he Va mT ra nr. u EEE CHARS en, ig + 4 À i à! L in y RU NEN WY AL a w. At were Te nt Wee DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES. SELSKABS. SKRIFTER. FEMTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK AFDELING. FJERDE BIND. MED 17 TAVLER OG ET KORT. = KJOBENHAVN. TRYKT I BIANCO LUNOS KGL. HOF-BOGTRYKKERI (F. DREYER). 1856, 1859, 1898. Af dette Bind udkom Iste Hefte (S. 1—216) 1856, 2det Hefte (S. 217—407) 1859, medens den sidste Afhandling (S. 409 ff.), der stammer fra samme Periode og hvis Trykning allerede da var langt fremskreden, først er bragt til Afslutning 1898 (se Noten S. 413). Trykke- aaret for de enkelte Afhandlinger er angivet i Indholdsfortegnelsen. ' Paa Grund af disse særlige Forhold udelades i dette Bind den sædvanlige Fortegnelse over Selskabets Medlemmer. Maj 1898. - Vilh. Thomsen, D. Kgl. D. Vidensk. Selsk. Redaktør. INDHOLD. H, C. F. C. Schjellerup. Tycho Brahes Original-Observationer, benyttede til Banebestemmelse af Cometen la (EEE) 5 66 ae ASC BIG 00 Obes oe Guid won ang J.C. Schjidte. Corotoca og Spirachtha: Staphyliner, som föde levende Unger og ere Huusdyr hos en Tenir le Gal 22 Kobberatukneslayler TA) Re ee else ic cie ensure E. A. Scharling. Bidrag til Oplysning om flere af de i Handelen forekommende Balsamers chemiske GEH OT THR Vey Otis ey ee EN RSS MA a Car tie ET BER EN ES SE el Christopher Hansteen. Den magnetiske Inclinations Forandring i den nordlige tempererte Zone. Med et Kr, UGE Ea auto Ba Dar Guang ob oom MT boo Gone RC EN a Trait E. A. Scharling. Om Dôglal og Æthal samt flere af de deraf dannede Forbindelser. (1855) . . ...... J. Japetus S. Steenstrup. Hectocotyldannelsen hos Octopodslægterne Argonauta og Tremoctopus, oplyst ved lagttagelse af lignende Dannelser hos Blæksprutterne i Almindelighed. Med 2 Tavler. (1856) Henrik Krøyer. Forsög til en monographisk Fremstilling af Kræbsdyrslægten Sergestes. Med Bemærk- ninger om Dekapodernes Hôreredskaber. Med 5 Kobbertavler. (1856) ................. A. Colding. Om Lovene for Vandets Bevægelse i lukkede Ledninger, med speciel Anvendelse paa de saltglasserede Leerrörs Vandledningsevne. Med 3 Tavler. (1857) ................... J. Reinhardt. Mephitis Westermanni, et nyt Stinkdyr fra Brasilien. Med en Tavle. (1857) ........ Chr. Hansteen. Den magnetiske Inclinations Forandring i den nordlige og sydlige Halvkugle. Fortsæt- ÉCONOMIE Bt de DE er ED PA El Die J, Japetus S. Steenstrup. Spolia atlantica. Kolossale Bleksprutter fra det nordlige Atlanterhav. Med AMT AVIOL (L898) eset co MS dote no. eo Hier ont nie test ait Ce Arge Side LI vn r’ rs NA , ae OP. | ON CF PAL |; ES Ly I rente. ' oo [Les LÅ i Py er ey i ar de hy ) ya VIT Ova | M Al eu ‚ Le al OA a ; AN, Dr % ’ r 1 SAS in | — ‘abs u, © À ‘ i : à . CS Ton = V rå i 5. NP RL M »! 7 i Vay th | Cy : À KU Pf re ? TA i + PAL Te Fou m 12 à (Les ° R ' Re | er wur, it L | LE "ao WAND Er ' N ws f ar hf à FÅ AO EAN io FN an a" I AN u ro Af v ne he ay Bern ‚una Brand wäh inlay CUP i v va * a a vest ' RAA ». we ued eh: Ê va KTS Ei Fy HUE ns ne A i; ie PEN El nalen ara ee. Caan ea Um mit ren aie weet "DØR RUN va Yo oa Kann TR Wh PEU REN Ban gai ABLE ERBEN EU FER me ha IE Me Andi kw LR Eine tam ER D ENS TN Den ALT VAE de HE RU EAN itl) aa be Ins ty. (nett i ati at D nd M ETS nn? Len N ir Au, ALTAN RUN DA AL bøge" WMA ve BL EN A PEAR et) an: wich, ‘ly poire rl en SEI AR cunt. Le he a paar aes Rear + ee Ra A hie Be Br ro me a ol lod a nr Se en MS stå ulm w BE het RR LE Li, Tycho Brahes Original-Observationer. benyttede til Banebestemmelse Cometen 1580 ved H. C. F. C. Schjellerup, polytechnisk Candidat, Observator ved Universitets - Observatoriet. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd, 4 Bd 1 Li bd La SÆR SAN || a Y W Larne bl VÆRE TON BE AG van D HA EN ØGE RAS fot ag À RATS Lem PORT her LRU i 7 ih Je a ra if uber, er i an Re, ae At un CR i, u y i A + Les ‘i Le. i le, i vejl à cm HA CON nie san m J } i A ur [EU Zu) ræv ee aon . nl ur ı@ : i | i un 5 vi i " ? i ¢ AN of 7 ra | + TRE LE 9% ni CI i : i | FR t M EN 4 à Du N ; | ca 7 Tal nl ) LEA A i i i Duo” 5 ya à | je N De La \ i re so its otre kn DL | Bo ami x ITR mn y { MÅ i cos ss ne ou N N f Må at Pr U £ d ; KR 71 dr re Bi Re Rei: ‘AI are i d 12 20 ti ba E NG gl Fate ps MA ta | on SOM aueh ue A | N u de yee js SVN ta. ig 2 N) ine i ire = | a aie Rx as) Ta i À i | tn AL: i i Al - dû SPY i i. i: “ A AUS Va ee A AT eae - > ME AN CNET AUS Prat IRL take ON et Ron Ber NA | VE SR =e i Le fr wi Re L'ACTU a LS då ie iu sy 7. JN als jen if u 74 KON a We iy II IM % A KR a PA an ial i RON? | Ble ne AE BUEDE 7 # iR zu i (W PRISES 7 7 ay py Fr Eros Nererende Comets Banetheorie er stöltet alene paa Tycho Brahes Observationer paa Uranienborg. Den originale Observations-Brouillon findes opbevaret paa det store konge- lige Bibliothek i Kjöbenhavn, fra hvilket den erholdtes til Afbenyttelse i Forfatterens Hjem. Denne særdeles Gunstbeviisning skyldes Hr. Conferentsraad Werlaufs Velvillie. ‘Den er affattet i det latinske Sprog umiddelbart ved Observationen, hvilket kan sluttes af den meget slette og uordentlige Skrift, der i flere Henseender er vanskelig at læse, Tallene undtagne, der altid ere anfårte tydeligt. Hvad der især har bidraget til at lette Forstaaeligheden af Manuscriptet er Schumachers Udgave af Cometen 1585, idet Forfatteren ved at sammen- ligne samme med Originalen (der ligeledes findes i samme Manuscript) lærte at forstaae den fordreiede og forkortede Skrift fra Tychos Haand. Af Tychos Manuscript findes, i samme Bibliothek, 2de Copier, den ene i Qvart- format (ligesom Originalen), den anden i Folio, besårget og omhyggeligen gjennemseet af Erasmus Bartholin og Olaus Römer 1670 ifölge Frederik III's Befaling. Ovennævnte Brouillon indeholder alle af Tycho observerede Cometer, i Antal 7, nemlig: 1577, 1580, 1582, 1585, 1590, 1593, 1596. Af disse ere beregnede: 1577 af Wolsted, 1582 af Hind, 1585 af Dr. Peters, 1590 af Hind. Forfatteren fandt saaledes Interesse i at bidrage til at fuldstændiggjåre Cometberegningen paa en Maade, der var tilfredsstillende for vor Tid, og foretog Undersøgelsen af den fra 1580. Måstling har ogsaa observeret samme Comet (han opdagede den endog den 2den October, altsaa for Tycho, see Art. 6) og Halley beregnede en Bane efter hans Obser- vationer (Pingré's Cometographie). Pingré har beregnet en Bane efter Tychos egne Observationer, der fuldstændigt ere anførte i hans Cometographie. De Instrumenter, Tycho benyttede ved Observationerne af denne Comet, ere: Sex- tans trigonicus (beskreven og afbildet i Astronomiae instauratae mechanica), Radius astro- i nomicus (beskreven s. St), Begge til den da brugelige Distancemaaling. Endvidere et Höide- og Azimuth-Instrument (Qvadrant, hvilken, vides ikke). Tycho har angivet, at Sexlantens Feil, af ham kaldet Parallaxen (Collimationen), ikke er taget i Betragtning ved Angivelse af Distancerne. Radius erklærer han for et upaalideligt Instrument. I den paafölgende Beregning ere de benyttede Stjerner angivne ved de nu bru- gelige Benævnelser. — Ved Beregningen af Refractionen er Temperatur og Barometerstand antagne til + 22 C og 776. A. Beregning af Hjælpetavler o.s.v. lig . Solephemeride. Uranienborgs Længde er antagen = 7" 12° ösllig for Rundetaarn i Kjöbenhavn og _Polhôiden = + 55° 54‘ 26”. Disse Coordinater ere Middelresultater af de Triangulationer, der ere udförte af Picard, Schenmark og Bugge (Connaisance des temps pour Van 1836. Additions page 117). I Tycho Brahes Papirer findes Længden angivet til 37° (ösllig for Ferro) og Polhöiden til + 5575430”. Solephemeriden er beregnet directe for hver fjerde Dag efter Carlinis Soltavler (Esposizione di un nuovo metodo di construire le tavole astronomiche. Milano 1810), idet der er taget Hensyn til Bessel’s Correctioner for samme (Astronomische Nachrichten Nr. 134). For de mellemliggende Dage. er den funden ved Interpolation. Ved Hjælp af Længdedifferensen 14" 1° imellem Uranienborg og Mailand er Tiden, for hvilken denne Ephemeride gjælder, rednceret til O" Uranienborgs Middeltid. Datum er angivet efter den da brugelige julianske Kalender (gammel Stiil). For at reducere det overeensstemmende med den nu brugelige gregorianske Kalender (ny Stiil) bemærkes: Datum g. St +410 = Datum n. St. (Idelers Lehrbuch der Chronologie Pag. 381). 0° Uranienb.M.T. SolensLængde. SolensRectasc, Stjernetid. Log.SolensRad.v. Tidsæquation. Oct 10 207° 10 8% 135 40" 5287 135. 55™ 5224 9.997222 —14™ 5957 208 10 5 AA 408 13 59 489 7105 ih Sit 12 909 10 3 SAS) 280) 143) 455 6984 16.6 210 10 5 52 182 T 420 6867 95.8 1a 9110 10 A 56 76 110 387 6749 51.1 212 10 7 13 59 583 1500350. 6633 36.9 16 2157 10 10% 14 3) 49:0 19 518 6516 42.8 214 10 15 TRANS, 93 98.5 6401 47.1 18 215 10 21 11 33.4 7 24.9 6287 51.5 216 10 50 15 272 51 21.4 6174 54.2 20 217 10 41 19 20.9 55 18.0 6062 57.1 218 10 54 3 161 59 145 5952 58.4 2 a9 11 7 71152 45 11.1 5844 59.9 920 11 23 51 8.0 Lif 6 5758 59.6 24 991 11 40 55 49 51 42 5634 59.3 222 12 0 39 , 3.3 55 0.7 5551 57.4 26) 99501221 AS Ge 145 58) 575 5450 55.5 294 12 45 AT SU ang 5331 51.8 2875159 Sika KE) 6 50.4 5233 48.1 226 13 37 55, AA 10 46.9 5137 428 SUITE, MARI 5,5 14 43.5 5045 57.7 298, 14057, 150237594 18 40.0 4950 50.6 Nov. 1 229 15 9 1185130 22 36.6 4859 93.6 250 15 44 117185 26 53. 4769 14.8 52225181619 15 23.6 50 29.8 4681 5 762 7 235 18059 51 54.9 46 160 4339 a! il SE) DIN TRY BO ee 4015 150227 240 22 50 52 53.0 5 587 5958 = a1 1522 0110925150 57 6.6 955555 3862 —12 48.7 242 24 50 64100916 15 518 5788 50.2 15 245 25 21 5 56.6 17 485 5715 > iby) 244 26 15 9 53.0 A 45.0 3645 520 17 245 97 6 TA On 35 41.6 3577 52.2 246 98 1 1857279 29 58.1 5512 = 109 19 247 98 55 22 45.0 53 347 5448 —10 4917 93 251 3245 40 40 16 49 20.9 5219 2952169 Or En EL Bl Pepsi NES O7: 5032 = Ff. ails} Dec W259 ead Se 17S 78:6 20 535.4 2882 = 44'S 5 263 454 52 50.6 36 39.6 2765 150 24910 OQ Oi SO ihr EDS SP) . di? MOTS 2671 — OD 1302271055, OST MEET 2690 eNO) 11:0 COCO TE COS 18) 257 1585 9.992582 +2 10.5 Solens Længde er regnet fra det sande Æquinoctium. Aberrationen er udeladt. Solens Middelparallaxe = 8757. Endvidere er beregnet efter Tabulae Regiomontanae: Den opstigende Maaneknudes Længde = (2 = 33°15’ 2579 — T. 19° 20/2953 — 1.310712, hvor 1580 — 1800 = T og t det Antal Stjernedage, der indeholdes i Tidsintervallet. fra 1580.0 til den Dag, for hvilken Længden skal söges. Nutatio i Længden = 41 = — 16:78 sing + 020 sin2Q — 1°34 sin20 Nut. iEclipt.Skraahed— Au = + 8798 cos 8 — 009 cos28 +- 058 cos20 Eclipticas Skraahed = » = 23° 27548 — T.0:457 C8 @ do Al 1580 Oct. 10 313° 18% 23° 29 55% + 6.3 + 12.5 Nov. 11 311 37 99 550 GA ag Dec. 13 509 56 20.35 E59) NT 2 Stjernepositioner. Middelpositionerne af de Stjerner, der ere benyltede deels til Bestemmelsen af Tiden, deels til Bestemmelsen af Cometens Sted ved Distancer, ere udtagne af Fundamenta astro- nomiae, hvor de findes omhyggeligen reducerede til 1750 efter Bradleys Observationer. Reductionen til 1580.0 er foretagen efter Formlerne: t t Aa = fim +n tg d.sin a) dt 40 = fa cosa). dt 0 0 x hvor Aa og 40 betegne Præcessionen i Reclasc. = a og Declin. = d i Tidsintervallet © 1580—1750 = — 170 Aar = t. Almindelig haves for et vilkaarligt Tidspunkt 1750 + 7 m = 46702824 + 7.07000308645 n = 20706442 — 7. 0000970204. Sælles Störrelsen under Integraltegnet = f‘(D dt, haves som bekjendt Fındı == ft) dt — f(0). Bemærkes nu, at : SO =fGt+10 = CD +f GO + Lf GD. CD +. FO) =fGi—+) FO) —f' Gt). + LF Gb.) —... saa bliver FO —fO) =t.f CH idet man bortkaster Leddet, der indeholder f"", der er meget lille; ligesaa f°, f’,... Ovenstaaende Integraler erholdes altsaa ved at bestemme mogn i m-+ntgd.sing og n cosa for 7 = — 85, ligeledes beregnes & og d tilnermelsesviis for samme Tids- punkt ved at anbringe behörig den i Forlegnelsen anförte aarlige Precession og endelig multiplicere den beregnede Differentialcoefficient med t = — 170. Ved denne Reduction er der allsaa taget Hensyn til Störrelserne af 2den Orden, hvilket ogsaa er nödvendigt, naar Tidsintervallet, som her, er stort. Stjernernes Egenbevægelse er anbragt paa behörig Maade. De nummeriske Vær- dier ere antagne efter Bessel. Midd. R.A. 1580.0 Midd. Decl. 1580.0 « Tauri 62° 59 11” + 159 34 28” B Orionis 73 35 56 =} En « Virginis 195 47 55 — 8 56 27 z Ophiuchi 249 97 95 +10 5 4 « Herculis 255 50 21 +14 56 15 dan 254 98 4 +25 23 44 ; c« Ophiuchi 25805297 +12 56 4 Foot 261 43 20 + 2 56 37 « Lyrae 275 41 4 +38 26 46 ¢ Aquilae 281 32 22 +15 18 57 Cygni 288 27 13 27 5 < ne 292 34 9 de no 36 Bee a 297 22 58 1055055 LIBRARY £ Delphini 303 17 15 + 9 56 2 => , you 506 47 7 +14 39 44 ase B Aquarii 317 20 35 + 7 22 15 OD & Pegasi 320 53 93 +7 59 28 LA « Aquarii 526 2 40 == D D 6 Pegasi 327 14 35 + 4 9 55 y Aquarii 329 58 45 — 3 98 % AC 331 47 45 ONE is t Pegasi 355 8 22 + 8 39 42 an 340 58 55 12057058 y Piscium Byles OLD Sl, (fh DP « Andromedae 356; 45007 +26 46 7 y Pegasi 357 55 56 +12 50 40 Ved Beregningen af disse Stjerners sande Positioner for Tidspunktet 1580.0 + t (t udtrykt i Dele af Aaret) anvendtes de Bessel’ske Reductionsformler Tab. Reg. Pag. XXX, hvor A = t— 0.33 sing a = m-+n tgo. sing a’ = nose B= — dø b = tgd cosa b' = —sin« C = — 207255 coswcos©® c = secd cosa c’ = tgwcosd — sind sing = — 20.255 sin© d = secdsin« d’ = sind cosa saa at Sand R.A. = Midd. R.A. + 4.a+ B.b + C.c+D.d-+ tu ; Sand Decl. = Midd. Decl. + 4.a'+ B.b'+ C.c'+ D.d'+ tu‘ idet m = 459758, n = 20.0809, u og u‘ resp. i R.A. og Decl. Paa denne Maade fandtes for Constanterne A, B, C, D Log. À ‚Log. B Log. C Log. D t Oct. 10 0.02440 0.81288 n 1.21810 0.96629 0.778 Noy. 11 0.05810 0.74628 n 0.97611 1.24125 0.866 Dec. 15 0.08034 0.71592 n 9.79527 n 1.50629 0.955, hvorved folgende sande Positioner bleve beregnede: R. A. 1580. Decl. 1580. Oct. 10 Nov. 11 Dee. 13 Oct. 10 Nov. 11 Dec. 13 c Tauri G52 08 208) 108 26" 0's 2s + 15° 34 46" 341 Abe 34 45” B Orionis TS SONDE el — (052025200520 59251 « Virginis 195 48 30 48 37 48 44 — § 8 GY) sip Ge) Ei af!) # Ophiuchi BNC) Pe ald, “Bal Sire” Bari Sts) +10 5 39 5 ji 5 29 « Herculis 25 al) Bl aD) Gil Bi) BD AA 5650s 56 7561 Jd ” DOSE IE 28) 29) 2828 CDN AA Bs} aft) Ob} BP « Ophiuchi DS at) GP) ish 577 Sey aS By LI) 555 y ii DONATION 5.9 59. GG ME) « Lyrae a S +358 27 11 26 59 26 46 ct Aquilae DS er a ay +13 18 59 18 59 19 O B Cygni DES ED AT BOT AL eee +97 8 33 8 28 8) 22 « Aquilae DOME AA 64 49) 2 OT SOO 49) 56 49) 52 Oo” Ole 93 Me ss yp BBS ti) — 1 (59/130) 59) 33: 59) 37 + Delpini SOS iis) le) se RD Pil BY BY He you 306 47 53 47 47 47 40 +14 40 4 40 2 39 59 ØB Aquarii ITR GAN Diy Als) oe 2h 5 OR 22) A: & Pegasi SA Syl RO By GL BYE =) =59) Foden 59) A9)) 59) 47, &« Aquarii 320) 048758 3 32 5 Ds) — 2 18 56 18 58 19 0 6 Pegasi 327 me 32° 157257715718 + A OS 10 OT y Aquarii 329 59 43 59 37 59 30 ==) Rn a 28) 4. 28) 6 Gay 331 48 45 48 39 48 52 — 2 7 52 Th Psa. 7 5 c Pegasi 835 9 20 9 14 9 8 Jo 3) 2) 8) 2a 7 2) 5 en 340 59 32 59 26 59 20 AP ST DS) nO) ee DDS y Piscium Sys) GP) Sy BY fil YD) +1 0 48 0 46 0 44 « Androm, 50 de As EN 25 59 +26 46 39 46 40 46 41 y Pegasi 357 56 42 56 58 56 33 12) 517010 bt 14 5 19 Elementer og Ephemeride. lfölge Beregningsmethoden, der er lagt til Grund for de i det Fölgende foretagne Reductioner af Observationerne, var det nôdvendigt at have en Ephemeride for Cometen, der, saa ner som muligt, tilfredsstillede dennes geocentriske Bane. Da en forelébig Under- sögelse af Observationerne viste, at Distancerne vare de paalideligste, bleve endeel af disse reducerede, hvorved man erholdt tilnermende Bestemmelser af Cometens R.A. og Decl. paa forskjellige Dage. Betegne a, 0, 4; a‘, 0’, 4 de to Stjerners R.A., Decl. og Distance fra Cometen, saa söges dennes R.A — À og Decl. — D efter Formlerne (Astr. Nachr. Bd. XIII. 61). lg æ = sin (d — à) cot} (a@—a’) cosec (d +0’) tg N = cotd cos (}(a—a’) —x) = cot d' cos (4(œ— a) + x) tg M = cos N.sin (4 (e—a‘) — x) cotd = sinN tg (3 (a@—a’) — x) tg M’ = cosN sin (3 (a—a") + x) cotd’ = sin N tg(3(a—a’‘) + ©) sin R = {cos 4.cos M'— cos 4 cos M| cosec (M + M") cos (N—Q) = {cos 1 sin M’ + cos 4'sin M] sec R cosec (M + MM") Forlegnet for N—Q maa bestemmes ved Betragtning af en Stjerne-Globus eller et Kort. Endelig tg [A— au + }(a—a’) — x| = tgR cosecQ sinD — cosR cos Q Ved denne Beregning kommer det an paa at vælge saadanne Distancepar, som give en saa skarp Bestemmelse som muligt af Cometens Sted, hvilket dog let undersöges ved en Construction. Der er ogsaa, hvor det lod sig gjøre, beregnet flere Distancepar hörende til samme Datum og derefter taget Middeltallet af de enkelte Resultater, der da antoges gjældende for det Tidspunkt, man erholdt ved at tage Middeltallet af samtlige, ved de enkelte Distancer angivne Tider, idet disse forud vare corrigerede ved de Höide- og Azimuth-Observationer af Fixstjerner, der samme Dag vare anslillede. De saaledes erholdte R.A. og Decl. for Cometen bleve dernæst corrigerede for Refraction, Fixstjerne- Aberration og endelig forvandlede i Længde og Brede. Længden blev befriet for Nutation. Disse Middelpositioner bleve nu grupperede 3 og 3 med passende Tidsintervaller. For hver af disse Grupper bestemtes ved den Olberske Methode en tilnærmende Parabel, og blandt disse valgtes den, der bedst tilfredsstillede den tilsvarende Gruppes mellemste Position. De antagne Middelpositioner ere: u Længde. Brede. Oct. 12.3234 SD NL JOSE + 11° 18 52 21.3724 500 100826) SAN SI 18 29.2666 279 45 42 + 407 53 55 der gave fölgende Elementer. 1. T = Nov. 28.56364 1580 Uranienb. Middeltid. Gl. Stiil. Qa ike Beate mw == 108 42 24 i= 64 41 24 Log. q = 9.77808 Bevegelsen directe. ARS Ab = 54” Cometens heliocentriske Coordinater, idet den positive Retning af ænes Axe lægges igjennem Æqvinoctialpunktet, ynes igjennem 90° R.A. og znes igjennem Æqvators Nordpol, bestemmes efter Gaus, saaledes: x = rsinasin(A+u) y = rsinb sin(B+u) s = rsincsin(C+u), hvor r og u betegne Radius vector og Bredens Argument; a, b, c, A, B, C ere constante | Midd. Æquin. Nov. 1. 1580. Vinkler, der findes ved Formlerne Vidensk. Selsk. Skr,, 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 4 Bd 3 cotz cos o : cos 2 sin = colA = —ig&cosi cotB = Del £ = I cot = co El en idet tgE = igisecQ sin a = cos 2 cos À sin b = sin 2 cos » cosec B sine = sin& sin w cosecC og til Control … gi = coseca.sinb.sinc.secA.sin(C—B) Altsaa, naar disse beregnede Constanter indsættes, x = r.[9.98012] . sin (98° 25° 40’+ u) y = r.[9.47744].sin (88 4 13 + u) 2 = r. [9.99943] sin (7 30 15 +u) Factoren [ ] er her angivet ved sin Logarithme. Til Brug i det Fölgende hidsættes: a — 72° 47/45, b = 17° 28°15, c = 87° 4/0“. Ved Hjælp af de anførte Störrelser beregnedes efterfölgende Ephemeride: 12? Uranienb. M.T. Comet. sand R.A. Log. de‘ Comet. sand Decl. Log. 4d” Log. o 1580 Oct. 10 3429 10:8 4.25186 n — 9° 98:5 3.81411 9,36851 11 331 81 4.26045 n 0577 3.82567 9.56152 12 BBP) eA 425916 n ef) 155 5.82400 9.55625 13 321 27 4.25120 n Bu Jo 3.81611 9.55545 14 522 92 4.25759 n 4 518 3.79267 9.55289 15 517 26.6 421754 n 6 51.3 5.76225 9.55459 16 312 59.1 4.19209 n SG 5.72722 9.55848 17 508 47.9 4.16402 n 9 29.1 5.683552 9.56455 18 504 51.8 4.15599 n 10 45.4 43.65508 9.57200 19 501 14.1 4.09968 n 11 52.9 5.58172 9.58192 20) 297 52.5 4.06551 » 12 52.6 5.52595 9.59192 21 294 46.5 4.02881 n 13 44.7 5.46967 9.40568 22 291 56.5 3.99100 n 14 50.9 5.41414 9.416353 25 289 20.0 3.95595 n 55112 3.35736 9.42968 24 286 55.1 3.92179 n 15 46.8 5.29491 9.44555 95 284 41.6 3.88672 n 16 17.0 5.25147 9.45782 26 982 : 58.5 5.85248 n 16 45.6 5.17289 9.47255 27 280 44.5 5.81981 n 17 6.6 5.11160 9.48699 28 278 58.2 5.78746 n 17 26.7 5.05902 9.50169 29 277 19.2 3.75952 1788457 2.98000 9.51644 30 375 46.6 3.73111 n 17 58.5 2.91275 9.55109 51 274 19.8 3.70529 n 18 11.0 2,85885 9.54565 Nov. 9 264 15.6 5.51720 n 18 42.6 2,52222 n 9.66955 10 263 21.8 3.50229 n 18 58.5 2.47857 n 9.68220 11 262 29.7 3.48855 n 18 52.6 2.59770 n 9.69493 12 261 39.1 3.47422 n 18 25.3 2.67945 n 9.70750 15 260 50.3 3.46075 n 18 16.6 2.75435 n 9.71992 14 260 2.8 3.44840 n 18 65 2.82282 n 9.75221 15 259 16.7 5.45600 n 17 54.5 2.838195 n 9.74456 16 258 51.9 3.42525 n 17 40.9 2.92686 n 9.75640 17 257 48.4 5.41065 n 17 26.3 2.90568 n 9.76824 Dec. 15 246 19.0 2.82757 n u 17/0) 5.40555 n 0.00984 11 4. Betingelsesligninger. De lineære Ligninger, hvorved Varialionen af Cometens geocentriske Position ud- trykkes som Function af Baneelementernes Variation, ere vel tidligere begrundede og udviklede af Gaus, Bessel 0. A., og senere fuldstændig samlede af Dr. Weyer i „Ueber die Differentialformeln für Cometenbahnen von grosser Excentricilät 0. s. v. Berlin 1852.” Imidlertid, naar man vil gjöre sig den Umage at beregne Coefficienterne i disse Ligninger for ældre Cometer, bör man vel heller ikke skye det forögede Arbeide, der foraarsages ved at tilfüie de to Led, der hidrøre fra en Variation i Solens Længde og Radius vector. Derved bliver det muligt, hvis man i Fremtiden blev istand til at bestemme Feilen ved den her benyttede Solephemeride, at corrigere de her fundne Baneelementer i Overeensstem- melse med samme. Ligningerne i det anförte Skrift ville allsaa, naar disse to Led tilföies, blive 0 = cosd. da + "ae = itl + SE gx a = eidg, ste sind ud, se dX+ Der, iy Q idet x, y, 3, som i forrige Artikkel, ere Cometens heliocentriske Coordinater med Hensyn paa Æqvator og gjældende til Tidspunktet t, for hvilket Ligningerne skulle beregnes, og X, Y, Z ere Solens geocentriske Coordinater, parallele de forrige, altsaa: X = RcosO Y = Rsin© cosw Z = RsinO sino. I hine Ligninger maae endvidere indsættes: ae = EE ri Led Fe de De m I s1+ % din +2 7 da + do dT dr dT dv dlogg = dr dlogq dx dv dx dr Pietro dX = — à do +4 a RAR og de SE Mie Udtryk for dy, ds og dY, dZ. Til Beregning af de i disse Udtryk forekommende partielle Differentialcoefficienter ere fülgende Formler anvendte, idet log k = 8.23558 og log m = 0.36222: dv kV 2q dv 3 dv dv 9 2 Ip De co ar Bar Baer FG Dir SE! å dr k sino dr dr 9 dr 24 AT Veq dlaggi ae etre ao Don taoteto ar = xr col(A+u) = y cot (B+u) = scol(C+u) - =~ = SING cosw = sinO sinw a dx de dx Bd dx dv dr r dQ dy dy dy y dy dy dx do dr r dQ yar ae d de dx x ds dz Rate dQ. de + ?eino dX i dX do == R sin © dR dY dy do = R cos O cosa IR dZ x dZ To R cosO sinw dR Endelig gives hver af de lineære Ligninger Formen = 5 13— u 17— » 21; 26 —— LU 98 = — UL 29— » 30— » Oct. 31 = u Nov.12 — » 15— » Nov.15— » 0 = n + a-dT +b.dlog q + c.dx + d.d8 +e. n + 0.05166 » + 0.09827 n + 0.21970 » + 0:18750 n + 0.10954 » + 0.17089 n + 0.15269 „+ 013761 n + 0.01758 n + 0.00747 n + 9.98559 Dec. 15 — cosdde + 9.58495 Oct. 11 — 12 — 13 — 17 — a — 26 — 28 — 29 — 30 — Oct. 31 — Nov.12 — 13 — Nov.15 — dd — 0.079594T + 1.58017dlogg + 0.6940047 » — 0.07978 » — 0.10920 un — 0.10747 n — 0.05884 » — 9.90657 n — 9.84825 n —9.81586 n — 9.79667 mn — 9.74556 " — 915766 un —9.05771 n — 881521 Dec.15 — dd‘ — 9.46899 — 0.21950 — 0.52250 — 0.54451 — 0.61854 — 0.81564 — 0.60868 — 0.59981 — 0.60561 — 0.58025 — 0.58458 — 0.56052 — 0.25797 + 9.16535 + 1.58548 + 1.58418 + 1.55811 + 1.29529 + 1.15898 + 1.14734 + 1.12955 + 1.10748 + 1.07661 + 0.80185 + 0.77980 + 9.55171 + 0.55077 a. Rectascension. Oct. 11 — cos dde + 0.00016aT — 0.10990d logg — 9.5190347 + 0.49945dQ -+ 0.20659 ai + 0.59989de — 0.58009dq — 0.826004R = 0 — 9.64224 — 9.74758 — 9.99400 — 0.08789 — 0.11592 — 0.11160 — 0.10815 — 0.09701 — 0.09881 — 8.12115 — 9.99559 — 9.97455 — 9.50024 b. + 0.69450 + 0.69187 + 0.65206 + 0.57207 + 0.45866 + 0.28508 + 9.80988 + 9.75610 + 9.65699 — 9.71574 + 0.45016 + 0.45507 + 0.47260 + 0.40455 + 0.26257 + 0.20077 + 0.16464 + 0.14090 + 0.09688 + 9.65313 + 9.60977 +. 