| =e Gives x TIC La DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS SKRIFTER. FEMTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK AFDELING. ANDET BIND, MED 12 TAVLER OG 1 KAART. —_—— KJOBENHAVN. TRYKT HOS KONGELIG HOF-BOGTRYKKER BIANCO LUNO. 1851. a LOT æn ah i TOL WALA À à a a N Bee years inves Bie if ‘ je | unt ha SR ' Må ARE N M: : : rl ae “ae wee! IM. sål me a À AMEN OO MTV Sb gik Ea 1 INDHOLD. Side Fortegnelse over Selskabets Embedsmænd og ôüvrige Medlemmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vi Schiödte, Bidrag til den underjordiske Fauna... . . . . RP Le AT ae ORR ete Has VOL obo: be Soe 1 Schouw, Bemærkninger over en Samling af Blomstertegninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Nørgaard, Bidrag til Oplysning om de kulsure Magnesiaforbindelser . . . . . . . . +. . . . . . . 65 Forchhammer, Om Midlerne til at bestemme Mængden af de organiske Bestanddele i Vandet, etc. . . . 91 olding, Undersôgelse om de almindelige Naturkræfter og deres gjensidige Afhængighed . . . . . . . 121 — Om Magnetens Indvirkning paablodt Jen. M ne 147 — Om de almindelige Naturkræfter og deres gjensidige Afhængighed . . . . . . . . . . . . . 167 Liebmann, Mexicos Halvgræs . . . . . . Pir tabs. AE ee SOLE act) — Philetæria, en ny anomal Slægt af Polemoniaceernes Familie . . . . . . . . . . . . . å 279 — Mexicos og Central-Americas neldeagtige Planter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285 Eischricht,aDm’Gangesdelphmeni ....1.. ashe PRE CNE EE MR PEL Sr: 345 44451 A ARTE ae ; ER . er ot = FORTEGNELSE over DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS EMBEDSMÆND oc ÖVRIGE MEDLEMMER. September 1851. Protector. Hans Majestæt Kongen. President. Hans Excellence Anders Sandée Orsted, Doctor juris, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Storkors af St. Olufsordenen, m. m. Secretair. Hr. Georg Forchhammer, Doctor Philosophiæ, Etalsraad, Professor i Mineralogien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Commandeur af Nordstjernen. Casserer. ‘ Hr. Christian Torning Engelstoft, Doctor theol:, Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Hr. Hr. VI Archivarius. . Joakim Frederik Schouw, Doctor philosophiæ, Etatsraad, Professor i Botaniken ved Kiöbenhavns Universitet, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. Ordbogs-Commissionen. . Christian Molbech, Etatsraad, Professor i Literairhistorien ved Kiöbenhavns Universitet, Secretair ved det store kongelige Bibliothek, Ridder af Dannebrog og Dannebrogs- mand, Ridder af Nordstjernen m. m. Hans Mathias Velschow, Magister, Professor i Historien og de nordiske Antiquiteter ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Niels Ludvig Westergaard, Professor i de indisk-orientalske Sprog ved Kiöbenhavns Universitet. Casse-Commissionen. . Exell. Andreas Schifter, Vice-Admiral, Overequipagemester, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af Stanislausordenen. Frederik Christian Petersen, Doctor philosophiæ, Etatsraad, Professor i Philologien ved Kiøbenhavns Universitet, Provst paa Regentsen, Ridder af Dannebrog m. m. Christian Jürgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken i Såe-Etaten, Ridder af Dannebrog. Peder Pedersen, mag. art. Professor. Meteorologisk. Comite. . Joakim Frederik Schouw, Etatsraad, Professor m. m. Peder Pedersen, Magister, Professor, Directeur for Livrente og Forsörgelsesanstalten af 1842. Georg Forchhammer, Dr. phil. Etatsraad. Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regestum diplomaticum. Christian Molbech, Etatsraad m. m. Hr. Hr. Hr. Hs. Hr. Hs. Hr. Vil Johan Nicolay Madvig, Minister for Kirke og Underviisningsvæsenet, Commandeur af Dannebrog. Casper Frederik Wegener, Dr. phil. Etatsraad, Geheimearchivarius, Commandeur af Dannebrog. Revisorer. Christian Ramus, Magister artium og Professor i Mathematiken ved Kiôbenhavns Universitet m. m., Ridder af Dannebrog. Christian Pingel, Dr. phil., Over-Inspecteur ved Museet for Naturvidenskaberne, Ridder af Dannebrog. Indenlandske Medlemmer. Christian Heinrich Pfaff, Doctor, Conferentsraad, ordentlig Professor i Medicinen ved Universitetet i Kiel, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m. Laurits Scheby Wedel Simonsen, Doctor Medicine & Phil., Conferentsraad, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m. Excellence Anders Sandö Ørsted, Doctor juris, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m., Selskabets President. Frederik Christian Sibbern, . Doctor Philosophie, Etatsraad, ordentlig Professor i Phi- losophien ved Kiôbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m. Excellence Jacob Peter Mynster, Doctor Theologiæ, Biskop over Sjællands Stift og Ordensbiskop, kongelig Confessionarius, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogs- mand m. m. Erich Christian Werlauff, Doctor Philosophiæ, Conferentsraad, ordentlig Professor i Historien ved Kiôbenhavns Universitet, Overbibliothekar ved det store kongelige Biblio thek, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen m. m. Joakim Frederik Schouw, Etatsraad, Professor, Commandeur af Dannebrog og Danne- brogsmand m. m., Selskabets Archivar. Georg Forchhammer, Doctor Philosophie, Etatsraad, Professor i Mineralogien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Nordstjernen m. m. Hr. EL 00 Frederik Christian Petersen, Doctor Philosophie, Etatsraad; Professor i Philologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog m. m. Christian Molbech, Etatsraad, Professor i Literairhistorien, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen m. m. . Exell. Andreas Schifter, Vice-Admiral, Overequipagemester, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af Stanislausordenen. Peter Wilhelm Lund, Doctor philosophiæ, Professor, Ridder af Dannebrog. Henrik Nicolai Clausen, Doctor Theologiæ, ordentlig Professor i Theologien ved Kiö- benhavns Universitet, Commandeur af Dannebrog. Christian Georg Nathan David, Doctor Philosophie, Professor, Fængsels-Directeur, Ridder af Dannebrog. Johan Nicolai Madvig, Doctor Philosophie, Minister for Kirke- og Underviisnings- vesenet, Commandeur af Dannebrog m. m. Christian Friis Rottbôll Olufsen, Professor i. Astronomien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Christian Ramus, Magister artium og Professor i Mathematiken ved Kiöbenhavns Uni- versitel, Ridder af Dannebrog. Christian Jürgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken ved Söe-Elaten, Ridder af Dannebrog. Niels Hofmann (Bang), Eier af Hofmansgave i Fyen, Ridder af Dannebrog. Daniel Frederik Eschricht, Doctor Medicinæ, ordentlig Professor i Medicinen ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Nordstjernen m. m. Henrik Carl Bang Bendz, Doctor Medicine, Professor ved Veterinairskolen.: Henrik Kréyer, Doctor Philosophiæ, Inspecteur ved det kgl. Museum for Naturviden- skaberne, Ridder af Æreslegionen. Johannes Ephraim Larsen, Etatsraad, ordentlig Professor i Lovkyndigheden ved Kiö- benhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Hans Mathias Velschow, Magister, Professor i Historien og de nordiske Antiquileter (Rostgardianus) ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Niels Mathias Petersen, Professor i de oldnordiske Sprog ved Kiöbenhavns Universitet. Ridder af Dannebrog. Hans Larsen Martensen, Doctor Theologie og Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Hofprædikant, Ridder af Dannebrog. IX . Johan Christopher v. Hoffmann, Major i Artillerie-Corpset, Ridder af Dannebrog og af den russiske Wladimirs Ordens 4de Classe, m. m. Christian Pingel, Doctor Philosophie, Over-Inspecteur ved det kgl. Museum for Na- turvidenskaberne, Ridder af Dannebrog. Peder Pedersen, Magister arlium, Professor m. m. Johannes Japetus Smith Steenstrup, Professor i Zoologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Gregor Wilhelm Nitsch, Etatsraad, Professor i Philologie og Veltalenhed i Kiel, Ridder af Dannebrog. Rudolph Johannes Frederik Henrichsen, Magister artium, Professor, Rector ved Odense Cathedralskole, Ridder af Dannebrog. Edvard August Scharling, Magister artium, Professor i Chemien ved Kiöbenhavns Universitet. Caspar Frederik Wegener, Dr. phil., Etatsraad, kgl. Historiograph, Geheimearchivarius, Commandeur af Dannebrog. Caspar Peter Paludan-Müller, Dr. phil., Overlerer ved Odense Cathedralskole. Jürgen Schiödte, Inspecteur ved det Kongelige Museum for Naturvidenskaberne. Frederik Michael Liebmann, Professor i Botaniken ved Kiöbenhavns Universitet. Justus Olshausen, Etatsraad, Dr. Phil., Professor i de orientalske Sprog ved Universi- tetet i Kiel, Ridder af Dannebrog. C. M. Gottsche, Doctor medicine i Altona. Carl Emil Scharling, Doctor theol., ordentlig Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Christian Thorning Engelstoft, Doctor theol., ordentlig Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Ernst Fredrik Christian Bojesen, Professor, Rector for Soröe Skole, R. af D. Niels Ludvig Westergaard, Professor i de indisk-orientalske Sprog. Carl Emil Mundt, Professor. Sir Udeniandske Medlemmer. . Jens Rathke, Professor i Zoologien ved Universitetet i Christiania. . Excell. Fried. Heinr. Alexander v. Humboldt, Baron, preussisk Geheimeraad, Kammer- herre, Storkors af Dannebrog m. m. . Friederich Creuzer, Geheimeraad, Professor i Heidelberg. Flauti, Professor i Neapel. Robert Jameson, Professor i Mineralogien i Edinburgh. W. Lawrence, Professor, Chirurgus ved Bartholomæus-Hospitatet i London. Johan Friederich Ludvig Hausmann, Hofraad, Professor i Mineralogien i Göllingen. Leopold v. Buch, preussisk Kammerherre, i Berlin. Carl Friederich Gauss, Hofraad, Professor ved Universitetet i Gôttingen, Commandeur af Dannebrog. Colby, General i Ingenieur-Corpset, Chef for Gradmaalingen i England. . Excell. Sergius v. Ouwaroff, russisk Geheimeraad, Minister for den offentlige Under- viisning, President for Videnskabernes Selskab i Petersborg, Storkors af Dannebrog. 5? £ e ". Joseph v. Hammer-Purgstall, österrigsk Friherre, Directeur for det orientalske Academie i Wien, Commandeur af Dannebrog. Paul Ermann, Professor i Berlin og Secretair for den physiske Classe af Videnska- bernes Selskab sammesteds. Dawid Brewster, Doctor Med. . Robert Brown, Doctor, Medlem af Videnskabernes Selskab i London. Christian Martin Frähn, Doctor Theologie & Philosophiæ, Professor i de orientalske Oldsager i St. Petersborg. J. F. L. Schröder, Professor i Physik og Mathematik i Utrecht. Francois Jean Dominique Arago, Professor i Astronomien i Paris, Secretair for den mathematiske Classe i det franske Institut, Ridder af Dannebrog. John Friederich Wilhelm Herschel, Baronet, Mediem at Videnskabernes Selskab i London. XI Hr. Louis Jaques Thenard, Baron, Professor i Chemien i Paris, Medlem af det franske Institut. - Christian Samuel Weiss, Professor i Mineralogien i Berlin. Hs. Excell. Friedr. Carl v. Savigny, kgl. preussisk Geheimeraad. Hr. C. F. Eichhorn, Geheime-Regieringsraad. - Nathanael Wallich, Doctor Philosophie, forhen Directeur af den botaniske Have i Calcutta, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. - Christian Hansteen, Professor i Astronomien ved Frederiks-Universitetet i Christiania, Commandeur af Dannebrog. Hs. Excellence Fred. Wilhelm Struve, russisk Statsraad, Professor i Astronomien i Dorpat, Commandeur af Dannebrog. Hr. August Detlew Twesten, Professor i Theologien ved Universitetet i Berlin, Ridder at Dannebrog. - August Boeckh, Geheimeraad, Professor i Berlin m. m. - Jacob Ludv. Carl Grimm, Hofraad, Professor i Berlin. 3 - Wilhelm Carl Grimm, Professor i Berlin. Z - Charles Babbage. Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. - Jean Marie Pardessus, Medlem af det franske Institut. Hs. Excell. Poul Heinrich Fuss, Statsraad, Secretair for Videnskabernes Selskabi Petersborg. Hr. Karl Fr. Ph. v. Martius, Hofraad, Professor i Bolaniken i München, Ridder af Dannebrog. - Michael Faraday, Doctor, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. - Carl Ritter, Geheimeraad, Professor ved Universitetet i Berlin, Ridder af Dannebrog o.s. v. - E. Mitcherlich, Professor i Chemien i Berlin. - Michel Eugéne Chevreul, Professor, Medlem af det franske Institut, Ridder af Dannebrog. LA Peter Andr. Hansen, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved Gotha, Ridder af Dannebrog. - Joh. Ant. Letronne, Directeur for det kongelige Bibliothek i Paris, Medlem af det franske Institut m. m. - Carl Benedict Hase, Professor, Bibliothekar, Medlem af det franske Institut m. m. Sir Charles Lyell, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Hr. H. M. Ducrotay de Blainville, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Academie. x _ Christian Gottfried Ehrenberg, Professor ved Universitet i Berlin. Johannes Müller, Professor ved Universitetet i Berlin. Wilhelm Weber, Doctor, Professor ved Universitetet i Leipzig. s. Exell. Francois Guizot, Medlem af det franske Institut, Ridder af Elephanten. . Friederich Christopher Schlosser, Geheimeraad, Prof. i Historien i Heidelberg. Johan Voigt, Prof. i Historien ved Universitetet i Kônigsberg, Ridder af Dannebrog. Friederich Wilhelm Joseph v. Schelling, Geheime-Hofraad i Berlin. Victor Cousin, Medlem af Académie frangaise. Lambert Adolphe Jaques Qvetelet, Directeur for det astronomiske Observalorium og Secretair ved Videnskabernes Selskab i Briissel. Carl Ernst v. Baer, Dr. Phil. et Med., Medlem af det Petersborger Academie. Augustin Louis Cauchy, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Academie. George Biddel Airy, kgl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich. - J. Dumas, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Academie. Elias Fries, Prof. i Botaniken ved Universitetet i Upsala, Ridder af Dannebrog. Melloni, Professor i Neapel. Bror Emil Hildebrand, kgl. svensk Rigsantiqvar og Garde des Médailles i Stokholm. Christian Lassen, Professor i Bonn. Christian Brandis, Geheimeraad, Professor i Bonn. Henrik Ritter, Geheimeraad, Professor i Gôttingen. Elie de Beaumont, Medlem af det franske Institut. Roderik Impey Murchison, Medlem af det kgl. Videnskabernes Selskab i London, Com- mandeur af Dannebrog og flere Ordener. . Baron Justus v. Liebig, Prof. i Giessen. Swen Nilson, Prof. i Lund, Commandeur af Dannebrog og Ridder af Nordstjernen. Brisseau-Mirbel, Medlem af det franske Institut. Bidrag den underjordiske Fauna ved J. C. Schiödte. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math, Afd, 2 Bind. 1 v es i: EAU Fe A 7 ST ER in Le | DR TT Mn sé Jr ii tie” i i Enerat man i mere end de tre Fjerdedele af et Aarhundrede var blevet staaende ved Kundskaben om et eneste Dyr som nulevende Beboer af Drypsteenshulerne i Krain, have et Par enkelte Meddelelser i de seneste Aar paany henledet Opmærksomheden paa disse mærkelige Dannelsers zoologiske Indhold. Til det allerede siden 1768, især under Navn af Proteus, bekjendte mærkværdige Krybdyr, der efter den Tid jævnligt er blevet fanget i den underjordiske Flod, der gjennemstrommer Magdalena-Hulen i Nærheden af Adelsberg, … føjedes efter 1840 endnu et Par andre Dyr, dennegang af Leddedyrenes Række, og som ligeledes ifölge deres hele Bygning maatte betragtes som udelukkende organiserede for et underjordisk Liv. Endnu i Lôbet af det nævnte Aar bekjendtgjorde Koch i det Værk, han udgiver over den tydske Fauna's Krustaccer, Myriopoder og Arachnider, en Afbildning af Pherusa alba, et i Adelsberger-Hulen opdaget Krebsdyr af Oniskernes Familie. Fire Aar senere overraskedes man af et nyt mærkeligt Fund, dennegang i Lueger-Grotten, og af Insekternes Klasse; af dette Dyr, Anophthalmus Schmidtii, en Karab af Trechinernes Gruppe, har den bekjendte tydske Faunist Sturm givet en fortrinlig Fremstilling *). = Hvad der ved disse to Dyr især maalte tiltrekke sig Opmerksomhed, var ikke nærmest deres Opholdssted, skjéndt det vistnok synes paafaldende, at Dyr kunne leve under Forhold, der tilbyde saa ringe Hjelpekilder for det organiske Liv: men meget mere den Omstændighed, at man hos ingen af dem kunde opdage Ojne, skjéndt disse Organer ere vel udviklede hos samtlige övrige Medlemmer af deres respektive Grupper. Hos det tidligere kjendte Huledyr, Proteus eller Hypochthon, ere Ojnene, om end ikke ganske forsvundne, dog saalidet udviklede og desuden skjulte under Huden, at man i det Höjeste kan tillægge dem Evne til Lysfornemmelse, men ikke til at opfalte noget Billede ved Hjælp af Lyset. Forbindelsen mellem Hulernes Mangel paa Lys og deres Beboeres Mangel paa Redskaber, med hvilke der uden Hjælp af Lys ikke kan sandses, er let at indsee. Saa- w længe man imidlertid kun kjendte en enkelt Form, der tilmed, som levende i en gjennem- strömmende Flod, mindre tydeligt tilkjendegav sig som udelukkende Hulebeboer, stod Blindheden endnu som et enkelt Phænomen, der desuden ikke savnede Analogier. Men =) Anopht Tafel. V. Abth. x halmus. Neue Gattung aus der Familie der Caraben. Mit einer color. Nürnb. 1844. 8. Ogsaa som Tilleg til den samme Forfatters Deutschlands Fauna. 15 Bd. 1 * 4 eflerat man nu var kommen til Kundskab om Tilværelsen af andre Dyr i Hulerne, der ikke alene ligeledes vare blinde, men tillige ifölge deres Bygning kunde betragtes som ejen- dommelige Former (Slægter): kunde man neppe afvise den Formodning, at disse tre Dyr forholdt sig til hverandre som Led af et större Hele, med andre Ord, at man i dem kjendte enkelte Repræsentanter for en, muligt langt rigere, generisk selvstændig, under- jordisk Fauna, hvis fælles Karakteer var: Blindhed. Paa den anden Side viste et Par nye lagttagelser, der ligesom Opdagelsen af Anophthalmus skyldes den fortjente Samler Ferdi- nand Schmidt i Schischka ved Laybach, at Hulerne tillige beboes af enkelte andre Dyr, der ikke væsentliot fjerne sig fra de sædvanlige Former. En ny Art af Slægten Homalota, der staaer meget nær ved den i hele Europa almindeligt forekommende H. elongatula Grav., er beskreven af Erichson i hans Monographi over Staphylinernes Familie under å Navn af Homalota spelæa *), og angives som Beboer af Adelsberger-Hulen; ligeledes er ved Schmidt's Sendinger en Karab bleven udbredt i Samlingerne under Navn af Pristo- nychus Schreibersii **), der heller ikke synes at have nogen anden Forekomst end i de krainiske Drypsteenshuler. Det fortjener at bemærkes, at disse to Dyr udmærke sig fra de beslægtede Arter ved at have paafaldende smaa Ojne. Nye Meddelelser, og nu fra en ganske anden Side, aabnede videre Udsigter i denne Retning. Allerede lenge havde omstrejfende Indianere og senere enkelte Eventyrere og Nybyggere af og til besögt den umaadelige, milevidt forgrenede, Hule i Kentucky, der nu er bekjendt under Navn af Mammoth Cave. I 1841 stödte man, i en Afstand af omtrent een (dansk) Miil fra Hulens Indgang, paa en anselig Ansamling af Vand, der strækker sig over en Fjerdingvej længere ind i en af Hulens talrige Arme. 1 denne under- jordiske Så, hvis Vand stiger og falder med Aarstidernes Fuglighedsmengde, fandt man en Fisk og en Krebs, begge farvelöse og med under Huden skjulte Ojne ligesom hos Proteus. Den förste, der har givet Anledning til forskjellige Meddelelser i nordamerikanske og engelske Tidsskrifter ***), er nu indfört under Navn af Amblyopsis spelœus i det preg- tige naturhistoriske Værk (Natural History of New-York), der udgives ifölge Staten New-York’s Foranstaltning, og til hvilket James de Kay bearbejder den zoologiske *) Genera et Species Staphylinorum, p. 107 n. 51. + 7 **) Jeg anseer denne Art for at vere Pristonychus elegans Dej. (Species Général des Co= | léoptéres Tom. Il. p. 59 n. 17). Dejean kom paa sin Rejse i Krain i Besiddelse af det Exem- plar, han har beskrevet, men han har ikke kjendt Dyrets virkelige Opholdsted. ###) Jeffries Wyman: Description of a „Blind Fish“ from a Cave in Kentucky; op- taget af Silliman’s American Journal, July 1843, i Annals and Magazine of natural History, Vol. XII. 1843. p. 298. — Thompson: Notice of the Blind Fish, Cray-fish and Insects from |the Mammoth Cave, Kentucky; i Annals and Mag. of natur. Hist. Vol. XIII. 1844. p. 111. a * Deel *). En Tydsker, Dr. Tellkampf, der et Par Aar senere besøgte Mammuths- Hulen, har efter sin Tilbagekomst til Europa i to Afhandlinger **) givet yderligere Oplys- ninger om Hulens Fauna. Fisken opstilles ifölge Undersögelser, i hvilke den berömte Johannes Müller har deellaget, som Typus for en ny Familie, Heteropygii; om Krebsens Bygning meddeles Intet af Betydenhed, dog tillægges den et Navn, Astacus pellucidus, ifölge hvilket den skulde være i Slægt med Flodkrebsen, en Mening, Thompson allerede tid- ligere havde udtalt, men ligeledes uden at give den videnskabelig Begrundelse. Derimod har Forfatteren opdaget adskillige nye Leddedyr. Han beskriver al saadanne fölgende: Adelops hirtus, af Silphernes Familie, en ny Slægt og Art, der ifölge hans Fremstilling . kun adskiller sig fra Choleva ved Mangelen af Ojne, og altsaa maatte finde Plads i denne Slægt, hvis ikke, hvilket rimeligviis er Tilfældet, Dyrets væsentligste systemaliske Karak- terer ere oversete; Phalangodes armata, en lille Arachnide af Opilionernes Familie, af hvid Farve, blind, og som ved sine med Torne bevæbnede Palper fjerner sig fra Fami- liens övrige Former; en anden lille blind og hvid Arachnide, af Spindlernes Orden, Anthrobia mammouthia, men om hvis nærmere systematiske Relationer man ingen Fore- stilling kan danne sig ved Hjælp af Tellkampf's Fremstilling; denne sidste Mangel er dog endnu fåleligere med Hensyn til hvad der meddeles om et fjerde Dyr, Triura cavernicola, 7 der synes at henhöre til Amphipodernes Orden og at vere af en höjst mærkelig Bygning; * . det angives at vere forsynet med Öjne. Fremdeles har Tellkampf fundet en ny Art Anophthalmus, der ligner den europæiske til Forvexling, men af Erichson er karakteriseret a som forskjellig fra denne (Tellkampfii Er.). Endelig nævnes endnu som forekommende i ~ Hulen en Fisk, der er forskjellig fra Amblyopsis, en Græshoppe af Slægten Phalangopsis og Fluer af Slægten Anthomyia. Paa den Tid, da Efterretningen om disse sidste Opdagelser ankom til Kjöbenhavn, ” forberedte jeg mig til en videnskabelig Rejse igjennem en stor Deel af Europa. Det var min Hensigt, at anvende nogen Tid paa at stifte Bekjendtskab med Alpenaturen, og da den Deel af det Kongl. naturhistoriske Museum, der er betroet til min specielle Omsorg (Insekternes, Arachnidernes og Myriopodernes Klasser), var meget fallig paa europæiske Arter, og af alpine næsten ingen besad, önskede jeg tillige at benytte denne Lejlighed wie Zoology-of New-York or the New-York Fauna, by James E. de Kay. Albany 1842. 4. Fire Bind ere udkomne, af hvilke det fjerde indeholder Fiskene. *#) Ueber den blinden Fisch der Mammuthhöhle in Kentucky, mit Bemerkungen über einige andere in dieser llöhle lebende Thiere; i Joh. Miller's Archiv f. Anat., Physiol. und wissenschaftl. Med. Jahrg. 1844. S. 381. Taf. IX. — Be- schreibung einiger neuer in der Mammuth-Hôhle in Kentucky aufgefundener Gattungen von Gliederthieren; i Erichson’s Archiy fir Naturgeschichte, 10ter Jahrg. ister Bd. S. 318. Taf. VIII. til at gjöre Samlinger til Bedste for Museet. Jeg besluttede nu, at indrette min Rejseplan saaledes, at jeg uden Tab af Tid kunde sette Exkursionerne i Alperne i Forbindelse med et Besög i de krainiske Huler, og jeg valgte af denne Grund den östligste Deel af Alpe- kjæden til Gjenstand for mine Undersögelser *). Efterat have tilendebragt disse i Sommeren 1845, ankom jeg til Adelsberg ved Begyndelsen af Efteraaret. De Huler, jeg har undersögt, ere fire i Tallet: Adelsberger-Hulen, Magda- lena-Hulen og Lueger-Grotten, alle i Omegnen af Adelsberg, og Corneale- Grotten ved Triest. Mit Resultat var, först, at gjenfinde samllige Dyrearter, der tid- ligere vare bekjendte som Beboere af Hulerne; dernæst, at opdage mere end dobbelt saa mange nye, blandt hvilke der findes fem Typer for nye Slegter; og endelig, idet denne Forögelse af Listen over den’ underjordiske Fauna træffer en Side af denne, der forhen var saagodt som ubekjendt, at have, som jeg haaber, saamegen Indsigt i det hele Phæ- nomen, at det kan underkastes en ordnende Betragtning. Jeg vil först beskrive, hvad jeg har fundet, og til Slutningen vove et Par Bemærkninger om den underjordiske Fauna’s Karakteer. Af de fire nysnævnte Drypsteenshuler have de to förste en horizontal Indgang, og to af dem, der tillige ere de störste, gjennemströmmes af Floder, Adelsberger-Hulen af Pojk, Magdalena-Hulen af Floden af samme Navn. Den mindre Hule, der sædvanligst — gaaer under Navn af Lueger-Grotten, er den anseligsle af fire Grotter, der i en næsten lodret Linie ligge over hverandre, to nedenfor og een ovenover det af sine romantiske Traditioner bekjendte Slot Lueg, der selv er bygget i den fjerde Hule. Den nederste Grotte bestaaer i et oventil lukket Flodleje, der kun er tilgængeligt i en kort Strækning; — de to üversle Grolter ere blotte Indhulinger af ringere Dybde i den lodrette Klippeveg; den tredie, i Ordenen nedenfra den anden, er den eneste, i hvilken Drypsteensdannelse har fundet Sted i noget Omfang og endnu er i Virksomhed. Grotten Corneale har en næsten lodret Tilgang og indeholder intet stôrre flydende Vand. I faunistisk Henseende er forévrigt kun lidet at bemærke om Hulernes Lokaliteter; som bestemmende Momenter ere endnu kun at nævne den fugtige Luft og lave Temperatur, der ere ejendommelige for Drypsteenshulerne, og den let forklarlige, næsten fuldstændige, Mangel paa Vegetalion; en Svampeform, Byssus fulous L.**), var den eneste Plante, jeg bemærkede; den voxer paa de i Hulerne indbragte Gjenstande af Tre, paa Broer, Rekverker og Brudstykker af +) De Samlinger af de nævnte Dyreklasser, jeg gjorde i Alperne og paa den senere Deel af Rejen, især i den romerske Campagna, i Kalabrien og paa Sicilien, i Alt henved 70,000 Expl., ere senere lykke- ligt ankomne til Kjöbenhavn og afgivne til Museet. **) Efter Hr. Prof. Liebmann’s velvillige Bestemmelse. efterladte Fakler, og har derfra sparsomt udbredt sig til enkelte Söjler, især saadanne, der af tilfældige Aarsager ere blevne forkréblede i deres Væxt. Ved at söge omkring paa Klippevæggene indenfor Hulernes Indgange, under Stenene og i Jorden langsmed Væggene, i Gruset og mellem de opskyllede Plantedele ved Flodernes Bredder, stöder man paa et betydeligt Antal Insekter, Myriopoder, Arachnider og Krustaceer af forskjellige lysskye Familier, men kun saadanne Arter, som iflæng vælge elhvert Opholdssted, naar det kun er fugligt og svagt belyst. Man finder Arter af Slæg- terne Pterostichus, Pristonychus, Amara, Quedius, Homalota, Omalium, Hister, Trichopteryx, Cryptophagus, Atomaria, Ptinus, Ceraphron, Belyta, en Græshoppe af Lokusternes Familie, der ikke nöjere kunde bestemmes, da den kun blev iagttagen i Larvelilstand*), Trichoptera, Sciara, Psychoda, Phora, Heteromyza, Sapromyza, Tomo- cerus, Linyphia, Gamasus, Cryptops, Julus, Asellus. Antallet paa Arter og Individer aftager i et meget stærkt Forhold efterhaanden som man fjerner sig fra Indgangene, og i en Afstand fra disse, der er stor nok til fuldstendigt at udelukke Lyset, finder man endnu kun ganske enkelte. I Hulernes indre Rum savnes disse Arter aldeles, med Undtagelse af nogle faa, der rives afsted med Floderne; kun enkelte af Antliaterne treffes nu og da i Hulernes Dybder, navnlig en Phora-Art, der staaer meget ner ved Phora maculata Meig.; ligeledes gaae Heteromyza flavipes Zett. og Sapromyza chrysophthalma Zett. meget dybt ind i Hulerne, saa at de selv i Adelsberger-Hulen kunne træffes paa de inderste tilgængelige Steder, mere end en halv Times Vej fra Indgangen. Undertiden findes dybt inde i Hulerne dåde Natsommerfugle, der ere efterladte af Flaggermuus, ligesom nu og da Exemplarer af sidstnævnte Dyrs Parasiter. Af de fem Dyrearter, der tidligere vare bekjendte som udelukkende Hulebeboere, fandtes Pristonychus elegans Dej. temmelig hyppigt og Homalota spelæa Er. i betydelig Mængde, den förste i alle Lueger-Grotterne, Magdalena- og Adelsberger-Hulen, den anden i den störste Lueger-Grotte; de træffes under Stene og i den löse Jord allerede tæt indenfor Indgangene, hvor endnu et svagt Lys falder ind, og tiltage noget i Hyppig- hed, efterhaanden som man trænger dybere ind i Môrket, hvorpaa de alter forsvinde; dog har jeg i den inderste Deel af Adelsberger-Hulen truffet enkelle Stykker af begge disse Dyr gaaende paa friske Söjler i en Höjde af flere Alen over Hulens Gulv. Ano- phthalmus Schmidtii synes at være overmaade sjelden; jeg fandt kun to Exemplarer, begge =) Den samme Art, men ligeledes kun i Larvetilstand, traf jeg den fålgende Sommer i den konstige Grotte ved Syrakus, der er bekjendt under Nayn af Vorecchio di Dionisio, og i flere af de tætved liggende Grotter. 8 i den inderste Deel af Lueger-Grotten, imellem forraadnende Levninger af Træværk *). Pherusa alba Koch fandtes at være meget hyppig i alle Hulerne; den viser sig, saasnart man er kommen ind i Mörket. Hypochthon anguinus fanges jævnligt i Magdalena-Floden i det inderste Rum af Hulen af samme Navn, og kan næsten altid faaes tilkjöbs hos Fö- rerne; naar den mærker Fakkellyset, plejer den at holde sig ubevægeligt paa eet Punkt i Vandet, men det lykkes næsten aldrig at fange den ved det förste Forsög; den holder sig rolig indtil det Ojeblik, da man troer at have bragt Kætseren ind under den, men flygter da pludseligt flere Alen bort med en lynsnar bugtende Bevegelse, hvorpaa den atter bliver staaende ubevegeligt i Vandet; Forsöget kan nu gjentages med slörre Udsigt Lil at lykkes end förste Gang. Jeg gaaer nu over til at fremstille de nye Huledyr. Silphernes Familie bliver foröget med to udmærkede nye Slægter. Af den ene af disse, Bathyscia (Tab. II. Fig. 1), kjender jeg to Arter. De ere meget smaa, blinde og vingelöse, men have foröyrigt saa aldeles Udseendet af Choleva, at man uden en meget omhyggelig Undersøgelse vilde komme til at henföre dem til denne _Slægt. De afvige imidlertid væsentligt ved tandede Kindbakker, ved Mangelen af den Horn- tand, der hos Choleva, Colon og Silpha ender Kjæbernes Tyggeflig, og end mere paa- faldende ved fireleddede Forfödder, et Forhold, der her förste Gang optræder hos et Medlem af Silphernes Familie; fremdeles er Forleben (Labellum) **) langt mere udviklet, og det forste Led i alle Fédderne betydeligt forkortet. De to Arter, der ligne hinanden meget, men let adskilles ved Bygningen af An- tennerne og Tungepalperne, minde saavel ved deres ringe Störrelse som ved deres hele Opförsel om Ptilierne, og have navnlig den samme stödvise Bevægelse under Löbet, der er overordentligt hurtigt. Af den ene, B. byssina, traf jeg endeel Exemplarer i den inderste Deel af Adelsberger-Hulen, hvor den beboer de Smaaklynger af Byssus fulvus, der have udbredt sig over enkelte lavere, i deres Væxt forkröblede Söjler. Den anden, B. montana, er hyppig i den störste Lueger-Grolle i den låse Jord og mellem Smaa- *) Let lille, ved Muurverk afsondret, ganske mörkt, Rum af den Hule, hvori Slottet er bygget, og bag- ved dette, blev et Exemplar fundet af Hr. Hellmuth von Kiesenwetter, der ledsagede mig paa Alperejsen og ved Besöget i Hulerne. **) Saaledes foreslaaer jeg at benævne det hudagtige randhaarede Vedhæng, der hos mange Familier rager mere eller mindre frem fra Overlæbens Underside (Tab. II. Fig. 1. c.). Jeg overseer ikke, at Erichson i sit sidste Værk (Naturgesch. d. Ins. Deutschl. III. S. 553) har anvendt Parachiliæ som Benævnelse for lignende Dele hos Skarabæerne; men denne Beneynelsc, der grunder sig paa den Anskuelse, at disse Dele for Læbens Vedkommende svare til Bitungerne for Underlæbens, kan idetmindste ingen Anvendelse finde hos Silpherne, hvor det er tydeligt, at de to Lapper ere blotte Fortsættelser af et enkelt Organ. | 9 stenene langsmed Væggenes Fod, men kan ikke betragtes som ejendommelig for Hulen, eftersom jeg har samlet den i endnu langt större Mengde under fugtigt Lov i Skovene paa Skyggesiden af Klipperne omkring Slottet Veldes i de krainiske Alper. Denne sidste Art har jeg under mit Ophold i Veldes undersögt anatomisk, men da man til Kundskab om den indre Bygning af Choleva og Colon, med hvilke Bathyscia nermest skulde sammenlignes, endnu kun besidder de faa Bemærkninger, jeg for nogle Aar tilbage har meddeelt*), gives der for Ojeblikket ingen Anledning til at anföre mere, end at Bathyscia kommer overeens med de nævnte Slegter i den karakteristiske Mangel af Blindtarm, men paafaldende afviger i fölgende Henseender: de malpighiske Kar have den samme vinkelformige Böjning og mod Enden fortykkede Form, jeg ved en anden Lejlighed **) har paaviist som karakteristisk for nogle Familier af Klavikornernes Afdeling ; de to Par Sædblærer ere korte, vide og kölleformige, ikke lange og oprullede; Testikel- blererne ere smaa, men meget talrige, og danne tilsammentagne et stort kugleformigt Legeme. Det maa indtil videre forblive tvivlsomt, hvorledes Bathyscia forholder sig til den af Tellkampf opstillede Slægt Adelops. Saaledes som Tellkampf karakteriserer denne Form, er den kun forskjellig fra Choleva ved Mangelen af Öjne, og vilde derfor, hvis hans Angivelser ere riglige, og ingen vesentlig Karakteer er overseet, falde sammen med sidst- nævnte Slegt. Den analoge Forekomst og Analogien mellem den europæiske og den nord- amerikanske Fauna, der ogsaa for Huledyrenes Vedkommende finder sit Udtryk i den paa- faldende Lighed mellem den europæiske og den nordamerikanske Anophthalmus, kunde lede til den Formodning, at Adelops falder sammen med Bathyscia, en Formodning, som ogsaa finder nogen Stölte i Tellkampf’s Afbildning, paa hvilken det förste Fodled er frem- stillet "kortere end hos Choleva; men imod denne Gjætning taler den nordamerikanske Arts betydeligere Störrelse og den Omstendighed, at Erichson i en Note lil Tellkampfs Frem- stilling udtrykkeligt bemærker, at det fornemmelig er Mangelen af Ojne, der adskiller Adelops fra Choleva. Naar Erichson imidlertid tilföjer, at Berliner-Museet foruden den nordamerikanske Adelops endnu besidder to andre Arter, den ene fra Krain og den anden fra Sicilien, vækkes derved nye Tvivl og Formodninger; thi man falder let paa, at den krainiske Art, der sigtes til, og som angives at vere indsendt af Ferd. Schmidt i Schischka, kunde vere Bathyscia montana, der er saa overordentlig hyppig i en Egn, hvor Schmidt ofte har samlet; men man maatte i dette Tilfælde antage, at Erichson enten ved Exemplarernes ringe Antal eller af en anden Grund har været hindret i at foretage nogen egentlig Undersøgelse af de Dyr, han har havt for Oje, og det blev da fremdeles tvivlsomt, om de to europæiske Arter, han nævner, stemme generisk overeens enten indbyrdes eller hver for sig med Adelops. *) Germar, Zeitschrift für die Entomologie, Vter B. 1844. S. 475. **) Kroyer, Naturhistorisk Tidsskrift, Ny Række, iste B. S. 396. 10 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 10 BATHYSCIA Ordo Eleutherata. — Familia Silphe. Oculi nulli. Mandibulæ dentate. Maxille mala interiori spinulis terminata. Palpi maxillares articulo ultimo conico, acuminalo. Antenne longiores, extrorsum crassiores, articulo octavo conliguis minore. Mesoslernum carinalum. Tarsi antici 4-articulati, posteriores 5-articulati, omnes articulo primo subse- quentibus haud longiore. Bados; cu. å Genus Choleve proximum, notis tamen magni momenti ab eo distinctissimum. Labrum latius emarginatum, labello amplo, longitudine labri, bilobo, margine omni spisse barbato. Mandibule valide quadridentatæ, dente apicali elongato, acuminato, inferiori crasso, incurvo, acuto, intermediis duobus pusillis, obtusis: interius profunde sinualæ, membrana lata, dense barbata; corona dentis molaris planiuscula, solito more striata; pone sinum mandibulæ series conspicitur lransversa lateris inferioris spinularum brevissi- marum. Maxille mala exteriori elongata, sublineari, spissius barbata, margine interiori subrecto. Palpi mawillares elongati, articulo tertio valde incrassato, ultimo tenui, styli- formi. Ligula membranacea, apice acute emarginata, paraglossis membranaceis, breviler ciliatis. Palpi labiales articulo ultimo subelavalo, apice truncato. Ale nulle. Structura interna a Choleva præsertim differt: vasis malpighianis geniculalis, apicem versus sensim paullo erassioribus; capsulis spermaticis numerosis, minulis, cum tunica communi magnum efformantibus globum; vesiculis seminalibus utriusque paris brevioribus, æqualibus, minime convolutis. BATHYSCIA BYSSINA. Tab. U. Fig. 1. a. Breviter ovata, valde convexa, fusco-ferruginea, fulvo-pubescens, articulis pal- porum labialium longitudine subequalibus: nono antennarum articulo octavum ter supe- rante. Long 5 lin. Summa latitudine ante basin elytrorum sesqui tantum longior, convexitate longitu- dinali ante media elytra allissima: minutissime punctulata, pubescentia induta tenui, depressa, sericeo-micante. Antenne graciles, quarta tantum parte corpore breviores; articuli infe- riores duo longitudine subequales, secundus paullo crassior, insequentes quinque ejusdem magnitudinis, singuli triplo minores secundo; articulus seplimus, nonus, decimusque magnitudine formaque subsimiles, crassitie dimidio longiores, singuli triplo majores sexlo, ; 11 ultimus elongato-obovatus, crassitudine basali longior fere triplo. Pronotum longitudine media duplo latius, latitudine basali apicalem ter superante, lateribus valde rotundatis, angulis anterioribus subreclis, posterioribus retro productis, acuminatis: fornicatum, convexitale transversa segmentum circuli ferme referente. Coleoptera duplo longiora prothorace, apicem sublruncalum versus sensim angustala, lateribus vix rotundatis. Tarsi antici maris latius dilatati. Moles inhabitat stillicidio humectatas Byssi fulvi L.; in profundo specus Adels- bergensis plura legi exempla, loco diclo Calvarienberg. Fig. 1. a. Antenna, quinquagies aucta. BATHYSCIA MONTANA. Tab. II. Fig. 1. b—i. Ovata, convexa, ferruginea, fulvo-pubescens: articulo secundo palporum labialium brevissimo: nono antennarum articulo oclavum dimidia parte superante. Long. 3 lin. Summa latitudine ante basin elytrorum duplo longior, convexitate longitudinali ante medium pronotum maxima, per dorsum elytrorum planiuscula: minulissime punctulata, pubescenlia brevissima, depressa, sericeo-micante. Antenne crassiuscule, longitudine dimidii corporis; articuli inferiores duo subequales magniludine, insequentes quinque magniludine crescentes, tertius triplo minor secundo, sextus duplo major terlio; articulus seplimus crassitie dimidio longior, duplo fere major sexto; articuli tres sequentes trans- versi, magniludine sensim crescentes, octavus quadruplo minor seplimo, decimus triplo fere major octavo; articulus ultimus obovatus, crassitudine basali sesqui longior. Prono- tum longitudine media duplo latius, lalitudine apicali longitudinem mediam subæquante, lateribus rotundatis, angulis anterioribus obtusis, posterioribus aculis, retro produclis: fornicatum, convexilate transversa segmentum circuli ferme referente. Coleoptera duplo semisque longiora prothorace, apicem rotundato-truncatum versus sensim angusliora, late- ribus vix rotundatis. Tarsé antici maris vix dilatali. r Habitat frequens in specu inferiori monlis Lueg, in terra et sub lapidibus degens, veloeissima, more Ptiliorum rhythmo currens; magnam eliam exemplorum copiam sub foliis deciduis legi in sylva montis Schlossberg prope Veldes Carnioliæ. Fig. 1. b. — Antenna, quinquagies aucla. Fig. 1: c. — Labrum, supra, ducenties sexagies auctum. Fig. 1. d. — Mandibula sinistra, inferius visa, ducenties quinquagies aucta. Fig. 1. e. — Maxilla dextra, inferne visa, eadem amplificatione. Fig. 1. f. — Labium, infra, eadem amplificatione. Fig. 1. g. — Prothorax, infra, sexagies auclus. Fig. 1. h. — Pes primi paris, centies auctus. Fig. 1. i. — Tarsus tertii paris, centies sexagies auclus. 12 = =, Den Hulebeboer, der danner den anden Slegt, Stagobius (Tab. I. Fig. 1.), eri sin hele Bygning saa ejendommelig, saa ulig enhver anden Silpheform, uden dog ved sin Habitus bestemt at minde om nogen anden Familie af Billernes hele umaadelige Orden, at der behöves den strængeste Fastholden ved de systematiske Karakterer for at udfinde dens nalurlige Plads. Til det blinde, lange, smalle og nedböjede Hoved og den ligeledes lange og smalle, næsten valseformige, Prothorax danne de sammenvoxede, blæreagtigt opsvulmede Dækvinger en besönderlig Modsætning, og det Eventyrlige i den hele Skikkelse fuldstendig- gjöres ved Lemmernes særdeles smækkre og forlengede Form. Ikke destomindre tilsteder Forbindelsen af fölgende Karakterer: syo Bugled, det förste skjult af Baghofterne, kun de to sidste fuldstendigt bevegelige; kegleformige, af deres Leddegruber frit udragende For- hofter; elleveleddede, kölleformige Antenner kun at sammenligne Dyret med Silpherne, Anisotomerne og Skydmænerne. | Den sidstnævnte af disse Familier har siden Latreille’s Tid været antaget af en Mængde Forfattere, men henstaaer endnu uden strængere videnskabelig Begrundelse. I en tidligere Afhandling *) har jeg sögt at vise, at den ifölge anatomiske Karakterer fjerner sig fra de andre af Latreille’s Klavikorner, og kan ved denne Lejlighed indskrænke mig til at tilføje Følgende. Munddelene ere byggede efter en ejendommelig Typus, der “ikke nærmer sig til nogen anden end Pselaphernes. Overlæben mangler Forlæbe, men er bevæbnet med Torne; Kindbakkerne ere seglformigt buede, skarpt tandede, Knusetanden liden, kun svagt riflet; Kjæberne ere korte, med brede Stammer og Palpestykker og overordenlligt store Hængsler; den ydre Kjebefligs Endeled er ganske hornagtigt, paa den indvendige Som nær; paa Grund af Kjæbehængslernes betydeligere Udvikling bliver Struberanden dybt indhulet paa hver Side af Hagen, hvorved denne, der er særdeles liden, kommer til at sidde paa et mere eller mindre fremspringende Stykke af Struben; Tungepalpernes Stam- mer, der hos Silpher og Anisotomer næsten skjules af Hagen, ere hos Skydmænerne frem- skudte, fritstaaende, og i deres hele Længde sammenvoxede med hinanden; den korte , Tunge er ganske hornagtig, med neppe indskaaren, tornevæbnet Spidse, Bitungerne der- imod langt mere udviklede end hos de to nævnte Familier, frie i Enderne og paa den indvendige Rand bevæbnede med en Række af kamformigt stillede Torne; Tungepalpernes mellemste Led er af betydelig Stårrelse og opsvulmet Form, Endeleddet naaleformigt. Det bliver saaledes især det tredie Par Munddele, hvis Bygning tilbyder sig for Diagnosen; og som dennes andet Led fremstiller sig Formen af Baghofterne, der ere keglefor- mige og fjernes fra hinanden ved Metasternums betydeligere Udvikling i Breden. *) Kröyer, Naturhistorisk Tidsskrift, Ny Række, iste B. S. 394. 13 Ojnenes sammenhobede Bygning og Antallet af Fodleddene kunne endnu benyttes som sekundære Karakterer, dog kan der ingen stor Vegt legges paa disse, og mindst paa den sidste. Ifélge det Ovenstaaende vil denne familie altsaa i Modsætning til Silpherne og Anisotomerne vere at betegne saaledes: Scydmæni: Antenne 11-articulatæ, clavate. Oculi agyregati. Stipites palpo- rum labialium maximi, detecti, connati. Ligula parva, cornea, paraglossis liberis, elongatis, pectinatis. Coxe anticæ conice, exserlæ. Coxe postice conicæ, distantes. Tarsi 5-articulati. Abdomen segmentis ventralibus septem. Den nye Slægt kan ikke vere Medlem af denne Familie; thi dens Munddele fjerne sig. som den nedenfor givne Fremstilling udviser, aldeles fra Skydmænernes Typus, og dens Baghofter ere tverliggende og bevegelige om deres Axe. Der staaer saaledes endnu kun tilbage at sammgnligne den med Silpherne og Anisotomerne. For den förste af disse Familier er den nyeste Diagnose *), af Erich- son, der lyder saaledes: Mazxillæ mala utraque coriacea aut membranacea. Antenne 11-articulatæ, cla- vate. Tarsi omnes 5-articulati. Abdomen segmenlis sex compositum, deels i sin Heelhed allerede forældet, deels kan ingen af dens Karakterer mere betragtes som ganske rigtig. Den forste er altfor almindelig og derfor utilstrækkelig, den anden udelukker Necrophorus, den tredie er ophævet ved den ovenfor opstillede Slægt Bathyscia; kun den sidste kan bibeholdes, naar det bemerkes, at Erichson ikke medregner det første Led, der skjules af Baghofterne. For Anisotomerne har Erichson i sit sidste udödelige Værk opstillet fölgende Diagnose **) : Antenne 11-articulate, clavate. Coxe anticæ exsertæ, conicæ, posteriores ap- proximate. Trochanteres postici simplices. Abdomen segmentis ventralibus sex; og tilféjet den Bemærkning ***), at Anisotomerne staae i et saa nært Slægtskab med Silpherne, at det falder vanskeligt, at opstille tilstrækkelige Skjelnemærker imellem disse to Familier. Som saadanne anføres: at Bagbenenes Trochantere hos Silpherne ere stôttende Cfulerantes), hos Anisotomerne simple; at Mellemhofterne hos de sidste ere mere inde- sluttede af Leddegruberne, og at Bagbrystets Episterner ganske eller for den störste Deel skjules af Dækvingernes omböjede Rand. Senere****) meddeles endnu nogle Oplysninger om Forskjelligheder mellem en Liodes-Larve og de hidtil bekjendte Silphelarver. *) Die Käfer der Mark Brandenburg, ister B. S. 222. **) Naturgeschichte der Insekten Deutschlands. 1ste Abth. 3ter B. S. 41. ##%) Sammesteds S. 43. ee) Erichson, Archiv für Naturgeschichte, 13ter Jahre. 1847. Aster B. S. 285. Det Punkt, Erichson her især troer at maatte legge Vægt paa, er, at Kindbakkerne hos Anisotomerne 14 Hos Stagobius findes, ifålge den nedenfor givne Fremstilling af dens Bygning, alle de Karakterer samlede, der efter det Ovenstaaende maae betragles som fælles for Silpher ‚og Anisotomer i Modsætning til Skydmanerng, Forfödderne ere fireleddede, men det ere de ligeledes, som ovenfor viist, hos Bathyscia, der i alle Henseender er en ægte Silphe- form. Der er den samme Typus for Munddelene, Antennerne, Hofterne og Bagkroppen, med eet Ord, den besidder de samme væsentlige Karakterer: med en eneste mærkelig Undtagelse, som bestaaer deri, at det i Breden mere udviklede Bagbryst ligesom hos Skydmænerne, dog langtfra i samme Grad, trænger Baghofterne, der forresten ganske have Silphernes tværliggende Form, noget ud fra hinanden. Naar jeg lægger. til, at dette Forhold, saavidt jeg troer, altid er Udtrykket for en ganske anden Muskelfordeling i Metathorax, og i nærværende Tilfælde navnlig betinger en mere eller mindre langsom Gang, men umuliggjör et hurtigere Lüb og man da overvejer, hvilken mægtig Indflydelse denne ene Omstændighed maa have paa Dyrets samtlige Livsyliringer; naar man endelig tager dels hele saa fremmede Habitus i Betragtning: kunde man vistnok fristes til at ansee det som Typus for en egen Familie, og der er ingen Tvivl om, at denne Anskuelse vilde vere den riglige, saafremt man vil indrömme Anisotomerne Rang som en selvstændig Fa- milie ved Siden af Silpherne; thi de Afvigelser, Stagobius viser i Forhold til denne Families hidtil bekjendte Former, ere uden Sammenligning af storre Vægt end de, der afsondre Anisotomerne. Men jeg antager for nærværende Tid ikke, at de mindre betydelige Af- vigelser, der af Erichson ere angivne, kunne begrunde nogen anden Adskillelse imellem Silpher og Anisotomer end som Grupper indenfor den samme Familie, og lor i Overeens- stemmelse dermed ikke tillægge den nye Forms Afvigelser nogen meget större Værdi. lövrigt maa det erindres, at der endnu ere mange’ Huller i vor Kundskab om den hele Række af Former, der her er omtalt, og at man derfor endnu kan vente mere end een Omskiftelse i vore Anskuelser om dens indre og ydre systematiske Relationer. Blandt de Forhold, som ere dette mærkværdige Dyr ejendommelige, fortjene endnu nogle nærmere at omtales, fordi de synes at slaae i en meget nær Forbindelse med dets Levemaade. Ved en tidligere Lejlighed%) har jeg gjort opmærksom paa, at de Organer, der ere bekjendte under Navn af Onychia, Mellemklöerne, have en betydeligt stürre Udbredelse blandt Eleutheraterne, end hidtil antoges, og at de navnligen ogsaa findes hos Silpherne. Hos Stagobius ere Mellemklöerne udviklede paa en egen Maade, idet den egentlige hornaglige Grunddeel træder meget tilbage, hvorimod de to Borster paa dens og deres Larver ere forsynede med Knusetand, hvorimod Silpherne ingen Knusetand have. lfölge mine Undersögelser finder denne Forskjel ikke Sted; hos Choleva er Knusetanden vel ti Gange saa stor og kraftig som hos Anisotoma. *) Kroyer, Naturhistorisk Tidsskrift, Ny Række, 2det B. S. 360. Ende ere i höj Grad forlængede, og bares lilbagebôjede mod Foden; da der desuden ovenpaa dennes sidste Led befinde sig to lignende, ligeledes bevægelige, Börster, der ere reltede fremad, fremkommer der saaledes et Kors af fire lange Börster (Tab. I. Fig. 1 0.). Disse ere de længste af et heelt System af længere og kortere bevægelige Borster, af hvilke to Par længere sidde i Spidsen af hvert Fodled, eet ovenpaa denne og ect nedentil. Betydningen af det hele Apparat, saavelsom af de meget lange, tynde og skarpe Klöer og de smækkre og forlengede Lemmer, er let at indsee hos et Dyr, der har faaet den Lod, at skulle færdes i Mørke og Blindhed paa Stalaktitsdjlernes stejle Sider. Vanskeligere falder det, at forstaae det tilsyneladende Misforhold imellem Prothorax og den bagved liggende Deel af Kroppen. Jeg har sögt at forklare mig det paa folgende Maade. Det er tydeligt, at det paa et saadant Opholdssted maa vere vanskeligt for et saa langsomt og svagt Dyr at skaffe sig tilstrækkelig Næring, og rimeligviis maa det ofte sulte i længere Tid. At give Plads for en betydelig Ansamling af Fidt, der kan ophobes, naar rigelig Nering tilbyder sig, og hvorpaa Dyret under ugunstige Omstendigheder kan tere, torde vere Betydningen af den rummelige Hvelving under Dækvingerne. Paa de Exemplarer, jeg fandt, udfyldte Bagkroppen kun en ringe Deel af Hvelvingen, og jeg antager dem derfor for at have været i en afmagret Tilstand. Dyrets Langsomhed og smaa Aandehuller tale til Gunst for denne Forklaring; thi det kan maaskec henstilles som en Sætning af almindelig Gyldighed, at Respiralionens Mengde hos Insekterne staaer i et ligefremt Forhold til Bevægelsens Intensitet, men i et omvendt til Fidtlegemets Masse. Men naar Nödvendigheden af en rummelig Bagkrop först er tilstede hos Dyret, saa vil, da dets Bevægelse alene kan bestaae i lange Skridt, deraf tillige fölge Nödvendigheden af en slank Forkrop som erstattende Betingelse for den Frihed i Bevegelse, der er gaaet tabt ved de üvrige Forhold, og navnlig for at opnaae saa megen Plads, at Forbenene kunne komme til at gribe tilstrækkeligt vidt ud under Gangen. Det forste Exemplar af Stagobius troglodytes (som jeg foreslaaer at benævne den) traf jeg siddende en halv Snees Fod fra Gulvet paa en Söjle i et af de inderste Rum af Adelsberger-Hulen; i et andet Rum af samme Hule fandt jeg senere et andet og i Magda- lena-Hulen et tredie; de to sidste Exemplarer bleve trufne i en Hôjde af henimod en Snees Fod over Gulvet. Disse tre ere de eneste, jeg har seet levende. Af de mange Levninger af döde Dyr, man finder klæbende paa Söjlernes Afsatser, kunde man imidlertid slutte, at den paa en anden Aarstid var almindeligere; thi skjöndt Levningerne af Hudskelettet lenge maae kunne holde sig i Hulernes kolde Luft, blive de paa den anden Side snart over- dækkede af den senere paalejrede Kalk. Dyret gaaer langsomt og forsigtigt, hævet paa sine lange Been ligesom paa Stylter, og standser öjeblikkeligt, naar Lyset falder paa det, eller maaskee rettere, naar det hörer, al man nærmer sig; det dukker sig da tillige ned, og bliver siddende ubevægeligt med 16 oprejste Antenner og vidt udspilede Been, og fortsætter nu ikke sin Gang, förend efter en god Stund, med mindre man berörer det. Mange af de ovenfor omtalte Levninger laae saaledes spredte, at jeg ikke kunde vere i Tvivl om, at Dyret var blevet dræbt og forteret af Rovdyr; hvilke disse kunne vere, gjætter man let, da Hulerne, som af det Fölgende vil sees, blandt sine Beboere tillige teller to til Jagt vel udrustede Arachnider. Stagobiinae Ordo Eleutherata. — Silpharum Familie Tribus nova. Coxe postice distantes. Prothorax subcylindricus. STAGOBIUS Oculi nulli. Maxille mala interiori spinulis terminata. Palpi maxillares articulo ultimo conico, acuminato. Ligula membranacea, apice acute emarginata: paraglossis membranaceis, breviter ciliatis, ligulam haud superantibus. Antenne elongate, graciles, extrorsum crassiores, articulis clavatis, octavo contiguis minore. Pedes elongati, gracillimi; tarsi filiformes, setis longioribus, antici 4-articulati, posteriores 5-arliculati, omnes articulo primo elongalo: unguiculis setisque onychit terminalibus elongatis. ZTGE, Brow. STAGOBIUS TROGLODYTES. Tab. I. Fig. 1. Long. 24—3 Lin. Fusco-brunneus, capite thoraceque obscurioribus, glaber, levis, nitidus, scutello, coleopteris ventreque minulissitne reticulosis punclisque impressis remotis, obsoletis. Caput quintam totius corporis partem longitudine efficiens, prothorace sexta tantum parte brevius, in angulum obtusum valde deflexum, teres, elongato-obovatum, latitudine collari quadruplo longius. Frons planiuscula, ad latera utrinque foveola magna, obliqua, impressa; foveola extrorsum et inferne effusa, interius marginata: margo elevatus, ad longitudinem lunatus luberculoque medio instructus planiusculo, rotundato, in apice suo inferiori extrorsum vergente acetabulum gerente antenne. Clypeus planiusculus, obsolete discretus. Sulci jugulares profundius impressi. Antenne corporis ferme longitudine, crassitie a basi articuli secundi ad apicem usque sensim crescenle, subclavate, clava 5-arliculata, longius pilosa. Articulus primus crassilie. duplo tantum longior, breviter clavatus, secundus hoc triplo longior sed dimidio gracilior, eylindricus, apicem versus paullo incrassatus ; insequentes quatluor articuli ejus- dem forma ac secundus, sensim paullo crassiores: terlius secundo terlia parte brevior, quartus quintusque longitudine æquales, singuli seplima parte breviores secundo, sertus sexla parte brevior quinto; articulus septimus longitudine sexti, apicem versus aulem duplo crassior; octavus reliqua clava multo gracilior, haud crassior arliculo terlio, sed paullo longior eo; nonus sexta parte brevior septimo, sed hoc dimidio crassior; decimus quinta parte brevior nono quintaque fere parte crassior; articulus ultimus paullo longior præce- denti, ejusdem autem crassitudinis, ellipsoideus, obtuse acuminatus. Labrum planiusculum, transversum, longitudine triplo latius, profundius emargi- nalum, lobis late rotundatis labelloque marginalis angusto; series ante basin transversa punctorum seligerorum. Mandibulæ mediocres, subrectæ, a basi triquetra extrorsum subito extenuate, de- presse; apex incurvus, bifidus, dentibus subæqualibus, aculis; margo interior dense ciliatus ; dens molaris mediocris magniludinis, exsertus, corona ovali, planiuscula, striis ornata transversis, spissis, sublilibus. Mala mazxillarum interior angusta, cornea: apex subhamatus, cum membrana mar- ginis inlerioris spinulis armatus numerosis; mala exterior dimidia malam interiorem supe- rans parte, recta, angusta, corneo-membranea: articulus ejus inferior brevis, subquadratus, exterior a media longitudine extenuatus membranaque exlerne marginatus latiori, apice margineque interiori spisse barbalis. Palpi maaillares arliculum antennarum secundum vix superantes longitudine: arti- culus primus brevissimus ; secundus elongatus, subcurvalus, apicem versus sensim paullo erassior ibidemque oblique truncatus; tertius longitudine secundi, pilosus, valde clavatus, basi curvata, crassilie apicali terliam longitudinis partem ferme equante; articulus ullimus rectus, conicus, acutus, parce pilosus, antecedenle dimidio brevior, crassitie basali apicalem arliculi secundi crassitiem vix superante. Mentum planiusculum, trapezoidale, anlice angustius, margine lalerali obsolete bisinualo, angulis posticis acutis, anticis rolundalis; dua utrinque sete longiores. Ligula lata, brevissime ciliata, acute incisa, biloba: lobis divaricalis, oblusiusculis, margine interiori sinualo, exteriori rotundato; séipes corneus, inferne linearis, superne pone incisuram ligule Iriangulum referens. Sele labiales duæ, brevissimæ. Stipitespalporum labialium conici, exserti. Palpi labiales breves, secundo palporum maxillarium articulo tertia parte breviores: arliculus primus crassitie duplo tanlum longior, obconicus, secundus sexta parte brevior Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind, 3 18 primo eoque paullo gracilior, conicus, incurvus, arliculus ultimus præcedenti articulo paullo brevior tertiamque ejus partem æquans crassitudine, subcylindricus, subincurvus. Palparia utriusque paris membranacea, papillis armata numerosis, pusillis. Prothorax angustus, elongatus, latitudine apicali triplo longior, teres, subcylindri- cus, laliludine maxima media, frontalem capitis latitudinem vix complente: pone mediam longitudinem paullo constrictus, basi apiceque truncatis; latera ante medium subparallela, antrorsum vix convergentia, pone medium sinuata; anguli anteriores superne visi subrecti, posteriores obtuse acuminali. Pronotum ante coxas minime a slerno separatum, pone coxas autem sutura disjunctum spuria, laterali, inferne ab angulis posterioribus ad coxas usque oblique descendente. Sternum totum corneum, ante coxas convexiusculum, pone coxas in mare subcompressum canaliculaque exaratum media, in femina simplex, ante marginem posteriorem magis elevatum, convexum. Seutellum pronoti latitudine, triangulare, convexiusculum. Mesosternum convexiusculum, simplex, cum episternis confusum; epimera mesothoracica angusta, obliqua. Metasternum simplex, convexiusculum; episterna et epimera metathoracica angustissima, coleopteris obtecta. Core antice directe dependentes dimidiamque prothoracis longitudinem ferme complentes allitudine. Femora teretia, tenuia, extrorsum sensim crassiora, clavala, subglabra, levia, posteriora propter convexitatem elytrorum lateralem curvata; femora primi paris tertia parte longiora prothorace, intermedia octava parte illis longiora, tertii paris longi- tudine elytrorum. Tibie longitudine femorum, teretes, filiformes, apicem versus sensim paullo crassiores, parce pubescentes: anteriores subrectæ, posticæ obsolete incurvæ obso- leteque infra basin sinuate. Calcaria mediocris longitudinis, gracilia. Tarsi filiformes, anteriores dimidiam tibiarum partem complentes longitudine, postici pro longitudine tibiarum breviores , intermedios tertia tantum parte superantes. Articuli tarsorum spissius pube- scentes, pube longiori, lineares, apice vix crassiori; articulus ullimus clavatus, longitudine fere primi, intermedii his dimidio breviores, invicem subequales. Prope apicem articulorum omnium sete utrinque due longiores superficiei superioris, inferiorisque utrinque singula, mem- branea; par anterius setarum superiorum articuli ullimi longissimum, articuli ipsius ferme longitudine. Unguiculi graciles, simplices, articulo tarsorum ultimo terlia tantum parte breviores. Onychia brevissima: sete terminales bine, unguiculis parum breviores, incum- bentes, ideoque cum selis apicalibus superioribus crucem mentientes. Coleoptera connala, marginata, ampla, prothorace duplo semisque longiora eoque quintuplo latiora, elliptica, summum ante apicem subangustata, latitudine media dimidio fere longiora, valde convexa, undique orbiculalim declivia, inferius ulrinque icumbentia, latera pectoris abdominisque amplectentia. Coleoptera animalis exsiccali pellucida, aspeclu vesi- culoso, abdomine nempe desiccato dimidiam fornicis partem vix explente. Ale nulle. 19 Spiracula minuta. Segmenta ventralia sex conspicua, convexiuscula, parce pubescenlia, sensim deerescenlia longitudine: primum solito more occultum. Segmenta dorsalia membranacea. Differentia sexus: Mas coleopteris angustioribus, prosterno pone coxas subcom- presso, canaliculato, segmentis ventralibus abdominis transversim obsolete impressis api- calique abdominis* pubescentia longiori distinguitur. Fig. 1. a. — Femina, a latere, septies aucta. Fig. 1. b. — Prothorax et elytra, superne visa, amplificatione eadem. Fig. 1. c. — Caput, anlice visum, quaterdecies auclum. Fig. 1. d. — Antenna, vicies aucla. Fig. 1. e. — Mandibula dextra, superne visa, quinquagies qualerque aucta. Fig. 4. f. — Eadem, inferne visa, amplificatione eadem. Fig. 1. g. — Eadem, a latere inleriori, amplificalione eadem. Fig. 1. h. — Eadem, a tergo, amplificatione eadem. Fig. 1. i: — Maxilla dextra, inferne visa, eadem amplificalione. Fig. 1. k. — Labium, inferne visum, amplificatione eadem. Fig. 1. 1. — Idem, supra, amplificalione eadem. Fig. 1. m. — Fragmentum coleopterorum, sculpturam exhibens superficiei superioris, cenlies auclum. Fig. 1. n. — Fragmentum membrane superficiei interioris coleopterorum, cenlies auctum. Fig. 4. 0. — Tarsus primi paris, superne visus, quinquagies auclus. Interiores habitat recessus specus Adelsbergensis specusque dicti Magdalene. Tria solummodo hujus animalis insignis inveni exempla viventia, mulla autem exemplorum mor- tuorum collegi fragmenta, que sæpius etiam calce stillarum cadentium columnis vidi agglu- tinala (incolis lingua germanica utentibus vertropft). Columnas inhabitat majores adhuc crescentes ilaque semper humidas: tarde ingrediens, elevato corpore quasi grallis ambulans; territus remanet immobilis, corpore paullo depresso, divaricatis pedibus erectisque anten- nis, nec nisi tactus conabilur fugam. Ab Arachnidis spelæis sine dubio sectatur. I de Klynger af Byssus fulvus, som voxe i Adelsberger-Hulens indre Rum, traf jeg en mærkelig ny Art af Thysanurernes Orden. Den er snehvid, af ret anselig Stor- relse, og slutter sig ved Mangel af Skælbeklædning, ved rudimentert Springe-Apparat, ved Bygningen af Antenner og Lemmer, samt ved Öjnenes Antal og Stilling lil Slægten Anu- rophorus Nicol. Fra de faa bekjendte Arter af denne Slegt adskiller Hulens sig meget paafaldende ved Antennerne, der ere længere end Hovedet, ligesom ved slankere og lxn- gere Been, men især ved Bygningen af Brystringene, der ere afsnörede i to ulige store 20 Dele. Ojnene ere yderst vanskelige at opdage, og det lykkedes mig först efter mange forgjæves Forsög at komme til Kundskab om deres Tilstedeværelse, Antal, Form og Stil- ling ved Hjælp af Lieberkühns-Spejlet og et stærkt reflekteret Lampelys; de ere snehvide (Tab. II. Fig. 2 d), fjorten i Antal paa hver Side, og omtrent stillede paa samme Maade som hos Anurophorus fimetarius *). Deres Farve angiver dem tydeligt fok som rudimen- tere og uskikkede til at sandse med. Med de större Individer fandtes andre samlede (Tab. Il. Fig. 2 b), der foruden ringere Storrelse afvige ved kortere Antenner med stort Endeled, samt ved mindre dybt indsnörede Brystringe; jeg antager dem for yngre Exemplarer. I Selskab med disse to Former fandtes endnu en tredie (Fig. 2 c), langt mindre, der er linieformig, med meget korte Antenner, kun svage Spor til Inddeling af Brystringene, og hvis Bagkrop i Enden er forsynet med to smaa Kroge. Jeg anseer det for rimeligt, at denne lille Form er Larven. ANUROPHORUS STILLICIDII. Tab. II. Figs 2. Niveus, oculis viginti octo: antennis capite duplo longioribus: segmentis thora- cicis bilobis. | Long. 1} lin. Oblongus, convexiusculus, pubescentia albissima parce indulus. Caput triangulare, apice obtuso, angulis posterioribus late rotundatis. Ocelli utrinque quatuordecim , minutissimi, colore albissimo, in lineam oblique transversam, sub- sinualam, pone antennas bifariam dispositi: ocelli septem seriei anterioris, posterioris sex; ocellus quartus decimus reliquis paullo major, interiorem claudens hialum serierum. Antenn« capite duplo fere longiores, valide, cylindraceæ: articulus primus brevissimus, obconicus; secundus hoc duplo longior, clavatus; tertius forma eadem, sed paullo brevior; articulus ultimus duplo longior tertio, subclavatus, apice rotundato. Thorax capite duplo longior et ultra; segmenta longitudine subæqualia, singula sulco medio, transverso, profundius bipartita, utrinque biloba, parte posteriori angustiore ; anterior prothoracis portio capite tertia parte latior, posterior mesothoracis pars constricla, capile octava parte anguslior. Pedes graciles, subelongati; core elongate, anteriori segmentorum parti inserte. Abdomen thorace paullo longius, prothorace anteriori quinta parte lalius, oblongo- ovalum, appendice retractili brevi, subcylindrica, canalicula ventrali nulla: segmentum ultimum inerme. Animalia juniora preter magnitudinem minorem ab adultis discedunt antennis bre- vioribus, articulo ultimo ovato, segmentisque thoracicis minus profunde biparlitis, latitudine *) Nicolet, Recherches pour servir a l'Histoire des Podurelles, PI. 2. Fig. 19. 21 subæqualibus. Cohabitant hee animalia cum adullis aliisque adhuc minoribus, corpore lineari segmentoque abdominis ultimo duabus instructo spinulis terminalibus: forte larvæ juniores; antennæ in his capite breviores, articulo ullimo subgloboso, segmentaque tho- racica obsoletius lobata, æqualia, superne indivisa. Fig. 2. a. — Anurophorus stillicidii, quaterdecies auctus. Fig. 2. b. — Idem, junior, quaterdecies auctus. Fig. 2. c. — Forma statura pusilla, forte larva, quaterdecies aucta. Fig. 2. d. — Ocelli lateris dextri, trecenlies quinquagies aucli. Moles inhabitat stillicidio humectatas Byssi fulvi L.; in profundo specus Adels- ‘bergensis non infrequens. Mangfoldige Drypsteenssöjler ere hist og her paa Siderne forsynede med mere eller mindre fremragende Partier som Fölge af den Uregelmæssighed, hvormed det Vand er neddryppet, der-har afsat dem i Höjden. Der opstaaer da fra disse Fremragninger, iser naar Söjlen allerede er smeltet sammen med Hulens Loft, nye Fald af Vanddraaber, der ramme de Fremragninger, som sidde dybere nede. Naar der paa denne Maade i lengere Tid er blevet afsat Kalk imellem to ovenover hinanden liggende fremspringende Partier, og disse derved begynde at nærme sig til hinanden, skeer Tilnærmelsen naturlig- viis först med deres yderste Dele, eftersom det er fra disse, at Vandet drypper, og der opslaaer da ofte imellem begge en lille Hule, der beholder en ydre Aabning, saalænge de nedhængende Tapper endnu ikke ganske have forenet sig i Breden. Disse periodiske til- gittrede Smaahuler beboes i Magdalena- og Adelsbergerhulen af to mærkværdige blinde Arachnider, som begge ere Typer for nye Slegter. Den ene (Tab. II. Fig. 3. a), af Ordenen Aranee, slutter sig til de faa be- kjendte Slægter med to Par Respirations-Spalter, af hvilke kun det förste Par indeholder Luftgjeller, det andet derimod Tracheer, og viser sig tillige i andre Henseender som en ner Slægtning af Dysdera, skjéndt dens Habitus maaskee endnu mere minder om den i andre Henseender langt fjernere Slegt Desis *); uanseet Mangelen af Synet adskiller den sig fra Dysdera ved adskillige Afvigelser i Munddelene og i Forholdet mellem Lemmerne, ligesom ved aldeles nögen Bagkrop. » Den anden (Tab. I. Fig. 2. a), af Ordenen Solifuge, er en kolossal Form af Familien Obisia; den staaer meget ner yed Obisium, men synes dog paa Grund af sin slanke Bygning, sine særdeles smækkre og forlængede Lemmer og Palper, den rudimen- +) Idetmindste om dens eneste bekjendte Art, D. dysderoides Walck. (Hist. nat. des Apteres I. p. 610), der ifölge det Kongel. naturhistoriske Museums Originalexemplar af Aranca mazillosa F. (Entom. syst. II. p. 411 n. 17) er identisk med denne. tere Tilstand af Bagkroppens Hornskjolde, Savnet af Ojne og endelig vel ogsaa ved over- vejende Størrelse, at kunne fortjéne Rang som en selvstændig Slægt. Begge Arachnider ere rustfarvede med hvid Bagkrop; de ere hurlige Dyr, der let unddrage sig Forfölgelsen, naar man ikke er saa heldig at træffe dem i en saadan Af- stand fra deres Tilflugtssteder, at de ikke kunne faae Tid til at smutte derind. STALITA i Ordo Araneæ, — Familia Dysdere. Oculi nulli. Antennæ mandibulares subporrectæ, conicæ, ungue sublateraliter inflexo. Maxille mala elongata, apice oblique truncato, margine interiori dense barbato. Labium sternale elongatum, angustum, apice subrotundato. Pedes elongati, subæquales: tertii paris breviores. Abdomen nudum. Zryhirns. ”- STALITA TÆNARIA. Tab. il. Fig. 8. Long. 3 Lin. Pallide ferruginea, antennis. palpisque fuscescentibus, abdomine animalis vivi niveo: nitida, subglabra, palpis pedibusque spissius pilosis. Cephalothorax latitudine summa quinta longior parte, breviter obovalus, basi late emarginala: eonvexiusculus, medio subimpressus. Pars cephalica impressione obliqua utrin- que separala, parte thoracica dimidio anguslior, antice late rotundata, convexa, medio obsolelissime impressa, setulis parce adspersa. Antenne mandibulares cephalothoracem dimidium longitudine subequantes, summa crassitie triplo ferme longiores, vix pubescentes, apice pliculaque superficiei interioris spisse pilosis; margo interior canaliculæ unguis tridentatus. Unguis lalitudinem antennæ transversalem vix excedens. Maxille parum breviores antennis, parce selosæ, processu palpigero distincto, mala hoc duplo fere longiore, externe parum rotundata, margine inleriori apiceque dense barbatis. Palpi maxillares duplo longiores maxillis, articulo secundo longitudine maxillæ, subeylindrico, basi apiceque incurvis, terlio quartoque clavalis, incurvis, longitudine æqua- libus, singulis terliam articuli secundi partem vix superantibus. Articulus ullimus maris antecedenti articulo quarta parte brevior et gracilior, subconicus, subcompressus, acutius- culus: penis exserlus, corneus, teres, subelavalus, impressionibus duabus transversis, annuliformibus, obliquis quasi obsolete triparlitus: appendice valida, apice tenui, bisinuato. ° 23 Articulus ultimus feminæ antecedenti articulo sublongior quartaque parte crassior, sub- clavalus, obtuse acuminalus, ungue pusillo. Labium sternale lagenæforme, tertia tantum parte brevius maxillis, latitudine basali triplo longius, minute setulosum, apice spissius barbatulo. Pedes primi, secundi quartique paris longitudine subæquales, cephalothorace qua- druplo ferme longiores, tertii paris reliquis seplima parte breviores. Proportio articulorum : femora primi paris 6, secundi 6, tertii 5, quarti 6;- primus libiarum articulus 3, 24, 21, 24, secundus 5, 53, 41, 54; primus tarsorum articulus 6, 64, 6, 7, secundus 2, 2, 2, 2. Unguicult elongati, tenues, basi pectine longo. Onychium unguiforme. Abdomen cephalothoracis ferme longitudine eoque sexta parte angustius, breviter globoso-ovatum, pubescentia carens omnino, integumento tenui, membranaceo, aspectu reli- euloso. Spiracula omnia peritremate corneo, anteriora posterioribus duplo latiora. Ma- mille tertoriæ quattuor, breves, conice. Fig. 3. a. — Mas, superne visus, quinquies auctus. Fig. 3. b. —-Antenna mandibularis dextra, a latere interiori, sedecies aucta: Fig. 3. c. — Maxilla femine dextra cum labro palpoque maxillari, supra, sede- cies aucta. Fig. 3. d. — Maxilla maris sinistra cum labio sternali, inferne visa, sedecies aucta. Fig. 3. e. — Apex tarsi primi paris cum unguiculis et onychio, tricies auctus. Specus Adelsbergensis et Magdalene habitat recessus: vix rarissima. Profundiora columnarum crescenlium, inprimis maximarum, inhabitat cava, agilis, hostem velociter fugiens. BLOTHRUS Ordo Solifuge. — Familia Obisia. Oculi nulli. Pollex antennarum mandibularium appendice nulla. Cephalothorax integer. Pedes elongati, gracillimi: tibiæ anteriores biarticulate: femora posteriora sutura ante medium divisa spuria: tarsi omnes biarticulati. Abdomen membranaceum, sculis corneis obsoletis. Corpus selulosum: selis simplicibus. Blwtvos a Biwozu. BLOTHRUS SPELÆUS. Tab. I. Fig. 2. Long. 21-23 lin. — Pallide ferrugineus, manubus obscurioribus, apice fusce- scenlibus, abdomine animalis vivi eburneo. Cephalothorax latitudine media quarta longior parte, oblongo-quadratus, convexus, no foveola impressus media longitudinali, obsoletiori; margo anterior medius subsinualus, pone sinum paullo depressus; margines laterales basi apiceque subarcuati, medio paullo sinuali; margo posterior medius retro productus, subsinualus; anguli anteriores recti, apice acutius- culo, posteriores rotundati. Setulæ cephalothoracis pauce: prope anleriorem et posteriorem marginem quaternæ, reliquæ in medio cephalothorace congruenter dispositæ. Labrum amplum, carnosum, vix pubescens, triparlitum: laciniæ elongalo-ovatæ, convexæ, media superior, laterales inferiores, angustiores. Antenne mandibulares dimidiam cephalothoracis partem complentes longitudine, latitu- dine basali duplo longiores, setulis nonnullis superficiei superioris arliculi secundi; processus hujus articuli (digitus) prope basin interiorem obtuse unidentatus, interius canaliculatus, superiori canalicule margine serrulato, membrana pectinata angusla; articulus tertius antenne (pollex) ante apicem obluse unidentalus, membrana pectinata lalissima. Pone dentem digiti arliculi secundi series conspicitur longiludinalis superficiei inferioris selarum rigidarum. Mala maxillarum brevissima, aculiuscula, apice cilialo, appendice carnosa oblonga, vix pubescente. Palpi maæillares parce setulosi, dactylis pubescentibus, maris corpore duplo fere longiores, feminæ dimidia parte corpus superantes longiludine. Articulus primus obco- nicus, longitudine maxilla, secundus hoc sextuplo fere longior, elongatus, rectus, sensim paullo incrassatus; articulus tertius paullo gracilior secundo eoque tertia fere parte bre- vior, apice aulem magis incrassato, clavatus, basi subincurva. Manus (articulus quartus) antecedenti articulo duplo longior; palma ejus oblongo-ovalis, latitudine media triplo lon- gior quartaque articulo palporum tertio brevior parte: digitus palma sesqui longior et supra, valde altenuatus, vix incurvus, apice hamato, margine interiori spisse serrulalo. Pollex (articulus quintus) digito adhue angustior paulloque brevior, subrectus, ceterum forma conveniens cum illo. Pedes parce pilosi, articulis omnibus subrectis, subfiliformibus, per paria sensim crescentes longiludine: par primum corpus æquans longiludine, par quarlum corpore ler- lia parte longius; proportio articulorum: femora primi paris 24, secundi 2}, terti 4, quarti 5; tibiæ 2! + 2, 21 + 24, 33, 5; primus tarsorum arliculus 1}, 13, 13, 2, se- cundus 2, 2, 21, 24. Unguiculi elongati, tenues. Onychium carnosum, crassum, breviter clavatum. Prope apicem larsorum seta ulrinque singula pennata. Abdomen cephalothorace triplo longius et supra, feminæ obovalum, latiludine summa cephalothoracem duplo superante, maris subcylindricum. Segmenta longitudine subæqualia, integumento tenuissimo, membranaceo, sculis obsoletissimis, membraneis, sin- gulis prope marginem posteriorem transversa instructis setarum serie. Spiraculorum , ul in omnibus hujus familie animalibus, quotquot investigavi, paria duo, in posterioribus US; ot segmenti ventralis tertii quartique angulis sila (segmento ventrali primo scilicet obsoleto), transversa, linearia, perilremate membraneo, Fig. 2. a. — Femina, decies aucta. Fig, 2. b. — Labrum, superne visum, vicies auctum. Fig. 2. c. — Mandibula 'sinistra, inferne visa, quinquagies aucta. Fig. 2. dd — Maxilla dextra, infra, vicies aucla. Fig. 2. e. — Apex tarsi primi paris cum unguiculis onychioque, a latere dextro, octogies auctus. Fig. 2. f. — Seta pennata ejusdem apicis, ducenties quadragiesque aucla. In profundis specus Adelsbergensis et Magdalene frequentius obvius, more Obi- siorum retrogradus et laterigradus, in columnarum humidarum cavis latitans hosti. Paa saadanne Steder i Hulerne, hvor det gjennem Loftet neddryppende Vand er saa overflödigt, at det ikke kan forbruges til Söjledannelsen, opstaae i Fordybninger paa Gulvet smaa Vandsleder, der afsæite Kalken som en Bund af Krystaller. Disse Vandsam- linger beboes i Lueger- og Adelsberger-Hulen af et snehvidt, blindt, Krebsdyr af Amphi- podernes Orden. Det er (Tab. III.) en slank, glat Form, uden Tornebevebning, og som staaer saa ner ved Gammarus, at den vilde finde Plads indenfor denne Slegts Grændser, saafremt der ikke til Mangelen af Øjne endnu traadte et andet, meget mærkeligt Forhold. Dette bestaaer i Bygningen af det sidste Par Bugfödder, der næsten savner Torne, og hvis indvendige Springpig er rudimentær, medens den ydre ikke alene, iser hos Hannen, er betydeligt for- lenget, men tillige, hvilket er det Vigtigste, toleddet. Det er denne sidste Omstendig- hed, som synes mig afgjörende, og jeg understottes i denne Anskuelse ved nogle Yttringer af vor berömte Karcinolog om de Gammarus-Arter, hos hvilke det sjelle Par Bugfödders anden Springpig er rudimenter eller ganske mangler (saadanne ere G. Olivii, podager, Dugesi , brevicaudatus Milne-Edw. *), affinis og pungens Milne-Edw.**), den- tatus ***) og anisochir Kr.+), hvilket Forhold han, paa Grund af den physiologiske Belydning, der maa tillegges det hos Dyr, hvis Bevegelse for en stor Deel bestaaer i Springen, er tilbdjelig til at indrémme nogen Vegt som Slegtskarakteer ++); men hos den nye Hulekrebs er Springapparatet endnu mere afvigende, og det paa en Maade, der noget *) Extrait de Recherches pour servir à l’Histoire naturelle des Crustacés am- phipodes (Ann. des se. nat. T. XX. p. 367—72.) **) Hist. nat. des Crustacés, T. III. p. 47. see) Kroyer, Naturhistorisk Tidsskrift, B. IV. S. 159. +) Sammesteds, Ny Rekke, B. I. S. 327. ++) Sammesteds, S. 326. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 4 26 nærmer det til et Svémmeredskab. Den ringe Udvikling af de överste Antenners Bisvöbe, der blot bestaaer af to Led, og kun rager et lille Stykke frem over Svöbens förste Led, fortjener vel ogsaa at udhæves i Sammenhæng med de ovenfor berérte Afvigelser, om det end maa indrémmes, at der ingen betydelig Vegt kan lægges derpaa, saameget mindre, da man, skjöndt ikke i samme Grad, kjender Exempler paa et lignende Forhold hos nogle Gammarus-Arter, som G. brevicaudatus og Othonis Milne-Edw. *). NIPHARGUS Ordo Amphipoda. — Familia Gammari. Oculi nulli. Antenne superiores inferioribus longiores, flagello appendiculari minuto, biarticulato. Pedes ultimi paris stylo interiori brevissimo, exteriori valde elongato, biarticulato. Nig«eyos. NIPHARGUS STYGIUS. Tab. III. Long. 5-7 Lin. — Elongalus, summa altitudine a dorso segmenti terlii ad infe- riorem epimeri marginem quintuplo longior, subcompressus, crassilie maxima segmenli terlii altitudinem haud æquante, levis, carinis dentibusque carens omnino. Color niveus. Caput duodecimam totius longitudinis partem vix complet. Segmenta quinque priora longiludine subæqualia, singula capite parum longiora; insequentia quinque magni- tudine sensim crescenlia, nonum omnium allissimum; ultima tria magnitudine sensim de- crescentia. Epimera angulo anterior’ margineque inferiori subcrenulatis, incisuris omnibus setula præditis singula; paria eorum quattuor anteriora segmentis paullo altiora, subqua- drata, angulis marginibusque rolundalis, tertium omnium allissimum; paria ultima tria magniludine decrescentia: quintum altitudinem segmenti vix altingens, margine inferiori profundius bisinuato; sextum inferius bisinuatum septimumque inferne rotundatum tertiam segmentorum parlem vix superantes altitudine. Antenne superiores posteriorem segmenli quinli marginem attingentes longitudine. Scapus quinta parte-brevior flagello; articuli obconici: primus longitudine capitis; secundus primo quarta fere parte brevior et angustior; fertèus duplo minor secundo. " Flagellum setaceum; articuli 16-25, flagellum medium versus longitudine sensim paullo crescentes. Flagellum appendiculare primum flagelli articulum paullulum superans longitudine: articulus primus subeylindricus, secundus hoc triplo fere brevior, conicus. *) Ann. des sc. nat. T. XX. p. 373. Milne-Edwards angiver her Bisvöben som treleddet. Antenne inferiores superioribus terlia fere parte breviores. Scapus flagello lon- gior fere duplo: articuli priores duo brevissimi, ejusdem ferme longitudinis, tertius quar- tusque longiludine subæquales, ille subelavatus, hie subcylindricus paulloque gracilior, sin- guli triplo ferme longiores secundo. Flagellum selaceum; articuli 7-9, variantes longi- tudine, sæpius subæquales. Mandibulæ latitudine basali haud longiores, quinquedentatæ, dente apicali poslicoque elongalis; dens molaris paryus, ovalis. Palpi duplo semisque longiores mandibulis ; arti- culus secundus clavalus terliusque elongalo-ovalis longitudine æquales, singuli articulo primo triplo fere longiores. Mala exterior maæillarum primi paris septem armata aculeis: aculei pone medium lateris interioris unidenlali. Pedum macxillarium mala exterior serie armata spinularum obtusarum marginis interioris, spinulisque nonnullis longioribus, aculis anguli apicalis; palpi malam dimidia parte superanles; proportio articulorum: 2, 1, 24, 34, 3. Pedes primi secundique paris manu ovata, compressa, latitudine tertia parte lon- giori spinaque prædila compressa, obtusa in medio posteriori margine; par secundum primo quarta parte majus; proportio articulorum: 6, 14, 14, 3, 6, 53. Pedes tertii quartique paris æquales, graciles, pari secundo quarta parte longiores ; proportio arliculorum: 6, 1, 4, 3, 33, 1! Pedes quinti, sexti et seplimi paris forma invicem convenientes, magniludine vero paullo crescentes: quinlum par quarla fere parte longius quarto, seplimum hoc duplo fere longius; proportio articulorum: 4, 1, 35, 33, 4, à. Pedes octavi, noni et decimi paris simillimi; remi flagelliformes, multiarti- eulati: sete eorum natatoria longiores, uniseriatim ciliate, pone mediam longitudinem subarticulatæ. Pedes trium parium ultimorum saltatorii. Par undecimum segmento duplo fere longius: styli æquales, lamina basali quarla fere parte breviores. Par duodecimum duplo minus undecimo, ceterum quoad formam et proportionem arliculorum illi conveniens. Lamina basalis ultimi pedum paris duplo longior segmento. Stylus ejus interior in mare sexlam decimam in femina vero seplimam styli exterioris parlem equans longitudine, apice spinulis præditus duabus setaque pennala singula. Stylus exterior cylm- dricus; articulus primus laminam basalem in fe mina duplo, in mare autem triplo superans longitudine, fasciculis ornatus ulrinque spinularum brevium, in mari obsoletioribus: fasciculis lateris exterioris e binis composilis spinulis selaque pennala singula; articulus secundus in femina dimidiam articuli primi partem complens fere longitudine, lateribus apiceque fasciculis præditis sctularum: in mare longitudine fere articuli primi, glaber, lævissimus, apice solo fasciculato. > A 28 Ungues pedum omnium ante apicem subarlieulati spinaque armati pusilla lateris interioris prope articulationem spuriam. ‘Appendix caudalis longitudine segmenti ultimi, profunde incisa, biloba; lobi sub- ovali: apice truncato, trispinoso: margine exteriori incisuris duabus, interiori unica, om- nibus spina armalis singula. Fig. 4. — Mas, quinquies auctus. Fig. 2. — Flagellum appendiculare antennarum superiorum, octogies auctum. Fig. 3. — Antenna paris inferioris, quindecies aucta. Fig. 4. — Mandibula, vicies aucla. Fig. 5. — Maxilla prioris paris, tricies aucla. Fig. 6. — Maxilla secundi paris, vicies aucta. Fig. 7. — Pes marillaris, vicies auclus. Fig. 8. — Pes primi paris, sedecies auclus. Fig. 9. —- Pes tertii paris, decies auctus. Fig. 10. — Pes septimi paris, oclies auctus. Fig. 11. — Pes natatorius decimi paris, duodevicies auctus. Fig. 12:— Apex remi ejusdem pedis, sexagies auclus. Fig. 13. — Pes saltatorius duodecimi paris, duodecies auctus. | Fig. 14. — Segmentum ultimum feminæ cum appendice caudali pedumque salta- toriorum pari ultimo, tredecies auclum. Fig. 45. — Fasciculus pedum saltatoriorum paris ultimi, e binis compositus spi- nulis setaque pennata singula, sexagies auctus. Fig 16. — Stylus interior pedum ejusdem paris, sexagies auclus. Commoratur in locis depressioribus specus Adelsbergensis et Lueg, aqua repletis stillicidio abundante sedimentoque tectis fundi chrystallino. Agillime salit, captu difficilis; territus latebras fundi velocissime petit. » Det hyppigst forekommende (Tab. IV.) af de egentlige Huledyr og derhos et af de faa, der ikke udelukkende holde sig til de friske Sdjler-i Hulernes Dybder, men ogsaa færdes omkring paa Væggene og paa de af Förernes Fakler sværtede Söjler nærmere mod Ind- gangene og langs med de mere besögte Veje og Stier, er tillige det eneste af dem, der her nermere omhandles, om hyilket man besad tidligere, om end meget ufuldstændige Efterretninger. Deter et snehvidt Krebsdyr af Oniskernes Familie, og afbildet af Ko ch *) under Navn af Pherusa alba. Da Koch kun har hayt Exemplarer uden Antenner og uden *) Deutschlands Crustaceen, Myriapoden und Arachniden, 34stes Heft, 1840. 29 det sidste Par Bugfödder til sin Raadighed, er det egentlig kun Mangelen af Öjne, hvor- paa han har kunnet begrunde Opstillingen af denne Form som en ny Slægt. Ved at an- melde vedkommende Hefte af Koch’s Værk har Erichson imidlertid senere *) efter Ber- liner-Museets bedre bevarede Exemplarer tilföjet nogle Ord angaaende Bygningen af det sidste Par Bugfödders Vedhæng og om Antallet af Leddene i Antennernes Svöbe, hvilket han angiver til olte. Da disse Underretninger ere de eneste, der foreligge til Oplysning om dette Dyr, har jeg troet at maatte benytte Lejligheden til at give en udförligere Frem- stilling af dets Bygning. lfölge Koch’s, paa Bygningen af det sidste Par Bugfödder grundede, Inddeling af Familien Onisci (Cloportides Latr.) hörer det foreliggende Dyr, som Erichson allerede har bemærket, til den mellemste Gruppe (Familien Oniscidæ Koch), der karakteriseres ved det nævnte Par Bugfödders syl- eller myrtebladformige Skikkelse, og som forövrigt ganske svarer til den af Milne-Edwards omtrent samtidigt opstillede Afdeling Porcellionides. Mel- lem de i denne Gruppe af Latreille og Brandt grundede Slegter, der ifölge de hidtil givne Fremstillinger næsten alene afvige fra hverandre med Hensyn til Leddenes Antal (eet, to eller tre) i de ydre Antenners Svöbe, hævder Pherusa en i flere Henseender selvstendig Plads. Istedetfor et eneste eller dog kun meget faa Svöbeled, der i Form og Störrelse ikke danne nogen Modsætning til Skaftets yderste Led, findes her en mere udviklet Svöbe, bestaaende af et större Antal (otte til tyve) korte Led. Dyrets hele Form er slank, de bageste Brystringes Hjörner sterkt forlengede, iser hos Hannen, uden at Bagkroppen dog, som ellers plejer at vere Tilfældet, bliver indesluttet af den syvende Brystring: den er tvertimod aldeles fri, længere end Halvdelen af Bryststykket, og faaer en endmere afsat Form ved den usedvanlige Længde af dens to fürste Led samt ved Omridset af disse og de fölgende Led, der afvige baade indbyrdes og fra Brystringene, og af hvilke det tredies Baghjörner hos Hannen ere meget stærkt forlængede udad og tilbage. Lemmernes Byg- ning staaer i Overeensstemmelse med Kroppens slanke Form; de syv forste Par Been ere nemlig ikke alene i og for sig paafaldende fine, men udmerke sig tillige ved at tltage gradeviis i Længde forfra bagtil, saaledes at de sidste Par, istedetfor, som det hos de tid- ligere bekjendte Slegter er Tilfeldet, at vere langt kortere end de forreste, tvertimod overtræffe disse betydeligt i Störrelse; det sidste Par Bugfödders ydre Led-ere sylformige og overgaae Bagkroppen i Længde. Af andre Forhold, der synes ejendommelige i Modsetning til Gruppens övrige Slægter, fortjene endnu fölgende at udheves. Af de tre Lapper, der hos disse fortil synes at ende Hovedet, naar dette betragtes ovenfra, kan den mellemste siges at mangle, *) Archiv fir Naturgeschichte, Jahrg. 1841, 2ter Band, S. 252. 30 idet den ikke, som ellers er Tilfældet, danner en fremspringende Kant, men nedhvælver sig forefler under en jevn Bue mod Mundskjoldet, ovenfor hvilket den begrændses af en sterkt buet, kun let ophöjet Linie. Alle Munddelene ere af en mere end sædvanlig slank Bygning. 1 Bugten paa Kindbakkernes Tyggeside findes fire hevegelige Tilheng, det for- reste tykt, med nögen, tandet Spidse, de andre forlengede, næsten traadformige, med kort Haarbeklædning paa deres forreste Flade. Det förste Par Kjæbers indvendige Flig bærer i Spidsen istedetfor eet kortere Tilheng tre, der ere lange og slanke, næsten lancet- formige, og forsynede med længere, sidestillede Haar. Kjæbefôddernes Palper og Flige ere usædvanligt udviklede og begge tet og fiint randhaarede, men uden omströede Torne; Fligen bærer i Spidsen et lille, spidst, tet behaaret Tilhæng og en svag Torn. Bryst- föddernes yderste Led eller Kloen savner det lille Vedhæng paa den indvendige Side foran Spidsen, men er derimod afdeelt i to Led, af hvilket det överste er tet indhyllet i Borster og paa den ydre Side forsynet med et ejendommeligt lille Redskab, som bestaaer af to, ved Roden i en fælles Skede indesluttede Traade, der i Enden ere vifteformigt ud- videde og indskaarne. Tages endnu i Betragtning, at der til disse Egenheder fremdeles kommer Mangelen af Ojne, saa maa det vistnok indrömmes, at de Afvigelser, den foreliggende Art frem- byder fra Gruppens tidligere opslillede Slægtsformer, ere af ulige större Betydning, end de, der adskille imellem disse indbyrdes. Jeg tager derfor ikke i Belænkning at ansee den for en vel begrundet Slægt. Det Ejendommelige i dens Bygning synes at kunne for- staaes uden Yanskelighed. Da der er anviist den et langt fugtigere Opholdssted end Oniscus, Porcellio og de andre Onisciner, og da den maa såge sin Næring i Môrket, indsees let Betydningen af den hele slanke Bygning, den friere Bagkrop og de længere, især bagtil mere udviklede, Lemmer som Betingelser for en höjere Grad af Bevægelighed; Antenner- nes Svöbe nærmer sig i Overeenstemmelse dermed mere til den Bygning, der træffes hos Ligierne og de andre af Gruppens Vanddyr; og de til Fédderne heftede vifteformige, yderst bøjelige, Redskaber synes vel skikkede til at understölte Gangen paa de oftest lod- rette og af Vand overrislede Klippevægge og Drypsteenssöjler. Af de Karakterer, jeg har optaget i Diagnosen, ere de to første tilstrækkelige til at aforændse Slægten fra Gruppens tidligere Indhold; af de övrige vil maaskee en eller anden komme til at gaae ud, saafremt flere Arter skulde blive opdagede: det vil nemlig forst da kunne vise sig, om Sleglen med Hensyn til Afvigelse mellem Arterne indtager det samme Trin som Gruppens övrige Slægter, hvis Arter, som det er regelmæssigt hos Land-Leddedyrene, staae hverandre saa ner, at de kun afvige i Farve, Tegning, Be- klædning, Skulptur og enkelte smaa Uligheder i Formen. Da den af Koch anvendte Benævnelse allerede tidligere flere Gange har veret benyltet, endog i samme Dyreklasse, tilfalder det mig at foreslaae et nyt Slegtsnayn. 31 TITANETHES Ordo Isopoda. — Familia Onisci. — Tribus Oniscini. Oculi nulli. Flagellum antennarum exteriorum setaceum, multiarticulatum. Mandibule appendieibus quattuor, anteriori nuda, dentata, posterioribus æqua- libus, filiformibus. Mala interior maxillarum prioris paris appendicibus munila tribus, elongatis, pennatis. Mala pedum maxillarium elongata, appendiculata. Pedes (sic dicti) thoracici graciles, longitudine per paria crescentes: unguiculis biarticulatis appendiceque instructis gemina, flabellata. Posterior abdominis portio libera, elongata. Pedes abdominales ultimi paris articulo exteriori styliformi, elongato. Tırav, — nds. TITANETHES ALBUS. Tab. IV. Long. 4-7 Lin. — Oblongo-ovatus, posterius attenuatus, convexiusculus, niveus, unguiculis apicem versus rufescentibus, lævis: caput, thorax segmentaque prioris abdominis portionis superne ad latera marginemque posteriorem tuberculis adspersa minulis, rotun- datis, inæqualibus. Caput transverse rotundatum; lobé laterales minuti, triangulares, obtusi, superne visi acutiusculi, exterius subconvexi, inferne plani; lobus intermedius late rotundatus, an- terius convexe descendens, margine frontali vix elevato, superne haud conspicuo. Clypeus minime porrectus, descendens, latitudine duplo longior, angulis obtusis, rotundatis, mar- gine anteriori sinuato. Segmentum corporis primum (mesothoracicum) longitudine duplo latius et ultra, angulis anterioribus obtusiusculis, posterioribus subreclis. Segmenta sex sequentia illo tertia parte breviora, invicem longitudine subæqualia, latitudine apud feminam paullo decrescentia, in mare vero subæqualia vel latitudine paullo crescentia, lateribus in utroque sexu depressis, angulis posterioribus sensim magis elongatis acutioribusque: anguli poste- riores segmenti septimi in mare valde producti, processus efformantes amplos, sublanceo- latos, retro vergentes, introrsum elevatos longiludinemque conjunctam ferme complentes segmenti seplimi sextique. Posterior abdominis portio tertiam tolius corporis partem longitudine efficiens, elongato-ovala, reliquo corpore convexior, lateribus haud depressis ; segmenta parum discrepantia longitudine: anteriora duo insequentibus quarta tantum parte breviora, utrinque libera, angulis posterioribus retro vergentibus, acuminalis; segmentum tertium omnium latissimum, angulis posterioribus retro produclis, apud marem extrorsum valde elongatis, elevatis, acuminatis, posterius excavatis; latera segmenti quarti quintique convexius declivia, angulis poslerioribus acutis, minime vero elongalis; segmentum sextum antecedentibus paullo longius: lobus caudalis planiusculus, sensim paullo angustalus, apice late rotundato, subtruncato. Antenne exteriores dimidiam corporis partem longitudine fere complentes, graciles, leviuscule, minute pubescentes. Articulö duo priores longitudine subæquales, secundus obconicus, superne visus triangularis, angulo interiori apicis producto, latere inferiori simplici, minime dilatato; tertius subelavatus, subelongatus, articulo secundo duplo longior; quartus quintusque lineares, subcompressi, longitudine subæquales, hic dimidia parte gra- cilior illo, singuli duplo fere longiores arliculo tertio. Flagellum gracile, ultimo scapi articulo tertia parte brevius, articulis compositum longitudine inæqualibus, numerosis, S-20, plerumque 13-16. Labrum amplum, transversum, late rotundatum, ciliatum, apice subsinuato. Man- dibule quadridentatæ, dentibus acutis, corneis, fusco-ferrugineis: interius profunde sinuatæ quattuorque munile appendicibus mobilibus; appendix anterior subteres, clavata, mem- branacea, apice dentato, dentibus mandibule sinistræ tribus, corneis, fusco-ferrugineis, dextræ numerosis, membranaceis: appendices posteriores tres æquales, membranaceæ, elongate, graciles, filiformes, subcompressæ, superficie anteriori utrinque ciliata. Dens molaris magnus, valde produelus, corona elliplica, transverse plicata, spisse ciliata appen- diceque: instructa angulis inferioris membranacea, subfiliformi, pennata. Labium inferius bilobum, lobis triangularibus, acutiusculis, cilialis; appendices laterales anguste, lanceolate, aculiuscule, ciliale. Mala exterior maxillarum prioris paris sublinearis, utrinque ciliata, aculeis apicalibus plerumque undecim, corneis, acutissimis, apicem versus infuscatis; mala interior obsolete biarticulata: articulus exterior subclavatus, appendicibus instructus tribus, mobilibus, membranaceis, gracilibus, subteretibus, sublanceolatis, pennatis. Maxille se- cundi paris sutura ante apicem divisæ obsoleta, obtuse, apice barbato. Pedes mavillares longiusculi; articulus labialis lalitudine media quintuplo fere longior, apicem versus sensim dilatatus, margine exteriori depresso, ciliato. Palpi conici, depressi, spisse ciliati, aculeis spinisve destituti omnino, triarticulali: articulus primus maximus, subquadratus, secundus hoc dimidio brevior, angulo interiori apicis producto, obtuso, terlius paullo longior secundo, conicus, obtusus. Mala primo palporum articulo paullo longior, basi exteriori palpo obtecta, apicem truncatum versus sensim angustala, spisse ciliata, aculeis spinisve nullis: apex appendice instructus pusilla, obovata, acuminala, utrinque longius barbata spinaque minuta angulis interioris. Appendices pedum maxilla- rium basales lanceolate, parce ciliate. 33 Pedes sic dicti thoracici sat graciles, longiusculi, subcompressi, pubescentes, in- ferius parce spinulosi, per paria sensim paullo crescentes magnitudine: par septimum tertia parte longius primo. Spine pedum longiores omnes fasciculo composite spinularum mem- branacearum. Unguiculi pone mediam longitudinem articulatione divisi: pars apicalis cornea, acuminata, subincurva, nuda, basalis longius pubescens appendiceque mobili instructa lateris exterioris: appendix duabus efficitur filis membranaceis, apice dilatalis, flabellatis, vagina- que inclusis communi, basali, transverse striata. Pedes abdominales ullimi paris elongati; arliculus appendicis exterioris basalis segmentum caudale dimidia superans parle, secundus triplo longior primo, in mare posteriorem abdominis porlionem longitudine æquans ideoque tertiam totius corporis partem complens longitudine, in femina vero brevior, quartam solummodo corporis partem lon- gitudine æquans, levissimus, glaberrimus, teres, valde acuminatus, exacte styliformis, apicem versus extrorsum paullo curvatus, pusilloque pilorum ornalus fasciculo apicali; arti- culus exterior appendicis interioris filiformis, gracillimus, articulo seeundo appendicis exterioris dimidio brevior, levis, glaber, fasciculo apicali longiori. Mas adultus ut indiciis jam allatis sic etiam duobus dislinguitur tuberculis seg- menti quarti abdominis posterioris: tubercula gemina, flavescenlia, extrorsum pubescentia. Fig. 4. — Mas adultus, quater auctus. Fig. 2. — Labrum, antice visum, vicies auctum. Fig. 3. — Mandibula sinistra, inferne visa, vicies aucta. Fig. 4. — Appendix anterior mandibulæ dextræ, sexagies aucta. Fig. 5. — Appendix posterior filiformis mandibule sinistre , sexagies aucla. Fig. 6. — Corona dentis molaris mandibule, quadragies aucta. i Fig. 7. — Labium inferius, superne visum, appendice sinistra omissa, tricies auctum. Fig. 8. — Mazxilla dextra prioris paris, inferne visa, vicies quater aucla. Fig. 9. — Maxilla sinistra secundi paris, inferne visa, amplificatione eadem. Fig. 10. — Pedes mazillares, infra, eadem amplificatione. Fig. 11. — Flagellum antenne exterioris, tricies auctum. Fig. 12. — Pes sinister secundi paris, sedecies auctus. Fig. 13. — Unguis ejusdem pedis cum appendice flabellata, centies sexagies auclus. Fig. 14. — Spina ejusdem pedis, vi compressa, ducenties quinquagies aucla. Fig. 15. — Pes secundi paris posterioris abdominis portionis apud marem, sedecies auctus. Specus omnes Carnioliæ, quotquot investigavi, inhabitat frequens, columnas etiam ad ostia facibus fumosas sæpius visilans. In specu quoque Istrico dicto Corneale vidi frequentem. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 4 Der kan vistnok ifölge Talebrugen Intet vere til Hinder for at man omfatter de Dyr, der leve i Hulerne, der i disse have deres eneste Opholdssted, og udelukkende ere byggede for dette, med den kollektive Benævnelse af underjordisk Fauna. Men i dette Udtryk indeholdes endnu ingen bestemt Yttring, om hvorvidt disse Dyr have nogen anden og dybere begrundet Adkomst til at betragles som et Hele end Ejendommeligheden af deres fælles Opholdssted. Idet jeg, efterat have tilendebragt Undersøgelsen af Hule- dyrene, forsügte at sammenfatte de Indtryk, som Betragtningen af deres Ejendommelig- heder havde efterladt hos mig, og derved overvejede, hvor overordentlig stor den Af- vexling er, der finder Sted med Hensyn til de videre og snævrere systematiske Grupper, af hvilke de enkelte Former ere udlagne, der boe i Hulerne, var jeg ikke istand til at udfinde noget Synspunkt, hvorfra de kunde antages at danne en höjere faunislisk Eenhed. Thi medens der blandt Hulebeboerne gives enkelte, hvis hele Bygning er saa over- ordentlig, at den unddrager sig enhver nærmere Sammenligning med de i Lyset levende Formers, forholde andre sig som blotte karakteristisk (for Môrket) uddannede Led af saa- danne Grupper, der bestaae af mere eller mindre lysskye Dyr, og af hvis öyrige Med- lemmer mange ere udbredte paa Overfladen af de samme Egne, i hvilke Hulerne ligge; og endelig höre nogle til Slægter, der have en vidtloftig baade geographisk og lokal Udbredelse. lfölge de foreliggende Kjendsgjerninger kunne vi derfor neppe betragte det hele Phænomen anderledes end som et reent lokalt, hvorved da den Overeensstemmelse, der med Hensyn til et Par Former (Anophthalmus, Adelops-Bathyscia) har viist sig mel- lem Mammuthshulen og de krainiske Huler, bliver at ansee som en ganske sædvanlig Yttring af den Analogie, der overhovedet finder Sted mellem den europæiske og den nordameri- kanske Fauna. Endvidere synes det mig kiart, at den krainiske Hulefauna er sammensat af to Led, af hvilke det ene bestaaer af Dyr, for hvis Optræden Mörket er det væsentligt Betegnende, og det andet af saadanne, der desuden ere bundne til Drypsteensdan- nelsen. Til at skjelne skarpt mellem disse to Led ere vore Kundskaber for nærværende Tid dog neppe tilstrækkelige. Den underjordiske Fauna, eller snarere: de underjordiske Fauner, torde saaledes rettest betragtes som enkelte Smaagrene, der fra Overfladernes, geographisk begrændsede, Fauner strækkes ind under Jorden, og som efterhaanden, idet de forgrenes ud i Mörket, ere formede i Overeensstemmelse med de særegne Omgivelser, til hvilke de skulle tilpasses. Til at berede Overgangen mellem Lyset og Mörket ere Dyr benyttede, der ikke fjerne sig fra de sædvanlige Former; derpaa komme andre, som ere byggede for Tusmörket; tilsidst, hvor Mörket er fuldstændigt, optræde ganske særegne Skabninger, blandt hvilke alter nogle ere afpassede efter specielle Lokaliteter, og af hvilke de, der leve paa det Torre eller i afspærrede Smaavande, ere aldeles blinde, medens de, der op- holde sig i gjennemstrommende Vande, vel have Ojne, men af en saa ufuldkommen Byg- ning, at de blot kunne tjene som Organer for Lysfornemmelse, men ere uskikkede til at opfatte noget Billede af de belyste Gjenstande. Man kunde med nogenlunde Skarphed forsöge at inddele Huleboerne i Skygge-Dyr, udbredte Slægter og Arter, der opholde sig i Hulerne i Nær- heden af Indgangene, ligesom de overhovedet opholde sig paa ethvert kjåligt, skyggefuldt og fugtigt Sted. De iblandt dem, som kunne flyve, gaae undertiden dybt ind i Hulerne CAntliater). Tusmörke-Dyr, der tilhére udbredte Slægter, men ere ejendommelige for Hu- lerne, og udmærke sig ved meget smaa Ojne. De opholde sig især i Nærheden af Ind- gangene, men gaae længere ind i Mørket end Skygge-Dyrene, og, skjöndt de ere vingelöse, gjennemstrejfe de dog undertiden det mørke Rum i deltes hele Udstrækning. Pristonychus elegans, Homalota spelæa. Hule-Dyr, som idelmindste for störste Delen danne ejendommelige Slægter, ere vingelöse, af saa lyse Farver som Integumenternes Beskaffenhed tilsteder, og som ude- lukkende leve i det fuldstændige Môrke; Landdyrene ere blinde, Vanddyrene have Lys- fornemmelse. Herhen samtlige Dyr i Mammuthshulen og af dem i de krainiske Huler Ano- phthalmus, Bathyscia, maaskee tillige Anurophorus og Hypochthon, der dog ogsaa kunde höre til den folgende Gruppe. Drypsteenshule-Dyr, Insekter, Arachnider og Krustaceer, som tilhøre cjen- dommelige Slegter; de ere vingelöse, blinde, af saa lyse Farver som Integumenternes Beskaffenhed lilsteder, enten lysebrune-hvidgule eller snehvide, maaskee eftersom Chilinen er mere eller mindre overvejende; de leve i det fuldstændige Mérke, ere ejendommelige for Drypsteenshuler , opholde sig tildeels paa Söjlerne, og ere da byggede til at bestige disse og til at færdes paa dem. Herhen höre de fleste af de i nærværende Afhandling be- skrevne Huledyr, Stagobius, Blothrus, Stalita, Niphargus og Titanethes. At samllige egentlige Huledyr tilhöre saadanne Grupper, som enten leve af Rov eller af gjærende vegetabilske og animalske Stoffer, staaer i nöje Overcensstemmelse med de i Hulerne stedfindende Forhold. Alle de Huler, i hvilke saadanne Dyr vides at fore- komme, stemme nemlig overeens deri, at de indeholde gjennemströmmende Vand i slörre eller ringere Mængde, eller dog saadanne Vandsamlinger, som kunne antages at have Til- strømning udenfra. Erneringen af de Dyr, der leve i Vandet, kan altsaa let forstaaes. Men ogsaa for Landdyrene vil der altid med Vandet kunne fölge tilstrækkelig Næring af levende og döde Dyr og forraadnende Plantedele, og de Huleboere, som nære sig paa denne Maade, kunne atter tjene til Bytte for Rovdyrene. Som et Dyr, der ved Hyppighed og Levemaade maa antages for særdeles skikket til Mellemled i en saadan Forbindelse mellem Yderverdenen og Rovdyrene blandt Huleboerne, kan nævnes Titanethes albus. Det Huledyr, hvis Levemaade det falder vanskeligst at forstaae, er Stagobius troglodytes ; hvorledes et saa langsomt og for Forsyarsmidler blottet Dyr kan undgaae at blive udryddet 5? 36 af de hurlige röverske Arachnider, og hvorledes det kan finde tilstrækkelig Næring paa Søjlerne, for hvilke det saa tydeligt er bygget, er vistnok paafaldende. Man ledes her lil at fæste sin Opmærksomhed paa Antennerne. Hvilken Betydning man end vil til- lægge disse gaadefulde Redskaber, saa er det dog tydeligt, at de ere Sandseorganer; men i denne Henseende maa et Insekt med en saa udviklet Antennebygning som Stagobius have en vigtig Fordeel fremfor sine Fjender, naar disse blot ere Arachnider. Dens for- siglige og langsomme Skridt og dens hele frygtsomme og spejdende Adfærd robe noksom en inslinktmessig Bevidsthed om stedsevarende Livsfare og Bestrebelsen efter at undgaae den ved uophörlig Opmærksomhed; den vil ogsaa derved have Hjælp af Môrket, som dog altid begunstiger den Forfulgte mere end Forfölgeren, især paa en saa ujævn, med Huller oversaaet, Flade som Drypsteenssdjlernes. Heller ikke er Vanskeligheden ved at indsee, hvorledes. den kan finde den nödvendige Nering, större end med Hensyn til mange In- sekter, som leve i det Frie. Drypsteenssöjlerne kunne neppe vere mere bare for Vege- tation eller overhovedet af et mere Irösteslöst Udseende, naar man tænker sig dem som Opholdssted for Insekter, end de isolerede Pletter, der kun gjennem et Par Uger om Sommeren bloties ved Alpernes Snegrendse, eller end Asken og Lavaen ved Foden af Ælnas og Vesuvs Kratere, eller end de nögne, af Saltvand gjennempidskede Sandflader, der strække sig omkring Klilterne paa Skagens yderste Spidse. Og dog beboes hine Alpe- toppe af ikke faa ejendommelige, vingelöse, Insekter; den sparsomme Gjödning, der efterlades af de Rejsendes Muuldyr og Heste paa Vulkanernes Sider, opsøges af en ejendommelig Aphodius; og hine Sandflader ere hele Sommeren igjennem bedækkede med Millioner Tuer af Bledius arenarius. At de allerfleste af de i Hulerne iagltagne Dyr tilhôre Leddedyrenes Række, staaer i Overeensstemmelse med den overvejende Rolle, som Leddedyrene overalt paa Jordkloden spille i Landjordens og det ferske Vands Fauna. Det ringe Antal af Arter og lildeels af Individer finder tilstrækkelig Forklaring i Hulernes Fattigdom paa Forhold, der kunne be- gunstige organisk Liv. Naar man imidlertid overvejer, at de Huler, der hidtil ere under- søgte i zoologisk Henseende, ere meget faa i Antal, at saadanne Undersøgelser endnu kun ere anslillede af faa Naturforskere, og at de Dyr, jeg ovenfor har beskrevet fra de krainiske Huler, bleve fundne i Løbet af en halv Snees Dage og paa en enkelt Aarslid: tor det ikke destomindre antages for rimeligt, at Huledyrenes virkelige Antal, selv i de hidtil undersôgle Huler, er langt fra at være udtömt ved det, man nu kjender. kd Forklaring over Afbildningerne. Tab. I. Fig. 1. Stagobius troglodytes. — - a. Hundyret, seet fra Siden, 7 Gange forstørret. i — - b. Forryggen og Dækvingerne, sete ovenfra; samme Forstårrelse. — - c. Hovedet, seet forfra, 14 Gange forstørret. — - d. En Antenne, 20 Gange forstørret. — -e. Höjre Kindbakke, seet ovenfra, 54 Gange forstørret. — -f. Den samme, nedenfra; samme Forstörrelse. — - 9. Den samme, seet fra den indvendige Side; samme Forstårrelse. — - h. Den samme, seet fra Ryggen; samme Forstörrelse. — - 2. Höjre Kjæbe, seet nedenfra; samme Forstörrelse. — = k. Underlæben, seet nedenfra; samme Forstörrelse. — - I. Den Samme, seet ovenfra; samme Forstörrelse; den venstre Tunge- palpe og Bitunge samt Hagens venstre Side ere udeladte. — - m. Et 100 Gange forstørret Stykke af Dækvingerne, der viser Skulpturen paa disses Yderside. — -n. Et 100 Gange forstørret Stykke af den Hud, der udklæder Dækvin- vingernes Underflade. — - 0. Venstre Forfod, seet ovenfra, 50 Gange forstørret. Fig. 2. Blothrus spelæus. — -a. En Hun, 10 Gange forstörret. > -b. Leben, seet ovenfra, 20 Gange forstørret. — - c. Venstre Antenne-Kindbakke, seet nedenfra, 50 Gange forstörret. — - d. Højre Kjebe, seet nedenfra, 20 Gange forstörret. & — - €. Enden af venstre Forfod med Klöerne og Heftepuderne, seet fra höjre Side, 80 Gange forstörret. — - f. En Fjerbörste af den samme Fod, 240 Gange forstörret. Tab. I. Fig. 1. a. En Antenne, 50 Gange forstörret, af Bathyscia byssina. — 1.b — i. Bathyscia montana. — - b. En Antenne, 50 Gange forstørret. . C. d. 38 Leben, seet ovenfra, 260 Gange forstårret. Venstre Kindbakke, nedenfra, 250 Gange forstørret. Højre Kjæbe, seet nedenfra; samme Forstôrrelse. Underlæben, seet nedenfra; samme Forstorrelse. Forbrysistykket, seet nedenfra, 60 Gange forstørret. Venstre Forbeen, seel forfra, 100 Gange forstørret. Højre Bagfod, fra Siden, 160 Gange forstørret. Anurophorus stillicidii, 14 Gange forstørret. Yngre Individ af den samme; samme Forstorrelse. Thysanure-Form, rimeligviis Larve til Anurophorus stillicidii; samme Forstörrelse. Den höjre Ojegruppe af Anurophorus stillieidii, 350 Gange forstorret. Stalita tenaria. En Han, 5 Gange forstörret. Højre Kindbakke-Antenne, indenfra, 16 Gange forstørret. Hunnens höjre Kjæbe, med Kjæbepalpen og Læben, ovenfra; samme Forslörrelse. Hannens venstre Kjæbe med Kjæbepalpen og Underlæben, nedenfra; samme Forstörrelse. Spidsen af venstre Forfod med Klöerne og Mellemkloen, fra Siden, 30 Gange forstörret. Tab. IM. Niphargus stygius. Fig. 1. En Han, seet fra Siden, 5 Gange forstørret. . De överste Antenners Bisvöbe, 80 Gange forstôrret. Venstre nederste Anlenne, 15 Gange forstörret. Höjre Kindbakke, seet ovenfra, 20 Gange forstörret. Venstre Kjæbe af förste Par, sect nedenfra, 30 Gange forstorret. Höjre Kjæbe af andet Par, ovenfra, 20 Gange forstörret. Venstre Kjæbefod, seet nedenfra, 20 Gange forstörret. Venstre Gribebeen af første (naar Kjebefodderne medtælles, da andet) Par, 16 Gange forstörret. Venstre Gangbeen af tredie Par, 10 Gange forstørret. Venstre Gangbeen af syvende Par, 8 Gange forstörret. Venstre Svömmebeen af liende Par, 18 Gange forslörret. 39 Fig. 12. De fire Endebörster af samme Beens ydre Aare, 60 Gange forslörrede. 13. 14. 15. 16. Venstre Springbeen af tolvte Par, 12 Gange forstörret. Det yderste Led af Hunnens Bagkrop med Halevedhænget og venstre Springbeen af trettende Par, ovenfra, 13 Gange forstörret. Et Bundt af to Torne og en Fjerbörste af det sidste Par Springbeen, 60 Gange forstorret. Den indvendige Springpig af samme Par Springbeen, 60 Gange forstorret. Tab. RIK: Titanethes albus. Fig. neu 1. Bow N © @ En Han, 4 Gange forstörret. Leben, forfra, 20 Gange forstørret. Venstre Kindbakke, seet nedenfra; samme Forstörrelse. Forreste Vedhæng af höjre Kindbakke, 60 Gange forstörret. Forreste traadformige Vedhæng af venstre Kindbakke; samme Forstörrelse. Tyggefladen af Kindbakkernes Knusetand, 40 Gange forstörret. Underlæben, ovenfra, 30 Gange forstörrel; venstre Vedheng er udeladt. Höjre Kjæbe af förste Par, nedenfra, 24 Gange forstörret. Venstre Kjæbe af andet Par, nedenfra; samme Forstorrelse. Kjxbefödderne, nedenfra; samme Forstörrelse. De ydre Antenners Svöbe, 30 Gange forslörrel. Venstre Been af andet Par, 16 Gange forstörret. Kloen af samme Been med det vifteformige Redskab, 160 Gange forstôrret. En af de lengere Torne af samme Beens fjerde Led, fremstillet i en udpresset Tilstand, 250 Gange forstörret. Det Höjre af Hannens andet Par Buglemmer, nedenfra, 16 Gange for- storret. oles pl DL” ar { rå 1 4 L A ) ti 7 N EN rg en - FAR ME Vopr In rim RIT mihi Vüzslörrilun: Ba ee ar rm A LA AR is no no M nu ost ars Da aaa CU AP TEE, “A DATE ere NE 3 = Thy snes? yp ae he Liv li cs at po: Pa ae Vorteilen" ns DELL TE Son fe rn pm matt. + eribegl‘ vote rasta ou NE } ayo BY nt trim 14 mailen BY ).2 ei Bee AEE MARI NA DRE cm0 dl ounces dant winner Wy. a HAT) $ = | ee + À er Be ER Cum borte; ah oe oo SEK \ ai) 5 AT res N a! loéslér eg TS : Ba 2 main Kan. ver Enderatre Ali HR tente es” ES RE RE den dope way ve hé sv So Gite fi KN Ss Verne Gritdtom IR Br SALE SP ESS Sale Stagobius tro glo dytes — 2: Blothrus spelæus Autor del. ev ve. ALTER) PL Mn PP Wan kann, i sigh LHATEUTS Vid. Selsk. Skr. 5% Række nature. og math. Ad. 2B. Sohiödte : Bidrag tit Uulernes Fauna’. Tab TM. La D athys cia bys Sima: bx miom tama 2. Anurophorus sllacidax = 3. Stalita tznaria . Autor del. tre. » ' rå = re à - J 2 É — nen Vad. Selsk. Skr. 5 Række; naturv og math. Afd. 2 B. Sohtødte : Bidrag UV Huternes Fauna’. Tab ‚IH. as — 7 CE a Niphar dis MS tyeiu s Autor del. et se. Vid. Selsk. Shr. 5° Række nature. og math. Afd. zB. Sehiddte : Bidrag til Hulernes Fauna . Tab . IV . Titanethes albus Autor del. et ze. | i v N pa i, v4 ‘ Wi i ni x Y i OMA Yan: | LE { j Bemeerkninger en Samling af Blomstertegninger den kongelige Kobberstiksamling. Af J. F. Schouw. