trichomycterus, som Prof. Reinhardt i sin Tid har faaet fra Prof. Pöppig. Er det Tschudis
Pyg. dispar — men derom har jeg ikke kunnet opnaa Vished —, da er denne artsforskjellig fra
T. punctulatus. Hos denne sidste er nemlig Længden af Mellemgjællelaagets Tornbælte ligesom hos
T. brasiliensis = Afstanden mellem de bageste Næsebor, Tornene sidde i tredobbelt Række og ere alle
krogede; hos den formentlige T. dispar er Bæltets Længde — Øjnenes Afstand fra Snudespidsen,
dets Torne meget talrigere, og de danne en 4—5 dobbelt Række; tilmed ere kun de øverste krogede,
de nederste lige. — En kritisk Revision af Arterne af denne Slægt vilde overhovedet være ønske-
lig, men vistnok kræve en umiddelbar Sammenligning af Original-Exemplarerne.
Vidensk. Selsk, Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XIL 2. 18
138 18
LG forste Straale i Brystfinnen traadformig forlænget; Hove-
+ dets Længde indeholdes dog 6%4 Gang i Totallæng-
st 3 den; den længste Skjægtraad naar omtrent til Enden af
Gjællelaagel; der er omtrent 10 Torne paa dette og c.
20 paa Mellemgjellelaaget; Farven er lys-gulbrun med runde Pletter, der langs hen ad
Sidens Midte vise en vis Tilbojelighed til at lobe sammen til en Længde-Stribe. Disse smaa
Forskjelligheder kunde man maaske anse for Aldersforskjelligheder og intet andet. Den
vesentligste Forskjel er imidlertid, at Rygfinnen er rykket lidt lengere tilbage, saa-
ledes at det Stykke af Totallengden, der ligger foran Rygfinnens Begyndelse, forholder sig
til det bag ved dette Punkt liggende Stykke som 9:7; Gatfinnen sidder derfor til
Dels under Rygfinnen, ikke helt eller næsten helt bag ved samme'), og de paa-
faldende korte Bugfinner naa med deres Spids kun tilbage til et til Rygfinnens Be-
gyndelse svarende Punkt. De i den Henseende undersøgte Exemplarer indeholdt Æg, om
end tilsyneladende umodne. — Naar jeg ikke desto mindre har havt overvejende Betenke-
lighed ved at anse dem for en egen Art, er Grunden dertil dels den, at jeg ogsaa hos de
større T. brasthensis undertiden har iagtlaget nogen — om end en meget ringere —
Vaklen i Rygfinnens Stilling; dels, at jeg ved at sammenligne nogle ang af 7. gra-
cilis (fra Titicaca-Soen), der efter Günther kun skulde være Ungen af 7. punctulatus eller
T. dispar, med voxne Exemplarer af disse (eller i al Fald af den første, thi det er tvivlsomt,
om Museets eneste «T. dispar» er ægte, som S. 137 i Noten nærmere oplyst), har fundet, at
Gatfinnen hos «T. gracilis» (de formentlige Unger) virkelig sidder lidt hen under Rygfinnen,
hos «T. punctulatus» (ete.) derimod «au dela de l'aplomp de la dorsale» (som Valencien-
nes udtrykker sig). Jeg har derfor ikke vovet at opstille disse smaa brasilianske Tricho-
mykterer som egen Art, men haaber at have truffet det rette ved at lade dem gjælde for
Ungerne af 7! brasiliensis, uanset de udhævede Afvigelser, som det maaske for Tiden kan
have sin Vanskelighed at forlige med denne Antagelse. Yderligere Indsamlinger af halvunge |
Exemplarer af denne eller af nærstaaende Arter maa afgjøre Spørgsmaalet. Samleren af de
foreliggende var selv — rigtignok uden at have anstillet nogen nærmere Sammenligning — |
af den Mening, at det kun var Ungerne af «Cambeja» eller «Bagre molle», som han
havde fanget; og jeg antager at denne Mening vil finde sin Stadfæstelse.
B. Panser-Maller.
3. Loricaria lima Kner. |
1853. Kner: Die Panzerwelse d. k. k. Hof-Natural-Cabin. zu Wien. I. Loricarinæ (Denk- |
schr. d. mathem. naturw. CI: d. k. Akad. d. Wiss. VI Bd. p. 89 (25) t. VI. f. 1. a. bÆ
?) Desværre er dette Forhold paa Tab. III, f. 8, ikke bleven gjengivet med fuldstændig Troskab; Be-
gyndelsen af Gatfinnen er kommet lidt for langt frem.
19 139
1866. Kner und Steindachner: Neue Gattungen und Arten von Fischen aus Central-
Amerika, gesammelt von Moritz Wagner (Abhandl. d. math. phys. Classe d. kön.
bayerschen Akad. d. Wiss., X. I. p. 58).
1868. Hensel: Beiträge z. Kenntniss d. Wirbelthiere Süd-Brasiliens (Archiv f. Naturgesch.
Jahrg. XXXIV. 1 Bd. p. 366).
Bras. «Gascudo barbado».
Kner har opstillet denne Art paa et af Natterer fra «Brasilien», men uden nær-
mere Lokalitetsangivelse, hjembragt, lille, torret og ikke videre vel vedligeholdt Exemplar,
der ikke tillod en fuldstendig Redegjerelse for alle Forhold. Senere fik Hensel 3 Exem-
plarer i stenrige Bjergbekke ved Santa Cruz i Provinsen «Rio Grande do Sul» i det
sydlige Brasilien. Mere overraskende er det, at den samme Art ogsaa synes at forekomme
i Rio Chagres i Mellem-Amerika.
Reinhardt har hjembragt 3 skjæggede (uden Tvivl mandlige) Exemplarer af denne
«Gascudo barbado» fra Rio d. Velhas; bortset fra, at jeg ikke har kunnet finde den af
Hensel omtalte Axillargrube («porus lateralis»)'), finder jeg kun ubetydelige Afvigelser, paa
hvilke jeg ikke tør lægge videre Vægt, fra de ovenfor anførte Beskrivelser. Tændernes Antal
er 7—8 i hver Kjævehælvte, den af Underlæben dannede papilbeklædte og frynsede Skive
meget stor, Skjægtraadene vel korte, men dog tydelige; Øjehulernes Størrelse, sammenlignet
med Hovedets øvrige Maalforhold, angives nok saa rigtigt af Hensel som af Kner. De
«lange Pigge», som beklæde Hovedets Sidedele, beskrives bedre som et tæt, stivt Kindskjæg,
dannet af fine krummede Børster. Sideskjoldenes Antal er noget ubestemt, og ofte indtræ-
der Sidekjølenes Forening ikke paa det samme Skjold paa begge Sider af Legemet; jeg
tæller saaledes: 14 + 14, 15 + 13, 15 + 15 eller endog 17 + 14; endvidere: 5 Skjolde
paa hver Side af Rygfinnen, 2 paa hver Side af Gatfinnen, 18 bag ved førstnævnte, 16 bag
ved sidstnævnte; men smaa Forskjelligheder i disse Angivelser kunne, som Hensel be-
mærker, bero paa individuel Opfattelse. Bryst- og Bugskjoldene danne kun bagtil 2—3
Rækker, fortil langt flere. Lagt tilbage rækker Gatfinnen over 6 Par Skjolde. At de første
Rygfinnestraalers Fæste hos det større Exemplar falder lige over, hos de to andre kjende-
ligt bag ved de første Bugfinnestraaler, bør anmærkes, da det er et af de Forhold, som
plejer at fremhæves i Artsbeskrivelserne. Straaletallet er: D.:8; P.:7; V.:6; A.:6;
C.: 12; den øverste Halestraale løber ud i en 1'o Tomme lang Traad. Fraregnet denne er
det største Exemplar c. 7 Tommer (180m") langt, de to andre c. 519 T. (142—145™™). Af
Farven er kun bevaret nogle (sex) mørkere Tværbaand over Krop og Hale og mørke Smaa-
pletter paa Ryg- og Halefinnen; ogsaa paa Bug- og Gatfinnen er der Spor til mørkere Af-
tegning.
1) Der haves andre Exempler paa, at denne Dannelse (Giftapparat?) kan mangle eller være til Stede
hos Individer af samme Art. Jfr. det følgende under Platystoma orbignianum.
18%
140 20
Dr. Hensel fik foruden to skjæggede Exemplarer af 94—96mm's Længde, hvilke han
anser for Hanner, et tredje skjæglost, lidt større (100"®); dette anseer han for en Hun.
Hans Antagelse stemmer med, hvad der er oplyst om andre Pansermaller, f. Ex. at Zorica-
ria barbata Kn. er Hannen til Z. rostrata Spixt); at Hannen af Plecostomus barbatus lige-
ledes er stærkt skjægget, Hunnen slet ikke eller meget svagt. Af den Afbildning, som er
meddelt hos Darwin?) af Hovedet hos begge Kjon af den sidst nævnte Art, synes tillige at
fremgaa, at Hannens Hoved er meget bredere end Hunnens. I Analogi hermed antager
jeg, at en fjerde, spidshovedet og skjægløs, 130mm lang Loricaria, som Reinhardt
ligeledes har fanget i Rio d. Velhas, er Hunnen til Z. lima, uagtet den afviger i enkelte
andre Forhold fra de skjæggede Individer end netop i Manglen af Skjæget, som f. Ex. i
Formen af Hovedet, og Hensel udtrykkelig siger om sin Hun, at den stemmer med Han-
nerne «i sin hele Skikkelse». Her er imidlertid Hovedet, som allerede antydet, meget
spidsere og smallere; den af Underlæben dannede Skive meget mindre — den naar ikke
som hos de skjæggede til en Linie, der vilde forbinde Mellemgjællelaags-Knoglernes Vinkler
med hinanden —; Huden paa «Halsen» (d. v. s. mellem Munden og en Linie, der vilde
forbinde Gjællespalternes nedre Ender) er glat, ikke grubet og papilles; den første Straale
i Brystfinnerne er meget spinklere end hos de formentlige Hanner, den og de følgende
Straaler ikke besatte med Krogbørster; Hovedets og Kroppens Skjolde i det hele noget
glattere, mindre ru. For en stor Del kunne disse Forskjelligheder vistnok skrives paa en
Kjønsforskjels Regning; jeg vover derfor ikke at opstille en egen Art paa denne Velhas-
Flodens spidshovede og skjægløse Loricaria*), men betragter denne Form som Hunnen til
L. lima, idet jeg i øvrigt ogsaa henstiller dette Punkt til kommende Rejsendes Efterforskning.
4. Plecostomus lima (Rhdt.).
? Plecostomus Robini Günther Catal. V. p. 236 (vix Val.).
De af Reinhardt hjembragte 9 Exemplarer have en Længde af 3! —5%4 Tomme;
de ere tagne i «Ribeiräo do Mato» og andre smaa Bifloder til Rio d. Velhas, under
Stene; Beboerne -benævne den «Cascudo» ligesom de andre Pansermaller.
1) Günther: Proc. Zool. Soc. 1868. p. 235.
?) Darwin: The descent of man and selection in relation to sex (1871). Vol. II. p. 11.
3) Skjønt det ellers ikke er forbundet med nogen Vanskelighed at afgjore, hvad Kjøn en Malle er af,
er det ikke lykkedes mig her at komme til fuld Klarhed derom, til Dels fordi Indvoldene ikke vare
godt bevarede. Men selv om hint skjægløse Exemplar er en Hun og de 3 skjæggede Hanner, vilde
det jo, strængt taget, endnu ikke være vist (skjønt meget sandsynligt), at de vare Han og Hun af
samme Art. Den Fisker, der bragte Reinhardt den ene af disse skjæggede Pansermaller, for-
talte ham, at han havde truffet to skjæggede Exemplarer (af hvilke det ene undslap) tilligemed
en stor Mængde Yngel i et Hul ved Flodbredden; for saa vidt denne Beretning er sand og overho-
vedet beviser noget, støtter den, som R. bemærker, egentlig ikke Formodningen om, at de be-
skrevne Former høre sammen som Han og Hun af samme Art.
21 141
P. lima hører til den store Gruppe af morktplettede Plekostomer med nøgen
Snudespids!}), for hvilke Z/ypostomus plecostomus L.*) kan betragtes som Typ; den har
tidligere her i Museet været henfort til Z7. Robini Val., hvilket jeg dog ikke antager for
ganske rigtigt. H. Robin naar en betydeligere Størrelse (8 Tommer); den er dernæst fra
Trinidad, altsaa fra en Del af Syd-Amerika, der ellers ikke vides at have noget sonder-
ligt?) ichthyologisk Fællesskab med Rio de S. Franciscos Flodsystem eller med Minas
Geraes; rigtignok henforte Valenciennes selv en mindre Form fra La Platas Bifloder
til sin A. Robini, og at denne Form kunde være udbredt mod Nord indtil den nævnte
brasilianske Provins, vilde i al Fald være mere antageligt. Hvad der imidlertid endvidere
taler mod Identiteten af den i Mellem-Brasilien forekommende Form med den trinidadske,
saaledes som denne kjendes af Valenciennes’s Beskrivelse, er, for det tredje og fjerde,
at Ojnenes Tværmaal ikke er en Tredjedel, men det halve af deres indbyrdes Afstand, og at
Brystfinnens Pigstraale aldrig naar til Bugfinnens anden Tredjedel, men kun til dennes Rod
eller ubetydeligt ind paa den. Det skal imidlertid indrømmes, at dette er Forhold, der
variere noget med Alderen, og at yngre Exemplarer af H. Robini maaske i denne Hen-
| seende komme meget ner til udvoxne Exemplarer af 77. lima. — Med den af Günther
som H. Robini Val. beskrevne Form (fra Bahia) tor jeg heller ikke uden videre slaa denne
sammen, da Bryst og Bug ingenlunde ere «aldeles nøgne», selv hos de mindste af de
foreliggende Exemplarer, men, hos de storre, fuldstendigt granulerede med Undtagelse af
de sædvanlige nogne Pletter nærmest ved Munden og de parrede Finner; yngre Exemplarer
have vel en mere nøgen Bughud, hvis ru Skæl ere reducerede til fine isolerede Torne, og
disse indtage et mindre Omraade end de granulerede Smaaskæl hos de storre; men heller
‘ikke om dem vil det paa nogen Maade kunne siges, at Bughuden er «nøgen». I neden-
staaende Beskrivelse har jeg især det største af de foreliggende Exemplarer for Øje, men
anmærker tillige, hvilke Forhold vise sig foranderlige med Størrelsen (Alderen).
1) Ved at benytte dette Forhold faar man følgende Gruppering af de typiske Plekostomer:
A. Apice rostri nudo; labro superiore nudo vel B. Apice rostri omnino granulato, haud nudo;
pro parte modo granulato. labro superiore etiam omnino granulato.
a. Colore corporis obscuro, maculis lætioribus.
P. alatus Cast. P. Francisci Lik.
b. Colore corporis lætiore, maculis obscuris vel nigris.
P. bicirrhosus, pantherinus, P. spiniger Hens., Villarsi Ltk.
Commersonii, punctatus, ? P. horridus ete.
Wuchereri, brevicauda, lima etc.
?) Om Substitutionen af Navnet Plecostomus for Hypostomus har jeg udtalt mig paa et andet Sted
(Videnskab. Meddel. fra den Naturh. Forening, 1873, S. 211).
3) Jeg maa dog bemærke, at én Art i det mindste (Macrodon trahira: se det følgende) forekommer
begge Steder.
142 22
Beskrivelse. Hovedets Længde”) er en Del større end dets Brede; det inde-
holdes c. 3 (314) Gange i Totallengden (Halefinnen fraregnet), over 4, naar denne regnes
med; dets største Højde (som tillige er hele Legemets) er noget mere end dets halve Længde
og omtrent lig med Øjnenes Afstand fra Snudespidsen. Dets Omrids er spidst- eller
(hyppigst) but-afrundet; der er påa det største Exemplar Spor til en Issekjøl (d. v. s. til
en lav longitudinel Forhøjning paa Isseskjoldet) og til afrundede Kanter mellem Isse- og
Tindingfladerne; en lignende Kant, som fra Øjehulerne løber skraat fortil hen under Næse-
borene, adskiller den flade Pande fra de temmelig stejle, lidt hule Kinder; ogsaa midt
ned ad Snuden er der en utydelig, afrundet Ryg; men alle disse svage Ophojninger ere
allerede mere eller mindre utydelige hos middelstore Exemplarer. Isseskjoldet ender med
en afstumpet Vinkel, er ikke trukket ud i en Spids. Øjehulernes Tværmaal er lig Pan-
dens halve Brede mellem dem, men større end Afstanden fra Næsegruberne eller mellem |
disse indbyrdes, lig med en Sjettedel af hele Hovedets Længde og mellem en Tredje- og |
en Fjerdedel af deres egen Afstand fra Snudespidsen. Denne er nøgen, begrænset af |
en granuleret Snip paa hver Side eller, om man vil, ved denne afdelt i tre afrundede nøgne —
Pletter. Overlæben er ligeledes nøgen med Undtagelse af en større aflang Plet paa hver |
Side, ikke langt fra Mundvigen; Underlæben er bred (men naar dog ikke til en Linie, der |
tænkes at forbinde Gjællespalternes nedre Ender), som sædvanligt takket-frynset i Randen, |
Skjægtraadene omtrent saa lange som den papilbesatte Del af Underlæben er. bred. Ten-
dernes Antal er omtrent 40 for oven og 35 for neden i hver Kjævehælvte. Der er — som vel
overhovedet hos alle Plekostomer? — nogle Smaatorne langs med den frie Rand af Gjælle- og |
Mellemgjællelaags-Benene, men de falde meget lidt i Øjnene, og der findes næsten lige saa,
store paa Skulderbuen. Bughuden er temmelig tyndt beklædt med ru Skæl (saaledes at den |
nøgne Bughud overalt kommer til Syne i Mellemlinierne), med Undtagelse af en temmelig stor |
nøgen Plet paa hver Side foran Bugfinnerne og en mindre indenfor hver af Brystfinnerne; Hove- |
dets Underside (Struben) er ligeledes nøgen med Undtagelse af en granuleret Plet paa hver Side |
mellem Underlæben og Gjællespalten; hos yngre Exemplarer er denne Plet dog næsten fuld- |
stændig forsvunden, ligesom ogsaa Bughudens Granulation her er reduceret til fine isolerede |
Torne, der indtage et meget mindre Omraade end det, der hos de større er dækket med
virkelige tornede Smaaskæl; ogsaa Overlæbens Kornpletter ere hos dem temmelig utydelige.
— Rygfinnen naar, lagt tilbage, hos de større (udvoxne) til Hudfinnens Stotteskjold; |
dens Længde (ved Grunden) er lig med dens Afstand fra Hudfinnens Endepunkt og meget
mindre end Længden af dens forste (stive) Straale, der kommer Hovedets meget nær; men
allerede hos Exemplarer af 4% Tommes Længde er den første Rygfinnestraale kortere end
1) Hovedets Længde er det, som allerede tidligere fremhævet, hos Pansermallerne mest praktisk al
maale fra Midten af Snuden til Nakken >: til Spidsen af Isseskjoldet, ikke som ellers til den fjærne:)
ste Del af Gjællespalten.
23 143
Hovedet er bredt! Rygfinnens sidste Straale er saa lang som 5—6 Rygskjolde, Bryst-
finnernes Pigstraale saa lang som Hovedet er bredt; den er temmelig flad, tykkere og stær-
kere besat med korte Krogpigge mod Spidsen (allerede hos middelstore Exemplarer ere
disse Pigge mindre krogede, næsten rette); den naar til — eller hvis dens bløde Forlæn-
gelse regnes med, lidt ind paa — Bugfinnens Pigstraale, der atter kan naa til Midten af
Gatfinnen, hvis Længde er lig med 5 Bugskjoldes. Bugfinnernes Fæste ligger under Ryg-
finnens tredje til femte Straale, Gatfinnens under Mellemrummet mellem Rygfinnerne, men
nærmest ved den første. Mellem begge Rygfinnerne tælles 5 parrede Skjolde og 1 uparret
(Hudfinnestraalens Støtteskjold), mellem Gat- og Halefinnen 10 parrede og 4 uparrede
(Halefinne-Pigstraalens Støttestraale medregnet). Hudfinnens Pigstraale har den sædvanlige
| sammentrykte, lidt krumme Form; Halefinnens Bagrand er indbuet, dens nedre Flig lidt
| længere end den øvre, men ingen af dem forlængede i Traade. Kroppen er utydeligt
| kantet, men ikke kjølet; tydeligst ere Kanterne for oven paa hver Side af Rygfinnen og for
| neden over Rummet mellem de parrede Finner. De temmelig ru Kropskjoldes Torne-
rækker ere tydelige, nåar undtages paa Halens Underside, hvor Tornene ere stillede uden
al Orden, samt nærmest ved Rygfinnen. Straaletallet er det sædvanlige: D:8 (17). 7);
Bae? (1.6); V:6 (1 . 5); A:5 (1.4) (hos 1 Exempl. 1.3); C:16 (1.14.1). Farveteg-
ning: De i Spiritus opbevarede Exemplarer vise sig brunlige med morke Pletter,
der ere mindre og tættere paa Hovedet, storre paa Finnerne og Kroppen; paa denne ere
| de dog ofte utydelige, saa at man der kun iagttager dem tydeligt paa den bløde Hud paa
hver Side af Rygfinnen; mellem hver af dennes Straaler er der 3—5 runde Pletter, der ere
| dobbelt saa store som de paa Hovedet. Hos den levende Fisk er Grundfarven ovenpaa
' graalig-olivengron, Bugen graahvid.
5. Plecostomus Francisci Ltk.
Prof. Reinhardt har hjembragt et 11 Tommer langt Exemplar af denne Fisk,
‚som Brasilianerne benævne «Acary», fra Rio de S. Francisco. Fra de faa andre
| Arter med lysere Draabepletter paa mørkere Grund, som ere bekjendte, vil
den straks kunne skjelnes derved, at Snudespidsen ikke er nøgen (som hos Pl.
| alatus og auroguttatus); og fra de Arter, hvor dette samme er Tilfældet, og hvor Overlæben
ligesom her er fuldstændig beklædt med granulerede Skæl (f. Ex. P. spiniger Hens.*) og
| P: Villarsi Ltk.*), skjelnes den let, da disse ere lyse (graalige) med mørke Pletter.
*) Naturligvis burde man her som ved alle andre Hypostomider skrive D:2.7 etc.; men det er en
stiltiende Vedtægt ikke at medtage den første aldeles rudimentære Straale, der sidder lige foran Ryg-
finnens saa kaldte Pigstraale. (Jfr. S. 126.)
2) Archiv f. Naturgeschichte, Jahrg. XXXIV. 1 Bd. (1870) p. 73.
8) Videnskabelige Meddelelser fra den naturhist. Forening f. 1873, S. 211.
144 24
Beskrivelse. Hovedet har en afrundet, men temmelig tydelig Snudekjol, men
for øvrigt ingen andre tydelige Kjøle eller Kamme; dets Længde, der ikke er saa lidt større
end dets Brede, indeholdes 3Y3 Gang i Totallengden (uden Halefinnen), over 4 Gange naar
denne regnes med; Øjehulens Tvermaal indeholdes 6! Gang i Hovedets Længde, ubetyde-
ligt over 2 Gange i Pandens Brede, 3'e Gang i Afstanden fra Snudespidsen; det er lidt
større end Afstanden fra Næsegruberne, ubetydeligt større end disses indbyrdes Afstand.
Paa Gjellelaagets og Mellemgjellelaagets Rand sidde nogle faa Smaapigge, der netop
ere kjendelige som saadanne ved Siden af Hovedets øvrige Beklædning. Tændernes Antal
er over 60 i Overmunden, over 40 i Undermunden, i hver Kjævehælvte. Underlæben er
frynset, men ikke tydeligt krenuleret. Baade Snudespidsen og Overleben ere, som anført,
fuldstændig beklædte med ru Skæl, med Undtagelse af en smal: Rand nærmest Munden;
ligeledes hele Bugfladen med Undtagelse af en Halvring nærmest Munden og to skarpt,
men uregelmæssigt begrænsede Pletter paa hver Side, ved Roden af de fire parrede Finner.
Rygfinnens Længde er større end dens Afstand fra Hudfinnen, men lidt kortere end dens
egen første Straale, hvis Længde kun er ubetydeligt mindre end Hovedets — lagt ned naar
den ikke til Hudfinnen — ‘og end Brystfinnens Pigstraales; denne er noget bred og flad,
især i sin indre Del, udadtil stærkere besat med korte Krogpigge. Den naar til anden
Tredjedel af Bugfinnens Pigstraale, og denne naar igjen ind paa Gatfinnen, hvis Længde
svarer til fem Bugskjoldes. Der er 12 + 3 (9: 12 parrede og 3 uparrede) Skjolde mellem
Gat- og Halefinnen, 6 + 1 mellem Rygfinnerne. Kroppen er svagt kantet, men ikke
kjølet, Skjoldtornenes rækkevise Ordning tydelig, især paa Halen nedad mod Bugen. Hale-
finnens Skjævhed er ikke betydelig. Straaletallet det sædvanlige D.:8 (1.7); P.:7 (1.6);
V.:6 (1.5); A.:5 (1.4); C.:16 (1.14.1). Farven er lys kaffebrun med gullige Pletter:
mindre paa Hovedet, større paa Kroppen og Finnerne (i Spiritus); den levende Fisk er
olivenbrun, med en eller flere smaa Pletter af en lidt mere orangegul Farve paa hvert
Skæl og lignende paa Hovedet og paa Ryg- samt Halefinnen.
6. Plecostomus alatus (Cast.).
1855. Hypostomus alatus Castelnau, Expédition etc. Poissons, p. 41, t. 21 f. 1.
1864. Jlecostomus alatus Günther, Catal. Fish. Br. Mus. V. p. 234.
De Exemplarer, der ligge til Grund for de ovenfor anførte Fremstillinger, ere fra
selve Minas Geraes (Rio Sabarå og Rio Cipo) ligesom de to, som Prof. Reinhardt
har hjembragt fra Rio das Velhas; men den forekommer tillige i R. S. Francisco.
Brasilianerne benævne den «Cascudo» eller «Acary». Reinhardt bemærker, at den
forekommer i Floden (ikke i Søen Lagoa Santa), og at den med sin pladeformig udvidede
Underlæbe hænger sig fast til Stene; den bider ikke paa Krog og holder sig længe levende
25 145
udenfor Vandet. — De foreliggende Exemplarer have en Længde af henholdsvis 13 og 151%
Tomme. Til Günthers Beskrivelse vil jeg endnu foje folgende, dels som Tillæg til denne,
dels for at antyde nogle smaa (med Hensyn til Artsidentiteten betydningslose) Afvigelser fra,
hvad denne højt fortjente Ichthyolog: har forefundet.
Det mindre Exemplar har baade en meget spidsere Snude og en tydeligere Næse-
kjel end det større; Øjnenes Tværmaal indeholdes over 2, næsten 21} Gang i Breden af
den flade Pande mellem dem; det er lidt større end Afstanden fra Næsegruberne og end
disses mindste indbyrdes Afstand eller lig med denne; i Hovedets Længde, der er noget
større end dets største Brede, indeholdes det over 6 Gange. Til Isse- og Tindingekamme
er der næppe Spor. Nogle smaa Torne langs Randen af Over- og Mellemgjællelaaget træde
lidt frem af disse Deles øvrige Torn- eller Kornbeklædning ligesom hos andre Plekostomer.
Rygfinnen er saa høj, at den, lagt ned, naar lige til Hudfinnen med sin Spids eller, hos
det større Exemplar, endog ud over denne lige til Halefinnens Rod. Bugfinnernes Pig-
straale er lige saa lang eller næsten lige saa lang som Brystfinnernes, der has det mindre
Exemplar kun naar omtrent en Fjerdedel ind paa Bugfinnerne, hos det større derimod ud
over en Tredjedel af disse, uagtet de hos dette Individ ere forholdsvis noget længere.
Gatfinnens Længde er lig med 5 Bugskjoldes; mellem den og Halefinnen tælles 11—13
parrede og 5 uparrede Skjolde (det femte af de sidst nævnte er rigtignok den korte Støtte-
straale foran Pigstraalen), mellem begge Rygfinnerne 5 + 1 eller 7 + 1. Paa Brystfinnernes
Pigstraale findes der (foruden de især mod dens Yderrand og Spidse talrige korte Pigge)
langs med dens (øvre) Inderrand en tydelig Række (som en lav Sav) af opstaaende Smaapigge.
Underlæbens Rand er ikke rundtakket. Hele Halsen (Struben) og Bugen ere beklædte med
granulerede Smaaskæl med Undtagelse af en nøgen Halvring nærmest Underlæben, der hos
det mindre Exemplar bagtil flyder sammen med et nøgent Baand mellem Gjællespalterne,
hvilket hos det større er næsten ganske forsvundet. Desuden er der nogle aldeles ubety-
delige Pletter nærmest Gjællespalterne og ved Grunden af de uparrede Finner. Den nøgne
Snudespids mellem de to paa Overlæben ombøjede brede Lapper af Hovedets forbenede og
granulerede Beklædning er allerede omtalt af Gunther; ligeledes den fra disse Forlæn-
gelser vel adskilte ovale, skarpt begrænsede, granulerede Plet paa hver Side af Overlæben.
Skjoldene danne ingen Kjøle, men tre afrundede Kanter lade sig dog forfølge langs ned ad
hver Side. Smaatornenes Ordning i talrige Smaarækker og Tilvæxt i Størrelse ud mod
Skjoldets frie Rand er tydelig paa de nedre Skjoldrækker, men gaar paa de øvre og paa
Halens Underside over i en ensartet Granulation. Farven er mørkebrun med lyse
Pletter, der ere talrige og tætte paa Hovedet og de parrede Finner, færre og større, ofte
forlængede eller sammenløbende, paa Kroppens og Halens Skjolde; ogsaa Bugen er mørk
med lyse Pletter, Rygfinnen mørk med lys Marmorering.
Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2. 19
146 26
C. Doradernes Gruppe.
7. Doras marmoratus Rhdt.
(Tab. I, fig. 1.)
Det eneste Exemplar af denne meget udprægede nye Art, som Prof. Reinhardt
erholdt fra Rio das Velhas!), blev bragt ham af en Fisker, som paastod aldrig for at
have set den, hvorfor han heller ikke kjendte noget brasiliansk Navn for den. Den horer
til de ægte Dorader, hvor Halen for oven og neden, mellem Halefinnen og Gat- og
Hudfinnen, er beklædt med en Række Smaaskjolde; i denne Gruppe vil dens Plads
atter være nærmere bestemt ved Mangelen af Torne paa Skulder-Udvæxten, ved
de talrige Sideskjoldes Lavhed og ved Straaletallet (6 Bugfinnestraaler og 7
bløde Rygfinnestraaler). Hudfinnens temmelig betydelige Længde synes at
vere et for denne Art særligt betegnende Træk, der nærmer den til Ahinodoras, fra hvilken
den dog afviger ved Tandforholdet, der er som hos de typiske Dorader.
Beskrivelse. Exemplaret er 10 Tommer fra Snudespids til Halespids; Hovedet
(til Udsnittet bag i Hjælmen) har rigelig en Tredjedel af denne Længde; dets største Brede er
større end den største Højde, som er det halve af Hovedets Længde. Brystfinne-Pigstraalen er
mere end to Tredjedele af denne (maalt paa den angivne Maade) og længere end Rygfinne-
Pigstraalen, hvis Længde er lig Hovedets halve. Hjælmen er prydet med ophøjede Linier
og Korn, der udstraale, om end ikke ganske regelmæssigt, fra de enkelte Skjoldes Midt-
punkter; den løber bagtil ud i en bred Forlængelse (overalt med samme Skulptur) paa hver
Side af Rygfinnens forreste Del; omtrent fra dens Midte udgaar en anden Udvæxt nedad
og bagud til Skulderudvexten; fortil ender Hjælmen lidt foran Øjnene med to ved et Ind- |
snit i Midten adskilte, afrundede Forlængelser. Den er i det hele temmelig flad; Nakken
afrundet-tagformig. Gabets Brede er omtrent lig med Pandens mellem Øjnene; disses
Tværmaal indeholdes henved 3 Gange i denne deres indbyrdes Afstand, som er lig med
deres Afstand fra Hovedets Forrand; Afstanden mellem Øjet og det nærmeste Næsebor er
lig med dettes Afstand fra det forreste, og Afstanden mellem de to forreste indbyrdes er lig
med Øjnenes halve indbyrdes Afstand. Overlæbens Skjægtraade naa ud paa Skulder-
Udvæxten, Underkjævens Sidetraade til Brystfinnens Rod, men Hagetraadene ere kun
halv saa lange igjen som disse. Tandbaandet, som bestaar af yderst fine Fløjelstænder,
er bredere (d. v. s. naar længere ud til Siden) i Undermunden end i Overmunden. Gjæl-
lespalten ender først et Stykke omme paa Bugsiden; Skulderfor-Udvæxten er flad,
spids og sværddannet, uden Knuder, Torne eller Takker; den ender under Rygfinnens første
1) Den er senere beskrevet og afbildet efter Exemplarer fra S. Francisco-Floden ved Steindach-
ner, men uden Henvisning til min Diagnose af Arten i «Vid. Selsk. Oversigter» (Wien. Sitzungsb.
Bd. LXXI, S. 10, pl 4.). Hr. St. modtog nemlig denne netop i rette Tid til at kunne udstryge det
Navn, han havde tildelt den, af Korrekturen og indsætte det, hvorunder jeg havde karakteriscret den,
men uden at kunne tilføje nogen yderligere Henvisning.
27 147
Straale og over Begyndelsen af den sidste Femtedel af Brystfinne-Pigstraalen. Denne er
flad, fint furet, med en Række stærke Savtakker paa hver Side; Rygfinnens Pigstraale
har samme Form o.s.v., men kun Savtakker langs med sin Forrand; Bugfinnernes Fæste
ligger helt bag ved Rygfinnens, Gattet bagved Midten af Totallengden; Gat- og Hudfinne
lige over for hinanden; sidst nævnte er lang — lige saa lang som Rygfinnen — men skarpt
begrænset fortil; Halefinnen dybt kløftet. Sideskjoldene ere 31 paa hver Side; med
Undtagelse af de 3 forreste, der ere saa høje, at de udfylde Mellemrummet mellem Hjæl-
mens Nakkeudvæxt og Skulderudvexten, og det fjerde, der vel er lavere, men endnu tem-
melig hojt, ere de kun lave, have ikke en Tredjedel af Kroppens Hojde foran Hudfinnen;
foruden den store Torn paa Midten er der i Almindelighed 3 smaa over og 2 under denne
i deres frie Bagrand. I Axelhulen er der en meget tydelig «Porus lateralis». Smaaskjol-
dene over og under Haleroden gaa saa jævnt over i Halefinnens Stottestraaler, at det er
umuligt (uden Skelettering) at trække en Grænse imellem dem. Straaletallet er: D. :8
HR) ERE: 8 (138); V.:6!1); À. :12 (3.9).
Exemplaret, der er fanget sidst i Januar Maaned, er en Hun «med Æg i Rogn-
sækken af Størrelse som Hovedet paa en meget fin Insektnaal». Den friske Fisk beskriver
Reinhardt saaledes: «Farven er paa Kroppen ovenfor Sidens Skjoldrække graalig-gul
med sorte netformige Tegninger (sammenløbende Pletter); nedenunder Skjoldrækken,
paa Siderne af Kroppen, er Grundfarven ligeledes graaliggul, men blegere, og i Stedet for de
netformige Tegninger findes ganske fine sorte Prikker og Stænk, der hist og her danne
halv udviskede utydelige Pletter. Struben og Bugfladen indtil Gattet ere hvide, faldende
lidt i det gullige; Undersiden af Halen rødlighvid med sorte Stænk, Hovedets Panser
graalig gulbrunt, bagtil forsynet med utydelige mørkere Pletter. Iris graalig-gylden. Ryg-
finnen redlig-graa med uregelmæssige, til Dels til skraa Striber sammenflydende Pletter;
Hudfinnen sort ved Grunden, graalig mod Randen; Halefinnen graalig, men med en stærk
| karminrød Tinte hist og her (dog er denne muligvis kun tilfældig), sortplettet, Pletterne til
Dels flydende sammen til Striber; Brystfinnerne hvidlige med rødligt Skær, forsynede .med
fine Stænk, der til Dels ordne sig til halv udviskede Pletter; Bugfinnerne have samme Kar-
mintinte og ved Grunden meget fine sorte Prikker; Gatfinnen ligeledes hvidligrød med
sparsomme sorte Stænk».
8. Auchenipterus lacustris Rhdt.
Der foreligger 9 Exemplarer af denne Art, der er yderst almindelig i Søen Lagoa
1) Günther angiver 7 Bugfinnestraaler i Slægtskarakteren for Doras; D. marmoratus har dog kun
6 ligesom D. cataphractus, der endvidere kun har 1.5 (ikke 1.4) Straaler i Rygfinnen (konstateret
paa flere Exemplarer). Alle andre Arter have, efter hvad der opgives og hvad jeg selv finder hos
D. costata (2 Expl.): D. 1.6; V. 7.
19%
148 | 28
Santa, men ogsaa forekommer i Rio das Velhas. Beboerne kalde den, efter hvad Rein-
hard oplyser, dels «Pacamäo», som nok er dens egentlige Navn, dels «Pact», som nok
kun ved et Misbrug er overført paa den, men dog anvendes ganske almindeligt for den af
alle Beboerne i Lagoa Santa; den benævnes ogsaa «Ronca-Ronca» 9: «Knurreren»,
fordi den giver en knurrende Lyd fra sig, naar den fanges. R. beretter endvidere, at den
især efter Regnvejr, naar Vandet er plumret, gjærne bider paa Krog; at Skjægtraadene
holdes udstrakte fortil, dannende en Bue, med den yderste Ende udadtil; samt at den er
yderst sejglivet og holder sig levende udenfor Vandet over 14—16 Timer. En Brasilianer
har fortalt Dr. Lund, at han en Gang saa en lille «Pacamäo» drive sin Pektoralpig ind
i Legemet paa en «Trahira» (Macrodon), der var meget større end den selv”); Trahiraen
gjorde et Spring ud af Vandet og op paa det tørre og blev fanget tillige med «Pacu'en»,
der hang fast ved den endnu.
Artens Plads indenfor Slægten kan nærmere bestemmes ved, at den har en skjævt
afrundet Hale, at Underkjæven er længere end Overkjæven, at Pektoral-Pig-
straalen er savtakket paa begge Sider og at Bugfinnen tæller sex Straaler.
Af de bekjendte Arter synes den at staa nærmest ved À. galeatus, der har hjemme
i Guyana. |
Beskrivelse. Formen gaar fra det nedtrykte (Hovedets forreste Del) bagtil hurtigt
over i det sammentrykte; Hovedets Længde (til det Udsnit i Hjælmen, hvori Rygfinnens
Pigstraale er indleddet) er lidt over en Fjerdedel af Totallængden (Halefinnen medregnet);
dets (og Kroppens) største Brede, der omtrent er lig med dets største Højde (ved Grunden
af Rygfinnens Pigstraale) indeholdes 2 Gange i Afstanden mellem Rygfinnen og Halefinnen.
1) Baade denne lagttagelse og den foregaaende, om Skjægtraadenes Stilling hos den levende Fisk i
Vandet, forekomme mig at have Interesse som Bidrag til Oplysning om Mallernes Levemaade, uagtet
de, eller rettere fordi de, maaske med samme Ret kunde opføres under mange andre Arter.
29 . 149
Hjælmen er ikke ru, men mere eller mindre tydelig smaagrubet (vermiculeret); den udsender
bagtil, paa hver Side af Rygfinnen, en Forlængelse, der dog til Dels er dækket af Huden,
samt fra Tindingen en skraat nedadstigende Forlængelse (hvis nederste Del ligeledes er skjult
i den bløde Hud) til den spidse, vandret bagud rettede Skulder-Udvext, hvis synlige
Spidse (d. v. s. for saa vidt den ikke er skjult) omtrent svarer til Midten af Brystfinnens
Pigstraale. Pandegruben er smal, mere eller mindre utydelig. Afstanden mellem de to
Næsebor af samme Par er det halve, de forrestes og bagestes indbyrdes Afstand en Fjerde-
del af Øjnenes, som atter er lig Mundspaltens Brede. Der er i hver Kjæve en halvmaane-
formig Tandkarte af næsten hele Mundens Brede. Underkjæven staar kjendeligt frem foran
Overkjæven. Dennes Skjægtraade naa til Spidsen af Skulderudvæxten; Underkjæ-
vens Sidetraade ere noget kortere; Hagetraadene naa, lagte tilbage, lidt forbi Øjnene.
Under Skulderudvæxten er der en «Porus pectoralis». Brystfinnens Pigstraale er en
Femtedel eller knap det (213) af Totallengden (Halefinnen medregnet); den er glat (om end
fint stribet) og forsynet med stærke Savtakker langs med begge sine Kanter; den er kortere
end de nærmeste bløde Straaler; det samme gjælder om Rygfinnens Pigstraale, der
er kortere end Brystfinnens, kun halv saa lang som Hovedet (naar dette maales paa den
ovenfor angivne Maade) eller knap det; i Reglen er den aldeles glat (om end stribet lige-
som Brystfinnens), stundom har den fortil nogle yderst svage Spor til Knuder. Gatfinnens
Længde er lig Hovedets største Brede. Bugfinnerne sidde et Stykke bagved Rygfinnen,
Gattet lige midt i Totallængden. Det største foreliggende Exemplar har en Længde af
5 Tomme. Hannerne kjendes udenpaa fra Hunnerne paa den med Gatfinnen forbundne
Genitalpapil eller Urogenitalrer!). Straaletallet er: D.:7 (EF OG) PR. :8 (1 7)5-V.:,6;
A.:24—25. Farven: Grundfarven er hos den levende Fisk brunlig-graa med store
morkebrune Pletter, der i de fleste Tilfelde synes at være fordelte med en vis Regel-
messighed i 3 eller 4 Rækker langs henad Bagkroppens og Halens Sider, stundom efter-
ladende en skarpt begrænset lys Stribe midt udad Ryggen; Bugen suart mere hvidlig,
snart mere stænket ved graat; Finnerne uregelmæssigt smaaplettede?).
1) Jfr. Kner: «Ichthyologische Beiträge» (Sitzungsb. d. mathem. naturw. Cl. d. kaiserl. Akad. d. Wiss.,
XXVI Bd., 1857, p. 428.). Smlgn. ogsaa Afbildningen S. 148, som er af en Han.
2) En Optegnelse af Dr. P. W. Lund beskriver dens Farve saaledes: «Den er ovenpaa graabrun,
nedentil hvid. Bag Gjællelaagene har den paa hver Side en meget stor rund mørk Plet med lysere
Prikker i. Om Roden af Rygfinnen har den en lignende; langs Siderne af Ryggen to Rader store
langagtige mørke Pletter. - Panseret paa Hovedet er smukt afdelt i store regelmæssige Felter ved
lysere Linier. Bugfinnerne have et sort Tværbaand langs med deres Bagrand, der er gulagtig lige-
saa vel som Randen af Underkjæven og Skjægtraadene. Gatfinnen er mod sin ydre Rand smukt
marmoreret af brunt ligesom Halefinnen».
9. Glanidium albescens (Rhdt.)
(Tab. III, fig. 5).
Pimelodus albescens Rhdi. (in sched.).
Den lille Doradin, for hvilken jeg har foreslaaet det ovenanforte nye Slægtsnavn,
afviger kun derved generisk fra Centromochlus Kn., at hele Hovedet er bedækket med
blød Hud, saa at «Hjelmen» hverken er synlig eller kornet. Den forholder sig i denne
Henseende til Centromochlus (begge med Hudfinne og med kort Gatfinne) som Trachelyop-
terus til Cetopsis (uden Hudfinne og med lang Gatfinne). Saa længe man overhovedet vil
lægge Vægt paa denne Forskjel indenfor Doradernes Gruppe — man er maaske i denne
Henseende noget inkonsekvent, indenfor Bagrus- Gruppen har man maattet opgive denne
Distinktion — maa Glanidium derfor sondres generisk fra Centromochlus.
Glanidium albescens, der kun naar en Længde af 47/1 Tomme, skal ikke alene fore-
komme i selve Rio d. Velhas (hvorfra de hjembragte Exemplarer ere), men, efter hvad
der blev Reinhardt fortalt, ogsaa i Bække, der falde i denne Flod. Brasilianerne be-
nævne den «Jundia» eller «Pacüu branco», hvortil R. bemærker, at den vel rigtigere
benævnedes «Pacamäo branco» eller «den hvide Pacamäo».
Beskrivelse. Den trinde Krop tiltager jævnt i Tykkelse fra den sammentrykte
Hale, saaledes at Hovedets Brede over Øjnene kun staar lidet tilbage for den største Brede
foran Brystfinnernes Rod, der atter kun er lidet mindre end Hovedets Længde, maalt
paa sædvanlig Maade fra Midten af den afrundede Snude til Spidsen af Gjælledækket, hvil-
ken Længde netop udgjør en Femtedel af Totallængden til Spidsen af den kløftede Hale-
finne; den største Højde over Bugen er lig med den største Brede foran Brystfinnerne.
Hovedet er afrundet til alle Sider, kun ovenpaa noget fladt, dækket af en blød, løs Hud;
kun Skulderudvæxten, der er smal og spids og to Tredjedele saa lang som Brystfinnens
Pigstraale, ses tydeligt under dette Huddække. Over- og Underkjæven ere lige lange,
Gabet saa stort, at Mundvigene ligge i Linie med Øjets forreste Rand. I begge Kjæver er
der et Bælte af saa kaldte Fløjelstænder, men ingen paa Ganen. Øjnene ere store, men
dækkede af Huden; de ligge langt fortil og vende mere til Siden end opad; deres Tvær-
maal er over en Femtedel af Hovedets Længde, men ikke det halve af deres indbyrdes Af-
stand; de bagre Næsebor ligge helt oppe paa Panden i Linie med Øjnenes Midtpunkter.
De øvre Skjægtraade, hvis Roddel passer ind i en Rende uuder Øjet, naa til Spidsen af
Gjælledækket, andet Par ikke til Roden af Brystfinnerne. Rygfinnens Længde (langs
med dens Grund) indeholdes 34 Gang, dens Højde (parallelt med Straalerne) to Gange
i Hovedets; Pigstraalen er tyk med en forholdsvis lang Hudspids') og med Spor til Takker
1) Det er vel næsten overflødigt at bemærke, at denne leddede «Hudflig», som altid kan paavises i
Spidsen af de saa kaldte «Pigstraaler» hos Mallerne (men som rigtignok er meget ubetydelig i de fleste
31 151
fortil paa dens øverste Del; Brystfinnens Pigstraale er stærk, bred, tre Fjerdedele af Hove-
dets Lengde, med kort Hudspids og sterke Takker, iser indvendig. Bugfinnerne sidde
omtrent midtvejs mellem Ryg- og Gatfinnen, den meget lille Hudfinne over Gatfinnens
sidste Straaler; Halefinnen er kløftet. Sideliniens Lob er undertiden lidt uregelmæssigt.
«Porus pectoralis» fandtes ikke. Straaletallet: D.:6 (1.5); P.:7 (1.6) (sjældnere
5); V.:6; A.: 13 (4.9) (undtagelsesvis 4.8). Kjonsforskjellen viser sig meget tydelig
i Formen af Gatfinnen, der hos Hannen er hoj, spids og stor ved en stærk Udvikling af
de sidste uklovede og de forreste klovede Straaler, der ere meget lange, men tillige meget
brede og flade i Sammenligning med de tilsvarende Straaler hos Hunnerne; tillige er denne
Finnes forreste Rand udhulet ved sin Grund for at give Plads for den temmelig store
Genitalpapil, som herved kommer til at ligge i en lille Hule mellem Gatfinnens Grund
og en Svulst bag ved Gattet.') (Forholdet er altsaa et andet end hos Centromochlus aulopy-
gius, hvor det er som hos Aucheniptererne?). Ogsaa Hunnerne have en Genitalpapil, men
den er meget lille i Forhold til den store Kjonsaabning. Sædstokkene have den sædvanlige
fingrede Bygning; Ægene ere forholdsvis store; «endnu i Marts finder man Hunner med
Rogn; derimod vare Ægene smaa, Rognsekkene lange, smalle, hvidlige og pelseformige i
et d. 8de Februar erholdt Exemplar» (R.). Farven: Paa de i Spiritus opbevarede Exem-
plarer er Ryggens brunlige Farve lysere eller morkere; et enkelt Exemplar er tydeligt
skjoldet. Reinhardt beskriver Farven saaledes hos et Exemplar, der blev bragt ham den
iste Avgust: «Snude og Pande hvidlig, Baghovedet og Hojryggen brunlig-graa, den sidste
med utydelige mørkere Pletter; paa Siderne talløse ganske fine Prikker af den brunlig-graa
Farve paa hvid Grund; Bugsiden hvid, henimod Halen med et smukt rødligt Skjær, der
ogsaa udbreder sig paa Siderne af Halen; Bryst-, Bug- og Gatfinnen hvide, klare; Hale-
finnen gullig-hvid, spættet med sort».
Tilfælde, naar «Pigstraalen» er forholdsvis. stor og stærk), i Virkeligheden er Straalens uforbenede
Del, og at dens forbenede Del («Pigstraalen») stadig voxer ved at Led efter Led af Hudspidsen for-
bener og føjes til «Pigstraalen», i hvis øvre Del de skraa Grændselinier mellem Leddene derfor ofte
ere let synlige. «Pigstraalens» «stikkende» Spidse hidrører netop fra, at Leddene danne saa spidse
Vinkler med Straalens Axe, Ogsaa Takdannelsen staar i Forbindelse med denne Leddeling, idet et
Par Takker (hvis Straalen er takket paa begge Sider) gjerne svarer til hvert Led; Jfr. Kner: «Ueber
den Flossenbau d. Fische», (»Sitzungsber. d. k. Akad. d. Wiss.», XLII, p. 240). Egentlig burde man
tage denne uforbenede Del med, naar man maaler Pigstraalen og bestemmer dens Længde i Forhold
til andre Legemsdele; men dette støder paa Vanskeligheder i de Tilfælde, hvor den er kolosalt ud-
viklet og baandformig forlænget, f. Ex. hos Ælurichthys.
1) Smlgn. Tab. IV, fig. 5, som forestiller en Han.
3) Jfr. Kner, ls ec. p. 434.
152 32
D. Pimelodus-Gruppen.
10. Platystoma emarginatum Val.
Cuvier & Valenciennes: hist. natur. d. poissons, t. XV, p. 25.
Af denne allerede ved Aug. de St. Hilaire fra Rio de S. Francisco hjembragte
Art har Reinhardt samlet 7 Exemplarer i Rio das Velhas; det største af dem har
omtrent samme Længde som St. Hilaires (15 Tommer), men Arten opnaaer en endnu
betydeligere Størrelse. Dens brasilianske Navn er «Mandi-acü» eller «den store Mandi».
Til Valenciennnes’s Beskrivelse, der i øvrigt er træffende nok, skal her endnu føjes følgende:
Formen er temmelig langstrakt, Kroppen noget sammentrykt, Hovedet ikke meget
nedtrykt; dets Længde (til Gjællelaagshudens Rand) indeholdes 31} Gang i Totallengden,
naar den kløftede Del af Halefinnen ikke medregnes; til Spidsen af Nakkeudvæxten 3 Gange;
dets Brede bagtil er lig to Tredjedele af dets Længde og lig med den største Højde foran
Rygfinnen; fortil er den lig med Øjehulernes indbyrdes Afstand for neden. Øjnene ligge
temmelig højt oppe, lidt længere fra Snudespidsen end fra Randen af Gjællelaaget; deres
Længdetværmaal er en Syvendedel af Hovedets Længde, men over det halve af deres ind-
byrdes Afstand. Pandegruben er spids fortil, afrundet bagtil; den begynder lidt foran
de bagre Næsebor og ender lidt foran Øjnene. De øvre Skjægtraade naa ind paa
Bugfinnerne eller til Spidsen af eller endog ud over disse, de nedre til Gjællespalten, de
mellemste lidt ind paa Brystfinnernes Rod. Overkjevens Tandbælte er yderst paa hver
Side næsten dobbelt saa bredt (dybt) som i Midten, Plovbenets ure-
gelmæssigt firkantet med et dybt V-dannet Indsnit bagtil, vidt adskilt
fra de smalle, aflange, egentlige Ganetandpletter; hos yngre Exem-
plarer er Plovbenets Tandparti delt i to ovale (stundom sig mere
eller mindre til det rudeformede nærmende eller dog bagtil tilspidsede)
Grupper, som fortil enten kunne berøre hinanden eller være helt adskilte.
Bugfinnerne ere dels hæftede under, dels bagved den bageste Straale
i Rygfinnen, sjældnere helt, men umiddelbart, bagved denne. Afstanden
fra Rygfinnen til Hudfinnen er kortere end selve denne Finne, der er
dobbelt saa lang som Gatfinnen. Straaletallet er; B.:9; D.:1.6;
P.: 1.10—11; V.6; A. 11—14 (3—4. 8—10). Farven er paa de i Spiritus opbevarede Exem-
plarer mørkladen paa Ryggen; Bugen og Siderne nedenfor Sidelinien sølvhvide eller mes-
singgule; der er et Par mørkere Pletter paa hver Side af Ryggen, men ingen paa
BET DUUN
SMU) A ARLES NN Inn,
AL | NY AN ANS N N
Ny
IN A hu
Vash
\ ANN qu
Hovedet eller Finnerne, og paa yngre Exemplarer forsvinde disse Pletter mere og mere,
jo yngre de ere, til sidst fuldstændig. Reinhardt anfører i sine Optegnelser, at Prof.
Lund, ogsaa har havt flere Exemplarer af den aldeles uden Pletter. Et frisk Exemplar
beskriver R. i øvrigt saaledes: «Naar Fisken er levende og bedækket med Slim, er Bugfla-
33 153
den perlemoderagtig, iriserende hvid; over Fiskens øvrige Overflade er udbredt et gyldent
Skjær, og temmelig svage og ubestemt begrænsede Pletter ere spredte over hele Kroppen,
dog saaledes, at de ere talrigst under Rygfinnen (hvor de nogenlunde ere ordnede i 3
Rækker) og blive færre mod Halefinnen. Finnerne mangle Pletter; Ryg-, Hud- og Hale-
finnen dele Kroppens gyldne Skjær og ere bræmmede med en meget smal, ubestemt begrænset
mørk Rand (fortil og oventil paa Rygfinnen, oventil paa Hudfinnen og overalt paa Hale-
finnen). Paa Bryst- og Bugfinnerne er det gullige Skjær svagere, forsvindende mod Enden
og mindre metallisk-glinsende. Øjets Iris er rødlig gylden, isprengt med talrige smaa
graalige Stænk, der næsten fortrænge Grundfarven med Undtagelse af en smal Ring lige
tæt op til Pupillen».
I en den 8de Februar undersøgt Hun fandt R. Æggene i de rødlig-hvide Ægge-
stokke forholdsvis faa og ligesom nedsænkede i en kjødet-gjennemskinnende Masse. De
havde derimod allerede et ganske andet Udseende hos en den 27de Februar undersøgt Hun:
Rognsækkene vare langt mere opsvulmede, og Rognkornene udfyldte dem næsten aldeles,
saa at der nu næsten ikke mere saas noget til det Substrat, hvori Æggene syntes nedsæn-
kede hos det i Begyndelsen af Maaneden undersøgte Exemplar.
Under Benævnelsen «Urutu» (hvilket Navn ellers tilhører en Giftslange?)!) eller
«Mandi-Urutu» blev der bragt Reinhardt en 5 Tommer lang Unge af denne Art,
fra en Hule ved Juliäo°); Fiskeren tilføjede, at den ej forekom i Rio das Velhas, men
kun i Bække og i Huler, i hvilke disse træde ind og danne Vandbeholdninger; men han
vidste dog, at den skulde naa en Størrelse som «Mandi'en» (Pimelodus maculatus) og
med Alderen blive mørkere. Den er imidlertid, hvordan det saa end forholder sig med
disse Angivelser, ganske vist kun- den yngre Form af Platystoma emarginatum; til
Kundskab om de med Alderen hos denne Art foregaaende Forandringer vil det derfor være
rigtigt at antegne, at de øvre Skjægtraade her naa til Halefinnen, de nedre til Brystfinnen,
de mellemste til disses Spidse (at Skjægtraadene ere længere hos Ungerne, er gjennemgaaende
hos Mallerne); Overkjævens Tandbælte er ikke bredere for Enderne
end i Midten, Plovbenets Tandgrupper smaa og vidt fjærnede, samt
vidt adskilte fra de smaa aflange Ganetandgrupper; Øjnene ere større,
næsten en Femtedel af Hovedets Længde; Hovedets Stribning og Kor-
ning udvisket. Farven er ren brunlig, uplettet paa Ryggen, gul-hvid
paa Bugen; Reinhardt beskriver den saaledes hos den friske Fisk:
«Farven under Bugen perlemoderhvid (iriserende); paa Siderne begynde
en Del yderst fine Smaastænk at vise sig paa den hvide Bund og give
1) Jfr. det følgende under Pseudorhamdia lateristriga, S. 171.
2) En Samling Huse et Par Mil fra Lagoa Santa.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidenks. og mathem. Afd, Xll. 2.
154
betales med 8 «Milreis» (c. 16 Kroner), og hvor-
34
denne Del en smudsig Tinte; op imod Ryggen
blive disse Stænk talrigere og tættere, og Ryggens
Farve bliver derved næsten graalig - olivenbrun,
men den levende Fisk synes ligesom de fleste
Silurider at være overtrukken med en gul Slim.
Alle Finner ere forsynede med en sort Bræmme,
der især er iøjnefaldende paa den første Rygfinne.
Øjets Hornhud er sølvfarvet, Pupillen blaasort, alle
Finnerne gullighvide, Bryst- og Bugfinnerne forsynede
med sorte Smaastænk; Hovedet ovenpaa gulgraat».
11. Platystoma orbignianum Val. (?)
? Marcgraf, Hist. r. nat. Brasil., Pisces p. 174.
(fig. inf.)
? Platystoma coruscans Ag., Spix: Pisces Brasi-
lienses;1p 25; Pts:
(?) Pl. orbignianum Val., d'Orbigny: Voyage dans
l'Amér. méridionale, pl. IV, f. 3.
Pl. orbignianum Valenciennes, hist. natur. d.
poissons, Vol. XV, p. 12.
Pl, orbignianum Günther, Catalogue, Vol. V.,
p. 107.
Platystoma Forchhammeri Rhdt. (M. S.).
Den i Velhas-Floden forekommende store
Platystoma, hvoraf Reinhardt har hjemfort et
25 Tommer langt Exemplar (et andet af ham ud-
maalt var 31 Tommer langt), benævnes i Landet
selv «Sorubim»; ældre Exemplarer benævnes
«Casonette» og aldeles overordentlige «Loango»
aabenbart af afrikansk Oprindelse, formodentlig
Navnet paa en stor Fisk i Negernes Hjemstavn);
den er meget skattet, sælges efter sin Længde i
«Palmer» eller «Spand» (1 «Patak» eller 1/3 «Mil-
reis» for hver); man har «Sorubim'er», der
af en giver betydelig over en «Baril» saltet Fisk. |
Den forekommer ikke i Søen Lagoa Santa, men |
baade i Rio das Velhas og i S. Francisco, |
35 155
ja selv i den i Indledningen omtalte «Ribeirao do Mato»; den bliver 8—10 Fod lang,
men saa stor findes den kun i San Francisco, ikke i dennes Biflod, Rio das Velhas;
eller med andre Ord, de meget store Individer gaa ikke ind i de mindre Floder.
Begge de Zoologer, der før mig have undersøgt det eneste foreliggende Exemplar
af denne Fisk (Reinhardt og Krøyer), have været enige om at anerkjende den som ny;
og muligvis havde jeg fulgt deres Exempel og benyttet det af Reinhardt foreslaaede Navn
for den, hvis ikke Günther i Mellemtiden havde bestemt den i Rio Cipo (som det vil
erindres en af Velhasflodens Bifloder) forekommende Form som ?. orbignianum Val. Er
dette rigtigt, da er det jo næsten givet — i det mindste overordentlig sandsynligt — at
Bestemmelsen ogsaa maa overføres paa den i Rio das Velhas og S. Francisco fore-
kommende «Sorubim», forudsat naturligvis, at Beskrivelserne passe paa denne; og det
maa da ikke komme i Betragtning, at Platastrømmen og San Francisco-Floden ellers ikke
pleje at have Arter til fælles, uagtet deres Kilder ligge tæt ved hinanden; jeg kjender af
Siluroider intet andet Exempel derpaa end Pimelodus maculatus Lac., og det er endda,
som vi ret snart skulle se, noget tvivlsomt.
Under det anførte Navn har Valenciennes som bekjendt beskrevet en stor
«Sorubim», der opnaar en Længde af 8—9 Fod og forekommer i Rio de la Plata
(Parana) fra Buenos Aires til Corrientes. Hans temmelig korte Beskrivelse, efter et Exem-
plar paa 20 Tommer, passer ganske paa det Reinhardtske, bortset fra nogle Uoverens-
stemmelser i Straalernes Antal. Londoner Museets (fra Rio Cip6) er et 3 Fod langt
Skind; den korte Karakteristik, som gives af Arten' efter dette, passer ligeledes godt med
Undtagelse af et noget afvigende Forhold ved Ganetænderne — om hvilke mere nedenfor —,
men i hvilket. det foreliggende Individ derimod synes at stemme med Pariser-Museets. Alt
taget i Betragtning vover jeg derfor ikke efter mine Forgængeres Exempel at opstille Vel-
hasflodens «Sorubim» som en ny Art, men er mere tilbøjelig til at tro, at de smaa Afvi-
gelser, der kunne udpeges, kun ere af individuel Natur. Straaletallene frembyde saaledes
følgende Afvigelser og Overensstemmelser :
Reimhardts (Rio d.-Melhas):1B 15; D:1.6; P:1.9; V:6; A:16 (7 +9).
Valenciennes’s (Rio Parana): 17; 1268 1.3: 6; 15.
Günthers (Rio Cipo): 17; 2.6; 12.38 65 14.
Afvigelserne i Gatfinnens Straaletal ere ikke storre end at de kunde bero paa
individuel Variation; men desuden ere de forreste Straaler saa smaa og saa skjulte, at man let
overser dem og overhovedet ikke erkjender dem uden Dissektion. Paa denne Forskjel leg-
ger jeg derfor slet ingen Vægt. Noget vanskeligere er Forskjellen i Gjællehudstraalernes
Antal; men dels stemmer jo i denne Henseende Exemplaret fra Rio Cipo (om hvis Arts-
Identitet med det fra Rio d. Velhas der vel ikke godt kan vere Tvivl) med det fra Rio
Parana; dels har man da andre Exempler paa en lignende individuel Variation indenfor
20*
156 36
Siluroidernes Familie hos Arter med mange Gjællehudstraaler ; for at tage et nærliggende Exempel,
Platystoma platyrhynchus har 10 eller 111). Om Tænderne siger Valenciennes, at P. orbigni-
anum i denne Henseende stemmer med P. tigrinum, hos hvilken Forhol-
dene beskrives saaledes: «Overkjævetænderne danne et Bælte, der er
bredt i begge Ender, men meget smalt i Midten; Ganens en halv Ellipse,
hvis forreste Del er meget bred og lober ud i en but Forlengelse,
og hvis Grene forlænge sig bagud». Af den vedfojede Figur vil
man se, at denne Beskrivelse ganske passer paa Velhas-Sorubimen,
naar undtages, at Valenciennes ikke omtaler, at Ganetandbeltet
er afbrudt i Midten af en smal nogen Stribe; dette kan vere overset,
men det kan vistnok ogsaa vere individuelt forskjelligt. Saaledes finder jeg hos P. Vail-
lanti Ganetandbeltet aldeles sammenhengende, uagtet det beskrives af Valenciennes
med folgende Ord: «la bande voméro-palatine est divisée en 4 parties oblongues, qui
se touchent». Det vækker derfor heller ikke videre Anstod hos mig, at Günther beskri-
ver Forholdet saaledes hos P. orbignyanum: «Ganetænderne danne 4 næsten sammenstodende
Pletter, af hvilke de paa Plovbenet ere trekantede, de paa Ganebenene nesten kileformige,
afsmalnende bagtil»; hvilket vel antyder en lignende Konfiguration af det hele Ganetand-
parti, men tillige, at der er en tydelig Adskillelse mellem det Plovbenet og de Ganebenene
tilhørende Partier foruden den Linie, der deler det først nævnte i to Grupper. Formodent-
lig ere disse 4 Tandgrupper vel adskilte hos yngre Exemplarer, men voxe mere eller mindre,
tidligere eller senere, sammen hos de voxne.
Er Bestemmelsen som «P. orbignyanum» end saaledes tilsyneladende retfærdiggjort,
efter hvad der for Tiden er oplyst, saa vil jeg paa den anden Side indrømme, at en umid-
delbar Sammenligning mellem Exemplarer fra S. Franciscos og fra La Platas Flodsystem
kunde fore til et modsat Resultat. Men der er endnu den Mulighed tilbage, at den i Rio
das Velhas og Rio Cipo forekommende «Sorubim» kunde vise sig at være den Agas-
sizske P. coruscans, der jo netop er opstillet paa en Fisk fra S. Francisco -Floden.
Denne maa i al Fald staa den foreliggende Form meget ner, men er beskrevet efter et ud-
stoppet og derved rimeligvis noget misdannet Exemplar. Jeg véd egentlig ikke andre For-
skjelligheder at anfore end en Farvenyance, lengere Skjægtraade og færre (10) Gatfinne-
straaler. Dette sidste maatte man dog se nærmere bekræftet, førend man tillagde det videre
Vægt, da de forreste Straaler kunde være oversete eller gaaede tabt ved Præparationen;
Exemplaret betegnes af selve Beskriveren som «siccum mancum». Skjægtraadenes større
Længde kan derimod ikke forklares som en Aldersforskjel, da Spix's Exemplar netop er
1f Kner: Sitzungsb. d. k. Akad. d. Wiss., 1857, «Ichthyologische Beiträge», S. 398. Andre Exempler
afgive Clarias-Arterne, hvor den individuelle Forskjel kan være endnu større.
37 157
lige saa stort som Reinhardts. Skulde det vise sig, at den foreliggende Art er den samme
som Spix’s, maa naturligvis Navnet P. coruscans gjenoptages; men for Tiden er det umuligt
at afgjore det. En fornyet Undersøgelse af Original-Exemplaret i Münchener-Museet vil
næppe klare Sagen. Indtil det modsatte paavises, maa jeg finde det mindre sandsynligt,
at de eneste 3 Exemplarer af «Sorubim'er» fra S. Franciscos Flodsystem, som have
fundet Vej til Europas Museer, skulde tilhøre 3 forskjellige Arter, og den ene af dem ikke
desto mindre være identisk med La Plata-Flodens. For Øjeblikket synes det mig derfor
forsigtigst at blive staaende ved den Guntherske Bestemmelse.
Til de givne Beskrivelser vil jeg endnu føje følgende: Hovedets Længde er, maalt
til Gjællelaagshudens yderste Rand, ikke fuldt en Tredjedel af Totallængden, naar denne
maales til Spidsen af Halefinnens stærkt afrundede Flige, mere end en Tredjedel til Ud-
snittet i samme; maalt til Enden af den temmelig korte Nakkeudvæxt bliver Hovedets Længde
enten en Ubetydelighed større eller nøjagtig den samme (hos et af Rhdt. udmaalt Exem-
plar). Hovedet er ikke ålene langt, men ogsaa paafaldende fladt og bredt; dets Brede fortil,
over de øvre Skjægtraades Udspring, er lig -Øjehulernes indbyrdes Afstand forneden, men
ikke en Tredjedel af dets Længde; dets øvre Side er fint straalestribet; en langstrakt, i
— begge Ender spidst tilløbende Pandegrube indtager omtrent det halve af dets Længde i
i Midtlinien, men hører op i Linie med Mundvigene, hvis Afstand fra Snudespidsen er om-
trent lig med deres Afstand fra Øjnene. Da Overkjæven springer en Tredjedel Tomme frem
foran Underkjæven, kan man just ikke saa ganske kalde dette Fremspring «lidet», uden
netop i Sammenligning med P. planiceps og lignende Former. Øjet ligger en ren Ubetyde-
lighed nærmere ved Snudespidsen end ved Spidsen af Gjællelaagshuden; dets Længdetvær-
maal indeholdes 15 Gange i Hovedets Længde til Spidsen af Nakkeudvæxten. Med Hensyn
til Skjægtraadenes relative Længde kan jeg henvise til Günther. Bugfinnernes første
Straale er temmelig stiv; deres Plads er betydelig bagved Rygfinnen!); Hudfinnen er kor-
tere end denne og end Gatfinnen. Den stærke Afrunding af Halefinnens Flige (som Rhdt.
fandt stærkere paa den øvre end paa den nedre Flig) er vistnok opstaaet ved Slid; oprin-
delig ere de vistnok begge spidse. Med Hensyn til Poren ovenfor Brystfinnerne bemærker
Reinhardt, at den fører ind til en lille sækformig Hulhed, der ender blindt; han kunde
hverken føre Sonden dybere ind end 1% Linie, eller senere, da han ved et Klip havde ud-
videt den ydre Aabning, finde noget Hul eller Kanalmunding i Sækkens Bund, eller endelig
paa Bughulens indvendige Side eller Væg finde nogen tilsvarende Aabning; og han betvivler
derfor, at Valenciennes har Ret, naar han siger, at denne ydre Aabning (hos P. fas-
. ciatum) fører ind i Bughulen. Hos et senere undersøgt Exemplar ledte R. forgjæves efter
disse Axillarporer paa begge Sider af Legemet.
1) Dette bemærkes, fordi den Slægten tillagte Karakter: «Bugfinnerne hæftede bag Rygfinnen» ikke er
konstant; hos P. Vaillanti sidde de under de sidste Rygfinnestraaler ligesom hos Platystomatichthys
158 38
Farven er beskrevet af Valenciennes; selv de hvide lodrette Steger paa Siderne
over Sidelinien mangle ikke. Reinhardt beskriver den saaledes efter friske Exemplarer :
«Ryggen er graalig brun med metallisk glinsende gule Reflexer over hele Ryggen og
Overfladen af Hovedet; Struben hvid som Bugen; Halefinnens Flige ensfarvede graalig brune,
uden Pletter som paa det hjembragte Exemplar; Gatfinnen graalig; den tynde Hud mellem
Bryst- og Bugfinnernes Straaler graalig hvid; Pletterne paa Kroppen tættere end paa Museets
Exemplar; Iris graalig med et svagt gyldent Skjær, der bliver stærkere mod Pupillen, saa at
der nærmest om denne opstaar en rødlig-gylden Ring af en Millimeters Brede».
En af de Fiskere, hvis Tjeneste R. benyttede, skjelnede mellem to i Rio das Vel-
has forekommende «Sorubimer», en med mindre, tættere Pletter (efter hans Udsagn Hun-
nen) og en med større, mere spredte Pletter (Hannen?). KR. undersøgte i den Anledning
en større Række Exemplarer af den smaaplettede Form, men fandt dem tværtimod alle at
være Hanner; senere undersøgte han ogsaa en meget stor, 18% svær Hun med et usæd-
vanligt stort Hoved, men bemærkede ingen Afvigelse i Pletternes Størrelse eller Stilling fra
de tidligere undersøgte Hanner. Efter hvad der blev sagt R., skulde de overmaade store
Individer, der, som ovenfor anført, faa Navn af «Loango», stedse være Hunner. R. be-
mærker endelig, at «de store Individer ere forholdsvis tykkere og have et bredere Hoved;
fra en vis Alder synes derfor Fisken forholdsvis at voxe mindre i Længden, men mere at
tiltage i Tykkelse og saaledes at blive plumpere; de relative Maal ere derfor megen For-
andring underkastede».
«Endnu kan om denne Fisk anføres, at den plages af adskillige Indvoldsorme;
et ikteagtigt Væsen findes i største Mængde paa Mavens og Tarmens ydre Overflade; de
have Udseende af hvide Korn, c. 14* i Længde; desuden findes andre langt større, sam-
menrullede i en Spiral, c. 1 Tomme lange». (R.)
| Som Prof. Reinhardt allerede har omtalt det i sin Afhandling om Stegophilus in-
sidiosus, denne mærkelige lille Malle, der søger sit Opholdssted i Gjællehulen hos vor
«Sorubim», «er det en af alle Mineiro-Fiskere fuldt og fast antaget Sag, at «Sorubimen»
gjemmer sine Unger under Gjællelaaget, indtil de opnaa en vis Størrelse (nogle sige
endog 112 Palme, hvad øjensynlig er meget overdrevet). Dette Tilflugtssted forlade Ungerne
vel for at svømme omkring i Vandet om Moderen; men saa fremt en Fare nærmer sig,
aabner Moderen dels Gjællelaaget, dels Munden, og Ungerne smutte alle derind.»
R. har talt med en Fisker, der selv har trukket «Casonetten» op i Kanoen og dér set
Ungerne sprælle ud af Gjemmestedet; imidlertid er det sjældnere at finde Unger i Gjælle-
hulen, naar man fanger Fisken paa Krog; thi naar den spræller og søger at slippe løs fra
Krogen, undslippe sædvanligvis Ungerne; lettere er det, naar den fanges med Net. En anden
Fisker meddelte R. Lo eller tre Tilfælde, hvor man havde sat en slig med Moderen fanget Unge i
en lille Fiskedam eller saakaldet «Panque», i hvilken den efter et eller to Aars Forløb var voxet op
39 159
til en «Sorubim» af 3-4 «Palmers» Længde; der opstod en Gang i et sligt Tilfælde alvorlige Kjæv-
”lerier, fordi den blev fanget af en anden end Ejermanden. Den ganske lille Unge skal allerede
være plettet ligesom Moderen. Nogle tilføje, at naar Moderen kaster sin Rogn, søger hun at
opfange den i Gjællehulen"), hvor Æggene da skulle udklækkes. Enkelte paastaa, at «Soru-
bim'erne» parre sig og til den Ende rejse sig i Vejret, Bug mod Bug, saa at en Del af
Kroppen kommer over Vandet. En Fisker, som R. i øvrigt omtaler som lidet paalidelig,
fortalte endvidere at have set, at naar «Sorubimen» har kastet sin Rogn (der skal ligne
en Klump Slim), vender den sig om og «ser paa den»; den opholder sig nu i Nærheden
af Legen «og udruger den med Øjnene», som han udtrykte sig» (R.). Maaske er dette at
tyde saaledes, at Moderen (eller maaske snarere Hannen?) opholder sig i Nærheden af
Rognen, indtil den udklækkes.
Af Prof. Reinhardts ovennævnte Afhandling vil det imidlertid være bekjendt, at
da denne Fisker skulde føre Beviset for sin Paastand, at «Sorubimen» udklækker sin Unge
(efter hans Sigende altid kun en!) i Gjællehulen, fandtes den formentlige «Sorubim»-Unge
at være hin lille Snyltemalle (Stegophilus insidiosus). Det vedbliver imidlertid til en vis Grad
at være et aabent Spørgsmaal, om alle hine Fortællinger have deres Rod i denne ejen-
dommelige «Commensalisme»; eller om «Sorubimen» muligvis alligevel, som det jo nu
vides om visse andre Maller, udklækker sine Æg eller opfostrer sine Unger i Mund- eller
Gjællehulen. Jeg kan selvfølgelig ikke yde noget Bidrag til Løsningen af dette Spørgsmaal,
men skal indskrænke mig til at gjøre opmærksom paa, at de sydamerikanske og indiske
Maller, med Hensyn til hvilke det er konstateret, at Hannerne virkelig tage Ægene i
Munden, straks efter at de ere lagte og befrugtede, og beholde dem der en vis Tid, til
Dels længe efter Udklækningen og indtil den store Blommesæk er næsten eller helt for-
læret, med en enkelt Undtagelse, som nævnes nedenfor, alle have tilhørt Arius-Gruppen (og
det ikke blot, som man et Øjeblik troede, de Arius-Arter, der havde butte Ganetiender)°).
1) Dette vilde hun vel have ondt ved; mere forstaaeligt er det, om Hannen gjorde det, skjønt man
ikke ret fatter, hvordan Befrugtningen da skulde ske — med mindre denne, som nogle jo angive,
skulde ske ved en Parring.
2) “Arius fissus (Cayenne), Günther, «Catal. of fishes» V. (1864) p. 172; À. Boakei og Layardi (Cey-
lon): «Journal of Anatomy and Physiology» Vol. I (1867); «Annals of natural history» Debr. 1866,
p. 473 (Turner, Boake og Günther); A. barbus Lac. (Syd-Brasilien): «Archiv f. Naturgeschichte»
1870, p. 70 (Hensel); 4 surinamske (ubestemte) Bagrus- (9: Arius?) Arter: «American Journ. of Science»
Vol. 76, 1859 (Wyman); À. subrostratus, gagora, sumatranus og Osteogeneiosus militaris (Indien):
«Proc. Zool. Soc.» 1873, p. 70 (Day). Hertil endnu kun den historiske Bemærkning, at allerede Bloch
("Allg. Naturg. d. Fische», XI, p. 18) hos den surinamske Ageneiosus militaris fandt Munden fyldt med
gule Æg, og tydede Forholdet paa den utvivlsomt rigtige Maade, at denne Malle — som ikke tilhører
Ariernes, men Doradernes Gruppe — havde taget sine Æg i Munden for at beskytte dem mod
Rovdyrene. — Schomburgks Beretning (Fishes of Guyana, I, p. 114 og 194) om en stor 10—12
Fod lang Siluroid, «Lau-lau» kaldet — muligvis netop en Platystoma — at dens Unger skulde
svømme i store Stimer omkring dens brede Hoved og i Farens Stund søge Tilflugt i dens store
160 40
Der er dertil knyttet den Særegenhed, at Æggene hos disse Arter ere faa i Tallet, men af
en ganske overordentlig Størrelse; ved at aabne Hunnens Bug finder man foruden dem,
der ére bestemte til at lægges ved første Lejlighed, og som derfor have opnaaet deres fulde
Størrelse eller ere nær derved, et andet Sæt af Middelstørrelse, hvis Tur det vil blive
næste Aar, et tredje, der er endnu længere tilbage i Udviklingen 0. s. v. At en lignende
Yngelpleje ogsaa fandt Sted hos Platystoma-Arter, vilde — i Mangel af ligefremme Vidnes-
byrd derom — kunne anses som bevist, dersom man hos Hunnen fandt den samme Grada-
tion i Æggenes Udvikling og en lignende kolossal Størrelse af de modne Æg; men noget
saadant er ikke Tilfældet (Jfr. Rhdt. 1. c. S. 84). Paa den anden Side var det vel tænke-
ligt, at ogsaa mindre og talrigere Æg kunde tages i Forplejning paa den omhandlede Maade.
Det blandt Mineiroerne gængse Sagn vil i alt Fald ikke let kunne forklares ved, at Erfa-
ringer fra Arèus-Arter eller Chromider ere ved en eller anden Misforstaaelse eller Forvex-
ling blevne overførte paa de store Platystomer; thi Ariiner og Chromider forekomme,
som allerede bemærket, aldeles ikke i S. Franciscos Flodsystem. Fremtidige Rejsende
ville formentlig gjøre vel i at have deres Opmærksomhed henvendte paa dette Sagn, om
end dettes Troværdighed er bleven i høj Grad svækket ved Prof. Reinhardts indtrængende
og skarpe Kritik.
12. Bagropsis Reinhardti Ltk.
(Tab. I, fig. 2.)
"Af Pimelodiner med Ganetænder, med ikke synderlig forlænget Snude,
uden saakaldte Straaler (Forbeninger) i Hudfinnen og med 6 Straaler i Rygfin-
nen foruden Pigstraalen, samt med traadformige Skjægtraade, er der opstillet 4 Slæg-
ter, hvilke imidlertid af Günther — som dog ikke selv har havt Lejlighed til at under-
søge nogen af de herhen hørende Arter — atter ere trukne sammen til to: Piramutana
(med Pseudariodes) med Hovedets Rygflade (Hjælmen) kornet samt med lang Hudfinne,
og Piratinga (med Malacobagrus) med nøgent Hoved og middellang Hudfinne. Den i Rio
das Velhas levende Mallefisk, der er de omboende bekjendt under Navnet «Mandi-
Bagre», synes ikke at passe ind i nogen af disse Slægter, og man nødes derfor vist-
nok til at opstille en ny — Bagropsis m.1) — for den, hvor megen Betenkelighed man
Gab, vil ogsaa af den Grund blive mødt med Mistillid, at han lader Ungerne udklækkes i Moderens
Bughule, hvor man skal kunne træfle den med et saa udviklet Foster, at Øjne, Mund og Finne ere
kjendelige. Herved er dog at erindre, at Kner («Ueber den Flossenbau d. Fische», Sitzungsb. d.
Akad. d. Wiss. Wien. Bd. LXI, p. 814) lejlighedsvis omtaler, at han fra Museet i Hamburg har faaet
Fostere af en «vivipar» Pimelodus fra Brasilien.
1) Jeg har siden set, at Kner har benyttet dette Navn for en hypothetisk Underafdeling af Arius: |
de Arter, der paa Ganen kun have Tænder paa Plovbenet. Men slige Arter synes ikke at existere,
og der er derfor kun liden Sandsynlighed for, at det vil komme til Anvendelse i Arius-Gruppen,
41 161
end kan have ved at forøge Antallet af Slægter i slige Grupper, hvor Naturen synes at
spotte ethvert Forsøg paa at afpæle gode Slægter. Bagropsis m. har — for i Korthed at
at angive de væsentligere Karakterer, der ikke ere anførte ovenfor — en trind Krop og
et nedtrykt Hoved, hvis Brede er meget større end dets Højde, og Øjnene derfor noget
opadvendte; «Hjælmen» er overtrukket af en tynd Hud, men dens fine Straale-
stribning kommer dog til Syne under denne; der er to smaa Tandgrupper paa Plov-
benet og langt bagved dem en større paa hver Side, paa Gane- (Vinge?) Benene;
Hudfinnen er omtrent dobbelt saa lang som Gatfinnen. Sammenlignes nu denne
Karakteristik med Beskrivelserne af Piratinga (reticulata Kn. og goliath Heck.), vil man finde
følgende Afvigelser: Huden er glat, uden Maskenet; Hudfinnen længere end hos de nævnte
Former; og Ganetænderne danne ikke et sammenhængende Bælte, men 4 til Dels vidt ad-
skilte Grupper. Trods disse Afvigelser turde det vel være, at Bagropsis i habituel Hen-
seende kom denne Gruppe nærmest; en umiddelbar Sammenligning har jeg ikke kunnet
anstille. Med Pseudariodes (clarias Bl. og albicans Val.!) stemmer den overens i Ganetæn-
dernes Fordeling (vi se her bort fra, at Plovbenets Tænder mangle hos mange Individer af
Pseudariodes) og ved den temmelig lange Hudfinne, men den afviger fra dem ved at Hove-
det hos Pseudarioderne er højt og sammentrykt, Øjnene sidestillede og «Hjælmeu» fuld-
stændig nøgen og stærkt kornet.
Beskrivelse. De Exemplarer af «Mandi-Bagre» som Reinhardt har hjem-
bragt fra Rio das Velhas, have en Længde af 8!/—12 Tommer. Hovedets Længde
(til Gjællespalten) indeholdes 4 Gange i Totallængden (til Halefinnens Kloft); dets største
Brede, over Gjællelaagene og foran Brystfinnerne, 6 Gange eller derover i Totallængden
(indtil Spidserne af den kløftede Halefinne); dets største Højde samme Steds (der er lidt
ringere end den største Højde foran Rygfinnen) er lig med dets halve Længde: Hovedet er
altsaa bredt og nedtrykt, medens Kroppen for øvrigt kan benævnes tind. Øjnene, hvis
Længdetværmaal (10%= hos det største, 1 Fod lange Exemplar) indeholdes 7 Gange i Hove-
dets Længde og to Gange i deres mindste indbyrdes Afstand (Pandeus Brede) (hos yngre
Exemplarer ere de forholdsvis lidt større), vende halvt opad; deres Plads er lidt nærmere
ved Gjællelaagets Rand end ved Snudespidsen. De forreste Næsebor have Form af et kort
Rør eller en Tud; de bageste ere fortil forsynede med en lille Klap; Afstanden mellem
de forreste indbyrdes er lig et Øjetværmaal og lidt større end Afstanden mellem de for-
reste og bageste paa samme Side, men lidt mindre end Afstanden mellem de to bageste
selv om man vilde finde det naturligt — hvad jeg aldeles ikke gjør — at søndersplitte Arius-Slæg-
ten, som efter min Opfattelse er en af de naturligste, der gives.
1) Jeg har andet Steds (Vid. Medd. f. d. naturh. Foren. 1874, S. 192) vist, at Piramutana piramuta rime-
ligvis er generisk forskjellig fra Pseudariodes, og at den nordlige og den sydlige Art af den sidste
Slægt med Uret ere blevne slaaede sammen til en. Fra Piramuta er Bagropsis endog mere for-
skjellig end fra Pseudariodes.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XII. 2. Å 21
162 42
indbyrdes, som atter er lidt mindre end Afstanden mellem dem og Øjnene. Panden
er bred og flad med en lille flad Grube midt imellem Øjnene; Nakkeudvæxten temmelig
smal, Rygskjoldet (ved Rygfinnens Grund) smalt og trekantet. Den fint straalestribede
Overflade af Panden, Issen og Nakkeudvæxten kommer mere eller mindre til Syne under
det fine Huddække; ogsaa Gjællelaaget er straalestribet, Skulderknoglen (over Brystfinnens
Rod) stærkt stribet. Gabets Vidde er lig Hovedets halve Længde; Overkjæven springer
over et halvt Øjetværmaal frem foran Underkjæven. Hin har et bredt, denne et smalt Bælte
af Kartetænder, og bagved det først nævnte findes to smaa ovale Grupper af Plovbens-
tænder; langt bagved dem to lignende, men meget større (om end af noget vexlende Stør-
relse hos de forskjellige Individer) af egentlige Ganetænder. De øvre Skjægtraade ere
af en kraftig Bygning. og naa til Spidsen af Bugfinnerne (hos de yngre næsten til Halefin-
nen); andet Par til Axelhulen (eller til henimod Spidsen af Brystfinnerne); tredje til Gjælle-
spalten (eller til Roden af Brystfinnerne). Rygfinnens Straale er ikke tyk, men dog
stiv, svagt savtakket bag paa i sin øvre Del, længere end Hovedets halve Længde, dens
bløde leddede Fortsættelse ikke medregnet; samme Finnes Længde (langs dens Grund) er
lig med eller kortere end Afstanden fra Hudfinnen og kortere end selve denne, hvis
Længde er næsten eller over det dobbelte af Gatfinnens. Brystfinnens Pigstraale er krum,
stiv, temmelig bred, stærkt savtakket bagpaa. Sidelinien er tydelig og har korte,
skraat nedad og bagtil udgaaende Sidegrene. Straaletallet: B.:10; D.:7 (1.6); P.:11
(1.10); V.:6; A.:11 (3.8) Farven er paa Spiritus-Exemplarerne i Almindelighed
brunlig med messinggul Bug og Underside; kun paa det største Exemplar er der tillige
paa Kroppen og til Dels paa Hovedet morkere Pletter, der lidt over Sidelinien til Dels lobe
sammen til et Længdebaand. Om dette samme Exemplars Farve i frisk Tilstand haves
folgende Optegnelse: «Paa Ryggen er Grundfarven grønlig med stærke gyldne Reflexer,
Bugen porcellænshvid, de to Farver temmelig skarpt afskaarne fra hinanden. Paa
Overfladen af Hovedet og hele Ryggen findes ganske smaa sorte Prikker, der nedad Siderne
blive mindre talrige og forsvinde, saa at Bugen er uplettet; Ryg-, Hud- og Halefinnen ere
gullige med fin sort Kant; den første har langs Basis en sort Prik mellem hver to og to
Straaler; de to andre ere uplettede; Brystfinnerne ligeledes gullige, dog lysere og med |
store mørke Længdebaand i Mellemrummene mellem Straalerne, men som dog ikke naa
helt ud til disses Spidser. Gat- og Bugfinnerne ligne Brystfinnerne i Farve, men ere !
meget blegere, især Gatfinnen» (R.). |
13. Conorhynchus conirostris (Val.).
1840. Pimelodus conirostris Val., hist. nat. d. poiss., Vol. XV, p. 204, tab. 436.
1864. Conorhynchus conirostris Günther, Cat. V, p. 136.
Af denne anselige Fisk har Reinhardt hjembragt 2 Exemplarer (20 og 21 Tommer
lange) fra Rio d. Velhas foruden et halvt Skind og et Skelet af et noget større (28 Tommer) |
43 163
fra S. Francisco-Floden. Pariser Museets (20 Tommer lange) Exemplar er ogsaa hjem-
bragt fra sidst nævnte Flod ved Aug. de St. Hilaire; Londoner Museets (29 Tommer) fra
den far nævnte Biflod til Rio d. Velhas, Rio Cipö. I Søen Lagoa Santa findes den
ikke. Sit brasilianske Navn, «Pira-Tamandua» eller «Tamandua-Fisken», skylder den
Ligheden mellem sin Hovedform og Myreslugerens. I Rio de S. Francisco er den meget
almindelig og fanges med et Haandnet, som, idet det kastes ud, breder sig ud i Form af
en kredsrund Skjærm. Fra Rio d. Velhas saa Reinhardt i alt 3 Exemplarer (fra Februar
til Marts), og han er derfor tilbøjelig til at tro, at den aarlig, til den nævnte Tid, stiger op
i Rio das Velhas, skjønt dens egentlige Hjem er S. Francisco-Floden. Den fanges i
Reglen i Net eller «Pari», men det første Exemplar, som R. fik, var dog fanget paa Krog.
Tarmen var lang og fyldt med Jord.
Da Arten er beskreven udførlig af Valenciennes, vil det kun være nødvendigt
at supplere denne Beskrivelse med enkelte til Dels berigtigende eller indskrænkende Smaa-
træk. Paa intet af Museets Exemplarer er der Spor af Tænder at opdage, og jeg vilde
trot, at de med Urette vare blevne tillagte Conorhyncherne, hvis ikke Reinhardt heldigvis
havde optegnet, at det første Exemplar, der blev ham bragt (men som ikke blev hjem-
sendt) havde nogle faa yderst fine Tænder i Overkjæven, ingen i Underkjæven. Hovedets
Længde er noget over en Fjerdedel af Totallængden (Halefinnen medregnet), dets Brede lig
dets Højde over Øjnene eller dets halve Længde. Kroppens største Højde (foran Rygfinnen)
er kun ubetydelig mindre end Hovedets Længde (til Gjællespalten). Længden af Hovedets
Nakkeudvæxt er omtrent lig med det dobbelte af dens Brede ved Grunden og af Længden
af det trekantede Rygskjold foran Rygfinnen. Øjets Tværmaal er en Sjettedel til en Syvendedel
af Hovedets Længde, en Fjerdedel af Snudens (Afstanden fra Snudespidsen), det halve eller
to Femtedele af Afstanden fra Gjællespalten eller mellem Øjnene indbyrdes. Afstanden mel-
lem forreste og bageste Næsebor er lig med et halvt Øjetværmaal. Det første (øvre) Par
Skjægtraade naar indtil fire Femtedele af Afstanden fra Snudespidsen til Øjnene; det tredje
Par er kun halvt saa langt. Længden af Brystfinnernes Pigstraale er mellem en Sjette- og
en Syvendedel af Totallengden; Bugfinnerne er ikke fuldt saa lange som Brystfinnerne.
-Sidelinien er smukt og rigt forgrenet. Straaletallet er: D.:7 (1.6) (ikke 81); P.: 11—12;
V.:6; A.:18—20 (3.15 eller 3.17, den sidste Straale dybt kløftet). Den levende Fisk
er ovenpaa smukt lyseblaa eller himmelblaa, nedenunder ren hvid. |
14. Pimelodus maculatus Lac. (?).
? Valenciennes ]. c. p. 192; Günther 1. c. p. 115; Kner, Ichthyol. Beiträge 1. c. p. 413.
Selv om man ikke vil beholde Slægten Pimelodus i det Omfang, med hvilket den endnu
optræder f. Ex. hos Günther, der atter har inddraget de Slægter, hvori Bleeker havde
kløvet den — noget hvortil jeg senere kommer tilbage — maa det Lacepèdeske Slægts-
91%
4
ES
164 4
navn Pimelodus under alle Omstændigheder beholdes for den Gruppe, hvori P. maculatus
Lac. faar sin Plads; denne Art maa, med andre Ord, vedblive at vere Slægtens Typ. Des-
værre er den egentlig kun antydet, ikke beskrevet af Valenciennes og kun kortelig
karakteriseret af Kner og Günther. Hvad der siges om den af disse Forfattere passer
imidlertid i det hele paa en Pimelodus, der i Lagoa Santa benævnes «Mandi» eller «Mandi
Amarello», og hvoraf Reinhardt har hjembragt 13 Exemplarer fra Rio d. Velhas og
LagoaSanta. Hvis ikke flere Arter ere sammenblandede under dette Navn, maa den være
udbredt over en stor Del af Syd-Amerika; Pariser-Museet har faaet den fra Buenos Aires,
Cayenne og Maracaibo-Søen; ifølge d'Orbigny forekommer den i la Plata, Parana og
Uruguay indtil 26° S. Br. (om længere oppe, erfarer man ikke); Natterer bragte den
(efter hvad Kner beretter) fra flere Steder i Brasilien (Irisanga i Mato Grosso, Rio branco
og Barra do Rio Negro); «British Museum» har den foruden fra Surinam og Demerara fra
«Rio Capim, Para» og fra «Baranquilla (Ny Granada)», og endelig fandt Hensel den
hyppig i Syd-Brasilien i Rio Jacuhy og dens Bifloder. At Valenciennes til denne Art
henfører en af Marcgraf afbildet Form, som ifølge Piso er hyppig i S. Francisco-
Floden, er jo i god Overensstemmelse med min egen Bestemmelse af den i Rio das Vel-
has forekommende »Mandi»”). Jeg maa dog udhæve nogle smaa Afvigelser mellem denne
og de ovenfor anførte Beskrivelser, som imidlertid formentlig ikke ere store nok til at vække
grundet Formodning om en Årtsforskjellighed mellem de af Forfatterne beskrevne Former
indbyrdes eller mellem disse og den foreliggende.
Günther kalder Nakkeudvæxten «but kjølet»; dertil er den formentlig” ikke skarp
nok; snarere kunde den kaldes «tagformig» eller «hvælvet». Heller ikke kan denne Udvæxt
siges at være meget længere end bred. Det sadelformige Rygskjold foran Rygfinnen kal-
der G. «stort», Kner «lille og temmelig smalt». Overkjævens Skjægtraad er ikke «saa
lang som hele Fisken» (G.), men naar gjennemsnitlig kun ud over Bugfinnerne eller lidt
ind paa Gatfinnen. At Hudfinnens Længde er omtrent en Femtedel af Totallængden (uden
Halefinnen) og mere end det dobbelte af Gatfinnens, er derimod rigtigt. Rygfinnens Pig-
1) Hvad der mest har gjort mig usikker i denne Henseende er den Omstændighed, at-jeg i Museet fore-
fandt 3 Unger (2'/2” til henved 4“ lange) af en Pimelodus-Art, fra Plata-Floden — de ere hjem-
bragte af afdøde Prof. Krøyer, som imidlertid havde begaaet den Fejl at sammenblande dem med
hans egen P. Valenciennis —, og ved at sammenligne dem, der dog vel maa antages at tilhøre den
ægte P. maculatus, med den yngste af de brasilianske, finder flere Forskjelligheder, der ikke kunne
tilskrives deres Ungdom. De have saaledes 11 (1.10) Brystfinnestraaler og de to af dem 13 (4.9)
Gatfinnestraaler (den tredje 12:4.8); og alle tre have en anden Form og Skulptur (stribet, ikke
kornet) af Skulderpladen. At Brystfinnens Pigstraale ogsaa forpaa er tydelig savtakket, er vel snarere en
Alders- end en Artsforskjel. Det er derfor nok muligt, at en umiddelbar Sammenligning af større
Exemplarer fra S. Franciscos og fra la Platas Flodsystemer vilde have ført til det Resultat, at M
to vel adskilte Arter bebo hver sit af disse. Forelebig er man dog vel nødt til at blive staaende | —
ved den givne Bestemmelse.
45 165
straale er ubetydelig længere end Brystfinnens og meget (en Femte- til en Sjettedel) kortere
end Hovedet — ikke «saa langt som», end sige «længere end» dette (G.), men, paa den
anden Side, kun hos de allerstørste Exemplarer «kortere end Legemets største Højde» (Kn.).
(Jo yngre Fisken er, desto mere langstrakt er den nemlig, jo ældre, desto mere undersæt-
sig og høj; Højden foran Rygfinnen er saaledes næsten lig Hovedets Længde hos vort
største"), kun to Tredjedele deraf hos vort mindste Exemplar.) Rygfinnens Pigstraale er
stiv, svagt savtakket bagpaa i sin øvre Del, i Almindelighed lige, sjældnere «svagt buet»
(Kn.); Brystfinnens er flad, bred, stribet, fortil lidt ru, men ikke savtakket, derimod stærkt
takket bagpaa (ifølge Kner skulde den kun være af «middelmaadig» Styrke). Ifølge samme
Forfatter er den Del af Pandeskjoldene, som begrænser Pandegruben (hvilken naar bagtil til en
Linie, der tænkes at forbinde Øjnenes Bagrand) furet paa langs; muligvis træder dette skarpere
frem paa tørrede Exemplarer. Fra Sidelinien udgaar der vistnok korte Birør nedad, men de ere
saa korte, at Sidelinien ved dem kun bliver ganske lidt ujævn. Endnu kan tilføjes, at for-
uden «Hjælmen» og en Del af «Rygskjoldet» er Skulderpladen og en større eller mindre
Del af Gjællelaaget kornede; at Rygfinnen, lagt ned, undertiden naar med sin Spids hen
til Hudfinnen; at den øvre Haleflig som hos mange andre Siluroider er lidt længere end den
nedre; og at Øjets Tvermaal indeholdes 6 Gange eller lidt derover i Hovedets Længde,
men kun hos det største af de foreliggende Exemplarer 2 Gange og lidt derover i deres
indbyrdes Afstand. — Til Forskjel fra 2. ornatus Kn. bør endnu anføres, at Snuden er for-
holdsvis smal, Gabet mindre bredt, Tandbæltet i begge Kjæver, men især i den øvre, meget smal-
lere og ikke bredest længst ud til Siderne. Bugfinnerne sidde hos begge Arter under Ryg finnens
Sidste Straale. Straaletallet: D:7 (1.6); P:10(1.9); V:6; A: 11—12(4.7, sjældnere 8).
1) d'Orbignys Figur, der viser Højden forholdsvis endnu større, er dog næppe udført efter et endnu
ældre Exemplar. Ifølge d’O. bliver den nemlig kun 15 Tommer lang.
166 16
Størrelse: Reinhardt omtaler et 450 Millimeter (17! Tomme) langt Exemplar; det
største hjembragte er 162 Tomme. Farven er paa de i Spiritus hjembragte Exemplarer
graabrun med to eller tre mere eller mindre tydelige — stundom næsten forsvindende —
Rækker af større Pletter langs hen ad Kroppens Sider og med hvidlig eller messinggul Under-
side. Med Alderen synes Pletterne at blive noget talrigere og mindre. Rygfinnen kan og-
saa vise Spor til Pletter. En af Prof. Burmeister under hans Ophold i Lagoa Santa
udført Afbildning af den levende Fisk (hvorefter det foranstaaende Træsnit er udfort) viser
Grundfarven skiden gul eller graagul med 4 Rækker sorte Pletter og hvid Underside. Rein-
hardt har antegnet, at «det gyldne Skjær, som udbreder sig over Fisken, kan skrabes af,
og Bunden viser da en sølvgraa Farve; paa den forreste Rand af Bugfinnerne og Gat-
finnen (især paa sidste Sted) findes en levende Indblanding af en rødlig Orangefarve. Det
gyldne Skjær er ogsaa udbredt i det mindste over den bageste Del af Bugen og Undersiden
af Halen; naar det borttages, blive disse Dele hvide som den forreste Del af Bugen».
Foruden i Rio das Velhas findes «den gule Mandi» ogsaa i Søen (Lagoa Santa).
Om Efteraaret forlader den denne i tætte Stimer gjennem den Aa, der afgiver Afløbet for
den; om den til en anden Aarstid vender tilbage igjen, er ubekjendt; men den er under
sin Vandring nedad den lille vandfattige Afløbsbæk Gjenstand for en ivrig Fangst. «Den
10de Januar 1855 vare «Mandierne» saaledes i Færd med at forlade den af den usædvan-
lige Regn stærkt opsvulmede Sø; der blev gjort Jagt paa dem med Net, Kroge, Kurve og
selv med Stokke, medens de opholdt sig i den grunde, sivbevoxne Del af Søen, hvorfra
dennes Afløb udgaaer. En Del blev fanget, dog var det nok ej i Forhold til den store
Mængde af Fiske, der stimede sammen for at forlade Søen, maaske for at afsætte deres
Rogn i Flodens rindende Vand; et Exemplar, som Reinhardt fik ved denne Lejlighed,
var en Hun med stærkt udspilede Rognsække. At Forplantningstiden falder i Januar og
Februar, fremgaar ogsaa deraf, at hos en den 8de Februar undersøgt Han fandtes Sædstok-
kene struttende af Sæd, hvis Spermatozoer bevægede sig livligt; hos to Hunner undersøgte
den 27de Februar fandtes «store anselige Rognsække med hvide Rognkorn af Størrelse
som Hovedet paa de fineste Insektnaale, blandede med mangfoldige, meget smaa, for det
blotte Øje usynlige». Reinhardt bemærker endvidere, at den omtalte Hun fra Søen var
forholdsvis kortere og tykkere end den i Floden boende «Mandi», dens Hoved plettet !
ligesom Kroppen, hvad i al Fald ikke i Reglen er Tilfældet med denne; ogsaa Hudfinnen var
plettet. R. mener, at det lange Ophold i stillestaaende Vand — thi mangt et Aar stiger |
Søen ikke saa meget, at de kunne udføre deres Vandring — kan forklare disse Smaafor- |
skjelligheder. Senere fik R. en «Mandi» (9 Tommer lang) aldeles uden Pletter og en mindre |
med meget faa Pletter; og hos to samtidig i Rio d. Velhas fangne Hunner fandt han en
kjendelig Forskjel i Proportionerne, idet «den længste var forholdsvis smækrere og havde
en bredere, lidt stumpere, afrundet Snude, den mindre mere undersætsig, Kroppen lidt |
47 167
kortere i Forhold til Hovedet, dette fortil lidt smallere, endende i en fortil i en stærkere Bue
krummet Snude; Forskjellen var vel ikke stor, men kjendelig nok, naar man holdt Fiskene
ved Siden af hinanden».
Reinhardt oplyser endelig, at «Grunden til, at Maven hos de fangne «Man di er»
ofte er fyldt med en Polistes-Art, er den, at den ofte fanges i Ruser, i hvilke man som
Madding indlægger en Hvepserede. Uagtet denne ligger i Vandet, fuldende Puperne dog
deres Udvikling i de lukkede Geller og komme frem efterhaanden; saa snart «Mandi’erne»
bemærke dem, gaa de ind i Rusen og opsnappe dem, som de krybe frem». R. formoder
dog, at man ogsaa, om end sjældent, vilde kunne træffe Polister i deres Mave, uden at de
ere komne der ved menneskelig Hjælp, da flere af disse Hvepse bygge deres Reder mellem
Sivene og saaledes vel en Gang imellem kunne blive «Mandi'ernes» Bytte.
15. Pimelodus Westermanni Rhdt.
(Tab. I og HI, fig. 4.)
Begrænser man, som man vistnok vil blive nodt til, Slægten Pimelodus til de Arter
(Günthers Sectio A), der have et tydeligt pansret («granuleret») Hoved, hvis «Nak-
keudvæxt» stoder umiddelbart sammen med det sadelformige «Rygskjold» foran
Rygfinnen, og en forholdsvis stærk og stiv Pigstraale forrest i denne, kan Rækken
passende begynde med den særdeles bredsnudede P. ornatus Kner, hvor Tandbeltet, navn-
lig i Overkjæven, har en meget betydelig Brede; derefter kommer den nys omtalte P. ma-
". culatus Lac., hvor Snuden allerede er smallere og Tandbæltet, navnlig i Overkjæven, i
Overensstemmelse dermed meget smallere paa begge Leder (langs og tværs); i begge Hen-
seender gaar P. Valenciennis Kr. (fra la Plata), som jeg påa et andet Sted har beskrevet,
igjen et Skridt videre; men den indtager en exceptionel Stilling i Rækken derved, at Hud-
finnen er forholdsvis kort, knap lidt længere end Rygfinnen og ikke længere end
Gatfinnen, der paa den anden. Side er længere og sammensat af et større Antal
(4 + 13) Straaler end hos de foregaaende Arter (4 + 7 til 10). I disse Henseender vende
mere normale Forhold tilbage hos P. labrosus Kr. (ligeledes fra la Plata) og hos P. Wester-
manni, ja Hudfinnen er her endog af en særdeles Længde; men hvad der navnlig
udmærker disse to Arter, og det saa meget, at man maaske burde udsondre dem som egen
Slægt, hvis denne ikke maatte betragtes som en ligefrem Fortsættelse af den gjennem de fore-
gaaende Arter forfulgte Udvikling, er den smalle, næsten kegleformigt tilspidsede
Snude, den snævre Mund, de brede Læber og den yderst svage Tandvæbning
— hos P. Westermanni er den endog helt bortfalden i Overmunden —, hvorved der aaben-
bart er udtalt en Tilnærmelse til Conorhynchus. Det vilde imidlertid være endnu unatur-
ligere at forene disse Arter med Conorhyncherne, med den paafaldende lille Hudfinne,
korte Skjægtraade o.s.v.; deres naturlige Plads er sidst i den egentlige Pimelodus-Slægt,
168 18
nærmest ved «Tamandua-Mallen», men det forekommer mig ogsaa, at Slægten Pimelodus
(s. str.) ved disse nye Formers Optagelse vinder saa meget i Formindhold, at det bliver
dobbelt naturligt at begrænse den hertil!) og bortskære de andre Underafdelinger af den
ældre Slægt.
Beskrivelse. Formen er smækker, Hoved og Krop noget sammentrykte, Snuden
smal, noget forlænget, med krum Profil, endende i en lille, snever, nedadvendt Mund, omgi- _
ven paa alle Sider af frie, tilbageslaaede, noget opsvulmede Læber; Hovedets Længde er
en Fjerdedel af Totallængden (uden Halefinnen, en Femtedel med denne), dets Brede det
halve; dets største Højde er lig Længden af Rygfinnens Pigstraale. Hovedet er vel til Dels
beklædt med en tynd og blød Hud, men største Delen af den saakaldte «Hjælm», fra en
Linie mellem Bagranden af Øjnene og «Nakkeudvæxten» medindbefattet, maa dog siges at
ligge helt nøgent til Skue; denne Del af Hovedet er endvidere svagt. stribet og kornet;
ogsaa den korte og brede Skulderudvæxt har en mere eller mindre stærk Skulptur, og
paa Gjællelaaget ses en fin Stribning; «Nakkeudvexten» har den sædvanlige smalle, hvæl-
vede, trekantede Form og støder umiddelbart op til det smalle, fortil kornede «Rygskjold».
Øjnene vende mest til Siden; deres Tværmaal er omtrent en Femtedel af Hovedets Længde,
lidt mindre end deres indbyrdes Afstand; Pandegruben løber spidst ud fortil og ender
bagtil bredt, i Linie med Ojehulernes Bagrand; de bageste Næsebor ligge midtvejs mellem
disses Forrand og Snudespidsen. Der er ikke Spor til Tænder i Overmunden og i Under-
munden kun et kort og smalt, i Midten afbrudt Bælte (eller, om man vil, to meget smaa, fra
hinanden adskilte Grupper af næppe synlige Tænder, en paa hver Side af Symfysen). Ryg-
finnens temmelig sterke, svagt buede, spidse, fortil glatte, bagtil navnlig i sin øvre Del
savtakkede Pigstraale er halv saa lang som dens Afstand fra Snudespidsen, en Femtedel
længere end Brystfinnernes, der som sædvanligt ere bredere og tydelig takkede, baade
langs deres forreste og bageste Rand. Afstanden mellem Rygfinnerne er større end den førstes
Længde, men meget mindre end den andens (Hudfinnens), som er mere end det dobbelte
af Gatfinnens; sin største Højde har Hudfinnen fortil. Der er store Meilemrum mel-
1) Dens Karakteristik vilde da kunne lyde saaledes:
Caput galeatum, granulatum, processu occipitali scutum dorsale (os interspinale selliforme)
altingente; radius spinosus pinnæ dorsalis validus rigidus. di
a) Rostrum latissimum; area dentifera intermaxillaris latissima; pinna adiposa longiuscula.
1. Pimelodus ornatus Kn.
b) Rostrum mediocriter latum; area dentifera intermax. angustior.
1. Pinna adiposa longiuscula: 2. P. maculatus Lac.
2. P. adiposa brevis: 3. P. Valenciennis Kr.
c) Rostrum attenuatum, angustum, acuminatum, fere conicum, ore minuto, labiis dilatatis, denti-
busque paueis; pinna adiposa elongata.
1. Dentes intermaxillares adsunt: 4. P. labrosus Kr.
2. Dentes intermaxillares desunt: 5. P. Westermanni Rhdt,
|
|
49 169
lem Spidsen af Brystfinnerne og Bugfinnerne og mellem disses og Gatfinnen. De øvre
Skjægtraade naa til Roden af Halefinnen eller endog til Kløften i denne, andet Par til
Brystfinnernes Rod, tredje til Gjællespalten eller knap det. Straaletal: D.:7 (1.6);
P.:1.10 (9); V.:6; A.:12—13 (4.8—9). Størrelse: indtil 91/9 -Tomme. Farven er
brunlig oventil, sjældnere med svage Spor til Pletter, solvblank eller messinggul nedadtil.
Hos den levende Fisk beskrives den saaledes: «Den havde en ren Solvglans over hele
Kroppen, kun op paa Ryggen bliver den lidt mere uren graalig, og her findes nogle
enkelte, næsten udviskede utydelige Smaapletter eller rettere Draabepletter ; Ryg-, Hale- og
Hudfinnen klare, hvidlige, fint sortbremmede, Bryst-, Bug- og Gatfinne gullighvide». En
anden Optegnelse lyder saaledes: «Farven er ovenpaa gronliggraa, blivende stedse lysere
nedad Siderne, indtil den gaar over i Bugsidens hvide Farve, Oversiden tæt besat med
smaa mørke Pletter, der allerede begynde paa den bageste Del af Hovedet. Til det
gyldne Skjær, som ellers hos de fleste Arter er udbredt over Legemet, var her næsten intet
Spor; dog er det muligt, at det var afgnedet. Bug- og Gatfinnen bleggule, Halefinnen lige-
saa, med en Del mørkere, graalige Straaler især i den nederste Flig og med en smal mørk
Indfatning langs Randen». (R.)
Reinhardt har bjembragt 5 Exemplarer af denne Fisk fra Rio das Velhas;
den bevevnes i Brasilien «Papa-isca-acu» 9: «den store Maddingæder», formodentlig
" paa Grund af sin Lighed med den følgende Art. Hunnerne have i Slutningen af Januar
Rognsækkene udspilede af Æg af Størrelse som et fint Knappenaalshoved.
16. Pseudorhamdia fur (Rhdt.).
(Tab. I-11, åg. 3.)
Pimelodus fur Rhdt. (in sched.)
Skjont det vel er saa, at Pimeloderne af Günthers anden Gruppe (B), der karak-
teriseres derved, at Hovedet ikke er kornet (idet hele Hovedskallen, «Hjælmen» der-
under indbefattet, er dekket af en mere eller mindre tynd Hud), men at Nakkeudvexten
dog staar i umiddelbar Forbindelse med Rygskjoldet foran Rygfinnen —
danne Overgangen fra de i det foregaaende omtalte Former (Gruppen A), for hvilke vi ville
beholde Navnet Pimelodus, til Gruppen C eller Underslegten Rhamdia, hvor Hovedet lige-
ledes er beklædt med en tykkere eller tyndere blød Hud, men hvor Nakkeudvæxten ikke
naar hen til «Rygskjoldet», vil det dog formentlig vere rigtigst at holde disse 3 Sektioner
eller Underslegter ude fra hinanden som virkelige Slegter, saa lenge der ikke foreligger
Mellemformer, der gjore det umuligt at opretholde en slig Adskillelse. Men indrommes
Maa det dog, at netop den foreliggende Art staar i flere Henseender Pimelodus Westermanni
habituelt saa ner, at denne Lighed vækker alvorlig Tvivl om det naturlige i at stille dem
i to forskjellige Slægter eller Underslegter, alene fordi P. fur har «Hjælmen» og hele
Vidensk. Selsk. Skr,, 5 Række naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2. 22
170 50
Hovedet omtrukken med en blod Hud. Paa den anden Side vil den af denne Grund ikke
kunne adskilles generisk eller subgenerisk fra P. lateristriga og nerstaaende Arter af Grup-
pen B, der habituelt afvige meget fra de ægte Pimeloder (A) og ganske ligne Rham-
dierne (C). For denne (maaske mere artificiel end naturligt begrænsede) Gruppe «B»
maa man vel beholde Naynet Pseudorhamdia (Blkr.), uagtet det oprindeligt (hos Bleeker)
omfatter baade «B» og «A» (Pimelodus m.). En Forandring maa jeg dog endnu gjøre i
denne Gruppes Karakteristik; Rygfinnens Pigstraale bor ikke benævnes «svag»;
er den end gjennemsnitlig svagere end hos de egte Pimeloder (af Gruppen A), er den
paa den anden Side endnu fuldkommen stiv, medens den hos Rhamdierne i Sammen-
ligning dermed baade er tynd og bojelig. Der synes saaledes at vere en let forklarlig
Sammenheng mellem Udviklingen af denne Pigstraale og Nakkeudvexten; forkortes denne,
bliver Rygfinnens Pigstraale svag, og omyendt.
P. fur benævnes i Brasilien «Papa-isca» 9: «Mading-Æderen», fordi den spiser
af Maddingen, der sættes ud for andre Fiske. Den findes i Rio das Velhas, ikke i Søen.
Dens store habituelle Lighed med foregaaende Art er allerede omtalt.
Beskrivelse. Baade Hoved og Krop ere noget sammentrykte, Snuden mere smal
end bred, Munden af middel Vidde; Tandbeltet i Overmunden (der rager spidst ud over
Undermunden) smallere (fra Side til Side) og længere (forfra bagtil) end Undermupdens; der
er en fri tilbageslaaet Læbe om næsten hele Munden, med Undtagelse af Snuden (mellem
de forreste Næsebor) og af et tilsvarende Parti under Underkjævens Symfyse; de bageste
Næsebor ligge lidt nærmere ved de forreste end ved Øjnene. Hele Hovedet er overtrukket
af en tynd blød Hud; der er derfor ingen Granulation synlig, ikke en Gang paa Gjælle-
laaget (hvor dog nogle saakaldte «Aarer» komme til Syne), og der er kun Spor dertil paa
den brede, spidse, trekantede Skulderknogle. Hovedets Længde indeholdes c. ble Gang
i Totallængden (til Spidsen af den øvre længere Flig af den dybt kløftede Halefinne, ikke fuldt
Ate Gang til dennes Begyndelse); den største Højde er noget mindre end Hovedets Længde,
dettes største Brede knap to Tredjedele af samme. Øjet vender halvt opad, halvt til Siden
og ligger lidt længere fra Snudespidsen end fra Gjællespalten; dets Tværmaal er netop lig
Pandens Brede (deres indbyrdes Mellemrum) og indeholdes 4Y3 Gang i Hovedets Længde.
Pandegruben er utydelig; dens Udstrækning svarer omtrent til Ojnenes. Nakkeudvæxten
har den sædvanlige, trekantede, tagformigt - hvælvede Form og støder umiddelbart op til |
Rygskjoldet; heller ikke dettes Form frembyder noget udmærket. Rygfinnens og |
Brystfinnernes Pigstraaler ere lige lange (tre Fjerdedele af Hovedets Længde);
først nævnte er temmelig tyk, stiv og spids, næsten lige, glat forpaa, stærkt savtak-
ket bagpaa foroven, sidst nævnte bredere og krummere, smaatakket paa den inderste Del,
af sin Forrand, stærkt savtakket bagpaa lige til Spidsen. Rygfinnens Længde er omtrent
lig med dens Afstand fra Hudfinnen, der er højest paa Midten og dobbelt såa lang som
51 171
Gatfinnen eller mere; der er stor Afstand mellem denne og Spidserne .af Bugfinnerne,
saa vel som mellem disse og Brystfinnernes. Nedlagt naar Rygfinnen hos udvoxne
Exemplarer ikke hen til Hudfinnen. De længste Skjægtraade naa til Grunden af Hale-
finnen, andet Par ud paa Brystfinnerne, tredje til disses Grund. Størrelse: indtil 8%4
Tomme. De alleryngste foreliggende Exemplarer (2%4 Tomme lange) ere forholdsvis lidt
kortere (Hovedet en Femtedel af Totallængden), Rygfinnen naar nedlagt næsten til Hud-
finnen, denne er ikke dobbelt saa, lang som Gatfinnen, Øjet er forholdsvis større (bredere
end Panden, mere end en Fjerdedel af Hovedets Længde), 0.s.v. Straaletal: D.:7 (1.6);
P.:11 (1.10); V.:6; A.: 14 (4.10). Farven: brunlig, utydelig smaaplettet oventil, lysere
nedentil; en mørk Skygge i Randen af Rygfinnerne. Den plettede Tegning er maaske
tydeligst hos yngre Exemplarer af ikke under 47/2 Tommes Længde; paa de endnu yngre
ere derimod ligesom hos enkelte af de ældre Pletterne forsvundne. (Den levende Fisks
Farver findes ikke antegnede).
Allerede en Hun af 5 Tommers Længde har Bughulen opfyldt med Æg.
i 17. Pseudorhamdia lateristriga (Müll. Tr.).
Pimelodus lateristriga M. Tr., Hore Ichth. II, p. 3; Günther Cat. V, p. 118.
Den i Rio das Velhas levende Mallefisk, som Brasilianerne benævne «Xué
(Chué)» eller «Lambari», stemmer ganske med Beskrivelsen i «Hore Ichthyologice» af
en af Olfers — formodentlig fra det sydlige Brasilien — til »Berliner-Museet hjemsendt
Fisk. Ogsaa Hensel fik ved Porto Alegre i Syd-Brasilien 5 Exemplarer af en Fisk, der
«meget ligner Original-Exemplaret af P. lateristriga», dog var den mørke Sidestribe hos dem
alle 5 kun svagt antydet"). Fremdeles har Cope fra Floden Ambyacu?) «(der siges at falde
i Marañon ved Pebas i det østlige Ecuador) faaet en Art, som han benævner P. lateri-
striga, men om hvilken han dog bemærker, at den afviger lidt fra Günthers Beskrivelse
ved længere Skjægtraade (af hvilke Overkjævens naa til tre Fjerdedele af Hudfinnens Læng-
destrækning, Underkjævens de ydre til Spidsen af Brystfinnerne) og ved at have en
Straale færre i Ryg- og Gatfinnen (D.:1.6; A.:11). Paa Grund af den store geografi-
ske Afstand er der dog vel Anledning til at formode, at den i Ambyacu- Floden levende
Art vil vise sig at være forskjellig fra Velhas-Flodens og Syd-Brasiliens. Om denne be-
retter Reinhardt, at «Stikket af Rygfinnens Torn volder meget smertelige Saar; det saa-
rede Sted svulmer op som efter Stikket af en Hveps».
Til Beskrivelsen i «Horæ Ichthyologicæ» er det nødvendigt at gjøre nogle smaa Ved-
1) Hensels største Exemplarer vare noget mindre end vore de største: 37/3 Tomme uden Halefinnen
(med denne altsaa lidt over 4 Tommer). Hvorfra i Brasilien Londoner-Museets Exemplarer ere, er
ikke oplyst. ;
2) Formodentlig Amuyuca, der falder i Marañon lidt nedenfor Rio Napo, mellem denne Flod og
Byen Pebas, paa peruansk Gebet. a
tegnelser: Der gives Exemplarer, hvor Rygfinnens Pigstraale slet ingen Savtakker har fortil,
derimod har den ofte mere eller mindre tydelige Takker bagpaa; Bugfinnernes Spidser naa
i Almindelighed hen under Begyndelsen af Hudfinnen, derimod naar Spidsen af Gatfinnen i
Almindelighed ikke hen til Enden af samme. Ogsaa ere Skjægtraadene gjennemgaaende
ubetydeligt længere end de angives af de berlinske Ichthyologer. Til Günthers Be- :
skrivelse maa jeg bemærke, at Hovedets Længde er lidt mere end en Femtedel af Total-
lengden (uden Halefinnen) og den smækre, men stive og stikkende Rygpigstraale snarere
to Tredjedele end tre Fjerdedele af Hovedets Længde, men kortere end den noget brede
og krumme Brystfinnes Pigstraale; Günther omtaler ikke, at denne sidste bagpaa
kun er savtakket i sin indre Halydel; forpaa er den svagt, indkervet i sin indre, stærkt |
savtakket i sin ydre Del. Rygfinnen har egentlig ikke noget «hvidt Tværbaand», men |
er lys over det hele. Hertil vil det endnu kun vere nødvendigt at føje, at Hove-
det er fuldstændigt dækket af en blød og tynd Hud, der endog overklæder den glatte |
og spidse Skulderknogle; og at Rygfinnen, der rager ikke lidt ud over den forbenede Del
af Pigstraalen, er saa høj, at den ofte, lagt ned, naar helt hen tii Hudfinnen, der er mindst |
dobbelt saa lang som Rygfinnen og som Gatfinnen. Snuden lober noget smalt til, Munden
er af Middelstorrelse, Kjævernes Tandbelter hverken udmærkede ved Brede eller Smalhed. |
Hannerne kjendes udvendig fra Hunnerne ved den temmelig lange og tynde Genital-
papil. Størrelsen naar 5% Tomme. Straaletallet finder jeg lidt afvigende fra mine |
Forgængere: D:7 (1.6); P:10 (1.9); V:6; A:13 (4.9). Farven er (paa den i Spiritus |
opbevarede Fisk) lysere eller morkere chokoladebrun med den af de ældre Beskrivere omtalte
mørke Sidestribe. Reinhardt beskriver Farven af det levende Dyr saaledes: «Fisken er |
ligesom halv gjennemskinnende sølvfarvet, trækkende i det graalige paa Højryggen; Finnerne
graalighvide, klare, Bugfladen og Siderne iriserende i visse Retninger; Iris sølvfarvet, men,
en graasort Plet udbreder sig over dens øverste Halvdel, undertiden ogsaa over en Del af
den nederste; rundt om Pupillen bliver dog en ganske smal sølvfarvet Ring tilbage».
53 173
«Hos et d. 7de Februar undersogt Exemplar vare Rognsækkene store og Rognen
eraalighvid; hos dem, der fangedes d. 13de Februar, vare Rognsækkene endnu mere svulne og
Rognen æggeblommegul» (R.). Allerede en 4 Tommer lang Hun indeholder vel udviklede Æg.
18. Pseudorhamdia vitiata (Kr.).
Pimelodus vittatus Krøyer (in sched.).
Dels i nogle Smaasoer og Smaabække (Sumidouro, Quebra), der udgyde deres
Vand i Rio das Velhas, dels (for et enkelt Exemplars Vedkommende) i selve denne Flod
(men ikke i Soen, Lagoa Santa, uagtet denne kun ligger faa «Leguas» fra Sumidouro-
Søen) har Reinhardt faaet en Deel (14) Exemplarer af en lille Art — ingen af dem er
længere end 31e Tomme fra Snudespidsen til Enden af den dybt kloftede Halefinnes læn-
gere ovre Flig — der har en lignende karakteristisk Tegning som den foregaaende Art (nemlig
paa en lys Bund en mørk smal Stribe eller Linie, der begynder bredt foran eller bagved Øjet
og følger langs med Sidelinien) og overhovedet staar denne meget nær, saa nær, at det vel
endog er vanskeligt at udpege ret karakteristiske Forskjelligheder imellem dem. Den be-
nævnes i Brasilien dels «Choralamb re», dels (ligesom den foregaaende) «Chué».
Beskrivelse. Medens P. lateristriga er en temmelig langstrakt Art, hvis største
Højde indeholdes 8 Gange i Total-
længden, har P. vittata derimod en
forholdsvis kort Legemsbyg-
ning; den største Højde er her kun
en Sjette- til en Syvendedel af Total-
længden; men da denne Forkortelse
er temmelig ligelig fordelt paa Krop
og Hoved, er Forholdet mellem Hove-
dets Længde og Totallængden ikke
meget forandret: hos P. lateristriga
1:6 eller 1 : 5e (hos yngre), hos 2. vittata som 1:5. Hovedets Brede (over Gjællelaagene)
er hos dem begge omtrent to Tredjedele af dets Længde; Øjets Tværmaal er en Fjerde-
del af denne og indeholdes 172 Gang i deres indbyrdes Afstand (medens det hos P. lateri-
striga er enten lig med denne eller, hos yngre, større end denne); det ligger lige langt fra
Gjællespalte og Snudespids, de bageste Næsebor midtvejs mellem de forreste og Øjnene.
Hele Hovedet er dækket med blød Hud; den smalle Nakkeudvæxt naar helt op til det lille
Rygskjold; Skulderudvæxten er smal og spids og naar til midt paa Brystfinnens Pigstraale.
Mundens Brede er omtrent lig Pandens (mellem Øjnene). De øvre Skjægtraade naa til
eller ud over Spidsen af Bugfinnerne, det folgende Par et Stykke ud paa Brystfinnen; navnlig de
øvre ere altsaa kortere end selv hos de yngste P. lateristriga, som foreligge. Rygfinnens
174 54
Pigstraale er tynd, men spids og stiv, med svage Spor til Ujævnheder bagpaa og til
Takker forpaa, nærmest ved Spidsen; dens Længde er det halve af Hovedets eller lidt
mere (tre Femtedele) og paa det nærmeste lig med Brystfinnernes; (hos P. lateristriga ere
de begge forholdsvis længere, tre Fjerdedele af Hovedets Længde). Som hos den nævnte
Art er Brystfinnernes Pigstraale af en kraftigere Bygning, har fortil først nogle utydelige
og uregelmæssige Indkærvninger, mod Spidsen nogle vel udprægede Tænder, bagtil stærke
Savtænder indtil ud over Midten. Lagt ned naar Rygfinnen til Hudfinnen, hvis Længde
er over det dobbelte af Rygfinnens og Gatfinnens; medens Afstanden mellem Bugfinnerne
og Spidsen af Brystfinnerne kun er ringe hos P. lateristriga, er den her stor, og det samme
gjælder om Afstanden mellem Gatfinnen og Spidsen af Bugfinnerne. Straaletallet er
D.:7 (1.6) PESTO (REG) AN ER RES (458-39):
Som det vil ses, kan der vel udpeges en ikke saa ringe Række af Skjelnemærker
mellem Velhas-Dalens to stribede Pimelodiner; men det maa indrømmes, at de fleste For-
skjelligheder hver for sig ikke ere større eller af anden Art, end at de nok kunde være
Aldersforskjelligheder, saa meget mere som lignende lade sig paavise hos andre
nærstaaende Fiske, enkelte af dem endog (om end i svagere Grad) mellem de ældre og
yngre foreliggende Exemplarer af den større Form; Muligheden af, at P. vittata kunde være
den yngre Form af P. lateristriga, lader sig derfor ikke bestemt afvise, saa længe der ikke
foreligger smaa Exemplarer af denne sidste, paa 3—312 Tommes Længde. Reinhardt
bemærker imidlertid udtrykkelig i sine Optegnelser — og hvad enten her er Tåle om egen
personlig Erfaring eller om Fiskernes Udsagn, vil man ikke kunne undlade at tillægge dette
en vis Vægt — at «Choralambren» ikke bliver større end de af ham indsamlede Exem-
plarer, og mit Skjøn gaar ligeledes i den Re!ning, at den lille P. vittata ikke er Ungen
af P, lateristriga. Undersøgelsen af Kjonsredskaberne hævede imidlertid ikke Tvivlen; hos
ingen af Hunnerne af P. vittata fandt jeg saa store eller udviklede Æg, at jeg af disses
Modenhed turde søge et sikkert Bevis for Fiskens egen; og det er kun undtagelsesvis at
Hannens Genitalpapil er saa forlænget og udviklet, at Kjønnet deraf erkjendes med Sik-
kerhed uden at aabne Bughulen. Jeg maa derfor anbefale dette maaske endnu noget tvivl-
somme Punkt til at verificeres af fremtidige Rejsende i de omhandlede Egne af Brasilien.
19. Rhamdia Hilarii (Val.).
Pimelodus Hilarti Val., Hist. nat. d. poissons, Vol. XV, p. 180.
Af de Rhamdier — det vil sige Pimelodiner, hvis Nakkeskjold og Ryg-
skjold ikke støde sammen, og med svag og bøjelig første Rygfinnestraale —
som bebo Rio das Velhas, vil jeg først gjøre Rede for en Art af den Gruppe, som ud-
mærker sig ved at have 7 eller 8 (i Stedet for som ellers 6) kløftede Straaler i Ryg-
finnen (foruden den forreste udelte). Af denne Art har Prof. Reinhardt hjembragt et
55 175
større Antal Exemplarer dels fra Floden, dels fra Søen (Lagoa Santa) og dennes Omegn.
Det er uden Tvivl den samme, som Aug. de St. Hilaire hjembragte fra S. Franciscos
Bifloder, og som Beboerne kaldte «Jandia»; i Lagoa Santa benævnes den «Bagre»
(undertiden «Mandi-Bagre», hvilket Navn dog tilkommer en anden Art, jfr. S. 160). Det
største Exemplar har en Længde af 12 Tommer (St. Hilaires af 9-—-10)!). Arten viser,
"navnlig i Finnernes Straaletal, en større Variation end jeg har iagttaget hos nogen anden
Pimelodin, og meddeler saaledes en Advarsel mod at tillægge smaa Variationer i dette
Forhold en altfor stor Betydning.
Beskrivelse. Formen er i det hele langstrakt, Kroppen noget sammentrykt,
Hovedet derimod noget nedtrykt, Snuden temmelig bred og flad; der er en rudeformig For-
dybning (som man dog ofte ikke bliver var, fordi Huden gaar løst og glat hen derover)
langs ned ad Midten af Panden og Snuden. Paa det største af de foreliggende Exemplarer
forfølger man tydelig «Hjælmens» Omrids, dens Indknibning over Forgjællelaaget, dens korte
og spidse «Nakkeudvext» o.s.y., samt dennes og Gjællelaagets svage Stribning, men ellers
er den i Almindelighed aldeles skjult under den bløde Hud. Smaa hvidlige Buketter af
.
1) Hensel fik i Guahyba og dens Bifloder en Fisk, som han benævner «Pimelodus sapo? Val.», idet
han opkaster det Spørgsmaal, om ikke denne Art og P. Hilarii burde sammendrages. Herved er at
bemærke, at H. angiver Underkjæven at vere lidt kortere end Overkjæven (hvad den er hos R. Hila-
ri nob.), medens det omvendte ifølge Valenciennes skulde vere Tilfældet med P. sapo (hvilket
paa den anden Side ikke synes at stemme med Afbildningen i d'Orbignys Rejseværk, Tab. II, f. 7).
H.'s Angivelse af @jnenes Størrelse (en Fjerdedel af deres Mellemrum) stemmer bedre med P. sapo
(1: 37/2, Val.) end med P. Hilarü (1:2 à 2/2). Hermed vil jeg dog ingenlunde benægte Mulighe-
den af, at Hensels Formodning kan vere rigtig. Hans største Exemplar var en Del større (12'/2
Tomme foruden Halefinnen) end det største af P. Hilarii fra Rio das Velhas. Efter Hensels
Erfaringer opholder den sig i Huller ved Flodbredden og kommer kun frem om Natten, da den fan-
ges med Angler.
176 56
forgrenede Slimkanaler ere spredte uregelmæssigt hen under Huden paa Hovedets ovre Side,
men mere eller mindre tydelige hos de forskjellige Individer. Hovedets Længde inde-
holdes 4—5 Gange i Totallængden (til Spidsen af den dybt kløftede Halefinnes afrundede
Flige); dets Brede er lig med eller større end Legemets største Højde (der er lige stor foran
Hudfinnen og foran første Rygfinne) og to ‘Tredjedele af dets egen Længde. Øjnene, hvis
Tværmaal indeholdes 6—7!e Gang i Hovedets Længde og 2 til næsten 212 Gang i Pan-
dens Brede (deres indbyrdes Mellemrum) (hos yngre Exemplarer ere de forholdsvis noget |
større), ligge en Del nærmere ved Snudespidsen end ved Gjællespalten og vende hos de yngre |
mere fladhovede Individer mere opad, hos større, fuldt udvoxne mere til Siden. De bagre |
Næsebor ligge lidt indenfor en Linie, der vilde forbinde de forreste med Øjet, og nær- |
mere ved hine end ved dette, eller lige langt fra begge Dele. Mundspaltens Brede er om- #
trent lig med Øjets Afstand fra Gjællespalten, og Overmunden rager lidt frem foran Under- |
kjæven. De øvre Skjægtraade naa til henimod Enden af første Rygfinne — hos andre
Exemplarer et Stykke ind paa Hudfinnen eller til Spidsen af Bugfinnerne — andet Par ud |
over Roden af Brystfinnerne; tredje er alter noget kortere. Første Rygfinne er læn- |
gere end eller lige saa lang som den er høj, og ligeledes lig med eller længere end Gat-
finnen og end Mellemrummet mellem Rygfinnerne; Hudfinnen er lang, men dens Længde
noget variabel, hos nogle f. Ex. lidt større end Hovedets, ikke en Tredjedel af Totallengden |
(Halefinnen fraregnet), men en Tredjedel af Afstanden fra Snudespidsen til dens egen Bag-
rand; hos de fleste dog over en Tredjedel af Totallengden (Halefinnen fraregnet); den er,
endvidere mindst dobbelt saa lang som første Rygfinne og over 2 eller 2''s—3 Gang saa |
lang som Gatfinnen og 3—5 Gange saa lang som dens egen Afstand fra første Rygfinne.
Dennes første Straale er spinkel og glat, og selv om dens bløde Del medregnes, ikke saa
lang som anden; den forbenede Del af Brystfinnernes Pigstraale kan være saa
lang som eller længere end Øjnenes Afstand fra Snudespidsen; blottet for den beklædende
Hud viser den sig at have nogle Takker langs den ydre Del af dens foreste Rand; Ungerne |
have endvidere Takker langs dens bageste Rand, ja selv hos halvstore er der endnu"
Spor til dem. Bugfinnerne sidde under eller lige bagved Rygfinnens sidste Straaler. Geni- |
talaabningen, der forholder sig ens hos begge Kjøn, ligger i Enden af en aflang Geni=|
talsvulst, lidt bagved Gattet, lige langt fra Gatfinnen og Bugfinnerne. — Der er — som |
det vil fremgaa af foranstaaende Beskrivelse — hos den foreliggende betydelige Række af |
Exemplarer (29) en vis Variation, der omfatter Forskjelligheder, som ellers benyttes med |
Held til Artsmærker; og navnlig kunde man maaske udhæve en kortere og en mere
langstrakt Form, men der er alle Overgange imellem dem, og denne Forskjel — som)
det heller ikke er lykkedes mig at henføre til en Alders- eller Kjonsforskjel — grupperer
sig ikke sammen med en Forskjel, f. Ex. i Straaletallet. Dettes Formel maa udtrykkes
saaledes: D. :1.7—6; P.:1.8—10 [6—7]; V.:6; A. :12—14 [11] = 4 [3, 5, 6] +8
57 177
[7, 10, 11].1) Syvtallet og Ottetallet i Rygfinnen ere dog ikke lige hyppige; af 29 Exem-
plarer havde de 12 otte kloftede Straaler i Rygfinnen, 17 derimod kun syv. Farven er
(paa Spiritus-Exemplarer) lys mørkebrun med mere eller mindre tydelige — stundom næsten
helt forsvundne — mørke Pletter; Rygfinnen har Rhamdiernes sædvanlige lyse Baand lidt
over og parallelt med dens Grundlinie. Reinhardt beskriver den levende Fisk saaledes:
«Den er paa Ryg og Sider forsynet med graalige mørke Stænk, som derimod mangle paa
Hovedet, Bugen og Finnerne, undtagen Hudfinnen, som har en yderst smal sortegraa Søm;
et graaligt-gyldent Skjær (især stærkt paa Hovedet) er udbredt over Rygsiden, medens Bug-
siden er hvid med Perlemoderglans; Øjet er graaligt; nærmest om den sorte Pupille findes
en smal gylden Ring, der dog ej er skarpt begrænset, men gaar gradevis over i den
øvrige graalige Del af Iris. De øverste Skjægtraade ere graalig-gyldne, Hagetraadene hvide;
Finnerne, navnlig Halefinnen have et gulligt Skjer».?)
Rh. Hilarü er, ifølge Rhdt., «en yderst sejglivet Fisk; det nys beskrevne Exemplar
var fanget paa Krog og havde derved faaet en betydelig Beskadigelse paa den ene Side af
Hovedet, blev desuden bragt med allerede indtørrede Finner; dog kom det snart til Kræfter
igjen ved at lægges i en Vandskaal og levede der 3 Dage uden at Vandet skiftedes mere
end en Gang, faa Timer før det døde». Hos en den 14de Januar fanget Hun traadte den
æggeblommegule Rogn allerede ud af Bugen.
Af Rhamdier med 6 (undtagelsesvis 5) kløftede Straaler i Rygfinnen
besidder Velhas-Dalen to smaa Arter; den første af dem udmærker sig ved et usæd-
vanlig stort Antal Straaler i Gatfinnen og en ualmindelig Længde af denne.
20. Rhamdia microcephala (Rhdt.).
(Tab. III, fig. 7.)
Pimelodus microcephalus Rhdt. (in sched.)
Af denne lille Art, der ikke synes at overskride en Længde af 3%4 Tomme, har
Reinhardt hjembragt 4 Exemplarer fra Rio d. Velhas. Blandt de øvrige Arter, med
hvilke den maa stilles sammen, indtager den som sagt ved sin lange Gatfinne*) en noget
1) De i Klammer anbragte Tal ere de sjældnere forekommende.
2) En anden Optegnelse lyder: «paa Undersiden er Farven perlemoderhvid, langs Ryg og
Sider graalig; men den gule Slim, der overtrækker Fisken, skjuler den næsten ganske, Legemet
er undertiden besat med mørke Prikker, undertiden mangle de, undtagen paa den lange Hudfinne,
der viser svage Spor til dem; dog kunne de ogsaa mangle der. Ryg-, Hale- og Brystlinnerne gule,
Bug- og Gatfinnen gullig-hvid; Øjets Hornhud sølvfarvet».
3) Den eneste bekjendte Art med et lignende Antal Straaler i Gatfinnen er Pimelodus notatus Schomb.;
i andre Henseender er der næppe Lighed mellem dem.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 2. 23
178 58
isoleret Plads. Fiskerne kjendte ikke noget Navn til den, men sagde, at det var en
Slags «Bagre».
Beskrivelse. Den noget trinde Krop, det lille runde Hoved og de smaa
Finner give denne Årt et noget kutlingagtigt Habitus. Af Totallængden (Halefinnen
indbefattet) er Hovedet (til Gjællespalten) en Sjettedel eller to Trettendedele, dets Brede
en Femtedel mindre og lig med Legemets Højde, der i en stor Del af dets Længde er
temmelig den samme. Hovedet er fuldstændig dækket af den bløde Hud, saa at end ikke
Gjællelaag eller Skulderknogle vise noget Spor til Skulptur; det har en rendeformig Fordyb-
ning midt nedad Issen og Panden og ender bagtil med en stump Vinkel — det sidste Spor
af Nakkeudvæxten. Øjnene ere smaa og opadvendte og sidde meget nærmere ved
Snudespidsen end ved Gjællespalten; deres Tværmaal indeholdes 6—7 Gange i Hovedets
Længde, over 2 Gange i Pandens Brede; de bageste Næsebor sidde meget nærmere ved
dem end ved de forreste, men tillige nærmere ved Hovedets Midtlinie end Øjnene. Mun-
den er af middel Størrelse, dens Brede omtrent det halve af Hovedets, Underkjæven ikke
kortere end Overkjæben, Tandbælterne brede og af ligelig Brede. Skjægtraadenes
Længde er ikke meget forskjellig, de øvre naa højst til Spidsen af de korte Brystfinner,
de nedre højst til disses Rod. Den korte, forholdsvis høje Rygfinne sidder saa langt
tilbage, at dens Afstand fra Nakkeudvæxten i Almindelighed er lig med Hovedets Længde
(til Gjællespalten) og dens Afstand fra Snudespidsen næsten en Tredjedel af Totallængden;
dens Længde, langs med dens Grund, er højst det halve eller endog kun en Tredjedel af
dens Afstand fra Hudfinnen, hvis Længde er næsten lig med denne Afstand + første
Rygfinnes og større end Gatfinnens, der er saa lang som eller længere end Afstanden
mellem Rygfinnerne indbyrdes. Bugfinnerne ere lige saa store som Brystfinnerne og fæstede
under Rygfinnens sidste Straale; Brystfinnernes første Straale er bred og flad, dens haarde
og stive Del kun en Tredjedel eller i al Fald ikke det halve af Hovedets Længde og uden
Takker; Rygfinnens første Straale er kortere, men ikke stærkere end de folgende. Hale-
finnen er hos yngre Individer afrundet, men dog tydelig mere forlænget i sin øvre end i
sin nedre Del, hos ældre meget svagt udrandet i Midten. Sidelinien optræder som en
Række lange Sting langs hen ad Kroppens Sider, men opløser sig allerede paa Skulderpartiet
i isolerede Porer, der» med Lethed lade sig forfølge i de sædvanlige Linier paa Hovedet,
under Øjnene, paa Underkjæven o.s.v. Hannerne. have en temmelig lang Genitalpapil;
en Hun (med store Æg i Æggestokken) har en lille Papil bagved Genitalaabningen.
Straaletallet?): D.:1.5—6; P.:1.7—8; V.:6; A.:5.11—13. Farven er (paa Spis
ritus-Exemplarer) fint plettet-marmoreret af mørkere og lysere brunt, med lyse Finner,
1) Kun 1 af 4 Exemplarer har D.:1.5; et andet A.:5.11; de andre D.:1.6 og A.:5.13; to have
PS to Les
59 179
Bug og Strube. Reinhardt beskriver den saaledes efter to Exemplarer, der bleve bragt
ham den 20de September: «Den levende Fisk var paa Oversiden af Legemet graalig
med yderst tætte, graalig-sorte Stænk, hvorved der frembragtes et marmoreret Udseende;
Bugen var perlemoderhvid. Over hele Legemet — ogsaa paa Finnerne — var udbredt et
ravgult Skjær, der dog hovedsagelig skyldtes Slimen. Hudfinnen havde Ryggens marmorerede
Udseende, Ryg- og Gatfinnen vare marmorerede ved Grunden, de andre ikke. Pupillen er
sort, Iris graabrun som Legemet (naar Slimen er afskrabet), svagt indblandet med Guld;
kun nedenunder Pupillen tiltager det gyldne Skjær, saa at der nærmest denne dannes en
gylden Halvring, der dog er ubestemt begrænset mod Iris-Siden».
21. Rhamdia minuta (Ltk.).
(Tab. III, fig. 6.)
Lille, smækker, med noget nedtrykt Hoved og Snude, middellang Hud-
finne, kort Gatfinne, kløftet Halefinne og temmelig korte Skjægtraade, besid-
der denne Art, hvoraf R. ligeledes har hjembragt 4 Exemplarer fra Rio das Velhas og
fra Smaabække, der falde i denne, ikke nogen stærkt udpræget Ejendommelighed, som strax
kan gjøre den let kjendelig blandt Slægtens andre Arter.
Beskrivelse. Hovedets Længde er en Sjettedel af Totallængden, Halefinnen og
dens Spidser medregnede; dets Brede er over to Tredjedele af dets Længde og større
end Hovedets og Kroppens største Højde, der kun er lidt over det halve af Hovedets Længde.
Hele Hovedet er blodhudet; der er ingen Nakkeudvæxt og ingen Fordybning ned ad
Issens og Pandens Midte. Øjnene vende stærkt opad og ligge lige langt fra Snudespidsen
og Gjællespalten; deres Tværmaal er en Femtedel af Hovedets Længde og over Halvdelen
af deres indbyrdes Afstand; de bagre Næsebor ligge nærmere ved Midtlinien end Øjnene og
nærmere ved disse end ved de forreste; Munden og dens Tandbælter ere normalt udvik-
lede, Underkjæven ubetydeligt kortere end Overkjæven. De øvre Skjægtraade naa
til henimod Brystfinnernes Spidse, de nedre til deres Grund; (hos yngre Individer ere de —
mod Sædvane — alle kortere). Afstanden fra Nakken til Rygfinnen er kortere end Hovedet,
men længere end dette er bredt; Rygfinnens Længde er det halve af dens Afstand fra
Hudfinnen, hvis Længde er lig denne samme Afstand, men ikke det dobbelte af Gatfin-
nens; (hos et enkelt Exemplar, hvor Hudfinnen er paafaldende kort, er den netop lig Gat-
finnens Længde, og Rygfinnernes indbyrdes Afstand mere end den førstes dobbelte Længde).
Bug- og Brystfinnerne ere lige store eller de sidste lidt større; Brystfinnernes første ukløf-
tede Straale lidet forskjellig fra de andre, dens stive uleddede Del kortere end den leddede
(højst en Tredjedel. af Hovedets Længde) og uden Takker; ogsaa Rygfinnens første Straale
er spinkel og utakket; Halefinnens øvre Flig er lidt længere end den nedre, og Genitalpapillen
kun lidet udviklet hos alle de foreliggende Exemplarer, uden Hensyn til Kjonnet. Stor-
23*
180 60
relsen højst 33 Tomme; Straaletallet: D.:1.5—6!); P.:1.9; V.:6; A.:10—12
(2—4 + 7—9). Farven mørkere eller lysere brun; det mindste Exemplar (en Hun med
Æg) har 5 mørke Tverbaand over Ryggen og Nakken; hos de andre ere de dels mindre
tydelige, dels helt forsvundne.
22. Pseudopimelodus charus (Val.).
Pimelodus charus Val. 1. c. p. 159.
Pimelodus bufonius Gthtr. 1. c. p. 133 (vix Val.).
Af Pseudopimelodus-Gruppen, som besidder et saa særeget og udpræget Habitus, at
der allerede deri kan søges en Støtte for at opretholde den som egen Slægt, besidder Rio
das Velhas en Art, Brasilianernes «Pacti do Rio» eller «Pacamäo do Rio», som jeg
antager for at vere den, som «British Museum» har faaet fra en af hin Flods Bifloder
(Rio Cip6) og som Günther benævner Pimelodus bufonius. Ved at sammenligne Velhas-
Flodens Pseudopimelodus med et Exemplar af den ægte Pseudopimelodus bufonius fra Cayenne,
er jeg imidlertid kommet til det Resultat, at den næppe tilhører denne Art, men en meget
nerstaaende — uden Tvivl netop den, som Valencienes har opstillet som P. charus paa
en Tegning (af Ménestrier) efter en i en anden af vor Flods Tilleb (Rio Sabara) fanget
Fisk. Inden jeg gaar over til nærmere at omtale denne hidtil kun ufuldstændigt kjendte |
Art, maa jeg endnu bemerke, at denne Slegt hidtil ikke er bleven karakteriseret ganske
rigtigt; den er nemlig med Uret bleven opført mellem de Pimelodiner, hvor Nakkeudvex-
ten og Rygskjoldet (Rygpigstraalens Stetteknogle) ikke støde sammen; Nakkeudvæxten er |
vel kun kort, men Rygskjoldet er desto mere forlænget fortil, og de støde derfor virke- |
lig sammen — en Karakter, hvorved den mere end blot habituelt adskiller sig fra Rham- |
dierne, den Gruppe som den ellers kommer nermest.
Beskrivelse. Hovedet er afrundet, nedtrykt, bredt; Kroppen for, bagtil sammen- |
trykt, mindre plump, synes det, end hos Ps. bufonius, fordi den er mindre høj (Højden er |
en Syvendedel af Totallængden, Halefinnen medregnet, en Femtedel hos P. bufonius). |
Hovedets største Brede er enten lig med eller lidt mindre end dets Længde (fra Snudens
Midte til Gjællespalten), som indeholdes 4 Gange i Totallængden (regnet til Halefinnens ikke M
dybe Indsnit?); det er fuldstændig dækket af en blød Hud, af hvilken kun det svagt skulp- |
terede Skulderben træder frem. Gabet er saa bredt, at Mundvigene ligge i Linie med |
Øjnenes Forrand; disse ere smaa, opadvendte, uden fri Orbitalrand; deres Tver- |
maal indeholdes 14 Gange i Hovedets Længde, 6 Gange i deres indbyrdes Afstand; der |
1) Ogsaa her forekommer Sextallet 3, Femtallet kun en Gang.
2) Hovedets Længde angives for kort af Valenciennes, fordi han har maalt det paa Figuren (i Pro- |
jektionen), hvilket paa Grund af dets Brede fortil gjør en kjendelig Forskjel.
61 181
er næsten 3 Gange saa langt fra dem til Hovedets Forrand som til Gjællespalten. De for-
reste Næsebor have Rorform med skjæv Aabning; de bageste ere ogsaa omgivne af en
lav, nærmest ved Øjet spaltet Hudvæg; Afstanden fra de forreste til de bageste er lig med
disses fra Øjnene, men de ligge alle nærmere Midtlinien end disse. Underkjæven springer
ubetydeligt frem foran Overkjæven, hvis Tandbælte er saa bredt som Afstanden mellem
Øjnene og en halv Gang saa langt (forfra bagtil) paa Siderne som i Midten, hvorimod
Underkjævens afsmalner mod Siderne. De længere Skjægtraade naa i Almindelighed til
Brystfinnernes Rod, andet Par til Gjællespalten (i lige Linie), tredje til Indsnittet i Gjælle-
laagshuden mellem dennes to Halvdele. Rygfinnens Længde er omtrent lig dens Højde og
indeholdes to Gange eller derover i dens Afstand fra Hudfinnen, hvis Længde — der er
noget variabel, eftersom dens forreste lave Fortsættelse træder mere tydeligt frem eller
taber sig aldeles i Ryghuden — er omtrent lig med Rygfinnens og med den lige under
den selv siddende Gatfinnes, hvis Højde derimod er næsten det dobbelte af dens egen
Længde. Den stive Del af Rygfinnens første Straale er skjult i en tyk Hud; blottes
den, ses den at være temmelig solid, højst saa lang som Panden er bred mellem Øjnene
og takket baade for og bag — hos yngre Individer forholdsvis spinkel. Brystfin-
nernes første Straale er ligeledes kun forbenet i lidt over Hælvten, indhyllet i en
tyk Hud (med Undtagelse af paa sin øvre Flade), solid, krum, flad, stærkt takket bagpaa
— Ruhederne langs dens forreste Kant skjulte af Huden; den hele Straale saa lang som
de bagre Næsebors Afstand fra Gjællespalten. Bugfinnernes Fæste ligger helt, men dog
tæt bagved Rygfinnens; de ere brede, men knap saa lange som Brystfinnerne. Halefinnen
er noget indskaaren, den øvre Spids lidt længere end den nedre. En lille Porus axillaris
er til Stede. Størrelse højst 9% Tomme. Alle (5) foreliggende Exemplarer ere Hun -
ner (med mere eller mindre modne Æg, mest udviklede hos de mindste), med kort, spids
Maalpapil Straaletallet: D.:1.6; P.:1.71); V.:6; A.:10—11 (4.7, 4.6, 3.8).
Farven beskriver Rhdt. saaledes efter et ham den 31te August bragt Exemplar: «Grund-
farven paa Ryggen og Siderne levende gulligbrun, Tegningerne sortebrune, Bugen lysere
gullig-graabrun; Bryst-, Bug- og Gatfinne endnu lidt mere gullige end Bugen». Paa de
yngre (af de i Spiritus opbevarede) Exemplarer fremtræder en karakteristisk Farvetegning :
Grundfarven er mørk graabrun med fine sorte Pletter paa Hovedet og med 5 uregelmæs-
sige mørke Tværbaand over Krop og Hale, det første over Nakken, det andet under
Rygfinnen, det tredje foran og under Hudfinnen, fjerde om Halefinnens Rod, femte indenfor
1) Ligeledes hos den ægte P. bufonius (ikke 6); denne Art har en lidt anden Farvetegning, en lidt
større Hudfinne o.s.v. De ovenfor beskrevne mørke Tværbaand findes derimod hos et Par unge
Pseudopimeloder fra Venezuela (D.:1.5; overordentlig stærke Takker langs med begge Sider af
Brystfinnernes Pigstraale — maaske kun et Ungdomstræk?) og er derfor maaske en Fællesdragt for
hele Slægten i dens Ungdom.
182 62
dennes Bagrand; ogsaa de andre Finner have mørke Baand, Ryg- og Gatfinnen hver to,
Bryst- og Bugfinnerne hver et eller to; men hos de ældre Individer er denne Tegning
mere udvisket paa Kroppen (som derved viser sig utydelig marmoreret og plettet), om
end til Dels endnu tydelig paa Hoved og Finner. Undersiden er noget lysere.
Reinhardt bemærker, at hos et den 17de Februar fanget Exemplar vare Rognsæk-
kene allerede temmelig fyldte; den friske Rogn har «en smuk, noget bleg, æblegron Farve;
de enkelte Korn ere af Størrelse som Hovedet af en mellemfin Insektnaal».
II. Karpelaks (Characini).
Af denne Familie — de hudfinnelose Erythriner derunder, indbefattede — kjend- |
tes forhen (de af Prof. Reinhardt hjembragte og allerede beskrevne 4 Arter") ikke med- |
regnede) nominelt 20 Arter fra S. Franciscos Flodsystem, hvilket Antal dog ved Reduk- |
tion af nogle tvivlsomme Arter formodentlig maatte bringes ned til c. 15. Reinhardt |
har i alt hjembragt 26 Arter af denne Familie fra Rio das Velhas eller fra Smaasoerne |
og Bækkene i dennes Omegn (enkelte tillige fra Rio S. Francisco), og en 27de alene |
fra denne Flod; af disse ere 20 dels paa de folgende Blade, dels i tidligere Arbejder af
Prof. Reinhardt beskrevne som nye, hvilket ogsaa for Flertallet af dem kan hævdes med.
absolut Vished; en 21de var vel tidligere beskreven, men ikke fra Minas Geraes;
forudsat at de ere nye alle 20, har Rhdt. altsaa af dette Flodsystems tidligere kjendte
Arter gjenfundet henved Halvdelen?), og det hele Antal af Arter, som nu er kjendt fra
Rio S. Francisco og de til den hørende Bifloder og Søer, vilde saaledes blive c. 35;
men det er ikke umuligt, at en yderligere Reduktion vil vere at foretage, idet nogle af]
de opførte Former ville vise sig at være synonyme, uagtet man, efter hvad der for Oje-
1) Disse ere: Parodon Hilarii R., Characidium fasciatum R., Piabina argentea R. og Cynopotamus |
(Reboides) xenodon R.
2) Nemlig: Macrodon trahira Sp., Prochilodus argenteus Sp., Leporinus elongatus Val., Salminus Cuvieri
og Hilarii Val. samt Serrasalmo (Pygocentrus) piraya Cuv.
3) De eneste af de tidligere fra S. Francisco o.s.v. beskrevne Arter, som jeg med Bestemthed ter paa-
staa, at R. ikke har hjemført, ere Brycon Hilarii Val. og Erythrinus uniteniatus. Selv med Hensyn |
til Myletes (Tometes) altipinnis, som jeg endnu mener at burde opfore særskilt paa Fortegnelsen over
dette Distrikts Ferskvandsfiske (se Slutningen af denne Afhandling), er jeg ikke ganske fri for
Tvivl, som dog maaske ville vise sig uberettigede.
63 | 183
blikket foreligger, endnu ikke tor erklære dem derfor, og at det hele i Virkeligheden kjendte
Antal af Karpelaks vil vise sig ikke at overstige c. 30. Af nye Slægter opstiller jeg kun
en (Leporellus) — hvis Berettigelse maaske endda vil blive bestridt — foruden de to allerede
af Prof. Reinhardt opstillede (Characidium og Piabina). Paavisningen af Arter af Slæg-
terne Curimatus, Parodon, Chirodon, Cynopotamus og Xiphoramphus i de her omhandlede
Vande bør ogsaa fremhæves som værende af mere almindelig Interesse. Alle større?)
Grupper af Karpelaks ere i øvrigt repræsenterede, for saa vidt de overhovedet forekomme i
Syd-Amerika, men paa en temmelig ulige Maade: Tetragonopterernes store Gruppe med
10, Anostomatinernes med 6, Hydrocyon- Gruppen med 4, Serrasalmerne med 4,
Curimatinerne med 3, Erythrinerne med 2. Enkelte af de af Reinhardt hjemførte 27
Arter ere ikke fundne, og findes til Dels ganske sikkert ikke, i selve Floden (Rio d. Velhas),
men kun i Søen (Lagoa Santa?) eller i Bække, der falde enten i denne eller i Floden?); men
der er paa den anden Side mange af dennes Characiner, som ikke gaa op i Søen. Kun
om faa af Velhas-Dalens Karpelaks er det bekjendt, at de forekomme udenfor S. Fran-
ciscos Flodsystem; fremhæves bør i denne Henseende Leporellus pictus, der ogsaa synes
at forekomme i Mato Grosso, Macrodon trahira, der er udbredt over en meget stor Del af
Syd-Amerika, og Serrasalmo (Pygocentrus) piraya, med hvilken det samme, om end i mindre
Grad, synes at være Tilfældet. Jeg anser det imidlertid ikke for usandsynligt, at det i
Tidens Løb vil vise sig, at nogle flere af dette Flodsystems Characiner have en større
geografisk Udbredning end man nu tør tillægge dem; thi — som det allerede vil være an-
tydet ved de Tvivl af forskjellig Art, paa hvilke jeg ikke har kunnet lægge Skjul — Arts-
kundskaben lader indenfor denne Familie meget tilbage at ønske; Arterne ere altfor ofte
beskrevne paa et ufuldstændigt eller et altfor fattigt Materiale, daarlige eller unge
Exemplarer, og Resultaterne træde derfor ingenlunde frem med den Klarhed og Skarphed
som f. Ex. i Mallernes Familie. Der er derfor ved den her omhandlede Familie særlig
Grund til at udtale, at skjønt jeg erkjender i Henseende til Materialets Godhed at have
været ret heldig stillet, og at man derfor vil være berettiget til at vente, at der ved dette
Arbejde vil være gjort et Skridt fremad i den rigtige Retning, bør jeg ogsaa kunne gjøre
- Regning paa en vis Indulgens, i Betragtning af Beskaffenheden af nogle af de Forarbejder,
hvortil jeg har været nødt til at støtte mig, i Mangel af bedre.
!) Crenuchina, hvoraf der kun kjendes 1 Art fra Guyana (den anden er afrikansk), er den eneste af de
sydamerikanske Characin - Grupper, som mangler i de Vande, hvorom her er Tale.
2) De i denne levende Arter, som ikke kjendes fra selve Rio d. Velhas, ere: Characidium fasciatum,
Tetragonopterus lacustris, Tetrag. gracilis, Xiphorhamphus lacustris, Serrasalmo Brandtii.
*) Parodon Hilarii, Characidium fasciatum, Chirodon piaba, Piabina argentea.
184 | 64
A. Erythrinus-Gruppen.
I. Macrodon trahira Spix.
I Søen Lagoa Santa med flere andre Smaasger i dennes Omegn samt i Bække,
der falde i Rio das Velhas, saa vel som i selve denne Flod, forekommer en «Trahira»,
af hvilken Reinhardt har hjembragt et større Antal Exemplarer; det største er 14% Tomme"),
det mindste 21/2 Tomme langt. Den i Provinsen Minas Geraes og i S. Francisco-Floden
forekommende Macrodon er allerede tidligere beskreven af Agassiz som Ærythrinus macrodon
og E. microcephalus*), af Valenciennes som J. trahira, af Castelnau som Erythrinus
brasiliensis og af Günther som M. intermedius (fra Rio Cip6*). Jeg nærer ingen Tvivl om,
at der under alle disse Navne kun skal forstaas en Art, som det formentlig er rigtigst at
betegne som ovenfor er sket. Exemplarer fra Rio Janeiro, Cotinguiba (Provinsen
Sergipe), Venezuela, Guyana og Trinidad (M. ferox Gill) kan jeg ikke skjelne fra den
i Lagoa Santa og Rio das Velhas forekommende Form; Arten har saaledes en stor
Udbredning i Syd-Amerika.*) |
Til nærmere Begrundelse af denne Opfattelse vil det, under Henvisning til den be-
kjendte Litteratur, kun være nødvendigt at anføre, at hos de fleste Exemplarer er Hovedets
Længde (den hudagtige Gjællelaagsbræmme medregnet) omtrent lig med (en Ubetydelighed
større eller mindre end) en Tredjedel af Totallængden, naar i denne ikke medregnes
Halefinnen, som er lig med (ubetydeligt større eller mindre end) Øjets Afstand fra Gjælle-
spalten (9: fra Gjællelaagsbræmmens frie Rand); men der findes, foruden Mellemformer,
ogsaa enkelte mere langstrakte Exemplarer med et forholdsvis mindre Hoved, hvis Længde
forholder sig til Totallængden (opfattet paa den ovenfor angivne Maade) som 1: 345, 3%s
eller 3%. Tværs over Ryggen, lidt foran Rygfinnen, tælles i Almindelighed 12 Skælrækker
fra den ene Række af Sidelinieskæl til den anden (disse ikke medregnede), sjældnere 11
eller 13; men det Tilfælde indtræder ogsaa, at man efter Behag kan regne 12 eller 13, da
det Ryggen, nærmest foran Rygfinnen, dækkende Skælparti ofte er. uregelmæssigt ud-
viklet. Bagved Rygfinnen tælles derimod altid paa samme Maade 9 Skælrækker. Den,
der i sig har optaget Sideliniens Porer, tæller hyppigst 41 eller 42 Skæl, naar deri med-
1) Arten bliver dog ogsaa ved Lagoa Santa en Del større; «British Museum» har et 21 Tommer langt
Exemplar af «M. intermedius», og d'Orbigny har set «Jf auritus» paa over 18 Tommer.
2) Erythrinus brasiliensis Ag. er vel heller ikke andet. Agassiz synes kun at have havt et udstoppet
Exemplar af hver af sine 3 Arter for sig. Til at gaa dybere kritisk ind paa disse Arters Berettigelse,
er der her næppe Grund. Da de to af dem udtrykkelig angives at være fra S. Francisco, vil der
i al Fald om dem næppe kunne være Tvivl. — Da baade Gunther og Valenciennes i deres Be-
skrivelser lade de forreste Ganetænder danne et særskilt lille Parti, vil jeg dog tilføje, at jeg ikke
finder dette bekræftet; det forreste mindre Parti af disse Tænder fortsætter sig altid uden Afbrydelse
over i det større bageste.
3) Jfr. Steindachner I. c. Bd. LXIX, p. 27. Ogsaa han forener AM. intermedius med MM. trahira.
65 185
regnes de Lo eller tre allerforreste, i hvilke ingen Pore er synlig, men som dog, efter deres
Stilling maa betragtes som Rækkens allerforreste Led; men Tallet kan ogsaa stige til 46 —47
eller synke til 39—40. Straaletallet er: D: 14 [13, 15]"), de 2 eller 3 forreste udelte
Pe geet 10,52 FRIERE] ler 3: 12); P: 13—14 [12, 45]; V: 8; A: 11—12 (8 +9
eller 2 + 9) (naar der er 3 uklovede, er den forreste meget kort); C: 17 (sjældnere 18;
de korte Straaler for oven og neden ikke medregnede).
Det vil heraf fremgaa, at jeg ikke med Günther kan skjelne mellem to Arter, den
ene med 12, den anden med 13 Skælrækker over Sidelinien, paa Forkroppen, den ene med
38—39, den anden med 43°) Skæl i Sidelinien. Jeg kan derfor ikke i det foreliggende
Materiale (21 Exemplarer) skjelne mellem en «M. trahira» og en «M. intermedius». Hos et
større Exemplar fra Guyana og et mindre fra Trinidad finder jeg ligeledes 42 Skæl i
Sidelinie-Rækken og, ligesom hos et Par af dem fra Lagoa Santa, kun 11 Skælrækker over
Ryggen; Straaletallene ere hos disse Exemplarer fra andre Egne af Syd-Amerika de samme:
BERIGE (SEE 10); P: 15; V: 8; A: 11—12 (2 +-9; 4 + 8); C: 17. I Henseende
til denne antagne store geografiske Udbredning er jeg saaledes i Overensstemmelse med
Valenciennes, som erklærer Exemplarer fra Bahia, Rio S. Francisco, Amazon-
Floden, Cayenne og Maracaibo-Soen for at tilhøre samme Art. Hensel erkjender
fremdeles denne i den «Trahira», som han fandt i den allersydligste Del af Brasilien, og
han mener, at Jf, auritus Val. (fra Montevideo) er opstillet paa unge Exemplarer (8—9
Tommer) af samme, hvilket vistnok er højst rimeligt.*)
Med Hensyn til Farve og Tegning, der vise sig temmelig forskjellige, men dog i
det hele synes at rette sig efter Alderen, bemærkes, at de større Exemplarer fra Lagoa
Santa i det hele ere mørke, men dog ved nærmere Eftersyn vise sig marmorerede eller
plettede af mørkebrunt og messinggult, saaledes at de øvre Dele i det hele ere morkere,
de nedre lysere; alle Finner ere ligeledes plettede eller marmorerede, Hovedets Sider meget
fint mørkplettede, dets Underflade marmoreret. Hos middelstore Exemplarer gjør sig ved
Siden af det plettede eller marmorerede ofte en vis Stribning gjældende, saaledes at mere
eller mindre tydelige, mørkere (brune) og lysere (gullige) Striber skifte langs hen ad Krop-
pens Sider, medens Ryggen bevarer sin ensartet mørke Karakter. I det hele kan man vel
sige, at jo yngre Exemplarerne ere, desto lysere er Grundfarven og desto livligere Teg-
1) De i Klamre [|] satte Tal repræsentere de sjældnere forekommende Tilfælde.
?) Jeg antager, at de allerforreste porefri Skæl i Sideliniens Skælrække ikke ere medregnede af Gün-
ther; lægges der 2 eller 3 til for dem, faas Tal, der komme nær til eller falde sammen med de
ovenfor angivne Minima og Maxima.
5) Ifølge Steindachner (I. c.) ere Df. patana og aimara Val. fra Cayenne og sandsynligvis M. teres
V. (Maracaibo) heller ikke artsforskjellige fra M. trahira, og M. microlepis fra Central-Amerika
maaske kun en local Afart; med andre Ord: der kjendes kun 1 sikker Art af Macrodon-Slægten.
Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2, 24
186 66
ningen; Exemplarer af kun 6 Tommers Længde og derunder ere i Almindelighed lyse med
en dobbelt Række af mørkere Skraapletter langs henad Siden, der i de fleste Tilfælde danne
en Række af (5—7) vinkeldannede Figurer, samt med nogle Pletter eller Tværbaand paa Ryg-
gen; men der er ogsaa unge Exemplarer, hvor denne Tegning taber sig i den mørkere
Grundfarve. De uparrede Finner ere ogsaa hos Ungerne plettede, Hovedets Underside der-
imod hel farveløs eller hvid hos Unger under en vis Størrelse. Nogle mørke Striber paa
Kinderne, som udstraale fra Øjets Bagrand, samt nogle mørke Pletter paa Gjællelaaget hos
Ungerne danne nærmest en Fortsættelse af de mørke Pletter langs hen ad Kroppens Sider.
Da Optegnelser om denne Arts Levemaade ikke foreligge fra Minas Geraes,
kan den af Hensel laante Opiysning endnu her finde Plads, at «Trahira'en i Syd-
Brasilien repræsenterer vor Gedde og ligesom denne undgaar det aabne Vand, men fore-
trækker de stille og lave med Vandplanter opfyldte Bugter, hvor den, skjult under brede
Blade, lurer paa sit Bytte».
B. Curimatus-Gruppen.
2. Curimatus albula Lik.
Anodus argenteus Rhdt. (in sched.)4).
? Curimatus Gilberti Qu. & Gaim., Val.
Af omtrent tredive Exemplarer fra Rio das Velhas og Ribeirao do Mato er
intet over 4% Tomme langt. Hovedets Længde indeholdes i Almindelighed 4% (sjældnere
41/3 eller 4%3) Gang i Totallængden til Spidserne af den dybt kløftede Halefinne, men om-
trent 3% Gang, naar Halefinnen ikke medregnes. Legemets Højde er derimod, som det
ogsaa er anmærket om andre Arter af denne Slægt, temmelig variabel; i Almindelighed
indeholdes den hos større Exemplarer højst 2Y5 Gang i Totallængden (Halefinnen ikke med-
regnet), men hos enkelte 3 Gange eller lidt derover, og dette Forhold er hos yngre Exem-
plare saa åt sige konstant. Hos de mere langstrakte Exemplarer falder Rygfinnens Begyn-
delse betydelig nærmere ved Snudespidsen end ved Lialefinnens Begyndelse, hos de højeste
omtrent midt imellem begge. Profilet har kun en højst ubetydelig, neppe kjendelig Sænk-
ning over Issen; Øjets Tværmaal er en Fjerdedel af Hovedets Længde, lidt over det halve
(tre Femtedele) af den flade. Pandes Brede; Bugen foran Bugfinnerne er flåd, men ikke
skarpkantet. Af Gatfinnens to forreste Straaler er den forreste ikke halv saa lang som,
ofte kun en Tredjedel af den følgende, og af Rygfinnens leddede, men ikke kløftede Straa-
ler (anden og tredie) er den forreste gjærne omtrent halv saa lang som den følgende.
1) En Årt fra Trinidad har senere faaet Navnet argenteus (Gill.). Om Slægtsnavnet Anodus henvises til,
hvad jeg andet Steds har bemærket (Vidensk. Medd. fra den naturhistoriske Forening 1874, S. 225).
67 187
Rygfinnens største Højde er omtrent lig med dens Afstand fra Hudfinnen, dens Længde
(ved Grunden) omtrent lig det halve af Afstanden fra dens sidste Straale til Spidsen af
Hudfinnen, hvis Plads er lige over den allerbageste Del af Gatfinnen. Brystfinnerne naa
ikke til Bugfinnerne; disse, hvis Fæste begynder under Midten af Rygfinnen, derimod
til Gattet. Skællenes Viftelinier og de dertil knyttede Indkærvninger af Bagranden ere
sjælden flere end 2 eller 3; de blive mindre tydelige paa Forkroppen og forsvinde ganske
paa dennes Sider; hos yngre Exemplarer naa de ikke Skællets Bagrand. Skælklædningen
skjuler Grunden af Halefinnen, der for øvrigt er nøgen; ligesom hos andre beslægtede Fiske
er der ved Roden af Bugfinnen, paa Ydersiden, et langstrakt, tilspidset, rendeformigt ud-
hulet Skæl. Jeg tæller 36—39 (selve Tallet 39 dog sjældnere) Skæl i Sidelinien (det eller
de allerforreste oftest uden Pore) og 28—31 rundt om Forkroppen, saaledes at der er 5
eller 6 over Sidelinien og 7 eller 8 under samme, foruden de uparrede Skælrækker langs
ned ad Ryggens og Bugens Midtlinie, for saa vidt disse ere tilstede, hvilket ikke
altid eller overalt er Tilfældet; & synes at være det hyppigst forekommende Forhold.
Straaletallet er: D: 13 (3.10), den forreste, som oftest meget kort, og de to sidste
meget tæt sammenstillede, egentlig kun én dybt spaltet; P: 13—14; V:9 (1.8)4); A: 10(2.8)°);
C: 4.17.4. Et utydeligt mørkt Baand langs hen med Sidelinien opløser sig ofte i en
Række mørkere Pletter og ender altid med en større eller mindre mørk Plet paa Haleroden,
nogle fåa Skælrækker fra det Sted, hvor Skælklædningen hører op. Om Farven hos den
levende Fisk har Reinhardt optegnet følgende efter en den 22de Februar fanget Hun med
endnu smaa Rognsække og hvidlige Rognkorn, fra Rio das Velhas: «Ryggen er lys
grønlig-gulbrun med Solvglans; ned ad Siderne svinder denne Tone og afløses af en ren
Sølvglans. Bryst- og Bugfinnen have en svag gullig Tone, der ogsaa, dog lidt mere rød-
lig, findes paa Gatfinnen. Halefinnen er af Ryggens Farve, kun lidt lysere; Rygfinnen lige-
ledes af Ryggens Farve, fortil og oventil bræmmet med en næppe mærkelig sort Rand; ved
dens Rod, i Midten af dens Længde, en uregelmæssig sort Plet: Iris solvglinsende». Af
de talløse Exemplarer, som Rhdt. saa blive fangede ved Udtømningen af den nedenfor om-
talte Dam, havde enkelte mørke Pletter påa Legemet.
Denne nydelige lille sølvblanke Fisk bærer i Omegnen af Lagoa Santa Navnet
«Papa-terra» 9: «Jordæderen». Det lykkedes kun to Gange R. at erholde den i større
"Mængde, den ene Gang ved en Fiskefangst med Net i «Ribeiråo do Mato», den an-
den Gang derved, at en i Forbindelse med denne lille Flod staaende Dam blev tømt ved en
1) Den rudimentære yderste Straale, som hos andre Characiner er saa forsvindende lille, er her noget
mere udviklet; der burde maaske altsaa tælles 2 + 8 — 10. I al Fald vil man næppe kunne lægge
Vægt paa, om der hos en Art angives 9 eller 10 Bagfinnestraaler.
?) De to sidste kunde ogsaa regnes for én dybt spaltet Straale; en mellem Skællene skjult rudimentær
Pigstraale er ikke medregnet.
24F
188 68
Afledningsgroft. Den bider nemlig — som naturligt er for en dyndslugende Fisk — ikke
paa Krog.
Skjont jeg har trot at burde med Rhdt. opstille denne Art som ny, er jeg dog ingen-
lunde vis paa, at den ikke er identisk med C. Gilberti (Q. G.) fra Rio Janeiros Omegn.
Valenciennes angiver Højden til en Fjerdedel af Totallengden hos et 4 Tommer langt
Exemplar, og pleje end Exemplarer af denne Størrelse, ja selv yngre, af C. albula, at være
forholdsvis hojere, vil man dog kunne træffe dette Forhold mellem Hojde og Længde, f. Ex.
hos Exemplarer paa 34 Tommes Længde; Figuren i Freycinets Rejse («Uranie» t. 48, f. 1.)
viser i øvrigt et Forhold som 1:31. V. angiver endvidere 41 Skæl i Sidelinien, hvilket er 2
mere end jeg har fundet selv hos de Exemplarer, der havde flest; men dette synes dog at
vere en vel ringe Afvigelse til alene derpaa at begrunde en Artsforskjel, saa meget mere
som man paa Afbildningen ikke tæller nær saa mange, nemlig kun 36. Staaletallet bringes
let i Overensstemmelse ved at antage, at den rudimentære Straale forrest i Rygfinnen ikke
er regnet med, og at den spaltede Straale sidst i Ryg- og Gatfinnen kun er regnet for én.
Derimod viser Afbildningen Bugfinnerne siddende under den forreste Del af Rygfinnen,
altsaa længere fortil end hos C. albula, og dette tor jeg ikke bortforklare som en blot
Unojagtighed af Tegneren. Kun en umiddelbar Sammenligning med C. Gilberti vil kunne
afgjøre, om Arten fra Minas er identisk med den, hvad jeg dog foreløbig maa anse for
mindre sandsynligt. — Den ligeledes sydbrasilianske C. voga Hensel («Archiv f. Naturg.»
1870, S. 78), kommer €. albula meget nær i Henseende til Straaletal og Sideliniens Skæl-
tal, men afviger ved flere andre Karakterer, f. Ex. at Hovedets Længde indeholdes over 4
(4/5) Gang i Totallengden (uden Halefinnen), ved større Afstand mellem Øjnene, ved at
Bugfinnerne kun naa halvvejs til Gattet o. s. v. Med den har jeg derfor ikke heller og
endnu mindre kunnet identificere den. 1)
) (Senere Anmærkning.) Efter at jeg har modtaget Steindachners nye Beskrivelse af Curimatus
Gilberti (med hvilken han identificerer den ovenfor nævnte ©. voga H.), er min Mistanke, at den i
Mellem - Brasilien fundne Form (C. albula) vilde vise sig at være identisk med den sydbrasilianske,
næsten hævet til Vished. Da St. har kunnet undersøge mange Exemplarer fra Syd-Brasiliens Flo-
der og har fundet Skællenes Antal i Sidelinien at variere fra 37—41, samt angiver, al Bugfinnerne
ere fæstede noget bagved Rygfinnens Begyndelse, bortfalde, synes det, mine egentlige Grunde til at
holde dem ude fra hinanden. Mærkeligt er det dog, at den sydbrasilianske Form bliver saa meget
større (81/2 Tomme) end den i Minas Geraes. Da en umiddelbar Sammenligning mellem syd- og
mellembrasilianske Exemplarer ikke har fundet Sted, har jeg ikke endnu villet ændre det Navn,
hvorunder den er bleven kortelig karakteriseret i «Vid. Selsk. Overs.» for 1874.
En Hemiodus i Platafloden. Jeg vil her ikke lade uomtalt, at der i Platafloden findes
en hidtil ubeskreven ZZemiodus-Art. Under den noget besynderlige Benævnelse « Leuciscus» og frem-
deles med Paaskrift «Januar 1841, Platafloden», alt med afdøde Professor Krøyers Haand, fandt jeg
nemlig for kort Tid siden tilfældigvis i det tidligere kongelige naturhistoriske Museums Magasin et
lille Glas, som indeholdt to smaa Characiner. Den ene af dem maa henføres til Slægten Æemiodus;
den er 30mm Jang (til Halefinnen), hvoraf Hovedets Længde, der er lidt større end Legemets største
69 189
3. Prochilodus argenteus Spix og P. affinis Rhdt.
Der foreligger sex Exemplarer fra Rio das Velhas og den i denne faldende
«Skovbek» (Ribeirao do Mato), omtrent af en Fods Størrelse (101%--13"), af P. affinis
Cae
Rhdt. De frembyde følgende Forhold: Ryggen er mere eller mindre stærkt krummet mellem
Rygfinnen og Hovedet, og der er derfor en mere eller mindre tydelig, ofte aldeles forsvin-
dende, Sænkning paa Grænsen mellem Ryg og Hoved. Den største Højde umiddelbart
foran Rygfinnen indeholdes i Almindelighed 3 Gange eller saa omtrent, indtil 3%s
(strengt taget fra knap 3 til 3'/10) i Totallængden (Halefinnen ikke medregnet); Hovedets
Længde 4 Gange eller lidt derover, naar den brede hudagtige Gjællelaagsbræmme ikke
tages med. Pandens Brede (i lige Linie mellem Øjnene) er omtrent lig med eller ubety-
deligt større end Afstanden fra Øjets Bagrand til Bagranden af den nys nævnte Gjællelaags-
bræmme, hvor denne er bredest, og 2Y2—3 Gange større end Øjets Tvermaal, som inde-
holdes næsten 6 Gange i Hovedets Længde, den nævnte Hudbræmme medregnet. Øjets
Højde, udgjør netop en Fjerdedel. Der er ingen Tænder i Undermunden, men i Overmunden paa
hver Side 5 ved Roden tynde, nedad mod den lige afskaarne, fint takkede Kroneæg bredere Tænder.
Den tæller 42 Skæl i Sidelinien, 4 over og 5 under samme paa Forkroppen (foruden Midtliniens
for oven og neden). Bugfinnerne sidde under den sidste Rygfinnestraale. Straaletal: D: 7; V: 8;
A: 8. Skællene savne tydelige Viftestriber paa deres blottede Del, men have derimod en egen Skulp-
tur af fine Skraalinier, der paa Skællets øvre Del løbe parallelt nedad og bagtil, paa dets nedre Del
i modsat Retning, saa at de til Dels mødes vinkelformigt i Skællets Axelinie. Den lille Fisk viser ingen
Aftegning. Da den aabenbart kun er en Unge og kun foreligger i et enkelt Exemplar, vil jeg her
hverken tildele den noget Artsnavn eller beskrive den udforligere, men kun benytte denne Lejlighed
til at gjøre opmærksom paa, at Slægten er repræsenteret saa meget længere mod Syd end man
hidtil har vidst.
190 | 70
Midtpunkt ligger lige langt fra Snudespidsen og Gjællelaagets Rand (Bræmmen ikke med-
regnet) og lige under den Tværlinie, som danner Grænsen mellem Hovedets nøgne, hvæl-
vede Pande- og Isseflade og Forryggens Skælklædning. En Linie fra Snudespidsen til
Midten af Halefinnen vil hos nogle Individer gaa gjennem Ojets Midtpunkt, hos andre gjen-
nem dets ovre Rand. Den dybe og smalle Pandefure strækker sig fra den ovennævnte
Grenselinie indtil en Linie, der vilde forbinde de forreste -Næsebor. Den spidse Overlæbe
rager ikke lidt frem foran Underlæben. At Tænderne have den for Slægten sædvanlige
Beskaffenhed og danne, foruden den Række, som saa vel for oven som for neden indtager
Læbens Rand, en Y-formig Gruppe for oven og en V-formig for neden, inden i Munden, er
det næsten overflødigt at anføre. Der er en vel udviklet, dels stribet, dels grubet-kornet
Skulptur paa det store egentlige Gjællelaagsben, paa de Knogler, der som en fortil aaben
Ring omgive Øjet paa de tre Sider, samt paa det saa kaldte Suprascapulare og —.
svagere — paa Issebenene. Skællene have paa deres blottede Del en ujævn, næsten ru
Overflade, hvis Skulptur bestaar af fine, concentrisk ordnede, ved Linier, der udstraale
fra Skællets Midtpunkt, afbrudte Ophøjninger, som mod dets Midte blive uregelmæssigere,
mod dets fint cilierede frie Rand utydeligere. Der er’ paa de fleste kun én tydelig ud-
præget Radialstribe paa den synlige Del af hvert Skæl, og den løber efter Længden, parallelt
med Sidelinien og Legemets Axe; i Nærheden af Hale- og Gatfinnen blive de flere, og paa
den af Naboskællene skjulte Del af Skællet er der desuden nogle faa, der løbe op og ned
med Skællets øvre og nedre Rand. Sidelinien er næsten aldeles lige, dens Rør i Almin-
delighed simple og lige, hos større Exemplarer undertiden kløftede især i dens forreste Del.
Der tælles i Almindelighed 45—46 Skæl langs hen ad Siden i Sidelinien, fra Skulderbæltet
til Halefinnens frie Del, undertiden 47; og rundt om Forkrpppen, foran Rygfinnen, i Almin-
delighed 38, nemlig 8 over og 9 under Sidelmien, foruden dennes og den uparrede i
Midtlinien af Ryg og Bug; (hos et Exemplar finder jeg 7 paa den ene Side i Stedet for 8).
Rygfinnens Højde er mindre end dens Afstand fra Hudfinnen, der sidder over Midten af
Gatfinnen; Rygfinnens Længde (ved Grunden) større end det halve af den nys nævnte Afstand;
dens anden (tilsyneladende første) Straale er mere end halv saa lang som tredje, der er en
Ubetydelighed kortere end fjerde, som er den længste; den allersidste er atter kun lidt
over Halvdelen af anden. Rygfinnens Plads er for saa vidt ikke lige midt paa Ryggen,
som Afstanden mellem dens sidste Straale og de første Halefinnestraaler er lidt mindre end
Afstanden fra Snudespidsen til første Rygfinnestraale. Brystfinnerne naa ikke helt hen til
Bugfinnerne, disse, der sidde midt under Rygfinnen, mere end halvt til Gatfinnen. Straa-
letallet bør angives saaledes: B: 4; D: 13 (3.10); P: 15—17; V: 9 (1.8); A: 12 (8.9);
C: 3.16—17.3 — hvorved dog er at mærke, at den første Ryg- og Gatfinnestraale ere
saa rudimentære., at det næsten kunde forsvares ikke al regne dem med (hvad vel ogsaa
71 191
oftere har været Tilfældet i Forfatternes Beskrivelser af nerstaaende Arter), og at de to
sidste Straaler i Ryg- og Gatfinnen lige saa godt kunde regnes for én lige til Grunden
spaltet Dobbelstraale; hos et Exemplar er der tydeligt 2.10 i Gatfinnen, idet den tredje
ellers ukløvede Straale er bleven svagt kløvet, og den forreste er længere end sædvanligt.
Farven er — paa de i Spiritus opbevarede Exemplarer — messinggul eller sølvblank over
det hele, kun Rygfinnen er smaaplettet.
Reinhardt har endvidere hjembragt et halvt Skind af en Prochilodus, €. 17 ,
Tommer langt, fra R. S. Francisco; det viser for det første et til Dels lidt afvigende
Straaletal, nemlig: D: 12 (3.9); P: 17; V: 9; A: 10 (2.8, den sidste bred); C: 3.17 :.3.
Dernæst 49 Skæl i Sidelinien, 11 over og 10 under denne, paa Forkroppen, foruden de
uparrede i Midtlinien. Hovedets Længde er som hos P. affinis, men Højden over en
Tredjedel af Totallengden (Halefinnen ikke medregnet, lige saa meget derunder, naar denne
tages med). Skulpturen er paa Gjællelaaget og paa Hovedets Knogler ikke saa lidt stær-
kere, og navnlig tydeligere paa Issebenene og over Næseborene; det er vel imidlertid
næppe tvivlsomt, at dette til en vis Grad er Følgen af Exemplarets Størrelse og Alder.
Derimod er Skællenes Skulptur en anden: dels er den grovere, dels have de smaa
Ophojninger, der give den blottede Del af Skællets Overflade sin Karakter, her en gjen-
nemgaaende longitudinel eller radial Retning. Ogsaa paa dette Stykke er der endnu Spor
til de smaa Pletter paa Rygfinnen. — Sporgsmaalet om denne S. Francisco-Fisk — der
jo med en vis Rimelighed tør betegnes som den ægte P. argenteus Sp. — maa holdes
sondret fra Velhas-Formen som egen Art, synes at maatte besvares bekræftende, navnlig
paa Grund af den ovenfor udhævede Forskjel i Skællenes Skulptur; Legemets Højde kan
derimod næppe benyttes til at adskille dem, thi et af de større Exemplarer af Velhas-
Formen frembyder netop det selvsamme Forhold mellem Højde og Længde (1 :2'%) eller
med andre Ord, den samme forholdsvis høje Legemsform. Det vil imidlertid være nod-
vendigt lidt nærmere at betragte de foreliggende Beskrivelser af «PP. argenteus» for at se,
om man vil kunne finde ud, hvilken af disse to Former dette Navn rettelig bør tilkomme.
Det Spix-Agassizske Exemplar, der var fra R. S. Francisco, udstoppet og
>) Dommer langt, har Tallene: D: 12 (3 .9);.P: 16; V: 9; A: 12 (3.9); C: 3.17.3; 5
Skæl i Sidelinien, og 18 i en Tværlinie mellem Ryg- og Bugfinnen; Hovedets Længde er en
Femtedel af Totallengden (Halefinnen medregnet. Figuren (Spix L c. t. 38) gjengiver nogen-
lunde det almindelige Udseende, men er ikke noiagtig i Enkelthederne: Skællene ere for
faa og store, Hudfinnen for lille, Afstanden mellem den og Rygfinnen for stor o.s.v. Valen-
ciennes’s Exemplar af hans «PP. argenteus», der er en Fod langt og hjembragt fra Rio
S. Francisco af Aug. de St. Hilaire, havde Straaletallet: D: 12; P: 16; V: 9; A: 10;
C: 23, og 47 Skæl langs Sidelinien; Hojden angives til omtrent en Fjerdedel, Hovedets
192 72
Længde til knap en Femtedel af Totallengden (Halefinnen medregnet), hvilket vil stemme
med de mere langstrakte Exemplarer af Velhas-Formen (P. affinis). Der kan vistnok
udfindes enkelte. Uoverensstemmelser mellem denne og V.'s Beskrivelse (de i Straaletallet
ere rimeligvis kun tilsyneladende), men de synes mig ikke at have stor Betydning (Øjet
angives saaledes vel lille, Rygfinnen for høj, dens længste Straale at være den sjette i
Stedet for den fjerde, Gatfinnen og Brystfinnerne vel lange, og Bugfinnernes Fæste hen-
lægges under tredje og fjerde Straale i Rygfinnen i Stedet for under sjette eller syvende)
eller rettere at trænge til Bekræftelse. Desuden beskriver Valenciennnes under Navnet
J’. costatus et 15 Tommer langt Skind (hjembragt fra den samme Flod af den samme Rej-
sende), hos hvilket han — foruden flere mindre Forskjelligheder, som jeg heller ikke kan
tillægge stor Betydning — ligesom jeg hos det ovenfor beskrevne Exemplar fra S. Fran-
cisco fandt Skulpturen paa Hovedets Knogler mere udpræget, men derimod det samme
Antal Skæl [?] som hos hans «P. argenteus» og en Straale mindre i Ryg- og Gatfinnen:
altsaa D: 11; V: 9; A: 9 (i dets Sted staar der: A: 11, hvilket dog vel kun kan vere en
Fejlskrift). — Skal der overhovedet af disse Angivelser kunne uddrages noget Resultat, turde
det være den rimeligste Gisning, at Valenciennes’s «P. argenteus» svarer til den i Rio
das Velhas forekommende Form (2. affinis Rhdt.), hans P. costatus derimod til den kun
fra Rio S. Francisco kjendte ægte P. argenteus Spix (nob.). — Günther fandt paa to Skind
af 20 Tommers Længde fra Rio Cipé (som oftere omtalt en Biflod til Rio das Velhas)
følgende Straaletal: D: 12; V: 9; A: 10, hvilket jo vilde stemme bedst med dem hos
det Reinhardt’ske Exemplar fra Rio S. Francisco, forudsat at Tellingen er udført
ganske paa samme Maade; at G. angiver «L. transv. =. stemmer ligeledes bedst
med vor R. S. Francisco-Form, hvorimod «L. lat. 45» stemmer . bedre med det hos
Velhas-Formen sædvanligere Forhold. Hovedets Længde angives paafaldende lille (kun til
tre Fjortendedele af Totallængden, uden Halefinnen); Legemets Højde (to Femtedele eller en Tre-
djedel af samme Totallængde) viser en lignende, men ikke fuldt saa stor Variation som ovenfor er
paavist hos P. afjinis. Uden at kunne afgjøre, om den i Rio Cip6 forekommende Form
er den ene eller den anden (det i og for sig sandsynligste er jo, at det er den samme
som den i Velhas-Floden), maa jeg indtil videre holde paa, at der i Rio S. Francis-
cos Flodsystem rimeligvis forekommer (mindst) to nærstaaende Arter (som ogsaa Valen-
ciennes antog); at disse fornemmelig adskille sig ved Skællenes Skulptur — en
Karakter, paa hvilken jeg her lægger saa meget mere Vægt, som en tredje Prochilodus-
Art, som jeg andet Steds har beskrevet'), i denne Henseende viser en tredje Typus —
maaske ogsaa ved Hovedknoglernes stærkere eller svagere Skulptur (såa fremt denne ikke
') P. asper (Vid. Medd. fra den naturhist. Forening 1874, S. 226.).
73 193
udelukkende er afhængig af Alderen); rimeligvis ogsaa ved Skælrækkernes forskjellige
Antal (skjønt de trykte Angivelser i denne Henseende ikke stemme videre godt med hvad
vi have forefundet); om Ryg- og Gatfinnestraalernes Antal i denne Henseende er af Betyd-
ning, er derimod tvivlsomt. Og af disse to Former er jeg tilbøjeligst til at henføre den,
der kun er kjendt fra Rio S. Francisco, til P. argenteus Spix. Ag. og til Valencien-
nes's P. costatus — den anden, der, da den forekommer i Rio d. Velhas, rimeligvis
ogsaa forekommer i R. S. Francisco (den modsatte Slutning vilde ikke være saa beretti-
get), til P. argenteus Val. (non Spix) — hvorfor den vil være at tildele det af Reinhardt
foreslaaede Navn.
Af Prof. Reinhardts Optegnelser om P. affinis skal jeg endnu tilføje, at den er
meget almindelig i Rio das Velhas og dens Bifloder og tillige forekommer i staaende
Vande, navnlig i selve Søen Lagoa Santa; den holder sig sædvanlig i smaa Flokke, dog
ser man den ogsaa hyppigt strejfe enkeltvis omkring i de klare Smaasøer; som oftest hol-
der den sig nær ved Bunden, dog kan man ogsaa se den i længere Tid komme nær op til
Overfladen. Den kan opnaa en Længde af henimod {te Fod, dog ere de fleste, der fanges
i Rio das Velhas, mindre, henimod en Fod lange. Den bider ikke paa Krog (saaledes
som det efter d’Orbigny er Tilfældet med Plata-Flodens P. lineatus), men fanges enten
i Net eller i de under Navnet «Pari» bekjendte Fiskeindretninger”). Naar den mærker, at
den er indespærret, gjør den høje Spring ud af Vandet for at sætte over de indespærrende
Net; ligesom alle Characiner dør den meget snart efter at være kommet op af Vandet.
Dens Kjød har sædvanlig en noget mudret Smag, og skjønt den spises almindelig, er den
ikke synderlig højt skattet i de Egne, i hvilke R. har rejst. I disse og, efter de Oplys-
ninger R. har kunnet skaffe sig, rimeligvis i hele Provinsen Minas Geraes gaar den al-
mindelig under Navnet «Crumatå» eller «Curumutå», hvorunder den — med en lidt
anden Skrivemaade, «Curimata» — allerede for over 200 Aar siden blev beskreven af Mar c-
graf. Benævnelsen «Pactt», som Arterne af denne Slægt efter d’Orbigny have i Gua-
rani-Sproget, og som Spix ligeledes tillægger den i S. Francisco-Floden forekommende
Årt, uagtet Beboerne i Porto Salgado bruge Navnet «Curimata», tilhører i Minas
ganske andre Fiske (Siluroider, S. 148, 150 og 180) og bruges i Guyana og langs Orinoco
efter Humboldt og Schomburgk om en stor Myletes.
2) «Paa Steder, hvor Floden danner et lille Fald, opføres tværs over den en Dæmning af Ris og Grene,
i hvilken man kun lader være tilbage en Aabning paa 3—4 Fod; neden under denne befæstes en
stor Kasse med Bund af Tralværk, i hvilken Fiskene, som med Flodens Løb svømme ud af Aab-
ningen, blive afspærrede og fangede, idet de ikke formaa at stige op igjennem den i Kassen ned-
styrtende Vandstrom. Hvor Flodens naturlige Beskaffenhed ikke letter dette Anlæg, gjøres, Dæmnin-
gen solidere, og der dannes et kunstigt Vandfald, derved at det opstemmede Vand, i al Fald i Regn-
tiden, ej finder Afløb nok mellem Dæmningens mange Smaahuller og Spaltere. (R.)
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. XII. 2. 25
194 74
. Med Hensyn til Paradon Hilarii Rhdt. og Characidium fasciatum Rhdt. henvises
til Prof. Reinhardts Afhandling «om trende formentligt ubeskrevne Fiske af Characinernes
eller Karpelaxenes Familie» i «Oversigt over det K. D. V. Selsk. Forhandl.» for 1866, S.
55—68, t. II. De originale Figurer findes aftrykte her nedenfor.
SE NAS
PERS VER
Fora . RI
u : £ L
Characıdıum fasciatum: Rhdt
2
— 3-4 JZarodon Hilart. Rhdt.
75 195
C. Anostomus- og Tetragonopterus-Gruppen.
4. Leporinus elongatus Val.
(L. pachyurus Günth., vix Val.)
Leporinerne ligne hinanden saa meget i alle almindelige Tr&k, at jeg anser det
for mindre nyttigt at meddele detaillerede Beskrivelser af de Arter, som jeg har trot at
maatte behandle som nye, eller af en ældre, som hidtil kun har været meget ufuldstændigt
beskreven; det vil være tilstrækkeligt at fremhæve enkelte Hovedtræk.
L. elongatus er beskrevet temmelig løseligt af Valenciennes efter et 16 Tommer
langt Exemplar, som Aug. de St. Hilaire hjembragte fra R. S. Francisco; desuden havde
d’Orbigny bragt et Exemplar, 1 Fod langt, hjem fra La Plata-Floden, hvor det var
fanget ved Buenos Ayres. Af en Leporinus-Art, som jeg er enig med Prof. Reinhardt
i at betragte som L. elongatus, har denne Naturforsker fra Rio das Velhas hjembragt
tre Exemplarer, af hvilke det sterste er lidt over 10 Tommer langt, det mindste lidt over
7 Tommer. Det vil vere tilstrækkeligt om disse at anføre, at Legemets største Højde
(foran Rygfinnen) indeholdes 3'/3 Gang eller lidt derover (3/2) i Totallængden fra Snude-
spidsen til Grænsen mellem Halefinnen og Skelkledningen; Hovedets Længde (Gjælle-
laagshinden medregnet) 4 Gange eller lidt (en Sjette- til en Ottendedel) derover i samme
Totallengde. Øjet ligger temmelig højt oppe paa Siden af Hovedet og lige langt fra Snu-
despidsen og Gjællelaagets Rand eller lidt nærmere den sidste, naar Gjællelaagets Hinde
ikke tages med; ellers lidt nærmere ved Snudespidsen. Øjnenes Tværmaal indeholdes 2
til 21° Gang i deres indbyrdes Afstand, omtrent 6 Gange i Hovedets Længde; hos yngre
er det forholdsvis større. Snuden springer et godt Stykke frem foran Underlæ-
ben, og Munden er forholdsvis stor, saaledes at Endepunktet af Mundvigsfolderne falder
under det bageste trekantede Næsebor, der fortil er forsynet med en Hudklap; det for-
reste er som sædvanligt trompet- eller kræmmerhusformigt. Tændernes Antal er 5 paa
hver Side, de forreste i hver Kjæve som sædvanligt de længste, alle hos de større Exem-
plarer stærkt afstumpede. De 2 Exemplarer have 42 Skæl i Sideliniens Række, det tredje,
mindre 40—411); Forkroppen, foran Ryg- og Bugfinnen, har 6 Skælrækker over og 7
under Sidelinien foruden dennes og de uparrede midt ad Ryggen og Buggen: 30 altsaa
i alt. Skællene have paa deres frie Del en fintgrubet vermiculeret Overflade og flere eller
færre Straalelinier eller Viftestriber, der ere meget talrigere hos ældre Exemplarer end hos
yngre, og talrigere paa Bagkroppen og nedad til, end paa Forkroppens øvre Del. Bryst-
finnerne naa langtfra hen til Bugfinnerne (men dog over Halvvejen til disse), Gatfinnen
lige saa lidt til Halefinnen. Straaletallet vil rigtigst kunne opføres saaledes: BD: 13
1) Jeg finder ligeledes 41 paa et halvt Skind af en 17“ Tommer lang L. elongatus fra S. Francisco-
Floden, som R. ogsaa har hjembragt.
25*
196 76
(2.11); P: 17 (sjælden 18); V: 9; A: 11 (2.9)1); G: 3.17.3 (d. v. 3 udelte for oven og
neden; de to af disse ere dog meget korte). Rygfinnens første Straale er mere end halv
saa lang som anden. Der er ikke paa de i Spiritus opbevarede Exemplarer Spor til nogen
Aftegning.
I et udstoppet Exemplar af en Leporinus fra Rio Cip6 (som oftere bemærket,
en Biflod til Velhas-Floden) har Günther ment at erkjende, ikke Z. elongatus (som
overhovedet ikke var ham bekjendt af Avtopsi), men L. pachywrus Val., der oprindelig er
opstillet paa en Art fra Amazon-Floden (if. Castelnau fra Araguay), der ogsaa naar en
Storrelse af 17 Tommer. Jeg kan ikke andet end finde det langt mere sansynligt, at den
i Rio Cipo forekommende Art vil vise sig at være den her beskrevne L. elongatus Val.;
dens korte Karakteristik hos Günther viser ogsaa store Afvigelser fra, hvad der af Valen-
ciennes anføres om hans Z. pachyurus; og det Folkenavn, som anføres for den af Cum-
berland hjemsendte Fisk, «Piao», er aabenbart det samme, hvormed den ifolge Reinhardt
benævnes ved Bredderne af S. Francisco og i Lagoa Santa, nemlig «Piau»?).
Af Farven meddeler Reinhardt folgende Beskrivelse: «Hos nylig fangede Individer
er Pandefladen gronliggraa, og den samme Farve indtager hele Rygfladen, men spiller her
i visse Retninger i Solvglans; Siderne af Hovedet og Kroppen og hele Bugfladen ere solv-
hvide; Rygfinnen og Hudfinnen have en graalig Farve; Brystfinnerne ere snart bleggule,
snart mere levende orangegule; Bugfinnerne, Gatfinnen og Halefinnen have en pragtfuld
orangerod Farve, den sidst nævnte af dem er kantet med en sort Rand. Øjets Hornhud har
en smudsig Solvfarve. Skjent jeg har set et ikke ubetydeligt Antai Individer har jeg aldrig
bemærket, at den varierer i Farve».
Reinhardt har kun erholdt denne Art fra de storre Floder, men ikke fra Soerne
i den Egn, hvor han har opholdt sig; det største ‚Individ, som han erholdt, havde en
Længde af over 17 Tommer. Skjont den vel ikke hører til de højest skattede Fiske, er
den dog ret velsmagende; den bider paa Krog, men fanges i Omegnen af Sta Luzia
og Lagoa Santa just ikke i stor Mengde. Hos Individer, der bragtes R. i Midten af
Februar, vare Rognsækkene endnu temmelig smaa og Rognen havde en rødlig Farve.
1) Herved er dog at erindre, at der foran Ryg- og Gatfinnen er et ubetydeligt Rudiment af en Straale,
som jeg ikke har villet tælle med; og at den sidste fuldstændigt kløftede Straale i disse Finner er
regnet for to. Endvidere er der ved Grunden af den ydre Bugfinnestraale et Rudiment eller en Flis,
som man ved Knivens Hjælp kan løsne fra den Straale, som jeg tæller som den første, hvilket
Rudiment jeg, efter de Regler, som her følges, ikke kan regne for en selvstændig Straale; regnes
denne rudimentære Straale med (som det utvivlsomt oftere er sket med andre Characiner) faar Arten
selvfølgelig 10 Bugfinnestraaler.
2) Rhdt. tilføjer: «derimod synes det efter Prindsen af Wied («Reise nach Brasilien in den Jahren 1815
bis 1817», 2ter Bd. S. 342, ed. 8r°.), at man i Provinsen Bahia betegner en af de sortplettede Arter
med dette Navn».
(ri 197
5, Leporinus Reinhardti Ltk.
(Tab. IV, fig. 10.)
L. affmis Rhdt., (in sched.!).
Af en Leporinus-Art, som af de omboende benævnes «Timboré pintado», har
Reinhardt hjembragt 6 Exemplarer fra Rio das Velhas; det storste af dem har kun
en Længde af lidt over 7 Tommer; den horer til de Arter, der have en Række af tre
mørke Pletter langs hen ad Siden, den første under Rygfinnen’); Straaletallet er
ans De clongatus D: 13 (1.11); P: 15—17; V: 9; A: 11 (2.9); C: 3.17.39).
Legemets største Højde indeholdes fra 3 til over 3! Gang i Totallengden (til Halefinnen),
Hovedets Længde (Gjællelaagets hindeagtige Del medregnet) 4 Gange, lidt derover eller lidt
derunder; Hovedet synes at være forholdsvis mindst hos de større, forholdsvis størst hos
de yngre Exemplarer. Snuden springer ikke frem foran Underkjæven; Munden
er lille; Endepunkterne af Mundvigenes Folder ligge derfor under de forreste Næsebor.
Øjet ligger lidt længere nede paa Siden af Hovedet end hos Z. elongatus, lige langt fra
Snudespids og Gjællespalte; dets Tværmaal indeholdes 2 Gange i den hvælvede Pandes
Brede (i lige Linie), c. 5 Gange i Hovedets Længde. Hovedets og Forryggens Profil gaa ikke
aldeles jævnt, men med en mere eller mindre kjendelig Afbrydelse eller Sænkning over i
hinanden. Som det vel er sædvanligt ere Tænderne, hvis Antal ogsaa her er 3, mere
afstumpede hos de ældre Exemplarer; de yngre have dem skarpere, med en mere bugtet
Rand og navnlig med tydeligt Indsnit i Over-Fortænderne. Sidelinien er tydelig og omfat-
ter 38 Skæl (kun hos et Exemplar 37 eller 39); paa Forkroppen er Skælrækkernes Antal
m
30 ligesom hos L. elongatus, nemlig 6 over og 7 under Sidelinien foruden de uparrede
Rækker midt ad Ryggen og Bugen. Brystfinnerne naa langtfra hen til Bugfinnerne, Gat-
finnen lige saa lidt til Halefinnen. Rygfinnens forste Straale er i Reglen ikke halv saa lang
som anden. Skællene ere paa deres frie Del kun prydede med fine, med Randen tilnær-
melsesvis concentriske Linier; deres Viftestriber ere vel udprægede, men lidet talrige.
Fra S. Francisco-Floden hjembragte Aug. de St. Hilaire, efter hvad Valen-
ciennes oplyser, to Leporiner med disse tre ret karakteristiske Pletter paa hver Side, og begge
de samme Arter havde d’Orbigny bragt Pariser-Museet fra La Plata-Floden; den ene af
dem, som Valenciennes tidligere havde afbildet under Navnet Curimatus acutidens (d’Or-
bignys Rejseværk, pl. 8., f. 1) identificerede han senere — maaske noget overilet — med
L. Frederici Bloch fra Surimam; den anden (som han mener at gjenkjende i en af Castelnau
1) Dette Navn er imidlertid senere af Günther tildelt en anden Art og kunde saaledes ikke her komme
til Anvendelse.
2) Hos et yngre Exemplar fra S. Francisco-Floden ere disse Pletter dog meget lidt tydelige.
3) Jfr. hvad foran er bemærket om de rudimentære og kloftede Straaler hos Z. elongatus, hvilket selv-
folgelig gjælder ogsaa om denne Art.
198 78
fra Amazon-Floden bragt Fisk'), benævnes L. obtusidens Val. (d’Orbigny L c. pl. 8, f. 2).
Det kunde vel være Tvivl underkastet, om ikke Z. acutidens Val. kunde være den yngre
Form af L. obtusidens; V.'s Exemplarer af sidst nævnte Art vare henholdsvis 10 og 14
Tommer lange; af først nævnte have de vel ikke været større end Pariser-Museets surinamske
Exemplarer af Z. Frederici, altsaa c. 8 Tommer; thi ellers vilde dette uden Tvivl være bleven |
berørt, og dermed stemmer det ikke ilde, at den større Form havde buttere Tænder og for- |
holdsvis kortere Hoved. At V. fandt en lille Forskjel i Straaletallet hos sine to formentlige Arter,
D: 12 i Stedet for D: 11 (hos Z. Frederici); P: 16 for P: 15; C: 23 i Stedet for C: 21 —,
er til Dels uden Betydning (Brystfinnen), dels beror det rimeligvis paa en Fejltagelse (Hale- |
finnen)”). Vigtigere er det, at L. obtusidens skal have 42 Skæl i Sidelinien, hvorimod L. |
acutidens maa antages at have 38, som det anføres for L. Frederici?). Vor Velhas-Fisk |
nærmer sig denne, men afviger fra Valenciennes’s LL. obtusidens ved at have 38 |
(eller højst 39) Skæl i Sidelinien; men den kan ikke paa nogen Maade henføres til L. Fre-
derici (Bl.), af hvilken Museet besidder tre smaa Exemplarer fra Surinam (de to med 38, |
det tredje med 39 Skæl i Sidelinien), og hos hvilken der kun er 26 Skælrækker paa For- M
kroppen, nemlig 5 over og 6 under Sideliniens og 1 uparret i Midten for oven og neden; M
og endelig har L. Frederiei, hvad der er det vigtigste, 4 Tænder"), den foreliggende
Form fra Rio d. Velhas og S. Francisco derimod kun 3 ligesom Z. elongatus. Der M
bliver da ingen anden Udvej tilbage, end at antage, at der saa vel i R. S. Francisco
som i Rio das Velhas lever endnu en treplettet Art, der ikke falder sammen med
nogen af de tidligere beskrevne, hvis man ikke tør antage, at disse, for saa vidt de ere!
fra Rio S. Franciscos Flodsystem, urigtigt ere blevne henførte til de nævnte, dels syd- |
ligere, i Plata-Floden, dels nordligere, i Surinam, forekommende Arter°). Som Sagen foreligger M
har jeg ikke kunnet andet end tillægge den af Reinhardt hjembragte Form et nyt Navn. |
«Hos den levende Fisk har Pandefladen en mørk Olivenfarve, Ryggen er lysere, |
grønliggraa, i visse Retninger spillende i Sølvglans; ned ad mod Sidelinien bliver dens |
Farve blegere og gaar allerede lidt ovenfor denne over til en ren Sølvfarve, der indtager |
Siderne og Bugen og ligeledes er herskende paa Hovedets Sideflader; paa Kroppens Sider, M
netop i Sidelinien, findes tre aflange sortagtige Pletter, af hvilke den forreste sidder neden- |
under Rygfinnen, den bageste ved Halefinnens Rod og den tredje omtrent midt mellem
|
1) Efter Castelnau (l. c. p. 58, t. 29, f. 1) er denne dog en egen Art (Z. bimaculatus). |
2) Straaletallet er hos den ægte L. Frederici det samme som hos Velhas-Fisken (Z. Reinhardti m.). |
3) Afbildningerne i d’Orbignys Rejseværk oplyse intet, da de aabenbart begge gjengive Skællene |
altfor smaa og altfor talrige. |
4) Afbildningerne vise 4 (!) Tænder hos ZL. acutidens, $ hos L. obtusidens.
5) Hensel omtaler en Fisk, som han anser for Z. obtusidens, som meget hyppig ved Porto Alegre;
men hans Exemplar var saa daarligt, at en skarpere Bestemmelse ikke var mulig.
79 ; 199
begge de andre; de kunne hos nogle Individer være blegere og mindre skarpt begrænsede
end hos andre, undertiden endog hos samme Individ mindre udviklede paa den ene end
paa den anden Side; men ganske at mangle synes de aldrig, og deres Udseende er efter
min Erfaring fuldkommen uafhængig af Fiskens Alder og Størrelse. Rygfinnen og Hale-
finnen ere grønlig brune; Gatfinnen og Bugfinnen have undertiden en smudsiggul Farve,
undertiden vise de en svag Orangetinte; Brystfinnerne ere næsten farveløse. Øjets Horn-
hinde er sølvfarvet, hist og her plettet med sort.» (R.) Hertil maa jeg endnu føje, at yngre
Exemplarer have en tæt Række af mere eller mindre tydelige Tværbaand over Ryggen —
en Tegning som overhovedet synes at være meget almindelig hos Fiskene af denne Slægt
i deres yngre Aar. Skjønt der til forskjellige Tider er bragt Reinhardt ikke faa Exem-
plarer og deriblandt Hunner, som vare fulde af Rogn og altsaa vel tør antages at have
omtrent naat Artens sædvanlige Størrelse, har R. aldrig set nogen, der var mere end 9
Tommer lang").
Denne Art forekommer ikke blot i Rio das Velhas og dens Bifloder, men ogsaa
i de stillestaaende Vande og i Søerne i dens Floddal, f. Ex. i Lagoa Santa; Reinhardt
bemærker imidlertid, at det Exemplar, som han har set fra denne Sø, er forholdsvis lidt
højere end den i Floderne forekommende Form, men da han ikke har kunnet finde andre
Afvigelser og kun har kunnet undersøge dette ene omtrent halvvoxne, 5—6 Tommer lange
Exemplar, maa han henstille til fremtidige Undersøgere af disse Egnes Fiskefauna, om
denne Forskjel er konstant og kan tillægges større Betydning.
«Årtens Legetid synes at falde i Begyndelsen af Marts Maaned; thi hos Hunner,
der bragtes mig i Slutningen af Februar, vare Rognsækkene saa stærkt udspilede, at de
bleggrønne Korn allerede begyndte at træde ud af Kjonsaabningen, naar man klemte Fisken
eller lagde den i Brændevin. Den bider villig paa Krog, i det mindste i Forplantningstiden,
men er paa Grund af sin ringe Størrelse ikke af nogen Betydning som Fødemiddel. I
Omegnen af Landsbyen Lagoa Santa kaldes den sædvanlig simpelt hen «Timboré»,
et indisk Ord, der muligvis oprindelig i Guarani-Sproget har betegnet en bestemt Art,
men som nu anvendes iflæng paa alle de smaa der forekommende Leporiner; vil man
imidlertid udtrykkelig betegne denne Art i Modsætning til de andre, benævnes den af mange
«Timboré pintado» 9: den plettede Timboré.
6. Leporinus tæniatus Rhdt.
(Tab. IV, fig. 11.)
Af denne Art har Reinhardt hjembragt et større Antal Exemplarer, af hvilke dog
intet er over 81. Tomme langt. Legemets største Højde indeholdes hos de mere lang-
7 Ifølge d'Orbigny skulde Z. obtusidens i Platafloden naa en Længde af 26—27 Tommer.
200 | 80
strakte Exemplarer 4 Gange, hos andre (Hunner med af Rogn udspilet Bughule) knap 31%
Gang i Totallengden (til Halefinnen); Hovedet (Gjællelaagets Hudbræmme medregnet) 41/4
eller 4'/s Gang i samme. Straaletallet er ganske det samme som hos de to foregaaende
Arter, naar der ikke undtagelsesvis er en Straale for lidt i Ryg- eller i Gatfinnen.
Antallet af Skællene i Sidelinien er 37, sjældnere 38; Forkroppens Skælrækker ere stadig
5 over og 6 under Sideliniens foruden de to uparrede, altsaa: 26 i alt eller 2 færre paa
hver Side end hos de to foregaaende Arter. Deres Beskaffenhed er som hos Z. elongatus,
Viftestriberne færre og mindre tydelige op mod Ryggen, talrigere og tydeligere nedad mod
Bugen. Overmunden springer ikke frem foran Undermunden; Mundvigfolderne og Over-
kjæverne ende under de forreste Næsebor, der have den sædvanlige Kremmerhusform; Øjets
Tværmaal er paa det nærmeste det halve af Pandens Brede, omtrent en Femtedel af Hove-
dets Længde; det ligger temmelig højt oppe paa Siden af Hovedet. Munden er lille; der
er tre Tænder påa hver Side i Overmunden, fire i Undermunden, af hvilke de forreste ere
temmelig lange og spidse. Brystfinnerne naa kun halvvejs til Bugfinnerne eller lidt derover,
derimod er Gatfinnen saa høj at den, lagt tilbage, naar helt eller næsten hen til Halefinnens
Rod. Rygfinnens første Straale er halv saa lang som anden. Den Arten udmærkende
Aftegning bestaar i et mørkt Baand, der løber langs henad Siden og indtager Sideliniens
Skælrække; i Hovedsagen er det begrænset til denne og har derfor en takket Figur, dog
forlænger det sig ogsaa ofte ud, især over Bræmmerne af de to tilstødende Skælrækker. Hos
enkelte (yngre) Exemplarer finder jeg det temmelig svagt udpræget; og hos tre yngre
Exemplarer finder jeg Ryggens mørke Tone differentieret i c. 12 mere eller mindre tydelige
Pletter eller Tværbaand. |
Günthers Beskrivelse af Z. melanopleura afviger i to Punkter fra hvad her fore-
ligger: det mørke Baand (der desuden opfattes som noget bredere end det i Almindelighed
viser sig hos den foreliggende Fisk) henlægges under Sidelinien, i Stedet for at indtage
selve Sideliniens Skælrække; og han har kun 3 Skælrækker over og 5 under Sidelinien,
foruden den uparrede for oven. Forholder dette sig rigtigt"), maa den ellers saa rimelige
Antagelse, at det er den samme Art, som forekommer i Rio Cipö og i R. d. Velhas,
vistnok opgives, og jeg har derfor holdt det for rigtigst at beskrive den sidste under det af
Reinhardt foreslaaede Artsnavn. Kners L. striatus (fra Mato Grosso) maa staa den meget
nær, men har i al Fald et andet Tandforhold (4).