9.46976 — 9.24400 + 0.14737 + 0.10272 + 9.98264 + 9.89952 + 9.80598 + 9.73372 + 9.70518 + 9.65181 + 9.64704 + 9.19195 + 9.14267 + 8.80219 — 8.42655 + 0.535965 + 0.54912 +0.50788 + 0.45950 + 0.52260 + 0.67155 + 0.07562 + 0.70975 + 9.73484, + 0.65936 + 9.61227 + 0.62590 + 9.54855 + 0.60445 + 9.49067 -+ 0.57777 + 9.41025 + 0.55015 —+ 9.531615 + 0.18949 + 9.55062 + 0.14561 + 9.50078 + 0.04885 + 9.64495 —9.75511 Declination. — 0.49077dQ + 8.90897 di + 0.17247 de — 0.47794 + 9.09518 — 0.45826 + 9.28540 — 0.55588 -+ 9.89955 — 0.17595 + 9.08744 — 9.96940. + 0.45040 — 9.89271 + 0.47585 + — 9.84967 + 0.48255 — 9.805855 + 0.49889 — 9.77095 + 0.52081 — 9.21570 + 0.55007 — 944825 + 0.54518 — 8.996352 + 0.55552 + 9.47763 - 9.72247 dx å —.=rsinu cosa di d i oy =r sinu cos b di 2 sin -——- —=rsinu cose di di + f.de + g.dO +h.dR — 0.32184 —0.86207 —0 — 02579 0851 —0 — 0.21059 —0.95605 —0 — 0.00988 — 0.8902 —0 +0.24954 —0.77276 —0 + 0.27497 —071.831 —0 + 0.27898 —0.68672 —0 +0.29144 —0.65872 —0 + 0.50016 —0.62256 =0 + 0.19173 —0.38667 =0 + 0.25091 —0.13534 —0 + 0.25260 —0.02954 —0 +9.93414 +9.91713 —0 — 9.5911249 — 0.25056dR = 0 — 9.96550 —0.22675 =0 — 0.05542 —0.21088 =0 — 0.20826 — 02724 =0 — 0.25348 — 056654 =0 — 0.21801 M—0.45810 =0 — 0.19252 —0:45025 =0 — 0.17555 —0.45251 —0 — 0.16092 —0.45567 =0 —0.14160 —0.45554 =0 — 9.92576 —0.58927 —0 — 9.46545 —0.57965 =0 — 9.86812 —0.56151 =0 + 9.60617 —9.94870 =0 13 Coefficienterne i disse Ligninger ere angivne ved deres Logarithmer, og for at undgaae for stor Forskjellighed imellem dem indbyrdes, ere de multiplicerede med. Factorer, hvorved de Correctioner, der blive at anbringe ved Elementerne, ere: 0.0001.dT 0.00001. d log q dx dQ 10.di 0.00001 . de da 0.00001.dR 5. Pertubations-Beregningen. Ved ovenanférle Ephemeride for Cometen maatte endnu anbringes Forandringerne i Banens Elementer formedelst Planeternes Indvirkning paa Cometen. Formlerne til sammes Beregning ved reent parabolske Baner ere: 0, => (er): + (ya —Y)” + (5: 2)” x Tr —T A = Dei: ue Ta 0, B— 5 m, (2 = KS a 0, C=» m (73 — FA) "n 0, FI Ves pS r r r B'= Asina cos(a--u) + B sinb cos(B+u) + € sine cosu (= Acosa+ B cosb + C cose idet x y s betegne Cometens heliocentriske Coordinater med Hensyn til Ecliptiken. Dn Yn Sy — Planetens = = = = = = Mn Tx On Sammes Masse, Radius vector og Afstand fra Cometen. k2A k2B k2C Summen af Planeternes Perturbationer, decomponerede efter Coordinat- axerne. De regnes positive, naar de formindske Cometens Radius vector. 14 k2A! k2B! k2C' Summen af Planeternes Perturbationer, decomponerede efter Radius vector, en Linie lodret paa samme i Banens Plan og efter en Linie lodret paa Banens Plan. k? = Solens Tiltrækning i Afstanden 1.logk = 8.23558—10, naar Eenheden er Middel- soldagen; logk = 3.55001, naar Eenheden er Buesecunden. a, ß, y have samme Betydning som A, B, C i Art. 3, naar © — 0, altsaa y = 0. a, b, c have samme Betydning som a, b, c i Art. 3, naar & =O, allsaa c — 2. o = sande Anomalie. Saa haves til Beregning af Elementernes daglige Variationer: T à : = = [— 4-1 +319" 40 + tg' 40 + Et 30) — B(4tg 40 — 4tg°1o)]q° cos? 10 dx = r r — = A’kcosvV 2g — B'k —— (2+ cosp) sinv — C’k ——sinu tg hi dt 5 V 29 , Vege dX r sinu = dt sini V 2q di rcosu — = — €'k —— dt V2q de = — A'kV2qsinv — Bk VED dt r dq : ota Wipe eo EnV Ag dd, For Planeterne antoges ifélge Tavlerne: 1580 Helioc.Langde Helioc. Brede Log. Rad. v. Masse Oct. 10.5 5° 38/5 — 50875 9.8608 Venus » 26.5 51 120 —2 15.0 9.8595 pees 401859 Nov. 11.5 56 525 —0 56.0 9.8581 å Oct. 10.5 27 40.0 0 9.9972 Å Jorden „ 26.5 43 42.0 0 9.9954 RE 59551 Nov. 11.5 59 520 0 9.9940 a Oct. 10.5 45 533 —0 30.0 0.1707 i Mars 2 26.5 54 38.0 + 0 16.0 0.1767 2680357 Nov. 11.5 65 62 +0 320 0.1826 vad Oct. 10.5 261 23.0 +0 20.0 0.7212 : Jupiter » 26.5 262 415 +0 19.0 0.7202 ss Nov. 11.5 265 59.0 +0 18.0 0.7201 Oct. 10.5 315 29.3 4 485 0.9944 7 Saturn » 26.5 315 59.5 LT 0.9943 5076 Nov. 11.5 516 295 RT 0.9957 i Oct. 10.5 19 32.5 +0 56.8 0.0684 Cometen » 26.5 26 345 +15 25.0 9.9652 0 Nov. 11.5 41 26.6 +53 48.0 9.8492 Herved fandtes A! Oct. 10.5 + 0.0000555 26.5 + 0.0000101 Nov. 11.5 + 0.0000072 dT dq dt dt Oct. 10.5 —0.0000521 — 0.0000002 26.5 +0.0000116 -- 0.0000005 Nov. 11.5 + 0.0000072 —0.0000005 15 B c — 0.0000055 + 0.0000326 + 0.0000287 + 0.0000248 + 0.0000122 + 0.0000051 dn aS di dt dt dl — 0%0217 =—0%0050 —0‘0050 +0.1865 —0.0481 —0.0710 + 0.0685 —0.0170 —0.0080 „IT Disse Differentialcoefficienter gave ved mechanisk Qvadratur fölgende Tilvæxter : aT dq Oct. 11.5 —0.0000940 + 0.0000075 12 — 0.0001108 + 0.0000070 15 — 0.0001144 + 0.0000065 17 — 0.0001008 -- 0.0000045 21 — 0.0000680 + 0.0000024 26 0 0 28 + 0.0000556 — 0.0000010 29 + 0.0000552 — 0.0000015 50 -+ 0.0000756 — 0.0000020 51 + 0.0000980 — 0.0000025 Nov. 12 + 0.0004556 — 0.0000085 For at erholde de til disse Tilvexter svarende cos dda og dd, de tidligere beregnede lineære Ligninger. dn OLAS — 2.55 — 2.18 — 1.56 — 0.90 0 + 0.58 + 0.57 + 0.77 + 0.97 + 3.57 dS +0"68 + 0.63 +,0.59 + 0.42 + 0.22 0 — 0.10 = 015 — 0.20 — 0.25 — 0.87 di SEAT + 1.53 + 1.25 + 0.78 + 0.40 0 — 0.13 — 0.20 — 05 — 0.51 — 0.68 CO KS à won wif LIBRA cA OS NY 7 | å de = dt + 0.0000010 — 0.0000005 — 0.0000005 de + 0.0000050 + 0.0000031 -1.0.0000031 + 0.0000029 + 0.0000024 0 — 0.0009011 — 0.0000017 — 0.0000023 — 0.0000030 — 0.0000142 indsattes de i Resultaterne, der algebraisk maae adderes til den beregnede Cometephemeride, fandtes at være Oct. 11 12 13 17 21 26 28 29 30 31 Nov. 12 cos dda 5.18 + 5.00 + 2.55 + 0.91 + 0.05 + 0 + 0.18 + 0.56 + 0.48 + 0.65 + 4.66 dd EET + 5.84 + 5.60 + 5.75 + 4.18 + 6.00 +0 + 0.72 + 1.07 + 1.46 + 1.72 + 6.18 Paa Grund af Observationernes ringe Antal efter det sidste Datum ansaaes det for overflodigt at fortsætte Perturbationsberegningen. 16 6. Uhrcorrectionerne, De af Tycho angivne Tidspunkter for Cometobservalionerne trænge til væsentlige Forbedringer, uden hvilke selve Observationernes Værdi vilde betydeligt forringes. Hel- digviis har han selv været vidende om sit Uhrs Mangler og med Hensyn dertil anstillet Höide- og Azimuth - Observationer af Fixstjerner, der, som han oftere bemærker i sit Manuscript, skulde tjene til Bestemmelsen af Uhrcorrectionen. Ligeledes har Tycho, i Er- kjendelse af, at de observerede Fixstjerne-Höider og Azimuther maatte forbedres, hvis Observations - Instrumentet havde en Feil i Opstillingen, nogle Gange observeret Polar- stjernen; men endskjöndt Methoden er aldeles riglig, kunde der ikke tages Hensyn dertil paa Grund af Observationernes Unöiagtighed. I Tychos Manuscript ere Azimutherne deels regnede fra Meridianen, deels fra förste Vertical, med Angivelse af, til hvilken Side af disse Linier Stjernen befandt sig. Denne Forskjellighed er i efterfölgende Tableau undgaaet, idet Azimuth regnes blot fra Horizonters Sydpunkt, negativ mod Öst og positiv mod Vest. October 10. Paa denne Dag saae Tycho Cometen förste Gang og anstillede ikke faa Obser- vationer af samme. Disse kunne imidlertid ikke benyttes, fordi Fixstjerne - Observationer mangle til Uhrets Correction, der, paa Grund af den store daglige Bevægelse i R.A. og Decl., vilde faae megen Indflydelse paa Cometens Sted, eftersom den ved senere Under- sögelser befandtes at være betydelig. October 11. Obs. Az. Obs. Höide. Uhrtid. Beregn. Tid. Uhrcorr. a Aquila ON al GENE 51472 EB — Ag™ 50° @ Aquarii +0 50 31 48 0 8 50 45 7 45 57 — 64 48 « Pegasi 0 0 i À 9758) 15 8 42 Af ua 8 8 Orionis = MD 99, 38, 30 15 21 10 15 19 24 Si 2G Tycho har ved senere Tilföielse i Manuscriptet rettet Uhrtiden for & Aquilæ til 6" 4m 30: og for « Pegasi til 858" 20, altsaa Uhrcorrectionen resp. — 16" 55° og — 15™39*. Da Tidsæquationen er — 15m 105, tår man antage, at Tychos Uhr skulde angive sand Soltid, hvilket ogsaa fremgaaer deraf, at han oftere verilicerede Uhret ved Solens Nedgang. Paa Grund af den stærke Variation af Uhrcorrectionen ansaaes det for hensigls- messigt at interpolere den til Anbringelse ved Cometobservationerne. ae October 12. Obs. Az. Obs. Höide. Uhrtid. Ber. Mid. Tid. Uhreorr. 338? Aequatoris 0° 0/ = 8 30™ 20° Sons: DUT « Pegasi Gui lie EE HKD) 8 58 46 Ai M « Tauri 0 0 49 43 0 14 37 20 14 5 56 Sail DM 8 Orionis ® 3 95 0 15 20 20 14 48 16 = fi October 13. « Aquile a By ND 4 55 50 67085 Hab ig 95) Op « Aquilæ JL (ÿ 50) 4 47 0 Ge Ha 5 41 14 == 9556 « Aquari +40 0 25 10 0 10 28 0 9057022 5058 « Tauri SC Ti (i) 49 45 0 14 43 45 Vi SAD, =) & October 17. Tycho havde paa denne Dag taget to Uhre i Brug, hvoraf dog kun det ene (Horologium majus) blev benyttet ved Distancemaalingen. Uhrcorrectionen gjælder derfor blot for dette Uhr. « Aquilæ +16° 54’ 40° 53/30” 6! 95™ 205 5h 57™ 10° 5967510: y Pegasi 0 0 47 O0 0 10 5 5 9 26 44 fe 21 October 21. « Pegasi 0 0 41 8 0 5 31 30 8 25 SL EE Gar « Aquilæ +68 40 23. 90 617715 8 48 54 +2 51 59 « Aquile ern) (1) 16 58 0 ZT 9 58 59 120051059 a October 26. « Aquile +19 20 40 57 0 5 59 95 5 29 56 — Tie oF October 28. « Aquile +50 0 32 25 0 4 54 5 1595 SLO Aie EE « Aquilæ +67 0 24 120 6 T5 8 14 32 OMS OY « Aquilæ a) A 45 0 6 18 17 813259 SL 5 EY « Aquilæ +73 0 20 54 0 6 26 40 8 40 44 NG) iy Vi « Aquilæ +81 0 15 53 30 DW GQ) iG op +12 14 52 October 29 « Aquilæ u) 4 10 0 5 32) 0 DANES hs sn « Aquilæ +18 50 40 43 0 5 43 95 5 14 54 8051 « Agnile JO) 40 21 0 5 51 56 5 22 40 20h16 « Aquile +81 41 ia @ 0 10 0 50 ee EN 1 « Aquile ey) 103500 10 28 5 DU al} 38 « Aquilæ +90 0 ON FAN 10 43 25 9 56 58 —46 47 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 4 Bd. I « Aquile Aquilæ Aquilæ = R R « Aquilæ e Aquilæ « Aquilæ « Aquilæ e Aquilæ « Aquilæ Pegasi Tauri = RER «a Pegasi » a Ophiuschi & Virginis Obs. Az. +13 0 A5 UD +17 0 — 77 59 +05 October 30. 18 Obs. Höide. Uhrtid. A1 19 0” 5 15" 30° iy) 5 20 0 40 55 0 5 96 10 October 31. GE 0% 4 45 50 40 52 0 4 53 90 40 24 0 5 6 15 31 59 0 7 12 10 30 59 0 7219080 18 41 50 9 12 20 November 12. a 730 49 45 0 ley © November 13. = 6 15 0 November 15. p 9 0 4 55 0 December 13. 23 56 30 18 42 53 25 11 0 18 58 30 NN oo œ 19 1 ot 18 18 . Mid. 547 0 4 C1 mw Tid. 5: 11 59 -_ HUE > Ja ie CI = 57 58 40 46 | | = C1 12 = Cl QI oun CES or a © 57 58 19 B. Observationernes Reduction. res Reduetions-Methoden. Endskjöndt Tycho har anstillet en Mængde Höide- og Azimuthal-Observationer al Cometen, foruden Distancerne fra Fixstjerner, saa er der ved Beregningen dog kun taget Hensyn til disse sidste, da de förste Observationer viste sig al være meget unölaglige, iser da de for en stor Deel afhænge af Tiden. Distancerne, maalte ved Sextanten og Radius, bleve derfor corrigerede for Refraclion og Parallaxe samt reducerede til et bestemt Tidspunkt, beliggende imellem Grændserne for Observationstiderne paa samme Dag. Correctionen for Refraction og Parallaxe beregnedes ifölge Bessels Afhandling XIV i „Astronomische Untersuchungen” Bd. Il. Distancernes Reduction til et bestemt Tidspunkt udförtes ved at udvikle Relationen imellem Distancens Variation og de samtidige Varialioner i Cometens R.A. og Decl. Betragles det sphæriske Triangel CPS imellem Cometen €, Verdenspolen P og Fixstjernen S, haves ifölge sphærisk Trigonometri, idet Distancen CS betegnes ved 4, Cometens og Stjernens Declination ved d og d’, deres R.A. ved @ og «‘, sinC sind = cosd’sinP le cos £ sind — cosd sind’ — sind cosd’cosP 2. cos À = sind sind’ + cosd cos 0’ cos P : 3: Differentieres (3) idet 4, 0, P variere, faaes ifölge (1) og (2) d4 = — cos (dd + sin C cos d.dP 4. Bemærkes nu at P=«—.«' eller P=«'— a, eftersom Cometens Rectascension er større eller mindre end Stjernens, altsaa enten dP = de eller dP = —de, faaes istedetfor (4) de to Ligninger dd = — cos C dd + sin C cosdda a>a' dd = — cos C dd — sinC cos dde Te der altsaa, idet C altid betyder den indvendige Vinkel ved Cometen bestemt ved (1) og (2), maae benyltes hver især i det paagjældende Tilfælde. Betegne dd og d« Variationen i Decl. og R.A. i Tidsintervallet fra Observalionsmomentet til det bestemte Tidspunkt, vil da være Distancens Reduction til dette Tidspunkt. Det vil i det Fülgende være beqvemt at have, istedetfor de tvende sidstnævnte Ligninger, een Ligning, gjældende baade for z>e' og a 22 c. Distance fra & Pegasi. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 10° Dist. t. 10" Vægt gt 97m 0° ÉMOTION DE MO TE oo 55! 1300950 15 d. Distance fra & Pegasi. 8 45 0 88135855 4 50 0 + 21 14 50 21 + 5 29 14 35 50 1 153480 2 38 35 14 42 0 +108 14 45 48 — 15 18 14 50 30 1 15 25 0 2555855 14 42.0 +142 14 44 22 —15 4 14 29 18 1 Middeltal 12518855 3 e. Distance fra € Pegasi. 8520 322055 3 SD + 15 ed) Bi als) +1 40 8867753 1 1928530 12 23 35 SONO + 79 8 1 19 — 15 7 59 44 så 13 57. 0 15 27. 55 1550 +256 14858850 — 3 38 i bape 1 Middeltal 8207738 5 B. Observationer med Radius. a. Distance fra & Aquarii. 7 40 0 14810535 i ah + 40 7 56 40 — 26 56 7 9 44 b. Distance fra 0 Pegasi. 7 418.0 535 62.2570 + 42 6 95 4 — 55 58 D il) October 13. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra 0 Pegasi. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 10" Dist.t.10" Vægt 8 9670: 7" 59% 0° de 0 IS 17) ara RO se ob Et b. Distance fra & Pegasi. 8 45 0 8 18 0 S25) 0) 265) ED ED +11 26 9 56 52 1 9 20 0 85853500 9 22 0 +34 9 22 34 + 7 24 9 29 58 1 15 58 0 13 11 0 10732770 +228 10 55 48 — 924 56 10211512 0 udel. Middeltal 9 33 25 2 c. Distance fra ¢ Pegasi. 8055 0 8 28 0 8 50 0 +7 SONT —18 57 8.11 10 1 15 20 0 12 53 0 270520 0 TRS TNT) +55 52 8 29 52 Middeltal 8 20 31 2 d. Distance fra & Aquarü. 9 50 0 9500 5590 +56 5 59 56 + 0 44 5 40 40 1 10 35 0 FOREST 5 5150 +97 En 7 — 0 12 5138555 1 10 50 0 10 23 0 5 38 0 +107 5 39 47 — 0 30 DST 1% 0 0 11 33 0 5 4250 +152 BY Wy =. 3-21 5 41 55 1 12 18 0 ik el 5 44 0 +165 5 46 45 — 4 95 5 42 20 1 Middeltal 5 40 55 5 23 B. Observationer med Radius. a. Distance fra 0 Pegasi. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 10" Dist. t. 10" 7 96" 05 6° 59" 0° 1° 25° 0” 0 oie S51 35% 0° 55’ 25” b. Distance fra ¢ Pegasi. 2 Uo ee iy Bale i) 8 52 0 — 14 8 51 46 +16 32 9 8 18 8 50 0 8 23 0 9 10 0 + 27 9 10.27 +10 55 § 21 0 Middeltal 9 14 39 c. Distance fra s Pegasi. hy i 7 35 0 8 52 0 — 54 8 531 26 — 50 54 87032 88855500 8 28 0 8 19 0 + 7 Sopa —18 57 84010 Middeltal 8720521 October 17. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra & Pegasi. Uhrtid Uranb. MT. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 10" Dist. t. 10" EE BE Or Bi 1107400 — 6! 11° 26’ 54” 5,504 MA mr b. Distance fra « Aquile. EZ 8 38 55 16 58 0 + 49 16 58 49 —15 14 16 45 55 11 45 111235 16 42 0 +7 16427 7 +12 52 16 54 59 Middeltal 167 50717 c. Distance fra 6 Pegasi. 9 21 0 8 48 35 16 56 0 +206 16 59 26 — 6 0 16) 53, 26 d. Distance fra B Aquarii. 9 52 0 8 59 5 18 53 0 + 66 18 54 6 + 7 26 197 12752 e. Distance fra y Delphini. 9 47 0 9 14 35 6 12 0 + 25 61225 — 5 16 oO TNT) f. Distance fra ¢ Delphini. 9 "5410 9921535 671270 == 98 6 11 52 — 6 56 6 4 56 October 21. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra ¢ Delphini. . Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist- Corr. Corr. Dist. Red. t. 9" Dist. t. 9" Vægt GP CN Sh 59" 4 ER DE ME 8° 53 8” DA 8205340124 1 Uhrtid Be NE 7 19 30 6 42 50 715 50 Uranb. M.T. GA OST OMAN C1 b. Distance fra & Aquila. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Ga 6 26 26 DOL EE DR, 25 0 +123 6 227005 c. Distance fra & Pegasi. 16 0 + 8 26 16 58 210 +37 26 21 37 Red. ı. 9" di 0! 6" ZA), Sul Middeltal —1 55 —0 32 Middeltal Dist. t. 9" 6° 24’ 18” 6 27 54 6 26 6 26 15 3 26 A 5 26 18 4 Vægt oe Disse Sextant-Observationer ere anstillede af Tychos Disciple, medens han selv paa denne Dag og den 26de observerede i Helsingborg med Radius. ved Fixstjerne-Observalioner, anföres de blot. 7 50 0 320,40 9 45 0 1114 0" 0 8 15 0 8 2 0 9 10 0 9 20 0 Uhrtid 6" 27" 30° 7 3530 6 55 0 7 i Op 8 52 50 Uranb. M.T. 65172915 qf PA il an 22 51 34 51 8 42 21 1 Oo oO oO er} 15 B. Observationer med Radius. a. Distance fra & Aquile. 20, 0 21 0 21 0 220 b. Distance fra Ë Aquile. 50 0 c. Distance fra B Cygni. SU d. Distance fra & Pegasi. 10 0 October 26. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra & Aquile. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. 12° 500% „E70 ie 3h bre 19500 + 15 1950515 b. Distance fra € Aquile. 6) shy 1 + 75 3 36 13 3,38 0 +107 She) Lf 53700 +141 3139721 Red. t. 8" 77 10" +2 28 Middeltal +0 43 Middeltal 1 Dist. t. 8" 2 ie 2 12 sı QI QI CI 52 45 48 25 DS Sr wo SPD vı cr» CI QI Da han ei verificerede Uhret Vægt um. Uhrtid Baur 6 51 15 7 50 0 515 0 5 55 0 6 15 0 6 55 0 5 2% 0 5 40 0 5 50 0 6 20 0 oe 6 50 0 Uhrtid 5h 90" 0° 5 Oa) 7 50 O 5 35 0 5 58 0 7-35 0 Uranb. M.T. Ge EE Uranb. M.T. -h - 32 24° i © mi on 39 42 47 50 48 24 24 24 24 24 Obs. Dist, Corr. Corr. Dist. ns 11608 1173502 167 d. Distance fra & Delphini. A 20 +10 21 2 10 Jig 50 + 16 2157716 B. Observationer med Radius. a. Distance fra & Aquile. 3250220 35 3 50 0 3,3250 b. Distance fra 8 Cygni. 11 58 0 11280 id; 3210 11 36 0 c. Distance fra & Aquile. 1225220 d. Distance fra y Teli. 11 28 0 October 28. A. Observationer med Sextanten, a. Distance fra € Aquile. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. AS D NO eter td 12 15 21 16 16 58 10 35 1 30 25 c. Distance fra B Cygni. b. Distance fra B Cygni. Otis =e 450.95 MECS 1197 126 10 c. Distance fra & Lyre. 0 + 18 21 35 18 d. Distance fra & Aquile. 0 + 26 16 11 26 0 + 17 16 30 17 Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 4 Bd. 4° 50° 27‘ Red. t. 8" +1 40" +5 18 +1 41 Middeltal Red. t. 8° ZU. Se +0. —3 28 Middeltal —0 17 +0 47 — 6.50 Middeltal 2 5 28 2 6 57 1 2 6 12 2 Dist.t.8" Vest ASI 38 4 13721756 1 13 8 42 1 15 4 54 2 ral Bey A 1 16 12 13 1 16 23 27 1 16 17 50 2 4 26 B. Observationer med Radius. a. Distance fra € Aquile. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr, Dist. Red. t. 8? Dist. t. 8° He Se 4° 95 0” b. Distance fra B Cygni. 5 20 0 Te BO ME 12 46 0 DÉTENTE DT i 50 SH 12 48 0 +145 12 50 95 ALY BI ETAGE ~ e. Distance fra a Aquile. 5 58 0 78850592 155550 + 26 15555796 +0 47 ONE October 29. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra € Aquile. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 8" Dist.t.8" Vægt Kae TP eRe BAT NT SE (Cf a EEN 19" 5° 45! 51% I b. Distance fra B Cygni. 6 47 0 GO ES 0 15 45 0 Sg Gil 13 48 51 I c. Distance fra & Ophiuchi. a @ 6 23 26 1972020 +75 19821715 —5 46 18 55 27 1 un of Xi) 6 532 26 18550 +78 18 59 8 —5 15 1822552 55 L e: Middeltai {hs} SEELE] 2 d. Distance fra a Aquile. 201980) 6741526 173550 +19 url 93a) 118) +5 55 17 39 12 1 e. Distance fra « Lyre. 7 38 0 6 59 26 21 19 0 +54 21 19 34 —( 57 21187737 1 B. Observationer med Radius. - a. Distance fra £ Aquile. 6 58 0 (a) PAG 5 55 30 + 9 5 35 59 +5 42 >» al 21 Uy by 9 19 58 DEAD +51 Bury il —À 3 5 41 48 10 46 0 10058 5 46 0 +60 oie AU =} 9 5.0) Bi Middeltal 5 41 20 b. Distance fra B Cygni. OAI 6 14 26 13) 247% 0 15.0247 20) +5 51 13) 21298 c Distance fra & Ophiuchi. 