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind, 6 ae ae, Fe - Tolamold 16 | L + I den kongelige Kobberstiksamling i Kiobenhavn findes en Samling af Blomstertegninger i fire folio Bind, der ikke blot have Interesse fra Konstens Side, men ogsaa i videnskabelig Henseende, navnligen fordi man deri kan finde Bidrag til Ziirplanternes Historie. Denne Samling har tidligere veret indlemmet i det store kongelige Bibliothek og er kommet dertil fra det hertugelige Bibliothek i Gottorp. Paa Bindene findes det gottorpske Vaaben og da deri forekomme en Bispestue og Bogstaverne C. A., maae det antages for afgjort, at Indbin- dingen har fundet Sted under Hertug Christian Albrechts Broder Christian August, den saakaldte Administrator, der bestyrede den gottorpske Andeel af Hertugdémmerne i hans Brodersönsöns Mindreaarighed; han blev Biskop i Lübek 1706 og döde 1726. Yngre end dette Tidsrum kunne Tegningerne altsaa ikke vere, men vel ældre. Hverken Sam- lingen selv, eller Werlaufs det kongelige Bibliotheks Historie eller Ekkards Bemærkninger i „Topographisk og oeconomisk Lommebog over Kiöbenhavns Mærkværdigheder 1794”; som omtale disse Blomstertegninger, give nogen Oplysning om Tiden eller Konstneren. En Tradition paa Kongens Bibliothek vil, at Samlingen skyldes den, især ved sine Tegninger af Surinamske Insekter, berömte Konstnerinde, Maria Sibilla Graf, födt Merian, sædvanlig kaldt med sidste Navn. Da hun blev fådt 1647 og dåde 1717, kommer en saadan For- udsætning ikke i Strid med det ovennævnte Datum, at Tegningerne ere indbundne mellem 1706 og 1726. Endnu kunde for den Mening at Tidspunktet for Samlingen falder sidst i det 17de eller först i det 18de Aarhundrede anføres, at deri denne rige Samling af Ziirplanter savnes Aster chinensis (Callistephus chinensis) men findes Tropæolum majus og Oenothera biennis. Ifôlge Dillens Hortus Elthamensis, som udkom 1732, lader det nemlig til, at Aster chinensis dengang var sielden, det hedder nemlig deri: at Prof. van Royen i Leiden havde sendt ham Fröe af denne udmærkede Plante; hvorimod Tropæolum majus skal være bragt til Europa i 1684 af Bewerning og Oenothera biennis allerede i 1614. Saaledes kan man vel antage det for hoist rimeligt at Tegningernes Alder ikke er under 125 og ikke over 150 Aar. I Hen- seende til Landet, hvori Tegningerne ere giorte, da tår det antages som afgiort, at det maae være i det mellemste Europa. Det er ikke skeet i Sydeuropa, thi nogle af de syd- europæiske Planter ere fremstillede i Baller f. Fx. Cistus albidus; de vildtvoxende Planter som ere afbildede, ere saadanne som findes baade i Syd- og Nordeuropa; nogle Ophrys Arter giöre det dog rimeligt at Tegningen ikke kan vere skeet i de nordligste Dele af Europa. Da Madame Merian opholdt sig deels i Frankfurt deels i Holland, er der fra denne Side intet imod at hun kan være Konstnerinden. Ge De 4 Bind indeholde 363 Tavler med 1180 Afbildninger; af de fleste Planter er der nemlig flere enten Afarter eller Arter paa samme Tavle. Alle Tegningerne ere paa Pergament; de ere udförte i Gouache. Bladenes Størrelse er 193” i Höiden, 143” i Breden. Afbildningerne ere, som det synes af forskjellige Hænder og fra Konstens Side af forskjellig Verd. De fortrinligste fortiene især Roes for den Flid og Farvesands, hvor- med de ere udfürte. De ere i det Hele taget naturtro. Kun ved nogle Orchideer, hvis Blomster frembyde besynderlige Ligheder med Insekter, Fugle og andre Gienstande har Konstnerens Phantasie forledet til at foröge disse Ligheder. Paa Grund af den ndie Over- ensstemmelse med Naturen, har det været muligt at bestemme de allerfleste Tegninger; dog da Analyser mangle og Konstneren neppe har veret Botaniker, efterlades undertiden Tvivl. Dhr. Dr. Vahl og Botanisk Gartner Weilbach have med megen Beredvillighed staaet Anmelderen bi i Bestemmelserne. Skiöndt Konstneren som sagt neppe har haft botanisk Kundskab, ere dog Planterne til en vis Grad systematisk ordnede; Planter af samme na- turlige Gruppe findes som oftest samlede f. Ex. Liliaceer, Caryophylleer , Ranunculaceer, Synantherer, Leguminose og kun enkelte Gange har en tilfældig Lighed eller et fælles Voxested bragt forskiellige Planter sammen, f. Ex. naar Coriandrum sativum er kommet til at staae blandt Jberis Arterne, Oxalis ved Trifolium, Agrostemma Githago ved Centaurea Cyanus, Linosyris vulgaris ved Linaria vulgaris. Navne findes kun vedföiet paa yderst faa nemlig: „Lilium Persicum” 9: Fritillaria persica Lin., „Primula veris” 9: Primula elatior Jaquin., ,Ranunculj” 9: Ranunculus asiaticus, Lin., „Calendula” 9: Tagetes patula Lin., „Malva” 9: Althea rosea Cav., ,Althea” 9: Hibiscus syriacus Lin., „Scabiosa” 9: Scabiosa atropurpurea Lin., .Nasture. Indie.” 9: Tropæolum majus Lin. Tavlerne ere ikke nummererede, Bindene ei heller betegnede, men jeg har tilföiet Nummere paa Bind og Tavler og Bogstaver for de enkelte Tegninger. Disse ere fölgende: A. Tome I. | Tab. 3. fig. b. Colchicum autumnale. Lin. Tab. 1. Titelblad bestaaende af en Halv- | e-f. E = fl. pl. krands af forskiellige Blomsier, | 4. a-k. Crocus vernus Smith. Va- nemlig Roser, Tulipaner, Nelliker, : rieleter. Fritillaria Meleagris, Hepatica trilo- 5. a-k. Crocus vernus. Smith. ligel. ba, Narcissus pseudonarcissus, poe- | 6. a. ticus, Leucojum aestivum, Jasminum | b. Colchicum autumnale. Lin. officinale, Ranunkler, Akeleier samt flor. varieg.? Blade af Hedera Helix. 6. fig. c-d. Bulbocodium vernum. Lin. Tab. 2. fig. a-g. Crocus luteus. Lam. e Sternbergia lutea. Ker. 3: a. Colchicum antumnale. flore | f. albo. Lin. | i a-c. Cyclamenhederæfolium. Ait. Tab. 7. fig. d-f. 8. 9. 10. 11. 13: 16. a- pb. c-e. a-d. e. €. b. Cyclamen europeum. Lin. Cyclamen europeum. Lin. Cyclamen hederæfolium. Ait. Erythronium Dens canis. Lin. Galanthus nivalis. Lin. Leucojum vernum. Lin. Leucojum æstivum. Lin. Leucojum sp. Galanthus nivalis. Lin. Narcissus sp. Narcissus sp. fl. pl. Narcissus sp. Narcissus poeticus. Lin. Narcissus angustifolius.? Narcissus bicolor. Lin. fl. pl. Narcissus incomparabilis. Curt. ? Narcissus Curt. fl. pl. Narcissus poeticus. incomparabilis. Lin. Lin. incomparabilis. Narcissus bicolor. Nareissus Curl. Narcissus Jonquilla. Lin.f.pl. Narcissus Tazetta. Lin.? Lin. Lin. Narcissus Jonquilla. Narcissus moschatus. Narcissus poeticus. Lin. flpl. Lin. Narcissus pseudonarcissus. Lin. fl. pl.? Narcissus tenuior. Narcissus minor. Curt. Narcissus Bulbocodium Lin. Lin. ? Curt. Narcissus bicolor. Lin. Narcissus bicolor. Narcissus major. Tab. 16. fig. c. die 18. 19: 20. 23. 24. 26. 27. a-e. a-b. *Narcissus moschatus. Cc. Narcissus bicolor. Lin. fl. pl. Narcissus major. Curtis. fl. simpl. & pl. Lin. Narcissus incomparabilis. Curt. ? Narcissus major. Curt. Narcissus poeticus. Lin. ? Narcissus triandrus. Lin. Narcissus orientalis. Lin. Narcissus sp. orientalis. Lin. Tazetta. Lin. orientalis. Lin. Sp. Narcissus Bulbocodium Lin. Narcissus Narcissus Narcissus Narcissus Narcissus Jonquilla. Lin. Narcissus orientalis. Lin. Narcissus bicolor. Lin. fl. pl. orientalis. Lin. ? Tazetta. Lin. sp. Amaryllis Atamasco. Lin. biflorus. Curt. Pancratium illyricum. Lin. ? Narcissus Narcissus Narcissus Narcissus Hyacinthus orientalis. Lin. fl. simpl. & pl. Scilla amoena. Lin. Seilla italica. Lin. Hyacinthus orientalis. Lin. Scillaitalica. Lin. fl. carneo. Scilla sp. Scilla italica. Lin. Scilla italica. Lin. fl. albo. Hyacinthus orientalis. Lin. Hyacinthus orientalis. Lin. Muscari comosum. Mill. Tab. 27. fig. c. 28. 29. 30. - 31. 32. 33. 34. 36. 37. 38. e. Hyacinthus amethystinus. Lin. Hyacinthus amethystinus. Lin. fl. abbo. Hyacinthus amethystinus. Lin. fl. albo. — Hyacinthus orientalis. Lin. Hyacinthus orientalis. Lin. Smith. Lin. Muscari comosum. Scilla nutans. Scilla ilalica. Mill. Lin. fl. albo. amethystinus. Scilla italica. Hyacinthus Lin. Hyacinthus amethystinus. Lin. fl. violaceo. Muscari comosum. Mill. monstrosum. Seilla autumnalis. Lin. Scilla sp. Desf. Muscari botryoides. Mill. fl. Muscari moschatum. ceruleo et albo. Muscari moschatum. Dest. | Muscari botryoides. Mill. Polyanthes tuberosa. Lin. Amaryllis Belladonna. Lin. | Ornithogalum umbellatum Lin. Ornithogalum pyramidale. Lin. Gagea lutea. R. & Schult. Myogalum nutans. Link. Asphodelus ramosus. Lin. Scilla peruviana. Lin. fl. albo. Allium Moly. Lin. fl. albo. Allium nigrum. Lin.? A6 52. Tab. 38. fig. c. 39: a. b. ad! d=ie. aCe a-e. a-e. a-e. a-e. a-d. a-e. a-d. A0: a-c. a-c. a. b. a-C. a. b-c. a. Allium Moly. Lin.? Allium Lin. ? Allium nigrum. spherocephalon. Lin. \ ) Tulipa Gesneriana. Lin. | / Iris Xiphioides. Ehrh. var. Tris Xiphium. Lin. Iris Xiphium. Lin. Iris Xiphium. Lin. fl. pl. Iris Xiphium. Lin. fl. albo. Iris Xiphium. Lin. fl. luteo. Iris Xiphium. Lin. fl.-vio- laceo. Iris germanica. Lin. Iris Xiphium. Lin. Iris Xiphioides. Ehrh. ‘Tris Xiphioides. : Ehrh. Iris Xiphium. Lin. Gladiolus communis. Lin. fl. carneo. Tab. 67. 68. 69. 70. Tile 76. AT. 78. Iris sibirica. Gladiolus communis. fl. albo. Gladiolus communis. fl. roseo. Tris sambucina. Lin. Red. ? Ait. Lin. Tris variegata. Lin. Lin. Lin. Tris amoena Iris lurida. Iris persica. Tris sambucina. Tris squalens. Tris sp. Iris sp. Lin. Lin. Iris Xiphioides. Lin. Lin. Lin. Lin. Lin. Iris Xiphioides. Ehrh. Lin. Iris Xiphioides. Ehrh. Red.? Lin. Lin. Lin. fl. albo. Lin. Lin. Ehrh. Lin. Lin. Lilium candidum. Lin. mon- Iris tuberosa. Iris pumila. Ehrh. Iris pumila. Iris graminea. Iris pumila. Iris Susiana. Iris florentina. Iris sibirica. Iris amoena. Iris variegata. Iris graminea. Iris sibirica. Lin. Iris pseudacorus. Iris sambucina. Iris Xiphioides. Acorus Calamus. Lilium candidum. sirosum. Lilium bulbiferum. Lin. (axillis non bulbiferis). 86. 88. 89. 90. 91. 92. 93. 94. 95. 96. 97e a-b. a-b: Fritillaria Imperialis. Lin. fl. luteo. Fritillaria Imperialis. Lin. Fritillaria Imperialis. Lin. Tulipa Clusiana. Vent. Fritillaria persica. Lin. (Paa Foden staaer Lilium Persicum). Lilium Martagon. Lin. Lilium pomponium. Lin. fl. luteo. Lilium Martagon.Lin.fl.albo. Lilium Martagon. Lin. Lilium pomponium. Lin.? Lilium chalcedonicum Lin. fol. angustioribus. Lilium chalcedonicum. Lin. Lilium Martagon.Lin.fl.albo. Lilium pomponium. Lin. fl. luteo. Corydalis glauca. Pursh. Corydalis Halleri. Willd. Corydalis Halleri. Willd. fl. albo. Fritillaria Meleagris. Lin. Fritillaria Meleagris. Lin. Fritillaria Meleagris. Lin. ? Bieb. Fritillaria pyrenaica. Bot. Fritillaria lutea. Mag. 664 (Fr. racemosa ma- jor Kunth). Ophrys arachnites. Hoffm. Orchis Simia. Lam. Ophrys arachnites. Hoffm. ? Orchis sp. Orchis militaris. Lin. var. Ophrys myodes. Jacq.(lacinia labelli intermedia integra). 18 Tab. 93. fig. h. Ophrys myodes. Jacq. | Tab. 100. fig. a-f. Orchis maculata. Lin. 99. a-c. Ophrys apifera. Hudson. | 101. a-f. Orchis maculata. Lin. d-e. Ophrys tenthredinifera. | (Knollerne ved fig. a. Willd. | neppe rigtige). 101 Tavler med 377 Figurer. Tome Il. Tab.13. Arum maculatum. Lin. venis Tabak ra! Saxifraga rotundifolia. Lin. folior. albis. b. Saxifraga umbrosa. Lin. 14. a. Nuphar luteum. Smith. c. Saxifraga Geum. Lin. b. Nymphea alba. Lin. 2. a-b. Sempervivum tectorum. Lin. 15. Colocasia antiquorum. c. Sempervivum montanum. L. Schott. Ci Balle). Bed tae Sempervivum arachnoideum 16. Canna indica. Lin. Lin. 17. Canna lutea. Ait. b. Sedum album. Lin. 18. Canna sp. uden Blomst. c. Sedum acre. Lin.? 19. a-b. Petasites officinalis. Moench. d. Sedum reflecum. Lin. 20. Senecio Cineraria. Dec. e. Sedum sexangulare. Lin. 21. a-b. Androsemum officinale. All. f. Sedum rupestre. Lin. 22. Cistus albidus. Lin.? Cf. 4. a. Sedum album. Lin. tab. 35. b. Sedum Anacampseros. Lin. 23.) a. Rosa lutea. Mill. fl. pl. c. b. Rosa. d. Chenopodium fruticosum. c. Rosa centifolia. Lin. Moench.? (uden Blomst). d. Rosa alba. Lin. fl. pl. e: Sedum reflecum. Lin. 0. 24 a. Rosa. cristatum. b. Rosa. 5: Aloe sp. uden Blomst. c. Rosa. 6. Agave americana. Lin. lige- d. Rosa provincialis. Ait. ledes. 25. Peonia albiflora. Pall. fl. pl. Ue Aloe vulgaris. Willd. 26. a Peonia officinalis. Retz.fl.pl. 8. Yucca gloriosa. Lin. Ci b. Pwonia officinalis. Retz. fl. Balle). pl. 9% Acanthus mollis. Lin. 27. Pæonia corallina. Relz.? 10. Passiflora incarnata. Lin. 28. Dictamnus albus. Lin. fl. G Balle). roseo. asl Ecbalium agreste. Rchbch. 29. Dictamnus albus. Lin. fl. albo. 12. Arum Dracunculus. Lin. 30. Cercis Siliquastrum. Lin. Tab. 31. fig. a-b. 32. Vidensk. Selsk. Skr., a-b. a. . Melia Azederach. Daphne Laureola. “Lin. Daphne Mezereum. Lin. Lonicera alpigena. Lin. Evonymus europeus. Lin. Phlomis fruticosa. Lin. Salvia officinalis. Lin. (Blade). Cistus albidus. Lin. (iBalle). Peonia corallina. Retz.? (med Frugt). Asclepias incarnata. Lin. Nerium Oleander. L. fl. albo. Nerium Oleander.L.fl. roseo. Solanum Lin. ? Solanum Lin. ? Rhus typhinum. pseudocapsicum. pseudocapsicum. Lin. Lin. Colutea arborescens. Lin. Emerus vulgaris. Lin. Philadelphus coronarius. L. Lin. Lin. var. Syringa persica. Syringa vulgaris. Syringa persica. laciniata. Jasminum odoratissimum. L. Lin. Jasminum grandiflorum. L. Jasminum fruticans. Jasminum odoratissimum.L. Lin, Lin. Lin. Jasminum officinale. Jasminum officinale. Viburnum Tinus. Lin. Mill. Ligustrum vulgare. Evonymus latifolius. (Frugten uriglig, maaskee af | en anden Plante). 77 Tavler med | 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. Lin. (Frugten ligeledes urigtig). .bl.fig.b. Evonymus europæus. 52. a-b. Crategus oxyacantha. Lin. 53, a-b. Cornus mascula. Lin. 54. a. Amygdalus communis. Lin. b. Amygdalus nana. Lin. 55. a. Amygdalus communis. Lin. b. Amygdalus communis. Lin. fl. pl. c-d. Persica vulgaris. Mill. 56. a-c. Persica vulgaris. Mill. (Frugl) d-e. Armeniaca vulgaris. Lam. 57. Tecoma radicans. Jussieu. 58. a-b. Punica Granatum. Lin. fl. pl. 59. a-c. Punica Granatum. Lin. 60. Citrus Aurantium. Lin. 61. Citrus limonum. Risso. 62. a-c. Citrus vulgaris. Risso. 63. a=b. Citrus limonum. Risso. ce. Citrus decumana Lin.? (Frugt) 64. a-c. Citrus medica. Lin. (Frugt). 65. a-b. Vitis vinifera. Lin. (m. Frugt). 66 Vitis vinifera. Lin. (m. Frugi). 67. Ficus carica. Lin. (m. Frugt). 68. Opuntia vulgaris. Mill. 69 Opuntia vulgaris. Mill. (uden Blomst). 70. Opuntia vulgaris. Mill. arti- culis caulis elongatis. (uden Blomst). 71. Juglans regia. Lin. 72. a-b. Castanea vesca. Gartn. 73 Prunus domestica.L. (Frugt). 74. a-b. Pyrus Malus. Lin. (Frugt). Pyrus communis. Lin. (Frugt). 6. Cucumis Melo. Lin. (Frugt. Lin. 7. Asparagus officinalis. 139 Figurer. Le) Tab. 1. fig.a-c. EURE Så 10. a. Tom. Hil. Primula elatior. Jaquin. fl. pl. Primula elatior. Jaquin. Lin. Jacq. Primula farinosa. Primula elatior. fl. pl. Primula elatior. Jacq. fl. pl. Primula acaulis. Jacq. fl. pl. Primula acaulis. Jacq. Primula acaulis. Jacq. Primula farinosa. Lin. Primula acaulis. Jacq. Primula acaulis. Jacq. Primula acaulis. Jacq. tl. pl. Primula elatior. Jacq. fl. pl. Primula officinalis. fl. pl. Jacq. Primula elatior. Jacq. ca- lyce parlito. Paa Foden: „Primula veris”. Primula officinalis. Jacq. Lin. Convallaria verticillata.Lin. Convallaria majalis. = | Tab. 10. fig. f. Convallaria multiflora. Lin.? | Convallaria multiflora. Lin. Convallaria Polygonatum. Lin. fl. pl. Hepatica triloba. Chaix. cæ- rulea fl. pl. Hepatica triloba. Chaix. Lin. Viola odorata. Lin. fl. albo. Viola odorata. Viola odorata. Lin. fl. pl. Viola odorata. L.fl.pl.albo. Lin. Viola odorata. rubro. flore | i. 12. 13. 14. 20. a-h. a-f. a-f. a-f. a. a. Viola odorata. Lin. fl. pl. albo. Lin. Primula auricula. Lin. Primula auricula. Primula auricula. Lin. Primula auricula. Lin. Chrysanthemum Leucanthe- Lin. Bellis perennis. Lin. fl. pl. mum, Bellis perennis. Lin. fl. pl. Bellis perennis. Lin. Lin. Lunaria annua. Lin. fl. ro- Viola tricolor. seo & albo. (Blomst og Frugt). Hesperis matronalis. Lin. fl. albo. Hesperis matronalis. Lin. fl. albo pl. Hesperis matronalis. Lin. fl. roseo. Specularia Speculum. De- cand. Lin. Sarifraga Aizoon. Hesperis tristis. Jacq. Lychnis viscaria. Lin. fl. pl. Silene Armeria. Lin. Saponariä officinalis. Lin. fl. pl. Saponaria officinalis. Lin. Lychnis chalcedonica. Lin. Lychnis chalcedonica. Lin. fl. pl. Lychnis chalcedonica. Lin. fl. carneo. Lychnis pratensis. Spren- gel fl. pl. Tab. 24. fig. b. 25. 26. 28. 29. Cc. a b. Lychnis pratensis. Spreng. Lychnis sylvestris. Schkuhr. fl. pl. Matthiola incana. R. Brown fl. albo. Matthiola incana. R. Brown fi. albo pl. Matthiola incana. R. Brown fl. roseo. Matthiola incana. R. Brown fl. roseo pl. Matthiola incana. R. Brown fl. variegato pl. Matthiola incana. RK. Brown fl. atropurpureo. R. Brown fl. atropurpureo pl. Matthiola incana. Matthiola incana. R. Brown fl. variegato pl. Cheiranthus Cheiri. Lin. fl. pl. Lychnis coronaria. Desr. fl. rubro pl. Lychnis coronaria. Desr. fl. albo. Lychnis coronaria. Desr. fl. rubro. Lychnis viscaria. Lin. fl. pl. Lychnis flos euculi. Lin. fl. pleno. Dianthus barbatus. Lin. Dianthus barbatus. Lin. fl. pl. albo. ‘Dianthus chinensis. Lin. fl. pl. Dianthus barbatus. Lin. fl. pl. rubro. 51 | Tab. 33. fig. a-h. 34. a=h. 35:.1 ap. 36. a-h 37. a-e: f-i 3839) yah 39h9 | a= 40. a b-g. ANT a b-h. Anna: b. ASS a b. Ci 44. a. b. oe d. À eh Abs a b. ci d-f. | 46: \a-e. | 47. à. | b. | c-d Anemone stellata. Lam. Anemone coronaria. Lin. Anemone coronaria. Lin. Anemone coronaria. Lin. Anemone coronaria. Lin. Anemone stellata, Lam. Anemone coronaria. Lin. Anemone coronaria. Lin. Anemone coronaria. Lin. Anemone stellata. Lam. Anemone stellata. Lam. Lin. monspeliacus. Anemone coronaria. Ranunculus Lin. sp.? Ranunculus aconitifolius. Lin. Anemone sylvestris. Lin. Ranunculus sp. Cefr. 42. a). Ranunculus sp.? Adonis vernalis. Lin. Cypripedium Calceolus. Lin. Ranunculus asiaticus. Lin. fl. pl. Ranunculus chereophyllus Lin. fl. pl. ? Ranunculus asiaticus. Lin. Lin. Actea spicata. Lin.? (Blom- Anemone apennina. ster uden Blade). Lin. Lin, Lin. var. Paa Foden ,Ranunculj.” Anemone trifolia. Ranunculus asiaticus. Ranunculus asialicus. Trollius europeus. Lin. Ranunculus asiaticus. Lin. Ranunculus asiaticus. Lin. fl. pl. Tab. 47. fig. e. 48. 49, 65. 67. 68. 69. 52 Ranunculus aconitifolius. Lin. fl. pl. Ranunculus acris. Lin. fl. pl. | Lin. | Anemone nemorosa. fl. roseo pl. Ranunculus illyricus. Lin. Ranunculus asiaticus. Lin. Lin. Ranunculus asiaticus. Ranunculus asiaticus. fl.pl. Paa Foden,,Ranunculj.” | ) Tagetes patula. Lin. og g maaskee nogle henhørende til Tagetes erecta. Lin. Paa Foden staaer: „Calendula”. Tagetes patula. Lin. Dianthus caryophyllus. Lin. fl. pl. Varieteter. Dianthus plumarius. Lin.? | Lin. | | Tab. 70. | rein D sf 4 = D, CAPE [0 ) > af Tab. 53 | 82. Dianthus plumarius. L. fl. pl. | Papaver dubium. Lin.? Lin. Lin. somniferum. Papaver Rheas. Papaver Rheas. Lin. somniferum. Lin. Lin. Papaver Papaver Papaver somniferum. Lin. somniferum. Lin. Papaver Rheas. Papaver fl. pl. Glaucium phæniceumCrantz. Glaucium rubrum. Sib. 90. a. b-c. d. a-b. c. a-b. a-c. a. b. a. b-d, ae: a—b. a. b. a. b. 90 Tavler med 401 Figurer. Argemone mexicana. Lin. Glaucium luteum. Scop. Althea Cav. fl. simpl. & pl. Varieteter. Paa Foden af Tab. 75. »Malva”. rosed. Hibiscus syriacus. Lin. Paa Foden: „Althea”. Lin. Lavatera thuringiaca. Lin. ? Lin. Lin. Malva sp. v. Malope. Malva sylvestris. Malva mauritiana. Malva moschata. Lavatera trimestris. Lin. Centaurea Cyanus. Lin. Centaurea montana. Lin. Amberboa moschata. De- cand. Centaurea sp. Amberboa moschata. De- cand. Agrostemma Githago. Lin. Lin. Lin. Scabiosa atropurpurea. Lin. Centaurea Cyanus. Centaurea Cyanus. Paa Foden: „Scabiosa”. Cephalaria tatarica. R. & Schult. Scabiosa atropurpurea. Lin. Scabiosa atropurpurea. Lin. Scabiosa Columbaria. Lin. Tab. 1.fig. a-c. Cerinthe major. 2. 13. a. b. Cc. a. Tome IV. Lin. Polemonium caeruleum. Lin. Centranthus ruber. Decand. Polemonium caeruleum. Lin. fl albo. Lin. Hedysarum coronarium.Lin. fl. albo. Hedysarum coronarium. L. Lin. Impatiens noli tangere. Lin. Galega officinalis. Mimosa pudica. Balsamina hortensis. Desp. Lin. Hypericum hircinum. Lin. ? Oenothera biennis. Oenothera muricata Mur. ? Epilobium + angustifolium. Lin. Iberis sempervirens. Lin. Coriandrum salivum. Lin. Iberis amara. Lin.? Iberis umbellata. Lin. Iberis amara. Lin. ? Tropæolum majus. Lin. > Paa Foden: „Nasture. Indic.’ Linosyris vulgaris. Decand. Mill. Lin. Linaria vulgaris. Antirhinum majus. Aconitum Lycoctonum. Lin. Lin. Lin. Aconitum variegalum. Lin. Aconitum Napellus. Aconium Anthora. Aconitum Napellus. Lin, Geranium pheum. Lin. Geranium sylvaticum. Lin. Geranium pratense. Lin. Geranium reflecum. Lin. 53 Tab. 18. fig. b. 19. c. A=\C; a. b. a. b. a. b. ae b-c. a-d. a-b. G= ds ae b. @ ae. a-b. ac: a-c. a. b-d. a-b. a-b Geranium striatum. Lin. Geranium reflecum. Lin. Thalictrum Lin. Myscolus hispanicus. Endl. aquilegifolium Centaurea sonchifolia. Lin. Silybum marianum. Gärtn. Lin. spherocephalus. Erynginum planum. Echinops Lin. Carthamus tinctorius. Lin. Barkhausia rubra. Moench. Scorzonera hispanica. Lin. Chrysanthemum coronari- um. Lin. ? Chrysanthemum coronari- um. Lin. Chrysanthemum segetum. Lin. Calendula officinalis. Lin. Calendula officinalis. Lin. prolifera. Calendula officinalis. Lin. Hieracium aurantiacum. Lin. Lin. Caltha palustris. Lin. fl. pl. Lin. Helianthus annuus. Lin. Caltha palustris. Helianthus annuus. Delphinum Consolida. Lin. Lin. Lin. Delphinium Ajacis. Lin. fl. pl. Delphinium Consolida. Delphinium Consolida. Delphinium Ajacis. Lin. fl. pl. Lin. Delphinium Ajacis. Lin. fl.pl. Lin. Delphinium Ajacis. Delphinium Ajacis. fl. pl. Tab.39 fig. a. or or 56. . b-c. a. b-c. a-b. a. bc: a-d. a-c. > b. Nigella sativa. Lin. Nigella damascena. Lin. Nigella hispanica. Lin. Lin. Nigella damascena. Nigella sativa. Lin. Lin. Lin. Lin. Adonis autumnalis. Adonis estivalis. Aquilegia vulgaris. Aquilegia vulgaris. Lin. fl. pl. Lin. Lin. Lupinus angustifolius. Lin. Lin. Lupinus angustifolius. Lupinus varius. Lupinus luteus. Lupinus albus. Lin. Amaranthus Lin. ? Amaranthus sangvineus Lin. paniculatus. Amaranthus caudatus. Lin. Amaranthus tricolor. Lin. Aster Amellus. Lin. Aster nove Angliæ. Lin. Lin. ? Lin. radiatum. Aster ericoides. Spiræa salicifolia. Xeranthemum Lamarck. Xeranthemum radiatum. Lamarck. fl. albo. Ptarmica vulgaris. Decand. fl. pl. 54 re Tab 56. fig. b. Cc. a-¢ Cc. are! a-d. a. b. Achillea Ageratum. Lin. Achillea Millefolium. Lin. Anlennaria dioica. Gartn. (Nogle med Randkroner). Helichrysum orientale. Gärt- ner. Helichrysum Stoechas. De- cand. Antennaria R. Brown. Lavandula multifida. Lin. margaritacea. Lavandula Spica. Decand. Lin. Hyssopus officinalis. Lin. Lin. Lin. Betonica officinalis. Mentha Pulegium. Mentha Cervina. c. + Mentha sp. b=c. a-c. Galeopsis versicolor. Curt. Lin. Drococephalum Moldavica. Lin. Salvia Sclarea. Moluccella spinosa. Lin. Melissa offieinalis. Lin. Urtica pilulifera. Lin. Urtica urens. Lin. Urtica dioica. Lin. Convoloulus tricolor. Lin. Ipomea purpurea. Lam. Ipomea purpurea. Lam. var. Campanula Trachelium. Lin. Campanula Medium. Lin. fl. albo. Campanula Medium. Lin. Gentiana Pneumomanthe. Lin. Campanula sp.? Tab.69. fig. c. «i; 72. 78. a. a. Campanula rapunculoides. | Tab.79.fig. a-b. Lin. 80. a-b. Verbascum Blattaria. Lin. 81. a-e. fl. albo. Verbascum Blattaria. Lin. 82. a-c. fl. luteo. | Verbascum phæniceum. Lin. | 83. Campanula persicifolia. Lin. S4 a-c. fl. albo. 89 ila Campanulapyramidalis Lin. b. Anthericum ramosum. Lin. | (Eb Lobelia cardinalis. Lin. | 86. Campanula latifolia. Lin. ? Digitalis purpurea. Lin. Sica Digitalis grandiflora. Lam. Physostegia virginiana. b. Benth. | Cho Gk Digitalis purpurea. Lin. fl. | b. albo. 89. Gentiana acaulis. Lin. SON LE Gentiana sp. | À Gentiana acaulis. Lin. fl. dupl. C Gentiana sp. d. Gentiana sp. wile el Gentiana sp. b. Gentiana sp. OP Gentiana sp. b Vinca minor. Lin. (uden ce Blomst). d Vinca minor. Lin. fl. alb. pl. | e. Vinca minor. L. fl.roseo pl. | CPS ak Vinca minor. Lin. fl. albo. | b. Vinca minor. Lin. fl. cæruleo. 94. a-b. Clematis Viticella. Lin. | 95. 1.8: Clematis integrifolia. Lin. | b. Clematis Viorna. L. fl. pl.? 95 Tavler med 263 Figurer. Lin. Solanum Dulcamara. Datura fastuosa. Lin. Lycopersicum esculentum. Mill. Lycopersicum Mill. Atropa Belladonna. Lin. Lin. Eranthis hyemalis. Salisb. Lin. Lin. vi- esculentum. Helleborus niger. Helleborus viridis. Helleborus foetidus. Lin. ridiflorum (Lobelianum). Veratrum album. Doronicum Pardalianches. Lin. Rudbekia triloba. Lathyrus sylvestris. Lin. Lin. Lathyrus tuberosus. Lin. Armeria vulgaris. Willd. Lin. Phalaris arundinacea. Lin. Bromus mollis. picta. Lin. Lin. Butomus umbellatus. Bromus mollis. Bromus mollis. Lin. Phragmitis communis. Lin. Lin. Lin. Lin. Trifolium incarnatum. Lin. ? Lin. Lin. Fragaria vesca. Lin. fl. pl. Trifolium repens. Trifolium pratense. Oxalis corniculata. Oxalis acetosella. Fragaria vesca. Spartium junceum. Lin. Tradescantia virginica. Lin. Tradescantia virginica. Lin. fl. albo. Det aldeles overveiende Antal af de fremstillede Planter er Ziirplanter som i Mellemeuropa dyrkes i Frieland og af disse ere de allerfleste Urter, et lidet Antal Træer og Buske. agtige belöbe sig til 26 Arter, tilsammen 262. Urternes Antal udgiör, med Fradrag af de tvivlsomme, 236 Arter, de træ- Dernest forekomme 43 Arter som hen- höre til Vexthuus Planter (fra koldt eller varmt Huus); 15 Arter ere Frugter og Kiökken- urter, og endeligen 35 vildtvoxende Vexter rimeligviis fra Mellemeuropa. frembyde de folgende Lister *): Saaledes fordelte B. Ziir-Veexter i frie Land. Phalaris arundinacea. Urter. Lin. picta. Lin. Veratrum album. Lin. viridiflorum. Europa. Lin. Lin. Europa. Europa. Tradescantia virginica. Nordamerika. Bulbocodium vernum. Sydeuropa. Colchicum autumnale. Erythronium Dens canis. Lin. Sydeuropas Bierge. Tulipa Clusiana. Vent. Sydeuropa. » Gesneriana. Lin. Vestasien. Fritillaria Imperialis. Lin. Persien. 5 lutea. Bieb. Caucasus. 5 Meleagris. Lin. Europa. ER persica. Lin. Persien. ” pyrenarca. Bot. Mag. Sydeuropa? Lilium candidum. Lin. Orienten. Sydeuropa? bulbiferum. Lin. chalcedonicum. Lin. > Lin. Muscari botryoides.Mill. Mellem og Sydeuropa. Mellemeuropa. Lin. Mellemeuropa. ” > Orienten. Martagon. ” pomponium. Orienten. comosum. Mill. Mellem og Sydeuropa. Desf. Hyacinthus amethystinus. Lin. Syd og Mellemeuropa. ” moschatum. Vest-Asien. ns Lin. Sydeuropa. orientalis. Orienten. ” Scilla amoena. Lin. autumnalis. Lin. Syd og Vesteuropa. ” | Scilla italica. Lin. Sydeuropa. … nutans. Smith Syd og Vesteuropa. Myogalum nutans. Link. Europa. Ornithogalum pyramidale. Lin. Sydeuropa. S umbellatum. Lin. Europa. Allium Moly. Lin. Sydeuropa. 55 nigrum. Lin. Sydeuropa. Asphodelus ramosus. Lin. Sydeuropa. Anthericum ramosum. Lin. Mellemeuropa. Convallaria majalis. Lin. Europa. pe multiflora. Lin. Europa. | > Polygonatum. Lin. Europa. | Iris florentina. Lin. Sydeuropa. |, germanica. Lin. Europa. » graminea. Lin. Europa. | ,, lurida. Ait. Sydeuropa. lee pseudacorus. Lin. Europa. » pumila. Lin. Europa. , sambucina. Lin. Sydeuropa. „ Sibirica. Lin. Europa og Sibirien. . squalens. Lin. Europa. „ tuberosa. Lin. Sydeuropa. | „ variegata. Lin. Europa. „ Xiphium. Lin. Sydeuropa: | » Xiphioides. Ehrhart. Sydeuropa. Lin. Sydeuropa. Gladiolus communis. Europa. Crocus luteus. Lam. *) Jeg har fulgt de rimeligste Angivelser om Ziirplanternes oprindelige Hjem; som bekiendt, er her mange Tvivl at låse, navnligen hvad de ældst dyrkede Ziirplanter angaacr. ek … FØR Crocus vernus. Smith. Sydeuropa. Achillea Ageratum. Lin. Sydeuropa. Galanthus nivalis. Lin. Europa. | Fy Millefolium. Lin. Europa. Leucojum æstivum. Lin. Europa. | | Plarmica vulgaris. Decand. Europa. = vernum. Lin. Europa. | Chrysanthemum coronarium. Lin. Sydeuropa. Sternbergia lutea. Ker. Sydeuropa. | Antennaria dioica. Gärtner. Europa. Pancratium illyrieum Lin.? Sydeuropa. | 3 margarilacea. R. Brown. Nord- Narcissus bicolor. Lin.” Sydeuropa. | amerika. Europa(?) biflorus. Curt. Syd- og Vest- | Doronicum Pardalianches. Lin. Mellemeuropa. europa. Calendula officinalis. Lin. Sydeuropa. » tncomparabilis. Curt. Sydeuropa. | Echinops spherocephalus. Lin. Europa. a Jonquilla Lin. Sydeuropa. | Xeranthemum radiatum. Lam. Sydeuropa. 5 major. Curt. Sydeuropa. | Amberboa moschata. Decand. Orienten. minor. Lin. Sydeuropa. ; Centaurea Cyanus. Lin. Europa. » . moschatus. Lin. Sydeuropa. | en montana. Lin. Mellem- og Syd- > orientalis. Lin. Orienten. europa. > poeticus. Lin. Europa. | sonchifolia. Lin. Sydeuropa. A Tazetta. Lin. Sydeuropa. Carthamus tinctorius. Lin. Ostindien. = tenuior. Curl. Sydeuropa. _ Silybum marianum. Gäriner.- Europa. > triandrus. Lin. Sydeuropa. Myscolus hispanteus. Endl. Sydeuropa. Cypripedium Calceolus. Lin. Europa. Barkhausia rubra. Mönch. | Sydeuropa. Arum Dracunculus. Lin. Sydeuropa. | Hieracium aurantiacum. Lin, Mellem- og » maculatum. Lin. Europa. Nordeuropa. Amaranthus caudatus. Lin. Indien. Campanula Medium. Lin. Sydeuropa. 3 sangvineus. Lin. Indien: eas persicifolia. Lin. Europa. ih tricolor. Lin. Indien. | > pyramidalis. Lin. Sydeuropa. Armeria vulgaris. Willd. Europa. | Specularia Speculum. Decand. Syd- og Centranthus ruber. Decand. Sydeuropa. | Mellemeuropa. Scabiosa atropurpurea. Lin. Sydeuropa? | Vinca minor. Lin. Syd- og Mellemeuropa. Ex Columbaria. Lin. Europa. | Asclepias incarnata. Lin. Nordamerika. Cephalaria tatarica R. & Schult. Asien. Gentiana acaulis. Lin. Mellem- og Syd- Aster Amellus. Lin. Mellemeuropa. europa. » Nove Anglie. Lin. Nordamerika. à Pneumonanthe Lin. Mellemeuropa. Bellis perennis. Lin. Europa. Lavandula Spica. Dec. Sydeuropa. Linosyris vulgaris. Decand. Europa. | Mentha cervina. Lin. Syd- og Mellemeuropa. Rudbeckia triloba. Lin. Nordamerika. " » Pulegium. Lin Syd- og Mellemeuropa. Helianthus annuus. Lin. Peru. | Salvia officinalis. Lin. Sydeuropa. Tagetes patula. Lin. Mexico. |, selarea. Lin. Sydeuropa. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 8 Hyssopus officinalis. Lin. Syd- og Mellem- europa. Melissa officinalis. Lin. Sydeuropa. Dracocephalum Moldavica. Lin. Ostlige Eu- ropa. Physostegia virginiana. Benth. Nordamerika. Betonica officinalis. Lin. Europa. | Cerinthe major. Lin. Europa. Convolvulus tricolor. Lin. Sydeuropa. Ipomæa purpurea. Lam. Sydamerika. Polemonium cæruleum. Lin. Europa. Solanum Dulcamara. Lin. Europa. Verbascum Blattaria. Lin. Europa. , | å phæniceum. Lin. Europa. Linaria vulgaris. Mill. Anthirrhinum majus. Lin. Sydeuropa. Digitalis grandiflora. Lam. Europa. Nord- og | | Europa. 5 purpurea. Lin. Vest- Europa. Acanthus mollis. Lin. Sydeuropa. Primula acaulis. Jacq. Europa. Lin. europas Bjerge. Auricula. Mellem- og Syd- | | | elatior. Jacq. Europa. | … . Officinalis. Jacq. Eryngium planum. Lin. Ost Europa. : | Sydeuropa. Ori- | Europa. Coriandrum sativum. Lin. enten. Sedum album. Lin. Europa. anacampseros. Lin. Sydeuropa. reflevum. Lin. Europa. rupestre. Lin. Europa. sexangulare. Lin. Europa, Sempervivum arachnoideum. Lin. Alperne. Mie montanum. Lin. Mellemeuropas Bierge. 5 teetorum. Lin. Europa. i Saxifraga Aizoon. Jacq. Mellemeuropa. Ks Geum. Lin. Vesteuropa. rotundifolia. Lin. Europa. ” umbrosa. Lin. Vesteuropa. ” Thalictrum aquilegifolium. Lin. Europa. Anemone apenina. Lin. Syd- og Vesteuropa. à coronaria. Lin. Sydeuropa. nemorosa. Lin. Europa. 29 % stellata. Lam. Sydeuropa. 3 sylvestris. Lin. Syd- og Mellem- europa. 5 trifolia. Lin. Mellemeuropa. Hepatica tribola. Chaix. Europa. Adonis cestivalis. Lin. Europa. autumnalis. Lin. Europa. 2 » vernalis. Lin. Europa. Ranunculus aconitifolius. Lin. Mellemeuropas Bierge. 5 acris. Lin. Europa. = asiaticus. Lin. Orienten. a illyricus. Lin. Osteuropa. Caltha palustris, Lin. Europa. Trollius europeus. Lin. Europa. Eranthis hyemalis. Salish. Europa. Helleborus fetidus. Lin. Syd- og Mellemeuropa. > niger. Lin. Mellemeuropa. Mi viridis. Lin. Syd- og Mellemeuropa. Nigella damascena. Lin. Sydeuropa. » hispanica. Lin. Sydeuropa. . sativa. Lin. Sydeuropa. Aquilegia vulgaris. Lin. Europa. Delphinium Ajacis. Lin. Sydeuropa, SB Consolida. Lin. Europa. Aconitum Anthora. Lin. Mellemeuropa. = Lycoctonum. Lin. Mellemeuropa. FA Napellus. Lin. Mellemeuropa. > variegatum. Lin. Mellemeuropa. Peonia albiflora. Pall. Siberien. + offieinalis. Retz. Europa. Argemone mexicana. Lin. Mexico. Papaver Rheas. Lin. Europa. a somniferum. Lin. Sydeuropa. Glaucium luteum. Scop. Europa. 5 pheniceum. Crantz. Europa. a rubrum. Sibth. Lille Asien. Corydalis glauca. Pursh. Nordamerika. Cheiranthus Cheiri. Lin. Syd- og Mellem- europa. Lunaria annua. Lin. Europa. Iberis sempervirens. Lin. Sydeuropa. »… umbellata. Lin. Sydeuropa. Hesperis matronalis. Lin. Europa: 55 tristis. Lin. Europa. Viola odorata. Lin. Europa. » tricolor. Lin. Europa. Ecbalium agreste. Rchbch. Sydeuropa. Dianthus barbatus. Lin. Mellemeuropa. caryophyllus. Lin. Sydeuropa. 5 plumarius. Lin. Europa. Saponaria officinalis. Lin. Europa. Silene Armeria. Lin. Europa. Lychnis chalcedonica. Lin. Siberien. x coronaria. Desr. Mellemeuropa. » flos' cuculi. Lin. Europa. » pratensis. Sprengel. Europa. a sylvestris. Schkuhr. Europa. > viscaria. Lin. Europa. Lavatera trimestris. Lin. Sydeuropa. Althæa rosea. Cav. Orienten. Malva mauritiana. Lin. Sydcuropa. » moschata. Lin. Europa. 59 | Geranium pratense. Lin. Europa. | 2 reflecum. Lin. Sydeuropa. | is striatum. Lin. Sydeuropa. À sylvaticum. Lin. Europa. Trop@olum majus. Lin. Peru. Oenothera biennis. Lin. Nordamerika. Epilobium angustifolium. Lin. Europa. Lupinus albus. Lin. Orienten. » anguslifolius. Lin. Sydeuropa. ” luteus. Lin. Sydeuropa. > varius. Lin. Sydeuropa. Galega officinalis Lin. Europa. | Lathyrus sylvestris. Lin. Europa. II. Træer og Buske. Daphne Mezercum. Lin. Europa. europa. Ligustrum vulgare. Lin. " Europa. Syringa persica. Lin. Persien. » vulgaris. Lin. Sydeuropa. Cornus mascula. Lin. Europa. | Clematis integrifolia. Lin. Europa. 5 viticella. Lin. Sydeuropa. | Melia Azederach. Lin. Asien. Evonymus europæus. Lin. Europa. en latifolius. Mill. Europa. Rhus typhinum. Lin. Nordamerika. Cratægus oxyacantha. Lin. Europa. Hibiscus syriacus. Lin. Syrien. Rosa alba. Lin. Europa. Dictamnus albus. Lin. Syd- og Mellemeuropa. » centifolia. Lin. Androsemum officinale. All. Sydeuropa. » lutea. Mill. Geranium pheum. Lin. Syd- og Mellemeuropa. | , provincialis. Ait. Europa. 5* | Hedysarum coronarium. Lin. Sydeuropa. Lonicera alpigena. Lin. Syd- og Mellem- Tecoma radicans. Jussieu. Nordamerika. Philadephus coronarius. Lin. Sydeuropa. Spiræa salicifolia. Lin. Europa. Amygdalus communis. Lin. fl. pl. Sydeuropa. = nana. Lin. Asien og Osteuropa. me. | Colutea arboresceus. Lin. Europa. | Emerus vulgaris. Europa. | Cercis Siliquastrum. Lin. Sydeuropa. C. Ziirplanter fra Kold- og Varm - Huus. Polyanthes tuberosa. Lin. Indien. Aloe vulgaris. Willd. Middelhavslandene. Yucca gloriosa. Lin. Nordamerika. Scilla peruviana. Lin. Middelhavslandene. Iris persica. Lin. Persien. „ Susiana. Lin. Orienten. Amaryllis Atamasco. Lin. Nordamerika. = Belladonna. Lin. Cap. Narcissus Bulbocodium. Lin. Sydeuropa. Agave americana. Lin. Amerika. Canna indica. Lin. Indien. Bu hıtea. Alt. Colocasia-antiquorum. Schott. Orienten. Si- Sydamerika. eilien. Daphne Laureola. Lin. Syd- ogMellemeuropa. Helichrysum Stoechas. Decand. Sydeuropa. = orientale. Gartner. Sydeuropa. Senecio Cineraria. Decand. Sydeuropa. Lobelia cardinalis. Lin. Nordamerika. Viburnum Tinus. Lin. Sydeuropa. Jasminum fruticans. Lin. Sydeuropa. 5 grandiflorum. Lin. Indien. 5 odoratissimum. Lin. Madera. D. Asparagus officinalis. Lin. Frugter Castanea vesca. Gärtner. Ficus carica. Lin. Scorzonesa hispanica. Lin. | Jasminum officinale. Lin. Sydeuropa. | Nerium Oleander. Lin. Sydeuropa. | Lavandula multifida. Lin. Sydeuropa. | Phlomis fruticosa. Lin. Sydeuropa. | Moluccella spinosa. Lin. Sydeuropa. | Datura fastuosa. Lin. Ægypten. | Cyclamen europæum. Lin. Syd- og Mellem- europa. hederæfolium. Ait. Syd- og Vest- | » europa. | Mathiola incana. R. Brown. Sydeuropa. Cistus albidus. Lin. Sydeuropa. Passiflora incarnata. Syd- og Nordamerika. Opuntia vulgaris. Mill. Amerika. Dianthus chinensis. Lin. China. | Citrus Aurantium. Lin. Östasien. Asien. | 4 Timonum. Risso. . medica. Lin. Vestasien. | , | ’ | vulgaris. Risso. Asien. |» | Balsamina hortensis. Desp. Indien. | Punica Granatum. Lin. Sydeuropa. | Spartium junceum. Lin. Sydeuropa. (ee 4 Å In | Mimosa pudica. Lin. Brasilien. og Kjökkenurter. Lycopersicum esculentum. Mill.- Vitis vinifera. Lin. Cucumis Melo. Lin. Tuglans regia. Lin. 61 Pyrus communis. Lin. Lin. Lin. Amygdalus communis. = Malus. Fragaria vesca. Lin. E. Phragmitis communis. Trin. Bromus mollis. Lin. Butomus umbellatus. Lin. R. & Sch. Convallaria verticillata. Lin. Lin. Lam. Hudson. Hoffman. Jacq. Gagea lutea. Lin. Orchis maculata. 5) militaris. 3 Simia. Ophrys apifera. +» arachniles. » myodes. » tenthredinifera. Willd. Acorus Calamus. Lin. Lin. > pilulifera. Lin. Petasites officinalis. Urtica dioica. Lin. . urens. Monch. Chrysanthemun Leucanthemum. Lin. Hvad nu Frilands Ziirplanternes Hiem 1. Fortrinsviis til Sydeuropa *) Campanula rapunculoides. Mill. Lin. Persica vulgaris. Prunus domestica. Armeniaca vulgaris. Lam. Vildvoxende Planter. Lin. Lin. Lin. Curt. Lin. Lin. Corydalis Halleri. Willd. Lin. Smith. Lin. Chrysanthemum segetum. É- Trachelium. Galeopsis versicolor. Atropa Belladonna. Primula farinosa. Nymphæa alba. Nuphar luteum. Agrostemma Githago. Lin. Lin. Lin. Impatiens noli tangere. Lin. Lin. Lathyrus tuberosus. Malva sylvestris. Oxalis acetosella. » Corniculata. Lin. Trifolium pratense. pe repens. Lin. angaaer saa henhöre: Urter. Træer og Buske. 92 6 Tilsammen. 98 2. Til andre Dele af Europa, eller til denne Verdensdeel i Almindelighed 3. Ikke hiemmehörende i Europa oie ad 13 rin A 236 26 124 re om 262 *) En stor Deel af disse ere fælles for Middelhavets Omgivelser, findes altsaa ogsaa i Nordafrika og Vestasien. Af de ikke i Europa hiemmehôrende ere: Fra Vestasien 21 nemlig: Tulipa Gesneriana. Fritillaria Imperialis. — tuted. = persica. Lilium candidum. — chalcedonicum. — pomponium. Muscari moschatum. Hyacinthus orientalis. Narcissus orientalis. Cephalaria tartarica. Amberboa moschata. Syringa persica. Ranunculus asiaticus. Peonia albiflora. Glaucium rubrum. Lychnis chalcedonica. Melia Azederach. Althea rosed. Hibiscus syriacus. Lupinus albus. = Altsaa ere omtrent 2 af Frilands Ziirplanterne hiemmehörende i Europa, en stor Fra Indien 4: Amaranthus caudatus. = sangvineus. — tricolor. Carthamus tinctorius. Fra Nordamerika 10: Tradescantia virginica. Aster Nove Anglie. Rudbeckia triloba. Antennaria margaritacea. Tecoma radicans. Aslepias incarnata. Physostegia virginiana. Corydalis glauca. Rhus typhinum. Oenothera biennis. Fra Mexico 2: Tagetes patula. Argemone mexicana. Fra Sydamerika 3: Helianthus annuus. Ipomea purpurea. Tropeolum majus. Forskiel fra hvad der nu finder Sted, da vore Haver ere prydede med saa stor en Mengde nordamerikanske, mexicanske, californiske, peruanske og chilensiske Planter. Jeg behöver blot her at nævne de amerikanske Slægter: Phlox med dens mange Arter, Georgina med de mangfoldige Afarter, Phacelia, Gilia, Leptosiphon, Nemophila, Pentstemon, Collomia, Oenothera, Clarkia, Fuchsia, Gaillarda, Coreopsis, Calliopsis, Cosmea, Elchholtzia. Calceolaria, Mimulus, Salpiglossis,, flere Arter af Lupinus, Salvia, Lobelia, Ferraria. Blandt de asiatiske som savnes i Samlingen vil jeg nævne Aster chinensis, Paonia Moutan, Kerria japonica, flere nepalske Potentiller, forskiellige Rose-Arter, Papaver bracteatum, flere Arter af Aconitum og Delphinium. De Frilandsplanter som ifölge Samlingen med Hensyn til Antal af Arter eller Af- arler synes at have spillet Hovedrollen i Datidens Blomsterhaver, ere: Anemone coronaria. — Siellata. Ranunculus dsialicus. Tulipa Gesneriana. - Hyacinthus orientalis. Tris Arterne. Papaver somniferum. Dianthus Arterne. Crocus Arterne. Narcissus Arterne. Primula auricula. | Althæa rosea. Da Samlingen ikke indeholder noget betydeligt Antal af Væxthuusplanter og det er uvist om Konstneren har haft Leilighed til at see mange af disse Væxler, saa er en Sammenligning med Nutidens Væxthuusplanter, langt mindre sikker. Dog fortiener det at bemærkes: at vi ikke i Samlingen finde Camellier, ingen Pelargonier og Erica Arter, ingen Cacteer uden Opuntia vulgaris, ikke Primula chinensis eller Chrysanthemum indi- cum og ingen Begonier. Fordeelte paa lignende Maade som Frilandsplanterne, opstaaer af de 45 Væxthuus- planter folgende Liste: Sydeuropa og Middelhavs Floren i det | Mathiola incana. Hele 22- z | Cistus albidus. Aloe vulgaris. Punica granatum. Scilla peruviana. Sparlinm junceum. Narcissus Bulbocodium. Wastasien: Daphne Laureola. Iris persica. Helichrysum Stoechas. he > orientale. Colocasia entiquornm. Senecio Cineraria. Citrus limonum. Viburnum Tinus. Se ee ee Jasminum fruticans. — vulgaris. — officinale wey | Indien. — odoratissimum(Madera) | Fi Polyanthes tuberosa. Nerium Oleander. C ade Fa Janna indica. Lavandula multifida. J ; A i ; asminum grandiflorum. Phlomis fruticosa. . ad I ? f Balsamina hortensis. Moluccella spinosa. Datura fastuosa. (Ægypten). China. Cyclamen europeum. ! Dianthus chinensis. — hederæfolium. Citrus Aurantium. Nordamerika. Yucca gloriosa. Amaryllis Atamasco. Agave americana. Lobelia cardinalis. Passiflora incarnata. Opuntia vulgaris. Sydamerika. Canna lutea. Mimosa pudica. Sydafrika. Amaryllis Belladonna. Ogsaa her ere altsaa Planterne fra de nærmeste Lande, Middelhavets Omgivelser, de aldeles herskende. Bidrag til Oplysning om de kulsure Magnesiaforbindelser. Af E. A. Norgaard. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 9 bus WA odamım ye i REN Vil man af de chemiske Lærebôger åse Kundskab om de vandholdige kulsure Magnesia- forbindelsers Opkomst og indbyrdes Sammenhæng, saa bliver man ikke tilfredsstillet. Oplysningerne, de indeholde herom, ere saa ufuldstendige, saa usammenhængende og forvirrende, at der vel neppe i den uorganiske Chemie findes nogen Række For- bindelser, om hvilken der hidtil har hersket mere urigtige Forestillinger end om denne. Trangen til velbegrundede Oplysninger var fölgelig forhaanden. Det er nu sex Aar siden jeg i et reent technisk Oiemed begyndte en saadan Undersôgelse; den var imidlertid neppe indledet fürend den forte til saa vigtige og inter- essante Oplysninger, at jeg ansaae mig moralsk forpligtet til leilighedsviis, naar Om- stendighederne maatte tillade mig det, at forfülge Sagen videre og at meddele Offentlig- heden Resultaterne. Denne Forpligtelse tager jeg mig nu den ærbôdige Frihed at indlôse, idet jeg herved giver mig den Are at forelegge det kongelige Yidenskabernes Selskab mit Arbeide til Bedömmelse. | De chemiske Haandböger begynde i Reglen Læren om de kulsure Magnesiafor- bindelser med Magnesia aiba. Men förend jeg skrider til at omtale de bekjendte konstige Forbindelser, troer jeg at burde forudskikke en Beskrivelse af de Phænomener som ledsage, og de Udskillinger som ere en Fölge af den kolde Feldning af saavel den svovl- sure Magnesia med kulsuurt Natron, som af det kulsure Natron med svovlsuur Magnesia, da disse Ting, uagtet de, saavidt mig bekjendt, ikke hidtil ere omtalte af nogen Anden, danne Grundlaget for alle kulsure Magnesiaforbindelser. Dette Afsnit deler sig naturligt i 2 Afdelinger: 1) Decomposition uden Fæld- ning, og 2) Decomposition med Feldning, og hver af disse alter i flere Under- afdelinger. 9% 68 I. Decomposition uden Fældning. a) Ved Tilsætning af kulsuurt Natron til svovisuur Magnesia. Setter man en forholdsviis ringe Mengde kulsuur Natronoplösning, i yderst smaa Portioner ad Gangen, til en svovlsuur Magnesiaoplösning, og omrörer Blandingen, saa forsvinder den opstaaende Melkning, rimeligviis Mg C + 2 Aq (Pag. 71), saagodtsom dieblikkeligt. Jo lavere begge Oplösningers Temperatur er, destomere oplöses der af den begyndende Udskilling; jo hôiere den er, desto snarere finder en varig Udskilling Sted. I Kogheden er denne, som bekiendt, saa fuldstændig som muligt. En svovlsuur Magnesiaoplösning optog paa den angivne Maade i 1 Æqvivalent: ved 0° henimod 0,2 Ædqvivalenter kulsuurt Natron Ed en © OMR eb Ernie Meur sings ginn SOS poh. > Forholdet, hvori det kulsure Natron optages, afhænger alene af Temperaturen. Concentrationen gjör Intel til Sagen. Indeholder den kulsure Natronoplösning fri Kulsyre, saa optages den i et tilsvarende hôiere Forhold. | En svovisuur Magnesiaoplösning kan fölgelig, efter Temperaturen, optage fra 0,08 Æqvival. NaC og derunder, indtil 0,2, eller, hvilket er det samme, fra 5,5 indtil 14 Dele kulsuur Magnesia i 100 Dele svovlsuur Magnesia. Metter man en concentreret svovlsuur Magnesiaoplösning ved 0? med kulsuurt Natron, indtil begyndende Udskilling, og udsætter den i et Bægerglas for en Temperatur af 0° indtil 10°, saa finder man, efter 6—12 Timers Forlöb, Glassets Sidevegge og Bund, saavelsom Oplösningens Overflade, bedækkede af yderst smaa Krystaller af kulsuur Mag- nesia med 5 Grunddele Vand. Fortyndes en saadan Oplösning med Vand, saa udkrystal- liserer der Intet; hvorimod Blandingen, som förend Fortyndningen indeholdt omtrent 16 Procent svovlsuur Magnesia, 3 kulsuur Magnesia og 5 svovisuurt Natron, maa vere et ypperligt Afforingsmiddel. Er Temperaturen höiere og Oplösningen fölgelig tyndere, saa er ligeledes Ud- krystallisationen enten kun ubetydelig eller den udebliver aldeles. Er Oplösningen 15—20° varm, eller saa tynd, at den ingen Krystaller afsetter, eller den har allerede afsat saa- mange, som kunde udkrystallisere, og den udsættes i længere Tid for Lufttrek, Temperatur- forandring 0. s. v., saa mælkes den, og den Udskilling, der efterhaanden afsetter sig, er Mg C + 2 Aq. Jo höiere Temperaturen er, og jo længere Oplösningen staaer under dens Indflydelse, desto videre gaaer Forstyrrelsen. Koges Oplösningen, saa erholdes Magnesia alba. 69 Blandingsoplösninger, som ere opstaaede i Temperaturer imellem 15 og 20°, har jeg aldrig seet afsette Krystaller. En tynd Oplösning, omtrent 60 Potter, har jeg havt henstagende en Sommer over. Der afsatte sig en ukrystallinisk Forbindelse. Udvasket, torret og glödet efterlod den 34,203 % Magnesia, som meget nermer sig Forholdet i Mg © + 2 Aq.*) En temmelig sterk Op- lésning, som var produceret i Kulden, har jeg opvarmet til og vedligeholdt 40° varm i 2 Timer. Udskillingen opsamledes, udvaskedes, törredes og glödedes, hvorved den efter- lod 39,6646 % Mg, som kommer Forholdet i Mg Cc + Aq. **) meget ner. Ved at give en tynd Oplösning et kortvarigt Opkog erholdt jeg et Product, som indeholdt 40,653 % Mg, det omtrentlige Forhold i almindelig Magnesia alba ***). b) Ved Tilsætning af svovisuur Magnesia til kulsuurt Natron. Sætter man en svovlsuur Magnesiaoplåsning i yderst smaa Portioner ad Gangen til en kulsuur Natronoplåsning, saa forsvinder ogsaa her den begyndende Udskilling saa- godtsom dieblikkeligt, naar man omryster Blandingen. Jo lavere Temperaturen er og jo mere fri Kulsyre Oplåsningen indeholder, desto mere svovlsuur Magnesia optager den uden Mælkning eller Udskilling. Reent kulsuurt Natron omkrystalliseredes, udvaskedes vel og oplåstes. Oplåsningen optog ved 10° 0,05 Aq. Mg S. En Oplösning af almindeligt Natrum carb. cryst. > 5) HO? O08) so = Derimod ogtog den rene kulsure Natronoplösning efter Tilsætning af 1 Deel NaC? AT NaC aed... at vedas Hala ADS, EX En anden Oplösning af almindeligt Natr. carb. cryst. optog ved. . 6° 0,2 4, 5 Den rene Oplösning derimod, efter Tilsætning af "s NaC? til 56, NESA eg Te haus near! REE dure res Asner ied rat) na TON N ural, 2 En Oplösning af almindeligt Natrum carb. crystal. optog ved 5°: 01 4 5 » 10° 0,08 » rh = = PLOY OO NTI SA SOMME Fortyndes Oplüsningen, saa optager den endnu Mg S i det angivne Forhold. En kulsuur Natronoplösning kan fölgelig, efter Omstændighederne, ved 5° Tempe- *) Mg © + 2 Aq indeholder efter Beregning (C = 75) 34,068 9% Ng. 2) Me Ü + Aq — — — 40,002 %0 Mg. Ha) Mg alba indeholder ganske almindeligt (Pag. 86 og 87) 40—42 Yo Mg 70 ratur optage fra lidt over 0,05 Æqv. Mg S indtil 0,2 og derover, eller, hvilket er det samme, fra 3,5 indtil 14 Dele Mg © mod 100 Dele vandfrit kulsuurt Natron. Lader man en concentreret Oplösning af Mg © i Na C, som er mættet i Kulde og indeholder 0,15—0,2 Æqv. Mg C, henstaae en ganske kort Tid, saa udkrystalliserer der et Dobbeltsalt paa Karrets Sidevegge og Bund. Er Oplösningen tyndere, saa varer det længere förend Udkrystallisationen finder’ Sted. Den fremskyndes ved Afkjöling, for- sinkes eller forhindres aldeles ved Temperaturforhdielse. En mettet kulsuur Natronoplésning optager ligeledes saavel nysnævnte Dobbelt- salt, i gelatinôs Tilstand (Pag. 78), som fældet krystallinisk Mg C + 5 Aq. (Pag. 74), naar den er vaad. - Mængden der oplöses afhænger af Temperaturen. 1 Kulden optages en saadan Mengde af det gelatinöse Dobbeltsalt, at det igjen udkrystalliserer ved Henstand. Krystallerne danne kortere og lengere 6sidige prismatiske Krystaller (Fig. 1), decomponeres ved Vand og efterlade, naar de koges og udvaskes, natronfri Magnesia alba. Vil man ikke erholde dem uigjennemsigtige og med afrundede Kanter, saa maa man ud- vaske dem i klar Moderlud og aftrykke dem godt i Filtreerpapir. 0,30725 Gramme udsögle Krystaller gav, efter gjentagne Glédninger , noiagtigt 0,100625 Gr. = 32,7215 % NaC og Mg. 0,158875 Gramme ligesaa udmærkede Exemplarer efterlod for en lignende Behandling 0,051625 Gr. = 32,4941 %o NaC og Mg. Forudsat at kulsuurt Natron og Magnesia ere tilstede i de 0,100625 og 0,051625 Gr. i Forhold af Atom til Atom, saa maatte de angivne Qvantiteter NaC og Mg, naar de decomponcredes med Svovlsyre, give: NaS + Mg S = 0,1779 Gr. og 0,09229 Gr.; derimod gave de: 0,18075 , og 0,09312 Gr., som ikke lader nogen Tvivl til- overs om, at Slutningen jo er rigtig. Beregne vi nu af de fundne Störrelser Bestanddelenes procentiske Forhold, saa faae vi som Middeltal af begge Analyser: NaC + Mg = 32,608 %, Cc oi og Aq 5001 eller Na = 13,715 % ANGE 57,651 der svarer til Formlen: NaC + MgC + 15 Aq, eller: NaC + 10 Aq + MgC + 5 Aq, som efter Beregning indeholder: Na (387,17) = 13,46 % Me (258,35) — 8,96 , KGICA 2C (550,00) = 19,08 , veer” fig 15 Aq. (1687,50) = 58,50 , (nf 20" EU en Bae Ae cz CA) ne EAN AR a. / II. Decomposition med Fældning. Se a) Af svovisuur Magnesia i Overskud ved kulsuurt Natron imellem 0 og 20° C. Setter man en kulsuur Natronoplösning til en kold svovlsuur Magnesiaoplösning omtrent i det Forhold, hvori de decomponere hinanden fuldstendigt, og omrörer Blan- dingen, saa synker Temperaturen, en amorph kulsuur Magnesiaforbindelse udskiller sig og holdes suspenderet af Moderluden. Efter nogen Tids Forlöb skifter Forbindelsen Form, bliver krystallinisk og falder hurtigt tilbunds: men saa er Temperaturen alter stegen. Ere Saltoplösningerne, förend de blandes, kun 0° indtil 5° varme og Qvantiteterne store, saa forvandler den amorphe og voluminöse Udskilling sig i Löbet af faa Minuter og falder krystallinisk tilbunds, og Varmeudviklingen fölger saa hurtigt paa Temperatur- synkningen, at denne som oftest bliver aldeles ubemærket. Ere Oplösningerne derimod varmere saa synker Temperaturen stedse tydeligere og stærkere, og det varer bestandigt længere, indtil flere Timer, förend Metamorphosen foregaaer og Temperaturforhöielsen bliver kjendelig. Imellem 15 og 20° synker Temperaturen gjerne i Blandings- eller De- compositionsdieblikket 2—3,5°, men stiger alter 3,5—5° under Metamorphosen. Moderluden forholder sig som en Oplösning af kulsuur Magnesia i svovlsuur Magnesia. Den umiddelbare, af Kuldeudvikling ledsagede, amorphe Udskilling er Mg er 2 Aq, som ved at binde Vand samlidigt gaaer over i krystallinisk Tilstand og frigjör Varme. Ved at opvarme saavel den svovlsure Magnesia som den kulsure Natronoplösning i sterk Fortyndning, til imellem 18 og 20° C, blande dem, omryste og filtrere Blandingen, opsamle og aftrykke Udskillingen i Filtreerpapir — alt i störste Skyndning — fik jeg efter Lufttörringen en Forbindelse, som ved Glödning efterlod 34,0633 % kun lidt ureen Mg, som nöie svarer til Sammensætningen af Mg C + 2 Aq. Derimod er den krystallinske Forbindelse, som danner sig ved alle Temperaturer imellem 0 og 20°, Mg © + 5 JNU pee) *) Dr. Fritzsche i Petersborg, som har opdaget Forbindelsen (Poggend. Ann. B. 37, Pag. 304—314), erholdt den paa en anden Maade, og tillægger sin Egenskaber, som bedre passe sig paa den udkry- stalliserede (Pag. 81) end paa denne. At han har kjendt den her omhandlede Maade at frem- stille Forbindelsen paa, råber hans Afhandling ikke. Nogle forelöbige Noticer om denne Forbindelse har jeg allerede tidligere meddeelt til S. M. Triers Archiv for Pharmacie, 1. Bd., 2. H. Pag 191—201, Jo ufuldstendigere Magnesiaoplösningen er decomponeret og jo længere Tid Ud- skillingen staaer i Beröring med Stamvædsken eller Moderluden, desto större blive Krystalkornene, naar det er koldt; men de forandre tillige Egenskaber (Pag. 82). For det ubevæbnede Öie see de ud som Smaakorn med speilende Flader, for Mikroskopet ial- mindelighed som Tavler med Qvadrater og Rectangler til Sider. Formen er et sexsidigt hemiprismatisk Prisma (Tavlen, Fig. 2), hvis 2de Sider snart ere ligesaa brede som lange, snart lengere end de ere brede, medens de 4 andre ere saa smale, at man kun yderst sjeldent seer en Krystal paa Enden, eller dens Gjennemsnit *). Forbindelsen lider, hvad enten den henstaaer under Moderluden, eller Vand, op- bevares i vaad eller i tôr Tilstand, ingen merkelig Forandring ved Luftens og Lysets Indflydelse i kortere Tidsrum og under almindelige Temperaturforhold. . Hvorledes den forholder sig ved at henstaae i længere Tid under Moderluden, kan der kun være Tale om, hvad Vinteren angaaer, da Moderluden i Sommervarmen hurtigt lider en Forandring, bliver mælket og afsætter en magnesiarigere Forbindelse, som disponerer den Mg BER Aq til at skifte saavel Sammensætning som Form. Ved Vinter- tid har jeg derimod havt Forbindelsen henstaaende i næsten 8 Uger under Moderluden, uden at den led nogensomhelst kjendelig Forandring. Den efterlod ved Glödning 23,57 % Mg. Under Vand har jeg i over 4 Maaneder udsat Forbindelsen for Indflydelsen af alle Temperaturer imellem nogle Grader under 0° og + 16°. Den led ikke i den Tid nogen ved Mikroskopet iagttagelig Forandring og efterlod ved Glödning 23,53 % Mg. Reen- vasket har jeg havt Forbindelsen ved Vintertid henstaaende paa Collatoriet i henved 10 Uger, först i vaad, siden i frossen og endelig i optôet Tilstand. For Miroskopet var ingen Forandring at opdage, og Forbindelsen efterlod ved Glödning 23,37 % Mg. Paa aldeles lignende Maade forholdt sig ogsaa en anden Portion, som, ligeledes om Vinteren, henstod vaad paa Collatoriet i over 6 Uger **). *) De Undersôgelser, jeg til forskjellige Tider har underkastet Forbindelsen have alene bestaaet i en stærk Glödning — som jeg har gjentaget saalænge, indtil 2 paa hinanden fölgende Veininger have stemmet fuldkomment overeens — og et omhyggeligt Eftersyn af Formen ved Hjælp af et Mikroskop. Sammen- ligner man Glédningsudbyttet med den Mengde Magnesia (23,578 %) som Mg © + 5 Aq. indeholder, og undersôger Krystallernes Form og Gjennemsigtighed, saa overtyder man sig let, om Forbindelsen har lidt nogensomhelst Forandring, da ingen nok saa ringe Indblanding af en anden Forbindelse, eller Forvittring, kan unddrage sig Opmærksomheden. Resultatet af Undersögelserne har hver Gang været: aldeles klare tavleformige Krystaller med 23-24 % Mg. **) De anförte Erfaringer over Forbindelsens Forhold under Moderluden, under Vand og i vaad Tilstand _stemme ikke overeens med Dr. Fritzsches Paastand (Poggend. Ann. B. 37, Pag. 314), at den hele Fældning, hvad enten man har anvendt kulsuurt Natron eller svovisuur Magnesia i Overskud , har fældet i Varmen eller ikke, efter 1—2 Dages Forlöb forvandler sig til Krystaller af Mo © ++ 3 Aq, som aabenbart trænger til en Indskrænkning i den Almindelighed, hvori den er udtalt. «I co 1 1842 undersögte jeg en Pröve af Forbindelsen mikroskopisk og ved Glödning. Den efterlod den Gang 23,62 Mg. Siden den Tid henlaae den 2 Aar indsvöbt i Papir og undersögtes nu paany. For Mikroskopet var ingen Forandring kjendelig. Ved Glöd- ning efterlod den 23,703 % Mg. I September 1846 droges Préven igjen for Dagens Lys. . Nu var den forvittret, næsten uigjennemsigtig, og efterlod ved Glödning 25,776 % Mg. Forvittringen har fölgelig indskrænket sig til Overfladen. 1 1844 har jeg havt en Portion af Forbindelsen henstaaende i et Standglas fra April til September, uden at den led den ringeste Forandring. Det Overste, saavelsom det paa Sideveggene Fastsiddende; skrables omhyggeligt af og undersögtes. Det bestod endnu som forhen af klare gjennemsiglige Tavler, som ved Glödning efterlod 23,518 % Mg. Siden den Tid har det henligget indsvôbt i Papir indtil September 1846 men var nu for- vittret og efterlod ved Glödning 27,445 % Mg. Paa lignende Maade forholdt sig ogsaa en anden Portion, som i Løbet af en Sommer henlaae utildækket paa et Bord foran et Vindue. For Mikroskopet var ingen Forandring kjendelig.. Ved Glödning efterlod det 23,516 % Mg. Siden henlaae det endnu et Par Aar indsvöbt i Papir, men var nu lidt forvittret, dog gjennemsigtigt, og efterlod ved Glödning 24,187 % Mg. É Henstaaer derimod Forbindelsen i nogen Tid under Vand i en Temperatur af 20 —25° C, saa skifter den, under Tabet af 2 Grunddele Vand, Form og forvandler sig fuld- stændigt til naaleformig Mg C + 3 Aq. Forbindelsen fordrer ved 0—7? Temperatur henimod 600 Dele Vand til sin Oplåsning. | Mættet ved 0° fandt jeg den vandige Oplåsning indeholde i 1 Deel 0,00179. SAONE aa ae 0,00173. 40 an 0,00156. 4 RER 0,00184. 4,50 er 0,00176. 4,50 an 0,00200. 5,50 BE 0,00172. 6,50 SR 0,00174. Den vandige Oplösning reagerer alkalisk, mælkes og fældes saavel ved Varme alene, som ved phosphorsuurt Natron. Henstaaer den i længere Tid utildækket, saa mæl- kes den og afsætter en kulsuur Magnesiaforbindelse med mindre end 3Grunddele Vand, rime- ligviis Mg Er Aq. Det samme er Tilfældet under en meget langsomt stigende Opvarming. Mg C + 5 Aq. kan ikke vindes af Oplösningen igjen. Inddampes eller koges den, saa faaer man Magnesia alba. 10 Potter af en vandig Oplösning opvarmedes i Sandbad, uden Kogning, indtil Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math, Afd. 2 Bind. 10 ingen Kulsyre kjendeligt frigiordes mere. Den udskilte Magnesia alba efterlod ved Glöd- ning 41,451 % Mg. I kulsuurt Vand oplöses Forbindelsen meget let. Oplöseligheden staaer i ligefremt Forhold til Trykket, i omvendt til Temperaturen. Mettes Vand ved en Temperatur af 0°—4°, under et Tryk af 3—4 Almospherer, : med Kulsyre, saa optager det næsten 9 % af Forbindelsen, saalenge den endnu er vaad, eller heniniod 4,4 % vandfrit Salt. Er den derimod tår, saa er den tungoplöseligere, optages i det mindste under de samme Tryk- og Temperaturforhold meget langsommere end den vaade. Ogsaa i svovisuur Magnesia er Forbindelsen meget letoplöselig i Kulden, saalænge den endnu er vaad, vanskeligere, men dog i samme Forhold, naar den er tör. Ved 3—4° Temperatur oplöser svovlsuur Magnesia omtrent 4 % krystallinisk Me © + 5 Aq., eller henimod 2 % vandfrit Salt. En svovlsuur Magnesiaoplösning er fölgelig næst kulsuurt Vand det bedste hidtil bekjendte Oplösningsmiddel for kulsuur Magnesia *). | Ligeledes er Forbindelsen, saalænge den endnu er yaad, temmelig letoplöselig saavel i kulsuurt Natron (Pag. 70), som i tvekulsuurt Natron. Forbindelsens mærkeligste Egenskaber maae imidlertid dog söges i dens Forhold til Vand og Varme. Den kan ophedes i Vand, indtil henimod dettes Kogepunkt, uden at tabe Kulsyre, naar den holdes omhyggeligt udrört i Vandet. Kommer den derimod nogef Öieblik i Be- röring med Skaalens Sidevægge og Bund, saa begynder Gasudviklingen uopholdeligt. Jagttager man Omröringen med den fornödne Omhyggelighed og opheder langsomt, saa kan man opvarme den indtil 50°, förend den taber Vand; men den 50de Varmegrad er næppe naaet forend den pludseligt qvæller ud, bliver" sammenhængende og hæfter sig til Skaalens Bund, og bestaaer nu ikke længere af Tavler, men af yderst smaa naaleformige sexsidige Prismer, og har tabt 2 Grunddele Vand. Ophedes Forbindelsen videre, saa taber den fortsat Vand, men gaaer först ved Kogepunktet, eller efter kort Tids Kogning, over i en anden Form, den finkornede, muligen den sidste, der fremgaaer af Ophedningen i Vand. Opheder man raskere, saaat den 50de Varmegrad hurtigt overskrides, saa seer man strax forvittrede Naale og Tavler alene, lidt senere kun naaleformige og finkornede Krystaller; henimod Kogepunktet bliver derimod den finkornede Form eneherskende. Er Temperaturstigningen indtil henimod 90° meget hurtig, saa opstaaer der ingen naale- *) Saltsuur Magnesia oplöser ogsaa kulsuur Magnesia. Muligen have de letoplöselige Magnesiasalte denne Egenskab tilfælles. formige Krystaller, men de tavleformige blive uigjennemsiglige og gaae imellem 80 og 90° umiddelbart over i den finkornede Form. Varmen gjennemtrænger nemlig hurtigere Vandet end Krystalkornene, der decomponeres paa Overfladen, förend Kjernen endnu har naaet 50? og er istand til en Metamorphose; og Overfladen er allerede yderligere decom- poneret, naar Krystallens Indre naaer den angivne Temperatur. Herfra Phænomenet. De Forbindelser, der saaledes, paa Grund af Ophedningen, danne sig, ere, med Undtagelse af Mg C + 3 Aq., ikke rene chemiske Forbindelser, men Overgangsled, kanskee Blandinger. Saavidt mine Erfaringer gaac indeholde de, saalænge de endnu ere naaleformige, fra 30,38—32,4%, naar Naalene og den finkornede Form ere blandede — jeg har kun undersågt een saadan Forbindelse — 35,69 %, og naar de ere finkornede fra 37,22 indtil 38,85 % Mg. Fra 50° indtil henimod 80? synes Forbindelsen kun at tabe Y—4 Grunddele Vand og at nærme sig Mg C + 2 Aq., uden at skifte Form; holdes den længere Tid i henimod 80? Temperatur, eller ophedes stærkere, saa seer man meget snart en Deel yderst fine Korn optræde blandt Naalene, og Forbindelsen har da tabt over 1 Grunddeel Vand; vedligeholdes Varmen endnu nogle Oieblikke, saa bliver den hele Masse finkornet, har nu tabt henved 2 Grunddele Vand og nærmer sig Mg C + Aq. i Sammensætning. Den Haardnakkethed, hvormed Mg C + 3 Aq. i længere Tid vedligeholder sin Form, lægger uden al Tvivl Hindringer iveien for den Mg C + 2 Aq. frie og uhindrede Optræden. Den Mg © + 2 Aq. og Mg C + Aq. synes at have Form tilfælles. Me Ü + 2 Aq. er yderst letdecomponibel (Pag. 58), Mg © + Aq. derimod meget constant, hvad For- holdet af Mg. og Aq. angaaer. Ophedes Forbindelsen endnu videre, saa gaaer der endnu lidt Vand tabt, maaskec ogsaa nogen Kulsyre. Om den sidste Rest af de 4 Grunddele Vand kan uddrives ved almindelig Ophedning uden Tab af Kulsyre er uvist. Koger man Forbindelsen, saalænge den endnu afgiver Kulsyre, saa dannes Magnesia alba (Fritzsche). Blive Grunddelene af Magnesia og Vand ligemange, saa taber den ved fortsat Udkogning kun Kulsyre men ihtet Vand *). Opheder man derimod Forbindelsen i Vand uden Omröring, saa bliver den sam- menhengende , og Kulsyre frigjéres fra dens Beröringspunkler med Skaalens Sider og Bund. Stiger Temperaturen, saa tiltager Gasudviklingen. Slaaer man den vaad i kogende Vand, saa slivner den dieblikkeligt, hefter sig fast til Skaalen, og taber, under en livlig Udvikling af Kulsyre, Gjennemsigtigheden paa Overfladen. Fortsættes Ophedningen og *) Beviser herfor levere de yderste Decompositionsprodukter af Kogningen i Vand, man kjender, nemlig Mg5 C2 5Aq., Mg 2 C3 4 Aq. og Mg? C 2 3 Ag. 10* 76 Massen gjennembrydes, saa bliver Gasudviklingen voldsom. Udröres den i Vandet, saa fortsætter Kulsyreudviklingen sig, indtil den har kogt i nogen Tid og Magnesia alba er dannet. Jövrigt forholder den sig som under en uafbrudt Omröring. Paa lignende Maade forholde sig ogsaa dens concentrerede Oplösninger i svovl- suur Magnesia og kulsuurt Vand, saavelsom dens stærkere Moderlud, naar de ophedes. I meget fortyndet Tilstand forholde de sig derimod, som dens vandige Oplüsning (Pag. 73). Jeg har nu aflagt Regnskab for Sammenhængen, efter min Formening , mellem Mg DEN Aq., Mg Cysts Aq., Mg PERS) Aq., Mg Caer Aq., Mg. alba, Mg 4 5Aq., Mgt C3 4 Aq. og Mg? C° 3 Aq. Den Opfattelsesmaade , at de forskjellige kulsure Magnesiaforbindelser ere Decom- posilionsprodukter af Mg Gre 5 Aq. og Mg © + 3 Aq., synes mig, fremfor enhver anden, at bere Sandhedens og Naturlighedens Preg. Den hæver Nödvendigheden af at antage Mg Cs Aq.5,-Mg* C3 Aq.* og Mg? C2 Aq.? som rene chemiske Forbindelser, og låser med det samme Gaaden med disse forviklede Sammensætninger. b) Fældning af svovisuur Magnesia i Overskud ved kulsuurt Natron imellem 20 og 30°. Naar den Varme, der frigjéres ved den amorphe Udskillings Forvandling, er stor nok til at hæve den hele Blandings Temperatur til nogle og 20°, saa indeholder den kry- stallinske Udskilling mere eller mindre Mg © + 3 Ag. indblandet. Blandes Oplösningerne 20° varme, saa naaer Temperaturen under Metamorphosen gjerne 22—23°, og den udskilte Mg © + 5 Aq. er blandet med Mg © + 3 Aq. For- hindrer man den Temperatursynkning, der opstaaer ved Sammenblandingen, ved Opvarming udenfra, saa varer det meget lenge förend Metamorphosen foregaaer. Forekommer man denne, ved forinden at slaae den hele Udskilling paa et Collatorium, og udvaske og ned- svale med Vand af 45° Temperatur, saa faaer man reen Mg © + 5 Aq. til Udbytte. Gaaer Metamorphosen uforstyrret sin Gang, saa faaer man Mg C + 5 Aq. med en ringe Indblanding af Mg © + 3 Aq. Blandes Oplösningerne lidt varmere, saa er Indblandingen af Me C1253 Aq. stérre. Ere Oplösningerne henimod 22° varme, saa synker Tempera- turen ved Sammenblandingen ned til imellem 18 og 19° og naaer rimeligviis under Ud- krystallisationen 24—25°; men det varer meget lenge förend Metamorphosen foregaaer og den kryställinske Forbindelse setter sig. Denne bestaaer imidlerlid ikke længere, som sæd- vanligt, af tavleformig Mg © + 5 Aq, men af en grovkornet Mg © + 3 Aq., kugle- eller knoldeformige Hobe af fine prismatiske Naale, som alle radiere fra et felles Centrum, og en stor Deel lettere smöraglige Klumper, rimeligviis Mg GR Aq., som efter nogen 17 . = Tids Forlöb, forinden de endnu ere türrede, gaae over i naaleformig Mg C + 3 Aq. Fri for en ringe Indblanding af Mg C + 5 Aq: er Fældningen muligen ikke. Ved den angivne Temperatur synes allerede Grændsen for Dannelsen af Mg C + 5Aq. at vere overskreden. I en lidt hôiere Temperatur vil der kun danne sig Me C + 3 Aq. alene. Indeholder den udskilte Mg © + 5 Aq. nok saa lidt Mg C + 3 Aq. indblandet, saa er den, hvad enten den er vaad eller tår, ikke af en saa varig Beskaffenhed, som naar den er reen. I tor Tilstand forvittrer den meget hurtigt. En saadan Forbindelse, Mg Ces 5 Aq. med Indblanding af Mg C + 3 Aq’, som strax efter Udvaskningen og Törringen var vandklar og efterlod 25,922 °o Mg ved Glödningen, var nogle Dage senere mat og kun gjennemskinnelig, gav nu ved Glödning 26,226 %, og 4 Dage sildi- gere 27,245 % Mg. Paa lignende Maade forholdt sig en Deel af samme Fældniug, som imidlertid henstod vaad i en Skaal. En ringe Indblanding af Mg © + 3 Aq. synes om ikke nødvendigt at betinge, saa dog særdeles meget at fremskynde Mg Cie SeAq Overgang til Mg © + 3 Aq., naar den henstaaer under Vand; og det er ikke mindre sandsynligt, at Forbindelser , der enten udkrystallisere , eller efter længere Tids Forlöb udskille sig af Moderluden, eller den vandige Oplésning, som staaer over Mg C + 5Aq, kunne disponere den til at forandre baade Form og Sammensetning. Jeg har forskjellige Gange i Sommervarmen havt Mg © + 5 Aq. med Indblanding af Mg © + 3 Aq. henstaaende under Vand, og har efter nogen Tids Forlob fundet den hele Masse forvandlet til naaleformig Mg © + 3 Aq. Ligeledes har jeg havt reen Mg © + 5 Aq. nogen Tid henstaaende — det var om Sommeren — under en tynd Oplösning af samme Forbindelse i kulsuurt Vand. Den hele Masse var efter kort Tids Forlöb for- vandlet til krystallinsk Mg © + 3 Aq. Oplösningen, som indeholdt 0,8 % af Forbindel- sen, afsatte saavel ved frivillig Fordampning som ved svag Opvarming naaleformig Mg Cc + 3 Aq. Derimod var en anden Mg C + 5 Aq., som jeg i 1% Aar havde havt hen- staaende under Vand, gaaet over i en finkornet Form, var uigjennemsiglig, og efterlod ved Glödning 36,124 % Mg, som svarer til en Me C med 1 til 2 Grunddele Vand, rimeligviis et Overgangsprodukt. Til Slutning troer jeg endnu at burde fremhæve som særlig vigtigt, at dette Præ- parat, Mg C + 5 Aq., kan fremstilles saa særdeles let og erholdes af en saa udmerket Reenhed, at det i Medicinen ialmindelighed, som til Mineralvande isærdeleshed, maa have et afgjort Fortrin for den almindelige officinelle Magnesia alba, som aldrig er reen og stedse varierer i Sammensetning. ec) Fældning af svovisuur Magnesia ved kulsuurt Natron i Overskud. Fældes svovlsuur Magnesia med kulsuurt Natron i Overskud, saa dannes der altid, afhængig af Overskudets Störrelse, mere eller mindre NaC + Mg Cyalsd Aq., som decomponeres i Vand, og derfor ogsaa, efter Moderludens Concentralion, mere eller mindre i denne. | Er Overskudet af kulsuurt Natron kun ringe, 1/:—'o Atom, saa varer det dog ualmindeligt lenge förend det Udskilte setter sig, eller Metamorphosen foregaaer. Nede mod Frysepunktet forvandler den hele Udskilling sig i Löbet af 24 Timer til krystallinisk Mg C5 Aq.; ved 10° og derover gaaer ialmindelighed hele Massen over til knolde- formig-krystallinsk Mg © + 3 Aq. Er Overskudet af NaC större, fra Yo—1 Grunddeel, saa bestaaer det meste af Udskillingen af kulsuur Natronmagnesia, som ikke setter sig, men lider en Forandring, saasnart en Udkrystallisation er begyndt. Da denne afhænger ikke blot af Oplösningens Concentration men ogsaa af dens Temperatur, saa betinges igjen Metamorphosen heraf, som derfor, efter Omstendighederne, falder forskjelligt ud. Ved 15° varer den hele Proces 4—6 Dage. Udskillingen forvandles saagodtsom til Mg C + 3 Aq. alene, dog med Ind- blanding af lidt gelatinöst Dobbeltsalt. Man seer vel ved denne Temperatur enkelte större Krystaller hist og her paa Karrets Sidevegge forend Metamorphosen foregaaer; men om det er Dobbeltsaltet, der er anskudt, er tvivlsomt, da man, naar Udskillingen har sat sig, kun finder Mg C +3 Aq. Krystaller, navnlig de knoldeformige, deri. I en hôiere Tempe- ratur finder ingen Udkrystallisation Sted. Er Temperaturen lay, saa udkrystalliserer der mere eller mindre af Dobbeltsaltet, som man gjenfinder i Udskillingen blandet med naale- og knoldeformig Mg C + 3 Aq. og gelatinös Dobbeltsalt. Decomponerer man den svovlsure Magnesia med Na C i Overskud.af 112—2 Grund- dele, saa er Forholdet aldeles detsamme, kun er den umiddelbare Udskilling her reen kul- suur Natronmagnesia. Har man anvendt en kulsuur Natronoplésning af henimod 10 Po Saltfylde, og feldet ved eller under 10°, saa ere de gunsligste Betingelser for en rig. Udkrystallisation — en lav Temperatur og en Moderlud, som eftermætter sig ligesaa hur- tigt som den afsælter Krystaller — forhaanden, og der udkrystalliserer kulsuur Natron- magnesia i Mengde i de største og skjénneste Exemplarer. | Skiller man Moderluden fra Udskillingen ved Filtration, saa udkrystalliserer der endnu i Lôbet af faa Timer kulsuur Natronmagnesia af den. ; Slaaer man Udskillingen, umiddelbart efter Fældningen, paa Filter, lader den afdryppe og aftrykker den saa hurtigt muligt i Filtrerpapir, saa faaer man en raa kulsuur Nalron- magnesia. Lader man den derimod henstaae paa Filtret, saa decomponeres den: frigjort kulsuurt Natron trekker sig i Papiret og udkrystalliserer af det, og en smöraglig natron- holdig Mg Cie Aq. udskilles og forvandles deelviis til Mg Gus :3 Aq. Udvasker man Forbindelsen paa Filfret, saa oplöses der kulsuurt Natron, som bortföres, og den smöraglige Forbindelse udskilles. Men denne indhyller, som lettere , Dobbeltsaltet og van- skeliggjör dets fuldstændige Decomposition. Udröres Dobbeltsaltet i Vand, saa mælkes Vandet stærkt. Setter man mere Vand til, saa oplöser den udskilte Magnesiaforbindelse sig vel igjen, men Oplésningen mælkes atter ved Omrystning. Behandles det med tilstræk- keligt Vand, saa decomponeres det fuldstændigt og man kan opsamle og udvaske den ud- skilte Magnesiaforbindelse. Denne, som synes at vere Mg C + 2 Aq., faaer man dog ikke reen, da den endogsaa ved Udvaskning med koldt Vand taber Vand og gaaer over til Mg © + Aq. Ved Kogning i Vand efterlader den, saavelsom Dobbeltsaltet, Mag- nesia alba. Skeer Fældningen med kulsuurt Natron i Overskud i en höiere Temperatur, saa forandre Forholdene sig. Da Me C +5 Aq, Mg G + 3 Aq. og Mg C +2 Aq. decomponeres i Kogheden, saa er det kun lidet sandsynligt, at der ved Fældning i denne Temperatur skulde dannes og udfældes et Dobbeltsalt, det maatte da vere en Forbindelse af Mg C + Aq. med Na €.*). Har man fældet i Kogheden og koger Oplåsningen et Oieblik, saa er Udskillingen fuldstændig. Felder man en kogheed svovlsuur Magnesia- oplåsning med kold kulsuur Natronoplåsning i Overskud, saa at Temperaturen herved syn- ker betydeligt, saa indeholder Moderluden, uagtet den er rig paa NaC, en stor Deel Magnesia oplåst, som först udskilles ved Kogning. Udskillingen, som man erholder efter en kort Kogning, er i håieste Grad finkornet og gelatinôs og saa gjennemsiglig, at man næppe seer den i Kogekarret. Paa Filter ligner den en Leerjord; den er blaalig og gjen- nemskinnelig, trækker sig sammen og slaaer Revner, låsriver sig derfor ogsaa fra Papiret og er meget vanskelig at udvaske. Slaaer man ikke Udskillingen spilkogende paa Filtret og vedligeholder denne Temperatur, saa oplåser Moderluden og Vaskevandet destomere af Udskillingen jo koldere og jo natronrigere de ere, og reagere derfor saavel paa Chlor- calcium som paa basisk phosphorsuur Ammoniak. Anvender man kogende Vand og leder Udvaskningen med Omhyggelighed, saa faaer man en reen og natronfri Magnesia alba. Overlader man. denne til frivillig Tôrring i Luften, eller tårrer den konstigt, saa faaes den i saa haarde og sammenhængende Klumper, at de næppe kunne smuldres imellem Fingrene. #) Mosander (Poggend. Ann. 5,505) vil vel, ved Fældning med NaC. i Overskud og Inddampning til Tér- hed, have erholdt et Dobbeltsalt; men dette Produkt kan ikke sammenlignes med den umiddelbart opstaaende Udskilling. Berzelius, som citerer ovennæynte Fældning (Berzel. Lehrb. der Chemie, 2,626. Dresden 1826) tillægger derimod Mosander den bestemte Mening, at der ved Fældning i Kog- hede med NaC i Overskud umiddelbart opstaaer et Dobbeltsalt, og L. Gmelin (L. Gmelins Handbuch der Chemie, 4. Aufl. 2 B. 217 0. s. v.) som citerer Mosanders Afhandling paa samme Maade, tilföier endogsaa Forbindelsens Sammensætning, hvori han aabenbart har feilet 80 Gléder man en saadan Klump sterkt, saa faaer man dog kun Kulsyren uddreven af Overfladen. 1 Grunddeel svovlsuur Magnesia decomponeredes med rigeligt 2 Grunddele kul- suurt Natron. Temperaturen var 15°. Sammenblandingen, Omrystningen og Ophældningen paa en Filtreerpose skete i störste Skyndsomhed. En Deel af Udskillingen opsamledes og aftrykkedes saa hurtigt muligt i Filtreerpapir, torredes og glödedes. Den efterlod 32,9405 % ureent Na © & Mo. En Portion af Forbindelsen, som slogés paa et Filtrum , henstod herpaa i henimod 14 Dage. Den var decomponeret og havde deelt sig i en smöraglig Forbindelse” og en ureen naaleformig-krystallinisk Mg © -+ 3 Aq. Den smöraglige Forbindelse aftrykkedes i Filtreerpapir, törredes og glödedes. Den efterlod 36,8870 “fo ureen Mg. En anden Portion, som udvaskedes, deelte sig ligeledes i en ureen Mg © +3 Aq. og en smöraglig Forbindelse, som efter Udvaskning, Törring og Glödning efterlod 35,1427 % natronfri Mo. En tredie Portion, som udrörtes i Vand, efterlod kun den smöragtige Forbin- delse, der dog efter Udvaskningen ikke var fuldkomment homogen. Den efterlod ved Glödning 38,3354 % reen Mg. En kogheed svovlsuur Magnesiaoplösniug decomponeredes ved kold kulsuur Natron- = oplösning i det Forhold af 1". Atom Na © mod 1, men kogtes ikke. Udskillingen sloges paa Filter og udvaskedes med næsten kogheedt Vand. Moderluden reagerede stærkt paa phosphorsuurt Natron. Den udvaskede Forbindelse törredes og glödedes og efterlod 40,8244 % Mg., som ikke bruste med Saltsyre. Paa lignende Maade forholdt sig ogsaa Udbyttet af en anden Portion svovlsuur Magnesia, som fældedes under rask Kogning og kogtes i nogen Tid. Moderluden herfra reagerede ikke paa phosphorsuurt Natron. Udskillingen udvaskedes med kogende Vand. Glödningsudbyltet var, som för, natronfrit. Angaaende de kulsure Magnesiaforbindelser, som igjennem chemiske Lærebôger og Afhandlinger allerede ere bekjendte, kan jeg falle mig kort, men udelade dem troer jeg ikke at burde, deels fordi der er Et og Andet at föie til det allerede Bekjendle, deels fordi de gangbare Theorier trænge til en og anden Berigtigelse. Vandfri kulsuur Magnesia, Mg Ü, faaes eller Gust. Rose*) ved Inddampning af en tvekulsuur Magnesiaoplösning i Vandbad. Inddamper man en Oplösning, som den nævnle, i Vandbad, saa faaer man Magnesia *) Berzelius’ Jahresbericht, 18ter Jahrg. 1838 og Poggend. Ann. B. 42, 353. 81 alba, eller, afhængig af Fordampningsvarmens Styrke og Varighed, en mere eller mindre decomponeret Mg © + Aq.*), som ved ingensomhelst bekjendt Behandling kan beröves sit Vand uden at tabe sin Kulsyre. Krystalliseret kulsuur Magnesia med 5 Grunddele Vand, Mg Ü +5 Aq. Den udkrystalliserer, som allerede antydet, af en Oplösning af kulsuur Magnesia i svovl- suur Magnesia, af den hermed beslægtede Moderlud fra den kolde Fældning af svovlsuur Magnesia med kulsuurt Natron, afsaavel concentrerede som tyndere Oplésninger af kulsuur Mag- nesia i kulsuurt Vand, som er mættet med Kulsyre under ethöiere Tryk; af en Blandingsoplösning af kulsuurt Natron og kulsuur Magnesia i kulsuurt Vand, ligesom ogsaa efter kortere eller lengere Tids Henstand af en Blandingsoplôsning af Chlormagnium og tvekulsuurt Natron, med sidste Forbindelse i Overskud. Den skal endvidere erholdes, efter Fritzsche, naar kulsuur Kalimagnesia decomponeres ved Vand. Ublandet faaes den imidlertid kun ved Udkrystallisation i Temperaturer under 10°; i hôiere Varme, indtil nogle og 20°, udkrystalliserer der altid samtidigt hermed Mg cer 3 Aq. Krystalformen er, uagtet dens forskjellige Udseende, aldeles den samme som opstaaer ved Metamorphose af den feldte kulsure Magnesia, et hemiprismatisk sexsidet Prisma (Tavlen, Fig. 3), snart med snart uden afstumpede Hjörner og Kanter. Den danner kun Süiler, aldrig Tavler**). Under Moderluden forandres Forbindelsen ikke ved Henstand i lavere Temperatur. I Sommervarmen, naar Oplösningen afsætter magnesiarigere Forbindelser, disponeres den uden al Tvivl til en Forviltring. Krystallerne taale ikke Luftens og Lysets Paavirkning saa godt, som de ved Om- forming opstaaede, men de opléses i det samme Forhold i Vand, nemlig i omtrent 600 Dele. Krystaller, som vare opstaaede i en Oplösning af kulsuur Magnesia i kulsuurt Vand, digereredes en Dags Tid med Vand af 0—4° Temperatur. Hyppig og stærk Omrystning *) Otto siger (Graham-Otto’s Lehrb. der Chemie , 2. Aufl., 2ten Bdes 2te Hälfte, P. 287) at det er Mg © + 3 Aq. og ikke vandfri kulsuur Magnesia i Aragonitform, der danner sig under almindelig Ophedning. Denne Paastand, at man ved Opvarming af en Magnesiaoplésning i kulsuurt Vand faaer Mg Ü + 3 Aq., er kun meget betingelsesviis rigtig og finder ingen Hjemmel i Fritzsches Afhandling (Poggend. Ann. B. 37,314), som Otto beraaber sig paa. ' Fritzsche, som har opdaget Forbindelsen (Poggend. Annal. B. 37, 304), siger at den er tavleformig. Muligen har han havt den omformede, ikke deu directe udkrystalliserede, for sig. I saa Fald har han ikke kjendt den udkrystalliserede. Han omtaler ingen af de Maader, hvorpaa den med Sikkerhed erholdes udkrystalliseret. ##) Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math, Afd. 2 Bind. 11 82 fandt Sted. Den vandige Oplösning fandtes ved 2,5? at indeholde i een Deel 0,000415 Me = 0,001762 Mg C + 5 Aq. Derimod adskiller den udkrystalliserede Forbindelse sig bestemt fra den ved Me- tamorphose opstaaede derved, at den hverken oplöses i svovlsuur Magnesia eller i kulsuurt Natron. De ere isomere. Har den Fældede udviklet sig videre i Kulden paa Moderludens Bekostning (Pag. 72), saa forholder den sig som krystalliseret Mg C + 5 Aq. Ophedes Krystallerne i Vand, saa klæbe de ikke saa letsammen, som de fra Fæld- ning hidrörende. Heller ikke hefte de sig saa villigt til Karrets Sidevegge og holde föl- gelig Kulsyren længere tilbage. Har Temperaturen naaet 50°, saa skifte de pludseligt Udseende og blive uigjennemsiglige, deels med hvide og matte, deels med melkeblaaligt opaliserende Flader. Nu hefte de sig til Bunden og til hverandre indbyrdes, og Kulsyre undviger fra Beröringspunkterne med Karret. Formen er uforandret, men Decompositionen indskrenker sig ogsaa endnu til Overfladen. En fortsat Ophedning og Kogning har alde- les den samme Indflydelse paa disse Krystaller, som paa de udfældte, men Decompositio- nen gaaer meget langsommere for sig og Krystallerne vedligeholdé haarduakket deres Form. Smuldres de, efler langvarig Kogning, imellem Fingrene, og undersôges for Mikro- skopet, saa seer man dem bestaae af lignende Smaakorn, som dem den fældte Mg C +5 Aq. gaaer over til ved Ophedning i Vand til 90° og derover. Kulsuur Magnesia med tre Grunddele Vand, Mg © + 3 Aq. Denne Forbindelse udkrystalliserer gjerne som kugle- eller knoldeformige Grupper af yderst fine sexsidige prismatiske Naale, der radiere fra et fælles Centrum. Skylder den en Me- tamorphose sin Oprindelse, bestaaer den derimod af en Masse usammenhengende Naale. Den faaes ved Udkrystallisalion af saavel concentrerede Oplösninger af kulsuur Magnesia i kulsuurt Vand, som af Magnesiavand*) og endnu tyndere Oplösninger, men altid, ved almindelig Temperatur, med Indblanding af Mg Ü + 5 Aq.; ved Metamorphose af Mo C +5 Aqi Vand,enten efter nogen Tids Forlôb, naar den udsættes for nogle og 20° Varme, eller pludseligt, naar samme Forbindelse i Vand, eller dens Oplösning i kulsuurt Vand, ophedes til 50°; og, efter Fritzsche, ved Decomposition ‚af den kulsure Kalimagnesia i Vand. Den skal ligeledes, efler Fritzsche, opstaae ved Forviltring af Mg © + 5 Aq., naar denne ud- seltes for Luftens og Sollysets Paavirkning, dog med Vedligeholdelse af Moderforbindel- sens Form. Moderluden fra den kolde Fældning af kulsuur Magnesia, saavelsom Oplösnin- gen af kulsuur Magnesia i svovisuur Magnesia, synes i Temperaturer, hvori de ikke len- gere afsætte Mg C + 5 Aq., at vere for tynde til en Udkrystallisation af Mg C + 3 Aq. Kun naar en Moderlud indeholder et betydeligt Overskud af kulsuurt Natron, *) Magnesiavand indeholder 1,666 % vandfri kulsuur Mg. 83 gjör den en Undtagelse fra denne Regel; den er da rigere end sædvanligt paa Mg C4 og der udkrystalliserer gjerne Mg C + 3 Aq. alene. Den Forbindelse, som man faaer af Mg © + 5Aq. formedelst den langsomme Metamorphose imellem 20 og 25°, synes at vere isomer med den man faaer pludseligt ved 50°. Udrörer man den förste i lunket Vand og skjænker, under rask Omröring, kogende Vand paa den, indtil Temperaturen nermer sig 60°, saa qveller den pludseligt ud, bliver sammenhængende, hefter sig til Skaalen og skyder det overflédige Vand af sig. Formen er uforandret, men Gjennemsigtigheden har lidt, og Forbindelsen indeholder lidt mere Mg. end für. Er Forbindelsen opstaaet ved Metamorphose, saa forvittrer den efter lengere Tids Forléb*). Om det samme er Tilfældet med den kugle- eller knoldeformigt udkrystalli- serede, skal jeg lade vere usagt, da jeg har havt en saadan henliggende et heelt Aar, uden at den led den ringeste Forandring. I 1844 erholdt jeg ved frivillig Metamorphose (20 —25°) en Forbindelse, som den- gang bestod af fuldkomment klare og gjennemsiglige Naale, som ved Glödning efterlod 29,9544 % Mg. Siden den Tid har den henstaaet 2 Aar pakket og overbundet i et Sukker- glas. Det Overste skrables omhyggeligt af. En Prove, som boredes ud af Glassets Midte, var aldeles uigjennemsigtig og efterlod ved Glédning 31,7409 % Mg. Forbindelsen opléses i 600—650 Dele Vand**) ved imellem 0 og 18° C. Oplösningen af det törrede Salt fandtes ved de fölgende Temperaturer at indeholde i 1 Deel: i ved 0° 0,001503. = 659 0,001527. gic 0,001550. — 16° 0,001787. En Oplösning af den utôrrede Forbindelse inde- holdt ved 17,5°, Middeltal af 2 Analyser, 0,001900. Det Første, der under en meget langsom og svag Ophedning udskiller sig af en *) Denne Erfaring strider imod den af John Davy iL. & E. phil. Mag. 17, P. 346, og af Fritzsche i Poggend. Ann. B. 37, 304, nedlagte, at Forbindelsen ikke forvittrer, en Paastand som vistnok er overilet, **) Denne Erfaring strider ligeledes imod den af Jolin Davy paa det citeerte Sted anförte, at Forbindelsen oplöses i 250 Dele Vand af 16? og kan vindes af Oplösningen igjen ved Fordampning; og i endnu höiere Grad mod Fourcroy’s (L. Gmelins Handh. der Chem. 4. Aufl. 2. B. 217), „at den oplöses i 48 Dele koldt Vand”. us 84 saadan Oplåsning, ere formlåse Fnug, rimeligviis Mg © + 2 Aq, som ved noget stærkere Ophedning hurtigt gaae over til de bekjendte meget smaa Korn, som opstaae ved Kogning af Mg © + 5 Aq. Udsættes Forbindelsen, i det Oieblik den opstaaer i en vandig Oplösning, for en Temperatur som hurtigt stiger fra nogle og 50—100°, saa decomponeres den meget let og hurtigt. Udröres de fine og usammenhængende Krystaller i Vand og opvarmes lang somt, saa blive de sammenhengende og hefte sig til Skaalens Bund. Dette gjælder saavel de udkrystalliserede, som de fra en Metamorphose hidrörende Naale. Ophedes de stær- kere, saa qvelle de ud og opslemmes lildeels i Vandet. Forbindelsen kan saaledes op- varmes indlil Kogepunktet, uden enten at tabe Kulsyre, eller skifte Form; men den taber Vand og bliver paa Grund heraf uigjennemsigtig. Koges den en Tid, saa forvandles den til de sædvanlige Smaakorn, lider ved fortsat Kogning de'samme Forandringer som disse og gaaer til Slutning over til Magnesia alba. Koges derimod den storkornede Mg G+ 3 Aq., de kugle- eller knoldeformige Krystalhobe, saa finder der ingen Sammenklebning af Kry- stallerne og ingen Anheftning til Skaalen Sted. De afrundes, blive efterhaanden mere og mere uigjennemsiglige og tabe saavel Kulsyre som Vand. Decomposilionen gaaer, under fortsat Kogning, skjéndt langsomt, dog stedse videre; men Krystalierne vedligeholde, hvor- lenge de end koges, den afrundede Knoldeform*). Andre chemiske Forbindelser end > © + 5 Aq. og Mg © + 3 Aq. faaer man ikke ved Udkrystallisation **). Alle övrige Forbindelser , forsaavidt som de kunne betragtes som rene chemiske Sammensætninger, 'opstaae snart lettere, under Indflydelsen af Temperaturer langt under Kogepunktet, snart vanskeligere, ved en successive Overgang gjennem en Række af Mellemled, under bestemt forstyrrende Indflydelser. Til de villigere opstaaende henregner jeg: Mg © + 2 Aq. og Mg © + Aq, *) Denne Erfaring staaer ligeledes i Strid med saavel Fritzsches (Poggend. Ann. B. 37, 304), som J. Davys (L. & E. phil. Mag. 17, 346 og Berzel. Jahresbericht, 21ster Jahrg. 1841), der begge ere enige i, at Forbindelsen ikke decomponeres ved Kogning med Vand. wit) Néivereutfé Afhandling var allerede sluttet, da jeg af Berzel. Jahresber. 26ster Jahrg. 1stes H. 229, erfarede, at Millon (Ann. de Chimie & de Phys. XIII, 129) har erholdt Me © +4 Aq. udkrystalliseret i en Oplösning af tvekulsuur Magnesia. Analysens Rigtighed kan ikke betvivles. Men da Millon ikke omtaler sine Forgængeres Arbeiderogladersaavel Mg C+-5 Aq. som Me © + 3 Aq. — som altid op- staae ved almindelig Temperatur under de Omstændigheder, hvor han vil have faaet Mg Gt 4 Aq. = uberürte, og ingen mikroskopisk Undersögelse har underkastet sit Salt, saa er der stor Sandsynlighed for at Millon har undersögt en Blanding af Mg © + 5 Aq. og Mg C + 3 Aq., og jeg tager derfor ikke i Betænkning forelöhigen at drage Tilværelsen af Mg © + 4 Aq. i Tvivl. 85 hvoraf den förste opstaaer umiddelbart ved almindelig Temperatur (P. 71), naar svovlsuur Magnesia i Overskud fældes med kulsuurt Natron. Den synes ligeledes at opstaae som Følge af frivillig Fordampning (P. 68), altsaa ogsaa som Folge af den forste Indflydelse af en svag Ophedning, i alle kulsure Magnesiaoplösninger, som ere for tynde til at afsætte Krystaller. "Den synes ligeledes at være den Forbindelse, der umiddelbart fremgaaer af Dobbeltsaltets Decomposition (Pag. 79). Er den udskilt i större Qvantitet af et Magnesia- salt ved kulsuurt Natron, og henstaaer under Moderluden, saa gaaer den hurligt og let over til Mg © + 5 Aq, eller Mg © + 3 Aq., efter Temperaturens Beskaffenhed. Fra- skilles Moderluden saa udkrystalliserer der Mg C + 5 Aq. og Mo CPS Aq., saalenge Oplösningen af Mg C + 2 Aq. endnu er stærk nok; senere udskiller sig kun, og meget langsomt, Mg © + 2 Aq. Reen kjendes Forbindelsen ikke. Den fældte kan ikke udva-- skes paa Filtrum, da den, længe förend Udvaskningen er fuldendt, gaaer over i Me © + 5 Aq., eller Mg © + 3 Aq.; heller ikke ved Decantation, thi saa oplöses den fuldsten- digt. Saalenge den ved Decomposition af Dobbeltsaltet frigjorte Forbindelse ikke savner vedhængende Moderlud, hvoraf der ved frivillig Fordampning kan opstaae en krystallinisk Forbindelse, saalenge vil den vere tilbôielig til at decomponeres og dele sig i en krystal- liseret Forbindelse med mere Vand, Mg C48 Aq. og en smöraglig med mindre, en Blanding af Mg Ü + 2 Aq. og Mg Crete Aq. Uforandret i lengere Tid synes Forbindel- sen alene at kunne -holde sig i den Oplösning eller Moderlud, hvoraf den ved frivillig Fordampning udskiller sig. Er den berövet sin stærkere Moderlud, saa gaaer den ikke over i krystallinisk Tilstand. Udvaskes den, saa decomponeres den og taber mere og mere Vand. Koges den saa taber den baade Kulsyre og Vand og Magnesia alba bliver tilbage. Den anden Forbindelse derimod, Mg Oia: Aq., opstaaer, foruden i det nysnævnte Til- fælde, endvidere ved Ophedning eller Inddampning af saavel tyndere som stærkere Oplös- ninger af kulsuur Magnesia i kulsuurt Vand og i svovlsuur Magnesia, naar Varmen ikke overstiger det Punkt, hvorved Kulsyre begynder at undvige. Denne Forbindelse lider ingen Forandring ved Udvaskning, taber Kulsyre ved Kogning med Vand, men intet Vand, og efterlader Magnesia alba. Under aldeles utvivlsomt forstyrrende Indflydelser dannes Mg* ©? Aq.®, Magnesia alba, Mg5 C4 Aq. 5, Mg? C3 Aq.4, Mg? G2 Aq.? 0. s. v. Med Undtagelse af det forste, som Berzelius erholdt ved Fordampning nede ved Frysepunktet af en kulsuur Magnesia- oplösning i kulsuurt Vand, skylde de alle Kogning i Vand deres Oprindelse, og adskille sig efter Kogningens Varighed og den Mængde Vand, der er anvendt dertil, i 2 charak- teristisk-forskjellige Rækker. Den förste af disse, Magnesiaalbarækken, skylder et kortvarigt Kog, altsaa en ufuldstændigere Decomposition, sin Oprindelse. Charakteristisk betegnende for denne Række er, at den indeholder Bestanddelene i foranderlige Forhold, og dog i det omtrentlige af Atom til Atom; men altid Vandet i höiere Proportion end enten Magnesia eller Kulsyre. i Magnesia alba, som den gaaer i Handelen, har aldrig fra 2 Fabriker, maaskee aldrig fra een og samme Fabrik til 2. forskjellige Tider, den samme Sammensætning. Ere end Afvigelserne” kun smaa, tale de dog for, at Præparatet ikke er nogen chemisk For- bindelse. Den omtrentlige Grændse, indenfor hvilken Bestanddelenes Mængder variere, er den fölgende: Magnesiamængden fra 40—42 %, Kulsyremængden fra 36—33 — og Vandmængden fra 26—24 — Den anden Række, de formeentlig chemisk rene Førbindelsers Række, dannes ved en langvarig og omhyggelig Kogning, altsaa ved en fuldstændigere Decompo- sition. Alle herhen hårende Forbindelser fremgaae utvivlsomt af Mg C + Aq., og maae derfor, efter min Formening, betragtes som Udtrykkene for Decompositionen af denne For- bindelse, påa dens forskjellige Stadier, og ikke som rene chemiske Forbindelser. Charakteristisk for Rækken er, at den indeholder Mg og Aq. i lige Proportioner, i Forhold af Atom til Atom, men Kulsyren i et foranderligt, altid lavere Forhold. Jo læn- gere Tid Moderforbindelsen, Mg. C + Aq, koges og jo mere Vand, der anvendes til Kog- ningen, desto mere Kulsyre taber den, men, som det synes, intet Vand. Til denne Række henhörer Mg? G4 Aq.5, Mg" ©? Aq.*, Mg? C? Aq.? 0.s.v., samt alle mellemliggende Led. Alle de ovenfor omhandlede Forbindelser, hvad enten de ere opstaaede ved fri- villig Fordampning, ved Concentration i lavere Varmegrader, eller ved Kogning, ere matte af Udseende, fra lidt gjennemskinnelige indtil aldeles uigjennemsigtige , kornede og uden al kjendelig krystallinisk Struktur *). Flere eller andre vandholdige kulsure Magnesiaforbindelser kjendes ikke. Magnesiavand (P. 82) inddampedes i Vandbad uden Kogning, indtil der endnu kun vedhengte, ikke længere stod nogen Moderlud over, Udskillingen, som derpaa lufttörredes. *) Otto anförer (Graham-Ottos Lehrb. der Chem., 2te Aufl., 2ten B. 2 H., P. 288), som egen lagttagelse, at den lette Magnesiaalba, som faaes fra Fabrikerne, viser sig under Mikroskopet som gjennemsigtige söileformige Krystaller; og Fritzsche angiver (Poggend. Ann. 37 B., 304—314) at han ved at koge krystalliseret Mo CEE Aq. i Vand, indtil ingen Kulsyre frigjordes mere, fik en Forbindelse, som efter Törringen hensmuldrede til klare og gjennemsigtige af concentriske , straalig-krystallinske Lag be- staaende Kugler, og som han derfor ansaae for en chemisk Forbindelse. Uagtet de alvorligste Be- strebelser har det dog ikke lykkedes Forfatteren af nærværende Afhandling at træffe paa nogen Mag- nesia alba som Ottos, ligesaalidt som ved Kogning af krystalliseret Mg C + 5 I. at faae Krystaller som Fritzsches, 87 Udbyttet var finkornet og gjennemskinneligt og efterlod ved Glödning 40,039 % Mg, som nærmer sig Forholdet i Mg © + Aq. særdeles meget. Ifélge forskjellige Analyser indeholder Magnesia alba: 1) fra Schönebeck , efter Otto: 40,46 Mg, 33,00 C og 25,97 Aq. 2) en engelsk, efter Laake: 41,75 — 31,71 — 24,54 — 3) fraHofapoth. iBraunschweig, efter Laake: 40,72 — 35,52 — 23,76 — 4) efter Klaproth: 40 — 33 net — og 5) efter Bucholz: 42 — 35 — "23 — De Magnesiaalbasorter , som ere fremstillede af Berzelius, Fritzsche 0. s. v., som Mônstersorter, eller chemisk reen Magnesia alba, indeholde mere Magnesia end Handels- produktet, og ere de fölgende: Mg? G+ Aq.>, Berzelius, 43,20 Mg, 36,40 © og, 20,40 Aq. Dito | Dito 42,80 — 36,50 — 20,70 — Dito Fritzsche, 42,10 — 36,22 — 21,68 — Mg" C2 Aq.4, Berzelius, 44,58 — 35,70 — 19,72 — Dito Kobell, «")44,12°—. 136,19 == 149,75 — Mg? C2 Aq.?, Fritzsche, 47,23 — 32,67 — 20,10 — I Forbindelse med de omhandlede kulsure Magnesiaforbindelser skal jeg endnu til- lade mig at meddele nogle Underségelser over det fra de chemiske Lærebôger bekjendte _ kulsure Natronmagnesia. Kulsuur Natronmagnesia har det ikke villet lykkes mig at fremstille paa den af Berzelius angivne Maade. Allerede for 13 Aar siden har jeg, uden Held, forsögt at fremstille den: der udkrystalliserede kun vandholdig kulsuur Magnesia. Dens Sammensetning har jeg intetsteds fundet angivet, og har antaget den at vere analog Kaliforbindelsens, som er: K C2 + 2 C Mg + 9 Aq. og ialmindelighed betragtes som: 3 (Mg Guierng Aq), hvori 1 Grunddeel KG? er traadt istedetfor 1 Grunddeel Mg cu men, maaskee med ligesaa god Grund kan antages == 2 (Mg Cut Aq.) == 2 (Mg C Aq. + 4Aq.), hvori 1 Grunddeel K © er traadt istedetfor 1 Grunddeel Constitutionsvand, da den Mg. © + 5 Aq. hyppigt opstaaer ved almindelig Temperatur, og er det eneste der dannes i Kulden. Jeg har i Overeenssiemmelse med denne Sammensætning antaget 1'e Grunddeel tvekulsuurt Natron og 4 Grunddeel Chlormaginum nödvendige for Dannelsen af Dobbelt- saltet, og har anvendt det tvekulsure Natron i et hôiere Forhold. Da Kalidobbeltsaltet ifölge Fritzsches Angivelse decomponeres ved Vand og udskiller 88 krystallinisk kulsuur Magnesia, saa har jeg gjentaget Forsöget, först med meget slerke Oplösninger af Chlormagnium og tvekulsuurt Natron, senere med Chlormagnium 1 Krystal- ler og en tvekulsuur Natronoplésning , som indeholdt henimod 6 Procent vandfrit kulsuurt Natron, i Forhold af 4 Grunddeel Chlormagnium mod rigeligt *4, 1 og 3 Grunddele tve- kulsuurt Natron. Men Resultatet var for alle Forsögene det samme som för: krystalliseret Mg C + 5 Ag. og intet Andet. Og endelig har jeg paa Grund af Bous nggaults Erfa- ring *), at der ved Anvendelse af Natronsesquicarbonatet udkrystalliserer vandholdig Mg €, foretaget endnu et Forsôg med ivekulsuurt Natron, som forinden Brugen mættedes med Kulsyre under et höiere Tryk. Ogsaa her udkrystalliserede der i en Temperatur af 12— 45° kun Mg C + 3 Aq. med Indblanding af Mg +15 Aq. Blandingens foreskrevne Sammensetning legger ingen Hindringer iveien for Dob- beltsaltets Dannelse. De 2 Atomer Mg Cl? decomponeres ved Na C2 og Oplösningen vil derefter indeholde frit Na C2 og Mg C4, Betingelserne for at Dobbeltsaltet kan dannes. Men den samme Oplösning tillader unægteligt ogsaa Mg C + 5 Aq. at opslaae endnu mere, umiddelbart og følgelig lettere end Dobbeltsaltet. Da nu den Mg © +5 Ag. Tilbüielighed til at udkrystallisere er saa stor at den, naar Oplésningens Concentration og Temperatur tillade det, udvikler sig krystallinisk i Lobet af faa Minuter; saa er det vistnok denne For- bindelses ilsomme Udkrystallisation som forudbestemmer al den övrige oplöste kulsure Magnesia til at udkrystallisere paa samme Maade og forhindrer det forventede Dobbeltsalt i at optræde. Söge vi at fremkalde det eftersögte Dobbeltsalt paa andre passende Maader, saa komme vi endnu stedse til det samme Resullat. Blande vi en concentreret, 6—10° varm, kulsuur Natronoplösning med Na C? i for- skjellige Forhold og mætte Blandingen med Mg S uden Udskilling, saa forholder Oplös- ningen sig vel anderledes end ellers, men Spor eller Antydning af Na C? + 2 MgC +9Aq finder man ikke. Har man blandet kulsuur Natronoplösning med tvekulsuur Natronoplôsning i For- hold af 0,98 At. mod 0,02 At., saa udkrystalliserer der hurtigt Mg G +. Na, Cray 15.Ag og intet Andet. Har man blandet dem i Forhold af 0,8 —0,9 Grunddele mod 0,2—0,1, saa udkrystalliserer der hurtigt Mg © + 5 Aq., hvormed Karrets Sidevegge og Bund i et tæt og tykt Lag besælles. Senere udkrystalliserer der enkelte Krystaller af Na G —+ Mg RE 15 Aq. ovenpaa den Mg C + 5 Ag. Setter man NaC? til i endnu höiere Forhold , saa udkrystailiserer kun vandholdig Mg C. *) L. Gmelins Chemie, 4te Auflage. 89 Tage vi en concentreret svovlsuur Magnesiaoplösning, 10° varm, og mætte den med Na C ce. 0,166 Aq.) uden Udskilling, og tilsætte denne Oplösning Na C2 i omtrent det samme Forhold, som der er tilsat kulsuurt Natron, saa begynder der hurtigt en Udkrysiallisation af Mg C + 5 Aq. og Mg © + 3 Aq., som fortselter sig, men der opstaaer ingen anden krystallinisk Forbindelse. Tilsætte vi en tvekulsuur Magnesiaoplésning, eller en kulsuur Magnesiaoplösning i kulsuurt Vand, Na C2 i passende Forhold, saa udkrystalliserer der ved Henstand. MgC med 5 og 3 Aq. og intet Andet. Tilsztte vi en tvekulsuur Magnesiaoplösning Na C, saa er Fölgen aldeles den samme. Felde vi Mg S i Overskud med kulsuurt Natron, slaae üieblikkeligt Blandingen paa Filtrum og sætte den gelatinôse Magnesiaudskilling til en concentreret tvekulsuur Natron- oplösning, ved omtrent 10°, og omryster, saa fuldmætter Oplösningen sig saa hurtigt og let, at den i Mætningsôieblikket slipper krystallinisk Mo € for endnu at oplöse mere af den gelatinöse. Filtreres den mættede Oplösning, saa udskiller der sig Mg C krystallinisk paa Filtret. I Oplösningen udkrystalliserer der ligeledes hurtigt og i stor Mengde Mg C + 5 Aq., men intet Andet. . Dersom Berzelius ikke har forvexlet Natrondobbellsaltet med Mg CSS Aq., som ikke kjendtes, da Dobbeltsaltet opdagedes, saa maa dets Udkrystallisation tilskrives Omstæn- digheder, som ikke have været tilstede under de her meddeelte Forsög. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 2 Bind. 12 i idee ES enr > edo A uhr lisnnid ‘did u . x a a | im, nb an tee gl dr tot co Mot, ab se Malte: diet MD + Be: > AR RU: OC = png 0 LUNE NG ns: Result, TER RL BEA Le A RULES REN vor Jets. ining ve | "ri Sh apie PT a ee is Kader, Utohilhig, ds | eile. as: cong skt ge ma not ah SE wen Ga. iz. KE FARE “Pa ge x ra > : a rs 77 y Fe i r a 7 : (Le k i u vof B +] Vidensk Selsk. Shr, 5 Række, naturo.og math Akl. 2 Bind. Nørgaard om de kulsure Magnesiatorbindelser. CHlakring. se Om -Midlerne til at bestemme Mængden af de organiske Bestanddele i Vandet, og om de Forandringer, som Vandet i de Reservoirer der forsyne Kjébenhavn lider i de forskjellige Aarstider, og under andre Indflydelser. , Af G. Forchhammer. De store Stæders Vandforsyning har allerede i lang Tid tiltrukken sig megen Opmerksom- hed, og som en vesentlig Deel af den offentlige Sundhedspleie beskjæftiget baade Læger og Statistikere. Man har taget Chemikeren med paa Raad, og en utallig Mengde af che- miske Analyser over Vandet, som tilföres de forskjellige Stæder har været Resultatet af disse Undersôgelser. Men disse Analyser ere eensidige, de bestemme med den hele Nöi- agtighed, som Chemien nu tillader og fordrer, Mængden af de forskjellige svovelsure, salpetersure, phosphorsure, kulsure og kiselsure Salte af Kali, Natron, Kalk, Magnesia, Jern og Mangan, af Chloriderne og selv Fluoriderne af de nævnte Metaller; man bestemmer deraf om Vandet er mere eller mindre haardt eller blödt, og Statistikere have beregnet hvor- megen Sæbe der aarligen bortôdsles for at decomponere Jordsaltene, hvor langt större Slidet paa Linned er i en By med haardt Vand end i en lige saa stor, hvor Vandet er blödt; men hvor vigtige endogsaa disse Betragtninger ere, saa ere de eensidige, og træffe ikkun i ringe Grad det vigtigste Punct, Vandets Virkning paa Stædernes Sundheds- - tilstand. Det er klart, at Vandels Indflydelse paa Sundheden langt mere er afhængig af de organiske Bestanddele, og af Vandets derved betingede Evne til at gaae i Gjæring og Forraadnelse, end af de uorganiske Stoffer. Denne Betragtning, der har en almindelig Gyldighed, gjelder især for Kjébenhavn, hvis Vandforsyning skeer ikkun undtagelsesviis ved Kilder, men næsten udelukkende ved Vand, som ikkun gjennemtrænger de överste Jordlag, og af deres Plantelevninger og den til deres Dyrkning benyttede Gjödning udtrækker en Mengde organiske Stoffer. Ved min Indtrædelse i Vandcommissionen for Kjöbenhavn har jeg stillet mig den Opgave ndiagtigen at bestemme Mængden af de organiske Bestanddele, som Vandet i de forskjellige Reservoirer, der benyttes til Stadens Vandforsyning, indeholder; at bestemme dem ikke blot eengang for alle, men at fölge Gangen i Vandets Beskaffenhed igjennem et heelt Aar. ; Til denne Opgave der først maatte låses slulte sig to andre, nemlig den, at be- stemme hvilke Forandringer Vandet lider i Byen selv ved at gaae igjennem Renderne, og at undersøge, hvilke Midler man muligen kunde anvende for at formindske Mængden af de organiske Bestanddele i det Vand som tilfores Byen. Her giver jeg ikkun mine Forsög for at besvare det forste Spörgsmaal. 94 Jeg har allerede bemærket at Analytikerne ikkun have henvendt liden Opmærksom- hed paa Vandets organiske Bestanddele. Dermed mener jeg ikke, at Chemikerne have aldeles forsömt disse Stoffer, man finder ved mange af Analyserne ogsaa organiske Be- standdele angivne, men deels er Methoden af den Beskaffenhed, at man ikkun kan have ringe Tillid til dens Resultater, deels er den saa vidtlôftig, at den ikke tillader nogen hyppig Gjentagelse, og ikke desmindre er en saadan hyppig Gjentagelse af Analyserne aldeles nôdvendig, naar man vil kjende Lovene for Vandets Blandning med organiske Stoffer i de forskjellige Aarstider, og overhovedet under forskjellige Omstændigheder. Mit forste Arbeide maatte altsaa vere at udtænke og gjennemprôve en let og sikker Methode til de organiske Substantsers Bestemmelse. Man kan anlage, at disse Stoffer forsaavidt de forekomme i Drikkevandet henhôre til 2 forskjellige Klasser, der yltre en meget afvigende Indvirkning paa Vandet. ‚Den første Klasse -indbefatter de or- ganiske qvelstoffrie Stoffer. De kunne i vore Kundskabers nuværende Tilstand sammen- fattes under den generiske Benevnelse Humussyre, uden at jeg dermed vil paastaae, at der ikke forekomme andre qvelstoffrie Stoffer i Vandet; men deels er det bekjendt,, at Planternes quælstoffrie indifferente Stoffer ved de Indflydelser hvorfor de ere udsatte paa Markerne, i Skovene og i de smaae Vandlöb som före Vandet til Reservoirerne meget let gaae over til Humussyre, og man veed, at disse Plantestoffer i de naturlige Reservoirer (Söerne) hvor Vandet samler sig, virkelig under vore klimatiske Forhold danne Tory, som for en stor Deel er Humussyre; deels savne vi ethvert Middel til at bestemme de andre Stoflers Natur. Endskjöndt det altsaa unegteligen vilde vere önskeligt om man kunde skjelne imellem de forskjellige qvælstoffrie organiske Stoffer i Vandet, troer jeg at det i dette Oieblik især er vigtigt, at kunne nåiagtigen bestemme deres Mængde under Eet, og det er dette Arbeide jeg har forsôgt at udfåre. Humussyren giver Vandet efter dens tilstedeværende Mængde en bruun eller guul Farve, og det brune Vand, der om Sommeren staaer i Törvegravene er mættet med Humussyre; Vandet antager deraf en flau ubehagelig Smag. Den synes at begunstige Vandplanternes Udvikling, men den foranlediger ikke Gjæring i Vandet, ja den synes indtil en vis Grad at forhindre Vandets Forraadnelse. For at bestemme den hele Mængde Humussyre som Vandet kan optage under de gunstigste Forhold, blev en rigelig Mængde Tårv kogt med Vand, filtreret, og 4 & deraf overmættet med Ammoniak. Væsken blev hensat i Dampbadet indtil den frie Ammoniak var uddrevet, og derpaa blandet med neutralt svovlsuurt Kobberilte; det humussure Kobberilte blev samlet og udvasket paa et Filtrum, derpaa med Sprüiteflasken skyllet ned i en Platindigel, inddampet, torret ved 100° C og veiet = 2,001 engelske Gran, derpaa glådet indtil al Humussyre var brændt, hvorefter Kobberiltets Vægt fandtes — 0,585 engelske Gran altsaa Humussyren — 1,416 engelske Gran. Da Halvpunds-Vægten var dansk Vægt, medens de smaae Vægte vare en- gelsk Troyvægt, er der en Reduction at foretage, der giver et Forhold af 1 Deel Humussyre paa 3857 Dele Vand, altsaa i runde Tal 4799. 95 Den anden Klasse af Bestanddele dannes af de qvælstofholdende, som hidröre uden Tvivl fra Gjödningen, Planternes qvelstofrige Dele, og fra Dyrene, der leve i Vandet. Jeg har opdaget disse Stoffers Tilstedeværelse i Vandet paa fölgende Maade. Til Vandet sættes et Par Draaber fortyndet Saltsyre for at decomponere den muligen oplåste kulsure Kalk, og 5: derefter nogle Draaber Chlorguld, hvorpaa det opvarmes og henstilles i et Dampbad; efter 24 Timer har der afsat sig et violet Bundfald, som efter Glödningen er metallisk Guld. Naar man glöder Bundfaldet med Natron-Kalk udvikler sig Ammoniak med de andre gasformige Producter. Heraf fölger naturligviis, at Bundfaldet indeholder Qvælstof, og sandsynligviis er analogt med Plantelimens og Æggehvidens Forbindelse med Guld, og med Guldforbindelsen af det Stof i Vandet, som man har kaldet Pyrhin. Naar man nemlig blander en meget fortyndet Oplösning af Aggehvideni destilleret Vand, med nogle Draaber fortyndet Salt- syre og ligesaamegen Guldoplôsning, antager Blandingen efter nogle Timers Henstand i Dampbadet en mörkeviolet Farve, men selv efter 24 Timer havde det ikke afsat sig fuld- stændigt. Udrörer man almindeligt Gjær i Vandet, filtrerer det og behandler det paa samme Maade med Saltsyre og Guldoplösning, saa antager det ogsaa efter nogle Timers Henstand i Dampbadet en violet Farve, men efter 24 Timer er Væsken vandklar, og der har afsat sig et mörkt Bundfald. I Almindelighed forholder Vandet sig som en Oplösning af Gjær, men undertiden holder ogsaa Vandet sig farvet som Aggehvideoplésningen. Om alle qvælstofholdende Stoffer bundfaldes af Guldoplösningen veed jeg ikke, og med Hensyn til de övrige organiske Stoffers Indvirkning paa Guldoplôsningen kan jeg ikkun anfore, at Guldbundfaldets Mengde ikke ligefrem staaer i Forhold til de andre organiske Stoffers Mengde, saaledes som de blive bestemte ved andre Prévemidler. Navnligen bund- fældes en Oplösning af Torv vel af Guldoplösningen, men Humussyren bliver ikke derved forstyrret eller udskilt. Jeg har prövet et heelt Aar igjennem hver Uge Vandet fra de forskjellige Reser- voirer med Guldoplésning. Endskjöndt nu disse Forség ikke have givet noget Resultat, der synes at vere ganske nôiagtigt, vil man dog ved Sammenligning af de enkelte Kjends- gjerninger, som Tabellerne give, overbevise sig om, at der findes en saadan Overeens- stemmelse, at man vel tor drage almindelige Slutninger deraf. Det fölger af det Fore- gaaende, at de Bestanddele i Vandet, som bundfelde Guldoplésningen maa ansees som Vandets Gjæringsstof, der under gunstige Omstændigheder vil bringe hele Massen til at gjære og raadne, og foranledige Dannelsen af Svovlbrinte af -de tilstedeværende svovlsure Salte. à Den Methode, hvis Resultater jeg her först agter at meddele, har til Hensigt, at bestemme den relative Mengde af alle Vandets organiske Bestanddele. Den er fölgende. Man tilbereder mangansuurt Kali efter Wôhlers Methode, ved at blande 4 Dele slemmet Brunsteen 4 — Kalihydrat 5 — chlorsuurt Kali med lidt Vand, og at térre Blandingen. Den bliver derpaa udsat for en Varme der ikke maa 96 slige til Rödglödheden. Den grönne Masse bliver udtrukken med Vand, og Væsken fra- hældet, hvorefter man blander den med Saltsyre indtil Farven er violet, og derpaa leder Kulsyre saa lenge igjennem indtil Farven, som snart bliver hôirôd, ikke mere forandrer sig. Den henstilles nu for at klares. Dette overmangansure Kali, som er blandet med Chlorkalium og kulsuurt Kali, ilter organiske i Vand oplöste Stoffer, saaledes at deres Kulstof forvandles til Kulsyre, deres Brint til Vand, hvorved Mangandobbeltilte bundfælder sig. Jeg bestemmer Oplösningens Styrke ved at tage 100 Draaber ved Hjelp af et Pröverör Curelte), fortynde den med Vand, tilfôie nogle Draaber Viinaand og opvarme. Jeg har over- heviist mig om, at den hele Mengde Mangan herved bundfældes, og at der intet Manganilte bliver i Oplésningens Mangandobbeltiltet samles paa et Filtrum, glides og veies og Væskens Styrke er nalurligviis ligefrem i Forhold til Mængden af det udskilte Ilte. Man gjör vel i at tilberede en betydelig Mengde af Oplösningen paa een Gang, og den holder sig uforandret i en Glasflaske med vel sluttende Glasprop. Jeg har i $ Aar hver Maaned prövet Væsken uden at finde nogen Forandring i dens Styrke. Methoden som jeg be- nytter for at undersöge Vandet er fölgende. Jeg afmaaler 4 & Vand, og blander det med nogle Draaber af Oplösningen, hvorpaa det koges i 10 Minuter; er Farven forsvunden, saa tilfüier jeg alter nogle Draaber Manganoplösning, og koger saa mange Minuter som jeg har tilsat Draaber. Hvis Oplésningen ikke har tabt sin rosenréde Farve henstilles den i 12 Timer eller længere, og derpaa sammenlignes den med } & destilleret Vand, hvortil man draabeviis setter Manganoplösningen . indtil den har den samme Farve-Nüance, som den prövede Væske. Man fradrager derpaa den Manganoplésning, som man i Overskud har tilsat, fra det hele Antal af Draaber Manganoplösning, der er brugt til Proven. Under- tiden indtræffer det, at en Pröve affarves under Afkjölingen og ved Henstand, man maa da tilsætte atter nogle Draaber Manganoplösning og koge paa Ny. Den forbrugte Mangan- oplösning staaer ligefrem i Forhold til den tilstedeværende Mengde af organiske Sub- stantser. For at kunne sammenligne Pröver gjorte til forskjellig Tid’ og med forskjellige Oplösninger af det overmangansure Kali, multiplicerer jeg Draabernes Antal med den Mengde Mangandobbeltilte som bundfældes af 100 Draaber, og dividerer med 100. For Exempel: 5 & Vand fra Söeborgmose taget den 14de October 1848, affarvede 74 Draaber over- mangansuur Kali-Oplösning, hvoraf 100 Draaber gave 0,526 engelske Gran Mangandobbelt- ile = "x — 0,38924. Den 1lte August 1849 affarvede samme Mængde Vand fra samme Reservoir 43 Draaber Manganoplösning hvoraf 100 Draaber gave 0,884 engelske Gran Mangandobbeltilte — 0,38012. Da een Draabe af denne Oplösning giver 0,00884 engelske Gran Manganilte og man med største Lethed kan bedömme Overskuddet af manganoversuurt Kali paa 4 Draabe ner, saa vil altsaa den Nöiaglighed, som man kan opnaae ved dette Middel vere 0,00442 af et engelsk Gran. Til Sammenlivning tjener endvidere et 4 & af den för anförte mættede Humussyre-Oplösning som indeholdt. zJ;- 97 Humussyre udfordrede 405 Draaber manganoversuurt Kali, hvoraf endnu 4 Draabe kan skjelnes. Heraf fölger altsaa al Humussyre i Vandet endnu kan opdages. Efter denne Methode har jeg fra Midten af August 1848 til Midten af August 1849 prövet hver Uge Vandet fra: 1) Damhuussöen. 2) Peblingesöens vestre Indlöbskistes 3) Peblingesöens (Sortedam Söens) östre Indlôbskiste. 4) Gjentoftesöen. 