1) Jeg vilde, med al Agtelse for Dr. Günthers Omhu og Nojagtighed, været tilbøjelig til at for-
mode, at der her havde indsneget sig en Fejl, eftersom ingen mig bekjendt Leporin besidder saa faa |
Skælrækker, dersom ikke Prof. Peters («Berl. Monatsber.» 1868, p. 455) havde kortelig beskrevet en
Leporinus macrolepidotus, fra Rio Janeiro, af samme Gruppe som den foreliggende i Henseende
til Farven (det sorte Baand ligger her lige over Sidelinien), men med kun tre Skælrækker over og
to under Sideliniens;' der er 35 Skæl i denne, men Straaletallene ere usædvanlige (D: 10; A; 8).
/
81 201
«Hos den nylig af Vandet optagne Fisk have Pandefladen og Ryggen en gulgraa
Farve, der i visse Retninger viser et svagt Solvskjær og bliver blegere nedad mod Side-
linien; denne betegnes ved en temmelig bred graabrun Stribe, som kan være noget mor-
kere eller lysere, men dog stedse er meget kjendelig; neden under denne ere Siderne sølv-
glinsende, og endelig gaar denne Farve paa Bugen over i porcellænshvidt. Undertiden findes
der, især hos yngre Individer, langs hele Højryggen mørke Tværbaand, der dog aldrig naa
ned til Sidelinien, men ophøre et Par Skælrader ovenfor denne. Hudfinnen er gulbrun, alle
de øvrige Finner hvidlige uden nogen som helst livlige Farver. Pupillen er sort, Øjets Horn-
hud sølvfarvet i den nederste Halvdel, sortegraa i den øverste, dog findes der selv i den
mørke Del en smal Solvbremme nærmest om Pupillen. Det synes som om Farverne i
Forplantningstiden blive noget mere levende, og hos Hunner med stærkt udspilede Rogn-
sække spille Kroppens Sider i visse Retninger med et rødlig-violet Skjær. Blindtarmenes
Antal er 10” (R.).
Denne Art er meget hyppig i Rio das Velhas og dens Bifloder; den opnaar
ingen synderlig Størrelse og anvendes kun sjælden som Næringsmiddel; af over en Snes
Individer, som R. har faaet til forskjellige Aarstider, var intet større end ovenfor opgivet.
Til Forskjel fra den foregaaende Art benævnes den «Timboré rajado» 9: den stribede
Timboré. Dens Legetid kan antages at begynde i Slutningen af Februar; allerede i Be-
gyndelsen af denne Maaned erholdt R. Individer, hvis Kjønsorganer vare i høj Grad ud-
viklede, og paa flere af dem, der bragtes fra den 17de til den 25de Februar, var den bleg-
grønne Rogn allerede i Færd med at træde ud af Kjonsaabningen; det synes at Fisken i
denne Tid bider villigere paa Krog end ellers. (R.)
Anm. Tændernes Antal omtales ikke hos Leporinerne i Slægtskarakteren, hverken
hos Agassiz, Valenciennes, Miller og Troschel, Kner eller Günther, og det er
kun undtagelsesvis at de omtales i Artsbeskrivelserne. Og dog synes de, saa vidt min Er-
faring gaar, at afgive særdeles paalidelige Artsmærker. Læggende dette Forhold til Grund
faar man følgende Oversigt over Velhas-Dalens 4 Arter:
A) Med 3 Tænder:
1. L. elongatus Val. Snuden springer stærkt frem foran Undermunden; Mundvi-
genes Folder ende under de bageste Næsebor. Den nedlagte Gatfinne naar
langtfra til Halefinnen. Sideliniesk@l 42 (40—41); Forkroppens Skælrækker
30 (8). Ingen Aftegning.
L. Reinhardti Ltk. Snuden springer ikke frem foran Undermunden; Mundvi-
to
genes Folder ende under de forreste Næsebor. Den nedlagte Gatfinne naar
langtfra til Halefinnen. Sidelinieskæl ‘38 (39); Forkroppens Skælrækker 30 (2).
Tre mørke Pletter paa hver Side, den forreste under Rygfinnen, den sidste ved
Roden af Halefinnen.
Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række naturvidensk. og mathom. Afd. XII. 2.
202 82
B) Med 3 Tænder:
3. L. teniatus Rhdt. Snuden springer ikke frem foran Undermunden; Mundvi-
genes Folder ende under de forreste Næsebor. Den nedlagte Gatfinne naar
helt eller næsten helt hen til Halefinnen med sin Spidse. Sidelinieskæl 37—38 ;
Forkroppens Skælrækker 26 (3). Et mørkt Baand langs hen ad Sideliniens
Skælrække.
4. L. Marcgravü Rhdt. Snuden springer ikke frem foran Undermunden; Mund-
vigenes Folder ende under de forreste Næsebor. Den nedlagte Gatfinne naar
langtfra til Halefinnen med sin Spidse. Sideliniesk@l 36—37; Forkroppens
Skælrækker 22 (4). Tre Rækker af store mørke Pletter langs hen ad Lege-
mets Sider.
Af andre Arter, som jeg har havt Lejlighed til at undersøge, fandt jeg 2 Tænder
hos L. fasciatus Bl.; 4 hos 1. Frederiei, L. nigrotæniatus Bl. og hos den i det følgende
beskrevne Leporellus pictus Kn.
7. Leporinus Marcgravii Rhät.
(Tab. IV, fig. 9.)
Er den mindste af Velhas-Dalens Leporiner; de foreliggende 6 Exemplarer have
en Totallængde af højst 43 Tomme. Højden er en ren Ubetydelighed (Y2—1mm) større end
eller nøjagtig lig med Hovedets Længde, Gjællelaagets Hudrand medregnet, og begge ere
en Fjerdedel af Totallængden til Haleroden, hvor Skælklædningen hører op — stundom
lidt derover eller derunder. Hovedets Tykkelse er lig dets halve Længde. Øjet, der ligger
temmelig højt oppe påa Hovedets Sider og lidt nærmere ved Snudespidsen end ved den
fjærneste Del af Gjællelaagets frie Rand, har et Tværmaal, der indeholdes knap 2 Gange i
Mellemrummet mellem Øjnene eller 472 Gang i Hovedets Længde. Snuden er høj og but
og springer ikke frem foran Undermunden; Munden er kun lille; Overkjæven og Mundvigens
Folder ende under det forreste Næsebor, som har den sædvanlige Form og ligger skraat
nedenfor det bageste, som her ligger temmelig højt, lidt over Øjets Midtlinie. Der er lige-
som hos den foregaaende Art ? Tænder, hvilke i Almindelighed ere temmelig spidse, men
ogsaa kunne være afstumpede ved Slid. Rygfinnen tåger sin Begyndelse lidt nærmere ved
Snudespidsen end ved Halefinnens Rod; Spidsen af den nedlagte Gatfinne naar langtfra til
Halefinnen. Sidelinien er skarpt udpræget og omfatter 36—37 Skæl; Forkroppen har kun
22 Skælrækker, 4 over og 5 under Sidelinien foruden de uparrede. Skællene vise ingen
udpræget Skulptur og kun faa Viftestriber. Det normale Straaletal!) er: D: 12 (2.10);
1) Det vil selvfølgelig ikke glemmes, at der foran ved Grunden af Rygfinnen og Gatfinnen er et mellem
Skællene skjult Pigstraalerudiment, og at Bugfinnens ukløvede yderste Straale har et lignende lille
Rudiment ved sin Grund, ligesom hos de andre Leporinus-Arter.
83 203
P: 16; V: 9; A: 11 (2.9); C: 3.17.3; men to Gange har jeg fundet A: 2.8; en Gang
D: 3.9 (9: tredje Straale var ikke bleven kløvet), en Gang D: 2.9 og en Gang 2:11,
9: den sidste Straale i Rygfinnen, som ellers hos denne Art ikke er dybere kløvet end at
det vilde være unaturligt at tælle den som 2, var her fuldstændigt spaltet i to Straaler.
Den forreste Straale i Ryg- og Gatfinnen er i Almindelighed højst halv. saa lang som
anden, men kan dog undtagelsesvis være længere, stundom ikke meget kortere end anden; jeg
har truffet dette Forhold en Gang i Rygfinnen og to Gange i Gatfinnen. Med Hensyn til
den indre Bygning oplyser Prof. Reinhardt, «at han kun har fundet otte Blindtarme
nedenfor Mavens Portnerdel, medens det mindste Antal, som Forfatterne hidtil have angivet
for denne Slægt er ti». — Farven beskrives saaledes: «Hos den levende eller nylig døde
Fisk have Hovedets Overflade og Ryggen en grønligbrun Farve, der paa sidste Sted i visse
Retninger viser et svagt Sølvskjær; nedad Siderne gaar Ryggens Farve lidt efter lidt over
til en ren sølvhvid, der indtager hele Bugfladen. Langs Kroppen findes tre Længdera-
der af sortegraa Pletter. I den øverste Række ere disse 8—10 i Tallet og have en
noget uregelmæssig rundagtig Form; langs Højryggen forbinde de sig mere eller mindre
fuldstændigt med de tilsvarende paa den modsatte Side» (eller rettere, i det mindste paa den
egentlige Ryg mellem Hovedet og Rygfinnen, med en uparret Midtrække af mindre Tvær-
pletter) «og forvandles derved til uregelmæssige Tværbaand. Den midterste Række følger
Sidelinien og bestaar af 7 Pletter, der ere større og mere langstrakte end dem i den øver-
ste Rad; den nederste endelig løber i Flugt med Brystfinnernes Rod og bestaar af 4—5
halvt udviskede Pletter, der stedse ere langt blegere end dem i de to øverste Rader og
undertiden kun netop synlige. Som noget for denne Art meget betegnende maa endvidere
udhæves, at Hudfinnen er levende koralrød med sort Rand, og at en skarpt be-
grænset lille Plet af samme røde Farve findes påa hver Side i Mundvigen paa den nederste
Ende af Overkjævebenet. Finnerne ere graalig-hvide, uden Pletter eller Baand, Iris sølv-
glinsende, hist og her plettet med Sort, Pupillen blaasort».
Det lidet, som anføres i «Horæ Ichthyologice» om M. maculatus M. Tr. fra Guyana,
leder Tanken hen paa en lignende Form som den her beskrevne, naar undtages Henvis-
ningen til L. fasciatus, hvoraf det synes klart, at Z. maculatus maa være temmelig forskjel-
lig fra L. Maregravii. End mindre kan der, efter den Afbildning som Castelnau har
givet af den af Valenciennes med det samme Navn betegnede Form"), vere Tale om at
sammenligne denne med den foreliggende.
Efter hvad Reinhardt har kunnet bringe i Erfaring har denne Art kun hjemme i
Rio das Velhas og dens Bifloder, men savnes ganske i Smaasøerne og de stille staaende
Vande. Den fanges ikke hyppig og er kun nogle faa Gange bragt R. i Februar og Be-
gyndelsen af Marts Maaned, til hvilken Tid dens Kjønsorganer endnu ikke vare syn-
1) Hist. nat. d. Poissons, Vol. XXII, p. 31; Expédition ete., Poissons p. 58, pl. 29, f. 2.
26*
204 84
derlig udviklede. Ligesom de øvrige smaa Leporinus-Arter gaar ogsaa den under Navnet
«Timboré».
8. Leporellus pictus (Kner).
Syn. Leporinus maculifrons Rhdt. (in sched.).
Fra de typiske Leporiner, saaledes som denne Slægt er udpræget i de fire i det
foregaaende nærmere omtalte Arter, afviger denne Art ved følgende tre Karakterer: 1) Næse- |
borene sidde ikke i nogen Afstand fra hinanden, men det ene umiddelbart foran
det andet; 2) Gjællelaagshuden er ikke fastvoxet til Hovedets Underside, men fuld- |
stændig fri; 3) Skælklædningen fortsætter sig temmelig langt ud paa Hale- |
finnens Flige, saa vel den øvre som den nedre. Af disse Forhold ere de to først M
nævnte netop dem, hvorved Günther adskiller Anostomus-Gruppen fra Tetragonopterus- (og |
Hydrocyon-) Gruppen; og Leporellus vilde efter den af denne udmærkede Ichthyolog be- |
nyttede Opstilling ikke alene være at henføre til en fra de ægte Leporiner sondret Slægt, |
men endogsaa til en anden Gruppe indenfor Characinernes Familie. Dette forekommer mig M
imidlertid ikke at være naturligt, hvorimod det maaske kunde være rigtigt at ophæve Gren- |
sen mellem de to os her vedkommende Grupper.
Det eneste foreliggende, c. 6 Tommer lange Exemplar, har en langstrakt Legems- |
form; Højden er paa det nærmeste en Femtedel af Totallængden (maalt til Spidsen af Side- ;
liniens sidste Skæl), Hovedets Længde en Fjerdedel af samme, altsaa kjendelig større end
Højden; Legemsformen er tillige temmelig sammentrykt, den største Tykkelse (mellem Skulder- | i
buerne, umiddelbart over Brystfinnerne) det halve af Hovedets Længde, Ryggen og Hovedets —
Overflade temmelig flade, og Rygprofilet danner en næsten lige Linie, der kun fra Nakken af |
sænker sig svagt mod Snudespidsen. Øjet ligger højt oppe paa Hovedets Sider, en Del!
nærmere ved Snudespidsen end ved den fjærneste Del af Gjællelaagets Hudrand; dets Tvermaalı
er mere end det halve af Pandens Brede, men indeholdes 5'/2 Gang i Hovedets Lengde.
Snuden er høj og but; Mundvigfolderne naa ikke fuldt hen under de forreste Næsebor, der
som anført ligge umiddelbart foran de bageste; begge Set ligge over Fortsættelsen af Øjets"
Midtlinie og meget nærmere ved Øjet end ved Snudespidsen; det bageste Næsebor er en.
stor, skraat stillet, oval Spalte, det forreste har Form af et lavt Ror, med næsten lodrét
stillet snever Munding; dets bageste Rand er forlænget til et stort rundt Blad, som
næsten fuldstændigt kan dække det bageste Nesebor, naar det slaas tilbage, men
dog synes at være mere bestemt til at lukke for det forreste. Begge Kjæver ere
lige lange. Der er paa hver Side + butte, mejseldannede Tænder, som tiltage i Stor-
relse fra de bagerste til de forreste, der ere de længste og i det hele de storste. —
Overmanden er forsynet med et stort Ganesejl, derimod ser jeg ikke noget til den
papillose Knude, som ellers træffes hos Leporinerne tet bag ved Overmundens Tand-
85 20
~
række. iygfinnen begynder paa et Punkt, der ligger en Del nærmere ved Snudespidsen
end ved Halefinnens Rod, Bugfinnerne midt under Rygfinnen; Hudfinnen bagved Gatfinnen,
saaledes at begges Spidser falde omtrent i samme lodrette Linie; der er 3 Skælrækker
mellem Spidsen af Brystfinnerne og Bugfinnerne, og 7 mellem Spidsen af Gatfinnen og
Halefinnens underste Stottestraale. Gattet ligger midt imellem Gatfinnen og Spidsen af
Bugfinnerne. Skællene have temmelig talrige (6—10) Viftestriber. Jeg teller 42 i den
vel udpregede, næsten snorlige Sidelinie, 26 paa Forkroppen, 5 over og 6 under Side-
linien (kun 4 til Bugfinnerne) foruden de uparrede; 12 mellem Nakken og Rygfinnen. Skæl-
kledningen fortsætter sig, som allerede anført, et stort Stykke ud paa Halefinnens Flige.
Straaletallet er, talt paa samme Maade som hos de foregaaende Arter: B: 4; D: 12
(2.10); P: 16; V: 9; A: 11 (2.9); C: 3:17.38. Den levende Fisk Farve er mig ubekjendt.
I Spiritus har Ryggen en brungraa Farve, der svinder nedad Siden, hvis nederste Del er
messinggul (i friskere Tilstand formodentlig hvidlig ligesom Bugen); fra Nakken strækker der
sig til Enden af Rygfinnen en Stribe, der ere meget morkere end Ryggens Grundfarve og
indtager den i Midtlinien liggende og Halvdelen af den paa hver Side af denne liggende
Skælrad. Sidelinien fremhæves ved en smal og temmelig svag mørk Stribe, der fortsætter
sig ud paa Halefinnen. Hovedets Sider ere solvglinsende, Pandefladen graalig og tæt besat
med smaa uregelmæssige mørke Pletter, hvilke ogsaa lade sig forfølge et Stykke ud paa
Forryggen, men efterhaanden gaa over i Ryggens mørkere Farve og kun vise sig som en
utydelig mørk Plet ved Grunden af hvert Skæl. Gjennem den øverste Havldel af Rygfinnen
strækker sig et bredt sort Baand, og Halefinnens Rod prydes med to mørke, bagtil konver-
gerende Striber.
Denne Art synes at være sjælden i Rio das Velhas, hvorfra det kun lykkedes
Reinhardt at erholde det eneste her beskrevne Individ, som var bleven fanget et Par Mil
fra hans derværende Opholdssted og blev bragt ham, allerede nedlagt i Spiritus, af en ved
Flodbredden boende Fisker, som ikke vidste noget andet Navn for den end det kollektive
«Timboré». i
Sammenholdes det foreliggende Exemplar med den af Knert) beskrevne og afbil-
dede Leportnus pictus, som Natterer havde fanget i Irisanga i Mato Grosso, bliver
der kun meget ubetydelige Forskjelligheder tilbage: Højden angives noget større, Panden
noget bredere i Forhold til Øjnenes Størrelse hos Natterers Exemplarer. Jeg tror dog
ikke, at der kan være Tvivl om Identiteten, og der er fra Beskrivelsens Side heller ikke
meget i Vejen for med Kner at antage, at den af Castelnau fra Araguay°) (i Goyaz)
hjembragte L. vittatus Val. er den selvsamme Art, under hvilken Forudsætning den da
1) Ichthyologische Beiträge z. Fam. d. Characinen, J, p. 172 (36), t. VIII, f. 19.
?) Hist. nat. d. Poissons, XXII, p. 33—34; Expédition, Poissons p. 59, pl. 29, f. 3.
206 86
maalte beholde det sidst anførte Navn; dog er herved at mærke, at Valenciennes
angiver 45 Skæl i Sidelinien. Skjøndt ingen af de nævnte Forfattere anfører de fra Næse-
borenes Stilling og Gjællehudens Forhold laante Karakterer, i Kraft af hvilke jeg maa anse
denne Årt for generisk eller subgenerisk forskjellig fra de ægte Leporiner, er der vistnok
al Grund til at formode, at de af dem beskrevne Former under alle Omstændigheder ville
vise sig i dette Forhold at stemme med Velhas-Elodens Zeporellus. For den Muligheds
Skyld, at en umiddelbar Sammenligning skulde have det Resultat, at de i Goyaz, Mato |
Grosso og Minas Geraes forekommende Leporeller ere specifisk forskjellige, har jeg |
ovenfor tilføjet det Artsnavn som Prof. Reinhardt havde givet den, førend Kners Beskri- '
velse udkom, for at det eventuelt kan indtræde i sin Ret.
Slægten Tetragonopterus.
De 5 Arter af denne Slægt, som Reinhardt har hjembragt fra Lagoa Santa og |
dens Omegn, høre til dem, hvor Gatfinnestraalernes Antal ikke overstiger 40, hvor Over- |
kjævebenet er næsten eller ganske tandløst og i det højeste naar hen under Øjets forreste Del, |
og hvor Rygfinnens Fæste ligger (om end kun lidt) bagved Bugfinnernes. De staa altsaa hinanden
overmaade nær, og skjønt Undersøgelsesmaterialet, der har foreligget, beløber sig til i alt |
over 600 Exemplarer, har det været forbundet med Vanskeligheder, som maaske ikke alle |
ere blevne overvundne, at drage Grænsen mellem Årterne”). Legemsformen frembyder
ganske vist Forskjelligheder: en Art er mere høj, andre mere langstrakte eller smækre,
men dels undergaar dette Forhold store Forandringer med Alderen, såa at Ungerne af!
den høje Art ere omtrent lige saa smækre som Unger af samme Størrelse af de mere
langstrakte Arter; dels er den, som det vil ses af de følgende Specialbeskrivelser, navnlig
af 7. lacustris, underkastet saa store individuelle Forskjelligheder, at en Art, som ellers i
det hele udmærker sig ved sin Højde, kan, selv som udvoxen, optræde med lige såa smækker |
en Figur som de andre. Skælrækkernes Antal er ganske vist ogsaa til en vis Grad | |
forskjelligt hos de forskjellige Arter; en har f. Ex. 34—35 Skæl langs med Sidelinien, en |
anden 33—38, en tredje 38—39; men absolute Grænser faar man saaledes heller ikke | |
ad denne Vej. De vandrette Skælrækkers Antal kan ligeledes kun benyttes med Varsomhed; !
thi hos de fleste Arter finder man en Variation af 1, stundom af 2 eller muligvis endog
af 3 Skælrækker paa Forkroppen, saa vel over som under Sidelinien. Nogle Arter have
gjennemgaaende faa, andre mange Viftestriber paa Skællene, men dels tiltage disse |
Stribers Antal med Alderen, saa at Ungen altid har færre, stundom meget færre, end |
1) Om det mojsommelige og lidet tilfredsstillende, der er forbundet med Bearbejdelsen af denne Slægt,
har allerede Dr. Reinhold Hensel udtalt sig i Anledning af de sydbrasilianske Arter (Archiv f.
Naturgeschichte, XXXVI, 1 Bd., S. 82).
87 207
den mere eller mindre udvoxne Fisk; dels er der overmaade stor Forskjel mellem disse
Stribers Antal paa de forskjellige Steder af Legemet hos den selvsamme Fisk; der er i det
hele færrest paa Rygskellene, flest paa de Bugskæl, der ligge nærmest ved Bug- og Gat-
finnen. Lignende Skuffelser ville Finnestråalerne berede os; Rygfinnens Normaltal er
11 (2+ 9), og Afvigelser herfra ville (hos de her beskrevne Arter) i Almindelighed være
rent individuelle; Bugfinnernes er næsten lige saa konstant 8; kun en lille Art (7. nanus)
~
udmærker sig ved altid at have 7. Gatfinnen frembyder ganske vist ret karakteristiske For-
skjelligheder , for saa vidt som nogle Arter (7. Cuvieri og lacustris f. Ex.) have gjennem-
gaaende flere (24—31) end andre (7. rivularis og gracilis: 19—24; T. nanus 17—19), men
i mange Tilfælde vil heller ikke dette Forhold hjælpe os til en skarp Afgjorelse, da en
Forskjel af 4—6 Straaler indenfor samme Art ingenlunde er ualmindelig, ja den kan vere
endnu sterre. De to mindste af de her beskrevne Arter optræde altid med ufuldstændig
(halv) Sidelinie, en Ejendommelighed, hvorpaa Prof. Gill har grundet sin Slægt Hemi-
grammus!); men i andre Tilfælde viser denne Karakter sig meget vaklende. Selv om
man vil legge mindre Vegt paa, — hvad jeg dog ved denne Lejlighed ikke vil lade
uomtalt — at man af Arter, hvor Sidelinien normalt er fuldstendig, kan treffe Individer,
hvor den er afbrudt paa et lille Stykke (hvilket dog kun kan betragtes som en individuel
Uregelmessighed), eller paa, at den hos de spæde Unger (f. Ex. af 7° lacustris) er utydelig
i sit bageste Stykke, saa at dens Afbrydelse hos de voxne af visse Arter maaske kan be-
tragtes som en Standsningsdannelse —, maa det vere afgjorende, at der er en af de fore-
liggende Arter (7. rivularıs), hvor Sidelinien kan vere fuldstændig, næsten fuldstændig eller
kun udviklet i to Tredjedele eller en Tredjedel af Legemets Længde, saaledes som der
under denne Arts Beskrivelse vil blive gjort nærmere rede derfor. Tænderne synes ingen
væsentlige Forskjelligheder at frembyde hos de større Arter; jeg finder i forreste Række i
Mellemkjævebenet 4—5 Tender paa hver Side (3, naar 1 eller 2 ere faldne ud), adskilte
‘ved et lille Mellemrum i Midten; i anden Række ligeledes 4—5 paa hver Side, men her
støde de umiddelbart sammen i Midtlinien; og disse indre Tender, som til Dels alternere
med de forreste, ere forsynede med flere (5—7) Spidser end disse, som kun have 3; bag
ved de indre ses i Almindelighed 1—3 smaa Tender paa hver Side, paa Overkjævebenet.
I Underkjæven er der altid foran paa hver Side 4 større Tænder med flere (5—8) Spidser;
de aftage ligesom de i Mellemkjævebenets anden Række i Størrelse fra Midten udefter og
bagtil — dog er den anden Tand fra Midten altid mindre end sine Naboer — og efterfol-
ges af 6—8, højst 11 smaa, af hvilke dog den forreste i Form og Størrelse nærmer sig
til eller ligesom danner Overgangen til den bageste af de storre, saaledes at det stundom
er temmelig vilkaarligt, om man vil regne 4 eller 5 paa hver Side som de større. Ogsaa de
1 Annals of the Lyceum of Natural History of New York, Vol. VI. 1858, p. 60 (Sep. Aftr.).
208 88
mindre Underkjævetænder ere ligesom de smaa Overkjevetender i Almindelighed delte i flere
Spidser. (Hos de mindre Arter, 7. gracilis og nanus, simplicificeres Tandformen lidt,
hvorom henvises til Beskrivelsen af disse Arter i det følgende). — Farven og Tegnin-
gen er saa ensartet i denne Slægt, at den i tvivisomme Tilfælde ikke yder nogen synderlig
Hjælp ved Artsadskillelsen; der gaar i denne Henseende som i andre det samme Princip
gjennem hele Rekker af Arter. Man kan derfor ikke holde sig udelukkende til en enkelt
Karakter, men er nodt til samtidig at tage Hensyn til flere og lade sig paavirke af det
samlede Indtryk. At Vanskelighederne forøges, hvor det gjælder om at bestemme yngre
Exemplarer eller spede Unger, er selvforstaaeligt; og disse Vanskeligheder lade sig her saa
meget mindre skyde til Side, som der i Lagoa Santa forekommer en Art, der sjælden naar
2, og en, der aldrig overstiger 1 Tommes Lengde. Nedenstaaende Oversigt kan forelebigt
orientere med Hensyn til de Karakterer, der bedst egne sig til at betegne de 5 her om-
handlede Arter, som jeg alle anser for nye.
T. lacustris Rhdt. A: 3 + 21-28. Li. 34—36, = Hojden
omtrent Halvdelen af Totallængden. Faa Viftestriber. 5“. Skul-
derplet, men intet tydeligt Sidebaand.
en (617 (5) Mb SM la
T. Cuvieri Ltk. A: 3 + 21—26. LI. 38—39, 6—8 65) Højden Fuldstændig Sidelinie.
omtrent en Tredjedel af Totallængden. 42/4”. Flere Viftestriber.{ (Linea lateralis continua.)
Tydeligt Sidebaand, men ingen tydelig ya
—6
T. rivularis Ltk. A: 3 + 16-21. Li. 33—38, ae 3. Hojden
omtrent en Tredjedel af a Talrige Viftestriber. 41/4“.
Mere eller mindre tydeligt Sidebaand, Skulderpletten især synlig
hos de yngre.
T. gracilis Rhdt. A: 3—4 + 18—20. LI. 32—33, —. Hojden
en Tredje- eller Fjerdedel af Totallængden. Faa Viftestriber.
11a —2“. Øjets Tværmaal større end Pandens Brede. Sidestribe Afbrudt (halv) Sidelinie.
og Haleplet, men ingen Skulderplet. (Linea lateralis interrupta.)
: |
T. manus Rhdt. V. 7; A: 3—4 + 14—15. LI. 30—32. —. Højden
lidt over en Fjerdedel af Totallængden. Faa Viftestriber. Øjets
Tværmaal større end Pandens Brede. Oftest uden Hudfinne.
1“. Sidestribe og Haleplet, men ingen Skulderplet
9. Tetragonopterus lacustris Rhdt.
(Tab. V, fig. 15.)
Benevnes i Brasilien «Piaba rodoleira» eller «Piaba da lagoa» og forekommer |
fornemmelig i selve Søen Lagoa Santa. Der foreligger dog ogsaa Exemplarer fra Smaa-
bækkene i Omegnen (Sumidouro, Olhos d’agoa og Ribeiräo do mato). Det største
har en Længde af 5 Tommer.
T. lacustris er den af de 5 Arter fra Lagoa Santa og Omegn, hvis Legemsform
89 209
er forholdsvis mest kort og hoj. Hojden er hos mere eller mindre udvoxne Exemplarer
i Almindelighed omtrent det halve af Totallengden (til det Sted paa Halefinnen, hvor Skæl-
klædningen hører op), lidt derover eller lidt derunder; men skjønt det vel i det hele er
saa, at yngre Exemplarer ere forholdsvis smækrere end ældre, er der dog ogsaa yngre
Exemplarer, der ere forholdsvis lige saa høje, og omvendt udvoxne (næsten 42 Tomme
lange), hvor Højden indholdes 2% Gang i Totallængden; og dette er ikke et Udtryk
for en Kjønsforskjel, thi begge Forhold findes hos lige store rognsvangre Hunner. Den
Sænkning, som Profilet danner over Issen, er selvfølgelig tydeligst paa de høje, mindst
tydelig paa de smækre Exemplarer. Øjets Tvermaal er omtrent to Tredjedele af Pandens
mindste Brede, men indeholdes fra 343 til næsten 4 Gange i Hovedets Længde, som
er en Fjerdedel af Totallengden eller lidt derover. Rygfinnens Begyndelse falder paa
det nærmeste midt imellem Snudespidsen og Haleroden; dens Højde er omtrent lig med
eller kun lidt mindre end dens Afstand fra Hudfinnen. Brystfinnernes Spidse falder i Al-
mindelighed i samme lodrette Linie som Bugfinnernes Fæste, stundom lidt foran eller bag-
ved; den udspilede Halefinne er vel ikke dybt kløftet, men dog stærkt indskaaret. Langs
Sidelinien, der i Almindelighed er tydelig og fuldstændig — undertiden kan den være af-
brudt et lille Stykke, men fortsættes saa igjen — tælles 34, sjældnere 35 eller 36 Skæl, over
samme 6—7 (undtagelsesvis 5) Skælrækker, under den ligeledes 6—7, paa Forkroppen, foruden
de uparrede i Midtlinien, hvis disse ere tilstede; om der er en Række mere eller mindre
ovenfor Sidelinien, kan afhænge af, om den uparrede i Midtlinien er bleven spaltet eller ikke.
I det hele er der kun faa Viftestriber paa Skællene, men man vil altid paa visse Steder
af Legemet, navnlig nedad mod Bugen, kunne træffe flere eller færre Skæl med et større
Antal af disse Striber — hos mindre Exemplarer 6—12, hos større endog 15, 20 eller 25.
Ogsaa kan man træffe enkelte Exemplarer, hvor disse Stribers Antal gjennemgaaende er
paafaldende stort. Tænderne frembyde lidet udmærket; der er som hos de andre Arter fire
eller fem i hver Række (undtagelsesvis sex i anden) paa hver Side i Overmunden, fire store
i Underkjæven 0.s.v.; paa selve Overkjævebenet derimod i Almindelighed ingen; kun hos
meget store Exemplarer kan man finde en lille Tand påa denne Knogle. Gatfinnestraa-
lernes Antal varierer fra 3.21 til 3.28; 3.24 er Reglen, de højere Tal en Undta-
gelse. Naar der foran den forreste meget korte Pigstraale endnu er en fjerde tilstede, er
den, som hos de andre Arter, skjult mellem Skællene og usynlig uden Præparation.
Paa den øverste Del af Kroppens Sider er Skæilenes Glans noget dæmpet af Ryg-
gens mørkere Farve; for øvrigt har den Metalglans over det hele, men noget særligt ud-
præget Sidebaand er der ikke. Bagved Skulderen er der en rund mørk Plet, som
altid er tydelig; paa Haleroden er der en lignende”), men denne er langagtig, fort-
1) Endnu hos de mindste foreliggende Individer (7/2, Halefinnen medregnet) ere Skulder- og Hale-
* Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2, 27
210 90
sætter sig som en mørk Stribe til Halefinnen og løber spidst til fortil; hos yngre Exem-
plarer kan den forfølges som en mørk Skygge indtil i Nærheden af den mørke Skulderplet.
Af Farverne hos den levende Fisk har Reinhardt meddelt følgende Beskrivelse efter et
mindre Exemplar, fanget den 2den Februar: «Ryggen grønlig, i visse Retninger sølvglin-
sende; nedad Siderne gaar denne Farve over i en ren Sølvglans; Rygfinnens nederste Halv-
del er gulliggrøn, mod Spidsen rent gul, Hudfinnen gul, Brystfinnerne smudsiggule, Bugfin-
nerne renere og stærkere gule; Gatfinnen som Brystfinnerne, kun dens forreste Rand har
en meget stærk og ren gul Farve ligesom Bugfinnerne. Sideliniens Sølvstribe har et gulligt
Skjær henimod Halen. Iris er sølvfarvet, dog med en smal svag-gylden Ring nærmest om
den sorte Pupil. Med Undtagelse af Bryst- og Bugfinnerne ere de øvrige Finner forsynede
med en yderst fin, netop kjendelig sort Bræmme».
10. Tetragonopterus Cuvieri Ltk.
(Tab. V, fig. 12.)
(Chalceus fasciatus Cuv.? Tetragonopterus fasciatus Autt.?)
Den Fisk, som i Lagoa Santa benævnes «Piaba do Rio» eller blot «Piaba»,
forekommer foruden i Rio das Velhas og dens Tilløb (Bækkene ved Olhos d'agoa og
Sumidouro) ogsaa i S. Francisco-Floden, hvorfra der foreligger et af Reinhardt
hjembragt Exemplar. Ved Lagoa Santa opnaar den en Længde af 434 Tomme.
Højden indeholdes 3 Gange eller derunder (2, 7 til 2, 9 Gange) i Totallængden, denne
som sædvanlig regnet fra Snudespidsen til det Punkt, hvor Skælklædningen standser midt
paa Siderne af Halefinnen. Formen er altsaa i det hele temmelig smækker og lang-
strakt — mest dog hos yngre, og allermest hos Ungerne, hvor Højden indeholdes næsten
4 Gange i Totallengden. Rygprofilet danner hos nogle en jævn Bue fra Rygfinnen til den
butte Snude, hos andre er Skraaningen noget mere brat, med en svag Sænkning i Pande-
regionen. Hovedets Længde (Gjællelaagsbræmmen som sædvanlig medregnet) er omtrent |
en Fjerdedel (lidt derover eller lidt derunder) af Totallængden (maalt som ovenfor). Af |
Tænder finder jeg her aldrig over 4 i hvert Mellemkjævebens første og stedse 5 i dets
anden Række samt 1 eller 2 smaa paa hvert Overkjæveben. Øjets Tværmaal indeholdes 3
Gange eller noget mere (indtil henimod 3' Gang) i Hovedets Længde og er lig med Pan- |
dens mindste Brede (hos Ungerne ere Øjnene som sædvanlig større; deres Tværmaal inde- |
holdes her kun 27/2 Gang i Hovedets Længde og er betydelig større end Pandens Brede). |
pletten tydelige. Jeg vil om disse smaa Unger endnu anføre, at Højden her er en Tredjedel af Total- |
længden (til Halefinnen), Øjets Tværmaal fire Niendedele af Hovedets Længde, Sideliniens bagre Halv- |
del mere eller mindre usynlig. Endnu paa Individer af 1'!/; Tommes Længde ere de fleste Skæl
uden alle Viftestriber, enkelte have en eller to.
91 211
De flade Infraorbitalknogler, der kun have nogle faa Straalestriber, adskilles fra Forgjælle-
laaget ved en tydelig Hudstribe. Rygfinnens Begyndelse ligger lige langt fra Snudespids
og Halerod; dens Længde (ved Grunden) er en Tredjedel af Legemets Hojde, men over det
halve af dens egen Højde (parallelt med de længste Rygfinnestraaler), som er kortere end
dens Afstand fra Hudfinnen. Halefinnen er dybt kløftet; Brystfinnerne naa til eller hen-
imod Bugfinnernes Fæste, disse forbi Gattet, men kun hos Ungerne helt hen til Gatfinnen,
hvis Længde er en Fjerdedel af Totallengden (maalt som ovenfor). Straalernes Antal
er i de tre Finner som sædvanligt: D: 11 (2 +9); P: 12—15; V: 8; i Gatfinnen 3 (4) +
21—26; dog er det sjældent, at der er under 22 eller over 24 kløvede Straaler. Skællenes
Viftestriber ere i Almindelighed nogenlunde talrige (hverken meget faa eller meget
talrige) hyppigst 6—9, stundom dog 4—13, hos yngre kun 2—5; langs med den meget
tydelige Sidelinie tælles (37?) 38—39 Skæl, over den paa Forkroppen 7 (sjældnere 6) Rækker,
under den 7 eller 8 (den uparrede midt paa Bug og Ryg som sædvanlig ikke regnet med);
det sidste af disse Tal synes at vere det normale. Hos et enkelt Exemplar, som jeg allige-
vel mener at burde regne hertil, finder jeg endog kun 5 over og 5 under Sidelinien!).
Sidernes Solvglans forstærkes over Sidelinien til et tydeligt Solvbaand med
mørkt (pigmenteret) Underlag, hvilket sidste især kommer til Syne henimod og paa Hale-
roden og fortsætter sig som et mørkt Baand til Kløften i Halefinnen. Jo yngre Fisken er,
desto tydeligere og mørkere er dette sølvgraa Længdebaand. Til en mørk Plet bagved
Skulderen er der undertiden Spor især hos yngre Individer. Af nogle i Bækken ved Olhos
d’agoa d. dte Februar 1852 fangne Exemplarer?) meddeler Reinhardt følgende Beskri-
velse: «Ryggen gulgrøn, i visse Retninger med Sølvreflexer; paa Siden lidt ovenfor Side-
linien begrænses denne Farve af en stærkt glinsende Sølvstribe med et svagt gulligt Skjær,
neden under hvilken den øvrige Del af Kroppen er sølvblank; paa Hojryggen mellem Ryg-
finnen og Hudfinnen og foran først nævnte findes to mørkere Pletter. Rygfinnen er smuk
gul i sin nederste Halvdel, derpaa levende zinnoberrød, og endelig kantet med en yderst
fin sort Bremme; Hudfinnen gullig og sortbræmmet. Halefinnen har i Midten en sort
Stribe, der naar Randen af Udsnittet; paa hver Side af denne findes en levende-citrongul
"Plet, hvis Størrelse varierer lidt efter Individerne; den øvrige Del er levende zinnoberrød, i
Randen forsynet med en yderst fin sort Bremme. Gatfinnen er gullighvid, i sin forreste
1) Dette Exemplar har i det hele stillet sig noget tvivlsomt, da jeg kun har fundet 37 Skæl i Side-
linien og 21 kløvede Straaler i Gatfinnen — begge Dele under det sædvanlige Tal.
?) Jeg vil dog ikke undlade at bemærke, at der i dette lille Vand lever mindst 4 Arter af Tetragonop-
terus. Af de 3 i Reinhardts Samling opbevarede Exemplarer, som vare mærkede «Olhos d'agoa
5/2 52», vare de 2 T. Cuvieri, den tredje en T. rivularis; af 15 Exemplarer fangede samme Steds to
Dage senere vare 14 J. rivularis, 1 T. lacustris. 12 Exemplarer af 7. nanus ere ligeledes mærkede
«Olhos d'agoa, °/a». Jeg betvivler dog ikke, at ovenstaaende Beskrivelse virkelig er udført efter
en T. Cuvieri.
27F
212 92
Del zinnoberrod, men den forreste Straale melkehvid, Bryst- og Bugfinnerne hvide og klare,
de sidstes forreste Rand mælkehvid; Iris solvblank, i dens øverste Halvdel trækkende i det gule».
Da Tetragonopterus fasciatus (Cuv.) angives at forekomme i S. Francisco-Floden,
kunde der maaske være nogen Grund til at formode, at den beskrevne Art var identisk
med den Cuvierske; men ved nærmere Betragtning stiller Sagen sig saa usikker, at det
turde svære allerrigtigst at lade Guviers Navn ganske falde, hvis Sammenhængen ikke kan
blive bedre oplyst end den for Øjeblikket er. Cuviers 5 Tommer lange Exemplar var
efter hans eget Udsagn hjembragt af Delalande fra Brasilien, men der siges ikke, fra
hvilken Del af dette Land; dog kan der vel næppe være Tvivl om, at det maa
have været den sydostlige Del eller Kyststrækningen fra Rio Janeiro og Syd efter. Af-
bildningen viser en meget langstrakt Fisk med en stærkt opad krummet Sidelinie; Be-
skrivelsen tillægger den en stor rund Plet bagved Gjællelaaget, to mørke Længde-
baand og kun 18 Gatfinnestraaler. Hvad man end vil dømme om denne Cuviers
Chalceus fasciatus («Mémoires du Muséum d'histoire naturelle» t. V, 1819, p. 352, pl.
26 f. 2), synes der for saa vidt ikke at være nogen Grund til at identificere den
med S. Francisco- og Velhas-Flodens 7. Cuvieri (mihi). Man. vil imidlertid kunne
gjøre gjældende, at disse Cuviers ældre Beskrivelser just ikke altid udmærke sig ved Nøj-
agtighed, i al Fald ikke ved Udførlighed; at Afbildningen og Beskrivelsen, der kun daarlig
stemme med hinanden, maaske, som Steindachner og Kner mene, ved en eller anden
Forvexling eller Fejltagelse slet ikke ere udkastede efter den samme Årt, ja at først nævnte
muligvis slet ikke forestiller en 7etragonopterus; eller at Afbildningen maaske, som Gün-
ther antager, er udført efter et tørret (udstoppet, og derved misdannet) Exemplar. Valen-
ciennes's Artikel om Tetragonopterus fasciatus, der udkom 30 Aar derefter («Histoire natu-
relle des poissons», t. XXII, 1849, p. 149) bragte ikke Klarhed i Sagen. Han forsikrer,
at han beskriver den Fisk, som Cuvier har beskrevet og afbildet i «Mémoires du Muséum»
under Navn af Chalceus fasciatus; de 25 Gatfinnestraaler, som han tillægger den, stemme
ikke videre godt med Cuviers Angivelse (18), men vel med den foreliggende Art, hos
hvilken jeg paa den anden Side aldrig har set de «scabrosités» paa Gatfinnestraalerne, som
Valenciennes omtaler, og som ere mig vel bekjendte hos andre Arter. Det stemmer
heller ikke med, hvad Cuvier angiver, at «de første Exemplarer, som Cuvier fik, bleve
ham bragte af Hr. de St. Hilaire fra Rio S. Francisco». — Pariser Museet har”
desuden faaet 7. fasciatus fra «Brasilien» ved Quoy og Gaimard og Castelnau'); de
største Exemplarer ere 5 Tommer lange. V. henfører fremdeles til samme Art 7. rutilus
Jen.”) fra Rio Parana og identificerer den end ydermere, om end med en vis Tvivl, synes
1) Heraf skulde sluttes, at Castelnaus «7. fasciatus» («Expedition etc., Poissons», T. Il. 1855, p. 66,
pl. 32, f. 2) fra Araguay og Tocantin, 5—6em. Jang, maatte være samme Art som den i S. Fran-
cisco-Floden forekommende «7. fasciatus Val.» Men dette turde dog forholde sig anderledes.
*) «Zoology of the Voyage of H. M. S. «Beagle», pt. IV, Fish (1842), p. 125, t. 23, f. 2. Da denne Art
93 213
det, med en ham af d’Orbignys Optegnelser bekjendt Fisk, der forekommer i la Plata
(og Uruguay?), benævnes «Salmone» af Spanierne i Buenos Ayres og opnaar en Længde
af mindst en Fod. — Den af Günther («Catalogue of Fishes», t. V, p. 322) beskrevne
staar 7. Cuvieri meget nær, vil jeg her meddele en ny Beskrivelse af den, efter Exemplarer hjem-
bragte af afdøde Professor Kroyer fra Plata-Floden. Det største af dem er næsten 5'/2 Tomme
langt, altsaa ikke saa lidt større end de største T. Cuvieri.
Højden indeholdes fra 2?/;—3 Gange i Totallængden (til Halefinnen), Hovedets Længde omtr.
4; Øjnenes Tvermaal 3—3'/2 Gang i Hovedets og er lig med eller noget større end deres mindste
indbyrdes Afstand, tværs gjennem den stærkt hvælvede Pande. Der er ofte en svag Sænkning af
Profilet paa Grænsen mellem Isse og Pande. Rygfinnen begynder som sædvanlig lige midt imellem
Snudespidsen og Halefinnen, men lidt bagved Bugfinnernes Fæste; dens Højde er i Almindelighed
lidt mindre (hos et af de foreliggende Exemplarer undtagelsesvis større) end Hovedets Længde og
ligeledes mindre end dens Afstand fra Hudfinnen og end dens egen dobbelte Længde. Gatfinnens
Længde er større end Hovedets, dens Højde (parallelt med de første kløvede Straaler) næsten (stun-
dom over) det halve af dens egen Længde. Brystfinnerne naa ikke til Bugfinnerne, disse ikke til
Gatfinnen; hos halvvoxne ere begge Finnepar dog forholdsvis længere, saa at Brystfinnerne naa til
Bugfinnerne og disse næsten til Gatfinnen. Der tælles 38—40 Skæl langs med den fuldstændige
Sidelinie, 6—7 over og 7 under samme paa Forkroppen; paa det enkelte Skæl er der, alt efter det
forskjellige Sted paa Legemet, 7—13 Viftestriber; hos yngre Individer som sædvanlig meget færre.
Det smalle Overkjæveben naar hos ældre Individer ikke bagved en fra Øjets Forrand fældet lodret
Linie; det bærer paa sin indvendige Flade nærmest ved sin øverste Ende hyppigst 2 smaa Tænder.
For øvrigt forholde Tænderne sig som sædvanligt; der er 4—5 i den yderste, 5 i den inderste
Række paa hvert Mellemkjæveben, 4—5 store og en Række smaa i hver Underkjævehælvte o. s. v.
Straaletallet: D: 2 — 9; P: 13; V: 8; A: 29—35 (3—5 + 25—30). Det hvide Sidebaand og den
mørke Stribe paa Halefinnen ere tydelige; derimod erkjendes Skulderpletten kun, naar Skællene
mangle der.
Uagtet Steindachner (l. c. p. 10) tillægger T. rutilus (fra Montevideo) et mindre Gjennem-
snitstal af Gatfinnestraaler (25—39) og Skæl (37—38) end jeg har fundet, og frakjender den Over-
kjævetænder, antager jeg dog, at ogsaa han har havt den ægte TJ. rutilus for sig. Jeg kan ogsaa
henvise til Hensels Beskrivelse (Archiv f. Naturg. XXXVI, p. 80, 1870), som jeg i det hele
finder stemmende med den af Krøyer samlede Form, bortset fra Smaatræk, der let undergaa indi-
viduel Variation. Da ogsaa Hensel omtaler den som tandløs paa Overkjævebenet, var det tænkeligt,
at Overkjævebenets Tænder vare blevne regnede med til Mellemkjævebenets, idet det var bleven
overset, at den sjette Tand i Virkeligheden sidder paa Overkjævebenet, Hans største Exemplar fra
Guahyba ved Porto Allegre er mindst ‘/2 Tomme større end Museets største fra Plata-Floden ;
Arten bliver altsaa ikke saa lidt større end den i Rio das Velhas forekommende Form, efter
d'Orbigny (Valenciennes |. c.) jo mere end dobbelt saa stor.
Imellem de af Prof. Krøyer hjembragte 7 Exemplarer af 7. rutilus var der ogsaa et lille
(12/47 langt) Exemplar af en Form med kun 20 Gatfinnestraaler (3 + 17), 10 (2 + 8) Rygfinnestraa-
ler og 39—40: 5 Skæl samt ikke mindre end 3 Smaatænder paa hvert Overkjæveben. Det er aaben-
bart den Art, som Steindachner (I. c.) anser for at vere den ægte T. fasciatus (Cuv.) og beskri-
ver og afbilder (T. III, f. 1) under dette Navn. Jeg har i Museets Katalog opført den som
T. argyreus m.
Jeg vil endnu tilføje, at jeg har kunnet sammenligne 7. Cuvieri m. med 4 Exemplarer af en
Form, som jeg anser for Günthers 7. microstoma. De ere hjembragte fra Cotinguiba i Provinsen
Sergipe af afdøde Captajn Hygom. Til Günthers Beskrivelse vidste jeg kun at bemærke, at Skul-
derpletten er meget tydelig hos dem alle 4, og at de ligeledes alle ganske mangle Tænder paa Over-
kjævebenet.
214 94
«T. fasciatus», til hvilken han med Tvivl henfører 7. rutilus Jen., skulde have en meget
stor geografisk Udbredning lige fra Brasilien (og eventuelt fra Rio Parana) til Mexiko. Af |
hans Beskrivelse kan jeg ikke udpege nogen anden Forskjel fra 7. Cuvieri end, at denne
maaske har 1 eller 2 Skælrækker flere under Sidelinien paa Forkroppen (forudsat at J
ere talte efter samme Princip hos begge, nemlig til den uparrede Skælrække midt de |
under Bugen), og at Pandens Brede er større end Øjets Tværmaal; heller ikke kan jeg i
ganske samstemme i, at Rygfinnens Begyndelse falder «umiddelbart» bagved Bugfinnernes |
Rod — der er dog altid et Par Skælrækker derimellem — eller deri, at Brystfinnernes
Spidser kunne naa lidt ud over Bugfinnernes Rod, naar Talen ikke er om aldeles unge
Exemplarer. Men disse Forskjelligheder ere under alle Omstændigheder saa ubetydelige og
vage, at jeg maa indrømme Muligheden eller vel endog Sandsynligheden af, at min 7. Cuvieri
kan vere mellem de Exemplarer, der ligge til Grund for Günthers «7. fasciatus». Men |
dennes Ret til at bære det Cuvierske Navn er ikke ubestridt, selv om man vil antage som |
givet, at den ikke indbefatter flere Arter. Steindachner («Ichthyologische Notizen», IX, |
«Sitzungsberichte d. Akad. d. Wissensch. in Wien», Bd. LX, 1869, p. 8—10, Sep. Aftr.) /
anser det for afgjort, at Valenciennes’s og Günthers «T. fasciatus» i Virkeligheden er
T. rutilus Jen. (som kortelig beskrives efter Exemplarer fra Montevideo), hvorimod han |
mener at gjenkjende den ægte «Chalceus fasciatus Cuv.» i en sammen med den forekom- |
mende Art, der stemmer med Cuviers Beskrivelse ved at have 38—40 Skæl i Sidelinien, |
12—13 vandrette Skælrækker og 18—20 Gatfinnestraaler. Denne Formodning kan vere |
rigtig; dog vil dens Rigtighed kun kunne bevises ved en fornyet Undersøgelse af Cuviers |
Original-Exemplar, hvis dette existerer. I al Fald turde det vel være fuldkommen retfær- |"
diggjort, at jeg ikke benævner den her beskrevne Art med det usikre Cuvierske Artsnavn; É
at den er den eneste mig fra S. Francisco-Floden bekjendte, kan ikke godtgjøre dens À!
Identitet med Valenciennes’s (end sige med Cuviers) 7. fasciatus; thi denne Flod vil |
sikkert vise sig at huse adskillige Arter af denne Slægt, ligesom alle andre Vande i den |
tropiske Del af Syd-Amerika, hvis Fiskefauna er noget nærmere bekjendt.
Inden jeg forlader denne Art kan jeg ikke undlade at anføre, at der i den Rein- |
hardtske Samling er to middelstore Exemplarer fra Rio das Velhas (Nr. 449 og 450 i
Museets Katalog), med Hensyn til hvilke jeg er bleven Svar skyldig paa det Spørgsmaal, |
om de tilhøre 7. Cuvieri eller T. lacustris. Legemets Højde, der forholder sig til Total- |
længden som 1:2%, stemmer nærmest med visse Former af 7. lacustris; Skælrækkernes |
Antal efter Længden (35—36) tyder ligeledes paa denne Art; efter deres Antal i Højden (7) |
og Gatfinnestraalernes Antal (3 + 22—23) kunne de henføres til dem begge. Skæl-Viftestri- |
bernes Antal (6—9), Mangelen af Skulderplet og det temmelig tydelige Sølv-Sidebaand |
samt Tilstedeværelsen af en vel udviklet Tand paa hvert Overkjæveben kunne derimod tale |
for at henføre dem til 7. Cuvieri, hvorved endnu er at mærke, at 7. lacustris ellers slet |
95. 2110
ikke er truffet i selve Floden Rio das Velhas, men kun i den rigtignok i Forbindelse
med denne staaende Sø Lagoa Santa. At betragte Artsforskjellen mellem de nævnte
Årter som udjævnet og ophævet ved disse to Exemplarer, vilde vel være lige saa uberettiget,
som paa dem alene at opstille en tredje Art ved Siden af hine; og at tyde dem som en
| Bastardform, vilde kun være at opstille en Hypothese, som det vilde være misligt at frem-
| sætte uden at kunne begrunde den bedre. Jeg har opstillet dem i Museet som en
Varietet af 7. lacustris, men anbefaler denne noget tvivlsomme Form til senere Rejsendes
| Eftersøgelse.
11. Tetragonopterus rivularis Lik.
(Tab. V, fig. 13 og 14.)
Denne Art, der foruden i Rio das Velhas ogsaa forekommer i forskjellige i denne
Flod faldende Smaabække (Quebra, Ribeiräo do mato, Sumidouro, Olhos d’agoa,
Azude de Contendas, Brumado), og som i Omegnen af Lagoa Santa enten, som
de andre Årter, benævnes «Piaba» ganske i Almindelighed eller særligt betegnes som «Piaba
do corrego», synes ikke ganske at nåa den Størrelse som de foregaaende Arter, da det
største af en stor Mængde foreliggende Exemplarer kun er 4Y4 Tomme fra Snudespids til
Halespids. Den slutter sig saa vel i Legemsformen som i hele sit Fysionomi nøje til 7:
Cuvieri. De vigtigste Forskjelligheder ere følgende: 1) Skællenes Antal langs Sidelinien
| (eller i dennes Fortsættelse) er gjennemsnitlig (om end ikke absolut) noget mindre, nemlig
3d3—38; der er ogsaa gjennemsnitlig færre Skælrækker i Højden, nemlig 5—6 over, 6—7
under Sidelinien (paa Forkroppen), de uparrede for oven og neden som sædvanlig ikke
talte med; 2) Viftestribernes Antal er gjennemgaaende stort: 7—12—19 hos større, 5—10
hos mindre Exemplarer; ved Hjælp af denne Karakter er det i Almindelighed muligt straks
at udskille denne Art fra de foregaaende. 3) Ved Siden af Exemplarer med fuldstændig
| Sidelinie træffes der her baade unge og gamle Exemplarer med mere eller mindre ufuld-
:stændig (afbrudt) Sidelinie, hos hvilke denne er standset lidt foran Midten, ved det tolvte
til femtende Skæl, stundom allerede ved det ottende eller niende; eller den mangler kun
| paa det allersidste Stykke, paa selve Haleroden, eller den afbrudte Sidelinie fortsætter sig
| igjen et lille Stykke, længere bagtil; stundom er der i Henseende til disse Sideliniens Forhold
| ikke engang fuld Overensstemmelse mellem de to Sider af samme Fisk. Det er saaledes ikke
| muligt at opstille disse Former med afbrudt Sidelinie som egen Afart (var. interrupta), end
| sige som egen Art, og jeg skal med*Hensyn dertil tilføje, at i de Smaaflokke paa en halv
Snes Exemplarer af «Piaba do corrego», som Reinhardt har fanget i hver af de oven-
nævnte Smaabække, og som ofte have et vist for hver enkelt lille Bæk særeget lokalt
Præg (ved f. Ex. at være gjennemgaaende lyse eller mørke eller forholdsvis korte af Legems-
form 0.s.v.), var der i de fleste Tilfælde baade Exemplarer med fuldstændig og med afbrudt
216 .96
Sidelinie. 4) Endelig har denne Art gjennemsnitlig færre Gatfinnestraaler: 3 + 18 er
det hyppigste Tal, men det kan variere fra 3 + 16 til 3421. Til fuldstændigere Oplys-
ning om Arten bør endnu tilføjes, at Hovedets Længde indeholdes 4 Gange eller derunder,
Højden omtrent 3 (2%3—3"/6) Gange i Totallengden. Ojnenes Størrelse er ogsaa underka-
stet en vis Variation, idet deres Tværmaal kan indeholdes fra 3! til over 4 Gange i
Hovedets Længde og være næsten lig med eller kun to Tredjedele af Pandens Brede.
Infraorbitalknoglerne ere i Almindelighed noget hvælvede og vel forsynede med Straalestriber ;
Overkjævebenet naar i Almindelighed hen under Øjet, sjældnere kun til en fra dettes For-
rand fældet lodret Linie. Med Hensyn til Tænderne vil jeg kun anmærke, at der ofte er
5 Mellemkjævetænder i første Række; Overkjævebenet bærer 1—3 smaa Tænder. Rygfin-
nens Højde er i Almindelighed mindre end dens Afstand fra Hudfinnen; Spidsen af Bryst-
finnen naar aldrig til Bugfinnerne.
Med, Hensyn til Farve og Tegning maa bemærkes, at denne Art kan have et
vel udviklet Sølv-Sidebaand, der ender med en mørk Haleplet, som igjen fortsætter
sig som en mørk Stribe ud påa Halefinnen; men dette Sidebaand kan være svagt, muligvis
mangle aldeles (visse Exemplarers mindre gode Tilstand er dog maaske til Dels Skyld deri); |
der er især hos yngre Exemplarer ofte en tydelig mørk Plet bagved Skulderen, og i Almin-
delighed er Sidebaandet mørkere og Pletten ved Haleroden tydeligere, jo yngre de ere.
Hos den levende Fisk er Farven ifølge Reinhardt «lys graalig-olivengrøn, men faar
nedad Siderne et let Anstrøg af Sølvglans, som paa Bugen især mellem Bug- og Gatfinnen
antager et stærkt blodrødt, sølvglinsende Skjær. Rygfinnen er grønlig gul i sin største
Udstrækning, opad mod den øverste Rand bliver den rødlig; Halefinnen er grønlig gul med
bred rød Rand, Gatfinnen grønlig gul langs Basis i et smalt Stykke, men rød i den langt
større Del; Bryst- og navnlig Bugfinnerne røde gjennem hele deres Udstrækning. Iris
grønlig-guldglinsende. Kroppens enkelte Skæl ere bagtil omgivne af en mørk Rand. Den
røde Farve er i øvrigt ikke lige stærk eller lige udbredt hos alle Individer, snart er den
røde, snart den grønlig-gule Farve fremherskende paa Finnerne».
Reinhardt bemærker endnu, at «den lille Tetragonopterus, som af Brasilianerne
benævnes «Piaba do corrego», har han ofte faaet fra den lille Bæk, hvorigjennem
Lagoa Santa udgyder sin overflødige Vandmængde, og som end ikke i den tørreste Tid
mangler Vand. Derimod har han aldrig set den blive fanget i selve Søen, og skjønt han
har gjennemset mange Hundreder af Drengenes daglige Fangst af «Sø-Piabas», var der
aldrig en eneste «Bæk-Piaba» derimellem, og omvendt har han aldrig set «Sø-Piabaen»
blive fanget i Bækken.
oF 2
12. Tetragonopterus gracilis Rhdt.
(Tab. V, fig. 16.)
Af denne lille Art har Prof. Reinhardt hjembragt et storre Antal Exemplarer, af
hvilke dog intet er over 40™™ eller omtrent 1! Tomme langt, Halefinnens Spidser med-
regnede. Dr. Lund har imidlertid hjemsendt et Exemplar, der var 43mm og et der var
50mm langt; «men det er ej en blandt tusinde, der naar denne Størrelse; det fangedes paa
Krog og er det eneste Exemplar, der nogensinde har bidt paa». "Fisken benævnes i Brasi-
lien «Piabinha branca» og er ikke kjendt udenfor Søen Lagoa Santa.
Legemsformen er særdeles smækker; Højden indeholdes 31/;—4 Gange i Totalleng-
den (regnet paa sædvanlig Maade), Hovedets Længde 4 Gange; Øjets Tværmaal er knap det
halve af sidst nævnte, men noget større end Pandens Brede, undertiden næsten det dob-
belte af denne. Rygfinnens Begyndelse ligger lige langt fra Snudespidsen og Roden af den
stærkt kløftede Halefinne, lidt bagved Bugfinnernes Fæste; derimod falder Gatfinnens Be-
gyndelse i samme lodrette Linie som Rygfinnens sidste Straale. Brystfinnerne naa til Bug-
finnerne. Rygfinnens Højde er lig med eller lidt større end dens Afstand fra Hudfinnen
og lig med dens egen dobbelte Længde; ogsaa Gatfinnen er høj fortil, men ikke fuldt saa
høj som Rygfinnen. At den anden Tand fra Midten i Underkjæven er lidt mindre end
sine Naboer, er maaske nok saa tydeligt her som hos de større Arter. De fire større
Underkjævetænder have hver 5 Spidser, de mindre.kun 1, med Undtagelse af den forreste
af dem, der danner Overgangen til de større; de forreste Tænder paa Mellemkjævebenet,
3—4 paa hver Side, have som sædvanlig 3 Spidser, de i anden Række fra 3til5. Skællene
ere store; der er oftest 2—3, højst 6—7 Viftestriber paa hvert af dem, og deres Antal i
en Længderække er 32 eller 33, af hvilke dog kun de forreste 6, 9 eller 12 bære Sidelinie,
samt 5 Rækker over og 4 under denne, paa Forkroppen, foruden de uparrede. Straalernes
Antal er: D: 2.9; V: 8; A: 3—4 + 18—20. Paa de opbevarede Exemplarer har Ryggen en
mat gulbrun Farve med en mørk Stribe i selve Ryglinien, Siderne og Bugen derimod for
største Delen en stærk Sølvglans, og dette sølvblanke Skælparti er adskilt fra det matte
Rygparti ved en skarp, men temmelig fin sølvgraa Linie. Farven af den levende Fisk be-
skrives saaledes: «Ryggen grønlig, Bugsiden solvglinsende, Iris sølvfarvet; i Vandet vise
Finnerne, der, naar Fisken tages op af Vandet, synes graalige, en rigere Farvning, nemlig
Halefinnen ved Roden bleg zinnoberrødlig, mod Randen sortagtig, dog atter kantet lige i
denne med en mælkehvid, meget fin Bræmme, der bliver lidt bredere i begge Hjørner af
Fligene; undertiden er den rødlige Farve ved Roden. blegere, undertiden stærkere, under-
tiden mere gullig; lige paa Grænsen af Halen og Halefinnen findes en sort Plet. Rygfin-
nen er ligeledes zinnoberrødlig, ved Grunden dog endnu blegere end Halefinnen, langs den
forreste Rand mælkehvid ligesom Spidsen; mod den øverste Rand fremtræder et svagt sort-
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2. 28
218 98
agtigt Skjær. Gatfinnen har et næppe mærkeligt gulligrodt Skjær ved Roden, og den forreste
Rand indfattet af en smal mælkehvidlig Bræmme, der bliver bredere i Spidsen. Bryst- og
Bugfinnerne ere aldeles klare. Langs Siden af Kroppen, paa Grænsen mellem den grønlige
og sølvfarvede Del af Legemet findes en Sølvstribe (undertiden faar den et netop erkjende-
ligt gyldent Skjær), der især er kjendelig i Kroppens bageste Halvdel og mere glinsende
end Bugsiden.»
Ved at sammenligne «Piabinha branca» med lige store Unger af Tetragonopterus
lacustris fandt Reinhardt foruden Forskjellen i Form («Piabinha'en» er mere langstrakt,
har større Øjne, en mindre krum Ryg 0. s. v.) og Farve («Piaba»-Yngelen viser i visse
Retninger en i det smudsig-rødligbrune spillende Farve, har en sort Skulderplet, og den
sorte Plet ved Halefinnens Rod gaar fortil et Stykke ind paa Halen og bagtil ofte helt
ud til Indsnittet i Halefinnen, hvorimod den hos «Piabinha’en» er indskrænket til
selve Finnens Basis og ofte endog mangler eller i det mindste er næsten udvisket) den
Forskjel, at «Piabinha'en» er mere gjennemskinnende, saa at Indvoldene skinne igjen-
nem Ryggens Muskelmasse og Ribbenene tegne sig udvendig. — Reinhardt har oftere
hos Hunnerne fundet store Rognsække af en smudsiggrøn Farve, paa Grund af de gjen-
nemskinnende Æg, der ere æblegrønne og forholdsvis store, som et fint Insektnaalehoved.
Hunner, hvis Æg traadte ud af sig selv, saa snart de lagdes i Brændevin, vare fangne den
sidste Januar, men endnu hos Exemplarer fangne den første Marts fandtes der Rogn; Lege-
tiden omfatter altsaa mindst hele Februar Maaned.
13. Tetragonopterus nanus Rhdt.
(Tab. V, fig. 17.)
Denne endnu mindre Art, maaske den mindste Fiske-Art der kjendes — af en stor
Mængde Exemplarer er intet over 26™™ (1 Tomme) langt, alt i alt —, i Brasilien benævnet
«Piabinha vermelha», frembyder den Mærkelighed, at Hudfinnen i Almindelighed
mangler; hvor den undtagelsesvis er tilstede") (hos 1 af hver 17), er den som oftest
overmaade lille. Den forekommer baade i Søen (Lagoa Santa), i Bækken, der løber forbi
Fazendaen ved «Olhos d’agoa» og i «Acude de Contendas». Imellem 3dje Februar
og Iste Marts har Reinhardt fundet Rognsekkene udspilede af forholdsvis meget store
ig, «næsten af Størrelse som et af de fineste Insektnaalehoveder» og af den samme lyse
æblegronne Farve som hos 7. gracilis.
Formen er smækker; Højden indeholdes ikke fuldt 4 (3%5 til 3%.) Gange i Total-
1) Af 111 Exemplarer fangede i Søen havde 5 Hudfinnen; af 128 andre 8, og kun hos 1 af disse 13
var den saa stor, som den egentlig skulde være. Af henholdsvis 11 og 7 Exemplarer fra hver
af de to andre ovennævnte Lokaliteter havde kun én af hvert Sæt Hudfinnen (R.).
99 219
længden (til Halefinnen), Hovedets Længde over 4 Gange; Øjets Tværmaal er det halve eller
to Femtedele af Hovedets Længde og større end Pandens Brede. Rygfinnen er som hos
de andre Arter anbragt over Mellemrummet mellem Bugfinnerne og Gatfinnen; dens Hojde
er større end dens Afstand fra Hudfinnen, hvor denne er tilstede; Brystfinnerne naa ikke
til Bugfinnerne. Af Underkjævens Tænder ere de fire større paa hver Side trespidsede
(den anden meget mindre end de andre), de øvrige enspidsede, med Undtagelse af den
første (Ste), der kan have en lille Sidespids. I hver Mellemkjæve findes 3—4 smaa Tæn-
der i første Række, i anden 4—5 større, med ikke over 3 Spidser; den Midten nærmeste
bar egentlig kun 2, da den tredje Spids nærmest Midtlinien er yderst lille eller helt for-
svunden. Der er 30—32 Skæl langs hen ad Siden, af hvilke dog kun de 4—7 første bære
Sidelinie, og 4 over og under Sidelinien, fortil. Viftestribernes Antal overskrider næppe 4,
hvor det er størst. Straaletallet er: D: 2 + 8—9; V: 7; A: 3—4 + 141). Bugfin-
nernes Tal er især karakteristisk, da alle de andre Arter i Velhas-Dalen have 8 Bugfinne-
straaler. Den levende Fisk har i Vandet følgende Farver: «En levende, ofte næsten aldeles
ren og dyb orangerød Farve er udbredt over hele Rygsiden; ned ad Siderne udbreder sig et Sølv-
skjær, men i visse Belysninger viser den røde Farve sig ogsaa her, om end lidt lysere end
påa Højryggen; Bugen er ligeledes sølvglinsende, i visse Retninger med rødlige Reflexer,
Iris rødliggylden; Finnerne levende orangerøde; det forreste Hjørne af Ryg- og Gatfinnen
samt Spidserne af Halefinnens Flige ere silkeagtig hvide, og disse hvide Spidser stikke i
Vandet stærkt af mod de for øvrigt røde Finner. Kroppens røde Farve kan være renere
eller smudsigere og blegere; de største Individer ere sædvanlig de smukkest farvede». Det
fremgaar i øvrigt af Reinhardts Optegnelser, at Hunnerne ere mere gulliggrønne, med
en kun svag rødlig Tone, og at de røde Individer (Hannerne) blive maaske vel saa store
som de andre, men ere ikke fuldt saa talrige. — Opbevaret i Brændevin har 7° nanus om-
trent samme Udseende som 7. gracilis: de sølvblanke Sider afgrænses fra Ryggen ved en
mørk Stribe, der fortsætter sig som en rudeformig Plet paa Haleroden og en mere eller
mindre tydelig sort Linie til Kløften i Halefinnen; ogsaa den mørke Ryglinie findes her,
men den er ikke lige tydelig hos alle Individer.
14. Chirodon piaba Ltk. =
Iblandt en Del Exemplarer af Tetragonopterus rivularis, fangne i «Ribeiräo do
mato», var der et eneste Exemplar af en lille «Piaba», som kun afviger fra Slegten Chi-
rodon (Cheirodon), saaledes som denne karakteriseres af Giinther'), ved paa hvert Over-
kjæveben at have to eller tre veludviklede Tænder af lignende Beskaffenhed som paa Mel-
lemkjævebenene, medens de nævnte Knogler hos Chirodon opføres som tandlose. Herved
1) Catalogue of the Fishes in the British Museum. Vol. Sth. p. 332.
220 100
er dog at bemærke, at denne Overkjævebenenes Tandloshed i det højeste kan gjælde for |
den ene af de til denne Slægt I. c. henforte Arter, nemlig Jenyns’s Tetragonopterus in-
terruptus fra Maldonado’), hvorimod det modsatte udtrykkelig fremhæves i Girards Be- |
skrivelse af Slægtens Typus, den chileniske Ch. pisciculus Gir.?). Naar man betænker, at
der i Nabo-Slegten Tetragonopterus er Arter med nogle faa Tænder paa Overkjævebenet,
med slet ingen og med (næsten) fuldstændig Tandrække, og at der ligeledes er Aphyocharaw-Arter
«med meget smaa Overkjævetænder, der kun optage en Tredjedel af Benets Længde» (A.
pusillus Gthr.)*),.og «med talrige Overkjævetænder, der optage største Delen af dets Rand»
(A. jiligerus Cope)*), turde det vel være rigtigst ikke at benytte denne Forskjel til en Spalt-
ning af Chirodon-Slægten. Fra Copes Slægt Odontostilbe), med hvilken Chirodon piaba
paa det allernermeste stemmer overens i Tandforholdene, afviger den ved at Sidelinien
ikke er fuldstændig som hos denne, men tværtimod meget kort, indskrænket til de |
forreste Skæl. Kan man ikke indrømme dette Forhold Gyldighed til at udskille visse Arter |
(Hemigrammus Gill.) af Slægten Tetragonopterus, vil man heller ikke kunne indrømme det |
Vægt til at udsondre Odontostilbe generisk fra Chirodon. Man vil derfor vistnok blive nødt M
til at forene disse to Slægter og foretage den fornødne Ændring i Slægtskarakteren for |
Chirodon. — Slægten Aphyocharax Gthr., om hvilken dens Opstiller siger, at den «teknisk» | |
kun er forskjellig fra Chirodon ved Tilstedeværelsen af Overkjævetænder, vilde jeg dog, paa |
Grund af Tændernes forskjellige Form, ikke drage med ind herunder"). — Den for den M
1) Zoology of the voyage of h. m. s. «Beagle», IV. Fish, p. 127—28.
?) Girard: «Contributions to the fauna of Chile», i J. M. Gillis’s: «The U. S. Naval astronomical [M
expedition», Il, p. 45: «Teeth upon the maxillary, the intermaxillary and the dentary» 0.8.v.; og
«maxillary teeth very few and small»,
3) Proc. Zool. Soc. 1868, p. 245.
4) Proceed. Am. Phil. Soc. 1870, p. 561.
5) 1. c. p. 566. |
*) Da der vel kan være nogen Tvivl, om man (som jeg dog anser det for rigtigst) vil legge mest Vægt
paa Tændernes Form, eller paa om de optræde paa Overkjævebenet eller mangle der, vil jeg her M
antegne, hvorledes de beskrives hos de forskjellige Arter: Tetragonopterus interruptus Jenyns »denti-
bus minutis multicuspidatis»; «teeth very small; the points on the cutting edges numerous (5 or
6 on each tooth) and nearly equal». Chirodon pisciculus Gir. «Teeth .... dilated towards their edge,
which exhibits generally 5 acute points». «Their form is flattened, dilated towards their upper |
edges, which are provided generally with 5 subconical points, the middle one being the longest, |
giving them the appearance of a digit». Chirodon alburnus Gthr. (Proc. Zool. Soc., 1869, p. 424). |
«Teeth scarcely compressed, pointed, with a minute (microscopical) lobe on each side;
there are about 12 in the upper and 18 in the lower jaw». Odontostilbe fugitiva Cope: «Teeth ....
broadly spatulate and crenate, 2 on each maxillary, 5 on each premaxillary, 6 on each dentary,
the premaxillaries with 7 cusps each, the median more prominent». Aphyocharax pusillus Gthr.:
«Teeth pointed, those in the intermaxillary about 7 on each side, having a minute lobe on
one or on both sides; all the others appear to be simply pointed; mandible with 9 teeth on
each side; maxillary teeth very small, occupying about ?/3 of the length of the bone». À. filigerus
Cope: «Premaxillary teeth 7 on each side, maxillaries numerous, occupying most of the margin of
101 221
~
nye Art valgte Artsbeneynelse skulde erindre om dens fysionomiske Lighed med Tetrago-
noptererne, fra hvilke Chirodonterne i det udvortes (det vil sige bortset fra Tandvebningen)
kun adskille sig ved en mindre Mund.
Chirodon piaba er lidt over 1% Tomme lang fra Snudespids til Halespids. Formen
er sammentrykt med afrundede Bugkanter; Hojden indeholdes næsten 3 Gange i Total-
længden fra Snudespidsen til Halefinnens Begyndelse, Hovedets Længde 413 Gang; Øjets
Tvermaal er rigeligt en Tredjedel af sidst nævnte og lig
med Pandens Brede mellem Øjnene. Profilet har ikke
nogen særlig Sænkning over disse. Rygfinnens Begyndelse
ligger omtrent lige langt fra Snudespidsen og Halefinnens
Rod, men bagved Bugfinnérnes Fæste; disse naa ikke
fuldt til Gatfinnen, Brystfinnerne derimod til Bugfinnerne.
Halefinnen er dybt kløftet; Rygfinnens Længde (ved
dens Grund) ikke det halve af dens Afstand fra Hud-
finnen. Munden er lille; der er 5 Tænder paa hvert Mellemkjæveben, 2—3 paa hvert Over-
kjæveben, nærmest ved Mellemkjævebenet, og 7 (?)!) paa hver Underkjævehælvte. De nærmest
Midten ere de største, de yderste til hver Side de mindste; i øvrigt er deres Form i Hoved-
sagen den samme, sammentrykt med afrundet Omrids og fint savtakket Æg; dog er der den
Forskjel, at paa Tænderne i Mellemkjævebenet indtage de 7—9 Spidser hele Kronens Om-
rids, hvorimod de bredere Underkjævetænder kun ere takkede (syvlakkede) i deres øvre,
næsten lige (vandrette) Rand, Af Skæl tælles der 35 langs hen ad Sidelinien og i dens
Fortsættelse (kun de første 9—10 ere nemlig gjennemborede af Sidelinien), 5 Rækker over og
6 under samme paa Forkroppen, foruden de uparrede (i Ryggens og Bugens Midtlinie); der
er i Almindelighed kun faa Viftestriber (2, 4, højst 6—9) paa hvert Skæl. Rygfinnen tæller
11 (2 + 9), Bugfinnen 8 og Gatfinnen 23 (3 + 20) Straaler. — Sidernes og Bugens
Sølvglans begrænses op mod Ryggen af et*smalt sølvgraat Baand; ved Halefinnens Rod er
der en stor sort Plet; Skulderpletten er derimod mindre tydelig. Ogsaa Gjællelaaget og
den smalle Benring under Øjet ere sølvfarvede.
15. Brycon Lundii Rhdt. og B. Reinhardti Lik.
Der findes i Rio das Velhas to Drycon-Arter, en større, som benævnes «Ma-
the bone». Resultatet af denne Sammenstilling synes mig at maatte blive, at Chirodon alburnus
Gthr. overflyttes til Aphyocharax. Jeg har andet Steds vist, at Gills Tetragonopterus pulcher (Trinidad)
bliver den femte Art af Slægten Chirodon eller Odontostilbe (Videnskab. Medd. fra den naturh. For-
ening, 1874, S. 236).
1) Paa Grund af Tændernes delvise Beskadigelse er Tallet ikke aldeles sikkert.
222 102
trinchäa»t), og en mindre, der benævnes «Peripitinga»®. Af den sidst nævnte fore-
ligger der en Række af 10 Exemplarer, af hvilke det storste har en Totallengde af om-
trent halvniende Tomme til Halefinnens Spidse. Af den storre Art har Prof. Reinhardt
kun hjembragt et halvsextende Tomme langt Exemplar, som paa Grund af de Omstæn-
digheder, hvorunder det erholdtes*), ikke er i den bedste Opbevaringstilstand; R. har imid-
lertid kunnet lade den nedenfor meddelte Afbildning udfore af den, og iblandt nogle af
Dr. P. W. Lund indsamlede Fiske var der heldigvis et noget yngre Exemplar (halvellevte
Tomme langt), hvorved en umiddelbar Sammenligning mellem de to i Velhas-Floden
levende Arter saa meget bedre har kunnet gjennemfores.
«Peripetinga'en» (Brycon Reinhardti m.) har en temmelig smækker Legems-
form; Højden indeholdes hos de mindre Exemplarer næsten 4, hos de større kun 3"e Gang
i Totallengden, regnet fra Snudespidsen til det Punkt paa Siden af Halefinnen, hvor Skæl-
klædningen hører op, og den er hos de mindre mindre end, hos middelstore lig med
og hos de større større end Hovedets Længde, som hos de mindre indeholdes 3". Gang,
hos de større næsten 4 Gange i den ovennævnte Totallængde. Øjets Tværmaal indeholdes
11° Gang saavel i den temmelig flade Pandes Brede som i Afstanden fra Ojehulens til |
Gjællelaagets Bagrand, men 4 Gange i Hovedets Længde hos de yngre, 5 hos de ældre.
Overkjævebenet ender (i Sammenligning med D. Lundi) mere bredt afrundet og naar hen
under Øjets forreste Del, hos de yngre til en fra Pupillens Forrand fældet lodret Linie.
Der tælles c. 50 (50—52) Skæl i Sidelinien og i Almindelighed 9 Skælrækker over og 6 under
denne, påa hver Side af Forkroppen, foruden de, der indtage Midtlinien af Ryggen og Bugen.
Hos de mindre Exemplarer er Sideliniens Bygning simpel nok, det vil sige, der findes paa
hver af dens Skæl højst ét nedad bøjet kort Rør; men hos de større er dette mere eller |
mindre forgrenet, d. v. s. delt i 2, 3, 4 højst 5 korte udspærrede Grene; Sidelinien fort-
sætter sig et Stykke ud over Skælklædningen paa Halefinnens bløde Hud, til henimod |
eller over Midten af Afstanden til Indskæringen i Finnen. Rygfinnen er anbragt lige |
over Mellemrummet mellem Bugfinnerne og Gatfinnen, lige langt fra dem begge, og lige langt |
fra Nakken og Halefinnens Rod, saaledes at Afstanden fra den forreste Rygfinnestraale til
1) Reinhardt bemærker, «at den af nogle urigtig benæves «Piabanha», hvilket Navn tilhører en |
anden Fisk, der ikke forekommer i Rio d. Velhas». Det er aabenbart det samme Navn, hvormed
B. carpophagus ifølge Castelnau bliver benævnet ved Rio Sabarå; B. Hilarü benævnes ifølge
samme Kilde i Salinas (Salgado?) «Matrinchao». |
2) Efter St. Hilaire (Vov. I, p. 238) af «piri», Siv, og «pitiunga», hvad der har en slet Lust; |
ifølge Reinhardt af «pirå», Fisk, corrumperet for «Pirapitangar. Unger ere blevne bragte R. |
under Navnet «Douradinho» eller «en lille Dourado», altsaa af Fiskerne forvexlede med Unger
af Salminus Cuvieri.
3) Det blev bragt Reinhardt to Timer for hans Afrejse fra Lagoa Santa, maatte derfor i al [last
kommes i en Tønde, som derpaa umiddelbart læssedes paa Muldyret, og skjøndt R. i Lagoa Santa
havde udtaget Indvoldene og gjort flere Indsnit i Kjodet, fandtes den ved Ankomsten til Rio allerede |
til Dels i Forraadnelse, hvilken paa Rejsen til Kjøbenhavn naturligvis gjorde yderligere Fremskridt. |
103 223
Spidsen af Nakkevinkelen er lig med Afstanden fra den sidste Rygfinnes!raale til de øverste
korte Halefinnestraalers Rod. Rygfinnens Længde indeholdes halvanden Gang i dens Hojde;
dens Afstand fra Hudfinnen er lig med eller storre end Gatfinnens Længde, men noget min-
dre end Hovedets. Bugfinnernes Spidser naa {il Gattet; Brystfinnerne over Halvvejen til Bug-
finnerne; Gatfinnen er hojere fortil end bagfil, men ikke trukket ud i en Spids; dens længste
Straaler ere saa lange som Rygfinnen er lang. Halefinnen er dybt kløftet, dens midterste Straaler
ikke forlængede. Straaletallet er: D: 11 (2.9); P: 14—15; V: 81); A: 3.21 (22). En
temmelig stor sort Plet indtager Halefinnens Rod paa hver Side og fortsætter sig som et
sort Baand til Indsnittet i samme; hos yngre Exemplarer ses der tillige en Antydning til en
sort Skygge i Spidsen af Ryg- og Gatfinnen, som dog især træder frem, naar disse Finner
ere sammenfoldede. «Hos den levende Fisk er Ryggen, ifolge Reinhardt, mork graablaa
eller gronliggraa, hvilket paa Side og Bug gaar over i sølvhvidt; den Hud, der forbinder
Halefinnens og Gatfinnens Straaler, er sortagtig; derimod ere Bugfinnerne aldeles ufarvet
klare, og Brystfinnerne have kun hist og her enkelte sorte Prikker eller Stænk».
«Matrinchäaen» (Brycon Lundii Rhdt.) er langtfra saa smækker som «Peri-
petinga’en»; Højden indeholdes her kun 3 Gange eller lidt derover i Totallengden (maalt
paa den ovenfor angivne Maade); Hovedets Længde derimod 4Y» Gang i samme Totallængde,
5 Gange naar den maales til Midten af Halefinnens Bagrand. Sammenlignes den med «Peri-
pitingaen», viser Hovedet sig kort og højt hos B. Lundi, forholdsvis smalt og langt
1) Den rudimentære, med den første udelte Straale sammenvoxne Pigstraale som sædvanlig ikke
medregnet.
224 104
hos B. Reinhardti; Panden er hos først nævnte forholdsvis bred og stærkt hvælvet, dens
Brede større end Afstanden fra Øjehulens Bagrand til Gjællelaagets og dobbelt saa stor som . |
Øjets Tværmaal, der indeholdes godt 4 Gange i Hovedets Længde; Øjet ligger her midt nede
paa Siden af Hovedet, hos B. Reinhardti over Midten af samme. Overkjævebenet ender spidst og
smalt i en fra selve Øjets forreste Rand fældet lodret Linie”). Skællenes Skulptur er en Del for-
skjellig fra «Peripitinga'ens»; talrige Linier konvergere hos den større Art mere eller
mindre tydeligt mod Spidsen af Skællets blottede Del; den mindre Art har langt færre af
disse Linier, og de maa der snarere siges at divergere, i det mindste paa Rygskællene ;
nedad mod Sider og Bug kunne de dog ogsaa antage et mere konvergerende Løb. I
Sidelinien, som hos B. Lundi begynder højt oppe ved Nakken, flere Skælrækker over
den øverste Ende af Gjællespalten, og i sin forreste Del følger langs ned med Skulderbuen
tæt op til denne, tæller jeg c. 60 (59—61) Skæl, over den 11, under den omtrent 8 Skæl-
rækker, påa Forkroppen; den danner ligesom et stærkt forgrenet Træ paa hvert Skæl, bredende
sig næsten over hele dettes Overflade, og fortsætter sig lige til Halefinnens Bagrand; denne
er ikke saa stærkt indskaaren som hos «Peripetinga'en», og dens midterste Straaler ere
lidt forlængede. Afstanden fra Rygfinnen til Nakken er lidt kortere end fra hin til Hale-
finnen, og dens Begyndelse falder ubetydeligt bagved Midten af Afstanden fra Snudespidsen
til Halefinnens Rod. Rygfinnens Afstand fra Hudfinnen er lidt . mindre end Gatfinnens
Længde, men meget større end Hovedets. Gatfinnen er fortil mindre høj end Rygfinnen er
lang. Straaletallet er: D: 11 (2.9); A: 3.29 (27); P: 14—15; V: 8 (7); GC: 5.1723
Det mindre Exemplar har den sorte Plet og tilhørende Stribe paa Halen samt Halefinnen;
hos det større ere de forsvundne. «Den levende «Matrinchåa's» Farve spiller paa Ryggen,
efter Stillingen, i levende grønt eller blaat; Bugens Sider ere hvide; Gat- og Halefinnen have
en smuk levende Mønjefarve, der tiltager i Styrke mod Spidsen af Finnerne; Halefinnen har
desuden et olivengront Længdebaand. Ogsaa de øvrige straalede Finner have en rødlig
Tone mod Spidsen, dog svagere. Gjællelaaget er oventil grønt; Forgjællelaaget sølvhvidt
fortil, bagtil ferskenblomstrød». Maven paa to af Reinhardt undersøgte Exemplarer var
proppet med Plantestoffer, Frø og deslige.
1) I Tandforholdene finder jeg derimod ingen væsentlig Forskjel mellem de to Arter. Hver Under-
kjævegren kan have S—13 Tænder i den ydre Række, de større med 5—7 Spidser, de mindste
med kun én; i den indre Række, der hos smaa Exemplarer af Brycon Reinhardti begynder indenfor
den fjerde Tand af den ydre Række, hos større Exemplarer ligesom hos B. Lundi indenfor den
sjette eller ottende, er der mindst 11—12 Tænder foruden de to større, der staa bagved den forreste
i den ydre Række. Hvert Overkjæveben bærer c. 20 (18—22, hvis ingen er falden ud) smaa |
Tænder med 1—3 Spidser, hvert Mellemkjæveben en ydre Række af c. 10 (9—11) og en indre
af c. 5 (4—7) med 3—5 Spidser hver; men denne indre Række fortsætter og kløver sig i den for-
|
reste Del af Munden igjen i to Rækker af større Tænder, 2 eller 3 i hver; de i den mellemste af. |
de herved fremkommende 3 Rækker have hver 3 Spidser; de i den bageste ere større og have hos |
B. Lundi hver 5 (4—6) Spidser.
105 225
Nogle af de her anførte Forskjelligheder ere vistnok af den Art, at de til Dels
kunde tænkes at være Aldersforskjelligheder, men det er kun den mindre Del af dem.
Skællenes forskjellige Antal og Skulptur, Gatfinnestraalernes Antal, den forskjellige Form
af Overkjævebenet o.s.v., hæve det over enhver Tvivl, at «Peripetinga’en» og «Matrin-
chäa’en» ere vel adskilte Arter. Heller ikke kan der være Tale om at henføre nogen af
dem til B. Hilaru, uagtet denne er hjembragt fra S. Francisco af St. Hilaire; thi
denne Art har henved 80 (76—80) Skæl i Sidelinien og 16—17 Rækker oven over denne
paa Forkroppen. Derimod kunde det være muligt, at B. Lundi faldt sammen med 2.
orthotænia Gthr., som er opstillet (Cat. V. p. 335) paa et af Ch. Cumberland fra Rio
Cipo hjemsendt 16 Tommer langt Skind af en Fisk, der af Beboerne benævnedes «Ma-
trinxim»; at der kun angives 53 Skæl i Sidelinien, kan forklares ved, at de, der danne
dennes opstigende Del langs med Skulderbuen, forsætlig eller uforsætlig ikke ere talte med;
og at den indre Række af Underkjævetænder angives at mangle, derved at de ere faldne
bort ved Præparationen. Disse ere i al Fald de eneste Uoverensstemmelser mellem B.
Lundi og B. orthotænia, paa hvilke jeg vilde lægge større Vægt — jeg henviser for øvrigt til
Gunthers Beskrivelse, uden at ville nærmere drøfte de andre mindre væsentlige Uoverensstem-
melser — og bekræfter Fremtiden ikke hines Tilstedeværelse, vilde jeg anse dem for identiske. —
Ogsaa B. carpophagus Val. kunde der for saa vidt være Anledning til at søge mellem de
to her beskrevne Arter fra Velhas-Floden, som Castelnau (l.c. p.68) anfører, at han har
«observeret» den i Rio de Sabarå i Minas geraes. Arten er opstillet af Valencien-
nes («hist. nat. d. poiss.» XXII, p. 252) paa Exemplarer fra Essequibo (ved Schom-
burgk), men V. omtaler tillige, at han har faaet den fra Amazon-Floden ved Montravel
og Castelnau; da sidst nævnte ikke omtaler at have faaet den i Amazon-Floden eller i
nogen af dennes Bifloder, maa en af disse Angivelser — enten Finderen eller Findestedet —
rimeligvis bero paa en Fejltagelse, eller Misforstaaelse. Under alle Omstændigheder svarer
Castelnaus Afbildning (t. 34, f. 3) — hans Beskrivelse omtaler kun Farvefordelingen —
ikke til Valenciennes's Beskrivelse, ifølge hvilken Højden skulde indeholdes 3 Gange i
Totallængden, medens Afbildningen viser et Forhold som 1:3'/2'); mindre Vægt tør man
maaske lægge paa, at Halefinnen afbildes som stærkt udbuet, men beskrives af Valen-
ciennes som «næppe indskaaren». For saa vidt man nu vilde antage, at Castelnau har
udført sin Afbildning efter en Art, som ogsaa forekommer i Rio das Velhas, efterdi den
forekommer i Rio Sabarå, saa er dog herved at bemærke, at den ikke stemmer godt med
nogen af de to mig bekjendte Velhas-Arter; med B. Lundii (som Valenciennes's «Chal-
1) Det er derfor vanskeligt at indse, hvordan Natterers Exemplar fra Irisanga kan stemme «i alle
Punkter» baade med Valenciennes's Beskrivelse og Castelnaus Figur (Kner, Characinen, If, p. 12).
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2. 29
226 106
ceus cdrpophagus» synes at staa nærmest) ikke i Legemsformen, Sideliniens svage Krumning
eller i Gatfinnestraalernes Antal, — med B. Reinhardti ikke i Halefinnens Form (stærkt ud buet)
eller i Henseende til den stærkt forgrenede Sidelinie; heller ikke er Rygfinnens Stilling
ganske hvad den skulde være. Det maa derfor for Tiden staa hen, om der i S. Francis-
cos Flodsystem lever endnu en tredje (eller fjerde) fra de her beskrevne forskjellig Art,
eller om den Castelnau'ske «Chalceus carpophagus» alligevel skulde vise sig at falde
sammen med en af dem. Til at henføre nogen af de her beskrevne to Arter til Valen-
ciennes's Ch. carpophagus er der ikke Grund.
Piabina argentea Rhdt.
er beskreven af Opdageren i «Oversigt over det kgl. danske Vidensk. Selsk. Forh.» f. 1866,
S. 50—55 og afbildet samme Steds Tab. I. f. 1—2, hvilken Afbildning her gjentages.
Piabina angentea: Rhdt
107 227
D. Hydrocyon-Gruppen.
Cynopotamus (Ræboides) xenodon (Rhdt.).
Epieyrtus wenodon Rhdt., Videnskab. Meddel. fra den naturhist. Foren. 1849, S. 37—46.
Da denne Art ligeledes er beskrevet udforligt af sin Opdager, har jeg kun at til-
føje, at dens brasilianske Navn er «Gachorra», og at gjøre rede for det her valgte Slægts-
navn. Arten falder ind under Gunthers Underslegt Raboides; da ÆEpicyrtus (M. Tr.)
allerede tidligere har faaet Anvendelse paa en Blodbilleslegt, har Günther i dets Sted
døbt Slægten Anacyrtus; men deri er der næppe handlet aldeles rigtigt, da det Valencien-
neske Cynopotamus, af hvis Arter ©. gibbosus (L.) jo netop er identisk med Anacyrtus gib-
bosus Gthr. (Epieyrtus gibbosus M. Tr.), maa komme til Anvendelse som Betegnelse for hele
Slægten. Dette udelukker dog ikke, at det tillige kan benyttes som Betegnelse for én
Underafdeling af denne Slægt, Anacyrtus Gthr. for en anden, som det findes hos Günther.
16. Salminus Cuvier: og Hilarii Val.
Hos en af Reinhardt hjembragt 12 Fod lang Salminus fra Rio das Velhas
er Hovedets Længde lig med den største Højde og over en Fjerdedel af Totallængden til
Halefinnens Rod, det vil sige til den Linie, bag hvilken Halefinnens Straaler træde frit frem
af Skældækket, som hos denne Slægt forlænger sig et Stykke ud paa dens Sider; regnes
Totallengden til Udsnittet i Halefinnen, er Hovedets Længde netop en Fjerdedel af samme.
Afstanden fra Rygfinnens Begyndelse til de øverste af Halefinnens Stottestraaler er mindre
end Afstanden fra det samme Punkt til Snudespidsen. Tændernes Antal paa de forskjel-
lige tandberende Knogler, i den ydre Række (hvor der er mere end en), er: for hvert Mellem-
26; den anden forfra i
kjæveben 6, hvert Overkjæveben 33—36, hver Underkjævegren 24
hver Underkjævehælvte er betydelig større end de andre. Straalernes Antal er i Rygfinnen:
"10 (2.8), i Gatfinnen 29 (3.26), den forreste kort”), Brystfinnen 14—15, Bugfinnen 8 (1.7)°),
Halefinnen 25 (4.17.4). Hudfinnen sidder lige over Gatfinnens al'ersidste Straaler. I
Sidelinien tælles c. 80 (nøjagtigere maaske 78) Skæl; men en aldeles paalidelig Tælling er
vanskelig, til Dels fordi den forreste stærkt opadbøjede Del af Sidelinien er noget utydelig;
den fortsætter sig ligesom hos de andre Salminus-Arter, som jeg har havt Lejlighed til at
se, lige til Halefinnens Rand?), hvor den ligesom hos Brycon Lundi foranlediger en For-
længelse af de midterste Straaler, saaledes at Midtpunktet af denne Finaes stærkt indskaarne
1) Der er foran denne endnu et yderst lille Rudiment, men ganske skjult i Huden, saa at det først op-
dages ved at blotte det.
2) Den fine rudimentære Pigstraale ikke medregnet.
EE NA Cp 60.
228 108
Rand træder noget frem. Paa Forkroppen tælles c, 50 Længderækker af Skæl helt rundt,
13 over og 10 under Sidelinien. Skællene ere i det periferiske Bælte af deres synlige
Del fint grubede, idet de talrige, kun lidet fremtrædende Straaleribber ere forbundne ved
fine, tæt paa hinanden følgende, med Randen concentriske Tværlinier. @jnenes Tværmaal
er det halve af Pandens, hvor denne er bredest, og indeholdes 61} Gang i Hovedets Længde.
Tegningen er den almindelige: en mørk Plet ved Grunden af hvert Skæl, dannende tilsam-
men paa hver Side af Fisken c. 15 afbrudte eller ligesom punkterede Linier eller Striber
langs hen ad Fiskens Ryg og Sider; Halefinnen har som sædvanlig en mørk Stribe hen ad
sin Midte paa begge Sider af Sidelinien, som en Fortsættelse af en mørk Plet ved Finnens
Rod, dannet af 3 sammenflydende Længdelinier. |
Et Skind af en Sabninus fra Rio de San Francisco, 151%" langt, stemmer, saa |
vidt man nu kan skjønne, ganske med den ovenfor beskrevne, fraregnet nogle smaa Afvi-
gelser: det har 11 (2 + 9) Rygfinnestraaler, 3 + 25 eller 26 (?) i Gatfinnen, c. 78 Skæl i,
12 ovenfor, 10 under Sidelinien; Tændernes Antal er i Mellemkjævebenet 6, i Overkjæve=
benet 32—34, i Underkjæven c. 22; Halefinnen synes at have været noget mindre. dybt
kløftet, og dens midterste Lap eller Tunge (svarende til Sideliniens Fortsættelse) noget
tydeligere. — Jeg sammenstiller med disse to større Exemplarer endvidere et mindre Exem- |
plar fra Rio das Velhas (8's Tomme langt), der ikke frembyder andre væsentlige Afvi-
gelser end en noget ringere Højde, der er kjendelig mindre end Hovedets Længde, og, |
synes det, en mere afstudset Halefinne!); dennes midterste Flig er lang, men smal. Skæl- |
lene have her et noget andet Udseende, derved at Straaleribberne ere færre (c. 13) og mere |
fremtrædende, og ved at de smaa Gruber, der dannes ved deres Krydsning med de con-
centriske Linier, brede sig over hele den synlige Del af Skællet; men jeg tæller ogsaa her |
c. 80 Skæl i Sidelinien, 13 over og 10—11 under samme paa Forkroppen. Det maa ogsaa |
bemærkes, at Skællene ere overhovedet ikke hos disse Fiske saa regelmæssigt udviklede og
ordnede paa Forryggen, at der kan lægges Vægt paa, om man faar ved Tællingen en Række |
mere eller mindre. Straalestribningen paa Infraorbital- og Gjællelaagsbenene er meget M
mindre udpræget end hos det større Exemplar. Rygfinnen har ogsaa her 11 (2.9) Straaler, |
Gatfinnen kun 28 (3.25). At Bug- og Brystfinnerne samt det forreste højere Afsnit af Gat- | i
finnen ere forholdsvis mindre forlængede end hos det større Exemplar, er jo i Overens- M
stemmelse med Halefinnefligenes større Korthed og ligesom denne vistnok kun et Tegn paa"
en endnu ikke fuldført legemlig Udvikling. Paa Mellemkjævebenet finder jeg 6, paa Over- |
kjævebenet 28—32, paa hver Underkjævegren 22—24 Tænder”). |
1) Denne er ikke fuldstændig bevaret, men dens Spidser synes ikke at kunne have været saa udvik- |
lede som hos det forst beskrevne Exemplar. |
?) Det kan være rigtigt at sammenstille disse Tal med Valencicnnes's og Günthers:
109 229
Materialets Magerhed har nødt mig til at gaa i nogen Detail med Hensyn til hver
af de tre omtalte Stykker fra S. Francisco og Velhas-Floden. Der kan vistnok ikke
være Tvivl om, at de tilhøre S. Cuvéeré Val., som er hjembragt af A. de St. Hilaire fra
S. Francisco-Floden (et 19 Tommer langt Exemplar) og af Hr. Cumberland hjemsendt
fra Rio Cipo!").
Fra Rio das Velhas har Reinhardt imidlertid ogsaa hjembragt en anden lille
Salminus, der netop er af samme Størrelse (8"/4") som den ovenfor omtalte mindste S.
Cuvieri; en Sammenligning med denne lader sig derfor saa meget desto bedre anstille. I
Proportionerne har jeg ikke kunnet finde nogen Forskjel; Hovedets Længde er ogsaa her
noget større end Legemets største Højde, men over en Fjerdedel af Totallængden til Hale-
finnens Rod (denne bestemt paa den sædvanlige Maade, som ovenfor), og Afstanden fra
Rygfinnens Begyndelse til de øverste af Halefinnens Stottestraäler mindre end fra det
samme Punkt til Snudespidsen, saa at ogsaa her Rygfinnen ligger lidt bagved Legemets
Midte; Halefinnen synes ligesom hos den jævnaldrende S. Cuvieri at have havt”) en mere
lige afskaaren Bagrand med fremspringende Spids i Midten end hos den udvoxne Fisk af
Dentes
D. V. År L. lat. intermax maxill. mandibul.
Valenciennes... sare sls eG Aes bl: Se Rife 80; Us “2s -
Ei Ran af cs. ays A Rau Anh és 11; 8; 29; 80,2; =, 3456, -
13
Rhdt.'s store Expl. fra Rio d. Velhas: 10(2.8); 8; 29(3. 26); 78, 105 6, 33—36, 24—26.
13
— mindre — - — NM) SFS NEP SE (STEPS) NC SO 0 28-32 02277;
. 12
— Skind fra S. Francisco: . . . 11 (2.9). 28292 ic. 78, 70: C2 SÆR 22.
Nogle løse Hoveder og Kjæver, om hvilke det derfor til Dels er uvist, om de
tilhører soner elle Ss Alan ah: ea nenn 6—8, 30—41, 24—32.
*) Den rudimentere Pigstraale er vel her talt med.
1) Det stemmer mindre godt, at Hovedets Længde hos Günther angives at være mindre end en Fjer-
dedel af Totallængden (uden Halefinnen), og at Rygfinnens Begyndelse angives at ligge næsten
midt imellem Snudespidsen og Halefinnens Rod. Naar Valenciennes angiver Rygfinnen at være
dobbelt saa høj som lang, Gatfinnen omvendt dobbelt saa lang som høj, og Halens Midtflig næsten
lige saa lang som de to andre, da opfatter jeg alt dette som altfor stærke Udtryk. Andre Unøjag-
tigheder, f. Ex. i Beskrivelsen af Orbitalbuens Knogler (hvor de to første beskrives som én, den
sidste omvendt som to) vil jeg forbigaa, og jeg anser det overhovedet ikke for nødvendigt at med-
dele en hel ny Beskrivelse af Arten. Dog vil jeg supplere Valenciennes's med følgende Passus
af Reinhardts udførlige haandskrevne Beskrivelse, fordi de Forhold, som den omtaler, ikke tidligere
ere beskrevne hos Salminerne:
«Den konkave Side af Gjællebuerne bærer flade Bentorne, der ere størst paa den yderste
Bue og her naa en Længde af henved 7 Millimetre; paa de to første Gjællebuer findes de kun i én
Række paa den ydre Side, medens den indre er ganske glat; paa tredje og fjerde Gjællebue findes
der derimod to Rader slige Torne, en paa hver Side, men paa den fjerde ere Tornene næsten rudi-
mentære. Svælgbenenes Tænder ere meget smaa, kegledannede, lidt krummede i Spidsen; paa
hvert af de første øverste Svælgben danne de en lille Gruppe, paå det bageste en stor oval Tand-
karte, der kun er lidt mindre end den paa de nederste Syælgben».
) Halefinnen er hos dette Exemplar meget beskadiget.
230 z 110
den nævnte Art. Hudfinnen sidder tydeligt længere fremme end hos S. Cuvieri, hvad dog
muligvis kun er en individuel Ejendommelighed. Skellenes Straalestriber ere her i det
hele færre (6—10) end hos den jævnaldrende S. Cuviert; men enkelte Skæl have
dog lige saa mange som dennes. Rygfinnen har ogsaa her 11 (2.9), Gatfinnen 27
(3.24) Straaler'). Der bliver saaledes egentlig kun to Forskjelligheder tilbage: den fore-
liggende Form hår noget mindre Tænder (som det ogsaa angives af Valenciennes
for S. Hilart), uagtet deres Antal er omtrent det samme (6—7 paa hvert Mellemkjæveben,
28—32 for hvert Overkjæveben og 23 for hver Underkjævegren) — samt større og følgelig
mindre talrige Skæl, nemlig 67 i Sidelinien, 10 over og 7 under samme paa
Forkroppen. Der kan derfor ingen Tvivl være om, at denne «Dourado» er en anden Art
end den først beskrevne, og nogle mindre betydelige Uoverensstemmelser med Beskrivelsen kunne
ikke vække synderlig Tvivl om, at det jo er den allerede iforvejen fra Rio S. Francisco
bekjendte S. Hélarii Val. Men det synes da ogsaa, at man maa opgive de andre for
disse 2 Arter opstillede Skjelnemærker (hvis Tilstedeværelse jeg i al Fald ikke kan be-
kræfte) og vil gjøre bedst i kun at holde sig til de to her fremhævede: Forskjellen i
Tændernes Størrelse (der dog ikke lader sig angive absolut) og Skællenes Stør-
relse og Antal, der kan finde sit positive Udtryk i Talangivelser. At dette Resultat dog
kun er bygget paa Undersøgelsen af et eneste ungt Exemplar af S. Æilarü, eftersom jeg
ikke har havt Lejlighed til at se udvoxne Exemplarer af denne Art, vil jeg, skjønt det frem-
gaar af det allerede anførte, ikke undlade endnu til Slutning udtrykkelig at fremhæve, da
det jo er tænkeligt, at Arternes Udvikling ikke gaar aldeles parallel, og at den udvoxne S.
Hilarii kan frembyde Forskjelligheder fra den udvoxne S. Cuvieri, som ere mig ubekjendte.
«Den levende Salminus Cuvieri er, ifølge Reinhardt, prydet med pragtfulde Far-
ver. Ryggen er grønliggraa, men i en vis Belysning fortrænger et smukt blaaligt Sølvskjær
ganske den egentlige Grundfarve; ethvert af Skællene er desuden forsynet med en lille sort
Plet, der i øvrigt ogsaa findes paa Sidernes Skæl og først ganske forsvinder langt ned imod
Bugen, saa at der langs Kroppen løber en Del parallele Rækker af Pletter, som blive stedse
blegere og utydeligere, jo mere de nærme sig Bugen. Sidernes Grundfarve er sølvglin-
sende, men den ovennævnte sorte Plet, hvormed hvert Skæl er forsynet, er omgivet af en
gylden Indfatning eller sidder, om man vil, paa en gylden Bund, og som en Følge heraf
udbreder der sig over Siderne et gyldent Skjær, der endog, naar Fisken ses i en vis Ret-
ning, næsten ganske fortrænger Sølvglansen; nedad mod Bugen tiltager Pletternes gyldne
Indfatning i Størrelse, men taber tillige stedse mere af sin metalliske Glans, saa at en
1) Güntherihar:..... D: 11; V: 8; Az 25. L.lat. 69; = D. max. 37.
ai
Valenciennes har: D: 10; V: 9; A: 23. L. lat. 68, og beskriver Halen som meget dybt kløvet;
Tallet i Bugfinnerne afviger vistnok kun fra det af Günther angivne ved, at den rudimentære Pig-
straale er talt med.
111 231
orangegul Farve er fremherskende paa den nederste Del af Kroppens Sider. Paa Højden
af Bryst- og Bugfinnernes Fæste forsvinder den gule Farve temmelig pludselig, og Bugen
har i en Brede, der svarer til Mellemrummet mellem de parrede Finner, en smuk hvid
Perlemorfarve, der ogsaa udstrækker sig over Hovedets og Halens Underflade. Pandefladen
har Ryggens Farve, men mangler Sølvglans; Øjebenene ere i deres øverste Halvdel sølv-
hvide, nedentil fortrænger en gullig Tone Sølvglansen, og i endnu højere Grad er dette
Tilfældet paa Gjællelaaget, hvor Farven nedentil og bagtil næsten gaar over i orangerødt.
Den største Del af Øjets Hornhud er sølvglinsende, kun nærmest den sorte Pupil antager
den en rødlig Kobberfarve. Rygfinnen er olivengraa, oventil kantet med en bleg karmin-
rød Rand; Hudfinnen er ligeledes olivenfarvet, men lysere. De parrede Finner og Gat-
finnen have en pragtfuld orangerød Farve, der mod Spidsen af de første og langs Randen
af den sidste gaar over i blodrødt; dog finder man ogsaa Individer, hos hvilke disse Fin-
ner ere orangegule. Den største Del af Halefinnen er orangegul, men hen imod dens
Bagrand bliver Farven lidt efter lidt blodrød, hvorved der dannes en ubestemt begrænset
Bræmme af denne Farve om Finnen; gjennem Midten af den løber endelig en 2—3 Linier
bred, sort Stribe, der egentlig er en Fortsættelse af en sort Plet paa Halen ved Roden af
Halefinnen». Det Exemplar, hvorefter ovenstaaende Beskrivelse nærmest er udkastet, var
fanget den 26de September. En den 13de Februar fanget, 14 Tommer lang ung Han med
svulmede Mælkesække var mindre glimrende farvet: «Bryst-, Bug- og Gatfinnen saaledes
orangegule, ej orangerøde; og den ovenfor omtalte 814 Tomme lange Unge (fanget den
27de Maj) havde endnu mindre levende Farver: Gatfinnen var orangegul med lidt rødt ved
Forenden, Bug- og Brystfinnerne ligeledes gule med røde Spidser; Halefinnen derimod som
} paa det store Exemplar. Siderne af Kroppen sølvglinsende, Bugen ligesaa, kun svagere;
"Siderne havde intet Spor til gyldent Skjær».
Salminus Cuvieri -bliver indtil 4 Fod lang og er den største Characin i den Del af
Provinsen Minas, hvor Reinhardt har opholdt sig; den er hyppig saa vel i Rio das
Velhas som i de større af dennes Bifloder, men forekommer ikke i Søer og stille staaende
Vande. Ved en Størrelse af 14 Tommer er den allerede yngledygtig, og den træffes i
Midten af Februar med saa betydeligt udviklede Kjønsorganer, at man med Rimelighed kan
antage, at Legetiden indtræffer i Slutningen af Marts eller i Begyndelsen af April. Den
har et særdeles velsmagende Kjød og hører til de Fiske, paa hvilke der sættes allerhøjst
Pris. Noget Guarani-Navn har Reinhardt aldrig hørt for den, derimod gaa baade den
og de nærstaaende Arter i hele Minas og, som det synes, over en stor Del af Brasilien
under Navn af «Dourado», en Benævnelse, som de portugisiske Indvandrere have med-
bragt fra deres Fædreland og i sin Tid overført paa disse Fiske paa Grund af deres
Farvespil.
Med Hensyn til Artens systematiske Benævnelse, for hvilken Günther har optaget
232
112
det Cuvierske «brevidens», som Valenciennes!) (rigtignok af lidet sigende Grunde) havde
forkastet, maa jeg med Prof. Reinhardt bemærke, at Salminus Cuvieri Val. sikkert ikke
kan vere Cuviers J/ydrocyon brevidens, som efter Originalbeskrivelsen har over 100 Skæl
langs Siden af Kroppen og 30 i Højden og derfor snarere er identisk med den i Plata-
Floden levende Art’). Valenciennes berører ikke denne Forskjel mellem det lille muti-
lerede Exemplar fra Cabinettet i Ajuda og det af St. Hilaire hjembragte med et eneste
Ord, og
hører til
rejses Tvivl, om de virkelig ere artsforskjellige, hvilket dog paa Grund af den geografiske |
Afstand maa anses for det sandsynligste. Hovedets Længde indeholdes i Almindelighed 34/2 |
Gang (313 til 3%) i Totallængden fra Snudespidsen til det Punkt paa Halefinnen, hvor Skæl- i
klædningen standser; den største Højde hos yngre Exemplarer næsten 5, hos ældre 4'p |
Gang i den samme Totallengde. Yngre Exemplarer ere mere kortsnudede end ældre; hos |
han maa derfor antages ganske at have overset den.
17. -Xiphorhamphus lacustris Rhdt.
den Afdeling af Slægten, som har to store Tænder (foruden flere mindre) paa |
den forreste Del af Overkjævebenet. Af de beskrevne Arter kommer den nærmest |
til X, ferox Gthr. fra Essequibo, ja den staar endog denne saa nær, at der vel kunde |
hine er Snudens Længde lig med, hos disse større end Afstanden fra Øjets Midte til For-
randen af Forgjællelaaget. Øjets Tværmaal indeholdes hos ældre 6—6'/o Gang i Hovedets
Længde,
end Snudens halve Længde, hos ældre nærmere en Tredjedel af denne. Hos disse naar |
Enden af Overkjevebenet lidt (f. Ex. 3%) bagved Øjehulens Bagrand, hos de yngste falder |
den lige
større Tænder foruden flere mindre; hvert Overkjæveben ligeledes to større foruden flere |
hos yngre kun à eller derunder; kun hos slige yngre Exemplarer er det større |
under denne. Som hos andre beslægtede Arter bærer hvert Mellemkjæveben 2
mindre og foruden de meget smaa, der indtage dens bageste Del; hver Underkjævegren
c. 4 (3—5) større, foruden middelstore og mindre. Rygfinnen begynder i Almindelighed |
ubetydeligt bagved Midten af Afstanden mellem Nakken (Hjærneskallens bageste Spidse) og
de øverste korte Halefinnestraaler, sjældnere lige midt imellem disse Punkter; den er meget
højere end den er lang (ved Grunden), men dog ikke dobbelt saa høj (Højden regnet lig
Længden af dens længste Straaler) som lang; dens Højde er endvidere lig med eller lidt
5)
Naar Valenciennes beretter at denne Fisk «ved Rio Janeiro i Provinsen Minas» benævnes!
«Barro (skal vere «Barra») de Jiquitibå», er dette aabenbart en Misforstaaelse af Navnet paa det Sted,
hvor Ménétriés havde faaet Fisken, som om det var dens Trivialnavn.
Et ungt Exemplar af en Salminus fra Platafloden har c. 100 Skæl i Sidelinien, 18 over og 15 under
samme paa Forkroppen; den anden Tand i Underkjæven er ogsaa her stor, hvilket hverken angives
i Cuviers Beskrivelse eller antydes af Müllers og Troschels Figur af Tandforholdene hos S. d
brevidens (Horæ ichthyologicæ, I & II, Tab. VII, f. 3).
’
113 233
større end dens Afstand fra Hudfinnen. Gatfinnen begynder lige under den sidste Rygfin-
nestraale; den er dobbelt saa lang som Rygfinnen, men ikke fuldt saa hoj som denne.
Hudfinnen sidder lige over de sidste Gatfinnestraaler. Brystfinnerne naa langtfra til Bugfinnerne,
Spidsen af disse derimod til eller henimod Anogenitalgruben. Straalernes Antal finder
jeg at være: D: 2.9; P: 14—16; V: 81); A: 4—5 + 23—24; undtagelsesvis kan man
finde kun 8 bløde Straaler i Rygfinnen og 22 i Gatfinnen. Langs Sidelinien tælles henved
100 (96—98) Skæl; den fortsætter sig ud over Skælklædningen paa den nøgne Halefinne-
hud. Mellem Bugfinnernes Spidser og Gatfinnen er der en dyb spalteformig Grube, som
udfyldes (i det mindste hos Hunnen”) af en stor, men lav og sammentrykt Papil eller Svulst,
i hvis forreste Del Tarmen aabner sig; hos yngre Exemplarer er denne Dannelse saa vel som
Spalten meget mindre udviklet. Farven beskriver Reinhardt saaledes: «paa Ryggen og
Hovedets Overflade oliven-grønlig med nogen Sølvglans; nedad Siden taber det grønlige
Skjær sig og Farven bliver rent sølvglinsende. Finnerne ere gjennemsigtige, spillende i
olivengrønt især mod Randen. Paa Skulderen og ved Roden af Halefinnen findes en sort
rund Plet, den sidste lidt mindre end den første, men ofte intensivere i Farven».
Denne Fisk benævnes af Brasilianerne «Bicuda». KR. har kun erholdt den fra
Søen (Lagoa Santa), hvor den er meget talrig og daglig fanges paa Krog. Den fore-
kommer saaledes ikke i Floden (Rio d. Velhas), og man ser den sædvanlig enkeltvis
eller 2 til 3 i Selskab at gjennemstrejfe Søens klare, gjennemsigtige Vande. De største,
som R. har set, vare en Fod lange (Museets største Exemplar er c. 11 T. til Halefinnens
Spidser); den sædvanlige Middelstørrelse er kun 8 Tommer.
E. Serrasalmernes Gruppe.
18. Serrasalmo (Pygocentrus) piraya Cuv,
1648. Piraya et Piranha: Marcgraf de Liebstad, Historie rerum naturalium Brasiliæ
lib. IV", p. 164 & 165.
1819. Serrasalmo piraya: Cuvier, Sur quelques espèces de poissons, Memoires du Mu-
seum, t. V, p. 368, pl. 28, f. 4. («Il a été envoyé du Brésil par M. A. de St.
Hilaire», |. c. p. 369.)
1829. Serrasalmo piranha Cuv.: Spix & Agassiz, Selecta genera et species piscium,
p. 71, t. 28. («Habitat in flumine Sti Francisci, inque vicinis lacubus, pis-
einis, rivulis».)
1849. Pygocentrus piraya Müll.: (Cuvier et) Valenciennes, Histoire naturelle des pois-
_ sons, Tome XXII, p. 291°).
!) Den yderste rudimentære Pigstraale ikke medregnet.
*) Alle Museets større Exemplarer ere Hunner.
3) «Le plus grand individu conservé dans les collections du Muséum est long de dix-sept pouces environ.
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidenks. og mathem. Afd. XH, 2. 3U
234 114
1859. Pygocentrus piraya M. Tr.: R. Kner, Beiträge zur Familie der Characinen, II. Ab-
theilg. p. 28. (Denkschr. d. mathem. naturw. Classe d. Akademie d. Wiss. Wien,
Bd. XVII, p. 36.)
Da baade Cuviers og Spix-Agassiz’s Serrasalmo piraya eller piranha ere fra
San Francisco-Floden, kan der næppe vere nogen Tvivl om, at den anselige Art fra
«Rio das Velhas», som i Brasilien benævnes «Piranha rodoleira» eller den rund-
ryggede Piraya, og hvoraf Prof. Reinhardt har hjembragt et 12 Tommer langt Exem-
plar (uden Bugfinner) i Spiritus og 2 Skind af 15 Tommers Lengde, jo er den samme
Art, uagtet Spix’s Figur giver en mindre god Fremstilling af dens Udseende og
Cuviers i flere Henseender, navnlig i Henseende til det almindelige Habitus og Legemets
Proportioner, er endnu daarligere. Det vil imidlertid ikke kunne undgaas at beskrive Arten
paa ny. Jeg skal endnu bemerke, at naar jeg her folger Günther i kun at anerkjende
Pygocentrus som Underslegt af Serrasalmo, da er det ikke fordi jeg som Kner har gjort
Erfaringer, der tale for, at Ganetenderne hos denne Slægt falde ud med Alderen.
i
Legemsformen er næsten regelmæssig elliptisk; Rygprofilet danner en regelmæssig |
og temmelig stærk Krumning fra Rygfinnen til den næsten lodret nedstigende Pande, der
Il a été rapporté du Rio San-Francisco par M. Aug. de St. Hilaire et c'est d'après lui
que M. Cuvier a donné la figure de son Piraya». (Val. I. c. p. 293).
115 235
er saa godt som uden Indsenkning over Øjet; ogsaa Bugprofilet danner en regelmæssig Krum-
ning fra Underlæben til Gatfinnen, saaledes at Buens dybeste Punkt falder foran Bugfin-
nerne; Underkjæven springer noget, men ikke meget frem foran Overmunden. Afstanden
fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse er sterre end fra dette Punkt til Halefinnens,
men mindre end Afstanden fra Snudespidsen til Gatfinnen, og Rygfinnens Begyndelse er
noget nærmere ved Nakken end ved Halefinnen. Hajden er over det halve af Total-
længden til Halefinnens Rod, men lig med Halvdelen af samme, naar den
regnes til Spidsen af Halefinnen. Hovedets Længde (fra Snudespids til Gjællespalte)
indeholdes mere end halvanden Gang i Legemets Hojde og 3 Gange i Totallengden (til Halefin-
nens Rod), dets Tykkelse over halvanden Gang i dets Længde; Ojet er lille og ligger dybt nede,
lige langt fra Ryg- og Bugprofilet, men meget nærmere ved Enden af den tykke og brede
Snude end ved Forgjellelaaget; dets Tværmaal er en Sjettedel af Hovedets Længde og inde-
holdes 2°; Gang i Pandens Brede (maalt i lige Linie) mellem Øjnene, hvilket sidste Maal atter
indeholdes 21 Gang i Hovedets Længde. Næseborene ligge i Højde med eller endog lidt over
Øjets øvre Rand. De af Hovedets Knogler, som ere skulpterede (stribede og ciselerede),
ere Suborbitalia, Forgjællelaaget og de 3 Gjællelaagsben samt et lille Supraorbitale og
Supratemporale paa hver Side; det andet Suborbitale er omtrent lige højt og langt
og naar helt hen til Forgjællelaaget, hvis forreste mere horizontale Del ene er synlig.
Operculare er 4 Gange saa højt som bredt. Tændernes Antal er som sædvanlig $; de
midterste (forreste) ere de længste (højeste), de yderste de laveste og bredeste, Underkjævens i
det hele betydelig større end Overmundens (Mellemkjævebenets); deres Sideflige ere mindre
fremtrædende end hos den mindre S. Brandtü; første og tredje Tand i Overmunden (Mel-
lemkjævebenet) ligesom hos denne noget mindre end anden. Rygfinnens Længde (langs
med dens Grund) er mindre end Gatfinnens, som omtrent er lig med Legemets halve Højde;
Halefinnen er tydelig indskaaren, men Spidserne afrundede ved Slid. Hudfinnen er lille;
den sidder omtrent midtvejs mellem Halefinnen og Rygfinnen og er mere eller mindre,
indtil halv, skælklædt; dens Længde (langs med dens Grund) er mellem det halve og en
Tredjedel af dens Afstand til Nabofinnerne; hos det mindre Exemplar har den kun én
Straale, men hos begge de større er den helt optagen af 7 (for saa vidt det er muligt nøj-
agtigt at angive Tallet af disse noget uregelmæssigt udviklede Dannelser), tæt til hinanden
sluttende, kløftede og leddede Straaler!). Rygfinnens Højde fortil, hvor den er højest, er
') Dette højst ejendommelige Forhold, som gjenfindes hos J/yletes macropomus og hos enkelte Siluroi-
der, er allerede udtrykt paa Spix's Figur og omtalt i Agassiz's og Valenciennes's Beskrivel-
ser. Kner (l. c. p. 36) angiver Straalernes Antal til 3 eller 4 og mener, at deres Tilstedeværelse
er absolut betegnende for Arten, hvorved dog maa bemærkes, at den Omstændighed, at der hos
det noget mindre Exemplar kun fandtes 1, kunde synes at antyde, at de hos endnu yngre ville
savnes aldeles, uagtet V. udtrykkelig siger, at de fandtes hos alle hans sex Exemplarer, som vare
“de toute taille».
30*
236 116
ni Trettendedele af dens Længde, og den er ikke meget lavere bagtil (dog ikke som Cuvier
beskriver den, højest bagtil); heller ikke paa Gatfinnen er der nogen større Forskjel mellem
fortil og bagtil end at de bageste Straalers Længde omtrent er det halve af de forrestes. »
Brystfinnernes Spidser falde over Roden af Bugfinnerne, hvorimod disse kun naa halvt
hen til Gatfinnen. Der er som sædvanlig en nøgen Stribe midt opad Ryggen fra Nakken
til Rygfinnen, og Skælklædningen naar halvt ud paa Gatfinnen i dennes bageste Del, indtil
en Tredjedel af dens Højde paa dens forreste Del. Skællenes Antal langs hen ad den ikke
meget tydelige Sidelinie vil ikke kunne angives nøjagtigere end til c. 100 eller lidt derover,
paa Grund af deres lidet regelmæssige Lejring. Bugtornenes!) Antal — til Gattet — er
25—26; foran Gatfinnen er der en Dobbelpig eller dobbelt Benknude, derimod findes der
her ikke Torne paa Siderne af Gattet som hos de ægte Serrasalmer. Straalernes Antal
findes at være: D: 18—20 (2 + 16—-18); P: 14—17; V: 6—7; A: 31—32 (2—3 +
28—29); G: 6—7 + 18—20 + 6—7. |
Reinhardt beskriver Farven af den levende Fisk - saaledes: «paa Hojryg-
gen og Overfladen af Hovedet (Nakken og Panden) temmelig mørk bronze med gyldent
Skjær (der dog var utydeligt paa Hovedet); nedad Siderne af Hoved og Krop blev den
lysere og det gyldne Skjær kjendeligere; endelig nedad mod Bugen næsten sølv-
hvid med ubetydeligt gyldent Skjær, hvorimod der lige i den skarpe Bugrand viste sig
Spor til en karminrød Tone, der ogsaa optraadte paa Underkjævens Sider. Finnerne vare
bronzefarvede som Overdelen af Hovedet, kun Bugfinnerne lysere med rødlig Tone. Øjets
Iris hvidlig gylden ; Pupillen, der var aflang i lodret Retning, omgaves for oven og neden
af en aflang, perpendikulær Plet og havde nærmest om sig en meget smal, ren gylden
Ring». — I en «Piranha», hvis Maveindehold undersøgtes, fandtes kun en tyk grøn Slim,
nogle Fiskeskæl og nogle c. 7/3 Tomme lange ovale Boller af sammenfiltede Pattedyrhaar”|
(af en Rotte eller andet lignende lille Dyr). Overhovedet har Reinhardt kun havt Grund
til at anse Beretningerne om Frygten for Piranhaerne for ikke lidet overdrevne, om han end
langtfra vil nægte, at disse Fiske under særlige Omstændigheder kunne blive farlige for
Dyr og Mennesker.
Det er vistnok overmaade sandsynligt, at det er nærværende Art, som allerede er
beskreven af Marcgraf; at Afbildningen — hvis den overhovedet fremstiller denne Art og
ikke hans «Pirayæ alia species» — viser den altfor langstrakt, kan ikke komme i Betragt-
ning, da Beskrivelsen udtrykkelig angiver Højden til at være det halve af Længden, hvilket
vi have set at være ganske rigtigt, naar Halefinnen regnes med i Totallængden. Efter hvad |
ovenfor er oplyst, kan der jo ogsaa næppe være Tvivl om, at Cuvier netop har havt den
foreliggende Art for sig, uagtet der vil kunne indvendes adskilligt baade mod Beskrivelsen og |
1) Cuvier beskriver dem rigtigt som «très peu saillantes, obtuses et comme espacées», men afbilder |
dem som meget skarpe, fremtrædende og tydelige.
117 237
Afbildningen, saasom mod, at den er forholdsvis mindre høj end Serrasalmo rhombeus (netop
det modsatte er Tilfældet), at det højeste Punkt falder allerede over Gjællerne, og at Højden
(6% Tomme) er meget under Halvdelen af Totallængden (17 Tommer), Legemsformen altsaa
forholdsvis meget langstrakt; men det er vel tilladt at antage, at Cuvier kun har havt et
udstoppet Stykke for sig, som ved Udstopningen har faaet helt urigtige Former. At Ryg-
finnen beskrives som højest bagtil, er maaske en Unøjagtighed, der ligeledes skyldes Behand-
lingen, og at den vandrette Pig foran Rygfinnen af Cuvier (ligesom senere af Kner) kun
opfattes som en i Kjødet delvis nedsænket «simple tubercule mousse», er heller ikke meget
væsentligt; thi naar den blottes, har den den sædvanlige Pigform. Valenciennes gjør ikke
nogen Bemærkning om disse formentlige Mangler ved Cuviers Beskrivelse, men da hans
Beskrivelse egentlig kun tager Hensyn til Forskjellighederne fra Pygocentrus niger, er den ikke
meget oplysende for den, der ikke har Lejlighed til at sammenligne den med denne Art.
Hvorvidt Castelnau har havt den i San Francisco og dens Bifloder levende Art af
«Piraya» for sig i Goyaz, Araguay og Amazonfloden, turde vel være tvivlsomt; hans Af-
bildning (pl. 38, f. 2) giver vel Forholdet mellem Længde og Højde temmelig rigtigt, men
ikke Hovedets Fysionomi; den stærke Indsænkning over Øjet er fremmed for delte. Spix's,
| der er udført efter et 15 Tommer langt udstoppet Exemplar, fremstiller Fisken noget for
lang, men udtrykker i flere Punkter godt dens Fysionomi, og i Agassiz’s Beskrivelse fin-
der jeg ikke noget, der tåler mod denne Henforelse; thi at Rygfinnernes Straaler opføres
som 4 + 15 maa selvfølgelig bero paa en Fejlskrivning eller Fejltagelse; Exemplaret an-
gives jo ogsaa udtrykkelig at være fra San Francisco-Floden. Kners Exemplarer af
samme Størrelse vare hjembragte af Natterer, men desværre uden Opgivelse af Lokali-
teten; at han ikke har talt alle Halefinnens smaa Støttestraaler med, er jo en Biting. Da
Gunthers Diagnose ogsaa passer paa den i Rio das Velhas forekommende S. piraya,
men hans Exemplarer ere fra andre Steder (Rio Cupai, Demerara), maa man foreløbig
antage, at Arten har en større Udbredning i Syd-Amerika end det just synes at være al-
mindeligt for San Francisco-Flodsystemets Fiskearter. Jeg tror dog ikke, at den falder
sammen med Serrasalmo nigricans Spix (l. c. t. 30), som jeg mener at have gjenkjendt i
en Form, hvoraf Museet besidder et Exemplar fra Pernambuco.
19. Serrasalmo (s. str.) Brandtii!) Rhdt.
Gjennemgaar man de korte Karakteristiker, som Günther giver af de 7 egentlige
Serrasalmo-Arter, der opføres i «Catalogue of fishes» (t. V, p. 369—72), vil man næppe
| "kunne værge sig mod nogen Tvivl om alle de anerkjendte Arters Soliditet, naar man ser,
hvor ubetydelige de Afvigelser ere, der skulle afpæle Grænserne mellem dem. Rygfinnens
!) Opkaldt efter Dr. P. W. Lunds trofaste Medhjælper og Husfælle i Lagoa Santa, Nordmanden P. A.
Brandt.
238 118
Straaletal bevæger sig kun mellem 15 og 18, Gatfinnens derimod hos samme Art fra 32 til
36, Bugfinnens (ligeledes hos samme Art) fra 6—7; Skælrækkerne kun mellem 95 og 100;
Bugtornene mellem 26 og 35. Legemets Proportioner ere heller ikke meget forskjellige,
med en eller to Undtagelser, og der bliver da kun et Par Karakterer tilbage — om det
andet Suborbitale er mere bredt end højt og adskilt fra Præoperculum ved en mere eller
mindre bred Hudbræmme, — om hvis Gyldighed det paa Forhaand ikke er muligt at have
en begrundet Mening. Under disse Omstændigheder er det næppe muligt at føre et strængt
Bevis for, at en Serrasalmo-Art, der har hjemme i en Egn, hvorfra ingen anden hidtil
med Sikkerhed har været bekjendt, virkelig er ny og ikke rettelig kan henføres til nogen
af de tidligere beskrevne; og navnlig maa jeg her lade det henstaa uafgjort — skjønt det
vel er mindre sandsynligt, — om ikke den af St. Hilaire til Pariser Museet hjemførte «S.
aureus» («Hist. nat. des poissons», t. XXII, p. 283) muligvis skulde kunne være den neden-
for beskrevne Art — hvormed dog ikke vilde være ligefrem givet, at det ogsaa var den Art,
Spix og Agassiz have tildelt dette Navn, og som hører hjemme i Amazon-Flodens Gebet!).
1) Spix's Exemplar i Munchener-Museet var kun 7” langt, altsaa temmelig lille, maaske en Unge;
ikke desto mindre begynder Valenciennes's Artikel om «Le Serrasalme doré (Serrasalmus aureus
Spix)» med de Ord: «l'Amazone nourit une grande espèce de S., que Sp. a fait connaitrev. Spix
angiver heller ikke udtrykkelig dens Hjem at være Amazon-Floden, men udtrykker sig noget mere
ubestemt» in Brasiliæ æquatorialis fluviis lacubusque». Af Valenciennes's Ord skulde man snarest
tro, at hans Exemplarer (af hvilke det største var 13 Tommer langt og) som vare hjemførte af
119 239
Af den i Søen Lagoa Santa levende «Piranha da lagoa» foreligger der en
"halv Snes Exemplarer af 6—9 Tommers Længde. Hos de fleste af disse er Legemets
største Højde det halve eller noget mindre end det halve af Totallængden (denne regnet fra
Hagen eller Spidsen af den lukkede Underkjæve til det Sted, hvor Skælklædningen hører op
midt paa Siden af Halefinnen); kun hos to er den noget større end den halve Totallængde,
og hos det ene af disse, som foruden at være det forholdsvis højeste er det største af de
10 foreliggende Exemplarer, er Højden netop lig med det halve af Totallængden, naar
| denne regnes til Halefinnens Bagrand. Skjønt dette Forhold mellem Højde og Længde, som
|
) Liv, kan man dog i det hele taget sige, at efter at 5. Drandtü har naat en vis Størrelse
det vil fremgaa af den senere Beskrivelse af Ungerne, synes at ændre sig oftere i Fiskens
) (f. Ex. 6 Tommer), har den Tilbojelighed til at blive højere med Alderen, og Forskjellen i
| denne Henseende er meget i Øjne faldende, naar man sammenligner det største (9 Tommer
lange) med det mindste (6 Tommer lange) af de her omhandlede Stykker. Hovedets Længde
(regnet fra Snudespidsen til Gjællelaagets Bagrand) indeholdes 343 (3,3 eller 3,4) Gang i
| Totallengden (denne regnet som ovenfor til Halefinnens Rod). Ogsaa Legemets Omrids
| viser nogen Variation for saa vidt som Rygprofilet hos nogle, især hos yngre, nærmer sig
"temmelig stærkt til det vandrette og derpaa med en skarp Bøjning og senere med en ube-
"tydelig Sænkning over Øjnene falder ned mod Snudespidsen, medens hos andre denne
| Indsenkning over Øjet er dybere og Ryggen danner en mere jævn Bue; Bugprofilet danner
) derimod hos alle en jævn Bue fra Gatfinnen til Hagen. Underkjæven rager som hos andre
| Serrasalmer et godt Stykke frem foran Overmunden, og Øjet ligger forholdsvis højere hos
yngre end hos ældre Exemplarer; dets Tværmaal indeholdes hos de større omtrent 4/2
Gang i Hovedets Længde fra Snudespidsen til Gjællelaagets Bagrand, men er hos de yngre
| mere end en Fjerdedel af denne; det kan endvidere bestemmes som lig med Snudens
Længde til Øjehulen og større end Øjnenes halve Afstand, maalt i lige Linie, — hos yngre
endog tre Fjerdedele af denne, og hos meget smaa kun ubetydeligt mindre end denne. Næse-
borene ligge over Midten af Øjehulerne, men dybere end disses Overkant. Af de ligesom det
| høje og smalle egentlige Gjællelaagsben tæt stribede Suborbitalknogler er den anden altid
"længere (maalt mellem de to nederste Hjørner) end høj (i lodret Retning) og adskilt fra
den vandrette Del af Forgjællelaaget ved en Hudstrimmel, der jo rigtignok undertiden bliver
saa smal, at man maa indrømme, at Berøringen mellem de nævnte Knogler i det mindste
"paa et Stykke er umiddelbar. I hvert Mellemkjæveben har S. Brandti (ligesom S. piraya
Castelnau, St. Hilaire o. A. alle vare fra Amazon-Floden, hvorfra C. ogsaa omtaler den i sit
Rejseværk; men med St. Hilaires Exemplarer kan dette i al Fald ikke være Tilfældet, og da denne
Rejsendes andre Fiske i Almindelighed ere fra S. Francisco-Floden, ligger det nær at formode det
samme om hans formentlige «S.. aureus». Skulle V.’s Ord øverst S. 284 forstaas saaledes, at Hud-
finnen hos $. aureus er helt bedækket med Skæl, vil det ikke kunne vere den foreliggende Art.
240 120 |
og saa vidt mig bekjendt alle Serrasalmer) 6 Tænder, i hver Underkjævegren 7; af de
sidst nævnte er den forreste den højeste, den bageste den laveste; den forreste har en
spids Tak eller Sideflig påa hver Side, de andre kun ved deres Bagrand eller Yderside.
Mellemkjævetænderne have ligeledes kun bagtil en Sideflig, som paa de to eller tre sidste,
der tiltage stærkt i Brede, alt som de aftage i Højde, mere eller mindre tydeligt kan vise
Spor til Tvedeling. Den første, men især den tredje Mellemkjævetand ere betydelig mindre |
end deres nærmeste Naboer, den sidste (bageste) 3 Gange saa lang (bred) som høj, den |
anden (forfra) derimod lidt højere end den er bred ved Roden. Af Ganetænder findes 5—7 |
i hver Række, og de mangle ikke hos noget af de foreliggende Exemplarer. Halefinnens |
Bagrand er i udspilet Tilstand næsten lige afskaaren; Rygfinnen er temmelig løj og |
kort; dens Længde er nemlig mindre end dens Højde fortil (parallelt med Straalerne), men |
dog mere end Hovedets halve Længde og omtrent en Tredjedel af Legemets Højde hos de |
mindre høje Exemplarer. Dens Højde er bagtil det halve eller to Tredjedele af hvad den er |
fortil, og dens Begyndelse falder kun hos det mindste af de her omhandlede større Exem- |
plarer nærmere ved Øjet end ved Halefinnens Rod — hos yngre Exemplarer synes derimod |
dette Forhold at være temmelig gjennemgaaende — ellers nærmere ved sidst nævnte. Hud-
finnen er lige høj (pårallelt med dens forreste Rand) og bred (lang) eller højere end bred, og halv |
skælklædt; dens Længde (ved Grunden) ikke det halve, men over en Tredjedel af Afstanden |
fra Rygfinnen; dens Afstand fra Halefinnens Rod er derimod ikke det dobbelte af dens |
Højde (maalt som ovenfor). Gatfinnens Længde ved dens Grund er lig med Hovedets |
Længde (fra Snudespids til Gjællespalte), dens Omrids jævnt og løbende næsten" parallelt |
med Skælbræmmens ved dens Fod, kun fortil hævende sig noget, saa at dens Højde der |
bliver mere end det dobbelte af hvad den er bagtil. Bugfinnerne, der sidde mere eller |
mindre langt, men altid helt, foran Rygfinnen, naa med deres Spidser kun halvt hen til |
Gatfinnen, hvorimod Brystfinnernes Spidser falde lige over Bugfinnernes Rod. I Finnernes |
Straaletal, — som efter Telling paa 10 Exemplarer stiller sig saaledes: D: 15-17 |
(2-8 + 13—15); P: 13—16; V: 67; A: 34-40 (14 + 30-37); C: 7—17—6 RR
der, som hos Underslægtens andre Arter, en forholdsvis stor Variation, navnlig i Gatfinnens |
Straaletal. Det almindelige Tal i Rygfinnen er 2 udelte og 13 eller 14 kløvede, hvilke dog |
ofte lige saa godt kunde tælles som 14 og 15, hvis man vilde regne den allersidste |
noget svage Straale for en selvstændig Straale og ikke blot for en Del af den sidste; en |
enkelt Gang har jeg fundet 3 udelte Straaler i Stedet for 2. Gatfinnen har i Reglen 3 |
udelte (en enkelt havde kun 1!), men 30—37, hyppigst 33—34 kløvede Straaler. Bug-
takkernes Antal varierer fra 30 til 35 foruden de 2 eller 3, der ere anbragte paa hver |
sin Side af Gattet; de forreste ere temmelige utydelige, de bageste have Form af lave, |
skarpe Benkamme. Foran Rygfinnen er en vandret Bentorn, skjult under Huden. Side- |
linien er næsten lige, kun fortil løftet noget; den dannes af en — sjældnere og kun |
121 2
En
er
hos meget store Exemplarer kløftet — Kanal paa hvert Skæl, hvoraf der iangs med denne
Linie tælles c. 90, over den, lodret derpaa, c. 30, under den e. 25, paa Forkroppen. En
bred Hudstribe langs Rygprofilet fra Hovedet til Rygfinnen er skælfri. Exemplarer af 6
Tommers Længde eller derover vise ikke (som de yngre) andet Spor til Aftegning end at
Ryggen ere morkere.
Hos yngre Exemplarer (af 4%4—31» Tommes Længde er Højden stedse noget
over den halve Totallængde (til Halefinnens Rod), men hos endnu yngre (fra 3!/2—2*/s")
er Højden igjen oftere lig med eller ubetydelig mindre end den halve Totallængde; Ryg-
profilet er skraat eller buet med et mere eller mindre brat Fald og en mere eller mindre
tydelig Sænkning over Øjet. Hudstriben mellem andet Suborbitale og Preoperculum
er især bred hos de mindste af disse yngre Exemplarer. Nogen Forskjel i Tænderne
efter Alderen har jeg ikke formaaet at opdage med Undtagelse af,
7
at anden Mellemkjæve-
tand maaske har en tydeligere Sidetak paa den indre Side af Hovedtakken hos Ungerne
end hos de voxne. Halefinnen er hos Ungerne stedse desto dybere udskaaret jo yngre de
ere. Alle disse yngre Exemplarer have — i Modsætning til de udvoxne — en meget tyde-
lig Aftegning, bestaaende af smaa runde sorte Pletter over hele Kroppen, baade paa
Ryggens mørkere og paa den øvrige Krops lysere Grund!). Halefinnen, Hudfinnen, Ryg-
og Gatfinnen have en mørk Indfatning af deres frie Rand, og der løber en halvmaaneformig
mørk Skygge over Halefinnens Rod og indenfor dens øvre og nedre Rand. Disse unge
Fiske benævne Brasilianerne «Pirampeba», dog vide de meget godt, at det kun er Ungen
af Piranhaen, som de betegne med dette Navn. 5. Brandt siges kun at findes i Søen,
ikke i Rio das Velhas, hvor den erstattes af S. piraya; dog har Reinhardt en Gang
erholdt 2 Exemplarer fra en Bæk, der ikke har nogen Forbindelse med Søen, men kun
med Floden.
20. Myletes (Tometes) micans Rhdt.
Fra Rio das Velhas og dens Biflod Rio Taquoaruçu, der falder i først nævnte
lidt nord for Lagoa Santa, har Reinhardt hjembragt to, c. 13 Tommer lange Exem-
plarer af en Myletes, der, uagtet den synes at hore til samme Underafdeling af Slægten
som M. (Tometes) altipinnis Val., hvoraf St. Hilaire har hjembragt et 15 Tommer langt
Exemplar fra S. Francisco og Cumberland hjemsendt et 20 Tommer langt Skind fra
R. Cipo, dog synes at maatte tilhøre en fra denne forskjellig Art.
Den første Vanskelighed, som møder ved Bestemmelsen af en Myletes Art, er det
1) Denne Aftegning savnes dog hos et spædt (10° langt) Exemplar. Jeg vil endnu anmærke, at dette
lille Exemplar er det forholdsvis mest langstrakte af dem alle, da Højden forholder sig til Længden
som 1:2!),.
2
Vidensk. Solsk, Skr., 5 Række naturvidensk, og mathem, Afd. XU. 2 31
122
~w
Le
we
uafgjorte Spergsmaal, om de Forskjelligheder i Tandforholdene, som findes indenfor denne
Slægt udtrykke en Arts- eller Kjonsforskjel. Uagtet det Materiale af andre Myletes-Arter,
som jeg har kunnet benytte, hverken er stort eller serdeles godt — 6 Arter i 13 Exemplarer,
vistnok alle unge — vil jeg dog forudskikke en Redegjorelse for, hvilke Forskjelligheder jeg
hos disse Myletes-Former har forefundet i denne Henseende. Tændernes Antal er i Hovedsagen
stedse det samme: 5 i ydre og 2 i indre Række paa hvert Mellemkjæveben, 4—7 i den
ydre og 1 i den indre Række paa hver Underkjævegren. Men hos. nogle Former ere de
indre Underkjevetender høje og spidse, saa at de rage op over dem i den ydre Række,
og de to midterste Mellemkjævetænder af forreste Rad ere adskilte ved et Mellemrum,
ligesom der ogsaa er et kjendeligt Mellemrum mellem de to Rækker af Mellemkjevetender,
uagtet de indre af disse med deres Rod ere stillede tæt op til de ydre. Dette Forhold
svarer til det, som Müller og Troschel have afbildet i «Hore ichthyologicæ» (47. asterias,
T. X, f. 2 a), og jeg har gjenfundet det hos Museets fra Berliner-Museet stammende
Exemplarer af Myletes asterias og hypsauchen samt hos en M. ellipticus. Hos andre Former
(f. Ex. Myletes discoideus Kn.) finder jeg derimod ikke noget Mellemrum i Midten mellem
de forreste Mellemkjævetænder, de indre af disse staa tet op til de ydre, og de indre
Underkjævetænder ere ganske lave og kun at betragte som rudimentere; og i det hele
taget ere Tænderne hos disse Former, — der aabenbart svare til Valenciennes’s Slægt
Tometes og til M üller og Troschels Myleus (»Horæ Ichthyologice» t. XI, f. 1 a: Myleus
setiger), naar man med Kner vil antage (hvad vistnok i høj Grad har Rimeligheden for sig),
at de sidst nævnte Forfattere (og Valenciennes til Dels) have overset de smaa indre
Tænder i Underkjæven — mere sammentrykte og skærende, hos de først nævnte, de egte |
Myleter, derimod tykkere og mere primatiske, mere bestemte til at knuse. Stettet paa sin
Undersøgelse af Myletes setiger antog Kner imidlertid, at denne Forskjel var en Kjons=
forskjel, saaledes at Hunnerne havde det først beskrevne, Hannerne det sidst be=
skrevne Forhold (Jfr. Afbildningerne af Tænderne hos begge Kjøn af M. setiger, i Kners |
Afhandling om Characinerne, 1. c. t. I, f. 6a og 6b samt den nærmere Redegjorelse S. 28
og 29). Uagtet det synes vanskeligt at forklare, hvorfor Han og Hun skulde have Tæns
derne uddannede paa to om en noget forskjellig Føde vidnende Maader, maa jeg dog ind
rømme, at jeg har gjort to Erfaringer, som snarest bestyrke Rigtigheden af den Knerske
Anskuelse; den ene ér den, at Museet besidder et fra Berliner -Museet erhvervet Exemplar
af «Myletes Schomburgkii» M. Tr. med det sidst nævnte Tandforhold, uagtet man af, Origin
nalbeskrivelsen skulde forudsætte det først nævnte; den anden er den, at af 5 yngre
Exemplarer tilsyneladende af en og samme Art (jeg antager M. rubripinnis) have 4 det
sidst beskrevne, 1 det først beskrevne Tandforhold. Men paa den anden Side taler den i |
‘
Rio das Velhas levende Art ikke for Hypothesen; begge foreliggende Exemplarer a
"Hunner, og dog have de i Hovedsagen det Tandforhold, som ifølge Kner skulde udmerk
|
|
i
: |
|
|
|
|
|
|
193 243
Hannerne. Jeg behøver ikke at udvikle, hvor ønskeligt det vilde være at faa saa mange
-Myleter som muligt eftersete m. H. t. dette Forhold; men man maa ikke overse, et selv
om hin Kjensforskjel gik gjennem en vis Række af Arter, behøvede den ikke at gaa gjen-
nem dem alle —- eller omvendt, at fordi den kan paavises ikke at finde Sted hos denne
eller hin Art, derfor kan den gjerne finde Sted hos andre).
a
oe
OA
>:
ge
ca
Ta
aes
PREF
Legemets Proportioner ere hos M. micans følgende: Den største Højde indeholdes
noget over halvanden Gang i Totallængden, regnet til det Sted, hvor Skælklædningen hører op
Sy d Halefinnens Rod; Forholdet er omtrent som 1:1, 6, lidt derover eller lidt derunder.
| Hovedets Længde (den smalle Gjællelaagsbræmme medregnet) indeholdes halvfemte Gang i den
nævnte Totallængde, men ikke fuldt tre Gange i den største Højde, som falder i en Linie
') Günther udtaler sig ikke direkte om det rejste Spørgsmaal, men deler Slægten J/yletes i to Grup-
per, den cne, svarende til Myletes M. Tr., med et Mellemrum mellem de to Rækker af Mellemkjæve-
tender, den anden, svarende til Myletes M. Tr. [og Tometes Val.], uden et saadant. Man kan vel
deraf slutte, at han ikke har fundet Kjonsforskjellen bekræftet. Jeg vil endnu anmærke, at JZ ma-
cropomus beskrives af Valenciennes som havende 7 (6) Tænder i Underkjævens indre Række;
Kner fandt kun 2 som hos andre Myleter og antager, at de andre ere faldne ud ved et Tilfælde
eller med Alderen. Efter at jeg har undersøgt adskillige unge Myleter og ligeledes kun fundet 2,
kan jeg dog ikke andet end finde denne Formodning temmelig vovelig, og jeg skulde snarest tro, at
— Myletes macropomus Val. tilhører en fra den af Kner undersøgte Art forskjeilig Slægt.
31%
244, | 124
fra Begyndelsen af Rygfinnen til Bugfinnerne, hvorved Fisken vilde deles i to omtrent lige
store Halvdele, eller med andre Ord: denne Linie falder omtrent lige langt fra Snude-
spidsen og fra Halefinnens Rod. Øjnene ligge omtrent midt paa Hovedets Sideflader,
lige langt fra Snudespidsen og fra Gjællelaagsbenets Bagrand; deres Tyærmaal er en Fjerdedel
af Hovedets Længde og det halve af deres indbyrdes Afstand (i lige Linie tværs igjennem
den meget hvælvede Pande). Neseborene, der adskilles ved en stor Hudklap, sidde midt-
vejs mellem Øjet og Snudespidsen. Breden af det egentlige Gjællelaagsben (Operculare)
er en Fjerdedel af dets Højde. Tændernes Antal er i Overmunden som sædvanlig 4 i
ydre og 2 i indre Række paa hver Side; i Undermunden 6 paa hver Side foruden de to
smaa i den indre Række; disse ere hos det ene Exemplar meget lave, hos det andet af
Højde med Tænderne i første Række, som aftage i Brede og overhovedet i Størrelse fra
den forreste til den sidste i Rækken, der er meget lille; med Undtagelse af denne og
dens Nabo. have de hver en lille lavere Sideflig ved deres ydre Side, ja den forreste
er endog trefliget og dens indre Sideflig meget stor. ‘Tenderne i Mellemkjævens
ydre (forreste) Række ere stærkt sammentrykte; de tiltage i Brede henimod Overkjæve-
benet og de to sidste paa hver Side have en meget tydelig Sideflig; mellem de to forreste |
(midterste) er der — hvad ellers ikke plejer at være Tilfeldet hos de Myleter, der have |
samme Tandforhold for øvrigt et temmelig bredt Mellemrum, et mindre mellem første og
anden. De i anden Række ere brede (fra Side til Side), sammentrykte, med flad Tyggeflade |
og stillede tæt op til dem i den ydre Række, dannende ligesom et dobbelt V (M) bag- |
ved disse. Legemets øvre Profil beskriver en Bue fra Begyndelsen af Rygfinnen til Issen,
hvor det sænker sig lidt over Øjet; Bugprofilet danner en noget fladere Bue fra Struben til '
Bugfinnerne og fortsætter sig derfra med en noget skraa Linie til Begyndelsen af Gatfinnen, |
saaledes at dette Punkt falder lidt dybere end Bugfinnernes Fæste. Afstanden fra Rygfin-
nens til Halefinnens Begyndelse er hos det ene Exemplar lig med Afstanden fra først nævnte
til Midten af Pandesænkningen over Øjet — hos det andet lig med Afstanden fra Rygfinnen |
til Næseborene; Afstanden fra Roden af Bugfinnerne til Begyndelsen af Halefinnen er
derimod hos begge større end Afstanden fra først nævnte til Snudespidsen. Bugfinnerne |"
sidde under eller lidt foran Rygfinnens forreste Del. Denne Finnes Længdestrækning er
lig med eller lidt kortere end Gatfinnens, som atter er lig med eller lidt mindre end Halv- |
delen af Legemets største Højde; deres Højde fortil er ogsaa omtrent den samme og lig
med eller lidt større end Hovedets Længde; men fra dette højeste Punkt sænker Rygfin-
nens Rand sig langsomt lil den sidste Straale, hvis Længde er omtrent en Tredjedel af den
længstes (femte), hvorimod de sidste Gatfinnestraaler (d. v. s. deres af Skælklædningen frie
Del) kun ere halv saa lange som den sidste Rygfinnestraale; hos det ene Exemplar er |
Galfinnens Rand svagt bugtet. Brystfinnerne ere kortere end Hovedet, Bugfinnernes Længde
det halve eller to Tredjedele af dettes. Halefinnen er dybt kløftet. Hudfinnens Længde
het — =n
125 245
(ved Grunden) er mindre end dens Højde (parallelt med den Retning Straalerne vilde havt,
hvis de havde været udviklede) og end dens halve Afstand fra Rygfinnen. Straaletallet
er: D: 27—28 (4 + 23—24) (den forreste meget lav); P: 16; V: 8; A: 36—39 (3 + 33—36);
C: 5.17.5. Ryglinien fra Nakkespidsen til den vandrette Torn ved Grunden af Rygfin-
nen dannes af en smal, nøgen (skælfri) Linie eller Stribe; langs med Grunden af Gatfinnen
er der en Bræmme, med noget bugtet Begrænsning, af smaa Skæl. Sidelinien er næsten
lige eller kun svagt og uregelmæssigt bugtet; dog hæver den sig lidt fortil over Brystfin-
nerne; paa dens fleste Skæl ses en ofte i 2—4 Grene delt Kanal. Langs hen ad denne
Linie tælles 100 til 115 Skæl — en nøjagtig Tælling er ikke mulig, ej heller besidde alle
disse Skæl den omtalte Kanal —, paa Forkroppen c. 35 fra Sidelinien til Ryglinien og
30—33 til den takkede Buglinie, som tæller 46—47 Torne foruden 6 paa hver Side af den
dybe, spalteformige Anogenitalgrube, hvori Gattet og Genitalpapillen have deres Leje. —
Farverne (af den dog ikke ganske friske Fisk) beskriver Reinhardt saaledes: «Ryggen
er gronlig-blaa, hele den øvrige Del af Kroppen (Finnerne undtagne) sølvfarvet (maaske
giver Slimovertrækket den levende Fisk et svagt gyldent Skjær), dog bliver Sølvglansen
mere bleg og hvidlig ned paa Bugen; Hovedets øverste Flade af Ryggens Farve, Resten
sølvglinsende; Iris sølvfarvet; Rygfinnen graa ved Roden og i den største Del af sin Ud-
strækning, men oppe mod Randen udbreder sig en levende mønjerød Farve, der danner
en omtrent 8™™ bred Bremme. Hudfinnen er gullig brun med mørkere Rand, Halefinnen
graalig fra Koden af og i største Delen af sin Udstrækning, men med en rød Bræmme,
der er smallest (5—6™") ved Indsnittet, men bliver lidt bredere mod Spidsen af Finnefli-
gene; Gatfinnen er levende blodrød, Bugfinnerne hvide og Brystfinnerne gullighvide».
Maven var hos alle af Reinhardt undersøgte Exemplarer fyldt med Levninger af
Planter. De bleve ham bragte under Navnet «Pacamäo», men antages ogsaa at benævnes
«Pacu».
Det vil ikke være undgaaet Læserens Opmærksomhed, at Tænderne ved deres tem-
melig udprægede Lapning minde noget om Mylesinus-Slægten; men da jeg ogsaa hos andre
Myleter (navnlig hos dem, der nærmest have Karakteren af Tometer) finder tydelige Antyd-
ninger dertil, skulde jeg snarest tro, at der hidtil ikke ret er lagt Mærke til dette Forhold,
og jeg har i alt Fald ikke deri, fundet tilstrækkelig Anledning til at udsondre denne Art som
egen Slægt eller Underslægt, saa meget mere som jeg ikke har kunnet drage andre ud-
voxne Myleter eller Tometer ind i Sammenligningen. Det vil heller ikke undgaa Opmerk-
somheden, at ved at opstille den foreliggende Form som ny Art kommer man til det noget
overraskende Forhold, at der i Rio Cipo og Rio S. Francisco forekommer en Art
(Myletes altipinnis Val.), som ikke vides at forekomme i Rio das Velhas, der sætter hine
Floder i Forbindelse med hverandre, og omvendt, at dennes Myletes-Art (M. micans n.)
er ukjendt i begge hine. Det Spørgsmaal vender altsaa tilbage, om ikke AZ. micans Rhdt.
246 126
og M. altipinnis Val. dog alligevel kunde falde sammen? Sammenholder man de to Beskri-
velser og den Afbildning af sidst nævnte, som haves, tilbagevises denne Formodning strax
af den meget mere langstrakte Form hos den Valenciennes’ske Art, hos hvilken Højden
er to Femtedele af Totallengden (denne regnet til Midten af Halefinnens noget indskaarne
Rand); dette stemmer vel ikke ganske med Günthers Angivelse, ifølge hvilken Højden er
det halve af Totallengden (til Halefinnen), men endnu. mindre med Forholdet hos M. micans;
hvor Forholdet mellem Højde og Længde (til Halefinnens Begyndelse) snarere er som 2: 3.
At Hovedets Længde angives forholdsvis mindre hos 47. altipinnis, er i god Overensstem-
melse dermed. Opgivelserne af Finnestraalernes og Bugtakkernes Antal vilde maaske ikke
være til Hinder for at identificere dem; men værre er det, at de bageste Straaler i Ryg-
finnen angives at have to Tredjedele af de forrestes Længde (Val.) (efter Afbildningen ere
de i Virkeligheden ikke saa lidt længere end disse), elier at være «noget længere end de
mellemste» (Gthr.); ogsaa Gatfinnen synes at have havt en anden Form, og navnlig at have
været meget højere fortil end hos M. micans. Nu er det vel saa, at Valenciennes's
Beskrivelse og Afbildning ere udførte efter et «tørret» (9: udstoppet?) Exemplar, og Gün-
thers ligeledes efter et udstoppet Stykke, og at jeg ved andre Lejligheder har trot at
maatte se bort fra Forskjelligheder af lignende Art, som f. Ex. ved Serrasalmo piraya Guy.
Men Beskrivelsen af denne sidste var dog 20—35 Aar ældre, og det forekommer mig utilla-
deligt at skyde Uoverensstemmelser som de paapegede til Side, naar deres Tilstedeværelse
støttes af to i Hovedsagen samstemmende Forfatteres Beskrivelser.
III, Barrygge (Gymnolini).
Marcgraf omtaler allerede en Carapo fra R. San Francisco; af de faa Ord,
han siger om den, kan man vel se, at det er en Sternopygus-Art, men naturligvis ikke om |
det-er den samme, som Reinhardt har faaet i Rio das Velhas, hvilket dog tor be-
tegnes som overmaade sandsynligt. De fire Gymnotiner, som BR. har hjembragt fra Rio
DJ
das Velhas og Lagoa Santa, og af hvilke han beskrev') de 3 som nye, maa opføres |
under følgende Navne:
') Om Svømmeblæren hos Familien Gymnotini. (Videnskab. Meddel. fra den naturhist. Forening, 1852, |
S. 147—148; Archiv für Naturgeschichte, XXter Jahrg. 1 Bd. (1854) S. 180—84.
27 i 247
I. Carapus fasciatus (Pall.).
Bras. «Sarapo».
I Søen Lagoa Santa og i Quebra-Bækken i Regntiden (samt ved Rio de Janeiro).
2. Sternopygus virescens Val.
Syn. St. microstomus Rhdt. 1. €. p. 147
Bras. «Peixe espada da lagoa».
I Soen Lagoa Santa. ikke i Floden.
5 )
3. Sternopygus carapo (Lin.).
Syn. St. Maregravii Rhdt. |. ec. p. 146.
Bras. «Peixe espada do Rio».
I Rio das Velhas.
4. Sternarchus brasiliensis Rhdi.
(I. c. p. 148.)
Bras. «Peixe espada com boca rachada».
I Rio das Velhas.
Allerede Troschel bemærkede, da han i «Archiv f. Naturgeschichte» optog en Over-
sættelse af Reinhardts Afhandling «om Syommebleren hos Gymnotinerne», al Sternopygus
Maregravii formodentlig faldt sammen med St. macrurus (Schn.) (carapo L.j og St. microsto-
mus med St. lineatus M.T. (9: St. virescens Val.). Kaup!) forenede ligeledes St. Marcgravi
med Si. macrurus og St: microstomus med St. virescens, men antydede tillige, at Sternarchus
brasiliensis maaske kun var en Varietet af St. albifrons; og Steindachner?) gik endnu et
Skridt videre og reducerede alle Reinhardts 3 Arter, idet han uden videre henfarte Ster-
narchus brasiliensis til St. albifrons L. Denne Fejl blev rettet af Günther?), som derimod
er enig med sine Forgængere med Hensyn til Sternopygus Marcgravit og microstomus, og da
han har havt Lejlighed til at undersoge Originalexemplarer af disse og sammenligne dem
med Londoner-Museets Exemplarer, fra andre Steder, faar hans Mening i dette Sporgs-
maal forøget Vægt.
Foruden de af Reinhardt hjembragte Exemplarer har jeg vel havt Lejlighed til
at undersøge flere eller færre, men i det hele daarligt vedligeholdte Exemplarer, uden sikker
Lokalitetsangivelse (dog ganske vist ikke fra Minas, snarest fra Surinam), af Carapus fasci-
!) Kaup: «Catalogue of Apodal Fishes in the British Museum», 1856, p. 126—137. i
?) «Die Gymnotidæ des k. k. Hof-Naturaliencabinetes zu Wien». (Sitzungsberichte der k. k. Akad. d.
Wissensch. Wien. Bd. LVIII; 1868).
3). Catal. VIII (1870).
248 128
atus, Sternopygus virescens og St. carapo, men anser mig dog ikke berettiget til at udtale
nogen anden Dom i dette Spørgsmaal end, at jeg ikke har fundet Anledning til at fravige
Günthers Anskuelse. Der fremkommer da det mærkelige Forhold, at Sternarchus brasi-
liensis er den eneste af Velhas-Dalens Gymnotiner, som ikke er kjendt udenfor denne; af de
andre er Sternopygus carapo kjendt fra Guyana og Nord-Brasilien, St. virescens tillige fra
Rio Parana, Carapus fasciatus udbredt fra Rio Janeiro til nogle af Antillerne (Trinidad,
Grenada) og Mellem-Amerika (Rio Motagoa).
IV. Umberfiske (Sciænoidei).
Reinhardt har allerede tidligere") oplyst, at der i Rio das Velhas forekommer
to Scienoider: Pachyurus corvina Rhdt. og P. Lamdii Rhdt., begge, saa vidt man
kan dømme, tidligere ubeskrevne; samt at foruden Pachyurus Francisei (Cuv.) forekommer
rimeligvis endnu en fjerde Art, PP. squamipennis (Cuv.), i Rio S. Francisco. P. corvina |
(Rhdt.) er for længe siden beskreven udførligt; af P. Lundi er der rigtignok kun meddelt
en Diagnose, men jeg mener dog at kunne indskrænke mig til at gjøre Rede for de vigtigste
saaledes som f. Ex. den af
Punkter, hvori disse Arter stemme overens, og som ikke
Reinhardt beskrevne dobbelte Skælklædning -— ere en ligefrem Folge af, at de tilhøre |
samme Slægt, samt for dem, hvori de afvige fra hinanden og fra de andre Arter af Slægten.
Hvad Overensstemmelsen mellem disse to Arter angaar, da ere de for det |
første omtrent lige store; vort største Exemplar af P. Lundü er 151 Tomme langt, det
største af P. corvına kun 1 Tomme mindre. Den sidst nævnte Art opnaar imidlertid en
betydeligere Storrelse; den bliver efter Opgivelse af Prof. Reinhardt omtrent halvanden
Fod lang. Der er dernæst temmelig stor Overensstemmelse i de almindelige Proportioner;
Legemets største Højde indeholdes hos P. Lundii halvfemte Gang i Totallengden (regnet til |
Spidsen af den rudeformige Halefinne); hos yngre Exemplarer af 2. corvina indeholdes den
ligeledes over fire Gange i Totallægden (4/3 eller 4Ys), hos vort største Exemplar derimod |
ikke fuldt fire Gange. Højden er altsaa dog gjennemgaaende noget større hos P. corvina |
end hos P. Lundü. Hovedets Længde (regnet fra Snudespidsen til Gjællelaagets Spidse)
er hos P, Lundi noget større (6—9™") end Legemets største Højde og ikke fuldt en
Fjerdedel af Totallængden; hos yngre P. corvina er den ligeledes under en Fjerdedel ar
|
1) «Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening» 1849, S. 30—36 og 1854, S. 108—12, (4
129 249
Totallengden, hos ældre derimod noget over en Fjerdedel af denne, men i begge Tilfælde
lig med eller kun en ren Ubetydelighed (1—2™™) større eller mindre end Legemets største
Højde. Øjets Tværmaal er hos udvoxne Exemplarer omtrent en Sjettedel af Hovedets
Længde, hos yngre derimod mellem en Fjerdedel og Femtedel af dette. Skælklædnin-
gen fortsætter sig hos begge Arter ud paa anden Rygfinne og Halefinnen, men lader dog
en smal Bræmme af begge fri; påa Bugfinnerne følger den et Stykke ud langs med Fin-
nestraalerne, og paa Gatfinnen og første Rygfinne kan der hos begge Arter optræde nogle
faa Skæl mellem Finnestraalerne, nærmest ved deres Rod. Straaletallene ere ogsaa til-
nærmelsesvis de samme, nemlig:
Ende DE: 10; D?: 1.3485; P: 2.14— 15; V: 1.5; A: 2.8; CE
mercorvina: DE: 10; D’: 1.3233; P: 2.14—15; V: 1.5; A: 2.7—8; C: 1.15.1!).
Saa vidt man kan dømme af de foreliggende ikke meget talrige Exemplarer (2 af
den ene og 3 af den anden), vil der altsaa være en lille Forskjel i Antallet af anden Ryg-
finnes kløvede Straaler. Gatfinnens anden Pigstraale er hos P. Lundiü mere end
halv saa lang som Hovedet; hos P. corvina er dette kun Tilfældet hos det mindste af de
foreliggende tre Exemplarer, hos de andre er den enten halv saa lang som Hovedet eller
(hos det største af dem) ikke fuldt halv saa lang som dette. Endelig kan endnu anføres,
at Halefinnen har den samme skjævt rudedannede, i det nederste Hjørne afrundede Form
hos dem begge, og at de 5 Porer paa Underkjævens Underside (Hagen) ligeledes er et for
dem begge fælles Særkjende. At en Bigjælle eller Gjællelaagsgjælle er tilstede, bør endnu
anføres, da den hidtil kun har været omtalt hos P. Schomburgkü og P. corvina. (Med
Hensyn til Svømmeblæren og Fordøjelseskanalen henvises til Reinhardts Beskrivelse af
P. corvina paa først nævnte Sted.) Tegningen er for såa vidt ens hos dem, som begge Ryg-
finner hos begge Arter ere prydede med mørke Smaapletter, og der løber mørke Skraalinier
fra Ryglinien ned mod Sidelinien, parallelt med Skælrækkernes Retning; og hos dem begge
kan der desuden langs hen ad Legemets Sider findes nogle utydelige mørke Skjolder, der
have en lodret eller noget skraa Retning ovenfra eller oven- og forfra nedadtil?).
1) Herved er at bemærke, at den sidste fuldstændigt spaltede Straale i Gat- og Rygfinnen stedse er
regnet for 2, og at jeg ikke har medtaget Halefinnens korte Støttestraaler, hvis Antal jeg ikke kunde
konstatere uden at beskadige Exemplarerne for meget, og hvis mulige Variation i Antal desuden
vilde være betydningsløs. Hovedsagen er at Antallet af de kløftede Straaler i Halefinnen hos begge
Former er det samme.
?) Farven af den friske P. Lundii beskriver Reinhardt saaledes: «den er langs Ryggen lys sølvgraa,
påa den øvrige Del af Legemet ren sølvhvid; fra Højryggen strække nogle næppe synlige graalige
Baand sig et Stykke ned paa Siden i skraa Retning. Første Rygfinnes Straaler ere sølvglinsende,
Huden mellem dem graalig med uregelmæssige sorte Stænk og Smaapletter; paa den anden Rygfinne
er det derimod selve Straalerne, der ere sortplettede, og Finnen har desuden oventil en sort Rand.
Halefinnen er gul med sort Kant, Gatfinnen og de parrede Finner gullighvide Øjets Hornhud er
sølvfarvet, hist og her spillende med et gyldent Skjær”. Om P. corvina hedder det: «den friske Fisk
Vidensk. Selsk. Skr. 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2. 32
250 130
De væsentligste Forskjelligheder mellem P. corvina og P. Lundi ere (foruden
de allerede berørte i Proportionerne og anden Rygfinnes Straaletal) 1) at Snuden, som
allerede af R. anført, hos P. corvina rager frem foran Underkjæven, saaledes at Munden !
kommer til at ligge helt paa Underfladen af Hovedet, og at Underkjæven, naar Munden
lukkes, omfattes af Mellemkjævebenene. Hos P. Lundi rager Underkjæven derimod frem
foran Snuden, saaledes at Munden kommer til at vende fremefter og opad; at Mellemkjæven |
her ikke kan omfatte den større Del af Underkjæven, naar Munden er lukket, er en Selvfølge. i
2) Snuden er dernæst hos P. Lundi mere sammentrykt, hos P. corvina mere tyk og but og
Panden smallere hos først nævnte, hvor Hovedet i det hele er mere sammentrykt; Øjets |
Tvermaal er derfor hos denne lig med Pandens Brede eller en Ubetydelighed større end |
denne, men hos P. corvina kjendelig mindre end Pandens Brede. Dets Beliggenhed bliver |
ogsaa ved Mundens forskjellige Retning for saa vidt en anden, som en Linie fra Ende- |
punktet af Sidelinien til Snudespidsen hos P. corvina vil falde helt under Øjet, men hos |
P. Lundi gjennemskære dette ikke langt fra dets Midte. 3) Skællene ere mindre og tal-
rigere hos P. Lundü, hvor der tælles 120—130 langs Sidelinien fra Gjællelaaget til Hale- !
finnens Rod, hvorimod der samme Steds hos P. corvina kun tælles henimod 90. 4) Ryg-
finnens Begyndelse falder hos P. corvina i samme lodrette Linie som Bugfinnernes forste |
(yderste) Straales Fæste eller endog lidt foran dette Punkt; hos J Lund derimod i Linie |
med de bageste (inderste) Bugfinnestraalers Udgangspunkt. Anden Rygfinnes Længde inde- |
holdes hos P. corvina omtrent tre Gange (lidt derover eller lidt derunder) i Totallængden, |
hos P. Lundi 31/3 eller 3% Gang i samme. 5) Hos yngre Individer af ?. Lunda danner |
Hovedets hule Pandeprofil en temmelig stærk Modsetning til det næsten retlinede Pande-
profil hos P. corvina; Forskjellen er endnu tilstede hos ældre (udvoxne) Exemplarer, men |
noget mindre fremtrædende. |
Dersom P. squamipennis (Guv.) Ag.) (opstillet paa et 17 Tommer langt, meget slet, |
udstoppet Exemplar, angivet at være «fra Atlanterhavet», men efter Prof. Reinhardts meget
sandsynlige Gisning i Virkeligheden fra S. Francisco-Floden®) skal sammenlignes med |
nogen af de beskrevne Arter, maa det være med P. Lundi, som den kommer ner ved sit |
hule Pandeprofil, sin opad vendte Mund, længere Underkjæve og Rygfinnens Stilling i For-|
har en selvglinsende Farve, der paa Hojryggen antager et graagrent Skjær og paa Pandefladen spil- |.
ler over i Violet; langs Ryggen er hvert Skæl forsynet med en graalig Streg, hvorved der dannes |
meget smalle graa Striber, der i skraa Retning strække sig ned til Sidelinien; paa begge Rygfinnerne
er den Straalerne forbindende Hud forsynet med uregelmæssige sorte Smaapletter. Bug-, Bryst- og |
Gatfinnen ere orangegule, hvilken Farve især er levende paa Bug- og Gatfinnen». |
1) «Selecta genera et species piscium» etc. p. 128, t. 71. I
2) Reinhardt har nemlig vist, at den «Gorubina» (9: Curvina), som i Spix og Martius's Rejse"
(Il, p. 536 & 558) omtales som iagttaget og fanget i Rio San Francisco ved Salgado, ikke vet |
vel kan være andet end P. squamipennis Cuy. |
|
131 251
| hold til Bugfinnerne. I Angivelsen af Straaletallet (D': 10; D?: 1.36; P: 15; V: 7; A:
| 2.9) antager jeg, at der har indsneget sig en Fejl for Bugfinnens Vedkommende; i Gat-
| og Rygfinnen er Forskjellen fra P. Lundü kun én Straale. Der vil vistnok kunne udpeges
| enkelte andre mindre Uoverensstemmelser (f. Ex. at anden Rygfinne og Halefinnen skulle
| vere skelkledte lige til Randen — hvis dette skal forstaas bogstaveligt — og sidst nævn-
| tes Straaler aldeles usynlige, og at Halen er meget tyk og næsten cylindrisk), hvilke dog vel
uden større Vanskelighed kunde forklares af den daarlige Tilstand, hvori Exemplaret i Münchener-
Museet befandt sig; det siges fremdeles, at Underkjævens Grene, naar Munden lukkes, op-
| tages mellem Overkjævens Grene, og skal dette forstaas saaledes, at Optagelsen er fuld-
stendig, passer det heller ikke paa P. Zundü. Herved er endnu at bemærke, at Günthert)
(der har havt et 19 Tommer langt udstoppet Exemplar, desværre heller ikke i god Stand
eller forsynet med Lokalitetsangivelse, for sig) tillægger den en Straale mindre i Rygfinnen
og Bugfinnen, men for øvrigt det samme Straaletal (D: 10.36; V: 1.5; A: 2.9) og kun
96 Sidelinieskæl; ogsaa ifølge denne Forfatter ere anden Rygfinne og Halefinnen tæt be-
dækkede med Skæl lige til deres Rand, hvilket ikke med fuld Ret vil kunne siges
om nogen af Velhas-Flodens Arter; Hovedets Længde angives ligesom af Agassiz til en
| Fjerdedel af Totallengden, hvilket kun kan passe nogenlunde paa P. Lundi, naar man
vil maale Hovedet til Spidsen af Underkjæven; at Øjets Tvermaal kun er en Syven-
dedel af Hovedets Længde, kunde vel forklares af det karakteriserede Exemplars betydeli-
| gere Størrelse; derimod stemmer det atter ikke med vore Exemplarer af P. Lundi, at
_ anden Gatfinnestraale ikke er halv saa lang som Hovedet — hvorved dog maa erindres, at
| denne Straale jo hos P. corvina viste sig forholdsvis kortere hos ældre end hos yngre
| Exemplarer, saa at det kunde vere rimeligt nok, at et lignende Forhold gjorde sig gjæl-
| dende hos P. Lundi, hvis denne Art opnaar en betydeligere Størrelse end den, som det
| største af de foreliggende Exemplarer besidder. Under disse Omstændigheder — navnlig
) begge de beskrevne Exemplarer af ?. squamipennis mangelfulde Tilstand — tror jeg ikke,
| at man aldeles kan afvise den Mulighed, at P. squamipennis og P. Lundi kunde være samme
} Art, skjønt det vistnok er rigtigst, at man indtil videre holder dem adskilte, indtil S. Fran-
| cisco-Flodens Pachyurer kunne blive underkastede et fornyet Studium. Dette vil ogsaa
bringe de Oplysninger om P. (Lepipterus) Franeisei, som nu i altfor høj Grad savnes; nu
kan man egentlig ikke sige andet om denne, end at den efter Rygfinnens Stilling stemmer
med P. corvina, men afviger fra denne ved sin meget smækrere Legemsform (Hojden er
} ikke en Sjettedel af Totallengden), der ikke kan være en Følge af en yngre Alder, da det
| af St. Hilaire fra S. Francisco-Floden hjembragte Exemplar er 19—20 Tommer langt;
men har det maaske ved Udstopningen faaet en forkert Figur? Straaletallet (D: 10—1 . 33;
1) Cat. Acanthopt. Fishes Brit. Mus. II, p. 281.
32%
252 132
A: 2.7) stemmer ganske med P. corvina; ogsaa om P. Francisci hedder det, at baade
Rygfinnen og Halefinnen ere fuldstændigt skælklædte, hvad dog maaske ikke er at forstaa —
aldeles efter Ordene.
At P. Nattereri Steind.') (opstillet paa Exemplarer fra Rio Negro og Rio Branco,
paa 9—12!je" Længde) aldeles ikke er identisk med ?. Zundü, som Steindachner?) har |
udtalt sig for, fremgaar allerede deraf, at den ved Mundens Stilling o.s.v. hører til den samme
Afdeling af Slægten som P. corvina; men ogsaa fra denne afviger den ved flere i Øjne fal-
dende Karakterer, saasom Ojets Storhed (for saa vidt dette ikke er en Folge af Alderen) — |
og den svagere Udvikling af anden Gatfinnestraale; Straaletallet (D!: 10; D°: 1.31; P:
2.16; A: 2.8) og Skællenes Antal langs Sidelinien (80—96) stemme jo derimod temmelig |
nøje. Jeg nærer dog ingen Tvivl om, at en umiddelbar Sammenligning af lige udviklede
Exemplarer af disse to Arter, som tilhøre forskjellige Flodsystemer, vilde fuldstændig godt-
gjøre deres Artsforskjellighed. Den af Steindachner beskrevne og afbildede Art minder
i flere Henseender om P. Schomburgki Gthr.*) (9"4‘ lang, fra Para) der ligeledes tilhører
samme Gruppe som P. corvina, men er meget forskjellig fra denne ved en mindre Mund,
et større Øje (en Fjerdedel af Hovedets Længde), kortere anden Rygfinne og kortere anden |
Gatfinnepigstraale (en Tredjedel af Hovedets Længde), ved at Sidelinien ikke fortsætter sig
ud paa Halefinnen, ved Skælrækkernes Antal (85) og ved Straaletallet (D!: 10; D?: 1:26;
ASM
Skulde dét blive nødvendigt at kløve Pachyurus-Slægten efter Mundens forskjellige
Stilling — hvilket Analogien med andre Slægter af Scinæoidernes Familie synes at gjøre
rimeligt — vil den Afdeling, hvortil P. corvina, Nattereri og Schomburgkii høre, rimeligvis
kunne beholde det Cuvierske Navn Lepipterus; den, som omfatter P. squamipennis
og P. Lundii, vil selvfølgelig fremdeles være at benævne Pachyurus Ag.)
Begge de i Rio d. Velhas forekommende Arter benævnes «Curvina», et Navn
som Portugiserne have bragt med sig til Brasilien. PP. corvina er ikke sjælden i Rio das
Velhas og dens Bifloder, men mangler ganske i Velhas-Dalens talrige Smaasøer.
1) Steindachner, «Beiträge zur Kenntniss der Sciænoiden Brasiliens und der Cyprinodonten Mexikos,
p. 10, T. III (Sitzungsber. d. Akad. Wiss. Wien, XLVIII, 1863).
2) «lchthyologische Mittheilungen». VII. S. 9 (231). (Verhandl. d. k. k. zool. bot. Ges. Wien. 1864).
3) Catalogue of Acanthopterygian Fishes in the Brit. Museum, Il, 1860, p. 282.
4) Forfatterne karakterisere ogsaa Slægten. forskjellig, eftersom de. have den ene eller den anden Typus
for Øje; Agassiz (I. c.) tillægger den saaledes «os sursum versum», Steindachner derimod
(l. ©. p. 3) «das Maul unterståndig, der Unterkiefer unter den Zwischenkiefer zuruckziehbar».
Oversigt over de paa medfølgende Tavler (I—V) samt paa de i Texten indsatte
Figurer afbildede Arter.
im Stegophiluss wmisidiosus: RARE ERE ESS . . + ee + + + S. 135.
D Imichomycterusndrasihensis (Khdt.) EK
Tals Wf 15:
aa Tetragonopterus Cuvieri Ltk. .. 1.2 eee ew ee tw ate es are ea Be Tab. Vf. 12:
25. Tetragonopterus moularıa tk EN EEE RE CCC 0 lab Ve 131 0p ae
(To Exemplarer ere afbildede for at oplyse Variationen i Legemsform indenfor en Art af denne
Slægt).
26 Tetragonoptenusrgnactis RUEIL Tab. V f. 16.
21. Tetragonopterusimanus ROUTE 50555 TR ee. Tabet Te
(De to sidste Arter ere afbildede større end de i Virkeligheden ere; Tallene ved Siden af Fi-
gurerne antyde Forholdet til den naturlige Størrelse).
23. Chirodon piaba Ltk. =... Eu Moa Gamo GO IS 221
A Brycon Lundt Nils WS 5 oo CoD Goo oC oO EC CCC 5223:
20 Prabina argentea Ruder une ee eek ce S. 226
Eig. 2, Munden, for at vise Tandforholdene.
31. Serrasalmo (Pygocentrus) piraya Guv. . . ..... EHER NEHERS 5 234
Tænderne og den straalede anden Rygfinne ere fremstillede særskilt.
32. Serrasalmo Brandtü Rhdt. Ltk......,.,..... ee ee S. 238.
Tænderne ere fremstillede særskilt.
33. Myletes (Tometes) micans Rhdt. Ltk. . ......,...... «ee 56 Og eh PB
Tenderne ere fremstillede serskilt.
Rettelser.
S. 140 (20). M. H. t. den for Plecostomus lima angivne Størrelse maa her tilføjes, at den er angivet
for ringe; et senere til Museet afgivet, fra Dr. P. W. Lund hidrorende Exemplar er næsten 8 Tommer langt.
S. 146 (26) L. 7 f. n.: Skulderfor-Udvexten 1. Skulder-Udvexten.
S 152 (32) L. 7 f. o.: Mandi 1. Mandi.
S. 174 (54) L. 4 f. o.: tre 1. omtrent tre.
S. 177 (57) L. 3 f. o.: lys mørkebrun |. lys- eller mørkebrun.
S. 179 (59) L. 10 f. o.: (Ltk.) 1. Ltk.
S. 181 (61) L. 1 f. o: I. er næsten 3 Gange saa langt fra dem til Gjællespalten som til Hovedets
Forrand.
SEIT (chen) Was SS tie 0 DES EM) I 1s 13} 22801)
Synopsis
characterum essentialium ") piscium a clarissimo J. Reinhardt in pro-
vincia Brasiliensi Minas geraes circum oppidulum Lagoa Santa, præcipue
in flumine Rio das Velhas et affluentibus collectorum.
I. Stluridæ.
a. Stegophilina et Trichomycterina.
J. Stegophilus insidiosus Rhdt. (1858). Habitus trichomycterinus; statura minuta ;
caput latum, breve, rotundatum, depressum; os inferum, dentibus minutis numerosis in
utraque maxilla; labium inferius dilatatum; filamenta oralia minuta utrinque bina, nasalia
nulla; oculi superi, sat magni; uncini operculares et interoperculares adsunt. Capitis lon-
gitudo*) septima, corporis altitudo decima pars longitudinis totius (pinna caudali inclusa).
Pinna adiposa, linea lateralis et vesica natatoria desunt. Orificia branchialia minuta, late-
ralia. Radii validiores pungentes dorsales et pectorales nulli. Pinna dorsalis postice vecta,
Supra interstitium inter pinnam analem et anum posita; pinnæ pectorales fere horizontales;
porus lateralis (pectoralis) vulgo adest. Mumerr radiorum: D: 9 (2. 7); P: 6 (1. 5); V: 5
(1. 4); A: 7 (2. 5); C: 11 (1. 9. 1). Longitudo: 50 mm. In cavitate Platystomatis or-
bigniani pluries inventus. (Cfr. figuras p. 135). (R.).
2. Trichomycterus brasiliensis (Rhdt.) Ltk. Os latiusculum ; tentacula oralia longi-
tudinem capitis et sextam partem longitudinis totius (pinna caudali inclusa) fere æquant;
radius pectoralis primus in filum brevem productus; setæ operculares pluriseriatæ, maxime
25, interoperculares c. 30 triseriatæ, exteriores quoque fere rectæ; longitudo regionis seti-
feræ interopercularis spatium nares posteriores separans æquat. Pinna dorsalis supra in-
terstitium inter pinnas ventrales et analem inserta, caudalis rotundato-truncata. Color in
utroque sexu fuscus, vittis longitudinalibus utrinque tribus coeruleo-lacteis, plus minus di-
1) Specierum prius cognitarum nonnullarum breviorem mentionem facere satis habui, ita ut cha-
| racteres eos præcipue enumerarem, quibus a descriptionibus anterioribus differunt vel quos ich-
thyographi non annotaverunt. Specierum jam antea a clmo Reinhardtio descriptarum characteres
essentiales e scriptis auctoris celeberrimi hausti sunt, signoque «(R.)» notati.
?) ad marginem posteriorem operculi.
*) preter radios anteriores superos et inferos rudimentarios.
II
stinctis, maculis rotundis obscuris dense pictus. Numeri radiorum: D: 11 (4+ 7); P:
7; V: 5; A: 9 (4 + 5); C: 183—141). Longitudo 6 uncias attingit. Habitat in fl. Rio
das Velhas et affluentibus. Bras. «Cambeja», «Bagre molle». (Cfr. Tab. III f. 8).
a) Var. «tristis»r; fuscus, unicolor.
6) Specimina juvenilia (an hujus speciei?) differunt spinis opercularibus et inter-
opercularibus paucioribus, pinnis ventralibus brevissimis, anali pro parte sub p. dorsali,
magis postice reducta, inserta. Long. unciæ 2 v. 3. (Cfr. fig. p. 138). |
b. Loricarina et Hypostomatina.
3. Loricaria lima Kner. Caput lanceolatum, breve, latum; latitudo capitis longitu-
dine ipsius (ad finem scuti parietalis) vix quarta parte brevior; diameter longitudinalis orbite
spatiam interorbitale æquat; latera capitis (gene) (in maribus) barbata, sive setis curvatis
dense obtecta; dentes 7—8 utrinque in utraque maxilla; discus oralis maximus, tentacula
lateralia brevia, sed distincta. Scuta nuchalia carinata, pectoralia et ventralia pluriseriata, —
postice modo bi-triseriata; Caput subtus nudum. Scuta lateralia 14—17 + 13—15; ad basin —
pinne dorsalis utrinque 5, post eandem 18; ad basin pinne analis utrinque 2, post ean-
dem 16. Radius summus caudalis in filamentum productus. Numeri radiorum: D: 8;
P: 7; V: 6; A: 6; GC: 12. Long. unciæ 7. — Specimen 4 poll. long. (femina ?) differt
capite angustiore et multo acutiore, genis nudis 9: haud barbatis, disco orali minore, radio
pectorali primo graciliore, scutis corporis et capitis nec non radiis pectoralibus minus
asperis etc. Hab. in flumine Rio d. Velhas. Bras. «Cascudo barbado».
4, Plecostomus lima (Rhdt.) Ltk. Statura minor; griseo-olivaceo viridis fusco-ma-
culatus; apex rostrinudus, area ovali granulata utrinque in labio superiore; superficies ven-
tralis «granulata»; oculorum diameter sextam partem longitudinis capitis, dimidiam latitu-
dinis frontis æquat; corpus haud carinatum, indistincte angulatum; caput longius®) quam —
latius, tertia parte longitudinis totius (pinna caudali exclusa) paullo brevius, radium pinnæ
dorsalis primarium, statu depresso pinnam adiposam fere attingentem, in adultis æquat;
pinna dorsalis prima spatio pinnas dorsales separante longior; radius pectoralis primus
latitudinem capitis longitudine æquat, basin pinne ventralis attingit. Numeri radiorum
ut solet: D: 1.7; P. 1.6; V: 1.5; A. 1.4 (rarissime 3); C: 1.14.1. Longitudo 8 uncias
fere attingit. Habitat in rivulis flumini Rio das Velhas affluentibus. Bras. «Cascudo».
5. Pl. Francisei Lik. Statura spectabilis; olivaceo-fuscus maculis minus obscuris
subaurantiacis guttatus; apex rostri et labium superius omnino granulata; superficies ven-
tralis granulata ; oculorum diameter sexta parte longitudinis capitis et dimidia latitudinis
frontis paullo minor; corpus haud carinatum, indistincte angulatum; caput longius quam
latius, tertia parte longitudinis totius (pinna caudali exclusa) brevius. Radius dorsalis pri-
mus caput fere longitudine æquans, statu depresso pinnam adiposam haud attingit; pinna
dorsalis prima spatio pinnas dorsales separante longior; radius pectoralis primus caput
longitudine æquat, ultra basin radii ventralis primarii longe productus, mediam partem
hujus pinne tamen haud attingit. Numeri radiorum præcedentis: D: 1.7; P: 1.6;
1) preter radios anteriores superos et inferos rudimentarios.
?) usque ad finem processus parietalis in Hypostomatinis.
Poi
M: 1.5; A: 1.4; C: 1.14.1. Longitudo: unciæ XI. Habitat in flumine Sti. Fran-
cisci. Bras. «Acary».
6. Pl. alatus Cast. Statura spectabilis; fuscus maculis minus obscuris guttatus;
apex rostri nudus, labium superius pro parte modo granulatum; superficies ventralis granu-
lata. Oculorum diameter sexta parte longitudinis capitis et dimidia latitudinis frontis minor.
‘Radius dorsalis primus altissimus, statu depresso pinnam adiposam vel, in majoribus, basin
pinne caudalis attingit; radius pectoralis primus, in eisdem, post tertiam partem pinne ven-
tralis protensus; radius spinosus ventralis pectoralem æquat vel fere æquat. Pinna dorsalis
fusco-marmorata. Longitudo: 15% uncie. Habitat in fluminibus Rio d. Velhas
et S. Francisci nec non in rivulis Cipö atque Sabara). Bras. «Cascudo» vel «Acary».
« Doradina.
7. Doras marmoratus Rhdt. Ltk. Caput (ad sinum galee posteriorem) tertiam partem
longitudinis totius (ad apices pinne caudalis furcate) equat; oculorum diameter tertia fere pars
spatii interorbitalis. Radius primus spinosus pectoralis utrinque serratus duas partes lon-
gitudinis capitis nec non processum scapularem ensiformem, haud spinosum, longitudine
superat; radius spinosus primus dorsalis pectorali brevior, antice solummodo serratus;
pinna adiposa dorsalem veram longitudine æquat; cauda supra et infra ante pinnam cauda-
lem scutellis imparibus pluribus armata. Scutella lateralia utrinque 31, haud alta, spinis
nonnullis in margine postico, anteriora altiora. Color marmoratus, griseo-luteus, maculis
nigris confluentibus, subtus albescens; pinna dorsalis et caudalis nigro-marmorate vel
maculate. Numeri radiorum: D: 17; P: 1.8; ¥:6; A:12 (3.9). Longitudo: unciæ X.
Habitat in flumine Rio das Velhas (et Sti. Francisci). (Cfr. Tab. I f. 1).
8. Auchenipterus lacustris Rhdt. Ltk. (A. galeato affinis). Longitudo capitis (ad inci-
suram posticam galeæ) quartam partem longitudinis totius (pinna caudali inclusa) parum superat;
galea levis, plus minus distincte tamen vermiculo-foveolata; processus scapularis (parte
subcutanea excepta) mediam partem radii spinosi pectoralis attingit; fossa frontalis angusta,
plus minus distincta; maxilla inferior superiori nonnihil longior. Tentacula supramaxillaria
apicem processus scapularis attingunt, inframaxillaria lateralia paulo breviora, anteriora ultra
oculos extremitatem tendunt. Radius spinosus pinnæ pectoralis quintam partem longitudinis
totius (pinna caudali haud excepta) æquat vel vix æquat, utrinque fortiter serratus, ceterum
levis; dorsalis brevior, dimidiam capitis longitudinem æquans vel subequans, levis, rarius
antice subtuberculatus; pinna caudalis obliquiter rotundata. Papilla genitalis marium cum
margine anteriore pinnæ analis coalita. Color cinereo-fuscus, maculis obscurioribus, sub-
tus albescens. Numeri radiorum: D: 1.6; P: 1.7; V: 6; A: 24—25. Longitudo 6
uncias haud attingit. Habitat in flumine Rio das Velhas et in lacu Lagoa Santa
dicto. (Cfr. figuram p. 148). Bras. «Pacamao» vel «Pact».
Glanidium Lik. (nov. genus Doradinum, differt a Centromochlo capite haud ga-
leato). Caput cute molli obtectum; fissura branchialis brevis; orificia nasalia haud approxi-
mata; rictus oris mediocris; filamenta oralia 6 cylindrica, mandibularia brevia, duas series
formantia; dentes maxillares velutini, palatini nulli; pinna dorsalis brevis, ventralibus longe
preposita, spina rigida radiisque furcatis 5 suffulta; analis brevis; adiposa minuta; ventrales
radiis 6; statura parva.
9. Gl. albescens (Rhdt.) Ltk. Teres, postice compressum; caput quintam partem
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 2. A
IV
longitudinis totius (pinna caudali furcata haud excepta) æquat; oculi sat magni, cute obtecti,
diametro quintam partem longitudinis capitis superante, spatium vero interoculare dimidium
haud æquante. Tentacula supramaxillaria extremitatem opereuli branchialis attingunt, non
vero basin pinnæ pectoralis. cujus radius spinosus validus, latus, fortiter, postice præcipue,
serratus, tres partes capitis longitudinis æquat; dorsalis brevis crassus, antice supra sub-
serratus, appendice articulato molli longiusculo præditus. Mares pinna anali majore, antice
ad basin pro papilla genitali majore excavata, distincti. Numeri radiorum: D: 1.5; P.
1.6 (rarius 5); V: 6; A:13 (4.9, rarius 12: 4.8). Color fusco-albescens, interdum indistincte
maculatus. Longitudo 4%, uncias attingit. Habitat in flumine Rio das Velhas cum
affluentibus. (Cfr. Tab. Hl, fig. 5). Bras. «Jundia» v. «Pact branco».
d. Pimelodina.
10. Platystoma emarginatum Val. Caput parum depressum, duas septimas partes
longitudinis totius (ad fissuram caudalem) æquat; latitudo ipsius postice tertia parte minor;
diameter oculorum, qui fissuræ branchiali paullo sunt propiores quam apiei rostri, septi-
mam partem longitudinis capitis æquat, dimidium vero spatium interorbitale superat. Tenta-
cula supramaxillaria pinnas ventrales in adultis attingunt vel superant, mandibularia ex-
terna orificium branchiale, interna basin pinnarum pectoralium attingunt. Zona dentalis
intermaxillaris in adultis utrinque ad latera duplo fere latior quam in parte mediana; area
dentigera vomerina irregulariter quadrangularis, postice profunde divisa, in junioribus
in areas duas ovales divisa, ab areis palatinis elongato-oblongis late distans. (Cfr. fig. p.
152). Pinna adiposa analt duplo longior. Numeri radiorum: B: 9; D: 1.6; P: 1.
10—11; V: 6; A: 11—13 (3 —4 + 8—10). Color piseis viventis aureo-fulgens, maculis
obseurioribus indefinitis nonnullis, subtus albidus, iridescens. Longitudo uncias 15 su-
perat. Hab. in flumine R. d. Velhas (nec non in fl. Sti. Franeisci). Bras. «Mandi-acu».
Juvenis differt oculis majoribus, striis et granulis capitis diffusis, tentaculis longi-
oribus (supramaxillaribus pinnam caudalem attingentibus), zona dentigera intermaxillaris la-
teraliter haud dilatata, areis vomerinis inter se remotis, palatinis minutis etc. (Cfr. fig. p.
153). Bras. «Urutü» v. «Mandi-Uruti».
ll. Platystoma orbignianum Val.? Caput latum, deplanatum; latitudo ejus antice
tertia parle longitudinis, quæ tertiam partem longitudinis totius ad fissuram caudalem superat,
paullo modo minor; mandibula ante maxillam superiorem sat prominet; diameter oculorum
qui nonnihil propius ad apicem rostri quam ad fissuram branchialem posili sunt, decima
quinta pars longitudinis capitis. Area dentalis intermaxillaris medio angusta, ad latera
multo latior, postice utrinque producta, interstitio angusto sejuncta ab areis vomero-palatinis,
inter se distinctis, postice longe productis. (Cfr. fig. p. 156). Pinna adiposa anali brevior.
Numerus radiorum: B: 15; D: 1.6; P: 1.95V:76; A: 16 (7.9). "Golor’fuseus samme
fulgens, maculatus, subtus albidus. Longitudo in flumine Sti. Francisci 8 — {0 pedes
attingit; in fl. Rio d. Velhas minor evadit. (Etiam in R. Cipo). Bras. «Sorubim», «Casonette»
v. «Loango»,
Bagropsis Lik. (novum genus Pimelodinum inter Piratingas et Pseudariodes inter-
calandum, Platystomis forsan maxime affine). Cutis haud reticulata; corpus teretiusculum ;
caput depressum; rostrum haud productum; maxilla superior nonnihil longior; oculi sur-
sum fere spectantes, margine supraorbitali libero; galea haud granulata, tenuiter striolata,
V
cute tenui obducta; filamenta oralia teretia sex; dentes palatini in acervos quatuor dispositi,
vomerini a palatinis longe sejuncti; pinna dorsalis anterior brevis, radio primario gracili
rigido, mollibus 6, posterior adiposa haud radiata, sat longa; ventrales sub radiis ultimis
pinnæ dorsalis insertæ, radiis sex; analis brevis; caudalis furcata.
12. BD. Reinhardti Ltk. Capitis longitudo quartam partem longitudinis totius
(usque ad furcam caudalem) æquat; allitudo dimidio minor, latitudo sextam partem longi-
tudinis totius (usque ad extremitates pinnæ caudalis furcatæ) æquat. Oculorum fissuræ bran-
chiali quam rostri apici nonnihil propiorum diameter spatium interoculare dimidium,
capitis longitudinis septimam partem æquat. Acervi dentium palatini majores, vome-
rini ovales minuti. Tentacula maxillaria apicem pinnarum ventralium (vel ultra, fere ad
pinnam caudalem, in junioribus), mandibularia externa fossam axillarem (vel ultra, fere ad
apicem pinnarum pectoralium), interna fissuram branchialem (vel ultra) attingunt. Radius
primarius pinnæ dorsalis gracilis, rigidus tamen, supra postice subserratus, capitis dimidia
longitudine longior; pectoralis curvatus, rigidus, latiusculus, postice fortiter serratus; pinna
adiposa anali fere duplo vel plus duplo longior. Numeri radiorum: B: 10; D: 1.6;
P: 1.10; V: 6; A: 11 (3.8). Color in vivis supra aureo-viridis, interdum fusco-maculatus,
infra lacteus. Longitudo pedalis. Habitat in flumine Rio das Velhas. (Cfr. Tab. I
fig. 2). Bras. «Mandi-Bagre».
13. Conorhynchus conirostris Val. Rostrum conicum elongatum, ore minuto, vulgo
edentulo, interdum dentibus nonnullis intermaxillaribus, tentaculis brevissimis, superioribus
oculos haud attingentibus. Capitis longitudo quartam partem longitudinis totius (pinna
caudali inclusa) et altitudinem corporis paullo superat. Oculorum diameter sexta vel sep-
tima pars longitudinis capitis, quarta rostri, dimidia vel duæ quintæ partes spatii inter-
orbitalis. Numeri radiorum: D: 7 (1.6); P: 11—12; V: 6; A: 18—20 (3.15 vel 3.17).
Color supra azureus, infra lacteus. Longitudo: 28 unciæ. Habitat in fluminibus Rio
das Velhas et Sti. Francisci (nec non in R. Cipö). Bras. «Pira-Tamandua».
Pimelodus Lac. (Char. emend.). Caput galeatum, granulatum, processu occipi-
tali scutum dorsale (os interspinale selliforme) attingente; radius spinosus pinne dorsalis
validus, rigidus. (Pseudorhamdiæ Blkr. pars).
[Sectto a. Rostrum latissimum; area dentifera intermaxillaris latissima; pinna adi-
posa longiuseula.]
Sectio b. Rostrum mediocriter latum; area dentifera intermaxillaris angustior.
14. Pimelodus maculatus Lac. Processus occipitalis convexus, subtectiformis, non
multo longior quam latus; tentacula maxillaria apices pinnarum ventralium vel basin pinnæ
analis attingunt. Altitudo corporis in majoribus capitis longitudinem æquat; juniores
graciliores. Oculorum diameter sexta pars fere longitudinis capitis, in adultis dimidia fere
spatii interorbitalis. Radius spinosus pinne dorsalis rigidus, rectus vel rarius leniter
curvatus, postice supra subserratus, capite multo brevior, radio spinoso pinnæ pectoralis
paullulo longior, qui latus, deplanatus, striatus, antice asperulus, postice fortiter serratus.
Pinna dorsalis statu depresso pinnam adiposam interdum attingit. Numeri radiorum:
D: 7 (1.6); P: 10 (1.9); V: 6; A: 11—12 (4.7, rarius 8). Color fusco-luteus, maculis
obscuris in series dispositis, subtus albidus. Longitudo c. 16—17 unciæ. (Cfr. fig.
p- 165). Hab. in Rio d. Velhas et in lacu Lagoa Santa dicto, nec non, secundum
Maregravium, in fl. Sti. Francisci. Bras. «Mandi» v. «Mandi amarello».
AS
VI
Sectio c. Rostrum attenuatum, angustum, acutum, fere conieum, ore minuto,
labiis dilatatis, dentibus paueis; pinna adiposa elongata.
| 15. Pimelodus Westermanni Rhdt. Ltk. Forma sat gracilis, corpus et caput modice
compressa; rostrum angustum, elongatum; os minutum, inferum, labiis liberis tumidulis
revolutis cireumdatum, dentibus intermaxillaribus nullis, mandibularibus perpaucis, minu-
tis. Caput quintam partem longitudinis totius (cum pinna caudali) æquat, cute tenui
partim tegitur, galea vera et processu oceipitali striolatis granulatisque tamen exceptis.
Oculorum diameter quintam partem longitudinis capitis fere æquat, spatio oculos separante
paullo minor. Radius spinosus pinnæ dorsalis sat validus, leniter incurvus, acutus, antice
levis, postice supra imprimis serratus, capitis longitudinem ab apice rostri usque ad inser-
tionem radii dimidiam æquans, quinta vero parte longior radio spinoso pectorali latiori,
utrinque serrato. Spatium pinnas dorsales separans dorsali anteriori longior sed pinna,
adiposa, analem plus duplo superante, multo brevior. Tentacula maxillaria basin vel furcam
pinne caudalis attingunt, mandibularia externa basin pinnarum pectoralium, interna fissuram
branchialem. Numeri radiorum: D: 1.6; P: 1.10 (9); V: 6; A: 12—13 (4.8—9).
Color argenteus, supra, in vivis, griseus vel griseo-viridis, maculis nonnullis indistinctis.
Longitudo: 91% unciæ. Habitat in flumine Rio das Velhas. (Cfr. Tab. I & Il
fig. 4). Bras. «Papa-isca-acu».
Pseudorhamdia Blkr. (Char. emend.) Caput nec galeatum nec granulatum, cute
molli nuda omnino tectum; processus occipitalis os interspinale primum attingit; radius
spinosus pinnæ dorsalis rigidus, sat validus.
16. Pseudorhamdia fur (Rhdt.) Ltk. Præcedenti habitu simillima; caput corpusque
modice compressa, rostrum angustum potius quam latum, maxilla superiore prominula; os
mediocre, labio libere revoluto plane fere circumdatum; area dentifera maxillæ superioris
inferiori angustior. Caput cute tenui molli omnino tectum, haud granulatum; longitudo
tota usque ad extremitatem superiorem pinne caudalis profunde furcate longitudinem
capitis quinquies et dimidio superat; diameter oculi latitudinem frontis (spatium interocu-
lare) æquat; capitis longitudo quadruplum huius tertia parte superat. Radii spinosi pinnæ
dorsalis et pectoralis equales, tres partes capitis longitudine æquantes, dorsalis crassius-
culus, rigidus, acutus, fere rectus, antice levis, postice supra fortiter serratus, pectorales
latiores et magis curvati, antice parte intima serrulati, postice fortiter usque ad apicem
serrati. Pinna dorsalis prima spatium interpinnale fere æquat, adiposa anali duplo vel plus
duplo longior. Tentacula maxillaria basin pinnæ caudalis, breviora mandibule tentacula basin
pinne pectoralis attingunt. Numeri radiorum: D: 1.6; P: 1.10; A: 14 (4.10); V: 6.
Color fuscus, indistincte maculatus. Longitudo uncias 8% attingit. Habitat cum
precedente. (Cfr. Tab. I—II fig. 3). Bras. «Papa-isca».
17. Ps. lateristriga M. Tr. Statura mediocris, forma sat elongata, summa alti-
tudine octavam partem longitudinis totius (pinna caudali inclusa) equante , longitudine
capitis sextam vel quintam partem et dimidiam. Oculorum diameter spatium interoculare
æquat vel, in junioribus, superat. Caput cute molli omnino tectum, os mediocre. Tenta-
cula maxillaria apicem pione analis attingunt. Radius dorsalis spinosus gracilis, rigidus,
pungens, duas vel tres partes longitudinis capitis fere æquat, antice interdum omnino levis,
postice sepe plus minus distincte serratus, pectoralibus latioribus, leniter curvatis, antice
VII
in parte basali crenulatis, in apicali fortiter serratis, postice intima parle modo serratis,
brevior. Pinna adiposa dorsali vera vel anali duplo saltem longior. Pinnæ pectorales ventrales
attingunt, hæ fere analem. Papilla genitalis marium elongata, tenuis. Numeri radiorum:
D: 1.6; P: 1.9; V: 6; A: 4.9. Color piscis viventis semipellucide-argyreus, supra in
griseum trahens, infra iridescens; stria fusca lineam lateralem sequitur. Longitudo: 5
unciæ. Hab. in fl. Rio d. Velhas. (Cfr. fig. p. 172). Bras. «Xué» (Chué) v. «Lambari».
18. Ps. vittatus (Kr.) Ltk. Statura parva, forma brevior, summa altitudine sextam
vel septimam partem longitudinis totius (pinna caudali inclusa) æquante, longitudine capitis
quintam partem. Diameter oculorum quintam partem capitis longitudinis æquat, duas vero
partes spatii interocularis. Caput cute molli omnino tectum; processus occipitalis an-
gustus scutum dorsale (interspinale) parvum attingit; os frontem latitudine æquat. Tentacula
superiora apicem pinnarum ventralium attingunt vel superant, inferiora externa ad apicem
pectoralium vix protensa sunt. Radius dorsalis spinosus tenuis, rigidus tamen et acutus,
utrinque apicem versus subserrulatus, dimidiæ longitudini capitis æqualis vel longior, pec-
torales validiores, antice prope basin indistincte crenulatos, apicem versus vero distincte
dentatos, postice fortiter in parte intima serratos, fere »quans. Pinna adiposa dorsali
vera vel anali duplo vel plus duplo longior. Pinnæ pectorales non ventrales nec hæce
analem attingunt. Numerus radiorum: D: 1.6; P: 1.9; V: 6; A: 12—13 (4.8—9).
Color piscis mortui, in spiritu vini præservati, subfuscus, multo minus obscurus quam in
IPs: lateristriga, stria obscura longitudinali utrinque. Longitudo 3% uncias haud superat.
Habitat in flumine Rio das Velhas, in rivulis affluentibus, lacubusque vicinis. (Cfr. fig.
p. 173).
Rhamdia Bikr. Caput nudum, cute molli tectum, haud granulatum, processu
occipitali scutum dorsale haud attingente, radio primo pinne dorsalis debili, flexili.
Sectio a, radiis mollibus pinne dorsalis 7 vel 8.
19.° Rh. Hilarii Val. Statura mediocris, forma elongata vel robustior, corpus sub-
compressum, caput vero subdepressum, rostro latiusculo, planiusculo. Caput quinta vel
quarta pars longitudinis tolius (usque ad apices pinne catidalis), cute molli omnino tectum,
processu occipitali brevi acuto terminatum. Oculi apici rostri multo propiores ac fissure
branchiali, in junioribus majores subsursum versi, in adultis sublaterales, diametro dimi-
diam latitudinem frontis æquante vel subæquante, sextam vero vel septimam partem
longitudinis capitis. Oris rictus spatium inter oculos et orificium branchiale latitudine
equat; maxilla superior nonnihil prominet. Tentacula maxillaria apicem pinne dorsalis vel
pinnarum ventralium attingunt. Pinna dorsalis pinnam analem et spatium inter dorsalem
veram et adiposam longitudine æquat vel superat; pinna adiposa elongata anali bis vel ter
et spatio interpinnali dorsali ter vel quinquies longior. Radius primarius dorsalis gracilis,
levis; pectorales antice apicem versus denticulati, in junioribus postice etiam serrati.
Tumor genitalis medium inter pinnas ventrales et analem tenet locum. Numeri radio-
tum: D: 1.7—8; P: 1.8—10 [6—7]; V: 6; A: 12-14 [11] = 4 [3.5—6] + 8—9
[7, 10, 11]. Color fuscus, maculis plus minus distinctis, in vivis griseo-aureus, subtus
albidus, iridescens; pinna dorsalis fascia alba supra basin ut in aliis /thamdie speciebus.
Longitudo pedalis. Habitat in flumine Rio d. Velhas et in lacu Lagoa Santa dicto
cum affluentibus (nec non in fl. Sti. Fransisci. (Cfr. fig. p. 175). Bras. «Bagre», rarius
«Mandi-Bagre».
VII
Sectio b, radiis mollibus pinnæ dorsalis 5 vel 6.
20. Rh. microcephala (Rhdt.) Ltk. Statura parva, habitus gobiinus, corpore teretiusculo,
capite parvo rotundato, pinnis plerumque minutis. Caput sexta pars longitudinis totius,
(pinna caudali inclusa) vel propemodum, cute molli omnino tectum, postice angulo obtuso
terminatum. Oculi minuti, sursum versi, apici rostri multo propiores quam fissure branchiali ;
diameter illorum sextam vel septimam partem longitudinis capitis æquat, haud vero dimi-
diam frontis latitudinem. Os mediocre, dimidiam capitis latitudinem æquans, maxillis
equalibus. Tentacula oralia fere æqualia, superiora apicem, inferiora basin pinnarum pec-
toralium attingentia. Pinna dorsalis altiuscula, brevis, postice reducta, distantia ejus ab
angulo occipitali longitudinem capitis (ad fissuram branchialem) æquante, ab apice rostri
tertiam fere partem longitudinis totius; pirna adiposa analem elongatam, distantiam
inter pinnas dorsales æquantem vel superantem, longitudine superat. Radii pectoralis pri-
marii pars spinosa haud serrata, plana, latiuscula, tertiam fere partem, certe haud dimidiam}s
capitis longitudine æquat. Pinna caudalis in adultis vix emarginata. Papilla genitalis elon-
gata in maribus. Numeri radiorum: D: 1.5—6; P: 1.7—8; V: 6; A: 5.11—13.
Color griseus, supra fusco maculato-marmoratus, infra candidus pinneque plerumque
candidæ. Longitudo: 3%4 unc. Habitat in flumine Rio das Velhas. Bras. «Bagre».
21. Rhamdia minuta Ltk. Parva, gracilis, capite et rostro subdepressis; caput”
quintam partem longitudinis totius (usque ad apices pinne caudalis furcatæ) æquat, cute
molli omnino- tectum, processu occipitali et fossa frontali nullis. Oculi fortiter sursum
versi inter rostri apicem et fissuram branchialem medium tenent locum; diameter eorundem
quintam partem longitudinis capitis æquat, dimidiam vero distantiam interocularem superat.
Maxilla superior ultra inferiorem vix prominet. Tentacula superiora apicem, inferiora basin
pinnarum pectoralium fere attingunt, in junioribus tamen breviora. Distantia pinne dor-
salis a capite hujus longitudinem haud æquat; adiposa distantiam interpinnalem dorsi du-
plamque longitudinem pinne dorsalis, haud vero duplam pinne analis, æquat. Radius
primarius pinne pectoralis a ceteris paullum differt; pars spinosa parte articulata molli
brevior, tertiam maxime partem capitis longitudine æquans, haud serratus. Numeri
radiorum: D: 1.5—6; P: 1.9; V: 6; A: 10—12 (2—4 + 7—9). Color fuscus, dilutior
aut obscurior, interdum (in junioribus?) fasciis transversalibus dorsi quinque. Longitudo
‘a uncias haud superat. Habitat cum precedente.
Pseudopimelodus Bikr. (Char. emend.). Caput nudum, cute molli tectum, pro-
cessu occipitali brevi scutum dorsale antice productum attingente; oculi minuti, cute tecti.
22. Ps. charus Val. Caput latum, depressum, rotundatum; corpus crassum,
postice compressum; altitudo corporis seplima pars longitudinis totius (pinna caudali in-
clusa), capitis longitudo quarta fere pars, latitudinem æquat vel parum superat. Oris
rictus latus, maxilla inferior nonnihil prominet; oculorum sursum spectantium diameter
decima quarta pars longitudinis capitis, sexta spatii interocularis. Pars postorbilalis ca-
pitis anteorbitalem ter fere superat. Tentacula maxillaria basin pinnarum pectoralium attin-
gunt. Pinna dorsalis dimidio spatio interpinnali dorsi brevior vel æque longa: pinna
adiposa dorsalem veram vel analem longitudine æquat. Radii primarii pinnæ dorsalis pars
spinosa valida, antice et postice dentata, in junioribus gracilior, latitudinem frontis
IX
longitudine æquat; pectorales simili modo cuti crassa tecti, validi, incurvi, plani, postice
g bl 7 I I d
fortiter serrati. Pinna caudalis parum incisa. Numeri radiorum: D: 1.6; P: 1.7; V:
7 7
6; A: 10—11 (3—4 + 6—8). Color luteo-fuscus, maculis nigro-fuscis, juniores fasciis
quinque transversis obscuris parum regularibus. Longitudo uncias decem vix attingit.
Hab. in fl. Rio d. Velhas (nec non in R. Sabara et R. sun s. n. P. Bufonw Gthr.).
Bras. «Pact: do Rio» vel «Pacamäo do Rio».
Il, Characini.
a. Erythrinina.