6 56 0 63925726 18 50 0 +75 18531 15 —5 46 18 25 27 te MAO 6 32 26 18 52 0 +78 1845378 —5 13 18552755 Middeltal 18 26 41 27 d. Distance fra & Aquilæ. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 8" Dist. t. 8" 75 19" 00 EME 267) 172 80" 10" «| a 18’ 19% ‘+5 55% 17° 22’ 19” e. Distance fra a@ Lyre. 7 38 0 6 59 26 20 5520 +54 20 55 34 —0 57 20 54 37 October 30. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra & Aqule. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 6" Dist. t. 6" Vægt 681520: Su 4am 59" 182 562 02 Erg tee 5608504 Se ee le Gi b. Distance fra & Ophiuchi. 6 23 0 6 2252 1782950 +39 17 29 39 +0 9 17 29 48 1 c. Distance fra a Lyre. 6 29 0 628552 20 49 0 4-24 20 49 24 +0 4 20 49 28 1 d. Distance fra B Cygni. ; 6 36 0 6 15 52 14 49 0 +35 14 49 35 —0 36 14 48 59 1 B. Observationer med Radius. a. Distance fra & Aquile. 6771570 5 54 52 18 41 0 +50 18 41 50 +0 17 18 41 47 b. Distance fra @ Ophiuchi. 6 23 0 6 2 52 1121770 +59 17 17.59 +0 9 17 17 48 Distance fra « Lyre. 6 29 0 6 8 52 20 29 +24 20 29 24 +0 4 20 29 28 c 0 d. Distance fra B Cygni. 0 +35 14 40 35 —0 36 14 39 59 October 31. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra & Aquile. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 7" Dist. t. 7? Vægt 5h 56" 0° SDS SO TS MONS TS ET OT EN NON TS NT 7 57 50 20 25 0 +15 20 25 0 Pate 5A 20 23 6 1 Middeltal 2002222 2 4* Uhrtid bu: Sl W sy) 6 25 0 8 15 50 28 c. Distance fra « Ophiuchi. Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 7? Gamo be 8) OY eI ESS COTE 7 aft) 0 160 +104 16.5 44 +1 32 Middeltal d. Distance fra & Lyre. 0 + 38 20 45 38 —0 17 e. Distance fra B Cygni. 0 + 7 tay ln +1 36 0 +58 15 45 58 —2 2 Middeltal Dist t. 7° Vægt 16° 6’ 9” 1 16 76 1 16767359 2 20) 45) 21 I 13 46 43 1 15 Al 36 I 15 44 10 2 Disse Sextant- Observationer ere anstillede af Tychos Disciple, medens Tycho obser- verede paa denne Dag med Radius i Helsingborg. 5 30 0 Oo WO oy @ W SAS SD 5 35 0 G a 0 CAMION 5 45 0 672050 9 20 0 8 40 0 Uhrtid 6 om 155 19 50 0 19 50 0 20 4 0 20 80 Adi) 0 b.. Distance fra @ Ophiuchi. 16 00 15555580 155100 c. Distance fra £ Aquile. Seoul) d. Distance fra B Cygni. 150250 15 28 0 e. Distance fra a@ Lyre. 20 12 0 November 12. A. Observationer med Sextanten. a. Distance fra a@ Ophiuchi. Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 7? 6 16m 45 6° 15 0! + 94” 6° 16 347 —0 54” B. Observationer med Radius. a. Distance fra a Aquile. Dist.t. 7 Vaægl 6° 15° 40” 29 b. Dislance fra & Herculis. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 7" ee GE ET SAUT Sat 0 019 B. Observationer med Radius. a. Distance fra & Ophiuchi. 601 6 16 45 65100 + 94 6 1 54 —0 54 6 45 0 T+ te $30 5 59 0 +142 6 1 22 0 6 51 0 Tid ie SO 622120 +-148 6 3 28 +0 9 1025" 0 7 Al 50 i Be) (i) +149 6712293 +0 20 7 40 O 7 56 50 672050 +-162 6 2 42 +1 8 Middeltal b. Distance fra & Herculis. 6 50 0 6 46 50 8 12 0 + 66 871556 —0 27 c. Distance fra & Lyre. Zu A020 7 16 50 23 16 0 + 89 25. 17 29 —0 21 d. Distance fra 0 Herculis. 192-5000 7 21 50 9 48 0 + 20 9 48 20 +0 24 7.19570 7 55 50 9) 310 + 25 9 51 25 +0 59 Middeltal e. Distance fra & Aquile. 7 45 0 Se 130 19 50 0 +176 19 52 56 A 54 November 13. A. Observationer med Sextanten. Ingen. B. Observationer med Radius. a. Distance fra & Ophiuchi. Uhrtid Uranb. M.T. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 7" 6 28" 0° 6" 45™ 575 ae wil OY eee 12 10° 157 b. Distance fra & Herculis. 62387 20 6 55 57 7 26 0 + 85 7 27 25 —0 8 c. Distance fra 0 Herculis. 6 46 0 150557 9 25 0 + 16 95257816 +0 4 d. Distance fra & Lyre. 9/958). 0 259831 23 4 0 +256 25 47 56 —1 11 e. Distance fra « Aquile. 143,00 8770387 33 24 0 + 61 351 —1 58 De tvende sidste Observationer ere anstillede meget ner Horizonten. Dist. t. 72 8° OOo io) bo eo cow © 19 50 RD GIRO dll I) 5 22 19 Dist. t. 7 5° 31° 57” ci Sa nw ol 17 ol Vægt 1 Uhrtid 5! 56" 0° 5.90 Uhrtid. 18} 25" 0° 18 42 0 18 49 0 Uranb. M.T. 5b 45™ 50° 6 18 58 By Bye NT) 6759558 Uranb. M.T. 18" 20™ 16° 18 57 16 18 44 16 30 November 15. A. Observationer med Sextanten. Ingen. B. Observationer med Radius. a. Distance fra a Ophiuchi. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 6" 4? 48' 0” Sia Oia 4° 49% an” De A 48 20 + 102 SN +0 14 Middeltal b. Distance fra & Herculis. 5 54 0 + 147 5 56) 27 = 9 5 55 0 + 150 5 57 50 Sn) Gl Middeltal December 13. A. Observationer med Sextanten. Ingen. B. Observationer med Radius. a. Distance fra x Ophiuchi. Obs. Dist. Corr. Corr. Dist. Red. t. 18" 7° 29! 0” +46" 7° 29° 46 —0 36” b. Distance fra y Ophiuchi. 14 45 0 + 67 TAG a7 —0 17 c. Distance fra a@ Ophiuchi. 16 0 0 + 18 16 0 18 u 35 9. Sextant-Observationerne sammenlignede med Elementer I, Dist. t. 18" 7° 29° 40” 14 45 50 15 59 13 Beregner man, ved Hjelp af Cometephemeriden, Distancerne imellem Cometen og Fixstjernerne og sammenligner dem med de observerede Distancer, erholder man Ephe- meridens (de forelöbige Elementers) Feil. Indsættes disse i Ligning (5) i Art. 7, faaes ligesaamange Ligninger for hvert Datum, som der er observeret Stjerner. Disse Ligninger, oplöste ifölge de mindste Qvadraters Methode, give den sandsynligste Feil i Ephemeridens 31 Rectascension og Declination, nemlig: cos d.dæ og dod, tilligemed disse Feils sandsynligste Feil eller Vægt. Endskjöndt Tycho har udpeget Sextanten som et bedre Instrument i Sammenligning med Radius, saa seer man dog, ved Betragtning af Observationerne med samme, at den maa have havt en betydelig Collimation eller ogsaa har der indsneget sig betydelige Ob- servalionsfeil ifölge Instrumentels Indretning og Observationsmethoden. Gradbuens tilfældige Delingsfeil hører vel ogsaa herhen, men til at bemærke samme, endsige at tage den med i Beregningen, ere der for faa Observationer. Da man veed, at Tycho selv havde væsentlig Deel i Instrumenternes Forfærdigelse, kan man vel have Grund til at betragte Delingsfeilene som uskadelige i Sammenligning med de övrige Feil. Antages nu, da man ikke ved de nærværende Observationer kan adskille Collimationsfeilen fra Observalionsfeilen, at disse Feil have havt en bestemt Störrelse for hver Dag, saa kan man i Ligningerne indföre en Størrelse, der indgaaer paa samme Maade, som selve Distancefeilen. Betegnes denne nye Størrelse ved &, og bestemmes den saaledes, at den algebraisk skal subtraheres fra den observerede Distance, saa kan Ligningen (5) i Art. 7 skrives saaledes: 0 = dd + 0 + sinC. cos dda + cos Cdå Paa denne Maade maa man have d/ = —[Observ.—Beregn.], hvorimod de fundne cos d.da og dd ere [Observ. — Beregn.]. I det Fålgende ere de beregnede Ligninger opstillede, samt de af samme fundne cos dda, då, 6. Für Eliminationen bleve de multiplicerede med Qvadratroden af den til- svarende Vægt, der ifolge Art. 8 lillegges hver Distance. October 11. 0 = + 5/116 — 9 + 9.42907 cos Ide + 9.98475 dd 0 = — 8.367 + 6 + 9.91925 + 9.74608 0 = — 5.260 + 6 — 9.94456 + 9.67711 0 = — 0.700 + 6 — 9.95356 — 9.64228 0 = +15.451 + 6 — 9.51569 + 9.99052 dd = +8251 Vægt = 0.50 cosdda = + 2.164 » — 1.91 6 = + 8.085 October 12. 0 = — 4:617 + 6 — 9.94226 cos d'de — 9.68413 dd 0 = + 1.153 + 6 — 9.93972 + 9.69227 0 = -- 0.750 + 6 — 9.95420 + 9.70864 0 = — 4.967 + 6 + 9.76165 + 9.91185 0 = — 6.655 + 4 + 9.52505 + 9.97414 dd = — 41037 Vægt — 1.25 cos dde = + 5.500 » — 217 6 == — 6.775 32 October 13. 0 = + 17280 + 9 — 9.188537 cos dda + 9.99478 dd 0 = + 26.780 + 6 + 9.87520 + 9.82285 0 = + 4.750-+ 6 — 9.89564 + 9.79080 0 = + 19.520 + 0 — 9.41155 — 9.98505 dd = + 55537 Vagt = 6.45 cos dda = — 14.180 n = 2,95 6 = —17.453 October 17. 0 = — 0/067 + 4 + 9.99775 cos dde — 9.00890 dd 0 = — 25.700 + 4 — 9.99888 — 8.85514 0 = — 54.550 + 6 — 9.85978 — 9.85867 0 = — 23.150 + 9 +. 9.64698 — 9.95241 0 = — 21.500 + 6 — 9.59509 + 9.96544 0 = — 17.930 4- 6 — 9.99757 + 9.02247 dd = — 5.733 Vegt = 2.05 cos dda = — 9.457 mn. — 3.51 6 = +16.778 October 21. 0 = — 5450+ 4 + 9.96064 cos dd« — 9.60978 dd’ 0 = — 6.055 + 4 — 9.60455 — 9.96166 0 = —21.400 + 6 — 9.99547 — 9.23576 dd = + 15/590 Vagt = 0.54 cos dda = — 1.571 n = 2.29 GI + 19.529 October 26. (udelades.) 0 = + 4583 + 6 + 9.87042 cos d de — 9.82651 dd 0 = — 1.217 + 60 — 9.58274 — 9.96541 0 = —12.717 + 6 + 9.62513 + 9.95745 0 = —15.400 + 6+ 9.98241 — 9.44545 dd = +61:460 Vægt = 0.09 cosdda = — 19.452 ” == 0.53 9 = — 5.335 October 28. 0 = + 6:750 + 6 + 9.68294 cos d'de — 9.94263 dd 0 — — 8.735 + 9 + 9.80354 ++ 9.88759 0 = —18.500 + 9 — 9.12766 + 9.99605 0 = —10.000 + 6 + 9.91495 — 9.75533 dd = + 5:826 Vægt — 2.54 + cosdd« = — 0.203 m = 0.46 6 = +7.648 33 October 29, 0 = + 2:500 + 6 + 9.82276 cos d'de — 9.873528 dd 0 = — 1.753 + 6 + 9.84796 + 9.85100 0 = +13.050 + 9 + 9.97942 — 9.47818 0 = — 2.020 + 9 + 9.92782 + 9.72577 0 = —26.617 + 6 — 8.86187 + 9.99885 dd = + 6:040 Vægt = 1.51. cos dda — —28.220 » = 0.46 6 = +19.006 October 30. 0 = — 2.485 + 6 + 9.95694 cos dde — 9.70076 dd 0 = — 7.955 + 6 — 9.98646 — 9.59061 0 = —17.155 + 6 — 8.25563 + 9.99993 0 = —11.485 + 6 + 9.87595 + 9.81940 dd = + 81098 Vagt = 1.55 cos dde = — 2.080 n = 214 = + 11.931 October 31. 0 = — 5:517 + 6 + 9.94497 cos d'de — 9.67486 dd 0 = — 5.200 + 6 — 9.98120 — 9.45936 0 = — 25.900 + 6 + 8.62577 + 9.99965 0 = — 8.000 + 6 + 9.89846 + 9.78615 dd = +9'335 Vagt = 2.21 cos dde = — 1.752 n = 418 6 = + 9.856 November 12. 0 = — 6:717 + 6 — 9.66895 cos dd« — 9.94667 dd 0 = — 7.800 + 6 — 9.96347 — 9.59490 dd = — 4028 Vægt — 0.37 cos dda = — 6.760 nv == 0.42 OR Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 4 Bd. 34 C. Banebestemmelse ved Sextanten. 10. Indsættes nu de fundne cos dd« og dd i Ligningerne Art. 4, faaes, idet man an- lager IO =0, di = UV: a. Rectascension. Oct. 11... 0 = — 24164 + 0.0001647 — 0.10990dlogg — 9.519054 + 0.4991548 + 0.20659 di + 0.59989de 12...0 = — 5.300 0.05166 0.21950 9.64224 0.55965 0.54912 0.45016 15...0— +14.180 0.09827 0.52250 9.74758 0.50788 0.45950 0.45507 17...0 = -+ 9.457 0.20255 054451 9.99400 0.52260 0.67155 0.47260 NM...0 = + 1.571 0.21970 0.61854 0.08789 0.07562 0.70975 0.404553 28...0— + 0.205 0.16954 0.60868 0.11160 9.61227 0.62590 0.20077 29... 0 = 428.220 0.17089 0.59981 0.10815 9.54855 0.60445 0.16464 50...0 = + 2.080 015269 0.60561 0.09701 9.49067 0.57777 0.14090 i). Ol 752 015161 0.58025 0.09881 9.41025 0.55015 0.09688 Nov.12...0 = -+ 6.760 + 0.01758 —0.38458 — 8.121153 +9.51618 +0.18949 + 9.65515 b. Declination. Oct.11... 0 = — S251 — 0.07959 + 1,58017 + 0.69400 — 0.49077 + 8.90897 +. 0.17247 12% 0 = + 4057 0.07978 1.58548 0.69450 0.47794 9.09518 0.14757 15. 0 = — 5.557 0.10920 1.58418 0.69187 0.45826 9.28540 0.10272 17 0 = + 5.755 0.10747 1.55811 0.65206 0.55588 ” 9.89955 9.98264 21... 0 = —15.590 0.05884 1.29529 0.57207 0.17595 9.68744 9.89952 28...0 = — 5.826 9.84825 1.14754 0.58190 9.89271 0.47585 9.75972 29...0 — — 6.040 9.81586 1.12255 0.54846 9.84967 0.49255 9.70518 30... 0 = — 8.098 9.79667 1.10748 0.51224 9.80585 0.49889 9.65181 53l...0 = — 9.555 9.714556 1.07661 0.28508 9.77095 0.52081 9.64704 Nov.12...0 — + 4.028 — 9.15766 +. 0.80185 +9.80988 —9.21570 +0.55007 + 9.19125, der för Eliminationen bleve multiplicerede med Qvadratroden af den til hvert cos dde og dd svarende Vægt. Bibeholdes efter denne Multiplication endnu Betegnelsen 0 = n + a.dT +b.dlogq + c.dx + d.dg + e.di + f.de. saa maatte beregnes, ifölge Gaus, Værdierne [aa], [ab] o.s. v. 11. Betingelsesligningernes Oplösning. Beregningen af de nysnævnte Störrelser gav: [nn]= +2058.775 [ra]=—+- 157.215 [aa]——+ 57.688 [nb] = —1222.526 [ab] —=--502.798 [bb] ——+8184.564 [nc] = — 240.150 [ac]=—106.752 [bc]==-+1619.090 [ce] = [ndj=-+ 202.110 [ad}—+ 85.745 [bd]—=— 887.485 [cd] — [ne] =-+ 112.518 [ae—=-+ 70.890 [be] + 208.557 [ce] = [nf]=-+ 137.462 [af]=—- 54.685 [bf]—-+ 265.875 [cf] — [ns] = — 853.450 [as|—= —562.522 [bs] =-+-8887.747 [cs] = [ 8.176 [de]—=+ 68.589 [ee] =+329.155 (df]=+- 44.510 [ef] —+155.604 [ff] = +115.995 [ 35 » hvor den sidste horizontale Linie er fremkommen ved at indföre s—a+b+c+d+e+f. Disse Værdier [ns], [as] o.s. v. tjene til at idet man ogsaa har: [ns] — [na] + [nb] + [ne] + [na] + [ue] + [nf] [as] = [aa] + [ab] + [ac] + [ad] + [ae] + [af] 0.s.v. övrige undtagen [nn], Udföres nemlig denne Addition, faaes: Ins] = —855.370 [as] = —562.520 Ovennævnte Værdier indsaltes derpaa i folgende sex Ligninger: Be, log q + [ac]dn + [ad] dQ—+ [ae] di + [af]de + [an] [abi + [60] + [bc] [bd] [be] +- [bf] + [bn] [ac] be] + [ec] -+ [ed] + nn + [ef] + [en] [ad] + [bd] + [ed] a [dd] + [de] + [df] + lan] [ae] + [be] + [ce] + [de] + [e A + [ef] + len] [af] + [bf] ea Seal CS (CS DASE cc hvoraf igjen dannedes: [aa] aT + [ab] d logg + [ac] dn + [ad]48—+ [ae] di + [af] de + [an] [66.1] bc] [bai] [bel] [fi] + [bn.1] [ec.2] —-[cd.2] —[ce2] -+[ef.2] + [en.2] [dd.3] —<-[de.5] —|df.5] —-[un.5] {ee.4] + [ef4] 7— [en.4] [45] + (fn.d] idet almindeligt [æy.u] = [zy.(u - 1) — br: DDI, [zy-(u—1)] 23. (u—1)] hvor x, y, 3 betyde hvilketsomhelst Bogstav og u hvilketsomhelst Tal. De beregnede Værdier ere: [bs] = +8887.803 [cs]=-++1704.158 [ds]= —696.595. [es] — en ny Størrelse: controllere alle de +840.971 (js]= 658.034 tie N id id [66.1] = +5802.275 [bel] = + 688.859 [cc.2] = + 2.1568 [dd.1] = — 157.597 [cd.2] = + 1.3503 [dd.3] = +47.2792 [be.1] = -+ 826.418 [ce2] = —10.5858 [de5] = + 6.4017 [ee.4] = +11.07550 (bfA] = + 568.184 [ef2) = + 2.6019 [af3]) = +16.0901 [ef4] = — 0.04475 [ff] = + 1,5910 [bn] = + 147.660 [en.2] = + 25.958 [dn.5] = —54.8850 [end] = + 8.5950 [fn.5] = +5.6510 hvorved bestemmes de, di, dg, da, dlogg, dT, ved successiv Substitution, tilligemed Vægten for de — [/f.5]. Eliminationen blev ogsaa foretagen i omvendt Orden: [/flde+ [fe] di+ [fa] 48 + [fe] dm + [fb] dogg + [fa] aT + | fn] = 0 feel] —+[ed.1] —[ec.1] fe] + [eal] + [en.1]= 0 [aa] —+[dc.2] + [db.2] + [da.2] —+[dn.2]= 0 [cc.5] 7— [eb.5] + [ca.5] + [cn.3] = 0 [65 4] + [ba4] + [bn.4] = 0 [aa.5] --[an.5] = 0 or + 36 4 [ee.1] = +120.416 [ed.1] = + 8.880 [dd.2] = +158.470 [ec.1] = — 47.515 [de.2] = —194541 [cc.3] = + 52.956 [eb1] = —148.107 [db.2] = —978.584 [cb3] = +264.752 [68.4] = + 8.176 [eal] = + 24.560 [da.2j = + 68.657 [ca.3] = — 25.269 [ba.4] = — 0421 [aa.5] = 40.415 [en.1] = — 71.924 ([dn.2] = +154.666 [en5] = —197.560 [ind] = —24.474 . [an.5] = 40.709 hvorved bestemmes dT, dlogg, dr, d&, di, de, samt tillige Vægten for dT = [aa.5]. Dernæst haves Vægten for di — [ee.4] dlogg— [bb4] ee.A] [ff.5] ee.5| u … [66.4] [aa.5] da = [ec.3] [6.3] 8 aQ = [dd5] idet {ef. 5]? [ee. 5] ab.3]? Blair a «= [77-5] — [aa.4] = 04566 [68.5] = 1350.0517 [ee5) = 11.9425 [ff. [aa.5] = 12.6601 [ab5] = —128.4919 [ef3] = +2.1550 [ff Betegnes Vægten for dT ved P(dT) o.s.v., fandtes Værdierne: log P(dT) 9.617985 log P(dlog q) 0.890596 log P(dn) 9.484278 log P(dS) 1.018489 log P (di) 1.044521 log P (de) 0.201682, He tt he Søges nu af ovenstaaende Ligninger Verdierne de, di, . . . dT og i omvendt Orden dT, dlogq, ... de, ville disse ikke stemme overeens til det Yderste, hvilket hidrörer fra den ringe Verdi for P(dT). Da imidlertid Eliminationens Rigtighed er controlleret ved Ind- förelsen af Störrelsen s, idet man faaer [fs.5] = [ff.5], [as.5] = [aa.5], [sn.5] = [fr.5], ({an.5] = [sn.5] ved anden Elimination, naar samme Betegnelse bibeholdes), og desuden det Analoge [nn.6] af begge Eliminationer stemmer fuldkomment, nemlig: » Iste Elim. 2den Elim. [nn.6] = 1515.7 [nn.6] = 1515.4 saa foretrækkes Værdierne for dT, dlogg, dx, dQ, di, de, fundne ved förste Elimination. Eftersom [nn.6] = Summen af Qvadraterne af de tiloversblevne Feil (idet Betin- gelsen for Minimum er opfyldt), erholdes den sandsynligste Middelfeil i de observerede R.A. og Decl. À naar Observationernes Antal = m — 20. Divideres Observationernes Middelfeil ved Qvadratroden af Vægten for Elementerne, . erholdes derved Elementernes Middelfeil. Der fandtes saaledes: aT = —1.7085 >< 60x 0.0001 = —-0.010251 Middelfeilen — + 14.861 >< 60 x 0.0001 = + 0.089166 dlogg— + 2.9005 x 60 X 0.00001 — + 0.001740 7, = + 5.467 X 60 X 0.00001 — + 0.002080 fe = 17074 ag vr 5 — + 17.505 = +17 50% aQ — +1.6158 — + 1 37% 5 — + 2.994 = + 2 594 di — —0.7480 x 10 — — 7 99% 5 = + 2.905 x 10 = +2 5 de — — 2.2821 >< 60 X 0.00001 = — 0.001369 - = + 7.665 x 60 >< 0.00001 — + 0.004599 Altsaa haves for den sandsynligste Ellipse Elementer II. Noy. 28.55339 + 0.08917.1580 19° 7/954 + 9 59 108 29 20. +17 30 64 353 55 +29 3 9.77982 + 0.00208 — 0.998651 + 0.004599 a8 Ht i td lo ag i q e Betragtes den sandsynlige Feil for e som 0, faaes, ifölge Omlöbstiden = a? = erh — 9250 Aar, der vil være indsluttet imellem 1014 Aar og ®, idet log st. Axe — log a = 2.64542, hvoraf det sees, at Apheliets Afstand fra Solen i det Mindste maa antages liig med 5 Neptunsafstande. Det kunde naturligviis ikke være Hensigten ved denne Beregning at bestemme Omlöbstiden, ‘ikke engang tilnærmelsesviis, hvilket ligger i Problemets Natur. Imidlertid synes det dog, at man efter det her Fremsatte tår paaslaae, at nærværende Comet ikke har veret i sit Perihelium imellem 500 Aar e. C. og 1580 Aar e. C., samt at det heller ikke er skeet i Tidsrummet 1580 til vor Tid, undtagen netop i Aaret 1580. 12. Da der ved meget excentriske Baner kun kan være Tale om Parablen, der bedst tilfredsstiller den observerede Deel af Banen, saa maatte den bestemmes. Denne Parabels __ 38 Elementer blive da at ansee som de endelige Elementer, der bestemme nærværende Cometbanes Natur. Betingelsesligningerne bleve derfor oplôste, under Forudsætningen de — 0, hvorved erholdtes: logP(dT) — 0.22975 log P(dlogg) = 0.44556 log P(dn) = 9.78565 log P(aSè) . = 0.82099 log P (di) — 0.52217 samt Middelfeilen i Observalionen af cos ddæ og dd: [nn.5] / 1524 ie A as a V Vore + 9:395 og endelig: dT = — 5.8772 >< 60 x 0.0001 = — 0.035265 Middelfeilen = + 5.4602 > 60 x 0.0001 = +0.052761 d logg = — 2.964 >< 60 x 0.00001 = + 0.001778 ” — + 5.58206>< 60 >< 0.00001 = --0.002029 dn = — 15.460 = — 15 28” ” == SE 15 388 3 == 501150 2/57 di = — 0.7580 x 10 >< 60 in 5, ” = + 2.999 1 x 10> 60 = ge Pe} 135 saa at man har for den sandsynligste Parabel Elementer III. T = Novbr. 28.52838 + 0.03276.1580. 