5) Söeborg- mose. 6) Emdrupsöen, og jeg har desuden prövet Vandet fra flere andre Steder saasom Leersöen, Slotsherrens Broe o. s. v. naar enkelte Spörgsmaals Besvarelse udfordrede disse Undersögelser. Ikkun de 2 mellemste Uger i September 1848 mangle da jeg tabte mine Optegnelser förend jeg havde indfört dem i min Journal. F Förend jeg nu gaaer over til at give lagttagelserne, og de deraf uddragne Middel- tal, vil. jeg gjöre nogle almindelige Bemærkninger over Kjöbenhavns Vandforsyning. Staden er med Hensyn til denne sin Vandforsyning derved mindre heldig beliggende end de fleste stôrre Steder, at den ikke ligger ved Bredden af en Flod, der kunde sikkre en stadig og eensformig Vandmengde, og den er altsaa henviist til Brönde, Kilder eller Vand samlet fra Overfladen. Af Bréndene give enkelte ypperligt Vand, og den almindelige Mening betegner flere som særdeles rene. Iblandt dem har jeg undersögt 3, nemlig Bréndene i Christiansborg Slotsgaard, i Studiigaarden og under Volden for Enden af Gothersgaden, og Resultatet af disse Undersögelser som man vil finde anfört under Over- sigten af Söernes Middelforhold af organiske Bestanddele stemmer fuldkomment med denne Mening, men det saaledes vundne Vand er aldeles utilstrækkeligt til Stadens Forsyning. De Kilder, der forekomme i Sjelland have en dobbelt Oprindelse, de hidröre nemlig enten fra Grönsandet eller fra Rullesteenssand. Grönsandskilderne, hvortil Vældene ved Roeskilde, ved Aashöi, ved Solhöihusene og Thorsbroen, saavel som de borede Brönde i Thostrup Valdbye og Bröndbyeöster höre, ere meget rige paa fortrinligt Vand, men en Række af Boringer, foranstaltede deels ved Videnskabernes Selskab, deels ved Kjöbenhavns Vandkommission, have godtgjort, at det Grönsandlag, hvori Kilderne have deres Leie ud- kiler sig i nordöstlig Retning fra Lellinge til Kjöbenhavn, saaledes, at det synes, at være aldeles forsvunden under Hovedstaden. Hvis man altsaa ikke vil anlegge Ledninger af 2—4 Miles Længde maa man aldeles opgive den Tanke, at forsyne Kjöbenhavn ude- lukkende fra Grönsandskilder. At man sandsynligviis ikke desmindre vil kunne benytte dem for at foröge og forbedre Stadens Vandmengde skal jeg senere vise. Kilderne der have deres Leie i Rullesteenssandet ere overalt hyppige, ‘deres Vand er godt, men de ere ikke vandrige. Disse Kilder bidrage noget til at foröge vor Vandmængde, men de tage dog forholdsviis ikkun en ringe Deel i Stadens Vand- forsyning. Gjentofteséen bliver næsten udelukkende forsynet ved dem, og de forekomme sandsynligviis ligeledes i Bunden af flere af de andre Reservoirer. Vidensk. Selsk. Skr!, 5 Rekke, natury. og math. Afd. 2 Bind. 13 98 Kjøbenhavn er saaledes næsten aldeles henviist til Sammelvand for at erholde det fornödne Vand til Huusholdningernes og de Industriedrivendes Brug, og delte i Sagens Natur begrundede Forhold har existeret saa lenge Staden har havt et organiseret Nandvesen. Iblandt Reservoirerne ere Leersöen, Peblingesöen og Sortedamsöe ikkun bestemte til Opbevaring af Vandet; de have intet særskilt Tillöb fra det omgivende Land, da de alle ere indesluttede ved Dosseringer, hvorved jeg dog maa bemærke at Peblinge Söen igjennem Ladegaardsaaen modtager et umiddelbart Tillöb fra en lille Strækning Opland, som ved Damhuussöens Dossering er udelukket fra denne Söe. Iblandt de andre, de egentlige Sammelreservoirer er Damhuussöen den vigtigste, fordi den har det störste Op- land. Paa medfölgende Kort, som er udkastet af Herr Prof. Hummel efter egne lagt- tagelser, om hvis Nöiagtighed jeg paa mange Steder selv har overbeviist mig, sees disse Oplande angivne, og det fölger deraf, at Damhuussöen er det af alle Reservoirer der fortrinsviis leverer Vand. Gjentoftesöen har næsten intet Opland, og modtager sit Vand for störste Delen fra Rullesteenssandskilder; Söeborgmose har forholdsviis ikkun et lille Opland. Emdrupsöen er Opbevaringsreservoiret for Springvandsrenderne, og mod- tager sit Vand fra Gjentoftesben og Söeborgmose, men har ogsaa selv et lille Opland. Leersöen modtager det Vand fra Emdrupsöen, der ikke benyttes som Springvand. Det er altsaa især Damhuussöens Opland, hvorfra det Kjöbenhavnske Pompevand kommer. Hele denne Strækning er dyrket, uden Skove, men Engdragene ere næsten alle Törve- moser. Jordbunden er bakket og i en stor Deel af Terrainet er guult Rullesteens- sand herskende, saaledes at en umiddelbar Filtrering af Overfladens Vand igjennem jern- og leerholdigt Sand finder Sted, og bidrager uden Tvivl til at Vandet indeholder mindre Indblandinger, end man ifölge de övrige Forhold skulde troe. Den östligste Deel af dette Opland gaaer næsten op til Ledöie Plantage og kommer derved ind i Grönsand- terrainet, da dette Sted ligger i en geognoslisk Parallelle, som falder imellem Bröndbye- üster og Bröndbyevester, og det bliver derfor sandsynligt, at man der ved Boringer vilde kunne naae Grönsandlagets Vandleie, og skaffe sig derved et stadigt Tillöb af meget reent Vand, der vilde bidrage til at forbedre Damhuussöens Vand. Nu er dette alligevel blandet med alle de organiske Stoffer, som de dyrkede Marker afgive til Vandet, og hvad der gjelder om denne Sée gjelder ogsaa om de andre Sammelreservoirer med Und- tagelse af Gjentoftesöen. | Der er endnu en Omstændighed der væsentligen bidrager til at forôge Mængden af de organiske Bestanddele i Vandet af vort Vandsystem, den nemlig, at de fleste, om ikke alle Reservoirer indeholde Törv i Bunden, saaledes at det dybere Vand metter sig med Humussyre, og ved stærke Vinde blandes med den hele üvrige Vandmasse, eller hvor ‘99 Törven ligger :höiere, som f. Ex. i Damhuussöen ,' at det tilströmmende Vand siver igjen- nem Törvelaget, og naturligviis optager en meer eller mindre stor Deel deraf. Denne Reservoirernes Indflydelse paa Vandet viser sig ved en Sammenligning mellem Vandets Beskaffenhed ved Slotsherrens Broe, det överste Indlöb i Damhuussöen, og Aalekiste- slusen, som er ‚Udlöbet fra Damhuussöen til de Reservoirer som umiddelbart forsyne Staden. Forsögene ere anstilte fra 19de August indtil 30te September incl. 1848, men da der af den tidligere anförte Aarsag falde: 2 Uger. i September bort, indbefatte de ikkun 5 Uger. Middeltallet for den af Vandet bundfeldte Mængde gs eler er for Slotsherrens Broe:..' . .- + 0,12203 for Aalekiste Slusen 0,14623. Som Tabellerne vise er der af disse 5 Uger ikkun een (2. Sept), hvor Vandet fra Slotsherrens Broe var rigere paa organiske Stoffer end det fra Damhuusslusen. Det samme viser sig ved en lignende Sammenligning i samme Tid imellem Emdrupsöen og Leersüen. Leersöen modtager sit Vand fra Emdrupsöen, men den er en inddæmmet Törvemose, tildeels har den endog været Hængesæk. Middeltallet for Emdrupsöen. i de anførte 5 Uger er 0,14518 medens den for Leersöen er 0,28678. Saa stor er ER i Almindelighed Forskjellen ikke imellem Leersöen og Emdrupsöen, da Forholdene. paa den Tid jeg anstillede Sammenligningen vare meget ugunstige for Leersöen. Reservoirerne havde nemlig i 1848 usædvanlig lidt Vand, saaledes at Leersöen i flere Maaneder, ikke havde noget Tillöb, og dets Vandmasse deels ved Forbrug, deels ved Fordampning og Dosseringernes Utethed var formindsket til henved 3 Fod Undermaal, hvorved. altsaa Bundens Indflydelse maatte voxe særdeles meget. Da der altsaa ifülge det tidligere anförte neppe er at tænke paa, at indrette Kjöbenhavns Vandforsyning saaledes, at det benyttede Vand hidrörer udelukkende eller endog kun for en stor Deel fra Kilder, og det altsaa ikke kan undgaaes at modtage Vandet i en forholdsviis meget ureen Tilstand i Reservoirerne, saa udpege disse Sammenstillinger Reservoirernes fuldstændige Rensning, som en Forholdsregel, der lader sig udfére, og vil have en væsentlig og meget. gunstig Indflydelse. Med Hensyn. til Damhuussüen ere Forberedelserne til dette Arbeide fuldførte ifjor, og Rensningen selv vil nu blive begyndt iaar. Et andet endnu vigtigere Spørgsmaal vil, som jeg formoder, ogsaa finde sin Be- svarelse i disse Undersögelsers Resultater. Dette Spörgsmaal er nemlig: hvorledes virker den atmosphæriske Luft paa de i Vandet oplåste organiske Bestanddele. Af almindelige Grunde er man berettiget til at formode, at Luften formedelst sin Ilt vil formindske dem, idet deres Kulstof forvandles: til Kulsyre, deres Brint til Vand, og saaledes den hele or- ganiske Sammensætning ophæves; men man har draget dette Resultat i: Tvivl: Den föl- gende Sammenstilling, vil ‘efter min Formening heve. det»over al Tvivl,” at vort, med or- 13* 100 ganiske Bestanddele overlæssede Vand, maa udsettes for Luften for at miste i det mindste en Deel deraf. Pompevandet kommer fra Aalekisteslusen (Damhuusslusen) igjennem Ladegaards Aaen ind i Peblingesöen og derfra til Sortedamsée. Regelmessige lagttagelser ere an- stillede hele Aaret igjennem ved Aalekisteslusen, ved den vestre Indlöbskiste (Peblinge- söen) og ved den östre Indlöbskiste (Sortedamsöen). For hele Aaret er Middeltallet for Damhuusslusen 0,14671 „ den vestre Indlöbskiste (Peblingesöen) . . 0,12014 » den östre Indlöbskiste (Sortedamsüen) . . 0,09648. Det samme viser sig ogsaa i mindre Forhold. Jeg har i 4 Uger i August og September 1848 foruden de anfürte regelmæssige Pröver undersögl Vandet fra Ladegaard- Aaens Indlöb i Peblingesöen. Forholdet er her fölgende: Middeltallet af de omtalte 4 Uger for Damhuusslusen 0,15122 for Ladegaardsaaens Indlöb . . .. . . . . 0,13939 „ vestre Indlöbskiste (Peblingesden) .-. . . 0,11832 Legge vi endnu hertil Vandets Forhold i de samme 4 Uger ved Slotsherrens Broe hvilket - er 0,12098 saa giver dette os et klart Billede over de Forandringer som Vandets organiske Bestanddele lide. Vandet, som samles fra Markerne og udentvivl har oplöst mange or- ganiske Stoffer, har ved at filtreres igjennem jern- og leerholdende Sandlag, og at löbe igjennem de smaae Gröfter formedelst Luftens Indvirkning tabt en stor Deel af disse Stoffer. Dets relative Mengde af organiske Substantser kan udtrykkes nu ved 0,12098. Ved at gjennemlöbe el törverigt Bassin optager det igjen organiske Stoffer, og dets Ud- tryk bliver 0,15122. Ved nu paa en Vei af omtrent 3 Miil at vere udsat for Luftens Indvirkning forbedres det, men naaer endnu ikke den Reenhed det havde ved Indtrædelsen i Damhuussöen; dets Udiryk er 0,13939. Ved derpaa at udbrede sig i en Söe, der byder Luften en stor Flade forbedres det væsentligen, og dets Udtryk er nu 0,11832 lidt bedre end den Tilstand hvori det modtages ved Slotsherrens Broe, tilsidst bliver det endnu for- bedret ved at flyde igjennem Söerne til de östre Ledninger hvor dets organiske Stoffer udtrykkes for de omtalte 4 Uger ved 0,11703. Jeg gaaer nu over til at betragte Middeltallet for de enkelte Vandbeholderes Mengde af organiske Subslantser for Aaret fra Midten af August 1848 til Midten af August 1849. Gran Mangan- Maglekildes dobbeltilte organiske Are kl 4 ae bundfældet . Bestanddele Det reneste Vand findes i Gjentofteséen hvis organiske Stoffers id & = 1 Mengde udtrykkes ved") Wis). Me soon. 0305924" = 13 Dernest kommer Sortedamssüen med... „Wr .!. . . . 0,09648 22 = Gran Mangan- Maglekildes dobbeltilte organiske bundfeldet Bestanddele. i =1 RenINgeSOeN Med: ee es i nen ne DAT OA — 95 Emdrupsöen — SN pour le ine sn. 40119142 — + 27 sam bussen 7 tes a UD AOC — 33 og tilsidst Süeborgsôe — . . . “ia! OE OCS OPTI Sr Til Sammenligning tjener Vand fra Bröndkilden ved Thorsbroen . 0,01764 — 4 _ — — Maglekilde i Roeskilde . . . . . 0,00444 = 1 Vand fra Brönden i Sludiigaarden . 0,03528 = 8 — — i Gothersgaden . 0,02205 — 5 — Christiansborgs Slotsbrénd 0,01764 — 4 Med Hensyn til Aarstiderne have næsten alle Söer deres Minimum af organiske Bestanddele felles. Den falder nemlig: for Damhuusséen i Februar med. . . 0,09281 = 20 > Peblingesoen i April — . . . 0,08287 — 19 » Sortedamsüen i Febr. — . . . 0,07660 = 17 » Gjentoftesüen i Febr. — . . . 0,02927 = 7 » Séeborgsåen i Febr. — . . . 0,113065 = 26 » Emdrupséen i Febr. — - - 0,068865 = 16 For Peblingesöen er Minimum af Maanedernes Middeludtryk ikke i Februar men i April, men Forskjellen imellem Februar, Marts og April er meget ubetydelig. Denne Eensformighed i Minimum ligger deri, atFrosten har en eiendommelig Indvirkning paa den i Vand oplöste Humussyre idet den gjör den uoplôselig. Denne Indflydelse er saa stor at Söborgsöens Vand i Februar var renere end Damhuussöens Middeltilstand er, hvoraf da igjen fölger, at man efter at en Vinterfrost har varet i længere Tid kan lede Vandet fra de slette Reservoirer ind i rene Beholdere for at opbevare det til Sommeren. Maximum af organiske Stoffer regnet efter Maaneder falder som man kunde vente om Sommeren, imellem Maanederne Mai og August, og især i den sidste Maaned, August. nemlig: for Damhuussöen i Juli . . . med 0,222105 = 50 > Peblingesôen i ni . . . — 0150772 — 34 » Sortedamssöen i Angust . . — 0185 — 27 » Gjentoftesben i August . . — 0,11309 = 26 » Söcborgsöe i August . . . — 0,36465 — 83 > Emdrupsöen i Mai. . . .'— 022321 = 50. =. Den störste iagttagne Mengde organiske Bestanddele falder: for Damhuussöen den 2den Uge i Juni. . . . . . med 0,30056 » Peblingesöen den 4de Uge i Juni . . . . . . — (0,27404 „ Sortedamssüen den 2den Uge i December . . . — 0,15028 » Gjentoftesöen den iste Uge i August . APR FE 0,14202 „ Söeborgmose den 2den Uge i October . . . . — 0,38924 „ Emdrupséen den iste Uge i Mai . . . . . . — 0,29614. Disse enkelie Extremer ere ikke saa meget afhengige af Aarstidernes Gang, som af enkelte tilfældige Omstændigheder, især synes Storme at have en paafaldende Ind- flydelse paa Vandet, sandsynligviis derved, at de bringe det dybere med Humussyre mere eller mindre mettede Vand op paa Overfladen. Den ringeste iagtlagne Mengde organiske Stoffer er: for Damhuussöen i flere Uger i November, Januar og Februar med 0,08840 » Peblingesôen i flere Uger i September... . . . . . — 0,07072 , Sortedamssüe 2 Uger i April . . . . . . . . . . — 0,06630 > Gjentoftesbe 2 — Birkebruanm eat. er seu 001693 » Söeborgmose 2 — i Februar . . . . . . . . . — 0,0672 ©, Emdrupsôe i forskjellige Uger i December, Januar, Februar, Maris og Apfil 520, gen ln. 2 Bow med .0,06188. Med Hensyn til de qvelstofholdende ved Guldoplösning bundfeldte Stoffer viser sig Fölgende: ' Det aarlige Middeltal for de forskjellige Söer er: Damhuussöen 0,103 Gran glödet Guldbundfald i § % Vand. Peblingeséen 0,093 — — = at Sortedamssüe 0,092 — — = itt: Gjentoftesöen 0,085 — = — EL Söeborgmose 0,135 — — = Lals Emdrupsöoen 0,096 — — — un Ordenen hvori de forskjellige Reservoirer fülge paa hinanden er her aldeles den samme som den Pröven for alle organiske Stoffer giver, nemlig: Gjentoftesöen. Emdrupsöen. Peblingesöen Damhuussöen. Sortedamsöe. Söeborgmose. Middeltallet for Damhuussöen er 0,103 Gran Guld af 4 & Vand. For Maanederne fra Mai til Slutningen af September 1848 er Middeltallet for Slotsherrens Broe 0,116, for 103 Damhuussöen 0,069; for hele Aaret er den: for Damhuussöen 0,103, for den vestlige Indlöbskiste 0,093 og for den östlige Indlöbskiste 0,092. Dette synes at bevise, at ogsaa de qvælstofholdende organiske Stoffers Mængde aftager ved Udsættelse for Luftens Paavirkning. Den Afvigelse, som Vandet ved Slots- herrens Broe viser med Hensyn til de qvælstofholdende Stoffer, sammenlignet med de organiske Substantser som det manganoversure Kali antyder, synes at hidröre deels derfra at Varmen ikke saa let gjennemtrenger Vandet i de store Reservoirer, og derfor sildigere i dem fremkalder Udviklingen af det dyriske organiske Liv, deels foraarsages derved, at Vandet ved at gaae igjennem Damhuussöens Tôrvemasse vel optager Humussyre, men ingen qvelstofholdende Substantser. Med Hensyn til Maximum for disse Stoffer indtreder det interessante Tilfælde, at det for alle Reservoirer falder i samme Maaned, nemlig December, altsaa meget forskjel- ligt fra de övrige organiske Stoffer, hvis Maximum falder imellem Juni og August. Dette Maximum er fölgende: Damhuussöoen . . . . December 0,194 heblmoessenil. ne TS 0,173 Sortedamssüe . . . . . — 0,156 Gjentoftesôen . . . » . — 0,138 SoeDorgmoser CT | ae 0,238 Eindrupsöen - 2.72 .. . . — 0,180. Dette hidrörer uden Tvivl derfra at den indtredende Vinterkulde og Organisatio- nens regelmæssige Kredslöb qvæler de smaa Dyr, der leve i Vandet, hvorved deres æggehvideagtige Bestanddele, som ved Maanedens lave Temperatur ikke lide nogen For- andring, gaae over i Vandet. Minimum for disse qvelstofholdende Stoffer falder i Juni og iser i Juli, efterat Plantevexten har begyndt, hvorved sandsynligviis disse Stoffer for en stor Deel“forteres, og medens det dyriske Liv udvikler sig med Kraft, og de rask paa hinanden fölgende Dyrslegter holde alle dyriske Stoffer i vedvarende Kredslöb. Dette Minimum er: Damhuussöoen . . . . . Februar 0,043 Peblingesoen . . . . . Juli. . 0,042 Sortedamssüe . . . . . Juli. . 0,028 Gjentoftesben . . . . .Juni. . 0,043 Söeborgmose . . . . . Juli. . 0,038 Emdrupsüen . . . . . Juli. . 0,027. 1 04 184 8. August 19de, August 26de, September Aden, Draaber, Hvoraf Gran |Draaber| Hvoraf Gran |Draaber| Hvoraf Gran Af 1 %& Vand Mangan 100 Draa-| bundfel- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- |Mangan 100 Draa-| bundfæl- 2 5 over- | ber give | det Man- | over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt-|gan Dob- | surt | Dobbelt- |gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Kali. Ilte. belt-Ilte. | Kali. lite. |belt-Ilte.| Kali. Ilte. belt-Ilte. fra Slotsherrens Broe 27 | 0,526- 10,14202| 22 | 0,526 |0,11572 24 | 0,526. | 0,12624 „ Damhuusslusen . .| 34 | 0,526 |0,17884] 28 | 0,526 /0,14728] 22 | 0,526 | 0,11572 „ PeblingesöensIndlöbl 28 | 0,526 0,14728] 28 | 0,526 0,14728} 22 0,526 | 0,11572 y — vestre Kiste! 22 | 0,526 |0,11572] 24 | 0,526 [0,12624| 17 | 0,526 |0,08942 5 — ôstre Kiste! 26 | 0,526 (0,13676] 19 | 0,526 |0,09994} 18 | 0,526 |-0,09468 „ Gjentoftesöen ... 1 27 | 0,526 | 0,14202 16 | 0,526 |0,08416] 19 | 0,526 | 0,09994 » Süborgsluse . 48 | 0,526 10.252481 56 | 0,526 |0,29436] 58 | 0,526 | 0,30508 » Emdrupsluse. . 12 | 0,526 |0,06312] 29 | 0,526 0,15254] 26 | 0,526 | 0,13676 » Leersôslusen 42 | 0,526 |0,22092] 61 | 0,526 |0,32086| 74 | 0,526 | 0,38924 September 23e, September 30". October 7de, Draaber, Hvoraf Draaber Hvoraf Gran \Draaber| Hvoraf | Gran Af 1 & Vand Mangan 100 Draa- bundfel-} Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-, bundfæl- 2 F over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- | over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt-|gan Dob-| surt | Dobbelt- |gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Kali. Ilte. belt-Ilte. | Kali. Ilte. belt-Ilte. 4 Kali. Ilte. belt-Ilte. fra Slotsherrens Broe 19 | 0,526 |0,09994] 24 | 0,526 |0,12624 | „ Damhuusslusen . . | 31 | 0,526 |0,16306] 24 | 0,526 10,126241 24 | 0,526 |0,12624 » PeblingesöensIndlöbl 28 | 0,526 |0,14728 | | = — vestre Kiste] 27 | 0,526 ./0,14202] 25 | 0,526 |0,13150] 24 | 0,526 |0,12624 , — dstre Kiste| 26 | 0,526 [0,13676| 21 | 0,526 10,11046| 21 | 0,526 |0,11046 „ Gjentofteslusen . 15 "0,526 13 | 0,526 |0,06838] 13 | 0,526 |0,06838 » Sôeborgsluse . . . | 69 | 0,526 62 | 0,526 |0,32612] 47 | 0,526 |0,24722 „ Emdrupsluse. . .. | 33 | 0,526 38 | 0,526 |0,19988] 28 10,526 |0,14728 > Leersôslusen 36 | 0,526 60 | 0,526 |0,13360 October 28de, Hvoraf | Gran Hvoraf Draaber| Hvoraf Gran |Draaber Af 1 & Vand Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- 5 4) . over- | ber give | det Man-] over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt- |gan Dob-f surt | Dobbelt- |gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Kali. | Ilte. belt-Ilte. Kali. Ilte. belt-Ilte. Kali. Ilte. | belt-Ilte. fra Damhuusslusen . . .| 44 | 0,526 10,23144) 14 | 0,884 10,12376| 19 | 0,884 0,16796 „ Peblingesöens eller | vestre Kiste. . .. 13 | 0,884 |0,11492} 12 | 0,884 |0,10608 » Sorledamsôens eller östre Kiste . ... 11 | 0,884 |0,09724 0,884 |0,06188 25 | 0,884 |0,22100 13 | 0,884 |0,11492 | 11 | 0,884 |0,09724 0,884 | 0,06188 25 | 0,884 | 0,22100 14 | 0,884 | 0,12376 » Gjentofteslusen . » SOborgslusen’. . . » Emdrupslusen. . . November 11te. November 18¢e. Hvoraf Gran |Draaber| Hvoraf Gran [Draaber] Hvoraf | Gran 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan/100 Draa-| bundfæl- over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt-|gan Dob-| surt | Dobbelt-|gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Kali. Ilte. |belt-Ilte. | Kali. Ilte, | belt-Ilte. | Kali. Ilte. belt Ilte. fra Damhuusslusen . . .f 17 | 0,884 10,150281 26 | 0,884 10,22984! 12 | 0,884 |0,10608 20 | 0,844 0,17680] 11 | 0,884 0,09724 | | 11 | 0,884 |0,09724) 9 | 0,884 0,07956 6 | 0,884 10,05304[ 5 | 0,884 | 0,04220 37 | 0,884 0,32708] 18 | 0,884 0,16912 21 | 0,884 0,18564| 12 | 0,884 | 0,10608 » Peblingesüens eller vestre Kiste. . 12 | 0,884 0,10608 » Sortedamsöens eller östre Kiste ....f 11 | 0,884 0,09724 6,5 | 0,884 0,05746 23 | 0,884 0,20332 12 | 0,884 0,10608 » Gjentofteslusen . .. » Söborgslusen . . .. > Emdrupslusen . . . _Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 14 106 1848. Af 1 t Vand. November 25de. ‘| Hvoraf Gran Draaber| 100 Draa- bundfæl- | Mangan December Aden, Hvoraf | Gran December Yde, Draaber Avon | Gran 100 Draa-, bundfel- | Mangan|100 Draa-| bundfæl- ber give | det Man- | over- | ber give det Man- | over- | ber give det Man- Dobbelt- | gan Dob-| surt | Dobbelt |gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Ilte. belt-Ilte. | Kali. Ilte. | belt-Ilte. | Kali. | Ilte. | belt-Ilte. fra Damhuusslusen . . . 0,884 |0,08840] 18- | 0,884 lo 16912 11 | 0,884 0,09724 „ Peblingesöens eller | | | vestre Kiste... . 0,884 0, 10608 10 | 0,884 0,08840} 15 0,884 :0,13260 » Sortedamsöens eller | | | östre Kiste 0,884 0,07956 9,5 | 0,884 '0,08398 17 | 0,884 | 0,15028 » Gjentofteslusen . | 0,884 HUE 4,5 | 0,884 ‚0,03978 5 | 0,884 |0,01420 „ Söborgslusen . . .. 0,884 10,23868| 23 | 0,884 0,20332] 19 | 0,884 |0,16796 » Emdrupslusen . . . . 0,884 :0,07072| 11 0,884 10,09724 9 | 0,884 | 0,07956 1848. Af 1 & Vand. fra Damhuusslusen . . . „ Peblingesüens eller vestre Kiste... : » Sortedamsöens eller östre Kiste » Gjentofteslusen . . . » Söborgslusen . » Emdrupslusen.... Draaber! Hvoraf | Gran Draaber Mangan 100 Draa-| bundfel- over- | ber give | det Man-| over- surt | Dobbelt- |gan Dob-| surt Kali. Ilte. belt-Ilte. | Kali. 17 | 0,884 |0,15028] 12 | 10 | 0,884 0,08840] 11 | | | 13 | 0,884 0,11492] 12,5 | 6,5 0,884 0,05746| 8 | 14 | 0,884 (0,12376] 29 | 10 | 0,884 0,08s40] 9,5 | December 23de, Hvoraf Gran Mangan 100 Draa-| bundfæl- December 30!*°. Draaber| Hvoraf | Gran Mangan 100 Draa-| bundfæl- ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- Dobbelt- | gan Dob-f surt „Dobbelt- | gan Dob- Ilte. belt-Ilte.f Kali. | Ite. | belt Ilte. 0,884 |0,10608} 13 0,884 0,11492 0,884 |0,09724| 8 . 0,884 0,07072 0,884 0,11050] 12 | 0,884 | 0,10608 0,884 |0,07072| 3 | 0,884 | 0,02652 0,880- |0,25636] 25 0,884 | 0,22100 0,880 |0,083°8] 7 | 0,884 | 0,06188 107 1849. Draaber| Hvoraf Gran [Draaber, Hvoraf | Gran Gran Af 1 @ Vand Mangan|100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- 2 over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt-| gan Dob-f surt | Dobbelt- san Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Ilte. belt-Ilte.| Kali. Ilte. (PRE Kali. Ilte. belt-Ilte. fra Damhuusslusen . . . 5| 0,884 |0,11050} 13 | 0,884 |0,11492 0,10608 » Peblingesdens eller vestre Kiste. . 12 | 0,884 |0,10608| 11 | 0,884 |0,09724] 12 | 0,884 |0,10608 „ Sortedamsöens eller östre Kiste 10 | 0,884 |0,05840 6,5 | 0,584 |0,05746 26. | 0,884 |0,22984 0,884 |0,07956 9 | 0,884 |0,07956 6 | 0,884 |0,05304 33,5 | 0,884 |0,29614 9 | 0,884 |0,07956 11 0,884 | 0,09724 4 | 0,884 |0,03386 24 | 0,884 |0,21216 7 | 0,884 |0,21216 » Gjentofteslusen . . » Söborgslusen . . . » Emdrupslusen. . Februar 3die, Februar 10de, Draaber| Hvoraf Gran |Draaber| Hvoraf Gran |Draaber| Hvoraf Gran Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- over- | ber give | det Man- | over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt-|gan Dob-| surt | Dobbelt- gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Kali. | Ite. belt-Ilte. | Kali. Ilte. belt-Ilte. | Kali. Ilte. belt-Ilte. L — | | 0,884 | 0,08840 fra Damhuusslusen . . . 11 | 0,884 |0,09724) 11 | 0,884 | 0,09724 » Peblingesöens eller "vestre Kiste... .| 10 | 0,684 |0,08840! 11 | 0,884 |0,09724] 11 | 0,884 | 0,09724 „ Sortedamsöens eller 9 0,884 |0,07956 4,5 0,884 0,03978 14 | 0,884 0,1 376 8,5| 0,884 0,07514 östre Kiste 9 | 0,884 | 0,07956 2 | 0,884 | 0,01693 8 | 0,884 | 0,06772 7 | 0,884 | 0,06 88 9,5 0,884 |0,08398 4,5 | 0,884 - 0,03978 9 | 0,884 0,07956 7,5. 0,884 |0,06630 » Gjentofteslusen . . . » Sôborgslusen . . .. > Emdrupslusen. . . . | 14* Marts 34ie, Gran |Draaber| Hvoraf Gran bundfæl- | Mangan|100 Draa-! bundfæl- det Man- | over- | ber give | det Man- gan Dob-f surt |Dobbelt- |gan Dob- belt-Ilte. | Kali. lite. belt-Ilte. Draaber, Hvoraf Mangan 100 Draa- over- | ber give surt |Dobbelt- |san Dob- Kali. Ilte. | belt-Ilte. Af } & Vand. fra Damhuussöen . . . . 0,884 10,08840 | 10,5 | 0,884 |0,09282 10 0,884 |0,08840 » Peblingesöens eller vestre Kiste. ...f 9 | 0,884 |0,07956 0,884 |0,07956| 12,5 | 0,884 |0,11050 + Sortedamsüens eller 8,5 | 0,884 |0,07514 3 | 0,884 |0,02652 13 | 0,884 |0,11492 0,884 |0,06772 0,884 10,06772| 11 0,884 |0,09724 0,884 0,03386] 4,5 | 0,884 | 0,03978 0,884 0,19006] 19 0,884 0,46796 0,884 |0,07956| 11,5 0,884 | 0,10166 östre Kiste . . .. » Gjentofteslusen . » Sôborgslusen . . .. » Emdrupslusen. . 18 49. Marts 10de. Marts 17de. Marts 24de, Draaber! Hyoraf Gran |Draaber, Hvoraf Gran |Draaber Hvoraf | Gran Af 1 & Vand Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfel- 2 2 over- | ber give | det Man- | over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt |Dobbelt- |gan Dob-f surt | Dobbelt- |gan Dob-| surt | Dobbelt- |gan Dob- belt-Ilte, Kali. | Ilte, belt-Ilte. | Kali. | Ilte. belt-Ilte.| Kali. Ilte. fra Damhuusslusen . . .| 12,5 | 0,884 0,11050 „ Peblingesöens eller | vestre Kiste. . . .[ 40 | 0,884 |0,08840 „ Sortedamsôens eller 9,5 | 0,884 0,08398] 10 | 0,884 | 0,08840 8,5 | 0,884 0,07514] 9 | 0,884 | 0,07956 | 0,884 0,09282 0,884 |0,05304 0,884 (0,16354 0,884 (0,09724 8,5 | 0,884 0,07514 3 | 0,884 [0,02652] 5 | 0,884 |0,04420 17,5 | 0,884 |0,15470] 19 | 0,884 |0,16796 0,06188| 7,5 | 0,884 | 0,06630 östre Kiste . . . .] 10,5 » Gjentofteslusen . . .| 6 » Söborgslusen . . . .| 18,5 Emdrupslusen . . .. Marts 31te, Draaber| Hvoraf Gran Mangan|100 Draa-| bundfæl- over- | ber give det Man- surt | Dobbelt- | gan Dob- Kali. Ilte. |belt-Ilte. Draaber, Hvoraf Gran |Draaber| Hvoraf Gran Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt |Dobbelt- |gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Kalı. Ilte. belt-Ilte. | Kali. Ilte. belt-Ilte. fra Damhuusslusen . . .| 10,5 | 0,884 10,09282 | 0,844 0,11050 20 0,884 |0,17680 » Peblingesöens eller 10 | 0,884 0,08840 0,884 vestre Kiste . . . . 8,5 | 0,884 0,07514 » Sortedamsöens eller 10,5 0,884 0,09282] 7,5 | 0,884 0,06630 5 0,884 (0,04420[ 5 | 0,884 | 0,04420 27 | 0,884 (0,23868] 19,5 | 0,884 |0,17238 | 0,884 7 |0,884 0,06188 üstre Kiste 9 | 0,884 0,07956 5 » Gjentofteslusen . 0,884 0,04420 | 0,884 0,13260 » Süborgslusen ... 5 7,5 | 0,884 0,06630 » Emdrupslusen . . .. Draaberı Hvoraf Gran Mangan 100 Draa- bundfæl- over- | ber give | det Man- surt |Dobbelt- | gan Dob- Kali. Ilte. | belt-Ilte. Draaber Hvoraf Gran Hvoraf Gran Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan/100 Draa-! bnndfæl- over- | ber give | det Man- ber give | det Man- surt | Dobbelt- |gan Dob- Dobbelt- |gan Dob- Kali. Ilte. belt-Ilte. Ilte. | belt-Ilte. Af 1 % Vand. fra Damhuusslusen . . . 10,5 | 0,884 |0,09282] 19 0,884 | 0,16796 12,5 | 0,884 |0,11050 » Peblingesöens _eller vestre Kiste. . 9,5 0,884 0,08398| 9 | 0,884 |0,07956 | 10 | 0,884 | 0,08840 » Sortedamsôens eller östre Kiste . . 0,884 0,13260 8,5 | 0,884 |0,07514 29 | 0,884 0,25636 33,5 | 0,884 | 0,29614 9 | 0,884 |0,07956 5 | 0,884 |0,04420 20,5 | 0,884 |0,18122 19,5 | 0,894 |0,17238 8,5 0,884 0,07514 5 | 0,884 0,04420 20 0,884 0,17680 | 0,884 0,11492 » Gjentofteslusen... » Söborgslusen . . . . » Emdrupslusen Mai 13de, Mai 27¢e, | Hvoraf | j Draaber Gran aber Gran Draaber! Hvoraf | Gran Af 1 @ Vand Mangan 100 Draa- bundfæl- | Mangan 100 Dres bundfæl- Mangan 100 Draa- - bundfel- au over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt- | gan Dob-f surt | Dobbelt-|gan Dob-| surt Dobbelt- gan Dob- Kali. Kali. Ite. | belt-Ilte. ! Ilte. l'belt- Ilte. Kali. Ilte. | belt-Ilte. 16 0,884 | 0,14144 14 0,884 | 0,12376 | 12,5 | 0,884 | 0,11050 7 | 0,884 |0,06188 ; fra Damhuusslusen . . .[ 15 | 0,8 4 0,13260] 26 | 0,884 ‚0,22984 » Peblingesöens eller | 10,5, 0,884 0,09282 vestre Kiste... . 11 0,884 (0,09724 » Sorledamsôens eller 10 | 0,884 0,08840 7 | 0,884 (0,06188 östre Kiste 9,5 | 0,884 0,08398 » Gjentofteslusen . . . 65 0,884 0,05746 „ Süborgslusen . . . .| 26 | 0,884 0,22984] 40 | 0,884 0,35360] 38 | 0,884 | 0,33592 | E | » Emdrupslusen. . . .| 21,5! 0,884 0,19006] 23 | 0,884 |0,20332] 23 0,824 | 0,20332 | Juni 2den, Juni 9de, Draaber, Hvoraf Gran |Draaber Hvoraf | Gran 1 x V. Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan 100 Draa- bundfæl- Af a Vand. over- | ber give | det Man- | over- ber give | det Man- surt | Dobbelt- | ‚gan Dob-f surt Dobbelt- gan Dob- Kali. | ite. | belt- Ilte. | Kali. | Ilte. | | belt-Ilte. Juni 16de, Draaber, Hvoraf | Gran Mangan 100 Draa- bundfæl- over- | ber give | det Man- surt | Débbelt- | gan Dob- Kali. | "te: belt-Ilte. fra Damhuusslusen . . .| 22 | 0,884 Dious 34 | 0,884 17 0,884 0,15028 » Peblingeséens eller | | vestre Kiste. . . .| 13,5 | 0,884 (0,11934 „ Sortedamsöens eller | östre Kiste ....| 10 | 0,884 |0,08840 » Gjentolteslusen . . .[ 9,5 0,884 0,08398 „ Sôüborgslusen . . . .| 38 0,884 0,33592 » Emdrupslusen ...] 20 0,884 0;17680 | 0,10166 11,5 12,5 0,884 0,11934 9 0,884 0,07956] 11 0,884 | 0,09724 7,5. 0,884 0, 6630] 7 0,884 0.06188 ça ie a 38 0,884 0,33592 18 | 0,884 ° 15912| 19 0,884 | 0,16796 | | eS Juni 23de, Juni 30te, Juli 7de, eee ee Draaber! Hvoraf | Gran [Draaber| Hvoraf Gran [Draaber| Hvoraf Gran Af 1 & Vand Mangan 100 Draa- bundfæl- | Mangan|100 Draa-| bundfæl- | Mangan/100 Draa-| bundfæl- 2 over- | ber give det Man-| over- | ber give | det Man- | over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt- gan Dob-| surt | Dobbelt-|gan Dob-| surt | Dobbelt- | gan Dob- Kali. Ilte. belt-Ite. | Kali. | Ilte. | belt-Ilte. | Kali. Ilte. belt-Ilte. a — | - —- L — fra Damhuusslusen . 22 | 0,884 |0,19448 0,884 |0,18122] 47 | 0,884 -|0,41548 » Peblingesöens eller | vestre Kiste. . . . | 0,884 |0,27404 0,884 |0,15028] 14 | 0,884 | 0,12376 » Sortedamsöens eller | östre Kiste 0,884 10,08398 | 0,884 0,11492| 11 | 0,884 |0,09724 „ Gjentofteslusen . . . 0,884 0,06188 0,884 |0,06630] 7 | 0,884 | 0,06188 Söborgslusen . . . . 0,884 0,30940 0,30498 | 34 ' 0,884 |0,30056 » Emdrupslusen. . .. 0,884 10,22100 0,21216| 20 | 0,884 |0,1:680 Juli 14de. Juli 21de Juli 28de, Draaber| Hvoraf Gran [Draaber| Hvoraf Gran [Draaber| Hvoraf Gran Af 1 å Vand Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan/100 Draa- bundfæl- | Mangan 100 Draa-| bundfæl- 2 > over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man-| over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt- | gan Dob-f surt | Dobbelt- ‚gan Dob-| surt | Dobbelt- |gan Dob- Kali. Ilte. belt-Ilte. | Kali. | Ilte. belt-Ilte. | Kali. Ilte. belt-Ilte. fra Damhuusslusen . 18 | 0,834 0,15912 18,5 | 0,884. 10,16354 | 17 0,884 | 0,15028 „ Peblingesöens eller vestre Kiste... . 0,884 0,10608} 12 0,884 /0,10608] 10,5 | 0,884 | 0,09282 Sortedamsöens eller östre Kiste 10 | 0,884 0,08840] 10,5 | 0,884 |0,09282] 14 | 0,884 | 0,12376 Gjentofteslusen . . . 7,5 | 0,884 |0,06630 6,5 | 0,884 |0,05746 6,5 | 0,884 |0,05746 » Söborgslusen . . . 38,5 | 0,884 |0,34034] 34 | 0,884 |0,30056] 30 0,884 | 0,26520 » Emdrupslusen. . . . 0,884 |0,15912} 18 0,884 |0,15912]-17 | 0,884 | 0,15028 112 1849. August Ade, August 11". Draaber| Hvoraf | Gran [Draaber| Hvoraf Gran Af 1 & Vand Mangan 100 Draa-| bundfæl- | Mangan|100 Draa-| bundfæl- = À over- | ber give | det Man-] over- | ber give | det Man- surt | Dobbelt- |gan Dob-| surt | Dobbelt- gan Dob- Kali. Ilte. belt-Ilte. | Kali. lite. belt-Ilte. fra Damhuusslusen . . .| 45 0,884 0,13260] 19 0,884 ‚0,16796 » Peblingesöens eller | | vestre Kiste . 17,5 | 0,884 0,15470] 12,5 | 0,884 |0,11050 - Sortedamsöens eller | | ôslret Kiste’... . 9,5 | 0,884 0,08398 14,5 | 0,884 | 0,12818 » Gjentofteslusen . . .[ 10 | 0,884 0,08840| 11,5 | 0,884 | 0,10166 » Söborgslusen . . . .| 39,5| 0,884 0,34918] 43 | 0,884 | 0,38012 > Emdrupslusen. . . .| 16,5 | 0,884 0,14586 15,5 | 0,884 |0,13702 ER ER RE * a er |e de August 0,16306 Januar 0,10497 Mai 0,16796 — i 1848 | i 1849 Damhuusslusen. Middeltal for Maanederne: September October November 0,13501 : 0,16235 0,14365 Februar Marts" April 0,08782 - 0,09370 0,12265 Juni Juli August 0,20420 0,22211 0,15028 Middeltal for hele Aaret: 0,14671. Peblingesöens eller vestre Indlöbskiste. Middeltal for Maancderne: August 0,13918 Januar 0,09945 Mai 0,10055 i 1848 | | i 1849 | September October November 0,12098 0,13021 0,12155 Februar Marts April 0,08840 0,08840 0,08287 Juni Juli August 0,15077 0,10718 0,13260 Middeltal for hele Aaret: 0,11014. December 0,15941 December 0,09547 113 Sortedamsöens eller üstre Indlübskiste, Middeltal for Maanederne: August September October November December 1 4849 | 0,11835 0,11396. — 0,10358 0,08840 011315 Januar Februar Marts April i 4849 ) 0,08619 0,07660 0,02619 0,07845 Mai Juni Juli August 0,10387 | 0,09282 0,10055 0,10603 For hele Aaret: 0,09648. Gjentofteslusen. * Middeltal for Maanederne: i August September October November December 11595 | 0,11309 0,03141 0,06644 0,04812 . 0,04734 Januar Februar Marts April à 1849 0,04603 | 0,02927 0,04155 0,04420 Mai Juni Juli August | 0,06365 0,06807 0,06077 0,09503 For hele Aaret: 0,05924. Süborgslusen, Middeltal for Maanederne: August September October November December Ge | 0,27342 0,33138 0,26962 0,23450 0,19423 Januar Februar Marts April i 1849 0,21547 0,11306 0,15735 0,17017 Mai Juni Juli August 0,29393 0,32155 0,30166 0,36465 For hele Aaret: 0,25184. Emdrupslusen. Middeltal for Maanederne: J August September October November December die | 0,10783 0,17007 0,13462 0,11713 0,08221 Januar Februar Marts April i 1849 | 0,07403 0,06886 0,07868 0,10718 Mai Juni Juli August | 0,22321 7! 0,1874 0,16133 0,14145 For hele Aaret: 0,11912. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 15 114 Glödet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. 1848. Mai. I an 0 nn nn Gte Qde | {3de | 17de | 19de | DOde | 29de | 93de 97de fra Slotsherrens Broe... . [0,139 0,153 0,121 0,136 „ Damhuusslusen ..... 0,099 0,172 0,186 0,140 » Peblingesöens Indlöb . . | 0,069 0,116 | 0,147 0,136 = — eller vestre Kiste 0,080.) 0,137 0,128 » Sortedamsôensellerôstre | Kisten nee 0,108 | » Gjentofteslusen ..... 0,058 0,059 0,064 0,110 » Sôeborgslusen . . .... 0,037 | 0, 152 |0,127 0,178 0,215 0,136 » Emdrupslusen . . ... . [0,095 | 0, 145 | 0,085 0,123 0,067 | 0,079 | 0,098 | 0, 121 | 0, 146 » Leersüslusen ...... 0,045 0,145 | 0,149 0,126 Glôdet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. Af 1 & Vand. 1848. Juni. » 1848. Juli. Sdie | {Ode | jyde | DAde {ste Sde | 15de | 29de | DQde fra Slotsherrens Broe. . . . 0,072 | 0,072 | 0,046 |0, 040 0,102 0,310 0,217 |0,080 | 0, 145 » Damhuusslusen . . ... 0,030 0,040 | 0,063 0,051 0,026 0,020 0,019 |0,064 | 0, 026 > Peblingesöens Indlöb . . 0,080 0,025 0,032 | 0,030 0,018 0,047 0,017 | 0,034 | 0,027 5 — eller vestre Kiste |0,075 0,040 | 0, 102 0,040 0,020 0,036 0,026 | 0,038 | 0,089 + Sortedamsôenseller östre Kiste: 200722 - | 0,017 0,021 | 0,028 | 0,041 | 0,032 » Gjentoftesben ...... 0,069 0,025 0,027 0,054 0, 046 | 0,096 | 0,050 | 0,084 0,057 » Söborgslusen ...... 0,200 0,122 0,126 0,045 | 0,034 0,031 | 0,043 |0,039 | 0, 045 » Emdrupslusen . . .. .. 0,030 0,033 0,054 0,038] 0,025 | 0,023 0,025 | 0,031 | 0,029 » Leersüslusen ..,... 0,080 | 0,050 | 0,032 0,091 }.0, 015 | 0,063 | 0, 123 | 0,080 | 0,078 Glödet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. Af 1 & Vand. 1848. August. 1848. September. jte 12te | 19de | 26de | Dden | Qde | jøde | 23de 30te fra Slotsherrens Broe. . . . [0,027 0,062 |0, 195 |0,055|0, 163 0,031 0,120 » Damhuusslusen . . . .. 0,038 | 0,028 0,033 | 0,085 [0,080 0,133 |0, 054 „ Peblingesöens Indléb . . [0,047 0,028 | 0,025 | 0,096} 0,046 0,054 a — eller vestre Kiste |0,034 0,023 | 0,023 0, 152|0,076 10,124 0,102 „ Sortedamsüens eller östre | | | Ke OTRO NO) 0,059 0,021 |0,085 |0,085 [0,059 0,104 |0,021 > Gjentofteslusen . . . .. 0,076 0,091 0,093 | 0,095 [0,103 | 0,073 0,090 >» Såborgslusen . . . . .. 0,048 | 0, 159 | 0, 136 | 0,244 0,072. ‚0,044 0,353 > Emdrupslusen ...... 0,046 | 0,030 | 0, 064 |0, 103 [0,091 0,141 0,143 » Leersüslusen ...... 0, 106 10,150 10,155 | 0,125} 0, 134 0,100 0,080 Glödet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. 1848. October. TElayeNavember. 1 {te Af 1 & Vand. 18de | 25de fra Damhuusslusen...... 0,117 | 0,129 | 0,121 » Peblingesöens eller vestre | Kitty SDS Ares. : 0,077 | 0,095 | 0,151 0,170 „ Sortedamsôens eller östre pore" Kiste . PORE 000): 0,108 | 0,124 | 0,171 0,189 > Gjentofteslusen. . . . .. 0,093 | 0,122 | 0,133 0,147 » Söborgslusen ...... 0,109 | 0,131 | 0,211 | 0,245 > Emdrupslusen . . . ... 0,078 | 0,210 | 0,119 | 0,186 a. Glödet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. Af 4 ® Vand. 1848. December. 1849. Januar. Oden Qde | jøde | 23de | SQte | Gte 13de | 20de | D7de ] fra Damhuusslusen..... . 0,238 | 0,216 | 0,188 0,247 0,082 0,075 |0,085 0,096 | 0,089 > Peblingesöens eller vestre | | FEER Aars ke. 0,193'0,2 8 0,175 0,191 0,092 0,073 | 0,083 | 0,090 | 0,080 > Sortedamsöens eller östre | | Misteprekaciua pirate. 0, 134 | 0,243 0,153 |0,177 | 0,075 0,077 | 0,071 0,096 | 0,079 » Gjentofteslusen ..... 0,076 0,182 0,233 | - | 0,062] 0, 075) 0, 074) 0,039) 0,090 »' 'Séøborgslusen....... 0,236 0,248 0,252 0,374 0,081 0,101. 0,155 10,104 0,115 » Emdrupslusen . . . . .. 0,233 0,163 0,224 0,209 0,072 0,073 | 0,091 | 0,054) 0,066 | | Glödet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. 1849. Februar. 1849. Maris. gdie | {Ode | {7de | 24de | 3die | 10de | 17de | Ode | Zite | 0,039 | 0,028 0,046 0,057 0,116 0,104 0,064 | 0,053 | 0, 175 | Kiste) A).| .€00,0 FTD; 0,060 0,055 0,062 0,08210,185 0,118 | 0, 168 | 0,069 | 0, 086 „ Sortedamsöens eller östre | Kisiéh 0.) BELO | 204. 0,044 0,049 0,048 0,055 10,105 0,063 0,046. 10, 080 » Gjentofteslusen. . . . . . 0,098 0,007 0,040 0,055 10,101. 0,058 0,050 | 0,068 » SOborgslusen....... 0,108 0,066 0,072 0,07610,134 0,228, 0,043 | 0,047 | 0,064 ; Emdrupslusen . . .... 0,091 10,054 0,066 0,113. 0,169, 0,048 |0,086 |0,086 117 © Glüdet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. 1849. April. 1849. Mai. Af 1 @ Vand. tase | 21de | 280e | Ge | 121 | 194 | 2çae I . I fra Damhuusslusen . 2... . 0,086 | 0,055 | 0,065 | 0,083 | 0,076 | 0,109 | » Peblingesöens eller vestre | | | 2 er. Lie, 0,100 | 9,054 | 0,066 | 0,067 | 0,068 | 0,234 „ Peblingesöens eller östre | | | Kisten a en 0,060 | 0,086 | 0,057 | 0,062 | 0,146 | 0,068 0,075 | 0,187 » Gjentofteslusen. . . . .. 0,050 | 0,087 | 0,059 | 0,079 | 0,046 | 0,087 | 0,097 | 0,258 „ Sôborgslusen. . . .... 0,070 | 0,159 | 0,097 0,076 | 0,174 | 0,068 » Emdrupslusen ........ 0,067 | 0,087 | 0,056 | 0,057 | 0,084 | 0,094 | 0,169 | 0,188 Glödet Guldbundfald udtrykt i Dele af et Gran. Af 1 & Vand. 1849. Juni. Oden Qde fra Damhuuslusen . . „ann. «+, 0,107 » Peblingesdens eller vestre Kiste 0,044 » Peblingesöens eller östre Kiste 0,048 2, Glentotteslusen™ SAH so no 0,057 | SEES ESMNENL 2.0. ee. 0,048 | Emdrupslusen . ......... ia mie -. mis un 118 Damhuusslusen. Middeltal for Maanederne: Mai Juni Juli August 0,046 0,046 0,171 0,046 1848 September October November December 0,088 0,132 0,122 0,194 ‘Januar Februar Marts April Mai a { 0,086 0,043 0,102 0,069 0,089 For hele Aaret: 0,103. Peblingesöens eller vestre Indlöbskiste. Middeltal for Maanederne: Mai Juni Juli August | 0,115 0,064 0.042 0,058 1848 September October November December 0,101 0,107 0,123 0,174 Januar Februar Marts April Mai 1849 | 0,081 0,065 0,105 0,077 0,109 For hele Aaret: 0,094. Sortedamsüens eller östre Indlibskiste. Middeltal for Maanederne: Mai Juni Juli August 0,108 0,028 0,062 1848 September October November December 0,080 0,113 0,148 0,156 Januar Februar Marts April Mai 1849 | 0,081 0,049 0,098 0,066 0,119 For hele Aaret: 0,092. Gjentofteslusen. Middeltal for Maanederne: Mai Juni Juli August 0,073 0,043 0,067 0,039 1848 September October November December 0,089 0,101 0,124 0,138 Januar Februar Marts April i Mai => | 0,069 0,050 0,069 0,069 0,122 For hele Aaret: 0,085. Söborgslusen. Middeltal for Maanederne. Mai Juni Juli August 0,141 0,123 0,038 0,147 i 1848 September October November December 0,156 0,222 0,174 0,238 > Januar Februar Marts April i 1849 | 0419 0,081 0,103 0,115 For hele Aaret: 0,135. Emdrupsöen. Middeltal for Maanederne: Mai Juni Juli August k 0,107 0,039 0,027 0,061 i 1848 September October November December 0,125 0,109 0,148 0,180 3 Januar Februar Marts April ” i 1849 | 0,074 0,070 0,104 0,067 For hele Aaret: 0,096. 0,104 0,134 i - as ad ? lle ll Me LEN Pe audit | ; eben 4 m. iy i MOTTE RE For held: Aart, 0,085, Mi ine ‘ ic . x Videnskab: Selsk: Shr: 5 Række Naturv: og math: Aldel:2 Bind. Korchhammer om de org: Bestanddele + Wi, W sy, NYDE UN SU ke WiiWii, (IM IN cat NW NWSE UM Wi SAY ZONE MN a Balle up INS Hh DDD = ZINN \ Herstedøster ser EEE L — Bb basen se FH] Danhuussôens Opland. BS Lmdrupscens Opland. KORT OVER DET OPLAND, DER FORSYNER KJOBENHAYN MED VAND. a= Sörborgsöens Opland. Ladegaardsaaens Opland. Undersögelse om de almindelige Naturkræfter og deres gjensidige Afhængighed og isærdeleshed om den ved visse faste Legemers Gnidning udviklede Varme. Af L. A. Colding, Vandinspecteur. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 16 EE ban rl a onde si io à A | 4 ” - y = 1 se CA } 2 iy, 4 ve LAS in M : i | ie at vw æg 1 x À Jo h 3 i / vw toe ET 4 hy, Te Cu 7 ; L x i ri N i iV : Ge Sd "VE à r W eas + ER | UN vile n “re | Ei Fes i rg | À a Brin nn on L = Le = J X i ' 2 pr A . 3 AD ad ; ho Pre. ea e i i ?. EJ Fi EGÅ 4 i i = - x \ aad | f E i L d ( : À its ata ve , ' al y F 2 ¥ ne a ; Ag are DES AES ~ MR nF ‘i er à > i x ‘ Tr ö 1 Le 2 = Det forekommer mig, at Erfaring har sat det udenfor al Tvivl, at de forskjellige Natur- kræfter staae i en ner og inderlig Forbindelse med hinanden, idet Erfaring viser, at enhver Kraft under sin Virken formaaer at fremkalde andre Naturkrefter og at frigjöre disse til Virksomhed. Nogle af de herhen hôrende Erfaringer ere saa idinefaldende, at de have, saa at sige, allid været bekjendte. Til denne Classe af Erfaringer hôrer for Exempel den, at stærk Gnidning af faste Legemer imod hinanden kan bringe Varme og selv Lys og Ild til at fremkomme, at kraftige Bevægelser og Anstrengelser af det menneskelige og dyriske Legeme kan bevirke en stor Varmeforégelse i Legemet. Det blev tidlig en Erfaring, at Rav kunde ved Gnidning blive electrisk eller erholde den Egenskab at tiltrække andre Legemer. Man blev ikke alene opmerksom paa, at Dampe og Luftarter, naar de vare inde- sluttede i et uforanderligt Rumfang, ved en forôget Varme erholdt en foröget Spendkraft, der var istand til at frembringe en vis mechanisk Virksomhed, en Bevægelsesmængde; men man fandt tillige, at Luftarter bleve varmere ved Sammentrykning, ja, at man endog kunde frembringe Lysudvikling og Ildphenomener derved. Det blev en Erfaring, at der fremkommer Varme, naar modsalte Electriciteter forenes, at de chemiske Krefter under Stoffernes Forening frembringe Varme, der for de stærke chemiske Kræfter endog kan slige til Ildphenomener; fremdeles at der ved de chemiske Stoffers Forening kan frembringes stærke electriske Strömme, hvorved igjen Varme og Lysphænomener af stor Intensitet kunne fremkomme. Alle disse og flere andre Resultater med Hensyn til Kræfternes gjensidige Indvirkning . paa hinanden ere som sagt overeensstemmende med Erfaring, og til forskjellige Tider have ogsaa forskjellige Forfattere, grebne af det Dybere i denne Harmoni mellem Naturkræfterne, behandlet: forskjellige heraf fremspringende Amner, der endog, saa isolerede som de ere, hver i sin Retning, have givet mærkelige Resultater. Den fårste Afhandling af denne Slags, som er kommet mig tilhænde, findes i Pogg. Ann. B. LIX. S. 446, og er betitlet: Ueber die bewegende Kraft der Wärme von Clapeyron. Denne Afhandling er stôttet paa den af Hr..S. Carnot fremsatte Grundsætning: at det vil vere en Urimelighed at antage, at man kan frembringe bevægende Kraft eller Varme af Intet. Efterat Forfatteren har udtalt sin Overbeviisning om Rigligheden af Carnot’s Sætning, udvikler han paa mathematisk 16” 124 Maade, under Fölelsen af, at der finder en höiere Forbindelse Sted imellem den Virksomheds- mængde, der er tilstede i en vis Varmemængde, og den mechaniske Virksomhed, som deraf kan fremgaae, Forholdet mellem saadanne sammensvarende Virksomheders Tilvexter, og kommer igjennem Integration af en partiel Differentialligning til en Ligning, hvoraf Forfatteren, blandt flere andre Formler, ligefrem udleder den af Dulong ved directe Forsög beviste Sætning, som findes i mémoires de l’académie royale des Sciences de l’institut de france T. X. p. 188: „At lige Volumina af alle elastiske Fluider, tagne under samme Temperatur og Tryk, afgive eller optage den samme Mengde af absolut Varme, naar de hurtigt sammen- trykkes eller udvides den samme Brök af deres Volumen.” Da Clapeyron’s Formler imidlertid indeholde tvende arbitraire Functioner af Temperaturen, saa ere disse ikke umiddelbart at benytle. Süerman har senere i Pogg. Ann. B. 41 S. 474 sammenlignet Clapeyron’s Formler med Forsög, hvorved numeriske Formler ere vundne, hvis Resultater stemme nöie med Erfaring. Men ligesom de nævnte Mænd have udfort de ovenanfårte Arbeider med den Overbeviisning, at Virksomheden i en vis Varmemængde og Mængden af mechanisk Virk- somhed, som derved kan frembringes, staae i en inderlig Forbindelse med hinanden, saa- ledes har Hess, gjennemtrengt af den Tanke, at de Varmemengder, som udvikles ved chemiske Stoffers Forening, maae kunne tjene som Maal for det chemiske Slægtskab *), i Pogg. Ann. B. 47 S. 210, 50 S. 385, 52 S. 97 og 114, 53 S. 499 og 535, 56 8. 463 og 593 og 57 S. 569 fremstillet Resultaterne af Forsög, foretagne til Bestemmelsen af de Varmemængder, som fremkomme ved forskjellige chemiske Kræfters Forening, og derved beviist, at ligesom de chemiske Stoffer indgaae Forbindelser med hinanden, hvori Grund- stoffernes Mængde staae i et simpelt Forhold til hinanden, saaledes udvikles ogsaa Varme- mængder ved Forbindelserne af de chemiske Stoffer, som staae i ganske simple Forhold til hinanden; Hess har fremdeles i de nævnte Afhandlinger, som et Resultat af sine Af- beider, fremstillet den Sætning: At Varmemængden, som chemiske Stoffer ved deres For- ening kunne frembringe, er en, ved Stofferne betinget, bestemt Störrelse, der er uafhængig - af Tiden og Maaden, hvorunder den foregaaer; den bliver i Størrelse sig selv lig, enten Foreningen skeer paa eengang pludselig, eller den foretages efterhaanden, en Sætning, der unægtelig er ligesaa nyttig i technisk Henseende, som den er mærkelig og vigtig for Videnskaben. Efter Hess have flere Experimentatorer, saasom Andrews, Graham o. fl. A. foretaget Forsåg over denne Gjenstand; men i denne Retning er der vistnok overmaade Meget tilbage at udrette for Videnskaben. I det 10de af „Liebig’s chemische Briefe” omtales Electromagnetismens Virkning som bevægende Kraft, sammenlignet med Dampens bevægende Kraft. For at bedémme *) Man sammenligne herom Pogg. Ann. B. 57 S. 571. 125 dette Forhold nærmere, ere Slutninger fremsatte, der ere basérede paa den Tanke, at de chemiske Æqvivalenter ere visse ufravigelige Virkningsværdier, der have Hensyn paa alle de Virksomheder, som de-ere istand til.at yttre *). Hr. M. H. Jacobi omhandler i hans „Galvanische und electromagnetische Versuche” i Pogg. Ann. for Aaret 1846 B. LXIX S. 183, den magnetoelectriske Maskines Brugbarhed, og idet han omtaler Onskeligheden og Vigtigheden baade for Videnskab og Industri af at erholde en omhyggelig gjennem- fort theoretisk og practisk Oplysning, om det er hensigtmæssigt og oeconomisk paa den mechaniske Vei, formedelst Magneto-Electriciteten, at frembringe de galvaniske Kræfter, saa forkaster han aldeles den Maade, hvorpaa der i „Liebig’s chemische Briefe” S. 16 *) „Um diese Frage in ihrer richtigen Bedeutung aufzufassen”, siger Forfatteren Side 115, „muss man sich Aeqvivalente der Chemiker erinnern. Es sind diess gewisse uuveränderliche, in Zahlen aus- drückbare Wirkungswerthe, die einander proportionel sind. Um eine gewisse Wirkung hervorzubringen habe ich 8 Pfund Sauerstoff nöthig, und wenn ich für dieselbe Wirkung keinen Sauerstoff, sondern 5 Chlor anwendeu will, so muss ich davon nicht mehr und nicht weniger als 35! Pfund nehmen. So sind 6 Pfund Kohle cine Acqvivalent für 32 Pfund Zink. Diese Zahlen drucken ganz allgemeine Wirkungswerthe aus, die sich auf alle Thätigkeiten beziehen, welche sie zu äussern fähig sind. . Wenn wir Zink, in einer gewissen Weise mit einem ‚andern Metall verbunden, mit verdünter Schwe- felsäure in Berührung bringen, so löst es sich in der Form von Zinkoxyd auf; es verbrennt auf Kosten von Sauerstoff, den ihm die leitende Flüssigkeit darbietet. In Folge dieser chemischen Action beo- bachten wir die Entstehung eines elektrischen Stroms, der, durch einen Drath geleitet diesen zu einem Magneten macht. Durch die Auflösung von einem Pfund Zinks erhalten wir also eine gewisse Summe von Kraft, wodurch wir z. B. in Stand gesetzt werden, ein um so grösseres Gewicht Eisen einen Zoll hoch in die Höhe zu heben und so lange schwebend zu erhalten, in je kürzerer Zeit die Auflösung des Zinks vollendet ist. Wir können ferner durch Unterbrechung und Wiederherstellung des Contacts des Zinks mit der Säure und durch umgekehrte Wirkung dem Eisengewicht eine Bewegung hin- und herwärts oder auf- und abwärts geben, die Bedingung also schaffen, um eine Maschine zu treiben. Aus nichts kann keine Kraft entstehen; in dem beriilirten Falle wissen wir, dass sie durch Auf- lösung (durch Oxydation) des Zinks hervorgerufen wird; allein abstrahiren wir von dem Namen, den diese Kraft hier trägt, so wissen wir, dass ihre Wirkung in einer andern Weise harvorgebracht werden kann. Wenn wir nämlich des Zink unter dem Kessel einer Dampfmaschine, also in dem Sauerstoff der Luft, anstatt in der galvanıschen Säule, verbrannt hätten, so würden wir Wasser- dampf, und damit eine gewisse Qvantität Kraft hervorgebracht haben. Wir wollen nun annehmen — was keineswegs bewiesen ist — die Kraftmenge sei in beiden Fällen ungleich, man habe z. B. durch die galvanische Säule doppelt oder dreimal mehr Kraft gevonnen, oder, wenn man will, weniger Verlust an Kraft gehabt, zo muss man sich erinnern, dass das Zink repräsentirt werden kann durch gewisse Aeqvivalente an Kohle. Nach den Versuchen von Despretz entwickeln 6 Pfund Zink, wenn sie sich mit Säuerstoff verbinden, nicht mehr Wärme wie 1 Pfund Kohle; wir können also unter gleichen Bedingungen mit 1 Pfund Kohle sechsmal so viel Kraft hervorbringen wie mit 1 Pfund Zink. Es ist klar, die Kraftverluste auf beiden Seiten gleich gesetzt, würde es vortheilhafter sein, Kohlen anzuwenden anstatt Zink, selbst wenn dieses in der galvanischen Säule viermal so viel Kraft ent- wickelte als ein gleiches Gewicht Kohle durch seine Verbrennung unter einem Dampfkessel liefert. Mit einem Wort, wenn wir die Kohlen, die wir zur Ausschmelzung des Zinks aus seinen Erzen ge- brauchen, unter einer Dampfmaschine verbrennen, so werden vir damit höchst wahrscheinlich weit mehr Kraft hervorbringen als durch Zink, in welcher Form oder in welchem Apparat wir es auch verwenden mögen.” i ; 126 / drages Slutninger om Kræflernes Størrelse *). Derimod siger Hr. M. H. Jacobi sammesteds § 35: „Af Lovene for de electromagneliske Maskiner, som jeg ved en tidligere Leilighed har udviklet, tillader jeg mig at gjentage fölgende .skjénne og simple Sætning. Man lænke sig et galvanisk Batterie, som er sluttet formedelst en lang Ledningstraad og i en vis Tid forbruger et Qvantum Zink, hvilket man her kan betegne med Z. Tager man denne Ledningstraad og vinder den om Jerncylindrene paa en electromagnetisk Maskine, saa forandrer Zinkforbruget sig ikke, saalænge Maskinen forbliver i Ro. Men saasnart Ma- skinen begynder at gaae, formindskes Zinkforbruget og bliver desto mindre, jo mere Maskinens Gang foröger sin Hurtighed. Belaster man samme for at formindske dens Hastig- hed, saa stiger Zinkforbruget igjen. Nu veed man, at det saakaldte mechaniske Arbeide er proportionelt med Productet af Hastigheden og Belastningen eller Kraften, Man vil altsaa kunne vælge Forholdet mellem Kraft og Hastighed saaledes, at Productet af disse bliver et Maximum. Har man truffet en saadan Anordning, saa finder man, at Zink- forbruget nu kun belöber sig til 42. Som nærmest liggende og os bekjendte Aarsag- til. denne, ved Gangen af de electromagnetiske Maskiner indtrædende Formindskelse af den electrolytiske Kraft, maa man betragle den magnetoelectriske Reaction, hvilken opvækker en modsat Strém, der altsaa for sig ubetinget vilde have været istand til i samme Tid at frembringe en med 3Z proportionel electrolylisk Effect. Her træde vi nu vistnok over paa bekjendte Forholds Gebet, saaledes at de efterstaaende Slutninger maaskee ikke synes *) Der Fabrikant, siger Hr. Jacobi $ 34, welchem man von der Einführung der magnetischen Maschine, z. B. zu galvanoplastischen Zwecken, spräche, indem man zu ihrer Betreibung auf eine Dampf- maschine hinwiese, würde sogleich fragen, wie viel Kohlen zur galvanoplastischen Reduction von 1 Pud Kupfer erforderlich wären. Die Antwort auf diese Frage wäre leicht, wenn es in der Wissenschaft erlaubt wäre voreilig zu verfahren (siehe Liebig’s chemische Briefe, S. 116). Es wäre nämlich nurenéthig, alle vermittelnden Momente, welche zwischen den beiden chemischen Processen, dort, im Feuerungsraume des Dampfkessels, hier im galvanoplastischen Zersetzungstroge stattfinden, es wäre nur nöthig alle diese complieirten Zwischenglieder zu überspringen, und ein Resultat zu anticipiren, das einen der grössten Fortschritte in unserer Erkenntniss der Dinge bezeichnen würde, wenn es jemals gelinge es gründlich zn erweisen. Ich meine nämlich, man würde das relative Atomengewicht des Kohlenstoffs und des Kupfers anführen, und nur an das bekannte Verhältniss zwischen Ursache und Wirkung appelliren, um die Natürlichkeit oder das Sichvonselbstverstehen einer definitiven Wirkung auch hier zu erweisen. 7} Pfund Kohle seyen das chemische Aeqvivalent von 1 Pud Kupfer. Durch Verbrennung von 7! Pfund Kohlen hebe man ein gewisses Gewicht auf eine gewisse Höhe. Liesse man dieses Gewicht wieder herunterfallen, so müsste vermittelst der hierdurch gewonnenen mechanischen Kraft, die zur Bewegung von Magneten verwendet würde,, na- türlich auch ein Pud Kupfer galvanisch reduciren können, denn Ursache und Wirkung seyen sich überall gleieh — aeqvivalent. Bisher wäre zur Reduction von diesem Pud Kupfer etwas mehr als ein Pud Zink erforderlich gewesen, was wegen der Unbrauchbarkeit des Zinksalzes weit höher zu stehen komme als obige 7} Pfund Kohle. Der Vortheil liege also auf der Hand. Wir können in- dessen die Anwendnng mechanischer Kräfte zur Erzeugung galvanischer Ströme nicht durch solche oberflächliche Argumente rechtfertigen; wir müssen vielmehr eingestehen, dass wir bisher in dieser Beziehung nur sehr geringe Anhaltspunkte haben. | 127 saa overilede. Antages, at man havde en lignende Maskine, som den forudsatte electro- magnetiske, hvorved man istedetfor Electromagneter havde anbragt permanente Magneter af samme Styrke, saa vilde Dreiningen af en saadan magnetisk Maskine med den forhen omtalte, til Maximum svarende Hastighed, udfordre en Mængde af Arbeide, hvilken vilde være ligestor med Arbeidsmængden af hiin electromagnetiske Maskine, og ligesaadanne vilde de electrolytiske Adskillelser i begge Tilfælde være lige, det er: der vilde 4 Z blive for- brugt for at frembringe Arbeidet T, her maalte en Arbeidsmængde T- anvendes for gal- vanisk at oplåse 4 Z. I Pogg. Ann. for Aaret 1846 B. LXVII. S.-105 siger Hr. M. Faraday i sine Ex- perimental-Untersuchungen über Electricitet. ,At han i lang Tid, formodentlig med mange andre Venner af Naturvidenskaben har næret den til Overbeviisning grændsende Mening, at de forskjellige Former, under hvilke Materiens Kræfter fremtræde, have et fælleds Ud- spring, eller, med andre Ord, staae saaledes i directe Sammenhæng og gjensidig Af- hængighed, at de ligesom kunne blive forvandlede fra den ene til den anden, og da virke som eqvivalente Kræfter”, og slutter med den Bemærkning: „I den nyere Tid «ere Be- viserne for, at Kræfterne saaledes kunne omforandres, voxede betydeligt, og Begyndelsen er gjort til at bestemme deres æqvivalente Kræfter.” Af det i denne Afhandling Ud- viklede sees det tydeligt, hvorledes Tanken om et hüiere Foreningspunkt og indre For- bindelse mellem de forskjellige Naturkræfter har grebet Forfatteren, idet han blandt Andet siger, at, endskjöndt han har gjort mangfoldige Forség for at paavise, at Electriciteten har sin Virkning paa Lyset, hvilke Forsög dog ikke forte til noget Resullat, saa var han dog saa fast i sin Overbeviisning, at han vedblev bestandig nye Forség. ; Efterat have havt den Are at fremhæve forskjellige Erfaringer over den Afhængig- hed, hvori de forskjellige Naturkræfter staae til hinanden, og efterat have paaviist, at flere verdifulde Arbeider ere fremkaldte af den Overbeviisning, at der er en inderlig Forbin- delse mellem alle Naturkrefter; saa skal jeg her tage mig den Frihed at henlede Op- mærksomheden paa adskillige Arbeider, der have havt til Opgave at bestemme Lovene, hvorigjennem denne inderlige Forbindelse mellem de forskjellige Naturkræfter ylirer sig. 1) Med Hensyn til den ved Friction frembragte Varmeudvikling, da have flere forskjellige Experimentatorer foretaget Forsög for at udfinde Kilden til denne. Som be- kjendt har Rumford foretaget Forsög. i denne Retning (Scherer’s Journal Th. 1 S. 9); men de Resultater, som kunne uddrages af disse Forsög til Bestemmelsen af Loven for Varmefrembringelsen under Frictionen, ere kun faa, blot maa det her bemærkes, at allerede han troede sig berettiget til at antage, at Varmen ikke er et eiendommeligt Stof, men at den bestaaer i en Bevægelse. Derimod giver en Afhandling af Haldat i Journal des Physique T. LXV. p. 213, der er grundet paa en Række af Forsög, som skulle tjene til at fuldstendiggjöre Rumford's lidligere Forsög over Varmeudviklingen, i denne Henseende langt vigtigere Dala. Han fandt: 128 a) At der udvikles ligemegen Varme i ligestore Tider, naar, ved samme Metal, Hastig- hed og Tryk forblive de samme. b) At ved forskjellige Metaller udvikles, under öyrige lige Omstændigheder, ulige Mængder af Varme, der i ingen Henseende reltede sig efter Metallets Tæthed. c) At Varmen voxer ved Trykket, men, som det synes, i et stærkere Forhold end Trykket. Ved Forség over den ved Frictionen frembragte Varmemengde har Bequerel fundet, at denne Varmemængde er ganske uafhengig af Varmeledningen og af Capaciteten af de gnidende Legemer, kun voxer den med Kraften, hvormed Legemerne blive trykkede imod hinanden ; ogsaa Overfladens Beskaffenhed synes i Almindelighed . uden Indflydelse paa dette Phænomen. Ved Gnidning af to Legemer af lige Natur, hvoraf det ene er glat, det andet er ridset, opvarmes det sidste mere end det förste. Varmeudviklingen vedvarer, saalænge Gnidningen vedbliver, men staaer dog ikke i samme Forhold, som Bevægelses- tiden. Den foregaaer i det lufttomme Rum, som i Luft. N 2) Den mechaniske Virksomhed, som en Varmemængde, der meddeles en Luftart, kan frembringe, kan bestemmes ved Hjælp af den Formel for Luftarternes Spænding i Forhold til deres Temperatur og Tæthed, som udledes af Mariottes og Gäy-Lussac’s Love for Luftarternes Sammentrykkelighed ved constant Temperatur og Udvidelse ved Varmen under constant Tryk; og det er et Forsög herpaa, som er udfört af Clapeyron i den forannævnte Afhandling. Men Clapeyron’s Formel -maa tillige tjene til at bestemme den Varmemængde, som fremgaaer, naar en mechanisk Virksomhed anvendes paa Sammentryk- ning af Luftarter, og Resultaterne af denne Beregning ere, som foran sagt, idetmindsie tildeels fundne stadfæstede af Erfaring. Tidligere have, som bekjendt, La Place og Poisson fremstillet Formler til Bestem- melsen af den Varmemængde, som en Luftart indeholder, ved et bestemt Tryk, Temperatur og Tæthed; men disse Formler ere byggede paa den Forudsætning, at Forholdet mellem den specifiske Varme ved constant Tryk og den specifiske Varme ved constant Volumen er constant. De Resultater, som erholdes under denne Forudsætning ere SERIE kun lidet overeensstemmende med Erfaring, saa at man i Virkeligheden ikke kan antage det omtalte Forhold for fuldkommen constant. Blandt flere Andre have Gay-Lussac og Weller *) foretaget directe Forsög over den ved Luftarternes Sammentrykning udviklede Varme. 3) At der ogsaa ved draabeflydende Legemers Sammentrykning udvikles Varme, have Colladon og Sturm viist **); men, hvorledes denne staaer i Forhold til Trykket, er fürst nærmere angivet af Conferentsraad Orsted ***), som fandt, at der omtrent maa ud- *) Pogg. Ann. B. XVI. S. 201, 476. g. Ann. B. XII. S. 161. *s*) Pogg. Ann. B. XXXI. S. 361. vikles en Varmemengde, svarende til 3% Grad Celsius, for hver Atmospheres Tryk, hvor- med Vandet sammentrykkes. Ved de Forség, som Conferentsraad Orsted har anstillet over den ved Vandets Sammentrykning udviklede Varme, der ere udförte med en thermoelectrisk Kjede i For- bindelse med Multiplicatoren og ere omtalte i Oversigten for 1845 over det Kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger S. 117, fandtes den udviklede Varmegrad for en Atmospheres Sammentrykning at vere 3 Grad, hvorom det imidlertid maa bemærkes, at dette Tal er erholdt under den Forudsætning, at Uligheden i Sammentrykkelighed af Vandet ved forskjellige Varmegrader, kun hidrörer fra den forskjellige Udvidelse, som Vandet ved de forskjellige Temperaturer, hvorved Sammentrykning foretages, erholder formedelst den ved Sammentrykningen fremkomne Varmeforögelse; det maa tillige be- merkes, at ved denne Slags Maalinger indtreder et mere compliceret Forhold, end man fra först havde ventet, idet det har viist sig, at et Tryk for Exempel med en Glascylinder paa det thermoelectriske Apparat frembringer en Varmeforôgelse, hvorved man faaer Ud- slag paa Multiplicatoren. Foruden de foran S. 126 omtalte Forsög af Hr. Jacobi over Magnetoelectriciteten ere Forsög foretagne af Hr. Weber over den magnetoelectriske Stréms Størrelse i Forhold til Vexlingernes Antal. af Jerncylindrene i en Stöhrersk magnetoelectrisk Maskine, hvilke Forsög findes beskrevne i Pogg. Ann. for Aaret 1844 B. LXI. S. 431. Disse Forsög ere ~ imidlertid saa faa, at intet Resultat deraf med Sikkerhed kan uddrages. "Paa en fra det Anförte heel forskjellig Maade, som jeg her nærmere skal have den Ære at angive, er jeg bleven ledet til at undersöge Lovene for den gjensidige Af- hengighed mellem Kræfterne. Den förste ledende Tanke fattede jeg ved at overveie det bekjendte - ,D’Alemberts Princip om de tabte Kræfter”. Det blev mig nemlig klart, at medens man ved ,de tabte Kræfter” kun forstaaer de Dele af de anvendte Kræfter, som gaae tabt for den tilsigtede Virkning, saa indtræffer der dog i Virkeligheden overalt, hvor materielle Modstande ere tilstede, et andet aldeles bestemt Tab af bevegede Krefter, naar et Legeme bevæger sig formedelst en meddeelt mechanisk Virksomhed. Den meddeelte Virksomhed forplantes nemlig under den stedfindende Bevægelse til de materielle Dele, som Legemet træffer under Bevægelsen. De Dele, der saaledes erholde en Bevægelses- mængde, meddele paa samme Maade denne til de omgivende. materielle Dele, og dette vedbliver uden Ophör. Den meddeelte mechaniske Virksomhed taber sig saaledes mere og mere i de materielle Modstande, dens Betydning som bevegende Kraft maa altsaa dermed efterhaanden forsvinde, og saafremt denne er den anvendte Krafts eneste Virke- form, maa dens Betydning som virkende Aarsag dermed forsvinde. Men den. Tanke, at en Virksomhed skulde kunde: forsvinde i det Legemlige uden igjen at fremtrede som virkende Aarsag, forekommer mig fornuftstridig, og jeg tör derfor vove at paastaae, at Vidensk. Selsk..Skr. ,,5 Række,:naturv, og math. Afd,.2 Bind. ; . { 17 130 Kræfterne, uden Undtagelse, kun undergaae en Formforandring, naar de synes at for- svinde, og fremtræde derpaa igjen som virkende Aarsager à samme Størrelse men à forandrede Former. Naar for Exempel en bevægende Kraft anvendes paa at bevæge en Masse henad en Bane, da vil den hele anvendte Virksomhed være medgaaet til at overvinde Frictionen, Luftmodstanden etc., naar Legemet er standset; den anvendte Bevægelsesmængde er for- svunden som Bevægelsesmængde; men den er ikke tabt, og den maa uophorlig vere virksom; ja vi merke den ogsaa igjen, men i en ny Form, som Varme, Electricitet etc. Eller naar Varmen udvider en Damp eller Luftart, da formindskes Temperaturen, naar ingen Tilströmning af Varme under Udvidelsen finder Sted. Men Virksomheden er derved ikke gaaet tabt, thi der er frembragt en Bevægelsesmængde under Udvidelsen. Sammentrykkes en Luftart eller Vedske, da medgaaer hertil en Bevegelsesmengde ; men heller ikke denne er forsvunden, den fremtræder ligeledes under andre Former som Varme etc. Naar modsatte Electriciteter forenes, da ophörer Virksomheden i de oprindelige Former; men den fremtræder som Varme, Magnetisme etc., og naar modsatte chemiske Stoffer forenes, da træde Kræfterne frem i andre Former, men i Størrelse svarende til Graden af Modsætning mellem de electropositive og electronegative Stoffer, eller med andre Ord, i Forhold til det chemiske Slegtskab. Da den magnetoelectriske Strôm fremkommer ved Indvirkning af en beveget Magnet paa en electrisk Leder, saa kan deraf sluttes, at det er den mechaniske Virksomhed, som overgaaer i magnetoelectrisk Virksomhed o. s. fr. Den Sætning, at naar en Virksomhed forsvinder, da fremtreder derved en anden af samme Storrelse, skal i det Félgende, som jeg haaber, blive beviist at vere stemmende med Erfaring; men at min förste Grundtanke heller ikke er urigtig, at Kræfterne ere de samme, kun fremtrædende i forandrede Former, det forekommer mig tillige klart. Den Indvending kunde nemlig fremfores, at, om det kan ansees for afgjort, at enhver ny fremtrædende Virksomhed staaer i Forhold til den tabte Kraft, saa er deraf ikke en nöd- vendig Følge, at det netop er den table Kraft, som fremtræder, da man muligen kunde antage, at den table Kraft blot opvækker en anden, men selv forsvinder. Dog, saavist som vi see den nye Virksomhed at fremtrede, saavist er det og, at den indre Aarsag, som har frembragt den nye Virksomhed, hvad enten denne er Varme eller Electricitet, mecha- nisk eller magnetisk Virksomhed etc., er meddeelt paa den Virksomheds Bekostning, som det meddelende Legeme havde; og idet det altsaa maa indrômmes, al Aarsagen til de nye fremtredende Virksomheder kan meddeles, saa indrémmes det med det samme, at Grund- krefterne ere de samme, men at Virkningsmaaden eller Formen er forskjellig. Det var Tanken om Krefternes Uforgengelighed og deres bestandige Virksomhed, som hos mig har fremkaldt Lysten til at undersöge Lovene for Krefternes Afhængighed Set _ af hinanden, og det er med Fölelsen af, at denne Tanke umuligt kan vere uriglig, at jeg alt i henved en halv Snees Aar med inderlig Glæde har’ opoffret en stor Deel af min Fritid til at betragte og overveie Rigtigheden heraf. I den forelöbige Afhandling, som jeg med en Skrivelse af {ste November 1843 tog mig den Frihed at tilstille det hôitærede Kongelige Videnskabernes Selskab, har jeg deels sammenstillet Resultaterne af alle tidligere mig bekjendte vigligere Forsög, denne Sag betreffende, og viist, hvorledes disse stemme overeens med det ovenfor udtalte Princip for de table Kræfter, deels har jeg deri fremstillet nogle Rækker af Forsög over den ved Friclionen frembragte Varme, hvilke Forség jeg havde anstillet ved et af mig sely for- ferdiget og sammesteds beskrevet Apparat. De deri beskrevne Forség vare forelagne med Messing, Zink, Bly, Jern, Lindetre og Lindetre omviklet med Flonel, alt glidende paa Messing. Ved den Messingstang, hvorpaa Glidningen af de forskjellige Legemer fandt Sted, blev Udvidelsen formedelst den deri frembragte Varme, tilligemed den ved Gnidningen frembragte Friction, bestemt for hvert enkelt Forség, og jeg skal her kun tillade mig at fremhæve Resultaterne af de forskjellige Forsögs-Rakker. Naar Frictionen ved Messing, glidende paa Messing, under en Belastning af circa 31 &, tages som Eenhed for Frictionen, og den ved samme opvekkede Varmemengde ligeledes tages som Eenhed for Varmemengden, da kan Resultatet fremstilles i efterstaaende Oversigt : Belastning, HER Se TEE RE ren Anmerkning. 1 Tores À | valgte enhed. | dass ur, ved hed. 1 Messing Messing 883 2,19 2,17 Under alle Forsög 2 Messing Messing 534 1,29 21.83 blev den samme Længde che Messing | Messing 31 1,00 1,00 af Banen gjennemlöbet 4 Zink Messing 534 - 1,84 * 2,08 * af den derpaa bevægede 5 Zink Messing 31 1,24 1,20 Slæde. 6 Bly Messing 31 1,77 1,76 7 Jern Messing 531 1,74 1,80 8 Lindetræ Messing 534 1,68 1,66 Lindetræ 9 "belagt med! Messing 534 1,49 * 1,57 * Flonel mm ee RO hvoraf jeg dengang allerede troede mig beretliget til at slutte, at de frembragte Varme- mængder forholde sig som de tabte bevægende Kræfter; idet jeg bemærkede, at de med * dire 132 betegnede Middeltal, der afvige mest, deels ere bestemte af de færreste Forség og deels bestemte af saadanne Forsög, hvis Resultater afvige temmelig meget fra hinanden indbyrdes. Jeg gjorde derefter Forsög med Messing, glidende paa Messing, for at bestemme, om Hastigheden havde nogen Indflydelse paa de frembragte Varmemængder; disse Forsög viste, at Hastigheden, der varierede fra 1 til 6 Fod i Secundet, aldeles ingen Indflydelse har; den frembragte Varmemængde blev ligestor, enten Hastigheden var stor eller lille; og jeg oplyste ogsaa deri, at da Frictionen, ifålge Coulombs Forsåg (Theorie des Machines simples, p. 100) næsten ikke afhænger af Hastigheden, naar Metal glider paa Metal, saa maa den hele tabte Kraft være-den samme, enten Hastigheden er stor eller lille. Med Messing, glidende paa Messing, foretog jeg ogsaa Forsøg for at bestemme, om ikke den kortere Messingstang paa Slæden, der glider hen over Banen, blev i samme Forhold varmere, end den længere Messingstang paa Banen, som den sidste Stang var længere end den fårste; thi da begge Stænger havde samme Gjennemsnitsareal, saa maalte dette være Tilfældet, hvis det fremsatte Princip for de tabte Kræfter er rigligt; og For- sögene stadfæstede dette. At alle disse Forség blev jeg saaledes kun yderligere bestyrket i min Tanke, og jeg fremsatte alt dengang, som min Overbeviisning, at det er en almindelig Naturlov, at »naar en Kraft sandseligt forsvinder, da undergaaer den blot en Formforandring og bliver derpaa virksom under andre Former.” Jeg henpegede paa, »at der i Virkeligheden ogsaa stedse fremkomme andre Kræfter, hvor nogle forsvinde”, og bemærkede, at denne Sætning maa antages for almindelig gjældende om alle Kræfter, ,saa at for Exempel, naar chemiske Kræfter tilintetgjöre hinandens Virkning, da er i Virkeligheden Kraften kun i Formen til- intetgjort, men den fremtræder i sin oprindelige Störrelse under andre Former.” Til større Tydelighed anförte jeg, „at naar man for Exempel antager, at den hele Virkning, der i Tiden t, formedelst en vis bevægende Kraft, er tabt, kan betegnes ved q, saa maa den nye fremtrædende Virksomhed være at sætte lig q; og jeg slultede denne forelôbige Af- handling, idet jeg fremhævede, ,at ved den fuldstændige Beviisfårelse for Umuligheden af et Perpetuum Mobile, synes denne Sætning saa paatrængende nödvendig, at uden denne tor ethvert saadant Beviis betragtes som falsk. Tanker man sig nemlig en bevægende Kraft anvendt paa en ret fordeelagtig Maade paa en saadan Maskine, saa erholdes derved ikke alene en vis Bevægelsesmængde, der fremkommer tillige andre virksomme Kræfter, saasom Electricitet, Varme o. s. v.; men dersom man nu havde indrettet det Hele saa- ledes, at ogsaa disse Kræfter kunde opsamles og benyttes ret fordeelagligt til at frembringe Bevægelse, saa spørges, om den paa saadan Maade erholdte Virkning ikke vilde være istand til at frembringe en större Virkning end den oprindelige Kraft. Her er der da aabenbart ligesaa stor Grund til at forvente en större som en mindre Virkning, naar man ikke vil antage, at netop den samme derved vilde fremkomme, og man seer saaledes, at 133 om man ikke lår antage den fremsatte Sætning som riglig, saa tör man heller ikke af- gjôre, om det nogensinde vil lykkes at construere et Perpetuum Mobile.” I Anledning af denne forelöbige Afhandling havde det hüilærede Selskab den Godhed at udvælge en Comitee til at bedömme, hvorvidt mine Forsög og navnlig Sagen selv fortjente nogen videre Opmerksomhed, og jeg maa tilstaae, at kun faa Ting har glædet mig saameget, som det Bifald den hôitærede Comitee og senere det hôitærede Sel- skab ikke alene skjænkede denne Sag, men ogsaa de af mig derfor udförte Arbeider +), Først nu har jeg sect mig istand til at kunne forelægge Selskabet nogle Forség, foretagne med det Apparat, som jeg ved Selskabets godhedsfulde Understöttelse har ladet udförc af Hr. Mechanicus Poulsen. Endskjöndt Forsögenes Antal og Omfang endnu kun ere ringe, saa forekomme de vundne Resultater mig alt af temmelig almindelig Interesse, hvorfor jeg ikke har kunnet negte mig selv den Fornöielse at fremsende disse. Det Apparat, som jeg ved det håitærede Selskabs Hjælp har ladet forfærdige og hvoraf. jeg har betjent mig ved Udfårelsen af efterfålgende Forsüg, har jeg construeret efter den samme Grundtanke, hvorefter det af mig tidligere indrettede Apparat var udfört. Det bestaaer af et meget solidt Underlag, der bærer 2de Egetræes Vanger , hvorpaa pris- matiske Stænger af det Legeme, hvis Friction og Frictionsvarme man vil undersåge, kunne anbringes. Belastet med Kanonkugler glider herpaa en Slæde, der underneden ligeledes er belagt med Stænger af det Legeme, hvis Friction og Frictionsvarme man vil bestemme; herved opvækkes en Varmemængde i Stængerne, hvorved disse udvide sig, og af Udvidel- sen af Skinnerne kan man ifölge Legemernes bekjendte Udvidelsescoefficienter let bestemme de frembragte Varmegrader. Udvidelsen af Stængerne maales med et Sphærometer; Frictionen maales ved Hjælp af et Morin's Dynamometer med Dreieskive, construeret ganske saaledes, som det Morin benyttede til sine Forsøg over Frictionen. Apparatet er afbildet paa Tabel I. Fig. 1, 2, 3 og 4. Fig. 1 viser Apparatet fra Siden, og til stôrre Tydelighed er den bageste Deel viist som et Gjennemsnit. Fig. 2 viser Apparatet seet fra oven, og Fig. 3 viser et Gjennemsnit paa Tvers af samme. Paa de forskjellige Figurer ere de samme Stykker betegnede ved samme Bogstaver. Banens Vangestykker a ere forfærdigede af 2} Tom. tykke, 12 Tom. brede og 7 Fod lange Egeplanker. I Overkanten af disse Vanger er nedlagt en Bane af Pukkenholt b, der tjener som fast Underlag for Stængerne c, hvorover Slæden S bevæges. Slængerne paa Banen ere fastsjorte bag til ved Træskruer d, de ligge iôvrigt löse hen over Van- gerne; de ere styrede ved et tilstrækkeligt Antal Jernklamre, men kunne frit udvide sig fremad. Paa ganske lignende Maade er Slæden construeret, kun med den Undtagelse, at her ere Stængerne fast forbundne til Forkanten af Slæden og kunne frit udvide sig tilbage. *) Oversigt over det Kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger i Aaret 1844. 134 Et Gjennemsnit af Stængerne c og Forbindningen ved Klammerne, saavel til Banen, som til Slæden, sces i virkelig Størrelse i Fig. 4. For ikke at forrykke Stængerne ud af deres rette Stilling, maa Slæden kun glide paa Banen, naar den gaaer fremad; naar Slæden skal tilbage, da lôfles den over Banen ved at hæve de ydre Vanger f om Axelen e til den punkterede Stilling gh. Slæden er da forandret til en Vogn, der paa de 4 Hjul à löber let tilbage paa de ydre Vanger, uden at Friclions-Stængerne beröre hinanden. Ved der- paa at senke Vangerne f bringes igjen Slængerne til at beröre hinanden, og Forsöget kan da begynde forfra. Fremad bevæges Sleden ved et Sving k og en Valse I formedelst Touget m over Tridserne n. En Skive o dreier sig under Slædens Bevægelse formedelst en Snor, der er lagt om et Snorlöb under Skiven, og er fastgjort i begge Ender af Banen. Vinkelhastigheden af Skiven bliver derved proportional med Hastigheden af Sieden. En Stift p igjennem det over Skiven staaende Dynamometer tegner under Skivens Bevegelse en krum Linie paa denne, og den Friction, som i et hvilketsomhelst Punkt af Banen har fundet Sted, bestemmes ‘da let, naar man af den hertil svarende Vinkelafstand paa Skiven, bestemmer det tilsvarende Punkt paa den beskrevne Curve. En Maalning af Afstanden fra Skivens Omdreiningsaxe til dette Punkt er da tilstrækkelig for at bestemme Frictionen i det omhandlede Punkt af Banen. Naar Sleden beveges tilbage, da virker ingen Kraft paa Dynamometret, og Spidsen beskriver en Cirkelbue. Denne har jeg kaldt Nulpunktcirkelbuen. Ved Frictionen, der kan vere forskjellig for de forskjellige Punkter af Stængerne, opstaaer en Varmemengde, der ligeledes kan være forskjellig for de forskjellige Punkter af Stengerne. Totalvirkningen af den frembragte Varmemengde maales ved Stængernes Udvidelse. Da det altsaa er Integralet af alle de enkelte Varmevirkninger, der maales med Sphærometret, idet man maaler Udvidelsen, saa kommer det ogsaa an paa at finde Integralet af alle de enkelte Frictionsvirkninger, under hele Bevægelsen. Den hele Virk- somhed, der medgaaer til at overvinde Friclionen, er lig Summen af alle de forskjellige Friclioner under hele Bevægelsen, hver multipliceret med Længden af den Vei, som med denne Friction gjennemlobes. Deles den Vinkel, som Skiven under hele Bevægelsen dreies, i m ligestore Vinkler, og antages Tallet m saa stort, al Frictionen under Bevægelsen gjennem hver af disse m Vinkler kan ansees som constant; betegnes hver af de smaa Vinkler med x, og Frictionen deri successive ved F1, Fe, Fa,...... Fm, da maa den samme Frictionsvirkning under hele Bevegelsen vere proportional med w (Fi + Fo + Fs +..... Fm): . Men da den Længde af Banen, der gjennemlöbes, under alle Forsög er den samme, saa er m.æ en constant Störrelse, og den hele anvendte Virksomhed bliver saaledes proportional med Fi + F2 + Fs +...» Fm m eller med Middelfrictionen. Jeg har imidlertid for Simpelheds Skyld 135 bestemt Middelfrictionen af Dynamomelrets Middeludvidelse, istedetfor at beregne den af de enkelte Friclioner Fi, Fe, Fs,...... Fn, der først selv skulde beregnes af de erholdte Udvidelser af Dynomometret. Sphærometret, som jeg benyttede ved Maalningerne, er construeret saaledes, som det er afbildet Tabel II, Fig. 1. For med dette Instrument nöiagligt at kunne maale Skin- nernes Udvidelse, er foran paa Banen og bag paa Sleden fastskruet 3de planslebne Glas- plader, ved Hjælp af Messingplader. Igjennem hver af disse Messingplader er i Midten boret et cylindrisk Hul af 2de Liniers Diameter, hvorigjennem Staalfödderne beröre de planslebne Glasplader. Derved holdes Sphærometret under hver Maalning omtrent paa samme Sted og i samme Stilling imod Frictionsstangen. Maaleskiven paa Sphærometret er deelt i 360 hele Grader, hvoraf hver Grad igjen er deelt i tvende halve. Alt er ind- rettet saaledes, at Staalskruens Endepunkt staaer lige ud for Stangen, hvis Udvidelse skal maales; naar man da bestemmer Gradeantallet paa Sphærometret, svarende. til Stangens Længde får og efter Udvidelsen, da kan Udvidelsens Stårrelse deraf beregnes. , For at bestemme, hvormeget Skruen paa Sphærometret rykker frem ved en Om- dreining af 1 Grad efter den inddeelle Skive paa Spherometret, har jeg foretaget folgende Maalning: Et paa begge Endeflader. parallelslebet og poleret Glasprisma af omtrent 20 Milli- metres Længde blev maalt först med mit og derpaa med den polytechniske Læreanstalts Sphærometer; mit Sphærometer befandtes netop. at maatte omdreies 62 Gange for at rykke Skruen saa langt frem, som Prismet var langt. Den polytechniske Læreanstalts Sphæro- meter, der er deelt i 2000 Dele maatte derimod omdreies 50 hele Omgange og dertil endnu 1690 Dele efter den inddeelte Sphærometerskive; hvoraf fôlger : at 62 x 360° — 22320? paa mit Sphærometer er lig 50 x 2000 + 1690 = 101690 Dele efter Læreanstaltens Sphærometer, der er saa fiint, at 1 Omdreining af Skruen rykker denne 2 Millimeter frem eller tilbage i Retning af Længden. Een Decl paa Deleskiven af delte Sphærometer flytter altsaa Skruen 3050: 3 = 0,0002 Millimeter; 22320" efter mit Sphærometer er fölgelig lig 101690 >< 0,0002mm = 20,3380mm, hvoraf fölger, at en Dreining af Sphærometerskiven af 1 Grad frembringer en Flytning af Skruen i Retning af Længden af: 0,0009112 Millimetre. Forsøg bleve derefter anstillede for at bestemme den trækkende Krafts Størrelse i Forhold til Udvidelserne af Dynamometret. Slæden S blev opstillet paa Forsiden, og forskjellige Vægte fra 0 til 8 Lispund bleve ophængte i Dynamometret; Stillingen af Kraflviseren p blev nôiaglig observeret for hver af de ophængle Vægte, og Diametren af de tilsvarende Cirkler paa Skiven o bleve maalte i Millimetre. Herved fik jeg folgende Tabel over den diametrale Udvidelse af Dynamometret, svarende til de anvendte trækkende Kræfter. 136 ; : | Den diametrale Udvi- Nummer. | eyumbtende lente fee over Done meme SIEB den trækkende Kraft. ma 1 0 Lispund fs 00e 2 1 Lispund | 206,92 nem 3 2 Lispund 218,98 24,6™™ 4 3 Lispund | 230,2mm SE 5 4 Lispund 241,20" Anm 6 5 Lispund 251,4” Sag na 7 6 Lispund 261,5 "m (re 8 7 Lispund TRES ARE i 9 8 Lispund 280,3 mm 86,0mm Man seer heraf, at de diametrale Udvidelser ere næsten proportionale med de til- trækkende Kræfter. Naar man derfor ved p betegner den trækkende Kraft, udtrykt i Lispund, og ved u betegner den hertil svarende diametrale Udvidelse, udtrykt i Millimetre, da kan man sælte u—A.p+B.p° hvor de constante Coefficienter A og B kunne bestemmes ved Hjælp af ovenstaaende Tabel ifélge de mindste Qvadraters Methode; man finder da: A = 12,676 B — = 0,2394 og altsaa u = (12,676 — 0,2394.p)p Denne Ligning oplöst med Hensyn til p giver: p = 26,474 == \/ 700,900 FAT ana. (2 hvoraf Middelfrictionen p lader sig beregne, naar den diametrale Middeludvidelse ifölge den beskrevne Frictionscurve er beregnet. Jeg skal nu have den Ære at fremstille Resultaterne af de med det her beskrevne Apparat anstillede Forsüg. I efterfolgende 4 Rækker af Forség var saavel Banen som Slæden underneden belagte med Frictionsstenger af Messing. Enderne af disse Stenger vare ‘blankt polerede, for at Spherometret kunde have en jævn Overflade ‘at beröre. Udvidelsen af Stengerne blev maalt paa Banen. i Forségs;Rekke Nr. 1. ? | Slædens Vægt med Belastning var 513 &. For denne Belastning bleve 4 Forsögs- curver beskrevne og udregnede. © Ifélge disse var Middelkrafien, hvormed Sleden blev bevæget, 1138 & 121,7 , 1158 , 1128 , Summa 464,1 &, hvoraf Middelfrictionen = 116 &. Sphærometergraderne, svarende til denne Belastning fandtes at vere: 1ste Forsög 10,0 Grader enkelt Forsög. -2det — 13,0 — — — 3die — 15,0 — — — 4de — 125 — — — Sle — 140 — = — bee — 100 — — — Yde — 10,25 — — — Ste — 25,0 — et dobbelt Forsög hvoraf Middeltal an — 12,19 Sphærometergrader. Forsôgs-Række Nr. 2. Slædens Vægt med Belastning var 353 #. For denne Belastning bleve 5 Frictionscurver beskrevne, udmaalte og udregnede. lfölge disse var Middelkraften, hvormed Slæden blev bevæget: 78,7 % 16 76,2. 5 747 » 73,205 Summa 379,5 tt; hvoraf Middelfrictionen — 75,9 &. Spherometergraderne, svarende til denne Belastning, fandtes at vere: ste -Forsög 8,0 Grader enkelt Forsög 2det — 15,75 — dobbelt Forsög Sdierete=serl PSS on me = Ade — 12,75 — — — 5te PAS Ore — — 6te BEIDE 54 Ba _ — Summa 84,25 Grader, hvoraf Middeltal bliver 2 — 7,66 Gr. n Vidensk. Selsk. Skr., 5 Rekke, natury. og math. Afd. 2 Bind. 18 138 Forségs-Rekke Nr. 3. Sledens Vægt med Belastning var 193 %. For denne Belastning bleve 5 Forsögs- curver beskrevne og Middelkraften deraf udregnet, som fandtes at vere: 43,8 % 42,3 , 443 , 423 » 45,8 , Summa 218,5 ti, hvoraf Middelfrictionen = 43,7 t. Sphærometergraderne, svarende til denne Belastning, vare: Aste Forsög 8,25 Grader dobbelt Forsög 2det — 85 — — — sdie — , 8373 = — — Ade — 7,75 — — 5te — 9,5 — — — Summa 42,75 Grader, hvoraf Middeltallet = 4,275 Grader. Forségs-Rekke Nr. 4. Den hele Belastning var 89 #. For denne Belastning bleve 3 Forsögscurver be- skrevne og udregnede. Disse gave Middelkraften 21,7 & 2300 or, Summa 67,6 & , hvoraf Middelfrictionen = 22,5 &. Sphærometergraderne, svarende til denne Belastning, vare: ste Forsög 4,75 Grader dobbelt Forsög 2det — 875 — fürdobbelt Forsög 3die — 9,0 — — — Ade — 2,25 — enkelt. Forség Ste 49/2325) i — = 6te — 2,25 — — — We — 21 = - — Ste — 2,0 — — — Yde — 2,2 — — — Summa 35,55 Grader, hvoraf Middeltallet = 2,22 Grader. I efterfölgende 3de Rækker af Forsög var Banen belagt med Frictionsstenger af Messing, Sleden med Frictionsstenger af Zink. 139 Forsögs-Rakke Nr. 5. Den samlede Belastning var 513 #&. For denne Belastning bleve 2de Forsögs- curver beskrevne, og Middelkraften deraf udregnet; Middelfrictionen var — 123,5 #. Uapidelsen af Messingskinnen blev maalt; Sphærometergraderne, svarende hertil, vare: ste Forsög 21,25 Grader dobbelt Forsög 2det — 28,5 — — — die — 25,25 — — — 4de — 12,5 — enkelt Forsög bte — 27,25 — dobbelt Forsög be: — 225 — — = Yde — 12,0 — : enkelt Forsög Summa 149,25 Grader, hvoraf Middeltallet — 12,44 Grader. Forségs-Rekke Nr. 6. Belastningen, hvorved Frictionen opstod, var 233 &. For denne Belastning blev en Dobbeltcurve beskrevet, og Middelfrictionen deraf udregnet. Middelfrictionen var — 58,4 #. Udvidelsen af Zinkstangen blev maalt med Sphærometret; den var ste Forsög 7,25 Grader enkelt Forsög 2det — 17,5 — dobbelt Forsøg S36, — pil — pe ca Ade — 16,5 — — — Seu, , m 46:0 ee le: == A0 ee THB Ae5e a eee Summa 106,50 Grader, hvoraf Middeltallet er — 8,2 Sphærometergrader. Forségs-Rekke Nr. 7. Under samme Belastning og övrige lige Omstændigheder, som ovenfor i sjette Forségsrekke, allsaa under en Middelfriction — 58,4 &, blev Udvidelsen af Messingstangen paa Banen maalt med Spherometret; det hertil svarende Gradeantal var : ste Forsög 11,25 Spherometergrader dobbelt Forsög __2det — 11,25 — 00 Summa 22,5 Grader, hvoraf Middeltallet = 5,625 Grader. 18* 140 Under de 3de efterfölgende Rækker af Forsög vare baade Banen og Sieden be- lagte med Frictionsstænger af Zink. Udvidelsen ved Frictionsvarmen blev maalt paa Banen. Forsôgs-Række Nr. 8. Den hele Belastning var 513 &. Middelfrictionen yar 120,7 &. Spherometret viste en Flytning Aste Forsøg 16,5 Grader enkelt Forsög Sdet gie 2. "AT Silla AD ET nn AR MO nn HE eons 160 ride Be A. — ner Summa 98,75 Grader, hvoraf Middeltal = 16,46 Sphærometergrader. Forsôgs-Række Nr. 9. Den hele Belastning var 353 &. En Frictionscurve blev beskrevet under Forsögene, og Middelkraften deraf udregnet; jeg fandt: ; Middelfrictionen — 75,9 #. Spherometergraderne, svarende til Udvidelsen af Frictionsstangen paa Banen, vare: iste Forsög 11,25 Grader enkelt Forsög. ieee ODS mer ED Sdie. AUS ae ee ie es pe See LOR Se oe Gio Die pme = ED Dr — Sie ee 9de — 23,00 — dobbelt Forsög. Summa 109,12 Grader, hvoraf Middeltallet — 10,91 Grader. Forségs-Rekke Nr. 10. Hele Belastningen var 89 &. Tvende Frictionscurver bleve beskrevne,. udmaalte, og Middelkraften deraf udregnet for hver af de to Curver; disse vare: 20,8 % 24,0 „ 44,8 %, hvoraf Middelfrictionen = 22,4 & Ved Maalningen af Udvidelsen med Sphærometret fandtes: 1ste Forsøg 3,75 Grader enkelt Forsög 2det — 325 — — — 3die — 9,5 — tredobbelt Forsög 4de — 75 — dobbelt Forsög Bier = PTS = Rp 6te — 15:9 — — — Yde — 7,925 — — = Ste — 3,75 — enkelt Forsög Ye — 2,75 — — = 10de — 2,75 — = = dite».— 9,5 — tredobbelt Forsög. Summa 61,25 Grader, hvoraf Middeltal — 3,22 Grader. Forsôügs-Række Nr. 11. Forsög med Blyskinner glidende paa Messing under en Belastning af: 197 &. En tredobbelt Frictionscurve blev beskrevet, og Middelfrictionen deraf udregnet; denne var: 106,0 #. Udvidelsen maalt paa Messingstangen paa Banen. Spherometret gav: Iste Forsög 11,25? 2det — 10,0° 3die — 12,25? Middeltal 11,16 Grader. Da Frictionen steg under samme Belastning, saa blev en ny tredobbelt Frictions- curve beskrevet. Middelfrictionen var ifélge denne Curve: 123,4 à og Udvidelsen af Messingstangen paa Banen blev maalt; Spherometret gav: {ste Forsög 13,0° 2det — 13,0? Middeltal 13,0 Grader. Forsôgs-Række Nr. 12. Forsög med Jernskinner glidende paa Messing under en Belastning af: 353 U. En tredobbelt Frictionscurve blev beskrevet, hvoraf Middelfrictionen Udvidelsen af Messingstangen paa Banen ved Frictionsvarmen blev maalt med Sphæro- =581 a. melret og fandtes at være: 142 1ste Forsøg gav 7,0 Sphærometergrader 2det — — 6,0 — die — — 70 — Middeltal 6,67 Grader. 2. Udvidelsen under samme Friction maalt paa Jernskinnen paa Slæden. ste Forsög gav 4,0 Sphærometergrader 2det — — 4,0 — 3die — — 4,0 — Ade — — 3,75 u 5le — — 3,75 — Middeltal 3,90 Grader. Forsögs Række Nr. 13. Forsøg med Messingstenger, glidende paa Messing under en Belastning af: 353 tt. Under denne Belastning blev en tredobbelt Frictionscurve beskrevet. Middelkraften var ifölge denne: 64,2 #. 1. Udvidelsen af Messingstangen paa Banen, udtrykt i Spherometergrader, var: Aste Forsög 5,25 Grader | 2det — 6,75 — 3die — 6,0 — Middeltal 6,00 Grader. 2. Udvidelsen af Messingstangen paa Slæden under samme Middelfriction 64,2 & var: 1ste Forsøg 5,5 Sphærometergrader. 2det — 4,5 — -3die — 3,75 — Ade — 7,5 — Sle — 45 — bee — 5,5 — Middeltal 5,21 Grader. Forsôgs-Række Nr. 14. Forsög med Blystenger paa Sleden, glidende paa Messingstenger paa Banen. Belastningen var: 89 %. Under denne Belastning blev en fiirdobbelt Frictionscurve beskrevet og udregnet. Middelfrictionen ifölge denne: 30,2 . Udvidelsen af Blystangen paa Slæden blev maalt. Spherometret gav: Aste Forsög 8,5 Sphærometergrader 2det — 9,25 — 3de — 8,25 — 4de — 10,25 = 5te — 12,0 — 6te — 11,0 — Middeltal 9,875 Grader. Sædvanlig vare Forsögene enkelte, hvori Sleden kun een Gang blev bevæget hen over Banen, for Udvidelsen af Frictionsstangen blev maalt med Sphærometret. I de Forsög, som ere betegnede dobbelt, tredobbelt etc. Forség, blev Slæden bevæget 2, 3 etc. Gange hen over Banen, får Udvidelsen blev maalt, hvilken Udvidelse da ogsaa fandtes at være 2, 3 etc. Gange saa stor som i det enkelte Forsög, naar kun Tiden fra Forsögets Begyndelse til dets Ende blev tilstrækkeligt lille. Ved de Belastninger af Slæden, som have været anvendte, har jeg først overbeviist mig om, at ingen blivende Strækning i nogen af de benyttede Frictionsstænger har ind- fundet sig under Forsögene; idetmindste troer jeg, at denne maa have været saa ringe, at den uden Feil kan udelades af Betragtning; thi, saavidt jeg har kunnet skjønne, have Stængerne indtaget deres tidligere Længdemaal, naar Temperaturforôgelsen har sat sig. Jeg har dernæst fundet, at der netop udvikles ligesaamegen Varme i Stængerne paa Slæden, som i Stængerne paa Banen, hvilket ligger i Sagens Natur, hvis det frem- satte Princip er rigtigt; thi gnider et Punkt af Slæden paa m Punkter af Banen, saa gnides ogsaa dette ene Punkt af alle de m Punkter af Banen; det betragtede Punkt af Slæden maa altsaa derved erholde en Bevægelsesmængde lig den, som samtlige m Punkter af Banen er- holder. Det er derfor ogsaa klart, at Varmegraderne, i Stænger af samme Metal og Gjennem- snitsareal paa Sladen og paa Banen, maae forholde sig omvendt som Længden af Stengerne. Forskjellige Forsög, foretagne med ulige Hastigheder af Sleden, bekræftede de af mig tidligere udférle Forsôg, som beviste, at Hastigheden ingen Indflydelse har paa Stör- relsen af den frembragte Varme. Endelig vil efterfålgende Tabel over de erholdte Resultater af de foretagne For- sög over Varmeudviklingen ved Friction udvise, at de frembragte Varmemængder ere proportionale med de tabte Virksomheder. Den Længde af Banen, som i alle disse Forsög er gjennemlöbet af Slæden, er: ÆlifHodrellereglet HOMO Sunsb VA, Asai s Wily 56741012900 Længden af Messingstengerne under Sleden er . . . . . . . . . 438™™ Længden af Zinkstængerne under Sieden er . . . . . . . . . . 43 mm Længden af Jernstengerne under Slæden er . . . . . . . . . . 434vm Længden af Blystængerne under Slæden er . . . . . . . . . . A437vm Ant Fr ESS oss gg | gy LL LE. er bestemt. æ Fod. 4 | Messing | Messing | Paa Banen 9 513 116,0 476,8 12,19 2 = — — 11 353 75,9 312 UES > 3 == — — 10 193 43,7 179,6 4,275 4 — — — 16 89 22,5 92,5 2,22 5 Zink — — 12 513 123,5 507,6 12,44 6 — — |Paa Slæden| 13 233 58,4 240,0 8,2 7 ker — Paa Banen 4 233 58,4 240,0 5,63 8 — Zink — 6 513 120,7 496 16,46 9 = = — 10 353 75,9 312 10,91 10 er ei = 19 89 22,4 92 3,22 11 Bly Messing — 3 197 106,0 435,7 11,16 12 — = — 2 197 123,4 507,2 |. 13,00 13 Jern — — 3 353 58,1 238,8 6,67 14 — — Paa Slæden 5 353 58,1 238,8 3,90 45 | Messing — Paa Banen 3 353 64,2 263,9 6,00 16 = — Paa Slæden 6 353 64,2 263,9 5,21 17 Bly — — 6 89 30,2 124,1 9,875 De ved Friclionen udviklede Varmegrader, der findes anførte i den 13de verticale Colonne, lade sig nemlig let beregne, naar man bemærker, at formedelst en Temperatur- tilvæxt af t? udvides en Stang af Længde I™ og Udvidelsescoefficient u sig et Stykke lig l.u.t Det hertil svarende Antal af Sphærometergrader s erholdes af Proportionen: 1° (Sphm): 0,0009112mm — 5°: 1.u.t, idet det ved directe Maalning er fundet, at en Lengdeudvidelse af Stengerne = 0,0009112™" svarer til 1 Grad efter Sphærometret. Af denne Proportion fölger den sögte Temperatur- forögelse t, man finder: Pe 0,0009112. s f = Lai EEE TESTER (1) 145 Gay day las | à Deniden betragtede Stang frem- Anmærkning. ao | (11) | (12) Vægten af den Deel af Fric- Den benyttede Den ved Fric- ee yt "ag ar rae LEE ari fad Dé obserreret. || beregnet. 0,0000187 0,46045 0,10809 0,101 2,50 0,6000187 0,0939 0,28934 0,06792 0,066 2,50 0,0000187 0,0939 0,16148 0,03791 0,038 2,50 0,0000187 0,0939 0,08386 0,01969 0,019 2,50 0,0000187 0,0939 0,46990 0,11031 0,107 0,775 0,0000294 0,0927 0,58048 0,01170 0,051 PER 7 ae 2,50 0,0000187 0,0939 0,21266 0,04992 0,051 Zinkstenger var saadan, 2,38 | 0,0000204 | 0,0927 0,39546 0,08725 Ds2osy zen denen nest Handelen; 2,38 0,0000294 0,0927 0,26212 0,05783 0,066 2,38 0,0000294 0,0927 0,07736 0,01707 0,019 A sce ia ne 2,50 0,0000187 0,0939 0,42155 0,09896 0,092 |) ögedes Frictionen, efterat 2,50 | 0,00c0187 0,49105 0,11528 Dior ns nenne ne ante 2,50 0,0000187 0,25195 0,05914 0,050 |’ af det afsatte Bly. 0,871 0,0000126 0,64986 0,06226 0,050 2,50 0,0000187 0,22664 0,05320 0,055 0,857 0,0000187 0,57961 0,04664 0,055 1,223 0,0000287 0,71744 0,02571 0,026 Er m Slangens Masse og w dens specifiske Varme, da er den Varmemængde, som Stangen modtager for at erholde Temperaturforögelsen t: DE Mr ar ie ET EE ER eS -(0) idet q er den i Eenhed af Masse indeholdte Varmemængde. Ifölge Formlen (2) ere de udviklede Varmemængder, som findes indförte i den 14de vertiéale Colonne, beregnede. Ved at sammenligne Tallene af Vertical-Colonnen (8) med de Tilsvarende af Colonnen (14) sees, at endskjéndt disse Tal ikke ere fuldkommen proportionale, saa nærme de sig dog Proportionaliteten saameget, som man kan vente af Middeltal af saa faa Forség, naar man desuden bemærker, at saavel Udvidelsescoefficienterne, som de specifiske Varme- mængder ikke ere bestemte serskilt for de forskjellige Stenger, men at kun de almindelig Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 19 146 angivne Tal for Udvidelsescoefficienterne og de specifiske Varmemængder ere benyliede. Da der udvikles ligemegen Varme i alle fire Metalstenger, saa bliver den hele udviklede Varmemængde fire Gange saa stor, som den der er anfört i Colonnen (14). Tages altsaa Summen af alle Tallene i Colonnen (8) og det fürdobbelte af Summen af alle Tallene i Colonnen (14) og divideres det Férste. med det Sidste, saa erholder man et Tal, som med Tilnermelse angiver den mechaniske Virksomhed, der er Ædqvivalent med Eenheden for Varmemængder. Man finder saaledes: opvarmet 1 Grad Celsius loftet 1 Fod (4 % Vand) = (1185,4 &) Ved Hjælp af dette Forholdstal og Tallene i den 8de verticale Colonne ere Tallene i den 15de verticale Colonne beregnede. Tidenskab: Selsk: Shr: FRakhe Naturv: og math Adele Bind À talding om Naturkrækterne- Label I zu | | See (mini 3 Men Use | ee A Ses = oe ee N = NA | 37608343210 7 2 a hind OC PT pal ‘. | Al . à a ‘ Mi . A ag ey Le aly ‘7 No ] [ee 4 fe } , > Le 1 . À i 2 i] ¥ = u fet + vial, "hy à Ht i N ’ ni KJ Le LA L ‘ ‘ N'a - 7 } 2 ng Fr u i À "rå, À i É = å ‘ ene nay rie . k >, | Å i% ” 3 ' 1 ae | : Pix i 18 i i ' i 4 i} . i U { AN { u ; > d i Å 1 LA. f IS 4 vi an bd ey © 4 ei | = À, RE Shi: ih ole yey en : L « 4 Re Hie “LE é à vt ag i y 5 U: u 4 > j = 1 LV MAT au vy Les rire A i i Di à b LE ome ir) 4 A Ty. i Sere es [Be SDS PS7 44076" opUurs UP JP OMY UDP? ee, 40/0 fl? UP UML] WE EME, “DULL fa. LY OAT mo Luyye) F Es ruge VIE “vu ba ‘QLD ya 7. Ay m 75725 > ws UP, Om Magnetens Indvirkning paa blödt Jern. L. A. Colding, Vandinspecteur. we Le ’ N = i bal sion SE che (y Irc den Grundtanke, som jeg tidligere har tilladt mig at udvikle, angaaende de for- skjellige Naturkrefters gjensidige Afhengighed, er jeg bleven ledet til en Række af Undersögelser over Magnetens Indvirkning paa blödt Jern, og endskjéndt jeg endnu ikke har naaet det Maal, hvortil jeg stræbte, saa har jeg dog paa Veien dertil erholdt for- skjellige Resultater, som jeg her forelobig skal tage mig den Frihed at fremsætte, fordi disse, ogsaa for sig alene, forekomme mig ret interessante. Min Opgave var nemlig, at bestemme de Love, hvorefter den electriske Ström udvikles af en magnetoelectrisk Maskine, men jeg stödte derved paa en Mengde Spörgs- maal, som först ved Hjælp af Forsög maatte besvares, og det er Besvarelsen af nogle af disse, som jeg her skal have den Ære at meddele. À , - Jeg tænkte mig en Række af Magnetböiler (Hesteskomagneter) stillede med af- vexlende Poler i Peripherien af en horizontal Cirkel, og derover i en given Afstand, en lodretstaaende Jerncylinder, omviklet med en silkebelagt Kobbertraad, hvorigjennem den electriske Strém, som opstaaer, naar Jerncylinderen ved en ydre Kraft drives hen over Rekken af Magnetpolerne, kunde afledes. Det forekom mig da klart, at da Magneterne aldeles intet miste af deres Kraft under denne Bevegelse, og den electriske Stréms Frem- bringelse alligevel finder Sted, saa er dette et Beviis for, at en Deel af den mechaniske Virksomhed, som meddeles Jerncylinderen under Bevægelsen, maa gaae tabt for Bevegelsen paa Grund af den ved Magnetpolerne bevirkede uophôrlige Forandring i Jerncylinderens Magnetisme. Men dette forekommer mig ogsaa ligefrem klart; thi naar Delene af en Jerneylinder, under visse Magnetpolers Indvirkning, bringes i en magnetisk Tilstand, saa ville disse ikke alene tiltrækkes og frastédes af de givne Magnetpoler, de ville og til- trække og frastöde hinanden gjensidigt, hvoraf en forandret Ligevegtsstilling imellem Delene indbyrdes vil vere en nödvendig Félge. Naar man da ved en ydre Kraft tvinger Jerncylinderen til at forlade den, for et Oieblik, betragtede Stilling imod Magnetpolerne, saa forandres derved Delenes magnetiske Tilstande, der alter have en Forandring i de gjensidige Tiltrækninger og Frastödninger til Folge. De herved mellem Jernets Dele fri- gjorte Kræfter, ville da bevirke en forôget indre Virksomhed, som kan fremtræde for os i en ny Form, saasom Electricitet. 150 For nærmere at kunne indlade sig paa de herhen hørende Undersøgelser er det imidlertid nödvendigt at kjende de Love, hvorefter visse givne Magnetpoler virke paa en blöd Jerneylinder, naar denne befinder sig i givne Afstande fra Magnetpolerne, og det er Lösningen af denne Opgave, under den Forudsætning, at Jerncylinderen er af uendelig smaa Dimensioner, som jeg her tager mig den Frihed at udvikle, haabende at detle mu- ligen vil kunne bidrage til Problemets almindelige Lösning, naar Jernmassens Form og Udstrekninger ere hvilkesomhelst. Forestiller man sig først, at tvende modsatte, ligesterke Magnetpoler befinde sig i et horizontalt Plan, og at umiddelbart derover, i ligestore Afstande fra Polerne, befinder sig en blöd, lodretstaaende Jerncylinder, hvis Diameter kun er lille i Sammenligning med Afstandene til Polerne, saa synes det klart, at Cylinderen i delte Tilfælde hverken kan blive nord- eller sydmagnetisk, og Spörgsmaalet bliver da, om Jerncylinderen i-denne Tilstand vil tiltrækkes eller frastödes af nøgen af Polerne. Professor Barlow’s Under- sögelser over Tiltrækningen af en Jernkugle paa en Magnetnaal *) kunde maaske ansees for at have besvaret dette Spørgsmaal derhen, at Jernet aldeles ingen Virkning har paa Magneten, naar delte befinder sig i ligestore Afstande fra Polerne, men da dette ialfald ikke forekommer mig lilstrekkeligt klart, saa foretog jeg derover fölgende Forség. Tre blöde Jerncylindre af forskjellige Diametre bleve efterhinanden ophængte i tynde Metal- traade, befæstede tit Enderne af Jerncylinderne. Cylindernes Axer antoge derved en lodret Stilling, naar de hang frit overladte til dem selv. Den største Cylinder havde en Diameter af 8,7 Linier og en Længde af 183 Linier; den Næststørste havde en Diameter af 2 Linier og 42 Liniers Længde; og den mindste Cylinders Diameter var omtrent } Linie. Udfor den nederste Ende af enhver af disse tre Cylindre kunde tvende ligestærke, sammensatte Magneter, der stilledes horizontalt paa et Bord, nærmes eller fjernes i Ret- ningen mod den Cylinder, hvormed man vilde experimentere, idet Magnelerne tillige kunde stilles under en hvilkensomhelst Vinkel med hinanden. Cylinderens forskjellige Stillinger under Experimentet blev aflæst, ved Hjælp. af en Kikkert, imod en i femtedeels Linier deelt Maalestok. Den tykkeste Cylinder viste, at naar de to Magneler med modsatte Poler, dan- nende en Vinkel med hinanden, bragtes i lige Afstand fra Enden af Cylinderen, saa blev denne stedse tiltrukket i Retningen af Diagonalen til Kræfternes Parallelogram. Men denne Virkning beroer imidlertid blot paa den store Diameter af Cylinderen; thi de Dele af Jerncylinderen, som ligge nærmest ved N-Polen **) blive S-magnetiske og de diametralt modsalte Dele blive derimod N-magneliske; og med Hensyn til S-Polen; saa blive de *) Gilbert's Ann. d. Physik B. 73. S. 1. #*) Jeg benytter for Kortheds Skyld Udtrykkene N-Pol og S-Pol istedetfor Nord-Pol og Syd-Pol. 151 nærmeste liggende Dele af Jerncylinderen N-magnetiske, medens de diametralt Modsatte blive S-magneliske, hvoraf der aabenbart maa fremgaae en Tiltrækning i Retning af Diagomalen. Jeg gjorde herefter strax Forsög med den tyndeste Jerncylinder, som var for- færdiget af en udglödet Jerntraad, der holdtes udstrammet ved en lille Vægt af Glas. Først bragtes Traaden i Ro, medens Magneterne vare borttagne, og dens Slilling aflæstes paa Maalestokken; nærmedes nu en af Magneterne, for Exempel S-Polen, til en vis Af- stand fra Traaden, saa blev denne tiltrukket af Magneten. Efterat Traaden var kommet i Ro, under denne Magnetpols Indvirkning, saa nærmedes N-Polen af den anden Magnet, og nu viste det sig, at denne Pol frastédte Traaden, som naturligviis hidrörte derfra, at Jernet, ved S-Polens Nærmelse, i den nederste Deel alt var blevet N-magnetisk. Da N-Polen var bragt i samme Afstand fra Traadens oprindelige Ligevægtsstilling som den hvori S-Polen befandt sig derfra, saa forsågte jeg at bringe Traaden hen i denne Stilling ved en ydre Kraft, og jeg fandt da, at naar Traaden atter overlodes til sig selv, saa blev den endnu frastödt af N-Polen. Först naar jeg drev Traaden et Stykke over dens op- rindelige Ligevægtsslilling ind imod N-Polen, saa skiftede Magnetismen om i Traaden og denne blev da tiltrukket til N-Polen og frastödt af S- Polen. Forsögle jeg da atter at fjerne Traaden fra N-Polen, saa maatte igjen den oprindelige Ligevægtsstilling overskrides med en vis Størrelse for Traaden mistede sin S-Magnelisme. Med den to Linier tykke Jerncylinder, der havde en Længde af 42 Linier, gjorde jeg dernæst folgende Række af Forség. Jeg ophængte denne Cylinder i en meget fin circa 18 Tommer lang Messingtraad foran den i femtedeels Linier deelte Maalestok, hvor- imod jeg med Kikkerten kunde aflæse Stillingen af Cylinderens Axe, som forneden var kjendelig ved en Spids. » Vedtegnede Figur frem- stiller den horizontale Projection af Opstillingen. ab være den inddeelte Maalestok, C være Jern- cylinddren og KK være Kikkerten. De tvende sammensatte Magneter, der have en Længde af 510 Millimetre bleve stillede under en ret Vinkel til hinanden, saaledes som Figuren viser. For nogen af Magneterne nærmedes den umag- netiske Jerncylinder, saa hang denne, aldeles over- ladt til sig selv, udfor Punktet 10,35 Linier paa Maalestokken; derpaa blev den stærke, sammen- salle Magnet N, S, lagt bag Maalestokken ; Cy- linderen blev derved tiitrukket og antog nu en fra den lodrette Faldlinie afvigende Stilling henimod Polen N,. Cylinderen viste endnu paa 10,35 Linie, og Afstanden fra C til N, 152 fandtes at vere 16,6 Linie. Derpaa blev den anden Magnet henlagt i Stillingen SN og blev derfra efterhaanden nærmet mere og mere til Cylinderen C. Jeg fandt herved fölgende Resultater: Afstanden fra S til C, idet Afstanden fra N, til C, idet Poker. (Magneten NS nærmedes tl DRE mødens Singen | imal Manlestokken ab af C fandtes variabel. ER EEN GENE EN A LEE ER A PU se TT 1. Uendelig fjern. 16,6" 10,35'” 2. 183" | ikke aflest. 10,40" 3. 111 | 5 | 10,45” 4. 67" | " 10,60 5. 63°" 9 | 10,80" 6. 56°" | 5 | 10,92" iii 49,8 | | 14,00" 8. 45 | 4 | 11,15" 9, 41" | 9 | 41,20 10. 37,6 | à 41,25 11. Sa | i | 11,32 12. 33 , 11,35” 13. 29,2" 20,5" 11,20' 14. 225,6 ikke aflæst. | 10,85'” 15. a3" 3 | 10,45 I ee Da jeg derefter indstillede Magneten NS saaledes, at Polerne S og N, stode lige- langt fra Jerncylinderen C, saa fandtes det, at Cylinderens Axe viste paa 10,25 paa Maalestokken, medens den oprindelige Ligevegltsstilling var ved 10,35‘; men denne Tiltræk- ning maa tilskrives den Omstændighed, at Cylinderen havde en Diameter af 2 Linier og saaledes i ringe Grad maatte forholde sig som den först prövede tykke Jerncylinder. Af de her anförte Forsög tår jeg derfor gjöre fölgende Slutninger: 4. Selv det bléde Jerns Modstand imod den magnetiske Fordeling er ingenlunde for Intet at regne, naar det ved en Magnetpols Indvirkning befinder sig i en magne- tisk Tilstand, hvorfra det ved en anden Magnetpols Nermelse skal bringes over til den modsalte Magnelisme; og 2. At hvis man nôijagtig var istand til paa samme Tid at nærme tvende ligesterke Magnetpoler ligemeget til en tynd blöd Jerntraad, saa vilde denne hverken blive 153 nord- eller syd-magnetisk, eiheller vilde den tiltrækkes eller frastédes af nogen af Magnetpolerne *). Ifélge de bekjendte Forsög af Coulomb og Gauss over Tiltrekningen imellem tvende modsatte Magnetpoler, veed man, at naar Intensitelerne af de to Poler betegnes ved i ogi. og deres indbyrdes Afstand er r, saa kan den gjensidige Tiltrækning udtrykkes ved: De ee ed Tiltrekningen imellem en Magnetpol af given Intensitet og et Stykke blådt Jern, som ved Magnetpolens Indvirkning er blevet polariseret, maa derimod aftage i et stærkere Forhold end omvendt som Afstandens Qvadrat; thi naar Magnetpolens Intensitet er i og Jernpolens betegnes ved i,, saa er denne en Function af i og af Afstanden r, der kan fremstilles ved: ewe RD idet F(r) betegner en Function af r, som aftager, naar r voxer **), For vi gaae videre, ville vi strax bemærke, at de foran fremstillede Forsög, i Forbindelse med de bekjendte Erfaringer, at Nord og Sydmagnetisme maa betragtes som modsatte Kræfter, tyde hen paa, at naar tvende Magnetpoler virke modsat polariserende paa en blåd Jerndeel, det vil sige, naar den ene Pol vil frembringe Sydmagnetisme hvor den anden vil frembringe Nordmagnetisme, saa vil den resulterende, polfordelende Virk- ning være Differentsen imellem åe to enkelte Magnetpolers Virkning. Virke Magnetpolerne derimod polariserende i samme Retning paa Jerndelen, saa vil den resulterende Virkning være Summen af begge. Og saaledes i Almindelighed, naar flere Magnetpoler virke polariserende paa en Jerndeel, saa vil den resulterende Virkning paa Jerndelen, .være lig Summen af alle de enkelte, der virke til Polarisering i den ene Retning, minus Summen Få ; af alle Virkningerne, der gaae i modsat Retning. ” Det maa dernæst ogsaa mærkes, at den Pol- Das fordeling, som frembringes i en uendelig lille, blöd 7 Jerncylinder formedelst en Magnetpols Indvirkning, / ikke er afhengig af Magnetpolens Afstand fra i Jerncylinderea alene, den vil ogsaa være afhængig DE est” QUE Rem 108 ON 'A af Magnelpolens Stilling imod denne Cylinder. \ Man vil let overbevise sig herom, naar man tænker | À sig ab at vere den uendelig lille, blöde Jern- N cylinder, hvis Midtpunkt er i C, og at den givne Ka Magnetpol, hvis Magnetisme vi ville betragte. som nL 4 negaliv, befinder sig i et Punkt af Cirkelperi- E *) See Professor Hansteens „Untersuchungen über den Magnetismus der Erde” Side 287. Christiania 1819, **) Sce Professor Hansteens „Untersuchungen über den Magnetismus der Erde”, Side 165. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 20 154 pherien ABDEA, der er beskrevet omkring Midtpunktet C af Jerncylinderen ab, som tenkes fastliggende. Fester man sin Opmerksomhed til den i Jerncylinderen frembragte Magnetpol i a, saa seer man let, at denne Pols Magnetisme er positiv og har sin stôrste Verdi, naar den givne Magnetpol M befinder sig i Punktet A, eller naar i ZMCA = w= 0. Naar Mag- netpolen M bevæger sig henimod B, det er, naar Vinklen w voxer fra 0 til 90°, saa af- tager Magnetkraften i a og bliver endelig Nul, naar yw = 90° Voxer w fra 90° til 180°, saa voxer Magnetkraften i a negativt og naaer sin störste negative Verdi for w = 180°. Gaaer w over i 3die Qvadrant fra 180° til 270°, saa aflager a’ Magnetkraft negativt og bliver Nul for w — 270°. Fremdeles, voxer w fra 270° til 360°, saa voxer Magnel- kraften fra Nul positivt og naaer sit Maximum for y = 360°. Det sees endelig ogsaa let, at naar den Function, som a’ Intensitet er af Vinklen w, betegnes ved F(w), saa har man tillige F(+w) = F(v) og FUA80°—w) = — Fy). Af alt dette havde jeg Grund til at antage, at Fy) = cos w, og Forsög maatte da nærmere godtgjére om min Slutning var rigtig. Hvad angaaer den Function, som Magnetismen i den uendelig lille Jerncylinder er af Afstanden CM = r, saa forekom det mig naturligst at antage, at ligesom Tiltrækningen imellem tvende Magnet- poler af given Intensitet, forholder sig omvendt som en Potents af Afstanden, saaledes maatte ogsaa den variable Intensitet i Jerncylinderen antages omvendt proportional med en Potents af Afstanden til Magnetpolen M, og Forsög maalle senere afgjére om An- tagelsen var riglig eller ei. . Betegnes nu Intensiteten af Magnetpolen M ved i, saa maatte a’ Intensitet, ifølge det her Udviklede, være at fremstille ved: AT. cos w rm 7 idet À er en Coefficient, der afhænger af Jernets mere eller mindre Lelmodtageligheds- evne for Magnetisme, og Tiltrækningen imellem M og a vilde da almindeligt være udtrykt ved: r idet Exponenterne m og n udtrykke Tal, som skulle bestemmes ved Forsög. Tænkes nu en positiv Magnetpol, ligeledes af Intensiteten i, at befinde sig i Punktet N i Afstanden CN = r, fra c, og sættes Vinklen NCA = uw, saa vilde denne, hvis den var alene virkende, have frembragt en negativ Magnetpol i a af Intensiteten qari ORM Zei r™ 155 og Tiltrekningen imellem de to Magnetpoler i N og i a vilde altsaa have været udtrykt ved 1 i?. COS Y,. Im Tr n Virke derimod de to Poler i M og i N samtidig paa Jerncylinderen i C, saa ville de, efter hvad foran er bemærket, frembringe en posiliv Magnetisme i a, hvis Intensitet kan fremstilles ved: i 3 cos y _- cos y, 1, — Ai rn 2 En . . . . . . . . (2) Tiltrækningen imellem a og M vil allsaa være fremstillet ved: PEU 6 - COS "Oy, Ai° RS en ET 3 R —= + ' OR E> ee TR RER me (0) QU 1 ? , fLicos il … cos y, ait ( r™ = r.