23. Macrodon trahira Sp. Longitudo capitis (ad fissuram branchialem) tertiam par-
tem longitudinis totius (pinna caudali exclusa) vulgo æquat, interdum, in gracilioribus, ali-
quanto brevior. Squame lineæ lateralis vulgo 41—42, interdum 39—40 vel 46—47; ante
pinnam dorsalem sæpissime {2 (rarius 11 vel 13) series squamarum horizontales dorsum
inter utrasque lineas laterales tegunt, post illam semper 9. Radiorum numeri: D: 14,
rarius 13 vel 15 (2 vel 3 anteriores indivisi); P: 13—14 (rarius 12 vel 15); V: 8; A: 11—
112 (8 + 9 vel 2 + 9); C: 17 (rarius 18, preter anteriores brevissimos). Adulti fere uni-
colores, fusco luteoque obscure maculati, adolescentes plus minus distincte longitudinaliter
striati, juniores serie duplici macularum lateralium obliquarnm angulos formantium notati.
Longitudo 15 uncias superare potest. Hab. in flumine Rio d.Velhas, in lacu Lagoa
Santa nec non in lacusculis rivulisque vicinis; etiam in fl. Rio S. Francisco et R. Cipö
(M. intermedius Gthr.). Bras. «Trahira».
b. Curimatina.
24. Curimatus albula Ltk. (C. Gilberti Qu. Gaim.?). Altitudo corporis tertiam par-
tem longitudinis totius (pinna caudali exclusa) in adultis vulgo superat, in nonnullis magis
elongatis, nec non in junioribus, vero æquat; longitudo capitis quartam partem longitudinis
totius (pinna caudali exclusa) superat. Diameter oculorum quarta pars longitudinis capitis,
latitudine dimidia frontis aliquanto major. Radius dorsalis primus in speciminibus altissi-
mis inter apicem rostri et radios primos rudimentarios caudales fere intermedius, in indi-
viduis magis elongatis vero rostro paulo propior; altitudo pinne dorsalis spatium pinnam
dorsalem veram et adiposam separans longitudine æquat; adiposa supra ultimos radios
pinnæ analis inserta; ventrales sub medio pinne dorsalis incipientes anum attingunt, pec-
torales vero ventrales non attingunt; pinna caudalis profunde fissa. Strie radiales squa-
Marum pauce, raro duas vel tres numero excedunt. Squame lineæ lateralis 36—38 (ra-
tius 39), series squamarum horizontales (preter medianas impares) utrinque 6 vel 5 supra,
8 vel 7 infra lineam lateralem in parte anteriori trunci. Numeri radiorum: D: 13
‘(8 + 10, primus vulgo rudimentum modo); P: 13—14; V: 9 (1.8)!); A: 10 (2.8); C
1) Radium ultimum pinnæ dorsalis et analis, ubi usque ad basin fissus est, bis numeravi; ventralis
externi, quod rudimentum est, rationem nullam habui.
X
4.17.4. Color dorsi in vivis viridescente-fuscus, laterum ventrisque argyreo-splendens,
macula nigra utrinque ante basin pinnæ caudalis; sæpe etiam stria longitudinalis obscura
vel macularum plus minus distincta series in lateribus corporis. Longitudo: 41» unciæ.
Habitat in flumine Rio das Velhas et rivulis affluentibus. Bras. «Papa-terra».
25. Prochilodus affinis Rhdt. Ltk. (argenteus Val.? vix Spixii). Altitudo corporis tertiam
partem longitudinis totius (pinna caudali exclusa) vulgo æquat vel fere æquat; nonnunquam
major, duas quintas partes longitudinis totius æquans. Longitudo eapitis (ad marginem
_ossis opercularis) quarta pars longitudinis totius; oculorum, inter apicem rostri et margi-
nem operculi medium locum tenentium, diameter terliam partem spatii interorbitalis æquat
vel paullum superat, sexta pars vero longitudinis capitis (ad orificium branchiale). Labium
superius acutum ultra maxillam inferiorem longe productum. Pinna dorsalis caudali paullo
propior quam apici rostri; altitudo ejus spatium interpinnale, inter ipsam et pinnam adipo-
sam, supra medium pinnæ analis sitam, haud æquat; longitudo vero dimidium illud spa-
tium interpinnale superat. Ventrales sub medio pinne dorsalis insertæ analem haud attin-
gunt, pectorales non ventrales. Squame lineæ lateralis rectæ 45—46, rarius 47, series
squamarum supra illam 8 (rarius 7), 9 infra eandem, in anteriore corporis parte (preter
impares medianas); squamarum pars intecta asperula, granulis minutis elongatis concen-
trice dispositis ornata. Pinna dorsalis maculis minutis picta Numeri radiorum:
D::13.(3. 10); P: 15143 NE 9. (1.8); A: 123.9, Frans 2 MO} OC a
Longitudo: unciæ 13(—18). Habitat in Rio das Velhas et rivulis affluentibus, nec
non in lacubus, e. g. in lacu Lagoa Santa dicto, etiam in fl. R. S. Francisco (et R.
Cipo?) Bras. «Crumata». (Cfr. figuram p. 189).
26. Pr. argenteus Spix. verus — P. costatus Val.?, a præcedenti differre vide-
tur squamarum parte intecta granulis elongatis radialiter dense dispositis ornata, forsan
etiam sculptura fortiore ossium oculos circumdantium, parietalium etc., nec non numero
serierum squamarum (49, 14) et fortasse radiorum pinnarum: D: 3 9; A: 2.8. Hab. in
flumine Rio S. Francisco, unde pellem dimidiam retulit el. R.
27. Parodon Hilaru Rhdt. (1866). Altitudo corporis maxima longitudinem capitis
fere æquat, sextam partem longitudinis totius (c. pinna caudali) vero superat. Os maxillare
utrinque, prope intermaxillares, dentes binas minutas gerit, mobiles et forma cum inter-
maxillaribus majoribus convenientes; mandibula utrinque bidentata. Rostrum ante mandi-
bulam prominens. Radius ultimus pinne dorsalis apici rostri quam incisuræ pinne cau-
dalis propior. Squamarum strie 8—9 ubi plurimæ; squame lineæ lateralis 38, 12 ante
pinnam dorsalem, totidem inter hanc et adiposam, 8 inter dorsalem et ventralem. Nu-
meri radiorum: D: 11 (2.9); Ps lop Wer 83 Ae 07) 00:31: 19 2a) sine lente
dinalis obscura latera corporis percurrit; supra illam color griseo-luteus, summo dorso
griseo-fusco, ventre argyreo-candido; pinne albidæ, apicibus luteis (caudalibus solis viride-
scentibus. Longitudo: 101 mm. Specimen unicum in rivulo prope oppidulum Lagoa Santa
inventum. (Cfr. fig. p. 194, f. 3—4) (R.).
XI
ec. Anastomatina et Tetragonopterina.
Characidium Rhdt. (1866). «Dentes in osse intermaxillari et mandibula uniseria-
les, teretes, pro majore parte apice tricuspidati. Os minutum. Nares utrinque due inter
se distantes. Corpus elongatum, leviter compressum, abdomine rotundato. Squame magne.
Apertura branchialis sat magna. radii branchiostegi quatuor. Pinna dorsalis supra ven-
trales».
29. Ch. fasciatum Rhdt. (1866). Altitudo maxima et longitudo capitis quinta pars fere
longitudinis totius. Rostrum breve obtusum, oculorum diameter quarta pars longitudinis
capitis, spatium ante- et interorbitale fere æquans. Striæ squamarum 10—15; squame lineæ
lateralis 36—38, inter occiput et pinnam dorsalem 12, inter hanc et ventralem 8, quarum 5
supra lineam lateralem. Color fuscus vel griseo-luteus, subtus minus obscurus; stria ni-
grescens lineam lateralem, fasciæ transverse 13—15 dorsum sæpissime ornant., Numeri
macormm-: D: 11 12 (2.9—10); P: 10—11; V: 9; A: 8 (2.6); GC: 3.19.3. Longi-
tudo: 57 mm. Hab. in lacu Lagoa Santa, lacubus rivulisque vicinis. Bras. «Lambari».
(R.) (Cfr. fig. 1—2, p. 194).
Leporellus Lik. n. g. v. subg., differt a Leporinis veris naribus inter se ap-
proximatis, orificiis branchialibus profunde fissis membranaque branchiostega plane libera,
ad superficiem inferiorem capitis haud adnata, — quibus characteribus ad Tetragonopterinos
accedit — nec non lobis pinne caudalis ex parte squamatis.
29. L. pictus (Kner) (Z. vittatus Val.?). Rostrum altum obtusum ultra maxillam
inferiorem haud productum; plice orales lineam verticalem a naribus anterioribus haud attin-
gunt. Altitudo corporis quinta, longitudo capitis quarta pars longitudinis totius (parte nuda
pinne caudalis exclusa). Dentes supra et infra utrinque quatuor. Pinna analis minime caudalem
attingit. Squame lineæ lateralis 42, series squamarum horizontales 5 supra, 6 infra illam in parte
anteriori corporis preter medianas impares. Numeri radiorum: D: 12 (2.10); P: 16;
V: 9; A: 11 (2.9); GC: 3.17.3. Stria dorsalis obscura media ab occipite usque ad ex-
tremitatem pinne dorsalis; stria obscura angusta lineam lateralem, tenia lata nigra par-
tem superiorem pinne dorsalis, lineæ due oblique basin pinnæ caudalis, macule minores
nigre frontem griseam ornant. Longitudo: sex unciæ. Habitat, sed rarior, in flumine
R. d. Velhas. Bras. «Timboré».
Leporinus. à) Dentes supra et infra utrinque tres.
30. Leporinus elongatus Val. (pachyurus Günth., vix Val). Rostrum ultra maxillam
inferiorem valde productum. Os majus; plicæ orales lineam verticalem a naribus posteri-
oribus attingunt. Pinna analis caudalem nullo modo attingit. Squame linee lateralis 42
(rarius 40—41), series squamarum horizontales 6 supra, 7 infra illam in parte anteriori
trunci preter impares medianas. Color frontis dorsique piscis viventis viridescente- gri-
seus, laterum ventrisque argyreo-albus; pinna dorsalis et adiposa grisescentes, pectorales
pallide luteæ vel aurantiacæ, ventrales, analis et caudalis magnifice aurantiacæ, caudalis
nigromarginata. Numeri radiorum: D: 13 (2.11); P:17 (rarius 18); V:9; A: 11 (2.9);
C: 3.17.3. Longitudo uncias 17 attingit. Hab. in fluminibus Rio d. Velhas et Rio
S. Francisco; etiam in R. Cip6. Bras. «Piau».
31. Leporinus Reinhardt Ltk. Rostrum ultra maxillam inferiorem haud productum ;
plicæ orales ultra lineam verticalem a naribus anterioribus haud retro extensæ. Pinna analis
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. XII. 2 B
caudalem nullo modo attingit. Squamæ lineæ lateralis 38 (rarius 37—39), series squama-
rum horizontales 6 supra, 7 infra illam in parte anteriori trunci præter impares medianas.
Color frontis piscis viventis obscure-olivaceus, dorsi viridescente-cinereus, laterum ventris-
que argyreus; pinna dorsalis et caudalis viridescente-fuscæ, analis et ventrales lutescentes _
vel in aurantiacum transeuntes; maculæ plus minus distincte nigrescentes utrinque tres, prima
sub pinna dorsali, ultima prope pinnam caudalem; in junioribus fasciæ transverse dorsales
indistinctæ nonnulle. Numeri radiorum D: 13 (2.11); P: 15—17;5 V:9; A: 11 2295
C: 3.17.3. Longitudo 9 uncias haud superat. Hab. in flumine Rio d. Velhas cum
affluentibus et in R. S. Francisco, nec non in lacu Lagoa Santa. Bras. «Timbore
pintado». (Cfr. Tab. IV, fig. 10).
b) Dentes superiores utrinque tres, inferiores quatuor.
32» Leporinus teniatus Rhdt. Ltk. Rostrum ultra maxillam inferiorem haud productum.
Maxillare superius et plicæ orales nares anteriores haud superant. Pinnæ analis (depressæ)
extremitas pinnam caudalem attingit vel prope ad illam accedit. Squame lineæ lateralis 37
vel 38, series squamarum horizontales 5 supra, 6 infra illam in parte anteriori corporis
preter medianas impares. Color partis dorsalis corporis capitisque piscis viventis Juteo- —
cinereus, partis ventralis argyreo-lacteus; tenia obscure-fusca squamas lineæ lateralis
percurrit; in junioribus interdum maculæ vel fascia dorsales plus minus distinctæ; pinne,
adiposa excepta, albescentes. Numeri radiorum præcedentis, rarius D: 2. 10 vel A:
2.8. Longitudo: unciæ 8'}. Habitat in flumine Rio das Velhas et affluentibus.
Bras. »Timboré rajado». (Affinis 1. melanopleure Gthr.; an eadem?) (Cfr. Tab. IV, fig. 11).
33. Leporinus Maregravii Rhdt. Ltk. Rostrum ultra maxillam inferiorem haud produc-
tum. Maxillare superius et plitæ orales nares anteriores haud superant.. Pinnæ analis (de-
presse) apex caudalem minime attingit. Squamæ lineæ lateralis 36—37, series Squamarum
horizontales 4 supra, 5 infra illam in parte anteriori trunci præter medianas impares.
Numeri radiorum D: 12 (2.10) (rarius 2.9, 3.9 v. 2:11); P: 163 Vis 9; A: ieee
(rarius 2.8); C: 3.17.3. Color dorsi in vivis viridi-fuscus, ventris argyreo-albus; ma-
cularum magnarum nigro-cinerearum series utrinque tres, inferiores minus distinctæ, supe-
rior sæpe cum serie septima dorsali mediana in fascias transversas confluens; pinnæ
cinerascente-albide, adiposa sanguinea, nigro marginata; macula sanguinea etiam utrinque
in extremitate postica maxillæ superioris. Longitudo: 43 unciæ. Hab. in fl. Rio das
Velhas et affluentibus. Bras. «Timbore». (Cfr. Tab. IV, f. 9).
Tetragonopteri species flumen Rio das Velhas, lacum Lagoa Santa dictum”
et rivulos vicinos incolentes omnes ad divisionem typicam pertinent generis Tetragonopteri,
que continetur numero radiorum pinnæ analis quadraginta haud superante, rictu oris me-
diocri, osse maxillari, dentibus paucis instructo, post anteriorem partem oculi haud retro
extenso, corporis altitudine minore quam longitudo dimidia est, vel fere illam equante,
nec non pinna dorsali spatio pinnas ventrales et analem separanti supraposita.
a) Linea lateralis continua.
34. T. Cuvier: Ltk. (an Chalceus fasciatus Cuv., Tetragonopt. fasciatus AUCt. ex p. 2).
Forma gracilis; altitudo corporis tertiam partem longitudinis totius (pinna caudali exclusa)
1} Radius ultimus analis et dorsalis fissi.
æquat vel paulum superat, in junioribus quartam partem fere æquat. Longitudo capitis
diametrum oculorum, qui spatium interoculare (9: frontis latitudinem) æquat, ter vel ter et
dimidio superat; juniorum oculi majores. Altitudo pinnæ dorsalis spatium hane a pinna
adiposa separans vix æquat. Pinna caudalis profunde fissa; pectorales basin pinnarum ven-
tralium attingunt vel prope ad illam accedunt. Linea lateralis continua 38 v. 39 squamas
perforat; series squamarum horizontales in anteriori corporis parte vulgo 7 supra, 7—8
infra lineam lateralem, rarissime u, Numerus striarum radialium squamarum mediocris.
Radiorum numeri: D: 11 (2.9); P: 12—15; V: 8; A: 24—30 (5—4 + 21—26, sæpius
3 + 22-24). Color dorsi viride-luteus, laterum ventrisque argyreus; pinna dorsalis, cau-
dalis et analis ex parte rubræ, ceterum luteæ vel lutescentes, dorsalis, adiposa et caudalis
nigris marginibus instructæ; analis et ventrales antice margine lacteo. Tania argyreo-cine-
rascens, in maculam et striam caudalem nigram usque ad angulum fissuræ continuata, adest;
maculæ scapularis in junioribus interdum utrinque vestigium. Longitudo maxima: 4°
i
unciæ. Habitat in fluminibus S. Francisco et Rio das Velhas cum affluentibus. Bras.
«Piaba» v. «P. do rio». (Cfr. Tab. V, f. 12).
35. 7. lacustris Rhdt. Ltk. Forma vulgo brevior et altior, altitudine corporis dimidiam
longitudinem (pinna caudali exclusa) æquante, interdum gracilior; juniores vulgo graciliores.
Diameter oculorum duas partes latitudinis frontis fere æquat, quartam partem longitudinis
capitis æquat vel paulum superat. Altitudo pinnæ dorsalis spatium inter hanc et pinnam
adiposam fere æquat. Pinnæ pectorales ventrales attingunt vel fere attingunt; caudalis me-
diocriter incisa. Linea lateralis continua squamas 34—36 perforat; 6—7, rarius à series
squamarum horizontales partem anteriorem corporis supra lineam lateralem utrinque tegunt,
6—7 infra illam; strie radiales squamarum sæpius perpaucæ. Dentes maxillares vulgo
nulli, in speciminibus maximis singuli. Numeri radiorum: D: 11(2.9); V.8; A: 24—82
(3—4 + 21—28, vulgo 3.24} Color dorsi piscis vivi viridescens, laterum ventrisque ar-
gyreus, pinnæ luteæ vel lutescentes, impares tenuiter nigro marginatæ. Tenia lateralis di-
stincta nulla in adultis; macula scapularis vero semper distincta; caudalis forma striæ nigræ
usque ad incisuram pinnæ extensa, in junioribus antice etiam protensa tæniæ lateralis ve-
stigium prebet. Longitudo maxima: uncie 5. Habitat in lacu Lagoa Santa dicto nec
non in rivulis nonnullis vicinis. (Bras. «Piaba rodoleira», «P. do lagoa». (Cfr. Tab. V,
fig. 15).
8) Linea lateralis nunc continua, nunc interrupta.
36. T.rivularis Ltk. Forma gracilis; altitudo corporis tertia fere pars longitudinis
tolius (pinna caudali excepta). Diameter oculorum latitudinem frontis (spatium interoculare)
æquans vel tertia parte minor, quartam partem longitudinis capitis æquat vel paulum supe-
rat. Altitudo pinnæ dorsalis spatium inter hanc pinnam et pinnam adiposam vulgo haud
æquat; pinnæ pectorales ventrales haud attingunt; caudalis profunde fissa. Dentes maxil-
lares 1—3. Linea lateralis in aliis continua, in aliis plus minus abbreviata
et interrupta, ita ut sæpe 8—15 squamas anteriores solas perforat; numerus squamarum
seriei totius 33—38, serierum horizontalium in anteriore corporis parte utrinque 5—6 su-
periorum, 6—7 inferiorum. Striæ radiales squamarum numeros®. Numeri ra-
diorum: D: 11 (2.9); V: 8; A: 19—24 (3 + 16-21, sæpius 3.18). Color piscis vi-
ventis cinerascente-olivaceus, infra sanguineo-argyreus; pinne ventrales et pectorales rubræ,
B*
1
an.
impares viridescente-luteæ, marginibus rubris latis instructe. Tenia lateralis argyreo-cinera-
scens in junioribus præsertim sat distincta, in maculam et striam caudalem desinens; ma-
cula scapularis quoque in junioribus sæpissime visibilis. Longitudo 4/4 uncias haud
superat. Habitat in flumine Rio d. Velhas cum affluentibus. Bras. «Piaba», «P. do cor-
rego». (Cfr. Tab. V, f. 13 et 14).
y) Linea lateralis semper interrupta.
37. T.graeilis Rhdt. Ltk. Statura minuta; forma gracilis; altitudo quartam partem
longitudinis corporis (pinnæ caudalis nulla ratione habita) æquat vel superat. Oculorum
diameter dimidiam capitis longitudinem vix æquat, latitudinem frontis superat, interdum hac
fere duplo major. Pinna caudalis profunde fissa; pectorales ventrales attingunt; altitudo pinne
dorsalis spatium inter hanc et pinnam adiposam equat vel paulum superat. Linea late-
ralis brevis, abrupta, 6—12 modo squamas anticas perforat; numerus totus squama-
rum hujus seriei 32 v. 33, serierum horizontalium 5 superiores et 4 inferiores utrinque in
parte anteriori corporis; striæ radiales squamarum perpauce. Numeri radiorum: D: 11
(2.9); V: 8, A: 21—24 (3—4 + 18—20) Color pisciculi viventis dorsi viridescens, ven- |
tris argyreus; pinna dorsalis et caudalis rubescentes, marginibus nigris lacteisque instructe, i
analis antice margine lacteo; stria angusta lateralis argyreo-cinerascens utrinque adest; ma-
cula scapularis vero deest, caudalis nulla vel indistincta. Longitudo maxima: unciæ 2, |
sepissime 1’e modo. Habitat in lacu Lagoa Santa dicto. Bras. «Piabinha branca». —
(Cfr. Tab., fig. 16).
38. ZT. nanus Rhdt. Ltk. Statura minutissima; forma gracilis; altitudo corporis quar-
tam partem longitudinis totius paulum superat; oculorum diameter frontis latitudinem supe-
rat, longitudinem capitis vero dimidiam æquat vel vix equat. Pinna adiposa rarius
adest; pectorales ventrales haud attingunt; caudalis profunde fissa. Linea lateralis
brevissima interrupta, 4—7 modo squamas anticas perforat; numerus totus squama-
rum hujus seriei 30—32, serierum horizontalium 4 supra lineam lateralem, totidemque infra
in parte anteriori corporis; striæ radiales squamarum perpaucæ. Numeri radiorum: D:
10—11 (248—9); V: 7; A: 17—19 5 —4 + 14—15). Color pisciculi viventis dorsi sæpe
aurantiacus, laterum ventrisque rubro-argyrescens; pinnæ aurantiacæ, impares apicibus al-
bidis; stria argyreo-cinerascens angusta utrinque adest nec non macula et stria caudalis
nigræ. Longitudo unciam unam numquam superat. Habitat in lacu Lagoa Santa, nee
non in rivulis nonnullis vicinis. Bras. «Piabinha vermelha». (Cfr. Tab. V, fig. 17).
Chirodon Girard (c. Odontostilbe Cope). (Charact. emendatus). Pinna dorsalis
brevis in medio corpore, post pinnas ventrales sita; analis mediocris; corpus ovale, squa-
mis mediocris magnitudinis tectum; linea lateralis continua vel interrupta; venter
rotundatus; os parvum angustum; dentes intermaxillares et mandibulares serie
singula, subtiliter crenulati; dentes maxillares nonnulli (2—3) vel nulli.
Nares approximate; fissure branchiales confluentes. Fi
39. Ch. piaba Ltk. Statura minuta; Tetragonoptero juvenili similis, sed ore mi- |
nuto, descriptione dentium etc. distinguendum. Altitudo corporis tertiam partem longitu-
dinis (pinna caudali exclusa) vix superat, cujus quarta parte caput brevior. Oculorum
diameter latitudinem frontis æquat, tertiam partem longitudinis capitis paulum. superat.
Pinnæ dorsalis longitudo (ad basin) dimidium spatium inter hanc et pinnam adiposam haud
XV
equat; caudalis profunde fissa; pectorales ventrales attingunt. Dentes intermaxillares
utrinque 5 angustiores, mandibulares c. 7 latiores; maxillares 2—3. Linea lateralis
abbreviata, 9—10 squamas anteriores modo perforat; numerus universus squamarum in
hac serie 35, serierum horizontalium superiorum 5, totidemque inferiorum in parte ante-
riori corporis (præter impares medianas et ipsam lineam lateralem); striæ radiales squa-
marum pauce. Numeri radiorum: D: 11 (2.9); V: 8; A: 23 (3+ 20). Color: stria
lateralis angusta argyreo-nigrescens nec non macula caudalis adsunt, scapularis vero haud
distincta. Specimen unicum, 1% uncias longum, inter Tetragonopteros rivulares in rivulo
flumini Rio das Velhas affluenti captum. (Cfr. fig. p. 221).
40. Brycon Reinhardti Ltk. Forma gracilior, caput angustius et magis elongatum
quam in B. Lundü; altitudo corporis in junioribus quartam partem longitudinis totius
(usque ad partem liberam haud squamosam pinnæ caudalis) æquat, capitis longitudine bre-
vior vel æqualis, in adultis duas septimas partes longitudinis totius æquat et longitudinem
capitis superat. Diameter oculorum, supra medium capitis laterum positorum, duas partes
latitudinis frontis planiusculi nec non spatii inter orbitam et marginem posteriorem oper-
culi, quartam (in junioribus) vel quintam (in adultis) partem capitis longitudinis æquat.
Ossis maxillaris extremitas late-rotundata sub partem anteriorem oculi retro extenditur.
Linea lateralis in junioribus simplex, in adultis parce ramosa, circiter quinquaginta (50—52)
squamas percurrit; series horizontales squamarum 9 supra, 6 infra illam in parte anteriori
trunci, preter medianas impares; strie squamarum paucæ, divergentes, in dorso saltem.
Pinna dorsalis inter ventrales et analem, inter occiput et pinnam caudalem accurate inter-
media, dimidio altior quam longa; altitudo pinnæ analis longitudinem pinne dorsalis equat;
pinna caudalis profunde incisa, radiis mediis haud elongatis. Numeri radiorum: D: 11
(2.9); P: 14—15; V: 8; As 24 (25) (84+ 21—22). Color dorsi piscis viventis obscure
coeruleo- vel viridi-griseus, ventris argyreo-albus; pinna caudalis et analis nigrescentes.
Macula nigra ad basin pinne caudalis, tæniæ forma usque ad incisuram caudex producta.
Longitudo: unciæ 8!e. Habitat in flumine Rio d. Velhas. Bras. «Peripitinga».
41. Brycon Lundi Rhdt. Ltk. (an B. orthotenia Gthr.? sed numero squamarum lineæ
lateralis diversa; dentes interni mandibulares quoque adsunt). Forma altior, caput brevius
et altius; altitudo corporis tertiam partem longitudinis totius (ad p. caudalem) æquat vel
fere æquat; capitis longitudo duas nonas partes longitudinis totius, pinna caudali haud
exclusa quintam partem æquat; frons latissimus, convexus, spatio orbitam a margine poste-
riore operculi separante latior, duplum oculorum diametrum latitudine æquat; diameter
autem oculorum, qui inter marginem superiorem et inferiorem capitis medium locum
tenent, ad quartam partem longitudinis capitis approximat. Ossis maxillaris angusli extre-
mitas acuminata modo ad marginem anteriorem oculi retro extensa. Linea lateralis squamas
circiter sexaginta (59—61) ramulis suis numerosis fere tegit; pars antica fere verticalis,
cum arcu scapulari parallela, adsurgens; squamarum strie numerosæ, postice convergentes;
series squamarum horizontales {1 supra, c. 8 infra lineam lateralem in parte anteriore
trunci. Pinna dorsalis oceipiti aliquanto propior quam pinnæ caudali haud profunde incisæ,
radiis mediis paulum elongatis fere trilobæ; altitudo pinne analis longitudini pinnæ dorsalis
brevior. Numeri radiorum: D: 11 (2.9); P: 14—15; V: 8 (7); A: 30-32 (3.27—29);
C: 5.17.5. Color dorsi piscis viventis coeruleo-viridis, laterum ventris albidus, pinna
XVI
caudalis et analis miniaceæ, caudalis stria longitudinali olivaceo-viridi; macula caudalis in
junioribus saltem adest. Longitudo: 15! unciæ. Habitat cum precedente. Bras.
«Matrinchä. (Cfr. fig. pg. 223).
Piabina Rhdt. (1866). «Dentes in osse intermaxillari triseriales, in anteriore
serie conici, in posterioribus tricuspidati, perpauci in parte suprema ossis maxillaris, infra-
maxillares uniseriales tricuspidati. Corpus elongatum, compressum, abdomine obtuse ca-
rinato. Squamæ magne. Radii branchiostegi quatuor. Apertura branchialis magna.
Dentes pharyngei velutini. Pinna dorsalis inter ventrales et analem.»
42. P. argentea Rhdt. (1866). Longitudo capitis altitudine corporis, quartam partem
longitudinis totius haud æquante, minor. Oculorum diameter duæ septimæ partes longitudinis
capitis, spatio interorbitali paullo minor. Rostrum ultra mandibulam paullo prominet;
nares approximate. Squamæ lineæ lateralis 40—41, inter medium dorsi et ventrales 11; striæ
squamarum 10—12. Numerus radiorum: D: 10 (2.8); P: 13—14; V: 8—9; A: 22
(3.19); CG: 2.19—20.2. Color dorsi in vivis viridescens(?), laterum argyreus tenia late-
rali argyreo-splendente; pinna dorsalis et analis pro parte nigrescentes. Longitudo:
75mm. Hab. in rivulo flumini R.d. Velhas affluenti. Bras. «Piaba». (R.). (Cfr. fig. p. 226).
d. Hydrocyonina.
43. Cynopotamus (Ræboides) wenodon (Rhdt.) (1849). Altitudo corporis tertia fere pars
longitudinis totius usque ad apices pinnæ caudalis profunde furcatæ; caput aliquanto brevius
quam in €. gibboso; frontis latitudo diametro oculorum mediocrium major; oris rielus minor
quam in C. gibboso; pars posterior maxillæ superioris edentula; preter seriem regularem den-
tium inter- et inframaxillarium dentes exstant nonnulli crassi conici horizontales extrorsum
directi. Squame lineæ lateralis 57—66. Numeri radiorum: D: 2.9; P: 14—15; V: 8;
A: 48—51 (4.44,45 v. 47); C: 28 (4.19.5). Color piscis vivi argyreus, dorso virides-
cente, macula scapulari (plus minus distincta) et caudali nigra. Longitudo: 115 mm.
Hab. in fl. Rio d. Velhas et in rivulis affluentibus. Bras. «Cachorra»r. (R.)
44. Salminus Cuvieri Val. Longitudo capitis altitudini corporis æqualis nee non
quarte parti longitudinis totius (ad incisuram pinnæ caudalis). Oculorum diameter dimi-
diam latitudinem frontis æquat, sexta parte longitudinis capitis paullo brevior. Pinnæ dor-
salis radius primus pinnæ caudali magis approximata quam apici rostri; adiposa radiis
ultimis pinnæ analis opposita; caudalis incisa, media parte tamen prominula. Squame lines
lateralis antice adscendentis c. 80 (78?), squamarum series horizontales utrinque 12—13
supra, 10—11 infra lineam lateralem, preter medianas impares. Numeri radiorum:
D: 10—11 (2 +8—9); P: 14—15; V: 8 (1.7); A: 28—29 (3.25—26); C: 25 (4.17.4):
Dentes intermaxillares utrinque 6, maxillares 28— 36, mandibulares 22—26. Color dorsi
viridescente griseus, argyreo-fulgens; maculæ nigræ, aureo cinctæ, squamas plerasque dorsi
laterumque argyrescentium ornant, strias c. 15 longitudinales interruptas vel quasi €
punctis compositas, parallelas formantes, ventrem versus evanescentes. Laterum corporis
partes inferiores aurantiacæ, venter, caput caudaque subtus candidæ. Pinna dorsalis olivacea,
margine pallide purpureo, pectorales, ventrales et analis aurantiacæ, apice vel margine
sanguineo; macula caudalis nigra striæ forma continuata medium pinnæ caudalis aurantiacæ
sanguineo marginatæ percurrit. Longitudo quatuorpedalis. Habitat in fluminibus Rio
S. Francisco et Rio d. Velhas cum affluentibus majoribus (Rio Cip6, s. n. S. brévi-
dentis Gthr., non Cuvieri). Bras. «Dourado».
45. Salminus Fhlari Val. differt a precedente dentibus minoribus, squamis
vero majoribus, paucioribus, 67 in linea laterali, 10 supra et 7 infra eandem in parte
anteriori trunci. Specimen unicum juvenile (8'/4 uncias longum) e flumine Rio d. Velhas
numeros eosdem fere radiorum præbet: dorsalium 11 (2+9), analium 27 (3.24); item den-
tium: intermaxillarium 6—7, maxillarium 28—32, mandibularium 23. Altitudine corporis,
longitudine capitis, insertiune pinne dorsalis, forma pinne caudalis etc. a 8. Cuvier? ejus-
dem magnitudinis differre haud videtur. (Etiam fluminis R. S. Francisco incola).
46. Xiphorhamphus lacustris Rhdt. Ltk. Dentes duo majores (canini) utrinque in parte
anteriore .ossis maxillaris, nonnullis minutis interpositis. Longitudo capitis duas septimas
partes longitudinis totius (pinna caudali exclusa) vulgo æquat; altitudo corporis in junioribus
quinta pars longitudinis, in adultis duas nonas partes hujus æquans. Rostrum in juniori-
bus spatium inter.centrum oculi et marginem anteriorem preoperculi longitudine æquat, in
adultis superat. Diameter oculorum in adultis sextam partem longitudinis capitis æquat
vel haud plane equat, in junioribus quintam partem æquat vel superat; in his dimidia
parte rostri longior, in illis fere tertiam æquans; in junioribus extremitas ossis maxillaris
marginem posteriorem orbite attingit, in adultis ultra hune retro extensa. Radius pri-
mus pinne dorsalis vulgo paullo post medium inter extremitatem occipitalem cranii et ori-
ginem pinne caudalis positus, rarius inter illos plane intermedius; pinna dorsalis multo
altior quam longa, altitudo illius spatio interpinnali, ad pinnam adiposam, paullo longior
vel equalis; pinna analis sub ultimo radio dorsali incipit, pinna dorsali duplo longior, sed
minus alta; adiposa supra radios ultimos anales inserta; caudalis in junioribus profunde
fissa; pectoralium extremitates a ventralibus longe distant. Papilla anogenitalis magna,
fossa occulta, in feminis adultis. Color in vivis supra olivaceo-viridis, subtus argyreus;
macula scapularis et caudalis nigræ. Numeri radiorum: D: 11 (2.9) (rarius 10: 2.8);
P: 14—16; V: 8; A: 27—29 (4—5+23—24, rarius 22). Squame line» lateralis c. 100
(96—98). Longitudo: unciæ 12“. Habitat in lacu Lagoa Santa. Bras. «Bicuda».
e. Serrasalmonina.
47. Serrasalmo (Pygocentrus) piraya Cuv. Forma corporis elliptica, dorso convexo,
fronte fere verticaliter descendente,*rostro crasso obtuso, mandibula prominente. Altitudo
corporis dimidium longitudinis totius (pinna caudali haud exclusa); longitudo capitis duas
partes altitudinis corporis haud æquat, tertiam vero partem longitudinis totius (pinna cau-
dali exclusa), latitudo fere duas partes longitudinis. Suborbitalia, preoperculum, opercularia,
supraorbitale et supratemporale sculpta striataque. Diameter oculorum sexta pars longitudinis
capitis, tertia parte spatii interorbitalis major. Os suborbitale secundum eque longum ac
altum, preoperculari contiguum; operculare quater altius quam latum. Pinna dorsalis
(oceipiti propius quam pinnæ caudali incipiens, sed huic propius quam rostri apici) anali, altitu-
dinem dimidiam corporis fere longitudine æquanti, brevior; pinna adiposa in adultis radiis
_T osseis, articulatis, fissis suffulta (in juniore radio uno); pectorales ventrales attingunt,
XVII
ventrales haud vero analem; dorsalis et analis antice hau’ multo altiores. Numerus squa- dl
marum lineæ lateralis fere 100, spinarum ventralium €. 25--26; radiorum D: 18—20 —
(2+16—18); P: 14—17; V: 6—7; A: 31- 32 (9.398 —99); C: 6.7+18—20 +67
Color dorsi corporis capitisque obscure-aeneus, ut in pinnis plerisque, laterum ventrisque |
aureo- vel argyreo-nitens. Longitudo: unciæ 15. Håb. in Rio d. Velhas (etiam inR.
S. Francisco etc.) (Cfr. fig. p.234). Bras. «Piranha rodoleira».
48. Serrasalmo (s. str.) Brandtii Rhdt. Ltk. Summa altitudo dimidiam longitudinem
(ad basin pinnæ caudalis) in speciminibus mediocribus vulgo æquat vel (in junioribus) haud
plane attingit vel (in maximis) paullum superat, ita ut dimidiam longitudinem totam usque
ad marginem pinne caudalis æquet. Dorsum in aliis fere horizontale, antice proclive, in — |
aliis magis curvatum, regione parietali concava. Longitudo capitis fere tres decimas partes
longitudinis totius (ad pinnam caudalem) æquat. Diameter oculorum in adultis duas nonas
partes longitudinis capitis (ab apice rostri usque ad fissuram branchialem) æquat, spatium
interorbitale dimidium superat, longitudinem rostri æquat; in junioribus major, quartam 4
partem longitudinis capitis æquat vel superat, spatio interorbitali quarta parte tantum bre- «|
vior. Os suborbitale secundum longius quam altius, a parte horizontali preoperculi spatio |
cutaneo angustissimo, interdum evanescente, in junioribus magis distincto sejunctum. |
Dentes palatini semper adsunt. Pinna caudalis in adultis truncata, in junioribus excisa, |
dorsalis brevior quam antice alta, dimidia longitudine capitis tamen longior; radius primus f
in junioribus oculis, in adultis pinnæ caudali paullo propior. Pinna adiposa semisquamata;
analis caput longitudine æquat, antice parum producta; ventrales ante dorsalem positæ
haud analem, pectorales vero ventrales attingunt. Adulti unicolores dorso obscuriore, «|
juniores maculis numerosis minutis nigris picti; stria semilunaris basin et marginem ante-
riorem pinne caudalis horum ornat. Numeri radiorum: D: 15—17 (2—3 +13—15);
P: 13—16; V: 6-7; A: 34—40 (1—4 + 30—37); C: 7.17.6; squamarum c. 90, spi- À
narum ventralium 30 35, preter 2 v. 3 anales. Longitudo: unciæ 9. Habitat in lacu |
Lagoa Santa qui dicitur, nec non in rivulis vicinis ad R. d. V. affl. Bras. «Piranha da |
lagoa», jun. «Pirampeba». (Cfr. fig. p. 238). ;
49. Myletes (Tometes) micans Rhdt. Ltk. Altitudo summa (inter pinnam dorsalem
et ventrales) duas partes longitudinis totius (ad pinnam caudalem) vix æquat; capitis longitudo
tertiam fere partem altitudinis corporis, sed duas nonas partes longitudinis totius (ad pin-
nam caudalem) equat. Oculi in medio laterum capitis siti, ab apice rostri et margine
ossis opercularis æque distantes, diametrum habent quartam partem longitudinis capitis vel
dimidiam spatii interorbitalis æquantem; ossis operculis latitudo quarta pars altitudinis.
Dentes utrinque SER compressi scindentes, mandibularibus internis conicis humilibus vel i
altiusculis exceptis; intermaxillares antici inter se paullum distantes, posteriores dense
illis appressi, mandibulares primarii sæpissime lobulo accessorio, in antico duplici, præditi.
Dorsum convexum, supra oculos parum excavatum. Pinnæ dorsalis radius primus caudali
propior quam apici rostri, ventrales vero rostro propiores, in eadem linea verticali fere |
tamen positæ. Longitudæ pinnæ dorsalis longitudinem pinnæ analis et dimidiam altitudinem |
corporis æquat vel fere æquat; altitudo antica utriusque longitudinem capitis æquat vel |
paulum superat, analis vero postice dorsali humilior; pinna caudalis profunde excisa; pec-
torales capite aliquanto, ventrales tertia vel dimidia parte breviores. Linea dorsalis angusta,
un
ab occipite usque ad pinnam dorsalem nuda. Numeri radiorum: D: 27—28 (4+23
— 24); P: 16; V: 8; A: 36—59 (3+33—36); C: 5.17.5; spinarum ventralium 46—47 + 6
(anales), squamarum c. 100—115, aoe Color in vivis supra viridescente - caruleus,
subtus argyreo-albus, pinna dorsalis et caudalis griseæ, marginibus miniaceo-rubris latis
instructe, analis sanguinea, ventrales albæ, pectorales lutescenti-albæ. Longitudo:
unciæ 13. Habitat in Rio d. Velhas et R. Taquoaruct. Bras. «Pacamäo vel «Pact».
(Cfr. fig. p. 243).
II. Gymnotini.
50. Carapus fasciatus Pall. Hab. in lacu LagoaSanta et in rivulis vicinis; etiam
prope Rio de Janeiro observatus. Bras. «Sarapo».
51. Sternopygus carapo (L.) (Maregravit Rhdt. 1853). Longitudo capitis (ad occiput)
decima vel undecima pars longitudinis totius. Oculi palpebra circulari instructi, diametro
tertiam partem spatii interocularis, quartam spatii inter oculos et apicem rostri æquante.
Maxilla superior ante mandibulam parum prominet. Dentes palatini minuti 17—20, bi-tri-
seriati, acervum utrinque formant; intermaxillares velutini. Operculum margine membra-
naceo cinctum. Pinna analis sub basi pinnarum pectoralium incipit; numerus radiorum
231—255. Color piscis viventis uniforme obscure cacaoticus. Longitudo maxima:
462 mm. Hab. in flumine Rio d. Velhas. Bras. «Peixe espada do rio». (R.)
52. Sternopygus virescens Val. (microstomus Rhdt. 1853). Oculi cute tecti, palpebra
nulla, magni, diametro duas partes spatii interocularis et spatium inter oculos et apicem
rostri equante. Os minutum; rictus extensus diametro oculi angustior; os maxillare eodem
diametro brevior; dentes palatini ut in S. carapo, sed minores. Operculum margine mem-
branaceo nullo. Corpus admodum compressum, tæniiforme, altitudo maxima (pone apices
pinnarum pectoralium) septimam partem longitudinis totius æquat vel fere æquat; crassitudo
corporis (in eodem loco) vix tertia pars allitudinis. Pinna analis sub angulo basali postico
pinnarum pectoralium oritur; numerus radiorum 202. Color albescens, dorsum vero et
latera punctis fuscis minutis dense obsita. Stria obscura lineam lateralem ornat; secunda
juxta basin pinnæ analis; tertia intermedia, inferiori tamen propior. Longitudo 140 mm.
Hab. in lacu Lagoa Santa. Bras. «Peixe espada da lagoa». (R.)
53. Sternarchus brasiliensis Rhdt. (1853). Corpus admodum compressum; longitudo
capitis compressi elongato-cuneiformis (ad occiput) nona vel decima pars longitudinis totius.
Oculi minuti, cute obducti, diametro dimidium spatium interoculare haud æquante. Rictus
oris sat magnus; dentes intermaxillares perpauei, parum distincti utrinque acervum parvum
oblongum formant; mandibulares majores biseriati, serie interna introrsum versi. Anus
parum post oculos situs. Pinnæ pectorales quinque octavas partes capitis longitudinis
æquant; analis parum ante fissuram branchialem oritur; caudalis rotundata. Numeri radio-
Tum: P: 18; A: 177—185; C: 18—20. Color piscis obscure cacaoticus. Longi-
tudo maxima 400 mm. Hab. in fl. Rio d. Velhas. Bras. «Peixe espada com boca
rachada». (R.)
Vidensk. Selsk Skr., 5 Række, natarvidensk. og mathem Afd. XI. 2. C
IV. Sciænoide.
54. Pachyurus Lundi Rhdt. (1854). Altitudo corporis duas nonas partes longitudinis
totius ad apicem pinnæ caudalis oblique rhomboideæ, subtus rotundate, æquat; longitudo
capitis altitudinem corporis aliquanto superat, quartam partem longitudinis tolius vix æquans.
Pori mandibulares quinque. Branchia opercularis adest. Pinna dorsalis secunda et caudalis,
margine angusto excepto, squamate; ventrales etiam squamis nonnullis in interstitiis radio-
rum, que etiam interdum in parte basali pinnæ dorsalis prime et analis occurrunt. Radius
analis secundus dimidiam capitis longitudinem superat. Os semisuperum, mandibula promi-
nente ore clauso inter ossa intermaxillaria haud recepta. Caput et rostrum compressa,
frons angusta, in junioribus præcipue concava; oculorum, in linea ab apice rostri ad ori-
ginem line lateralis sitorum, diameter latitudinem frontis æquat vel parumper superat, in
adultis sexta pars longitudinis capitis, in junioribus major. Radius primus pinnæ dorsalis
anterioris supra radium intimum pinne ventralis insertus. Longitudo pinne dorsalis poste-
rioris tertiam partem longitudinis totius fere æquat. Squamæ 120—130 in linea laterali
ab operculo ad basin pinne caudaiis. Numeri radiorum: D!: 10; D?: 1.34—35;
P:2.14—15; V: 1.5; A: 2.8; C: 1.15.1. Color dorsi argyreo-griseus fasciis obliquis
griseis, ceterum argyreus; dorsalis anterior argyrea, membrana grisescente maculis nigris
minutis, posterior radiis maculatis et margine nigro; caudalis lutea margine nigro; ceteræ
lutescenti-albe. Longitudo 152 unciæ. Habitat in flumine Rio d. Velhas. Bras.
«Curvina». (Cum P. squamipenni Ag. ulterius comparanda).
55. Pachyurus (Lepipterus) corvina Rhdt. (1849). Altitudo corporis et longitudo capitis
quartam circiter partem longitudinis totius ad apicem pinnæ caudalis æquant. Forma pinnæ
caudalis, branchia accessoria, pori mandibulares, squamatio pinnarum præcedentis. Radius
analis secundus in junioribus solis dimidiam capitis longitudinem superat, in adultioribus
illam æquat vel vix æquat. Os inferum, rostro crasso obtuso ultra mandibulam, ore clauso
inter intermaxillaria receplam, prominente. Oculorum, supra lineam ab apice rostri ad
originem lineæ lateralis sitorum, diameter latitudine frontis latioris, haud concaye, minor,
in adultis sexta-pars longitudinis capitis, in junioribus major. Radius primus pinne dor-
salis anterioris supra vel ante radium primum (externum) pinne ventralis insertus. Longi-
tudo pinnæ dorsalis posterioris tres decimas vel duas septimas partes longitudinis totius
æquat. Squame c. 90 in linea laterali ab operculo ad basin pinnæ caudalis. Numeri
radiorum: D*: 10; D°: 1.32—33; P: 2.14—15; V: 1.5; A:.2.7—8; C: iii
Color argyreus, dorsi griseo-viridescens striis griseis obliquis, frontis in violaceum transiens;
pinnarum dorsalium membrane irregulariter nigro-maculatæ; analis, ventrales et pectorales
aurantiacæ. Longitudo sesquipedalis. Hab. cum præcedente. Bras. «Curvina» ut species
præcedens. (Cum Lepiptero Franeisci Cuv. ulterius comparanda).
XXI
Præter species jam in hac synopsi enumeratas e flumine S. Francisco et affluen-
tibus (Rio Cipö alque R. Sabarä), e quarum numero due (Plecostomus Francisei Ltk. el
Prochilodus argenteus Sp.) e flumine principali solo ad nos venerunt, sequentes species
validissimæ, ut videntur, in hisce aquis repertæ descriptæ sunt, in flumine Rio das
Velhas vero non inventæ:
Séluroidei:
Loricaria nudiventris Val. S. F.
Rhinelepis aspera Sp. S. F.
Plecostomus Commersonü Val. (subearinatus Cast.). Minas.
Pterygophlichthys duodecimalis Val. S. F.
Rhinodoras niger Val. (edentulus Spix, Æumboldtii Ag.).
Characini :
Erythrinus uniteniatus Sp. S. F.
Brycon Hilarü Val. S. F.
Myletes (Tometes) altipinnis Val. S. F., Rio Cip6.
Scienotideé:
Pachyurus Franeisei (Cuv.). S. F.
Pachyurus squamipennis Ag. S. F.?
Accedunt denique species nonnullæ ab autoribus descriplæ, sed plus minus dubiæ
vel denuo examinandæ, præcipue Characini, quas ex parte synonymas specierum supra
enumeratarum habere licet.
Silurotideé:
Platystoma goruscans Ag. (S.F.) = P. orbignianum Val.? (Nr. 11).
Pimelodus bufonius Gthr. (Rio Cipé) = Pseudopimelodus charus Val. (Nr. 22).
Characiné:
Erythrinus salvus Ag. (S.F.) = E. uniteniatus Spix.?
E. microcephalus (§ macrodon Ag.) (S.F.) = Macrodon trahira Sp. (Nr. 23).
Prochilodus costatus Val. (S.F.) — P. argenteus Spix? (Nr. 26).
Leporinus melanopleura Gthr. (R. Cip6) = L. teniatus Rhdt., Ltk.? (Nr. 32).
L. acutidens § obtusidens Val. pp. (S. F.) = L. Reinhardti Ltk.? (Nr. 31).
L. pachyurus Gthr. (non Val.) (R. Cip6) = L. elongatus Val. (Nr. 30).
Chalceus (Tetragonopterus) fasciatus Cuy. (S.F.?) = T. Cuvieri Ltk.? (Nr. 34).
Brycon orthotænia Gthr. (R. Cipo) = B. Lundi Rhdt., Ltk.? (Nr. 41).
B. carpophagus Cast. (vix Val.?) (R. Sabara); quid?
Serrasalmo aureus Val. (p. p.) (S. F.?); quid?
lid Selsk. Shr 5 RAT hütken:Velhas. Flodens Fiske
4/07 0S marmoratus Lhd 2 Baaropsis Renhardti. Lik
— AINE Fu eng
PPYUY UUDUL)] SPY] SHPOTIUD TY IPYY an] DIPUDYLOPNIST €
UY TUMAULISI | SHPOPPUNT GQ PH CHUDAN] vipuvyopnosg] VE
CTP STSUPYISDLG. SHAQ AMOYPULT 9 PAD DEP Y ID OLD TM DIPUDYY CAND Dune DIPUEN GPU) SUPDSIGLD, UIP MOY C
ee ero
— = — a u = _ eee ee SPAIN ITT, IV Ls DTM UCHICDMDZA ——
IPY] SWIPTUD] I U YT HPADYUDA OL PUY navbar sno dr] 6
EF a sean 8a = 27
RL ei
EE
DU SUUDUT Lf WAY SYVDAD Of WAM Send IL CT UIT Snap Gf ET OT am) SHA4jUouoP DIE 7]
2217 SOBA L ICDA AMET IA HL WE ETES La
K æmpedovendyr-Slægten
Coelodon.
Af
J. Reinhardt.
Med fem Tavler.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. XII 3.
Kjøbenhavn.
Bianco Lunos Bogtrykkeri.
1878.
Indhold.
Side.
OO! So! o 6 MONO a ee EEE ERS Sl (Gh
I. Historiske Oplysninger om de foreliggende Fund ..................... 259 (7).
IseBeskmivelsegafsBenDysningene ro ee ee ce eee ee ooo 0 ee ce 266 (14).
i LOVedELalen (GED). ooo ones bo 080 60 Doo OD obo DD NON OO CD D ee » 9
74, Tænderne (C9) 2.2.2.2... le OR OUEL ACY PRCT? OL OMEN Sen ee le vo 281 (29).
SSallvinyelradens(colımnasventebrala)z u Ceres Ce. ce 288 (36).
ARR TD DEN (COS CE) ec ne os ta lee oa s ©) Saris cale ste ed. 296 (44).
5. Forlemmernes Knogler (ossa extremitatum anteriorum)... 1... eee eee ee eee 298 (46),
6. Baglemmernes Knogler (ossa extremitatum posteriorum) ..... Sedo ne ei oo 306 (54).
MA Slutningsbemærkninger . 1.5... à à de ele PR Ces A lise 321 (69).
LR GENE NON Re 335 (83). IN
33°
(Meddelt den Sde Marts 1875.)
Forord.
Stoffe til det Arbejde, som her skal meddeles, skyldes udelukkende Dr. P. W. Lunds Forsk-
ninger i de brasilianske Knoglehuler, og Opdagelsen af den uddode Slægtsform, med hvilken
det beskjæftiger sig, skriver sig fra hans allerførste Besøg i disse. Blottet for literære
Hjælpemidler som han paa den Tid var, henforte han de fundne Levninger til Megatherium-
Slægten”); men da han kort derefter fik den nødvendige Literatur anskaffet, saa han, at de
frembød forskjellige Afvigelser, og grundede derfor en egen Slægt, Coelodon, paa dem”).
Senere blev han opmærksom paa, at en uddød Pachyderm allerede i en Række af Aar
havde baaret det meget lignende Navn Coelodonta; han tog da, for at forebygge Forveks-
ling, sit Slægtsnavn tilbage, og gav sin ny Form en foreløbig Plads i Megalonyzx-Slagten®).
Kort derpaa blev han imidlertid ved Blainvilles, forøvrigt fejlagtige, Angivelse, at den nord-
amerikanske Megalonyx skulde have 5 Tænder i hver Underkjæbe-Gren, foranlediget til
atter at gjenoptage sin egen Slægt Coelodon®), og dennes Berettigelse og Selvstændighed
har senere fuldstændigt stadfæstet sig, medens tillige enhver Betænkelighed ved Navnet er
bortfalden, da det forlængst er godtgjort, at Coelodonta-Slægten kun var grundet paa Melke-
tænder af en uddød Æhinoceros-Art.
De ved det første Fund tilstedekomne Knogler vare imidlertid altfor faa til at kunne
give mere end et højst ufuldstændigt og utilstrækkeligt Begreb om det opdagede Dyr, og
der gik derpaa Aar hen, uden at det lykkedes at forøge det foreliggende Materiale i nogen
1) Om Huler i Kalksteen i det Indre af Brasilien &c. Iste Afh. Særtryk. Kjøbenhavn, 1836, S. 28 og
S. 34—36; og Kgl. Danske Vidensk. Selsk. naturv. og mathem. Afhandl. 6 Deel. Kbhvn. 1827.
S. CXII og S. 240—242.
2) Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 2den Afh. Særtryk. Kbhvn. 1839, S.12, og Kgl. D. Vid. Selsk.
naturv. og mathem. Afh. 8 Deel. Kbhvn. 1841, S. 72.
Se tillige: Lund, coup-d’oeil sur les espèces éteintes de Mammifères du Brésil i Ann. d, Sc. nat.
Seconde Série. T. Xl. Zoologie. Paris, 1839. S. 220.
3) Fortsatte Bemærkninger over Brasiliens uddøde Dyrskabning. Særtryk. Kbhvn. 1842. S.7, og Kgl.
D. Vid. Selsk. nat. math. Afhandl. 9de Deel. S. 127.
4) Blik paa Brasiliens Dyreverden for sidste Jordomvæltning. 4de Afhandling. Siertryk. Kbhvn. 1842.
S. 35, Note; og Kgl. D. Vid. Selsk. nat. math. Afh. Øde Deel. S. 171.
258 | 6
væsenlig Grad. Det var først lige ved Afslutningen af Dr. Lunds mangeaarige og ihærdige
Efterforskninger, at et heldigt Fund endelig satte ham i Stand til at kunne danne sig en
nøjagtigere Forestilling om Enkelthederne i dets Bygning, og han havde da endnu kun Lej-
lighed til foreløbigt at gjennemgaa det saaledes tilvejebragte Stof og derpaa i sin sidste
Afhandling") i Korthed at karakterisere Coelodon-Slægten noget nøjere ved et Par Angivelser
om Haandens og Fodens Bygning og ved at betegne den som nærmere beslægtet med
Megatheriet end med noget andet af de ham bekjendte Kæmpedovendyr.
For faa Aar siden har fremdeles Professor P. Gervais meddelt enkelte Oplysninger
om de af Dr. Lund samlede Coelodon-Levninger?), som han havde havt Lejlighed til at se
under et Besøg i Kjøbenhavn. Men dette er ogsaa alle de selvstændige Meddelelser, som
foreligge om denne interessante Slegt*). Hvor paaskjønnelsesværdige de end kunne være,
ere de dog ingenlunde tilstrækkelige til give den fornødne Underretning om den; Owens
Bemærkning fra 1842, at Slægten var «indicated rather than satisfactorily established», maa
til Dels siges endnu stedse at gjælde, og der er en saa meget større Opfordring til at
gjøre de i Lunds palæontologiske Samling opbevarede Coelodon-Knogler til Gjenstand for
en udførligere Beskrivelse, end der hidtil er bleven dem til Del, som de turde være den
eneste Kilde, fra hvilken fyldigere Underretning kan hentes, idet vor berømte Landsmand
endnu stedse synes at være den Eneste, hvem det er lykkedes at finde Levninger af denne
Kæmpedovendyrenes Dværgform.
1) Meddelelse af det Udbytte de i 1844 undersøgte Knoglehuler have givet &c. i et Brev fra Dr. P. W.
Lund. Særtryk. Kbhvn. 1845. »S. 22; og Kgl. D. Vid. Selsk. nat. math. Afh. 12te Deel. Kbhvn.
1846. S. 78.
Se tillige: samme Del S. LXVIII, og Oversigt over det Kgl. D. Vid. Selsk. Forhandlinger &e. i Aaret
1845. Kbhvn. 1846. 8v0. S. 60.
Zoologie et Paléontologie générales. Paris 1867—69. 4to. Addit. & Correct. S. 253, og derfra af-
trykt i Mem. d. 1. Soc. Géol. de France. Deuxième Série. Tome neuvième. V. Mem. s. plusieurs
espèces des mammifères foss. propr. a l'Amér. mer, par M. P. Gervais. Paris 1873. S. 23.
Prof. Gervais havde endnu ganske kort, førend han havde havt Lejlighed til selv at se og undersøge
Coelodon-Knoglerne i Museet i Kjøbenhavn, udtalt som sin Mening, at den nævnte Slægt sandsyn-
ligvis faldt sammen med Mylodon, «dont il=parait représenter le jeune age» (Nouvelles Archives du
Muséum. T. V. Paris 1869. S. 6, Note 4).
Coelodon-Slægten er naturligvis optaget og omtalt i de forskjellige palæontologiske Haandboger; men
Forfatterne have kun havt de allerede foreliggende Angivelser at holde sig til og bringe ingen nye
eller selvstændige Oplysninger; der er derfor ingen Grund til her at opholde os ved dem.
w
&
I,
Historiske Bemærkninger om de foreliggende Fund.
Man vil allerede have set, at Coelodon-Levninger maa høre til Sjeldenhederne i de bra-
silianske Knoglehuler; Dr. Lund har virkelig ogsaa kun truffet dem i tre af de Hundreder
af Huler, som han har besøgt, og de fundne Knogler hidrøre fra i Alt kun fem Individer.
De forste Rester fandtes 1835 i Lapa nova de Maquine paa Landejendommen
Maquiné de cima, tre eller fire Mil Syd-Sydost for Byen Curvelo, eller som dens fulde Navn
lyder Säo Antonio de Curvelo. Der laa (i Folge Lunds Beretning) to Individer begravede
der, hvert i sin Afdeling af denne store og pragtfulde Hule; men Skeletterne vare yderst
skjore og lejrede under uheldige Forhold, saa at det kun lykkedes at udtage nogle faa
Knogler i nogenlunde brugbar Stand. Det ene Skelet fandtes i den Afdeling af Hulen, som
Dr. Lund har givet Navn af «Feslottet»t); det laa skjult i en Fordybning i Hulens Gulv,
som var fyldt med los, gulagtig «Kalksand»*), og var i meget høj Grad skjornet og gnavet af
Tidens Tand. Nogle Kuogler vare allerede mere eller mindre forvandlede til Smul, andre
smulrede hen ved den mindste uforsigtige Berøring. Et Brudstykke af et Mellemkjæbeben,
en Stump af et af Overkjæbebenene med Spor af tre Tandhuler, enkelte Haand- og Fod-
knogler, endelig nogle Tender i meget maadelig Stand er Alt, hvad der er reddet af dette
Skelet; men at det oprindeligt maa have ligget der helt og holdent, derom maatte Dr. Lund
saa meget mere holde sig forvisset, som han blandt de hensmulrede Knogler fandt Dyrets
Exkrementer, som selvfolgelig maa have været indsluttede i dets Tarmkanal, da det ind-
bragtes i Hulen. Resterne af det andet Individ laa begravede i det saakaldte «Værelse 7 a»
i et omtrent en halv Fod tykt Lag af rød Lerjord, som fyldte Mellemrummet mellem to
ovenover hinanden afsatte Stalagmitskorper. Da Jordlaget var saa tyndt, hvilede nogle af
Knoglerne umiddelbart paa det underliggende Stalagmitgulv, andre ragede lidt op af Jorden,
') Se den udførlige Beskrivelse af denne Hule i Dr. Lunds foran citerede Afhandling «om Huler i Kalk-
steen i det Indre af Brasilien», Iste Afh. Særtr. S. 14—17, Tab. I, Fig. 1; Vid. Selsk. Skm nat. math.
Afh. 6te Deel, S. 220—223, Tab. I, Fig. 1.
2) Saaledes kalder Dr. Lund den Jord eller det Smul, hvori disse Levninger laa begravede
260 8
saa at de havde frembragt Knuder og Ujævnheder i den overste Stalagmitskorpe, og det
var netop denne Omstændighed, som forte til deres Opdagelse. Ogsaa i dette Tilfælde
mener Lund, at Skelettet har ligget der i sin Helhed; men paa Grund af den dækkende
Stalagmitskorpes betydelige Haardhed kunde han ikke afgjøre, hvad Stilling dets enkelte
Dele havde indtaget til hinanden, og der laa blandet imellem dem en Del Knogler af
en Hjorteart, som neppe med Sikkerhed kan skjelnes fra en af de nulevende brasilianske
Arter. Dr. Lund siger, at flere af Knoglerne vare fulde af Revner og Sprækker eller vel
endog spaltede i Splinter og Fliser, som dog holdtes kittede sammen af hærdet Ler og
Kalksinter, saa at Knoglernes oprindelige Form endnu var nogenlunde bevaret, og han har
baade i dette og lignende Tilfælde ment at kunne foreklare denne Knoglernes Tilstand ved
at antage, at selve de døde Dyrekroppe ere blevne trykkede og knuste af tunge Masser,
inden Kjødet og Huden var bortraadnet. Tilstanden skyldes imidlertid vistnok alene Fugtig-
hedens og Luftens forenede Virkning; slige Knogler ere simpelt hen vejrsprukne og have
lidt efter lidt antaget det omtalte Udseende, inden de bleve dækkede af det overliggende
Stalagmitlag og derved beskyttede mod yderligere Hensmulren. Der synes ikke at findes
nogensomhelst Del af dette Skelet i Dr. Lunds Samling. Paa den anden Tavle til hans
Afhandling om Maquiné-Hulen er der rigtignok afbildet et, efter Figuren at dømme, fuld-
stændigt Laarben (femur); men ikke at tale om, at der Intet er sagt om, hvilket af de
to i Hulen fundne Skeletter den aftegnede Knogle har tilhørt, saa findes den slet ikke i
Lunds Samling og er heller ikke optaget i hans Katalog over denne, medens derimod Ori-
ginalerne til den paa samme Tavle afbildede Tand og Ekskrement-Klump begge ere tilstede.
Da det desuden udtrykkeligt er bemærket i Afhandlingen, at Knoglerne af det sidstnævnte
Skelet kun kunde udhugges «brudstykkevis» paa Grund af Stalagmitskorpens Haardhed,
synes det at være den nærmest liggende Gisning, at dette Laarbeen snarest har tilhørt det
først omtalte, yderst skjere Skelet, men at det er hensmulret og gaaet tabt efter at være
blevet tegnet.
Det andet Sted, hvor der er fundet Levninger af Coelodon, er Lapa vermelha, en
labyrintagtig Hule i en stor Kalkklippe omtrent tre Fjerdingvej Syd for Lagoa Santa. Alt,
hvad der fandtes i denne Hule, som Lund neppe kan have begyndt at undersøge førend i
Aarne 1840 eller 1841, indskrænkede sig imidlertid til to lidt inkrusterede Smaaknogler,
nemlig en tredje Mellemhaandknogle (metacarpale tertium) af venstre Haand og et Fingerled.
Det tredje og uden al Sammenligning -betydeligste Fund gjordes 1844 i den vig-
tigste af de mange Huler paa Avlsgaarden Escrivania, som ligger paa venstre Side af Rio
das Velhas nogle Mil Nord for Lagoa Santa. 1 den Beretning om Undersøgelsen af disse
Huler og særlig om Udgravningen af den righoldigste af dem, Lapa de Escrivania n° 5,
hvortil der i det Foregaaende har været henvist, har Dr. Lund allerede bemærket, at der
laa begravet et fuldstændigt Skelet, som for en stor Del blev heldigt udtaget. Da den
9 261
følgende Beskrivelse vil vise, hvilke Partier af Skelettet det er lykkedes at bringe for Dagen, er
det overflødigt at gjøre Rede derfor paa dette Sted. Her kan det være nok at bemærke, at de
foreliggende Knogler ganske bestyrke Dr. Lunds Anskuelse, at Skelettet rimeligvis hidrører
fra et Dyr, som har fundet sin Grav i Hulen eller, som det paa Grund af dennes Form og
Størrelse maaske heller burde hedde, i det dybe Hul'), hvor det fandtes, og at det siden
den Tid har ligget der temmelig uforstyrret. Naar det alligevel ikke er lykkedes at samle
alle dets Dele, maa Grunden væsenligst søges i den Omstændighed, at det graagule Ler, som
havde fyldt den største Del af Hullet, hvori det laa begravet, havde været gjennemsivet af
kalkholdigt Vand og derved delvis var hærdet til store og meget haarde Klumper, saa at
mange af de i disse skjulte Knogler maa være splintrede og knuste ved Løsbrydningen og
Sønderslagningen af de breccieagtige Lermasser, medens andre maaske slet ikke kom til
Syne. Selv mange af de Knogler, som det lykkedes for Resten at udgrave i nogenlunde
god Stand, ere mere eller mindre overtrukne med Skorper af fastsintret Ler.
Skelettet har tilhørt et yngre Dyr. Hvirvellegemernes Endeplader ere endnu løse,
og end ikke Lemmeknoglernes Epifyser ere voksede fast til deres Mellemstykker. Væksten
har altsaa ikke været afsluttet ved Dyrets Død; men paa den anden Side viser Knoglernes
Beskaffenhed og Benvævets Fasthed i Forbindelse med Tændernes Slid, at Dyret dog paa
ingen Maade har været meget ungt; der er tvertimod vistnok overvejende Grund til at
antage, at det næsten har naaet sin fulde Størrelse.
Dr. Lunds Beretning om Udgravningen af Escrivania-Hulen n° 5 siger Intet om, at
han der skulde have fundet Spor til andre Coelodon-Skeletter end det ovennævnte. Imid-
lertid er der dog i hans Samling en løs Tand, (n°5659), der i Fortegnelsen over Sam-
lingen er betegnet som hidrørende fra den ovennævnte Hule, og som ogsaa i Farve
og Udseende ganske stemmer med de andre der fundne Coelodon-Levninger, men maa
have tilhørt et andet Individ. Kraniet af det unge Skelet fra den nævnte Hule var, den
Gang det ankom hertil tilligemed den øvrige Samling, endnu paa flere Steder besat med
tykke Lerskorper; navnlig var den bageste Overkjæbetand paa højre Side fuldstændig skjult
af en slig, og den tilsvarende paa venstre Side var kun saa vidt blottet, at man netop
kunde se, at der sad en Tand paa dette Sted, men ikke tydeligt opfatte dens Form, og jeg
lod mig derved forlede til en Tid lang at antage den løse Tand for det unge Individs
bageste højre Overkjæbetand, som var gleden ud af sin Tandhule. Da den bageste venstre
Tand imidlertid senere blev fuldstændig renset, viste det sig, at den havde en ganske anden
Form end den løse Tand, og da jeg derpaa begyndte med Varsomhed at bortmejsle Ler-
klumpen påa den modsatte Side, fandtes den bageste højre Tand at sidde ubeskadiget paa
sin Plads og i Et og Alt at ligne den venstre. Da det saaledes var klart, at den løse Tand
1) Se: Meddelelse af det Udbytte, de i 1844 undersøgte Knoglehuler have afgivet &c. Kbhvn. 1845. S.1.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XIL 3. 34
262 10
maatte hidrøre fra et andet Individ, gjennemgik og sammenlignede jeg nøje og stykkevis
alle de øvrige i Lapa de Escrivania udgravede Coelodon-Levninger; der er imidlertid ikke
blandt dem nogen overtallig eller dobbelt forekommende Knogle, som derfor nødvendigvis
maa tilhøre et andet Individ end de øvrige; heller ikke har jeg fundet noget Stykke, om
hvilket det af andre Grunde ubetinget maa siges at være Tilfældet, men det kan ikke
nægtes, at der er et Par Knogler, som dog kunne vække nogen Tvivl, og disse skulle
senere nærmere omtales. Om den omtalte Tand er funden sammen med det unge Dyrs
Skelet, eller om den har ligget fjernt fra dette i et andet Lag af den Jord, som fyldte
Hullet, vides ikke.
Dr. Lund har i sine Arbejder om Brasiliens uddøde Dyreverden et Par Gange be-
rørt"), at han i Maquiné - Hulen havde fundet en Mængde smaa kalkagtige Konkretioner
liggende sammen med det ene af de der begravede Coelodon-Skeletter. Han antog disse
Smaalegemer for at have været Forbeninger eller Benknuder i Dyrets Hud og bestyrkedes i
denne Mening ved senere i Løbet af sine Undersøgelser gjentagne Gange ogsaa at finde
lignende Smaalegemer i Selskab med og i et Par Tilfælde lejrede omkring Stykker af Scelido-
theriets Rygrad. Heraf drog han atter den Slutning, at sandsynligvis alle de mega-
therioide Dyr havde havt en tyk, med mere eller mindre lindseformige Benknuder for-
synet Hud og saaledes i det Mindste en Slags Begyndelse til et Pandser?), en Antagelse, som
vel nu, efter at Professor Burmeister har paavist et endnu lidt mindre rudimentært Pandser
hos Mylodon gracilis*), tør siges i Hovedsagen at have bekræftet sig. Der er imidlertid slet
ingen opbevaret af de i Maquiné-Hulen fundne Konkretioner, hvad man saa meget mere
maa beklage, som det ikke synes, at der har været fundet saadanne liggende sammen med
det i Lapa de Escrivania n° 5 opdagede Skelet. I alle Fald nævnes der ingen i Dr. Lunds
Beretning om dette Fund, og der findes ingen i hans Samling, medens der i den ligger
flere Breccier med lignende Konkretioner, som han omtaler at have truffet lejrede omkring
Dele af et Scelidotherium- Skelet i samme Hule”). Der kan derfor desværre ikke føjes
Noget til de korte Angivelser, som han allerede selv har meddelt om Hudforbeningerne
hos Coelodon.
De ved de tre forskjellige Fund tilstedekomne Coelodon-Levninger hidrøre aaben-
bart fra omtrent lige store Individer og antyde Dyr, som neppe have overtruffet Manke-
Myreslugeren (Myrmecophaga jubata) i Størrelse, skjøndt deres Benbygning ganske vist
1) Blik paa Brasiliens Dyreverden &e. Tredje Afhandl. Særtr. Kbhvn. 1840. S. 17. — Kgl. D. Vid.
Selsk. naturv. og mathem. Afh. 8de D. Kbhvn. 1841. S. 233.
Meddelelse af det Udbytte &c. Særtr. Kbhvn. 1845. S 21. — Kgl. D. Vid. Selsk, naturv. og mathem.
Afh. 12te D. Kbhvn. 1846. S.77.
2) Meddelelse af det Udbytte &e. I. c
3) Anales del Museo publico de Buenos Aires. Entrega terceira. P. 173. PI. V. Fig. 8.
') Meddelelse af det Udbytte &c. Særtr. S. 21.
11 263
har været ulige plumpere!). Derimod er det paa Grund af de to første Funds Uülstrække-
lighed ikke let at afgjøre, om de foreliggende Levninger alle tilhøre en og samme Art eller
ikke. Dr. Lund har selv, allerede medens han kun besad de meget faa Coelodon-Knogler
fra Maquiné-Hulen og fra Lapa vermelha, en Tid lang troet at kunne skjelne to Arter, og
derfor i et Par af de «Fortegnelser paa Pattedyrene fra Rio das Velhas's Floddal», som
ledsage Flertallet af hans Afhandlinger om «Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvælt-
ning»?), foruden Coelodon maquinensis?) ogsaa optaget en « Coelodon Kaupü». Men i sin
sidste Afhandling fremhæver han udtrykkelig, at den førstnævnte er Slægtens eneste ham
bekjendte Art, og maa altsaa allerede den Gang stiltiende have taget sin C. kaupii tilbage.
Da denne Coelodon kaupü kun figurerer i de ovennævnte to Fortegnelser, men aldrig er
bleven nævnt, end sige nærmere omtalt i selve Afhandlingerne, og da der heller ikke findes
nogen Oplysning om den i de haandskrevne Optegnelser, der fulgte med Dr. Lunds Sam-
ling som et Bilag til den”), kan man ikke vide, hvad det er for Knogler, paa hvilke den
blev grundet. Men da den er opstillet flere Aar førend Escrivania-Fundet gjordes, har man
i alle Fald kun Valget mellem to Gisninger; enten maa den have været grundet paa de
tvende i Lapa vermelha fundne Coelodon-Knogler, eller paa Levninger, som ved gjentagen
Provelse have vist sig slet ikke at være af nogen Coelodon. Knoglerne fra Lapa vermelha
ligne saa ganske dem fra Maquiné-Hulen, at det forekommer mig lidet rimeligt, at det
skulde kunne være dem, som havde vakt Tanker om en Artsforskjellighed hos Dr. Lund.
Jeg maa derfor for min Del foretrække den anden Gisning. Men selv om den førstnævnte
Formodning skulde være den rette, kan der dog ikke være Tvivl om, at der er al Grund
til ganske at opgive den omtalte Coelodon kaupii som en særegen Art. Det er derfor heller
ikke noget Forsøg paa atter at kalde den til Live, naar jeg mener, at der rimeligvis alligevel
ligger to Arter skjulte i den eneste, som Dr. Lund endte med at anerkjende; men jeg tror,
at det vil vise sig, at de i Escrivania-Hulen opdagede Coelodon-Rester tilhøre en anden
1) Dr. Lund har oprindelig (i Afhandlingen om Maquiné-Hulen og i «Blik paa Brasiliens Dyreverden»
&c. 2den Afhandling) antaget Coelodon maquinensis for at være saa stor som Tapiren (Lapirus suillus);
men i Beretningen om Udgravningen af Escrivania-Hulerne siger han, at den «knap overtraf i Stør-
relse et stort Sviin» (Il. c. S. 11), og denne Angivelse er rigtigere end den første.
2) Fortsatte Bemærkninger &c. Særtryk. Kbhvn. 1842. S. 11, — Kgl. D. Vid. Selsk. naturv. og mathem.
Afh. Niende Deel. Kbhvn. 1842. S 131 (paa dette Sted under Navn af «Megalonyx Kaupii»).
Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 4de Afh. Særtr. Kbhvn. 1842. S.61. — Kgl. D. Vid Selsk.
naturv. og mathem. Afh. Niende Deel. Kbhvn. 1842. S. 197.
Dr. Lund har i sine Arbejder i Reglen betragtet Coelodon som et Intetkjønsord og derfor skrevet
Coelodon maquinense; en enkelt Gang skriver han imidlertid magwinensis, og dette er vistnok rigtigere.
Optegnelserne om Coelodon-Slægten ere (for straks her at bemærke det) temmelig sparsomme og
fylde neppe nok seks meget smaa Oktav-Sider. Det er en naturlig Følge af, at Lund kun besad saa
yderst faa Levninger af dette Dyr, førend Escrivania-Hulerne bleve undersøgte, og at der næsten
Intet er optegnet om det der gjorte rige Fund, fordi han (som det vil erindres) kort efter opgav alt
yderligere Studium af den uddøde Fauna.
3
—
4
34"
264 12
Art end den, fra hvilken de faa, tidligere i Maquiné-Hulen og i Lapa vermelha samlede Lev-
ninger hidrøre. Skjendt en meget nojeseende Sammenligning nok kan paavise nogle smaa
Afvigelser mellem Knoglerne fra disse to sidstnævnte Huler og de tilsvarende fra Escrivania-
Hulen, ere dog hine Knogler dels i saa maadelig Stand, dels saa faa i Tallet, at det maatte
kaldes meget dristigt at ville lægge synderlig Vægt paa disse Smaaforskjelligheder; de ere ikke
større, end at de godt kunne være individuelle Afvigelser. Det vilde heller ikke være faldet
mig ind at lægge anden Betydning i dem, dersom der ikke havde vist sig tillige al være
en Forskjel i Tænderne tilstede. 1 det Følgende vil der blive gjort nærmere Rede for den;
her skal jeg indskrænke mig til at anføre, at Dr. Lund i sine Bemærkninger om Tand-
sæltet hos den i Maquiné-Hulen fundne Coelodon ınaquwinensis!) fremhæver en Tand, som er
smallere end Resten, og som han paa Grund af dens Form sammenligner med en Fortand
af en Kapivar (//ydrochoerus capybara). De to i Maquiné-Hulen fundne Exemplarer af
denne afvigende Tand ere heldigvis opbevarede i hans Samling blandt de øvrige Coelodon-
Tænder fra denne Hule, og ved Sammenligningen viser det sig, at der ikke findes en
lignende Tand noget Steds i Tandrækken hos den i Escrivania-Hulen opdagede Coelodon.
Der kan ikke være Tale om at tilskrive Slid nogen Del i Tandens afvigende Form; det er
ikke rimeligt, at den skulde være et Kjønsmærke, og Forskjellen forekommer mig meget
for stor til at kunne antages for en tilfældig individuel Særegenhed, om jeg end paa ingen
Maade vil nægte, at saadanne ogsaa kunne vise sig i Tænderne.
Jeg tror derfor, i alle Fald indtil nye og rigeligere Fund afgjort maatte bevise det
Modsatte, at maatte blive staaende ved den Antagelse, at den i Escrivania- Hulen fundne
Coelodon er en anden Art end den, af hvilken der fandtes Levninger i Lapa nova de Ma-
quiné og i Lapa vermelha. Som vi have set, kan Navnet Coelodon kaupü betragtes som
ledigt; men da Escrivania-Arten ikke har Noget at gjøre med den uholdbare Art, som en
kort Tid bar dette Navn, synes det let at kunne give Anledning til Misforstaaelse og For-
virring, hvis man vilde overføre det paa den ny Art; jeg foretrækker derfor at kalde den
Coelodon escrivanensis efter Hulen, hvor de første Levninger af den ere fundne, og i Overens-
stemmelse med den Maade, paa hvilken Dr. Lund har benævnt den tidligst fundne af de
af ham opdagede Arter.
Den følgende Beskrivelse af Benbygningen er udelukkende grundet paa de i Escri-
vania- Hulen udgravede Knogler. Hvis fremtidige Fund og Undersøgelser stadfæste min
Anskuelse, at Coelodon-Levningerne fra Lapa nova de Maquiné og Lapa vermelha hidrøre
fra en anden Art end den, som laa begravet i Escrivania-Hulen, vil det jo vistnok vise sig,
1) Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 2den Afh. Særtryk. Kbhvn. 1839. S. 12. — Kgl. D. Vid. Selsk.
naturv. og mathem. Afh. 8de D. Kbhvn. 1841. S. 72,
Samme Steds, 3dje Afh. Særtryk. Kbhvn. 1840. S. 14, Noten. — Kgl. D. Vid. Selsk. naturv. og
mathem. Afh. 8de D. Kbhvn. 1841. S. 230.
13 265
at disse to Arter have frembudt Forskjelligheder lige saa vel i deres Benbygning som i
deres Tandsystem, og det vil i saa Fald være den Tids Sag at oplyse deres indbyrdes
Fornold. De Knogler, som hidtil ere bragte for Dagen af den tidligst opdagede Art, fore-
kommer mig ikke i nogen Henseende saaledes beskafne, at en særlig udførlig Beskrivelse
af dem kan bringe nogensomhelst Nytte; der vil derfor kun undtagelsesvis blive taget
Hensyn til dem i det Følgende.
266
IL.
Beskrivelse af Benbygningen.
l. Hovedskallen (cranium).
Der foreligger en næsten fuldstændig Hovedskal!), omtrent dobbelt saa stort som Kraniet
af det nulevende totaaede Dovendyr, Choloepus didactylus. Skjøndt den ikke blot er den
vigtigste Del af Skelettet, men overhovedet et af de interessanteste og smukkeste Stykker i
hele Dr. Lunds Samling, var den dog, ved en Forglemmelse, hverken forsynet med noget
Nummer eller indført i den af ham selv forfattede Katalog, den Gang Samlingen ankom
hertil. Den er endelig heller ikke omtalt i hans haandskrevne Optegnelser om de uddøde
Dyreformer, som han sendte hertil for at opbevares ved hans Samling.
Der kan imidlertid ikke være Tvivl om, at dette Kranie er en Del af Escrivania-
Fundet og hører til det næsten fuldstændige Skelet, som laa begravet i denne Hule. Alle
Sømmene mellem de enkelte Ben ere endnu fuldkommen aabne; det er altsaa af et endnu
ungt Dyr ligesom Skelettet, og stemmer derhos i Farve og Bevarings-Tilstand ganske over-
ens med dette Skelets andre Knogler; den graagule Jordart, som er fastsintret til det, er
nøjagtig af samme Udseende som den, der danner tykkere eller tyndere Skorper ogsaa paa
mange af disse, og i Leret, som har samlet sig i og fyldt Næsehulen, ses adskillige af de
Knogler af Smaadyr, der, som bekjendt, i en saa utrolig Mængde vare strøede omkring i
den omtalte Hules Jordlag. Endelig maa enhver nok saa svag Betænkelighed fjernes af
den heldige Omstendighed, at den nederste Halvdel af en Taphvirvel (ais) er sintret fast
til Hovedskallen, og at atter et andet, aabenbart ved Udgravningen afbrækket Stykke af den
selvsamme Hvirvel hænger fast ved nogle andre Halshvirvler, som med fuld Sikkerhed vides
at høre til det unge Skelet, der laa begravet i Escrivania-Hulen.
De Beskadigelser, som Hovedskallen har lidt, ere forholdsvis faa; der mangler den
forreste Ende af den venstre Underkjæbegren; fremdeles er den ydre Næseaabnings Rand
for største Delen afstødt, og hist og her ere nogle tynde Kanter brækkede af. Brudene
ere imidlertid alle friske, saa at Kraniet vistnok først har faaet disse Beskadigelser ved Ud-
1) Tab. I, Fig. 1—2.
15 267
gravningen. Endelig var under Forsendelsen fra Lagoa Santa hertil den hojre Underkjæbe-
gren knækket tværs over ved den bageste Tand; men Brudet var heldigvis ganske simpelt,
uden Splinter og lod sig med største Lethed restaurere.
Underkjæben er paa venstre Side gledet lidt bort fra Ledgruben paa Tindingebenet
og har med det Samme forskudt sig over mod højre Side, i hvilken Stilling den dernæst er
sintret fast til Vingebenene og ved Hjælp af Tænderne tillige til Ganen. Sømmene mellem
Aagbenene og Taarebenene have aabnet sig, og de førstnævnte Ben ere blevne trykkede lidt
indad, men ere forøvrigt holdte i deres rette Stilling ved at være blevne kittede fast til Under-
kjæbegrenenes udvendige Side. Fremdeles ere begge Tindingebenenes Kindbue - Udvækster
(processus zygomatici) brækkede tværs over, men de afbrækkede Stykker ere i næsten ufor-
andret Retning igjen sintrede fast; paa lignende Maade forholder det sig endelig med den
venstre Underkjæbegren; den har faaet et Knæk lige bag ved den forreste Tand; men den
derved fremkomne Spalte er fyldt med hærdet Ler, som har loddet den afbrækkede Stump
fast igjen uden at den er bragt synderligt ud af sin rette Stilling. Af det Foregaaende
fremgaar det paa det Tydeligste, at Skelettet maa have ligget uforstyrret paa sit Lejested,
medens Hovedskallen led de omtalte Beskadigelser; thi de forskjellige afbrækkede Stykker
vilde naturligvis ellers ikke kunne være sintrede fast igjen i nogenlunde uforandret Stilling,
og det er vel rimeligt, at Brudene eré frembragte ved Trykket af den omgivende Jord-
masse. Som et yderligere Tegn paa, at Skelettet har ligget, fra Begyndelsen af vistnok
fuldstændigt, i uforstyrret Ro i Hulen, kan anføres, at skjondt de smaa Mellemkjæbeben
(præmawillaria) havde løsnet sig og vare faldne af, er dog i alle Fald det ene af dem
fundet liggende løst i Jorden blandt de øvrige Knogler.
Men skjøndt Kraniet saaledes maa siges at være saa godt som fuldstændigt, er der
dog enkelte Bygningsforhold, som skjules af tykkere eller tyndere Lerskorper, hvormed
visse Partier af det ere overtrukne, og andre, som Underkjæbens Fastsintring til Hjerne-
kassen gjør det vanskeligt at faa Syn paa. Hele den forreste Del af Næsehulen er, som
sagt, ganske fyldt med hærdet Ler; en Lerskorpe skjuler den bageste Del af Ganen
og af de indre Næseveje; og Hjernehulen er ligesom udforet med en lignende, men tyk-
kere Skorpe. Endelig ere Hjernekassens Huller og Aabninger, med Undtagelse af det store
Nakkehul, tilstoppede af fastsintret Ler, som det er saa godt som umuligt at fjerne, efter-
som det hæfter meget fast ved Benmassen og er betydelig haardere end denne; derved, at
Underkjæben er loddet urokkelig fast paa den ovenfor beskrevne Maade, ere desuden de
forskjellige Kilebenshuller gjorte utilgængelige og næsten ganske skjulte.
Hovedskallen er lidt mindre langtstrakt end hos Scelidotherium og Platyonya,
men har dog maaske mest Lighed med disse Slægters, idet Forkortningen navnlig
har truffet den egentlige Hjernekasse, men ikke det foran Øjehulen liggende Snude-
parti, saaledes som hos Mylodon og visse andre Kæmpedovendyr. Naar man stiller
268 16
Hovedskallen saaledes, at Underkjæben hviler paa en vandret Flade, og derpaa betragter den
fra Siden, viser Nakkebenet (os occipitale) sig ved en kraftig Tværkam delt i to Partier.
Det nederste danner den egenlige Nakkeflade og stiger aldeles stejlt i Vejret; det ovenfor
Tværkammen liggende Parti danner en Vinkel med det første og udgjør en Del af Hjerne-
kassens Loft ligesom hos de nulevende Slægter: Choloepus og Bradypus. Hovedskallens
øverste Contourlinie hæver sig fra den omtalte Tværkam med en svag Krumning opad indtil
Forenden af Issebenene og løber dernæst med svage Undulationer, men i Hovedsagen i
lige Linie hen til Næsebenenes Forrand. Naar Munden er lukket, er Underkjæbens nederste
Rand omtrent parallel med Kraniets øverste Contour, og set fra Siden danner Hovedskallens
Omrids nogenlunde et langstrakt Parallelogram. Tænker man sig Underkjæben borte, viser
den foran Vingebenene liggende Del af den egenlige Hovedskal sig omtrent som en firsidet,
fortil afskaaren Pyramide, idet Hovedskallens største Højde eller Gjennemsnit ovenfra nedad
falder ved Vingebenenes bageste Del og fra dette Sted aftager stedse mere fortil. Kraniets
Sideflader ere meget stejle, og skjøndt de ikke ved skarpe Kanter ere skilte fra Kraniets
øverste Flade, er denne dog i den største Del af sin Udstrækning tydeligt afgrændset. Den
er meget langstrakt, smal og i den største Del af sin Længde næsten plan; foran for
Kindbuens Udspring bliver den temmelig pludselig smallere og tillige mere hvælvet i Tvær-
retningen og saaledes mindre tydeligt afgrændset fra Sidefladerne. I de bageste to Tredje-
dele er den næsten jævnbred, idet dens Rande kun ved Øjehulen bøje sig ubetydeligt
udad i et meget lidt fremspringende, afrundet Hjørne, som repræsenterer den bageste
Ojehule-Udvækst (processus postorbitalis) og neppe er saa stor som denne Udvækst hos
Mylodon robustus og hos den nulevende Bradypus-Slægt, saa at det altsaa kun afgiver en
højst ufuldkommen Grændse mellem Tindingegruben (fossa temporalis) og Øjehulen (orbita).
Som det allerede vil ses af det Foregaaende, er der ikke blot ikke nogen Issekam ( crista
sagittalis); men de rue Linier, som betegne Tindingemusklernes Udspring, danne netop
selve Siderandene af Hovedskallens øverste Flade; og selv om disse Linier hos det meget
gamle Dyr vel nok ville vere rykkede hinanden noget nærmere, end de ere paa det fore-
liggende unge Kranium, have de dog neppe i nogensomhelst Alder hos Coelodon - Slægten
naaet hinanden og dannet en virkelig Issekam, saaledes som hos Megalonyx, visse Sce-
lidotherier og paa en Maade ogsaa hos Megatheriet. Overfladen er overalt glat og jævn
og mangler ganske de Huller og Fordybninger, hvormed navnlig Isse- og Pandebenene ere
forsynede hos Beltedyrene, og som staa i Forbindelse med Tilstedeverelsen af det tykke
Pandser, som dekker Hovedet hos disse Dyr.
De fire særskilte Stykker, som ved deres Sammenvoksning danne det enkelte
Nakkeben (os occipitale)'), ere allerede saa fuldstændigt sammensmeltede, at der ikke er
DE BE) YDE ETS ites aS
17 i 269
mindste Spor af den tidligere Adskillelse tilbage; men alle Hovedets ægte Sømme ere endnu
aabne, og de enkelte Bens Omrids og indbyrdes Forhold tydelige overalt, hvor de ikke
dækkes af Lerskorper. Jeg vender mig derfor nu fra de foranstaaende korte Bemærk-
ninger om hele Hovedskallens Form til en nærmere Betragtning af de vigtigste af dens
enkelte Knogler.
Den egenlige stejle Nakkeflade er skilt fra den Del af Nakkebenet, som bidrager
til at danne Hjernehulens Loft, ved en kraftigt udviklet buedannet Kam, den nederste
Nakkekam (crista occipitalis inferior), der svarer til linea semicircularis inferior hos Men-
nesket. Samme Flade er dernæst delt i to Halvdele ved en lodret Kam, som udspringer
ved Randen af Nakkehullet, krydser den ‚nysn®vnte Tværkam og først taber sig oppe paa
den øverste Del af Nakkebenet der, hvor den møder den kun svagt antydede øverste Nakke-
kam (erista occipitalis superior). Hos de øvrige megatherioide Dyr er Nakkefladen mere eller
mindre skraa, og Nakkeledknuderne (condyli occipitales) ere den bagtil mest fremspringende
Del af Hovedskallen. Der finder i den Henseende nogen Forskjel Sted hos de forskjellige
Slægter. Ledknuderne rage længst frem hos Megatherium, Lestodon og Mylodon, i lidt
mindre Grad hos Platyonyx og Scelidotherium; men de ere hos alle disse Slægter i alle Fald
fuldkommen synlige, naar man betragter Kraniet fra oven. Hos Coelodon er dette derimod
ikke Tilfældet; der kommer ikke den mindste Del af dem til Syne i denne Stilling. Efter
de Afbildninger at dømme, som Leidy har givet af Kraniet af Megalonyx jefferson synes
det at forholde sig paa lignende Maade med dette Kæmpedovendyr; men Ledknuderne rage
dog i alle Fald lige saa langt frem bag til som en hvilkensomhelst anden Del af Nakke-
benet. Paa det foreliggende Coelodon-Kranie springe de derimod ikke saa langt frem; naar
det henstilles paa en vandret Flade, og man dernæst tænker sig en Linie fældet lodret ned
paa denne fra Nakkefladens mest fremspringende Punkt, vil den falde omtrent en Centi-
meter bag ved Ledknuderne, og som Følge heraf har ogsaa selve det store Nakkehul
(foramen magnum) en mere skraa Retning ned ad end hos de øvrige Slægter, hos hvilke
det næsten kan siges at vende lige bag til; det tilhører hos Coelodon nok saa meget Under-
siden som Bagsiden af Hovedskallen. Ganske vist maa det ikke tabes af Syne, at Kraniet
er af et ikke fuldt udvokset Dyr, og at de ovenfor fremhævede Forhold kunne forandre sig
med Alderen; men den nederste Nakkekam er dog allerede saa kraftigt udviklet, at det ikke
forekommer mig sandsynligt, at Forandringen nogensinde skulde blive stor nok til, at
Nakkefladen kunde blive skraa, og Ledknuderne komme til at rage stærkt frem bag til.
Paroccipital-Udvæksterne ere (ligesom ogsaa Vorte-Udvæksterne) saa svagt antydede, at de
næsten maa siges at mangle. Hullet for Tungemuskelnerven (foramen condyloideum anterius)
er paa begge Sider af Kraniet tilstoppet af Lerskorper; men saavidt man kan skjønne, er
det mindre end det plejer at være hos Kæmpedovendyrene, neppe mere end tre eller fire
Millimetre i Tværmaal; det lidt mere udad til siddende Nervehul (foramen lacerum post.) er
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 3. 35
270 18
ikke meget større. Den Del af Nakkebenet, som bøjer sig om paa Oversiden af Kraniet,
hâr Form af en ligebenet Triangel, hvis fortil vendende Spids skjærer sig dybt ind mellem
Issebenene (ossa parietalia).
Disse sidstnævnte Ben!) have et uregelmæssigt firkantet Omrids. Kronsommen
(sutura coronalis) laber tværs over Kraniets overste Flade i en fuldkommen lige Linie, men
nedad Siderne krummer den sig fortil, idet Issebenene her løbe ‘ud i en lang Snip, som
skyder sig ind mellem Tindingebenene og Pandebenene for at stode til de store Kile-
bensvinger (alæ magne), og som saaledes skiller de nysnævnte Ben fra hinanden. Paa de
allerfleste af de hidtil beskrevne Hovedskaller af andre Kæmpedovendyr ere Sommene mere
eller mindre forsvundne; det lader sig derfor jkke tilfulde oplyse, hvorledes de øvrige
Slægter forholde sig i denne Henseende; men efter Dr. Lunds Afbildning at dømme?) synes
Issebenet i alle Fald hos Platyonyv-Slægten ikke at naa Kilebensvingen, og det Samme er
Tilfældet hos Choloepus blandt de nulevende Dovendyr, hvorimod Bradypus i den Henseende
efter min Erfaring stemmer med Coelodon, skjøndt der kan vise sig individuelle Afvigelser
fra Reglen, undertiden dog blot påa den ene Side, medens Kraniets anden Side frembyder
det rette Forhold.
Pandebenene (ossa frontalia)*) ere betydeligt større end Issebenene. Ved den
rudimentere bageste Øjenudvækst bemærkes et lille Hul, et foramen nutritium, ligesom hos
alle Nutidens Dovendyr; men hos Coelodon escrivanensis har det sin Plads paa Hovedets
øverste Flade, medens det hos disse sidder paa Sidefladen eller vel endog (hos Choloepus)
paa Undersiden af den nævnte Udvekst, altsaa egenlig inde i Øjehulen. Den mærkelige,
store Aabning i Kraniets Midtlinie, som Pandebenene frembyde hos det af Owen beskrevne
Megatherium-Skelet, og som formodes at have tjent til Udgang for en Blodaare”), er der
intet Spor til hos Coelodon. Men dette Hul synes, efter hvad man hidtil véd, overhovedet
ikke at findes hos noget andet Kæmpedovendyr end netop Megatheriet, og det er vel endog
et Spørgsmaal, om det stedse findes hos dette; thi det synes ikke at være fundet paa det
i Madrid opbevarede Skelet. I det Mindste omtales det ikke af de Forfattere, som have
havt Lejlighed til selv at se dette berømte Skelet; hverken i Bru's, af Garriga udgivne Be-
skrivelse”) eller i Pander's og d'Alton's bekjendte Værk?) vil man finde det nævnt. Det er
endelig heller ikke fremstillet paa den smukke Figur af Hovedskallen set ovenfra, som findes
AAV AIRIS I DY
2) Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. Fjerde Afhandling. Kbhvn. 1842. Tab. XXVIII, Fig. 1.
STLab A} His ina
4) Owen, Memoir on the Megatherium &c. London, 1861. P. 30. PI. XIII, Fig. 2, v.
5) Garriga, descripeion del esqueleto de un quadrüpedo muy corpulento y raro &c. Madrid,
MDCCLXXXX VI.
6) Pander u. d'Alton, das Riesenfaulthier, Bradypus giganteus, &c. Bonn, 1821.
7) Ves Tab. UL. Fig--a
19 Tel
Tomme i Gjennemsnit) i Forbindelse med dets iøjnefaldende Plads skulde synes at maatte
have sikkret det for at blive overset, hvis det virkelig havde været tilstede, Overkjæbe-
benene naa paa Oversiden af Hovedskallen ikke saa langt bagtil som Næsebenene og Taare-
benene; Sømmen mellem disse tre Par Ben paa den ene Side og Pandebenene paa den
anden Side danner derfor en Bolgelinie med en dyb Indbugtning i Midten, hvor Næse-
benenes bageste Del ligesom omsluttes af Pandebenene.
Næsebenene (ossa nasalia)!) ere meget langstrakte; de ere ligesaa lange som Pande-
benene, men deres største Brede udgjør ikke mere end en Femtedel af deres Længde; de
ere smallest i Midten, men blive dog kun højst ubetydeligt bredere mod begge Ender.
Deres forreste Rand er noget beskadiget paa den foreliggende Hovedskal; men det lader
sig dog endnu skjønne, at den har været indbugtet saaledes, at begge Benene dannede en
i Midtlinien fremspringende Spidse. Et os prænasale, der som bekjendt optræder hos de
nulevende Dovendyr, har Coelodon neppe besiddet. Den ydre, næsten kredsrunde Næse-
aabning vender lige fortil.
Taarebenene (ossa lacrymalia)?) ere kun smaa; omtrent Halvdelen af deres Over-
flade tilhører Øjehulen; Taarehullet sidder helt og holdent paa Knoglens faciale Del. De naa
ikke op til Næsebenene, saaledes som det i Følge Owen maa være Tilfældet hos Scelidotherium
leptocephalum *), men adskilles fra dem ved Overkjæbebenene, der hos Coelodon, som ovenfor
bemærket, støde op til Pandebenene med deres Pandeudvækst (processus frontalis v. nasalis).
Det har allerede været omtalt i Forbigaaende, at der er et Mellemkjæbeben
(os præmawillare) blandt de faa Coelodon-Levninger fra Maquiné-Hulen, og at der lige-
ledes findes et sligt Ben blandt de i Escrivania-Hulen udgravede Knogler. Intet af dem er
fuldstændigt; men det sidste er dog mindre beskadiget end det første og lægges til Grund
for Beskrivelsen og Afbildningen”). Dets bageste Del er brækket af, og det er derfor ved
første Blik mindre tydeligt, hvilket af Mellemkjæbebenene det er; en nærmere Betragtning
synes imidlertid at vise, at det er det højre. Trods Knoglens beskadigede Tilstand kan
man se, at den ikke har havt nogen egentlig opstigende Gren, og at den omtrent har havt
Figur af et romersk V, som vender Spidsen fortil, og hvis indad vendende Gren i hele sin
Længde har lagt sig tæt op til den tilsvarende Gren af det venstre Mellemkjæbeben, medens
Mab. 12 Bigs 1, 4
JET abs. “hig. 1, 0,
3) Philos. Transact. f. MDCCCLVII. P. 105. Tab. VIII. Fig. 1—2. Paa Figurerne ses Forholdet ikke
ret tydeligt; men Tekstens Ord levne ingen Tvivl.
%) Tab. I. Fig. 3. Mellemkjæbebenet fra Maquiné-Hulen er ikke forsynet med Nummer og ikke optaget
i Fortegnelsen over Dr. Lunds Samling; men der haves Vished for, at det er fra den nys-
nævnte Hule, og det stemmer nøje i Udseende og Conservation med de øvrige der fundne
Coelodon-Levninger. Mellemkjæbebenet fra Eserivania-Hulen bærer Nr. 12367 og er i Fortegnelsen
angivet at vere: «Ayoidei fragmentumr; men der kan ingen Tvivl vere om, at denne Be-
stemmelse er urigtig.
35°
272 20
Aabningen mellem Vinkelens Ben har dannet den større Del af det højre forreste Ganehul
(foramen palatinum ant. eller ineisivum), som rimeligvis kun allerbagest udad til har været
begrændset af Overkjæbebenet. Mellemkjæbebenene have altsaa hos Coelodon været byg-
gede i Hovedsagen som hos den nulevende Choloepus-Slægt, og dette er vel ogsaa hvad
man maatte vente. Man kjender nemlig allerede de omtalte Ben hos adskillige Kæmpe-
dovendyr - Slægter, og hos dem alle have de vist sig for saa vidt at stemme med de til-
svarende Knogler hos Choloepus, at begge Knogler holde sig adskilte og i det Hoieste hos
det gamle Dyr vokse mere eller mindre fuldstændigt sammen indbyrdes. Men iøvrigt er
deres Form noget forskjellig hos de forskjellige Slægter. Ifølge Burmeisters Beskrivelse og
Afbildning af disse Ben hos hans «Mylodon gracilis» 19: Lestodon myloides, Gery.)') maa
Lestodon-Slægten være den, som i den Henseende viser størst Lighed med Choloepus.
Mellemkjæbebenene springe her endog mindre frem end hos den sidstnævnte Slægt; Gane-
fladen er fortil aldeles stumpt afrundet. Benenes ydre Gren danner næsten en ret Vinkel
med den indre og er meget kortere end denne, hvorfor Burmeister ogsaa siger, at hvert
Mellemkjæbeben har Form af en Hammer”). En stærk Modsætning hertil træffer man hos
Megatheriet, hos hvilket disse Ben ere meget kraftigt byggede, rage frem foran Næse-
benenes forreste Rand med næsten deres hele Længde og danne en lang og smal, men jævn-
bred Forlængelse af Ganefladen, idet de først nær ved deres bageste Ende spalte sig i to
korte Grene og derfor hvert for sig snarere minde om Bogstavet Y end om V. Hos Pla-
tyonyx owenu, Lund, rage de vel ogsaa et stort Stykke frem foran for Næsebenene; men de
ere dog ikke såa lange som hos Megatheriet, derhos yderst spinkle, og have, som et i
Dr. Lunds palæontologiske Samling opbevaret Kranium viser?), en ret udpræget V-Form.
Omtrent paa samme Maade synes disse to Ben at forholde sig hos Scelidotherium leptoce-
1) Anales del museo publico de Buenos Aires. Entrega terceira. Pag. 170—171. Lam. V. Fig. 5—7.
*) De este modo cada mitad del hueso incisivo tjene Ja figura casi de un martillo &c. I. c. S. 171.
3) Man sammenligne Dr. Lunds Beskrivelse af disse to Ben i hans «Blik paa Brasiliens Dyreverden»,
4de Afh. Kbhvn. 1842. Særtr. S. 11. — Vidensk. Selsk. math. og naturvid. Afhandl. 9. Del. S. 147.
Den Platyonyx-Art, hvis Hovedskal Dr. Lund udførligt beskriver paa dette Sted, og af hvilken han
giver en lille, til Dels skematisk Figur, kaldte han den Gang P. brongniartii; men senere har han
taget denne Art tilbage og forenet den med P. owenü. Hovedskallen var ikke i Dr. Lunds palæonto-
logiske Samling, da han sendte den hertil, og den er derfor heller ikke indført i hans Fortegnelse
over den. Han havde nemlig allerede tidligere sendt den som en Gave til Kong Chr, 8. tilligemed en
Del andre Levninger af de af ham i de brasilianske Huler opdagede uddøde Dyr. Men da Kongens
naturhistoriske Samlinger efter hans Død overdroges til Staten, blev alle de Huleknogler, som han
havde modtaget fra Dr. Lund, afgivne til dennes palæontologiske Samling, og saaledes ogsaa denne
Hovedskal, som dog var sønderslagen og i en yderst maadelig Tilstand paa Grund af Beskadigelser,
som den rimeligvis havde lidt allerede under Datidens langvarige og besværlige Forsendelse fra
Lagoa Santa til Rio de Janeiro, under hvilken Kassen, hvori den var nedpakket, naturligvis daglig
maatte læsses paa et Muldyr og derpaa atter aflæsses og overhovedet stadigt var udsat for Stød og
for uforsigtig Medfart, som den usædvanlig skrøbelige Hovedskal, trods den sikkert omhyggelige Ind-
pakning, ikke har kunnet taale.
21 273
phalum, Ow., saavidt jeg kan skjønne af en Gibsafstobning af et temmelig fuldstændigt Kra-
nium, som opbevares i British Museums Samling, samt af Owens allerede citerede Be-
skrivelse af dette; kun synes Knoglerne at være noget tykkere og plumpere. Hos Coelodon
er Forholdet nærmest som hos Piatyonyx, og navnlig ere Mellemkjæbebenene spinkle og
svage ligesom hos denne; men de springe længere frem, og Spaltningen i de to Grene
begynder først i noget større Afstand fra deres forreste Spidse end hos denne. At disse
stærkt forlængede, næsten næbformigt fremspringende Mellemkjæbeben hos de dermed
udrustede Kæmpedovendyr have tjent til Støtte for et Redskab til at fatte om Føden med,
er sandsynligt"); imidlertid maa dette Redskab dog vel snarest antages kun at have været
en muskuløs, meget bevægelig og hængende Overlæbe, omtrent som hos Næsehornene, men
ikke en virkelig Snabel; en saadan vilde, selv om den kun havde været kort, vistnok have
krævet et kraftigere og massivere Fæste end disse, som oftest spinkle Knogler kunde byde.
Hos Megatheriet vil denne Indvending unægtelig påa Grund af Mellemkjæbebenenes usæd-
vanlige Størrelse tabe en Del af sin Betydning, selv om den ikke ganske falder bort. Men
det er neppe sandsynligt, at et enkelt af de hinanden for Resten saa nærstaaende Kæmpe-
dovendyr skulde fremfor de andre have været forsynet med et saa særegent og sjelden
forekommende Griberedskab som en Snabel, hvorhos det maa erindres, at de forskjellige
nulevende eller uddøde Dyr, som have eller formodes at have havt en Snabel, alle ere hov-
fodede Dyr, og at man ikke har noget Exempel paa, at et sligt Redskab forekommer i For-
bindelse med nogen anden Fodform end Hovfoden”).
De temmelig store Overkjæbeben (ossa mawillaria superiora)*) kunne, hvert især,
deles i en Ansigtsdel (pars facialis) foran for Øjehulen, en Øjehuledel (pars orbitalis), som
ved Kindbue-Udvæksten er skilt fra den forrige, og endelig en Ganedel (pars palatina).
Ansigtsdelen er næsten lodret og lidt foran Kindhullet forsynet med en svag Fordybning
eller Grube. Ojehuledelen, som bidrager til at danne Øjehulens Væg fortil og nedentil, er
forholdsvis lille, idet den overvejende Del af denne Hules Vægge dannes af Pandebenene.
Der findes kun et, og det et temmelig lille, Kindhul (foramen infraorbitale) paa hver Side
af Kraniet; nervus infraorbitalis kan saaledes ikke have havt nogen særdeles betydelig Stør-
relse, og i denne Omstændighed ligger der en yderligere Grund, foruden de allerede an-
førte, til at betvivle, at Coelodon skulde have været forsynet med en Snabel. 'Tandrækken
1) Se: Lund, «Blik paa Brasiliens Dyreverden». 4de Afh. Særtr, S. 12 — Vid. Selsk. math. og
uaturv. Afh.- 9. Deel. S. 148.
?) Hos Søelefanten (Morunga proboscidea) svulme Næseborene, som bekjendt, op og forlænges til en
Slags Snabel, naar Dyret kommer i Affekt; men denne forlængede Tryne er ikke noget Gribe-, men
et Stemmeredskab og kan ikke paralleliseres med en virkelig Snabel; den er et Kjønsmærke og
findes kun hos Hannerne.
3) Tab. I. Fig. 1—2, 6.
274 22
indtager den samme Plads i Forhold til Kindbue-Udvæksten, som den med ringe Forskjel
bar hos Kæmpedovendyrene i Almindelighed; den anden Tand sidder nedenunder Kind-
aabningen, og de to forreste Tænder ere derfor synlige foran for Kindbuen. Men da
Snuden forlænger sig langt foran for Tandrækken, er dog den forreste Halvdel af Overkjæbe-
benene tandløs, og ved en løselig Betragtning kan det derfor synes, som om Tandrækken
var rykket temmelig langt tilbage. De to Tandrader convergere ganske lidt bagtil, og Af-
standen mellem dem fortil udgjør paa det Nærmeste det Dobbelte af den forreste Tands
Brede udenfra indad. Ganefladen tiltager lidt i Brede ved Tandrækkens Begyndelse; foran
for denne er den noget hvælvet i Tværretningen, længere bagtil synes den at blive flad;
men da den der er overtrukken af en temmelig tyk Lerskorpe, og da alle den venstre
Underkjæbegrens Tænder ere sintrede fast til den, er det ikke ret vel muligt at afgjøre det
med Sikkerhed. Af de samme Grunde lader der sig heller ikke sige Synderligt om Smaa-
hullerne i Ganen; at dømme efter dennes forreste Del, som ikke er skjult af nogen Ler-
skorpe, synes de imidlertid at være ligesaa talrige hos Coelodon, som de pleje at være hos
de megatherioide Dyr. Ogsaa Sømmene mellem Overkjæbebenene og Ganebenene (ossa
palatina) ere skjulte af Lerskorpen; Alt, hvad der derfor med Sikkerhed kan siges om disse
sidstnævnte Ben, er, at de under. alle Omstændigheder ere smaa ligesom hos Familiens
øvrige Slægter, og at Ganens bageste Rand er forsynet med et afrundet Indsnit, som dog
ikke er dybt nok til at naa hen i Linie med den bageste Tand, ganske som det i Alminde-
lighed er Tilfældet hos Kæmpedovendyrene med Undtagelse af Megatheriet, hos hvilket det
omtalte Indsnit er dybere og naar hen i Linie med den forreste Rand af den bageste
Tandhule.
De af Hovedskallens forskjellige Knogler, som maa siges at frembyde størst Inter-
esse, ere aabenbart Vingebenene (ossa pterygoidea)') De ere nemlig svulmede op og om-
dannede til aflange, stærkt hvælvede, tyndvæggede Benblærer eller «Bulle», som naa hen
til Trommehulen og Tindingebenets periotiske Del, og som have et saadant Omfang, at der
paa det Sted, hvor de ind ad til nærme sig hinanden mest, kun er et omtrent fem Milli-
metre bredt Mellemrum mellem dem. Bag til blive disse Benblærer bredere og deles ud-
vendigt ved en bred og dyb Længdefure hver især i to Partier, af hvilke det ydre springer
stærkest frem i lodret Retning og derfor rager op over det andet, naar Kraniets Underside
vendes opad, hvorimod det ikke strækker sig fuldt saa langt bagtil som det indre og er
noget smallere end dette.
En lignende blæreformig Udvidelse af Vingebenene forekommer ogsaa hos visse af
Nutidens Dovendyr, nemlig hos Dradypus torquatus, Ill.”) og især hos Choloepus- Slægten;
1) Tab. |. Fig. 1 —2, 9.
2) Som bekjendt har J. E. Gray delt Bradypus- Slægten i to, af hvilke den ene, som har opsvulmede
Vingeben, har beholdt Navnet Bradypus, medens han giver den anden, hos hvilken disse Ben have
23 275
men hos Kæmpedovendyrene var den hidtil ukjendt; Coelodon er den eneste af denne ud-
døde Families ret talrige Slægter, hos hvilken den findes. Rigtignok har Cuvier formodet,
at de omtalte Ben maatte være hule hos Megatheriet!), og Andre have betragtet som af-
gjort og vist, hvad han dog kun havde fremsat med et vist Forbehold?). Men som bekjendt
havde Cuvier ikke havt Lejlighed til selv at undersøge det til hans Tid eneste, i Madrid
opbevarede Megatherium-Skelet; han kunde derfor kun dømme efter Beskrivelser og Af-
bildninger. Senere har derimod H. N. Turner, vistnok efter selvstændig Undersøgelse, ud-
trykkelig fremhævet, at Megatheriets Vingeben ere sammentrykte, men ikke opsvulmede),
og i Owen’s store Værk om dette Kæmpedovendyr beskrives og afbildes Vingebenene lige-
ledes som tynde, lodrette Plader uden Spor til blæreformig Opsvulming®). Der kan saa-
ledes ikke længere være Tvivl om, at Cuvier har taget fejl, og gaar man til Kilden, fra
hvilken han har hentet sin Opfatning, nemlig Bru's, af Garriga offentliggjorte Beskrivelse
af Skelettet i Madrid®), tror jeg, man vil finde, at Fejltagelsen rimeligvis er foranlediget
ved en Misforstaaelse af Bru's Mening. I dennes Beskrivelse af Kilebenet (os sphenoideum )
hedder det: at man indvendigt (det vil sige i Hjernehulen) bemærker fire processus cli-
noidei og udvendigt to Udvækster, som i Form meget ligne Kopatter, skjøndt de ere langt
tykkere og større, og som have en glat Overflade. Eftersom der ikke hos Mennesket er
Noget, som ligner disse Udvækster, og der hos dette findes Vingeudvækster, om end af en
sædvanlig Form, det gamle allerede af Gesner brugte Navn Ærctopithecus. Der har, og som mig
synes med Rette, været gjort Indvendinger mod denne Deling af Bradypus-Slægten, og selv de, som
slutte sig til Gray's Anskuelse, maa i alle Fald beklage, at han ikke har ombyttet Navnene; thi som
hans Slægter ere benævnte, er Navnet Bradypus netop forbeholdt den Slægt, hvis eneste sikkre Art
var Linné ubekjendt. Gray mener rigtignok det Modsatte og siger (Pr. Z. S. of Lond. 1849, S. 68), at
selv om det ikke med fuld Sikkerhed lader sig afgjøre, hvad for et tretaaet Dovendyr det har været,
som Linné har beskrevet i «Ammoenitates Academicæ» (Vol. prim., Surinamensia Grilliana. S. 495,
ikke 487), passer Beskrivelsen dog bedst paa Bradypus torquatus; men heri kan man vistnok ikke
give ham Medhold; Linné’s Beskrivelse indeholder Intet om den Halskrave af lange sorte Haar, som
udmærker denne Art og gjør den til den lettest kjendelige af alle, og dog vilde han sikkert ikke
have forsømt at fremhæve et saa iøjnefaldende Kjendemærke, hvis det virkelig havde været tilstede
hos det Dovendyr, han beskrev. Gray kan maaske have Ret i, at det tretaaede Dovendyr, som Clusius
har beskrevet, har været Bradypus torquatus, og at denne Art derfor paa en Maade har været kjendt
længe førend den ved Illiger indførtes i Systemet; men den Omstændighed, at der i Surinamensia
Grilliana blandt de øvrige Synonymer til det der beskrevne Dovendyr ogsaa findes en Henvisning til
Exotic. libri X, viser kun, at i saa Fald Linné, ligesaa lidt som nogen Anden før Gray, har lagt
Mærke til, at Clusius muligvis har havt en anden Art for sig, end de øvrige mere eller mindre sam-
tidige Forfattere.
1) Recherches s. 1. oss. foss. 4me Ed. Vol. huitième. P. 343.
?) Lund, Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. Ade Afh. Kbhvn. 1842. S. 14.
3) Proc. Zool. Soc. of London, Part XIX, 1851. Pag. 209,
1) Memoir on the Megatherium or Great Ground-Sloth of America (Megatherium americanum, Cuvier).
London, 1861. P. 32. PI. XH—XV.
5) Descripcion del Esqueleto de un Quadrupedo muy corpulento y raro &c. Publicala Don Joseph
Garriga. Madrid: MDCCLXXXXVI, fol.
276 24
anden Skikkelse end Udveksterne paa det Skelet, som han beskriver, tror han, at dette
ikke er til Hinder for at kalde disse sidste «Vingeudvekster», i Betragtning af, at de
med ringe Forskjel indtage samme Plads!). De sidste Ord vise, at Bru selv har været op-
mærksom paa, at Udvæksterne ikke sidde ganske paa samme Plads, som processus pterygoidei
hos Mennesket, og hele Beskrivelsen forekommer mig snarest at vekke den Forestilling, at
han ikke ubetinget vil identificere begge Slags Udvekster, skjondt han giver dem ens Navne.
Kaster man et Blik paa hans Figur af Hovedskallen (1. c. Tab. il. Fig. I), ser man, at de med
Kopatter lignede Udvækster (4) udspringe i Nærheden af den ydre Oreaabning, samt at de
ere rettede skraat nedad og fortil og tilsyneladende ende med en fri Spidse, hvad der Alt-
sammen synes at tale imod at anse dem for Vingeben. Man kan ikke slaa sig til Ro med
den Tanke, at der maaske er en Fejl i Tegningen; thi paa den med stor kunstnerisk Dyg-
tighed udførte Afbildning af Megatheriets Kranie i Pander’s og d’Alton’s bekjendte Værk?)
er Udveksten i det Væsenlige fremstillet ligesom paa Bru’s Figur. Sammenligner man
endelig begge de nysnævnte Figurer med de Afbildninger, som Owen har givet af Mega-
theriets Hovedskal*), tror jeg, at man vil komme til den Erkjendelse, at de problematiske
Udvekster, som Bru beskriver, neppe kunne have Noget med Vingebenene at gjøre, og det
forekommer mig ikke usandsynligt, at det kan vere de tvende, paa Skelettet i Madrid mu-
ligvis fastvoksede og noget beskadigede Griffelben (ossa stylohyalia), hvilke Bru har tillagt
det vildledende Navn, som atter har bragt Cuvier paa den Tanke, at Megatheriets Vingeben
vare blereformigt opsvulmede. Rigtignok omtaler Bru selv to andre Udvækster, som efter
hans Mening skulle vere Griffelbenene («styloidei»), men da han siger, at de sidde ovenover
Oreaabningerne, kunne de neppe vere, hvad han antager dem for, og der vil derfor vel
heller ikke fra denne Omstendighed kunne hentes nogen alvorlig Indvending mod den her
fremsatte Formodning.
Hos Choloepus aabne Vingebens-Hulerne sig ind i Nesevejen og staa desuden i
Forbindelse med andre Huler saavel i det bageste Kileben (sphenoideum posterius), som i
Tindingebens-Pladen (squama temporalis), af hvilke den sidstnævnte, meget anselige Hulhed
atter communicerer med den langt mindre, kun delvis af Benvegge indesluttede Trommehule,
saa at der altsaa paa denne Maade tilvejebringes en middelbar Forbindelse mellem denne
sidstnævnte Hule og Vingebens-Kapselen, hvorimod en umiddelbar ikke bestaar mellem dem.
1) En lo interior se notan quatro Apéphises clinoydes, y en lo exterior dos eminencias de una figura
muy semejante à los pezones de una Vaca, aunque mucho mas gordas y largas, y de superficie
lisa. Como estas Apöphises no tjenen semejanza en el Hombre, y en este se hallan las Ptherigoydeas,
aunque de diversa figura que las del Æsqueleto de que se trata, creo no servirä esto de 6bice para
denominarlas Ptherigoydeas, respecto à que con corta diferencia ocupan el mismo sitio (G).
JC 125 Bh
2) Das Riesen-Faulthier, Bradypus giganteus. Bonn, 1821. Tab. 1 og Tab. III. Fig. a. 1.
3) l.c. Pl. XII—XV.
25 217
Jeg har ikke selv kunnet undersøge noget Kranium af Dradypus torquatus; men ifølge Cu-
viers Beskrivelse finder et lignende Forhold Sted hos dette Dovendyr, og selv hos de med
pladeforige Vingeben forsynede Dovendyr ( Arctopithecus, Gray) findes i alle Fald den store
Tindingeben-Sinus, som aabner sig ind i Trommehulen!!).
Paa det foreliggende Coelodon-Kranium ere begge Vingebens-Kapslernes tynde
Vægge gjennembrudte af flere temmelig store Huller. Disse Beskadigelser forhindre
ikke, at Kapslernes ydre Form og Omrids jo kunne opfattes fuldkommen møjagtigt i en-
hver Henseende; men det er naturligvis derved blevet let for Jord og Ler at trænge ind i
dem, og der har dannet sig en tyk fastsintret Skorpe, som overtrækker Vingebens-Hulernes
hele indre Overflade, og som gjør det umuligt at se, om disse Huler ligesom de tilsvarende
hos de ovennævnte nulevende Dovendyr staa i Forbindelse med Hulheder i de tilstødende
Ben og navnlig i Tindingebenet. Der er imidlertid saa megen Lighed mellem Coelodon og
Choloepus didactylus , hvad Vingebens-Kapslernes ydre Omrids og Tindingebens - Pladens
hvelvede Overflade angaar, at det er rimeligt, at der ogsaa vil vere Overensstemmelse
i den indre Bygning.
I de allerede i Indledningen omtalte Notitser, som Gervais har offentliggjort om
Coelodon, efter at han i 1869 havde havt Lejlighed til at bese Dr. Lunds palæontologiske
Samling, tillægger han dette Dyr en «caisse auditive considérable», en Benævnelse, hvorved
korrekt dog vel kun en af Trommebenet dannet bulla ossea kan betegnes. Der findes imid-
lertid ikke nogen saadan hos Coelodon-Slegten. ‘“Trommebenene mangle paa det fore-
liggende Kranium, og da der ikke er mindste Spor til, at en Trommeblære kan have veret
tilstede, men vere bleven brækket af, tor man vistnok uden Fare for at tage fejl antage,
at de omtalte Ben have veret reducerede til en simpel Benring (annulus tympanicus), som
ikke har været vokset fast til de ovrige Dele af Tindingebenene, og at de derfor ere
faldne af og gaaede tabt. Saaledes maatte man ogsaa forud formode, at Forholdet snarest
vilde vere; thi en lignende Form have Trommebenene hos alle de andre Kempe-
dovendyr, hos hvilke man har havt Lejlighed til at lære dette Punkt i Hovedskallens Byg-
ning at kjende, nemlig Megatherium-, Mylodon- og Scelidotherium-Slegterne. Der kan
derfor, da Gervais tilmed slet ikke omtaler de kapselformigt opsvulmede Vingeben, vel
neppe vere Tvivl om, at det maa vere disse, som han har taget for Trommeben og be-
tegnet som «caisse auditive».
En nærmere Sammenligning vil vise, at Kindbuerne hos de forskjellige megathe-
rioide Dyr frembyde ikke uvigtige Forskjelligheder, om endog Kindbenene (ossa malaria)
hos dem alle have visse iojnefaldende Særegenheder tilfælles, som man ogsaa gjenfinder
hos Nutidens Dovendyr. Hos en enkelt Slegt, Megatherium, er Kindbenet voxet fuldstendigt
1) Hyrtl, vergl.-anatomische Untersuchungen über das innere Gehororgan des Menschen und der
Säugethiere. imp. 4. Prag, 1845. S.31. Tab. Il, 8.
Vid. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XII 3. 36
278 26
sammen med Tindingebenets Kindudvækst (processus zygomaticus oss. temp.); der strækker
sig altsaa en uafbrudt, sammenhængende Benbro eller Kindbue fra Overkjæbebenet til
Tindingebenet, og Kindbenet udsender dernæst en opad imod Pandebenets processus post-
orbitalis rettet Udvekst, saa at Ojehulen er nogenlunde vel begrændset bagtil og adskilt
fra Tindingegruben!). I andre Tilfælde, for Eks. hos Mylodon robustus?) og, som det synes,
ogsaa hos Scelidotherium leptocephalum®) vokser Kindbenet rigtignok ikke sammen med
Tindingebenets Udvækst; der er end ikke nogen egenlig, nøjesluttende Sømforbindelse
mellem dem; men Kindbenet naar dog lige hen til denne Udvækst og støtter sig til den;
Kindbuen er derfor hos disse Kæmpedovendyr næsten ligesaa kraftigt bygget som hos
Megatheriet, men Benet mangler ganske en Orbital-Udvækst, og Øjehulen er altsaa langt
fra saa vel begrændset og afsondret fra Tindingegruben som hos hin Slægt. Hos den
af Dr. Lund opdagede Platyonya owenü endelig mangler Øjehule-Udvæksten ligeledes,
men Kindbuen er derhos afbrudt i Midten, der er et Gab mellem Kindbehet og Tindinge-
benets Kindudvækst ligesom hos Nutidens Dovendyr®). Vende vi os nu til Coelodon
escrivanensis, finde vi Forholdet i Hovedsagen som hos Platyonya owenw. Kindbeneneÿ)
støde ved deres Udspring til Taarebenene og Overkjæbebenene, men naa ikke hen til
Pandebenene®). I det Stykke, i hvilket de begrændse Ojehulerne fortil, ere de smalle
og sammentrykte forfra bagtil, men nedenunder Øjehulen udvide de sig til en bred, udenfra
indad sammentrykt Plade, fra hvilken der atter udgaar de sædvanlige tre Grene eller Ud-
vækster. Den opstigende Gren er spinkel med næsten jævnløbende Rande, og skraat
afskaaren oventil; dens forreste Rand er krummet bagtil, dens bageste udhulet. Den ned-
stigende Gren er krummet bagtil ligesom den forrige, men den er bredere ved sit Udspring
og afsmalnes nedadtil; den er meget lang og rækker, naar Munden er lukket, helt ned til
Underkjæbens underste Rand. Dens bageste Rand er forsynet med to svage Indbugtninger
og derfor noget bølgeformig, men den er ikke ganske ens paa begge Sider af Kraniet og
er derfor rimeligvis underkastet smaa individuelle Forskjelligheder. Den mellem de tvende
allerede omtalte Grene udspringende tredje Udvækst, Tindingeudvæksten (den, som Owen
giver Navn af «zygomatic process») er meget ubetydelig og i Grunden indskrænket til en
ringe Udbugtning ved Roden af den opstigende Gren. Afstanden mellem Kindbenet og
1) Owen, Memoir on the Megatherium &c. PI. XII og Pl. XXVII.
2) ” Description of the Skeleton of an extinct, gigantic Sloth, Mylodon robustus. PI. I og PI. I.
=) » on the Scelidothere, Philos. Transact. f. MDCCCLVII, PI. Vil.
4) Lund, Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 4de Afh, Tab. XXVIII. Fig. 3.
5) Tab. I. Fig. 1—2, 7.
6) Der er i den her omtalte Region af Kraniet adskillige fine, i forskjellig Retning gaaende Revner og
og Sprækker; de ere fyldte af Ler ligesom alle de virkelige Somme og kunne ved en mindre op-
mærksom Betragtning forveksles med slige. De ere imidlertid naturligvis ikke ens paa begge Sider
af Hovedet, og en nøjagtig Sammenligning vil (tror jeg) vise de her angivne Grændser af Kindbenene.
21 279
Tindingebenets Udvækst er omtrent 6 til 7 Millimetre !); denne sidstnævnte er temmelig lang,
sammentrykt og fortil skraat afrundet; dens udvendige Flade er udhulet paa langs.
Det har allerede været omtalt, at Underkjæben (mandibula)?) og navnlig dens
venstre Gren er noget beskadiget; men Beskadigelsen er ikke storre, end at man tydeligt
kan se, at dens største Højde ikke udgjor mere end Halvdelen af dens Længde, og at
Symfysen har været temmelig kort og fortil afrundet, en Mellemting mellem den brede,
fortil tvært afskaarne Symfyse hos Mylodon robustus og den i en lang og smal, fortil til-
spidset Tud endende Symfyse, som udmærker Slægterne Scelidotherium og Platyonyx. De
tvende Underkjæbegrene divergere kun meget lidt bagtil; Tandrækkerne ere indbyrdes paral-
lele, og Kjæbens nederste Rand svagt bolgende, men lober i det Hele nogenlunde jævn-
strogs med Tandhuleranden hen til Symfysen, hvor den pludselig stiger stejlt skraat opad.
I det tandbærende Stykke ere Underkjæbegrenene ligesom opsvulmede for at kunne rumme
de dybe, gjennem hele deres Hojde gaaende Tandhuler, og deres Underkant er paa dette
Sted bredt afrundet?); men bagved den bageste Tandhule trække de sig igjen sammen og
have en næsten skarp Kant nedentil; ogsaa foran Tandrækken aftager Tykkelsen, men
langtfra saa meget som bagved den. Indgangen til Underkjæbekanalen (foramen mandibulare)
har sin: Plads 22 Millimetre bag den bageste Tand, og den alle, saavel uddøde som nu-
levende Dovendyrformer udmærkende Sidegren, som den nysnævnté Kanal udsender i ringe
Afstand fra sit Udspring, og som aabner sig paa Ydersiden af Kjæben, udmunder her hos
Coelodon nedenunder den bageste Tand. Underkjebekanalens forreste Aabninger, Hage-
hullerne (foramina mentalia) have for største Delen havt Plads i den Del af Symfysen,
som mangler, og det er derfor vanskeligt at sige noget Sikkert om dem; men i den mindst
beskadigede (højre) Underkjæbegren synes der at have været tre slige, temmelig smaa Huller.
Den bageste Tand sidder lige i Midten af Kjæbegrenen, men paa Grund af Tændernes ringe
Tal og Størrelse er det tandløse Stykke foran Tandrækken dog længere end denne sidste.
Bagtil udsende Underkjæbegrenene de sædvanlige tre Udvækster. Ledudvæksten
(processus condyloideus) helder bagtil; dens Ledflade danner en svagt hvælvet, indenfra udad
nedskraanende Oval og er stillet, ikke tværs, men noget skraat paa Kjæbegrenens Længde-
akse. Muskeludvæksten (processus coronoideus) udspringer tæt ved Mundingen af Under-
kjæbekanalens Bigren, og den bageste Tand, som ellers hos Kæmpedovendyrene ofte er
mere eller mindre skjult af denne Udvækst udvendigfra, er derfor hos Coelodon hel og
holden synlig fra denne Side. Udvæksten stiger dernæst stejlt i Vejret, rager et Stykke op
over Ledudvæksten og er skilt fra denne ved et dybt og bredt Udsnit; den er svagt hvælvet
paa Udsiden, udhulet paa Indsiden. Den af de tre Udvækster, som frembyder størst Inter-
1) Tab. I. Fig. 1—2.
2) Tab. I. Fig. 1—2, 11.
STADE Ris 2, 11.
36”
280 28
esse, er imidlertid Vinkeludvæksten (processus angularıs). Uos de øvrige Kæmpedovendyr
har denne Udvekst en anselig Størrelse, er ofte ligesaa stor som Muskeludvæksten og rager
bagtil meget ud over Ledudvæksten!}. Men hos Coelodon er den derimod kun lille, og det
er saa langt fra, at den naar længere bagtil end Ledudvæksten, at Spidsen af den tvært-
imod ligger lige under Midten af det Udsnit, som adskiller den sidstnævnte Udvækst fra
Muskeludvæksten. Som en Følge af Udvækstens usædvanlig ringe Størrelse maa Tygge-
musklerne, og især den indre Vingemuskel (m. pterygoideus internus), vel ogsaa have været
mindre kraftige end hos de beslægtede Former, og Formindskelsen i begge Henseender
staar rimeligvis i Forbindelse med det forholdsvis svage Tandsæt, som findes hos Coelodon.
løvrigt har Vinkeludvæksten den sædvanlige Form; dens nederste Rand er fortil bøjet noget
indad, dens udvendige Flade er svagt hvælvet, den indvendige udhulet.
Af Tungebenets forskjellige Dele er der ikke fundet Noget.
Som Tillæg til den ovenfor givne Beskrivelse tilføjes endnu følgende Udmaalinger:
Hovedskallens Længde, maalt fra Nakkebenets mest fremspringende Punkt til
Spidsen af Næsebenene 2. SE as Gis al, aes 2 a + à te vo ee OST Gr a
Afstanden fra Nakkebenets mest fremspringende Punkt til Næsebenenes bageste Rand 0,196
— - — - — — “til Taarehullerne "00 0,162
Hovedskallens Brede ved Udspringet at Tindingebenets Kindudvækster . . . . . . . . 0,093
= — ved de rudimentære Ojehuleudvækster ......... à de. se, OS 061
Afstanden mellem’ Taarehullenme ew. serene eee nen ene sess, ne a) een 00 7
= — Kindhullerne ne oe ae) Gyo sea Stage Nate eer as ee ee + oe O04
Lengde af Overkjabens Tandrekke . >. ...... 2.2.2: a NUR
Afstand fra Nakkehullets nederste Rand til Ganebenenes Bagrand . . . . .. = 2.280108
Hovedskallens Hojde: ved: Vingebenene ERE SAS a
— —"ved den bageste Tand . #...2.. os lan eee ee u LS,
— — yed den forreste Tand =... . LM EUR PRE En
Underkjæbens Længde, maalt fra Ledknubbens Bagrand til Symfysens Forrand?) . . 0,151
— — maalt fra Vinkeludvæksten til Symfysens Forrandi). . . .. 0,135
Fra Underkjæbens Ledeknub til Forkanten af den forreste Tand . . . . . . . . . . 0,110
Den Underkjæbe, paa hvilken Slægten Megalochnus er grundet, er, saavidt jeg véd, endnu stedse den
eneste, der er funden af dette Kæmpedovendyr, og paa den er næsten den hele Vinkeludvækst brækket
af; men saavidt man kan skjønne, af hvad der er levnet, gjør denne mærkelige Slægtsform neppe
nogen Undtagelse fra Reglen, hvad denne Udvækst angaar.
Alle Udmaalinger ere angivne i Metermaal.
Da Symfysens Rand er lidt beskadiget, er dette Maal ikke fuldkommen rigtigt, men nogle faa Milli-
metre for lille.
Om dette Maal gjælder det Samme som om forrige.
-
w
=
29 . 281
ekkensmDæencdentUnderk;æbem #4... a u sun Le one ce ne 0,035
UnderkjæbenshBredestværs over de to Ledknubbe . . . .:. . +. TAS . . : ee 0,083
— — mellem Spidserne af Vinkeludvæksterne . . . . . . . . .... men 05061
— oelemadettonresteTænder 23% 2. 212 : SN M te 0,042
— Højde maalt fra Muskeludvækstens Spids til Spidsen af Vinkeludvæksten 0,077
= Hordesyediidenwbageste: Nand. 2... A un we he RR 0,035
= Hojdenvedmdenmtorneste Nand sc). am Mo, LIL ed 27. 10.035
Afstanden fra Ledknubben til Spidsen af Vinkeludvaksten ....... MEME RERO 056
2. Tænderne (dentes),
De hidtil foreliggende Beretninger om Tandforholdet stemme ikke overens. Dr. Lund
angiver efter nogen Vaklen Tallet af Tænderne til fire Par saavel i Over- som i Under-
kjeben; i Folge Professor Gervais skal Tandformlen være = og saaledes er den i Virke-
lighed ogsaa. Ved nærmere Provelse vil man finde, at der ikke ligger nogen bestemt lagt-
tagelse til Grund for den anden Angivelse, men at den væsenligst stotter sig paa Slutninger
og Formodninger.
I den forste Afhandling, i hvilken Dr. Lund omtaler Coelodon-Slægtens Tandforhold,
4—4 . . .
33). Men i den næste?) tager han denne Angivelse tilbage;
angives Tandformlen rigtigt til
han bemærker, at han den Gang han nedskrev sin forrige Afhandling ikke havde havt den
Del af sin Samling, som indeholdt Levningerne af Slægten Coelodon, ved Haanden, men nu
ser sig i Stand til at fuldstændiggjøre sin tidligere Skildring. Det hedder dernæst, at «dens
Tandsystem stemmer saavel i Antal som i Form og Bygning af Tænderne paa det nøieste
5—5
24)
og i en Note tilfojer han, at han ser, at den forste Angivelse af tre Tender i Underjæben
med det af Slægten Dradypus» (hvilket med andre Ord vil sige, at Tandformlen er
er tvivlsom, fordi «den beskadigede Tilstand, af Kjæven ei tillader at afgjore med Bestemt-
hed om ei en fjerde Tand har været tilstede»®). Herved er imidlertid at bemærke, at der
ikke findes nogen Underkjæbe blandt Coelodon-Levningerne fra Maquine-Hulen (de eneste,
som Lund besad, den Gang han skrev de nys anførte Ord), og der nævnes heller ikke
nogen saadan i hans egenhændige Fortegnelse over hans Samling eller i hans haandskrevne
Optegnelser om de af ham opdagede uddøde Dyr. Derimod er der blandt de omtalte Lev-
ninger en omtrent tommelang Benbrokke med Spor af tre Tandhuler; jeg er derfor tilbøjelig
1) Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 2den Afh. (dat.: Lagoa Santa, 16. Nov. 1837). Særtr. Kbhvn.
1839. S. 12. — Vid. Selsk. naturv. og mathem. Afh. Ottende Deel. Kbhvn. 1841. S. 72.
2) Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 3dje Afh. (dat.: Lagoa Santa, 12. Sept. 1838). Særtr. Kbhvn.
1840. — Vid. Selsk. nat. og math. Afh. Ottende Deel, S. 217.
3) 1, c. S. 14 og S. 230.
282 . 30
til at tro, at det er denne, han har sigtet til; men da jeg ikke kan skjønne rettere, end at
dette lille Brudstykke er en Stump af et Overkjæbeben, ikke af en Underkjæbe, og da det
kun meget uegenlig kan kaldes en Kjæbe, maa jeg naturligvis erkjende, at der stedse maa
blive nogen Tvivl tibage. Men hvorledes det end forholder sig hermed, vise Dr. Lunds
ovenfor anførte Ord under alle Omstændigheder, at den Kjæbe, han paaberaaber sig, ikke
kan tjene som afgjørende Bevis, og at den ikke kan have frembrudt nogen nok saa lille Del
af en fjerde Tandhule; thi havde dette været Tilfældet, kunde han umuligt i Noten have
udtalt sig tvivlende om en fjerde Tands Tilstedeværelse eller Mangel. — Heller ikke fra de i
Maquiné - Hulen fundne Tænder kan han have hentet nogen sikker Oplysning. De ere alle
uden Undtagelse i høj Grad angrebne af Forvittring; den midterste blødere Del af
Tandbenet (den saakaldte Vasodentine) er til Dels smulret bort, og kun Tandens
haardere ydre Lag blevne tilbage som en næsten tom Skal, hvad der har foranlediget den
om Cuviers Skildring af Ai-Tenderne!) mindende Beskrivelse, som Dr. Lund har givet af
deres indre Bygning?). Disse Tænder ere dernæst i hele deres Længde mere eller mindre
overtrukne med tynde fastsintrede Lerskorper, en Omstændighed, af hvilken man vistnok
tør slutte, at de ere fundne liggende spredte omkring i Jordlaget, men ikke endnu siddende
i deres Tandhuler; thi hvis dette havde Tilfældet, vilde der vanskeligt have kunnet dannet
sig Lerskorper påa dem, eller hvis det dog var sket, maatte Tænderne derved være blevne
loddede fast til Tandhulernes Vægge. Endelig foreligger der i Alt ikke flere end ni Tænder
og Tandstumper fra Maquiné-Hulen, og disse lade sig parre saaledes sammen, at de i det
Højeste repræsentere seks Par Tænder; de ere derfor ikke tilstrækkelige til at afgjøre, om
Tandsættet har bestaaet af nogle flere eller færre Tænder. I Betragtning af alt det Oven-
anførte forekommer det mig rimeligt, at det væsenligt har været aprioriske og theoretiske
Grunde, som have bevæget Dr. Lund til i sin tredje Afhandling at forkaste den tidligere
givne Tandformel, eller med andre Ord, at den Lighed i Form og Bygning, som han mente
at bemærke mellem Coelodon- og Bradypus-Slægternes Tænder, har bragt ham til at antage
en Overensstemmelse ogsaa hvad Tallet angik og til at udtrykke sig noget bestemtere,
end der strengt taget var Anledning til.
Denne Opfatning vinder i Styrke ved den Omstændighed, at Dr. Lund ikke selv
fastholdt den i tredje Afhandling opstillede Tandformel, men straks derpaa gjorde en lille
Forandring i den, skjøndt det til hans Raadighed staaende Materiale ikke havde faaet nogen-
somhelst Forøgelse. I den med tredie Afhandling såa godt som samtidigt affattede Oversigt
over de af ham i de brasilianske Huler gjorte Opdagelser, som Dr. Lund har offentliggjort
1) Recherches s. 1. ossem. foss. 4me Ed. Tome huitième. Paris, 1836. P. 163.
2) Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 2den Afh. Særtr. S. 12. — Se ogsaa: Dr. Lunds Afbildninger
af disse Tænder i Afhandlingen om Maquiné-Hulen i Kgl. D. Vidensk. Selsk. nat. og math. Afh. 6te
Deel. Kbhvn. 1837. Tab. 2. Fig. 3—4.
31 283
i «Annales des sciences naturelles» !), siges Coelodon nemlig at have fire Par Tænder i hver
Kjæbe, uden at der tilfojes Noget til Forklaring af den foretagne Ændring, og denne Tand-
formel vedblev Dr. Lund derefter at fastholde uforandret?), selv efter at Fundet i Escrivania-
Hulen havde sat ham i Besiddelse af det i det Foregaaende beskrevne Kranie.
Jeg har anset det for rigtigt noget udførligt at omtale og henvise til de forskjellige
Tandformler, som Dr. Lund i Løbet af sine Undersøgelser har opstillet for Coelodon-Slægten,
fordi det er magtpaaliggende, at det kan staa klart, baade at de alle ere støttede paa de i
Maquiné-Hulen samlede Levninger, og at disse sidste ingenlunde ere af en saadan Be-
skaffenhed, at der fra dem kan drages nogen sikker Slutning med Hensyn til Tallet af
Tænderne. Der kunde ellers nu, da jeg har ment at maatte antage, at Coelodon-Knoglerne
fra Maquiné- og Escrivania- Hulerne hidrøre fra to forskjellige Arter, rejse sig det Sporgs-
maal, om ikke begge Tandformlerne kunne være rigtige, og Dyret fra den førstnævnte Huie
4—4 m . . . 4—4
maaske have ;— Tender, og det fra Escrivania-Hulen derimod kun >.
m 4—1 à :
At Dr. Lund er vedbleven at fastholde Tandformlen ;— ogsaa efter at Fundet i
Escrivania-Hulen var gjort, kan synes besynderligt; thi det er klart nok, at der hverken er
eller nogensinde har været flere end tre Par Tænder i Underkjæben af det der opdagede
Kranie. Men sandsynligvis have Tænderne til Dels endnu været skjulte af fastsintrede Ler-
klumper, den Gang Lund kort efter Fundet skrev sin Beretning om Udgravningerne i
Escrivania-Hulerne, og det er vel kun den ældre Angivelse af Tandforholdet, som gaar
igjen i denne Afhandling, uden at en ny Undersogelse har funden Sted.
Baade Lund og Gervais hentyde til den Mulighed, at Tallet af Tænderne i de af
dem opstillede Tandformler kan stige med Dyrets fremskridende Alder”); men jeg tror, at
der er god Grund til at forkaste enhver saadan Formodning. Kjæbebenenes Bygning viser
tydeligt, at der ikke er Plads til flere Tender end dem, som allerede ere frembrudte.
Escrivania-Kraniet er ganske vist af et ungt Individ; men Tændernes Slid viser, at Dyret i
!) Seconde Serie. T. XI (1839). P. 220. — Denne Oversigt er saaledes udkommen noget tidligere (1839)
end selv Særtrykkene af 3dje Afhandling (1840), men maa dog betragtes som lidt yngre end denne.
Tredje Afhandling er fuldendt d. 12te Sept. 1838, hvilket Datum den bærer paa Titelbladet; det Brev,
som fulgte med den franske «coup-d'oeil», da Lund sendte den til Audouin, er derimod dateret d. 5te
Nov. s. A., og, hvad der er afgjorende, i dette Brev betegner Lund selv sin Oversigt som et Uddrag
af de tre første Afhandlinger af «Blik paa Brasiliens Dyreverden for sidste Jordomveltning».
2) Fortsatte Bemærkninger over Brasil. uddøde Dyrskabning. Særtr. Kbhvn. 1842. S. 7. — Kgl. D.
Vid. Selsk. nat. og math. Afh. Qde Deel. Kbhvn. 1842. S. 171.
Blik paa Bras. Dyreverden &c. Fjerde Afh. Særtr. Kbhvn. 1842. S.35, Noten. — Kgl. D. Vid.
Selsk. nat. og math. Afh. 9de Deel. Kbhvn. 1842. S. 171.
Meddelelse af det Udbytte &c. Kbhvn. 1845. Særtr. S. 22. — Kgl. D. Vid. Selsk. nat. og math. Afh.
12te Deel. Kbhvn. 1846. S. 78.
3) Lund, Meddelelse af det Udbytte de i 1844 undersøgte Knoglehuler have givet &e. Særtr. Kbhvn.
1845. S. 22.
Gervais, P., Zoologie et Paléontologie générales. Paris. 1867—1869. P. 253.
284 3
alle Fald har været gammelt nok til, at hvis der nogensinde skulde være frembrudt en fjerde
Tand i Underkjæben, maatte denne Tand allerede ved dets Død have ligget mere eller mindre
udviklet i sin Tandhule inde i Kjæben; denne sidste maatte derfor bagved den tredje Tand have
havt samme Tykkelse som i Alveolarstykket; endelig vilde i saa Fald ogsaa en lille Aabning
eller Spalte efter al Sandsynlighed allerede udvendig have antydet Tilværelsen af en fjerde
Tandhule og den i denne liggende Tand. Men paa det foreliggende Kranium er netop det
Modsatte Tilfældet. Underkjæben er tyk, ligesom opsvulmet, i den Strækning, som de tre
Tænder indtage; men umiddelbart bag ved den tredje Tand aftager Tykkelsen pludseligt
saa meget, at Benet paa dette Sted aabenbart ikke vilde kunne rumme en Tandhule inde i
sig, og der er heller ikke Spor af Aabning, som kunde føre ned til en slig. Paa en i det
Væsenlige lignende Maade forholder det sig med Overkjæbebenet; heller ikke i dette er der
Plads til nogen Tand bag ved den fjerde. Den Slutning, hvortil en nøjagtig Undersøgelse
af selve Coelodon- Kraniet maa føre, bekræftes dernæst fuldstændigt af de Erfaringer om
Tand -Frembrudet hos andre Kæmpedovendyr, som der er rig Lejlighed til at gjøre i Dr.
Lunds Samling. Der findes i denne Underkjæber af Scelidotherier og Platyonyxer af næsten
enhver Alder; den mindste blandt dem (en højre Underkjæbegren) er neppe en Fjerdedel
saa stor som det voksne Dyrs, dens Tænder have endnu den sammentrykte Kegleform,
med hvilken de bryde frem"), og vise kun et svagt Spor til Slid; der kan derfor ingen
Tvivl være om, at denne Underkjæbe har tilhørt et særdeles ungt Dyr, maaske en endnu
diende Unge; men dog ere alle de fire Tænder, som det fuldvoksne Dyr besidder, allerede
paa deres Plads. Den forreste af dem rager ubetydeligt højere op af sin Tandhule end
den anden, denne end den tredje og saa fremdeles, men dels kan man se det Samme hos
det fuldvoksne Dyr, og dels er Slidet fuldkommen ligesaa stort paa den fjerde som paa den
forreste, og man maa derfor antage, at de alle fire ere brudte samtidigt frem. Men hvad
Erfaringen saaledes utvivlsomt godtgjor med Hensyn til Tændernes Udvikling og Frembrud
hos Scelidotheriet, tor man vistnok med Grund forudsætte at ville være Regel ogsaa hos de
øvrige Kæmpedyr- Slægter; ogsaa hos disse vil det hele Tandsæt sikkerlig være brudt frem
påa én Gang og i en meget tidlig Alder, og jeg skjønner derfor ikke, at der kan være
nogen Tvivl om, at Tandformlen == jo tør betragtes som den endelige hos Coelodon-Slægten,
1) | Zoologie et Paléontologie générales (p. 139) har Professor Gervais ladet Dr. Lunds Slægt
Sphenodon foreløbig beholde Plads blandt de andre megatherioide Slægter, men tilføjet, at der be-
høvedes en ny Undersøgelse af Originalstykkerne for at afgjøre, om Slægten ikke, som han havde
Grund til at tro, kun var grundet paa Ungen af Mylodon-Slegten. Hans Formodning er, i alle Fald
tilnærmelsesvis, rigtig, men det var egenlig overflødigt at fremsætte den. Han maa have overset,
baade at Owen allerede i 1842 (Deser. of the Skel. of Mylodon, p. 170) har fremhævet, at Sphenodon
sandsynligvis ikke er Andet end unge Scelidotherier, og at Dr. Lund selv (uden at nævne Owens
Bemærkning) i sin sidste Afhandling (1844, Særtr. S. 6. Afh. S. 62) har taget Slægten Sphenodon
tilbage, fordi han havde overbevist sig om, at den kun var grundet paa «den een- til toaarige
Scelidotherium» (og Platyonyx).
33 285
om der end paa denne Maade bliver et færre Antal Tænder hos denne Slægt end hos alle
de øvrige megatherioide Dyr, hvis Tandsystem man hidtil har lært at kjende.
Ved at berøre den Mulighed, at Tændernes Tal kunde vokse med den fremskridende
Alder, tilføjer Professor Gervais tillige, ligesom i Forbigaaende, en Bemærkning om et
Tandskifte"). Det er, saavidt jeg véd, første Gang Nogen har sagt at have set et Tand-
skifte hos et Kæmpedovendyr, og lagttagelsen vilde, hvis den bekræftede sig, unægtelig
være af stor Betydning og Rækkevidde. Jeg har derfor naturligvis ladet det være mig
magtpaaliggende at se meget nøje efter, men maa bestemt forsikkre, at Gervais har skuffet
sig. Hans Ord ere: «on voit même, au dessous de la première dent inférieure, un germe
appartenant à la seconde dentition»; den i Brug værende forreste Underkjæbetand skal
altsaa i Følge ham være en Melketand. Det er den venstre Underkjæbegren, i hvilken han
har troet at se en Afløser eller Kronhætten af en slig ligge nedenunder den tjenstgjørende
Tand; denne Kjæbegren er nemlig knækket tværs over ved den forreste Tand; men det
afbrækkede Stykke er atter sintret fast til Resten af Kjæben næsten uden at være bragt ud
af sin Stilling, kun er der udvendig fremkommet en lang Spalte, der fører ind i Tandhulen.
Denne sidste viser sig at være overmaade dyb, saa at Benets Tykkelse i Bunden af den
ikkun er et Par Millimetre; den nederste Del af den udfyldes fuldstændigt af den hule,
meget tyndvæggede Ende af en Tand, som naar helt ned til Bunden, og ved forsigtigt at
udvide Spalten og saa vidt muligt at fjerne det Støv og Ler, som gjennem Sprækken er
trængt ind i Tandhulen, var det ikke vanskeligt at komme til Klarhed om, at det er den
fungerende forreste Underkjæbetand, som strækker sig helt ned til Tandhulens Bund, og at
der ligesaa lidt er nogen Kronhætte af en Afløsertand neden under den, som Plads til en
saadan. Vi have set (S. 20), at ogsaa den højre Underkjæbegren er brækket; Brudet har
spaltet den bageste Tandhule paa langs, men har ikke beskadiget selve Tanden. Den Gang
Professor Gervais saa Kraniet, var det afbrækkede Stykke igjen kittet fast; men jeg har
senere atter opblødt og løsnet Kiltet og derved faaet Lejlighed til at forvisse mig om, at
denne Tandhule er fuldkommen ligesaa dyb som den forreste, at Tandens hule Ende fylder
den lige ned til Bunden, og at der heller ikke paa dette Sted er mindste Spor til nogen
Afløser- Tand. Forholdet er altsaa hos Coelodon ganske som hos Kæmpedovendyrene i
Almindelighed; der finder aldeles ikke noget Tandskifte Sted.
Vi skulle nu vende os til den nærmere Beskrivelse af selve Tænderne. De sidde
alle i ligestor Afstand indbyrdes, og Mellemrummene mellem dem ere temmelig store i For-
hold til deres egen Størrelse, idet de ere tre til fire Millimetre fjernede fra hverandre.
Fremdeles rage Tænderne usædvanligt langt frem af Tandhulerne; disses øverste Rand er
noget skjæv saaledes, at der i Overkjæben kommer et lidt længere Stykke af Tænderne
1) 1. ©. — Gervais gjentager senere denne Bemærkning i Journal de Zoologie, T. 2 (1873). P. 434.
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. XII. 3. 37
286 34
tilsyne udvendigt end indvendigt, hvorimod det forholder sig netop omvendt med Under-
kjæbens Tænder; man vil derfor faa et lidt forskjelligt Resultat, eftersom man maaler ud-
vendigt eller indvendigt, men i Gjennemsnit kan man antage, at omtrent en Femtedel af
hele Tanden rager frem af Tandhulen; den synlige Del af Tænderne er saaledes hos Coe-
lodon forholdsvis betydelig længere end selv hos Megatherium og Megalonyx, de to Slægter,
som ellers blandt Kæmpedovendyrene have de mest fremragende Tender. Tandrækkens
Længde er i Overkjæben 45, i Underkjæben 37 Millimetre. Med Undtagelse af den bageste
Overkjæbetand have alle de øvrige Tænder i Hovedsagen én og samme Form, som Dr. Lund
har betegnet ret passende ved at sige, at Tænderne ligne Megatheriets i det Smaa. Deres
Tyggeflade er nemlig ligesom hos dette Dyr forsynet med to tilskærpede Tværkamme; men
Cementlaget er rigtignok ikke meget tykkere paa Tændernes For- og Bagside end paa de
tvende andre Sider, hvorimod hos Megatheriet dette Lag, som bekjendt, er mange Gange
tykkere paa Tændernes forreste og bageste Flade end paa den udad vendende og den indad
vendende. Tænderne ere noget sammentrykte forfra bagtil; deres Tværmaal i denne Ret-
ning er omtrent 8 Millimetre, medens Tværmaalet udenfra indad er er 11 Millimetre; de
ere altsaa, som det kaldes, stillede paa tværs i Kjæberne, og deres Tværsnit er en lang-
strakt Firkant med afstumpede Hjørner; dog gjør den forreste Tand i Overkjæben en Und-
tagelse i saa Henseende; denne er næsten kvadratisk i Gjennemsnit og kjendelig mindre
end de øvrige. Langs Midten af Tændernes udadvendende Flade løber en temmelig dyb
Længdefure, og en lignende, men meget svagere, findes paa den modsvarende, indad
vendende Flade; derimod er Forsiden og Bagsiden glatte.
Den bageste Tand i Overkjæben er meget forskjellig fra alle de øvrige, og kan
kortest beskrives ved at ligne den med den ene Halvdel af en af de andre Tænder; den
frembyder nemlig kun én Tværkam, som ved Brugen slides skraat ned fortil, og den mangler
den Fure eller Rende, som findes paa de andre Tenders udad og indad vendende Flader.
Det har allerede været omtalt, åt de Beskadigelser, som Underkjæben har lidt, have
gjort det muligt at faa Syn paa den i Tandhulerne skjulte Del af to af dens Tænder,
nemlig den forreste venstre og den bageste højre. Efter disse at dømme have Under-
kjæbens Tænder en Længde af 42 Millimetre og ere krummede i to Retninger, saaledes
at deres forreste og indadvendende Side ere konvekse, den bageste og den udadvendende
derimod konkave. Hvorledes Overkjæbens Tænder forholde sig i disse Henseender, kan
ikke siges med Bestemthed; thi den af Tandhulerne fremragende Del af Tænderne er ikke
lang nok til, at man af den kan skjønne Retningen af dens svage Krumninger. For den
bageste Tands Vedkommende har jeg imidlertid ved at bortmejsle en Del af Tandhulens
ydre Væg overbevist mig om, at dens forreste Flade er konkav, den bageste konveks; det
Samme er Tilfældet med den bageste (femte) Overkjæbetand hos Megatheriet, og tør man
slutte fra dette Dyr ville de foranstaaende Tænder være krummede i modsat Retning af
35 287
den bageste, altsaa forfra bagtil, ligesom Underkjæbens Tænder. Om Længden af Over-
kjæbetænderne lader der sig Intet sige.
Det staar tilbage nærmere at omtale de tvende Tænder fra Maquine -Hulen!), som
have bragt mig paa den Formodning, at de der fundne Coelodon-Levninger rimeligvis hid-
røre fra en anden Art, end den, hvis Skelet laa begravet i Escrivania - Hulen.
De ere begge i meget maadelig Stand. Den ene af dem er endog kun den ene
Halvdel af en efter Længden revnet Tand*); men da den er helt overtrukken med en ganske
tynd, gulgraa Sinterskorpe, er det klart, at den i alle Fald er i samme Stand nu, som den
Gang den fandtes. Den anden Tand?) er bedre bevaret og har rimeligvis tidligere
ogsaa været fuldstændig oversintret, men dens nederste Ende er nu brækket af, og Brud-
fladen er øjensynligt frisk. Begge Tænder stemme nøjagtigt overens i Størrelse, de tilhøre
aabenbart forskjellige Sider af Kraniet, og der kan neppe være Tvivl om, at de jo udgjøre
et Par. Trods de mange Beskadigelser, som disse Tænder have lidt, er det dog ikke
vanskeligt at erkjende, at de, ligesom den bageste Overkjæbetand i Escrivania-Kraniet, ikke
have baaret mere end en Tværkam paa deres Tyggeflade; men de ere lidt mindre end den
nysnævnte Tand; deres største Tværmaal er paa det Nærmeste 10 Millimetre, det mindste
omtrent 6°); Længden kan ikke angives, da ingen af dem er hel; den længste af dem,
nemlig den spaltede, er i sin nuværende Tilstand kun 27 Millimetre. Ogsaa disse Tænder
frembyde en dobbelt Krumning; den ene af de brede Flader beskriver nemlig en Længdebue,
medens den anden omvendt er konkav; den konvekse er derhos forsynet med en iøjne-
faldende og dyb, men dog ikke af skarpe Rande begrændset Længderende, som ikke løber
lige i Midten af Fladen, men lidt nærmere til den ene Side, men ogsaa Tændernes smalle
Flader ere svagt krummede, og Krumningens Retning er den, at den af disse Flader, som
støder til den furede Flades bredeste Halvdel, er konveks, den anden derimod konkav.
Den første Gang Dr. Lund omtalte Tandforholdet hos Coelodon-Slægten, angav han
disse Tænder at vere den bageste paa hver Side i Overkjæben5); et Aarstid derefter rettede
han denne Angivelse og erklærede dem for den forreste i samme Kjebe®). Af det Fore-
gaaende vil man have set, at Lund ikke i Mellemtiden havde gjort noget nyt Fund, men at
det maa være det selvsamme ved Udgravningerne i Maquiné-Hulen tilvejebragte, utilstrække-
lige Materiale, som ligger til Grund for begge disse modstridende Angivelser. Det synes
1) Tab. I, Fig. 4—5.
2) Tab. I, Fig. 5.
3) Tab. I, Fig. 4.
4) I disse Maal, er Sinterskorpen, som overtrækker Tænderne, medregnet; Maalene ere derfor lidt for
store, men de kunne ikke angives ganske nøjagtigt.
5) Blik paa Bras. Dyreverden &c. 2den Afh. Særtryk; Kbhvn. 1839, S. 12, og K. D. Vid. Selsk. naturv.
og math. Afhandl. 8de Deel. Kbhvn. 1841, S. 72.
5) Blik paa Bras. Dyreverden &c. 3dje Afh. Særtryk; Kbhvn. 1840, S. 14, Anm., og K. D. Vid. Selsk.
paturv. og math. Afhandl. 8de Deel. Kbhvn. 1841, S. 230, Anm.
On
288 | 36
derfor ogsaa klart, at ingen af dem kan støtte sig til en virkelig lagttagelse, men maa hvile
paa Formodninger og Slutninger fra Forholdene hos mere eller mindre beslægtede Dyre-
former, og der kan neppe være Tvivl om, at hans sidste Angivelse kun er fremkaldt ved
Henblik paa Slægten Bradypus, med hvis Tænder han syntes, at Tandsættet hos Coelodon
viste stor Overensstemmelse.
Nu da Coelodon-Slægtens Tandsæt endelig er blevet tilfulde bekjendt, er det imidlertid
ikke vanskeligt at se, at det er Dr. Lunds første Angivelse, som er den rigtige. De to ovenfor
beskrevne Tænder fra Maquiné-Hulen ere aabenbart den højre og venstre bageste Overkjæbe-
tand, thi det er jo blot paa dette Sted i Munden, at der hos Coelodon-Slægten findes en
slig smal, kun med en enkelt Tværkam forsynet Tand; den convekse af Tændernes to brede
Flader vender altsaa bagtil. Men skjøndt disse to Tænder saaledes til Dels besidde de for
den bageste Overkjæbetand væsenlige Særkjender, afvige de dog i en vis Henseende fra den
tilsvarende Tand i det i Escrivania- Hulen fundne Kranie; thi den bageste Flade af denne
sidstnævnte Tand er kun ganske svagt udhulet i sin hele Brede, men ikke forsynet med
en tydelig og dyb Rende. At skyde denne Afvigelse til Side som uvæsenlig gaar, efter
min Mening, i alle Fald indtil videre, ikke an, og Forskjellen mellem Coelodon maquinensis
og Coelodon escrivanensis bliver altsaa den, at den bageste Overkjæbetand er forsynet med
en smal og dyb Rende hos den førstnævnte, medens den er glat hos den sidste.
3. Hvirvelraden /columna vertebralis).
Der er desværre ikke meget at berette om denne Del af Skelettet. Hvad der er
tilstede, for en stor Del endog kun i Stumper og Stykker, er blot lidt over Halvdelen af det
det hele Antal Hvirvler, som Hvirvelraden, efter Analogi at slutte, maa have talt. Det er
end ikke muligt at komme til ganske sikker Kundskab om, hvor mange Hvirvler de fore-
liggende Brudstykker repræsentere; thi i flere Tilfælde ere Hvirvelbuerne brækkede af
Hvirvellegemerne; paa disse sidste have Endepladerne for en stor Del løsnet sig og ere
gaaede tabt, og det lader sig neppe udfinde, hvor mange af de fundne Hvirvelbuer og
Hvirvellegemer der høre sammen.
Det Afsnit af Hvirvelraden, som foreligger fuldstændigst, er Halsen; der haves
nemlig fem Halshvirvler (vertebræ cervicales), som aabenbart have ligget begravede i Hulen
sammenkittede (dog ikke i deres naturlige Rækkefølge) til en eneste Klump, der atter var
sintret fast til Undersiden af Hovedskallen. Men enten under selve Udgravningen eller ved
den første Rensning er (som man vil have set S. 266) den til Kraniet fastkittede Hvirvel,
Taphvirvlen, knækket over, saaledes at dens Legeme er blevet siddende fast paa dette,
medens den største Del af Buen er forbleven i Forbindelse med de øvrige Halshvirvler.
Den sammenhængende Klump, som disse oprindelig dannede, er dernæst atter sønderbrudt
37 289
i to Stykker, af hvilke det forreste bestaar af Halvdelen af Taphvirvlen, to andre Hals-
hvirvler og en afbrækket Hvirveltorn, som passer nøjagtigt til den ene af de to Hals-
hvirvler, der sammensætte det bageste Stykke.
Det førstnævnte Stykke var, da Dr. Lunds Samling blev sendt hertil, endnu besat
med tykke Lerklumper, som for en stor Del skjulte Hvirvlerne. Det var derfor af ham
blevet betragtet som en Breccie!) og er indført i hans Fortegnelse som Nr. 1333 med
følgende Bestemmelse: «Halshvirvler, som det synes af Coelodon mäquinensis, Lapa
da Escrivania 5». De tvende andre Halshvirvler vare, skjondt ogsaa de vare
sammenkittede, dog mindre inkrusterede og derfor indordnede blandt de rensede Knogler
i Samlingen; de bere Nr. 12357 og ere i Katalogen bestemt angivne at vere: «vertebræ
cervicales af Coelodon maquinensis. Escr. 5». De to manglende Halshvirvler ere Ring-
hvirvlen (atlas) og en af de bageste, rimeligvis den sjette. Det har ikke været muligt at
skille de sammensintrede Hvirvler fra hverandre eller overalt at fjerne de fastsiddende Ler-
skorper, en Omstændighed, som maa tages i Betragtning med Hensyn til den neden-
staaende Beskrivelse.
Taphvirvien (aais) er noget højere end den er lang; men Forskjellen mellem
Højden og Længden er aabenbart mindre, end den plejer at være hos Kæmpedovendyrene ;
nøjagtigt kan Forholdet imidlertid ikke angives; thi den øverste Rand af den tynde Længde-
kam, som Hvirveltornen danner, er beskadiget og til Dels dækket af en Skorpe af fast-
sintret Ler. I sin nuværende Tilstand er Hvirvlen 57%" høj og 45™ lang, og det synes
kun at kunne være meget Lidt, som er brækket af Hvirveltornen; hos forskjellige andre
Kæmpedovendyr, saasom Megalonya jeffersonü, Mylodon robustus, Lestodon armatus og
Platyonyx owenü, er Højden derimod ikke langt fra at være dobbelt saa stor som Længden.
Hvirvellegemet (corpus) er ikke blot langstrakt, men tillige, navnlig bagtil, usædvanlig flad-
trykt; dets Underflade er dækket af en meget haard Lerskorpe, som ikke lader sig borttage;
det er derfor ikke godt at sige, om denne Flade, ligesom hos flere andre Kæmpedovendyr
er forsynet med en Længdekam; skulde det være Tilfældet, maa Kammen under alle Om-
stændigheder være højst ubetydelig. Hvirveltappen (processus odontoideus) bærer paa Under-
fladen en stærkt hvælvet Ledflade for Forbindelsen med Ringhvirvien, medens den mod
ligamentum transversum atlantis vendende Flade næsten er plan; hvorimod hos visse andre
Kæmpedovendyr, f. Eks. Platyonya oweni og Lestodon armatus omvendt den for Atlas be-
stemte Ledflade næsten er plan, den mod Ligamentet vendende Flade hvælvet. Hvirvel-
1) Dr. Lunds palæontologiske Samling er delt i to Afdelinger; den ene, den langt større, indeholder
rensede, eller dog saa vidt muligt for Sinterskorper og Jordklumper befriede Knogler; den anden
bestaar af en stor Suite af Breccier og er navnlig bestemt til at oplyse de geologiske Forhold og
navnlig de mange vekslende Maader, paa hvilke Knoglerne findes liggende bevarede i de forskjellige
Huler eller vel endog blot paa forskjellige Steder i samme Hule. Over hver af disse Afdelinger
haves en detailleret af Dr. Lund selv udarbeidet Fortegnelse.
290 38
legemets bageste Endeflade er skraat fortil heldende, og det Samme er, ligesom hos de
nulevendo Dovendyr, Tilfældet med begge Endefladerne paa alle de følgende Halshvirvler.
Tværudvæksten (processus transversus) er rettet skraat bagtil og ved sit Udspring gjennem-
boret af et Hul eller en Aarekanal (foramen transversarium), saaledes som det næsten altid
er Tilfældet hos de megatherioide Dyr"); den er henved 25"" lang, afsmalnes ud mod sin
fri Ende og synes at være lidt sammentrykt udenfra indad; den er imidlertid overtrukken
med en tyk Lerskorpe, som til Dels skjuler dens Form. Rygmarvskanalen (foramen spinale)
er lidt højere end bred og bliver lidt snevrere opad til.
Den tredje Halshvirvel er meget kortere end Taphvirvlen; Hvirvellegemets bageste
Epifyse mangler, men dens Tykkelse kan let nogenlunde rigtigt skjønnes, og denne Ende-
plade iberegnet, er Hvirvellegemets Længde kun henved 30™", og Hvirvlen altsaa kun to
Tredjedele saa lang som Taphvirvlen. Tverudveksten er temmelig beskadiget paa begge
Sider af Hvirvlen; dens Form og Størrelse kan derfor ikke angives nøjagtigt; den er selv-
følgelig ved sit Udspring gjennemboret af en Aarekanal og udenfor denne vingeformigt
udvidet, men den udsender ikke nogen særlig pladeformig Udvækst, lamella inferior
(«Pleurapophysis», i Følge Owens Terminologi). Hvirveltornen er lav, men tilspidset.
Påa de tvende følgende Halshvirvler ere Tornene lidt højere, og Tværudvæksterne ere
forsynede med en særlig lamella inferior af anselig Størrelse. Den bageste af de fem
tilstedeværende Hvirvler anser jeg ubetinget for den Syvende. Dens Tværudvækster ere
gjennemborede af en Aarekanal og nedentil forsynede med en /amella inferior; men der findes
ikke nogen Ledflade for et Ribben paa Hvirvellegemet. Disse Omstændigheder vise i For-
ening, at denne Hvirvel i ethvert Tilfælde maa tilhøre Halsregionen, og der kan i det
Højeste blive Spørgsmaal, om det virkelig er den syvende Halshvirvel, eller om det muligvis
kunde være den sjette. Den syvende Halshvirvel er temmelig forskjelligt bygget hos de
forskjellige Kæmpedovendyr, hos hvilke man hidtil har lært den at kjende; hos Megatherium
umericanum*) og hos den af Dr. Lund opdagede Platyonya owenü?) er denne Hvirvels Tvær-
udvækst ikke gjennemboret af nogen Aarekanal, derimod findes en saadan hos Scelidotherium
1) I alle Fald kjender jeg kun et eneste Eksempel paa det Modsatte. I den værdifulde Samling af
fossile Knogler, som den senere afdøde P. Angelis, den bekjendte Diktator Rosas' Fortrolige og Presse-
agent, i 1847 medgav Galathea-Expeditionen ved dens Afrejse fra Buenos Aires som Gave til Kong
Chr. VIII (se: Steen Bille, Corv. Galatheas Rejse &c. III, 442), og som nu tilhøre Universitetets
zoologiske Museum, er der nemlig en meget vel bevaret Taphvirvel af et Kæmpedovendyr, hvis for-
holdsvis smaa Tværudvækster mangle den omtalte Kanal. Den er ikke meget mindre end Megatheriets
Taphvirvel og maa derfor, forudsat at den hidrører fra et af de hidtil beskrevne Kæmpedovendyr,
antages at være af Lestodon armatus; det er til den, at der ovenfor et Par Gange er sigtet i det
Foregaaende.
2) Owen, R. Mem. on the Megatherium &c. P. 19, pl. IV, fig. 6.
3) No 431 i Dr. Lunds Samling, «5—7de Halshvirvel fra Lapa dos Indios ne- 4» (ogsaa kaldet Lapa da
quebra chavelha) i Omegnen af Landejendommen Mocambo.
39 291
leptocephalum), Mylodon robustus?) og Megalonyx jeffersonü*). Tilstedeværelsen af denne
Kanal afgjor altsaa Intet med Hensyn til den omtalte Halshvirvels Plads i Rækkefølgen.
Mangelen af en Ledflade for Hovedet af det første Ribben kunde ved første Betragtning
friste til at antage Hvirvelen for den sjette Halshvirvel; thi den syvende Halshvirvel er ganske
almindelig hos Kæmpedovendyrene forsynet med med en slig Ledflade; den forekommer, i
Følge de foreliggende Erfaringer hos Slægterne Megatherium, Mylodon, Scelidotherium og
Platyonyx. Imidlertid synes den dog, foruden hos Coelodon, ogsaa at mangle hos Megalonyx,
i alle Fald omtaler Leidy den ikke i sin Beskrivelse af Halshvirvlerne af denne Slægt, og
dette vilde han vel neppe have undladt, dersom den virkelig havde været tilstede; det bør
fremdeles komme i Betragtning, at hos en anden Gumler, hvis Benbygning i visse Hen-
seender nærmer sig Kæmpedovendyrenes, nemlig Myrmecophaga jubata, fæster Hovedet af
det første Rihben sig heller ikke til den syvende Halshvirvels Legeme. Mangelen af den
. omtalte Ledflade er derfor ikke noget afgjørende Bevis for, at den Halshvirvel, med hvilken
vi beskjæftige os, nødvendigvis maa være den sjette, og derimod besidder den to andre
Særkjender, som tydeligt betegne den som den syvende. Det første ligger i Stillingen af
lamina inferior; denne Udvækst (som iøvrigt paa begge Sider er afbrudt tæt ved Roden,
saa at Alt, hvad der kan siges om dens Form og Størrelse, er, at den aabenbart har været
mindre end paa de nærmest forangaaende Halshvirvler) udspringer nemlig indenfor Aare-
hullet, altsaa umiddelbart fra selve Hvirvellegemet, og synes at have været rettet omtrent
lige nedad. Saaledes er lamina inferior ikke stillet paa den sjette Halshvirvel hos noget-
somhelst Kæmpedovendyr; og for den Sags Skyld neppe heller paa den syvende, naar
denne overhovedet bærer en slig Udvækst; men hos den nulevende Dradypus tridactylus
finder jeg, om ikke den syvende Halshvirvel (thi denne mangler hvert Spor af denne Ud-
vækst), saa dog den ottende forsynet med en lamina inferior, der indtager en lignende Plads,
som paa den her beskrevne Hvirvel, kun ikke fuldt saa nær ved Hvirvellegemet. Heri synes
der mig at ligge et stærkt Bevis for, at den omtalte Halshvirvel ikke kan være den sjette, og
saasom ingen andre Kæmpedovendyr, saavidt man véd, have flere end det normale Antal af
syv Halshvirvler, er det ikke rimeligt, at Coelodon skulde gjøre en Undtagelse fra Reglen.
Allerede af disse Grunde tør den omtalte Halshvirvel antages for den syvende, og et
sidste Bevis for, at den ikke kan være den sjette, kan endelig hentes fra Hvirveltornen.
Denne er nemlig særdeles høj; den maaler fra Rygmarvskanalen af 50", medens hele
Hvirvlens Højde kun er 30""; den tiltager i Tykkelse opad, og dens Top frembyder en
aflang plan Flåde, saa at den i det Smaa minder om Hvirveltornen paa Megatheriets syvende
Halshvirvel. Endelig kan endnu anføres, at Forskjellen i Aarekanalernes Vidde paa denne
1) Owen, R. Zoology of the Voyage of H. M. S. Beagle. Fossil Mammalia. P. 84, pl. XX og XXIV,
2) — - Description of the Skeleton of Mylodon robustus. P. 50.
3) Leidy, J. Mem. on the Extinct Sloth Tribe of N. America. P. 22.
292 + 40
Hvirvel og paa den, som jeg antager for den femte Halshvirvel, gjør det sandsynligt, at
disse to Hvirvler ikke kunne støde umiddelbart til hinanden. Om begge de to sidst omtalte
Halshvirvler gjælder det, at Legemerne ere fladtrykte, saa at Endefladerne ere dobbelt saa
brede som høje, samt at der paa Undersiden af dem findes en svag Længdekam, hvoraf
man maaske tør slutte, at en lignende Kam ogsaa er tilstede paa de andre Halshvirvler,
paa hvilke Hvirvellegemerne dels ere dækkede af en Lerskorpe dels skjulte paa Grund af
den Stilling, i hvilken disse Hvirvler ere loddede fast til hinanden. Rygmarvskanalen er i
den syvende Halshvirvel endnu stedse vel saa høj som bred, men Forskjellen mellem begge
Dimensioner er kun højst ubetydelig.
Af Brysthvirvler (vertebræ thoracice) foreligger der kun tre, som endnu ere for-
synede med Buer (arcus), og selv disse have dog lidt forskjellige Beskadigelser; de have
alle tre mistet deres Epifyser, og paa den ene af dem er et Stykke af Hvirveltornen af-
brækket; foruden disse tre Hvirvler er der fundet Stumper af ni andre, nemlig dels stærkt
beskadigede Buer, dels enkelte afbrækkede Hvirveltorne eller Tværudvækster; endelig haves
ogsaa seks Hvirvellegemer. Da Benvævet paa Grund af Dyrets Alder ikke har havt synderlig
stor Fasthed ved dets Død, ere disse Hvirvellegemer uden Undtagelse i maadelig Stand; et
enkelt af dem er endnu forsynet med begge sine Endeplader, men paa de øvrige ere enten
begge disse Epifyser eller dog den ene af dem faldne af. Der er Grund til at antage, at
et af dem tilhører en bestemt Hvirvel, af hvilken der ikke foreligger andre Brudstykker;
de fem andre høre aabenbart til nogle af de foreliggende Stumper af Hvirvelbuer; men
hverken disse sidste eller Hvirvellegemerne danne en uafbrudt Rækkefølge, og det lader sig
derfor neppe afgjøre, hvorledes de passe til hinanden; kun saa Meget kan siges med Be-
stemthed, at de seks Hvirvellegemer alle uden Undtagelse have havt deres Plads mellem den
forreste og den bageste af de øvrige tilstedeværende Brysthvirvler eller Brysthvirvelstumper.
Af de ovenomtalte tre, nogenlunde fuldstændige Brysthvirvler kan den forreste, i
Følge Legemets Form, ikke have fulgt umiddelbart efter den syvende Halshvirvel, men er
dog sikkert en af de allerforreste Brysthvirvler, rimeligvis. den tredje. Et af de løse
Hvirvellegemer turde have tilhørt en Nabohvirvel til forrige, rimeligvis den anden; den
første Brysthvirvel synes at være repræsenteret i en løs Hvirveltorn. Rigtignok er denne
en Del lavere end Tornen paa den syvende Halshvirvel, medens den forreste Brysthvirvels
Torn hos Mylodon robustus er betydelig højere") og hos Scelidotherium leptocephalum endog
dobbelt saa høj”); men der hersker overhovedet ikke i denne Henseende nogen fast Regel
hos Kæmpedovendyrene; thi hos Megatherium?) er Tornen paa den syvende Halshvirvel
1) Owen, descript. of the Skelet. of Mylodon robustus. Tab. I, fig. 1. (I Teksten finder jeg ikke For-
holdet omtalt).
?) Owen, Zool. Voy. Beagle. Fossil Mammalia. S. 84.
3) — , Memoir on the Megatherium. P. 19, pl. I.
41 293
tværtimod lidt højere end den første Brysthvirveltorn, og den omtalte afbrækkede Hvirveltorn
frembyder derhos en Karakter, som synes at forbyde at søge dens Plads andetsteds end
netop allerforrest i Brystregionen. Dens Top udvider sig nemlig til en bred Flade i Lighed
med hvad der er Tilfældet hos den sidstnævnte Slægt. Der er en kjendelig Forskjel paa
Rygmarvskanalens Vidde i de tvende forreste af disse tilnærmelsesvis fuldstændige Bryst-
hvirvler; det er derfor ikke rimeligt, åt de kunne være Nabohvirvler, men de ligne iøvrigt
hinanden saa meget, at der maaske ikke har været flere end én Hvirvel mellem dem. Den
sidste af disse tre Brysthvirvler') er meget større end de tvende andre og aabenbart en af
de allerbageste i denne Region af Rygraden; dens Rygmarvskanal er 21™™ høj og 25""
bred, dens sine Endeplader berøvede Legeme er 26%" højt og fortil 39°" bredt; medens
de tilsvarende Maal kun ere 14 og 17™, samt 17 og 27%" paa den Brysthvirvel, som jeg
anser for den tredje forreste. Hvirvellegemerne tiltage altsaa bagtil i Brystregionen meget
betydeligt i Hojde og Brede, saa at de bageste have henimod det dobbelte Omfang af
de forreste; derimod vokse de kun ubetydeligt i Længde; paa den bageste af de omtalte
tre Hvirvler er Legemet 28”” langt, paa den tredje forreste 22””, i begge Tilfælde uden
Endepladerne, der, som det vil erindres, ere gaaede tabt. Af de ovenfor anforte Maal vil
det allerede skjonnes, at Hvirvellegemerne gjennem hele Brystregionen ere betydelig bredere
end høje, og selv de allerbageste beholde endnu stedse en halvcylindrisk Form i Stedet for
at blive kileformigt sammentrykte nedad, som Tilfældet er hos Megatheriet. Hvirveltornene
ere forholdsvis lavere end hos de øvrige Kempedovendyr, men frembyde for Resten ikke
noget særligt merkeligt; som sædvanlig helde de alle bagtil; Antiklini finder ikke Sted.
Alle de foreliggende Brysthvirvler bere seks Ribbe-Ledflader, tre paa hver Side”), nemlig
en lille paa Hvirvellegemets bageste Hjorne, bestemt for den forreste af Ribbehovedets
to Ledflader, en større concav, som sidder fortil oppe paa selve Hvirvelbuen og passer til
den anden af Ribbehovedets to Ledflader, og endelig paa Tverudveksten en tredje, for
Ribbeknobben bestemt Ledflade, som er udhulet i den forreste Del af Brystregionen,
hvælvet lengere bagtil. Hvirvelbuerne rage fortil betydeligt ud over Hvirvellegemerne, og
de store aflange Ledflader paa de forreste Zygapofyser ligge næsten horizontalt, saa at
Hvirvelbuerne til Dels dække hinanden. Den særlige midtstillede Ledflade, som findes hos
flere Kæmpedovendyr mellem de forreste Zygapofyser og svarer til en lignende paa Bag-
kanten af Hvirveltornen, mangler ganske hos Coelodon ligesom hos Mylodon robustus. Der
er hverken fortil eller bagtil udviklet Bi-Zygapofyser paa den bageste af de foreliggende
Brysthvirvler.
Af det Foregaaende vil det vere fremgaaet, at de foreliggende Levninger af Hvirvel-
radens Brystregion tilsammen repræsentere rimeligvis 13 og i det Mindste 12 Brysthvirvler.
1) Tab. Il, Fig.
2) Tab. II, Fig.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XIL 3. 38
2—3.
1 og 3.
294 42
Hvis det gik an uden videre at slutte fra Forholdene hos Megatherium og Mylodon, som
begge besidde 16 Brysthvirvler, vilde der altsaa kun mangle tre eller hojst fire, og da selv
den største og bageste af de forhaandenværende Brysthvirvler bærer endnu seks Ribbe-
Ledflader og derfor ikke kan være den allerbageste, maatte denne sidstnævnte Hvirvel altsaa
være en af de manglende. De fra de andre Kæmpedovendyr hentede Erfaringer ere imid-
lertid endnu altfor faa til at kunne veje meget, og hos de nulevende Dovendyr gjælder der,
som bekjendt, ikke nogen fast Regel med Hensyn til Brysthvirvlernes Antal; der findes jo
ikke blot betydelig flere hos Choloepus- end hos Bradypus-Slægten, men deres Tal veksler
jo endog hos de forskjellige Arter af den sidstnævnte Slægt, medens rigtignok Summen af
Bryst- og Lendehvirvlerne tilsammen synes at være en og samme hos dem alle, nemlig
20, idet en Forøgelse af den ene Slags stedse opvejes af en Formindskelse af den anden.
Det er derfor langtfra usandsynligt, at en lignende Ubestemthed i disse Hvirvlers Tal kan
have hersket ogsaa hos Kæmpedovendyrene.
Der synes ikke at være fundet nogen af Lænderegionens Hvirvler; rigtignok foreligger
der en Hvirvel (n° 8958), som i Dr. Lunds Katalog er betegnet som «vertebra lumbalis»,
men jeg anser denne Bestemmelse for mindre rigtig. Hvirvlen er meget ufuldstændig; den
bageste Epifyse mangler, og Hvirvelbuen tillige med begge Tværudvæksterne ere afbrækkede
nær ved Roden. Disse Mangler vanskeliggjøre ganske vist Bestemmelsen, men det fore-
kommer mig, at allerede Hvirvellegemets Form taler imod at antage Hvirvlen for en Lænde
hvirvel. Legemet er nemlig meget fladtrykt; den forreste Endeflade er mere end dobbelt saa
bred som den er høj, 39°" bred, men kun 17™ høj; hertil kommer, at denne Endeflade
er lidt smallere end den bageste Endeflade paa den bageste af de foreliggende Brysthvirvler,
og det uagtet dennes Epifyse er gaaet tabt, og dens Omfang derfor er mindre, end det uden
denne Mangel vilde været; endelig synes Tværudvæksterne (efter de Stumper, som ere levnede,
at slutte) at have været meget tykkere og plumpere, end det ret vel kunde være Tilfældet
paa en Lændehvirvel, og paa højre Side synes der endog at være Spor af en Berøringsflade
med et andet Ben (Sædebenet?) tilbage. Der er, kort sagt, saa stor Forskjel mellem denne
Hvirvelstump og den bageste af de foreliggende Brysthvirvler, at det forekommer mig mindre
rimeligt, at der kun skulde have været nogle faa Hvirvler mellem dem. Af disse Grunde
antager jeg den omtalte Hvirvel for snarere at være den bageste Krydshvirvel, som paa
Grund af Dyrets Alder endnu ikke har været voxet sammen med de øvrige til et uadskille-
ligt Hele, og den er, hvis denne Tydning er rigtig, Alt, hvad der er tilstede af Krydsbenet!).
1) Blandt de i Lapa de Escrivania n° 5 udgravede Knogler er der rigtignok et Brudstykke af et Kryds-
ben, som er mærket 8865, og som Dr. Lund ved det foreløbige Gjennemsyn af Udgravningens Ud-
bytte har indført i sin Katalog som «vertebræ sacrales» af «Coelodon maquinensis»; men en nøjere
>etragtning viser, at det tilhører et andet Dyr. Brudstykket bestaar kun af de to forreste Kryds-
hvirvler, og selv disse ere meget beskadigede; Hvirveltornene ere afbrækkede lige ved deres Ud-
spring, paa højre Side er den forreste Tværudvækst ganske borte og selv paa venstre har den lidt
13 | 29
or
Det er rigtignok kun lykkedes ved Udgravningerne i Escrivania-Hulen at finde i Alt 9
af Halens utvivlsomt meget talrigere Hvirvler (vertebrae caudales), men de fleste af dem ere
i ret god Stand, og de synes tilstrækkelige til at give en nogenlunde rigtig Forestilling om
denne Del af Hvirvelraden. Selv den Hvirvel, som aabenbart er den forreste af de fundne,
berer paa Undersiden fire Hypapofyser til Befæstelse af Hæmapofyser og kan derfor
ikke være den forste Halehvirvel; da imidlertid begge dens Endeplader have en meget ud-
præget tværelliptisk Form, og da fremdeles dens Tværudvækster tage deres Udspring dels
fra Hvirvelbuen og dels fra Hvirvellegemet, maa den dog vistnok være en af de forreste,
og der kan vel endog neppe have været flere end nogle ganske enkelte, maaske endog kun
en eneste foran for den. Denne Hvirvel og de to, som følge efter den i Størrelse, synes
dernæst at danne en uafbrudt sammenhængende Række. Mellem den bageste af disse tre
Halehvirvler og den forreste af de øvrige er der derimod aabenbart en Afbrydelse i Række-
følgen; men der synes dog ogsaa paa dette Sted kun at mangle nogle faa, maaske to eller
tre Hvirvler; endelig synes atter de sidste seks af de foreliggende Halehvirvler, af hvilke
de to bageste ere sintrede fast til hinanden med deres Endeflader, at følge umiddelbart paa
hinanden, og da Hvirvelbuen paa den bageste af dem ikke er fuldstændig, men Rygmarvs-
kanalen allerede er forvandlet til en oventil aaben Rende, kan der, efter Forholdet hos
Megatherum og Mylodon at slutte, neppe have fulgt flere end nogle faa Hvirvler efter
denne. Man kan derfor vistnok med nogen Rimelighed antage, at Coelodon har havt hen-
imod en Snes Halehvirvler, altsaa omtrent det samme Tal som Megatherium (18) og Mylodon
(21—22), og Halens Længde synes at kunne have været omtrent 45 til 50 Centimetre.
Hvad -deres Form angaar, stemme Halehvirvlernet) i det Væsenlige med dem hos
de andre megatherioide Dyr. Medens Halen hos andre Gumlere saasom Bæltedyrene og
Myreslugerne, aftyndes meget stærkt bagtil, og Hvirvlernes Omfang derved kommer til at
staa i et stedse voksende Misforhold til deres Længde, forandrer hos Coelodon Forholdet
en, rigtignok mindre betydelig, Beskadigelse, Dette Krydsben har tilhørt et meget gammelt Dyr; thi
ikke blot er den forreste Epifyse vokset fuldstændig fast, men der er ikke det mindste Spor til-
bage af den oprindelige Grændse mellem de to Hvirvler, af hvilke Brudstykket bestaar. Allerede
heraf fremgaar det, at dette Fragment umuligt kan være af det unge Individ, fra hvilket næsten
alle de øvrige, i den nævnte Hule fundne Coelodon-Rester hidrøre; da der imidlertid fra samme Hule
haves en Tand, som nødvendigvis maa have tilhørt et andet Individ, kunde det jo tænkes, at ogsaa
Krydsbens-Stykket tiihørte dette andet Individ. Brudstykkets Form og den afgjørende Omstændighed,
at det, skjøndt det aabenbart hidrører fra et meget gammelt Individ, dog ikke har været vokset
sammen med Hoftebenet, maa imidlertid straks fjerne en slig Tanke, og en nærmere Undersøgelse
viser, at det er Krydsbenet af en temmelig lille Hest. Blandt de i Lapa de Escrivania n°5
fundne Dyrearter er ogsaa et enkelt Individ af en Hest, som af Dr. Lund er betegnet som «Hguus
affinis caballo» (Meddel. af det Udbytte &c. S. 33); Krydsbens-Fragmentet stemmer i Udseende
ganske med de andre i denne Hule fundne Hesteknogler, og der kan neppe være Tvivl om, at det
jo tilhører samme Individ som disse.
1) Tab. II. Fig. 4—6.
38"
296 44
mellem Hvirvellegemernes Omfang og Længde sig kun lidt bagtil i Halen. Hvirvlerne ordne
sig naturligt saaledes til hinanden, at Halen danner en svag Concaviteten bagtil og opad
vendende Bue og med Lethed kan bøjes i denne Retning, hvorimod baade Hvirvellegemernes
Form og Hæmapofysernes Størrelse har vanskeliggjort Bøjningen i modsat Retning; den
har derfor aabenbart været en meget muskuløs og kraftig Støttehale.
Skjøndt Rygmarvskanalen i sig selv er ret rummelig gjennem den allerstørste Del
af Halens Længde, ere Hvirvelbuerne dog allerede i de forreste af de foreliggende Hale-
hvirvler lavere end Hvirvellegemerne, og Rygmarvskanalen bredere, end den er høj. Medens
hos Megatheriet Hvirveltornen i Følge Owen endnu paa den ellevte Halehvirvel rager op
over Metapofyserne, har Halehvirvlernes Torne hos Coelodon Form af Længdekamme, som
end ikke i Halens forreste Halvdel naar op i Højde med de nævnte Udvækster, og hurtigt
aftage, indtil Tornen endelig er ganske forsvunden paa den sidste af de Hvirvler, paa hvilke
Hvirvelbuen endnu er lukket oventil. Selv paa den bageste af de tilstedeværende Hvirvler
ere de forreste Zygapofyser endnu vel uddannede, medens de bageste derimod ere for-
svundne. Af de til Befæstelsen af Hæmapofyserne bestemte Hypapofyser paa Under-
siden af Hvirvellegemerne ere de tvende bageste kjendelig større end det forreste Par; men
Hvirvel-Epifyserne bidrage til at danne Ledfladerne paa begge Par, om end mest paa det
bageste. Disse Udvækster ere endnu forholdsvis store og veludviklede selv paa den bageste
af de foreliggende Halehvirvler, paa hvilken Hvirvelbuen allerede er ufuldstændig. Tvær-
udvæksterne (processus transverst) ere kraftige og store, dog maaske forholdsvis noget kor-
tere end hos Familiens større Former; de ere rettede lidt skraat bagtil og nedad, og endnu
af ret anselig Størrelse paa den bageste af de foreliggende Halehvirvler; de ere fladtrykte ;
deres forreste Rand er skarpkantet, den bageste tyk og afrundet.
Der foreligger fire åf Halens Hæmapofyser; de tre af disse.ere løse og have
aabenbart havt deres Plads i den forreste Halvdel af Halen; den fjerde er i en noget for-
rykket Stilling sintret fast til de tvende bageste af de foreliggende Hvirvler og har vistnok
ogsaa oprindeligt været fæstet til disse. Alle fire ere forholdsvis store; den største af dem
har en Højde af 38""; paa dem alle ere de to Ledflader paa hver Side for Forbindelsen
med Hypapofyserne adskilte indbyrdes ved et lille Indsnit, og den forreste mere end dobbelt
saa stor som den bageste. Deres nederste Ende er meget tyk og opsvulmet, og i alle Fald
paa de forreste Hæmapofyser tydelig spaltet ved et Indsnit i to korte, ikke ganske sym-
metriske Grene, ligesom det er Tilfældet hos forskjellige Bæltedyr og navnlig i høj Grad
hos Priodontes gigas.
4. Ribberne /costæ).
Det forholder sig med disse Knogler omtrent som med Hvirvlerne. Med en enkelt
Undtagelse er det kun Brudstykker, ofte endog kun Smaastumper, som foreligge; det er
297
+
or
dernæst langtfra det hele Antal, som det er lykkedes at finde, og flere af disse Ribbe-
stumper ere desuden mere eller mindre overtrukne med haarde Jordskorper, som ikke lade
sig losne, og som, skjondt tynde, dog undertiden til Dels skjuler Knoglens Form. Det er
derfor kun en mindre fyldestgjerende Oplysning, der kan gives om denne Del af Skelettet;
imidlertid er det dog heldigvis i alle Tilfælde Ribbernes nederste Ende, som mangler, hvor-
imod den overste Ende med Ribbehovedet er tilstede, og det lader sig altsaa med Sikker-
hed afgjore, at de fundne Brudstykker repræsentere i Alt 22 Ribber. Tolv af disse synes
at here parvis sammen; men disse Par folge ikke i uafbrudt Rækkefolge paa hinanden; af
de øvrige ti ere de seks fra venstre Side, og af disse sidste ere to atter i deres hele
Længde loddede fast sammen; tre af de ti ere højre Ribber, som ikke passe til nogen af
de seks venstre Ribber; de hidtil omtalte 21 Ribber repræsentere altsaa 15 Ribbepar. Den
to og tyvende Ribbe er sintret fast langs det hojre Skulderblads bageste Kamfordybning
(fossa infraspinata) og er derhos saa beskadiget, at der neppe med Sikkerhed lader sig
sige mere om den, end at det er en Ribbe fra hojre Side.
Allerede af Beskrivelsen af Brysthvirvlerne (S. 293) vil man have kunnet se, at
Ribberne hos Coelodon maa frembyde samme Serkjender, som udmerker disse Knogler hos
de øvrige megatherioide Dyr; det vil sige: Ribbehovedet (capitulum costæ) bærer to tet til
hinanden naaende, men dog serskilte Ledflader, af hvilke den forreste passer til en til-
svarende Ledflade paa den forangaaende Hvirvels Legeme, den anden til en lignende Flade
paa Buen af den samme Hvirvel, med hvis Tverudvekst den tredje Ledflade, den paa
Ribbeknuden (tuberculum costæ), er ledfojet. I Størrelse kunne Ribberne nogenlunde sam-
menlignes med Manke-Myreslugerens (Myrmecophaga jubata); de ere (efter den første at
slutte) rimeligvis lidt lengere end disse, men neppe nok saa brede. Hvad deres Form
angaar synes de, saavidt deres beskadigede Tilstand tillader at skjonne, med Undtagelse af
den første, at beholde omtrent den samme Brede gjennem hele Længden, og ere ikke saa
fladtrykte som den nysnævnte Myreslugers, endelig er Ribbehalsen (collum costæ) kjendelig
lengere, men rigtignok, ligesom hos denne, paa sin overste Flade forsynet med en lang-
strakt, temmelig dyb Grube, som jeg savner hos de andre megatherioide Dyr, hvis Ribber
jeg kjender.
Den første Ribbe!) er den eneste fuldstændige af alle dem, der ere fundne; den
ligner samme Ribbe hos Scelidotherium og Platyonyx; den er, navnlig nedentil, stærkt
sammentrykt forfra bagtil, og Ribbehovedet er rettet indad under en ret Vinkel med Ribbe-
legemet; den tiltager forholdsvis endnu mere end hos de nysnævnte Slegter i Brede mod
den distale Ende, og dens Tværmaal nedenunder Ribbeknuden udgjor end ikke en Tredjedel
af Breden nedentil. Maalt i lige Linje uden Hensyn til Krumningen den er 0”,080 lang,
1) Tab. IV. Fig. 1.
298 46
og dens Brede ved den distale Ende er 0",031; hos Myrmecophaga jubata er den første
Ribbe 0”,071.
Af Sternalribberne haves ikke en eneste. Hos de megatherioide Dyr vokser, som
bekjendt, med Alderen den første Sternalribbe fuldstændigt sammen med sin Ribbe og
udgjør en uadskillelig Del af denne; men ikke en Gang denne er tilstede; paa det i
Escrivania-Hulen fundne Skelet havde Sammenvoksningen endnu ikke fundet Sted ved Døden
påa Grund af Dyrets Ungdom; Sternalribben har derfor løsnet sig og er gaaet tabt. Heller
ikke af Brystbenet er der fundet Noget.
5. Forlemmernes Knogler /ossa extremitatum anteriorum).
Desværre ere flere af de vigtigste af disse temmelig ilde medtagne. Begge Skulder-
bladene (scapulæ) ere saaledes rigtignok fundne, men i saa maadelig Stand, at de ikke
kunne give synderlig Oplysning, og det er klart, at selv om nogle af Beskadigelserne vist-
nok hidrøre fra Udgravningen, havde begge Knoglerne aabenbart allerede længe forinden
ligget sønderbrudte i Jorden, fulde af Bræk og Revner.
Om Skulderbladets Omrids og Størrelse lader der sig Intet sige; man kan kun
skjønne, at Benet har frembudt de Særkjender, som stedse udmærke det hos de megathe-
rioide Dyr. Skulderkammen (spina scapulæ) løber nogenlunde i Midten, saa at den bageste
Kamfordybning (fossa infraspinata) synes kun at have været lidt mindre end den forreste
(fossa supraspinata); af foramen coracoscapulare mangler over Halvdelen, men af den tilbage-
blevne Del kan man se, at det ovenfra nedad har været 12™" i Gjennemsnit; Skulder- eller
Kamspidsen (acromion) bliver fri omtrent 15"" ovenfor Ledskaalen (cavitas glenoidalis), som
har et Gjennemsnit af 40"" i den ene og 25°" i den anden Retning").
Nøglebenene (claviculæ) ere ikke blandt de fundne Knogler.
Overarmbenet (humerus)?). Af det venstre Overarmben haves den øverste Ende
med Ledhovedet (caput), begge Muskelknuderne (tuberositas major og minor) og den aller-
overste Del af Diafysen; men det midterste Stykke af denne mangler; fremdeles er Knoglens
distale, ved Dyrets Dod endnu ikke fastvoksede Epifyse falden af og gaaet tabt, og selve
Diafysens nederste Rand temmelig afstedt. Af den hojre Overarmsknogle foreligger kun
den distale, ligeledes sin Epifyse berovede Halvdel af Diafysen.
Saavidt det kan skjonnes af disse Brudstykker, synes Overarmbenet at have omtrent
samme Længde som Laarbenet, men dog snarere at have været ubetydeligt længere end
kortere end dette. Knoglen er forholdsvis mindre plump end den tilsvarende ikke blot hos
Mylodon, men ogsaa hos Scelidotherium. For en stor Del ligger det i en ringere Udvikling
1) Tab. IV. Fig. 2.
2) Tab. Ill. Fig. 1.
47 299
af Kammen for Delta-Muskelen; skjandt det største Stykke af den Del af Diafysen, som
bærer den, mangler, kan det dog skjennes, at den maa have været meget mindre end selv
hos den af de to ovennævnte Slægter, hos hvilken den er mindst udviklet, og baade i denne
Henseende og i sine Omrids i det Hele taget ligner Knoglen den tilsvarende hos Megalonya
mere end noget andet megatherioid Overarmben. Dens Skaft synes at være temmelig lige
og udvider sig i sin distale Tredjedel til en bred, forfra bagtil fladtrykt, trekantet Plade,
hvis Tværmaal udenfra indad er mere end en halv Gang saa stort som Benets Gjennem-
snit tværs over Muskelknuderne i den proximale Ende.
Ledhovedet hæver sig højt i Vejret og danner et usædvanligt stort Afsnit af en
Kugle; dets Gjennemsnit udenfra indad og forfra bagtil ere ligestore, og kun den Omstæn-
dighed, at Ledfladen fortsætter sig lidt ud paa den ydre Muskelknude, frembringer i et lille
Stykke en ringe Afbrydelse i det iøvrigt regelmæssigt kredsrunde Omrids. Den ydre
Muskelknude (tuberositas major) er højere end den indre ({ minor), men for Resten mindre
end denne’), som ved en svag, skraa Fure er delt i to Halvdele. I den Rende, som
rundt om begrændser Ledhovedet findes flere temmelig store foramina nutritia.
Den udad vendende eller radiale Rand af Diafysens brede distale Ende er næsten
skarp, hvorimod den indre, ulnare er tyk, afrundet og, ligesom hos Megalonyx og Scelido-
therium, nede ved Armknoen gjennemboret af et aflangt Hul (foramen supracondyloideum) af
en meget betydelig Størrelse, forholdsvis større end hos begge disse Slægter. Albuehulen
(fovea olecrani) er ubetydelig og meget utydeligt begrændset. Da Epifysen ganske mangler,
og da derhos Diafysens nedre Rand er temmelig beskadiget, lader der sig ikke med Sikker-
hed sige Noget om den distale Ledrulle; det synes imidlertid, at den har været kort i
Retningen udenfra indad, saaledes som det ogsaa er Tilfældet hos Megalonyz.
Saavidt man kan se af de foreliggende Brudstykker, mangler Overarmbenet, ligesom
i Almindelighed hos de megatherioide Dyr, ogsaa hos Coelodon ganske Marvhule og er
indvendig helt udfyldt af svampet Bensubstans:
Overarmbencts Brede tyars over Muskelknuderne . . . . . . . . . . . . . . .. . . . . 0,062.
— — ved sin distale Ende (tilnærmelsesvis) . . . . . . . . . . . .. 0,100.
Hvad det er lykkedes at finde af Underarmens Knogler, er desværre ikke tilstrække-
ligt til at give en fyldestgjorende Forestilling om dem. Af det venstre Albueben (w/na) fore-
1) Hvorvidt der i denne Henseende er en Lighed med Megalonyx tilstede, maa lades uafgjort. I Følge
Owen skal nemlig rigtignok det Samme være Tilfældet hos dette Kæmpedovendyr (Deser. of the
Skelet. of Mylodon robustus, p. 82); men efter Leidy skal den indre Muskelknude vel være lavere,
men tillige lidt mindre end den ydre (Mem. on the Ext. Sloth Tribe of N. America, pag. 26, tab. IX,
fig. 1—3).
300 48
ligger kun det temmelig beskadigede Albuehoved, samt et omtrent tre Tommer langt Stykke
af Diafysens distale Halvdel med den fastsiddende Epifyse; fremdeles haves der et højre
Albueben, som iøvrigt er vel bevaret, men er brækket over lidt neden for Midten, og som
saaledes mangler omtrent den nederste Tredjedel!). Dette sidste Albueben er et af de
Stykker, som der i det Foregaaende (S. 10) er sigtet til, og med Hensyn til hvilket det
kan synes tvivlsomt, om det er af det samme Individ som det venstre. Sammenligner man
nemlig begge Albuehovederne med hinanden, synes det, som om den Ophøjning, som deler
den halvmaanedannede Ledgrube paa langs i en indre og en ydre Afdeling, har en lidt
stumpere og mere afrundet Kant paa det venstre Albuehoved end paa det højre, og som
om den indre Afdeling paa hint er lidt bredere end påa dette. Forskjellen er imidlertid
saa ubetydelig, at jeg tror, at den nok kan være tilstede paa den samme Knogle fra de
forskjellige Sider af samme Skelet, og skjøndt jeg ikke har turdet ganske forbigaa den, er
jeg dog mest tilbøjelig til at antage, at de omtalte Brudstykker alligevel hidrøre fra et og
samme Dyr.
Albuebenet er ligesom Overarmbenet forholdsvis spinkelt og langstrakt; gaar man
ud fra, at alle de tre foreliggende Brudstykker tilhøre et og samme Individ, er Benet baade
spinklere og længere, end det er hos Megalonyx, og vistnok længere end Overarmbenet,
ligesom det er Tilfældet hos Myrmecophaga jubata blandt Nutidens Edentater?). Det af-
brudte Stykke, som haves af det venstre Albuebens distale Halvdel, har nemlig lige ved
Brudet et kjendeligt mindre Omfang, end det højre Albueben viser der, hvor det er knækket
over; det svarer altsaa ikke til det hele, men kun til den større Del af det Stykke, som
mangler af dette sidste, og af Forskjellen i Omfanget synes man at kunne slutte, at det
maatte tænkes forlænget omtrent en Tomme for i Omfang at kunne passe til det Sted, hvor
det højre er brækket. Hvis denne Beregning er rigtig, maa Albuebenet have havt en Længde
af 270 til 280 Millimetre. |
Det hele Ben ligner meget det tilsvarende hos Megalonya; det er svagt buet efter
Længden i to Retninger, dels udenfra indad, dels bagfra fortil saaledes, at Buernes Con-
veksitet vender udad og bagtil. Albuehovedet (olecranon) rager med sin øverste Ende kun
lidt op over den store Ledgrube for Overarmbenets Ledrulle (incisura sigmoidea), ikke saa
1) Tab. Ill. „Fig. 2. — Dette Brudstykke bærer Nr. 5598. I Dr. Lunds Katalog er den saaledes mærkede
Knogle angivet at være «radius dexter» af «Coelodon maquinense» fra «L. de Escrivania n° 5», men
da der ikke i Samlingen findes nogen anden Knogle, som ligeledes bærer det samme Nummer, og
da Brudstykket aldeles utvivlsomt er af Coelodon, kan der ikke være Tvivl om, at Nummeret er rig-
tigt, og at der kun ved Fejlskrift i Katalogen er kommet til at staa «radius deæter» i Stedet for
«ulna dextra».
?) Hos Bæltedyrene er Albuebenet rigtignok ogsaa længere end Overarmbenet, men dette skyldes kun et
ganske særegent Forhold nemlig den usædvanlige Forlængelse af olecranon højt op over den øverste
Rand af incisura sigmoidea, hvorved denne Ledgrube kommer til at sidde næsten i Midten af Benet
omtrent lige langt fra begge Ender.
49 | 301
meget som hos Megalonya og er heller ikke rettet saa skraat indad som hos denne. Af
Ledgrubens to Afdelinger er den ydre neppe halv saa bred som den indre, og da den der-
hos næsten danner en ret Vinkel med denne, er den hele Ledgrube temmelig smal. Det
ydre Afsnit fortsætter sig uden Afbrydelse af Ledfladen og med en kun ringe Forandring i
Retning over i den Ledflade , paa hvilken Spolebenets Hoved roterer, og Grændsen mellem
begge er kun lidt iøjnefaldende. Den distale Epifyse ender med en svagt fordybet, næsten
kredsformig Ledflade, ved Hjælp af hvilken Albuebenet er ledfojet med Haandrodens Trekant-
ben (os triquetrum). Marvhule mangler ganske.
Af Spolebenet (radius) haves kun meget lidt, nemlig den overste Ende, dog uden
Epifysen, som har losnet sig og er gaaet tabt, og fremdeles den distale Epifyse af det
hojre Spoleben. Disse Brudstykker vise, at Knoglen ikke har tiltaget meget i Brede ned
ad til; Diafysens øverste Ende er i den ene Ende 27, i den anden 20" i Gjennemsnit, og
den distale Epifyse maaler udenfra indad 34, og forfra bagtil 27%" i Gjennemsnit. Epi-
fysens Ledflade har saaledes en forholdsvis større Udstrækning forfra bagtil end hos Mega-
lonyx, men Spolebenet har dog vistnok iovrigt mest lignet det hos denne Slægt.
Forfoden (manus). Blandt de i Escrivania-Hulen fundne Coelodon-Levninger findes
der 55 af Forfoddernes og Bagfoddernes Knogler!) foruden et Par af Fortæernes smaa
Seneben, som fandtes sintrede fast til de Fingerled, til hvilke de hore, men senere ere
blevne losnede. Der er ingen Doubletter mellem dem, og der er neppe Fare for, at
de skulde hidrere fra mere end et Individ, og deres rigtige Tydning derved vanskelig-
gjores*). De ere i det Hele taget meget vel bevarede, og skjondt der jo ganske vist
mangler mange i det fulde Tal, ere de dog tilstrækkelige til at give en, som jeg tror, i
Hovedsagen paalidelig og nogenlunde tilfredsstillende Oplysning om Foddernes Bygning. Af
disse 55 Knogler tilhøre 33 Forfodderne eller Hænderne; de vise, at Coelodon ikke har havt
saadanne forholdsvis korte og brede Forfodder som Mylodon-Slegten, men at dens For-
fodder i deres Proportioner og for en Del ogsaa i Enkelthederne af deres Bygning mere
ligne Megatheriets i det Smaa*). Forfoden er som hos denne smal og langstrakt, idet
1) Nogle faa af dem have ikke noget Nummer paaskrevet, men ere dog optagne i Lunds Katalog; to
bere det samme Nummer; det er af den Slags smaa Uagtsomhedsfejl, som ikke ganske kunne und-
gaaes, naar Tusinder og atter Tusinder af Gjenstande blive numererede. Da de imidlertid slet ikke
give Anledning til Tvivl eller Vanskeligheder, er det ikke nødvendigt at gaa nærmere ind paa dem
her. Et Par af Knoglerne har Dr. Lund tydet anderledes end jeg.
I alle Fald kan der, som man vil faa at se i det Folgende, i det Hojeste vere Tale om Tvivl med
Hensyn til to af dem, og selv om disse virkelig skulde hidrøre fra et andet Individ end de øvrige,
kan der netop hvad dem angaar, paa Grund af deres Form og Størrelse ikke vere mindste Fare for
at tage fejl.
Rimeligvis vil det med Tiden vise sig, at der er en ikke mindre, snarere storre Lighed med Mega-
lonyx-Forfoden tilstede; men vort Kjendskab til denne Slegts Fodform er endnu kun temmelig
mangelfuldt, og enkelte af de om den fremsatte Angivelser turde bero paa en mindre rigtig Restaura-
tion og Tydning.
2
A
—
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 3. 39
302 | 50
Breden ved Mellemhaandsbenenes Rod kun udgjer Halvdelen af den længste Fortaas
Længde; den har 5 Fortæer eller Fingre, af hvilke dog den inderste eller første er rudi-
menter, og den anden, tredje og fjerde bære Kløer; dens hele Længde er omtrent 170%,
dens Brede 70. (4
Af Haandroden (carpus)') foreligge alle Knoglerne med Undtagelse af begge Hoved-
benene (os capitatum) og det ene Ærteben (os pisiforme). Den sammensættes som i Reglen
hos de megatherioide Dyr (hos Megalonya, "Megatherium, Mylodon og Valgipes) af 6 Knogler
foruden Ærtebenet, som jo nu vistnok med Rette almindelig betragtes, ikke som et af
Haandrodens virkelige Elementer, men som et Seneben?). Noget særligt mærkeligt frem-
byde Haandrodsbenene ikke, Af den proximale Rækkes tre Ben er Maanebenet (os lunatum)
det mindste, dernæst følger Trekantbenet, (os triquetrum); Baadbenet (os naviculare) er det
største, dobbelt saa stort som Maanebenet; det har ganske den samme Form som hos
de andre megatherioide Dyr, og har ligesom hos disse paa Indsiden en nedadbøjet,
krogformig Udvækst, med hvilken den første Finger er ledføjet. Som bekjendt blev denne
ogsaa hos Nutids-Dovendyrene forekommende Udvækst af Cuvier tydet som det her und-
tagelsesvis med Baadbenet sammensmeltede første Mangekantben (os trapezium), og hele —
Knoglen derfor betegnet som «scaphoido-trapéze»?), en Tydning, som derefter blandt andre
ogsaa Owen hyldede og overførte paa det tilsvarende Ben hos Kæmpedovendyrene7). For
nogle Aar siden er der imidlertid fremkommet Indvendinger mod denne Tydning; Prof.
Humphry har i en Afhandling om Lemmernes Muskler hos Unau og Ai i Forbigaaende
bemærket, at trapezium rigtignok hos det førstnævnte Dyr vokser sammen med et andet
Ben, dog ikke med Baadbenet, men derimod med det første Mellemhaandben°); omtrent
samtidigt angav Prof. Flower det Samme om Bradypus?), og noget senere paaviste han, at
1) Tab. III. Fig. 3.
2) I Folge Dr. Lund (Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 4. Afh. Særtr. Kbhvn. 1842. S. 32) skal
Haandroden hos nogle af hans den Gang antagne Platyonyx-Arter, f. Eks. P. owenü, tælle (Ærte-
benet fraregnet) 6 Knogler; hos andre f. Eks. P. brongniartii knn 5, og hans Afbildning af Sidst-
nævntes Haand (Tab. XXIX, Fig. 1} viser ogsaa virkelig, ligesom den berigtigede Konturtegning, som
han giver af den paa Tab. XXXIX, kun 5 Haandrodsknogler. Siden den Tid har man jo lært Haand-
roden at kjende hos flere megatherioide Dyr, og den sammensættes hos dem alle af 6 Knogler (for-
uden Ærtebenet); fremdeles har Dr. Lund jo senere selv erklæret sin Platyonyx brongniartü for
samme Art som Platyonyx owenü. Om der nu virkelig hos nogle Individer af denne Art finder en
Sammenvoksning Sted mellem det andet Mangekantben (trapezoides) og Hovedbenet (capitatum), eller
hvorledes de tilsyneladende modstridende Angivelser ellers skulde forklares, er jeg for Tiden ikke i
Stand til at oplyse; men jeg har trot dog at burde berøre Sagen her.
3) Annales du Muséum. F. V. An. XIII (1804). P. 197.
Recherches s. 1. oss. foss. Ame Ed. T. 8. P. 149—50.
‘) Description of the Skeleton of Mylodon robustus, S. 87.
Memoir on the Megatherium. S. 53
On the Anatomy of Vertebrates. Vol. Il. London. 1866. S. 412.
5) Journal of Anat. & Physiol. cond. by Humphry & Turner Vol. IV, 1870. Part 1 (1869). S. 18.
6) An Introduction to the Osteology of the Mammalia. London, 1870. S. 273.
51 303
det hos den gamle Unau enkelte, saakaldte første Mellemhaandsben oprindelig er skilt i tre
Stykker, af hvilke det proximale er Mangekantbenet, det andet Mellemhaandbenets Epifyse,
det tredje sammes Diafyse"). Disse Berigtigelser af den ældre Tydning ere vistnok be-
grundede, men det bør allermindst her i et Arbejde, som saa ganske har sin Rod i Dr.
Lunds Forskninger, forsommes at fremhæves, at de ikke ere nye. Allerede Meckel?) er-
klærede sig mod Cuviers Tydning, fordi han kun fandt en eneste Forbeningskjerne i det
saakaldte «scaphoido-trapeze», men da han søgte Grunden til Manglen af det første Mange-
kantben i dets Sammensmeltning med det andet og med Hovedbenet, fandt heller ikke han
den rigtige Forklaring; det har derimod Dr. Lund allerede for mange Aar siden gjort og
længe før nogen Anden paavist den mærkelige, for Dovendyr- Gruppen særegne Sammen-
smeltning af det første Mangekantben og Indertaaens Mellemhaandben. Vil man kræve
endnu flere Iagttagelser til Støtte for hans Tydnings Berettigelse, kan en saadan hentes fra
det i Escrivania- Hulen fundne Coelodon - Skelet; thi dettes første Mellemhaandben viser sig
kjendeligt at have været oprindeligt delt i to Stykker; paa Knoglens øverste Flade er der
rigtignok intet Spor til den oprindelige Adskillelse at se, men paa Underfladen er Sammen-
voksningen endnu ikke fuldendt, og en dyb Rende betegner ganske tydeligt Grændsen
mellem Mangekantbenet og det egenlige Mellemhaandben. For ganske nyligt er det forsøgt
at forklare de hos Unau fundne Forhold uden at behøve at opgive den gamle Antagelse, at
Baadbenet virkelig har optaget det første Mangekantben i sig. Prof. Gervais har nemlig i
en Afhandling om Fodbygningen hos Edentaterne#) foreslaaet at tyde de tre af Flower hos
Choloepus paaviste Stykker som den ganske fuldstændige første Finger eller Indertaa, nemlig
det proximale Stykke, ikke som Mangekantben, men som Mellemhaandben, det lille
midterste som Taaens forste og det distale som dens andet Led. Men under denne
Forudsætning synes den Vanskelighed, at det som scaphotrapezium tydede Ben ikke er
paavist at være opstaaet ved Sammensmeltning af to særlige Benkjerner, dog at blive til-
bage, og den af Lund, Humphry og Flower givne Forklaring forekommer mig at maatte
foretrækkes. Af de ovrige Ben i Haandrodens distale Række er det andet Mangekantben
(os trapezoides) det mindste; Krogbenet (os hamatum) er det største, men synes dog ikke
at have været meget storre end Hovedbenet (os capitatum), der, som vi have set, ikke er
fundet ved Udgravningen.