19° 6 427 + 1 25% a — 108 26 56 +15 25 CS (i ahs LE) Se ais} ils! log q = 9.77986 + 0.00205 ce) I 13. Betragter man Radius-Observationerne noget nermere, idet de sammenlignes med dem, der ere anstillede ved Sextanten, vil man paa nogle Steder finde en Overeensstem- melse, paa andre en betydelig Differents imellem dem, hvilken Omstændighed er meget uheldig for en særskilt Banebestemmelse ved Radius; thi da Radius, ifölge Tychos bestemte Yitring, maa ansees for et slettere Instrument end Sextanten, og da denne, ifölge Bereg- ningen, efter Udskillelsen af de tilfældige Observationsfeil, endnu kun har en mindre bety- delig Feil tilbage, saa er det nødvendigt, at Radius-Observationerne blive corrigerede förend de anvendes til Banebestemmelse. Hertil kommer endvidere, at de sidste Obser- valioner udelukkende ere anstillede af Tychos Disciple, der ikke kunne antages at have behandlet Instrumentet med den Omhu, som det kan forudsættes, at han selv vilde have 39 gjort. Saadanne Correctioner lade sig imidlertid ikke udlede med Sikkerhed af de for- haandenværende Observationer, men maa henlægges til en kommende Tid, naar alle af Tycho observerede Cometer ere blevne beregnede, hvorved den benyttede Radius med det samme vil blive undersôgt. Er dette skeet, kunne de fundne Correctioner med Lethed anbringes ved de allerede her angivne reducerede Distancer, der, substituerede i Betin- gelsesligningerne, ville give et Resultat, som mindre forstyrrende kan stilles ved Siden af det, der er udledet af Sextanten. be ø * > kg E i f Je a L Sr ts g "ls SETE 9 give 7 i © - i: z À - " i åg A 7 re ("7% | u d L fø e = | er gg 5 Ed i FREE f à rs | ‘4 i i in. i ÿ - > si Deal Ge / RE | in g ! + 2 » te Er É i LA - i i à ‘ ve ÆT ay, L | \ i i i f N | hé » x “ KS 1 fe ; i 5 ! | E h 1) ea FPT | | se CONS CE A = e i j u 4 wer D \ . PO så D EN | KIN DEREN i i + 3 U È ee Lun in L i J it En u ws å j i bd 7 Ps ag d RE - i bu i À 2 rå 1.4025 à 2 ad. oye wert » FT I å i i M . + d uP P i AR i my rear > Zu er Fe = iW re RCE * 7 ya) ! Bi iB b * ét 12 was LA E viel CARE PT ORNE ae rit NP = 1 7 6 å ir re nd OS a ate DAT oC is id i 5 rn m LL ES us ir ' N LA ; w å SØ PTE AS LIU NOT IE || ee a DU. Re De OM je Ne MARINS: ane: ul Me sy +0 Unie hu, ini drin silk hu crie time hor m: Ar Fre DU Named, PTT BI pau md TT Innen br “Ath M it nei i 2 afta.) Stunn gah ps tai Dat dur plaque wie: “ng 10 ia Fe lie’ tree Ale nd Mise) ‘vi wii ban | ts or an Corotoca og Spirachtha: Staphyliner, som föde levende Unger, og ere Huusdyr hos en Termit. Ved J. 6. Schiödte. Med to kobberstukne Tavler, Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, nalurvidensk, mathem. Afd. 4 Bind. 6 at 1 N à / i i y NT. i a FS i ' aby | y I af f i i gl As iy Bryer NETTE TT < ete uw ' i # ' ‘ I à + i 2 1 HAN A! La ' A ’ , u Så HL! À U Af den lille Afhandling, som her meddeles, har jeg foredraget det væsentlige Indhold og foreviist de tilhårende Tegninger d. 26. Juli 1853 i det zoologiske Selskab i London. Det har hidtil alene været en Deel Arter af Myrernes Familie, der har tilbudt os Skuet af det overordentlige Phenomen, at Dyr, der leve i lovbundne Selskaber og ere i Besid- delse af baade Evne og Villie til at hevne Brud paa den indförte Samfundsorden, i deres konstige Boliger deels blot taale, deels vilkaarligt holde og huse andre Dyr, vidt for- skjellige fra deres egen Art, men tildeels ganske særegne for denne specielle Lokalitet: og dette i et Forhold, der i förste Tilfælde blot synes grundet paa Ligegyldighed eller Gjæstevenskab fra Samfundets Side og en særegen Yndest hos Gjæsten for Boligens Sted- egenhed eller Temperalur, i sidste Tilfælde derimod tildeels med Bestemthed kjendes at beroe paa en langt inderligere Forbindelse mellem Samfundets Medlemmer og det frem- mede Dyr: under hvilken hine optræde beskyttende, pléjende, ja kjærtegnende, men tillige nylledragende, medens den for dette sidsle bliver organisk nådvendig. Nærværende Meddelelse paaviser Tilværelsen af det samme Phænomen, og med den stærkeste Sandsynlighed for en fyldig og intensiv Form, hos en anden Insekt-Familie, der med Hensyn til det Historiske ved vor Kundskab om dens Livsforhold har meget til- fælles med Myrerne, navnlig den samme Vidtlôftighed i Stoffet og den samme Trang til Kritik i deltes Fremstilling og Behandling; som kappes med Myrerne i Berömmelse for en Mangfoldighed af Konstdriftens og Instinktlivets Undere og overgaaer dem i Berygtelhed for fjendtlig og hemmende Indgriben i Menneskels Kulturbestræbelser; men som forövrigt i zoologisk Henseende neppe tilbyder meget mere til Sammenligningen end en blot Analogie. Da min Kollega ved det Kongl. naturhistoriske Museum i Kjöbenhavn, Hr. Professor Reinhardt, i afvigle Sommer vendte tilbage fra den Rejse i Brasilien, han havde foretaget for Museet, havde han ikke glemt at tage Hensyn til det Önske, jeg yltrede for ham ved hans Afrejse om at henvende særdeles Opmærksomhed paa Indsamling i selve Rederne 6* af de Arter af Termiter, han maatte slôde paa. I den betydelige og fortræffeligt behand- lede Samling af Leddedyr, han ved sin Hjemkomst afleverede til Museels entomologiske Afdeling, befinder sig blandt Andet ogsaa Reden tilligemed en stor Mængde Exemplarer af forskjellige Former af en Termit-Art fra Omegnen af Lagoa Santa i Provindsen Minas Geraes. Det var ved at forelage denne Indsamling, at Prof. R. tillige kom i Besiddelse af de mærkværdige Skabninger, der udgjöre Gjenstanden for den fölgende Fremstilling. Den ovenfor omtalte Termit hôrer til en egen lille Gruppe af smaa Arter, som udentvivl vil blive betragtet som en selvstændig Slægt, naar Opmærksomheden engang alvorligt bliver henvendt paa disse Dyrs Systematik. Termiterne af denne lille Gruppe bygge deres Rede — der sammenklæbes af Leer og hvis Gange danne et eensformigt Næt uden Dronningecelle — omkring Grene af Træer, ofle i en belydelig Höjde, og adskille sig navnlig fra andre Termiler ved en særegen Bygning af deres Soldater. Hos disse, der ikke ere större end Arbejderne, men næsten ligesaa talrige, er Hovedet nemlig ikke særdeles paafaldende i Störrelse, men destomere i Form: det har nemlig sin störste Udstrækning i Höjden; den lodrelte Pande låber forneden ud i et spidst Horn; Mandiblerne ere ikke forlængede, men overmaade brede, med en krenuleret Eg og et anseligt Horn paa den udvendige Side. Af denne Gruppe besidder Vestindien, Central- og Sydamerika en Række af Arter, blandt hvilke den her omhandlede, hvis Soldat neppe er to Linier lang, alligevel hörer til de större. Ifölge Prof. R’s Meddelelser bygger den kun sin Rede paa Træerne i de saakaldte campos serrados; det første Sted, hvor han traf den, var i Nærheden af den lille By Contagem das abobaras, der ligger 7-8 leguas .Sønden for Lagoa Santa; fra delle Punkt af vedblev den at forekomme saalangt mod Nord som han overhovedet udstrakte sine Exkursioner i denne Retning, nemlig en .10-12 (geographiske) Mile; navnlig er den dog hyppig i Serraderne omkring Lagoa Santa. I Skove forekommer den aldrig. Jeg er ikke i Besiddelse af vingede Individer af denne Termit og vil derfor saameget mindre her gaae ind paa at fremslille den nærmere, som vor Artkundskab om Termiterne overhovedet er af en saadan Beskaffenhed, at den ingen faste Tilknytnings- punkter vilde tilbyde for en isoleret Beskrivelse. Desuden tår jeg maaskee antage, at jeg ved det ovenfor Sagte allerede har betegnet den tilstrækkeligt for mit nærværende For- maal. Jeg kan dog ved denne Lejlighed ikke tilbageholde den Bemærkning, at naar selv væglige Stemmer i den seneste Tid have viist Tilbåjelighed til at gaae ind paa en saadan Anskuelse af Termilernes Samtundsliv, ifölge hvilken de arbejdende og plejende Individer skulde være Larver: saa har man paa den ene Side maaskee altfor hurtigt opgivet den Stölle, der kunde haves i en sammenlignende Betragtning af Hymenopterernes, navnlig Myrernes, Samfundsliv, og paa den anden Side heller ikke endnu tilstrækkeligt forsågt, hvad den anatomiske Undersøgelse af de enkelte Former kunde tilbyde til Opklaring af Ad deres indbyrdes Forhold. Det synes, at det iser har veret Termit-Soldaterne, der have indvirket forvirrende paa Belragtningen. Alligevel forekommer det mig, at man netop med Hensyn til dem allersnarest maatte kunne finde det tilsvarende Led i Myre- Staten. Thi skjéndt de storhovedede Arbejds-Individer, der som bekjendt findes hos mange Myrer af Myrmica-Gruppen, hverken i Bygning eller Funktion altid ere saa skarpt udpregede eller sondrede fra de sædvanlige Arbejdere som Termit-Soldaterne synes at vere begge Dele i Forhold til Termit-Arbejderne; og skjöndt det just ikke er blevet almindeligt vedtaget at kalde hine storhovedede Individer for Myre-Soldater: saa er dog den Rolle, de spille ved Boets Forsvar mod ydre Fjender, ligesom ved Anvendelse til indre Polilie og Opsyn og ved strategisk ordnet Dækning af Tog, altfor tydeligt betegnet, til at der borde tvivles om, at en fuldstendig Analogie her finder Sted mellem Myrer og Termiter. Heller ikke er en saadan mere eller mindre gjennemfort Spaltning af Arbejds- Formen, en Fordeling af Funktionerne paa forskjellige Individer og en dertil svarende Forskjel i den formelle Udvikling af enkelte Organer, blandt Hymenoptererne alene ind- skrænket til visse Medlemmer af Myrernes Familie. Her er nemlig Stedet til at erindre om en af den ældre Huber’s mange fortræffelige Opdagelser i Honningbiens Naturhistorie: at de Arbejdsbier, der tilvirke Honning og Vox — han kalder dem abeilles ciriéres — hverken give sig af med Bygningsarbejder i Kuben eller med Yngelens Pleje, ja ere derlil ganske uskikkede, hvorimod disse Forretninger udfåres af andre, dermed alene beskjæf- ligede Arbejdere, som han derfor ogsaa tillægger Navn af abeilles nourrices. Idetmindste en Tvedeling af Arbejdsformen finder altsaa Sted her, maaskee en Tredeling; thi Huber omtaler endnu en tredie Form, de saakaldle abeilles noires (kjendelige ved en mørkere Farve paa Thorax, der hidrårer fra en tyndere Haarbeklædning), som til visse Tider blive dræbte i Masse og udslæble af Kuben af de andre Arbejdere, men hvis Forhold til disse og övrige Betydning han ikke blev istand til at opklare. Ogsaa hos Humlebierne synes der ifölge en lagllagelse af Newport at gives to Former af Arbejdere. Der er her en vid Mark aaben for lagttagelser. Imidlertid maa det fastholdes, at den Komplikation, en saadan Spaltning kan medføre, ikke rokker det Væsentlige i det hele Phænomen. Er nemlig Nödvendigheden af en paa et vist Udviklingstrin parlielt standset, men til særlige Formaals Fremme eensidig udviklet individuel Form først kommen tilstede, saa er en Spaltning af denne Form kun en videre, efter Omstændighederne afpasset, men aldeles konsekvent Udførelse af det samme Grundforhold, en blot Udarbejdelse af delte i Detail, hvilken derfor ogsaa meget vel kan tænkes at finde Sted i forskjellig Grad hos forövrigt nær beslægtede Dyr.*) At nu en saadan parlielt standset individuel Form ogsaa *) Uden i nogen Maade at ville antyde, at der i det nedenfor Meddeelte allerede skulde indeholdes til- strækkelige Grunde til at antage en Tredeling af Termit-Arbejdsformen, önsker jeg dog ved denne 46 ligger til Grund for Termiternes Samfund, vilde jeg allerede af physiologiske Grunde antage for i höjeste Grad sandsynligt. Hos den her omhandlede Termit, den enesle, af hvilken jeg har havt et tilstrækkeligt Materiale til min Disposition, har jeg imidlertid ogsaa i Bygningen kunnet erkjende en saadan Forskjel mellem Larver og Arbejdere, at jeg ikke kan betvivle, at disse udgjöre en ligesaa selvstændig Form som hos Myrerne. Jeg skal her især lægge Vægt paa, at Arbejderens Hudskelet er langt mere udviklet og at der gaaer en Forskjel igjennem Bygningen af alle Munddelene, men som ikke kan tydeliggjôres uden udförlige Afbildninger; kun eet Forhold lader sig med Korthed og Bestemthed angive: al de to Tænder, der ende Kjæbernes indre Flig, hos Larven ere adskilte ved en tilrundet Bugt, medens den ydre Tand hos Arbejderen (som hos Soldaten) er trængt saameget ind over den indre, at Bugten bliver skarpt tilspidset i Bunden. Der- som man altsaa videre udfører Sammenligningen mellem Piezat- og Termit-Stalen, saa anseer jeg det for meget sandsynligt, at begge ville findes i det Væsentlige at föje sig Lejlighed at bringe en egen Slags Termit-Soldater i Erindring, der fortjene stårre Opmærksomhed end hidtil er blevet dem til Deel: saadanne nemlig, der med et umaadeligt stort, især forlænget Hoved forbinde betydeligt forlængede, tynde og saa svagt krummede Mandibler, at de, naar de lukkes, komme til at krydse hinanden et kort Stykke ovenfor Roden. De Geer har afbildet en saadan Soldat (Mém. VII, 25. Tab. 37. Fig. 7-8). Der udfordres kun ringe Indsigt i Mandibel-Mekanismen overhovedet for at indsee, at en Dannelse, som den her er tilstede, ikke fortrinsviis kan være bestemt til at bide med; ogsaa er det for allerede omtrent et Aarhundrede siden opdaget, men har hidtil kun for Faa været bekjendt, at Mandiblerne af denne Form meget mere ere at betragte som Bevæ- gelsesredskaber, navnlig som en Slags Springestokke. Saalenge er det nemlig i denne Tid siden at den dygtige Naturforsker Daniel Rolander foretog sin Surinamske Rejse, paa hvilken han ogsaa flittigt iagttog Termiter, og de Angivelser, hans Rejsebeskrivelse (Diarium Surinamicum, Mscr. paa omtr. 700 Sider i Fol. i den bot. Haves Bibliothek) indeholder om den Brug, han saac en slig langhovedet Soldat gjøre af sine Mandibler, ere af en saadan Art, at der ikke bliver Rum tilovers for nogensomhelst Tvivl angaacnde lagttagelsens Paalidelighed. Han yttrer sin Forundring over en saa paafaldende og fremmed Anvendelse af et Organ, der hörer til Mundens Dele (saltus .... quos quidem dum primum observavi, an oculis fidendum esset, nec ne, hæsitare videbar), og skildrer derpaa Dyrets Fremgangsmaade, som han gjentagne Gange har iagttaget den, saaledes: Mechanismus, quo ad saltus commitlendos ulebalur, valde simplex sed efficax erat, et quidem, ut ipsi sallus, ab omni methodo, hactenus nota, sallus facicndi diversus. Antequam illum penitius describere possim, verbo dixisse sufficit, dentes huic animaleulo esse rectos et ferme longiludine corporis; adeoque inter singula animalia, ratione magnitudinis sue, dentes maximos habet. Locus positionis, seu in quo animalculum versatur, sit solidus, durus et equalis. Cum jam sallum meditatur, dentes, in formam crucis compo- silos, ul apices ulrinque promineant, in locum positionis inclinat et infigit, illosque simul, corpore cernuo incumbens, cum impelu reflectit atque distendit, ut totum animalculum in altum feratur atque in alium locum decidat. Hunc mechanismum, qui oculis nudis clare videri potest, promtissime exse- quilur, ut inter brevissimam temporis particulam sallus plurimos faciat. Qvanta vi et fortitudine in altum se trudat, preter alia, e sequenti, a me insWlulo, experimento constare potest. Lagene vitree, spithamam longe et vini sacchari combusti plenæ, immittebam nonnulla ex his animaleulis. Singula eorum mox fundum lagenæ petebant, quem allingentia saltum inde tanta vi faciebant, ut per vinum sacchari ferrentur ad summilalem seu orificium lagene. Satis diu in vino vivebant et sallus ejusmodi AT efter de samme Love. Jeg troer nemlig, at man herved ikke maa lagge for megen Vegt paa, at Termit-Arbejdernes Kjön endnu ikke har kunnet blive nôiagligt bestemt, men tage tilbôrligt Hensyn til den Forskjel, som Metamorphosens ganske forskjellige Typus nödvendigt maa medfüre. Og ligesom der gives flere Former af Samfundsliv hos Hymeno- plererne, saa kunde det let hende, at heller ikke alle Termiters Samfundsliv er ordnet paa een og samme Maade. Mange af de Beretninger om Termiter, vi. ere i Besiddelse af, lade sig kun forene under den Forudsetning, at en saadan Forskjel virkelig finder Sted; og i Bygningen af mange Organer (Ojnene f. Ex.) gives der jo betydelige Afvigelser mellem Arterne. Efter disse forelöbige Bemærkninger om Beskaffenheden af de Omgivelser, i hvilke de Dyr ere salte, der udgjöre den nærmeste Gjenstand for denne Afhandling, gaaer jeg over til disses specielle Fremstilling, hvorved jeg kan stôlle mig saameget paa Afbildnin- gerne, at en stårre beskrivende Detail kan undgaaes. repelebant. Ut methodum eorum saltandi penitius cernerem, alia quoque cum his Inseclis institui erperimenla, que non minus oculos quam aures delectarunt. Scilicet lagene vitreæ, magne et vacue, plurima eorum immisi; cum vero super vitrum ægre ambulare possent, sallus facere coeperunt, et quidem ex singulis lagenæ partibus. Dentes in vitrum impungentes linnilum produxerunt, et quidem Jurta diversas partes allisas diversum: hine singulis animaleulis saltantibus, audiebantur tinnitus varii, qui nonnunquam concentum non illepidum producebant: strepitus quoque animalculorum saltan- tium spectaculum non ingralum prebuerunt. Sallus semper versus illam partem diriguntur, quam partes eorum posteriores respiciunt (p. 563-565). Molander beskriver denne Soldat som hörende til en Ter- mit-Art („Termes saltatorium s. fatale“), der hyppigt trænger ind i Husene, hvor den bliver meget skadelig for Træværket; den bygger sin Rede i tört Ved, saa haardt som den kan finde det, hvilket den først udhuler og derpaa fylder med Konstruktioner af en Masse, der bestaaer af det smaat gnavede Ved (sammenæltet med Spyt), og er af en overordentlig Haardhed: Quid vero me circa mirificam ejus in ligno ercavando solertiam atque fortitudinem detineam, cum ejus industria, labor et ars in nidis construendis haud minor sit? Certe inter opera singula, ab Insectis facta, nullum mihi innoluit, quod soliditale, crassilie, pondere et structura, cum hujus nido comparari potest. Petrificatum terre vel corallium magis quam nidum Insecti refert. Soliditate et duritie cum ligno convenit; cultro sectus solidus nitidusque apparet ac si ligno, polituræ capaci, constaret .... Pondere cum lapidibus ponde- rosis cerlal, unde totus nidus vel ejus pars aque injecta, fundum celeriter petit .... Forma totius nidi sepius triquetra, seu tribus lateribus angulisque constans est; ulraque extremilate truncata, quatuor vel plurium pedum longitudine, et pedis diametro, adeoque peripheria transversali trium circiter pedum constat. Color pro ligno diverso, ex quo desumtus est, varial; sæpius vero fulvus, fuscus aut rufescens conspicilur. Semel induralus in aqua non solvitur (p. 555-557). — — — Men en saadan langhovedet og langkjæbet Soldat, dog kun i meget ringe Antal, traf Professor Reinhardt ogsaa i Reden hos den ovenfor omtalte brasilianske Termit; alle de Exemplarer, han fandt, laae ifölge hans Meddelelser stille i Redens indre Gange, vare yderst ubehjælpsomme og trege i deres Bevegelser, og gjorde aldrig Mine til i nogen Maade at forsvare sig. — Denne Soldat staaer, naar Hovedet undtages, i Størrelse og Form overmaade ner ved den voxne Larve: hvad vistnok ingenlunde beviser, at den tilhörer samme Art. I den store Masse af Individer af denne Termit af alleslags Former og Udvik- lingstrin, Prof. R. havde lagt i Spiritus, har jeg ogsaa fundet et Stykke af den langhovedede Soldat, hvis ganske blöde og hvide Hudskelet viste, at det nyligt havde gjennemgaaet en Hudskiftning. — Alle Forklaringer synes her meget usikkre. Corotoca Fam. Staphylini. — Trib. Aleocharini. Maxille mala interiori cornea, uncinata. Palpi maxillares 4-articulati. Ligula lata, rotundata, paraglossis obsoletis. Palpi labiales 3-articulati. Tarsi 4-articulati, posteriores arliculo primo valde elongato. Abdomen membranaceum, fractum: parte posteriori fixa, maxima, globosa, dorso anleriori animalis superposita. Koon, Tizıw. Caput globosum, subdeflexum. Oculi medii, reniformes, magni, prominuli. Labrum transversum, truncalum, selis marginalibus elongalis, discoidalibus nullis. Mandibulæ eden- tule, apice tenui, acuto, dorso ante apicem et in medio sinuato: membrana lata, nuda: mola minula, levi. Mala maxillarum interior tota cornea, pectine denso. Palpi mazil- lares articulo primo minuto, subcylindrico, sulura tantum spuria ab articulo sequente disjunclo; secundo clavalo tertioque globoso ejusdem ferme longiludinis, setis longis cras- sisque dense obsilis; quarto minulissimo, cylindrico, palpario hoc duplo longiore, cylin- drico, apice obluso. Mentum parvum, transversum, brevissimum; fulcrum obtectum; ligula medio subemarginata, margine obsolete crenulato; stipites palporum labialium horum arli- culo primo haud longiores. Palpi labiales articulo primo tertioque longitudine subequa- libus, hoc tenui, acuminato, secundo paullo breviore. Antenne validiuscule, filiformes, elongate, scapo forli, clavato, articulo secundo brevissimo, reliquis cylindricis, elongalis, longitudine sensim decrescentibus, ultimo subelongato, oblongo-ovalo, acuminato. Prono- ium gibbulum, foveolatum et tuberculatum, transversum, angulis rotundatis. Scutellum breve, triangulum. Elytra prothorace breviora, depressa, membranea, apice conjunclim emarginala, angulo exleriori acuminalo. Ale ample, gracillimæ, margine parce ciliate, sligmate membraneo, venis obsoletis. Pedes elongati, robusti, posteriores late dislanles; trochantini conspicui; tibiee pubescentes, parce spinulosæ; articulus primus tarsorum primi paris articulos sequenles longitudine æquans, secundi terliique paris dimidio superans. Abdomen membranaceum, scutis dorsalibus brevissimis, ventralibus membraneis aut obso- lelis: segmento dorsali secundo tertioque concretis: gastrothorace appendice ulrinque instruclo conica, membranacea. 49 Caput et thorax sublilissime reliculosa punclisque obsolelis parce impressa, glabra. Differentia sexus externa, nisi magnitudine maris paullo inferiori, vix ulla. 1. Corotoca Melantho Tab. 1. Fig. 1. Fusca, fronte foveolata, pronoto multifoveolato, disco bituberculato: tibiis poste- rioribus fusiformibus, fuscis: sculis ventralibus segmenti quarti quintique transversis. — Mas, Fem. Long. a fronte ad apicem segmenli secundi abdominis 21—3 millim. 