™ ) Re 2 NP Terre. Ko CE) r" Antages nu, at de to givne ligestærke Magnet- Ss op N poler, der forudsættes modsat magnetiske, befinde lan ah 8A SETE BE“ sig i Punkterne S og N, og betragtes Magnet- a, WE kraften i S som negativ, saa er altsaa Magnet- Be kraften i N positiv. I Afstandene CS = r og CN = r, befinder sig Midtpunktet C af en uendelig lille, blöd Jerneylinder ab. Betegnes Vinklen SCa ved w og Vinklen NCa ved w, og sæltes Tiltrekningen imellem Magnet- polerne a og S, der aabenbart er ligestor med Frastödningen mellem b og S, lig R, og Frastödningen imellem Polerne a og N, der saaledes ogsaa er ligestor med Tiltrekningen imellem b og N, lig R,, saa ere R og R, fremstillede i Formlerne (3) og (4). Tænkes dernæst Cylinderen ab frit at kunne dreie sig om Midtpunktet C, saa er det let at indsee, at Tillrekningen R imellem a og S og Frastödningen R imellem b og S ville ganske virke saaledes, som om en eneste Tiltrekning af Störrelse lig 2R virkede alene paa a, og at Frastödningen R, imellem a og N og Tiltrekningen R, imellem b og N tilsammen nôiagtigt ville virke som om a paavirkedes af en eneste Fraslödning af Störrelse lig 2R,. Jeg tager derfor i det Fölgende blot Hensyn til den ene af Jerncylinderens Poler, idet Kræfterne 2R og 2R, benyttes.” Forudsættes nu at den uendelig lille Jerncylinder er kommen i Ro, da er denne, som bekjendt, Tangent til den ved Polerne S og N og Punktet C bestemte magnetiske Curve. Heraf fålger da, at naar Tiltrekningen 2R mellem S og a og Frastédningen 2R, imellem N og a oplöses i Retninger lodrette paa Tangenten CA, saa maa disse Kræfter 20* 156 holde kinanden i Ligevægt. Man maa altsaa have R sin # = R, sin w, eller, ifölge Form- lerne (3) og (4), SRO SITE, SORE Eee ee EB ONE St Ya): ips Ur Antages Midtpunktet O imellem Polerne S og N som Begyndelsespunktet for et retvinklet Coordinatsystem, og sættes OP — x, PC = y og Afstandene OS = ON = a, saa har man: VEF ty EVE Fy = {5 CAB, saa findes let, ifölge Ligningen (5), lon a erg) a uns ie: ee arse ales ce Denne Differentialligning for de magnetiske Curver, svarende til tvende ligesterke, mod- Bemerkes nu, at dy = 0 ,(6). satte Magnetpoler, er den samme som tidligere af flere Andre er udviklet *). Naar man i Ligningen (6), ifölge Coulomb og Gauss“ Forség, setter n — 2 og derpaa integrerer, saa erholder man a— x + a+ x eS Se — = C Me — x)? Ex Me of må + y ; eller naar man setter ZCSO = 4 og ZCNO = 8,, saa har man: 69549, SEF COSC =| mentir deles I Co) der fülgelig er den almindelige Ligning for de magnetiske Curver, idet ß er en arbitrær Constant. Jeg har nu benyttet denne Formel til at pröve, om de legemlige Poler af den store Electromagnet, som findes i den polytechniske Læreanstalt, i nogen Afstand kunne antages at virke paa samme Maade som to enkelte magnetiske Punkter, beliggende i Axerne af Electromagnetens Been. Da Afstanden imellem Axerne af de to lodretstaaende, cylindriske Been af Electro- magneten er 2a = 140,5 Linie, saa har jeg til den Ende, for a — 70,25 Linie, construeret paa vedlagte Plan I en Række af Curver ifölge Formlen (7); ved at sammenligne disse Curver med de magnetiske Fiilspaancurver, som erholdes ved den store Electromagnet, saa viser det sig, at selv indtil ganske smaa Afstande fra Electromagnetens Been, ud- trykker Formlen (7) fuldstændig Ligningen for samtlige magnetiske Curver, svarende til Electromagneten, hvoraf altsaa lölger, at enhver af Electromagnetens legemlige Poler *) See for Exempel John Robison’s System of mechanical philosophy Vol. IV. pag. 350. Edinburgh. 1822. 157 virker paa samme Maade som om Magnetkralten udgik fra et enkelt Punkt i Axen af den massive Jerncylinder. i Jeg kan herved ikke undlade at bemærke, at jeg ogsaa har undersögt det System af magnetiske Curver, som erholdes, naar begge Magnetpoler have ensartet Magnetisme. I dette Tilfælde findes let fålgende almindelige Ligning for de magnetiske Curver, naar de samme Betegnelser beholdes, som ere brugte i Formlen (7), cos d — cos 4, = C. Paa,vedlagde Plan II har jeg ifölge denne Ligning construeret en Række af Curver svarende til € = 70,25 Linie, hvilke ligeledes stemme fuldkommen med de magnetiske Fiilspaancurver, som frembringes ved den store Electromagnet, naar begge Poler gives samme Magnetisme. Efter at vere kommet til denne Kundskab, kunde jeg forst nermere indlade mig paa at bestemme om Udtrykket for i,, Formel (2), i ethvert Tilfælde fremstiller Intensi- teten af Magnetkraften i en blod, lille Jerncylinder, som bliver gjort magnetisk ved at ophænges i Nærheden af tvende ligesterke Magnetpoler. Jeg tænkte mig til den Ende foretaget horizontale Svingningsforsög med en lille Jerncylinder ophængt saaledes, i et Silkeormespind, at Cylinderens Axe staaer lodret paa det magnetiske Meridianplan, hvilket alltid kan opnaaes, naar man kun tilbôrligt vil indstille Electromagneten, hvorfra Kraften udgaaer. Ved denne Opstilling undgaaer man baade Tyngdens og Jordmagnetismens Ind- flydelse, og da Cylinderen, naar den er meget lille, i dette Tilfælde vil stille sig tange- rende lil den magnetiske Curve. saa er det let at see, at naar den svinger i smaa Buer frem og tilbage om Ligevegtsstillingen, saa vil den accelererende Kraft vere Differentsen mellem de to Kræfter 2R og 2R, oplöste efter Tangenten til Curven. Betegnes den accelererende Kraft ved mp, saa har man altsaa g = 2R cos y — 2R, cos w,, eller .e (cos w cos w, cos cos y, gp = 2A.i° ns a | (2 a >) wanna SE) SN © (8). Ved Betragtning af Figuren Side 155, vil det imidlertid ikke vere vanskeligt at finde, naar Hensyn tages til Formlen (5), at cos py ee er ane 5 1” DOME Von M a Gare) : .10(9): cos! apr en | Ss Lt EE es mt Per) re pe Ved Er pre Ge n—m Naar disse Udtryk indsættes i Formlen (8), saa erholdes: pro au a8 rs rn) hu) ren? idet z ote OE i, er Ai (EE PARUS a) gu Km hvor det da kommer an paa al bestemme m. 158 Med Hensyn til denne Bestemmelse vil det vere beqvemt at ophænge den lille Jerncylinder i Forlængelsen af den Linie ON, som forbinder begge Electromagnetens Poler; thi i dette Tilfælde har man r = x + a ,r, = x — a , y — y, = 180°, hvorved Udtrykket for Kraften p, Formel (10), bliver meget simplere. Man kan da enten tenke sig Jerncylinderens Intensitet i, at vere uforandret under alle Afstande, saaledes som Tilfeldet vilde vere, hvis Cylinderen var en Staalmagnet, eller man kan antage at i Udtrykket for i, har m en af Værdierne 1, 2, 3, etc.; det förste Tilfælde, i, constant, der ikke er indbefatlet under Formlen (2), men hvis Rigtighed tvertimod vilde vise at denne Formel var uriglig, er alene medtaget som en Mulighed, der ogsaa fortjente sin Afgjörelse. Man erholder da 1) naar i, er constant, g = 2.ii, ET ss à ER) 2) naar m = 1, = 2A. 3 mn (11) 16 a? x° 3) naar m = 2, g = 2A x? gi D Su og det kommer nu an paa at bestemme hvilket af disse Udtryk for g der tilfredsstiller Forsögene. Bemærkes dernæst, at den accelererende Kraft q er proportional med Qvadratet af + Antallet af Svingninger, som Cylinderen udförer i en given Tid, for Exempel i et Minut, og betegnes dette Antal red n, saa kan man sætte: = - us oni-bor Col ee idet @ er en constant Störrelse, og Tallet 10 1 tiende Potents er tilföiet i Nævneren, da « derved vil blive simplere at angive i det Fölgende. I Overeenstemmelse med det her Anförte, ophængte jeg nu en lille, circa 2 Tom- mer lang og 14 Linie tyk, blöd Jerneylinder i en Glaskasse i Forlængelsen af den Linie, som forbinder Electromagnetens Poler. Eleetromagneten blev gjort magnelisk ved Hjælp af Ste galvaniske Zink-Kul-Elementer. Forelöbigt anstilledes blot fölgende tre Forsög *). *) Det kan imidlertid ikke oversees, at da Formlerne forudsætte, at Jerncylinderen er uendelig lille, medens Forsögene udföres ıned en Cylinder af en bestemt Störrelse, saa kunne Formlerne ikke ventes fuldstændig at ville tilfredsstille Forsögene. Ikkedestomindre maa Overenstemmelsen blive temmelig stor, hvis Cylinderens Dimensioner kun ere smaa i Sammenligning med Afstandene til Polerne. Det er nemlig let at see, at Electromagnetens Virkninger paa Cylinderens to Poler, der ere ulige langt fjernede fra Electromagneten, netop paa Grund af denne ulige Afstand b'ive ulige store. Uligheden i Forsöge- | Afstanden til den Afstanden'til Midt= 4) Afstanden til den Det, Antal Dobbelt- RE bo ee leer oy Deere ang ' | de 118° | 188,25" | 258,54 | 87,5 2. 235 |. 305,25" 375,5" 22,0 3: | 403° 413,25’ 543,5' ED Jeg vil her efter hinanden indföre disse Værdier i enhver af de tre Formler (11). Ifélge den iste Formel erholdes saaledes: 1. DA PIN 2. 2 AD A PT 3. ce 487,1 . 2ii, Ifülge den 2den Formel erholdes dernæst: À 4: 10,54 A212 2. BOSE Ate i 3% = Op ANDRE Ifélge den 3die Formel erholdes endelig : 1. a= 0,0042 . Ari] 2. a = 0,0025 . A2i° 3. a = 0,013 . Kar Betragter man nu de tre Resultater ifölge den 1ste Formel (11), saa seer man | let, at da @ er en constanst Störrelse, saa maa Intensiteten i, aftage, naar Afstanden voxer, hvilket ogsaa er ligefrem indlysende. Undersôger man Resultaterne af den 3die Formel (11), saa seer man fremdeles, at Intensiteten i, er her meget for stærkt aftagende. Resultaterne ifålge den 2den Formel (11) ere derituod næsten de Samme for alle tre Forsög; hvilket beviser, at Antagelsen m = 1 er rigtig. Vi ville dernæst undersöge om Formlen (2) tilfredsstiller Forsögene naar w og w, variere. Indföres nu Værdien for m i Formlen (19), og indsættes dernæst Verdierne for cos VW cos w, r = ” ifolge Formlerne (9), saa erholder man efter nogle Reductioner: - Virkning af en af Electromagnetens Poler paa Cylinderens to Poler bliver imidlertid kun lille, naar Cylinderens Dimensioner ere smaa imod Afstandene til Electromagnetpolen, tages derfor en Mellem- afstand, saasom Afstanden fra Electromagnetpolen til Cylinderens Midte, istedetfor de to ulige Af- stande til Cylinderens Poler, saa kan det derved erholdte Resultat ikke fjerne sig meget fra Virkelig- "heden. Feilen vil ialfald blive desto mindre jø mindre Cylinderen tages. ur 3 3 EEE ag Ur: a ER Det er imidlertid klart, at da det blöde Jern i den lille Cylinder ikke er aldeles blôdt, men stedse maa betragtes som frembydende en vis Modstand imod den magnetiske For- deling, formedelst den saakaldte Coercivkraft, saa vil den i Jernet frembragte Magnet- krafts Intensitet forholde sig omvendt som Coercivkraften, hvilken vi ville betegne ved c. Paa Grund heraf bliver A al selte lig Log altsaa: 2% nr mar + 22)" € 7 3 “ ms r? p — (13). 1 Tilfelde af at Jerncylinderen er ophængt i Forlængelsen af den Linie, som forener Electromagnetens to Poler, saa reduceres den almindelige Formel til: 2 i° 8a°.x re fp = = . x? — 2) . . - . . . . . . . . . . (14). € (CAR Befinder Jerncylinderen sig derimod i den relte Linie, som staaer lodret paa Midten af den, der forbinder de to Magnetpoler, saa er r, = r. I dette Tilfælde reduceres Form- len (13) til: Die 8a° = pairs gine wohl Batol set hop aule Jeg gjorde herefter fölgende tre Rækker af Forsög med en lille, blöd Jerneylinder af 11,5 Linies Længde eg 1,25 Linies Diameter. Electromagneten blev magnetiseret ved Hjælp af et galvanisk Batteri bestaaende af Ste Zink-Kul-Elementer. Förste Række af Forsög. Electromagnelens Stilling blev i denne Række af Forsög valgt saaledes, at r, = r. Resultatet var: | | Det Antal Dobbelt= | Antallet af Minutter FAURE Afstandene | sving, som ‚Cylinde- | SiranitOhsenratas N nu ren udförte i Minuttet 5 ummer | ti | nerne foretoges. A. AP 132 100,5 2 2. 249" 19,0 BR) u) 201,5" 33,6 6 Anden Række af Forsög. Electromagnelens Stilling blev valgt vilkaarlig, kun blev det ogsaa her stedse iagllaget at den lille Cylinders Axe omtrent stod lodret paa den magneliske Meridian. Forsége- [Det Antal Dobbelt- à Afstanden Afstanden sving, som Cylinde- Antallet af Minutter, nes r, r ren udfortei Minuttet| "VO"! Observatio- Nummer. | à nerne foretoges. 4: 294. 249 13,6 10 2. 256° 204” 22,0 8 3. 222,5" 150.5 39,25 4 Tredie Række af Forsög. Den lille Jerncylinder blev ophængt i Forlengelsen af den rette Linie, som for- binder begge Electromagnetens Poler. © Antal af Dobbelt- Forsöge- Alstanden Afstanden Afstanden sving, som Cylinde- Antallet, af Mutter; en x x—a x + a ren gjorde i Minuttet LE OUT Nummer. s ni . nerne foretoges. 1. 491,25" 421 561,5” 6 9; 389,25! 319” 459,5 A 3. 330,25 260° 400,5. 8 4. 259,75" 189,5“ 330 6 5, 180’ 109,7 75 | 250, 25 4 Naar man nu ved Hjælp af den förste af disse Rækker af Forsög og Formlerne o og (15) bestemmer Værdien af &, saa finder man: 3; = ai . 0,49 c u er bis c 3. Dr Ai . 0,53 Beregner man paa samme Maade Værdien af & for den anden Række Forsög, ved Hjælp af Formlerne (12) og (13), saa finder man: Ar pe oles Cc 2. iss BI . 0,75 Cc 19 ee lg Cc Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. \ 162 Den tredie Række af Forsög giver, naar Værdien for « beregnes ifölge Form- lerne (12) og (14). N ER TRS c 19 2. à ay \ c 3 pes . 0,98 Cc 12 4 gra ai . 1,08 c 12 5. LE. . 1,22 Cc Denne bestandige Tiltagen af Coefficienterne til — tyder hen paa, at Intensiteten i af Magnetkraften i Electromagneten har aftaget, hvilket er saa meget mere sandsynligt, som det viste sig, ved at adskille det galvaniske Batterie, at flere af Zinkcylindrene vare Stærkt angrebne under Brugen ved disse tre Rækker af Forsög, der varede” omtrent i 5 Timer. For at komme til sikker Kundskab om denne gradvise Tiltagen af Coefficienterne til Störrelsen ae virkelig hidrôrte fra en Aftagen i Magnelkraftens Intensitet i, saa tænkte jeg mig foretaget en Række af samtidige Forsög, deels med den lille, blöde Jerncylinder, deels med en lignende lille Staalmagnet af given Intensitet. Jeg forestilte mig til den Ende, disse to smaa Cylindre ophengte lige ved Siden af hinanden i to ligelange Silke- ormespind, saaledes at begge Cylindre hang i samme Höide. For hver ny Stilling af Electromagneten kunde Forsög foretages med begge Legemer, og da det er bekjendt hvorledes Staalmagneten svinger, naar Afstandene fra Polerne ere givne, saa kunde dette tjene til at vise, hvorledes Magnetkraftens Intensitet i Electromagneten varierede under Forsögene med den blöde Jerncylinder. Da den lille Staalmagnets Intensitet er constant, saa seer man, ifölge Formlen (10), at Udtrykket for den accelererende, Kraft, hvormed denne vil svinge, almindeligt vil kunne, fremstilles ved: = DNS Vr Te i — I, r (4 a2 — m? — r*) bh me = ’ rer p der let kan gives den for Beregningen af gy, simplere Form: = ait :V [(r, + r) (r, — r)]? + r, r (Qa—r, +r) (2a+r,—r) (16). Ders 163 For det Tilfælde at Cylinderen er ophengt i Forlængelsen af den rette Linie, som forbinder begge Electromagnetens Poler, saa reduceres denne Formel til: cis 4a Pr = 2ii, . (x? Py) . . . . . . . . . . . . . (17). Er derimod r, = r, såa giver Formlen (16), p, = 2ii,. > | (18). Desuden er det bekjendt, at naar Antallet af Svingninger, som denne Cylinder udfører i Minuttet, betegnes ved n,, saa har man: Qa, o fr = 700 : Mg TR Us, Ne Ver ee a. + te (19) idet &, er en constant Størrelse. Overeensstemmende med det her Udviklede, blev fölgende Række af sammen- svarende Forsög udfört. Forsögene foretoges, ligesom de Tidligere i en Glaskasse for at forhindre Luftens forstyrrende Indvirkning. Först foretoges Forsöget med den blöde Jern- eylinder af 11,5 Linies Længde og 1,25 Linies Diameter, medens Staalmagneten var fjernet, og derpaa, medens. den blöde Jerncylinder fjernedes, foretoges, under den uforandrede Opstilling, det tilsvarende Forsög med den lille Staalmagnet, der omtrent havde samme . Dimensioner, som Jerncylinderen. Derefter forandredes Electromagnetens Stilling, og et nyt Forsög med begge Legemer, foretoges nu paa samme Maade o. s. fr. Resultatet var: 21* Den blöde Jerncylinder. ae RE Det Antal Dobbelt- genes Afstanden Afstanden |som Jerncy- Afstanden Afstanden | SVINE, Som Staaley- None en a linderen tile. = 2 linderen udfårte i mer. | forte i Min. Minuttet | n | n, a du ; y 2602 it 481 478,5'“ JDA 2 167 2. | 140,5 + 217,5 140,5 + 213 |; 213 = É 268 3. | 140,5 + 135,5 440,5 + 130 | 130 ee. 4. | 140,5 + 104 5 5 | kunde ikke tælles 5. 401 397 299 | mi 315 Ifölge ovenstaaende Forsög med den blöde Jerncylinder kan man nu, ved Hjælp af Formlerne (13), (14), (15), i Forbindelsen med Formlen (12), bestemme i”; og ifölge Forsögene med den lille Staalmagnet, og ved Hjælp af Formlerne (16), (17), (18), i For- bindelse med Formlen (19), kan man ligeledes finde i og fölgelig ogsaa i”. De saaledes erholdte sammensvarende Verdier for i? maa altsaa være ligestore. Man finder paa denne Maade: #) Ved Tælningen af dette Antal Svingninger, som er Middeltallet af Dobbeltsving der udfürtes i 3 Mi- nutter, erindrer jeg at der indtraf en Omstendighed, som for et Öieblik tiltrak sig min Opmærksomhed, hvorved der vistnok her er begaaet en Feil. IL 12 172362 = 0,03756 2— (,001411° Forsögenes | Ifélge Forsögene med den Nuwar Dlöde Jerncylmder. | Ifélge Forsögene med den lille Staalmagnet 12 En i 5113; 2 | jø gran. | |” 1. = 4,047 * Z- i = 0,06113 wi i? = 0,003737 (5 ) 2 Gi 2 hs Ba oe, MUS 2. | i? = 3,405 mot) tee 0,04966 * zi i? = 0,002166 i Wet ac å : ANE 3 17 => 2,890 * Tai = 0,04531 : — = 0,005 (5 ) o ac k 4 i? = 2,374 2 ikke observeret > r 6 s ac a, A 5 2 ? 1° — 4,305° > (?) i = 0,01155 55 20,720: (3% ) ål ac | a, | à ia, = 6 i? = 1,948 73: i = 0,03945° 35 0,0150: (2; ) 2 Ge i? = 1,588 — i= 0,08945 - 5 i? = 0,001556° 57 | , 2 1 = 30394 2i, ik RER » € i, 8 10,8 1.793 seed i zat is hel (peste 3 . = ® = 3853° a: 2— 2 = i 7 2 i = 0,03853 2i, = 0,001485 i, ao a ac i a, ’ GI NE 9. i? = 1,571" i = 0708919: 37° 0,0150: (5 ) 14 ac a, a, \? 10. i? = 1,606" i = 0,03827* 9, |i? 0,0103: (2: ) LA > ( ) 2 i Ved at sammenligne de her erholdte sammensvarende Verdier for i”, saa seer man, at omendskjöndt alle Elleve Forsög ikke aldeles ville frembringe en og samme Lig- ning, naar to og to Verdier for i” sites ligestore, saa ville Ligningerne dog nerme sig saameget til Identitet, at der næppe kan vere nogen Tvivl om Rigligheden af den Sæt- . ning: at naar et Antal af Magneter, hvis Intensiteter ere i,, i,, i,..... befinde sig i Af- standene ro, r,: r,,.... fra Midtpunktet af en uendelig lille, blöd Jerncylinder, og Afstands- linierne, rg, Ty» To,----, danne Vinklerne wy, W,, We,---. med den uendelig lille Jern- cylinders Axe, saa vil Intensiteten af Magnetkraften for denne Cylinder vere almindeligt udtrykt ved: = — ie, SME Li, POS Me +...) cre ae EME c To 1 2 idet Intensiteterne i,, i,, ig,... tages som positive eller negative eftersom de ere af samme eller af modsat Natur, og c fremstiller Jernets Coercivkraft. Det vere mig endnu tilladt at vise, hvorledes det her Udviklede giver Anledning til med stor Nôiagtighed at kunne bestemme Størrelsen af Jernets Coercivkraft. 166 Ophænges nemlig forskjellige smaa Jerncylindre af lige Dimensioner paa den foran beskrevne, Maade, nôiagtig i samme Stilling imod Polerne af en Magnetböile med en given Intensitet, saa sees det let, ifülge Formlerne (12) og (13), at naar r,, r, i, @ oga blive uforandrede for to forskjellige Jerncylindre, medens Svingningernes Antal i lige Tider for disse Cylindre findes at vere n og n,, saa ville deres Coercivkræfler c og ec, vere bestemte ved Proportionen: cc æn? nn. ! Jeg har forelöbig gjort Forsög med to Jerncylindre, hver af en Tommes Længde og næsten 3 Liniers Diameter, forfærdigede ‘af den samme Jerntraad; begge Cylindre havde néiaglig samme Vægt. De bleve begge vel udglödede, hvorefter den ene afkjöltes pludseligt i koldt Vand, den anden afkjöltes langsomt i Luften. Herved bleve disse Cylindre af ulige Haardhed, og som Fålge deraf maalte den pludseligt afkjélede Cylinder erholde en större Coercivkraft end den anden. Electromagneten blev gjort magnetisk ved et galvanisk Batterie. Jeg ophængte derpaa en lille Papiirböile i et enkelt Silkeormespind i Forlængelsen af den rette Linie, som forbinder begge Electromagnetens Poler, i en bestemt Afstand fra Electromagnelens Poler. I denne Papürböile vexlede jeg nu flere Gange de to Jerncylindre, og Resullalet deraf blev, at i samme Tid, som den blödeste Cylinder gjorte 78 Dobbeltsving, gjorde den haardeste kun 71 Dobbeltsving. Tages allsaa den haardeste Jerncylinders Coerciv- kraft som Eenhed, saa bliver den blöde Cylinders Coercivkraft c= 5 = (0,8286. Sluttelig skal jeg blot tillade mig at anföre, at en saadan lille, blöd, horizontalt svingende Jerncylinder ogsaa beqvemt kan benytles som Intensitetsmaaler for Magnet- kraften i en Electromagnet. Slilles nemlig Electromagneten i en bestemt Sulling imod det magneliske Meridianplan og ophænges nu den lille Jerncylinder i bestemte Afstande fra Polerne, saaledes, at Axen staaer lodret paa Meridianplanen, saa vil Inlensiteten i, naar r,, T, @, c og a ere constante, blive ligefrem proportional med Svingningernes Antal i en given Tid. i PAT LT i Om de almindelige Naturkræfter deres gjensidige Afhængighed. Af L. A. Golding, Vandinspecteur. Le = ¢ i i DA, ‘ . iy “ fe Sd R | EAU GE ‘ ; abe SMS. Pr fc u À 4 an i. 4 sit 57 i TH. Y ’ + i iy SK ff Are A i : ; 5 i, ADS 2 5 y à ut Mine tidligere Arbeider over dette Æmne ere af det hôitærede Selskab blevne saa gunstigt optagne, at dette giver mig Mod til her alter at forelægge Selskabet nogle Undersøgelser, der grunde sig paa det tidligere af mig fremsatle Princip for de tabte Virksomheder; og det er mig. saameget mere kjært at have erholdt Opfordring til at fortsælte mine Under- sögelser, der have forskaffet mig -mangen en behagelig Adspredelse imellem mine ôvrige Forretninger, som jeg nærer den Overbeviisning, at det Fölgende vil indeholde et Grund- lag for en Række af Undersøgelser, som maaskee i flere Punkter ikke ville vere uden Interesse. Som det vil erindres, har jeg i det Foregaaende deels henviist til den inderlige Forbindelse, hvori de forskjellige" Naturkrefter vise sig at staae til hinanden, deels har jeg sögt at vise efter hvilken almindelig Lov de forskjellige Naturkræfter kunne udvikles af hinanden, og Rigtigheden af den deri fremsatte Grundtanke er bleven bekraftet ved Forsög, som jeg har udfört over den Varme, som udvikles ved faste Legemers Gnidning. Jeg kan herved ikke tilbageholde den Bemærkning, at medens det er de for- skjellige Naturkrefter, der ere bundne til Materiens Dele, som bestandig har bevirket og bestandig vil bevirke den uophôrlige Udvikling af den uendelige Mangfoldighed af for- skjellige Legemer, som Naturen til enhyer Tid frembyder, og medens det ligeledes er disse Kræfter, som give de forskjellige Legemer deres eiendommelige, særegne Preg, saa er det ogsaa disses Vexelvirkning, som foranlediger den uophörlige Forandring, der egentlig kan belragtes som det Materielles Særkjende. Men en sædvanlig Betragtning af Naturens forskjellige Virksomheder, maa aabenbart fore til den Tanke, at ogsaa disse frembringes og udvikles for igjen at forsvinde efler at have udfört en eller anden Virk- ning paa de materielle Dele; thi for det Förste er det bekjendt, at enhver Virksomhed, saasom Varmevirksomhed, mechanisk Virksomhed, electrisk Virksomhed o. s. v. har den Evne at kunne frembringe alle disse Kræfter, og dernæst veed man ogsaa, at naar man frembringer mechaniske Arbeidsmængder, Varmemængder 0. s. v., ved givne Arbeids- mængder, Varmemængder 0. s. v. saa forsvinde disse Virksomheder efterhaanden som de nye frembringes. At Varmes Frembringelse ved Varme, eller. mechaniske Arbeidsmængders Frembringelse ved mechaniske Arbeidsmængder ete., egentlig kun er en Meddelelse af Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 22 170 Virksomheden fra et System af materielle Dele til et andet og ikke nogen ny Frembringelse, ligesom ogsaa, at det meddelte Legeme i det Hôieste da kun kan erholde en Tilvæxt i Virk- somhed af samme Størrelse, som den det meddelende Legeme taber, dette er almindelige anerkjendte Sandheder; derimod har det hidindtil veret uklart, hvorledes Forholdet i Al- mindelighed er imellem de virkende og de frembragte Kræfter, da man meget mere er bleven staaende ved den dunkle Betragtning, at Virksomhederne have udfört deres Rolle, naar visse materielle Resultater ere frembragte. Saaledes for Exempel, naar den i en faldende Vandmængde indeholdte mechaniske Virksomhed, ved at forplante sig igjennem et Vandhjul, driver en Saugmölle, saa frembringer den i hvert Oieblik et vist materielt Resultat, men den tilsvarende mechaniske Virksomhed selv er tabt. Eller, naar den ved Steenkullenes Forbrænding under en Dampkjedel udviklede Varme, formedelst en Damp- maskine, setter en Kornmölle i Bevægelse, saa frembringer Varmen ligeledes i hvert Öieblik et bestemt materielt Resultat, hvorved Tanken almindeligt standser, men Varme- virksomheden, som lfar frembragt dette Resultat, er der ikke mere, man siger. den er bleven latent. Ligeledes, naar den ved chemiske Kræfter frembragte electriske Ström, ved Hjælp af en electromagnetisk Maskine, udfører et vist Arbeide, saa forsvinder Virksom- heden under Arbeidet o. s. v. At der ved Siden af de udförte materielle Arbeider ud- vikles nye Kræfter, saasom Varme, Electricitet er vel bekjendt, men dette ansees almindeligt mere som en Biting. Denne Betragtningsmaade har stedse forekommet mig i höieste Grad uhyggelig, og jeg har derfor ingensinde kunnet hengive mig til en saadan Tanke. Det ene naturlige forekommer mig Iverlimod at være det, som jeg tidligere har udviklet, nemlig: At Kræfterne ingensinde kunne forsvinde i det Legemlige, og at det fålgelig maa være en almindelig Naturlov, at Kræfterne, uden Undtagelse, kun undergaae en Form- forandring, naar de synes at forsvinde, og fremtræde derpaa igjen som virkende Aar- sager i samme Störrelse, men à forandrede Former *). Jeg har her, ligesom tidligere, brugt Udtrykket „Virksomhed”, fordi dette fore- kommer mig, efter Ordets Betydning ligefrem at angive, at Talen er om de Kræfter, der ere tilstede og udgjére Væsenet i en hvilkensomhelst Bevægelse af et Antal materielle Dele. Med Ordet „Virksomhed” vil jeg saaledes i Almindelighed betegne det hele Ind- begreb af Bevegelse, eller med andre Ord, det hele Liv, som den oprindelige tilstede- verende Aarsag til Bevegelse har fremkaldt imellem de materielle Dele og som altsaa er Et med Aarsagen selv. Udirykket -,den tabte Virksomhed” maa fülgelig ikke forvexles med det, som i D’Alemberts Princip betegnes ved de table Kræfter; thi i D’Alemberts Princip er der kun Tale om en Ligevegt imellem Kraftyttringer, saa at disse ingen videre *) Man sammenligne hermed: Die organische Bewegung in ihrem Zusammenhange mit dem Stoffwechsel von Dr. J, R. Mayer. Heilbronn 1845. og Helmholtz Ueber bie Erhaltung der Kraft. Berlin 1847. Virkninger kunne frembringe, men ikke om en Tilintelgjörelse af en alt tilstedeværende Virksomhed, dette Ord taget i den ovenfor angivne Betydning. Er den fremsatte Sælning rigtig, saa er det klart af sig selv: At de forskjellige Arter af Virksomhed, saasom Varmevirksomhed, mechanisk Virksomhed, den ved chemiske Kræfters Vexelvirkning frembragte Virksomhed o. s. v. i deres Væsen ikke kunne være forskjellige, men at alle de forskjellige Arter maa kunne. henföres til een og samme Virksomhed, saasom til den mechaniske. Da Varmen bestaaer i en Bevægelse af Legemernes materielle Dele, saa fölger deraf ligefrem: 1. At de materielle Dele, hvoraf et Legeme bestaaer, ere i en uophårlig Bevægelse selv naar Legemets Dele synes à den fuldkomneste Hvile, og 2. At man ved Undersøgelser over de indre Bevægelser, som Delene af et Legeme ere underkastede, ikke behöver at betragte Varmen som en egen Kraft, men meget mere maa betragte den som et Resultat af de forhaandenværende Tiltrækninger og Frastödninger i Forbindelse med visse til Legemets Dele meddelte Bevægelses- mængder. Angaaende de Tilstande, hvori de materielle Dele af et Legeme befinde sig, da forekommer det mig, at man med Davy nærmest ledes til at antage, at Legemets mindste og elementære Dele, ifölge deres Natur besidde en bestemt electrisk Kraft, hvormed de virke tiltrækkende eller frastödende paa de övrige materielle Dele af Legemet. Forholdet imellem Mængderne af de forskjellige Stoffer, der indeholdes i Legemet, tilligemed An- tallet af forskjellige Stoffer og Størrelsen af deres electriske Kræfter, bestemme baade de enkelte Deles Ligevægtsstillinger i Forhold til de nærmest Omgivende, og de indre Grup- peringer i Legemerne. Omkring disse Ligevegtsstillinger, som for hver enkelt Deel er bestemt ved de forhaandenværende Tiltrækninger og Frastödninger af alle övrige Dele, gjöre Delene uophårlige Svingninger formedelst den dem meddelte Bevægelsesmængde, og i denné Bevægelse bestaaer, efter min Mening, Legemets Varme, der altsaa, som en- hver anden Bevægelse, paa Grund af Omstændighederne snart kan være større, snart mindre. Det er saaledes klart, at den indre Virksomhedsmængde i et Legeme vil foråges, deels naar Legemet tilföres en ny Mængde af Virksomhed, det være nu i Form af Varme, Electricitet etc. eller i Form af meddelt mechanisk Virksomhed fra et andet Legeme, deels naar de Kræfter foröges, hvormed Legemets Dele bevæges imellem hinanden. Virksomheds- mængden vil derimod formindskes, naar nogen Deel af den indeholdte Bevægelsesmængde afledes til andre Legemer, eller naar deKræfter formindskes, hvormed Delene bevæges i Legemet. Naar ingen Virksomhed tilfåres eller afledes fra Legemet og de Kræfter, hvor- med Legemets Dele bevæges imellem hinanden, ikke forandres, saa vil den i Legemet indeholdte Virksomhed bestandig blive den Samme. 22* 172 Efter disse almindelige Bemærkninger kommer det nu an paa at bestemme det mathematiske Udtryk for den Virksomhed, som et Legeme indeholder. Denne Bestemmelse vil, ifölge det Foregaaende, ikke vere vanskelig, da vi have seet at de forskjellige Arter af Virksomheder egentlig ikke ere forskjellige, men alle kunne henföres til een Virksom- hed, for Exempel til den mechaniske. ; Idet der saaledes her er Tale om i Almindelighed at bestemme det mathematiske Udtryk for en, imellem materielle Dele stedfindende mechanisk Virksomhed, eller hyad der er det samme, at bestemme det mathematiske Udtryk for det hele Indbegreb af Bevegelse, som en oprindelig tilstedeverende Aarsag til Bevegelse har fremkaldt mellem disse Dele, saa vil det maaske vere vel at forudskikke folgende velbekjendte Exempel. Naar en Vandmasse m befinder sig i Hvile i en Höide h over Jordoverfladen, og h ikke er stôrre, end at man kan antage Tyngdekraften i Hôiden h ligestor med Tyngde- kraften g ved Jordoverfladen, saa er det en af Alle antagen og paa det mest fuldstendige beviist Sandhed, at det hele Indbegreb af Bevegelse, som formedelst den forhaanden- værende Tyngdekraft, kan frembringes og meddeles for Exempel til et Vandhjul eller til nogen anden Maskine, vil vere at udtrykke ved: QO: mag "th; hvilken Virkning man dog altid kun vil kunne mere og mere nerme sig til, men aldrig vil kunne opnaae aldeles paa Grund af de stedse indtredende Hindringer, saasom Luft- modstand, Gnidningsmodstand 0. s. v. Da m.g er Vandmassens Vægt og h er Hôiden, hvorigjennem Vandmassen tilstedes at falde, saa seer man, at naar m.g udtrykkes i Pund og h udtrykkes i Fod, saa bliver den mechaniske Virksomhed, der i Mechanikken alminde- ligt kaldes Kraftens Nyttevirkning eller Arbeidsmængde, at udtrykke i Fe, det er: i Pund hævet een Fod hüit. Det er fremdeles ligesaa velbekjendt og beviist, at naar man abstraherer fra alle Modstande, der i Virkeligheden ville indtræde, saa vil man opnaae nôiagtig den samme Arbeidsmengde enten Vandmassen beveges lodret ned i Retning af Tyngden eller tvinges til at bevege sig paa en hvilkensomhelst Flade eller efter en hvilkensomhelst Linie igjen- nem Höiden h, hvoraf ligefrem fölger: at Tilvexten dQ i Arbeidsmængde, som udvikles ved Faldet igjennem hver lille Deel ds af Banen s, er lig m.g multipliceret med ds op- löst efter Kraftens Retning, det er: dh ii mg. ds Men det er let at indsee, at denne Formel bliver almindelig gjældende, selv om den accelererende Kraft g var en hvilkensomhelst variabel Störrelse g’ og m en hvilkensom- helst Masse, eftersom g/ stedse vil være constant i Tidselementet dt, hvori Baneelementet ds beskrives. Naar man altsaa setter den accelererende Kraft oplåst efter Banen 173 , dh LP 7 og Hastigheden i Banen, efter Forlöbet af Tiden t, lig v, saa har man Virksomheds- tilvexten almindeligt udtrykt ved: dQ = m.p.ds = m.y.vdt. Man seer tillige let, at Eenheden for ‘denne Störrelse Q endnu er den samme som foran bemærket, nemlig: et Pund lôftet en Fod. Men betegnes ‘de retvinklede Coordinater til det materielle Punkt ved x, y, z, og de accelererende Krefter efter de tre coordinerte Axer ved X, Y, Z, saa har man som bekjendt: dx dy UY Hi geo A som indsat i Ligningen ovenfor giver: ar dy dz \_ds 10 — m( x 4 PRIME dit, aft set HN ty 8637 une (1) hvoraf den i Tiden t frembragte Virksomhed findes, nemlig Onde NY r Zar SN MY ak moe stn ØE ag idet C, er en arbitrair Constant. Er Punktet derimod ikke fuldkommen frit, men underkastet hvilkesomhelst materielle Modstande, saasom Modstand af et Fluidum, Gnidningsmodstand etc., saa vil Virksomheds- Tilvæxten i Tiden dt kun blive 2 EN dg dzz dz | ds A =m( ie it ie i Tete te aed a ah hvoraf den Virksomhed, som Punktet virkelig indeholder efter Forlöbet af Tiden t findes, nemlig: wise re SEE a es RS SFA Ee NCA) idet Ce er en arbitrair Constant. Maalet for denne Virksomhed er endnu som för: 1 Pund löftet 4 Fod hüit, hvilket man let overbeviser sig om, naar man bemerker, at Virksomhedsmængden w ogsaa kunde have været erholdt ved at have ladet Massen m falde igjennem en saa stor Höide h i det lufttomme Rum, at Slutningshastigheden derved var bleven v, hvilken Faldhöide be- stemmes af Ligningen va : ry er g.h, idet g er Tyngdekraften. Indsættes denne Værdie for > udtrykt i & Foi, i Udtrykket for w, Formel (4), saa erholdes w ligefrem Den Virksomhed som det materielle Punkt taber under Bevægelsen i Tiden dt kan allsaa fremstilles ved: i dq = dQ — dw. Men denne Virksomhed er ikkun tilsyneladende tabt naar den synes at forsvinde, den frem- træder paany, saafremt den fremsatte Grundsælning er riglig, i sin oprindelige Störrelse blot under en anden Form. Den nye Virksomhed vil følgelig vere fremstillet ved: u i dx dx sik dy \ dy d’z dz ds dqg—m|(x a 15) ds +(x =) ds +(z > Te) de Ge Denne Ligning, der let gives fölgende Form dy d? 7 dz Z ) Z dy dg—m(x — Se) a dt + m( ¥ — ul “4 dt + m (z ans Far viser forelöbig, at man erholder den hele nye Virksomhed, naar man tager Summen af de Virksomheder, som de accelererende Kræfter efter Axerne hver for sig ville frembringe. Tænker man sig det materielle Punkt underkastet hvilkesomhelst Modstande, og betegnes Resultanten af alle disse ved R; da kan denne tænkes oplåst i to andre, nemlig i Modstanden i Retningen af Banen som jeg vil betegne ved P og i Modstanden lodret paa Banen, som jeg vil kalde P,. Man har da, som bekjendt, = by dt dx mil Yio dy d’z dz ee ee som indsat i Ligningen (5) giver hvoraf ved Integration erholdes: ds gef Poids nde ©, MINDER, MAD RG) Heraf fölger: at den nye frembragte Virksomhed kun afhenger af P eller Mod- idet C er en arbitrair Constant. standen efter Banen, hvorimod den er uafhengig af P, eller Modstanden lodret paa Banen *). *) Dette sidste Resultat kan maaske synes ikke at vere væsentlig forskjelligt fra det der umiddelbart fremgaaer af Formlen (1), naar man blot betragter de forhaandenyerende materielle Modstande efter de tre coordinerte Axer som virkelige Kræfter, der kunde tænkes medindbefattende i de accelererende Kræfter X, Y og Z; men deels er det klart, at det som da vilde vere fremstillet ved Formlen (1) vilde vere Tilvexten til den Virksomhedsmengde, som det bevægede Legeme virkelig vilde erholde i Tiden t, altsaa det Samme som det der er udtrykt i Formlen (3), hvilket altsaa först maatte drages fra dQ for at give Tilvæxten til den tabte eller til den i ny Form fremtrædende Virksomhed dq, decls har jeg herved villet undgaae at man skulde tænke sig materielle Modstande som virkelige Kræfter; 175 Naar Xdx + Ydy + Zdz er et exact Differential, som jeg vil betegne ved d.F (x, y, 2), saa giver Formlen (5) ligefrem ved Integration q = m. F(x, y, 2) — N MN cf triacetate 107) m 2% Jeg vil, som et specielt Tilfælde, her kun betragte det, hvor Modstanden P i Ret- ningen af Banen er conslant, saaledes som Coulomb’s Forsög have givet ved Frictionen af Metal glidende paa Metal; man erholder da, ifolge Formlen (6) | MP Ss naar q antages lig Nul for s = o. Denne Ligning viser, at den nye frembragte Virksomhed er lig Productet af Fric- tionen og det gjennemlöbne Rum, saaledes Som mine tidligere Forsög virkelig have givet, og at denne Virksomheds Störrelse er uafhængig af Hastigheden, hvormed Slæden be- veges, hvilket Resultat ogsaa fandtes ved Forsögene. Virksomheden i et helt System af materielle Punkter. Vi ville dernæst betragte Bevægelsen af et heelt System af materielle Punkter, hvis Masser vi ville betegne med m, m/, m’, etc. Efter Forlöhet af Tiden t være x, y, 2; x’, y’, 2°; x”, y‘, 2, etc. Coordinaterne til Punkterne m, m‘, m‘, etc. De accelererende Kræfter efter Axerne være for disse Punkter respective X, Y, Z; X‘, Y’, Z'; x Y#, 7”, ete., og Tilvæxterne til de Virksom- heder, som disse Punkter afgive til de forhaandenværende materielle Modstande, være respective dq, dq’, dq” etc., saa har man ifölge Formlen (5) gq = m f(x — 8) ax + re. (2 - te) pe dq’ = m’ [= oe ail Ce | DE ee) dé | u 2 i 2 dat (ar) ave +) aye +) ar] etc. thi det forekommer mig, at de materielle Modstande ikke ere andet end saa at sige döde Ting, hvortil endeel af den virkelige Kraft, der er Resultanten af de tre Kræfter X, Y og Zi Formlen (1) oplöste efter Banen, under Bevægelsen af Massen m, meddeler sig. Endskjöndt det altsaa er ganske vist, at Formlen (6) kan betragtes som et simpelt Resultat af Formlen (1), hvorfra jeg er gaaet ud, saa til- lader jeg mig dog at beholde denne Formel, saamegetmere som jeg ved den ovenfor udviklede Tanke- gang i sin Tid först tilfulde indsaae det Heles sande Sammenhæng. 176 Adderes alle disse Ligninger og sættes dq + dq’ + dq + .... = dq,, saa erholdes io re [Ge SKE (BF EEL, hvor allsaa dq, betegner den hele Virksomheds-Tilvæxt, som samtlige materielle Dele af- give til de materielle Modstande, og S antyder Summationen. Naar ingen andre Modstande ere tilstede end de, som det betragtede System af, materielle Punkter frembyde, saa har man = m [(x— Ge) à + (7 - GE) dy + (4— Tt) dz] =o, som viser, at formedelst de indre Modstande taber Systemet ingen Virksomhed. Den Virksomhed, som Systemet i Tiden t meddeler til de tilstedeværende materielle Modstande, kan, ifölge Formlen (8), udtrykkes ved Kr 2 2 nes nf (var Say Au) SE = (2 iii ix + + Constant (9). Sammenholdes det som Side 173 og 175 er udviklet, saa vil man indsee, at den hele indre Virksomhed, som et System af materielle Punkter indeholder, i alle Tilfælde vil være fremstillet ved es ed ro, pend SEM AT et Oo) hvor C er en arbitrair Constant. Heraf fölger, at naar Virksomheden à et Legeme yttrer sig à Form af Varme, saa vil den indeholdte Varmemængde stedse vere at udtrykke ved „den levende Kraft”, som Legemets materielle Dele indeholde, tet man ved levende Kraft forstaaer det Halve af Summen af alle de materielle Deles Masser, hver multipliceret med Qvadratet af sin Hastighed. I en Note af „Ampere sur la Chaleur et sur la Lumières considérés commes re- sultant de mouvemens vibratoires’” *) har Forfatteren fremsat den Tanke, at medens alle Lys og Varmestraaler skride frem ved Bölger igjennem /Etheren, saa beroer den ledede Varmes Forplantelse i Legemerne paa Atomvibrationer og deres Forplantelse fra Deel til Decl. Idet Forfatteren saaledes betragter Varmen som en Bevægelse af Atomerne, saa sammenligner han Varmemængderne, som Legemerne indeholde, med den levende Kraft af Atomerne, og gaaer derefter over til at vise, at de almindelige Ligninger for Varmens Forplantelse i et Legeme ogsaa maa gjælde for Forplantelsen af den levende Kraft. Da jeg nu i del Foregaaende troer at have beviist, at den i et Legeme indeholdte indre Virksomhed nödvendig er lig den levende Kraft, som Delene indeholde, saa fülger ogsaa *) Annales de Chimie et de Physique T. LVIII. p. 432. der . nødvendigt deraf, at det fremsatte Princip anvendt paa Varmens Forplantelse i Legemerne, langt fra at staae i Strid med Naturen, netop leder til de ved Erfaring beviste Sandheder. Jeg vil nu gaae over til at undersöge, hvorledes den i et Fluidum indeholdte indre Virksomhedsmængde maa variere, naar Fluidets Tryk og Tæthed varierer. Lad dm være et Element af en flydende Masse m, hvis Dele ifölge det Fore- gaaende maa forudsættes at være i en uophôrlig indre Bevægelse; lad Coordinaterne til det betragtede Punkt af Massen efter Forlöbet af Tiden t vere x, y, z, og Xdm, Ydm, Zdm, være de bevægende Kræfter af dm efter de tre retvinklede, coordinerte Axer; lad endvidere Tætheden i dette Oicblik for det betragtede Punkt af Massen m vere 0, og lad p vere Trykket paa Eenhed af Overflade; betegnes fremdeles Hastighederne af Elementet dm efter de tre coordinerle Axer ved dx dy dz u = ——, v= —, Ww = —— dt og sættes Tilvexterne til disse Hastigheder i Tiden dt lig: u‘dt , v’dt , w’dt, saa vil den mechaniske Virksomhedstilvext, som Elementet dm vilde have erholdt i Tiden dt, hvis det havde været fuldkommen frit, ifölge det Foregaaende, blive: dm (Xdx + Ydy + Zdz). Men da Elementet dm ikke er fuldkommen frit, saa erholder det imidlertid i Virkeligheden kun en Tilvæxt, som kan fremstilles ved dm (u‘dx + v'dy + w’dz). I Tidselementet dt taber altsaa dette Masse-Element en Deel af den mechaniske Virksom- hed, som de tilstedeværende aecelererende Kræfter virkelig frembringer. Betegnes den Virksomhed, som dm taber i Tiden t, ved q.dm, saa er den i Tidselementet dt tabte Virksomhed lig: dq.dm, og man har saaledes: dq.dm = [(X — u‘) dx + (Y — vy dy ir) zen. (114). Men denne indre Virksomhed dq.dm, som Elementet dm i Tiden dt meddeler til de for- haandenværende materielle Modstande, kan let gives en simplere Form, idet man som bekjendt har dxdydz. a ee (X— u‘) dm dx dydz. Sr = (Y—v’) dm eI EN LT) Ra Eh din Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 23 . 178 thi adderes de tre Ligninger (12), efterat være multiplicerede respective med dx, dy, dz, og bemærkes dernæst, at ap. dx + cie dy + a. dz —"dp y dx dy dz ; saa seer man, at Formlen (11) ligefrem kan skrives: dde. en Mourns EN AS): Den i Tiden dt i Eenhed af Masse udviklede nye Virksomheds-Tilvæxt kan altsaa for det betragtede Punkt udtrykkes ved: dx dy dz RE dm SAN 1 ee Ni] 5 WET EN, STONE (14) 0 P idet dm = @. dx dy dz. Ved Hjælp af Formlen (14) vil man nu let vere istand til at bestemme Störrelsen af den indre Virksomhed, som frembringes i en Masse-Eenhed af et flydende Legeme, naar dette sammentrykkes med en ydre Kraft; og da den derved frembragte indre Virk- somhed i Hovedsagen yttrer sig i Form af Varmevirksomhed, saa vil man altsaa specielt være island til at bestemme den Varmemængde, som frembringes ved flydende Legemers Sammentrykning. Jeg skal i denne Henseende fôrst henlede Opmærksomheden paa den Varmemængde, som frembringes i luftformige Legemer, naar disse underkastes Sammentrykning. Antages at den betragtede Luftart i Tilstand af Ligevægt overalt har samme Tæt- hed D, og at h og gmh betegne Barometerhôiden og Lufttrykket, svarende til denne Tæthed, idet g er Tyngdekraften og m er Qviksålvets Tæthed. I et hvilketsomhelst Oie- blik under Sammentrykningen ville vi fremdeles ved g og p betegne Luftartens Tæthed og Tryk, man har da os Du@iieths)y, Ad bel aout mb oa bader (15) hvor s eller Fortætningsgraden kan vere positiv eller negativ. Foregaaer Sammentrykningen saa hurtigt, at ingen Varme bortgaaer eller tilkom- mer under Bevægelsen, og s kun er en meget lille Stôrrelse, da er som bekjendt p Sem hd YA) sien shasta) idet y betegner Forholdet mellem den specifiske Varme ved constant Tryk og constant Volumen. Af denne Formel, hvis Nôiagtighed voxer i samme Grad som s formindskes, fölger: ip — em. 7. ds, og ved at indsætte denne Verdi for dp, tilligemed Udtrykket for g af Formlen (15) i Ligningen (14), erholdes: gmh ° ds ME Re 0 - Naar denne Ligning integreres, og man derhos bemærker, at s stedse forudsættes meget lille, saa erholdes uden mærkelig Feil EUR ee ee l'ANPE (17) idet man antager q = q, for s = 0. ; Betegnes Temperaturen af Luftarten i dens oprindelige Ligevægtstilstand under Tætheden D ved T, og Temperaturen i det betragtede Öieblik under Sammentrykningen ved (T + 9), da har man som bekjendt, naar Luftens Udvidelsescoefficient er «, gmh 1+6(T +9 tu abat ERR Naar man heri indsætter Verdierne for 9 og p, ifölge Formlerne (15) og (16), saa er- holder man uden mærkelig Feil ad FEE som indsat i Formlen (17) giver: S CO cr D ar DØ + & T)(7 —1) Sættes Luftartens Tæthed ved 0°, under Trykket gmh, lig D,, saa er DA+eN=D,; og fölgelig har man q = d + gmh ° y q = d + D, me ee na li mac.) Betegnes Hastigheden, hvormed q varierer i Forhold til Temperaturen, ved w, som allsaa fremstiller den specifiske Varme af Fluidet ved foranderligt Volumen, saa har man dq 16 (19). Ved altsaa at differentiere Ligningen (18) med Hensyn til 4 erholdes: __ gmh Y À = D, an lement Yorn See Seq og da dette Udtryk ikke forandres om man tænker sig s at vere nok saa lille, saa ind- seer man, at Formlen (20) maa fremstille det nôiagtige Udtryk for den specifiske Varme ved foranderligt Volumen. Naar man nu for en anden Luftart betegner den specifiske Varme ved forander- ligt Volumen med ow’, Tætheden ved Nul Grad under Trykket gmh ved D‘, og Forholdet imellem denne Luftarts specifiske Varme ved constant Tryk (9: ved foranderligt Volumen) og constant Volumen ved y‘, saa finder man, idet Udvidelsescoefficienten & er den Samme for alle Luftarter: 23% res Sl - ms 0 . og ved derpaa at tage Forholdet imellem de specifiske Varmemængder for disse to Luft- arter erholdes: — @ Dt { — a5 5 LS eee eS... OT) a Dis w 7 u som nelop er den Dulongske Formel, hvorefter den specifiske Varme for Luftarterne beregnes *). I Korthed skal jeg tillade mig at anvende disse Formler paa at bestemme den Varmeudvikling, som finder Sted under Lydens Forplantelse i et luftformigt Legeme. Ifélge Poisson har man nemlig, naar Lydens Hastighed er a, / gmh _ a= TD 72 idet de foregaaende Betegnelser Side 178 bibeholdes; og naar det luftformige Legeme tenkes ubegrændset i alle Retninger om et fast Punkt, Coordinaternes Begyndelsespunkt, hvorfra Bülgebevægelsen udgaaer, og man ved Enden af Tiden t med r betegner Radius- Vector til det Punkt, hvis Coordinater ere x, y, z, da er Fortetningsgraden s i dette Punkt og i dette Oieblik bestemt ved Ligningen 1 | $ ren F(r — at) HC + an], idet F og i betegne tvende arbitraire Functioner; indsettes dette Udtryk for s i Lig- ningen (17), saa erholdes den udviklede Varmemengde a= = [Fe — ay — for + av] Sere! var per te Se. tae” a OEL Jeg skal dernest henlede Opmærksomheden paa den Varmemengde, som udvikles ved draabeflydende Legemers Sammentrykning. Det vil her være beqvemt at gaae ud fra de Forsög, som Conferentsraad Orsted har foretaget over Vædskers Sammentrykning. Ifélge disse Forsög kan det nemlig ansees som beviist, at naar en Vædske for een Atmospheres Tryk sammentrykkes en Bråk af Volumen lig 8, da sammentrykkes denne Vedske 28, 38, 48, etc. ved et Tryk af 2, 3, 4, etc. Atmospherer. ‘ Med Tilnermelse kan man dernæst antage, ifölge Conferentsraad Orsteds senere Forsög over Varmeudviklingen ved Vandets Sammentrykning, at Varmeudviklingen er pro- *) See Memoires de Academie royale des Sciences de l’institut de france T. X. p. 188. 181 portional med Trykket, saa at ved 2, 3, 4, etc. Atmospharers Tryk udvikles ogsaa 2, 3, 4 cte. Gange saamegen Varme, som ved 4 Atmospheres Tryk, Betragtes altsaa en Masse-Eenhed af en vis Vædske, og antages dens Tæthed — D‘ og dens Volumen — V’ under Temperaturen I’, og sættes Trykket paa Eenhed af Overfladen — gmh; antages fremdeles, at Trykket forandres og bliver = p', saa stiger Temperaturen til (T/ + 9), Tætheden bliver 0’ og Volumen bliver V’,. Man har da : CAD ANNEES MEN Ree RMR a ne (23) idet s’ betegner Fortætningsgraden. Men da s’ stedse er meget lille, saa har man ogsaa med tilstrækkelig Tilnærmelse VS CN A a se Le A CoAT, Betegnes fremdeles Sammentrykningscoefficienten for een Atmosphæres Sammentrykning under Temperaturen T’ med 8, da er, ifölge Conferentsraad Orsteds Forsög, vr). “| "= (5, -1)-« | idet Lufttrykket gmh sættes lig een Atmosphære, og Temperaturudviklingen for een At- mospheres Tryk betegnes ved s”. Oplöses begge Ligningerne (25) med Hensyn til p’, og tages derved Hensyn til Formlen (24), saa erholdes p = gmh (1 + | p’ = gmh (1 + =) j | ss — ß DT] som indsat i Ligningen (23) giver 9’ er N is pe Differentieres den anden Ligning (26), erholdes 4 (25) wel A MIS a RnR di (2 00) hvoraf fölger: dp’=gmh. € Tilvexten i Varmemængde som Legemet erholder, medens Trykket gaaer over fra p/ til p’ + dp’, bliver saaledes ifölge Formlen (14) mh 6/ Gf == Dog tes (t + B >). om h 6! ‘ > q‘ = Qo D . 7 3 sk ban ve” (oo Ce ne (27) idet man anlager q' = q,‘ for 0 — 0. Heraf følger den specifiske Varme for Vædsken gmh 1 lg Do en . Jap Fc ®, = - Sammenlignes den specifiske Varme for en Luftart, Formel (20), med den speci- fiske Varme for en Vædske, Formel (28), saa finder man : pe Le ; À Eh. o, D, 7 =a eller naar Vedskens Tæthed ved Nul Grad betegnes ved D,”, saa er De, =U D, idet U er den bekjendte Function af Temperaturen T’, som fremstiller Loven for Vædskens Udvidelse ved Varmen under constant Tryk. Paa Grund heraf kan ovenstaaende Ligning skrives © D} 7 as’ 0, Dans Zn Sn Tree oem CRE (29). Antages nu, som et specielt Tilfælde, at den betragtede Luftart er atmosphærisk Luft, og at Vædsken er destilleret Vand, begge af Temperaluren 0°, da er vH, 4 [0] 7 D 0 D Be 0,2669, Te = 0,001299 og a — 0,00366; fremdeles, ifolge de bedste Iagttagelser over Lydens Hastighed ved 15,9°C, er y = 1,407. Naar disse Verdier indsættes og Ligningen oplöses med Hensyn til s’ saa finder man 1 ; mr ‘, = 36.57 Grad Celsius, hvilken Varmeudvikling stemmer særdeles nöie med den, som udledtes af nogle Forsøg, som for et Par Aars Tid siden bleve anstillede af Conferentsraad Orsted over Vandets Sammentrykkelighed ved forskjellige Temperatur, og i hvilke Forsög jeg, efter Conferents- raadens Anmodning, selv har havt den Fornöielse at deeltage. Sammenlignes de specifiske Varmemængder for tvende Vedsker under Tempera- turen TY", da haves ifölge Formlen (28) w D” s!! le mas mio DS . . . . . . . . . . . . . (30) idet w,, D‘, «‘, som för, betegne den specifiske Varme, Tætheden og den ved een At- mosphæres Sammentrykning udviklede Varme for det ene Legeme, og w,,, D‘, =“, betegne de med w,, D’, &‘ analoge Störrelser for det andet af de betragtede to Fluider. 183 Ere w,,, D“ og «‘* bekjendte for det ene Fluidum, hvilket for Exempel er Til- fælde ved destilleret Vand, hvor 36,57 ? samt ere for det andet Fluidum Störrelserne @, og D‘ bekjendte, saa tjener Formlen (30) til at bestemme den Varmegrad £', som vil udvikles i dette Fluidum ved een Atmospheres Sammentrykning. Man finder nemlig een 1 — 365 DIE For efterstaaende draabeflydende Legemer har jeg paa denne Maade bestemt den Varme- <= (31). grad «‘, der vilde udvikles, om disse Vædsker underkastedes een Atmosphæres Sammen- trykning. Fluidets Navn. Tætheden | Denspeaiele ee Destilleret Vand 1,000 1,000 (sex) Celsius 36,57 ‘ ; 1 2 i Svovlsyre 1,848 0,355 | aa) 1 o Alkohol 0,793 0,700 (= zu -) ” 20,30 © Oliven-Olie 0,915 0,504 ms) C | 16,86 Qviksålv 13,598 0,0333 ( 2 LD)” C | | 16,56 Svovlkulstof 1,272 | 0,329 | cy Cc | | 15,30 Brom 2,966 0,135 = |, (= 1 ) É | ( 14,61 2 Svovlæther 0,715 0,550 | wear À k | \ 14,38 g Terpentinolie 0,872 0,1206 | Cy c | 13,58 ES Den Varmegrad som udvikles à en Vædske ved een Atmospheres Sammentrykning vil à Almindelighed være en Function af Vædskens Temperatur. Betragtes f. Ex. det de- stillerede Vand, og antages dets specifiske Varme at vere uforandret ved alle Tempera- turer, saa har man, ifolge Formlen (28), ved Temperaturen T’ 184 o, = gmh— — , og ved Temperaturen 0" 1 D. 1 o, = gmh Er Fa, idet Do’ og &,‘ betegne Verdierne af D‘ og « for TY — O°. Heraf fölger altsaa D‘ bå hvoraf tillige sees, at ved Vandet er den udviklede Varmegrad saa lidt variabel, at den almindeligviis vil kunne betragtes som constant. i Ifélge Formlen (20) vil det dernæst ogsaa være let at bestemme Störrelsen af den mechaniske Virksomhed, der er Æqvivalent med Eenheden for Varmemængder, idet en Varme-Eenhed sættes lig 1 t Vand opvarmet 1 Grad Celsius. Denne Formel kan nemlig skrives: BST nn Pr Le idet man bemerker, at naar man for den betragtede Masse-Eenhed af Luft betegner Vo- lumen ved 0° under Trykkel gmh ved V,, saa er Di Mop 1. uw = gmh (a V,) Men nu er 0,76" . 13,598 . 62 # FEE "77 og tages Luftmassen i et Pund Luft som Eenhed, da er — 0,00366 . 1728 | 10,001299 ::62 ? tilmed er y — 1,407 og 0,761 — 2,421 Fod, gmh — ENG hvoraf fölger py} le Dy Tae (32) som viser, at naar en mechanisk Virksomhed, udtrykt ved 1 ti hævet til en Höide af 321,12 Fod, meddeles til et Pund Luft, saa vil Luftens indre Virksomhed forøges saa- ledes, at dens Varme maa stige een Grad Celsius. Betegnes Vandets specifiske Varme ved w,, da er ifålge De la Roche og Berard (0) 7. 0,2669 ? ©, hvoraf fölger, at den mechaniske Virksomhed, der er ligestor med Varmevirksomheden i en Eenhed af Varmemængde, er DROLE eut Br ed ame 10). 185 Dette Udtryk for Vandets specifiske Varme viser, at naar den Varmemængde, som er istand til at opvarme 1 % Vand 1 Grad Celsius — den saakaldte Varme-Eenhed — benyltes paa den fordeelagtigste Maade til Frembringelse af en mechanisk Virksomhed, saa vil deraf kunne udvikles 1204,3 Arbeids-Eenheder, idet en Arbeids-Eenhed sættes lig 1 @ hævet til en Hôide af 1 Fod; og omvendt, naar en Virksomhed lig 1204,3 Arbeids- Eenheder meddeles til de materielle Dele af et Legeme, saa vil den indre Virksomhed mellem Delene, naar denne yttrer sig som Varmevirksomhed, nôiagtig blive foröget med en Varme- Eenhed. i Sammenlignes dette Resultat med det som jeg tidligere har udledet af mine For- sög over den ved faste Legemers Gnidning frembragte Varme, hvorved jeg som Middeltal al Forsögene fandt een Varme-Eenhed lig 1185,4 Arbeids-Eenheder *), saa seer man, at dette Middeltal afviger lidt fra det som er fremstillet i (33), men at dette dog ikke: er mere, end det var at vente af saa faa Forsög, som de jeg hidtil har havt Leilighed til at udføre **). Vi have i det Foregaaende undersögt den Virksomhedsmængde, som frembringes i et Fluidum, naar dette underkastes Sammentrykning, og ville nu gaae over til at bestemme det almindelige Udtryk for Størrelsen af den Virksomhed, som et Fluidum indeholder ved en given Temperatur, Tryk og Tathed. Betegnes, ligesom i det Foregaaende Side175, de materielle Punkter, hvoraf Fluidet be- staaer ved m, m’, m”, etc., Coordinaterne til disse ved x, y,Z; x’, y',z'; x", y",z''; elc., og de accelererende Kræfter, hvormed disse Punkter bevæges ved X, Y, Z; X', Y, Z'; X", Y’, Z''; elc., samt antages at Fluidet efterhaanden afgiver en Deel af sin Virksomhed i Form af mechanisk Virksomhed til Frembringelsen af et vist Arbeide, saa kan den hele Mengde af Virksomhed, som Fluidet efter Forlöbet af Tiden t har tabt, ifölge Formlerne (9) og (10), fremstilles ved — sm / xx + Ydy + Zdz)+w+C, . . . . (34) idet x m (Xdx + Ydy + Zdz) betegner Summen af alle med m fax + Yay + Zan) analoge Led, svarende til samtlige materielle Punkter m, m', m”, etc., og w fremstiller den Virksomhed, som Fluidet virkelig indeholder. Er Fluidet en Luftart, saa kunne vi, uden mærkelig Feil, udelade de Led af Formlen som hidröre fra Luftdelenes gjensidige Tiltrækninger, og Formlen kan alisaa skrives RRL LO BA OR ON *) See min férste Afhandling „Om de almindelige Naturkræfter og deres gjensidige Afhængighed.” S. 146. **) I den senere Tid ere Forsög herover udførte af Hr. J. P. Joule. Pogg. Ann. B. 73. S. 479. Vidensk. Selsk; Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 24 186 Antages Luftmassen, hvormed der arheides, lig w, saa finder man ligefrem , ifölge Form- len (14), ved Differentiation af Ligningen (35) uu ar = + dw. e Men ifölge Mariottes og Gaylussacs Lov er 9 en given Function af p og 6 be- stemt ved Ligningen PEGER et)imnaeteamsa ase Sie mets ons en Re) idet 9,er Temperaturen efter Celsius og « er Udvidelsescoefficienten for Luftarten, og k er Forholdet imellem Lufttrykket gmh og Tætheden D, ved Nul Grad. Man har altsaa wkd + a) SE er hvis fuldstændige Integral er: w =f) + uk (1+at) log 5 » a ete =; idet f() fremstiller en arbitrair Function af 8, po er et hvilketsomhelst constant Tryk, og log betegner den naturlige Lagarithme. Formlen (37) er netop den Samme, som Holtzmann har udledet for Vanddampe*), ved en lignende Fremgangsmaade, som den Clapeyron först har angivet **). Af denne Formel erholdes, som bekjendt, den specifiske Varme ved constant Tryk: 17. p = — Oe kianlogi Ss hoitiovt teow oberst AT) i A a 4 poy og den specifiske Varme ved constant Volumen bliver Oo = fo + ke log —ka,. Ol re ae (39) 0 idet ie (8) betegner Differentialcoefficienten af f($) med Hensyn til 9. Af Formlerne (38) og (39) lader Formlen (20) sig ligeledes let udlede. Befinde Dampe sig i Maximum af Tæthed, og antages Varmemengden w, som den samme Masse Damp indeholder, at vere constant, saa bliver Trykket, ifolge Formlen (37) alene Function af Temperaturen, nemlig: p fo) — w log -- = © om uk (1 + «) Naar man, i det Tilfælde hvor w er constant, tager det totale Differential af höire Side af Ligningen (37), saa maa delte vere Nul; man maa altsaa have: xx) Pogg. Ann. d. Physik. Erganzungsband II. S. 183. xx) Pogg. Ann. d. Physik. B. 59. S. 446. \ fe — uka log a) dd —ukd Bela dpnaob ; Po ; P men ifölge Formlerne (20) og (38) ser are Pier sc EMG Bae fo wke log ae u DH OCT. som indsat ovenfor giver an a Moon (1 + 09) Ds, hvoraf fölger: pl Boy i le yee een ae 2 0. Denne Differentialligning for Vanddampes Spending i Forhold til Temperaturen, naar Dampene befinde sig i Maximum af Tæthed, er netop den, som Baron Wrede tid- ligere har udledet, og da denne Formel i Doves Repertorium der Physik B. 7. S. 234. kritiseres som ikke exact, saa vil et directe Beviis for dens Rigtighed, under den For- udsætning at w er constant, her maaskee ikke vere overflidig. Ved Hjælp af Formlen (36) har, som bekjendt, Poisson beviist, at naar den Varme- mengde, som et luftformigt Legeme indeholder, betegnes ved w, saa maa w vere en saadan Function af p og o, at den tilfredstiller Differentialligningen dw de idet y, p og o have den foran angivne Betydning. FED nn me aes Men denne Ligning integreres, som bekjendt, ved at sætte odp — ypdo = 0 og dw = 0. Betegnes nemlig Integralerne af disse to Ligninger respestive ved |: M = a og w = b, idet de tænkes oplöste med Hensyn til de arbitraire Constanter a og b, saa veed man, at M = F(w), hvor F(w) betegner en arbitrair Function af w, fremstiller det fuldstændige Integral af den forelagte partielle Differentialligning. Men for Dampe i Maximum af Tæthed forudsætte vi w, og altsaa ogsaa F(w) constant, altsaa M — Constant, hvoraf fölger, at for Dampe i Maximum af Tæthed er dM — 0, eller odp — yp do = 0, altsaa dipy ‚= de p eee ie 24* >. _ Sammenholdes denne Ligning med det logarithmiske Differential af Formlen (36), saa finder man dips a då 5 GES Dee Zee 5 hvoraf fölger dp ivi ad P a +) Dette forekommer mig saaledes paa een Gang at være et uomstôdeligt Beviis for Gyldigheden af Baron Wredes Formel, og en Pröve paa Rigtigheden af det opstillede Princip. Mexicos Halvoræs bearbeidede efter Forgængernes og egne Materialier med Tilleg af de i Nicaragua og Costa rica af Mag. A. S. Orsted samlede samt nogle faa ubeskrevne vestindiske Former. Af F. Liebmann. (Lest i det Kgl. danske Videnskabernes Selskabs Måde d. 30 Novbr. 1849). st von DE. sd Meaens Halveræs Familien indenfor den nord-americanske Fristats og det brittiske Nord-Americas Grændser er bleven Gjenstand for mangfoldige indsigtsfulde Botanikeres omhyggelige Studier, hvilke have fremkaldt værdifulde monographiske Arbeider af en Muhlenberg, Schweinitz, Torrey, AssaGray, Deway og fl., samt viglige systematiske Bi- drag af J. W. Hooker, Boot, Kunth, Kunze, ved hvilke Kundskaben om Nord-Americas Halv- eres vistnok er bragt til samme Fuldkommenhed, som vor Kundskab om denne Families nord- og middeleuropæiske Former for Tiden maa antages at have naaet, — er derimod endnu bestandig Kundskaben om Cyperaceernes Forhold i en stor Del af det tropiske America forbleven höist ufuldstændig. Navnligen gjælder dette om Mexicos Cyperaceer, idet de fleste Botanikere og Samlere, som hidtil have bereist dette Land, ‘mere synes at have ladet sig hendrage til de pragtfuldere Planteformer, hvorpaa Mexico er saa rig, medens. de for. det meste oversaae de uanseelige og ensformige Gres og Halvgres, saa at det hyppigt synes at have veret et Tilfældighedens Værk, naar Cyperaceer fandtes imellem de til Europa oversendte Herbarier. Det er lenge siden at Mexico har ophôrt at vere Sedet for nogen selvstændig videnskabelig Virksomhed. Med Lôsrivelsen fra Moderlandet forsvandt snart al Interesse og Understôttelse fra Statens Side for videnskabelige Studiers Fremme; den raa Soldater- magt, som har vedblevet at beherske dette sönderrevne Land siden Revolulionens Seir i 1821, har aldrig bekymret sig om Videnskabelighed eller Videnskabsdyrkere. Mexico, som dog tidligere havde havt Mend som Cervantes, Pablo de la Llave, Lejarza, Juan Mociño, Alzate, Alaman, der virkede med forskjelligt Held og Talent til Opklaring af deres Fædrene- lands Flora, har saavidt mig bekjendt for nerverende Tid ikke en eneste Botaniker, som fortjener dette Navn*). Det er saaledes ikkun igjennem Udbyttet af Europæeres tempo- *) Ovennevnte Mend, der have gjort sig fortjente ved deres Bidrag til den mexicanske Flora, have dog ikke beriget vor Kundskab om Mexicos Cyperaceer. Sydens Botanikere have aldrig havt Interesse for eller Greb paa Behandlingen af de mindre udviklede og derfor vanskeligere Planteformer. 192 rære Reiser i dette Land at Botaniken skal hente sine Oplysninger og Tilvæxl; det er en Selvfölge, at man paa denne Maade hverken kan komme saa hurtigt eller sikkert til Maalet, som igjennem indenlandske Naturforskeres paa Stedet selv i Ro foretagne Undersögelser. Hertil kommer endnu, at skjöndt de Reisendes Antal i det Hele taget har været i Til- tagende, er det dog et forholdsvis ringe Antal af egentlige Videnskabsmænd, der som Naturforskere have besögt Tropelandene. Meget større har Antallet været af naturhistoriske Samlere, for hvilke dog ofte den mercantile Side ved Foretagendet har været Hovedsagen, og som ialfald have manglet det naturhistoriske Blik, som er nödvendigt, for at adskille Formerne af meget naturlige Familier som Græs, Halvgræs o. fl. Efterfölgende Afhandling indeholder en Fremstilling af alle de Arter af Familien Cyperaceæ, som ved Andres og egne Undersögelser ere mig bekjendte som mexicanske. Alle disse Former hidrøre fra Afsniltet imellem 16 og 22° N. B., imellem Vera Cruz og Tuzpan pad Östsiden, Tehuantepec og Tepic paa Vestsiden, Af de ældre Forfatteres Arter anseer jeg 12 for tvivlsomme, dels med Hensyn til det disse Arter tillagte Fædreland, dels med Hensyn til en mindre nôiagtig Beskrivelse, der har gjort deres Gjenkjendelse umulig. Dette gjelder fornemmelig om ikke faa af de i Reliquia Hænkenæ af Presl beskrevne. Antallet af de for min Reise fra Mexico kjendte Cyperaceer var forholdsvis ringe. Sammenfatle vi Alt, hvad der i denne Retning er vundet ved Hänkes, Humboldt og Bonplands, Schiedes, Karwinskis, C. Ehrenbergs, Hartwegs, Aschenborns Samlinger, da faa vi ikkun 68 Arter. I dette’ Antal ere de ovennævnte 12 usikkre ikke medregnede. 19 skyldes Hanke; Humboldt og Bonpland fandt 13, men af disse vare 4 allerede tidligere fundne i Mexico af Henke; Schiede fandt 39, hvoraf 6 allerede vare kjendte ved Forgangerne. Ehrenberg sendte 4, men ikkun 1 af disse var ikke for kjendt fra Mexico; Hartweg sendte 4, men ikkun 4 var ny for Mexico; Aschenborn sendte 10, hvoraf 4 nye for Mexico; Karwinski 1 Art. Sammenligne vi dette Antal med det fra andre Dele af America kjendle, da maatte man vistnok forundres over Mexicos Fattigdom i denne Retning. Fra Nord-Americas extratropiske Del kjender man allerede over 400 Cyperaceer, hvoraf Torrey’s Monographie of North-American Cyperaceæ, som blot indeholder de i de Forenede Stater forekommende, omtaler 326 Arter, hvortil endnu bliver at regne det store Antal Carices, som Deway efter denne Monographies Udgivelse har bekjendtgjort i Sillimans Journal. Fremdeles de i Hookers Flora Americæ borealis, i Botany of the Voyage of the Sulphur fra Nord-Americas Vestkyst, i Dreyers Revisio critica Caricum borealium fra Grönland indeholdte Arter. Fra Brasilien kjende vi efter Nees v. Esen- beck’s Cyperaceæ brasil. 328 Arter; regne vi de i Kunth’s Cyperographie fra andre Dele af Syd-America, navnlig fra Gujana, Venezuela, Peru og Chile beskrevne Former med, da 193 vil vistnok for Tiden ikke mindre end 450 Arter vere kjendte fra Syd-America. Fra de vestindiske Oer ere omtrent 50 Arter bekjendte, men dette kan langtfra vere det virkelig existerende Antal paa denne talrige Ogruppe. Efter Mexicos geographiske og climatologiske Forhold maatte man vere berettiget til at antage en stor Rigdom paa Cyperaceer i dette Land. Vidtudstrakte Bjergskraaninger, udsatte for den umiddelbare Paavirkning af den fugtige N. O. Passat; hôie Bjergkjeder og Vulkaner hevede op over Skybælterne, og selv op over den evige Snees Grendse, hvilke betydelige Bjerghöider indenfor Vendekredsen maatte frembringe stærk Afkjöling af Atmo- sphæren, og fölgelig betydelig Regnmængde; store Indsöer i det Indre; udstrakte Laguner baade paa Ost- og Vestsiden; — alle disse Forhold maalte være overordentlig gunstige for Cyperaceeformen, for hvilken i det Hele Fugtighed synes at vere det vigligste. Moment. Naar desuagtet Antallet paa bekjendte Cyperaceer fra Mexico er saa ringe, som ovenfor angivet, maatte vi slutte, at Undersögelserne i denne Retning have været ufuldstændige; : og saaledes forholder det sig ogsaa i Virkeligheden. Mexico er ganske vist lige saa rig paa Halvgræs som noget andet tropisk Land; man erindre blot, at Undersögelserne hidtil have holdt sig indenfor en forholdsvis smal Strimmel af det store Land. Hele Strek- ningen S. for Vera Cruz, der indtager flere tusinde Qvadratmile, gjennemströmmet - af utallige Floder, der samle sig i de tre större, Alvarado, Tabasco og Guasacualco, maa vere meget gunstig for Cyperacee Formen, men ikke en ‘eneste Art er kjendt derfra. Det samme gjælder om Halvéen Yucatan, om det af Höisletter og en-Kreds af höie Cor- dillerer omgivne Chiapas; ligeledes om Kyststrekningen og Cordillereskraaningen N. for Tuzpan og indtil Mexicos Grendse ved Rio bravo del norte. De höfere Bjergegne i den stærkt forgrenede Del af Sierra madre N. for Guanajuato eie vist mange Cyperaceer, men maa endnu betragtes som terra incognita. Endelig indskrænker vor Kundskab om Vest- kystens Cyperaceer sig til Undersögelser paa et Par isolerede Punkter. I nerverende Arbeide bringes Tallet paa mexicanske Cyperaceer op til 144 Arter. Endskjöndt Artsantallet ved mine Undersôgelser er voxet fra 68 indtil 144, eller er blevet mere end fordoblet, er det dog min Overbevisning, at dette endnu ikke er Halvdelen af de indenfor Mexicos Grendser forekommende Cyperaceer, hvilket desuden bliver ind- lysende ved de nylig givne Meddelelser om de store endnu uundersögte Strækninger. Ved Udarbeidelsen har jeg havt et stort Hjælpemiddel for den nôiagtige Bestem- melse i vor botaniske Haves Herbarier, hvilke i Henseende til Cyperaceerne eie en stor Skat fornemmelig i Vahls, men ogsaa i Rottbölls og Hornemanns Herbarier. Det vil erindres, at Vahls Bearbeidelse af den stôrste Del af Cyperaceerne i Enumeratio plantarum vol. 2. endnu bestandig er en Hovedkilde til Kundskaben om denne Familie; ethvert Nummer i hans Herbarium er derfor gjeniagne Gange blevet undersögt og citeret af de Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 2 Bind. 25 194 Forfattere, som efter ham have udgivet större systematiske Værker over Cyperaceerne, og til hvem Vahls Samling har veret betroet. Herr Prof. v. Schlechtendal har havt den Velvillie at sende mig til Afbenyttelse for dette Arbeide flere af Dr. Schiedes mexicanske Cyperaceer, der vare mig ufuldkomment bekjendte, hvorved jeg har opnaaet den forünskede Sikkerhed i min Bestemmelse. Et föleligt Savn er det, at forholdsvis faa americanske Cyperaceer ere afbildede. Det er meget vanskeligt af Beskrivelser alene at erholde et fuldkomment klart Billede af den paagjeldende Plante, hvis brugbarere Charakterer ligge i de microskopiske Blomst- og Frugtdele. Adgang til Original-Exemplarer er for det meste uopnaaelig for Forfatteren af mindre systematiske Arbeider. Man seer, at selv en For- falter som Kunth, der ved Udarbeidelsen af Cyperographia synoplica har havt et uhyre Materiale til sin Raadighed, dog ikke har kunnet opnaae at see en Del af de af Presl i Reliquie Hænkeanæ beskrevne Arter, hvorfor ogsaa mange af disse ere vedblevne at vere tvivlsomme; ja selv mange af de humboldt-bonplandske Arter, som Kunth selv havde be- skrevet, vare ikke mere tilstede i Herbarierne, og maatte af Forfatteren stilles iblandt de nu tvivlsomme. Under saadanne Omstændigheder er Onsket om at see en Del af de aldrig afbildede americanske Cyperaceer udgivne efter de i europæiske Museer verende Original- Exemplarer meget naturligt, og dette Foretagende vilde vist ikke savne Understöttelse fra Botanikernes Side. For de sydamericanske Formers Vedkommende er dette Onske tildels allerede afhjulpet ved de ypperlige Afbildninger til Nees v. Esenbecks Cyperaceæ brasi- lienses. Det store Antal af nye Arter, som indeholdes i denne Afhandling, har gjort det umuligt at opnaa Afbildninger for disse, da dertil vilde udfordres et större Antal Plader, end Videnskabernes Selskab pleier at indrömme. Da det imidlertid er den bedste Maade, hvorpaa man kan sikkre sine Opdagelser for fremtidig Forvexling og Misforstaaelse, op- giver jeg ikke Haabet om engang i Tiden at see de vigtigste af mine ny opdagede Planter sikkrede ogsaa ved Hjelp af Afbildninger. Da min Afhandling nesten var ferdig, anmodede Herr Magister A. S. Orsted mig om at bearbeide de af ham i Central-America (Nicaragua og Costa rica) og paa nogle af de vestindiske Oer indsamlede Cyperaceer. Med Glæde gik jeg ind paa dette, da jeg derved erholdt Leilighed til at lære Former at kjende fra Lande, som maatte antages at have megen Overensstemmelse med den mexicanske Flora. Fra Central-America var des- uden, saavidt jeg vidste, ikke en eneste Cyperacee bekjendt. Da de vestindiske Cypera- ceer fra St. Thomas, St. Croix, Jamaica ikkun med en enkelt Undtagelse indeholdt noget Nyt, har jeg i min Afhandling ikkun optaget disse faa nye, men ikke de allerede som vestindiske kjendte. Derimod har jeg optaget alle i den örstedske Samling værende Cyperaceer fra Nicaragua og Costa rica, men uden Löbenummer, som i min Afhandling ikkun har Hensyn til de i Mexico forekommende. Et Par af mig paa Cuba fundne ube- skrevne Arter ere opsaa optagne, men stillede i Anmerkningerne. Den örstedske Samling er tilveiebragt i Afsnittet iméllem 11 og 13° N. B. Den indbefatter 41 Arter, hvoraf 17 ere overensstemmende med den mexicanske Floras "Arter, 7 ere kjendte andenstedsfra og 17 ere absolut nye. Da Videnskaben tidligere al- deles Intet kjendte fra disse Egne, er det altid en velkommen Tilvæxt til vor Kundskab, som erholdes ved denne Samling. Ved en Sammenligning af Slegterne, som ere repræ- senterede i Orsteds Samling med den mexicanske Floras, var det mig paafaldende, at der ikke fandtes en eneste Art af Rhynchosporeernes Gruppe, medens 17 Former ere kjendte fra Mexico. Formodentlig tyder dette mere hen paa Samlingens Ufuldstændighed end paa en virkelig Manglen af disse Former i Central-America. Den eneste Slegt som er til- stede i Orsteds Samling, og som ikke fremtræder i Mexico, er Hypolytrum. 25* Tribus 1. Cypereæ. ~ Cyperus L. Vahl. Kunth. A. Pycreus Beauv. Nees v. E.: stylo bifido, caryopsi lenticulari-compressa. 1. Cyperus fugax Liebm.: planta annua cæspitosa, radice fibrosa, culmis 1—14 poll. longis triquetris glabris striatis basi foliatis; foliis culmo subæquantibus setaceis convolutis glabris decurvatis; umbella pauci- (3—4)radiata, radiis 3—3 poll. longis apice 3—6 stachyis, interdum solummodo fasciculato- spicatis 5—8'stachyis; involucro 2—3phyllo umbellam superante, phyllis setaceis curvatis 1—2 pollicaribus marginibus sursum scabris; ochreis brevibus apiculatis; spiculis alternis subdis- tichis 3—6/* longis elongato-lanceolatis compressis 10—18floris; squamis subsquarrosis carinato-navicularibus compressis lato-obovatis dorso trinerviis obtusis, nervo carinali viridi infra apicem in mucronem brevissimum excurrente, ‚lateribus flavo-castaneis, apice marginibusque flavescentibus; staminibus 2. antheris oblongis; caryopsi compressa obo- vata oblusa apiculata castanea subtilissime punctulata squama subduplo breviori; rhacheola flexuosa compresso-quadrangulari, dorso canaliculata foveata, foveis oblongis, marginibus anguste hyalino-alatis. Denne nye Art findes i Mængde paa det fine Sand ved Flodbredder i den sub- tropiske og tempererte Region. Jeg fandt den paa Bredderne af Rio grande de Quicatlan (en af Hovedtributarierne til Alvarado), der hvor den forener sig med Rio de las vueltas (Dep. Oajaca); ligeledes i Districtet Chinantla ved Jocotepec paa fint rödt Sand ved en lille Flod. Den blomstrer i Mai og Juni. Den lille Plante er af kort Varighed, og kommer kun tilsyne paa den fine låse Sand, som efterlades af den tilbagctrædende Flod. Habituel Lighed har den med C. amabilis Vahl og C. microstachyus Vahl (begge guineiske), men disse ere trearrede Eucyperi med trekantet Nöd, og saaledes lette at adskille fra denne Pycreus. Af de beskrevne Pycreus Former kjender jeg ingen, hvormed den kan sammenlignes. 197 Cyperus inconspicuus Liebm.: planta annua, radice fibrosa, culmo bipollicari trigono striato glabro basi foliato; foliis culmo longioribus anguste linearibus margine tenuissime et remote scabris; umbella 5—6 radiata, radiis exterioribus 4—3 pollicaribus, interioribus brevioribus subsessilibus, apice 6—9stachyis, involucro 4phyllo umbellam- superante, phyllis inferioribus 3 poll. longis anguste linearibus complicatis margine scabris; ochreis ore obliquis bidenticulatis; spiculis palulis spicatim dispositis elongato-lanceolatis utrinque acutis 2‘ longis compressis 6—8 floris, basi squama minuta lanceolata acuta suffultis; squamis imbricatis carinalo-navicu- laribus compressis ovatis obtusis infra apicem brevissime mucronalis, mucrone apicem vix attingente, carina viridi 3—5nervia, lateribus pallide rufescentibus, marginibus hyalinis; staminibus 2—1, anthera ovalo-cordata; caryopsi obovata lenliculari minutissima fusca subtilissime granulata apiculata squama 3- 4plo breviore, stylo vix ad medium bifido; rhacheola flexuosa hyalino-alata. Samlet af Magister A. S. Orsted ved S. José i Costa rica. Fra foregaaende Art adskilles den ved 5—6straalig Skjerm, Straaler i Spidsen 6—Yaxede, Smaaax 6—8 blomstrede, Hylster 4bladet, Skjæl taglagte, Nöd meget mindre. Med C. intactus Vahl og C. filicinus Vahl har den ydre Lighed, men adskilles fra begge ved mangfoldige Charaklerer. 2. Cyperus helvus Liebm. C. melanostachyus Kunth. Cyp. p. 10. (ex parte) Schldl. Bot. Zeit. 1849. p. 55. (ex parte) C. flavus Presl Rel. Hank. 1. 176: culmis cæspitosis 6—9 pollicaribus trigonis strictis glabris foliatis; foliis 1—2 culmis bre- vioribus planis carina marginibusque scabris, -vaginis recte truncatis; umbella subquadri- radiata, radiis 2 interioribus sessilibus, 2—3 patulis subpollicaribus, apice 8—42stachyis ; ochreis oblique truncatis; involucro 3phyllo radiis longiore, phyllis patentissimis subrecurvis carinatis sursum marginibus carinaque ciliato-denticulalis, longioribus 3 rarius 4— 5polli- caribus; spiculis congestis divergentibus elongato-ovatis compressis 11—24 floris; squamis carinato-navicularibus ovalis obtusis mulicis dorso sub5nerviis, carina viridi, lateribus fusco-flavescentibus nitidis; staminibus 2; caryopsi elliptica apiculata compressa castanea nitida sublilissime punclulata squama duplo breviore, stylo profundissime bifido vix exserlo; rhacheola flexuosa compresso-quadrangulari, latere dorsali canaliculata, foveis elliptico-oblongis, marginibus subcoriaceo-membranaceis. Tilhörer det östlige Mexicos hede og varm-tempererte Region, og voxer paa fugtige græsrige Steder, ved Randen ‘af Sumpe, rindende Vand, o. dl. Jeg fandt den ved Antigua, Mecapalco, Huitamalco i Dep. Vera Cruz. Blomster hele Aaret. Schiede fandt den i Sumpe ved Jalapa i September, ved Vera Cruz og paa Hacienda de la Laguna. Denne Art hörer til den meget vanskelige Afdeling af Pycreus, som i Europa er 198 repræsenteret ved C. flavescens L., i America ved C. diandrus Torrey og C. Maximiliani Schrader. Fra C. diandrus adskilles den ved fölgende: Blade kortere end Stengel, Smaaax i Spidsen af Straalerne sammenhobede, Skjellenes Sider ensformig brungule, Nod elliptisk kastaniebrun fiin punkteret, korlere Griffel, neppe ragende frem over Skjellet. Fra C. Maximiliani Schrad. skjeldnes den ved mere udspærret enkelt Skjærm, Skjæl 5nervede, Nod elliptisk kastaniebrun prikket. For Tiden er det af Vigtighed at adskille de forskjellige Former, som findes i Landene og i de forskjellige Regioner. Först, naar igjennem nôüiagtige Beskrivelser en grundigere Kundskab om Formerne er bleven udbredt, vil det blive Fremtidens Sag at af- gjöre, hvorvidt muligen flere af de øpstillede Arter maa sammendrages. De lagttagelser, som ere gjorte paa Stedet over Formernes Forhold, ville udentvivl her være af stor Betyd- ning for Spörgsmaalets Lösning. Naar disse Iagttagelser godigjöre, at de forhen forenede Former leve under forskjellige ydre Forhold, og Planterne desuden frembyde tilstrækkelige Forskjelligheder i Charaktererne, tår man vel uden Betænkelighed skride til Adskillelse af Arter. Ved at udstrække Artsbegrebet for vidt låber man Fare for at begaae store Vilkaarligheder imod Naturen, og overhovedet at frembringe Forvirring - istedenfor Oplysning. In dubiis præstat dislingvere quam confundere! Mine Grunde for ikke at forene de blege Former med C. melanoslachyus HBK. ere følgende: C. melanostachyus har en anden geographisk Fordeling i Mexico; den tilhörer de hôiere liggende Strog i det Indre, samt Vestsiden; hvorimod nærværende Art hårer til den hede og varm-tem- pererte Ostside. Humboldts Angivelse for C. melan. fra Ny-Granada viser ogsaa, at Planten der voxer paa slôrre Höider (4—5500°%. Kunth anforer (Cyperograph. p. 10) den blege Form, som jeg antager for identisk med min C. helvus, fra S. Domingo, hvilket ogsaa godt stemmer med mit Anförte om den forskjellige Fordeling. Fremdeles har C. melan. en meget sammentrængt næsten hovedformig Blomster- stand, Axene ere 11—15 blomstrede, Nödden aflang omvendt ægformig; hvorimod C. helvus har en mere udspærret Skjerm, Axene med flere (11—24) Blomster, Nôdden elliptisk. Endelig anseer jeg Skjællenes constante Farveforskjel for et vigtigt Mærke. I det Prof. Schlechtendal har meddelt mig de forskjellige til C. melanostachyus henregnede Former, som fandles i hans Herbarium, og som ere omtalte af ham (1. c) i Bot. Zeitung for 1849, har det været mig muligt at fore disse Former til 4 af mig sondrede Arter, der hidtil have været forenede paa en mindre naturlig Maade. Schlechtendal anseer C. flavus Presl Rel. Hænk. 1. p. 176 (forglemt af Kunth i Cyperographien) for henhørende til hans blege Form af C. melanostachyus, altsaa til min C. helvus, og jeg antager ogsaa Uoverensstemmelserne imellem Presl’s Beskrivelse af C. flavus og min oven givne for mindre betydende, og hidrörende. fra Utilstrækkeligheden af det Presl foreliggende Materiale. 199 3. Cyperus ambiguus Liebm. C. melanostachyus Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 54. (ex parte): rhizomate horizontali repente, culmis 14pedalibus gracilibus triquetris glabris strialis, basi 2--3foliatis, foliis culmo subæquantibus angustissime linearibus planis carinatis carina marginibusque scabris, vaginis 2pollicaribus punctulatis; umbella 5—7radiata, radiis inæqualibus,. plerisque subsessilibus, 2—3 patulis 4—3poll. longis, apice 7—11 spicatis ; ochreis truncatis; involucro 3—4phyllo radiis multoties longiore, phyllis patentissimis anguslissime linearibus planis carina marginibusque scabris, longioribus 4 - 5pollicaribus ; spiculis densissime congestis divergentibus inæquilongis ovatis compressis 9—1Ofloris; squamis imbricalis carinato-navicularibus ovatis obtusis mulicis dorso 3nerviis, carina viridi, lateribus sordide stramineis prope carinam hic illic fusco-lineolatis; staminibus 2; caryopsi elliplica compressa acuta obsolete punctulata flavescente squama triplo breviore, stylo bifido ad medium fisso. Findes paa fugtige Steder ved S. Antonio Huatusco (4500’) i Dep. Vera Cruz, og blomstrer i August. Schiede fandt den ved Los puentes i en Bek. Denne Art adskiller sig fra foregaaende ved lengere og tyndere Stengel, længere og smallere Blade, mere sammentrangt Blomsterstand, Hylsterets Blade længere og smallere, Smaaaxene paa Spidsen af Straalerne tættere sammenhobede, kortere, med færre Blomster, Skjællene ikkun paa Ryggen trenervede, Griffelet klåftet til Midten. Cyperus squalidus Liebm.: dense cæspitosa, culmis 4- 7pollicaribus gracilibus glabris striatis trigonis basi 1—2 foliato; foliis culmo brevioribus anguste linearibus margine scabris, vaginis subpollicaribus basi rubescentibus ore obliquis; umbella 2—3radiata, radiis valde inæqualibus, modo subsessilibus, modo 4—3$poll. longis, apice 3—5stachyis rarius solummodo 2stachyis; involucro 2—3phyllo umbellam superante, phyllis anguste linearibus complicalis: 2—14 pollicaribus margine scabris; ochreis truncatis; spiculis divergentibus remotiusculis com- pressis oblongis 4—S’ longis 20—-35floris, basi bractea minula subulata suffultis; squamis compressis imbricalis deciduis navicularibus ovatis oblusis, carina lata applanala 3nervia fusco-viridi, lateribus fusco-flavidis; staminibus 3, filamentis membranaceis hyalinis per- sistenlibus; caryopsi obovala obtusa apiculala rugoso-tuberculata opaca fusco-nigra squama subduplo breviore, stylo profunde bifido; rhacheola flexuosa hyalino-alata. i Samlet af Mag. Orsted ved S. José i Costa rica. Nær beslægtet med C. flavescens og de to foregaaende Arter, men forskjellig fra alle. Fra C. flavescens afviger den ved tættere tueformig Vext, finere Stængler, kortere og smallere Blade, Skjæl med flad bred trenervet Kjöl, Nod omvendt ægformig smaarynket- vortet glandslås mårkere farvet, omtrent to Gange kortere end Skjællet, Griffel dybere toklåftet. Fra C. helvus adskilles den foruden ved de nævnte Charakterer desuden ved færre Straaler i Skjærmen, Straalerne kortere, færre Smaaax, kortere Hylsterblade, flere Blomster i Smaaaxet, tre Stövdragere. Fra C. ambiguus endelig adskilles den ved sin- tette tueformige Vext, meget kortere Stængler, uprikkede Bladskeder, samt üvrige ovenslaaende Charakterer. 4. Cyperus piceus Liebm. C. melanostachyus Auct. ex parte: culmo subpedali gracili trigono glabro striato basi 1—2foliato, foliis culıno brevioribus an- guslissime linearibus planis sursum carina marginibusque scabris ceterum glaberrimis;- umbella 4radiata, radiis 4—1}pollicaribus, medio subsessili, apice 3—5slachyis, ochreis truncatis; involucro 2—3phyllo umbella longiore, phyllis inæqualibus, infimo 3—4polli- cari, angustissime linearibus carina marginibusque scabris; spiculis remotiusculis distichis oblongis compressis 10—12floris, 3 lin. longis; squamis carinato-navicularibus concavis imbricatis ovalis obtusis muticis dorso 3—5nerviis, carina viridi, lateribus variegalis casta- neo-fuscis margine flavidis; staminibus 3, filamentis in rhacheole foveis persistentibus hyalinis -membranaceis; caryopsi obovato-subglobosa apiculata e cesio-scrobiculata nigri- cante squama duplo breviore, stylo bifido caryopsi breviore; rhacheola flexuosa compresso- quadrangulari, latere dorsali canaliculata, foveis obovatis vel obcunealis marginibus sub- coriaceo-membranaceis. Denne Art fandt jeg paa fugtige Enge imellem Huatusco og Byen Orizaba, lige- ledes ved selve Hualusco, altsaa imellem 4—5000’; blomstrer i August og September. I Dep. Oajaca fandt jeg den ved Sdlvverket Castresana i Nærheden af S. Pedro Nolasco i Septbr. I Udseende nærmer den sig meest til C. diandrus 8 castaneus Torrey, hvorfra den dog strax adskilles ved sine 3 Stôvdragere. Ved samme ene Charakler lader den sig ogsaa strax adskille fra alle Former af C. melanostachyus. Med den asialisk-africanske C. Eragrostis har den ligeledes nogen Lighed, men adskilles ved den tynde Stængel, meget smalle Blade, mindre Ax med færre Blomster, tre sjeldnere 5nervede Skjæl, og forskjelligformede Nöd. 5. Cyperus melanostachyus HBK. nov. gen. 1. p. 207. Kth. 1. c. p. 10. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 54. (ex parte). Nees v. Esenb. Linnea 19. p. 698. C. cimi- cinus Presl Rel. Hænk. 1. p. 166. C. variegatus HBK. nov. gen. 1. p. 208. Udbredt over en meget stor Del af Mexico, paa den tempererte östlige Skraaning, i det Indre og paa Vestsiden indtil den hed-tempererte Region. Den fandtes af Humboldt og Bonpland paa Skraaningen af Vulkanen Jorullo, og ved en lille Bek S. Pedro i sammes Nerhed (405 Toiser); Dr. Schiede fandt den i Sumpe ved Jalapa, ved Mexico, i Toluca Dalen ved La Ventanilla. Aschenborn sendte Planten formodentlig fra Omegnen af Mexico. Schlechtendal bemærker, at den hænkeske Plante, som omtales i Rel. Hænk., og for hvilken det ubestemte Voxested: in regno Mexicano angives, er usikker med Hensyn til Fædreland, maaskee snarere peruansk. Arten er meget foranderlig i Udseende efter Størrelsen, Udviklingen af Blomster- - standen, Axenes Længde, Farve o. dl. Jeg adskiller to Former, der holde sig meget ‘constante, idet den ene er kort, robust, med meget större Blomsterstand bestaaende af langt flere Ax, end der omtales i alle foreliggende Beskrivelser, og af en spraglet Farve, som den der angives for C. variegalus og C. cimicinus. Denne Form tilhôrer Kalkterrainet i Tehuacan Dalen (udmærket ved sin africanske Charakter med høie enkeltstaaende Daddel- palmer i det torre plantefattige Landskab). Den anden Form er tynd, slank, med mindre Blomsterstand, næsten sorte Ax, og findes i Naaletreernes Region i Sumpe paa 7—7500/. Til denne sidste Form henförer jeg C. adustus Pres] Rel. Henk. 1. 167, der er mindre né fyldestgjörende beskreven. Her fölger den udförlige Beskrivelse af begge Former: Cyperus melanostachyus HBK. « robustus Liebm.: rhizomate obliquo repente cæspitoso, culmis 6—10pollicaribus crassiusculis (pennam co- lumbinam crassis) trigonis glabris strialis basi 2—A4folialis; foliis culmum æquantibus 2—21/” Jalis planis carinalis crassiusculis, summo apice marginibusque remote ciliolato- spinulosis ceterum glaberrimis, vaginis laxis ore ampliato truncato; inflorescentia capitato- congesta lobata e radiis plurimis sessilibus composilo, interdum radio uno alterove polystachyo emiltente, 1—14 poll. longa lataque, radiis 10—30stachyis, sæpius bre- viramosis; involucro 4—5phyllo capitulum mulloties superante, phyllis patentibus inæ- qualibus longioribus 6pollicaribus, lato-linearibus planis carinalis sursum carina mar- ginibusque remote ciliolato-spinulosis; spiculis numerosissimis dense congestis divergen- tibus compressis elongato-ovalis 4—5 lin. longis 12—1Sfloris; squamis imbricalis carinato- navicularibus concavis ovatis muticis dorso 5nerviis, carina sursum viridi acuta deorsum fuscescente plana, laleribus variegatis e caslaneo flavo-fuscis castaneopunclalis; sta- minibus 2, filamentis cum squamis deciduis; caryopsi obovato-elliptica compressa apicu- lata sublilissime lineolato -punctulala nigricante opaca squama 4—1 breviore, stylo bifido exserto, rhacheola flexuosa tetraquetra, lalere dorsali foveato. Denne Form fandt jeg i sumpige Enge med kalkholdig Bund ved Bredden af en Aa ved S. Lorenzo i Tehuacan Dalen (5000’) i December. Fra Hovedformen adskiller denne sig ved det firebladede Hylster, hovedformig- lappede Blomsterstand, der stundom udsender en eller anden Straale, Axene meget talrige og med flere Blomster, Nod fin linieret-punkteret sortaglig mat. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 26 202 Cyperus melanostachyus HBK. 2 gracilis Liebm. C. adustus Presl Rel. Henk. 1. 167? Nees v. E. Linnea 19. p. 698. i culmis filiformibus subpedalibus triquetris glabris striatis basi foliatis, foliis culmum subæ- quantibus anguste linearibus tenuibus, inflorescentia capitato-congesta e radiis pluribus sessilibus 4—6 slachyis composita magnitudine nucis avellanæ, involucro 3phyllo capi- tulo multoties longiore, phyllis anguste linearibus, longioribus 4—5 poll. longis, spiculis densissime congestis elongalo-ovalis compressis 10—18floris, squamarum-lateribus nigro- castaneis, ceterum omnibus rationibus cum forma typica congrua. Denne Form fandt jeg i Mengde paa fugtige Steder omkring Indierlandsbyen Chinautla i Nærheden af Tiuzutlan (7000’) Dep. Puebla. Dr. Aschenborn sendte den fra Mexico uden Localangivelse. I Presl’s Beskrivelse af C. adustus er der Intet af Betydenhed, som kan vere til Hinder for at henföre den til denne nærmere betegnede Form af C. melanostachyus. Vi maa tage Hensyn til at Beskrivelsen sandsynligvis er udkastet efter faa Exemplarer. Sammenligne vi nu Characteren for C. adustus med den oven givne, da finde vi folgende Uoverensstemmelser: ,Folia culmi dimidiam partem vix superanlia”; men Intet er hos Forff. mere usikkert end Angivelsen af Bladenes Længdeforhold til Stængelen. Ikkun hvor en stérre Mengde fuldstændig udviklede Exemplarer foreligge, kan man komme til sikker. Kundskab om det typiske Længdeforhold imellem Blade og Stengel. „Involucro diphyllo”. Ved Angivelse af Antallet af Hylsterblade hos Cyperus gaa Forff. ofte meget overfladisk tilverks, idet de ikkun tælle de nedre og længre Hylstre, men ikke de övre og kortere. Hos nerverende Form findes hos en Mengde Exemplarer ikkun to stôrre Hylsterblade, men et mindre, neppe af Axenes Lengde. Jeg har dog ogsaa Exempl. med 5 Hylster- blade. ,Glumæ uninerves”. Det er den forskjellig farvede Kjôl, som er bleven regnet for een Nerve; ved nåiere Betragtning seer man 3—5 meer eller mindre tydelige Nerver paa denne Kjöl. „Caryopsis marginala albida”. Denne Charakter viser tydelig, at Forf.s Exemplarer have været umodne, og der kan saaledes ikke tillægges den nogen Vægt. Endelig maa jeg gjöre opmærksom paa, at magre Exempl. af denne Form, hvis Blomsterstand ikkun bestaaer af 3—6 ensidige Smaaax faa en betydelig Lighed med en mörk Form af C. mucronatus, som omtales af Schlechtendal (Bot: Zeit. I. c. p. 81.). Stillingen af Frugten, hos C. melanostachyus lodret paa Skjællenes Sider, hos C. mucro- nalus parallel med samme, er det eneste sikkre Adskillelsestegn imellem begge. 6. Cyperus polystachyus Rottb. Gram. 39. t. 11. f 1. Kth. 1. c. p. 13. Schlechtd. bot. Zeit. I. c. p. 80. C. brizeus Presl Rel. Henk. 1. p. 168 (excl. syn.). Pres] angiver Planten som samlet af Henke i Mexico, hvilket da maa have været paa Mexicos Vestside, eller paa Veien derfra til Hovedstaden. Stedet er ikke angivet. Jeg fandt den paa Ostsiden i den tropiske Kystregion i Dep. Vera Cruz paa fugtige Steder: ved Paso de Dona Juana i Februar. 7. Cyperus mucronatus Rottb. Gram. 19. t. 8. f. 4. Kth. 1. c. p. 17. HBK. nov. gen. 1. p. 203. Bentham pl. Hartweg. p. 27. Schldl. bot. Zeit. I. c. p. 81. Humboldt og Bonpland fandt den i hede Kilder af 95° C. Temperatur ved Coman- gillo i Nærheden af Guanaxuato paa 6600 Fods Hôide. Berlandier sendte den fra Mexico, C. Ehrenberg fra Mineral del monte. Hartweg endelig fra Sumpe ved Leon. Den holder sig saaledes til de indre Hoéisletter. Mig er den ikke forekommet. I Mag. Orsteds Samling findes nogle faa overmodne Exemplarer af C. mucronatus fra Pitayaya i Costa rica. Det er en 3—4 Tommer lang Form med 3—6 udspærrede Smaaax og mörk kastaniebrune Skjæl. Nöddens Stilling paa Rhachis parallel med de sammen- trykte Skjels Sider gjör Arten let kjendelig i alle dens mange afvigende Former. 8. Cyperus pygmæus Rottb. Gram. 20. t. 14. f. 4. Kth. 1. ec. p. 18. Denne i Mexico tidligere ei fundne Art er almindelig udbredt i den hede östlige - Kystregion, voxende pea sandige fuglige Steder ved Bredden af Ferskvand. Jeg fandt den paa en Eng ved Antigua, paa en Aabred ved el Morro de Boquilla og Rancho nuevo, paa en Flodbred ved Colipa, Jicaltepec og Pilal. Den blomstrer fra Februar til Mai. Ogsaa paa Cuba fandt jeg Planten, nemlig paa sumpige Steder ved Havana. Den americanske Plante er lige saa foranderlig som den asiatiske. Paa Cuba fandt jeg den saa lille og sammentrængt ved en sterk Forkortning af den fælles Blomster- stilk, at den næsten blev ukjendelig. Exemplarerne fra Pital ere 6—8 Tommer lange, Blomsterhovedet af Störrelse som et Kirsebær, Hylsterbladene 4—5 T. lange; — kort, saa kraftige, som de største fra Ostindien. I Kunths Cyperographie nævnes Brasilien med Tvivl og under Paaberaabelse af Nees’s Auctorilet som eneste americanske Fædreland for Arten; i Nees’s Cyperogr. bras. forbigaaes den ganske med Taushed. Mine ovenneynte Stedangivelser ere saaledes de enesle sikkre for Artens Forekomst i America. B. Eucyperus: stylo trifido, caryopsi triangulari, rhacheola continua alis hyalinis per- sistentibus instructa. a. arislali. 9. Cyperus aureus HBK. nov. gen. 1. 205. Kth. 1. ce. 21. Humboldt og Bonpland fandt den ved Foden af Vulkanen Jorullo paa 500 Toisers Höide. Den er ikke senere gjenfundet i Mexico. w a * 10. Cyperus glareosus Liebm.: radice fibrosa, culmis cæspitosis 2—4 poll. longis trigonis glabris striatis basi foliatis; foliis 1—2 culmum subæquantibus setaceo-linearibus complicatis sursum marginibus scabris, vaginis subpollicaribus rubescentibus ore obliquis; umbella composita decompositave 6—16 radiata, radiis inæqualibus, longioribus 13—2pollicaribus, uno intermedio sessili, apice 6—20stachyis vel nonnunquam umbellulam 3—5radiatam gerentibus, radiolis patenlissi- mis 3—pollicaribus, 1—2 intermediis sessilibus apice 5—Sstachyis; ‘ochreis oblique truncatis, ochreolis in laminam selaceam abeuntibus; involucro 6—10phyllo, phyllis ine- qualibus, longioribus umbella duplo longioribus, 3—6 poll. selaceis canaliculatis marginibus scabris; involucellis 1—3phyllis, phyllis umbellula brevioribus setaceis; spiculis fasciculato- congestis divergentibus linearibus compressis 1 poll. longis 12—2Ofloris; squamis carinato- concavis elongatis emarginatis trinerviis, nervis infra apicem squamæ in mucronem leviter recurvum sub lente apice bifidum quartam squamæ partem longum abeuntibus, carina viridi, lateribus basin versus obscure aurantiacis, marginibus et apice flavescentibus; sta- minibus 2, filamentis cum squamis facile delabentibus tenuibus, antheris minutis oblongis ; caryopsi obovato-oblonga apiculata trigona tuberculato-punctulata pallide fusca vel flaves- cente, squama 3plo breviore, stylo trifido; rhacheola flexuosa ‘compressa marginibus an- guste hyalino-alata. © Voxer paa Grus i torre Savaner eller paa forvittrede solaabne Klipper i den subtropiske ôstlige Region paa 2500—3000’. Jeg fandt den i Potrero de Consoquitla ved Mirador i Mai og October; ved Trapiche de la Concepcion ved Comaltepec i det östlige Oajaca i Juli og August; begge Steder i Selskab med Cyp. cuspidatus. Den nærmer sig mest til C. aurantiacus HBK., hvorfra den adskilles ved en flere- delt Skjerm, midterste Radius siddende, Hylster længere end Skjermen, to Stövdragere, o. fl. 11. Cyperus cuspidatus HBK. nov. gen. 1. 204. Kth. I. c. 22. Nees v. E. Cyp. bras. p. 24. Har nôiagtig samme Udbredning som foregaaende Art, med hvilken jeg altid har fundet den sammen. Den har ikke for været kjendt fra Mexico. Baade denne og foregaaende Art faa et usædvanligt Udseende, naar ved Savan- brande alle Bladene ere afsvedne, og Blomsterstandene umiddelbart derpaa udvikle sig, vel blivende kortere, men for det meste med flere og rigere blomstrende Ax. 12. Cyperus falciculosus Liebm.: radice fibrosa, culmis cæspitosis 2—3pollicaribus compresso-triquetris glabris striatis basi monophyllis, foliis culmo subæquantibus vel brevioribus anguste linearibus planis carinalis glabris; umbella capitata i—Jradiala, radiis inæqualibus 3—1 poll. longis, intermedio . 205 sessili, apice polystachyis subsphericis magnitudine baccæ Ribis nigri; involucro 2—3 phyllo umbellam superante, phyllis duobus 1—2 poll. longis, uno % poll., linearibus planis glabris; ochreis brevibus truncatis; spiculis 16—25 fascieulato-capitatis anguste linearibus compressis 3 lin. longis squarrosis 12—18floris; squamis elongato-lanceolatis acuminalo- mucronalis subuncinalis carinatis 7nerviis, mucrone longitudine fere squame, carina fusca, lateribus flavo- fuscis marginibus pallidioribus; stamine 1, filamentis longis exsertis per- sistentibus; caryopsi elongato-obovata trigona apicata tuberculato-punctulata fusca, squama parum breviore (mucrono excepto), stylo longo exserto trifido; rhacheola recta nodulosa leviter foveata. — ©. Floret Febr. Voxer paa vaade dyndede Enge paa Bredderne af Antigua Floden ved Byen af samme Nayn i Dep. Vera Cruz. Dens nærmeste beslægtede Arter ere C. arislalus Rottb. og C. inflexus Mühlbg. Fra C. aristatus, en ostindisk og africansk Plante, adskilles den ved flerblomstrede Smaaax, færre og kortere Hylsterblade, aflang-omvendt æglormig Nod, som næsten er af Skjællets "Længde. Fra C. inflexus, en nord-americansk Art, adskilles den ved flere Smaaax i Blomster- hovederne, flere Blomster i Smaaaxet, længere smallere og ru Nod, Griffel længere, Ar dybere klåvet. C. inflexus har efter Torrey en stærk Lugt som Trifolium cæruleum, hvilket aldeles mangler hos vor Plante. 13. Cyperus inflexus ‘Muhlbg. gram. p. 16. Kth. I. c. p. 22. Torrey Monogr. Cyp. p. 273. Nees v. E. Linnea 19. p. 698. Sendt fra Mexico af Aschenborn under Nr. 63. uden Stedangivelse (formodentlig dog Mexico Dalen). Det turde synes hôist sandsynligt, at den foregaaende nye Art og den aschen- bornske Plante ere identiske, hvilket blot ved en directe Sammenligning kan afgjôres. At imidlertid min C. falciculosus er forskjellig fra C. inflexus, har jeg ved Undersögelse af sikkre nordamericanske Exemplarer fra Torrey, Nuttall, Tuckermann overbeviist mig om, hvilket ogsaa fremgaaer af de under foregaaende Art angivne Forskjelligheder. b. compressi. 14. Cyperus compressus L. Rottb. gram. t. 9. f. 3. Kth. 1. ec. 23. HBK. nov. gen. 1. 207. Presl Rel. Hænk. 1. 177. Humboldt og Bonpland fandt den ved Foden af Vulkanen Jorullo paa 430 Töisers Höide. Henke samlede den i det vestlige Mexico, men Sledet nævnes ikke. Hverken Schiede eller jeg have fundet Planten. 206 c. diffusi. sf 15. Cyperus simplex HBK. nov. gen. 1. 207. Kth. 1. c. p. 26. Presl Rel. Hank. 176. t 31. f 1. Nees v. E. Cyp. bras. p. 30. Denne fra Mexico hidtil ubekjendte Art fandt jeg paa en sandig Flodbred ved Jocotepec i Chinantla (Dep. Oajaca), blomstrede i Juni. 16. Cyperus viscosus Ait. h. Kew. 1. 79. Jacq. ic. 2. t. 295. Pres] Rel. Henk. p. 169. Kth. 1. ce. 28, Schldl. 1. c. p. 82. | Skjöndt denne Art er udbredt over hele Vestindien er den dog hidtil ikke fundet paa Mexicos Ostkyst, men allene paa Vestkysten. Henke fandt den nemlig ved Acapulco ; jeg traf den paa Bredderne af en salt Lagun ved Sydhavet i Dep. Oajaca (Laguna colo- rada imellem S. Jago Estata og Tehuantepec) blomstrende i November. 13. Cyperus elegans L. Kth. |. c. 28. Nees v. E. Cyp. bras. p. 33. Li Hidtil ukjendt fra Mexico. Jeg fandt den i den dybe Floddal ved Trapiche de la. Concepcion ved Comaltepec i det dstlige Oajaca, blomstrende i Juli og August. Mine Exemplarer stemme nöie overens med brasilianske. Nogle Fragmenter af denne Art fandtes i Orsteds Samling fra Cartago i Costa rica. 18. Cyperus toluecensis HBK. nov. gen. 1. 206. Presl Rel. Henk. p. 177. Kth. IFM p ees: Humboldt og Bonpland fandt den paa Nevado de Toluca i 1740 Toisers Hôide. Ogsaa Hænke sendte den fra Mexico, men uden Stedangivelse. I den nyere Tid er den ikke gjenfundet. d. alternifolii. 19. Cyperus canus Presl Rel. Hank. p. 179. Kth. L c. p. 33. Da Kundskaben om denne Art endnu er meget ufuldstendig, alene grundende sig paa Presls Beskrivelse af ufuldstendige mandlige Exemplarer i Hankes Samling, er det nödvendigt at give en hel ny Beskrivelse af Planten. Radix fibrosa stolonifera, foliis basilaribus culmo subæquantibus lato-linearibus 4—5" Jatis scabris ante florescentiam marcescentibus; culmo °—4ipedali subaphyllo 9: vagina solitaria in laminam brevem bipollicarem continuata instructo triquetro digitum fere crasso ubique luberculis minimis scabriusculo leviter striato; umbella supradecom- posila amplissima diffusa corymbosa mulliradiata, radiis inæqualibus, longioribus 3 — 5pol- licaribus ; umbellulis multiradiatis, radiis —2! poll. Jongis, apice 3—5stachyis vel umbellam secundariam gerentibus; involuero longissimo polyphyllo (10—17), phyllis parum distantibus 207 1—1!pedalibus lato-linearibus 4—7 latis apice sæpe bifidis, planis carinatis marginibus dorso et lota pagina aversa scabris, demum dependentibus; ochreis brevibus lalis obli- _quis flavidis, ochreolis similibus; spiculis dioicis fasciculato-congestis: masculis elongato- ovalis compressis 4—5 lin. longis 2’ latis multi(30—40)floris, squamis carinato-navi- cularibus concavis ovalis aculis densissime imbricatis obsolete nervosis, dorso ciliolatis, lateribus ferrugineo-lineolalis ceterum canis, marginibus scariosis hyalinis; staminibus 3, filamentis longe exsertis linearibus membranaceis hyalinis, antheris linearibus acutis atro- violaceis apice appendice sub lente 3—4spinulosa hyalina instructis; foemineis masculis minoribus ovalis 12—14floris, caryopsi minutissima squama quadruplo breviore elliplica ulrinque atlenuata triqvetra levi fusca, stylo caryopsi subduplo longiore, sligmate longe exserto profunde trifido tuberculato fusco. Den tilhörer især den hedeste Kystregion, og forekommer saavel paa Mexicos atlantiske som paa Sydhavssiden, voxende i Sumpe. Jeg fandt den i Dep. Vera Cruz ved Colipa blomstrende i Marts; i Dep. Oajaca i Sumpe paa Playa de. S. Augustin ved Syd- havet i October. Ved Mirador (3000’) er den sjelden, og blomstrer der i Marts. Henke fandt den ved Acapulco. Ret merkelig synes Fordelingen af Kjénnene hos denne Art. Henke fandt blot “Hanplanter; ved Colipa traf jeg blot Hanplanter, ved. S. Augustin blot Hunplanter ; ved "y Mirador Hunplanter. Om detle er mere end tilfældigt tår jeg dog ikke afgjére, ligesaa lidet som om det hidrörer fra en forskjellig Blomstringstid. ud e. Haspani. 20. Cyperus Haspan L. Rottb. Gram. 36. t. 6. f. 2. Kth. 1. c. 35. €. nudus HBK. . nov. gen. 1. 203. Presl Rel. Henk. 166. _ Denne i Asien, Africa og America-udbredte Art er ogsaa i Mexico tilstede paa flere Steder. Paa Östsiden har jeg fundet den meget almindelig i Sumpe lige fra den tropiske Kystregion indtil 3000 Fods Hôide; saaledes paa Bredderne af Rio Nautla ved + Jicaltepec, i Potrero de Consoquitla og ved Mirador. I Mexicos Indre er den fundet i Mexico Dalen af Humboldt og Bonpland ved Tezcoco Söen, og imellem Peñol de los Baños og Byen Mexico; ogsaa Henke havde fundet den ved Mexico. f. Luzuloidei. 21. Cyperus vegetus Willd. Kth. I. c. 40. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 82. I Mexico er denne Art hidtil ikkun samlet af Dr. Schiede ved Byen Mexico efter Schlechtendals Angivelse. 22. Cyperus Luzulæ Rottb. gram. 23. t. 13. f. 2. Kth. 1. c. 43. Udbredt paa Mexicos Ostkyst i den tropiske og subtropiske Region imellem 0—2500’, voxende paa fuglige Steder; jeg fandt den ved Colipa i Dep. Vera Cruz i Marts; ve Lacoba og Jocotepec i Chinantla (Dep. Oajaca) i Juni. Den var ikke for kjendt fra Mexico. Mag. Orsted fandt den ved Granada. 23. Cyperus surinamensis Rottb. gram. 35. t. 6. f. 5. Kth. L c. p. 43. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 82. Dette er sandsynligviis den almindeligste og videst udbredte Art i Mexico. Den findes baade paa den östlige og vestlige Side i selve Kystregionen, og indlil over 3000’. Paa Ostsiden fandt jeg den ved Antigua, Paso de Dona Juana, Jicaltepec, Hac. de Tuzamapa, Xalcomulco, Mirador. Dr. Schiede fandt den ved Vera Cruz. I Mexicos Indre fandt jeg den i Dep. Oajaca ved Quiotepec paa Bredderne af Rio de las vueltas; paa Sydhavs- kysten fandt jeg den ved Guatulco. Den blomstrer hele Aaret igjennem. Faa Arter ere i Störrelse og Udseende mere foranderlige end denne. Schlechtendal bemærker ved de schiedeske Exemplarer, at de kun vare 4—6” lange; jeg har Exem- plarer af samme Lidenhed, men hyppigere er det at træffe den meget storre; saaledes er min Plante fra Guatulco 14 Fod lang, Radierne ere af 2 Tommers Længde, Hylster- bladene over en Fod lange. Mine Exemplarer fra Jicaltepec ere over 3 Fod lange med 20 Tommers Hylsterblade, Axene blive her indtil 4’’ lange; hvorved Blomsternes Antal bliver meget stort. 24. Cyperus seslerioides HBK. nov. gen. 1. 209. Kth. I. c. p. 44. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 82. Nees v. E. Linnæa v. 19. p. 698. Denne lille Art er udbredt i det Indre af Mexico i Sletterne imellem 5— 8000‘ Höide. Schiede fandt den ved Pedregal de S. Angel; Aschenborn sendte den til Nees uden Stedangivelse, formodentlig dog fra Mexico-Dalen. Jeg fandt den paa Hoisletten ved Cerro Leon ikke langt fra Perote i Juli; ligeledes i Oajaca Dalen i Mai imellem Gres. Planten varierer ikke lidet. Exemplarerne fra Cerro Leon ere ikkun 1—1}” lange, Bladene længere end Slilken, Blomsterhovedet af en Arts Störrelse brun-gullig. Exem- plarerne fra Oajaca Dalen ere længere, 4—6 Tommer; Bladene korlere, længere eller af samme Længde som Stengelen; Blomsterhovedet större (som Frugten af Prunus spinosa), hvidlig-gulagtig, ved Grunden ofte noget lappet, Hylsterbladene 3—4 tilbagebôiede af 2—3 Tommers Lengde. Cyperus cymbæformis Liebm.: radice fibrosa ; rhizomate brevissimo; culmo strialo erecto 6—7pollicari compresso-trigono strialo glabro basi foliato; foliis culmo brevioribus anguste linearibus apicem versus mar- 209 gine scabris, vaginis brevibus membranaceis ore rolundato-truncatis; capitulo solitario magniludine Ceraci avium poly(20—30)slachyo; involucro 7—8phyllo longissimo, phyllis patulo-reflexis, inferioribus 3—4pollicaribus; spiculis densissime congestis compressis ovalis flavo-albicantibus 14—16floris; squamis patulis curvalis anguste cymbæformibus com- pressis apice truncato-retusis lateribus utrinque bisulcalis flavo-albicantibus; stamine 4, anthera lineari; caryopsi squama 4 breviore anguste oblonga trigona acula apiculata sub- tilissime granulata atrofusca, stylo exserlo profunde 3fido; rhacheola compressa tetraquetra leviter flexuosa angustissime alata. Samlet af Mag. Orsted ved Granada, Pitayaya og Cartago i Costa rica. Ydre Lighed frembyder denne Art med C. seslerioides, men nærmere betragtet er den dog megetforskjellig. Blomsterhovedet er meget större, bestaaer af flere Smaaax, Hyl- steret har flere Blade, Skjællene ere krumme baadformede i Spidsen ligesom tverafhugne og indtrykte med to Furer langs hver Side af Skjællet, Nödden smal-aflang meget mörk ikkun 4 kortere end Skjællet. 25. Cyperus tenerrimus Pres! Rel. Henk. p. 166. Kth. I. c. p. 44. Henke skal efter Presls Angivelse have fundet den ved Acapulco. Den er ikke senere gjenfundet i Mexico. : g. corymbosi. 26. Cyperus articulatus L. Sloane hist. jam. 4. t. 81. f. 4. Kth. Il. c. p. 53. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 98. Fr. Hernandez hist. anim. et plant. Noy. Hisp. ed. Recch. p. 33. Allerede hos Hernandez anföres denne Plante som mexicansk under Navn af Apoyomalli eller Phitzisiranda fra Tacamboro og Tepecuaquilco. Den blev derefter fundet af Schiede ved Vera Cruz, og i Savanerne ved S. Miguel Cuautla. Jeg fandt den i Savan- Sumpe ved Pital i Nerheden af Rio.Nautla, hvor den var kjendt under Navn af Zacatule, og blomstrede i Mai. Den tykke Rodstok er frisk af en bitter campheragtig Lugt og Smag, og bruges af Mexicanerne som et vigtigt Legemiddel i mangfoldige Sygdomstilfælde. Dr. Schiede sendte den under Nayn af Rais de peonia. Mag. Orsted fandt den hyppig paa Smaaöerne i Nicaragua Söen i Marts; lige- ledes ved Tepilapa i Nicaragua i Januar. 27. Cyperus rotundus L. Kth. 1. c. p. 58. Benth. pl. Hartw. p. 28. C. Hydra Michx. fl. Amer. bor. 1. p. 27. Presl Rel. Henk. p. 175. Nees ab E. Linnea v. 19. p. 698. Henke og Aschenborn sendte den fra Mexico uden Stedangivelse. Hartweg fandt den paa Marker ved Aguas calientes. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 2 Bind. vo ~I _ 210 28. Cyperus esculentus L. Kth. L ce. p. 61. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 97. C. Hydra HBK. nov. gen. 1. p. 205. Hidtil ikkun bemærket i Mexico Dalen og paa Mexicos Vestside. Humboldt og Bonpland fandt den paa oversvömmede Steder ved Mexico paa 1170 Toisers Höide; lige- ledes paa lörre Steder ved Foden af Jorullo paa 400 Toisers Hôide. Schiede sendte den fra S. Angel i Mexico Dalen. Schlechtendal formoder at Planten i Mexico er indfört af Spanierne som Cultur- gjenstand. Uden at vide hvorpaa dette Antagende stölter sig, vil jeg dog tillade mig at bemærke, at jeg under mit Ophold i Mexico aldrig har hôrt tale om en der dyrket Cype- racee som Neringsplante. 29. Cyperus ciliatus Jungh. Linnea v. 6. p. 25. Kth. 1. c. p. 62. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 97. Dr. Schiede sendte nogle faa unge Exemplarer fra Mexico; Planten fandtes imel- lem Sta Fe og Plan del rio (i Dep. Vera Cruz). Ved at undersöge et af Prof. Schlechtendal velvilligt overladt Exemplar finder jeg Anledning til fölgende Bemærkninger, som enten ere Afvigelser fra eller Tillæg til den af Kunth (I. c.) givne Beskrivelse: culmus apicem versus angulis scaber; phylla involucri dorso marginibusque serrulato-scabra, plana, 3“ lata; ochree compressa, apice bidentate ; spicule 3flore basi bractea setacea ciliata suffulte, squama infima minore vacua; stylus caryopsi duplo longior ad medium trifidus. Forresten tvivler jeg ikke om, at Arten er velbegrundet, hvilket yderligere vil stadfæstes ved Plantens Gjenfindelse. 30. Cyperus fulvescens Liebm.: rhizomate repente stolonifero, culmo 1—41}pedali triquetro glabro striato basi foliato; foliis culmo brevioribus planis rigidis sursum scabris; umbella sub radiata, radiis inæ- qualibus, exterioribus 3 pollicem semipollicemve longis reliquis subsessilibus apice subdistiche et remotiuscule 8—12stachyis; involucro 5phyllo, phyllis 2 inferioribus umbella longiori- bus 3—4pollicaribus planis carinatis sursum margine scabris; spiculis patentissimis 9—6'" longis compressiusculis 16—25floris basi -bractea subulata suffullis; squamis imbricalis carinato-navicularibus compressis ovalis obtusis brevissime mucronulatis 7—9nerviis, ca- rina fusco-virente, lateribus fulvo-ferrugineis margine irregulariter repando hyalino; sta- minibus 3, filamentis hyalinis membranaceis, antheris fuscis; caryopsi squama duplo bre- viore clongata trigona apiculata glabra fusca, stylo caryopsin æquante, stigmatibus 3 lon- gissimis exsertis; rhacheola flexuosa hyalino-alata, alis involulis caryopsin amplectentibus. Paa grusede Steder ved Flodbredder i Nærheden af Trapiche de la Concepcion ved Comaltepec i Dep. Oajaca (30007, blomstrende. i Juli. 211 Arten er nærmest beslægtet med C. repens Elliott (C. phymatodes Muhlbg.), med hvis Smaaax dennes har den største Lighed. Fölgende Forskjelligheder udmærke vor Plante: Rodstokken er ikke knolleberende, Hylsterbladene ere 5, Skjærmstraalerne have 8—15 Smaaax, Skjællene ere tættere taglagte udlébende i en lille Spids (ikke oddede nedenfor Skjælspidsen), de have 7—9 Nerver, Nödden er kortere og glat, Stövknappene ere brune. Ogsaa med C. lutescens Torr. & Hook. (Torrey Monogr. of North Amer. Cyper. p. 433) har vor Plante nogen Affinitet, skjöndt mindre end med €. repens. 31. Cyperus seaberrimus Nees ab E. Linnea v. 19. p. 697. Sendt fra Mexico uden Stedangivelse af Aschenborn. Nees erklærer Planten for nerstaaende til C. phymalodes og C. sphacelalus, hvor- efter den har faaet sin Plads paa dette Sted. h. glomerali. 32. Cyperus pyenostachyus HBK. nov. gen. 1. p. 215. t 65. sub Marisco Kth. l. c. p. 77. Nees ab E. Linnea v. 19. p. 698. Hôrer til den tempererte Region i Mexicos Indre og paa Vestsiden. Humboldt og Bonpland fandt den i Dep. Michoacan paa Veien til Jorulo imellem Puerto de Anda- racuas og Yurirapundaro paa 950 Toisers Hôide. Aschenborn sendte den uden Stedangivelse. 33. Cyperus obesus Liebm.: cespitosa, culmis 14—2pedalibus trigonis glabris striatis basi foliatis; foliis culmo duplo brevioribus erectis rigidiusculis angusle linearibus setaceo-acutatis- carinatis apicem versus margine scabris, vaginis bipollicaribus rubentibus glabris; umbella 5—8radiala, radiis inæ- qualibus, exterioribus 2 bipollicaribus patenlissimis divaricalisve, reliquis sessilibus; invo- lucro 5—8phyllo, phyllo infimo 6—9 poll. longo 3° lalo plano carinato, inlimis angus- tissime linearibus subsetaceisve; spieis elongalo-cylindricis pollicaribus digitum crassis basi involucello 2—3phyllo, phyllis selaceis reflexis; spiculis numerosissimis dense con- geslis patentissimis reflexisve ovato-lanceolalis compressiusculis 4—6floris basi bractea selacea_spicula breviore suffullis; squamis oblongis carinato-navicularibus obtusis infra apicem minutissime mucronatis 1inerviis, carina lata viridi, lateribus pallide fusco-stra- mineis dense ferrugineo-lineolatis, squama infima minore vacua; staminibus 3, antheris linearibus, flavescentibus; caryopsi ovata triquetra apiculata nitida castanea subtilissime granulata lateribus planis squama duplo breviore, stylo profunde 3fido fusco; rhacheola hyalino-alata. Voxer paa fugtige Steder omkring Hacienda de Mirador (3000’), og i Potrero de Consoquitla; blomstrer i August og October. 27% 212 Den er nærmest beslægtet med C. pycnostachyus, men forskjellig ved de ud- spærrede eller noget nedadbôiede Skjærmstraaler, ved det af 2—3 börsteformige Hylster- blade dannede Smaahylster, ved de 4—6blomstrede Smaaax, ved de 11nervede Skjæl, ved de odlöse Stövknappe, endelig ved de kortere smallere Blade, som i Randen ere ru, men ikke bruskagtig-saugtakkede. 