Fortæerne eller Fingrene (digiti manus) ere fremstillede i omstaaende Tresnit i
to Tredjedele af deres virkelige Størrelse”). Haanden er naturligvis ligesom hos de øvrige
1) Journ. of Anat. & Physiol. Vol. VII, 1873. S. 273.
?) System der vergleichenden Anatomie. 2ter Th. 2. Halle. 1825. S. 387.
3) Journal de Zoologie par M. P. Gervais. Tome VI. Numero 3. Paris. 1877. S. 201.
+) Kloerne ere tegnede i deres naturlige krummede Stilling og ses altsaa i Forkortning. Mellemtaaens
Kloled er bøjet lidt mere end de tvende andre og viser sig derfor paa Figuren stærkere forkortet
end disse.
39”
304 52
Kæmpedovendyr en Hagehaand; Ledfojningen mellem de vel udviklede Fortæers Mellem -
haandben og første Fingerled har ganske den samme særlige Beskaffenhed og Form som
hos disse Dyr, og Bevægeligheden mellem disse Knogler er derfor meget ringe eller ingen.
Paa lignende Maade forholder det sig paa Grund af de vedkommende Ledfladers store Hojde
og ringe Runding med Bevegeligheden mellem det første og andet Fingerled (phalanx
1 & 2); Fortæerne eller Fingrene have saaledes næsten kun kunnet bøjes i Ledfojningen
mellem Kloledet og andet Fingerled, og selv der har Bevægeligheden været noget indskrænket,
Højre Forfod.
idet Kloledet ikke har kunnet blive strakt ud i lige Linje med det andet Fingerled. I For-
bindelse med denne Overensstemmelse med Kæmpedovendyrenes Haandbygning i det Væ-
senlige frembyder de enkelte Fingres Forhold og Udvikling Adskilligt, som fortjener at
fremhæves nærmere.
Mellemhaanden (metacarpus) tæller fem Mellemhaandben. Der foreligger af disse fire
fra højre Side, nemlig det første, andet, tredje og fjerde, og to venstre, det andet og det
tredje; det femte Mellemhaandben er ikke fundet, men det foreliggende fjerde bærer paa sin
udvendige Side ved den proximale Ende en anselig, fordybet Ledflade, som ikke blot viser, at
538 305
der har været et femte Mellemhaandben, men tillige, at det neppe kan have været meget
mindre end det fjerde. Det første eller inderste er, uagtet det er sammenvokset med det
første Mangekantben, det mindste og viser, at den første Finger kun har været svagt udviklet;
saa rudimentær som hos Megatheriet, eller med andre Ord repræsenteret alene af Mellem-
haandbenet, hår den dog ikke været; thi dette Bens distale Ende bærer en Ledflade; der har
altsaa i det Mindste været ogsaa det ene af denne Fingers to Led tilstede hos Coelodon;
men Ledfladen er saa lille og saa svagt udviklet, at det er klart, at det Led, som har været
ledføjet paa den, kun kan have været rudimentært, og at Fingeren under alle Omstændigheder
ikke kan have baaret nogen Klo, selv om foruden det første ogsaa et Rudiment af det andet
Led skulde have været tilstede"). Det andet Mellemhaandben er kortere end tredje; dette
er atter kortere end fjerde, men paa den anden Side det tykkeste af alle, ligesom den tredje
Finger i det Hele er den kraftigste. Forskjellen mellem det tredje og fjerde Mellemhaand-
bens Længde er dog langt fra saa stor hos Coelodon som hos Megatherium, hos hvilket
Kæmpedovendyr det fjerde Mellemhaandben ikke er langt fra at være dobbelt saa langt som
det tredje. Anden, tredje og fjerde Fortaa tælle hver tre særskilte Fingerled (phalanges),
og i den Henseende viser der sig altsaa en væsenlig Forskjel fra Forholdet hos Mega-
theriet, hos hvilket, som bekjendt, den tredje Fortaas eller Mellemfingerens første og andet
Led ere sammensmeltede til en enkelt Knogle, som imidlertid véd Formen af sin proximale
og distale Ledflade antyder sin Oprindelse. Det første Led er omtrent lige langt paa alle
disse tre Fortzer og meget kort; det andet Led er længst paa anden Fortaa eller paa Pege-
fingeren, kortest paa fjerde. Det aftager altsaa i Længde mod Fodens ydre Side, og der
gjelder saaledes for dets Vedkommende netop det Modsatte af hvad der var Tilfældet med
Mellemhaandbenene, som tiltoge i Længde indenfra udad; den anden Fortaa er derfor ogsaa
den længste, dog er Forskjellen mellem dens og Mellemtaaens Længde kun meget ubetydelig.
Der er i Escrivania-Hulen fundet i Alt ni Coelodon-Kloled, som tilsammen vistnok
udgjøre fem Par. Seks af dem kunne aldeles sikkert parres sammen; af de øvrige er det
ene rigtignok meget beskadiget; men jeg tror dog uden nogen synderlig Fare for at fejle
at kunne parre det med et andet af disse tre Led; det sidste er uparret, men afviger ved
sin Størrelse i den Grad fra alle de øvrige, at en Fejltagelse med Hensyn til dets Plads
og Tydning er umulig. Flere end fem Par Kløer paa begge Par Fødder tilsammen bar
Dyret aabenbart ikke havt, og af disse tilhøre de tre Par Forfødderne og særlig disses
anden, tredje og fjerde Finger.
1) Det behøver neppe nærmere at udvikles, at ogsaa Tommelfingerens Bygning hos Coelodon synes at
tale mod Gervais’ i det Foregaaende berørte Tydning af Tommelfinger-Rudimentet hos Unau. Vilde
man nemlig med ham anse det her som Mangekantben tydede Stykke for det første Mellemhaandben,
saa vilde Fingerens første Led, i Modsætning til den almindelige Regel være meget længere end
dette og tillige efter al Sandsynlighed ogsaa meget længere end det andet.
306 54
Alle Kloledene have selvfølgelig den for Kæmpedovendyrene karakteristiske Form;
den med Hornskeden beklædte Del af dem er ved Roden omgivet af en stor Benskede, som
har omsluttet Hornskedens bageste og tyndeste Del; fremdeles er den øverste Ende af Le-
denes proximale Ledflade krogformigt nedadbojet og naar længere bagtil end den nederste,
hvorved Kloledets Udstrækning i lige Linje med det bagved liggende Led forhindres.
Det største af Forfodens Kloled er den tredje Fingers"); det er i sin proximale Ende
dobbelt saa hojt, som det er bredt, krumt og stærkt sammentrykt, med en skarp Ryg i
den af Benskeden fremragende Del, dets Underside er flad og ved skarpe Kanter skilt fra
Sidefladerne. Det er ubetydeligt skjævt efter Længden, lidt indad buet. Dets alleryderste
Spids er afbrekket; naar man tænker sig det lille manglende Stykke tilføjet, maaler .
Kloledet efter Længden i lige Linje omtrent 70"; det er paa det højeste Sted 30°" højt,
og dets Tykkelse ved Benskedens Udspring er 17™. Den fjerde Fingers Kloled er betydelig
mindre, baade lavere og kortere end det tredje, men ligner det forøvrigt ganske i sine
Omrids; Kloledet paa den anden Finger har derimod en noget anden Form; det er næsten
ligesaa langt som det tredje, men meget lavere, ved Roden neppe højere end det er bredt
og svagere krummet; det er dernæst ikke skarprygget, men bredt afrundet paa tværs,
og dets Gjennemsnit oventil er ligesaa stort som Undersidens Brede”); ligesom de to andre
Kloled er det svagt buet efter Længden, men i modsat Retning, nemlig udad. Dets Længde
er, maalt i lige Linje, 70"; dets Højde er 18, og dets Brede eller Tykkelse ved den
proximale Ende 17",
Af den femte Finger haves slet Intet, men efter al Analogi at slutte tor man an-
tage, at den neppe har talt flere end højst to Fingerled og manglet Klo.
6. Baglemmernes Knogler (ossa extremitatum posteriorum).
Bækkenets Sideben (ossa innominata); om dissse lader der sig desverre kun sige
meget lidt. Paa Grund af Dyrets unge Alder havde disse Ben ved Døden endnu ikke været
groede fast til Krydsbenet, og lige saa lidt havde de tre oprindelig særskilte Elementer,
hvoraf hvert af dem dannes, allerede været voksede sammen i Hofteskaalen. I Tidens Lob
have disse forskjellige Stykker løsnet sig fra hinanden og fra Krydsbenet, og ved Udgrav-
ningen er det ikke lykkedes af hele Bækkenet at finde mere end de tvende Sædeben (ossa
isch), tilmed i temmelig beskadiget Tilstand.
Disse to Knogler frembyde ikke noget særlig mærkeligt; de ere som sædvanlig hos
de megatherioide Dyr plumpe og tykke og maaske lidt kortere end i Reglen. Afstanden
fra Knoglens Forende i Hofteskaalen til den bageste Ende af Sedebenskammen (spina ischü)
1) Tab. IL Fig. 4.
2) Tab. IV. Fig. 8—9.
55 307
er ikke længere end Knoglens Hojde, maalt fra denne Kams mest fremspringende Punkt til
den nederste Ende af Sedebensknuden (tuber ischi), og da tillige det store Bækkenindsnit
(incisura ischiatica major) er forholdsvis langstrakt, kommer Sedebenskammen til at ligge
næsten lodret over Sædebensknuden. Begge sidstnævnte Udvækster have oprindelig baaret
Epifyser, som imidlertid ere faldne af og gaaede tabt. Hofteskaalsindsnittet (incisura aceta-
buli) er meget stort og skjærer sig særdeles dybt ind i Ledgruben.
Laarbenet (os femoris) frembyder flere Ejendommeligheder hos Coelodon - Slægten.
Skjøndt denne Knogle har et fælles Præg hos alle megatherioide Dyr, viser den dog tillige
ret iøjnefaldende Forskjelligheder hos de forskjellige Slægter. Mest fladtrykt forfra bagtil
og bredest i Forhold til sin Længde er den hos Scelidotherium og Platyonyx"), hos hvilke
Slægter den end ikke er fuldkommen dobbelt saa lang, som den er bred paa det bredeste
Sted, nemlig nær dens distale Ende tværs over de tvende Ledbaandsknuder (tuberositas con-
dyli externi & t. cond. interni). Hos Megatheriet”) falder Knoglens største Brede paa samme
Sted som hos de to førstnævnte Slægter og staar i samme Forhold til Længden som hos
dem; men Knoglen er lidt smallere paa Midten af Skaftet og faar derved Udseende af at
være ikke fuldt saa kort i Forhold til Breden som hos disse; dertil kommer, at den er
meget mindre fladtrykt og overhovedet tykkere og plumpere end hos en hvilkensomhelst
af de andre Slægter. Hos Slægterne Mylodon?) og Lestodon*) vise Laarbenene stor Over-
ensstemmelse. Rigtignok er Knoglen betydelig længere i Forhold til Breden hos Lestodon
og aabenbart forholdsvis mere langstrakt hos dette Kæmpedovendyr end hos noget andet, hos
hvilket man kjender den; men begge de nysnævnte Slægters Laarben have en Særegenhed
fælles, som skiller dem skarpt fra den samme Knogle hos de øvrige megatherioide Dyr.
Benets største Brede falder nemlig tværs over den store Omdrejerudvækst, og det bliver
betydelig smallere nedad mod den distale Ende. Alle de foran nævnte Slægters Laarben
har jeg kunnet undersøge og sammenligne i Universitetsmuseets palæontologiske Samling;
Megalony#-Slegtens Laarben kjender jeg kun fra Beskrivelser og Figurer, men disse vise,
at Knoglen ogsaa hos denne Slægt frembyder Ejendommeligheder, som gjøre den let kjen-
delig. Den er nemlig omtrent lige bred ved sin proximale og distale Ende, og hertil kom-
mer den Særegenhed, at dens ydre Rand omtrent i Midten er forsynet med en frem-
springende kamformig Knude, som aabenbart er en Antydning til en Laarhage (trochanter
tertius). Foruden disse Forskjelligheder i Omrids og Proportioner frembyde Kæmpedoven-
1) Zool. Voy. Beagle. Foss. Mamm. by R. Owen. Pl. XXV. Fig. 5 (Scelidotherium leptocephalum).
Lund, Blik paa Brasiliens Dyreverden &e. 2. Afh. Tab. IV. Fig. 1 («Megalonyr Cuvieri» 9: de
senere Afhandlingers Platyonyx owenii).
*) Owen, R., Memoir on the Megatherium. PI. XXIII. Fig. 1.
3) ” » Descript. of the Skelet, of Mylodon robustus. Pl. XVII & XVII. Fig. 1.
4) Blainville, Ostéographie. Atlas. G. Megatherium. PI. IV. Fig. 12.
Gervais, P. Mém. d. 1. Soc. géol. de France. 2me Ser. T. 9, v. Paris, 1873. PI. XXVI. Fig. 1—1a.
308 56
dyrenes Laarben ogsaa indbyrdes Afvigelser i andre Henseender, og navnlig viser der sig
saadanne i Knæledets Forhold. Hos Scelidotherium, Platyonyx, Mylodon og Lestodon
flyde Ledfladerne paa selve Led- eller Laarbensknoerne (condyli) sammen med Knærullen
(fossa patellæ), og Knæledet frembyder saaledes en eneste sammenhængende stor Ledflade.
Hos Megatherium derimod gaar Knærullen vel uden Afbrydelse over i Ledfladen paa den
indre Ledkno, men den udvendige Ledknos Ledflade er skarpt afgrændset og ganske afson-
dret fra Knærullen, En tredje Modification i Bygningen af dette Led skulde efter Owens
Sigende forekomme hos Megalonyx jeffersonü; han har nemlig trot af en Afstøbning af en
distal Laarbens-Epifyse at kunne slutte, at Knærullen hos dette Kæmpedovendyr maa have
været skilt fra begge Laarbensknudernes Ledflader!), og saaledes synes virkelig ogsaa
Leidys smukke Afbildninger”) snarest at vise Forholdet. Det er imidlertid i det Mindste
tvivlsomt, om det virkelig er Tilfældet; thi i sin Tekst siger den sidstnævnte Palæontolog
gjentagne Gange udtrykkelig, at rigtignok den ydre Laarbensknos Ledflade er skill fra Knæ-
rullen, men at derimod den indres ved Hjælp af en smal «isthmus-agtig» Forlængelse uden
Afbrydelse gaar over i den for Knæskallen bestemte Ledrulle*) Da man nu dog vel
ikke tør lægge større Vægt paa hans Figurer end paa hans fuldkommen klare og bestemte
Beskrivelse, og da der vel neppe i et Tilfælde som dette kan dømmes med fuld Sikkerhed
fra en Afstøbning alene, synes det mig at ligge nærmest indtil videre at antage, at Knæ-
ledets Bygning hos Megalonya jefferson har været den samme som hos Megatherium med
den temmelig uvæsenlige Forskjel, at Forbindelsen mellem Knærullen og den indre Laar-
bensknos Ledflade har været indskrænket til en smal Isthmus hos det førstnævnte af disse
to Kæmpedovendyr. Men selv om Knæledet ikke skulde frembyde tre særskilte Ledflader
hos Megalonyx jefferson, optræder i Følge Owens Angivelse denne Modification i den nys-
nævnte Ledføjnings Bygning i alle Fald hos et Kæmpedovendyr af Størrelse som Mylodon
eller Megalonyx, af hvilket der hidtil ikke vides at foreligge mere end et ufuldstændigt,
fra de postpliocene Lag ved Buenos Aires hidrørende Laarben, som opbevares i det
Hunterske Museum i London”).
Hos Coelodon har Laarbenet?) aabenbart størst Lighed med Wegalonyx - Slægtens.
Det er ligesom dette stærkt fladtrykt og omtrent lige bredt ved den proximale og distale
Ende; men det er mere langstrakt og forholdsvis noget spinklere; dets Brede tværs over
1) Descriptive and illustrated catalogue of the Fossil Organic Remains of Mammalia a. Aves cont. in
tbe Mus. of the R. Coll. af Surg. of Engl. London, 1875. S. 61, n° 368.
Owen, R. Mem. on the Megatherium. S. 66.
*) Leidy, J. Mem. on the Extinct Sloth Tribe of N. America. Washington, 1855. PI. XI. Fig. 1 & 3.
SECHS 38:
7) Owen, R. Deser. of the Skeleton of an Extinct Gigantic Sloth, Mylodon robustus. S. 128.
Descriptive and illustr. catalogue of Foss. Org. Remains &c. S. 106. Nr. 513.
5) Tab. IV. Fig. 3—4.
57 309
den store Omdrejerudvækst og tværs over Ledbaandsknuderne indeholdes omtrent halvtredje
Gang i dets Længde, og paa Knoglens smalleste Sted, lidt nedenfor den lille Omdrejer-
udvækst (trochanter minor), forholder Breden sig til Længden omtrent som 1 til 4. Skaftets
indre Rand er tyk og afrundet, den ydre tynd og tilskærpet; denne sidste er dernæst
nogenlunde lige efter Længden, den indre derimod i samme Retning udhulet. Marvhule
mangler ganske, ligesom hos det store Flertal af de megatherioide Dyr. Laarbenshalsen
(collum femoris) er meget kort, men dog kjendelig, ligesom hos Megalonyz-Slegten; Laar-
benshovedet (caput femoris) rager højere op end den store Omdrejerudvækst, som vel er
kraftig og stor, men dog forholdsvis langtfra saa plump som hos Megatherium og Mylodon,
hvor dens Gjennemsnit forfra bagtil er større endog end Laarbenshovedets, hvorimod Ud-
væksten hos Coelodon er meget mindre og tyndere end dette. Paa Bagsiden er Omdrejer-
udvæksten forsynet: med en meget dyb Grube (fossa trochanterica), som dog ikke dannes af
Omdrejer-Epifysen alene, men i sin nederste Del ogsaa af selve Laarbensskaftet. Laarbens-
hovedet er en næsten regelmæssig Halvkugle, idet begge dets Diametre, forfra bagtil og
udenfra indad, ere nøjagtigt lige store. Grændsen mellem Laarbenshovedets Ledflade og
Laarbenshalsen er hel, det vil sige, den er ikke som hos forskjellige andre megatherioide
Dyr bagtil afbrudt ved et Indsnit, der skjærer sig ind i den glatte, med Ledbrusk beklædte
Overflade, og som vistnok med Rette er blevet tydet som et Mærke efter en seneagtig For-
tykkelse af Ledkapselen eller af et med denne sammengroet Senebaand, som har gjort
Tjeneste som et rundt Ledbaand (ligamentum teres). I Stedet for et sligt Indsnit findes der
derimod en dyb og skarpt begrændset, regelret Ledbaandsgrube (fovea capitis femoris),
som har sin Plads paa Laarbenshovedets bageste Halvdel, men dog i betydelig Afstand fra
Periferien. Om Laarbenet ogsaa i dette Forhold stemmer overens med Megalonyx-Slægtens
maa jeg lade staa hen, men jeg er rigtignok tilbøjelig til at betvivle det; Leidys Afbildning
af Laaïbenet af Megalonyx jeffersonn?) viser nemlig hverken en særlig Ledbaandsgrube eller
nogen Indbugtning af Ledfladens Rand saaledes som hos Megatherium og Mylodon, og de
faa Ord, han i sin Tekst har offret paa Laarbenshovedets Beskrivelse, omtaler ikke dette
Punkt?). Den lille Omdrejerudvækst (trochanter minor) sidder i en forholdsvis stor Afstand
1) A Memoir on the Extinct Sloth Tribe of N. America. PI. XI. Fig. 1.
A)rcC AS:
Det lader i det Hele til, at der hos Kæmpedovendyrene viser sig en sterre Afveksling, end man hidtil
har bemærket, i Mærkerne, som de Laarbenshovedet og Hofteskaalen forbindende Senebaand have
efterladt sig. Paa tvende Laarben i Dr. Lunds Samling (n° 2564 og n° 3351), hvilke han har henfert
til det Kæmpedovendyr, som han har givet Navn af Scelidotherium bucklandü, findes der saaledes en
stor og dyb Ledbaandsgrube paa det sædvanlige Sted, men fra den udgaar en smal og flad, men
dog skarpt begrændset Rende, som fortsætter sig helt ud til den synoviale Flades Yderrand. Paa et
afbrækket Laarbenshoved i samme Samling (n° 127) fra «lapa de vargem formosa» (en Hule, hvis
Beliggenhed er mig ubekjendt, og fra hvilken der ingen andre Knogler findes i Samlingen) viser der
sig atter et andet Forhold. Paa dette Laarbenshoved, som Dr. Lund har henfort til Platyonyx
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturv. og math. Afd, XII. 3. 40
310 58
nedenfor Laarbenshovedet ligesom hos Megalonya jejersonti, men springer stærkere frem
end hos dette Dyr. Den er beskadiget og til Dels afbrækket paa det venstre Laarben, og
påa det højre delvis beklædt med en tynd Sinterskorpe; men jeg tror dog at kunne se,
at skjøndt Udvæksten for allerstørste Delen er exogen, findes der mod Spidsen paa Bag-
siden af den en lille og tynd, epifyseagtig Benskive, der ligesom hos de nulevende Doven-
dyr er dannet autogent og endnu ikke er vokset fast til Udvækstens exogene Del.
Hvad der imidlertid især udmærker Laarbenet hos Coelodon er, at det besidder en
vel udviklet Laarhage (trochanter tertius), som har sin Plads paa Yderranden af Knoglen
ved Begyndelsen af dennes distale Halvdel; den strækker sig ovenfra nedad i en Længde
af 36 til 37 Millimetre og springer frem som en langt mere skarpt begrændset, sammen-
trykt Udvækst end den kamformige Knude, som repræsenterer en tredje Trochanter hos
Megalonyx jeffersonü. Denne Laarhage er dernæst kun for en ringe Del dannet exogent,
men er, ligesom Bæltedyrenes tredje Trochanter, væsenlig en selvstændig Epifyse ganske
paa samme Maade som Knoglens proximale og distale Endestykker og ligesom disse endnu
ikke vokset fast til Laarbenets Skaft hos det foreliggende unge Individ, hvorfor den ogsaa
har løsnet sig paa det venstre Laarben og er gaaet tabt.
Knærullen er fuldstændig adskilt fra begge Ledknoernes synoviale Flader, og Knæ-
ledet frembyder derfor hos Coelodon tre særskilte Ledflader!). Knærullen skilles fra den ydre
Ledkno ved en af begge de tilgrændsende Ledfladers skarpe Rande indfattet, temmelig dyb
Rende af omtrent syv Millimetres Brede; Mellemrummet mellem Knærullen og den indre
Ledkno er ikke smallere end denne Rende, men mindre udhulet og mindre tyde-
ligt begrændset, fordi de tilstødende Ledfladers Rande, og navnlig Ledknoens, ere
afrundede og stumpe. Knærullen er temmelig stor og betydelig bredere end den er høj;
den er temmelig udhulet i Tværretningen, svagt hvælvet ovenfra nedad. Af Ledknoerne er
den indre meget større og navnlig bredere end den ydre og derhos hvælvet saavel forfra
bagtil som udenfra indad; den ydre er naturligvis ogsaa hvælvet i den førstnævnte Retning,
men i Tværretningen er den blot lidt conveks langs Yderranden, men for Resten svagt
owenii, men som maaske kan have tilhørt et andet, ligesaa stort Kæmpedovendyr, findes der en
velbegrændset, særlig Ledbaandsgrube paa sin rette Plads, men desuden, aldeles skilt fra denne,
en just ikke stor, men fuldkommen tydelig Indbugtning i Ledfladens Rand. Paa nogle andre Laar-
ben, som utvivlsomt tilhøre Platyonyx owenii, mangler derimod en slig Ledbaandsgrube ganske og
erstattes af en trekantet Indbugtning af den synoviale Flades Rand ligesom hos Megatheriet, kun
forholdsvis større og dybere. Det bliver at undersøge, hvorvidt disse her paapegede Forskjelligheder
ere nogenlunde bestandige indenfor de forskjellige Arter. I saa Fald ville de i mange tvivlsomme
Tilfælde kunne yde god Hjælp til en rigtig Tydning af de i de brasilianske Huler fundne Levninger
af megatherioide Dyr, en Opgave, som neppe tør betragtes som fuldstændig løst, og som er for-
bunden med store Vanskeligheder, hvad. man vil kunne skjønne allerede deraf, at Dr. Lund længe
mente at kunne skjelne seks’ forskjellige Arter alene af Slægten Platyonyx (og Scelidotherium),
men i sin sidste Afhandling indskrænkede Tallet, saa at der kun blev «to sikkre Arter tilbage».
1) Tab. IV. Fig. 4.
59 | 311
udhulet. Begge Ledknoerne ere bredere forfra bagtil end udenfra indad. Knogruben (fossa
poplitea) er meget dyb og bred, ikke meget smallere end den ydre Ledkno.
Det hojre Laarben er ubeskadiget, det venstre brækket tværs over lidt nedenfor
Laarhagen, og det afbrækkede, distale Stykke mangler paa en lille Stump af Epifysen nær.
_Laarbenets største Længde fra den øverste Ende af Laarbenshovedet til den nederste
Byenilagenamdensaindrerkedkno. AE SES 2 ML COR ee 0,246
Fra det højeste Punkt af den store Omdrejerudvækst til den nederste Overflade af
Gen one EURO A RER er RE ee ie Maen oe sal EEE aes 0,238
Bredestverssoverkdenästore ‘Omdrejeradvekst «ee ns, 0,094
Eaarbenets: mindste" Brede; lidt ovenfor Laarhagen . ...........,....... 0,055
Breuestvaprsnover bedhaanasknudemen .. eG ee ee ee 0,095
Bredestvarswoverrbedkngernes Ledflader 5 ow ee 0,084
TESTER. PTE (ey Rs ARE CP EN SEE APET NS ER REE TEEN 0,023
Begge Knæskallerne (patellæ) ere tilstede og i enhver Henseende aldeles ube-
skadigede. Denne Knogle”) ligner i Hovedsagen de øvrige Kæmpedovendyrs Knæskal; den
er forholdsvis stor, tyk og knudret i den proximale Ende, men bliver tyndere og tillige
smallere mod den distale Ende, som forlænger sig langt nedenfor Ledfladen for Knæ-
rullen og ender med en tvært afskaaren Rand. Men den er tillige usædvanlig lang-
strakt og forholdsvis smal selv ved sin proximale Ende; dens største Længde, langs den
indre Rand er 0”,058, og dens største Brede kun 0”,032. Som en Følge heraf er ogsaa
Ledfladen for Knærullen paa Knoglens Bagside hos Coelodon lidt højere end bred, medens
samme Ledflade hos alle andre Kæmpedovendyr uden Undtagelse er meget bredere end høj;
den er svagt hvælvet paa tværs, udhulet ovenfra nedad.
Hvad Underlaaret (erus) angaar, stemmer Coelodon for saa vidt med Flertallet af
Kæmpedovendyrene, som de tvende Knogler i dette Afsnit af Baglemmerne ogsaa hos den
ere indbyrdes fri og kun forbundne ved Ledføjninger, men ikke sammenvoxede som hos
Megatheriet og hos den for et Par Aar siden af mig antydede Slægt Ocnopus*); men de
udmærke sig ved deres sammenligningsvis langstrakte og smækkre Form.
Skinnebenet (tibia). Det venstre Skinneben er stærkt beskadiget; hele den øverste
Tredjedel mangler; paa det højre”) er derimod kun den ydre Halvdel af den proximale
Epifyse brækket af og gaaet tabt; for Resten er Knoglen i meget god Stand og tilsteder
derfor en nogenlunde fyldestgjørende Beskrivelse. Ligesom der fremtraadte en Lighed
1) Tab. IV. Fig. 5.
2) Vid. Medd. f. d. naturh. Foren. f. 1875. S. 225—235. Tab. IV. Fig. 4—5.
3) Tab. IV. Fig. 6—7.
40"
312 60
hed mellem Coelodon og Megalonyx i Laarbenets Form, saaledes viser der sig ogsaa en
Tilnærmelse for Skinnebenets Vedkommende i hvert Fald i et væsenligt Punkt, nemlig den
distale Ledflade"); men var allerede det førstnævnte Ben forholdsvis spinklere og mere lang-
strakt hos Coelodon end hos Megalonyx, er det i endnu højere Grad Tilfældet med det
sidstnævnte. Som Følge heraf er der ogsaa hos disse to Slægter en stor Forskjel paa det
indbyrdes Længdeforhold mellem de paagjældende Afdelinger af Baglemmerne. Hos Coelodon
forholder Skinnebenets Længde sig til Laarbenets som 8 til 9, hvorimod den førstnævnte
Knogle hos Megalonyx ikke er synderlig mere end to Tredjedele saa lang som Laarbenet;
hos visse andre Kæmpedovendyr, saasom Mylodon og Lestodon, er Misforholdet endog meget
større, og Skinnebenet kun halvt saa langt som Laarbenet eller endnu kortere. Alene Mega-
theriets Skinneben har forholdsvis omtrent samme Længde som Coelodons, men afviger derhos
i mange andre Henseender saameget, at en Sammenligning er overflødig. Knoglens Tykkelse
forfra bagtil er i den proximale Ende en halv Gang saa stor som i den distale, derimod til-
tager den i Brede næsten ligeligt mod begge Ender, og dens Brede over disse er omtrent
dobbelt saa stor som paa Midten af Skaftet. Der viser sig for saa vidt i Skinnebenets
Omrids en Tilnærmelse til Nutidens Bradypus-Slægt, hvorimod dette Ben hos de øvrige
Kæmpedovendyr med to særskilte Knogler i Underlaaret stedse er paafaldende bredere i den
proximale Ende end i den distale. Den proximale Epifyses Brede udenfra indad indeholdes
henved tre Gange i Knoglens Længde, medens dette Tværmaal hos Megalonyx ikke inde-
holdes fulde to Gange i Længden og hos enkelte andre Slægter, saasom Lestodon og My-
lodon, endog kun er lidt mindre end denne. Knoglens Skaft beskriver gjennem hele sin
Længde en svag, fortil rettet Bue; det kan beskrives som tresidet prismatisk, frembydende
en forreste, en bageste og en indad vendende Flade, hvilken sidste dog påa Grund af sine
afrundede Kanter er mindre skarpt adskilt fra de tvende andre og navnlig fra den forreste,
hvorimod denne og den bageste Flade støde sammen i en skarp Kant udad til. Den lille
overfladiske Kanal, som lidt neden under den indvendige proximale Ledflade i et kort
Stykke gjennemborer Forsiden af Skinnebenets Skaft hos Siægterne Scelidotherium og Pla-
tyonyæ, finder jeg ikke hos Coelodon. Paa den bageste Flade, men usædvanlig højt oppe
(skjøndt ikke ganske i samme Højde paa begge Skinnebenene) ses en lille Fure og ved
dennes nederste Ende et lille foramen nutritium; en Marvhule findes ligesaa lidt i Skinne-
benet som i Laarbenet. Den proximale Epifyse udmærker sig ved en forholdsvis meget
høj Tapudvækst (eminentia media), som hæver sig op mellem de to Ledflader ligesom hos
Myrmecophaga jubata, og paa hvilken den indad liggende af disse forlænger sig op til
Toppen og endog bøjer sig et lille Stykke om paa dens ydre Side; den indre Ledflade er
derfor stærkt udhulet indenfra udad, medens den næsten er plan i den modsatte Retning ;
61 313
den er derhos større end den ydre og har et næsten pæreformigt Omrids, idet den
bliver smallere forfra bagtil, alt som den nærmer sig og stiger op paa Tapudvæksten. Paa
Grund af den allerede omtalte Beskadigelse, som den proximale Epifyse har lidt, kan man
kun slutte sig til Formen af den ydre Ledflade fra Omridset af den tilsvarende Del
af Diafysens Endeflade og fra Laarbenets ydre Ledkno. Derefter at dømme har den
ligget i Højde med den indre, men været kjendelig mindre end denne og bredere forfra
bagtil end indenfra udad; at den afbrækkede Del af den proximale Epifyse fremdeles har
baaret en Ledflade for Lægbenets Hoved følger af sig selv, og da de øvrige Kæmpedovendyr
have et anseligt Haseleds-Seneben (fabella), vil et sligt vist heller ikke have manglet
hos Coelodon, og der maa altsaa bagved og nedenfor den ydre Ledflade have været en
særlig Ledflade for det. Skinnebensknuden (spina tibiæ) kan næsten siges at mangle; der
findes i alle Fald kun ved Roden af Tapudvæksten en Antydning til den i en ubetydelig
Ujævnhed, og denne fortsætter sig ikke i mindste Maade ned paa Diafysen, hvis forreste
Flade er fuldstændig glat i sin øverste Ende. Skinnebennets distale Ende frembyder en
eneste sammenhængende Ledflade!), idet den for Lægbenet bestemte Ledflade som sæd-
vanlig gaar over i den til Springbenet svarende uden Afbrydelse af den synoviale Overflade.
Den ligner den sammn Ledflade hos Megalonyx dels deri, at dens Udstrækning udenfra
indad er meget større end den modsatte forfra bagtil, ja Forskjellen mellem de to Tvær-
kanaler endog kjendelig større hos Coelodon end hos Megalonyx, men fremdeles ogsaa deri,
at dens for Springbenets Tapudvækst bestemte Parti næsten ligger i samme Plan som den
øvrige Del og kun er meget utydeligt afgrændset fra denne. Paa den indre Ankelkode
endelig ere de hos Kæmpedovendyrene i Almindelighed saa fremtrædende Skraarender, som
have tjent til Leje for Senerne af visse Fodmuskler, forholdsvis i det Mindste ligesaa dybe
og skarpe som hos nogensomhelst af Gruppens andre Former.
Skinnebenets Længde fra Toppen af Tapudvæksten til Enden af den indre Ankelkode 0,201
— Brede ved den proximale Ende (kan paa Grund af Beskadigelse kun
anelyesstilmenmelsesvisi) u er... ee en anne teen a 0,078
— BrederpaaiMidtentaf Skaftet. ci. 5 ale 2 a ee aut nb suis 0,042
= Bredewedadenmdistale Ende... „u... a. a hs 0,070
Den distale Ledflades: Udstrækning udenfra indad ..................., 0,055
= — — Siarstoniwæenmanluontra bagtil ne :1.,. 4 u 00m a ue sul. 0,028
Af Lægbenene (fibulæ) er kun det ene tilstede, og paa dette mangle begge Epi-
fyserne, som ved Dyrets Død endnu ikke havde været groede fast til Skaftet og derfor
1) Tab. IV. Fig. 7.
314 62
havde løsnet sig og ere gaaede tabt. Da saaledes Knoglens mest karakteristiske Dele ere
borte, lader der sig ikke sige meget om den. Skaftet er tyndt og spinkelt; i dets øverste
Ende er det lidt bredere udenfra indad end i den nederste, hvorimod det omvendt nedentil
er lidt tykkere forfra bagtil end i den øvre Ende. Skaftets Endeflader ere aldeles ube-
skadigede, og dets Længde kan altsaa angives nøjagtigt at være 0",145; at Knoglen mangler
Marvhule ligesom de øvrige lange Lemmeknogler, behøver maaske neppe at bemærkes.
Bagfoden (pes) har havt en Længde af omtrent 250”” og ved den proximale Ende
af Mellemfodknoglerne en Brede af 100™. Ligesom hos Megalonyx, men i Modsætning
til alle andre hidtil opdagede Kæmpedovendyr har den fem Tæer, af hvilke dog den indre
eller Tommeltaaen kun har været rudimentær, og kun to, den anden og den tredje, have
baaret Kløer. |
Af Fodroden (tarsus) haves det venstre Rulleben, fremdeles begge Hælbenene, rig-
tignok lidt beskadigede, men ikke mere, end at de tilsammen give et fuldstændigt Billede
af Knoglen, endelig det venstre Baadben; Resten mangler.
Rullebenet (astragalus)") er forfra bagtil 44" langt og maaler udenfra indad 36"",
Det besidder naturligvis i Hovedsagen den samme Bygning som hos Familiens andre For-
mer, men faar et noget andet Udseende derved, at den indadvendende Udvækst?), som
udgjør den inderste Del af Ledrullen for Skinnebenet og danner en Slags Tap, der betinger
Retningen af Fodens Drejning, er usædvanligt svagt udviklet. Medens denne tapformige
Udvækst hos Megatherium, Lestodon, Mylodon og selv endnu hos Scelidotherium og Pla-
tyonyæ baade ved sine Omrids og sin Retning opad er meget tydeligt skilt fra det den
omsluttende, nyreformige Parti af Ledrullen, er den derimod hos Coelodon saa utydeligt
begrændset, at man neppe vilde tænke paa at beskrive den som et særegent Parti af
Ledrullen, hvis man ikke kjendte Forholdet hos de øvrige Slægter. Størst Lighed synes
Rullebenet, ogsaa hvad dets proximale Ledrulle angaar, at frembyde med det tilsvarende
Ben hos Megalonyx, men saavidt jeg kan skjønne af Leidys Beskrivelse og Figurer%), synes
denne Ledrulle hos dette Dyr at afvige endnu mere end hos Coelodon, og den tapformige
Udvækst saa godt som slet ikke at kunne skjelnes som et særegent Parti. Den hele mod
Skinnebenet virkende Ledrulle er stærkt hvælvet forfra bagtil, men lidt udhulet udenfra indad.
Den store, omtrent trekantede Ledflade for Lægbenet paa Rullebenets Yderside danner en
næsten ret Vinkel med den for Skinnebenet, men gaar for Resten uden Afbrydelse over i
denne. For Ledføjningen med Hælbenet er der paa Undersiden af Rullebenet to forskjellige
Ledflader”), som adskilles ved en forholdsvis bred og dyb, med flere store foramina nutritia
1) Tab. V. Fig. 1—2.
2) Tab. V. Fig. 1,1.
3) Mem. on the Ext. Sloth Tribe. Pag. 40, pl. XII, Fig. 7—10.
4) Tab. V. Fig. 2, 2—3.
63 315
forsynet Kende, ganske saaledes som i Almindelighed hos Kæmpedovendyrene med Und-
tagelse af Mylodon robustus, Ow. og gracilis, Burm. (Lest. myloides, Gerv.), hos hvilke de
smelte sammen til en eneste, der atter uden Afbrydelse gaar over i de for Ledføjningerne
med Terning- og Baadbenet bestemte Ledflader. Den yderste og bageste af de ovennævnte
to Ledflader er omtrent tre Gange saa stor som den inderste og forreste, og udhulet bagfra
fortil; i den anden Retning, udenfra indad, er den fortil temmelig plan, men stærkt hvælvet
bagtil; i sit forreste Hjørne støder den sammen med og gaar over i den nederste til-
spidsede Del af Ledfladen for Lægbenet. Den lille, indre Ledflade er plan, og indtager
Bagsiden af Rullebenets store fortil og indad fremspringende Knude, hvis øvrige Overflade
danner Ledfladerne for Terningbenet (cuboideum) og for Baadbenet (naviculare). Ledfladen
for dette sidstnævnte Ben’) er, ligesom hos Megatherium, Scelidotherium og Piatyonyx, ud-
hulet udad mod Fibularsiden, og hvælvet indad til; den for Terningbenet bestemte?) ligger
nedenunder den forrige og er stærkt hvælvet; begge gaa uden Afbrydelse af den synoviale
Flade over i hinanden og i den lille for Hælbenet bestemte Ledflade.
Hælbenet (calcaneus) *) ligner de øvrige Kempedovendyrs deri, at Ledfladerne for Rulle-
benet og Terningbenet have deres Plads paa Knoglens forreste, lodrette Ende, og altsaa
vende, ikke opad, men fortil, saa at Rullebenet, i Modsætning til, hvad der ellers er Regel
hos Pattedyrene, til Dels ligger foran for Hælbenet og rager længere frem fortil end dette.
Der findes i denne Ende af Knoglen to Udvækster, en til hver Side, hvis Stilling er saa-
ledes, at en gjennem begge dragen Linje krydser selve Benets Længdeakse i skraa Ret-
ning”). Paa den indre af disse Udvækster har den mindste af Hælbenets to Ledflader for
Ledføjningen med Rullebenet sin Plads); den er omtrent kredsrund og plan og naar helt
ud til Randen af Udvæksten. Den fri, nedad rettede Ende af den udad siddende Udvækst
tjener som Støttepunkt for Knoglen uuder Bevægelsen; men lige ved sit Udspring bærer
Udvæksten en for Terningbenet bestemt Ledflade®), som saaledes kommer til at ligge skraat
nedenfor og udenfor den forrige Ledflade og lige nedenfor Knoglens store Ledflade for
Rullebenet, som har sin Plads i selve dens Længdeakse. I det Hele ligner Hælbenet i sin
Form mest samme Knogle hos MMegalonyw - Slægten efter de Figurer at dømme, som Leidy
har givet”). Tæt bag den forreste Ende er Benets Gjennemsnit og Omfang mindst, men
dernæst bliver det stedse bredere og fladtrykt bagtil i det Parti, som svarer til Hælknuden
Tabs Ve. Figs 1245
2)RTAD AV igs 2. 4
3) Tab. V. Fig. 3
4) Tab. V. Fig. 4
Tab. V. Fig. 3,
3
)
5) Tab. V. Fig. og 4, 3.
)
316 64
(tuber calcanei), og hvis bageste Rand beskriver en næsten regelmæssig Cirkelbue og bærer
en, hos det foreliggende unge Dyr endnu ikke fastvokset, halvmaaueformig Epifyse, som
danner en stump Vinkel med. Benets øvrige Del og saaledes er rettet lidt skraat nedad").
Benets Længde er omtrent 100""; dets Brede bagtil 60",
Den proximale Ledflade paa Baadbenet (naviculare) er naturligvis ligesom den til-
svarende paa Rullebenet, dels hvælvet, dels stærkt udhulet, kun i modsat Retning af sidst-
Højre Bagfod.
nævnte, saaledes at den nvælvede Del vender udad, den udhulede indad. Ledfladen paa
Forsiden af Benet for Kilebenene er lav, men langstrakt udenfra indad og viser ikke nogen
Deling i tydeligt begrændsede, særskilte Afsnit for de enkelte Kileben; paa Undersiden ses
en smal Ledflade for Terningbenet, som altsaa ogsaa hos Coelodon ligger nedenunder, men
ikke ved Siden af Baadbenet.
1) Tab. V. Fig. 4.
65 317
Det ovenstaaende Træsnit fremstiller Mellemfoden (metatarsus) og hvad der er
fundet af Tæerne (digiti pedis) af højre Bagfod') i to Tredjedele af den naturlige Størrelse.
Af Mellemfodbenene (metatarsalia) haves det forste, andet, tredje samt femte af venstre
Fod og fremdeles det andet, tredje og fjerde højre. Af Bagtæerne foreligger den anden
fuldstændig paa begge Fødder; den venstre tredje er ligeledes ganske fuldstændig; der-
imod mangler Kloledet paa den højre; af fjerde og femte Bagtaas Taaled ere slet ingen
fundne. Det har derfor været nødvendigt ved Udførelsen af den ovenstaaende Figur at be-
nytte omvendte Billeder af tre af de enkelte Knogler, den fremstiller.
Efter de Afbildninger at dømme, som Leidy har givet af en Del af Megalonyx-
Slægtens Bagfodknogler?), maa Ligheden mellem denne Slægt og Coelodon være mindst ligesaa
fremtrædende i Mellemfoden som i Fodroden. Det indre eller første Mellemfodben (meta-
tarsale 1) er noget fladtrykt, meget bredere og noget længere end det første Mellemhaand-
ben; det er ledføjet med det andet Mellemfodben ved Hjælp af to særskilte Ledflader, den
ene foran den anden; den bageste er tre Gange saa høj, som den er lang bagfra fortil, og
støder i en Kant umiddelbart op til Benets proximale Ledflade for det inderste Kileben;
den forreste er den største og danner en aflang, lidt afrundet Knude, som passer ind i en
fordybet Ledflade paa Indsiden af det andet Mellemfodben. I sin distale Ende er Benet
forsynet med en lille, kredsrund, hvælvet Ledflade. Det andet Mellemfodben (metatarsale 2)
er noget længere end det første; dets proximale Ledflade er næsten plan, temmelig lille
og gaar udad og fortil over i en anden svagt hvælvet Flade, som passer ind i en for-
dybet Ledgrube paa Indsiden af det tredje Mellemfodben og danner en Ledfojning
ligesom den mellem det forste og andet Mellemfodben, bestemt til at forbinde disse
Ben fastere med hinanden og regulere Förskydeligheden mellem dem. Den distale Led-
flade er meget høj, næsten plan ovenfra nedad og langs Midten forsynet med en stærkt
udviklet Længdekam, saa at Bevægeligheden mellem dette Mellemfodben og det første
Taaled har været meget ringe. Det tredje Mellemfodben (metatarsale 3) er det kor-
teste af alle og kjendelig kortere end det er bredt og højt; men det er tillige meget
sværere og tykkere end noget af de andre, og godt og vel dobbelt saa bredt og højt som
det andet, hvorfor ogsaa Forskjellen mellem Mellemtaaens og de andre Tæers Størrelse er
meget betydeligere paa Bagfoden end paa Forfoden. For Ledfojningen med Nabo -Mellem-
fodbenene findes der påa hver af Benets Sideflader en Ledgrube, af hvilke den udad-
vendende for det fjerde Mellemfodben er den større, men neppe dybere udhulet end den
for det andet Mellemfodben paa Indsiden. Den mod Fodroden vendende proximale Ledflade
er højere end den er bred, noget udhulet ovenfra nedad, og bliver smallere nedad til; Benets
1) Kloleddene ere fremstillede i krummet Stilling og vise sig altsaa i Forkortning.
2) Memoir on the Ext. Sloth Tribe. Pl. XIII.
Transactions of the American Philosophical Society. 2. Ser. Vol. XI. Pl. 6. Fig. 1.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturv. og math. Afd. XII. 3. Al
318 66
distale Ledflade ligner, den betydeligere Størrelse fraregnet, i alt Væsenligt den tilsvarende
paa det andet Mellemfodben. Det fjerde Mellemfodben (metatarsale 4) er det længste af
alle; det er ligesaa langt som hele den tredje Taa, Kloledet fraregnet; imidlertid er For-
skjellen mellem det og det femte kun ringe. Dets proximale Ledflade er svagt udhulet,
højere end bred og indadtil vinkelformigt indskaaret. Ledfladen paa Knoglens Yderside for
det yderste Mellemfodben er aldeles plan; Benets distale Ledflade endelig har saa megen
Lighed med den tilsvarende paa det andet og tredje Mellemfodben, at i det Mindste det
proximale Taaled maa have havt en ret anselig Størrelse og en nogenlunde regulær Form"),
Det yderste Mellemfodben (metatarsale 5) ligner det tilsvarende Ben hos Megalonyr og
afviger ligesom dette fra alle de andre Kæmpedovendyrs ved en massiv, lidt bagtil krummet
Udvækst, som udspringer fra Benets Yderside ved dets tarsale Ende. Den ender i en tyk
og ujævn Rand, som tydeligt har afgivet et af Fodens Støttepunkter under Bevægelsen, og
den er såa stor, at selve Benets Brede tværs over den kun er ubetydeligt mindre end dets
Længde. Den indad vendende Side af Benet er lidt beskadiget i den Fodroden nærmeste
Ende, og den for Forbindelsen med fjerde Mellemfodben bestemte Ledflade er ganske afstødt
eller afskuret; derimod er omtrent Halvdelen af den for Terningbenet bestemte tilstede,
og viser, at Forholdet har været som hos Megalonyx, idet begge Ledflader have stødt
umiddelbart op til hinanden i en retvinklet Kant. Benets distale Ende bærer ikke en
regelret, vel uddannet Ledflade, som den, der findes paa det fjerde Mellemfodben, men
ender med en knortet Flade, som viser, at det proximale Taaled maa have været lille og
af uregelmæssig Form.
Det er allerede fremhævet i det Foregaaende, at det indre eller første Mellemfodben i
sin distale Ende bærer en lille, omtrent kredsrund, hvælvet Ledflade, som viser at Tommel-
taaen (digitus pedis 5) har været repræsenteret i alle Fald af et første Taaled foruden Mellemfod-
benet, men tillige, at dette Led kun har været meget lille; om ogsaa et andet eller sidste
Taaled har været tilstede, maa naturligvis lades uafgjort; der kan imidlertid under alle Om-
stændigheder ikke være Tvivl om, at Taaen kun har været rudimentær og rimeligvis skjult
under Huden. Den anden Taa (digitus pedis 2) er ligesaa lang som Mellemtaaen trods den
overordentlige Størrelse, som dennes Kloled har. Dens første Led naar med sin distale
Ende ud i Linie med den proximale Ende af Mellemtaaens Kloled; dens mellemste Led er
mere end to Gange saa langt som det første og lige saa langt som Mellemfodbenet; Klo-
ledet endelig er, bortset fra den store Forskjel i Størrelsen, . mere ligt Mellemtaaens, end
1) Til dette (højre) Mellemfodbens distale Ledflade er der fastloddet et lille, langstrakt trekantet Ben
med afrundet Spids og forsynet med en svagt fordybet Ledflade i den, denne Spids modsatte Ende.
Det er 14mm Jangt, 6™™ tykt og har ved den Spidsen modsatte Ende en Brede af 11™™. Det synes
snarest at være et eller andet Seneben, hvis Plads dog ikke nærmere kan angives. Det er udeladt
paa Træsnittet, S. 103, for at Omridset af Mellemfodbenets distale Ende kan ses saa meget tydeligere.
67 319
det er Tilfældet med det tilsvarende Kloled paa Forfodderne. Det tredje Mellemfodbens
overordenlig plumpe Form og mærkelige Korthed betinger naturligvis, at en lignende ufor-
holdsmæssig massiv Bygning er fremherskende i hele Mellemtaaen (digitus pedis 3). Lige-
som hos Megatherium, Megalonyx og (i Folge Lund) Platyonyx besidder Taaen kun ét Led
foruden Kloledet, men dette tilsyneladende enkelte Led er, som bekjendt, fremkommet ved
Sammensmeltning af to Led og homologt med de andre fuldt udviklede Bagtæers to forste
Led. Det er dog ikke saa uformelig kort som hos Platyonyx eller som hos Megatherium,
men stemmer i sine Proportioner med det tilsvarende Led hos Megalonyx; det er nemlig
en Tredjedel længere, end det er bredt, og bagtil er ogsaa dets Højde større end dets
Brede"). Kloledet?) er i alle Retninger mindst en Tredjedel større end selv det store
Kloled paa Forfoddernes Mellemtaa, og det er af denne betydelige Storrelse klart, at det
maa have været af særlig Betydning for Dyret. I dets proximale Ende findes der bagved
Kloskeden paa Oversiden en Grube af saadan Form, at den, naar man betragter Benet
ovenfra, giver det Udseende af at være forsynet med et lille V-formigt Indsnit. lovrigt er
Kloledet stærkt sammentrykt; den af Skeden fremragende Del har en skarp Rygkant, og
Benet ligner i det Hele i sine Omrids Kloledet paa Forbenenes Mellemtaa, kun med den
lille Forskjel, at Rygkanten er ubetydeligt mindre krum; den yderste Spids er brækket af,
og det manglende Stykke kan vel have været fem eller seks Millimetre langt; dette med-
regnet er Kloledet næsten dobbelt saa langt som det proximale Taaled og det tredje Mellem-
fodben tilsammen; det er 95 til 96" langt, 36% højt og 23”” bredt ved Roden af Skeden*).
Som allerede tidligere bemærket, er der ingen Taaled fundne, som kunne have tilhort den
fjerde og femte Taa; Formen af det fjerde Mellemfodbens distale Ende viser tydeligt, at Led-
fojningen mellem den og det proximale Taaled i Hovedsagen har været af samme Beskaffenhed
som den mellem de tilsvarende Led paa Mellemtaaen og paa anden Taa, det vil sige det proxi-
male Led har i alle Fald været dybt rendeformigt udhulet bagtil, meget højt og kun ubetydeligt
hvælvet ovenfra nedad, saa at det kun har været meget lidt eller næsten ikke bevægeligt paa
Mellemfodbenet. For saa vidt vilde der altsaa neppe være meget til Hinder for at tænke sig, at
1) Den højre af disse, de to første Mellemtaaled repræsenterende Knogler er i naturlig Stilling sintret
fast til det højre tredje Mellemfodben, og disse saaledes sammenloddede Knogler er det andet af de
Side 10 omtalte Stykker, med Hensyn til hvilke det kan synes tvivlsomt, om de ogsaa virkelig
have tilhørt det samme unge Dyr, som Resten af Knoglerne. Til dette proximale Led er nemlig det
ydre Seneben fastvokset, og der er end ikke mere noget Spor af den oprindelige Adskillelse tilstede,
hvorimod det Samme ikke er Tilfældet paa det tilsvarende Led af den venstre Mellemtaa. En slig
Sammenvoksning er langtfra usædvanlig hos Kæmpedovendyrene, den er tværtimod vel endog Regel
for Eks. hos Platyonyx-Slegten; Sporgsmaalet er kun, om den kan være fuldbyrdet tidligere paa
den ene end paa den anden Fod af ét og samme Dyr. Jeg kan imidlertid, bortset fra denne Sam-
menvoksning, ikke bemærke nogen anden Forskjel, det være sig i Størrelsen eller andre Henseender,
mellem det højre og venstre proximale Mellemtaaled, og jeg er derfor tilbøjelig til at tro, at de dog
begge tilhøre det unge Dyrs Skelet.
2) Tab. V.. Fig. 5.
320 68
ogsaa den fjerde Bagtaa kunde have baaret en virkelig Klo. Betænker man imidlertid, at
den distale Ende af Megatheriets fjerde Mellemfodben har omtrent samme Form som hos
Coelodon, men dog ikke bærer nogen Klo, og at man overhovedet ikke kjender et eneste
Kæmpedovendyr, hos hvilket det distale Led paa Bagfodens fjerde og femte Taa er klo-
formigt, er det højst usandsynligt, at Coelodon skulde gjøre en Undtagelse i den Henseende,
og der er vist ingen Fare ved at antage, at Kløernes Tal paa Bagfoden ikke har over-
skredet to. Paa femte Taa have Leddene, hvad enten der har været ét eller flere, været
endnu mindre og mindre regelmæssige end paa fjerde.
69 321
IN.
Slutninesbemerkninger.
I det Foregaaende har det været paavist, at de forskjellige hidtil fundne Coelodon-Levninger
antyde to Arter, som imidlertid have været omtrent lige store og noget nær af Manke-
Myreslugerens Størrelse. Begge Coelodon-Arterne ere saaledes de mindste megatherioide
Dyr, man kjender, og kun at betragte som rene Dværge ikke alene i Sammenligning med
Gruppens mest kæmpemæssige Former, men endog ved Siden af dens middelstore, saasom
Scelidotherium- og. Platyonyx-Arterne fra de brasilianske Huler; selv den besynderlige Me-
galochnus maa, efter den foreliggende Underkjæbe at dømme, have været et meget større
Dyr. Hvor overordenlig Størrelsesforskjellen er mellem Coelodon og det største og plum-
peste af alle de megatherioide Dyr, nemlig Megatheriet, vil man faa en klar Forestilling
om ved at høre, at et Laarben og et Rulleben af dette sidstnævnte i det herværende Mu-
seum veje, det første næsten ‘atten, det andet lidt over halvtredje Kilogram, medens de
samme Knogler hos Coelodon kun have en Vægt af 465 Gram og 27 Gram.
Forskjel i Størrelse behøver imidlertid ikke at ledsåges af meget væsenlige Afvigelser
i andre Forhold, og efter Dr. Lunds Mening skal det netop være Megatheriet, med hvilket
Coelodon viser størst Overensstemmelse i sin Bygning. Den foreløbige Undersøgelse af Escri-
vania-Fundet, som han endnu fik Lejlighed til at foretage, inden han i Slutningen af 1844
afsluttede sin palæontologiske Virksomhed, ledede ham til i sin sidste Afhandling at udtale,
at Coelodon knytter sig meget nærmere til Megatherium end til nogen af Gruppens andre
Slægter og kan betragtes som dannende med dette Dyr en egen Undergruppe, karakteriseret
navnlig ved Stillingen af Forføddernes tre Kløer paa anden, tredje og fjerde Finger i Stedet
for paa første, anden og tredje (saaledes som det er Tilfældet hos Scelidotherium, Platyonyx
og Mylodon) og fremdeles ved Formen af Tænderne, som hos begge disse Slægter vare
forsynede med to tilskærpede Tverkamme'). Denne sidste Lighed er dog ikke fuldstændig;
1) Meddel. af det Udbytte &c. Særtr. Kbhvn. 1845. S. 22. — Kgl. D. Vid. Selsk. naturv. og math.
Afh. 12te Deel. Kbhvn. 1846. S. 78.
322 70
det har allerede været fremhævet (S. 286), at der hos Coelodon kun er ringe Forskjel paa
Cementlagets Tykkelse paa Tændernes forskjellige Flader, hvorimod dette Lag hos Mega-
theriet er mange Gange tykkere paa For- og Bagsiden af Tænderne end paa de tvende
andre Sider, og hertil kommer fremdeles en forholdsvis større Tykkelse af det haarde
Dentinlag end hos sidstnævnte Slægt. Som en Følge heraf sidde Tværkammene forholdsvis
fjernere fra hinanden end hos Megatheriet og kunne ikke slides saa skraat og skarpt til
som hos dette, og det synes baade efter Leidys Beskrivelse og især efter hans smukke Af-
bildninger af Megalonya-Slegtens Tender!) at dømme, at Coelodon-Tænderne have ikke meget
mindre Lighed med disse i ikke altfor afslidt Tilstand end med Megatheriets, men næsten
kunne siges, hvad Formen af deres Tyggeflader angaar, at staa mellem begge. Den fra
Kløernes Plads hentede Karakter er jo ganske vist skarp nok til at kunne lægges til Grund
for en Inddeling, men det er neppe nogen naturlig Gruppering, man kommer til, ved
at lægge afgjørende Vægt paa den, og jeg tvivler paa, at Dr. Lunds Dom om Coelodons
Slægtskabsforhold vilde have lydt, som den gjør, naar Forholdene havde tilladt ham at
gjennemføre Studiet af Escrivania- Fundet i det Enkelte.
Uagtet Ligheden i Tændernes Form hos Coelodon og Megatherium er Tandsættet
dog kun svagt hos den førstnævnte Slægt, og det ikke blot, fordi Tænderne ere færre i
Tallet end hos den anden, men tillige paa Grund af deres ringe Størrelse, hvorimod Mega-
gatheriet, som bekjendt, netop udmærker sig ved sit meget kraftige Tandsæt og sine store
Tænder, og i den Henseende viser en Overlegenhed over selv de allerstørste blandt de andre
Kæmpedovendyr, som ikke i mindste Maade staar i Forhold til Forskjellen i Størrelse. En
Sammenligning af Forholdet mellem Overkjæbe-Tandrækkens og Hovedskallens Længde vil
tydeliggjøre den store Forskjel i Tandsættenes forholdsvise Størrelse hos begge de Slægter,
om hvilke Talen er. Hos Coelodon, som jo dog paa ingen Maade hører til de Former, hos
hvilke Kraniet er meget langstrakt, udgjør Tandrækken omtrent en Sjettedel af hele Hoved-
skallen (Mellemkjæbebenene iberegnede), hvorimod den hos Megatherium kun indeholdes
tre Gange i Kraniets Længde, og det uagtet Mellemkjæbebenenes aldeles usædvanlige
Størrelse hos denne Slægt saa væsenligt forøger Hovedskallens Længde. Det vil erindres,
at Megatheriet, hvad Kraniets Bygning angaar, i flere Punkter afviger fra de øvrige Kæmpe-
dovendyr; Kindbenet er saaledes forbundet med Tindingebenets Kindbens-Udvekst ved
Hjælp af en ægte Søm og vokser med Alderen fuldstændigt sammen med den; Under-
kjæbens nederste Rand krummer sig lige bagved Tandrækken pludselig i en stærk Bue
nedad og bøjer sig atter foran for Tænderne ligesaa pludselig opad for at gaa over i den
lange og tynde Symfyse; endelig sænke Vinge-, Gane- og Overkjæbebenene sig saa langt
nedenfor Nakkebenets Grunddel eller den virkelige basis cranü, at det store Nakkehul
1) Memoir on the Extinct Sloth Tribe. S. 15. Tab. III —V.
(a 323
kommer til at sidde i den øvre Halvdel af det Billede, som Kraniet frembyder, set bagfra").
Men hos Coelodon findes, ligesaa lidt som hos de øvrige megatherioide Dyr, noget af disse
for Megatheriet særegne Forhold?). De omtalte Særegenheder i Megatheriets Kranie staar i
ner ‚Forbindelse med den stærke Udvikling af dets Tandsystem; man kan derfor sige, at
de, som en naturlig Folge af det svage Tandsæt hos Coelodon, ikke kunne gjenfindes hos
denne Slegt. Men ligesom deres Mangel jo derfor ikke taber sin Betydning, men i alle
Fald viser, hvor indgribende Forskjellen i Tandsættene er, saaledes er det ogsaa langt fra,
at Forskjellighederne mellem de to Slegters Kranier ere indskrenkede til de allerede an-
forte. Ganen er hos Coelodon dobbelt saa bred som Tændernes Tværmaal, forholdsvis
fuldkommen saa bred som hos Scelidotherium og Platyonyx og bredere end hos Megalonya,
hvorimod Ganefladen hos Megatheriet netop er forholdsvis meget smallere end hos nogen
anden af Gruppens Former og end ikke saa bred som Tændernes Tværmaal. Fremdeles
er Pandebenenes Qjeudvekst ligesaa rudimenter hos Coelodon som i Almindelighed hos
Kæmpedovendyrene, medens den er stor og vel udviklet hos Megatheriet, saa at Ojehulen
hos dette nesten er lukket bagtil; end videre er Nakkefladen saa godt som lodret hos
Coelodon, men helder noget skraat fortil hos Megatheriet. Endnu vigtigere er den Forskjel,
som viser sig i begge Slægters Mellemkjæbeben; hos Coelodon ere disse Ben ligesaa smaa
og spinkle som hos. Mylodon*) og Platyonyx*) og ligne navnlig meget dem hos den sidst-
nævnte Slegt; derimod ere Megatheriets Mellemkjæbeben store og plumpe Knogler af lidt over
en halv Fods Lengde, to Tommers Brede og halvanden Tommes Tykkelse; med deres bageste
udvidede Ende ere de indkilede og ved en virkelig, takket Som forbundne med Forranden
af Overkjæbebenene; de smelte dernæst med Alderen mere eller mindre fuldstændig sammen
indbyrdes og danne et langstrakt firsidet, fortil tvert afskaaret Ben med parallele Siderande,
som rager frem langt foran for Nesebenene og bidrager meget væsenligt til at forlænge
Ganefladen. Endelig bor der mindes om, at Megatheriet ganske mangler den blereagtige
Opsvulming af Vingebenene, der, som vi have set, udmærker Coelodon-Slegten, og som
den deler med nogle af Nutidens Dovendyr og til Dels med Manke-Myreslugeren. Kort
sagt, bortset dels fra de Særegenheder, som maa vere fælles for alle til Kæmpedoven-
dyrenes Familie henhørende Dyr, dels fra den end ikke fuldstændige Lighed, der viser sig
i Tændernes Form hos begge de omhandlede Slægter, møder man iøvrigt kun Uligheder
paa ethvert Punkt i deres Kranier.
Vender man sig til den ovrige Del af de to omtalte Slegters Skelet, faar man et
lignende Indtryk som det, Betragtningen af deres Kranier fremkalder.
1) Se for alle disse Forholds Vedkommende: Owen, Mem. on the Megath. Tab. XIT—XIV.
2) Tab. I. Fig. 1—2.
3) Anales del Museo ptiblico de Buenos Aires. Entrega terceira. P. 170. Pl. V. Fig. 6—7.
‘) Lund, Blik paa Brasiliens Dyreverden &c. 4. Afh.; S. 11 (Særtr.), S. 147 (V.S. Afh. 9. D.), Tab. XXVII.
324 72
Hos begge Slægter er det Forbenenes anden, tredje og fjerde Taa, som ere
væbnede med Kloer, hvad med andre Ord vil sige, at den første Taa (Tommelfingeren) er
rudimenter; hvorhos det dog maa bemærkes, at den er det i endnu højere Grad hos Me-
gatheriet end hos Coelodon, hos hvilken den ikke, som hos førstnævnte, har været repræ-
senteret alene af Mellemhaandbenet, men hvor dette Ben har baaret i alle Fald ét, rigtignok
lille og til Brug sikkert ikke tjenligt Fingerled. Denne for begge disse Slægter fælles
Reduktion af den første Finger er unægtelig en vigtig Overensstemmelse; men flere Lig-
heder af lignende Betydning turde det ogsaa blive vanskeligt at paavise i det øvrige Skelet.
I de andre Dele af Forlemmerne for det Første synes snarere Ulighed end Lighed at være
fremherskende. Overarmbenets indre Armkno er hos Coelodon gjennemboret af et endog
meget stort foramen supracondyloideum til Gjennemgang af nervus medianus, samt arteria og
vena brachialis, medens der ikke findes noget sligt Hul hos Megatheriet. Rigtignok har
Owen med Rette fremhævet, at Tilstedeværelsen eller Mangelen af dette Hul hos Kempe-
dovendyrene ikke nødvendigvis betinger Lighed eller Ulighed mellem de forskjellige Slegters
Overarmben i andre Henseender; men hos Coelodon og Megatherium gaar dog Forskjellen
i dette Punkt jevnsides med andre Afvigelser, saavidt man kan skjonne af de Brudstykker,
der ere fundne af den forstes Overarmben. Knoglens hele Form er hos Coelodon en anden
end hos Megatherium; dens proximale Ende er tykkere end hos sidstnævnte i Forhold til
Diafysens ovre Del, og den indre Armkno springer langt stærkere frem; hos Megatheriet
naar den ulnare Del af den distale Ledrulle næsten ud til Randen af Armknoen; men
skjondt den distale Epifyse og med den altsaa Ledrullen mangler paa de Overarm - Brud-
stykker, der ere fundne af Coelodon, kan man dog af Armkno-Hullets Plads og af Formen
af Diafysens nederste Ende skjønne, at Armknoen hos denne maa rage meget mere ud
over den ulnare Ledrulle end hos Megatheriet. Hertil kommer endnu, at Coelodon ganske
mangler det vel begrændsede og dybe Indsnit eller Rende, som findes hos Megatheriet ved
den overste Ende af Supinator-Kammen. Ogsaa Underarmens Knogler, især Albuebenet,
frembyder vesenlige Afvigelser fra Megatheriets, idet den for dette Dyr karakteristiske,
uforholdsmessige Plumphed og Tykkelse af Knoglens proximale Ende i Forbindelse med
Albuehovedets, i Forhold til dets overordenlige Brede, meget ringe Højde aldeles ikke gjen-
findes hos Coelodon.
Endnu større ere Forskjelligheder i Baglemmernes Bygning. For ikke at tale om
mindre Afvigelser er Laarbenet hos Coelodon, som vi have set, forsynet med en virkelig
Laarhage, der endog oprindelig er en selvstændig Epifyse; men til en slig er der ikke Spor
hos Megatherium; fremdeles ere Underlaarets to Knogler adskilte hos den her beskrevne
Slegt ligesom i Reglen hos de megatherioide Dyr, medens disse Knogler hos Megatheriet,
som bekjendt, vokse sammen med deres overste og nederste Ender, en Særegenhed, som
73 325
dette Dyr kun deler med den for et Par Aar siden af mig opstillede Ocnopus-Slegt'), og
som ikke kan sættes i Forbindelse med dets kæmpemæssige Proportioner, da det Dyr, for
hvilket den sidstnævnte Slægt er dannet, er flere Gange mindre og ikke i Størrelse over-
gaar Scelidotherierne og Platyonyxerne fra de brasilianske Huler. Af afgjørende Betydning
for Vurderingen af Slægtskabet mellem Coelodon og Megatherium er endelig den ganske
forskjellige Typus, hvorefter deres Bagfødder ere byggede. Allerede mellem begges Spring-
og Helben®) vil selv en flygtig Sammenligning vise saa stor Forskjel, som overhovedet ret
vel kan forliges med det fælles Præg, som disse Knogler maa frembyde hos hvilkesomhelst
megatherioide Dyr, hvor forskjellige de end maatte være indbyrdes; men desuden mangler
Megatheriet fuldstændigt baade den første og den anden Taa, saa at Tæerne kun ere
tre i Tallet, hvorimod Coelodon jo har fem Bagtæer og derfor ogsaa (om endog Indertaaen
kun er rudimentær) en forholdsvis meget bredere Bagfod end Megatheriet; hvortil endelig
kommer, at Bagfoden hos dette sidstnævnte Dyr påa Grund af Mangelen af den anden Taa
kun er forsynet med én Klo, medens Coelodon’s Bagfod bærer to Kløer. Det lader sig
derfor neppe nægte, at Forskjellighederne i Benbygningen gjennemgaaende baade hvad Tallet
og Betydningen angaar, langt overveje Lighederne hos disse to Slægter, og jeg tror ikke, at
de kunne siges at være knyttede synderlig nær til hinanden.
Derimod er der (og den foregaaende Beskrivelse vil til Dels allerede have an-
tydet det) en anden af Familiens store Former, nemlig Megalonyæ, som i mange og meget
væsenlige Henseender slutter sig nøje til Coelodon, og i hvilken man vistnok maa erkjende
dennes nærmeste Frænde?). Det er imidlertid ikke i deres Kranier, at man skal søge Lig-
heden; thi den betydelige Forskjel i begges Tandsæt og navnlig i den forreste Tands Plads
giver Hovedskalierne et temmelig forskjelligt Fysionomi. Som Følge af, at den forreste
Tand i begge Kjæber hos Megalonyx ikke blot er dobbelt saa stor som de øvrige, men
tillige skilt fra dem ved et anseligt Mellemrum og rykket helt ud til Kjæbernes forreste
Ende, er Kraniet fortil meget bredere, højere og tykkere hos denne Slægt end hos Coelodon ;
fremdeles er det, i Modsætning til Coelodon-Kraniet, forsynet med en lang og meget kraf-
tigt udviklet Issekam, og det vilde neppe kunne overraske, hvis det ved mulige Fremtids-
fund af fuldstændige Megalonyx-Kranier*) viste sig, at den dermed, folgende Forskjel i
1) Vidensk. Meddel. f. d. naturh. Foren. i Kjøbenhavn f. Aaret 1875. S. 225 og fgd.
2) Tab. V, Fig, 1—4, og Owens Mem. on the Megath. Pl. XXV—XXVI.
3) Det er maaske ikke overflødigt at minde om, at den Gang Dr. Lund fremsatte sin Anskuelse om
Coelodons Slegtskabsforhold, kjendte man ingen andre Megalonyx-Levninger end de temmelig util-
strækkelige, som Cuvier og Harlan havde havt for sig; Leidys Arbejde er mere end ti Aar yngre,
end Dr. Lunds sidste Afhandling.
+) De Kranier, som Leidy har beskrevet og afbildet i Memoir on the Extinct Sloth Tribe, mangle ganske
Kindbenene, og til Dels ogsaa Tindingebenenes Kindudvækster, og, saa vidt jeg véd, er der hidtil
ikke fundet bedre bevarede eller fuldstændigere Kranier.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturv. og math. Afd. XIL 3. 42
326 74
Tindingegrubens Størrelse hos de nævnte Slægter havde medført ogsaa en Forskjel i deres
Kindbuer, og at Kindbenet hos Megalonyx har støttet sig til eller forenet sig med Tindinge-
benets Kindudvækst i Stedet for som hos Coelodon at være skilt fra denne ved et Mellem-
rum. Vingebenenes blæreformige Opsvulming hos Coelodon, men ikke hos Megalonyx, afgiver
endelig en ny og iøjnefaldende Forskjel mellem begge Slægters Kranier; men da Coelodon
i dette Punkt afviger ligesaa meget fra de øvrige Kæmpedovendyr som fra Megalonya, kommer
Forskjellen ikke synderligt i Betragtning ved det Spørgsmaal, det her gjælder om. Vinge-
benenes særegne Beskaffenhed hos Coelodon er en Tilnærmelse til nogle af Nutidens Do-
vendyr, men den giver ikke noget Vink om, hvilke af den uddøde Families Former vor
Slægt staar nærmest. Forskjellen mellem Coelodons og Megalonyx’ Tandsæt er i visse Hen-
seender ganske vist stor; men Forskjelligheder og Ligheder i Tandsættene have hos Kæmpe-
dovendyrene neppe en saa stor Betydning, som man ved første Tanke maaske kan være
tilbøjelig til at antage. Vi have set, at den Lighed baade i Form og Stilling, som Tænderne
frembyde hos Coelodon og Megatherium, aldeles ikke medførte nogen særlig Lighed i disse
Dyrs øvrige Bygning; omvendt afgive Coelodon og Megalonyx Eksempel paa, at selv en
vidtgaaende Forskjel i Tandsættene hos megatherioide Dyr, i alle Fald hvad Tændernes
indbyrdes Stilling angaar, meget godt kan gaa Haand i Haand med en gjennemgribende
Lighed i de fleste andre Henseender, og der kan anføres endnu flere Eksempler. Den
forreste Tands særegne Stilling giver Megalonyx-Slægtens Tandsæt en større Lighed
med det hos den typiske Art af Slægten Lestodon end med noget andet megatherioid
Tandsæt; der er, efter Beskrivelserne og Figurerne at demme!), kun den lille Forskjel, at
den forreste Tand i Underkjæben sidder saa godt som lige neden under den i Overkjæben,
og at begges Tyggeflader derfor ere næsten plane, medens de ere meget skraa og til-
skærpede hos Lestodon armatus. Men der er for Resten Intet i disse to Slægters Ben-
bygning, som kunde fremkalde og understøtte den Forestilling, at de skulde være fortrinsvis
nær beslægtede. Paa den anden Side ser man, at den saa udprægede Hugtand-Form og
Stilling, som den forreste Tand har i begge Kjæber hos Lestodon armatus, allerede for-
mindskes betydeligt hos Overgangsformen, Mylodon gracilis, Burm. (Lestodon myloides, Gerv.) ”),
dernæst hos andre Mylodon- Arter kun netop kan spores for Overkjæbetandens Vedkom-
mende og ganske er forsvunden hos Tanden i Underkjæben, medens dog alligevel en i
det Væsenlige ens Typus er fremherskende i alle disse Formers Benbygning. Man tør
derfor neppe tillægge den forreste Tands Omdannelse til en Slags Hug- eller Hjørnetand
1) Leidy, Ext. Sloth Tribe. S. 15. Tab. I, III og IV.
?) Da Gervais for nyligt har taget denne Art bort fra Zestodon-Slægten og nu gjør den til en Mylodon
(Journal de Zoologie, T. VI. 1877. S. 306, Noten), er det Artsnavn, han har tildelt den, ikke læn-
gere ret passende og maa vel helst, uagtet det er det ældste, afløses af det, som Burmeister har
givet den.
75 327
og de dermed folgende Smaaforandringer i Kraniet, eller omvendt Manglen af denne ejen-
dommelige Udvikling af Tandsættet anden og større Betydning end som Slægtsmærke.
Vender man sig derimod fra Kranierne til det øvrige Skelet, vil det ikke kunne
undgaa Opmærksomheden, at Coelodon og Megalonyx staa i et meget nært Frændskab til
hinanden, og at en fælles Typus gjør sig gjældende i begges Benbygning, om der endog,
som den foregaaende Beskrivelse har vist, ved Siden deraf viser sig enkelte, mindre
væsenlige Forskjelligheder.
Saavidt bekjendt har man hidtil kun fundet meget lidt af /Megalonyæ - Slægtens
Hvirvelrad, endnu mindre end af Coelodons; men de faa Fund, man har gjort, synes i alle
Fald tilstrækkelige til at vise den Overensstemmelse mellem dem, at Brysthvirvlerne hos
begge Slægter mangle de uparrede, midtstillede Ledflader, som findes hos de fleste
Kæmpedovendyr for og bag paa Hvirveltornene mellem Zygapofyserne. Hvad Forlemmerne
angaar, da have Over- og Underarmens Knogler hos begge Slægter stor Lighed; Overarm-
knoglen er ikke blot hos begge forsynet med Armknohul, men har tillige hos begge den
samme, sammenligningsvis langstrakte, smækkre Form og lignende Omrids, og en tilsvarende
Overensstemmelse viser sig i Underarmens Knogler, saavidt man kan skjønne af de meget
beskadigede Brudstykker, som haves af Coelodons Underarm. Forfoden har hos Coelodon
ligesom hos Megalonyx havt fem Fortæer eller Fingre; men den foreliggende Beskrivelse af
Forfoden hos Megalonyx kan synes at gjøre det tvivlsomt, om Ligheden er gaaet synderlig
videre. Hos Coelodon er, som vi have set, Tommelen eller Indertaaen rudimentær;
det første Mellemhaandben har utvivlsomt baaret ét, maaske to rudimentære Fingerled,
men selv under den sidste Forudsætning kan det sidste Led ikke have været kloformigt.
Af den ydre eller femte Finger er slet Intet fundet; men den store, fordybede Ledflade
paa Ydersiden af det fjerde Mellemhaandben viser ikke blot, at der har været et femte
Mellemhaandben, men ogsaa, at det vistnok har havt en anselig Størrelse; derimod vilde
det være mod al Analogi, om Fingerledene havde været andet end smaa, i Udvikling hæm-
mede Benknolde, og hvis det skulde lykkes i Tidens Løb at finde de faa, hidtil manglende
Fingeried, vil det nok vise sig, at den i det Foregaaende givne Beskrivelse er rigtig, og at
Coelodons Haand altsaa har havt tre vel udviklede, med Kløer væbnede Fingre, nemlig den
anden, tredje og fjerde, men at Tommelen og den lille eller femte Finger have været mere
eller mindre stumpede og manglet Kløer. Hos Megalonyx skal derimod efter Leidys
Sigende Forholdet være et andet; denne Slægt skal have havt Kløer paa alle fem Fingre,
med andre Ord alle fem Fingre skulle have været fuldt udviklede. En slig Haandbygning
hos et dovendyragtigt Dyr maa imidlertid i alle Fald kaldes paafaldende, og det maa derfor
saa meget mindre overses, at den højtfortjente amerikanske Palæontolog ikke har havt et
sammenhørende og fuldstændigt Sæt Haandknogler for sig, men har maattet sætte Haanden
sammen af Knogler, som hidrøre fra forskjellige Individer og forskjellige Fund, og at han
42"
328 76
desuden ganske har manglet flere til en sikker Afgjorelse uundværlige Fingerled. Hans
Angivelser bero altsaa for en Del kun paa Slutninger, hvis Usikkerhed han endog selv frit
indrømmer med Hensyn til den femte Finger, og det forekommer mig rigtignok, at der,
baade hvad den og hvad Tommelen angaar, kan gjøres ikke uvæsenlige Indvendinger mod
det Resultat, hvortil han kommer. Af den femte Finger har der foreligget for Leidy to
venstre Mellemhaandben, nemlig det, som var iblandt de første, af Jefferson og Cuvier be-
skrevne Megalonyx-Levninger fra Virginien, og et andet, meget beskadiget, hørende til et
nyere, i Staten Mississipi gjort Fund. At disse to Ben ere tydede rigtigt, kan ikke be-
tvivles; men noget første og andet Fingerled, som kunde passe til dem, har man ikke
fundet, og der haves altsaa ingen Sikkerhed for, at det paa et tredje Sted (Kentucky)
fundne Kloled, som han er tilbøjelig til at henføre til femte Finger”), virkelig kan have
passet til den. Under disse. Omstændigheder maa den Indvending, som straks maa rejse
sig, at intet andet megatherioid Dyr og ligesaa lidt noget nulevende Dovendyr har en klo-
bærende femte Finger, faa en såa meget større Vægt, og vil man kaste et Blik paa de
Figurer, som fremstille det femte Mellemhaandben?), vil man finde, at dets distale Ledflade
ikke taler for, at det skulde have baaret tre vel udviklede Led og endt med en kraftig Klo;
Knoglen ligner aabenbart den tilsvarende hos de øvrige megatherioide Dyr, hos hvilke den
kun har baaret en stumpet Finger, hvis sidste Led omfattedes af en Slags Hov.
At den første Taa, Tommelen, har været repræsenteret hos Megalonyz under alle
Omstændigheder af sit Mellemhaandben, er sikkert nok; thi Pegefingerens Mellemhaandben
er forsynet med en Ledflade, til hvilken det har været fæstet. Men Knoglen selv er ikke
tilstede blandt de i Nordamerika opbevarede Megalonyx-Levninger, som Leidy har kunnet
undersøge, og ligesaa lidt har man fundet noget første Fingerled, som kunde have tilhørt
Tommelen. Derimod findes der blandt de til Jeffersons Fund hørende Kloled et, som
tydeligt viser, at Fingeren, der har baaret det, har været vel udviklet, og dette har Leidy
henført til Tommelen?); men, som man ser, skorter det ogsaa i dette Tilfælde paa Bevis;
1) Ext. Sloth Tribe. S. 37.
*) Cuvier, Rech. s. I. oss. foss. 4. Ed. PI. 216, Fig. 11 (der tydet som andet Mellemhaandben), og
Leidy, Ext. Sloth Tribe. Tab. X. Fig. 18—19.
3) Leidy kalder (1. c. S. 5) dette Kloled for Tommelens «tredje» Phalanx, og glemmer saaledes, at Tom-
melen naturligvis ligesaa lidt hos Megalonyx som hos andre Landpattedyr kan have havt flere end to
Led. Denne lille Uagtsomhed kan imidlertid ingen Vanskelighed foraarsage; derimod er en anden Fejl,
som synes at være indløben i hans Angivelser om dette Led, unægtelig forstyrrende. Paa det anførte Sted
siger han (som vi have set), at der i det tidligste, af Jefferson beskrevne Fund af Megalonyx-Knogler
findes et Kloled af Tommelen; der nævnes intet andet i Redegjørelsen for de mange Levninger, han
har kunnet undersøge, og det fremhæves længere hen (S. 36) særligt med Hensyn til det rige Fund,
som Dr. D. D. Owen havde sendt ham, at der i dette fandtes Kloled af alle Fingrene med Und-
tagelse af Tommelen (except the thumb). Men i Forklaringen til Tab. X læser man (S. 63), at Figur 20
skal fremstille Tommelens Kloled, og at Originalen hører til Dr. Owens Fund; her er altsaa en Mod-
sigelse. Det er maaske snarest i Tavleforklaringen, at der er indløbet en Fejl, og det afbildede
77 329
man har kun en Formodning, støttet, som det synes, alene paa de i Nordamerika op-
bevarede utilstrækkelige Megalonya-Levninger; men det maa ikke overses, at man foruden
dem kjender en Knogle, som netop er af stor Betydning med Hensyn til det Forhold, om
hvilket det her gjælder. Cuvier beskriver og afbilder en af Palisot de Beauvais fra Phila-
delphia hjembragt Megalonyx-Knogle, i hvilken han formoder et Rudiment enten af Tom-
melen eller af den femte Finger’). Efter hvad man nu véd om Haandens Bygning hos
Megalonyæ-Slægten, er det klart, at det omtalte Ben ikke er det femte Mellemhaandben,
men derimod er der al Rimelighed for, at det er det første”). Cuvier fremhæver, at dets
distale Ende er forsynet med en Ledflade, og at det altsaa har baaret i det Mindste ét
Fingerled. Efter hans Figur at dømme synes denne distale Ledflade dog ikke at have
lignet den tilsvarende paa Megalony«’ andet eller tredje Mellemhaandben, men snarere at
stemme med den samme Ledflade paa Coelodons første metacarpale, ligesom ogsaa Knoglens
hele Form er ganske forskjellig fra klobærende Fingres Mellemhaandsknogler hos Megalonye.
Det forekommer mig derfor langt rimeligere, at Tommelen har været stumpet og kloløs
hos Megalonyx ligesom hos Coelodon, end at den skulde have baaret en endog ret anselig
Klo; og Alt synes mig at tale for, at hvis det en Gang lykkes at finde en fuldstændig og
vel bevaret Megalonyæ-Haand, da vil den vise sig at være bygget i alt Væsenligt ligesom
Coelodons; men selv om den mod Forventning skulde befindes virkelig at bære fem Kløer,
vilde desuagtet Coelodons Haand ligne den mere end Haanden af noget andet Kæmpe-
dovendyr.
De forskjellige Fund, man har gjort af Megalonya-Levninger, indeholde kun nogle
faa Stumper af Bækkenets Sideben, som tilmed hverken ere blevne beskrevne eller afbildede,
og man har set i det Foregaaende, at der heller ikke er fundet meget mere af Coelodons
Bækken; hvorvidt Ligheden mellem begge Dyr gaar i denne Del af deres Skelet, maa altsaa
indtil videre lades uafgjort. Men at der er en stor Overensstemmelse i Bygningen af Bag-
lemmernes øvrige Afsnit er umiskjendeligt. Det har allerede i Forbigaaende været frem-
Kloled er, trods Forklaringens Ord, maaske det, som hører til Jeffersons Fund; men det maa dog
erindres, at alle de tre til dette Fund hørende Kloled har Cuvier afbildet i Rech. s. I. oss. foss. efter
Afstøbninger, som Peale havde sendt ham, og at det Led, om hvilket Talen er, findes afbildet som
Fig. 9 paa Tab. 216 under Navn af «Kloled formodenlig af Pegefingeren»; men denne Figur svarer ikke
ganske til Leidys, hvad den dog burde, hvis begge ere tegnede efter samme Knogle. Ogsaa i Wistars
Arbejde om det gamle Virginia-Fund er samme Kloled afbildet (Transact. Americ. Phil. Soc. Ser. I.
Vol. IV. Pl. 2. Fig. 4); heller ikke denne Figur svarer ganske til den i Leidys Værk, men paa den
anden Side er den endnu mere afvigende fra den Afbildning, som Cuvier har givet af den ham til-
sendte Afstøbning af det omtalte Kloled. Det synes derfor, at den tilsyneladende Uoverensstemmelse
kuu kan opklares af Forfatteren selv. -
Rech. s. |. oss. foss. 4me Ed. T. VIII. S. 522. Pl. 216. Fig. 12.
Man kunde iøvrigt ogsaa spørge, om den ikke kunde vere det hidtil ubekjendte første Mellemfodben ;
men efter Forholdet hos Coelodon at dømme synes den at være for lille dertil.
D =
a
330 78
hævet, at Laarbenets Knærulle og den indre Ledknos Ledflade rimeligvis uden Afbrydelse
gaa over i hinanden hos Megalonyx, og at Laarbenshovedet hos denne neppe bærer nogen
Grube for Befæstelse af Hofteledets runde Baand; i begge disse Punkter viser der sig en
Forskjel fra Coelodon; men for Resten frembyde begges Laarben megen Lighed indbyrdes.
Benet er hos Coelodon spinklere og mere langstrakt; det viser i endnu højere Grad end
hos Megalonyx den Tilnærmelse til de nulevende Dovendyrs Laarben, som Leidy allerede
har fremhævet hos den sidstnævnte Slægt; men i Hovedsagen er Knoglens Omrids og Form
dog den samme hos begge, og, hvad der vistnok maa siges at veje ikke lidt, hos begge er
Knoglen, i Modsætning til, hvad der ellers er Tilfældet hos de megatherioide Dyr, forsynet
med en Laarhage; Knæskallen er ganske vist betydelig mere langstrakt hos Coelodon; dens
Ledflade er højere end den er bred, medens den hos Megalonyx er dobbelt saa bred som
høj; men for ikke at tale om, at Coelodons langstrakte Knæskal ikke er mindre forskjellig
fra de andre Kæmpedovendyrs end fra Megalonyx, saa høre Forskjelligheder i dette Bens
Form og Omrids vel heller ikke til dem, som man kan tillægge nogen større Betydning.
Var allerede Laarbenet forholdsvis længere og smallere hos Coelodon end hos
Megalonyx, gjælder det endnu mere om Underlaaret; denne Knogle er betydelig længere og
smækkere end hos sidstnævnte Slægt; der er, som vi have set, kun ringe Forskjel mellem
dens Tværmaal i begge Ender, og Skinnebensknuden er forsvunden paa et ubetydeligt Spor
nær; men disse Afvigelser kunne kun betragtes som smaa Tilnærmelser til Forholdene hos
de nulevende Dovendyr; Coelodons Skinneben faar paa ingen Maade gjennem dem nogen
større Lighed med noget andet Kæmpedovendyrs fremfor med Megalonyx- Slægtens, og
samtidigt med disse Smaaforskjelligheder fremtræder der en væsenlig Overensstemmelse
mellem begge Slægter i den distale Ledflades Form.
I Bagfødderne endelig viser der sig paa saa godt som alle Punkter en næsten
fuldstændig Overensstemmelse, der maa siges at have en aldeles afgjørende Betydning;
Ligheden fremgaar saa tydeligt af det Foregaaende, at det neppe behøves atter her at gjøre
udførligt Rede for den; det vil være nok at fremhæve, at Foden hos begge Slægter har
fem Tæer, og at dette Tal jo ellers ikke forekommer hos Kæmpedovendyrene; hos Coelodon
har Indertaaen rigtignok kun været tilstede som et rimeligvis under Huden skjult Rudiment,
og det er vel rimeligt, at det Samme vil vise sig at være Tilfældet hos Megalonyx, naar det
en Gang lykkes at finde dennes endnu manglende første Mellemfodben; men Bagfoden faar
alligevel hos disse Slægter en Brede som hos intet andet megatherioid Dyr; Breden for-
øges endnu ved den særegne Form, som det ydre, femte Mellemfodben har hos begge
Slægter, og der kan vist ikke være Tvivl om, at denne Bagfodens usædvanlige Brede har
været af Betydning for Dyrets Bevægelsesmaade.
Det forekommer mig derfor aldeles klart, at Megalonyx ikke blot er Coelodons
nærmeste Frænde, men tillige maa betragtes som meget nærmere beslægtet med denne
79 331
sidstnævnte end med nogensomhelst af de andre hidtil nogenlunde tilstrækkelig bekjendte
megatherioide Dyr, og vil man indenfor denne Familie skjelne mellem flere Underfamilier
eller Grupper, kan Bagfoden benyttes som et skarpt og vigtigt Særkjende for en af disse
to Slægter bestaaende Underfamilie; men tillige viser der sig, som man har set, allerede
hos Coelodon paa visse Punkter smaa Tilnærmelser til Choloepus, der ligesom varsle om,
at Fremtidsfund maaske kunne bringe uddøde Dyr for Dagen, som ville lære os, at der
ikke er en saa stor Afstand og en saa skarp Adskillelse mellem Kæmpedovendyrene eller
Owens Gravigrader og Nutidens Dovendyr, som man for Tiden antager.
At Kæmpedovendyrene have næret sig af Træernes Løv ligesom Nutidens Dovendyr tør
vistnok, efter at Owen og Lund hver fra sin Side have paavist Urimeligheden af enhver anden
Antagelse, betragtes som en for stedse afgjort Sag; derimod ere Meningerne delte om,
hvorledes de have skaffet sig denne Føde. Om disse besynderlige Skabninger hovedsagelig
have været klattrende Dyr og paa Jorden kun have formaaet at slæbe sig frem ved at hage
sig fast til Overfladens Ujævnheder, saaledes som Dr. Lund hævder i sine Afhandlinger,
eller om de tværtimod, hvad Owen har søgt at vise i sine berømte Arbejder om Mylodon
og Megatherium, have været bundne til Jorden og skaffet sig det Løvværk og de Kviste,
som tjente dem til Føde, ved at kradse Jorden bort om Træernes Rødder og derpaa rive
Stammerne omkuld, eller om de endelig, som Burmeister mener, vel have gaaet langsomt
og besværligt paa Jorden fra Træ til Træ, men iøvrigt kun brugt Forbenene til at trække
Trægrenene ned for derpaa at afgnave Løvet i siddende oprejst Stilling, støttede paa deres
kraftige, kjødfulde Hale”), maa vel siges at være Hypotheser, som hver især har sine Til-
hængere. Men rimeligvis ligger Sandheden i Midten, og ligesom der blandt de nulevende
Myreslugere (Myrmecophaga) trods den store Overensstemmelse i deres Bygning gives
Årter, som næsten udelukkende opholde sig paa Træerne, og andre, som kun klattre
en Gang imellem eller endog slet ikke, saaledes har Klattreevne formodenlig ogsaa
været tilstede i meget ulige Grad hos de megatherioide Dyr, hvorhos det heller ikke maa
glemmes, at de ovennævnte Hypotheser egenlig heller ikke ere fremstillede som nød-
vendigvis udelukkende hinanden og gyldige i alle Tilfælde af de Mænd, hvem de skyldes,
men at navnlig Owen og i en vis Grad Lund selv ere tilbøjelige til at anerkjende hinandens
Anskuelsers jævnsides Mulighed?). En udførlig Drøftelse af dette vidtløftige og vanskelige
1 Burmeister, H., Ueber verschiedene Species der Gattung Mylodon. Halle. 1866. S.7.
?) «The probability however that it» (9: climbing) «was an occasional action in the less gigantic species,
is increased by the fact of the inversion of the sole being least conspieuous in the Megatherium,
332 _80
Æmne vilde imidlertid langt overskride nærværende Arbejdes naturlige Grændser; jeg skal
derfor indskrænke mig til at tilfoje nogle faa Ord om, hvorledes Coelodons Levemaade
rimeligvis har været og at hævde Klattreevne og en væsenlig dendrobat Levemaade i alle
Fald for dette Dyr.
Det kan neppe nægtes, at Bagfoddernes anomale Bygning, som ikke tillader de
megatherioide Dyr at træde paa hele Fodsaalen, men kun paa Fodens Yderkant, i og for
sig ikke kan være skikket til at gjore Gangen paa Jorden sikker og let, medens den der-
imod ganske vist kan være dem til Nytte ved Klattring op ad en mere eller mindre stejl
og ujævn Overflade. Bagfodderne vilde derfor neppe gjennemgaaende hos alle mega-
therioide Dyr, om end ikke hos alle i samme Grad, have faaet denne særegne Retning,
dersom de skulde have været anvendte fortrinsvis til Gang paa den flade Jord; selv medens
de (efter de opstillede Hypotheser) stode beskjæftigede med at opkradse Jorden omkring
Trærødderne ved Hjælp af deres Forpoter eller sad i oprejst Stilling for at trække Træ-
grene ned, kunde Fodsaalens skraa Retning neppe være synderlig heldig til at give dem
sikkert Fodfæste. For saa vidt maa det vistnok vække store Betænkeligheder at opgive
Tanken om Bagføddernes Anvendelse til Fastklamring og Klattring i Tilfælde, i hvilke ikke
andre Forhold og navnlig da Dyrenes Størrelse synes at kræve det. Det forekommer mig
fremdeles, at Dr. Lund!) med Rette gjør gjeldende, at Bækkenets usædvanlige Vidde lige-
som Laarbenets og Underlaarets plumpe Proportioner hos de megatherioide Dyr meget vel
har kunnet komme dem til Nytte ved Klattringen, under hvilken. der netop af Bagkroppen
og Bagfødderne maatte kræves en overordenlig Muskelkraft for at støtte og holde Dyret fast
paa Skraaplanen, medens det i alle Fald undertiden maatte have Armene fri dels til at hage
sig fast højere oppe, dels til at gribe og fastholde de Grene og Kviste, hvis Løv de for-
tærede; det synes, at de ovennævnte Forhold maatte være Kæmpedovendyrene fuldkommen
saa tjenlige til Klattring som til den Oprykning af Træer, paa hvilken den efter den frem-
ragende engelske Anatoms Mening navnlig skal have været beregnet, og som han anser
for saa karakteristisk for alle disse Dyr, at han endog giver hele Gruppen Navnet «Zra-
dicatoria» .
Coelodons Størrelse er paa ingen Maade saa betydelig, og dens Knoglebygning langt
fra saa plump, at der paa Grund deraf kan rejse sig den mindste Betænkelighed ved at
tænke sig dette Dyr klattrende om og søgende Føde i Tr&kronerne. Man har ofte hentet en
whose bulk and strength would be adequate to the prostration of trees too large for the efforts of
the Mylodon, the Megalonyx or the Scelidotherium». Owen, R., Descript. of the Skeleton of My-
lodon robustus. S. 153.
Lund, Meddelelse af det Udbytte, de i 1844 undersøgte Knoglehuler have afgivet &c. Kjøbenhavn,
1845. S.17—18.
1) Meddel. af det Udbytte &c. S. 10.
81 333
Indvending mod Kæmpedovendyrenes Klattreevne fra den Omstændighed, at der ikke blot
aldrig var et lignende Misforhold mellem deres For- og Baglemmers Længde som hos
Bradypus-Slægten, men at deres Forlemmer endog i flere Tilfælde vare ubetydelig kortere
end Baglemmerne; men Indvendingen har i det Hele taget neppe nogen virkelig Betydning;
thi hos den anden nulevende Dovendyr-Typus, Choloepus-Slægten, er der jo ingen Forskjel
påa Lemmernes Længde, og hvad dernæst Coelodon angaar, da er dens Forben vel endog
lidt længere end dens Bagben, og den maa for saa vidt altsaa ligesaa vel have kunnet
klattre som Nutidens totaaede Dovendyr. Ogsaa Bagføddernes store Brede tyder bestemt
paa, at .Coelodon har klattret i Træerne; det synes nemlig, at naar Dyret paa den horizon-
tale Overflade hovedsagelig træder paa Fodens Yderkant, kunne meget brede Fødder ikke
være til Nytte, men maa snarere vanskeliggjøre en egenlig Gang, hvorimod slige Fødder
maa kunne være meget skikkede til Bevægelsen opad Træstammer, som mere eller mindre
skulle omspændes af Baglemmerne. Men nu have, som vi have set, Coelodon og Megalonyx
af alle megatherioide Dyr de bredeste Bagfodder; de have ikke blot mindst én Finger fler
end en hvilkensomhelst af Familiens andre Slægter, men Fodens Brede forøges yderligere
ved den store Udvækst paa Ydersiden af det femte Mellemfodben. Endelig kan ogsaa den Om-
stendighed, at deres Bagfodder bære to Kloer, og fremdeles den overordenlige Størrelse af den
ene af disse, Mellemtaaens, anføres til Støtte for den Mening, at Coelodon (og vistnok ogsaa
Megalonyx) har søgt sin Føde klattrende i Træerne; medens omvendt den uforholdsmessige
Størrelse af. Mellemtaaens Klo hos begge disse Slægter maa bidrage til at svække Troen
paa, at den hos Kæmpedovendyrene overhovedet kan have tjent til den, i mine Tanker,
noget besynderlige Brug, som den store engelske Anatom mener, at disse Dyr have gjort
af dem. Dersom det nemlig virkelig havde været dens Bestemmelse at bores ned i
Jorden, for at Dyret kunde staa fast, medens det oprykkede de Træer, hvis Løvværk det
vilde fortære, maa det unægtelig forundre, at se denne Klo at være forholdsvis allerstørst")
netop hos det megatherioide Dyr, som man paa Grund af dets Lidenhed allermindst kan
tiltro Evne til at have skaffet sig sin Føde paa den af Owen udtænkte Maade, og som af
samme Grund ikke vilde have kunnet naa Træernes Grene, selv om det stod oprejst, eller
overhovedet fra Jorden af vilde kunnet skaffe sig andet Løvværk end Bladene af ganske
smaa og lave Buske, som det kunde faa fat paa ogsaa uden at sidde oprejst.
Der kan ikke være Tvivl om, at Halen hos alle de megatherioide Dyr, Coelodon
ikke undtagen, har været en tyk og kjødfuld Støttehale, men ikke en Snohale, og ved første
Betragtning kan en slig Hale synes saa lidet tjenlig for et klattrende Dyr, at man kan
fristes til i den at se en væsenlig Indvending mod at tillægge dem denne Evne. Imidlertid
1) Hos Mylodon robustus er Bagfodens Mellemklo meget kjendelig mindre end Forfodens, hos Megatheriet
omtrent af samme Størrelse som dennes, men hos Coelodon er denne Klo næsten en halv Gang
længere end den tilsvarende paa Forbenene.
Vidensk Selsk. Skr., 5. Række, naturv. og math. Afd. XII, 3. 43
334 82
turde denne Indvending tabe noget af sin Vægt, naar man erindrer, at der blandt de nu-
levende Gumlere gives klattrende Former med en meget stor og kraftig udviklet Hale, som
ikke er en Snohale, men dog kommer dem til Nytte ved Klattringen. Det er bekjendt, at
visse Skjældyr (Manis) bestige Træerne. L. Fraser har paa Fernando de Po iagttaget, at
to Eksemplarer af Manis tricuspis, som han holdt i Fangenskab i sit Hus, med stor Lethed
klattrede op ad de raat tilhuggede firkantede Stolper, som støttede det, og at Halen hjalp
til at understotte Fodderne. Han saa dem endog ofte at klamre sig fast til Stolpen med
Bagfodderne og at stæmme Halen fast imod den, hvorpaa de gave slip med Forbenene,
bøjede Kroppen bagover, indtil den dannede en ret Vinkel med Stolpen, og såa langsomt
svingede sig frem og tilbage i denne horizontale Stilling"), hvorhos de undertiden rullede
sig sammen til en Kugle og lode sig falde til Jorden uden at tage Skade, idet de i denne
Stilling udstrittende, stive og elastiske Skæl toge af for Faldets Kraft.
Man tør maaske formode, at Coelodon og andre Kæmpedovendyr kunne have gjort
et lignende Brug af deres Haler, som neppe have været synderlig større og sværere i For-
hold til Dyrenes Størrelse og Muskelkraft end det omtalte Skældyrs kraftige og meget lange
Hale. Unegtelig har den ejendommelige Skælklædning hos dette sidste gjort det særlig let
for det at benytte sin Hale paa den omtalte Maade; men de talløse Benvorter, hvormed
Huden, efter Dr. Lunds Angivelse, har været forsynet hos Coelodon og sandsynligvis hos
alle megatherioide Dyr, kunne maaske nok have hjulpet til i alle Fald at gjøre Halens Hud
ujævn og skikket til at stæmmes fast mod alle de Ujævnheder og Ruheder, som Træstam-
merne og Grenene frembøde.
1) «In climbing, the tail, with its strongly-pointed scales beneath, was used to assist the feet; and the
grasp of the hind feet, assisted by the tail, was so powerful that the animal would throw the body
back (when on the post) as represented in the drawing, into a horizontal position, and sway itself
to and fro, apparently taking pleasure in this kind of exercise». Zoologia typica by Louis Fraser.
London, 1849. Tekst til Tab. 28, «Manis multiscutata» 9: M. tricuspis. (Bogen er ikke pagineret).
83 335
RESUME.
La découverte du genre megatherioide qui fait l'objet du présent mémoire, est due au
fondateur de la paléontologie du Brésil, M. le docteur P. W. Lund, et date de sa pre-
mière visite dans les cavernes à ossements de cette contrée, en 1835.
Mais les restes trouvés à cette occasion dans la Lapa nova de Maquiné, étaient
en trop petit nombre pour pouvoir donner une idée claire du genre Coelodon, et plusieurs
années s’écoulérent avant que M. Lund réussit à faire une nouvelle trouvaille de quelque
importance. C’est seulement en 1844 que ce savant, dans la dernière caverne qu'il a
explorée, la Lapa de Escrivania, a eu la bonne fortune de rencontrer un squelette d'un
jeune individu, dont la plus grande partie était assez bien conservée.
Mais, peu de temps après, il abandonna complètement ses recherches sur la faune
éteinte du Brésil, et, dans son dernier mémoire, il a seulement ajouté quelques courtes
notices à celles peu nombreuses qu'il avait déjà publiées. Il y a quelques années, M. P.
Gervais a eu l’occasion, pendant une visite à Copenhague, d'examiner les os du Coelodon
provenant des cavernes brésiliennes, ce qui lui a permis de donner un petit supplément
aux communications de M. Lund, mais ce n’a été ni ne pouvait être son intention d'épuiser
cette matière. 3 i
Les matériaux rapportés par M. Lund attendaient done toujours encore une étude
et une description détaillées, et il y avait d'autant plus de raison d'entreprendre ce travail,
que mon célèbre compatriote semble être le seul qui ait réussi à découvrir des restes du
genre Coelodon, et que les ossements recueillis par lui constituent ainsi encore notre
unique source pour la connaissance d'un genre qui, sous plusieurs rapports, présente
de l'intérêt.
Le premier résultat qu'a donné l'étude plus attentive de ces ossements, c’est que
le squelette trouvé dans la Lapa de Escrivania appartient, suivant toute probabilité, à une
espèce différente de celle que M. Lund a découverte, en 1835, dans la caverne de Ma-
quine, et qu'il a appelée Coelodon maquinensis, d'après la ocalité. La dernière molaire,
à la mâchoire supérieure, est, chez le genre Coelodon, beaucoup plus petite que les autres
dents; elle égale en grosseur environ la moitié de l'une d'elles, et est ainsi facile à recon-
43"
336 84
naître. Cette dent est entière et en place de chaque côté, dans le crâne provenant de la
caverne d’Escrivania; mais, quoiqu'elles soient tombées de leurs alvéoles, les deux dents en
question se trouvent aussi parmi les restes de la caverne de Maquiné, et elles se distinguent
des dents correspondantes du Coelodon de la caverne d'Escrivania par la présence, sur leur
face postérieure, d'un sillon profond et très apparent qui manque chez ce dernier. Cette
différence, suivant moi, est beaucoup trop grande pour qu'on puisse en faire abstraction,
ou la considérer comme une variation accidentelle, et je propose en conséquence de dé-
signer l'espèce découverte dans la Lapa de Escrivania sous le nom de Coelodon escriva-
nensis, par analogie avec celui que M. Lund a donné à l'espèce trouvée antérieurement
dans la caverne de Maquiné. Il est probable qu'à cette différence entre les dents s’en
rattachaient d'autres dans le squelette des deux espèces; mais les ossements qu'on possède
du Coelodon maquinensis sont trop peu nombreux et en trop mauvais état pour pouvoir
fournir des renseignements à cet égard, et tout ce qu'on peut dire, c’est que les deux
espèces avaient presque la même taille, à peu près celle d'un Tamanoir (Myrmecophaga
jubata). Le présent mémoire ne s'occupe donc que de l’osteologie de l’espèce nouvelle.
Le cråne est un peu moins allongé que ceux des genres Scélidothérium et Pla-
tyonyæ, mais c'est du reste à ces derniers qu'il ressemble le plus, comme le raccourcisse-
ment porte surtout sur ia boîte cranienne, et pas autant sur la partie située en avant de
l'orbite ou le museau. L'os jugal ne s'étend pas tout à fait jusqu'à l’apophyse zygomatique
du temporal, et l’arcade zygomatique présente ainsi au milieu une solution de continuité,
comme chez les Paresseux de notre époque. Le trou lacrymal est grand et situé sur la
partie faciale de l'os. Les intermaxillaires sont assez saillants et ont la forme dun Y
comme chez le genre Platyonyx. Les os du crane qui offrent le plus grand intérêt sont
incontestablement les ptérygoïdes. Ils sont en effet gonflés et transformés en bulles
osseuses oblongues, à parois minces et fortement votitées, qui s'étendent jusqu'à la cavité
du tympan et la partie périotique des temporaux, et qui ont une grandeur telle qu'à l’en-
droit où elles se rapprochent le plus l’un@ de l’autre, il n'y a entre elles qu'un intervalle
de cinq millimètres environ. En arrière, ces «caisses ptérygoïdiennes» deviennent plus
larges, et extérieurement elles sont divisées chacune, par un sillon longitudinal large et
profond, en deux parties, dont l’externe est la plus saillante dans le sens vertical, et
s'élève par suite au-dessus de l’autre lorsque la face inférieure du crane est tournée en
haut, tandis quelle ne s'étend pas en arrière aussi loin que linterne, et est un peu
plus étroite que celle-ci. Cette transformation des ptérygoidiens ne se rencontre chez
aucune autre des espèces jusqu'ici connues de la famille des Mégathérioïdes, mais on la
trouve chez quelques-uns des Paresseux modernes, à savoir le Bradypus torquatus et sur-
tout le Choloepus, chez lesquels ces caisses ptérygoïdiennes ressemblent même beaucoup
par leur forme à celles du Coelodon. Les os du tympan manquent, mais comme il n'y a pas
trace de caisse et que rien n'indique qu'elle aurait été brisée, on peut, sans crainte de se
tromper, supposer que, chez le Coelodon, comme en général chez les Mégathérioïdes,
ces os ont été de simples anneaux osseux qui n'ont pas adhéré à la portion écailleuse
des temporaux, et qui par suite sont tombés et se sont perdus. Enfin la mächoire infé-
rieure se distingue par la petitesse peu ordinaire de son angle postérieur; elle est un
peu endommagée à la partie antérieure, mais pas assez pour qu'on ne puisse voir que la
85 397
symphyse en était assez courte et légèrement arrondie en avant, de manière à présenter
une forme intermédiaire entre la symphyse large et tronquée transversalement du Mylodon
robustus et celle se terminant en une espèce de gouttière pointue en avant, qui distingue
les genres Scélidothérium et Platyonyx. |
Le Coelodon a — dents, le nombre le plus petit qui ait été trouvé jusqu'ici chez
les Mégathérioïdes; elles sont petites et toutes également espacées, a 3—4 millim. Pune
de l’autre. A l'exception de la dernière molaire à la mâchoire supérieure, toutes les
autres dents ont essentiellement la même forme, et on peut brièvement les décrire en
disant qu'elles ressemblent en petit à celles du Mégathérium. La couronne est en effet,
comme chez ce dernier, munie de deux crêtes transversales tranchantes; cependant la
couche de cément a presque la même épaisseur sur les quatre faces de la dent, tandis
que, chez le Mégathérium, elle est plus épaisse sur les faces antérieure et postérieure que
sur les faces externe et interne. La face externe de la dent présente en son milieu un
sillon longitudinal assez profond, et on en observe- un semblable, mais beaucoup plus faible,
sur la face interne opposée; les faces antérieure et postérieure, par contre, sont lisses.
La dernière molaire à la mâchoire supérieure diffère beaucoup des autres dents; elle est
égale en grosseur à la moitié de l’une d'elles, est privée du sillon ci-dessus mentionné et
sa couronne n'a qu'une seule crête tranchante. Les anciennes notices qui ont été pu-
bliées sur le genre Coelodon entrevoient la possibilité que le nombre des dents augmente
avec l’âge, et que la formule dentaire, chez l'animal devenu vieux, soit =; mais il n'y a
guère lieu de le croire. La forme des maxillaires montre clairement qu'il n'y a pas de
place pour d’autres dents que celles qui ont été trouvées sur le crane dont il s’agit. C'est,
il est vrai, celui d’un jeune animal, mais l'usure des dents prouve qu'il était en tout cas
assez âgé pour que la mâchoire inférieure, si elle avait eu à recevoir une quatrième dent,
dût déjà renfermer une alvéole avec un chapeau de dentine plus ou moins développé. Or,
ce nest pas le cas; la mâchoire inférieure est épaisse et comme gonflée dans l'étendue
occupée par les dents, mais immédiatement derrière la troisième dent, l'épaisseur diminue
tout à coup tellement que l'os, en cet endroit, ne pourrait loger une alvéole, et on ne
trouve non plus trace de fente ni de trou pouvant conduire à une cavité de ce genre;
il en est de même à la machoire supérieure, et il n'y reste pas de place pour une nou-
velle dent derrière la quatrième. Ce résultat de l'étude exacte du crane du C. escrivanensis
est pleinement confirmé par les exemples, relatifs à la dentition d'autres animaux méga-
therioides, que fournit en abondance la collection d’ossements recueillie par M. Lund dans
les cavernes brésiliennes. On y trouve des mandibules de Scélidothérium et de Platyonyx
de tous les ages; la plus petite, la branche droite dune mandibule, est à peine le quart
de celle de l’animal adulte, les dents en ont encore la forme de cône aplati qu’elles pré-
sentent à leur sortie, et ne montrent que de tres faibles traces d'usure; il n’est done pas
douteux que cette mandibule a appartenu à un animal très jeune, sans doute encore à la
mamelle; mais les quatre dents que possède l'animal adulte sont déjà toutes à leur place,
et elles sont toutes les quatre également usées, de sorte qu'il faut admettre qu'elles sont
sorties en même temps. Mais ce que l'expérience confirme ainsi quant au développement
et à la sortie des dents chez le Scélidothérium, il y a tout lieu de supposer que c'est la
règle pour les autres animaux mégathérioïdes en général; toutes les dents sont sorties
338 86
chez eux à la fois et de très bonne heure, et il ne peut y avoir de doute que la formule
dentaire = ne soit la formule definitive du genre Coelodon.
Dans les notices qu'il a publiées, M. P. Gervais dit avoir observé une seconde
dentition sur le crane de Coelodon, à Copenhague. C'est, si je ne me trompe, la première
fois que quelqu'un a dit avoir vu une seconde dentition chez un animal mégathérioïde, et
cette observation, si elle était exacte, aurait sans contredit une grande importance. J'ai
eu donc fort à cœur de vérifier le fait, mais puis assurer que l’assertion dont il s’agit
repose sur une erreur. M. Gervais s'exprime comme il suit: «on voit même, au-dessous
de la première dent inférieure, un germe appartenant à la seconde dentition». Cette dent
serait ainsi, d’après lui, une dent de lait. C’est dans la branche gauche de la mandibule
qu'il a cru voir un pareil germe; cette branche a été brisée près de la première dent,
mais le fragment détaché s'est soudé de nouveau, presque sans avoir été dérangé de sa
position, et il n'est resté qu'une fente très étroite qui débouche dans Valvéole. Apres
avoir, avec précaution, élargi cette fente et enlevé autant que possible la terre qui s’y
était introduite, j'ai pu me convaincre avec une entière certitude que la dent en question
descend tout au fond de l’alvéole, qui est très profonde, et qu'il n'y a au-dessous delle
ni autre dent destinée à la remplacer, ni place pour en recevoir. La seconde dentition
n'existe donc pas plus chez le genre Coelodon que chez les autres genres de cette famille.
On wa trouvé qu'une partie de la colonne vertébrale, de sorte qu'il n'y a que peu
de chose à dire de la composition du tronc; on peut cependant constater l'absence, sur
les vertèbres dorsales, de la face articulaire qui occupe la ligne médiane entre les zygopo-
physes, et qui distingue la plupart des genres de cette famille. Il a été trouvé neuf ver-
tebres caudales, et, sans crainte de beaucoup se tromper, on peut en conclure qu'il y en
a eu en tout une vingtaine environ, et que la queue avait une longueur de 45 à 50 centi-
mètres; elles ressemblent à celles des autres membres de la famille, et montrent que la
queue était forte, lourde et épaisse en proportion de sa longueur.
Les membres étaient relativement plus gréles qu'ils ne le sont en général dans
cette famille, et, quoique les os longs des membres antérieurs soient un peu endommagés,
il est assez vraisemblable qu'ils n'ont pas été plus courts mais plutôt plus longs que ceux
des membres postérieurs. Le condyle interne de l'humérus est percé d'un grand trou
pour le passage du nerf médian et de l'artère cubitale. Les mains sont relativement
longues et assez étroites quoiqu’elles aient cinq doigts; on a trouvé quatre métacarpiens,
le premier, le deuxième, le troisième et le quatrième, mais comme la face externe de ce
dernier présente, près de son extrémité proximale, une facette articulaire excavée, il est
évident qu'il y en a eu aussi un cinquième et qu'il doit avoir été assez grand. Le doigt
interne, le pouce, était évidemment rudimentaire; il ne se composait sans doute que
d'une phalange outre le métacarpien, et était entièrement caché sous la peau; dans tous
les cas, il n'avait pas d’ongle. L’index, le medius et l’annulaire se composaient chacun de
trois phalanges, et étaient armés de grands ongles, dont l'un, celui du-medius, beaucoup
plus fort que les autres.
Le fémur est assez allongé, environ 2'/2 fois plus long que large; il est fortement
aplati d'avant en arrière, et aussi large à l'extrémité distale qu'à l'extrémité proximale. La
tête du femur forme une demi-sphère presque entièrement régulière, et est munie d'un
87 339
enfoncement pour le ligament rond. La poulie rotulienne est complétement séparée des
deux facettes articulaires des condyles, et l'articulation du genou présente ainsi trois
facettes articulaires distinctes. Mais ce qui distingue surtout cet os, c’est qu'il possède
un troisième trochanter, assez petit il est vrai, mais nettement limité et parfaitement
distinct, et qui a même son épiphyse indépendante, laquelle, chez le jeune animal de la
caverne d’Escrivania, n’est pas soudée à la diaphyse du fémur.
La rotule est relativement longue et étroite, et par suite la facette articulaire de
sa face postérieure est un peu plus haute que large, tandis que, chez tous les autres
animaux de la famille des Mégathérioïdes sans exception, elle est plus large que haute.
La jambe, comparée à celle des autres Mégathérioïdes, présente les mêmes pro-
portions greles, et n'est guère plus courte que la cuisse; la longueur du tibia est à celle
du fémur dans -le rapport de 8 à 9. Les deux os de la jambe ne sont pas soudés à
leurs extrémités comme chez le Mégathérium, mais bien distincts.
Les pieds de derrière sont seulement une fois et demie plus longs que larges, et
ont cing doigts, dont l’interne est rudimentaire, mais s’est composé au moins d’une petite
phalange outre le metatarsien; le deuxième et le troisième doigt étaient armés dongles.
Le troisieme doigt, ou celui du milieu, est sans comparaison plus épais et plus lourd que
les autres, et porte un ongle énorme, bien plus grand que celui du doigt correspondant
des mains ou pieds de devant; en opposition à ce dernier, le doigt du milieu des pieds
de derrière semble n'être formé que de deux phalanges outre le métatarsien, la première
et la seconde phalange étant soudées ensemble.
Nous avons vu que les divers restes de Coelodon trouvés jusqu'ici appartiennent à
deux espèces d'une taille à peu près égale et se rapprochant de celle du Tamanoir. Ces
deux espéces de Coelodon sont ainsi, parmi toutes celles de la famille des Mégathé-
rioides, les plus petites que l’on connaisse, et elles sont à considérer comme de vraies
formes naines non-seulement en comparaison des formes géantes du groupe, mais aussi a
côté de celles de taille moyenne, telles que les Scélidothérium et les Platyonyx des cavernes
du Brésil. On se fera une idée claire de l'énorme différence de taille qui existe entre le
Coelodon et le plus grand et le plus massif des animaux mégathérioïdes, à savoir le Méga-
thérium, si nous disons qu'un fémur et un astragale de ce dernier, qui se trouvent au
musée de Copenhague, pèsent le premier 18 Kilog. et le second 2'/2 Kilog., tandis que
le poids des mêmes os chez le Coelodon n’est respectivement que de 465 et de 27
grammes.
Mais la difference dans la taille n’entraine pas nécessairement des écarts essentiels
en d’autres points, et, suivant M. Lund, ce doit être précisément le Mégathérium avec
lequel le Coelodon présente dans sa structure la ressemblance la plus grande. L’examen
provisoire de la trouvaille d’Escrivania, que ce savant a eu l’occasion d’entreprendre avant
d'abandonner définitivement, à la fin de 1844, ses recherches paléontologiques, l'a conduit,
dans son dernier mémoire, à émettre l’opinion que le Coelodon se rattache beaucoup plus
étroitement au Mégathérium qu'à aucun des autres genres du groupe, et peut être considéré
comme formant avec ce dernier un sous-groupe à part, caractérisé surtout par les trois
ongles des pieds de devant, lesquels sont placés sur le deuxième, le troisième et le
quatrième doigt au lieu de l'être sur le premier, le deuxième et le troisième (comme c'est
340 88
le cas chez le Scélidothérium, le Platyonyx et le Mylodon), et par la forme des dents, qui,
chez tous les deux, sont sillonnées en travers. Cette dernière ressemblance n’est cepen-
dant pas complète; nous avons déjà fait observer que, chez le Coelodon, l'épaisseur de
la couche de cément est à peu près la même sur les différentes faces des dents, tandis
que, chez le Mégathérium, cette couche est bien des fois plus épaisse sur les faces anté-
rieure et postérieure des dents que sur les deux autres, à quoi il faut ajouter que la
couche dure de dentine a une épaisseur relativement plus grande que chez ce dernier
genre. Par suite, les deux crêtes tranchantes sont relativement plus écartées l’une de
l'autre que chez le Megatherium, et ne peuvent pas s'user aussi obliquement ni devenir
aussi tranchantes. Le caractère tiré de la place des ongles est certainement assez tranché
pour servir de base à une division, mais on n'obtient guère un groupement naturel en lui
donnant la prééminence.
Malgré la ressemblance dans la forme des dents chez le Coelodon et le Mégathé-
rium, la dentition du premier de ces genres est cependant faible, et cela non-seule-
ment parce que les dents sont moins nombreuses que chez le second, mais aussi à cause
de leur petitesse, tandis que le Megatherium, comme on sait, se distingue précisément par
son puissant appareil dentaire, et, à cet égard, présente même sur les plus grands parmi
les Mégathérioïdes une supériorité qui n'est nullement en rapport avec la différence dans
la taille. Une comparaison du rapport entre la longueur de la rangée de dents supérieure
et celle du crane, montrera clairement la grande différence dans l'étendue relative de
cette rangée chez les deux genres dont il s'agit. Chez le Coelodon, qui cependant n’ap-
partient en aucune façon aux formes à crane très allongé, la rangée supérieure mesure
environ un sixième de la longueur totale du crane (les intermaxillaires y compris), tandis
que, chez le Megatherium, elle n'y est contenue que trois fois, bien que la grandeur tout
à fait insolite des intermaxillaires chez ce genre augmente de beaucoup la longueur du
crâne. On se rappelle que le Megatherium, en ce qui concerne la structure du crâne,
s’écarte en plusieurs points des autres Megatherioides; l'os malaire, par exemple, est uni
à l’apophyse zygomatique du temporal par une véritable suture, et s'y soude complètement
avec l’âge; le bord inférieur de la mandibule se courbe tout à coup fortement en arc vers
le bas, juste derrière la dernière molaire, et il s'infléchit de nouveau tout aussi brusquement
vers le haut devant les dents, pour se continuer dans la longue et étroite symphyse; enfin,
les pterygoides, les palatins et les maxillaires supérieurs descendent tellement au-dessous
du niveau du corps de los occipital ou de la vraie base du crâne, que le grand trou occi-
pital est situé dans la moitié supérieure de l’image qu'offre le crane vu de derrière. Mais,
chez le Coelodon, pas plus que chez les autres Mégathérioïdes, on ne rencontre aucun de
ces caractères propres au Megatherium. Les particularités qu'offre le crane de ce dernier
sont en connexion étroite avec le grand développement de son système dentaire; il est
done permis d'en conclure, comme une conséquence naturelle de la faiblesse de l'appareil
dentaire du Coelodon, qu'elles ne peuvent se retrouver chez ce genre. Mais leur absence
ne perd pas pour cette raison de son importance, et en outre il s’en faut de beaucoup que
les differences entre les cränes des deux genres se réduisent à celles que nous venons de
mentionner. Le palais est chez le Coelodon deux fois plus large que le diamètre des dents,
relativement tout aussi large que chez le Scchdotherium et le Platyonya et plus large que
89 | 341
chez le Megalonyx, tandis que, chez le Mégathérium, il est relativement beaucoup plus
étroit que chez aucune autre des formes de ce groupe, et n’est pas même aussi large que
le diamètre des dents. En outre, l’apophyse post-orbitaire est aussi rudimentaire chez le
Coelodon que chez les Mégathérioïdes en général, tandis qu’elle est grande et bien deve-
loppée chez le Mégathérium, de sorte que l'orbite est presque fermé chez ce dernier.
Encore plus importante est la différence que présentent leurs intermaxillaires; chez le Coe-
lodon, ces os sont aussi petits et aussi greles que chez le Mylodon et le Platyonyx, et
ressemblent surtout beaucoup à ceux de ce dernier genre; les intermaxillaires du Mégathé-
rum, au contraire, sont des os gros et massifs mesurant à peu près un demi-pied de
long sur deux pouces de large et un pouce et demi d'épaisseur; par leur extrémité posté-
rieure élargie, ils sont enclavés par une véritable suture dans le bord antérieur des maxil-
laires supérieurs, ils se soudent ensuite plus ou moins complètement avec l’âge, et for-
ment un os allongé à quatre faces, coupé transversalement en avant et à bords latéraux
parallèles, qui se prolonge bien au-delà des os nasaux et contribue beaucoup à augmenter
la longueur du palais. Enfin, il faut se rappeler que les pterygoides, chez le Mégathérium,
sont privés du renflement en forme de caisse, qui, nous l'avons vu, distingue le genre
Coelodon, et qu'il partage avec quelques-uns des Paresseux de notre temps et en partie
avec le Tamanoir. En un mot, abstraction faite, d'une part, des particularités qui sont
communes à tous les animaux de la famille des Mégathérioïdes, et, d'autre part, de la
ressemblance assez lointaine dans la dentition chez les deux genres dont il s’agit, on ne
rencontre du reste que dissemblances dans tous les points de leurs cränes.
En comparant les autres parties du squelette de ces deux genres, on reçoit une
impression analogue à celle que produit l’etude de leurs cranes.
Chez tous les deux, c’est le deuxième, le troisième et le quatrième doigt des
pieds de devant qui sont armés d'ongles, et le premier doigt, le pouce, est rudimentaire;
il faut cependant observer qu'il l'est encore plus chez le Megatherium que chez le Coelodon,
car il n'est pas, chez celui-ci comme chez le premier, représenté seulement par le meta-
carpien, mais est en outre muni d'une phalange, à la vérité petite et ne pouvant servir à
aucun usage. Cette réduction du premier doigt, commune aux deux genres, constitue sans
contredit une ressemblance importante, mais il serait difficile d’en indiquer d’autres de la
même valeur dans le reste du squelette. D'abord, dans les autres parties des membres
antérieurs, ce sont plutôt les dissemblances que les ressemblances qui semblent prédo-
miner. Le condyle interne de l'humérus est, chez le Coelodon, percé d'un trou épitro-
chléen même très grand, tandis qu'on n’en trouve aucun chez ie Mégathérium. M. Owen, il
est vrai, a fait observer avec raison que la présence ou l'absence de ce trou chez les
Mégathérioïdes n’entraine pas nécessairement, sous d’autres rapports, une ressemblance ou
une dissemblance entre ’humerus des différents genres; mais, chez le Coelodon et le Mega-
therium, la différence en ce point est pourtant accompagnée d'autres écarts, autant qu'on en
peut juger par les fragments qu'on a recueillis de ’humerus du premier. La forme de l'os,
chez le Coelodon, est tout autre que chez le Mégathérium; l'extrémité proximale en est plus
épaisse que chez ce dernier relativement à la partie supérieure de la diaphyse, et le con-
dyle interne est bien plus saillant; chez le Megatherium, la poulie de l'extrémité inférieure
de l'humérus s'étend presque jusqu'au bord du condyle interne; mais, quoique l'épiphyse
Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII. 3. 44
342 90
distale et, avec elle, la poulie, manquent sur les fragments de l’humerus du Coelodon, on
peut conclure de la place occupée par le trou susmentionné et de la forme de l'extrémité
inférieure de la diaphyse, que le condyle doit s’avancer au-delà de la poulie inférieure
bien plus que chez le Mégathérium. A cela il faut ajouter que le Coelodon est entièrement
privé de l’entaille ou rigole profonde et bien limitée qui se trouve, chez le Megatherium,
à l'extrémité supérieure de la crête du condyle externe. Les os de l’avant-bras, le cubitus
surtout, different aussi beaucoup de ceux du Megatherium, car l'épaisseur et la largeur dis-
proportionnées, caractéristiques pour cet animal, de l’apophyse olécrane, ne se retrouvent
pas du tout chez le Coelodon.
Encore plus grandes sont les différences que présente la structure des membres
postérieurs. Sans parler d’ecarts de moindre importance, le fémur du Coelodon est, comme
nous l'avons vu, muni d’un véritable troisième trochanter, qui originairement est même
une épiphyse indépendante; mais on n’en trouve pas trace chez le Megatherium; de plus,
les deux os de la jambe sont séparés chez le genre décrit ici comme, en général, chez
les Mégathérioïdes, tandis que, chez le Mégathérium, ils sont soudés ensemble à leurs
extrémités supérieure et inférieure. Enfin, le type tout différent de leurs pieds de derrière
est dune valeur décisive pour l'appréciation de leur parenté. Un examen même rapide de
lastragale et du calcaneum chez les deux genres, montre déjà la différence la plus grande
qui puisse se concilier avec le cachet commun que ces os doivent présenter chez tout
animal megatherioide, quelque différents d’ailleurs qu'ils soient entre eux; mais le Mega-
thérium est en outre complètement privé du premier et du deuxième doigt, de sorte qu'il
n’en a que trois, tandis que le Coelodon en possède cinq, et que ses pieds de derrière
(bien que le premier doigt soit seulement rudimentaire) sont par suite relativement beau-
coup plus larges que ceux du Megatherium, à quoi il faut encore ajouter qu’ils sont armés
de deux ongles, tandis qu'ils n’en ont qu'un chez le Mégathérium à cause de l'absence du
second doigt. On ne saurait donc nier que les différences dans la structure osseuse de
ces deux genres ne l’emportent de beaucoup sur les ressemblances tant par le nombre
que par l'importance, et je ne crois pas qu'on puisse dire qu'ils se rapprochent beaucoup
l’un de l’autre.
Mais il y a une autre des grandes formes de la famille, à savoir le Mégalonyx,
qui, en plusieurs points très essentiels, se rattache étroitement au Coelodon, et dans lequel
il faut certainement voir son parent le plus proche. Toutefois, ce n’est pas dans leurs
cranes qu'on doit chercher la ressemblance; car la différence considérable qu'ils présentent
dans l'appareil dentaire. et la place occupée par la premiere dent leur donnent une physio-
nomie assez distincte. La première dent tant supérieure quinférieure du Mégalonyæ étant
non-seulement deux fois plus grosse que les autres, mais en même temps séparée de
celles-ci par un assez grand intervalle et rejetée à l'extrémité antérieure des maxillaires,
le crâne, chez ce genre, est en avant beaucoup plus large, plus haut et plus épais que
chez le Coelodon; il est de plus muni d’une crête sagittale longue et très fortement déve-
loppée qui manque au crâne de ce dernier, et il n'y aurait pas lieu de s'étonner si des
trouvailles futures de cranes complets de Mégalonyx, montraient que la différence dans la
grandeur des fosses temporales qui en résulte chez ces deux genres en avait encore
entrainé une autre, et que l'os malaire du Mégalonyx était contigu ou soudé à l’apophyse
91 343
zygomatique de Vos temporal, au lieu d’en être, comme chez te Coelodon, séparé par un
intervalle. Le renflement en forme de caisse des pierygoides, chez le Coelodon, fournit
enfin une nouvelle difference entre les cränes de ces deux genres; mais comme en ce
point, le Coelodon diffère tout autant des autres Mégathérioïdes que du Mégalonyx, cette
différence n’a pas grande conséquence pour la question dont il s’agit. La particularité
que présentent les ptérygoïdes chez le Coelodon le rapproche de quelques-uns des Pares-
seux actuels, mais elle ne donne aucun indice relativement à celle des formes éteintes de
la famille dont notre genre est le plus voisin. La différence entre la dentition du Coelodon
et celle du Mégalonyx est sous certains rapports assurément grande; mais les variations
dans le système dentaire des Mégathérioïdes n'ont pas autant d'importance qu'on pourrait
d’abord être porté à le supposer. Nous avons vu que la ressemblance que présentent les
dents du Coelodon et du Mégathérium n’entraine aucune ressemblance spéciale dans leurs
squelettes; d'un autre côté, le Coelodon et le Mégalonyx nous font voir qu'une différence
assez grande dans l'appareil dentaire, chez les animaux mégathérioïdes, peut très bien
s’allier avec une ressemblance très prononcée sous presque tous les autres rapports, et
l'on pourrait citer encore d'autres exemples. La situation particulière de la première dent
chez le genre Mégalonyz donne à sa dentition une ressemblance plus grande avec celle de
l'espèce type du genre Lestodon qu'avec celle de tout autre Mégathérioïde; à en juger
d'après les descriptions et les figures"), il y a seulement cette petite difference que la
première dent inférieure est située juste au-dessous de la dent supérieure correspondante,
et que leurs surfaces triturantes sont par suite presque planes, tandis qu'elles sont très
obliques et coupées en sifflet chez le Lestodon armatus. Mais, dans les squelettes de ces
deux genres, il n’y a du reste rien qui puisse faire naître et soutenir l'idée qu'ils devraient
être très voisins. D'un autre côté, on voit que la ressemblance si marquée que la pre-
miére dent supérieure et inférieure du Lestodon armatus présente avec une canine, s’affaiblit
déjà beaucoup chez la forme de transition, le Mylodon gracilis Burm. (Lestodon myloides
Gerv.), puis devient tout juste reconnaissable chez la dent supérieure des autres espèces
de Mylodon, et disparait entièrement chez la dent inférieure, tandis qu'un type essentielle-
ment le même prédomine néanmoins dans l’osteologie de toutes ces formes. On ne saurait
donc attribuer à la transformation de la première dent en une espèce de canine et aux
petits changements qui en résultent dans le crâne, une valeur plus grande que celle d'un
caractère générique.
Mais si l’on passe du crane au reste du squelette, on ne pourra s'empêcher de
reconnaître que le Coelodon et le Mégalonyx sont très voisins l'un de l’autre, et qu'un type
commun se manifeste dans leurs squelettes, bien qu'ils présentent, comme nous venons
de le voir, quelques différences de moindre importance.
Jusqu'ici, que je sache, on n'a trouvé que très peu de chose de la colonne verté-
brale du Mégalonyx, moins encore que de celle du Coelodon; mais les quelques trouvailles
qu'on a faites semblent en tout cas suffisantes pour qu'on puisse constater entre eux cette
ressemblance, que les vertèbres dorsales, chez les deux genres, sont privées des faces articu-
laires medianes impaires qu'on trouve chez la plupart des Mégathérioïdes, en avant et en ar-
1) Leidy, Ext. Sloth. Tribe. p. 15. Pl. I, IT et IV.
44°
344 92
rière de l’apophyse épineuse, à la base de celle-ci, entre les zygapophyses. En ce qui con-
cerne les membres antérieurs, les os du bras et de lavant-bras se ressemblent beaucoup
chez Jes deux genres; l'humérus est non-seulement muni d'un trou épitrochléen, mais pré-
sente en même temps chez tous les deux la même forme grêle et allongée et les mêmes
contours, et, autant qu'il est permis d'en juger par les fragments mal conservés qu'on pos-
sede de l'avant-bras du Coelodon, les os de l’avant-bras offrent une ressemblance analogue.
La main du Coelodon, comme celle du Mégalonyx, avait cinq doigts; mais la description
qui existe de cette dernière peut sembler mettre en doute si cette ressemblance s’etendait
plus loin. Comme nous l'avons vu, le pouce ou le doigt interne du Coelodon est rudi-
mentaire; le premier métacarpien a sans nul doute porté une, peut-être deux phalanges
rudimentaires, mais même dans cette dernière hypothèse, il ne peut avoir été armé d'un
ongle. On n'a rien trouvé du cinquième doigt; mais la grande et profonde facette
articulaire qui se trouve sur le côté extérieur du quatrième métacarpien, montre non-
seulement qu'il y a eu un cinquième métacarpien, mais même qu'il a dû être assez
grand; par contre, ce serait violer les lois de l’analogie que de supposer que les pha-
langes ont été autre chose que de petits tubercules arrêtés dans leur développement,
et si, dans le cours du temps, on réussit à trouver les quelques phalanges qui manquent,
il se confirmera sans doute que la description qui précède est exacte, et, par conséquent,
que la main du Coelodon se composait de trois doigts bien développés et armés d'ongles,
à savoir le deuxième, le troisième et le quatrième, mais que le pouce et le cinquième
doigt étaient plus ou moins écourtés et privés dongles. D’après M. Leidy, il en serait
autrement chez le Mégalonyx; ce genre aurait eu tous les cinq doigts armés d'ongles, ou,
en d’autres termes, tous les cinq doigts auraient été complètement développés. Une pa-
reille structure de la main chez un Paresseux doit en tout cas paraître singulière, et aussi
ne faut-il pas perdre de vue que l'illustre paléontologue américain n'a pas eu à sa disposi-
tion une collection complete ni homogène d'os de la main, mais a dû reconstruire celle-ci
avec des os provenant de différents individus et de différentes trouvailles, et il lui a en
outre manqué plusieurs phalanges sans lesquelles il ne pouvait résoudre sûrement cette
question. Ses indications reposent donc en partie sur des conclusions dont il reconnait
lui-même l'incertitude relativement au cinquième doigt, et il me semble en vérité, en ce
qui concerne ce doigt et le pouce, que le résultat auquel il est arrivé peut soulever de
sérieuses objections. M. Leidy possédait du cinquième doigt de la main gauche deux
métacarpiens, dont l'un fait partie des premiers restes de Mégalonyx trouvés en Virginie et
décrits par Jefferson et Cuvier, et l’autre provient de trouvailles plus récentes faites dans
l'état de Mississipi. Que ces deux os aient été interprétés exactement, on ne saurait le
contester; mais on n'a découvert aucune première ni deuxième phalange qui püt leur
convenir, et, par conséquent, rien ne garantit que l’os onguial trouvé dans une troisième
localité (Kentucky), et qu'il incline à rapporter au cinquième doigt, puisse réellement s’y
adapter. Dans ces circonstances, l’objection qui se présente immédiatement, à savoir
qu'aucun autre Mégathérioïde ni aucun des Paresseux modernes n'a un cinquième doigt
armé d'un ongle, n'en acquiert que plus de force, et si l’on jette un coup d'œil sur les
figures qui représentent le cinquième métacarpien, on verra que sa facette articulaire distale
n'indique pas qu'il aurait porté trois phalanges bien développées, ni qu'il se serait termine
93 345
en un ongle puissant. Cet os ressemble évidemment à l'os correspondant des autres ani-
maux megatherioides, chez lesquels il a seulement porté un doigt tronqué, dont la dernière
phalange, chez l'animal vivant, était probablement recouverte d'une couche de corne res-
semblant un peu à un sabot.
Dans tous les cas, le premier doigt ou le pouce a, sans contredit, été représenté
chez le Mégalonyx par son métacarpien, car le métacarpien de lindex est muni d'une
facette articulaire à laquelle il a été fixé. Mais l'os lui-même manque parmi les restes de
Mégalonyx de l'Amérique du Nord que M. Leidy a pu examiner, et lon n'a pas non plus
trouvé de première phalange qui puisse avoir appartenu au pouce. Par contre, parmi les
phalanges onguiales appartenant à la trouvaille de Jefferson, il en est une qui montre
clairement que le doigt qui l’a portée était bien développé, et M. Leidy l'a rapportée au
pouce; mais, comme on voit, les preuves font encore défaut et ce n'est qu'une supposition,
qui, à ce qu'il semble, s'appuie seulement sur les restes incomplets de Megalonyx con-
servés dans l'Amérique du Nord; toutefois il ne faut pas oublier qu'on connait en outre
un os qui a précisément une grande importance relativement à la question dont il s'agit.
Cuvier décrit et représente un os de Mégalonyx rapporté de Philadelphie par Palisot de
Beauvais, et qu'il suppose être un rudiment du pouce ou du cinquième doigt. D'après ce
qu'on sait maintenant de la structure de la main chez le genre Mégalonyæ, il est clair que
l'os en question n'est pas le cinquième métacarpien, mais, suivant toute probabilité, le
premier. Cuvier fait observer que son extrémité distale est munie d'une facette articu-
laire, et que, par conséquent, il a porté au moins une phalange. A en juger par sa figure,
cette facette semble; cependant ne pas ressembler à celle qui lui correspond sur le deuxième
ou le troisième métacarpien du Mégalonyx, mais elle se rapproche plutôt de la facette du
premier metacarpien du Coelodon, de même que l’os, par sa forme, diffère entièrement des
métacarpiens dés doigts armés dongles du Mégalonyx. Il me parait done beaucoup plus
probable que le pouce, chez le Mégalonyx comme chez le Coelodon, a été plutôt tronqué
et privé dongle que muni d'un ongle assez grand, et tout me semble indiquer que,
si l'on réussit à découvrir une main complète et bien conservée du Mégalonyx, on la
trouvera, dans toutes ses parties essentielles, construite comme celle du Coelodon; mais
fût-elle même, contre toute attente, réellement armée de cinq ongles, la main du Coelodon
lui ressemblerait cependant plus qu'à celle de tout autre Mégathérioïde.
Les différentes trouvailles qu'on a faites de restes du Mégalonyx ne renferment
que quelques fragments des os de bassin, qui n'ont été ni décrits ni reproduits, et l'on a
vu par ce qui précède qu'il n'a pas été découvert davantage du bassin du Coelodon, de
sorte que, pour le moment, on ne saurait dire jusqu'où s'étend, dans cette partie de leur
squelette, la ressemblance entre les deux genres. Mais il est évident qu'ils présentent
une grande conformité dans la structure des membres postérieurs. Nous avons déjà con-
staté que la poulie rotulienne du fémur et la facette articulaire du condyle interne se
continuent sans doute sans interruption chez le Mégalonyx, et que la tête du fémur, chez
ce dernier, ne semble guère être munie d'un enfoncement pour l’attache du ligament rond;
il diffère done en ces deux points du Coelodon, mais leurs fémurs se ressemblent du reste
beaucoup. Cet os est plus gréle et plus allongé chez le Coelodon et montre, encore à un
plus haut. degré que chez le Mégalonyx, la tendance constatée par M. Leidy chez ce der-
346 94
nier genre å se rapprocher du fémur des Paresseux de notre temps; mais il a essen-
tiellement chez tous les deux la même forme et les mêmes contours, et, en opposition
avec celui des autres animaux megatherioides, il est chez tous les deux muni d’un troi-
sieme trochanter. La rotule est certainement beaucoup plus allongee chez le Coelodon,
et la facette articulaire en est plus haute que large, tandis que, chez le Mégalonyx, elle
est deux fois plus large que haute; mais, abstraction faite de la circonstance que la rotule
allongee du Coelodon ne differe pas moins de celle des autres Megatherioides que de celle
du Mégalonyx, les differences dans la forme et les contours de cet os ne sont pas de
celles auxquelles on puisse attribuer une grande importance.
Si le femur est relativement plus long et plus étroit chez le Coelodon que chez le
Mégalonyx, ce caractère est encore plus prononcé dans l’os de la jambe, qui est beaucoup
plus long et plus délié que chez ce dernier genre. Comme nous l’avons vu, il a à peu
pres le même diamètre aux deux extrémités, et il ne reste qu'une très faible trace de la
tubérosité du tibia, mais ces écarts ne peuvent être considérés que comme un petit rap-
prochement vers le type des Paresseux modernes; il n’en résulte nullement que le tibia
du Coelodon ressemble plus à celui d’un autre Mégathérioïde qu'à celui du Megalonyx, et,
à côté de ces petites différences, il y a d'ailleurs entre les deux genres une ressemblance
essentielle quant à la forme de la facette articulaire distale.
Enfin, les pieds de derrière présentent, pour ainsi dire sur tous les points, une
conformité presque complete, et dont l'importance est décisive, La ressemblance ressort
si clairement de ce qui précède, qu'il est à peine besoin d'entrer dans de nouveaux details
à ce sujet; il suffira de rappeler que le pied, chez les deux genres, a cinq doigts, et que
ce nombre ne se rencontre pas d’ailleurs chez les Mégathérioïdes. Chez le Coelodon, il
est vrai, le doigt interne n'a existé que sous la forme d'un rudiment sans doute caché
sous la peau, et il est probable qu'on constatera le même cas chez le Mégalonyx, si l'on
réussit une fois à en découvrir le premier métatarsien qui manque encore; mais le pied,
chez les deux genres, a une largeur qui ne se retrouve chez aucun autre Mégathérioïde,
et cette largeur est encore augmentée par la forme particulière du cinquième métatarsien.
Il me semble donc évident que le Mégalonyx est non-seulement le plus proche
parent du Coelodon, mais qu'il doit en même temps étre considéré comme beaucoup plus
voisin de ce dernier que n'importe quel autre des animaux mégathérioïdes suffisamment
connus jusqu'ici, et, si l’on veut distinguer dans cette famille plusieurs sous-familles ou
groupes, les pieds de derrière pourront fournir un caractère important et bien tranché
pour une sous-famille se composant de ces deux genres. Mais, comme on l’a vu, le Coe-
lodon se rapproche aussi en certains points du Choloepus, ce qui semble indiquer que des
trouvailles futures feront peut-être découvrir des animaux éteints qui nous apprendront
qu'entre les Mégathérioïdes ou les Gravigrades d’Owen et les Paresseux modernes, il n'y
a pas une différence aussi grande ni une séparation aussi tranchée qu'on le suppose
aujourd'hui.
95 347
; Depuis que MM. Owen et Lund ont, chacun de leur côté, démontré l'invraisem-
blance de toute autre hypothèse, on peut sans doute regarder comme un fait définitivement
acquis que les Megatherioides se nourrissaient du feuillage des arbres comme les Pares-
seux de notre temps; mais les opinions sont partagées sur la manière dont ils se pro-
curaient celte nourriture. Si ces êtres singuliers, ainsi que le soutient M. Lund dans ses
mémoires, ont été des animaux essentiellement grimpeurs qui ne pouvaient se traîner sur
Ja terre qu'en s’accrochant aux inégalités du sol; ou si, comme M. Owen a essayé de le
prouver dans ses célèbres travaux sur le Mylodon et le Mégathérium, ils ont au contraire
été enchaines au sol et se sont procuré les feuilles et les rameaux qui leur servaient de
nourriture en dénudant les racines des arbres et en en renversant ensuite les trones; ou
enfin si, suivant l'opinion de M. Burmeister, ils ont bien marché lentement et difficilement
d'un arbre à l’autre, mais du reste n’ont employé leurs pieds de devant qu'à attirer à eux
les branches d'arbre, pour en ronger ensuite les feuilles, assis et appuyés sur leur queue
puissante et charnue, ce sont la tout autant d’hypotheses dont chacune a ses partisans.
Mais la vérité se trouve sans doute au milieu, et de même que, malgré la grande con-
formité de leur structure, il existe parmi les Myrmécophages de notre temps des espèces
qui se tiennent presque exclusivement dans les arbres, et d’autres qui n'y grimpent que
de temps à autre ou même pas du tout, de même il est probable que les Mégathérioïdes
ont aussi possédé à un degré très inégal la faculté de grimper; de plus, il ne faut pas
oublier que les hypothèses susmentionnées n’ont pas été présentées par leurs auteurs comme
s’excluant nécessairement l’une l’autre ni comme s'appliquant à tous les cas, mais que M.
Owen surtout et, jusqu'à un certain point, M. Lund, sont disposés à reconnaître la possi-
bilité de concilier leurs opinions respectives. Mais une discussion approfondie de cette
question compliquée et difficile excèderait de beaucoup les limites naturelles de ce travail;
je me bornerai donc à ajouter quelques mots pour examiner quel a été le mode d’exi-
stence probable du Coelodon, et montrer que cet animal, en tout cas, était doué de la
faculté de grimper.
Il est incontestable que la structure anomale des pieds de derrière, qui ne permet-
tait pas aux Mégathérioïdes de marcher sur la plante entière du pied, mais seulement de
s'appuyer sur son bord externe, n’est pas faite pour rendre la marche sûre et facile, tandis
qu'elle a certainement pu leur étre utile pour grimper sur une surface inégale plus ou moins
escarpée. Les pieds de derrière n'auraient donc pas reçu, quoique non toujours au même
degré, cette conformation spéciale chez tous les Mégathérioïdes, s'ils avaient principale-
ment dû leur servir à marcher sur un sol plat et uni; on peut même ajouter que cette
direction oblique de la plante du pied ne se prétait guère à leur fournir un point d'appui
solide, pendant qu'ils étaient occupés (d'après les hypothèses précédentes) à dénuder avec
leurs pieds de devant les racines des arbres, ou se tenaient assis pour en attirer à eux
les branches. Il est donc très difficile de renoncer à l'idée que les pieds de derrière leur
servaient à se cramponner et à grimper, sauf dans les cas où d'autres circonstances et
notamment la taille de l'animal ne semblaient pas absolument l’exiger. Il me semble en outre
que M. Lund fait observer avec raison que la largeur peu ordinaire du bassin, et les lourdes
proportions des os de la cuisse et de la jambe, chez les Mégathérioides, peuvent très bien
leur avoir été d’une grande utilité pour grimper, le train et les pieds de derrière devant
348 96
alors développer une force musculaire énorme pour maintenir solidement l’animal sur un
tronc d'arbre, pendant qu'il se servait de ses bras soit pour s'élever davantage, soit pour
saisir et tenir les branches et les rameaux dont il mangeait les feuilles. Cette conforma-
tion, paraît-il, devait être aussi utile aux Mégathérioïdes pour grimper que pour déraciner
les arbres, aptitude en vue de laquelle, suivant l’eminent anatomiste anglais, elle aurait été
spécialement calculée, et qu'il regarde comme si caractéristique pour tous ces animaux,
qu'il a donné au groupe entier le nom d'Æradicatoria.
La taille du Coelodon n’est nullement si grande ni son squelette si massif, qu'on
puisse, par ce motif, avoir quelque difficulté à se représenter cet animal grimpant dans
les arbres et y cherchant sa nourriture. On a souvent contesté la faculté de grimper
des Mégathérioïdes, en .objectant que non-seulement il n'y avait pas entre la longueur
de leurs membres antérieurs et postérieurs une inégalité analogue à celle que présente
le genre Bradypus, mais que leurs membres antérieurs étaient même dans plusieurs
cas un peu plus courts que les membres postérieurs; mais cette objection n’a en somme
pas grande valeur, car, chez le second type actuellement vivant des Paresseux, le genre
Choloepus, il n’y a aucune différence dans la longueur des membres, et, en ce qui
concerne le Coelodon, il a les membres antérieurs un peu plus longs que les posté-
rieurs, et doit par conséquent tout aussi bien avoir pu grimper que les Unaux modernes.
La grande largeur des pieds de derrière est aussi un sûr indice que le Coelodon
grimpait dans les arbres; il semble en effet que si un animal s’avance sur une sur-
face horizontale en s'appuyant seulement sur le bord externe du pied, des pieds très larges
ne peuvent lui être d'aucune utilité, mais doivent plutôt gêner sa marche, tandis qu'ils se
prêtent tres bien à un mouvement ascendant sur des surfaces inclinées qui doivent être
plus ou moins embrassées par les membres postérieurs. Mais, comme nous l'avons vu,
le Coelodon et le Mégalonya sont de tous les Mégathérioïdes ceux qui ont les pieds de
derrière les plus larges; non-seulement ils ont un ou deux doigts de plus que les autres
genres de la famille, mais la largeur du pied est encore augmentée par une grande apo-
physe sur le côté externe du cinquième métatarsien. Enfin, la circonstance que leurs pieds
de derrière sont armés de deux ongles, dont l’un, celui du medius, est énorme, peut aussi
être invoquée à l'appui de l'opinion que le Coelodon (et certainement aussi le Megalony«)
cherchait sa nourriture dans les arbres, tandis que, d'un autre côté, la grandeur insolite
de Vongle du medius chez ces deux genres doit contribuer à affaiblir la croyance qu'il
aurait servi aux Megatherioides pour l'usage, suivant moi, assez singulier, que le grand
anatomiste anglais suppose qu'ils en ont fait. En effet, sil avait réellement été destiné a
pénétrer dans la terre pour donner à l'animal un point d'appui, pendant que celui-ci déra-
cinait les arbres dont il voulait manger les feuilles, on devrait certes s'étonner de voir cet
ongle atteindre relativement ses plus grandes dimensions précisément chez le Mégathérioïde
auquel, à cause de sa petite taille, on peut le moins attribuer la faculté de s'être procuré
sa nourriture comme le suppose M. Owen, et qui, par la même raison, n'aurait pu même
debout atteindre aux branches des arbres, ou n'aurait réussi qu'à ronger les feuilles de
tout petits arbrisseaux, auxquels il pouvait également arriver sans se dresser.
II n'est pas douteux que la queue, chez tous les Mégathérioïdes, le Coelodon y
compris, a été une queue épaisse et charnue servant de point d'appui, mais non une
97 349
queue prenante, et, au premier abord, une pareille queue paraît convenir si peu à un
animal grimpeur, qu'on peut être tenté d'y voir un motif sérieux pour leur refuser cette
faculté. Mais cette objection perdra de sa valeur si Von se rappelle que, parmi les Édentés
modernes, il y a des espèces grimpantes munies d'une queue très grande et très forte,
qui, sans être une queue prenante, leur est cependant utile pour grimper. C'est un fait
connu que certains Pangolins montent dans les arbres. M. L. Fraser a observé à Fernando
de Po que deux exemplaires du Manis tricuspis qu'il avait chez lui, grimpaient avec une
grande facilité sur les poteaux carrés el grossièrement taillés qui soutenaient le toit de son
habitation, et qu'ils se servaient de leur queue pour appuyer leurs pieds. Il les a même
vus souvent se cramponner à ces poteaux avec les pieds de derrière et y appliquer leur
queue, après quoi ils lächaient prise des pieds de devant, et, courbant le corps en arrière
jusqu'à ce qu'il fit un angle droit avec le poteau, se balancaient lentement dans cette posi-
tion horizontale; quelquefois ils se roulaient en boule et se laissaient tomher à terre sans
se faire du mal, leurs écailles hérissées, raides et élastiques amortissant beaucoup la chute.
Il est peut-être permis de supposer que ie Coelodon et les autres Mégathérioïdes
ont fait un usage analogue de leur queue, qui, relativement à la taille et à la force mus-
culaire de ces animaux, n'a guère été plus grande ni plus lourde que la queue épaisse et
très longue du- Pangolin mentionné plus haut. L’armure écailleuse de ce dernier lui a
sans contredit facilité singulièrement cet emploi de sa queue; mais les nombreux petits
tubercules osseux dont, suivant M. Lund, la peau du Coelodon et sans doute aussi de
tous les autres Mégathérioïdes, était parsemée, peuvent bien en tout cas avoir contribué à
rendre la peau de la queue inégale et apte à s'appliquer solidement sur les rugosités et
les aspérités que présentent les troncs et les branches des arbres.
Rettelser.
S.268; L. 12 fn rue le: ru
— , L.8 f.n. naaet I.: naat
S. 315, L. 23 f. 0. Udvækst 1.: Udvækstf)
— ,L. 25 f.o. Ledfladef) 1.: Ledflade
fi
Fig.
Fig.
i
Fig.
. À.
Tab. I.
Uoelodon escrivanensis.
Kraniet, set fra højre Side; ”/3 af den naturlige Størrelse. i
For Tydeligheds Skyld er det paa Kraniet fastsiddende Stykke af Taphvirvlen
udeladt, og Hullerne i Vingebensblærerne lukkede.
I. Nakkebenet (occipitale). 2. Issebenet (parietale). 3. Pandebenet (frontale). 4. Næsebenet
(nasale). 5. Taarebenet (laerymale). 6. Overkjæbebenet (maæxillare). 7. Kindbenet (malare).
9. Vingebenet (pterygoideum). 10. Tindingebenet (squama temporalis). 11. Underkjæben
(mandibula).
Kraniet, set nedenfra; ”/s af den naturlige Størrelse.
Ogsaa her er det omtalte Stykke af Taphvirvien og Hullerne i Vingebensblærerne
udeladte.
7. Kindbenet (malare). 8. Ganebenet (palatinum). Vingebenet (pterygoideum). 11. Underkjæben
(mandibula).
Højre Mellemkjæbeben (premazillare dex.), naturlig Størrelse. Forenden vender
nedad.
Coelodon maquinensis.
Den ene bageste Overkjæbe-Tand, set fra Siden; naturlig Sterrelse.
Den anden bageste Overkjæbe-Tand, set bagfra; naturlig Størrelse,
Tændernes Tyggeflade vender opad.
| Vid. Sels
Skr. SR. X11.3. Reinhardt. Coelodon
TA
re à I. OR CO MR se CS
= .
. 7 N - e
= i i .
. i 2
(4 +
Pr |
% | . bi
| |
u
:
er Ë
.
ir ; i {
ñ N MA .
u i
| é
SK J
= i N ‘
- ® : (3
=) 4 =
% - #
- 4
i A x 5 i '
& à 5
a : i .
LA i i
. ‘ i =
IN i
i ‘ i 7 à u
i das røn x =
5 i ly eee 3 7 ; mr,
«a = . 2 i . et ' > u ir
u = a i ; |-
= = (al 2 i hj ei
i à à : > 5 ar
i .
N i : Le
Li À
= i u u
. i i 2 i 7: = vel
i i
a x i fi . i
w
Tab. II.
Coelodon escrivanensis.
LA
Alle Figurer ere i nalurlig Storrelse.
En af de forreste Brysthvirvler (vertebra thorac.), set fra højre Side.
Begge Hvirvellegemets Epifyser ere affaldne, og som Følge heraf mangler ogsaa
Ledfladen for Ribbehovedet. Den største Del af den højre Zygapofyse er brækket af.
En af de bageste Brysthvirvler, maaske den ellevte (vertebra thorac. an 11?), set
bagfra.
De afbrækkede Udvækster ere tilføjede efter Gisning, skitsemæssigt udførte.
Samme Hvirvel, set fra højre Side.
En lignende Restauration er udført paa denne Figur som paa forrige.
En af de forreste Halehvirvler, rimeligvis den fjerde eller den femte (vertebra caud.
4 vel 5), set fra venstre Side; Forenden til Venstre.
Samme Hvirvel, set bagfra.
Den ydre Halvdel af den højre Tværudvækst er brækket af, men er angivet paa
Figuren i skitsemæssig Udførelse.
Den tiende eller ellevte Halehvirvel (vertebra caudalis 10 vel 11), set fra højre Side.
Forenden til Højre.
Fig.
Tab. III.
Coelodon eserivanensis.
Venstre Overarmben (humerus sin.), */s af den naturlige Størrelse, set forfra.
De Dele af Knoglen. som mangle, ere antydede ved en simpel Contour.
Højre Albueben (ulna dex.\, */s af den naturlige Størrelse, set fra Radialsiden.
Den nederste Tredjedel af Knoglen mangler.
Venstre Haandrod (carpus sin.), naturlig Storrelse.
1. Baadbenet (naviculare), 2. Maanebenet (Zunatum), 3. Trekantbenet (triquetrum).
Det andet Mangekantben (trapezoides) og Krogbenet (hamatum) bære ikke noget Tal.
Hovedbenet (capitatum) og Ærtebenet (pisiforme) mangle.
Det forste Mangekantben (trapezium), som er vokset sammen med det forste Mellemhaandben
(metacarpale 1), er ikke fremstillet paa Figuren.
Kloledet af venstre Haands tredje Finger (phalanx 3 dig. 3 sin), naturlig Størrelse,
set fra den udadvendende Side.
| Selsk.Sier. 5 R.XU.3 Reinhardt. Coelodon. STINE
—]
© Co
Tab. IV.
Coelodon eserivanensis.
Figurerne 2, 3 og 6 ere i ”/3, de øvrige i naturlig Størrelse.
Den første højre Ribbe (costa 1 dex.), Sternalribben mangler. Den nederste Halv-
del af Benet er beklædt med en Skorpe af fastsintret Ler.
Venstre Skulderblad (scapula sin.) set fra den distale Ende med Ledskaalen.
Det højre Laarben (femur dex.) set forfra.
Den distale Ende af samme Laarben.
Den indre Ledkno vender opad.
Den højre Kneskal (patella dex.), set bagfra.
Det højre Skinneben (tibia dex.), set forfra.
Den distale Ende af samme Skinneben, Fibularsiden til Venstre.
Højre Haands anden Fingers Kloled (phal. 3 dig. 2 man. dex.), set ovenfra.
Samme Kloled, set fra Siden.
MET
nl
lodor
ot
. Reinhardt .€
AU
.)
+
I
=S
L2
ES
a
I
un
ur
~
‚>
end
=
REN
ER
Z BE
—
Fig.
Fig.
5
Fig.
i)
or
Tab. V.
Coelodon eserivanensis.
Alle Figurer ere i naturlig Storrelse.
Venstre Springben (astragalus sin.), set ovenfra.
1. Ledfladen for Skinnebenet (tibia). 4. Ledfladen for Baadbenet (naweulare). 5. Ledfladen for
Legbenet (fibula).
Venstre Springben, set nedenfra.
1. Ledfladen for Skinnebenet. 2. Den bageste (store) Ledflade for Hælbenet (calcaneus). 3. Den
forreste (lille) Ledflade for. samme Ben. 4. Den med Ledfladen for Baadbenet (naviculare) i
Et gaaende Ledflade for Terningbenet (cuboideum).
Højre Helben (calcaneus dex.), set forfra.
Den bageste Epifyse mangler.
1. Den bageste Ledflade for Springbenet (astragalus). 2. Den forreste Ledflade for samme Ben.
3. Den fri Ende af Hælbenets ydre Udvækst, hvis indre Del bærer Ledfladen for Terning-
benet (cuboideum).
Venstre Hælben (calcaneus sin.), set ovenfra.
Knoglens bageste indre Hjørne er afbrækket, men er paa Figuren tilføjet i
skitsemessig Udforelse.
1. Den bageste Ledflade for Springbenet (astragalus). 2. Den forreste Ledflade for samme Ben.
3. Den fri Ende af Hælbenets ydre Udvækst.
Kloledet af venstre Bagfods Mellemtaa (phalanx 3 dig. ped. 3 sin.), set fra Siden.
Den yderste Spids af Ledet mangler, men er tilfojet paa Figuren.
Vid. Selsk.Skr. SR. NULS Bernhardt Coelodon.
Beskrivelse
af
Hovedskallen af et Kaempedovendyr,
Grypotherium dariwinii,
fra La Plata-Landenes plejstocene Dannelser.
Af
J. Reinhardt.
Med to Tavler.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række. naturvidenskabelig og mathematisk Afd. XII 4.
Kjøbenhavn.
Bianco Lunos Bostrylikeri.
1879.
(Meddelt i det Kgl. D. Vidensk. Selskabs Mode den 6. Debr. 1878.)
Det Arbejde, som her meddeles, skal give Underretning om et Kranie af et megatherioid
Dyr fra La Plata-Landenes plejstocene Lag, hvilket Hr. Dr. V. Lausen i Buenos Aires for
nogle Maaneder siden har skjenket til Universitetets zoologiske Museum tilligemed en stor
Mengde andre Levninger af forskjellige uddøde Dyr fra de samme Dannelser.
Kraniet maa siges at vere et Fund af ikke ringe Betydning; thi medens det iovrigt
berer det for alle de ovennævnte Dyrs Hovedskaller typiske Preg, afviger det i et enkelt
Punkt paa en overraskende Maade fra dem alle og frembyder et ganske særegent Forhold,
til hvilket der kun findes noget tilnærmelsesvis lignende hos ganske faa andre uddøde
Pattedyr, som staa Dovendyrgruppen meget fjærn.
I det Brev, i hvilket Dr. Lausen anmeldte sin smukke Gave, havde han fremhævet,
at der inden i en af de større Kasser, som han sendte, vilde findes en mindre, som
maatte aabnes og udpakkes med største Varsomhed, da den indeholdt et særdeles skrøbeligt
og til Dels sønderknust Kranie, hvis Brudstykker man maatte forsøge paa at lime sammen;
men at det vilde lønne sig at anvende Tid og Flid paa Restaurationen, da han trode, at
det var «et Unicum». Hvad Slags Dyr Kraniet maatte antages at tilhøre, sagde Brevet ikke;
det gav desværre heller ikke nogensomhelst Oplysning om, hvor i La Plata-Staterne, og
under hvilke Forhold det var fundet, og man tør vistnok heraf slutte, at Dr. Lausen selv
ikke har vidst det. Ved Kassens Aabning viste det sig, at Underkjæben manglede; frem-
deles vare begge Kindbenene brækkede af lige ved deres Rod og ligeledes borte; men bortset
fra denne Beskadigelse fandtes den forreste Halvdel af Kraniet for Resten i ret god Stand og
allerede renset for den største Del af den Jord, hvormed Næsehulen rimeligvis ved Fundet havde
været fyldt. Derimod var Kraniets bageste Halvdel eller selve Hjærnekassen ikke blot brækket
løs fra Ansigtsdelen, men tillige knust i en Mængde Smaastykker, som kun ved Hjælp af
omviklet Sejlgarn holdtes i nogenlunde rigtig Stilling omkring den haarde Jordklump, der
ganske udfyldte Hjærnehulen. Man havde allerede i Buenos Aires gjort Forsøg paa ved
Hjælp af Gibs og indstukne Pinde at fæste den forreste Del af Hovedskallen til Hjærne-
kassen. Det er ikke umuligt, at den Overlast, Kraniet har lidt, for en Del er en Følge af
45
394 4
dette Forsøg; men den Omstændighed, at ikke blot Hjærnehulen, men ogsaa mange af
Luftcellerne i dens tykke Vægge vare fyldte med Jord, tyder dog paa, at i alle Fald nogle
af Beskadigelserne hidrøre fra en meget ældre Tid, og at Kraniet har ligget revnet og for-
knust i Jorden, da det fandtes. —
Det har allerede været nævnet, at der ingen Underkjæbe fandtes i den Kasse, i
hvilken Kraniet var nedpakket; men i en af de andre Kasser laa der en rigtignok i flere Stykker
sønderbrudt, men paa lidt nær fuldstændig Underkjæbe, som i Størrelse, Farve og øvrige
Udseende, endelig i Tændernes Slid saa ganske svarer til Kraniet, at det forekommer mig
sandsynligt, at den virkelig hører til det og maa være funden sammen med det. Fremdeles
fandtes der blandt de mange andre af Dr. Lausen ved samme Lejlighed skjænkede fossile
Knogler og Knogle-Brudstykker ogsaa to, ligeledes sønderbrudte Kindben, som dog let lode
sig restaurere og aabenbart udgjøre et sammenhørende Par, og som derhos passe saa godt
ind paa de paa Kraniet manglende Kindbens Plads, at de sikkert tør antages netop at være
selve disse. Hovedskallen synes saaledes at være næsten fuldstændig; der var derfor saa
meget større Opfordring til ikke at sky det rigtignok møjsommelige Arbejde at føje alle
Stumper og Stykker sammen, og Sammenføjningen er, efter at det skjørnede Benvæv ved
Anvendelsen af passende Midler havde faaet noget af sin oprindelige Fasthed tilbage, lyk-
kedes ret godt hvad Kraniet ydre Omrids angaar. Derimod lader Restaurationen af Hjærne-
kassens indre Overflade Adskilligt tilbage at ønske; dens Vægge ere nemlig, ligesom hos
Mylodon robustus, meget tykke paa Grund af en overordenlig Udvikling af Luftrum og
Luftceller inden i dem, hvorved deres ydre og deres indre, af tæt Bensubstans dannede Over-
flade er fjærnet fra hinanden ved et celluløst Mellemrum, som paa sine Steder, saaledes
i Loftet af Hjærnekassen, naar en aldeles overraskende Tykkelse. Ved de Beskadigelser,
Hjærnekassen har lidt, ere dens Vægge blevne spaltede og sønderbrudte saaledes, at nogle
af Luftcellerne ere blevne siddende fast til den ydre, andre til den indre Overflade, og at
mange ere sønderbrudte i ganske smaa Stykker. Medens det nu er lykkedes at faa alle
Brudstykkerne af Hjærnekassens ydre Overflade passet nøje til hverandre, har det ikke ladet
sig gjøre at restaurere den indre Overflade med samme Held. En Del Billinger af de for-
skjellige Luftrum har det ikke været muligt at finde Plads til; nogle Brudstykker ere ved
Restaurationen maaske ikke komne paa deres rette Sted, og visse Partier af Hjærnekasse-
Væggen, nemlig Sibenet og dets nærmeste Omgivelser, ere slet ikke forefundne. Endelig
bør endnu fremhæves, at Omkredsen af de bageste Næsebor, Vingebenene og store Stykker
af Kilebenet dels mangle, dels ere meget stærkt beskadigede, samt at hist og her Skorper
og Klumper af en særdeles haard, mergelagtig, graa Jord klæbe saa fast til Kraniet, at det
er umuligt at fjærne dem uden at beskadige den underliggende Benmasse.
Da det har vist sig, at vigtige Dele af Hovedskallen bleve fundne blandede
mellem de øvrige ved samme Lejlighed skjænkede fossile Knogler, ligger det nær at spørge,
or
355
om der da ikke blandt disse maatte være ogsaa andre Skeletdele af det mærkelige Dyr,
som Kraniet har tilhørt, uden at der er blevet lagt Mærke dertil ved Afsendelsen fra Buenos
Aires. Det er imidlertid meget vanskelig at give et tilfredsstillende Svar. Den større Del
af de i Pampasleret begravede megatherioide Dyrs Skeletter ere hidtil kun ufuldstændigt
bekjendte og beskrevne. Naar man ikke har Lejlighed til meget omfattende umiddelbare
Sammenligninger, er det derfor for Tiden næppe muligt med fuld Sikkerhed at bestemme
en hvilkensomhelst Knogle af disse Dyr, selv om den maaske virkelig tilhører en i de
palæontologiske Fortegnelser allerede optaget Art; Vanskelighederne stige naturligvis, naar
der ganske mangler enhver Oplysning om de nærmere Omstændigheder ved de foreliggende
Fund, og man altsaa savner den Vejledning, som den Slags Oplysninger til en vis Grad
kunne give. Imidlertid tror jeg ikke, at der blandt de mere karakteristiske og nogenlunde
velbevarede, ved samme Lejlighed af Dr. Lausen skjænkede megatherioide Knogler er
nogen, som der kunde være større Grund til at henføre til Kraniets Dyr end snarere til
andre, allerede bekjendte Kæmpedovendyr fra La Plata-Landenes plejstocene Lag.
Kraniet har tilhørt et meget gammelt Dyr; Sømmene mellem dets enkelte Knogler
ere ikke blot alle lukkede, men for største Delen fuldstændig forsvundne; kun ganske
enkelte Steder ses der endnu mere eller mindre utydelige Spor til deres tidligere Løb.
Hjærnekassen er noget skjæv; dens flade Tag skraaner lidt nedad mod højre; dens venstre
Sidevæg er kjendelig stejlere end den højre, som helder lidt over mod venstre. Da
Hjærnekassen har været sønderbrudt i et saa stort Antal Stykker, ligger den Formodning
nær, at Skjævheden maaske er en Følge af en ikke ganske nøjagtig Restauration; jeg tror
imidlertid at turde forsikre, at det ikke er Tilfældet, men at den har været tilstede, længe
inden Hjærnekassen sønderknustes. Man nødes derfor til at antage, at Skjævheden enten
er frembragt efter Døden ved et langvarigt Tryk af Jordmassen, i hvilken Kraniet laa be-
gravet, et Fænomen, som jo ofte er iagttaget paa Menneskekranier fra meget gamle Tider,
og som man har betegnet med Ordet «Grav-Tryk» !), eller at der har været en lille Mis-
dannelse tilstede hos det Individ, hvilket Kraniet har tilhørt. Dette sidste Alternativ fore-
kommer mig at være det antageligste, da Hjærnekassens Vægge paa Grund af deres ovenfor
omtalte Bygning vel næppe saa let som de tilsvarende tynde Knogler i den menneskelige
Hovedskal vilde have kunnet give efter for et langsomt Tryk uden at gaa itu.
1) Wyville Thomson, on Distorted Human Skulls, i the Natural History Review, 1862. London, 1862,
S. 397; sammenl. hermed: Davis, J. B. Note on the Distortions which present themselves in the
Crania of the Ancient Britons, sammesteds S. 290.
356 | 6
For saa vidt man kan slutte fra Kraniet maa Dyret, som det har tilhert, have
været et af de allerstørste blandt de hidtil opdagede Kæmpedovendyr; Hovedskallen har
nemlig en Længde af omtrent to Fod (0,600) og staar i Størrelse omtrent midt mellem
Hovedskallerne af Megatherium americanum og Mylodon robustus; den er nemlig omtrent en
halv Fod kortere end den første og derimod henved fem Tommer længere end den sidste.
Blandt de største af de øvrige Kæmpedovendyr er der, som det vil erindres, flere, hvis
Hovedskaller man hidtil kun kjender af Stumper og Stykker, til Dels endog blot af Brud-
stykker af Underkjæben; for disses Vedkommende har man altsaa ikke noget ganske sikkert
Grundlag for en Sammenligning; men de for Haanden værende Levninger ere dog vistnok ©
tilstrækkelige til at vise, at selv om der blandt de nysnævnte Dyr skulde være ét eller to,
hvis Hovedskaller kunne have været omtrent af samme Størrelse som den, med hvilken vi
her have at gjøre, er der næppe flere end ét af dem, som nødvendigvis maa have havt
et større Kranie, nemlig Mylodon harlani. Dette Dyrs Underkjæbe skal nemlig, efter
det foreliggende Brudstykke at dømme, have havt en Længde af henved to Fod"), og den
alene har altsaa allerede været ligesaa lang som hele det af Dr. Lausen skjænkede Kranie.
Et Blik paa de tvende, denne Afhandling ledsagende Tavler vil vise, at Kraniet er
meget langt og smalt, omtrent fire Gange saa langt, som det er bredt ved Øreaabningerne.
Paa en ubetydelig Udbøjning nær, som de rudimentære Øjenudvækster (processus postorbitales)
danne, løbe Siderandene af dets øverste Flade dernæst næsten jævnsides fra Øreregionen
af hen til Midten af Næsebenene, og først fra delte Punkt afsmalnes Snuden temmelig
hurtig; endelig forlænger Ganefladen sig fortil langt foran for Tandrækken, men aftager
i dette Stykke ikke meget i Brede og ender fortil med en tvært afskaaren Rand. Kraniet
er saaledes forholdsvis ligesaa langstrakt som, eller vel endog mere langstrakt end Kraniet
af Scelidotherium leptocephalum; det ligner fremdeles dette og Mylodon-Kraniet deri, at dets
lodrette Diameter vokser fra Baghovedet af hen til Næsehulen, naar man ikke tager de
(påa det foreliggende Specimen desuden afbrækkede) Vingeben med i Betragtning. Men
Hovedskallens Totalform og Habitus er dog en ganske anden end hos det nysnævnte
Scelidotherium ; hos dette er det især den foran for Kindbuen fremragende Del af
Kraniet, som er trukket ud i Længden og tillige meget spinkel; den indeholdes kun 21/2
Gang i Kraniets hele Længde, medens det tilsvarende Parti af den Hovedskal, som her er
Gjenstand for vor Betragtning, derimod indeholdes 31/2 Gang i Længden. Allerede herved
fremkommer der en betydelig Forskjel i begge Hovedskallers Omrids; men hvad der
navnlig giver vort Kranie et ikke blot fra det ovennævnte Scelidotheries, men ogsaa fra
alle andre megatherioide Dyrs Hovedskaller afvigende Udseende, er dog Snudepartiets ejen-
1) Darwin, Ch., Zoology of the Voyage of H. M. S. Beagle. Part I. Fossil Mammalia by R. Owen.
London 1840. S. 69, Note *.
dommelige Bygning. Som bekjendt ende Næsebene hos Kæmpedovendyrene fortil med en
fri Rand ligesom det i Reglen er Tilfældet hos Pattedyrene, og naar Mellemkjæbebenene
undtagelsesvis have en betydelig Størrelse, saaledes ‚som hos Megatherium americanum og
Scelidotherium leptocephalum, rage de fortil langt frem foran for Næsebenenes Forrand;
men det Kranie, med hvilket vi her beskjæftige os, frembyder et ganske andet og meget
paafaldende Forhold. De som en Følge af Dyrets Alder sammenvoksede Mellemkjæbeben
(præmawillaria) ere nemlig, om de endog ikke ganske have samme Form som Megatheriets,
dog forholdsvis ligesaa lange; men ikke desto mindre rage de dog fortil kun lidt frem
foran for Næsebenene (ossa nasalia) og ere desuden forbundne med disse ved Hjælp af
en smal, midtstillet Benbro, som stiger lodret i Vejret fra deres tvært af-
skaarne Forrand og oventil i en svag Bue støder til de ligeledes sammen-
voksede Næsebens forreste, lidt nedad bøjede Ende!). Der fremkommer derved
en fjærn Lighed med de tichorhine Næsehorn og, da der ikke er nogen forbenet Næse-
skillevæg tilstede, især med Arter som Lhinoceros merckii; men man mindes derved ogsaa
lidt om Snudepartiets Udseende hos /guana og» andre Firbenslægter. Opad mod Næse-
benene er der paa Oversiden Spor af den oprindelige Grændse mellem Benbroen og disse
Ben; men de ere rigtignok saa yderst svage, at de næppe vilde blive bemærkede, dersom
der ikke paa Undersiden indad mod Næsehulen fandtes tydeligere Mærker efter tidligere
Sømme, som vise, at Næsebenenes Spidser fortil vige lidt ud fra hinanden og lade et
tommelangt Hak tilbage mellem sig, som udfyldes af Benbroens øverste tilspidsede Ende>).
Forneden ses der derimod hverken udvendigt eller indvendigt mindste Antydning til en tidligere
Adskillelse mellem Benbroen og Mellemkjæbebenene; men førstnævnte er ved sit Udspring fra
disse Bens Forrand temmelig tyk og kileformigt sammentrykt forfra bagtil, og langs dens
Bagkant løber der i Midtlinien en Fure, som rækker helt op til Broens øverste Ende”), og
som maaske nok kan have tjent til Fæste for en brusket Næseskillevæg, men vel tillige er
et Tegn paa, at Benbroen er dannet af to oprindelig adskilte, under Væksten sammen-
smeltede Sidehalvdele, skjøndt der paa dens ydre Overflade ikke er mindste Spor deraf
tilbage.
Ved Broens Udspring er dens forreste eller udad vendende Flade 43 Millimetre
_ bred; men noget højere oppe tiltager dens Brede i et kort Stykke pludseligt til 50 Milli-
- metre derved, at der fra dens Siderande udskyde Knubbe og Takker, som aabenbart have
afgivet Fæste for Muskelbundter, Senevæv og lignende bløde Dele. Ovenfor dette Sted
bliver den atter ligesaa pludseligt smallere og aftager derpaa opad jævnt i Brede; samtidigt
1) Tab. I og Tab. Il, Fig. 1.
2) Tab. I.
3) Tab. I.
358 8
bliver dens Tykkelse udenfra indad stedse mindre, indtil den der, hvor dens øverste Ende
skyder sig ind mellem Spidserne af Næsebenene, ikke er tykkere end disse.
Benbroen fraregnet, danne de sammenvoksede Mellemkjæbeben en stor, fortil lidt
afsmalnende, men i Enden tvært afskaaren Plade, som har en Længde af omtrent 14 og
en Brede, bagtil af henved 11, fortil af 6 Centimetre. Paa Pladens nedad vendende Over-
flade er der ikke noget tydeligt Spor tilbage af de tvende Knoglers oprindelige Adskillelse;
den øverste mod Næsehulen vendende Flade er for en stor Del overtrukken med Ler-
skorper, som ikke lade sig borttage; men for saa vidt selve Benfladen kommer til Syne,
er der heller ikke her nogen Levning af Sømmen mellem dem. Derimod er der endnu
Spor tilbage af Grændserne mellem Mellemkjæbebenene og Overkjæbebenene (ossa mawillarta
superiora), som vise, at de første bagtil ere ligesom indkilede mellem to fremspringende
Spidser af de sidste og næsten naa hen til Tandrækkerne!); imidlertid er det dog kun ud
mod Siderne, at disse Levninger af de oprindelige Sømme lade sig paavise; i Midten af
Ganefladen er der ikke noget tydeligt Spor at finde af dem. Ved deres Udspring bagtil
ere Mellemkjæbebenene tilsammen brederé end den af Tandrækkerne indesluttede Del af
Ganen, og deres Brede paa dette Sted forholder sig til deres Længde som 1:12.
Fortil er deres Ganeflade plan tværs over og omgivet af en lidt ophøjet Rand; bagtil for-
svinder denne, og hvert af de sammenvoksede Ben er her lidt hvælvet paa tværs; bagfra
fortil er den hele Flade svagt S-formigt bøjet”). Omtrent i Midten af deres Længde be-
gynder tæt ved Midtlinien to lange og smalle, ikke ganske symmetriske Furer, som føre hen
hver til sit Ganehul (foramen palatinum ant.)?); hvormegen Del Overkjæbebenene tage i
Ganehullernes Begrændsning, kan ikke afgjøres, da Grændserne mellem disse Knogler og
Mellemkjæbebenene ere udviskede paa dette Sted.
Det har allerede været omtalt, at der er umiskjendelige Spor tilbage af en op-
rindelig Adskillelse mellem den fra Mellemkjæbebenenes Forrand opstigende Benbro og
Næsebenene, fremdeles, at en Fure langs Midtlinien af den mod Næsehulen vendende
Side af Broen antyder, at denne sidste er sammensat af to oprindeligt adskilte Sidehalv-
dele, men at der forneden ved dens Udspring ikke er nogen Levning at finde af en tidligere
Grændse mellem den og de sammenvoksede Mellemkjæbeben. Det er saaledes klart, at
Broen ikke er fremkommen ved en usædvanlig Udvikling af Næsebenene; lige saa lidt kan
den betragtes som en særegen Omdannelse af den sædvanlige opstigende Gren, som
Mellemkjæbebenene udsender hos andre Pattedyr. Allerede den Omstændighed, at Broen
støder til Næsebenenes indadvendende, ikke til deres udadvendende Rand, modsiger en
NSTab MIT Eis. 2.
2)STaD'el
S)NTaD ll, Bio!
9 359
slig Tolkning. Men hvorledes dette saa paafaldende Bygningsforhold da skal tydes, vil
der maaske være delte Meninger om. Er Broen en ellers hos Pattedyrene ikke fore-
kommende Udvækst fra selve Mellemkjæbebenene, eller er den rette Forklaring den,
at der mellem disse og Næsebenene er indskudt et fremmed, oprindeligt selvstændigt
Element, som under Væksten er smeltet fuldstændigt sammen med de førstnævnte? Man
kunde i den Anledning maaske tænke paa den lille flade Knogle eller Bensplint, som
hos Unauerne /Choloepus) ligger foran for Næsebenene indkilet med sin bageste Ende
i Sommen mellem disse, og som ogsaa siges at forekomme hos Aierne (Dradypus) og
her endog at være delt efter Længden i to Halvdele. Disse hos de nulevende Dovendyr
optrædende Knogler ere imidlertid saa smaa og dertil saa langt fjærnede fra Mellemkjæbe-
benene, at man ikke i dem tør se noget, som kunde svare til Benbroen paa det Kranie,
med hvilket vi her beskjæftige os; de synes snarere at maatte betragtes som en
Slags ossicula wormiana. Maaske kunde man ogsaa ville finde en, egenlig den brusk-
ede Næseskillevæg tilhørende, men med Mellemkjæbebenene sammenvoksende Forbening
eller endog en virkelig Tryneknogle!) i Benbroen; men heller ikke til slige Tydninger
synes der mig at være tilstrækkelig Grund. Broen støder rigtignok foroven op til Næse-
benene, men fortsætter sig hverken foroven eller forneden hen under dem; den har derfor
heller ikke Karakter af en Forbening.i den bruskede Neseskilleveg, og da særskilte
1) Som bekjendt har allerede forlængst Blainville villet forklare Snudepartiets ejendommelige Bygning
hos Rhinoceros antiquitatis ved at antage, at en Tryneknogle («os du boutoir») var indskudt mellem
og sammensmeltet med Næse- og Mellemkjæbebenene, (Ostéogr. Ongulogrades. G. Rhinoceros. P. 103
og 125, Note’). Noget afgjørende Bevis for Rigtigheden af sin Forklaring har han dog ikke givet;
den synes ikke at have vundet meget Bifald, og ingen har, saavidt mig bekjendt, angivet at have
fundet en virkelig, utvivlsom Tryneknogle hos noget af de nulevende Næsehorn. I den nyeste Tid
er der offenliggjort en Afbildning af et Rhinoceros-Kranie, som synes mig at have Interesse med
Hensyn til Blainvilles Hypothese og at vise, at der ogsaa hos Nutidens Næsehorn kan optræde en
Begyndelse til den hos de uddøde tichorhine Arter optrædende Forbening af Næseskillevæggen. I
Berliner-Akademiets «Monatsbericht» for Februar 1877 har Professor Peters afbildet Kranierne af de
to, i sin Tid-af Lamare Piquot fra Ganges - Deltaet medbragte Næsehorn, som ligge til Grund for
Lessons Lhinoceros inermis, og paa Figuren af den udvoksne uns Kranie (l. c. Taf. 1, Fig. 1) ses
en aflang Plade, 3 til 4 Centimetre i Gjennemsnit, fæstet i lodret Stilling til (men ikke sammenvokset
med) Undersiden af Spidsen af de til Dels sammenvoksede Næseben. Den nævnes ikke i Teksten,
men den synes snarest at maatte tages for en pladeformig Forbening i den forreste Del af den
(ved Kraniets Præparation iøvrigt bortskaarne) bruskede Næseskillevæg, og den forekommer mig i
saa Fald at oplyse, hvorledes «les narines cloisonnées» fremkomme hos de tichorhine Næsehorn.
Da den er befæstet til Næsebenene, men ved et anseligt Mellemrum skilt fra Mellemkjæbebenene,
forekommer den mig snarere at maatte tydes som en simpel Forbening i selve den bruskede Næse-
skillevæg end som en egenlig Tryneknogle, thi en slig plejer tværtimod at være nærmere forbunden
med Mellemkjæbebenene end med Næsebenene; imidlertid kan jeg ikke skjønne, at der er nogen
meget væsenlig eller dybtgaaende Forskjel mellem den af Blainville fremsatte Forklaring af de ticho-
rhine Næsehorns Snudebygning og den af de fleste andre givne; Tryneknoglen er jo ikke andet end
en til særlig Brug udviklet Forbening i den bruskede Del af mesethmoideum.
Vidensk. Selsk, Skr, 5. Række, naturvidensk. og math Afd. XII. 4. 46
360 10
Tryneknogler hidtil ikke ere paaviste som almindeligt tilstedeværende Forbeninger, og der
navnlig ikke vides at være fundet Spor til dem hos de øvrige megatherioide Dyr eller hos
deres Slægtninge, de nulevende Dovendyr, forekommer det mig betænkeligt her pludselig
at ville finde dem i en Del, med hvilken de næppe kunne siges at frembyde Lighed enten
i Form eller Størrelse eller Anvendelse. Broen synes mig derfor ikke ret godt at kunne
antages for andet, end hvad den virkelig ogsaa ganske har Udseende af at være, nemlig
to, fra selve Mellemkjæbebenene udgaaende, indbyrdes sammenvoksede Apofyser, uagtet
det ganske vist maa indrømmes, at de nysnævnte Knogler ellers ikke hos Pattedyrene ud-
sende tilsvarende Udvækster. Kun Fundet af andre og yngre Kranier, som fremviste umis-
kjendelige Spor af en oprindelig Adskillelse mellem Mellemkjæbebenene og Broen, vilde
efter min Mening afgive en gyldig Indvending mod denne Anskuelse.
En saa væsenlig Afvigelse fra Snudepartiets sædvanlige Konstruktion maa naturligvis
have sin Betydning. Hos de tichorhine Næsehorn forøger Snudens ejendommelige Bygning
i høj Grad dens Styrke og finder sin Forklaring i de meget store Horn, hvormed disse
Dyr vare forsynede, og i den Brug, de utvivlsomt gjorde af dem. Men paa det Kranie,
hvorom Talen er her, er Næseskillevæggen jo ikke forbenet, Næsebenene sænke sig ikke
saa meget ned mod Mellemkjæbebenenes Forrand som hos hine, og den opstigende Benbro
maa derfor rejse sig meget højt i Vejret for at naa de nysnævnte Ben. Snudepartiet er
saaledes ikke nær saa stærkt bygget som hos de tichorhine Næsehorn; Næsebenenes Overflade
er rigtignok hvælvet ligesom hos disse, men den er tillige glat uden mindste Spor til Ujævn-
heder eller Ruheder, der kunde antyde, at den har baaret et Horn; selve Benene ere derhos
ikke saa tykke som hos Næsehornene, og intet tyder paa, at de som hos disse indvendig
skulde være fulde af store Luftceller. Der synes saaledes ikke at være Grund til at sætte den
mærkværdige Snudebygning i Forbindelse med et Horn, hvis Forekomst hos et megatherioid
Dyr jo ogsaa af aprioriske Grunde maa anses for lidet rimelig. Formentlig vil det ogsaa let
ses, at heller ikke en egenlig Snabel antydes ved det ovenfor beskrevne Bygningsforhold, og
at Benbroen næppe vilde have kunnet afgive et passende Fæste for et sligt Redskab og dets
kraftige Muskler. Der synes saaledes kun at være den Forklaring tilbage, at Forbindelsen
mellem Næse- og Mellemkjæbebenene kan have tilladt en usædvanlig Udvikling og Størrelse af
de bruskede Næsevinger samt af de for dem og for Overlæben bestemte Muskler, og at Dyret
har haft i høj Grad muskuløse og bevægelige Læber, og navnlig en meget udstrækkelig Over-
læbe, som maaske har været benyttet til at gribe og fastholde Løvet, hvoraf det nærede sig.
Den af Overkjæbebenene dannede Del af Ganen, er vel noget, men ikke meget
længere end dennes forreste af Mellemkjæbebenene dannede Parti; den er ubetydelig udhulet
mellem de forreste Tænder, længst bagtil lidt hvælvet, og da Tandraderne i Over-
munden divergere om end kun ubetydeligt fortil, aftager Ganefladens Brede bagtil. Det
bageste Stykke af Ganefladen mangler; den er brækket tværs over 4 til 5 Centimetre
11 361
bagved Tandrækkerne og desværre saa uheldigt, at man ikke kan se, hvorledes Bagranden
har været; kun saa meget kan skjonnes, at det Indsnit, hvormed den i Analogi med de andre
Kæmpedovendyr vistnok har været forsynet, langtfra har naaet hen i Linje med Bagkanten
af den bageste Tand”).
Næsehulen er overmaade stor og meget hoj lige ud til sin forreste Ende, hvor den
sluttes af Benbroen; den er paa flere Steder besat med haarde Lerskorper, som skjule Over-
fladen; alle Muslingebenene ere gaaede tabt; derimod er et stort Stykke af den forbenede Del
af mesethmoideum eller Sibenets lodrette Plade tilstede, men dennes bageste Ende mangler
tilligemed hele Sipladen; den er forholdsvis tyk, noget celluløs og naar fortil frem omtrent
i Linje med Overkjæbebenenes forreste Rand. Næsebenene ere smeltede fuldkommen
sammen indbyrdes, og. det er kun næsten umærkelige Spor, som ere tilbage af den op-
rindelige, nu lukkede Som mellem dem; ogsaa med Overkjæbebenene og Pandebenene (ossa
frontalia) ere Næsebenene voksede sammen, og Grændserne mellem alle disse Ben ere paa
flere Steder næppe synlige. Ved den øverste Ende af Overkjæbebenenes i lige Linje op-
stigende Forrand ses dog i et kort Stykke Sporene af den lukkede Søm mellem dem og
Næsebenene ret tydeligt, og naar man fra dette Sted af søger at spore og følge dens Løb
længere bagtil, kan man overbevise sig om, at Næsebenene ere meget store, og at de
bagtil i det mindste naa hen i Linje med den forreste Del af Øjehulen; fremdeles ser man,
at de tilsammen have en langstrakt rhombisk Form og ere bredest netop der, hvor de
rage frem foran Overkjæbebenene. Det har allerede været omtalt, at der i deres forreste
Ende er et kort Vinkeludsnit mellem dem, som udfyldes af Benbroens øverste Spidse;
hvorledes de ende bagtil, kan ikke angives, da der paa dette Sted ikke er noget som
helst Spor at finde af den tidligere Grændse mellem dem og Pandebenene. Siderandene af
den foran for Overkjæbebenene fremspringende Del af Næsebenene ere ujævne og for-
synede med Takker og Spidser af lignende Art som dem, der ogsaa findes påa et Stykke
af Benbroens Siderande.
Den øvrige Del af Hovedskallen frembyder ikke noget særligt mærkeligt eller fra
Forholdene hos de andre megatherioide Hovedskaller afvigende. Luftcellerne og Luft-
rummene i Hjærnekassens Vægge ere mindst ligesaa store og uregelmæssig bugtede som
hos Mylodon robustus, og i Isseregionen faar Hjærnekassens Loft derved en Tykkelse af
omtrent 0,050", Selve Hjærnehulen er derfor ogsaa meget mindre, end man efter Hjærne-
kassens ydre Omfang at dømme skulde vente; da en Del af Kilebenét og hele Sibenets
Siplade mangler, kan man kun danne sig en ufuldstændig Forestilling om Hulens Størrelse
og Form og navnlig ikke sikkert skjønne, hvor lang den har været. Man ser imidlertid, at
en lidt fremspringende Kant paa Sidevæggene nogenlunde afgrændser den for den lille
1) Tab. II, Fig. 2.
46*
362 12
Hjærne bestemte Del af Hjærnehulen fra det foranliggende Rum, som den store Hjærne har
udfyldt, og naar man sammenligner Hjærnehulen med de Udstobninger af Hjærnehulen hos
forskjellige andre megatherioide Dyr, som Gervais har afbildet"), viser det sig, at Hjærnen
har været, om ikke kortere, saa dog smallere end hos Mylodon, ja selv smallere end hos
Scelidotherium; dens største Brede bagtil over den store Hjerne er nemlig kun omtrent
84 Millimetre, medens det tilsvarende Maal er næsten 100 Millimetre hos Mylodon robustus
og 94 hos Scelidotherium leptocephalum.
Nakkefladen helder opad skraat fortil under en Vinkel af nogle og tredive Grader,
og Nakkeledknuderne danne saaledes Baghovedets bagtil mest fremspringende Punkt.
Nakkehullet (foramen magnum) er rettet nedad og fortil; dets Omrids er lidt beskadiget,
men dog ikke mere, end at man tydelig ser, at det har en bred, hjærteformig Figur med
Spidsen fortil; dets Tværgjennemsnit er 59, den modsatte Diameter 45 Millimetre; i Midten
af dets øverste Rand er der en lille, afrundet Indbugt ligesom hos de tvende ovenfor
nævnte Kæmpedovendyr. Fra Nakkekammen af løber Kraniets øverste Kontur i Hovedsagen
temmelig lige, men viser sig dog, set fra Siden, svagt bølgende, nemlig lidt hvælvet fra
den nævnte Kam af til Øjehulen, dernæst lidt fordybet over denne og atter hvælvet i
Snuderegionen. I den dybe Hulhed nederst paa Siden af Baghovedet mellem Paroccipital-
Udvæksten og Tindingebenet er der en Levning af den oprindelige Søm mellem disse til-
bage”); men flere Spor til de tidligere Grændser mellem Hjærnekassens forskjellige Knogler
ere heller ikke at finde. Tindingegruben er bagtil og foroven indfattet af ophøjede Kamme
eller Linjer, som tydeligt vise Tindingemuskelens Udstrækning, forneden af en Kam, som
fortil gaar over i den øverste skarpe Rand af Tindingebenets Kindudvækst (processus zygo-
maticus oss. temp.), og hele Grubens Overflade har paa Grund af en Mængde ganske smaa,
sig krydsende Kamme, som ere Mærker efter Tindingemusklens Muskelbundter , faaet
et ujævnt, grubet og netformigt Udseende og er derved endnu skarpere afgrændset.
Trommebenene danne, som sædvanligt hos de megatherioide Dyr, en oventil ikke helt
lukket Ring, som ikke voxer sammen med Tindingebenets øvrige Dele, men som dog
paa det foreliggende Kranie er holdt fast i sin Stilling ved tilklæbende Lerklumper; den
ydre Øreaabning har en lidt oval Form, dens Højde er 17 Millimetre, medens den er 14 i
Gjennemsnit forfra bagtil. Langs Midten af Hjærnekassens øverste Overflade løber der fra
Nakkekammen en svagt fordybet Rende, som taber sig ved Øjehulen; iøvrigt er Overfladen
nogenlunde plan tværs over, ganske glat og omtrent jævnbred. Den har i dette Stykke en
Brede af henved 9 Centimetre, og da Kraniet er af et gammelt Dyr, er det saaledes klart,
1) Nouvelles Archives du Muséum. T. V. Mémoire sur les formes cérébrales propres aux Édentés vivants
et fossiles etc. par Gervais, Pl. 4 & 5.
2)NTaD- A1;
i | 363
at der ikke danner sig nogen Issekam, men at Tindingemusklerne hos dette Kæmpe-
dovendyr hele Livet igjennem have været adskilte ved et bredt og fladt Mellemrum som
hos Mylodon robustus og visse andre megatherioide Slægter. Henimod Ojehulen bøje
Overfladens Sidevægge sig lidt ud fra hinanden, og der findes her en Antydning til en
bageste Ojehule-Udvækst, hvorved Tindingegruben afgrændses fra Ojehulen.
Hjærnekassens Grundflade er paa mange Maader saa beskadiget og ufuldstændig, at
den ikke tilsteder en fyldestgjorende Beskrivelse.
I den hojre Ojehule ses nærved dens forreste Rand og hejt oppe et lille, af
hærdet Ler ganske tilstoppet Hul, som jeg paa Grund af dets Plads anser for Taarehullet,
til hvilket der ellers ikke vilde findes Spor, og som desuden hos Mylodon robustus i Felge
Owens Angivelse ligeledes er af meget ringe Størrelse. Tæt ovenfor dette Hul begynder
en takket Revne, som løber et Stykke bagtil og nedad inde i Øjehulen og har en ikke
ringe Lighed med en noget gabende Søm; imidlertid begynder den i altfor stor Nærhed af
Taarehullet, til at jeg uagtet denne Lighed tør holde den for andet end en tilfældig Sprække.
I ringe Afstand nedenfor Taarehullet løber en dyb, til Dels med Ler udfyldt Spalte nedad
mod Roden af Kindbenet, men ogsaa denne synes snarest at være fremkommen ved en
Beskadigelse. Saaledes er Forholdet paa højre Side; den venstre Øjehule er desværre
endnu mere beskadiget; dens Væg er forknust og trykket i Stykker, og der kan ikke fra
den hentes nogen Oplysning, som kunde hjælpe til en sikker Tydning af Revnerne og
Sprækkerne i den højre Øjehule.
Kindbenene (ossa malaria), med Hensyn til hvilke man ikke maa glemme, at de
kun ere blevne henførte til det her beskrevne Kranie i Følge en Formodning, som ganske
vist synes højst sandsynlig, men for hvis Rigtighed der dog ikke haves afgjort Sikkerhed"),
ere lidt større end de samme Ben hos Mylodon robustus, men ligne dem iøvrigt paa
enkelte Afvigelser nær, som ikke ere større end, at de gjerne kunne være tilstede hos
forskjellige Individer af samme Art, ja vel endog, efter den hos Coelodon escrivanensis
gjorte Erfaring”) at dømme, vise sig mellem højre og venstre Kindben af et og samme
Individ. De ere ikke voksede fast sammen med Tindingebenenes Kindudvækst (processus
zygomaticus oss. temp.), men denne Udvækst er dog saaledes indkilet i Gabet mellem den
øverste og den mellemste af de tre Grene, i hvilke Kindbenet bagtil deler sig, at den hele
Kindbue, ligesom hos Mylodon robustus, i det væsenlige kan betragtes som uafbrudt. De
1) Tab. I er udført, efter at det højre Kindben allerede var kittet fast paa Kraniet; den Streg, som
angiver Stedet, hvor det var afbrækket, er derved blevet lidt tyndere end den burde været, og Brud-
fladerne have faaet Udseende af at passe endnu nøjagtigere til hinanden, end det var Tilfældet,
førend de bleve sammenkittede.
2) Kgl. D. Vid. Selsk., 5. Række, naturv. og math. Afd. XII. 3. Kæmpedovendyr-Slægten, Coelodon, af
J. Reinhardt. S. 278 (28).
364 > sa
oven omtalte Afvigelser fra Owens Afbildning af Kindbenet hos det sidstnævnte Kæmpedovendyr
bestaa navnlig i en mindre Forskjel i Størrelse mellem de to øverste af de bagtil udgaaende
Grene, der atter hidrører fra, at den øverste er forholdsvis mindre paa det her beskrevne
Kranie; desuden skræve disse to Udvækster lidt mindre ud fra hinanden; derimod er Bugten
mellem den midterste og den nedstigende Gren baade lidt større og dybere end hos Mylodon.
Underkjæben (mandibula)!), om hvilken der naturligvis gjælder den samme Be-
mærkning, som ovenfor maatte forudskikkes med Hensyn til Kindbenene, er ikke ganske
fuldstændig; den øverste Spids af begge Muskeludveksterne (processus coronoidei) og Sym-
fysens Forrand ere afbrækkede og gaaede tabt; men Beskadigelserne ere ikke større, end
at man jo desuagtet kan danne sig en i det væsenlige rigtig Forestilling om de manglende
Deles Størrelse og Form. Kjæben er kraftigt bygget, men smal i Overensstemmelse med
hele Kraniets Form; dens forreste Rand har aabenbart været tilskærpet og tvært afskaaren
ligesom hos Mylodon robustus, og skjøndt Kjæben ikke er saa bred fortil som hos dette
Dyr, udgjør dens Brede paa dette Sted dog mere end Halvdelen af Afstanden mellem
Kjæbehælvternes bageste Spidser og er kun lidt mindre end Symfysens Længde. Tand-
rækkerne indtage Midten af hver Kjæbehælvte; der er omtrent samme Afstand fra den
forreste Tand til Forranden af Kjæben som fra den bageste til Baghjornet af Vinkel-
udvæksten; den bageste Tand naar netop hen til Muskeludvækstens Udspring, saa at denne
Udvækst ikke skjuler det mindste af Tanden udvendig fra. Tandrækkerne skræve ganske
lidt fortil; deres indbyrdes Afstand er her 90, bagtil 75 Millimetre.
Lidt nedenunder Tandrækken løber der langs med den, paa Ydersiden af Kjæben,
en svag Rende, og en lignende ses paa den højre Underkjæbehælvte at løbe jævnstrøgs
med dennes nederste Rand; men paa den venstre er der ikke mindste Spor til den. Paa
Undersiden af Symfysen bemærkes i Midtlinjen Spor af et afstodt, fremspringende Parti,
der aabenbart er Levningerne af de Tvillingknuder, som ogsaa findes paa dette Sted hos
Mylodon-Slægten og rimeligvis have tjent til Fæste for nogle af de Underlæben bevægende
Muskler. Der findes kun et Hagehul (foramen mentale) paa hver Side; det har sin Plads
omtrent midtvejs mellem Tandrækken og Symfysens Forrand, dog noget nærmere den første;
nærmere kan Pladsen ikke angives paa Grund af Symfysens Beskadigelse.
Underkjæbens opstigende Gren (ramus adscendens) er noget hvælvet udvendig og
noget udhulet indvendig, og Hulheden er fortil skarpt begrændset af en fremspringende
Kam, som i en Bue løber fra Roden af Muskeludvæksten nedad og bagtil og tåber sig i
Vinkeludvækstens /processus angularis) nederste Rand. Indgangen til Underkjæbekanalen
(foramen mandibulare) har sin Plads lidt foran den opstigende Grens Midte omtrent 5
Centimetre bagved den bageste Tand; den er stor, og en tydelig begrændset, meget bred
1) Tab. I og Tab. II, Fig. 3.
M Ne dns à
15 365
Rende, som tager sin Begyndelse nedenunder den overhængende Ledknub og aabenbart
har tjent til Leje for den i Underkjæbekanalen indtrædende Nerve og de den ledsagende
Kar, fører i skraa Retning hen til den. Fra den bageste Del af denne Rende løber en
anden, mange Gange smallere skraat nedad og fortil hen til Kammen, som danner Grændsen
mellem Kjæbens opstigende og horisontale Gren; her sænker den sig ned i Benmassen og
gjennemborer tunnelformigt Kammen for derpaa at udmunde gjennem et lille Hul paa den
| anden Side af den. Det samme har Owen i et Tilfælde iagttaget hos Mylodon robustus,
medens Renden hos det andet Individ skar sig ned gjennem selve Kammens Overflade"),
og der kan saaledes ikke lægges videre Vægt paa denne Forskjel i dens Løb. Da Spidsen
er brækket af begge Muskeludvæksterne, kan deres Størrelse og Form kun angives til-
nærmelsesvis; men efter Resterne af dem at dømme have de rimeligvis raget temmelig
højt op over Ledknubbene, fra hvilke de ere skilte ved et Indsnit af en lille Fingers Brede.
Som sædvanlig hos hele Dovendyr-Gruppen udsender Underkjæbekanalen en Sidegren, som
udmunder paa Ydersiden af Kjæben, og den aabner sig her et lille Stykke bag ved den
bageste Tand. Ledknubbene (condyli) ere dobbelt saa lange tværs over udenfra indad som
forfra bagtil, og have derhos en lidt skraa Stilling, idet deres indad vendende Del rager
lidt mere bagtil end den udåd vendende; de ere ovenpaa næsten flade i den Del, som
nærmest passer til Tindingebenenes Glenoidalhuler; først helt indad ved deres indre Hjørne
hvælver deres Overflade sig lidt. Deres forreste Rand er noget buet; Bagranden derimod
ikke; udenfra indad have de et Tværmaal af 50, forfra bagtil af 26 Millimeter. Vinkel-
udvæksten endelig er forholdsvis lille, navnlig meget mindre end hos Mylodon robustus ;
den rager bagtil kun henimod 30 Millim. ud over Ledknubbens Perpendikulær, og dens
bageste Hjørne er vel bøjet lidt opad, men tillige noget afrundet.
Det staar tilbage at omtale Tænderne. Der mangler ikke en eneste af dem; de
sidde alle sintrede urokkeligt fast i deres Tandhuler, og fraregnet, at der kan være gaaet
en ubetydelig Flise af enkelte iblandt dem, eller være nogle faa Smaasprækker i andre, ere
de vel bevarede. 'Tandsættet maa kaldes svagt i Forhold til Dyrets Størrelse; der er fire
| Tænder paa hver Side i Overmunden og ligesaa mange i Undermunden, Tandformlen er
altsaa = Alle Tænderne have flade Kroner, hvis Tyggeflader ved Slid ere blevne svagt
fordybede indad mod deres Midte, og bortset fra det ringere Antal Tender i Overkjæben
slutter Tandsættet sig iøvrigt nærmest til Mylodon-Slegtens.
Tandrekken i Overkjebebenet”) har kun en Længde af 116 Millimeter; Afstanden
fra den forreste Tand til Midten af Mellemkjæbens Forrand er derimod 150 Millimetre, og
Tandrækken sidder saaledes langt tilbage i Munden; Tænderne ere tre til fire Millimetre
fjærnede fra hinanden og rage udad til mere frem af Tandhulerne end indad mod Ganen,
1) Description of the Skeleton of an Extinct Gigantic Sloth, Mylodon robustus. London, 1842. S.32—33.
2) Tab. I og Tab. II, Fig. 2.
366 16
hvad med andre Ord vil sige, at Tandhulernes Yderrand ikke ligger ganske i Højde med
Ganefladen. Den bageste Tand sidder bag den bagre Indgang til Overkjæbekanalen (canalis
infraorbitalis); den næstbageste har sin Plads nedenunder denne Kanal; den næstforreste naar
med sin Bagrand netop hen under Kindhullet, og den forreste er kun ved et lille Mellemrum
skilt fra den Fure, der betegner den oprindelige Grændse mellem Mellem- og Overkjæbebenet.
Den forreste Tand er den største; dens Tyggeflade er aflang med en lille Udbøjning paa
Yderranden; Ovalens største Diameter løber jævnstrøgs med Kraniets Længdeakse og er 30
Millimetre lang, den korte Diameter er 17. Den anden Tand har samme Stilling til Kraniets
Akse som den første, men den er ganske lidt mindre, og dens Tyggeflade har et lidt for-
skjelligt, mere pæreformigt Omrids, idet den er kjendeligt bredere tværs over fortil end
bagtil. Tyggefladens lange Tværmaal er 26, det korte 19 Millimetre. Den tredje Tand er
stillet noget skraat, og Tyggefladens lange Tværmaal danner en Vinkel med Kraniets
Længdeakse, men hvad Tyggefladens Omrids angaar, ligner den meget den anden Tand og
har ogsaa omtrent samme Størrelse; Tværmaalene ere 27 og 18 Millimetre. Den fjerde eller
bageste Tand har en omtrent lignende Stilling, men er den mindste af Tænderne, og dens
Tyggeflade har nærmest Form af en ligesidet Triangel med afrundede Hjørner. Med Und-
tagelse af den forreste Tand ere de øvrige forsynede med en svag Fure langs deres
indad mod Ganen vendende Flade. Begge Tandrækker divergere fortil, men kun meget
lidt; Afstanden mellem de to bageste Tænder er 62 Millimetre, mellem de to forreste 73.
Tandrækken i Underkjæben!) har en Udstrækning af 120 Millimetre; da Tænderne
sidde fast i deres Tandhuler, ligesom det ogsaa er Tilfældet med Overkjæbetænderne,
kan deres Længde ligesaa lidt som disses angives nøjagtigt; men af Kjæbens Form
tør man slutte, at de ikke kunne blive længere, men vel lidt kortere fortil; den bageste har
rimeligvis en Længde af henved 90, den forreste af 80 Millimetre. I Modsætning til, hvad
der er Tilfældet i Overkjæben, rager i Underkjæben ikke Tandhulernes indadvendende, men
derimod deres udadvendende Rand højest op, og der er derfor her et lidt større Stykke af
Tændernes indadvendende Flade synligt end af den ydre. Tænderne tiltage i Størrelse forfra
bagtil; de tre forreste ere stillede lidt skraat i Kjæben; ved den fjerde Tand er den skraa
Stilling mindre iøjnefaldende; med Undtagelse af den forreste (den mindste) Tand ere de
øvrige forsynede med en Rende langs den indadvendende Flade, dog er Renden kun svag
paa den anden og den tredje Tand, derimod er den meget dyb paa den bageste Tand.
Den forreste Tands Tyggeflade har en oval Kontur, lidt mere hvælvet udad til end indad til;
dens længste Diameter er 19, dens korteste 14 Millimetre. Den anden Tands Tværgjennein-
snit maa snarest kaldes pæreformigt; den tykke Ende af Pæren vender fortil, og den lange
Diameter er 24, den korte paa det bredeste Sted fortil 17 Millimetre. Den tredje Tands
1) Tab. I og Tab. II, Fig. 3.
17 367
Gjennemsnit er atter mere ovalt, mere hvælvet udad end indad; den lange Diameter er
29 Millim., den korte 19. Den fjerde og bageste Tand er uden al Sammenligning den
største; foruden den meget dybe Fure langs Tandens indad vendende Flade, findes ogsaa
en lignende paa den udad vendende Flade lige over for den førstnævnte, og skjøndt Furen
paa Yderfladen ikke er fuldt saa dyb som den anden, gjøre dog begge Furerne i For-
ening, at Tyggefladen er sammenklemt i Midten og faar en Lighed med et langstrakt
Ottetal ligesom hos Mylodon og Lestodon og tildels ogsaa hos Scelidotherium. Tygge-
fladens lange Diameter er 38, den korte 19 Millimetre, og Tyggefladen er altsaa kun halv
saa bred, som den er lang.
Udmaalinger i Metermaal.
Hovedskallens Længde, maalt fra Nakkeledknuderne til Mellemkjæbebenenes Forrand 0,610.
Fra Nakkeledknuderne til Forranden af Kindbenene ved deres Udspring ....... 0,420.
Fra Nakkeledknuderne til den bageste Tand i Overkjæbens Tandrækker ....... 0,355.
Fra den forreste Tand i Overkjæbens Tandrækker til Mellemkjæbebenenes Forrand . 0,148.
Fra Kindbenenes Rod til Forranden af Mellemkjæbebenene . ............. 0,198.
BredestværskoverkØreaabnngern ere ne ul. ut à nee eher 0,134.
Brede tyværskoversvonteudvæk ster es em NE Ai al ors ele nem So glee are aes 0,167.
Brede tværs over Forenden af Tindingebenenes Kindudvekster ............ 0,247.
Bredentyers-oyer de rudimentære Ojenudvekster. .... . . . 4... 00 0,138.
BredesvedphodenzafeRindbenene ss. . 2. . 2.2... Vu Re Me de ee ee ee 0,115.
Neseaabningens Vidde ved Forranden af Overkjæbebenene .............. 0,110.
PIMA MMEGHES HINO YRGeS AIStANGe rs se Le een 0,100.
Macs devedtéreaabninpernes. 0.52 ee ee ee ar ee ee 0,150.
Kraniets Hajde ved den bageste Tand i Overkjæben . . . . : . . . . , . . . 2000. 0,140.
KranieisaHadesved.dens forreste Tandı... 5 . 5. we. cn 0 ne nn 0,164.
Ber Tensaa@yerkjebens sTandrekke si. 2... on 00 near 0,116.
Underkjæbensslæne US SMS tcc arse a a A sae RR SENSE SETS eho Somes Boe c. 0,480.
(DCMS, APIS OS" WES (ed |e à oh ee eo ner Er c. 0,104,
arstanden mellem Underkjebens Vinkeludvekster: ©... 2.2... 020 00058545 0,180.
1) Da Underkjæbens Forrand er beskadiget, kan dette Maal ikke angives aldeles nøjagtigt, men den
mulige Fejl kan næppe være mere end nogle Millimetre.
2) Heller ikke dette Maal kan betragtes som ganske nøjagtigt.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII 4. 47
à: = Ris ne ET de 4
AN
368
Afstanden" mellem Underkjebens: Ledknubbe |.) 2% au 2 Sens Sa er 0,110.
Afstanden mellem Underkjæbens bageste Tandhuler .................. 0,075.
Afstanden mellem’ ‘Underkjebens ‘forreste, Randhuler wert. 2. eps re: 0,090.
Era Spidsen\-af. Vinkeludveksten: til:den bageste Tandem tte NAN ee 0,159.
Era’ den. forreste Tand til Underkjezbens Forrand+)s. 25 „er M a. See ese c. 0,152.
Ledknubbens Brede !udenfra fin dåd sus 2c) RMI eee Re ee 0,052.
Ledknubbens: Lengdeforfra: bagtils m. aie Be cr Br 0,025.
Underkiæbens Hojdesover Ledknubbenes Are FE. u RER TE 0,140.
Underkjebens Hojde. ved den. bageste,Tand 7 2.2... 222. re a Zar ur 0,096.
Dnderkjebens Hojde ved den forreste Vandi.) 22 ee 0,074.
Wandrekkens bengde.i Underkjeben RER OR ee 0,120.