2. Corotoca Phylo Tab. 1. Fig. 17. Fusca, vertice foveolato, pronoto multifoveolato, disco trituberculato: tibiis posterioribus linearibus, nigrofuscis: sculis ventralibus segmenti quarti quintique sub- quadratis. — Fem. Long. a fronle ad apicem segmenti secundi abdominis 21—34 millim. Bygningen af Munden og Födderne er i den Kombination, hvormed den optræder hos denne Slægt, ganske ejendommelig og vilde for sig alene være tilstrækkelig til at sondre Corotoca fra alle hidtil bekjendte Staphyliner af Aleocharinernes Gruppe. Mundens Bygning kan kun lignes med den hos Lomechusa, navnlig Maxillerne og Labium; fireled- dede Födder forekomme derimod kun hos saadanne Slægter, der i alle andre Henseender fjerne sig længst fra Corotoca, nemlig Hygronoma, Oligota og Diglossa, og Corotoca staaer desuden ene mellem disse med Hensyn til den betydelige Forlængelse af det förste " Fodled. Slægtskabet med Lomechusa staaer i betydningsfuld Overeensstemmelse med den beslægtede Levemaade, men understôlles ikke i nogen hôj Grad af Habilus, i hvilken Corotoca langt mere slutter sig til Calodera og Tachyusa. Den store Bevægelighed opad af Bagkroppen hos de to sidstnævnte Slægter, hos Lomechusa og endeel andre Aleocharinformer, dens oplöftede Stilling under Löbet og de dybe Indtryk paa dens forreste Rygled, hvorved denne Bevægelse bliver mulig, kunne betragtes som de forste Antydninger til den mærkværdige Udvikling hos Corotoca, hvor Bagkroppen bogstaveligt er faslgroet i den oplöftede Stilling, saaledes at denne bliver den enesle mulige. Mine Afbildninger af de to Arter, sete fra Siden, og af begge, sete fra Ryggen, paa hvilke sidste den oplåftede Deel af Bagkroppen er fremstillet låsreven fra den forreste, ville bedre end mange Ord give en Forestilling om dette forbausende Forhold. Man vil bemærke, at naar Forkroppen låftes lidt opad, saa wil Prothorax komme Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. maihem. Afd. 4 Bind. 7 50 i Beröring med Bagkroppens Spidse, hvorved hele Dyret, scet fra Siden, faaer et næsten fuldkomment ovalt Omrids, hvis hele överste Bue saavelsom Halvdelen af den nederste alene dannes af Bagkroppens Bugflade, medens Forkroppens og Bagkroppens Rygflader komme til at ståde sammen i en Tværlinie gjennem Ovalens nederste Halvdeel. Til Bag- kroppens fastvoxede Stilling komme endnu to andre anomale Forhold: dens Blödhed, hid- rørende derfra, at de hornagtige Dele blive mere eller mindre rudimentære; og dernæst den uhyre Størrelse af dens 5 sidste Led, der tilsammentagne danne en stor oval Masse, som hviler paa Dyrets noget indbuede Forkrop som en Sæk paa Ryggen af et Lastdyr. Bagkroppen er altsaa deelt i to Parlier; det forreste omfatter de to förste Led, det andet de fem övrige; Rygfladerne af andet og tredie Led ere sammenvoxne med deres Rande. Bugskjoldene ere pergamentaglige med Undtagelse af det sidste og den ydre, ved et Tværindtryk afsatte, Halvdeel af det næstyderste, i hvilke Chitinen er aflejrel i en större Mængde Lag, hvorved Farven som sædvanligt tillige bliver dybere. Bugskjoldene paa det fårste Parti af Bagkroppen ere aldeles rudimentære og uden Spor af Segmentform. Fårste Led har to smaa Plader mellem Baghofterne, andet Led een stor, fortil dybt indskaaren Plade. Bugskjoldene paa den oplåftede Deel af Bagkroppen have Segmentform. De to yderste oplage næsten hele Fladen af de vedkommende Led, det yderste er fuldstændigt, det næstyderste i Midten deelt af et dybt Tværindtryk; det tredie, fjerde og femte Leds Skjolde ere ved svage Tverfurer declle i tre Lodder, af hvilke den mellemste, noget op- . höjede Lod repræsenierer Segmentels Hoveddeel, den forreste Lod den bageste Segment- rand og den bageste og bredere Lod den forreste Segmentrand. Rygskjoldene paa Bagkroppens forreste Partie ere smalle, stærke og derfor mörkere farvede Tværbuer, der afgive Stålte for de kraftige Ligamenter og Muskler,” der holde Bagkroppen i dens Stilling. Rygskjoldene paa den oplåftede Deel af Bagkroppen ere pergamentagtige. Andet og tredie Leds Siderande sléttes af pergamentagtige Baand, der forlil ere tæt [forbundne med tredie Leds Rygbue. Fjerde, femte og sjelte Leds Rygskjolde ere smaa, med op- höjede forreste Rande, tæt pressede mod hverandre, og ligge i den Fordybning, der opstaaer ved Bugsidernes hvælvede Form; sidste Rygskjold svarer lil det yderste Bugskjold. Alle Bagkroppens Led ere saagodt som ubevægelige, med Undtagelse af det sidste. Aandehullerne ere yderst smaa (hvorfor de ere håjst vanskelige at opdage) og savne peritrema; de ligge paa Rygfladen tæt bagved Skjoldene; sidste Par er anbragt udenfor de hudaglige Sleder, der give det yderste Rygskjold Udseende af at have en stor oval Plet af lysere Farve paa hver Side. 51 z \ =: \ De to Arter slaae hinanden meget ner, men ere dog lelle at adskille. Hos Corotoca Melantho er Hovedet forholdsviis noget slôrre; Panden har mellem Antennerne et Indtryk, der er noget ubestandigt saavel i Omfang som i Dybde og under- tiden langsad Midten ved en Ophöjning er sondret i to Dele. Prolhorax har sin stôrste Brede bagved Midten; den forreste Rand har i Midten en lille Grube, noget bag denne paa hver Side et kort, men dybt Tverindtryk, og endnu lidt længere tilbage, paa Skivens Midte, to större, runde Forhöjninger, imellem hvilke Rummet er fladt og tilbageskraanende; ved den bageste Rand findes i Midten en Grube, paa hver Side af denne, bag de runde Forhöjninger, en anden, noget større, og atter, udenfor denne, paa Sidedelen af Pronotum, endnu een af samme Störrelse; i det yderste nedböjede Sidehjörne secs endnu ofte et lille Indtryk, og, tæt op til den forreste Rand, bagved Öjet, en dyb tilrundet Grube. Anten- nerne ere slanke, meget længere end Hoved og Bryststykke tilsammentagne. Den oplöf- tede Deel af Bagkroppen er, naar den sees ovenfra, omvendt ægformig, naar den sees fra Siden derimod af et næsten elliptisk Omrids; Bugskjoldene ere besatte med et tem- melig stort Antal korle Börster, der tildeels ere ordnede i Tværrækker. Corotoca Phylo er noget stårre og i det Hele plumpere bygget. Hovedet har kun en langaglig Grube paa Issen, men savner tydeligt Indtryk imellem Antennerne. Pronolum har sin stérste Brede foran Midten; den forreste Rand har ingen Gruber i Midten, tværlimod er Rummet foran de to runde Forhåjninger hævet til en stor, forefter stærkt fremspringende Knude, der paa hver Side adskilles fra Forhöjningerne ved et dybt Indtryk; Gruben foran Midten af den bageste Rand er meget stårre og dybere end hos C. Melantho: forövrigt findes de samme Udhulinger som hos denne, kun at den lille dybe Grube lige udfor Öjet her ganske mangler. Antennerne ere ikke meget længere end Hoved og Brysistykke tilsammentagne, alle Leddene noget kortere og förere end hos C.Melantho. Foruden det forskjellige Omrids af de mellemste Skjolde paa den opadvendte Deel af Bugen, har Bagkroppen tillige, seet ovenfra, et mere ovalt og, seet fra Siden, et mere uregelmæssigt Omrids, idet det næstyderste Led skraaner næsten lodret nedad; endvidere er Bürsternes Antal langt ringere end hos den foregaaende Art. Forövrigt henvises ogsaa her til Afbildningerne, der ere beregnede paa al gjen- give i det Enkelte alle smaa Formforskjelligheder mellem Arterne. Corotoca Phylo synes at forekomme meget sparsommere end C. Melantho; thi mellem et temmelig stort Forraad af- denne sidste traf jeg kun tre Stykker af hiin. Det gjælder uden Tvivl derfor nærmest om C. Melantho, naar Prof. R. har meddeelt mig: at han, efter først" engang at være bleven opmærksom paa den, aldrig har savnet den i nogen af de mange paa Træerne siddende Termit-Reder, han har aabnet hele Aarel rundt. I de ganske nye og smaa Reder traf han undertiden kun to til tre Stykker, men i ældre { 52 Reder var Antallet som oftest langt stôrre. I en Rede, han aabnede d. 17. Febr. 1852, samlede han saaledes tredive og i en, som undersögtes d. 15. Marts samme Aar, endog fire og fyrgetyve Slykker. Spirachtha- Fam, Staphylini, — Trib. Aleocharint. Maxillæ mala interiori cornea, uncinata. Palpi maxillares 3-articulati. Ligula ampla, integra, rotundata, paraglossis obsolelis. Palpi labiales 3-articulati, minutissimi, verruciformes, ligula supertectt. Tarsi 4-articulati, articulis anterioribus tribus æqualibus. Abdomen (in femina saltem) membranaceum, maximum, fractum: parte anteriori globosa, posteriori fica, conica, anterius ascendente tribusque uirinque munila appendicibus membranaceis, filiformibus, biarticulatis. Znapay dns. Caput subdepressum, subovale, nutans. Oculi anteriores, rolundali, parvi, sub- prominuli. Labrum transversum, rotundatum, margine repando, setis marginalibus et di- scoidalibus, omnibus brevissimis. Mandibule edentulæ, apice lenui, aculo, dorso ante apicem et in medio sinuato: membrana lala, nuda: mola minuta, levi. Mala maxillarum interior tota cornea, pectine raro. Palpi mazillares articulo primo nullo, secundo tertio- que crassis, selis coronatis brevibus singulaque instructis exteriori longissima, validissima : secundo subclavato, incurvo, tertio hoc dimidio breviore, subcylindrico; ultimo angusto, conico, longitudine præcedentis, palpario parvo, conico. Mentum magnum, subquadratum ; fulcrum apertum; ligula apice medio sinuato, margine obsolete crenulato; stipites palpo- rum labialium elongati, palpis duplo longiores. Palpi labiales dimidiam longitudinem ultimi palporum maxillarium arliculi vix complentes, conici, articulis magnitudine sensim decrescentibus, ultimo ægre observando. Antenne graciliores, filiformes. Thorax angustus, elongalus, depressus; prothorax membranaceus, scuto pronoti parvo, transverse rotundato, dimidium prothoracis dorsum vix complente. Scutellum breve, triangulum. Elytra protho- race paullo breviora, depressa, membranea, angulo exteriori obtuse acuminalo,” Ale ample, gracillime, margine parce ciliate, stigmate membraneo, venis obsoletis. Pedes breviusculi, graciles, omnes late distantes. Spirachtha Eurymedusa Tab. II. Albissima, membranacea, antennis, capite, sculis thoracicis et abdominalibus pedibusque corneo-membraneis, pallide fuscis, coxis, femorum basi, tibiis trochanteri- busque posticis fuscis, oculis fusco-nigris. Long. a fronte ad finem segmenli secundi abdominis 2 millim. Lat. segmenti secundi abdominis 1 mill. Er allerede den foregaaende Slægt besönderlig og fremmed i sin Bygning, saa gaaer denne dog endnu langt videre i Alvigelse fra Staphylinernes Grundform, stiller sig endnu mere isoleret, og kan ansees som et af de mærkeligste Exempler paa anomal Udvikling under fuldkommen Bevarelse af det Typiske i Organismen. Af Munddelene er det kun Tungen og Maxillernes indre Flig, der sluller sig til Bygningen hos Lomechusa ; derimod er Tungepalpernes overordentlige Lidenhed, Formen af Kjæbepalperne og Mange- len af disses Grundled lutter fremmede Træk i Aleocharinernes Gruppe. Forkroppen fjerner sig ganske fra Corotoca og minder ved sin smækkre, flade og ligebrede Form, ved de smaa, langt fremrykkede Öjne ligesom ved de temmelig korte og tynde Been langt mere om mange Arter af Homalota. Selv i Hoved og Brysistykke er Blödheden saa stor som den kunde være, naar Musklerne ikke skulde tabe al Underståltelse: Hovedskallen er saa blöd langsad Midten saavel paa Over- som Undersiden, at den der næsten bliver hudagtig; det lille Pronotum- Skjold optager ikke Halvdelen af Prothorax-Ryggen; Prosternum er saa kort, at det ligner et smalt Tværbaand; og Væggene i Hofternes Leddegruber ere hudagtige, saaledes at Trochantinerne komme til at ligge ganske blottede. I Bagkroppens Bygning er Forholdet i flere Henseender anderledes end hos Coro- toca, idet det forreste Partie paa Grund af andet Leds uhyre kugleformige Opsvulmning næsten kommer til at overgaae det yderste Partie i Masse; derved bringes dette sidste i et noget andet Forhold, eftersom Stillingen bliver langt stærkere understôttet: det rykkes noget længere bort fra Forkroppen og kommer altsaa ikke til at hvile paa denne. Paa förste og andet Led ere Bugskjoldene næsten forsvundne, paa tredie, fjerde og femte Led ere de smalle linieformige Tværbaand, paa sjelle Led er den hos Corotoca ved Tverindtrykket antydede Deling fuldstændigt gjennemfört, saa at Bugskjoldet her kommer til at bestaae af et smalt Tværbaand, der ved et hudagligt Rum er adskilt fra den stôrre forreste Deel. | Ogsaa Rygskjoldene ere smalle, fra hverandre fjernede Tværbaand, med Undtagelse af de to sidste, der stemme nærmere overeens med de tilsvarende Bugskjolde. 54 Staaer saaledes Skjoldenes Udvikling endog tilbage for hvad der finder Sted hos Corotoca, saa ere derimod de hudagtige Parlier langt mere sondrede og udprægede. Den forresle (bagud vendte) Deel af tredie, fjerde, femte og sjelte Bugled er saa stærkt op- höjet og saa skarpt afsat, at (den opadvendte Deel af) Bugen faaer et ribbet Udseende, naar den betragtes fra Siden. Endvidere ere de allerede hos Corotoca hvælvede Sidedele af tredie, fjerde, femte og sjelte Rygled her uddannede i en saadan Grad, at de faae et blæreagtigt Udseende. Den væsentligste Forskjel i Bagkroppens Dannelse hos begge Slægter ligger imid- lertid deri, at Ryg- og Bugleddene hos Corotoca uden Afbrydelse fortsættes over i hver- andre paa Siderne, medens disse hos Spirachtha (idetmindste hos Hunnen) paa tredie, fjerde og femte Led ståde sammen i en hudagtig Dannelse, som uagtet sin store Ejendommelig- hed dog kan betragtes som en særegen Udvikling af det ophåjede Partie, der hos de fleste Staphyliner begrændser Rygleddene paa Siderne. Denne Dannelse bestaaer i en kegleformig, forlil af en Chitinliste understottet, Fortsættelse, der bærer et anseeligt, to- leddet, cylindrisk Redskab, og af en pæreformig Opsvulmning ved Roden af den kegleformige Fortsæltelse paa fjerde og femte Led. Hele Bagkroppen er beströet med Chitinpunkter og enkeltstaaende korte og fine hvide Haar. Aandehullerne og Tracheerne forholde sig som hos Corotoca. Spirachtha Eurymedusa synes at forekomme sjeldnere. „Jeg har“, siger Hr. Prof. Reinhardt i en mig meddeelt Notice, „kun fundet den i to Termit-Reder, som jeg under- sôgte i Juni 1851; senere har jeg forgjæves sågt den lige til min Afrejse fra Lagoa . Santa i Slutningen af April 1852. Jeg fandt en fem til sex Exemplarer i hver af disse Reder; men da jeg dengang havde mindre Övelse i at söge efter disse Dyr, er det ikke usandsynligt, at jeg kun har faaet den ringere Deel af de Individer, der virkelig befandt sig i Reden“. Foruden den ringe Grad af Fasthed i Hudskelettet, den runde Tunge, den i en ombåjet Krog endende indre Kjæbeflig, de smalle, mod Brystets Sider udskudte Baghofter, de frie Trochantiner, Aandehullernes ringe Størrelse og manglende Peritremer og de svage, sparsomt forgrenede Tracheer, der vidne om en ringe Respiration, er det fornem- melig i Bagkroppens mærkværdige Dannelse, at begge Slægter tilbyde Ligheder med hverandre: den er næsten ubevægelig; den er af en uhyre Störrelse; den er hud- aglig; den er böjet opad og forefler over Dyrets Forkrop, og den er sammen» / voxel i Indböjningen. Det er klart, at det förste, det tredie og det fjerde Forhold lade sig udlede af det andet. Af Störrelsen fölger nemlig först Stillingen, som den eneste, der kunde redde Dyret fra at komme til at ligne Termitdronningen i Ubehjælpsomhed, idet den bringer Bagkroppens Tyngdepunkt saaledes fremad, at Dyret kommer til at bære en slörre eller mindre Deel af dens Vægt paa sin egen Ryg, og saaledes slipper for at slæbe den efter sig. Af Stillingen og dennes nödvendige Sikkring ved Sammenvoxningen af to Led fålger ligesaa bestemt dens ringe Bevægelighed saavel i det Hele som mellem dens enkelte Dele, og af denne igjen dens Blödhed, idet Musklerne som for største Delen overflådige træde tilbage i Udvikling og med dem deres Støtter, Skjoldene, der altsaa ligeledes blive blöde og deelviis forsvinde, eftersom de heller ikke til Beskyltelse ere nådvendige hos Dyr, der leve i det Indre af Termitreden og ikke stadigt ere udsatte for Lyset, saa at de i denne og andre Henseender maae komme til at slutte sig til Ter- mitformen selv. Bagkroppens yderste Led maae naturligviis beholde deres frie Bevæge- lighed for Kloakens Skyld. Men Betydningen af Bagkroppens umaadelige Störrelse lader sig for Tiden ikke tilfredsstillende forklare. Vistnok fortjener det at erindres, al ligesom Staphylinerne over- hovedet have en stor og tung Bagkrop saaledes er det netop de ejendommeligste af de Aleochariner, der ere Huusdyr eller Gjæster hos Myrer (som Lomechusa, Dinarda, Myr- medonia), der især udmærke sig.i denne Henseende. Men hvorvidt og hvorledes delte Forhold staaer i Forbindelse med Levemaaden, og hvorfor i saa Tilfælde de Aleochariner, der ere Huusdyr hos Termiter, i en saa höj Grad overgaae de myrmekophile Former i Bagkroppens Størrelse, vil det være Fremtiden forbeholdt at udforske. Da de Exemplarer, jeg har havt til Undersøgelse, havde ligget saa længe i Spiritus, at Indvoldene vare sam- menfaldne til en formlås, let brækkelig Masse, har den anatomiske Undersågelse af saa smaa Dyr intet Udbylle kunnet give mig til Opklaring af denne Gaade. Derimod har den fört til et andet Resultat: disse Dyr föde levende Unger. Jeg har nemlig i den skjöre Masse, hos Corotoca i den oplöftede Deel af Bagkroppen, hos Spirachtha i det kugleformige andet Led, fundet Æg med forskjellige Stadier af Fosterudvikling, hos Corotoca desuden et Par Gange den saa fuldstændigt udviklede Larve, at det kunde lykkes mig at erkjende alle væsentlige Træk af dens ydre Bygning. Denne Larve (Tab. I, Fig. 10) fjerner sig i adskillige Henseender fra Staphylin- larvernes mest bekjendte Typus, men stemmer i sine Afvigelser fra denne nöjagligt over- eens med andre mig bekjendte Aleocharin-Larver. I den uregelmæssige Pigment-Ring paa hver Side af Hovedet vare Øjets Lindser endnu ikke til at skjelne. Antennerne korle og lykke, med enkelte lange Börster, treleddede, andet Led det længste, tredie Led yderst lille, fremskudt paa Toppen af det foregaaende Leds blåde koniske Endeflade; den korte Sidegreen cylindrisk med to Torne og en lang Börste i Spidsen. I den korte trekantede 56 Læbe er ligesom i Mandiblerne det fuldkomne Insekts Typus fremherskende. Kjæberne med tyk Stamme og bredt tilheftet Flig, den sidste i Randen savtakket, hver Tak med en kort og kraftig, noget krummet Torn; Palpen tyk, konisk, treleddet, det yderste Led spidst, med et lille Palparium. I Underlæbens kun som en Hudfold fremtrædende runde nögne Tunge og de loleddede, koniske Tungepalper er det fuldkomne Insekis Typus lige- ledes kjendelig. Bagkroppens Spidse med rörformigt fremtrædende Gadbor, men uden Vedhæng. — Den nyfådte Larve vil, naar den udstrækkes, omtrent være halvanden Milli- meter lang; den er her afbildet i den sammenkrummede Stilling, i hvilken den under Dissektionen af Bagkroppen uden Indhylling faldt ud paa Objektglasset. Dette er det første, eller vil, saafremt man antager Strepsiptererne for Eleutherater — en Anskuelse, jeg tidligt har dannet mig og allerede for mere end tretten Aar siden kortelig har sögt at begrunde”) — være det andet Exempel paa levende- fodende Eleutherater. Hvilke Omdannelser af de indre kvindelige Kjönsdele og af Bag- kroppens Bygning overhovedet delte Forhold ogsaa her kan have draget efter sig, kan man endnu kun formode. Da jeg imidlertid med Bestemthed (nemlig ifolge Undersøgelse af de ydre og indre Kjönsdele) kjender Hannen til Corotoca Melantho, og derfor veed, at der ikke er nogen mærkelig ydre Forskjel imellem den mandlige og kvindelige Bag- krop, vil dette Organs Störrelse idetmindste ikke ene eller hovedsagelig kunne være begrundet deri, at Larverne udvikles i dens Indre. Heller ikke til at belyse Betydningen af de mærkværdige Abdominal-Vedhæng hos Spirachtha har den anatomiske Undersøgelse af saa gamle Spiritus-Exemplarer kunnet yde noget videre Udbytte. De have ct Par Muskler ved Roden, og ere altsaa bevægelige. De ere udenpaa, ligesom hele Abdominalhuden, beströede med enkelle fine Haar og Chitin- punkter, der dog paa Vedhængene ere talrigere og ordnede.i uregelmæssige Tværrækker. De have en tyk Væg, hvis Struktur syntes homogen, og deres Indhold bestod i en Mængde klare Korn af uregelmæssig Kugleform. 2 Endskjöndt der herved ingen Oplysning vandtes, saa minder dog Vedhængenes Stilling altfor meget om de — forövrigt endnu ikke nærmere undersögte — med Haar- pensler besalte Organer paa Bagkroppens Sider hos Lomechusa, til at Forekomsten af fremmede Organer paa eet og samme Sted hos to Dyr, der begge leve som Huusdyr hos andre, ikke, trods deres iövrigt tilsyneladende store Forskjellighed i Bygning, skulde lede Tanken hen paa at sælte Besiddelsen af disse Redskaber i nærmere Forbindelse med den ejendommelige Levemaade; og vi erindres da om P. W. J. Millers Iagttagelser om den myrmekophile Form Claviger, hvorledes han nemlig saae Myrerne at tage de Haarbuske i *) Danm. Eleuth. S. 21. Anm. Munden, som denne Bille bærer paa Ryggen. Jeg siger, at Tanken ledes hen i denne Retning, thi for Øjeblikket vover jeg ikke engang at give det her Sagte som en Hypothese, saameget mindre, som den mandlige Spirachtha jo endnu ikke er os bekjendt. En tilstrækkelig Oplysning om disse Forhold vil forst kunne hentes fra Iagttagelser over de levende Dyr af begge Kjön og Dissektion af friske Exemplarer. Maaskee kunne ogsaa de kortere koniske Vedhæng ved Bagkroppens Rod hos Corotoca sammenstilles med Abdo- minal-Vedhængene hos Spirachtha. Det fortjener endelig særlig Opmærksomhed, at disse i Termit-Redens mörke Indre levende, saa blöde og med en saa tung og stor Bagkrop forsynede Dyr ere i Besiddelse af Ojne og Vinger. Vi vide, at Termit-Rederne ere aldeles tillukkede, saa at man aldrig, med mindre man bryder Hul paa dem, faaer Beboerne at see i deres umiddelbare Nærhed, at disse Dyr derimod til deres Frem- og Tilbagevandringer ene betjene sig af lukkede Gange og Gallerier, der fra de höjt paa Træernes Grene byggede Reder slynge sig som Touge nedad Stammen og videre henad eller henunder Jorden til de Steder, hvor Næringen såges. Kun ved en eneste Lejlighed bryde Arbejderne selv indenfra Hul paa Reden: naar Hanner og Hunner skulle forlade den for at fuldföre Par- ringen i Luften. Men Hanner og Hunner ere de eneste Termit-Individer i Reden, der ligesom de her beskrevne Huusdyr have Ojne og Vinger; de andre Former ere blinde og vingelöse. Der opstaaer saaledes Formodning om, at Belydningen af Huusdyrenes Öjne og Vinger er at sælte dem istand til at forlade Reden ved samme Lejlighed og af den samme Grund. Tages derhos disse Staphyliners til længere fortsat Ophold og Bevægelse i fri Luft saa uskikkede Bygning i Betragtning, saa torde det endvidere være muligt, at de bringes tilbage til Reden paa samme Maade som de befrugtede Termithunner, nemlig ved Arbejdernes Forsorg. Det maa imidlerlid ogsaa herved erindres, at alle Formodninger angaaende Huusdyrenes Forhold endnu altfor meget savne bestemte Kjendsgjerninger at stolte sig til; og fra Myre-Huusdyrenes Biologie lader sig kun Lidet hente til Sammen- ligning, eftersom den endnu er altfor utilstrækkeligt oplyst: kun om Claviger-Arterne vide vi saaledes med Sikkerhed, at de blive madede af Myrerne. Jeg slutter hermed disse ufuldkomne Bemærkninger om Dyr, der let torde være Forlöberne for en længere Række af mærkværdige Skabninger, bestemte til at staae i et særeget Forhold til Termiterne. j Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd, 4 Bind. Fig. ~ . 19. 