34. Cyperus prolixus HBK. nov. gen. 1. p. 206. Kth. I. c. p. 19. Comostemum Schottii Nees ab E. Cyp. bras. p. 5. Denne hidlil i Brasilien og Ny-Granada fundne udmærkede Plante forekommer ogsaa i Mexicos ôstlige subtropiske og tempererte Region imellem 2500—5000. Jeg fandt den paa Bredden af en Aa i Nærheden af S. Antonio Huatusco, blomstrende i September ; ligeledes i Dep. Oajaca ved Trapiche de la Concepcion i August. Min Plante stemmer paa det nöieste med den brasilianske. Nees’s Slægt Comos- temum, som især er grundet paa de lange Stöviraades Affalden sammen med Nödden, synes at referere sig til en altfor subtil og uvæsentlig Characteer til at retferdiggjöre en Slegtsadskillelse. 2 i. Pennati. 35. Cyperus ligularis L. Rottb. gram. t. 11. f. 2. Kth. I. c. p. 79. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 98. Presl Rel. Henk. p. 171. Hænke skal have samlet den ved Acapulco. Schiede fandt den ved Byen Mexico. Fra Mexicos Östside er den hidtil ikke kjendt. Örsted fandt den ved Cabo blanco i Costa rica. | k. Mariscoides. 36. Cyperus discigerus Liebm.: culmo subpedali trigono glabro striato; foliis culmo brevioribus linearibus margine et carina scabris; umbella 7—11radiata, radiis inæqualibus, exterioribus 1!pollicaribus pa- tulis apice poly (35—50)stachyis, ochreis brevibus apiculatis; involucro 7—9phyllo radiis multoties longiore, phyllis patulis planis nervosis scabris 7—9 poll. longis; spicis oblonge cylindricis; spiculis dense congestis divaricatis reflexisve lineari-lanceolatis 5‘“longis com- pressiusculis 7—Sfloris, basi bractea subulata suffultis, disco depresse-cylindrico insiden- tibus mox deciduis, discis rhacheos persistentibus; squamis elongato-ovalis carinato-navi- cularibus compressis 9—41nerviis, nervo carinali viridi in mucronem brevissimum excur- rente, lateribus flavo-fuscis, squamis 2 infimis minoribus vacuis, staminibus 2; caryopsi elliptica trigona apiculata granulata fusca dorso convexa lateribus subplanis vel leviter 213 concavis squama } breviore; stylo profundissime trifido; rhacheola flexuosa alternatim bialata, alis hyalinis conniventibus caryopsin amplectentibns. Voxer paa fugtige Steder i Dep. Oajacas östlige dybe Bjergdale i den varm- tempererte Region paa henimod 3000 Fods Höide. Jeg fandt den ved Trapiche de la Concepcion i August. De lige ved Grunden tidligt affaldende Smaaax; de flade afrundede Skiver (tuber- cula Nees), hvortil Smaaaxene „ere befæstede, og som blive staaende eflerat disse ere affaldne, hvorved Blomsterstandens Hovedaxe bliver ligesom vortet, gjér denne Art meget kjendelig fra alle mig bekjendte af denne Afdeling. Hos den af Nees i Cyp. bras. op- stillede Slægt Diclidium omtales hos flere Arter en rhachis tuberculata, men vor Plante hører ikke til hin Slegt. *) Cyperus sertularinus Liebm.: rhizomate crasso stolonifero, culmo 2!—3 pedali basi foliato digitum minimum sursum pen- nam anserinam crasso triquetro glabro striato; foliis culmo brevioribus 5‘ latis carinatis plicato-nervosis supra glabris sublus ad nervos carinam margines scabris, vaginis purpu- rascentibus glabris; umbella decomposita 10radiata, radiis inæqualibus interioribus 5 sessi- = libus exterioribus 5 bi-sexpollicaribus erecto-patulis, umbellulis 3—5radiatis, radiis sessi- *) Cyperus anceps Liebm.: rhizomate obliquo tuberascente crasso fibris longis validis instructo; culmo pedali triquetro striato glabro basi foliato; foliis culmum æquantibus rigidiusculis carinatis margine sursum scabris, vaginis 2—3pollicaribus basi rubescentibus ore membranaceo laxo truncalis; umbella simplici 8—10radiata, radiis exterioribus 5pollicaribus sesquipollicaribusve, in- termediis sessilibus, apice poly (22—28)stachyis, ochreis 2—3° fuscis apiculatis, in- volucro 5—7phyllo longissimo, phyllis inferioribus 6—8 poll.; spiculis in spicam polli- carem laxe congestis patentissimis- demum divaricalis compressis ancipilibus lincaribus 444 5—6“* longis 5floris basi bractea setacea 2—3'” suffultis; squamis oblongis compressis infra apicem -brevissime mucronatis 7—Qnerviis, carina viridi lateribus ferrugineis, infima squama minore vacua; staminibus 3;. caryopsi lineari-elliptica trigona apiculata fusca sub- tilissime punclulata, dorso convexo lateribus planis, squama } breviore, stylo caryopsi breviore trifido; rhacheola flexuosa alata, alis membranaceis conniventibus subhyalinis. Paa Oen Cuba fandt jeg den voxende paa sumpig kalkholdig Grund ved Bejucal paa 200 Fods Höide i April. Arten slulter sig ner til C. discigerus, hvormed den har habituel Lighed, men mangler de skiveformige Ophöininger paa Axen. De ôvrige Forskjelligheder imellem begge ville fremgaae af de givne Beskrivelser. 214 libus divaricatis, terminali bipollicari, lateralibus 1—1!poll. longis polystachyis; involucro 10phyllo, phyllis umbellam superante 3° lalis carinatis nervosis; involucellis 3 —5phyllis, phyllis reflexis auguslis umbellula brevioribus; ochreis 1—1pollicaribus compressis apice bifidis; spieulis numerosissimis in spicam elongatam cylindricam dense congestis diver- gentibus demum divaricalis facile deciduis semipollicaribus compressis linearibus utrinque aculis 7—Sfloris, basi bractea acuta suffullis; squamis imbricalis parum squarrosis carinalo- navicularibus oblongis infra apicem brevissime mucronatis obsolete nervosis, carina fusco- viridi, lateribus fuscis margine hyalinis, squama infima minuta obtusa vacua; staminibus 3, filamentis persistentibus membranaceis hyalinis; caryopsi squama duplo breviore elliplica apiculala trigona dorso convexa lateribus planis castanea nilida sublilissime granulata, stylo profundo 3fido; rhachi communi post decasum spicularum tuberculata ; rhacheola membra-' nacea hyalino-alata, alis caryopsin amplectentibus. Mag. Örsted fandt den ved Masaya i Nicaragua i December. Denne Art bliver at indordne i Nærheden af C. strigosus L., men afviger ved flere Straaler i Stor- og Smaaskjærmen, 3—5bladet Smaahylster, Smaaax længere (4) 6—8 blomstret, Skjæl utydelig nervede, Nod smuk kastaniebrun glindsende med yderst fine ophöiede Prikker, Griffel dybt treklôvel. Med C. discigerus har den Overensstem- melse i Henseende til den tuberculate Rhachis. 37. Cyperus caracasanus Kth.”. c. p. 86. Mariscus flabelliformis HBK. nov. gen. 1. p. 215. Paa fugtige Sleder i Savaner i den östlige varm-tempererte Region paa 2500 Fods Hôide. Jeg fandt den i Polrero de Consoquitla i August. Mag. Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica i November, og ved Tepilapa i Nicaragua. 38. Cyperus thyrsiflorus Jungh. Linnea v. 6. p. 24. Kth. 1. c. p. 86. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 98. Nees ab E. Linnæa v. 19. p. 698. Schiede fandt den ved Jalapa. Aschenborn sendte den fra Mexico uden Sted- angivelse. Jeg fandt den almindelig udbredt i den hede og varm-tempererte ôstlige Re- gion, ved Colipa, Jicaltepec ved Rio Nautla, paa Hacienda de Jovo, i Potrero de Conso- quitla; den blomstrer fra Marts til September, . Nees anseer den for en Varietet af C. caracasanus, hvilken Mening jeg ikke kan tiltræde, idet de begge frembyde gode og constante Charaklerer. 39. Cyperus breviradiatus Liebm.: culmo basi tuberascente 2—21pedali trigono glabro striato basi foliato; foliis plerumque culmo brevioribus linearibus planis carinalis nervosis 2—2{"lalis margine carina utrinque 215 nervis sublus scabris, vaginis ore membranaceo truncato flaccis; umbella 8—9radiata, radis 2—4 exterioribus erecto-patulis 1;—1—, pollicaribus reliquis sessilibus apice poly (28—24)stachyis; involucro longissino 8—9phyllo, phyllis usque pedalibus patulis planis carinalis nervosis margine carina nervis scabris; ochreis brevibus compressis ore oblique truncalis; spiculis in spicas velut truncatas 8—10’longas pollicem et insuper latas con- gestis divergentibus demum reflexis gracilibus compressis 8’’longis 8—9floris basi bractea setacea suffullis; squamis remotiusculis parum squarrosis compresso-navicularibus elliptico- oblongis obtusis infra apicem obluse mucronulatis obsolete 7—9nerviis, carina viridi la- teribus pallide fuscis ferrugineo-lineolatis, ullima squama tabescente neutra, infima minore vacua; staminibus 2, antheris oblongis fuscis, filamentis hyalinis; caryopsi elongata 1“ longa trigona apiculata dorso convexa lateribus duabus planis flavo-fusca granulato-asperata squama 4 breviore, stylo ad medium trifido; rhacheola flexuosa hyalino-alata. Voxer paa fugtige Steder i Potrero de Consoquitla (25009), og blomstrer i Octbr, Den er saa nærbeslægtet med C. infucatus Kth. Mariscus longus Nees Cyp. bras. p.44, at jeg lenge var i Tvivl, om min Plante ogsaa var forskjellig derfra. Vanskeligheden forögedes ved den Uoverensstemmelse, som findes imellem Beskrivelserne hos Kunth og Nees. Hos Kunth (Cyp. p. 86) hedder det, at Skjærmen omtrent er 9straalet, Hylsteret Sbladet, Smaaaxet 6—Sblomstret, Skjællene 11nervede; medens Nees tillægger den en 7—Sstraalet Skjerm, et 3—4bladet Hylster, 5—7blomstret Smaaax. Uvis om hvilken af disse to Angivelser der er den nöjagligere, finder jeg fölgende Afvigelser fra begge hos min Plante, hvoraf talrige Exemplarer foreligge. Bladene ere mere ru, Skjærmstraalerne kortere, hos nogle Skjærme ikkun to, hos andre indtil 4 udviklede, og i det hôieste af 44 Tommes Længde oftest kortere, Resten af Straalerne (4—6) ere siddende og oprette; Axene ere mere end en Tomme brede, hos C. infucatus ere de 1 Tomme brede; Smaa- D axene ere længere (8°) og med flere Blomster; Skjællene have 7—9 temmelig utydelige Nerver; Stövdragerne ere ikkun 2; Hylsteret er 8—€bladet udspærret, ikke tilbageslaaet. 40. Cyperus alpinus Liebm.: rhizomate repente stolonifero, culmis cæspilosis subpedalibus compresso -triquetris glabris Striatis basi foliatis; foliis culmum subæquantibus longioribusve planis linearibus ner- vosis carina marginibusque scabris; foliis novellis brevibus planis ensiformibus; umbella 5—8 radiata, radiis inæqualibus patulis intermediis sessilibus exterioribus 2—4 poll. longis apice poly (15—2S)stachyis ; involucro 6—7phyllo umbellam superante, phyllis lato- linearibus 24° latis planis carinalis nervosis marginibus carina ulrinque nervis supra scabris; ochreis truncatis; spiculis in spicas composilas oblongo-cylindricas }—4 polli- cares dense congeslis, patentissimis subulatis compressiusculis 3—4'” longis 4 floris, basi bractea subulata suffultis; squamis oblongis obtusis carinato- navieularibus. 11—13nerviis 216 infra apicem brevissime mucronulatis, carina viridi-fusca, lateribus fuscis aurantiaco-punc- tulatis lineolatisve marginibus subhyalinis; squamis infimis 2 minoribus. vacuis; staminibus 3, filamentis persistentibus planis membranaceis, antheris oblongis, polline tetraedro; ca- ryopsi elliplico-oblonga trigona apiculata minutissime granulata fusca, squama 4—} bre- viore , stylo profundissime trifido exserto; rhacheola flexuosa alternalim bialata, alis hyalino-viridibus squamæ adnatis et cum illa solubilibus. Tilhôrer den kolde östlige Cordillere-Region imellem 7—7500’. Jeg fandt den paa fugtige Steder ved Chinautla i Dep. Puebla, blomstrende i Mai og Juli. Ogsaa denne Art slulter sig efter sit Habitus til de umiddelbart foregaaende Arter, hvorfra den dog er adskilt ved mange Charakterer. Den markeligste Egenskab hos denne Art er Beskaffenheden af Smaaaxels Rhachis, hvis Vinger ere saa nôie forenede med Skjællet, at man ved at lösne dette tillige erholder de to af Skjællet omsluttede Vinger. 41. Cyperus camphoratus Liebm.: rhizomate bulbotuberoso rotundato-ovato magnitudine nucis Avellane vaginis fissis fuscis tunicato, culmo 1}—1—rarius 2pedali triquetro jglabro striato basi foliato; foliis 3—4 culmo brevioribus conduplicatis carinalis margine et carina scabris coriaceis; umbella sub- 6radiata, radiis inæqualibus, longioribus 14—2—rarius 3—4pollicaribus, intermediiis ses- silibus, apice fasciculato-spiculatis poly (30—45)stachyis; ochreis compressis apicalis; involucro 5—6phyllo, phyllis inferioribus umbellam 2—3plo superantibus, superioribus æquantibus; spiculis basi bractea setacea ciliata }pollicari suffultis patulis linearibus com- pressiusculis 6—8'”longis laxifloris sub1Ofloris ; squamis palulis remotiusculis oblongis naviculari-compressis oblusis infra apicem obsolete mucronulalis 9nerviis fuscis margini- bus membranaceis, squamis inferioribus minoribus vacuis; slaminibus 3, filamentis longis- simis membranaceis; caryopsi elongata trigona. apiculata castanea minulissime granulata, dorso convexo lateribus duabus planis squama duplo breviore, stylo caryopsin æquante, stigmalibus 3 longissimis; rhacheola alternalim compressa hyalino-alata. Hörer hjemme i de udbredte Græssavaner i det östlige Mexico imellem 2--3000, voxende i en mager råd jernholdig Leerjord, i hvilken Lögknollerne,i den torre Tid ligge skjulte. Jeg fandt den i stor Mengde i Potrero de Consoquitla, i Savaner ved Corral. de piedras paa Hac. de Mirador, blomstrende i October. å Lögknollerne ere af en stark bilter- aromatisk kampheragtig Smag, og benyltes af de Indfödte som et godt Middel i bilöse og putride Febre. Parenchymet er meget fast, bestaaer af afrundede Celler, der ere opfyldte af en gjennemsigtig gul Harpix. Den fortjener Pharmacologernes Opmærksomhed. 42. Cyperus firmus Presl Rel. Henk. p. 171. Kth. 1. c. p. 105: Angives at vere fundet af Hanke ved Acapulco. Den er ikke senere gjenfundet, _ … _ Uagtet denne Plante kun er kjendt af Presl’s Beskrivelse, og Kunth stiller denne Art iblandt de tvivlsomme, kan jeg dog ikke tage i Betænkning at indföre Arten paa dette Sted i Afdelingen af Cyperi mariscoides. Cyperus distans L. Kth. 1. c. p. 93. Rottb. Gram. t. 10. Nees ab E. Cyp. bras. p. 40. Udbredningskredsen for dette Halvgres er meget betydelig. I Kunths Cypero- graphie findes det imidlertid ikke optaget som americansk, skjöndt det findes i Syd- America, paa de vestindiske Oer og i Central-America. Nees anfürer den som brasiliansk fra Omegnen af Rio de Janeiro. Mag. Orsted fandt den paa St. Thomas og ved Tepitapa i Nicaragua, paa sidstnevnte Sted blomstrende i Januar. I. Kyllingioides. 44. Cyperus ischnos Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 99. Denne först af Dr. Schiede ved Jalapa fundne Art er udbredt paa den östlige Skraaning af den mexicanske Cordillere, voxende paa græsrige Savaner, og blomstrende fra Juli til October. Jeg fandt den i Savaner ved Hacienda de Buenavista (3000) imel- lem Jalapa og Mirador; i-Potrero de Consoquilla (2500’); paa fugtige Marker imellem Paso de ovejas og Mananlial. Da Prof. Schlechtendal ikkun har havt faa Exemplarer til sin Raadighed, kan hans i det Hele taget gode Beskrivelse af Arten dog lide nogle Modificationer efter det rigere Materiale, jeg har liggende for mig. Rodstokken er krybende og horizontal. Stengelen hyppig ikkun af 6—7” Længde, men opnaaer ogsaa over 2 Fods Længde. Hylsterbladene stundom indtil 8” lange. Blomsterhovedet er meget foranderligt i Störrelse, hos nogle er det neppe saa stort som Berret hos Ribes rubrum, hos andre selv större end et Kirsebær. Smaaaxene have sædvanlig færre Blomster end Schlechtendal angiver, nemlig 4—5; ikkun paa större Blomsterhoveder ere Smaaaxene &—9 blomstrede. Ved Grunden af Smaaaxene findes et sylformigt Dækblad. Nödden er omvendt-ægformig trekantet med en kort Spids lysbrun, dobbelt mindre end Skjællet. Blomsterstanden er sædvanlig et enkelt Hoved, men hos kraftige Exemplarer er Blomsterstanden mere sammensat, man finder da indtil 4 Blomsterhoveder, hvoraf de to nederste sidde paa 1—11 Tomme lange Straaler ; Hylsteret er da firebladet. 45. Cyperus triceps Nees ab E. Linnæa v. 19. p. 697. €. triceps v. multiflorus Nees ab E. |. c. Sendt af Aschenborn fra Mexico uden Stedangivelse. Jeg fandt begge Former paa fugtige Enge ved Chinautla (Dep. Puebla) paa 7000’ Hôide, blomstrende i Mai—Juli. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Rekke, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 28 218 » Nees har beskrevet Planten efter faa og ufuldstændige Exemplarer. Flere Til- sætninger og Forandringer ere derfor nödvendige ved hans Beskrivelse. Rhizoma repens stoloniferum. Culmus tenuis 24pedalis triqueter angulis scaber- rimus (vix retrorsum scaberrimus) striatus basi foliatus; folia culmo breviora anguste linearia carinata pagina superiore margine carinaque scabra; capitulum compositum ob- longum lobatum e 3—4 minoribus polystachyis conferlum, interdum radium bipollicarem apice cylindrico-spicatum polystachyum emittens; involucrum 3—5phyllum, phyllis demum reflexis scabris, inferioribus 4—41 poll. longis; spicule densissime congeste patentissime reflexeve 3—4’’ longe compressiuscule laxifloræ 4—10floræ basi bractea setacea suffulte ; squame patule lato-ovate obluse infra apicem brevissime mucronate (mucrone marginem squame non allingente), carinato-naviculares 9nerviæ, carina fusco-viridi, lateribus fuscis castaneo-lineolatis margine hyalino; sqame 2 infimæ minores vacuæ; stam. 3; caryopsis obovata trigona apiculata subtilissime granulata atro-castanea nitida; stylus trifidus; rha- cheola flexuosa angustissime hyalino-alata. Störrelsen af Hovederne eller egentlig de sammensatte Ax er meget foranderlig; hos den större Form med mangeblomstrede Smaaax er Hovedet af over en Tommes Længde; Zeprede: Arten hörer i Nærheden af C. divergens HBK., men adskiller sig ved krybende Hylsterbladene ere her over 6“ lange og 3 Rodstok, forsynet med Udlöbere, ru Stengel, kortere Blade, Blomsterstanden forskjellig, Skjæl med yderst kort Spids, o. fl. 46. Cyperus asperrimus Liebm.: tota planta, sc. culmus, folia, involucrum undique pilis brevibus fragilibus hyalinis scabrida. Rhizoma repens stoloniferum, culmo pedali triquetro striato basi 5—6foliato; foliis culmum subæquantibus vel plerumque eo brevioribus rigidis carinalis striatis planis 14 lin. latis; umbella simplici 3—5radiata, radiis sessilibus divergentibus dense spicalis polystachyis, spicis composilis semipollicaribus, intermedia majori oblongo-cylindrica, lateralibus mino- ribus; involucro 3—5phyllo, phyllis inæqualibus, infimis 2!—2pollicaribus; spiculis paten- tissimis divaricalisve elongatis compressiusculis laxifloris 5floris, bractea subulata suffultis ; squamis ‘palulis lato-ovatis carinato-navicularibus obtusis infra apicem brevi-mucronatis, mucrone apice spinuloso-ciliato, 7—9nerviis, carina viridi dorso ciliolata, lateribus fusco- castaneis, marginibus latis stramineo-flavescentibus; staminibus 3; caryopsi elongato-obovata trigona apicali subtilissime punctulata nitida pallide helvola, squama 4 breviore; stylo. trifido ; squama infima spiculæ minori vacua; rhacheola flexuosa angustissime alata. Voxer i torre Græssavaner i den östlige varm-tempererte Region. Jeg fandt den i Potrero de Consoquitla paa 250), blomstrende i August. Denne Art er udentvivl meget ner beslegtet med C. triceps, men foruden en « 219 anden geographisk Fordeling, der tilkommer de to Former, adskilles de ved fölgende Charakterer: C. asperrimus er mindre af Væxt, udmærker sig ved en langt större Ruhed, hidrörende fra længre spröde farvelöse Haar, som beklæde hele Stængelen (ikke blot Kanterne, saaledes som hos C. triceps), Bladene paa begge Sider, Hylsterbladene; Blomster- hovederne ere mindre; Skjællene ere forskjelligt farvede, ru paa Kjölen, som udlöber i en tornet Spids, der:træder frem over Skjællets Rand, medens C. triceps har en glat Kjöl, der forlænges i en kortere, Skjællels Rand ikke naaende, tornlös Spids. Nödden er endelig aflang-omvendt-ægformig lys-læderfarvet; hos C. triceps er den blot omvendt ægformig, og mörkere farvet. Cyperus asperrimus $ multiflorus Liebm.: inflorescentia subcapilata e spicis compositis 3—4 capiluliformibus congesta, radium unum alterumve 4—2pollicarem apice capilato-polystachyum emittente; spiculis 9—42floris. Voxer i Savanerne omkring Mirador, og blomstrer i October. Denne Form forholder sig til Hovedformen, som C. triceps v. mulliflorus Nees forholder sig til C. triceps. 4%. Cyperus Manimæ HBK. nov. gen. 1. p. 209. Kth. I. c. p. 96. Nees ab E. Linnæa v. 19. p. 698. Denne Art, som tidligere kun var kjendt som mexicansk efter nogle Exemplarer, som Aschenborn havde sendt uden Stedangivelse, og som tilhörle en mager Form med ikkun 3 Radier i Skjermen, en temmelig almindelig i den 6stlige varm-tempererte Region imellem 2500—3000’. Jeg fandt den i Savaner ved Mirador og i Potrero de Consoquitla, blomstrende i October og November. Mine Exemplarer ere fra 24—4 Fod lange. Hylsteret er 5—6bladet (aldrig 8bladet); Hylsterbladene kunne blive indtil 10” lange. Radierne indtil over 2” lange. Smaaaxene ere 4—8blomstrede. 48. Cyperus divergens. HBK. nov. gen. 1. p. 208. Kth. I. c. p. 96. Benth. pL Hartw. p. 28. Humboldt og Bonpland fandt den paa Jorullo i det vestlige Mexico. Hariweg paa Gresgange ved Aguas calientes. 49. Cyperus dipsaceus Liebm.: rhizomate obliquo repente nodoso premorso stolonifero, stolonibus squamis lanceolatis aculis nervosis brunneis dense obsitis; culmo 14—2pedali gracili triquetro glabro striato basi foliato; foliis anguste linearibus complicalis carina margineque scabris culmo multo 28* = 220 brevioribus; umbella 3 --5radiata, radiis inæqualibus, intermediis 2—3 sessilibus, reliquis pedunculo 1—4{pollicari instructis, apice cylindrico-capitatis; involucro longissimo 4—5 phyllo, phyllo infimo pedali, reliquis multo brevioribus, anguste linearibus carina margi- neque scaberrimis; ochreis brevibus compressis stramineis apice truncatis brevissime bi- cuspidatis; spicis numerosissimis imbricatis compressis 2—6floris basi bractea setacea suffultis in capitulis cylindrico-rotundatis forma et magnitudine Mori albe 16—8‘“ longis) densissisme congestis; squamis sqarrosis ovato-lanceolatis naviculari-carinatis infra apicem longe cuspidatis, cuspide squama 4plo breviore scabra parum reflexa, 7--9nerviis, carina viridi, lateribus stramineo-fuscis, marginibus pallidioribus ; squama infima bractea opposila minore vacua; staminibus 2, antheris oblongis fuscis; caryopsi obovata triquetra apiculata lateribus concavis nitida castanea subtilissime granulata squama 4—1} breviore, stylo longo ad medium trifido fusco; rhacheola flexuosa hyalino-alata. Voxer i torre Savaner i den varm-tempererle östlige Region. Jeg fandt den blomstrende i October i Potrero de Consoquitla ved Mirador. Iblandt de beskrevne Arler nermer denne sig mest til C. filiculmis og C. diver- gens. Fra den förste adskiller den sig ved en forskjellig Rodstok, der ingen Knolde ud- vikler, ved eglancetformige langoddede 7—9nervede skidengule Skjæl, ved en omvendt- ægformig finkornet brun Nod, ved et brunt Griffel, ved to Stövdragere. Fra C. divergens adskilles den ved Mangelen af Knolde, ved de paa Randen og Kjölen rue Blade, som ere meget kortere end Stengelen, ved de æglancetformige Skjæl, ved to Stövdragere, Stövknappene aflange brune ikke tilspidsede, ved det brune Griffel. 50. Cyperus apiculatus Liebm.: rhizomate stolonifero, culmo 21—3 pedali trigono glabro striato basi foliato; foliis culmo brevioribus anguste linearibus complicatis carinatis sursum carina marginibusque scabris; inflorescentia aut capitato-congesta e 3—4 capilulis subsphæricis magnitudine Ceraci avium polystachyis conferta, aut umbella 5radiata, radiis 2 intermediis sessilibus subconfluentibus subspbærico-capitatis, 3 exterioribus divaricatis inæqualibus 1—2pollicaribus apice capitato- polystachyis; involucro 5—6phyllo, phyllis deflexis inæquilongis carinalis carina margini- busque scabris, inferioribus 6—Spollicaribus ; spiculis densissime confertis, inferioribus bractea setacea scabra spiculam superante suffultis, compressiusculis 5—6floris patentissimis demum reflexis; squamis patulis lato-ovatis obtusis carinato-navicularibus infra apicem longe mu- cronatis, mucrone denticulato parum recurvo quartam squamæ partem longo, 9—11 nerviis, carina viridi, lateribus castaneo-fuseis, marginibus pallidioribus ; Staminibus 3, fila- mentis tenuibus hyalinis, antheris oblongis fuscis; caryopsi obovata trigona obtusa api- culata subtilissime granulata, squama vix 4 breviore, nigricante nilida; rhacheola flexuosa angustissime hyalino-alata. 221 Voxer paa fugtige Græsgange omkring S. Antonio Huatusco (4500’), og blomstrer i August. Den er nerstaaende til C. divergens, men adskilles ved den med Udlöbere for- synede Rodstok (der ikke er knollet); ved meget længere Stengel, kortere Blade, der oventil ere ru paa Kjolen og Randene; ved Blomsterstanden, der fremtræder under to Former, dels en udspærret hovedberende Skjerm, dels sammentrængte Hoveder, der bestaae af flere Smaaax; ved 5—6bladede Hylstre; ved 5—6blomstrede Smaaax; ved 9—11nervede Skjæl, hvis Sider ere kastaniebrune, hvis Spids er længere fremtrædende, af omtrent 1 af Skjællets Længde; ved en næsten glat meget mörkfarvet Nöd; endelig ved aflange brun- lige oventil ikke tilspidsede Stovknappe. Kunth bemærker ved C. divergens, at den neppe er forskjellig fra C. filiculmis Vahl uden ved. de sammenhobede Hoveder, og længre til- spidsede Skjæl; Forskjellighederne imellem C. filiculmis, hvoraf jeg har kunnet sammen- ligne talrige Exemplarer, og C. apiculatus ere saa betydelige, at man ikke vil falde paa at sammenligne dem. C. Diclidium Nees ab E. stylo trifido, caryopsi triangulari, rhacheola articulata, articulis bialatis, alis cartilagineis. genitalia excipientibus. 51. Cyperus (Diclidium) macrocephalus Liebm.: rhizomate crasso repente stolonifero, culmo 14—18pollicari pennam anserinam crasso triquetro glabro striato basi foliato, foliis 2—3 culmo longioribus (24-26 poll. longis, 3” latis) trinerviis, undique supra, ad nervos solummodo subtus, carina marginibusque scabris; capitulo solitario terminali depresse globoso magnitudine sem. luglandis regie e spicis compositis numerosissimis dense conglobato; involucro sub6phyllo longissimo (e. 20 poll. longis), phyllis dependentibus 3—5nerviis scabris, phyllisque minoribus 6-pluribusve 1— 2 pollicaribus angustioribus subulatis patulis e variis punelis capitali prorumpentibus; spiculis per spicas compositas arcte dispositis, linearibus subteretibus 3—4’ longis 6—Sfloris; squamis ovatis dense imbricatis concavis brevissime mucronatis, obsolete 5—7nerviis, dorso viridi, lateribus pallide fuscescentibus, marginibus pallidis; staminibus 3; caryopsi elliptica trigona leviter curvata apiculata granulata fusca, dorso convexa, lateribus subplanis, squama subduplo breviore, stylo elongato, stigmate trifido; squama infima minuta vacua; rhacheola flexuosa articulata, articulis brevibus subrotundis excavatis bialatis, alis rotundalis albidis caryopsin excipientibus dimidiamque ejus partem amplectentibus. Denne udmærkede Art voxer i den ôstlige Kystregion paa Bredderne af Rio Naulla ved Pital (faa Mil fra dens Udlöb i mex. Bugt), og blomstrer i April og Mai. Af de beskrevne Former staaer den nærmest til C. conglobatus Willd., som dog er saa forskjellig, at det er ufornödent at fremhæve Adskillelsestegnene. Den til et enkelt 222 stort nedtrykt-kuglerundt Blomsterhoved sammensmeltede Blomsterstand, i hvilken de enkelte Radier ikke kunne adskilles er allene et tilstrækkeligt udmærket Kjendetegn. 52. Cyperus (Diclidium) rufinus Liebm.: culmo 1—2pedali pennam cygneam crasso trigono glabro striatu basi foliato, foliis culmo longioribus lato-linearibus marginibus scabris; umbella composita 8—10radiata, radiis inæqualibus patentissimis, exterioribus bipollicaribus; umbellulis 5—Sradiatis, radiolorum parte. denudata brevi vix semipollicari, apice spicato-polystachyis; involucro 8—10phyllo, phyllis lato-linearibus exterioribus longissimis pedalibus et insuper 4—5“latis margine nervisque supra scabris; ochreis compressis poll. in laminam lineari-lanceolatam semi- pollicarem productis; involucellis 3—5phyllis,. phyllis subpollicaribus setaceis scabris; spiculis densissime congestis patenlissimis divaricatisve sublerelibus subulalus basi bractea selacea suffultis, 5—6’’longis 7—Sfloris; squamis laxiuscule imbricatis ovatis obtusis concayis infra apicem obsolete mucronulatis, leviter striatis, dorso viridi, lateribus rufescentibus vel flavo- castaneis nitidis; staminibus 3; caryopsi exserta obovata trigona apiculata dorso convexa granulato-scabrida fusca; stylo longissimo trifido; rhacheole alis rotundatis conniventibus 2 partes caryopseos amplectentibus ochraceis. Squame infimæ 2 minores obtuse vacuæ. Findes paa sumpige Bredder af en lille Flod i Tehuacan Dalen ved Landsbyen S. Lorenzo, blomstrende i December. | Den synes at nærme sig mest til Cyp. Ehrenbergii Kth. efter Beskrivelsen at dömme, men at adskille sig ved den 8—9straalede Skjerm, 5—Sstraalede Smaaskjærm, 8—10bladede Hylster, 3—5bladede Smaahylster, 8—9blomstrede Smaaax, tættere taglagte, mere butte nedenfor Spidsen kortoddede utydelig stribede Skjæl med rödbrune Sider; 0. s. v. Cyperus (Diclidium) cubanus Liebm.: rhizomate repente crasso stolonifero, culmo 7—2Opollicari stricto rigido triquetro glabro striato basi foliato et subbulboso; foliis culmo longioribus 4“ latis planis carinatis nervosis carina marginibus nervis supra scabris; umbella composita 7—Sradiala, radiis erecto- patentibus, intermediis 2 subsessilibus, ceteris 2—1;pollicaribus apice digitato-ramosis 4—44poll. longis latisque, ramis 3—5 patulis subpollicaribus spicato-polystachyis, inter- medio majori 20—28stachyo, lateralibus minoribus 15—20stachyis; ochreis semipollicaribus obliquis acuminatis; involucro 7—Sphyllo, phyllis inferioribus umbellam longe superantibus 8—10pollicaribus lato-linearibus carinalis nervosis carina marginibusque scabris; involu- cellis diphyllis, phyllis subpollicaribus; spiculis patentissimis 8—10’’longis basi bractea subulata suffullis subterelibus squarrosis 8—16floris; squamis palulis ovalis concavis oblu- tiusculis infra apicem minulissime mucronulatis obsolete 4—5nerviis, dorso viridi, lateribus fusco-ochraceis marginibus hyalinis; staminibus 3; caryopsi ' inclusa elliplico-obovala Cyperus (Diclidium) St. Crucis Liebm.:- culmo 1!pedali penuam anserinam crasso triquetro glabro striato; foliis culmo longioribus 6 latis carinatis plicato-nervosis utrinque ad nervos carinam marginem scabris, vaginis rubescentibus antice tenuiter membranaceis; umbella decomposita 10—A1radiata, radiis compressis ancipitibus 2-—3pollicaribus erecto-patulis apice corymboso-umbellulatis, radiis partialibus 5—8 alternis infimis semipollicari-pedunculatis simplicibus patentissimis poly- stachyis; involucro 10—11phyllo umbellam longe superante, phyllis lato-linearibus 4—5‘” latis basi amplectentibus; ochreis pollicaribus ancipitibus apice profunde bifidis; ochreolis 2—:’” longis apice bifidis; involucellis tot quot radii umbellularum, infimis bipollicaribus sursum brevioribus patenlissimis demum reflexis; spiculis in spicam laxam subpollicarem disposilis remotiusculis divergentibus 6—9‘“longis linearibus teretiusculis 8—11floris, basi bractea setacea suffullis, demum deciduis; squamis oblongo-ovatis obtusis concavis infra apicem brevissime mucronulalis 7nerviis dorso viridibus lateribus fusco-stramineis ferru- gineo-lineolatis; squama infima minuta vacua; staminibus 3; caryopsi oblonga trigona api- culata dorso convexa lateribus planis fusca granulala valvulis rhacheolæ arcte inclusa easque parum superante, stylo longitudine caryopseos trifido; rhachi universali post decasum spi- cularum bracteis et squamis vacuis persistentibus obsita, rhacheola arliculata, articulis bia- latis foveatis, alis subcoriaceis oblongis rotundalis pallide stramineis. Magister Örsted fandt den i Lagunen ved Frederiksstad paa St. Croix. ; Nærmest beslægtet" med denne Art cr D. lenticulare Schrad. og D. Vahlii Schrad. (Nees ab E. Cyp. bras. p. 53). Fra den første adskilles den ved meget bredere Blade med paa begge Sider ru Nerver, Radierne fladirykte tveæggede, Smaaskjærmenes Straaler ugrenede, Smaaaxene længere (6—9“) 8—11 blomstrede, Smaaaxbullens Vinger smalle, i Spidsen ikke afstumpede, Kræmmerhusene i Spidsen dybt toklövede, Nôdden brun. Fra D. Vahlii adskilles den ved bredere Blade, tveeggede Straaler, de sammensatte. Ax slörre, apiculata leviter curvata dorso convexa minutissime granulata flavo-fusca, stylo trifido; rhacheola articulata, articulis brevibus excavatis bialatis, alis ochraceis subcoriaceis oblique lato-lanceolatis conniventibus caryopsin includentibus. Voxer paa sumpige Steder paa Cuba i Nerheden af Havana, hvor jeg fandt den blomstrende i April. Den er nermest beslegtet med Diclidium odoratum Schrad. Nees ab E. Cyp. bras. p- 58, fra hvilken den adskilles ved folgende: Stængelen er meget kortere, Bladene længre end Stengelen, Skjærmen 7—8straalet; Straalerne kortere i Spidsen haandformig-grenet, Grenene 3—5 omtrent en Tomme lange besalte helt med Smaaax, som have 6—16 Blom- ster; Nödden er helt skjult af Axbullens Vinger, er elliptisk-omvendt-ægformig og gulagtig. Hovedbullen ikke tuberkulat, Kræmmerhus længere, dybt tveklôvet, Skjæl med skidengule Sider, Nod ragende frem over Vingerne af Smaaaxbullen, aflang. Cyperus (Diclidium) granadinus Liebm.: pars superior tantum adest. Culmus trigonus glaber pennam scriptoriam fere crassus. Umbella decomposita 12radiata, radiis 9 sessilibus, 3 exterioribus bipollicaribus compresso- trigonis; umbellulis sub5radiatis, radiis brevibus, longioribus 2 vix semipollicaribus sub- 3ramosis ceteris simpliciter spicato- poly(30)stachyis; involucro 12phyllo longissimo, phyllis infimis 13pedalibus 3° lalis carinatis nervosis, nervis utrinque carina margine scabris; in- volucellis 3phyllis umbellula brevioribus; ochreis pollicaribus compressis bicuspidatis ; ochreolis 2—3’” longis bifidis. Spiculæ divergentes divaricatæve in spicas compositas sub- pollicares congestæ, 7— 9” longe lineares subcompresse acute decidue 13—18floræ, basi bractea minuta suffultæ, squamis oblongis obtusis convolutis patulis infra apicem brevi- mucronatis dorso viridibus ‘lateribus fusco-strammeis ferrugineo-lineolatis, squama infima vacua; staminibus 3; caryopsi obovato-oblonga trigona apiculata leviter curvala exserta fusca subliliter granulata dorso convexa, stylo ad medium trifido; rhacheola articulaia fra- gili alis obovato-oblongis ochraceis. Fundet af Mag. Orsted ved Granada i Juni. Skjöndt Orsted ikkun har medbragt et ufuldstændigt Exemplar, frembyder dette dog i Blomsterstanden, Blomst og Frugt tilstrækkelige Charakterer, til at erkjende, at Arten ikke hidtil er beskrevet. Den slutter sig nærmest til Diclid. fuscatum Schrad. N. ab E. Cyp. bras. p. 52., og adskilles derfra ved meget kortere primære Radier, Smaaskjærme 5straalede, Straaler næsten siddende, Hylsterbladene meget smallere, Nödden fremragende over. Vingerne af Smaaaxbullen, aflang-omvendt-ægformig lidt krummet brun, Smaaax 13—18blomstrede. Den bliver at indordne i {ste Gruppe efter Nees’s Cyperogr. ved Siden af D. fuscatum. Cyperus (Diclidium) Orstedii Liebm. : radice fibrosa, fibris longissimis pedalibus fibrillosis; culmo 14 pedali basi tuberascente penne anserinæ tenuiori triquetro glabro basi foliato; foliis culmo brevioribus 4° latis carinatis nervosis margine scabris, vaginis 2—3pollicaribus glabris basi rubescentibus; umbella de- composita 12—1{4radiata, radiis 8 erecto-palulis 14—2pollicaribus compressis, ceteris bre- vioribus sessilibusve; umbellulis corymbosis 5—8radialis, radiis brevibus 2—4’’ longis, longioribus sub3ramosis, ceteris simpliciter spicato-poly(12—15)stachyis; involucro 10- phyllo longissimo, phyllis inferioribus pedalibus 3° latis patulis; involucellis 5phyllis erecto-patentibus umbellulam parum superante; ochreis semipollicaribus bicuspidalis; ochre- olis 1’ longis bidentatis; spiculis patentissimis subulatis 3—4’’ longis 7—9floris, basi 225 bractea setacea suffultis, bractea infima spiculam æquante, ceteris multo brevioribus; squa- mis oblongis obtusis concavis infra marginem brevissime mucronulatis 7nerviis dorso vi- ridibus lateribus fusco-stramineis ferrugineo-lineolatis, squama infima minuta obtusa vacua; staminibus 3; caryopsi obovato-oblonga apiculata trigona fusca subtiliter granulata exserta dorso convexa; stylo 3fido; rhacheola articulata alis oblongis membranaceis. Fundet af Mag. Orsted ved Segovia i Nicaragua i Januar. Nærmest beslægtet med D. Vahlii Schrad. N. ab E. Cyp. bras. p. 53, hvorfra den adskilles ved kortere og bredere Blade, Skjærmen dobbelt-sammensat 12—14straalet, Smaaskjerme halvskjærmformede 5—8straalede, længere Straaler omtrent tregrenede, Smaaax 12—15 sammen i et sammensat Ax, Smaaax mindre (3—4*) 7—9blomstrede, Hylsterblade meget længere, nederste indtil fodlange, Skjæl smudsig straagule 7nervede, Nod fremragende over de hindeagtige aflange Vinger af Smaaaxbullen. ; 53. Cyperus (Diclidium) fossarum Liebm.: radice fibrosa, rhizomate crasso repente stolonifero; culmo 1&pedali pennam gallinaceam subæquante trigono glabro striato basi foliato; foliis culmo longioribus planis lato-lineari- bus 3—4"latis carinalis sursum marginibus carinaque scabris; umbella decomposita, pri- maria 8—10radiata corymbosa, radiis 5—6 exterioribus inæqualibus 2—3 pollicaribus rigi- dulis compresso-trigonis patentibus; umbellulis 5—8radiatis, radiis divergentibus 1—14 pollicaribus hic illic ramosis usque ad basin fere remote spicato-polystachyis; involucro 8—10phyllo, phyllis patentissimis lato-linearibus inferioribus longissimis (usque ad 2Opoll.) 4 Jatis; involucellis 5—6phyllis, phyllis longitudinem umbellulæ subequantibus; ochreis semipollicaribus compressis in laminam semipollicarem abeuntibus; ochreolis bifidis; spiculis patentissimis remotiusculis anguste linearibus teretiusculis subulatis 4—5“‘longis 6—Sfloris basi bractea setacea suffullis; squamis adpresse imbricatis concavis oblongis obtusissimis brevissime mucronulatis striatis basi convolutis, dorso viridi, lateribus fusco-stramineis fer- rugineo-striatis marginibus hyalinis scariosis; staminibus 3; caryopsi obovata trigona api- culata subtilissime granulata ochracea alis rhacheole fere tota inclusa, stylo trifido; rhacheole alis oblongis obtusis submembranaceis pallide flavescentibus. Squamæ infime 2 spicu- larum minute vacue. Denne Art fandt jeg paa Randen af Vandgröfter i en Sukkermark paa Hacienda de Sta Crux i Nerheden af Tehuantepec (Dep. Oajaca) ikke langt fra Sydhavet. Den blomstrede i December. : Denne Art staaer omtrent midt imellem Diclidium lenticulare Schrad. Nees ab E. Cyp. bras. p. 53. og D. Vahlii Schrad. (ibid). Fra den fôrste adskiller den sig ved sin 8—10straalede Skjærm, ved de kortere Smaaskjærme, som have noget grenede og lige til Grunden med noget fjernstaaende Smaaax besatte Radier; ved 7—Sblomstrede Smaaax, Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 29 226 ved meget kortere Kræmmerhuse, hvis Plade er flad linieformig, ved Smaaaxbullens (rhacheole) aflange afrundede Vinger, ved de ægformige meget bulte Skjæl, ved en neppe af Smaaaxbullens Vinger fremragende Nod, som er omvendt-ægformig og gulagtig. Med D. Vahlii Schrad. Nees ab E. Cyp. bras. p. 53. (Cyp. ferox Vahl hb. mis, v. Rohr) har den större Overensstemmelse, men adskilles ved kortere Skjermstraaler, Smaaskjermens talrigere Straaler ere grenede og besatte til Grunden med Smaaax; disse have færre Blomster og ere kortere; Smaaaxbullens Vinger ere neppe lederaglige, men kun hindeagtige og lysgule; Skjællene have smudsig straagule Sider, der langs den brede grönne Middelaare ere forsynede med rustfarvede Striber. 54. Cyperus (Diclidium) fragilis Liebm.: radice fibrosa, rhizomate digitum crasso repente, culmo erecto basi tuberascente 14 pedali trigono striato glabro basi foliato ; foliis culmo longioribus carinatis planis nervosis 2—3’” latis supra ad nervos sublus carina margineque scabris, vaginis 3—5 pollicaribus rubes- centibus glabris; umbella decomposita, universali corymbosa 10Oradiata, radiis patulis in- ferioribus 5—7 longioribus usque ad 5poll. longis, reliquis subsessilibus, compresso-tri- gonis; involucro longissimo 10phyllo, phyllis usque ad longitudinem 2 pedum attingentibus lato-linearibus (4° latis) basi complicatis nervosis subtus carina nervisque margine scabris ; ochreis compressis 4pollicaribus obliquis apice bifidis; umbellulis corymbosis 5—7radialis, radis patulis longioribus 4—4 poll. longis.sparse ramosis, reliquis sessilibus; involucellis 5—7phyllis, phyllis umbellulas subæquantibus vel longioribus; ochreolis 1—2*‘longis compressis apice bifidis; spiculis numerosis (12—18) approximatis patulis 7—10‘longis compressiusculis 10—12floris basi bractea selacea suffultis; squamis oblongis concavis obtusis infra apicem brevissime mucronulatis, (mucrone obtuso apicem squamæ vix allin- gente) obsolete nervosis dorso fusco-virentibus, lateribus fusco-stramineis, ‘infima minore vacua; staminibus 3 exsertis, filamentis longissimis membranaceis hyalinis, antheris ovatis; caryopsi parum exserta elongata trigona apicata lateribus anticis planis dorso convexo castanea subtilissime punctulato-striata, stylo longo trifido; rhacheola articulata fragillima, articulis facillime secedentibus brevibus obovatis excavatis bivalvis fusca, valvis rotundatis conniventibus. Voxer paa sumpige Steder i Dep. Vera Cruz i den hede Kystregion ved Paso de Dota Juana, frugtberende i Februar. Ogsaa denne Art er beslægtet med D. lenticulare, men adskiller sig i folgende Punk- ter: Bladene ere rue paa Overfladens Nerver, paa Underfladens Kjöl og paa Bladrandene, Smaaaxene ere længere (7—10), have flere Blomster (10—12); den primære Skjærms Radier ere lengere; Smaaskjærmenes Hylsterblade lengere eller af lige Længde med disse; 227 Kræmmerhus og Smaakremmerhus i Spidsen toklöftede; Nödden aflang trekantet meget finpunkteret-stribet kastaniebrun. Af alle mig bekjendte Arter er der ingen, som er saa vanskelig at opbevare for Herbariet som denne, idet Smaaaxenes leddede Bul falder fra hverandre ide enkelte Ledstykker. D. Papyrus Thouars. Nees ab E.: alis rhacheole deciduis. 55. Cyperus (Papyrus) mexicanus Liebm.: culmo tripedali et insuper basi digitum minimum crasso trigono glabro striato, basi foliato ; foliis culmum vix æquantibus complicalis margine scabris; umbella supradecomposila am- plissima patenlissima, universali circiter 10radiata, radiis 6—11pollicaribus compresso- trigonis antice aculangulis poslice convexis; umbellulis 5—-6radialis, radiis 3—5 poll. patulis paniculato-ramosis, ramis racemoso-spicatis polystachyis; involucro circ. 40phyllo, phyllis inferioribus 18 poll. longis, 3—5“* lalis scabris; involucellis 2—3phyllis, phyllis radiis brevioribus; ochreis 1}pollicaribus basi compressis apice bipartitis; spiculis horizontalibus divaricatisve flexuosis bractea lanceolata 2°“ longa suffullis anguste linearibus compressis aculis 7—9’” longis multi(45—55)floris; squamis distichis densissime imbricalis carinato- navicularibus compressis ovatis obtusis vel brevissime mucronatis obsolete 9nerviis nervo carinali viridi dorso casianeo, lateribus albido-hyalinis membranaceis, demum deciduis; stäminibus 3; caryopsi ovali trigona fusca subtilissime granulata squama 3plo breviore, stylo longissimo tripartito ; rhacheola flexuosa, alis viridibus utrinque aculis lanceolatis deciduis. Denne höist udmærkede Art tilhörer den hede östlige Region, hvor den voxer paa fugtige Steder i Skovegne. Jeg fandt den ved Sta Maria Tlapacoyo (Dep. Vera Cruz), blomstrende i Mai. Af den ikke artrige Afdeling af Papyrus med bladbærende Stengel er der ingen bekjendt Art, der kan sammenlignes med denne, idet de krumme Smaaax have et over dobbelt saa stort Antal Blomster, som nogen af de beskrevne Arter. Meget tvivlsomme. Cyperus spicatus Pres] Rel. Henk. 173. Kth. 1 c. p. 101. Angives som samlet paa Philipinerne og'i Mexico af Henke, hvilket vel egentlig ikke vil sige andet end at man ikke veed fra hvilken Verdensdel den er bragt. At den er mexicansk betvivler sig hôiligen. Cyperus acutiuseulus Lagasca Elech. 2. Kth. 1. c. 105, En saa ufuldstendig beskreven, og derfor af Ingen kjendt Art, at man gjorde bedst i aldeles at borlkaste den. 29* 228 Cyperus exaltatus Retz. Botany of Beechys Voyage p. 312. Da dette er en ostindisk Art, forholder det sig neppe rigtigt med Angivelsen af Tepic som Voxested, saa meget mindre som man tilstaaer, at de mexicanske Planter fra Vestsiden vare blevne blandede sammen med dem, der paa Capt. Beechys Expedition vare samlede paa Loo Choo Oerne og Bonin. Mariscus Vahl. Kunth. Nees ab E. a. legitimi. 1. Mariscus atrosangvineus Liebm.: rhizomate globoso-bulboso magnitudini Pisi sativi fusco-nigro tunicato, culmo solitario 6—10 pollicari filiformi gracili triquetro glabro striato basi foliato; foliis 2—3 culmum subæquan- tibus setaceis carinato-conduplicatis margine scabriusculis, vaginis apice truncatis adustis; capitulo solitario cylindrico-globoso magnitudinem Pisi parum superante dense polystachyo; involuero diphyllo rarius tri-quadriphyllo, phyllis inæqualibus reflexis setaceis margine dorsoque scabris, infimo 5—6pollicari; spiculis densissime congestis patentissimis demum reflexis oblongis compressiusculis 3floris, basi bractea atrosangvinea brevi suffullis, flore terminali tabescente; squama infima insequenti minore obtuso-truncata vacua, fertili lato- ovato compresso carinato-naviculari infra apicem brevissime mucronulato 7—9nervio, nervo carinali viridi-fusca, lateribus purpureo-castaneis, margine apiceque dilatioribus; staminibus 3; caryopsi squama duplo breviore elliptica trigona apiculata glabra olivaceo- nigricante, stylo trifido; rhacheola flexuosa hyalino-alata. Voxer paa græsrige Bjergsider under Pinus-Stammerne paa den mexicanske Cor- dilleres östlige Skraaning imellem 7—7500. Jeg fandt den i Omegnen af Landsbyen Chinautla i Dep. Puebla i Mai og Juli. Denne Art slutter sig nærmest til M. capillaris Vahl, hvormed den i Habitus stem- mer overens, men adskiller sig ved sin kugleformige Rodstok, enkelte Stengel, ægformigt nedenfor Spidsen oddede brunsorte Skjel, glatte oliven-sortagtige Nöd, som er dobbelt mindre end Skjællet. 2. Mariscus flavus Vahl. Kth. I. c. p. 118. Nees ab E. Cyp. bras. p. 45. HBK. nov. gen. 1. p. 213. Humboldt og Bonpland fandt den paa Mexicos Vestside ved Foden af Vulkanen Jorullo fra 0—700 Töisers Hôide. Paa Östsiden er den udbredt i Græssavanerne i den subtropiske og varm-tempererte Region imellem 2—3000’. Jeg fandt den i Potrero de Consoquitla, ved Mirador; den fandtes i Blomst fra Mai til November. 229 Der gives faa Cyperaceer, der ere mere foranderlige i Udseende, hvorfor ogsaa Formerne have været opstillede under mange Navne som egne Arter. Ogsaa i Mexicos Savaner seer man en stor Mangfoldighed af Former af denne Art, som dog sely i de yderste Afvigelser bevarer Nogel, hvorved den temmelig let gjenkjendes. ; 3. Mariscus confertus IIBK. nov. gen. 1. p. 213. Fundet paa Bredderne af Arroyo de S. Pedro (Playas de Jorullo) paa 406 Toisers Hôide af Humboldt og Bonpland. Kunth henfårer den humboldt-bonplandske Plante som Synonym til M. elatus Vahl; men efterat Nees v. E. i Cyp. bras. p. 46 har oplyst, hvorledes det forholder sig med M. elatus Vahl, hvorefter dette Navn maa udslettes, har jeg vedtaget ‘det HBKske Navn. Mig er Arten ikke forekommet. 4. Mariscus asper Liebm.: culmo pedali et insuper (15 poll.) triquetro striato toto asperrimo basi foliato; foliis culmo brevioribus planis 5nerviis pagina sup. ubique, inferiori modo ad nervos scabridis; umbella simplici 8—9radiata, radis plerisque sessilibus dense cylindraceo-spicatis subpollicaribus patulis; nonnullis breviter pedunculatis; involucro Sphyllo, phyllis inæqualibus patulis sca- bris, inferioribus 33poll. longis; spiculis brevibus 2‘’longis patentissimis oblongis teretius- culis bifloris, basi bractea minuta subulata spicula 3plo breviore suffultis; squama infima ob- tusa vacua, fertilibus ventricoso-oblongis carinato-navicularibus apice rotundatis infra api- * cem brevissime mucronulatis I1nerviis, nervo carinali viridi, lateribus imprimis apicem et marginem versus rufis, basin versus pallidioribns, ipso margine hyalinis; staminibus 3, filamentis planis membranaceis dilute fuscis; caryopsi oblonga trigona apiculata minutissime granulala fusca, squama 3—} breviore, stylo 3fido; rhacheola alata, alis trinerviis hyalino- virentibus. Denne Art fandt jeg paa fugtige Steder i Omegnen af Chinautla (Dep. Puebla) paa 7000’ i Mai. Ved Stengelens, Bladenes, Hylsterbladenes Ruhed adskilles denne Art sig til- strekkelig foruden ved andre Skillemærker fra de foregaaende Arter. b. anomali. *) 5. Mariscus Karwinskianus Kth. |. c. p. 123. Sendt fra Mexico uden Stedangivelse af Karwinski; mig ubekjendt. *) Slegten Mariscus er af R. Brown og de fleste nyere Systematikere erkjendt som ren kunstig, men beholdes alligevel paa Grund af en habituel Forskjellighed. Torrey indlemmer dog de allerfleste 230 6. Mariscus rufus HBK. nov. gen. 1. p. 216. t. 67. Kth. 1. c. p. 123. Samlet paa Mexicos Vestside imellem Ario og Playa de Jorullo (400—600 Töisers Hôide) af Humboldt og Bonpland. 2. Mariscus Mutisii HBK. nov. gen. 1. p. 216. t. 66. Schldl. Linnæa 6. p. 26. Kth. 1. c. p. 124. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 116. Dr. Schiede fandt den ved Jalapa, og paa Hac. de la Laguna. Jeg fandt den paa Bredderne af Antigua Floden ved Jalcomulco i Juli. En mager Form fandt jeg i Sava- nerne i Polrero de Consoquitla ved Mirador i October. Mariscus tribrachiatus Liebm.: : culmo bipedali et alliori triquetro glabro striato basi foliato; foliis culmum subæquantibus 3—4”” lalis carinatis nervosis utrinque ad nervos carinam margineque scabris; umbella 10radiata, radiis longioribus 4 tri-bipollicaribus apice triramosis, ramis divaricalis spicato- polystachyis diphyllis, spica intermedia 1—1}pollicari, lateralibus poll. longis, reliquis sessilibus simpliciter spicatis; involucro 9phyllo longissimo, phyllis inferioribus 12—15 pollicaribus; ochreis in laminam 4—6° continuatis; spiculis numerosissimis 3° longis pa- tentissimis demum reflexis unifloris compressis basi bractea setacea suffultis; squamis 3—4, infima minuta vacua, altera fertili 13‘“longa oblonga naviculari-carinata compressa mu- cronata 1inervia nervo carinali viridi lateribus pallide fusco-stramineis rufo-lineolatis mar- gine hyalinis, terlia quarta minoribus neutris; staminibus 3, antheris linearibus obtusis fuscis; caryopsi elliptica trigona acuta fusca squama plus duplo breviore, stylo exserto trifido. Mag. Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica i November. Denne Art hörer i den umiddelbare Nærhed af M. Mutisii, fra hvilken den afviger ved den 10straalede Skjærm, længere Straaler, som ved Grunden af det tregrenede Ax have to Hylsterblade, længere og oddet 11nervet frugtbart Skjæl, Nod mere end dobbelt kortere end Skjellet. 8. Mariscus pallens Liebm.: culmo 6—Spollicari triquetro glabro striato basi foliato; foliis culmo brevioribus anguste linearibus superne margine scabris; umbella 8—9radiata, radiis inæqualibus brevibus, exte- Mariscus Arter under Slægten Cyperus. Afdelingen b. anomali af Mariscus, som Kunth opstiller i Cyperologien, er saa overensstemmende med Afdelingen Mariscoides af Cyperus, at det beroer paa en fuldkommen Vilkaarlighed til hvilken af disse Slægter man henregner Arterne. I den ene Afdeling findes Mariscus Arter med flerblomstrede Smaaax; i den anden Cyperus Arter med faablomstrede Smaaax. Skjöndt dette nu forholder sig saaledes, nytter det dog ikke i et Special-Arbeide som nær- værende at lösrive sig fra den i de vigtigste Hovedværker fulgte Opfattelse af Slægterne. Efter min Overbevisning bor Slægten Mariscus inddrages under Cyperus. 231 rioribus semipollicaribus, apice spicato-poly(30—38)stachyis; ochreis brevibus truncatis ; ‚involuero Sphyllo, phyllis margine scabris, inferioribus 4—5pollicaribus; spiculis per spicas compositas oblongo-cylindricas dense congestis, patentissimis subteretibus subulatis 24 longis trifloris, flore terminali tabescente, basi bractea subulata suffultis; squamis oblongis cari- nato-navicularibus apice subemarginatis nervo carinali in mucronulum perbrevem excurrente, Ainerviis, lateribus sordide stramineis pallidis; squama infima minori vacua; staminibus 3; caryopsi elliptica trigona apiculata minutissime granulata pallide fusca squama duplo bre- viore; rhacheola flexuosa alata, alis hyalinis. Findes paa grusede Flodbredder ved Trapiche de la Concepcion i Dep. Oajaca (3000') i August. Den synes at vere nermest beslegtet med M. uliginosus Schrad. Nees ab E. Cyp. bras. p. 46, hvorfra den dog afviger ved fölgende: Straaet kortere; Bladene kortere end Straaet; Straalernes sammensatte Ax mindre; Smaaaxene treblomstrede; Skjellene aflange i Spidsen udrandede, Middelnerven udtredende i en kort Spids, 1{nervede; Kræmmerhuset afstumpet. 9. Mariscus ambiguus Liebm.: rhizomate repente, culmo 8—10pollicari triquetro glabro striato basi foliato; foliis culmo brevioribus anguste linearibus margine scabris; umbella 5—Gradiata, radiis brevissimis subsessilibus, uno alterove semipollicari, apice cylindrico-spicato-poly(18—20)stachyis ; involucro 4phyllo, phyllis inferioribus 2—Spollicaribus; spiculis patentissimis divaricatisve 2! "longis subeylindraceis “floris, basi bractea brevi subulata suffultis; squamis carinato- navicularibus compressis lato-ovatis brevimucronulatis obsolete nervosis, carina viridi, lateribus flavo-fuscis marginibus hyalinis; staminibus 3; caryopsi ovata trigona apiculata glabra fusca, squama duplo breviore, stylo profundissime trifido; rhacheola flexuosa hyalino-alata. Voxer paa fugtige grusede Steder i Nærheden af Sölvverket Castresana i Sierra de Oajaca paa 7—7500’, blomstrende i Juni. Det er ene og allene paa Grund af de faablomstrede Smaaax at denne Art er henfort til Mariscus, og ikke til Cyperus. Habitus er virkelig mere overensstemmende med C. tenuis. Denne har 6blomstrede Smaaax, men vor Plante ikkun treblomstrede. Mariscus pallens synes efter Beskrivelsen at være mere overensstemmende med nærværende Art end den i Virkeligheden er. Den adskilles fra M. ambiguus ved flerstraalet Skjarm, flere Smaaax i de sammensatte Ax, flerbladet Hylster, længere Hylsterblade, tettere Sınaaax, ' som ere tyndere mere, sylformig tilspidsede, længere smallere 11nervede Skjæl af en graa- gulig Farve, Nod elliptisk finprikket. 1488 10. Mariscus longiradiatus Liebm. Cyperus thyrsiflorus Schldl. (ex parte se- cundum specimen auctoris). culmo 1—2pedali triquetro glabro striato basi foliato, foliis culmum subæquantibus planis margine dorsoque seabris; umbella expansa 10—42radiata, radiis inæqualibus, exterioribus 5—9pollicaribus, intermediis 3—4 subsessilibus, apice poly(c. 100)stachyis; ochreis sub- pollicaribus ancipitibus apice biaristatis, aristis 3—6’ scabris; involucro 10phyllo, phyllis inferioribus longissimis usque ad 16 poll. longis 3'” latis, planis nervosis nervis supra margini- bus dorsoque subtus ciliato-scabris; spiculis per spicas compositas elongato-cylindricas 11 pollicares densissime congestis, patentissimis reflexisve 3 lin. longis subulatis compressius- culis 3floris, basi bractea setacea sursum decrescente suffultis; squamis oblongis carinato- navicularibus emarginatis brevissime mucronulatis obsolete Qnerviis carina viridi, lateribus flavo-fuscis, squama infima minori vacua; staminibus 3; caryopsi obovato-oblonga trigona inæquilatera apiculata castanea subtilissime granulata, squama } breviore, stylo profunde 3fido; rhacheola flexuosa hyalino-alata. Voxer paa fugtige Steder omkring Mirador, og blomstrer i Juli. Schiede fandt den paa Hac de la Laguna i Juli. Af de beskrevne Arter synes den at staae nermest til M. patulus Schrad. Nees ab E. Cyp. bras. p. 47, men at adskille sig ved de udspærrede, men ikke divergente, skarp trekantede Straaler, som ere meget lengere; ved de meget lengere sammensatte Ax, meget længere Hylsterblade, lengere tveeggede Kræmmerhuse, som ende i to lengere Stak; ved udrandede gulagtig-brune Skjæl. Nogen habituel Lighed har den med Cyp. thyrsiflorus, men den skarpere Undersôgelse viser Forskjelligheder nok imellem begge. Saalenge Slegten Mariscus er anerkjendt af Botanikerne, maa denne Form fores til denne Slægt. Mariscus rhaphiostachys Liebm.: rhizomate crasso tuberascente, culmo 18 poll. ongo pennam gallinaceam crasso triquetro glabro basi foliato; foliis culmum subequantibus 4”latis carinatis nervosis carina et mar- gine scabris, vaginis 2—3pollicaribus submembranaceis; umbella composita 1?2radiata, radiis 7 usque sesquipollicaribus et minoribus compresse trigonis, reliquis sessilibus; um- bellulis Sradiatis, radiis brevissimis 2—3‘” apice spicato-polystachyis; involucro 10phyllo umbellam multolies superante, phyllis inferioribus subpedalibus 3—4’“latis carinatis ner- vosis patulis basi conduplicatis, margine et supra ad nervos validiores scabris; involu- cellis Sphyllis umbellulam parum superantibus; ochreis radiorum longiorum 6—9‘“longis compressis apice bicuspidatis; ochreolis totam partem nudam radiolorum obtegentibus apice bifidis; spiculis in spicas semipollicares dense congestis 1—13“ longis patulis parum de- curvatis subteretibus unifloris, basi bractea minula lanceolata rufa suffullis; squamis 3, in- 233 fima minuta vacua oblusa, altera fertili lato-ovata obtusa concava rufa nervo carinali non excurrenle, tertia neutra; staminibus 3, antheris linearibus obtusis; caryopsi minutissima oblonga trigona fusca, stylo trifido. Samlet af Mag. Orsted i Nicaragua ved Rio de S. Juan i Juni. Af de beskrevne Former synes den at slutte sig nærmest til M. Pohlianus N. ab E. Cyp. bras. p. 50., som dog er en kraftigere Plante med bredere Blade, meget lengere Straaler i Storskjærmen, flere Straaler i Smaaskjærmen, flere Hylsterblade i Smaahylstrene, Smaaskjærmenes Straaler ofte tregrenede, forskjelligformede Skjæl o. fl. a. Hyllingia Rottb. Kth. Nees ab E. a. Eukyllingia: caryopsi lenticulari, stylo bifido. 1. Kyllingia cæspitosa Nees ab E. Cyp. bras. p. 12. Almindelig i Mexicos tropiske Kystregion, voxende paa fugtige Enge, eller ved Bredden af smaa Vanddrag. Jeg fandt den ved Antigua, Paso de Doña Juana, Colipa, blomstrende i Februar og Marts; ved Huilamalco paa henimod 2500’ fandt jeg den i Mai. Den er overordentlig nær beslægtet med den efterfölgende Art, hvorfra den lettest adskilles ved den fibröse Rod; den stærkere Ciliering paa Skjællenes Middelnerve anseer jeg for en mindre betydende Charakter. Den varierer omtrent i samme Forhold som K. odorata; Stenglerne fra 2 indtil 10 Tommers Længde; Blomsterhovederne hyppigst 3 sammen, men ogsaa enkelte; Hylsterbladene ofte 4—5” lange. Det synes saaledes som om den mexicanske Plante udvikler sig krafligere end den brasilianske. Mag. Orsted fandt den i Costa rica paa Vulkanen Barba i Egeregionen, og ved Cartago paa fugtige Marker. 2. Kyllingia odorata Vahl. Nees ab E. Cyp. bras. p. 12. Jungh. Linnea v. 6. p. 26. .Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 117. Udbredt i Mexicos ôstlige tropiske og tempererle Region, voxende paa fugtige græsrige Steder. Schiede fandt den ved Jalapa og ved Los puentes; jeg fandt den ved Antigua, Colipa. Den stærke krybende vellugtende Rodstok, de ved Grunden noget nedtrykte, men strax derpaa oprette Stængler ansee jeg for de bedste Adskillelsestegn fra foregaaende Art. Planten varierer langt mere end der fremgaaer af Forff’s Beskrivelser. Naar Rod- stokken er forkortet bliver Stænglerne tæt tueformig sammentrængte, men sædvanlig ud- vikler Rodstokken sig til 3—4 Tommers Længde, og Stænglerne staae da mindre tæt. Paa en gruset Jordbund danner Rodstokken Buer hen over Overfladen, ikkun hist og her befæstet til samme ved knippeformige Rodtrevler; de opstigende Blomsterstængler ere da Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 30 234 korte (14—2“), og ofte fjernede 4 til 3 Tomme fra hverandre. Stengelen opnaaer indtil 12” Længde, Hylsterbladene angives til 1—14” lange, men forekomme ogsaa af 4—5” Længde. Blomsterhovederne ere paa mine Exemplarer hyppigst enkelte. Schlechtendal bemærker (I. c.), at ikkun det överste Stængelblad har Bladplade, de évrige ere ikkun Skeder; dette. forholder sig ikke saaledes paa mine talrige Exemplarer, hvor Stængelen som oftest har 2—4 fuldstændige Blade. Presl anförer i Rel. Henk. p. 182 Kyllingia monocephala som samlet af Henke i Mexico. For saa vidt den paagjeldende Plante virkelig har været mexicansk, da er det vel snarere K. odorata Vahl. Mag Orsted fandt den i Costa rica. Meget tvivlsom. Kyllingia aphylla Kunth |. c. p. 127. Mariscus aphyllus Vahl Enum. 2. p. 373. Mexico nævnes vel som Födeland, men det er nok ikkun lås Formodning, og neppe rigtigt. Af Mag. Orsted er denne Art samlet i Costa rica. 2. Pseudo-Kyllingia: caryopsi trigona, stylo trifido. 3. Kyllingia microcephala Liebm.: rhizomate horizontali repente crasso fusco, culmis dense cæspitosis basi incrassatis 2—3 pollicaribus rigidis trigonis striatis glabris basi 3—Afoliatis, foliis culmum subæquantibus ereclis setaceis rigidis canaliculato-involutis glabris, vaginis ferrugineis striatis ore trun- catis abrupte in laminam abeuntibus; capitulo unilaterali spherico minuto magnitudine grani Cannabeos; involucro 2phyllo, phyllo inferiori erecto culmum conlinuante 1$—2poll. rigido, altero patulo 4—1pollicari; spiculis congestis divergentibus unifloris; squamis 4 distiche imbricatis, 2 inferioribus minulissimis compressis ovatis oblusis castaneis levibus sub lente ferrugineo-striolatis vacuis, 2 superioribus florem hermaphroditum arcle includentibus, compressis carinatis ovalibus muticis castaneo-fuscis, dense striatis glabris, carina fusca, lateribus sub lente ferrugineo-lineolatis; staminibus 3, antheris oblongis fuscis, filamentis brevibus hyalinis; caryopsi squamis arcte inclusa elliptica trigona levi flavescente, stylo longo fusco profunde trifido. Den forekommer i lörre Savaner omkring Colipa (Dep. Vera Cruz), og blomstrer i April. For dem, som ynde en saa vidt gaaende Spallning af Slægterne som muligt, vil dette vere Typus for en ny Slegt; thi den trekantede Nod, og det dybt tredelte Griifel, ere Charakterer, som ikke passe paa Slægten Kyllingia, saaledes som den af alle Forf. er opfattet. Desuagtet foretrækker jeg at udvide Slegtsbegrebet noget lidet, for at kunne indlemme denne nye Form derunder, fremfor at opstille en ny Slægt. Med Undlagelse af 235 de omtalte Egenskaber ved Pistillen ere samtlige övrige Charakterer paa det ndieste overensstemmende med Slægten Kyllingia, ligesom ogsaa det hele Habitus strax leder til at henföre den derhen. Tribus 2. Hypolytreee Nees ab E. Lipocarpha R. Br. | 1. Lipocarpha mexicana Liebm.: cespitosa, radice fibrosa, culmis 5—9pollicaribus trigonis sulcatis glabris basi foliatis ; foliis culmo brevioribus setaceis involutis glabris, vaginis subpollicaribus deorsum rubentibus ; capitulis 3—4 congestis divergenlibus conico-ovalis oblusis 2—3“’ longis; involucro diphyllo, phyllis reflexis setaceis inequalibus basi latioribus subvaginantibus, inferiori bipollicari, allero breviori; squamis communibus spathulatis. acutis sub5nerviis, nervo medio valido vires- cente, lateribus apice fusco-sangvineis deorsum dilute fuscis; perianthii valvis oblongis convolutis, exteriori 7nervia; stamine 1, anthera oblonga flava; caryopsi oblonga apiculata obsolete trigona fusca sublilissime punctulata, stylo trifido. Findes paa sumpige Steder i Savaner i den ôstlige varm-tempererte Region paa 2500’ i Potrero de Consoquitla ved Mirador, blomstrende i October. Den staaer nærmest til L. maculata Kth., hvorfra den adskilles ved de spathel- formige spidse Skjæl, de conisk-ægformige bulle Blomsterhoveder, det tobladede Hylster, Ogsaa med L. sphacelata Kth. har den stor Lighed, afviger dog ved den aflange Nod, 5nervede mindre Skjæl, 3—4 conisk-zgformige butte Blomsterhoveder, trekantede furede Stengel, indrullede Blade. Usikker, Presl anforer i Rel. Henk. p. 184 en Hypoelytrum sphacelatum Vahl, som skal være samlet af Hænke paa Panamå og i Mexico. Vahls Hypaelyptum spacelatum, Lipo- carpha sphacelata Kunth, er en ostindisk Plante. Hverken Kunth i Cyperographien eller Nees von Esenbeck i Cyper. bras. have taget Hensyn til Presl’s Angivelse, saa at det er aldeles uafgjort, hvad der skal forstaaes ved hiint Navn. Prager Museet kan allene give Oplysning herom. Hypolytrum Rich. Hypolytrum nicaraguense Liebm.: planta 2—2;pedalis, culmo trigono glabro deorsum cinnamomeo sursum stramineo infra inflorescentiam scabro 3foliato; foliis basilaribus scabris bipedalibus lineari-lanceolatis pol- 30* 236 lice latioribus trinerviis, carina subtus prominente apicem versus fusco-scabra, nervis 2 lateralibus supra prominulis plerumque glabris, rarius hic illic apicem versus fusco-scabris, margine fusco-serrulatis, vaginis clausis cinnamomeis rigidis; fol. caulinis 13pedalibus pol- licem latis cuspidatis; fol. floralibus caulinis similibus inferioribus pedalibus sursum bre- vioribus; corymbo decomposito 2poll. longo 3poll. lato simiverticillato, secundariis paten- tissimis infimis divaricatis pollicem longis, tertiariis alternis patentissimis inferioribus semipollicaribus; ochreis scariosis oblique apertis in laminam brevem continuatis 3° longis fuscis, ochreolis similibus sed minoribus; bracleis ad basin ramorum inflorescentiæ scariosis fuscis scabris; spiculis solitariis pedicellatis, pedicello 2°“, florentibus ovalis 24” longis, fructificantibus turbinatis 3° longis; squamis imbricatis concavis ovatis cum mucronulo uninerviis castaneis, infimis minoribus vacuis ; squamulis 2 (peregonio) squamam æquantibus basi connalis compressis carinalis ovalis carina scabra in mucronem infra apicem excur- rente obscure-fuscis; staminibus 3; ovario lageneformi 9: medio ventricoso basi attenuato cylindrico apice rostrato, stigmate bifido; caryopsi (matura) cum rostro 13° longa bicon- vexa ovata sensim in rostrum attenuata angulis parum prominulis basi fusca nigro-punclata, rostro compresso ochraceo epunctato; rhachi universali partiliabusque scaberrimis. Fandtes af Mag. Orsted i fugtige skyggefulde Urskove ved Bredderne af Rio S. Juan de Nicaragua i Marts. Den vil vere at indordne ved Siden af H. amplum Poepp. & Kunth, fra hvilken den afviger ved sin dobbelt sammensatte Halvskjærm med stive og korte Grendelinger, den primære Halvskjærms Grene halvkrandsformigt stillede, Smaaax enkelle paa Stilkene, Skjæl mörkbrune, Smaaskjæl (Blomsterdekke) ikke fremragende over Skjællet, med ru Rygnerve, som udlöber nedenfor Smaaskjællenes Spidse i en kort Od, Frugtknuden meget forskjellig, Bladskeder stive og enge. Da den modne Frugt ikke er kjendt af H. amplum, kan ingen Sammenligning i denne Henseende foretages. Tribus 3. Ficiniezw Fenzl. Abildgaardia Vahl. 1. Abildgaardia monostachya R. & Schult. Syst. 2. p. 159. Nees ab E. Cyp. bras. p. 72. Sloane jam. 4. t. 79. f. 2. Voxer i de torre udbredte Savaner ved Tuzamapa, Hacienda de Buenavista i den östlige varm-tempererte Region paa 2500—3000‘, og blomster i Juni og Juli. Mag. Orsted fandt den i Nicaragua i Januar. a Isolepis R. Br. 1. Isolepis cæspitula Liebm. : dense cespitosa; radice fibrosa; culmis capillaceis 13—2pollicaribus trigonis striatis glabris basi {foliatis; foliis culmo brevioribus setaceis involutis ereclis glabris, vaginis vix semi- pollicaribus deorsum rubentibus; capitulis 2 vel singulo, unilateralibus minutis granum Cannabeos æquantibus ovatis oblusis; involucro diphyllo, phyllo inferiori culmum continuante erecto selaceo 3—Ipoll. longo, altero minuto 1—3“longo interdum evanescente; squamis obovato-lanceolatis abrupte aculalis, nervo medio virescente, lateribus sursum fusco-sangvineis ferrugineo-lineolatis, deorsum pallidioribus; stamine 1, anthera ovata, filamento membra- naceo hyalino caryopsi longiore, caryopsi elongato-obovala apiculata basin versus atte- nuala obsolete trigona flavo-fusca granulato-asperata, stylo bifido, laciniis reflexis. Voxer paa fuglige græsrige Sleder i den varm-tempererte Region paa Mexicos östlige Heldning. Jeg fandt den i Savaner ved Mirador, Potrero de Consoquitla i August— October; ligeledes i Dep. Oajacas ôstlige Del i Bjergdalen mellem Comaltepec og Trapiche de la Concepcion i Juli og August. Den hörer til Afdelingen af Isolepis med tvedelt Ar, og har den störste Lighed med Arter af Slegten Lipocarpha, hvorfra den ikkun adskilles ved Mangelen af de to indre Skjel (periathium bivalve). Nærmest beslegtet er den med Isol. micrantha Roem. & Schult. (J. subsquarrosa Schrad.), hvorfra den adskilles ved 2 eller {hovedet Blomsterstand, nedre og længere Hylsterblad fortsættende Straaet, omvendt ægformig-lancetformig Skjæl, til- lôbende i en kort Spids. Fimbristylis Vahl. 1. Fimbristylis spadicea Vahl Enum. 2. p. 294. Presl Rel. Henk. p. 190. Efter Presl er den samlet af Henke i Mexico (det vestlige) uden Stedangivelse. Ingen nyere Botaniker har iagttaget denne Art i Mexico. 2. Fimbeistylis ferruginea Vahl |. c. p. 291. Kth. L c. p. 236. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 149. Isolepis ferruginea Jungh. Lin. 6. p. 27. Botany of Beechy’s Voyage p. 312. Et almindeligt Savangres i den hede og varm-tempererte östlige Region, samt paa Vestsiden. Dr. Schiede fandt den imellem Sta Fe og Plan del rio i Dep. Vera Cruz. Jeg fandt den udbredt i de torre Savaner imellem 2500—3000 Fod ved Mirador, Potrero de Consoquilla, Hac de Buenavista, Tuzamapa, og flere Steder i samme Region. Ved Tepic paa Mexicos Vestside er den samlet af Capt. Beechys Expedition. Man træffer den sjelden med vel udviklede Blade, fordi Savanerne to Gange om Aaret afbrændes for at befordre Græsvæxten. Ved denne idelige Afbrænden blive Tuerne meget store og tætte. | 3. Fimbristylis brizoides Nees & Meyen Nov. act. Nat. Cur. v. XIX. Suppl. 78. Nees ab E. Cyp. bras. p. 74. Fimbrist. Humboldtii Presl. Rel. Henk. p. 190. Isolepis dichotoma HBK. nov. gen. 1. p. 223. Jungh. Lin. 6. p. 27. Fimb. laxa Vahl. Kth. 1. c. p. 232. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 136. Almindelig udbredt i den varm-tempererte Region paa Mexicos Ostside. Dr. Schiede fandt den ved Jalapa; jeg traf den hyppigt i Savaner ved Mirador, Potrero de Consoquitla, Dos puentes. Henke fandt den paa Vestsiden ved Acapulco. Mag. Örsted fandt den ved Cartago i Costa rica. Fimbristylis brizoides var. pumila Nees ab E. Cyp. bras. p. 75. I Savaner omkring Mirador. Denne mærkelige 2—6 Tommer lange Form kan man ikkun ved nöiere Studium og et rigt Materiale erkjende som henhörende til Hovedarten. Sedvanligt har den ikkun et enkelt Blomsterax, stundom 2, nemlig et siddende og et sidestillet stilket, sjelden en faastraalig (med 3—6 Straaler) enkelt Skjærm, ved hvilken sidste Forbindelsen med Hoved- arten fremgaacr. I. Udseende har den stor Overensstemmelse med F. schoenoides Vahl, der hörer hjemme i Ostindien. Denne Form fremkommer især paa meget mager Jordbund. 4. Fimbristylis juncifolia Presl Rel. Hank. p. 190. Nees ab E. Linnea v. 19. p. 696. Samlet af Henke uden Stedangivelse; sendt af Aschenborn, formodentlig fra Om- egnen af Hovedstaden. Nees antager, at det ikkun er en Form af F. brizoides. Planten er mig ubekjendt. % 5. Fimbristylis (Trichelostylis) autumnalis L. (Scirpus) Kth. |. c. p. 227. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 136. Samlet af Dr. Schiede paa Hacienda de la Laguna. Jeg fandt den i törre Savaner, f. Ex. i Potrero de Consoquitla, men sparsomt. Schlechtendal bemærker, at de schiedeske Exemplarer vare meget unge. Da Arten imidlertid ved sin trekantede Nöd og tre Ar henhörer til Trichelostylis Lestib., er ikke let nogen Feiltagelse i Bestemmelsen mulig. ØER Fimbristylis (Trichelostylis) miliacea Vahl |. c. p. 287. Kth. 1. ec. p. 230. Rottb. Gram. t. 5. f. 2. Mag. Orsted fandt den i Costa rica. I Kunths Cyperographia p. 230 nævnes ikke America imellem denne Arts Forekomst- steder, uagtet Presl i Rel. Hank. p. 189 anförer en Isolepis miliacea B fra Californien, hvilken Plante Kunth omtaler som aldeles usikker. De af Orsted hjembragte Exemplarer stemme imidlertid paa det fuldkomneste med Beskrivelsen, med den rottboelske Figur og med talrige ostindiske Exemplarer i Vahls og Hornemanns Herbarier, saa at Artens Fore- komst i America er stillet udenfor al Tvivl. Hvorvidt den californiske Plante hörer hid, kan jeg ikke afgjöre. 6. Fimbristylis Vahlii Link hort. ber. 1. p. 287. Kth. I. c. p. 224. Denne for Mexico nye Art fandt jeg paa fugtige Enge ved Antigua imellem Kyl- lingier og Cyperus Arter, blomstrende i Februar. Mine Exemplarer ere noget mindre, og mere tueformede end de i Vahls Herbarium liggende, men i Henseende til Blomst og Frugt er der ikke den ringeste Forskjel. Tvivlsom. Fimbristylis Preslii Kth. |. c. p. 228. Abildgaardia pubescens Presl Rel. Henk. p. 180. Mexico, Luzon, Hænke. Baade Arten og Voxestedet ere tvivlsomme. Oncostylis Mart. 1. Oncostylis tenuifolia Rudge Guian. p. 18. t. 22. (Scirpus). Nees ab E. Cyp. bras. p. 83. Nees ab E. Linnea v. 19. p. 696. Isolepis capillaris Pursh (Scirpus) Kth. I. c. p. 211. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 136. Isol. bufonia HBK. nov. gen. 1. p. 222. Jungh. Lin. 6. p. 26. Isol. asperula HBK. nov. gen. 1. p. 221. Jungh. Lin. 6. p. 26. En af Mexicos mest udbredte Cyperaceer baade paa det Indres Hoisletter, og i Ostsidens tempererte Region. Schiede samlede den paa Hac. de la Laguna i Juli, og i Pedregal de S. Angel i August; C. Ehrenberg i Barranca de Acholoya, ved Los humeros de los retumbados; Aschenborn sendte den fra Mexico-Dalen; jeg traf den meget hyppig i torre Savaner i Potrero de Consoquitla, ved Tuzamapa, fra Juli—September. Mag. Orsted fandt den i Egeregionen ved Ginotepa i Dep. Segovia (Nicaragua). Oncostylis tenuifolia var. hirta: planta minor (4—7pollicaris) tota hirta, umbella simplici pauciradiata, radiis brevioribus. Denne stærkt haarede Form fandt jeg paa torre Bjergsider ved Huitamalco (3000), og ved Chinautla (Dep. Puebla) paa 7—8000° i Skyggen af enkeltstaaende Fyrretreer. Oncostylis tenuifolia var. nana: | planta pusilla 1—13}pollicaris dense cæspi- tosa, spicula singula vel duabus congestis unilateralibus, involucro diphyllo, altero erecto 3” e basi membranacea fusca in laminam brevem viridem ciliatam atlenuato, altero squamæ- formi spicula breviore. Habitus peculiaris et facile pro specie distincta habenda. Voxer paa sandige Höisletter imellem Perote og Cerro Leon (7000); C. Ehren- berg fandt den i Mineral del monte. 2. Oncostylis junciformis HBK. nov. gen. 1. p. 222 (Isolepis). Nees ab E. Cyp. bras. p. 86. Kth. I. c. p. 211. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 135. Dr. Schiede fandt den paa Hac. de la Laguna i Juli. 3. Oncostylis hispida Liebm.: dense cæspilosa tota hispida, culmis 6—13pollicaribus filiformibus trigonis strialis basi den- sissime foliatis; foliis dimidiam vel % culmi longitudinem attingentibus selaceis erectis supra canaliculatis subtus acutangulis deorsum in vaginis angustis rufis ore barbatis sensim abe- untibus; capitulo terminali solitario vel binis, altero laterali pedunculato , pedunculo 2—3'" longo patulo-erecto capitulum primarium ‚superante; involucro 2—3phyllo capitulo lon- giore, infimo }pollicari selaceo erecto; spiculis 3—5 dense congestis ovalis 2 longis trispiris 9—41squamis; squamis lato-ovalis alte carinalis concavis longe mucronatis fuscis extus adpresse puberulis margine cilialis mucrone scabro; staminibus 3; caryopsi obovata trigona lateribus convexis olivaceo-fusca apice depressa nitida sublilissime punctulata tu- berculo minuto depresso; stylo deciduo profunde trifido. Voxer i torre Savaner i den varm-tempererte Region paa Ostsiden i omtrent 3000 Fods Höide; jeg fandt den især hyppig omkring Mirador i August. Arten er meget nerbeslegtet’ med O. vestita N. ab E., og jeg var lenge util- böielig til at adskille den derfra. Fölgende Uoverensstemmelser gjorde det dog nödvendigt: O. hispida har aldrig flere end to, sædvanlig ikkun et Blomsterhoved; Hylsteret er tre- bladet; Skjællene ere forsynede med en lang ru Od, som er ret opstaaende, ikke udad- böiet; Nôdden er glindsende næsten glat, ikkun under Lindsen viser sig smaa punkt- formige Ujevnheder, Griffelknuden paa Nöddens Isse er lille og nedtrykt; Bladene ere omtrent halvt saa lange som Stængelen. Alle disse Afvigelser synes meer end tilstrække- lige til at begrunde en Artsforskjel. Forresten har jeg ikke havt Adgang til Exemplarer af O. vestita, men har maaltet holde mig til Beskrivelsen. 241 Oncostylis paradoxa Kth. |. c. p. 206 (Isolepis). Nees. ab E. Cyp. bras. p. 82. Schoenus spadiceus HBK. nov. gen 1. p. 227. t. 69. f. 1. (mala). Orsted fandt den paa torre Savaner, som aarligt afsvies i den regnlöse Tid, ved Hac. de Sta Rosa i Dep. Guanacaste i Nicaragua. | Planten benævnes af de Indfédte Pelo de raton (Rottehaar) med Hensyn til de stærkt graafiltede Bladskeder, som blive staaende efterat de fine bérsteagtige Blade ere af- svedne. Uagtet de örstedske Exemplarer ere faa, og i en maadelig Tilstand, er Arten dog for charakteristisk til at kunne forvexles. Afbildningen i Humboldts Værk er slet til Ukjendelighed, idet Planten er fremstillet bladlôs, og Smaaaxet er tegnet, saa at det sna- rere ligner en Eriocaulon eller en Compositee; formodentlig har den afbildede Plante veret overmoden, saa at ved Presningen Skjællene ere stærkt udbredle. Oncostylis pauciflora Liebm.: KJ cæspilosa, culmis seliformibus tetraquetris striatis scabris subpedalibus; foliis culmo brevi- oribus setaceis ereclis pungentibus scabris, vaginis membranaceis compressis slrialis stra- mineis ore piloso-barbalis; spicula solitaria unilaterali sessili 3—4’longa ovato-lanceolata compressiuscula pauciflora; involucro diphyllo, uno culmum continuante setaceo $— poll. longo, altero spicula breviore basi squamæformi; squamis tristichis imbricatis compressis elongato-lanceolalis 2‘“longis brevissime mucronulatis uninerviis dorso acuto atro-castaneo scabro utrinsecus vilta alba limbato, vitlisque ante apicem desinentibus, lateribus pallide fuscis margine subhyalinis; staminibus 3, filamentis membranaceis hyalinis; caryopsi obo- vata trigona obtusa nigro-luberculata transversim undulato-rugulosa lutescente, stylo ca- ryopsin subequante apice trifido. : Orsted fandt den paa torre sandige Marker ved Stony Ground paa St. Croix. Denne nye Art slutter sig nærmest til O. leucostachya og O. conifera, men af- viger fra begge ved sit faablomstrede Smaaax, sine lange smalle skarpkantede og paa Ryggen ru Skjæl. Oncostylis nigricans TIBK. nov. gen. 1. p. 220. (Isolepis). Kth. 1. c. p. 193. Örsted fandt den paa Vulkanen Irasu (Nicaragua) ved Laguna del.reventado paa 19,000 Fod. De fleste Exemplarer ere vivipare. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 31 242 Tribus 4. Scirpeæ Endl. Nees. Chetocyperus Nees ab E. 1. Chætocyperus polymorphus Endl. & Nees. Cyp. bras. p. 94. a. depauperatus Nees. Cyperus depauperatus Vahl Enum. 2. p. 305. Paa fugtige lerede eller dyndede Steder i Mexicos kolde og tempererte Region. Jeg fandt den ved Dos puentes imellem Totutla og Huatusco i August; ved S. Lorenzo i Tehuacandalen (4500’) i Mai; ved Chinaulla (Dep. Puebla, 7000’) i Mai. ß. capillaceus Nees. Scirpus trichoides HBK. nov. gen. 1. p. 225. Jungh. Lin. 6. p. 26. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 118. Dr. Schiede fandt den paa Bredderne af en Så ved Jalapa; Berlandier fandt den ved Tampico; jeg tog den paa lerede oversvömmede Steder i Savaner ved el Morro de Boquilla (Dep. Vera Cruz). Mag Orsted fandt den sidstnævnte Form ved S. Juan de Nicaragua i Juni. Chætocyperus viviparus Nees ab E. Cyp. bras. p. 93. Orsted fandt den paa Vulkanen Irasu (10,000°) i Nicaragua ved Laguna del reven- tado i December. ; Nees’s Beskrivelse passer ganske til vor Plante, men jeg maa lilstaae, at jeg an- seer det for meget tvivisomt, om den virkelig er forskjellig fra C. polymorphus. Nees har ikkun havt den umodne Frugt for sig. Beskrivelsen af den modne er fölgende: Caryopsis obovata trigona flavescens angulis prominulis lateribus convexiusculis striolato-cancellata, rostro stylino fusco triquetro caryopsi duplo breviore; sete 3 varia longitudine parce hispide. De nedböiede Stængler og vivipare Smaaax give vel Planten et eget fremmed Ud- seende, men andre Kjendetegn finder jeg ikke. Chætocyperus niveus Liebm.: planta annua cespitosa aphylla, culmis 4—6pollicaribus setaceis telraquetris striatis pallide viridibus deorsum purpurascentibus basi vaginatis, vaginis angustis subpollicaribus hyalinis tenuiter membranaceis ore truncatis; spicula ovata 14‘“longa 6—‘flora; squamis bifariis imbricatis sensim parum patulis compressis ovatis obtusis dorso viridibus lateribus albidis Crarius hic illic purpureo-punctulatis) margine hyalinis, infimis duabus subæqualibus ceteras magnitudine non superantibus; staminibus 3, antheris apiculatis; caryopsi obovata trigona angulis prominentibus lateribus convexis striolato-cancellatis albescente apice depressius- 243 cula rostro stylino triquetro fusco terminata, stylo exserto 3fido fusco; setis 3 caryopsi parum brevioribus retrorsum hispidis. Samlet ved Cartago i Nicaragua af Orsted i December. Den slutter sig nærmest til C. tenuiculus N. ab E. De toradede Skjæl, som med Undtagelse af den grönne Rygnerve ere hvide eller farvelöse, Nöddens trekantede brune Neb, de tynde firekantede Stængler, og de afhugne Skeder betegne vor Art tilstrækkeligt. 2. Chætocyperus urceolatus Liebm.: densissime cæspitosa, culmis 2—3pollicaribus tenuissime capillaceis basi triquetris vagina brevi 1—3'” longa obliqua rubescente circumdatis; spicula ovala 8—11squamata; squamis subdistichis demum patulis concavis carinalis elongato-ovatis oblusis carina lata viridi ante apicem desinente lateribus zona fusco-sangvinea notatis margine albo-hyalinis; setis nullis; staminibus 3, filamentis squama longioribus, antheris linearibus aculis fusco-luteis; caryopsi urceolato-obovata trigona apice truncata minutissime apiculata fusco-lutea levi, stylo ad medium trifido facile deciduo basi non ampliato. Meget almindelig i Savansumpene i Potrero de Consoquitla ved Mirador. Denne Art staaer nærmest til C. punclatus N. E,, adskilles derfra ved de nederste Axskjæl, som ikke ere længere end de andre; ved flere Skjæl i Axct; ved Mangelen af Borster (Blomsterdekke), ved Nôddens Form, Griffelet, som ikke udvider sig ved Grunden. Fra C. polymorphus N. E. adskilles den ved den omvendt ægformig-krukkeformige i Spidsen tverafhugne Nöd af en smudsig gul Farve, Mangelen af Börster, o. fl. Ved at see hen til det anseelige Antal af Arter, der allerede er opstillet af denne Slægt, og hvoraf ikke faa synes at være grundede paa et ufuldstændigt og utilstrækkeligt Materiale, var jeg meget ulilböielig til at foröge Arternes Antal, hvis det paa nogen Maade kunde undgaaes. Det rige og ypperlige Materiale, jeg ved denne Arts Bestemmelse havde liggende foran mig, tillod ikke at fore den ind under nogen af de allerede beskrevne Former. 3. Chætocyperus stoloniferus Nees ab E. Linnæa v. 19. p. 695. Sendt fra Mexico af Aschenborn, dog uden Stedangivelse. Mig ubekjendt. Efter Nees skal den være nærmest beslægtet med C. albibracteatus N. E. og C. emarginatus N. E. Tvivisom, I Hookers og Walker Arnotts Botany of Capt. Beechys Voyage anföres p. 312. Isolepis exigua. Scirpus exiguus HBK. nov. gen. 1. p. 154 fra Tepic paa Mexicos Vestkyst. Efter Kunth Cyp. p. 142 er det tvivlsomt, om Arten er forskjellig fra S. trichoides HBK., altsaa Ch. polymorphus. 31* 244 Limnochloa Nees ab HE. Heleocharis Auct. 1. Limnochloa geniculata L. (Scirpus). Nees ab E. Cyp. bras. p. 99. Meget udbredt paa Mexicos Ostside lige fra den tropiske Region indtil den kolde, voxende paa Bredden af Floder og stillestaaende Vand. Jeg fandt den ved Bredderne af Rio Xalcomulco i Juli; ved Huatusco i September; i Nærheden af Tiuzutlan (7000°) i Dep. Puebla i Mai. Planten bliver 2—3 Fod héi; den fra Tiuzutlan er noget smekkrere end den fra de varmere Strég, men forresten findes ingen Forskjel. Mag. Orsted fandt den i Dep. Segovia i Nicaragua, og ved Ujaras i Costa rica i Januar. 2. Limnochloa mutata L. (Scirpus). Nees ab E. Cyp. bras. p. 101. Presl Rel. Henk. p. 196. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 134. I Mexicos ôstlige hede og tempererte Region. Jeg fandt den ved Jicaltepec paa Bredderne af Rio Nautla i April. Schiede fandt den i en Så ved Jalapa. Efter Presl er den samlet af Henke ved Acapulco. 3. Limnochloa truncata Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 118. (Heleocharis) Hel. mon- tana Benth. pl. Hartw. p. 27? > En i Mexicos Indre almindelig udbredt ‘Art, der repræsenterer vor L. palustris. Schlechtendal beskrev den efter Exemplarer, der vare samlede af C. Ehrenberg i Mineral del monte, og ved Mexico af Berlandier. Jeg fandt den paa sumpige Steder ved Chinautla (Dep. Puebla, 7000’) i Mai; ved S. Felipe del agua i Oajaca Dalen i Mai og Juli; paa Hac. de Castresana i Sierra de Oajaca i August. Hartweg fandt den i Gröfter yed Guanaxuato. Jeg anseer det for höist sandsynligt, at H. montana Benth. hörer hertil. At denne Plante ikke kan vere identisk med H. montana Roem. & Schult. fremgaacr allerede deraf, at Bentham angiver sin Plante som 3arret, medens Roemer og Schultes’s Plante har to Ar. 4. Limnochloa densa Benth. pl. Hartw. p. 27. (Eleocharis). Hartweg fandt den i Sumpe ved Aguas calientes, Mig ubekjendt. Arten angives som nerstaaende til C. geniculata, men udmerket ved Stengler uden Tvervegge. Limnochloa calyptrata Liebm.: cæspilosa, culmis 6—9 pollicaribus quadrangulis sulcatis aphyllis basi vaginalis, vaginis 3—1pollicaribus ore obliquis apiculatis; spicula terminali ovata obtusa 2—24“ multiflora; 245 squamis multifariis imbricatis ovalis truncato-oblusis sæpe emarginalis concavis uninerviis circa nervum non excurrentem stramineum incrassatis lateribus membranaceis dilute fer- rugineis margine subhyalinis; staminibus 3, antheris linearibus acutis; caryopsi obovata biconvexa truncata straminea subtilissime striolato-cancellata tuberculo calyptræformi com- presso fusco caryopsi laliore eaque longiore terminata, stylo profunde 3fido fusco fibril- loso; selis 5 caryopsin æquantibus retrorsum ciliatis. Mag. Örsted fandt den i Segovia i Nicaragua i Januar. Ydre Lighed har den med L. obtusa W; den firekantede Stengel, Skjællenes Be- skaffenhed, det 5börstede Perigon, Frugtens forlængede Griffeltuberkel adskiller den især fra denne. Med L. tuberculata Michx. har den ogsaa meget tilfælles i Charaktererne, dog er den kantede Stengel, det kortere Ax, samt Perigonet afvigende. Eleogenus Nees ab E. Scirpus, Heleocharis Auct. 1. Eleogenus capitatus L. (Scirpus) Nees ab E. Cyp. bras. p. 101. Presl Rel. Henk. p. 196. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 118. Et af de almindeligste Halvgres i Mexicos ôstlige hede Region, voxende paa fuglige Steder i store tætte Tuer. Jeg fandt den ved Antigua, Laguna verde, Colipa, Jicaltepec, Paso del correo paa Bredderne af Tecoluta Floden, Paso de ovejas. Schiede tog den i Nærheden af Vera Cruz ved los Cocos, og ved Misantla. I Rel. Henk. nævnes den som mexicansk uden Localangivelse. Örsted fandt den ved Tepitapa ved Managua Söen i Nicaragua i Januar. I Størrelse varierer Arten betydeligt, man træffer den blomstrende og frugtbwrende . af en Tommes og en Fods Længde. 2. Eleogenus nodulosus Roth. nov. sp. 29. (Scirpus) Nees ab E. Cyp. bras. p. 104. Denne for Mexico nye Art fandt jeg i den hede og varm-tempererte Region paa sumpige Steder; paa Bredderne af Rio Nautla ved Jicaltepec, i Potrero de Consoquitla, ved Mirador, ved Lobani i Districtet Chinantla (Dep. Oajaca). Stemmer nåiagtig overens med brasilianske Exemplarer, hvormed jeg har kunnet sammenligne den. Scirpus Pal. Beau. Nees ab E. 1. Scirpus validus Vahl. |. c. p. 268. Benth. pl. Hartw. p. 27. Hartweg fandt den i Sumpe ved Leon. 246 2. Scirpus pungens Vahl. |. c. p. 255. HBK. nov. gen. 1. p. 227. Benth. pl. Hartw. p. 27. Humboldt og Bonpland fandt den imellem Hovedstaden og Xochimilco Söen paa 1200 Toisers Hôide i Januar. Harlweg fandt den i saa ved Leon. Tvivisom. Scirpus littoralis Schrader. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 135. Det er en af Berlandier ved Laredo samlet Plante, som Schlechtendal med Tvivl henforer til nævnte Art. Trichophorum Rich. 1. Trichophorum eyperinum Pers. syn. 1. p. 69. Scirpus (Trichophorum) Erio- phorum Mich. Torrey North Amer. Cyp. p. 330. Kth. Cyp. p. 170. Seirp. cype- rinus Kth. 1. c. 170. Denne for Mexico nye Art, som har en betydelig Udbredning i den nordamericanske Fristat fra Hudsons Bugten til Republikens Sydgrændse, fandt jeg i störste Mengde i Moser ved S. Antonio Hualusco (4500’), voxende sammen med Osmunda cinnamomea og specta- bilis i Januar. : Arten er meget foranderlig i Störrelse og Udseende, hvilket har givet Anledning til at Kunth deler den i to Arter, som ikke holde Stik, og som ogsaa Torrey, hvis Mening her har den største Vægt, forener. Tribus 5. Fuireneæ Nees ab E. Fuirenia Rotib. *) 1. Fuirenia Schiedeana Kth. Cyp. p. 183. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 135. Schiede samlede den ved Vera Cruz; C. Ehrenberg ved las Ajuntas ved Rio de Moctezuma. 2. Fuirenia hexachæta Schldl. Lin. 19. p. 69. Bot. Zeit. 1849. p. 135. Schiede samlede den i Toluca Dalen ved la Ventanilla. *) Den rigtigere Skrivemaade er Fuirenia, og ikke, saaledes som alle Forff. hidtil have det, Fuirena. 3. Fuirenia tereticulmis Presl Rel. Henk. p. 186. Kth. I. c. 183. Hænke samlede den ved Acapulco. Arterne af denne Slægt synes at vere meget sporadiske i Mexico, hvor det ikke er lykkedes mig at træffe nogen af dem, skjöndt min Opmærksomhed med Forkjærlighed var henvendt paa Cyperaceerne. Tribus 6. Rhynchosporeæ Nees ab E. Dichromena Rich. N. ab E. Dichromena Humboldtiana Nees ab E. Cyp. bras. p. 111. D. pubera Vahl. Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica i November. 1. Dichromena radicans Jungh. Linn. 6. p. 28. D. puberaKth. 1. c. p. 275. (ex parte). Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 150. D. Humboldtiana 2% N. ab E. Cyp. bras. p. 111. Species certissime distincta, a D. Humboldtiana N. ab E. differt: vaginis foliisque undique pilosis, phyllis involucri extus ad nervos pilosis margine longe ciliatis viridibus nec albicantibus, spica semper Solitaria ovata duplo majore (magniludine fere Abildgaardiæ monostachyæ), squamis numerosis fuscescentibus densissime ferrugineo-lineolatis glabris, inferioribus haud minoribus, caryopsi magis lenticulari-compressa orbiculari nec subobovata, tenuissime et densissime transversim undulato-rugulosa, basi stylina semilunata ancipiti ad utrunque caryopseos marginem magis decurrente. Almindelig i den ôstlige hede Kystregion i fugtige Skovegne, og derfra stigende op i den tempererte Region. Schicde fandt den i Skove ved Jalapa, og paa Cerro colo- rado. Jeg traf den i Skove ved Sta Maria Tiapacoyo, paa Hac de Jovo, og andre. Steder i samme Strög. Skjöndt Planten afgiver saa mange og saa vigtige Adskillelsestegn fra D. Hum- boldtiana Nees (D. pubera Vahl et Auct.) er den alligevel bleven inddragen som Synonym derunder. Da jeg i Vahls Herbarium har havt sikkre Exemplarer af D. pubera til Sammen- ligning, kan der for mig ikke vere mindste Tvivl om disse to Arters Forskjellighed. 2. Dichromena ciliata Vahl En. 2. p. 240. Kth. 1. c. p. 276. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 150. Fandtes af Schiede paa Hac. de la Laguna i August. Jeg fandt den i fugtige Skovegne i den ôstlige tempererte Region; ved Huilamalco (Dep. Puebla) i Mai; ved Talea (Dep. Oajaca) i August. Mag. Orsted fandt den ved Granada i Costa rica i Juni. 248 Tvivlsom. Dichromena leucocephala Michx. Benth. pl. Hartw. p. 28. Paa sumpige Steder ved Lagos samlet af Hartweg. Da denne Art neppe uden ved sin fuldkomne Glathed .afviger fra foregaaende, forekommer det mig tvivlsomt, om den af Bentham omtalte Plante virkelig er forskjellig fra den i Mexico almindelige D. ciliata. Psilocarya Torrey. 1. Psilocarya Schiedeana. Dichromena Schiedeana Kth. I. c. p. 282. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 161. Chætospora ferruginea Jungh. Linnæa 6. p. 28. (ex parte). En sparsom forekommende Plante i den ôstlige varm-tempererte Regions Savaner, voxende paa fugtige Steder, og i leret Grund. Schiede fandt den paa Hac. de Ja Laguna; jeg fandt den i Potrero de Consoquitla, ved Mirador, i Savaner omkring Hac de Buenavista. Efter at Schlechtendal (1. 1.) har givet en néiagtig Beskrivelse af Planten, var det klart, at samme hverken kunde vere en Dichromena eller en Rhynchospora, men derimod maalte henhôre til den torreyske Slægt Psilocarya, og blive at indordne ved Siden af P. scirpoides Torrey. 2. Psilocarya mexicana Liebm.: culmo stricto erecto triquetro glabro 24—3pedali; foliis 14‘“latis, basilaribus densis, caulinis remotis, rigidis carinatis glabris apice subtrigono-pungenlibus, vaginis anguslis ore nudo membranaceis; corymbis axillaribus terminalibusque patulis, axillaribus minoribus longe pedunculatis composilis, pedunculo 3—4pollicari; terminali majori 3poll. longo supra- decomposita ramis 14pollicaribus, ramulis inferioribus usque ad pollicem longis; involucro 2 —3phyllo corymbum subæquante, phyllis margine ciliatis; bracteis bracteolisque ad basin ramorum ramulorumque corymbi selaceis ciliatis; ochreis brevibus membranaceis oblique truncatis; spiculis 2—5 fasciculatis subsessilibus lanceolatis teretibus 3°longis basi bractea minula pallida suffultis; squamis imbricatis 12—14, quarum inferiores 4 minores vacuæ cinerea lato-ovatæ mucronate carinalæ concave, reliquæ fertiles majores rufæ, infe- riores lanceolata acute brevius mucronate carinale uninervie, superiores tenuiores angustiores nonnullæ vacuæ; staminibus 3, filamentis exserlis persistentibus; stylo sta- minibus longiore usque ad basin fisso deciduo; caryopsi brevistipitata obovato-lenticulari transverse undulalo-rugosa spadiceo-nigra nilida margine stipiteque pallidiore, rostro ca- ryopsi parum breviore cæsio compresso lanceolato obtuso basi emarginato-bilobo in mar- ginem caryopseos decurrente. ae Voxer i sumpige Enge i den hede östlige Region imellem la Isleta og Maloapam (Dep. Vera Cruz) i April og Mai. Nermest beslegtet med P. Pohliana N. ab E., hvorfra den adskiller sig ved sammen- salte Sidehalvskjærme, dobbelt sammensat Endehalvskjærm, ved siddende 2—5 knippevis- forenede Ax, ved de nederste golde graa længre oddede Skjæl, de övre frugtbare brune, ved det tveæggede korte Jancetformede butte Neb, som er noget kortere end Nödden. Ogsaa med P. rufa N. ab E. og P. Selloviana N. ab E. synes den at have meget tilfælles, men adskilles fra begge ved sine randhaarede Bracteer og Smaabracteer, ved Næbbet, som er kortere end den sortbrune Nöd. Haloschoenus Nees ab E. 1. Haloschoenus caracassanus Kth. (Dicromena) |. c. p. 287. N. ab E. Cyp. bras. p. 122. Almindelig i Savanerne i Potrero de Consoquitla ved Mirador paa törre og fugtige Steder, blomstrende i October. Den er overmaade nærbeslægtet med H. capillaris N. ab E., og muligen blive disse to Arter at forene. Vor Plante har de rue Blade, som tilskrives H. caracassanus. Ligesom man hyppig finder H. capillaris med Axene omdannede og fordærvede af en Ustilago, saaledes er ‘det samme Tilfældet med denne, saa at det endog er sjeldent at treffe den ubeskadigede Plante. 2. Haloschoenus sparsus Nees ab E. Cyp. bras. p. 123. Dichromena micrantha Kth. I. c. p. 278. Rhynchospora micrantha Presl Rel. Henk. p. 200 (excl. syn.). Udbredt baade paa Mexicos Öst- og Vestside i Savaner paa torre og fugtige Steder. I Hænkes Samlinger findes den uden Stedangivelse, men vel sagtens fra Vestsiden. Jeg fandt den meget hyppigt i Potrero de Consoquitla ved Mirador (2500—3000’) i October, og paa Vestsiden i de hede Savaner omkring Guatulco til samme Tid. Paa fuglig leret Grund (i Consoquitla) blive Skjællene brune, Frugten næsten sort, Blomsterstanden mere sammentrengt og med flere Blomster; paa sandig tor Jord- bund (Guatulco) blive Skjællene lyse farvelåse, Frugten gulbrun, Blomsterstanden mere udspærret, og med færre Blomster. Haplostytis Nees ab E. 1. Haplostylis mexicana Liebm.: cæspitosa, culmis 6pollicaribus triquetris filiformibus striatis angulis apicem versus scabris, basi dense foliatis; foliis culmo duplo brevioribus patentibus flexuosis angustissime linea- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. - 32 250 ribus rigidiusculis complicatis glabris apicem versus setaceo-involutis margine scabris; capitulo globoso denso solitario magnitudine baccæ Ribis nigri; involucro monophyllo capitulo parum longiore demum reflexo canaliculato dorso margineque scabro; spiculis sub- teretibus lanceolatis 6—7squamatis subbifloris, squamis chartaceis fuscis uninerviis inferiori- bus 4 vacuis brevioribus ovatis obtusis, quinta et sexta flores hermaphoritos amplectentibus longioribus lanceolatis acutatis, septima vacua angusta; staminibus 3; filamentis longitudine squa- marum, perigynii setis 6 basi fulvo-barbatis sursum versus antrorsum ciliatis, caryopsi 1’’longa elliptica fusco-nigrescente latere interiore convexa, exteriore concava margine utroque flavicante cartilagineo-dentato involuto, rostro caryopsi 3plo breviore ancipite ovato-lan- ceolato margine ciliolato flavicante, stylo exserto longissimo flexuoso fusco apice leviter bifido. Denne udmerkede Art findes paa Mexicos Vestside i den hede Region, voxende paa en gruset kalkblandet Jordbund i Savaner imellem La Galera og Pochutla (Dep. Oajaca) paa omtrent 1000’ Höide, blomstrende i October. I Udseende kommer den meget ner til den glatte Form af H. barbata N. ab E., men adskiller sig ved det af 6 Børster dannede Blomsterdække, ved Frugtens mærke- lige Bygning, idet Nöddens to bruskagtige tandede Rande ere bôiede sammen udvendig til, saa at de næsten stöde sammen i en Middellinie; Næbbet er randhaaret. Cephaloschoenus Nees ab E. 1. Cephaloschoenus marginatus Liebm.: culmo 1}pedali triquetro striato subflexuoso tenaci sursum versus angulis scabris ima basi foliato ; foliis culmo duplo triplo brevioribus subdistichis anguste linearibus complicatis ensiformi- curvalis rigidis margine scabris apice pungeniibus, vaginis compressiusculis nilidis atro- purpureis; capitulu terminali depresse globoso polystachyo magnitudine et forma Armeriæ maritime; involucro pleiophyllo capitulum cingente et bracteis similibus inter spiculas inter- stinctis, phyllo infimo 1—1{pollicari foliiformi erecto e basi lala vaginante scariosa rufa in laminam anguste linearem viridem complicatam rigidam apice pungente dorso et mar- gine scabris attenuato, reliquis squamæformibus spiculis brevioribus lato-ovalis mucronatis rigidis rufis; spiculis ereclo-patulis dense congeslis 7—13 monoicis subdistichis angulatis ob- longis 3—4"‘longis 11squamosis, squamis inferioribus 3—4 minoribus sursum versus magnilu- dine increscentibus vacuis concavis ovatis obtusis brevissime apiculatis nitidis coriaceis pallide rufis, quinta majori foeminea fertili oblonga, reliquis 6—7 masculis tenuioribus angustioribus pallidioribus; staminibus 3, filamentis exsertis filiformibus basi connalis pilis aliquot cir- cumdatis demum spiraliter tortis, antheris 13’‘longis linearibus acutis fuscis marcescentibus ; caryopsi obovata biconvexa marginata, malura castanea subtilissime punctulata margine pallidiore verticem versus denticulato-ciliato, rostro fructu plus duplo breviore eoque an- gustiore compresso apice truncato bidentalo cæsio, stylo longissimo exserto flexuoso re- flexo simplicissimo basi conica parum incrassalo diu persistente sed facile deciduo; selis perigynii 5 longitudine caryopsin æquantibus vel parum superantibus basin versus dilatatis fulvo-hirsulis, apice subulatis antrorsum scabris. Voxer paa græsrige Bjergsider i Chinantla (Dep. Oajaca) imellem Lacoba og Joco- tepec i den subtropiske Region, blomstrende i Juni. Skjöndt denne Plante i flere Punkter afviger fra Charaktererne for Cephaloschoe- nus, saaledes som de ere opstillede af Nees i Cyp. bras., idet fjerde eller femte Skjæl i Smaaaxet alene er frugtberende og qvindeligt, Griffelet meget langt enkelt udelt büiet, alle övre Skjæl blot ere mandlige med 3 ved Grunden noget sammenvoxne Slôvtraade, Nödden er tydelig randet, og Randen imod Frugtens Isse er forsynet med fine Takker, er der dog ingen anden Slegt, hvorunder den kunde anbringes, og jeg har derfor fore- trukket at stille den her, istedenfor at opstille en ny Slægt Fra Haplostylis adskiller den sig ved Kjönsfordelingen i Smaaaxet, ved den biconvexe Frugt, ved Stövtraadenes Sammenvoxning, 0. fl. Tvivlsom. Cephaloschoenus globosus HBK. (Chætospora) nov. gen. 1. p. 135. N. ab E. Cyp. bras. p. 130. Rhynchospora globosa R. & Schult. Presl Rel. Henk. p. 198. t. 36. Kth. 1. c. p. 288. Anföres af Presl som samlet af Henke i Mexico, men denne Angivelse er höist usikker. Planten er hidtil ikkun med Sikkerhed kjendt fra Syd-America. Ephippiorhynchium Nees ab E. 1. Ephippiorhynchium polycephalum Pers. (Schoenus) Syn. 1. p. 59 N. ab E. Cyp. bras. p. 134 t. XII Rhynchospora polycephala Kth. 1. c. p.291. Schldl. bot. Zeit. 1849 p. 162. Chætosposa triceps Jungh. Linnea 6. p. 29. 5 Almindelig i de torre Savaner paa Mexicos Ostside i den hede og varm-tempererte Region imellem 1000—3000’. Schiede fandt den ved Mesachica; jeg i Potrero de Conso- quilla, i Savaner omkring Mirador, Hac. de Tuzamapa, Buenavista. de 252 Calyptrostylis Nees ab E.*) 1. Calyptrostylis fascicularis Nees ab E. Cyp. bras. p. 139. Nees in Linnea v. 19. p. 696. Rhyncospora aurea Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 162. Chætospora aurea Jungh. Lin. 6. p. 28. Samlet af Aschenborn i Mexico uden Stedangivelse. Dr. Schiede fandt den ved Bække i Nerheden af Jalapa i Mai. Prof. Schlechtendal har havt den Godhed at skjænke mig et godt Exemplar af denne Plante, som jeg ikke selv har truffet i Mexico. 2. Calyptrostylis paniculata Liebm.: culmo tripedali triquetro glabro foliato; foliis planis inferioribus 5—6‘“latis supra margine- que scabris, subtus pallidioribus glabris, vaginis glabris laxis ore nudis herbaceis; paniculis axillaribus terminalibusque internodiis multo brevioribus distantibus pedunculatis duplicato- triplicatove, ramosis, ramis triquetris scabris omnibus bractea setacea scabra suffultis disti- chis alternis sursum decrescentibus, inferioribus divaricalis superioribus patulis, secundariis tertiariisque brevibus; ochreis brevibus obliquis; spiculis solitariis 4‘‘longis lanceolatis acutis bractea setacea suffultis bifloris 6squamatis; squamis 3 inferioribus minoribus increscente tamen magniludine, quarta majori fertili, quinta mascula, sexta angustiori vacua, ovato- lanceolatis mucronatis carinatis uninerviis fuscis membranaceis; staminibus 3, filamentis exsertis; caryopsi orbiculari lenticulari biconvexa nitida castaneo-fusca obsolete transversim striatula, rostro compresso basi circumscissa caryopsi angustiori eamque parum superante cinerea, stylo longo exserto flexuoso apice bifido; setis 6 antrorsum hispido-scabris ca- ryopsin æquantibus. Voxer paa skovbegroede Bjergsider i den tempererte östlige Region imellem Hui- tamalco og Tiuzutlan (Dep. Puebla) paa henimod 5000‘; blomstrer i Mai. Den er nærmest beslegtet med C. florida Nees ab E., men forskjellig ved sine topformige Blomsterstande, enkeltvis siddende Ax, kredsrunde lindseformige dobbelt con- vexe utydelig paatvers stribede glindsende brune Nöd, Næbbet fladtrykt afskaaret ved en Fure fra Nödden, o. fl. +) Til denne Slægt henregner jeg de Former, hvis Griffel ikkun i den yderste Spids ere svagt tveklöftede. Naar Nees bruger Slægtscharakteren: stylus simplex, kan jeg ikke give ham Medhold, men maa ansee dette Forhold som Fölge af Beskadigelse. Hos alle de Former, jeg har undersögt, og hvor Griffelet var uskadt, var det tydelig toklöftet i Spidsen. Hertil kommer, at selve Nees ved flere af de af ham opstillede Arters Beskrivelse bruger Udtryk som stylus brevi-bidentatus, brevissime bilobus, apice bidens, hvilke dog staae i Modstrid med den brugte Slægtscharakter. Hos Rhynchospora er Griffelets Klüvning meget dybere gaaende. 253 3. Calyptrostylis Schiedeana. Rhynchospora Schiedeana Kth. 1. c. p.300. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 166. Meget almindelig i Lövskove i den tempererte östlige Region paa 3000 Fods Höide; iser hyppig omkring Mirador i August. Planten opnaaer indtil 4 Fods Længde. Der kan ikke vere mindste Tvivl om at Arten maa henhöre til Calyptrostylis, naar man vil antage denne Slægt, hvilket jeg anseer for nyltigt imellem saa vanskeligt med Ord omskrevne og tilstrækkeligt betegnede Former. Mitrospora Nees ab E. 1. Mitrospora polyphylla Vahl (Rhynchospora) Enum. 2. p. 230. N. ab E. Linnea 9. p. 295. Rhynchospora adulta Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 166. Denne Art fandt jeg meget almindeligt i Lövskove omkring Mirador, blomstrende i Juli. Dr. Schiede fandt den i Barranca de Tioselo imellem Tioselo og Jicochimalco, i Frugt i August. Den mexicanske Plante har meget blege, næsten hvidlige Ax. Da jeg har Prof. Schlechtendals Godhed at takke for et Original Exemplar af R. adulta har jeg overbevist mig om, at denne Plante er Synonym til den Vahlske Art. Det manglende eller rudimentere Perigonium, og Frugtens grönne tveæggede Neb gjör Planten kjendelig som en Mitrospora. Rhyncospora Vahl. Nees ab E. 1. Rhyncospora glauca Vahl En. 2. p. 233. Kth. 1. c. p. 297 (excl. pl. syn.) Nees ab E. Cyp. bras. p. 141 Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 166. Chetospora ferruginea Jungh. Linnæa 6. p. 28 (ex parte). Udbredt paa de mexicanske Cordillerers Ostside i den tropiske og tempererte Region, voxende i Moser og fugtige Enge. Schiede fandt den paa Hac. de la Laguna i Jali; jeg fandt den i Sumpe imellem la Isleta og Maloapam (Dep. Vera Cruz) i Mai; ved S. Pedro Tepinapa (Chinantla, Dep. Oajaca) i Juli. 2. Rhyncospora pungens Liebm.: - glauca, culmo 1%pedali stricto striato glabro; foliis basilaribus culmo brevioribus strictis anguste linearibus carinatis apice pungentibus margine carinaque aculissime scabris, cau- linis 2—4 remotis internodiis brevioribus, vaginis subpollicaribus angustis subteretibus ore rotundatis nudis; corymbo axillari terminalique ereclis adpressis contraclis inæquilongis Zn _ fasciculato-congestis, axillari minore longepeduneulato, pedunculo 2—2$pollicari folio suo longiore, composito, terminali majori subpollicari decomposilo; involucro 2phyllo, phyllis setaceis scabris pungentibus corymbo brevioribus, bracteis bracteolisque setaceis spiculis brevioribus ; spiculis 3—5 fasciculatis æquilongis ovatis 13—2longis; squamis 3 inferiori- bus minoribus vacuis, increscente tamen magnitudine, quarta hermaphrodita fertili majori concava ovala mucronata fusco-castanea carinala, mucrone scabro, 5ta hermaphrodita abor- tiva, 6—7—8 tabescentibus; staminibus 2; selis 6 antrorsum hispidis caryopsi brevioribus; stylo erecto bifido fusco; caryopsi obovala biconvexa turgida densissime transverse undu- lato-rugulosa fusca, rostro caryopsi duplo breviore conico obtuso flavo-fusco subtilissime tuberculato-asperalo. Voxer i torre Savaner omkring Mirador, og blomstrer i Juli. Nerbeslegtet med R. glauca, og let forvexlet med samme, men afvigende ved fölgende: Bladene ere stivere og i Spidsen sylformige og slikkende; den axillære Halv- skjærms Stilke længre end det tilsvarende Blad; det borsteformige Blomsterdække er dob- belt kortere end Nödden; Nôdden mere buget mörkere brun meget ,tæltere tverrynket, Næbbet kortere end Nüdden bred-kegledannet but (ikke tveægget) finvortet (ikke ciliat), Griffelet kortere og opret. I flere Henseender er den mere overensstemmende med R. Marisculus N. ab E. Cyp. bras. p. 142, saaledes med Hensyn til den sammentrængte axillære Halvskjærm, Halvskjærmens ulige Grene, der gjör denne snarere til en mellembrudt Top, Halvskjerm- stilken længre end det tilhårende Blad. Men imedens R. Marisculus i Blomst og Frugt- dannelsen neppe afviger fra R. glauca, finde vi R. pungens adskilt ogsaa fra C. Marisculus ved Blomsterdækkets; Nöddens, Næbbets og Griffelets ovennævnte Egenskaber. 3. Rhynchospora jubata Liebm.: rhizomate obliquo brevi, culmo 3}pedali trigono glauco striato glabro apice nutante; foliis culmo brevioribus coriaceis glaucis 2}‘‘lalis carinalis nervosis planis apicem versus mar- gine scabriusculis, culmeis remotis 3—4 internodiis longioribus, vaginis bipollicaribus an- gustis glabris ore rotundatis nudis; corymbis axillaribus terminalique erectis subadpressis laxis subpaniculatis demum pendulis, axillaribus 3—4 remotis composilis longepedunculatis, pedunculo folio suo breviore, terminali majori 4— 5pollicari decomposito, pedunculis par- tialibus pedicellisque inæquilongis asperis tenuibus; involucro 3—4phyllo corymbo breviore; bracteis bracteolisque setaceis; spiculis solitariis vel 3 aggregatis intermedia subsessili 2 late- ralibus pedicellatis intermediam superantibus corymbulum formantibus fusiformibus utrinque acutis 2° longis; squamis infimis 3 minoribus vacuis, 4ta—5ta duplo majoribus hermaphroditis fertilibus ovato-lanceolatis concavis mucronalis uninerviis rufis, duabus inlimis angustiori- bus masculis vel tabescentibus; staminibus 3; setis 6 antrorsum hispidis caryopsi subduplo 255 longioribus; caryopsi obovata biconvexa dilule castanea transverse rugosa, rostro caryopsi duplo breviore compresso triangulari acuto cinereo-nigro puberulo; stylo longe exserto fusco flexuoso ad medium bifido. Tilhører den tempererte ôstlige Region imellem 4500—6000‘, voxende i Moser. Jeg fandt den ved S. Antonio Huatusco og imellem denne By og S. Juan Coscomatepee i Januar. Denne Art er nermest beslegtet med den nordamericanske R. inexpansa Vahl og med R. laxa Br. Fra R. inexpansa adskiller den sig ved sin betydeligere Størrelse, Bladene længre end Mellemleddene, Halvskjærmenc slôrre, stærkere forgrenede, Nödden kortere bredere omvendt-ægformig, Næbbet omtrent halvt saa langt som Nödden sammen- trykt trekantet mindre tilspidset. R. laxa tilhörer den sydlige og syd-üstlige Del af den gamle Verden (Cap, Bourbon, Mauritius, Nepal, China) samt Nyholland og Sandvichöerne, og er ikke fundet i America. 4. ØRhynchospora Kunthii Nees ab E. Cyp. bras. p. 147. Kth. 1. c. p. 296. Schldl. bot. Zeit. 1849. p. 165. En alpinsk Art, som tilhörer den östlige Cordilleres koldere Region, voxende paa fugtige Enge selskabeligen sammen med Arter af Carex og Eriocaulon. Schiede fandt den ved S. Salvador (imellem Jalapa og Perote), men hans Angivelse in fruticetis apricis stem- mer ikke med mine lagttagelser, hvorefter Planten er en Engplante. Jeg fandt den hyppigt paa 7000' Höide omkring Chinautla og Tiuzutlan (Dep. Puebla) i Mai, Juni og Juli. Den varierer i Størrelse imellem 2 og 13 Tommer. Artens habituelle Lighed med en Luzula er allerede fremhævet af Schlechtendal. Tribus 7. Sclerieæ Nees ab E. Hypoporum Nees ab E. 1. Hypoporum nutans Kth. (Scleria) |. c. p. 351. N. ab E. Cyp. bras. p. 170. S. hirtella HBK. nov. gen. 1. 132. Jungh. Lin. 6. p. 29. Pres! Rel. Henk. p. 203. Schldl. bot. Zeit. 1845. p. 474. En af de mest udbredte Cyperaceer i Mexico. Henke fandt den paa Mexicos Vestside (Localiteten angives ikke); Schiede fandt den paa Hac. de la Laguna i September, men Angivelsen in dumelis er ikke rigtig; jeg fandt den almindelig i den östlige tropiske og varm-tempererte Regions Savaner baade paa tår og fuglig Grund, og hele Aaret igjen- 256 nem; saaledes imellem la Isleta og Maloapam (Dep. Vera Cruz) i April, ved Mirador, og i Potrero de Consoquitla til alle Aarstider, ved Trapiche de la Concepcion i Dep. Oajaca i Juli og August. Den krybende horizontale Rodstok indeholder bittre aromatiske Egenskaber i höi Grad, og benyttes med Held af Mexicanerne som Lægemiddel. Hypoporum micrococcum Liebm.: rhizomate brevi culmos plures emittente, culmo 8—10pollicari filiformi triquetro glabro flexuoso; foliis anguste linearibus carinatis nervosis apicem versus margine scabris, va- ginis deorsum hispidis ore truncatis; spica composila virgalo-ramosa, glomerulis inter- ruptis, inferioribus axillaribus, superioribus nudis, ramis tenuibus ereeto-patulis 3—1polli- caribus, rhachi universali partialibusque scabris; spiculis glomeralis glabris; squamis lanceolatis mucronatis carinalis concavis nervo medio viridi in mucronem scabrum excur- rente lateribus rubescentibus rufescentibusve; staminibus 2; stylo 3fido fusco, caryopsi minuta sem. Papaveris minore globosa rugoso-cancellata grisea basi trigona trifarie-quin- queporosa, cupula minutissima rufescente. Samlet i törre Savaner ved Segovia i Nicaragua af Mag. Örsted i Januar. Denne Art kan ikke forvexles med nogen af de hidtil beskrevne, thi den er den eneste med grenet Blomsterstand, som har en ved Grunden poret Nöd; i denne Egenskab stemmer den derimod overens med efterfélgende Art. Den bliver at stille ved Siden af H. compositum N. ab E., hvorfra ‚den adskiller sig ved glat Stengel, smallere Blade, glatte Smaaax, lille gittret-rynket kugleformig Nöd, som ved den tresidige Basis er omgivet af 15 linieformige Smaaporer. 