At et Dyr, som har besiddet den i det foregaaende beskrevne Hovedskal, ikke ret
vel kan tage Plads i nogen af de hidtil anerkjendte Kæmpedovendyr-Slægter, vil ventelig
blive indrømmet, og det vil tillige let ses, at man maa komme til denne Anskuelse, hvad
enten man gaar ud fra, at Underkjæben hører sammen med Kraniet, eller man mener, at
den snarere tilhører et ganske andet Dyr. Selv om ny Fund med Tiden skulde vise, at
det Kæmpedovendyr, hvis Hovedskal er Gjenstand for vor Betragtning, i sin øvrige, hidtil
ubekjendte Benbygning slutter sig nær til en eller anden af de ældre Slægter, frembyder jo
dog Kraniet allerede Ejendommeligheder, som synes ubetinget at kræve Dannelsen af en
særegen Slægt, og jeg vil foreslaa at give denne Navn af Grypotherium?). Den højst
mærkværdige Benbro, som stiger op fra Forkanten af Mellemkjæbebenene for at støde til
og forene sig med Næsebenene, skiller dette Dyr skarpt fra enhver af de megatherioide
Slægter, og denne ellers hos disse ukjendte Forbindelse mellem Næse- og Mellemkjæbe-
benene er den ny Slægts væsenligste Særkjende; men andre, ikke uvigtige Skjelnemærker
kunne dernæst hentes fra Tandforholdene. Alle de øvrige, hidtil bekjendte megatherioide
Dyr, alene med Undtagelse af Coelodon, have nemlig fem Tænder paa hver Side i Over-
munden; Coelodon-Slægten har rigtignok, ligesom Grypotheriet, kun fire, men dens Tænder
have en ganske anden Form end dettes. Hvis dernæst den i det foregaaende beskrevne
Underkjæbe med Rette er henført til samme Dyr som Kraniet, har Grypotheriets Tand-
endnu i en anden Henseende en vis Interesse og afgiver et godt Skjelne-
4—4
formel Nee)
1) Ogsaa dette Maal er kun tilnærmelsesvis rigtigt.
2) Af 6 ypunéc, som har en krum Næse, og mp, et Dyr.
19 369
mærke; thi det er ellers en, som det synes, fast Regel, at Kæmpedovendyrene have en
Tand fler paa hver Side i Over- end i Underkjæben, uanset de Forskjelligheder i Form og
Stilling, som deres Tænder iøvrigt frembyde'), og end ikke den nysnævnte Coelodon gjør
nogen Undtagelse, thi medens Tallet af Tænderne i Overkjæben er formindsket til 4, er
der samtidigt ogsaa faldet en Tand bort i Underkjæben, og Tandformlen er saaledes, som be-
4—4
LÉ
Den her beskrevne Hovedskal er ganske vist den forste nogenlunde fuldstændige,
kjendt
som hidtil vides at være fundet af det paagjældende Dyr, og det er forst gjennem dette
Fund, at vi have lært dets mærkelige og afvigende Bygning at kjende. Men naturligvis er
det ikke derfor sagt, at der ikke allerede tidligere kunde være fundet Dele af lignende
Hovedskaller, som man, uden at gjøre sig Betænkeligheder derved, havde henfort til andre
Slægter, enten fordi det var Underkjæber, som ikke afveg synderlig fra de tilsvarende hos
visse andre Kæmpedovendyr, eller fordi de Beskadigelser, Kranierne havde lidt, havde berovet
dem hvert Spor af Slægtens karakteristiske Særkjender; og hvis jeg har Ret i at henfore
den af Dr. Lausen sendte Underkjæbe til samme Dyr som selve Kraniet, har der unægtelig
allerede i mange Aar foreligget et Fund, med Hensyn til hvilket en Formodning, at det
virkelig kunde være Tilfældet, under alle Omstændigheder maa siges at ligge meget ner.
Jeg tænker herved paa en næsten fuldstændig Underkjæbe, som Darwin fandt paa Rejsen
med «Beagle» tæt ved Foden af en Klint, Punta Alta kaldet, ved Bahia Blanca i Patagonien,
g paa hvilken Owen har grundet en egen Mylodon- Art, Mylodon darwinü?). Selv om
Sagen ikke i andre Henseender har storre Betydning, maa den i alle Fald være afgjorende
for Valget af det Artsnavn, Typen for den ny Slægt skal bære, og det bliver derfor nod-
vendigt her at gaa ind paa den.
Efter den Beskrivelse og de Afbildninger at dømme, som Owen har givet af denne
Underkjæbe*) har den nemlig en højst paafaldende Lighed med den, der formentlig hører
1) I alle Fald danner Grypotheriet den eneste sikkre Undtagelse fra denne Regel. Som bekjendt er
der fundet en enkelt Underkjæbegren af en Zestodon med fem Tænder; den Forsker, som har
beskrevet den, mener, at den tilhører Lestodon armatus, og anser den femte (bageste) Tand for over-
tallig, anser den altsaa for en tilfældig Anomali. Er Kjæbegrenen med Rette henfort til det nævnte
Dyr, er der altsaa egenlig ikke nogen virkelig Undtagelse fra Reglen tilstede. Skulde det derimod
vise sig, at Kjæbegrenen har tilhørt en, vel nær beslægtet, men forskjellig Form, er der jo vistnok
Grund til at antage de fem Tender for det normale Tal; men det maa da heller ikke overses, at
der ikke foreligger det mindste Stykke af en til den femtandede Underkjæbegren svarende Over-
kjæbe, og at man derfor heller ikke véd noget om, hvor mange Tænder den har baaret. Det er da
i alle Fald ikke umuligt, at der hos det paagjældende Dyr kunde vise sig en Forogelse af Over-
kjæbens Tænder lige saa vel som af Underkjæbens, saa at Reglen kunde staa ved Magt ogsaa i dette
Tilfælde.
2) Darwin, Ch, Zoology of the Voyage of H. M. S. Beagle. Part I. Fossil Mammalia by R. Owen.
London. 1840. S. 68.
8) Lic. PJ. XVIII og XIX.
370 90
til det af Dr. Lausen skjænkede Kranie. Ligesom vor Underkjæbe har ogsaa den, som
Darwin bar hjembragt, mistet Symfysens Forrand; men i sin beskadigede Tilstand har den
en Længde af 17/2" KE. M. (c. 0,430"), og det er aabenbart kun et ganske lille Stykke, som er
brekket af fortil; den er altsaa omtent af samme Storrelse som den, Dr. Lausen har sendt;
den Forskjel, der maaske kan vere, er kun en saadan, som man stedse vil finde hos for-
skjellige Individer af saa store Dyr; der kan selvfolgelig ikke legges den allerringeste Vegt
paa den. Ogsaa hvad Form og Omrids angaar, stemme begge Underkjæber overens; man
vil let overbevise sig derom ved at legge Owens Afbildninger af Underkjæben af Mylodon
darwinü ved Siden af de Figurer af Grypotheriets Underkjæbe, som ledsage denne Afhand-
ling. Endelig stemme begge Underkjæber ogsaa overens deri, at den bageste Tand paa
selv samme Maade afviger fra den tilsvarende Tand hos Mylodon robustus og Mylodon
harlani og, for at bruge Owens terminus, er «bisulcatus», ikke som hos de tvende sidst-
nævnte cérisulcatus», eller med andre Ord kun har én, ikke to Furer langs sin indad ven-
dende Flade").
Imidlertid vil en nøje Sammenligning dog vise nogle Forskjelligheder; Hagehullet
har paa Owens Figur af Underkjæben af Mylodon darwinü?) sin Plads nærmere ved den
forreste Tand end hos Grypotheriet; hos førstnævnte er Afstanden mellem denne Tand og
Hagehullet næppe nok saa stor som Afstanden fra den forreste Tands Forkant til Bag-
kanten af den anden Tand; men hos Grypotheriet er Afstanden derimod betydelig større
end Maalet fra Forkant til Bagkant af de to omtalte Tænder, men dog mindre end Af-
standen til Bagkanten af den tredje Tand. Tandr&kkerne synes dernæst hos Mylodon
darwin at fjærne sig endnu mindre fra hinanden fortil end hos Grypotheriet, og saa vidt
man kan skjønne af de rigtignok ubetydelige Levninger, som endnu ere tilbage paa dette
sidstnævntes Underkjæbe af de to Tvilling- Knuder paa Forsiden af Symfysen, maa disse
Udvækster have været mindre og indtaget mindre Plads i Breden end paa den af Darwin
hjembragte Underkjæbe. Men især vil man bemærke en Forskjel i den anden og tredje
Tand; paa alle de tre Figurer, som Owen har givet af Underkjæben af Mylodon darwinit®),
ere disse to Tænder afbildede omtrent lige store; men i vor Underkjæbe er, som vi have
set i det foregaaende, den tredje Tand meget kjendelig større end den anden, saa at alle
Tænderne her tiltage omtrent ligeligt i Størrelse bagtil, og hertil kommer, at de nysnævnte
to Tænder heller ikke hvad deres Form angaar synes at være nøjagtig ens i begge Under-
kjæber, men at frembyde en lille Forskjel i Omridsene af deres Tværsnit, som jeg dog
ikke skal opholde mig med at beskrive, da den hurtigere og bedre end gjennem mange
1) Owen, R., Description of the Skeleton of an Extinct Gigantic Sloth, Mylodon robustus. London
1842. S. 169.
2) Darwin, Zoology of the Voyage of H. M. S. Beagle. Part I. Fossil Mammalia. Pl. XIX. Fig. 1.
3) L. c. Pl. XVII, Fig. 5, Pl. XVIII og Pl. XIX, Fig. 1.
21 371
Ord vil opfattes af Øjet, naar man holder Owens Figurer af Tænderne af Mylodon darwinii
sammen med de denne Afhandling ledsagende Tavler.
Det er imidlertid ikke ganske let at sige, hvad disse Afvigelser have at betyde,
saalænge der ikke foreligger flere end netop de to omtalte Underkjæber, og der end ikke
kan anstilles en umiddelbar Sammenligning mellem disse, men for den enes Vedkommende
maa dømmes alene efter Beskrivelser og Figurer. Størst Vægt vil man vel være tilbøjelig
til at lægge paa den Forskjel, Tænderne frembyde; men selv denne er jo dog, naar alt
kommer til alt, temmelig ringe, og allerede den først fundne af de eneste to foreliggende
Underkjæber viser, at Tænderne i alle Fald hos dette Individ ikke have været i strængeste
Forstand formbestandige; thi Owen fremhæver udtrykkelig i sin Beskrivelse af Underkjæben
af Mylodon darwinn, at hverken den anden eller den tredje Tand er fuldkommen ens i
begge Kjæbegrene, men at den anden er lidt større paa højre end paa venstre Side, og
at den tredje har en lidt anden Form i den ene end i den anden Kjæbegren. Naar man
kun har Figurerne af Underkjæben af Mylodon darwinii at holde sig til, men ikke har
Lejlighed til at undersøge Kjæben selv, kommer hertil fremdeles den ikke uvæsenlige
Omstændighed, at de nævnte Figurer for enkelte Tænders Vedkommende synes ikke ganske
at stemme med Tekstens Ord!). Jeg er derfor efter nogen Tvivlen kommen til Er-
kjendelse af, at den af Dr. Lausen hjemsendte Underkjæbe med størst Rimelighed maa
antages at have tilhørt netop selve Owens Mylodon darwinii, og under denne Forudsætning
vil altsaa dette Kæmpedovendyr i Fremtiden komme til at bære Navnet Grypotherium dar-
winü. Vil man forkaste denne Opfattelse, nodes man dog til i det mindste at maatte ind-
rømme, at den af Darwin ved Punta Alta fundne Underkjæbe maa have tilhørt, ikke en
Mylodon, men en anden Grypotheriwn-Art, og denne maa da have staaet den, hvis Hoved-
skal er Gjenstand for nærværende Afhandling, betænkelig nær. Vi kunne dog ikke forlade
Owens Mylodon darwinü, uden først med et Par Ord endnu at omtale en Kranie-Stump,
som Darwin havde faaet i Banda Oriental fra Bunden af en lille Flod ved Navn «Sarandis».
Paa dette Brudstykke opstillede Owen først en egen Slægt Glossothertum”); efter senere at
have lært Mylodon- Slægten bedre at kjende, saa han imidlertid, at den omtalte Stump
var et Stykke af et Mylodon-Kranie, men rimeligvis af en fra Mylodon robustus forskjellig
Art, og han henførte nu?) gisningsvis sit Glossotherium som Synonym til sin Mylodon dar-
1) Den lange Diameter af den anden Tands Tværsnit angives i Teksten til 1 Tomme (E. M.), den korte
til 9 Lin.; den lange Diameter af Tværsnittet af tredje Tand siges at være 13 Lin., den korte 71/2
Lin., altsaa kjendelig kortere end anden Tands tilsvarende Diameter; men med dissse Maal og
Forhold synes de iøvrigt smukke Figurer paa 17de og 18de Tavle i Værket om Beagles Rejse ikke
ret at passe.
2) Zool. of the Voy. of H. M. S. Beagle. Part I. Fossil Mammalia. P. 57. PI. 16.
3) Owen, R., Description of the Skel. of an Ext. Gig. Sloth, Mylodon robustus. Pag. 154, Note *.
Darwin, Ch, Geological Observations on South America. London, 1846. Pag. 92, Note *.
372 N
winü. Den store Mester i Palæontologien havde den Gang Valget mellem enten at
grunde en ny Mylodon-Art paa Brudstykket fra Sarandis, eller at henføre det til den alene
ved Underkjæben fra Punta Alta antydede Mylodon, og det er let at forstaa, at han valgte
det sidste; men, som Sagen nu staar, kan Henførelsen dog næppe anses for rigtig.
Kranie-Stumpen, som gav Anledning til Opstillingen af Slægten Glossothertum, er aaben-
bart af et gammelt Dyr og viser i Følge Owen, at Baghovedet hos dette har været en
Tredjedel bredere end højt"); det har altsaa i sine ydre Omrids afveget betydelig fra det
her beskrevne, ligeledes gamle Grypotheriums Baghoved. Tilhører altsaa, saaledes som
jeg tror, den af Darwin fundne og den af Dr. Lausen hjemsendte Underkjæbe virkelig
begge den samme uddøde Dyreart, har Glossotheriet sikkert ikke noget med denne at gjøre.
Men selv om man vil holde paa en Arts-Forskjel mellem disse Underkjæber, saa ligne de
dog hinanden såa meget, at det vistnok maa anses for meget usandsynligt, at de Dyr,
som de have tilhørt, kunne have frembudt betydelige Forskjelligheder i andre Partier
af deres Hovedskaller, og under alle Omstændigheder maa man erindre, at det er Kranie-
Brudstykket fra Sarandis, ikke Underkjæben fra Punta Alta, til hvilket Navnet Glossotherium
oprindelig blev knyttet, at Navnet derfor ikke kan skilles fra dette Brudstykke, og at dette
har vist sig at tilhøre en Mylodon- Art; Glossotheriwn er altsaa simpelt hen et Synonym
til Mylodon.
De foregaaende Betragtninger gaa selvfølgelig ud fra den i Begyndelsen af Af-
handlingen fremsatte Mening, at den af Dr. Lausen sendte Underkjæbe virkelig hører til
det mærkværdige Kranie, som ban ved samme Lejlighed skjænkede til Museet. Men det
maa indrømmes, at hvis man vil benægte Henforelsens Rigtighed og mene, at Grypo-
theriets Underkjæbe endnu er ubekjendt og først skal paavises, kan der blive Spørgsmaal
om dette Dyrs Forhold til endnu et andet, hidtil (ligesom Mylodon darwinü) kun af en eneste
Underkjæbe kjendt Kæmpedovendyr, nemlig Gnathopsis oweni; jeg skal derfor, skjondt jeg
selv ikke nærer Tvivl om Berettigelsen af mit Udgangspunkt, dog til Slutning endnu et
Øjeblik standse ved dette sidstnævnte Dyr. I sit Værk om de paa Beagles Rejse fundne
fossile Pattedyr beskrev og afbildede Owen foruden Underkjæben af «Mylodon darwinii»
ogsaa en anden megatherioid Underkjæbe”). Han siger ikke nærmere, hvor paa Rejsen
den blev fundet; men ved at raadspørge et Par af Darwins egne Værker vil man finde, at
den maa hidrøre fra den samme rige Fundgrube som Mylodon-Kjæben, nemlig fra Punta
Alta?). Den ligger nedsænket i en haard Breccie, af hvilken den kun rager op med sin
1) Zool. of the Voy. of H. M. S. Beagle. Part I. S. 60.
2) Zool. of the Voy. of H. M. S. Beagle. Part I, p. 99, pl. XXIX.
3) Charles Darwin, Naturwissenschaftliche Reisen etc. Deutsch v. E. Dieffenbach. Braunschweig, 1844.
Erster Theil. S. 94.
Darwin, Ch., Geolog. Observ. on South America. London, 1846. P. 106.
23 373
Alveolarrand, og er meget for skjør og smulrende til at kunne løsnes fra denne Matrix;
de mere eller mindre beskadigede Tandhuler vise, at den har baaret fire Tænder paa hver
Side, men påa en enkelt nær vare disse faldne ud. Da denne Underkjæbe ikke syntes at
passe til nogen af de andre Kæmpedovendyr-Slægter, som Darwin havde hjembragt, antog
Owen den for at tilhøre Megalonyx jefersonü, som jo den Gang kun var højst ufuld-
stendig kjendt; men da nye Fund senere bragte flere Levninger af dette Dyr for Dagen i
Nordamerika, kunde man ikke undgaa at se, at den sydamerikanske Kjæbe ikke lod sig
henføre til dette, eller overhovedet til Megalonyx-Slegten. Leidy gjorde derfor det i øvrigt
ubekjendte Dyr, som havde besiddet den paagjældende Underkjæbe, til Type for en egen
Slægt: Gnathopsis!), uagtet det vel næppe var muligt ganske fyldestgjørende at paavise
dens Forskjel fra Mylodon og visse andre af de allerede opstillede Slægter, og tog end
+, skjondt der
ikke i Betænkning ad Analogiens Vej ubetinget at tilskrive det Tandformlen ;—;,
jo ikke havdes den mindste Stump af Overkjæben eller af dens Tænder”).
Her har man altsaa en Underkjæbe, som aabenbart synes at maatte være for-
skjellig fra Underkjæberne af de øvrige i La Plata-Staterne fundne Kæmpedovendyr-
Slægter, og der kan altsaa spørges, om ikke denne Gnathopsis-Underkjæbe netop tilhører
et Grypothertum (det være nu det her beskrevne eller en anden Art), og om ikke
Gnathopsis- og Grypotherium-Slægterne falde sammen, saa at det sidste Navn ikke behøves.
Men, for ikke at tale om, at en slig Mening næppe, saaledes som Sagen staar, kunde
blive mere end en maaske ikke ganske urimelig, men dog for Tiden ubevislig For-
modning, og det derfor vistnok maatte kaldes forhastet, at lade den være afgjørende
ved Navngivningen, saa tror jeg desuden, at der, saavidt man kan skjønne af den korte
Beskrivelse og de Figurer, man har af Gnathopsis-Underkjæben, er overvejende Grund til
allerede nu at besvare Spørgsmaalet benægtende.
Det skal indrømmes, at der næppe kan hentes nogen afgjørende Indvending mod
Idenditeten fra den eneste Tand, som er levnet i Gnathopsis-Kjæben*), og at heller ikke
Kjæbens Størrelse kan vække videre Betænkelighed.
Men de to Kjæbegrene vige mere ud fra hinanden, end det synes at kunne have
været Tilfældet hos Grypotheriet, hvis begge Kjæbers Tandrækker skulde kunne virket mod
hinanden. Ved at sammenligne den af Owen givne Afbildning af Gnathopsis-Underkjæben
med den, som jeg har givet af Grypotheriets Ganeflade") vil man finde, at den bageste
Proceed. of the Acad. of Nat. Sc. of Philadelphia. Vol. VI. 1852, 1853. Pag. 117.
Smits. Contrib. to Knowledge. Vol. 7. A Memoir of the Ext. Sloth Tribe of N. America. P. 58.
Imidlertid maa det ikke forglemmes, at Tænderne jo ikke ere ens foroven og forneden i Munden hos
de nærmest staaende andre megatherioide Slægter, og at man derfor er udsat for at tage fejl, naar
man skal slutte fra Tænderne i den ene Kjæbe til dem i den anden.
Tab. II, Fig: 2.
E w
ws
374 aren a
Tand (eller rettere Tandhule) i Gnathopsis-Kjæben, naar man tænker sig denne Kjæbe til-
passet til Grypotherium-Kraniet, vil falde betydelig udenfor den bageste Tand i dette; og
medens Tandrækkerne i Overkjæben hos dette Dyr divergere fortil, og man derfor vel efter
Analogi tør antage, at det samme vil være Tilfældet med Underkjæbens Tænder, vil man
finde, at Tandrækkerne i Gnathopsis-Underkjæben netop omvendt konvergere fortil.
Hvad for et Dyr Gnathopsis-Underkjæben derfor end har tilhørt, kan det vistnok
ikke have været Grypotheriet, og Kjæben afgiver sandsynligvis et yderligere Vidnesbyrd om
den, faa Aartier tilbage ikke anede Form- Mangfoldighed, med hvilken de megatherioide
Dyr optraadte i deres Tid.
RESUME
du mémoire précédent.
Le mémoire qui précède contient la description d'un crane d’un animal mégathérioïde des
couches pleistocènes de la république argentine, que M. le docteur V. Lausen a donné au
musée de zoologie de l'Université de Copenhague, en l’accompagnant d'une grande quantité
d’autres restes d'animaux éteints de la même provenance.
Ce crâne est d'un grand intérêt, car en même temps qu'il porte le cachet commun
à ceux de tous les animaux de cette famille, il s'en écarte en un point d'une manière sur-
prenante, et présente une singularité dont on ne trouve approximativement un équivalent
que chez un petit nombre d’autres mammifères éteints qui sont très éloignés du groupe
des Paresseux.
A son arrivée ici il était brisé en beaucoup de fragments, mais on a réussi à le
restaurer d'une manière satisfaisante après avoir, par des moyens convenables, rendu
au tissu osseux une partie de sa solidité primitive, et il est maintenant presque complet.
Il faut toutefois faire remarquer que la caisse dans laquelle il était emballé ne contenait
ni mandibule ni os malaires. Mais, parmi les autres os et fragments d'os que M. Lausen
a envoyés à la même occasion au musée, j'ai trouvé une mandibule presque complète
bien que brisée en plusieurs morceaux, et deux os malaires également brisés mais formant
évidemment la paire, qui tous s’ajustent si bien avec le cräne tant pour la grandeur
et la forme que pour l'usure des dents, que je dois regarder comme vraisemblable que
ce sont réellement les parties de ce dernier qui manquaient dans la caisse susmentionnée,
et qu'ils ont été recueillis ensemble avec lui; mais je ne puis, à cet égard, avoir une
certitude absolue, comme le riche envoi de M. Lausen n'était accompagné d'aucune liste ni
d'aucun renseignement relatif à son contenu.
Le crane est celui d'un animal âgé; les sutures des différents os sont fermées et
ont seulement en quelques points laissé de faibles traces de leur existence. Il a une
longueur de 0,"610, ce qui le place entre les cranes du Megatherium americanum et du
Mylodon robustus, et à en juger par lå, l'animal auquel il a appartenu doit être un des
47
- à ø. = ANS ore ne AS. ee HIER) VU
376 | 26
at)
plus grands parmi les Mégathérioides qui ont été découverts jusqu’a présent; il n’est sur-
passé que par le Mégathérium et le Mylodon harlani, connu jusqu'ici seulement par un
très petit nombre de fragments, et le Zestodon armatus a peut-être eu la même taille.
Le crane est tres long et très étroit, la longueur en étant environ quatre fois plus
grande que la largeur mesurée entre les orifices du canal auditif externe. Sauf une lé-
gère courbure produite par les apophyses post-orbitaires, qui sont rudimentaires, les bords
latéraux de sa surface supérieure courent presque parallèlement entre eux depuis la région
de l'oreille jusqu'au milieu des os nasaux, et c'est seulement à partir de ce point que
le museau seffile assez rapidement; de plus la voûte buccale se prolonge en avant bien
au-delà des dents, mais elle ne se rétrécit pas beaucoup dans cette partie et se termine en
un bord coupé transversalement. Mais ce qui donne à ce crâne un aspect tout particu-
lier et le distingue de ceux de tous les autres Mégathérioïdes, c’est la structure remarquable
du museau. En effet, du bord antérieur des intermaxillaires, qui sont très grands et
soudés ensemble à cause de l’âge de l'animal, s'élève verticalement, sur la ligne médiane
du crane, une sorte d’arc-boutant ou d'arc osseux étroit qui s’unit en haut à l'extrémité
antérieure des os nasaux, laquelle dépasse de beaucoup les maxillaires supérieurs; il en
résulte une ressemblance éloignée avec les rhinocéros tichorhins et, vu l'absence de cloison
nasale ossifiée, notamment avec des espèces telles que le rhinocéros merckii, chez lequel
cette cloison n’est ossifiée qu'en partie. Il reste des traces qui montrent que cet arc osseux
ne se confondait pas avec les os nasaux, mais s’articulait avec eux par une suture, et que
son extrémité supérieure terminée en pointe était logée dans une échancrure longue de
0%,025 environ entre les extrémités antérieures de ces os; mais, à son origine, rien ne
peut faire supposer qu'il ait jamais été séparé des intermaxillaires, et sur son étroite face
postérieure, tournée en dedans vers la cavité nasale, court, le long de la ligne médiane,
un sillon qui indique peut-être qu'il était primitivement divisé en deux moitiés distinctes,
bien qu'il n'y ail pas trace de cette division sur sa face antérieure. Il est donc évident
que cet arc osseux ne provient pas d'un développement anormal des os nasaux, et Ja seule
circonstance qu'il s'enfonce dans la ligne médiane entre ces os mais n’en touche pas le
bord extérieur, empêche de l’assimiler à la branche ascendante, entourant l'entrée des fosses ,
nasales, que les intermaxillaires émettent chez d’autres mammifères. On n’a par conséquent
à choisir qu'entre deux hypothèses, ou voir dans l’arc-boutant un élément à l'origine indé-
pendant mais maintenant faisant corps avec les intermaxillaires, par ex. un os du boutoir,
ou le considérer comme formé d’apophyses ascendantes spéciales appartenant à ces os.
Cette dernière hypothèse est sans contredit celle qui s'accorde le mieux avec les caractères
extérieurs de ces parties, et c'est aussi celle que j'ai adoptée, bien qu'il faille reconnaître -
qu'on ne rencontre pas chez d'autres mammifères de longues apophyses de ce genre sur
les intermaxillaires; elle ne saurait d’ailleurs être renversée que par la découverte de cranes
plus jeunes portant des traces évidentes d'une séparation originelle entre ces derniers os et
l'arc dont il s’agit. Un écart si considérable dans la construction habituelle du museau chez
les Mégathérioïdes doit naturellement avoir sa raison d'être. Chez les rhinoceros tichorhins
la structure du museau en augmente singulièrement la solidité, et trouve son explication
dans les grandes cornes dont ces animaux étaient armés et dans l'usage qu'ils en faisaient.
Mais, dans le crane décrit ici, le museau est loin d’être construit aussi solidement que
7S
311
chez ces rhinocéros, et quoique les os nasaux soient bombés comme chez ces derniers,
rien n'indique cependant qu'ils aient porté une corne; il n'y a done pas lieu, ce semble,
de mettre cette remarquable structure du museau en connexion avec une excroissance de
ce genre, dont l'existence chez un Mégathérioïde doit d'ailleurs être regardée comme peu
probable. La liaison entre les intermaxillaires et les os nasaux s'explique tout aussi peu
par la supposition que l'animal ait eu une véritable trompe, car l'arc osseux n'offre pas une
place suffisante aux muscles puissants qu'un pareil instrument eüt exigés, et n'en porte
non plus aucune marque. L’explication la plus naturelle semble donc- être que la structure
particulière du museau est due à un développement extraordinaire des ailes cartilagineuses
du nez, ainsi que de leurs muscles et de ceux de la lèvre supérieure, et que l'animal a
eu des lèvres très grandes et très mobiles.
Les autres parties du crâne n'offrent rien d'extraordinaire, et il nous suffira,
pour ce résumé, de renvoyer aux planches qui accompagnent le mémoire danois, et qui
les représentent très fidèlement en demi-grandeur.
La formule dentaire est =; il y a ainsi de chaque côté, à la mâchoire supérieure,
une dent de moins que chez les genres Scélidothérium et Mylodon. Mais, abstraction faite
de cette circonstance, ce sont les dentures de ces deux genres dont celle qui nous occupe
se rapproche le plus; en effet la dent postérieure de la mandibule est, comme chez ces
derniers, beaucoup plus grande que les antérieures, et elle est bilobée, de sorte que le
contour de sa surface triturante offre quelque ressemblance avec un huit allongé et un
peu oblique. A la mâchoire supérieure les dents diminuent de grandeur d'avant en arrière;
c'est l'inverse dans la mandibule. Une description détaillée de chaque dent n'est guère
nécessaire, et il suffira également pour la denture de renvoyer aux planches qui accom-
pagnent mon mémoire.
Un animal avec un crane comme celui qui vient d'être décrit peut-il être rangé
dans un des genres jusqu'ici connus des Mégathérioides? C'est là une question que la plu-
part résoudront sans doute négativement, et il est facile de voir que la réponse sera la
même que la mandibule dont il s’agit appartienne ou non au crane. En effet, düt-il
résulter de nouvelles trouvailles que cet animal, par les autres parties encore inconnues
de son squelette, se rattache à l’un ou l’autre des anciens genres, le crane sans la
mandibule présente déjà assez de particularités pour justifier la création d'un genre à part,
que je proposerai d'appeler Grypotherium.
Le singulier arc-boutant qui s'élève du bord antérieur des intermaxillaires pour
aller se réunir aux os nasaux sépare nettement cet animal de tous les autres genres
mégathérioïdes, et cette liaison, inconnue chez ces derniers, entre les intermaxillaires et
les os nasaux constitue le caractère essentiel du nouveau genre; mais les dents offrent
aussi d’autres caractères tranchés. A l'exception du Coelodon, tous les autres genres
jusqu'ici connus ont cinq dents de chaque côté à la mächoire supérieure; le genre Coelo-
don n'en a sans doute que quatre comme le Grypotherium, mais elles ont, comme on
sait, une forme toute différente. Enfin, si la mandibule en question a été avec raison
rapportée au même animal que le crane, le Grypothérium a à la mandibule une dent
de plus que le Coelodon, et, dans cette hypothèse, la formule dentaire = du nouveau
genre offre encore une-autre particularité; car les Mégathérioïdes ont toujours une dent
47°
.
378
de plus à la mâchoire supérieure qu'à la mandibule!), quelles que soient d’ailleurs les
différences que présente leur denture.
Le crane ici décrit est certainement le premier crane complet ou à peu près
complet de Grypothérium qui ait été trouvé jusqu'ici, et c’est par cette trouvaille que nous
avons appris à connaître les remarquables particularités qu'il présente dans sa structure. —
Mais il n’est pas dit pour cela qu'on wait pas recueilli déjà auparavant des fragments de
cranes pareils qui auraient été rapportés à tort à des genres connus, soit parce qu'à
cause de leur mauvais état de conservation ils ne présentaient plus trace de leurs carac-
tères génériques, soit parce qu'ils se composaient de parties, telles, par exemple, que des
mandibules, qui ne s'écartent pas beaucoup des os correspondants chez d’autres Méga-
thérioïdes. Si la mandibule dont il s'agit appartient réellement à notre crane, il existe.
déjà depuis longues années une trouvaille qui justifie cette remarque. J'ai par lå en vue
la mandibule presque complète que Darwin, lors de son voyage avec le Beagle, a trouvée
à Bahia blanca, dans la province de Buenos-Ayres, et sur laquelle M. Owen a fondé une
espèce particulière de Mylodon, le M. darwinü. Si Yon place les figures que M. Owen a
publiées de cette mandibule*) à côté de celles de la mandibule du Grypotherium qui accom-
pagnent mon mémoire, on sera tout de suite frappé de leur très grande ressemblance,
tant sous le rapport de la grandeur que de la forme. Une comparaison très exacte
fera certainement ressortir quelques petites différences; le trou mentonnier, dans la figure
de M. Owen, est situé un peu plus près de la dent de devant que chez le Grypothérium ;
les rangées des dents semblent diverger encore moins que chez ce dernier, et Von
remarquera surtout que la deuxième et la troisième dent ne sont pas tout à fait pareilles
dans les deux mandibules, mais présentent dans leur forme et leur grandeur une petite
différence pour laquelle je me contenterai de renvoyer aux planches, qui la feront saisir
plus vite et plus facilement que de longues explications. Mais aussi longtemps qu'on ne
possède que ces deux mandibules, dont lune m'est connue seulement par une description
et des dessins, il est hasardeux d’attacher une importance décisive à ces petits écarts.
La différence entre leurs dents est en effet d'un ordre secondaire, et la mandibule trouvée
par Darwin fait déjà voir que, chez cet individu, en tout cas, les dents n'ont pas rigou-
reusement la même forme des deux côtés; car M. Owen relève expressément dans sa
description que ni la deuxième ni la troisième dent ne sont entièrement pareilles dans
= its
1) En tout cas, le Grypotherium est la seule exception certaine à cette règle. Il existe, comme on
sait, une demi-mandibule de Lestodon avec 5 dents; le savant qui l'a décrite l'a rapportée au
Lestodon armatus, et regarde par suite la cinquième dent comme «un cas tératologiquee. Si cette
attribution est exacte, il n'y a done en réalité aucune exception à la règle. Par contre, si de nou-
velles trouvailles font reconnaître que cette demi-mandibule n'appartient pas au Z. armatus, mais
A une autre forme ‘voisine, il y aura sans doute lieu de croire que le nombre normal des dents est
de cing; toutefois, il ne faut pas perdre de vue qu’on ne possède pas le moindre fragment de la
mâchoire supérieure correspondant à cette mandibule à cing dents, de sorte qu'on ne peut savoir
combien elle a eu de dents. Il n'est cependant pas impossible que le nombre des dents de la mà-
choire supérieure ait aussi été plus grand qu'il ne l'est d'ordinaire chez les Mégathérioides, et que la
règle soit encore applicable dans ce cas.
2) Darwin, Zoology of the Voy. of H. M.S. Beagle. Part I, Fossil Mammalia. PI. XIVIHI, XVIII, XIX.
379
les deux branches, mais que la deuxiéme est un peu plus grande dans celle de droite, et
que la troisième differe un peu de forme dans les deux branches. Il est donc très
vraisemblable que les mandibules de Buénos-Ayres et de Bahia blanca appartiennent à
deux animaux de même espèce, et que le Mylodon darwinii de M. Owen devra à l'avenir
porter le nom de Grypotherium darwinii.
Il va sans dire que les considérations qui précèdent présupposent que la mandibule
ici décrite appartient réellement au crane qui faisait partie du même envoi, et il faut
reconnaître que, pour ceux qui nient ou mettent en doute l'exactitude de cette attribution
et qui partent de la donnée que la mandibule du Grypothérium n’est pas encore connue,
il peut être question des rapports de ce genre avec un autre Megatherioide qui n'est
également connu que par une seule mandibule, à savoir le Gnathopsis oweni. Je dirai
donc en terminant quelques mots de cette mandibule, bien que je ne doute pas de
l'exactitude de ma supposition. Elle a, on le sait, aussi été trouvée par Darwin, et
comme elle ne pouvait être rapportée à aucun des autres Megatherioides découverts
pendant le voyage du Beagle, M. Owen l’attribua au Megalonyx jefferson, qui, à cette
époque, n'était connu que par quelques os tout à fait insuffisants pour en donner une idée
quelque peu complète. Mais de nouvelles trouvailles ayant mis au jour, dans l'Amérique
du Nord, d’autres restes de cet animal, il fallut reconnaitre que la mandibule de l'Amérique
du Sud ne pouvait être rapportée ni au M. jefferson ni au genre Megalonyx en général.
En constatant ce fait, M. Leidy créa pour l'animal auquel cette mandibule avait appartenu
le genre nouveau Gnathopsis, et mhésita pas, en se basant sur l’analogie, à lui attribuer
la formule dentaire = bien qu'il ne possédat pas le moindre fragment de la
mächoire supérieure ni de ses dents’).
Il est évident que ni la grandeur de la mandibule sur laquelle est basé le
genre Gnathopsis, ni la seule dent qui y reste encore ne peuvent fournir un argument
décisif contre l'identité du Gnathopsis et du Grypotherium. Mais les deux branches de la
mandibule, chez le Gnathopsis, sont plus écartées l’une de l’autre qu'elles ne paraissent
pouvoir l'avoir été chez le Grypotherium, pour que les dents des deux mächoires pussent
agir les unes sur les autres. En comparant le dessin que M. Owen a donné de la
mandibule du Gnathopsis?) avec les planches qui accompagnent mon mémoire*)}, on trou-
vera que la dent postérieure de cette mandibule doit tomber bien en dehors de la dent
postérieure de la mâchoire supérieure du Grypothérium, si l'on se figure la dite mandibule
adaptée au crane de ce dernier; de plus, tandis que les dents supérieures, chez le Grypo-
thérium, divergent en avant, et que d'après l'analogie il devrait en être de même à la
mandibule, on verra que les dents inférieures, chez le Gnathopsis, convergent au contraire
en avant. Par conséquent, quel que soit le Mégathérioïde auquel cette mandibule ait
appartenu, ce ne peut en tout cas pas étre le Grypothérium.
1) Proc. Acad. Nat. Se. of Philadelphia. Vol. VI. 1852, 1853. Pag. 167. Smith, Contrib. to Know-
ledge. Vol. 7.
2) Voy. of H. M. S. Beagle. Vol. 1. PI. XXIX.
SEP IF Set 3.
PEN m ER mye PPT CPU. ee BA
350
Explication des Planches.
Planche I.
Le cräne vu de droite en demi-grandeur naturelle.
Toutes Jes sutures dont il reste encore des traces reconnaissables sont mentionnées séparément
dans le texte, et il est par suite facile de les trouver sur la figure. Les autres traits qui
ressemblent plus ou moins à des sutures indiquent seulement des felures et des fissures acci-
dentelles du cråne, ou les lignes de séparation entre les fragments dont il se compose; on a
omis plusieurs de ces dernières pour ne pas nuire à la clarté de la figure. L'os malaire est
dessiné d'après une image de l’os de gauche reflétée par une glace, celui de droite ayant perdu
sa branche descendante.
Planche II.
Toutes les figures sont en demi-grandeur naturelle.
Fig. 1. Le crâne vu d'en haut.
Les os malaires brisés sont omis. Juste devant la crête occipitale est un grand trou, à travers
lequel on voit les grands sinus dans l'intérieur du plafond cranien. Un peu en avant de ce trou,
il y a en un autre semblable, mais plus petit, qui n'est pas représenté sur la figure. Les remarques
faites au sujet de la Pl. I s'appliquent d'ailleurs aussi à cette figure.
Fig. 2. La partie antérieure du crane avec les dents, vue de la voûte du palais.
Les os malaires ne sont pas représentés.
Fig. 3. Les dents de la mandibule vues d'en haut.
É:
1
4%.
seccoo
Rettelser.
Adskilligt læs:
vanskelig —
0,600m —
Patagonien —
omtent =
Idenditeten —
adskilligt
vanskeligt
0,610™
Provindsen Buenos Aires.
omtrent
Identiteten
Tab I.
#2 Kraniet afbildet fra hojre Side i halv naturlig Storrelse. | u
0 Pr
5 Alle de Somme, af hvilke der endnu ere erkjendelige Spor tilbage, ere enkeltvis anførte i Teksten
ut og kunne derfor let findes paa Figuren. De øvrige mere eller mindre suturlignende Linjer 0g 2
: Streger betegne kun tilfældige Revuer og Sprekker i Kraniet eller Grændserne mellem de Brud-
CR stykker, af hvilke det er sammenfojet; af disse sidste ere dog flere udeladte, for at Figuren ikke
skulde tabe i Tydelighed. Kindbenet er tegnet efter et Spejlbillede af det venstre paa Grund af,
er at dets nedstigende Gren mangler paa det hejre.
%
2 of
4
Br
i
] É 4
yr ee 4
id 5 et, rs É N LANE ” “6
PACS PP RTE dE OT Fa LU RETTEN
Vid. Selsk Skr 5 À XI. 4. Reinhardt. Grypothertum
Tab. II.
Alle Figurerne ere i halv naturlig Størrelse.
oe Å Fig. 1. Kraniet set ovenfra.
ri. | De afbrækkede Kindben ere udeladte. Lige foran Nakkekammen er der et stort Hul, gjennem hvilket
he man ser ned i Luftrummene i Hjærnehulens Loft. Lidt foran for dette Hul findes der paa Kraniet
i endnu et lignende, men mindre, som ikke er fremstillet paa Figuren. I øvrigt gjælde de med
wh a Hensyn til Tab. I gjorte Bemærkninger ogsaa for denne Figur.
i Fig. 2. Den forreste Del af Kraniet med Tænderne set fra Ganefladen.
k |
CE i Kindbenene ere ikke tilføjede.
ra S Fig. 3. Underkjæbens Tandrække set ovenfra.
Vid Selsk. Ser. 5 R.X/L 4. Kermhardt Grypothe SIU ‘a
à om Ånvendelse
af
aren
BEA
| j mindst Kvadraters Methode i nogle Tilfælde, hvor en Komplikation af vise. | SA
— Slags uensartede tilfældige Fejlkilder giver Fejlene en ,, systematisk" Karakter. NA
af
T. N. Thiele,
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. XI. 5.
Kjobenhavn.
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri.
1880.
IN den Astronomi maa, andre vigtige Fænomener ufortalt, væsentlig karakteriseres ved
den Kamp, som den fører mod de systematiske Fejl.
Betegnelsen «systematiske Fejl» bruges i Modsætning baade til de tilfældige Fejl og
til dem, som man kan afhjælpe ved at beregne Korrektioner, fordi man kjender Fejlkildernes
Natur og Virkemaade. Men disse Modsætninger ere noget ubestemte. Der gives Fejl, om
hvis egentlige Aarsag man kan være i Tvivl endnu længe efter, at man har fundet den
mathematiske Lov, der fremstiller dem som Funktion af en eller anden Omstændighed ved
Observationerne. Og at Grændserne overfor de tilfældige Fejl er usikker ligger ikke blot
deri, at det kan være tvivlsomt, om man overhovedet nogensinde med fuld Ret kan tale
om Tilfældighed ved Fejl. Den tekniske Betegnelse «tilfældige Fejl» defineres nemlig dels
derved, at man ikke ved at sammenstille de ved Observationens Gjentagelse fundne Resul-
tater med nogen apriorisk angivelig Omstændighed ved Observationerne, maa kunne paavise
en Relation mellem Fejlene og en saadan Omstændighed; dels i positiv Form derved, at
det, for at Fejlene skulle kunne behandles som tilfældige, kræves, at de, naar man ordner
dem efter deres Størrelse, og naar Gjentagelsernes Antal blot er tilstrækkeligt stort, skulle
aabenbare Tilstedeværelsen af en Fejllov, der sætter Hyppigheden af Fejl, der falde mellem
vilkaarligt valgte Grændser, i Relation til selve disse Grændser.
Nogle ville maaske som yderligere Definition paa de tilfældige Fejl kræve, at denne
Fejllov skal antage en vis særlig Funktionsform, den exponentielle
p(7) = I NU (=)
mre te)
MV 27
hvor x, er den rimeligste Verdi, m Middelfejlen. Men selv om man ikke vil henregne
saadanne Fejl til de systematiske, hvor Fejlloven blot er en anden end denne exponentielle,
der er Forudsætningen for en direkte Anvendelse af mindste Kvadraters Methode, saa
forekommer der Tilfælde, hvor Grændsen mellem de to Slags Fejl kan være meget tvivlsom.
48"
384
Paa flere Omraader navnlig ved de saakaldte personlige Fejl, der synes at have en
eller anden fysiologisk Oprindelse, og ved Observationsrækker til Bestemmelse af de Værdier,
der bestemme Ejendommelighederne ved et Instruments Opstilling eller Virkemaade, og som
jeg her vil kalde Instrumentkonstanter, forsaavidt de skulde været konstante, dersom Instru-
mentet var fuldkomment, "forekomme saadanne Tilfælde, hvor det kun altfor aabenbart er
umuligt at karakterisere de forskjellige Fejls Hyppighed ved en Fejllov, og hvor der, naar
man ordner Observationerne af den samme Værdi kronologisk, synes at vise sig en Afhæn-
gighed mellem Observationstiden og Fejlenes Beløb, saa at man altsaa ialtfald foreløbigt
kunde være berettiget til at kalde Fejlene systematiske. Men naar man saa har søgt at
korrigere saadanne Fejl under den Antagelse, at de vare mathematiske Funktioner af
Observationstiden, saa er Haabet om ad denne Vej at befri Observationerne fra de pinlige
systematiske Fejl ideligt blevet skuffet. Naar man troede at have fundet den befriende
Korrektionsformel og prøvede den paa tilstrækkeligt langt fortsatte Observationsrækker, viste
det sig bestandigt, at det var umuligt at fremstille Fejlene som Funktioner af Tiden eller
ialtfald at bruge Formelen til Forudberegning af personlige Observationsfejl eller Instru-
mentkonstanterne.
Det turde være, at man i saadanne Tilfælde ofte vil komme til mere tilfredsstillende
Resultater ved en nøjere Prøvelse af disse Fejls Forhold til de tilfældige Fejl. Ere de omtalte
Fejl end ikke ligefrem tilfældige Fejl, saa er det ialtfald muligt, at de kunne være Resultatet
af en Samvirken af flere tilfældige Fejlkilder, thi den velbekjendte Sætning, at en Kombina-
tion af forskjellige tilfældige Fejlkilder, hver med sin Fejllov, kan fremstilles som en enkelt
tilfældig Fejlkilde med sin af de øvrige afhængige Fejllov, har en Undtagelse, som ikke synes
altid at være bleven tilstrækkeligt paaagtet. Sætningen gjælder ikke, naar nogen af Fejl-
kilderne virker paa en saadan Maade, at flere end een af de iøvrigt indbyrdes uafhængige
Observationer paavirkes af hver enkelt Fejl, som flyder af den paagjældende Fejlkilde. Lad
os f. Ex. antage, at en Række Værdier 0,, 0,, 03. . . . On, der i og for sig kunde været
opfattede som den egentlige Gjenstand for Observationerne, ved en tilfældig Fejlkildes Ind-
fiydelse have faaet Tillægene e',, eg . . . . én efter en Fejllov, der kan antages at være
exponentiel, at man imidlertid ikke opfatter selve o’erne som Observationens Gjenstand, men
derimod de successive Summer af de efter Indices ordnede o’er altsaa
OVE 01-1 05-1 -.12.0n,
og at man ovenikjobet nodsages til at vælge denne Opfattelse, fordi andre væsentlige tilfæl-
dige Fejlkilder netop paavirke disse Summer med tilfældige Fejl e“,, e‘’,, . . . en efter en
anden Fejllov, som vi ogsaa kunne antage for exponentiel, da ville Totalfejlene altsaa
389
eee:
(1)
Sen VE (ee
En + €"; FE €, Sr nen
-i Almindelighed hverken folge den exponentielle eller overhovedet nogensomhelst Fejllov,
men derimod, naar de ordnes efter Indices for e“ frembyde Ejendommeligheder, der i høj
Grad ligne, hvad man ser ved de ovenfor omtalte kronologisk ordnede Oversigter over
personlige Fejl eller Resultater af Iagttagelser over Instrumentkonstanter. Der er ogsaa ret
gode indre Grunde til at forklare de omtalte Fænomener paa denne eller lignende Maade
ved en Komplikation af tilfældige Fejl, og i denne Henseende er Forholdet vel omtrent det
samme for de personlige Fejl og Fejlene ved Instrumentkonstanterne, da Sandseorganerne
jo kunne betragtes som Instrumenter. Fejlene ville dels være saadanne Opfattelsesfejl, som
paa tilfældig Maade maa antages at vexle fra den ene Observation til den anden ligesom
Fejlene e i vort Exempel, dels saadanne som med Nødvendighed betinges af Instrumentets
tilfældige Tilstand i Observationens Øjeblik, forsaavidt denne ikke lader sig beregne efter
Omstændigheder saasom Temperatur og Lufttryk etc.
Hvad nu Instrumentets Tilstand angaar, vil man, saalænge samme Instrument benyttes,
ingenlunde kunne se bort fra en Afhængighed af Tilstanden i det foregaaende Øjeblik.
Vistnok kan der for mange Instrumenters Vedkommende paavises en Normaltilstand, fra
hvilken Instrumentet ikke kan fjerne sig mere end, at det altid holder sig indenfor visse
Stilling, være større Sandsynlighed for en Tilnærmelse til det normale end for en yderligere
Afvigelse. Dog har jeg en stærk Tilbøjelighed til at antage, at saadanne tilfældige Varia-
tioner af et Instrument, som lade det svinge omkring en Normalstilling som den til enhver Tid
sandsynligste Stilling (hvorved disse Fejl vilde forbinde sig med Opfattelsesfejlene e”), ville være
temmelig sjeldne, ialtfald ikke saa hyppige som saadanne Variationer, hvor Normaltilstandens
Indflydelse er umærkelig, og hvor et «status qvo» er Reglen, idet Instrumentets tilfældige
Variationer ske saaledes, at Tilstanden i det ene Øjeblik er den rimeligste Tilstand i næste
Øjeblik, Følgen heraf bliver, at Fejlene summere sig saaledes som e‘. Endnu en tredie
Slags Instrumentvariationer bør vel nævnes som typisk ved Siden af disse, nemlig saadanne,
hvor den faktiske Tilstand i ethvert Øjeblik er lig med Middeltallet mellem den faktiske
Tilstand i foregaaende Øjeblik og den rimeligste Tilstand i næste; et saadant Forhold kan
vel vanskeligt tænkes ved Instrumentkonstanter, ved Uhret turde det derimod spille en
Hovedrolle og lade Fejlene i Uhrets Gang virke gjennem en dobbelt Summation.
Jeg har forsøgt at udvikle Theorien for Fejl, der paa den i (1) angivne Maade
opstaa af to Fejlkilder, og haaber derved at bidrage noget til at reducere Omraadet for de
systematiske Fejl. Ganske vist vil der være ulige større Fordel forbundet med at lære at
Grændser, og rimeligvis vil der da hyppigt, naar Instrumentet er bragt ud af den normale
PRY
/
386 . 6
beregne de Korrektioner, hvormed de systematiske Fejl helt kunne hæves, end ved blot at
henføre dem til de tilfældige Fejls Omraade og aabne Udveje for Anvendelse af mindste
Kvadraters Methode paa Tilfælde, hvor den forud ikke kunde anvendes; men det er ikke
ethvert Onde, som kan rykkes op med Rode, og det turde vel være muligt, at man hist og
her har med Fejl at gjøre, hvor Betingelsen for at udfinde de virkende Fejlkilder og deres
Love, netop er at dele de iagttagne Fejl i to Dele, saadanne, som paa indbyrdes uafhængig
Maade paavirke de enkelte Observationer, og saadanne, som virke gjennem Ophobning.
At dette er muligt, fremgaar af, at der forlængst foreligger en Løsning af Opgaven
for et specielt Tilfælde. Er en saadan Observationsrække ved lange Mellemtider inddelt i
et Antal Grupper af Observationer, og følge derimod i hver Gruppe de enkelte Observationer
saa hurtigt efter hinanden, at man næsten kan anse dem for samtidige, da har: Opgaven
ingen Vanskelighed; af Gjentagelserne indenfor de enkelte Grupper beregnes de Middeltal,
som angive de rimeligste Værdier indenfor Grupperne, og tillige de Middelfejl, som maa
ventes saavel i disse Middeltal som i hver enkelt Observation; ved Siden deraf skaffer man
sig Kundskab om saadanne rimeligste Værdier, der skulle falde i Mellemrummene mellem
Grupperne ved Interpolation under Forudsætning af jevn Forandring fra den foregaaende
jagttagne Gruppe til den næste, og Differenserne, som ere opståaede i de lange Mellemtider,
vil man vide at benytte til Bedømmelse af Instrumentets Stabilitet. Opgaven maa da ogsaa
kunne løses, hvor Mellemrummene udfyldes med spredte Observationer, og hvor Gjenta-
gelserne i de enkelte Grnpper efterhaanden blive mindre og mindre talrige. Forskjellen
kan kun være den, at det saa bliver noget vanskeligere at udlede de ønskede Resultater.
Principet for Løsningen af disse Opgaver er ingenlunde kunstigt: Man skal blot
ved at sætte Opgaven i Ligning medtage enhver Ligning, der hører med til den fuldstændige
Beskrivelse af de formodede Forhold, og ikke tillade sig at borteliminere nogetsomhelst
paa anden Maade end efter Forskrifterne for mindste Kvadraters Methode. Det bør maaske
allerede her bemærkes, at det analytiske Hjælpemiddel, hvorved Løsningen her iværksættes,
en Kjædebrøk, vel er noget usædvanligt i praktisk astronomisk Regning, men paa ingen
Maade ubekvemt.
Udjevning af en Række Observationer af en Instrumentkonstant. Vi
antage et Instrument indrettet efter en saadan Plan, at et Forhold ved det, som udtrykkes
ved Tallet + burde været konstant, medens dog i Virkeligheden x lider en Række Foran-
dringer enten stadigt eller i bekjendte Øjeblikke. Vi forudsætte endvidere, at hver af disse
Forandringer er rent tilfældig og følger en exponentiel Fejllov, bestemt derved, at 2’s Værdi
til hver Tid er den rimeligste Værdi for næste Øjeblik, medens Middelfejlen eller rettere
Middelverdien af de momentane Forandringer, , kjendes. Betegne vi da med %,, æ, ... &n
de Værdier, som æ maa antages at have havt til en Række Tidspunkter £,, t,...t (enten
7 | | 387
bestandig 4,+1 senere end #, eller bestandig forud for 4), i hvilke der enten er anstillet
Observationer over 2, eller for hvilke man overhovedet ønsker at kjende x, da vil efter
Forudsætningen 0 være den rimeligste Værdi for enhver Differens æ,4,— x.; og Kvadratet
paa Middelafvigelsen for denne Differens vil være m? — 24” (imellem Grændserne a og a+ 1),
a, a+1
og de absolute EEE Daag. le disse anse vi altsaa som bekjendte. Saaledes faa vi n
Ligninger ar
dyd, = 0, Vægt v
0,1
1
|
0, Vægt v
1,2
En In 0, Vegt v
n—1,n
Endvidere forudsætte vi, at de til Tiderne 2,,t,...t, anstillede Observationer over
æ ogsaa lide af tilfældige Fejl efter exponentielle Fejllove, i Henhold til hvilke vi i Obser-
vationsresultaterne henholdsvis z,, 25... 2„ kjende de rimeligste Værdier (for Udjevningen)
og derhos vide, at Middelfejlene ere m,, m,...m, eller Vægtene v,, v, ...v,, almindeligt
%a——z. Derved faa vi n-+ 1 Ligninger.
Na
(3),
Lata — OF Veet un
som tilligemed (2) indeholde alle de indbyrdes uafhengige Betingelser, vi have til Bestem-
melse af de n + I Ubekjendte 2), æ, ...x,, som det er vor nærværende Opgave at finde
tilligemed deres Middelfejl efter Udjevningen.
Anm. Forsaavidt der blandt Tiderne, ¢, findes nogle, i hvilke ingen virkelig
Observation er anstillet, og for hvilke vi blot begjære at kjende de rimeligste Værdier af x,
bør vi sætte de tilsvarende Vægte v — 0, hvorefter Værdierne z blive arbitrere (blot ikke
uendelige).
Behandles nu (2) og (3) efter mindste Kvadraters Methode, saa fremgaar der af dem
de n + 1 Ligninger:
Øg = Yo ar To nn à
v2 = —Vatp—+(v+v,+ovz, —vr,
0,1 0,1 1,2 2
!
Vara == = Ù &a-1 + (v =F Va + v) da UV Loti (4).
a—1,« a—1,4 a,d+1 a,a+i
Un A1En 1 RC nat (v + Uni + UV) Ent V Ly
n—2,n—1 n—2,n—i n—1,n n—1,n
Onen = LY Art (v + Un) Ln
n—1,n n—1,n
aa
14 + TS
1 + + 7 ak fer ” Le Os | Lt a. ci Te > ge" BE À
388 8
Blandt disse Ligninger bør vi nu allerforst eliminere de z,’er som svare til v, — 0, altsaa
til fiktive Observationer, som kun ere medtagne af Hensyn til Bestemmelsen af æs Værdi
udenfor de virkelige Observationstider. Men v, — 0 medfører
1 1 1 il \
(ne TE ORE) : Er = (a+4 = La) : D == (2u+ı = Diet) : (4 — a (5),
u—1,a a,ati a—l,u a,a+1
saa at altsaa, naar først wu. 0g a 4, ere fundne, x, vil bestemmes ved simpel Interpolation
imellem disse Værdier under Forudsætning om, at Forandringerne i x ere omvendt propor-
tionale med Vægtene mellem det paagjældende Intervals Grændser eller ligefremt propor-
tionale med Middelafvigelsernes Kvadrat, eller med selve Tidsintervallet, forsaavidt der i hvert
Øjeblik har været ligestor Udsigt til en Forrykkelse af Instrumentet. Dersom den første
eller sidste Observation 2, eller 2, var fiktiv, altsaa hvis der spørges om Instramentkon-
stantens Værdier før og efter det Tidsrum, hvori der er observeret, da medfører v, — 0 at
Ly == 21, Un — 0 at x, — +} 1, altsaa ere de z'er, som faas for den første og sidste virke-
lige Observationstid, de rimeligste Værdier henholdsvis i Fortid og Fremtid.
Ligningerne (4) vise derhos, hvad der ogsaa er aldeles selvfølgeligt, at Elimina-
tionen af 24, naar v, = 0, ikke forandrer disse Ligninger anderledes, end at det Resultat
kommer frem, som man strax vilde have faaet ved at udelade de Ligninger, der angaa den
fiktive Observation, man havde da blot havt at sætte
m? — m? + m?
a—l,a+1 a—,a a,a+1
eller
(2) v
y= a—1,a aati
a—1,ati (2) + v
a—1,4 a,a+i
og direkte at gaa over fra Ligningen
Ya == — 0 ur + (V+ Vai) Mai — 0 Loti
a—2,a—1 a—2,a—1 a—1,a+1 a—1, a+ 1
til Va+1Zat1i = Say Lat (v FE Vai + v) dax TV Ta+2
a—1,a+1 a—1,a+1 a+1,a+2 a+1,a+2
med Forbigaaelse af Ligningen for v,2,. Vi kunne altsaa, naar Talen er om Beregning af
virkelige Exempler, strax forudsætte, at der ikke er medtaget nogen fiktiv Observation, og
vide altsaa nu, hvorledes man af de a’er, som findes svarende til virkelige Observationstider
kan finde + for en hvilkensomhelst anden Tid.
Den videre Behandling af Ligningerne (4) bør naturligvis foretages paa den for
mindste Kvadraters Methode typiske Maade, men dette lettes her ved Ligningernes forholdsvis
simple Form, og for at drage Fordel af denne og fremstille Løsningen strax i den for
Beregningen heldigste Form maa der indføres nogle Hjælpestørrelser. For det første bør
vi istedetfor Vægtene v, 0g V4,441 indføre to andre Rækker Tal, bestemte ved Recursions-
formlerne:
389
Ua+1 == Tati — u (6)
a, a+-1
1 1 1
0 — m —— — fl L
3 u v Un (7)
a,a+1 a,a+i
Under Forudsætning af at uw, — v,, beregnes let wa og u indtil u og w, ved Brug af en
a, a+1 n—1,n
Tabel over reciproke Tal. (Derved behøves ikke nogen større Nøjagtighed i Regningen,
end hvad der virkeligt hår Betydning i de givne Vægte.)
Dernæst beregnes af z’erne en Række Verdier y,, y; ...Yn, der i den yderligere
Regning skulle erstatte 2'erne, og hvoraf tillige enhver vil vise sig at repræsentere den
tilsvarende Værdi for « under Forudsætning, at alle Observationer med højere Indices lodes
ude af Betragtning, altsaa ialtfald y, — +, Saadanne y’er findes ved Recursionsformlen
(for voxende Indices)
Ua Ya+ı == En Ya == Vai a+
a+1
a;
eller noget bekvemmere
Ua+1 (Ya+1 == Ya) — Va+1 (Zu+1 = Ya)
eller (8)
Ua+i(Yati— Zap) = U (Ya — 2u41)
. 6 a; a+1
i Forbindelse med y, — Zp.
Ved disse Substitutioners Anvendelse paa (4) vil man da finde, at «’erne bestemmes
ved Recursionsformlen (for aftagende Indices)
UgYa — (Un +) tq — 0 Er (9)
a,a+i a, a+1
eller med bekvemmere Regning,
v (Ta in Ta+1) — U (Ya FT La+1) (9 a)
eller a,a+1 a, a+1
Ua (Zu — Ya) —= 4 (Ta+1 — Ya) (9b)
a, a+1
i Forbindelse med 2, — %n.
| At dette ikke blot er rigtigt, men tillige at (9) netop er den typiske Form for
Resultatet af Eliminationen efter mindste Kvadraters Methode, bevises ved det almindelige
Induktionsbevis. Thi for a — 0 stemmer (9) med den første Ligning (4), og antages det,
at (9) er gyldig for alle Indices til a, altsaa at Eliminationen af @,, v,... #4 har fort til
et Restsystem af n— a—1 Ligninger, nemlig (9) og de n — a sidste under (4), saa vil
Eliminationen (paa typisk Maade) af 2, imellem de to første af disse Ligninger
UaYa = (Ua Vu —v Lay
a,a+1 a,a-1
Va+1 pat Ä = er Mo >
CSA > x " { €
> Bu bre CN
N, Fr ies teal + f
wv) ae +
392 - TE
F 2%
istedet for de virkelige Observationer navnlig ved alle Beregninger af Middelfejl paa Funk-
tioner af Elementerne i Udjevningen; samt at netop de ved den typiske Eliminationsproces
fremgaaende Ligninger, her (9), i deres venstre Sider repræsentere et saadant System af
Funktioner, der kunne gjælde for indbyrdes uafhængige Observationer.
Her ere altsaa i
U Yo = (+ væ va
0,1 |
uy = WmtV)m— v2
1,2 1,2
Ua Ya = (atv) m—d Toi
aati a,a+i
Un—Yn—A—= (Un 1 0) m A— V In
n—1,n n—1,n
Un Yn == Untn
Produkterne yo, ... Uday + ++ Unyÿn at anse som indbyrdes uafhængigt observerede Værdier
saaledes, at Middelfejlens Kvadrat paa wya er
M? (uaa) = Ua tv,
a,a+1
følgelig kunne ogsaa selve Værdierne y opfattes som indbyrdes uafhængige Observationer,
saaledes at man for Kvadraterne af disses Middelfejl har
UV 1
My) =—— 3 = on (11)
N x a,a+i
kun med den ene Undtagelse, at
Ms) — Melon) — — (113).
n
Ved nu blot at fremstille z'erne explicit som lineære Funktioner af y'erne, bliver det meget
let at fremstille Middelfejlen paa en hvilkensomhelst af Udjevningen fremgaaende Værdi,
som forud har været givet som lineær Funktion af z'erne. Men da
U U
1— = ety = Au at! Batt,
Ua
Ua
ville Koefficienterne i Ligningerne
an = Gar en EC Yn—1 + € Yn
0,n—1 0,n
PAM eyıt Cy2 + + € Ya + CYn
1,1 1,2 1,n—1 1,n
Lo = Ya... € Yn-ıT CYn
2,2 2,n— ‚n
LI C Yn—1 + CYn
n—1,n—1 n—1,n
Ln — Yn
13 393
a,u Ua
u u u u u (13)
‚uri ; =, 5 ,
ig ur ati,at2 6 ce(s - sis) ee a, ati for b a
Ur — U
= k,k+4
og i Almindelighed
a=n k=n a=n 2
MS dot.) = Y—— (Sue )
ra SÅ k,k+1
af den første af disse Formler udledes Recursionsformlen (for aftagende Indices)
Ua— U u 2
Mia) = 4 (us) Maut) (14).
Ua? Ua
Som specielt Tilfælde af den almindelige Formel merke vi os særligt det, der angiver
Kvadratet paa Middelfejlen af en lineær Funktion rz, + sx,+1 af to konsekutive «’er:
Ug— U 2
U =
M2 (ray + sau) = rt + (eat i ) le
a
DE
som lineær Funktion af lutter yer med højere Indices kan nemlig 241 betragtes som uaf-
hængig Observation ved Siden af y. Sættes heri r — 1, s — — 1, faas
WU W-—UN?
M? (ty — 7434) = a | ( =, M (7241) (15).
ONE Ue
Ligningerne (14) og (15) tjene paa ret bekvem Maade til Beregning af de Middelfejl, som
efter Udjevningen blive tilbage i de Ligninger (2) og (3), som direkte fremgaa af Problemets
Grundbetingelser. Ved Hjælp af dem kan man ogsaa transformere den almindeligere Lig-
ning for M{rx, + saa+1) til folgende Form
Mira. + stays) = (r + s)(rM?(x.) + sM?(@a41)) — rsM? (20 — &a+1).
Naar man nu erindrer, at ifølge (5) de a’er, for hvilke der ikke haves nogen sam-
tidig virkelig Observation, bestemmes af de a’er, som svare til nærmest foregaaende og
paafolgende Observation som en lineær Funktion af disse, om man vil ræ, + sauy1, idet
r + s—1, saa vilde det ligge overordentligt ner at bruge denne Ligning for M°{rx,+ sæ444)
til Beregning af Middelusikkerheden for de wer, der ikke ere bestemte ved samtidige Ob-
servationer. Men dette vilde være en væsentlig Fejl, af en ejendommelig Slags, som man
maa vogte sig vel for i Undersøgelser af lignende Art som denne. Thi om end 2, —r@,—-s24+1,
Vase
“x my \ a oe OFF Pe ene UNIT ee
394
er det derfor ikke tilladt at sætte M?(a,) = M{rx, + saq41) i saadanne Tilfælde, hvor Lig- ‘4
ningen a, — ra,+ s24+ı selv er fremgaaet som Resultat af Udjevningen og derfor ikke har i
absolut Gyldighed, men kun gjælder for en Tilnærmelse, hvis Paalidelighed vil kunne maales
ved en Middelfejl, hvis Kvadrat vil være M°{x,) — M?(ra, + says). M(x,\ maa altsaa
bestemmes direkte ved det samme Middel, Indskydelse af en fiktiv Observation, som har
givet æ,. Konsekventserne af at man indskyder en saadan, forklares maaske bedst ved at
det oprindelige Schema over v'erne, werne, y'erne og æ'erne nemlig |
Va | Ua | Ya La
wy | | |
a a,u+1 | a, a+1 | |
Va+1 | Ua+1 | Ya+i | Tati |
forandres til folgende
Va | Ua | Ya Vu
v | u
a,6 | «a,b
(277 Ws | Yo Hs
Vv | U |
b,a+1 | 6, a+1
|
Vai | Ua+4 Yatt Lat
i Henhold til folgende Relationer
Vv, = 0
I a eee
v v v
ab b,a+1 a,a+i
Ua V (DENT
te = eS 4, b = ba+1 a,a+1 R
a,b Ua v v—u
a,b b,a+1 a,a+1
idet tillige y= 7)
b,a+1 aati
Yo — Ya
V Ta + VU Loti
a,b b,a+1
GE i — 757 (1 — p)T4+1
v + v P GE Pp) a+
ab bat
v Ugly — U)
‚b a,a+1
hvor altsaa p = — = =
vd + vd Ulla — U)
a,b ba+t a;u+1
v u (Ug — Up)
5,a+1 ‚a+1
medens (SES
0% Up (Ua — U)
a,b b,a+1 a,ati
Med Hensyn til yerne som indbyrdes uafhængigt observerede er altsaa hele For-
andringen den, at det oprindelige y., som havde Vægten u,— u, er erstattet med to, nemlig
a,u+1
15 395
Ya med Vægten w— u, OF Yo — Ya med Vægten u,-— u, saaledes at selve Verdierne ere
a,a+1 i
identiske og Vægtenes Sum lig med den oprindelige Vægt. Men, hvor ringe denne For-
andring end synes at være, har den dog reel Betydning, men kun med Hensyn til Bestem-
melsen af J/?(z,). Efter (14) har man nemlig nu direkte
Up — U u 2
Mila) eh (us) Ma);
Up Up
ved dobbelt Anvendelse af (14) har man derhos
Ua— U UN? | Ug— U U 2
UNE ee +) Me) |
Us Us
som, da u, — u, giver
a,b
Ug— U u 2
Mia) = — + (eae) en
Ua” a
altsaa uforandret efter (14). Man har altsaa
Usp — u u (u + U— Us)
PM) + (1 — p) MP (aa41) = SÆR SE a TD TREE M°{x,41)
og a
(Ua — Uy) (Ue — U)
Mas) — PM) + (1 —p) Mau) + — ag (1 =u Meas)
ut 7? / 1
ET ra + pl —p) — ( me)
altsaa ifølge (15)
Ug— U
Ma) = pM? (a) + (1 — p)M (2,41) + pll —p) = — M2, — on)
not
i
= pM?(«.) == (1 — p)M?(&a+ı) + pl les TR M(t, at rl) (16);
aati
folgelig er Resultatet dette, at
LÉ
Mie) — Mpra + (1 — pleurs) = PP.
aati
Sættes i disse Formler v — 0, saa at Opgaven bliver at bestemme a’er og deres Middelfejl
a,a+1
udenfor det Tidsrum, Observationerne omfatte, eller i et Mellemrum, hvor Instrumentet kan
have lidt saadan Forandring, at Observationsrækken maa betragtes som fuldstændigt afbrudt,
da medfører v — 0 ifølge (7) at u — 0. Forsaavidt da ikke tillige v — 0, vil p — 1
a,a+1 aati a,b
1 1 1 SIR: ;
2 — 2, og M?(7,) == — = — + —, som ogsaa i sig selv er naturligt.
Ub Ua v
a,b
396
Konstruktion af den foregaaende Udjevning,
1) Paa en Abscisseaxe afsættes Punkterne &,, €,...€2 ordnede efter Indices og saaledes, at overalt
Afstanden £4+1 — €a = 1: v, saa at de altsaa repræsentere Observationstiderne i det Tilfælde, at Instrumentets
a,4+1
Middelforskydelse har været ligestor i ligestore Tider. 2) Lodret over & afsættes Punkter zz, efter at man først
ved Addition af en fælleds Konstant har gjort alle Observationer za positive, nemlig saaledes at Ordinaten
za — Ca = Observation za. 3) Lodret under & afsættes Punkter va saaledes, at Ordinaterne €4— va = 1: va,
4) Lodret under v,...vn afsættes paa samme Ordinater en Række Punkter ¢,..-@n og paa Abscisseaxen en
tilsvarende Række Punkter %,, 9ı-:,7n, alle foran de ens indicerede Ger. Konstruktionen udføres successivt
efter voxende Indices og begynder med 7, bestemt ved £ — 7, = € — vo, derefter overalt saaledes, at
va— pa Ga na— 08 (Nava) (Ha—1 Ga). 5) Punkterne y,Yy,...%Yn skulle nu afsættes lodret over de ens
indicerede yer, beliggende paa et System af rette Linier, hvert ya paa den rette Linie mellem ya—1 0g Za og
specielt y, i ligestor Ordinat med 2), yy — %0 = Zo — &- 6) Ved yerne bestemmes saa Punkterne x,...4n
som angive de udjevnede Værdier, saaledes, at hvert wa ligger paa samme Ordinat som det tilsvarende za
(og Eu), an — En = yn — nn og forøvrigt va paa den rette Linie gjennem æu+1 og ya, hvoraf saaledes Stykket
mellem za og z4+1 repræsenterer Instrumentets rimeligste Bevægelse i Tiden fra ta til ta+1.
”
Bestemmelse af Enhederne for de to Slags Vægte.
Naar en hvilkensomhelst Udjevning er udført, rejser sig bestandigt det Spørgsmaal,
om de Fejl, den lader blive tilbage i Observationerne, tilfredsstille de Forudsætninger om
17 397
Fejlenes Natur, hvorpaa Udjevningen hviler; kan eller vil man ikke prove dette, tør Resul-
tatet kun betragtes som hypothetisk. Blandt andet bør det Spørgsmaal søges besvaret, om
de Forudsætninger angaaende Middelfejl eller Vægte, hvorpaa en Udjevning efter mindste
Kvadraters Methode er baseret, vise sig overensstemmende med, hvad der a posteriori kan
udledes af Tabellen over de Fejl, der blive tilbage. Hyppigt kommer dette Spørgsmaal
frem i den særlige Form, at man a priori ikke kjender de enkelte Betingelsesligningers
Vægte, men nok nogle Systemer af Forhold mellem dem, som vilde være tilstrækkelige til
Vægtenes Bestemmelse, dersom man desuden kjendte et mindre Antal af Vægtenheder, én
for hver System, man maa da regne disse Vægtenheder med blandt Opgavens Ubekjendte, og
er efter Forholdenes indviklede Natur henvist til den indirekte Methode, at begynde med
rent hypothetiske Vægtenheder, og efter at man med dem har gjennemregnet Udjevningen,
af Restfejlene beregne nye og i Almindelighed forbedrede Værdier for Vægtenhederne,
hvormed saa Regningen gjøres om, indtil de aposterioriske Vægtenheder i sidste Udjevning
stemme tilstrækkeligt nøjagtigt overens med de aprioriske for denne Udjevning. Kun i et
Tilfælde slipper man helt for slige Gjentagelser, nemlig naar kun én for alle Observationerne
fælles Vægtenhed har været ubekjendt, i dette Tilfælde faar Vægtenhedens absolute Værdi
ingen Indflydelse paa Udjævningens Resultat og bestemmes selv ved Formlen
1 — ML
2 |
hvor / er Restfejlen i den enkelte Ligning, x disses Antal og m Elementernes Antal, eller
maaske ved
n— m — |
Le
nemlig forsaavidt man ber regne den ubekjendte Vægtenhed i et og alt med blandt Opga-
vens Ubekjendte, hvad der dog maa anses for noget problematisk. Exempler paa Tilfælde
med flere ubekjendte Vegtenheder ere meget hyppige i Astronomien, man behover blot at
nævne Rektascensionernes og Deklinationernes Vægte ved en Banebestemmelse. Exempler
paa en korrekt Behandling af Tilfælde med flere ubekjendte Vægtenheder ere — ikke
hyppige.
I de særlige Opgaver, vi her behandle, vil man som oftest vere nodt til at gjentage
Udjevningen mindst en Gang med forbedrede Vægte. ‘Thi medens man hyppigt nok vil
kjende Forholdene mellem
Glin Ch son dh
for sig og imellem
by oh Ds Ua
0,1. 1,2 n—1i,n
for sig, vil man ingenlunde altid kjende Enheden for Vægtene v, tilstrækkelig nøje, og
som oftest være endnu ugunstigere stillet overfor Enheden for v. Og navnlig vil man paa
a,a+i
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 5. 50
398 18
Grund af et Forhold, der strax skal omtales ikke kunne undgaa Gjentagelse af Udjevnings-
processen, dog synes der at være Grund til at antage, at Konvergensen i Bestemmelsen af
Vægtenhederne som oftest vil være saa stor, at Arbejdet ikke let vil blive uoverkommeligt.
Naar en Udjevning er gjennemregnet paa Grundlag af en hypothetisk Enhed Z, for
Vægtene %, %,... v, og en anden, Æ, for Gruppen v, v, ...v, er det klart nok, at
“0,1 1,2 n—1,n
man maa søge Z, bestemt ved Differenserne z,— «4, Ex ved Differenserne 24 — 2444. Vi
have n + 1 Differenser af første Slags, n af andet, og n + 1 Elementer 2, 2... x, ere
bestemte ved samtlige 2” +1 Ligninger. Til Elementernes Antal bør maaske endnu lægges
2 (d. e. for #, og E,), men ved de store Værdier, som n altid vil have i Undersøgelser af
denne Art, bliver dette Spørgsmaal af ganske underordnet Betydning, og jeg skal derfor i det
Følgende helt se bort fra denne Mulighed og holde mig til n+1 som Elementernes Antal.
Man kan da for de søgte Vægtenheder skrive
n—+ 1— &
2% (2a ==)
EN)
DER 2
Ira. tars?
aati
hvor det dog om & og y endnu kun vides, at deres Sum er Elementernes Antal,
etz end,
det gjælder om at bestemme, hvor stor en Del af dette Antal, der falder paa hver af de to
Grupper. I andre Opgaver, hvor Ligningerne ere meget talrige i Sammenligning med Ele-
pre
2) w )
menterne har dette ikke stort at sige, og man vil da ofte kunne nojes med at fordele Ele-
menternes Antal ligeligt, men her er Ligningernes Antal aldrig fuldt dobbelt saa stort som
Elementernes, og et Exempel vil derhos let vise, at Fordelingen undertiden bør være meget
uligelig. Tænke vi os nemlig, at en Instrumentkonstant i Grunden kun var observeret til
to væsentligt forskjellige Tider, men hver Gang med talrige Gjentagelser den ene umiddelbart
efter den anden og uden særlig Fare for reel Forandring i Instrumentet, da vil det være
let nok at se, at 7 vil nærme sig til Grændsen n — I, medens & nærmer sig til 2. For
ogsaa i de mere indviklede Tilfælde og almindeligt at kunne bestemme £ og 7, vil det være
nødvendigt i Detail at undersøge for hver enkelt af Betingelsesligningerne, hvormeget den
bidrager til det Tal & eller 7, der skal fradrages Ligningernes Antal, eller hvormeget man
skal addere til henholdsvis v.(2.— a)” eller v (tu — 2444)” for at have Ret til at forudsætte,
aati
at den udkommende Sum gjennemsnitsvis skal vere lig 1 for hver Ligning. I sidste Form
af Sporgsmaalet er Besvarelsen let; thi ogsaa efter Udjevningerne ere 44 0g Za — @a+1 be-
hæftede med Usikkerhed, der henholdsvis maales med Middelfejlene Mix.) og Mau — tu+1),
se (14) og (15). Da nu netop denne Usikkerhed gjennem Fordringen om, at Summen af
Afvigelsernes Kvadrater Gange Vægten ved Udjevningen skal drives ned til sit Minimum, 1
Almindelighed er Skyld i, at denne Kvadratsum bliver mindre, end hvis lagttagelserne vare
blevne sammenlignede med de absolut sande Verdier, er det idetmindste højst sandsynligt,
19 399
at man træffer det Rette ved til hver Afvigelses Kvadrat at lægge Kvadratet paa den Middel-
fejl, som bliver tilbage efter Udjevningen. Det er ved at gaa frem paa lignende Maade,
at man summarisk beviser den almindelige Regel, at lagttagelsernes Antal bør formindskes
med Elementernes Antal i Formlen for Vægtenes aposterioriske Bestemmelse. I vort Til-
fælde ses det uden stor Vanskelighed af (12) og (13), at
20, M? (aq) + 2 v Min — up) = n + 1.
a,a+1
For de to Grupper af Ligninger finde vi paa denne Maade
Ë = 20, M? (xq)
7 = Zv Mr, — 7444),
a,a+i
og idet vi bemærke, at disse Værdier for & og y ere uafhængige af enhver fælles Multi-
plikator til #, og /,, og sædvanligvis kun lidet foranderlige ved en Forandring af Z, : £,,
faa vi til Bestemmelse af Vægtenhederne
; n+ 1— Zv, M(x)
E, y FHV
Va (Za— Ta)
n— Sv Mx, — Xa41) (17).
Er DT y mer 2
ZU (La — La+1)
aati
Kjendetegnet paa, at vi have regnet den sidste Gjentagelse af Udjevningen derunder hojre
Side i (17) med rigtige Vægte, bliver altsaa L,— 1 og E,— 1.
Det bør her bemærkes, at medens v, M°{x,) ikke synes at kunne simplificeres med
nogen Fordel ved (6) og (14), har man ifolge (7) og (15)
1 \ Me)
v Ma, — 7441) = 1 — (W— u) (= — Mas —(u, — u)? (tat à
a,a+1 a,a+1 \ Ua a,a+1 Ua
som lader os se at, naar v er forholdsvis stor, og som Folge deraf w„— u lille, vil
Gar a,a+1
v Mix, —xy41) i Reglen kun være lidet mindre end 1, saa at Differenserne 2, — 2444 i de
a,a+1
Tilfælde, hvor Observationstiderne ¢, og &+1 kun ere lidet forskjellige fra hinanden, saa-
godt som slet ikke ville kunne bidrage til Bestemmelse af #,. Deraf følger, at de udjev-
nede Verdier x, 0g %444 i slige Tilfælde ikke let kunne komme til at vise synderlig Forskjel,
og vi uddrage deraf den almindelige Regel, at man forud for en Udjevning af denne Art
kan og bør sammendrage alle saadanne Grupper af Observationer til simple Middeltal, som
kun ere adskilte med ringe Mellemtider; med lidt Forsigtighed vil man ikke let udsætte sig
for at gaa for vidt i saadan Sammendragning, der jo øjensynligt medfører stor Besparelse
af Arbejde. Naturligvis bør man ikke forsømme at benytte de Observationer, man forener
i Middeltal ved Bestemmelsen af Vægtenheden £,. Hyppigt vil man paa denne Maade
forud for den egentlige Udjevning kunne vinde saa god en Bestemmelse af Z,, at den
endelige Udjevning kun kan modificere den ubetydeligt. Vanskeligere er det forud at sikkre
50%
bål “ BL X; ~ ot an oi 6 LL ie Le Fe a RÉ TSI UT LT
400
sig en tilstrækkeligt tilnærmet Bestemmelse af Z,. I denne Henseende skal jeg anbefale, $
at gjøre en Overslagsregning efter det Princip, at man først gaar til den yderste tilladelige
Grændse med at sammentrække konsekutive Observationer til Middeltal, at man dernæst
betragter disse Middeltal som udjevnede Værdier for 2, medens man helt ser bort fra de
spredte Observationer, som ikke kunne bruges til Beregning af Middeltal, og paa denne
Maade skaffer sig en Række Værdier,
24, Lp, Lc, Lp, Lz.
Ved Siden deraf maa man sammentrekke de foreløbigt med en vilkaarlig Enhed fastsatte
Vegte v, saaledes at
a,a+i
B
1 y 1 ane
— — — Vv
A,B a,a+1 |
Beregner man da Vægtenheden Z, efter Formlen |
of |
N
~y +
E, = IS Ee 5
2v(L4— 8)
A,B
idet N+ 1 er Antallet af de benyttede Middeltal =, osv., da vil en saadan Bestemmelse
vel som oftest vise sig lidt for stor, men dog kunne bruges som en forste Tilnermelse.
Men selv, hvor man gjennem en Udjevning har faaet Bekræftelse paa, at de anvendte
Vegte ere rigtige, under Forudsetning af at Fejllovene ere exponentielle, er der endnu Brug
for endel mere Kritik end der sædvanligt anvendes. «Skjeve» Fejllove og Fejllove med
flere Maxima forekomme vel kun sjeldent, men kreve, hvor de vise sig, en forandret Be-
handlingsmaade. For systematiske Fejl bliver man ikke let helt fri.
Udjevning efter lineære Funktioner af ubekjendte Elementer.
Naar man har tilendebragt en Udjevning efter de her fremsatte Regler for en Rekke
lagttagelser med Komplikation af to forskjelligt virkende Slags tilfældige Fejlkilder, vil man
selvfølgeligt ikke vere fritaget for at prøve de to fundne Fejltabeller yderligere. Det kan
jo vere, at Resultaterne vise Mangeler, som antyde, at Komplikationen har veret af en
anden Art, end den forholdsvis simple Slags, som her er behandlet. Det kan ogsaa vere,
at man, efter at have sondret imellem de to Slags Fejl, bliver sat i Stand til at erkjende
Spor af egentlige systematiske Fejl i den ene eller anden af de fundne Fejltabeller, Fejl,
som man ikke kunde paavise, saalenge de skjultes af Komplikationen mellem de egentlige
lagttagelsesfejl og Instrumentets Forrykkelser, men som, efter at denne er hævet, vise sig
saa tydeligt, at der kan vere Haab om at kunne fjerne dem ved at beregne Korrektioner
paa Grundlag, af en eller anden Biomstendighed ved Observationerne. Desuden have vi
jo hidtil kun betragtet det Tilfælde, hvor de med komplicerede Fejl behæftede Observationer
angaa et Fænomen, som i sig selv kunde antages at være konstant. Det bør da endnu i
91 | 101
Korthed vises, hvorledes man skal forholde sig, naar det observerede Fænomen varierer
efter Love, som kunne antages at være lineære Funktioner med et Antal ubekjendte Koeffi-
cienter, samtidig med at Fejlene ere af den her behandlede komplicerede Slags. Det vil
være tilstrækkeligt her at behandle det Tilfælde, at Loven for det observerede Fænomen er
Cu = Plat 99a, hvor &, den sande Værdi i den til Tiden ¢ anstillede Observation, er af-
hængig af to ubekjendte Elementer p og g, medens f, og ga ere bekjendte, af #, afhængige
Tal. Observationerne antages at lide af to Slags Fejl, dels saadanne x, (svarende til ¢,),
som paa Grund af Instrumentets foranderlige Tilstand eller lignende, vilde vere uundgaaeligt
de samme for enhver til Tiden ¢, med det paagjeldende Instrument anstillet Observation,
men som paa tilfældig Maade forandre sig fra det ene Øjeblik til det folgende, saa at man
har Ligninger
N) (2)
med tilhørende Vægte v ligesom ovenfor, dels saadanne Fejl, som paa tilfældig og indbyrdes
a,a+i
uafhængig Maade paavirke de enkelte Observationer saaledes, at der ved begges Samvirken
i Stedet for &, fremkommer z, som de virkeligt observerede Værdier, altsaa Ligninger
£a = Tut plat Wa (18)
med Vægt %, svarende til Ligningerne (3) i det simplere Problem. Med n + 1 Observa-
tioner (Indices fra 0 til n) haves altsaa 2n + 1 Ligninger til Bestemmelse af » + 3 Ube-
kjendte 2%, &1...4,, p og q. Efter mindste Kvadraters Methode haves da
Voz = (Vo + VI To — VA + + vofop + vog0q
0,1 0,1
vej = — 0% + (0 + 0 + v) 74 — 0 22 + + ufip + ung
0,1 0,1 1,2 1,2
Vara == a) HE Va v) ud Dati te Va fa P =F VaJad ?
a—i,a a—1,4 aati a,a+i (19),
Uren = — U In + (v ir Un) Un == On Jin. + UnInQ
n—1,n n—i,n
[vfz] = vofotot mfr +... + Vfakat -.-.: 4 Vafndn + [vf?]p + [ofgl¢
[uge] = 90% + aigu +... + gut +... + YnIn&n + [vfglp + [v9] 4
hvor almindeligt [vs] = woros) + virısı +... + Varnsn. Ved Eliminationen mellem disse
Ligninger bruge vi uforandret «„ og u bestemte ved (6) og (7), altsaa spiller Kjædebroken
: a,a-l
(10) ogsaa her en Hovedrolle. Endvidere bruge vi de samme Hjælpeværdier, som vi ovenfor
have betegnet med y, men som vi her ville give en anden Betegnelse nemlig {2}, altsaa
{20} == 2 Og iøvrigt
Ug V
Matra} — Vatızatı + er {2a} >
a,a +1
402
i
og desuden to Sæt paa analog Maade af f og g beregnede Verdier {f} og fg; bestemte ved
(fa = fo, Jo} — go og iøvrigt
VD SER
Ua V
7 a+
Uuti{fati} == Varıfarı ess {fa}
a,a+t
Ug Vv
UrıtJatıd — att Jatt + vet! {Ja} |
a+ a+ a+tYat+i Ua Ed aj)
a,u+1
og derhos nogle mere sammensatte skjondt ogsaa analoge Hjælpeværdier
ter, 492}, UP, Ud 08 49° |
alle fem beregnede efter samme almindelige Rekursionsformel
Ua+41 (7441804) == Vat + Pati. Sati + Uufrasa} — zu na { Sa}
med Udgangsverdi {789} == Too.
Med disse Hjælpeværdier blive nu de # + I første Endeligninger
Uz == (Vo ate) ni + vfop + rogog
WA} — nel ee + vitfur + mt gg
I ole OR: (20)
Utz = (Ua + Vv) 4 — Vv Lapa Uat fai? + UaKJu}Q 4
a,a+i aati
Un {Fn} = Unen SE Unt fn} P + Untgnd
og derved fores man til to Ligninger til Bestemmelse af p og q,
Un fnên} — ae) == Unt fn?) — fn?) P + Unltfngn! — fad (Jn) 9 at
I
Unlt Inn! — {Jn} {2n}) == Un(ifngnå — fn} {9n}) P + Unlt9n”3 — t9m}”) 4
som ere analoge med de Ligninger, man paa sædvanlig Maade vilde have fundet, hvis
£a = fap + gay kun havde havt simple tilfældige Fejl, altsaa med
[yz] = [ef*lp + [glg
Loge] = [efglp + [og°la-
Man kan her give Recursionsformlerne for Hjælpeværdierne simplere Former. For {rats}
kan man overensstemmende med (8) sette
Uats|{7at4} >77 {ra}) = Vatt (rat ag {a})
eller (22)
Ua+1(f7a+1) = Patt) == u {ra} — lai)
3 aati
08 for {l'a+1Su+1} haves
Il api {PuptSa41} tir {Sa}) == Va (Papi Sat SUH {Sa}) == Ua({r'aSa} — {l'a} {Sa}
eller
Wats (at1Su+1} EE l'at1Sa+1) =F a aa See tla {Sa}} == Ual {Pa} {Sa} — {7aSa}) = 0,
aya
23 i 403
og heraf kan man ved at indføre endnu en Række Hjælpeværdier tilvejebringe Formler,
som egne sig til praktisk Regning), nemlig saaledes at (/25) bestemmes ved
a
Gi (US) — 47034804) = Wal §%s8a} — {Ta} (Sa) (23)
a,a+1 a
medens ved Hjælp deraf $ra+154+1} beregnes ved
Watt Warst} a Pa+18a-+4) = ét (( RS) a Ta+1Su+1) (24).
a,ati a i
Endnu kan bemærkes Formlen
u? +1 {rat18a#1} ar att} {Sa+1}) == Untlati| asa} = {Ta} {S}) + Vu+i u (Era) Fra Ta+1)|{Sa} ben Sati}:
a,a+i
som han have Betydning som Kontrol for (23) og (24) samt (22).
Efter at have opstillet Grundformlerne for dette Problem, skal jeg derom kun
bemærke, at naar /, er konstant — f for alle Indices, vil ogsaa { Ja} =f og {fara} =i Tal,
hvoraf følger, at det konstante Led, /p, uoploselig forbinder sig med z'erne saa at v, + fp
træder i Stedet for 2, i Ligningerne (20), idet det næstsidste Led bortfalder, medens af
Ligningerne (21) den første bliver identisk, den anden simplere. Forsaavidt altsaa Ligningen
for det observerede Fænomen indeholder et konstant Led, vil dette ikke kunne adskilles fra
Fejlene 2 For Ligninger af Formen €, — 0 + pfa+ 994 gjælder altsaa den givne Løsning
uden nogen Forandring.
Regneexempel.
Det vil vist ikke være overflodigt nærmere at oplyse det simpleste Tilfælde af hele
denne Theori med et Regneexempel. Dertil vælger jeg en Række Observationer, som under
den i Sommer udforte Længdebestemmelse mellem Lund og Kjobenhavn ere tagne til
Bestemmelse af Indexfejlen for Mikrometret paa Kjobenhavner Meridiankredsen. Jeg har
derved tillagt enhver enkelt Observation af Koincidensen mellem den bevægelige Traad og
den faste Midttraad samme Vægt, og derhos forudsætter jeg, at Koincidenspunktet mellem de
to Traade, der aabenbart ikke har været fuldkomment uforanderligt, har varieret paa ren
tilfældig Maade fra det ene Øjeblik til det andet, samt at Koincidenspunktets Middelforandring
har været den samme i hvert Tidselement, altsaa v omvendt proportional med 2444 — ta,
a,a+1
uanset om Mikrometret har været i Brug i Mellemtiden eller ikke, denne sidste Forudsætning
vil man dog se, at jeg har søgt at prøve ved en særlig Undersøgelse. Selvfolgeligt er jeg
gaaet ud fra, at begge Fejllovene vare exponentielle og frie for systematiske Fejl, det vil
vise sig tvivlsomt, om dette sidste har været ganske berettiget.
Til Enhed for Observationerne benytter jeg 74, Skrueomgang — 02633 og bort-
kaster for at spare Plads de for alle Observationerne fælleds Tiere, Hundreder osv. af denne
Enhed. I Overensstemmelse hermed skulle Vægtenhederne Æ, og Æ, bestemmes saaledes,
at Æ,— 1 vilde betyde, at Middelfejlen paa enkelt Koincidens var 0'2633, medens EL, — I
oy, oe ns TEESE Ey SR Oe leg a FN Jer Te Aha OF, eee ee tee a TE
« « ‘ £
| | | 550 {10:82 | 1487 | 665
12°70 | 25:0 68:0 | 10-0120 | 0.30 3:05) 316 316, —0-11, [78 OR:
| 00404 1180 0:0202 | 0500 0, + 02) | 01
13:66 | 25:0 | 43:0 | ‘0170 | | 43 3:05 3°10) 313 — -08 oe ote
| “0454 | 145 | 0212 | AR | — ‘07 | Stel
14-74 | 25:0 | 39-5 "0132 | "33 3-30| 3:23 3:20) + -10 Rap reek |
| 0012. 375 | 0012 (1-00) IR EN 00 | “00
14-77 |12:5 1500 | 0130 16 3:30 3:24 3:20 + -10 12
| 0232 | 23-0 | 0138 "59 | | | 1 -05 11
15:32 | 12:5 | 85:5 | | 0102 | 13 | || 3-20) 3:23] 315) + 0:5] 03 |
‘0016 3355 | | “0016. 1100| | | | + -01 "01
15:36 | 25-0 58:5 | "0098 | -24 3:05 315 3°15) — -10) | 24
| 10092 380 | ‘0072 MA Rn | ke 00 00
15:58 | 25-0 63:0 | | “0090 ER | 320 3:17| 314 + “06 20 |
‘0004 | 61:5 | ‘0004 | (1-00) | et "00; ‘00
15:59 | 12:5 | 74:0 | ‘0090 | I seine | 3:10 3:16| 3:14) — 04 la 203
| 0046 550 0040 87 | | | +00! "01
15°70 |25'0 80:0, | -0102 26 | 13:20) 3:17) 3:14! + °06| 10
| ‘0420 1185| | “0160 | 38 | ent) 32
16°70 12:5 ‚310 ‘0108 14 3:20 3:18] 3:02] + -18 |= Ap
| ‘0012 30:0 ‘0008 (67) re Pet | ‘00 02
16°73 | 250 550 | 0106 | 26 3:20 3:19! 3-02| + -18 | ‘84
| ‘0072 39°5 | 0060 | 83 || | | aS Yi 64
16-90 | 12:5 52:0 -0104 | ae} 3:30) 3:22) 2:95) + -35| |, l'A 5 AM)
| 0012 49:0 ‘0012 | (1-00) | | = 0-2 2
16:93 | 25-0 740 ‘0104 26 2:55| 2-99] 294 — -39| Le RB
| 0310 22-5 0146 Ar Fl | +13 54
17-67 1250 | 47:5 | "0106 27 2°85] 2:99] 281 + -05) [ts 205
| ‘0012 45:0 ‘0012 (1:00) | | | + 0 | 703
17°70 || 12°5 54-5 ‘0104 13 | 2°60) 2°85) 2°80) — -20) | 49
| 0088, | 38:0 ‘0070 | ‘80 | | | | + -03 07
17°91 || 25-0 63:0 ‘0104 26 2-60! 2°75) 2°77) — -17| TER
| ‘0008 60:0 "0008 (1-00) | | | — "00 ‘00
17:93 || 12°5 1.725 | 0106 a2 || 2-80) 2:76] 2:77 + -03| | 0
‘0302 22-5 0148 | | 49 . | | | — 708 | “04
18-65 | 12:5 35:0 ‘0108 | 13 [2:80 2:77| 2-81| — "01 | 00
‘0004 345 “0004 | (1:00) | | — .00 | ‘00
18°66 | 25-0 59°5 | ‘0106 27 | 3:20! 2-95! 2°81) + "39 | 382
| 0106. 36:5 ‘0082 SAR elie | | + 09 "80
| 18-91 | 12°5 490 | ‘0106 13 |2-70| 2:89| 2:72] — "02! ae 00
| 0004 48:0 ‘0004 (1:00) | | + -00 | -04
18°92 | 250 73'0 "0106 26 | 2:70| 2-82] 2-72] — -01| | -00
0306 | 225 0146 48 | | + 24 1:94
19°65 |25°0 1475 ‘0106 27 || 2:25] 2.52) 2-47) — -22| N)
0004 465 0004 | (1:00) | | | ‘00! 00
19°66 12:5 59-0 ‘0106 | 3 2-60 2:54 2-47) + ‘13! | 22
0106 36:0 0082 | ‘77 | | + 05 19
19-91 | 25:0 61-0 ‘0108 27 12:40 2:48] 2-42) — -02 ol
0004 59:5 "0004 (1-00) | | 00! “00
19-92 112-5 72:0 ‘0108 13 12:30 2:45 242) — +12) en:
0306 22:5 0152 "50 | | + 0.6 13
10.85 |30'19 | | 2945 [11:88
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. XII. 5. 51
406 -
ss ect la KER
= | E Ko | |
. 487 1 | > | i | |
Index 1879! (as u ; : | | |
| | Va | Ue Ma, | vgM2(x,)| = | Za | Ya | Ca | Za— 2s ValZa—2a) |
a | Juli | L en a,a+1 ( | = (a) = ds | |? )
| | S | = En i
| | | | 1085 8019| | |
41 20°65 125 350 00116 015 | | 2-00! 2:29 2:37 | —0:56 |
| 00004; 1845 00004 (1-00) | |
42 |90:66 25:0 1595| |-0114 | 28 12:25| 227237 | — -
0100, 375 | -0080 80 | |
43 20:90 1125 500 | “0132 | As] | 2°50) 2332.42 | + -
| 0008 48-0 0008 | (1-00) | |
44 20,92 12°5 | 1605| |-0134 | 17 2:60 239243 + -
| | 0362} 1190 | ‘0212 | 59 | |
45 2178125! 315) | ‘0206 26 | 2-60] 2°47/2°51 | + -
| | ‘0004 310. 0006 | | (1:50) |
46 21:79 125 1435| | :0208.| | 26 2,301 2422511 — :
| | 1206 | 45| | “0322 | 16 | |
47 26°66 | 25°0 1295 | 0142 | -35 | 3-20! 3:08/3:29 | — -
| | 0012} 1285 0012 | (1:00) | |
48 | 2669 125 41-0 | -0138 | ME -00| 3:36. 3:30 | + :
| | | 0088 30:0 | 0076 | 87 |
49 | 26:90 | 12°5 49:5| |-0134 et | 3-40! 337328 | + -
| | | 0008} 141-0 0008 | (1:00)
50 | 26-92 125 | 53-5 | -0136 | 17 3-20| 3:33/3-28 | — :
| 0310 200, | 70170 -55 |
51 | 27-66 1125 325 0130 16 2-50] 3:01'3°18 | — :
| 0004 32-0 | 0004 | (1-00) | |
52 | 27-67 || 12°5 1445 0132 | ei 3:70 321319 | + :
| 0100, 310 | | “0080 | ‘80 | |
53 |927-91|12:5 | 43-5 | «0130 | | 16 | 3°10! 3:18'3-18 || — :
| | 0004 425 | 0006 | (1°50)|| | |
54 27-92 125 55:0 | -0130 ie 13401 323 3:18 | + 22
| 0316 20:0 "0162 | -51 | | |
55 28:67 |25'0 450 | -0114 | 28 | 3:05) 3:13 3:09 | — :
| 0004! 440 0004 | (1-00)! - | | |
56 | 28-68 12°5 | 56:5 0114 | 14 2-90] 3:08 3-09 | — :
| 0092 375 | 0074 | 80 | | |
57 | 28-90 1125| 50:0 | 0122 | 15 3:20 3113091 + °
0008) 480 | 0008 | (1-00; eae ee
58 | 28-92 | 12°5 | | 60:5 | 70124 | ‘16 3-20 313 3:09) + 11)
| -0306| 910 | 0162 | -58 | |
59 | 29°65 | 12:5 | 335 0130 | 16 2:90 3:04 3-02 | — 1:
0004 33-0 0004 (oo 1 0 al
60 29°66 1125 | 1455 0128 16 | | 3-10) 3:06 3-02 | + :
| |... | "0100| 315 ‘0080 | | ‘80 | |
61 | 29-90 125 | 440 0124 |, a | 3:00) 3:04 3:00 |
| -0008 425 0008 | (1-00) | le ot
62 | 29-92 | 12°5 | 55-0 | 70126 16 | | 3-00) 3:03 3:00 |
| 0298 21-0 | 0148 | -50| | |
63 | 30:63 | 25-0 46:0 0092 23 | | 8:05] 3-04 2-95 | + -
0008! 44:0 0010 (1:25) | | | |
64 | 30:65 125 | 565 0088 | |. ta ||2-90| 3°01/2-95 | — -08
|__| -0008 54:5 | | 0006 | ( 75) | |
65 | 30:67 |25'0 | 795 | “0088 | 299 || 2-95) 299295 + -
| | -0096| ‚450 | 0074 | 77 | | |
HÆNG r| [1567 ra | |
27 407
= |
em | + | IE
Index 1879 ! g | i | E 3
kr i Juli Va ne Un al) ke va (ta) È DAA eae | 2a Kal i Volta La)? \
12 a | = = | | Be =.
| = SE | ES S
| 1557 | 51:87] | | 5034 |1648
66 30:90 |12:5 575 10-0104 ASE 3-00 2-99 2-91 | 40-09 | 11 |
10-0008 550 | 0:0008 | | (100)! | 0:00 02
67 30-92 | 250 80-0 0104 be) 2:65, 2-89 2:91 | — -26 1:65
0316 225 0186 | pg | — -05 10
68 31-67 |12-5 35'0 | 0184 RC 3:00! 2:93 2-96 | + -04 02
| 0004 345) 0004 | | (100)! | | 00 00
69 31:68 125 47-0 | -0184 23 | | 3-00 2:95 2-96) -04 02
1150 75 | 0320 | 28) | | — 40 08
70 34-42) 12-5 200, | ‘0200 | 2 | | 3:30 3173.06 | + -24 75
| 0008 195 | 0012 (50) | | -00 01
71 3444195 32-0 | -0200 | 95 3:00! 3:10/3-06 | — -05 -04
| 0004 315 | 0006 150) | | 00 02
72 34/45 | 19-5 44-0 "0202 25 | 2:90 3:04. 3:06 | — 15 28
| | 0946 85 | 0496 | 52 _ 2 02
73 (3670 125 210! | -0476 [006084 310 3-08 3-08 | + -02 "01
RE". | | 1777 | 58-26] | | 5322 1673
a | | 2-03) | |
I | | (5623) | | |
| | | | |
At Summen af 3,0 (ea) + Y v Mx, — %4+1) ikke nøjagtigt bliver lig — 74,
aati
maa i det vesentlige tilskrives den usikre Bestemmelse af de indklamrede Addender i
Summens andet Led, svarende til meget smaa Mellemtider. Til Bestemmelse af /’, haves
altsaa i 74 — 17°77 — 56:23 overskydende Ligninger en Kvadratsum — 53°22, og derhos
ved de til Middeltal sammentrukne Observationer i 36 Ligninger en Kvadratsum — 12°35 x
2°902 — 36°27, ialt altsaa 92°23 Ligninger med Kvadratsum 89°46, følgelig “’, = 1:03.
For E',, haves derimod 73 — 56°23 — 16°77 overskydende Ligninger og Kvadratsummen
16°73 altsaa E",— 1°00. Overensstemmelsen er altsaa god nok; og Resultatet er altsaa,
at den absolute Vægt paa en enkelt Koincidensobservation har været 12°9 svarende lil en
Middelfejl = +-0-278 — + 0:073, medens Mikrometrets Stabilitet i 1 Dag Stjernetid maales
med den absolute Vægt 23'8 svarende til en Middelafvigelse i samme Tid — + 0'205 —
+ 0:054. Med Hensyn til vor Antagelse, at Vægtene simpelthen skulle have været omvendt
proportionale med Intervallernes Længde, ses det af følgende mere specificerede Tabel,
Intervallet oversk. Ligninger Kvadratsum Leys
mindre end 0°5 Dag 3°69 #91 0:75
mellem 0°5 og 1° Dag 7:08 6°15 1215
over 1 Dag 6°00 5°67 1:06,
408
at Vægtene vel synes at skulle være satte noget mindre i de korte intervaller, hvor Mikro-
metret har været stærkt benyttet, men at dette Resultat paa Grund af det ringe Antal over-
skydende Ligninger, er saa usikkert, at det ingenlunde er nødvendigt, at modificere Anta-
gelsen om, at Mikrometrets større eller mindre Brug har været uden Indflydelse paa dets
Stabilitet. Sporgsmaalet, om der viser sig Spor af systematisk Fejl efter denne Udjevning,
kan af samme Grund heller ikke besvares paa afgjorende Maade. Det Fænomen i Tabel-
lerne over Fejlene, som kunde siges at antyde en Fejlenes Afvigelse fra den exponentielle
Fejllov, nemlig det ringe Antal Tegnskifter i Differenserne %,— 2,41, kan vel neppe siges
at bevise en saadan Afvigelse, men påa den anden Side er det i sig selv ret sandsynligt,
at Mikrometrets Forandringer for en væsentlig Del kunne skyldes Temperaturvexlinger, og
at det omtalte Fænomen kunde staa i Forbindelse dermed. Dog vilde det, selv om de
fornødne Thermometeriagttagelser forelaa, neppe have betalt sig, at have taget Hensyn
til dem.
Jeg skal endnu kun, for at oplyse Brugen af Ligning (16) med et Exempel, beregne
Koincidenspunktet og dets aposterioriske Middelfejl for det lange Interval mellem Ide og
26de Juli. Man finder her for de mellemliggende Tider ¢,: PAU
es 26:66 — t,
4°87
Lp — 2 dlp + 3°29(1 — p)
— 3°29 — 0'78p
M*(x,) = 0:0208p + 0:0142(1—p) + 0°1724p (1 — p) 5
= 00142 + 0:1790p — 0°1724p’,
altsaa folgende Bestemmelser:
t ue rimelige Grendser
21:79 2-51 + 014 2-37 til 265
22.00 2°54 + 017 2:31 = 2-11
23°00 2°70 + 0:23 2°47 — 2:93
24:00 2°86 + 0°25 2°61 — 3:11
25°00 3:02 + 0:23 2:79 — 3°25
26°00 3°18 + 0°19 2:99 — 3:37
26°66 329-2. 0412 3°17 — 3°41.
Usikkerheden har Maximum den 24°13 Juli med Middelfejl + 0'246, altsaa er den heraf
folgende Bestemmelse for x i dette Interval overalt nojagtigere, end hvad der kunde vere
opnaaet ved en enkelt Observation af Koincidensen.
aoe a
HNG €
À DE MMM, A A,
f SF TE: ) 5 os ‘ TT. ACA
~ ee §/ a =<
Ål L å
Spolia Atlantica.
Bidrag til Kundskab om
Formforandringer hos Fiske
under deres Væxt og Udvikling, —
særligt hos nogle af
Atlanterhavets Højsøfiske.
Af
Dr. Chr. Lütken,
Med fem stentrykte Tavler.
Avec un résumé en français.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. XII. 6.
Kjobenhavn.
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri.
1880.
Indholdsoversigt.
Side
Indledning 2o ss... = - Oca oe nr hoes Ot aCe Joely atu. OGL ONG dde pacte à et ocre 415.
1. Dactylopterus og Cephalacanthus ........ ee ee Rec D ec ee PE Ro u 417.
2. Rhynchichthys, Rhinoberyx og Rhamphoberyx; Holocentrum og Myripristis . .. ...... ...... 128.
3 LE LET TOT 0.8 © MO ET ENG ONE MONO 0 PO 0 0 © HO MD EU GNT Done oc BOG go 0162p Ola o Oo 437.
4. Xiphias og Histiophorus (Tetrapturus)...........+.. odio 6 Dot o OG S000bagnDod0004 HAL.
Theron OS CERBHITGS ola odie. Bide o cle de re er les Do D 0 do d0 0 0 Kd Oo ODDO ga Hel
Thynnus; Orcynus; Pelamys; Cybium og Acanthocybium . . . . . .. ARE CE CR FEED A oi oo CU)
Conyphena equisetis Vi, C. hippurus L. og) CMfasciolaia Pall) M ee 483.
8. Drama; Taractes; Pterycombus; Pteraclis . ........... ee ee Te ENE ri MOT Gen 491.
9. Naucrates, Nauclerus og Xystrophorus; Nomeus, Porthmeus, Lichia og Chorinemus; Paropsis . . ..: 504.
UBER Ser ES Cuaages OF CKO soos. 0oon0n TE Cr sowie 0 6 0.0 6 Foto pao 6 513.
11. Stromateus, Apolectus; Schedophilus; Trachynotus, Micropteryx; Seriola . .........,....... 521.
12. Caranx, Carangichthys; Gallichthys; Selene (Argyreiosus, Vomer) . . . ... ... on ou mb 0 0 0 0 0 BE
ZE eder opsis Al ampris:: HM ene) EEE RE ECC NERE 008
PR PSEtus Zonchtsnos .Gnalhocentrum; Plata MN tie et ee ie ce 001.
15. Scomberesom saurus.....+..-5. A RE co malo ceo o 60000000 DAR
16. Pomacanthus; Holacanthus; Chetodon; Tholichthys; Ephippus ..............,........ 569.
17. Acanthunus, Naseus; Acronurus, Keris .......2+s5064- Dogo DD OD Qa CI a Deeds 579.
18. Fistularia villosa; Centriscus velitaris og brevispinis; Centriscops og Orthichthys . . . . . . . ..... . 554.
INISIUMENGEBEITENSRDINEGEE ee ee ee ee ee Cie ee 0 00000 Alle
INGE sooo boo D 60 5 Geo, Wow OT ORE ED ne te cova oben. 010 5% aot oo dia on OO 0 Ro
Eunlention des nandiés oo 2086 600 046 00.0 010 00 0 0/na 009 0 0 OD Ona 0 à OH oOo OU 0 0 On DUDS . 611.
Explication des xylographies ..... : . . . . . . . . . . . . . Wo polo 00 dio Oe 0 0 u OO Don © 613.
Henvisning til Tavleforklaringerne.
Tab. J, fig. 1—5, S. 428; fig. 6—8, S. 587.
Tab. II, fig. 1—7, S. 437; fig. 8, S. 441; fig. 9, S. 531; fig. 10—11, S. 447; fig. 12, S. 459.
Tab. Ill, fig. 1—2, S. 483; fig. 3—8, S. 459; fig. 9—13, S. 491; fig. 14—15, S. 513; fig. 16, S. 531.
Tab. IV, fig. 1—4, S. 504; fig. 5—6, S. 513; fig. 7—11, S. 531.
Tab. V, fig. 1, S.552: fig. 2, S. 521; fig. 3—5, S. 583; fig. 6—11, S.578—79.
or
oo
«Disgraziatamente, mentre ci sono noti i fatti principali dell’ embriologia dei
pesci, troppo poco sappiamo sulle loro forme di accrescimento, quasi diremmo
delle loro metamorfosi prima di giungere allo stato perfetto».
P. Pavesi, sul genere Selache (1874).
Den Række af ichthyologiske Bidrag, som jeg her har den Ære at forelægge « Viden-
skabernes Selskab», kan paa den ene Side betegnes som Bidrag til Kundskab om det
aabne Havs (særligt Atlanterhavets) eller, middelbart, det store Havdybs Fiske-Fauna, paa
den anden Side som Bidrag til Kundskab om de Forandringer i Form, almindelig Legems-
bygning og ydre Udstyr, som kunne finde Sted hos Fiskene under deres Vext og Udvikling,
og som serligt hos de mere eller mindre pelagiske Fiske synes at vere mere udpregede
end det i Almindelighed er Tilfældet hos Fladvandets -- Kysternes og de ferske Vandes.
Begge disse Kundskabsretninger ere forholdsvis nye; og skjont det ingenlunde er
min Hensigt her at skitsere deres Historie, skal jeg dog erindre om, at den Tid ikke ligger
langt tilbage, da man ikke havde nogen Anelse om, at Begrebet «Metamorfose» kunde finde
Anvendelse i Fiskeklassen, selv om det toges i en mindre stræng, mere omfattende Betyd-
ning, saaledes at alle de Tilfelde kom ind derunder, hvor et Dyr som eldre og yngre
maatte synes — saa lenge Mellemformerne ikke vare kjendte — at tilhøre to (eller flere)
forskjellige Slægter (Genera). Af saadanne Tilfælde, hvis Erkjendelse naturligvis har fort
til, at de paa forbigaaende Udviklingstrin opstillede Genera atter ere blevne stregne af den
systematiske Fortegnelse, kjender man nu allerede en Del, og deres Antal vil blive forøget
ved nogle af de her meddelte Iagttagelser, medens andre af disse ville nærmere belyse
Gangen i nogle af de Forandringer under Væxt og Udvikling, hvis Hovedtrek allerede tid-
ligere ere blevne bekjendte. Deslige «Hemimetamorphoser» eller halve Forvandlinger, om
jeg kan kalde dem saa, forekomme vistnok ingenlunde udelukkende hos det aabne Havs
Fiske, men synes dog, som det allerede er udtalt, at vere serligt hyppige hos dem. Det
Materiale, hvorpaa disse lagttagelser stotte sig, er for storste Delen bragt til Veje ved de
Indsamlinger af pelagiske Dyreformer, som dette Selskabs tidligere Sekretær som Be-
styrer af Universitetets zoologiske Museum foranledigede udforte i en længere Aarrekke af
forskjellige Sofarende og Rejsende, og til hvilke Skibsforerne Hygoms og Andreas Navne
serligt ere knyttede, men hvortil der ogsaa er ydet mange Bidrag af rejsende Naturforskere
saa vel som af andre Befalingsmend i vor Krigs- og Handelsflaade.
I Slebenettets fornemmelig natlige Fangst af smaa Dyreformer, der enten leve
normalt nær ved Overfladen eller i al Fald nærme sig denne, naar den er mere rolig og
enten ikke eller kun svagere belyst af Solen, er der selvfølgelig jævnlig Smaafiske og Fiske-
414 6
yngel; men disses rette Natur erkjendes ofte ikke strax, ikke førend de, alt som Sendingerne
komme ind i Aarenes Løb, gjentage sig i mere udviklede Exemplarer, eller de gjenfindes i
en endnu mere fremskreden, og derfor allerede ændret, Skikkelse i Maven hos pelagiske
Rovfiske, der have kunnet hente dem i de noget dybere Vandlag, hvori de midlertidigt leve.
Som fuldvoxne opholde disse samme Fiske sig muligvis i Regelen endnu dybere, i det
«abyssale» eller vel endog i det «benthale» Bælte, og vore Studier af Overfladens Smaa-
fiske kommer derved til at række Haanden til de i den sidste Tid iværksatte Forsøg paa
at gjennemtrænge selve Afgrundsdybets Hemmeligheder, Det kan her være os mindre
væsentligt, at vi endnu ikke kunne og maaske aldrig ville kunne trække skarpe Grænser
mellem Begreberne «littoral», «pelagisk» og «abyssal». Det er ikke nødvendigt at gjen-
drive den noget frivole Indvending, at en «pelagisk» eller «abyssal» Fisk bliver «littoral»,
naar den — som det f. Ex. har været Tilfældet med Malacocephalus lævis og Coryphænoides
norvegicus, med Vaagmæren og med Klumpfisken — en Gang imellem driver op ved
Skagens Pynt eller fanges i Nærheden af et andet Punkt ved vore Kyster. Vanskeligheden
ligger snarere deri, at der er andre Fiske, om hvilke det endnu ikke er let at afgjøre, om
de skulle betragtes som tilhørende den pelagiske Fauna ellér, paa den ene Side, den litto-
rale, paa den anden Side den abyssale. Makrelgedden (Scomberesox) kan være et Exempel
paa et Tilfælde af den første Art, Gempylus serpens paa et af den anden, og jeg vælger
saa meget hellere disse to Exempler, som det er Fiske, med hvilke jeg vil komme til al
beskæftige mig i det folgende. Slige tvivlsomme eller Overgangstilfælde ophæve imidlertid
ikke selve Begreberne, som vi bør holde ude fra hinanden, for saa vidt det kan ske uden at
paaføre Naturen Vold. Er der paa den ene Side Sammenknytninger mellem den «pela-
giske» og den «littorale» Fauna (Makrel, Sild f. Ex.) eller mellem den «littorale» og den
«abyssale» (Baandmakrel: Trichiurus), saa er Sammenhængen mellem den «abyssale» og den
«pelagiske», mellem det store dybe Verdenshavs Bund- og Overflade-Dyreliv dog nok saa
inderlig. Dyr, som man ellers vilde regne til det aabne Havs Overfladefauna, søge ikke
sjælden deres Føde dybt under denne (Sværdfisken og Albacoraerne f. Ex.), og Dyr, der
som ældre kun færdes og trives paa Bunden af det meget dybe Hav, udklækkes ofte af
Æg, der flyde paa Overfladen, og tilbringe deres første Livsperiode nær ved denne, en senere
i en vis Middeldybde, inden de synke til Bunds for stedse. De mange Former af Laxe-
sild (Scopelini) — en af de Fiskegrupper, der hyppigst fanges i det Overfladen skummende
Slæbenet — som ere komne op fra de meget store Havdybder i «Challengers» Skraber og
Bundslæbevaad, ere et yderligere Vink om den møje Forbindelse mellem disse to Sider af
de store Verdenshaves Dyreliv.
Det er en Selvfolge, at man tidligst stiftede Bekjendtskab med Kystfaunaen,
og kan der end fremdeles være meget at oplyse i denne, saa gjælder dette dog endnu
mere om den pelagiske Fiskefauna, som man — hvor længe end mange herhen hørende
Former have været kjendte gjennem Fiskere og Søfarende — først i de senere Tider be-
7 415
gynder at faa Materiale til at opfatte i sit rette Lys og Sammenhæng, i sine Udbrednings-
love o.s.v. Men dette maa dog i endnu højere Grad siges om den abyssale Fauna, til
hvis Undersøgelse der først i den allersidste Tid er gjort en Slags Begyndelse. Vel har
man længe kjendt et ikke ringe Antal af Former, som i videre Forstand kunne regnes til
denne Fauna, og der er, navnlig fra Middelhavet og Madera, til Dels ogsaa fra Portugal,
Kuba, Norge og Grønland kommet mange værdifulde Bidrag — dels mere tilfældigt, dels af
den Grund, at der paa flere af disse Steder drives Fiskeri paa meget anselige Dybder; men
det fremgaar dog tydeligt allerede af det lidet, der hidtil er kommet for Dagen af «Chal-
lenger»-Expeditionens ichthyologiske Udbytte, at Kundskaben om Havdybets Fiskeliv endnu
er i sin Begyndelse. Den vil forhaabentlig faa et større Opsving, naar man lærer at
anstille et virkeligt Fiskeri i zoologiske Øjemed paa de store Havdybder, som man hidtil
kun har bearbejdet med Skrabe, «Svaberter» og Bundslæbevaad. Et af de Midler, som
ikke sjælden er bleven anvendt med Held af søfarende Naturforskere, er Undersøgelsen af
større Rovfiskes Maver. Paa denne Maade er vort Museum f. Ex. kommet i Besiddelse af de
to sjældne Berycider, som jeg ved en anden Lejlighed har omtalt, saa vel som af flere af de
i det følgende omtalte sjældnere Fiskeformer eller Udviklingstrin. Og endelig kan, som
allerede antydet, selve Slæbenettet i Overfladen samle Bidrag ikke alene til den pelagiske,
men ogsaa til den abyssale Fauna, ved at fange Udviklingsformerne af Dybets Beboere.
Man vil da stundom fåa Bekræftelse paa, at der ogsaa er en vis Sammenhæng mellem den
abyssale og den arktiske Fauna; Ligheden mellem de begge Steder raadende Temperatur-
forhold afgiver her Tilknytningspunktet. Jeg behøver kun at erindre. om det formentlige
Fund af Unger af Limantolophus Reinhardt i pelagiske Fiskes Maver, i det varme Havbælte.
At forholdsvis saa mange Dybhavsformer ere kjendte fra det høje Norden, kunde vel til Dels
have sin Grund i, at det kolde Vandlag her naar op til Overfladen.
Det har ikke været min Hensigt med disse korte Antydninger at ville enten fremføre
noget nyt eller at yde et Bidrag til Drøftelsen af Havets endnu saa lidet kjendte zoogeo-
grafiske Forhold, men kun at begrunde det Haab, at de efterfølgende Meddelelser her
kunde fortjene en Plads trods deres sporadiske og noget fragmentariske Karakter, som
Bidrag til Kundskab om Sider af Ichthyologien og af Livet i Havet, der til en vis Grad
«staa paa Dagsordenen», selv om disse smaa Bidrag ikke strax give et positivt Udbytte i
den fulde Erkjendelse af almengyldige Regler for Formforandringen under Udviklingen, som
selvfølgelig ville aabenbare sig, efterhaanden som Erfaringerne og lagttagelserne ophobe
sig. Jeg bør dog endnu tilføje den Bemærkning, at ingenlunde alle i det følgende om-
talte Fiskeformer ere rent ud pelagiske; hvor Studiernes Traad førte det med sig, at en eller
anden Slægt blev trukket ind under Betragtningen, er det sket, uden Hensyn til, om den
snarere tilhører den littorale end den pelagiske Fauna. Men Grænsen er, som sagt,
påa mange Punkter meget ubestemt. Desuden vil man her finde forskjellige deskriptive
eller kritiske Bidrag og Bemærkninger, som kunde været udeladte, uden at Afhandlingens
416 8
Hovedformaal derved blev tabt af Sigte, eller hvis Udeladelse maaske endog vilde givet
den en mere afrundet Karakter, men som dog her syntes mig at finde et ret naturlig
Plads. Endelig vil jeg bemærke, at den Omstændighed, at denne Afhandlings enkelte
Kapitler ere førte i Pennen med lange Mellemrum og talrige Afbrydelser, ikke kan have
havt en heldig Indflydelse paa dens Form, men bør komme i Betragtning mellem de
Momenter, der kunne tale til Undskyldning for dens mulige Mangler.
Det er ved Lejligheder som den foreliggende heldigt at have et fast Udgangspunkt
i et anerkjendt Hovedværk, som saa at sige er i alle Zoologers Hænder. Et saadant fore-
ligger i Günthers 8 Bind stærke «Catalogue of Fishes». Jeg kommer derfor ofte til at
beskæftige mig med dette Værk, hvis Betydning noksom fremgaar af den Hyppighed, hvor-
med dets enkelte Afsnit eller Angivelser her, som i andre ichthyologiske Bidrag, gjøres til
Gjenstand for en snart bekræftende snart berigtigende Kritik. Der er derfor ogsaa god
Anledning til at udtale en Anerkjendelse af det uhyre, ligesaa dygtige som skarpsindige
Arbejde, der er nedlagt i dette tolv Aars Værk af en eneste Mand. Det kan have sine
Svagheder, disse ere maaske endog paa sine Steder talrige og store nok, men de vare
uundgaaelige ved et Værk af denne Art, og det vilde vere meget ufornuftigt (for ikke at
tale om Uretfærdigheden) for deres Skyld at overse, hvilket overordentlig stort Fremskridt
der er nedlagt i dette Skrift, En ny Udgave er vistnok overmaade ønskelig; men det vil
rimeligvis være et Arbejde, som det vil være nødvendigt at dele mellem flere. Det tør vel
være mit Haab, at der til et sligt Revisionsarbejde ogsaa i det Skrift, som her offentlig-
gjøres, vil foreligge nogle brugbare Momenter. Det er blevet til under det Revisions-
arbejde, som Forfatteren siden 1871 har underkastet en Del af vort zoologiske Universitets-
museums Fiskesamling; at samle Materialier til en rigtigere Opfattelse af Slægts- og Arts-
begrebet ved at efterspore Udviklingens Indflydelse paa Arternes Fysionomi og Karakterer
har været min ledende Tanke under et ofte trættende Pligtarbejde. Jeg vover at haabe, at
en samlet Fremstilling af mine Erfaringer, hvor spredte og fragmentariske disse end efter
deres Natur maa være, vil kunne bære den gode Frugt bestemtere at henlede Zoologernes
og særligt Ichthyologernes Opmærksomhed paa de her omhandlede Forskjelligheder og paa
Nødvendigheden af at holde dem skarpt ude fra en anden Klasse af Forskjelligheder, dem
hvori de virkelige Arts- og Slægtsforskjelligheder udpræge sig. Der vil blive meddelt Ex-
empler nok i det følgende paa de uheldige Følger af, at man har forbyttet disse to Kate-
gorier, grebet de tilsyneladende større Forskjelligheder som de væsentligere, skjønt de i
Virkeligheden vare de uvæsentligere. Man har, for at udtrykke det kort, sammenstillet paa
tværs, hvad man skulde sammenstillet paa langs. Det er den gamle Forvexling af Analogi
og Affinitet, der her kommer igjen i en ny Skikkelse.
l. Dactylopterus og Cephalacanthus.
(Tab. I, Fig. 1—5.)
Atterade i 1754 beskrev Linnée i «Museum Adolphi Friderici regis» (Holmiæ, fol., p. 74)
en lille tommelang Fisk med et forholdsvis stort, pansret Hoved («tectum rugis innumeris»),
som bagtil lob ud i fire bagud rettede, savtakkede Pigge, der omtrent vare saa lange som
Bughulen eller den egentlige Krop (altsaa naaede omtrent til Begyndelsen af Hale-Regionen),
og af hvilke de øvre vare bredere, de nedre smallere. Straaletallet angives saaledes:
B:3; D:c.16; V:4; A:c.8; P: talrige. Denne lille Fisk, der benævnes «Hake» (Pungitius
pusillus), afbildes desuden t. XXXII f. 5, fra oven, fra Siderne og fra neden, og man ser
deraf, at Fisken var skælklædt, Forgjællelaagspiggene meget længere end Nakke- eller
Skulderpiggene, Bug- og Brystfinner smaa 0. s. v. I «Systema Nature», ed. X, I, p. 297,
henførtes denne Fisk lidet heldigt til Hundestejlerne, Slægten Gasterosteus, under Navnet
G. spinarella; Brystfinnestraalernes Antal opgives nu til 20, og der tilføjes som Oplysning
om dens Hjemstavn «Habitat in India». Lacepède anerkjendte imidlertid, i vort Aarhun-
dredes Begyndelse, dens Ret til at udsondres fra Hundestejlerne og opstillede Slægten
Cephalacanthus") for den. Som C. spinarella blev den atter beskrevet 1823 af Cuvier og
Valenciennes i deres store Fiskeværk (4de Bind, S.138—41) efter 3 Exemplarer fra
Surinam, det ene paa 18 og de to paa næsten 30 Liniers Længde. De bemærke, at det
er en af de mindste og besynderligste Havfiske, som kjendes; at den i Legems- og Hoved-
form slutter sig nøje til de vel bekjendte Flyve-Ulke (Dactylopterus) — hvorfor ogsaa dens
Beskrivelse følger umiddelbart efter denne Fiskeslægts —; men den har ikke Dactylo-
pterernes lange Brystfinner, og den vil derfor ikke, som disse, kunne hæve sig op i
Luften; det er, om man vil, «en Dactylopterus uden Vinger» eller [mindre rigtigt] «en Zrigla
uden frie Brystfinnestraaler». Af den udførlige og omhyggelige Beskrivelse, til hvilken
1) Selvfølgelig burde Slægtsnavnet Pungitius været beholdt. Jfr. v. d. Hoevens Handbuch d. Zoologie.
II p. 198.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 53
jeg i øvrigt maa henvise, fremgaar end ydermere denne store Lighed mellem Cephalacanthus
og Dactylopterus: Hovedet har den samme parallelopipediske Form og pansrede Beskaffenhed
som hos Dactylopterus, men det er ikke hult ovenpaa, snarere lidt hvælvet, selv mellem
Øjnene; de fire bagudrettede Pigge ere forholdsvis meget længere end hos Flyve-
Ulken og naa næsten lige saa langt tilbage som Brystfinnerne, der ere temmelig
smaa, kun lidt over en Femtedel af Totallængden, men — hvad vel er værd at lægg
Mærke til — dog ved et Indsnit delte i en øvre Del, hvis 8(?) Straaler ere adskilte lige
til deres Grund, og en nedre Del, hvis 8 eller 10(?) lyse Straaler ere forbundne ved en
sort Hud. Af Beskrivelsen kan endnu fremhæves, at der påa Forgjællelaagets opstigende
Rand findes en lille Torn, der mangler hos [den voxne] Dactylopterus; at Legemet er be-
dækket med kjølede Skæl, og at der ved Halens Grund findes paa hver Side to «lange
Skæl» (Skælkjøle) ligesom hos Dactylopterus, samt at Straalernes Antal opgives tilnærmelses-
vis til: "B : 350D: 6 -- Seller”; A: 67 AC: NO Pre: 18%elle mé 0 alderen
saa vidt det har været muligt at angive dem med Sikkerhed, komme dem hos Dactyl.
volitans temmelig nær. Den Afbiidning, som Indholdsfortegnelsen (p. XV) lover (Pl. 77), synes
ikke at være offentliggjort i «Histoire des Poissons»; derimod blev den optaget i den illu-
strerede Udgave af «le Règne Animal» (Pl. 20, f. 8). Er denne i naturlig Størrelse, har det
afbildede Exemplar havt en Længde af 61 Mm. eller c. 2'/; Tomme").
Endnu i det 1860 udkomne andet Bind af «Catalogue of Acanthopterygian Fishes
in the British Museum» optræder Cephalacanthus spinarella som særlig Slægt og Art; af de
talrige Exemplarer, som Londoner-Museet besad, vare to fra Guinea-Bugten, et fra New-
Orleans, et fra 20° N. Br. og 22° 53' V. L., fire fra 2° S. Br. og 34° V.L. — alle altsaa fra
Atlanterhavet ligesom Pariser-Museets. Allerede i det følgende Aar (1861) offentliggjorde
imidlertid Professor Canestrini nogle Bemærkninger”), der gik ud paa at vise, at Ceph.
spinarella efter al Rimelighed kun repræsenterer yngre Tilstande af Dactylopterus volitans L.
Der beskrives og afbildes først (Fig. 4) et lille 15 Mm. langt Expl. fra Genuas Havn, der
aabenbart er et yngre Trin af Ceph. spinarella, saaledes som denne er beskreven af de
tidligere Forfattere; de fire bagudrettede, fra Skulderen (Nakken) og Forgjællelaaget udgaaende
Pigge ere forholdsvis meget større end hos den af de franske Zoologer beskrevne Form; For-
gjællelaagstornene ere længere end Skuldertornene, og Afstanden fra Snudespidsen til Enden
1) Der er ikke megen Anledning til at mindes den i Mellemtiden offentliggjorte Beskrivelse af den
samme Dyreform ved J. Hermann under Betegnelsen « Pisciculus habitu et capite Trigle»; Cuvier
og Valenciennes have overbevist sig om, at det var Cephalacanthus spinarella, som H. havde
for sig, hvad man maaske ellers ikke kunde vidst med Sikkerhed. Det kan ikke ses, hvorfra H.s
Exemplar var; i det mindste er det mig ubekjendt, hvad Meningen er med Udtrykket «ex Ram-
sayanis» ved denne og 3 andre af H.s Fiskebeskrivelser.
Intorno allo sviluppo del Dactylopterus volitans C. V. ed al genere Cephalacanthus (Archivio per la
zoologia, l'anatomia e la fisiologia, Vol. I,, p. 45—51, pl. IV, f. 4—5).
2
Sf
11 419
af disse, efter Figuren, mere end Halvdelen af Totallængden; Nakkepiggene beskrives som
glatrandede, hvorimod Forgjællelaagspiggenes Rand er stærkt savtakket; Brystfinnerne ere
kortere end Skulderpiggene; efter Afbildningen synes de at vise Spor til Deling, hvilket dog
efter Beskrivelsen (I. c. p.49) ikke skulde være Tilfældet; Bugfinnerne ere meget lidt udviklede.
Straaletallet ansættes (tilnærmelsesvis) til: B : 5?; D: 9—8[?]; A: 9; P:8[?[; V: 5; G: 10. Frem-
deles afbildes (Fig. 5) en 53 Mm. lang Fisk, ligeledes fra Middelhavet, der i alt væsentligt
svarer til de tidligere Fremstillinger af Ceph. spinarella; Hovedets Længde fra Snudespidsen
til Enden af Nakke- eller Forgjællelaagspiggene (disse ere her lige lange) er her langt fra
Halvdelen af Totallængden, og de tvedelte Brystfinner, hvis Længde er en Fjerdedel af
Totallængden, naa et Stykke ud over Enden af merbemeldte Pigge; Bugfinnerne ere lige-
ledes mere udviklede; Forgjællelaagets lodrette Rand viser den af Guv. & Val. omtalte
Torn; der er omtrent 50 kjølede Skæl i en Linie fra Gjællespalten til Halefinnen; Straale-
tallet: B: 5?; D:6-+8; A: 6; P: 6+ 8; V:1-+4; C:10 (foruden de mindre udviklede
Straaler). I øvrigt maa jeg henvise til Canestrinis egen udførlige Beskrivelse af begge
disse Smaafiske. I det han sammenligner dem med hinanden og med en udvoxen
Dactylopterus, kommer han til det Resultat (som nærmere oplyses ved en Tabel), at den
større af disse saakaldte Cephalacanther, der er c. 2 Tommer lang, i alle Maalforhold er en
Mellemform mellem den mindre Cephalacanth og en udvoxen Dactylopterus, og da disse to
Slægter i saa godt som alle andre ydre Forhold stemme nøje overens, kan Konsekvensen
deraf kun blive, at Slægten Cephalacanthus maa inddrages under Dactylopterus som kun
repræsenterende visse Trin i dennes individuelle Udvikling, visse Ungdomsformer af den.
Til yderligere Bestyrkelse, formoder jeg, er der endvidere paa samme Tavle (Fig. 5”) afbildet
en ung Dactylopterus, der kan betragtes som et Overgangstrin mellem begge; den er 60 Mm.
lang, Forgjællelaagspiggene kjendelig kortere end Skulderpiggene; de forholdsvis lange
Brystfinner indeholdes ikke 3 Gange i Totallængden og have antaget en noget skraa Stilling.
I Texten finder jeg imidlertid ingen nærmere Oplysning om dette interessante Overgangstrin.
Hermed skulde man trot, at Sagen var afgjort. Der kunde næppe af, hvad der den
Gang var bekjendt — d. v. s. af hvad der forelaa i Literaturen — rejses nogen vægtig
Indsigelse mod at drage den Konklusion af lagttagelserne, som den italienske Forfatter
havde gjort: Cephalacanthus — Dactylopterus juvenis! Imidlertid varede det ikke længe,
inden der fra anden Side fremkom (1868) en slig Indsigelse, støttet paa nye lagttagelser,
nemlig fra den udmærkede Ichthyolog, Dr. Steindachner?), det k.k. zoologiske Museum i
Wiens nuværende Direktør; han fik i Cadix, ved Mogador og paa Teneriffa nogle smaa Flyve-
Ulke (Dact. volitans) af fra knap 2 til 21/3 Tommes Længde; og da han nu sammenlignede dem
') Ichthyologischer Bericht über eine nach Spanien und Portugal unternommene Reise. Sitzungsberichte
der k.k. Akademie der Wissenschaften zu Wien. Bd. LVI (1867) {Sep. Aftr.] S. 91—92, pl. II f. 2,3
LING te;
>
420 12
med 3 Exemplarer af Cephalac. spinarella «af samme Størrelse», fra Brasilien, viste der sig
ingen Antydning til de forventede Overgange. Han fandt tværtimod hos de mindste Dac-
tylopteri (51 Mm.) Brystfinnerne forholdsvis lige saa lange som hos de allerældste og skabte
aldeles paa samme Maade som hos disse, ja de naaede der endog næsten lige til Halefinnens
Rod. Steindachner fandt endvidere, at Granulationen paa Hovedet af de yngste Dacty-
lopteri var grovere, ikke dækkende Sømmene mellem Knoglerne, og Forgjællelaagspiggene
lidt smækrere end hos de noget større Cephalacanther (58 Mm.); disse havde en Torn paa
Gjællelaaget [9: Forgjællelaagets Bagrand], som manglede hos Dactylopterus, og en tættere
Granulation paa Hovedet; endelig var Omridset af Nakkeindsnittet mellem Skulderpiggene
lidt forskjelligt — mere afrundet hos D., mere tilspidset hos C. Tager man Stein-
dachners Figurer til Hjælp (hvorved kun er at mærke, at Figurerne paa Tab. IV ikke ere
mærkede rigtigt), ser man, at ogsaa hos hans Cephalacanther vare Brystfinnerne tvedelte og
deres nedre Flig sort pigmenteret ligesom hos Dactylopterus; men denne nedre Flig er ikke,
som hos denne, længere end den øvre. Af sine lagttagelser uddrog Steindachner den
tilsyneladende ikke uberettigede Slutning, at Cephalacanthus og Dactylopterus ere selv-
stændige Slægter, der ikke kunne antages at ville falde sammen. Senere har ingen anden
Ichthyolog ytret sig i Sagen, med Undtagelse af Günther, som, uden at tåge Hensyn til
Steindachners Indlæg, ytrer sig kortelig i Overensstemmelse med Canestrini!).
Denne Modsigelse mellem Iagttagelserne og Anskuelserne synes hverken at kunne
hæves ved en tænkelig (hidtil muligvis overset) Artsforskjel indenfor Atlanter- og Middel-
havets Dactylopterer eller ved en mulig lidet paaagtet Kjønsforskjel indenfor Dactylopterus
volitans Lin.?). Da Sagen saaledes fremdeles er tvivlsom, og jeg har havt Lejlighed til at
undersøge paa den ene Side en Række af 25 Dactylopterus volitans af alle Størrelser”) fra
380 til 47 Mm.s Længde, og paa den anden Side næsten lige saa mange (23) Cephalacanthus
spinarella af alle Størrelser fra 8 til 49 Mm.s Længde, har jeg anset det for rigtigst at
meddele mine lagttagelser om dem, da de under alle Omstændigheder kaste Lys over det
rejste og endnu svævende Spørgsmaal, selv om de ikke skulde være tilstrækkelige til at
bringe det til fuldstændig Afslutning, hvori der dog, efter min Mening, under alle Om-
stændigheder ikke skal mangle ret meget.
Jeg skal først anføre Resultaterne af mine Sammenligninger af ægte langvingede
Dactylopterer af forskjellig Alder, for saa vidt de oplyse de Forandringer, som D. volitans
1) Andr. Garrett: Fische d. Südsee, VI, S.169. Ifølge Günther (P.Z.S.1871, p.663) er Dactylopterus
chirophthalmus Blkr. Ungen af D. orientalis.
2) Troschel har ment at kunne paavise ydre Kjonsforskjelligheder hos Dact. volitans (Ein Beitrag zur
ichthyol. Fauna d.Inseln d. grünen Vorgebirges, Archiv f. Naturgesch. 1866, S. 205—6). Jeg har ikke
kunnet finde konstante Forskjelligheder af den angivne Art.
3) Vort største Expl. er 14'/2” langt, men der kjendes Expl. paa 19% og med en Vingespredning af 24“
(©. V. 1. e. p. 129).
13 421
utvivlsomt er underkastet under Alderens Indflydelse. De kunne maaske sette os i Stand
til paa Forhaand at danne os en Mening om de Forandringer, som de undergaa påa endnu
yngre Alderstrin.
Man bemærker da for det første, at Hovedets Længde, maalt fra Indsnittet i
Snudespidsen til Enden af Nakke- eller Skulderpiggen, i det hele aftager med Aideren, i
Forhold til Totallængden; den indeholder hos større Exemplarer (230—380 Mm.) ikke fuldt
3 (2,9, sjældnere 2,8 eller 2,7) Gange i Totallængden (Halefinnen medregnet), hos yngre
(230—150 Mm.) kun fra 2,8 til 2,6 Gang. Hos endnu yngre (fra c. 80 til c. 50 Mm.)
synker dette Forhold gradevis fra 2,6 hos de større til 2,2 hos den mindste foreliggende
Dactylopterus volitans, der er 47 Mm. lang. Altsaa: jo yngre, desto mere storhovedet i
det hele.
Forgjællelaagspiggene ere hos udvoxne Flyve-Ulke altid kortere og i Regelen
meget kortere end Skulderpiggene; de naa i Almindelighed ikke længere tilbage end til
Bagranden af Brystfinnens Fæste; dog træffer man undertiden temmelig udvoxne Exemplarer,
hvor de ere noget længere. Sammenligner man Længden af Forgjællelaagspiggen med
Hovedets — maalt som ovenfor til Enden af Skulderpiggene —, indeholdes kun hos vort
allerstørste Exemplar den nævnte Pigs Længde lidt over 3 (3,2) Gange i Hovedets; hos andre
store Individer (270—350 Mm.) er Forholdet i Almindelighed som 1:2,9, hos et enkelt med
ualmindelig lang Forgjællelaagspig dog som 1:2,5 Hos yngre Exemplarer (fra c. 150 til
c. 270 Mm.) kan man vel ogsaa træffe Forhold som 1:2,7 eller 1:2,8, men hyppigere som
1: 2,6, 1:2,5, 1:2,3, 1:2,2 eller endog 1:2,1. Med andre Ord: hos yngre Flyve-Ulke paa
150—200 Mm.s Længde er Forgjællelaagspiggen oftest næsten halv saa lang som hele
Hovedet til Spidsen af Skulderpiggene. Gaa vi ned til endnu yngre, træffes Forhold som
fra 1:2,3 til 1:1,9, uden at der dog er nogen aldeles bestemt Forbindelse mellem
Individets aftagende Størrelse og Forgjællelaagspiggens tiltagende Længde; men denne Pig
naar her altid mindst lige saa langt tilbage som Skulderpiggen, altsaa betydeligt ud over
Brystfinnernes Fæste; men ikke sjælden er den hos disse yngste Dactylopterus-Unger end-
ogsaa lidt længere end Skulderdolkene, hvilket saaledes endnu er Tilfældet med en ung
Flyve-Ulk påa 82 Mm.s Længde.
Det er næsten overflødigt at bemærke, at Øjnene ere større, saa vel i Forhold til
Hovedets Længde som til Pandens Brede, jo yngre Dactyloptererne ere, og at Snuden,
der hos de yngste er ganske kort afsnuppet, efterhaanden bliver noget længere, saa at det
hos Ungerne næsten lodrette Profil med Alderen bliver mere skraat. Pandens Hulhed
tiltager ligeledes med Alderen, men er saa at sige aldeles forsvunden hos den alleryngste")
(som ovenfor omtalt, 47 Mm. lange) Dactylopterus. Man vil ligeledes finde Hovedknog-
lernes Skulptur forholdsvis meget grov hos de yngste, meget fin hos de gamle. Der
er hos de yngste fine Takker langs alle tre Rande af Skulderpiggene saa vel som langs
med Forgjællelaagspiggenes øvre og nedre Kant; og disses ydre Rand har c.13 eller flere
stærke, fortil rettede Tænder eller Takker, som hos de ældre ere meget mindre kjendelige
1) Som saadan betragte vi den her endnu foreløbig, og se altsaa indtil videre bort fra, at Cephala-
cantherne uden al Tvivl repræsentere et endnu yngre Trin.
422 i 14
fra den almindelige Granulation, ja næsten flyde sammen med denne. Ogsaa Suborbitalia
ere fint takkede i Kanten hos Ungerne, og der er paa det bageste Suborbitale umiddelbart
foran Præoperculum 3—6 stærke Torne, de fleste rettede fortil, den bageste mere nedad;
den opstigende Rand af Forgjællelaaget løber noget over Midten ud i en temmelig stærk
Torn eller spids Forlængelse, og i Randen af selve Operculum danne de tornlignende Skæl
en Antydning til en lille Tornegruppe. Til alt dette ser man intet hos de voxne, eller i
det højeste svage Spor, men det forsvinder ikke altsammen lige tidligt: Spidsen paa For-
gjællelaagets opstigende Rand forsvinder tidligt (ved en Længde af 70 Mm.), Tornene paa
den bageste Del af Suborbitalia derimod forholdsvis sent. Kegledannede Tænder ere til-
stede i begge Kjæver hos Ungen, og om end enkelte af dem allerede ere noget afrundede,
er der dog et stort Spring derfra til den for de voxne karakteristiske Brolægning af Kjæ-
verne. Endelig har Hovedets Omrids bagtil i betydelig Grad skiftet Figur, som det
bedst vil ses ved at sammenligne Afbildningen, Tab. 1, f. 5 med en voxen Dactylopt.
volitans. Paa Grund af Nakke- (eller Skulder)piggenes forholdsvis stærkere Udvikling ser det
ogsaa ud, som om første Rygfinne hos Ungerne var fæstet noget længere fremme end
hos de voxne.
Selv hos de mindste Unger af den her omhandlede Række er det tydeligt, at
enkelte Skæl, især i den Rad, som danner Grænsen mellem Bugens (samt Halens) Under-
flade og Sider, men ogsaa i en Linie højere oppe paa hver Side, ere stærkere udviklede
end de andre og danne ligesom en Antydning til mere fremtrædende Kjøle; ligeledes kan
man, selv hos de yngste, gjenfinde de to Smaakjøle paa hver Side af Haleroden, som
dannes af et stort, stærkt sammentrykt, cilieret Skæl.
Som bekjendt har Brystfinnen hos den voxne Dactylopterus en næsten vandret
Stilling og er ved et dybt Indsnit delt i to Dele, en forreste mindre, der støttes af 6
Straaler, og en storre, den egentlige «Vinge», stottet af (tilsyneladende) c. 30 lange Straaler;
Længden af de forreste Straaler er kun en Tredjedel eller noget derover af «Vingens», som
naar til Roden af Halefinnen eller endog lidt forbi de forreste korte Halefinnestraalers Ud-
spring. Denne Længde kan «Vingen» opnaa tidligt; allerede hos Flyve-Ulke med en Total-
længde af 70—80 Mm. naar «Vingen» til eller dog næsten til Halefinnens Rod. Men paa
den anden Side kan man ogsaa træffe halvvoxne Exemplarer (150 Mm.), hvor den er paa-
faldende kort, saa at der kan tælles flere Skælrækker mellem Spidsen af de nedlagte Bryst-
finner og de forste korte Halefinnestraaler. Men kommer man ned til Individer under
70 Mm. i Totallengden, da aftage Brystfinnerne rask i Størrelse; hos Exemplarer
paa 61 Mm. er der allerede 6—7 Skæl mellem Vingespidsen og de forste Halefinnestraaler,
hos Exemplarer paa 51 Mm. omtrent 10; og hos den alleryngste af vore Dactylopterus-
Unger (Tab. I, fig. 5) ere Brystfinnerne ikke meget længere end Bugfinnerne, naa kun
halvvejs til Halefinnens Rod, og deres forreste (øvre) Afsnit har tre Fjerdedele af den
korte «Vinges» Længde. Brystfinnen har her i det hele en mindre vandret, mere
skraa, Stilling, og det er deraf tydeligt, at det forreste mindre Parti, som antydet, egentlig
er det ovre, ikke det nedre, som det betegnes i Günthers «Gatal. Acanth.» II, p. 221,
ja endnu i «Fische der Südsee» VI, p. 169.
Alle yngre Dactylopterer have en Tegning af tre mørke Baand tværs over Ryggen
al Krop og Hale, de to under første og anden Rygfinne, det tredje foran Halefinnen, der
or
cS
we
Ce
ligeledes er prydet med tre mørke Baand. Denne Tegning taber sig imidlertid efterhaanden,
under Væxten, mere eller mindre; undtagelsesvis kan den endnu være kjendelig hos Indi-
vider af 224 Mm.s Længde. En smuk Draabepletning udvikler sig ofte mere eller
mindre stærkt paa Oversiden af voxne Flyve-Ulkes Hoved, Krop og Hale samt paa Bryst-
finnernes Rygside, men kan stundom allerede være stærkt udviklet paa Exemplarer, hvor
de mørke Rygbaand endnu ere tydelige ved Siden deraf. Ogsaa paa Hovedet ser man
undertiden hos halvvoxne Flyve-Ulke nogle mørke Tværbaand.
Af de Forskjelligheder, som udmærke de voxne Dactylopterer i Modsætning til
«Cephalacantherne», ere, som man vil have bemærket, de allerfleste udviskede hos de yngste,
der ikke ere fuldt 50 Mm. lange; selv Brystfinnerne vare endogsaa i meget kjendelig
Aftagen. Jeg vil nu gaa over til at omtale de Forandringer, som de «vingeløse Flyve-
Ulke», Cephalacantherne, ere underkastede paa deres Livsbane, fra de ere 8 til næsten
50 Mm. lange, altsaa fra de ere meget spæde, indtil de i det mindste i Størrelsen mødes
med vore mindste Dactylopterer. Jeg vil forudskikke en Udsigt i Tabelform over en Del
af de foreliggende Exemplarers Maalforhold, Findesteder 0.s.v. At jeg ikke medtager dem
alle, er kun paa Grund af, at adskillige af dem ere hinanden saa lige i Størrelse, at der
ikke opnaas noget ved at gjøre Tabellen vidtløftigere.
= = oO à
2 = 3 Ns
= = ED A SEA
ER CE =|
EVE = asm) Fl . |
= at 5 Oe aes Ÿ En Hvor fanget: Indsamlet af:
es = = Te ENS
See oS ©) | too |
= = = a sa |
=} = — = |
| | |
à 9141!) 90 N “DK ko)
26 | 49 217/2 11 \ 2 REE. BUS AWG We \ Hygom.
35 | At 19 10 Jf (ien Albakoras Mave) J
h €
i al 2 2 \ Mexikos Østkyst Caspersen.
2001.36. Un 17 io |
36 34 | 161 9 |
37 33 151/2 8 0° 407 SSBr 292 302 Val: Andréa.
38 | 28 uw, | 8 |)
39° | 26? 15 8 | ? ?
42 19 | 10/2 6 ING TE PGS We ae Hygom.
43 17 11 6/2 21S NR BES OS Var: Wiinstedt.
44 17 10 6 SAS La CARS VAI Warming.
46 14 9 5 SEND Bias com Vig a0 Andréa.
45 131) | 8 5 som Nr. 44 Warming.
17 11? 7 4 ASS a Biase VE: Hygom (i en Meduse).
48 | 8 5 21/9 OSRSO NB 292 VL. Andréa.
Det vil kunne ses af denne Tabel, at de paa denne optagne Maalforhold danne en
Række, som fortsætter Dactylopterernes: hos de største «Gephalacanther» er Hovedets Længde
ikke Halvdelen af Totallængden, men naar man kommer ned til Individer paa 28 Mm. og der-
124 16
under, er Hovedets Længde (til Enden af Skulderpiggene) allerede over Halvdelen (°/s f. Ex.
hos det allermindste) af Totallengden. Længden af Forgjællelaagspiggene er hos den hele
Række Halvdelen eller over Halvdelen af Hovedets Længde (maalt paa samme Maade),
f. Ex. ®/5, °/o, °/s eller */7 deraf. Jeg skal omtale nogle af de foreliggende Exemplarer
noget nærmere — at omtale dem alle, er unødvendigt, da de danne en sammenhængende
jævnt fremskridende Udviklingsrekke, — men vil tage dem for i den modsatte Orden af
den, jeg fulgte ved Dactyloptererne, saaledes at jeg begynder med de mindste og ender
med de storste.
Hos vor mindste Cephalacanthus (Nr. 48) er, som man vil se (Tab. I, fig. 1), Hovedets
4 Pigge eller Dolke saa udviklede, at dets Længde til Spidsen af Skulderpiggene er over Halv-
delen (°/s) af Totallengden, og Forgjællelaagspiggenes netop Halvdelen af Hovedets. De ere
fint takkede i deres Rande, og Forgjællelaagets have desuden mod Enden af deres vdre Rand
nogle faa (4—5) stærke, fortil rettede Takker. Ojnenes Tværmaal er omtrent lig Pandens.
Hovedets Overflade viser den første svage Begyndelse til den senere Skulptur. Brystfinnen
er lodret stillet, kort, afrundet, uden Indsnit, meget kortere end Skulderpiggene; Bug-
finnerne netop synlige. Til Skæl er der endnu ikke Spor. Nr. 46 (Tab. I, fig. 2) er ligeledes
endnu uden Skæl; Hovedets Længde er ogsaa her over Halvdelen af Totallængden, Forgjælle-
laagspiggenes lidt over Halvdelen af først nævnte; Hovedpansret er nu meget tydelig grubet;
der er flere (c. 7) Torne paa Yderranden af Forgjællelaagspiggen, og selve Forgjællelaagets
opstigende Rand ender for oven, ligesom hos Nr. 48, i en skarpt fremspringende Vinkel
eller Torn; endvidere er der en lille Torn paa Suborbitalranden umiddelbart foran Præoper-
culum. Bugfinnerne ere noget tydeligere, Brystfinnerne noget forlængede, men endnu udelte,
synes det. Farven er paa disse yngre Trin mørk brunlig med sølvhvid Bug; paa de
følgende trækkes Grænsen noget skarpere, saa at kun selve Ryggen og en Del af Hovedet
ere mørke, Resten glinsende sølvhvid.
Hos Nr. 44 ere Skællene tydelige, især paa Halen, men de træde endnu ikke
meget frem af Huden og have tilsyneladende et sexsidet Omrids; der er nu 8 Takker paa
Forgjællelaagspiggene; ellers ere Forholdene temmelig uforandrede. Allerede hos Nr. 43
(Tab. I, fig. 3) er Skælklædningen saa at sige normal, ja Skællene ere endog tydeligt kjølede.
Brystfinnerne ere noget tilspidsede ligesom hos de foregaaende, men naa endnu langt fra
til Enden af Nakkepiggene; deres Fæste er endnu lodret, og den øverste Straale-
gruppe er den længste.
Hos Nr. 38 ere Bugfinnerne voxede noget i Længde; dog naa de endnu langt fra
til Enden af Forgjellelaagspiggene; Hovedpansrets Skulptur er mere udviklet end hos de
foregaaende; der er nu 9 Takker paa Forgjællelaagspiggene og to paa Suborbitalia foran
Præoperculum; Halens Skelkjole ere allerede tydelige. Først hos Nr. 36 og 37 (Tab. I, fig. 4)
er Kroppen forlænget saa meget, at Længden af Ilovedet med Nakkepiggene ikke er Halv-
delen af Totallengden; Brystfinnernes Deling er nu tydelig nok, men det øverste Afsnit er
fremdeles det længere.
Vore største «Cephalacanther» have en Længde af, med runde Tal, c. 40—50 Mm.
Skjønt Forgjællelaagspiggene ikke rage kjendeligt eller kun højst ubetydeligt ud over Skulder-
piggene, have de dog fremdeles lidt over Halvdelen af Hovedets Længde (Skulderpiggene
medregnede), men denne indeholdes nu 2,2 Gang i Totallængden. Der er 15—17 Takker
I 425
paa Forgjællelaagspiggene og 2 eller 3 umiddelbart foran disse; Bugfinnerne naa til Spidsen
af de sidst nævnte Pigge eller lidt ud over dem, Brystfinnerne derimod endnu ikke til Enden
af dem eller af de andre fra Hovedet udgaaende lange Pigge; de ere nu skraat
stillede, deres nedre Afdeling sort; og denne er enten lige saa lang som eller kun lidt
kortere end den øvre. Der er svage Spor til tre mørke Tværbaand over Ryggen, men man
vilde næppe blive dem var, hvis man ikke fra Dactyloptererne var anvist til at soge dem.
Der tælles c. 60 Skælrækker fra Gjællelaaget til Halefinnen ligesom hos Dactylopterus voli-
tans. Hvor jeg hos de i det foregaaende omtalte «Gephalacanther» har kunnet tælle Straa-
lerne i Finnerne, har jeg ligeledes fundet dem stemmende med den nævnte Flyve-Ulks.
Tænderne ere endnu meget fine hos de største foreliggende «Gephalacanther» ; hos disse
er ogsaa Halens Omrids bagtil lidt indbuet, om end maaske i en noget mindre Grad end
hos de mindste ægte Dactylopterer.
Vi have nu forfulgt de saakaldte «Cephalacanther» under deres fremskridende Ud-
vikling, indtil de have naat en Størrelse, der endogsaa overgaar de mindste Dactylopterers
en lille Smule, og skjønt en Mængde andre Forskjelligheder ere udjævnede, ere de dog let
erkjendelige, den ene som en Cephalacanthus, den anden som en Dactylopterus, ved Skæl-
klædningens, Tændernes, Farvetegningens og Brystfinnernes svagere eller stærkere Ud-
vikling. Det er fornemmelig den sidste Karakter, der er af Vigtighed; thi i Henseende til
de andre er kun en mindre Gradsforskjel tilstede. Men selv om man kunde tænke
sig ogsaa denne udjævnet gjennem en videre Udvikling og Omdannelse, vilde der dog
blive den Vanskelighed tilbage, at vore største Cephalacanther jo ere større end vore
mindste Dactylopterer, og ikke omvendt — for ikke at tale om, at andre have beskrevet
endnu lidt større Cephalacanther (53—58 Mm.), hvorved Vanskeligheden jo bliver saa meget
større. I alle andre Henseender ere de ens: I Hovedets Skulptur, i Omridset af Nakke-
indsnittet 0. s. v. kan jeg ikke opdage nogen palpabel Forskjel mellem dem. — Jeg tror
imidlertid ikke, at disse Vanskeligheder ere uoverstigelige. Den, der har fulgt Dactylo-
pterernes Udvikling tilbage, ned til Individer paa et halvt Centimeter, vil indrømme, at der
i de fire udhævede Forhold, hvori disse afvige fra de største Cephalacanther, er mindst lige
saa stor Forskjel paa de største og mindste Dactylopterer (s. str.) indbyrdes. Vil man tænke
sig disses Udvikling forfulgt endnu længere tilbage, maa der nødvendigvis fremkomme lig-
nende Formforhold, som dem vi have lært at kjende hos «Cephalacantherne»; disse supplere
paa en meget naturlig Maade Dactylopterernes Formrække og svare aldeles til det Billede,
man paa Forhaand maatte danne sig af spæde Dactylovterus-Unger; der er endelig en lige
saa stor eller større Forskjel mellem den største og mindste «Cephalacanth», som mellem
den ældste af disse og den yngste Dactylopterus. Hvad der endnu mangler i at kunne
erklære sig uden Forbehold for den Anskuelse, at Cephalacanthus kun repræsenterer en
Række Ungdomstrin af Dactylopterus, er dels, at der ikke i den undersøgte lange Række
af Former er nogen ligefrem Overgangsform, som man hverken kunde erklære for det ene
Vidensk. Selsk, Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 54
426 18
eller for det andet, eller lige godt for det ene og for det andet, — og en saadan maa jo
dog gives, hvis den Formodning er rigtig, at Cephalacanthus, om man kan bruge det Udtryk,
«forvandler sig» til Dactylopterus; dels, at denne Formodning synes at modsiges derved,
at vi kjende Dactylopterer, der ere mindre end de største «Cephalacanther». Denne sidste
Vanskelighed kommer man imidlertid ud over ved at betænke, at alle Dactylopterer næppe
forvandle sig lige tidligt eller med den selvsamme Størrelse; Omdannelsen, der uden
Tvivl gaar meget hurtig for sig, indtræder aabenbart, naar den unge Fisk omtrent har
naat en Længde af en halv Centimeter, hos nogle lidt for, hos andre lidt efter at de
have naat denne Størrelse — maaske efter de Forhold, hvorunder de leve, maaske uden
Hensyn til disse, rent individuelt; man vil derfor kunne træffe Former med korte «Vinger»
og et ogsaa i andre Henseender fremmed Udseende (Cephalacanthus), der ere lidt over
50 Mm. lange, og omvendt Individer, der allerede have iført sig de for Dactyloptererne
meget karakteristiske Træk, uagtet de ere lidt under 50 Mm. lange. Og hvad de savnede
Overgangsled mellem begge Former angaar, da vil jeg dog minde om, at den af Cane-
strini afbildede 50 Mm. lange « Cephalacanthus» allerede for saa vidt er mere dactylopteroid,
som den har Brystfinnerne mere udviklede end nogen «Cephalacanth», som jeg har set; og
det samme er Tilfældet med de af Valenciennes (61 Mm.?) og Steindachner (58 Mm.)
afbildede Former; hos dem begge ere «Vingernes» to Afsnit omtrent lige lange, og hos
Pariser-Museets have de i det hele taget, synes det, været fuldt saa udviklede som paa Cane-
strinis. — Skjønt jeg altsaa har gjort lignende Erfaringer som Steindachner, tror jeg
dog, at man, naar man tager den hele Formrække i sammenlignende Betragtning, vil finde,
at Sandsynligheden for de to her omhandlede Fiskeslægters Identitet er aldeles over-
vejende, og at man ikke udsætter sig meget for at gribe fejl ved at betegne de her
beskrevne og afbildede «Pungitier» eller « Cephalacanthus spinarella» som Ungdomsformer af
Dactylopterus volitans Lin.
Forholder dette sig rigtigt, ville de ovenfor noterede Lokaliteter for « Cephalacanthus
spinarella», i Forbindelse med dem, der allerede foreligge i Literaturen, navnlig de fra
«British Museum», kunne yde et Bidrag til Kundskaben om Udbredningen af Dactylopterus
volitans. Langs Amerikas Østkyst forekommer denne Fisk fra Newfoundland til Rio Janeiro
i det mindste; den forekommer desuden i Middelhavet, ved de kanariske og kapoverdiske
Oer. At denne Udbredning ved de omtalte Fangststeder for de formentlige Unger udvides
til Guinea-Bugten, er mindre væsentligt; mere Vægt vil jeg lægge paa, at der mellem de
anførte Findesteder for «C. spinarella» er flere rent pelagiske og navnlig flere N. og S. for
Linien, midtvejs mellem Afrika og Brasilien, omkring S. Paul; et Exemplar er taget paa
21° N. Br. og 50° V. L., altsaa vel over imod Vestindien, men dog saa langt fra Antillerne,
at man vistnok tør betegne Dactylopterus som en subpelagisk Fiskeslegt — den eneste
maaske i den hele Ulkegruppe — der ikke holder sig alene til de tropiske eller sub-
* 76)
19 427
tropiske Indhave eller til de Dele af Oceanet, der ligge Øer og Kyster nærmest. Jeg
véd imidlertid ikke noget Exempel paa, at en voxen Mactylopterus er set eller fanget i
det aabne Hav, hvilket er noget paafaldende i Betragtning af, hvor hyppigt Exocoeter ses
og fanges. Jeg havde overhovedet længe ikke kunnet faa nogen fyldestgjørende Bekræftelse
påa den almindelig antagne Mening, at Dactylopterus kan flyve og virkelig flyver som en
«Flyvefisk», eller finde nogen nyere lagttagelse, der ret utvetydigt godtgjorde, at de Be-
nævnelser i forskjellige Sprog, der antyde en slig Evne, ere tillagte den med Rette. Det
var dog ikke min Hensigt at bestride, at «Flyve-Ulkene» besidde denne Evne, thi den
synes mig at fremgaa tydeligt nok af «Vingens« Bygning og Omfang; men det vilde dog
være ret ønskeligt, mente jeg, at se Visheden derfor opfrisket ved nye lagttagelser.
Selv om man turde stole paa, at ingen Forvexling med virkelige Flyvefiske havde for-
vansket de ælåre Beretninger"), maatte det under alle Omstændigheder være en meget lav
Flugt, der ikke hævede sig højt over Vandet og maaske overhovedet ikke effektueredes
saa overordentlig hyppigt. Til Bestyrkelse af disse Tvivl kunde jeg f. Ex. have anført William
Swainsons Vidnesbyrd”). «Flyve-Knurhanerne, siger han, kaldes saa paa Grund af den
Evne til at holde sig nogen Tid i Luften paa lignende Maade som Flyvefiskene, som de
siges at besidde; men jeg maa tilstaa, at jeg aldrig en eneste Gang har været Vidne
til dette Syn i de 9 Aar, som jeg tilbragte ved Middelhavets forskjellige Kyster, hvor efter
Forfatternes Sigende disse flyvende Fiske skulde kunne ses i Mængde». Disse Tvivl ere
nu imidlertid blevne klarede ved nye Iagttagelser af Möbius og Moseley; førstnævnte?)
saa ved et Koralrev S.O. f. Mauritius en Dactyl. orientalis hæve sig op af Vandet og hurtig
som en Svale svæve tæt hen over den glatte Havflade, med stivt udbredte Brystfinner, uden
flagrende Bevægelser. Sidst nævnte beretter”), at da «Challenger» dampede langs med
Kysten af Ascension, hævede store Flyve-Knurhaner (Dactylopterus) sig, opjagede af Skibet,
og «skimmed rapidly away in front of the bout»; og senere (S. 571), hvor han kommer
ind påa Spørgsmaalet om Flyvefiskenes Flugt, erklærer han sig overtydet om, at Dactylo-
ptererne bevæge deres »Vinger» hurtigt under Flugten. Særligt havde han havt Lejlighed
til at iagttage dette hos «en lille Dactylopterus-Art med smukt farvede Vinger» [uden Tvivl
1) F. Ex. Belon (La Nature et diversité des Poissons, 1555, p.191): «Quand quelque poisson pour-
chasse le Milan en la mer pour le manger, il sort en l'air pour se sauver en volant»; «Quand il
a peur en mer, il sort hors et vole quelqueffois jusques à un traict d'arbaleste-. Rondelet
(p. 285—86): «Demisse enim volat quemadmodum aves e flumine aquam hausturæ vel e terra
festucas cibumve collecturæ»; «volat extra aquam, cujus rei testes sumus oculatir. Salvini
(pl. 187): «per altum mare magno agmine volitare videntur». Getti (Naturgeschichte von Sardinien,
1784, III, S. 201) «Zuweilen sieht man die fliegenden Seehäne ihre kleine Bogenflüge über dem
Wasser versuchen».
2) Natural history of fishes, amphibians and reptiles. II, p. 55 (1839).
3) Die Bewegungen der fliegenden Fische (1878) S. 14.
4) Notes of a naturalist etc. p. 562.
rae
24
428 20
Ungen af D. volitans|, der bebor Sargasso-Havet, og som stadig blev skræmmet op af
Vandet, naar han roede omkring med en Baad for at samle Sargasso-Tang til Under-
søgelse. De hævede sig kun omtrent en Fod over Vandet og kunde tilbagelægge Stræk-
ninger paa indtil 30 Alen (15—20 yards) i Flugten. Andet Steds i den samme Rejse-
beretning oplyses det imidlertid (S. 51), at udvoxne Flyve-Ulke baade ere blevne fangede
med Krog i Overfladen (ved St. Vincent) og nær ved Bunden (i «the trammel-net»), som
om det havde været almindelige Knurhaner. Af Schmidtleins Iagttagelser i Akvariet i
Neapel erfarer man endvidere, at Dactyloptererne gjærne opholde sig paa Bunden af Bassinet,
hvor de staa paa eller spadsere omkring paa Spidserne af de nedadvendte Bugfinner, medens
de skrabe med Brystfinnernes forreste, korte Afsnit i Sandet for at søge Føden"). Det
fremgaar heraf, at deres Liv hverken udelukkende er knyttet til Overfladen eller til Bunden.
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. I, Fig.1. Yngste Udviklingstrin af «Cephalacanthus» (Dactylopterus volitans), forstørret 3 Gange. (Fanget
af Kpt. Andréa, 1/2 Grad N. f. Ækvator paa 29° V. L.)
Tab. I, Fig. 2. Et noget ældre Udviklingstrin, ligeledes forstørret 3 Gange; Skælklædningen begynder at vise
sig; Brystfinnens Tvedeling er endnu ikke indtraadt. (Fanget af samme 4° N. for Linien, paa
ZA Vea)
Tab. I, Fig.3. Halv udviklet «Cephalacanthus», ligeledes forstørret 3 Gange; Skælklædningen er nu fuldt ud-
viklet, Brystfinnerne endnu korte, men Bugfinnerne forholdsvis større. (Ved Skibslæge
Wiinistedt 21-uNEBr2 50 VIT)
Tab. I, Fig. 4. Fuldt udviklet Cephalacanthus, forstørret to Gange. Nakke- og Forgjællelaagstornene ere kortere,
i Forhold til det hele Fiskelegeme, end tidligere og Bugfinnerne længere; men Brystfinnerne have
endnu ikke begyndt at voxe ud. (Ved Kapt. Andréa, ?/s Grad S. for Linien, 29° 30° V. L.).
Tab. I, Fig. 5. Det yngste foreliggende Livstrin af Dactylopterus volitans, som er kommet ud over «Cephala-
canthus»-Stadiet; forstørret to Gange. Brystfinnens nederste Afdeling, den saakaldte « Vinge», er
i Færd med at voxe ud. (Fra Matanzas, i en af Etatsraad Riise skænket Samling af
Smaafiske og Fiske-Yngel fra denne Lokalitet.)
2. Rhynchichthys, Rhinoberyx og Rhamphoberyx; Holocentrum og Myripristis.
(Tab. II, Fig. 1—7.)
I syvende Bind af «Histoire Naturelle des Poissons» (1831) beskrive Cuvier og
Valenciennes under Navnet «Lhynchichthys pelamidis» en ny Fiske-Slægt og -Art, hvoraf
Dussumier havde fundet nogle Exemplarer af ikke to Tommers Længde (47 Mm. efter
') Mittheilungen a. d. zoologisch. Station z. Neapel, I, (1879) S. 500.
21: 429
Afbildningen) i Maven paa en Bonite, som var harpuneret i det indiske Hav, under Ækvator,
85 Ø. L. fra Parises Middagslinie. Denne lille Fisk er afbildet paa pl. 208 i det nævnte
ichthyologiske Hovedværk. At bestemme dens almindelige Plads i Systemet var ikke
vanskeligt; en pigfinnet Fisk med store, stærkt tandede Skæl, med ligeledes stærkt tandede
Gjællelaags- og Forgjællelaagsknogler og med 8 Gjællehudstraaler, med en stor Torn i
Hjørnet af Forgjællelaaget og med 8 Straaler i Bugfinnerne (1 Pigstraale og 7 Blød-
straaler), kan kun have sin Plads i den Familie, som nu benævnes Beryciderne eller
Holocentrinerne. Til Familiens Dybvandsformer kunde Slægten Æhynchichthys næppe
antages at høre, skjønt den blev funden i Maven paa en Rovfisk, der kunde have hentet
sit Bytte i en vis Dybde. Den er nemlig aabenbart nærmest beslægtet med Holocentrum ;
hvad der formentlig skilte den fra denne Slægt var — bortset fra den ringe Størrelse —
«Forlængelsen af Hovedets Kjøle til en Spids, der ragede frem, ud over (foran) Munden som
hos Lepidoleprus». Til nærmere Betegnelse af Arten eller Formen kan endnu anføres Straa-
lernes Antal (D: 11 + 12, A: 4 — 12) samt Skællenes i Sidelinien (30 —35) og Tilstedeværelsen
af en Række sorte Pletter paa den pigstraalede Del af Rygfinnen, en Plet mellem hvert
Par Straaler, ved Finnens Grund. Efter Afbildningen er Snuden saa udviklet, at dens
Længde er lig Øjets Tværmaal; Gjællelaagets Pig derimod mindre end Forgjællelaagets.
I det samme Aar udgivne ottende Bind af samme Værk gjøre Forfatterne fremdeles
opmærksom paa, at den af Gronovius (1763) i hans «Zoophylacium», p. 65, pl. IV, f. 3,
beskrevne og afbildede lille surinamske «Holocentrum» (N. 225) (der i det i vore Dage af
Dr. J. E. Gray udgivne posthume Arbejde") af samme Forfatter bærer Navnet Holocentrus
rostratus) er en Rlwynchichthys. Størrelsen af denne lille Fisk var 1” 5°. Afbildningen er
ikke af den Beskaffenhed, at den vil kunne lette Henførelsen til nogen bestemt Art, forudsat
at det karaibiske Hav huser flere lignende, hvad det upaatvivlelig gjør.
Der er siden den Tid bleven beskrevet to «Zrhynchichthys-Arter, begge fra det
indiske Hav. Bleekers Rh. brachyrhynchus fra Havet om Ambojna?) var 45 Mm. lang
og havde en kort Snude, der kun ragede lidet frem foran Munden, forholdsvis korte
Gjællelaagstorne og ingen Forgjællelaagstorn; Straaler: D: 11 + 14—15; A: 4+,12—13;
V: 1—7; 25 Skæl i Sidelinien; Rygfinnen næsten helt sort. Gill hår gjort denne Form til
Type for sin Slægt Æhinoberyx*) og senere beskrevet to lignende Smaaformer fra den
1) Catalogue of Fish collected and described by L. Th. Gronow, now in the British Museum. London
1854, p. 173.
2) Derde bijdrage tot de kennis der ichthijologische Fauna van Amboina (Natuurkundig Tijdschrift voor
Nederlandsch Indie, IV, p. 107). Arten er afbildet i «Atlas Ichthyologique des Indes Orientales Neer-
landaises» pl. 357, f.1. Den afviger i Udseende kun lidt fra det typisk holocentrine og er vel snarest
Ungen af en Myripristis-Art.
3) Slægten Lhimoberyx Gill er, saa vidt jeg véd, opstillet første Gang i «Proc. Acad. Nat. Sc. Philad.»,
1862, p. 237, i en lille Note om Holocentrum-Gruppen, med folgende Diagnose:
430 22
kaliforniske Kyst som Arter af Slægten Rhamphoberya G.1). Days Rhynchichthys ornatus
fra Madras”) er opstillet paa et re langt Expl., hvis Straale- og Skæltal angives saaledes:
D:12 +7; A:4 +9; V:1+6; L. 1. DØ (Det maa dog være tilladt at tvivle om, at disse
Angivelser ere aldeles rigtige for Bugfinnernes og anden Rygfinnes Vedkommende.)
Exemplaret havde en mørk Plet mellem de 3 første og de 7 sidste Pigstraaler i Rygfinnen,
hvis jeg forstaar Beskrivelsen rigtigt.
Endvidere bør det her nævnes, at Dr. C. B. Klunzinger har i 18703) beskrevet
en 45 Mm. lang Holocentrum-Art fra det røde Hav (hvor den angives at være sjælden)
under Navnet ZZ. platyrhinum; den korte og stumpe Snude og den flade, skjoldagtige Pande,
begrænset af en Liste, der gaar fra Snudespidsen til den øvre Ojehulerand*), minde saa
meget om Lhynchichthys, at den maatte opfattes som en Overgangsform mellem denne og
Holocentrum. Aaret efter udtalte Dr. Günther ogsaa lejlighedsvis?) den Formodning,
at «Rhynchichthys» inden længe vilde blive vist at vere Unger af Holocentrum. Denne For-
modning mener jeg at kunne hæve til fuld Vished ved at fore en bestemt Æynchichthys-
Form tilbage til en bestemt Jolocentrum-Art; dog vilde jeg næppe deraf taget Anledning
til at fremdrage Spørgsmaalet om Forholdet mellem disse to Slægter, som efter manges
Mening maaske vilde kunne betragtes som afgjort ved denne Günthers Bemærkning, der-
som jeg ikke tillige havde kunnet oplyse noget om de mere afvigende Former, hvormed
denne Fiskeslægt træder op paa endnu tidligere Livstrin, altsaa fremstille saa at sige den
hele Række af Forandringer eller Forvandlinger, som den gjennemgaar.
I. Snuden mere eller mindre fremragende:
Snuden spids og tresidet: Rhynchichthys.
Snuden hvælvet fortil (Rh. brachyrhynchus Blkr.): Rhinoberyæ.
Det er mig ikke bekjendt, at Slægten senere er bleven udførligere karakteriseret. Derimod
har samme Forf. Aaret efter i samme Selskabsskrift (p. 87) opstillet Slægten Rhamphoberyx, der
angives at staa Rhinoberyx meget nær, men at have meget mindre Skæl (34—36, #) og hele
(9: glatte?) Rostrofrontal-Kjole; Tornen i Forgjællelaagshjørnet lidet udviklet. Snuden er hos ZA.
poecilopus G. (1%/s—2'/2” lang, Kalifornien) but, men temmelig lang, hos Bk. leucopus Gill (samme
Steds fra, Størrelse ikke angivet) noget kortere. Copes «Rhinoberyx chryseus» («Ichthyology of the
Lesser Antilles», «Trans. Amer. Phil. Soc.» XIV, p. 464) (22, S. Croix), der efter min Mening er
Ungen af Myripristis jacobus, kunde vel lige saa godt have været henført til Rhamphoberyx.
1) Urigtigt opført under Beryx i «Zoological Record», 1871, p 47.
2) Proc. Zool. Soc. 1868, p.149. Forf. har senere erkjendt den for at vere «perhaps the fry of Holo-
centrum rubrum» (Fishes of India, p. 170). i
3) Synopsis der Fische des rothen Meeres, {ste Th. (Verhandl. d. k.k. zool. bot. Ges. Wien. 1870, XX,
S. 57 (725)). H. platyrhinum erkjendtes i øvrigt allerede i «Zool. Rec.» 1870 (p. 91) af Günther for
kun at være Ungen af en af de andre Arter, der forekomme i det rede Hav.
*) Museet har fra Howlands © i det stille Hav faaet slige unge Holocentra, der netop ere komne ud
over Rhynchichthys-Stadiet (Totallengde 52 Mm. foruden Halefinnen), d.v.s. hvor Panden har denne
karakteristiske flade Skjoldform; men Snuden er her allerede saa forkortet, at den ikke egentlig
rager frem foran Munden.
°) Ann. Mag. Nat. Hist. (4th Ser.) VIII, p. 320.
23 431
Kaptajn A.F, Andréa har i sin Tid hjembragt to smaa Holocentriner, der besidde
den Slægten Rhynchichthys tillagte Karakter (Snudens Forlængelse), endog til en vis Over-
drivelse (jf. Fig. 3, Tab. II). De ere begge tagne i den tropiske Del af Atlanterhavet, den
ene mellem Cuba og Florida (24° 16° N. Br., 80° 40° V. L.), den anden ud for Mellem-
Brasilien (19° 30° S. Br., 37° 30° V, L.). At de ere Unger af en Holocentrum, kan ikke be-
tvivles, og der er for mig kun liden Tvivl om, at Arten er ZH. marianum C.V. Da denne,
som det synes, mindre hyppige Art kun er ufuldstendig kjendt — Beskrivelsen hos
Cuvier og Valenciennes er saa lidet udtømmende, at Günther ikke har givet den
Plads og Nummer blandt de diagnostiserede Arter — maa jeg begynde med at meddele en
Karakteristik af 77 marianum som udvoxen. Den er udkastet efter to Exemplarer fra de
danske Antiller med en Totallengde af 140—150 Mm. fra Spidsen af Underkjæven til det
Punkt, hvor Halefinnens midterste Straaler træde ud af Skælklædningen. For Sammenlig-
ningens Skyld giver jeg jævnsides dermed en Beskrivelse af A. sogho Bl. (longipinne Guv.), :
udkastet efter 7 Exemplarer paa 135—227 Mm., udvalgte blandt et større Antal?)
Holocentrum marianum C. Val. H. sogho Bl.
Legemets Højde er altid mindre end Legemets Højde er i Almindelighed
Hovedets Længde (maalt fra Spidsen af Under- mindre (om end ofte kun ubetydeligt) end
kjæven til Enden af den længste Gjællelaags- Hovedets Længde, kun hos vort aller-
torn); denne Hovedets Længde indeholdes største Exemplar lidt større end denne, som
ikke 3 Gange i Totallængden, naar Hale- indeholdes omtrent 3 (2,9 til 3,3) Gange i
finnen fradrages denne, men kun 2,6 til 2,8 Totallengden (denne maalt som forhen);
Gang; Øjets Tværmaal er en Tredjedel Øjets Tværmaal er ogsaa her omtrent en
1) Af de andre Holocentrum-Arter fra Atlanterhavet er ZH. hastatum C.V. (kanariske og kapoverdiske
Øer) den, der kommer H. marianum nærmest; den lange tredje Gatfinnestraale er et Fællesmærke
for dem begge, i Straaletal, Skællenes Antal i Sidelinien 0.s.v. er der næppe nogen væsentlig For-
skjel. Den sorte Plet mellem Rygfinnens forreste Straaler (der i øvrigt ikke synes at være konstant)
findes jo i al Fald, som det vil ses af det følgende, hos Ungerne af H. marianum. Artsforskjellen
synes navnlig at være udpræget i den store Gjællelaagstorn hos H. hastatum. Den ved Ascension
forekommende Form (H. ascensionis) er for lidet kjendt til at den kan drages ind i Sammenligningen
med de andre Atlanterhavs-Arter.
H. spinosum (Ag.) (fra Brasilien) og ZZ. retrospinis Guich. (fra Cuba, omdøbt til prospinosus
af Poey) (Slægten Plectrypops Gill) afvige fra de øvrige atlantiske Arter ved at have 12 Rygpig-
straaler (hvilket Tal dog ogsaa skal kunne forekomme hos A. hastatum). Poey har («Memorias
sobra la historia natural de la isla de Cuba», II, p. 155—59 ; «Repertorio fisico-natural de la isla de
Cuba», I, p 184—85; «Enumeratio piscium cubensium» i «Anal. Soc. españ. de Hist. Nat.» IV, p. 109—112)
beskrevet en Række cubanske Arter med 11 Rygpigstraaler (matejuelo, osculum, perlatum, rostratum,
vexillarium, coruscum, brachypterum og riparium); Dommen om dem maa jeg overlade til andre; at
nogle af dem ere opstillede paa Unger (50—60 Mm.), er næppe tvivlsomt. Ogsaa ser jeg med nogen
Mistænksomhed paa H. sicciferum Cope fra Bahama-Øerne (Trans. Americ. Philos. Soc. XIV, p. 465),
især paa Grund af dens Lidenhed (2/4). Jeg vilde bestemme den som en ung ZZ. marianum, forudsat
at Angivelsen «tredje Gatfinnestraale naar ikke Halefinnens Grund» ikke gjælder Pigstraalerne, men,
som jeg antager, tredje Ledstraale.
432
(H. marianum)
af Hovedets Længde, Snudens Længde
noget mindre; Pandens Brede indeholdes
derimod fra over à til næsten 6 (5,3 til 5,9)
Gange i Hovedets Længde, er altsaa kun
noget over det halve af Ojetværmaalet.
Skællenes Antal i Sidelinien er 46 eller
47 (fraregnet de 3—4 sidste, der savne
Pore); (rimeligvis varierer Tallet dog inden-
for noget større Grænser, da jeg hos yngre
har fundet fra 40 til 45). Skælræk-
kernes Antal er hos begge de udvoxne
Exemplarer 4 over og 7 under Sidelinien
foruden den uparrede Række i Bugens Midt-
linie; Straalernes Antal er hos dem
begge: D: 11— 13; A:4+9 (den sidste
Straale i begge Finner er kløvet til Grunden);
Bugfinnernes Længde er kun en
Femtedel af Totallængden (denne be-
stemt som ovenfor) eller lidt derover;
den længste (tredje) Gatfinnestraale
er meget lang, længere end de bløde
Straaler i samme Finne og ‘/5—1/10
længere end Bugfinnerne, næsten en
Fjerdedel (1:4,1 til 1:4,2) af Total-
længden.
Forgjællelaagstornen er stor og
stærk; naar de to Gjællelaagstorne begge
ere udviklede, ere de enten omtrent lige
store, eller den ene af dem (den øvre eller
den nedre) er noget mere udviklet end den
anden; Humerale kan være glat, ligesom
Scapulare, eller svagt tandet; Suboperculare
er altid tornet i Randen; der er Smaatorne
paa Ojeringen underneden og bagtil-oventil,
men ingen fortil-oventil, saa lidt som over
Næseborene eller langs med den Fure, hvori
Mellemkjævens opstigende Forlængelser be-
væge sig, Derimod kunne nogle af Issens
ophojede Viftelinier være tornede, og de
løbe alle bagtil ud i en lille Torn eller
Spids. Der er i Almindelighed et tydeligt
Indsnit i Prœorbitale under Mellemrummet
(ZH, sogho)
Tredjedel af Hovedets Længde (1 : 3,3 til 1 : 2,8);
Snudens Længde hos de større en Fjerde-
del af samme, hos de mindre noget kortere
(1:4,3 til 1:47); Pandens Brede inde-
holdes fra 5,3 til 7 Gange i Hovedets Længde
og er saaledes snart noget mere, snart noget
mindre end det halve af Ojetværmaalet.
Skællenes Antal i Sidelinien vexler fra
46 til 55, naar de porefrie sidste Skæl ikke
medregnes; de horizontale Skælrækkers Antal
er stedse 4 over og 7 under Sidelinien for-
uden den uparrede Midtrække; Straalernes
Antal D: 11+ 15; A:4— 10 (den sidste
Straale i begge Finner kløvet til Grunden).
De lange Bugfinners Længde inde-
holdes 3 til 4 (3,2 til 3,9) Gange i Total-
længden (denne bestemt som tidligere);
derimod er den længste (tredje) Gat-
finnestraale kortere end Gatfinnens
blødstraalede Del, og dens Længde
indeholdes c. 5'/2—61/2 (5,4 til 6,7) Gange
i Totallengden. Anden Rygfinnes Højde
(9: dens længste Straalers Længde) er lig
med eller næsten lig med Længden af den
øvre Halefinneflig, men noget større eller
noget mindre end Længden af Bugfinnerne,
paa Grund af disses Forskjellighed i denne
Henseende.
Forgjællelaagstornen er stor og
stærk; af Gjællelaagstorne er der altid
to, en øvre meget stor, der næppe giver
Forgjællelaagets noget efter, og en mindre,
stundom 3 eller 4; Suboperculare har hos
de større kun faa (2 eller 3) Torne, hos de
noget yngre allerede flere (5—12) eller endog
særdeles mange (25—30); Interoperculare og
den nedre Rand af Præoperculare ere altid
tornede ligesom hos 77 marianum. Hume-
rale er mere eller mindre tandet, Scapulare
derimod glat; Præorbitale har altid en stor
nedadrettet Torn under Næseboret. Oje-
ringens og Issens Tornbevæbning er noget
mellem Øje og Næsebor, bagved den nedad-
vendte storre Torn, som den nævnte Knogle
bærer under Næseborene.
Rygfinnen er hos begg
menligner man hermed:
Unger af A. marianum af 45 — 60 Mm.s
Længde (Halefinnen fraregnet) (Fig. 1),
vil man finde, at Højden ogsaa her er mindre
end Hovedets Længde, der forholder sig
til Totallengden omtrent som senere (1: 2,6
til 2,7); Øjet er forholdsvis større (Forholdet
til Hovedets Længde som 1: 2,4 à 2,5); Snu-
dens Længde det haive af Øjetværmaalet
eller derunder; Panden er forholdsvis bre-
dere; dens Brede indeholdes nu kun 41/2
Gang i Hovedets Længde. Skællenes An-
tal i Sidelinien hos de 4 undersøgte
Exemplarer 40—45; Skælrækkernes der-
imod kun 2 (foruden selve Sideliniens og
Bugens uparrede Midtrække); Straaler-
mes! en liseledes reduceret til D: 11-+ 12,
A: 4+ 81). Den lange Gatfinnestraale
forholder sig som hos de eldre (til Total-
længden som 1:4 til 1:3). Af de to Gjælle-
laagstorne er den øverste den største,
og den staar ikke tilbage for Forgjælle-
laagstornen; der er Smaatorne over
Neseborene og paa de ophojede
inter, der besrznse den Fure,
hvori Mellemkjævens Apophyser
glide; Indsnittet i Præorbitale er derimod
næsten udslettet, og Humerale altid tandet.
Foran paa Rygfinnen, fra den første
til henimod den fjerde Pigstraale, er der en
meget tydelig stor sort Plet.
433
mindre rigelig end hos H. marianum, og der
er heller ikke Torne at opdage over Næse-
borene eller overhovedet paa Snudens Tag.
Årter i voxen Tilstand uden nogen sort Plet. — Sam-
Unger af H. sogho af c. 30—88 Mm.s
Længde (uden Halefinnen),
viser det sig, at Legemets Hojde hos de sterre
af disse i Almindelighed er lig med Hovedeis
Længde, sjældnere en Ubetydelighed større
eller mindre, hos de mindre derimod stedse
mindre end denne, som indeholdes 3—31/2
(2,9 å 3,5) Gang (hos den mindste kun 2,7
Gang) i Totallængden; Øjets Tværmaal for-
holder sig omtrent som hos de voxne (til
Hovedets Længde som 1:2,5 å 3); Snudens
Længde er hos de større formindsket, den for-
holder sig til Hovedets som 1:4 å 5,3; Pan-
dens Brede er derimod forholdsvis større, en
fjerde eller femte Del af Hovedets Længde,
alt efter Dyrets Størrelse. Hos de mindste
af de foreliggende Exemplarer ere disse 3
Størrelser (Øjetværmaalet, Pandebreden og
Snudens Længde) paa det nærmeste lige store
og indeholdes c. 3,7 Gang i Hovedets Længde.
Skællenes AntaliSidelinien varierede
hos de 5 undersøgte Exemplarer fra 47 til
5 (hos de to mindste taltes 48 og 49);
Skælrækkernes var 4 (foruden Sideliniens
og Bugens Midtrække); Straalernes i Regelen
som hos de større: D:11—15 [16]; A: 4— 10.
Bugfinnernes Længde er nu gjennem-
snitlig noget mindre (1: 3,5 à 4,3), den tredje
Gatfinnestraales ligeledes (1: 5,5 til 7,6,
i Forhold til Totallængden). Hos de mindste
1) Denne Reduktion af de horizontale Skælrækkers og de bløde Ryg- og Gatfinne-Straalers Antal er
ganske vist paafaldende, og det saa meget mere, som der ikke ses noget saadant hos det yngste
tilsvarende Udviklingstrin af H. sogho. Tilhore de beskrevne Unger ikke Z. marianum, den eneste mig
af egen Erfaring bekjendte Art, med hvilken jeg kunde identificere dem, maa de i al Fald tilhøre
en meget nærstaaende. Copes H. sicciferum, som jeg har stærkt mistænkt for at være den noget
større Unge af H. marianum, angives at have D:11—+13; A:4 + 9; LI. 45,3 (Sideliniens Række er
da vel talt med i de 8?), altsaa allerede som hos de udvoxne Fiske af samme Art.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række. naturvidensk. og math. Afd. XII.
6. 59
434
Noget yngre Individer af 77. marianum
(42—43 Mm.) vise kun den væsentlige Af-
vigelse fra foranstaaende Beskrivelse (Straale-
tallene og Skælrækkernes Antal ere navnlig
uforandrede), at den længste Gatfinne-
straale nu kun er c. "6 af Totallængden
og Smaatornene i Næseregionen utydelige.
(H. sogho )
Expl. (39 Mm. og 30 Mm.) ere disse For-
hold endog som 1:6,5 à 6 for Bugfinnerne,
for Gatfinnen som 1:8,7 à 10. De to Gjælle-
laagstorne ere hos de yngre af denne
Række ikke meget forskjellige og undertiden
ikke meget større end de andre Torne langs
Gjællelaagsbenets Bagrand ; Scapulare kan være
tydelig tandet. Rygfinnen er ogsaa her
uden Plet, med Undtagelse af hos det yngste
i den hele Række (30 Mm.), hvor der er en
sort Plet paa Finnehuden mellem hvert Par
Pigstraaler.
Allerede de mindre af de ovenfor beskrevne Unger af Holocentrum sogho (30— 40 Mm.)
have for saa vidt Karakteren af Rhynchichthys eller Rhinoberyx, som Tryneknoglerne danne
en foran Munden fremspringende kort Pyramide, og de kunde derfor lige saa godt som
Bleekers Ah. brachyrhynchus henføres til en af disse nominelle Slægter, som aabenbart
Det samme gjælder om de yngre Trin af /7. marianum, henholdsvis af
Hvad
der er nødvendigt til nærmere Oplysning af Afbildningerne (Fig. 2 og 3) og af disse to
blive at inddrage.
c. 30 og af c. 20 Mm.s Længde, som foreligge, det første endog i rigeligt Antal.
Udviklingstrins Forhold til hverandre og til de ovenfor beskrevne større Unger af H.
marianum, vil fremgaa af følgende Sammenstilling:
Unger af Holocentrum marianum C. V.
Længde 30—33 Mm.!) (Æhinoberyx?)
(Fig. 2).
Højden er fremdeles mindre end
Hovedets Længde, der forholder sig til
Totallængden som senere (1:2,5 til 2,8);
Øjets Tværmaal synes nu at være for-
holdsvis lidt mindre end paa det ovenfor be-
skrevne ældre Udviklingstrin, paa Grund af
Snudens Forlængelse; det indeholdes nu
27/3 Gang i Hovedets Længde, af hvilken
Snudens udgjør omtrent en Fjerdedel eller
noget mindre (1: 4,8), Pandens Brede en
Længde 19—22 Mm.!) (Rlynch-
ichthys) (Fig. 3).
Højden er ogsaa her mindre end
Hovedets Længde, der forholder sig
uforandret til Totallengden som 1:2,6 til
2,8; Øjets Tværmaal … indeholdes nu
lidt over 3 Gange i Hovedets Længde (fra
Snudens til Gjællelaagstornens Spids); det
er lig med Pandens Brede og med Læng-
den af den spidse Snude. Snuden er
nemlig nu baade forholdsvis læn-
gere og spidsere end hos de c. 30 Mm.
Tredjedel eller derunder (1:3,4). Snuden lange Individer; dens Kanter og Kamme ere
springer nemlig nu tydelig frem takkede. Nakkeskjoldet danner nu
foran Munden som en pyramidal en meget tydelig spids Torn. Der er
Tryne, begrænset oventil af en tresidet kun I rettydeligGjællelaagstorn, af
Flade med glatte eller takkede Sidekanter og Længde som Forgjællelaagets om-
1) Længden stedse regnet med Fradrag af Halefinnen.
med en ophøjet Linie af samme Beskaffen-
bed paa hver Side af Midtlinien og parallelt
med denne. Foruden disse 4 fremspringende
Linier udgaa 2 korte Skraalinier fra Pyra-
midens Spids ned mod Mellemkjævens For-
435
trent. Skællenes Antal (40—46) som senere;
ligeledes Straalernes (D: 11 + 12, A:4 +18,
V:1—7). Den længste Gatfinnestraale
er nu ikke længere end den blodstraalede Del
af Finnen; den er omtrent saa lang som Snuden
rand. Det rudeformige Nakkeskjold,
der hos den voxne Holocentrum er forholds-
vis lidet, ikke større end de tilstødende Skel,
er her forholdsvis stort og forsynet
med en opstaaende Kam, der bagtil
danner ligesom en kort Torn eller Spids.
Den øvre Gjællelaagstorn giver ikke
Forgjællelaagets meget efter; den anden er
mindre. Sidelinieskællenes, Skælrækkernes og
Straalernes Antal er som hos de større
Ungers; den længste Gatfinnestraale
er derimod nu forholdsvis kort, dens
Længde indeholdes 5'/2—6 Gange i Total-
længden. Rygfinnens sorte Plet gjen-
findes uforandret").
Kaptajn Andréa har fremdeles paa 68° V.L. og 38° N. Br. (altsaa i Fortsættelsen
fra Spidsen til Øjet, indeholdes altsaa
8—9 Gange i Totallængden. Ryggen
er mørkere end hos de noget ældre Unger,
og den forreste pigstraalede Ryg-
finne er aldeles sort?).
') De beskrevne Exemplarer ere ligesom de store
Unger og de voxne fra de danske Antiller.
?) Af de 3 Exemplarer, der ligge til Grund for
denne Skildring, er det ene, som tidligere anført
fra Florida-Strædet, det andet fra Atlanterhavet
S. 0. for Brasilien.
af Golfstrømmen, midtvejs mellem Kap Cod og Bermudas-Qerne) fisket en kun 7 Mm.
lang lille Fisk, der aabenbart repræsenterer et endnu yngre Udviklingstrin af denne Slægt;
om af samme Art®), er vel mindre sandsynligt. Exemplaret er noget medtaget, og jeg
skal derfor indskrænke mig til at bemærke, at Legemsformen paa dette forste Udviklings-
trin er meget forkortet, men Snuden i den Grad forlænget, forholdsvis, at dens Lengde
nu næsten er det dobbelte af Ojetvermaalet; endvidere er Næbspidsen
spaltet, saaledes som jeg ogsaa finder det hos enkelte smaa /thynchichthys (Fig.7) fra det
indiske Hav. Dette er imidlertid ikke en for hele Slægtens spædeste Alderstrin karakteri-
stisk Ejendommelighed, thi der foreligger Holocentrum-Unger eller « Rhynchichthys» af samme
Størrelse, hvor dette ikke er Tilfældet. Hvad.der derimod altid bidrager til at give den
spæde Holocentrum et paafaldende Udseende, er den stærke Udvikling af Nakke-
tornen, som paa senere Udviklingstrin enten er aldeles forsvunden eller reduceret til et
Rudiment, der let overses. Vel var den afbrudt paa det foreliggende Exemplar fra Atlanter-
havet, men det skjønnes dog, navnlig ved at sammenholde det med andre spæde Zolo-
centra eller «Rhynchichthyer» fra det indiske Hav, at den maa have været lige saa lang
som Gjællelaagstornene; disse staa imidlertid langt tilbage for Forgjællelaagstornene,
3. H. sogho er Standfisk ved Bermudas-Øerne og er forekommet ved Newport paa Rhode Island
(Brown-Goode, Gill).
55"
436 28
der naa langt ud over Bugfinnerne, til midt paa Gatfinnen. Exemplarets Tilstand
er, som sagt, desværre ikke en saadan, at jeg har kunnet optage det paa Tavlen som
yngste Led i den Udviklingsrække, der repræsenteres af Fig. 1—3.
Museet har imidlertid, som til Dels allerede antydet, ogsaa fra forskjellige Steder
af det indiske Ocean!) faaet smaa «Rhynchichthys» med lang, spids Snude og lang Nakke-
torn, af en Størrelse fra 8—14 Mm. (foruden Halefinnen). De tilhøre aabenbart forskjellige
Holocentrum-Arter, men det vil næppe være muligt at sige, hvilke Arter af denne i hine
Have saa talrigt repræsenterede Slægt, og der er derfor ingen Anledning til at afhandle
hver enkelt Form udførligt. En (Fig. 4) er saaledes paafaldende kort og høj, Snuden ikke
særdeles lang, men dog længere end det store Øjes Tværmaal; Nakketornen naar til Ryg-
finnen, Gjællelaagstornen er lang, dog noget kortere end Forgjællelaagstornene, der naa ud
over Enden af Bugfinnerne. En anden (Fig. 5), der har en noget mere langstrakt Legems-
form, har en spids Tryne med savtakkede Rande, der er omtrent dobbelt saa lang som
Øjets Tværmaal; Nakketornen naar halvt ind paa Rygfinnens pigstraalede Afsnit, Gjælle-
laags- og Forgjællelaagstornene derimod ikke til Enden af Bryst- og Bugfinnerne; atter
andre (Fig. 6) have Næbet i den Grad forlænget, at det er 3—4 Gange saa langt som Øjets
Tværmaal, samt Nakketorne og Forgjællelaagstorne af en forbavsende Længde. Nogle
sammen med dem fangede Individer (Fig. 7) have atter noget kortere Næb, Nakke- og
Gjællelaagstorne, men udmærke sig ved, at Næbspidsen er dybt spaltet ligesom hos den
ovenfor omtalte Unge fra Atlanterhavet, og have endvidere den Ejendommelighed tilfælles
med denne, at der ved Roden af Nakketornen, foran denne, er en mindre Torn eller Tak.
Forgjællelaagstornen er her særdeles lang, naar næsten til Halefinnen, Forgjællelaagets
nedre Rand er stærkt tornet eller takket 0. s. v.
De mest fremtrædende Træk i Holocentrum-Slægtens Fysiognomi paa dens tidligste
Livstrin er saaledes for det første den overordentlige Forlængelse af Tryne-
knoglerne (Nasalia, Præorbitalia), der danne et spidst, udelt eller tvedelt Næb
med savtakkede Rande — et Næb, der er forholdsvis lige saa udviklet som
Sværdfiskens; dernæst den forholdsvis kolossale Udvikling af Nakketornene og
Forgjællelaagstornene, til Dels ogsaa af Gjællelaagstornene. Inden Fisken er
skredet langt frem paa sin Livsbane, forsvinder alt dette (Næbet, Nakketornen), eller det
bliver reduceret til mere beskedne Dimensioner (Gjællelaagets Bevæbning).
At Slægten Myripristis optræder under en lignende Forklædning i sin første spæde
Alder, er i det mindste rimeligt; man vilde maaske have Grund til at formode, at Gjælle-
laagets og Forgjællelaagets Torne vel ere udviklede paa et sligt ungdommeligt Livstrin,
NY UT. CAVES He 0
22408 SMBT- ©
570 ØJE 7973075 Br. 0214930 0° LE:
57° 40 9. L.; 10° S. Br. og 104 9. L.
is]
| (fra Greenwich Meridian).
ue
Be. A
Liv
29 437
men enten i mindre Grad end hos de unge Molocentra, eller at de forsvinde tidligt.
Rlunoberyæ chryseus Cope") (2'/2 lang, fra St. Croix) er uden Tvivl en ung Myripristis
jacobus C.V. paa det Trin, hvor der af Larveformen kun er en ubetydelig Forlængelse af
Snuden tilbage, og Gills Rhamphoberya poecilopus og leucopus?) ere sandsynligvis Udviklings-
trin af den samtidig med dem beskrevne Myripristis occidentalis. Slægterne Æhynehichthys,
Rhinoberya og Rhamphoberyx bør derfor uden al Tvivl alle 3 udgaa af Systemet.
Forklaring til Afbildningerne.
Tab. II, Fig. 1. En Unge af Holocentrum marianum C. V. fra St. Thomas. Naturlig Størrelse.
Tab. II, Fig. 2. En yngre Unge af samme Art, ligeledes fra de danske Antiller, paa «Rhinoberyx»-Stadiet. For-
størret Ya Gang.
Tab. II, Fig. 3. Et endnu yngre Livstrin, uden Tvivl af samme Art, paa «Rhynchichthys»-Stadiet; forstørret en
Gang. (De to Unger, der repræsentere dette Udviklingstrin, ere fiskede af Kapt. Andréa i
Atlanterhavet, den ene mellem Kuba og Florida, den anden S. O. for Brasilien). 3" Hovedet
af samme, set ovenfra.
Tab. II, Fig, 4. En Holocentrum-Unge fra det indiske Hav, fisket i Slæbenættet paa «Galatheas» Rejse, Natten
mellem den 2den og 3dje Juni 1846. Forstorret c. 31/2 Gang.
Tab. II, Fig. 5. En Holocentrum-Unge, fisket af Lieutenant Bardenfleth af Flaaden i det indiske Hav, paa
109-S. Br. og 104° ©. L. Forstorret c. 3 Gange.
Tab. II, Fig. 6. En af 3 ved Længden af Nakketornen, af Forgjellelaagstornene og af Næbet udmærkede Holo-
centrum-Unger, fiskede af Kapt. Andréa i det indiske Hav mellem 21° og 22° 40 S. Br. og
57° og 57° 40 Ø. L. Forstørret c. 3 Gange.
Tab. Il, Fig.7. En af to sammesteds fiskede Unger af en anden Art, særlig udmærkede ved den spaltede Næb-
spids. Forstorret ec. 3 Gange. 7* Hovedet af samme, set ovenfra.
3. Tetragonurus.
(Tab. II, fig. 8.)
Det er flere Gange hændt, at vore Søfarende have fundet Levninger af denne i
flere Henseender mærkelige Højsøfisk eller rettere Dybhavsfisk i Maven paa de Delfiner
eller større Rovfiske, som de have fanget eller harpuneret i Atlanterhavet; nogle Gange
have de ogsaa bragt os Unger (16—62 Mm. lange), hvis Forskjelligheder fra de voxne det
har sin Interesse at studere. Disse Fund ville desuden kunne give Anledning til at berøre
Spørgsmaalet om denne Fiskeslægts meget usikre systematiske Plads.
1) Trans. Amer. Philos. Soc. XIV (1871) p. 464.
2) Proc. Acad. Nat. Sc. Philad. 1863, p. 87.
438 30
Ifølge Ganestrini («Fauna d'Italia, Pesci marini», pp. 116—17) fanges Tetragonurus
Cuvieri kun sjældent i Middelhavet; under hans toaarige Ophold i Genua faldt der kun
2 Exemplarer. Han angiver Størrelsen — lidt for lavt — til 300 Mm. (11/2); af Museets
2 middelhavske Exemplarer er det ene 12/2" langt (330 Mm.); Valenciennes og
Ginther angive 12'/2 og 13“. Under Navn af 7. atlanticus har Lowe («Fishes of
Madera», pl. XIX, pp. 129—39) afbildet og udførligt beskrevet et 91/4” langt Exemplar frå
Madera, det eneste, som han dér fik; en Fisker havde fanget det med Haanden, som det —
svømmede i Havfladen. Det viste nogle Afvigelser fra Valenciennes’s udførlige og
omhyggelige Beskrivelse og blev derfor opstillet som. en egen Art; for saa vidt som disse
Afvigelser referere sig til Proportionerne, er deres Betydning mindre væsentlig, naar man
erindrer, at Lowe’s Exemplar var en Del mindre end Pariser-Museets. Günther har
allerede udtalt Tvivl om Madera-Fiskens Selvstændighed som Art; det foreliggende Materiale
vil formentlig være tilstrækkeligt til at afgjøre dette Spørgsmaal, der er et nyt Exempel
påa den overdrevne Vægt, man i sit Ubekjendtskab med de under Væxten indtrædende
Forandringer her, som saa ofte, har lagt paa Forhold, der ere underkastede uudblivelige,
temmelig regelmæssigt fremskridende Omdannelser.
Fem Exemplarer vise følgende Maalforhold og Straaletal:
A B C D E
Motallensdecws: 2 2, mern 330 300 62?) 51 36
Legemets største Hojde . . . . . . . 45 42 10 8 5
Hoyedets-Lengder PE 56 54 15 13 8
Øjets Tyermaalerae vr ee 91/9 101/2 41 ail, 3
Pandenss Brede RE eee 16 15 4J ia
Tendernes Antal i hver Kjævehælvte 2 x 4
Ryeiinnestraalern. sees cee eee 20.122 2021272002
Gatfinnestraalere my ee 12 12 13.
Ifølge Valenciennes indeholdes Hovedets Længde 5!/; Gang i Totallengden,
ifølge Günther 61/4 Gang; hos vore Exemplarer er Forholdet som 1:5,9 à 1: 5,6, altsaa
en lignende Variation; Uoverensstemmelsen kan til Dels hidrore fra, om Halefinnen er mere
eller mindre vel bevaret, hvad den meget ofte ikke er. Lowe fandt derimod et Forhold
som omtr. 1:4'/;, som hos vor unge Fisk, hvis Maal ere opførte under 5; med andre
Ord: yngre Exemplarer have (som saa ofte eller altid) en mindre langstrakt Legemsform.
Øjets Tværmaal varierer hos A og DB indenfor de samme Grænser, som angives af
Valenciennes (1/5) og Günther (!/s af Hovedets Længde); hos Lowe’s var Forholdet der-
2)2430730.N: Br. og 3227404V. been BC) New Bre 00 23 AV SI 4 Oc aN Bro EV RE
?; Halefinnestraalerne afbrudte.
31 439
imod omtrent som 1: 3%/5, næsten som hos C (1: 3°/4); Øjetværmaaet er her netop lig Pan-
dens Brede; hos Lowe's var det noget mindre end denne; hos de udvoxne (A og DB) er
Pandens Brede, i Overensstemmelse med hvad V. og G. ogsaa angive, næsten 1/3 større
end Ojetværmaalet.. — Rygpigstraalernes Antal er næppe blevet angivet rigtigt i alle Til-
fælde, ‘og dette er let forklarligt, da de bageste hos den udvoxne Fisk let unddrage sig
Opmærksomheden mellem Skællene: Valenciennes angiver D: 15.1.13; A:12; Lowe
15.11; A.11; Gunther 18—21 Rygpigstraaler. Jeg har stedse fundet 20 Rygpigstraaler
baade hos ældre og yngre; deres Længde finder jeg at være omtrent '/s af Legemets
Højde, hvilket: er midt imellem V's og L’s Angivelser (!/r og °/10). Med Hensyn til Tæn-
dernes Antal er det noget vanskeligere at forlige de modstridende Angivelser: a2 (Wale
= (G.) og Let (L.), hvorved er at mærke, at skjønt Lowe fandt dobbelt saa mange
Tænder i Overmunden som Valenciennes, var førstnævntes Fisk ikke saa lidt mindre.
Det synes imidlertid, at Tændernes Antal er underkastet en Del individuel Variation; jeg
har havt, foruden Exemplarerne A og D, en Del lose Kjæver af Tetragonurer fra Del-
finers og pelagiske Rovfiskes Maver for mig og fundet 28—30—35 i hver Overkjæve,
40—45—56 i hver Underkjæve; rigtignok har jeg ikke fundet Tal, der naa op til Lowe's
for Overkjæven, men fra 35—40 er Springet dog mindre end fra 25 til 35; hos yngre (C)
synker Tallet ned til = Jeg tor derfor ikke legge samme Vægt som Madera-Fiskenes hojt-
fortjente Forsker paa det unægtelig noget paafaldende store Tal, som han fandt i Over-
kjæven paa sit Exemplar.
Vi vende os til Betragtningen af de i Oceanets Overflade fiskede Unger. Hos
Expl. C fandt vi, at Legemets største Højde indeholdtes 61/2 Gang i Totallengden (Hale-
finnen medregnet), Hovedets Længde 41/3 Gang; Ojets Tvermaal var lig Pandens Brede og
lidt over 1/4 af Hovedets Længde. Disse Proportioner forandre sig ikke meget hos endnu
yngre Exemplarer (D, Æ). De vigtigste Forskjelligheder, som for øvrigt komme frem ved
Sammenligningen med udvoxne Exemplarer, ere folgende: 1) at Halens Dobbelkjele ere
mindre udpregede; de ses dog endnu hos Expl. af 32 Mm.s Totallengde; 2) at Gjælle-
laaget og Forgjellelaaget ere tornede; hos de voxne have de ingen anden Bevæb-
ning end den, der folger af, at de ere dækkede med de samme ribbede og randtakkede
Skæl, som overalt ellers dække Huden. Derimod har Gjellelaaget hos Ungerne to Torne og
Forgjællelaagets Hjørne en hel Gruppe ligesom hos Ungerne af mange andre Fiske (særligt
af Scomberoidernes Gruppe), hvilke Torne dog hos de sterre synes ligesom at vere i Færd
med at tabe sig eller at flyde sammen med Forgjællelaagets Pladedel; de ere egentlig
Ribber i denne, der, straalende ud fra et felles Midtpunkt, forlenge sig ud over Knoglens
Rand; lignende Ribber findes ogsaa paa Suboperculum. 3) Skelkledningen viser den
store Forskjel, at i Stedet for de 9--I1 eller endnu talrigere Ribber, som udmærke
Skællene hos den voxne Tetragonurus og løbe ud hver i sin Randtorn, findes her kun
440 32
én Ribbe (Sideliniens Skæl have dog to), men denne løber ud i to (sjældent tre) bagudrettede
krumme Torne, den ene bagved den anden, hvilket giver den unge Fisk et ejendommeligt
ru eller ligesom loddent Udseende. Hos den voxne 7etragonurus kan man endnu hist og
her finde Spor til Ribbernes Torne; hos den yngste foreliggende Unge (16 Mm.) er der
derimod endnu hverken Spor til Skæl eller Skæltorne; den udmærker sig fremdeles ved, at
Bugfinnerne endnu ere overmaade korte, i høj Grad rudimentære. Vi møde det samme Træk
hos andre Fiske, f. Ex. Zistiophorus, Dactylopterus.
Den første Beskriver af denne mærkelige Fiskeform kaldte den en «Mugil», og
Cuvier’s Medarbejder gav den Plads i et særeget Kapitel af Fiskeværkets 13de Bog »Les
Mugiloides». Det kan dog næppe siges, at han regnede den til denne Familie, om han
end gjør opmærksom paa visse formentlige «Familie-Ligheder» med denne — Ligheder,
som dog, nærmere besete, vise sig at være lige saa mange Uligheder. Til — med Günther,
«Catal.» HE — at give den Plads i Atherina-Gruppen, er der ikke bedre Grund, og Slægten
— med sin formentlig eneste Art — vilde saaledes være husvild eller danne en egen
Gruppe for sig ligesom adskillige andre isolerede Slægter, med mindre man vilde optage
Lowe’s og Swainson's Tanke at henføre den til Scomberoiderne. Dens nærmeste
Slægtninge vilde da være T’hyrsites-Gruppen, særligt maaske den saakaldte «Æuvettus», der
i øvrigt ikke er mig bekjendt af Autopsi, hvorfor jeg ikke skal forfølge denne Tanke videre,
men indskrænke mig til at henvise til Lowe’s Motivering («Fishes of Madera», p. 130—37),
som jeg tror, at man i de fleste Punkter kan tiltræde, skjønt han maaske udtrykker sig
med for stor Styrke derom og støtter sig paa nogle Momenter af tvivlsom Værd. Allige-
vel tror jeg, som sagt, at hans Mening har adskilligt for sig, og at den snarere bekræftes
end afkræftes ved, hvad her nu af mig er oplyst om Ungerne. Skællene hos de unge
Tetragonurer minde stærkt om Xiphias-Ungernes (se næste Stykke, 4), og Halekjølene kjendes
vel næppe hos mange Former udenfor Grupperne Scomberoidei (s. lat.) og Scomberesoces; de tal-
rige Coeca pylorica pege ligeledes paa Makrel-Familien, og den ejendommelige Udvikling af
Pharyngeo-Oesophageal-Partiet!) vil maaske ogsaa snarest finde oplysende Analogier indenfor
denne. Dette maa dog ingenlunde forstaas som en bestemt Henførelse af Slægten til Makrel-
Gruppen; dertil vilde der under alle Omstændigheder kræves nogle positivt forbindende
Mellemled, som i al Fald endnu ere ubekjendte. Heller ikke tror jeg, at man som Bevis
for Slægtskabet med Scomberoidei (s. lat.) med nogen synderlig Styrke tør beraabe sig paa
Gjællelaagets Tornebevæbning hos Ungerne; thi denne findes ogsaa udenfor Scomberoid-
Gruppen, hos Ungerne af flere Familier, f. Ex. Sparoiderne, og er vel overhovedet kun
1) I Beskrivelsen af dette omtales ikke to trinde, tornede (9: tandbesatte) stavdannede Knogler, som fra
Svælgets Rygside forlænge sig langt tilbage i det med Papiller tæt besatte rummelige, muskuløse
Spiserør. Hvilken Rolle de spille under Fødens Behandling, véd jeg ikke; det er Forlængelser fra
de øvre Svælgben.
441
at opfalte som et temmelig udbredt Beskytlelses-Apparat for Ungerne, der er forholdsvis
stærkest udviklet paa yngre Trin og inddrages efterhaanden som det bliver mindre nod-
vendigt eller mindre nyttigt. Foreløbig tror jeg ikke, at man kan stille denne ejen-
dommelige Fiskeform bedre noget andet Sted, og at selv om man fremdeles vil lade den
repræsentere en egen «Familie» i Systemet, bør denne dog — ligesom f. Ex. Sphyrana —
stilles saa ner som muligt ved Scomberoiderne.
Forklaring af Afbildningen.
Tab. II, Fig. 8. Unge af Tetragonurus Cuvieri, fra Atlanterhavet, forstørret med en Tredjedel.