58 Forklaring over Afbildningerne Tab. I. Corotoca Melantho fem., fra Siden. Overlæben, seet ovenfra. Höjre Mandibel, ovenfra; paa den indvendige Side sees forneden Knusetanden (mola) og foran den Randhuden (membrana mandibule). Højre Kjæbe, nedenfra. Enden af den ydre Kjæbeflig, nedenfra. Underlæben, nedenfra, siddende paa Struben (den Deel, som bærer de fire lange Torne). Dyret seet ovenfra, med Udeladelse af Antenner og Lemmer; den oplåftede Deel af Bagkroppen er fremstillet afbrudt fra den forreste og udstrakt i Plan med denne, saaledes at Rygfladen kommer tilsyne. Enden af Metasternum med Baghofterne og Bagkroppens to förste Bugled. Den oplåftede Deel af Bagkroppen, seet ovenfra, altsaa fra Bugsiden. Larven, fra Siden. Larvens venstre Antenne, fra Siden. Larvens Overlæbe og venstre Kindbakke, ovenfra. Larvens venstre Kjæbe og Underlæben, nedenfra. Larvens venstre Forbeen. Corotoca Phylo fem., fra Siden. Dyret fremstillet paa samme Maade som Coroloca Melantho i Fig. 7: med den Forskjel, at man her har ladet det til første oplöftede Led hörende Ryg- skjold blive siddende paa det foregaaende derfra låsrevne Led. Den oplåftede Deel af Bagkroppen, seet ovenfra, allsaa fra Bugsiden. NS UE ws 59 Tab. II. Spirachtha Eurymedusa fem., fra Siden. Overlæben, seet ovenfra. Venstre Mandibel, ovenfra. Venstre Kjæbe og Underleben, nedenfra. Forkroppen, seet ovenfra. Hoved og Bryststykke, nedenfra. De to til de bageste Strubehjörner heftede Skeletdele ere Halsskjoldene, Scuta jugularia; imellem Forhofterne sees det baandformige Prosternum, og foran Hofterne de frie Trochantiner; i det store hudede Rum bagved Hofterne sees Forbrystets smaa Aandehuller. Den oplöftede Deel af Bagkroppen, seel ovenfra, altsaa fra Bugsiden. Den oplôflede Deel af Bagkroppen, sect fra Rygsiden, altsaa nedenfra; Ved- hengene ere udeladle. Alle Figurerne ere betydeligt forstörrede. ‘ Pan u won 2 ar le Pr al 4 >. Le à N Å « ’ ” Re N å i br > A a | A i 2 es 2 Se * { a KN PR d = à L fi 7 + ; À h i ' ii L ad ud] i E gr % : ' i = : i \ is . fa y 1 [3 J * “ PA: . - | vd + Sa Kl ‘ Er Ye { , Le DATE Crete Ws: W in —s NP Nr PCR 2 aa erg en 5 zn | : J A > \ ave oe É ‘ Eu EN é x L- vi i AVL Peas | fonte 1 “ i x > AA: 7 i } ES Le u à id 1 TONER | az Manet were alge ab UE AE att MAMAN ety ad ce gr Karey! AN. de (4 si . D", i OR TAN : ii bs : ui fai) re: State 30 5 > CASA BRS UE LA Mar an état à CN HJ ON] SYS a 7 > 4 ÿ é ; mM J u 4 ar i é ay i KH 3 A À 4 VE à f på, CAE =) à: Vol Dat? ae Ww bgt aiid) LE tal ge ER CL ANS - i ä 2 i 2 er u i i \ ger Al i u wall P04. Wendy re u få beak ; i ze i i | EC i Lee à | it i % i ANT Et RL g - r NESA VA ah LM tar LEE PA u +. så Fe 1" HER. Er, = LUN € ATOM, tele VA tat ee u L : b te A « pe ay r . u my à % a! L 3 ant, EN - sø + À , 4 ; \a eu AVE de à LAON, 7 i Ei i Ea ice =i > de € £ = i Fy Ja ca À i j fe | | i ANT RP tla TØR ur, WIN Pr < i ‘ N | ( | | i i be: a * 4 > R s x R 5 2% DRS | a i i > : fi 12 " r = x * L ù PRET ay ane ende ur H 5 5 5 d as se - = ig | : Rs BRAND: Vaasa, | nA = 1 , - an h = i ED A x 5 a = = 7 x Le 7 ~ hed = LT u N \ i i: 7 J u | = i é 7 o> } yo M y £ i fe = } i she As ty x ” er = à = ke 4 a m Å - ï 0 hs oe) & “ i Fa ‘ | } À ‘ a Ss a ba « - 7 mc Ø i F ‘ \ 4 er ’ ee ? * bed _ iS Fr y = hy : r Ay Ms "2 d £ 2 tr » = i KZ À i ME à y re iow ¥ LM “+ > & F&F me en > = Es à e 5 See 5 . Zr ‘ = W SS & sf i = % U L 4, en pes CIS i ; 2 ’ aa ut s à wich {= GE4 i = i f ; . — I =~ - > H £ ~ i u à KA à p i L] > 4 2 er = = Ny DLL ID IT; uurdyr Vid. Selsk. Skr. SR. naturo. og math. Afd. IVB. Sohrodte: Terme. 27-29. Phyto . Corotoca. 1-16. Melantho . i ; a. Te: «ie + : a Pr ” Vale Så & 2 et | AL KL | ‘ 7 i ts > HAS ER EN 2 fys La wi, = 5 EN > i nl | 4: i 1 AN 1h i ty oe ANN La Non Arie i 2 i i | if ı is 1 ER | CN LN ig FUN oi noe 1 ave ue 7 il IN Bid. Selsk, Skr. 5 R. nature, og math. Ad. VB. Schiodte : Ternat-duurdyr : Tab. FF. Spmirachtha Lurymedusrea ACER aan : a LP | Øg AU vn A } at CR HI in MAD 7 Nh vi iY i si Kud Ar: LAS a ahi a Br Bidrag Oplysning om flere af de i Handelen forekommende Balsamers chemiske Forhold, ved E. A. Scharling. i å | 5 Ç i 2 = _ k " | | i ar 5 å r i j | | | | : 1 E vi : > i z ; ’ er u i + | | # à | R , = - Hay. | = = = u | | d : g viv - VF Er | | | fi x u i | i | C > i y | | 1% à i R ; i Fr re H | | | + me =e |. R Pe | i Pf | : : | ER | À 7 z | | J | a . i ALL y É y in re AN i a, | 5 , { r i i | | f a; | | ï . | | | | + 7 - + i f ; a | a ey | (ie | nl "ea i L De ER IX dt “aslshnalt 1 ob Ia lag smo. ig f pe L m € r 2 5 - = >) LE res P . =e Ba LE i} ? ae pe 5 LA | by x | FÅ À | | if 2 | | i . | i za à 4 5 4 i 7 $ - É kr i 1 CA Dy L u te ¢ els 4 £ ge | i a i i i ‘ i ; ERE i | ' r = ' A N : u. a F- i | = hi, in j hf c , er D. RES 1 | lg = Th \ i ST | = | | = 2 re fra x 4 U Den hvide Perubalsam. Guibourt angiver (Journal de Pharm. 1850, Side 83), at Tolu-Balsam især faaes fra de höie Savanner i Nærheden af Tolu, Corozol og Byen Tacasuan, af Træet Myrospermum toluiferum. Der forekommer i Handelen deels fastere eller tör, deels mere blöd og halv- flydende Tolu-Balsam; denne Forskjel synes kun at hidröre fra den kortere eller længere Tid, Balsamen har været udsat for Atmosphærens Indvirkning. Guibourt har ved at ud- brede blöd Balsam paa en Tallerken fundet, at Balsamen efterhaanden blev tår og krystal- linsk, og han overbeviste sig om, at den saaledes omdannede Harpix indeholdt en større Mængde fri Syre end den friske Balsam. Delle Forsög har jeg gjentaget og fundet bekræftet. Derimod angiver Guibourt videre, at den saakaldte „baume blanc sec“, eller, som han ogsaa kalder den, „le baume de Perou-sec* og Tolu-Balsam bôr betragtes som to Slags af een og samme Substants „dont la première l’emporte beaucoup en qualilé sur otio la seconde“. At denne sidste Angivelse ikke er rigtig, vil sees af det Fülgende. De paalideligste Efterretninger om den hvide Perubalsam skylde vi Pereira og Stenhouse. Pereira angav efter George Ure Skinners og Warszewicz’s Beretninger, at saavel den hvide som den sorte Perubalsam faaes af et Træ, som han belegnede med Navnet „Myrospermum of Sonsonate*, der skal være meget liig med De Candolles „Myrospermum pubescens“. Dr. A. Orsted, som nylig har meddeelt en botanisk Beskrivelse over Frugterne, hvoraf den hvide Perubalsam antages at faaes, kalder Træet „Myroxylon Pereiræ Boyle“. For at vinde den hvide Balsam bortfjernes af hver Frugt Vingerne, Epicarpium og den træagtige Deel af Mesocarpium. Frugtens Kjerne, som man i Sonsonate kalder »Pepita* eller Frö, bestaaer af en Deel af Mesocarpium, Endocarpium og det egentlige Frö; disse Dele presses, og saaledes erholdes en Blanding af Fröets fede Olie og den olie-harpixagtige Bestanddeel, som findes i Fruglens Pericarpium. Ved at overskjære en 64 saadan Frugt secs tydeligt et mere eller mindre harpixlignende Legeme. Trods den ringe Mængde, som findes i hver Frugt, og den môisommelige Rensning af hver Frugt erholdt Pereira dog en Krukke med 20 Pund Balsam. Heraf har Stenhouse udskilt et nyt Stof, som han har kaldt Myroxocarpin, hvis Sammensætning han fandt at vere Cis Ha; Os. Det forholder sig som en meget indifferent Harpix, der er villig til at krystallisere. Disse Angivelsers Rigtighed har jeg for en Deel havt Leilighed til at overbevise mig om. Hr. Apotheker Riise fra St. Thomas har nemlig i sin Tid medbragt nogle Lod Frugter af ovennævnte Myroxylon Pereiræ Boyle, hvoraf han godhedsfuld overlod mig en Deel. Disse Frugter benyttes i Amerika og Vestindien til en Art Tinclur, som holdes for et meget virksomt Lægemiddel. De Frugter, jeg erholdt, svarede til ovenanfårte Beskrivelse. Ved at destillere dem med Vand erholdtes ingen ætherisk Olie, men Deslillatet lugtede noget efter Tonka-Bünner. Ved at digerere Frugterne, eflerat den største Deel Vand var afpresset, med Viinaand, og derpaa fradestillere en Deel af Viinaanden, erholdtes et Destillat, som ved Tilsætning af Vand blev blakket. Heraf formodes, at der i Fruglernes Harpix har været indeholdt lidt flygtig Olie, som ved Harpixens Oplåsning i Viinaanden erholdt Leiligbed lil at gaae over med Viinaanddampene. Da Destillatet ikke længer blev blakket ved Tilsætning af Vand, afbrödes Destillationen, og Kolbens Indhold blev bragt paa et Filter. Den gjennemlöbne Vædske blev uklar ved Afkjöling og indeholdt lidt Har- pix; ved gjentagne Gange at udkoge Frugterne med en Blanding af Viinaand og Ælher, senere deslillere de erholdte Oplösninger, tilbageblev i Kolben ‘en Blanding af en feed Olie . og en harpixagtig Masse. Mængden var imidlertid for ringe til at undersåges nærmere. Af min Collega Professor Otto har jeg endvidere modtaget en lille Qvantitet hvid Peru- balsam. Undersögelsen heraf har fuldkommen bekræftet Forskjellen mellem den hvide Perubalsam og Tolu-Balsamen. Da denne Pråve af hvid Peru-Balsam blev destilleret med Vand, erholdtes Spor af en flyglig Olie og en flygtig Syre. Ved Tilsætning af kulsyret Natron til Balsamen oplåstes kun en ringe Deel af den, og ved at underkaste denne Oplåsning en Destillation erholdtes nogle Draaber af en olieaglig Vædske. Da der til Resten i Kolben sattes lidt Saltsyre, udfældtes en Blanding af Harpix og en Syre; denne Sidste lod sig oplôse i kogende Vand og udkrystalliserede i Blade ved Afkjåling. Den i Vand uoplåselige Harpix blev ikke farvet råd ved Behandling med concentreret Svovlsyre. Den Rest af Balsamen, som ikke var oplåst af det kulsyrede Natron, blev kogt med Kalilud i et Destilleerapparat. Det herved erholdte Destillat indeholdt nogle Draaber af et cinnameinlignende Legeme. Den i Kolben værende Rest oplåstes ikke fuldstændigt ved Tilsætning af Vand; men der tilbageblev en Rest, som var oplöselig i kogende Viinaand, men udskilles for største Delen ved Viinaandens Alkjöling og forholdt sig liig Myroxocarpin. Tolu-Balsam. Efter de tidligere Undersøgelser skal denne Balsam bestaae af: 1) Tolene, en særegen Kulbrinte, 2) Cinnamein, 3) Benzoesyre og Kaneelsyre, 4) 1 eller 2 Harpixer, hvilke ved den tôrre Destillation blandt andre Produkter ogsaa skulle give benzoesyret Æthylille. E. Kopp har fremsat den Mening, at Tolu-Balsamens Hovedbestanddeel skulde være eu blöd Harpix, som ved Luftens Indvirkning let omdannes til en ny, særegen Har- pix og Kaneelsyre, samt at Tolene dannedes ved samme Leilighed. Denne sidste Mening, ai Tolene skulde være et secundairt Produkt af Tolu-Balsamens Harpix, strider saameget mod alle andre Erfaringer over Forholdet mellem de ætheriske Olier og Harpixer eller Syrer, at jeg har begyndt mine Undersögelser over Tolu-Balsamen med Forsög, som skulde tjene til Besvarelsen af det Spörgsmaal: Dannes Tolu-Balsam af Tolene, eller har Kopp Ret i at antage, at Tolene dannes af det Legeme, han betegner med Navnet « Harpix i Tolu-Balsam? Det andet Hovedspörgsmaal, hvormed jeg har beskjæfliget mig, angaaer Rigtig- heden af Devilles Angivelse, at der skulde findes benzoesyret Æthylilte i Produkterne af Tolu-Balsamens Harpix. For det Tredie har Deville ved sine Forsög fundet saa betydelige Qvantiteter af Benzoesyre, at Fremy's ældre og Kopps nyere Angivelser, at Tolu-Balsamen kun skulde indeholde Kaneelsyre, forekom mig tvivlsomme. Jeg har derfor ved en ny Række af Forsög sögt at afgjöre, hvorvidt der findes Benzoesyre i Tolu-Balsam. Ved Siden af disse Spørgsmaal troede jeg endnu, at der var Anledning til adskillige andre, f. Ex. om Tolu- Balsam virkelig indeholdt Cinnamein, om Harpixerne i Tolu-Balsam og Peru-Balsam vare identiske, saaledes som Fremy formoder, paa Grund af deres tilsyneladende eensformige Omdannelse ved Svovelsyre. Tolene, Ved at underkaste 1800 Gram Tolu-Balsam en Destillation med 900 Gram Vand, som gjentagne Gange blev gydt tilbage paa Balsamen, erholdtes 18 Gram raa Tolene, som endnu forögedes med 2 Gram, da der blev ledet overhedede Vanddampe gjennem Balsamen. Deville erholdt kun 8 Gram raa Tolene af 4000 Gram Tolu-Balsam, hvilket for- modentligt beroede paa, at han har anvendt en ældre Balsam end jeg. Den saaledes erholdte Tolene blev underkastet en brudt Destillation; i Begyndelsen bestod Destillatet tildeels af Vand, tildeels af olieagtige Legemer; först da det i Relorten anbragte Thermo- meter var steget til 162,5” C., skiftedes Forlag, og Varmen forögedes efterhaanden til Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 9 66 175? C., uden at Vædsken derved kom i Kog. Til Destillatet lilsaltesKalihydrat, og det antog efter nogle Dage en mårk Farve. Efter at være destilleret fra Kaliet, blev Vædsken ved Chlorcalcium befriet fra alt Vand, og efterat dette Salt var frafiltreret, blev den Deel af Vædsken, hvis Kogepunkt var 175° C., samlet for sig, og udgjorde saaledes det rene Tolene. Senere steeg Kogepunktet höiere, og Destillationen afbrödes derfor. Da Deville angiver Tolenens Kogepunkt til omtrent 170° C., medens Kopp angiver det til 154—160° C., saa underkastedes den ovenomtalte Tolene endnu en Behandling med Kalium, og herved fremkom en ringe Udvikling af Brint. Efter nogle Dage, da det ind- bragte Kalium endnu var blankt paa Overfladen, havde Vædsken antaget en noget mörkere Farve. Gydt fra Kalium og underkastet en Destillation kogte Tolenen ved 170° C. Sammensætningen fandtes overeenstemmende med Devilles og Kopps Angivelser; men jeg foretrækker Devilles Formel Cie Ho, da Omdannelses-Produkterne lettere kunne udledes deraf end af Kopps Formel Cio Hs. Blandes Tolene med Brom, dannes en sorlebruun, tjæreagtig Vædske, som jeg ikke har været istand til at bringe i nogen Form, passende til videre Undersøgelse. Ved at koges med rödt Qviksålvilte iltes Tolenen meget langsomt under Dannelsen af lidt Kulsyre; da Vædsken efter flere Timers Kogning ikke synligt var forandret, be- . handledes den med bruunt Blyilte og Kalilud. Efter flere Timers Kogning og hyppig Tilbagegydning af det overdestillerede Vand og Tolene, var endnu ikke al Tolene om- dannet, men i Forlaget fandtes endnu Draaber af Tolene, I Kolben var dannet en noget kornet Masse, som for en Deel oplåstes i Vand; af denne Oplåsning udskilte Saltsyre en blöd Harpix. Ved at behandle Resten i Kolben med Viinaand erholdtes en Oplösning, som, underkastet en Destillation, forst gav Viinaand og senere, da man havde sat Vand til Remanensen, Tolene. I Kolben udskiltes ved Tilsætning af fortyndet Saltsyre en blöd Harpix. Ved at behandle denne med noget fortyndet Salpetersyre dannedes fårst en guul, haardere Harpix, sencre oplåstes denne, og i den med kulsyret Natron neutraliserede Vædske fandtes hverken Benzoesyre, Kaneelsyre eller Oxalsyre. Derimod udskiltes ved Henstand af den sure Vædske et guult, geleeagtigt Legeme, som, udvasket og törret, dannede en harpixlignende Masse, der gav et guult Bundfald med basisk eddikesyret Bly- ille, men intet Bundfald med Chlorcaleium, Chlorbarium eller Chlorjern. Blandes Tolene med concentreret Saltsyre, antager den efterhaanden en mårkere Farve, men nogen kry- stallinsk Forbindelse har jeg ikke bemærket. At Tolene ved at udsæltes for Luftens Indvirkning efterhaanden antager en terpen- tinaglig Tykkelse, have de tidligere Undersögere alt bemærket; for fuldstændigere at kunne fülge denne Omdannelse bragtes 1,3825 Gram Tolene i en lille Relorle, og efter at have anbragt en Korkprop med et tyndt, knæbôiet Glasrör, der var aabent i begge Ender, i Retortens Tubus, samt anbragt et lille Forlag, som ikke slultede tæt til Retorten, blev det hele Apparat veiet og derefter henstillet over Kakkelovnen i et Værelse, hvor man daglig i 8 til 10 Timer havde en Varme af 14 til 16° C. Det tomme Apparals Vægt var 34,077 Gram. Som-efterfülgende Tabel udviser, blev Apparatet i Begyndelsen daglig veiet, senere efter forskjellige Mellemrum. Den 27 Decbr. 1852 veiede Apparatet &c. 35,4595 Gram. — 28 — — — — — 35,477 — — 29 — — — — — 35,495 — 30 — — 35,517 — — 31 — — 35,542 — — 2Januar 1853 — — — 35,574 — 3 — — 35,590 — — 4 — — — — — 35,605 — 5 — — 35,618 — 6 39,632 — 7 — — 35,639 — — 8 — — 35,652 — — 9 — — 35,662 — 10 = — 35,668 — — 11 — 35,676 — — ee — = — — 35,682 — — 13 — — 35,691 — — 14 — — — — — 35,695 — — 15e — . — — — — 35,696 — — 16 — — — — — 35,697 — — 18 — — = — — 35,697 — — 23 — — — — — 35,6965 — — 2 — — — — — 35,6945 — — 29 — — — — — 35,687 — — 1 Februar — — — — 35,686 — — 4 — — — — — 35,683 — — 8 — — — — — 35,681 — — 16 — — — — — 35,674 — — 2 — — — — — 35,666 — — 19 Maris — — — — 35,670 — — 25 — — — — — 35,670 — — 28 — — — — — 35,669 — — 10 April — — — — 35,669 — 68 Den 12 April 1853 veiede Apparatet &c. 35,669 Gram. — 25 — — — — — 35,66825 — id JE — — — — 35,6695 — — 6 — — — — — 35,6695 — — 17 — — — — — 35,662 — — 19 — — — — — 35,660 — — 23 — — — — — 35,656 — — 5 Juni — — — — 35,650 — — 22 — — — — — 35,647 — — 2i August — — — — 35,642 — — 3Septbr. — — — — 35,631 — Fra den 24 Februar var Apparatet flyttet til et Vindue og blev her paavirket af Solens Straaler omtrent fra Kl. 1 til Kl. 5—6. Af ovenslaaende Iagttagelser sees, at i Löbet af 20 Dage forøgedes Tolenens Vægt med 17,2 pCt., hvoraf atter den stårste Til- væxt fandt Sted i de förste Dage, medens Tilvæxten i de sidste 5 til 6 Dage var saare ringe og derpaa aldeles ophérte. Senere indtraadte lidt efler lidt et Vægttab af omtrent 2 pCt. Efter dette Tab indtraadte alter, rimeligviis ved Solens Paavirkning, en ubetydelig Forögelse; men fra den 19 Marts til den 6 Mai forblev Apparatets Vægt den samme; fra den 6 Mai indtraadte en fortsat Formindskelse saalænge Forsåget varede. I et andet Forsøg med 1,545 Gram Tolene, som begyndtes den 31 Marts, foröge- des Vægten i de fårste 20 Dage 0,222 Gram eller lidt over 14 pCt. Fra den 19 April tii den 19 Mai forögedes Vægten kun med 0,015 Gram eller omtrent 2 pCt. Da jeg ved disse Forsög aldeles ikke havde bemærket nogen synlig Vanddannelse, saa indesluttedes nogle Gram Tolene i et Glasrör over Qviksölv med Ilt, som först var torret ved Chlorcalcium. Efter i flere Dage at have været udsat for Paavirkningen af Solens Straaler indbragtes mere Ilt, og saaledes indsugedes efterhaanden fra 31 Marts til 28 April 60 Cubikcentimeter Ilt. Heller ikke ved dette Forsög bemærkedes nogen Vanddannelse. For at pröve, om der var dannet Kulsyre, indbragtes noget Kalkvand i Röret. Herved fremkom næsten ingen Indsugning af Luften i Röret, ligesom Kalkvandet ikke blev uklart uden forsaavidt der paa Glassets Sider afsattes Pletter af Harpix og Kalk. Ved at selte lidt Saltsyre til den van- dige Vædske og koge saaledes, at den udviklede Luft og Damp blev ledet gjennem Baryt- vand, blev dette i Begyndelsen lidt uklart; dog var den herved paaviste Kulsyres Mængde overmaade ringe. Tolenens Hovedmasse. var ved ovennævnte tre Forsög, ligesom ved et fjerde, hvor en Portion Tolene havde henstaaet i en aaben Skaal kun beskyltet mod Stöv, omdannet til et harpixlignende Legeme. Det lugtede syrligt, ikke uligt Terpentin med en Blanding af Tolenens eiendommelige Lugt. Kogt med en tynd Oplösning af kulsyret 69 Natron oplöstes kun lidt af en blöd Harpix; ved at koge Resten med Kalilud blev en större Mængde oplåst; men den störste Deel antog kun en mörkere Farve uden at op- låses. Ved at lade Kaliluden og Atmosphæren indvirke i flere Dage paa den uoplöste Masse, samt senere fortynde Luden med meget Vand, oplåstes Alt ved Blandingens Kog- ning. Af denne Oplåsning fældtes ved Saltsyre et harpixlignende Legeme, som, vel ud- vasket med Vand og tårret, var let oplåseligt i Viinaand og bestod, efler en enkelt Ana- lyse, al 74,25 % C, 9,47 %o H og 16,28 % O. Da disse Qvantiteter omtrent svare til Formlen Cia Ho Oo, saa synes denne Harpix at vere et ligefrem Ilte af Tolenen Cio Ho. Behandlet med concentreret Svovelsyre frembragte denne Harpix ikke nogen lig- nende rød Farve, som Tilfældet er med Harpixerne af Tolu-Balsam og af Peru-Balsam. Uagtet Anvendelsen af Kali var Tolenen aabenbart endnu ikke saavidt omdannet, som den ved en længere Henstand i Luften formodentligt kan blive. Af disse Forsög sees, at uagtel Tolenen eller maaskee kun en Deel af den meget begjærligt oplager Ilt, saa modstaaer Resten derimod meget længe Atmosphærens Indvirkning. Dette Forhold stemmer overeens med, at selv lemmelig fast Tolu-Balsam endnu indeholder lidt Tolene, samt at man er nödt til i meget lang Tid at udsætte den blöde Tolu-Balsam for Luftens Indvirk- ning för den bliver haard og spröd. lévrigt bemærkedes, at naar man neddyppede tort, blaat Lakmospapir i den Retorte, hvori Tolenen ved Henstand i Atmosphæren havde optaget Ilt, da farvedes det kjendeligt og varigt rödt. Ved Udkogning af den iltede Tolene med Vand erholdtes en suur Vædske, som, mættet med Ammoniak og inddampet, udskilte brune Hinder; men bestemtere at angive, hvilken Syre der her var tilslede, var mig umuligt, paa Grund af den ringe Mængde, hvori den var tilstede. Dannelsen af denne Syre og sammes Fordamp- ning er formodentligt Grunden til den i ovennævnte Forsög bemærkede Aftagelse i Vægt af den omdannede Tolene. Tolenens Evne til hurligt at optage en betydelig Deel Ilt af Atmosphæren taler mod Kopps Hypothese, at Tolene skulde dannes af Tolu-Balsamens blåde Harpix. Kun ved en Art Gjæring kan en reen Kulbrintes Dannelse af et iltholdigt Stof tænkes mulig; men nogen saadan Gjæring af den færdige Harpix er hidtil ikke iagttaget; ja, af de for- skjellige saakaldte indifferente organiske Stoffer synes Harpixerne netop mindst skikkede lil at undergaae nogen saadan Omdannelses-Proces, som kunde betegnes med Navnet Gjæring. Jeg antager derfor, at Tolene dannes under Vegetationen, og at dennes store Tilböielighed til at forbindes med Ilt, i Forening med optaget Vand, giver Anledning til Dannelsen af Tolu-Balsamens övrige Bestanddele, overeensstemmende med Dannelsen af andre Harpixer og Syrer. 