2. Hypoporum purpurascens Liebm.: culmo filiformi 6—12pollicari triquetro angulis scabriusculis demum glabrescentibus; foliis culmum subæquantibus anguslissime linearibus apicem versus margine scabris, vaginis an- lice pilosulis celerum glabris, ligula abbrevala pilosa; spica composita virgato-ramosa, ramis alternis 4—44pollicaribus, glomerulis interruplis, infima bractea setacea Zpollicari instructa, ceteris subnudis, minutis oligostachyis e 2—3 foemineis totidemque masculis congestis; rhachi universali parlialibusque pilosulis; spiculis foemineis brevipedicellatis : squamis compressis oblongis carinalis squarroso-mucronatis, carina viridi scabra, lateri- bus purpurascentibus; staminibus 3; caryopsi grisea trigono-globosa apice depressa api- culata transverse grosse rugosa muricala, basi trigona trifarie 5porosa. Voxer i torre Savaner ved Mirador i Potrero de Consoquitla, blomstrende i October; ligeledes i Dep. Oajaca ved Talea i August. Planten er först bemærket i Herbarict imellem andre Cyperaceer, og mit Materiale 257 derfor temmelig sparsomt, dog tilstrækkeligt til at udkaste ovenstaaende Beskrivelse, hvoraf fremgik, at Planten ikke kan föres til nogen af de bekjendte Former. Störst Over- ensstemmelse har den med min H. micrococcum, men afviger fra denne ved Stængelens haarede Kanter, Skedernes Haarighed, som er indskrænket til den forreste Flade, mindre Blomsternögler med færre Smaaax, Skjællene mindre, med ru Kjöl, noget udadböiet Od, 3 Stövdragere, Nödden dybere tverrynket og mere skruppet. Mastigoscleria Nees ab E. 1. Mastigoscleria reflexa HBK. (Scleria) nov. gen. 1. p. 232. Nees ab E. Cyp. bras. p. 177. Kth. 1. c. p. 340. Denne fra Mexico ei for kjendte Art fandt jeg i Krat imellem la Isleta og Maloa- pam i den hede östlige Region i Dep. Vera Cruz, blomstrende i April. Den voxer sel- skabeligen i Skovranden, og danner næsten uigjennemtrængelige Sammenfiltringer. Skjöndt Stengelen er meget slap, opnaaer den dog stôttet til Grene og Qviste mere end Mands Höide. Den nedre Del af Stængelen er gjentagne Gange gaffeldelt. Scleria Berg. Nees ab E. 1. Scleria filiformis Sw. Kth. |. c. p. 348. Jungh. Lin, 6. p. 29. Schldl. bot. Zeit. 1845, p. 473. Skal af Dr. Schiede vere fundet i Skove ved Papantla (Dep. Vera Cruz’s hede Region). Jeg har ikke seet Planten i Mexico, men kjender den godt fra de vestindiske Oer. Det forekommer mig noget tvivlsomt om Planten er rigtigt bestemt, eller Localiteten rigtig angivet, thi den ægte swartziske Plante voxer ikke i Skove, men derimod paa torre stenige Savaner. 2. Scleria anceps Liebm.: culmo 1—2pedali tenui flexuoso triquetro striato retrorsum scabrido; foliis distantibus internodiis brevioribus lineam Jatis planis carinatis nervosis apicem versus margine scabris, vaginis triquetris anguste trialatis deorsum evanescentibus viridibus margine scabris, ligula abbreviato-ovata scariosa fusca; pedunculis axillaribus 2—3 distantibus terminalibusque compressis ancipitibus laxis flexuosis 1—2pollicaribus apice oligostachyis; rhachi rhacheo- lisque trialalis; spiculis fasciculatis, masculis compluribus inferioribus foemineæ fertili alterique abortive superioribus consocialis; floris masculi squamis compressis alte carinatis lanceo- latis fuscis, staminibus 3 (st. 9 in spicula adsunt); squamis foemineis majoribus latioribns Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 33 258 acutis dorso scabridis; caryopsi ovata apiculata albida nitida leviuscula magnitudine sem. Impatientis Balsamine basi cupula triloba stramineo-albida circumdata, lobis ovatis aculis nervo medio non excurrente et tuberculo minuto terminatis, stylo trifido fusco. Denne nye Art fandt jeg ikkun et Par Gange i Savaner i Potrero de Consoquitla i Selskab med efterfolgende Art, og blomstrende i October. Den er beslægtet med S. filiformis og S. Muhlenbergiana Steud., og danner ligesom en Middelform imellem begge. Fra S. filiformis adskilles den ved en længre tyndere bugtet ru Sten- gel, fjerntstaaende og kortere Blade, flade Bladplader, grönne Skeder, Blomsterstandene i Blad- vinklerne næsten lige ned til Stengelens Grund, Stilkene længre og tveæggede, Smaaaxene mere knippevis sammentrengte, Nödden en halv Gang storre ægformig tilspidset omgivet af en större trelappet Skaal, o. fl. a. Med S. Muhlenbergiana har den stor ydre Lighed, men adskilles strax ved den forskjellige Frugt. 3. Scleria Muhlenbergiana Steud. nomencl. Schldl. bot. Zeit. 1845. p. 474. S. re- ticularis Muhlb. gram. p. 266. S. laxa Torrey Monogr. North. Amer. Cyp. in Annals of the Lyc. Nat. Hist. New York. v. 3. p. 376. Hidtil ikkun kjendt fra den nordamericanske Fristats sydligere Dele, men udbredt i Mexicos östlige suptropiske Region imellem 2—3000 Fods Hôide. Jee fandt den i Sa- vaner ved Mirador, Potrero de Consoquilla, Tuzamapa, blomstrende fra Juli til November. Ligesom Torrey har oplyst, at denne Art har været. forvexlet med S. reticularis Michx. af Mühlenberg, Pursh, Elliott, Gray, saaledes er jeg tilböielig til attroe, at den i Rel. Henk. p. 202 omtalte S. reticularis, som af Henke skal vere fundet i Mexico (Stedet nevnes ikke) henhôrer til denne Art. I Savanerne omkring Mirador findes to Former af Planten; den ene er tynd og slank af indtil 2 Fods Længde med lange tynde bölgede smal tilspidsede Blade, med længre axillere Slilke; den anden er kortere mere sammentrengt, opnaaer ikke en Fods Længde, voxer tueformig, har korte oprette bredere butte mörke Blade, korte Stilke med bredere Vinger. Denne sidste Form voxer paa fugtige Steder. 4. Scleria purpureo-zonata Liebm.: culmo 1—2pedali triquetro striato glauco angulis scabris; foliis anguste linearibus compli- catis carinalis carina utrinque margine retrorsum scabris, vaginis triquetris exalatis totis scabridis, ligula abbreviata ovata scariosa fusca hispida; pedunculo unico axillari 2—3pollicari scabro superne alato, terminalique oligostachyo; spiculis fasciculos 3—2 formantibus plerumque geminis una mascula altera inferiori foeminea brevipedicellatis, pedicello angusto trialato ; squamis 3“longis alte carinatis navicularibus lanceolatis mucronalis, carina viridi 3nervia mucroneque scabris, lateribus pallide stramineis marginibus atrosangvineis deorsum solum- modo maculatis; bracteis rigidis foliaceis carina margineque sursum scabris; stam....; caryopsi ovala apiculata levissima nitida eburnea magnitudine fructus Cannabeos sativæ, cupula annulari flavo-albicante nitida margine integro, perigynio inter cupulam et caryopsin an- nulari 9tuberculata, tuberculis albis pulverulentis hemisphericis 6 majoribus per paria dispositis tribus minoribus interjectis, stylo longissimo exserto ad medium trifido fusco. Voxer paa fugtige Steder ved S. Antonio Huatusco (4500), og fandtes i Frugt i August. Den hörer sammen i en naturlig lille Gruppe med S. oligantha og pauciflora, som maaske bér adskilles som egen Slegt fra de andre Arter formedelst den mærkelige Beskaffen- hed af Perigyniet, hvis ringformige over Skaalen fremragende Rand er besat med et be- stemt Antal hvide halvkugleformige findunede Ophöininger (6 hos S. pauciflora, 8 har S. oligantha, 9 hos S. purpureo-zonata). Vor Art adskiller sig fra S. pauciflora foruden ved Perigyniet tillige ved den glatte ægformige tilspidsede Nöd, ved Bracteerne, som have en ru Kant og Rand, ved de allene paa Middelnerven og Randen ru Blade, stivere Stengel. Fra S. oligantha er den adskilt ved Perigyniet, den ægformige tilspidsede Nod, o. fl. Scleria coriacea Liebm.: culmo 6—7pollicari triquetro striato stricto scabro; foliis culmo duplo longioribus crectis rigidis 13“latis carinatis binerviis ulrinque scabris, vaginis triquetris scabris angulis re- trorsum hispidis, ligula ovata rigida scariosa hispida; glomerulis uno distanti axillari sessili distachyo, duobus terminalibus approximalis oligostachyis, altero sessili, allero brevipedun- culato; bracteis scabris margine carinaque ciliatis; squamis ovalis alle carinatis concavis mucronatis stramineis scabris, carina ciliata; caryopsi globosa transverse rugoso-tuberculata nitida alba magnitudine fr. Hypopori nutantis, cupula minuta trigona margine 3loba. Et Par Exemplarer ere samlede i Guanacaste (Costa rica) i Marts af Orsted. Arten synes at maatte indordnes ved Siden af S. ciliata Michx. 5. Scleria scabriuscula Schldi. Linnea 20. p. 544. S. Schiedeana Schldl. bot. Zeit. 1845. p. 494. Samlet af Schiede paa Hacienda de la Laguna i Juli. Forfalteren tillægger denne mig ubekjendte Art ydre Lighed med S. melaleuca og S. filiformis. Frugtens Beskrivelse er især overensstemmende med S. filiformis. 6. Scleria communis Kth. 1. c. p. 340. S. pratensis Lindl. Nees ab E. Cyp. bras. p. 179. Findes i den hede og varm-tempererte ôstlige Region imellem 0—3000'. Jeg fandt den imellem Krat ved Jicaltepec ved Rio Nautla (Dep. Vera Cruz) i April; ved Mi- rador i en Egeskov i August. 33* Se Nees forandrede den kunthske Benævnelse, fornemmelig fordi Planten ikke har nogen meget stor Udbredning. Mexico er imidlertid nu föiet til de tidligere kjendte Voxe- steder, hvorefter Planten altsaa er udbredt i Brasilien, Gujana, Mexico, Martinique, Jamaica. Kunths Benevnelse er i enhver Henseende at foretrekke for den lindleyske, da Planten ikke voxer i Enge, men i Skove. Det er mærkeligt, at Nees ikke er bleven opmærksom paa dette, da han dog selv (Cyp. bras. L c.) ved de specielle Voxesteder betegner den som Skyggeform, in umbrosis, in silvis. 7. Scleria melaleuca Reichb. Kth. |. c. p. 340. Jungh. Lin. 6. p. 29. Nees ab E. Cyp. bras. p. 178. 179. Fandtes først af Schiede paa Hacienda de la Laguna. Jeg fandt den i de hede östlige Skove paa Hacienda de Jovo ved Tlapacoyo (Dep. Vera Cruz), og i Skove ved Jicaltepec, blomstrende i April og Mai. Tvivlsomme. Scleria reticularis Pres] Rel. Henk. p. 202. Mexico, Henke. Jvnf. Bemærkningen til S. Muhlenbergiana. Schlechtendal oplyser (bot. Zeit. 1845. p. 474), at Henkes Exemplarer vare meget unge, altsaa ufuldstændige, men, som det syntes, forskjellige fra den ægte nordamericanske S. reticularis Mchx. Scleria elongata Presl Rel. Henk. p. 202. Kth. 1. c. p. 358. Acapulco, Henke. Ligesom denne Art er ukjendt af alle nyere Cyperographer, saaledes kan heller ikke jeg meddele nogen Oplysning om samme, Macrolomia Schrader: Nees ab E. 1. Macrolomia bracteata Cay. (Scleria) ic. 34. t. 457. Nees ab E. Cyp. bras. p. 182. t. 14. Presl Rel. Henk. p. 201. Kth. I. c. p. 345. »Navajillo Mex. Hisp.” Denne kraftige yderst skærende selskabelig voxende Cyperacee findes i Lysninger i Skovene paa Mexicos Ostside paa 2—3000 Fods Höide, og gjér disse Partier aldeles uigjennemtrengelige. Især er den hyppig i Ströget imellem Jalapa og Mirador, og træffes i Blomst hele Aaret igjennem. Planten nævnes allerede som mexicansk i Rel. Henk, men uden Localitet. Mexicanernes spanske Benevnelse, som betyder Ragekniv, har Hensyn til de lange og stærke Blades skærende Egenskaber. Stundom benytter den reisende Arriero Bladet 261 som skærende Instrument ved Operationer paa Muldyr; navnlig er dette Tilfældet, naar et Dyr paa Marschen igjennem Savanerne er bleven bidt af en Giftslange, da det saarede Stykke udskæres med et Blad af denne Sclerice. Ophryoscleria N. ab E. 1. Ophryoscleria Schiedeana. Scleria Schiedeana Schldl. bot. Zeit. 1845. p. 489. Dr. Schiede samlede den i Barranca de Tioselo i August; jeg fandt den i Krat i Dep. Oajacas östlige suptropiske Region i Bjergdale omkring Trapiche de la Concepcion ved Comaltepec i August. à Da Schlechtendal har givet en meget udförlig Beskrivelse af Planten, har det været mig muligt at henföre Arten til den Nees’ske Slægt Ophryoscleria, hvor den vil blive at indordne i Nerheden af O. svroria Kth. Den adskiller sig meget bestemt fra samme ved Mangelen af det randhaarede Perigynium, som hos de fleste Arter af Slegten rager frem over Skaalens Rand, men hvoraf hos den mexicanske Plante intet Spor er opdaget. Mine Exemplarer fra Oajaca stemme godt med Schlechtendals Beskrivelse, ikkun ere Bladskederne hos min Plante glatte. Ophryoscleria asperrima Liebm.: tota planta asperrima, culmo 2—3pedali digitum crasso 3gono; foliis pedalibus et lon- gioribus 1!poll. latis lanceolatis carinatis nervosis plicatis, vaginis trialatis, alis deorsum angustatis, ligula oppositifolia brevi lato-lanceolata rigida obtusa; paniculis axillaribus ter- minalique ramis erecto-patulis, axillaribus circiter 5 longepedunculatis, pedunculo folio suo breviore 3—4pollicari compresso ancipiti, erectis subadpressis, bracteis longis anguste linearibus planis carinatis patulis; spiculis masculis foemineisque sparsis, singulis binatisve, masculis brevipedicellatis ovatis 2’“longis, squamis subdistichis imbricatis ovatis obtusis concavis carinatis griseo-scabris ferrugineo-lineolatis, staminibus 3, antheris linearibus appendice acuta terminalis; spiculis foem. sessilibus 6squamatis, squamis inferioribus 4 mi- noribus, 2 superioribus majoribus cupulam excipientibus lato-ovatis obtusis concavis cari- nalis fuscis; caryopsi globosa nitidissima nitore singulo opali gaudente magnitudine Piperis nigri nigro-rostrata, rostro stylino rigido subulato demum deciduo, cupula hemispherica caryopsi valde crassiore dimidiamque caryopsin obtegente et cum ea arctissime connata suberosa nilida fusca margine triloba subtilissime ciliata. 4 Et Exemplar hjembragtes af Mag. Örsted, samlet ved Bredderne af Rio de S. Juan de Nicaragua i Juni. Af alle mig bekjendte Arter udmærker denne sig ved Skaalens Störrelse og Tyk-_ kelse. Den bliver at stille ved Siden af O. paludosa N. ab E., hvorfra den adskilles ved 262 hele Plantens store Ruhed, lancetformige foldede Blade, ægformige butte ru Skjæl, opal- farvede Nod, vo. fl. i Ophryoscleria microcarpa Nees ab E. Cyp. bras. p. 184. Scleria microcarpa N. ab E. Kth. 1. c. p. 341. Samlet af Orsted i Nicaragua i Juni. Diploscyphus Liebm. nov. gen. Char. gen.: Spicule diclines monoice; femineæ inferæ uniflore masculis adjectis sessiles; masculæ minores magis numerose brevipedicellatæ. Squame foemineæ 5, infe- riores steriles; mascula imbricate distichæ 3andra. Stigmata 3 longa hirta. Caryopsis crustaceo-dura ovata apice mamilla umbonata instructa, basi depresse-concava perigynio arclissime adnata. Perigynium pateriforme coriaceum trilobum, lobis crassis cucullato-re- flexis. Cupula perigynio opposita pateriformis coriacea rotundato-triloba, lobis integerri- mis, subtus plicata intus levis albicans in apice rhacheole residens. Inflorescentia: panicule axillares terminalisque, bracteis longis setaceis bracteo- lisque squameformibus predite. Folia plicata latiuscula. Vagine triquetræ, ligule abbre- viatæ herbaceæ. Iblandt Sclerieernes Slægter er Schizolepis Schrad. den nærmest staaende til vor nye Slægt, som fornemmelig udmærker sig fra samme, ligesom ogsaa fra alle andre Sleg- ter, ved det skaalformige læderagtige med Nödden sammenvoxne Perigynium, til hvilket slutter sig en Perigyniet meget lignende lederaglig trelappet Skaal, der bliver staaende tilbage paa Spidsen af Axen, naar Nödden tillige med Perigyniet falder af. 1. Diploscyphus mexicanus Liebm. Culmus 3—4pedalis erectus basi digitum crassus triqueter striatus scabridus foliatus ; folia 14pedalia pollicem et insuper lata acuminata nervosa plicata supra glabra subtus ad nervos marginesque scabra, vagine triquetre exalatæ 4—5poll. longe scabre adpresse pilosule, ligule oppositifoliæ breves lalo-ovatæ obtuse margine scariosæ hispide. Panicule axillaris remota terminalesque, axillaris sessilis bipollicaris, terminales multo longiores, ramis patentissimis triquetris scabris, bracteæ ad basin ramorum ramulorumque setaceæ scabre ramis longiores. Caryopsis 2“ longa eburnea nilidissima; perigynium externe album interne flavidum. Voxer i Skove og Krat i Mexicos ôstlige varm-tempererte Region imellem 2—3000"; jeg fandt den ved Huitamalco i Mai, Mirador i November. Tribus 8. Caricineæ Kunth. Carex: L. A. Vignea: stigmatibus duobus. 1. Carex xalapensis Kunth |. c. p. 380. C. muricata? Jungh. Lin. 6. p. 29. En Art, som er udbredt i den tempererte og kolde Region, voxende paa fugtige grusede Steder. Schiede fandt den i Nerheden af Jalapa; jeg fandt den ved Chinautla i Dep. Puebla (7000’) i Mai, og ved Sülvværket Castresana i Dep. Oajaca (7500°) i Juni. 2. Carex pinetorum Liebm.: rhizomate horizontali repente flexuoso rigido; culmis 3—5pollicaribus flexuosis incurvatis triquetris striatis glabris basi foliatis; foliis culmo brevioribus anguste linearibus rigidis carinalis glabris, vaginis brevibus stramineis; spica composila terminali 3—3poll. longa e spiculis 3—5 ovatis approximatis subdistichis alternis androgynis basi masculis congesta; bractea fusca e basi latiore setaceo-subulata; squamis masculis oblongis oblusis carinatis basi 3nerviis dilute fuscis margine subhyalinis; staminibus 3; squamis foem. ovato-lanceo- latis carinatis uninerviis obscurius fuscis; perigynio squamam parum superante ovato- elliptico plano-convexo rostrato superne marginato-alato, alis viridibus membranaceis ciliolato-scabris, dorso convexo fusco leviter striato, rostro bidentato, caryopsi perigynio duplo breviore ovata plano-convexa utrinque abrupte attenuata levi nitida fusca, stylo longitudinem rostri æquante, stigmatibus exsertis 2 fuscis. Denne Art fandt jeg sparsomt paa Vulkanen Orizaba i Fyrreskoven paa aabne grusede Steder i en Höide af omtrent 12000’, blomstrende i September. I Udseende har denne Art Lighed med C. arenaria L., men bliver at indordne ved Siden af C. Schreberi W., da den har Hanblomsterne siddende ved Grunden af de sammentrengte Smaaax. 3 Carex Orizabæ Liebm.: culmo 7—15pollicari stricto erecto trigono striato angulis scabris basi foliato; foliis culmo brevioribus 2‘“latis planis carinatis pallide flavo-viridibus carina margineque subtiliter sca- bris, vaginis fusco-stramineis ore membranaceo truncalo; spica composila 4—3poll. longa e spiculis 6—9 ovatis in capitulum subovatum lobatum congesta basi bracteis 2 subulatis scabris spica brevioribus suffultis; spiculis androgynis basi masculis; squamis masc. et foem. similibus lanceolatis acutis uninerviis fuscis; staminibus 3, filamentis squama longioribus, antheris linearibus aculis apice denticulatis dilute flavidis; perigynio squama longiore ovato elliptico plano-convexo nervoso rostrato marginato-alato fusco, alis membranaceis 264 ciliolato-scabris, rostro apice obsolete bidentato, caryopsi perigynio multo minore lato- elliptica lenticulari-compressa apicata Iævissima nitida fusca, stylo longo vix ad medium fisso sursum incrassato, stigmatibus 2 exsertis fuscis. Dette er den höiest gaaende Cyperacee, jeg har fundét i Mexico. Den voxer i Sumpe paa Höisletten umiddelbart under Vulkanen Orizabas Sneekegle paa omtrent 14000 Fods Höide i’Selskab med Ranunculus, Phleum og Luzula; blomstrer i September. Med C. festiva Dewey har denne Art særdeles megen Overensstemmelse, men af- viger i folgende Punkter: Straaet er ru, Bladene have en ru Middelribbe og Rande, det hovedformige Ax bestaaer af flere Smaaax, og er ved Grunden forsynet med to Hylster- blade. Skjællene ere spidsere og kortere end Perigyniet, Nödden bred elliptisk lindse- formig fladtrykt. Arten bliver at indordne umiddelbart ved Siden af C. festiva. 4. Carex leporina L. var. bracteata: spiculis 4—7 pallidis, infima vel 2 infimis bractea setacea spicam subequante suffultis. C. leporina Jungh. Lin. 6. p. 29. Meget udbredt paa den östlige Cordillereskraaning igjennem den hede, tempererte og kolde Region, voxende paa aabne gresrige Steder. Jeg fandt den i Dep. Vera Cruz ved Mecapalco i April og Juni; i Dep. Puebla ved Huitamalco og Chinautla i Mai; i Dep. Oajaca ved Tepitongo og Comaltepec i Juli. Schiede fandt den ved Jalapa og paa Cerro colorado. Vel har jeg ikke seet Schiedes Plante, men da Arten er meget almindelig i Mexico, kan jeg ikke tage i Betænkning at antage den for overensstemmende med den af mig paa saa mange forskjellige Steder iagtlagne Form. Den mexicanske Form udmerker sig ved et börsteformigt Hylsterblad ved Grunden af det nederste eller de to nederste Smaaax, hvilket ikke findes hos nogen af de europæiske Exemplarer af C. leporina L., jeg har sammenlignet, ligesaalidt som det omtales i Beskrivelserne. Dette er imidlertid ogsaa den eneste Afvigelse fra den europæiske almindelige Plante; ikkun maa endnu bemerkes, at min Plante har blege guliggrönne Smaaax, og nærmer sig i det Hele meget til For- men C. argyroglochin. Exemplarernes Störrelse afviger fra 4 til 24 Fod. B. Carex genuina: stigmatibus tribus. a. spicula mascula solitaria, foemineis lateralibus sessilibus. 5. Carex rhynchophysa Liebm.: cespitosa, rhizomate repente stolonifero, culmis 2—5pollicaribus tenuibus triquetris an- gulis scabris basi foliatis; foliis culmo brevioribus anguste linearibus planis reflexis cari- 265 natis pagina anteriori carina margine scabris; spica composita terminali vix semipollicari, spiculis 3—4, terminali mascula, lateralibus 2—3 contiguis sessilibus paucifloris bracteatis, bractea infima foliacea spicam æquante; squamis masculis ovato-lanceolatis, foemineis an- gustioribus magis acuminalis carinatis carina viridi scabra lateribus juxta marginem zona atropurpurea notalis; perigyniis stipitatis ellipticis ventricosis rotundato-trigonis nervosis rostratis sursum tenuissime puberulis deorsum glanduloso-pilosulis, rostro compresso antice leviter bifido marginibus ciliolatis, caryopsi obovata obtusa trigona, angulis flavidis parum prominulis, lateribus convexiusculis griseo-fuseis subtilissime punetatis, stigmatibus 3. Hörer til den östlige kolde Regions Naaleskovvegetation, voxende paa aabne græsrige Steder. Jeg fandt den paa Bjergene over Chinautla (Dep. Puebla) i Mai imellem 7500°— 8000’. Arten er nærmest beslægtet med C. floridana Schweinitz, hvilken efter Torrey’s lagttagelse henhörer til den trearrede Afdeling. Den afviger fra C. floridana ved sin Lidenhed, kortere Blade, som ere ru paa hele Overfladen, Randene og paa Middelaarens Bagside, Skjællenes grönne ru Middelaare og mörkeröde Belte langs Randene, det oventil finhaarede, nedentil kjertelhaarede Perigynium, som paa Midten er udbuget afrundet tre- kantet og stærkt tilspidset til begge Sider; Nôdden kort omvendtægformig meget but. 6. Carex turbinata Liebm.: culmis S—12pollicaribus tenuibus trigonis angulis scabris basi foliatis; foliis culmo brevi- oribus anguste linearibus complicatis carina marginibusque scabris; spica composita termi- nali pollicari; spiculis 4, terminali mascula semipollicari, lateralibus 3 foemineis vix semi- pollicaribus subsessilibus vel brevipedunculatis oblongis approximatis paucifloris bracteatis, bractea infima foliacea spicam superante; squamis masculis lanceolatis acutis compressis carina viridi lateribus rufo-fuscis margine dilutiore, foemineis similibus; staminibus 3, an- theris fuscis linearibus; perigyniis stipitatis turbinatis ventricosis marginatis rostratis multi- nervosis hispidulis dilute viridibus squamas parum superantibus, rostro marginato ore bifido; caryopsi depresse obovata y. pyriformi apiculata flavescente glabra basin attenuatam versus obsolete trigona ceterum lateribus convexis; stigmatibus 3 exserlis fuscis. Fandtes i Dep. Oajaca i Central-Cordillerernes tempererte Region ved Yalala i Juni. Arten bliver at stille i Nærheden af C. varia Muhlb. og C. collecta Dewey. Peri- gyniet og Nödden er hos vor Plante forskjellig fra begge de nævntes, foruden andre Forskjelligheder, som Smaaaxenes Form, Dimensioner, Skjællenes Beskaffenhed frembyde. b. spiculis pluribus, terminali androgyna basi mascula. 7. Carex chlorocarpos Liebm.: rhizomate obliquo repente stolonifero, culmo 6—Spollicari tenui triquetro angulis scabris basi foliato; foliis culmo brevioribus anguste linearibus carinatis nervis pagine anterioris Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 34 266 carina margine scabris, vagina scabra sursum ferruginea ore truncato; spica composita terminali, spiculis 3—4 cylindricis, terminali androgyna basi mascula, lateribus alternis brevipetiolatis adpressis approximatis, infima plerumque remotiori, bracteatis, bracteis fo- .liaceo-setaceis scabris spica brevioribus; squama mascula oblonga nervo medio viridi non excurrente laleribus hyalinis; staminibus 3, antheris linearibus aeutis fuscis; squamis foe- mineis perigynio brevioribus masculis similibus; perigyniis stipitatis ellipticis trigonis 6an- gulatis rostralis viridibus glabris, rostro antice bidentato; caryopsi obovata trigona api- culata glabra flavescente, lateribus concaviusculis, perigynio + breviore. Fandtes i den kolde Region i den saakaldte Sierra de Oajaca ved ‚la Parada (8—8500'), voxende paa aabne græsrige Steder i Naaleskoven, og blomstrede i Juni. Denne tilligemed de to efterfölgende Arter hörer til den 6te Afdelings 1ste Gruppe af de trearrede Carices efter Kunths Monographie, men slutter sig ikke nærmere til nogen af de hos Kunth beskrevne eller i Torreys Monographie over de nord-americanske Cype- raceer indeholdte Arter, hvorimod de tre mexicanske Arter slutte sig meget ner sammen. Hos et enkelt Exemplar af C. chloracarpos finder jeg det nederste Smaaax meget betydeligt fjernet fra de ôvrige, og udgaaende af Vinkelen af det överste Stængelblad, og siddende paa en over 3 Tommer lang traadfin Stilk; men da dette imellem et större Antal Exemplarer er det eneste, der viser dette Forhold, betragter jeg det som en Undtagelse. 8. Carex anisostachys Liebm.: rhizomate repente, culmo subpedali gracili triquetro angulis scabris basi foliato; foliis plerumque culmo brevioribus (in speciminibus minoribus culmum æquantibus) anguste li- nearibus longe acuminatis acutis carinatis carina margineque ciliatis, vaginis compressis cinnamomeis; spica composila terminali, spiculis 3—4 sessilibus adpressis cylindricis brac- teatis, terminali §‘longa androgyna basi mascula, lateralibus 5“longis foemineis alternis approximatis, infima remotiuscula, bracteis foliaceo-setaceis scabris spica brevioribus; squamis masculis oblongo-lanceolatis apice denticulatis, nervo medio viridi, lateribus hya- linis rufo-punctulatis; staminibus 3; squamis foemineis perigynio parum brevioribus lan- ceolatis acuminatis dorso margineque ciliolatis; perigynio elliptico trigono rostrato, rostro et ore subintegro ciliatis, lateribus concavis nervosis fusco-viridibus; caryopsi obovata triquetra apiculata flavescente levi lateribus concavis, stylo caryopsi breviori incluso, stigmatibus 3 fuscis parum exsertis. Voxer paa aabne gresrige Steder i Naaleskove omkring Chinautla i Dep. Puebla paa 7000’, og blomstrer i Mai. Fra den foregaaende Art adskiller den sig ved sin Störrelse, glatte Skeder, paa Overfladen glatte, i Randen og paa Rygnerven haarede Blade, siddende Smaaax aflange i 267 Spidsen fintandede Hanskjæl, tilspidsede paa Rygnerven og i Randen ru Hunskjæl, næsten dobbelt saa stort Perigynium med finhaaret Næb og Munding og stribede Sider. 9. Carex olivacea Liebm.: culmo 13—24pedali gracili flexuoso triquetro glabro basi foliato; foliis basilaribus unoque caulino culmo brevioribus anguste linearibus longe acuminalis carinatis apicem versus carina margineque scabris; spica composita terminali 1—1}pollicari, spiculis 3—5 adpressis cy- lindricis bractealis, terminali 9—10“longa androgyna basi mascula (interdum spica lateralis proxima eodem modo androgyna fit basique mascula), lateralibus foemineis semipollicaribus, superioribus sessilibus approximatis, inferioribus remotioribus brevipedunculatis, bracteis foliaceis planis carinatis carina margineque scabris spica brevioribus; squamis masculis oblongis obtusis dorso trinerviis fuscis, lateribus dilutioribus, margine scariosis hyalinis, staminibus 3; squamis foem. perigynio brevioribus ovato-lanceolatis acuminatis carinatis concavis, dorso Snerviis olivaceis nervo medio sursum scabrido, lateribus dilute fuscis, margine hyalino; perigynio Stipitato compressiusculo elliplico-triquetro. rostrato glabro olivaceo, rostri ore emarginato, lateribus nervosis antico plano, posticis convexis; caryopsi lato-elliptica stylo persistente terminata lateribus planis subtilissime punctulatis fusca opaca perigynio 4 breviore, stylo incluso, stigmatibus 3 fuscis exsertis. Findes paa Pico de Orizaba i 10,000 Fods Höide omkring Vaqueria del Jacal i den fugtige Fyrreskov, blomstrende i September. Fra de to foregaaende er den forskjellig ved den glatte Stengel, trenervede Skjæl, noget sammentrykte olivenfarvede Perigynier med en svag udrandet Munding, bred elliptisk Nöd med flade Sider. c. spiculis pluribus androgynis apice masculis. 10. Carex planostachys Kze. Caric. Suppl. p. 138. t. 35. Samlet af Schiede i Mexico, men uden Angivelse af Localitet. Nermest beslegtet med C. pedunculata Mühlbg. 11. Carex Schiedeana Kze. Car. Suppl. p. 119. t. 30. Samlet af Dr. Schicde i Mexico uden Angivelse af Stedet. 12. Carex viridis Jungh. Linnea v. 6. p. 30. Kth. 1. c. p. 505. Samlet af Schiede i Mexico uden Stedangivelse. Jeg fandt Planten ved Bjergværket Castresana (7500‘) i Dep: Oajacas östlige Bjergværksdistrict, voxende paa fuglige grusede Bjergskraaninger i Juli. 34* 268 Prof. Schlechtendal har velvillig sendt et Original-Exemplar af Arten, hvorved min Plantes Identitet er bleven constateret. 13. Carex maculata Liebm.: rhizomate crasso obliquo repente stolonifero, culmo 2—3pedali triquetro glabro basi fo- liato; foliis culmo brevioribus lato-linearibus 4—5‘“latis carinatis complicatis rigidis glaucis sursum carina margineque scabris, vaginis membranaceis flaccidis ore rotundatis; racemo laxo; spiculis 7—10 in axillis bractearum plerumque geminis, infima remotiori, summis solitariis, erectis dein pendulis 1—1poll. longis densifloris androgynis apice masculis cy- lindricis oblongis longepedunculatis, pedunculis filiformibus flexuosis scabris 4—2—41polli- caribus, foliis floralibus spiculas suas superantibus, vaginis antice sphacelatis ore excisis; squamis masculis lato-ovatis oblusis nervo carinali flavo-virescente lateribus fusco-atro- purpureis margine hyalino repando, staminibus 3, antheris linearibus flavo-fuscis; squamis foem. patulis perigynium subæquantibus ovatis; perigyniis compressiusculis plano-convexis ellipticis brevirostratis nervosis angulis acutis scabriusculis , ‘antice et sursum atro-purpu- reo-maculatis ceterum fuscescentibus, lateribus granulato asperatis, rostri ore bifido; ca- ryopsi elliptico-trigona apiculata stylo brevi persistente terminata, lateribus convexis fuscis subtilissime punctulatis, stylo incluso, sligmatibus 3 fuscis exsertis. Voxer paa Vulkanen Orizaba i den fugtige Naaleskov paa. leret Jordbund imellem 8—10,000 Fods Höide, og forsvinder lidet ovenfor Vaqueria del Jacal; den blomstrer i September. Fra efterfölgende Art afviger den ved glat Stengel, færre Smaaax, hvoraf ikkun de nederste parvis udgaa af Hylsterbladenes Vinkel, medens de överste ere enkelte, ved kortere og tykkere Smaaax, afvigende Skjæl og Perigynium. 14. Carex Cortesii Liebm. : culmo 2—2ipedali triquetro angulis scabris basi foliato; foliis culmo longioribus glauco- viridibus carinatis carina subtus nervis supra margine scabris, vaginis antice dilute .cinna- momeis tenuiter membranaceis; racemo laxo, spiculis numerosis (circ. 20) in axilla folii floralis ternis longepedunculatis androgynis apice masculis; foliis floralibus longissimis basi vaginantibus, vagine ore profunde exciso sphacelato, superioribus setaceis spiculis suis brevioribns; pedunculis filiformibus scabris, inferioribus 3pollicaribus sursum brevioribus ; spiculis 2pollicaribus flexuosis subcylindricis acutis densissime floris; squamis masculis ovato-lanceolatis acutis uninerviis, nervo carinali viridi lateribus fuscis margine hyalino, staminibus 3, antheris linearibus fuscis; squamis foem. patulis oblongo-ovatis concavis brevimucronatis, mucrone scabro, nervo carinali viridi, lateribus castaneis, margine apicem versus ciliolatis; perigyniis squamam æquantibus anguste ellipticis trigonis parum com- pressis biconvexis Scostatis rostratis fusco-stramineis glabris, rostri ore bifido; caryopsi elliptica trigona stylo persistente terminata flavescente glabra, lateribus convexiusculis, stylo caryopsin æquante incluso, stigmatibus 3 fuscis parum exsertis. Voxer paa Cerro de Sempoaltepec, det hôieste Bjerg i Dep. Oajacas ôstlige Cor- dillerer, i den fugtige Skovregion paa henimod 10,000’, blomstrende i Juni og Juli. Den har ikke liden Lighed med den nedenfor beskrevne C. tuberculata, naar man seer bort fra at hos denne Pedunclerne oftest ere tre eller toaxede, hvilket aldrig er Til- fældet hos C. Cortesii. Fölgende andre Forskjelligheder frembyde sig. Vor Plante har lengere og smallere Blade, Smaaaxene ere kortere, Skjællene ere eennervede, Perigyniet smal-elliptisk glat, Nödden eiliptisk med noget convexe Sider gulaglig, Griffelet er længere. Arten er opkaldt efter Mexicos Erobrer, den förste Europæer, som efter Sagnet "besteg Sempoaltepec. 15. Carex chordalis Liebm.: culmo i4pedali triquetro apicem versus angulis scabris basi foliato; foliis culmo longiori- bus bipedalibus et longioribus anguste linearibus convolutis carinatis nervosis pallide viri- dibus, nervis antice, carina subtus, margine scabris, vaginis antice tenuiter membranaceis dilute cinnamomeis; racemo laxo diffuso; spiculis numerosis (20—30) androgynis apice masculis longepedunculatis longebracteatis, ternis quaternis in axilla folii floralis; foliis flo- ralibus longissimis usque ad 24 pedalibus sursum in bracteas setaceas breves diminuatis, basi vaginantibus, vagina antice membranacea rufescente excisa; pedunculis filiformibus scabris flexuosis 2—3pollicaribus; spiculis tripollicaribus tenuibus flexuosis densifloris ; squamis masculis oblongis acutis uninerviis, nervo carinali stramineo, lateribus rufescenti- bus, staminibus 3, antheris linearibus fuscis; squamis foem. mascula duplo minoribus elon- gato-ovatis brevimucronalis, nervo medio viridi lateribus atrosangvineis; perigyniis ellip- ticis obliquis compressiusculis rostratis glabris fusco-stramineis, rostri ore bifido, lateribus convexis; caryopsi obovata trigona stylo persistente terminata lateribus convexiusculis fusco-straminea, stylo incluso, stigmatibus 3 fuscis exsertis. Paa fugtige grusede Bjergsider ved Hacienda de Castresana (7500') i Dep. Oajaca, blomstrende i Juni. ' Fra foregaaende adskiller den sig ved de overordentlig lange Hylsterblade, der ere lengere end Stengelen, ved Smaaaxene, som ere tre eller fire sammenhobede i Vinke- len af Hylsterbladene, fremdeles meget tyndere og længre, ved de rustfarvede Hanskjæl, som ere dobbelt större end Hunskjællene, disse ere kortere mere tilspidsede med mörkblod- röde Sider og hel Rand. Frugten paa mine Exemplarer er noget for ung til at anstille en nôiagtig Sammen- 270 ligning imellem denne Arts Frugt og den foregaaende Arts, dog ere de angivne Forskjellig- heder allerede tilstrækkelige til at begrunde Artsforskjelligheden. 16. Carex melanosperma Liebm.: cæspitosa, rhizomate crasso obliquo repente stolonifero; culmo 3—33pedali triquetro glabro basi foliato; foliis bipedalibus 4° latis complicatis carinatis nervosis, nervis supra carina infra margine scabris, vaginis tenuiter membranaceis rufescentibus antice in rete fibrillosum solutis; racemo laxo, spiculis numerosis (cire. 20) ternis quaternisve in axilla folii floralis brevipedunculatis androgynis apice masculis; foliis floralibus infimis longissi- mis basi vaginantibus, vaginis antice excicis membranaceis fuscis, superioribus multo bre- vioribus; pedunculis triquetris scabris 1—14poll. longis; spiculis bipollicaribus flexuosis densifloris; squamis masculis oblongis carinatis brevimucronatis, dorso lateribusque fuscis : margine pallidis; squamis foemineis squarrosis lanceolatis mucronatis, mucrone ciliato-scabro, rufis; perigyniis squamam subæquantibus ovalo-ellipticis obliquis recurvirostris obsolete trigonis nervosis glabris stramineis, rostri ore obiter bidentulo; caryopsi obovata trigona obtusa styli basi minuta terminata lateribus convexis nigra subtilissime punctulata, stigma- tibus 3 fuscis exsertis. Voxer paa lerede Bjergsider imellem Bregner i den tempererte Region imellem Huitamalco og Tiuzutlan (Dep. Puebla, 5000‘), og blomstrer i Mai. 17. Carex tubereulata Liebm.: cæspitosa, rhizomate crasso obliquo repente stolonifero radiculas numerosas villo flavo dense obsitas emittente, culmis 2—3pedalibus trigonis angulis sursum scabris basi foliatis; foliis culmum æquantibus 3—4”latis revolutis nervosis lete viridibus rigidis carina subtus nervis anlice margine scabris, vaginis tenuiler membranaceis carneo-ferrugineis ore obli- quis; racemo laxo, spiculis numerosis exserte pedunculatis androgynis apice masculis, in axilla folii floralis ternis, pedunculis triquetris scabris bipollicaribus sursum brevioribus monostachyis vel 2—3stachyis, spicula una alterave perbrevi laterali sessili instructis; spi- culis 2—3poll. longis cylindricis flexuosis densissimis; foliis floralibus spicas suas supe- rantibus carina margineque serrulatis basi culmum amplectentibus ore fusco rotundato- exciso, sursum in bracteas setaceas breves transeuntibus; squamis masculis oblongis mucronulatis dorso 3nervio fusco, lateribus subhyalinis, staminibus 3, antheris longis line- aribus fuscis; squamis foem. duplo minoribus ovato-lanceolatis brevimucronulatis dorso 3nervio flavido, lateribus pallide fusco-sangvineis; perigyniis squamas æquantibus turgidis obovatis rotundato-trigonis brevirostratis angulis costatis, lateribus sordide ferrugineis tuberculatis, rostri pallidioris ore bifido; caryopsi ovata trigona stylo persistenti brevi 271 terminata dorso convexa lateribus duobus subplanis, violaceo-castanea opaca subtilissime granulato angulis flavidis, stigmatibus 3 fuscis exsertis. Voxer paa fugtige skyggefulde Steder paa den östlige Cordillere-Skraaning i den kolde Region; jeg fandt den imellem Buskads ved en lille Bek i Nerheden af Chinautla (Dep. Puebla, 7000’) blomstrende i Mai. T Da man hos nogle Exemplarer finder alle Peduncler enaxede, hos andre to— treaxede, synes den at danne et beqvemt Overgangsled imellem denne og efterfölgende Afdeling. d. pedunculis ramosis pleostachyis axillaribus et terminalibus. 18. Carex mexicana Pres! Rel. Henk. p. 204. Jungh. Linnea 6. p. 30. Kth. L. c. p. 510. Udbredt over den hele ôstlige Cordillerestrekning igjennem den hede og tempe- rerte Region (O—5000’) voxende imellem Krat. Localiteten for Henkes Plante er ikke kjendt. Schiede fandt den ved Jalapa, især, paa Bjerget: Macultepec; ligeledes i Skoven ved Papantla. Jeg traf den især hyppigt omkring Mirador, og i Dep. Oajacas östlige Dele omkring Hac de Sta Gertrudes og Talea. Den blomstrer hele Aaret igjennem. Carex acrolepis Liebm.: cæspitosa, rhizomate repente stolonifero, culmo pedali gracili triquetro glabro basi foliato, foliis culmo brevioribus anguste linearibus gramineis margine carinaque scabris, vaginis brevibus fuscis antice in rete fibrillosum solutis; paniculis axillaribus terminalique longe- pedunculatis; foliis floralibus longissimis paniculas superantibus vaginalis, vaginis asperatis antice ore scarioso exciso; pedunculis inferioribus 3pollicaribus scabris sursum brevioribus, apice sub3stachyis; spiculis androgynis apice masculis brevipedicellatis basi bractea setacea scabra suffultis, circ. 4’’longis; squamis lanceolatis longemucronatis nervosis, mucrone scabro, dorso viridi lateribus fusco-stramineis; perigyniis squama longioribus fusiformibus trigonis rostratis nervosis glabris viridibus, ore rostri bifido; caryopsi elliptica triquetra stipitata styli basi persistente terminata lateribus planis atrofuscis subtilissime punctulatis angulıs flavidis; stylo perbrevi incluso, stigmatibus 3 exsertis. Samlet af Mag. Orsted i Januar ved Candelaria i Costa rica. Da hidtil meget faa Arter af denne Afdeling ere kjendte fra America, er det in- teressant i denne og efterfolgende Art at skaffe en Tilvæxt til samme. Den slutter sig til C. cladostachya og C. mexicana, fra hvilke den dog afviger i en Mengde Charakterer. Sidestilkene bere undertiden ikkun et enkelt Smaaax i Spidsen. Carex Orstedii Liebm.: culmo 2—2ipedali gracili flexuoso triquetro glabro foliato; foliis culmo brevioribus an- guste linearibus complicatis carinatis nervosis nervis antice carina postice margine scabris ; paniculis distantibus axillaribus terminalique longepedunculatis; foliis floralibus culmo lon- gioribus distantibus, internodiis sæpe 8—9pollicaribus, vaginatis, vaginis glabris antice membranaceis scariosis ore auriculatis fuscis; pedunculis axillaribus singulis geminisve, in- fima 6pollicari sursum brevioribus, compressis deorsum glabris sursum scabris apice 4—5 stachyis; spiculis subsessilibus distichis androgynis apice masculis 6—8“longis basi bractea setacea scabra spicula breviore suffultis; squamis foemineis patulis lato-lanceolatis longe- mucronatis carinatis multinerviis stramineis rufo-lineolatis puberulis, mucrone carinaque scabris ; squamis masc. imbricatis brevius mucronatis; perigyniis squama longioribus ellip- ticis triquetris rostratis nervosis fuscis, rostri angulis sparse ciliolatis demum glabris ore bifidis; caryopsi stipitata elliptica triquetra lateribus planis fusco-nigra subtilissime granu- lata; stigmatibus 3 exsertis. Samlet af Mag. Örsted ved Cartago i Costa rica i Januar. De udvendig finhaarede Skjæl adskille denne Art med störste Lethed fra alle andre Arter af denne Afdeling. Uncinia Pers. 1. Uncinia jamaicensis Pers. Syn. 2. p. 534, Kth. I. c. p. 225. Schk. Caric. GH 1290. Denne for Mexico nye Art fandt jeg i de skyggefulde Skove ved Mirador paa fugtige Steder voxende i sort Humus, og blomstrende i October og November. Ved at sammenligne de existerende Beskrivelser af Arten med den mexicanske Plante vise flere Afvigelser sig, som synes at hidröre fra en mindre nôiagtig Undersögelse hos de tidligere Beskrivere, eller fra de foreliggende Exemplarers unge Beskaffenhed. Dette sidste gjelder navnlig om den schkuhrske Plante. Derfor har det været umuligt at bringe til Afgjörelse om den sydchileniske Plante, som beskrives og afbildes af Cavanilles Icon. pl. v. 5. p. 40. t. 464. f. 1. er identisk med den vestindiske eller ikke. Da jeg har et meget rigt og fuldstændigt Materiale af Exemplarer fra Mexico, troer jeg, at det vil bi- drage til Sagens Afgjörelse at give en nôiagtig Beskrivelse af Planten, navnlig af den fuldmodne Frugt, der tidligere har været ufuldkommen beskreven. Radix longe fibrosa; culmus 14—2pedalis gracilis trigonus glaber striatus basi fo- liatus; folia culmo breviora plana 4'”lata carinata nervosa glauco-viridia, nervis carinaque utrinque margine scabra, vagine subbipollicares glabre ore rotundato-excisæ; spica stricta 273 pennam columbariam crassa 4poll. longa densiflora androgyna apice mascula, ad basin ple- rumque nuda (semel modo bracteam selaceam observavi); squamæ mascule ovate obtuse coriaceæ carinatæ dense striate fuscæ margine albidæ ciliolatæ; stamina 3; squamæ foeminee oblongo-obovatæ masculis majores ceterum similes; perigynia squamas subæquantia obovato- oblonga compressa plano-convexa basi attenuata parte superiori leviter puberula angulis aculis fasciculalo-ciliatis ore truncata fusca striata; caryopsis obovato-oblonga compresso- trigona fusco-castanea lateribus convexiusculis angulis dilutioribus apice truncata basi sty- lina dilatata griseo-tuberculata terminata subtilissime punctulata; stylus inclusus caryopsi brevior fuscus tuberculatus; stigmata 3 exserla fusca; arista perigynio duplo longior apice hamata glabra antice canaliculata postice convexa fusca. Ved at sammenligne denne Beskrivelse med den korte hos Kunth findes fölgende Uoverensstemmelser. Bladene skulle (efter Kunth) vere længre end Stengelen, men dette er ikkun Tilfældet hos yngre Exemplarer, der ikke have fuldt udviklet Stengel; ,smal- linieformige Blade” gjælder ikkun om de faa paa Stængelen siddende, men ikke om de ved Grunden i stôrre Mengde siddende Blade, der ere 4’ brede; at Bladene ere ru ikke blot i Randen, men ogsaa langs Nerverne paa begge Sider er overseet af Alle. Kunth optager i Artsbeskrivelsen, at Axet er ved Grunden forsynet med et haarfint Hylsterblad; men dette synes undtagelsesvis at vere tilstede; hos flere end 30 Exemplarer, jeg har liggende foran mig, finder jeg det ikkun hos et yngre Exemplar. Perigyniets Haarighed i den öyre Halvdel og paa begge Sider er ikke iagttaget af Nogen; Nöddens Beskrivelse er ogsaa mindre nodiagtig hos de ældre Skribenter. — Sluttelig maa jeg bemærke, at der i Cave- nilles Beskrivelse (I. c.) ikke er Noget, som modstrider Beskrivelsen af U. jamaicensis, men den holder sig ikkun i noget for almindelige Udtryk og giver ikke en udtömmende Beskrivelse af de vesentlige Fruglorganer. Der kan efter min Mening endnu ikke vere Tale om at ville charakterisere de forskjellige plantegeographiske Regioner i Mexico efter de i samme forekommende Cype- raceer, thi dertil kjende vi endnu for faa Former fra dette Land, saa at det snarere vil blive Repræsentanter af Halvgres Familien i Mexico, vi ville kunne opregne, end alle i Virkeligheden forekommende Former. De enkelte Arters Udbredning i Mexico kan endnu aldeles ikke angives; for de allerfleste have vi endnu kun en enkelt Stedbestem- melse, saa der slet ikke kan vere Tale om 6vre og nedre Grændser. Alt, hvad man for - Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 35 274 Oieblikket kan gjôre med Hensyn til Cyperaceernes geographiske Fordeling i Mexico, det er at angive den eller de Regioner, i hvilke de enkelte Former hidtil ere fundne, uden Fordring paa at sige mere end man veed, og holdende Plads aaben baade opadtil og nedadtil for de Udvidelser i Artens Udbredningsregion, hvorom Fremtiden först vil kunne skaffe os nærmere Kundskab. A. Mexicos Ostside. a. I Mexicos tropiske ôstlige Kystregion indtil 500’ ere fölgende Cyperaceer fundne: Cyperus polystachyus Rottb., Cyp. pygmaeus Rottb., Cyp. falciculosus Lb., Cyp. canus Pr., Cyp. Haspan L., Cyp. Luzulæ L., Cyp. surinamensis Rottb., Cyp. articulatus L., Cyp. ciliatus Jungh., Cyp. thyrsiflorus Jungh., Cyp.’macrocephalus Lb., Cyp. fragilis Lb., Kyllingia cæspitosa N. E., Kyllingia odorata Vahl, Kyll. microcephala Lb., Fimbristylis Vahlii Lk.,. Chætocyperus polymorphus N. E. £ capillaceus N., Limnochloa mutata L. Eleogenus capitatus L., Eleogen. nodulosus Roth, Fuirenia Schiedeana Schldl., Dichromena radicans Jungh., Scleria communis Kth., Scleria melaleuca Rchb. — 24 Arter. b. Hede östlige Region imellem 500—2500’ har fölgende: Cyperus helvus Lb., Cyp. simplex HBK., Cyp. elegans L., Cyp. Haspan L., Cyp. Luzulæ L., Cyp. surinamensis Rottb., Cyp. camphoratus Lb., Cyp. breviradiatus Lb., Cyp. asperrimus Lb., Cyp. dipsaceus Lb., Cyp. mexicanus Lb., Mariscus Mutisii HBK., Kyllingia cespitosa N. E., Kyll. odorata Vahl, Lipocarpha mexicana Lb., Abildgaardia monostachya Roem. & Schult., Fimbristylis ferruginea Vahl, Oncostylis tenuifolia Rudge, Eleogenus no- dulosus Roth, Dichromena radicans Jungh., Psilocarya mexicana Lb., Cephaloschoenus marginatus Lb., Haloschoenus sparsus N. E., Ephippiorhynchium polycephalum Pers., Rhynchospora glauca Vahl, Hypoporum nutans Kth., Mastigoscleria reflexa HBK., Scleria filiformis Sw., Scler. melaleuca Rchb., Carex leporina L. v. bracteata Lb., Carex mexi- cana Pr. — 31 Arter. c. Varm tempererte östlige Region imellem 2500—5000’. Cyperus ambiguus Lb., Cyp. melanostachyus HBK., Cyp. glareosus Lb., Cyp. cuspidatus HBK., Cyp. Haspan L., Cyp. surinamensis Rottb., Cyp. fulvescens Lb., Cyp. obesus Lb., Cyp. prolixus HBK., Cyp. discigerus Lb., Cyp. caracassanus Kth., Cyp. thyrsi- florus Jungh., Cyp. ischnos Schldl., Cyp. asperrimus Lb. 8 multiflorus Lb., Cyp. Manime HBK., Cyp. apiculatus Lb., Mariscus flavus Vahl, Mar. Mutisii HBK., Mar. pallens Lb., 275 Mar. longiradiatus Lb., Isolepis cæspitula Lb., Fimbristylis ferruginea Vahl, Fimb. brizoides N. E., Fimb. autumnalis L., Oncostylis tenuifolia Rudge, Onc. junciformis HBK., Onc. hispida Lb., Chætocyperus polymorphus N. E., Chætocyp. urceolatus Lb., Limnochloa geniculata L., Limnochloa mutata L., Trichophorum cyperinum Pers., Dichromena radicans Jungh., Dichr. ciliata Vahl, Psilocarya Schiedeana Kth., Haloschoenus caracassanus Kth., Calyptrostylis Schiedeana Kth., C. fascicularis N. E., Mitrospora polyphylla Vahl, Rhyn- chospora glauca Vahl, Rhynch. pungens Lb., Rhynch. jubata Lb., Hypoporum nutans Kth., Hypoporum purpurascens Lb., Scleria anceps Lb., Scler. Muhlenbergiana Steud., Scler. purpureo-zonata Lb., Macrolomia bracteata »Cav., Ophryoscleria Schiedeana Schldl., Diplo- scyphus mexicanus Lb., Carex xalapensis Kth., Car. leporina L. v. bracteata Lb., Car. mexicana Pr., Uncinia jamaicensis Pers. — 54 Arter. d. Kold-tempererte östlige Region imellem 5000—7000’: Cyperus melanostachyus HBK., Cyp. triceps N. E., Chætocyperus polymorphus N. E., Limnochloa geniculata L., Calyptrostylis paniculata Lb., Rhynchospora Kunthii N. E., Carex xalapensis Kth., Carex leporina L. v. bracteata Lb., Car. tuberculata Lb., Car. melanosperma Lb., Car. viridis Jungh., Car. Schiedeana Kze.?, Car. planostachys Kze.? — 13 Arter. e. Kolde östlige Cordillereskraaning fra 7000 indtil Vegetationsgrandsen: Cyperus alpinus Lb., Mariscus atropurpureus Lb., Marisc. asper Lb., Carex rhyn- chophysa Lb., Car. anisostachys Lb., Car. maculata Lb. De hôiest gaaende Former ere: Carex olivaca Lb. (40000’), Carex pinetorum Lb. (12000’), Carex Orizabe Lb. (14000). — 9 Arter. B. Fra Mexicos Indre, som dels indtages af Hôüislelter og Bjergdale, hen- hørende til den tempererte Region, dels Cordillerer, som henhöre til den kolde Region, ere fölgende Cyperaceer bekjendte: a. Tempererte Region: Cyperus fugax Lb., Cyp. melanostachyus HBK., Cyp. mucronatus L., Cyp. inflexus Muhlbg., Cyp. Haspan L., Cyp. vegetus W., Cyp. surinamensis Rottb., Cyp. seslerioides HBK., Cyp. rotundus L., Cyp. esculentus L., Cyp. scaberrimus N. E., Cyp. ligularis L., Cyp. triceps N. E., Cyp. Manime HBK., Cyp. divergens HBK., Cyp. rufinus Lb., Fimbri- stylis juncifolia Pr., Oncostylis tenuifolia Rudge, Chetocyperus polymorphus N. E., Cheto- cyp. stoloniferus N. E., Limnochloa truncata Schldl., Scirpus validus Vahl, Scirp. pungens 997 fe _ Vahl, Fuirenia hexachæta Schldl., Calyptrostylis fascicularis N. E. Carex turbinata Lb. — 26 Arter. b. Kolde Cordillereregion: Cyperus toluccensis HBK., Mariscus ambiguus Lb., Limnochloa truncata Schldl. , Carex xalapensis Kth., Car. chlorocarpos Lb., Car. viridis Jungh., Car. Cortesii Lb. , Car. chordalis Lb. — 8 Arter. C. Mexicos Vestside er mindre kjendt end Ostsiden. Fra den kolde vestlige Cordillereregion kjende vi ingen Cyperaceer. a. Fra den tempererte vestlige Region kjendes fölgende: Cyperus melanostachyus HBK., Cyp. aureus HBK., Cyp. compressus L., Cyp. pyenostachyus HBK., Cyp. divergens HBK., Mariscus flavus Vahl, Marisc. confertus HBK. , Marisc. rufus HBK. — 8 Arter. b. Tropiske Vestkyst: Cyperus polystachyus Rottb.?, Cyp. viscosus Ait., Cyp. canus Pr., Cyp. surina- mensis Rottb., Cyp. tenerrimus Pr., Cyp. ligularis L., Cyp. firmus Pr., Cyp. fossarum Lb., Mariscus flavus Vahl, Fimbristylis ferrugineus Vahl, Fimb. brizoides N. E., Limnoch- loa mutata L., Fuirenia tereticulmis Pr., Haloschoenus sparsus N. E., Haplostylis mexi- cana Lb., Hypoporum nutans Kth. — 16 Arter. Med Hensyn til Jordbundens Beskaffenhed ere Cyperaceerne mindre böielige end de fleste andre Plantefamilier. Den langt overveiende Del fordrer nemlig en meget fugtig Jordbund, og er saaledes fremherskende i Sumpe, Moradser, paa Bredder af stillestaaende og rindende Vand. Det vilde vere en trettende Gjentagelse at opregne her alle de mexi- canske Cyperaceer, som forekomme under slige Forhold. 1 nærværende Oversigt vil det vere tilstrækkeligt at betegne de Former, som forekomme paa andre Localiteter, navnlig i Savaner og i Skove, medens alle ikke her nævnte höre til den förstnevnte Gruppe eller Sumpformerne. Savanformer ere: Cyperus camphoratus Lb., Cyp. asperrimus Lb., Cyp. ses- lerioides HBK., Cyp. ischnos Schldl., Cyp. cuspidatus HBK., Cyp. glareosus Lb., Cyp. Manime HBK., Cyp. divergens HBK., Cyp. thyrsiflorus Jungh., Cyp. dispaceus Lb., Ma- riscus flavus Vahl, Kyllingia microcephala Lb., Oncostylis tenuifolia Rudge, Onc. hispida Lb., Abildgaardia monostachya Roem. & Schult., Fimbristylis ferruginea Vahl, Fimb. bri- zoides N. E., Fimb. autumnalis L, Cephaloschoenus marginatus Lb., Ephippiorhynchium polycephalum Pers., Haloschoenus caracassanus Kth., Halosch. sparsus N. E., Haplostylis mexicana Lb., Rhynchospora pungens Lb., Scleria filiformis Sw., Sc. anceps Lb., Sc. Muhlenbergiana Steud,, Carex leporina L., Hypoporum nutans Kth., Hyp. purpurascens Lb., Psilocarya Schiedeana Lb. Skovformer ere: Dichromena radicans Jungh., Dich. ciliata Vahl, Scleria com- munis N. E., Sc. melaleuca Rchb., Mastigoscleria reflexa HBK., Carex mexicana Pr., C. pinetorum Lb., C. maculata Lb., C. Cortesii Lb., Uncinia jamaicensis Pers., Diploscyphus mexicanus Lb., Ophryoscleria Schiedeana Schldl., Macrolomia bracteata Cay., Mitrospora polyphylla Vahl; Calyptrostylis Schiedeana Kth., Cal. paniculata Lb. Pe i th u, ao i ent be a "navets gend ae FR HET iy ee L. FR F7 ALT i Deo ve Ai pion hand he Aion & men ra re Re den taken we $C) pörns ANAL TESS LL HEV wer a. ree " M | ji pi NO US hu ps diverygal nox Ynrisona heyy Vahl, Mathieu, PT Meh jee VRR a ax rel: Vente | at hf Ce ad sa 5 i dut tr, OP wero Al, eames Pa: 2 \ ' ver qu | a i i m ‘ponte Wed, Opps Mines vient Py Dre ugs. 1 ‘ LY Aare =, By i Wi SAGE ar ONE, Pre toy 7s M om Yours lan ren (u, Mole terethouin: støber Mad és : ne gravis fi 40) klar 5 | | ! p eo NS ail de; Mig reste i Én ani fetal Nana, : ‘ots heros Joel Pix voralic ch ma tv CPE +. meinte. ? ee re, wea Bredder på QU csi KL ho aff PM = a mile (yews cela ab Op bevy alte ta e wl es: ve | lité | sb Hé ea i ETC Crerslgti , oe pe ‘a. Rye ; ie fered artpe, par nike (SET. SURE Er dé à 7 oe ik Si don met us re ul | Raley ‘ode à „ee q ' “ 1 N a - ’ à y | De, EC | , | mv ; kariert HER, , | Matin awk; Gree Tinne Seven Vahl. My Vi igwerdie gow | Fi Ss # Be his ae dvi. Da. Philetæria en ny anomal Slægt af Polemoniaceernes Familie. At F. Liebmann. (Lest i det Kgl. danske Videnskabernes Selskabs Måde den 14. Juni 1850). Med en Kobbertavle. [At Roque: = "Al. ra Det mærkelige Træ, som paa efterfölgende Sider skal beskrives, opdagede jeg i den tôrre klippefulde plantefattige Region, som strækker sig paa den vestlige Skraaning af Mexicos dsllige Cordillere, der hvor denne i Departementet Puebla gaaer over i den vidt- udstrakte Hdislette. Denne Del af den tempererte Region er hævet 5—6000 Fod over Havet, og udmærker sig ved sin Mangel af Lovtræer, og de tilstedeværende Planters Tornig- hed. Hôislammede Yucca Arter, hvis plumpe udspærrede Grene bære ligesom en Kost af stive linieformige Blade i Spidsen, gigantiske Candelaber-Cacteer (Cerei), i Forbindelse med de indférle Daddelpalmer og Peru-Træet (Schinus Molle) danne de vigtigste Træk i Landskabets hôiere Trævæxt, medens iblandt de lavere Træer og Buske, som fremtræde som Charakterplanter, og som for det meste ere af et hæsligt afskrækkende Udseende ved deres Tornrigdom og bladlöse Tilstand største Delen af Aaret, fornemmelig maa nævnes Echinocacternes og Opuntiernes uhyre Skare, som i denne Region er fremherskende, fremdeles buskagtige Mimoser, Prosopis, Eriodendron, Rhamnaceer, Terebinthaceer, lave kostagtige buskede Euphorbier (Pedilanthus), Agaver, Cordyliner, Bromeliaceer, endelig af Polemoniaceernes Familie Hoitzia og Philetæria. Den ufrugtbare stenige eller grusede Jordbund ligger négen for Dagen imellem de isolerede Tornbuske; Klapperslangen træffes hyppig udstrakt i dåsig Ro paa den stærkt ophedede plantebare Jord, medens det lille underlige Dyr, som Mexicanerne benævne Chamæleon (Phrynosoma orbiculare) og en Mængde præglig farvede Firben leve under de tornede Væxters Ly. Disse faa Træk maa være tilstrækkelige til at betegne den Region og de Omgivelser, i hvilken og sammen med hvilke vor Plante lever. Med Hensyu til den systematiske Plads for Slægten Philetæria, da kunde man maaske opkaste Tvivl om den med Rette er stillet iblandt Polemoniaceerne, da den i flere vigtige Organisalionsforhold afviger fra de Polemoniaccerne tillågte Charaklerer, saa- ledes som vi finde dem fremstillede i Endlichers genera plantarum. Medens Polenomia- ceernes Bæger er sambladet, har Philetæria et tydeligt 5bladet Bæger, hvis læderagtige Begerblade ere taglagte. Alle hidtil kjendte Polemoniaceer have 5 Stövdragere, hvis Stöv- traade ere befæstede paa Kronens Rør; hos Philetæria findes: derimod 10—14 (hyppigst Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 36 282 12—13) frie Stövdragere tilleddede til den smalle hypogyne Skive, som omgiver Frugt- knuden; Stövtraadenes nederste Del er forsynet med fine klæbrige Haar, hvorved samtlige Stövtraade blive indbyrdes sammenklæbede uden dog virkelig at sammenvoxe. Blomster- stövet hos vor Plante er afrundet-prismatisk med tre Porer i Yderhinden, medens Polemoniaceerne ellers have kuglerundt mangeporet Stöv. Polemoniaceernes (3—5klap- pede) Kapsel har en rumdelende Opspringen (dehiscentia loculicida), idet Klapperne paa Midten i Rygnerven bere en Skillevæg hver, som under Opspringningen adskille sig fra Kanterne af den tilbagestaaende fröstolberende Middelstölte. Hos Phileteria er Opspringningen af den trerummede treklappede Kapsel skillevegbrydende (dehisc. septi- fraga); Klapperne have intet Spor af Skilleveg paa deres Middelnerve; Middelstötten, hvortil Fröene ere befæstede i Gruber, udvider sig i tre Kanter, som danne Rummene, og disse Skillevægge vedblive naturligvis at vere forenede med Stölten, naar Frugtbladene falde af. Disse ere de Afvigelser, hvorved Philetæria adskiller sig fra Polemoniaceernes Familiecharakterer , saaledes som disse ere afledede af denne Families hidtil kjendte Slægter. I alle övrige Forhold stemmer vor Plante overens med disse. Saaledes finde vi den samme sambladede rörformig-tragtformige 5fligede Krone med krumt Rör og noget skjæve Flige, saaledes som den ogsaa tilnærmelsesvis findes hos Cantua, Cobæa, Polemo- nium; vor Plante har det samme taglagte Knopleie af Kronens Flige. Fremdeles har Phile- teria torummede Stövknappe med parallele sidestillede Rum, der opspringe med Længdespalter ; en undersædig Skive omkring Frugtknuden; trerummet treklappet Frugt med enkelt endestillet Griffel og trefliget Ar med linieformige Flige; Fröene, befæstede paa Centralstôtten, ere oprette modlöbende (anatropa) fladtrykte; Fröskallen udvidet i en hindeagtig Vinge, som omgiver hele Fröet; kjödfuld Fröhvide; Kimen ret, liggende i nedre Del af Fröhviden, omgiven af denne; bladagtige Fröblade; — hvilke samtlige Charakterer gjenfindes hos Polemoniaceerne. Vor Plante har endelig siddende knippestillede Blade, hvilket ligeledes forekommer hos Cantua, hvorimod man ikke hos nogen af de hidtil kjendte Polemoniaceer har Torne, medens Philetæria har enkelte Torne, der ligesom de hos Grossularia, Berberis o. fl. forekommende ere at betragte som hemmede primære Blade, i hvis Vinkel Bladknippet (9: den forkortede Gren) sidder. Blomsterstanden er et lille faablomstret centrifugal Ax med spredte Blomster, omtrent som hos Polemonium. Sami enfatte vi Alt dette, kan man ikke tage i Betænkning at stille det mexicanske Tre i Polemoniaceernes Familie, skjöndt det endnu ikke har nogen anden Slægt deri umiddelbart at slutte sig til; dog nærer jeg ingen Tvivl om, at Tiden efterhaanden vil udfylde det tomme Rum, som adskiller Philetæria fra de övrige for Oieblikket kjendte Polemoniaceer, og at Familiens Charakterer derved vil erholde en udvidende Omdannelse, hvorved en Slegtsform, som nu staaer som en Anomalie, vil blive indlemmet i Rækken. Slægten Philetæria har formentlig derfor en hôiere Interesse end saa mange andre 283 som nye opstillede Slegtsformer, fordi den paaviser en hel ny Retning i Udviklingen indenfor én Familie. At fjerne en slig Form fra en Familie, hvortil den ved mangehaande Overensstemmelser viser sig at höre, for at opstille den som Typus for en egen Familie paa Grund af ct Par om ogsaa vigtige Afvigelser, anseer jeg ingenlunde for hensigts- mæssigt, overbevist om, at fremtidige Opdagelser af nye Planteformer nok vil bringe Binde- leddene tilveie, som nu ere ukjendte. Slegtsnaynet findes allerede i C. Plinii Hist. nat. lib. 25. cap. 28, hvor det er brugt som Synonym til Polemonium. . Ligesom Polemonium er opkaldt efter en Kong Pole- mon af Pontus, saaledes hidrörer Navnet Phileteria fra en cappadocisk Kong Philetæros, som gjorde förstnevnte Æren af Opdagelsen af den efter ham opkaldte Plante stridig. Den udförlige Slægischarakter og den eneste kjendte Arts Beskrivelse fülger : Philetæria. Char. gen.: Calyx pentaphyllus, phyllis coriaceis imbricatis. Corolla hypogyna tubuloso- infundibuliformis, tubo incurvo, limbo quiquefido æquali, lobis subobliquis. Sta- mina 10—14 disco. hypogyno inserta exserla inæquilonga; filamenta declinata prope basin pilis hyalinis glutinosis instructa; anther incumbentes sagittatæ api- culate biloculares, loculis parallelis collateralibus rima longitudinali dehiscentibus; pollen rolundalo-prismaticum triporosum fuscum. Ovarium 3loculare superum. Stylus terminalis simplex exserlus; stigma trifidum, laciniis linearibus. Capsula oblongo- conica lignosa trivalvis trilocularis seplifraga, columna centrali placentifera septi- fera triquetra. Semina in loculis pauca adscendentia imbricata compressa, testa spongiosa undique in alam membranaceam latam superne inferne incisam producta. Embryo carnosum rectum intra albumen parcum, cotyledonibus ovalibus planis, radicula brevi infera. Arbuscula mexicana ramosissima, ramis crassis angulatis cinereis, foliis primarisi in aculeos simplices aborlivis, foliis secundariis fasciculatis subsessilibus obcor- dalis integerrimus; floribus terminalibus in spicis sparsifloris centrifugis sessilibus erectis, calyce corollaque punicea speciosa coriaceis. Philetzria horrida Liebm.: Arbuscula 10 —16pedalis ramosissima, ramis sparsis crassiusculis angulatis cine- reis nilidis, aculeis fuscis simplicissimis 4—2poll. longis. Folia fasciculata adfixa fugacia © obcordata subsessilia basi cuneata integerrima utrinque glabra 6—8’’ longa 6’ lala pen- ninervia. Spice terminales solitariæ vel fasciculalæ curvatæ sparsifloræ. Flores bracteati, bracteis deciduis coriaceis rubescentibus lato-ovalis pungentibus. Sepala lato-ovata brevi- 36% 284 acutata coriacea fusco-rubescentia marginibus tenuioribus 3—4’“longa lataque. Corolla subpol- licaris, lobis patentibus vel parum reflexis lato-ovalis acutis subobliquis paullo inæqualibus apice parum cucullatis, æstivatione imbricata. Stamina corolla longiora, filamentis flexuosis basi pilis glutinosis subcohærentibus, antheris coriaceis helvolis. Capsula subpollicaris nitida fusca, valvis oblongis convexiusculis. Semina cum ala 4—5‘“longa 3‘ lata. Habitat in declivitate montium porphyriticorum circa vallem Tehuacanensem gu- bernii Puebla alt. 5—6000° pr. S. Lorenzo, Venta salada, S. Sebastian. Decembri Majoque florens aphylla inventa est. Forklaring over Kobberpladen: a. en bladlés Gren af den blomstrende Plante. b. en bladbærende Gren. c. . Kronens opskaarne Rör, som viser at Stöydragerne ikke ere befæstede derpaa. d. Bægeret med det fremragende Griffel og Ar. e. en Stövdrager, forstørret. f. Stévknappen seet bagfra, forst. g. Blomsterstöv, stærkt forst. h. den modne Kapsel. i, samme efterat de to Klapper ere borttagne for at Middelstötten. hvortil Frôene ere befæstede, kan sees, k,. en af Kapselens Klapper seet indvendig fra. 1. . Æg, stærkt forstørrede. m. modne Fro. Fröhviden med Kimen. Kimen. samme med udspærrede Fröblade Diagram af Frugten: yderst det 5bladede Bæger, dernæst den 3klappede Kapsel, inderst den skillevægdannende Fréstol. ee Ut ht An V Rakha nodin yeah, Uf Bin Leebrnann om Shatdlarya Pan die dere horsıda DA IH Sterzen jet Mexicos og Central-Americas neldeagtige Planter (Ordo: Urticaceæ) indbefattende Familierne: Urticee , Moree, Artocarpeæ og Ulmacee. Af F. Liebmann. (Læst i det Kgl. danske Videnskabernes Selskab d. 24 Januar 1851.) 7 ; ‘ i J u ir À fe 4 AM r LE i ® i x . 1 XX 7 Eñertôlgende Afhandling indeholder en systematisk Fremstilling af alle hidtil i Mexico, Nicaragua og Costa rica fundne Planter, henhörende til Neldernes, de Morberagtiges, de Figenagliges og Elmenes naturlige Familier. Skjöndt den’ allerstérste Del af det behand- lede Materiale hidrörer dels fra de Samlinger, jeg selv har tilveiebragt under en næsten treaarig Reise i Mexico, dels fra Samlinger, som Magister Orsted har hjembragt fra sit Ophold i Nicaragua og Costa rica, og velvilligen overladt mig til Bearbeidelse, har jeg dog tillige medtaget alle de Planter, som ved Forgængernes Undersögelser vare bekjendte fra disse Lande. Det var dog ikke Meget, som paa denne Maade blev tilfört mit Arbeide, thi det behandlede Emne indbefatter netop Plantefamilier, som i en usædvanlig Grad ere blevne forsömte af de fleste reisende Naturforskere, hvilken Misgunst vel dels i Alminde- lighed er bleven bevirket ved den ringe Grad af Bearbeidelse, der lige til den allerseneste Tid er bleven denne Del af den systematiske Botanik tildel, dels af forskjellige andre Grunde. Det vil ikke lettelig vere Nogen paafaldende, at Planteformer af et saa lidet tiltrækkende Ydre som Nelderne i den hede Zone ere blevne lidet paaagtede, saa at Kund- skaben om deres Udbredning maa ansees for meget ufuldstændig. At Neldeformen maatte vere hyppig repræsenteret i det tropiske America var man allerede berettiget til at slutte af det forholdsvis store Antal, som Oluf Swartz for 64 Aar siden havde hjembragt fra sin Reise til nogle af de vestindiske Oer, nemlig 22 Urtica, 4 Boehmeria Arter. Men uagtet saa lang Tid er hengaaet siden Swartz’s Reise til Vestindien, uagtet saa mange Naturforskere efter ham have udstrakt deres Undersögelser til de forskjelligste Dele af det tropiske Ame- rica, er det dog en forholdsvis ringe Tilvæxt Videnskaben har erholdt i denne Retning siden hans Tid. Selv det store Reiseforetagende af Humboldt og Bonpland, som udstrakte sig over en saa betydelig Del af det tropiske America, bragde ikkun 13 nye Nelder og 6 Boehmerier fra samllige de undersogte Lande. At der vilde blive en god Host for Efter- fölgerne fremgik deraf, at de humboldt-bonplandske Værker ikke indeholdt en eneste Neldeart fra Mexico og Cuba, hvilke begge Lande af de to berömte Reisende vare bleve undersôgte i en ikke ringe Udstrækning; og dog lod Overensstemmelsen i ydre. Forhold med de af Swartz undersögte vestindiske Oer formode, at disse langt större Lande i Nelde- formens Hyppighed ikke stod tilbage for de af Swartz undersögte Smaaöer. ml Medens paa den ene Side Urticeernes Uanseelighed og tildels Lidenhed har foran- lediget, at de ere blevne oversete af de Reisende, har paa den anden Side Artocarpeernes uhyre Størrelse været til Hinder for deres nærmere Undersôgelse, idet det ofte er forbundet med större Vanskeligheder at komme i Besiddelse af de til Artens Erkjendelse nödvendige Dele end den Reisende kan overvinde. En ydre habituel Lighed har ofte ladet de Reisende antage Former for identiske, som ved nærmere Undersøgelse have vist sig forskjellige. Saaledes ere Americas talrige Cecropier lige til for faa Aar siden ideligen blevne forte til et Par linnæiske Arter, hvilke nu netop ere blevne critiske. Familien Urticeæ har endnu ikke fundet en monographisk Bearbeider, som kunde bringe den til samme Hôide af systematisk Gjennemarbeidelse, som de fleste andre Plante- familier nu have naaet. Rigtignok er ved Gaudichaud’s Undersögelser en Del Slægter blevne anderledes begrændset end tidligere var Tilfældet, men denne Forfatter har ikke udstrakt sit Arbeide til hele Familien, men har nærmest foretaget samme med Hensyn til Bearbeidelsen af de af ham i den sydlige Halvkugle tilveiebragte Plantesamlinger. (Gaudichaud Voyage de Freycinet. Botanique.) — Artocarpeæ ere med Undtagelse af Ficeæ og Dor- stenieæ i Aaret 1847 blevne monographisk fremstillede af Trecul i Annales des sciences naturelles Ser. 3. v. 8. Saa vigtigt delte Arbeide er for Familiens Systematik, er det dog langt fra at indeholde endog blot tilnærmelsesvis, hvad allerede i de curopæiske Museer forefindes til Familien henhårende, hvilket bedst skjønnes af de anseelige Bidrag til Fami- liens Systematik, som Klotzsch i Aaret 1847 bekjendtgjorde i Linnea v. 20, fornemmelig efter Berliner Museets rige Forraad. Afdelingen Ficeæ, indbefaltende den linnæiske Slægt Ficus, er bleven Gjenstand for et meget værdifuldt Arbeide af Miquel (Prodromus monogra- phiæ Ficuum) i Hookers London Journal of Botany v. 6 og 7, 1847 og 1848, i hvilket ikke mindre end 400 Arter omtales. Saa overordentlig betydelig end det Materiale har været, der var stillet til Miquel’s Raadighed ved Udarbeidelsen af denne Prodromus, har han dog ikke havt Adgang til Original-Exemplarer af alle de ældre Forfatteres Arter, saa at han ikke med Sikkerhed har kunnet beddmme disse, selv om de hörte til de bedst beskrevne; navnlig var dette Tilfældet med flere af Vahls Arter. Jeg har derfor anseet det for rigtigt at benytte Leiligheden til at hævde de vahlske Arter, som grunde sig paa Beskrivelser, der vare fortrinlige for sin Tid, deres Plads, idet jeg i Anmærkningerne paa de Sleder, hvor de nærmest hôre hen, har givet udførlige Beskrivelser, svarende til Nutidens strængere Fordringer, af flere af disse, forsaavidt de vare americanske, efter Original-Exemplarerne i Vahls Herbarium. Ligeledes har jeg leilighedsviis beskrevet nogle nye americanske Arter, som fra ældre Tid fandtes i den botaniske Haves Herbarier. Nogen Tid for Miquel skred til Udarbeidelsen af sin Prodromus Ficuum, havde Kunth og Bouché undersögt Ficus Arterne i den botaniske Have i Berlin, og der- efter bekjendigjort et anseeligt Antal nye Arter i Index sem. hort. Berol. 1546. Saa 289 naturligt det Onske maa vere for enhver Forstander for en stôrre botanisk Have at have sine dyrkede Planter under bestemte Navne, saa misligt kan det dog ikke negtes at vere, at ville indlemme i Videnskaben en Mengde Arler, som ikkun grunde sig paa unge ufuldkomne Have-Exemplarer af Træformer, der i fri naturlig Tilstand opnaae en colossal Størrelse, og sædvanlig med Alderen meget forandre Habitus. Dette i Forbindelse med at næsten alle de af Kunth og Bouché beskrevne Ficus Arter vare uden Blomstdele, og at de relative Maal, der have vist sig i denne Familie at afgive nogle af de bruge- ligste Hjælpemidler til Gjenkjendelsen af Arterne, ere udeladte, vil bevirke, at de i Frem- tiden neppe ville kunne gjenkjendes i Naturen, saa at de vel sagtens, saaledes som allerede Miquel har gjort, ville vedblive at staae iblandt dubia. Ulmaceæ med Indbegreb af Celtidex ere i den nyere Tid blevne behandlede af E. Spach i Annal.scienc. nat. Ser. 2. v. 16 (1841), og senere af Planchon i samme Værks Ser. 3. v. 10 (1848). Betragte vi dernæst hvilke Bidrag til de her afhandlede Plantefamiliers Forekomst i Mexico i Tidernes Lob ere tilkomne, maa det först bemærkes, at den ældre botaniske Litte- ratur nevner flere Planter som mexicanske, hvilke Nutiden ikke kjender, og ikke vil kunne lære al kjende paa Grund af alt for ufuldkomne Beskrivelser. Hertil hôrer en hos Fr. Her- nandez afbildet og omtalt Ficus Art, og en til samme Slægt henhôrende Art, som er beskrevet af Miller fra Vera Cruz. Dernæst finde vi en Urtica rhombea L. angivet som mexicansk, men da det tillige hedder, at den var samlet af den bekjendte Mulis, som levede i Ny-Granada, og saavidt vides aldrig har veret i Mexico, er det at formode, at Localiteten er uriglig angivet. Disse‘ tre Former kan der altsaa ikke tages Hensyn til. Professor Cervantes i Mexico beskrev i Aaret 1794 i en mexicansk videnskabelig Journal (gazeta de lilleratura) Mexicos Gummi elasticum Tre Castilloa elastica. Humboldt og Bonpland bragde fra deres Ophold i Mexico 7 til Urticaceæ henhôrende Arter, nemlig 5 Urosligma (Ficus), 1 Celtis og 1 Sponia; den sidste fra Campeche-Kysten, de andre fra Mexicos Vestkyst. Dr. Schiede er den Natur- forsker, som mere end nogen Anden af Forgængerne har beriget vore Kundskaber om den mexicanske Flora ved de Samlinger, han efterhaanden har sendt til Tydskland, og som igjennem en Række af Aar ere blevne Gjenstand for Undersögelser. Dr. Schiede har sendt 16 herhenhörende Planteformer, hvoraf 2 dog allerede vare kjendle som mexicanske; disse ere störstedels blevne beskrevet af Chamisso og Schlechtendal i Linnea; enkelte ere langt senere blevne beskrevet af Klotzsch og Miquel. Disse 16 Arter vare 2 Urtica, 1 Pilea, 2 Boehmeria, 1 Maclura, 1 Trophis, 4 Castilloa, 1 Cecropia (beskrevet af Klotzsch), 1 Uro- stigma (beskrevet af Miquel), 1 Pharmacosycea, 2 Dorstenia, 1 Brosimum, 2 Sponia. For- uden de angivne har Schiedes Samlinger indeholdt 3 Urticeer, som jeg ikke har medregnet, da de maa ansees for tvivlsomme af Grunde, som paa sit Sted skulle blive angivne, nemlig U. latifolia aff., U (Pilea) repens Sw. og U. (Pilea) pumila L. j Dernæst har Berlandier foröget Antallet med 2 fra de nordlige mexicanske Pro- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. / 37 290 yindser, nemlig, 1. Dorstenia og 1 Celtis. Den naturhistoriske Samler Hartweg, som i en Række af Aar har bereist America paa det engelske Havedyrknings Selskabs Bekostning, har fra Mexico sendt 2 Arter, som ere beskrevet af Bentham i Plante Hartwegianæ, nemlig 4 Morus og 1 Dorstenia. Paa Capitain Beechey’s Expedition bleve nogle Havne paa Mexicos. Sydhavskyst anlöbne, hvor Planter bleve indsamlede, der ere bekjendtgjorte af W. Hooker og W. Arnott. Vi finde I Urostigma Lilföiet det tidligere bekjendte Antal. Endelig har den nylig afdéde C. Ehrenberg iblandt mange andre Planter sendt en ny Cellis, som er be- skrevet af Klotzsch. I den ovenomtalte Beskrivelse af nye Ficus Arter fra Berliner Haven af Kunth og Bouché er en Art, som angives som mexicansk uden at jeg veed, hvorpaa denne Angivelse beroer. Det hele Antal Urticaceæ, som saaledes hidtil var bekjendt fra Mexico belöber sig ikkun til 29 Arter. I dette Tal er ikke medregnet Celtis caudata Planchon, sendt af Dr. Coulter fra Zimapan, fordi Arten forekommer mig tvivlsom med Hensyn til Udtryk i Arts- beskrivelsen, der maa ansees for Trykfeil, men som gjör Planten uigjenkjendelig indtil disse Forhold blive oplyste. De af mig selv i Mexico indsamlede og iagttagne Former af disse Familier belobe sig til 66, hvilket»saaledes er over dobbelt saa mange, som ved samtlige Forgængere vare tilveiebragte. Ikkun 11 Arter af de tidligere kjendte ere ikke komne mig for Oie. Det hele Antal voxer saaledes op til 77 Arter. Ved Bearbeidelsen har jeg havt en stor Hjælp i Afbenyttelsen af Vahls Herbarium, som indeholder næsten alle Swartz’s Urticæ i Original-Exemplarer, hvorved jeg er bleven sat istand til med Sikkerhed at démme om de mexicanske Arters Forskjellighed fra de vestindiske. Det har veret mig paafaldende, at de allerfleste Arter ere eiendommelige, og at ikkun ganske faa Arter, som optræde som Ukrudsplanter, have en större geographisk Udbredning. For de övrige Familiers Bearbeidelse har derimod vore botaniske Samlinger saa godt som ingen Hjælp kunnet yde, da de i den nyere Tid beskrevne exoliske Planter i en alt for hôi Grad mangle deri. Hvad endelig angaaer den mig af Magister Orsted fra Nicaragua og Costa rica overgivne Samling, da maa bemærkes, at samllige deri indeholdte Arter (34) ere en Tilvæxt for Videnskaben, som ikke kjendte en eneste Urticacea fra disse, Lande. Den ringe Over- ensstemmelse imellem disse central-americanske og de mexicanske Former vil det Efter-. folgende vise. 291 Ordo: Urticaceæ. Familia: Urticeæ. Urtica L. a. Urtica Gaudich. Bot. Voy. Freycinett p. 496. 1. Urtica aquatica Liebm.: herbacea dioica, caule 2-3pedali erecto stricto opposite ramoso v. indiviso tetragono setoso et reflexe pilosulo; foliis oppositis petiolatis inferioribus elongalo-ovatis sursum versus lan- ceolatis acuminatis 3— 2“ longis 1;—2?” latis grosse inciso-segratis, serraturis patulis repandis v. irregulariter dentatis, basi obtusis 5—3nerviis, supra obscure viridibus tuberculato-aspe- ratis, subtus glauco-viridibus tuberculatis ad nervos venasque pilosis, petiolis 4—1” longis supra canaliculatis sparse setosis; stipulis lineari-lanceolatis aculis asperis ciliatis; spicis foem. axillaribus pluribus interruptis paniculatis patentibus demum pendulis petiolo longio- ribus 1—12” longis; perigonio foem. compresso 4partito, laciniis 2 majoribus ovatis oblusis asperis fructum obtegentibus. 2 minoribus; caryopsi ovata compressa flavescente, stig- mate villoso. ‘ Voxer i Vand langs Bredder af rivende Bjergaaer ved Landsbyen Chinautla i De- partementet Puebla paa 7000’; blomstrer i Mai. Arten ligner serdeles meget den sibiriske U. angustifolia Fisch., men afviger ved noget kortere og bredere Blade med uregelmæssige Smaaindskæringer paa Tænderne, Man- gelen af de meget fine Haar paa Bladets Overside, ved et ru (ikke smaahaaret) Blomster- dække. — Fra den nordamericanske U. procera Muhlbg. er den end mere forskjellig. 2. Urtica mexicana Liebm.: tota planta setosa pilosa pubescens, herbacea monoica, caule 2—3pedali erecto ramoso indivisove tetragono, angulis rotundatis lateribus canaliculatis; foliis oppositis longe pelio- latis cordato-ovatis acuminatis 3—4” longis 2—3” lalis basi 5nerviis margine grosse crenalis, crenis obtusiusculis, supra obscure viridibus subtus glaucis selosis pilosis pubescentibusque 37 * 292 et ad lentem albo-tuberculatis, petiolis 1—2” longis; spicis geminis axillaribus laxis patulis demum pendulis pollicaribus v. longioribus sessilibus; floribus masc. et foem. in eadem spica, masculis plerumque inferne foemineis superne; perigonio masc. 4partito valvalim involuto externe puberulo, laciniis ovalis; staminibus 4; foem. compresso 4partito, laciniis 2 majoribus ovalis pilosis, 2 minoribus, caryopsi ovata compressa flavescente subtilissime granulata, stigmate fusco villoso. Voxer paa den mexicanske Höislette paa fuglige Steder i Krat. Jeg fandt den ved Chinautla i Dep. Puebla paa 7000’ blomstrende i Mai. i 3. Urtica nicaraguensis Liebm. : herbacea monoica, caule tetragono indiviso sparse setoso et reflexe pilosulo; foliis oppo- sitis peliolatis ovalis acuminatis grosse serratis, serraluris repando-denticulatis, basi rotun- datis 5nerviis, nervis 2 lateralibus tenuioribus, 3” longis 14” lalis, utrinque læte-viridibus pilosulis punctisque minutis elevatis supra quoque setis sparsis obsilis, peliolo 4—3“ longo pilosulo; stipulis ovalis subacutis ciliolatis 14° longis reflexis; spicis axillaribus geminis pendulis 4” longis androgynis; floribus sessilibus; perigonio masc. 4 partito pilosulo, laciniis rotundatis involutis; staminibus 4; foem. 4partito pilosulo, laciniis 2 majoribus rotundatis, 2 minoribus, caryopsi perigonium æquante v. parum superante lenticulari rotundato - ovata apiculata fusca subtilissime punctulata, stigmate villoso. Magister Ørsted fandt den paa Vulkanen ‘Irast i Nærheden af S. Juan Nicaragua paa 9000 Fods Höide. I Habitus er Arten temmelig lig den foregaaende, men let adskillelig ved nærmere Sammenligning. 3 4. Urtica Orizabæ Liebm.: herbacea dioica, caule e basi decumbente radicante assurgente gracili flexuoso. 6—12polli- cari irregulariter ramoso v. indiviso tetragono glabro; foliis oppositis longe peliolalis ovatis grosse crenalis, crenis oblusis, basi obtusis 3nerviis, utrinque saturate viridibus, supra sparse pilosulis subtus glabris modo ad nervos hic illic setulo albo adspersis, semipollicem fere longis latisque, petiolis 6—8“ glabris angulatis pellueidis;' stipulis elongatis membra- naceis subpellueidis ciliatis; glomerulis foem. axillaribus subsessilibus petiolo multo brevio- ribus; perigonio foem. compresso 4parlito, laciniis 2 majoribus ovatis obtusis, 2 minoribus, caryopsi compressa ovala acuta marginata granulata dilute fusca perigonium parum super- ante, stigmate villoso. Jeg fandt den paa Vulkanen Orizaba i Nerheden af Vaqueria del Jacal paa 10,000 Fods Hôide paa fugtige skyggefulde Steder, sammen med Salvier, Bregner, Polemonier. Den blomstrer i September. = 5. Urtica propinqua Liebm.: g herbacea monoica, caule 14—2pedali ramoso striato erecto tetragono stricto setoso; foliis opposilis longe peliolatis ovatis basi leviter cordatis 5—7nerviis inciso-serralis, serraluris obtusiusculis, apice acutatis supra obscure viridibus sparse selosis pilosisque subtiliter gra- nulatis, subtus glaucis pilosulis sparse selosis, 1” longis 9°“ latis, sursum versus minoribus angustioribus basi oblusis v. cuneatis, petiolis 8° longis sursum decrescentibus sparse setosis pilosulisque; stipulis deciduis; glomerulis axillaribus sessilibus petiolo multo brevioribus floribus masc. et foem. intermixtis; perigonio masc. 4partito piloso, laciniis ovatis; stami- nibus 4; foem. compresso 4partito pilosulo, laciniis 2 majoribus ovatis, 2 minoribus, caryopsi compressa ovala flavo-fusca subtilissime granulata, stigmate villoso. Voxer paa dyrkede Marker omkring Chinautla (Dep. Puebla, 7000‘) paa Gjerder, i Gröfter; blomstrer i Mai. Er nerbeslegtet med U. urens L., men forskjellig ved Bladene, som ved Grunden ere hjerteformige, Nöglerne, som ere kortere og tættere sammentrængte. 6. Urtica glandulifera Liebm. : herbacea monoica, caule a basi ramoso 1%pedali tetragono stricto setoso; foliis oppositis petiolatis ovalis basi cordatis 5nerviis inciso-serratis, serraturis falcatis obtusiusculis ciliatis, 1“ longis latisque supra obscure viridibus pilosulis sparse setosis granulato-asperatis, subtus glaucis selosis pilosulisque, petiolis 3“ longis sparse setosis; foliis superne decrescentibus anguste lanceolatis subsessilibus acuminalis; stipulis deciduis; glomerulis axillaribus geminis reflexis brevipedunculatis petiolo brevioribus 3—4 longis; floribus masc. et foem. inter- mixtis glandulisque clavalis albo-capitellatis numerosis interjectis (an pedicelli florum abor- tivorum ?) ; perigonio foem. compresso pilosulo 4partito, laciniis 2 majoribus ovatis, 2 minoribus, caryopsi ovata compressa apice subobliqua flavescente subtilissime granulata. Voxer i den hede Region paa Mexicos Ostkyst paa fugtige skyggefulde Steder: saaledes paa Hacienda de Jovo i Dep. Vera Cruz, blomstrende i Mai. Fra den foregaaende Art adskilles den ved dybere mere seglformige randhaarede Tender, kortstilkede Nögler, kjélleformige hvidhovede Kjertler, skjæv Nöd. Forresten serdeles lig hin. 7. Urtica falcicrenata Liebm.: herbacea monoica, caule pedali et altiori tetragono ramoso sulcato setoso; foliis oppositis longe petiolatis ovalis acuminalis basi rotundatis 5—7nerviis margine grosse falcato-crenatis. crenis obtusiusculis ciliolatis, 2—24” longis 1—11” latis, supra obscure viridibus Sparse setosis pilosulis et granulato-asperatis, subtus glaucis sparse setosis pilosulisque, petiolis 1—11/ longis setosis pilosulisque; stipulis deciduis; glomerulis axillaribus geminis brevipedunculatis 294 reflexis petiolo multo brevioribus; floribus masc. et foem.- intermixtis; perigonio foem. compresso 4partito pilosulo, laciniis 2 majoribus ovatis, 2 minoribus, caryopsi compressa ovata fusca subtilissime granulata. Voxer paa skyggefulde Steder i Mexicos ôstlige hede Region; jeg fandt den ved Colipa, Hac. de Sta. Barbara; blomstrer i Marts og April. Nær beslægtet med de to foregaaende, men forskjellig ved noget större Blade, som ikke ere hjerteformige ved Grunden, og have dybere Karver. Fra U. glandulifera adskilles den desuden ved Mangelen af de kjölleformige hvidhovede Kjertler imellem Blomsterne. 8. Urtiea dioica L. Schldl. et Cham. in Linnea v. 7. p. 141. a. latifolia. Fundet af Dr. Schiede ved La Hoya i Januar. 8. angustifolia. Fundet af Dr. Schiede ved La Banderilla i Mai. b. Fleurya Gaudich. 9. Urtica latifolia Rich. I Mag. Orsteds Samling findes et mandligt Exemplar fra Granada i Nicaragua. Schlechtendal og Chamisso omtale i Linnea v. 5. p. 82. en Art, som skal vere lig U. latifolia, og som af Dr. Schiede var fundet paa Vulkanen Orizaba i en Hule i Septem- her. Sandsynligvis er det dog en anden Art, da U. latifolia hérer til den hede Region. c. Laportea Gaudich. 10. Urtica pustulata Liebm.: herbacea dioica, caule 1—2pedali indiviso telragono sulcato dense seloso pilisque minoribus interjectis obsito; foliis alternis longe petiolatis ovatis acuminalis basi rotundatis 3nerviis margine grosse crenatis, erenis palulis obtusiasculis, supra obscure viridibus pustulatis > brevisetosis asperis, sublus glaucis imprimis ad nervos pilosulis, 3” longis 13—2 44 latis, petiolis 1—14” longis setosis pilosisque subteretibus; stipulis supraaxillaribus scariosis lanceolatis acutis fuscis; paniculis masculis axillaribus geminis 11—2“ longis dense ramosis, ramis subrecurvis, rhachi dense setosa fusco- pilosa; perigonio masc. 5partito piloso, sta- minibus 5; foem. non visa. Fandtes paa Gjerder i Mexicos kold-tempererte Region ved Chinautla i Dep. Puebla paa 7000‘, blomstrende i Mai. 295 d. Urera Gaudich. 11. Urtica caracassana Jacq. h. Schoenbr. 3. p. 71. t. 386. Schldl. et Cham. Linnæa v. 5. p. 81. Denne træagtige Form er meget almindelig i Mexicos ôsllige hede Region, og sti- ger derfra, dog sjeldent, op i den varm-tempererte. Jeg fandt den i Krat ved Sta Maria Tlapacoyo og paa Hac. de Jovo (Dep. Vera Cruz) i Mai, ved Paso del Correo paa Bred- derne af Rio Tecoluta, og ved Cabezas ved samme Flods Munding i‘Juni. Dr. Schiede fandt den paa Hac, de la Laguna. Mag. Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica. Dens. koralröde kjödfulde Blomsterdækker, der sidde tat sammenhobede paa de korte tætgrenede Qvaste, som fremkommer af den ældre Stamme, gjôr Planten til en Cha- rakterplante for sin Region, og Arten let kjendelig. 12. Urtica verrucosa Liebm.: arborea dioica, ramis subangulatis (in siccis) longitudinaliter plicalis sursum versus fulvo- tomentosis; foliis alternis longe petiolatis crassis cordato-ovalis acutis marvine eroso-cre- nulatis basi cordatis 3nerviis supra obscure viridibus densissime verrucosis, verrucis inæqualibus coniformibus apice seliferis, sublus densissime fusco-tomentosis, 5—6” longis 4-51" latis, petiolis 2—23” longis subteretibus sulcatis incano-pilosulis; stipulis lanceolatis acutis 3°* longis fusco-pubescentibus deciduis; cymis lateralibus in axillis foliorum delapsorum soli- tariis pedunculatis repetite divariealo-dichotomis 2—3” longis, pedunculo 1—1}" longo ramulisque setoso-pilosulis; perigonio foem. post anthesin carnoso fructum subincludente papilloso, caryopsi lato-ovata parum compressa apice vix apiculala subtiliter granulata, stigmate villoso. 2 Mag. Örsted fandt den i Costa rica paa Vulkanen Irast i 8000’ Höide, 13. Urtica corallina Liebm.: arborea dioica, ramis terelibus flexuosis rubentibus sursum versus pubescentibus: foliis alternis longe petiolatis lalo-ovatis basi leviler cordalis 3nerviis acutis margine lato-denti- culatis supra saturate viridibus sparse setosis, selis glandula pellucida insidentibus. punctis- que elevatis asperis ad coslam nervosque adpresse pilosulis, subtus glaucescentibus dense pilosulis 5—64" longis, 3,—4%" latis, petiolis 3—2” longis teretibus striatis pilosulis: cymis lateralibus in axillis foliorum delapsorum subsessilibus intricato-ramosissimis, ramis divaricato-dichotomis fuscis puberulis 1—13” longis 3” latis; perigonio foem. post anthesin carnoso miniato fructum includente, caryopsi lato-ovata parum compressa apiculata levi flavescente, stigmate villoso. É Mag. Orsted fandt den i Costa riea ved Aguacate. 236 14. Urtica grandidentata Liebm.: herbacea dioica, caule tereli aculeata, aculeis minutis rectis; foliis alternis longe petiolatis lato-ovatis basi rotundatis 3nerviis irregulariter sinuato-dentatis, dentibus inæqualibus antrorsum versus curvalis, 8—10” longis, 5—7” latis, supra pilis brevibus crassiusculis scaberrimis obsilis, subtus incano-villosis ad costam nervosque aculeatis, petiolo 14— 2” longo puberulo retrorsum aculeato; stipulis lineari-lanccolatis aculis puberulis; paniculis foem. axillaribus diffuse ramosis petiolo brevioribus, rhachi sparse aculeala; perigonio 4partito caryopsi duplo breviore brevipedicellato, laciniis 2 majoribus, demum carnoso rubro, caryopsi lenticulari ovata apice obliqua tuberculata magniludine grani Piperis nigri, stig- mate villoso. Mag. Ørsted fandt den paa Vulcanen Irasu i Nicaragua paa 9000’. Arten hører i Nærheden af U. horrida HBK., der er et 12 —14" høit Træ, og des- uden afviger ved hjerteformige Blade, Tændernes Form 0. m. a. I Ørsteds Samling findes endnu et Par ubestemmelige Arter, nemlig en træaglig Urera med tornet Stamme og grovlandede Blade, og en Urtica, hvis nærmere Henfôrelse er umulig, da ikkun Bladet er tilstede, Dette er imidlertid meget charakteristisk og anty- der vist en ny Form. Den er fra Aguacate i, Costa rica, hvor Planten kaldes Ortega: folio amplissimo suborbiculari cordato 12” longo latoque basi 5nervio margine obtusalo-dentato supra obscure viridi punctata-asperato, sublus pallidiori glabrescente. Pilea Lindl. collectanea no. 4. a. penninervie. 1. Pilea microphylla L. (Parietaria) Sp. pl. 1492. Urtica microphylla Sw. Act. Holm. 1787 p. 61. Pilea muscosa Lindl. Collect. no. 4. Denne paa de vestindiske Oer udbredte Art fandt jeg paa aabne Steder i Skove ved Papantla i Mai; i Dep. Oajaca fandt jeg den ved Rio Xia paa Klipper i Juni. 2. Pilea serpyllacea HBK. (Urtica) nov. gen. 2. p. 37. Schldl. et Cham. Linnæa Vv. 6: p. 356. Dr. Schiede fandt den ved Jalapa i August, ved Papantla i Januar. Mag. Orsted fandt den i Costa rica. —— Er. 3. Pilea trianthemoides Sw. (Urtica) Act. Holm. 1787. p. 62. Ejusd. Fl. Ind. occid. 1. p. 307. Almindelig paa törre Klipper i Sprækker paa Mexicos östlige -Side i den varm- tempererte og indtil den kold-tempererte Region. Jeg fandt den især hyppig paa Klipper og i Barranker ved Mirador, Potrero de Consogvitla, ved Xalcomulco og paa Cuesta de Aculzingo (6—7000’). Den blomstrer hele Aaret igjennem. I Storrelse og Udseende er den meget foranderlig, fra 3—8 Tommers Længde, opret, udspærret, regelmæssig dichotomisk-delt eller med ensidige Grene. Bladene ere sædvanlig omvendt-ægformige, stundom næsten kredsrunde, indtil 7° lange og 3° brede. 4. Pilea peperomizfolia Liebm.: herbacea dioica, caule 1—3” longo diffuso tenui telragono flexuoso irregulariter dichotomo glabro succulento viridi; foliis oppositis peliolalis obovalis oblusis integerrimis crassis basi euneiformibus in petiolum allenualis cum petiolo 2—3” longis 2—3” lalis utrinque lete viridibus supra pilis minulis transversis adnalis obsitis, subtus lacunoso-cellulosis, nervis immersis, petiolo 4—2“ longo glabro; glomerulis axillaribus sessilibus; perigonio foem. minutissimo 3fido tuberculato, caryopsi ovata compressa fusca levi, stigmate villoso. Jeg fandt den i Dep. Oajaca paa fuglig Leer i Bjergskoven ved S. Jago Amatlan paa henimod 5000’ i Juli. Arten er ner beslæglet med P. trianthemoides, men er meget mindre, Stengelen er tyndere, mere udspærrel; Bladene ere paa Undersiden tydeligere grubede; Blomsternöglerne cre siddende. Disse 4 Arter ere i det Hele meget vanskelige at adskille efter Beskrivelserne, da de neppe frembyde skarpe Charakterer, hvortil man absolut tår holde sig. Derimod ere de ikke vanskelige at adskille efter det Habiluelle. 5. Pilea Portula Liebm.: herbacea monoica, caule indiviso v. rarius sparse ramoso lenui letragono glabro pellucido nodoso 2—3” longo; foliis opposilis petiolatis elongato-obovalis integerrimis tenui- ter membranaceis læte viridibus penninerviis, nervis utrinsecus 4—5, supra pilis minulis transversis fusiformibus adnatis obsilis, sublus glabris, 5° longis 2’ longis, basi sensim in petiolum attenualis, petiolo 1—2'” longo compresso alato glabro; glomerulis axillaribus solitariis minulissimis brevipedunculatis v. sessilibus; floribus minimis masc. el foem. inter- mixlis, perigonio masc. dfido, foem. 3fido, caryopsi lenticulari ovata fusca lævi, stigmale villoso. Magister Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica. Arten sluller sig nærmest lil P. serpyllacea og P. callitrichoides HBK. Kth. Ind. sem h. Berol. 1847. p. 11. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natary. og math. Afd. 2 Bind. 35 298 Fra den förste skilles den ved tyndere længre smallere Blade med flere Sideaarer og glat Underflade. Fra den sidste ved udelt eller sparsom grenet tynd Stengel, tynde fjernervede Blade; enkelte Blomsternôgler i Bladvinklen med enbo Kjün. 6. Pilea deltoidea Liebm.: herbacea dioica, caule 1—2pollicari tenuissimo glabro indiviso v. dichotome diviso ad di- visiones nodoso apice rosulato-folioso; foliis crassiusculis rotundato-deltoideis integris basi cuneatis apice rolundalis nervo medio non excurrente lateralibus immersis inconspicuis obscure viridibus ciliatis, supra pilosis subtus glabris lacunoso - cellulosis 1—1}“’ longis lalisqve, caulinis oppositis petiolatis, petiolo laminam subæquante, terminalibus rosulatis sessilibus 4—3 verticillatis; floribus terminalibus dense congestis minutissimis brevipedicel- latis; perigonio foem. 3fido, lacinia exteriori longiori incurvo, 2 lateralibus minoribus ob- tusis, caryopsi perigonium duplo superante lenticulari elliptica marginata fusca subtilissime granulata, stigmate villoso. Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica imellem Mos. Arlen staaer ner til P. herniarioides Sw., men afviger ved Bladenes Haarbekled- ning paa Overfladen, grubede Beskaffenhed paa Underfladen, de üvre rosetdannende Blade ere siddende, Sidebladene stilkede. b. basinerviæ. 7. Pilea integrifolia Liebm,: herbacea monoica, caule 6—8“ longo erecto indiviso articulato tetragono glabro striato; foliis opposilis petiolatis ovatis acutiusculis basi leviter emarginatis 3nerviis integris ciliatis utrinqve paleaceo-setosis, supra fusco-viridibus subtilissime punctulatis nervisqve impressis, subtus glaucescentibus, vix pollicaribus semipollicem latis, peliolis 4° glabris; stipulis lineari- lanceolatis acutis: paniculis axillaribus geminis tenuibus patulis petiolo brevioribus, glome- rulis interruptis; floribus masc. et foem. intermixlis minutissimis; perigoniis tuberculalis, caryopsi ovata compressa flavo-fusca, stigmate villoso. Jeg fandt den i Dep. Oajaca i den fuglige skyggefulde Skov ved S. Jago Amatlan imellem Totontepec og Comaltepec, blomstrende i Juli. Af de beskrevne Former ligner vor Plante nærmest Urtica Parietaria Sw., hvilken dog er en grenet Halvbusk af 2—8 Fods Længde, medens vor Plante er en spæd udelt Urt. Desuden kjendes P. integrifolia ved sine paa begge Sider haarede Blade, kortere Blomsterstande, o. fl. 299 8. Pilea nana Liebm.: annua herbacea monioca, caule vix bipollicari e basi palulo-ramoso tetragono glabro; foliis opposilis petiolatis subrotundo-ovalis rugosis 4—5“‘ longis latisqve basi rolundalis 3nerviis margine crenalis apice oblusiusculis, supra lele viridibus strigillosis sparse setosis, sublus glaucis glabris, peliolis laminam subeqvantibus glabris; glomerulis axillaribus sessilibus densifloris petiolo brevioribus ; floribus masc. et foem. inlermixtis, perigoniis minutissimis caryopsi compressa ovata fusca, stigmate villoso. Voxer paa fuglige sandede Steder ved Antigua paa Mexicos Ostkyst, og blomstrer i Februar. 9. Pilea Lundii Liebm.: herbacea monioca, caule 2—4” longo erecto indiviso v. prostrato opposite ramoso gracili telragono pellucido glabro; foliis opposilis longe petiolalis ovalis acute crenalis basi lato- cuneatis 3nerviis tenuibus, supra læte viridibus sparse pilosis sublilissime strigillosis demum glabrescentibus, sublus parum pallidioribus glabris, 8—10’ longis 6—7 latis, petiolis 6—8 longis glabris; stipulis deciduis; cymulis axillaribus geminis petiolo multo breviori- bus dense ramulosis sessilibus; floribus minulissimis; caryopsi minula obovala obliqua com- pressa apiculata fusca subtilissine granulata, sligmate villoso. Denne Art har en betydelig Udbredning i America; i Mexico fandt jeg den i den hede og subtropiske ôstlige Region; saaledes ved Misantla i April; i Potrero de Conso- quitla og Mirador i November; ved Trapiche de la Concepcion i Dep. Oajaca i Juli. — Mag. Örsted fandt dem ved Cartago i Costa rica. — I Schumachers Herbarium ligger den under Navn af Urtica nitida Schum. sendt fra Brasilien af Dr. Lund, efter hvem jeg har benævnt Arlen. 10. Pilea auriculata Liebm.: herbacea dioica, caule e basi ramoso 3—5“ longo tetragono glabro nodoso; foliis oppo- silis petiolatis rolundato-rhomboideis basi cuneatis 3nerviis grosse crenalis cilialis 4—7“ longis 3- 6“ lalis, supra obscure viridibus sparse setosis pilisque minulissimis adnalis transversis fusiformibus obsitis, sublus glauco-viridibus strigillosis, petiolo laminam subæ- qvante glabro; stipulis supraaxillaribus semiamplectentibus scariosis ovalis obtusis revolutis glabris persistentibus; cymulis axillaribus pedunculalis paucifloris, pedunculo peliolum parum superante; perigonio foem. 3fido, lobo exteriori majori crassiori acuto auriculalo, lobis 2 oppositis minoribus oblusis membranaceis, caryopsi majuscula perigonio duplo longiori lenticulari compressa ovala acula marginala stipitala apice obliqua incurva levi flavescente, sligmate villoso. Mag. Orsted fandt den i Cartago i Costa rica. 38* 300 De lilbageslaaede halvomfattende brune vedblivende Axelblade, og de forholdsvis store Frugter charakterisere især denne Art. 11. Pijea scrobiculata Liebm.: herbacea dioica, caule ereclo indiviso semipedali tetragono glabro; foliis oppositis longe mu ] petiolatis elliplico-ovalis utringve aculis pollicem fere longis 6— 7” lalis acute serralis, serra- turis palulis denticulo uno alterove instruclis, basi 3neryiis, nervis non excurrenlibus, supra fusco-viridibus selulosis, sublus glauco-viridibus glabris scrobiculalis Ce selarum basi ele- vala glandulosa paginæ superioris), peliolo 6--5° longo tctraquetro glabro;. cymis axilla- ribus geminis patulis v. subrecurvis peliolo brevioribus sessilibus; floribus minulissimis, caryopsi parum compressa obovala obliqua fusca levi, stigmate villoso. Jeg fandt den i Dep. Oajaca paa Leervegge ved Trapiche de la Concepcion, blom- strende i Juli. Nær beslægtet med P. Lundii, men kjendelig derfra ved stérre ved Grunden mere kileformig tilspidsede Blade, Randens Tender udspærrede og ofte forsynede med en mindre Tand, Overfladen besat med smaa Brændehaar, Underfladen glat med smaa Fordybninger, Blomsterqvasten större med lilbagebôiede Grene, Nödden mere buget. 12. Pilea fuseata Liebm.: herbacea dioica, caule 3—12” longo e basi prostrata radicante assurgente laxo tetragono pilis minutis strigilloso et fusco-tomentoso; foliis oppositis longe petiolatis ovalis basi ob- tusis 3—5nerviis grosse crenalis, crenis obtusis ciliatis, 2—24” longis 13—1}° lalis, supra obscure viridibus sparse setosis pilisque minutissimis adnatis transversis fusiformibus dense obsilis, sublus glaucescentibus setosis strigillosis; paniculis axillaribus solilariis longe pe- dunculatis diffuse ramosis folio longioribus, pedunculo 13—2” longo glabro; floribus minu- tis interrupte-glomerulatis; perigonio foem. minulissime compresso glabro, caryopsi com- pressa ovata marginala subtilissine granulato fusca, stigmate villoso. Voxer paa fugtige skyggefulde Steder ved Mirador og ved Trapiche de la Con- cepcion (Dep. Oajaca), blomstrende fra August til November. Meget lig den nedenfor beskrevne P. obtusata fra Montserrat, men denne har alene paa Bladenes Overflade de korte spoleformige tilvoxne Haar, og ikke tillige de længere Haar, som findes ströede imellem de fine hos P. fuscata. Denne er lillige randhaaret, hvilket ikke er Tilfældet hos P. obtusata. Pilea obtusata Liebm.: Urtica obtusata hb. Vahlii. herbacea dioica, caule semipedali tetragono arliculato superne piloso strigillosoqve; foliis oppositis longe peliolalis lato-ovatis utrinque obtusis grosse et obluse crenatis, basi 5ner- 301 . 13. Pilea longipes Liebm.: herbacea, dioica, , caule }—1pedali ramoso telragono inferne nudo supérne piloso et, fusco- pubescente; foliis oppositis longe petiolatis inferioribus minoribus sursum versus ‘incre= scentibus lato-oyatis acuminalis 3—4” longis 2—3” latis basi leviler cordatis v. rolundalis 5nerviis, nervis 2 lateralibus tenuioribus, margine grosse serralis, serraturis patulis aculis eilialis, supra obscure viridibus adsperse selosis pilosulisque,’sublus glaucis adsperse pilo- sis’ strigillosisque, petiolis 2—44% longis pubescentibus; stipulis supraaxillaribus membra- naceis fuscis lato-ovalis obtusis; paniculis foem. axillaribus solitariis- geminisve longe peduneulalis patentissime ramosis 3—5” longis, pedunculo 2—24” longo quadrangulo gla- bro; floribus interrupte glomerulalis brevipedicellatis; perigonio minulissimo 3fido, caryopsi ovata compressa marginata fusca subtilissime granulala, stigmale, villoso. Voxer i Dep. Oajacas ‚östlige Bjergegne paa 5000’ ved Tonaguia paa fugtige skyggefulde Steder, og blomstrer i August. Beslægtet med P. fuscata og P: oblusala, men afviger fra begge ved meget slörre. lang tilspidsede ved Grunden lidt hjerteformige i Randen grovsaugtakkede Blade; med P. grandifolia Willd. (Urtica) er den endnu nærmere beslægtet, men denne er en meget kraf- tigere Plante (fra t—4’ lang), har Blade af indtil 6 Længde og bulte Tender. viis, nervis 2 laleralibus tenuioribus, 2—24” longis 14—13“ lalis, utrinque pilis minulis- simis transversis fusiformibus adnatis obsilis, supra obscure viridibus, sublus glauco—viridibus ad nervos pilosulis, peliolo 1-14“ longo pilosulo; stipulis lato-ovatis, oblusis: strigillosis; paniculis axillaribns solitariis longe pedunculatis diffuse ramosis, pedunculo 2” longo, flori- bus minulissimis interruple glomerulatis; perigonio 3fido, caryopsi compressa ovata obliqua inarginata fusca sublilissime granulala. Sendt af Ryan fra Montserrat til. Vahl. Pilea St» Crucis Liebm : herbacea dioica, caule e basi decumbente radicante assurgenle semipedali et insuper ietra- gono nodoso sursum versus pilis minutis adnatis obsito; foliis oppositis longe peliolatis late ovalis aculis grosse crenalis; ‘crenis ‘oblusis obsolete dentatis v. repandis cilialis, basi obtusis leviter emarginalis Snerviis, nervis 2 laleralibus tenuioribus, : 3— 4“ longis 2-3 latis, supra obscure viridibus| sparse setosis pilisque minulissimis adnatis fusiformibus dense obsitis, sublus glauco-viridibus strigillosis, petiolo 44 longo angulato adnate strigilloso; stipulis supraaxillaribus semiamplectentibus, cordato-rolundalis scariosis fuscis glabris; ,pani- culis foem. axillaribus solitariis longe pedunculatis folio longioribus diffuse ramosis, pedun- culo 2—23“ longo angulato glabro; floribus iminutissimis interrupte glomerulatis pedicellalis ; perigonio glabro 3fido; caryopsi perigonio duplo longiori lenticulari ovata subobliqua mar— ginata sublilissime granulala fusco-olivacea, stigmate fusco villoso. 302 14. Pilea acuminata Liebm.: herbacea dioica, caule 4—11” longo e basi prostrata radicante assurgente simplici v. bi- furcato tetragono nodoso glabro; foliis oppositis petiolatis ovato-elliplieis longe acuminalis basi cordalis inæquilateris 3nerviis grosse crenalis, crenis acutis ciliatis, 2—22" longis 2—1” lalis, supra obscure viridibus adsperse pilosis subtilissime strigillosis, subtus glaucis strigillosis ad nervos fusco-pilosulis, petiolis 6—11” longis fusco-pilosulis; stipulis supra- axillaribus membranaceis fuscis lanceolatis repandis 2“ longis; paniculis masc. axillaribus longe pedunculatis patulis diffuse ramosis, pedunculo 11:—13” longo glabro, cymulis inter- ruplis brevipedicellatis; perigonio masc. utriculari 4dentato strigilloso, staminibus 4, anthe- ris oblongis albis, filamentis brevibus; paniculis foem. in axillis solilariis masculis similibus ; perigonio minutissimo, caryopsi ovata compressa fusca, sligmate villoso. Voxer paa fugtige skyggefulde Steder ved Mirador, og blomstrer i April. ‚ Fra den nedenfor beskrevne brasilianske P. pubescens afviger den ved glat Sten- gel, lengre og lang lilspidsede Blade, spidse Karver, Bladenes Bekledning og Stiplerne. Mag. Orsted bragde den fra Oen St. Croix. Arten hører til den vanskelige og formrige Gruppe, som i den ældre Systematik er representeret ved U. grandifolia W., og hvoraf i denne Afhandling allerede ere beskrevne P. fuscata, obtusata, longipes, og hvortil endnu henhöre de to efterfolgende P. acuminata og pubescens. Fra den vestindiske U. (Pilea) grandifolia W., hvoraf ikkun ufuldstendige Beskrivelser findes, men hvoraf Afbildningen hos Sloane (hist. Jam. 1. t..83.) kan benyttes til Sammenligning, adskilles den ved meget mindre Axelblade, mindre og mere tilspidsede Blade, mindre og noget indskaarne Karver, lengere og udspærret-grenet Blomstertop med mellembrudte Smaanögler. Fra P. fuscata kjendes den ved Slængelens Mangel paa Laad, Karvernes Beskaffenhed, Bladunderfladens Bekledning, Stiplernes Form. Fra P. longipes endelig ved Beklædning, Karvning, Stipler og Blomsterstande, som staae enkelte i Blad- vinkelen. Pilea pubescens Liebm.: Urtica pubescens hb. Schumacheri. herbacea monoica, caule 6—7 longo e basi decumbente radicante assurgente tetragono articulato strigilloso sursum versus dense fusco-pubescente ; foliis opposilis petiolatis 11—135” longis 1” lalis cordato-ovalis utrinque obtusis rotundato-crenalis ciliatis basi 5nerviis, ulrinque sparse setulosis pilisque minutissimis fusiformibus adnalis obsitis, supra obscure viridibus, subtus glauco-viridibus, petiolis 6— 9°“ longis fusco-pubescentibus, slipulis mem- branaceis cordatis obtusis strigillosis; paniculis androgynis axillaribus solitariis longe pe- punculatis patulo-ramosis, pedunculo 9—12‘“ longo glabro; floribus minulissimis interrupte 303 15. Pilea vulcania Liebm.: herbacea monoica, caule 6—8” longo simplici v. rarius ramoso telragono arliculato gla- bro; foliis oppositis peliolatis ellipticis acuminatis 14;—24” longis 3—1‘ lalis basi emargi- natis subobliquis 3nerviis margine grosse falcato-crenatis, crenis obtusis v. apiculatis, supra obscure viridibus strigillosis demum glabrescentibus, subtus olivaceo-glaucescentibus glabris, petiolis 6—9”” longis glabris; stipulis deciduis; glomerulis pedunculatis axillaribus solitariis, pedunculo petiolum superante subpollicari glabro; perigonio foem. Spartito strigilloso, caryopsi compressa ovata obliqua marginata flavescente subtilissime punctulata, stigmate incurvo villoso; perigonio masc. 4partito, laciniis truncalis, staminibus 4. Voxer paa Vulkanen Orizaba i Nærheden ‘af Vaqueria del Jacal paa 10,000 Fod i Skovklöfter, og blomstrer i September. 16. Pilea trichotoma Liebm.: herbacea monoica, caule e basi decumbente radicante adsurgente 6—14“ longo tereti nodoso pilosulo; foliis oppositis petiolatis ovalis basi oblusis leviter emarginalis triverviis obtuse crenalis cilialis supra saturate viridibus nilidis molliter setosis, subtus pallidioribus pube- rulis 11” longis 10—12’ latis, petiolis semipollicaribus teretibus puberulis; stipulis supra- axillaribus ovatis rotundatis cucullatis ciliatis pellucidis; cymis axillaribus solitariis gemi- nisve pedunculatis petiolum superantibus repetite trichotomis, pedunculo glabro 6—9““ longo; floribus masculis foemineisque intermixtis, masculis plerumque- ad basin cym& rariusculis majoribus pedicellatis carneis; foem. minutissimis viridibus pellucidis glomerulatis, caryopsi lenticulari ovata, stigmafe villoso. Opkommen i den botaniske Have i Kjôbenhavn i mexicansk Jord, hvori Ege og andre Treers Frugter vare nedlagte af Herr Rathsack; den maa derfor höre hjemme i Omegnen af Mirador, thi ikkun derfra vare slige i Jord nedlagte Sager forsendte; dog har jeg ikke seet Planten paa hint Sted. Arten er nærmest beslægtet med Urlica (Pilea) crassifolia W., men afviger ved de æglormige (ikke aflang-ægformige) ved Grunden lidt udrandede butkarvede Blade, paa Overfladen besatte med bléde temmelig lange Haar, paa Underfladen besatte med finere og kortere Haar, ved Blomsterstanden, som er kortere end Bladet, og gjentagne Gange tre- gaffeldelt. glomerulatis, perigonio masc. 4 partito strigilloso pubescente, staminibus 4, foem. 3fido caryopsi ovata compressa marginata sublilissime granulata fusca, stigmate villoso. Sendt af Dr. Lund fra Brasilien. 304 17. Pilea rhexioides Liebm. : herbacea | dioica, caule te: basi decumbente assurgente simplici 3—6“ longo: telragono glabro arliculato ; foliis oppositis - petiolatis elliptico-subfalcatis basi» cunealis v. leviter emarginatis 3nerviis, apice obtusato-acuminalis margine: remote et obtuse serratis 1—1}’ longis 9-12‘ lalis, Supra saturate viridibus punctato-asperis juxta marginem pilis minutissimis transversis adnatis obsitis, subtus albicantibus nervis prominentibus fusco-viridibus, peliolis 2—4"lon- gis glabris; stipulis deciduis minulis ovatis membranaceis; spieis‘ masculis axillaribus: soli- tariis paucifloris pedunculatis, pedunculo gracili petiolum subequante, perigonio utriculari Apartilo externe strigilloso; foem. ignota. Voxer i den dybe Barranca: de Huitamalco (Dep. Puebla) aaa henimod 3000° paa Tuglige skyggefulde Steder, og blomstrer i Mai. Arten har habituel Lighed med efterfölgende, men er i det Hele mindre, Bladene ere kortstilkede, Overfladen har ikkun en Række tilvoxne paatvers siddende Smaahaar langs med Randen, Underfladen er hvidagtig, Axene ere faablomstrede, slilkede, og sidde enkelte i Bladvinkelen. \ 18. Pilea faleata Liebm.: herbacea monoica, caule semipedali tetragono arliculato glabro hyalino plerumque indiviso; foliis Oopposilis longe petiolatis falcato-ellipticis ulrinque’ attenuatis basi leviter emarginatis 3nerviis, margine usque ad medium remote serralis, apice acuminatis, membranaceis pellu- cidis supra saturate viridibus pilis »minulissimis‘ fusiformibus adnatis dense obsitis,) subtus glaucis glabris 13—2“ longis, 2—1” lalis, petiolis pollicaribus pellutidis strigillosis; stipulis deciduis ;-paniculis masculis ‘in parte: inferiori caulis 'axillaribus geminis patulis pollicaribus flexuosis allerne ramosis, perigoniis sessilibus utricularibus apice contracto :Adentato externe strigillosis,| staminibus 4, antheris oblongis’ albis, filamentis brevibus; rhachi glabra, glandulis clavalis disco depresso mamillato albo terminalis) floribus interjectis (an pedicelli flortim, aborlivorum ?); ‘Cymulis foem. axillaribus geminis petiolo brevioribus: reflexis, peri- goniis, minutissimis 3fidis, laciniis lanceolalis aculis, caryopsi compressa ovata obliqua mar- ginalay margine sluberculata, ceterum glabra fusca, stigmate: villoso. i Denne sirlige Plante fandt jeg i Dép. /Oajacavi den) dybe Dal ved Tanetze Floden imellem Byen Tanelze og Cacalotepec, voxende paa en fugtig skyggefuld Klippevag, over- skygget af et tat Krat af Bambusser; blomstrende i August. Dens nermest beslægtede Art er Pilea un Mutisiana Sprig. U. melastomoides _ HBK. nov. gen. 2. p. 38: Tvivlsomme Pilea repens (an Sw.?) Cham. et Schldl. (Urtica) Linnea v. 5. p. 81. 305 Dr. Schiede fandt den i skyggefulde Skove ved Jalapa i August. Jeg har stor Tvivl om, at den af Forff. bestemte Plante virkelig er den ægte swar- ziske. Original-Exemplarer af Urtica repens Sw. ligge i Vahls Herbarium, men jeg har ikke i Mexico seet nogen Plante, som kunde fôres dertil. Efter Swartz findes Planten paa Hispaniola paa sandige Bredder af Smaafloder, hvilke Forhold meget afvige fra de for den mexicanske Plante angivne. Pilea pumila (an L.?) Cham. et Schldl. (Urtica) 1. c. Dr. Schiede fandt den ved Jalapa i October. At denne Art, som er udbredt i de forenede nordamerikanske Stater, og hvoraf sikkre Exemplarer fra Philadelphia ligge i Hornemanns og Vahls Herbarier, skulde findes i Mexico paa 190 N. B. forekommer mig hôist usandsynligt. Pilea rhombea L. suppl. 417 (Urtica) Willd. Sp. pl. 4. pars 1. p. 357. Som Localitet anföres Mexico efter Mulis’s lagttagelse; men saavidt jeg veed, levede Multis i Ny-Granada, og har ikke samlet Planter i Mexico. Arten er heller ikke i den nyere Tid bragt fra Mexico. Myriocarpa Benth. Bot. Voy. of Sulphur. p. 168. t. 55. Af denne i Aaret 1844 af Bentham opslillede Slegt er indtil nærværende Tid ikkun de to oprindelig af Forfatteren beskrevne Arter M, stipilata og densiflora bekjendte. Forf. havde ikkun Hunplanter for sig, og Slegtscharakleren er saaledes endnu ufuldstendig. I Mag. Orsteds Samling har jeg havt den Glæde at finde Hanblomster til to Arter af denne Slægt, og kan altsaa derefter fuldstendiggjére Slegtscharakteren. Char. gen. Flores dioici v. monoici. Masculi: Perigonium 4partitum, laciniis per estivalionem valvatis sub anthesin patulis. Stamina laciniis perigonii opposita 4, filamenta brevissima filiformia, antheræ medio dorso affixe introrse biloculares ovato-cordatæ, loculis oppositis longitudinaliter dehiscenlibus. Pollen subglobosum biporosum. Foem : Perigonium bifoliolatum, foliolis parvis patentibus vel interdum (additis 2 foliolis minutis) quadripartitum. Ovariwm compressum. Stylus unicus simplex ab apice ultra medium hine crasse papilloso-stigmatosus. Caryopsis lenlicularis marginata ciliata stylo coronala. Semen erectum. Albumen parcum. Cotyledones ovate. Radicula brevis supera. Arbores America tropice foliis alternis ovalis suborbicularibus elliptieisve basi 3nerviis et penniveniis, supra pilis appressis circa glandulas immersas eleganter stellato- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 39 306 radiantibus vix nisi sub lente conspicuis obtectis. Spice axillares dichotomæ v. bifurce longæ filiformes dioice v. androgynæ floribus numerosissimis facile deciduis dense obsite. 