4. Atphias og Hishophorus (Tetrapturus).
(Tab. II, fig. 10—11.)
For nogle Aar siden havde jeg Anledning til at beskæftige mig med Sværdfiskene
og nødtes til en kritisk Drøftelse af denne Gruppes Slægter og Arter"). En saadan Drof-
telse er ganske vist mislig, naar dens Materiale for en stor Del skal søges i Literaturen
og kun for en mindre Del kan støtte sig til Undersøgelse af selve Naturgjenstandene; uden
disse vilde den selvfølgelig være umulig, og jo tarveligere det foreliggende Materiale er,
desto usikrere maa den blive. Der gives imidlertid Tilfælde, hvor man ikke kan ganske und-
drage sig slige Drøftelser, men maa gjennemføre dem, såa godt man kan; kun bør man
altid være klar over, hvor Sikkerhedens antagelige Grænse er, og hvor den muligvis er
overskredet. Det approximative Resultat, hvortil jeg mente at maatte komme, var det, at
selve Xiphias-Slegten (med sin eneste Art, X. gladius) ikke kunde betragtes som Sværd-
fiskenes egentlige Typus, som Gruppens Midtpunkt, men snårere som en af dens mere
afvigende, periferiske eller stærkt «differentierede» Former; at der af de rundnæbede med
Bugfinner udstyrede Sværdfiske kunde opretholdes to Slægter: Æistiophorus og Tetrapturus,
men at der indenfor hver af disse kun med Sikkerhed kunde udpeges to Arter: /7. gladius
og gracilirostris; T. belone og Herschelii; at Slægten Machera (rundnebede Sverdfiske
uden, Bugfinner) derimod maatte betragtes med mistænksomme Øjne og som trængende til
') Ichthyographiske Bidrag. IV. Om rundnæbede Sværdfiske, særligt om Histiophorus orientalis. Schl.
Vid. Medd. Nat. For. 1875, S. 1—21, med en Efterskrift S. 243, 1877—78.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 56
Wer,
ny Bekræftelse. Om Fremtiden vil vise, at denne Reduktion af Arterne er altfor radikal,
” maa indtil videre staa hen; men have flere Arter end de angivne virkelig Gyldighed, maa
Grænserne mellem dem trækkes ved bestemtere Karakterer end hidtil er sket, og dertil vil
det kræves, at Museerne blive rigere paa disse Former, end der maaske i lang Tid er
Udsigt til. (Saa meget er da i al Fald vist, at de to paa 18 og 4 Tommer lange Exemplarer
opstillede «Arter», Zlistiophorus immaculatus Rüpp.1) og H. pulchellus C. V., ikke kunne gjøre
Fordring paa at repræsentere egne Arter, men kun yngre Tilstande, Udviklingstrin, og
navnlig kan man vistnok med stor Sandsynlighed henføre den lille «/7. pulchellus» til
IL. gladius eller H. orientalis og derved knytte denne Artstype sammen med de endnu
meget yngre Histiophorer, som Dr. Günther har afbildet og beskrevet, I sit første
Bidrag (Journal des Museum Godeffroy, 2det Hefte, S. 170) beskriver og afbilder”) Dr. G.
3 Smaafiske af 9, 14 og 60 Mm.s Længde, hvilke han først mente at kunne henføre dels til
Xiphias-, dels til Histiophorus-Slegten, men i hvilke han senere (i sit andet Bidrag, 1. c.
3dje Hefte, S. 265) rigtigt erkjendte kun at have unge Histiophorer for sig. Jeg har liggende” |
for mig en Række slige Æistiophorus-Unger*) af en Længde fra 51/2 Mm. til 21 Mm., de
mindste altsaa saa smaa, at de kun kunne have været ganske kort Tid ude af Ægget. Det
er muligt, at de tilhøre mere end én Art, dog vil dette næppe lade sig bestemt godtgjore.
Det er ikke meget nyt, som af dette Materiale kan føjes til de af Dr. Günther meddelte
Oplysninger, men da de til Dels ere mindre end G.s mindste Exemplar, har jeg dog
kunnet forfølge Slægtens Omdannelseshistorie et lille Skridt længere tilbage mod dennes
Udgangspunkt.
Det største foreliggende Exemplar har en Længde af 21 Mm., staar altsaa i denne
Henseende mellem de to af Günther afbildede Exemplarer (2 og 3, S. 443), der havde en
Længde af 14 og 60 Mm. (Som det næste Led i Rækken efter G.s største (3) kan
«H. pulchellus» betragtes.) Paa Grund af hint Exemplars noget indtørrede Tilstand kan der
f. Ex. ikke gives fuld Oplysning om de uparrede Finner, og jeg har derfor ikke afbildet
det. Af hine 21 Mm. udgjør Hovedet, fra Gjællelaagets Rand til Næbspidsen, de 10 Mm.
1) Et Exemplar, 5‘ 9“ langt, nævnes af Day, Fishes of India, S. 199.
2) Da det velvilligst er tilladt mig af Udgiveren af bemeldte Journal, at lade tage Clichéer af Dr. Gun-
thers Xylografier, benytter jeg dem til her at illustrere Histiophorus-Slegtens yngre Tilstande i
Forbindelse med Afbildn. Tab. Il, fig. 10, ligesom sammes Fig. 11, for Xiphias-Slegtens Vedkommende, .
suppleres af Træsnittet S. 444, som Forlæggeren af «Tidsskr. f. popul. Fremst af Naturvidensk.» har
tilladt mig at benytte. P
3) De Lokaliteter, hvor disse smaa Histiophorer eller Tetrapturer ere fangne, ere:
37°\-30)N. Bra O20 Ibe Ve LUS OS Bride 20 VAT ES RSI ESS
93° 28/7 SS CRE CONS ON NL
140 54 =) CN CR CR RTE
4° MATE 12,939, 30: 8. Br. 729° Valle Gun
Samt «Kina Søen henimod Pulosapata».
Fr
442 | 34
/
7
or) + —=
= CITES
en
3 Trin af rundnæbede Sværdfiskes (Histiophorers eller Tetrapturers) Udvikling, forstørrede
mad ete - c. 8, e. 6 og c. 21/2 Gang (efter Gunther).
Maj We =
Wier
444 36
eller næsten Halvdelen; og af disse 10 Mm. udgjor Næbet (9: Overkjæven indtil Øjet) atter
det halve eller 5 Mm.; den Del af Undernæbet, som rager frem foran Øjet, udgjør igjen
heraf 2 Mm. eller to Femtedele. Supraorbitalrandene ere stærkt fremspringende og fint
takkede; Panden sænker sig brat ned mod Næbet; bagtil fortsætter Orbito-Temporalkammen
sig i en vandret, bagudrettet, spids, tresidet, randtakket Nakketorn; den fra Hjørnet af
Forgjællelaaget udgaaende Torn har en lignende Form og Skulptur, men er noget bøjet og
meget længere og smækrere; den naar omtrent til halvt ud paa Brystfinnerne. Langt ud
over begge rage de tilsyneladende kun af en enkelt Straale bestaaende Bugfinner. Huden
er glat; Halefinnen ikke kløvet; Kjævetænderne kraftige; især udmærke sig i denne Hen-
seende de forreste i Underkjæven. — Foruden dette Exemplar besidder Museet en Række
Unger af 5//2—12 Mm.s Længde, der afvige meget lidt fra hinanden. Alle disse Smaafiske
— i hvilke man, naar man ikke kjendte det ovenfor beskrevne eller de af G. gjengivne
Mellemled, skulde have ondt ved at gjenkjende Histiophorer, men snarere formode et Ud-
viklingstrin af en Dactylopterus-agtig Fisk — have en stærk Pandesænkning og en kort,
bred, spids Snude eller «Næb», hvis med stærke Tænder besatte Overkjæve kun er ube-
tydelig længere end Underkjæven; stærke Krogtænder udmærke Spidsen af begge Kjæver.
Formen er forholdsvis plump, kort og sammentrængt. Jo mindre de ere, desto bredere og
kortere er Snuden, til sidst er dennes Længde ikke større end et Ojetværmaal. Forgjælle-
laagstornen er hos dem alle meget længere end de korte Brystfinner; Bugfinnerne ses kun
som et yderst lille Rudiment. Alle have ligesom det større Exemplar en eller to smaa
Torne nedenfor, to ovenfor Præoperkulartornen (til hvilke Torne man intet ser paa Fig. 1
og 2, S.443). Ryg- og Gatfinnen ere hos dem alle lave, uden tydelige Straaler, selv om
saadanne ere tilstede i Halefinnen; hos de yngre ses den under en ret Vinkel opadbøjede
Notochorda meget tydelig, men hos det allermindste (Tab. Il, fig. 11) er den endnu ikke
bøjet opad og alle 3 Finner gaa i ét; hos dette Histiophorernes allertidligste Udviklingstrin
ses endelig, ligesom hos visse andre unge Scomberoider, en lille Supraorbitaltorn, men den
forsvinder forholdsvis tidligt.
Af Xiphias gladius har
Cuvier beskrevet og afbildet
den yngre Form efter Exemplarer
paa 12 og 18 "Tommer; PI.
225—26 af det store Fiskeverk
er i denne Henseende yderst
Ung: Sverdiisk (Kop) jelter (Cuvien, instruktiv. Yngre Former paa
21/2 Tomme og 121/2 Mm. ere
omtalte af Günther (1. e.), som kortelig har gjort Rede for deres Forskjelligheder fra de
meget unge Histiophorer, Man vil allerede af disse Data kunne gjøre sig en meget god
+
V
445
Forestilling om «den almindelige Sverdfisks» Udviklingshistorie. Mig har foreligget, for-
uden yngre Sværdfiske paa 41'/2 og 27 Tommer (til Halefinnens Kloft), et 190 Mm. langt
Exemplar, fundet i en Albacora-Mave, men dog taalelig vel bevaret, samt en Række mindre
Exemplarer fra 46 Mm. til 10 Mm.!). Hos den unge Sværdfisk paa 27 Tommer”; ere
Halekjolene tilstede, Gjællerne have Xiphias-Karakteren , men Rygfinnen er én, sammen-
hengende, ligeledes Gatfinnen, og Huden er endnu ru af den tette Belegning med ru Skel,
som ret strax skal nærmere beskrives hos et yngre Exemplar, og mellem hvilke de A
Rækker af storre takkede Benskjolde paa hver Side endnu ere meget tydelige. Af de
mindre, pelagiske Exemplarer har især det storste (190 Mm.) og det mindste (10 Mm.)
Interesse, dette sidste, fordi det er saa betydelig mindre end noget hidtil beskrevet og gjør
det muligt at give en Fremstilling af Slægtens Udseende paa et temmelig tidligt Udviklings-
trin, samt at anstille en Sammenligning med det tilsvarende hos Zlistiophorus. — Jeg
skal indskrænke mig til en kortere Omtale af de mindre og en lidt udførligere af
det største af disse ungdommelige Exemplarer. Dette er desværre noget medtaget af
Mavesaflen og egner sig af denne Grund ikke til at gjengives i en Afbildning, hvilket er
saa meget uheldigere, som der ikke existerer nogen Fremstilling af en ung Sværdfisk netop
paa dette Udviklingstrin. Det har en meget smækker Figur; Højden er kun 10 Mm, inde-
holdes altsaa 19 Gange i Totallængden; Hovedets Længde (fra Spidsen af Overkjæven til
Gjællespalten) er 68 Mm., altsaa over en Tredjedel af samme; selve «Næbet» fra Over-
kjævens Spidse til Øjehulens forreste Rand er mere end 3 Gange saa langt (52 Mm.) som
Afstanden fra Øjehulens forreste Rand til Gjællespalten; Underkjæven er kun 12 Mm.
kortere end Overnæbet; maalt til Kjævevinklen er det derimod kun 4 Mm. kortere (48 Mm.)
end dette, maalt til Øjehulens Forrand. Overnæbet er hvælvet ovenpaa, fladt nedenunder,
omtrent som hos en Tetrapturus, dobbelt saa bredt som højt (paa samme Sted), altsaa i
sin Form temmelig forskjelligt fra hvad det senere er. Halefinnen er ikke meget kløftet;
1) De Steder, hvor disse unge Sværdfiske ere fangne, ere, for saa vidt det er antegnet, følgende:
SSH HEN SB ORS TV EOSENDBE: 2900 Vili
329 50° — ;74° 19° — DOCS BT 270 26" Val:
23° — ; 559 — SEE ES ze SGT Sr fie] 55
202 — ; 31° — 299 — 5 57° 40! — (Indiske Hav.)
23° 40° — ; 57° 40° —
Til Sammenligning med Maalene af det 190 Mm. lange Exemplar meddeles nogle Maal af den
27 Tommers Sværdfisk:
Hovedet med Overnæbet 12“
Legemets Højde bagved Hovedet 31/3"
Rygfinnestraalernes Længde omtrent midt paa Ryggen . . . . 21/3
Brystfinnernes Længde
Underkjævens Længde (5Vs“ kortere end Overkjæven) .
Fra Ojehulens Forrand til Gjællespalten
~~
2 v.
l'A :
ARLES LL:
Pas Me mM TR
acy
à
’Y
446 38
Rygfinnens Højde skjønnes at have været omtrent det dobbelte af Legemets; Brystfinnen er
forholdsvis kort (21 Mm.); til Bugfinner ses intet Spor; Halekjølene ere ligeledes usynlige
(jfr. nedenfor). Huden er overalt belagt med piggede Skæl eller Skjoldplader, som ligge
jævnsides, ikke taglagt; der maa skjelnes mellem større og mindre”). Af de større
strækker der sig en Række langs med Ryglinien paa hver Side af Rygfinnen, fra Hovedet
til Haleroden, og tæt nedenfor hver af disse Rækker en lignende, dannet af noget mindre
Plader; ogsaa langs med Buglinien, påa hver Side af Gatfinnen, strækker der sig en slig
større Pladerække, ledsaget ovenfor, i nogen Afstand, af en noget mindre; men foran Gat-
finnen, hen under Bugen, tåbe disse to større Pladerækker sig efterhaanden i den alminde-
lige Bedækning af piggede eller ligesom lodne Smaaskæl, der her paa Bugen ere større end
op imod Ryggen; paa hele Bagkrops- og Halepartiet erkjendes derimod med Lethed hine
fire regelmæssige Rækker af større Hudknogler, adskilte, langs hen med Fiskens Sider, ved
et forholdsvis smalt Bælte af Smaaskel. Hine større Skjolde ere stærkt sammentrykte,
kjølede og straaleribbede, saaledes at Ribberne udstraale fra Kjølen bagtil og nedad mod
Skjoldets Basalrande; fra hver Kjøl udgaa 3—6 spidse, bagudrettede Krogpigge af forskjellig
Størrelse, de mindste i hver Gruppe forrest, de største bagest. De paa lignende
Maade med Smaapigge udrustede Smaaskæl!) fortsætte sig ud over hele Hovedet og Nebet,
saavel Over- som Underkjæven. Overnæbets Rand er desuden udstyret med en Række
lige, lodretstillede, kegledannede, kraftige Tænder af en forholdsvis anselig Størrelse,
afvexlende med mindre, 1—3 Par mellem hvert af de større; Smaatænder klæde endvidere
største Delen af Ganefladen. Underkjevens Tænder ere noget mindre, men mere tæt
stillede; indenfor den ydre Hovedrække ses et Bælte af mindre Tender. Gjællerne vise
intet fra almindelige Fiskegjæller forskjelligt, have altsaa endnu ikke Arphias-Karakteren.
Meget yngre Sværdfiske paa 37 Mm.s Længde, hvoraf Hovedet udgjor næsten det
halve (17 Mm.), have Undernebet 31/2 Mm. kortere end Overnæbet; hos et noget større
Exemplar (50 Mm.) er Ryg- og Gatfinnes Højde lig med Kroppens bagved Hovedet (3 Mm.);
mørke Tværbaand gaa ned over Legemets Sider og de uparrede Finner; Halens to Smaakjøle
ere antydede og lige saa tydelige som Midtkjølen, Halefinnen afrundet. (Tab. if, fig. 10.) Hos
disse Smaafiske er i øvrigt Hudens og Kjævernes Bevæbning i alt væsentligt som hos den
ovenfor beskrevne, 4 til 5 Gange såa store Sværdfiske-Unge; de større piggede Hudplader ere
ogsaa her kjendelige som saadanne, ligeledes deres ovenfor beskrevne regelmæssige Ordning.
Pandens Siderande ere takkede; Forgjællelaaget ligeledes, hos det mindre af disse to
Exemplarer endog udstyret med en Gruppe af lange Torne, som det i Løbet af denne
1) Smaaskællene gjentage sig hos Tetrapturus som et fint Lag af diminutive Gryn udenpaa de for
dem og Histiophorerne overhovedet karakteristiske Benskæl (der ligeledes optræde hos Thynniderne),
ere altsan ikke homologe med disse.
Cine ut nel ct Ve Lie de dès iLL, wk ee CCR eee ee ee
TH = ENT ”
447
\
Afhandling vil blive beskrevet hos adskillige andre Makrelfiske. Hos endnu yngre Exemplarer
tabe de større Hudplader sig i Mængden, og hver Plade bærer kun 2 eller 3 lige store
Smaapigge; der er her, saa lidt som hos det alleryngste Udviklingstrin (10 Mm.), Spor til
Bugfinner. Hovedet, som næsten udgjør det halve af Totallengden, skjønt Næbet endnu
er kort, er her fladtrykt, uden Pandesænkningen hos Histiophorerne, og lober lige ud i et
forholdsvis kort, ved Roden bredt Næb, hvis Underkjæve er lige saa lang som Overkjæven,
begge vel udstyrede med Tænder. Panderandene ere takkede ligesom hos de ovenfor be-
skrevne større Unger, ligeledes Gjællelaagsknoglerne; de store Nakketorne og Forgjællelaags-
torne, som ere saa kolossale selv hos de spædeste Histiophorer, mangle. Derimod er den
piggede Hudbedækning allerede erkjendelig som fine børstelignende Pigge, der hæve sig
op af Huden; i Nakkeregionen, over hver Gjællespalte iagttages en lille fremspringende
takket Kam.
Trods visse Analogier mellem Xiphias og Histtophorus ved deres Fremkomst af
Ægget er der altsaa meget betydelige Forskjelligheder mellem dem strax fra første Færd
— Forskjelligheder, der noksom vise, at Kløften mellem disse to Slægter er temmelig dyb.
Til dette Resultat kommer man jo ogsaa ved f. Ex. at sammenligne Benbygningen af en
Histiophorus eller Tetrapturus med samme hos en Xiphias. Histiophorernes, særligt
Tetraplurernes, nærmeste Slægtninge ville vi i et senere Afsnit finde i Slægten Acantho-
cybium, der frembyder bestemte Tilnærmelser. Tyde disse end ikke paa et meget nært
Slægtskab, knytte de dog Baandet for fast til at man kan betragte Xiphioiderne som andet
end som en Undergruppe af Makrelfiskenes store Familie. VA
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. II, fig. 10. Unge af Xiphias gladius, fra Atlanterhavet, forstørret i Forholdet 1: 27/2.
Tab. II, fig. 11. Spæd Unge af Histiophorus eller Tetrapturus, yngste Stadium, fra det sydlige Atlanterhav,
forstørret syv Gange.
448 40
5. Trichturus og Gempylus.
(Hertil Tab. II, fig. 12 og Tab Ill, fig. 3 —8.)
Nogle almindelige indledende Bemærkninger turde her være paa deres Plads.
Under Benævnelsen « Trichiuride» sammenfattede Günther!) en Række af Slægter,
som tidligere regnedes til Makrelfiskene (Scomberoiderne)?), men som i det hele udmærke
sig lige over for de typiske Medlemmer af denne store Familie ved en mere eller mindre
langstrakt Legemsform; er denne end hos enkelte Former (Ruveltus, Epinnula) næppe
mere langstrakt end hos mange typiske Scomberoider, antager den paa den anden Side
hos de mere yderligt staaende Former Karakteren af det klinge- eller baandformige (Tri-
chiurus, Lepidopus), hvorfor Benævnelsen «Baand-Makreler» kunde være en ret vel valgt
Betegnelse for denne Gruppe eller i al Fald for de Former, hvortil sidst er hentydet. Jeg
véd ikke, om den ovennævnte fremragende Ichthyolog endnu vil fastholde sin Gruppe
«Trichiuride» i dens oprindelige Omfang; men uden her at ville fordybe mig enten i
Fiskenes Systematik i Almindelighed eller særligt i de makrelagtige Fiskes, kan jeg dog
udtale, at det hverkén forekommer mig vel begrundet at sammenstille alle de Former, som
danne Günther’s «Trichiuride», i en og samme snævre Gruppe eller at udskille denne
saa fuldstændigt fra Scomberoiderne, som han f. Ex. har gjort det i den Oversigt over
Pigfinnefiskenes Grupper, hvormed tredje Bind af hans Fiskekatalog ender, og hvori den
— ligesom Sværdfiskénes — er stillet helt udenfor hans ottende Afdeling: Cotto-Scombri-
formes. Jeg véd ikke, ved hvilke Karakterer, være sig ydre Formforhold eller dybere Byg-
ningsforhold, f. Ex. Thyrsites skulde være saa forskjellig fra de typiske Scomberoider, at
det skulde retfærdiggjøre at stille dem i to forskjellige Grupper af Familier. For blot at
nævne de to Forhold, påa hvilke man vel snarest vil kunne tænke, Hvirvlernes og Ryg-
finne-Pigstraalernes Antal, da synker det første hos Thyrsites atun jo ned til 37, medens
det hos adskillige «Scombridæ» er højere?), og det sidst nævnte er hos Zpinnula og
5 J » 08 1 8
1) Catal. Acanthopt. Fishes in the Brit. Museum, II, p. 342 (1860).
2) Cuvieret Valenciennes, Histoire naturelle d. Poissons, t. VIII. Zepidopus og Trichiurus afhandies
dog (jfr. p.217) som et Appendix til den første store Tribus af »Scomberoides»,
3) Jeg holder mig her til Opgivelserne i Günther's «Catalogue», f Ex. Thynnus (38—41), Auxis (39),
Nomeus (41), Brama (42), Cybium (45), Lampris (43—46). Det er ogsaa noget paafaldende, at skjønt
Hvirveltallet 10 414 = 24 egentlig er den eneste Karakter for «Carangide» i Modsætning til
«Scombride», er der dog adskillige saakaldte — men, det skal indrømmes, for en Del maaske ikke
virkelige — «Carangider», som enten have færre (Capros, Zanclus, Kurtus) eller flere Hvirvler (Chorinemus,
Temnodon) end der efter denne Distinktion skulde tilkomme dem. Der ligger derfor vistnok noget
rigtigt til Grund for den Tanke, at opløse Scomberoiderne i en Række mindre Grupper, som det
f. Ex. er sket i Gills «Arrangement of the families of fishes» (Smithson. Miscellaneous collections,
247, 1872) eller i sammes Fortegnelse over Nordamerikas Fiske (Un. St. Commiss. fish and fisheries,
PET PS PO ere TR PEN de] de falk ee map, PPT PUR et EE PACS
449
Ruveitus kun 14 eller 15, ligesom hos visse Thynnus-Arter, medens Arter af Cybium (Acantho-
cybium) og Pelamys — have et større Tal. Uden at miskjende det fjærnere Slægtskab
mellem Gempylus og Lepidopus tror jeg, at en skarpere Begrænsning og langt naturligere
Gruppering vilde opnaas ved — med Swainson!) og Gill?) — at overføre Gempylus,
Thyrsites 0. s. v. til de egentlige Makrelfiske (Scombridæ) og begrænse Begrebet «Baand-
Makreler» (Trichiuride) saaledes, at det kun omfatter Slægter Trichiurus og Lepidopus og
de to mindre vel kjendte (i al Fald mig ubekjendte) Slægter Euoxymetopon Gill og Apha-
nopus Lowe, hvad enten man nu vil opfatte disse Former som en Underafdeling af Scomberoidæ
(s. lat.) eller som en med disse nær beslægtet lille Sidegruppe («type aberrant» eller «satellite»).
Spørgsmaalet er her i øvrigt mindre væsentligt; jeg berører det dels for de Læseres Skyld,
som disse Bemærkninger maaske kunde lette Orienteringen i disse lidt indviklede systema-
tiske Forhold, dels fordi det her falder mig bekvemt at sammenstille i én Paragraf, hvad
jeg har kunnet oplyse om Udviklingen af Trichiurus og Gempylus, uden at jeg derfor
ønskede at. opfattes som den, der vilde knytte disse to Slægter nærmere sammen, end de
virkelig ere det fra Naturens Haand. Her er, som sagt, ikke Stedet til at gaa dybere ind
påa systematiske Spørgsmaal, hvis Drøftelse jeg heller ikke turde love at kunne fremme i
nogen væsentlig Grad; men da Spørgsmaalet om Forholdet mellem TZrichiurus og de ægte
Scomberoider har foranlediget mig til at nævne den opstillede Afdeling « Cotto- Scombriformes» ,
tør jeg dog maaske benytte denne Lejlighed til at udtale min Dissens med Hensyn til
denne Sammenstillings Naturlighed. Den ichthyologiske Systematik er endnu, ikke alene i
sine Hovedtræk (som jeg ved en anden Lejlighed har drøftet), men ogsaa i sine Enkeltheder
(Slægternes Anbringelse i Familierne, disses Begrænsning 0. s. v.), saa lidet fast, at næsten
alt kan synes at være tilladt, da det i de allerfleste Tilfælde er umuligt at bevise eller
pt. I, 1873). Og kan det end være rigtigt helt at udløse enkelte af disse Smaagrupper af den tid-
ligere eller midlertidige Forbindelse med Makrelfiskene, tror jeg dog, at man paa visse Punkter er
gaaet for vidt i denne Henseende, og at det er meget urigtigt ganske at lade falde det stærke
Slægtskabsbaand, som forbinder i det mindste den større Del af disse Smaagrupper til et natur-
ligt Hele.
1) «The natural history of fishes, amphibians and reptiles» (1839) Vol. II. Thyrsites og Gempylus figurere
her i Gruppen « Thynninæ» efter Cybium, medens Trichiurus og Lepidopus [tilligemed Ammodytes|
danne Gruppen «Prichiurinæ». Da «Thynnine» igjen henføres under «Scombridæ», « Trichiurinæ»
derimod under «Coryphanine», komme hine to Grupper altsaa temmelig langt fra hinanden, skjønt
begge hore ind under «Tribus» Microleptes, som i Hovedsagen vil svare til det Cuvier'ske Be-
greb «Makrelfiske», med Tillæg af adskillige husvilde Slægter — deriblandt rigtignok nogle, der
ganske vist høre helt anden Steds hen, f. Ex. Fistularia, Alepisaurus, Paralepis, Atherina, Rlwyn-
chobdella 0. s. v.
?) «On the limits and arrangement of the family of Scombroids» (Proc. Acad. nat. se. Philadelphia,
1862, pp. 124—26); «Note on the family of Scombroids» (ib. p. 329); «Synopsis of the family of
Lepturoids and description of a remarkable new generic type» (ib. 1863, pp. 224—39). Gill
stiller Gempylus for sig i en egen Underfamilie (Gempylinw) ved Siden af Scombrine, Thyrsitine
og Orcynine.
Vidensk. Selsk, Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 57
450 42
modbevise det — d.v.s. at afgjore paa en virkelig Fyldest gjørende Maade, om denne eller
hin Form har sine naturlige Slægtninge i denne eller hin Gruppe eller maaske er dem
begge uvedkommende. Overordentlig meget venter endnu paa den monografiske Bearbej-
delse, som ene kan bringe Klarhed herover. Imidiertid gaar man, og maa gaa endnu i de
fleste Tilfælde, efter et vist Skjøn og maa til en vis Grad stole paa, at vedkommende
Systematiker i sin rige Erfaring og sin ved Undersøgelsen af talrige Typer skærpede Op-
fattelsesevne har et Korrektiv, der sikrer ham mod altfor store Fejlgreb. I dette Tilfælde
kan jeg dog ikke drive Tilliden saa vidt. Günther’s «Acanthopteri cotto-scombriformes»
omfatte, foruden Acanthurerne, paa den ene Side de fleste af Cuvier’s Scomberoider (med
Udelukkelse af Xzphiadæ, Trichiuride og Kurtidæ), paa den anden Side Ulkefiskene (Cottina,
Cataphracti), de armfinnede Fiske (Datrachi, Pediculati v. Lophioidei), den temmelig uens-
artede Fjæsing-Gruppe (7rachinidæ) og et Par isolerede Slægter (Comephorus, Malacanthus).
Sammenstillingen af disse meget heterogene Elementer motiveres ved den Ytring, «at de ægte
Ulkefiske gaa jævnt over i de egentlige Makrelfiske». Denne Bemærkning er mig, efter mit
(maaske ikke tilstrækkeligt omfattende) Kjendskab til disse Former, ganske uforstaaelig, og
den er ikke bleven mig fatteligere ved at gjøre Bekjendtskab med Anoplopoma eller Scom-
brocottus Pet.!), om hvilken en saa fremragende Zoolog som Prof. Peters har erklæret, at
«den paa en paafaldende Maade bekræfter Slægtskabet mellem Scomberoidei og Cataphracti».
Endnu en anden Digression være mig tilladt som Forberedelse i Sagen. Begg
Grupper: Thyrsitide (Gempylidæ) og Trichiuridæ høre, synes det, som overhovedet saa stor
en Del af Makrelfiskenes Slægtsrække, for største Delen til Højsø-Faunaen eller til Dybhavs-
Faunaen, for saa vidt som man kan holde disse to Begreber ude fra hinanden. De Efterretninger,
som man har om disse Fiskes Forekomst, ere ganske vist noget sparsomme, men selve denne
Fattigdom paa Underretning tyder maaske, nærmere beset, paa at det forholder sig som
her antydet. Prof. Reinhardt har meddelt mig, at den ene af de ved «Galathea»-Expedi-
tionen hjemførte Thyrsites atun Euphr. (chilensis C. V.) er fanget «paa betydelig Dybde» ud
for Valparaiso, paa en af de fra Skibet udlagte Kroge. En stor Gempylus serpens Sol.
blev fanget paa den samme Rejse paa en fra Skibet udlagt og efter dette slæbende Krog i
rum Sø, i Atlanterhavet, mellem de kanariske og kapoverdiske Øer. Museet har efter-
haanden (som det senere nærmere vil blive paavist) faaet Unger af Gempyler fra saa mange
Steder i det aabne Atlanterhav, mellem Vendekredsene, fra 22? N. Br. til 3° S. Br. og
fra 56° til 17° V. L. (i det indiske Ocean mellem 17° N. Br. og 5° 21‘ S. Br. og mellem
81° 56° og 115° 40/0. L.), at det ikke kan betvivles, at denne Slægt i det mindste paa tid-
ligere Udviklingstrin er en ren pelagisk Fiskeform, selv om den, som ældre, snarere er en
Beboer af de meget store Havdybder, som Ginther?) kalder den. Vel besidde vi den
1) Monatsber. Akad. Berlin, 1872, S. 568.
2) Andr. Garrett, Fische d. Sudsee, I, S. 106.
451
ogsaa fra Havanna, og den var jo allerede tidligere kjendt fra Jamaica (Sloane), men
endnu i 1875 besad «british Museum» ikke denne sjældne Fisk, og Poey (der beskrev
den som (rempylus v. Prometheus ophidianus) synes kun at have faaet den ved Cuba en
eneste Gang. uvettus pretiosus Cocco skildres af alle!) som en Dybhavsfisk, der hverken
er sjælden ved Teneriffa, Madera eller Cuba, men dog kun fanges i en betydelig Afstand
fra Kysten, paa 100, 300—400 Favnes Dybde, hvor den lever nær ved Bunden i Selskab
med Zolyprion cernuum og Prometheus atlanticus. Om denne sidste oplyser Lowe end-
videre (1. c. p. 143), at den temmelig stadig opholder sig ved Bunden og fanges der til de
fleste Aarstider paa en Dybde af 100—400 Favne. Da Nesiarchus nasutus og Nealotus tripes”)
vare forblevne Lowe aldeles ubekjendte og kun én Gang hver faldt i hans ufortrødne
Efterfolgers, J. Y.Jonhson's Hænder, er der ikke megen Sandsynlighed for, at disse sjældne
Fiske holde til paa ringere Dybder — snarere for, at de tilhøre endnu dybere Bælter. Paa
samme Maade bliver der stor Sandsynlighed for, at de sjældne cubanske Fiske, Æpinnula
magistralis®) og ÆEuoxymetopon teniatus*), som kun én Gang hver synes at være komne
Havannas utrættelige Ichthyolog for Øje, ligeledes bør indskrives blandt Dybets Beboere,
og det samme vil endelig gjælde om en anden Trichiurid, Aphanopus carbo, af hvilken
Lowe kun synes at have faaet to Exemplarer i alt, og om hvilken Brito Capello des-
uden udtrykkelig angiver, at det er en Dybhavsfisk. — Noget anderledes forholder det sig
derimod vistnok med Slægterne Lepidopus og Trichiurus, især den sidst nævnte. Om Lepi-
dopus caudatus hedder det, at den nærmer sig Middelhavets Kyster i April og Maj (for-
modentlig for at forplante sig), men at den ellers opholder sig i middelstor Dybde;
dens store Udbredning, fra Adriaterhavet (Stossich) til Tasmanien og Ny-Seland («Zool.
Rec.» 1876, p. 16), synes dog at tyde paa, at det virkelig er en Dybhavsform; pelagisk
eller Overfladeform er den sikkert ikke. Efter deres Legemsform og øvrige Bygning skulde
man heller ikke anse Trichiurus-Arterne for egentlig at vere Kystdyr; men deres forholdsvis
store Hyppighed i Samlingerne bekræfter dog, hvad man ogsaa véd fra andre Kilder,
at de tilhøre den littorale Fauna, i det mindste til visse Aarstider®); at de til andre
1) Lowe, Fishes of Madera p.122; Webb et Berthelot, Histoire naturelle des îles Canaries, Poissons,
p.55; Poey, Memorias, I, p.374; Repert. fisico-natur., II, p. 363; Steindachner, Sitzungsb. Ak.
Wien, 1867, LVI, S. 705.
*) Proc. Zool. Soc. 1862, p. 173, pl. XVII, og 1865, p. 434.
3) Poey, Memorias, I, p. 369, pl. 32, fig. 3.
4) Proc. Acad. nat. sc. Philad., 1863, p. 227.
5) «De ere meget almindelige i Simabara-Bugten, især om Foraaret» (Fauna japonica, Pisces, p. 103).
«Meget almindelige ved Cochin»; «seas and estuaries of India, Malaysia and China» (Day, Fishes
of Malabar, pp. 66—67). Jfr. ogsaa Day, Fishes of India, p. 200--201, samt en lagttagelse om
Trichiurernes littorale Optreden ved Nord-Carolina, i «Proc. Acad. Phil.«, 1877, p. 207. Ifølge
Dussumier ere de sjældne ved Malabar-Kysten endnu i Februar, men blive hyppige i April og Maj
(formodentlig deres Forplantningstid).
07”
ere mere Dybhavsfiske, er muligt, maaske meget rimeligt, men jeg kjender ingen positiv
Erfaring derfor. I de foreløbige Efterretninger om «Challenger»-Expeditionens Udbytte af
Dybhavsdyr (Proc. Roy. Soc. Nr. 170, 1876) nævnes en Lepidopus som taget paa 345 Favne
(35° 10° N. Br., 139° 30‘ Ø. L.) og en «Trichiurid» paa 2425 Favne (0° 33' S. Br., 151° 34‘ V. L.).
Deres nærmere Bestemmelse maa imødeses med en vis Interesse.
Mit Bidrag til Kundskab om Udviklingen af Trichiurus bestaar i en lille Unge
(Tab. II, fig. 12), hjemført fra Surabaja (Java) med andre Fiske af Kapt. A. F. Andréa.
Exemplaret har en Totallængde af 52 Mm., hvoraf det smalle Legemes Højde udgjør "/20
eller 21/2 Mm., Hovedets Længde 8 Mm. eller ”/13; Snuden er 3 Mm. lang, altsaa °/s af
Hovedets Længde, Øjets Tværmaal c. 11/3 Mm. eller omtrent 1/5 af hele Hovedets Længde.
De to Kanter, der danne Snudens øvre Konturer, ere kjendelig ru og begynde midt over
Øjehulen med en lille Torn; til ingen af Delene er der Spor hos den yngste af Museets
andre Trichiurer. Der er omtrent 130 Rygfinnestraaler, alle uleddede, de to første
kjendelig ru; den første udspringer nærmere ved Gjællespalten end ved Øjet. Af Gatfinne-
straaler er der 125, de forreste 12 smaa og tætstillede, de sidste c. 25 have A-Form,
der gaar brat over i den simple Pigform, som de andre antage. Sidelinien skraaner
svagt nedefter i sin forreste Del og synes at løbe forholdsvis højt paa Siderne af den lave
Krop. Det mærkeligste ved denne lille Fisk er imidlertid, at den har, om ikke virkelige
Bugfinner, saa dog (i Lighed med, hvad der er oplyst om Prometheus atlanticus)
to ru, c. 2 Mm. lange Pigstraaler som Repræsentanter for de i øvrigt uudviklede Bug-
finner; de ere fæstede omtrent lige saa langt bagved Brystfinnerne, som disse ere fra
Øjets Bagrand, indvendig besatte med stærke Torne, der vende Spidsen fortil, udvendig
med fine Asperiteter, der vende Spidserne noget fortil eller lige ud til Siderne. Et lille
Stykke foran Gatfinnens Begyndelse sidder en enkelt uparret Pig af lignende Beskaffenhed,
men kun halv saa stor; ogsaa den vil senere forsvinde fuldstændigt. — Paa en ung ost-
indisk Trichiurus (haumela?), der har en Totallengde af 123 Mm., ere hine Bugfinne-
Pigstraaler sporløst forsvundne, saafremt de da nogensinde have været til Stede.
Da der hos 77. muticus Gr, hos den voxne Fisk endnu er et Spor tilbage af Bug-
finnerne i Skikkelse af to smaa skælagtige Dannelser, der sidde paa det samme Sted som
Bugfinnestraalerne hos den beskrevne Unge, kunde det synes en rimelig Formodning, at
denne Unge hører til den nævnte Art. Der vilde da ikke ligge mere i den meddelte lagt-
tagelse end, at hos den Side af Trichiurus-Slægten, der ogsaa som udvoxen beholder et
mindste Rudiment af Bugfinner, ere disse hos Ungerne, paa et vist Udviklingstrin, repræ-
senterede af vel udviklede, takkede Pigstraaler; der vilde derimod ikke kunne sluttes heraf,
at det samme var Tilfældet med de Trichiurer (7. lepturus, haumela etc.), der som voxne
aldrig have mindste Spor til Bugfinner. Jeg tror imidlertid ikke, at den beskrevne Unge
tilhører 7. muticus; af Legemsdelenes Proportioner lader sig vistnok ikke slutte noget, thi
de forandre sig med Alderen; heller ikke af Gatfinnestraalernes Antal, der er en Del større,
end jeg har fundet det hos nogen anden Trichiur (højst 110) og derfor rimeligvis under-
gaar en Reduktion under Udviklingen. Sideliniens Løb minder vistnok mest om 7! muticus;
men den høje Nakke, som udmærker denne Art, findes ikke, og Rygfinnen udspringer i
længere Afstand fra Øjet end hos denne. Jeg tror derfor snarere, at den tilhører Tr.
haumela eller en anden af de indiske Trichiurer!), der som voxne mangle ethvert Spor til
Bugfinner, og jeg er tilbøjelig til at tro, at Bugfinnepigstraaler som de beskrevne ville findes
hos alle spæde Trichiurer. Dette maa imidlertid henvises til Fremtidens Afgjørelse.
1) Over Arterne af denne Slægt synes der endnu at svæve en vis Usikkerhed med Hensyn til deres
Antal og Begrænsning. Efter min Mening er en Reduktion nødvendig, men jeg er uvis om, hvor
vidt den skal gaa. Tr. muticus har hidtil ikke været kjendt fra Atlanterhavet; Kapt. Hygom har
imidlertid i 1860 bragt os et Exemplar fra Havanna (375 Mm.), som kun ved en lidt mindre smækker
Legemsform er forskjellig fra 3 Exemplarer fra Trankebar, hjemførte med «Galathea»-Expeditionen.
Som betegnende for denne Art kan anføres 1) de skælformede Bugfinne-Rudimenter, hvis Afstand
fra Brystfinnerne er lidt større end disses fra Øjet; 2) den kjølede Pande og høje Nakke, samt Ryg-
finnens Udspring nærmere ved Øjet end ved Gjællespaltens øvre Ende. 3) Sidelinien sænker sig
mindre brat og løber mindre lavt end hos Yr. lepturus og haumela, naar først Kropsidens Midte
under den 13de Rygfinestraale. 4) Legemets Højde er omtrent 1/15 af Totallengden, hos de indiske
(335—50 Mm.) 1:14 à 1:14), Hovedets Længde !/3 eller nær derved; Øjets Tværmaal er næsten
det halve af Snudens Længde (1: 2,1), knap !/s af hele Hovedets (1:6,1 à 6,6) og større end Pandens
Brede; Snuden er paa det nærmeste '/3 af Hovedets Længde. Denne Art har Gill anset det for
fornødent at udskille generisk fra de egentlige Trichiurer (Leptwrus Art.)under Navnet Eupleurogram-
mus, hvilket rigtignok synes at være en mindre nødvendig Berigelse af Nomenklaturen (Proc. Ac. nat.
sc. Phil., 1862, p. 126; 1863, p. 226).
Hos vore andre atlantiske Trichiurer (7. lepturus L.) er Legemets Højde hos de større
(550—630 Mm.) €. '/i5, hos de mindre, alt efter Alder og Størrelse, !/16—1/22 af Totallengden,
Hovedets Længde 1/7 eller !/s, sjælden ?17 af samme; Snudens Længde er ogsaa her paa det
nærmeste '/3 af Hovedets Længde (1: 2,8 à 3,1); Øjet indeholdes hos de største 2'/3 Gang i Snudens
og 7 G. i Hovedets Længde, hos de mindre 2 Gange eller knap det (1:1,8) i Snudens Længde,
5,3—6 G. i hele Hovedets; hos de storre er det omtrent lig med Breden af den flade Pande, hos de
mindre derimod altid større end denne. Sidelinien sænker sig stærkt i Begyndelsen og ligger i sit
øvrige Lob nær ved Buglinien; den naar Sidens Midte under den 9de—10de Rygfinnestraale.
Vore andre ostindiske Trichiurer har jeg kun kunnet henføre til én Art (7r. haumela Forsk.), og
det stiller sig endda tvivlsomt for mig, om denne er forskjellig som Art fra Tr. lepturus. Sammen-
lignes Maalforholdene, vil man finde, at hos de større (640—790 Mm.) er Højden ‘/13 eller '/14 af
Totallengden, hos de mindre ?/s1 eller ‘16, gjennemgaaende altsaa større end hos ©. lepturus;
Hovedets Længde forholder sig til Totallængden hos de større som 1:6 å 6,4, hos de mindre som
1:7,1 à 7,8; Snudens Længde er ogsaa her saa nær som muligt '/3 af Hovedets Længde; Øjets
Tværmaal er hos de større c. 2/5 (1: 2,5 à 2,2), hos de mindre omtrent det halve (1:2,1 à 1,9) af
Snudens Længde, forholder sig = 1:7,7 å 5,8 til hele Hovedets Længde; hos store Exemplarer kan
det være ubetydeligt mindre end Breden af den flade Pande, men i Regelen er det noget større
end denne. Nakken og Sidelinien 0.s.v. som hos ©. lepturus.
Det vil heraf ses, at man («Histoire naturelle des Poissons», VIII, p. 240 etc.) i al Fald har
angivet Forskjellighederne i Proportionerne mellem T. lepturus, haumela og savala altfor absolut,
vistnok fordi man har holdt sig til for faa Exemplarer. I Ryg- og Gatfinnens Straaletal har jeg
ingen væsentlig eller konstant Forskjel kunnet finde mellem de 3 undersøgte Arter. Er Cuvier's
454 46
Da den Tanke har været udtalt, at der blandt de gaadefulde «Helmichthyider» maaske
kunde være Unger (Larver) af Trichiurer, vil jeg endnu tilføje, at skjønt Museet har mange
Exemplarer af Leptocephaler og lignende Skabninger, er jeg ikke hidtil stødt paa nogen
Form, hvori jeg kunde formode et yngre Udviklingstrin end det her beskrevne af en
Trichiurus.
Ved de af vore Sofarende og Rejsende udforte Indsamlinger af pelagiske Dyr har
det været mig muligt at forfølge Gempylus-Slægten !) tilbage fra store fuldvoxne Individer
paa over 3 Fods Længde (980 Mm.) til smaa Unger, af hvilke de mindste kun ere 9 Mm.
lange og ikke kunne have været ret længe ude af Ægget”). De mindre Unger ere fangne
med Slæbenettet i Overfladen af det aabne Hav; de større ere dels erhvervede paa samme
Maade, dels fundne i Maver af Sværdfiske (Tetrapturus), Albacora'er og Dolfiner, til Dels
derfor saa medtagne af Fordøjelsen, at de maaske ikke med Sikkerhed vilde kunne erkjendes
for hvad de ere, hvis ikke 7hyrsites-Gruppen og Gempylus-Slegten besad en Ejendommelighed
i deres Benbygning, som udelukker enhver ellers mulig Forvexling med Fiske af lignende
Legemsform. Da denne Ejendommelighed ikke omtales i «Histoire naturelle des Poissons», som
overhovedet ikke indeholder noget om Gempylernes Skeletbygning?), vil det være rigtigt her at
nævne, at umiddelbart under den tynde Hud findes der hos G. serpens et System af et Slags
Beskrivelse af 7. savala rigtig — d. v.s. ere de for den angivne Tal og Maalforhold nogenlunde
faste — betvivler jeg imidlertid ikke, at det er en fra 7. haumela forskjellig Art, der er ubekjendt
her i Samlingen. Gunther's Diagnose giver den imidlertid en større Latitude i Straaletal og
Proportioner. Smlgn. ogsaa Day: «Fishes of India», p. 200—201.
Swainson’s Slægt Zyphothyca (|. c-, II, p. 239) falder sammen med Gempylus Cuv. (s. st). Dens
Type (@. coluber) er sikkert ikke artsforskjellig fra G. serpens. Original-Exemplaret (fra Otaiti) var
kun 11 Tommer langt, hvilket forklarer de fleste af de Forskjelligheder, som Cuvier og Valen-
ciennes troede at finde mellem den og G. serpens (jfr. Beskrivelsen af dennes Unger her i det
følgende). Forvirringen i Slægtsbenævnelsen hidrører fra, at Swainson aldeles vilkaarligt til Type
for Gempylus tog Cuviers G. prometheus, som, hvis den skal skilles fra Thyrsites, bliver Typen for
Slægten Prometheus. Poey begik (Repertorio, II, p. 368) omvendt den Fejl at opføre en typisk
Gempylus (ophidianus P.) som en Prometheus. I «Enumeratio piscium cubensium», p. 136 [34], har
den atter skiftet Navn og er blevet en Mealotus.
De Steder, hvorfra Museet har modtaget Gempylus serpens paa et eller andet Udviklingstrin, ere,
foruden Havanna, hvorfra Hygom hjembragte et 7/10 M. langt Exemplar, følgende:
2
22° N. Br. 56° V. L. (Hygom; 4° N.Br., 34° V.L. (i en »Albacora») (Hygom).
202 574 N. Br, 24223 EL. (Reinhardt) ODA SN Br ATSV Am red)
13° 499 — 25° 42° — (Thomsen): 1° 106 — 299 10° V. L. (i Maven af en Dolfin) (Andréa).
7° N.Br., 20° V.L, (Hygom); 3° S.Br., 299 V.L. (i Maven af en Tetrapturus) (Hygom).
Desuden fra det indiske Hav nogle Unger:
China-Søen (Reinhardt, «Galathea»-Expedit.); 4° S, Br., 87° 50° Ø.L. (Thalbitzer).
17° NO Br.; 11527202 CAT (Andrea); 5° 21° S. Br. 81° 56’ 9.L. (Mathiesen).
De omtales imidlertid i Poey’s Beskrivelse af «Gempylus ophidianus» (som er selve @. serpens)
(Memorias, II, p. 247). Jeg finder dem ligeledes hos Thyrsites atun (chilensis) og hos Nealotus tripes,
af hvilken Hygom fandt (1862) to unge Exemplarer i Maven af en Albacora paa 8° N. Br. og 24° V. L.
De ere starkt medtagne af Fordojelsen, men det ene især dog endnu bestemmeligt.
ES
47 455
Bi-Ribben eller rettere Hudribber — lange, tynde, traadformige Knogler, som udgaa bagud
i to Retninger (op og ned) fra Kropsidernes Midte (der omtrent svarer til Sidelinien),
lejrede parallelt i samme Række, men noget skraat, saaledes at de danne meget spidse
Vinkler, de nedre med de øvre. Den øvre Sidelinie, som Cuvier omtaler, mødes med
den nedre eller egentlige Sidelinie under en spids Vinkel i det Punkt, hvorfra ogsaa denne
udspringer, og som ligger i Linie med de første Rygfinnestraalers Fæste; den kan for-
følges bagtil indtil lidt foran den første «pinnula spuria» eller i det mindste til henimod
Slutningen af den (pigstraalede) første Rygfinne!). At Huden er aldeles uden Skæl”), er
heller ikke nøjagtigt: foruden at der findes den Skælgruppe bagved Øjnene, som Cuvier om-
taler, maa det ikke overses, at Haleroden er næsten fuldstændig beklædt helt rundt med de
for saa mange Makrelfiske karakteristiske smalle, langstrakte Skæl, og derfra fortsætter Skæl-
klædningen sig hos fuldt udvoxne Exemplarer dels et lille Stykke langs med den nedre
Sidelinie, dels et langt Stykke langs Fiskens Ryg i et Bælte, der nedadtil begrænses af den
øvre Sidelinie. Der er altsaa her noget tilsvarende tilstede til en Del af det saakaldte Bryst-
harnisk («corselet») hos Thunfiskene, naar dette opfattes i sin fulde og virkelige Udstræk-
ning. At Ganen er tandløs, er heller ikke rigtigt; der findes påa den bageste Del af
hvert Ganeben 3—4 smaa Tænder hos udvoxne Exemplarer, og Poey’s Gempylus (Pro-
metheus v. Nealotus) ophidianus er derfor sikkert ikke andet end en typisk (7. serpens. Det
er saa meget mindre overflødigt at fremhæve disse Punkter i Gempylernes Bygning, som
Slægten endnu i nyere Publikationer bliver urigtig karakteriseret”). Kjævetændernes Antal
varierer temmelig stærkt, fra 15 eller 16 i hver Kjævehælvte til = paa hver Side, deri med-
regnet de 2—-3 store forreste i hver Mellemkjæve. Hos vort bedst bevarede, nogenlunde udvoxne
Exemplar (700 Mm.) har jeg fundet Bugfinnerne dannede af en 7 Mm. lang Pigstraale
1) Den er ikke kommet med paa den Garrett'ske Afbildning af en G. serpens fra Sandwich-Øerne
(Fische d. Südsee, Tab. LXVIII, fig. B). Hos « Thyrsites prometheoides» (vel nærmest en Prometheus
for øvrigt) er der ogsaa, efter Beskrivelsen, en dobbelt Sidelinie, men de to Sidelinier forene sig først
under den femte Rygpigstraale, saa at Sidelinien kan beskrives som «kløvet, den øvre Gren løbende
nær ved Rygprofilet, tabende sig under den blødstraalede Del af Rygfinnen, den nedre sænkende sig
i en Bue til Midten af Legemets Sider». Hos Epinnula magistralis Poey (Memor., I, pl. 32, fig. 3) er
noget lignende Tilfældet, med den Forskjel, at den nedre Gren løber temmelig nær ved Bugprofilet,
og at den øvre fortsætter sig næsten lige til Halefinnen. Hos andre « Phyrsitidæv: Thyrsites atun,
lepidopoides, Nesiarchus, Nealotus, Prometheus, findes, efter hvad der foreligger, kun én simpel Side-
linie; hos Bwvettus skal denne endog mangle eller være utydelig, skjønt tydeligere hos den levende
Fisk. Den øvre Sidelinie gjenfinde vi hos Carangider.
«Toute la peau de ce poisson parait lisse; on ne lui distingue aucune écailles» (Histoire natur. d.
Poissons, VIII, p. 210).
3) F, Ex. Andr. Garrett: Fische d. Südsee, IV (1875) (Journal d. Mus. Godeffr., IX) (S. 106): «Körper
schuppenlos, Bauchflossen bis auf einen kleinen Stachel redueirt; Gaumen ohne Zähne» — hvilket
imidlertid altsammen har sin naturlige Grund i, at «British Museum» endnu i 1875 ikke besad
denne Fisk, hvorfor Dr. Günther aldrig havde været i Stand til selv at undersøge den.
2
456 48
og 4 Blodstraaler!). Straaletallet i de uparrede Finner er hos det samme Exemplar
D: 31.14.VI; A: 1.13.VI?), Til Sammenligning med de ældre Beskrivelser og de i
det følgende nærmere omtalte Unger kan endnu anføres, at Legemets Højde indeholdes
14/2—18 Gange i Totallengden, Hovedets Længde 5,5 til 5,8 Gang i samme, Øjets Tvær-
maal 7—7,7 Gang i Hovedets Længde, og at Brystfinnens Længde indeholdes omtrent 12
Gange i Totallængden.
De Forandringer i Gempylernes Fysiognomi og Proportioner, som indtræde, naar
man kommer ned til yngre Stadier, ville fremgaa af nedenstaaende Udmaalinger?) af 4
Unger (A— D), som Kapt. Andréa fandt i en Dolfin-Mave, men som desuagtet ere i en ret
vel bevaret Tilstand (smlgn. Tab. II, fig. 8). Det vil af disse Maal ses, at hos den største af
disse Unger (A) (c. 200 Mm.) indeholdes Legemets Hojde næsten 20 Gange i Totallengden,
men al derfra ændres Forholdet efterhaanden, som man gaar nedefter, saa at hos det mindste
(D) af dem (78 Mm.) indeholdes Legemets Højde kun 151/ (15,6) Gang i Totallengden ;
Hovedets Længde forholder sig til samme som 1:5,1 à 6,3, men synes ikke at vise i sine
Variationer nogen bestemt Sammenhæng med den aftagende eller tiltagende, absolute
Størrelse. Øjets Tværmaal indeholdes 5—61/2 Gang i Hovedets Længde, og er i det hele
taget forholdsvis større, jo yngre Fisken er. Brystfinnernes Længde indeholdes hos den
største af disse Unger 19 Gange i Totallængden, hos de andre 16—17 Gange; de ere alt-
saa forholdsvis kortere end hos den voxne Gempylus serpens, men deres Længde er dog
(forholdsvis) lidt større hos de mindre af disse Unger, paa Grund af den mindre langstrakte
Legemsform. Hos et endnu yngre Exemplar (Æ, 28 Mm.) (Tab. HE, fig. 7), der dog endnu
nogenlunde har Gempylus-Fysiognomiet, ændres disse Forhold saaledes, at Højden inde-
holdes 9,4 Gang i Totallængden, Hovedets Længde er to Syvendedele af samme, Øjets
Tværmaal en Fjerdedel af Hovedets Længde og lig Brystfinnernes eller en. Fjortendedel
af Totallængden. Alle disse Exemplarer ere sølvhvide med sort eller sortebrun Ryg, hvilken
mørke Farve dog indskrænkes til et smalt Bælte, der er skarpt begrænset mod de sølv-
hvide Sider, som hos megen anden pelagisk Fiskeyngel. Straalernes Antal har jeg
fundet at være: D: 31—32.11—12.VI; A: 2.11—12. VI— VII). Jeg har saaledes altid
1) «Ventrals minute, 1.5» (Gill I e.). Ogsaa Poey angiver V: 1.5. «Des ventrales presque imper-
ceptibles»; «en cherchant bien j'ai découvert des ventrales excessivement petites, et qui m'ont paru
formées d'une trés-petite épine et de rayons presque indiscernables» ; «pour toutes ventrales il ya
deux petites épines minces et pointues, à peine du sixième de la hauteur du corps, avec un ou
deux rayons presque invisibles dans leur aiselle» (Cuvier, |. c., pp. 207—12).
2) "Poey angivers Ds SIR 13% Va A222 12) Vile
3) Totallengde. Legemets Hojde. Hovedets Længde. Ojets Tvermaal. Brystfinnernes Længde.
A. 197 Mm. 10 Mm. 39 Mm. 6 Mm. 11 Mm.
B. 170 — 9 — 27 — 5 — 10 —
C. 98 — 53 — 18 — 3 — 6 —
D. 78 — > — 15 — 3 — u —
LL. 28 — 3 — 8 — 2 — 2 —
F. 17 — 31 — 5 — yee . =
1) Hvor mange «Smaafinner» man vil regne, er ofte temmelig vilkaarligt, da der ikke er nogen skarp
Grænse mellem dem og de sidste af de andre Straaler i Ryg- og Gatfinnen.
457
kunnet paavise to frie Pigstraaler foran Gatfinnen; de ere størst, forholdsvis, hos det
yngste Exemplar (E) af denne Række. Bugfinnernes Pigstraaler variere kun lidet i absolut
Længde fra de største til de mindste af disse fem Unger (fra c. 3 til c.2 Mm.), ere altsaa
forholdsvis størst hos den mindste af dem alle, hvor de ere lige saa lange som Bryst-
finnerne og som Rygfinnens Pigstraaler; de ere ru, fint takkede paa begge Sider. Hos de
mindre af disse Explr. har jeg ikke kunnet finde andre Bugfinnestraaler end disse, hvorimod
jeg hos et endnu yngre (22 Mm.) har set mindst én Straale til, og hos to af de større (A og
C) har kunnet overbevise mig om Tilstedeværelsen af to fine Straaler paa hver Side foruden
Pigstraalen. Til Skæl ses intet hos denne Række af Exemplarer, ej heller Sidelinie, hos de
mindre; hos C lader denne sig dog forfølge et kort Stykke, og hos de to største (A og B)
er den egentlige Sidelinie tydelig i hele Legemets Længde, den øvre kun til midt under
første Rygfinne omtrent. De subkutane Ribber ere synlige allerede hos Exemplarer af
78 Mm.s Længde (DD); Halefinnens kløftede Form derimod endnu mindre tydelig ved en
Totallængde af c. 100 Mm. (C). Hos det yngste Exemplar af denne Række (/), altsaa
ved c. 30 Mm., ere Smaafinnerne (pinnule spuriæ) vel tilstede, men utydelige, da de for-
bindes og næsten skjules af en Hinde, som ogsaa hos de noget større forbinder dem ved
deres Grund. Der er her endnu Spor af en Tornbevæbning paa Forgjællelaaget og Gjælle-
laaget, som er forholdsvis mere udviklet paa yngre Udviklingstrin.
Endnu yngre Gempyler (12—19 Mm.) (Tab. II, fig. 6) faa et endnu mere af-
vigende Udseende ved den yderligere Forkortelse, som Legemet er undergaaet; til det
baandformige er der nu ikke mere Spor; Legemsformen er tendannet som hos en ikke
videre langstrakt Thyrsites; Straaletallet i første Rygfinne (c. 30) viser dog, uden at efterlade
nogen synderlig Tvivl, hvad det er man har for sig. I Stedet for al være nogenlunde
lige høj i sin hele Længde (som i Fig. 8), er denne Finne nu højest fortil, hvor Straalerne
have samme Længde som Legemets Højde samme Steds, og aftager derfra jævnt mod
anden Rygfinne. Bugfinnernes Pigstraaler ere nu saa lange, forholdsvis, at deres Længde
er lig med deres Afstand fra Øjet og rigelig dobbelt saa stor som Brystfinnernes Længde.
Den længste (bageste) af de to frie Pigstraaler foran Gatfinnen er nu saa stor, at den i
Længde fuldt kan maale sig med den egentlige Gatfinnes første Straale. De anførte
Maal af et Exemplar (F) af denne Gruppe (17 Mm.) vise, at Legemets største Højde
nu kun indeholdes 6,8 Gang i Totallængden, Hovedets Længde 3,4 Gang; Bugfinnepig-
straalernes Længde er omtrent 4/15 af Totallengden. Til Smaafinnerne ses aldeles intet;
ved at tælle Straalerne under Mikroskopet kan man overbevise sig om, at det fulde Straaletal
er tilstede (21: 30; D?: 19; A: 2.17); men de sidste Straaler, der senere udsondres som
Smaafinner, ere endnu ikke forskjellige fra de andre. Et endnu tidligere Trin af Gempy-
lernes Udvikling mener jeg at kunne paavise i nogle kun 9 Mm. lange Unger (Tab. III,
fig. 5), som ere fiskede af Kapt. Andréa i det indiske Hav paa 17° N. Br. og 115° 40' ©.L.;
der gjør sig her en yderligere Forkortning af Legemet gjældende; Rygfinnen er endnu
højere og kortere 0.s. v.; jeg har her kun kunnet tælle D: 27—28.16, A: c. 18, men
det er ikke umuligt,-at nogle af de korte, tæt sammenpakkede sidste Straaler i første Ryg-
finne ere undgaaede mig, og bagved de tællelige Straaler i anden Rygfinne og Gatfinnen
er der et Finneparti, hvis Straaler endnu ikke ere tydeligt differentierede.
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række. naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 58
u
458 | 50 -
Man kjender saaledes nu, om jeg ikke fejler, næsten den hele Udviklingsrekke af
denne pelagiske Fiskeslægt lige ned til et Trin, der maa ligge Udklækningen af Ægget
overmaade nær. Jeg vedføjer til Sammenligning Afbildningen af Ungen af en anden
Thyrsites-agtig Fisk (Tab. IN, fig. 3), omtrent af samme Størrelse (15 Mm.) som det
næstyngste afbildede Stadium af Gempylus serpens, fisket af Kapt. Andréa i Atlanterhavet
paa 30° 36” N. Br. og 77° 25° V.L. Den ligner i høj Grad de beskrevne smaa Baand-
Makreler, har en lignende Form af Rygfinnen, Bugfinne-Pigstraaler af samme Beskaffenhed,
intet Spor til Smaafinner o. s. v., men afviger ved Straaletallet: D: 20% c. 18, A: c. 18,
hvorved den med temmelig Sikkerhed lader sig henføre til Thyrsites atun eller til Nealotus
tripes, maaske snarere til den sidste af disse, da Th. atun ikke er kjendt i Atlanterhavet.
Rygpigstraalerne ere ru af fine Torne, især de forreste, ligesom Bugfinnernes Pigstraaler,
og der er nogle Torne i Hjørnet af Forgjællelaaget og en ved den øvre Ende af Gjælle-
spalten, ligesom hos de unge Gempyler af samme Størrelse. Et Par endnu mindre Individer
(9—10 Mm.), ved samme Søfarende (37° 30° N. Br., 25° 15° V. L.), antyde et yngre Stadium
(Tab. III, fig. 4), jeg antager af samme Art, i al Fald af en ikke meget fjærnt staaende Form
af Thyrsites-Gruppen; Legemsformen er her endnu mere forkortet og Bugfinne-Pigstraalerne
saa lange, at de naa næsten helt hen til Gatfinnen. Analogien mellem dette meget tidlige
Udviklingstrin og det tilsvarende formentlige Stadium af Gempylus (Tab. III, fig. 5) er det
ikke nødvendigt nærmere at paavise.
Den «dolkformige Torn», som omtales i Beskrivelserne af Nesiarchus, Nealotus og
Aphanopus som siddende bagved Gattet, foran Gatfinnen, svarer aabenbart til den større af de
to frie Pigstraaler foran Gatfinnen hos de unge Gempyler; senere blive disse Straaler tilbage
under Væxten og forsvinde til Dels. — Der kan her endnu erindres om, at Günther har
beskrevet (Cat. II, p. 349) en ung 2/2" lang Fisk under Navnet Dierotus armatus, der i
sine Karakterer har meget tilfælles med de ovenfor beskrevne unge Gempyler og Thyrsiter
(s. lat.), men som — efter hvad J. Y. Johnson har oplyst!) om en af ham kortelig be-
skreven, ung, ikke fuldt 6 Tommer lang Fisk, der kan antages at være den samme Form
paa et senere Udviklingstrin, — er Ungen af Prometheus atlanticus Lowe; dette Individ mindede
endnu om Dierotus-Stadiet navnlig derved, at Smaafinnerne endnu ikke vare helt udsondrede
som saadanne, og ved at Bugfinnerne, der senere kun ere tilstede som skældannede Rudi-
menter”), endnu viste sig som «single spines»?). Allerede Lowe har i øvrigt omtalt en
saadan yngre (5°/s Tomme) Prometheus atlanticus, hos hvilken disse ru Pigstraaler, der repræ-
1 Om Nealotus og Dicrotus cfr. Johnsons Afhandling i «Proc. Zool. Soc.», 1865, p. 443—37, samt en
Notis af Gill i «Proc. Acad. Philad.», 1862, p. 329.
2) «Two minute short and blunt scale-like stumps or warts, almost buried in the skin etc.» (Lowe,
Fishes of Madera, p. 146).
3) «A single, straight, rough, sharp and pretty strong, spiny ray» (I. ¢.).
sentere Bugfinnerne, endnu vare saa lange, at deres Spidser netop svarede til Brystfinnernes.
Disse Iagttagelser ere jo i fuldkommen god Overensstemmelse med de her af mig med-
delte om andre Thyrsitider eller Gempylider og Trichiurider.
Jeg tor dog ikke lade den, om end svage, Mulighed aldeles uomtalt, som oftere har
fremstillet sig for min Tanke, at nogle af de her som spæde Unger af Gempylus og Nealotus
tydede Smaafiske kunde tilhore Slægten Acanthoeybium — en hidtil mindre paaagtet pelagisk
Fiskeslægt, som jeg faar Anledning til at omtale i et folgende Afsnit — en af de faa Thynnider,
som har et større Antal af Pigstraaler i Rygfinnen, nemlig 25 eller 26. Da det er vanskeligt
at vere fuldkommen sikker paa Straaletallet hos saa smaa Fiske, naar man ikke vil ofre dem
helt for Undersøgelsen, har det sin Mislighed at træffe Afgjerelsen i Henhold til dette ene
Forhold, saa meget mere som man ikke kan være vis paa, om der ikke muligvis anlægges
nogle flere Straaler end der senere kommer til Udvikling, eller at nogle forsvinde under
Dyrets Væxt, eller omvendt, at det fulde Tal allerede er tilstede hos den unge Fisk. Nogen
mere positiv Grund til at soge Acanthocybium-Yngel mellem de beskrevne Smaafiske fore-
ligger imidlertid ikke, og jeg skal derfor ikke her dvæle videre ved denne maaske dog ikke
synderlig nærliggende Mulighed. Halekjolene kunne selvfolgelig ikke bruges til at afpæle
Gempylus- Thyrsites-Gruppen fra Thynniderne paa dette tidlige Udviklingstrin; de fremkomme
farst meget senere hos dem, der faa dem.
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. ll, fig. 12. Ung Trichiurus haumela? fra Java, 52 Mm. lang, forstørret 2!/ Gang. Bugfinnerne ere repræ-
terede af to lange ru Pigstraaler, og en lignende (uparret) sidder foran Gatfinnen. Af denne
er et Straaleparti fremstillet for sig, i noget forstørret Maalestok.
Tab. III, fig. 3. Fiskeunge af Thyrsites-Gruppen, fra Atlanterhavet, rimeligvis af Nealotus tripes Johns. For-
storret 3 Gange.
Tab. Ill, fig. 4. Yngre Stadium, formentlig af samme Art, ligeledes fra Atlanterhavet. Forstorret 3'/> Gang.
Tab. III, fig. 5. Formentlig yngste Udviklingstrin af Gempylus serpens Sol., fra det indiske Hav. Forstorret
3 Gange.
Tab. Ill, fig. 6. Samme Form mere fremskreden i Udvikling, men ligesom de foregaaende endnu paa « Dicrotus» -
Stadiet. Forstorret 2'/2 Gang.
Tab. Ill, fig. 7. Gempylus serpens Sol., paa Overgangen fra «Dicrotus»- til Gempylus-Stadiet. Har endnu Torn-
bevæbning paa Hovedets Sider og forholdsvis lange Bug-Pigstraaler. Forstorret 2 Gange.
Tab. Ill, fig. 8. Ungdommelig Gempylus serpens Sol. Omdannelsen i alt væsentligt fuldført. Af en «Albacora»-
Mave, i Atlauterhavet. Naturl. St.
Fig. 5—8 give altsaa formentlig en sammenhængende Række Billeder af denne Baand-Makrels
Fysiognomi paa forskjellige Trin af dens Udvikling; men det maa, til disses rette Opfattelse, ikke overses, at
de ere givne i en aftagende Forstorrelses-Skala.
58*
APS ENTE el oh EN
460 52
6. Thynnus; Orcynus; Pelamys; Cybium og Acanthocybium.
(Tab. Ill, Fig. 1 og 2.)
De Bidrag, som jeg kan yde til Kundskab om de tidligere Trin af Thynnidernes Ud-
viklingshistorie, ere ubetydelige; men jeg tror at burde gaa lidt ind paa Arts- og Slegtsfor-
holdene indenfor Thunfiskenes Gruppe, over hvilke der endnu hviler en merkelig, skjent
ikke uforklarlig Dunkelhed. De Oplysninger, som jeg kan give, ere dog mindre af positiv
end af negativ Art; mit Materiale af denne Gruppe, der fremfor nogen anden maa regnes til
den pelagiske Fauna — nogle af dens Arter mere end andre — er langtfra stort nok til
paa alle Punkter at kunne lede til afgjorende Resultater, men dog formentlig tilstrækkeligt
til at kunne udpege en Del af de svage eller usikre Steder, som trænge til nærmere Belysning.
Fra den «almindelige Thunfisk» (Zhynnus vulgaris Cuv., Th. mediterraneus Risso,
Oreynus thynnus Lin.) skjelnede Forfatterne til det store franske Fiskeverk og særligt
Cuvier, hvem det 8de Bind skyldes, under Navn af Th. brachypterus en Form, som allerede
af Duhamel var betegnet med Navnet «Alicortiv, men som Middelhavets Fiskere dog
i Regelen ikke synes at skjelne fra den almindelige Thunfisk. Den skulde især
udmerke sig ved et mindre omfangsrigt «Brystharnisk», som næppe naar ud
over den tiende Rygpigstraale, og hvis ovre Bugt naar fortil indtil hen under fjerde eller
femte; ved kortere Brystfinner (disses Længde indeholdes over 7 eller næsten 8 Gange
i Totallengden, denne maalt til en Linie mellem Spidserne af Halefinnen); ved en lavere
anden Rygfinne og Gatfinne; ved en, iser hos yngre Individer, livligere Tegning
af morkere, bolgende Tværstriber paa Ryggens blaa Grund, til hvilke der endnu er Spor
hos Individer af 18 Tommers Længde (men som altsaa forsvinde hos eldre?); samt ved
Tilstedeværelsen af en lille Svommeblære; dens almindelige Størrelse angives til 3
Fod. Da Cuvier’s Beskrivelse af Thynnus vulgaris netop er gjort efter et Exemplar
af denne samme Størrelse (l. ec. p. 71), skulde der synes at vere god Grund til at
antage, at de angivne ydre Karakterer vare udfundne ved at sammenligne éns store
Fiske, saa at der ikke vel kunde gives den Mistanke Rum, at de formentlige Artsforskjel-
ligheder kun beroede paa Forskjel i Alder og Storrelse. Alligevel kan denne Mistanke
ikke ganske undertrykkes; de angivne Karakterer ere for en stor Del netop saadanne, som
hos andre Former ere underkastede sterre eller mindre Forandringer med Alderen; det er
f. Ex. hyppigt nok, at anden Rygfinne og Gatfinnen voxe ud, forlænge sig i Højden med
Alderen — jeg kommer tilbage til dette Forhold ved andre Arter i det følgende — at
Brystfinnerne ere forholdsvis længere, Farverne mindre livlige hos eldre Individer. Mindre
vis er jeg paa, om man tør slaa fast som almindelig Regel, at «Brystharnisket» har et
noget sterre Omfang hos eldre end hos yngre Individer af samme Art. Det kan
endvidere bemerkes, at Cuvier beskriver og afbilder (pl. 210) Brystfinnerne som lengere
461
hos den almindelige Thunfisk end andre have fundet dem; paa Museets to Exemplarer af
nordiske Thunfiske (det ene udstoppet, det andet skeletteret), der have en Længde af 71/3 Fod
og af 8'/2 Fod, indeholdes deres Længde kun 63 til 6/5 Gang i Totallængden (til Hale-
finnens Bagrand, midt i Bugten), og Kröyer fandt dem (Danmarks Fiske, I, S. 241—44) endnu
kortere (1:72), netop som hos «Th. brachypterus», paa et af ham undersøgt Exemplar;
de naa påa vore Exemplarer til den niende eller tiende, ikke til den tolvte Rygpigstraale,
som det skulde være Tilfældet efter Cuvier, der angiver Forholdet mellem Brystfinnernes
Længde og Totallængden (maalt til Linien mellem Halefinnespidserne) som 1: 57/2. Ligesom
Kröyer finder jeg, at «Brystharniskets» Grænser ere saa utydelige, at det ikke er muligt
deraf at tage nogen Karakter for Arten; jeg antager, at Sammenhængen er den, at alt som
Legemets almindelige Skælklædning ret kommer frem, udviskes Forskjellen mellem denne
og «Harnisket» mere og mere. i
De Bidrag, der kunne hentes i Literaturen, til at belyse Spørgsmaalet om Forholdet
mellem 7h. vulgaris og Th. brachypterus, hjælpe os ikke langt. «British Museum» besad ingen
« Th. brachypterus», da Zdet Bd. af «Catalogue of Fishes» blev udarbejdet. Derimod ser jeg af
Steindachner's Beretning om hans Rejse til Spanien og Portugal”), at han anerkjender
denne Art og havde faaet to smaa Exemplarer af den, paa 14—15 Tommer; af de de-
skriptive Data, som meddeles, vil jeg udhæve, at Overkjæven naar til midt under Øjet,
fordi dette stemmer med Cuvier's Afbildning (l. c. pl. 211), hvorimod den hos 7%. vulgaris
kun naar til Øjets Forrand; var Th. brachypterus Ungen af Th. vulgaris, maatte man, efter
Analogien med andre beslægtede Fiskeformer, vel snarest vente det omvendte Forhold, saa-
fremt der i denne Henseende er nogen Forskjel mellem ældre og yngre. Rygfinnestraa-
lernes Antal angiver Steindachner til 14, ikke 13, som Cuvier har det for 7%. bra-
chypterus og Th. coretta, saa denne Forskjel maa i alle Fald antages at falde bort. Stein -
dachner beretter endvidere, efter Brito Capello, at der ved Algarves Kyster skjelnes
1) Ichthyolog. Bericht. etc. (Sitzungsber. d. Akad. Wien, LVII) S. 6. Arten er ogsaa ogtaget i 3dje (Ri-
chardson's) Udgave af Yarrell's «History of British Fishes» (Vol. II, 1859, p. 219), efter Couch,
men forbigaas, mærkeligt nok, i andet Bind af denne Forfatters «Fishes of the British Islands» (1863);
den optages først i Tillægget i fjerde Bind (1865) og er, efter hvad dér siges, i dette Aar første Gang
fanget ved engelsk Kyst, men saa i flere Explr., 6—8 Tommer lange. Den her pl. LXXXII* afbildede
og p. 426 beskrevne Fisk kan dog aldeles ikke accepteres som en » Th. brachgpterus»; dette
fremgaar allerede af Straaletallet: D: 24.15.VIII; A: 11 .VIII. (Afbildningen viser endog 30 Rygpig-
straaler!). Det kan vel ikke være andet end Unger af Pelamys sarda, der endnu ikke have faaet
den for de voxne karakteristiske Tegning, men endnu have den ungdommelige, som ogsaa ud-
mærker den almindelige Thunfisk. Om den halvdobbelte Sidelinie paa Afbildningen oplyser Texten
intet nærmere. I Richardson's Bog er der i øvrigt slemme Konfusioner med Hensyn til Afbild-
ningerne af disse Former: hans « Auxis vulgaris» (p. 224) er en Kopi af Cuvier's Pelamys sarda
(pl. 217) med Udeladelse af Skraastriberne; hans «Th. brachypterus» (p. 219) forestiller derimod en
Auxis vulgaris og synes at være udført efter Cuvier's pl. 216!
462 i 54
mellem «Atun» (Zh. vulgaris) og «Albacora», og at det sidste (som af de Søfarende
i ovrigt anvendes paa en anden Art, hvorom mere siden) er Navnet paa Th. brachy-
pterus, en Bemærkning, hvorved det ovenfor anforte, at Middelhavsfiskerne i Regelen
ikke synes at skjelne mellem dem, lider en lille Indskrænkning. Den stærkeste Grund-
vold for den sidst nævnte Arts Selvstændighed skulde Tilstedeværelsen af en Svomme-
blære synes at afgive; thi dette Organ — som helt forbigaas med Tavshed i Cuvier’s
Artikel om Th. vulgaris, hvorved det maa forudszttes som givet, at det mangler hos
denne Art, da dets Tilstedeværelse fremhæves som noget for Th. brachypterus ejen-
dommeligt — plejer man jo!) at frakjende «den almindelige Thunfisk»; dog ikke enstem-
migt, thi Malm?) beskriver den hos denne, saa enten maa dens formentlige Mangel hos
Thunfiskene bero paa en Misforstaaelse, eller vor nordiske Thunfisk er artsforskjellig fra
Middelhavets! Ganestrini (Fauna d'Italia, Pesci, p. 102) synes ikke selv at have undersøgt
nogen Th. brachypterus og betegner den som sjælden i Middelhavet; Troen paa dens Selv-
stendighed modtager altsaa heller ikke fra denne Side nogen Styrkelse”). Vanskeligheden
ved at holde 7%. brachypterus og vulgaris ude fra hinanden forøges ved den af Cuvier
opstillede vestindiske Mellemform, Zh. coretta: den beskrives med et «Harnisk» som
Th. brachypterus, men med Brystfinner som hos Th. vulgaris (en Femtedel af Teer Bu:
( i Stedet
VII
for an) kan vel tilskrives det beskrevne Individs Lidenhed (11 Tommer); men Arten
anden Rygfinne og Gatfinnen ere derimod igjen lavere; Smaafinnernes *) Antal
skulde dog, efter Plées Angivelse, blive lige saa stor som den evropæiske Thunfisk,
hvilket er i sin Orden, hvis den ikke er artsforskjellig fra denne. Den vestindiske
Thunfisk henfores ogsaa af Poey (Repertorio fisico-natural, II, p. 360), om end med nogen
Tvivl (der har faaet et stærkere Udtryk i «Enumeratio piscium cubensium») til Th. vulgaris,
og Rigtigheden deraf synes der foreløbig egentlig ingen Grund til at betvivle.
Selv har jeg havt Lejlighed til at undersøge et Skind af en 131/2 Tomme lang Thunfisk
fra Nizza, der er sendt Museet under Navn af « Thynnus vulgaris», samt ved særdeles Fore-
kommenhed af Bestyrelsen for «Museo Civico di Storia Naturale di Genova», et dette Museum
1) F, Ex. Stannius’s «Zootomie d. Fische», 2den Udg., S. 221, Anm. Cuvier's og Duvernoy’s
«Leçons d'anatomie comparée» (2de édit), VIII, p.701; Milne-Edwards's «Leçons sur la physio-
logie et l’anat. comp.» ete., II, (1857), p. 373.
2) Göteborgs och Bohusläns Fauna II, S. 415.
3) Stossich (Prospetto della fauna del mare Adriatico, Boll. Soc. Adr. Trieste, V, p.47) opforer kun
de sædvanlige Thynnus-Arter, deriblandt Th. pelamys, samt Auxis Bochei og Pelamys sarda, men
hverken «Th. brachypterus» eller «Th. brevipinnis».
5 k BR
1) Cuvier tildeler Thynnus vulgaris men afbilder 5.
snarest == d. v. s. den første af de = er endnu ikke fuldt adskilt fra Hovedfinnen. Storer
IX = RER 3 PRE :
SE Figuren i «Régne Animal, édit. illustr.» viser
(L infra cit.) tæller ogsaa = Der kan her saa lidt som f. Ex. hos Scomberesox (se et senere Afsnit)
lægges Vegt paa smaa Variationer i disse Forhold.
VA
463
tilhørende Unicum, et c. 9 Tommer langt Exemplar, bestemt som Thynnus brevipinnis Cuv.;
det kunde dog maaske lige saa godt henføres til Th. brachypterus. Jeg anser det i ethvert Til-
fælde for at vere Ungen til den almindelige Thunfisk (Thynnus vulgaris s. Oreynus thynnus) og
skal derfor her skænke det lidt nærmere Omtale. Begge Exemplarers Maal (som for det storres
Vedkommende rigtignok ikke kunne gjore Fordring paa fuldstændig Nojagtighed) opfores
nedenfor under C og D!). Højden indeholdes lidt over 4 (4,2) (D) eller henved 4 Gange
(3,9) (C) i Totallengden, Hovedets Længde ikke fire: 3,8 (2) eller 3,6 (C); Brystfinnerne
naa til 8de Rygpigstraale; deres Længde indeholdes 8 (D) eller 7 (C) Gange i Totallengden,
til Indsnittet i Halefinnen. Det kan bemerkes, at Rygfinnens Udspring svarer omtrent til
Midten af Brystfinnens Fæste, hvorimod man af Cuvier’s Afbildninger af Thynnus vulgaris
og Th. brachypterus (pl. 210 og 211) skulde antage, at Rygfinnen udsprang i Linie med det
forreste Punkt af Brystfinnens Feste; dette er dog neppe rigtigt for nogen af dem;
Thunfisken forholder sig i denne Henseende netop som de her omhandlede Smaaformer.
Overkjævebenet naar hos den mindre (D) til midt under Øjet, hos den større kun til
Pupillens Forrand; Indsnittet i «Harnisket» til 3dje og 4de Rygpigstraale omtrent, hos det
mindre; hos det større synes dette Punkt ikke længere at kunne bestemmes med Nojagtig-
hed. Skællene paa den Del af Huden, der falder udenfor merbemeldte «Harnisk», ere hos
C særdeles tydelige og allerede hos D tydelige nok, om end finere og mindre i Øjne
faldende end hos C. Allerede af denne Grund kunne de ikke vere Unger af Th. thunnina
(jfr. det følgende), og dette bekræftes ved en Undersøgelse af Tandforholdene; saavel Gane-
som Vomer-Tandgrupperne ere hos dem begge vel udviklede og af lignende Form og Ud-
strækning som hos den udvoxne Thunfisk. Tændernes Antal i hver Overkjeve- eller
Underkjæveside er hos D omtrent 26. Begge Exemplarer have ogsaa .en ret tydelig Teg-
ning af buede (fortil konvexe), afvexlende smallere, lyse, og morke, bredere, Tværbaand over
Ryg og Sider. Jeg ser ikke nogen Vanskelighed i at tyde dem begge som yngre
Former af selve Thunfisken (Zhynnus vulgaris eller Orcynus thynnus). Jeg finder hos dem
v
begge 14 Straaler i forste Rygfinne og - (C) eller a (D) Smaafinner. Uden endnu at
turde betragte Sporgsmaalet som endelig afgjort heosti der bl. a. vilde kræves Under-
sogelse af Benbygningen), tror jeg dog, at der er overvejende Sandsynlighed for, at de to
kortfinnede Cuvier’ske Arter kun ere opstillede paa Ungdomsformer af den store Thunfisk
og muligvis tillige af den lille Thunfisk (Thynnus thunnina).
Den vestindiske «Coretta» giver os Anledning til at se os videre om efter fremmede
1) €. D; C. L
Længde til Halefinnens Bugt 352 Mm. 237 Anden Bugfinnes Højde ....... 221 Mm. 15
Storste. Hajde . . . . . . . . €. 90 — Bow COTON AE wre ? 20 —
Hovedets Længde . . . . .. 97 — 63 Brystfinnernes Lengde........ 50 — 30
Øjets Tværmaal . ...... ? 17 — 11 Bugfinnernes Længde . . . ... . .. 31 — 25
Første Rygfinnes Højde... 29 — 23 Afstand mellem Halefinnespidserne . 87 — 52.
464 | 56
Thunfiske. At Storer skjelnede den nordamerikanske «Horse-Mackerel» eller «Albicore»
— en 8t/2—91/4 Fod lang Fisk — under Navn af Th. secundodorsalis fra Th. vulgaris,
har aabenbart ene og alene sin Grund i, at han kun har sammenlignet sin Form med
Afbildningen i «Histoire naturelle des Poissons», pl. 210, der vistnok er udført efter et
noget yngre Exemplar med forholdsvis lav anden Rygfinne og Gatfinne og med forholdsvis
korte Halefinneflige. Havde han i dets Sted benyttet Afbildningen i «Règne Animal, édit.
illustr.», pl. 145, der er efter et udvoxet Exemplar, vilde han have set sin første og tredje
Karakter falde bort; om Begyndelsen af Gatfinnen falder lige under eller lidt bagved anden
Rygfinne, afhænger væsentlig af, om man regner dennes sidste halvfrie Straale med til
Smaafinnerne eller ikke; Brystfinnernes Længde er ifølge Storer kun en Syvendedel af
Totallængden som hos «Th. brachypterus»; men hos vor nordiske Thunfisk kan den
jo være lige saa eller næsten lige saa ringe. — Med den almindelige Thunfisk vilde
jeg fremdeles vere tilbøjelig til at identificere Zh. orientalis Schl. (Fauna Japonica,
p. 94), 18 Tommer lang, med plettet Bug som Th. vulgaris, og med lige saa korte
Brystfinner som hos «7h. brachypterus» (1:7). Adskillige andre Træk minde ligeledes
nærmest om denne Form, med hvilken den jo ogsaa stemmer i Størrelse; f. Ex.
Beskrivelsen af «Harnisket»; at Overkjævebenet ender midt under Øjet; første Rygfinne be-
skrives som paafaldende lav; 26—28 Tænder; der er VIII frie Smaafinner for oven og
neden foruden den halvfrie, der endnu ikke har skilt sig fra den sammenhængende Del af
Finnen; Bugten i Harnisket naar frem til sjette Rygpigstraale; D: 14.15.VII[; A: 14. VIL;
P.31. Det forekommer mig, at der'her er god Grund til at sande Schlegels Ord (l. c.
p.97): «qu'il est très facile d'établir des espèces d'après des données incomplètes, mais
qu'il est impossible de trouver à ces espèces des caractères précis, au moyen desquels
ou peut les reconnaître et les distinguer des espèces voisines». Indtil fornyede Studier
og Sammenligninger af et tilstrækkelig rigt Materiale godtgjore, at der indenfor dette
Komplex af Nominalarter (Th. vulgaris, brachypterus, coretta, secundodorsalis og orientalis)
virkelig findes mere end én Art, maa det være tilladt at betragte de fleste af disse Formers
Arts-Selvstændighed som, mildest talt, meget tvivlsom.
En særlig Gruppe indenfor Thunfiske-Slægten (i dens hidtilværende Omfang) dannes
af «Bonito»en (Thynnus pelamys) og «Thunnina»en (Th. thunnina); de udmærke sig ikke
alene ved deres Lidenhed (c. 3 Fod, i det højeste), men ogsaa ved at mangle Tænderne
1) «History of Fishes of Massachusetts», Mem. Amer. Acad. Arts & Sc., V, p. 143, pl. XII, fig. 4.
2) Hvad der skal forstaas ved de 4 til 24 Tommer lange «Th, secundidorsalis», som nævnes i en
Artikel om Fiskene ved Kysten af Nord Carolina (Proc. Acad. Philad. 1877, p. 207), kan jeg selv-
følgelig ikke afgjøre. Har det virkelig været unge Thunfiske, var det en interessant og, synes
det, ikke meget hyppig Fangst, som burde været benyttet til udførligere Meddelelser om Thunfiskens
yngre Tilstande.
57 | 465
paa Plovbenet, en Omstændighed, der hidtil synes at være næsten ganske overset"), og
som vistnok allerede i og for sig berettiger til at foreslaa en generisk Adskillelse mellem
dem og de store, ægte Thunfiske, i Analogi med den Maade, hvorpaa Grænserne drages
mellem de andre Slægter i Gruppen. Ved Mangelen af Plovbenstænder rykke disse to Arter
nærmere til Slægten Pelamys, med hvilken de ogsaa stemme i Størrelse, og fra hvilken de
— udvortes taget — vel egentlig kun ere forskjellige derved, at deres Kjævetænder ere
mindre og sidde mere tæt, hvorimod Pelamidernes ere større og sidde mere spredt, samt
derved, at udenfor «Harnisket» er de ægte Pelamiders Hud skellet, de smaa Thunfiskes
(Bonito’ens og Thunnina’ens) derimod aldeles nøgen. Om Th. pelamys”), af hvilken jeg kun
har undersøgt et c. 15 Tommer langt Exemplar fra Atlanterhavet, nogle Hoveder og et ufuld-
stændigt Skelet, vil jeg kun bemærke, at «Brystharnisket» hos denne Art har et større Om-
1) Steindachner (j.c.) bemærker dog rigtigt, at Vomer-Tænderne manglede paa den af ham undersøgte
27!/2 Tomme lange Th. thunnina. Derimod ere Ganetænderne tilstede hos begge Museets Exem-
plarer af Th. thunnina saa vel som hos en Th. pelamys, men kun smaa og i enkelt Række; maaske
blive de mere og mere utydelige med Alderen. Paa 3 skeletterede Hoveder af «Bonito»er ser jeg i
al Fald intet til dem, og jeg kan derfor ikke tro, at Tilstedeværelsen af Ganetænder vil findes
at være Regelen hos denne Art.
Blandt Prof. Reinhardt's Dagbogs-Optegnelser fra «Galatheas» Rejse findes en meget detaljeret og
med sædvanlig Omhyggelighed udført Beskrivelse af en Thynnus pelamys, som blev harpuneret
d. 10de Septbr. 1846, 31 Dage efter Skibets Afrejse fra Shanghai, paa 37° 52’ N. Br. og 169° 39'Ø.L.,
af en Flok, som fulgte Skibet om Morgenen. Dens Hoved opbevares nu skeletteret i Museet.
Exemplaret var næsten 23” langt. Højden over Brystfinnen indeholdtes kun ganske lidt over 4
Gange i Totallængden og var kun 3 Linier mindre end den største Højde, som faldt over 9de Ryg-
pigstraale; Hovedets Længde indeholdtes 3'/4 Gang i Totallængden, Brystfinnernes 61/2 Gang; Af-
standen mellem Halefinnens Flige var knap en Fjerdedel kortere end Hovedet. Straaletallet var:
D': 16; D?: 3+12+ VIII; A: 3+12— VII; P: 2+26; V:1+6; C: 42; den 16de Rygpig-
straale var ikke synlig ovenfor den Fure, hvori hele første Finne kunde lægges ned; paa de forreste
Rygpigstraalers Sider udgik bagtil en graaligsort Hudrand, der dannede ligesom 2 Klapper, som
skedeformig bedækkede en Del af Straalernes tynde Bindehud; den strakte sig fra Straalens Rod lige
op til Spidsen, idet den opad til blev smallere; bagtil blev den stedse mindre og svagere, indtil
den ganske forsvandt ved den 12te Straale. Anden Rygfinne begyndte 11/2 Linie bagved førstes Fure.
Den sidste Gatfinnestraale (foran Smaafinnerne) dannede en pladeformig Udbredning; den tilsvarende
paa sidste Rygfinnestraale var mindre, næsten umærkelig. Smaafinnerne tiltoge i Størrelse indtil
den 5te foroven og den 4de forneden, hvorefter de atter aftoge. Hovedet var paa Kinderne og bag Øjnene
bedækket med store uregelmæssige Skæl af meget langstrakt og smal Form, der dog kun utydeligt
kunde skjelnes gjennem Huden. Det bageste Næsebor var en lodret Spalte af 51/2 Linies Længde,
stillet 21/2 Linie foran Øjet, der var forsynet med et ringdannet, hudagtigt (adipest) Øjelaag. Skæl-
panseret havde paa hver Side to Indsnit og i alt 4 fremspringende Partier eller Spidser, en i Ryg-
gens Midtlinie, en i Midten af Bugen og en paa hver Side. Den først nævnte indfattede anden Ryg-
finne med en smal Bræmme og ophørte lige bagved denne; Indsnittet under den naaede til Yde
Rygpigstraale; Panserets fremspringende Sideparti ophørte egentlig under 12te Straale, men fort-
satte sig dog langs Sidelinien som enkelte Skæl næsten lige til det Sted, hvor denne skjultes af
den hudagtige, fra Haleroden udspringende Kam, d. v. s. under anden «Pinnula spuria sup.…. Paa
"det Sted, hvor Brystfinnerne lagde sig op mod Siden af Kroppen, fandtes et Indtryk, der var
skarpest begrænset opad, og hvori Brystfinnen fuldkommen passede ind. Det nedre Indsnit, der var
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 59
2
466 58
fang end hos lige store Exemplarer af Th. thunnina, og at jeg hos det foreliggende Exemplar
finder 16 Rygpigstraaler i Stedet for 15. Hos Th. thunnina finder jeg ligeledes 15 eller 16
Rygpigstraaler; ifølge Steindachner kan Antallet af Smaafinner bagved Gatfinnen synke
til VI. Mit Materiale af denne Art bestaar i et 14'/2 Tomme langt Exemplar (rimeligvis
fra Middelhavet) og et næsten to Fod langt, som i Oktober Maaned 1878 blev fanget ved
Humlebæk i Øresundet i Bundgarn, samt et Skelet, rigelig to Fod langt, fra St. Thomas.
For at danne mig en bestemtere Mening om de Forandringer — for saa vidt disse
lade sig bedømme af et saa indskrænket Materiale — der muligvis ledsage en Tilvæxt
i Størrelse som den fra det mindre til det større af vore to Spiritus - Exemplarer,
har jeg foretaget de nedenfor anførte Maalinger!j. Det fremgaar heraf, at Legemets
Højde hos det større Individ (A) er større end Hovedets Længde, hos det mindre (B)
mindre end denne, som hos dem begge er en Fjerdedel (eller meget nær denne) af Total-
længden (til Halefinnens Bugt). Højden af første Rygfinne er hos det yngre lig
Hovedets halve Længde, hos det ældre større end denne, voxer altsaa relativt; anden
Rygfinne og Gatfinnen voxe ligeledes, om end ikke meget stærkt; først nævnte har hos B
ikke (som hos A) Halvdelen af første Rygfinnes Højde; Gatfinnen er hos begge lidt
højere, i samme Forhold. Brystfinnens Længde er i begge Tilfælde knap en Syvendedel
(1:7,3) af Totallængden; den naar omtrent til 9de Rygpigstraale. Øjet er naturligvis relativt
fuldkommen V-formigt, meget dybt og begrænset af mere regelmæssige lige Rande end de andre,
naaede til under første Rygpigstraale; Skælpanserets nedre Parti dannede en ligebenet Trekant, der
ikke naaede fuldt saa langt tilbage som Sidepartiet og omsluttede et trekantet Indtryk, hvori Bug-
finnerne passede ned. For øvrigt var Legemet aldeles glat, uden Skæl; kun langs
Randene af Skælpansret fandtes ganske smaa Skæløer, saa at sige Dismembrationer af Panseret.
Halerodens Kam var gjennemskinnende, klar, hvidlig, 2” bred, 3° høj; fortil lob en tynd For-
længelse af den langs Sidelinien og bedækkede denne, og ved dens bageste Ende fandtes 2 smaa
Kamme, c. 5“ lange. Hojryggen var meget dyb mørk staalblaa, hvilken Farve lidt ned ad Siden
opløstes af en meget lysere blaa, begge med rødlige og grønlige Skjær i visse Belysninger; Bugen
var sølvfarvet med 5 sortagtige Længdestriber, der hørte op pludselig, ligesom de vare afskaarne,
hvor de stødte op til Panseret, de 3 til dettes Sideflig, de 2 til Bugpartiet. I den dybe mørke
Stribe bagved 2den Rygfinne fandtes paa hver Side 5 rundagtige Pletter af en levende lys ultramarin
Farve, dog kun saa længe Fisken var levende eller frisk. Øjets Iris sølvfarvet med blaalige Pletter
og dyb indigofarvet Pupille. De øvre Smaafinner vare sortagtige med en smal sølvhvid Bræmme
påa deres øvre Rand, de nedre sølvfarvede ligesom Gat-, Bryst- og Bugfinnen, Halefinnen graablaa,
Rygfinnerne mørkgraalige, Rygpigstraalerne sølvfarvede o. s. v. — Fiskens Kjod var haardt og tørt,
men dets Nydelse havde ingen ubehagelige Følger, saaledes som flere Rejsende (Forster, Lesson)
have bemærket det om Th. pelamys. — Pelamys chilensis er en paa Callaos Fisketorv almindelig
Fisk, der sædvanlig spises, men ikke er synderlig agtet. (Uddrag af Prof. R.s Manuskript.)
à) 4. B. A, B.
Lengde til Halefinnens Bugt 620 Mm.; 380 Mm. Anden Rygfinnes Højde ... Al Mm.; 22 Mm.
Størster Højde me tne nan ter 160 — ; 90 — Gatfinnens Højde ...... 43 — ; 24 —
Hovedets Længde . . . . .. 155 — ; 96 — Brystfinnernes Længde ... 85 — ; 52 —
Ojetss Tv eenmaal ewe 20 — ; 15 — Bugfinnernes Lengde.... 61 — ; 40 —
Første Rygfinnes Højde... 83 — ; 48 — Mellem Halefinnespidserne . 160 — ; 89 —
PE ze Se Tee, eee Ne eee bot) LE (né AS ES EE
,
59 467
mindre hos det større Individ (1:6,4; 1:7,8); Afstanden mellem Halefinne-
spidserne hos det yngre mindre end Hovedets Længde, hos det større større end denne.
Overkjævebenet naar hos begge omtrent til midt under Øjet; der er i denne Henseende en
ikke ringe Afvigelse, til begge Sider, mellem Schlegel's og Günther’s Afbildninger:
«Fauna Japonica», pl. 48 og «Fische d. Südsee», pl. 95. Indsnittet i «Harnisket» naar til
syvende eller ottende Rygpigstraale, lidt mindre langt fortil, saa vidt jeg skjonner, hos det
større Individ (A).
Jeg formoder, at Th. brevipinnis Cuv. (pl. 213) nærmest er en ung 7h. thunnina,
hvis den ikke ved nermere Undersogelse skulde vise sig at vere en meget ungdommelig
Form af Th. vulgaris. Det er nemlig ogsaa en «Art», som ikke i Literaturen har efter-
ladt sig noget Spor af at vere bleven gjenfunden siden den blev beskreven — Cane-
strini synes lige saa lidt at have set noget Exemplar af den som af Th. brachypterus —
og hvis Karakterer derfor trænge til at verificeres paa ny. Den har kortere Bryst-
finner (1:9) og lavere Gatfinne og anden Rygfinne end Th. thunnina, hvilket jo
meget vel lader sig forlige med, at disse Karakterer ere «pris d'un petit individu»; den
forholder sig i det hele, som Cuvier træffende bemerker, til 7h. thunnina omtrent som
Th. brachypterus til Th. vulgaris. Straaletallene ere væsentlig de samme. Med Th. thunnina
vil man fremdeles uden stor Betænkelighed kunne identificere Th. brasiliensis Cuv. (18
Tommer) og (med Day, «Fishes of India», p. 252) den indiske 7h. affinis Cantor, trods dennes
lidt længere Brystfinner (1: 61/2). Arten vilde saaledes vere udbredt fra Middelhavet til
Kattegattet (om end kun tilfældigt: to Exemplarer kjendes herfra) og til Massachusetts,
Vestindien og Brasilien, i det indiske og stille Hav fra Sechellerne til Japan og Selskabs-
Øerne. Th. pelamys er kun sjældnere iagttaget i Middelhavet — hverken Canestrini eller
Steindachner kjendte den derfra, derimod nævnes den af Stossich (l. c.) og Doder-
lein!), — men er en rent pelagisk Fisk, der ligeledes har besøgt Kattegattet et Par Gange (to
Exemplarer fra svensk Kyst ere kjendte) og i øvrigt er truffet ved Nordamerikas Østkyst,
Vestindien, Brasilien, Ostindien, Japan, Otahaiti, «de farlige Øer» og Sydamerikas Vest-
kyst. — Til de osteologiske Ejendommeligheder, som udmærke Th. thunnina og pelamys,
kommer jeg siden tilbage.
Hidtil have Slægtsnavnene Orcynus og Thynnus været betragtede som ensbetydende”).
Da man her har Brug for to Betegnelser, vilde jeg foreslaa at anvende dem saaledes,
1) Prospetto metodico delle varie specie di pesci etc. (Atti dell. Accad. di Palermo, VI, 1878—79).
Denne Fortegnelse kjender hverken Th. brachypterus eller Th. brevipinnis som sicilianske.
2) Orcynus er først af Cuvier brugt som Slægtsbenævnelse for de meget langfinnede Thunfiske (Règne
Animal, Il, p.314, 1877), senere opgivet som saadan (Hist. natur. d. poiss., VIII, p. 120), men adopteret
paa ny af Agassiz (Recherches s. Il. poissons fossiles, V, p. 58). Navnet Thynnus har i øvrigt
Prioritet for en Hymenopter-Slægt og burde derfor egentlig gaa helt ud af den ichthyologiske
Nomenklatur. 2
168 : 60
at Orcynus bliver Benævnelsen paa de store Thunfiske med Tænder paa Plovbenet, hvad enten
de have korte eller lange Brystfinner, Thynnus for de smaa uden Plovbenstender. Hver
af disse to Grupper synes kun at omfatte faa (to?) Arter. Som Slægter have de vist-
nok samme Berettigelse som Auxis, Cybium, Pelamys 0. s. v. Til de anførte Karak-
terer vil man endnu kunne føje den, at Orcynerne ere skælklædte over hele eller saa
godt som hele Ryggen, «Thunnina»en og «Bonito»en kun paa det saakaldte «Harnisk» ;
udenfor (bagved) dette er Huden aldeles nogen'). Hvad her er sagt om Orcynernes
ydre Beklædning finder ogsaa sin Anvendelse paa Museets meget unge (15!/2 Tomme lange)
Exemplar af en «Albacora» (Orcynus germo), i Modsætning til de mere eller mindre fuld-
voxne «Thunnina»er eller «Bonito»er af lignende Størrelser, som foreligge. «Harnisket» er
derfor vistnok hos de ægte Thynni (m.) altid en tydelig, skarpt udpræget Dannelse,
medens det hos mine Orcyner sandsynligvis bliver utydeligt med Alderen og altsaa har en
mere forbigaaende Karakter. Om i øvrigt den mere eller mindre «korivingede» ægte Thunfisk
(O. thynnus) og de (mere eller mindre) «langvingede» «Albacorer» eller «Germons» kunne blive
staaende i Slægt sammen, som det her efter de ydre Karakterer foreløbig er forudsat, vil
vel nærmest være afhængigt af, hvor gjennemgribende deres anatomiske (særligt osteologiske)
Forskjelligheder ere. Jeg kommer senere tilbage til denne Side af Sagen, naar jeg har
afhandlet de «langvingede» Thunfiske-Arter, som jeg nu vil underkaste en kritisk Revision.
Af disse Thunfiske med lange Brystfinner, som Sofolkene i Almindelighed
benævne «Albacorer» eller «Albicorer», er der nemlig opstillet en hel Række af Arter: Th.
alalonga, albacora, germo, pacificus, argentivittatus, balteatus, sibi og macropterus — maaske alt-
sammen kun én Art, som mest passende kunde benævnes Orcynus germo (Lac.). Jeg skal ved
Droftelsen af Forholdet mellem disse Former gaa ud fra det omtalte, 15!/> Tomme lange
Exemplar, der er fanget paa 5° N. Br. og 17° 40' V.L. i Atlanterhavet. Det har 14 Pig-
straaler i første Rygfiune, IX Smaafinner bagved anden og VIII eller IX (det er aldeles vil-
kaarligt, om man vil sætte det ene eller andet Tal; jfr. en Bemærkning af Dr. Günther i
«Fische d. Südsee», p. 151) bagved Gatfinnen; denne og anden Rygfinne ere endnu, hos
denne unge Fisk, betydelig lavere end første Rygfinne (Forholdet er som 7:10), uagtet
denne Finne er noget højere end Bugfinnerne ere lange (10 : 9); Brystfinnernes Længde (41/4‘)
er lidt større end Legemets Højde (4”), men mindre end Hovedets Længde (4'/2), der
indeholdes 31/2 Gang i Totallængden (til Halefinnens Bugt), og de naa lidt ind under anden
1) Scomber unicolor Geoffr. (Thynnus peregrinus Coll), der i de fleste andre Henseender synes at være
ganske en Orcynus, afviger ligeledes fra Orcynerne ved at være nøgen udenfor Panseret; fra Pelamys-
Slægten, til hvilken den hidtil, men med Uret, har været henført, afviger den desuden ved at have
færre Rygpigstraaler og ved at have Vomer-Tænder. Den bør vistnok danne en egen Slægt (Orcynopsis
Gill). (Jfr. R. Collett i Christiania Vid. Selsk. Forh. 1879, Nr. 1, S. 20—30 og Nr. 2, S. 1—3, pl. I).
Udenfor Rygpanseret er Auzis ligeledes nøgen, Pelamys-Arterne (sarda og chilensis) derimod skællede.
i
Es des Be —
469
Rygfinne; deres Brede er omtrent en Fjerdedel af deres Længde. Overkjevebenet naar til
midt under Ojet, Indsnittet i «Harnisket» fortil til under femte Rygpigstraale. Bugen har
den Tegning af Striber og Pletter, som beskrives hos « Thynnus argentivittatus», men som vel
i ovrigt ikke er meget forskjellig fra den plettede Bug hos dem almindelige Thunfisk. Vor
«Albacora» vilde saaledes fuldstændigt kunne identificeres med Zh. argentivittatus, hvoraf
Quoy og Gaimard havde bragt Pariser-Museet et Exemplar paa 27 Tommer fra Atlanter-
havet og Dussumier et paa 25 Tommer fra det indiske Hav. Men denne Form staar
paa den anden Side midt imellem Th. balteatus Cuv. (atlanticus), der har lidt mindre Bryst-
finner (en Fjerdedel af Totallængden; Originalexemplaret var 28 Tommer, og fra Trinidad)
og Th. alalonga Cuv. Denne Form, hvis Størrelse angives til 30—39 Tommer, afviger
efter Cuvier’s Beskrivelse i flere Henseender fra den foreliggende: Legemsformen er
noget mere langstrakt; Brystfinnerne naa ud over anden Rygfinne og til midt paa den
egentlige Gatfinne!), deres Brede indeholdes 61/2 Gang i deres Længde, de ere altsaa baade
længere og smallere; Udsnittet i «Harnisket» naar fortil kun til tiende Rygpigstraale, dette
har altsaa en større Udstrækning bagtil; Gatfinnen og anden Rygfinne ere omtrent lige
saa høje som første Rygfinne og ligesom denne højere end Bugfinnerne ere lange. Men
disse Forhold ere uden Tvivl alle underkastede Forandringer med Alderen. Øjets Tværmaal
indeholdes derimod kun 4Y2 Gang i Hovedets Længde, hos vor forholdsvis lille «Albacora»
næsten 6 Gange; men denne Forskjel kan bero paa den forskjellige Maade, hvorpaa Maalet
tages, da Øjeæblet kan være nere eller mindre pois af de omgivende Hinder. Smaa-
finnernes Antal angives kun til medens jeg finder © © hos de ee «Albacorer», hvis
TL
afskaarne Finner jeg har havt Lejlighed til at ze: og mindst hos den ovenfor
beskrevne unge Fisk. Den prægtige Afbildning af «Thynnus germo» u Günther
identificerer Th. argentivittatus) i «Fische d. Südsee» (pl. 96), udfylder ret godt Mellem-
rummet mellem vor unge «Albacora» og Cuvier’s Th. alalonga (|. e., pl. 215): Bryst-
finnen naar til midt under anden Rygfinne og har de samme Proportioner, ogsaa i Forhold
til Legemets andre Dele, som paa vort Exemplar; Legemsformen er fremdeles den samme,
Øjets Størrelse og Pletterne samt Striberne paa Bugen ligeledes; men anden Rygfinne og
Gatfinnen ere paa det af Günther afbildede noget sterre Exemplar voxede saa meget ud,
at de nu — ligesom hos Cuvier’s Th. alalonga — have omtrent samme Højde som
forste Rygfinne. Dr. Günther bemærker om «den langfinnede Thunfisk i det stille Hav»,
at den kun ved større Forlighed og noget forskjellig Tegning synes at være forskjellig fra
den atlantiske «7%. alalonga»; men saaledes, som en Modsætning mellem en atlantisk
!) Paa Couch’s Figur (Hist. of the Fishes of the Brit. Islds., II, pl. LXXXIV; reproduceret hos Gervais
Boulart, Il, pl. 49) naar den til Enden af anden Rygfinne; paa Richardson's (Yarrell's
«History», 3d. edit., II, p. 220), der rimeligvis skriver sig fra samme Kilde, naar den kun til midt
paa den nævnte Finne. (Cfr. en Notis i «Ann. Nat. Hist.», XV (1865), om dens Fangst ved Devonshire.)
470 62
og en indopacifisk Form, kan Sagen i al Fald ikke stilles; thi 7h. argentivittatus,
der falder saa ganske sammen med 7%. pacificus, var jo delvis fra Atlanterhavet. Hos
Th. sibi (Fauna Japonica, pl. L) — hvilken Art rigtignok siges at naa en Længde af
10—12 Fod, men Afbildningen kan jo være efter et yngre Exemplar — have anden Ryg-
finne og Gatfinnen endnu ikke naat første Rygfinne i Højde, Brystfinnerne ere netop lige
saa lange som Kroppen er høj, Indsnittet i «Harnisket» naar til ottende Rygpigstraale o.s.v.
Efter min Mening er det samme Værks 7h. macropterus (pl. LI), der siges at naa en
Længde af 8—10 Fod, grundet paa et ældre Exemplar af samme Art, hvor anden Ryg-
finne og Gatfinne ere voxede ud i den Grad, at den sidst nævnte, som er den længste, er
rigelig dobbelt saa høj som første Rygfinne, hvilket — efter min Erfaring, der støtter sig
paa flere af vore Søfarende hjembragte Finnesæt af «Albacorer» af forskjellig Alder — er
Tilfældet hos Albacorer af c. 4 Fods Længde. Hos endnu større forlænges disse to Finner
endnu mere, og man faar da et Billede som det, der ligger til Grund for Sloane's i
andre Henseender mislykkede Figur.
Er denne min Opfattelse af Sammenhængen mellem disse «langvingede» Thun-
fiskeformer i det hele rigtig, følger deraf, at Orcynus germo (alalonga) hidtil ikke i
sin fuldt udviklede Skikkelse, men kun i sin yngre Form, er bleven gjort til Gjen-
stand for Beskrivelse eller Afbildning fra Evropas Kyster eller fra Middelhavet. Det
er nemlig ikke alene i det indiske og stille Hav, at disse «Germons» (9: «War-men»,
angl.) opnaa en Længde af 3, 6 eller 7 Fod (eller endnu mere). Vore Søfarende have
hjembragt Vidnesbyrd om «Albacorer» af lignende Størrelse fra Atlanterhavet, f. Ex. en
Halefinne paa 25 Tommer mellem Spidserne, hvilket ved Beregning giver syv Fod for
hele Fisken. Finnesæt, hvis anden Rygfinne og Gatfinne have en Højde af 18 og 19
Tommer, give ved en lignende Beregning en Længde af fem Fod. I flere Finnesæt af
«Albacorer» paa c. 4 Fod havde Bugfinnerne en Længde af 5'/2 Tomme, Brystfinnerne af
12—13 Tommer, første Rygfinne en Højde af 6—6'/2 Tomme, anden af 121/4—131/4, Gat-
finnen af 12!/2—147/2 Et Skitse af en «Albacora» paa 32 Tommers Længde, som jeg
skylder Kapt. Andréa, viser, at de to Bagfinner endnu ved denne Størrelse ikke ere
meget forlængede; den stemmer i denne Henseende med Cuvier's «Th. alalonga»,
som vistnok er opstillet paa en Fisk omtrent af denne Størrelse. Af de interessante
biologiske Oplysninger, som ere samlede af Cuvier (l. c., pp. 128—30) og Günther
(Il. e., p. 152) om denne Fiskeform, skal jeg her fremdrage den, at skjønt den spiller en
stor Rolle i Oceanets Overfladeliv, søger den dog egentlig sin Føde i en større Dybde,
henved 100 Favne, og dér maa Fiskeriet efter den, f. Ex. i Gascogne-Bugten, drives; jeg
havde derfor ikke behøvet — hvis jeg den Gang havde været paa det rene med Albacorernes
Synonymik — at beraabe mig paa Analogien med Sværdfiskene (Tetrapturerne) for at støtte
den Anskuelse, at ogsaa hine Makrelfiske rimeligvis havde slugt de i deres Maver fundne
471
Smaafiske') i et dybere Bælte end det, hvori Harpunen ramte dem selv. At de dog ogsaa
kunne fiskes «paa Dørg», som Makrelen, fremgaar af Cooper’s Angivelse om hans
«Orcynus pacificus», til hvilken jeg senere kommer tilbage. Efter alle Erfaringer høre
«Albacoren» og «Boniten» (Orcynus germo og Thynnus pelamys) til Thunfiske-Gruppens
mest pelagiske Former’), ere ægte Hojsofiske i højere Grad end den store Thunfisk
(Orcynus thynnus) og end den lille Thunfisk (Thynnus thunnina), skjont de alle fire have
noget ner den samme kosmopolitiske Udbredning.
Saa vidt tror jeg at man, uden at overskride det sandsynliges eller rimeliges
Grenser, tor drive Kritiken af de opstillede Thynnus-Arter. Jeg maa dog tilfaje, at
naar jeg har trot at kunne reducere dem (med Forbigaaelse af nogle faa, som jeg ikke
her har Grund til at medtage, f. Ex. Thynnus bilineatus, Gills Grammatorcynus) til fire,
da er denne Dom jo kun grundet paa mit (muligvis altfor indskrenkede) Materiale, og
jeg er ikke hildet i en (muligvis illusorisk) Tryghed for, at jeg i alle Tilfelde skulde
have truffet det rette. Maaske er der mellem de formentlig apokryfe Arter dog nogle,
som fremtidige Erfaringer ville give fornyet Borgerret som selvstændige; men det maa
vistnok erkjendes, at endnu have de ikke denne, og at Sandsynligheden for Tiden er
mod dem. Muligvis vil Fremtiden kunne fremdrage Forhold, som jeg har maattet
lade ligge, fordi min Undersogelse var begrenset ved det mig foreliggende Materiale.
Da dette altsaa ikke tillader mig at fælde nogen mere afgjorende eller endelig Dom end
det her, i Henhold til det ovenanforte, er sket, har der heller ikke for mig været Anled-
ning til at drive Kritiken eller Droftelsen af de foreliggende Beskrivelser til den yderste
Detail. Imidlertid skal jeg endnu et Øjeblik opholde mig ved to beskrevne Former af
«Albacora»-agtige Fiske, med Hensyn til hvilke jeg ikke er kommet til noget bestemt Resultat,
1) «Til Kundskab om Himantolophus og Ceratias», Vid. Selsk. Skr., 5. R., XI, p.322—23.
*) «Bonito’en, skriver Kapt. Andréa, er den Hojsefisk, som jeg hyppigst har set og fanget; den ses
overalt i Nord- og Sydatlanterhavet, mellem Vendekredsene, hyppigere og i større Mengde, jo mere
man nærmer sig Ækvator. I det indiske Hav har jeg ikke set den S. for 26° S. Br. og ikke Ø. for
70° Ø.L. I Java-Soen, Kina-Soen, det gule og japanske Hav har jeg aldrig set den.» (Jfr. dog
hvad ovenfor er bemærket i Anledning af den paa «Galatheas» Rejse harpunerede Bonito.) «Paa
Funchais Fisketorv har jeg set den fra 10—12 # til 100 & og derover. Naar Skibet løber 4—6 Knob
i Timen, ser man ofte store Skarer af Boniter lobe foran det for at fange Bleksprutter, Flyvefiske
og andre Smaafisk, som skræmmes op ved Skibets Bevægelse gjennem Vandet. De fanges da
enten med Elgier eller med Krog og Snore, f. Ex. ved at binde en Flaske ved Krogen, saaledes at
denne er skjult i hin, og lade denne slæbe fra Nokken af Klyverbommen, saaledes at den
stadigt vipper i Overfladen af Vandet foran Skibet. Agter for dette har jeg kun fanget én. De
ses altid i Stimer og kunne lobe en temmelig Fart gjennem Vandet, men deres Bevegelse synes
noget klodset og ubehændig. — Om Albacora'en gjælder det samme som om Boniten, dog med
den Undtagelse, at jeg aldrig har set saa mange af dem; ofte ses de mellem hinanden, og de synes
at leve meget fredeligt sammen. Undertiden kunne to Skibe sejle hinanden saa ner, at man kan
tale sammen gjennem Raaberen, og det ene Skib kan vere omgivet af Albacorer og Boniter og
fange mange af dem, medens man fra det andet ikke ser en eneste.»
472 64
der foreløbigt kunde tilfredsstille i det mindste mig selv. Det er Albacora-agtige Fiske, den
ene med for lange, den anden med for korte Brystfinner, efter Beskrivelserne, til at
kunne være ægte «Albacorer». Cooper’s Orcynus pacificus («Proc. calif. ac. nat. sc.», II,
1867, pp. 75—77), indtil 33 Tommer lang, fra Kaliforniens Kyst, har Brystfinnerne, af
en overordentlig Længde, næsten halv saa lange som Krop og Hoved tilsammen, altsaa
ikke saa lidt længere end hos Cuvier’s Th. alalonga; anden Rygfinne er derimod ikke
a Smaafinner; Øjets Tvermaal
er ‘/6 af Hovedets Længde, 0. s. v. Der omtales ingen Pletter eller Striber paa Bugen.
Paa den anden Side har Poey’s 1,8 M. lange Oreynus subulatus fra Cuba («Enumeratio
piscium Cubensium», pp. 71—72), med sa Smaafinner, hoj Gatfinne og anden Rygfinne,
efter sin Størrelse og øvrige Udvikling paafaldende korte Brystfinner. Indtil disse Karak-
terer bekræftes ved fornyet Undersøgelse afholder jeg mig fra at erklære mig om disse
Arter. Tilstedeværelsen af flere distinkte Former af «Albacorer», med korte, middellange
eller meget lange o.s. v. Brystfinner i udvoxen Tilstand, vilde kaste det hele Artssporgmaal,
indenfor Thunfiske-Gruppen, tilbage i en næsten haabløs Tilstand af Usikkerhed og kaotisk
Forvirring. Jeg bliver derfor, indtil bedre Oplysninger foreligge, staaende ved det foreløbigt
tilkæmpede Resultat: 2 Thynnus og 2 Orcynus-Arter, foruden de os her ikke vedkommende
saakaldte «Grammatorcyner», der ere mig ganske ubekjendte.
højere end første, Gatfinnen endog noget lavere; der er
Jeg har opsat, indtil denne Drøftelse af Albacora’ens Synonymik var afsluttet, at
gjøre Rede for, hvorledes de osteologiske Forskjelligheder, som man iagttager
hos de her omhandlede Arter, stille sig til Spørgsmaalet om deres Indordning i en eller
to Slægter. De Oplysninger om Thunfiskenes Benbygning, som man finder nedlagte i
Literaturen, ere temmelig sparsomme”). Mit Materiale har i denne Retning desværre heller
ikke været rigt, men jeg har dog, foruden et Skelet af en stor Thunfisk og Skeletdele af
andre Individer af samme Art, kunnet benytte et nogenlunde fuldstændigt Skelet af en
Thynnus thumnina og ufuldstændige Skeletter af Zh. pelamys og af en lille O. germo eller
saakaldet «Albacora», samt adskillige Kranier af begge disse Arter. At O. germo og O.
thynnus stemme overens i Henseende til Tandforholdene derved, at de begge have et
Parti af fine Kartetænder paa Plovbenet, hvilket ganske mangler. hos Thunnina'en og Boniten,
er allerede berørt; en Sammenligning af ældre og yngre «Albacora»-Hoveder synes at vise,
at Tandbælterne paa Plov- og Ganebenene have forholdsvis større Omfang og Brede hos
ældre end hos yngre Individer. I Henseende til Kraniets og Skelettets almindelige Karakter
og i Særdeleshed i Henseende til Ribbenenes ejendommelige Forhold stemme alle 4 Arter
overens; i sidst nævnte Henseende er at fremhæve de nedre (virkelige) Ribbens Fæste paa
!) Cuvier beskrev kortelig Skelettet hos O.thynnus og O. alalonga (germo) samt hos Thynnus thunnina
(brasiliensis), men ikke hos Th. pelamys. Lighed og Ulighed komme dog ikke ret frem i disse Be-
skrivelser. Afbildninger af disse Fiskes Skeletter kjender jeg ikke.
Pet UNE nt A te MC, tk ZA U En cé del ds Mn Mee TA DS ZB a EE
65 473
Enderne af Spinæ hæmales og deres Leje tæt op til hinanden, i hele den bageste større
Del af Abdominalpartiet, samt deres ejendommelige Sabelform i et vist Parti; fremdeles at
de øvre, korte, uegentlige Ribben (Biribben), der fæste sig forrest og tillige midt paa hver
Hvirvel, fortsætte sig lige til det Punkt, hvor Halens Sidekjøle begynde, 0. s. v. Derimod
er der en karakteristisk Forskjel mellem Orcyni (m.) og Thynni (s. str.) i et vist Parti af
selve Hvirvelraden, som heller ikke har undgaaet Opmærksomheden, for saa vidt som denne
er bleven rettet paa disse Formers Benbygning. En Beskrivelse af en af de forreste
Halehvirvler af en «Albacora» vil bedst oplyse Sagen. Et saadant Hvirvellegeme (Fig. B)
har paa hver Side to dybe Gruber, en øvre og en nedre, adskilte ved en vandret Ben-
væg; omtrent midt fra dets Rygside — paa dem, hvorom her er Tale, dog lidt nærmere
ved Forenden — udgaa Rygbuerne (Neurapofyserne), som snart forene sig til én høj,
smækker, bagover bøjet Rygtorn (Spina neuralis, n); umiddelbart foran hver Rygbue ud-
springer en sammentrykt Ledtap (Zygapophysis superior et anterior, s'), som bøjer sig fortil,
Hvirvler af 3 forskjellige Steder i «Albacora'ens» Hale-Rygrad. n. Spina neuralis; h. Spina hæmalis; s', s". Zygapo-
physes superiores, posterior et anterior; à, i*. Zygopoph. inferiores, posterior et anterior; f. Foramina inferiora.
under en ret Vinkel, fortsættende sig vandret helt hen til den næste Hvirvels Rygbue og
dannende paa denne Maade et næsten fuldstændigt Dække over Rygmarven, artikulerende,
om man vil, med en lille Zygapophysis posterior (s“‘), der griber ind i den af Zygapophysis
anterior dannede Vinkel. Det lille øvre Nervehul findes et Stykke nede paa Hvirvellegemet,
under Neurapofysen. Paa de Halehvirvler, som have deres Plads lidt længere bagtil (Fig. C),
udspringe Bugbuerne (Hæmapofyserne, /) lige under Neurapofyserne, men paa de forreste
(Fig. 4) tæt ved Hvirvlens forreste Ende; foran deres Rod udgaar en spinkel Forlængelse
(Zygapophysis inferior et anterior, ö), der er bøjet nedad og fortil, saa at den mødes med
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 60
474 66
en noget kortere, plumpere og mere lige Zygapophysis posterior et inferior (Fig. B, i"). Længere
bagtil i Hvirvelstotten (C’) ere disse to Ledtappe omtrent ens i Henseende til Form og Størrelse
og mødes med deres Spidser lige under Hvirvlernes Forbindelseslinie. Længere fortil, lidt
bagved Bughulens Midte (Fig. A), forsvinder derimod Zygapophysis anterior-inferior, saa at
Hæmapofyserne slutte umiddelbart til Zygapophyses posteriores-inferiores. (Som bekjendt
indtræder Adskillelsen af Hæmapofyserne og Udeblivelsen af Spinæ hæmales hos Thynniderne
først meget langt fortil, her omtrent ved den niende Hvirvel.) Fra den fjerde Halehvirvel af
ses der et stort nedre (Kar- og) Nervehul, som gjennembryder Hæmapofysens Basaldel,
eller maaske rettere, denne Udvæxt har en dobbelt Rod, men dennes nedre eller bageste
Gren mangler paa de foranliggende Hvirvler (A). Forfolger man Forholdet længere til-
bage, vil man finde, at Nervehullet efterhaanden bliver mindre og mindre og rykker op
paa selve Hvirvellegemet, saa at Hæmapofysens Rod atter bliver enkelt.
Hvirvel-Række af en «Thunnina». Bogstaverne svare til dem S. 473. Det vil ses, at Forskjellen ligger
væsentlig i den uhyre Udvidelse af de med f betegnede Foramina inferiora.
Som Forholdene her ere beskrevne hos Orcynus germo, ere de i alt væsentligt hos
O. thynnus, dog indtræder her ikke nogen kjendelig Forstorrelse af de forreste Foramina
inferiora. Hos Thynnus thunnina og pelamys forholder derimod kun Rygradens allerforreste og
allerbageste Parti sig i det væsentlige, og navnlig i Henseende til Forbindelsen mellem Hvirv-
lerne indbyrdes, sig som hos Orcynerne; i hele det mellemliggende Parti er der, under Hvirvel-
legemerne, udviklet det af Cuvier beskrevne Netværk"), hvis væsentligste Dele dog kun ere
fremkomne derved, at Foramina inferiora (f) i den forreste Del af Halepartiet have faaet en
enorm Størrelse og fortsætte sig med denne fortil helt hen under den bagre Halvdel af
Abdominalregionen, hvor de hos Orcynerne slet ikke ere tilstede som særlige, fra Mellem-
1) Cuvier omtaler (I. c. p.135) dette Netværk hos et Skelet, som han formoder at tilhøre Th.
vargentivittatus». Jeg er overbevist om, at dette Skelet ikke har tilhørt denne Art («Albacora»en),
men enten «Thunninaren eller «Bonito»en, snarest maaske den sidste.
67 475
rummene mellem Hæmapofyserne sondrede Dannelser. Hvorledes de enkelte Dele lade sig
føre tilbage til de simplere, typiske Forhold hos Orcynerne, vil fremgaa af de vedfojede
Figurer og deres Forklaringer. Mellem Th. thunnina og Th. pelamys er der i de her
skildrede Forhold kun Forskjelligheder af underordnet Betydning, ved hvilke jeg derfor ikke
anser det for nødvendigt at dvæle.
Det vil heraf ses, at i Henseende til Benbygningen fordele Thunfiskene sig i de
samme to Grupper (Orcynus og Thynnus) som efter de mere udvortes Karakterer, og at
der ikke er tilstrækkelig Grund til (med Gill) at stille O. germo (alalonga) og O. thynnus
i to forskjellige Slægter paa Grund af Forskjellen i Brystfinnernes Længde.
Slægten Pelamys, der i nogle Karakterer slutter sig til Thynnus (s. str.), i andre til
Orcynus, er i osteologisk Henseende i alt væsentlig en Orcynus; Cybium ligeledes; under-
ordnede Forskjelligheder lade sig vistnok paavise, f. Ex. at Zygapophyses infero-anteriores
hos Pelamys allerede bortfalde paa et Punkt, der ligger langt tilbage i Hvirvelrækken, men
ere tilstede i næsten hele dennes Længde hos Cybium; eller at Insertionslinierne for de
øvre og nedre Ribben ligge hinanden forholdsvis nær hos Pelamys (chilensis). Derimod viser
Auxis, som jo ogsaa ved sin glatte Gane og (udenfor Skælharnisket) nøgne Hud slutter sig
nærmest til Dværg-Thunfiskene (Zhynnus s. str.), et lignende Forhold som det hos disse
beskrevne, men mere simpelt, mindre kompliceret, og i visse Maader modificeret. Omtrent
fra den Ilte Hvirvel (forfra) af udspringe Ribbenene fra meget lange, nedadtil kloftede,
«Hypapofyser», der skylde deres Fremkomst tii den med den 13de Halehvirvel (bagfra)
brat optrædende, enorme Forstørrelse af de bagre Halehvirvlers Foramina inferiora. Den
morfologiske Sammenhæng vilde dog her — naar man ikke i Forvejen kjendte Forholdene
hos Thynnus (s. str.) — være mindre tydelig eller forstaaelig, fordi disse Foramına allerede
fra hin 15de Halehvirvel af ere gjennembrudte (aabne) for neden og bagtil. Derved kommer
det ikke til Dannelsen af et «Gitterværk» mellem de øvre og nedre Ribbers Insertionslinier,
som hos Thynnus (s. str.), men — for at blive i Billedet — kun af et «Stakitværk», hvilke
Dannelser jo i øvrigt, for saa vidt som de afgive Fæste for Legemets Sidemuskler, synes
at maatte gjøre samme Nytte som «Spine hemales» hos Orcynus (m.), Cybium, Pelamys 0.s.v.
Hovedforskjellen mellem disse Slægter paa den ene Side, 7hynnus og Auxis paa den anden,
er, at Canalis hæmalis hos hine paa sædvanlig Maade følger Hvirvellegemerne, liggende
umiddelbart under disse, som Canalis spinalis over samme, hos de sidst nævnte to Slægter
derimod i en længere Strækning (omtrent fra den 11te til den 28de Hvirvel hos Auais) fjærner
sig fra Hvirvelaxen, beskrivende en stor Bue nedadtil. Der er fremdeles den Forskjel mellem
Auxis og alle de andre Slægter, at medens hos disse Ribbenene i hele den Strækning, hvorom
her er Talen, i Bughulens større bagre Afsnit, fæstes, tæt samlede, paa Spidserne af Spine
hamales (Oreynus) eller af mødende Bugbuer (Hæmapofyser), naar hine «nedre Torntappe»
ikke ere udviklede (Zhynnus), ere de hos Auxis fæstede til «Hypapofysernes» gaffeldelte Ender,
60"
DRAP PERTE NN ET TE ENE ie Ne ee TU
476 68
d. v.s. til de korte Hemapofyser; thi Canalis hæmalis er her ikke lukket underneden, og
Spinæ hæmales ikke udviklede. Jeg maa i øvrigt til bedre Opfattelse af disse nogel ind-
viklede Forhold, som jeg her kun har berert i muligste Korthed for at anvende dem i
Slægts-Kritiken, henvise til at studere dem paa selve de vedkommende Fiskes Skeletter, og
skal endnu kun tilfoje, at det er mig ubekjendt, hvilke Ændringer i andre anatomiske For-
hold der have fremkaldt den her skildrede Modifikation af den større Del af Rygradspartiet
hos Auwis, Thynnus thunnina og Th. pelamys. Det vilde have megen Interesse at gjøre
Bekjendtskab med Benbygningen hos Orcynopsis, som ved Hudens delvise Nogenhed slutter
sig til de nys nævnte Former; man maa næsten vente, at «Gitterverket» ogsaa vil findes
her under en ny Modifikation.
Auxis rochei synes at være næsten lige saa kosmopolitisk som Orcynus og Thynnus-
Arterne; den er kjendt fra Vestindien til Skaanes Kyst, fra Middelhavet og det indiske Hav.
Derimod synes Arterne af Slægten Pelamys ikke at have fuldt saa stor en geografisk Ud-
bredning, skjønt den maaske nok i nogle Tilfælde er større, end man til en Tid har
antaget. Da jeg havde det særdeles Held at kunne sammenligne 4 Expl. af P. chilensis
(hjemførte fra Callao paa «Galatheas» Rejse ved Prof. Reinhardts Foranstaltning), har jeg
paa dem alle taget de Maal, hvorpaa det især kommer an ved Bestemmelsen af Forholdet
mellem Diagnose og Metamorfose, for at komme efter, til Sammenligning med andre be-
slægtede Former, i hvilken Grad individuel Variation eller progressiv Omdannelse gjorde
sig gjeldende. Det vil af disse Udmaalinger") ses, at Hovedets Længde er konstant 1 : 3,7
af Totallængden (til Halefinnens Bugt). Det er ogsaa tydeligt, at anden Rygfinne og Gat-
finnen med Alderen blive forholdsvis lidt højere; de ere hos de yngre lavere end første
Rygfinne, men naa den hos det største Exemplar (2), der har omtrent samme Størrelse
(25/27) som Cuvier’s Originalexemplar (26°). Brystfinnens Længde indeholdes hos de
yngre (A—C) 7,7—8,5 Gang i Totallængden, hos det større kun 6,7 Gang, den er altsaa
forholdsvis længere hos udvoxne Exemplarer. Øjets Tværmaal indeholdes hos de yngre
1) À. D: C. i D
RONEN ~ 5G 506545 ee 380 Mm. 450Mm. 470Mm. 665 Mm.
Storste Høj deres core aan Sop 88 — 90 — 117 — 150 —
Hoyédets Lengder m. 2 sence eer 104 — 120 — 127 — 180 —
Øjets Lvcermaalete se renal) En 12 — 14 — 14 — 20 —
ste Rygfinnes Straaletal”» .. 2.2... 18, 18, 17, 16.
IsterRystinnes’Hajde „2... 37 Mm. 38 Mm. 46 Mm. 65 —
PAI IK EAU ONES Balder es: 33 — 34 — 36 — 6 —
Gatfnnens Hg) dem Er Te ere 30 — 32 — Sl 65 —
Smaafinnernerwlale CEE EEE ues a zu x.
ie VII’ Vo’, VII
Brystfinnernes Længde ......... 49 Mm., 53Mm, 57Mm., 100 Mm.
Brystfinnernes Udstrækning til....- lite, 9de 13de Rygpigstraale
Halefinnespidsernes Afstand ...... 115 Mm., 110 Mm., 125 Mm., 200 Mm.
477
8,6 —8,7 Gange, hos de største 9 Gange i Hovedets Længde, men Overkjævebenet naar
stedse omtrent til Ojehulens Bagrand. Halefinnens Væxt synes at være proportional med
Legemets almindelige Tilvæxt. Sideliniens Bugter ere ikke altid lige stærkt udprægede.
Udenfor «Harnisket» er Legemet skælklædt overalt, dog er dette selvfølgelig tydeligst hos
det ældste Exemplar. Det synes, at under Væxten kan først den sidste, saa den næst-
sidste Rygpigstraale sættes til, og at Smaafinnernes Antal forøges — ved successiv Ud-
= WAN noe, IDS 7
sondring af en eller to Straaler fra Ryg- og Gatfinnen — fra y, lil om; Stribernes Antal
og Retning er lidt variabel, men forst nevnte altid ringere og sidst nevnte mindre vandret,
end det fremstilles paa Schlegel’s Afbildning af P. orientalis (Fauna Japonica, pl. Lil);
ifølge denne Kilde (p. 99) skulde Brystfinnerne her kun have en Tiendedel af Total-
længden (Exemplaret var 18 Tommer, omtrent som C paa nedenstaaende Tabel); Straaletallet
var 18 i første Rygfinne, Smaafinnernes Antal henholdsvis VIII og VII(?). Jeg maa dog
(med Day, l.c., p. 253) tiltræde den af Steindachner fremsatte Anskuelse (som ogsaa
var Cuvier’s), at P. orientalis og chilensis ere samme Art, og kan henvise til St.s Ytringer
derom i «Ichthyologische Notizen», VII, S. 25 (Sitzungsber. d. Akad. d. Wiss., LVII, 1868) og
i «Ichthyologische Beiträge», IV, S. 11 (1. c., LXXIF, 1875). Han fandt Stribernes Antal at
vexle fra 7—9, Bugfinnernes Længde fra 1 : 91/5 til 7/4 i Forhold til Totallengden, Pig-
VII— VIII
Vi-Vii?
af mig fremhævede; Hovedets Længde angives dog hos et 14 jangt Expl. til knap ew
straalernes Antal 17—19, Smaafinnernes altsaa lignende Variationer som de
Fjerdedel af Totallængden, o.s.v. Foruden fra Chile besad Steindachner denne Pelamide
fra Central-Amerikas Vestkyst. Slægtens anden Art, ?. sarda, er kjendt fra Kattegattet
(tilfældigt) til Nord-Amerika, Brasilien, de kanariske Øer, Middelhavet og Kap, men ikke
fra det indiske Hav. Hvert af de store Verdenshave har altsaa sin Art.
Det er allerede antydet, at Scomber unicolor Geoff. (Pelamys bonaparte Fil. & Ver.,
Thynnus peregrinus Coll.) er med Urette bleven henfort til Pelamys-Slegten. Den afviger
19
P. sarda 22), ved at have Vomer-Tænder og ved at Huden udenfor Harnisket er nogen
fra denne ved første Rygfinnes lavere Straaletal (13) (Zelamys chilensis v. orientalis har 16—19,
(skælfri). For denne Siægt kan Gill’s Orcynopsis træde i Kraft, hvilket Navn for øvrigt
vistnok faar til Synonym samme Forfatters Gymnosarda, , opstillet paa Thynnus unicoior
Rüpp. (Pelamys nuda Gthr.). Da der ikke foreligger mig Exemplarer hverken af Rodehavs-
Formen eller af den atlantiske (middelhavske), skal jeg ikke gjenoptage til Forhandling
det Sporgsmaal, om man har gjort Ret i at adskille dem som Arter, men kun bemærke,
at Klunzingers Meddelelse!) om Rodehavs-Arten snarere synes at svække end at styrke
Troen paa dens Selvstændighed, skjønt der gjeres Rede for visse Forskjelligheder.
Mine Erfaringer med Hensyn til de andre Thynnider havde gjort mig mistroisk
1) Synopsis der Fische des Rothen Meeres, Il, S. 443 (Verhandel. d. zoolog. botan. Ges. Wien. XXI),
478 ' 70
ogsaa med Hensyn til Cybrum-Arterne!), men denne Mistro viste sig dog i det hele
ugrundet; for saa vidt de ere faldne ind under min Undersøgelse, foranledige de mig ikke
til lignende Reduktioner som de ovenfor antydede. Slægten er uden Tvivl mere littoral,
mindre pelagisk end de fleste andre Thynnider. Af de ved Amerikas Østkyst forekommende
Former har der foreligget mig tre, ©. maculatum, C. regale og C. caballa. De Artsmærker,
som opføres for dem, se ubetydelige ud, men synes at være konstante, og jeg kan kun
udtale mig for disse 3 Arters Selvstændighed. De give dog Anledning til et Par kritiske
og udviklingshistoriske Bemærkninger.
C. caballa skal ifølge Poey naa en Længde af 8—10 Fod; der har kun foreligget
mig et ungt (vestindisk) Exemplar paa 47/4 Tommes Længde, som, lagt ved Siden af de to
andre Arter, udmærker sig ved I) en mindre langstrakt Legemsform; Højden indeholdes
knap 4 Gange i Totallængden til Halefinnens Bugt; 2) en stærkere Bugtning af Sidelinien;
3) færre Pigstraaler i første Rygfinne (15 hos det foreliggende Exemplar); 4) færre (c. 3
Kjævetænder. ©. immaculatum C.V. (6—7“) formoder jeg at vere en slig yngre Form af
C. caballa; dog maa bemærkes, at Museets Exemplar har den sorte Plet paa Rygfinnen,
som ogsaa findes hos C. regale og maculatum.
De to sidst nævnte Arter synes foruden ved Farvetegningen kun at afvige fra hin-
anden ved, at Tænderne ere meget stærkere hos C. maculatum. Deres Antal tiltager vist-
nok med Alderen; jeg tæller 12—15 i begge Kjæver hos C. regale, = hos Exemplarer
af forskjellig Størrelse af C. macula‘um. Et Hoved af den sidst nævnte Art, 7° langt, og
en Halefinne med en Afstand mellem Finnespidserne af 81/2“ tyde paa en Fisk af 33 Tom-
mers Længde, hvilket er mere end jeg finder hos Forfatterne: «over to Fod» er den højeste
Angivelse jeg har fundet; om C. regale ligeledes overskrider den i Literaturen angivne
Størrelse af 2 Fod, eller om den holder sig mindre, er mig ubekjendt. Halefinnen af
C. maculatum har jeg kunnet distinguere fra vore andre pelagiske Thunfiskes derved, at de
to mindre Kjøle lade sig forfølge helt ud til dens Rand; dette er ikke Tilfældet hos
Acanthocybium Solandri og synes i al Fald at være mindre udpræget hos de halvvoxne
C. regale, som foreligge. Hos begge Cybium-Arter er Smaafinnernes Antal underkastet nogen
Variation (det stiger maaske til Dels med Alderen), VII—IX baade i Ryg- og i Gatfinnen.
Af C. regale har jeg kunnet undersøge en Del Unger ned til en Størrelse af kun 3 Tommer,
men det er ikke meget, jeg finder at anmærke om de Forandringer, som Arten undergaar
efter at have naaet hin Størrelse; Ungerne have kortere Mundspalte og Brystfinner og
mangle under en vis Størrelse Skæl og Halekjøle; dog ere de almindelige Kropskæl allerede
kjendelige hos 4 Tommer lange Exemplarer og de store Skæl langs Rygfinnen allerede hos
Individer paa 3 Tommer. Det er nemlig ikke aldeles rigtigt, naar man har frakjendt
1) Ogsaa i denne Gruppe har Gill opstillet eller adopteret nogle nye Slægter: Zepidocybium for C.
flavobrunneum Sm. og Apodontis Benn. for A. immunis Benn. Om Acanthocybium se det følgende.
gl 479
Cybierne det saakaldte «Brystharnisk» af større Skæl; det er tilstede og har en lignende
Udstrækning som hos andre Thynnider — over og omkring Brystfinnerne og ned omkring
Bugfinnerne, samt et Bælte langs hen med Rygfinnen paa hver Side — men det er mindre
tydeligt end hos de fleste andre Thunfiskeformer. — Nu da man ikke længere «a priori»
forudsætter indiske og atlantiske Fiskearters Uensartethed som given, vil der være Anled-
ning til nærmere at sammenligne C. maculatum med den indiske C. interruptum, der
ångives at naa en Længde af 3 Fod. — Poey har identificeret C. acervum med C. caballa!);
dette er aabenbart urigtigt, da €. acervum har 17 Rygpigstraaler, ikke 14 eller 15
som C. caballa; den er derimod uden Tvivl Ungen (5 Tommer, kun = Tænder) af ©.
regale, og det er da forstaaeligt, at cubanske Fiskere (efter hvad Cuvier angiver) kunde
meddele Poey, at denne Fisk kunde naa en Vægt af 25—50 ; thi derved tænkte de
formodentlig netop paa C. regale.
Cybium-Gruppen har imidlertid ogsaa sin rent pelagiske Repræsentant. Under
Navnet «Barracotta» have vore utrættelige Handelsskibsførere flere Gange bragt os fra
den tropiske Del af Atlanterhavet Hovederne og Halefinnerne af en stor Cybium-
Form, hvis Karakterer efter dette, i og for sig jo mindre tilstrækkelige, Materiale ere:
1) Hovedets lange og spidse Form; Underkjæven er lidt længere end Overkjæven, og Mellem-
kjævebenenes Symfyse lig Afstanden fra Overkjævens øvre Endepunkt til det bageste spalte-
formige Næsebor; 2) Kjæverandene ere udstyrede med en aldeles tæt sluttende Række af
brede, skarpe, lancetdannede, i Æggen fint kærvede Tænder, der til en vis Grad retfærdig-
gjøre den Sammenligning med Hajtænder, som Solander indflettede i sin Beskrivelse af
en af ham i det stille Hav undersøgt Cybium-Art, formodentlig netop den, hvorom her er
Tale. 3) Mundspalten naar kun til midt under Øjet, og Overkjævebenets bageste Del ligger
ikke frit som hos alle andre (mig bekjendte) Cybium-Arter (ogsaa efter Beskrivelsen hos
C. Commersonü), men er næsten fuldstændig dækket af Suborbitalpladen. 4) Afstanden
mellem Halefinnestraalernes Spidser er lidt større end Hovedets Længde; de mindre Hale-
kjøle naa ikke helt ud til Halefinnens Rand. 5) Gjællerne forholde sig som hos Xiphias,
d. v. s. Gjællebladene ere netformigt sammenvoxne. Vort største Hoved er 12'/2 Tomme
langt og har vistnok tilhørt et Individ af 4'/2 Fods Længde; men at den bliver meget
større, ses af en af Kapt. Andréa udført Skitse af et over 7 Fod langt Exemplar. Han
afbilder den som smuk blaa paa hele Ryggen med 19 nedstigende lodrette Striber fra Ryg
til Bug og som meget smækker af Legemsform. Der kan næppe være Tvivl om, at disse
Hoveder 0.8. v. tilhøre en Acanthocybium, enten C. petus Poey eller Cybium solandri C. Val.,
7) Repertorio, II, p. 362. I «Enumeratio piscium cubensium», p.73, er dette dog rettet, og C. acervum
atter opført som egen Art med den Bemærkning: »no parece diferir del €. regale sino por un
cuerpo sin manchas». Den er ligeledes opført som egen Art i «Notes on the American species of
the genus Cybium», Proceed. Un. St. Nat. Mus,, 1878, p.4, men kan vistnok uden Fare inddrages.
480 | 12
saafremt disse Former ellers ere forskjellige, hvad jeg meget betvivler. Af de to af
Günther («Fische d. Südsee») publicerede Skitser stemmer Parkinson's bedre end
Garrett s med hvad der her foreligger mig, særligt i Henseende til Halefinnens og
Hovedets Form, det skjulte Overkjæveben (dette er tværtimod synligt paa G.s); derimod
stemmer Sideliniernes Løb paa Andréa's Skitse bedre med Garrett's Figur. Solander's
sxemplar var 4 Fod, Garrett’s 3, men denne ringe Forskjel synes ikke at kunne forklare
Afbildningernes Afvigelser fra hinanden; disse ligge snarere, som Günther antyder, i de
Omstændigheder, under hvilke de ere blevne til. Da vore Søfarende (Hygom og Andréa)
have harpuneret slige Fiske 5—6 Gange i det mindste, er det paafaldende, at de — efter
Günthers Sigende — ikke ere repræsenterede i nogen ånden Samling og overhovedet
tidligere kun skulde vere iagttagne ved 3 Lejligheder, alle 3 Gange i det stille Hav: paa
Cook's første Rejse (1769) i Poumotu-Arkipelaget, ved Loo-Choo-Øerne 1827 (C. sara,
Beechey's Reise) og nu senest, 300 (eng.) Mil Nord for Harveys ©. Der kjendes imidlertid
en meget nærstaaende Form fra Atlanterhavet, ved Antillerne: Poey’s (. petus, der er de
cubanske Fiskere bekjendt under Navnet «Peto», ja endog efter Poey’s Sigende skal være
almindelig der ved Øen!); han undrer sig ogsaa over, at denne ved sin Størrelse, sin
Tandform og sin lille Halefinne udmærkede Art endnu kan være ubekjendt; den kan efter
hans Sigende blive 5 Fod lang og naa en Vægt af 90 eller endog af 150 %. Han be-
skriver den efter et 1300 Mm. (lidt over 4 Fod) langt Exemplar og angiver Højden til ?/13,
Hovedets Længde til !/ı af Totallængden, Øjets Tværmaal til !/o af Hovedets Længde (vore
Exemplarer vise omtrent det samme Forhold); Overkjævebenet angives at naa næsten til
Øjehulens Forrand, hvilket maa forstaas om den synlige Del alene. Rygpigstraalernes
Antal angives kun til 23, senere dog til 25°) (hos C. Solandri 26), og Gjællerne beskrives
«à lames doubles et réticulées». Striberne omtales ikke; derimod hedder det i «Repertorio»
om Ungerne: «los jovenes tienen el cuerpo cubierto de fajas anchas longitudinales», og i
«Proc. Un. St. Nat. Mus.», 1879, p. 5: «In specimens of less than 3 feet the body is covered
with vertical bands of a vitreous lustre (glacées)». Da vore Exemplarer ere fra Atlanterhavet
— et af dem endog fra «Gamle Bahama-Kanal», altsaa ikke langt fra Cuba, — ligger det
meget nær at identificere vore Sofarendes «Barracotter» med Poey’s C. petus, men paa den
anden Side synes mig Overensstemmelsen med ©. Solundri — saa vidt Kjendskabet til begg
Parter gaar — at vere stor nok til at retfærdiggjere Henforelsen til denne ældre Art. Fremtidige
Erfaringer maa afgjore, om Atlanterhavets og Stille Havets Art er den samme, men Sand-
synligheden er i hojeste Grad for det, efter Analogierne. Rygpigstraalernes Antal er ikke op-
lyst hos de Exemplarer, hvoraf vore Hoveder o.s. v. ere tagne. Til Slutning maa jeg endnu
gjøre opmærksom paa, at denne Acanthocybium petus eller Solandri uden Tvivl er identisk med
1) Memorias, II, p. 234. Det hedder dog i «Repertorio», Il, p. 363: «no es comun».
2) Proc. Un. St. Nat. Mus., 1879, p. 5.
481
den af Prof. Doderlein beskrevne og afbildede «Cybium Verany»'). Herved er Artens
Optræden i Middelhavet (ved Sicilien) konstateret. Det viser sig saaledes mere og mere,
at de større pelagiske Fiskeformer ere fælles for begge de store Verdenshave, og at Middel- -
havet i Almindelighed bebos eller besøges af de samme Arter, der have hjemme i
Atlanterhavet.
Poey’s Bemærkning om Acanthocybium petus «le måle et la femelle font ordinaire-
ment leurs courses ensemble» (l. c., p. 235) er interessant, fordi den minder om Sværd-
fiskene, med Hensyn til hvilke den samme lagttagelse er gjort, og om hvilke, særligt
om Histiophorerne, denne Cybium-Form jo netop minder ved sine Gjællers Beskaffenhed ;
det turde vel ogsaa være saa, at de forlængede Mellemkjæver hos Acanthocybium danne den
nærmeste Overgang til «Næbet» f. Ex. hos 7etrapturus belone. Under alle Omstændigheder
maa det vistnok billiges, at Gill har udsondret C, sara (9: Solandri) som egen Slægt:
Acanthocybium, under hvilket Navn (A. petus eller peto) Arten jo ogsaa er opført i Poey's
citerede Fortegnelser?). Denne rent pelagiske Slægt?) vilde altsaa være den, som blandt
Thunfiske-Formerne stod Sværdfiskene, særligt de rundnæbede, nærmest; det er derfor be-
klageligt, at vi ikke ere i Stand til at oplyse dens øvrige Osteologi.
De Bidrag til Kundskab om yngre og yngste Stadier af Scomber- Thynnus-Gruppen,
1) Descrizione di una notevole specie di Scomberoide (Cybium Verany, Doderl.) presa di recente nelle
acque di Sicilia. (Estratto del Giorn. di Sc. Natur. ed Econ., Vol. VIII, 1872, Palermo.) Rygpig-
straalernes Antal er 26 ligesom hos A. Solandri.
2) Denne Forfatter er (eller var) i det hele tilbojelig til at opstille vel mange Arter, efter mit
Skjen; hans senere Arbejder antyde paa flere Punkter (f. Ex. i Henseende til Æcheneis) et Tii-
bagetog fra denne Retning. For Thynnidernes Vedkommende stemme hans Resultater imidlertid ret
godt med mine. Foruden 1) A. petus skjelner han 2—3) Orcynus thynnus? og O. secundo-dorsalis,
4) O. balteatus, 5) O. albacora, 6) O. subulatus, 7) O. thunnina, 8) O. pelamys, 9) Cybium
caballa, 10) C. acervum og 11) C. regale. 2 og 3 ville rimeligvis vere at slaa sammen, ligeledes
4, 5 og 6 samt 10 og 11; desuden forekommer C. maculatum, Auxis rochei og Pelamys sarda i det Hav,
der beskyller Amerikas Østkyst, og derfor sandsynligvis alle i Nærheden af de vestindiske Øer. De
i Gill's Fortegnelse over Amerikas Ostkysts Fiske optagne 5 Arter ere: Pelamys sarda, Orcynus
thynnus, Thynnus thunnina, Cybium maculatum og C. regale, der alle forekomme langs hele Kysten
| fra Cap Cod til Florida (Thunfisken endog til Newfoundland), med Undtagelse af «Thunnina»en,
| hvis Forekomst er tilfældig, men som i 1871 optraadte i stor Mængde ved Massachusetts; Thynnus
pelamys er senere (Sillimans Journal, XVII, p. 43) fanget ved Nord-Amerikas Østkyst.
3) Om dens Forekomst o.s. v. har Kapt. Andréa havt den Godhed at meddele mig følgende: «Af
| Barracotta'en har jeg kun fanget fire: en i Nord-Atlanterhavet paa omtr. 13° N. Br. og 50° V.L., en
i «Gamle Bahama-Kanal», en i Florida-Strømmen tæt Nord for Bahama-Øerne og en tæt Nord for
Ækvator paa 26° V.L. Jeg har kun set meget faa af dem — foruden de ovennævnte Steder, i Syd-
Atlanterhavet og i det indiske Hav henimod Java, men aldrig i Java-Søen eller i Kina-Søen eller
udenfor det tropiske Bælte — og aldrig mere end 2 eller 3 i Folge. De lade sig kun fange paa
Snore agter for Skibet, naar det løber 4—6 Knob i Timen. I Stille har jeg set dem bevæge sig
langsomt omkring Skibet, formodentlig for at søge Rov; men de gjorde dog aldrig Mine til at bide
paa Krogen, ej heller kom de saa nær, at de kunde tages med Elgieren».
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math Afd. XII. 6. 61
os at a Le a a en Big CA eee al a LE in Ra es D +
& A 1 : n A md 44 Le. i
N i ee:
«
482 74
som foreligge, ere kun lidet talrige. Inden jeg gaar over til at omtale dem, vil jeg
henvise til den Notis af Gill, hvori han fremhæver, at de spæde Fiske af denne Gruppe
lige saa vel som af Carangidernes have et tornet Forgjællelaag!). Tornene ses dog ikke
paa c. 35 Mm. lange Unger af Scomber colias fra Vestindien; disse ere endnu nøgne (uden
Skæl); Legemets Højde indeholdes omtr. 5”/3 Gang i Totallængden; Overkjævebenet naar ind
under Øjets Forrand, næsten til Pupillen. Der er en halv Snes Tænder i hver Kjæve, for-
holdsvis store og stillede med Mellemrum, og Ganetænder ere tilstede; der er et større
Mellemrum imellem Rygfinnerne, hvis Straaletal er D!: 10; D?: 12, foruden 5 « Pinnulæ»
for oven ligesom for neden. En større Unge af samme Art (90 Mm.), med udviklet Farve-
tegning, er ligeledes i det hele nøgen, men har dog en begyndende Udvikling af Skælklæd-
ningen langs med Ryglinien; Overkjævebenet naar kun til Øjets Forrand; der er henved
30 tæt stillede Kjævetænder i hver Række. — Hos en Unge af Scomber scombrus omtrent af
samme Størrelse (95 Mm.) finder jeg slet ingen Skæl; der er her højst 20 Kjævetænder;
Overkjevebenet naar til Pupillens Forrand 0.s.v. Jeg omtaler disse Smaaforskjelligheder
for at henlede Opmærksomheden paa det ønskelige i at forfølge saa nær staaende Arters
Aldersforandringer komparativt saa langt tilbage som muligt.
Til Orcynus germo(?) henfører jeg en lille 17 Mm. lang Fisk med karakteristisk
Thynnide-Fysiognomi, som blev fisket i Slæbenettet paa «Galatheas» Rejse den 3dje Juni
1846 (Tab. Ill, fig. 1). Formen er forholdsvis plump og kort, men sammentrykt, Højden
1/4 af Totallængden, og Hovedets Længde indeholdes kun 21/2 Gang i samme. Tænderne
ere stillede tyndt; der er Tænder paa Ganebenene. Forgjællelaaget bærer 5—6
Torne, de største i Hjørnet. Smaafinner kunne næppe endnu siges at være tilstede, dertil
sidde de for tæt, men man vil dog kunne udpege 8 eller 9 Straaler, der ere rykkede lidt
længere ud fra hinanden, end det er Tilfældet i den øvrige Del af anden Rygfinne og Gat-
finnen. Hovedets Sider, bagved de store Øjne, der optage næsten hele Hovedets Højde, og
Siderne af den egentlige Krop eller Bug ere sølvblanke; for øvrigt er Fisken mørk. Til Skæl
er der selvfølgelig ikke Spor; Halefinnen er aldeles homocerk — der ses ikke noget til en
opadbøjet Ende af Notochorda; Heterocercien, hvortil der heller ikke ses noget Spor i de
udvoxne Thunfiskes Haleskelet, taber sig altsaa meget tidligt hos disse Fiske. — For at være
Udviklingstrin af samme Type mistænker jeg fremdeles stærkt nogle endnu mindre, 8—10
Mm. lange Smaafiske, til Dels aldeles farveløse (hvide) paa nær Øjnene og første Rygfinne,
som ere sorte; de ere paafaldende korte og storhovede, Hovedet næsten lige saa langt som
det øvrige Legeme; 3 Forgjællelaagstorne ere tydelige; Mundspalten naar til midt under
Øjet; højst c. 14 spredte Krogtænder i hver Kjæverække; ikke Spor til « Pinnule»*); dog kan
1) Proc. Acad. Philad., 1862, pp. 328—29.
2) Det er altsaa ikke rigtigt, som forudsat af Gill (1. c), at «Pinnulæ» karakterisere endog de tidligste
Udviklingstrin af Scombrinerne (smlgn. ogsaa de nedenfor beskrevne yngre Stadier af Chorinemus),
483
man hos de større (men ikke hos de mindre) udpege de 8—9 Straaler, der senere ville
udsondre sig som saadanne (Tab. III, fig. 2). Heterocercien er tydelig hos alle disse smaa
Thynnider, som maa have forladt Ægget meget kort Tid, førend de bleve fangede").
Forklaring til Afbildningerne.
Ungen af en Thynnide, rimeligvis Orcynus germo (La.), fisket paa «Galatheas» Rejse d. 3dje
Juni 1846. Forstorret i Forholdet 2: 5.
Tab. III, Fig.2. Spæd Unge af en Thynnide, et tidligere Udviklingstrin, rimeligvis af samme Art. Forsterret
3 Gange. (Er bleven for mørk i Udførelsen.)
Tab. III, Fig.
_
7. Coryphæna equisetis L., C. hippurus L. og C. fasciolata Pall.
UL
des: (Tab. FA, fig. 9—13.)
Pr. ol
"I det om «Dolfinerne» eller «Doraderne» handlende 18de Kapitel af 9de Bind af
«Hist. Natur. d. Poissons» skjelnede Valenciennes, fra hvem dette Kapitel ene hidrorer,
ikke mindre end 19 Arter, fordelte i to Slægter, Coryphæna og Lampugus. Ved at gjennem-
gaa Beskrivelserne vil det dog ikke undgaa Opmærksomheden, at største Delen af disse
Arter ere temmelig løst karakteriserede, adskillige af dem blot opstillede paa andres Teg-
ninger og Beskrivelser; og prøver man at bestemme sine Exemplarer efter dette Værk, vil
man snart føle sig i en stor Forlegenhed med Valget, hvis man mener at burde gaa ud
fra Paalideligheden af de Valenciennes'ske Arter som given. Dette Afsnit af «Hist. natur.»
er ogsaa bleven skarpt kritiseret af Dr. Günther (Catal., II, p. 405), mod hvis Kritik jeg
ikke har andet at indvende end, at han lægger Ansvaret paa Cuvier's Skuldre; dette er
aabenbart uretfærdigt, da den omhandlede Artikel udtrykkelig er angivet at være af
Valenciennes, og Bindet er udkommet efter Cuvier’s Dod. Naar man først er paa
det rene med, at i disse Højsø-Fiskeslægter kunne Atlanterhavets Arter meget godt fore-
komme i det indiske og stille Hav, og omvendt, og dernæst har faaet Øjnene op for de
Forandringer, som disse Fiskes Fysiognomi undergaar med Alderen, vil man snart komme
og der er fra denne Side intet i Vejen for, at Dicrotus kan være Ungen af en Thyrsites (Prometheus).
(Jfr. S. 458.)
VESISE NIBLERTSSAOE NV IR ITR NS Br 115 SO ØDE
DTA AO — Fe ORS Bras 26° VAE.
61"
TT
484 76
til det samme Resultat som Günther, at der maa foretages meget betydelige Reduktioner;
ja, jeg tror endog, at man i denne Henseende kan gaa endnu videre, end Dr. G. har gjort.
Af de beskrevne Arter anerkjender Günther kun 6; de evrige erklæres enten for Syno-
nymer eller for usikre Arter, der foreløbig ikke kunne erkjendes. Af disse 6 Arter kjendte
Günther i Virkeligheden kun 2, af hvilke den ene (C. hippurus) var repræsenteret i
«British Museum» af 10 Exemplarer (fra Isle de France, Cap, Madera) af fra 14 Tommers
til 5 Fods Længde, den anden (C. equisetis) af 4 Exemplarer, dels større (27“), fra Atlanter-
havet, dels yngre. De samme to Arter (og ingen andre) ere mig bekjendte fra Hygom's
og Andréa's Indsamlinger og Rejser over Atlanterhavet: C. hippurus L. dog kun i ét
fuldstændigt Exemplar (708 Mm. til Indsnittet i Halefinnen), foruden flere Hoveder og
Finnebesætninger, samt et noget yngre og mindre vel bevaret Exemplar (590 Mm.) fra
Nizza, fra ældre Tid. Ved særdeles Forekommenhed af Bestyrelsen af «Museo Civico di
Storia naturale di Genova» har jeg endvidere kunnet undersøge en kun 290 Mm. lang
«C, pelagica» — efter min Mening Ungen af den samme Art. C. equisetis foreligger der-
imod i 5 Exemplarer fra Atlanterhavet og et sjette ældre, med usikker Lokalitet «Brasilien» ;
deres Størrelse vexler mellem 223 og 327 Mm. (maalte paa samme Maade). Vi have saa-
ledes ikke af nogen af disse Arter Exemplarer af saa betydelig en Størrelse som de over-
hovedet kunne forekomme: 6 Fod for den først nævnte, 21/2 Fod for den sidst nævnte.
Imidlertid er dette Materiale tilstrækkeligt til at paavise Forskjellighederne mellem de om-
handlede Arter og til at bibringe Undersøgeren den Overbevisning, at alle, eller saa godt
som alle, beskrevne Arter kunne føres tilbage til disse to. Andre omtales heller ikke i
Günther’s nyeste Værk om Sydhavets Fiske. De Forfattere, der særligt have studeret
Middelhavets Coryphæner (Bonaparte, Steindachner), kjende ligeledes to Arter; af
disse er den ene den samme som den, vi kjende fra Atlanterhavet, nemlig C. hippurus, den
«store Dolfin»; i Stedet for den «lille Dolfin» (C. equisetis), der under alle Omstændigheder
er meget sjælden i Middelhavet, optræder der efter deres Angivelser en anden mindre Form
«C. pelagica» L., som til Gjengjæld skulde synes at være sjælden i Atlanterhavet, om den
overhovedet forekom der"). Jeg skal senere komme tilbage til denne Form, som jeg
ikke tror er andet end den yngre Form af C. hippurus. — Af de tre andre Arter er « Lam-
pugus punctulatus» aabenbart kun den yngre Form af Coryph. equisetis, og jeg skjønner ikke,
at « C. scomberoides» ?) er væsentlig forskjellig fra C. hippurus. Den saakaldte « C. neapolitana»
1) C azorica Val. (3' 8”) betragtes af Günther som den udvoxne Form af ©. sicula (23”) og pelayica
(9—10”), uden Tvivl paa Grund af Overensstemmelsen i Straaletal (D: 53; A: 25.). Formodentlig alt-
sammen C. hippurus.
2) Saaledes som den karakteriseres i «Catal. Acanth. Fish.», II, p.407, formodentlig efter Bleeker;
Valenciennes giver den et andet Straaletal (D: 55; A: 25), hvorved Tanken kunde ledes andet
Steds hen, til C. pelagica f. Ex., hvis der existerer en saadan Form som selvstændig Art.
A D DL NEN DE CO NP ANT EE OT a D PTE AN, TU
nr ei 2 ts a
Ry as | 435
er en Gaade for mig, som den har været det for andre (jfr. Bonaparte’s Bemærkninger
i hans «Fauna Italica»), og kan vistnok uden Skade henvises til de usikre Arter, som man
ikke behover at bryde sig om. Herved vilde da de sikre Arter af Dolfiner vere reducerede
til 2 eller 3. Hvor betydelig denne Reduktion end er, er den ikke storre end i andre analoge
| Tilfælde, som f. Ex. naar samtlige Naucrates- og Nauclerus-Arter og to Seriola-Arter, 12 i
| alt"), ere reducerede til én: den gamle Linné'ske Naucrates ductor! At saadanne Fejl, som
denne Opstilling af en hel Række uholdbare Arter, har kunnet begaas, ligger naturligvis
deri, at Materialet har været for lidet til at erkjende Forbindelsen mellem Formerne, og at
| man overhovedet ikke har været inde paa Tanken om en paa bestemt Maade fremskridende
Omdannelse i fysiognomisk Henseende. Den, der, for Coryphænernes Vedkommende, først
har hævdet denne Sammenhæng, er, som sagt, Dr. Günther. I «Fische der Südsee»
bemærkes endvidere: «Disse Fiske have et efter deres Alder meget forskjelligt Ud-
seende. Hos meget unge Exemplarer (1—6 Tommer) er Legemet trindt, Hovedet lige
højt og tykt, Øjet forholdsvis stort, meget længere end den stumpe Snude. Lidt efter a
lidt taber Legemets Trindhed sig, Snuden bliver lengere, men Rygfinnens Hojde holder 2
sig omtrent ens i dens hele Længde (Lampugus C.V.). Naar Fisken har naaet Grænsen
for sin Væxt, har der derimod dannet sig en høj Kam påa Hovedet, Legemet er ]
stærkt sammentrykt, og den forreste Del af Rygfinnen er lige saa høj som Legemet». +
«De lege midt ude paa Oceanet, og unge Fiske blive derfor ofte fangne i Slæbenettet».
Det er af disse Ytringer klart, at jeg ikke længere kan meddele noget aldeles nyt ved
at beskrive de yngre Udviklingstrin af Coryphæna hippurus og equisetis, som vort Museum
i temmelig stort Antal længe har besiddet fra Atlanterhavet, takket være DHrr. Hygom,
Andréa o.s.v. Jeg tror dog, at lidt mere detaljerede Oplysninger om disse Udviklingstrin
og om den Forskjel, der allerede paa disse kan paavises mellem de to vidt udbredte Arter, Ri
| ville være ret kjærkomne, saa meget mere som jeg kan oplyse dem ved et Par Afbild-
|
|
ninger, der bedre end en Beskrivelse give en Forestilling om Dolfin-Yngelens fra de fuld-
| voxne Fiskes saa yderst forskjellige Fysiognomi. Som Indledning tillader jeg mig dog at
| forudskikke en Karakteristik af de to oftnævnte Arter, saaledes som den har stillet sig for
| mig ved Undersøgelsen af det foreliggende Materiale; at ingen af Arterne er tilstede i
meget store Exemplarer, har jeg allerede omtalt.
Coryphæna equisetis L. Coryphæna hippurus L.
kan have 51— 56 (ifølge Forfatterne indtil 58) Her vexler Straaletallet i Rygfinnen
Straaler i Rygfinnen og 24— 26 (ifølge For- fra 58—64 ogi Gatfinnen fra 26—30?). Hos
1) Naucrates ductor, noveboracensis, indicus og Koelreuteri; Seriola succincta og dussumieri; Nauclerus
compressus, abbreviatus, brachycentrus, triacanthus, annularis, leucurus.
*) Dersom C. pelagica, azorica og scomberoides falde ind under det samme Artsbegreb, skulde, efter a
Forfatternes Angivelser, Straaletallet i Rygfinnen kunne gaa ned til 53 og i Gatfinnen til 24. a
SR ptt eT € LOR a de er si, ‘ + | a aa
486
(equisetis)
fatterne 27) i Gatfinnen. Forholdet mellem
Legemets Højde og Totallengden (fra
Snudespidsen til Indsnittet i Halefinnens
Bagrand) er temmelig variabelt, uafhængigt
af Alder og Storrelse: Grænserne ligge mel-
lem 1:3,4 og 1:4,1, saaledes at det sidst
nevnte Forhold forekommer hos det storste
Individ i Rekken. Noget mere fast er For-
holdet mellem Hovedets Lengde og To-
tallengden, 1:4,2 à 4,6, saaledes at det
første af disse Tal forekommer hos det
mindste, det sidste hos det storste Individ;
men Højden er altid større end Hovedets
Lengde hos denne Art.
Sidelinien danner i Regelen en skarp
Vinkel over Brystfinnerne, men kan under-
tiden have et mere bolgeformigt Lob.
78
(hippurus)
det mindre af de to foreliggende større
Exemplarer (590 Mm.) er Forholdet mellem
Legemets Hojde eller Hovedets Længde
(hvilke Størrelser ere absolut lige store) og
Totallengden — 1:5,1; hos det større (708
Mm.) er Hovedet lidt lengere end Legemet
er hojt, og Forholdet til Totallengden for
Hojdens Vedkommende som 1: 5,2, for Ho-
vedets Længde som 1:5; det mindste (290
Mm.) har ligeledes Hovedet længere end Le-
gemet er hojt; Forholdstallene ere henholds-
vis: == 12°5,6%08.1..4,8.
Sidelinien frembyder lignende individuelle
Afvigelser som hos C. equisetis.
Hovedet af fire Coryphena equisetis, i halv nat. Stor-
relse, for at oplyse Kjons- og Aldersforskjellen.
De Forskjelligheder i Hovedets Pro-
fil, som de foreliggende Exemplarer frem-
byde, oplyses af ovenstaaende Skitse af 4 af
dem; man vil se, at Variationen er betyde-
lig, i hvilken Henseende Kjonnet synes at
spille en Hovedrolle, og at Profilet derfor
ofte er mere lodret hos det mindre, mere
Hovedet af Coryphana hippurus i 1/3 nat. Størrelse,
for at oplyse, hvorledes Fysiognomiet forandres med
Alderen. Af det største, der var bevaret som tørret og
senere er skeletteret, kunde kun Omridset meddeles.
De vedfejede Skitser oplyse den store
Forandring, som med Alderen ogsaa fore-
gaar i denne Fisks Fysiognomi og Profil.
Det yngste af de tre foreliggende Exemplarer
(det ovenfor omtalte fra Genua, som ikke er
Lol :
(equisetis)
spidst hos det storre Individ, men at Ud-
viklingen dog, særligt hos Hannen, stræber
hen til et hojere, mere but afrundet eller
næsten lodret Profil").
Overkjævebenet naar kun til Pupil-
lens Forrand. Øjets Tværmaal aftager for-
holdsvis, i det hele taget, med Individets til-
tagende Størrelse; dets Forhold til Hovedets
Længde ligger mellem disse Grænser: 1:3,8
og 1:4,9 (med runde Tal er Øjetværmaalet
altsaa mellem 1/4 og 1/5 af Hovedets Længde) ;
dets Forhold til Snudens Længde er som 7:8
hos de mindre, som 2:3 hos de større.
Rygfinnens Udspring er ligeledes
noget variabelt, snart næsten midt imellem
Øjet og Gjællespalten, snart temmelig tæt
bagved Øjets Bagrand, og der er i Regelen
i denne Henseende et temmelig bestemt For-
hold til Individets Størrelse, saaledes at Fin-
nen begynder længst fremme hos det største,
længst tilbage hos det mindste Individ. Hos de
mindre er Rygfinnen lav, den længste Straale
kun ubetydelig længere end Snuden, hos de
større er den fortil betydelig højere (om end
i forskjellig Grad, individuelt), de længste
1) Jeg har undersøgt Museets 6 Exemplarer med Hensyn til Kjønnet.
snudede vare Hanner, de 3 mest spidssnudede Hunner, uafhængigt af Størrelsen.
487
(hippurus)
afbildet) er mere lavpandet, men en lille
Smule mere braksnudet end det mindste af
de tre afbildede?).
Overkjævebenet naar til Midten af
Ojet eller hos ældre til Pupillens Bagrand.
Øjets Tværmaal er hos de mindre netop
en Femtedel af Hovedets Længde, hos det
større omtrent en Sjettedel af samme; til
Snudens Længde forholder det sig i det første
Tilfælde som 5:8, i det sidste som 5:9.
/ Rygfinnen udspringer hos de yngre
Exemplarer lidt bagved Øjets Bagrand, hos
det ældre over Pupillens Bagrand; de længste
Straalers Længde forholder sig til Snudens
hos det yngste som 14:10, hos det middel-
store som 17:10, hos det ældste som 18:10.
Gatfinnens forreste Straaler danne hos
det største Exemplar en tydelig forlænget
Spids, hvortil intet ses hos C. equisetis.
Brystfinnernes Længde er hos det
yngste knap "Y/s, hos det middelstore '/s, hos
Det viste sig, at de 3 mest but-
Af de 4 afbildede
EWR pane? N N
er hver anden en Han, hveranden en Hun, saaledes som det er vedtegnet de yderste Exemplarer paa
hver Side.
Cfr. Klunzinger, Fische des Rothen Meeres (Verhandl. k. zoolog. bot. Ges. in Wien), II, S. 6 (446).
«Ältere und jüngere haben ein sehr verschiedenes Aussehen. Das Kopfprofil ist bei älteren
| . fast vertikal und macht mit dem Rücken einen fast rechtwinkligen Bogen, bei jüngeren ist es
parabolisch, und der Nacken ist niederer. Die Rückenflosse beginnt bei alten über der Mitte der
Augen, bei jüngeren über dem letzten Viertel des Auges». Denne Forfatter ser altsaa i disse Forskjellig-
heder kun Aldersforskjelligheder. Ifølge Bonaparte (I. c.) skulde der i Hovedets Form være udtalt en
Kjonsforskjel, og han omtaler dette som en for Fiskerne vel bekjendt Sag Naar man imidlertid af
Lowe’s Skrifter erfarer, at Fiskerne paa Madera betragte C. hippurus som Hannen til C. equisetis
(som Hunnen), stilles slige Vidnesbyrds Paalidelighed i et mindre gunstigt Lys. Den sidst nævnte
Forfatter, der udtrykkelig siger, at han kjender begge Kjon af ©. equisetis meget godt, kan ikke
efter denne sin Erfaring bekræfte den Mening, at Hannerne af denne Art udmærke sig ved hojere
Issekam. Mine egne Erfaringer med Hensyn til dette Spergsmaal ere gjengivne ovenfor. Med
Hensyn til ©. hippurus fremsætter Poey (Enumeratio, p.133 [91]) den samme Paastand om en i
Hovedets Figur udtrykt Kjansforskjel.
te
—
TE) TUSE EN Das
188
(equisetis)
Straaler en halv eller næsten en hel Gang
længere end Snuden. Brystfinnernes
Længde er paa det nærmeste lig Hovedets
halve Længde, mellem Ys og Yo af Total-
længden; Bugfinnernes er 1/7 af Total-
længden (stedse maalt som ovenfor angivet)
eller noget mindre, i Almindelighed ikke fuldt
det dobbelte af Snudens Længde; de ere altid
fæstede under Brystfinnernes sidste
Straale, saaledes at de strængt taget sidde,
ikke under, men bagved de nævnte Finner!).
Bortset fra de ensfarvet mørke Rygfinner
0.s.v. og et smalt, mørkt Bælte langs med
80
(kippurus) .
det største '/ af Totallengden, tiltager altsaa
med Dyrets Alder og Størrelse; Bugfin-
nernes er omtrent en Sjettedel af Total-
længden; de ere fæstede under Bryst-
finnerne, altsaa kjendelig længere fortil
end hos C. equisetis, saaledes at deres forreste
Straale falder lige under eller en lille Smule
bagved første Brystfinnestraales Udspring.
Vort bedst bevarede Exemplar viser øverst
oppe påa Ryggen, nærmest under Rygfinnen,
ligesom hos C. equisetis, et System af fine,
mørke Skraalinier”), umiddelbart derunder en
Række af runde, mørke, lyst indfattede Pletter;
Rygfinnens Grund, indskrænker Tegningen
sig til enkelte smaa, skarpt begrænsede
sorte Prikker, strøede tyndt paa de sølv-
blanke Sider.
Hvirvlernes Antal angives af Forfat-
terne overensstemmende til 33. Størrelsen 31.
kan naa 30 Tommer.
paa Rygfinnen er der talrige lyse Draabe-
pletter, og paa Siderne af Krop og Hoved
dels lyse, dels mørke, lyst indfattede Draabe-
pletter.
Hvirvlernes Antal angives til 30 eller
Størrelsen kan naa 6 Fods Længde.
Foruden disse to Arter kunde det synes rimeligt at antage endnu en tredje,
der, mindre heldig, har faaet Navnet C. pelagica, da den, efter hvad der foreligger i
Efter
Beskrivelsen synes den at kunne opfattes søm en Mellemform mellem C. hippurus, hvis
Literaturen snarere synes at være karakteristisk for Middelhavet end for Oceanet.
smækre Legemsform den har, og C. equisetis, hvis Straaletal den snarest har (D: 53—58;
A: 24—27).
den ogsaa synes at komme nærmest i Farvetegningen.
Ifølge Bonaparte har den 31 Hvirvler ligesom C. hippurus, hvilken"
Efter sammes Afbildning skulde
man antage, at Brystfinnerne sad endnu længere fremme end hos C. hippurus, men da
I Lowe's Figur (Fishes of Madera, pl. X) er Bugfinnernes Stilling urigtig.
Antydet paa Schlegel’s Afbildning af C. hippurus og paa Lowe's af C. equisetis. De bedste Afbild-
ninger, som jeg kjender af disse to Arter, ere den anførte af Schlegel, «Fauna Japonica», pl LXIV
(©. hippurus, under Navnet ©. japonica), Valenciennes's i «Déscription des Iles Canaries», pl. XXI,
samt Garretts i «Fische der Südsee», pl. XCIII, A (C. equisetis). Det ligger udenfor mit nær-
værende Æmne at udtale mig nærmere om de andre i Literaturen foreliggende Beskrivelser og Af-
bildninger, der med større eller mindre Sikkerhed kunne henføres til de to her karakteriserede Arter;
men jeg tror dog, at selv flere af dem, der ere blevne ansete for aldeles usikre og ubestemmelige,
med overvejende Sandsynlighed lade sig henføre til de samme Arter. C. nortoniana Lowe, maregramü
og sueurii, rimeligvis ogsaa vlamingü, ere næppe andet end C. hippurus. 1 C. Lessonü er jeg der-
imod ligesom Lowe tilbøjelig til at se en C. equisetis, med hvilken Günther fremdeles identi-
ficerer Bennett’s C. socialis.
©
4800
Beskrivelsen anbringer dem under Brystfinnernes Fæste, er Forholdet dog maaske snarest
som hos denne Art. Saaledes finder jeg det ogsaa hos den mig som «C. pelagica» til-
sendte Fisk fra Genua. Da Afstanden mellem ©. hippurus og «C. pelagica» for Straale-
tallets Vedkommende (se ovenfor) kun er én Rygfinnestraale, kunde der vel opstaa Tvivl,
om den saakaldte C. pelagicus (azoricus, siculus) er artsforskjellig fra ©. hippurus. Under-
søgelsen af det ovenfor omtalte Exemplar fra Genua har kun kunnet bestyrke mig i
denne Opfattelse. Bortset fra Hovedets Form, Overkjævebenets og Brystfinnernes Længde
og Farven, som ere underkastede de ovenfor afhandlede Aldersforandringer, stemmer dette
lille Exemplar nok saa godt med vort største Exemplar af C. hippurus fra Atlanterhavet som
med det noget mindre fra Nizza, f. Ex. ved Sideliniens stærkere Bugt over Brystfinnerne, ved
Gattets Beliggenhed noget længere fortil end hos dette. Jeg tror imidlertid ikke, at dette
er nok til at begrunde en Artsadskillelse, som i al Fald saa maatte drages anderledes end
hidtil er sket. En indirekte Bekræftelse paa det Resultat, at der i Virkeligheden ikke kjendes
mere end de to Linné'ske Arter, C. hippurus og equisetis'), ser jeg deri, at jeg heller ikke
blandt den talrige pelagiske Coryphæna-Yngel, til hvis Beskrivelse jeg nu gaar over, har
kunnet skjelne mere end to Arter.
Vor største Unge af Coryhana equisetis (Tab. III, fig. 11) har en Længde af 56 Mm.
(til Indsnittet i Halefinnen); deri indeholdes Legemets Højde næsten 5 (4,9) Gang, Hovedets
Længde 41/3 Gang. Legemsformen er langstrakt tenformig, mere langstrakt end senere, som
det vil ses af de opgivne Proportioner, af hvilke det ogsaa vil fremgaa, at Legemets Højde paa
dette Udviklingstrin ikke er større, men tværtimod kjendelig mindre, end Hovedets Længde;
og Legemet er dernæst ikke stærkere sammentrykt, end at dets Tykkelse netop er det halve
af dets Højde. Øjet er naturligvis forholdsvis stort; dets Tværmaal, betydelig større end
Snudens Længde, indeholdes tre Gange i hele Hovedets. Overkjævebenet naar omtrent til Øjets
Midtpunkt. Rygfinnen, der helt igjennem er lav, udspringer omtrent midt imellem Øjet og
Gjællespalten, nær Forgjællelaagets Bagrand; Bugfinnerne naa langtfra til Gattet og
ere ligesom senere fæstede bagved Brystfinnerne, saaledes at de tage deres Begyndelse
under disses sidste Straale; disses Længde er 1/7, Bugfinnernes !/s af Totallængden (maalt
som ovenfor), Halefinnens Flige forholdsvis korte. Sidelinien danner en spids Vinkel over
Brystfinnerne. Fiskens Sider ere sølvfarvede, dens Ryg mørk (næsten sort), men med to
til Dels indbyrdes sammenløbende Rækker af c.15 lyse Pletter i det mørke Rygparti og
med Spor til nogle brede, mørke Tværbaand paa de sølvblanke Sider. Hos noget yngre
Exemplarer (41—42 Mm., maalte som ovenfor) (Tab. II, fig. 10) kunne disse Tværbaand
være endnu tydeligere, men tillige være underafdelte ved lyse Pletter eller helt opløste i
smallere Tværstriber; eller Sidernes lyse Sølvfarve fortsætter sig pletvis op i den mørke
Rygfarve; og Rygfinnen kan ligeledes være stribet af lyst og mørkt, parallelt med Straa-
') Stossich (I. ¢, p.45) opfører kun C. Aippurus fra Adriaterhavet; Poey fra Kuba, foruden C. hip-
purus og en ubenævnt Form, 3 nye Arter, hvis nærmere Bestemmelse ved Revision af Original-
Exemplarerne vilde være ønskelig.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd XII. 6. 62
'
ENTE RESET a PPT - ni
PEU PSN ORKER FEE
PS 5 4 7 7
490 ” 2 82
lernes Retning, saaledes at smallere mørke Baand skifte med bredere lyse. Legemsformen
er hos disse Exemplarer endnu mere langstrakt, mindre tenformig (Højden indeholdes 51/2
Gang i Totallængden, Hovedets Længde 5 Gange); Øjets Tværmaal er nu to Femtedele af
Hovedets Længde, og Rygfinnen udspringer fra et Punkt, der ligger mellem Forgjællelaagets
og Gjællelaagets Bagrand. Torne paa Forgjællelaag o.s.v. søges endnu forgjæves.
Hos endnu yngre Exemplarer, fra 35 Mm. og nedefter, forkortes Legemsformen
atter; Tegningen er udvisket, ja der er endog hos de mindre ingen tydelig Grænse mellem
Ryggens mørkere og Bugens Sølvfarve. Et Exemplar paa 35 Mm. har endnu en Forgjællelaags-
torn paa hver Side, Exemplarer paa 26 —28 Mm. (Tab. Ill, fig.9) have endog to, foruden mere
eller mindre tydelige Spor til flere Torne indenfor Forgjellelaagets Hjørne og langs dets Rand;
jo mindre Exemplarerne ere, desto tydeligere blive alle disse Torne; hos et Exemplar af
18 Mm.s Længde (Hovedets Længde 5 Mm., Legemets Højde 4 Mm.) er der kommet en
Skuldertorn og en Postsupraorbitaltorn til paa hver Side, foruden at Underkjævens Vinkel
løber ud i en lille Spids. Snuden er hos slige Exemplarer naturligvis overmaade kort; -
Farven er brunliggraa, sølvhvidlig nedenunder, uden Tegning eller Stribning. Hos £xem-
plarer af 26 Mm.s Længde ere Skællene netop endnu synlige").
Skjont Pallas’s Afbildning af hans Coryphæna fasciolata?) er ufuldkommen —
hvilket ikke udelukker, at den ret karakteristisk gjengiver det habituelle — og skjønt der
i hans Beskrivelse er indkommet enkelte Unojagtigheder: Tungen er f. Ex. ikke glat,
men ru af fine Tender; det er det første Næsebor, der er større og mere rerformigt; der
er 7 Gjellehudstraaler; Bugfinnerne sidde vel noget længere tilbage end Brystfinnerne,
naar man har den hele Bugfinne-Basis for Oje, men deres forste Straale sidder
midt under Brystfinnens; rimeligvis er der ogsaa en Fejl i Rygfinnens Straaletal —
er det dog ikke vanskeligt at erkjende, at denne lille 21/2" lange Fisk «fra Amboina» er
en Unge af C. hippurus.
Vort største Exemplar af Ungerne af denne Art (Tab. Ill, fig. 13) er 62 Mm. langt (til
Indsnittet mellem de forholdsvis korte Halefinneflige); Formen er langstrakt, smækker, uden
Tilnærmelse til det tenformige; Højden indeholdes 51/6 Gang, Hovedets Længde lidt over 4
Gange i Totallengden; Tykkelsen er ?/3 af Højden; Øjets Tværmaal er lig Breden af den
flade, lidt hule Pande, større end Snudens Længde, ? af Hovedets; Overkjævebenet
naar til Midten af Øjet, Brystfinnernes Længde er næsten '/s af Totallengden; Bugfin-
nerne, der naa næsten til Gattet, indeholdes ikke fuldt 47/2 Gang i Totallengden;
Rygfinnen, der er næsten lige høj i sin hele Længde, udspringer i Linie med Forgjællelaagets
Bagrand, dens Højde er det halve af Hovedets Længde; Sidelinien danner ogsaa her en
1) Der har i alt foreligget mig over en Snes Unger af denne Coryphena-Art. At opføre deres enkelte
Findesteder, turde være lidet oplysende; men det kan dog maaske være rigtigt at antyde de Grænser,
indenfor hvilke de ligge, nemlig: 38° N. Br. og 6° 40° S. Br. og 68°—17° 40° V. L. i Atlanterhavet.
For C. hippurus (hvoraf der kun foreligger 7 Unger) blive Grænserne paa samme Maade:
37° 40° N. Br.—23° 24° N. Br. og 81° 40’—51° V.L.
?) Spieil. Zoolog., VIII, pl. SII, fig. 2; p. 23— 24.
491
spids Vinkel over Brystfinnerne. Paa den sølvblanke Bund er der henved en Snes mørke
Tværbaand — de forreste paa Hovedet, de sidste paa Halefinnen — mere adskilte nedad
mod den helt sølvfarvede Bug, mere sammenlobende mod Ryggen, men dog der ufuldkom-
ment adskilte ved flere Rækker af lyse Pletter, og fortsættende sig som Striber, parallelt
med Straalerne, i Rygfinnen, mindre tydeligt i Gatfinnen; Halefinnens Spidser ere lyse. —
Hos yngre Individer (51—-28 Mm.) er denne Tegning mindre udpræget, indskrænket til
brunlige Tværstriber paa en graalig Sølvbund, Ryg- og Gatfinnen stribede eller ensartet
sortladne, Halefinnen sort med hvide Spidser; hos endnu yngre (21—23 Mm.) bliver
Stribningen endnu utydeligere, og Bugen er næsten lige saa stærkt pigmenteret som Ryggen
(Tab. III, fig. 12). Allerede hos Exemplarer af 28—33 Mm.s Længde ere Skællene usynlige, og
hos dem ere først to Forgjællelaagstorne, dernæst flere, samt de ved Beskrivelsen af Ungerne
af,C. equisetis omtalte Skuldertorne og Orbitaltorne synlige. Hos vore mindste Unger udspringer
Rygfinnen i Linie med Gjællespalterne, hos de lidt større mellem dem og Forgjællelaaget. "Le
Jo mindre de ere, desto kortere er Legemsformen og desto mere forsvinde Halefligene lige- 4
som hos €. equisetis. Foruden Bugfinnernes større Længde er navnlig deres Fæste
under selve Brystfinnerne, altsaa længere fortil end hos C. eguisetis, et godt Middel 5.
til at skjelne Ungerne af C. hippurus fra den mindre Dolfin-Arts og til at henføre dem hver À
‘til sin.
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. III, Fig. 9. Unge af «den lille Dolfin» (Coryphana equisetis L.), en af de yngste, forstørret '/2 Gang.
Tab. II, Fig. 10. Noget mere udviklet Unge af samme Dolfin-Art, Atlanterhavet, N. f. Linien, forstørret med 1/4.
Tab. Ill, Fig. 11. Et endnu mere fremskredet Udviklingstrin af samme Art, Atlanterhavet, 22° N.Br., for-
| storret med "/s. N
| Tab. III, Fig. 12. Et af de yngste foreliggende Udviklingstrin af «den store Dolfin» (Coryphena hippurus L.), ri
Atlanterhavet, c. 37° N. Br., forstørret en halv Gang. a
Tab. lll, Fig. 13. Større Unge af samme Art, Atlanterhavet, 25° N. Br.; i naturlig Størrelse.
8. Drama; Taractes; Pterycombus; Pteraclis.
(Tab. IV, Fig. 1—4.)
Forend jeg beskriver den Brama-Yngel, bestaaende af en Rekke Individer af
11—44 Mm.s Længde, som fornemmelig er bragt til Veje ved DHrr. A. F. Andréa’s og 9
V. Hygom’s Indsamlinger — dels fisket med Slæbenettet, dels fundet i de større Fiskes 3
(Albacorers, Barracuders og Dolfiners) Maver, — og forend jeg forsoger at henfore denne à
Yngel til en bestemt Art af Brama-Slægten, vil det være hensigtssvarende at gjere Rede
for, hvilken Udbredning man nu tør tillægge Slægtens typiske Art, og hvilke Forandringer
62"
492 84
i Fysiognomi og Karakterer man iagttager hos denne i øvrigt lidet variable Form ved at
sammenholde ældre og yngre, men dog mindst halvvoxne Exemplarer med hinanden.
Ifølge Cuvier!) er Drama Rajii «meget almindelig i Middelhavet, i det mindste
paa visse Kyster»; han havde selv i November 1809 set den i stor Mængde paa Torvet i
Genua. Ifølge Risso opholder den sig i Smaaflokke paa de store Dybder, hvor man
fanger den hele Aaret igjennem «à la palangre». Lunel?) betragter den ligeledes som
«ejendommelig for Middelhavet, hvor den er almindelig ved visse Kyster», men tilføjer,
at den er meget sjælden ved andre af Middelhavets Kyster (f. Ex. Languedoc), hvilket vistnok
meget rigtigt forklares at have sin Grund i Havets større eller mindre Dybde paa de for-
skjellige Steder; den naar i Middelhavet en Størrelse af 7/10 til %ıo af en Meter og en
Vægt af 10—12 Pund; den er her Standfisk, og den fanges hele Aaret paa en Dybde, der
varierer fra 400—500 til 900 Metre (altsaa fra c. 200 til over 450 Favne). Den Omstæn-
dighed, at naar «Havbrasenen» tilfældigvis fanges paa ringere Dybde eller strander ved
Kysten i eller udenfor Middelhavet, finder dette i Regelen Sted paa den Tid af Aaret, da
den er stærkest plaget af Indvoldsorme, har indgivet Lunel den Formodning, at det er de
dew af disse Snyltere tilføjede Lidelser, som drive den ud af dens rette Hjem; Forklaringen
turde dog være at søge andet Steds. (At de Fiske, der bebo sydligere Have eller større
Dybder og derfor kun ere tilfældige Gæster ved vore Kyster, f. Ex. Sebastes, Brama, Tra-
chypterus, Coryphænoides, Squatina, Mola, Malacocephalus 0. s. v., fortrinsvis indsendes til
Museet umiddelbart efter For- og Efteraarsstormene, derom har jeg i Aarenes Løb havt
Lejlighed til at gjøre adskillige Erfaringer). Ogsaa Steindachner?) bekræfter Havbrasenens
Hyppighed i visse Strøg af Middelhavet; han saa den hyppig paa Fisketorvene i Genua og
Barcelona i Juni og Juli, men kun i ringe Mængde i Malaga, Valencia, Cadiz, Lissabon og
Teneriffa. 1 Adriaterhavet er den dog sjælden, ifølge Stossich?). Efter Cuvier’s Mening
skulde det kun være tilfældigt, at den var truffet udenfor Middelhavet; den Gang havde
man nemlig kun Kundskab om tre eller fire ved Englands og Frankrigs Kyster fangede
eller ligefrem strandede Individer; den 1/12 1681 drev et Exemplar op ved Mundingen
af Tees-Floden, påa Grænsen af Durham og Yorkshire (afbildet af Ray i Willoughbys
Ichthyologi); i Novbr. 1806 blev et andet fanget i Swansea Bay, et tredje omtales
som fanget ved Kysten af Cornwales; et fjerde ved Caén (1828)°)} Nu véd man,
1) Hist. natur. d. poissons VIII, p. 292.
2) Révision du genre Castagnole (Brama) et déscription Satme espèce nouvelle, Drama Saussurii (Mem.
d. I. Soc. d. phys. et d'hist. nat. de Genève, XVIII, 1866) p. 176.
3) Jchthyologische Reise nach Spanien u. Portugal (I. c.), dte Forts. S. 24 —25.
1) Boll. Soc. Adr. Trieste, V, p. 45.
5) Hist. natur. d. Poissons |. c.
493
at den forekommer ved Madera!) og Lancerote?), og Berthelot omtaler den endog
som meget almindelig i den østlige Del af den kanariske Ogruppe?). «British Mu-
seum» har et Exemplar fra Kap og flere fra engelske Kyster, deriblandt et fra Berwick
on Tweed). Ifølge Parnell skal den ikke være ualmindelig ved Skotlands Vestkyst; i
Firth of Forth har den oftere vist sig, og den er ikke ubekjendt ved Belfast?). Ved Dan-
marks Kyster er den fanget eller opdreven to Gange, ved Helsingør og ved Skagen, sidst i
1876; fra de svenske kjendte Nilsson”) 5 Exempler paa dens Forekomst og Fangst ved
Bohuslän eller i Sundet, i Aarene 1825—50, altsaa et hver femte Aar i Gjennemsnit, alle
fra Efter- og Vinterhalvaaret. Efter Boll’) er den endog optraadt i Østersøen; fra
Færøerne fik Museet i 1850 et Exemplar af over 4/10 Metres Længde. I Norge er man nu
tilbøjelig til at betragte Efterretningerne om, at enkelte Individer ere sete med længere
Mellemrum, saa vel i Christianiafjorden som udfor Bergen°), som urigtige; ved Hollands
og Belgiens Kyster falder derimod af og til et Exemplar”). — Sammenholder man disse
Erfaringer om Hav-Brasenens Forekomst med, hvad der er oplyst om den Dybde, hvori
den opholder sig i Middelhavet, kan deraf kun udledes det Resultat, at det er en Dyb-
vandsfisk!°), der bebor den østlige Del af det store Atlanterhavs-Bækken fra Kap til hen-
imod Færø, med den tilhørende store Bugt: Middelhavet. Mærkeligt nok er den (saa vidt
mig bekjendt) aldrig bleven meldt fra Vestindiens eller de forenede Staters Kyster. Der-
imod har man fra Chile Efterretning om, at dér stundom fanges en Drama-Form, der vel
har faaet et eget Navn (D. chilensis Gay, B. australis Valenc.)''), men med Hensyn til
hvilken Günther og Lunel dog ere enige om, at den, efter hvad der foreligger, ikke
kan skjelnes fra Drama Rajw'*). Er dette rigtigt, synes man næsten at turde antage, at
den som adskillige andre Højsø- og Dybhavsfiske er udbredt over store Strøg af begge de
1) Lowe, Trans. zool. Soc., Ill, p. 8.
2) Webb et Berthelot, Histoire naturelle des Iles Canaries. II. Poissons. p. 39.
3) Berthelot, De la pêche sur la côte occidentale d'Afrique (1840) p. 93.
4) Günther, Catal., II, p. 409.
5) Prize essay on the natural etc. history of the fish etc. of the Firth of Forth (Mem. Wern. Soc.,
VII.) p.210.
5) Skandinav. Fauna, IV, S. 125.
7) Seidlitz, Fauna Baltica. Die Fische der Ostseeprovinzen Russlands. (Arch. f. d. Naturk. Liv.,
Ehst. u. Kurl. (2) VIII, 1877) S. 124.
5) Collett, Meddelelser om Norges Fiske, Vid. Selsk. Forh. Christ. 1879, S. 30.
9) Schlegel, Natuurlijke historie v. Nederland. De Visschen. (1869) p.17. Van Beneden, Les
Poissons des cotes de Belgique (Mém. Ac. sc. de Belgique, XXXVIII p. 49.
10) «Castagnolo dei gran foun» kalde Fiskerne ved Marseille den (Lunel, 1. c.).
11) Cuvier, Règne Animal, édit. illust., pl. 44, fig. 1.
12) Gay havde i øvrigt kun faaet den én Gang paa Valparaisos Fisketorv. Til Gay’s Værk har jeg ikke
havt Adgang; ifølge Valenciennes afviger den chileniske Havbrasen fra B. Rajii ved Straaletallet.
Forskjellen kan, at dømme efter Figuren i «Règne Animal», édit. ill., ikke være betydelig; det
synes dog, som om Øjet laa en Del højere oppe paa Siden af Hovedet end hos B. Rajii.
494 86
store Verdenshave eller næsten kosmopolitisk i sin Optræden; og det maa da ventes, at
den vil blive fundet i adskillige flere, hvor den endnu ikke føres paa Listerne, f. Ex. i det
indiske Hav, ved Amerikas Østkyst 0. s. v. Dette kunde synes at bekræftes ved en Angivelse fra
den seneste Tid om dens Forekomst ved Japan"). Herved er dog at bemærke, at Dr. Hil-
gendorf?) har beskrevet en japansk Hav-Brasen som egen Art (B. japonica), udmærket ved
mere hvælvet Snude, mindre udviklet Ryg- og Gatfinne («besonders an dem vorgezogenen
Vorderende derselben bemerkbar» 9: med mindre udviklede Spidser eller Forlængelser),
ved kortere. Halefinne og mindre, smallere Skæl i Brystfinnens Axil. Efter selv at have
havt Lejlighed til at se Original-Exemplaret (c. 15” langt) i Berlin, maa jeg udtale mig for
denne Arts Selvstændighed; at det er denne Form, som af Günther er bleven antaget for
en ægte D. Rajü, er vel det sandsynligste. Fra Ny-Seland er beskrevet en Art, der ogsaa
maa staa Drama Raji meget ner, B. squamosa, først beskrevet af Hutton som en Towotes>).
Foruden Slægtens typiske Art har man imidlertid efterhaanden faaet Kundskab
om flere andre atlantiske Drama-Arter. Fra Cuba er der beskrevet ikke mindre . end
tre, som dog hver kun ere kjendte af et eneste Exemplar: B. Agassizü Poey (?/5 Meter),
B. Brevortii Poey*) og B. Saussurü Lun. (1/3 Meter)?). Desværre ere de Poey’ske Arter
ikke afbildede, og deres Beskrivelse mindre fuldstændig end det kunde ønskes. Fremdeles:
den ligeledes mindre fuldstændigt kjendte B. longipinnis Lowe‘) og B. princeps Johnson’),
begge fra Madera, hin 18'/s Tomme lang, denne 27—33 Tommer. Den syvende Art,
B. Raschü Esmk., er hidtil kun kjendt af 2 Exemplarer (c. 13 Tommer), det ene fra Fin-
marken”), det andet fra Island (Vestmanøerne)”). Jeg udelukker af denne Optælling de
Arter (2. dussumieri, orcini, Taractes asper), der kun ere opstillede paa meget smaa
Exemplarer (4 Tommer og derunder); thi det er kun ungdommelige Former, der endnu
ikke have iført sig deres Arts endelige Skikkelse, hvilken denne nu end monne være, og
selv om man ikke med Sikkerhed vil kunne henføre dem til deres Art, er det dog kun
vildledende at opføre dem med selvstændig Artsværdighed. Af de ovenfor opregnede, som
fuldt udviklede kjendte 7 Arter har D. Æajü (som voxen) og B. princeps glatte Skæl; det
samme maa jeg antage om D. Agassiz og D. Drevortü, da det modsatte ikke siges. Der-
1) Ann. Nat. Hist. (5), I (1878), p. 485.
2) Verh. Ges. naturf. Fr. Berlin. 1878. Sitzungsber. 15/178.
3) Ann. Nat. Hist. (4), XVI, p.313; XIX, p. 339— 340.
‘) Memorias etc., II, p. 204, 206 og 372.
Lunel, Revision ete., p. 185, pl. II.
5) Proc. Zool. Soc., 1843, p. 82. Original- Exemplaret synes at være gaaet tabt; Arten existerer i
Museet i Christiania.
7) Proc. Zool. Soc., 1863, p. 38, pl. VII.
8) Forh. Vid. Selsk. Christiania. 1861.
3) J. Collin, Forh. Skand. Naturf. Møde, 1873, S. 418—23 (1874). (Ikke fra Grønland, som det hedder
ved en Fejlskrift i Collet's «Norges Fiske»).
a
495
imod dele B. longipinnis, Raschii og Saussurii med Slægterne Pterycombus og Pteraclis den
Ejendommelighed at have en Torn ved Grunden af hvert Skæl (d. v. s. midt paa Forranden
af Skællets synlige Del) og et tilsvarende Udsnit i dets Bagrand. Det har hidtil været
ubekjendt, at denne Ejendommelighed gjenfindes hos unge Exemplarer af D. Raw,
men taber sig med Alderen. Man tor altsaa ikke benytte Tilstedeværelsen af tornede
Skæl som et Fingerpeg ved Bestemmelsen af pelagisk Drama-\ngel; thi slige tornede
Skæl findes rimeligvis hos alle Brama-Arters Unger.
For om muligt at komme til nogenlunde Klarhed om, hvilke Arter det kunde være,
hvis Unger ere beskrevne under de ovenfor anførte Navne (D. orcini o.s.v.), og til hvilke
af de 7 atlantiske Arter den lignende pelagiske Brama-Yngel, som vort Museum skylder
sine Medarbejdere i Handelsflaaden, kunde henføres, var det mig magtpaaliggende, som
Forstudie, at prøve, om man ved at sammenligne Exemplarer af forskjellig Alder af Slægtens
typiske Art blev nogen væsentlig Forandring var. Jeg har havt Lejlighed til at undersøge
6 Exemplarer af Drama Rajü foruden et halvt Skind; men det var egentlig kun det
mindste af dem (290 Mm. fra det mest fremtrædende Punkt af Underkjæven til Midten af
Halefinnens Bagrand; Exemplaret er opgivet at være fra Sardinien), som gav mig et positivt
Svar paa dette Spørgsmaal. De halvt eller helt udvoxne Exemplarer, som opbevares i vort
Museum, have en Længde af fra ®/ıo til henved en halv Meter, maalte paa den her ovenfor
angivne Maade. Forholdet mellem Højden og Længden er som 1:2,3 à 2,4, men paa det om-
talte mindste Exemplar er Højden forholdsvis noget mindre (1: 2,5), Legemsformen altsaa
lidt mere langstrakt; Ansigts-Profilet er ogsaa her noget mindre lodret end hos
de andre. Øjets Størrelse staar som sædvanlig i omvendt Forhold til Individets, saaledes
at dets Tværmaal paa de større er lidt mindre, paa det mindste noget større end dets
Afstand fra Snudens Midtlinie (Snudens Længde); dets Beliggenhed er her kjendelig over
Midten af Hovedets Sider, d. v.s. lidt nærmere ved Hovedets øvre end ved dets nedre Rand.
Det omtalte mindste Exemplar har Tænder paa Plovbenet; efter Lunel's Iagttagelser er
deres Tilstedeværelse dog saa temmelig uafhængig af Alder og Størrelse; de mangle hos
de 4 af vore Exemplarer, men findes hos et andet lidt større (320 Mm.) og hos det færøske
Exemplar (417 Mm.). Brystfinnen er hos det omhandlede mindste Exemplar paafaldende
kort, dens Længde kun ”/7 af Totallengden (maalt som ovenfor); hos de større er den Vs
eller derover (1 :2,9 à 2,8). Skællenes Skulptur aftager ogsaa i Tydelighed med Alderen;
hos vort yngste Exemplar (290 Mm.) ere de ophøjede Linier, der udstraale vifteformigt fra 5
et Punkt midt paa Forranden af Skællets synlige Del, og som højere oppe paa Ryggen
anlage en mere granuleret Karakter eller ligesom opløse sig i ophøjede Punkter, meget
tydelige; og hvad der er vigtigere, hint Midtpunkt træder meget tydeligt frem som en lav,
but Torn eller Pig, hvortil svarer et Indsnit i Bagranden af det umiddelbart foran
liggende Skæl. Den unge Drama Rajii forholder sig altsaa i denne Henseende paa samme
496 88
Maade i det væsentlige som B. Raschü, Saussurü, longipinnis, og som Taractes, Pterycombus
og Pieraclis. Ligesom hos de nævnte Drama-Arter ser man derfor hos den unge «Ray’ske
Havbrasen» langs hen ad Legemets — særligt Bagkroppens og Halens — Sider et vist
Antal (mindst 15) tydelige Længdelinier, dannede af hine Torne og hine Indsnit samt
de disse forbindende lave Ophøjninger langs hen ad Midten af Skellets synlige Del. Hos
lidt større Exemplarer ser man endnu de sidste Spor af dem, men ved en Totallængde af
c. 350 Mm. ere de aldeles forsvundne. — Tilstedeværelsen af disse Torne og Indsnit er
altsaa hos denne Art en Ungdoms-Karakter, der taber sig med Alderen; det Spørgsmaal
kunde derfor opkastes, om de ere andet hos B. Raschü, Saussurii og longipinnis. Derom
kan intet vides med Sikkerhed endnu, men i Betragtning af de kjendte Exemplarers ret
anselige Størrelse er det dog det sandsynligste, at de beholde denne Ejendommelighed for
Livstid. Det indses heller ikke, hvorfor det ikke lige saa godt skulde kunne være en
holdbar Karakter hos dem som hos Pteracls og Pterycombus. Det er i øvrigt noget paa-
faldende, at Lunel, der har havt endnu yngre Exemplarer for sig af D. Rajü (de mindste
250 Mm.; heri medregnet, antager jeg, den hele Halefinnej, ikke omtaler denne Mærkelig-
hed ved de yngre «Castagnoler», og jeg kan ikke helt forklare mig dette ved at antage,
at den hos de forskjellige Individer muligvis taber sig paa et noget forskjelligt Alders- og
Udviklingstrin. Jeg véd overhovedet ikke, at andre have været opmærksomme paa Skæl-
knuderne hos Drama Rajü end Lilljeborg, som i den Oversigt over de svenske Scom-
beroider, som ledsager hans Afhandling om Fterycombus"), karakteriserer D. Raji bl. a.
ved at «fjällens knölar äro låga och trubbiga», i Modsætning til D. Raschü, hvor de ere
«höga och spetsiga». Lilljeborg har uden Tvivl undersøgt et yngre Exemplar af D. Rajü
og opfattet Sagen, som om de forefundne Skælknuder eller Skæltorne vare karakteristiske for
Arten i sin Almindelighed. Mærkelig nok har Lunel i en Efterskrift (1. c. p. 195) optrykt denne
Del af Lilljeborg’s Schema i Oversættelse, uden dertil at knytte nogen Bemærkning om
denne paafaldende Ejendommelighed, hvorom man forgjæves søger Underretning i Lunel's
udførlige Beskrivelse af D. Raji. — Jeg skal endnu kun oplyse, hvilke Skæltal og Straaletal
jeg har fundet hos de af mig undersøgte Exemplarer: at tælle Skællene i Sidelinien er altid
vanskeligt, da denne er meget utydelig, men ved at følge den saa godt som muligt har
jeg (omtrent som Günther) fundet 82—93 Skæl (80—95, Gthr.); tælles der i lige Linie
fra den øverste Ende af Gjællespaiten, faar jeg kun 75—76 (70—75, Lunel); de sidste
Rækker af Smaaskæl, der nærmest maa regnes til Halefinnens Beklædning, ere i begge
Tilfælde ikke medregnede. Fra Ryggens til Bugens Midtlinie tæller jeg gjennemsnitlig
c. 40 Skælrækker. Straalernes Antal har jeg fundet at være: D: 33—36; A: 28—30 (sidste
Straale i A og 2) dobbelt); P: 20—22. Sammenholdes disse Tal med dem, der angives
1) Bidrag till kånnedomen om Pterycombus brama B. Fries, en fisk af Makrillfiskarnes familj (1864).
(Indbydelsesskrift. Upsala.) S.7.
(MN af eo
497
for andre Brama-Arter !)}, synes kun det forholdsvis lave Tal (22
23), der opføres for Gat-
finnen hos de 3 cubanske Arter, at kunne have nogen Betydning som Hjælpemiddel ved 4
Henforelsen af yngre pelagiske Udviklingstrin til deres rette Art. |
De pelagiske Brama-Unger, der have foreligget mig, have et fra de hidtil omtalte, Bi.
ældre, mere eller mindre udvoxne Individer, temmelig forskjelligt Fysiognomi og Omrids.
(Jfr. Tab. IV, fig. 1.) Hos de største (47 —43 Mm., til det Punkt, hvor Halefinnens Straaler
blive frie) er Legemsformen ligesom hos hine meget sammentrykt og Legemets største Højde 2
lidt over Halvdelen af sammes Totallængde (1 : 1,8 à 1,9). Den Bue, som Profilet beskriver
fra Rygfinnen til Mundspalten, er meget fladere end Profilets Bue fra det samme Punkt
til Gatfinnen, hvilket, som Cuvier bemærker om D. orcimi, giver disse smaa Fiske et
ejendommeligt skjævt Udseende. Hos de ældre B. Rajü er Forholdet som bekjendt omvendt:
Bugen mindre stærkt buet eller hvælvet, Nakke- og Pandeprofilet derimod meget stærkt
buet. Øjet, hvis Tværmaal er over 1/3 af Hovedets Længde og større end Pandens Brede,
ligger helt over Hovedets Midte og tæt op til dets Pandeprofil; Snudens Længde kan om- å
trent sættes lig med et halvt Øjetværmaal. Hos et noget yngre (40 Mm. langt) Exemplar er a
Fysiognomiet i det hele det samme, men Legemsformen allerede saa meget smækrere, at den
største Højde knap er Halvdelen af hin Totallengde; nogen individuel Forskjel gjør der sig
dog heri gjældende ved Siden af Aldersforskjellen. Pandeprofilet viser hos det sidst omtalte a
Exemplar en svag Senkning ud for Øjet, omtrent som, men lidt svagere end hos B. Raschü; F
og som hos denne Art have Bugfinnerne — maaske staar dette i Forbindelse med Bug-
liniens stærkere Krumning, maaske med Brystfinnernes mere lodrette Fæste hos de unge
Bramaer — deres Plads under den forreste (øverste) af Brystfinnens Straaler; dette er dog
ogsaa, i det mindste tilnærmelsesvis, Tilfældet hos de først omtalte, lidt større Unger, og for E:
saa vidt kan man beskrive dem som havende «subjugulare Bugfinner» (som det hedder om i
Taractes asper) i Modsetning til de ældre B. Raj, der ere «pisces thoracicin, At Bryst- ES
finnernes Fæste danner en sig mere til det lodrette nermende Linie end hos den voxne ‘
B. Rajü, er allerede antydet. Alle Finner ere gjennemgaaende vel udviklede: Brystfin- 2
nernes Længde er over det halve af Legemets Hojde, og Bugfinnerne naa med deres
Spidser helt hen til Gatfinnens Begyndelse. Ryg- og Gatfinnens Straaler ere ogsaa gjennem-
gaaende længere forholdsvis end hos de ældre Brama’er og aftage meget langsomt bagtil; det
seglformige, som udmærker Finneformen hos de fuldt udviklede «Havbrasener», er saaledes
endnu ikke tilstede; ogsaa Halefinnefligene have en forholdsvis anselig Størrelse. For-
| gjællelaagets afrundede Hjorne er udstyret med en halv Snes smaa Takker. De
Straaletal, som jeg har kunnet finde hos de bedst bevarede Exemplarer — da de alle have |
| været i Fiskemaver, og Finnerne derved have lidt mere eller mindre, er det ikke umuligt,
| at en og anden Straale kan have undgaaet mig — ere: D: 31—34; A: 27—28; P: 18—20.
Skællene have de allerede i det foregaaende hos yngre D. ÆRajü paaviste Torne, en i For- ÿ
15} AI, Do SAP, DE VAR. 4
1) B. Rajü: 35-36, 29-30, 19 (Cuvier); B. Agassizü: 32, 23, 20; B. longipinnis: 35, 28, 20.
33-36, 29, (Gunther); B. Brevortü: 30-33, 22, 20; DB. Raschü: Son CT, KS a
33, 29, 20 (Lunel); B. Saussurü: 33, 22, 20; DB. princeps: 32-38, 29, 20. 3
B. japonica: c.35, c.2 , 22 (Ltk.). a
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII 6. 63 rg
498 90
randen af hvert Skæl, men her ere Tornene bagtil krummede Kroge, dannende til-
sammen 16—17 mod den smækre Halerod konvergerende, ophøjede Linier; ogsaa Ryg-
skællene ere tornede, men her ere Tornene meget smaa; ligeledes Bugskællene, fra Gat-
finnen til Underkjæven, og den savtakkede Karakter, som Bugen undertiden viser temmelig
tydelig, hidrører derfra. Den for Bramd'erne karakteristiske Skælvifte bag Brystfinnens
Fæste kan iagttages hos de bedre bevarede Individer. De lodrette Finner ere derimod
aldeles skælfri. At tælle Skællene nogenlunde rigtigt, er ikke let; jeg har fundet
63—70 i en ret Linie fra Gjællespalten til Halefinnen. I Henseende til Farven er der intet
paafaldende ved disse Smaafiske; de ere sølvfarvede med graalig Ryg og lidt graat paa
Ryg- og Halefinnen.
Man vil ved at sammenholde denne Karakteristik med Cuvier’s kortfattede Be-
skrivelse af to smaa Grama-Former, som Dussumier fandt i Maven af en stor «Germon»
(Albacora) under Ækvator og 85° ©. f. Paris, se, at de her beskrevne stemme ret godt, baade
i Størrelse og Karakterer, med C.’s 2 Tommer lange D. orcini, hvis vi tør forudsætte, at det
kun er paa Grund af Beskrivelsens Mangel paa Udførlighed, at saa vigtige Forhold som
Skæltornene og Finnernes Nøgenhed ere ladte uomtalte"). Den sammen med dem fundne
D. dussumieri, der havde den dobbelte Længde, viser — bortset fra et lidt andet Straaletal,
hvis Betydning dog synes at svækkes ved Günther’s til Dels udjævnende Angivelse:
A: 3.21—25 — ikke andre Forskjelligheder end dem vi maatte kunne forudsætte, hvis
D. orcini var et yngre og D. dussumieri et ældre Udviklingstrin af D. Rajü eller af en
nærstaaende Art; Øjet har f. Ex. endnu samme høje Stilling som hos «D. orcinir, men
Legemets Omrids har undergaaet den Forandring, at Ryggens og Bugens Krumning nu ere
lige stærke. Allsaa: hos «D. orcini» og hos vore Brama-Unger af samme Størrelse er Bugens
Krumning stærkest, hos D. Dussumiert ere begge Krumninger lige stærke, og hos (den voxne)
B. Ran er Ryggen stærkest krummet. Der er derfor ingen Anledning til at opfatte de to
i hinandens Selskab fundne smaa Cuvier'ske Drama’er som andet end som to Udviklings-
trin af samme Art, og denne er rimeligvis selve D. aj eller en meget nærstaaende Form.