70 Om de i Tolu-Balsam forekommende Syrer. Deville har angivet og ved mange Analyser beviist, at der i den af ham under- sögle Tolu-Balsam baade fandtes Benzoesyre og Kancelsyre. Hverken Fremy eller Kopp have fundet Benzoesyre i Tolu-Balsam; Kopp betvivler endog Rigtigheden af Devilles Angivelser og antager, at Deville kun har erholdt den af ham fundne Benzoesyre ved at destillere Harpix af Tolu-Balsam med Kalilud. Herved antager Kopp, at der bliver dannet Benzoesyre. Deville omtaler imidlertid ikke i sin Afhandling, at han altid har anvendt Kali ved sin Fremstilling af Benzoesyre; hvorimod han angiver, at den allerede udkrystal- liserer af den raae Tolene, naar denne henstaaer i nogen Tid. Endvidere har Deville ved kulsyret Nalron uddraget Benzoesyre og Kancelsyre af Tolu-Balsam, ligesom han ved at oplåse Tolu-Balsam i kaustisk Kali og senere fælde Harpixerne först ved Kulsyre og senere ved Chlorcalcium ogsaa har erholdt Benzoesyre, Til Devilles Angivelser om Benzoesyrens Forekomst i Tolu-Balsam kan jeg föie Fölgende: Ved at lede Vanddampe, som vare ophedede til 170° C. ved at strômme gjennem en Kobberspiral anbragt i ophedet Olie, gjennem Tolu-Balsam, hvorfra Tolene var destil- leret ved gjentagne Destillationer med Vand, erholdtes en fri Syre overdestilleret, som, efter at den var gjenoplöst og omkrystalliseret, blev mættet med kulsyret Natron og fældet med salpetersyret Sülvilte. 0,24 Gram af det afvaskede og térrede Sölvsalt efterlod 0,112 Gram metallisk Sölv eller 46,66 %, som svarer til 50,11 % Sölvilte. Til en elementair Analyse benyltedes 0,163 Gram Sülvsalt; herved erholdtes 0,2205 Gram Kulsyre og 0,034 Gram Vand. Saltet bestod altsaa af: 36,89% C. 2,302, H. 10,48 , 10; 50,33 „ Age O. Benzoesyret Sölvilte skal indeholde: 36,67 %0 C. 2,18", Hs 10,67 ,, O. 50,68 „ Age O. Herefter maa den ved de overhedede Vanddampe erholdte Syre vere Benzoesyre. Derimod kunde man maaskee fremsætte den Indvending, at ved Dampenes Indvirkning kunde muligen Kaneelsyren vere omdannet til Benzoesyre; men for en saadan Omdan- nelse mangler alt Beviis. Det er nemlig bekjendt, at Kaneelsyren kan sublimeres ufor- 71 andret, naar man ikke driver Varmen saa hüit, at Syren kommer til at koge, hvilket forst indtræder ved 290? C. Da de anvendte Vanddampes Varme ikke oversteeg 170° C., er der ingen Grund til at anfage nogen Omdannelse af Kaneelsyren i nærværende Tilfælde. Endvidere har jeg forsôgt at fremstille Benzoesyre af Tolu-Balsam paa den af Deville an- givne Maade ved kulsyret Natron og Chlorcalcium og har tildeels erholdt lignende Resul- taler som Deville. Medens nemlig Deville kun omtaler, at det kulsure Natron oplåste Benzoesyre og Harpix, fandt jeg, at der baade oplåstes Benzoesyre og Kaneelsyre tillige- med Harpix. Det sande Forhold er altsaa rimeligviis det af Deville formodede, at den i Han- delen forekommende Tolu-Balsam ikke altid indeholder Kaneelsyre og Benzoesyre i samme Forhold. Om Cinnameïn og benzoesyret Æthylilte i Tolu-Balsam. Indeholdt Tolu-Balsam enten Cinnamein eller benzoesyret Æthylilte, saaledes som Deville formoder,. da maalte disse Stoffer kunne udskilles deraf paa.lignende Maade, som Cinnameinet kan fremstilles af Peru-Balsam og Styracin af den flydende Slorax. Baade Cinnamein og Styracin lade sig befrie fra den stôrste Deel vedhængende Harpix, naar de behandles med en Oplösning af kulsyret Natron eller af kaustisk Kali. Da Tolu-Balsam ved at koges eller digereres med en Oplösning af kulsyret Natron omdannes til en haard, spröd Masse, som i Beröring med Luften antager en röd Farve, medens den ovenstaaende Vædske langsomt oplager Kaneelsyre og Benzoesyre, uden at man bemærker nogen Ud- skillelse af Cinnamein eller noget lignende Legeme, saa forsögtes Virkningen af Kalilud af forskjellig Styrke. Kalilud af en Vægtfylde 1,06 frembragte ingen fuldstændig Oplösning selv ved Opvarming; ved paafölgende Afkjöling udskiltes intet draabeflydende Legeme, som lignede Cinnamein. Ved at anvende Lud, hvis Vægtfylde var 1,17, erholdtes en al- deles klar Oplåsning, hvoraf heller ikke udskiltes noget, som lignede Cinnamein. Ved endelig at anvende en Lud af Vægtfylden 1.27 erholdtes fårst en klar Oplåsning, men senere dannede det Hele en fast Masse, hvoraf intet Cinnamein udskiltes, da man efter- haanden tilsalte Vand. Derefter forsågtes Indvirkningen af overhedede Vanddampe paa den ved Destillation med Vand fra Tolene befriede Balsam; efter at de overhedede Vand- dampe (170?) i nogen Tid havde indvirket paa Balsamen, overdestilleredes, som tidligere er anfört, Benzoesyre, endvidere en ringe Mængde af en olieagtig Vædske, som ved nær- mere Undersågelse fandtes at bestaae af Benzoesyre, Tolene og noget med overreven Harpix. Ligesom Deville har jeg ved Rensningen af den raae Tolene erholdt en olieagtig, bruunguul Olie, vægtfuldere end Vand. Men ved at underkaste en Deel af denne Vædske en meget forsigtig Destillation, erholdt jeg ikke noget Destillat, som kunde sammenlignes 72 med Cinnamein. Destillatet forholdt sig som ureen Tolene, og Resten i Relorten som en Harpix. Underkastes Cinnamein en forsiglig Destillation over aaben Ild, da lider det let en deelviis Decomposilion; men jeg har aldrig bemærket, at Destillatet erholdt en mindre Vegtfylde end Vand, ligesaalidt som jeg i den tilbageblevne Rest har bemærket Tilverel- sen af nogen saa belydelig Mængde Harpix, som Tilfældet var med Remanensen af de her omtalte Vædsker. Endvidere underkastedes en anden Deel af den cinnameinlignende Vædske en Destillation med tynd Kalilud; Produkterne heraf vare ligeledes en letflydende af Tolene lugtende Olie uden Spor af Cinnamein, medens Remanensen i Retorten var en Blanding af benzoesyret Kali og Harpix. Disse Forhold tale efter min Mening afgjörende imod den Mening, at Tolu-Balsam skulde indeholde Cinnamein. Ei heller var der efter disse Forsög Rimelighed for, at Balsamen kunde indeholde benzoesyret Æthylille, hvis Kogepunkt er meget lavere end Cinnameïnets og som altsaa langt lettere lader sig over- destillere ved Vanddampe, hvis Varme er 170°C. For imidlertid endnu nærmere at pröve dette, underkastedes den i Kalilud oplöste Balsam en Destillation. I det herved erholdte Destillat maatte da findes Viinaand, om Balsamen havde indeholdt nogen Æthylforbindelse. Det vandige Destillat blev destilleret over Kalk, og det saaledes erholdte Destillat prövel for Viinaand saavel med Chromsyre som med Svovelkulstof, Kali og Chlorkobber, men uden al noget Spor al Viinaand kunde opdages. Derpaa underkastedes Tolu-Balsamen Indvirkningen af Vanddampe, ophedede til 260° C.; ved denne Varme bemærkedes, at Dampene antoge en lignende Lugt, som den, der erholdes ved Balsamens tørre Destillation. Ved at pröve det herved vundne Destillat, som i Hovedsagen kun bestod af Vand, hvori fandles lidt af en guulbruun Olie, som var vegtfuldere end Vand, og som let fraskilles, fandtes, at Vandet indeholdt enten Viinaand eller Træspiritus. Ved Destillation over Kalk concentreredes Vædsken noget, saa at man med Svovelkulstof, Kali og Kobbersalt kunde fremstille en saa tilstrekkelig Mængde af et guult Kobbersalt, at ingen Tvivl kunde være om Tilstedeværelsen af Viinaand eller Træ- spirilus. Da aldeles lignende Resultater erholdtes ved at behandle den Harpix, som var erholdt ved at lede Kulsyre til den kaliholdige Oplösning af Tolu-Balsam, med Vanddampe, ophedede til 260° C., saa anseer jeg det for afgjort, at det Stof, som frembragte den gule Kobberforbindelse, maalte være et Produkt og ikke noget Edukt af Tolu-Balsam, og da snarest være Træspiritus, hvilken let dannes, om end kun i ringe Mængde, ved den törre Destillation af forskjellige Stoffer. Om Produkterne ved den törre Destillation af Tolu-Balsamens Harpixer. Efter ved ovennævnte Forsög at have overbeviist mig om, at der ikke findes benzoesyret Ælhylille i Tolu-Balsam, gik mine folgende Undersögelser nærmest ud paa at overbevise mig, om der ved den tôrre Destillation af Harpixerne i Tolu-Balsam dannes Benzoeether. — For at undgaae de af Deville beskrevne Vanskeligheder ved Harpixernes törre Destillation, bleve Harpixerne blandede med deres halve Vægt grovistödt Pimpsteen, og eflerat denne Blanding var bragt i en Relorte af tungt smelteligt Glas, anbragtes endnu et Lag Pimpsteen over Blandingen. Ophedningen foretoges i Begyndelsen meget forsig- tigt, og Varmen forögedes langsomt til en stærk Rödglödning. Deslillalionen foregik fuld- kommen roligt under Udvikling af tunge, hvide Dampe, som let fortæltedes i Forlaget. Nogen Bruusning i Relorten bemærkedes ikke, og efter 4 1il5 Timer overgik hverken Dampe eller Olie mere. Destillatet af 16 Lod Harpix udgjorde 2 Lod suurt Vand og 5 Lod af en guulbruun, olieaglig, aldeles klar, suur Vedske, som lugtede branket og var vaglful- dere end Vand. For at erholde en slörre Qvanlitet foretoges flere lignende Destillalioner med samme Resultat. Da Destillatets sure Vand var fraskilt, blev Resten underkastet en brudt Destillation; man opsamlede særskilt den Deel af Destillatet, som kogte under 180° C. Af Resten blev den störste Deel overdestilleret ved at lede en Strom af overhedede Vand- dampe (170—180° C.) derigjennem. Denne Fremgangsmaade valgles, fordi Erfaring har viist mig, at herved tilbageholdes mere af de tjzreaglige Dele, og Deslillatet, man erhol- der, lader sig rense langt lellere end ved gjentagne Destillationer over aaben Ild. Den overdestillerede Vædske var vaglfuldere end det medfölgende Vand, og skil- tes derfra paa sædvanlig Maade. Nu foretoges aller en brudt Destillation af denne Vædske saaledes, at hvad der gik over, medens Vædskens Kogepunkt var under 198° C., blev sam- let for sig, og den Deel, som overdeslilleredes, medens Thermometret i den kogende Vædske steg fra 198 til 205° C., blev samlet for sig. Denne sidste, olieaglige Vædske, som var vegtfuldere end Vand og bråd Lyset meget stærkt, maalle jeg betragte som den Vædske, der skulde svare til Devilles Benzoeæther. Jeg sögte forgjæves at erholde nogen kjende- lig Qvantitet med et bestemt Kogepunkt; ved at fortsælle Destillalionen steg efterhaanden Kogepunklet, og den Deel af Destillatet, hvis Kogepunkt omtrent var 209°C., forholdt sig, som de senere Forsög viste, meget liig den Deel af Destillatet, hvis Kogepunkt var mel- lem 198 og 205? C. For lettere at kunne sammenligne de saaledes erholdte Destillater af Tolu-Balsam med benzoesyret Æthylille og med benzoesyret Methylille, bleve begge disse Ætherarter fremstillede ved at oplöse Benzoesyre i Viinaand og i Træspirilus, lillede Chlorbrinte, af- vaske de udskilte Ætherarter först med Vand og senere med lidt oplåst kulsyret Nalron, derpaa torre dem ved Chlorcalcium, og senere deslillere de fra Saltet gydte Vædsker. Ved disse Destillationer indtraadte ved det benzoesure Methylille meget hurtigt et aldeles bestemt Kogepunkt, nemlig ved 198,75? C., og ved del benzoesure Æthylilte ved 207,5" C. Allerede herved bragtes jeg paa den Formodning, ‘at de af Tolu-Harpix fremstillede Væd- sker, hvis Kogepunkt ikke kunde bringes til en saadan Eensformighed, maalte indeholde flere Stoffer. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 10 aa Ved Forbrændingen af 0,263 Gram af denne Vædske erholdtes 0,691 Gram Kulsyre og 0,1465 Gram Vand. Ved Forbrændingen af 0,357 Gram Vædske erholdtes 0,926 Gram Kulsyre og 0,202 Gram Vand; disse Störrelser svare til > de - 2. C:71554 71,50 H 6,17 6,26 I benzoesyret Methylilte findes C 70,628 Hi 25,86%; i benzoesyret Æthylille findes C 72,040 H 6,649. Ovennævnte Analyser ere altsaa ikke afgjorende og kunne vanskeligt blive det. Ligesaalidet var det muligt med Sikkerhed at fremstille reen Viinaand eller Træspiritus af den forholdsviis lille Qvantitet, som stod til min Raadighed af Tolu-Harpixernes Destillat. For altsaa at komme til bestemtere Oplysninger valgte jeg først at prove den lysbrydende Kraft af benzoesyret Æthylilte og af Tolu-Harpixernes Destillat, som formo- dedes at vere en Blanding af benzoesyret Methylilte og et andet Stof. Da Brydnings-Exponenten for en enkelt Deel af Farvebilledet, som det benzoesure Æthylilte giver, ikke er mere forskjellig fra Brydnings-Exponenten for den tilsvarende Deel af Farvebilledet, som den benzoesure Methylille frembringer, end disse Vædskers Kogepunkter eller Vægtfylder, saa var det kun ved at sammenligne Brydnings-Exponen- ternes indbyrdes relative Forhold eller vel rigtigere Farve-Adspredelsen, at man kunde haabe at erholde nogen nærmere Oplysning paa denne Maade. De i denne Henseende fornödne Forsög havde Professor Holten den Godhed at foretage, og ifölge disse Forsög fandtes folgende Brydnings-Exponenler: Yderste råde Gule Mellem de grønne Mellem de blaae og Straaler. Straaler. og blaac Straaler. violette Straaler. Benzoesyret Æthylilte . . . 1,5013 1,5093 1,5203 1,5294 — Methylilte. . . 1,5113 1,5196 1,5325 1,5388 Destillatet af Tolu-Harpix 1,5327 1,5409 1,5544 1.5624 Fremstilles disse Tal ved graphiske Linier, da viser det sig, at Linierne for det benzoesure Methylilte og Destillatet af Tolu-Harpix ere mere parallele indbyrdes end nogen af disse Linier med Linien for det benzoesure Æthylilte. Dette var enny Bekræftelse paa min Formodning, at Destillatet af Tolu-Harpix ikke var benzoesyret Æthylilte; men den endelige Afgjörelse opnaaedes ved fölgende Fremgangsmaade. Vædsken decomponeredes ved Kogning med concentreret Kalilud; Destillatet underkastedes en Behandling med Chlorcalcium og Ophedning i Vandbad for at overdestillere Viinaand, og da ingen saadan erholdtes, men kun Spor af en i Vand tungt oplôselig Vædske, sattes Vand til den i Retorten værende Chlorcalcium-Forbindelse. Da denne Blanding destilleredes, erholdtes en Vædske, som efter tildeels at være afvandet ved Kalk, blandet og destilleret med Oxalsyre og Svovelsyre gav Krystaller af oxalsyret Methylilte. Ved 45° C. smeltede disse Krystaller, og ved at koge dem med Yand bemærkedes aldeles bestemt Lugten af Træspiritus. Med Viinaand giver Oxalsyren, som bekjendt, den draabeflydende Oxalæther, som ikke kan forvexles med det krystalliserede oxalsure Methylilte. Jeg anseer det, som en Fålge heraf, for afgjort, at ved Behandlingen af Tolu- Balsam eller rettere af de af samme vundne Harpixer paa ovenanförte Maade, vindes blandt andre Produkter benzoesyret Methylilte, men intet benzoesyret lhylilte. Foruden benzoesyret Methylilte indeholdt det raae Destillat af Tolu-Harpixerne Jenzoene og Phenyl. Deville omtaler ikke Phenyl blandt de Produkter, han erholdt ved den törre Destillation af Tolu-Harpixerne; ja han yttrer endog den Mening, at der i den af ham fremslillede Vædske, som kogte ved 209° C., og som han ifölge dens elementaire Sammensætning antog for benzoesyret Ælhylilte, ikke kunde være andre fremmede Stoffer end muligen lidt Benzoesyre. Af denne Grund mener han, at den Vædske, han antog for benzoesyret Æthylilte, ikke kunde være benzoesyret Methylilte, da den indeholdt mere Kulstof end der findes i denne Forbindelse. Det er imidlertid let at indsee, at en Blan- ding af meget benzoesyret Methylilte med lidt Phenyl kan besidde en lignende Sammen- sælning som Benzoeæther, og jeg antager derfor, at Deville har, ved at oversee delte Forhold, ladet sig forlede til at fæste en for stor Tillid til Resultaterne af sine elementaire Analyser. Dette finder endvidere Bekræftelse i Devilles Fremgangsmaade for at vinde Ætheren af det raae Destillat af Tolu-Harpixerne. Han anbefaler nemlig særskilt at op- samle hvad der destilleres over ved en Varme under 200° C.; af Resten i Retorten over- destilleres kun $, og det saaledes erholdte Destillat omdestilleres atter flere Gange, allid med den Forsiglighed kun at fortsætte hver Destillation indtil 3 af Vædskerne ere over- destillerede; Resterne störknede ved Afkjôling, hvilket Deville tilskriver fri Benzoesyre. Ved denne Fremgangsmaade er det neppe muligt at erholde noget chemisk reent Produkt, især naar man ikke arbeider med meget store Qvantiteter, noget, Deville udtrykkelig ind- rommer, han ikke har gjort. Benzoene eller Toluol udviste de af Deville angivne Egenskaber. Ved at udsættes paa en lignende Maade som Tolene for Atmosphærens Indvirkning fordampede denne Vædske aldeles uden at efterlade Noget. 10* Harpixarterne i Tolu-Balsam. Kopp angiver, at foruden Tolene og Kaneelsyre findes endnu i Tolu-Balsam to Arter Harpix, af hvilke den, han kalder & Harpix, skal være let oplöselig i Viinaand, og ved en samtidig Indvirkning af Kalilud og Altmospherens Ilt let blive omdannet til den anden Art Harpix, hvilken han betegner som 8 Harpix. Denne sidste Harpix skal være mindre oplöselig i Viinaand og Æther og skal bestaae af Cis Hio Où. At « Harpixen er noget bestemt chemisk Stof, har jeg nogen Tvivl om; imidlertid ere mine Forsög herover endnu for ufuldstændige til, at jeg for Tiden tår tale nærmere herom; derimod har jeg ved først at behandle den ved Vanddampe paavirkede Rest af Tolu-Balsam med svag Viinaand, senere med stærkere, erholdt en Rest, som næsten var uoplåselig i Viinaand, Æther, Svovelkulstof og Terpentinolie, men hvoraf en stor Deel var oplöselig i Kalilud. Da den filtrerede, kaliholdige Oplösning blev fældet med Sallsyre, erholdtes et geleeagligt Bundfald, som, bragt paa et Filter, havde stor Lighed i Udseende med Leerjordhydrat. Det blev udvasket med kogende Vand, og da delte Bundfald ikke længer ved Glådning paa Platinblik efterlod Aske, blev det tôrret og underkastel en ele- mentair Analyse. Af 0,236 Gram erholdtes 0,5895 Gram Kulsyre og 0,132 Gram Vand, eller 68,18 % C. og 6,24 00 H., hvilke Störrelser stemme ret godt overeens med den af Kopp opstillede Formel for 8 Harpix, Cis Hio Os. Denne fordrer nemlig 68,46 00 C og 6,32 00 H. Sammenlignes Sammensætningen af denne Harpix med Sammensætningen af de fleste andre Harpixer, da findes her mindre Kulstof og Brint end i de andre, og saaledes overraskes man mindre ved at finde, at denne Harpix ved den tårre Destillation giver andre og navnligen kulfalligere Forbindelser end de sædvanlige Arler af Harpix. Ved Indvirkning af Salpetersyre paa denne Harpix erholdt Kopp Benzoesyre. Ved at koge denne Harpix med Kali og bruunt Blyilte i lang Tid erholdt jeg et Legeme, som var let oplåseligt i Viinaand, af et lignende Udseende som 8 Harpixen, men som indeholdt 3 00 Aske. Ved Forbrænding med Kobberilte og chlorsyret Kali erholdtes af 0,208 Gram saaledes omdannet Harpix 0,476 Gram Kulsyre og 0,099 Gram Vand, og af 0,189 Gram Harpix 0,430 Gram Kulsyre og 0,09 Gram Yand. Efter Fradrag af Askens Vægt svare ovennævnte Qvantiteter Kulsyre og Vand til Förste Analyse. Anden Analyse. C 64,26 63,74 Hr 5,43 5,43 0 30,31 30,83. Flydende Storax. Denne Balsam har været Gjenstand for et stort Antal Undersögelser, hvis Resul- later have bragt de fleste Chemikere lil at anlage, at i denne Balsam findes som Hoved- bestanddele en sammensat Ætherart (Styracin), harpixagtige Legemer, Kaneelsyre og en flygtig Kulbrinte kaldet Styrol. Ved at destillere det rene Styracin med Kalilud vindes det saakaldte Stone som kan ansees for en særegen Art Alcohol. Destilleres derimod den flydende Storax, efter at Styrolet er fradestilleret, med kaustisk Kali, erholdes det saakaldte Styracon, hvis Sammensætning endnu ikke kjendes. Ved mine Undersågelser over Peru-Balsamens Sammensætning blev jeg ogsaa bragt til at underkaste den flydende Storax forskjellige Behandlinger. Jeg fandt de tid- ligere af Strecker og Wolff angivne Forhold bekræftede, men da jeg anvendte en let- tere Maade til at fremstille reent Styracin paa, og deels yderligere har pråvet de af Storax erholdte Produkters Omdannelser ved Almosphærens Indvirkning, skal jeg foie Efterfålgende til det alt Bekjendte. Styracinet fremstilledes ved först at destillere den flydende Storax med Vand, for at vinde Styrol. Derefter udkogtes den tilbageblevne Rest gjentagne Gange med en con- centreret Oplåsning af kulsyret Natron. Herved oplåstes Kaneelsyren, og Resten deelte sig i en fastere, mårk Harpix, som sank ned paa Karrets Bund, medens det mindre vægt- fulde, flydende Styracin blev gydt fra. Det saaledes endnu lysebrune Styracin bragtes i en Kolbe, som saltes i et Oliebad, hvis Varme holdtes ved 180°C. Derpaa bleve over- hedede Vanddampe ledede gjennem Styracinet. Vanddampenes Ophedning skele ved at lede dem gjennem en tynd Kobberspiral af 3 Alens Længde, som var anbragt i el Olie- bad, hvis Varme holdtes ved 180° C. Styracinet overdestilleredes herved som en melkeagtig, hvid Vædske af et olieagligt Udseende. Befriet fra det vedhængende Vand, dannede det en klar, lidt guulfarvet Vædske, hvis Vægtfylde ved 164? C. var 1,085. Ved Henstand i aabne Glas krystalliserede Vædsken; men Krystallerne vare svagt farvede. Ved at oplöse dem i kogende Viinaand og senere afkjöle denne Oplösning, erholdtes det förste Anskud af Krystaller aldeles ufarvet. Törrede over Svovelsyre og forbrændt med Kobberilte og chlorsyret Kali gav 0,235 Gram af disse Krystaller 0,706 Gram Kulsyre og 0,1345 Gram Vand, hvilke Størrelser svare til 81,912 00 €. og 6,39 % H., altsaa overeensstemmende med de ældre Analyser. Det af Styracinet fremstillede Styron fandles ligeledes af samme Sammensætning, som Toel og Wolff have angivet. 