1. Myriocarpa cordifolia Liebm.: arbor 12—16 pedalis dioica, ramis crassis puberulis, foliis alternis petiolatis suborbiculatis cordatis aculis crassis dentatis bullato-rugosis basi 3nerviis utrinsecus venis 5—6 subtus prominulis, supra obscure viridibus bullato-pustulalis sparse selosis pilisque minimis adnalis eleganter stellato-radiantibus obsitis, subtus reticulato-lacunosis fusco-viridibus imprimis ad nervos venasque pubescentibus demum glabrescentibus, 8—10” longis 7—84” lalis, peliolis 4—2” longis leretibus strialis incano-pubescenlibus demum glabralis; stipulis deciduis con- volutis pollicaribus incano-puberulis; spicis foem. axillaribus dicholomis longissimis (pedem circiter longis) filiformibus compressis puberulis, rhachi communi semipollicari; bractea ad basin inflorescentiæ amplectente bifida pubescente; floribus densis minutissimis pedicellalis bracteolis minimis rufis suffultis; perigonio diphyllo, phyllis patulis acutis dorso ciliatis, caryopsi compressa ovata acuta marginala ciliata fusca, stigmate rufo-papilloso. Findes i den dstlige tropiske Skovregion i Departementet Vera Cruz ved Colipa, voxende i den fugtige Urskov, overskygget af treagtige Bambuser, Laurineer, Terebintha- ceer 0. dsl.; blomstrer i Marts. De store hjerteformige Blade adskiller denne Art tilstrækkelig fra de to ben- thamske Arter. 2. Myriocarpa colipensis Liebm.: dioica arborea habilu et magnitudine superiori similis; foliis membranaceis lalo-ellipticis aculis basi oblusis 3—5nerviis, nervis 2 lateralibus multo tenuioribus, dentalis, dentibus latis brevibus subacutis, supra obscure viridibus glandulis immersis impressis pilis minimis adpressis stellato-radiantibus dense obsitis, subtus ad nervos puberulis glandulis pro- minulis, 5—8” longis 34—5“ latis, petiolis 2—2}!” longis teretibus puberulis; spieis floribusque superiori similibus. Voxer sammen med foregaaende Art Bladenes forskjellige Form, Consistens, Beklædning vise, at Arten er forskjellig fra foregaaende, saa overensstemmende den end ellers er i Habitus, Størrelse, Blomsterstand, Blomst og Frugt. 3. Myriocarpa longipes Liebm.: arborea dioica, ramis- crassis teretibus puberulis mox glabrescentibus; foliis alternis longe petiolatis ellipticis v. lato-elliplicis acutis basi oblusalis 3nerviis margine denticulalis, venis utrinsecus 6—7 ante marginem arcualo-anaslomosantibus sublus prominulis, magnitudine 307 valde variabili 12—4” longis 7—3” latis reticulato-venulosis immerse glandulosis, supra lacunoso-rugosis circa glandulas immersas pilis minulissimis adpressis fusiformibus stellato- radiantibus, sublus glandulis bullato-prominulis ad costam nervosque incano-pubescentibus ad venulas tenuissime puberulis mox glabrescentibus, petiolis parum compressis supra canaliculatis 2” longis puberulis; masc. racemo axillari 3—34” longo dense spicato, spicis 2—24” longis patulis floribus sessilibus densissime obsitis; perigonio 4partito tenui mem- branaceo glabro, laciniis valvatim involutis, staminibus 4, filamentis brevissimis, antheris ovato-cordatis albis; foem. spicis dichotomis tenuissimis filiformibus pedalibus puberulis ; rhachi communi $—1 poll. longa; bracteis ad basin inflorescentiæ amplectentibus bifidis; floribus numerosissimis minulissimis sessilibus, perigonio diphyllo, phyllis patentibus caryopsi duplo brevioribus, caryopsi compressa ovata acula marginata ciliata fusca, stigmate elongato rufo- papilloso. Magister Örsted fandt den i Costa rica ved Aguacate. Arten er nærbeslægtet med den foregaaende, men Bladstilken er i det Hele læn- gere, noget fladtrykt og rendet paa övre Side, Hunblomsterne ere mindre og siddende. Saavidt man tår slutte Noget efter den altfor korte Charakter af M. densiflora Benth. er vor Plante ogsaa beslegtet med denne, men Bladunderfladen har en tyndere Beklædning, og bliver snart glat. 4. Myriocarpa inæquilateris Liebm. : arborea, ramis terelibus verrucosis cinereis puberulis mox glabrescentibus; foliis alternis peliolatis ellipticis aculis parum obliquis basi oblusalis v. obtuse cunealis 3nerviis margine lato-serratis, serraluris obtusiusculis, venis utrinsecus 6—7, supra glandulis immersis ob- solete lacunosis pilis minutissimis brevissimis adnatis albis stellato-radiantibus, subtus ad costam nervos venulasque subtilissime puberulis, 7—8” longis 2—24” latis, peliolis polli- caribus adpresse pilosis. Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica. Afviger fra forrige ved Bladenes Störrelse og Form, Tændernes Beskaffenhed, Beklædningen, især de hvidlige radierende Smaahaar paa Overfladen, Bladstilkens Lengde. De foreliggende Exemplarer ere blomstlése. Grenene ere ved Insectstik prolifererende i Nøgler af tynde delle Grene med hindeagtige linieformige Blade af et Par Liniers Længde. 5. Myriocarpa bifurca Liebm.: arborea monoica, ramis crassis terelibus verrucosis pubescentibus mox glabrescentibus ; foliis alternis petiolatis ovalis acuminatis denticulatis v. repando-crenulatis basi rotundatis 3nerviis 3—4” longis 14—2” latis utrinsecus nervis 4—5 juxta marginem arcuato-anasto- mosantibus reticulato-venulosis, supra obscure viridibus lacunosis brevissime pubescentibus 39* 308 circa glandulas immersas pilis minutissimis adnalis stellato-radiantibus dense obsilis, sublus leviter bullatis ad costam nervos venulasque hirtellis demum glabrescentibus, petiolis à —2 longis compressiusculis pubescentibus; spieis axillaribus bifurcis androgynis ereclis 3—4” longis flexuosis pubescenlibus, rhachi communi 2—4’“ longa; floribus masc. et foem. inter- mixlis sessilibus; perigonio masc. pilosulo depresse globoso 4partito, laciniis valvalis ovatis demum expansis, staminibus 4; foem. minulissimo diphyllo, phyllis patulis aculis dorso ciliatis, caryopsi ovata compressa marginata pubescente ciliata fusca, stigmate elongato fusco-papilloso. Orsted fandt den paa Vulkanen Masaya i Nicaragua. Dette er den eneste af de hidlil kjendte Former, som har Enbo-Kjön, Han- og Hunblomster blandede sammen paa samme Ax. De ikkun engang gaffelformig delte.Ax gjöre ogsaa Arten let kjendelig fra alle andre; endelig har den af alle beskrevne Arter de mindste Blade. Discocarpus Liebm. nov. gen. Char. gen. Flores dioici, foeminei paniculati, masculi glomerulato-paniculati. Mase. Perigonium calycinum 5dpartitum, laciniis per æstivationem valvalis sub anthesin patentibus. Stamina 5, perigonii laciniis opposila; filamenta brevia primum inflexa, deinde patentia; antheræ basifixæ biloculares incumbentes. Ovarii rudimentum nullum. Foem. Perigonium minimum cupuliforme bidentatum persistens. Ovarium liberum uniloculare. Ovulum unicum e basi erectum orthotropum. Stigma sessile subulatum “uncinatum papillosum. Caryopsis orbicularis compressa marginala levis nuda, pericarpio tenuissime membranaceo pellucido. Semen erectum funiculo basilari filiformi insidens, testa tenui membranacea cum endocarpio connata. Albumen nullum. Embryo antitropus, cotyledonibus magnis planis obcordalis. Radicula brevis cylindrica umbilico basilari e diametro opposita verticem fructus spectans. Arbores fruticesve parve Mexicanæ et Centro-Americane pilis urentibus subulatis reflexis obsitæ; foliis suboppositis v. allernis petiolatis ovatis penninerviis, slipulis geminis integris deciduis, floribus paniculatis. i Denne Slægt bliver i Systemet at indordne ved Siden af Myriocarpa. Den top- formige Blomsterstand, Hanblomstens femfligede, Hunblomstens totandede Blomsterdække, de 5 Stövdragere, den flade kredsrunde Frugt, det tilspidsede krogformige Ar, Fröets traadformige forholdsvis lange Fröstreng, Mangelen af Frohvide — ere de vigligste Charakterer, hvorved Slægten adskilles fra alle andre. ; Særdeles mærkelig er Mangelen af Fröhvide, hvilken ellers findes hos alle andre Slægter af de egentlige Urticeæ. ss 309 1. Discocarpus mexicanus Liebm.: foliis opposilis ovalis repandis v. obsolete crenatis supra glabris sublilissime punctatis subtus adpresse pilosulis. Jeg fandt den paa Cerro de S. Felipe ved Byen Oajaca paa 6—7000° med Frugt i Mai. Frutex bipedalis dioica ramosa, ramis terelibus succulentis cicatricatis glabris apice modo foliosis. Folia approximata opposila peliolala ovata obtuse acuminala basi obtusa 3nervia margine repanda v. obsolete crenulata 2--3” longa 15—2” lata supra saturate viridia glabra subtilissime punctulata subtus adpresse pilosula ad coslaın retrorsum setosa, pelioli 1—14” longi retrorsum setosi, slipulæ membranaceæ lanceolate acute. Panicule foem. axillares patentissimæ 4—7” longe, rhachi rhacheolisque retrorsum setosis. Flores pedicellati, perigonio minutissimo bidentulo piloso, caryopsi oblique orbiculari compressa membranacea margine incrassata levi pellucide virescente 2 in diametro. 2. Discocarpus nicaraguensis Liebm.: foliis alternis ovalis crenalis supra adpresse pilosis sublus incano-tomentosis. Fundet af Magister Orsted ved Matajalpa i Dep. Segovia i Nicaragua. Arbor mediocris dioica ramosa, ramis crassis patulis succulentis terelibus cicatri- catis epidermide tenui pellucida glabra. Planta mascula aphylla florens, paniculis 2—3” longis irregulariter repetite ramosis hispidis et retrorsum setosis, floribus glomerulalis, perigonio 5parlilo hispido. Foeminea foliifera florens, foliis petiolatis alternis crassiusculis ovalis apice acutiusculis basi oblusis 3nerviis margine crenalis supra adpresse pilosulis subtus dense incano-tomentosis 14—2” longis 1 —14” latis, petiolo 1—1” longo incano- hispido retrorsum setoso; paniculis suberectis 3—5” longis supradecomposile ramosis his- pidis; floribus pedicellatis, caryopsi superiori simili. Boehmeria Jacq. a foliis alternis. 1. Boehmeria elongata Fisch. in Horrn. h. Hafn. suppl. p. 107. Jacq. Eccl. pl. rar. 2. t 135. Cham. et Schldl. Linnæa v. 5. p. 8f. I Mexico fandt Dr. Schiede den först ved Jalapa paa Gjerder og udyrkede Steder; jeg fandt den senere i Mexicos tropiske ôstlige Region ved Colipa i Marts. Arten har en vid Udbredning i America. I Syd-America forekommer den lige ned til Rio Janeiro. 2. Boehmeria hirta Sw. prod. p. 34. Fl. Ind. occid. 1. p. 285. Meget almindelig paa den ôstlige Skraaning af den mexicanske Cordillere lige fra den hede Kystregion indtil over 7000 Fods Höide, og blomstrer næsten hele Aaret igjennem. Foruden Hovedformen, som findes i den tempererte Region ved St. Antonio Huatusco (4500') findes fölgende Former: ß. canescens: humilior, foliis magis bullato-rugosis, tota subincano-pilosa. Fandtes ved Tiuzullan og Chinaulla i Dep. Puebla paa 7000’. 7. glabrescens: major glabrescens, foliis 3—33“ longis 13“ latis subplanis, crenis latioribus magis oblusis. Denne næsten glatte Form er den almindelige i den hede Region, saaledes ved Tlapacoyo, Colipa, Lobani i Chinantla, o. fl. St. | Hovedformen fandt Orsted i Costa rica ved Aguacate. 3. Boehmeria angustifolia HBK. nov. gen. 2. p. 34. Orsted fandt den ved Aguacate i Costa rica. b. foliis oppositis. 4. Boehmeria cylindrica L. (Urtica) sp. pl. 1396. Sloan. jam. 4. t. 82. f. 2. Jeg fandt den ved Paso del Correo paa Bredderne af Tecoluta Floden, blomstrende i Mai. Den er saaledes udbredt fra Canada indtil 20° N. B. i Mexico. 5. Boehmeria flagelliformis Liebm. : fruticosa dioica, ramis opposilis terelibus cinereis verrucosis sursum versus; fusco-hispidis ; foliis oppositis peliolatis rigidiusculis ellipticis acutissimis dense crenatis basi obtusiusculis 3nerviis reticulato-venulosis 2—3” longis 14—1}” latis, supra obscure viridibus bullatis adpresse puberulis punctisque elevatis asperis, subtus reticulato-lacunosis fuscis ad nervos venulasque adpresse pilosulis, petiolis 3—4“ longis teretibus dense fusco-hispidis; stipulis petiolum superantibus lanceolatis acutis dorso adpresse strigosis membranaceis 4—5'" longis; spicis foem. longissimis axillaribus folia longe superantibus pendulis 6—7 longis interrupte glomerulatis; floribus in glomerulis globosis densissime congestis bracteis lan- ceolatis scariosis intermixtis; perigonio tubuloso-ventricoso obovato compresso ore con- stricto bidentato caryopsi dense adnato, caryopsi lenticulari elliptica stipitata, stigmate longe exserto filiformi uncinato papilloso. Orsted samlede den ved Aguacate i Costa rica. Arten hører nærmest sammen med B. caudata Sw., B. ampullacea HBK., og B. petiolaris HBK., adskiller sig fra alle ved mindre Blade og kortere Bladstilk. B. ampul- 311 lacea kommer den udentvivl nærinest, men afviger foruden de angivne Mærker endnu ved at Axene ere meget lengere end Bladene. 6. Boehmeria petiolaris HBK. nov. gen. 2. p.-36. Cham. et Schldl. Linnea v. 5. p. 481. Denne træagtige Art er meget udbredt paa Mexicos ôstlige Cordillereskraaning i den hede og varm-tempererte Region. Dr. Schiede fandt den langs Aaer ved Jalapa i August, og ved Misantla i Marts; jeg har den fra Colipa, Hac. de Jovo, Tlapacoyo, Mi- rador, Totutla og Matlaluca, blomstrende hele Aaret igjennem. Leucococcus Liebm. nov. gen. Char. gen. Flores monoici in eodem glomerulo axillari mixti. Masc. Perigonium calycinum 4partitum, laciniis per æstivationem valvatis concavis sub anthesin patentibus. Stamina 4 perigonii laciniis opposita; filamenta filiformia primum inflexa deinde patentia ; antheræ medio dorso affixe introrsæ incumbentes cordato-ovate biloculares, loculis oppo- _sitis longitudinaliter dehiscentibus ; pollen album tetraedrum. Foem. Perigonium ventricosum tubulosum ore contracto bidentato compressiusculum striatum. Ovarium liberum sessile ovatum uniloculare. Ovulum unicum basilare sessile orthotropum. Stigma terminale longe exsertum filiforme papillosum deciduum. Caryopsis perigonio arido immulato cincta nili- dissima eburnea. Semen e basi erectum, testa membranacea. Embryo in axi albuminis carnosi anlitropus, cotyledonibus ovatis planis, radicula cylindrica supera. Arbores et frulices Americæ centralis, insularum Indie occidentalis et Indie orien- talis, foliis alternis longe petiolatis penninerviis integerrimis, slipulis oppositis, floribus utriusque sexus axillaribus sessilibus. Denne Slægt har nogle Charakterer tilfælles med Parietaria, andre med Boehmeria. Fra Parietaria afviger den ved Mangelen af Svöb, Hanblomsten er uden rudimentær Frugt- knude, Hunblomsten er tvelandet, Arret langt’ traadformigt laaddent. Fra Boehmeria afviger den ved axillere siddende Enbo-Blomster, Hanblomsten uden Spor af Frugtknude, Hunblomstens sammenknebne tyetandede Munding, Nödden zgformig valserund glindsende. Endelig ved helrandede Blade med vedblivende modsatte Axelblade. 1. Leucococcus occidentalis Liebm. : arborea, ramis teretibus cinereis puberulis; foliis longe petiolatis alternis lato-elliptieis acuminatis integerrimis basi subobliquis cunealis 3nerviis 4—41” longis 2—21" latis supra pilosulis sublus pubescentibus utrinque punctis albis dense obsitis, peliolo 2—3” longo tenui subtereli pubescente; slipulis lanceolato—linearibus longe acuminatis dorso margini- 312 busque ciliatis 2—3“* Jongis persistentibus; glomerulis axillaribus hemisphericis; floribus sessilibus; perigonio masc. puberulo, laciniis ovatis acuminalis, foem. puberulo compresso striato, caryopsi ovata apiculata nitidissima eburnea, stigmate longo filiformi rufo-villoso deciduo. Planten fandtes ubestemt i Hornemanns Herbarium, sendt af afdöde Regimentschi- rurg Ravn fra Krabbeneiland. Mag. Ørsted fandt den i Nicaragua ved Granada *). Parietaria L. Thaumuria Gaudich. 1. Parietaria pensylvanica Muhlbg. Jeg fandt den i Tehuacan-Dalen (5000) paa tor Jordbund, blomstrende i December. Da Arterne af denne Slegt ere vanskelige at adskille, iser vel formedelst de ældre Forfatteres alt for korte Beskrivelser af de extraeuropæiske Arter, vil jeg give en udforlig Beskrivelse af min Plante, for at det klarere kan fremgaae, hvorvidt min Artsbestemmelse har værel riglig, i det jeg dog maa bemerke, at jeg har sammenlignet Exemplarer i Hor- nemanns Herbarium, hidrörende fra Planter, der vare fremkomne i den bot. Have af nordamericansk Frö, hvormed min Plante fuldkomment stemmede overens. Herbacea, tota incano-puberula, caulibus indivisis pluribus e radice adscendentibus subteretibus; foliis alternis petiolatis lanceolatis inæquilateris obtuse acuminatis subundu- latis integris basi cuneatis 3nerviis 1” longis 2—24" latis utrinque puberulis asperis, petiolis 2—3'" longis compressis; involucro 5fido, laciniis 2 allernis majoribus lanceolatis obliquis obtusis longe ciliatis pilosis subtrifloris; perigonio masculo foem. minori 4phyllo villoso, staminibus 4; perigonio foem. tubuloso 4fido villoso, laciniis lanceolalis ciliatis, caryopsi ovala parum compressa apiculata nilidissima olivacea. *) Leueococcus orientalis Liebm.: Urtica quinquenervis hb. Vahlii. arborea, ramis teretibus glabrescentibus; foliis alternis longe petiolatis ellipticis acuminatis integer- rimis basi cuneatis 5nerviis, nervis 2 lateralibus tenuioribus, supra saturate viridibus punctis elevatis opacjs asperis, subtus glaucescentibus opacis tenuissime et adpresse puberulis 3—4” longis 14“ latis, petiolis 2 longis compressiusculis parce puberulis ; stipulis deciduis; glomerulis axillaribus hemisphe- ricis, floribus sessilibus, perigonio masc. et foem. incano-villosis, stigmate filiformi longo rufo-villoso. Rottler sendte den i sin Tid fra Tranquebar til M. Vahl, i hvis Herbarium 2 Exemplarer findes under ovenstaaende Nayn. Den ostindiske Plante afviger fra den americanske Art, hvormed den har stor habituel Lighed, ved femnervede Blade, ,hvis Overflade er ru ved en Mengde mörke ophöiede Punkter, Underfladen er blaagrôn med fine tiltrykte Haar, affaldende Axelblaade, graaladne Blomsterdækker. 313 2. Parietaria lingvæfolia Liebm.: herbacea, tota pubescens, caulibus pluribus e radice prostratis palulo-ramosis subangulatis pedalibus; foliis alternis longe petiolatis ovatis v. ovato-lanceolalis oblusis basi lato-cu- nealis 3nerviis integris ciliatis utrinque pubescentibus asperis 1—14” longis 5 —6“ lalis, petiolis 4—6“ longis; involucro 3—5partito, laciniis lineari-lanceolatis oblusis longe ciliatis pilosis flores superantibus; perigonio masc. 4phyllo, phyllis ovatis obtusis villosis; perigonio foem. tubuloso 4fido villoso, laciniis obtusis, caryopsi ovata parum compressa apiculata niti- dissima olivacea. Voxer i Mexicos kolde Region paa Gjerder ved Chinautla (Dep. Puebla) paa 7000‘, blomstrer i Mai. Sandsynligvis er det denne Art, som Dr. Schiede fandt paa Hôisletterne omkring Perote og ved Jalacingo i September, og som Cham. og Schldl. anföre under Nr. 41 (Linnea v. 6 p. 356) uden Artsbestemmelse. Skjöndt meget nerbeslegtet med den foregaaende maa jeg dog ansee den for en derfra forskjellig Art ved sin stærkt grendelle Stengel, ægformige Blade, lengere Blad- stilk, og Forskjelligheden i Behaaringen. 3. Parietaria Orizabæ Liebm.: . herbacea, caulibus pluribus e radice procumbentibus gracilibus filiformibus parce ramosis angulalis pubescentibus subpedalibus; foliis alternis longe petiolatis ovatis obtusis v. obtuse | acuminalis 7—11'” longis 4—5‘” latis basi cuneatis 3nerviis integris parce puberulis punc- tulatis cilialis, petiolis 4—5‘” longis puberulis; involucro subtrifido, laciniis lineari-spathu- latis villosis 3—5floris, floribus breviori v. eos subæquante; perigonio masc. 4phyllo, phyllis ovatis obtusis ciliatis villosis; perigonio foem. ventricoso-tubuloso villoso Afido, laciniis obtusis, caryopsi ovata apiculata nilidissima olivacea. Voxer paa Vulkanen Orizaba ved Vaqueria del Jacal paa 10000’ paa fugtige skyggefulde Steder; blomstrer i September. Forskjellig fra de foregaaende ved de traadfine Stengler, mindre og ikkun lidet dunede Blade, Svöbet sjeldent uden trefliget med linieformige Flige af Længde med eller lidt kortere end Blomsterne, disse endelig færre i Svöbet. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 40 _ 814 Familia: Moree. Morus Tournf. 1. Morus mexicana Benth. pl. Harlw. p. 71. Hartweg fandt den i Krat ved Tehuacan. Ikkun Hanplanten er beskrevet af Bentham. Hunplanten skal efter Harlwegs An- givelse have röde Samfrugter. Arten er ufuldkommen kjendt. Maclura Nult. 1. Maclura Xanthoxylon Endl. gen. Suppl. 4. p. 34. Broussonelia tinctoria HBK. nov. gen. 2. p. 32. Cham. et Schldl. Linnæa v. 5. p. 81. Dr. Schiede fandt den ved los Cocos i Nærheden af Vera Cruz i Juli. 2. Maclura chlorocarpa Liebm.: arbor dioica inermis, ramulis terelibus glabris; foliis allernis peliolatis ovato-cordatis ob- liquis longe acuminatis lenuibus margine undulatis falcato-dentalis 3—5” longis 13—25" latis, lobis basilaribus rotundatis, supra atroviridibus punctis minulissimis scabridis, sublus glauco-viridibus scabridis ad costam nervosque adpresse pilosulis, petiolis 4° longis hispidulis; spicis masc. axillaribns 1—14” longis cylindricis densifloris; glomerulis foem. axillaribus subsessilibus globosis magnitudine Cerasi dilute et pellucide viridibus, perigoniis externe puberulis, stylis fuscis longe exserlis, caryopsi subangulata compressa ovata. Jeg fandt dette Træ, som opnaaer en Höide af 20—30 Fod, sporadisk paa Mexicos Ostside i den hede og subtropiske Region; saaledes bemærkedes Hanplanten paa Bredderne af Tecoluta Floden ved Paso del Correo paa Veien til Papantla, blomstrende i Juni; i den dybe Barranca de Tuzamapa imellem Jalapa og Mirador samledes den med moden Frugt i Slutningen af Juni. Sammenligningen med M. Xanthoxylon, hvoraf sikkre Exemplarer findes i Vahls, Iserts og Hornemanns Herbarier, vise fölgende Forskjelligheder, hvorved vor Plante ad- skilles: Træet er altid tornlöst, Bladene ere meget skjæve med hjerteformig Grund, Randen er seglformig-tandet, begge Bladflader ere ru, og ikkun langs Underfladens Nerver forsy- nede med fine tiltrykte Haar; Bladstilken er længere. Trophis P. Br. 1. Trophis glabrata Liebm.: ramulis flexuosis angulatis fuscis puberulis demum glabrescentibus; foliis distichis alternis elongalis parum inæquilateris longe acuminalis basi cunealis apicem versus obsolete crenu- 315 latis v. integris 5-—6” longis 14—2“ latis ulrinque glabris, costa nervisque utrinsecus 12— 14 sublus prominentibus flavidis ante marginem arcuato-anastomosantibus, pagina anteriori alrovirente nilida posteriori pallide fusca, petiolis ‚gr longis ad latera compressis fuscis in junioribus pubescentibus postea squamulosis; stipulis convolutis deciduis lanceolatis fuscis 3° longis. Et hôit Træ med en betydelig Udbredning i Mexico, idet det findes i de hede östlige Kystskove ved Misantla, stiger op i den varm-tempererte Region i Barrankerne omkring Mirador, og forekommer i Dep. Oajaca i de fugtige Bjergskove i de ôsllige Districter Villa alla og Chinantla, ved Tonaguia paa 5000’. Arten slutter sig umiddelbart til T. americana L., men afviger fra samme . ved Træets Størrelse, Bladenes Karvning, Sidenervernes Antal og Bladstilkens Beskaffenhed. 2. Trophis Ramon Cham. et Schidl. Linnea v. 6. p. 357. Et lavt Tre med en meget betydelig geographisk Udbredning i Mexico, idet jeg har fundet det i de hede Kystskove ved den mexicanske Bugt, ved Sydhavet, og i de indre Provindser indtil 5000 Fods Höide. Dr. Schiede havde först fundet Træel ved Misanlla og i Barranca de Tioselo. Jeg fandt Hanplanten ved Mirador og Zacuapan, blomstrende i Septbr., Oclbr. og Januar; paa Sydhavskysten ved Guatulco og S. Miguel del puerto (Dep. Oajaca) blomstrende i Novbr. Hunplanten fandt jeg ved Mirador, Tra- piche de la Concepcion, S. Jago Amatlan og i Districtet Chinantla med Frugt i Juli og August. Planten er meget foranderlig, og kan let uden et nüiere Studium sondres i flere Arter. Da Træet paa flere Steder i Mexico, navnlig paa Ostsiden i-Skovegnene, hvor Fodergres er sparsomt, benyttes som Nering for Heste og Muldyr, kappes det hyppigt, men udskyder da alter fra Roden. Bladene paa disse fra Roden udskudte Grene blive meget mindre end hos det oprindelige Tre. En anden Eiendommelighed er det, at Han- planten altid har helrandede Blade, medens Hunplanten som oftest har karvede Blade. Da Hanplanten ikke er beskrevet, folger her en Beskrivelse: | Planta mascula: ramis teretibus strialis fuscis, ramulis pubescentibus; foliis alternis obovato-elliplicis inæquilateris oblique et abrupte oblusato-acuminalis margine undulatis integris reflexis coriaceis scabris nervis utrinsecus 6, supra salurate viridibus nitidis, subtus pallidioribus, 4—41“ longis 2“ latis, peliolis 4“ longis teretibus canaliculatis ustulatis ; spieis axillaribus solitariis 1—2” longis pennam gallinaceam crassis incurvis; perigoniis Aphyllis extus puberulis cucullato-ovatis; staminibus 4 exsertis; pedunculis 1—2” longis teretibus puberulis fuscis. 40* 316 Genus novum non satis notum. Sahagunia Liebm. Char. gen. Flores dioïci. Masc. Spice racemose densifloræ. Perigonium nullum. Stamina numerosissima bracleis cuneatis cucullatis suffulta, filamenta brevia subulata, anthere basifixe didymæ biloculares, loculis oppositis longitudinaliter dehiscentibus, pollem globosum album triporosum. Foem. ignola. i Arbor mediocris, foliis alternis breviter petiolatis oblongis acuminatis penninerviis integris, stipulis 2 convolutis deciduis; spicis masc. in ramulo nudo racemosis v. fasci- culatis. Slægten er opkaldt efter den spanske Historieskriver Pater Bernadino de Sahagun, som levede i Mexico kort efter Erobringen, og som efterlod et haandskrevet Værk Historia de Nueva España, hvilket fårst er blevet trykt i vor Tid. 1. Sahagunia mexicana Liebm.: Ramuli puberuli fusci. Folia 5” longa 15“ lata oblonga basi cuneata apice oblu- sato-acuminala integerrima glabra nervis utrinsecus 10—11 ante marginem arcualo-ana- stomosantibus, supra late viridia nitida sublus pallidiora; pelioli 3-4” longi teretes supra canaliculati fusci. Racemi spicarum 1—1}” longi, rhachi brevi 1—3“ fusca puberula; spice subpollicares pennam passerinam crasse curvate, pedunculis 1“ longis, bracteis cunealis apice rotundalis primum cucullatis stamina oblegentibus demum expansis cilialis. Dette Tre fandt jeg ikkun engang i den dybe næsten ulilgengelige Barranca de Tlatella (4 Leguas Ö. for Mirador, Dep. Vera Cruz), blomstrende i Marts. I Habitus og Bladform ligner Treet ganske en Trophis, men Mangelen af Blom- sterdække, og de i Klase stillede Hanax antyde en ny Slegtsform. Da Hunplanten ikke fandtes paa Stedet, kan Slegtens nermere Plads ikke med Sikkerhed angives. Familia: Artocarpeæ. Trecul in Annl. d. scienc. nat. Ser. 3. v. 8. Tribus 1. Conocephaleæ Trec. Cecropia L. 1. Cecropia Schiedeana Klotzsch in Linnæa v. 20. p. 531. Almindelig paa hele den östlige Skraaning af den mexicanske Cordillere igjennem den tropiske, subtropiske og op i den varm-tempererte Region indtil henimod 4000‘. Iser hyppig er den i Lavlandet, voxende til en meget betydelig Höide i det sorte Humuslag langs Floderne, ragende op over de andre Skovirzer, ofte omsnoet af Vitis, Paullinia, Cissampelos og andre Slyngplanter. Da Klotzsch’s Beskrivelse i Linnæa er ufuldstændig, og indeholder flere Urigtig- heder, hidrörende fra et utilstrækkeligt Materiale, folger her en ny Beskrivelse: Folia 8—18” in diametro rarius majora palmato-lobata, lobis 9—11 oblongis v. obovato-oblongis oblusis v. brevi-acuminalis aculis inæquilateris margine undulatis supra salurale viridibus scabris pilis adpressis adspersis, sublus- incanis dense puberulis costa nervisque parallelis valde prominentibus fuscis 6—12” longis 2—4” lalis, petiolo leviter striato fusco tenuissime puberulo pedali; spatha cylindrica subulata acuta clausa puberula digitum crassa 3—4” longa sub anthesin unilateraliler fissa decidua; spice mascule S—11 umbellatæ 3—5” longe cylindrice rufo-fuscæ; foemineæ 2—10 umbellatæ pennam gallina- zu ceam crasse 6— 7” long nigrescentes; pedunculis spicarum semipollicaribus striatis pube- rulis, pedunculo communi pennam cygneam crasso compressiusculo striato pubescente. 2. Cecropia Humboldtiana Klotzsch. Linnea v. 20. p. 530. Magister Orsted fandt denne Art almindelig i de tætte Urskove langs Bredderne af Floden S. Juan de Nicaragua, blomstrende i Marts. Bestemmelsen af Arterne af denne Slegt er endnu forbundet med store Vanske- ligheder formedelst det Utilstrækkelige i de fleste foreliggende Beskrivelser. Den korte af Forf. i Linnea givne Beskrivelse af nærværende Art passer vel paa vor Plante, ikkun med Undlagelse af den ene Charakter: petioli subventricosi, hvilket ikke findes hos vor Plante. Jeg anseer det rigtigt at give en kort Beskrivelse til nærmere Bedömmelse af min Be- stemmelse. Folia suborbicularia peltata ultra medium palmato-lobata 7—8” in diametro, lobis 8—9 subobovalis obtusis margine undulatis 5—6” longis 2—24” lalis supra scaberrimis subtus albo arachnoideis costa nervisque utrinsecus 10—15 prominentibus evanescenti-arachnoideis- i 318 fuscescentibus,- petiolis 5—64” longis terelibus sulcatis puberulis; bracteis vaginæformibus apice bifidis exlerne albo-arachnoideis 12” longis; pedunculo 14” longo; spathis ovalibus acutis 14” longis arachnoideis spicas masculas fasciculatas circiter 20 sessiles includentibus. . 3. Cecropia insignis Liebm.: foliis maximis membranaceis orbicularibus peltalis usque ad À partes incisis palmato-lobatis tres pedes et ultra in diametro, lobis 8 elongato-obovalis oblusiusculis margine undulatis 2’ longis 8” latis supra glabris saturale viridibus, subtus albo-arachnoideis, costa nervisque utrinsecus 15—17 parallelis ante marginem arcuato-anastomosanlibus sublus valde promi- nentibus semiteretibus glabris fuscis, supra planis, venulis lransversis anastomosanlibus utrinque prominulis, petiolis 2° longis digitum crassis teretibus sulcalis incano-arachnoideis. Mag. Örsted bemærkede dette Træ sparsomt i Urskoven paa Bredderne af Rio de S. Juan de Nicaragua. Skjöndt Planten ikke er fundet i Blomst eller Frugt, har jeg dog ikke taget i Betænkning at opstille den som Art, da Bladene vistnok i Störrelse overgaae alle hidtil beskrevne. Den synes at slulte sig nærmest lil C. flagellifera Trecul. Tvivlsom. Cecropia obtusifolia Bertol. florula Guatimalensis p. 39. Lidet kjendt. Tribus 2 Olmedeæ Trecul. Castilloa Cerv. (Trecul. 1. c. p. 136. t. 5. f. 142—148). 1. Castilloa elastica Cerv. gazela de litteratura. Mex. 1794. Juni. „Ule v. Hule, Palo de Hule Mex.” Et Tre af uhyre Störrelse, som er almindelig udbredt i Skovene paa Mexicos Östside stigende op indtil 2000. Jeg bemærkede det ved Antigua, Colipa, Misantla, Paso del Correo paa Bredderne af Tecoluta Floden, Papantla, i Barranca de Tlatetla. Det blomstrer i Marts og April, og har moden Frugt i Slutningen af Mai. Imod Syd er det udbredt ned i Nicaragua, hvor Mag. Örsted fandt det paa Vul- kanen Mombacho paa 2000’. Receptacula masc. et foem. in ramis aphyllis proveniunt, mascula superne foeminea inferne. Mascula primum conduplicata sub anthesin explanantur. Foeminea primum concava 319 sensim plana. Perigonia matura carnosa subpulposa -miniata prismatica, phyllis omnino connais et obliteralis. Folia integra, sed ciliarum- fasciculis denticulata apparent. Dette Tre indeholder en stor Overflödighed af tyk hvid käutschukholdig Melk, som i Luften langsomt störkner til en sort Kautschuk, og som derfor ved Tilsætning af adstrin- gerende Plantesafter bringes til hurtigere Sammenlôben, da Melken ellers gaaer i Forraad- nelse, hvorved Kautschuken taber en Del af sin Uoplôselighed i Vand. I Mexico er dette Tre hidtil saa godt som upaaagtet til technisk Brug. -2. Castilloa costaricana Liebm.: ,Palo de Ule Incolarum” foliis majoribus crassioribus subsessilibus v. brevissime peliolatis profundius cordalis magis abrupte acuminatis sublus dense fulvo-hispidis. Mag. Orsted fandt dette Træ ved Turialva i Costa rica. Arbor excelsa, ramis crassis teretibus epidermide laxa multangulari annulatis et foliis deciduis cicatricatis tuberculato-scabris, tuberculis retrorsum hispidis selisque longio- ribus fulvis antrorsum adpressis instructis; floriferis aphyllis; receplaculis foem, .axillaribus solitariis geminisve sessilibus orbicularibus concavis 2” in diametro, bracteis imbricatis lanceolatis aculis fulvo-hispidis, perigoniis pyramidalibus fulvo-hispidis. Folia alterna sub- sessilia v. brevissime petiolata 16” longa 8” lala coriacea oblongo-cordata abrupte acu- minata basi oblique cordala, lobis rotundalis ultra petiolum brevissimum productis, margine obsolete denticulata faseiculato-ciliata nervis utrinsecus 16—18 costæformibus utrinque prominentibus instrucla, supra obscure viridia adpresse selulosa, sublus dense fulvo-hispida; petioli vix ultra 3—4“’ longi; stipule maxime clause folia juniora omnino vaginantes demum unilaleraliter fissæ deciduæ parallelinerviæ fulvo-hispidæ 31” longæ. Af Slægten Castilloa var hidtil ikkun en Art bekjendt, om hvis Udbredning man ikke vidste andet, end at den forekom i Mexico, og efler Ramon de la Sagra’s Angivelse paa Cuba; om paa sidstnævnte Sted som vildtvoxende eller.blot dyrket angives ikke. Af Orsteds Samlinger fremgaaer, at Slegten optræder i Central-America, ikke blot med den först beskrevne Art, men tillige med en ny Art, som vel er temmelig overensstemmende med C. elastica, men afvigende i Störrelseforholdene, især i Beklædning og sammes Farvning. Tribus 3. Ficeæ. Urostigma Gaspar. Mig. Gasparini nov. gen. p. 7. Miquel in Hooker Lond. Journ. of Bot. v. 5. p. 524. Ficus Auctor. a. grandifolie. 1. Urostigma lapathifolium Liebm.: i ramulis crassis teretibus pubescentibus; foliis alternis petiolatis ovatis obtusis integris basi 320 rolundatis leviter cordatis Tnerviis, nervis ulrinsecus 13—15 costæformibus utrinque promi- nulis reticulato-venulosis, supra paliide viridibus scabris, sublus fusco-viridibus hispidis, petiolis subteretibus hispidulis demum glabrescentibus; stipulis convolutis lanceolatis longe acuminalis glabris; receplaculis axillaribus geminis brevipedunculatis involuere 3phyllo coriaceo deciduo glabro instructis elliplico-globosis basi apiceque parum attenualis magni- tudine Cerasi dense incano-hispidis ore contracto squamis 3 lato-ovatis glabris occluso, * pedunculo perbrevi trigono glabro. Arbor elata frondosa, ramis crassis patulis. Folia adulta 9 —10“ longa 5—6“ lata, petiolus 13—2%” longus. Stipule 23° longe 4 late. Pedunculus 2“. Voxer i de hede Skove omkring Yecoalla og Colipa i Mexicos östlige hede Region, og har umoden Frugt i Marts. Arlen nærmer sig til U. crocatum Miq., afviger ved större paa Overfladen ru Blade med 7 sammenstödende Nerver ved Bladstilkens Indföining, flere Sidenerver, Svöbet tre- bladet, Blomsterbunden tæt graahaaret. 2. Urostigma intramarginale Liebm.: ramulis crassis trigonis glabris rugosis annulalis cicatricalis; foliis approximalis alternis petiolatis magnis ovalis v. elongato-ovatis apice obtusiusculis margine undulalis basi sub- cordatis v. truncatis 7nerviis, nervis utrinsecus 14 parallelis prope marginem arcuato- anastomosantibus subtus prominentibus, venulis transversis anastomosanlibus reliculatis, supra nilidis glabris læle viridibus, subtus fulvo-virentibus pubescentibus ad costam ner- vosque fulvo-lanatis sensim glabrescentibus, petiolis intramarginalibus compressiuseulis striatis pubescentibus; stipulis involutis elongatis puberulis; receplaculis axillaribus solitariis sessilibus depresse globosis pilosulis demum glabrescentibus 6° longis 12 latis ore squamis 2 rufo-pilosis occluso, involucro 2—3phyllo, phyllis ovatis oblusis fulvo-pilosulis. Arbor excelsa; folia 8—12” longa 54-—7“ lata, pelioli 2—25”, stipule 2”. Mag. Orsted fandt den ved Turialva i Costa rica, hvor Træet benævnes Higuera. Ogsaa denne Art bliver at stille i Nærheden af U. crocatum, hvorfra den afviger ved Bladenes Form, Nervernes Antal, Blomsterbundens Form og Bekledning o. fl. 3. Urostigma involutum Liebm.: ramulis crassis trigonis dense annulalis rugosis cicatricatis; foliis approximalis alternis petiolatis elongalo-obovalis coriaceis integris utrinque oblusis glabris nervis utrinsecus 7—10 arcuato-anastomosanlibus subtus prominentibus flavidis reticulato-venulosis supra viridibus subtus pallidioribus, petiolis crassis compressiusculis supra canaliculatis glabris; stipulis involutis lanccolatis aculis fuscis; receplaculis axillaribus geminis sessilibus nascen- ' 321 tibus involucro calyptreformi e bracteis pluribus lato-lanceolatis aculis cucullalis puberulis involutis orto ocelusis globosis apice squamis 2 valvatim clausis. $ Arbor elata, folia 7—8" longa 34“ lata, petioli 6—8'”, stipule 4. Receptacula immatura magnitudine Pisi. Orsted fandt den imellem Sapoa og Tortuga i Nicaragua. Af de beskrevne Arter nærmer den sig mest til U. cryploceras Miq. |. c. p. 527, navnlig ved den mærkelige fælleds Indhylning af de to vinkelstaaende Frugtbunde af flere brede hætteformige Bracteer. Bladene hos vor Plante ere aldeles forskjellige fra de hos U. cryploceras forekommende. 4. Urostigma petiolare BK. (Ficus) nov. gen. 2. p. 49. Mig. J. c. p. 527. Humboldt og Bonpland fandt den paa Mexicos Vestside paa 3000 Fods Hôide ved Masatlan 19 Acaguisolla imellem Acapulco og Cuernavaca. 5. Urostigma longipes Liebm.: ramulis crassis teretibus cicatricalis cinereis puberulis; foliis alternis longe petiolatis oblon- gis ulrinque rolundatis apice interdum parum altenualis obtusis crassis coriaceis integerri- mis basi 3nerviis, nefvis utrinsecus 5 —6 venulisque densissime reliculatis supra impressis subtus prominulis, pagina anteriori atroviridi subscrobiculata punctis crebris elevalis obsila, posteriori villo arachnoideo fusco-cinereo obducta, margine parum reflexo, peliolis cras- siusculis parum compressis anlice leviler bisulcalis ad insertionem in lamina parum con- strictis villosulis; gemmis ovalis rufo-villosis; receptaculis sessilibus axillaribus solitariis magniludine fere Cerasi subglobosis apice umbilicalis, foramine squamis 2 lalis imbricalis occluso, adpresse villosulis involucralis, involucro 2—3—4lobo, lobis 2 latioribus lalo- ovalis coriaceis fusco-villosis. Arbor elata; folia adulta 4—5}'' longa 24—3” lata, petiolus 24,—3}”. Voxer i de hede Urskove paa Mexicos Ostkyst i Dep. Vera Cruz, f. Ex. ved Co- lipa, Misantla, og har moden Frugt i Marts. Arten bliver at indordne ved Siden af U. Gardnerianum Mig., fra hvilken den af- viger ved meget længere Bladstilk, Blade, som paa Undersiden ere smudsig laadne, siddende Blomsterbund o. fl. 6. Urostigma verrucosum Liebm.: ramis crassis teretibus verrucosis annulalis cicatricalis glabris, ramulis trigonis epidermide pallida nilida; foliis approximatis allernis peliolalis elliplicis integerrimis coriaceis glabris apice abrupte et obtuse acuminalis basi leviter emarginatis nervis utrinsecus 10—15 ante marginem arcuato-anastomosantibus reticulato-venulosis supra flavo-viridibus, subtus palli- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. : 41 dioribus, petiolis compressiusculis supra canaliculatis glabris fuscis; receptaculis axillaribus geminis pedunculatis, pedunculo 4—5‘” longo glabro, globosis magnitudine Grossulariæ ore contracto marginato squamis 2 occluso cinereo-fuscis verruculosis tenuissime puberulis demum glabrescentibus, involucro diphyllo, phyllis ovalis scariosis reflexis. Arbor elata, folia adulta 4—6$ longa 2—24” lata, petioli 3—14”. Orsted samlede den i Nicaragua i Marts. Nær beslegtet med U. giganteum HBK. (Ficus), men afvigende ved stôrre Blade, som ved Grunden ere svagt udrandede, længere og glatte Bladstilke, tobladede Svöb, Frugt- bunden vortet, Mundingen forsynet med en ophöiet Rand. 7. Urostigma glaucum Liebm.: ramulis fusco-incanis villosis angulatis; foliis approximatis alternis longe petiolatis oblonge- rotundatis integris basi leviter emarginatis 3nerviis apice rotundalis, nervis utrinsecus 5—6 et reliculato -venulosis subtus prominulis, coriaceis supra opaco-viridibus glabris punctis elevatis obsilis, subtus glaucocinereo-villosis, petiolis villosis compressiusculis anlice leviter 2sulcalis; stipulis concavis ovatis acutis villosis; receplaculis axillaribus sessilibus geminis solitariisve globosis magnitudine Ribis nigri fuscis puberulis demum glabrescentibus apice leviter umbilicatis squamis 2 imbricatis occlusis basi involucratis, involucro 4phyllo, phyllis membranaceis rotundalis puberulis. Arbor mediocris; folia 3° longa 23” lata; petioli 1—14” longi. Voxer i Dep. Oajaca i den snevre Floddal langs Bredderne af Rio de las vueltas, og har moden Frugt i Mai. i Habitus nermer denne Art sig til U. cotinifolium, men afviger ved Haarigheden af alle Dele, stérre mere aflange Blade, længere Bladstilke og större. Blomsterbund. 8. Urostigma cotinifolium HBK. (Ficus) nov. gen. 2. p. 49. Miq. 10395530: Udbredt paa Mexicos Vestside i den hede Kystregion; Humboldt og Bonpland fandt den ikke langt fra Acapulco ved Venta del Egido paa 1200' i April; jeg fandt den med moden Frugt i November paa Sydhavskysten ved Vamba ikke langt fra Tehuantepec (Dep. Oajaca). 9. Urostigma costaricanum Liebm.: ramis sublerelibus annulato-torulosis cinereis, ramulis trigonis glabris: foliis approximatis alternis petiolatis coriaceis glabris elongato-cordatis oblusatis v. obtuse acuminalis integris basi leviter cordatis 5nerviis, nervis 2 lateralibus tenuioribus, costa lata sublus plana ner- vis utrinsecus 9—10 arcuato-anastomosanlibus tenuioribusque interjectis reliculato- venulo- sis sublus prominentibus, supra saturate viridibus subtus flavescentibus, petiolis compres- siusculis supra strialis fuscis; stipulis scariosis lanceolatis acutis glabris; receptaculis axillaribus geminis solitariisve sessilibus globosis magnitudine Cerasi ‘avium apice mamillato squamis 2 occluso, involucro 3phyllo, phyllis ovatis obtusis scariosis glabris. Arbor elata fasciculos ingentes radicularum aérearum e trunco ramisque validioribus demittens; folia 44”’—5 longa 2—21" Jala, petioli 6—7”", stipulæ 6—8'". Orsted fandt den ved Pitayaya i Costa rica. Nermest beslegtet med U. crassinervium Desf. (Ficus) Cat. h. Paris. (ed. 1.) p. 209, men vor Plante har större Blade og Frugtbunden er jevn, ikke netaaret.*) b. folia modice magnitudinis. 10. Urostigma Bonplandianum Liebm. Ficus obtusifolia HBK. nov. gen. 2. p. 49 (nec Roxb. fl. Ind. orient. 3. 546.) Receptacula brevissime pedunculata globosa apice squamis 3 imbricatis occlusa. Udbredt baade paa Mexicos Ost- og Vestside i den hede og varm-tempererte Re- gion. Humboldt og Bonpland fandt den ved Acapulco i April; jeg fandt den i Skove om- kring Hac. de Mirador med moden Frugt i Februar. Arten er udeladt i Miquels Prodromus Ficuum. Der er dog ingen Tvivl om, at den *) Urostigma syringæfolium Kth. et Bouche (Ficus) ind. h. Berol. 1846. p. 15. Miq. I. c. p. 535. Dette hidtil ikkun fra Caracas kjendte Træ fandt jeg i Skove paa Cuba i Nærheden af Bejucal. Da flere af Vahls americanske Arter ikke ere komne Miquel for Oie ved Udarbeidelsen af hans Prodromus monographiæ Ficuum, og Vahls Beskrivelser, skjöndt usædvanlig fuldstændige for sin Tid, ikke ganske tilfredsstille, efter at Artsantallet er saa overordentligt fordget, vil jeg benytte Leiligheden til at meddele udförlige Beskrivelser af disse, for saaledes at bidrage til deres bedre Opfattelse. Urostigma lentiginosum Vahl (Ficus) Enum. 2. p. 183. exclus. fig. Plum. ramis teretibus pallidis apicem versus subtrigonis glabris anuulatis; foliis alternis longe petiolatis ova- tis integris breviter abrupte et obtuse acuminatis basi truncatis y. rotundatis 3nerviis utrinqve glabris, nervis utrinsecus 6—8 ante marginem arcuato-anastomosantibus utrinque prominentibus tenuioribus interjectis reticulato-venulosis supra-obscure viridibus albo-punctulatis subtus pallidioribus, petiolis teretibus glabris supra canaliculatis; stipulis convolutis lato-lanceolatis; receptaculis axillaribus gemi- nis brevissime pedunculatis globosis glabris magnitudine Pisi ore squamis tribus latis imbricatis fuscis occluso basi involucro diphyllo, phyllis latis scariosis fuscis. Folia 3—5)” longa, 2-3” lata, petioli 2%, stipulæ 2—3'", peduneuli 1—13'”. Paa Øen Montserrat samlet af Dr. Ryan. Findes i Vahls og Schumachers Herbarier. Af Beskrivelsen vil fremgaae, at Arten ikke er identisk med U. leucostictum Mig. (1. c. p.535), hvil- ket Forf. formoder; thi U. leucostictum har en meget større Frugtbund (14—2 Centimetre i Diameter), hvis Munding er lukket med nogle opad-sammenböiede Skjæl. Fremdeles er Bladstilken hos denne meget kortere, Bladet i det Hele större, Axelbladene meget större. Vahl citerer med Tvivl Plumier t. 131. f. 2. til sin Art, men samme er i alle Henscender derfra forskjellig. 41* 324 henhörer til Slægten Urostigma, men den staaer rigtignok isoleret imellem de americanske Arter, og har sine nærmest tilgrendsende Arter i Oslindien. 11. Urostigma padifolium BK. (Ficus) nov. gen. 2. p. 47.?U. populnei W. forma mexicana Mig. |. c. p. 537. [ Humboldt og Bonpland fandt den ved Acapulco paa Mexicos Sydhavskyst i April. 12. Urostigma tecolutense Liebm.: ramulis tenuioribus irregulariter exeuntibus curvatis glabris angulatis griscis; foliis alternis petiolatis obovato-oblongis integris glaberrimis utrinque obtusis basi sæpe emarginalis costa applanata nervis utrinsecus 6—7 utrinque prominulis, supra late viridibus albo-punctulalis, sublus pallidioribus epunctalis densissime reticulato-venulosis, petiolis compressis glabris supra canaliculalis; stipulis convolutis glabris lanceolalis acutis; receptaculis axillaribus solitariis geminisve brevipedunculalis depresse globosis glabris magnitudine Pisi apice squa- mis 2 imbricatis occlusis basi involucratis, involucro ‘bilobo, lobis semiorbicularibus scariosis fuscis glabris, pedunculo recurvo. Arbor mediocris; folia 3” longa 11—11” lata; pelioli 5—9'"; pedunculi 2"; sti- pulæ 4” longæ. Voxer paa Bredderne af Tecoluta Floden i Mexicos dstlige hede Region i Dep. Ver Cruz ved Sepillo, og har moden Frugt i Mai. Arten er nærmest beslægtet med U. padifolium, men afviger ved omvendt-ægformig- elliptiske butte ved Grunden udrandede Blade med fladtrykt Bladstilk. Hvis Miquels Hen- forelse af U. padifolium til U. populneum W. er rigtig, er Forskjellen mellem denne og min Plante större end der af den korte Beskrivelse i HBK.s nov. gen. kan udledes. *) 13. Urostigma ovale Liebm.: ramis terelibus glabris, ramulis subtrigonis cicatricalis fuscis; foliis approximatis alternis *) Urostigma levigatum Vahl (Ficus) |. c. p. 183. ramis teretibus pallidis apicem versus subtrigonis glabris annulatis; foliis alternis longe petiolatis ovato- cordatis v. ovatis integerrimis apice breviter et obtuse acuminatis basi cordatis v. rotundatis 5nerviis utrinque glaberrimis nitidis supra læte viridibus impresse albo-punctulatis subtus pallidioribus, nervis utrinsecus 6—7 utrinque prominulis pallidis ante marginem arcuato-anastomosantibus tenuioribusque interjectis densissime reticulato-venulosis, venulis obscuris subtus prominulis, petiolis subteretibus glabris supra leviter canaliculatis; stipulis convolutis acutis glabris; receptaculis axillaribus geminis brevipedunculatis subglobosis v. obovato-globosis glabris ore squamis 3 late ovatis obtusis imbricatis occluso magnitudine pyrene Cerasi basi involucro diphyllo, phyllis obtusis fuscis scariosis, pedunculis glabris. Folia 2—3%" longa 13— 23 lata, petioli 8-15, stipulæ 2—3*", pedunculi 2“ Almindelig paa de mindre vestindiske Oer (S. Thomas, S. Croix, 0. s. v.) modice petiolatis coriaceis glabris ovalibus utrinque oblusis rolundatis basi emarginatis 3nerviis, nervis ulrinsecus 5—7 ante marginem arcuato-anastomosantibus sublus prominen- tibus flavidis, reliculato-venulosis, cosla ante apicem evanescente, supra flavido-viridibus nilidis punctulalis, subtus pallidioribus, peliolis compressiusculis supra striatis glabris fuscis, slipulis convolutis aculis; receplaculis axillaribus geminis brevipedicellalis globosis magni- ludine Pisi ore mamillato squamis clauso basi involucratis, involucro diphyllo, phyllis ova- lis oblusis scariosis glabris, pedunculo receptaculo breviore glabro. Arbor, folia 13—24/ longa, 8'7”—14%" lata, pelioli 2-3, stipulæ 3°’, pedunculi 13 longi. Magister Orsted fandt den i Costa rica ved Guanacaste. Denne Art bliver at indordne i Nærheden af U. clusiæfolium Mig. og U. enorme Mart. Fra den første kjendes den ved alle Deles Glathed, Bladenes ovale Form, færre Sidenerver; fra den sidste ved mindre Blade, kortere Bladstilke. 14. Urostigma complicatum HBK. (Ficus) nov. gen. 2. p. 48. Humboldt og Bonpland fandt den paa Mexicos Vestside ved Guasintla og Puente de Istla (30007 i April. Miquel omtaler ikkun denne Art i en Anmerkning (1. c. p. 541) under U. pedun- culatum Ait, med Tillöiende, at den maaske henhôrer til en af de af ham tidligere omtalte Arter. Med U. pedunculatum har den Intet tilfælles, hvilket vil sees af nedenstaaende Be- skrivelse af den endnu lidet kjendte Art.*) Derimod slutler den sig til den arlrige Gruppe, som har U. prinoides HBK. til Typus. Mig er den ikke forekommet: *) Urostigma pedunculatum Ait. (Ficus) h. Kew. 3. p. 450. Vahl I, c. p. 184. ramis teretibus glabris cinereo-fuscis; foliis alternis petiolatis membranaceis ovato-oblongis abrupte et obtuse acuminatis basi rotundatis v. leviter cordatis 3nerviis margine integerrimus ulrinque glabris, nervis utrinsecus 10—12 ante marginem arcuato-anastomosantibus utrinque prominulis tenuioribusque interjectis reticulato-venulosis, supra kete viridibus nitidis subtus pallidioribus, petiolis supra canali- culatis glabris pallidis; stipulis convolutis acutis; receptaculis axillaribus geminis pedunculatis globosis: glabris magnitudine Pisi ore squamis 2 latis imbricatis occluso basi involucro diphyllo, phyllis lato-ova- tis fuscis, pedunculis glabris. Folia 4—5# longa 143—2“ lata, petioli pollicem circiter longi, stipulæ 2, pedunculi 2— 3". Paa Öen St. Groix samlet af West. (hb. Vahlii). Figuren i Pluk. almageston t. 178. f. 4. stemmer ikkun forsaavidt den er fremstillet i formindsket Maalestok. Urostigma pallidum Vahl. I. c. p. 194. ramis teretibus glabris pallidis leviter annulatis; foliis alternis petiolatis oblongis v. obovato-oblongis: basin versus attenuatis apice rotundatis ipsa basi supra petiolum leviter emarginatis 3nerviis utrinque glabris integris membranaceis, nervis utrinsecus 8—10 utrinque prominulis ante marginem arcuato- anastomosantibus reticulato-venulosis, costa supra acuta subtus subplana pallida, supra læte-viridibus albo-punctulatis subtus pallidioribus, petiolis supra canaliculatis glabris pallidis; receptaculis axillaribus 326 15. Urostigma laneifolium Hook. et Arnott. (Ficus) Bot. to Beech. Voy. p. 310. Mig. 1. c. p. 538. Samlet ved Tepic paa Mexicus Vestside. Mag. Ørsted fandt den ved Cartago i Costa rica. Da Forff’s Beskrivelse er meget kort, og Miquels (1. c.) heller ikke er saa fuld- stendig som sedvanlig, er jeg ikke fuldkommen sikker paa, om min Bestemmelse af den ürstedske Plante er rigtig, hvorfor jeg vedföier Beskrivelsen af samme. Arbor ramis terelibus -fuscis, ramulis gracilibus angulalis cinereis; folia alterna petiolata membranacea glabra elongato-lanceolata acuminata integra basi parum obtusata nervis ulrinsecus 10—12 parum prominulis reticulato-venulosa supra læte viridia obsolete punctulata subtus glauco-viridia 3—3}” longa 12—14* fata, petioli 6—9'” supra canalicu- lati glabri; slipulæ convolute acute 2°"; receptacula axillaria gemina brevipedunculata glo- bosa glabra magnitudine Pruni spinosæ ore umbilicalo squamis 2 occluso basi involucro diphyllo, phyllis obtusis reflexis scariosis, pedunculo 1—13‘" glabro. 16. Urostigma botryapioides Kth. et Bouché (Ficus) ind. h. Berol. 1846. p. 15. Miq. I. c.p. 538. i Mexico angives som Fædreland, men ikke det nærmere Voxested. Ufuldkommen kjendt, da Blomsterbunden ikke er beskrevet. 17. Urostigma Schiedeanum Miq. |. c. p. 539. Ficus prinoides Cham. et Schldl. Linnea v. 6. p. 357 (Chaud Willd.) i Særdeles udbredt i Mexicos ôstlige hede og varm-tempererte Region fra 0 —3000'. Dr. Schiede og Deppe samlede den ved Sepillo og Estero ved Tecoluta-Floden, ligeledes paa Hac. de la Laguna. Jeg fandt den i Skovene imellem Isleta og Maloapam (Dep. Vera Cruz), ved Papantla, Hac. de Tuzamapa, Mirador, Consoquitla, i Dep. Oajaca ved Trapiche de la Concepcion. Et Træ af Middelstörrelse, som er meget foranderligt i Bladenes Størrelse, Blad- stilkens Længde, Blomsterbundens 'Störelse fra en graa rts til et Slaaenbærs. Dog er den i alle Former kjendelig ved den kuglerunde rödplettede i Spidsen aabenstaaende og med . geminis brevipedunculatis globosis glabris magnitudine Pisi ore squamis oceluso basi involucro bilobo, pedunculo glabro. Folia 3—3,” longa 15‘ lata, petioli 8— 10°“, peduncuh 1“. Rohr samlede den paa Sta Martha (hb. Vahlii). I det Miquel ikke har kjendt Planten uden af Valıls Beskrivelse har han stillet den i Afdelingen ” grandifoliæ, medens den efter sin Alfinitet henhörer til anden Afdeling foliis modicæ magnitudinis, og bliver at stille i Nærheden af U. pedunculatum. en fremragende Munding forsynede Frugtbund, som moden er af en behagelig söd Smag. Den findes hele Aaret igjennem med moden Frugt. Miquel formoder at F. ligustrina Kth. et Bouché hôrer hertil. 18. Urostigma sapidum Liebm.: ramis teretibus rugosis fusco-cinereis, ramulis angulatis glabris; foliis alternis longe petio- latis coriaceis .glabris ellipticis acute v. obluse acuminatis inlegris basi cunealis nervis utrinsecus 8—10 tenuibus ulrinque parum prominulis ante marginem arcuato-anastomosan- libus subtus reticulato-venulosis, supra saturate viridibus punctulalis sublus pallidioribus, petiolis supra canaliculatis glabris; stipulis convolulis aculis; receptaculis axillaribus gemi- nis brevipedunculatis depresse globosis magnitudine Pruni spinose ore contracto umbilicato margine prominente in fundo squamis 3 latis imbricatis occluso basi invulero bi-trilobo, lo- bis rotundatis reflexis scariosis sæpe fissis fuscis, pedunculo glabro. Folia 12—3 ‘longa 9—12’” lata, petioli 6—9'”, stipule 2—3"", pedunculi 1}—2’”. Mag. Orsted samlede den paa flere Steder i Costa rica; saaledes ved Cartago, Escaru, hvor Træet kaldes Higuito, hvis Frugt spises. Nærbeslæglet med den foregaaende, hvorfra den afviger ved bredere til begge Ender tilspidsede Blade, lengere Bladstilke, Blomsterbunden nedtrykt-kugleformig med mindre fremtrædende Munding, som i Bunden er lukket med Skjæl. " Forresten er den Afdeling, hvortil disse Arter höre, den allervanskeligste paa-Grund af den store Lighed i Bladformerne. 19. Urostigma baceatum Liebm.: ramulis irregulariter exeuntibus sæpe subfasciculalis patulis curvalis crassiusculis rugosis fuscis, foliis alternis brevipetiolatis glabris elliplicis obtuse acuminalis basi oblusatis 3ner- viis, nervis sublus prominulis supra alroviridibus punctulatis nilidis subtus glauco-viridi- bus, petiolis canaliculatis glabris; receptaculis numerosissimis axillaribus geminis longe pedunculalis depresse globosis glabris magnitudine Pruni spinosæ ore contracto prominulo hiante basi involucro bilobo, pedunculis gracilibus glabris. Arbor mediocris, folia 143—13" longa 7—8"" lata, petioli 3°, pedunculi 6. Voxer paa Mexicos Vestkyst i den hede Region og kaldes af Creolerne Palo de Coco; jeg fandt den paa Hac. de Sta Cruz i Nerheden af Tehuantepec (Dep. Oajaca) med moden Frugt i Decbr. Habituel Lighed med den foregaaende, men har meget mindre Blade, kortere Blad- stilke, langstilkede Blomsterbunde, som i Mundingen ere aabne. Ligesom de to foregaaende har den spiselig Frugt.” 20. Urostigma turbinatum Liebm.: vamulis gracilibus pendulis angulatis albidis glabris; foliis alternis longe petiolatis ellipticis acuminalis acutis basi cunealis trinerviis glabris concoloribus late viridibus nilidis submem- branaceis pellucide punctulalis nervis utrinsecus 5—6 ante marginem arcualo-anaslomo- sanlibus, peliolis tenuibus glabris supra canaliculatis; stipulis convolutis lineari- lanceolatis aculissimis glabris; receplaculis axillaribus geminis brevipedunculalis nulanlibus depresse turbinatis glabris magnitudine Pisi apice impresse umbilicalis squamis duabus imbricalis oc- elusis basi involucro: bilobo, lobis lato-ovalis fuscis. Arbor ingens comam frondosissimam expansam formans; rami patuli fasciculos densissisimos longissimos radicularam aérearum demittentes. Folia 2—2}‘ longa 12 —14" lata, petioli subpollicares; pedunculi 2—3'" longi. Receplacula flavo-virentia. Findes paa Mexicos tropiske Vestkyst. Jeg fandt den i Dep, Oajaca omkring Gua- tulco i October. ( i Denne Art knytter sig til de foregaaende. Med U. botryapioides stemmer den bedst overens med Hensyn til Bladet, dog afviger den ved mindre Blade, som ere mere tilspid- sede, ved Grunden kileformige, ensfarvede paa begge Sider. Fra U.'Schiedeanum adskilles den ved meget længere Bladstilke, Blade med gjennemskinnende Prikker, tolæbet Svöb, nedtrykt omvendt-kegleformig Blomsterbund, m. v. *) . *) Urostigma Ste Crucis Liebm.: ramis teretibus rimosis fuscis, ramulis subtrigonis glabris annulatis: foliis alternis longe petiolatis co- riaceis glabris ovato-ellipticis acutis basi late cuneatis integris marginatis nervis utrinsecus 6—7 subtus parum prominulis pallidis prope marginem arcuato-anastomosantibus retieulato-venulosis utrinque ele- vato-punctulatis supra saturate viridibas subtus pallidioribus, petiolis supra canaliculatis glabris; stipulis convolutis acutis; receptaculis axillaribus geminis pedunculatis depresse turbinatis glabris magnitudine Pruni spinosæ ore squamis latis imbricatis occluso basi inyolucro bilobo, lobis latis obtusiusculis fuscis, pedunculis glabris, Folia 2—25“” longa 12—14“ lata, petioli 9—14/, stipulæ pedunculi 1—3"". Magister Orsted fandt den paa St. Croix. Å Meget nær beslægtet med U. turbinatum, hvorfra Blomsterbunden især adskiller den, idet hos vor Plante Mundingen er lukket med Skjæl, medens hos U. turbinatum Mundingen er navleformig indtrykt. Bladene ere mindre tilspidsede, mørkere og paa begge Sider findes ophöiede Prikker. Forresten ere disse to Arter saa nær beslægtede, at de ikkun i Frugt ville kunne adskilles. Urostigma Schumacheri Liebm : ramis teretibus glabris fuscis apicem versus subangulatis obsolete annulatis pube tenerrima conspersis mox glabris; foliis alternis petiolatis membranaceis anguste lanceolatis obtuse acuminatis basi obtu- siusculis supra petiolum levissime emarginatis integerrimis costa crassa utrinque prominente pallida nervis lateralibus tenuibus crebris reticulato-venulosis supra læte viridibus albo-punctulatis subtus glaucescentibus, petiolis subteretibus supra obsolete canaliculatis glabris pallidis; stipulis convolutis acutis fuscis; receptaculis axillaribus geminis brevipedunculatis globosis glabris magnitudine grani Tiperis ore squamis 3 latis imbricatis fuscis occluso basi involucro diphyllo, phyllis latis obtusis fuscis, pedunculis glabris. 329 21. Urostigma eugeniæfolium Liebm.: ramis terelibus verrucosis rimosis fuscis, ramulis angulatis; foliis alternis brevipetiolatis crassis coriaceis glabris ellipticis v. obovalo-elliptieis sublanceolalisve acutis basi oblusius- culis nervis utrinsecus 9—10 tenuibus ulrinque parum prominulis ante marginem angulato- anastomosantibus reticulato-venulosis utrinque (in sicco) fuscescentibus supra punclulatis, costa crassa utrinque plana, petiolis crassiusculis supra canaliculatis glabris nigricantibus (in sicco), stipulis convolutis lanceolalis acutis; receptaculis axillaribus geminis sessilibus subglobosis glabris magniludine fere Pisi, ore squamis 2 lalis occluso basi involucro di- phyllo, phyllis obtusis scariosis. Arbor ingens, folia 1,—3” longa 12—15“” lata, petioli 2—4'”, stipule 3—5“. Magister Orsted fandt dette Tre, som af Creolerne kaldes Soto de Cavallo, ved Ujaras i Costa rica. Arten er paa det nærmeste beslægtet med U. pertusum L., men afviger ved sid- dende Blomsterbunde, hvis Munding ikke er indtrykt, Bladene ere lidt butte ved Grunden, Axelbladene lengere og spidsere. c. species, quoad genus incerlæ, steriles tantum observatæ. 22.? Urostigma fuscescens Liebm.: ramulis crassiusculis teretibus rugosis fuscis; foliis alternis lanceolatis integerrimts utrinque aculis basi sensim in petiolum attenuatis supra atroviridibus (in sicco nigris) glabris costa prominula sulcata subtus imprimis ad costam nervosque prominentia rufo-villosulis margine parum undulatis, petiolis pilosulis antice canaliculatis margine crispatulis, stipulis convolutis rufo-villosis lanceolalis. aculis; receplaculis .°. . . Folia 24—22” longa 9—11 lata, petioli 3—7, stipulæ 2—2/", pedunculi 1—-11'”, Samlet paa Öen Trinidad af Thomson (hb. Schumacheri). Denne ubeskrevne Art bliver at stille i Nærheden af U. Mathewsii Miq. Urostigma Rolanderi Liebm.: ramis teretibus glabris cinereis, ramulis subtrigonis annulatis, foliis alternis petiolatis ellipticis acumi- nalis aculis basi obtuse cuneatis obsolete 3nerviis, nervis utrinsecus 7—8 tenuibus subtus parum pro- minulis pallidis ante marginem arcuato-anastomosantibus tenuioribusque interjectis reticulato-venulosis, utrinque glabris supra obscure viridibus impresse punctulatis subtus pallidioribus fuscescentibus (in Sicco), petiolis angulatis supra canaliculatis glabris fuscis; stipulis convolutis acutis fuscis; receptaculis axillaribus geminis brevipedunculatis obovato-globosis glabris magnitudine grani Piperis ore prominulo - aperto basi involucro bilobo, lobis obtusis fuscis, pedunculis glabris. Folia 2—35" longa 11—14 lata, petioli 3—4, stipulæ 2%, pedunculi 1—13. Samlet i forrige Aarhundrede af den syenske Reisende Rolander i Surinam, og findes i Vahls og Schumachers Herbarier under Navn af F, trigona. Arten hörer i Nærheden af U. pertusum L. Vidensk.gSelsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 42 330 Folia 5—6” longa 14—-2” lata, petioli 3—4**.. Voxer i Skove paa Mexicos Ostkyst ved Colipa (Dep. Vera Cruz). 23. ? Urostigma scandens Lam. (Ficus) Encycl. 2. p. 498. Vahl Enum. 2. p. 184. (haud Roxb.) ramis ramulisque tenuibus repentibus radicantibus compressiusculis angulatis glabris fuscis, angulis suberosis, supra canaliculalis postice radicantibus, radiculis compressis bifidis rufo- villosis; foliis polymorphis distichis subsessilibus glabris margine glandulosis supra obscure viridibus costa nervis venulisque reticulatis immersis subtus fusco-viridibus punctulalis ner- vis prominulis, aut ovato-cordalis; apice rotundalis emarginatisve 4—1” longis 4— 9” latis, aut lanceolatis basi cordatis apice oblusis emarginalisve 1” longis 3—6” latis, aut elongato-lanceolatis longe et obluse acuminatis basi oblique oblusiusculis 3—34" longis 10“ latis, petiolo subnullo, stipulis nullis! receptaculis . . . . Meget almindelig paa Mexicos tropiske Ostkyst i de skyggefulde Urskove krybende paa de store Skovtreers Stammer, hvilke den ganske kan overveve; derfra stigende op i den varm-tempererte Region indtil 3000’. Mine talrige Exemplarer ere fornemmelig fra Barranca de Isapa paa Hac. de Jovo, og fra Mirador. Skjöndt jeg har seet Hundreder af Exemplarer, og undersögt dem til de forskjel- ligste Aarslider for at såge Frugt, har jeg aldrig kunnet opdage Spor af samme, saa den synes yderst sjeldent at udvikle sig. Lamarcks Beskrivelse er meget kort, men dog afvigende i flere Punkter fra oven- staaende, Alligevel er jeg overbevist om, at min Plante og Lamarcks er den samme, saa at Uoverenstemmelsen maa søges i en mindre nôiagtig Undersögelse hos den ældre Beskri- ver. Navnlig viste det sig, at de omtalte. stipule opposite ikke ere andet end de flade Bladet modsalte Sugerödder, som tidlig klôve sig i to. Paa de ubeskadigede Grenspidser sees de unge Blade sammenfoldede at omfatte Stengeleh uden Spor til Axelblade eller Knopskjæl. I Schumachers Herbarium ligger Planten fra Vestindien. Om Plantens Födeland vidste man hidlil ikke andet end at den var americansk ; af ovenslaaende sees nu, at den er udbredt paa de vestindiske Üer og paa Mexicos Ostkyst. 24. ? Urostigma Nummularia Liebm.: ramis ramulisque filiformibus repentibus radicantibus angulatis rufis, junioribus pilosis ; foliis oppositis! brevipetiolatis, peliolo 17” longo piloso, orbicularibus utrinque pilosis picae rotundatis emarginatisve mucronulatis basi rolundatis cunealisve trinerviis, nervis utrinsecus 2—3 reliculato-venulosis, concoloribus læte viridibus margine cilialis, slipulis nullis. Folia tenuia 3—5’” longa lalaque, velustiora subcoriacea usque 8” longa 6” lata. 331. Meget almindelig i Mexicos ösllige hede og varm-tempererte Region, voxende paa de store Skovtræers Stammer, som omvæves af de traadformige Stængler. Jeg fandt: den ved Colipa, Potrero de Cazadero, Barranca de Huitamalco, Mirador, og i Dep. Oajaca ved Teotaleingo. Frugt -ukjendt. Denne Form er megel mærkelig ved de modsalte Blade, som ikke forekomme hos nogen kjendt Urostigma, hvorfor det er rimeligt, at Planten ikke hôrer til denne Slægt, hvilket forst Opdagelsen af dens Frugt vil kunne afgjöre. Forelöbig har jeg stillet den ved Siden af den anden krybende rodslaaende halvparasiliske U. scandens, hvis Slægt og- saa er usikker. I den ældre botaniske Litteratur nævnes endnu et Par Former som mexicanske, hvilke paa Grund af den maadelige Beskrivelse ere os ubekjendte. Saaledes den hos Fr. Hernandez i hans Hist. nat. Nov. Hisp. p. 81 under Navn af Amacoztic omtalte og afbil- dede Ficus, som Vahl (Enum. 2. p. 183) henregner til F. citrifolia Lam. uden at disse to Planter have mindste Lighed med hinanden. Ligeledes F. calyculata Mill., som angives at voxe ved Vera Cruz. Da de nyere Systematikere Intet vide om disse Planter, er det vist bedst for Fremtiden aldeles at stryge dem. Pharmacosycea Mig. Hook. London Journal of Bot. v. 7 p. 64. 1. Pharmacosycea Radula Willd. (Ficus). Miq. 1. c. p. 64. HBK. nov. gen. 2. p. 47. Cham. et Schldl. Linnæa v. 7. p. 141. Jeg fandt dette store Tre paa Mexicos Vestkyst i Dep. Oajaca ved Punta de S. Augustin i October. Dr. Schiede skal have fundet det paa Mexicos Ostkyst paa Hac. de la Laguna.» Arterne af denne Slægt ligne som oftest hverandre i höi Grad, og ere vanskelige at bestemme, hvilket Miquels Monographie noksom udviser. Det er derfor muligt, at Be- stemmelsen af Schiedes Plante, der skriver sig fra en eldre Tid, ikke er fuldkommen sikker. 2. Pharmacosycea anthelmintica Mart. (Ficus) Syst. mat. med. Bras. p. $8. Mig. 1. c. p. 66. Ficus glabrata HBK. nov. gen. 2. p. 47. Et uhyre colossalt Trae, som voxer i de hede Urskove langs Naulla-Flodens Bred- der i Dep. Vera Cruz, f. Ex. ved Pital, Jicaltepec, med Frugt i April.*) *) Pharmacosycea jamaicensis Liebm.: ramis crassis teretibus levibus pallidis; foliis alternis longe petiolatis lato - elliptieis utrinque obtusis 42* 332 3. Pharmacosycea glaucescens Liebm.: i ramulis crassis rugosis rufis cicatricibus stipularum annulatis adpresse pilosis; foliis alternis petiolalis coriaceis lato-elongatis v. obovato-oblongis utrinque acutatis basi levissime emar- ginatis 3nerviis apice abrupte et obtuse acuminalis integris nervis utrinsecus 10 arcuato- adscendentibus subtus prominulis aliisque tenuioribus interjectis supra læte viridibus punctis elevatis scabridis sublus glaucescentibus striguloso- villosulis punctulatisque, petiolis semi- teretibus rufis squamulosis antice sulcatis; stipulis convolutis lanceolalis membranaceis rufis externe pilosulis, receptaculis . . . . x Arbor elata late expansa, folia 5—7” longa 21—3” lata, petioli 13—1“. Udbredt i Mexicos ôstlige subtropiske Region; jeg fandt den ved Mecapalco og i Potrero de Consoquilla. Skjöndt Frugten er ukjendt, gjenkjender man dog let i Træet en Pharmacosycea, som dog ikke kan bringes ind under nogen af de 12 af Miquel beskrevne Arter, hvorfra det afviger ved sine paa Overfladen ru, paa Undersiden stivhaarede blaagrönne Blade, og ved de rustfarvede skjællede Bladstilke. 4. Pharmacosycea Hernandezii Liebm.: ramis ramulisque irregulariter exeuntibus flexuosis rimosis fuscis adsperse pılosis; foliis alter- nis modice petiolalis oblongis v. obovalo-oblongis utrinque obtusis v. brevissime obtuse acuminatis basi leviter emarginatis obsolete 5nerviis subobliquis coriaceis integris nervis utrinsecus 6—10 arcuato-adscendentibus margine reflexis supra late viridibus punctis ele- valis albis scabriuseulis demum glabrescentibus subtus glauco-viridibus scabris pilosulis, petiolis semiteretibus supra canaliculalis rufo-fibrillosis pilosulis; stipulis convolutis subula- tis aculissimis glabris; receptaculis globosis brevipedunculatis rugoso-corlicalis pilosis magni- tudinem Cerasi superantibus basi involucro minimo 3lobo deciduo instruclis. Arbor ingens, folia 44—34” longa, 2—2}” lata, petioli 4—9* longi, stipule 6—7. pedunculi 1°. Voxer i de hede Skove paa Mexicos Ostkyst ved Papantla med Frugt i Mai og Juni. Arten nermer sig meget til den foregaaende, men afviger ved mindre Blade, som ere noget skjeve, har færre Hovednerver, ere mindre haarede og blaagrönne paa Under- siden, Bladstilkene ere kortere, trevlede ved den afskallende Overhud, og haarede. subobliquis coriaceis integris margine reflexo glabris nervis utrinsecus 5—6 remotis arcuato - anasto- mosantibus reticulato-venulosis subtus prominentibus flavo-viridibus nitidis, petiolis teretibus glabris. Arbor, folia 6—7“ longa 3” lata, petioli 2. ” Mag. Orsted fandt den paa Jamaica i Nerheden af Kingston. 333 5. Pharmacosycea angustifolia Liebm.: ramis teretibus glabris annulatis pallidis; foliis alternis petiolatis glabris membranaceis elon- gato-lanceolalis aculis integerrimis basi obtusis 5nerviis, nervis ulrinsecus 20—22 parallelis anle marginem arcuato-anastomosantibus utrinque prominulis, supra late viridibus albo- punctulatis sublus glaucescentibus, petiolis glabris supra strialis; stipulis lineari-lanceolatis aculissimis membranaceis flavidis glabris; receptaculis subglobosis utrinque mamillosis ru- goso-corticalis magnitudine receplaculi Ficus Caricæ. Arbor elata, folia 54—6“ longa, 14—13“ lata, petioli 6—8’”, slipule 2”, recepla- cula 1” longa lataque. + Mag. Orsted fandt den ved Segovia i Nicaragua. Meget afvigende fra alle af Miquel beskrevne Arter. I Ørsteds Samling findes endnu Exemplarer af et Træ, som udentvivl henhörer til Figen-Familien, men sandsynligviis danner en egen Slægt, hvorpaa Grenenes tornede Be- skaffenhed hentyder, da ikke en eneste tornet Form er bekjendt iblandt de 400 beskrevne Arter. Destoverre findes i Samlingen ikkun golde Exemplarer. Da Planten har technisk Anvendelse, vil jeg give en Beskrivelse af de foreliggende Dele, under det Navn, den bærer i sit Födeland: Palo de Mastate: Arbor excelsa, ramulis terelibus annulatis glabris aculeatis, aculeis brevibus reclis sparsis ; foliis alternis peliolatis magnis coriaceis integerrimis glabris ellipticis utrinque oblusis ner- vis. ulrinsecus 9—10 utrinque prominentibus prope marginem arcuato -anastomosantibus venulis transversis anastomosanlibus reliculatis supra lete viridibus nilidis subtus glauco- viridibus 8—11” longis 4—6“ latis, petiolis 4—413” longis glabris; stipulis convolulis lanceolatis aculis membranaceis 2—2}". 4 Magister Orsted samlede den i Costa rica ved Turialva. Af Basten tilberede Indianerne efter Örsteds Angivelse et Tdi, som kaldes Mastate. Bribus 4. Dorstenier Gaudich. Dorstenia E. 1. Dorstenia Houstoni L. Bot. Mag. t. 2017. Cham. et Schldl. Linnæa v. 5. p. 356. Almindelig i den hede og subtropiske Region paa Mexicos Östside, voxende paa skyggefulde Stéder i Klippeklåfter i Skovene. Dr. Schiede fandt den ved Papantla, hvor ogsaa jeg traf den i stor Mængde, ligeledes ved Mirador, Zacuapam, paa Cuesta de Teotal- cingo i Dep. Oajaca. 334 2. Dorstenia mexicana Benth. pl. Hartw. p. 51. Harlweg fandt den paa skyggefulde Steder ved Morelia: paa Mexicos Vestside. Muligen hôrer hertil den under Navn af D. Drakeana L. af Walpers (Annales bot. v. 1. p. 732.) omtalte Plante, som Karwinski samlede paa den første mexicanske Reise, og som sammenlignes med den af Hartweg samlede. Udmærkede Exemplarer findes i Orsteds Samling fra Granada i Nicaragua. 3. Dorstenia Contrayerba L. Jacq. Coll. 3. 200. Ic. rar. t. 614. Cham. et Schldl. Linnæa v. 5. p. 82. i Paa skyggefulde Steder i den hede og varm-tempererte Region paa Mexicos Öst- side, dog ei saa hyppig som D. Houstoni. Schiede fandt den ved Jalapa; jeg ved Papanlla. 4. Dorstenia excentrica Moric. pl. amer. p. 92. t. 59. Ved Tampico de Tamaulipas samlet af Berlandier. Tribus 5. Brosimiez. Brosimum Sn. - 1. Brosimum Alicastrum Sw. fl. Ind. occid. p. 17. t. 1. f. 4. Trecul I. c. p. 78. Cham. et Schldl. Linnæa v. 6. p. 357. »Ojite” Mexican. : Udbredt i Urskovene langs Mexicos Ostkyst, hvor Grenene anvendes som alminde- ligt Foder for Heste og Muldyr. Jeg bemærkede det ved Antigua, Colipa, Papantla. Det har moden orangegul Frugt i April og Mai. Dr. Schiede fandt det ved Papantla. 2. Brosimum costaricanum Liebm.: dioica, ramis ramulisque patulis terelibus fuscis glabris; foliis alternis brevipetiolatis elongato— lanceolatis acuminatis parum inæquilateris basi obtusiusculis coriaceis supra nilidis glabris subtus ad costam nervosque ante marginem arcuato-anastomosantes puberulis integris mar- gine reflexis 33—4” longis 1” latis, petiolis teretibus puberulis 2 - 3°; receptaculis masculis axillaribus solitariis geminisve brevipedunculatis globosis magnitudine Ribis nigri squamulis peltatis puberulis fuscis tectis, pedunculis 1° longis; foem . . Magister Orsted fandt den i Costa rica ved Naranjo i Mai. Arten slutter sig nærmest lil B. Gaudichaudii Trecul, men afviger ved lengere tilspidsede ved Grunden noget butte, men ikke afrundende Blade, som paa Overfladen ere glindsende og glatte, paa Undersiden ikkun findunede langs Middelaaren og Sidenerverne. *) *) Brosimum discolor Schott. in Sprig. Syst. veg. v. 4. Appendix p. 403. ramulis fuscis glabris; foliis alternis petiolatis oblongis abrupte acuminatis basi cuneatis integris utrins 335 Sorocea A. St. Mil. Mem. Mus. v. 7. p. 473. Trecul I. c. p. 147. t. 6. f. 182—188. 1. Sorocea mexicana Liebm.: Arbor mediocris, ramulis gracilibus teretibus glabris rufis. Folia alterna peliolata chartacea elliptica v. obovato-elliptica abrupte obtusato-acuminata basi cuneala margine repanda le- viter revoluto apicem versus obsolete oblusato-serrulata utrinque glabra supra saturate viridia nitida sublus pallidiora costa nervisque utrinsecus 6—8 ante marginem arcuato-ana- stomosantibus prominentibus 4-5“ longa 13—2” lata, petiolis 3 — 4° longis terelibus supra sulcatis puberulis demum glabratis. Racemi axillares solitarii flexuosi 23—3“ longi, rhachi angulala ferruginea puberula, pedicellis 2—2}’” patulis demum divaricalis puberulis. In- volucrum ventricoso-tubulosum basi cum ovario connatum externe bullato-rugosum crassum carnosum. Qvarium inferum {loculare fovulatum, ovulo ex apice loculi pendulo. Styli usque ad basin bifidi filiformes flexuosi longi fusci villosi Voxer paa meget skyggefulde fugtige Steder i Skovklôfter i Mexicos hede östlige Kystregion. Jeg fandt den i Barranca de Isapa paa Hac. de Jovo ved Tlapacoyo (Dep. Vera Cruz) med Frugt i Mai. Af denne Slægt var hidtil ingen Art kjendt N. for Aqvator. Min Art stemmer nöie med de af St. Hilaire og Trecul givne Slegtscharakterer ikkun med Undtagelse af Grif- lerne, som af dem beskrives: Stylus brevis crassus bifidus, lobis inlus stigmatosis subla- ciniatis (dog lilfôies med Hensyn til dette sidste an semper?), medens min Plante har dem overensstemmende med de hos Olmedia, Pseudolmedia, Trophis forekommende. Udentvivl er denne Afvigelse af ringe Vægt. I alle Tilfælde er vel den klaseformige Blomsterstand en saa udmerket Charakter for denne Slægt, at al Tvivl maa forsvinde med denne og de üvrige oven angivne for Öie. que glabris nitidis subtus glaucescentibus costa nervisque ante marginem arcuato-anastomosantibus utrinque prominentibus reticulato-venulosis 35—4“ longis 14—16'” latis, petiolis 2—3” crassiusculis teretibus squamulosiis fuscis; receptaculis axillaribus solitariis geminisve subsessilibus depresse globosis magnitudine Ribis nigri dense squamosis fuscis. In Cayenne legit Ryan. Spec. in hb. Vahlii et Schumacheri sub nomine Piratineræ guyanensis Aubl. exstant, ‘Familia: Ulmaceæ. Tribus 1 Ulmidez Planchon. Chetoptetea Liebm. Videnskabelige Meddelelser fra Naturh. Forening 1850. p. 54. _Flores hermaphroditi. Perigonium membranaceum plicatum campanulatum 4—6 lobum marcescens.° Stamina estivalione incurva fundo perigonii inserta 4—6, filamenta filiformia exserla, anthere suprabasifixe biloculares, loculis opposilis rima longiludinali dehiscentibus. Germen longestipitalum obovatum lenticulare marginalum uniloculare; gem- mula 1 ex apice cavilalis pendula anatropa. Styli 2 accrescentes lineares compressi flexuosi interne sligmatosi. Utriculus charlaceus lenticulari-compressus longeslipitalus mo- nospermus reliculalus marginalus, slipite compresso margine ulriculi stylis externe barbato- ciliatis. Semen pendulum, integumento membranaceo tenerrimo, rhaphi laterali ad basin seminis procurrente. Embryo exalbuminosus rectus analropus, colyledonibus obovalis plano- convexis levibus, commissura colyledonum rhaphi respondente, radicula brevi supera. Arbor excelsa mexicana. Gemme perulate dislichæ, florales majores aphyllæ late- rales cowtanee. Folia alterna disticha annua petiolata penninervia glabra, vernatione con- duplicata. Flores fasciculato-racemosi secus ramulos laterales annotinos pedicellati, pedicelli medio articulati. 1. Chætoptelea mexicana Liebm. ,Sempoalehuall” Aztec. Arbor 50—60 pedalis; truncus strictus erectus teres in comam frondosam terminans. Folia 24—3* longa 1—13” lata ovata acuminata basi obliqua duplicato-serrata utrinque glabra nilida, petioli 3° longi puberuli demum glabrescentes. Racemi 1—14‘ longi, pedicelli tenues 2’ medio articulati pilosi. Perigonium violaceum, lobis obtusis. Stamina perigonio duplo longiora, antheris globosis. Utriculus cum stylis 5’” lateribus leviter pilosulis reti- culatis viridi-fuscis marginibus dense et longe incano-cilialis. Voxer paa den mexicanske Cordilleres ôstlige Skraaning i den varm-tempererte Region paa Hac. de Mirador (3000’), blomstrende i Marts. Ulmacea altera incerti generis. Arbor elata, ramulis puberulis, foliis allernis brevipetiolatis ovatis longe acuminatis obliquis duplicato -serratis rigidis penninerviis 5—6“ longis 1—14” latis supra scaberrimis secus costam nervosque prominentes adpresse pilosulis, petiolis 2“ longis pilosis supra canali- culalis; gemmis parvis acutis perulalis glabris. 337 Voxer paa Bjergsider i de östlige Dele af Dep. Oajaca paa 3000’ ved Trapiche de la Concepcion. i ; Tribus 2. Celtideæ Planch. Cellis Tournf. Planch. a. Euceltis Planch. 1. Celtis riparia Liebm.: ramulis angulalis petiolisque griseo-villosis, foliis alternis brevipetiolatis oblique ovatis acutissime acuminalis, acumine leviter falcato, margine inlegro ciliato, supra viridibus opa- cis punctis elevatis asperis pilisque minulis adpressis adspersis, sublus fusco - viridibus ad costam nervos venasque prominentia adpresse pilosis, pedunculis solitariis axillaribus pi- losis, drupa ovata aculata sparse et adpresse pilosula magnitudine bacce Ribis nigri, stig- matibus 2 reflexis cano-villosis deciduis. i Arbor mediocris v. frutex major S—12pedalis; folia crassa 3“ longa 14 lata, petioli 2—3” longi subtereles; stipule deciduæ spathulato-lineares obtuse ciliate externe pilosulæ nervo percurse; flores polygami: masculi fasciculati 3—4 e gemma prorumpentes, perigonio 5partito, laciniis concavis extus pilosis apice laceris ciliatis, staminibus 5 laciniis perigonii oppositis, filamentis subulatis, antheris ovato-cordatis obtusis pilosulis, pistillo aborlivo; hermaphroditi solitarii, perigonio 5partito piloso ciliato, laciniis lanceolatis acutis, staminibus maris, ovario ovalo sparse pilosulo, stigmatibus 2 subtorlis flexuosis villosis. Drupa 3° longa. Gemme ovale obtuse, perulis villosulis. Voxer i den snevre Floddal langs Bredderne af Rio de las vueltas i Dep. Oajaca, blomstrende i Mai, fruglbærende i August. Af alle de af Planchon (Annales science. nat. Ser. 3. v. 10. p. 283 seq.) beskrevne Arter, staaer vor Plante nærmest til C. Audiberliana Spach (1. c. p. 289.), men afviger ved ægformige, aldrig hjerteformige, helrandede Blade, kortere og haarede Bladstilke, spathel-linieformige Axelblade, kortere og haarede Frugistilke, haarede Frugtknuder, æg- formige jevn tilspidsede Frugter. Med efterfölgende Art er den saa ner beslegtet, at jeg lenge var uvis, om de ikke muligen vare Former af samme Art, men ved at see hen til de finere Charakterer, som ligge til Grund for Arternes Begrændsning hos Spach og Planchon, bestemte jeg mig til at adskille dem indlil nye Undersögelser paa Stedet lærer, om de virkelig holde sig sondrede. 2. Celtis litoralis Liebm.: ramulis angulalis petiolisque glabrescentibus; foliis coriaceis brevipeliolatis oblique ovatis aculis acute acuminatis integris supra pallide viridibus nilidis pilis minutis adpressis basi Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 2 Bind. 43 338 incrassalis asperis, costa nervisque profunde impressis, sublus flavo-viridibus tuberculato- asperis costa nervisque flavis valde prominentibus parce pilosulis; pedunculis fructiferis solitariis axillaribus glabrescentibus, drupa globosa apice mamillata parce pilosula fusco- aurantiaca magniludine Pruni spinose. Frutex 6—8 pedalis; folia 2—3” longa 1—1}” lata, petioli 2—4” longi torti flavi supra sulcati. Gemme ovate obtuse glabrescentes. … Voxer i Krat paa den sandige Sydhavskyst i Dep. Oajaca ved Playa de S. Augu- stin, med Frugt i October. Afviger fra den foregaaende ved den til Glathed grændsende Beskaffenhed af de yngre Grene, Bladstilkene, Frugtstilkene og Knopperne, ved Bladenes större Slivhed og Tykkelse, forskjellige Farve og Beklædning, Frugtens Form og Störrelse, Bladstilkenes Lengdefure. " Anm. Da jeg ikkun har seet Planten med moden Frugt, og den foregaaende Art ikke havde fuldmoden Frugt ved Indsamlingen, er det umuligt at afgjåre, om de frem- hævede Forskjelligheder ere Alderstilstande eller gode Artsmærker. 3. Celtis Berlandieri Klotzsch. Linnæa v. 20. p. 541. Samlet af Berlandier i Mexico. Afviger fra foregaaende Art ved mindre Blade, som ere glalte paa begge Sider, Nerver fremragende paa begge Bladflader, længere Blad- og Frugtstilke, mindre og glalte Frugter. Tvivlsom Celtis caudata Planch. Annal. scienc. nat. Ser. 3. v. 10. p. 294. Dr. Coulter samlede den ved Zimapan. Ikkun Beskrivelsen af Planten er mig bekjendt, hvorefter Arten synes at have sær- deles megen Overenstemmelse med min C. riparia, naar undtages, at Bladstilken angives at vere 1—14 Tomme lang — muligen er denne Angivelse en Trykfeil for 1—14 Linie, da ingen anden Celtis Art har en saa lang Bladstilk. Hvis denne Formodning skulde vere rigtig, vil Forskjellen imellem dem indskrænke sig til, at C. riparia altid har helrandede Blade, medens C. caudata stundom har faa Tænder paa Bladet fra Midten opadtil; denne sidstes Blade angives i tor Tilstand som gulbrune (fulvo-flavescentia), især paa Undersiden, hvilket ikke stemmer med C. riparia. Bladstilken angives hos C. caudata som halvtrind med en svag Fure paa Oversiden; C. riparia har en aldeles trind Bladstilk. b. Momisia Dumort. (Mertensia HBK.) 4. Celtis (Momisia) anfractuosa Liebm.: spinis axillaribus geminis brevibus uncalis puberulis, ramulis anfractuosis. intricatis pube- 339 scentibus; foliis crassis rugosis oblongis utrinque obtusis ad medium repando-crenalis su- pra scabris sublus imprimis ad costam nervosque molliter viridi-fulvo-puberulis; pedunculis fructiferis axillaribus solitariis 1—2‘“ longis; drupa elliptico-subrhombea sensim acuminata mulica puberula. , Frutex 6 pedalis; folia 1—14” longa 1—4 poll. lata, petioli 1—2'" teretes pube- scentes; spine 14 —2"*; drupe magniludine fructus Celtidis occidentalis. Iblandt de 14 Arter af Underslegten Mertensia, som Planchon beskriver, synes den at nerme sig mest til C. Goudotii Planch., men at afvige ved de parrede og dunede Torne, Beklædningen af de unge Grene og Blade, aflange til begge Sider butte Blade, som indtil Midten ere afrundet-karvede, elliptisk-rhontboidal Stenfrugt, affaldende Grifler. Voxer i Krat ved Bredderne af Floden Xalcomulco (Dep. Vera Cruz) i 2500‘ Höide, med Frugt i Juni. 5. Celtis (Momisia) Ehrenbergiana Klotzsch. Linnea y. 20. p. 538. Samlet af C. Ehrenberg i Mexico. Forskjellig fra foregaaende ved korte und retle Torne, kort tilspidsede paa Oversiden glatte Blade, som paa Undersiden ere besatte med affaldende fine Haar, glatte Frugter. 6. Celtis (Momisia) aculeata Sw. var. 8. Planch. |. c. p. 309. Mertensia levi- gata HBK. nov. gen. 2. p. 34. t. 103. Rhamnus iguaneus Cay. ic. t. 294. Humboldt og Bonpland fandt den paa Strandbredden ved Campeche; jeg fandt den meget hyppig i Skove omkring Papantla, blomstrende i Mai og Juni. Cavanilles anförer den som mexicansk, men uden Stedangivelse. Sponia Commers. Planch. 1. Sponia canescens HBK. (Celtis) nov. gen. 2. p. 23. Planch. |. c. p. 330. Humboldt og Bonpland fandt den paa Mexicos Vestside ved Foden af Vulkanen Jorullo ved Cerro de las Cuevas (500—540 Toiser). Paa Ostsiden fandt jeg den i den hede Kystregion i Skove ved Pital ved Bredderne af Nautla Floden i April. Magister Orsted fandt den ved Cartago i Costa rica. 2. Sponia Schiedeana Cham. et Schldl. (Celtis) Linnæa v. 7. p. 140. Planch. LC p. 335: Dr. Schiede fandt den ved La Banderilla i Nerheden af Jalapa; jeg har den fra Huitamalco, samlet i Mai. 43* 340 3. Sponia grisea Liebm.: ramulis petiolis stipulis cano-pilosulis; foliis ovato-oblongis breviacuminatis basi inæquali rotundatis margine crenato reflexo crassis, supra alroviridibus opacis tuberculis setulisque adpressis asperis , subtus molliter griseis, costa nervisque supra impressis sublus promi- nulis; cymis axillaribus solitariis geminisve divaricalo-dichotomis petiolum subæquantibus v. parum superantibus; drupis ovatis fusco-rubris magnitudine grani Cannabeos. Arbor parva ramulis rectis; folia 3—34“ longa 11—14” lata, petioli 3—4** supra leviter canaliculati crassiusculi; stipulæ minute acute. Jeg fandt den i Floddalen ved Sülvværket Sta Gertrudes nedenfor Talea i Dep. Oajaca, voxende i Krat, og frugtberende i August. Fra S. Schiedeana adskilles den ved mindre paa Overfladen môrkfarvede, paa Un- derfladen tæt graafiltede Blade, kortere Bladstilke, Blomsterstand nesten af Bladstilkens Lengde. 4. Sponia crassifolia Liebm.: ramulis flexuosis petiolis stipulis pedunculis incano-villosis; foliis crassis ovato - cordalis breviacuminatis basi inæquali margine argute crenulalis supra opacis scaberrimis adpresse pilosulis subtus fusco-velutinis, costa nervisque supra impressis subtus prominentibus; cymis geminis sessilibus usque ad basin divaricato-ramosis densifloris petiolum subæquantibus; drupis- ovatis aurantiacis apice pilosis, stigmatibus brevibus incurvis. Arbuscula mediocris, folia 11” longa 3” lata, pelioli 2—3, drupe magniludine grani Cannabeos. Perigonium persistens 5parlilum incano-pilosum. Jeg fandt den i Dep. Oajaca paa kratbegroede Bjergskraaninger ved Solaga med moden Frugt i August. Arten bliver at indordne ved Siden af S. strigosa Planch., og er «af alle hidtil be- skrevne americanske Arter den med de mindste Blade. TILLÆG. Parietaria Orizabæ Liebm. clr. p. 313. Mag. Orsted fandt den paa Vulkanen Irasi i Nicaragua imellem 8—9000. 341 Plantegeographisk Oversigt. De i denne Afhandling omhandlede Planteformers Antal belöber sig til 107, hvoraf de 76 tilhöre Mexico (uden at dog deri er medregnet 7, som jeg anseer for tvivlsomme), og 34 Nicaragua og Costa rica. Betragte vi forst Fordelingen af de mexicanske Former, hvoraf 31 höre til Urti- cee, 6 til Moree, 29 til Artocarpee og 10 til Ulmaceæ, da findes fölgende i Den östlige tropiske Region (O—2500') (Urskove, Bambus- og Palmeskove). Urtica glandulifera Lb., U. falcicrenata Lb., U. caracassana Jacq., Pilea microphylla L., P. serpyllacea HBK., P. trianthemoides Sw., P. nana Lb., P. Lundii Lb., P. scrobiculata Lb., P. fuscata Lb., Myriocarpa cordifolia Lb., M. colipensis Lb., Boehmeria elongata Fisch., B. hirta Sw., B. cylindrica L., B. petiolaris HBK., Maclura chlorocarpa Lb., M. Xan- thoxylon Endl., Trophis glabrata Lb., T. Ramon Cham. et Schldl., Sahagunia mexicana Lb., Cecropia Schiedeana Kl., Castilloa elastica Cerv., Urostigma lapathifolium Lb., U. tecolutense Lb., U. Schiedeanum Miq., ?U. fuscescens Lb., ?U. scandens Lam., ?U. Nummularia Lb., Pharmacosycea anthelmintica Mart., P. glaucescens Lb. P. Hernandezii Lb., Dorstenia Hou- stoni L., D. Contrayerva L., D. excentrica Moric., Brosimum Alicastrum Sw., Sorocea mexi- cana Lb., Celtis anfractuosa Lb., C. aculeata Sw., Sponia canescens Lb. — 40 Arter, nem- lig 15 Urticeæ, 5 Morex, 17 Arlocarpeæ, 3 Ulmaceæ. Af treaglige Urticeæ findes Urtic. caracassana, Myriocarpa cordifolia og M. coli- pensis, Boehmeria petiolaris; ikkun den sidste og förste gaae over i næste Region, me- dens de andre neppe gaa hôiere end 1000 Fod. Castilloa elastica forsvinder paa noget over 2000’; Brosimum Alicastrum stiger neppe til 1000‘; Celtis aculeala naaer omtrent til samme Hôide, ligesom. ogsaa Sponia canescens. Den östlige varm-tempererte Region (2500— 4500‘) (Rörpalmernes, Liquidambars, Egenes Region). Urtica caracassana Jacq., Pilea microphylla L., P. serpyllacea HBK., P. trianthemo- ides Sw., P. Lundii Lb., P. acuminata Lb., P. trichotoma Lb., P. rhexioides Lb., Boehmeria elongata Fisch., B. hirta Sw., B. peliolaris HBK., Trophis glabrata Lb., T. Ramon Cham. et Schldl., Cecropia Schiedeana Kl., Urostigma Bonplandianum Lb.,. U. Schiedeanum Miq., 342 QU, scandens Lam., ?U. Nummularia Lb., Pharmacosycea Radula W., P. glaucescens Lb., Dorstenia Houstoni L., D. Contrayerba L., Chætoptelea mexicana Lb., Sponia Schiedeana Cham. et Schldl. — 24 Arter, nemlig 11 Urticeæ, 2 Moree, 9 Artocarpeæ, 2 Ulmacee. Cecropia Schiedeana forsvinder paa henimod 4000‘; Urostigma Schiedeanum gaaer indtil neppe 3000’, hvilken Höide overhovedet maa angives som Grændsen for de træagtige Ficus paa Mexicos Ostside. De halvparasitiske ?U. scandens og ?U. Nummularia naae indtil imellem 3 og 4000’. Chætoptelea mexicana er alene fundet paa 3000. Östlige Cordillerers kold-lempererte Region (4500—7000/) (Egeskove med Æl og enkelte Naaletræformer). Urtica aquatica Lb., U. dioica L., U. mexicana Lb., U. propinqua Lb., U. pustulata Lb., Pilea trianthemoides Sw., P. longipes Lb., Boehmeria hirta Sw., Parietaria lingvefolia Lb. Trophis Ramon Cham. et Schldl. 10 Arter, nemlig 9 Urticeæ, 1 Morea. Formerne ere i stærk Aftagende. Ingen Artocarpee eller Ulmaceæ findes. Trophis Ramon bliver buskagtig, og forsvinder paa henimod 5000‘ Ostlige Cordillerers kolde Region (7000—10,000') (Naaleskov med Ege). Ikkun 4 Former ere bemærkede: Urtica dioica L., U. Orizabæ Lb, Pilea vulcanica Lb., Parietaria Orizabe Lb., hvilke forsvinde paa 10,000 Fods Höide. Mexicos indre Hôiland (Tempereret Region paa Höisletter og i Dale; kold Region paa Bjergene). Pilea falcata Lb., P. peperomiæfolia Lb., Dorstenia mexicana Benth., Cellis riparia Lb., C. Ehrenbergiana Kl., Sponia grisea Lb., S. crassifolia Lb., Morus mexicana Benth., Trophis Ramon Cham. et Schldl., Urostigma glaucum Lb. — alle tilhörende den tempe- rerte Region. Discocarpus mexicanus Lb. i den kolde Region. — 11 Arter. Mexicos Vestside. Urostigma petiolare HBK., U. cotinifolium HBK., U. padifolium HBK., U. Bonplan- dianum Lb., U. complicatnm HBK., U. lancifolium Hook. et Arnt., U. turbinatum Lb., Phar- macosycea Radula W., Cellis litoralis Lb., Trophis Ramon Cham. et Schldl. — 11 Arter, nemlig 1 Morea, 9 Artocarpeæ og 1 Celtidea. Alle henhöre lil den hede Kystregion med Undtagelse af Urost. complicatum og U. petiolare, som findes paa 3000° i den varm-tempererte Region. Bemærkes bör det dog, at Mexicos Vestside er meget ululdkommen undersögt, navnlig er dette Tilfældet med de vestlige Cordillerers tempererle og kolde Regioner. 343 Fælles for Mexicos Ost- og Vestside ere alene bemærkede: Urostigma Bonplandia- num, Pharmacosycea Radula og Trophis Ramon. Angaaende Nicaraguas og Costa ricas plantegeographiske Forhold af de i denne Afhandling omlalte Arter, seer jeg mig ikkun istand til at give folgende fragmentariske Oplysninger. Af de 35 Former, som nu ved Orsteds Reise ere blevne bekjendte derfra, ere de 19 Urticeæ, 15 Artocarpee og 1 Cellidea. Ingen Moreer forefindes. De allerfleste i Samlingen værende Arter hôre hjemme i den hede Region, ikkun 4 ere fra den kolde, nemlig Urtica (Urera) verrucosa Lb. fra 8000, U. grandidentata Lb. fra 9000‘, og U. nicaraguensis Lb. fra 9000’, Parietaria Orizabe Lb. fra 9000’. De træagtige Urticeers Antal er langt stôrre her end i den mexicanske Flora. Fôlgende Former findes: Urtica verrucosa Lb., U. corallina Lb., U. caracassana Jacq., Myriocarpa longipes Lb., M. inæquilateris Lb., M. bifurca Lb., Discocarpus nicaraguensis Lb., Boehmeria flagelliformis Lb., Leucococcus occidentalis Lb. Paafaldende er den ringe Overensstemmelse imellem Formerne i denne og den mexicanske Flora. Ikkun fölgende 9 Arter ere fælles for begge: Urlica caracassana Jacq., Pilea serpyllacea HBK., P. Lundii Lb., Boehmeria hirta Sw., Parietaria Orizabæ Lb., Ca- stilloa elastica Cerv., Urostigma lancifolium Hook. et Arnt., Dorstenia mexicana Benth., Sponia canescens HBK: » RU 3 ‘the [rt nr Pi can a et tn SAGE Mi R FR NUR KØR EL BESES ae ergo | Re RCD „alba re TS rent AP gat? Priestess ETES OT in eaten ia ne 1 AN Mech ing ae Le ee apt a AL wero sabia es il SUR Se a df UT mania ano Dar AUTOMNE nd Ve ae Re: ni | qui w sisi, rar ‘oun ST pr ‘ti r0 ‘6 = ix 49 ee nl. sou bte" END" Lgl A dl SIE DOTE ET ee RE LAON ‘roattyqee i =A A ae ola easainam sinon tity to lan 2 nth mot er —— ovrall noté LD ia 2 i a “ , z i 1 R 2 H Na yar Bo; Fa LS Sieve “LT a vee tage å nt fg haw Ne ” be Eu i Mae ! ( 4 i | at ‘Baer alas Me 1 ør a tu, +44 K Dw vices A in Kin 5 A ER ‘ tte LE "UA rl i KLA 4 År fy F ah M 1 i; ds ni: ar PL AL, Mi ras aida KM ' ‘nage head ue a no: ws mei Fwy à ait A UT LL i, ov ss: \iharweds 4a | aoe tre as, MER pram PUS AA ET ON din | Al M ‘ men Omen rhe . - r ial by = i , r " . i Å ee | i oe f 3 CS rs 4 | sd À ENE : (PAL i i SK L Ma | RJ? 2 AJ ny | 1 hs u > i | 2 2 m Ua je die . 7 a RATS A pai. Fat Å ha srl dits A +4 \ Fe L nd anaes Li, À, Sy ees: &. Le a LA À i weak e, Ar 1 it Phare u i { + fe ‘ ix La Lys " R > pi "al a ld l'A winner OR “Bas ie WP, Sahih: UN VS N = Me, 7 i 4 * à \ ih 3 bi K+ ms i Bi i) À 4 A i yee D>, NS CONS URL Te Marie 1 i gr 1 SA i | Er al i ih PART wi Fe: : Sans øl ë i Dr & VÅ I 7 bred L a a LINA ER mie nv CT N yd sn ut 4 KT furer y à i ch: . 28 le 50" ONE fous eos bot du alia She lines: Vejl Seer co ming ties date Talend vu. i pan », Cordily Om Gangesdelphinen af Dan. Fredr. Eschricht, Professor ved Kjöbenhavns Universitet. Tillegs-Afhandling til Sammes Undersögelser over EV. Acc ee Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 44 Blandt det videnskabelige Udbytte af Corvelten Galatheas mindeværdige Jordomseiling vil en ikke uvæsentlig Plads vere at indrömme nogle nye Bidrag til Kundskab om Ganges- flodens höist mærkelige Delphin, af Hinduerne kaldet ,,Sousow’, i Systemet bekjendt under Navn af Delphinus gangeticus eller Platanista gangetica. Medens Corvelten laae til Ankers i Calcuttas Havn, blev Natten mellem den 2den og 3die December 1845 en ung, ikke ganske udvoxen Hun af denne Delphinart fanget i et Fiskergarn lidt neden for den botaniske Have og af dennes Bestyrer, vor hæderlige Landsmand Dr. Wallich, foreret til Expeditionen. En gunstigere Leilighed til dette Dyrs Undersögelse er neppe nogensinde forekommen. Plantanistaen er vel ingenlunde sjelden i Gangesfloden; men ligesom andre Hvaldyr, paa hvilke ikke gjéres særlig Jagt, faaes den kun tilfældigviis, navnlig naar den har indviklet sig i Fiskergarn. Hvaldyr, der ikkun ved saadanne Hendelser skulle komme til Naturforskeren, komme sjelden nogetsteds til ham uden i en meget medtaget Tilstand; under Indiens varme Himmel maa dette gjelde meer end sedvanligt. I nærværende Tilfælde kom alligevel det endnu ganske frisk fangne Dyr ufortévet i Dr. Wallich’s Hender, og med den kraftige Virksomhed, hvorpaa hans hele Livslöb afgiver saa mangfoldige Beviser, fik han den strax besörget til Galatheaexpe- ditionens udmærkede Zoolog Reinhardt. Denne lod Expeditionens naturhistoriske Tegner, Hr. Christian Thornam, ufortövet tage en Afbildning af Dyret, opmaalte det omhygge- ligen og lod et Skelet udarbeide, der vistnok tår ansees for det fuldstændigste, som deraf overhovedet haves. Om Dyrets Levemaade indhentede han desuden paa Stedet adskillige ikke uvigtige Oplysninger, og tilsammen forelaae saaledes et vigtigt Stof til nöiere Kund- skab om delte Hvaldyr, der i Henseende til sin Skeletform og sit Ydre, ikke mindre end til sit Opholdssted, vel tår kaldes et af de allermærkværdigste. Dette Stof agtede' Hr. Reinhardt sely nåiere at behandle; men han vidste fuldt- vel, hvor önskeligt det maalte være, at Undersögelsen snarest mulig kunde offentliggjéres, og da han kort efter sin Hjemkomst fra Sydamerika, ved hvis Sydhavskyst han havde for- ladt Corvetten, alter i Videnskabens Tjeneste kaldtes didhen, for forst om et Par Aar at Vende tilbage til Fædrelandet, gik han med en Beredvillighed, jeg har maattet anerkjende 44% 348 , som et kjært og smigrende Beviis paa hans Venskab og Tillid, ind paa mit Forslag at overlade mig det hele Stof til Udarbeidelse for en Afhandling i dette Selskabs Skrifter. At herved tillige paalagdes mig et ikke uvigligt Ansvar, har jeg ikke mindre maaltet anerkjende. i For al bedömme Vigtigheden af det givne Stof saavelsom Planen for dets Behand- ling, vil det være nödvendigt at see hen til, hvorvidt vor Kundskab om Gangesdelphinen for Oieblikket er naaet, og hvorledes den er naaet saavidt. Æren for at have indført Gangesdelphinen i Videnskaben tilkommer med Rette to, ved selve Gangesflodens Bredder levende Mend, nemlig den danske Missioner Lebeck i Trankebar (Serampore?) og Dr. Roxburgh i Calcutta. I eet og samme Aar, nemlig 1801. offentliggjorde saavel hiin*) som denne**) en Beretning om dette i Gangesflodens Udlöbs - arme og navnlig i Hooghly-Floden forekommende Hvaldyr. Begge Beretninger stemmede fuldkommen overeens saavel i Henseende til Dyrets ydre Former som til dels Forekomst. Hver af Beskrivelserne ledsagedes af en Afbildning, begge temmelig ‘raae og, 1 Modsæt- ning til Beskrivelserne, ikke lidet uovereensstemmende indbyrdes, men dog tilstrækkelige til at oplyse" de paafaldende Særegenheder, dette Hvaldyrs Ydre frembyder, saasom navnlig: Blesegattets Form af en Længdespalle — en Form deraf, som endnu er aldeles enkeltstaaende i Hvaldyrenes store Rekke — fremdeles de trekantede vifteformige Bryst- finner, Næbels overordentlige Smalhed, navnlig i Forhold til det tykke buttede Forhoved, endelig det overvettes lille Oie (1'” paa det 64 Fod lange Dyr). Begge Beskriverne vare fuldkommen enige i, at her forelaae en ny Art; Lebeck kaldle den meget passende Delphinus gangeticus. *) Der Gesellschaft naturforschender Freunde zu Berlin neue Schriften. 3r. Band. Berlin 1801. 4to. XV. Delphinus gangeticus beschrieben vom Herrn Heinrich Julius Lebeck zu Trankenbar. Pag. 280—282 — Tab. 2. ++) Asialick researches or transactions of the sociely, instituted in Bengal, for inquiring into the history and antiquities, the arts, sciences, and literature, of Asia. Vol. VH. Calcutta 1801. 4to. — IV. An Account of a new Species of Delphinus, an Inhabitant of the Ganges. By Doctor Roxburgh. Pag. 170—174 — Plate V. — Jeg har kunnet benytte denne kostbare Originaludgave (hvoraf Iste Bind er fra 1788), idet Universitetsbibliotheket har faaet et Exemplar deraf ved Dr. Wallich. Sædvanligviis citeres et af de to Londoner Eftertryk, hvoraf det ene er i 4to (fra 1799) med samme Paginering, det andet i 8vo (fra 1801). Af Everard Home angives (Citat Pag. 350) Roxburgh’s Afhandling feilagtigen fra Aaret 1781; naar Frederic Cuvier siger (Citat Pag. 353), at han har angivet den fra 1721, og i den Anledning spörger om Calcutta-Afhandlingerne dengang allerede bleve udgivne? da beroer dette naive Spørgsmaal altsaa kun paa en dobbelt Feiltagelse. Disse to i det Væsentlige ganske overeensstemmende Beskrivelser maalte utvivlsomt skaffe Gangesdelphinen en Plads i Systemet, saasnart de kun bleve paaagtede og ændsede af Systematikerne. Men dette skete ikke förend mange Aar efter. Gangesdelphinens Op- tagelse skulde midlertidig skee ad en ganske anden, langt usikkrere Vei, og under andre, langt mindre betegnende Navne. George Shaw beskrev*) en Delphin med félgende Ord: „Narrow-snouted dolphin. Delphinus rostratus. D. rostro attenuato. Dolphin with greatly attenuated snout. Known only from the head, or bones of the jaws. Supposed to inhabit the In- dian seas. The jaws are extremely narrow in proportion to their length, which is about two feet; the teeth are small, not numerous, distant, and shaped somewhat like the mo- lares of quadrupeds”. Denne Meddelelse kunde netop kun tjene til at antyde Tilværelsen af en hidtil ukjendt Delphinart i de indiske Farvande, men ingenlunde til-at give nogen tilstrækkelig Forestilling om Dyrets væsentlige Former eller Findested. I Aaret 1817 var Cuvier endnu ikke bleven opmerksom paa de to nævnte Be- retninger fra Gangesflodens Bredder. Han optog idelmindste ikke Lebeck’s Delphinus gangeticus, men vel Shaw’s D. rostraius**), som han paa Fransk kaldte ,,le Dauphin a bec mince”. Uheldigviis forstod han Shaw’s Angivelse: ,,the Indian seas’ som ,,des mers d'Amérique”, og derved lededes hans Opmerksomhed ganske bort fra Gangesfloden og hen til Canada, hvorfra Duhamel du Monceau***) havde faaet Beretning, ledsaget af en me- get raa Tegning, om en 12 Fod lang, hvid Delphin med meget kort Snude og hvælvet For- hoved. Denne Delphin antog Cuvier for al svare til Shaw’s D. rostratus****), *) General Zoology or systematic natural history by George Shaw. Vol. II. Part 2. Mammalia. London 1801, 8vo. Pag. 514. *#) Le règne animal distribué d'après son organisation. Par M. le Cher. Cuvier. Tome 1. Paris 1817. Sro. Pag. 278. xxx) Traité general des pêches et histoire des poissons qu'elles fournissent. Par M. Duhamel du Monceau. Suite de la seconde partie. Tome IV. Sect. X. Paris 1782. Fol. Pag. 41, § 1. Pl. X, fig. 4. *##*) Duhamel havde faaet tilsendt en Afbildning af hele Dyret, men i sit Værk kun benyttet dens forreste Halvdeel. Efterat Cuvier’s Feiltagelse forlængst var berigtiget, fik John Edward Gray ved Blainville tilsendt en fuldstændig Copie af hiin gamle Tegning, lod den tegne paa Steen, og opstil- lede derpaa en ny Art, under Navn af Inia canadensis. (The Zoology of the voyage of H. M. S. Ere- bus § Terror during the years 1839 to 1843. Parts III, IV. V. Mammalia. London 1846. 4to maj. Pag. 45—46). Gray slutter Beskrivelsen med de Ord: ‚it can scarcely be a Beluga’, og vistnok vilde dette kunne udtales med fuld Ret, hvis Talen var om en levende Gjenstand istedetfor om en ganske raa Tegning; men leser man hos Duhamel: at denne Tegning skal betyde en i Canada le- vende hvid Delphin, 12 Fod lang, med meget kort Snude og hvælvet Forhoved; seer man paa Tegnin- gen, at en Rygfinne mangler og at Brystfinnerne ere ganske korte og brede; erindrer man derhos, at paa den Tid, Tegningen sendtes til Duhamel, var Hvidfisken endnu ikke optaget i Systemet, altsaa Omtrent samtidig med Udgivelsen af Cuvier’s regne animal fik Blainville, under et Ophold i London, et Par Delphinkjævebeen at see i det Hunterske Museum, der uden- tvivl netop vare de, hvorpaa Shaw havde opstillet sin D. rostratus. Dette antog ogsaa Blainville, men ikke destomindre fandt han det passende selv at opstille en ny Art paa dem under Navn af Delphinus Shawensis Blainv.*). Ad hvilken Vei disse Delphinkjævebeen vare komne i det Hunterske Museum, er- fare vi ved en lille Afhandling af Everard Home**), Denne havde faaet dem 1801 af JosephBanks og henstillet dem i Museet, uden selv at benylte dem videre for han om- sider 1818, som han selv siger, tilfældigviis ved at slaae op i asiatick researches stødte paa Roxburgh's Afhandling — og det pludselig blev ham klart, at de maatte hidröre fra Gangesdelphinen. Fra dette heldige Öieblik af gik omsider den Shaw’ske Delphinus rostratus, saa at sige, op i Lebeck’s Delphinus gangeticus, og den nöiere Kundskab til selve det mærkværdige Gangesdyr skred nu rask frem. Everard Home fandt Shaw's Beskrivelse af Tænderne saa lidet overeensstemmende med deres virkelige Udseende, at, siger han, det næsten kunde have bragt ham til at troe, den sigtede lil Tænderne af et ganske andet Dyr. Han gav en ny Beskrivelse af dem, og skjöndt ogsaa denne Beskri- velse unægtelig er meget ufuldstændig, er den dog af Viglighed, forsaavidt den, navnlig ved den smukke medfålgende Afbildning, giver en god Forestilling om den mærkelige Foran- dring, disse Tænder undergaae ved Alderen, ikke som om de hos Hvaldyrene, efter Be- skriverens Udtryk, ”oprindelig dannedes i Gummerne og derfra voxede i to Retninger: deels gjennem Gummerne i Form af en fladtrykt Keglespids, beklædt med Glasur, og deels mod Kjævebenet; men meget mere kun ved at voxe netop som hos Paltedyrene over- hovedet, nemlig. fårst forbenende paa Spidsen, medens de endnu ligge heelt skjulte i Gum- merne, derpaa lidt efter lidt mod Kimens Grundflade, medens Spidserne allerede have gjen- nembrudt Gummerne, og omsider kun omkring selve den brede Grunddeel, medens Spid- serne forlængst ere afslidte. for Pariser-Naturforskeren et nyt Dyr, hvoraf en Ven i Canada vel kunde antage at selv et låst Om- rids vilde være kjærkomment, uden at ane den overdrevne Opmærksomhed den vilde vinde hos de europæiske Systematikere — saa vil det neppe synes for dristigt, at jeg imod Gray har erklæret denne Duhamel'ske Tegning for neppe at være andet end Umridset al „en slet og-ret Hvidfisk, paa hvis korte stumpe Snude den aabenbart ukyndige Tegner har hjulpet lidt efter’. (Zoologisch-anatomisch- physiologische Untersuchungen über die nordischen Wallthiere. Leipzig 1849, 4to max. Pag. 52, e.) *) Nouveau dictionnaire d'histoire naturelle appliquée aux arts, à l'agriculture etc. par une société dena- turalistes et d'agriculteurs. 2de édit. Paris 1816 —1819. Article Dauphin. (Dette Værk har jeg des- verre ikke havt at benytte, da det, saavidt jeg har kunnet erfare, ikke forefindes i Kjöbenhavn.) +) Philosophical transactions of the royal society of London for the year 1818. Part I. London 1818. 4to. XXL. A description of the teeth of the Delphinus gangeticus. By Sir Everard Home, Read June 4, 1818. Pag. 417—419 — Plate XXI. 351 Saaledes altsaa fik omsider Gangesdelphinen sin tilbörlige Plads i Systemet. Man kjendte dens egentlige Findested og dens ydre Former af Lebeck's og Roxburgh’s Be- skrivelser og Afbildninger, og man kjendte de Forandringer, dens Tænder undergaae ved Alderen. Den beholdt det af Lebeck givne systematiske Navn: Delphinus gangeticus, og det Shaw’ske (for ikke videre at omtale det Blainville’ske) blev opgivet). Imidlertid var det dog endnu forbeholdt Cuvier at eftervise Gangesdelphinen ikke blot som en meget bestemt egen Art i Delphinernes store Gruppe, men som den meest ejendommelige af dem alle, den som maaskee allermeest iblandt dem kunde fortjene at danne en ny Slægt**). Hertil blev Cuvier især i Stand ved at modtage et heelt Skelet, der sendtes ham af vor ovennævnte Landsmand Dr. Wallich, hvortil endnu, ved de fran- ske Reisende Diard og Duvaucel, kom to udstoppede Individer. Han fik derved tillige Oplysninger om Hunnens Ydre (Lebeck's og Roxburgh's Individer vare begge Han- ner) samt enkelle Tillægsbemærkninger om Dyrets Levemaade i Almindelighed. Særdeles interessant var Cuvier’s Bemærkning, at denne Hinduernes ,Sousou” hoist sandsynligen er det Dyr, Plinius har meent naar han siger: „In Gange Indie platanistas vocant, rostro delphini et cauda, magnitudine autem XV cubitorum” ***), Saalænge havde altsaa det store mærkelige Dyr i Indiens hellige Flod, der nu først blev de europæiske Zoologer be- kjendt, allerede været kjendt af Indvaanerne; saavidt-var Rygtet om dets Tilværelse alle- rede naaet i det förste Aarhundrede af vor Tidsregning. Paa Skelettet maalle först og fremmest den hôist characteristiske Beenhvelving falde i Öinene, der fra hvert af Overkjævebenene reiser sig i Veiret over hele Spæklaget foran Spröitehullerne (see Tab. 4, Fig. 2) — dernæst den aldeles paafaldende Tykkelse af Tindingebenets Aagtap (Tab. 2, Fig. 4, 1); begge Kjævernes overordentlige Smalhed, Under- kjæveforeningens tilsvarende Længde i Lighed med den hos Kaskelotten; — Oienhulens usædvanlige Lidenhed, hvorved Aagbenet ganske taber sin hos Delphinerne almindelige Form af en lang tynd Stilk; — Gane- og Vingebenenes ikke mindre usedvanlige For- hold; — endelig Halshvirvlernes Udvikling i Lighed med den hos Pattedyrene i Alminde- lighed, men i Modsætning til den hos alle övrige Delphiner. Til Swregenhederne ved Pla- tanistaskelettet vilde fremdeles endnu kunne regnes det forholdsviis ringe Antal af Hvirv- ler, som Cuvier ansalte til 46 (7 + 11 + 28). *) Cuvier brugte senere Navnet Delphinus rostratus til at betegne en anden ny Delphinart (fra de eu- ropæiske Kyster); men dette fandt med Rette intet Bifald, og Navnet D. rostratus maatte dennegang vige for Navnet D. bredanensis. #*) Recherches sur les ossemens fossiles par Mr. le Bom G. Cuvier. Nouvelle edition Paris 1824. 4to. Tome V. fre. partie. Pag. 279—280, 298— 300 og Pag. 307; Pl. XXII, fig. 8, 9, 10, og Pl. XXIIT, fig. 19. xxx) C. Plinii secundi naturalis historia liber IX. Cap. XV. I Cuvier’s Udgave af hans libri de animali- bus (Paris 1827—1828. 8vo.) Vol. II. Pag. 44—46. 352 Efterat Cuvier havde fuldendt sine Undersôgelser over Gangesdelphinen, syntes alle Hovedspürgsmaal om dette Dyr at kunne betragtes som afsluttede, idetmindste for- saavidt Museumsundersögelserne angaaer. Paa Skelettet kunde ikke ventes at ville skee yderligere Iagttagelser af Viglighed; især da Ingen fik et saa fuldstændigt som Cuvier's i Behandling. Det maatte saaledes endda-ansees for paaskjénnelsesverdigt at modtage et Par Bemerkninger fra John Edw. Gray*), navnlig at, ifolge Sammentigning af to Pla- tanista-Cranier i det Brittiske Museum og et tredie i Edinburger-Universitetets anatomiske Museum, de hvælvede Beenbuer paa Overkjeven först i en senere Alder krumme sig tet ind mod hinanden ad Midtlinien til, og at Næseaabningen paa de meget unge Individers Cranium skal vere næsten ligelöbende („end of the nose nearly straight”) og först paa de ældre faae sin stærke Skjævhed („end of the nose recurved”). Den Tegning Gray har leveret af Craniets Profil**), synes kun at vere en formindsket Copie af Cuvier’s, skjöndt Tænderne ere ansatte længere. i Hvad Videnskaben fremfor Alt endnu maatte synes at trænge til med Hensyn til Gangesdelphinen, var en god Afbildning af Dyrets Ydre. Lebeck's og Roxburgh's, aldeles tilstrækkelige til at opfylde hvad deres Udgivere tilsigtede, nemlig at hævde Gan- gesdelphinen Plads som en selvstændig Delphinart, kunde ikke tilfredsstille i hele det föl- gende halve Aarhundrede, navnligen ikke, da det omsider gjaldt om, at lære et i sin Skelet- bygning saa afvigende Hvaldyr at kjende i hele dets Ydres Eiendommelighed og i en Fremstilling, der ogsaa i konstnerisk Henseende svarede til de siden saa overordentlig stærkt tiltagne Fordringer. Dette Onske maatte blive saa meget mere paatrængende, som mellem Lebeck’s og Roxburgh's Afbildninger fandtes Uovereensstemmelser, der tilsam- men vare slore nok til at give Dyret i hver af Afbildningerne en meget forskjellig Phy- siognomie. Man kunde ikke tilskrive disse Uovereensstemmelser en Kjöns- eller Alders- forskjellighed; thi begges Exemplar var af Hankjénnet, og begges var netop.6} engelske Fod langt, begges veiede endog netop 120 Pund — en Tilfældighed, der er saa paafaldende, at»man, ved tillige at see hen til den samtidige Offentliggjårelse af deres Arbeider (kun Lebeck angiver Fangemaaneden og Stedet, nemlig November 1797, 14 tydske Miil fra Calcutta), neppe kan afværge den Tanke, om begges Beskrivelse ikke skulde gjelde eet og samme Exemplar. Jeg forudseer, at mange af Nutidens Zoologer ville være langt tilböieligere til at opstille en særskilt Art paa hver af Afbildningerne; men i *) The Zoology of the voyage of H. M. S. Erebus & Terror during the years 1839 to 1843, Parts III. IV. V. Mammalia, London. 4to maj. Pag. 45. (Platanistina i Stedet for Platanista er her en Tryk- feil), — og Catalogue of the specimens of Mammalia in the collection of the british Museum. Part. I, Cetacea, London 1850, Svo. Pag. 137. #*) Catalogue etc. Pl. VII fig. 2. 