Dr. Günther har imidlertid gjenkjendt begge de Cuvier'ske Arter i Exemplarer i
«British Museum»: «2. Dussumieriv i en Unge tagen i China-Søen af Sir E. Belcher,
«B. orciniv i 4 Unger tagne i Fiskemaver, de 3 i en Dolfin-Mave i Atlanterhavet paa
1° N. Br. og 19° V.L. Han opkaster dog i Anledning af den først nævnte det vel grundede
Spørgsmaal: «Have unge Exemplarer af B. Rajü Legemet højere og Øjet nærmere ved
Hovedets øvre Profil-Linie end de fuldt udviklede?» — I sit nyeste Arbejde, Texten til
«Andr. Garretts, Fische der Sidsee» (V, p. 198) omtaler Gunther disse Smaafiske
1) I Berliner-Museet har jeg set en «Drama oreiniv, 34 Mm. lang, fra det indiske Hav. Den stemmer
i sit hele Fysiognomi saa vel som i de nævnte Karakterer med de atlantiske Brama-Unger, men
har Finnerne, saa vel de parrede som de uparrede, mindre udviklede, og navnlig kortere Bugfinner.
At denne Unge tilhører en anden Art end vore atlantiske, vil jeg dog ingenlunde vove at paastaa.
499
under Navnet «7aractes orcini» og bemærker dertil: «Under dette Navn beskriver jeg nogle
smaa, ikke over to Tommer lange Smaafiske, som man allerede længe har kjendt baade
fra Atlanterhavet og det indiske Hav, og hvoraf jeg ogsaa har faaet et Expl. fra Sydhavet. De
ere ligesom B. dussumieri C. V. og Taractes asper Lowe aabenbart unge Former af en
Fiskeslægt, hvis ældre Repræsentanter ere B. longipinnis Lowe og B. Raschii Esm. Til at
udtale en Dom over disse Fiskes Artsmærker er det hidtil foreliggende Materiale ikke til-
strækkeligt. Det vilde ikke være saa underligt, om man kun havde med én Art at gjøre,
der er udbredt fra Norge til det stille Hav. Antallet af Skælrækker og Finnestraaler er
saa temmelig ens hos alle disse Fiske. De Smaafiske, som jeg i ethvert Tilfælde anser for
B. orcini, diagnosticerer jeg saaledes: D: 30—34; A: 26—27; L. lat: 48. Legemets Højde
er hos de kun 1 Tomme lange to Tredjedele, hos de to Tommer lange det halve af Total-
længden (uden Halefinnen); Sidens Skæl ere smalle og høje, de over Sidelinien meget smaa;
Forgjællelaaget tandet; Bugfinnerne temmelig smaa; ensfarvet sølverne». De Punkter,
hvori denne Diagnose mindst passer paa de Exemplarer, der foreligge mig, ere Antallet af
Skælrækkerne (som rigtignok ikke ere lette at tælle) og Bugfinnernes Lidenhed (maaske
have disse Finner ikke været vel bevarede?). At Skællene ere tornede, fremgaar deraf, at
de nu henføres til Slægten Taractes. Desværre synes Originalen til 7aractes asper Lowe (fra
Madera) at være gaaet tabt, saa at man kun har Lowe's Beskrivelse (fra 1843) at holde sig
til; det siges, at det var «en lille Fisk», men Exemplarets Størrelse angives ikke nærmere.
Skæl- og Straaletallene angives saaledes: D: 33; A: 23; P: 17; L. lat. c. 43. I øvrigt viser
Beskrivelsen stor Overensstemmelse med den ovenfor beskrevne pelagiske Prama-Yngel.
Er det maaske Unger af B. longipinnis?
Jeg kan i denne Sag for saa vidt slutte mig til Gunther's Opfattelse, som jeg
erkjender, at alle af Forfatterne heskrevne, ligesom de mig selv foreliggende, smaa Brama'er
af 1—2 Tommers Længde og derunder, falde (artificielt) ind under Begrebet « Taractes»,
men dette rigtignok atter ind under Slægten Brama, som blot repræsenterende dennes Ung-
domsform. Naar Dr. G. imidlertid synes kun at ville identificere disse Former med den ene
Side af Brama-Slegten (longipinnis, Raschü o.s.v.), der endog kunde blive at udsondre
som en egen Slægt under Navnet 7aractes, da beror denne uden Tvivl mindre rigtige Op-
fattelse visnok kun paa, at man hidtil ikke har været sig bevidst, at ogsaa B. Rajii som
yngre har tornede Skæl. Formodentlig ligne de yngre Udviklingstrin af de forskjellige
Brama-Arter hinanden overmaade meget; det vil ikke være let at skjelne dem, og man har
i al Fald ikke endnu Materiale dertil. Uden dermed at ville udtale nogen afgjørende Dom
om de Brama-Arter, der have foreligget Cuvier, Lowe og Ginther, vil jeg dog ikke
undlade at bemærke, at jeg hverken har kunnet sondre mellem forskjellige Arter i det
Materiale af 14 Exemplarer af 47—11 Mm.s Længde, som har foreligget mig, eller finde
nogen afgjørende Grund til ikke at antage dem for Unger af Slægtens videst udbredte og
63"
ava, a a WENDT Pie TC UC? Wie Ele ERE ETAPE ae eee 5 art)
$ tah RE i TE TN N RR ENE] EN MT Pr TE
500 92
almindeligste Art: BD. Raj; og til Dels i det mindste turde det samme vel gjælde om de
af andre Forfattere omtalte Former. Ilvordan det nu end hermed monne forholde sig, er
og bliver Hovedsagen den, at Slægten Taractes samt Arterne 7" asper, orcini og dussumieri
stryges af Systemet!), og at man erkjender, at de her sammenstillede Former danne en
sammenhængende Udviklingsrække, selv om der i Kjæden skulde være indkommet Led af
flere Arter, hvad jeg dog, som sagt, ikke har fundet tilstrækkelig Grund til at formode.
Det staar tilbage at omtale denne Rækkes yngste Led. Af de i Fiskemaver fundne
Brama-Unger ere de mindste 20—26 Mm. lange, men de ere i øvrigt kun lidet for-
skjellige fra de ovenfor beskrevne; "Højden er en Ubetydelighed mere end den halve Total-
længde, Øjets Tværmaal over "/3 af Hovedets Længde, Halefinnen mindre dybt kløvet, Bug-
finnerne længere; de naa nu lidt ind paa Galfinnen og give ikke Brystfinnerne meget efter
i Længde. — De hidtil omtalte Brama-Unger have alle, som anført, været tagne i Maven af
Højsøfiske”); men Museet har desuden 4 endnu mindre (11—14 Mm.), der ere fiskede med
Slæbenettet af Kapt. Andréa, de to paa 8°S. Br. og 13° 20’ V. L., de to paa 7° 6° S. Br.
og 11° 30’ V.L. Det viser sig altsaa her som i adskillige lignende Tilfælde: de alleryngste
Udviklingstrin komme i det mindste af og til (naar Havet er i mindre stærk Bevægelse
og vel især om Natten) op til Overfladen — maaske ere de fødte til Verden der; de noget
ældre søge dybere ned, og har man ingen andre Midler til at fange dem der, kan man
undertiden finde dem i de større Fiske, der gaa derned for at furagere. Som fuldt udvoxne
ere de endelig rene Dybvandsfiske. — Hvad der fornemmelig udmærker Drama’erne paa dette
spædeste Udviklingstrin (Tab. IV, fig. 2), er Legemets (Hovedets og Kroppens) temmelig regel-
mæssigt ovale eller pæreformige Omrids, hvis Højde forholder sig til dets Længde som 1:2;
det er fortil forholdsvis tykt og derfor mindre sammentrykt end senere; Øjets Tværmaal er
over ”/5 af Hovedets Længde; Forgjællelaagstornene tydelige; ogsaa Undergjællelaaget er fint
takket; Ryg- og Gatfinnen forholdsvis høje, især paa Midten, saa at de midterste Straaler
naa næsten til de forreste korte Halefinnestraaler, lavere fortil og bagtil; Brystfinnerne ere
forholdsvis brede, stillede aldeles lodret, deres Længde */7 af Totallengden; Bugfinnerne
ere ikke meget kortere og naa et lille Stykke ind paa Gatfinnen; Halefinnen forholdsvis kort,
ikke kløftet i udspilet Tilstand. Skællenes Beskaffenhed er den samme som senere. De
Straaletal, jeg har fundet, ere: D: 33—34; A: 27—28; P: 18. Sølvfarven er endnu ikke
1) En ny Slægt af denne Gruppe, der paa en Maade vil indtage den ved Reduktionen af Turactes ledig
blevne Plads, er beskreven af Hilgendorf under Navn af Centropholis Petersi (fra Enosima, Japan).
(Se S. B. Ges. naturf. Fr. Berlin 1878.) Den staar vistnok Pteraclis nær, men afviger ved Mundens
mere lodrette Retning, ved Mangelen af Gane- og Vomertænder samt ved at Rygfinnen begynder
noget længere tilbage.
2) Maven af en «Barracuda» 6° S. Br, 31° V.L. (Hygom, 1859).
— - - «Dolfins 1° 10° N. Br., 29° 10° V.L. (Andrea, 1866).
— - - «Albacora» 8° N.Br., 24° V.L. (Hygom, 1862).
501
kommet frem; i det hele ere disse Smaafiske brunlig bronzeagtige med nogen Glans paa sine
Steder; Halen er, fornemmelig hos de yngre, næsten farveløs eller i det mindste lysere.
Af Slægten Pierycombus Fries og dens hidtil eneste Art, Pi. brama — først
beskreven af B. Fr. Fries i 1837 i «Vet. Akad. Handl.», senere af Lilljeborg 1864 i
et allerede anført akademisk Lejlighedsskrift — er der, efter Hr. Colletts Opgivelse,
hidtil kommet tilstede 10 Exemplarer, de fleste i Finmarken, 1 udenfor Bergen. Den
er erkjendt for at være en «arktisk Dybvandsart», og det angives, at den er «enten
fanget paa betydelige Dybder eller funden opkastet paa Stranden», med Undtagelse af det
bergenske Exemplar, der blev fanget paa 100 Favne, og et andet, der blev fanget i et i
4 Fods Dybde under Havfladen stillet Laxegarn. Længden af de iagttagne Exemplarer
har varieret fra 350—465 Mm.
Museet besidder flere Former af pelagiske Smaafiske, der minde stærkt om Slægten
Brama, uden dog at kunne henføres til denne. Et saadant Exemplar, 22 Mm. langt (for-
uden Halefinnen), som Hygom fandt i en Albacora-Mave paa 8° N. Br. og 24° V.L.
sammen med en Del virkelig Brama-Yngel, er utvivlsomt en Unge af Pterycombus-Slegten,
ja muligvis, saa vidt jeg skjønner, af selve Pr. brama, uden at det paa nogen Maade er
min Mening at erklære dette for en afgjort Sag. (Jfr. Tab. IV, fig. 4.) Jeg har ikke hos
denne lille Fisk fundet noget, som synes mig en bestemt Hindring for denne Henførelse,
og der er i og for sig intet urimeligt i at antage, at en Dybvandsfisk kunde være udbredt
fra den arktiske Zone til ind i den tropiske; thi i de dybe Vandlag, nær ved Bunden, ere
Temperaturforholdene arktiske selv under Ækvator; eller i, at den som Unge beboede
højere og derfor varmere Vandlag end senere. Paa den anden Side er det jo ogsaa muligt
(for ikke at sige: højst rimeligt), at der gives flere Pterycombus-Arter, og det er derfor
maaske lige såa sandsynligt, at denne Unge fra Albacora'ens Mave tilhører en anden Årt
end den, der hidtil har været en af den norske Dybhavsfaunas mest karakteristiske Former.
Exemplaret er ret vel vedligeholdt, dog ere Hale- og Brystfinnerne stærkt medtagne
af Fordøjelsen. Legemets Højde (11 Mm.) er netop det halve af Totallængden, Tykkelsen
over Gjællelaaget 51/2 Mm. eller en Fjerdedel deraf, Hovedets Længde (10 Mm.) kun lidet
mindre end Legemets Højde; Øjets Tværmaal 41/2 Mm. eller næsten det halve af Hovedets
Længde. Det vil heraf skjønnes, at saa vel Hovedet som Øjet ere forholdsvis over-
maade store, og der vil sandsynligvis mellem det her beskrevne og det udvoxne ligge et
Mellemstadium, hvor Bagkroppen er voxet mere ud og Legemsformen i det hele mere
langstrakt end den er nu og atter senere hos den udvoxne Pterycombus. Wovedets Profil
sænker sig fra Nakken af først med en skraa, men temmelig ret Linie, derefter næsten lodret
ned mod Mundspalten; Panden er bred, noget hul, den øvre Orbitalrand takket. Paa Grund
af Øjets Størrelse støder Øjehulens Rand umiddelbart op til Hovedets Profil, og «Snuden»
er overmaade kort; Overkjævebenets Endepunkt falder under Pupillens Bagrand. Hjørnet af
det afrundede Forgjællelaag og de tilstødende Dele af dets Rande ere fint takkede ligesom
date duc té ee
iz
502 94
hos Drama-Ungerne. Skelkledningen standser med en skarp Grænse mod Panden efter
en Linie, der trækker sig fra et Punkt midt over Øjet til hen imod dettes Bagrand; Panden,
Snuden og Underkjæven ere nøgne, hvorimod Overkjævebenets bredere Del, Kinderne og det
hele Parti bag ved Øjet, Gjællelaagspartiet derunder indbefattet, er skælklædt. Begge Kjæver
ere udstyrede med en enkelt Række forholdsvis store og stærke Krogtænder; derimod har
jeg ingen set paa Ganen eller Tungen. Langs hen ad Kroppens Sider kan der tælles mindst
16 Rækker af Skæl, foruden Finnedækskællene, konvergerende mod den tynde Halerod; den
synlige Del af hvert Skæl har en høj Rudeform og fine Viftestriber, og hvert af dem har
sin bagudrettede Krogtorn, der danne tydelige Længdelinier langs hen ad Bagkrop og Hale;
jeg har talt c, 50 i én Række. Rygfinnen begynder i Linie med Øjets Bagrand, Gatfinnen
under de næsten lodret fæstede Brystfinner; jeg har talt: D: 49; A: 36; de længste Straaler
i Rygfinnen ere 6—7 Mm. lange; nogle af de forreste i begge Finner synes at have været
forlængede i tynde Traade, maaske har dette været Tilfældet med flere. De smaa Bug-
finner sidde et kjendeligt Stykke foran Brystfinnerne og naa til det Punkt, hvor Gatfinnen
begynder. Hovedet er lyst, sølvagtigt, Krop og Hale bronzeagtig brunlige uden stærk Glans,
Ryg- og Gatfinnen sorte; desuden er der lidt sort paa Panden, Brystfinnernes Fæste og
Bugfinnerne.
Det er utvivlsomt aldeles rigtigt, at man i Undergruppen «Dramide» har givet
Pteraclis Plads som den tredje i Forbundet, ved Siden af Drama og Pterycombus. Den
er ligeledes en pelagisk Fiskeslægt og formodentlig en Beboer af dybere Vandlag. Den
er derfor meget sjælden i Samlingerne; de Exemplarer, der vides at være til Stede i andre
europæiske Museer, overstige ikke de opstillede Arter i Tal (5); det er rimeligt, at disse
ville undergaa en Reduktion, men derom kan ikke siges meget, førend et større Materiale
er kommet til Stede. Paa en af sine sidste Rejser (1863) fik vor uforglemmelige Hygom
i en Albacora-Mave, paa 31° N.Br., 40° V.L., foruden adskillige andre mærkelige Ting,
flere Exemplarer af en Pteraclis; men kun et af dem (80 Mm.) var saa uskadt, at det
kunde bevares for Samlingen, de andre vare saa godt som aldeles opløste. De Steder,
hvor man ellers har fundet Plteraclis-Former, ere Mozambik-Kanalen (P. ocellatus C. V.),
Madera (P. papilio Lowe) og Carolina (P. carolinus); dog er den sidste Forekomst maaske
snarere at betragte som tilfældig; hvorfra P. trichipterus C.V. er, vides ikke, og P. velifer
formodedes at være fra det indiske Hav. Det er ikke rimeligt, at den geografiske Fore-
komst kan have stor Betydning. De beskrevne Exemplarers Størrelse vexler fra 21/3 til
14 Tommers Længde.
Nogle pelagiske Smaafiske af Brama-Gruppen, af 7—15 Mm.s Længde, fiskede
med Slæbenet i Atlanterhavet af DHrr. Andréa og Iversen, i et Strøg, der gaar fra 21°
til 29° Nr. Br. og fra 28—36° V.L., ere efter min Overbevisning Udviklingstrin af Slægten
Pleraclis, uagtet de have et fra denne meget forskjelligt Fysiognomi. Jeg vil først beskrive
den største af disse Unger, da den viser Karaktererne for Gruppen Bramidæ bedst ud-
prægede. Legemsformen er hverken langstrakt eller sammentrykt, men tværtimod temmelig
503
kort og tyk, pereformig; Hovedets Profil dannes af to svage Buer, der modes i en stump
Vinkel. Længden er, som sagt, 15 Mm. (Halefinnen medregnet), Højden 5'/2 Mm., Tyk-
kelsen 3 Mm. Legemet er dækket med Skæl, der fra Gjællespalten af og bagtil ere hojt-
sexkantede, ordnede i c. 15 regelmæssige Rækker og hver udstyrede med en bagudrettet
Torn. Det store hvælvede Øje optager en meget stor Del af Hovedets Sider. Panden er
hul og temmelig bred; Forgjællelaagets Hjørne er udstyret med 5—6 kraftige Torne, Kjæve-
tænderne temmelig store Krogtænder. Rygfinnen og dens Skældække, i hvilket den næsten
kan skjules helt, med Undtagelse af dens sidste Del, begynder over Pupillens Bagrand;
Gatfinnen, med hvilken det samme er Tilfældet, ikke fuldt saa langt fortil: Rygfinnen
altsaa mindre langt fremme end hos den udviklede Pteraclis, hvor dens forreste Del med
sine Muskler hviler i en trugformig Udhuling oven paa Hovedskallen, der fortsætter sig
lige til dennes forreste Ende. Halefinnen er afrundet: Brystfinnen forholdsvis smal og bred,
Bugfinnerne smalle og temmelig lange, dannede af nogle faa haarfine Straaler. Den lille
Fisk er sølvfarvet, især paa Siderne af Kroppen, med mørkt Underlag, sort Gjællehud;
ogsaa den forreste Del af Ryg- og Gatfinnen ere sorte, Halen og det nøgne Forhoved saa
godt som farveløse. Er min Tydning af denne Fisk som en Pteraclis-Unge rigtig, forestaar
der altsaa denne under Udviklingen, foruden en betydelig Forlængelse af Bagkroppen, en
mere eller mindre betydelig Udvikling i Længden eller Højden af alle Finnerne, og en Frem-
rykning af Rygfinnen, hvorved Fysiognomiet undergaar en yderligere Omdannelse. — Hos
de yngre Exemplarer ere Skællene enten kun delvis eller slet ikke udviklede, men hvor de |
ere udviklede, ere Tornene ogsaa tilstede; paa Halen fremkomme de senere end paa den
egentlige Krop. I flere Tilfeide har jeg forgjæves søgt efter Bugfinnerne, men i andre
har jeg fundet dem, fine og korte, men sammensatte af flere (3?) Straaler, halv skjulte under
Gjællehuden, umiddelbart foran Gattet, i Linie med Øjets Bagrand. Brystfinnerne ere endnu
kortere og bredere end senere, og de uparrede Finner ikke rykkede saa langt frem; Ryg-
finnens Begyndelse svarer nu til Ojehulens Bagrand, Gatfinnens til Brystfinnernes Insertions-
linie. Da Skældækket ved deres Grund mangler eller kun er svagere udviklet, kan man
her tydelig se, at begge disse Finner endnu ere meget lave, navnlig i deres forreste Del,
ogsaa i Sammenligning med deres Højde paa det først beskrevne Stadium. Af Farve ere
disse mindre Individer dunkle, brunlige eller graalige, om end med nogen Sølvglans, med
lys Snude og Bagpart; Gjællehuden sort ligesom hos det større Exemplar. Skjønt jeg
ikke har kunnet bestemme Straalernes Antal nøjagtigt i Gat- og Rygfinnen, har jeg dog
kunnet skjønne, at der ikke fra denne Side kan være noget til Hinder for at bestemme
disse Smaafiske som Pteraclis-Unger, hvad Bugfinnernes Beskaffenhed og Stilling og de lod-
rette Finners begyndende Fremrykning hos de større bestemt taler for, at de virkelig ere.
Analogien til denne successive Fremrykning paa Hovedet finde vi hos Coryphænerne.
he TT SEN LÀ ee 24 R a}
pis a TE LE Dr PS RER I N ORD D OA D TETE TE 27
' USG à |
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. IV, Fig
_
Unge af Drama Rajü Bl., «Taractes»-Stadiet (BD. orcini Cuv.), fra Atlanterhavet N. for Linien,
forstørret med "/4.
Tab. IV, Fig. 2. Yngre Udviklingstrin af samme, ligeledes fra Atlanterhavet, S. f. Linien, forstørret 3 Gange.
Tab. IV, Fig. 3. Unge af Pteraclis velifer Pall.(?), fra Atlanterhavet, paa c. 23—24° N.Br., forstørret halvanden
Gang.
Tab. IV, Fig. 4. Unge af Pterycombus brama Fr.(?), fundet i en «Albacorav-Mave, paa 8° N.Br., sammen med
Unger af Himantolophus Reinhardti Ltk ; forstørret 1 Gang.
9. Naucrates, Nauclerus og Xystrophorus; Nomeus, Porthmeus, Lichia
og Chorinemus; Paropsis.
(Tab. Ili, fig. 14 og 15, Tab IV, fig. 5 og 6.)
Da det nu tor antages for anerkjendt, at der kun kjendes én Maucrates-Art
(N. ductor Lin.), og at samtlige saakaldte « Nauclerus»-Former saa vel som visse «Seriola»-
Arter’) kun ere Ungerne af denne berømte pelagiske Fiskeform, er det næppe nødvendigt
i yderste Detail at gjore Rede for de Omdannelser, denne Fisk undergaar under sin Ud-
vikling, og navnlig ikke for alle de Forandringer i Proportionerne, som iagttages, naar man
nøje sammenligner en større Række Exemplarer af forskjellig Alder. Jeg har desuden
allerede en Gang tidligere, paa en Tid, da Fiskenes Forandringer under deres Udvikling
kun vare lidet paaagtede, behandlet dette Æmne, og kan henvise dertil”). Da der end-
videre foreligger en velbekjendt Afbildning*) af en saakaldet « Nauclerus», indskrænker jeg
mig til at afbilde et Par af de yngste Udviklingstrin, som jeg kjender. Beskrivelsen vil jeg
indskrenke til en Sammenligning af en udvoxen «Lodsfisk» med den mindste Unge, der
endnu i de fleste Punkter har Karakteren af en Nauerates og øjeblikkelig gjenkjendes som
saadan; derefter nogle korte Bemærkninger om de yngre Udviklingstrin, der ligge forud
for dette.
Udvoxen Nauerates ductor (278 Mm. til Unge af Naucrates ductor (53 Mm. til
Indsnittet i Halefinnen). Indsnittet i Halefinnen).
Hovedets Lengde er lig Legemets Hovedets Længde er lidt sterre end
største Højde og indeholdes lidt over 4 den største Højde og indeholdes kun halv-
1) Jfr. ovenfor, S. 485 (77), Anm.1; Günther: Garrett's Fische d. Südsee, V, S. 137.
2) Videnskab. Medd. fra d. naturhist. Foren., 1865, S. 205—208.
3) Hist. nat. d. Poissons, IX, pl. 263.
Gange i Totallængden. Øjets Tværmaal er
knap en Sjettedel af Hovedes Længde og
næppe det halve af Snudens, men indeholdes
21/ Gang i Pandens Brede. Overkjævebenet
naar til Øjets Forrand.
Brystfinnernes Insertionslinie nær-
mer sig mere til det vandrette; deres Længde
er en Ottendedel af Totallengden. Bug-
finnerne ere fæstede et kjendeligt Stykke
bagved Brystfinnernes sidste Straale; deres
Længde er en Syvendedel af Totallængden,
og de naa halvvejs til Gattet. Rygfinnens
(4) Pigstraaler ere: helt frie; Halekjolene
ere fuldt udviklede, og Halefligene længere
end hos Ungerne.
De 6 mørke Tværbaand paa Hoved,
Krop og Hale ere mindre skarpt udprægede
end hos yngre Individer; de kunne næppe
forfølges op i Rygfinnen, tydeligere ned i
Gaifinnen; Halefinnen er helt mørk med lyse
Spidser; Bug- og Brystfinnerne dunkle paa
deres indvendige Side.
505
fjerde Gang i Totallængden, Højden 34/5 Gang.
Ojets Tværmaal er rigelig en Femtedel af
Hovedets Længde, to Tredjedele af Pandens
Brede og kun lidet mindre end Snudens
Længde. Overkjevebenet naar til Pupillens
Forrand.
Brystfinnernes Insertionslinie nær-
mer sig til det lodrette; deres Længde er en
Sjettedel af Totallengden. Bugfinnerne ere
fæstede under Brystfinnernes sidste Straale ;
deres Længde er næsten en Femtedel af
Tottallengden, og de naa langt mere end
Halvvejen til Gattet. Rygfinnens (4) Pig-
straaler!) ere forbundne ved Grunden med
hinanden og med den ovrige Del af Ryg-
finnen ved Hud. Halekjolene ere tilstede,
men svage; Halefinnens Flige forholdsvis
korte.
Til de 6 morkeblaa skarpt udprægede
Tværbaand, der fortsætte sig tydeligt og
skarpt begrænsede op i Rygfinnen og ned i
Gatfinnen, komme endnu to morke Baand
over Halefinnen: altsaa 8 i alt. Brystfinnerne
ere lyse med mørk Grund, Bugfinnerne mørke
med hvide Rande og Spidser.
Til de Torne, hvormed Hovedet er væbnet hos de endnu yngre Lodsfiske, er der
endnu ikke Spor hos den her beskrevne lidt over 50 Mm. lange Unge.
Disse Torne op-
træde derimod hos Individer af 30— 40 Mm.s Længde; forst — naar vi tænke os Under-
sogelsen gaa for sig i omvendt Orden af den, hvori Udviklingen har fundet Sted — en
større Torn i Forgjelleiaagets Hjørne, derefter en lille oven- og nedenfor dette Punkt eller
endnu en fjerde paa denne Knogles nedre Rand; en enkelt Skuldertorn er ogsaa mere eller
mindre tydelig paa hver Side over Sideliniens Udspring. Bortset fra, at Halekjolene mangle,
og fra nogle smaa Forskjelligheder i Legemsdelenes Proportioner o.s.v., have disse
Exemplarer imidlertid endnu Habitus af Naucrates ductor, og navnlig samme Tegning som
den udvoxne Lodsfisk; dog er det ottende Baand nu kun repræsenteret af en mørk Plet
paa hver af de to Halefinneflige. Bugfinnerne ere nu ligefrem fæstede under Brystfinnerne
(altsaa længere fortil end tidligere) og naa hos de yngste med deres Spidser lige til Gattet.
Den for de ældre Lodsfiske karakteristiske Tegning kan endnu være til Stede hos Unger
af 27 —20 Mm.s Længde; dog er Baandenes Antal gjærne bragt ned til 5 eller 6, stundom
er endog et og andet af disse utydeligt; Halefinnen er farveløs, og de andre uparrede Finners
1) 4 er det normale Tal; jeg har en enkelt Gang truffet 5 eller 6, som det jo ogsaa angives at kunne
forekomme, noget hyppigere 3.
Vidensk. Selsk Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 64
PT APT RO A TA TE NE TEE, Cid ue ah EN
, ; bs ct
lg . 27 A c, i + er
506 i 98
Baand kun svagt antydede. Legemsformen er nu ogsaa mere kort og sammentrængt,
Højden f. Ex. to Syvendedele af Totallængden; der er 5 Torne i Randen af Forgjælle-
laaget foruden 2—3 foran (indenfor) Hjørnet, en Supraorbitaltorn og en stor, meget krum
Skuldertorn, Hos endnu yngre er der to Orbitaltorne, og Skuldertornen er dobbelt, den
ene Torn foran den anden, eller endog tredobbelt. Jo yngre de ere, desto utydeligere blive
Farvebaandene og Indsnittet i Halefinnen, desto stærkere Hovedets Torne, og desto mere
løber Rygfinnens forreste pigstraalede Del i ét med det følgende Stykke af Rygfinnen.
Exemplarer af 15 Mm.s Længde ere helt uden Aftegning; ved denne Størrelse ere Skællene
endnu netop synlige. Ogsaa Snudespidsen er udstyret med 2 smaa Spidser eller Torne.
Vore mindste Exemplarer have en Længde af kun 8—10 Mm. (Halefinnen medregnet) og
faa ved deres korte, sammentrængte Legemsform, vældige Tornudvikling, afrundede Bryst-
finner, korte Bugfinner, lige afskaarne Hale, ensartet mørke, paa Siderne noget blanke
Kolorit, og ved Mangelen af Sondring mellem Rygfinnens to Afsnit et fra de mere ud-
viklede Naucrates-Unger meget forskjeiligt Udseende. Straaletallet viste sig at være hos et
i dette Øjemed undersøgt Exemplar D: 24—27; A: 2.17.
Det synes ikke hidtil at være bleven bemærket, at dette yngste Naucrates-Stadium
(Tab. III, fig. 14 og 15) er det, som i «Voyage of H.M. S. Erebus and Terror», pl. 30, er
afbildet under Navn af Xystrophorus. Dette Navn skyldes Richardson, men er be-
grundet paa en Tegning af Hooker, formodentlig omtrent i dobbelt Størrelse af Gjen-
standens egen. Om dennes Findested vides intet, og der er overhovedet ikke oplyst andet
om den, end hvad der kan ses af Figuren"). Aldeles nøjagtig er denne nu vistnok
ikke, men der kan ingen være Tvivl om, at det er en Unge af Naucrates ductor,
som har givet Anledning til Opstillingen af dette Slægtsnavn, som altsaa hermed falder
bort. Det er saa meget vigtigere at gjøre opmærksom herpaa, som der i det aabne Hav
fiskes, om end sjældnere, synes det, eller indenfor et mere indskrænket Bælte, ogsaa anden
Fiskeyngel, der kan siges at have «Xystrophorus»-Karakterer, og som altsaa, hvis denne
«Slægt» overhovedet havde kunnet respekteres, maatte eller kunde opfattes som repræsen-
terende en anden Xystrophorus-Art end den af Hooker afbildede. Jeg kommer senere til
at omtale disse Xystrophorus-agtige Smaafiske under Slægten Seriola i dette Arbejdes
ilte Afsnit.
Naucrates-Yngelen faas overmaade hyppigt i Slæbenettet; jeg har derfor kunnet ind-
registrere 44 Exemplarer af en Størrelse under’ 50 Mm.?) fra forskjellige Punkter af Ver-
denshavet. Om flere af dem (Størrelse 20—31 Mm., men maaske gjælder det ogsaa de
større) er det af Indsamlerne bemærket, at de forekom i det af de svømmende Physaliers
1) I Günther's «Catalogue» nævnes den kun, ligesom i Forbigaaende, ved Indledningen til « Triglide»
i en Anmærkning. «A genus but little known has been referred to this family — Aystrophorus
Richards. Voy. Ereb. Terr. etc.».
2) Det har næppe stor Betydning at kjende Grænserne for denne Fiske-Yngels geografiske Omraade,
saaledes som det fremgaar af disse Indsamlinger. Jeg vil imidlertid anføre dem:
12
507
/
Fangarme og øvrige udstrakte Organer omspændte Rum. Det selvsamme er Tilfældet med
Nomeus gronovii, i Selskab med hvilken Naucrates-Ungerne derfor stundom ere fiskede, og,
hvis jeg har opfattet Sagen rigtigt, er det fornemmelig under disse Omstændigheder, at
man overhovedet har Lejlighed til at fange og iagttage Nomeus'en, især vel dens yngre
Former; tilsyneladende gaa de og nappe i Blæregoplens Arme, maaske af lignende Grunde som
Torskeynglen (if. Sars) i «Manetens». Det er dog om enkelte Exemplarer af Nomeus-Unger
(ligesom om enkelte Coryphæna-Unger) bemærket, at de ere tagne mellem drivende Tang.
Da der er saa stor Lighed i Levemaade mellem Nomeus gronovii og i al Fald de yngre
Lodsfiske, synes der mig nesten at vere Grund til at undres over, at denne Fiskeart
ikke har et lignende forbigaaende Udstyr med Torne som yngre. Sagen er maaske den,
at det forsvinder, medens de endnu ere meget smaa, i Overensstemmelse med den ringe
Storrelse, som denne Fisk overhovedet naar. Jeg kan i det hele ikke opdage andre For-
skjelligheder mellem ældre og yngre Nomei, end at Legemsformen hos de yngre er mere
kort (Højden forholder sig til Længden som 1: 3,4), hos de voxne mere langstrakt (1 : 4,2),
og at Tegningen, som oprindelig har Karakteren af nogle faa mørke Tverbaand paa solv-
blank Bund, senere opløser sig i store, temmelig uregelmæssig fordelte Pletter. Nomeus
gronovii synes i øvrigt at vere en af de mest udbredte og talrigste pelagiske Smaafiske;
de til Museet indsamlede Individers Antal overstiger et hundrede.
Slægten Porthmeus C.V. anser Günther!) for at vere Ungdomsformen af Chori-
nemus, som Nauclerus af Naucrates. Den samme Anskuelse er tidligere udtalt af Gill?);
om den er nærmere begrundet i nogen af denne Forfatters mange ichthyologiske Bidrag,
er mig ubekjendt. Der kan imidlertid ikke vere nogen Tvivl om, at den er urigtig. Jeg
har for mig et (til Halefinnens Kloft) 74 Mm. langt Exemplar fra Guinea (hjemført af Prof.
Prosch) af P. argenteus Blkr., og finder det saa forskjelligt fra unge Exemplarer af
Chorinemus occidentalis og Ch. lysan af 84 og 78 Mm.s Længde, at der slet ikke bliver
Rum for den Mulighed, at Porthmeus kunde vere en Ungdomsform af Chorinemus. Ingen
Chorinemus-Art (jeg har kunnet undersage 8) har det mærkelige stærkt bugtede Forlob af
Sidelinien, som udmerker P. argenteus, og hos denne have Gat- og Rygfinnen ydermere
en Beskaffenhed, der slet ikke lader sig fore tilbage til Chorinemernes. De Forskjelligheder,
som lade sig udpege mellem den foreliggende Porthmeus argenteus og Beskrivelsen i
«Histoire naturelle des Poissons» (VII, p. 258—61, pl. 264, fig. 2) ere, i det mindste for
Naucrates ductor: 34° N. Br. til 4° S. Br. og fra 39—31/2° V. L. fra Greenwich, samt
31—35° 30'S. Br. og 47—29° 30/ O.L.
Nomeus gronovii: 22° N. Br. til 15° S. Br. og fra 41—6° V. L. fra Greenwich, samt
16—17° N. Br. og 115—115° 20° O.L.
') Andr. Garrett, «Fische der Südsee», V, S. 138.
2) Proc. Acad. Philad., 1863, p. 167.
a a he D es PE ET ae UT oe i
» ve
508 100
største Delen, af den Art, at de uden Tvang tydes som Aldersforskjelligheder. (Intet af de
Exemplarer fra det indiske Hav og fra Capstadens Red, som forelaa Valenciennes, var
mere end to Tommer langt.) Legemsformen er højere, Højden ikke mindre, men tværtimod
større end Hovedets Længde; Pandebenets Øjerand ikke takket, Hovedets Skulptur over-
hovedet mindre udpræget; Forgjællelaagets Væbning reduceret til 2 eller 3 smaa Pigge ved
dets Hjørner. Skællene ere meget tydelige, af lignende Form som hos den Gruppe af
Chorinemer, hvortil høre Ch. lysan og Ch. Sancti Petri, men disse Skæl findes f. Ex. ogsaa
paa Kinderne mellem Øjet og Forgjællelaaget, hvor man aldrig ser noget til dem hos
Chorinemus Arterne. Sidelinien danner først en opstigende skarp Bøjning over Bryst-
finnerne, men sænker sig saa langt ned under Midtlinien og antager først den horizontale
Retning midt under anden Rygfinne. Der er ikke 5, men en halv Snes mørke Tverbaand
over Krop og Hale, og Bugfinnerne ere ikke sorte mellem Straalerne. Der er 8 (ikke
blot 7) Gjællehudstraaler, og der er ingen Tænder paa Vingebenene, som der er hos alle
Chorinemus-Arter med 7 Rygpigstraaler. Hvad her er anført, finder jeg i øvrigt for største
Delen allerede anmærket af Bleeker!), som beskrev et 115 Mm. langt Exemplar fra
Guldkysten (afbildet i samme Forfatters «Guineas Fiske»>”), pl. XVI, fig. 1) og udtrykkelig
siger, at han ved Sammenligning med mindre Exemplarer af samme Art har overtydet
sig om, at hans « Porthmeus argenteus» ikke er forskjellig som Art fra den af Valenciennes
opstillede. Disse 3 mindre Exemplarer (67—75 Mm.) vare netop fra Cap ligesom Pariser-
Museets, og der kan, efter hvad Bleeker oplyser om dem, næppe være Tvivl om, at den
af ham og mig beskrevne guineiske Fisk er den rette typiske «Porthmeus argenteus». Et
Blik paa Bleekers Afbildning kunde i øvrigt været tilstrækkeligt til at overbevise enhver
om, åt man her ikke har med en ung Chorinemus at gjøre.
Imidlertid er jeg dog for saa vidt enig med Gill og Gunther, som ogsaa jeg
antager Porthmeus argenteus, selv i den mere udviklede Skikkelse, hvori Bleeker og jeg
kjende den, for en Ungdomsform af en under en anden Slægt opført Fisk; men denne. er
uden al Tvivl Zichia amia (L.). Den umiddelbare Sammenligning viser den største Over-
ensstemmelse i Fysiognomi og Karakterer, i Hovedets Enkeltheder, Tandforholdene, Side-
liniens karakteristiske Løb o.s.v. At Gjællelaagsgjællen (Pseudobranchien) ikke mangler
hos Lichia amia, er allerede paavist af Steindachner*); Straaletallet er hos vor guineiske
Porthmeis: D: 7.1220; A22.195 af Bleeker Fansiyesszdetan) ED Eee
A: 2.1.19—20; hos Z. amia finder jeg D: 7.1. 1320: 7A2271219 2 RA tunge
Exemplarer af Lichia amia have T—8 mørke Tværbaand over Ryggen, er allerede bekjendt
1) Verh. en Mededel. d. kon. Akad. v. Wetenschap., XIV (1862), pp. 134—35.
2) Mémoire sur les poissons de la côte de Guinée (Natuurk. Verhand. Haarlem, XVIII, 1863).
3) Ichthyolog. Ber. üb. eine n. Spanien u. Portugal unternommene Reise (Sitzungsber. d. Akad. Wiss.
Wien, LVII, S. 42) (1868).
509
i Forvejent); og Bindehuden mellem første Rygfinnes Straaler er ikke tydeligere hos vor
Porthmeus argenteus end hos 11—12 Tommer lange Exemplarer af Lichia amia. At nogle
af Cuvier’s «Porthmei» vare "tagne i «det indiske Hav», hvorfra Z. amia ikke kjendes, bar
ikke stort at sige; der angives ikke, hvor i dette Ocean de ere fiskede, og L. amia gaar
i det mindste lige til Kap og Algoa Bay. — Forskjellighederne mellem Lichia amia og
dens formentlige Unge indskrænke sig saaledes til følgende Punkter: 1) Legemets Højde
indeholdes hos Ungen ikke 3 Gange i Totallængden til Halefinnens Kløft — senere over
3 Gange; 2) den forreste Del af Ryg- og Gatfinnens blødstraalede Parti er endnu ikke
voxet ud, saa at disse Finner endnu ikke have antaget den segldannede (falkate) Form, som
senere udmærker dem; men dette er vel overhovedet Tilfældet med alle Fiske med falkate
Finner. Samtidig med at denne Finneform udvikler sig, fremkommer der sort Pigment
\ paa disse forlængede Finnepartier saa vel som paa Bugfinnerne. 3) Forgjællelaaget bliver
bredere, antager en mere afrundet Form og mister ethvert Spor til Torne eller Takker.
4) Mundspalten bliver under Fiskens Væxt noget større; ganske det samme er Tilfældet
med Chorinemerne: Enden af Overkjævebenet naar først ikke helt hen til, senere lidt ud
over en lodret Linie fra Øjehulens Bagrand. Der er ingen af disse Forandringer, som gaa
ud over, hvad der er Exempler paa andre Steder i Makrelfiskenes Familie, under Formernes
Væxt og Omdannelse fra Fiskeyngel til udvoxne Fiske.
Jeg kan i øvrigt ikke andet end samstemme med Steindachner i, at Zichia amia
og L. glaucus burde henføres hver til sin Slægt. Skjønt L. amia er den oprindelige Typus
for Lichia-Slegten, kunde det vel forsvares, for ikke at skulle danne et nyt Slægtsnavn,
nu da Porthmeus er ledigt, at lade Navnet Lichia blive ved L. glaucus og benævne L. amia
fremtidig Porthmeus amia (Lac.). I øvrigt vilde Rafinesques Hypacanthus ogsaa kunne
komme til Anvendelse for denne Form.
Under Navnet Scomber calcar beskrev og afbildede Bloch?) en Makrelfisk med
3 frie Rygpigstraaler, som han havde faaet fra Guinea, men som ikke senere er bleven
gjenkjendt af nogen. Paa det nær, at den er skælfri og at den kun har 6 Gjællehud-
straaler, har den Karakteren af Slægten Zichia, for saa vidt som dens Karakterer over-
hovedet ere tilstrækkelig oplyste. Det beskrevne Individs Størrelse er desværre ikke angivet;
var det afbildet i naturlig Størrelse, vilde det være 41/2 langt, men det er ikke usand-
synligt, at det er forstørret. Indsenderen (lsert) havde oplyst Bloch om, at den blev saa
stor som den almindelige Makrel, og deri kan han vel have Ret, uden at man deraf tør
slutte, at den, naar den har. naaet denne Størrelse, ikke skulde have forandret sig en Del.
Cuvier gjengiver Blochs Beskrivelse med den Anmærkning, at det maaske kun er en
1) Hist. natur. d. Poissons, VIII, p. 353.
2) Naturg. d. ausl, Fische, VII, S. 55, pl. CCCXXXVI, fig. 2.
510 102
Chorinemus; og Günther omtaler den som «en tvivlsom Art, maaske en daarlig Gjen-
givelse af Chorinemus saliens». Jeg tror just ikke, at den er gjengivet saa daarligt; i det
mindste stemmer Afbildningen meget godt med et lille Exemplar, 25 Mm. langt, som Kapt.
Hygom har fisket paa 6° N. Br. og 30° V.L., og som jeg har ladet afbilde Tab. IV, fig. 6.
Kun viser det sig, at der er 4 frie eller halvfrie Rygpigstraaler, og vældige Gatpigstraaler,
og at de øvrige Straalers Antal i de uparrede Finner er: D: 22; A: 21. " Hjørnet af
Præoperculum har em stærk Torn, og foran den, paa Knoglens vandrette Rand —- flere
mindre. For øvrigt kan henvises til Afbildningen. Der vil ikke kunne være Tvivl om, at
det jo er Ungen af en Chorinemus-Art af dem med 4 (5) Rygpigstraaler, enten Ch. guabira
(som jeg ikke kjender), Ch. saliens eller Ch. palometa C. V., hvilke sidste, efter min Mening,
bør holdes adskilte som Arter. Forskjellen fra de voxne Chorinemer af denne Gruppe ligger
væsentlig i, at 1) Præoperkulartornene, som ere saa gjennemgaaende hos al Scomberoid-
Yngel, ere endnu tilstede; 2) Skællene ere endnu ikke brudte frem; til Sidelinien ses intet;
og 3) de bageste Straaler i Ryg- og Gatfinnen ere forbundne lige til Spidserne og have altsaa
endnu ikke udsondret sig som Smaafinner (Pinnulæ spuriæ) — hvilket de da i øvrigt heller ikke
endnu have hos 4” lange Unger af Chorinemus palometa, om end de udvidede Ender af Finne-
straalerne ere her frie, saa at det er tydeligt, at de med Alderen ville blive det helt. Af andre
Forskjelligheder viser en umiddelbar Sammenligning med vore mindste Exemplarer af Chori-
nemus palometa endnu følgende, foruden den Forskjel i Proportionerne, som er en Følge af
Bagkroppens tiltagende Udvikling, og hvorpaa vi allerede have set saa mange andre Exempler
O)
baade hos Scomberoider og hos andre Fiske: at 1) det brede Overkjæveben ender under
Pupillens Forrand (hos Ch. palometa under Ojehulens Bagrand), og 2) at de frie Gat- og
Rygpigstraaler, som senere kun ere halv saa hoje som de forreste Ledstraaler i deres respek-
tive Finner, nu endog ere længere end disse og have mellem ”/> og 1/3 af Legemets største
Højde, uanset at denne er forholdsvis større end senere. — «Lichia calcar» vil altsaa være
at inddrage som yngste Stadium af en Chorinemus, rimeligvis af Ch. saliens; af denne Art
mangler jeg imidlertid andre yngre Stadier til Sammenligning. Aldeles tilsvarende Chorinemus-
Yngel, 25—35 Mm. lang, men med 7 frie Rygpigstraaler (Tab.IV, fig. 5) har Kapt. Andréa
fisket ved Surabaja (Java). Paa de større ere Præoperkulartornene i Færd med at forsvinde;
" Skjællene netop synlige, Sidelinien tydelig; de mindre forholde sig i disse Henseender som
den ovenfor omtalte «Zichia calcar». Selv hos det største af disse Exemplarer ere de
sidste Straaler i Ryg- og Gatfinnen forbundne ved Hud næsten lige til Spidsen. Pseudo-
branchierne (Gjællelaagsgjællerne) ere tilstede; men bortset fra dem, er der unægtelig et
Tidspunkt i Chorinemernes Udviklingshistorie, hvor de i mange Henseender have Lichiernes
Karakterer.
Ved at undersøge denne Chorinemus-Yngel blev jeg opmærksom paa nogle For-
skjelligheder i Tandforhuldene, som ikke hidtil ere blevne anmærkede, men fortjene
511
at omtales, hvad enten de nu kunne benyttes til at skærpe Artsdiagnosliken, eller de
muligvis i denne Henseende snarere vilde gjore Skade end Nytte. Man vil i Regelen
kunne skjelne imellem, om en Art har Overkjævetænderne (Intermaxillartænderne) uniseriate
(Ch. moadetta, saliens, lysan og en ubeskreven indisk Repræsentant for Ch. altus), biseriate
(Ch. occidentalis, Sancti Petri) eller pluriseriate (Ch. palometa); og denne Karakter synes
| at være lige god, hvad enten man har ældre eller yngre Exemplarer for sig. Der-
| imod er det Regelen, at Underkjævens Tænder ere stillede i to vel adskilte, meget ud-
prægede og regelmæssige Rækker, begrænsende ligesom en Rende mellem sig; hos alle
ere Tænderne i den indre Række kegledannede, noget krumme, stillede med Mellemrum,
d.v.s. ikke i sluttet Række; naar Tænderne i den ydre Række have den samme Karakter,
vil man lægge Mærke til, at de ere rettede udad og noget fremefter, de i den indre
Række indad og mere bagtil; undertiden ere Tænderne i de to Rækker lige store og lige
talrige, undertiden ere de ydre noget mindre og talrigere, men dog for øvrigt af samme Be-
skaffenhed som de indre. Det beskrevne Forhold finder jeg hos større Eexmplarer af
alle de nævnte Arter, hos Ch. palometa med den Modifikation, at det biseriate i største
Delen af Kjæven (dog ikke i dens bageste Del) er udvisket, derved at der har udviklet sig
Tænder af samme Beskaffenhed mellem de to Rækker. Hos yngre Exemplarer af Ch. palo-
meta og Ch. Sancti Petri, Ch. lysan og occidentalis, af 3%/4— 6" Størrelse eller mindre, har
den indre Tandrække den angivne Beskaffenhed; men den ydre er forsvundet og erstattet af
en fuldstændig tæt sluttet Række af fine ciliate eller børsteagtige Tænder, næsten som hos
en Chætodon, meget mindre og meget talrigere end dem i den indre Række, og af en fra
disse meget forskjellig Form. Da jeg først blev opmærksom paa denne Forskjellighed,
frygtede jeg, at jeg havde begaaet den Fejl at henføre distinkte Former med disse Forskjellig-
heder i Tandforholdene under samme Art; men da den gjentog sig hos Art efter Art, og
| stadig som Modsætning mellem Unger og mere eller mindre udvoxne, maatte jeg komme
| til det Resultat, at det sidst beskrevne kun er et Ungdomsforhold. Som saadant synes det
mig temmelig mærkeligt og at fortjene at forfolges gjennem hele Artsrækken. Forandringen
synes at bestaa i, at en ny Række af større kegledannede Tender udvikles udenfor den
oprindelige ydre Række, som derved fortrænges eller bliver tilbage i Udviklingen. De yngre
Chorinemer ere altsaa heterodonte, de ældre homodonte, omtrent som Æcheneis
naucrates (Jfr. «Vid. Medd. fra den Naturh. For.», 1875, S. 34—35), men med den Forskjel,
at det hos Sugefiskene gjælder Overkjæven, og at Forandringen her kun bestaar i, at den
ydre Tandrække tabes, ikke i at en ny kommer til.
Jeg maa end ydermere benytte denne Lejlighed til at gjøre opmærksom paa et andet
hidtil overset Forhold, der kan benyttes til at skærpe Chorinemus-Arternes Diagnostik. Gill
har (l. c.) foreslaaet at sondre de amerikanske Arter, med kun 4 eller 5 Rygpigstraaler,
generisk fra de indiske med 7, og han tildeler de første Navnet Oligoplites, hvilket Navn
512 = SOR
dog ikke er optaget af de Ichthyologer (Günther, Steindachner), som senere have
omtalt herhenhorende Former. Der forekommer imidlertid undertiden 6 Rygpigstraaler hos
Ch. occidentalis, og hertil kommer, at de for de amerikanske Arter karakteristiske smalle,
lineære Skæl gjenfindes hos flere indiske Arter, f. Ex. Ch. tol og Ch. moadetta (Klunz.). Men
der er en anden Karakter, som vilde kunne benyttes. De amerikanske Arter (Ch. occiden-
talis, saliens og palometa) have kun Tænder paa Ganebenene og Plovbenet; alle mig be-
kjendte indiske Arter — saa vel de to nys nævnte med lineære Skæl som de med korte og
brede: Ch. lysan og Ch. Sancti Petri — have derimod en stor Tandgruppe paa de indre eller
egentlige Vingeben, i de fleste Tilfælde adskilt fra, i enkelte sammenflydende fortil med
Ganebenenes. De vedføjede Skitser oplyse Hovedforholdene i denne Henseende og vise
Skematisk Fremstilling af Tændernes Gruppering i Overmunden hos Chorinemus Sancti Petri (a),
palometa (b), saliens (c) og lysan (d).
Forskjellen mellem Gill's Oligopliter og de ægte Chorinemer. Man faar paa denne Maade
Slægten Chorinemus (Scomberoides Lac.) delt i 3 Grupper, hvilke synes lige berettigede til
generisk eller subgenerisk Rang; det vil vistnok i alle Fald være rigtigst at blive staaende
ved det sidste Alternativ.
A. 4—5 (6) Rygpigstraaler; lineære Skæl; ingen Vingebenstænder. Ch. occidentalis, saliens,
palometa (quaribira ?).
B. 7 Rygpigstraaler ; lineære Skæl; Vingebenstender tilstede. Ch. tol, moadetta (Klz.) (denne
sidste er maaske kun Ungen af Ch. tol?).
C. 7 Rygpigstraaler; korte, brede Skæl; Vingebenstender tilstede. Ch. Iysan, Sancti Petri
(tala, altus?). (En ny Art fra Singapore, der minder meget om Chor. altus Gthr. fra
Centralamerikas Vestkyst, horer i al Fald til denne Gruppe.)
De hos de indiske Chorinemer optrædende Vingebenstænder ere ligeledes til-
stede, skjønt hverken omtalte af Jenyns eller Steindachner!), hos Paropsis signata,
1) Zoology of the «Beagle» Fishes, p. 65, pl. XII]; Sitzungsb. Akad. Wien, LXXII (1875), S. 49—50.
Øjet angives paafaldende stort af Steindachner; jeg finder dets Tværmaal kun '/s af Hovedets
Længde. De frie Rygpigstraalers Antal er af St. angivet rigtigt til 6.
eS ei SÅRE in SALES a Fra ein rate ie interne DE, à
i) i 513
af hvilken hidtil kun fra Montevideo kjendte Form Dr. Lund i sin Tid har indsendt et
brasiliansk Exemplar (formodentlig fra Rio Janeiro); med «Galathea»-Expeditionen har Prof.
Reinhardt senere hjemført et c. 1 Alen langt Exemplar fra Montevideo. Heller ikke ser a
jeg omtalt den ret merkelige Forgrening af Sidelinien, som udmerker denne Art; q
der findes nemlig hos det mindre (Lund’ske) Exemplar 13—14 lodrette og altsaa indbyrdes =
sa
parallele Grene, som stige op især fra det temmelig stærkt bugtede Stykke af Sidelinien; ER
ingen af dem naar dog op til Rygfinnen, og bagtil blive de mere utydelige; deres ind- |
byrdes Afstand er ikke lige stor, men i det hele mindre i Kroppens forreste end i dens be.
bageste Del; enkelte af dem ere ufuldstændige, d. v. s. de naa ikke ned til og træde
ikke i Forbindelse med Sidelinien, men de ere dog i det hele taget tydelige nok til, at den i
forgrenede Sidelinie kunde og burde optages i Slægtens Karakteristik. Hos det større
Exemplar ere kun de 6 forreste af disse fra Sidelinien opstigende Grene synlige; med til-
tagende Alder synes denne Ejendommelighed altsaa at blive mindre udpræget. 4
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. III, Fig. 14 og 15. Yngste Udviklingstrin af Naucrates ductor L. (Xystrophorus Rich.) Forstorrede 3 Gange.
Tab. IV. Fig. 5. Unge af en indisk Chorinemus-Art; Smaafinnerne endnu ikke sondrede; takket Forgjællelaag 0.5. v.
Tab. IV, Fig.6. Tilsvarende Udviklingstrin af en atlantisk Chorinemus-Art, rimeligvis Ch. saliens («Lichia calcar i
Bl.»). Forsterret to Gange ligesom foregaaende,
10. Psenes, Cubiceps og Navarchus. 2
(Tab. V, fig. 2.)
Scomberoidernes Slægtsfortegnelse omfatter to eller tre Slægter, som det — skjont de
have havt Plads indenfor to forskjellige «Familier» — er overmaade vanskeligt at holde ude fra
hinanden. Det er fortrinsvis pelagiske eller til en vis Grad bathyphile Fiske, og der fore-
ligger derfor i vore pelagiske Indsamlinger af Fiskeyngel flere Former, som vel uden Be-
tænkelighed kunde henføres til Slægten Psenes, men som dog til Dels vække stærk Mis- ay
tanke om ikke at vere uden Berøring med Cubiceps (Atimostoma, Navarchus, Trachelocirrus).
Forinden jeg gaar over til nærmere at omhandle nogle af disse Former, vil jeg, som Ind- 3
ledning dertil, anføre Karaktererne som de gives for disse to Slægter, og opregne de hidtil a
opstillede Arter med Angivelse af de til Grund for disse liggende Exemplarers Størrelse, |
Straaletal, Forekomst 0. s. v.
Vidensk. Selsk, Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. | 6
un
514
Psenes C.V.
(Catal. of Fishes.)
Legemet højt, sammen-
trykt, dækket med temmelig
smaa, cycloide Skæl; Mund-
spalten er snæver, Snuden
kort, afstumpet, opsvulmet.
Første Rygfinne er sammen-
hængende, anden Rygfinne
og Gatfinnen langt mere ud-
viklede, uden Smaafinner; 2
(eller 3) Pigstraaler forrest i
Gatfinnen, forbundne med
dens blødstraalede Del. En
Række smaa Tænder paa
Kjæverne, ingen paa Ganen.
6 eller 7 Gjællehudstraaler.
Svømmeblæren kløvet bagtil.
(Ostindiske og australske
Have.)
1. Psenes eyanophrys C.N. (pl. 265) (5*).
Ps. javanicus C. V. (knap 4").
of India», pl. LI, C.; Madras, 47/2”).
nw
etc., p. 158 [84]).
3. Cubiceps multiradiatus Gthr. (Pr. Z. S. 1871, p. 661, pl. LXI) (6°). D:
(Fische d. Südsee.)
Legemet sammentrykt,
temmelig hojt, dækket med
temmelig smaa, cycloide
Skæl; Bugen ikke sammen-
trykket til en Kant. Øjet
middelstort, Munden snæver,
Snuden meget kort, hvælvet.
Kjæverne med en enkelt
Række meget smaa, lancet-
dannede, utydeligt fligede,
tæt sammenstillede Tænder;
Ganen tandløs. To Rygfinner,
af hvilke den første bestaar
af faa, smækre og svage Pig-
straaler, som ikke kunne op-
tages i nogen Grube. Basis
af de lodrette Finner skællet;
ingen falske Smaafinner.
Gatpigstraalerne svage, for-
bundne med den øvrige Del
af Finnen. Brystfinnerne
middellange, længere end
Bugfinnerne.
De opstillede Arter ere:
Samme Straaletal.
106
Cubiceps Lowe.
Legemet er aflangt, svagt
sammentrykt, med middel-
store, cycloide Skel; Mund-
spalten snæver, Snuden but,
kort og opsvulmet. For-
gjellelaagets Rand hel.
Første Rygfinne sammen-
hengende, med omtrent 10
temmelig svage Pigstraaler ;
anden Rygfinne og Gatfinnen
mere udviklede, skællede,
uden særskilte Smaafinner;
Brystfinnerne temmelig lange,
meget længere end Bugfin-
nerne. Sidelinien uvæbnet.
Smaa Tænder påa Kjæverne
og hos nogle Exemplarer
påa Ganen. 5 eller 6 Gjælle-
hudstraaler.
(Middelhavet, Madera, Cap.)
D: 9.1.25; A: 3.25 (Ny-Irland).
(Java).
Nævnes som vestindisk af Poey (Enumeratio
(Afbildet i Day’s «Fishes
10.202258
A: 3.25 (Manado). (Ifølge Günther, «Fische d. Südsee», identisk med Ps. javanicus
og rimeligvis ogsaa med Ps. cyanophrys?).
Ps auratus (G.\V.) (84).
Straaletallet som hos Ls. cyanophrys.
Drivtræ i den bengalske Bugt.)
(Indiske Hav, under Ækvator; Port Jackson; Stille Hav:
ROUTES
6. Ps. quamensis C. V.
pl. XCI, fig. 6.
Valenciennes’s?).
leucurus C. V. (2").
17° 120.8. Br: 36° 33 V7 (?):
(21/2).
(I stor Mængde om et
Der 10y ds Qi Ast. 27 RK (Gihr?):
D: 9.1.22; A: 2.29 (Guam). — Fische d. Südsee,
D: 9.1.26; A: 29 (Sydhavet). (Mon samme Art som Cuvier’s og
1) Hertil maa dog bemærkes, at Day's Afbildning af Ps. javanicus (1. c.) ikke kan identificeres med
Ps. cyanophrys eller multiradiatus; jf. f. Ex. Sideliniens Forhold.
he ee ee Bee ah Le SE en beg SEE SDL VERS (NT € LE ARR. EL
i “ge Li å 1 >
515
Ps. fuscus Guichenot. D: 9.1.25 A: 3.25 (70 Mm.; 23/4”). (Madagaskar). (Mem.
Soc. Se. Nat. Gherbourg, 1866, p. 138.)
8. Ps. anomalus Schl. D: 6.29; A: 3.26 (Japan). (Fauna Japon., pl. LVI.)
9. Ps. regulus Poey (Repert., II, p. 375) (90 Mm., c. 3/2“). D: 11.15; A: 3.15 (Cuba).
10. Cubiceps indicus Day (Pr. Zool. Soc., 1871, p. 690). (3—41/2"). D: 10.1.14—15;
A: 3.15 (Madras). (Afbildet i Days «Fishes of India», pl. LIV, fig. 2.)
11. €. pauciradiatus Gthr. (Ann. Nat. Hist., 1872, X, p. 423; Cruise
pe 4201) 52/3”). * DE: 10 S17 Ad 141 (Misol).
(Efter Straaletallet at dømme turde disse 3 Arter maaske falde sammen til
en; mig er Zsenes-\Yngel med saa faa Straaler ikke forekommet.)
12. Atimostoma capense Smith (Illustr. S. Afrika, pl. 24). (43 Tommer). D: 10.1.19
Abe 1s tor (Gap),
13. Seriola (Cubiceps) gracilis Lowe (Pr. Z. Soc., 1843). (Madera). (6°/4). D: 9.2. 20;
A: 3.20. Ifølge Günther identisk med:
14. Navarchus sulcatus Fil. Ver. (Mem. Acad. Torin. (2) XVII). (c. 7”). D: 11.20; A: 3.20.
(Middelhavet.)
14*. Tracheloeirrus mediterraneus Doumet (Revue d. Zool., 1863, pl. 15). (200 Mm.,
Cet) 20 10). 2526. Ae 22. (Cette): D: 9.225, 4:20; (Nizza).
(Identiteten af denne sidste Form med Navarchus sulcatus er erkjendt fra
begge Sider).
of the Curacao,
)
Dr. Günther udtaler i sit senere Arbejde, at Psenes vel er meget nær beslægtet
med Cubiceps, men afviger fra denne ved højere Legemsform, ikke kantet Bug og kortere
Bugfinner (Karakterer, der just ikke synes at have meget stor Vægt). C. indicus og multi-
radiatus høre til Psenes, og den sidste Art falder sammen med Ps. javanicus, sandsynligvis
ogsaa med Ps. cyanophrys. Han tilføjer, at «det er smaa pelagiske Fiske, der forekomme i
Atlanterhavets og det indiske Havs Tropebælter eller i Nærheden af disse og ofte fanges i
Slæbenettet; Kundskaben til Arterne er meget ufuldkommen, da man i de fleste Tilfælde
kun kjender dem af meget unge Individer». Et Blik paa ovenstaaende Artsfortegnelse
vil vise, at Artsantallet indenfor denne Gruppe — selv om det skal reduceres en Del —
maa være temmelig stort, og dette bekræftes ogsaa af Andréa’s, Hygom's og andres
Indsamlinger; der foreligger mindst 5 eller 6 Arter af saadan Fiskeyngel, hvis Henførelse
til de beskrevne «Arter» imidlertid i de fleste Tilfælde har været mig umulig. Jeg skal
indskrænke min Omtale til de tre, der foreligge mig i en mere udviklet, skjønt vistnok
endnu temmelig ungdommelig Skikkelse. Af de tidligere beskrevne Arter danner Ps. ano-
malus ligesom en Gruppe for sig selv ved sit ualmindelig lave Antal af Pigstraaler; de tre
under 9—11 opførte Arter danne en anden, udmærket ved Blødstraalernes ringe Antal. De
større, mere langstrakte Former, hvormed den ovenstaaende Fortegnelse slutter (12—14),
repræsentere nærmest Cubiceps-Gruppen, men have, hvis jeg ikke fejler, som yngre saa aldeles
Karakteren af Psenes, at Forholdet mellem disse to Slægter synes at maatte udtrykkes saa-
65°
516 108
ledes, at Psenes til Dels i det mindste repræsenterer tidligere Udviklingstrin af Cubiceps
(Navarchus 0.s. v.). De øvrige Arter (1—7), der rimeligvis skulle indskrænkes i Tal, repræ-
sentere den typiske Psenes-Form, og dertil kommer nu en, som det synes, ny Art med et
større Antal Straaler i de uparrede Finner end nogen af de beskrevne; særligt for dens
Vedkommende, til Dels maaske ogsaa for Ps. cyanophrys, leucurus, quamensis, synes det
mindre sandsynligt, at de med Alderen skulde iføre sig Cubiceps-Dragten, rimeligere, at de
stedse beholde den kortere Legemsform, som hos nogle af dem allerede optræder i en
meget udpræget Skikkelse; men om Forholdet mellem Psenes og Cubiceps vil der dog
ikke kunne fældes nogen endelig Dom, førend nogle af først nævntes typiske Former ere
studerede i deres endelige, fuldt udvoxne Skikkelse. For Tiden lade de sig næppe
holde ude fra hinanden. Dette er et af de Punkter, hvor man bedst føler, i hvilken Grad
vor Kundskab om Fiskelivet i Oceanets Dybder endnu er ufuldstændig; Studiet af Over-
fladefauna’en løfter kun en Flig af det Dække, der tilhyller den.
1. Psenes pellucidus n. sp., fra Surabaja-Strædet, foreligger kun i et Exemplar, en
lidt over to Tommer (53 Mm.) lang, høj, meget sammentrykket, blød og fint bygget, næsten
farveløs, halv gjennemsigtig lille Fisk. Legemets største Højde er 23 Mm., Forholdet mellem
denne og Totallængden (Halefinnen medregnet)
altsaa som 1:2,3; Hovedets Længde 13 Mm. eller
en Fjerdedel af Totallængden, Øjets Tværmaal
5 Mm., den butte Snude 31/2 Mm. Brystfin-
nerne ere 10 Mm. lange, men Bugfinnerne
14 Mm., altsaa endnu paa dette Udviklingstrin
næsten en halv Gang længere end Brystfinnerne
(i Modsætning til hvad der ellers anføres som
Karakter for Psenes), saa at de naa et Stykke
ind paa Gatfinnen. Anden Rygfinne og Gat-
Psenes pellucidus Ltk. finnen ere temmelig hoje (10 Mm.), men vise
(Surabaja-Strædet. Naturl. St.) ingen Antydning til det falkate; Blodstraaler
og Pigstraaler ere næppe til at skjelne fra hin-
anden i Rygfinnen; der er 46 i alt, 12 i første, 34 i andet Afsnit, og 34 (3.31) i Gat-
finnen; Halefinnen er kløftet. Sidelinien ligger højt; Skællene ere smaa; de forlænge sig
endnu ikke langt ud paa de uparrede Finner. Gjællelaagsgjælle er tilstede som hos andre
Psenes-Arter, men ingen Ganetænder; Overkjævens Tænder ere finere og sidde mere spredte
end Underkjævens tæt sammenstillede, spidse, sammentrykt-trekantede Tænder. Enden af
Overkjævebenet falder i Linie med Pupillens Forrand. Bugkanten bagved Bugfinnerne er
ikke sammentrykt. Langs hen ad Ryggen findes 3 Rækker af endnu utydelige, mørke, runde
109 517
Pletter, og der gaar ligesom en mørk Skygge hen over de fleste af Finnerne, navnlig mod
deres Rand.
Af de beskrevne Former kommer Ps. leucurus med sin regelmæssige, elliptiske
Legemsform og forholdsvis lange Bugfinner, der naa til Begyndelsen af Gatfinnen, vel
nærmest til den ovenfor beskrevne Form, men Forskjellen i Rygfinnestraalerne Antal (38
hos Ps. leucurus) er altfor stort til at der kan være Tale om Identitet. Imidlertid kjender
jeg Mellemformer: et Par i Atlanterhavet (48° N. Br., 40° V. L. og 33° 40° N. Br., 72° 46° V. L.)
fiskede Unger (25—32 Mm.) ere noget mere langstrakte (1:23), have mindre høje
Finner, Pletterne ere ikke indskrænkede til Ryggen, og Straaletallet er noget mindre
(D: 11—12.1.30; A: 3.30), men dog, for Rygfinnens Vedkommende, endnu noget
højere end hos fs, leucurus, med hvilken de ogsaa stemme ved de forlængede Bug-
finner. Efter min øvrige Erfaring er Straaletallet hos denne Slægt ikke underkastet
store Variationer, og jeg er derfor utilbøjelig til at slaa disse Former sammen. —
Tre paa «Galatheas» Jordomsejling den Ilte og 18de Juni 1846 fiskede smaa Psener
(de større 36 Mm., Halefinnen medregnet) synes ligeledes at antyde en ukjendt Art. Højden
(18 Mm.) er netop det halve af Totallengden; Formen nærmer sig saaledes meget til det
kredsrunde. Ryg- og Gatfinnen ere temmelig høje, først nævnte skællet ved Grunden,
sidst nævnte næsten i sin halve Højde; Bugfinnerne ere temmelig lange, naa et godt Stykke
ind paa Gatfinnen. Straaletallet: D: 11.120; A: 2.21. Øjet er temmelig stort (4 Mm.);
Overkjævebenet ender under Pupillens Forrand. Sidelinien ligger højt som hos Slægtens
andre Arter, men Skællene ere, for Fiske af saa ringe Størrelse, paafaldende store og vel
udviklede, hvoraf jeg slutter, at denne Form er sin endelige Skikkelse forholdsvis nær, og
at det er en af Slægtens mindre Arter. — Indtil videre maa disse to Arter henstaa som
ubestemte.
2. Psenes cyanophrys C.V. jun. (multiradiatus Gthr.). Hos de større Exemplarer
(72—87 Mm.) af denne Form — som i øvrigt foreligger i et større Antal Exemplarer fra
forskjellige Steder af Atlanterhavet, fra 23° 45° N. Br. til 8° S. Br. og fra 14° 20’ V. L. til
81° 40" V.L.; desuden fra Martinik og fra Jamaicas Nordkyst; den hører til de Fiske, der
holde sig til Sargasso-Tangen og blive fiskede med den — er Formen sammentrykt, regel-
mæssig oval; Højden indeholdes ikke 3 Gange (1:2,7 å 2,8) i Totallængden; Hovedets
Længde er omtrent en Fjerdedel af samme eller noget mindre; Øjets Tværmaal lidt over
eller under en Tredjedel af Hovedets Længde, Snudens ”/3 af Øjets Tværmaal. Tænderne
i begge Kjæver ere — i Modsætning til P. pellucidus og maculatus — fine, krogede og
sidde spredte; en enkelt Tand ses undertiden paa Plovbenet. Overkjævebenet ender under
Øjehulens Forrand. Sidelinien ligger højt og kan forfølges næsten til Halefinnen. Skællene
dække en stor Del af de uparrede Finner. Brystfinnerne ere ikke lidt større end Bug-
finnerne, som strække sig hen til eller hen imod Gatfinnen; bagved Bugfinnerne er der en
518 ; 110
rendeformig Fordybning i Bugkanten, til deres delvise Optagelse. Halefinnen er dybt
kløftet. Straaletallet er: D: 10.1.25—27; A: 3.25—27. Større Exemplarer vise ikke
anden Tegning end fine, mørke, parallele, punkterede Længdelinier, svarende i Antal til
Skælrækkerne, men tabende sig nedad mod Bugen og paa Hovedet i en fin Punktering;
hos vort største Exemplar ere Striberne meget svage, det er derfor ikke usandsynligt, at
denne Tegning hos den udvoxne Fisk taber sig ganske; første Rygfinne er sort, de andre
Finner uden tydelig Tegning. Yngre Exemplarer — hvoraf der foreligger et større Antal —
faa et fremmed Udseende derved, at Stribningen krydses af en elegant marmoreret Tegning
af Pletter og Tverbaand; Legemsformen er forholdsvis noget kortere end hos de større,
Ryg- og Gatfinne mere sortladne end hos disse. Der foreligger ogsaa nogle Exemplarer
fra det indiske Hav (10° 10° N. Br., 131° Ø.L.), saa det er klart, at det er en vidt udbredt
pelagisk Form, som forekommer i begge Verdenshaves tropiske Strøg.
Overensstemmelsen mellem Museets større Exemplarer og Dr. Günther’s for-
træffelige Afbildning af hans Cubiceps multiradiatus fra Manado er saa fuldstændig, at der
ikke kan vere Tvivl om Identiteten. Det fremgaar deraf, at nogen stor Forandring under-
gaar denne Art ikke under sin Væxt fra 3” til 6” (hvormed den efter al Sandsynlighed
ikke er afsluttet); Øjet bliver noget mindre (dets Tværmaal lig med Snudens Længde eller
1/4 af Hovedets), Brystfinnerne forholdsvis noget lengere og Bugfinnerne kortere i samme
Forhold, o. s. v. Dr. Günther har senere identificeret sin Art med Psenes javanicus og
cyanophrys, hvilket vistnok ogsaa turde vere rigtigt; jeg har derfor betegnet vort Materiale
som Unger af Ps. cyanophrys.
3. Psenes maculatus n. sp.? Kapt. Andréa har oftere fisket denne Form, om
hvis Forhold til de typiske Cubiceps-Former jeg senere skal udtale mig, i Atlanterhavet
paa Steder, hvis Beliggenhed ligger imellem 39° N. Br. og 25° 4" S. Br. og mellem 34° 40°
og 27? 26' V.L. Jeg skal først karakterisere de store Exemplarer (Tab. V, fig. 2) og der-
efter angive, hvori de yngre afvige fra dem.
Legemets Højde indeholdes 3'/2 Gang i Totallengden (Halefinnen medregnet) hos
det største foreliggende Exemplar (94 Mm.); hos det næststørste (72 Mm.) kun lidt over 3
Gange, hos yngre (51—42 Mm.) netop 3, hos endnu yngre (20 Mm.) ikke fuldt 3 Gange.
(Det fremgaar heraf, at Legemsformen forlænges under det af disse Exemplarer repræsen-
terede Afsnit af deres Udvikling, og det er tilladt at antage, at den paa mere fremskredne
Livstrin vil have forlænget sig endnu mere.) Hovedets Længde indeholdes ikke 4 (3,7 å 3,4)
Gange i Totallængden, hos de større; Øjets Tværmaal 3 Gange eller knap det i Hovedets
Længde; Snudens er ”/3 eller °/7 af Øjets Tværmaal; Overkjæven naar til omtrent midtvejs
mellem Øjehulens og Pupillens Forrand. Straaletallet er: D: 11.1.22—23; A: 3.23. Hale-
finnen er dybt kløftet; de andre uparrede Finner ikke særdeles høje. Skæl, som ere mindre
end Kroppens, beklæde den nedre Del af Rygfinnen og den øvre Del af Gatfinnen. Der findes
111 ; 519
Skæl under og bag Øjet og paa /nteroperculum, men ellers ikke paa Hovedet. Sidelinien
ligger som sædvanlig hojt oppe og naar ikke til Halefinnen. Bugfinnerne naa ubetydeligt
ud over Begyndelsen af Gatfinnen, men ere dog noget kortere end Brystfinnerne, hvis
Længde er mindre end Legemets Hojde; langs Bugen, til Gattet, er der en Fordybning til
Bugfinnernes Optagelse. Der er en enkelt Række Tender i hver Kjæve; Overkjævens ere
finere, mere krumme, Underkjævens mere brede, sammentrykte, lancetdannede, tætstillede,
større paa Siderne end i Nærheden af Symfysen. Der er Tænder paa Ganebenene og i
det mindste en enkelt Plovbenstand. Mørke, til Dels sammenlobende Pletter antyde om-
trent 7 brede Tværbaand over Bagkrop og Hale, fortsættende sig ud paa Finnerne. Der
er desuden en mørk Linie langs Randen af anden Rygfinne og Gatfinnen, Halefinnefligene
ere noget mørkladne, og der er to sorte Baand over Bugfinnerne; første Rygfinne er mere
eller mindre sort. — Hos yngre Individer blive Legemets Tværbaand tydeligere; jo mindre
de ere, desto kortere er deres Legemsform, Halefinnen er mindre dybt udskaaren, Over-
kjæven naar hos dem til Pupillen o. s. v.
Jeg har beskrevet disse Smaafiske under et eget Artsnavn, skjønt jeg har en stærk
Mistanke om, at de ere Ungerne af Cubiceps gracilis eller capensis. Bevises kan denne
Formodning ikke, naar man ikke har den udvoxne Fisk for sig til Sammenligning. Tænker
man sig de største af vore Smaafiske mere fremskredne paa deres Udviklings Bane, har
man, af det man kjender til deres yngre Stadier, god Grund til at forestille sig dem som
mere langstrakte, med udvisket Farvetegning, med mindre Øjne, længere Brystfinner og
kortere Bugfinner; en større Afstand mellem Halefinnen og de andre uparrede Finner
kunde vel ogsaa tænkes at vere Følgen af Legemsformens Forlængelse. Hertil svarer
Billedet af Verany’s og Filippi’s Navarchus sulcatus og Doumet’s Trachelocirrus
mediterraneus i det hele godt (jfr. de citerede Beskrivelser og Afbildninger); Identiteten af
disse to Former er, som anført, anerkjendt fra begge Sider. Vistnok kan man af begge
Beskrivelser udpille Træk, der tale saa vel mod disse Formers Identitet som mod at henføre
Ps. maculatus til dem som deres yngre Udviklingstrin. Men man maa erindre, at saa vel den
franske som de italienske Forfattere havde kun for sig, hver især, ét daarligt bevaret og
udstoppet Exemplar; først senere fik Doumet Lejlighed til at se et tredje (ligeledes ud-
stoppet?) Exemplar, som tilhørte Museet i Nizza. Der er derfor ikke Anledning til at
gjennemgaa kritisk pro et contra saadanne Smaating, som f. Ex. at Doumet (l. c., p. 215)
overser Gatfinnens Pigstraaler; men der er dog Anledning til at omtale to Forhold, som
have foranlediget Slægtsnavnet hos den ene Forfatter og Artsnavnet hos de to andre.
Hvorledes det forholder sig med de 3 Furer, som de italienske Forfattere tilskreve deres
Art, og hvori Filippi endog var tilbøjelig til at se en tredobbelt Sidelinie, er allerede op-
lyst af Doumet; det er ikke den mellemste, men den øverste, som er Sidelinien, og som
i Stilling svarer til Sidelinien hos vore Psenes-Arter; de andre ere, naar de findes,
520 112
uvæsentlige, tilfældige Dannelser, der skyldes Muskelindtryk eller deslige. De to Cirri
jugulares, som Doumet beskriver, men som hverken Filippi og Verany eller Lowe
omtaler, og som Doumet heller ikke kunde finde paa det andet af ham undersøgte
Exemplar, ere vistnok — skjønt Filippi!) bagefter troede at se Spor af den ene paa
hans udstoppede Exemplar mellem andre Hudlapper — kun Artefakter, der skylde til-
fældige Beskadigelser eller Præparatørens Talent deres Tilblivelse. Mere mærkeligt er det
maaske, at begge Forfattere omtale Halens Flige som fuldkommen adskilte, Doumet med
Tilføjende, at den ene Flig syntes at kunne gaa bag ved den anden. De middelhavske
Exemplarer vare c. 7—7'/2 Tomme lange (for saa vidt nogen Størrelse er angivet); tænker
man sig denne Fiskeform endnu meget større, kommer man til Atimostoma capense Smith,
43 Tommer, med endnu mere langstrakt Legemsform, Hovedet spidsere, Brystfinnerne lige-
ledes; Overkjævebenet, som hos de middelhavske halvstore kun naar til Øjehulens Forrand,
naar nu ikke en Gang til denne; Ganetænderne ere forsvundne, 0.s.v. Allerede Günther har
udtalt, at disse Formers (C. gracilis og capensis) Selvstændighed under alle Omstændigheder
ikke kunde betragtes som sikker. Ved denne hypothetiske Sammenstilling af alle disse
«Arter» til én fortløbende. Formrække har jeg unægtelig set bort fra, at Straaletallet i
Almindelighed angives lavere end hos min Zs. maculatus; D: 10.1.19; A: 1.19 hos
Günther, for den kapske Form; D: 11.20; A: 3.20 hos Filippi og Verany; D: 9.22;
A: 20 hos Doumet (Exemplaret fra Nizza); hos Exemplaret fra Cette angiver han dog
D: 10.25—26; A: 22, hvilket især for Rygfinnens Vedkommende bedre passer med vor L's.
maculatus. Jeg vil i denne Anledning ikke undlade at omtale, at vi foruden denne Art ogsaa
have faaet flere Exemplarer af en nærstaaende Form (Ps. affinis m. in Mus. Zool. Un. H.),
som navnlig afviger fra den typiske Form ved lavere Straaletal; D: 10—11.1.19—20;
A: 3.21—22; maaske er denne, og ikke min Ps. maculatus, Ungen til Cubiceps gracilis-
capensis eller til en af de Former, mellem hvilke der muligvis vil være at sondre, naar
et fyldigere Materiale af disse Fiske (der hidtil kun ere sete i 5 større Exemplarer) muliggjør
en grundigere Behandling af dette Spørgsmaal. Da jeg kun kjender smaa Exemplarer af
denne formentlige anden Art, kan jeg ikke nærmere begrunde dens Selvstændighed og vil
ikke beskrive den nærmere; Exemplarerne ere dels fra Atlanterhavet (21° 12° N. Br. til
8° S.Br., 13° 20° V.L. til 76° V.L.), dels (hvis det er samme Form) fra det indiske Hav
(16° N-Br., 115° 5070. 1.):
Hos ingen af de undersøgte Psenes-Arter, selv ikke hos de mindste Exemplarer,
har jeg, som ellers hos saa mange Scomberoid-Unger, fundet Forgjællelaaget tornet. Dette
bør saa meget mere fremhæves, som der kjendes en Fisk, der synes at staa Slægten Psenes
meget nær, men afviger fra den ved, at fornemmelig Præoperculum og Interoperculum have
1) Revue de Zoologie, 1863, p. 273.
We NE een ie tr Ne N ee ae HATE 2] Je - à Lé
” Pr ni die rit 2 4
Gb Das 521
fint, men skarpt tandede Rande. Det er Palinurichthys eller Pammelas perciformis (Mitch.)+).
Forste Rygfinne er lav, Halefinnen kun lidet indskaaren, Brystfinnerne korte, ikke længere end
Bugfinnerne, Sidelinien har et noget lavere Leje end hos Psenes, men naar heller ikke her
til Halefinnen. Tænderne sidde i enkelt Række, men ikke tæt sluttede; Gjællelaagsgjælle er
tilstede; 7 Gjællehudstraaler. Hovedets nøgne Hud er tæt opfyldt af Porer. Alt andet er
Psenes-agtigt. Straaletallet finder jeg at være: D: 7.1.20; A: 2.1.17. Arten kan blive
12 Tommer lang (Museets Exemplar er 8). Denne Fisk skal forekomme «af og til» ved New
York, «temmelig hyppigt« ved Massachusetts, hvor Fiskerne have Navne til den; den følger
Skibene (ligesom Lodsfisken), ledsager dem stundom i større Antal lige ind i Havnene,
holder sig til Drivtræ eller flydende Tønder (der er altid nok at faa at leve af paa slige
Ting) og besøger undertiden Havnepælene. Hvis Gjællelaagsbenenes Takker først uddannes
sent, kunde jeg tænke mig, at dens Unger ogsaa kunde blive henførte til Slægten Psenes;
men jeg tror dog ikke, at dette kan gjælde nogen af de beskrevne Psenes-Former, i alt
Fald ikke nogen af dem, der have foreligget mig. Nere Slægtninge synes Psenes og
Palinurichthys i alle Fald at være.
Forklaring til Afbildningen.
Tab. V, Fig. 2. Et af Museets største Exemplarer af Psenes maculatus Ltk. i naturlig Størrelse; muligvis
Ungdomsform af Cubiceps capensis eller Navarchus sulcatus eller en nærstaaende Form.
11. Stromateus, Apolectus; Schedophilus; Trachynotus ; Micropteryx; Seriola.
(Tab. II, fg.9; Tab. II, fig. 16, Tab. IV, fig. 7—11.)
Det er bekjendt, at Ungerne af Slægten Stromateus ofte frembyde saa store For-
| skjelligheder fra de udvoxne Fiske, at de ere blevne opstillede som særegne Arter, og at
| det navnlig oftere er Tilfældet, at Ryg- og Gatfinnens forreste Pigstraaler og de foran dem
| siddende Straalebærere hos Ungerne rage frem af Huden som en Række skarpe, til Dels
sav- eller øxedannede Forlængelser, men at disse Dannelser senere tabe sig eller overvoxes
og fuldstændig skjules af Huden, Saaledes er Ungen af Str. argenteus Euphr. (candidus GAVE)
bleven opstillet som egen Art (S. securifer C.V.); Ungen af S. alepidotus (Lin.) (Gardenü
| 1) Cfr. Storer, History of the fishes of Massachusetts. Memoirs of the American Academy of Arts and
Sciences. New Ser., V, 1, p. 152, pl.XIII, fig. 3.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 66
522 114
Schn., longipinnis Mitch.) som Rhombus crenulatus Cuv. Denne sidste Henforelse er kun
formodningsvis antydet af Günther; men da Museet besidder en lille « hombus crenulatus»,
som jeg heller ikke skjonner at være andet end en Unge af S. alepidotus (L.), tager jeg
ikke i Betænkning at slaa denne Henforelse fast som mere end blot sandsynlig !).
Bleeker og Günther henføre endvidere Guvier’s «Apolectus stromateus» *) som
Unge til Stromateus paru Bl. (Str. niger Bl.). Da denne lille Fisk, foruden at have nogle
fremstikkende Pigge foran Ryg- og Gatfinnen, har to vel udviklede Bugfinner med
fuldt Straaletal, kunde dette synes noget overraskende, trods Fiskens Stromateus-agtige
Fysiognomi. Naar man opmærksomt gjennemlæser Beskrivelsen i «Histoire naturelle des
Poissons», tror jeg dog ikke, at man vil kunne nære Tvivl om, at Bleeker og Günther
have Ret. Hos en for mig liggende ung Sir. paru, 4 Tommer lang, er der endnu ligesom
et sidste Spor af Bugfinnerne i Form af to Knuder paa det Sted, hvor de skulde have
siddet. Cuvier’s Exemplarer af hans «Apolectus» vare dog 3—4 Tommer lange; men
Pariser-Museet besad et yngre, knap 18°‘ langt, med Ryg- og Gatfinnen løbende ud i
længere Spidser (som hos Platax-Ungerne), og med den hos yngre Makrelfiske ikke ualmin-
delige Tegning: 5 brede, lodrette, mørkere Tværbaand. Der er altsaa allerede indenfor
denne problematiske «Art», som den er opstillet, en Udvikling, der synes at ville føre over
mod Stromateus og særligt mod S. paru.
Mig har foreligget en 13 Mm. lang (Halefinnen medregnet) og 7 Mm. høj Stroma-
teus-Unge fra Riouw-Stredet (Tab. III, fig. 16), efter min Mening netop af Sir. paru. Den
har, som andre unge Makrelfiske, Randen af Forgjællelaaget stærkt takket; Brystfinnerne
ere korte, Bugfinnerne dobbelt saa lange, ikke meget kortere end Legemet er højt; de naa
følgelig et godt Stykke ind paa Gatfinnen. Der er 2 Pigstraaler i Gatfinnen og 4 i Ryg-
finnens forreste Afsnit?), deri altsaa ikke medregnet den første Straale i den egentlige Ryg-
og Gatfinne. Straaletallet i disse (D: 45; A: 36) stemmer, saa vidt det har kunnet be-
stemmes med Nøjagtighed, med Str. paru. Disse Finners Form, for saa vidt Exemplarets
Tilstand tillod at opfatte den med Bestemthed, er gjengivet paa Figuren; det vil ses, at
den ved Straalernes mere ligelige Længde er forskjellig fra det senere Stadium (4po-
lectus stromateus), hvor Finnerne allerede stærkt have antaget den falkate Form. En Paa-
tegning af Indsamleren (Kpt. Strandgaard) angiver, at den var «grøn og blaa»; maaske
1) Vort Museums Exemplar er 2 Tommer langt med Halefinnen; Pariser-Museets var knap to Tommer
langt. Jfr.-Hist. natur. d. Poiss., IX, p. 410—11, pl. 275. En «Rhombus orbicularis», nær beslægtet
med «Rå. crenulatus» og med «Ah. zanthurus» Qu. Gaim. (af Günther henstillet blandt de usikre
Former), 40—60 Mm., fra Cayenne, beskrives af Guichenot, Mem. Soc. Imp. Sc. Natur. Cher-
bourg, XII, 1866, p. 245.
?) Hist. nat. d. Poiss., VIII, p. 439—40, pl. 238.
3) Afbildningen af «Apolectus stromateus» (C. Val, pl. 238) viser flere Rygpigstraaler; at dette er
urigtigt, fremgaar af Texten: D: 4.1.43 etc.
115. - * 523
_sigtes herved til de mørke Farvepletter, der pryde Siderne af Baghovedet og Forkroppen.
De dybt spaltede Gjællespalter vise, at Arten er at søge i den Afdeling af Stromateus-
Slægten, hvortil S. paru hører; Straaletallet, at det ikke er Ungen af en Plataw-Art. Jeg
tror derfor ikke, at der kan være Tvivl om, at den her afbildede Unge jo virkelig er et
meget tidligt Stadium af Stromateus paru'), et tidligere, end det hidtil har været beskrevet.
Jeg vil dog i Anledning af Bugfinnernes forholdsvis sene Forsvinden hos Str. paru
— de ere jo endnu tilstede, efter det ovenfor anførte, hos Exemplarer af 3—4 Tommers
Længde — endnu bemærke, at jeg ikke finder Spor af dem hos unge Exemplarer (21/.—2°/s
Tomme) af Sir. sinensis Euphr.; hvis de ere tilstede hos endnu yngre Individer af denne
Art, maa de altsaa tabes forholdsvis tidligt; thi denne Art skal jo naa en Længde af
10—11 Tommert), hvilket rigtignok kun er knap det halve af den, der tillægges S. paru som
udvoxen, nemlig 2 Fod, men dog vel for meget til, at man alene turde søge Grunden til
Bugfinnernes totale Mangel hos de omtalte c. 2!/a Tomme lange Unger i Artens ringere Stor-
relse. Allerede Bleeker har i ovrigt (hvad jeg forst senere er bleven opmærksom paa)
fremhævet denne Forskjel mellem Str. paru, der som ung har tydelige, ja endog lange
Bugfinner, og hans Stromateoides-Arter (cinereus, sinensis, argenteus), som allerede miste
Bugfinnerne i en meget tidligere Livsperiode, saafremt de overhovedet nogensinde faa
dem eller have dem. Denne Forskjel i Udviklingens Tempo giver mig Anledning til
atter at frémhæve et andet ligeledes af Bleeker fremdraget Moment, nemlig, at S.
argenteus Euphr. (candidus Cuv.) og S. sinensis Euphr. (atous, albus) ved deres sær-
deles korte, lodrette Gjællespalter frembyde en meget karakteristisk Afvigelse fra alle
andre mig bekjendte Arter (S. fiatola, maculatus, triacanthus, alepidotus, paru), hos hvilke
Gjællespalterne ere meget vide; d. v. s. de fortsætte sig fra det Punkt, hvor de høre op
hos de to forst nævnte Arter, helt ned under Struben til et Punkt omtrent lodret under
Ojets Forrand. Str. cinereus kjender jeg ikke, men ifolge Bleeker slutter den sig, som
man jo ogsaa snarest skulde antage, i dette Forhold til Str. argenteus og sinensis, skjønt
Bleeker’s Afbildning just ikke tyder derpaa. Jeg har ikke fundet denne Forskjel, som
synes vel skikket til at bære en Slægtsadskillelse, omtalt i andre Beskrivelser, uden for
saa vidt Euphrasen?) omtaler de snævre Gjællespalter hos de to først nævnte Arter.
Bleeker's Slægtsnavn Stromateoides?) bør derfor ikke forkastes, men komme til Anvendelse
for denne ejendommelige østasiatiske Gruppe med korte Gjællespalter.
1) Hist. natur. d. Poiss., IX, p. 389 (S. albus) og 390 (S. atous).
2) Kgl. Vetensk. Akad. Nya Handl. IX (1788), S. 53 & 55.
3) Bleeker, Bijdrage tot de kennis der makreelachtige Visschen van den soenda-molukschen archipel.
Verh. batav. Genootsch, XXIV (1857), p. 19—20. En Stromateus medius beskrives af Prof. Peters
(Monatb. Ak. Berlin 1869, S. 707) fra Mazatlan; jeg har overbevist mig om, at det er en ægte Stro-
mateus, og ingen Stromateoides.
66"
> L'à De Li [à yee PS PO eee ERBE PET LP el CN. à CUT ENS RE NE PR SON AU
A ig ve te ” KR EN TUR
524 | 116.
Fra Middelhavet kjendes to Stromateus-Arter: S. fiatola, der naar en Længde af
indtil 15 Tommer, og S. (Seserinus) microchirus, der ikke kjendes større end 51/2 Tomme")
og har to rudimentere Bugfinner, hvilke ganske mangle hos S. fiatola. Jeg har
kunnet undersoge et Exemplar af hver Art paa henholdsvis 11 og c. 5 Tommer, hvilket
Materiale har været utilstrækkeligt til deraf med Sikkerhed at deducere deres almindelig
antagne Artsforskjellighed. Tværtimod forekommer det mig at burde nærmere undersøges,
om ikke de af Forfatterne fremhævede Forskjelligheder kunde være Aldersforskjelligheder.
Herimod vil man vistnok kunne beraabe sig paa deres samstemmende, skjønt mere indirekte
end direkte Vidnesbyrd: Cuvier henførte dem til forskjellige Slægter, Bonaparte beskrev
og afbildede dem som forskjellige Arter; Steindachner, Ganestrini?) og Stossich3)
beskrive eller opføre dem ligeledes hver for sig uden at lade nogen Tvivl skinne igjennem
eller komme til Orde: Nærmere beset vil man dog næppe hos de nævnte Autorer finde
noget Faktum, der afgjort taler for Artsforskjelligheden, snarere det modsatte. Stein-
dachner omtaler saaledes kun S. fiatola paa 131/—15 Tommer, men har havt for sig
Exemplarer paa 1t/4—81/> Tomme") af S. microchirus — med andre Ord, kun af denne
synes han at kjende en Udviklingsrekke, de tilsvarende Led af S. jiatola’s ere ham ube-
kjendte. Det fremgaar dernæst af hans detaljerede Redegjorelse for disse Udviklingstrin af
S. microchirus, at Bugfinnerne hos denne i al Fald undergaa en Omdannelse, selv om de
ikke skulde forsvinde helt; de ere forst fuldstændig adskilte fra Bugfladen og de enkelte
Straaler kun forbundne ved en tynd Hud; senere ere de langs deres hele indre Rand
hæftede til Buglinien ved en Hudfold; hos de større ere Straalerne endelig omhyllede af
en tyk Fælleshud, saa at de yderst korte Straaler ikke mere lade sig tydeligt skjelne fra
hinanden. Der synes derfor at være en vis Sandsynlighed for Rigtigheden af den af Dr.
Günther udtalte Formodning, at ogsaa S. microchirus med Alderen mister Bugfinnerne
(der jo efter al Rimelighed ere tilstede hos den ukjendte «Fiatola»-Unge, hvis denne er
noget andet) — med andre Ord, at denne Forskjel mellem de to «Arter» er uden Betyd-
ning. Det viser sig dernæst, at Straaletallet for Ryg- og Gatfinnen hos S. fiatola ikke er
væsentlig forskjelligt fra det hos S. microchirus (jfr. Angivelserne hos Canestrini og
Bonaparte for begge Arters og hos Steindachner for den storres Vedkommende); at
Øjnene hos S. microchirus (som hos alle Fiske) med Alderen blive forholdsvis mindre og
hos de større ikke ere synderlig større, forholdsvis, end hos S. fiatola; at det forholder sig
1) Disse Størrelses-Angivelser ere laante af Steindachner (Ichthyol. Ber. Reise n. Spanien u. Portugal,
5te Forts., S.17—19) Bonaparte har 12 Tommer for 8. fiatola, 6 Tommer for S. microchirus.
2) Fauna d'Italia, Pesci, p. 105.
3) Prospetto della fauna del mare Adriatico (Boll. Soc. Adr. Trieste, V, p. 46).
4) Dette svarer nogenlunde til den af Canestrini angivne Størrelse: knap 2 Dm. (7?/3“); sammes An-
givelse for S. fiatola: knap 3 Dm. (11/2) er efter det ovenfor anførte for lav.
525
paa lignende Maade med Hovedets Længde i Forhold til Totallengden; at Legemets Højde
derimod tager til under Udviklingen, men hos $. fiatola atter er forholdsvis noget mindre —
til Dels maaske kun, fordi Forlængelsen af Halefinnens Flige atter tilvejebringer det oprinde-
lige Forhold (hos Ungerne af S. microchirus) af 1:3. Antallet af de mørke Tværbaand
voxer, ifølge Steindachner, hos S. microchirus fra 5—12, men allerede hos Exemplarer
af 61/2 Tommes Længde og derover opløse de sig ofte i enkelte runde Pletter; og allerede
Cuvier bemærker, at disse Tværbaand maaske, som hos andre Makrelfiske, kun ere Artens
Ungdoms-Livré, efter som de vare mindre tydelige hos hans større Individer, af hvilke dog
intet var over 3!/2", Efter alt dette synes den Mistanke ikke uberettiget, at S. micro-
chirus kun er Ungen af S. fiatola; man kan mene, at var dette saa, vilde det allerede
være bragt i Orden af en eller anden af Middelhavets Ichthyologer; dem overlader jeg
derfor ogsaa Afgjørelsen af det rejste Spørgsmaal"). Min Formodning har imidlertid
Analogien fra S, paru og Apolectus for sig, og Bevisbyrden synes, naar alt kommer til
alt, at maatte paahvile dem, der ville hævde Artsforskjelligheden.
Af Slægten Schedophilus — der synes mig at komme nærmest til Stromateus og
Centrolophus — forekomme unge Exemplarer såa hyppigt i de for Museet af Hygom,
Andréa og andre udførte pelagiske Indsamlinger, åt jeg tror at maatte betragte denne
Fiskeslægt som lige saa udpræget pelagisk som f. Ex. Nomeus, Naucrates, Psenes 0. s. V.
Günther udtaler sig saaledes derom i «Fische d. Südsee» (S. 198); «Bewohner der warmen
Meere, welche sich in betråchtlicher Tiefe aufhalten, in der Jugend aber håufiger an
die Oberflåche kommen und desshalb nicht selten im Schleppnetz auf hoher See gefangen
werden». Naar man ikke for stærkt betoner den «store Dybde», hvori de skulle leve, er
dette vistnok aldeles rigtigt; men man kan maaske ogsaa betegne disse bløde, sarte og
1) Senere er min Henvendelse til «Stazione Zoologica» om at erholde saa lille et Exemplar som muligt
af Stromateus fiatola og et saa stort som muligt af S. microchirus blevet besvaret med Tilsendelsen
af to S. fiatola af 8%4 og 61/2 Tommes Længde (230 og 170 Mm.) (til Halekløften) og en S. micro-
chirus, 31/2 (92 Mm.) lang. Ingen af de to S. fiatola har Bugfinner, men man ser tydelig Stedet,
hvor de tidligere sad; den største er tydelig stribet paa langs, den mindre uden Striber paa langs
eller tværs; derimod har S. microchirus 6 Mm. lange Bugfinner og c. 8 mørke Tværbaand ned
over Kroppens Sider samt et hvidt Baand fra Brystfinnerne ned til Bugfinnerne; Halefinnefligene
ere forholdsvis korte. Forholdet mellem Højde og Længde er hos disse 3 Stykker henholdsvis som
1:3,3, 1:2,2, 1:2,1, 9: Længden voxer i stærkere Forhold end Højden. Desværre mangler der jo
Mellemstørrelser af 6—4 Tommers Længde, hos hvilke Bugfinnernes successive Forsvinden kunde
paavises, men den foreliggende Række styrker i øvrigt min Formodning om disse 2 Formers
Identitet som Udviklingstrin af en og samme Art. Tillige modtoges en smuk Række mindre Unger
af 41—11 Mm.s Længde, tagne hos Goplen Cassiopeia borbonica. De større af disse have de mørke
Tværbaand, de mindre ere ensformigt mørke, hos de mindste er det mørke indskrænket til en Del
af Legemet. Jo yngre de ere, desto mere langstrakte ere de; hos de større er Forholdet mellem
Højde og Længde endnu som 1:2,3, hos de mindste som 1:3,5. Selv hos de større af disse er
der næsten intet Indsnit i Halefinnens Bagrand. Til Torne paa Gjællelaag, Hoved o. s. v. ses der
ikke Spor hverken hos de større eller mindre.
526 118
svage, i deres Bevægelser rimeligvis lidet hurtige Dyr som Hojsofiske, der sky det
stærke Sollys og derfor kun komme til Overfladen om Natten eller ved overtrukken Himmel,
Ungerne mere end de voxne. Der kjendes formentlig 4 Arter af denne Slægt:
1) Sch. medusophagus Cocco, først kjendt fra Middelhavet, men senere fanget i aaben Sø
i Atlanterhavet; Günther har endog faaet et 1°/4” langt Exemplar fra Samoa.
Bonaparte’s var 6 Tommer langt, Cocco's 8" 4; Steindachner fik ved Spaniens
Østkyst to Exemplarer af 4/4 og 77/2 Tommes Længde. Straaletallet: D: 42—47;
A: 28—29. D: 35—47; A: 31 (Steind.).
2) Crus Berthelot Val. (S. Botteri Heck.) (D: 38; A: 25. D: 36; A: 23, Steind.), kjendt
fra Madera, Barcelona og Dalmatien.
3) S. maculatus Gthr. (D: 36—38; A: 27), opstillet paa to Tommer lange Exemplarer
fra China-Seen; senere beskreven fra Sydhavet (= S. marmoratus Kner, if. «Zool. Rec.»,
1867, p. 163).
4) S. elongatus Johns. (Proc. Zool. Soc. 1862), fra Madera (D: 39, A: 24; Størrelse 147/10").
I Betragtning af, at saa mange Arter allerede ere kjendte, har det undret mig
noget i Museets pelagiske Indsamlinger kun at træffe en eneste; paa de Exemplarer, som
jeg har underkastet en nøjere Tælling, har jeg fundet 44—49 Straaler i Rygfinnen og
30—31 i Gatfinnen, hvilket kræver deres Henforelse til S. medusophagus; de ere rigtignok
ogsaa alle fra et forholdsvis snævert begrænset Distrikt af Atlanterhavet, skjønt fra 10 for-
skjellige Steder indenfor dette: mellem 46° og 34° N. Br. og mellem 33° og 21° V.L. fra
Grwch. For øvrigt skal jeg lade det henstaa udroftet og uafgjort, om en yderligere Re-
duktion ikke vil finde Sted mellem de 3 andre Arter, hvis Straaletal er indbyrdes saa lidet
afvigende. — Kun et af Museets Exemplarer kan betragtes som udvoxet: det har en Længde
af 81/2 Tomme, hvoraf Højden er rigelig en Tredjedel, Hovedets Længde en Femtedel. Det
har ikke alene lange Pigge i Randen af Præoperculum, men tillige langs med Randen af
Interoperculum. Bugfinnerne og Brystfinnerne naa ikke med deres Spidser til Gattet. Farve-
tegningen har halvt Karakteren af Pletter, halvt af Længdestriber paa en noget mørkere
Grund. Mindre Exemplarer (3!/2—11/o") have i Almindelighed en mindre langstrakt Form;
Højden indeholdes f. Ex. 21/2 eller 21/3 Gang i Totallængden; dog træffes ogsaa blandt dem
Individer, hvor Højden ikke er en Tredjedel af Totallængden. Øjet er selvfølgelig større;
Gjællelaagets Pigge mindre fremtrædende eller udprægede; Ryg- og Gatfinnen højere,
især bagtil, deres længste Straaler saa lange som Hovedet er højt over Øjnene; Bryst- og
Bugfinner naa til Gatfinnen, de sidst nævnte endog lidt ind paa denne, og Halefinnen er
afrundet, uden Spor til Indsnit. Der er c. 5 Rækker brune Pletter af lidt forskjellig Stør-
relse, paa lysere Grund, foruden dem paa de uparrede Finner, men hos yngre Exemplarer
kan denne Tegning være temmelig utydelig. — Hvor ubetydelige disse Aldersforskjellig-
heder end ere, bør de dog noteres, for ikke at foranledige Opstillingen af uholdbare Arter
(Jfr. Tab. IT, fig. 9).
UE ies 527
Med Hensyn til Slægten 7rachynotus har jeg ikke noget nyt at føje til, hvad af
andre er forebragt om Arternes”) Aldersforandringer og den deraf følgende Reduktion af op-
stillede, men uholdbare Arter, som i Virkeligheden kun ere Udviklingstrin; men jeg anser
det dog for rigtigt at minde om disse Erfaringer ved denne Lejlighed, for at de ikke skulle
mangle i Totalbilledet. Günther udtaler saaledes, at de Afvigelser, som man finder
mellem de forskjellige Exemplarer af hans 7. ovatus (s. lat.) i Henseende til Finnefligenes
Længde og Legemets Højde, fornemmelig afhænge af Alderen, og at hos gamle Exemplarer
gaa Tænderne efterhåanden tabt, og Hovedets Profil bliver (som hos visse andre Makrel-
fiske) aldeles lodret fortil i Stedet for skraat som hos de yngre. Gill henviser til ældre
Iagttagelser af Cantor og Bleeker over de Forandringer, Trachynoterne undergaa med
Alderen; af de yngre Stadier giver han følgende Beskrivelse”): «Naar de ere meget unge,
er Forgjællelaagets Hjørne udstyret med 3 store Torne; mindre- Torne findes ovenfor og
nedenfor disse større; den pigstraalede Del af Rygfinnen er udviklet som en fuldstændig
Finne; der er Tænder påa Ganebenene og Kjæverne. Forgjællelaags-Tornene resorberes og
forsvinde forholdsvis tidlig; Tænderne ere imidlertid endnu tilstede, men den pigstraalede
Del af Rygfinnen aftager efterhaanden i Størrelse i Forhold til den blødstraalede. De have
nu de Karakterer, som Girard tillagde sin Slægt Dohodon. Til sidst taber den Hinde,
som tidligere forbandt Rygfinnens Pigstraaler med hinanden, sig; hos de gamle ere end-
videre Tænderne paa Kjæve-, Gane- og Svælgbenene faldne ud, og Fligene af Ryg-, Gat-
og Halefinnen have opnaaet deres største (hos de forskjellige Arter i øvrigt en Del for-
skjellige) Længde og antaget en tilspidset Form; de svare nu til Dothrolemus Holbrook».
Doliodon og Bothrolæmus er altsaa kun ældre og yngre Udviklingstrin af Trachynotus. Jeg
skal hertil foje, at jeg har havt for mig en Række unge Exemplarer af den vestindiske
Trachynotus rhomboides af 12—30 Mm.s Længde; Skællene ere endnu ikke komne frem;
Højden gjennemsnitlig omtrent det halve af Totallængden, men dog forholdsvis i Tiltagende
med Størrelsen; Halefinnens Indsnit utydeligt hos de mindste; Ryg- og Gatfinnens Pig-
straaler hos dem alle udstyrede med og forbundne ved Hud; de mindste Unger have en
stærk Torn i Forgjællelaagets Hjørne, 3 mindre foran den, langs med dets nedre Rand,
og nogle Takker langs med dets lodrette Rand; desuden en lille Torn paa Scapulare ved
Gjællespaltens øvre Ende. Denne Torn svinder først; hos de største er i det højeste
1) De undersøgte Arter ere Tr. fasciatus Gill, glaucus Bl., carolinus L. (pampanus Bl.), rhomboides
Bl. (Vestindien, Brasilien) og ovatus L. (Ostindien). Jeg holder, ligesom Gill, de to sidst nævnte
af Gunther forenede Former indtil videre ude fra hinanden, fordi den vestlige Form allerede har
sit rudeformige Omrids og sine stærkt forlængede, falkate Finner ved en Størrelse, hvor 7. ovatus
endnu har Finneforlængelserne temmelig korte.
?) Proc. Acad. Philad. 1862, p. 440 og 1863, p. 84.
PARA ENT AT déesse, AR LE TEE is SOA IL ME NN nn rs, main PAT ca, dla | MATINS
SÅ LÉ Se Eds, ee al RE NON NT PAS AT re
i i 2 ie Fa + 4 ”
528 120
Hjørnetornen endnu synlig; Ryg- og Gatfinnens falkate Form er allerede svagt antydet hos
Exemplarer af 20 Mm.s Længde.
Micropterya chrysurus L. (Seriola cosmopolita C. V., Sl. Chloroscombrus Gir.) hører
derimod ikke til de Former, hos hvilke der indtræder meget væsentlige Forandringer med
Alderen. Der foreligger en fuldstændig Række fra 9 Tommers til 10 Mm.s Længde (Hale-
finnen medregnet), men de yngre (ikke yngste) Individer af denne Række frembyde ikke
andre Forskjelligheder fra de ældste end at Skællene — med Undtagelse dog af Side-
liniens — ere mindre tydelige, Brystfinnerne og Halefinnefligene kortere, den forreste Del
af Gatfinnen og anden Rygfinne ikke forlængede o. s. v. Fuldt udvoxne Exemplarer
(9 Tommer) ere, som Gill bemærker (Proc. Am. Acad. 1862, p. 437), mere langstrakte end
halvstore eller smaa. Hos Exemplarer under 25 Mm.s Længde ere Sidelinien og Skællene
endnu ikke udviklede; Forgjællelaagets nedre Rand er udstyret med nogle meget fine Torne,
de største i dets Hjørne; de paa dets opstigende Rand forsvinde tidligt; nogle smaa Torne
paa Skulderbuen, et Stykke over Brystfinnerne, synes at holde sig lidt længere. Jeg vil
her endnu rette den Fejl, at der kun tillegges Microptery® chrysurus 7 Rygpigstraaler; den
har stadig 8 foruden den forreste i anden Rygfinne.
Slægten Seriola!) er allerede paa en Maade kløvet i «Histoire naturelle des Pois-
sons»; for den Afdeling, som bl. a. omfatter S. nigrofasciata Rüpp. og S. intermedia Schl.
[disse to Former ere rimeligvis identiske], eller Arterne med højt Hoved og stærkt krummet
Profil, foreslaar Gill at anvende det Swainson'ske Navn Zonichthys; for de typiske,
langhovede Arter, repræsenterede i vor Samling ved S. Dumerilu Risso [med hvilken jeg
identificerer ikke alene S. purpurascens Schl., men ogsaa S. Solandri C. V.], S. zonata Mitch.
[== carolinensis Holbr.], S. quinqueradiata Schl. og S. rivoliana [maaske identisk med S.
Bosen, falcata og bonariensis?)|, foreslaar han Navnet Halatractus. S. gigas er fremdeles
Typen for en tredje Slægt: Naucratopsis, og S. Dussumieri og succincta kun Udviklingstrin
af Naucrates ductor. Jeg skal meddele de Optegnelser om pelagisk Yngel af Seriolider,
som jeg har fundet Anledning til at nedskrive under de Undersøgelser, for hvilke her
gjøres rede.
Den Seriola- eller Halatractus-Yngel, som jeg har havt Lejlighed til at se, har
— naar undtages de alleryngste og spædeste Stadier — stedse den for saa mange yngre
Scomberoider- karakteristiske Tværstribning; saaledes finder jeg hos en 35 Mm. lang
1) Om Slægten Seriolophus (S. carangoides) Guich. (indiske Hav) jfr. Guichenot, Mém. Soc. Imp. Sc.
Nat. Cherbourg, XIII, p. 8 etc. (Gjællelaaget skællet; 1ste Rygfinnes Straaler traadformigt forlængede.)
Poey opfører ikke mindre end 10 Zonichthys- og Seriola-Arter (Enumeratio, p. 155—57 [81—83)),
hvis nærmere Bestemmelse kun kan ske ved en Revision af Original-Exemplarerne.
2) Jfr. om den Beskrivelsen (efter et Expl. fra St. Helena) af Kner og Steindachner i «Sitzungsb.
Ak. Wiss. Wien», LIV, S. 10 (365). 2
529
S. (11) Dumerilii, fra Panay, 6 mørke Tverbaand over Rygfinnen samt over Kroppens
og Halens Ryg og desuden en mørk Skraastribe fra Øjets øvre Bagrand til Rygfinnens
Udspring; samme Tegning er endnu tilstede hos en 73 Mm. lang US. tapemometopon»
fra 17° N. Br. og 115° 40‘ Ø.L., hvilken af Bleeker opstillede Art sikkert ikke er andet
end Ungen af S. Dumerilii. Hos en mindre Unge (30 Mm.) fra den vestlige Del af
Atlanterhavet (20° 36° N.Br., 76° V. L.) findes endnu Spor til et Par smaa Torne i Hjørnet
af Forgjællelaaget. — Tegningen er fremdeles den samme (bortset fra en vis Tilbøjelighed
hos Tværbælterne til at dele sig i to) hos et Par lidt større Seriola-Unger (50—57 Mm.) fra
de samme Egne (den ene er taget i Sargasso-Tang paa 24° 15' N. Br. og 81° 24 V.L., den
anden paa 20° 36' N. Br. og 75° V.L.); jeg henfører dem til S. riwoliana (jfr. Bemærknin-
gerne om Synonymien ovenfor), af hvilken Art vi desuden have faaet to Exemplarer, 6" og
11“ lange, det ene fra Havanna, det andet fra 31° 20° N. Br. og 76° 40° V. L.; maaske er
denne Art noget mere pelagisk i sin Optræden end S. Dumerilu. Af Farvebælterne er
hos begge disse Exemplarer kun det mørke Nakkebaand tilbage; hos det større af dem er
de uparrede Finners falkate Form mere udpræget. Bugfinnerne naa hos yngre Exemplarer
af S. Dumerilü og S. rivoliana til eller ud over Gattet, hos de fuldvoxne ikke til dette. —
Hos en tredje Artsgruppe (S. v. H. zonata, carolinensis)') synes Tværbælterne at holde sig
længere; den afviger fra yngre, stribede Former af S. rivoliana ved et større Antal Led-
straaler i Rygfinnen (33—38), men der synes endnu at være nogen Uklarhed tilstede med
Hensyn til Artsadskillelsen indenfor denne Gruppe. Sammenholdes Afbildningerne med hin-
anden (der har kun foreligget mig et Exemplar in natura), faar man det Indtryk, at Bug-
finnerne forkortes betydeligt med Alderen. Vore pelagiske Indsamlinger have maaske —
foruden de ovenfor omtalte S. rivoliana- og S. Dumerilü-Unger — ogsaa bragt os enkelte
Udviklingstrin af en til denne Gruppe hørende Art. Det er dem, hvortil jeg i det fore-
gaaende har sigtet ved Omtalen af Slægten Xystrophorus som Smaafiske, der staa den
spæde Naucrates-Yngel nær, men vise specifiske Differenser fra denne. De 5 Exemplarer,
som foreligge, have en Længde af 19—26 Mm. (Halefinnen medregnet) og afvige fra den
spæde Naucrates ductor af samme Størrelse bl. a. ved talrigere Rygpigstraaler (7—8) og
ved talrigere Ledstraaler i Ryg- og Gatfinnen”) samt ved en forholdsvis mere langstrakt
1) Smlg. Afbildn. hos Dekay (Fishes of New York), pl. IX, fig. 26, Storer (History of Fish. of Massa-
chusetts), pl. XV, fig. 5, og Holbrook (Ichthyology of South Carolina), pl. X, fig. 1.
*) Straaletallet mener jeg at have fundet at være hos de Exemplarer, hvor en Telling med tilnær-
melsesvis Sikkerhed lod sig udføre: D: 7—8 + c.36, A: 3 + c. 22, — Ogsaa hos enkelte, meget spæde,
men utvivisomme Caranx-Unger af 12 Mm.s Længde har jeg fundet — foruden den. dobbelte Torn-
række paa den nedre Del af Præoperculum — en Torn paa Skulderregionen, over Gjællespaltens
øvre Ende, og flere smaa paa en Linie, som derfra strækker sig hen imod Øjet, og hvis Fortsættelse
danner Øjehulens øvre Rand, paa hvilken. der ligeledes findes nogle Smaatorne. Hos andre lige saa
spæde Caranx-Unger har jeg søgt disse Skapular- og Supraorbital-Torne forgjæves. Ogsaa hos
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 67
530 | | 122
Legemsform. De største Exemplarer have 4 eller 5 Torne (større og mindre) i Hjørnet af
Præoperculum og langs dets nedre Rand samt nogle mindre i en indre Række; kun én
Supraorbitaltorn, men 3—4 Skapulartorne, stillede ikke i én Række, men de to eller tre
ovenover den tredje eller fjerde; den brede og lave Supraorbitaltorn har sin Plads over Øje-
hulens bageste Del. Jo yngre de ere, desto kortere er deres Legemsform, desto vældigere
deres Pigudstyr, som hos anden Scomberoid-Yngel. Der er ikke anden Tegning end den
paa Afbildningen (Tab. IV, fig. 7) antydede delvise mørke Pigmentering af de uparrede Finner.
Mærkeligt nok ere de 5 foreliggende Exemplarer fiskede 5 forskjellige Gange, men i et
og samme Havbelte, 28° 40‘—35° 15° S. Br. og 15° 14° V. L.—20° 15° ©.L., et Strøg, fra
hvilket de ovennævnte Sertola-Arter ikke kjendes. Ved at bestemme dem som Unger af
S. zonata tror jeg dog at være kommet det rigtige saa nær som det er muligt, efter hvad
der for Øjeblikket foreligger.
Fra det japanske Hav (34° 40° N. Br., 129° 50' Ø. L.) har Museet endvidere faaet en
Del Seriola-Yngel, 14—42 Mm., med tornet Præoperculum, 5—6 Rygpigstraaler og c. 7
mørke Tværbaand stigende fra den mørke Ryg ned over de sølvblanke Sider. Hos de mindre
forsvinde disse Tværbælter; der er dér kun tilbage en mørk Plet paa første og anden
Rygfinne. Som hos andre Former ere Piggene længst hos de yngste Exemplarer. De
mindste have ligeledes Grupper af 2—3 Smaatorne over Gjællespalten. Bugfinnerne ere
her korte paa alle Stadier. Jeg har ladet afbilde (Tab. IV, fig. 8 og 9) to Stadier — det
ældste og yngste af dem, som foreligge — af denne Fisks Udvikling; Arten er uden Tvivl
Seriola (Halatractus) quinqueradiata Schl. De fysiognomiske Forskjelligheder, som de frem-
byde fra udvoxne Exemplarer af denne Årt, ere af lignende Beskaffenhed som de, der
karakterisere den spæde S. zonata lige overfor den fuldt udviklede Fisk. Da jeg har kunnet
meddele Afbildninger af begge Arters Yngel, vil det formentlig være overflødigt at give en
mere detaljeret Bekrivelse af samme; ved at sammenholde dem med de existerende Afbild-
ninger af de udvoxne Fiske eller med Exemplarer af disse selv ville Aldersforskjellighederne
træde frem med tilstrækkelig Tydelighed.
Om Slægten eller Underslægten Zonichthys bemærker Gill (Proc. Acad. Philad.
1864, p. 442), at Farvebælterne blive utydelige med Alderen, Bugfinnerne kortere og
Legemets Højde forholdsvis mindre. Der foreligger flere Unger (28—64 Mm.) af S. (Z.)
nigrofasciata (Intermedia), hvis ejendommelige Fysiognomi synes at bestyrke Rigtigheden af
den Tanke at skille denne Typus subgenerisk ud fra de typiske Serioler eller Halatracter,
fra hvilke de ikke alene afvige ved en anden Form af Hovedet, men ogsaa ved at have
færre Pigstraaler (1) i Gatfinnen. De mørke Tværbaand holde sig her længere; de ere
hin Art (hvilken denne er, kan jeg ikke sige) forsvinde de meget tidligt, længe førend Forgjælle-
laagets Tornvæbning.
Re EN VE TS ee å zu gr À dt
1282 > ddl
endnu synlige paa Museets større, vistnok i det mindste halvvoxne Exemplarer. En
64 Mm. lang Unge (fra Madura) viser særdeles smukt 7 brede Baand tværs over Ryggen;
nedad mod Bugen opløse de sig halvvejs i Pletter; det forreste, Nakkebaandet, ender
ved Øjehulerne; de to sidste tilhøre Haleroden; der er endydermere to mørke Pletter
paa Halefinnens Flige og nogle lignende mellem tredje, fjerde og femte Rygbaand. For-
gjællelaagets nedre Rand viser kun svage Spor til Takker; Bugfinnerne naa til Gattet (hos
de voxne langtfra til dette). Et yngre Exemplar (42 Mm.; 6° 20° S.Br., 109° 30' Ø.L.)
viser Baandene mindre tydeligt, og der er ingen Pletter paa Halefinnen eller mellem
Rygbaandene; Forgjællelaagets Torne ere her tydeligere; et endnu yngre (28 Mm., ogsaa
fra Madura) viser dem endnu bedre, men Kroppens Baand ere her kun meget svagt an-
tydede. (Jfr. Tab. IV, fig. 10 og 11).
Da det takkede Forgjællelaag er en af Karaktererne for « Seriolella» Guichenot,
kunde der opstaa Tvivl, om denne Slægt kan opretholdes; men jeg formaar i øvrigt ikke
at yde noget Bidrag til dette Spørgsmaals Afgjørelse. Af en Meddelelelse af Dr. Gun-
ther!) ser jeg, at denne Slægt nu identificeres med Neptomenus Gthr., at det altsaa vel er
en fra Seriola distinkt Slægt, men at den heller ikke (som f. Ex. Schedophilus) beholder
Forgjællelaagets Tornvæbning som permanent Karakter; hos Seriolichthys finder jeg heller
ikke Spor?) til denne, uagtet det modsatte angives. Denne sidste Slægt forholder sig til
Seriola omtrent som Decapterus til Caranz (se næste Side). Fremhæves kan ogsaa i denne
Sammenhæng dens kosmopolitiske Udbredning; den er af Canestrini?) fisket i Middel-
havet, af Poey erholdt ved Kuba, og er vel altsaa at henføre til den pelagiske Fauna‘).
1) Remarks on New Zeeland Fishes; cfr. Ann. Nat. Hist. (4), XVII, p. 394.
2) Heller ikke hos en formentlig Unge af denne Form, 21 Mm. lang, fra 20° 30° S. Br. og 57° 40° Ø.L.;
Skællene ere endnu usynlige; til Sidelinie ses heller intet. Forgjællelaagstornene maa altsaa her
forsvinde meget tidligt.
3) Fauna d'Italia, Pesci marini, p. 110.
1) S. lineolatus Day (P. Z.S., 1867), if. Günther (Z. R.) = S. bipinnulatus. Poey's « Decaptus» (Repert.
II, p.165) er fremdeles samme Form (Z. R., 1868).
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. II, Fig. 9. Unge af Schedophilus medusophagus Cocco, fra Atlanterhavet; forstørret med !/1.
Tab. III, Fig. 16. Unge af Stromateus paru Bl., fra Riouw-Strædet; forstørret i Forholdet 2:5.
Tab. IV, Fig. 7. Unge af Seriola zonata Mitch.? Syd-Atlanterhavet; forstørret 2 Gange.
Tab. IV, Fig. 8. Unge af S. quinqueradiata Schl., fra det japanske Hav; forstørret med 1/3.
Tab. IV, Fig. 9. Yngre Udviklingstrin af samme, samme Steds fra; forstørret i Forholdet 2:5.
Tab. IV, Fig. 10. Yngre Udviklingstrin af Seriola nigrofasciata Rp., fra det indiske Hav; forstørret med 1/1.
Tab. IV, Fig. 11. Mere udviklet Unge af samme, fra Madura; naturlig Størrelse.
67"
532
124
12. Caranx, Carangichthys; Gallichthys; Selene (Argyreiosus, Vomer).
(Tab. V, fig. 1.)
Jeg afhandler af de ovennævnte Slægter først de Former, som have været samlede
under Benævnelsen Caranx (s. lat.), altsaa Former med mere eller mindre fuldstændigt
pansret Sidelinie; senere kommer jeg til de sig i øvrigt til disse meget nær sluttende
Former, hvor denne Pansring ganske mangler (Slægten Selene Lac. med dens Synonymer).
Med Hensyn til den først nævnte Række af Former maa jeg gjøre den Be-
mærkning, at jeg hverken kan billige den vidt drevne Deling i Genera, som har fundet
Sted paa visse Punkter, eller den stærke Reduktion af disse, som Dr. Günther har fore-
taget. Ved at følge en Middelvej kommer man til følgende 5 Slægter, som synes mig
baade at være vel udprægede og naturlige.
il;
or
Trachurus Cuv. (Gthr.). Sidelinien er pansret i hele sin Lengde. (Til det Sporgsmaal,
hvor mange Arter denne Slægt omfatter, kommer jeg senere tilbage.)
Megalaspis Blkr. Med 8—9 Smaafinner udsondrede fra Ryg- og Gatfinnen. (Kun én
Art kjendt.)
Decapterus Blkr. En Smaafinne udsondret fra Ryg- og Gatfinnen. (Delt af Gill i
flere Underslægter efter Tandforholdene, hvilke dog næppe have storre Betydning end
de tilsvarende i næste Afdeling.)
Caranx Cuv. Sidelinien er ufuldstændigt pansret som hos Megalaspis og Decapterus ;
ingen Smaafinner udsondrede fra Ryg- eller Gatfinnen. (Gruppens artrigeste Hovedslægt.)
Bleeker’s «Carangichthys» er en meget ung Caranx (s. str.), hvis Forgjællelaag
endnu er tandet; muligt er den opstillet paa Ungerne af en Art, hos hvilken For-
gjællelaagets Torne holde sig ualmindeligt længe; thi i denne Henseende ere Arterne
vistnok en Del forskjellige. Der er i øvrigt indenfor denne Slægt opstillet en Mængde
Underslægter af tvivlsom Værd: Olistus Cuv., Selar, Carangoides, Leioglossus, Uraspis,
Selaroides, Leptaspis, Hemicaranx og Gnathanodon Blkr. ; Carangus Gir.; Carangops,
Trachurops og Paratractus Gill.') Deres Antal vilde endda kunne forøges; et Par for-
mentlig nye Arter i Museet (som jeg dog her vil lade uomtalte) synes med lige saa
god Grund at kunne opstilles som Typer for nye Slægter eller Underslægter.
Gallichthys (Cuv.) m. Nøgne, uden (eller saa godt som uden) Skæl; første Rygfinne
rudimentær hos de unge, forsvunden hos de gamle, Synonymer, til Dels begrundede
netop paa Aldersforskjelligheder, ere Cuvier’s Blepharis, Scyris og Hynnis, Alectis
1) Se den seneste Synopsis over Carangiderne af Bleeker: «Notices Ichthyologiques», Versl. Mededel.
K. Akad. Amsterdam, XIV, pp. 136—37. Cfr. om de andre Proc. Acad. Philad. 186? pp. 238, 261, 431.
a 533
Raf. og Blepharichthys Gill. Arts- og Slegtsforskjellighederne indenfor denne Slægt
| ville særligt komme til at tildrage sig vor Opmærksomhed i det følgende.
Anm. om Trachurus-Slegtens Arter. Det af Cuvier rejste, men ikke Joste Sporgs-
maal, om der gives flere eller kun én Art af Trachurus-Gruppen («les Saurels»), har ingen
umiddelbar Betydning for de Hovedsporgsmaal, som her beskæftige os, men er dog ikke
uden al Indflydelse derpaa. Dets Besvarelse vil have nogen Indflydelse paa Opfattelsen af
de Caranz’agtige Fiske og særligt Trachurerne som mere pelagiske eller mere littorale. -
At Giinther sammenfattede alle Trachurer fra Europas, Afrikas, Ostindiens, Nyhollands
og det vestlige Amerikas Kyster under ét Artsbegreb og særligt hævdede, at Overens-
stemmelsen mellem et europæisk og et nyhollandsk «Stökker»-Skelet beviste hans Menings
Rigtighed, afgjer endnu ikke Sagen. Cuvier indskrænkede sig til at gjore opmerksom
| paa Forskjellighederne mellem «Stökkere» fra forskjellige Lokaliteter, men opstillede ikke
de af ham adskilte Former som egne Arter. Gill har senere udtalt sig mod Artsenheden
af den europæiske, japanske og kaliforniske Form. Steindachner (Ichthyolog. Bericht,
bte Forts., S. B. Ak. Wien, LVII, S. 32—36) skjelnede mellem 2 Arter: Carana trachurus
(L.) og C. cuvieri Lowe"), samt mellem to Afarter af C. trachurus, en nordlig og en sydlig
Form. Jeg er kommet til et lignende Resultat, men tror at kunne betragte disse to
Afarter som distinkte Arter; foruden disse 3 kjender jeg endnu en fjerde fra Kinas og
Nyhollands Kyster. De Forhold, hvorved disse 4 Former kunne adskilles, ere folgende
(efter Undersøgelse af c. 30 Exemplarer fra forskjellige Lokaliteter):
1) Hos den almindelige nordiske «Stékker» (Expl. fra danske Kyster og
Færøerne) er det bageste Stykke af den pansrede Sidelinie, til det Sted, hvor Krumningen
begynder, lengere end det forreste (Krumningen indbefattet), og Panserpladerne ere saa
høje, at deres Højde midt i det bageste Afsnit svarer til Længden af 7; deres samlede
Antal vexler efter mine Tællinger fra 72 til 79 (efter Steindachner 70—79j. Den øvre
Sidelinie («der långs der Basis der Rückenflossen hinlaufende obere Seitenkanal», Steind.)
kan, især hos yngre Exemplarer, tydelig forfølges indtil henimod Slutningen af anden Ryg-
finne. Med Malm (Bohusläns Fauna, S. 421) kan man — uden at godkjende det ejendom-
melige nomenklatoriske Princip, som ligger til Grund derfor — benævne den 77. Linnæi;
den er ikke indskrænket til Norden, skjønt den her er den hyppigste Art; Museet har et
| Exemplar fra Neapel, og Steindachner har faaet den ved de spanske Middelhavskyster
og ved Teneriffa.
| 2) Hos den sydligere «Stökker» er det bageste Afsnit af Sidelinien ligeledes
længere end det forreste, men den hele Sidelinie tæller her, efter mine Tellinger,
79—92 (efter Steindachner 79—86) Skælplader, og disse ere lavere, saaledes at
deres Hojde, paa det samme Sted, hvor den maaltes hos den nordiske Form, kun er 4—5
Gange saa stor som Længden; den ovre Sidelinie standser under Begyndelsen af anden
1) Lowe, Synopsis of the Fishes of Madeira, Trans. Zool. Soc., II, p.183. «Corpore graciliore, lineæ
lateralis angustæ parte posteriore recta, anteriori curvata æquali; scutellis 94—99 armatä». Ifølge
Steindachner den i «Hist. natur. d. poiss.», pl. 246, afbildede Form samt den af Capello i
«Jorn. Sc. math. phys. e nat. Lisboa», IV, fra Portugal beskrevne Trachurus fallax. En Tr. Rissoi,
udmærket ved sin trinde, ikke sammentrykte Krop, kortere Bryst- og Bugfinner, antydes af Giglioli
i hans Fortegnelse over italienske Fiske (Fiskeriudstillingen i Berlin, 1880).
er né di née de ES Puce nt Le CS de ann ae In DET de Ve tue ER
+ Cast , 2 4 „Ar “ 4 at:
i 1 “us rs :
534 126
Rygfinne og kan ud over dette Punkt i det højeste forfølges som en ganske fin, netop
synlig Linie. Museet har foruden Exemplarer af denne Form fra Middelhavet et lille
Exemplar fra Øresundet (det var i alt Fald etiketteret som saadant af min Forgænger);
Steindachner, som ogsaa traf den ved Teneriffa, men kun en eneste Gang ved Bilbao,
benævner den Caranx trachurus var. mediterranea. Jeg benævner den derfor Trachurus
mediterraneus (Steind.).
3) Lowe’s Trachurus Cuvieri gjenkjender jeg i Exemplarer med 93—100
(93—108, Steind.) Skælplader i Sidelinien, hvis bagre Afsnit er kortere end eller
allerhøjst lig med det forreste, og hvis Skælplader ere noget højere end hos T. mediter-
raneus, men lavere end hos 7. Linnær (Forholdet er som 1 : 51/2 à 6); den øvre Sidelinie
forholder sig som hos 7. mediterraneus, naar den kan erkjendes;. Bugfinnerne ere paa-
faldende korte, ikke halv saa lange som Brystfinnerne, hos meget store (27 Tommer lange)
Exemplarer kun eller ikke meget mere end en Tredjedel af samme. Museets Exemplarer
ere fra Azorerne, Vestindien (ingen Trachurus-Art er opført i Poey’s Fortegnelser over
Cubas Fiske; cfr. Cuvier I. c., p. 23) og Sydamerikas Vestkyst; i Henseende til Bestem-
melsen af den vestamerikanske Form er jeg altsaa i fuld Overensstemmelse med Stein-
dachner!), men om det er den samme Form, der gaar op til Kalifornien, kan jeg ikke
afgjøre. Den nys nævnte Ichthyolog fik den desuden i Mængde ved Teneriffa og enkelte
Exemplarer ved Portugals Kyst; at den dog ogsaa findes i Middelhavet, synes man af
Cuvier’s Ord at maatte antage.
Disse to sydligere Former, 7r. mediterraneus og Tr. Cuvieri, ere i øvrigt karakteriserede
temmelig udførligt af Cuvier (l. c., pp. 17—18). Den kapske Form (I. c., p. 19) er mig
ikke bekjendt, men synes at staa nærmere ved den nordeuropæiske (Tr. Linnæi) end ved
den australsk-japanske Art, den sidste af de mig bekjendte 7rachurus-Former, som jeg her
skal omtale.
4) De smaa Exemplarer, som foreligge fra Kina (Hongkong) og Australien (Mel-
bourne), udmærke sig ved en forholdsvis kort Legemsform, der ikke alene er en Følge af
deres Ungdom; Sideliniens bagre Afsnit er længere end det forreste; det hele Antal af
Skælplader er kun 70—73, men deres Højde er omtrent 7 Gange saa stor som deres
Længde. I alle disse Forhold, med Undtagelse af Legemsformen, stemme de med den
nordeuropæiske Form; men de afvige fra denne ved, at Sideliniens Bøjning er mere
brat, og ved at den øvre Sidelinie er kort som hos 7: mediterraneus og Cuvieri; det er
derfor sikkert nok en egen Art. Det er vistnok Bleeker’s Selar japonicum?), for saa vidt
man kan dømme efter Afbildningen, da en Beskrivelse ikke er givet; men jeg tør ikke
identificere den ubetinget med Schlegel's «Caranx trachurus japonicus» %) (T5—80 Skæl-
plader) eller med 77. declivis Jenyns") (82), saa meget mere som der jo er al Rimelighed for,
at der baade ved Kina-Japans og ved Australiens Kyster ligesom ved Syd-Europas lever
flere Trachurus-Arter.
1) Jchthyologische Beiträge, II, S. 16 (Sitzungsber. Ak. Wiss. Wien, LXXI).
2) Nieuwe Nalezingen op de Ichthyologie van Japan, Verh. Batav. Gen. XXVI, pl. VIII, fig. 1.
3) Fauna Japonica, Pisces, pl. LIX, fig. 1, p. 109.
1) Voy. of the «Beagle», Zool., Fish., p. 68, pl. XIV.
Sir RSS 535
Det er mærkeligt nok, at skjønt Cuvier skjelnede mellem flere af de her sondrede
Former og fuldkommen rigtigt havde grebet de Karakterer, hvorpaa det kommer an, til-
delte han dem ikke særlige Artsnavne, men lod dem staa nærmest som Varieteter, Former
af C. trachurus — medens han paa saa mange andre Steder skjelnede Arter og Slægter
efter lidet betydelige Forskjelligheder, især saadanne, der nu vides at være Aldersforskjel-
ligheder (Gallichthys, Selene, Pomacanthus), Dette synes mig at være et slaaende Exempel
paa, i hvilken Grad man tidligere har havt et skjævt Syn paa Forskjellighedernes Art inden
for Fiskeklassen, hvor aldeles man har miskjendt det, hvori Artsforskjellighederne, og det,
hvori Aldersforskjellighederne udpræge sig. Forend jeg gaar over til de.mere storartede
og gjennemgribende Forandringer, som gjøre sig gjeldende hos Arterne af Gallichthys,
saaledes som denne ovenfor er defineret, og til de dermed analoge hos den nærstaaende
Slægt Selene, vil det være hensigtsmæssigt, som Indledning eller Forberedelse dertil, at
dvæle ved de Forandringer, som ogsaa hos de typiske Caranx-Arter foregaa under Væxten
og Udviklingen; de ere ikke aldeles ubetydelige, men dog ikke saa store, at de i nogen
særdeles betydelig Grad modificere Fiskens Fysiognomi, naar man ser bort fra de aller-
yngste Stadier, hvor Caranx-Karaktererne i Grunden ere forsvundne.
Jeg har saaledes optegnet om C. Blochü Cuv. (C. ruber BI), at «hos yngre er
Kroppens Højde noget over en Fjerdedel af Totallængden, Legemsformen altsaa mindre
langstrakt end senere. Brystfinnerne, der hos mindre Exemplarer kun ere saa lange som
Hovedet, tiltage forholdsvis i Længde med Alderen; de ere hos store Exemplarer betydelig
længere end Hovedet. Overkjæven naar baade hos de yngste og største foreliggende
Exemplarer til Øjehulens Forrand, hos mellemstore derimod ikke. Meget store Exemplarer
synes at blive særdeles højpandede, hvad jo ogsaa er bekjendt om andre Scomberoider,
f. Ex. Dolfiner». Der er dog ved disse Bemærkninger kun taget Hensyn til Individer af en
vis Størrelse; gaar man ned under en Længde af 4 Tommer, bliver Formen stedse kortere;
Brystfinnerne ligeledes. Forgjællelaagstornene vise sig hos Exemplarer ‘af 40 Mm.s Længde
som svage Spor; ved c. 20 Mm. ere de særdeles tydelige; Sidelinien er her endnu
tydelig, men ikke Skællene, og ved 13 Mm. ses hverken Skæl eller Sidelinie, saa at
kun den umiddelbare Sammenligning med mere udviklede og ældre Exemplarer viser, at
man har Caranx-Yngel for sig. — Paa samme Maade er hos Museets mindste Exemplar
af C. hippos L. (Gill) Højden en Tredjedel af Totallengden (Halefinnen medregnet), hos det
storste ikke meget over en Fjerdedel af Totallengden; Legemsformen bliver altsaa ogsaa
her mere langstrakt med Alderen; det samme er Tilfældet med Brystfinnerne, som hos det
yngste ere saa lange som Hovedet, hos det storste meget længere end dette. Anden Ryg-
finne og Gatfinnen blive ligeledes højere fortil med Alderen; Vomertænderne forsvinde
næsten; Overkjævens Bagrand naar hos det mindste Exemplar kun til Øjets Midte, hos det
største til dets Bagrand. — Ganske lignende Erfaringer gjør man med Hensyn til C. pisquetus :
hos vort mindste Exemplar [d. v. s. blandt Exemplarer af en vis Størrelse] indeholdes Højden
lidt over 3, hos vort største lidt over 4 Gange i Totallængden; hos hint er Brystfinnen
meget kortere end Hovedet, hos dette lige saa meget længere; hos Unger af 34 Mm.s Længde
536 | 128
er Højden over en Tredjedel af Totallengden. — Ogsaa om Megalaspis Rottleri gjælder det,
at Legemsformen bliver mere langstrakt med Alderen, og at Brystfinnerne, som hos de
yngre kun ere saa lange som Hovedet, hos ældre naa langt ud paa Gatfinnen med deres
Spidser. — De andre Carangide-Slægter forholde sig, som det var at vente, ganske som de
allerede omtalte. Sammenlignes et Exemplar af Trachurus Cuvieri af 700 Mm.s Længde
med et paa 295 Mm., vil man dog endnu ikke finde store Forskjelligheder i Proportio-
nerne; Hovedets og Brystfinnernes Længde er hos dem begge lige stor og indeholdes hos den
mindste 3,9 Gang i Totallengden, hos den sterre 4,2; den storre Fisk er altsaa mere lang-
strakt i Forhold til Hovedet end den yngre; Bugfinnernes Længde indeholdes hos det mindre
2,4 Gang, hos den store 2,6 Gang i Brystfinnernes; de voxe altsaa ikke fuldt saa stærkt
som disse. Ved en Længde af 28 Mm. ere Skælklædningen og Sideliniens Skjolde endnu
synlige; Højden er !/ı af Totallengden (senere ikke '/5); og Hovedets Længde indeholdes
31/2 Gang, Brystfinnernes derimod 5°/; Gang i samme; der er hos et sligt Exemplar endnu
svage Spor til Forgjællelaagets Takker; noget mindre Exemplarer (25 Mm.) vise disse tyde-
ligere og have allerede Skæl og Panserplader, men disse ere mindst i Sideliniens forreste
Afsnit. De allermindste (14 Mm.) vise hverken Sidelinie eller Skæl, ere altsaa ikke umid-
delbart bestemmelige som Carangider, men vise Forgjællelaagets Torne eller Takker meget
tydeligt: en stærk Hjornetorn, en over og under samme og en Række smaa langs med
Benets nedre Rand. Der er et Tidspunkt (17 Mm.), hvor Sideliniens bagre Halvdel er
synlig, den forreste ikke, hvor man altsaa kunde tro snarere at have Caranx- end
Trachurus-\ngel for sig. — En lignende Formrække vilde vistnok kunne opstilles for
Decapterus-Slægten, men det yngste Exemplar, som jeg har kunnet henfore hertil (25 Mm.),
viser endnu ikke særdeles tydeligt den vordende frie «pinnula» i Gat- og Rygfinnen; der
ses heller ikke noget til Gjællelaagets Torne, og Skælbeklædningen er allerede synlig, de
storre Skæl langs hele Sidelinien; da der i denne Henseende endnu ikke er den udprægede
Forskjel mellem Sideliniens to Afsnit som senere, vilde man let kunne begaa den Fejl at
opfatte slige Unger (D. punctatus?) som Trachurus-Yngel.
Formforandringer af den beskrevne Karakter ere altsaa almengyldige for hele Slægten
eller Gruppen. Som en Art, hvor Aldersforandringerne ere temmelig store, skal jeg fremhæve
C. armatus Forsk., der er beskrevet under forskjellige Navne, som i Hovedsagen referere sig
til forskjellige Alderstilstande; disses specifiske Identitet er jo imidlertid allerede erkjendt af
Günther. Det kan i denne Sammenhæng bemærkes, at C. ciliaris Cuv. er opstillet paa
Unger af 41/2 Tommes Længde, C. armatus Cuv. beskrevet efter Exemplarer paa 6 Tommer,
Olistus Rüppelü Guv. og C. citula Cuv. paa 8 Tommer, Olistus malabaricus Cuv. paa 12
Tommer. Aldersforskjellighederne ville ogsaa fremgaa af de folgende Optegnelser om |
Museets 4 Exemplarer, hvorved jeg dog vil bemærke, at jeg ikke er aldeles vis paa, at de |
to mindste (fra Hongkong) ere den selv samme Art, da Afstanden mellem Nr. 2 og 3 endnu |
er temmelig stor; men de maa i alt Fald tilhøre en meget nærstaaende Form”). Hos det
største Exemplar (15” langt) er Højden knap en Tredjedel af Totallængden, Hovedets
Længde en Femtedel af samme og Brystfinnerne næsten lige saa lange som Legemet er |
højt; de forlængede forreste Spidser af anden Rygfinne og af Gatfinnen naa til Halefinnens |
1) Jeg finder hos de to større D: 20—21, A: 16- 17; hos de to mindre D: 22—23, A: 17—19.
PET FOER ER AE SE AL
. v
1297 537
Bugt, Bugfinnerne derimod kun halvt hen til Gatfinnen. Som udvoxen er C, armatus alt-
saa en forholdsvis temmelig langstrakt Fisk. Ved 5'/4 Tommes Længde indeholdes derimod
Højden kun 2'/g Gang, Hovedets Længde lidt over 4 Gange i Totallengden; Profilet er
mere lodret, fordi Kjæverne ere kortere end hos den udvoxne Fisk. Brystfinnernes Længde
er mindre end Legemets Hojde, men storre end Hovedets Lengde; Bugfinnerne ere ogsaa
her korte, og Ryg- og Gatfinnens Forlengelser naa ikke til Enden af samme Finne. En
3 Tommer lang Unge, med meget smaa Skel, er saa kort, at Hojden kun er det halve af
Totallengden; Hovedets Længde indeholdes c. 3'2 Gang i denne; Rygfinnens traadformige
Forlængelser (1ste og 2den Ledstraale) naa til Enden af Halefinnen, Gatfinnens næsten lige
saa langt. Hvis disse 3 Exemplarer vare tilstrekkelige til at begrunde en almindelig Er-
faring, vilde man altsaa komme til det noget besynderlige Resultat, at disse Forlængelser
forkortes hos de noget ældre Unger (c. 5") for atter at voxe ud til deres fulde Længde hos
de udvoxne; men muligt er det jo, at individuelle eller sexuelle Forskjelligheder her gjore
sig gjeldende. Hvis Arten bliver meget over 15“ lang, var det jo ogsaa muligt og ikke uden
Analogi med andre Tilfelde, at de forkortedes igjen hos de meget gamle — mig ubekjendte
— Fiske. Brystfinnernes Længde er hos det omtalte 3 Tommers Individ lig Hovedets;
men Bugfinnerne naa til Gatfinnens Pigstraaler, undergaa altsaa (som det vil vise sig ogsaa
at vere Tilfældet hos Gallichthys og Selene) under Udviklingen en Forkortning, ganske i
modsat Retning af Brystfinnernes Udvikling. Hos en Unge paa 2 Tommer er Højden
endelig knap det halve af Totallængden; den er altsaa ikke fuldt saa høj og kort, for-
holdsvis, som den 3 Tommers, men ogsåa deri er der maaske noget individuelt; Bryst-
finnerne ere korte og brede, kortere end Hovedet; Bugfinnerne som hos Nr. 3; Gatfinnen
og anden Rygfinne forholdsvis høje i deres hele Længde, men uden Forlængelse af den
første bløde Straale; Skællene ere hos dette Individ netop synlige. Det større (3 Tom-
mers) Exemplar fra Hongkong viser endnu Spor til den for unge Caranger i det hele almin-
delige Tegning med mørke Tværbaand.
Til C. armatus vilde jeg fremdeles snarest henføre nogle smaa Unger, som ere fiskede
i de samme Have (Kina-Søen) paa 0740'S. Br. til 3° 30" N. Br. og paa 107° til 107° 15 ©.L.
De have en Længde af 12—26 Mm.; Højden forholder sig dertil omtrent som 8:13 eller
7:12, er altsaa en Del større end det halve af Totallængden, Halefinnen medregnet i denne.
Om den mindste af dem er noteret, at den er tagen «i Vandmænd». Straaletallet i Ryg-
og Gatfinnen er: D: 8.1.23—22; A: 2.1.18; Sidelinien er kun synlig hos det større
Exemplar og upansret; dens lige Del kort i Sammenligning med den buede. Skællene ere
netop synlige hos dette samme Exemplar (26 Mm.) paa et Parti af Legemets Sider, slet
ikke hos de mindre. Første Ledstraale i anden Rygfinne og i Gatfinnen ere forlængede
til en lang Traad, som naar ud over Halefinnens Flige; Bugfinnerne naa et Stykke ind paa
Gatfinnen, ere altsaa forholdsvis endnu længere end hos den mindste af de ovenfor om-
talte Unger paa to Tommer. Kun hos det mindste Exemplar ere Forgjællelaagets lave Torne
tydelige; disse forsvinde altsaa hos denne Art overmaade tidligt. Mere eller mindre tyde-
lige mørke Tværbaand gaa ned over Legemets Sider og ud paa Finnerne, særligt Bug-
finnerne. Jeg vilde slet ingen Betænkelighed havt ved at henføre ogsaa disse Exemplarer
til C. armatus, naar ikke ethvert Spor af de uparrede Finners haarfine Forlængelses-
traade havde manglet allerede hos det ovenfor omtalte 2 Tommers Exemplar. Man kan
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 68
u
us VE POUR PT stene PE a a ir A a a TU
\
538 130
dog ikke godt antage, at disse Udviklinger skulde gjentage sig flere Gange i Dyrets Liv.
Men under alle Omstændigheder tilhøre de beskrevne Udviklingstrin nærstaaende Arter,
hvis Udviklingsforhold det vilde have sin Interesse at forfølge, saa fremt Materialet forelaa
i tilstrækkelig Mængde, og jeg har derfor anset det for rigtigt her at sammenstille de
Momenter, der have foreligget mig, hvor ufuldstændige og lidet samstemmende de end
monne være.
Caranx fallax og vistnok mange andre Arter have som yngre mørke Tværbaand
ned over Legemets Ryg og Sider, men de forsvinde forholdsvis tidligt. C. speciosus har
dem endnu, som smalle Striber, som temmelig stor; men ogsaa der forsvinde de til sidst.
Forgjællelaagets Torne, hvis Tilstedeværelse hos meget unge Carangider er fremhævet af
Gill, forsvinde ligeledes mere eller mindre tidligt. Jeg finder dem, som ovenfor omtalt,
hos Caranz-Yngel fra tropiske og subtropiske Have, af 12—25 Mm.s Længde. Denne
Caranx-Yngel er indsamlet i temmelig stor Mængde paa vore Søfarendes Rejser og synes
at føre et halvt pelagisk Liv som anden Makrel-Yngel; paa Grund af de existerende Arters
Mængde (Museet har alene 31 af Caranx, Trachurus, Gallichthys, Decapterus og Megalaspis)
er det ikke muligt at bestemme denne Yngel til Art, uden i de faa Tilfælde, hvor Over-
gangsstadierne, der føre op til mere udviklede Alderstrin, tillige ere tilstede; at bestemme
de halvt eller helt udvoxne Former, overhovedet at udrede Arterne af denne Gruppe, har
jo allerede sine store Vanskeligheder. Medens jeg derfor, som det vil fremgaa af det fore-
gaaende, vel har kunnet forfølge Trachurus Linnei og Cuvieri, en Decapterus-Art, Caranx
armatus maaske og flere af de vestindiske Caranx-Arter, der have foreligget mig i aldeles
fuldstændige Aldersrækker, tilbage til de alleryngste, til « Carangichthys»-Stadiet og til de
endnu yngre, hvor Carangide-Karaktererne endnu ikke ere komne frem, har jeg med
Hensyn til mangen anden Caranx-Yngel baade fra østlige og vestlige Have maattet
ladet det bero ved den generiske Bestemmelse; thi det detaljerede Kjendskab til alle
Gruppens Årter i alle Aldere, som vilde være nødvendigt til at føre Sagen videre, er
uopnaaeligt. For at tillægge Caranx-Gruppen i sin Helhed, og særligt Ungerne, en
mere eller mindre pelagoid Levemaade kunde yderligere tale den overordentlig store Ud-
bredning, som tillægges adskillige Arter, f. Ex. C. fallax, C. erumenophthalmus og andre.
Jeg har ovenfor vist, at «C. trachurus» er en kollektiv Art, men at en af de Arter, hvori
den maa opløses (Tr. Cuvieri), dog har en stor Udbredning. Jeg har heller ikke kunnet
skjelne Exemplarer af C. hippos (L.) Gill fra Nord- og Sydamerikas Østkyst fra Exemplarer
fra Central-Amerikas Vestkyst (Puntarenas) eller drage nogen Skillelinie mellem C. fallax
fra Penang eller Manilla og den vestindisk-brasilianske Form. At udvoxne Exemplarer af
de 3 eller 4 bekjendte Gallichthys:Arter synes at være forholdsvis sjældnere end deres
(temmelig forskjelligt udseende) Unger, kunde forklares ved, at det er Fiske, som tilhøre
dybere Vandlag, ere mindre littorale end de ægte Caranx-Arter; det er ogsaa dem, hos
hvilke Forandringerne med Alderen ere forholdsvis størst.
De Former, hvorom her er Talen, bleve af Cuvier henførte til ikke mindre end
fire Slægter; af disse ere Gallichthys og Blepharis i Grunden slet ikke (kun habituelt) for-
skjellige; de to andre, Scyris og Hynnis, ere unægtelig mere forskjellige, saa vel ind-
byrdes som fra hine to. Men det vil vise sig, at alle tre kun repræsentere tre Udviklingstrin
131 ' 539
af de samme Arter, saaledes at enhver af disse har et Blepharis- (Gallichthys-), et Seyris-
og et Hynnis-Stadium. Men denne Sammenhæng oversaa Cuvier, til Dels fordi han ikke
af alle Arterne kjendte alle tre Stadier; i Stedet for at sammenknytte Formerne paa langs,
sammenknyttede han dem paa tværs; det er den gamle Forvexling af «Analogi» og
«Affinitet», som indtræder saa let paa Undersøgelsens første Trin, der nu møder os i en
ny Skikkelse. Den rette Sammenhæng er i Hovedsagen allerede paavist af Gunther,
skjønt denne Forfatter ikke fremhæver det udviklingshistoriske Moment; men han har vist-
nok heller ikke af alle Arterne kjendt de ældre Former, og Arternes Reduktion kan derfor
føres noget videre end han har gjort det. For de 3 eller 4 Arter, som blive tilbage:
ciliaris Bl. (indisk), erinitus Mitch. (vestindisk), alexandrinus Cuv. (middelhavsk og vestafri-
kansk) og gallus L. (indisk), foreslaar jeg at beholde Slægtsnavnet Gallichthys; de afvige fra
Caranx’erne for det første ved at de ere nøgne, uden Skæl; saadanne optræde, bortset
fra Sideliniens lidet udviklede Pansring i dens sidste Del, kun påa Haleroden — med
mindre de muligvis komme frem ogsaa paa andre Steder hos meget gamle Exemplarer,
større end dem, jeg har undersøgt. Den anden Karakter er, at første Rygfinnes Pigstraaler
ere smaa, uden forbindende Finnehud, hos Ungerne, helt forsvundne hos de udvoxne.
Under Væxten omdannes Legemsformen, der altid er meget sammentrykt, aldeles, forandres
fra en meget kort og høj til en mere langstrakt, men stedse forunderlig kantet; de lange
traadformige Forlængelser af de første Straaler i anden Rygfinne og Gatfinnnen, som ud-
mærke det første og andet Udviklingstrin, holde sig længere end Bugfinnernes, der allerede
ere forkortede paa det saakaldte Scyris-Stadium; men de ende altid med at forsvinde
(Hynnis-Stadiet) ligesom disse.
Hvad jeg her nærmere vil oplyse, er dels, at « Hynnis goreensis» Cuv., som endnu
ikke er inddraget"), er den ældre Form af Gallichthys egyptiacus (Scyris alexandrinus); dels
at den indiske G. ciliaris og den vestindiske G. crinitus staa hinanden saa ner, at det
bliver tvivisomt, om man kan holde dem ude fra hinanden. De virkelige Artsforskjellig-
heder indenfor denne karakteristiske lille Gruppe, som danner Overgangen fra Caranx til
Selene (Argyreiosus, Vomer), ere især udprægede i Straaletallene og i Øjets Størrelse i Forhold
til Suborbitalknoglen. For nærmere at oplyse dette maa jeg imidlertid for hver enkelt Art
gjore Rede for, hvad der hidtil er oplyst eller nu kan oplyses om dens fremskridende
Formforandringer.
Af de Arter, hos hvilke Straaletalsformlen er D: (6) Ale 193. A: (2). 1.16, er Gale
1) Allerede hos Bleeker (Notices Ichthyologiques, 1. c., p. 138, 1862) finder jeg dog den Bemærkning:
“d’après ce qui est dit du Hynnis goreensis, il parait que ce poisson n’est qu'un individu äge
d'une espèce de Carangoides, comme le Scyris indica C.V. n'est que l'état adulte du Carangoides
gallus Blkr. (Zeus gallus L.)». Bleeker havde visselig Ret heri, og det vilde ikke været ham van-
skeligt at udpege den Art, hvortil «Hynnis goreensis» i Konsekvens heraf maatte henføres.
68"
540
lichthys gallus (ostindisk) i alle Aldere kjendelig derpaa, at Øjets Tværmaal er meget
mindre end dets Afstand fra Munden eller end Højden af Suborbitale. Hos Museets
mindste Exemplar (c. 5” langt, med Halefinnen) er Legemets Højde tre Femtedele af Længden,
Brystfinnens Længde kun det halve af Højden, Bugfinnernes derimod tre Fjerdedele af
samme; de forreste forlængede Straaler i Rygfinnen naa til Halefinnens Spids, Gatfinnens
til sammes Kløft. Man kan endnu skjelne første Rygfinnes 6 Pigstraaler, men til Gat-
finnens to.cr der kun Spor. Hos et Exemplar paa 7 Tommer indeholdes Højden 14/5
Gang i Totallengden, Brystfinnens Længde er %5 af Højden, Bugfinnernes derimod kun
Halvdelen; Gatfinnens Forlængelser naa til Halefinnens Rod, Rygfinnens næppe meget
længere. (Bloch’s «Zeus eiliaris« (pl. 192, fig. I) vil svare omtrent til et Individ paa 7
Tommer, men har kortere Brystfinner end det beskrevne, hvis Figuren ellers er paalidelig ;
Cuvier's Individer af «Gallichthys major» vare 4—-5 Tommer lange, dog havde Dussumier
ogsaa hjembragt denne Form af næsten 8 Tommers Længde; Afbildningen (pl. 254) svarer
til Individer paa c. 5 Tommer; « Gallichthys chevola C.V.» (opstillet paa Russel's Beskrivelse)
er et endnu yngre og forholdsvis højere og kortere Udviklingstrin end noget, der har foreligget
mig.) Ved en Størrelse af næsten 10 Tommer er Fisken saa langstrakt, at Højden netop
er det halve af Totallængden (Halefinnen medregnet); Brystfinnens Længde indeholdes
1,7 Gang i Højden, men Bugfinnerne naa nu kun til Gatfinnen; de uparrede Finners
Forlængelser naa begge omtrent til Haleroden. Rygpigstraalerne kunne netop spores, Gat-
pigstraalerne slet ikke. Arten bliver imidlertid meget større, efter Lechenault og Day!)
5 Fod lang, og Klunzinger?) oplyser os da ogsaa om, at hos de udvoxne, 1 Meter lange
Exemplarer, have Bugfinnerne kun en Tredjedel af Brystfinnernes Længde, og de forreste
Ryg- og Gatfinnestraaler ere slet ikke forlængede. Cuvier”s Exemplarer af «Scyris
indica» vare fra 9 Tommer til 3 Fod lange; hans Figur (Hist. nat. d. poiss., IX, pl. 252 og
Régne Animal, édit. illust., pl. 58, fig. 2) viser den ogsaa mere langstrakt, med kortere
Bugfinner og Finneforlængelser, men længere Brystfinner end Museets største
Exemplar (det ovennævnte paa 10 Tommer); men den viser os endnu ikke Arten i sin
endelige Skikkelse, som den beskrives os af Klunzinger; da vilde den havt Karakteren
af en Hynnis. Rüppell’s paa samme Maade benævnte Fisk”) var netop 10 Tommer og
bærer i enhver Henseende Præget af at forestille en yngre Form end Cuvier’s. Regelen
er altsaa den: tiltagende Strækning af Legemet; Forlængelse af Bryst-
finnerne; Reduktion af Ryggens og Bugens Pigstraaler samt først af
Bugfinnernes, dernæst af de andre Finners traadformige Forlængelser.
Der kjendes en anden Art, hos hvilken Øjets Tværmaal er meget mindre end
Højden af Suborbitale, men som afviger fra G. gallus bl. a. ved Straaletallet i de uparrede
Finner. Cuvier beskrev (cfr. Afbildningen i «Règne Animal», edit. illust., pl. 59, fig. 1) dens
1) Fishes of Malabar, p.91. Da denne Forf, her synes at betvivle Artsforskjellen mellem (©. ciliaris
(indtil 6”) og C. gallus (indtil 5”), var der Grund til at formode, at en af hans Artsbestemmelser var
urigtig; og efter hvad der angives om Øjnenes Afstand fra Snudespidsen, kunde hans «0. ciliaris»
være unge Individer af G. gallus, og det var da i sin Orden, at han var tilbøjelig til at slaa dem sam-
men. I «Fishes of India» (p. 224—25) ere Arterne imidlertid distinguerede rigtigt, synes det, for øvrigt.
Fische d. Rothen Meeres, 1. c., Il, S..14 (454).
Atlas z.d. Reise im nördl. Afrika, Fische, S. 128, pl. XXXIII, fig. 1.
oe w
A dec din at £
eee Så ert} 2 rh ba ty A | SR
133 2 541
yngste Form (Gallichthys wgyptiacus) efter Exemplarer af 1—2 Tommers Længde fra Alex-
andria (Museet besidder ganske lignende, men daarligt bevarede, samme Steds fra). Straaletal:
D: (7?) 6.1.20; A: 2.1.18; henholdsvis de 4 og 3 første Ledstraaler forlængede og
ragende langt ud over Halefinnen; de 3 første Bugfinnestraaler ligeledes stærkt forlængede ;
Brystfinnerne korte, afrundede; Højden lig Legemets Længde, Halefinnen fraregnet; fem
mørkere Baand ned over Siderne af Hoved og Krop. At denne Form ikke er artsforskjellig
fra «Seyris alexandrina» Cuv., er allerede anerkjendt af Günther; Cuvier's Exemplar
var 10” langt, Højden netop det halve af Totallængden; Straaletallet: D: 2—3.1.22;
A: 0.1.19; de 6 første Ledstraaler i Rygfinnen og de første i Gatfinnen haarformigt for-
længede; Bugfinnerne forkortede som hos den udvoxne G. gallus. Hos et 7” langt
Exemplar fra Gorea (Vestafrika) angives Straaletallet til D: 1.21; A: 2.1.18; «British
Museum» har ligeledes faaet denne Form fra Vestafrika (Straaletal: D: 5.1.21; A: 0.1.19).
Der kan ikke være Tvivl om, at Cuvier’s «/Aynnis goreensis» (pl. 257) er den fuldt ud-
voxne (24 —26") Fisk af samme Art: Straaletallet er det samme (D: 0.1.22; A: 0.1.19),
men Formen er bleven mere langstrakt (1: 2'/2), Bugfinnerne forkortede, alle Straalefor-
længelser bortfaldne, saa at kun den forreste Del af Ryg- og Gatfinnen hæver sig lidt til
Vejrs som hos saa mange Caranz-Arter; saaledes forholdt det sig jo netop ogsaa med
den fuldt udvoxne G. gallus. Ryg- og Gatpigstraalerne ere selvfølgelig rent forsvundne;
Brystfinnen er derimod bleven lang og segldannet som hos saa mange andre Carangider i
fuldt udviklet Tilstand. At der hos den udvoxne Fisk tælles flere Panserplader paa Side-
liniens Haledel end hos de yngre (3—4) er ogsaa let forstaaeligt!). Udviklingen er saaledes
aldeles parallel med den hos (7. gallus. At Gatfinnen hos «/Z. goreensis» udspringer saa
langt fremme, foran Rygfinnen, som Cuvier's Figur viser det, kunde formodes at vere
mindre rigtigt (Poey, Repertorio, II, p. 535), da det ikke er Tilfældet hos andre Arter; men
det samme er jo netop Tilfældet hos « Gall. ægyptiacus», og dette Forhold er saaledes vist-
nok tværtimod betegnende for Arten.
Af en tredje Art, indisk som @. gallus og med samme Straaletal som denne
(D: 6.1.19; A: 2.1.16), men let kjendelig fra den ved at Øjets Tværmaal er lig med
eller større end Suborbitale, ere de yngre Stadier beskrevne som Zeus ciliaris Bl., Blepharis
indicus Cuv. (5") og Blepharis fasciatus Rüpp. (5"). Man gjenfinder her den korte Legems-
form, de forlængede Straaler i Ryg-, Gat- og Bugfinnerne, de korte (6 og 2) Pigstraaler
foran anden Rygfinne og Gatfinnen, de korte Brystfinner og de mere eller mindre tydelige
Farvebaand tværs over Ryggen ligesom hos de yngste Led af de to andre Gallichthys-Arter.
Ved at sammenligne Afbildningerne vil man dog se, at Rüppell’s (1. c., pl. XXXII, fig. 2)
har Bugfinnerne noget forkortede og Brystfinnerne noget forlængede i Forhold til Cuvier's,
den er med andre Ord noget ældre eller mere fremskreden i sin Udvikling. Schlegel's
(Fauna Japonica) største Exemplar var 6 Tommer langt, men hans Figur (pl. XL, fig. 12,
formod. i nat. St.) er aabenbart efter et mere ungdommeligt Stadium; Højden er her lig
Længden, til Haleroden; han udtaler jo ogsaa udtrykkeligt, at de mørke Tværbaand, som
1) Steindachner teller 9—10 hos Expl. af 3” 11'7—43/," Længde. D: 5—7.1.21; A: 0.1.19.
(Sitzungsber. Ak. Wiss. Wien, LVII, S.38—40). Exemplarerne vare fra den spanske Halvos Sydkyst,
hvor de efter Fiskernes Udsagn kun fanges overmaade sjældent.
542 134
bans Figur viser, forsvinde med Alderen. De to af Garrett udforte Afbildninger, som
Günther har gjengivet i «Fische d. Südsee», pl. 89, som Ungen og den «udvoxne» « Caranx
ciliaris», oplyse godt Forskjellen paa Exemplarer af 2 og af 5 Tommers Længde; natur-
ligvis skulde man ogsaa hos den yngre kunne se Rygfinnens Pigstraaler. Men heller ikke
den storre af disse Afbildninger giver en rigtig Forestilling om den fuldt udvoxne Gallichthys
ciliaris (Bl.). Museet har et 5°/4" langt Exemplar fra Japan, der har været opstillet i
Museet som «Scyris longifilis Kr.»; det har endnu de forreste Gat- og Rygfinnestraaler
forlengede i hoj Grad, men Bugfinnerne ere korte (naa ikke til Gatfinnen) og Brystfinnerne
over det halve af Legemets Hojde, der kun er lidt mere end det halve af Totallengden.
Jeg tvivler aldeles ikke om, at Arten bliver endnu meget større og gjennemgaar lignende
yderligere Formforandringer som de to andre Arter. Dette er i det mindste Tilfældet med dens
vestlige Repræsentant, der først blev beskrevet af Mitchill!) (Amer. J. of Sc., XI, p.144, c. t.)
som «Zeus erinitus» (51/2"), senere af Cuvier som «Blepharis major» og «sutor»; sidst
nævnte (med mørke Tværbaand) var efter Afbildningen og Beskrivelsen paa et meget ung-
dommeligt Trin, men hos «Gl. major» var Højden allerede kun lig den halve Længde,
første Rygfinnes Torne næsten forsvundne, men de traadformige Forlængelser af de forreste
(6 og 4) Ryg- og Gatfinnestraaler endnu meget lange. Foruden slige yngre Former,
ved hvilke der ikke er nogen Anledning til at dvæle videre, har Museet to, rigtignok
ikke smukt behandlede, vestindiske Skind, 8%4 og 14 Tommer lange, tidligere betegnede
som «Scyris megalops» Kr. — en ganske naturlig Betegnelse paa en Tid, da man endnu
ikke kjendte Sammenhængen mellem de forskjellige Aldersformer. Hos det mindre af disse
er Højden ikke det halve af Totallængden, og det større er endnu mere langstrakt; de frie
Ryg- og Gatpigstraaler ere hos dem begge aldeles forsvundne; de forlængede Ryg- og
Gatfinnestraaler naa hos det mindre langt ud over Halefinnens Spidser, hos det større
næppe ud over denne; Brystfinnerne ere hos dette betydelig længere end Legemets halve
Højde. Der er sikkert ingen Tvivl om, at det er den samme Årt, i sin endnu mere ud-
viklede Skikkelse, som Poey har beskrevet under Navnene «Scyris analis» (495—800 Mm.
lang, Repertorio, Il, p. 369?) og «Z/ynnis cubensis» (Memorias, II, p. 235, 770 Mm. lang,
Højden en Tredjedel, alle Finneforlengeiser inddragne); Arten opnaar efter denne For-
fatter en Længde af 3 Fod ligesom dens nær beslægtede, og det kan saaledes ikke være
tvivlsomt, at den udvikler sig og forandrer sig paa selvsamme Maade. Derimod kan der vist-
nok rejses Spørgsmaal, om den atlantiske G. crinitus og den indiske (7. ciliaris ere artsfor-
skjellige. Til al afgjore dette, behøves et større Materiale af begge Arter — i alle Aldere —
end jeg har Haab om at kunne komme til at underkaste en nærmere Sammenligning, og
jeg skal derfor indskrænke mig til at gjøre opmærksom paa, at deres Artsforskjellighed
hidtil kun er forudsat, ikke nærmere belyst.
Jeg vender mig nu til de nær beslægtede Former, der ere blevne beskrevne som
Arter af Selene, Argyreiosus, Vomer eller Platysomus, hvis Formforandringer ikke ere mindre
end Gallichthyernes og i flere Henseender analoge med disse.
1) Arten er afbildet af Akerly, men Beskrivelsen er af Mitchill. Jeg véd ikke, hvorfor Arten stadig
krediteres Akerly.
2) «Sospecto que sea la hembra del. Blepharis crinitus» (Poey, Enumeratio, p. 79 (153).
135 548
Argyreiosus setipinnis Mitch. (Vomer Brownü C.V.) er ikke bleven udsat for fuldt
saa megen Miskjendelse!) som Slægtens anden Art, men dens yngre Udviklingstrin ere dog
blevne beskrevne som egen Art (A. unimaculatus Batchelder)”); af min Forgænger her i
Museet var denne formentlige Art endog bleven opstillet som egen Slægt, noget hvorimod
der egentlig heller ikke formelt vil være noget at indvende, eftersom Overgangsformerne
Selene setipinnis (Mitch.) (Vomer Brownii C. V.), en Række af Individer af forskjellig Størrelse; det yngste
Udviklingstrin svarer til « Argyreiosus unimaculatus.» Gjenstandene ere formindskede i Forholdet 17:10.
mellem disse yngste Trin og den ægte Vomer Browniü vare ham ubekjendte, og Forskjellig-
hederne virkelig ere ret betydelige. De foreliggende 16 Exemplarer af A. setipinnis ere
dels fra forskjellige vestindiske Lokaliteter, dels fra Brasiliens Kyst (Bahia, Rio Janeiro)°);
1) Guichenot har i en Afhandling i «Ann. Soc. Linn. de Maine et Loire», 1865, p. 32—44 (mig for
øvrigt ubekjendt) skjelnet ikke mindre end 14(!) Arter af Vomer (Z. R., 1865, p. 187) — efter al
Sandsynlighed altsammen Aldersforskjelligheder af A. setipinnis (Vomer Brownii). Af den citerede
Aarbogs Referat fremgaar ogsaa, at G. anerkjendte samtlige Slægter: Scyris, Blepharis, Gallichthys,
Hynnis; det ene er for saa vidt i god Overensstemmelse med det andet. — En « Vomer curtus»,
164 Mm., «intermediate in form between Vomer setipinnis Mitch. and Selene argentea Lac.», fra Rhode
Island, beskrives af Cope i «Proc. Acad. Philad», 1870, p. 119.
?) Proc. Boston Soc. Nat. Hist., II, p.78; Storer, History of the Fishes of Massachusetts (Mem. Amer.
Acadı ns Sa. 1), pli XIV, fie.2.
3) Arten har vistnok en større Udbredning; Pariser-Muscet fik den fra Peru, og Günther opfører den
fra Central-Amerikas Vestkyst; den findes ligeledes ved Senegal (A. goreensis, senegalensis Guich., cl.
Steindachner, Zur Fischfauna des Senegal (S.B. Ak. Wiss. Wien, LX, 1869), I, S. 38).
544 136
de variere i Størrelse fra 34 Mm. til 192 Mm. (fra Hagespidsen til Halefinnens Bagrand);
Straaletallet i Ryg- og Gatfinnen er D: 8—+ 1.21—23; A: 1.16—19, for saa vidt som
alle 8 Rygpigstraaler ere kjendelige hos de ældre.
Af de fysiognomiske Forskjelligheder, som i øvrigt ville fremgaa bedre af de med-
delte Skitser (1—5) end af lange Beskrivelser, maa det fremhæves, at hos de voxne eller
rettere halvvoxne Exemplarer — thi Arten opnaar en betydeligere Størrelse end vore Exem-
plarer vise det — er Forholdet mellem Højden og Længden (maalt som ovenfor) — 1 : 1,6
(sjældnere 1:1,7 eller 1,8); hos de yngste er Forholdet derimod = 1 : 1,3 à 1,4; med
andre Ord: Højden er (som hos adskillige andre Scomberoider) forholdsvis størst hos
Ungerne, Legemet voxer altsaa stærkere i Længden end i Højden. Den stærke Krumning
af Buglinien (Bugens Konturlinie) fra Gatfinnen til Isthmen mellem Gjællespalterne er endnu
kjendelig hos Unger, der have naaet en Længde af 50 Mm., men har dog der allerede
begyndt at tabe sig. Hos alle unge Exemplarer (80 Mm. og derunder) findes to Bentakker
i Bugkanten, uden Tvivl svarende til de to frie Gatpigstraaler hos Caranz; hos de ældre
blive de utydelige eller forsvinde ganske. Alle nogenlunde udvoxne eller halvvoxne
Exemplarer have meget smaa Bugfinner, som dog altid ere lige som afslidte eller
afstødte i Kanten; men hos Unger af 35 Mm.s Længde ere Bugfinnerne tværtimod
lange, lige saa lange som Brystfinnerne; begges Længde er næsten en Tredjedel af
Legemets Højde, og Bugfinnerne naa med deres Spidser til Enden af de forreste ikke
meget forlængede Gatfinnestraaler; allerede hos Exemplarer af c. 50 Mm. ere de reducerede
(ved Brud?) til deres blivende Lidenhed, hvorimod Brystfinnernes Længde tager jævnt til
under Væxten, saa at den hos de største er over det halve (°/s eller 7/11) af Legemets
Højde. Hvad der dog i Særdeleshed bidrager til åt give hine spæde, rundbugede Unger et
eget Fysiognomi, ved Siden af de forlængede Bugfinner, er den ikke ubetydelige Forlængelse
af de fire første fine Rygpigstraaler, især 2den og 3dje, der naa omtrent til Midten af
anden Rygfinnes forreste forlængede Straaleparti; men allerede hos Exemplarer af c. 50 Mm.s
Længde ere disse Forlængelser aldeles forsvundne; Forkortelsen er ikke alene relativ, saa-
ledes at de ikke voxe med, men absolut; selv paa de allerstørste, som foreligge, ere disse
Rygpigstraaler absolut kortere end hos hine Unger, og Forkortelsen indtræder, som anført,
temmelig brat; under Fiskens senere Væxt blive de, synes det, stedse kortere forholdsvis,
men faa en kraftigere Bygning. Hos hine spæde Unger (35 Mm.) have Bugfinnerne sorte ©
Spidser og et sort Bælte ved Grunden; de have desuden paa dette Trin, i Almindelighed
to smaa runde sorte Pletter tæt ved hinanden, lige over og under Sidelinien, tæt
bag ved det Punkt, hvor dens horizontale Del slaar over i den buede; endnu hos Exem-
plarer af c. 50 Mm.s Længde, hvor Bugens Runding er svagere og Ryg- og Bugfinnernes
Forlengelser forsvundne, kunne disse Pletter være tydelige. Hudens Skæl blive først
tydelige ved en Længde af c. 100 Mm.
Gill har (Proc. Acad. Philad., 1862, p. 136) kjendt slige plettede Unger!) og
erkjendt dem for at være Ungerne af Argyr. setipinnis, men han omtaler ikke de forlængede
1) Ogsaa Poey omtaler dem (Repertorio, II, p.370) som tvivlsom Art eller som Unger af V. setipinnis.
137 | 545
Bugfinner og første Rygfinne; maaske have disse Forlængelser allerede tabt sig paa dem,
han havde for sig, ligesom hos vore næstmindste Exemplarer (50 Mm.)!). Heller ikke
Günther nævner dem i den korte Omtale, han skænker nogle 1—1'/2 Tomme lange
Smaafiske, der betegnes som «young? a spec. nov.»; tværtimod, det siges udtrykkelig:
«none of the spines or rays of the fins are elongate»; derimod omtales Bugliniens Krum-
ning og Pletten paa Sidelinien. Tænkeligt er det dog, at Finnernes Ikke-Forlængelse her kun
er at opfatte som relativ, d. v. s. i Modsætning til Arayr. vomer, til hvilken Art disse tvivl-
somme smaa «Skivemakreler» bleve henførte provisorisk. Hos den af Storer (l. c.) af-
bildede og beskrevne « Argyr. unimaculatus» findes ikke alene Pletten (der ogsaa her opfattes
som én) og den stærkt krummede Bug, men, skjønt Figuren ikke er meget udtryksfuld, er
det dog tydeligt af Beskrivelsen, at baade de forreste Rygfinnestraaler og Bugfinnerne have
været forlængede («second ray strongly filamentous, others somewhat so; ventrals somewhat
filamentous»). Der kan ikke være Tvivl om, at alt dette er et og det samme og Ungerne
af Argyr. setipinnis.
At Arg. setipinnis opnaar en meget betydeligere Størrelse end noget af de Exem-
plarer, som have foreligget mig, fremgaar af Wm. Swainson’s Beskrivelse”) af hans
Platysomus micropteryx, der er udkastet efter Exemplarer af 1—2 Fods Længde, af hvilken
Størrelse den siges ikke at være sjælden i Pernambuco. Ifølge hans Beskrivelse er paa
dette endelige Udviklingstrin kun de fire sidste af første Rygfinnes Pigstraaler (som hos
vore største ere mindre kjendelige) tilstede; de fire første, de samme som hos Ungerne
ere såa stærkt forlængede, ere forsvundne og kun repræsenterede af fire «langagtige
Knuder» under Huden; Bugfinnerne beskrives som «hardly perceptible», men det kunde dog
erkjendes, at de vare sammensatte af 6 Straaler. Om den gamle Arg. setipinnis er endnu
mere langstrakt end de største af vore, er mig ubekjendt. Blandt vore vestindiske Exem-
plarer er der et, c. 6” (155 Mm.) langt, som har en saadan mere langstrakt Figur; Højden
er her knap det halve af Længden, men da Straaletallene ere de sædvanlige (D: 1.23;
A: 1.19), tør jeg ikke betragte det som repræsenterende en egen Art?).
Den af Argyreiosus vomer (L.) gjennemlobne Alders- og Formrække er analog med
Batchelder omtaler dog i sin i øvrigt temmelig værdiløse Beskrivelse af hans 13/10 lange og
11/10" høje «A. unimaculatus», at «a filament, !/s‘“ in length, arises on the back in a vertical plane
with the origin of the pectoral fin».
*) The natural history of fishes, amphibians and reptiles, or monocardian animals. 1859. II, p. 406.
Ogsaa Cuvier og De Kay kjendte den som 1 Fod og derover. — Af Swainson’s to andre Arter
er Pl. Brownii kun grun paa Afbildningen i «Hist. natur. d. Poissons» (pl. 256), der frembyder
den Afvigelse fra det sædvanlige, at de to frie Pigge foran Gatfinnen, som pleje at forsvinde noget
tidligere, endnu ere tilstede: Pl. Spiæii er opstillet paa Afbildningen i »Genera et Species selectæ
piscium brasiliensium» pl. 57, som bl. a. har den Unøjagtighed, at Pigstraalen forrest i anden Ryg=
finne og i Gatfinnen er overset.
5) Arg. dorsalis Gill (1. c., p. 436) er baseret paa en mere langstrakt Form med forøget Straaletal.
Vidensk, Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XIT. 6. 69
546 135
den skildrede, men fyldigere, og frembyder tillige den Forskjel, at Larveformen, om jeg
kan kalde den saa, holder sig lengere og derfor træffes hyppigere, hvorfor den tilsyne-
ladende træder op med en vis Selvstændighed, hvilket atter har havt til Felge, at dens
Sammenhæng med den endelige Form er bleven nægtet. Jeg nærer dog ingen Tvivl om,
at Forfatterne til «Histoire naturelle des Poissons» og «Catalogue of Fishes» have i Hoved-
sagen opfattet denne Sammenhæng rigtigt, skjønt dette senere er bleven bestridt. For at
godtgjøre dette kan jeg her bekvemt gaa den modsatte Vej og begynde fra neden, med de
mindste Exemplarer, der have en Længde af 30 Mm. (foruden Halefinnens Flige), og derfra
følge Udviklingen op efter til de største, 10 Tommer lange (Arten bliver større, indtil 2
Fod, men forandrer sig næppe meget efter at have naaet en Længde af 6 Tommer). Vore
Exemplarer ere dels fra Vestindien, dels fra Brasilien (Maruim, Bahia, Rio), et enkelt lille
fra Guinea-Kysten; ifølge Gunther skal Arten ogsaa forekomme i det stille Hav. Straale-
tallene har jeg fundet at være: D: 8.1 22-—23; A: 1.18—19; i denne Henseende er der
altsaa ingen Forskjel fra A. setipinnis Mitch.
a. Vort mindste af den her i Tresnittet til Dels gjengivne Række (fig. 1) af Exem-
plarer (41 Mm., maalt som de andre til Enden af de korte, midterste Halefinnestraaler)
(fra Brasilien) har en Højde, som er %/4 af Længden; Bugfinnerne ere meget lange, dog er
deres Længde ikke fuldt saa stor som Legemets Højde, men rigelig det dobbelte af Bryst-
finnernes; lagte tilbage naa de til Indsnittet i Halefinnen; den forlængede, haarfine (2den)
Straale i første Rygfinne er længere end hele Fisken, Halefinnens Flige medregnede; den
følgende (3dje) er nok forlænget, men dog ikke meget længere end de forreste Straaler i
anden Rygfinne eller knap det halve af Legemets Højde; de forreste Straaler i Gatfinnen ere
ikke fuldt saa lange som de tilsvarende i anden Rygfinne. Buglinien er stærkt krummet
fra Gatfinnen til Gjællespalten; der er to faste Torne foran Gatfinnen, mellem denne og
Bugfinnerne. Disse og den forlængede Del af første Rygfinne ere sorte; der er ogsaa en
Antydning af et mørkt Baand fra Øjet op mod Nakken. Hos et Exemplar af samme
Størrelse (fra Guinea-Kysten) ere baade 2den og 3dje Straale i første Rygfinne stærkt for-
længede, næsten dobbelt saa lange som hele Fisken.
b. Det næste i Rækken er kun en Ubetydelighed større (42 Mm.); adskillige
Enkeltheder forholde sig dog noget anderledes; Bugfinnerne ere noget længere, naa ud
forbi Halefinnens Indsnit; Spidsen af de forreste noget forlængede Straaler i anden Rygfinne
naa til en lodret Linie fra de midterste Halefinnestraalers Rod; baade 2den og 3dje
Straale i første Rygfinne ere forlængede i samme Grad, deres Længde be-
tydelig større end Legemets Længde, ikke langt fra det dobbelte (73 Mm.); ogsaa de forreste
Straaler i Gatfinnen ere lidt længere end hos Exemplaret (a), men i alle andre Henseender
forholde de sig ganske ens; der er Spor til nogle mørke pi paa Rygpartiet?).
1) Disse (5) Tværbaand ere endnu tydeligere hos et senere tilkommet kun 30 Mm. langt Exemplar.
Højden 24 Mm, altsaa ‘5, Bugfinnerne 22 Mm., Brystfinnerne 8 Mm. Baade 2den og 3dje
Straale i forste Rygfinne ere forlængede — dette maa derfor vistnok betragtes som det
547
c. Et vestindisk Exemplar, 55 Mm. langt; begge Rygfinnestraaler ere forlængede
i samme Grad, men de ere, trods deres endnu betydelige Længde, dog allerede forkortede,
kun lidt længere end selve Fisken; Buglinien er noget mindre stærkt krummet end hos (a)
og (b). (I øvrigt tilsteder Exemplarets Tilstand ingen Sammenligning i de andre Punkter,
som ere underkastede Variation.)
d. Et Exemplar, 76 Mm. langt (jfr, Træsnittets Figur 2); Forholdet mellem Højde
og Længde er nu — 2:3, Buglinien kun svagt krummet, men begge Takkerne endnu til-
stede; Bugfinnerne, hvis Længde endnu er */s større end de noget forlængede Brystfinners,
Selene (Argyreiosus) vomer (L.). En Række Individer af forskjellig Alder, repræsenterende forskjellige
Nominal-Arter, omtrent i halv Størrelse af den naturlige.
naa nu kun ubetydeligt ud over Spidsen af de forreste, endnu kun svagt forlængede Gat-
finnestraaler; første Rygfinnes 2den Straale er afbrudt (tilfældigt); nu er den ikke meget
længere end Brystfinnen, men har vistnok været temmelig lang; 3dje Straale er aldeles
forkortet; af anden Rygfinnes forlængede Straaler naar den første til en lodret Linie fra
Halefinnens Indsnit. Skællene ere allerede erkjendelige hos dette Exemplar. — Et bra-
siliansk Exemplar, 80 Mm. langt, afviger meget lidt fra det foregaaende; anden Straale
i første Rygfinne er forlænget til en Traad, der er længere end Fisken er høj, men
normale — deres Længde omtr. 70 Mm., altsaa over det dobbelte af Længden til Halefinnens Kløft,
hos dette det mindste Exemplar i den hele Række, som er afbildet paa Tab. V, fig. 1, i nat. Størrelse,
69"
548 140
kortere end den er lang; 3dje Straale i samme Finne er kort; Bugfinnerne naa ogsaa her
ud over Gatfinnens Spidser; om den forlængede Del af anden Rygfinne har naat Hale-
finnens Indsnit, er tvivlsomt.
e. To Exemplarer, 90 Mm. (Træsnittets tredje Figur). Bugfinnerne, der stadig ere
kulsorte, naa ikke til Spidsen af Gatfinnens Forlængelse, som rækker til Haleroden eller
hen imod dette Punkt; anden Rygfinnes forste Straale naar til Halefinnens Bugt eller
næsten dertil. Derimod er første Rygfinne allerede fuldstændig forkortet, om
den end senere viser sig endnu kortere, baade absolut og relativt; dens længste Straaler
have kun Halvdelen af Brystfinnens Længde; Bugtakkerne ere i Færd med at forsvinde.
Et Exemplar, 110 Mm. Bugfinnerne have endnu deres gamle Længde (39 Mm.),
men da Gatfinnens første Straale her naar lige til Indsnittet i Halefinnen er det tidligere
Forhold mellem dem forrykket; Bugfinnerne ere nu lige lange med Brystfinnerne. Endnu
hos et Exemplar paa 150 Mm. (Træsnittets fjerde Figur), hvor Højden endnu er ?/3 af
Længden, ere Bugfinnerne vel ikke afbrudte, men dog forholdsvis korte (30 Mm.),
og absolut forkortede i Forhold til de yngre Udviklingstrin; de naa kun et lille Stykke forbi
Spidsen af Gatfinnens Pigstraale.
f. To Exemplarer af 135 og 142 Mm.s Længde. Bugfinnerne ere afbrudte,
saa at kun en lille kort Stump sidder tilbage; hos det ene Exemplar er der endnu Spor
af Bugtakkerne. Gatfinnens forlængede Del naar hos det mindre til Halefinnens Indsnit,
hos det større ikke fuldt såa langt, men er dog mindst lige saa lang som Brystfinnerne;
Forlængelsen af anden Rygfinne naar næsten til Halefinnens Spidser; første er og bliver lav.
Legemet er blevet lidt mere langstrakt (Forholdstallet 1:1,6 å 1:1,7); hos de 3 følgende
(150—173 Mm.) vender det atter tilbage til 1:1,6. Bugfinnerne ere her stedse afbrudte og
korte, Gatfinnens Forlængelse naar til Halefinnens Indsnit eller ud over dette, anden Ryg-
finnes til Halefinnefligenes Spidser, hvor den er fuldstændig bevaret (smlgn. Træsnittet, Fig. 5).
Den Regel, som vil kunne udledes af disse Erfaringer, kan, trods en ringe Vaklen
i Udviklingsgangen, som den viser sig, og nogen individuel Forskjellighed, udtrykkes saa-
ledes: alt som de fra først af stærkt forlængede Bugfinner og første Rygfinne
reduceres til det mindst mulige, voxe Brystfinnerne, anden Rygfinnes og
Gatfinnens forreste bløde Straaler ud til Forlængelser af en ualmindelig
Længde. Forandringerne ere, hvad Reduktionen af de oprindelig forlængede Dele angaar,
analoge med hvad der sker hos Argyreiosus setipinnis, men de ere, synes det, meget større;
i al Fald kjende vi intet tilsvarende Udviklingstrin af denne Art, med Bugfinnerne og første
Rygfinne forlængede i en lignende Grad som hos Arg. vomer. Men dertil kommer saa en
successiv Forlængelse af de forreste Straaler, særligt første Ledstraale, af anden Rygfinne og
af Gatfinnen hos A. vomer, hvortil A. setipinnis ikke frembyder noget lignende. Der er
endelig den Forskjel, at de oprindelig forlængede Partier endnu ere tilstede i fuld Udvik-
ling hos A. vomer ved en Størrelse (90—100 Mm., til Dels endnu senere), ved hvilken de
hos den anden Art ere fuldstændig reducerede, hvilket er saa meget mærkeligere, som
A. vomer næppe opnaar en betydeligere Størrelse end À. setipinnis. To Fod synes at være
141 ; 549
Grænsen for dem begge. Hvis de forskjellige Finneforlængelser have Betydning som
Bevægelses- eller Balance- Midler for disse besynderligt konstruerede «Skive-Makreler»,
kunde Regelen maaske ogsaa udtrykkes saaledes, at paa de tidligere Udviklingstrin er
det Bugfinnerne og første Rygfinne, som afgive dem; men alt som Legemet under
Udviklingen bliver forholdsvis noget længere, overføres det paa Brystfinnerne, anden
Rygfinne og Gatfinnen, til Dels altsaa, og navnlig for de uparrede Finners Vedkommende,
paa Dele, der ligge længere tilbage. Omdannelsen bestaar ikke alene i, at visse Dele
voxe stærkere end andre og altsaa forlænges baade absolut og relativt; eller deri, at
andre Dele ikke voxe stærkt nok, blive tilbage i Udviklingen og altsaa relativt formindskes,
om de end maaske, absolut taget, staa stille eller voxe lidt med; men ogsaa deri, at be-
stemte Dele enten resorberes eller ligefrem afbrydes. Af hvilke biologiske Forhold det
vistnok til nogenlunde bestemt Tid indtrædende Brud af Bugfinnerne hos begge Årter er
afhængigt, derom vide vi intet; men er en saadan Afhængighed tilstede, bliver det forklar-
ligt, at dette Tidspunkt kan variere indenfor visse Grænser. Dels af denne Grund, dels
fordi Forfatterne virkelig have havt Individer af temmelig forskjellig Alder for sig,
afvige deres Fremstillinger ikke saa lidt fra hinanden, og det er lige saa sjældent at
træffe to Afbildninger som to Individer, der stemme ganske overens; men Grunden
dertil er hverken den, at Forfatterne (som nogle have ment) have havt forskjellige Arter
for sig, eller at deres foreliggende Exemplarer (som det ogsaa er bleven antaget) særdeles
ofte have været defekte og slet bevarede (naturligvis kan dette ogsaa i det ene eller andet
Tilfælde have været saa); ingen af Delene er nødvendig for at forklare Afvigelserne, disse
have deres væsentligste Grund i den fremskridende Omdannelses forskjellige Stadier. Det
vil imidlertid være rigtigt at kaste et kritisk Blik paa disse forskjellige Fremstillinger, i det
mindste paa dem af dem, der ere yngre end Linné.
Linné’s Zeus vomer (Mus. Ad. Fred., pl. XXXI, fig. 9, 1754) repræsenterer det
Middeltrin (mellem d og e), hvor Bugfinnerne endnu ere forlængede, meget længere end
Brystfinnerne; Gatfinnen er noget forlænget, men ikke meget; anden Rygfinne naar næsten
til Halefinnens Spids; første Rygfinnes anden Straale er omtrent saa lang som Bryst-
finnerne; Bugtakkerne ere endnu tilstede, efter den omhyggelige Beskrivelse, skjønt de ikke
ses paa Figuren. .
Bloch's Figur (pl. 193, 1787) lider af flere Vilkaarligheder, f. Ex. de altfor tyde-
lige frie Pigge foran første Rygfinne, dennes altfor talrige Straaler (9 for 8), Forlængelsen
af 4de og dte Straale i første Rygfinne, hvilke Urigtigheder i øvrigt alle ere komne med i
Beskrivelsen; Bugfinnerne og første Rygfinne ere endnu stærkt forlængede, og Gatfinnen
stærkere forlænget end anden Rygfinne. Svarer dog nærmest til vort Stadium (d).
Lacepède’s «Selene argentea» (IV, pl. 9, fig. 2), efter en Tegning af Plumier,
repræsenterer den fuldt udviklede gamle Form (f) med meget forlænget Gatfinne og anden
PAUSE PR Te PO TP EU PR EU OT ET Mer agter Darm ee Ce
550 142
Rygfinne (hvilken sidste naar langt ud over Halefinnens Spidser), men fuldt forkortede Bug-
finner og første Rygfinne. Spix's pl. 58 ligeledes"), men med den ikke umærkelige Modi-
fikation, at Bugfinnerne vel ere korte, men dog naa omtrent til Gatfinnen og ikke ere
afbrudte, men have en naturlig Form, hvis ellers Figuren i dette Punkt er at stole paa, og
ikke det manglende er bleven suppleret af Tegneren; Swainson’s Arg. triacanthus er op-
stillet paa denne Afbildning. For øvrigt er Swainson's Arg. Mauricei ligeledes en gammel
A.vomer med lav første Rygfinne, afbrudte Bugfinner og stærkt forlænget Gatfinne og anden
Rygfinne, hvilken sidste naar ud over Halefinnens Spidser, medens Gatfinnens er noget
kortere, altsaa en ægte « Selene argentea».
Mitchill’s «Zeus rostratus» (1814, pl. I, fig. 1) repræsenterer et Stadium, hvor
Bugfinnerne og første Rygfinnes 2den Straale endnu ere lange, anden Rygfinne og Gat-
finnen endnu ikke meget forlængede; det maa derfor antages at være et af de yngre Stadier,
men hverken Afbildning eller Beskrivelse ere meget oplysende. De Kay’s A. vomer (pl. 75,
fig. 238) kan næppe være fremstillet efter et Exemplar af mere end c. 3 Tommers Længde (d);
den har lange Bugfinner og en overordentlig lang 2den Straale i første Rygfinne, men
anden Rygfinne og Gatfinnen ere ogsaa temmelig stærkt forlængede. Mitchill’s A. capil-
laris (pl. I, fig. 2) har første Rygfinnes 3dje Straale stærkt forlænget og lige saa lang som
2den, noget som jeg ikke har fundet hos større Exemplarer end med en Længde af
50—60 Mm. (c); det er derfor noget paafaldende, at Størrelsen angives til 41/2 Tomme
(Halefinnen medregnet?); i øvrigt maa Afbildningen, sammenholdt med Beskrivelsen, kaldes
meget unøjagtig. De Kay's (pl. 27, fig. 82) er maaske efter samme Exemplar (Størrelsen
ligeledes angivet til 41/2 Tomme), men 3dje Straale i første Rygfinne er her kun frem-
stillet som halv saa lang som 2den, der omtrent er saa lang som Fisken er høj; Bug-
finnerne fremstilles endnu som temmelig lange, men naa dog kun til Spidsen af Gatfinnen,
der ikke er forlænget i samme Grad som anden Rygfinne, hvis Spidse næsten naar til
Halefinnens. Svarer nogenlunde til vor (d), men er noget større. Storer's Arg. capillaris
(History Fish. Massach., pl. XIV, fig. 3), kun 25/8" lang (p. 155 hedder det rigtignok 51/2",
men dette er aabenbart galt) repræsenterer et yngre Udviklingstrin (mellem a og d); første
Rygfinnes 2den Straale er meget forlænget, men 3dje forholdsvis kort — det formentlige
Hovedmærke for «A. capillaris» svigter altsaa helt — ; Bugfinnerne ere meget lange, anden
Rygfinne og Gatfinnen endnu ikke meget forlængede. Jeg ser ikke nogen Mulighed for
(med Gill)?) at hævde «A. capillaris» som egen Art, udmærket ved, at ikke blot én, men
1) Castelnau (Animaux nouveaux ou rares etc., Il, p. 25) udtaler sig ogsaa for, at Spix's Art, med
hvilken den af ham iagttagne ganske stemmer, er en egen Art (A. spiaii); han har set dem i
Tusindvis, og de vare alle ens; det kan derfor ikke være tilfældigt, at «ces individus ont une
partie de leurs nageoires tronquées».
Proc. Ac. Philad., 1862, p. 437.
2
or
er
—
to Straaler i forste Rygfinne ere forlengede i en overordentlig Grad; men jeg maa dog
lade det uafgjort, om Forlengelsen af 3dje Straale ved Siden af 2den til Dels er et indi-
viduelt Fenomen; efter den foreliggende Udviklingsrekke er det i al Fald en meget forbi-
gaaende Udvikling, der taber sig endnu hurtigere end 2den Rygfinnestraales Forlengelse.
Efter de citerede amerikanske Autorer (de Kay og Storer) er «A. capillaris» en sjælden
Form, der kun til bestemt Aarstid optræder ved Ny-Englands Kyster.
Uagtet Cuvier disponerede over et stort Materiale af over 30 Exemplarer fra
mange forskjellige Steder lige fra 45° N. Br. til 43° S. Br., havde han dog kun Individer af
fra 3 til 6 Tommers Lengde og har saaledes dels ikke kjendt Arten i sin helt udvoxne
Skikkelse, dels har han gaaet ud fra den Antagelse, at de storre Individer med forkortede
Bugfinner og første Rygfinne, som forelaa ham, ikke vare i normal Tilstand, men skyldte
tilfældige Beskadigelser eller en daarlig Opbevaring deres Mangler’). Det eller de Exem-
plarer, som nærmest ligge til Grund for Afbildningen (pl. 255), og som ere blevne udvalgte
dertil, tor man antage, paa Grund af deres formentlige mere fuldstendige Tilstand, have
befundet sig paa det temmelig ungdommelige Trin, hvor Bugfinnerne og forste Rygfinnes
anden Straale endnu have deres fulde Længde (d), men hvor Gatfinnen og anden Rygfinne
endnu ikke have faaet deres endelige Skikkelse, om de end allerede ere voxede et godt
Stykke ud. Det siges udtrykkeligt, at Skællene endnu ikke ere tydelige; og Bugtakkerne om-
tales i Beskrivelsen. Man kan nu vel forstaa, at da Brevoort?) fik Exemplarer af den gamle
Fisk (61/2—71/2 Tomme) for sig, dømte han denne til at vere arts- ja endog slegtsforskjellig
fra den ægle Z. vomer L. og gjenkjendte i den Lacepéde’s (Plumier’s) Selene argentea,
hvilken han atter indsatte i sine formentlige Rettigheder. Senere har Gill gjentagne
Gange?) — vel nærmest mod Günther, som uden at kjende Brevoort’s udførlige Be-
skrivelse og gode Afbildning havde fulgt og derved indirekte bekræftet den Guvier'ske Op-
fattelse — henvist til Brevoort’s Fortjenester af denne Sag ved at have fremdraget en
gammel, forglemt Art og udredet den «besynderlige Forvirring», for hvilken den havde været
Gjenstand; og Selene argentea optræder som selvstændig Form baade paa Poey’s, Gill’s
og andre amerikanske Forfatteres Fiskefortegnelser*) ved Siden af Argyreiosus vomer. En
') Hist. natur. d. poissons, IX, p.180. «Les individus nombreux que nous avons sous les yeux ne
différent entre eux que par le plus ou moins de prolongement de leur première dorsale et de leurs
ventrales; mais en les examinant avec attention, on voit que dans les individus où ces parties fréles
sont courtes, c'est qu'elles ont été usées ou rompues par quelque accident arrivé soit pendant la vie
du poisson, soit après sa mort, par ce qu'il a été mal conservé. C’est ainsi que nous expliquerons
les différences que présentent les figures des divers auteurs».
2) Annals of the Lyceum of Natural History of New York. V (1852), p.68, pl. IV; ibid. VI, p. 30.
3) Proc. Ac. Philad. 1862, p.437; 1863, p. 83.
1) Catalogue of the fishes of the eastern coast of North America, p. 36 (Proc. Acad. Philad., 1861);
Catalogue of the fishes of the east coast of North America (Report on the condition of the sea-
fisheries etc. 1873), p. 802; Brown Goode, «Bullet. Un. St. Nat. Mus.», 18, p.23, samt faunistiske
552 144
Undersogelse af en nogenlunde fuldstændig Række af Individer vil imidlertid snart over-
bevise om, at de 4 eller 5 fra Nordamerikas Kyster opførte og til 3 Slægter (Argyretosus,
Vomer, Selene) henferte Arter kun ere to Arter af én Slægt, for hvilken jeg vilde fore-
trække Navnet Selene for det ligeledes af Lacepède opstillede Argyreiosus. Vistnok har
Selene kun faa Siders Prioritet, og det omfattede tillige, i sin anden Underslegt, en uved-
kommende Fisk (Parephippus faber); men Argyreiosus vomer var for Lacepede ogsaa et
yderst konfust Begreb, og Navnet Selene anbefaler sig ved sin Korthed. Begge Arter (S.
setipinnis M. og S. vomer L.) forekomme, som anført, langs en stor Strekning af den ost-
amerikanske Kyst fra Maine eller Kap Cod til Rio Janeiro eller Buenos Ayres, og de kjendes
ligeledes begge fra den vestafrikanske Kyst; ja de angives endogsaa begge fra den tredje
store Provins af det tropisk-atlantiske hydrozoogeografiske Rige, nemlig Amerikas Vestkyst.
Dette er muligvis rigtigt; men fra Puntarenas i Nicaragua har afdode Prof.
Ørsted hjembragt to 6”—6!/2” lange Exemplarer (159 og 172 Mm.) af en Selene-Art, der
staar S. vomer ner, men afviger meget bestemt ved et lavere Straaletal: D: 8.1.18;
A: 1.15. Jeg benævner Arten Selene Orstedü n. sp. Bugfinnerne, der ikke have lidt
nogen vesentlig Beskadigelse, have omtrent en Tredjedel af de lange Brystfinners Lengde
og naa ikke helt til Gatfinnen, hvis forlengede forste Ledstraale hos det mindre af disse
Exemplarer naar til Halefinnens Flige; Længden af Rygfinnens tilsvarende Forlengelse kan
ikke angives. Anden Straale i første Rygfinne har omtrent Bugfinnernes Længde. For-
holdet mellem Legemets Højde og Længde er = 1:1,6 à 1:17. Der er den Forskjel i
Legemsformen, at Forryggen foran første Rygfinne her er skraa, hos S. vomer næsten
horizontal; hos S. Orstedi er Panden altsaa mere høj og stejl.
Der er fra den samme større Kyststrækning beskrevet en Argyreiosus Brevoort
Gill (Proc. Ac. Phil. 1863, p. 83). Det beskrevne Individs Størrelse er ikke opgivet; efter
hvad der er oplyst om Bugfinnerne og de øvrige Finner maa det antages at være temmelig
ungt; ved dets Straaletal kan det ikke skjelnes fra S. vomer, og med A. Brevoort kan jeg
derfor i al Fald ikke identificere de Ørsted'ske Exemplarer.
Artikler af flere Forfattere i forskjellige nordamerikanske Tidsskrifter i senere Aar; Poey i «Reper-
torio fisico-natural de la isla de Cuba», Il, p. 370 og i «Enumeratio piscium cubensium» p.80 (154).
Forklaring af Afbildningen.
Tab. V, Fig. 1. Yngste foreliggende Udviklingstrin af Selene (Argyreiosus) vomer (L.), afbildet i naturlig Størrelse,
145 i 5538
13. Zeus; Zenopsis; (Lampris; Mene).
Zeus pungio opstilledes 1835 i «Hist. natur. d. Poiss.» som en fra Z. faber L.
forskjellig Art; da Forfatterne raadede over et stort Materiale af Hoved-Arten fra forskjellige
Steder i Middelhavet og ved Frankrigs Vestkyst, havde de Lejlighed til at overbevise sig
om, at de forefundne Forskjelligheder ikke ere afhængige af Alder eller Kjøn. De væsent-
ligste Forskjelligheder skulde være, at Z. faber har 8—10 (ifølge Steindachner 7—9,
if. Günther 7—10) Par Benskjolde langs med Basis af anden Rygfinne, Z. pungio der-
imod kun 5—6 (if. Steindachner og Günther 4—5); og at anden, tredje og fjerde af
disse hos den sidst nævnte ere store, ovale og hvælvede, i langt højere Grad end hos Z.
faber, hvor de ere mere ‘ens store og mere regelmessigt-firkantede; desuden skulle Rygpig-
straalerne hos Z. pungio være meget tykkere (og noget kortere) end hos Z. faber; Skulder-
bladet er hos denne fladt og ender med en lille Pig, medens det hos Z pungio løber ud
i en stor, rund, spids Torn med en flad og skarp, ud til Siden rettet Pig ved sin Basis;
men det anerkjendes (ligesom senere af Steindachner), at denne Forskjel ikke er kon-
stant, og at der heller ikke kan findes en saadan i den stærkere og spidsere Humeral-Torn
hos Z. pungio. Baade for Cuvier og Valenciennes, for Günther og Steindachner
stillede Z. pungio sig som den sjældnere Form; G. havde kun to Exemplarer for sig
mod en hel Række af 7. faber, og St. fik ligeledes kun to fra den spanske Kyst, hvorimod
han fik talrige Exemplarer af alle Aldere (fra under 4 til over 20 Tommer) af Z. faber.
Ifølge sidst nævnte Forfatter afgiver Straaletallet i Ryg- og Gatfinne ingen Karakter imellem
dem (som man kunde formodet af Giinther’s Diagnose); at St. angiver «1.6» for Bug-
finnerne hos Z. jaber, er vistnok ikke andet end en Fejltagelse; jeg finder 1.7 hos begge
Former. Af St.s udførlige Redegjørelse for begge Arter, med særligt Hensyn til Alders-
forskjellighederne, fremgaar der ikke noget nyt, som kunde tjene til yderligere Bestyrkelse
af den formentlige Artsforskjel, tværtimod meget, som viser, hvor variable de Kjende-
mærker ere, til hvilke man har trot at kunne holde sig. Mærkeligt nok viste af det mig
i Museet foreliggende Materiale Flertallet (8 af 15) og navnlig alle større Exemplarer sig
at tilhøre Z. pungio. Resultatet af Sammenligningen var, at disse to Former rigtignok lod
sig adskille, dog kun ved at holde sig til et eneste Mærke, Formen af anden Ryg-
finnes Benskjolde, og at det derfor maatte stille sig som meget tvivlsomt for mig, om
man kunde anerkjende dem for andet end Varieteter; man havde i al Fald trukket Grænsen
mellem dem altfor skarpt, navnlig i Henseende til Tallet af Benskjoldene langs med Ryg-
og Gatfinnen. Forskjellighederne stillede sig saaledes i denne Henseende:
Z. faber: 6—8 [9—10 if. Forfatterne] Benskjolde langs med anden Rygfinne,
7—8 [9] langs med Gatfinnen; de midterste af de først nævnte udmærke sig ikke i
nogen paafaldende Grad ved Storrelse eller Form.
Vidensk, Selsk, Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII, 6: 70
PUS Bana nie TS ro le ER RU ah a Anz CE na don Nes tn ns
y e 4 i v+ % ” Veins
554 146
Z. pungio: 4—7 Benskjolde langs med anden Rygfinne, 5—8 [9] langs med Gat-
finnen; de midterste af de først nævnte udmærke sig paafaldende ved deres Størrelse samt
ovale og hvelvede Form.
Occipital-, Præorbital-, Humeral- og Mandibular-Tornene ere i Regelen vel udviklede,
eller i al Fald tydelige, hos begge Former; mindst konstante synes Nakketornene at vere.
Skapular-Tornene ere store og vel udviklede, enkelte eller dobbelte, hos alle foreliggende
større Individer af begge Former. Tre senere erhvervede Exemplarer af Z. faber, to større
og et mindre, fra Genua og Neapel, have endelig bragt mig al onskelig Vished for, at de
to omhandlede Former kun ved den ovenfor fremhævede Forskjel i Formen af visse af
anden Rygfinnes Benskjolde lade sig nogenlunde adskille baade som yngre og som eldre,
men at denne Forskjel i øvrigt er forholdsvis ringe og Grænsen ofte rent vilkaarlig. Jeg
nerer derfor ingen Tvivl om, at der her ikke kan vere Tale om Artsforskjel, men at
Z. pungio allerhojst kan betragtes som Afart af Z faber. Efter hvad fra anden Side er
oplyst, synes Forskjellen heller ikke at kunne vere en Kjonsforskjel, men snarere en lokal,
saaledes, at paa visse Steder forekommer den ene, paa andre den anden af disse Former,
i det mindste i overvejende Antal).
Sporgsmaalet om de to middelhavske Formers Artsforskjellighed har sin Betyd-
ning ud over dets egne Grenser, fordi det endnu er uafgjort, hvorledes det egentlig
forholder sig med de andre indenfor Slægten opstillede, fremmede Arter — hvor mange
der i Virkeligheden kjendes, og om de alle kunne forblive i den samme Slegt, — og
det var derfor højst ønskeligt først at kunne klare sig det af disse Artssporgsmaal,
der laa nærmest. Jeg har af de i geografisk Henseende fjærnere Former kun havt Lej- -
lighed til at underage en, nemlig et lidt over 12 Tommer langt Exemplar af Z. australis
Richrds. fra Sydney. Denne Art er af Dr. Giinther, som havde Adgang til Richard-
son’s Original-Exemplar, forenet med Z. faber, og Steindachner?) opfører ligeledes
denne sidste som nyhollandsk, uden videre Bemerkning. Dette er imidlertid uden
1) Canestrini (Fauna d'Italia, Pesci marini, p. 104) opforer kun Z. faber og synes slet ikke at kjende
Z. pungio af Autopsi; han citerer Perugia (formodentlig «Catalogo dei Pesci dell Adriatico, Trieste,
1866», et mig ubekjendt Værk) som betragtende Z. pungio som den yngre Form af Z. faber. Hertil
bemerker Ninni (Materiali per la fauna Veneta, Atti del reale Istituto Veneto di scienze, lettere
ed arti, 1877—78, pp. 1058—1067) med god Grund, at dette ikke kan vere rigtigt, da han har voxne
(1/2 Meter lange) Exemplarer af begge Former for sig. Efter denne Forfatter er Z. pungio den eneste
af disse «Arter», der forekommer i Adriaterhavet, Z. faber er ganske fremmed for dette. (Omvendt
anfører Stossich, «Bollet. Soc. Adr. Trieste», V, p.46, kun Z. faber fra Adriaterhavet, uden at nævne
Z. pungio.) Ninni, som derfor kun af Z. pungio har havt et større Antal Exemplarer for sig, men
kun 1 Z. faber, er kommet til lignende Tvivl som jeg med Hensyn til disse to «Arters» Selvstendig-
hed, som jeg af hans Afhandling kan se, at heller ikke Costa anerkjendte. Jfr. ogsaa nogle Be-
mærkninger af Giglioli i den ovenfor anførte Fiskefortegnelse. Italiens Ichthyologer synes altsaa
at vere enige om kun at anerkjende én Art, det vil altsaa sige, om at inddrage Z. pungio.
?) Sitzungsb. Ak. Wien, LVI Bd. «Zur Fischfauna von Port Jackson» (Ichthyol. Notizen, VI, S. 18).
du ey, Weer ap a 1 és RER Lis
BEN" EN
147 555
Tvivl urigtigt. Efter Beskrivelsen og Afbildningen i «Voyage of H. M. S. Erebus and
Terror» (p.36, 148, pl. XXV, fig. 1) skulde fjerde Rygpigstraale vere den længste, ikke
anden eller tredje; jeg kan derom kun sige, da tredje Straale er afbrudt, at den fjerde paa
det foreliggende Exemplar ikke er længere end anden; derimod kan jeg bekræfte Rigtig-
heden af R.s Angivelse af 14 Brystfinnestraaler (ikke 15, som er det konstante Tal
hos Z. faber og Z. pungio); dernæst ere Finneskjoldene paafaldende smaa og svagt tornede,
Bryst- og Bugskjoldene «scarcely spiniferous»; der findes hverken Nakke-, Skulder- eller
Præorbital-Torne, kun en meget stor Humeral-Torn og en lille Præoperkular-Torn. Panden
frembyder den Forskjel, at dens Cristæ longitudinales ligge fjærnere fra hinanden end hos
de middelhavske «Peters-Fiske». Derimod stemme de andre Finnestraaletal med disses:
De 10523.) As 4.225 N 71.7 (ikke 1.5, som Richardson har det); G: 1.13 01.
Skjoldenes Antal ligeledes: Brystets 7, Bugens 9, Rygfinnens 6—7, Gatfinnens 7. For saa
vidt som jeg kan domme efter et eneste Exemplar (i Forbindelse med Richardson’s
Beskrivelse), maa jeg hævde, at Z. australis er en fra den (eller de) middelhavske for-
skjellig, fuldt berettiget, selvstændig Art.
Derimod turde det vel fortjene ny Undersøgelse, om dens Naboer mod Vest og
Nord ere forskjellige fra den; der tillægges ogsaa Z. japonicus 14 Brystfinnestraaler (baade
af Schlegel og Bleeker), og jeg finder overhovedet ingen anden vesentlig Forskjel frem-
hevet mellem denne Form og Z. australis, end at Japaneseren har «tornede» Bugskjolde, i
hvilken Henseende man kan finde stor individuel Forskjel hos middelhayske «Peters-Fiske»,
hvortil endnu kommer, at Afbildningen i «Fauna Japonica» ikke viser disse Torne tydeligere
end jeg finder dem hos Z. australis. Ved at sammenholde Museets Exemplar af denne, fra
Sidney, med de foreliggende Beskrivelser (Schlegel’s og Bleeker’s) og Afbildninger
(Krusenstern’s og «Fauna Japonica’s») har jeg overhovedet ikke formaaet at udfinde nogen
vesentlig Forskjel. — Det merkeligste ved de to store (2 Fod lange) kapske Individer i
Londoner- og Pariser-Museet er Finneskjoldenes store Antal: = det bor dog i denne Anled-
ning bemærkes — uden at lægge for megen Vægt derpaa, — at der efter Steindachner’s
Bemærkninger om Z. faber synes at finde en Tiltagen af disses Antal Sted med Alderen;
det var derfor ikke utænkeligt, at hint store Antal var en Alders-Karakter. Brystfinne-
straalernes Antal hos Z. capensis angives til 15; at der angives «1.5» Bugfinnnestraaler
hos samme, er naturligvis lige saa urigtigt, som det har vist sig at vere hos Z. au-
stralis og Z. japonicus, for hvis Vedkommende Fejlen er rettet af Bleeker; man har ikke
været opmærksom paa, at den hele Zeus-Gruppe har mere end 5 bløde Bugfinnestraaler,
og derfor ikke set rigtig efter. Det vilde under alle Omstændigheder være rimeligere,
at Z. australis og Z. japonicus faldt sammen, end at den først nævnte, som det for Tiden
antages, skulde være identisk med Z. faber og denne Art saaledes have to Udbrednings-
kredse, adskilte ved, at Z. capensis skjød sig ind imellem dem.