353 Cetologien lærer man snart, hvor usikker en Grund man betræder ved at stôtte sig til Al- bildninger, der altid maa gives i en stærkt formindsket Maalestok medens Gjenstanden lig- ger i en sædvanligviis meget ugunstig Stilling for Tegneren. Fra flere Sider har man altsaa forsögt at give en bedre Afbildning af Ganges- delphinen end hine to gamle, saa ofte citerede. Uheldigviis manglede overalt selve Gjen- standen, der önskedes afbildet. Lesson*) holdt sig til et af Parisermuseels udstoppede Exemplarer. Hans stærkt formindskede Afbildning ligner meest Lebeck’s. Tænderne, Brystfinnerne og Blæsegallet ere meget urigtige. Fredrik Cuvier synes**) at have villet gjengive Roxburgh’s Tegning under en elegantere Form. En besynderlig Svei- ning, som Dyrets Ryg frembyder paa denne, er her bleven yderligere forstærket, hvorved Formen bliver ganske uliig et Hvaldyrs i Almindelighed. Jardine’s Afbildning ***) synes at vere en vilkaarlig Afændring af flere andre Tegninger. Kjæverne ere meget for tykke; Üinene — store! Meest uheldig har dog sikkerligen John Edward Gray været i denne Retning. I sit bekjendte Praglverk over indiske Dyr****) har han af en ung Gangesdel- phin givet en coloreret Afbildning, omtrent 1} Fod lang, altsaa sikkerligen ikke over 4 Gange formindsket. Nogle af Enkelthederne ere saa correcte, at de umiskjendeligen ere troe Gjengivelser af Naturen, navnlig Kjæverne og Tænderne. Men derhos er ikke alene Kroppen bleven bôiet som paa et Krybdyr i Modsætning til ethvert Hvaldyr; hele Dyret viser sig i den Grad slunkent, at Huden sees at gaae glat hen over et hvælvet Hoved og sænke sig dybt ind iNakken. Afseet fra den tilsatte Hvalhale taber det derved hele Physiog- nomien af et Hvaldyr. At derhos Öiet, Oret og Blæsegaltet ere meget for store, ere nesten lige saa sterkt forstyrrende Misligheder. Medens Kundskaben om Gangesdelphinen stod paa dette Trin, maatte hele det af Hr. Reinhardt med Corvetlen Galathea hjembragte Udbytte unegteligen. ansees for höist velkomment. Det gjaldt netop fortrinsviis om at faae en paalidelig Afbildning af det friskfangne Dyr og med Hensyn til Osteologien at faae et aldeles fuldstændigt Skelet — hvilke Dele her begge forelaae. — Tegningen, meente jeg, maatte helst gjengives aldeles *) Complément des oeuvres de Buffon ou Histoire naturelle générale et particulière des mammiferes et des oiseaux découverts depuis 1788 jusqu'à nos jours. Célacés. Par. R P. Lesson. Paris 1828. Svo. (Baudouin frères). Atlas PL 3, fig. 3. **) De l'histoire naturelle des célacés, ou recueil et examen des faits dont se compose l'histoire naturelle de ces animaux; par M. F. Cuvier. Paris 1836. Svo. Pl. 8, fig. 2. ###) The Naturalist’s Library. Conducted by Sir William Jardine, Bart. Mammalia. Vol. VI. On the or- dinary cetacea or whales. Edinburgh 1837. 12mo. Plate 28. wait) Illustrations of Indian Zoology, consisting of coloured plates of new or hitherto unfigured Indian ani- mals, from the collection of Major-General Hardwicke. Selected and arranged by John Edward Gray. London 1830—1834. folio. Part XV— XVI. Plate IV. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 2 Bind. 45 354 tro og uforandret. Af Skelettet, var jeg overbeviist om, at gode udförlige Tavler, der nogenlunde kunde erstatte selve Gjenstanden endog ved Tydningen af de enkelte Knogler, vilde udfylde et stærkt fölt Savn; thi selv mangelfulde Skeletter af dette Dyr höre endnu til Sjeldenhederne i de europæiske Muscer. Men det gjaldt dernæst om först at verificere samtlige Cuvier’s Angivelser og udvide dem til Besvarelsen af Spørgsmaal, der först senere have reist sig i Cetologien. Det gjaldt om at opfatte Gangesdelphinens egentlige Characteer saavel i Legemsbygning som i Levemaade, for nôiere at bestemme dens egent- lige Stilling til de andre Tandhvaler, en Undersøgelse, der er Hovedopgaven for denne Af- handling. — De Antegninger endelig, som Hr. Reinhardt har kunnet gjöre i Calcutta efter Sagkyndiges Meddelelser, indtage en ikke ubetydelig Plads blandt de sparsomme Beretnin- ger om Dyrets Forekomst og Levemaade. Foruden det af Hr. Reinhardt hjembragte Skelet kunde jeg til den osteo- logiske Beskrivelse endnu afbenylie et mindre Platanista-Cranium, der for flere Aar tilbage af Dr. Mundt i Serampore er sendt til det Kongelige naturhistoriske Museum og herfra anbetroedes mig med største Beredvillighed. Det er 17” langt, medens Craniet af det medbragte 62” lange Skelet er 172—18”. At flere Dele ere afstodte derpaa, navnlig begge Trommehulebenene (ossa tympanica eller bullæ tympani), ydede endog væsentlige For- dele til Undersøgelsen af de dybere liggende Beendele. — At jeg i denne min Afhandling ogsaa skulde kunne give den förste Oplysning om, hvorvidt Gangesdelphinen i Henseende til sine Indvolde er lige saa afvigende som i Henseende til sine ydre Former og sin Skeletbyg- ning, derom fik jeg et Haab, da jeg i Galatheaexpeditionens Samlinger forefandt et Plata- nistafoster, opbevaret i Viinaand. Men dette Foster hörte til det af Professor Behn Ind- samlede, og min Bön til denne ærede Collega om at afstaae mig sin försle Ret til at be- skrive det, blev afslaaet. Jeg tvivler ingenlunde om, at han ved dets Behandling vil vide fuldeligen at iagttage Videnskabens Tarv. Det af Hr. Reinhardt iagltagne Individ var 62” langt, medens det störste Exemplar i Parisermuseet i fransk Maal var 87“, i dansk Maal altsaa omtrent 90", og Lebeck’s og Roxburgh’s var 64 engelske Fod altsaa omtrent 76” dansk. Det torre Skelet maalte 61” 11° (641 engelske Tommer), deraf Hovedet 17“ 10“, Halsen 3°10”, Brystet 8“ 11“, Lendeegnen 8“ 11”, Halen 22“5%. — Ved Beskrivelsen deraf har jeg valgt at fölge Cuvier Skridt for Skridt med stadig Henviisning til de af mig givne Plader. Cuvier bemærker först (oss. foss. V, I. Pag. 298), at den meget lange Over- kjeve er overordentlig sammenklemt fra Side til anden, og at Mellemkjævebenene indlage dens ôverste, (Tab. II, Fig. 2, i) Overkjævebenene dens nederste Deel (m). Hertil fortje- ner endnu at bemærkes, at disse to Knogler paa hver Side ikke blot paa Hovedet af det 355 medbragte 54 Fod lange Skelet, men ogsaa paa det mindre Cranium i det Kongelige Mu- seum fortil ere heelt sammenvoxede, saa at Grendselinien imellem dem heelt fortil slet ikke kan kjendes (see Tab. Il, Fig. 2.) Mellemkjævebenene, siger Cuvier dernæst, slige op (see Tab. Il, Fig. 1, à, à, 4), indtil Siderne og selv ovenfor Næseaabnñingen (+-*++), der hos denne Art, er mere lang end bred. Til denne Beskrivelse af Gangesdelphinens ydre Næseaabning vil ikke upassende kunne knyttes nogle yderligere Bemærkninger om Knoglesammenföiningen i denne Aabning hos Delphinerne i Almindelighed og Gangesdelphinen i Særdeleshed. At Mellemkjævebenene strække sig paa hver Side af Næseaabningen heelt op til den ydre, ja endog til den överste Rand af Næsebenene (n, n), gjelder ogsaa hos de fleste andre Hvaldyr, nemlig hos alle Bardehvaler og blandt Tandhvalerne idetmindste hos alle langkjævede eller egentlige Delphiner samt hos Næbhvalen, hvorimod de hos flere kortkjævede Tandhvaler, saasom hos Grinden, men især hos Marsvinet, ikke naae saa hôit bagtil. Samme Forskjellighed træffes, som bekjendt, blandt de övrige Pattedyr, idet Mel- lemkjævebenene vel i Reglen stöde op til Næsebenenes Siderand, men dog ikke f. Ex. hos Dröviyggerne. — Man antager sædvanligviis, at det i hvert Fald altid er Mellemkjæve- benene, der danne den ydre Næseaabnings' forreste (hos Mennesket nederste) Rand. Strengt taget er det imidlertid ikke ganske saaledes, hverken hos Gangesdelphinen eller hos noget Hvaldyr eller hos Paltedyrene overhovedet; idetmindste er det aldrig saaledes fra fårst af. Oprindeligen beklædes Næseaabningen bagtil af en tverstillet Bruskvinge, (hos Bardehva- lerne og de fleste andre Pattedyr klåvet i to Sidevinger*), der gaaer ud fra den Deel af Hovedbrusken (eller Præmordialcraniet), som siden bliver til Siebenet — fortil paa hver Side af en Bruskvinge, der gaaer. ud fra Sidefladen af den Deel af Hovedhrusken, som danner Næsehulens Skillevæg og senere meer eller mindre indsluttes fra neden af i Ploug- benet. Den bageste Bruskvinge (eller det bageste Vingepar) svinder maaskee hos alle Pattedyr undtagen hos nogle Bardehvaler, hos hvilke det synes at holde sig som Brusk, og idetmindste hos mange Tandhvaler (hvoriblandt Marsvinet), hos hvilke det forbener, dækkende Næsebenenes forreste Flade paa dennes nederste Trediedeel som en egen Been- plade mellem den frie Deel af Næsebenet og Siebenet. Hos Gangesdelphinen fandt jeg ikke denne Beenplade, men vel Fordybningen paa Næsebenenes nederste Deel for Brusk- vingen, der formodentlig er gaaet tabt ved Macerationen. Det forreste Vingepar svinder ogsaa hos de allerfleste Pattedyr, men — forbener hos andre, navnlig hos Svinene og *) See den femte Afhandling af mine Undersågelser over Hvaldyrene i dette Selskabs naturvidenskabe- lige og mathematiske Afhandlinger. 12te Deel, Kjöbhvn. 1846. 4to. Tab. XII, Fig. 1, é. 45% 356 hos maaskee de fleste Tandhvaler. Hos Svinene har dette Knoglepar forlængst været kjendt som et for dem særegent, sædvanlig kaldt „Tryneknoglerne”. Hos Marsvinet er det i alle Tilfælde let at kjende som en lille fast og mindre blodriig Knogle forrest ved hvert Næsebor, tet op til Skillevæggen (netop der, hvor det ligger hos Svinene). Hos Grinden har det en noget större Udstrækning. Dette Knoglepar altsaa — man kunde maaskee meest betegnende kalde det Næse- borknoglen, os narium — fandt jeg ogsaa hos Gangesdelphinen, i Form af en lille Forbening paa hver Side, i Næseaabningens indtörrede Bruskbekledning. Plougbenet voxer hos Hvaldyrene lidt efter lidt op ikke blot foran hele det for- reste Kilebeen, men ogsaa foran Siebenet, hvoraf dog sædvanligviis et Stykke vedbliver at staae ubedekket frem (naturligviis den Flade, der hos Mennesket kaldes den nederste Flade af dets vandrette Deel) mellem Plougbenet og hiin lille Beenplade paa Næsebenenes nederste Trediedeel eller maaskee (hos Gangesdelphinen) Næsebenene sely. (See Tab. II, Fig. 2, 0, ©.) Overkjævebenene skyde sig hos Gangesdelphinen, ligesom hos de üvrige Delphi- ner, ud over Pandebenene, saa at disse (Tab. II, Fig. 1, f, f, PD kun ligge ubedekkede i Form af en smal krummet Beenophôining, der nærmest ved den meget stærkt til Venstre forskudte Midtlinie begrændses af Næsebenene (n, n), Mellemkjævebenene (i) og Over- kjævebene (m, m), bagtil af disse sidstnævnte og af Nakkebenet (0), men til Siderne gaae over i de lange Oienhuletappe (processus orbitales), hvorhos dog det hôire Pandebeen etsteds (f) trænger frem som en Kile. ,,Den meest slaaende Characleer af dette Hoved”, siger Cuvier, ,,er, at Overkjevebenene efter saaledes at have skudt sig ud over Pande- benene lige indtil Tindingekammene (cristæ temporales), frembringe hver en stor Been- veg (Tab. I, Fig. 2; Tab. Il, Fig. 1, og Tab. Ill, Fig. 2), der böier sig om og danner. en stor Hvælving ovenover Neseborenes Blæseredskaber (Vappareil éjaculateur des narines). Til den Ende nærme disse to Forlengelser sig hinanden indbyrdes, og synes endog at be- røre hinanden paa'de to forreste Trediedele; men bagtil fjerne de sig fra hinanden for at give Plads for Bleseröret (l’évent). Det er Foreningslinien af disse lo Beenvegge, der stötter den Kjöl, som dette Dyrs Pande viser udvendig (see Tab. I, Fig. 2). Forneden frembyde disse Beenvægge mange Huler eller et Slags Net, sammensat af mangfoldige Beengrene. I det friske Dyr er den største Deel af det Rum, som denne Beenhvælving dækker, fyldt med en tæt og temmelig haard Trevlemasse”. Til denne meget betegnende Skildring af Cuvier troer jeg kun at burde föie, at de nysomtalte ,,Huler forneden paa disse Beenvægge” i Grunden (see især Tab. Ill, Fig. 2) ingenlunde ligge paa deres indadvendte Flade, men ‘inden i selve disse Beenvægge eller Beenkamme, nemlig mellem deres to Plader, og at de kun paa det macererede Cranium sees aabne, fordi den indvendige Plade tildeels er hindet og kun gjennemtrukket af et Bc Net af fine Beenstave, saa at ved Forraadnelsen Hinden gaaer tabt og ved det mindste Tryk tillige Beenneltet. Det er fuldkommen rigtigt, hvad Cuvier siger, at det af denne Beenhvælving dekkede Rum i det friske Dyr er fyldt med en tet og temmelig haard Trevle- masse, kun at man ikke har at tænke sig denne Trevlemasse indtrængt i selve Benels Hu- ler eller Celler; den beröres kun af Beenvæggens Beenhinde. Den vide Spalte mellem disse Beenkammes to Plader viser sig allerede paa deres og hele Overkjævebenels forreste Rand (see Tab. Ill, Fig. 1 bagved og parallelt med Underkjævegrenene). „Tindingegruberne”, vedbliver Cuvier (Pag. 299), ,,ere hos denne Art langt större end: hos nogen Delphin, saa at deres ôverste Kamme paa den hdieste Deel af" Baghovedet (Tab. I, Fig. 2) indslutte et langtrukket fiirkantet Rum (Tab. II, Fig. 1 mid- terste 0), fra hver Side af hvilket den üvrige Deel af Nakkekammen stiger nedad i en ret Vinkel. Nakkebenets Som med Issebenene (ossa parietalia) (b) og Tindingebenene (1) fölger netop langs med denne skarpe Nakke-Tindingekam. Nakkebenet stiger i det nys- nævnte fiirkantede Rum fortil, for at stöde sammen med Pandebenet” (f). „En anden Seregenhed ved dette Hoved er den betydelige Störrelse af dets Tin- dingebeens Aagtap (t‘), der staaer i Forhold til Tindingegrubens Omfang. Den gaaer og- saa heelt hen til den bageste Deel af Pandebenets Öienhuletap (apophysis postorbitalis — see Tab. I, Fig. 2) og danner ene og alene hele Aagbuen*. Til denne Cuvier’s Angi- velse bör dog föies, at den gjelder for alle Hvaldyr overhovedet. Aagbenet danner hos dem, hvor langt det end er især hos Delphinerne i Almindelighed, altid kun den nederste Rand af Oienhulens Omkreds, aldrig af Tindingegrubens, netop som hos Gangesdelphi- nen. Bagtil legger Aagbenets Stilk hos Delphinerne sig kun op imod den indvendige Flade af Tindingebenets Aagtap, og det Samme gjelder endog meget afgjort ogsaa hos Gangesdelphinen (see Tab. III, Fig. 1, 2). i „Da Öienhulen er meget lille, er ogsaa Aagbenets Stilk (Tab. III, Fig. 1, x), hvoraf den forneden begrændses, langt kortere end hos de andre Delphiner; den er bred og flad. Aagbenets Grundstykke (Tab. II, Fig. 2, 3) er stærkere udvidet end hos de üvrige, men paa samme Maade stillet under de nermestliggende Dele af Pandebenet og Overkjevebenet* (see Tab. Ill, Fig 1 og 2). En egentlig Vanskelighed i Tydningen af Gangesdelphinens Hovedknogler kan kun siges at vise sig med Hensyn til Ganen. Denne har hos Gangesdelphinen Form af en smal Hôiryg langs Midtlinien, paa begge Sider (medens Hovedet ligger med sin Grundflade i Veiret) faldende ned i en Skraaveg, der bagtil glider hen over en Plade af Tindingebe- net (Tab. III, Fig. 1, 4), som ligger foran Trommehulebenet (bulla tympani: g), men iöv- rigt, og for störste Delen, i Tindingegruben, navnlig forsaavidt dennes Veg dannes af Pande- benet (f). Gaae vi til Undersögelsen af den saaledes formede Ganes særskilte Knogler, saa træffe vi (Tab. III, Fig. 1) paa Hovedets nederste Flade mellem Underkjævebenets to Side- grene (x) forfra baglil forst den bageste Deel af Overkjævebenenes Gummeflade med de fire bageste Tender. Til hver Side stiger derfra, parallelt med Underkjævegrenen den Klöft, der ovenfor blev anfårt at skille Overkjævebenets to Plader fra hinanden, Derefter fålger Ganefladen af den bageste af disse Plader. Den rækker (hvor den er betegnet med p) op under Aagbenet og over Pandebenets Tindingeplade, med hvilken den danner et stort aflangt Hul, som udentvivl tjener til Gjennemgang for Ganenerverne af det femte Nerve- par. Denne hele Flade er forholdsviis smal og löber parallel med Klöften paa Overkjæve- benets forreste-Rand, altsaa ogsaa med Underkjævens Sidegreen. — Hele den övrige Deel af den lange Gane — smal naar man seer hen til Hôiryggen alene, anseelig bred derimod, naar man tillige seer hen til de to Skraaflader — dannes paa hver Side af een eneste Knogle (u). Denne Knogle er paa det torre Skelet aldeles huul, bestaaer nemlig af to eller rettere tre tynde hvidt fra hinanden staaende Plader, hvoraf den ene netop danner Ganens nysbeskrevne Skraaflade, medens den anden danner den bageste Deel af Næse- hulens Sideveg og Gulv (synlig Tab. Il, Fig. 3, w), og den tredie langs Midtlinien vender mod den tilsvarende fra den modsatte Side. Sammenstødet mellem denne indvendige Plade og Ganepladen skeer selvfölgeligen netop paa selve Ganens Höiryg, og her staaer paa det macererede Skelet Adgangen vidt aaben til den indre Hule. Men her, ligesom paa Ind- siden af Overkjævebenenes Beenhvælvinger, er dette kun en Folge af, at Beenhinden og det af den styrkede Beennet er blevet oplåst og itubrækket. Den egentlige Adgang til Hulen ligger kun ved Sammenstédet mellem Ganepladen og Nesepladen, altsaa langs Be- nets bageste Rand, der vender lige imod Trommehulebenet (Tab. III, Fig. 1, N). Den indad mod Midtlinien liggende Plade synes at vere presset tet mod den til- svarende fra den anden Side. Böier man dem forsigligen ud fra hinanden (hvilket dog med Sikkerhed kun lod sig tilstrækkelig udföre paa det mindre, det Kongelige naturhist. Museum tilhörende, Hoved), seer man, at i Virkeligheden mellem begge Pladerne endnu ligger et andet lodret Pladepar og indenfor dette endnu et tredie, tyndt som Postpapiir. Det forstnevnte af disse langs Midtlinien skjulte Pladepar er aabenbart en Forlængelse af Ganens forreste Deel, der sagdes at tilhöre Overkjævebenets Ganeplade, men paa Afbild- ningen er betegnet med p; det inderste overordentlig fine, der kun kommer frem ved Ganens bageste Deel, tilhôrer Plougbenet og har udentvivl, som denne Knogles Sideplader overhovedet altid, i fuldkommen vedligeholdt Tilstand været sammenvoxet i Midtlinien. I Tydningen af disse Beendele opstaaer den Mislighed, at til at repræsentere de tre Ganeknoglepar: Overkjævebenene, Ganebenene og Vingebenene kun forefindes to be- stemt adskilte Knoglepar. Cuvier synes at have villet låse Opgaven saaledes, at han kun vilde have den bageste Knogles Næseplade betegnet som Vingebeen, dens to andre Plader som Ganebeen. Hans Ord ere nemlig fölgende: É 359 „En dessous il y a aussi des particularités très -différentes des autres espèces. Les palatins occupent en longueur un beaucoup plus grand espace, et vont jusqu'à s’arti- culer en arrière avec les temporaux qui s’articulent aussi en un point avec les frontaux, de sorte que les pariétaux ne touchent pas aux palalins. Les apophyses ptérygoïdes ou os ptérygoïdiens forment, comme dans les autres dauphins, la plus grande partie du contour des arriére-narines, mais il ne me parait pas qu’elles se replient pour tapisser en dessous les sinus placés sous les narines; et même ces sinus, dans toute leur longueur, n'ont point de paroi inférieure osseuse et ne sont fermés en dessous que par des membranes; les parois inferieures des palatins lais- sant une grande solution de continuité dans toute leur créte inférieure. Les sinus com- muniquent amplement dans le squelette avec le réseau osseux de la face inférieure des crétes des mazillaires”. Imod denne Cuvier's Tydning, ifölge hvilken hine af tre Plader bestaaende Knog- ler (u), der indtage allerstörste Delen af hele Ganen og strække sig heelt op i Tindinge- gruben, i deres ene Plade skulde forestille Ganebenene, i den anden Vingebenene, maa jeg opslille den Paastand, at dei deres Heelhed ere Vingebenene. Denne Tydning kan maaskee have noget Frastödende deri, at Vingebenene ikke lettelig antages at kunne have saa stor en Udstrekning, allermindst ind i Tindingegruben, hvor de synes at indtage de store Kile- beensvingers Plads, og dette saa meget mindre, naar man holder fast paa den endnu i de nyeste og bedste zootomiske Haandbôger [navnlig af Stannius*)] almindelig udtalte Set- ning: at Vingebenene kun svare til Kilebenets inderste Vingeforlængelser. Men man vil 1) indrômme , at i hvert Fald dog snarere Vingebenene end Ganebenene kunne antages at optage de store Kilebeensvingers Plads i Tindingegruben; og man vil 2) erindre, at jeg ogsaa hos Bardehvalerne (navnlig hos Vaagehvalen) har efterviist**), at Vingebenet stöder op til Tindingebenet (4 c. Tab. XII, Fig. 3, t) og Issebenet (ibid. b.) og at det fra neden af dækker den store Kilebeensvinge (ibid. c), ligesom det endog danner en Deel af Hjerneskallens Gulv, navnlig Renden for det femte Nervepar (ibid. Fig. 1, u). Hos andre Hvaldyr (navnlig de bredhovede f. Ex. Narhvalen, Grinden) dækkes de store Kilebeensvinger kun tildeels af Vingebenene, saa at de opadtil komme frit frem i Tindingegruben mellem Pandebenet, Tindingebenet og Issebenet ligesom hos Mennesket; men indad og for störste Delen ere de dog ogsaa her dækkede ‘af dem (kun at man til Undersågelsen vælger Cranier, paa hvilke Vingebenets meget tynde og sprôde indre Plade ikke er stödt af). *) Lehrbuch der vergleichenden Anatomie der Wirbelthiere, Berlin 1846. 8vo. Pag. 366, Note 14. **) Undersägelser over Hvaldyrene. Ste Afhandling. I dette Selskabs naturvidenskabelige og mathema- tiske Afhandlinger. 12te Deel. Khhyn. 1846. Pag. 255—256. Tab. XII. 360 Cuvier’s Angivelse, at „les sinus placés sous les narines“ forneden kun A lukkede ved en Hinde, er fuldkommen riglig uden forsaavidt, at denne Hinde vistnok over- alt er gjennemvevet af et fiint Beenvevsnet. Denne Hinde med dette Net af Beenvæv maa ydermere belragtes som en Deel af selve Vingebenets Plade, og dermed falder den Bemerkning af Cuvier bort, at Vingebenene hos Gangesdelphinen ikke forekomme ham at bôie sig om for fra neden at beklæde hine ,,Sinus” under Neseborene. Vist er det i ethvert Fald at derhos den udvendige Beenveg eller Ganeveggen til disse „Sinus” ogsaa hører Vingebenene til. Forholdet er her det Samme som hos alle andre Hvaldyr og flere Pattedyr udenfor Hvaldyrenes Orden. Fra Trommehulen eller dens Eustachi’ske Ror trænger sig ikke sjelden en poseaglig Forlængelse fortil hen mod Vingebenet. Bestaaer dette kun af een Beenplade, som navnlig hos Hesten, da svarer denne altid til den indre Vinge, og Posen legger sig paa dennes udvendige Side. Men hos Bradypus didactylus og hos Myrmecophaga tamandua bestaaer Vingebenet af to adskille Plader med en Hule - imellem sig, og Posen trænger bagfra ind i denne Hule af Vingebenet. Saaledes er ogsaa Forholdet hos alle Hvaldyr, kun at et overordentlig tykt Karnet ledsager Poserne, og disse saavelsom Trommehulen idetmindste ved Ligets Aabning findes fyldte med Blod og en Mengde Strongyli. Den egentlige Indgang til disse Huler, den der i Foreningen med de blöde Dele ene og alene ikke er lukket af nogen Hinde,. vender altid bagud, netop lige mod Fjeldbenet og Trommehulebenet. Hine Sinus under de bageste Næseaabninger höre altsaa i Virkeligheden altid vesentligen til Vingebenene; hvor de (som hos Hésten) "ligge udenfor samme, er Vingebenenes ydre Plade erstattet ved en Hinde. Men dette for- hindrer ikke, at jo denne Hule kan trænge videre frem og ind i Ganebenene, saaledes som dette i Virkeligheden er Tilfeldet hos Delphinerne overhovedet (ikke hos Bardehvalerne). En anden og mere grundet Indvending imod min Tydning af Gangesdelphinens Knoglebygning turde findes deri, at Ganebenene ifölge den neppe kunne paavises. I Overbeviisningen paa den ene Side om Rigtigheden af min givne Forklaring om Vinge- benene og paa den anden om Nödvendigheden af Ganebenenes Tilstedeværelse har jeg fra forst af troet, de maatte söges i de paa Afbildningen (Tab. III, Fig 1) med p betegnede Beendele af Ganen, men snart overbeviist mig om, at dette ikke kan gjelde for de langtrukne Beendele forrest paa Ganen, hvilke jeg selv ovenfor har beskrevet som Plader, der hôre til Overkjevebenene. Der bliver altsaa kun den lille trekantede, meget tynde Beendeel til bage (ligeledes betegnet med p), som paa hver Side kommer frem ved Ganens Midtlinie mellem Overkjævebenet og Vingebenel, netop som Tilfældet er hos Næbhvalen. Men det er höist sandsynligt, at denne lille Beenplade kun er en ringe Deel af Benet selv, og at dette for en langt stérre Deel ligger dækket af Vingebenet i Dybden. Virkeligen troer jeg inde i Dybden af Næsen bagfra at kunne see det komme frem for at danne Sidevæg- 361 U —— — gen af Næsehulerne foran Vingebenene. + Først ved at sprænge Craniet af en Ganges- delphin vil Forholdet kunne fuldt oplyses. ‘Cuvier gjér opmerksom paa, at Kammene mellem Nakkebenets Grundstykke og Sidestykker (crétes du basilaire et des occipitaux latéraux), der indadtil begrændse den ‘Hvelving, hvorunder Oret ligger, ere meget tykke og besalle med smaa Beenspidser. Trommehuleknoglen, siger han, er meget stor og fastvoxet til Fjeldbenet, og Fjeldbenet er ikke simpelt ophængt (ved Trevlevæv), men fast indskudt mellem Tindingebenet og de omliggende Dele af Nakkebenet. i Delte af Cuvier paaviste Forhold af Fjeldbenet fortjener noget nærinere al op- lyses. I.en tidligere Afhandling (den sjette af mine Undersögelser over Hvaldyrene *) har jeg gjort opmærksom paa, at medens Fjeldbenet hos Tandhvalerne i Almindelighed er saa låst forenet med Craniet, at det ved Maceration falder heelt ud, er hos enkelte Arter af Tandhvalerne og hos alle Bardehvaler en egen Forlængelse deraf skudt ind imellem Tin- dinge- og Nakkebenet, hos nogle endog. heell ud til Hjerneskallens Yderflade , hvorhos dets Labyrinthdeel er ligesom omklamret af fremspringende Beenspidser fra Tindingebenet, hos Kaskelotten navnlig, efter Camper’s Opdagelse**), af en enkelt lille Beenkrog. Hos Micropteron har Dumortier***) efterviist et lignende Forhold; hos Næbhvalen har jeg i den nævnle- Afhandling -paaviist netop samme Krog, og at det er den, der forhindrer Fjeldbe- net fra at falde ud af Næbhval-Craniet, selv naar det efler Maceralionen sidder ganske låst deri. Ved Udarbeidelsen af hiin Afhandling var jeg ikke bleven opmærksom paa -den ovenstaaende Angivelse af Cuvier om Fjeldbenets faste Forbindelse hos Gangesdelphinen. Ved nu at undersöge Forholdet, navnlig paa det ene af mine Exemplarer, paa hvilket hel- digviis (i denne Henseende) Trommehuleknoglen paa begge Sider er slaaet fra Fjeld- benet, viser sig netop som hos Kaskelotten hiin Camper’ske Krog saa udviklet, at ved den alene Fjeldbenct, skjéndt især paa den ene Side ganske låstsiddende, aldeles ikke vilde kunne lages ud, med mindre Krogen blev brudt itu. Den mellem Tindinge- og Nakkebe- net indkilede Forlængelse naaer paa det mindre Hoved ikke heelt ud til Hjerneskallens Yderflade; men paa det stérre synes det idetmindste at have Andeel i den overmaade rue og ujævne Beenknop, der paa den iste Figur af 3die Tavle ligger lige udenfor *) Det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrifter. Femte Række. Naturvidenskabelig og ma- thematisk Afdeling. Förste Bind. Kbhvn. 1849. 4to. Pag. 94. *#*) Observalions analomiques sur la structure intérieure et le squelette de plusieurs espèces de Cétacés par » Pierre Camper publiées par son fils Adrien-Gilles Camper avec des notes par M. G. Cuvier, Paris 1820, 4to. pag. 108. Atlas in fol-transv. Tab. 22—25. 3 xxx) Mémoires de l'Academie royale de Bruxelles. Tome XII. Brux. 1839. 410. pag. 1—13. Mémoire sur le Delphinorhynque microptère, echoue à Ostende, par B. C. Dumortier. pag. 10, Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 46 362 _ Trommehuleknoglen og er betegnet ¢. Paa den 2den Tavles 3die Figur sees den end tyde- ligere, indsluttet foroven af det egentlige Tindingebeen (t), udadtil af dettes Aagtap (t‘) og indadtil af Nakkebenets Sidetap (0). i Nakkebenets Grundstykke (pars basilaris ossis occipitis) (Tab. Ill, Fig. 1, 0) lig- ger fortil, som hos Hvaldyrene i Almindelighed, kun frit i Form af en tilspidset Kile, for- rest i Klöften af Plougbenets bageste Rand, mere bagtil mellem de to Vingebeen; men mellem Fjeldbenene viser det sig i hele sin Brede, stærkt udhulet paa tvers (see Tab Il, Fig. 3 under Ledfladerne k), saa at dets Sidedele vingeformigt bôie sig ned om Tromme- huleknoglerne, til hvilke deres hvasse Rande ere forenede med en stærk Trevlebrusk. Kun mellem Vingebenet, Fjeldbenet og Tindingebenet ligger den store Aabning, der sva- rer deels til Canalis caroticus, deels til foramen lacerum anticum, mew idvrigt kun er en Forbindelsesaabning med den store Klöft, der fortil forlænger sig ind mellem Vingebenets Plader (see Pag. 360). Fölge vi fra denne store Aabning langs med Trommehulebenets udvendige Rand, da treffe vi her en fast Forbindelse med den Flade af Tindingebenet, som gaaer i lige Flugt med Vingebenet ‘og heelt udefter, ved Overgangen lil Aaglappens Rod, forvandles til en dyb aflangrund Grube lige bagved Ledfladen for Underkjæven. Nærmest bagved denne Grube ligger den dybe Rende for den bruskede Oregang, og bag- ved denne følge to bulle Beentappe, af hvilke den forreste (Tab. I, Fig. 1, 0) er Tin- dingebenels Vortetap, den bageste (0) Nakkebenels saakaldte Processus jugularis, retlere dets Tungebeenstap, da det er paa den, at det bruskede Griffeltungebeen sidder fast- voxet. Mellem begge disse Tappe og Fjeldbenet ligger det store foramen lacerum posti- cum til Gjennemgang for Vena jugularis interna, samt for det Øde, 10de, {ile og heelt indad i den halvrörformigt tilslebne Krog mellem Tungebeenstappen og Nakkebeensgrund- stykkets vingeformige Sidedeel (Tab. Il, Fig. 3 foran Trommehulebenet: g) — tillige for det 12te Hjernenervepar. — Nakkebeneis Ledflader (processus condyloidei) bôie sig om- trent lige stærkt op- og nedefter, saa at de falde lige let i Öinene, om Craniet betragtes fra oven eller fra neden. I deres hele Udstrækning sees de bagfra (Tab. Il, Fig. 3, k) paa hver Side af det store og næsten fiirkantede Nakkehul (+), hvis nederste Rand dog er stærkt udbugtet i Midten. Paa det lille Cranium sees ovenfor hver af Ledfiaderne, paa det större kun ovenfor den höire, et stort Hul (foramen condyloideum posticum). Ved at lade stærkt Lys falde ‘ind gjennem Nakkehullet, kan man endog paa det - uaabnede Cranium see alte Ophöininger og Fordybninger saavelsom hele Knoglesammen- setningen paa dels indvendige Flade. I de allerfleste Henseender finder jeg her in- gen væsentlige Eiendommeligheder fremfor hos de övrige Delphiner. Tentorium cerebelli er kun for en liden Deel, Falx cerebri for en större Deel benet. Det bageste Kilebeen synes at vere sammensmeliet med Nakkebenets Grundstykke, Siebenet lildeels med Pande- benene og med det forreste Kilebeen. Den hele forreste Hjernehuleveg dannes af Pande- 363 benene og lildeels af Siebenet, Sidevæggene af Issebenene, mellem hvilke foroven sees et lille Mellemissebeen (os interparietale). Tindingebenene kunne her ikke tydelig adskilles. Af Aabninger paa Hjerneskallens Indside kjendes — foruden det alt omtalte store Nakkehul og de to foramina lacera samt Aabningerne paa Fjeldbenet for 7de og &de Nervepar (for ikke her at omtale de to saakaldte Aquæductus) — endnu kun tre større paa hver Side. Det forreste ligger mellem det forreste og bageste Kilebeen, det mellemste (i Rækken forfra bagtil) gaacr igjennem de store Kilebeensvinger; begge ligge temmelig udefter og styre bagfra fortil gjennem Vingebenet — de tjene aabenbart til Gjennemgang " for det femte Nervepars Stamgrene og Svare vel til foramen rotundum,og ovale. Det ba- geste endelig ligger, ligeledes stærkt udefter, mellem de store Kilebeensvinger og Nakke- benet, og saavel af dette deres Leie som af de endog meget stærkt udviklede processus clinoidei, seer man strax at de ljene til Gjennemgang for Carotis cerebralis. Af mindre Gjennemgangsaabninger paa Hjerneskallens Indside findes en stor Mængde især fortil paa Pandebenene, aabenbart til Gjennemgang for Blodkar. Siebenet hæver sig i Midtlinien som en lav, men bred Beenkam (crista galli) og har paa hver Side af denne nogle fine Huller, hvoraf paa venstre Side cet, paa hôire to dog ere store nok til at lade en meget fiin Strikkepind gaae igjennem. Gangesdelphinen har altsaa höist sandsynligen Lugtenerver ligesom Næbhvalen i Modsætning til Delphinerne i Almindelig- hed. — Mellem Siebenet og de forreste Kilebeensvinger findes to symmetriske, men ikke synderlig store Huller, svarende til de ulige större Aabninger paa dette Sted hos Hval- dyrene i Almindelighed. Det eneste ret væsentlige Mærkværdige paa Ganges- delphinens indvendige Hjerneskalsflade er imidlertid, at Seenervehullerne kun ere rudimentære. De ville neppe bemærkes, hvis man ikke omhyggelig söger ef- ter dem og derved lader sig lede af deres bekjendte Leie og Form. De ere ingenlunde större end flere andre Huller (lil Gjennemgang for Blodkar) paa Kilebenene og paa alle omkringliggende Knogler (langt mindre end mange af dem paa Pandebenene), men de kjendes påa deres symmetriske Leie paa begge Sider i Roden af de smaa Kilebeensvinger og især paa deres Form af Tverspalter med en övre fremspringende Beenlebe. Kun paa det mindre til min Raadighed staaende Cranium lykkedes det at bringe et slivf Haar igjen- nem dem ind i Oienhulen. Denne ganske paafaldende Lidenhed af Seenervehullerne viser paa det Beslemteste, at selve Seenerverne hos Gangesdelphinen ere rudimentære, og bliver derved vistnok vesentlig ‘mærkværdig. Ved Gangesdelphinens Underkjæve falder swax den store Lighed i Öinene, som den har med Kaskelotlens, saavel i Henscende til sin overordentlige Smalhed og Tand- rækkernes gjensidige Tilnærmelse som og i Henseende til Kjæveforeningens (Symphysens) Længde, der udgjör lidt over % af hele Underkjævens. Bag denne lange Forening vige Sidegrenene i en svag buet Linie ud fra hinanden (Tab. Ill, Fig. 1, x) og antage i deres 46* 364 bageste Halvdeel en Skovlform, idet ikke blot deres överste Rand hæver sig til Fæste for. Tindingemusklen, alisaæ som en meget langstrakt processus coronoideus, men ogsaa hver Sidegreens nederste noget udad bôiede Læbe i den bageste Trediedeel antager Form af en langstrakt flad Beenvinge (Tab. IH, Fig. 1). Ledtappen sidder paa den bageste Rand. Den er ganske huul ligesom Sidegrenene overhovedet, og Indgangen til deres store Hule oplager, som sædvanlig hos Delphinerne, nesten hele den bageste Trediedeel af Sidegrene- nes indvendige Plade. | Underkjævens lange Foreningsdeel har, fra Siden betragtet, det vil sige paa sin överste og nederste Rand, en svag Sformig Sveining, og det Samme gjelder for Overkjæ- ven, dog netop kun en saa svag, som Afbildningen (Tab. 1) viser. Paa den Cuvier’ske Tegning er denne Sveining saa paafaldende stærkere, at jeg næsten maa anlage, heri maa ligge en Kjöns- eller Alders-Forskjellighed, saameget mere, som den er lige saa stærk gjengivet af Gray (Catalogue Citat Pag. 352). Begge Kjæverne række lige langt fortil, Underkjæven i alt Fald neppe mærkelig længere end. Overkjæven. I den forreste Halv- deel ere de ogsaa omtrent lige smalle, men fra den bageste Halvdeels Begyndelse rager Overkjæven til hver Side omtrent 1° ud over Underkjæven, indtil lige under den forreste Rand af Overkjævebenenes Kamme (see Tab. III, Fig. 1), hvor Underkjævegrenene begynde at vige ud fra hinanden. ' Gummefladen rækker paa Overkjæven saa meget længere tilbage, at dens to ba- geste Tandpar ikke måde tilsvarende Tandpar fra Underkjæven (Tab. Ill, Fig. 4, m). Alli- gevel har Underkjæven idetmindste lige saa mange Tænder som Overkjæven, nemlig 29 paa hver Side, medens Overkjæven kun paa hôire Side har lige saa mange, paa venstre 28. Allernalionen mellem Over- og Underkjævens Tænder er altsaa ikke fuldkommen re- gelmæssig. Ligesom Underkjævens förste Tandpar sidder foran Overkjævens første, ‘saa- ledes sidder endnu hiins 47de Par mellem dennes A6de og 17de, skjôndt rykket frem til tet bag dens 16de; derefter sidder baade dens 18de og 19de Par mellem det 17de og 18de og paa venstre Side dens 21de og 22de Tand mellem Overkjævens 19de og 20de, paa höire Side den 22de og 23de mellem Overkjævens 20de og 21de, og Underkjævens sidste (29de) Tandpar kommer paa begge Sider til at træffe Mellemrummet mellem Overkjævens 26de og 27de. 4 i ; Tændernes Længde og Form er meget forskjellig, skjöndt uden skarpe Overgange. De forreste ere betydelig lange (indtil 9”), spidse og derhos saaledes sammenklemte og böiede, at de have en Flade fortil og en anden bagtil, en hvælvet Rand udad, en huul Rand indad. Henad Kjevernes Midte blive de lidt efter lidt lave og kegledannede, saa at i Underkjæven det 19de Par, i Overkjæven det 21de, kun staaer frem af Gummerne som en ganske lille, knap 1° höi Dop med bred Grundilade. Derefter blive de alter noget slorre og især bredere. I samme Forhold som Tænderne ere lavere, staae de i hver af x de fire Rækker længere fra hingnden, men selve de to Tandrækker i hver Kjæve derimod tættere sammen. Dette gjelder især i Overkjæven, hvor Tandrækkerne navnlig ved det. 19de og 20de Par staae saa tet sammen, at de bogstaveligen stöde lige op mod Midtlinien. Ligesom for at skaffe sig Plads, alternere de ogsaa især her saaledes med hinanden, at Over- kjævens 21de Tand paa venstre Side staaer midt imellem 21de og 22de paa höire Side, og denne Alternation vedvarer endog heelt bagtil. "Til Oplysning af hele denne Beskri- velse er en Sidetegning af Kjeverne i kun to Ganges Formindskelse givet paa 2den Tavle (Fig. 2) men kan jeg iôvrigt henvise til Gray’s, i Henseende til Tænderne, lærerige Af- bildning - (Illustrations, citerede Pag. 353). Fortil sees Underkjævens Tænder ligesom at omklamre Overkjeven, og de efterlade en dyb Fure paa.den modvendte Gummes Udside; i Midten af Kjævernes Længde træffe Tandspidserne den modvendte Gumme tet udenfor dennes egne Tænder og efterlade der et rundt Indtryk; heelt bagtil stöde Underkjævens Tænder over 1'” udenfor Overkjævens paa Udsiden af dens Gummer. Gangesdelphinens Tungebeen afviger ikke fra alle andre Hvaldyrs. Det bestaaer nemlig, som sædvanligt, af to Bruskbuer, af hvilke den bageste har tre Forbeningssteder : eet i Midten (corpus ossis hyoidei) og eet i hver af Sidedelene (cornua majora), hvori- mod den forreste Bue kun har et Forbeningssted i hver af Sidedelene: Griffeltunge- " benene, medens den ad Midtlinien til paa hver Side, uden al forbene, böier sig tilbage mod den bageste Bues forbenende Midistykke og hefter sig derpaa (cornua minora). For- -beningen var ikke rykket videre frem, end at paa den bageste Bue de store Horns for- benede Deel endnu var skilt fra Midtstykkets ved en omtrent 2“ tyk Bruskskive, og udad brusket i omtrent 4 af dens hele "Længde; Griffellungebenene indad bruskede omtrent i deres halve Længde, udad, mod deres Befæstelse paa Nakkebenets saakaldte Aagtap (Pag. 362), i en omtrent 4 saa lang Strækning. Cuvier talte paa sit Exemplar 11 Brysthvirvler, men antog derhos, at deres rette Tal muligviis kunde være 12. Paa det Reinhardt'ske Skelet findes imidlertid ei hel- ler flere end 11 Ribbeenspar og er det derhos aabenlyst, at vistnok ikke flere have været tilstede. Det Alte Par fæster sig nemlig (see Tab. I, Fig. 2) ikke blot paa Enderanden af, den 11te Hvirvels Tvertap, men tillige (med Sideranden af sin Hvirvelende) paa den skraal afskaarne Enderand af den næstfålgende Hvirvels Tverlap, saa at altsaa idetmindste her intet andet Ribbeen kan have havt Fæste. Men Cuvier talte fremdeles paa sit Exemplar i Alt kun 46 Hvirvler, nemlig, for- uden de 7 Halshvirvler og 11 Brysthvirvler, endnu kun 28 bagved disse. Paa Rein- 366 hardt’s Skelet findes imidlertid ialt 51 Hvirvler, nemlig foruden de 7 Halshvirv- ler og 11 Brysthvirvler, endnu 8 Lendehvirvler og 25 Halehvirvler. | En saa stor Forskjellighed (46—51) kan ikke antages for individuel. Mangen Zoolog vil altsaa maaskee vere lilböielig til derpaa at begrunde en Artsforskjellighed; men dertil kan Afvigelsen neppe i og for sig berellige, med mindre det skulde vise sig, at ogsaa Cuvier’s Exem- plar har været aabenbarl ubeskadiget, saa at navnlig ved Halespidsen end ikke savnedes den sidste Hvirvel (der paa Reinhardt’s Exemplar viser sig som en neppe over 2‘ bred Beenkjærne) og alle de üvrige Hvirvler enten have været forenede indbyrdes ved de nalurlige Baand eller idetmindsle saa nölagligen passende sammen, at ingen mellemliggende Hvirvel nogelsteds kan antages al have manglet. Saalænge herom ikke foreligger en be- stemt Angivelse, maa det være tilladt al anlage, at Cuvier’s Skelet har manglet 5—4 eller idetmindste 3 Hvirvler, thi Afvigelser i Hvirvelantallet af 1 eller 2 forekomme ikke sjelden hos Delphinerne, større Afvigelser derimod neppe, idetmindste ikke ved et saa ringe Totalantal som Gangesdelphinens. I Hvirvelsöilens hele Længde vise Hvirvellegemerne de hos Hvaldyrene sæd- vanlige Forskjelligheder i Form og Störrelse, dog med den paafaldende Alvigelse, at Hals- hvirvlerne i alle Henseender ligne Rörhvalernes mere end Tandhvalernes i Almindelighed, navnlig end de egentlige Delphiners. De ere ikke alene, som Cuvier siger, ;lige saa be- stemt sondrede indbyrdes (distinctes) som hos noget andet Pattedyr og, skjöndt korte, temmelig stærke” — de to förste endog meget stærke — men hver enkelt af dem har de for, hver især bekjendte Characterer meget bestemt udtalte. Navnligen har Axis — i Sammen- ning med andre Hvaldyrs —en meget udviklet Tandtap (processus odontoideus), hvis hvælvede Ledflade dog vender mere mod Hovedet end mod Bugfladen, medens den for» reste Atlasbue i Midten er uddannet lil en tyk Plade, der lægger sig tilbage over Axis, med en til Tandtappens svarende Ledflade. — Paa den 3die, 4de, 5te og 6te Halshvir- vel er Legemet kun lille saavel i Breden som i Hôiden, men — i Modsetning til de andre Delphiner, i Lighed derimod med Bardchvalerne — vise sig her de almindelige nedre Tvertappe stærkt udviklede. Cuvier har allerede gjort opmærksom paa dem med de Ord: „der findes en anden Række Tverlappe, gaaende ud fra den fjerdes, femtes og sjet- tes Legeme, og de fra den sjelles ere længere end de egentlige Tyertappef. Hertil kan jeg endnu füie, at de i Grunden allerede findes paa den tredie Halshvirvel, forsaavidt nemlig, som dennes Tverlap er saa bred ved sit Udspring, at den staaer i Rekke saavel med de nedre som med de üvre Tvertappe og derhos har et (riglignok meget lille) Hul, altsaa i Virkeligheden danner en Ring, i Lighed med de fölgende Hvirvlers nedre og Ovre Tvertappe tilsammen (see Tab. I, Fig: 2), der kun ere al betragte som de forbenede Stykker af den iôvrigt bruskede eller senede Ring, der paa hver Side omslutter Arteria vertebralis eller det den hos Hvaldyrene repræsenterende Blodkarnet. Paa Reinhardt’s 367 Skelet findes, formodentlig som en individuel Afvigelse, ogsaa en nedre Tvertap paa den syvende Halshvirvel, men kun paa venstre Side. (Den er afbildet Tab. III, Fig. 4, r; paa samme Figur betegner t, t, t, de övre Tvertappe, 0-0 de nedre Tvertappe af den sjette , Halshvirvel —. hvilke ogsaa kunne sees fra Rygsiden mellem ‘den sjette og syvende Hvir- vels egentlige Tverlappe paa samme Tavles Fig. 3. — g betegner de nedre Tvertappe af den femte; b-c det første Ribbeenspars Hvirvelende.) Selv den anden Halshvirvels tykke, stærke Tvertap, der bôier sig tilbage og tildeels dækker de efterfolgende, maa, skjöndt ikke gjennemboret, belragtes som en Sammensmeltning af begge Tverlappene, hvilket fremgaaer saavel af dens Udspring og Stilling, som og deraf, at den ganske tilsvarende store, brede Tverlap paa Bardehvalernes Epistropheus snart har et meget stort, snart el meget lille Hul, som Tegn paa, at Blodkarneltet i Halsringene fortil snart slet ikke, snart meget betydeligen indknibes. Hos Gangesdelphinen viser Hullets Lidenhed i den tredie Halvhvirvels Tvertap, at det fortil indknibes overordentlig stærkt eller, vel rettere, trækker sig heelt ud af den ringformige Omsluttelse. — De hos Gangesdelphinen ligeledes. meget stærke Tvertappe paa Atlas ere i Modsetning til dem paa Axis aabenbart kun egentlige eller övre Tverlappe. At Tvertappene paa den anden Halshvirvel bôie sig saa stærkt tilbage, tyder hen paa det hos Bardehvalerne gjeldende Forhold, at de tjene til Fæste for Senebaand til det forste Ribbeenspar. Den övre Tverlap paa den fjerde, femte og syvende Halshvirvel er (som saa almindeligt hos Pattedyrene og hos Mennesket) klövet paa Spidsen i to Dopper; den indre af disse Dopper staaer stærkere frem, især paa den syvende Halshvirvel (Tab. lll, Fig. 3, ©). 32 Halshvirvlernes Buedele ere trukne meget sterkt ud i Breden, allermeest den sjettes — hvilket især bliver idienfaldende fra Rygfladen i Sammenligning med Brysthvirv- lernes smalle Buedele (Tab. HI, Fig. 3). Fra samme Flade betragtet falder den anden ' Halshvirvels meget brede, flade, opad og baglil rettede Tornspids i Oinene. Den forlæn- ger sig fortil langs Midtlinien i en Kam, der rager frem over den forreste Rand. I Mod- sætning dertil have alle övrige Halshvirvler kun en meget svag Kam i Midtlinien til An- tydning af en Torntap. Buedelene af disse Halshvirvler ere overhovedet meget smalle, Mel- lemrummene imellem dem i samme Forhold store. Udadtil bôier hver Buedeels Rygstykke, medens det gaaer over i Bugstykket og Hvirvellegemet, sig saa stærkt fortil, at disse Dele komme til at ligge i Hôide med Rygstykket, ikke af samme, -men af den foranliggende Hvirvel. Fra samme Böiningssted udgaae de to flade afrundede Ledtappe, den bageste (p) med: sin ned= og udadvendte Ledflade bagved, den forreste derimod med sin op- og indad- vendte Ledflade foran den nævnte Böining (see Tab. I, Fig. 2 og Tab. III, Fig. 3, hvor den lredie Hvirvels forreste Ledtap er belegnet med a, den andens tilsvarende bageste med p).— Lige under de forreste Ledtappe, nelop paa Grændsen mellem Buedelens Ryg- og Bug- 368 stykke, er det, at de allerede omtalle övre Tverlappe udgaae; de höre altsaa ganske til Buedelen, hvorimod de nedre Tvertappe höre Hvirvellegemet til. Den anden og tredie Halshvirvels Tvertappe komme altsaa, ifolge den givne Fremstilling, med deres brede Rod til at tilhöre saavel Buedelen som Legemet. - I Modsetning til den sidste Halshvirvel ville vi strax stille een af de forreste Lendehvirvler og dernæst betragte disse to Formers gradvise Overgang til hinanden gjen- nem Brysthvirvlernes Række. I Sammenligning med Halshvirvlerne udmærke Lendehvirvlerne sig som sedvanligt: 1) ved Legemets og Torntappenes langt overveiende Styrke, 2) derved, at Buedelene sidde paa lige Höide med deres egne Hvirvlers Legemer; 3) derved, at Skraa- tappene (prosessus obliqui autorum) ere rykkede op paa Buedelen ved Torntappens Udspring og 4) Tvertappene ikke alene i samme Grad som Torntappene have vundet i Styrke, men derhos ere rykkede ned. fra Buedelen til selve Legemets udvendige stumpe Rand. Hvorledes det førstnævnte. Forhold gradviis udvikles gjennem Brysthvirvlernes Række, behåver ingen nærmere Beskrivelse og kan tildeels skjônnes af Figuren (Tab. I, Fig. 2); Buedelens forandrede Stilling kan betragtes opnaaet derved, at Hvirvlernes stedse forôgede Størrelse i Rækken forfra bagtil paa Torntappene er stærkest fortil, paa Lege- merne stærkest bagtil. Större Opmærksomhed ville de to sidstnævnte Forhold, skjöndt deres Udvikling skeer her ganske som hos Delphinerne i Almindelighed , antages at for- ijene paa Grund af, at nelop disse Forhold i senere Tid ere paavisle som afgjörende til den rette Tydning af Hvirveltappene overhovedet. Til rette Forklaring af det under 3 nævnte Forhold har Retzius*) gjort opmærk- som paa Nödvendigheden af at skjelne — saaledes som tildeels allerede er skeet af en- kelte ældre Anatomer — imellem to Formdele, hvoraf de saakaldte Skraatappe (processus obliqui) paa Lendehvirvlerne kunne siges at være sammensalte, nemlig: 1) Vorletappene (processus mammillares) og 2) de virkelige Ledtappe (proc. articulares). Den gode Begrundelse af denne Adskillelse viser sig hos Gangesdelphinen, som hos maaskee alle andre Hvaldyr, meget tydeligt. Ved at betragte Rygraden fra oven (Tab. III, Fig. 3) finder man Vortelappenes Række at begynde meget bestemt (m) paa den 5te Brysthvirvel (12), tæt udenfor, men dog tydelig adskilt fra, den forreste Ledlap (a), ligesom ogsaa ikke mindre tydelig adskilt fra Tvertappen (¢), paa hvilken Ribbenets Knop (twberculum: c) har sit Fæste. Allerede paa de nærmest fölgende Hvirvler rykke den forreste Ledtap og Vortetappene nærmere sammen, og den förstes altid kun lave Forhôining svinder derhos meer og meer, saa at den allerede. paa den fjerde eflerfölgende Hvirvel i Virkeligheden kun er given som en aflang Ledflade paa Indsiden af selve Vortelappen. - Dette For- *) Kongl. Vetenskaps Akademiens Handlingar 1848. II Haft. Om rätta tydningen af sido-utskotten pa rygg- och ländkotorna hus Menniskan och Däggdjuren; af A. Retzius, Stockholm 1850. &vo. 369 hold kan unzgleligen ogsaa udtrykkes paa den tidligere Maade ved at kalde selve Vorte- tappen en Ledlap; men ligesom det ikke gjelder fortil paa Rygraden, hvor Vorletappen pludselig træder op selvstændig paa den 12te Hvirvel, saaledes gjelder det ei heller rette- lig fra Haleegnens Begyndelse. Her nemlig falder endog hine Ledflader aldeles bort, Jog de saakaldte Skraa- eller Ledtappe tabe dermed al Betydning af saadanne og ere kun slet og ret Vortetappe. Vorletappene med de forreste Ledflader saavelsom de isolerede bageste Ledtappe synes forfra bagtil i Bryst- og Lendehvirvlernes Række stedse at rykke hôiere opefter, og i Virkeligheden sidde de bageste Ledflader paa de sidste Lendehvirvler paa Roden af selve Tornspidserne. Men dette Forhold er en umiddelbar Fålge af hele Buedelens gradviis for- andrede Form fra en bred og lav nedtrykt Bro over Rygradshulen til en omsider ganske smal og hôi (paa de bageste Lendehvirvler to Gange mere höi end bred). Det under 4 nævnte Forhold endelig har fremfor alle andre Forhold paa Patte- dyrshvirvlerne tildraget sig de nyere Zootomers Opmærksomhed. At Tverlappene (de övre eller egentlige) höre Buedelen til, er rigtignok ingenlunde en almindeliggjeldende Re- gel, da de tvertimod ikke alene hos Hvaldyrene fra de bagre Brysthvirvler af i hele den fölgende Længde af Hvirvelsöilen höre Hvirvellegemerne til, men ogsaa hos mange andre Pattedyr idetmindste i en Deel af Lendeegnen*); men delte forskjellige Udspring har dog med Rette allerede forlængst maattet vække Tvivl om deres fuldstændige Eensbetydning. De fra Hvirvellegemerne udspringende Tvertappe maatle nådvendigviis ikke saameget være at sælte lige med de évre eller egentlige, som snarere med de nedre Tvertappe paa Hals- hvirvlerne. Mod denne Anskuelse synes, navnlig for Hvaldyrenes Vedkommende, riglignok at stride den aabenbare Eensartethed mellem Lendehvirvlernes og de bageste Brysthvirvlers Tvertappe, hvilke sidste ogsaa gaae ud, ikke fra Buedelen, men fra Hvirvellegemet, skjondt det dog netop er paa Spidsen af disse samme bageste Brysthvirvellvertappe, at de bageste Ribbeen befæstes, i hvilken Henseende de altsaa forholde sig — ikke som de nedre, men just som de ôvre eller egentlige Tvertappe saavel ellers paa Hvalskelellel som paa Palledyrskelettet overhovedet. Hos Rörhvalerne synes Anskuelsen endnu vanskeligere al kunne gjennemfåres, eflersom her samtlige Ribbeen mangle Hals og Hoved og derhos samllige ere befæstede paa Spidsen af Tvertappene, hvoraf de forreste alle udgaae fra Buedelen, de bageste fra Legemet, de midterste fra begge Steder, Da imidlertid Anskuelsen vistnok dog er den rigtige, vil Tydningen efter den vel ogsaa kunne gjennemfåres, og delte synes navnlig at kunne skee ved de af Stannius og Vrolik**), +) See Friedr. Wilh. Theile i Müller's Archiv. Jahrgang 1839. Pag, 108, #*) Naluurkundige Verhandelingen van de hollandsche Maatschappij der Wetenschappen te Haarlem. Tweede Versameling. 5e Deel. 1e. Stuk. Haarlem 1818. 410. Natuur-en Ontleedkundige Beschouving van den Hyperoodon door W. Vrolik. Pag. 31— 40. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og mat. Afhnd. 2 Bd. 47 370 Owen*) og Maclise**) opstillede Homologier, navnlig paa fölgende Maade. Ribbeen og Tverlappe maae betragles i Sammenheng som Brudstykker af fælleds Indvoldsbuer (Visceral- eller Bugbuer). I den fuldtudviklede Tilstand har hver saadan Bue to Ud- springssteder, altsaa to Rôdder, 1) fra Hvirvellegemet: Bugroden, 2) fra Buedelen (Neura- pophysis): Rygroden. Halshvirvellvertappene ere fuldstændige Dobbeltrödder til ikke luk- kede (eller ikke tii Bugmidtlinien naaende) Indvoldsbuer. De forreste Brystbuer ere altid de fuldstændigste. Deres Midistykke (Ribbeenslegemet) er sammenvoxet med Bugroden (Rib- benets Hals og Hoved), denne lösrevet fra Hvirvlen (hos Rörhvalerne er denne Rod heelt senet eller brusket), deres Rygrod derimod (processus transversus) er fastvoxet til Hvirvlen, lösrevet fra Midtstykket (Ribbenet). I Rekkefélgen af Brysthvirvlerne rykke de to Rödder nærmere lil hinanden og smelte omsider (hos Gangesdelphinen paa den Øde Hvirvel) sam- men paa Overgangen mellem Hvirvlens Buedeel og Legeme, hvorhos den til Hvirvlen fast- ‘voxne Deel af Buen (Tverlappen) bliver i samme Forhold kortere; paa de sidste Bryst- hvirvler (10de—11te hos Gangesdelphinen) lillager denne aller i Længde og saaledes frem- deles i Lendeegnen, men kun som Bugrod (udgaaende fra Hvirvellegemet), hvorimod Bue- delen mangler. De allerbageste Ribbeenspar ere altsaa ene og alene fæstede til Tvertappe, der sidde paa Hvirvellegemet, men disse Tverlappe kunne ikke stilles homologe med de første Brysthvirvlers Tvertappe, meget mere kun med Ribbenenes Halse og Hoveder. Sammenligne vi paa den anden Side de bageste Halehvirvler med Lendehvirvlerne, da ere Forskjellighederne ikke mindre betydelige end mellem disse og Halshvirvlerne. Som forste Halehvirvel betegne vi den, bag hvilken sidder den forreste Blodbue (Hæmatapo- physis, Cuvier’s os en V). Denne Hvirvel er den 27de i Hvirvelsöilen, og altsaa er af de bag de 7 Halshvirvler og 11 Brysthvirvler liggende 33 Hvirvler de 8 blevne beleg- nede som Lendehvirvler, de sidste 25 som Halehvirvler. Af Blodbuer findes paa Rein- hardt’s Skelet 14 at vere enten heell eller tildeels forbenede, og, da den förste sidder mellem den 27de og 28de Hvirvel, sidder altsaa den sidste mellem den Aide og 42de. Det vere tilladt i den fölgende Beskrivelse at adskille denne 42de Hvirvel tilligemed alle de efterfolgende som Halespids-Hvirvler i Modsætning til de forreste 14 eller egent- lige Halehvirvler. Som Grund til denne Adskillelse tjener, at medens paa alle disse for- reste 14 Halshvirvler endnu forefindes samtlige Lendehvirvlernes Tappe med Undtagelse af Ledelappene, som vi hürle allerede ere forsvundne paa den sidste Lendehvirvel, mangle *) On the Archetype and homologies of the vertebrate skeleton by Richard Owen. London 1818. 8v0. — On the nature of limbs. A discourse delivered by Richard Owen. London 1849. Svo. #*) The Cyclopedia of Anatomy and Physiology. Edited by Robert B. Todd. Part. XXXV. London 1819. Svo. Article: Skeleton. 371 de paa alle de efterfélgende, hvorimod nye Rækker af Tappe træde stærkt frem, der grad- viis have udviklet sig langs de foranliggende Halehvirvler. Paa de egentlige Halehvirvler altsaa tiltage Hvirvellegemerne i Tykkelse indtil den Yde, hvorefter de atter aftage, dog först ret mærkelig fra den 12te af. Buedelen derimod med Torn- og Vortetappene aftager i hele Rækken, saa at paa den sidste af disse Hvirvler netop kun endnu en ganske lav lille Beenbro er tilbage som et Spor deraf. Hvorledes under denne gradvise Svinden Torntappene blive forholdsviis bredere (eller rettere stôrre i Lengderetningen) , og Vortetappene blive forholdsviis tykkere medens de samtidig igjen rykke dybere ned, vil kunne kjendes paa Afbildningen (Tab. I, Fig. 2). See vi derfra hen til Blodbuerne eller de nedre Hvirvelbuer, da er den forste af disse (mellem den 27de og 28de Hvirvel), som saa ofte hos Hvaldyrene, vidt aabenslaaende eller, med andre Ord, skilt i sine to Sidehalvdele, og derhos aldeles usym- metrisk. Paa venstre Side er den kort og bred (Tab. I, Fig. 2) og naaer med sin nederste Rand neppe ind under det fölgende Hvirvellegeme; paa den höire Side derimod sidder den ikke alene i det Hele noget længere tilbage, men forlænger sig med sin nederste Deel endog heelt hen til den anden Blodbue og fæster sig til samme. Den tredie Blodbue er den længste; de paafölgende aflage lidt efter lidt, og den 14de, mellem den 40de og 41de Hvirvel, er omsider netop kun kjendelig som en 2-3“ höi Bruskbue (omkring den vistnok allerede meget lille Halepulsaare) med en Beenkjærne i hver af sine Sidedele. Blodbuerne omslulte, som bekjendt, den store Halepulsaare, Forlængelsen af Aorta, hvorfra en stor Green stiger op paa begge Sideflader af hvert Hvirvellegeme. Paa de 8 forreste Halehvirvler gaaer denne Green bag Tvertappen, paa de 5 efterfålgende igjennem den. Dens Fure bliver stedse dybere i Hvirvelrækken bagtil; men Tvertappene ere midlerlidig gradviis aftagne saa stærkt i Höiden, at de omsider kun tage sig ud, paa Øde—12te, som en gjennembrudt, paa det 13de som en fuldstændig lille Beenbro. Fra den sidste egent- lige Halehvirvel af gaaer Pulsaaregrenen end mere i Dybden og gjennem selve Hvirvel- legemet. Imidlertid hæve sig i Halehvirvlernes Rækkefålge to andre Taprækker, hvilke jeg ikke troer at burde tyde som processus accessorii, skjöndt jeg ingen andre har fundet, der kunde svare til disse. Jeg vil kalde dem Haletappene (processus caudales). De have Form af Længdekamme, hvoraf den ene ligger ovenfor, den anden nedenfor Tvertappene. Den førstnævnte Række af disse Haletappe begynder paa den 5le Halehvirvel tæt oven- og bagfor Tvertappen; rykker paa de efterfålgende stedse höiere opefter, indtager hele Længden af Hvirvellegemet, men udhules meer og meer dybt af Arterierenden. Den nedre Række Haletappe begynder ligeledes paa den 5te Halehvirvel i Form af en Grændseknop for og bagved den nederste Deel af hver Arterierende, men antager meer og meer, jo læn- gere bagtil, Form af aabne Brobuer og ved den 12te Halehvirvel omsider af luk- kede Beenbroer. 47* 372 See vi nu endelig hen til Halespidsens 11 Hvirvler, da ere disse dannede som forfra bagtil fladtrykkede Terninger. Hver af Grændserandene mellem de fire udvendig synlige Flader er betegnet ved en rund Knop, der ikke er andet end de nævnte Haletappe. I Tverlappenes Sted ere Sidefladerne udhulede ; paa de 4 bageste af Halespidsens Hvirvler opstaaer igjen et Skin af en rundlig Tvertap, men kun ved Sammensmeltning af de üvre og nedre Haletappe. Den överste saavelsom den nederste Flade ere dybt udhulede i Form af et Kors, hvis Tvergreen, ifölge Hvirvlens fladtrykte Form er længere og udadlil paa hver Side viser et Hul, som Ind- og Udgang for Arteriekanalen, der her gjennemborer hele Hvirvellegemets Sidedeel. Af de 11 Ribbeenspar höre de 4 forreste lil de saakaldte ægte Ribbeen. De forreste 8 fæste sig mellem to Brysthvirvler. Det første fester sig paa Hvirvelsöilen mel- lem den sidste Halshvirvel og den förste Brysthvirvel (see Tab. Ill, Fig. 4, b-c), og paa Brystbenet ved en temmelig lang Ribbeensbrusk lil det meget store Haandgreb (manubrium ossis sterni) let ved dettes forreste i Midten udbugtede Rand. Da alle fölgende 7 Rib- beenspar sidde mellem to Brysthvirvler, har altsaa hver af disse paa hver Side lo tilsvarende Ledflader. Kun de tre bageste sidde alene paa Tverlappene. Med den nederste eller Bug- enden sidder det andet Ribbeenspar til hver Side med sin lange Ribbeensbrusk mellem Haandgrebet og det ulige mindre, af to benede Sidestykker bestaaende, Brystbeenslegeme (det venstre af disse to Sidestykker er kun halvt saa stort som det höire); det tredie fæ- sler sig mellem dette og den heelt bruskede Brystbeensspids, det fjerde endelig paa hver Side af dennes bageste Rand. Paa alle de félgende 7 Ribbeenspar er den nederste Ende endnu brusket, men synes at ligge frit i Kjödet. Gangesdelphinens Skulderblad har Cuvier beskrevet i fölgende Ord: „Det er meget bredere end hos Delphinus delphis; dets Rygradsrand er næsten det Dobbelte af dels Höide; dets forreste Rand er enkelt* (uden fossa supraspinata) „men har en skraat alskaaren Fremstaaenhed, der er Acromion, og ganske tet ved Ledfladen en lille neppe mærkelig Knop — det eneste Spor til en processus coracoideus“. Til denne Beskrivelse vil man finde at Afbildningen (Tab. 1, Fig. 2) svarer heelt vel. — Paa samme Afbildning vil man skjönne den fuldkomne Mangel af egentlig Ledfôining mellem samllige Arm-, Haand- og Fingerknogler; Overarmknoglens, men især Underarmknoglernes betyde- lige Brede (Spolen er mere bred end lang), fremdeles de 6 flade Haandrodknoglers mo - saikagtige Sammenföining i to Rader og de fem aldeles ubevegelige Fingres vifteformige Stilling, hvorved Haanden faaer sin store Brede. Af Fingerled forefandt Cuvier iTommelen kun 1, i hver af de tre fölgende 4, og i den sidste Finger 2. Paa det hjembragte Exemplar er Antallet af de forbenede Fin- gerled i Tommelen 2, i hver af de fölgende 4; men i hver Finger fölger efter det yder- ste forbenede Led et brusket Endeled, der i den anden Finger har en lille rund Been- 373 kjerne. Derved bliver det idetmindste meget sandsynligt, at paa et udvoxet Exemplar de benede Fingerleds rette Antal vil vere: for Tommelen 3, for hver af de fölgende 5. (Paa Atbildningen Tab. I, Fig. 2 er de sidste Fingerleds bruskede Natur ikke særlig bleven udhevet.) Zoologerne ere siden Cuvier’s Tid temmelig enige om, at et Hvirveldyrs rette Plads i Systemet maaskee allersikkrest erkjendes af dets Skeletbygning, og, gjelder denne Sætning for Hvirveldyrene i Almindelighed, saa gjelder den maaskee fremfor i nogen anden af Hvirveldyrenes Ordener i Hvaldyrenes, eftersom her under en bestemt, gjen- nem hele Ordenen vedligeholdt Afændring af den ydre Fiskeform skjules en fuldkom- men Pattedyrbygning, og i denne atter viser sig en Forskjellighed, der hidtil er bleven anslaaet meget for lavt. Det bedste Vidnesbyrd for Rigtigheden af dette Udsagn giver netop Gangesdelphinens Skeletbygning. Allerede ved Lebeck og Roxburgh hayde man lært, at kjende de paafaldende Afvigelser i Formen af dens Neb, dens Brystfinner og især af dens Blæsegat; men det var, som allerede anfört (Pag. 351), dog fürst, da Cuvier leret dens Skelet at kjende, at det blev klart, hvorledes her forelaae den meest eiendommelige Form i hele Delphinernes store Gruppe, den, „som maaskee allermeest kunde fortjene at danne en egen Slægt”. Det store Skridt fremad, Cetologien gjorde iCuvier’s Tid og for allerstôrste Delen ved ham alene, erkjendes ved at sammenligne hans förste Lereböger og særskilte Arbeider i denne Retning med de seneste, fårst efter hans Död udgivne. Det var saa stort, at Celologien siden den Tid ved Fleres Arbeider endnu ikke har gjort noget lige stort fremad. Men Cuvier havde dog endnu ikke faaet samlet det nödvendige Stof af Hvaldyrskelelter, for navnlig i den Linné-iske Slegt Delphinus at ordne det allerede da meget store Antal Arter efter deres större eller mindre indbyrdes Slegtskab. Om Gangesdelphinen tröstede han sig endnu kun netop til at udtale de nysanförte Ord: at den maaskee fremfor nogen anden Delphin kunde fortjene at danne en egen Slægt, men uden nåiere at angive, hvor denne Slægt i Tandhvalernes Række nærmest maatte være at hensælle. Schegel*) satte den nærmest til de store, mere sværtbyggede egentlige Del- phiner, han kaldte „die Tümmler“, og for hvilke Delphinus tursio opstilledes som Typus; J. E. Gray**) bragte den med et vist Held nærmest sammen med den af Alcide d’Or- bigny***) beskrevne Inia boliviensis i en af Amazonflodens Bistromme over 700 franske , *) Abhandlungen aus dem Gebiete der Zoologie und vergleichenden Anatomie. 1 left. Leiden 1841. 410. Pag. 28. xx) Voyage of Erebus § Terror (citeret Pag. 352) Pag. 25. xxx) Nouvelles annales du Museum d histoire naturelle. Tome III, Paris 1834. 4to. Notice sur un nou- veau-genre de Célacés. Pag. 22, pl, 3. nc. „lieues“ fra Havet. Ikke mindre heldig var maaskee A. Wagner*) ved at slille den imellem denne Amazonströmmens Tandhval og Micropteron. Navnligen have de derved sikkerligen veret ulige heldigere, end jeg har veret i denne Henscende ved i en Opstil- ling af Hvaldyrene efter deres Føde at opföre den netop paa den ene yderste Grendse af Tandhvalerne, medens Næbhvalerne og Kaskelotten opstilledes paa den anden modsatte **). Til denne Slutning vil vistnok Enhver, der har fulgt den ovenstaaende Beskrivelse af Gangesdelphinens Skelet vere kommen tilligemed mig, især naar derhos sees hen til den Beskrivelse, jeg tidligere har givet af den egentlige Nebhval eller Döglingen***) og af Nebhvalerne i Almindelighed (Rhynchoceli) ****). At Gangesdelphinen i Virkeligheden i de fleste Henseender staaer nærmest til Næbhvalerne, skjôndt i nogle Heenseender nærmere til Hvidfisken og de beslæglede store Tandhvaler, i andre til Amazondelphinen, men alter i andre endelig slaaer aldeles isoleret, vil jeg nu söge nærmere at udvikle. Den meest idienfaldende Seregenhed i Gangesdelphinens benede Hoved er aaben- bart de to hvælvede Beenkamme paa Overkjevebenene. Men disse ikke blot ligne Næb- hvalens Beenkamme — de ere i det Væsentlige ganske den selvsamme Form. Hele For- skjellen bestaacr kun i, at de paa Gangesdelphinen ere mere hvælvede og derfor lade et större Mellemrum imellem sig indbyrdes. De hæve sig paa lignende Maade fra Sidedelen af hvert Overkjævebeen og voxe paa samme Maade med Alderen nermere ind mod hinan- den til Midtlinien. Om Gangesdelphinen er delle paaviist af Gray, om Nebhvalen har jeg i hiin sidstnævnte Afhandling anlydet noget ganske Lignende at finde Sted (Pag. 98), dog kun som Formodning ide Ord: „Bedre begrundet er Gray’s Hyperoodon latifrons, efter et ved Orkney-Oerne fundet Cranium med Beenkammene paa Overkjæven usædvanlig tykke. Og dog turde her kun foreligge Craniet af en gammel Han af den alminde- lige Nebhval*. Denne Formodning er senere bleven til Vished. Var den rigtig maatte ethvert gammelt Dôglingehoved, idelmindste af Hannen have disse Kamme udviklet paa samme Maade — og saaledes ere de det i Virkeligheden paa Skelellet af en gammel Næb- hval, Dögling, nedsendt fra Feröerhe til min ærede Collega, Prof. Steenstrup, og af ham velvilligen afstaaet til det af mig bestyrede zoolomisk-physiologiske Universitelsmuseum. *) Die Säugthiere in Abbildungen nach der Natur mit Beschreibungen von J. C. D. von Sehreber, fort- gesetzt von Joh. Andr. Wagner. Tr. Theil. Erlangen 1846. 4to. Zoologisch-anatomisch-physiologische Untersuchungen über die nordischen Wallthiere. Leipzig 1849. 4to max. Pag 7. Det Kongelige! danske Videnskabernes Selskabs naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger. Ilte Deel. Kbhvn. 1845. Undersögelser over Hvaldyrene. Fjerde Afhandling. Om Nethvalen. Det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrifter. 5te Række Naturvidenskabelig og mathe- matisk Afdeling, {ste Bind. Kbhvn. 1849. 4to. Undersôgelser over Hvaldyrene. Sjette Afhandhng. Pag. 87—98. 4 Herved bliver paa den ene Side Uholdbarheden af den paa denne Form alene opstillede særegne Art, men paa den anden Side Ligheden i Gangesdelphinens og Döglingens Over- kjævekamme efter min Mening fuldkommen godtgjort. Aldeles paafaldende maa det iöv- rigt kaldes, at Gangesdelphinen ved denne særlige Dannelse staaer Döglingen endnu ner- mere end Micropteron eller noget af de fossile til Næbhvalernes Gruppe hörende Hval- dyr (Ziphius). i En anden neppe mindre characteristisk Dannelse i Gangesdelphinens benede Hoved har jeg sögt at eftervise i Ganebygningen, der efter min Tydning for allerstörste Delen tilhårer Vingebenene, idet de legge sig- heelt ud over (i Dyrets rette Stilling under) Gane- benene. Noget Tilsvarende til delte Forhold findes atter kun hos Næbhvalerne. Hos alle andre Hvaldyr indtage Vingebenene kun den bageste Deel af Ganen. Ligheden mellem Ganebygningen hos Gangesdelphinen og Næbhvalerne vilde være endnu stårre, hvis ikke hos disse sidste af mig var blevet paaviist Ganebenenes Udstrækning paa Ganens yderste Deel og et Taarebeens Tilstedeværelse, medens dette mangler hos Gangesdelphinen ligesom hos Tandhvalerne i Almindelighed, men rimeligviis af en særlig Grund, nemlig hele Öien- hulens Indskrænkning (Citat Pag. 375**** Pag. 93). Overeensstemmelsen i Hovedels Beenbygning kommer igjen ved Fjeldbenets Sam- menhæng med Trommehulebenet og end mere dels Indskydelse i Hjerneskalveggene og dels særegne Befæstelse lil Tindingebenet (Pag. 361). Dog træder her en endnu stærkere Lig- hed frem med Kaskelotten, der selv staaer langt nermere lil Næbhvalerne end alle Lin- ne’iske Delphiner. Den större Lighed med Kaskelolten træder aller frem i Underkjævens Form; i Overkjævens Form er Ligheden derimod större med Næbhvalen. At opstille Gangesdelphinen som ner beslæglet med Næbhvalen og tildeels med Kaskelotten maatle for tidligere lagltagere måde en væsentlig Indvending ihiins rige Tand- besætning i Modsetning til Nebhyalens, indskrænket til netop kun allerforrest i Underkjæven, og til Kaskelottens, indskrænket til Underkjeven i det Hele. Men denne Indvending har labt störste Delen af sin Vægt, siden det er lykket mig at eftervise en fuldstændig Tandbe- sætning i begge Nebhvalens Kjæver (Citat Pag. 375 *** Pag. 337), om end aldrig opnaaende en fuldstændig Udvikling. Mellem Næbhvalens og Gangesdelphinens Tænder finder idet- mindste forsaavidt en Overeensstemmelse Sted, at de ere overveiende udviklede allerforrest — hvilket ikke er Tilfældet hos nogen egentlig Delphin — og med Kaskelotlens saavelsom med Næbhvalernes forsaavidt, at de ere stærkest udviklede i Underkjæven om end unæsgteligen i en forholdsviis meget ringe Grad. Den umiskjendelige Lighed, der saaledes i Henseende til Hovedets Beenbygning giver sig lilkjende hos Gangesdelphinen med Næbhvalerne og tildeels med den til disse ikke fjentstaaende Kaskelot — falder saagodtsom ganske bort i Henseende til det hele öv- rige Skelet. Istedelfor Nebhvalskelettets meest fremstikkende Egenheder: 4) det höist usedvan- lig ringe Ribbeensantal (9 Par til et Hvirvelantal af 55), Brystkassen siddende meget tet op til det tunge Hoved, idet alle Halsens 7 Hvirvler ere sammenvoxede til een Beenblok, 2) den i Modsætning til Halsen og Brystet paafaldende lange Lendeegn, betydelig længere end Hals- og Brystegn tilsammen og næsten lige saa lang som hele Halen, og 3) de ikke mindre paafaldende hôie og svere Torntappe — træffe vi hos Gangesdelphinen 1) et meget sædvanligt Ribbeenstal (11 Par til 51 Hvirvler), Brystkassen nelop usædvanlig (i Hvaldyre- nes Orden) langt fra Hovedet paa Grund af Halsens Længde (kun 113 Gang kortere end hele Hvirvelsöilen, hos Næbhvalen omtrent 28), Halshvirvlerne derhos stærkt udviklede og bevægelige med hinanden indbyrdes ; 2) Lendeegnen kun noget over dobbelt saa lang som Halsen (4), netop kun lige saa lang som Brystet og kun omtrent 2 (485) af Halen, endelig 3) Torntappene lave, ikke alene i Forhold til Næbhvalens, men Ul alle egentlige Delphiner overhovedet. Alle disse Forskjelligheder tyde hen paa en heelt forskjellig Levemaade hos Gan- gesdelphinen og Næbhvalen. Denne characteriseres i sin Hvirvelséile som en udmærket Svémmer, thi Torntappene saavelsom Tvertappene tjene ogsaa i Lendeegnen til Fæste for Halemusklerne, dem, hvorved Kroppen skydes frem i Vandet, og Halsens Korthed og Ube- vægelighed er en væsentlig Belingelse for Hovedets og dermed hele Kroppens sikkre Gjen- nemskæren af Havets Bålger; Gangesdelphinen derimod characteriseres som et Hvaldyr, hvis Svömmekraft er indskrænket og hvem en vis Bevægelighed af Hovedet med det lange, spidse Næb derhos er bleven indrémmet. Söge vi at gjenfinde disse Platanistaskelettes Characlerer blandt de övrige Hvaldyrgrupper, forsaavidt deres Beenbygning kjendes, da træffe vi dem snart og lettelig igjen hos Hvidfisken og den saa meget nærstaaende Narhval. Ogsaa Hvidfisken og 51 Hvirvler (Narhvalen 52), 11 Ribbeenspar (Narhvalen endnu et ufuldkommen 12te); og- Narhvalen have en forholdsviis lang Hals, og ogsaa disses (idetmindste Hvidfiskens) Hals- hvirvler ere aldrig sammengroede, allid forenede ved Ledfôining *). En meget mærkelig Omstændighed herved er endnu den, at Tandtappen hos Hvid- %) Saaledes har jeg fundet det paa alle de Hvidfiskeskeletter, jeg har havt Leilighed at undersöge, og an- derledes har, saavidt mig bekjendt, heller ingen Anden fundet det. Paa Narhvalskeletter findes un- dertiden et Par af de forreste Halshvirvler sammengroede, ligesom paa Vaagehvalen undertiden den 2den med iste eller 3die. Men disse ubestandige Sammengroninger findes ingenlunde fortrinsviis paa ældre Skeletter og kunne altsaa aldeles ikke tjene til Stôtte for den, idetmindste som en almindelig udtalt, fuldkommen urigtige Sætning, at hos Hvaldyrene Halshvivlernes Sammengroning skulde være en Fålge af Alderen. At tvertimod den modsatte Sætning er den rette gjeldende, den: at den nor- male Sammensmeltning af Halshvirvlerne hos de fleste Hvaldyrarter allerede viser sig i deres bruskede Tilstand — vil i en fölgende Afhandling (den syvende af mine Undersøgelser over Hvaldyrene) udfür- ligen vorde gudtgjort som Resultat af en lang Undersôgelsesrække. 377 fisken nest efter hos Gangesdelphinen er tydeligere udviklet end hos noget andet Hvaldyr dog kun netop i samme Form som hos Gangesdelphinen med en skraat afskaaren, mere, mod Hovedet end mod Bugfladen rettet Ledflade. Men ikke blot i Halsdelen ogsaa i de övrige Egne af Skelettet ligner Gangesdel- phinen nærmest Hvidfisken. Dets Hvirveltal (51) er langt mindre end de egentlige (lang- kjævede og mangelandede) Delphiners i Almindelighed, stôrre end Næbhvalernes og selv end de smaa Finhvalers, men netop lige stort med Hvidfiskens (Narhvalen har et Par Hvirvier mere). Ogsaa dels Ribbeensantal (11) er större end Nebhyalernes, men netop liig Hvidfiskens (Narhvalen har sædvanligviis et tolvte Par Ribbeen, skjöndt ulige kortere). Ulige stérre Vigtighed har imidlertid Overeensstemmelsen i Hvirvlernes Form, idet navnlig Dôglingens udmærke sig, ligesom de egentlige Delphiners, ved særdeles hôie Torntappe især paa Brysthvivlerne, medens Gangesdelphinens Torntappe ere lave som paa Hvidfisken og Narhvalen. Endelig kommer ogsaa Brystlinnernes Form af korte, brede Skovle maaskee allernermest til Hvidfiskens og Narhvalens. Gangesdelphinens Beenbygning staaer allsaa i Henseende til Hovedet nærmest tl Nebhvalernes, i Henseende til det övrige Skelet nærmest til Hvidfiskens. Det gjelder nu om at bestemme dens ydre Formers Lighed og Ulighed med andre Hvaldyrs. Et klart og sikkert Billede af Gangesdelphinens Ydre kan man, efter hvad ovenfor (Pag. 3°2—353) er antôrt om de i Lileraluren kjendte Afbildninger, ikke siges hidtil at have havt. I denne Henseende vil Reinhardt’s Fortjeneste af Videnskaben visselig ikke regnes mindre hôit end i Henseende til Gangesdelphinens Osteologie ved det under hans Veiledning saa ganske efter Videnskabens Tarv udarbeidede og vedligeholdte Skelet. Den under hans Tilsyn af Hr. Thornam udförle Tegning af det frisk fangne Dyr findes gjen- givet paa den förste Tavle (Fig. 1) med störst mulig Troskab. Som yderlig Beskrivelse troer jeg först og fremmest at burde gjengive Reinhardt’s Opmaalinger og Optegnelser fra selve Dyret. Disse lyde. saaledes: „Totallengden af Dyret var... VIN . . sok . 5 2" Fra: Snudespidsen til Oiet > . 2 2020. eo, get — — — Üreanbningen : 4 . 4 . 2... 14—3—6 — — — Finnens forreste Rodvinkel . . . . 3—,—, Overkjævens næbformige Deel . . . . Drobo th ES 80 Halefinnens Flige spendte. :. 20. . 4. 2 4—3—, Kroppens Omfang over Vulva var. 2. 202 202000 241 —, Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturve og math, Afd. 2 Bind. 48 378 Üiet var overordentlig lille; dets Diameter kun 14. Oret sad ubetydelig höiere end Öiet. Sprôitehullet var en simpel Længdespalte, 4‘ 94” lang; dets forreste Ende faldt netop lodret ovenfor- Oiet. Vuloa havde en Længde af omtrent 2" og fremböd intet Mærkeligt i sin Form, ligesaalidt som Furerne, hvori Paltevorterne sidde. Tungen var overordentlig kort, fastvoxet i sin hele Omkreds, og naaede kun hen til det Sted, hvor Overkjæven trækker sig sammen til et smalt-Næb. Legemet omgaves af et tykt Spæklag, 14“ paa de Sleder, hvor det var tykkest. Paa Ryggen var Farven môrk blygraa, under Bugen noget, dog ei meget, lysere. Saaledes var Farven dog kun kort Tid efterat Dyret var optrukkel af Vandet; da Over- huden blev tor, blev Farven overalt lysere“. Borgen for denne Tegnings og for den ovenstaaende Beskrivelses Rigtighed ligger allerede givet i den sjelden gunstige Leilighed, i Tegnerens og iser i den ledende Natur- forskers sjeldne Sagkundskab. Yderligere Sikkerhed for Tegningens Paalidelighed er given i Forholdenes Overeensstemmelse med Skelettet af samme Individ (see Tab. I, Fig. 2), et Skelet, der var udarbeidet og vedligeholdt med den Omhyggelighed, at ikke alene de en- kelte Knogler vare bevarede i deres naturlige Sammenheng, men den ydre Hud desuden bevaret paasiddende ved Halespidsen og ved. Fingerspidserne, hvorved ikke alene op- naaedes en fuldkommen Sikkerhed for, al end ikke den sidste Halespidshvirvel eller noget Fingerled manglede, men paa Brystfinnen endnu kunde tydelig kjendes de fire Bölgeophöi- ninger af deres bageste Rand, svarende til de fire lengere Fingres Spidser. Kun i een Henseende maa jeg tilstaae at have Tvivl om Tegningens Tilforladelighed, nemlig i Hen- seende til Üiets og Orets Plads, der, efter Skeletforholdene at démme, maa vere ansat noget for hôit ovenfor Mundvigen. Det er afgjort, at Oiet maa findes lige under Pande- benets Oientap (processus orbitalis), og denne viser sig paa Profiltegningen af Skelettet (Tab I, Fig. 2) ikke nær saa håit oppe. En saadan Feil i Forholdene opstaaer, som Er- faringen viser, meget let ved Gjengivelsen af smaa Dele paa store hvælvede Gjenstande. For at gjengive saadanne smaa Dele, rykker Tegneren nærmere til Gjenstanden, og de nödvendige Perspectivforhold gaae derved table. Uagtet jeg allsaa er overbeviist om, at her er indlåbet en Feil, og denne var yderst let at relte, har jeg dog ikke villet rette den, fordi jeg ansaae det for Pligt, at give Afbildningen fuldkommen tro efter selve Originaltegningen. Sammenholde vi nu denne afHr. Thornam efter det friske Dyr udfærdigede Teg- ning med de tidligere, ovenfor (Pag. 352—353) angivne Afbildninger af Gangesdelphinen; tager man Hensyn til de for dens Paalidelighed anfårte Grunde, vil man vist billige den ugunstige Dom, jeg sammesteds har udtalt endog over de nyeste. Af de ældre Afbild- ninger lader navnlig Lebeck’s — hvor raa den end unægteligen er — os dog see dette — > Hvaldyr under den for alle Hvaldyr gjeldende stive, lige strakte Valseform, tilspidset for- og bagtil, uden Sveining i Ryggen (som Roxburgh’s og F. Cuvier’s) end sige Krum- böining i Hals- og Haleegn (som Gray’s); Huden strammet om hele den valsedannede Krop uden Indsenkning i Halsegnen (som Gray’s); Brystfinnerne aldeles stive og Fingrene ubüielige mod hinanden indbyrdes (allsaa ikke til at slaae sammen som en Vilte, hvad Roxburgh’s, F. Cuvier’s og Gray’s Tegninger kunde forlede til at antage). — Af Halefinnen har Reinhardt ladet optage en serlig Contourtegning fra oven (Tab. I, Fig. 4). Blæsehullet, som Reinhardt angiver at være en aldeles retliniet Længde- spalte uden den svage Sformige Dobbeltsveining, som baade Lebeck og Roxburgh til- lægger det, er först af ham gjengivet, hvad den vel kan siges selvfölgeligen at maatte være, som en (udenfor Aandedrætsôieblikket) tæt tillukket Spalte (Tab. 1, Fig. 3). Af allerstørste Viglighed er endelig den fuldstændige Bekræftelse, som ved Rein- hardt’s egne Iagttagelser og ved det af ham ydede Skelet er bleven opnaaet paa den op- rindelige Angivelse af Roxburgh, om Gangesdelphinens aldeles paafaldende smaa Öine. Roxburgh’s Ord ere: „Eyes exceedingly minute, being only a line in diameter und sunk pretty deep in their small round orbits“, medens hele Dyrets Længde sættes til 64 engelske Fod (see Pag. 348). At denne Angivelse, der Skele samtidig med selve Angi- velsen om Dyrets Tilverelse, ikke vakte nogen kjendelig Opmærksomhed, vilde kunne und- skyldes med, at den slet ikke fandt nogen Understôttelse i selve Roxburg h’s Afbildning ; men denne Undskyldning maatte falde bort, da Angivelsen fremfor Afbildningen fik en fuldkommen Bekræftelse ved Cuvier’s Undersögelser af det benede Hoved,- navnlig i Oien- hulens tilsvarende Lidenhed og den deraf fölgende — hos Tandhvalerne ellers ukjendte — Forkortelse af Aagbeensstilken. Og dog blev denne paafaldende Lidenhed af Gangesdel- phinens Oine i den Grad oversect, at de endnu paa de nyeste Afbildninger (navnlig Gray’s og Jardine's, see Pag. 353) ere gjorte store i Sammenligning med andre Hval- dyrs. Ved det af Reinhardt tilveiebragte Materiale lader Forholdet sig omsider opfalte med fuldkommen Sikkerhed i hele dets Betydning. Paa den Thornam’ske Tegning (Tab. I, . Fig. 1) finder man for förste Gang udtrykt denPhysiognomie, der efter Udmaalingerne tilkommer Gangesdelphinen, nemlig P hysiognomien af et blindt Hvaldyr. Og dog vil man let overbevise sig om, at Öiet selv paa denne Tegning ikke endnu er gjengivet i sin fulde Ubetydelighed. Formindskelsen er nemlig 6 Gange; Oienspallen maatte allsaa — som kun 1-13“ lang — vere afbildet 4 eller 4’, medens den omtrent er gjort 4 stor. At denne Gangesdelphinens Physiognomie af et blindt Hvaldyr ikke er reent til- syneladende, men i samme Grad rigtig belegnende som den tilsvarende Physiognomie af Muldvarpen, .Iroer jeg, foreligger i de anatomiske Forhold. Gangesdelphinens allerede. fra forst af bekjendte overmaade lille Oie vakle hidtil vistnok kun derfor saa ringe Opmerk- somhed, at Hvaldyrenes Oine overhovedet ganske almindeligen antages: for at vere over- 48% 380 maade smaa, hvilken Antagelse sædvanligen godlgjéres ved Exempler hentede fra de co- lossale Arter, medens Exempler fra smaa Hvaldyr slet ikke opföres. Denne idelig gjen- tagne Sætning om Hvaldyrenes smaa Oine er i Virkeligheden kun et Udtryk af den almin- delig gjeldende Regel, at Öiet (ligesom Oret og Hjernen) med ligelig functionel Udvikling kun for en meget ringe Deel staaer i lige Störrelsesforhold til Legemets Omfang, for en langt stérre Deel hos alle Arter af samme Klasse — og end mere af samme Orden og Familie — holder sig indenfor Grendserne af en vis absolut Störrelse. Med rigtig An- vendelse af denne almindelig gjeldende Regel, der physiologisk er saa let at forklare, kunne Hvaldyrene neppe siges at have synderlig mindre Öine end Patiedyrene overhove- det. Hos de mindre Delphinarter, hvis Legemsomfang er under Menneskets, saasom Mar- svinet, har Oiet et Gjennemsnit af henved 1”, og at det hos colossale Hvaldyr kun findes en 4 Gange slörre i Gjennemsnit er ganske i Overeensstemmelse hermed. I Forhold til Landpattedyrene kan Hvaldyrenes Öie altsaa endog slet ikke i og for sig kaldes lille, men kun ved at see hen til, at Senehinden — altsaa en ikke umiddelbart i Synets Tje- neste staaende Deel deraf — optager en ellers usædvanlig stor Andeel af dets Omfang Chos de største Hvaldyr over Halvdelen). I Forhold lil de évrige Havpattedyr derimod, navnlig til Selene, er Hvaldyrenes Oie ubetinget at kaldes lille, dog netop-kun fordi Sæ- lenes Oie er meget stort. Ifélge denne hele Fremstilling maa det i samme Grad ansees for betydningsfuldt i physiologisk Henseende, naar Oiet hos en Tandhval, der ingenlunde hörer lil de mindste, findes kun at have 14° i Gjennemsnit. Antages dette lille Öie — thi fore- löbigen maa man holde sig alene til Antagelsen — at være bygget i Lighed med Hvaldyröinene i Almindelighed, allsaa med en overordentlig tyk Senehinde, saa bliver det i Virkeligheden allerede i absolut Maal at sætte blandt de mindste Pattedyröine, og naar tillige sees hen til det relative Maal, der riglignok er af mindre men dog ingenlunde af slet ingen Belydning, maa det endog sælles blandt de Oine, der liig Muldvarpens paa det Bestemteste angive Dy- rets vanlige Opholdssted at vere unddraget Sollyset. Som Afgjérende i denne Henseende, anlager jeg, man vil ansee den af mig gjorte Iagttagelse, at ogsaa Seenervehullerne, alt- saa vistnok selve Seenerverne, hos Gangesdelphinen vel ere lilstede men i höieste Grad formindskede, eller rudimentere. Gangesdelphinen indtager altsaa blandt Hvaldyrene samme Plads som Muldvarpen eller Guldmuldvarpen blandt Rovdyrene, de underjordiske Gnaverdyr blandt Gnaverne. Saaledes maa man dömme efter de anatomiske Forhold. Det gjelder nu om at udfinde, hvorvidt dette Resultat stemmer med Erfaringerne om Dyrets Levemaade. Man kjender de yderst faa Meddelelser, som derom ere givne af Lebeck og Roxburgh. De findes alle igjen, men lildeels med ikke uvæsentlige nærmere Oplysninger, i Reinhardt’s efter egne og Andres Iagttagelser i Calcutta nedskrevne Bemærkninger. Disse lyde som fölger. 381 „Platanistaen skal efter Dr. Cantor’s Meddelelser kun vise sig i Hooghly ved Calcutta i Koldtiden (vore Efteraars og Vintermaaneder). Hvor den gaaer hen, naar den forsvinder fra Calcuttas Omegn, kunde Dr. Cantor ikke angive med Vished; dog meente han, og vist med Rette, at den snarere maa antages at söge ud i lavet end at trekke sig hôiere op i Ganges. Den svömmer ikke i Flokke, men enkelt eller parviis. I den Tid, den viser sig i Hooghly, er den paa ingen Maade sjelden; man seer den ofte et Oieblik at vise ganske lidt af Legemet over Vandskorpen for strax al dykke ned igjen. Men den fanges kun i, sjeldne Tilfælde, naar den indvikler sig i Fiskergarn, og er i det Hele-meget vanskelig at faae fat paa En mærkelig Maade, hvorpaa to Exemplarer fangedes, meddeler M‘Clelland i Calcutta Journal of Nat. history Vol. I. Calc. 1841, Pag. 425. Skroget af et i Hooghly sunket Skib blev nemlig sprængt fra hinanden med Krudt, fordi det besværede Seilladsen, og med den store Vandsöile, som ved denne Leilighed kastedes i Veiret, blev tilligemed en stor Mængde Fisk ogsaa en Han og en Hun af Gangesdelphinen kastede op paa Strandbredden. Hannen var 5 Fod engelsk Maal (4' 10” dansk), Hunnen 8 Tommer kortere og spinklere af Bygning. — Paa den Tid Gangesdelphinen viser sig i Hooghly ere de voxne Hunner i Reglen dræglige. Delte var ikke Tilfældet med det Individ, hvoraf det hjembragte Skelet og Tegningen er taget, ventelig netop fordi det ikke er udvoxet (5' 2") ; men et nogle Dage tidligere fanget Individ, som asiatic Society erholdt, havde et Foster i sig af en 14—45 Tommers Længde". (Det har formodentlig været delte Exemplar, som Professor Behn har medbragt. See Pag. 354). „Maven® — siger Hr. Reinhardt fremdeles — „var ganske fyldt med. de lildeels endnu uforddiede Levninger af en heel Deel smaa Fiske og store Reier. Navnligen kunde endnu erkjendes Clupea telara (Buchan.) Hamilt., en Pémolodes Art og de store paa Fi- skertorvet i Calcutta almindelige Palemon- wg Pene@us-Arter“. Roxburgh’s Angivelse lod: „In the stomach were found only some grains of paddy (rice in the busk) a few minute fragments of shells, and many living active Ascarides. Notwithstanding the con- tents of the stomach of this individual, there is no doubt of the animal being piscivo- rous“; Lebeck’s: „Sowohl in seinem Munde als Magen, waren viele lebendige und über einen Zoll lange Ascarides-L wie auch im letztern Nellu-Kürner“. For at afgjére, hvorvidt det i Maven Fundne skulde hentyde paa, at Gangesdelphi- nen fortrinsviis söger sin Föde i Dybden af Flodens Mudder, maalle erhverves noiere Kundskab om de af Reinhardt nævnte Fiskes og Krebsdyrs Ophold og om de af de ældre Beskrivere nævnte Korns sædvanlige Findested, end jeg er i Besiddelse af. Den af Rein- hardt anforte lagttagelse om de med det sprængte Skib opdrevne Exemplarer beviser aabenbart ikke deres samtidige Ophold nærmest Grunden, men er dog en saadan Antagelse heelt gunstig. Skulde det imidlertid vise sig, at Gangesdelphinen ikke lever dybere under Vandets Overflade end Hvaldyrene i Almindelighed, da bliver neppe Andet tilbage til For- klaring af dens indskrænkede Syn end at bringe det i Forbindelse med Gangesflodens gule, plumrede Vand i Modsetning til. det klare Havvand. Vi föres da nödvendigviis til den Antagelse, at, om Gangesdelphinen end virkelig ved at forlade Hooghly-Floden efter Kold- tiden drager ud i Havet, maa hiins gule, plumrede Vand dog betragtes som dens fornemste eller egentlige Hjem, og vi maae i Dyrets særlig dertil afpassede Öie finde et udmærket Exempel paa Dyrorganisationens Harmonie med den hele övrige Natur overhovedet. — Ved ‚at betragte Gangesdelphinens lange tandbesatte Neb kommer man næsten uvilkaarligen til at tænke paa det lige lange tandbesalte Neb hos Ganges-Gavialen. En saa stor Lighed hos ‘to Dyr fra samme Flod, i alle andre Henseender staaende hinanden saa fjernt, maa nöd- vendigviis fremkalde det Spørgsmaal, om denne eiendommelige Uddannelse maaskee ogsaa beroer paa en særegen Beskaffenhed af denne Flods Vande, og, ere vi tilbôielige til at be- svare Spörgmaalet bekræftende, maae vi deri finde et nyt Bilag til hiin nys antydede Har- monie i Naturen. Oplage vi nu igjen den efter Skelettets Beskrivelse givne Sammenligning mellem Gangesdelphinen og andre Tandhvaler, da er det först og fremmest aabenbart, at hiin Lig- hed med Hvidfisken og den beslægtede Narhval, der viste sig i Rygradens og Brystlinnernes Beenbygning, kommer igjen i Kroppens Ydre, navnlig ikke blot i Brystfinnerne men ogsaa i den overmaade lave Rygfinne, hvorhos det endnu bliver ret sandsynligt, at en vis Over- eensstemmelse endog finder Sted i Henseende til Levemaaden. 1 Capt. Holböll’s mig lil Afbenyttelse overladte Optegnelser over Hvaldyrene ved Grönlands Kyster finder jeg Föl- gende om Hvidfisken. „Hvidfisken ernærer sig saavel af Fisk som af Bleksprulter og Krebsdyr, hyilke den henter sig meget dybt i Vandet. I dens Mave finder man i Reglen Levninger af disse Dyr, men undertiden ikke, og Maven er da ofte heelt opfyldt af Leer eller sjeldnere af Sand. Om den fede Leerjord tjener den til Nering, eller om den sluger den og Sandet for at fordöie de deri ofte rigelig forekommende Dyr, maa jeg for Tiden henstille uafgjort. Ligesom Grinden, maa ogsaa Hvidfisken have den Evne, ved truende Livsfare meget hur- ligt at skille sig af med den indtagne Föde. Den Jagt, der anstilles paa den i ,Sundet*, er undertiden endt i faa Timer; men i Maven af de dræbte Dyr finder man altid enten slet Intet eller nogle större Fiskebeen (af Hippoglossus pinguis og Sebastes norvegicus) eller nogle Blæksprulter“. - I nogle mig ved Capt. Holböll tilstillede Optegnelser af Hr. Motzfeldt i Juliane- haab, en indfödt Grönlender, finder jeg fremdeles Fölgende: „Hvidfiskene fortare en uhyre Mengde af Sepia loligo, Gadus œglefinus og store Reier. Ved Ritenbenk findes en uhyre Mengde af hiin Blæksprutte om Foraaret og Efteraaret og af Gadus om Foraaret. Reierne blive formodentlig hentede op fra Havets Dybde“. Det forekommer mig, at disse af meget sagkyndige Mend om Hvidfisken gjorte Iagttagelser indeholde meer end eet Træk, der kunde stemme heelt vel med Gangesdelphi- nens Levemaade, saavidt herom tor démmes af de ovenstaaende Meddelelser om denne. Derimod synes Ligheden med Næbhvalen og Micropteron i Henseende til Levemaaden ikkun at paapeges deri, at ogsaa disse Hvaldyr ikke leve iSkarer, men meest eensomt eller par- viis. Foden er heelt forskjellig, eftersom Næbhvalen — ligesom Kaskelotten og Grinden — aldeles overveiende leve af Blæksprulter. At derhos saavel hine som disse fortære Fisk, er Noget, der kan siges maaskee om alle Hvaldyr — endog om Rovdyrhvalerne, Slægten Orca — med Undtagelse i alt Fald af Glathvalerne. Det staaer endnu tilbage at anstille en Sammenligning mellem Gangesdelphinen og et Hvaldyr, til hvilket det, efter det Ydre og efter Opholdsstedet at dömme, maatte. antages at staae allernærmest, nemlig Amazondelphinen eller den af d’Orbigny opstillede Slægt Inia (see Pag. 373—374). Hvorledes dette meget mærkværdige Hvaldyr först synes at have været omtalt af Desmarest, dernæst iagtlaget og bragt til Europa af Spix og Martius, indtil det omsider blev nöiere beskrevet af d’Orbieny, er grundigen bleven udviklet af Andr. Wagner i det sammesteds citerede Værk. Ligheden med Gangesdel- phinen udtaler sig ikke alene i dens Flodliv, men ogsaa i dens ydre Form, thi ogsaa Ama- zondelphinen har en meget lav Rygfinne og et langt tandbesat Næb. Men i Hovedels Been- bygning gjenfindes — forsaavidt dümmes kan af d’Orbigny’s meget ufuldstendige Be- skrivelse og Afbildning — ingensomhelst af Gangesdelphinens ovenfor beskrevne eiendomme- lige Former; Tænderne ere heelt forskjellige, Öiet kan neppe siges at vere lille. Naar jeg altsaa har kaldt Gray’s og Wagner's Sammenslilling af disse to Hvaldyr heldig, saa er dette fornemmelig skeet i den Forventning, at senere Undersögelser rimeligviis ville paavise flere Overeensstemmelser ogsaa i den indre Bygning. See vi endnu engang tilbage til den hele Rekke af Ligheder og Uligheder i Gan- gesdelphinens Bygning og Levemaade paa den ene Side med Nwbhvalerne, paa den anden med Hvidfisken og atter med Amazondelphinen, og see vi derhos hen til de enkelte for Gangesdelphinen aldeles særegne Eiendommeligheder, navnlig dens rudimentære Oine, og dens som en Længdespalle formede Blæsegat, da ville vi deri finde en Række Formfor- skjelligheder, der staaer i sterk Modsætning til den for Hvaldyrene saa almindelig antagne Eensformighed i Bygning saavelsom i Levemaade. Ville vi préve al anvise Gangesdelphi- 384 nen dens relte Plads i Tandhvalernes Række, da kunne vi ikke betænke os paa at opstille den, som en aldeles særegen Slægt, Platanista, nærmest mellem Næbhvalerne og Hvidfisken, hvoraf hine atter staae nærmest til Kaskelotten (med hvilke begge Gangesdelphinen navn- ligen har fælleds Form af Kjæverne og Tungen), Hvidfisken derimod nærmest til Narhva- len og dernæst til Grinden; men paa den anden Side tår Gangesdelphinen neppe fjernes langt fra Amazondelphinen, om end ingenlunde begge kunne stilles under een fælleds Gruppe (Gray's Platanistina). I den sjette Afhandling af mine Undersågelser over Hvaldyrene har jeg ved en Række Undersögelser over Næbhvalens Beenbygning i Sammenligning med den kortfinnede Delphins (Micropteron) og de forgaaede Arter af Cuvier’s Ziphius sögt udfårligere at godtgjére disse Hvaldyrs indbyrdes nære Slægtskab. De deri anförte Iagttagelser har jeg senere havt Leilighed yderligere at bekræfte, navnlig med Hensyn til den saakaldte Delphi- nus Sowerbi, om hvilken jeg har paastaaet, at den maatte ansees for Hannen til Microp- teron. Af Sowerby’s Exemplar var Craniet hensat i det anatomiske Museum ved Uni- versitetet i Oxford, og Gray har udsagt, at delte meget vigtige Stykke der ikke mere var at finde, saa at man var henviist til en tidligere deraf gjort Tegning, hvoraf Gray har givet en Copie. Det var mig derfor en meget kjærkommen Overraskelse, ved Forstande- ren af hiint Museum, Prof. Acland, ikke alene at erholde den skriftlige Underretning, at Craniet endnu befindes uskadt i hans Verge, men derhos en fuldstændig Gibsafstöbning deraf, hvorved jeg blev i Stand til at overbevise mig om Rigtigheden af de i min sjelte Afhandling kun paa Afbildningen begrundede Udsagn. Næbhvalerne har jeg i samme Afhandling (Pag. 97) skildret som en meget isole- ret staaende Gruppe af Tandhvaler, for Tiden kun repræsenteret i to Arter, men i For- liden repræsenteret langt talrigere, eftersom Antallet af de alt opdagede fossile Arter ikke blot er stårre end de nulevende (3—2) men derhos udgjôr en meget betydelig Deel af alle kjendte fossile Hvaldyr overhovedet. Det var vel at vente, at Klôften mellem denne Fortiden nærmest tilhörende Form og de nubestaaende lidt efter lidt vilde findes udjævnet ved Opdagelsen af mellemstaaende Former. Disse vilde nærmest kunne- ventes paaviste blandt fossile Dyr. At det, om jeg ikke tager feil, er lykket mig at eftervise en saadan blandt de nulevende Arter, og at denne Overgangsform i den Henseende udmerker sig fra alle andre Hvaldyr, at den er saagodtsom blind, maa vistnok erkjendes for at vere en meget merkelig Omstendighed. ; Det er al vente, at man fremdeles vil finde nye Overgangsformer mellem Næb- hvalernes Gruppe og andre Hvaldyrgrupper, eller nye Bindeled mellem den alt paaviste Gangesdelphin og disse. Maaskee er netop Amazonflodens Delphin at antage for en saa- dan. Selve Gangesdelphinen staaer iövrigt saa isoleret, at man vel tår formode den Slægt, som den i og for sig danner, sely repræsenteret i flere Arter. Her maa jeg omsider 385 endnu anfore en Bemærkning af Reinhardt, hvis Bestræbelser jeg overhovedet skylder saa godt som det hele Stof, hvoraf denne Afhandling har kunnet bringes tl Veie. Den lyder saaledes: „Jeg maa endnu anföre, at M: Blyth, Curator for asiatie society’s Mu- seum, meddeelte mig, at han sondrede mellem to Arter af Platanista, hvoraf den ene, der er almindelig i Indus, kun sjeldnere forekommer i Ganges, hvorimod den almindelige Gan- ges-Art, saavidt jeg forstod, skulde mangle i Indus. Disse Arter skulle adskille sig navn- lig ved den forskjellige Længde af Overkjævens næbformige Deel. Om de ere beskrevne, veed jeg ikke, ei heller kjender jeg de Navne, Blyth giver dem“. Man vil let formode, at denne Bemærkning maatte foresvæve mig, naar jeg i den foregaaende Beskrivelse af og til udhævede paafaldende Uovereensstemmelser mellem tid- ligere lagttagelser og mine egne. Herved sigtes ikke til de saa hoist afvigende Afbild- ninger af Dyrets Ydre — der, som sædvanlig: i Cetologien, meget vel kunne bruges hver for sig til Opstilling af en ny Art — men egentlig kun til Cuvier’s Beskrivelse af Ske- lettet, navnlig af Nebets Form, Hvirvlernes og Fingerledenes Tal. Det maa staae Enhver frit, i Modsætning til de af mig fulgte Anskuelser at betragte disse Afvigelser grundede paa en Artsforskjellighed og maaskee bringe denne sammen med den nysnævnte af M- Blyth. Mig forekommer elhvert Forsøg herpaa at hvile paa samme usikkre Grund, som saa mangfoldige andre, hvorved ikke blot Cetologien er bleven til en Labyrinth, hvori det er yderst vanskeligt at finde til Rette, men hvorved Videnskaben almindeligviis er gaaet tilbage istedetfor ‘at gaae frem. Derimod maae disse Vink vere en mægtig Spore til at söge siveiebagt nye Op- lysninger og nyt Stof til Undersögelse, ikke blot fra Ganges men ogsaa fra Indus og over- hovedet fra alle Asiens store Floder, samt, navnlig paa Grund af Amazondelphinens ufulu- komne Beskrivelse, fra Amerikas. Ikke mindre vigligt maa det idvrigt vere at söge lil- veiebragt Indvoldene, især Maven og Tarmröret samt det lille Oie, for at man af deres Undersögelse kan faae oplyst, med Hensyn til hine om Ligheden er störst med Næbhva- lernes hoist characteristiske Former (den fleerfoldige Mave, den dybtcellede Tarm) eller med Hvidfiskens og alle andre Delphiners — med Hensyn til Oiet, om deri kan eftervises en fuldstandig Organisation, og da om denne er efter Hvaldyrôiets bekjendte Typus eller efter en derfra forskjellig. Fostre af Gangesdelphinen ville idetmindste i Henseende til Tarmröret rimeligviis kunne give hele den fornödne Oplysning. Forklaring af Tavlerne. Tab. 1, Fig. 4: en ung Gangesdelphin af Hunkjônnet, efter et 62 Tommer langt Individ, fanget i et Piskergarn lidt nedenfor den botaniske Have 1 Calcutta Natten mellem den 2den og 3die December 1545 og af Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 2 Bind. 49 Fig. Tab. IL Fig. Fig. Fig. Tab. III, Fig. Fig. Fig. Fig. SEI IE Fe CT à Dr. Wallich foræret til Galathea-Expeditionen, tegnet af Expedi- tionens naturhistoriske Tegner. Hr. Christian Thornam, under Veiledning af Expeditionens Zoolog, Hr. Johannes Reinhardt. 6 Gange formindsket Maalestok. : Sammes Skelet i dets naturlige Forbindelse paa sort Grund med Dyrets naturlige Omrids. : Hovedet af Samme, seet fra oven; : Kjæverne seete fra Siden; : Hovedet seet bagfra; — — nedenfra; — — forfra og lidt nedenfra ; : de 7 Halshvirvler (1—7) og 9 første Brysthvirvler (8—16) fra oven; : de 3 bageste Halshvirvler og den förste Brysthvirvel nedenfra. Paa Afbildningerne af Hovedet betyder i alle Figurer : Issebenet, os bregmatis eller parietale; : (Tab. III, Fig 2) Siebenet, os ethmotdeum; : Trommehuleknoglen, os tympanicum eller bulla tympani; i: Mellemkjævebenet, os éntermazillare ; b e f: Pandebenet, os frontale; g 2 k : Nakkebenels Ledlap, processus condyloideus ; m: Overkjevebenet, os maæillare: n: Næsebenet, os nasi; o: Nakkebenet, os occipitis; p: Ganepladen af Overkjævebenet, men nermest Midtlinien af Ganen (Tab. Ill, Fig. 1): Ganebenet, os palatinum ; i: Tindingebenet, os temporum; t': Tindingebenets Aagtap, processus zygomaticus ossis temporum; : Vingebenet, os pterygoideum ; u v: (Tab. Ul, Fig. 2) Plougbenet, os vomer; x : Underkjævebenet, os maæxillare inferius; a : Aagbenet, os zygomaticum; men Tab. Il, Fig. 3 et særegent Beenstykke, maa- skee et os Wormianum ; +: (Tab. II, Fig. 1) Næseaabningerne; (Tab. Il, Fig. 3) Nakkebenets Rygmarvsaabning, foramen magnum ossis oceipitis. 387 Paa Hvirvelsöilen Tab. Ill, Fig. 3 og 4 betyder a-a: de forreste Ledtappe, processus arliculares anteriores ; b: det fürste Ribbeens Hals; 5 c-c: Ribbenenes Legemer; m-m: Vortelappene, processus mammillares ; o-o: den sjelte Halshvirvels nedre Tvertappe; p-p: de bageste Ledtappe; q: den femte Halshvirvels nedre Tvertappe; r: den syvende Halshvirvels uparrede nedre Tvertap; t: de överste eller egentlige Tvertappe; x: en ribbeensagtig Fremstaaenhed paa den sjette Halshvirvels övre Tvertap. Alle Afbildninger paa Tab. II og Tab. III ere neppe 2 Gange formindskede. 49* Jåb ı 5 Kbortling deln Vref Echt dar: tin Barentzen OWN fast Th » of Escheich i tell dir kin Barents € Clust EFortlona 6 feline Tih. 3 Hop Eschricht. dir: = = nd elle Elortling deler 7 X 389 REGISTER til det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, Ste Række. Naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger. Deel. Abildgaardia Vahl, 236. — monostachya R &. Schult. 236. Adelops hirtus, 5. 9. Amazondelphinens Lighed med Gangesdelphinen, 383. Amblyopsis spelæus 4. . Anisotomernes Familie, dens Karakteristik, 13. 14. Anophthalmus Schmidtii 3. 7. 8. —… Tellkampfi 5. Anthomyia-Art i Mammuths Hulen 5. Anthrobia mammouthia 5. Anurophorus stillicidii 20. Aranea maxillosa 21. Artocarpee 317. Astacus pellucidus 5. Bathyscia byssina 8. 10. montana 8. 11. Bestanddele, organiske, i Vandet 91. deres Fordeling efter Reservoirerne 100. Aarstiderne 101—112. — Maximum og Minimum 102. Blindhed, karakteristisk for Huledyrene 3. 4. Blothrus spelæus 23. Boehmeria Jacq 309. — angustifolia HBK. 310. — cylindrica L. 310. elongata Fisch 309. flagelliformis Lb. 310. — hirta Sw. 310, — petiolaris ABK. 311. Brosimieæ 334. Brosimum Sw. 334. Alicastrum Sw. 334. — costaricanum Lb. 334. — discolor Schott, 334. | Byssus fulous, voxer i Drypsteenshulerne i Krain 6. Calyptrostylis N. E. 252, — fascicularis 252. — paniculata Lb. 252. — Schiedeana Kth. 253. Carer L, 263. acrolepis Lb, 271. anisostachys Lb. 266. — chlorocarpos Lb, 265. chordalis Lb. 269. Cortesii Lb. 268. leporina Lb. y. bracteata 264. maculata Lb. 268. melanosperma Lb, 270. — mexicana Pres]. 271. — olivacea Lb. 267. — - Orizabe Lb. 263. pinetorum Lb. 263. planostachys Kze 267. rhynchophysa Lb. 264. -— Schiedeana Kze. 267. + — tuberculata Lb. 270. — turbinata Lb. 265. | — viridis Jungh. 267. — xalapensis Kth. 263. Orstedii Lb. 272. Caricinee 263. Castilloa Cerv. 318. costaricana Lb. 319 elastica Cerv. 318. Cephaloschoenus N. E. 250. -- * globosus HBK. 251. marginatus Lb. 250. Cecropia L. 317. — Humboldtiana Kl. 317. — insignis Lb. 318. — obtusifolia Bertol. 318. — Schiedeana Kl. 317. Celtideæ 337. Celtis Tournf. 337. — aculeata Sw. 339. — anfractuosa Lb. 338. — Berlandieri Kl. 338. *— caudata Planch. 338. — Ehrenbergiana Kl. 339. — litoralis Lb. 337. — riparia Lb. 337. Chætocyperus N. E. 242. — niveus Lb. 242. — polymorphus N. E. 242 — stoloniferus N. E. 243. — urceolatus Lb. 243. — viviparus N. E. 242. Chetoptelea Lb. 336. — mexicana Lb. 336. Colding, L. A., Naturkræfternes gjensidige Afhængig- hed 121—146, 167—188. — Magnetens Indvirkning paa blôdt Jern 147—166. Conocephalee Trec. 317. Cypereæ 196. Cyperus L. 196. — * acutiusculus Lag. 227. — alpinus Lb. 215. — ambiguus Lb. 199. — anceps Lb. 213. — apiculatus Lb. 220, — articulatus L. 209. — asperrimus Lb, 218, 219. — aureus HBK. 203. — breviradiatus Lb. 214. — camphoratus Lb. 216. — canus Pr. 206. — caracassanus Kth. 214. — ciliatus Jungh. 210. — compressus L. 205. — cubanus Lh. 222. — cuspidatus HBK. 204. — cymbeformis Lb. 208. — dipsaceus Lb. 219. — discigerus Lb. 212. — distans L. 217. — divergens HBK. 219. — elegans L. 206. 390 Cyperus esculentus L. 210. — *exaltatus Retz. 225. — falciculosus Lb. 204. — firmus Pr. 216. — fossarum Lb. 225. — fragilis Lb. 226. — fugax Lb. 196. — fulvescens Lb. 210. — glareosus Lb. 204. — granadinus Lb. 224. — Haspan L. 207. — helyus Lb. 197. — ineonspieuus Lb. 197. — inflexus Muhlbg. 205. — ischnos Schldl. 217. — ligularis L. 212. — Luzulæ Rottb. 208. — macrocephalus Lb. 221. — Manime HBK. 219. — melanostachyusHBK.200, 201. 202. — mexicanus Lb, 227. — mucronatus Rottb. 203. — obesus Lb. 211. — piceus Lb. 200. — polystachyus Rottb. 202. — prolixus HBK. 212. — pyenostachyus HBK. 211. — pygmeus Rottb. 203. — rotundus L. 209. — rufinus Lb. 222. — scaberrimus N. E. 211. — sertularinus Lb. 213. — seslerioides HBK. 208. — simplex HBK. 206. — > spicatus Pr. 227. — squalidus Lb. 199. — Ste Crucis Lb. 223. — surinamensis Rottb. 208. — tenerrimus Pr. 209. — thyrsiflorus Jungh. 214. — toluccensis HBK. 206. — triceps N. E. 217. — vegetus W. 207. — viscosus Ait. 206. — Orstedii Lb. 224. Decomposition uden Fældning 68—71. — af svovlsuur Magnesia ved kulsuurt Natron Kulden 69—71. — af kulsuurt Natron ved svovlsuur Magnesia Kulden 68— 69. Decomposition med Fældning 71—80. af svovisuur Magnesia ved kuulsuurt Natron mellem 0° og 20° C. 71—76. —, 20° og 30° — 76—77. af kulsuurt Natron ved syoylsuur Magnesia i Kulden 78. i hdiere Temperatur 79. Desis dysderoides 21. Dichromena Rich. 247. ciliata Vahl 247. Humboldtiana N. E. 247. leucocephala Mchx. 248. radicans Jungh. 247. Diclidium N. E. 221. Diploscyphus Lb. 262. mexicanus Lb, 262. Discocarpus Lb. 308. mexicanus Lb. 309. nicaraguensis Lb. 309. Dorstenia L. 333. Contrayerba L. 334. excentrica Moric, 334. Houstoni L. 333. mexicana Benth. 334. Dorstenieæ 333. Drypsteenshule-Dyr 35. Eleogenus N. E. 245. capitatus L. 245. nodulosus Roth. 245. Ephippiorhynchium N. E. 251. polycephalum Pers. 251. Eschricht om Gangesdelphinen 345— 88. Eucyperus"203. Fauna, underjordiske 1—39. Ficeæ 319. Ficinieæ 236. Fidtlegemet, formodet eiendommeligt Forhold hos et Huledyr 15. Fimbristylis Vahl 237. autumnalis 1. 238. brizoides N. E. 238. ferruginea Vahl 237. juncifolia Pr. 238. miliacea Vahl 239. * Preslii Kth. 239. spadicea Vahl 237. Vahlii Lk. 239. Fleurya Gaudich 294. Forchhammer, om Midlerne til at bestemme de organiske | Bestanddele i Kjübenhavns Drikkevand 91—119. Forlæbe, Biorgan hos Insekterne 8. Fuireneæ 246. Fuirenia Rottb. 246. hexacheta Schldl. 246. Schiedeana Kth. 246. tereticulmis Pr. 247. Gangesdelphinens Blindhed 379—80. | — benede Hoveds Bygning 354. Fjeldbeens Forhold 361. ydre Former 377—79. Ganebygning 357—60. Hjerneskalaabninger 362—63. Hvirvelsôile 365—73, Levemaade 380—82. Literatur 348—53. Ribbeen og Forlemmer 372. Seenervehuller ere rudimentære 363. Stilling 1 Systemet 373—77, 384. Tvertappe og Buedelen paa Hvirvlerne 369-72. Tungeheen 365. Tænder 364. Underkjæbe 363. | — flere Arter deraf 3x3—85. Gottorp- Bibliothek, Samling af Blomstertegninger komne derfra til den Kongelige Kobberstik - Samling 41—64. Guldoplösning, Prövemiddel for qvælstofholdende Stof.- fer i Vandet 95. Haloschoenus N. E. 249. caracassanus Kth. 249. | — sparsus N. E. 249. Haplostylis N. E. 249. | mexicana Lb. 249. | | | Heteromysa flavipes Zett. 7. Homalota spelæa 4. | Huledyr i Krain og Istrien 3—39. 35. Humussyre à Vandet, dens Bestemmelse 94. Luftens Indflydelse paa dens Mængde 99—100. Aarsager til dens Tilstedeværelse 98. | Hvidfisken, dens Levemaade 1 Sammenligning med Gangesdelphinen 382—3. Hypochthon anguinus 3. 8. | Hypolytree 235. | Hypolytrum Rich. 23>. | — nicaraguense Lb. 235. = sphacelatum Pr. 235. Hypoporum N. E. 255. micrococcum Lb. 256. nutans Kth. 255. purpurascens Lb. 256. | Jern, Magnetens Indvirkning derpaa 147—166. Isolepis, R. Br. 237. Isolepis cæspitula Lb, 237. Kilder i Sjelland, deres Oprindelse 97. Kjübenhavns Drikkevand. Organiske Bestanddele og Forandringer 93. Kulsuur Magnesia med 1 Grunddeel Vand 69. 75. 79. 85. med 2 Grunddele Vand 85. med 5 Grunddele Vand 68. 71. 77. 81. 82. Kulsuur Natronmagnesia, Nørgaards Afh.70. 78. 79. 88. Kyllingia Rottb. 233. aphylla Kth. 234. cæspitosa N. E. 233. microcephala Lb. 234. odorata Vahl 233. Labellum see Forlæbe, Laportea Gaudich. 294. Leddedyr, Upregning af endeel Slægter af hvilke Arter forekomme indenfor Indgangene i Drypsteens- | hulerne i Krain og Istrien. 3. Leucococcus Lb. 311. occidentalis Lb, 311. orientalis Lb. 312 Liebmann, F., Mexicos Halvgræsser 189—277. Philætaria 279— 284. Mexicos og Central-Americas neldeagtige Plan- ter 285— 343. Limnochloa N. E. 244. calyptrata Lb. 244. densa Benth. 244. geniculata L. 244. mutata L. 244. truncata Schldl. 244. Lipocarpha R. Br. 235. mexicana Lb. 235. Maclura Nutt 314. chlorocarpa Lb. 314. Xanthoxylon Endl. 314. Macrolomia Schrad. 260. bracteata Cav. 260. Magnesia alba og de ôvrige ved Kogning opstaaende Forbindelser 75. 78. 85—87. Manganoversuurt Kali, Prövemiddel Stoffer i Vandet 96— 97. Mariscus Vahl 228. ambiguus Lb. 231. asper Lb. 229. atrosangvineus Lb. 228, confertus HBK. 229. flavus Vahl 228. Karwinskianus Kth. 229. for organiske | | 392 Mariscus longiradiatus Lb. 232. Mutisii HBK. 230. pallens Lb. 230. rhaphiostachys Lb. 232. rufus HBK. 230. tribrachiatus Lb. 230. | Mastigoscleria N. E. 257. med 3 Grunddele Vand 73. 74. 76. 77. 78. 82. 84. | reflexa HBK. 257. Medlemmer af Selskabet. V—XII. Mertensia HBK. 338. Mitrospora N. E. 253. polyphylla Vahl 253. Momisia Dumort. 338. Moreæ L. 314. Morus Tournf. 314. mexicana Benth. 314. Myriocarpa Benth. 305. bifurca Lb. 307. colipensis Lb. 306. cordifolia Lb, 306. inæquliateris Lb. 307. longipes Lb. 306. Naturkreflerne, deres gjensidige Afhængighed 121— 146 og 167—188. Niphargus stygius 26: Neseaabningen, dens Beenbygning hos Hvaldyrene 355. Norgaard, E. A., Bidrag til Oplysning om de kulsure Magnesiaforbindelser 65 —89, Olmedeæ 318. Oncostylis Mart. 239. hispida Lb. 240. junciformis HBK. 240. nigricans HBK. 241. : paradoxa Kth. 241. pauciflora Lb. 241. tenuifolia Rudge 239. 240. Onychia, eiendommelig Udvikling af disse Organer hos et Hule-Insekt 14—15. Ophryoscleria N. E. 261. asperrima Lb. 261. microcarpa N. E. 262. Schiedeana Schldl. 261. Palo de Mastate 333. Papyrus Thouars 227. Parachilie og labellum 8. Parietaria L. 312. lingvæfolia Lb. 313. Orizabæ Lb, 313. 340. pensylvanica Muhlbg. 312. Phalangodes armata 5. Phalangopsis Art i Mummuths-Hulen 5. Pharmacosycea Miq. 331. — angustifolia Lb, 333. — ‘anthelmintica Mart. 331. — glaucescens Lb. 332. — Hernandezii Lb. 332. — jamaicensis Lb, 331. — Radula Willd. 331. Pherusa alba 28. Phileteria Lb, 283. — horrida Lb. 283. Polemoniacee 281. Phora, Art i Adelsberger-Hulen 7, Pilea Lindl. 296. — acuminata Lb. 302. — auriculata Lb. 299, — deltoidea Lb. 298. — faleata Lb. 304. — fuseata Lb. 300. — integrifolia Lb. 298. — Jongipes Lb. 301. — Lundii Lb. 299. microphylla L. 296. — nana Lb. 299. — obtusata Lb. 300. — peperomiæfolia Lb. 297. — Portula Lh. 297. — pubescens Lb. 302. — *pumila Ch. et Schldl. 305. -— *repens Ch. et Schldl 304. — rhexioides Lb. 304. — *rhombea L. 305. — scrobiculata Lb. 300 — serpyllacea HBK. 296. — St. Crucis Lb 301. -- trianthemoides Sw. 297. — trichotoma Lb. 303. — vulcanica Lb. 303. Pristonychus elegans 4. 7. 8. — Schreibersii 4. 7. Proteus anguinis 3. 8. Psilocarya Torrey 248. - mexicana Lb. 248. — Schiedeana Kth. 248. Pycreus P. B. 196. Pyrhin i Vandet 95. Qvelstofholdende Stcffer i Vandet 95. — Middelmengde efter Aarstiderne 102—114. = — — Reservoirerne 102— 114. — Maximum og Minimum 103. Reinhardt, Meddelelser om Gangesdelphinen 347 - 77. Reservoirer for Kjöbenhavns Vandforsyning 98. 393 Rhynchospora Vahl 253. — glauca Vahl 253. ' … is jubata Lb. 254. = Kunthii N. E. 255. — pungens Lb. 253. _ Rhynchosporeæ 247. Sahagunia Lb. 316. — mexicana Lb. 316. Sapromysa chrysophthalma Zeit. 7. Schiödte, J. C., Bidrag til den underjordiske Fauna 1-39. Schouw, J. F., Bemærkninger over en Samling af Blom- stertegninger i den Kongelige Kobberstiksamling 41—64. Scirpee 242. Scirpus P. B. 245. — * littoralis Schrad. 246. — pungens Vahl 246. ; — validus Vahl 245. Scleria Berg 257. r — anceps Lb. 257. — communis Kth. 259. — . coriacea Lb. 259. — * elongata Pr. 260. — filiformis Sw. 257. — melaleuca Rehb. 260. — Muhlenbergiana Steud. 258. — purpureo-zonata Lb. 258. — * reticularis Pr. 260. — scabriuscula Schldl. 259. Scleriew 255. Scydmeni, om denne Families Bygning og Karakteri- suk 12. 13. Silpher, om denne Families Karakteristik 13. 14. Skyggedur 35. Sorocea A. St. Hil. 335. — mexicana Lb. 335. Sponia Commers 339. — canescens HBK. 339. — crassifolia Lb, 340. — grisea Lb. 340. : — Schiedeana Ch. et Schldl. 339. Stagobiine, en ny Gruppe af Silphernes Familie 16. Stagobius troglodytes 12. 16. Stalita tænaria 22. Thaumuria Gandich. 312. Tilanethes albus 28. 31. Trichophorum Rich. 246. — cyperinum Pers. 246. Triura cayernicola 5. Trynelnoglerne efterviste hos Iivaldyrene 356. Tusmörke-Dyr 35. mx Ulmaceæ 336. | Urostigma Schiedeanum Mig. 326. — altera, inc'rti generis 336. | — Schumacheri Lb. 328. Ulmideæ Planeh 336. i — St. Crucis Lb. 328. Uncinia Pers. 272. | — syringefolium Kth. et Bouch. 323. ~~ jamaicensis Pers. 272. | -- tecolutense Lb. 324. Underjordiske Fauna 34. | — turbinatum Lb. 328. Urera Gaudich 295. | — verrucosum Lb. 321. Urostigma Gasp. 329. | Urtica L. 291. — baccatum Lb. 327. | —. aquatica Lb. 291. — Bonplandianum Lb. 323. | — caracassana Jacq. 295. — botryapioides Kth. et Bouch. 326. | -— corallina Lb. 295. — complicatnm HBK. 325. | — dioica L. 294. — costaricanum Lb, 322. | — falcicrenata Lb. 293. — cotinifolium HBK. 322 — glandulifera Lb. 293, — eugenivfolium Lb. 329. : | — grandidentata Lb. 296. ? fuscescens Lb. 329. | — latifolia Rich, 294. — glaucum Lb. 322. — mexicana Lb. 291. — intramarginale Lb. 320. — nicaraguensis Lb. 292. — involutum Lb. 320. — Orizabe Lb. 292. — levigatum Vahl 324. | — propinqua Lb. 293. — lancifolium Hook. et Arnot. 326. | — pustulata Lb. 294. — Japathifolium Lb. 319. | —- verrucosa Lb. 295. — Jentiginosum Vabl. 325. Urticaceæ 291. — longipes Lb. 321. Urticeæ 291. ? Nummularia Lb, 330. Vignea P. B. 263. — ovale Lb. 324. Vildtvoxende Planter i en Samling af Blomstertegnin- — padifoliam HBK. 324. ger 61. -— pallidum Vahl. 325. Ziirplanter fra Kold- og Varme-Huus i en Samling af — pedunculatum Ait. 325. Blomstertegninger 60. — petiolare HBK. 321. — i fri Land 56. — Rolanderi Lb. 329. : Öine, tilbagetrengt Udvikling hos nogle Huledyr 4. — sapidum Lb. 527. | 5. 20. ? scandens Lam. 330.