70°
556 148
Paa vore Kundskabers nuværende Standpunkt er det næppe beretliget at betragte
Zeus-Slægten (s. str.) som «poissons de haute mer» (Cuv. Val.) eller som virkelig pelagiske eller
Dybhavsfiske. Der er heller ikke i vore pelagiske Indsamlinger forekommet nogen om denne
Slægt mindende Form; dennes tidligste Udviklingstrin ere endnu ganske ubekjendte. Hvad
jeg om den senere Udvikling kan anføre, efter en Sammenligning af en Række Exemplarer
af meget forskjellig Størrelse, er kun dette, at som hos mange andre Fiske er Forholdet
mellem Legemets Højde og Totallængden (Halefinnen her medregnet) gunstigere for Længden
(om end med en Del individuel Variation), jo større de ere: 1:2,8 (sjældnere 2,6) hos
større, 1:2,3 å 2,5 hos yngre. Bugfinnerne kunne hos yngre naa til Spidsen af Gatfinnens
Pigstraaler; hos de ældre naa de kun til midt paa disse eller til den første Straales Rod;
deres Længde er nemlig hos de større ikke !/a, hos de yngre !/s til ”/5 af Totallængden,
hos hine kun dobbelt saa lange som Brystfinnerne, hos disse over 5 Gange; ja de kunne '
være absolut kortere hos større Exemplarer end hos mindre. Bugfinnernes Aftagen i
Længde under Udviklingen viser sig altsaa at være et Træk, der kommer igjen paa mange
Steder i Makrelfiskenes store Formgruppe.
At Gill har opstillet Slægten Zenopsis for Z. conchifer (Madera) og Z. nebulosus
(Japan) synes at maatte billiges; samme Forfatter nævner en Z ocellatus Storer som til-
fældigt funden ved Massachusetts, men tilføjer, at den maaske er identisk med Z. conchifer,
Er min Formodning rigtig, at Zenopsis er en Dybhavsform, skærpes derved indirekte
Fordringerne til Arternes Diagnostik; Forskjelligheden mellem de to «Arter», Atlanter-
havets og det stille Havs, kunde derfor, set i denne Belysning, maaske nok trænge til ny
Stadfæstelse, da den synes at reducere sig til Antallet af Skjolde langs Finnerne og foran
Bugfinnerne, i hvilke Henseender nogen individuel Variation vel nok kunde gjøre sig
gjældende; den geografiske Afstand kan i dette Tilfælde ikke være tilstrækkelig over-
bevisende, skjønt det maa indrømmes, at, som Sagen staar for Øjeblikket, er der kun
Grund til at holde dem adskilte ad interim.
Lampris guttatus hører ligeledes til de vidt udbredte Dybhavsfiske; fra Sydgrøn-
land, Island og Færø kan den paavises til Middelhavet, Madera og Cuba. Yngre Former
ere dog aldrig forekomne i vore pelagiske Indsamlinger. En saadan, fanget i Gascogne-
Bugten, har imidlertid foreligget Cuvier, hvem vi derfor skylde den eneste Oplysning,
der haves, om Aldersforandringen hos denne Fiskeslægt. Det fremgaar af hans Beskrivelse,
at den «lille» Glansfisk (hvis Størrelse desværre ikke angives) især udmærkede sig ved en
betydelig Forlængelse af sit forreste Gat- og Rygfinneparti.
Under ÂMene maculata (Schn.) har Günther (Cat., II, p. 415) en interessant
Notis om en 1 Tomme lang lille Fisk fra det aabne Hav, om hvilken det hedder: «Young
age or distinct species? Dorsal fin with 9 spines (i Stedet for 3 eller 4), anal with 2 (som
ikke findes hos Mene maculata); the rays of the latter do not show any peculiarity»
149 ' 557
(9: ere ikke undergaaede den karakteristiske Omdannelse, som udmærker den omhandlede
Art og dens eocene Repræsentant, M. rhombea fra Monte Bolca [Gasteronemus rhombeus
Ag.|). Mig er en saadan Form ikke forekommet i vore pelagiske Indsamlinger; men det er
vistnok højst sandsynligt, at Dr. G. i den af ham paa ovenanførte Maade omtalte Fisk med
Rette formodede en ung Mene maculata, og der er derved i saa Fald givet en Antydning af
den Forvandling, som ogsaa denne Art uden al Tvivl undergaar — en Antydning, som
pirrer Forventningen om, hvad Fremtiden vil oplyse om den endnu aldeles ukjendte Meta-
morphose hos saadanne Slægter som Zeus og Lampris.
14. Psettus; Zanclus og Gnathocentrum; Platax.
Der vilde ikke været Anledning for mig til her at omtale Slægten Psettus — thi
dels er det ikke en pelagisk Slægt, dels har jeg intet at oplyse om dens mulige Form-
forandringer — dersom der ikke med Hensyn til den var et Par Fejltagelser at berigtige.
Den ene — som rigtignok delvis er berigtiget af andre!) — er den, at der fraskrives denne
Slægt Ganetænder?); alle mig foreliggende Exemplarer have i Overmunden 5 anselige
Grupper af Kartetænder: 1 paa Vomer, 1 paa Palatina og 1 paa Pterygoidea paa hver Side.
Den anden er, at man hidtil under Navnet P. rhombeus har sammenblandet to Arter. De
fire mig foreliggende Arter”) skjelnes let paa følgende Maade:
1. P. sebæ C.V. («Hist. nat. d. poiss.», pl. 189). Højden (d. v. s. Afstanden fra
Spidsen af Rygfinnen til Spidsen af Gatfinnen) er en halv Gang større end Længden fra
Snudespidsen til Spidsen af Halefinnen: Forholdet mellem begge Dimensioner altsaa som
3:2. (Maaske tiltager Højden forholdsvis med Alderen; af de to foreliggende Exemplarer,
som have en Længde af 160 og 125 Mm., er Højden forholdsvis størst hos det større.)
Øjets Tværmaal er lidt mere end !/s (*/s) af Hovedets Længde; Overkjævebenet naar til en
Linie fra Pupillens Forrand. Straaletallet®): D: 8.30—33; A: 3.37—38. (Vestafrika.)
2. P. argenteus L. («Voy. of Erebus & Terror», Fishes, pl. 35, fig. 1). Højden
1) Kner: Reise v. Novara, Fische, S. 164; Klunzinger: Fische d. Rothen Meeres, I, S.125; Stein-
dachner flere Steder, bl. a. «Zur Fischfauna von Port Jackson in Australien» (S. B. Ak. Wien,
LIN), S.25. «Kner's statement that P. argenteus has teeth on the palate is perfectly correct, and
also P. falciformis and sebe are provided with such teeth». (»Zoolog. Record.», II, p. 187.)
2) Hist. nat. d. Poiss., VII, p. 240; Günther, Catal., Il, p. 486.
3) En »Psettus orbicularis» beskrives af Guichenot i «Mém. Soc. Sc. Natur. d. Cherbourg», 1866,
p. 136, fra Madagaskar. Steindachner's P.panamensis (Ichthyol. Beitr., III, S. B. Ak. Wiss. Wien,
LXXII, f. 51, pl. VII, fig. 3) er vistnok med Rette udsondret som egen Slægt (Parapsettus St.).
1) Angives her og i det følgende efter egne Tellinger; for øvrigt henvises til Literaturen.
558 150
(s. ovenfor) er lidt (!/12—"/18) større end Længden; Øjets Tværmaal er lidt mere end en
Tredjedel (*/s) af Hovedets Længde, og Overkjævebenet naar til en lodret Linie fra Pupillens
Forrand eller fra et Punkt mellem denne og Øjehulens Rand. D: 8.28—29; A: 3.28—29.
(Singapore, Penang; Nyholland; Kina.)
3. Fs. rhombeus Forsk. («Règne Animal», éd. illust., pl. 42, fig. 2). Højden er
kjendelig ('/5) mindre end Længden; Forholdet omtrent som 1:1,2. Øjets Tværmaal
indeholdes over 3 (31/6) Gange i Hovedets Længde; Munden er lille, og Overkjævebenet
ender i Linie med Øjets Forrand. Straaletal: D: 7—8.28; A: 3.28—30. (Røde Hav,
Mauritius.)
4. Ps. falciformis Lac. Højden er omtrent en halv Gang mindre end Længden;
Forholdet omtrent som 2:3. Øjets Tværmaal er lidt over !/s af Hovedets Længde; For-
holdet er som 1: 2?/s. Overkjævebenet naar til en lodret Linie fra Pupillen. Straaletal:
D: 8.27—28; A: 3.27—28. (Ostindien.)
Exemplarerne afvige saa lidet i Størrelse, at de her fremhævede Forskjelligheder
ikke kunne have deres Grund i Aldersforskjelle. At de under 3 opførte Exemplarer ere den
ægte Ps. rhombeus, fremgaar af en Sammenligning med Forskäls Original-Exemplar,
et halvt Skind, som opbevares i Museet i hans «Herbarium Ichthyologicum». Berettigelsen til
at søge Linné's «argenteus» i Arten 2 maa især søges i hans Udtryk «Corpus . . . latius
(9: højere) quam longum». Richardson (I. c., p. 59) skjelnede den rigtigt fra Ps. rhom-
beus, og det er mig kjært atter at kunne indsætte «den store britiske Ichthyologs» Art i
sin Ret. Det bør dog bemærkes, at vore Exemplarer have et tydeligt Baand fra Nakken
til Øjet ligesom Ls. rhombeus!); maaske findes det hos alle Psettus-Arter, især som yngre.
Saa vidt hidtil vides, er Ps. argenteus en østlig, Ps. rhombeus en vestlig Art; dog er det vel
muligt, at naar man lærer at skjelne mellem dem, vil det vise sig, at de forekomme jævn-
sides. — Om Ungerne af denne Slægt besidder jeg ingen egne Oplysninger; Stein-
dachner har i sit Værk over «Senegals Fiske» beskrevet de plettede Unger af Ps. Sebæ.
Da Dr. Günther i «Fische d. Sudsee» har afset en Tavle (pl. 92) paa at oplyse
de Forandringer, som Zanclus cornutus undergaar med Alderen, og bl. a. vist, at 2.
canescens, som af Guichenot (Ann. Soc. Linn. Maine & Loire, IX) var gjort til Typus
for en egen Slægt: Gnathocentrum, kun er et Udviklingstrin af Z cornutus, behøver jeg
ikke at opholde mig længe ved denne Slægt, som maaske nok tør henregnes halvvejs til
den pelagiske Fauna; de unge «Z. canescens» L. (C. V.), 2/3—2%/3" (60—70 Mm.) lange,
som ligge til Grund for Valenciennes’s Beskrivelse af hans «Z. centrognathus», vare
fundne af Dussumier i en Dolfin-Mave paa 1° N. Br. og 75° Ø.L. (fra Paris), og V.
udleder sin Arts formentlige Sjældenhed netop af dens Analogi med Sternoptyx i Henseende
1) Day (Fishes of India, pl. LI, B, fig. 5) afbilder 2 Baand hos Pl. argenteus; hans Pl. falciformis
(pl. LI, A, fig. 6) er vistnok Pl. rhombeus Forsk,
tb: ; 559
til pelagisk Liv. Uagtet der vistnok ikke er Grund til at bestride Rigtigheden af den
Günther’ske Opfattelse af «Z canescens» som Ungen af Z. cornutus, vil jeg dog be-
mærke, at Museets minc ‘ Exemplar — 80 Mm. til Halefinnebugtens Bagrand — skjønt
fuldt udfarvet og med Munden mere fremstaaende end Günther’s øverste Figur, dog
endnu tydelig viser den Pig paa hver Side over Mundvigen, som har foranlediget V.s
Artsnavn og Guichenot’s Slægtsnavn; Bugfinnerne ere endnu hos dette Exemplar
forholdsvis lange, men forkortes vistnok med Legemets Tilvæxt i Størrelse. Pande-
hornene synes ikke at udvikles lige tidligt hos alle Exemplarer; de ere meget tydelige
allerede hos Exemplarer, der maale 120—125 Mm. til Halefinnebugtens Rand, og temmelig
tydelige hos et paa 100 Mm., men næppe i Frembrud hos et paa 145 Mm. Det vil være
Ichthyologerne bekjendt, at Bleeker endnu holder disse 2 «Arter» adskilte i sit «Atlas
Ichthyologique», IX Bd., p.77 & 78, pl. 366, fig. 1—3 (1878). Han synes ikke at have
kjendt det Hefte af «Fische d. Südsee», hvori Günther forenede dem, uagtet dette bærer
Aarstallet 1876; maaske har han ogsaa ladet sig lede af, at hans største «canescens» vare
lidt større end hans mindste «cornutus». Men dette er næppe mere end et af de mange
Exempler paa, at slige Forandringer ikke altid absolveres lige tidligt. De af Bleeker
afbildede lige store Exemplarer af begge Former ere i øvrigt kun lidet forskjellige, den saa-
kaldte «canescens» mindre forskjellig fra den unge «cornutus» end denne er fra det af
Gunther afbildede yngste Stadium. Jeg kan derfor ikke komme til andet Resultat end,
at der kun kjendes én Zanclus-Art, der undergaar visse Forandringer, som have givet
Anledning til Opstillingen af Alderstrin som særegne Årter.
Slægten Platax trænger endnu delvis til en Revision. Dens Historie, i de senere
Aar, er ret lærerig. Dr. Günther bemærkede allerede i «Catalogue» (II, p. 489), at
Arterne af denne Slægt synes at undergaa betydelige Forandringer med Hensyn til Finne-
formen og Farverne efter Alderen. De i «British Museum» den Gang opbevarede Exem-
plarer henførtes til 3 eller 4 Arter: Pl. vespertilio, orbicularis (hvilken han dog ansaa for
kun at være den ældre Form af Pl. vespertilio), arthriticus og teira; foruden dem opførtes
dog 3 Arter efter Cuvier og Bleeker (Pl. Boersti, Reynoldi, xanthopus); de øvrige af
Forfatterne beskrevne ere enten Synonymer til de 4 ovennævnte eller aldeles usikre (P/.
punctulatus C. V, Pl. gambret Blkr.), eller de hore helt andre Steder hen (Pl. ocellatus,
scalaris). I «Fische d. Südsee» reduceres de 4 ovennævnte Arter egentlig til 2, idet Pl.
orbicularis og vespertilio udgjøre den ene, Pl. arthriticus og teira tilsammen den anden;
men de der meddelte korte Beskrivelser skulle just ikke vække stor Tillid til disse Arters
Uafhængighed af hinanden. Det siges saaledes om Pl. terra, at den er meget let at for-
vexle med Pl. orbicularis, men synes konstant at have nogle Rygpigstraaler færre; at Plov-
benet er tandløst hos sidst nævnte, men har nogle Smaatænder hos først nævnte. (Efter
min Erfaring optræder samme Art (Pl. terra) med og uden Vomer-Tender, d. v. s. de falde
560 152%
til Dels ud med Alderen, snart tidligere, snart senere.) Det angives fremdeles, at de 2—3
mørke Tverbaand, som pryde yngre Exemplarer af begge Arter, forsvinde med Alderen,
og at meget unge Exemplarer (af Pl. orbicularis) ere pryde?" med hvide Pletter. Om
Slægten i det hele faar man den interessante Oplysning, at Ungerne ere forholdsvis
meget højere end de gamle (Pl. orbicularis f. Ex. som ung højere end lang, som
"ældre omvendt), og at Bugfinnerne saa vel som de af de forreste Blodstraaler i Ryg-
og Gatfinnen dannede Forlængelser blive kortere eller til Dels — de sidst
nævnte — forsvinde med Alderen. Dette sidste stemmer ganske med mine egne
Erfaringer; det første kan jeg ligeledes til Dels bekræfte, skjønt intet af de mig fore-
liggende Exemplarer naar den for Arterne angivne betydelige Størrelse af 18—20, maaske
24 Tommers Længde"). En af de i «Catal. of Fishes» opførte Bleeker'ske Arter maatte
jeg fremdeles stryge af Artsfortegnelsen; «Pl. Boersü» er, efter et i Museet værende Ori-
ginal-Exemplar fra Dr. Bleeker selv, kun en yngre Pl. terra (hvad den nu afdøde Op-
stiller af Arten i øvrigt selv senere har erkjendt). Meget kunde altsaa tyde paa, at der
i Slægten Platax allerhojst vilde blive tilbage de to gamle Forskål'ske Arter: Pl. orbicularis
(vespertilio Bl.) og Pl. teira; de naa omtrent samme Størrelse og staa i det hele vistnok
hinanden meget nær. Heller ikke Day kjender andre end disse to”). Efter Günther
skulde Pl. teira som yngre have længere Finneflige end Pl. orbicularis, hos hvilken de
aldrig, som hos hin, ere længere end Fiskens Totallængde. Dette synes nu ikke at kunne
have nogen stor Betydning; men maaske kunde andre gode distinktive Karakterer ud- —
peges? Blandt de Karakterer, som Klunzinger («Fische d. Roth. Meeres», I, S. 791—92)
anvender for at skjelne mellem de nævnte to Arter, — thi han distingverer ogsaa kun
disse to — lægger man særligt Mærke til Tandformen, et Punkt, hvortil jeg ret strax
skal komme tilbage.
Jeg kunde imidlertid ikke anse Sagen for uddebatteret ved kun at anerkjende disse
to Arter. Af de mig foreliggende 15 Exemplarer ere de 10 rigtignok kun ældre og yngre
Exemplarer af Pl. teira, og jeg kan, som sagt, bekræfte, hvad der for dens Vedkommende
er anført om de Forandringer i Artens Fysiognomi, som Finnernes Reduktion fremkalder
under Væxten; men de 5 andre Exemplarer repræsentere efter min Mening ikke mindre end
3 Arter. Til at opnaa fuld Vished herom for alle fires Vedkommende og til overhovedet
at udrede Artsforholdene indenfor denne Slægt var dette Materiale dog for ufuldstændigt;
for om muligt at foranledige denne Undersøgelse optaget paa ny af andre, besluttede jeg
at skænke de 4 af mig skjelnede Former en noget nærmere Omtale i dette Arbejde.
1) Bleeker’s største Exemplarer vare 360—380 Mm., 9: 13%, til 14/27, som vore største P. teira
omtrent.
2) Fishes of India, p. 235—36, pl. LI, A, fig.5 og LI, B, fig. 4.
153 ; \ 561
Efter at jeg havde underkastet Museets Materiale af Platax-Former denne Bearbejdelse,
men førend Tavlernes Udførelse var saa vidt fremmet, at dette Skrift kunde overgives til
Bogtrykkeren, modtog Universitets-Bibliotheket imidlertid de Hefter af Bleeker's «Atlas
Ichthyologique», hvori Platax-Slægtens Arter ere beskrevne og afbildede. Jeg saa deraf,
at Bleeker for saa vidt var kommet til et lignende Resultat som jeg, som han kun
anerkjendte 4 Arter (fera, vespertilio, pinnatus og batavianus), naar man ser bort fra
en femte Form (Pl. melanosoma), som han kun kjendte af et meget ungt Exemplar, og som
han selv ansaa for tvivlsom. Hans Synonymi stemmer ikke ganske med Günther’s,
idet disse to Forfattere ikke ere aldeles enige om Fordelingen af de talrige Nominal-Arter
under P. vespertilio og tera; men dette er jo ogsaa mindre væsentligt. Et Blik paa de
Bleeker'ske Figurer vil strax vise, at hans Erfaringer bekræfte begge de Giinther’ske Sæt-
ninger om Forandringen med Alderen, ogsaa den, at Legemsformen er forholdsvis meget
højere hos Ungerne end hos de gamle. Han karakteriserer nogle Arter ved Besiddelsen af
Vomeropalatin-Tender (P. pinnatus og batavianus), andre ved Mangelen deraf (P. vespertilio og
melanosoma), men erkjender selv, at denne Karakter ikke er konstant hos P. teira, der har
dem som yngre, men mangler dem som voxen. Derimod har Bleeker ikke lagt Mærke til
den allervigtigste Karakter — Klunzinger er overhovedet den eneste, som hidtil har
skænket den nogen Opmærksomhed — nemlig Tandformen. Af denne Grund kan jeg
ikke med den fuldkomneste Sikkerhed føre alle Museets Arter tilbage til de Bleeker'ske.
For at foranledige en Revision af disse med Hensyn til dette Punkt skal jeg noget nærmere
omtale hver af de 4 Former, som jeg har kunnet distinguere.
A. Den yderste Tandrækkes trefligede Tænder have Fligene lige
store.
1. Platax teira (Forsk.). Tandbesætningen faar ved den ovenfor fremhævede Om-
stændighed et Fysiognomi, som er meget forskjelligt fra de tre andre Formers. Straale-
tallet (efter 7 Exemplarers Tælling): D: 5.30—33; A: 3.23—94 (A: 3.23 forekom kun
én Gang)". Vomer-Tænder findes hos de yngre, men mangle hos et af de større
Exemplarer samt hos nogle af de middelstore; hos de to allerstørste findes der derimod
en lille Gruppe. Forholdet mellem Legemets Højde (maalt fra den anden Gatpigstraale
til den anden Rygpigstraale) og Totallængden (fra Snudespidsen til Halefinnens Bagrand)
varierer hos en Række Exemplarer fra 1:1,1 til 1: 1,3, uden Hensyn til disse Individers
forskjellige Størrelse, undergaar altsaa ikke nogen kjendelig eller bestemt Forandring med
Alderen indenfor den af denne Række af Individer repræsenterede Størrelse; derimod
er Forholdet — 1:1,4 à 1:1,5 hos vore to største, c. 14 Tommer lange Exemplarer.
1) Hos et meget ungt Exemplar (34 Mm. langt, 27 Mm. højt) finder jeg D: 5.34, A: 3.26 (hvilket
ogsaa falder indenfor Bleeker's Formel for Arten). Det er uden Aftegning, og som man vil se af
de opgivne Maal, allerede mere langt end højt; Finnernes Forlængelser ere højst ubetydelige. Der
er ikke taget Hensyn til dette Exemplar i, hvad ovenfor i Texten er anført om P. teira.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. ai
562 | 154
Hovedets Længde forholder sig til Totallengden som 1:3,8 à 1:4,2—4,4; Regelen
synes i det hele at være den, at det med Individets tiltagende Størrelse bliver for- |
holdsvis lidt mindre. Øjet er som sædvanlig størst hos yngre Individer (1:2,8); hos |
større er Forholdet til Hovedets Længde som 1:3,1, 1:3,7 eller 1:4, hvilket dog ikke
strængt udelukker, at af to Individer det større jo kan have et ogsaa forholdsvis større
Øje end det mindre; dets Afstand fra Hudfolden bagved Kjæveleddet er hos middelstore
Individer netop lig med dets Tværmaal, men baade hos ældre og yngre lidt mindre end
dette. Bugfinnerne ere hos de yngste endog lidt længere end eller i det mindste saa lange
som Fiskens Højde (maalt som ovenfor), hos yngre i al Fald længere end den halve Total-
længde; hos halvstore længere end Legemets halve Højde, hos mere end halvstore (233 Mm.)
lidt kortere end denne; de naa da kun til lidt ind paa Gatfinnens Begyndelse; hos de
allerstørste (360—375 Mm.) er endelig Forholdet som 1 : 2,7 à 2,8, de ere altsaa ikke meget
længere end en Tredjedel af Legemets Højde, og de naa ikke til Gatfinnen. Gat- og Rygfin-
nens blodstraalede Parti forkortes ligeledes under Udviklingen; hos de yngre er f. Ex.
Rygfinnen betydelig længere end Fiskens Totallængde; saa lig denne; derefter mindre end
samme, men dog større end Fiskens Højde; saa meget mindre end denne sidste; hos de
allerstørste ikke halv saa høj (langs med Finnestraalerne) som Legemets halve Højde, og
hos dem forlænge Spidserne sig slet ikke ud over Finnens øvrige afrundede Omrids.
Femte Rygpigstraales Længde (maalt fra første Rygpigstraale) synes ogsaa at undergaa nogen
relativ Forandring; den er hos yngre lig med Legemets halve Højde eller noget mindre,
men meget større end Hovedets Længde (Forholdet er som 9:7 eller 3:2); hos de større
er den kun ubetydeligt længere end Hovedet og har kun 1/s af Legemets Højde, hos de
allerstørste er den endogsaa kortere end Hovedet er langt. Disse meget store Exemplarer
udmærke sig ved Pandens Højde og det næsten aldeles lodrette Profil.
B. Af Tændernes Flige er den midterste meget kjendelig større end
de andre.
2. Pl. vespertilio (BL). Et 215 Mm. langt Exemplar fra Mauritius. Straaletallene:
D: 5.34; A: 3.26. Legemsformen høj (Forholdet mellem Højde og Længde som 1:1,1),
Hovedets Længde en Fjerdedel af Totallengden som hos Pl. teira; Øjets Tværmaal for-
holder sig ogsaa som hos denne (1:3,7), dets Afstand fra Kjæveleddet er forholdsvis stor
(lidt større end dets Tværmaal); bte Rygpigstraale kort som hos Pl. tera, kortere end
Hovedets Længde; Bugfinnerne lidt kortere end Legemets halve Højde, og de ikke segl-
formig forlængede Ryg- og Gatfinners Længde (Højde) betydelig mindre end Legemets Højde;
Vomertænder mangle.
Original-Exemplaret af Forskäls « Chatodon orbicularis» er endnu tilstede i Museet.
Det er et halvt Skind af et 230 Mm. langt Exemplar, Tandform og Straaletal (D: 5.34;
A: 3.26) stemme med det ovenfor karakteriserede, kun lidet kortere, men højere Exemplar;
men Formen er, synes det, ikke saa lidt forskjellig, mindre langstrakt; dets Hojde absolut
mindre, dets Længde derimod, som anført, absolut større. Man skulde heraf snarere tro,
at Variationen i Proportionerne er individuel, end at den staar i et bestemt Forhold til
Alder og Udvikling. Dog maa dette anses for tilstrækkelig godtgjort ved Günther's og
Bleeker’s Undersøgelser.
155 | 563
C. Tandfligenes midterste Spids er betydelig længere end de to
andre, aldeles prædominerende.
3. Pl. batavianus C.V. Straaletallet: D: 6.31; A: 3.23, stemmer bedst med
Pl. teira. Højden er lidt mindre end hos Pl. teva af samme Størrelse (1:1,4), Øjet
middelstort (1 : 3,1), dets Afstand fra Kjæveleddet ikke stor; Hovedets Forhold til Totallængden
det sædvanlige (1 : 3,8); Bugfinnernes Længde er større end Fiskens halve Højde; 5te Ryg-
pigstraale omtrent lig med Hovedets Længde; Ryg- og Gatfinnen ere allerede stærkt for-
kortede, først nævntes Længde (Højde) betydelig kortere end Legemets Højde; Vomer-Tænder
ere endnu tilstede hos det 180 Mm. lange Exemplar fra Batavia. Sammenlignet med
Bleeker's to Afbildninger (pl. 381) af et ældre og et yngre Exemplar viser det sig at staa,
i Henseende til Fysiognomi og Finnernes Længde, mellem begge disse, men dog nærmere
ved det mindre af dem. Jeg er derved bleven bestyrket i min Henførelse af det til denne
Årt, til hvilket Resultat jeg allerede var kommet, inden Bleeker's Afbildninger bleve mig
bekjendte.
4. Pl. pinnatus (L.)? Denne Art, hvoraf der ligeledes kun foreligger mig et halvt
udviklet, 180 Mm. langt Exemplar, afviger ved Straaletallet, D: 5.36; A: 3.28, altfor meget
fra den foregaaende, med hvilken den stemmer i Tandformen, til at jeg kan forene dem; det
udmærker sig ogsaa ved, at den femte Rygpigstraale er paafaldende lang (over det halve af
Fiskens Højde). For øvrigt er Hovedet lidt længere end det plejer at være Tilfældet hos Pl. tera
(1:3,6) og Øjet stort (1:2,6), dets Afstand fra Kjæveleddet forholdsvis ringe. Rygfinnens
blødstraalede Parti er kun lidet kortere (lavere) end Fiskens Totallængde, Bugfinnernes
Længde lig den halve Totallængde. (Exemplarets specielle Findested er ukjendt.) Da
Ganetænder ere tilstede, hvilke frakjendes Pl. melanosoma, antager jeg det for sandsynligst,
at det er Bleeker’s Pl. pinnatus (L.). Omridsene stemme, naar man tager Hensyn til, at
Exemplaret er noget ældre, Finneforlængelserne derfor ikke fuldt saa enorme, vel nok med
B.s Afbildning af den unge Pl. pinnatus (pl. 380, fig. 1); men den sidste Rygpigstraale er
lidt længere end paa Afbildningen.
Man vil se, at jeg kun af én Art har kunnet undersøge et større Antal Exemplarer
af forskjellig Alder og Størrelse og derfor ikke har kunnet tage Hensyn til Aldersforskjellig-
hederne ved de andre; min Karakteristik af dem er derfor ufuldstændig. Ved at indføre det
her fremdragne Moment, Tandformen, der hos Pl. teira holder sig aldeles uforandret
i alle foreliggende Aldere, i Diagnosen, vil det imidlertid kunne lykkes at diagnosticere
Arterne paa en langt mere tilfredsstillende Maade end for; thi det meste andet: Farve-
bælterne, Legemets Omrids, Finnernes Forlængelser, Pigstraalernes Længde o.s.v. er
underkastet store Variationer, som mindre ere individuelle end Følgen af en bestemt med
Alderen følgende Metamorfose. Uden Tvivl er der ogsaa i denne Henseende, og navnlig
med Hensyn til det Tidspunkt i Alderen, da enhver af disse Forandringer indtræder, noget
karakteristisk for hver Art, saaledes at hine Karakterer til en vis Grad maaske ville kunne
benyttes som Hjælpekarakterer, men kun relativt, for Individer af en vis given Størrelse.
Hovedvægten maa imidlertid lægges paa Tandformen, og de 3 karakteristiske Modifikationer,
wit
564 156.
hvormed denne træder op, tages som Udgangspunkt. Set i Sammenhæng med «Hemimeta-
morfosen» hos Carangiderne (Gallichthys, Selene 0. s. v.) frembyder den individuelle Meta-
morfose hos Plataw-Slegten interessante Analogier, og saa meget mere syntes det mig
rigtigt at ofre nogle Sider paa Fremstillingen af disse Forhold.
15. Scomberesox saurus.
«Makrelgeddernes» Gruppe (Scomberesoces) har næppe endnu fundet sin endelige
systematiske Plads. Sammenstillingen af de Fiskefamilier, hvis «nedre Svælgben» ere
sammenvoxne eller inderligt forbundne, til én Gruppe (Pharyngognathi) har for længe siden
vist sig uheldig og unaturlig. Med Physostomerne, med hvilke de dele Karaktererne som
«Malacopteri abdominales», synes det, paa Grund af den manglende Luftgang, vanskeligt at
forene dem, naar der ikke paavises meget stærke Affinitetsforhold til bestemte Grupper af
Physostomer; med Scomberoiderne, med hvilke Agassiz sammenstillede dem, frembyde
de vistnok Ligheder, men disse ere væsentlig af habituel Art og kunne uden Tvang tydes
som Analogier, maaske begrundede i begge Familiers delvis pelagiske Natur. De, der for-
fægte Makrelgeddernes Affinitet med Physostomerne, f. Ex. Günther, som urgerer deres
Slægtskab med Cyprinodonterne, maa da tænke sig dem som «Physostomer» med oblitereret
og til sidst fuldstændig forsvunden «ductus pneumaticus» ; men det samme kan man vel fra
et fylogenetisk Standpunkt sige om alle Physoclysti, blodfinnede eller pigfinnede. Alligevel
er denne Anskuelse maaske den rigtigste. I det konstante Tal af 6 Straaler i Bugfinnerne .
har jeg været tilbøjlig til at se et Fingerpeg over mod Aphysostomerne; men det samme
er jo Tilfældet f. Ex. hos Mormyrerne og hos mange Cyprinodonter, om der end hos denne
sidste Gruppe er nogen Variabilitet (5—8) i denne Henseende.
Jeg berører dette systematiske Spørgsmaal her, fordi jeg her har at gjøre med
denne Gruppe (og særligt med en enkelt Form af den) fra et særeget Standpunkt, som et
Element i den pelagiske Fauna; og det synes at være dette pelagiske Moment, som
mere eller mindre har paatrykket Gruppen sit Stempel og fremkaldt den umiskjendelige
Lighed med Makrelfiskene — særligt med visse Former af disse —, som ogsaa har fundet
sit Udtryk i det Gruppen tildelte Navn. Dette maa dog ikke forstaas saaledes, som om
den gjennemgaaende eller fortrinsvis bestod af pelagiske Fiske; tværtimod, disse blive for saa
vidt i Mindretallet, som de artrige Slægter Delone og Hemiramphus i det hele maa opfattes som
littorale, til Dels endog ere Ferskvandsfiske. Rent pelagiske ere paa den anden Side ikke alene
Flyvefiskenes artrige Slægt (Æxococtus), men ogsaa f. Ex. den forholdsvis sjældne Æulepto-
157 ; 565
rhamphus longirostris C.V., som Kapt. Andréa fandt i Maven paa en Dolfin paa 1° 10° N. Br.
og 23710 V.L.; sandsynligvis kjendes kun én Art af denne Slægt, der som andre pelagiske
Fiske har en meget stor Udbredning over det indiske og stille Hav (Bengalske Bugt, Hawaji
m. v.) og Atlanterhavet (fra Guyana og Cuba til Nantucket og Ny Jersey); de andre op-
stillede Arter (macrorhynchus C. V., Brevoorti Gill, velox Poey) synes at være tvivlsomme
som artsforskjellige fra E. longirostris. Dog trænger denne af F. W. Putnam!) opstillede
Anskuelse maaske endnu til at bekræftes ved yderligere komparativ Undersøgelse af
Exemplarer fra forskjellige Lokaliteter; bestemtere tør jeg i det mindste ikke udtrykke
mig derom efter Undersøgelse af et enkelt Exemplar.
Som en væsentlig pelagisk Fiskeform maa jeg fremdeles betragte Scomberesox saurus
(camperi), skjønt den jo ogsaa viser sig ved vore Kyster i enkelte Individer (Museet har 3
saadanne) saa vel som ved Islands og Færøs. Sammenholder man med Exemplarer af
S. saurus de for de andre Scomberesox-«Arter» angivne ydre Karakterer, vil man snart
komme efter, at de fleste af disse Arter ere mere eller mindre problematiske”), og at der
— bortset fra den kaliforniske S. brevirostris Peters”) — med Sikkerhed kun kjendes en
eneste Scomberesox-Art med den samme meget store geografiske Udbredning, som ud-
mærker såa mange andre Højsøfiske; for de andres Vedkommende maa man i al Fald
oppebie yderligere Underretning, inden man anerkjender dem. Af ingen anden Fiskeart
faas Ungerne saa hyppigt i Slæbenettet, paa det aabne Hav; de have derfor foreligget mig
i meget stort Antal, fra omtrent 90 forskjellige Punkter af Kortet, hvis Længde og Brede
1) Cfr. Putnam «Note on the occurrence of Euleptorhamphus longirostris on the coast of Massachusetts»
(Proceed. Boston Soc. Nat. Hist., XIII, 1870, pp. 236—40).
2) Indtil videre maa man vel stille udenfor disse den middelhavske S. Rondeletü, der ikke synes at ud-
mærke sig fra S. saurus ved nogen ydre Karakter, men skulde afvige fra den ved at mangle
Svømmeblære. Denne Angivelse skyldes Valenciennes, men synes ikke senere at være verificeret
af nogen, i al Fald siges dette ikke udtrykkelig. Canestrini opfører som middelhavsk «Sayris
camper Lac.», karakteriserer den bl. a. ved Mangelen af Svømmeblære, men opfører som dens
Synonymer «Scomberesox camperü Risso, Sc. Bondeletu C.V.». Er dette at forstaa saaledes, at
S. camperi Lac. (9: S. saurus Whlb.) og S. Rondeletü skulle forenes? Stossich opfører ligeledes
kun «Sayris camperii». De middelhavske Makrelgedder, som jeg hidtil har set, har jeg ikke kunnet
skjelne fra den i Atlanterhavet forekommende Form, og hos dem alle har jeg fundet den af
Valenciennes den middelhavske Form frakjendte Svømmeblære. Jeg tvivler derfor ikke om, at
S. Bondeletii vil gaa samme Vej som de andre.
3) Monatsber. Ak. Berlin, 1866, S.521. Ved særdeles Forekommenhed af Prof. Peters — det være
mig her tilladt at aflægge min Tak derfor saa vel som for anden mod disse mine Studier udvist
Velvillie — har jeg i Berliner-Museet havt Lejlighed til at se Original-Exemplarerne af denne Art.
De have en Længde af 200 Mm. eller lidt derover, ere altsaa ikke Unger; saa vel Over- som Under-
næb ere forkortede, og det sidst nævnte rager kun lidt frem foran Overnæbet. Det er nærmest et
Fosterforhold, som i à eller c i Fig, S. 567 (159), som her er vedvarende. Det er næsten overflødigt
at bemærke, at om en Folge af Lemlæstelse af et normalt Scomberesox-Næb kan her ikke være Tale
Med Hensyn til de andre «Arter» skal jeg henvise til Gunther's Oversigt; jeg skjønner ikke, at
nogen af dem træder op med Krav paa at anerkjendes, efter hvad der for Tiden er oplyst om dem.
566 158
er noteret, og fra alle de Sofarende og rejsende Naturforskere eller Læger, som paa denne
Maade have indsamlet de mindre pelagiske Havdyr til vort Museum, paa deres Rejser over
Atlanterhavet og en Del af det indiske Hav"). De omhandlede Lokaliteter, som det vilde
være for vidtløftigt at opregne, gaa i Atlanterhavet, Nord for Linien, fra 11° 30'N. Br. til
48° N. Br: og fra SAVNES till 40° V..L., Syd ‘for termen fra 12° S: Br. EOS SPS EB ro
fra 52°:V, L: til 1630" @. L.; det indiske Hay ‘fra 272$. Br: til’ 38720287 Braverman
24° 30° Ø.L. til 101° 40°0.L.?). Til at oplyse de Forandringer, som denne pelagiske
Makrelgedde undergaar under sin Væxt og Udvikling, er et saa stort Materiale langt fra
fornødent; jeg har indskrænket mig til en nærmere Undersøgelse og Udmaaling af en Række
Exemplarer?) (1 —13) af forskjellig Størrelse, og skjønt Resultatet egentlig allerede er udtrykt
i de to Linier i Gunther's «Catalogue»: «as in Belone the jaws are not produced in very
young fishes, and during growth the lower jaw is mach in advance of the upper», bør
dog Scomberesow ens Udviklingshistorie ogsaa i denne Materialsamling til de pelagiske Fiskes
Naturhistorie gjøres til Gjenstand for en kort Omtale og oplyses med nogle Skitser; men
denne Omtale kan være kort, da jeg med Hensyn til Proportionerne kan henvise til neden-
staaende Maal- og Taltavle. Til denne bør dog endnu føjes den Bemærkning, at det ikke
sjælden er vilkaarligt, om man vil tælle én «Pinnula spuria» mere eller mindre, da der i
Straalernes Form altid er en jævn Overgang mellem «Smaafinnerne» og den sidste Straale
i den sammenhængende Del af Gat- eller Rygfinnen, hvilken sidste Straale i Almindelighed
er adskilt fra den foranstaaende ved et dybere Indsnit end der er mellem de andre Straaler,
1) Jeg kan derfor her passende benytte Lejligheden til under ét at nævne Naturforskerne Reinhardt,
Rink og Warming, Direktør Olrik, Lægerne Mathiesen, Prosch, Wiinstedt og Stybe,
Søofficererne Suenson, Rothe, Hedemann, Mariboe, Bardenfleth og Koch, Skibsførerne
Hygom, Andréa, Strandgaard, Grønsund, Iversen, Petersen, Caspersen, Corne-
liussen og Thomsen.
2) Ogsaa «British Museumv har oftere faaet slig pelagisk Scomberesox-Yngel af 1—7 Tommers Længde
i aaben Sø, paa forskjellige Punkter af Atlanterhavet. Cfr. «Cat.», VI, pp. 257-58.
3) Udmaalinger i Millimetre af 13 Exemplarer samt Angivelse af Straaletallene:
Individets Nummer . ........ Ik 2. 3. 4, 5. 6. 7, 8, DO ALI 12.
Totallængde fra Undernæbets Spidse
til Halefinnens Kloft....... 405, 3719, 922, 5200 28262; 170, 100, 93, 92) 60/51 31;
Legemets største Højde . . . . .. 44, all: 29, 30, 26, 19, 10, 9; 101}, 5, 63,5 eee
Hovedets Lengde fra Undernæbets
Spidse til Gjællespalten . . . .. 110, 106, 92; 82, 84, 48, 20, 25, 23, 010 il; 6,
Overnæbets Længde fra dets Spidse
alt (fess Wie ea, 67, Gil, fy, MT), — 22? 8, 8, He ONE 11/2,
Hvormeget Undernæbet rager frem |
foran Oyvernæbet + 5. «25 sie 23 3, 2, 2: — 4, 7, 5 QF ns 1, 1/2,
(Cie Weal > re 10, int, 30, 9, 9, 6, 3, 31, 313, 21/0, 200, 1/7
Avefnnens Straaler 2 0.0.0 „oc. LOVE EV IO VIS TO VISITE VELO AVE VIS LOVE AT VE a Vie Vi eis)
GatfinnenseStraalen. oo. 3. 2. PATES EAU 14,915 PAU 13) VIE SAVE AES VENTO)
159 | 567
medens paa den anden Side Bindehuden mellem de øvrige « Pinnulæ» ingenlunde mangler, selv
ikke hos de allerstørste Exemplarer. Der kan aabenbart ikke lægges nogen som helst Vægt
: ; V— VII VI
paa Afvigelsen i Antallet af disse Pinnule: en maaske er sm at betragte som det
normale, det synes i det mindste at findes hyppigst hos Ungerne. — Hos fuldt udvoxne eller
mere end halvvoxne Exemplarer (Nr. 1—5) er Overnæbet kun 2—3 Mm. kortere end Under-
næbet (Fig. 4); dets Længde (maalt til Ojehulens Forrand) er 5'/2—61/2 Gang større end Øjets
Længdetværmaal, forholdsvis størst vistnok i det hele, jo større (ældre) Fisken er; hele
Hovedets Længde (fra Undernebets Spids til Gjællespalten) gjennemgaaende c. */7 af Total-
a—h: Hovederne af 7 Exemplarer af Makrelgedden (Scomberesox saurus) af forskjellig Alder og Udvikling
samt en Unge i hel Figur. De yngre Alderstrin ere fremstillede forstørrede, de ældre formindskede. Saaledes
er A formindsket med 1/4, g med '/3, f med !/s, medens e ér forstørret med Vs, d og c med '/2, b med !/s og
a 3 Gange. Til Sammenligning a—e: 5 Hoveder af den almindelige Hornfisk (Belone vulgaris); ¢, af en
endnu ung Hornfisk, er formindsket med 1/1, de andre derimod forstørrede mere eller mindre.
længden. Hos noget yngre (Nr. 6) har Overnæbet, maalt paa samme Maade, kun en Længde, der
er 3°/s Gang større end Øjets Tværmaal, og Undernebet er ikke et Øjetværmaal længere (f);
Hovedets Længde (bestemt som ovenfor) er dog fremdeles 7/7; af Totallengden, men kun 8
Gange Øjetværmaalets Længde (i Stedet for 10 eller 11). Hos unge Fiske af 100—90 Mm.s
Længde (Nr. 7—9) ere begge Kjæver eller Overkjæven alene undergaaede en yderligere For-
kortning (e); men i endnu højere Grad er dette Tilfældet, naar man kommer ned til en Total-
længde af 60 Mm. (Nr. 10): Overnæbet er da kort og spidst som hos en Hemiramphus,
568 160
Undernæbet næsten et Ojetvermaal længere (d). Ved c. 50 Mm. (Nr. 11) er Undernæbets For-
lengelse yderst ringe (c), ved 30 Mm. (Nr. 12) endnu mindre; Overnæbets Længde er i disse
to Tilfælde henholdsvis lidt større end eller lig med et Øjetværmaal. Selv ved c. 15 Mm.
(Nr. 13), hvor Snuden er saa forkortet, at hele Ansigtets Længde kun udgjør en Brøkdel af
et Øjetværmaal, rager den skraat opstigende Underkjæbe ligesom hos den spæde Belone
op foran Overkjæven (a).
Af Canestrini's italienske Fauna ser jeg, at der er gjort den Indvending mod
Gunther's Tydning af den af Costa beskrevne, 40 Mm. lange « Grammiconotus bicolor»
som Ungen til «Scomberesox Rondeletü», at Scomberesox allerede har et tydeligt «Næb»,
naar den er 30 Mm. lang. Dette kan jeg ikke bekræfte; vistnok have Individer paa 30—40
Mm.s Længde Underkjæven lidt længere end Overkjæven, men det er umuligt at tale om
et «fostrum» hos dem, ja end ikke hos Exemplarer af 50 Mm.s Længde. — Yngelen af
Scomberesox lader sig i øvrigt gjenkjende paa endnu yngre Udviklingstrin end det yngste
ovenfor opførte (15 Mm.); en Forvexling med Hemiramphus-Yngel vil vanskelig kunne finde
Sted. De spæde Hemirampher, som jeg har set. (forskjellige Arter, hvilke der dog ikke
kan være Tale om at bestemme), have allerede havt den syldannede Undernæbsforlængelse
meget udviklet paa et Udviklingstrin, hvor der endnu ikke er Spor til den hos Scomberesox.
Med Hensyn til Udviklingen af denne Slægt kan endnu anføres, at de saakaldte « Pinnulæ»
ere meget utydelige endnu ved en Længde af c.15 Mm., men erkjendelige ved 30 Mm.,
skjønt det kan være tvivlsomt, om det vilde være rigtigt allerede nu at betegne dem som
saadanne; de sidde nemlig vel mere spredte end de andre Straaler, men dog tættere end
senere. Abdominalkjelene begynde først at vise sig ved en Totallengde af c. 100 Mm.,
Skællene paa den mørke Højryg allerede ved den halve Størrelse, om ikke før. — Til
Sammenligning med den her beskrevne Udvikling af Scomberesox har jeg meddelt nogle
Skitser, der oplyse de tilsvarende vel bekjendte Forandringer hos vor almindelige Hornfisk
(Belone vulgaris), som i sin Tid gave Anledning til Opstillingen af « Hemtramphus europæus»,
og som derved for saa vidt have givet Stødet til alle Undersøgelser over Fiskenes Form-
forandringer, som det var det første vel konstaterede Exempel paa en gjennemgribende
fysiognomisk Omdannelse hos en Fisk. Analogien og Forskjellen mellem Scomberesox og
Belone ville ved Hjælp af disse Skitser træde frem med tilstrækkelig Skarphed, uden yder-
ligere Komentar. i
Da jeg ved en anden Lejlighed") kortelig har berørt de væsentligste Forandringer,
som Flyvefiskene (Æxocoetus) undergaa under deres Væxt og Udvikling, og som jeg særligt
havde Lejlighed til at forfølge hos en Art (Z. furcatus), hvis kloftede Skjægtraad gjorde det
') «Bidrag til Flyvefiskenes Diagnostik». Videnskabelige Meddelelser fra den Naturhistoriske Forening. 1876.
S. 389 og flgd.
161 | 569
muligt at forfølge den tilbage til en forholdsvis tidlig Alder — og da disse Forandringer
desuden i den senere Tid er bragt paa Bane af andre"), men mindre end mange andre her
afhandlede Fiskes trænge til at illustreres ved Afbildninger, skal jeg her for deres Ved-
kommende indskrænke mig til disse korte Henvisninger.
16. Pomacanthus; Holacanthus; Chætodon; Tholichthys; Ephippus.
(Tab. V, fig. 6— 11.)
De 6 vestindisk-brasilianske Pomacanthus-Arter, mellem hvilke der skjelnedes i
Cuvier’s og Valenciennes’s store Fiskeværk (VII, pp. 200—212), reduceredes af Dr. A.
Günther til en eneste; han opforte dog hine 6 Former under 4 Typer, A, B, C, D, samt
to Varieteter under A og B («Catalogue», II, p.55—57). Ved det første Gjennemsyn af
Museets ikke ubetydelige Materiale (40 Exemplarer) var det mig aldeles indlysende, at de
smaa, sorte, hvidbæltede Former kun vare Ungerne af de store spættede, og jeg blev derfor
ligeledes foreløbig staaende ved den Antagelse, at det altsammen kun var Aldersformer
eller Varieteter af én Art, der passende kunde benævnes P. arcuatus (L.), det Artsnavn,
hvorunder en herhenhørende Form først er bleven beskrevet. Ved at gjennemgaa Ichthyo-
logiens Aarboger blev jeg imidlertid bekjendt med, at Giinther’s Opfattelse var bleven
bestridt af Bleeker?) og af Poey”), hvilke begge havde hævdet, at Pomacanthus-Slegten
talte to Arter, af hvilke den ene af begge Forfattere benævnedes Pomacanthus (eller
Chætodon) aureus (Bl.), den anden P. (Ch.) arcuatus L. eller P. (Ch.) paru Bl. Jeg tog da
Materialet for paa ny og overbeviste mig nu om, at der virkelig ved vore vestindiske
Øer findes to Arter, der ikke ere vanskelige at skjelne, i alle Aldere, men som rigtignok
paa visse tidligere Trin ere saa forskjellige fra de voxne og, paa den anden Side, i Farve-
tegning og øvrige Habitus hinanden saa lige, at det er let forklarligt, hvis man er kommet
til at betragte dem som identiske, i Stedet for at henføre dem til de to Former, hvis Unger
de i Virkeligheden ere. Jeg skal i Korthed gjøre Rede for de Forandringer, som hver af
disse Arter gjennemgaar, og dermed tillige for deres indbyrdes Forskjelligheder. Dette vil
være saa meget mere betimeligt, som Bleeker af Mangel paa tilstrækkeligt Materiale ikke
1) Emery, «Note ittiologiche» (Atti d. Soc. Ital. sc. nat. XXI, 1878) p. 10, pl. 7—9.
*) «Notice sur le genre Chætodon Art. (Pomacanthus Lac. Cuy.) et sur la pluralité de ses espèces
vivantes» (Archives Néerlandaises, XI, p. 178—85). Bleeker overfører Navnet Chetodon paa denne
Slægt og tildeler de Former, der sædvanlig benævnes Chetodon, det Klein'ske Navn Tetrayonoptrus,
— en lidet nyttig og i mange Henseender besværlig Reform.
3) «Enumeratio piscium cubensium», |. c. Vol. IV, p. 132 —33 (58—59).
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 72
570 162
har kunnet føre Sporgsmaalet til endelig Afgjorelse for alle de tidligere opstillede Formers
Vedkommende og til Dels selv har ladet sig vildlede af Ungernes store Lighed.
De yngste foreliggende P. paru, 2?/s—3 Tommer lange, ere kulsorte med 5 hvide !
Baand, af hvilke det forreste begynder soin uparret, dannende en «Blis» i hele Pandens
Længde, men deler sig over Munden og fortsetter sig ned paa begge Sider af denne,
indtil dets to Grene mødes under samme. Det andet begynder foran første Rygfinne og
ender foran Bugfinnerne; det tredje tager sin Begyndelse paa de første bløde Rygfinne-
straaler og ender foran Gatfinnen; fjerde gaar i en Bue fra Rygfinnens til Gatfinnens Bag-
rand; femte indfatter Halefinnens øvre og nedre Rand og fortsætter sig tværs over dens
Rod. Halefinnens Bagrand er rund (konvex) med afrundede Hjørner — en Karakter, der
holder sig gjennem alle Aldere; en hvid Kant fremhæver denne Bagrand; Ryg- og Gat-
finnens lodrette Rande have ligeledes en hvid, men meget smal Kant; Gatfinnens Hjørne
er spidst, Rygfinnens trukket ud i en kort Forlængelse. Skellenes frie Del er fuldstændigt
cilieret (beklædt med Skæltænder). Slige Former svare aabenbart til Cuvier’s Beskrivelse
af Pomac. arcuatus L.!). — Det næste Individ i Rækken (lidt over 3 Tommer) afviger kun
fra de yngste derved, at de lyse Kanter paa Gat- og Rygfinnens lodrette Del ere blevne
meget svage, og at der paa en Del af Skællene i de mørke Farvebælter er kommet lyse,
halvmaanedannede Rande frem, fortil fremhævede af en mørkere Streg eller Plet, omtrent
paa hvert andet i hver anden Række, gjennemsnitlig (P. quinquecinctus Cuv.). Hos Exem-
plarer paa 37/4 Tomme ere Ryg- og Gatfinnens Hjørner forlængede til Spidser, ellers er alt
uforandret. Naar man kommer til Individer paa 4/4 Tomme, ere hine Spidser saa lange,
at de naa til Halefinnens Bagrand eller ud over denne; i denne Henseende er der dog
nogen individuel (if. Cuvier sexuel) Forskjel; hos et Individ paa 41/2 Tomme ere de
saaledes forholdsvis kortere, og et paa 3%/4 har ikke Gatfinnens Hjørneforlængelse udviklet.
Exemplarer paa 5/2 Tomme have i det hele endnu de angivne Karakterer, men de smaa
Halvmaaner komme mere og mere frem, og den mørke Farve breder sig mere og mere ud
over de oprindelig kun ved Grunden mørke Brystfinner. Ved 6 Tommers Længde (P. eingu-
latus) begynder Fiskens sorte Farve at blive mindre dyb, mere sortebrun, de lyse Baand
derfor at tabe sig noget. Hos en P. paru paa 7 Tommer er det tredje af de beskrevne
Baand endnu tydeligt, og flere af de andre kunne endnu skimtes; Halefinnens lyse Kant kan
allerede paa dette Trin være forsvunden, men andre Exemplarer af samme Størrelse vise
den endnu meget tydeligt. Exemplarer paa 10!/,—14 Tommer ere mørkebrune uden Spor
til Tværbaand; en stor Mængde hvide Halvmaaner tegne sig smukt paa den mørke Bund;
men de Skæl, der bære dem, ere ikke eller kun ubetydeligt større end de talrigere uden
Aftegning, mellem hvilke de findes spredte. Skællenes «cilierede» Karakter er for længst
veget for en fint ribbet, der paa Mellemstadier kan iagttages i alle Overgange. Halefinnen
er nu afrundet uden hvid Kant, Brystfinnerne mørke med lys Rod, Gjællelaagshuden ligeledes
lys. Rygfinnen har altid hos denne Art 10 Pigstraaler; af de bløde Straaler har jeg fundet
29—30 i Rygfinnen, 23—24 i Gatfinnen ”).
1) Poey henfører (l. e., p. 134) denne Form til P. aureus.
2) Jeg tør ikke paastaa, at de angivne Straaletalformler ere absolut gyldige, da jeg ikke har villet ofre
ret mange Exemplarer paa Tællinger af de bløde Straaler; de synes i øvrigt at stemme med Blee-
CONS 571
Hos P. aureus har jeg aldrig kunnet konstatere mere end 9, stundom kun 8 Pig-
straaler; af bløde Straaler har jeg fundet D: 32, A: 24. Hvirvlernes Antal er 24
4 som hos
P. paru. Artens Fysiognomi er i det hele det samme, Pandeprofilet dog vistnok i Regelen
mere stejlt. Halefinnen er i alle Aldere lige afskaaren bagtil eller (naar den ikke udspiles)
endog lidt udhulet, Hjornerne derfor altid spidse, ikke afrundede. En Hovedforskjel mellem
begge Arter som udvoxne ligger i Skælbeklædningen. De storre og mindre og — i For-
hold dertil — mere eller mindre tydelige, morke Pletter med Iyse Rande, som hos den
voxne P. aureus vise sig tæt spredte paa en lysere Bund, ville ved nærmere Eftersyn vise
sig at være knyttede til de større (men ikke aldeles lige store) Skæl, hvis forreste (synlige)
Del dækkes af en Gruppe Smaaskæl. Der er saaledes her, ligesom hos Holacanthus ciliaris,
gjennemført en temmelig skarp Forskjel mellem en primær og en sekundær Squamifikation,
hvilken sidste ganske mangler hos P. paru, hvis Skæl ikke ere mere forskjellige indbyrdes
end de større Skæl ere det hos P. aureus. Hos yngre Former af denne træder denne
sekundære Skælklædning mere og mere tilbage, saa at de yngste, der foreligge, i denne
Henseende ikke ere til at skjelne fra jævnaldrende P. paru. Ogsaa den Lighed er der
mellem dem, at Skællenes synlige Del hos de yngre er cilieret over det hele, hos de
voxne fint ribbet; Overgangsforholdet vil man finde hos Individer paa c. 4/2 Tommes
Længde. Med Hensyn til de voxnes Kolorit maa endnu fremhæves: Halefinnens brede,
lyse Bagrand, at Brystfinnen ikke er lys ved Grunden, og at Underkjævepartiet synes gjen-
nemgaaende at have en lys Farve. De alleryngste Exemplarer (3—31/2") ere sorte med 5
lignende hvide Buelinier som hos den unge P. paru; men der er dog nogle smaa For-
skjelligheder, der ere meget karakteristiske, fordi de vise sig at være konstante, «Pande-
blissen» hører ikke op der, hvor den mødes med Overlæbebaandet, men krydser dette, fort-
sættende sig ned baade over Overlæben og over den øverste Del af Underlæben. Tredje
Baand standser der, hvor Rygfinnens blød- og pigstraalede Del støde sammen, fortsætter sig
altsaa ikke hen langs med den først nævntes øvre Rand; fjerde standser et længere Stykke fra
Ryg- og Gatfinnens Bagrand. Da det femte Baand ligesom Halefinnens lyse Bagrand er
bredere end hos P. paru, faar Halefinnens mørke Plet et meget mindre Omfang end hos
denne. I den Alder,. hvor de lyse Halvmaaner begynde at blive tydelige hos P. paru
(41/2), komme de mørke, lyst indfattede Pletter ogsaa frem hos P. aureus, og Forskjellen
mellem den sekundære og den primære Squamifikation begynder at vise sig, men er dog
endnu mindre tydelig. Fiske paa 5—6 Tommer (P. balteatus Cuv.) have i Hovedsagen alle
de samme Karakterer som den voxne ?. aureus, men vise dog endnu mere eller mindre
stærke Spor til det for Ungdommen karakteristiske Livrée: de hvide Tværbaand. Museets
største F. aureus er 161/2 Tomme lang.
En Sammenligning med Cuvier's Beskrivelse vil vise, at kun «P. balteatus» bliver
at henføre som Synonym til P. aureus, alle hans andre Arter til P. paru; dette gjælder
ogsaa om Poey's P. littoricola'). Saa vidt man kan dømme derom efter Afbildningerne,
ker’s. Forskjellen mellem Arterne i .Pigstraalernes Antal er vistnok konstant, skjønt Cuvier i
Regelen kun fandt 9, men de forreste ere næsten skjulte under Huden.
1) Synopsis (Repertorio 1. c.) p. 351; Enumeratio, p. 134 (60).
572 161
ere Willoughby’s, Seba’s og Linnée’s Afbildninger ligeledes udførte efter unge
Exemplarer af P. paru. For saa vidt de tilsvarende Former af P. aureus have været
kjendte, ere de dog sikkert stedse blevne identificerede med den sorte, hvidbæltede, unge
P. paru eller P. arcuatus (Lin.) — et Navn, som det derfor ikke vil være aldeles heldigt
at gjenoptage. Bleeker’s « Chætodon arcuatus, Var. b., spinæ dorsi 9, squamæ singulæ
macula ovali nigricante» o. s. v. er saaledes- vistnok netop den yngre Form af hans
«Chatodon aureus»; «var.a., spine dorsi 10, squamæ singulæ striis 2 verticalibus, anteriore
nigricante rectiuscula, posteriore subsemilunari margaritacea vel lutea» o.s.v. derimod den
yngre Form af Pomacanthus paru Bl.
Udviklingen af Holacanthus ciliaris (L.) foregaar efter en aldeles lignende Regel.
Legemsformen bliver, som hos mange Fiske, efterhaanden noget mere langstrakt; dog er
Forskjellen i denne Henseende ikke betydelig. Spidserne af Ryg- og Gatfinnen naa hos
vort yngste Exemplar netop i Linie med Halefinnens Straalespidser, hos udvoxne som be-
kjendt langt ud over disse. Den sekundære Skælklædning (af mindre Skæl ved Grunden af
de større) er mere udviklet hos de større end hos de yngre Fiske, hvor der kun netop er
Spor af den. Større Exemplarer have 8—9 Takker paa Forgjællelaagets opstigende Rand
ovenover den store Hjørnepig og 4 smaa foran denne, paa det nævnte Bens vandrette
Rand; desuden er der to paa Interoperculum og 5 paa hvert Suborbitale. Hos de
yngste mangle de sidst nævnte, der er kun én Torn paa Jnteroperculum og 1 foran den
store Forgjællelaagspig, langs Forgjællelaagets lodrette Rand derimod en Række af talrige
Smaatorne. Men endnu mere paafaldende er Forskjellen i Farvetegning: de yngste Exem-
plarer have fem buede Tværlinier af lys (blaalig) Farve løbende fra Ryg til Bug, med Kon-
vexiteten fortil: en, begyndende som uparret paa Issen, delende sig derefter A-formigt
paa Panden og løbende foran Øjet ned til Gjællespaltens forreste Ende, hvorfra den dels
afgiver en vandret Gren til Forgjællelaagets nedre Rand og Jnteroperculum, dels fortsætter
sig bredere ned over Brystet; en fra Issen bag Øjet til Hjørnet af Forgjællelaaget og der-
fra ned mod Bugfinnerne, næsten sammenflydende med foregaaende; de tre øvrige paa Krop
og Hale. Hertil kommer endnu en lys (blaalig) Kant langs Ryg- og Gatfinnens øvre Rand
og Bagrand (hvilke sidste saåledes danne en sjette Buelinie) samt en Plet ned over Gjælle-
laagets Bagrand og Brystfinnens Rod, en smal lys Ring omkring Øjet og nogle Smaapletter
paa Issen mellem første og anden Buelinie. Rummet mellem de to forreste lyse Linier
er optaget af et mørkt Baand, som holder sig endnu nogen Tid, efter at selve de lyse
Linier ere forsvundne. Det tredje Baand er endnu synligt hos Individer paa 41/4—41/o",
det andet endnu hos Exemplarer paa 4/4", det forreste forsvinder først hos Individer
paa over 5*/5". Museets næst mindste Exemplar, som har alle hine 5 lyse Buelinier,
stemmer saa aldeles med Castelnau's Afbildning af hans 77 formosus (Bahia) og med
hans Beskrivelse af Farven, at der ikke kan være Tvivl om, at denne Art er opstillet
165 573
paa slige unge H. ciliaris og altsaa er at inddrage"). Vor mindste Unge (19 Mm.) viser
allerede hine 5 lyse Baand paa mørk Bund; det har kun en lille Forgjællelaagstorn og
| intet af det, der er karakteristisk for det saakaldte « Tholichthys»-Stadium (om hvilket mere i
| det følgende).
| I Sammenligning med disse gjennemgribende Forandringer, især i Udseendet, er
| det kun lidet, som man iagttager ved at forfølge Udviklingen hos Z. tricolor. Den
| sekundære Squamifikation er baade hos ældre og hos yngre meget tilbagetrængt i Sammen-
| ligning med HZ. ciliaris; i Legemsformen (Forholdet mellem Højde og Længde) er der en
ikke ringe Variation, uafhængig af Alderen. De største Exemplarer (71/2—81/4") have c. 20
| Takker paa den lodrette Rand af Præoperculum, 1 eller 2 paa den vandrette, 2—4 paa
| Interoperculum, 3—5 paa Suborbitale; Spidserne af Gatfinnen og Rygfinnen samt det øvre
Hjørne af Halefinnen løbe ud i korte traadformige Forlængelser, af hvilke Ryg- og Gat-
finnens dog i Almindelighed ikke ere saa lange, at de naa til Halefinnens Bagrand. Yngre
| Exemplarer mangle baade disse traadformige Forlængelser og Tornene paa Suborbitale; paa
Gjællelaagsbenene ere disse vel til Dels tilstede, men mindre tydelige. Rygfinnens Traad
viser sig først hos Exemplarer af 3°/4 Længde, omtrent samtidig Halefinnens, sidst Gat-
finnens. En særegen vandret, blaalig(?) Linie, skarpt afgrænset baade mod Gatfinnens lyse
Kant og mod den sorte Farve, der fra Bagkroppen breder sig mere og mere ud over
denne, er tydelig hos Exemplarer af 31/2—5'/2 Tommes Længde; dog ikke hos alle. Der
er næppe noget yngre Udviklingstrin af Hol. tricolor, som har de hos AM. ciliaris og
Pomacantherne beskrevne lyse buede Farvebaand; Exemplarer paa 25—28 Mm. have der-
imod en stor, sort, lyst (blaaligt) indfattet Øjeplet paa Bagkroppen, umiddelbart under Side-
linien (Tab. V, fig. 6); de have cilierede (ikke ribbede) Skæl og en kort Forgjællelaagstorn ;
jeg tror derfor ikke, at denne Dannelse hos Holacanther og Pomacanther er en Levning
fra et «Tholichthys»-Stadium; dette har, om det existerer, overhovedet ikke efterladt sig
Spor hos de omtalte smaa Unger. Ojepletten hos den unge Hol. tricolor gjenfindes der-
imod som bekjendt hos Unger af Chætodon-Arter.
Med Hensyn til Chætodonternes Aldersforandringer kan der skjelnes mellem de
Forandringer i Form og Farve, som Arten undergaar, efter at den allerede har opnaaet
Chætodon-Formen, og dem, som indtræde førend dette Tidspunkt. Med Hensyn til de
første kan jeg henvise til Bleeker's Beskrivelser («Atlas Ichthyologique») f. Ex. af Chætodon
') I Angivelsen af Straaletallene er der indkommet saa megen Forvirring, — «anale» og «ventrale» for-
byttede, to Analpigge for 3, 8 Dorsalpigge for 14, at den afvigende Angivelse af de bløde Straalers
Tal (D: 25; A: 21) kan betragtes som betydningsløs. At Halefinnen kaldes «échancré», strider mod
Castelnau's egen Afbildning, og da det ligeledes strider mod denne, at Forholdet mellem Højde
og Længde angives som 7:19, kan man ogsaa se bort fra Angivelsen af Exemplarets Størrelse
(190 Mm.); hos H. ciliaris af denne Størrelse ere de lyse Linier for længe siden forsvundne.
574 166
ephippium, fasciatus, octofasciatus og melanotus, eller til de smukke Tavler (27 og 34), hvor-
med Dr. Günther har oplyst disse Forhold hos Ch. ephippium og lunula i «Fische d.
Südsee», saa vel som til Beskrivelserne af disse Arter samt af Ch. miliaris og strigangulus
i det samme Verk. Hvad det andet Forhold angaar, da drejer det sig om de saakaldte
« Tholichthys»-Former, af hvilke ogsaa enkelte ere blevne bjergede til vor Fiskesamling af
vore Søfarende. Som bekjendt beskrev Dr. Günther først i 1868!) under Navnet Tho-
lichthys osseus en lille 11 Mm. lang Fisk fra Zanzibar, som antoges at repræsentere en ny
Slegt af Makrel-Gruppen, udmerket ved et sammentrykt, næsten kredsrundt Legeme, et
forholdsvis stort Hoved, beklædt med Benplader, og en lille Mund; en tyk, ægdannet
«Supraskapularplade» dækker Ryggen under første Rygfinne; en «Humeralplade» Forkroppens
Sider mellem den forst nevnte Plade og Brystfinnen; begge disse Plader ere dog kun
fæstede til Huden ved deres Grund, i øvrigt frie, saa at man kan løfte dem op og se
Skælklædningen under dem. Forgjellelaagets Hjørne er udvidet til en meget stor, tre-
kantet-afrundet Forlengelse, som naar bagtil nesten til Gatfinnen. For ovrigt er Legemet
belagt med vel udviklede Skæl. Straaletal D: 6.22; A: 20. Senere”) undersøgte G.
flere lignende Smaafiske fra samme Sted og af samme Storrelse, hvilke dog kun afvege fra
den først beskrevne « Zholichthys» ved et større, men, syntes det, noget variabelt Antal af
Rygpigstraaler, altsaa formodentlig representerede andre Arter. — I 1870 beskrev Day
imidlertid *) nogle lignende Smaafiske fra Madras, men en Del større (28 Mm.) og saa for-
andrede i Henseende til Kropform og Finner, skjønt de havde beholdt Hovedets ejendom-
melige Bevæbning, at han kunde erkjende dem for at vere Unger af Chetodon- eller
Holacanthus-Arter. Aaret efter (1871) beskrev Günther?) en 30 Mm. lang Unge af
Ch. citrinellus (miliaris), hos hvilken Supraskapular- og Humeralpladen og den indtil
Roden af Bugfinnerne forlængede Undergjellelaags-Udvidelse endnu vare meget tydelige,
skjønt forholdsvis mindre udviklede end hos de tidligere beskrevne « Tholichthys»-Former,
fordi Kroppen var voxet stærkere end Hovedet. «TZholichthys»-Stadiet af Ch. lunula er
endvidere afbildet i «Fische d. Südsee» i Forbindelse med de senere Former, som Arten
gjennemløber. Jeg skal fremdeles henvise til de Beskrivelser, som Bleeker paa flere Steder
i sit allerede citerede store «Atlas» har givet af de første Udviklingstrin af forskjellige
Chætodon- Arter, som — med en Størrelse af 17—35 Mm. — enten aldeles havde Karak-
tererne af «Tholichthyer» eller i al Fald stode paa Overgangen fra dette Larve-Stadium til
Chætodon-Formen, f. Ex. af Chætodon miliaris, fasciatus, Kleinü, vagabundus og triangulum
samt af Taurichthys macrolepidotus (35—38 Mm.). Paa den anden Side bør det her nævnes,
1) «Additions to the ichthyological Fauna of Zanzibar». Ann. Mag. Nat. Hist. (4) I, 1868. p.457.
*) Ann. Mag. Nat. Hist. (4) VIII, 1871. p.318.
3) Proc. Zool. Soc. 1870, p. 687. Cfr. «Fishes of India», p. 103, Tab. XXVI, fig. 2.
4) Ann. Mag. Nat. Hist. (4) VIII, 1871. p. 319—20.
167 i 575
at Bleeker hår havt Unger for sig af samme Størrelse (22—25—28—32 Mm.) af flere
andre Arter (Ch. trifasciatus, octofasciatus, melanotus, auriga, Rafflesü, Parachætodon ocellatus),
uden hos dem at finde noget « Zholichthys»-agtigt, naar man ikke dertil vil regne, at det
om et Par af disse Smaafiske siges, at Skælklædningen endnu ikke fortsatte sig ud paa
Hovedet; men disse negative Erfaringer bevise jo, som Bleeker meget rigtigt bemærker,
| ikke, at yngre Former af disse Arter ikke have « Zholichthys»-Karaktererne, men kun at disse
hos dem tabe sig forholdsvis tidligt, førend de naa den angivne Størrelse. Det bør endnu
erindres, at ogsaa Poey har beskrevet en ung vestindisk Chætodon med « Tholichthys»-
Karakterer som Ch. (Sarothrodus) amplexicollis!) — efter Bleeker maaske Ungen af Ch.
| bimaculatus. Endelig har Günther beskrevet to «Tholichthyider», i hvilke han har trot
at erkjende Larveformen af Æeniochus (Taurichthys) og Pomacanthus. Den første har?) en
lang, krum, vandret, tornlignende Udvæxt over hvert Øje, 50—60 Skælrækker, D: 12.25;
| A: 3.21. Den anden*), kun 10 Mm. lang, fra Atlanterhavet, har endnu ingen Skel;
D: 7.26; A: 3.22. Foruden de stærkt udviklede, pigdannede, skraat bagtil og henholds-
vis opad og nedad rettede Supraskapular- og Præoperkular-Forlængelser — af hvilke de
| første lægge sig op til hverandre og danne ligesom et Tag over Fiskens Ryg — findes
der her en stærk og lang, flad, skraat fortil og nedad rettet Torn over hvert Øje. Det er
| imidlertid endnu uvist, om disse «Larver» virkelig tilhøre de omtalte Slægter; hos de
tholichthyide Unger af Taurichthys acuminatus L. omtaler Bleeker ikke Horn som de af
| Günther beskrevne; og hos meget unge Tholichthyer, som jeg henfører til Parachætodon
| ocellatus, finder jeg Orbitalforlængelser, om end af en anden Beskaffenhed end hos den
sidst omtalte Form, men som synes at forsvinde, inden selve «Tholichthys»-Dragten er
aflagt i øvrigt.
Mine egne lagttagelser over yngre Chætodontider ere følgende:
Et 38 Mm. langt Exemplar af Chelmo rostratus viser ikke noget til Tholichthys-
Karaktererne. Dets Fysiognomi er i øvrigt ikke lidt forskjelligt fra den voxne Fisks: Højden
er kun ubetydeligt mere end det halve af Totallængden, Panden ikke lodret opstigende,
men stærkt skraat tilbagevigende, Snuden kun %/13 af Hovedets Længde (hos de voxne
over Halvdelen); de fem Farvebælter og Øjepletten ere derimod allerede tilstede.
Chætodon striatus, 30 Mm., med fuldt udviklet Farvesystem (Bælterne og den for
de yngre karakteristiske store runde Plet), viser endnu Spor til « Zholichthys»-Stadiet i Form
af kjendelige Supraskapular- og Humeralplader samt nogen Udvidelse nedadtil af Interoper-
culum; ligeledes er Hovedet endnu næsten skælfrit.
1) Synopsis, p. 353; Enumeratio, p. 63 (137), pl. VII, fig. 1—3.
2) Ann. Mag. Nat. Hist., 1. c., 1871. p. 319—20.
3) Journ. d. Mus. Godefroy, Il, S. 170. «Erster ichthyologischer Beitrag. Ueber eine neue Form von
Tholichthys».
576 168
Den Tab. V, fig. 8 afbildede, meget udprægede « Tholichthys»-Form, 28 Mm., er fundet |
i Maven af en Dolfin paa 1° 10° N. Br. og 29° 10’ V.L., altsaa i Atlanterhavet i Nærheden |
af S.Paul. Af de atlantiske Arter stemmer den ved sine Straaletal (D: 13.23; A: 3.19) |
og ved sine Skælrækker (2) med Ch. sedentarius Poey (gracilis Gthr.). Skællene ere endnu |
glatte (uden «Cilier»), Ne og Skulderpladerne meget store, Præ- og Interoperculum |
forlængede ned under Brystfinnen og ind under Struben med en anselig afrundet For- |
længelse. Alle Hovedets Knogler ere som sædvanligt faste, tykke, panseragtige, fint |
skulpterede, nogne (uden Skældække); Anteorbitalia springe frem foran og paa Siderne af
den lille Mund, som de skjule og beskytte. Finnerne ere selvfølgelig endnu skælfri. Sam- |
menlignet med den nys nævnte vestindiske Chetodon-Art i sin udvoxne Skikkelse, viser den |
adskillige andre Forskjelligheder: Pigstraalerne ere ikke glatte, men stribede, og deres ind- |
byrdes Længdeforhold meget afvigende: Iste Pigstraale i Gatfinnen er næsten lige saa lang |
som 2den, og anden i Rygfinnen 3 Gange saa lang som første og halv saa lang som |
Legemet er højt; den er den længste af dem alle, og de følgende aftage saa igjen i Længde, |
men de fleste af dem ere overmaade stærke. Legemsformen er mere langstrakt end senere, «
Højden kun omtrent det halve af Totallængden. Den lille Fisk viser ingen Aftegning; den |
kan nærmest karakteriseres som messingblank med mørkere Ryg. Er det ikke Ungen af
Chatodon sedentarius, synes den at maatte tilhøre en ukjendt Art af denne Slægt. |
En 18 Mm. lang «Zholichthys» fra «Kina-Soen» (Tab. V, fig. 9) ligner meget den |
af Günther først beskrevne «7h. osseus», men har flere Pigstraaler i Rygfinnen, mindst
10. Skællene (5) ere allerede fint cilierede. Supraskapularpladen er som sædvanlig stor,
tyk og bevægelig, men trekantet-afrundet, ligner en Musling-Skal, altsaa en Del forskjellig
fra den Form, hvormed den afbildes hos «7h. osseus» ; Humeralpladen har omtrent samme
Form. Den store, afrundede Pre- og Interoperkular-Forlengelse naar til bagved Bryst- |
finnernes Fæste, men langtfra ikke til Spidsen af Bugfinnerne.
En 13 Mm. lang « Tholichthys», fisket i Tang ved Maduras Ostende (Tab. V, fig. 10), |
har aldeles tydeligt kun 6 Pigstraaler i Rygfinnen og synes derfor kun at kunne identi- |
ficeres med Parachætodon ocellatus (C. V.)"); dermed vil ogsaa Skællenes Lidenhed kunne |
stemme godt nok. Supraskapularpladen er som sædvanlig tresidet, men tykkest mod den
nedre Rand, og danner saaledes en tresidet bagud rettet Torn, hvis Spids naar til Enden |
af Rygfinnens pigstraalede Parti og af Brystfinnen samt af den lige, sammentrykte og spidse |
Mellemgjællelaagstorn, men ud over Bugfinnerne og Humeralpladen. En yngre, 11 Mm.
lang (Kina-Soen), sammenknytter den beskrevne Form med et endnu yngre Trin, 6 Mm.
1) Samme Ræsonnement kan vistnok gjores gjældende med Hensyn til «Tholichthys osseus» Gthr. |
(1868), som alligevel er en ganske anden Art. Det er dog et Sporgsmaal, om Pigstraalernes Antal |
her er erkjendt rigtigt. |
577
langt (Tab. V, fig. 11) fra 9° 49° N. Br. og 109°20°0.L.; der er her nogen Forskjel i Formen
af de 4 Skjoldtorne, og navnlig ere de nedre, sete nedenfra, bredere og naa mere sammen
|
| Siden og bagud rettet Forlængelse eller Torn, som altsaa — forudsat at de to andre
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
underneden end hos de større Exemplarer; og Supraorbitalranden løber ud i en skraat til
| Exemplarer tilhøre samme Art — forsvinder meget tidligt.
Af Harpochirus (Drepane) punctatus') har jeg vel havt en stor Række Exemplarer,
men ingen meget unge, for mig. Jeg kan derfor ikke oplyse dens allerførste Udviklingstrin >),
men kun at den forandrer sit Fysiognomi ikke saa lidt med Alderen. Alle yngre Individer
ere lige høje og lange, de udvoxne derimod mere langstrakte, Profilet mere udpræget
derved at Panden mellem Øjnene er bleven mere fremstaaende. Alle over 6 Tommer lange
| have 4—10 lodrette, mørke Punkt-Rækker; Antallet synes at tage til med Alderen derved,
at nye Rækker komme frem mellem de første 4 eller 5; under denne Størrelse ere de
enten uden Aftegning eller vise (under 47/2 Tomme) svage Spor til kortere og længere
| lodrette Striber, ud af hvilke de senere Punktrækker maaske udvikle sig; stundom ses i det
mindste disse Punkter ret tydeligt i dem. — Paa lignende Maade udvikler der sig hos
Ephippus argus, synes det, en plettet Tegning af en stribet. Af denne maa man i øvrigt
skjelne 3 Former, som jeg vilde være mere tilbøjelig til at betragte som Arter end kun
som Varieteter: a) den kinesiske med faa, 20—30, store Pletter, større end Øjet; b) den
indiske (Calcutta, Penang, Madura-Strædet) med flere Pletter af Middelstørrelse (som Øjet
eller noget mindre end dette). Unge Exemplarer af denne Form, af c. 11/2 Tommes Længde
(35—40 Mm.), vise foruden disse mørke Pletter kun et A-formet Baand, stigende fra
Issen ned imod Panden og adskilt ved et lyst Parti fra en mørk Pandeplet mellem Øjnene;
men der er her ikke Spor til mørke Tværbaand ned over Kroppen. c) Med talrige meget
smaa Pletter (ved Sunda-Øerne); yngre Exemplarer af denne svare til Æ. ornatus (C. V.)?).
Hos Exemplarer af c. 2 Tommers Længde gaa Pletterne halvt op i 6—7 mørke Tværbaand,
der udgaa fra Ryglinien og tabe sig ned mod Midten af Kroppens Sider; to svage, lyse,
A-dannede Baand paa Isse og Pande samt en lys «Blis» iagttages ogsaa hos disse unge
Exemplarer, men kunne stundom endnu skimtes hos fuldvoxne Fiske af alle 3 Varieteter.
Alle unge Exemplarer ere desuden forholdsvis korte med skraat, jævnt nedstigende Profil;
dettes stærke Sænkning mellem Snude og Pande uddanner sig først hos ældre, hvilke
ogsaa, til Dels i det mindste, kunne antage en saa langstrakt Legemsform, at Legemets
Højde kun er lig omtrent den halve Længde, Halefinnen medregnet. — Som yngste Led
1) If. «Zool. Rec.» 1867, p.160, er Cope's Cryptosmilia luna fra Afrikas Vestkyst (Trans. Am. philos.
Soc., XIli, p. 401) = Drepane punctata.
2) Cfr. Day, Fishes of India, p. 116.
3) Kner beskriver Scatophagus ornatus som egen Art (Novara Reise, Fische, S. 272). Cfr. Günther i
«Ann. Nat. Hist.r, XX (1867), p. 58.
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. TB
578 170
af denne Arts Udviklingsrække erkjender jeg endelig nogle 16—19 Mm. lange, mørke, tvær-
stribede Smaafiske (Tab. V, fig. 7) med et om Pomacentriner, Chromider og lign. mindende
Udseende. De have ikke ligefrem « Tholichthys»-Karaktererne, men dog saa meget af disse, at
den Formodniug ligger nær, at de maatte være Unger af en af de Slægter, der staa
Chætodon-Gruppen lidt fjærnere. Jeg kom da snart til den Erkjendelse, at det ikke kunde
være andet end Æpluppus argus paa sit yngste, hidtil ubeskrevne Stadium. Legems-
formen er ikke meget forskjellig fra hvad den er hos de ovenfor omtalte Unger paa
et Par Tommer, men Profilet er mere stejlt, nærmer sig mere til det lodrette. Arten
skifter saaledes to Gange Fysiognomi under sin Udvikling. Finnerne ere nøgne; Huden ru
som af frembrydende Spidser, men Skællene endnu ikke synlige; Farven temmelig mørk
brun med lyse Finner og fem sorte Tverbaand. Panden er paafaldende bred og hvælvet,
beskyttet af to tykke, hvælvede, med en ret Midtlinie sammenstødende Panserplader af
afrundet tresidet Omrids; oventil optage de mellem sig, ligesom hos « Tholichthys», Spidsen
af en aflang, i begge Ender tilspidset Isseknude. Der findes endvidere paa hver Side en
aflang Tindingknude, efterfulgt med en lille Afbrydelse af en tyk, stærk, men ikke meget
lang Torn; hos de ovenfor omtalte Unger paa et Par Tommer er der endnu Spor til disse
Dannelser som en ophøjet, bugtet Linie eller lav Kam, der er afbrudt paa Midten og
naar fra bagved og lidt over Øjet til hen over Gjællespaltens øvre Ende”). Hin Torn er
tilige den nedre Ende af en subtriangulær Supraskapularknude, hvoraf der hos de omtalte
større Unger ligeledes er Spor tilbage som en ophøjet Skraalinie. For- og Mellemgjælle-
laaget danne en dobbelt, afrundet Forlængelse, nemlig en øvre, mere vandret, bagud rettet
(i Linie med den nedre Rand af Forgjællelaaget og dannende en ret Vinkel med denne
Knogles ligeledes ophøjede, lodrette Bagrand), og en nedre, der er rettet mere indad og
nedad og ved et Indsnit skilt fra den øvre; begge ere de imidlertid korte og afrundede.
Straaletallet er: D: 11.16 (foruden den fortil rettede vandrette Torn forrest i Rygfinnen) og
A: 4.14. Der kan saaledes næppe være Tvivl om, at det er det tholichthyoide Stadium af
Epluppus argus (L.). i
1) «Scatophagus argus When very young has a bony ridge from the orbit to the shoulder”. Day,
Journ. Linn. Soc., XI, p. 524; Fishes of India, p. 115, med lignende Udtryk.
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. V, Fig. 6. Unge af den vestindiske Holacanthus tricolor (Bl.), forstørret en halv Gang, med den for dette
yngre Stadium karakteristiske Øjeplet paa Bagkroppen; ingen «tholichthyoide» Karakterer.
Tab. V, Fig. 7. Yngste bekjendte Stadium af Ephippus (Scatophagus) argus (L.). Heller ikke her findes ud-
prægede « Tholichthys»-Karakterer, men dog Forhold, som minde derom. Forstorret en Gang.
579
Tab. V, Fig. 7. En vestindisk «Tholichthys», uden Tvivl Ungen af Chætodon sedentarius Poey (Ch. gracilis
Gthr.). Forstørret en Gang.
Tab. V, Fig. 9. En «Tholichthys» fra Kina-Søen, Ungen af en ubekjendt Chætodon-Art. Forstorret en Gang.
"Tab. V, Fig.10. En «Tholichthys» fra Havet om Madura, uden Tvivl Ungen af Parachætodon ocellalus (C. V.);
forstørret halvanden Gang (2: 5).
- Tab. V, Fig.11. Et yngre Trin af samme, set forfra; forstørret 1/3 Gang (3:7).
17. Acanthurus, Naseus; Acronurus, Keris.
(Tab. V, fig. 3—5.)
De betydelige Forandringer, som Fiskene af Gruppen Acanthuri eller Acronuridæ
(de saakaldte «Doktorfiske» eller «Lancelfiske») gjennemgaa, have efterhaanden maattet paa-
trænge sig Ichthyologernes Opmærksomhed; disse Fiskes exotiske Forekomst har dog be-
virket, at dette først er sket sent. Ikke mindre end 2 af de à i denne Familie opstillede
Slægter, som endnu figurere i 3dje Bind af «Catalogue of Fishes» — andre (Axinurus,
Priodon) bleve alt inddragne ved denne Lejlighed — have senere vist sig kun at være
Ungdomsformer til de andre: Keris til Naseus, Acronurus til Acanthurus. Dette, som til
en Tid kun var en Formodning!), er nu hævet til Vished. Med Hensyn til Keris og
Naseus skal jeg henvise til Dr. Günther’s seneste store Værk, «Fische der Südsee» (4de
Hefte, 1875, S. 118 og flgd.) De unge Nasei mangle ikke alene Pandepuklen eller Pande-
hornet, hvoraf Slægten har faaet Navn, men ogsaa de to kjolede Benplader paa Halens
Sider samt de traadformige Forlængelser af Halefinnen, hvilke sidste overhovedet kun findes
hos gamle Exemplarer; særdeles instruktive ere Figurerne S.119—20 og Tab.78 i det
anførte Pragtværk, som vise det forskjellige Fysiognomi, der udmærker de unge Fiske (de
saakaldte Keris-Former) og dets successive Forandringer; jo yngre de ere, desto mere kort
og høj er Legemsformen, med stærkt krummede Kontur-Linier; jo ældre de ere, desto
mere langstrakte og langsnudede ere de. Dertil kommer fremdeles en for de unge Fiske
ejendommelig plettet Tegning af Ryggen, medens Brystet og Gjællelaagspartiet er sølv-
farvet. Den særegne Stribning eller Furing af Huden, som udmærker de unge Acanthurer
(Acronurer), findes uden Tvivl ogsaa hos de unge Naser; der er meget tydelige Spor dertil hos
en i øvrigt allerede skælklædt ung N. unicornis, af Størrelse som Günther’s Fig. C (Pl.78,
L. c.), men mere plettet end denne. Den første Pigstraale i Ryg- og Gatfinnen er hos Ungerne
(Keris) kjendelig længere end den følgende; hos de voxne er det omvendt; og Bugfinnerne
ere underkastede en meget betydelig Flytning, fra langt foran Brystfinnerne til hen under
1) Cfr. Dr. Günther i «Ann. Nat. Hist.», VIII (1871), p. 320.
\ tai
[2
580 172
eller bagved den bageste Del af disses Rod. Ungernes og de voxnes Udseende og Karak-
terer ere kort sagt i alle Maader saa forskjellige, at ingen kunde ane, at Keris var et
Udviklingstrin af Naseus, førend Mellemformerne kom tilstede og beviste det.
Forandringerne hos Acanthurus ere i alt væsentligt analoge med dem hos Naseus —
i nogle Henseender mere, i andre noget mindre udprægede. Günther udtrykker sig herom
saaledes S. 108 (1. c.): «i den tidligste Ungdom have disse Fiske (Acanthurus) et saa for-
skjelligt Udseende, at man for dette Udviklingstrin har dannet et eget Slægtsnavn, Acronurus;
deres Legemsform er kortere, mere skivedannet, Skæl ere ikke tilstede, men Huden er lagt
i talrige, smalle, skjæve Folder, Gjællelaaget og Brystet sølvglinsende; flere Arter af denne
formentlige Slægt ere beskrevne, men det er os ikke muligt at føre disse Ungdomsformer
hen til deres rette Arter». Det oplyses endvidere, at et Exemplar af A. Blochü C. V.,
30 Mm. langt, endnu er paa « Acronurus»-Stadiet, hvorimod et paa 38 Mm. allerede har
tydelige Skæl. (Denne Størrelse, 30—38 Mm., synes netop at være den, hvori de fleste
Arter skifte Dragt; dog er der ogsaa dem, der med en Længde af 36 Mm. ere aldeles
Acanthurer, uden Spor af Acronuren, f. Ex. A. triostegus L.) En A. nigros? paa 21/4
Tomme befinder sig paa Overgangen fra «Acronurus» (fortil) til Acanthurus (bagtil); À.
lineatus kjendes ligeledes i Acronur-Stadiet (11/2"), men de blaa, mørkt indfattede Baand ere
allerede tydelige. Om Ungen af A. flavescens, der er afbildet T. 76, fig. 6, hedder det:
«Legemet er ganske glat, men Halepiggen er tilstede; Snuden er kort, Legemet skive-
dannet, Finnerne ikke meget høje; Nakken og hele Partiet over Øjet benet, uden Hud-
dække; fine brune, lodrette Linier, samlede parvis og adskilte ved Sølvlinier; Brystet lige-
ledes sølvfarvet». — Den 1/4" lange A. strigosus Benn. (ctenodon C.V.) er ligeledes endnu
en «Acronurus», men tegnet med afvexlende lyse og mørke Længdelinier, der dog næppe
kunne identificeres med de meget talrigere, der pryde den voxne Fisk, da de mangle hos
et middelstort (halvvoxent?) Exemplar, som er aldeles ensfarvet. Med Hensyn til denne
Art har jeg desuden gjort den Iagttagelse, at dens Tandform forandrer sig meget betydeligt
med Alderen; den ejendommelige, kun paa den ene Side takkede Tandform, som udmærker
den voxne «ctenodon», findes slet ikke hos en Unge, endnu halvvejs staaende paa Acronur-
Stadiet, fra Tahiti (Galath. Exped.); dér ere alle Tænderne takkede paa begge Sider. Har
man Lejlighed til at undersøge noget ældre Unger (Museet har to saadanne, indkjøbte fra
«Museum Godeffroy», under Navnet «Ac. striatus Q. Gd.», tilligemed mange andre smukke
Stykker af Dr. Wroblewsky), finder man begge Tandformer ved Siden af hinanden, den
ene aftagende, den anden tiltagende i Hyppighed med Størrelsen. Hvad ovenfor er anført ~
om Forandring i Tandform med Alderen hos Chorinemerne, kan her bringes i Erindring.
Foruden disse yngre Former af A. ctenodon besidder Museet af «Acronurer» 3
smukke Stykker, som Kapt. Andréa har fisket paa 13° 6'S. Br. og 38° V. L. (fra Grwch.),
altsaa tæt under Brasiliens Kyst, kort før Ankomsten til eller efter Afgangen fra Bahia.
. TE Ê
u I ST ME
QE ET
Ea Ye
4
581
Samme Søfarende har endvidere fanget, hvad jeg anser for at være el meget tidligt Udvik-
lingstrin af den samme Art, paa 36° N. Br. og 64° 20' V.L., altsaa N.N.O. for Bermudas-
Øerne og ikke langt fra Golfstrømmens øst-sydlige Grænse. Jeg skjønner ikke, at det kan
være andet end Larveformen (s. v. v.) af Acanth. coeruleus Schn., hvad jeg i det følgende
skal nærmere søge at begrunde; jeg anser det for rigtigt at beskrive og afbilde dem, da
de vestindiske «Lancetfiskes» Ungdomsformer endnu ikke ere meget bekjendte og Udvik-
lingen indenfor selve Acronurus-Stadiet endnu ikke afhandlet af nogen. Det tilsyneladende
mindre udprægede Acronurus-Stadium hos Ac. chirurgus Bl. (om hvis Identitet med A.
phlebotomus C.V. jeg er enig med Dr. Günther) og dets Overgang i Acanthur-Formen
kan jeg oplyse med større Sikkerhed, men af denne Art kjender jeg ikke den tidligste,
mest afvigende Form; andre vestindiske Arter end de to nævnte kjender jeg ikke‘), og det
skulde derfor ikke synes at være saa vanskeligt at udrede Larveformerne.
Jeg vil først afhandle A. chwrurgus Bl. Unge Exemplarer paa 140 Mm.s Længde
(51/3”) til Halefinnens Bugt have en noget langstrakt Legemsform, hvis Højde er c. %5 af
hin Totallængde; udvoxne Exemplarer ere ikke saa lidt mere langstrakte. Siderne ere ofte
tegnede med fine, efter Længden løbende Bølgelinier, som senere forsvinde; Haleroden er
hvid, Halefinnens Bagrand ligeledes; Rygfinnen er prydet med mørke Længdestreger, der
løbe nogenlunde parallelt med Finnens Rand og, ligesom det-hvide paa og foran Hale-
finnen, holde sig længere, under Fiskens Væxt, end Kroppens fine Længdelinier. (Andre
Individer, fra 50 Mm. og til de største, have derimod en ganske anden Tegning, mørke
lodrette Striber paa Legemets Sider.) Tændernes Antal varierer efter Alderen, = hos de her
særligt omtalte Unger paa 57/3”, indtil 22 hos de voxne. Straaletallene har jeg fundet at
være: D: 9.25 (24—26); A: 3.23 (24). — Individer paa 32—38 Mm.s Længde be-
finde sig mere eller mindre paa Acronur-Stadiet; Formen er noget kortere; Huden nøgen,
men ligesom lagt i tætte Folder eller Ribber, der have et buet, men dog i det hele nogen-
lunde lodret Løb fra Rygranden til ned mod Buglinien; slige Linier pryde ikke alene den
egentlige Krop og Halen, men ogsaa Hovedet, saa vel dettes øvre Dele som dets Sidedele
og Brystpartiet nedenfor Gjællespalten og Brystfinnerne, men Linierne have her ikke den
1) Poey (Enumeratio, Synopsis etc) skjelner ikke alene mellem 4A, phlebotomus C.V. og A. chirurgus
Bl., men ogsaa mellem denne og en À. tractus, der skulde være de franske Ichthyologers «A.
chirurgus», ikke den ægte Bloch'ske Art; endelig en À. brevis, der staar À. coeruleus nær — altsaa
5 navngivne Arter, foruden 4 Former, der opføres særskilt, men uden Navn og ikke karakteriseres
nærmere. En 6te Art er A. bahianus Cast, (Animaux Nouveaux et Rares etc., Poissons, p. 24,
pl. XI, fig. 1), men den er vel ogsaa usikker; Beskrivelse og Afbildning ere ikke i bedste Overens-
stemmelse. Af Hensyn til visse Tvivl, der komme frem i det følgende, om vore Larveformers Arts-
bestemmelse, er det dog godt at erindre sig disse Meningsforskjelligheder, skjønt jeg maa erklære
mig enig med Dr. Günther i kun at anerkjende to vestindiske Arter. Af «Acronuri» beskriver Poey
i sit seneste Arbejde (Ann. Soc. Esp., IV, p. 141—143) ikke færre end 4 Arter (A. coeruleatus,
nigriculus, carneus og en ubenævnt Art), alle Smaafiske paa 30—35 Mm.s Størrelse. Det er selv-
følgelig Acanthurus-Unger, hvis nærmere Bestemmelse helst maatte ske ved en Revision af Original-
Exemplarerne. Klunzinger (Fische d. Roth. Meeres, Il. c., S.511) har opstillet en «Acronurus
lineolatus», Gastelnau en «Aer, formosus».
582 174
samme Retning, men en forskjellig, alt efter som de findes paa Gjællelaaget, Brystet,
Kinderne, Panden, Tindingerne o. s. v. Hist og her ses Skæltænderne at komme frem paa
Bagkroppen langs med disse ophøjede Linier, og paa de større af disse Exemplarer ere
Skællene i fuldt Gjennembrud paa en stor Del af Halen og Kroppen — hos et Individ lidt før
(at regne efter dets Størrelse) end hos et andet. En mere eller mindre tydelig, mat Sølv-
eller Messingglans udmærker Hovedets Sider, især Gjællelaagene og Brystet 9: Rummet
mellem Gjællespalterne, Bug- og Brystfinnerne. Der er et — ligeledes mere eller mindre
tydeligt — sort Baand over Nakken, mellem Øjnene, ellers er Farven gjennemgaaende
mørkladen som hos de voxne, men uden Aftegning; den hvide Halerod og Halefinnebræmme
ere dog ofte ret tydelige. Tændernes Antal er Dan de iagttagne Straaletal: D: 9.23—25;
A: 3.21—22. Den habituelle Lighed med A. chirurgus, i sin udviklede Skikkelse, er
saa iøjnefaldende, at det ikke vilde falde nogen ind at tvivle om, at de tilhøre denne Art,
førend man ved nærmere Undersøgelse bliver opmærksom paa de for Acronur-Stadiet be-
tegnende Træk, som efter den tidligere Opfattelse kunde synes at berettige til at anse dem
for noget fra Acanthurus-Slægten forskjelligt. Ved en Længde af 41 Mm., stundom allerede
tidligere, er Forandringen næsten fuldstændig gjennemført; kun Hovedets Skulptur bærer
endnu tydelige Reminiscenser fra Acronur-Forholdene. Det bør endnu berøres, at den
ovenfor hos Keris-Naseus omtalte relative Flytning af Bugfinnerne ogsaa kan forfølges
her; de sidde hos Exemplarer med fuld Acronur-Karakter under Vertikalen fra Bryst-
finnefæstets forreste Punkt, hos dem, der mere eller mindre have antaget Acanthurernes
Fysiognomi, under sammes bageste Endepunkt ligesom senere. — De tidligere Trin af
denne Arts Udvikling kjender jeg ikke; men de lade sig let udfylde i Tanken af, hvad
nedenfor berettes om eller i Anledning af den anden vestindiske Art.
A. coeruleus kjendes let fra A. chirurgus ved sit stejlere Ansigts-Profil og sin kortere
Legemsform; i denne sidste Henseende er der dog en ikke ringe Forskjel efter Alderen;
hos yngre er Højden over det halve af Totallængden, hos ældre i Almindelighed noget
under samme. En Tegning af fine, lyse og mørke Længdelinier paa Legemets Sider, af
blaalige Skraastreger paa Rygfinnen optræder undertiden; den hvide Plet paa Haleroden ses
en enkelt Gang. Tændernes Antal er, alt efter Fiskens Størrelse, Hær: Straaletallene:
D: 9.26—28; A: 3.25—26. — En 34 Mm. lang Acanthurus-Unge (vestindisk) (Tab. V,
fig. 3) har, sammenlignet med de ovenfor beskrevne Unger af A. chirurgus, netop en kortere,
mere rundagtig Form med stærkere buede Omrids og stejlere Ansigts-Profil; D: 9.26,
A: 23.24. Nogle brede og buede mørke Tværbaand gaa ned over Legemets Sider; der
er endnu Spor til Metalglansen paa Brystet under Gjællespalten, og Bugfinnerne have deres
Plads lige under Brystfinnefæstets forreste Punkt; den for Acronurerne ejendommelige
Stribning er endnu synlig paa Hovedet, men for øvrigt i Færd med at forsvinde under den
frembrydende Skælklædning. — Acronur-Præget er ganske anderledes rent hos de ovenfor
berørte 3 Exemplarer, 34—37 Mm. lange, 21—22 Mm. høje, fra Havet i Nærheden af
Brasiliens Kyst (Tab.V, fig. 4). Det er derfor maaske noget misligt at ville forsvare deres Hen-
førelse til A. coeruleus, eftersom de jo ere mindst lige store med, til Dels større end dennes
ovenfor beskrevne Unge. Formen er endnu mere kredsrund, Konturlinierne endnu stærkere
buede end hos denne, Profilet mere afsnuppet fortil; Huden aldeles skælfri (bortset fra de
mere eller mindre tæt frembrydende Spidser, først og tydeligst langs med Ryg og Gat-
NT ET ges tre Bras TI
A er PES
L
7
Ve d tae ves,” 45" 7. å + a — = x + fn d i {
583
finnens Grund) og ligeledes aldeles pigmentfri med Undtagelse af en lille mørk Plet paa
Haleroden og en sort Isseplet eller Issebaand mellem begge Ojnene, tværs over Panden.
Et bredt Solvbaand, der bliver bredere nedefter, gaar fra Øjet noget skraat nedadtil og
bagtil, saaledes at det dækker Kinderne, Gjællelaaget og Brystet fra Gatfinnens Begyndelse
til et Punkt langt foran Bugfinnerne, hvilke sidste snarere ere fæstede foran end under
Brystfinnefæstets Begyndelse. D: 9.27; A: 3.25. Krophudens og de nøgne Hoved-
knoglers Stribning er særdeles tæt; visse lidt fremspringende Linier paa Hovedpansret —
den uparrede Nakkelinie, de parrede Frontal-, Supraorbital- og Supranasal-Linier, en parret
Linie langs Randen af Brystet fra Underkjæven til Bugfinnerne — ere fint takkede ligesom
Bugfinnernes Pigstraale og anden Pigstraale i Gat- og Rygfinnen, der er lidt, men
kjendelig længere end den næste, ikke som hos de udviklede Acanthurer kortere end denne
(jfr. Keris). Havde disse pragtfulde skiveformige Smaafiske med det brede Solvbaand været
lidt mindre, eller den først beskrevne Unge af À. coeruleus lidt større, vilde deres Hen-
førelse til samme Årt ikke voldet nogen Vanskelighed; som det er, har jeg nogen Be-
tænkelighed ved her at benytte den Forklaring, at nogle Individer forvandle sig lidt tidligere
end andre. — Paa et endnu yngre Stadium — 4—5 Mm. høje, 5—7 Mm. lange — optræder
denne Acronur-Type med en rudeformig Figur og en formidabel Udvikling af 2den Pig-
straale i Gat- og Rygfinne (Tab. V, fig. 5); man forstaar nu, at den endnu er forholdsvis
stor hos de mere udviklede Keris’er og Acronurer, dette er ligesom en Erindring om en
tidligere Tingenes Tilstand; de nævnte Straaler ere desuden stærkt takkede ligesom den
anselige Pigstraale i Bugfinnerne; Sølvbaandet og Issepletten ere allerede tilstede, ligeledes
Krophudens Linier, men ingen Hale-Lancet. Dette Stadium, der paa en ret interessant
Maade supplerer Acanthurernes Forvandlingshistorie, har hidtil ikke været kjendt.
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. V, Fig. 3. En vestindisk Acanthurus-Unge, uden Tvivl Ungen af Ac. coeruleus, paa Overgang fra Acronurus-
Stadiet. Forstorret med en Tredjedel.
Tab.V, Fig.4. En Acronurus, fra Havet i Nærheden af Brasiliens (Bahias) Kyst, formodentlig, skjønt lidt
storre, Ungen af samme Art (eller af en meget nærstaaende) paa et tidligere Trin; ligeledes
À forstørret med en Tredjedel.
Tab. V, Fig. 5. Det yngste kjendte «Acronur»- (9: Acanthur-) Stadium, maaske af samme Art, fisket N.N.O. for
Bermudas-®erne; forstørret halvtredje Gang.
584 176
18. Fistularia villosa; Centriscus vehtaris og brevispinis ;
Centriscops og Orthichthys.
(Tab. I, fig. 6—8.)
Dr. Klunzinger har opstillet en «Füstularia villosa» paa en (med Haletraaden)
130 Mm. lang, lille Fisk fra det røde Hav"). Denne formentlige Art, hvoraf han kun fik
dette ene Exemplar, er sikkert kun Ungen af F. serrata Cuv. Jeg har for mig et ost-
indisk Exemplar (fra Java?) af omtrent samme Størrelse, c. 130 Mm. foruden Haletraaden.
Det afviger fra F. serrata paa 260—355 Mm. ved, at alle Hovedets Lister og ophøjede
Linier ere savtakkede, samt ved at Huden er tet beklædt med fine krogede Hudtender med
bagtil bojet Spids. Under Udviklingen maa disse altsaa forsvinde og Takkerne paa Hovedets
Linier udviskes paa dem ner, der hos middelstore Exemplarer endnu ere tilbage langs med
Hovedets Siderande, i den bagre Halvdel af disse, foran Øjet, samt bagved dette paa for-
skjellige af de derverende fremspringende Rande og Linier. Selv hos det mindste af hine
middelstore Exemplarer (260 Mm.) er Hudens Bevæbning imidlertid sporløst forsvunden ;
derimod er den endnu tilstede, vel udviklet, paa Halen og Bagkroppen af en (foruden
Haletraaden) 280 Mm. lang 7°. tabaccaria, og den er end ikke helt forsvunden paa Halen
af en «Pibefisk» af samme Art paa 415 Mm. Der existerer altsaa ogsaa af den vestindiske
Art en «villosa»-Form, og denne holder sig, synes det, noget længere (i Forhold til den
absolute Størrelse) end hos den ostindiske Art’).
CRE ces ALLO
Ifølge Günther (Cat. II, p. 521—23) forekommer Centriscus gracilis Lowe, foruden
ved Madera, i Middelhavet, ved Afrikas Vestkyst samt ved Japans og Kinas Kyster; dog
henstilles det som paa en Maade vilkaarligt, om den østasiatiske Form, hvis anden Ryg-
pigstraale skal vere lidt kortere, kan sondres som egen Art (« C. japonicus»). Cunningham
') Fische des rothen Meeres (Verhandel. Zoolog. Botan. Ges. Wien, XX Bd.), S.515—16.
2) Jeg véd ikke, om denne bliver saa stor som F. tabaccaria, der bliver over 1 Meter, vistnok 11/3 M.
lang; Klunzinger’s F. serrata vare kun 7/10 M. 1 Straaletallet er der ingen konstant Forskjel
mellem dem, efter mine Tællinger; F. serrata: D: 14—16, A: 14—15 («F. villosa»: D: 14, A: 14);
F. tabaccaria: D: 15—16, A: 14—15. 1 Proportionerne synes der ganske vist at vere en Forskjel,
men den er underkastet Forandringer med Alderen, og for at bedomme disse rigtigt, maatte
man vide, hvor stor F. serrata bliver. Tages Forholdene, som de foreligge, finder man, at
Hovedets Længde indeholdes i Totallængden (Haletraaden fraregnet) hos en ung F. serrata 2,7 Gang,
hos middelstore 2,6 Gang; hos middelstore F. tabaccaria 2,8, hos meget store 3 Gange — hvoraf
vel tor sluttes, at Hovedet hos ældre Exemplarer er forholdsvis kortere end hos yngre, men lengst
hos F. serrata. Afstanden mellem Bryst- og Bugfinnerne forholder sig til Afstanden mellem disse
og Halefinnen, hos en ung F. serrata = 1:4,9, hos middelstore = 1:4 eller 3,8; hos middelstore
F. tabaccaria = 1:3,3 A 3,1, hos store = 1:2,8. De parrede Finner sidde altsaa forholdsvis nærmere .
ved hinanden, jo yngre de ere, i højere Grad hos F. serrata end hos F. tabaccaria. Det har saa-
ledes sine Vanskeligheder at give en god Differential-Karakter for disse to Arter, og endnu vanskeligere
stiller dette sig, efter mine Erfaringer, med Hensyn til den østlige og vestlige Aulostomus-Art.
rå
få
+
u
À
%
4
BY i
D
177 585
har endvidere faaet den i Slæbenettet mellem Montevideo og Magelhaës-Strædet («Trans. Linn.
Soc.», XXVII, p. 471), og i det selvsamme Bælte fiskede Reinhardt, paa «Galatheas»
Rejse, 6 Dage efter Afrejsen fra Montevideo, paa 30° 3' S. Br. og 48? V. L. nogle 8—9 Mm.
lange Unger af denne Art. Andre ere fiskede paa samme Maade af Andréa og Thomsen,
men i et nordligere Bælte, fra 32° N. Br. til 36° 40 N. Br. og fra 18° V.L. til 30° 47‘ V.L.,
altsaa Vest for de kanariske Øer. Den største af disse Unger er 31 Mm. lang. Jeg vilde
maaske været i nogen Tvivl om, til hvilken Art jeg skulde henføre disse Unger (der i øvrigt
stemme særdeles vel, i de fleste Punkter, med C. brevispinis Kn. Steind., 22 Mm. lang, fra
Samoa-Øerne), hvis ikke afdøde Kapt. Suenson i sin Tid havde hjemført til Museet et
85 Mm. langt (altsaa for saa vidt udyoxet)') Exemplar af C. gracilis. Findestedet var ikke
opgivet, men jeg antager, at det er taget ved Madera.
Pallas’s €. velitaris (»Spicil. Zool.», VII, p. 36—38, pl. IV, fig. 8), hvad enten
den nu virkelig var fra Ambojna eller ikke, er uden Tvivl et ikke fuldvoxent (2” 5‘)
Exemplar af denne, som det synes næsten kosmopolitiske”) eller til en vis Grad pelagiske
Art. Afbildningen er ikke god, men gjengiver dog ret godt det habituelle hos vor 31 Mm.
lange Unge; Antallet af Gatfinnens Straaler er vistnok angivet for højt. Jeg finder D: 4.10,
A: 19 hos det Suenson'ske Exemplar; hos dette indeholdes Hovedets Længde 2,7 Gang i
Totallengden og er omtrent ”/4 af Afstanden fra Gjællelaaget til Halefinnen; Legemets
Højde er ikke fuldt */s af denne, anden Rygpigstraales 1/1; denne Straale har kun faa og
utydelige Takker og naar med sin Spidse ikke tilbage til anden Rygfinnes Begyndelse. Den
ovenfor omtalte største Unge af de foreliggende (31 Mm.), er mere kortsnudet, mere kort
og sammentrængt i sin Legemsbygning; smuk sølvblank med mørk, graabrun Ryg; Hovedets
Længde indeholdes 2,6 Gang i Totallengden og er 4/5 af Afstanden fra Gjællelaaget til
Halefinnen; Legemets Højde er ?/5 af denne; anden Rygpigstraales Længde Vs; denne Pig
er udstyret med flere meget tydelige Takker paa hver Side og naar med sin Spidse ud over
Begyndelsen af anden Rygfinne?). Den lille Fisk gjør et mere ru eller loddent Indtryk end
den større, fordi den Ribbe, hvormed hvert enkelt Skæl er udstyret, hæver sig tydeligere
frem i en skarp Spids”). Særligt lægges Mærke til en tredobbelt Række af større Takker
langs med Bugen, mellem Gjællespalten og Gatfinnen, paa Skjoldene samme Steds, endende
med en uparret Torn lidt foran Gattet?), hvilken Torn i øvrigt er kjendelig-endnu hos den
næsten udvoxne Fisk; fremdeles til Takkerne paa en vandret Linie under Næseborene hen
1) Gunther's største Exemplar var 60 Linier langt.
2) ©. scolopax L. var tidligere kun kjendt fra Middelhavet og de tilstødende Dele af Atlanterhavet, indtil
Englands Sydkyst. Efter en Meddelelse i «Ann. Nat. Hist,» (4) XVII, p. 395, forekommer den dog
ogsaa ved Tasmanien !
Alle foreliggende Exemplarer af C. scolopax under 4!/; Tomme have 2den Rygpigstraale længere
end Legemets største Højde; hos alle over 5'/2” er den derimod kortere end denne. Højden er
i øvrigt snart lig med, snart lidt større eller mindre end den halve Afstand fra Gjællelaag til Hale-
finne; der er i denne Henseende en betydelig individuel Variation. Sex Rygpigstraaler er lige
saa hyppigt som 5.
1) «Totus quasi setulis recumbentibus et adnatis hispidus» (Pallas 1. c.).
5) «Aculeus minutus ante anum recumbens» (Pallas I. c.).
Vidensk. Selsk Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII 6. 74
3
—
586 | 178
til Ojehulen og paa en noget højere liggende Linie, der først følger Ojehulens øvre Rand
og derefter fortsætter sig hen over Enden af Gjællespalten og lige saa langt bagved denne,
under hvilken Række der ligeledes ligger større Hudforbeninger; endelig langs en Skraalinie
over Hojryggen, endende ved Iste Rygfinnes Udspring. Endnu yngre Exemplarer ere kortere
og plumpere af Form, mere kortsnudede og braksnudede, hele Snuden foran Øjet kun 2—11/2
Gang saa lang som et Øjetværmaal; de ere endelig aldeles ru af de fra alle Skællene sig
hævende, bagtil krummede Torne, en fra hvert Skæl; ogsaa de ovenfor omtalte større Takker
ere forholdsvis større, jo yngre Exemplarerne ere, men i øvrigt ikke væsentlig forskjellige
fra almindelige Skæltorne og ikke meget i Øjne faldende mellem disse, der ere stærkt ud-
viklede over hele Legemet, Hovedet og Snuden derunder indbefattede, bl. a. ogsaa paa
Forryggen. Hos Individer paa 17 Mm. og derunder søger man forgjæves efter Bugfinnerne.
(Jfr. Tab. I, fig. 6—8.)
Jeg kan efter disse Iagttagelser ikke nære Tvivl om, at C. velitaris P. og C.
brevispinis Kn. Std. jo ere Synonymer til C. gracilis Lowe, hvilket Navn saa efter Prioritets-
reglerne skulde vige for det pallasiske; da Identiteten dog i al Fald kan bestrides, om end
maaske mere af formelle end af reelle Grunde, er det dog maaske bedst at undlade denne
Navneforandring og indskrænke sig til at lade «C. velitaris» udgaa af de faste Arters Tal.
Naar Gill (Proc. Acad. Philad., 1862, p. 234) for denne Form har opstillet Slægten
« Orthichthys», maa denne dele Skæbne med adskillige andre af denne Ichthyologs uhold-
bare Slægter; at opstille en egen Slægt (« Centriscops») for ©. humerosus Rich. («Voy. Erebus
& Terror», pl. 34, fig. 5), er ikke meget mere forsvarligt, da den hele Organisation, saa vidt
den kjendes, er uforandret den samme som hos C. scolopax, kun Fysiognomiet endnu
bizarrere. — Om Udviklingen af den sidst nævnte Art foreligger der en Notis af Dr. C.
Emery"); der afbildes to Stadier: det yngste (8 Mm.) har endnu ikke noget, som karak-
teriserer den som en Centriscus; det ældre (10 Mm.) har allerede de 3 uparrede Finner
vel udviklede og adskilte samt en kort og stærk, utakket Pigstraale forrest i første Ryg-
finne; Formen er kort og plump, der er en Antydning til den forlængede rørformige Snude,
men denne er dog ikke meget længere end Øjet er langt; Bugfinner mangle endnu;
Legemets Omrids foran de uparrede Finner ere tornede og takkede som ovenfor beskrevet
hos de unge C. gracilis; hos et 20 Mm. langt Individ vare Bugfinnerne tydelige og Snuden
allerede meget lengere. Der er stor fysiognomisk Overensstemmelse mellem den 10 Mm.
lange ©. scolopax (l. c., fig. 12) og ©. gracilis af omtrent samme Størrelse; kun er sidst
nævnte kjendelig smekrere. Ved en Størrelse af c. 20 Mm. er Forskjellen meget i Øjne
faldende; et foreliggende ungt Exemplar af C. scolopax paa 21 Mm., efter Opgivende,
fra de kanariske Øer, oplyser paa én Gang denne Forskjel og Analogien mellem Arterne i
Henseende til deres Udvikling:
1) «Note ittiologiche». (Atti della Società Italiana di scienze naturali. Vol. XXI.)
537
Forklaring af Afbildningerne.
Tab. I, Fig.6—S. Tre Udviklingstrin af Centriscus gracilis Lowe (velitaris Pall., brevispinis Kn. St.), fiskede i
Atlanterhavet paa forskjellige Steder. Forsterrede i Forholdet 2:5, 3:7 og 4:7.
Afsluttende Efterskrift.
Det meste af, hvad der tidligere af andre er oplyst om mere betydelige eller ind-
gribende Forandringer hos Havets Fiske, under deres Væxt og Udvikling, er lejlighedsvis
berørt i det foregaaende. For at Læseren her kan have en nogenlunde fuldstændig Over-
sigt over, hvor langt man i denne Retning er kommet, skal jeg endnu, til Afslutning,
erindre om eller berøre nogle Iagttagelser, af lignende Art, over andre Fiskeformer, som
der ikke her har været Anledning eller Lejlighed til at komme ind paa.
1. Flyndernes Omdannelseshistorie, saaledes som den er oplyst af Jap.
Steenstrup og Alex. Agassiz (Overs. over Videnskab. Selsk. Forhandl. 1863 og 1876;
Proc. Amer. Acad. Arts a. Sc., 1878.)
2. Vagmerens (7rachypterus) Omdannelseshistorie, oplyst for nylig af Emery
(Contribuzioni all’ Ittiologia; Memor. R. Accad. dei Lincei (3) III).
3. Macrurernes og Ophidiernes (Merasfer), oplyst af samme (samme Steds,
samt «Note Iltiologiche» ; Atti dell. Soc. Ital. di sc. natur., XXI, 1878). («Krohnius», Larve
af Macrurus trachyrhynchus og Coryphenoides.)
4. Visse Torskeformers. Jeg skal ved en anden Lejlighed nærmere oplyse,
at «Couchierne» virkelig, som det er paastaaet, men atter bestridt, ere Ungerne af Motella-
Arterne; og at «Hypsiptera argentea» er Ungen af en Phycis-Form.
5. Klumpfiskenes (Molidernes) mærkelige Omdannelseshistorie, saa vel Mola
rotunda’s som Ranzania truncata’s, haaber jeg snart at se beskreven og illustreret i Prof.
Steenstrup’s og mit (endnu utrykte) Arbejde over denne Fiskefamilie.
6. Under et Besog i Fiskeri-Udstillingen i Berlin i dette Aar havde Prof. Giglioli
og Dr. Vinciguerra den Godhed at oplyse mig om og godtgjore for mig ved Hjælp af
Exemplarer i den der udstillede italienske Fiskesamling, at Diana semilunata Risso (Astro-
dermus coryphenoides Bon., C. V.) er den yngre Form af Ausonia Cuvieri Risso (Luvarus
imperialis Raf., C.V.). Dette er vistnok en af de mærkeligere Omdannelseshistorier, som
Makrelfiskenes paa slige Trek saa rige Familie kan opvise. Bortset fra de i Henseende
til Fysiognomi og Proportioner foregaaende Forandringer samler den sig fortrinsvis om
følgende Momenter: 1) Den stjærneformige Hudbekledning forsvinder efterhaanden, saa at
Huden bliver ganske glat; 2) Bugfinnerne, der oprindelig ere meget lange, forkortes og
74*
588 180
blive til sidst aldeles rudimentære; og 3) den forreste større Del af Rygfinnen forsvinder,
saa at man hos voxne Individer kun finder en Række Knuder som Rudimenter af Ryg-
pigstraalerne. Prof. Giglioli har gjort en kort Hentydning til disse Omdannelser i For-
tegnelsen over de af ham paa Fiskeri-Udstillingen i Berlin i 1880 udstillede Gjenstande;
en udforligere Meddelelse kan forhaabentlig imodeses.
Den Bemærkning kan her endnu finde Plads, at Prof. Giglioli, i rigtig Vurdering
af de Karakterer, der forbyde Henforelsen af Zhynnus thunnina til samme Slægt som den
almindelige Thunfisk eller af «Pelamys unicolor» til samme Slægt som Pelamys sarda (jfr.
ovenfor S. 464 og 477), har i den ovennævnte Fiskefortegnelse opstillet Slægten Thynnich-
thys for Th. thunnina, Pelamichthys for P. unicolor. Det første af disse nye Navne har
desværre allerede faaet Anvendelse for en Cyprinoid-Slægt, og det sidste maa vige for det
Gill'ske Orcynopsis.
Trykfejl.
S. 427 (19) Salvini I. Salviani.
S. 579 (171) L.1 Fig. 7 1. Fig. 8.
ER
=
OK Nes
di >
> >
EEE
589
Spolia Atlantica.
Contributions à la connaissance des changements de forme chez les poissons pendant
leur croissance et leur développement, en particulier chez les poissons pélagiques
de Atlantique.
Par
M. Chr, Fr, Lütken,
Dr. ès-sciences.
IE donne dans le mémoire qui précède une serie de contributions à la connaissance
de la faune ichthyologique de la haute mer, principalement de l'Atlantique, ainsi qu'à celle
des hémimétamorphoses de différents poissons de mer et en particulier des poissons
pélagiques. Les changements de forme et d’autres caractères que bien des poissons pré-
sentent pendant leur croissance et leur développement sont encore peu connus et n'ont
jamais été exposés d'une manière suivie, quoique, dans beaucoup de cas, ils soient si
grands et si marqués qu'ils ont donné lieu à l'établissement d’un assez grand nombre
d'espèces (species) et de genres (genera), qui naturellement disparaitront du système aussitôt
que leurs vrais rapports auront été reconnus. Ce mémoire est en même temps à considérer
comme une tentative de la part de l’auteur pour utiliser scientifiquement une partie des nom-
breux matériaux, consistant en petits poissons et en jeunes formes, surtout pélagiques, qui,
pendant une série d'années et grace à des efforts habiles et persévérants, ont été recueillis
par des naturalistes danois et par des officiers de la marine militaire et de la marine mar-
chande danoises. Il va sans dire que lorsque je l'ai jugé nécessaire pour compléter mes
recherches et établir des comparaisons avec des cas analogues, j'ai aussi étudié les chan-
gements résultant de lage chez des poissons non pélagiques, et que la critique des
genres et des espèces à laquelle cette étude a donné lieu a eu pour conséquence des
discussions et des digressions de diverse nature, ainsi que la création de quelques espèces
et genres nouveaux. Il s'ensuit que si ce travail est surtout une contribution à la con-
naissance de la faune ichthyologique pélagique, spécialement de l'Atlantique intertropicale,
il en est aussi indirectement une à celle de Vichthyologie des couches profondes de la
haute mer, car les habitants de ces profondeurs, dans les premières phases de leur déve-
loppement, remontent assez souvent, surtout pendant la nuit, dans les couches plus chaudes
590 182
de la surface, et on les prend alors au filet, ou bien, quand ils sont un peu plus âgés,
on les trouve dans l'estomac des dauphins ou des poissons voraces tels que les daurades,
les bonites, les germons ou albacores, les baracottes, les requins, etc. Mais le but prin-
cipal de ce travail est d'appeler l'attention sur ce que je nomme les hémimétamor-
phoses des peissons, phénomène dont les poissons pélagiques, en particulier, présentent
tant d'exemples remarquables. Ce n'est pas cependant mon intention, en adoptant cette
expression, d'introduire dans la science une notion nouvelle ni un terme nouveau; je l’em-
ploie seulement pour caractériser brièvement les changements qui se produisent pendant la
croissance et le développement, lesquels, en beaucoup de cas, sont si considérables qu'ils
ont complètement fait méconnaitre le genre, voire même souvent la famille à laquelle les
jeunes individus appartiennent. J'espère par la de pouvoir faire profiter la science d'une
série de rectifications consistant en grande partie dans la réduction de genres et d'espèces
qui ne sont basés que sur de jeunes formes transitoires; en bien des cas je serai ainsi
amené à confirmer simplement ou à étendre les observations de mes prédécesseurs, dans
d'autres cas, à rejeter ou à rectifier des conjectures ou des combinaisons dépourvues de
fondement. Un travail de cette nature pourra peut-être. aussi avoir pour conséquence qu'on
procèdera à l'avenir avec plus de circonspection et de critique pour établir des espèces et
des genres nouveaux, vu la possibilité que des écarts qu'on aura constatés ne soient dus
qu'à des différences d'âge. On n'a en effet que trop souvent commis la faute de prendre
ces dernières pour des différences spécifiques ou génériques, ce qui en général a rendu
d'autant plus difficile l'évaluation des véritables caractères distinctifs.
Dans le résumé suivant des principaux faits et résultats qui sont exposés dans
mon mémoire, j'ai suivi l'ordre des chapitres dans le texte danois.
1. Dactylopterus et Cephalacanthus. Comme on sait, M. Canestrini
a cherché à prouver que le Cephalacanthus spinarella (Pungitius pusillus) était la jeune
forme du Dactylopterus. Cette opinion était en apparence bien fondée; mais elle a été
combattue par M. Steindachner, principalement par la raison qu'on peut rencontrer des
Dactyloptères un peu plus petits que les plus grands de ceux qui présentent encore les
caractères des Céphalacanthes. Ayant eu à ma disposition, d'une part, une série de 25 Dacty-
lopterus volitans de toutes les grandeurs, depuis 380 jusqu'à 47 millim. de long, ce der-
nier à ailes encore assez courtes, et, de l’autre, presque tout autant de C. spinarella
(23 exemplaires) également de toutes les grandeurs, depuis 49 jusqu'à 8 millim. de long,
j'ai poursuivi dans ces deux séries l'étude de tous les caractères sujets aux modifications
provenant des différences d’äge, pour découvrir si les changements qu’avaient subis les
Céphalacanthes permettaient de remonter aux Dactyloptères et, réciproquement, ceux de ces
derniers de descendre aux Céphalacanthes, ou si ces poissons constituaient deux séries de
formes indépendantes l'une de l'autre. Le résultat de ces comparaisons, pour le détail
desquelles je dois renvoyer au mémoire danois, a été pour moi une confirmation absolue
de l'hypothèse de M. Canestrini. On peut certainement rencontrer des Céphalacanthes
un peu plus grands que les plus petits Dactylopteres; mais cela s'explique facilement par
le fait que la métamorphose proprement dite, qui sans doute se produit relativement vite,
n'arrive pas toujours précisément quand le jeune poisson a atteint une longueur déter-
IR GORI EO, AAMT LE SEEN
aes
=
Sa ait
rør
LRP cz
See Te ey PRES DE EFT RENTEN N AT N
r
591
minée (50 mm. environ), mais peut, suivant les circonstances, arriver chez tel individu un
peu plus tôt ou un peu plus tard. Ajoutons que les localités (latitude et longitude) où
nos jeunes Dactyloptères ou soi-disant Céphalacanthes ont été pris, semblent prouver que
ce genre a, à un plus haut degré qu'on ne l'avait cru jusqu'à present, le caractère d'un
genre à demi pélagique. Il résulte aussi de l'étude que j'ai faite de son évolution que la
petite partie antérieure des nageoires pectorales, chez le Dactylopterus, est à vrai dire la
partie supérieure et non la partie inférieure, comme on l'a généralement indiqué jusqu'ici.
2. Rhynchichthys, Rhinoberyx et Rhamphoberyx; Holocentrum
et Myripristis. On a déjà émis l'hypothèse que le Zrhymehichthys pelamidis C.V. et
d’autres espèces de Rhynchichthys établies plus tard sont de jeunes Zolocentrum (ou Myri-
pristis), et la justesse de cette vue est maintenant confirmée par la circonstance que
plusieurs petits «Æhynchichthys» et «Rhinoberyan Wages différents, péchés dans la partie
occidentale de l'Atlantique intertropicale, ont pu être ramenés à une espèce déterminée
de Holocentrum, décrite jusqu'ici cependant d'une manière assez incomplète, le /7. maria-
num des Antilles. Nous la connaissons maintenant dans toutes les phases de son déve-
loppement, comme Holocentrum vrai, jeune et adulte, comme «fhinoberyx», phase inter-
médiaire entre |’ Holocentrum et le «Ælwynchichthys», et enfin dans ce dernier et très jeune
état. Dans le mémoire danois j'ai décrit avec beaucoup de détails les caractères de
l'espèce dans chacune de ses phases, en les comparant tant entre elles qu'avec les états
correspondants de |’. sogho, autre espèce commune des Antilles dont nous possédons
une série de formes presque aussi complète. Le «Rhamphoberya» est probablement la
jeune forme correspondante du Myripristis. Ces 3 genres (Lhynchichthys, Rhinoberyx et
Rhamphoberyx) devront donc être supprimés avec les espèces qui y appartiennent, et l’on
en peut dire autant de certaines espèces, comme l’Æolocenirum platyrhinum, qui sont
également de jeunes formes dont la transformation n’est pas lerminée, mais qui, au lieu
d’avoir été rapportées à des genres particuliers, ont seulement été placées dans un groupe
spécial du genre Holocentrum. Mais j'ai en même temps pu constater une phase de
développement antérieure à celle qui sert de base au genre Æhynchichthys. Un petit poisson
de 7 mm. de long, qui est sans doute la jeune forme d'un Holocentrum des Antilles, peut-
être même de VH. marianwn, se distingue des vrais «Æhynchichthys» par un bec fourchu,
dont la longueur, relativement assez grande, est égale au double du diamètre de l'œil, et
par l’épine occipitale qui est très fortement développée, de même que celles du préoper-
cule, lesquelles s'étendent bien au-delà des nageoires ventrales jusqu'au milieu de l’anale.
Notre musée possède des larves très jeunes de Berycides, c’est-à-dire des Rhynchich-
thys de l'Océan Indien, qui ressemblent beaucoup à la forme précédente; mais chez d’autres,
qui ont d’ailleurs une structure analogue, le bec, tantôt relativement plus court tantôt ex-
trémement allongé, ne présente pas cette division remarquable en forme de fourchette.
Vu les nombreux représentants que cette famille compte dans les mers de l'Inde, il n’est
pas possible pour le moment de déterminer plus exactement ces jeunes formes. Les
caractères primordiaux mais passagers qui distinguent les jeunes Holocentres et Myripristis
sont donc: 1) le prolongement plus ou moins excessif des os du museau, sous forme
d'un bec pointu entier ou fendu en deux, à bords denticulés, qui relativement ne le cède
592 å 184
pas en grandeur à l'épée des espadons, et 2) le développement colossal des épines occi-
pitales et préoperculaires, comme aussi en partie de celles de l'operéule. Ces épines
cependant ne tardent pas à disparaître, ou se réduisent à des proportions plus modestes
ou à des rudiments tout à fait insignifiants.
3. Tetragonurus. Ce genre très caractéristique, foncièrement pélagique,
probablement bathyphile, habite l'Atlantique, où on le trouve fréquemment dans l'estomac
des grands poissons voraces ou des dauphins, et où l'on en pêche souvent de jeunes
individus au filet. Le Tetragonurus atlanticus de Lowe est certainement identique comme
espèce avec le 7. Cuvieri R. Les différences qu'ils présentent sont en partie purement
individuelles, en partie des différences provenant de lage. Les jeunes individus (32—
62 mm.), abstraction faite de quelques modifications dans les proportions relatives des parties
du corps, lesquelles sont mentionnées en détail dans le mémoire danois, se distinguent
1) par leurs os operculaires et préoperculaires épineux et dentelés et 2) par le caractère
ass
different des écailles, lesquelles rappellent beaucoup celles des jeunes espadons, et n’ont,
qu'une seule carène acérée (les écailles de la ligne latérale en ont cependant deux), qui se
termine en 2 ou à épines recourbées en arrière, ce qui donne au jeune Tétragonure un
aspect äpre ou velu. Les exemplaires les plus jeunes (16 mm.) n'ont ni écailles ni épines
sur la peau et leurs nageoires ventrales sont extrêmement courtes, voire même rudimen-
taires. J'ai également abordé la question de la place à assigner dans le vrai système
naturel au genre 7etragonurus; nous chercherons en vain des indices de parenté avec
les Mugil ou Atherina. La proposition de MM. Lowe et Swainson de le rapporter aux
Scomberoides est peut-être celle qui s'accorde le mieux avec la nature.
4. Xiphias et Histiophorus (Tetrapturus). Les jeunes formes des Xi-
phioïdes sont déjà si bien connues, grâce surtout aux communications de M. Günther,
que la série des petits individus des deux types que j'ai eue à ma disposition ne me donne
pas lieu d'ajouter grand’ chose de nouveau; cependant j'ai pu ramener l'évolution des deux
groupes un peu plus loin, jusqu'à une phase qui doit être, très voisine de l’Eclosion de
l'œuf. Les deux types principaux — Xiphias et Histiophorus — diffèrent l'un de l'autre
tout autant dans leur jeune age qu'ils le font plus tard par les caractères extérieurs et
la structure du squelette. J'ai déjà montré ailleurs (Vidensk. Medd. f. d. naturh. For. 1875)
que, de ces deux types, les Histiophores représentent le groupe type proprement dit ou
central, tandis que les Xiphias doivent être considérés comme une branche divergente ou
un «type aberrant», et que les espèces, en tant qu'on peut se faire une opinion à cet
égard d'après ce que renferme la littérature, semblent être en petit nombre, moins nom-
breuses qu'on ne Je supposait jusqu'ici, mais qu'elles sont presque cosmopolites quant à
leur distribution géographique. On n'en connaît peut-être que 5 en tout, à savoir 2 Té-
traptures, 2 Histiophores et 1 Xiphias. Le Machera C.V. est, sous tous les rapports, «un
véritable Histiophore sans nageoires ventrales, et on ne peut s'empêcher de soupcon-
ner que l'absence de ces dernières repose sur une erreur ou est due au préparateur.
Les petites espèces d'Histiophores qu'on a établies, lH. immaculatus Rüpp. et VH. pul-
chellus €. V., ne sont évidemment que de jeunes formes (elles mesurent respectivement 18
593
et 4 pouces) sans valeur spécifique propre, et 1’/Z. pulchellus, en particulier, se rattache
étroitement aux jeunes Histiophores de 5!/2—60 mm. de long examinés par M. Günther
(dont les dessins sont reproduits dans le mémoire danois) et par moi-même. Je renvoie
pour ces derniers au textè danois, les faits les plus importants qui les concernent étant déjà
connus; mais quelques remarques sur les jeunes Xiphias et sur les differences caractéris-
tiques qui les séparent des jeunes Histiophores seront nécessaires. Ainsi, un de nos jeunes
espadons (Xiphias), de 190 mm. de long, trouvé dans l'estomac d'un germon et par suite
imparfaitement conservé, a des formes très sveltes, la mandibule n'est que de 12 mm. plus
courte que le bec, qui est convexe en dessus et plat en dessous comme celui d'un Tétrap-
ture, et deux fois plus large que haut; les branchies ne présentent rien d’extraordinaire et,
par conséquent, n'ont pas encore pris le caractère qui distingue celles des Xiphioides. Les
deux mächoires sont bien armées de dents relativement fortes. Tout le corps, y compris la
tete et le rostre, est revêtu d’ecailles non imbriquées, carénées et ciliées, c’est-à-dire munies
sur la caréne d’epines ou de dents. Deux rangées de ces écailles, qui se font remarquer
par leur grandeur, s'étendent le long du dos, de chaque côté de la nageoire dorsale, et deux
autres, le long du ventre, de chaque côté de la nageoire anale. Les écailles sont encore
très distinctes chez le jeune Xiphias gladius de 700 mm. de long, et on peut même facile-
ment y reconnaître et y suivre les rangées de grandes écailles ci-dessus mentionnées; d’un
autre côté, ce revêtement, du moins en ce qui concerne les dents des écailles, se trouve
déjà chez le plus jeune Xphas observé, de 10 mm. de long. Par contre, toys les jeunes
Histiophores de 51/2 à 100 mm. sont complètement nus et dépourvus d’écailles. Aussi, ne
saurait-on comparer avec les écailles des jeunes Xpluas celles des Histiophores et des
Tétraptures adultes, lesquelles sont entièrement homologues aux écailles des Thynnoïdes.
Les jeunes X. gladius de 37 à 50 mm. sont ornés de bandes transversales comme bien
d’autres petits Scombéroides; les bords frontaux et le préopercule sont denticulés, et ce
dernier est muni en outre chez les plus jeunes individus d'un groupe d’épines comme
chez beaucoup d’autres jeunes Scombéroïdes. On ne trouve jamais chez eux trace de na-
geoires ventrales, tandis qu'elles ne manquent jamais chez les Histiophores, et se présen-
tent en tout cas à l’état rudimentaire chez les plus jeunes. Puis, chez le plus jeune
Xiphias, la tête est plate sans présenter le brusque abaissement du front qui caractérise
les Histiophores; le bec est court et large à la base, et la mandibule aussi longue que
la mâchoire supérieure. Enfin les Xiphias, dans tous leurs états successifs, ne présen-
tent rien de comparable aux épines occipitales et préoperculaires si énormément dévelop-
pées des jeunes Histiophores, et qui rappellent celles des Dactyloptères.
Il serait très peu naturel d’exclure les Xiphioides de la grande famille des Scom-
béroïdes, dans laquelle ils trouvent leur parenté la plus prononcée dans le genre Acantho-
cybium (voir plus bas p. 597). La classification plus détaillée des Scombéroïdes reste
encore à faire. Quant à les ranger avec les Cottoides («Cotto-Scombriformes»), je n'ai
jamais pu me convaincre qu'il y eût quelque chose de juste et de naturel dans cette
classification.
5. Trichiurus et Gempylus. M. Günther a réuni sous la dénomination
"de Trichiuride deux tribus qui sont bien à un certain degré apparentées, mais qui cepen-
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 75
594 186
dant se distinguent nettement l’une de l’autre. Ce sont les vrais Trichiurides (Trichiurus,
Lepidopus, Aphanopus et Huoaymetopon) et les Gempylides ou Thyrsitides (Gempylus, Pro-
metheus, Epinnula, Nesiarchus, Nealotus, Thyrsites); ces derniers doivent étre réunis aux
Thymnide, mais peuvent cependant en former un groupe secondaire.
Relativement au genre Trichiurus, je ferai d'abord remarquer que toutes les espèces
qu'il comprend à présent ne me paraissent pas pouvoir étre maintenues, mais je ne me
prononcerai pas définitivement à cet égard, comme les matériaux dont je dispose sont
insuffisants. Il est évident que les deux types représentés par le 77. lepturus et le Tr.
muticus different par toute une série de caractères bien tranchés, mais que la séparation
générique entre les «Lepturus» (Triehiurus lepturus et les espèces voisines) et les « Zupleuro-
grammus» (Tr. muticus) proposée par M. Gill n’est pas nécessaire et par suite à rejeter. La
différence spécifique entre le Tr. lepturus de l'Atlantique et le Tr. haumela de l'Océan Indien
me parait reposer sur une base peu solide; jusqu'à quel point ce dernier est-il réellement
une espèce différente du Zr. savala, c'est une question que je laisserai aussi indecise. Mais
il y a ici encore deux points qui méritent d'être relevés, à savoir: 1) que le Zr. muticus se
trouve aussi dans l'Atlantique, où il n'avait pas encore été signalé — j'en ai devant moi un
exemplaire de Cuba que je suis hors d'état de distinguer de ceux de Tranquebar — et
2) que, chez un Trichiurus (haumela?) de 52 mm., de Java, j'ai, à la place des ventrales,
qui font ordinairement défaut, trouvé deux épines denticulées de 2 mm. de long (comme
par ex. cheæle jeune Prometheus atlanticus); ces épines, qui représentent évidemment les
ventrales, existent probablement chez tous les jeunes Trichiures, mais elles persistent
seulement chez le 77. muticus, à l'état de petits rudiments en forme d’écailles, et disparais-
sent complètement chez les autres espèces.
Les Gempylides et les Thyrsitides présentent une particularité ostéologique qui a
passé le plus souvent inaperçue, je veux parler d'un système de côtes dermiques ou côtes
accessoires sous-cutanées, composé de filaments osseux minces et assez serrés qui sont
dirigés en arrière vers le haut et vers le bas, et partent de la ligne médiane sur les deux
côtés du corps en formant entre eux des angles aigus. Je les ai observées chez le Thyr-
sites atun (chilensis), le Nealotus tripes et chez de grands et petits exemplaires (jusqu'à
78 mm. de longueur totale) du Gempylus serpens. Jai pu étudier cette dernière espèce,
qui est essentiellement pélagique et rare dans les musées, dans toutes les phases de son
développement, depuis une grandeur d’un mètre à peu près jusqu'à une longueur totale de
J mm. seulement, phase qui doit avoir succédé presque immédiatement à l'éclosion de
l'œuf. Les espèces établies, G. coluber (genre Zyphothyca de Swainson) et G. ou Prome-
theus (Nealotus) ophidianus Poey, ne diffèrent pas comme espèces du @. serpens; mais les
caractères de ce genre ne sont pas indiqués exactement, même dans les ouvrages les plus
récents. Ainsi, la peau n’est pas entièrement dépourvue d’écailles; on y trouve un rudiment
du «corselet» non seulement derrière les yeux, mais aussi à la racine de la queue, et de
ce point le revêtement d’ecailles se continue en partie sur une petite étendue le long de
la ligne latérale inférieure, en partie sur une étendue plus grande le long du dos, en for-
mant une zone qui est limitée vers le bas par la ligne latérale supérieure, qui, dans la
partie antérieure du corps, s'unit avec l’inférieure en un point situé sous la première
épine dorsale. Les palatins, dans leur partie postérieure, sont armés chacun de 3—4
_petites dents, et les ventrales sont formées d'un rayon épineux et de 4 rayons mous. Les
Gempyles ont dans les premières phases de leur développement une physionomie tellement
différente, qu'il serait difficile ou impossible de les reconnaître pour ce qu'ils sont, si l’on ne
connaissait pas les états intermédiaires. Le corps est court et ramassé; la première dor-
sale atteint sa plus grande hauteur en avant et décroit ensuite rapidement; on trouve deux
épines libres devant l’anale; les épines denticulées des ventrales sont relativement très
_Jongues, tout autant et même plus longues que celles de la dorsale; il n’y a ni écailles ni
ligne latérale et on ne distingue pas non plus les fausses pinnules; lopercule et le préoper-
cule sont épineux. Pour ce qui regarde la marche du développement et de la transfor-
mation, je renverrai aux figures de la Pl. III. J'ai aussi décrit et figuré des états de déve-
loppement très analogues chez un poisson de la tribu des Thyrsites, peut-être le Nealotus
tripes. Le «Dierotus armatus» Gthr. est certainement une forme transitoire analogue, pro-
bablement du Prometheus atlanticus.
6. Thynnus; Orcynus; Pelamys; Cybium et Acanthocybium. Je
distingue dans le groupe des Thynnidæ les genres suivants: Orcynus, Thynnus, Auxis, Or-
cynopsis, Pelamys, Cybium et Acanthocybium. Je dois laisser de côté certains autres genres
qu'on a encore établis, parce que je ne les connais pas, par exemple les genres Gramma-
toreynus Gill (Thynnus bilineatus), Lepidocybium et Apodontis Benn.; la séparation de ces
deux derniers du genre Cybium me paraît au reste peu motivée. Le «Gymnosarda» Gill
(Pelamys nuda) sera sans doute un synonyme de Il’ Orcynopsis G. (Pelamys unicolor = Thyn-
nus peregrinus Coll.!))}; les différences spécifiques mêmes qui servent de base à ces deux
genres sont un peu incertaines et auront besoin d'être confirmées, bien que l’une des deux
espèces soit originaire de la Méditerranée (elle a été trouvé une fois dans la mer du Nord)
et l’autre de la mer Rouge.
Je conserve le nom de Thynnus?) pour «les petits thons», le bonito (Zh. pelamys)
et le Th. thunnina, espèce dont le Th. affinis ne diffère probablement pas; je réserve celui
d’Orcynus pour «les grands thons», c'est-à-dire le vrai thon (©. ihumnus) et le «germon»
ou l’albacora de nos marins (0. germo), espèce que rendent reconnaissable les longues
pectorales et le prolongement en forme de sabre, chez les adultes, de la deuxième dorsale
et de l’anale. Ces quatre espèces sont toutes extrêmement cosmopolites quant à leur
distribution géographique (ce qui semble aussi, mais à un moindre degré, être le cas pour
l'Auxis); ceux qui, de tout le groupe, ont le caractère pelagique le plus marqué sont I’ Or-
cynus germo et le Thynnus pelamys. Une révision critique des espèces décrites sous d’autres
noms, révision appuyée sur la comparaison d'individus de différentes grandeurs appartenant
à plusieurs des 4 types principaux ci-dessus nommés, m'a convaincu, ou du moins rendu
très vraisemblable, que la plupart de ces espèces doivent être éliminées, comme ne repo-
sant que sur des différences tout à fait secondaires, en grande partie provenant de l’äge.
C'est ainsi que le Th. brachypterus n'est sans le moindre doute qu'une jeune forme de
1) M. Giglioli a dernièrement proposé pour ce genre le nom de Pelamichthys, nom qui doit cepen-
dant céder la priorité à celui proposé par M. Gill.
2) M. Giglioli désigne cette division générique sous le nom de Thynnichthys, dénomination assez
heureuse, mais qui a déjà été employée pour un genre de Cyprinoides.
r
596 188
l'Orcynus thynnus, et le Th. brevipinnis qu'une forme encore plus jeune du même ou plu-
tot une correspondante du Th. thunnina. Je dois faire remarquer ici que le manque de
vessie nataloıre qu'on attribue généralement au vrai thon repose apparemment sur une
méprise; elle est décrite en détail par M. Malm dans sa «Faune du Bohuslin». En outre
jidentifie sans hésiter avec l'O. thynnus, le Thynnus secundodorsalis de Storer et le Th.
orientalis du Japon; le Thynnus coretta est une forme intermédiaire entre 1” Orcynus thynnus
et le Zh. brachypterus, et peut par conséquent aussi être rayé du catalogue. D'un autre
côté, jidentifie avec l’Orcynus germo (pacificus), les Th. alalonga, albacora, argentivittatus,
balteatus, sibi et macropterus, qui habitent différentes parties du grand Océan; mais j'hésite
à comprendre aussi dans cette suppression d'espèces l'O. subulatus Poey; de Cuba, et l'O.
pacificus Cooper, de Californie, le premier à cause de ses pectorales, qui sont singulière-
ment courtes pour un germon, le second, par contre, à cause du prolongement si extra-
ordinaire des mêmes nageoires; en tout cas, les caractères attribués à ces deux formes
de germons ont, sous ce rapport, besoin d’une nouvelle confirmation. Quant à séparer
génériquement les germons, à pectorales longues, des vrais thons, à pectorales plus courtes,
il ne semble pas, pour le moment, qu'il y ait de raison pour le faire. De ces formes,
que je réunis sous la dénomination générique d’Orcynus, les «petits thons» (Zhynnus s.
str. m.) different: 1) par l'absence de dents sur le vomer, caractère qui jusqu'ici a passé
presque complètement inaperçu, mais auquel, dans le groupe des Thynnides, on a générale-
ment accordé une valeur générique; 2) par l'absence complète d’écailles en dehors du cor-
selet, tandis que, chez les Orcynes de même taille, la peau y est déjà revêtue de petites
écailles, ce qui a pour conséquence que les limites du «corselet», chez le thon et le ger-
mon adultes, sont assez obscures, de sorte qu'à proprement parler il ne peut chez ces
derniers être question d'un corselet distinct; 3) par un caractère ostéologique important,
à savoir le développement particulier, en forme de réseau ou de treillis, d'une portion de
la partie abdominale de l’epine dorsale, entre les vertèbres proprement dites et les hémapo-
physes, développement qui a déjà été décrit par Cuvier et qui est représenté sur la figure
de la page 474. Cette organisation est commune pour le Th. thunnina et le Th. pelamys,
et se retrouve modifiée chez l’Auzis, tandis que I Oreynus germo (conf. la fig. p. 473) se
comporte à cet égard essentiellement comme l'O. thynnus, et comme les espèces apparte-
nant aux genres Cybium et Pelamys; s'il en est de même ou autrement pour I’ Orcynopsis
{unicolor), c'est ce qu'on ignore, mais il y a lieu de supposer qu’il présente quelques-uns
des caractères propres à l'Auxis et au Thynnus (m.).
Le Pelamys chilensis et le P. orientalis ne sont certainement pas des espèces diffé-
rentes, tout aussi peu que le Thyrsites chilensis et le Th. atun. C'est à tort aussi qu'on a
refusé au genre Cybium un corselet d’ecailles; il est déjà distinct chez de très jeunes exem-
plaires et s'étend, comme à l'ordinaire, autour de la base des pectorales et des ventrales, le
long des dorsales, etc. mais est, il est vrai, moins apparent que chez les autres Thyn-
noides. Les espèces comprises dans le genre Cybium diffèrent par des caractères en général
assez insignifiants, mais qui semblent être plus constants qu'on n'aurait pu s'y attendre.
Il n'y a donc pas lieu de les réduire dans la même proportion que les espèces du groupe
Thynnus- Orcynus; aussi, à ce qu'il semble, sont-elles loin d'être aussi pélagiques que les
espèces appartenant à ce groupe. Parmi les espèces de Cybium proprement dit habitant l’At-
597
lantique, j'ai pu distinguer sans difficulté le C. caballa (dont le C. immaculatum est sans
doute la jeune forme), le C. regale et le ©. maculatum; le «C. acervum» est un jeune C.
regale et n’a rien de commun avec le C. caballa.
Il y a cependant une espèce de Cybium qui doit être séparée génériquement des
autres, je veux parler du grand Thynnoïde vraiment pélagique et assez rare, mesurant jusqu’à
plus de sept pieds, que nos marins appellent «Barracotta», et dont ils nous ont quelque-
fois rapporté la tête et la nageoire caudale; on le rencontre dans l'Atlantique, au nord et
au sud de l'équateur, dans la Méditerranée et l'Océan pacifique, mais beaucoup plus rare-
ment que les bonites et les germons. C’est le C. Solandri C.V., le C. petus Poey, le
type du genre Acanthocybium de Gill, décrit récemment par M. Doderlein sous le nom
de C. Verany. Ce genre se distingue nettement des vrais Cybium: 1) par la forme longue
et.pointue de la tête, dont la mandibule est plus longue que la mächoire supérieure; la
fente de la bouche s’étend seulement jusqu'au dessous de l'œil, et la partie postérieure
du maxillaire supérieur n'est pas visible, mais recouverte par la plaque suborbitale; les
mächoires sont armées d'une rangée serrée de dents tranchantes, en forme de lancette
et finement crénelées; 2) par les branchies, qui ressemblent tout à fait à celles des X7-
phias, les lames en étant soudées en forme de réseau; 3) par la distance entre les
pointes de la nageoire caudale, qui ne surpasse que peu la longueur de la tête, etc. Que
l'Acanthocybium soit la forme de Thynnide qui est la plus voisine des espadons, c’est ce
que montrent la modification particulière des branchies et le prolongement des intermaxil-
laires, lesquels, plus développés, deviendraient le bec court du Zetrapturus belone. Ce genre
acquiert par là une importance spéciale pour la systématique, et une étude détaillée de la
structure encore inconnue de son squelette serait surtout fort désirable.
J'ai considéré comme appartenant à l'Orcynus germo quelques petits Thynnides de
8—17 mm. de long péchés en pleine mer. Le corselet et les carènes de la queue man-
quent; les fausses pinnules sont tout au plus indiquées chez le plus grand exemplaire, mais
sans étre distinctes; chez les autres, qui sont encore distinctement hétérocerques et com-
pletement incolores à l'exception des yeux et de la première dorsale, qui sont noirs, il n'y
en a pas trace. Le préopercule est armé d’epines chez tous.
7. Coryphena equisetis L., C. hippurus L. et C. fasciolata Pall. Le
genre Coryphana — les «dolphins», comme les appellent nos marins — est un de ceux qui
ont le caractère pélagique le plus marqué; il fournit en même temps un exemple instar
omnium de l'extrême confusion qui est résultée de la circonstance qu’un nombre en réa-
lité très limité d'espèces existantes ont été fractionnées en une grande quantité d'espèces
nominales, qui ne sont basées que sur des différences d'âge et de sexe, des particularités
individuelles, des localités géographiques différentes, des dessins inexacts, des descriptions
incomplètes, etc., confusion dont on a cependant à tort rendu George Cuvier person-
nellement responsable. La faute commise en répartissant les espèces dans deux genres,
Coryphana et Lampugus, a déjà été rectifiée par une autorité compétente, et le nombre
des espèces réputées certaines a en même temps été réduit de 19 à 6. Je ne doute pas
cependant que ce nombre ne soit encore trop grand et ne doive étre limité à 2 ou au
plus à 3: les deux anciennes espèces de Linné, «la grande daurade», C. hippurus, qui
598 190
atteint une longueur de presque deux mètres et «la petite daurade», C. equisetis, dont la
taille ne dénasse pas 2 pieds et demi. J'ai, dans le texte danois, donné une caractéris-
tique comparative des deux espèces, en tenant surtout compte des changements qu'ils subis-
sent avec l’âge pendant leur croissance, de même que de ceux qui, chez le C. equisetis du
moins, sont une conséquence du sexe, et j'ai illustré par des figures (p. 486) les modifi-
cations qui se produisent chez les deux espèces dans la forme de la tête. La plupart
des espèces décrites et figurées par les auteurs pourront sans grande difficulté être rap-
portées aux deux espèces cosmopolites en question, que nos navigateurs nous ont rap-
portées bien des fois, et les seules qu'ils aient été en état de nous présenter. Je dois
cependant me prononcer avec une certaine réserve à l'égard du C. pelagica (azorica, sicula)
de la Méditerranée, qui a été adopté par la plupart des auteurs qui se sont occupés de
l'ichthyologie de cette mer, mais qui néanmoins ne diffère pas peut-être spécifiquement
du C. hippurus L.; j'ai du moins dû considérer comme un jeune exemplaire de cette
espèce un petit «C. pelagica» de la Méditerranée qui, sous ce nom, avait été gracieusement
soumis à mon examen par un musée italien. A l'appui de mon opinion qu'il n'existe en
réalité que 2 espèces de Coryphena, j'invoquerai encore deux circonstances, l’une, que
M. Günther (bien que formellement il en reconnaisse davantage) rapporte en réalité tous
les exemplaires dont il dispose à ces deux espèces et ne reconnait ainsi en fait que
celles-là; l'autre, que j'ai pu sans difficulté répartir les nombreux exemplaires de jeunes
Coryphæna de 18 à 62 mm. de long, péchés par nos marins, en deux séries représentant
deux espèces, et rapporter ces séries aux deux espèces dont il s’agit et pas à d’autres, a
savoir la plus nombreuse au C. equisetis et la moins nombreuse au C. hippurus. Les jeunes
Coryphæna ressemblent du reste si peu aux adultes sous le rapport de habitus, qu'ils
peuvent facilement donner lieu à des méprises; c'est ainsi qu'un jeune C. hippurus a été
décrit par Pallas sous le nom de C. fasciolata. J'ai donné des descriptions comparatives
des jeunes individus des deux espèces dans leurs états successifs et dans leurs rapports
avec les adultes, et je me bornerai ici à renvoyer aux figures de la PI. III, en faisant
seulement remarquer que la longueur plus grande des ventrales, chez le C. hippurus, et
surtout leur point d'attache sous les pectorales, plus en avant que chez le C. equisetis, est
un des meilleurs moyens pour séparer les uns des autres les jeunes individus des deux
espèces, et correspond à un de leurs meilleurs caractères distinctifs comme adultes. Les
tout petits exemplaires des deux espèces ont non seulement le préopercule garni d’épines,
mais aussi une épine scapulaire et une épine postsupraorbitale de chaque côté. Les exem-
plaires plus grands ont une forme assez allongée, mais sont en même temps assez épais,
sans étre comprimés comme plus tard; la dorsale relativement assez basse a, chez le C.
equisetis adulte, son origine dans un point peu éloigné du bord postérieur de l'œil; chez
les jeunes individus, au-dessus du bord postérieur du préopercule; chez les individus
encore plus jeunes, entre ce dernier et la fente des ouies; chez le C. hippurus adulte, au-
dessus du bord postérieur de la pupille; chez les individus les plus jeunes, au-dessus de
la fente branchiale etc. Le système de coloration qui distingue les ages différents de ces
deux espèces se comprendra facilement à l'aide des figures.
8. Brama; Taractes; Pterycombus; Pteraclis. Relativement aux Drama,
il y a d’abord à remarquer qu'on a constaté que le B. Rajw n'est pas une espèce presque
M ré x AN a,
599
exclusivement méditerranéenne, mais un poisson bathyphile assez cosmopolite, qui est
répandu depuis les Færoë jusqu'au Cap et représenté au Chili, à la Nouvelle-Zélande et au
Japon par des formes très voisines, sinon identiques (le D. japonica Hilg. semble être une
espèce à part), mais n'a pas encore été trouvé aux Antilles ni sur la côte orientale de
l'Amérique. Abstraction faite de certaines jeunes formes (D. orcini, dussumieri) qui ne
peuvent prétendre au rang d'espèces distinctes, on a décrit plus tard une série d'espèces des
Antilles, de Madère, etc., quelques-unes avec des écailles lisses, d’autres, de même que chez
le Pteraclis et le Pterycombus, avec une grande épine sur le bord antérieur de la partie visible
de chaque écaille et une entaille correspondante, au bord postérieur de l’écaille qui la pré-
cède immédiatement. Chose assez singulière, on n'a jusqu'ici pas observé que le D.
Rajü, comme jeune mais cependant demi-adulte (290 mm.), a les écailles armées des
mêmes épines, qui ne disparaissent que lorsque le poisson s'approche de son entier déve-
loppement. On n’est done pas justifié à faire des espèces de Drama à épines un genre à
part (Zaractes), ni à déterminer les jeunes individus munis d’épines (« Taractes» asper, B. orcini
et dussumieri) comme des petits d'espèces qui conservent toute leur vie le caractère épineux
des écailles, car ils peuvent tout aussi bien appartenir à des espèces qui, comme le D. Rajit,
deviennent complètement lisses en avancant en age. Les petits Drama à épines de 11 à
47 mm. que j'ai examinés, et qui, en général, concordent bien avec les jeunes formes ci-
dessus mentionnées et décrites auparavant, ne présentent aucune particularité qui em-
pêche de les rapporter au D. Rajü, et par suite on peut très bien provisoirement ranger
ces espèces nominales parmi les synonymes de l'espèce type en question. Pourtant il
est probable que les jeunes individus appartenant aux différentes espèces de Drama se
_ressembleront beaucoup entre eux et seront extrêmement difficiles à distinguer; dans ceux
que j'ai à ma disposition et qui ont en partie été trouvés dans l'estomac de grands pois-
sons voraces (les plus grands), en partie été péchés à la surface de l'Atlantique (les plus
petits), je n’ai pu reconnaître que les éléments d'une seule série continue et non les repré-
sentants de plusieurs espèces. Un des exemplaires les plus äges et un des plus jeunes
de cette série rapportée au D. Raji sont représentés PI. IV, et je renvoie pour leurs dif-
férences et leur comparaison avec le poisson adulte aux Fig. { et 2.
Avec les jeunes Drama dont il vient d'être question se trouvait aussi un Ptery-
combus, peut-être un jeune Pt. brama, espèce arctique habitant les eaux profondes, qui
jusqu'ici n’était connue que par des exemplaires provenant des côtes du Finmark et de la
Norvège; cette détermination spécifique, si elle est exacte, fournira une nouvelle preuve
de la conformité que présentent en général les faunes des grandes profondeurs des mers
tropicales et des mers arctiques. Dans l'estomac du même germon qui renfermait ces
intéressants jeunes Bramide, il y avait en outre un jeune poisson appartenant au genre
arctique /fimantolophus, peut-être un H. Reinhardt. La Fig. 4, PI. IV, rapprochée de celle
- du Pt. brama adulte, éclaircira les changements assez notables que les jeunes Pterycombus
subissent pendant leur croissance et leur développement.
Un genre pélagique voisin des Drama et des Pierycombus est le genre Pteraclis,
dont les espèces encore peu connues ont peut-être besoin de subir une réduction. Nos
marins l'ont aussi trouvé dans des estomacs de germons, et ils en ont en outre péché
au filet de tout petits exemplaires de 7 à 15 mm. de long. Leur physionomie ressemble
600 - RGR
beaucoup à celle des jeunes Brama et Pterycombus, et ils diffèrent autant qu'eux et les
jeunes daurades du poisson complètement développé. Le corps est court, épais et pyri-
forme; les écailles sont hautes et hexagonales, armées chacune d'une épine dirigée en
arrière; le préopercule est très épineux; la dorsale et l’anale sont basses et presque com-
pletement rétractiles dans leurs gaines écailleuses; de même que chez les jeunes Cory-
phæna et Pterycombus, la dorsale ne commence pas aussi en avant que plus tard, et elle
est d'autant plus en arrière que le poisson est plus jeune; les ventrales sont formées de
quelques rayons très fins, etc.
9. Naucrates, Nauclerus et Xystrophorus; Nomeus, Porthmeus,
Lichia et Chorinemus; Paropsis. Nous avons déjà, il y a quelques années, M.
Gill et moi, montré que les Nauclerus sont des jeunes formes du Naucrates, et les syno-
nymes du.célèbre poisson pilote (N. ductor) ont par suite été augmentés des autres espèces
probablement purement nominales de Naucrates, de toutes celles du genre Nauclerus et de
deux espèces rapportées au genre Seriola. Mais on n'avait jusqu'ici pas remarqué que le
Xystrophorus Rich. n'est autre chose que la forme la plus jeune du Naucrates; du reste,
parmi les premiers états du Seriola, il y en a aussi qui présentent en partie les caractères
du Xystrophorus. Les tout jeunes Naucrates sont au nombre des petits poissons qu'on
rencontre souvent entre les bras, les tentacules, etc. des Physalies, et assez fréquemment
en compagnie du Nomeus gronovü, qui nest pas moins pélagique que le Naucrates. Ces
petits poissons, de même que les jeunes Seriola, Coryphaena, etc. se trouvent également
dans les tas flottants de fucus. Les petits des Naucrates et des Nomeus constituent le
produit le plus fréquent de la pêche au filet en pleine mer, et nous en possédons ainsi
de nombreux exemplaires qui, témoignent en faveur de leur grande distribution géogra-
phique. Chez le Nomeus, les changements provenant de l’âge et du développement sont
relativement insignifiants, mais peut-être seulement parce qu'ils surviennent de si bonne
heure qu'ils n'ont pas jusqu'ici attiré l'attention.
Le Portluneus argenteus, dont notre musée possède un exemplaire de 74 mm. de long
de la côte de Guinée, n'est pas, comme on l’a supposé, une jeune forme du Chorinemus,
mais du Lichia amia. Comme cette espèce doit être rapportée à un autre genre que le L.
glaucus, on peut bien laisser à ce dernier le nom de Lichia, et designer à l'avenir le Z.
amia sous celui de Porthmeus amia (Lac.). Par contre, le Lichia calcar Bl., dont j'ai à
ma disposition un exemplaire de 25 mm., est une jeune forme de quelque Chorinemus de
l'Atlantique, avec 4 épines dorsales, peut-être le Ch. saliens. Le musée a reçu une série
correspondante d'un Chorinemus de l'Océan Indien de 25 à 34 mm., avec 7 rayons épineux
dorsaux, comprenant des états successifs jusqu'à la forme entièrement développée quoique
encore très jeune. Pour la subdivision de ce genre, le mieux serait d'utiliser une diffé-
rence jusqu'ici inaperçue (voir la figure p. 512), à savoir l'existence ou l'absence de
dents sur les ptérygoïdiens à côté de celles des palatins et du vomer, d’après le schéma
suivant, dont les divisions ne doivent cependant être estimées que comme des sections
ou des sous-genres et non comme de véritables genres:
A. 4—5 (6) épines dorsales; écailles linéaires; pas de dents sur les ptérygoïdiens.
Ch. occidentalis, saliens, palometa (Oligoplites Gill.).
LE NS, ee Tee ONE re at Rue RO RS ef à
601
B. 7 épines dorsales et dents sur les pterygoidiens:
1. Ecailles linéaires: Ch. tol (Ch. moadetta Klz., peut-être la jeune forme du
Ch. tol).
2. Ecailles courtes et larges: Ch. lysan, sancti Petri et une espèce nouvelle de
Singapore, qui ressemble beaucoup au Ch. altus de la côte occidentale de
l’Amerique centrale.
Chez quelques espèces, les dents de la mächoire supérieure sont unisériées, et
chez d’autres, bi- ou pluriseriees; par contre, celles de la mandibule sont toujours bisériées,
mais ici apparaît une différence remarquable provenant de l’âge: les individus plus âgés
sont homodontes et les jeunes, hétérodontes. En d’autres termes, chez les jeunes
Chorinemus, jusqu'à ce qu'ils soient environ demi-adultes, la rangée extérieure, à la mandi-
bule, se compose de dents très petites, nombreuses, serrées, sétiformes (presque comme
chez les Chetodontes), qui sont très différentes des fortes dents coniques, recourbees, sépa-
rées par des intervalles distincts et, par conséquent, bien moins nombreuses, de la rangée
intérieure. Pendant la croissance du poisson, ces dents extérieures sont remplacées par
une nouvelle rangée de dents, qui, suivant les espèces, sont identiques ou plus ou moins
semblables à celles de la rangée intérieure. Une observation peu approfondie de ces modi-
fications importantes du système dentaire, qui dérivent de l’âge de l'individu, pourrait faci-
lement conduire à établir des distinctions spécifiques mal fondées. — Les dents pterygoi-
diennes, dont il a été question plus haut, existent également chez le genre Paropsis; ce
genre présente une autre particularité non mentionnée jusqu'ici, à savoir la ramification de
la ligne latérale, ramification qui, à la vérité, semble devenir moins marquée avec l'âge.
10. Psenes, Cubiceps et Navarchus. On sait déjà que le Navarchus est
identique génériquement avec l’Atimostoma et le Tracheloeirrus, comme aussi que ce genre
rentre dans celui du Cubiceps. Mais, dans l’état actuel de la science, il est également difficile
de séparer les genres Psenes et Cubiceps. On a, sous ces deux noms, décrit une série d’es-
pèces, pour la plupart de jeunes formes encore inconnues à l’état adulte, qui devront sans
doute subir une réduction. Parmi les individus pélagiques de petite taille assez nombreux
du genre Psenes que possède notre musée, j'ai pu distinguer 5 ou 6 espèces, mais je n'ai
réussi qu'en partie à les rapporter à celles qui ont été décrites. Je considère comme
nouvelle une forme haute et courte, très comprimée, presque incolore et à demi transpa-
rente, du détroit de Surabaja (le Ps. pellucidus n. sp., figuré p.516), qui, je le suppose,
ne pourrait pas trop bien représenter la forme juvénile d'un Navarchus. Une autre forme
très répandue dans l'Atlantique doit évidemment être rapportée au Ps. cyanophrys (multira-
. diatus), mais nous n’en possédons que de jeunes exemplaires ne dépassant pas 87 mm.
Une troisième forme, qui est également fort abondante et très répandue dans l'Atlantique,
est représentée PI. V, Fig. 2; j'en ai fait provisoirement une espèce nouvelle sous le nom
de Ps. maculatus, mais soupçonne fort que ce pourrait être une jeune forme du Navarchus
sulcatus (Cubiceps gracilis) ou de l’Atimostoma capense (espèces qui sont peut-être iden-
tiques), ou d’une forme analogue. On ne se trompera guère en considérant ces trois
types (Ps. maculatus, Nav. sulcatus et Atim. capense) comme trois états successifs d'une
seule ou, en tout cas, de plusieurs espèces très voisines qui n'apparaissent que rarement
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. 76
602 194
à la surface de la mer dans leur état développé, et qui par suite sont encore peu connues
des naturalistes; peut-être aussi n'est-ce pas précisément mon Ps. maculatus, mais une
autre forme très voisine, que j'ai plus rarement rencontrée, et qui se distingue par un
nombre moins grand de rayons dans les nageoires impaires, qui est réellement la jeune
forme du Navarchus sulcatus et de l’Atimostoma capense. Le groupe des Psenes- Cubiceps
est en réalité un des groupes pélagiques que nous connaissons le moins, et pour lesquels
on commence à peine à soulever un petit coin du voile qui cache la riche faune ichthyo-
logique des grandes profondeurs. Chez aucune de ces formes jeunes ou plus avancées de
Psenes, je n'ai trouvé de préopercule épineux comme chez tant d’autres jeunes Scombé-
roides, et comme c'est le cas, à l’état adulte, pour le préopercule et l’interopercule d'un
poisson qui paraît être très voisin des Psenes, le Palinurichthys (Pammelas) perciformis; il
n'y a rien non plus qui semble indiquer que quelqu'une des formes de Psenes qui ont
été décrites ou que j'ai examinées ptt provenir de cette espèce, qui n’est connue que par
des exemplaires de la côte orientale de l'Amérique du Nord.
11. Stromateus, Apolectus; Schedophilus; Trachynotus; Microp-
teryx; Seriola. On a déjà émis la conjecture que le «Rhombus crenulatus» Cuv. est
une jeune forme du Stromateus alepidotus (Gardenii, longipinnis). M. Günther a également
montré que le «Sir. securifer» n'est qu'un jeune Str. argenteus (candidus), et la subordination,
en la même qualité, de l’«Apolectus stromateus» au Str. paru est confirmée par la description
d'un petit poisson (13 mm.) du détroit de Riouw, avec de grandes ventrales et le bord du
préopercule denticulé, dans lequel j'ai reconnu une forme encore plus jeune de l’Apolectus
et du Str. paru. A cause de ces analogies, et en m'appuyant en partie sur les matériaux
dont je dispose, en partie sur ce que j'ai trouvé dans la littérature, il me semble plus que
vraisemblable que le «Str. (Seserinus) microchirus», à ventrales plus ou moins rudimentaires,
est une jeune forme du Str. fiatola; mais comme cette question, une fois soulevée, peut
facilement être éclaircie par les ichthyologues des côtes de la Méditerranée, je leur laisse
le soin de la résoudre et ne l’approfondirai pas davantage. Au sujet du genre Stromateus,
je ferai encore remarquer que la séparation que M. Bleeker a faite des 3 espèces, Str.
argenteus, cinereus et sinensis (atous, albus) comme formant un genre distinct, Stromateoides,
doit être maintenue. Ce genre est principalement caractérisé par de courtes fentes bran-
chiales; de jeunes exemplaires du Stromateoides sinensis confirment également la proposi-
tion déjà émise par M. Bleeker, que les ventrales, chez ce genre, disparaissent de meil-
leure heure que chez les vrais Stromatei, si toutefois elles ne font pas complètement défaut.
Le S. medius Pet. est un vrai Stromateus et non un Stromateoides.
Le genre Schedophilus, qui appartient aux vrais poissons pélagiques, compte plu-
sieurs (4) espèces; je m’abstiendrai de rechercher s’il ne serait pas nécessaire de leur faire
subir une réduction. Les exemplaires assez nombreux, pour la plupart jeunes, que pos-
sède notre musée, doivent tous être rapportés au Sch. medusophagus. Les différences d'âge
qui se manifestent dans les proportions des parties du corps, le système de coloration, etc.
pourraient bien, si on les observait isolément, donner lieu à l'établissement d'espèces illé-
x
gitimes, mais elles n'ont cependant pas grande importance à un point de vue général.
603
Les grandes différences provenant de l’âge qui, dans le genre Trachymotus, ont
fait établir une série d'espèces et même des genres faux (Doliodon, Bothrolemus), ont déjà
été exposées par MM. Günther et Gill, et je n'ai rien d’essentiel à y ajouter. Je ferai
seulement remarquer que le 77. rhomboides des Antilles a déjà sa physionomie rhomboidale
et ses nageoires en forme de faux fortement prolongées à un age où ces prolongements
des nageoires, chez le 7r. ovatus des mers des Indes, sont encore assez courts, et que je
suis d'avis (avec M. Gill) que ces deux espèces doivent, provisoirement du moins, étre con-
sidérées comme distinctes. — Par contre, le Micropteryx (Chloroscombrus) chrysurus n’ap-
partient pas aux formes dont les changements provenant de läge peuvent donner lieu à
l'établissement d'espèces déceptives. (Cependant les épines scapulaires et préoperculaires,
qui sont caractéristiques pour tant de Scombéroides dans les premières phases de leur
développement, ne manquent pas chez les plus jeunes exemplaires (10—25 mm.) des
séries que j'ai examinées.
La séparation indiquée par G. Cuvier et opérée par M. Gill du genre Seriola
en deux genres distincts, les Zonichthys de Swainson et les Æalatractus de Gill, semble
être assez naturelle (le S. gigas est le type d'un troisième genre, Naucratopsis Gill; le
S. Dussumeri et le S. succincta sont de jeunes formes du Naucrates ductor). Au genre
Zonichthys appartient le S. nigrofasciata (avec lequel se confond sans doute le S. inter-
media); le genre Halatractus ou Seriola proprement dit comprend le S. Dumerilii Risso
(avec lequel j'identifie non seulement le S. purpurascens Schl. mais aussi le S. Solandri C. V.),
le S. quinqueradiata Schl., les S. zonata Mitch. (carolinensis Holbr.) et rivoliana (les S.
Boscü, falcata et bonariensis ne diffèrent peut-être pas de cette dernière espèce), Le S.
tapeinometopon (un exemplaire de 73 mm. de long, de l'Océan Indien) n’est sans doute
qu'une jeune forme du S. Dumerilü, avec les bandes transversales qui sont caractéristiques
pour un si grand nombre de jeunes Scombéroïdes. Les jeunes Seriola sont assez fré-
quents dans nos collections pélagiques; le groupe entier peut donc sans doute être consi-
déré comme subpelagique, et certaines formes (par ex. le S. rivoliana), comme entièrement
pélagiques. Outre plusieurs formes plus ou moins jeunes du S. Dumerilii et du S. rivoliana,
notre musée possède de très jeunes formes (19—26 mm.), avec la tête armée de très
grandes épines et rappelant beaucoup la phase dite du Xystrophorus des Naucrates, que
j'ai rapportées au S. zonata (carolinensis) (PI. IV, Fig. 7), et enfin de jeunes formes épineuses
du S. nigrofasciata (PI. IV, Fig. 10, 11) et du S. quinqueradiata (PI. IV, Fig. 8, 9), pour les-
quelles je renvoie aux figures en ce qui concerne les différences plus ou moins grandes
dans la physionomie, le système de coloration, etc. qui les distinguent des adultes. —
Je crois devoir rapporter aussi aux formes demi-pélagiques le Seriolichthys bipinnulatus
(dont le préopercule, quoi qu’on en dise, n’est pas dentelé), comme ayant été observé non
seulement dans l'Océan Indien, mais aussi dans la Méditerranée et aux Antilles. Les Se-
riolella ayant été identifiés avec les Neptomenus par M. Günther, il faut supposer que l’ar-
mature d’epines indiquée chez eux ne constitue pas non plus un caractère permanent.
12. Caranx, Carangichthys; Gallichthys; Selene (Argyreiosus,
Vomer). On a, dans le groupe Caranx, établi à la fois trop et trop peu de genres. En
suivant les principes adoptés par certains auteurs, on pourrait en établir encore davantage,
76*
604 196
car plusieurs espèces non décrites représentées dans notre musée devraient fournir des
types pour de nouvelles sections; d’un autre côté, on ne saurait approuver de les sup-
primer toutes. Une révision critique permet d’en conserver les 6 suivantes:
1. Trachurus Cuv. (Gthr.). La ligne latérale est cuirassée dans toute sa longueur.
Les espèces de ce genre ont à tort été réunies en une seule; j'ai pu distinguer les sui-
vantes: le 7r. Linnei Malm, la forme des mers du Nord qu'on rencontre pourtant aussi
dans la Méditerranée; le 77. mediterraneus (Steind.), qui se montre peut-être aussi dans
les mers du Nord, mais en tout cas y est rare; le Zr. Cuvieri Lowe (Madère, Antilles,
côte occidentale de l'Amérique du Sud); le Zr. japonicus Blkr. (Chine, Australie), Les pro-
portions relatives entre les deux parties de la ligne latéraie, son inflexion plus ou moins
brusque ou oblique, la hauteur des écussons relativement à leur largeur fournissent de
bons caractères spécifiques.
2. Megalaspis Blkr. Avec 8—9 fausses pinnules séparées de la dorsale et
de l’anale.
3. Decapterus Blkr. Une seule fausse pinnule (le dernier rayon de la nageoire)
séparée de la dorsale et de l’anale.
4. Caranx Cuv. Ligne latérale incompletement cuirassée comme chez 2 et 3;
pas de fausses pinnules isolées. Le Carangichthys n’est qu'un jeune Caranx à préopercule
denticulé. On a divisé ce genre en un grand nombre de sous-genres qu'il serait superflu
d’enumerer, et qui doivent tous être supprimés.
5. Gallichthys Cuv. Nu on presque sans écailles; la première dorsale est rudi-
mentaire chez les jeunes individus et manque complètement chez les adultes. Les Ble-
pharis, Scyris, Hynnis etc. sont basés sur des différences provenant de l'âge et doivent
par conséquent être éliminés. ©
6. Selene Lac. (Vomer, Argyreiosus, etc.).
Les jeunes Caranz et Trachurus, jusqu'à une grandeur de 10—14 mm. pour les plus
petits, sont souvent rapportés par les navigateurs et nous en possédons ainsi un grand
nombre, mais il n’est possible de les déterminer exactement quant à l'espèce que lorsqu'ils
se présentent en des séries plus complètes qui permettent de reconnaître les carac-
teres de l'adulte. J'indique dans mon mémoire les différences, provenant de l’âge, que
j'ai observées chez certaines espèces notamment des Antilles, et qui, vu la difficulté
de distinguer entre elles les espèces appartenant à ces genres, méritent quelque atten-
tion. Les individus les plus jeunes sans écailles ni ligne laterale, à préopercule épi-
neux, ne présentent à vrai dire aucun caractère qui permette de décider directement que
ce sont des Trachures ou des Carangues. L'espèce chez laquelle j'ai observé les plus
grands changements pendant la croissance et le développement est le C. armatus, mais
ils sont déjà en grande partie connus et je ne les examinerai pas ici avec plus de détail.
Ces changements sont cependant bien inférieurs à ceux qu'on observe chez les Gal-
lichthys, qui ont été divisés en plus de genres qu'il ny a en réalité d'espèces, parce que
les états successifs qui se renouvellent d'une manière analogue chez les différentes espèces
ont été interprétés comme constituant tout autant de types génériques particuliers, ce qui
naturellement a eu pour résultat que les diagnoses des espèces sont devenues aussi inex-
actes que possible, et que la confusion systématique a atteint ses dernières limites.
605
Chacune des 3 ou 4 espèces existantes traverse une phase du Dlepharis (Gallichthys), une
du Seyris et une de l Hynnis. L’ Hynnis goreensis est ainsi la forme adulte du Gallichthys
agyptiacus et du Scyris alecandrinus; les formes décrites par Poey sous les noms de Seyris
analis et de Hynnis cubensis correspondent de la même manière au G. (Blepharis) erinitus.
La phase dite du Scyris appartenant au @. ciliaris n’a pas été décrite auparavant. On
pourrait demander (mais, faute de matériaux suffisants, je ne saurais décider la question)
si le G. ciliaris de l'Océan Indien diffère comme espèce du G. crinitus américain; si ces
deux formes, relativement rares à l'état adulte, sont, comme je le suppose, des poissons
qui habitent les eaux assez profondes, on comprendrait que la même espèce se monträt
dans des mers éloignées les unes des autres. La règle générale qui trouve son expres-
sion dans les changements de forme qui se produisent chez ce genre peut se résumer
ainsi: allongement de plus en plus grand du corps, de sorte que les proportions primitives
sont complètement altérées; réduction du nombre des rayons épineux des nageoires dor-
sale et anale, comme aussi des prolongements filamenteux des ventrales, et plus tard égale-
ment de ceux de la dorsale et de l’anale.
Des changements tout pareils se produisent chez le genre Selene Lac. (p. p.)
(= Argyreiosus, Vomer, Platysomus) et, par suite, «l’analogie» et «l'affinité» y ont, jusque
dans ces derniers temps, été confondues comme chez les Gallichthys; bien plus, après
que M. Günther avait dans les points essentiels, éclairci la vraie filiation des formes,
la justesse de ses vues a été contestée et l'erreur a de nouveau été maintenue avec
une certaine emphase. Abstraction faite de l’Arg. dorsalis, pour lequel je ne cher-
cherai pas à résoudre s’il est une variété du S. setipinnis ou une espèce distincte, il me
semble manifeste, d’après tout ce que je connais dans la nature et la littérature, qu’au
lieu de 4 espèces il n’y en a que 2 sur la côte orientale de l'Amérique, à savoir le Selene
(Argyreiosus) Vomer L. et le S. setipinnis Mitch. (Vomer Brownü). J'ai illustré par 2 séries
de figures, p. 543 et 547, le développement de ces deux espèces et les changements
qu'elles subissent avec l'âge. La jeune forme du S. setipinnis a été décrite sous le nom
d’Argyreiosus unimaculatus; si l’on avait voulu être conséquent, elle aurait pu être
établie comme un genre distinct; la forme très vieille de la même espèce est le Platysomus
micropterye de M. Swainson. Les Argyreiosus Vomer L., Zeus rostratus et Argyreiosus
capillaris de Mitchill, A. spiwü Cast., triacanthus et Maurice: Sw., senegalensis Guich. sont
tous une seule et même espèce, le Selene vomer (L.), qui, dans son complet développe-
ment, est représenté par le Selene argentea Lac. décrit par Brevoort. Les deux espèces
atteignent à peu près la même grandeur (deux pieds) et suivent dans leur évolution une
marche assez parallèle, avec cette réserve toutefois que les états successifs présentent entre
eux des differences plus grandes chez le S. vomer que chez le S. setipinnis, et que les
principaux changements sont accomplis de meilleure heure chez cette dernière espèce.
Comme on le verra par les figures, les jeunes formes des deux espèces ont le corps très
court et ramassé, la première dorsale et les ventrales sont bien développées, et ont chez
le S. vomer des prolongements filamenteux; avec l’âge le corps s'étend plus ou moins en
longueur, et les ventrales ainsi que la première dorsale se réduisent à un minimum, tandis
que les pectorales s’allongent, et le premier rayon de l'anale et de la deuxième dorsale
prend, chez le S. vomer, une longueur énorme. Ainsi, à mesure que la forme du corps
606 198
se modifie, les prolongements des nageoires, qui, chez les jeunes, font l'office d’instru-
ments de mouvement ou de balance, sont remplacés chez les adultes par des prolonge-
ments de la même nature mais qui se développent ailleurs. Les deux espèces se
trouvent aussi sur la côte occidentale d'Afrique, et on les a également rencontrées sur la
côte occidentale d'Amérique; je dois cependant remarquer que l'espèce, provenant du Ni-
caragua, que possède notre musée et qui y représente le S. vomer, est une espèce à part
(S. Orstedii m.), qui se distingue par un profil particulier et par le nombre de ses rayons
(Des 21.185 Ar ET to):
13. Zeus; Zenopsis; (Lampris; Mene). Une comparaison critique des
matériaux dont dispose notre musée en fait de poissons de St. Pierre de la Méditerranée,
jointe aux renseignements que renferme la littérature, a conduit à un nouvel examen d'une
question qui a aussi été soulevée ailleurs, à savoir si le Z faber et le Z. pungio doivent
réellement être considérés comme des espèces distinctes ou seulement comme des variétés
avec un caractère plus ou moins local. Il est clair que les différences qu’on a invoquées
ne sont pas des caractères relatifs au sexe ni à l’âge; mais il résulte en même temps de
l'examen auquel je me suis livré que le Z. pungio peut tout au plus, et difficilement encore,
être considéré comme une variété du Z. faber, nullement pour une espèce distincte —
opinion qui semble aussi être partagée par le plus grand nombre des ichthyologues italiens.
Le seul caractère un peu constant est la forme et la grandeur de certains écussons à la
base de la deuxième dorsale. Par contre, je dois maintenir que le Z australis Rich. (Au-
stralie) est une espèce complètement différente du Z. faber, mais peut-être identique avec
le Z. japonicus; le Z. capensis est-il une troisième espèce, ou se confond-il également
avec le Z. australis, c'est encore une question à résoudre; il appartiendra en tout cas à
une espèce différente du Z faber. — C'est sans doute avec raison que M. Gill a établi le
genre Zenopsis pour les espèces habitant plus exclusivement les eaux profondes (ce qu'on
ne saurait guère dire des vraies espèces de Zeus), le Z. conchifer (Madère, avec le Z. ocel-
latus de l'Amérique du Nord) et le Z. nebulosus (Japon); mais les droits de ces espèces a
être considérées comme différentes ont cependant besoin d'une révision, qui est d’autant
plus nécessaire que les caractères indiqués sont d’une valeur assez douteuse, qu'il s’agit ici
d'espèces habitant les grandes profondeurs des deux océans et que la distribution géogra-
phique est souvent très étendue chez les poissons de cette catégorie. Je rappellerai enfin
la notice de M. Günther sur une forme juvénile supposée du Mene maculata, notice qui
est pour ainsi dire un avant-coureur des renseignements intéressants que nous apportera
sans doute l'avenir sur les métamorphoses jusqu'ici inconnues des genres Zeus et Lampris.
14. Psettus; Zanclus et Gnathocentrum; Platax. M. Günther a déjà
démontré que le Gnathocentrum Guich. (Zanclus canescens L.) n’est qu'une jeune forme du
Zanclus cornutus; néanmoins feu M. Bleeker, dans son «Atlas Ichthyologique», les a
encore séparés comme espèces distinctes. J'ai donc cru devoir avancer que c'est également
pour moi un fait acquis que les genres Gnathocentrum et le Z. canescens ne sont respective-
ment que les états juvénils du genre Zanclus et du Z cornulus.
199 | 607
D'autres auteurs ont déjà fait remarquer que c’est à tort qu’on a refusé au genre
Psettus des dents palatines. Les 4 espèces qui le composent sont toutes armées de 5
groupes assez considérables de dents en carde, sur le vomer, les palatins et les ptéry-
goïdiens. Ces 4 espèces sont: le vrai Ps. rhombeus de Forskäl, de la mer Rouge et de
l'île Maurice (figuré dans l'édition illustrée du Règne animal de Cuvier, Pl. 42, Fig. 2), que
les auteurs, feu M. Richardson excepté, ont confondu à tort avec le Ps. argenteus L.,
des Indes, de la Nouvelle-Hollande et de la Chine (Voy. of Erebus & Terror PI. 35, Fig. 1),
le Ps. falciformis Lac., des Indes orientales, et le Ps. sebæ C.V., de la côte occiden-
tale d'Afrique.
Les espèces du genre Platax sont soumises, pendant leur croissance et leur déve-
loppement, à des changements si considérables, tant dans la physionomie que dans la
forme du corps et la coloration, qu'il devait nécessairement en résulter une grande confu-
sion et l’etablissement d'une foule d'espèces purement nominales. Cependant une plus
grande clarté a été répandue peu à peu sur cette question, et je puis à cet égard ren-
voyer surtout au texte de M. Bleeker et aux planches très instructives de son grand
«Atlas Ichthyologique». Mais, chose assez singulière, il a négligé un caractère dont M.
Klunzinger a le premier indiqué l'importance, et sans lequel on ne parviendra jamais à
une sûre détermination des espèces. Chez quelques espèces (Pl. teira Forsk.), les 3 pointes
des dents de la rangée extérieure ont la même grandeur; chez d’autres (Pl. vespertilio BI.
= orbicularis) la partie moyenne est très distinetement la plus grande; chez d’autres enfin
(Pl. batavianus et Pl. pinnatus (L.) BIk.), elle est beaucoup plus grande que les autres et
tout à fait prédominante. Il ne semble pas qu'on connaisse d’autres espèces que ces 4;
la cinquième espèce de M. Bleeker (Pl. melanosoma) n'est connue que par un tout jeune
exemplaire, et l’auteur — dont la science déplore tant la perte récente — la regarde lui-
même comme douteuse.
15. Scomberesox saurus. M. Günther ayant déjà, bien que très brieve-
ment, indiqué dans leurs traits principaux les métamorphoses de ce poisson, je puis
me borner ici à renvoyer aux figures de la page 567, qui représentent les différentes
phases de l’évolution du rostre, de même que la physionomie du poisson entier dans un
de ses plus jeunes états, et comme elles sont accompagnées d'une série correspondante
de figures représentant l’évolution du reste bien connue des mêmes parties chez l’orphie
commune (Delone vulgaris), les analogies et les différences entre le développement et les
transformations de ces poissons très voisins sauteront d'elles-mêmes aux yeux, sans qu'il
soit besoin d'autre explication. J’ajouterai seulement que le Scomberesow saurus est un
poisson au plus haut degré pélagique, et dont les petits, faciles à reconnaître et impos-
sibles à confondre avec d’autres, se péchent partout entre les tropiques et au-delà, surtout
les plus jeunes; il n’est donc pas difficile de se procurer une série de tous les états suc-
cessifs de ce genre. Cependant, dans ce grand amas de formes plus ou moins juvéniles
provenant de parties très éloignées entre elles des grandes mers du globe, j'ai été hors
d'état de distinguer plusieurs espèces, et suis arrivé à cette conclusion qu'à proprement
parler on n’en connaît avec certitude qu'une seule appartenant à ce genre, à savoir l'espèce
pélagique et essentiellement cosmopolite connue sous les noms de S. saurus ou camperü,
608 200
Je dois cependant faire une exception en faveur du S. brevirostris de la Californie, espèce
très distincte, décrite par M. Peters, et qui se distingue par un raccourcissement excessif
des deux machoires, particularité dont on retrouve l’analogue chez les jeunes du S. saurus,
dans un certain état d'évolution. Un examen critique des caractères indiqués pour les
autres espèces de Scomberesoa, semble aussi montrer qu’elles reposent sur une base peu
solide; mais je dois laisser aux ichthyologues des côtes de la Méditerranée le soin
d'éclaireir à ce point de vue ce qui regarde leur S. Rondeleti et ses rapports avec le S.
saurus de l'Atlantique; le caractère anatomique sur lequel est fondée sa séparation comme
espèce distincte n’a, que je sache, pas été vérifié depuis que celle-ci a été établie par M.
Valenciennes; aussi ne paraît-il pas avoir de fondement réel; les Scomberesox de la Médi-
terranée que j'ai examinés, possèdent une vessie natatoire de même que ceux de l'océan.
Une autre forme éminemment pélagique de ce groupe est I’ Huleptorhamphus longi-
rostris. Il y a done une certaine vraisemblance en faveur de l'opinion suivant laquelle les
différentes espèces qui ont été établies dans ce genre, d’après des individus péchés dans
les deux grands océans en des points très éloignés les uns des autres, ne seraient que
des représentants dune seule espèce pélagique et cosmopolite; mais pour vérifier de plus
près cette suppostion, il faudrait qu'on disposät de matériaux plus considérables que n’en
possède sans doute pour le moment aucun musée.
16. Pomacanthus; Holacanthus; Chetodon; Tholichthys; Ephip-
pus. Sur les côtes des Antilles vivent deux espèces de Pomacanthus qui certainement se
distinguent à tous les âges par des caractères positifs et non équivoques, mais qui, dans
l'habitus, la coloration, le dessin, la squamification etc., subissent des changements si
profonds et si analogues, qu'on ne saurait s'étonner que les ichthyologues aient, d'une
part, créé un grand nombre d'espèces nominales, mais que, d'autre part, ils n'aient pas
réussi à séparer les unes des autres les jeunes formes très analogues appartenant aux
deux espèces, ce qui tout naturellement a eu pour conséquence que, la connexion entre
les formes jeunes et plus âgées n'ayant pu rester méconnue par ceux qui disposaient de
matériaux suffisants, on s’est jeté dans l'extrême opposé et a réuni les deux espèces, y
compris toutes les phases de leur développement, en une seule espèce comprenant toute
une série de variétés. Les matériaux considérables que renferment nos deux musées de
zoologie maintenant fusionnés (le musée royal et celui de l’université) m'ont permis de
poursuivre l'étude des caractères distinctifs du P. paru Bl. et du P. aureus BI. à tous les
âges, et de confirmer, avec quelques modifications, la justesse des vues émises sur cette
question par MM. Bleeker et Poey. — L’Holocanthus ciliaris est soumis à des change-
ments’ analogues, et lH. formosus de Castelnau n’est évidemment qu'une jeune forme de
cette espèce. Par contre, les changements provenant de l’âge sont relativement insignifiants
chez VH. tricolor; le jeune individu représenté Pl. V, Fig. 6, a la même grande tache en
forme d'œil qui distingue plusieurs jeunes Chætodontes. Relativement à la squamification
secondaire, l’Holocanthus ciliaris se comporte par rapport a VH. tricolor comme le Poma-
canthus aureus par rapport au P. paru. Aucun de ces deux genres, que l’on sache, ne
passe par la phase dite du «Tholichthys» , et il n’est guère probable non plus que ce cas
se réalise chez eux.
609
Cette phase, par contre, se rencontre chez un si grand nombre de vrais Chæto-
dontes qu'il ne peut être douteux qu'elle leur est commune à tous. Parmi les larves de
Chætodontes ou « Tholichthys» que j'ai eues sous les yeux, j'en mentionnerai deux: l’une
(PI. V, Fig. 8) représente, suivant moi, un des états du Ch. sedentarius Poey (gracilis Gth.)
ou d'une espèce fort voisine peu connue; quant à l’autre (Fig. 10), je Vai rapportée au
Parachetodon ocellatus (G. V.), et elle représenterait alors cette espèce sous un état plus
jeune encore que ceux connus jusqu'à présent, et qui se distingue entre autres par cette
particularité, que le bord supraorbital se termine en une épine dirigée obliquement sur le
côté et en arrière. De même que les Chætodontes, les espèces des genres Æphippus
(Scatophagus), Harpochirus et Chelmo, après avoir, en tant qu'il en existe une telle, tra-
versé complètement la phase du Tholichthys, subissent dans la forme du corps, la colora-
tion, etc. des modifications qui méritent l'attention, parce qu'elles sont toujours assez
grandes pour donner lieu à l'établissement de fausses espèces, si l’on ne dispose pas de
matériaux suffisants. L’Ephippus argus me semble du reste comprendre 3 espèces: la
forme chinoise avec un petit nombre (20—30) de grandes taches, l'espèce type des Indes
orientales avec plusieurs taches de grandeur moyenne, et une forme des îles de la Sonde
avec de nombreuses petites taches, dessin qui, chez les jeunes individus, se change en
bandes transversales (Æ. ornatus). Rigoureusement parlant, on ne saurait caractériser
notre plus jeune Æphippus comme un «Tholichthys», mais il a cependant tant de points
communs avec cette phase de Chætodon qu'on peut le désigner comme étant dans une
phase «tholichthyoide». Il ressemble un peu à un Chromide ou à un Pomacentre: le
corps est court, trapu et très comprimé; le profil de la tête, presque vertical; la peau,
åpre et sans écailles; les nageoires sont nues; le dessin se compose de bandes obscures
transversales; le front est large, bombé et protégé par deux épais écussons triangulaires
et arrondis qui se joignent sur la ligne médiane, mais qui, en arrière, embrassent entre
eux le sommet d’une bosse pariétale; on trouve en outre de chaque côté une bosse tem-
porale accompagnée d'une grosse épine, qui est l'extrémité inférieure d’un tubercule trian-
gulaire suprascapulaire; le prolongement de l’opercule (c'est-à-dire du préopercule et de
l'interopercule) est divisé par une entaille en deux parties courtes et arrondies, dont la
supérieure est dirigée directement en arrière et l’inferieure, en dedans et vers le bas.
17. Acanthurus, Naseus; Acronwrus, Keris. On sait maintenant que
les Keris et les Acronures ne sont respectivement que les jeunes formes des Naseus et
des Acanthurus. Relativement au développement des Keris et à leur transformation en
Naseus, je puis renvoyer aux illustrations qui accompagnent le magnifique ouvrage que
publie M. Günther sous le titre de «Fische der Siidsee». Il y a de nombreuses ana-
logies entre les jeunes individus des deux genres: la forme du corps courte et à contours
fortement arqués, la rayure et l'éclat métallique partiel de la peau, la longueur plus grande
de l’épine antérieure dorsale et anale, la position différente des ventrales par rapport aux
pectorales, etc. Mes propres contributions à l'histoire des métamorphoses du genre Acan-
thurus consistent dans l'indication de la forme dite Acronure des deux espèces des Antilles,
l'Acanthurus chirurgus (phlebotomus) et VA. coeruleus, et de la forme encore plus bizarre
sous laquelle le soi-disant Acronurus se montre dans sa toute première phase. J’interprete
Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturvidensk. og math. Afd. XII. 6. Tf
610 202
en effet comme un jeune exemplaire de l'A, coeruleus Schn. la forme très accusée d’Acro-
nurus, représentée PI. V, Fig. 4, qui a été péchée dans la partie occidentale de l'Atlantique,
dans le voisinage du Brésil: 34—37 mm. de long, discoïde, presque orbiculaire, incolore,
à large bande argentée, etc. L’objection la plus sérieuse que puisse soulever cette inter-
prétation, c’est la présence d'une jeune forme assez différente, pas plus grande, en partie
même un peu plus petite (Pl. V, fig. 3), qui pourtant, malgré sa petitesse, se trouve déjà
dans un état relativement plus avancé, transitoire entre l’Acronure et l’Acanthure, et qui
doit avec pleine certitude être ramenée à l'A. coeruleus; si cette contradiction apparente
provient de la circonstance qu'on a affaire ici à différentes espèces très voisines, ou est
due à ce que la métamorphose peut se produire un peu plus tôt ou un peu plus tard,
cest une question que je laisserai indécise pour le moment. Un autre exemplaire plus
jeune de la même forme, peut-être de la même espèce, mais pêché au N-N-E. des Ber-
mudes, et caractérisé surtout par le développement relativement énorme de l’épine anté-
rieure (rigoureusement la deuxième) de la dorsale et de l’anale, ce qui donne à ces petits
poissons presque rhomboïdes un aspect tout particulier, nous fait connaître la phase de
l’Acronure dans une période encore moins avancée et qui ne peut étre très éloignée de
l’eclosion de l'œuf. — Comme contribution à l’évolution des Acanthures, je dois encore
citer le changement que subit l'appareil dentaire chez l'A. strigosus (ctenodon); tandis que
le poisson adulte présente cette particularité que les dents ne sont pectinées que sur un
seul côté, les jeunes individus qui se trouvent encore dans la phase de l’Acronure les
ont pectinées des deux côtés. A mesure que ces petits poissons passent de l’état d’acro-
nure à celui d’acanthure, les dents à pectination unilatérale apparaissent et prennent le
dessus sur celles à pectination double,
18. Fistularia villosa; Centriscus velitaris et brevispinis; Centris-
cops et Orthichthys. Le Fistularia villosa de M. Klunzinger n’est qu'une jeune forme
du 7 serrata Cuv. Les petites épines serrées qui en recouvrent la peau se retrouvent aussi
chez les jeunes exemplaires du /. tabaccaria. Il n’est pas facile de bien différencier ces
deux espèces (de l’orient et de l’occident) à cause des modifications que subissent leurs
proportions pendant la croissance, etc., mais il est encore plus difficile de distinguer les
deux formes de l’Aulostomus, dont la valeur spécifique me paraît être fort douteuse.
Le Centriscus gracilis Lowe, dont notre musée possède plusieurs jeunes exemplaires
de l'Atlantique, au sud et au nord de l'équateur, doit presque être considéré comme une
espèce pélagique. Les jeunes individus ne diffèrent pas peu des adultes par la forme plus
raccourcie de leur corps, par leur museau tubiforme plus court et par le développement
assez marqué des dents des écussons de la peau et des épines crochues des écailles. Il
n’est pas douteux que le «C. velitaris» Pallas est une forme presque adulte et le ©. brevi-
spinis Kn. Steind., une très jeune forme du C. yracilis, et que ces deux noms d’espéces
doivent disparaître de même que le genre Orthichthys de M. Gill. Son genre Centriscops
(type: C. humerosus Rich.) est mieux motivé sous le rapport de la physionomie, mais il n’est
basé sur aucun caractère important ni sur aucune particularité spéciale d'organisation.
PE \
KAREN
de rappelle nn dans un postseriptum les Seaton diate Semsidérébios qui se pro ”
t chez | quelques groupes de poissons marins que je n'ai pas eu l'occasion d'exa- x
mer dans ce mémoire, mais qui ont été élucidés par d'autres auteurs ou le seront, à ce ee
qu e j'espère, plus tard par moi. Je citerai, par exemple, les métamorphoses : 1) des qu
Li; leuronectides, lesquelles ont surtout été roc par MM. Jap. Steenstrup et Alex. Agassiz; hg
e certains Gadoides: les Couchia, quoi qu'on en ait dit, sont des jeunes de diverses
espèces de lla, et l'Hypsiptera argentéa, là jeune forme d'un Phycide; 3) des Maerures, |
d des Ophidium et des Trachyptéres, lesquelles ont été élucidées par M. Emery; 4) des pois-
sons - Suns (Mola rotunda et Ranzania truncata), métamorphoses dont j'espère pouvoir
bientôt donner un exposé conjointement avec M. Steenstrup, et enfin 5) de |’ Ausonia
Cuvieri Risso (Luvarus imperialis), dont M. Giglioli a récemment démontré que le Diana
— semilunata Risso (Astrodermus coryphænoides) est la jeune forme; c’est assurément une des
2 ee les plus remarquables que presente la famille des Scomberoides, si riehe
ey
illeurs en exemples de ce genre, à la connaissance desquels j'ai aussi FRA quelques
ve on dans ce mémoire.
_, … Explication des Planches.
Fra Les fractions indiquent le grossissemeut,
EL E
.1—5. Cinq phases du Dactylopterus volitans L.
1. La phase la plus jeune que l'on connaisse: 2. Les écaillés commencent à se montrer;
les pectorales ne sont pas encore bifurquées. 3. Les écailles sont complètement développées; les
pectorales sont encore courtes et leur bifurcation n'est que faiblement indiquée; les ventrales sont
un peu plus grandes et les épines occipitales et préoperculaires, encore relativement énormes.
4, La forme du corps est devenue plus allongée, et par suite les épines occipitales et préoperculaires,
quoique encore très grandes, sont relativement plus eourtes; les pectorales out commencé à se
bifurquer; les ventrales ont augmenté en grandeur. De telles phases ont été décrites comme
«Pungitius pusillus» et »Cephalacanthus spinarella». 5. La phase la plus jeune qui ne présente
: plus le caractère du Cephalacanthus, mais a cominencé à prendre sa physionomie definitive de ,
ut Dactylopterus, ce qui est dü principalement à ce que la partie inférieure des ar qui de-
“4 viendra la soi-disant aile du poisson adulle, a commencé à s'allonger.
—8. Centriscus gracilis Lowe (C. velitaris Pall., C. brevispinis Kn.): 3 phases du développement de cette
espèce pélagique. |
Cy
u
Pl. II.
1—7. Contributions aux hémimétamorphoses de divers Holocentrins ou Berycides: formes dites du
Rhynchichthys, du Rhinoberyx, etc. |
AU 1. Jeune Holocentrum marianum G. V., de St. Thomas (Antilles danoises). 2. Une forme plus
+ jeune de la même espèce et de la même provenance, s'approchant de la phase dite du Rhinoberyx.
. 8. Une forme encore plus jeune du même genre, et probablement aussi de la même espèce, péchée
entre Cuba et la Floride et au S-E du Brésil; phase du Rhynchichthys. 4. Une autre espèce
d'Holocentrum dans la même phase du Rhynchichthys, péchée dans l'Océan Indien. 5. Une troisième
Tighe
ee Dr a
aller d'Holocentrum dans A même phase, re me À l'Océan Indien. poe
triöme espèce d’Holocentrum dans. une très jeune phase, caractérisée par, la. longueur du dee el
‘pines occipitales et préoperculaires, “et de la. même provenan 7. Un jeune Molocentoide,
l'Océan Indien, qui se distingue spécialement par la ration 8 4 son bec. tt
5 J une exemplaire du Tetragonurus Cuvieri R. de l'Atlantique. RER IM
4.9. Jeune exemplaire du Schedophilus medusophagus Coeco, de l'Atlantique, pêché en hs is
‘Très jeune espadon (Xiphias gladius), de l'Atlantique, pêché en pleine me
i. 14. Un Histiophorus ou Tetrapturus dans la phase las plus jeune que l'on, p
lantique (comp. les xylographies de M. Günther, P: 25 [443)). ;
ig. 12. La plus jeune forme connue d'un Trichiurus, espèce” de l'Océan Indien, “probablement le Tr. tibet
Forsk., phase ah par 5 ses longues epines ventrales.
ts 4 40 fi wat ae ® sr
24.260
)
3 AD ni PL TL
Fig. 1. Jeune forme d'un Thynoide pélagique, Bi Rn l'Oroyus germo (Lac.) (Thgmnus dde ay
Fig. 2. Le même, dans une phase encore plus jeune, peu de temps après l'éclosion de l'œuf.
Fig. 3—4. Deux jeunes formes d'un poisson du groupe Thyrsites, probablement le Nealotus tripes Johns. i
Fig. 5—8. Une serie de phases du développement du Gempylus serpens Sol. r En
5. Forme la plus jeune, phase du «Dierotus». 6. Phase plus avancée. 7. Passage a la
phase du Dicrotus à celle du Gempylus; on trouve encore ici larmature d'épines sur les côtés de
vw
la tête et des épines ventrales relativement longues. 8. Jeune G. serpens; la transformation est
Bas terminée dans tout ce qu'elle a d'essentiel; trouvé dans l'estomac d'un germon harponné dans l'At-
nd lantique. «a
Fig. 9—13. Contributions à la donnée es jeunes états ‘des dåurades (Coryphæna) et des transforma- ag
tions qu'elles subissent, ainsi que des différences spécifiques entre le C. eguisetis L. (9—11) ft 1
= hippurus L. (12—13) dans leurs premières phases, toutes d'après des exemplaires péchés dans I rate Så
à lantique.
z Fig. 14—15. Deux Nuucrates Acid L., dans les phases les "plus jeunes que l’on connaisse ; ‚on a de,
ces formes un genre distinct (Xystrophorus Rich.). >
Fig. 16. Stromateus paru Bl., du détroit de Riouw, dans la phase la plus jeune que MS “connaisse, plus
jeune que celle dite de l'Apolectus.
Er IV se : rt
Fig. 1—4. Jeunes fortes du grouna Bramide. is i :
1—2 appartiennent au genre Drama, probablement à l'espèce B. Ragii Bi., dans la ieee dite
du » Taractes», toutes les deux de l'Atlantique; celle de la Fig. 2 est la plus jeune. 3. Jeune
4 » forme d’un Pteraclis, probablement le Pt. velifer Pall., également de J'Atlantique. 4 Jeune forme
d'un Pierycombus, probablement le Pi. brama Fr,, trouvé dans l'estomac d'un germon, sous 8° i
Lat. I dans l’Atlanlique, en compagnie du jeune Himantolophus que j'ai décrit re ee et.
porté à l'H. Reinhardti m. du Grønland.
Fig. 5—6. Jeunes phases du genre Chorinemus, avant que ces poissons aient revêtu tous hess
distinguent ce genre dans l'état adulte. + 5. Jeune exemplaire d'une espèce de l'Océan Ind Fe.
6. Jeune exemplaire d'une espèce de l'Atlantique, probablement le Ch. saliens, correspondant au
«Lichia calear Bl.». +
Fig. 7—it. Jeunes formes du genre Seriola: 7. peut-être du 8. zonata Mitch., ayant beaucoup. sanategtid
avec les «Xystrophores» de la Pl. Ill, Fig. 14-15. 8—9. Deux phases du S. guingueradiata Sehl.,
de la mer du Japon. 10—11. Jeunes formés du $. (Zonichthys) nigrofasciata Rp. (intermedia Schl.),
de Océan Indien. : i ' RTE à
4
Vid. Selsk. Shr IRN. Lulken-Spolia. Atlantica Tab Tl.
1 3 Pactylopterus volitans (I) (Cephalacanthus spinarella ).
OS Centriscus gracilis Lowe.
Vid. Sdsk. Skr SR XI. Lulken: Spolia Allanlica: Tab, Il.
1-3 Holocentrum marianum CV jun: 4-7. Holocentrum sp. pl jun. 3. Telragonurus Cuvtert Rjun.
9 Schedophilus medusophagus Cocco, jun. 10 Xiphias gladius L jun
11. Histiophorus sp, jun. 12. Trichiurus haumela ? Lorsk) jun
+
(40 \ ow SN {v
Vid. Selsk. Skr. SR.AU Lülken: Spolia Itlantrea
1.2. Orcynus germo (Lac. jun. 34. Nealotus tripes Johns. jun
IM Coryphena equisels L.jun. L213. Chippurus L.jun
/6. Stromalteus paru Bl jun.
Tab 111.
5 WS. Gempylus serpens (Sol) jun.
14. 15 Nauerates ductor (1) jun
Vid Selsh. Skr J RAU. Lutken: Spolia Atlantica. Tab. IV.
/. 2. Brama Rai (Blyun. 3 Pleractys veliter( Pally jun. 4 Pterycombus brama Fr jur.
5. Chorinemus sp. jun. 6. Chortnemus sp. jun. (Lithia calear BL) 7. Sertola zonata (Mitch) jun.
Ss 9 Serrola quingneradiala Schl jun. 10. 11. Sertola nigrofaserala (Lipp) Jun
Vid Selsk.Skr 5 RAI Lütken:Spolia Manta. Tab. F7
1 Selene’ vomer (L)jun. 2. Psenes maculalus Lik. 3.0. Acanthurus cocruleus SAN jan
6. Holacanthus tricolor (BL) jun. 7. Ephippus arqusdingun. & Chatodon sedentarius Poey jun.
9, Chatodon (Tholichthys) sp. Jun. 10.11 Larachatodon ocellatus (CVI jun.
in Pl. V. m « ; ,
Feng. > à Phase la plus jeune que je connaisse du Selene (Argyreiosus) vomer L., des Antilles danoises: plus -
à jeune que le plus petit exemplaire représenté dans la xylographie p. 547 [139]. Ks
5 es _ Psenes maculatus Ltk., poisson pélagique, relativement fréquent dans l'Atlantique, mais qui n'a pro-
bablement pas encore atteint la maturité; peut-être une jeune forme du Cubiceps capensis ou du
| Navarchus sulcatus, ou d'une forme voisine.
Fig..3—6. Jeunes formes du genre Acanthurus.
- FAE 3. Jeune À. coeruleus qui vient de passer par la phase de l’Acronurus, des Antilles. 4. Une
forme un peu plus grande, mais cependant moins avancée quant à la transformation, de la même
_ espèce ou d'une espèce voisine, se trouvant encore tout à fait dans la phase de 1’. Acronurus».
9: Celle-ci dans la forme la plus jeune que l'on connaisse.
1. Etats transitoires de quelques Squamipennes.
6. Jeune Holacanthus tricolor Bl., de la mer des Antilles. 7. Jeune Æphippus (Scatophagus)
argus L., des mers de Chine; il n'a pas précisément les caractères du «+ Tholichthys», mais présente
cependant des analogies avec cette forme transitoire. 8. Jeune Chætodon sedentarius Poey (?) (Ch.
gracilis Gthr:), de la mer des Antilles, dans la phase du «Tholichthys». 9. Une espèce de Chetodon
des mers de Chine, dans le même état. 10. Jeune Parachetodon ocellatus C.V., dans la même
phase. 11. La phase la plus jeune du même, vu par devant.
Explication des xylographies du texte danois.
ka
443 Trois états du développement des Histiophores ou Tétraptures, figures empruntée & au mémoire
_ de M. Günther. Grossissements de 8, 6 et 2//2 fois.
44]. Jeune espadon, copie de la figure de Cuvier.
73]. Vertèbres caudales de l'Orcynus germo Lac. (Thynnus alalonga). L'explication des lettres est
donnée en latin auprès de la figure.
Partie de la colonne vertébrale. du Thynnus thunnina; même signification des lettres; la diffé-
gi est due principalement au développement excessif des trous «fr. *
6]. Têtes de Coryphena equisetis (petite daurade) et de C. hippurus (grande daurade), montrant les
€ changements que l’âge et Je sexe, d'une part, et l'âge, de l’autre, apportent dans la forme de la
tete. Réduites respectivement à la moitié et au tiers de la grandeur naturelle.
|. Formules dentaires de diverses espèces de Chorinemus.
[516]. Psenes pellucidus Ltk., forme qui peut-être n'a pas encore atteint ‘son état définitif, d'ane
espèce autrement inconnue, du détroit de Surabaja (Java). ‘
— Divers états de développement du Selene setipinnis (Mitch.) (Vomer Brownii), des Antilles, réduits
dans le rapport de 17 à 10. Le plus jeune état (1) correspond à l'Argyreiosus unimaculatus Batch.
39 [547]. Serie correspondante du Selene (Argyreiosus) vomer L., demi-grandeur environ. Les divers
" états ont été décrits comme Selene argentea, Argyreiosus vomer, Arg. capillaris, etc.
Serie de figures montrant le développement du Scomberesox saurus, en même temps que les
logies et les differences de ce genre avec les divers états de l'orphie (Belone vulgaris).
a
ig
i. AA 4 à i;
å 2 IMTG Kris * CAES TRS ET ae
AE UE à
M MAR TA) variate. fit 0 «ilies
x br. ve Pe. rat og CRE MH a es te
“
*
3
+
ds, OU HF
gi ann se
EE er À
5 FR eit ser ry BEA en re PTE Me
4 i 1 cite Sey i Say Car gi bia Haß:
ie a gr PR an { » 182 * | x
| qe FRE Monet 2 eel yn EAH & 2
ITR aes eee a aire des! Via TER
råt ” ‘ae ? the
« { 21 ‘ i x
Fh. meray 1 pe À “AE. ‘om ei få J ON HAL 50
ad € » y u D a i fy É
id El PS ae OU VE à Mas” % HAE ES. og
1 = Oy TE > Wh 10 DS 2 eS x ï
ry à ” ar v ‘ ” io 5 NH j % nt
ar ‘+ nd ye th. 11» 4 i
moy se + ‘
is] MIR i At
a
SH sun Fee aud i : en
J tas Ari Fr 3 ar
+
pe
Gest SiMe! ee
State NE MER MEN jo Se
seat oa
sd ie a
N. 2 ahd ca > gest
BY HR is: Rey rap HOH. 1
Al SÆR
vens gt rin, ue ts,
SAR RO nt TEE Annee ois i, 2 Haley tone
WAC: dering: sb à D hs % à + ù
% AGERE N re RS ave ge sue M nn HØ sg ea. MOULE UE
MER A aati Ne. de vej ape:
tks 5 278 rang AS hay ran we. ¢ .
AE OE pedo à nee gun A
{ polenta Gh ana
er rages gS CE dag
BES) Bite > D i à
Ehe DER eh ; & v f rd
SEE MEGET GA AT ehren, | * BT nn a pa ANT IRB AGT ah 1
a teens we HD 4 i Baap fb Bio are À Lu AR SE ur: Hi Reece
SIAN: oe UN Ne see eee dared | ET Meet Porn +2 détté
Mp sR AL re JR atthe eg PES ee Sir, pi”. SRE
RELAIS um rae ites ARE ENTRE TR Lath TU re
AA At
‘ « re
ali SU" ARR ae db … FOUT IT AE ap
2
pa 7 $