78 Saavel ved at behandle Styron som Styracon med Kali og Svovelkulstof, har jeg fremstillet Salte, som besad lignende Egenskaber, som det xanthogensure Kali, nemlig at give med Kobbertveiltesalte et bruunt Bundfald, som efter nogen Tid blev guult, og med salpetersyret Blyilte et hvidt Bundfald. Ved at oplöse Styron og Styracon hver for sig i reen Steenolie, för Tilsætning af Svovelkulstof og pulveriseret Kalihydrat finder Sted, opnaaes, at Kalisaltene kunne befries fra Overskud af Svovelkulstof, Styron eller Styracon. Den efter 12 Timers Henstand erholdte Saltmasse frafiltrertes og oplöstes i lidt Vand. Af disse Oplösninger erholdtes Saltene renere. Oplöstes de urene Salle i store Qvantiteter Vand, bleve de decomponerede. Det af mig til forskjellige Tider fremstillede Styracon kogle ved 230° C., var lidt vegtfuldere end Vand, men der viste sig ingen tilfredsstillende Overeensstemmelse mellem Resullaterne af de foretagne elementaire Analyser af Slyracon af forskjellige Portioner Storax; dog fandtes i Gjennemsnit 79,6 00 C. og 8,5 00 H. For at sammenligne den atmospheriske Lufts Indvirkning paa Styracon og Styron, anbragtes 3,083 Gram Styracon i en lille tubuleret Retorte, i hvis Hals anbragtes et tyndt knæbôiet i begge Ender aabent Rør. Paa lignende Maade anbragtes 1,465 Gram Slyron i en anden Retorte. Begge Retorter henstilledes i et Vindue saaledes, at de Tid til anden bleve stærkt beskinnede af Solen. Som efterfölgende Tabel viser, bleve Retorlerne veiede Tid til anden. Retorten med Styracon veiede: Retorten med Styron veiede: 1853 ; den 9 April 43,106 Gram — ee 1853 — 16 — 43,122 — den 4 Mai 15,685 Gram — 28 — 43,154 — — 6 — 15,687 — — 6 Mai 43,176 — — 14 — 15,6885 — — 9 — 43,181 — — 17 — 15,689 — — 14 — 43,188 — — 28 — 15,700 — — 20 — 43,198 — — 4 Juni 45,710 — — 2 Juni 43,222 — — 20 — 15,716 — — 20 — 43,234 — — 1 Juli 15,727 — — 41 Juli 43,240 — — 21 Aug. 15,743 — — 21 Aug. 43,279 — — 31 — 15,747 — — 31 — 43,286 — — 19 Septbr. 15,747 — — 25 Octbr. 43,306 — — 25 Octbr. 15,756 — — 19 Novbr. 43,306 — — 49 Novbr. 15,7565 — — 23 — 43,271 — — 23 Decbr. 15,74 — Retorten med Styracon veiede: Retorten med Styron veiede: 1854 : 1854 den 2 Febr. 43,255 Gram. den 2 Febr. 15,739 Gram — 23 April 15,738 —- — 24 Mai 15,7485 — — 28 — 15,752 — — 31 — 15,754 — — 7 Juni 15,750 — — 15 — 15,757 — — 27 — 15,761 — — 5 Juli 15,763 — — 14 — 15,765 — — 28 -- 15,775 — — 15 Aug. 15,782 — — 24 — 15,791 — — 29 — 15,87 — — 31 — 15,785 — — 4 Septbr. 15,785 — Ved et Uheld gik Retorten med Styracon itu, og saaledes standsedes den videre Undersøgelse herover. I de 199 Dage, som hengik fra den 9 April til den 25 October, var Styraconels Vægt forôget 0,2 Gram eller 6,5 %. Fra den 25 October til 19 November sporedes ingen Forandring i Vægten, og fra den 19 Novbr. til den 2 Febr. tog Vægten af, nemlig 0,081 Gram. Styraconet vedblev i denne Tid at være flydende. Styronets Vægt forögedes i de förste 197 Dage med 0,0715 Gram eller 4,88 %; i de derpaa nærmest fålgende 155 Dage formindskedes Vægten med 0,0185 Gram, hvorpaa aller en Forågelse indtraadte, som fra 23 April 1854 til 4 Septbr. 1854 udgjorde 0,047 Gram eller 3,2 00. Styronets forögede Vægt under denne Opbevaring var saaledes over 8 %. I de förste 10 Dage vedblev Styronet at bevare den faste Form; den {te Dag smeltede det, men krystalliserede atter den fölgende Nat; den 12te Dag smeltede det igjen og har ikke efter denne Tid været fast. Lidt efter lidt bemærkedes en tydelig Lugt af Biltermandelolie, og Dampen over Vædsken rådfarvede Lakmospapir. Den 5 Septbr. rystedes det omdannede Styron med en concentreret Oplåsning af suurt svovelsyrlet Kali; da herved efter 24 Timer ikke bemærkedes Dannelsen af Krystal- ler, rystedes Blandingen med Æther, og ved en Skilletragt fjernedes Saltoplösningen. Da Ætheren var fordampet, digereredes den tilbageblevne Rest med kulsyret Natron; efter 12 Timer skiltes den vandige Oplösning fra det vægtfuldere Styron. Natronoplösningen 80 blev mættet med lidt Salpetersyre og fældet med neutralt salpetersyret Sölvilte; det herved fremkomne ubetydelige Bundfald blev allerede efter en halv Time sort, ligesom den over samme staaende Vædske. Nogen kjendelig Mængde af benzoesyret eller kaneelsyret Sålv- ilte kunde ikke paavises. Ved at gyde det vel udvaskede Styron paa Platinsort fremkom efter 24 Timer en kjendelig Lugt af Cinnamylbrinte. Ved Slyronets Udsetlelse for Luftens Indvirkning synes det saaledes kun at om- dannes meget langsomt, og den forögede Vægt hidrörer rimeligviis for en stor Deel kun fra Fugtighed af Almosphæren. Med Hensyn til Styraconets Omdannelse ved Platinsort, da har jeg fundet, at det, ligesom Slyron, leverer Cinnamylbrinte; men Omdannnelsen synes at gaae noget lang- sommere. Ogsaa Styrol har jeg i længere Tid udsat for Almosphærens Indvirkning og fun- det, at medens det tildeels omdannes til Metastyrol, overeensstemmende med Blyths og Hoffinanns Erfaringer om Styrol indesluttet i et tilsmeltet Glas, saa oploges samlidig en kjendelig Mængde It Da disse Forsög foretoges samlidig med lignende Forsög med Cinnamol, findes det nærmere herom anført længere hen. Om den sorte Peru-Balsam. Denne Handelsvare vindes efter Nouvels Beretning til Pereira ved, at Indianerne gjöre Indsnit i visse Træer og anbringe Bomuldslapper i disse Indsnit, efter at have om- givet Træet med en levende Ild. I Löbet af 10 til 12 Dage udtommes Træet, Lapperne samles og udkoges 5 til 6 Timer med Vand. Den vegtfuldere Balsam synker ned og blan- des med den Rest, som faaes ved Lappernes Udpresning. Under disse Arbeider antager den i Begyndelsen grönligbrune Balsam en sortebruun Farve. For at bortskaffe den store Mængde Vand, som den af Træerne flydende Balsam indeholder, maa Balsamen koges meget længe. Nouvel angiver at have kjöbt Balsam, som efter 3 til 4 Timers Kogning endnu indeholdt 55—60 % Vand. Disse Meddelelser ere först komne til min Kundskab, efter at jeg i længere Tid havde arbeidet paa at bestemme Peru-Balsamens chemiske Sammensætning. I modsat Til- fælde skulde jeg ikke have anvendt saa megen Tid og Arbeide paa Undersågelsen af et Stof, hvis Ueensartelhed allerede kunde formodes af Maaden, hvorpaa det vindes. Kommer herlil, at man neppe kan stole paa, at det altid er de riglige Træer, som Indianerne tage Balsamen af, saa er det ikke vankeligt at forstaae, hvorpaa det kan beroe, at man ikke alltid erholder de samme Produkter, naar man underkaster forskjellige Parlier af den i Handelen forekommende Peru-Balsam samme Behandling. 81 Foruden de ældre Forsög af Richter over Peru-Balsamens Sammensætning er det nærmest de af Fremy, Plantamour og Kopp foretagne Undersågelser, som findes omtalte i de nyere chemiske Lærebåger; og temmelig almindeligt finder man Kopps Mening an- fort, at Cinnamein er identisk med Slyracin, og at Peruvin er identisk med Styracon eller Styron, som en afgjort Sandhed. Da dette imidlertid strider mod mine Erfaringer, skal jeg her, noget omstændeligere end tidligere er skeet, meddele de af mig foretagne Forsög, men maa forelöbigen bemærke, at disse Forsög udstrække sig aver et Tidsrum af 5 Aar. Som bekjendt angav Fremy, at naar man behandlede Peru-Balsam med concen- treret Kalilud, udskiltes Peru-Balsam-Olie eller det saakaldte Cinnameïn i en ureen Til- stand. Ved Anvendelse af Steenolie sögte han at rense det og fandt, at da Cinnameinels Kogepunkt ligger meget hôit, kunde det ikke destilleres uden at lide en deelviis Omdan- nelse. Plantameur anvendte Kali og Viinaand for at fremstille reent Cinnamein. Da jeg havde fundet, at Æther og Svovelkulstof, som dog begge koge ved en meget lavere Varme end Viinaand eller Steenolie, kun overmaade vanskeligt, nemlig ved en lang Ind- virkning af en forholdsviis stærk Varme, eller ved Gjennemströmning af Vanddampe, kunde uddrives af Cinnamein, saa antog jeg det ikke for rimeligt, at det var lykkedes Fremy eller Plantamour at bortskaffe ethvert Spor af de anvendte Rensningsmidler, og deres Analyser antog jeg saaledes for anstillede med Cinnamein, som ikke havde været aldeles reent. For at undgaae enhver Tilblanding af kulbrinteholdige Legemer, og for heller ikke at udsælte Cinnameinet for den concentrerede Kaliluds Indvirkning, udkogte jeg en Qvantitet peruviansk Balsam gjentagne Gange med Oplösninger af kulsyret Natron. I Reglen anvendtes samme Vægt kulsyret Natron som Balsam. Ved paafölgende Udkog- ninger med Vand fjernedes det dannede kaneelsure Natron; den tilbageblevne Rest deelte sig i to Dele, en fastere, harpixlignende Masse og en mere flydende, guulbruun Vædske. Denne sidste bragtes i en Kolbe, der, sat i et Oliebad, blev opvarmet til 170? C.; gjen- nem den saaledes ophedede Vædske indlededes Vanddampe, som i Forveien vare ophedede til 170? C.; herved overdeslillerede Cinnameinet som en ufarvet, noget melkeagtig Vædske. Forögedes Oliebadets og Vanddampenes Varme til 200° C., da blev Déstillatet guulagtigt, og det anlog efterhaanden, selv opbevaret i tillukkede Kar, en mörkere Farve, og lignede efter 14 Dages Forlöb aldeles den kun ved kulsyret Natron rensede Peru-Balsam. Det ufarvede Cinnamein holder meget fast ved lidt Vand og maa derfor hensættes i længere Tid med Chlorcalcium, bedst ved en svag Varme. Befriet fra alt Vand danner det en vandklar, stærkt lysbrydende, olieagtig Vædske, af en behagelig, men meget svag Lugt og en kryddret, fedtet Smag; den virkede ikke paa Lakmospapir. Ved 14° C. fandtes dets Vægtfylde at være 1,098 og ved 25? C. 1,0935. Ved Afkjöling til — 15°C. erholdtes Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. maihem, Afd. 4 Bind. 11 82 det endnu ikke krystalliseret; derimod dannede en Deel af det under Vand henstaaende Cinnamein efler nogen Tid en fast, krystallinsk Masse. Allerede ved en Varme af 12 til 15°C. smeltede disse Krystaller, men ved Henstand og nogen Alkjöling fremkom under- tiden igjen Krystaller. Hensalte i et Uhrglas, kun beskyltede mud Stöv og directe Sollys, i et Værelse, hvor Varmen ikke vexlede meget, er en Deel af disse Krystaller gjentagne Gange frivillig smeltet og alter udkrystalliseret. Da en,Deel af de fårst erholdte Krystaller bleve oplåste i kogende Viinaand, lyk- kedes det ikke senere at bringe Vædsken til at krystallisere. Cinnameinet forholder sig herved noget forskjelligt fra Styracin, der let, om end langsomt, kan bringes til at krystallisere efter at være oplåst i Viinaand. Det flydende Cinnamein, hensat i et Uhrglas under behørig Beskyttelse mod Stöv og udsat for Almosphærens og Solens Indvirkning, viste ingen synlig Forandring i flere Maaneder; først efter Aars Forlôb begyndte Cinnameinet at antage en ubehagelig harsk Lugt og at reagere suurt. Ved at forbrænde det dengang efter min Mening rene Cinnamein med Kobberilte og chlorsyret Kali erholdtes fölgende Resultater: 1) 0,246 Gram Cinnamein gav 0,717 Gram Kulsyre og 0,164 Gram Vand, 2) 0,245 — — — 0,7105 — — 0,145 — — 3) 0,2305 — — — 0,72 — — 0,139 — — 4) 0,219 — — — 0,639 — — 0,12 — — Disse Stürrelser svare til: i 1» 2. 3. 4. Æqvivalenter. Beregnet. Ci 41935641 91843 791590 10/67 30 79,33 H. 7,38 6,56 6,68 6,58 15 6,59 0. 13,06 14,26 13,73 13,80 4 14,08. Ved Cinnameinets vedholdende Kogning med kaustisk Kalilud dannedes Peruvin og kaneelsyret Kali; men det saaledes erholdte Peruvin, hvis Kogepunkt omtrent var 180° C., og som for en Deel krystalliserede ved at afkjöles til — 15° C., havde en anden Sam- mensælning end den, Fremy og Plantamour have fundet. Ifölge mine Analyser syntes det at bestaae af 74,30 00 C., 9,27 00 H. og 16,43 % O., hvilke Slôrrelser svare til Formlen Cie Ho Oo. For at undersöge Atmosphærens Indvirkning paa dette Peruvin, blev 1,075 Gram den 10 Mai 1851 gydt i en tubuleret Retorte, i hvis Hals blev anbragt en Korkprop med et knæbüiet, i begge Ender aabent Glasrör. Allerede efter nogle Dage var Vædskens Vægt formindsket, og denne Formindskelse vedblev i længere Tid, men uden Regelmæs- sighed. Efter nogle Maaneder udkrystalliserede et fast Legeme, og Vædsken reagerede stærkt suurt. Den 10 Juni 1852, da den störste Deel af Peruvinet var omdannet lil hvide 83 Krystaller, kogtes Retortens Indhold med en Oplösning af kulsyret Natron. Herved ud- skiltes nogle Draaber af et olieagtiot Legeme, som var vegtfuldere end Vand; den van- dige Oplösning blev neutraliseret med lidt fortyndet Salpetersyre og derefter lilgydt neu- tralt salpetersyret Sôlville. Det herved fremkomne Bundfald var temmelig let oplåseligt i Vand;. udvasket forst med lidt Vand og senere med svag Viinaand, erholdies et Salt, som ved Daglysets Indvirkning blev sort. 0,1855 Gram af delte Salt efterlod, da det blev glödet, 0,0865 Gram metallisk Sölv, som svarer til 0,0929 Sölvilte eller 50,08 90. Ved et andet Forsög erholdles af 0,1775 Gram Salt 0,084 Gram metallisk Sölv, som svarer til 50,83 % Sölvilte. Ved at koge den frie Syre med Salpetersyre bemærkedes ikke nogen Lugt af Bittermandelolie. Disse Forhold tale for, at Peruvinet tildeels var bleven omdannet til Benzoesyre. Ved at gyde Peruvin til renset Steenolie og derpaa lilgyde Svovelkulstof og pul- veriseret Kalihydrat, udskiltes en hvid Sallmasse, som efter 24 Timer blev samlet paa et Filter, aftrykket mellem Trykpapir op derpaa oplöst i lidt destilleret Vand. Af den Op- lösning, som efler at være fillreret hensaltes under Klokken paa en Luftpompe over en Skaal med Svovelsyre, erholdtes lysegule, prismatiske Krystaller, hvis Sider havde en stor Mengde Tverstriber. Da Qvantiteten af disse Krystaller var for lille til at forelage elementaire Analyser dermed, oplöstes en Deel af dem i Vand, og ved Tilszining af Bly- og Kobbersalte erholdtes aldeles lignende Reactioner, som med xanthogensyret Kali. Ved at oplöse Kaneelsyre i Peruvin, omtrent en Ægvivalent af hver, erholdtes en suur, tyktflydende Vædske, hvoraf der ved Tilledning af Chlorbrinte-Luft og paafölgende Udkogninger med Vand e holdtes en neutral Vedske, væglfuldere end Vand og aldeles liig Cinnamein. Herefter syntes der at være Grund til at betragte Peruvin som en Art Alkohol og ikke, som jeg tidligere har antaget, for en sammensat Æther. Derimod synes Cinna- meinet at kunne betragtes som en sammensat Æther. De ovenfor beskrevne Forsög med Peru-Balsam vare anstillede 1849, 1850 og i Begyndelsen af 1851. Skulde Peruvinet med nogen Sikkerhed kunne henföres til Alkoholarterne, var det nödvendigt at udskille större Qvanliteter for deraf at fremstille Forbindelser, som kunde bekræfte denne Mening. ibe Under et kort Ophold i Hamburg i August 1851 indkjôbte jeg hos et derværende Handelshuus, som anbefaledes mig af Apotheker Ulex, nogle Pund Peru-Balsam. Denne Balsam var sendt fra England i original Pakning, og maatte efter alle ydre Kjendetegn antages for uforfalsket. De af Ulex angivne Reagenlier for at pröve Peru-Balsamens Reenhed bleve anvendte uden derved at opdage fremmede Stoffers Nærværelse. Balsamen var mere tyndflydende end den Peru-Balsam, jeg tidligere havde arbeidet med. Cinna- meinet, som blev fremstillet af denne Balsam, var mere lilbüieligt til at afsælte Krystaller end det tidligere fremstillede Cinnamein havde været. "Allerede den kun ved kulsyret Natron rensede Olie af Peru-Balsam afsatte efter omtrent et Aars Forlöb Krystaller. Ved at oplöse og omkrystallisere disse Krystaller erholdtes en ringe Qvantitet Styracin; thi ved Forbrænding af 0,162 Gram af disse Krystaller erholdtes 0,485 Gram Kulsyre og 0,089 Gram Vand, saa at Krystallerne altsaa have indeholdt 82,48 C og 6,1 % H. "Moderluden kunde ikke bringes til at give noget nyt Anskud af Krystaller. Noget Middel til fuldstændigt at borlfjerne ethvert Spor af Styracin, som er oplåst i Cinnamein, kjender jeg ikke, og idet jeg-nu meddeler en Deel Undersågelser over Vædsker, som jeg antog for Cinnamein, maa jeg lade det uafgjort, om dette Cinnamein ikke har indeholdt noget Styracin. Vædskens Udseende, Lugt og Vægtfylde var liig det af mig tidligere beskrevne Cinnamein. Afbrandt med chromsyret Blyilte og lidt chlorsyret Kali i Forbrændingsrårets bagerste Deel erholdtes fölgende Resultater: 1) 0,1815 Gram Cinnamein gav 0,534 Gram Kulsyre og 0,108 Gram Vand. 2) 0,218 Gram Cinnamein gav 0,641 Gram Kulsyre og 0,12 Gram Vand. 3) 0,2365 Gram Melacinnamein eller krystalliseret Cinnamein gav 0,695 Gram Kul- syre og 0,132 Gram Vand. 4) 0,228 Gram Metacinnamein gav 0,671 Gram Kulsyre og 0,124 Gram Vand. 5) 0,1685 Gram Metacinnamein gav 0,496 Gram Kulsyre og 0,091 Gram Vand. Herefter fandtes: 1. 2. 3. 4. 5. C. 80,27 80,20 80,16 80,27 80,27 H. 5,95 6,11 6,19 6,03 5,99. Disse Analyser stemme indbyrdes, men afvige noget fra de ovenanförte Analyser af Cinnamein, fremstillet af ældre Perubalsam. Den Formel, som nærmest synes at passe til disse Analyser, er Cs Hu O1, som fordrer 80,67 00 C og 5,88 o/, H. | Ved Destillationen af delte Cinnamein med Kalilud eller med en viinaandig Oplös- ning af Kalihydrat erholdles ikke noget saadant Legeme, som det af mig tidligere frem- stillede Peruvin; Destillatet havde ikke Peruvinets eiendommelige Lugt og ringe Vegtfylde; det havde omtrent samme Vægtfylde som Vand og lignede temmelig meget Styracon, uden dog at besidde Styraconels Lugt. Derimod var det temmelig let oplöseligt i Vand lige- som Styracon, og maalte for störste Delen udskilles af Vandet ved Hjælp af Kogsalt. Efter at have henstaaet nogle Dage over Chlorcalcium blev denne styraconlignende Vædske underkastet en brudt Destillation. Vædsken begyndte alt at koge ved 100° C., hvilket var en Fålge af lidt tilbageholdt Viinaand; men efterat nogle Draaber vare over- destillerede ved denne Varme, steg Kogepunktet rask til 150° C.; senere steg det lang- somt til 205° C., og ved denne Varme var Kogepunklet i længere Tid constant. Hvad der da overdestillerede, blev samlet for sig; senere steg Kogepunktet atter lidt efter lidt, og då det var steget til 250° C., stårknede Destillatet i Retortens Hals til hvide krystal- linske Naale. Ved at opvarme Retortens Hals smeltede Krystallerne, og den smeltede indifferente Masse flåd ned i Forlaget, hvor det atter stôrknede. Da Qvantitelen af disse Krystaller var for lille til at nogen elementair Analyse kunde foretages dermed, saa op- låstes de i Viinaand, og denne Oplåsning hensalles i en aaben Skaal, kun beskyttet mod Stöv ved en stor Glasklokke. Efter 6 Ugers Forlöb, i hvilken Tid Viinaanden var for- dampet, fandtes Karrets Bund overtrukket med tynde, brede, tilspidsede Kryslalprismer, som reagerede meget stærkt suurt. Mættet med en fortyndet Oplåsning af kulsyret Natron og tilsat neutralt salpetersyret Sölvilte, fremkom et ostet Bundfald, som efter at være af- vasket forst med Vand og senere med Viinaand blev törret ved 110" C., veiet og derpaa glödet. Saltets Vægt var 0,06 Gram og Vægten af det tilbageblevne Sölv 0,0277 Gram; herefter havde Saltet altsaa indeholdt 50,2 % Sölvilte, hvilket taler for, at Syren har været Benzoesyre. Den Lethed, hvormed det krystallinske, indifferente Sublimat var blevet omdannet til Benzoesyre, taler imod, at del kan have været Slyron; det synes snarere at have været et med Peruvin isomert Legeme. Ved at underkaste de Vædsker en brudt Destillation, som vare samlede, da det raae Peruvins Kogepunkt steg fra 150 til 205" C., erholdtes som Hovedbestanddeel en Vædske, hvis Kogepunkt var 179? C. Denne Vædske havde allsaa omtrent samme Koge- punkt som det Peruvin, jeg lidligere havde fremstillet; men denne Vædske var mindre letflydende, havde en svagere Lugt og en stårre Vægtfylde end Peruvinet fra 1849. Ei heller kunde det bringes til at krystallisere ved at afkjôles i en Blanding af lis og Kogsalt. Jeg foretog nogle elementaire Analyser af denne Vædske, som allsaa efter Kopp's Angivelse skulde være Slyracon. Analyserne udfårtes deels med Kobberilte og chlorsyret Kali, deels med chromsyret Blyilte og lidt chlorsyret Kali. 1) 0,1535 Gram Vædske gav 0,428 Gram Kulsyre og 0,103 Gram Vand. 2) 0.21 — — — 0,597 -- —; Vandbestemmelsen gik tabt. 3) (07143 — — — 0,406 — — og 0,10 Gram Vand. 4) 0,207 — — — 0,59 — — - 0,137 — — Herefter fandtes altsaa: 1. 2. 3: 4. C. 71,63 0/0 77,55 0 77,83 %0 77,82 00 H. 7,45 00 7,76 0/0 7,60 0/0. Hertil svarer Formlen C14 Hs O2, som fordrer C. 77,77%, H. 7,50 00 og O. 14,73 %. Ved at gyde lidt af dette Peruvin paa Platinsort og udsætte det for Solens Str sales bemærkedes efter et Par Minuters Forlöb en kjendelig Lugt af Benzoylbrinte. Aldeles paa samme Maade forholdt en Portion Peruvin sig, som i Aaret 1854 var fremstillet ved at behandle Cinnamein af en ny Qvantitet Peru-Balsam med en viinaandig Oplösning af Kalihydrat. Ved al behandle det saaledes omdannede Peruvin med suurt svovelsyrlet Kali efter Bertagninis Methode erholdtes Krystaller, som efter at være törrede, afvaskede med Äther og derpaa behandlede med fortyndet Svovelsyre, först udviklede noget Svovelsyrling, men senere en stærk Lugt af Benzoylbrinte. Herved forholder Peruvinet sig saa afgjort forskjellig fra Styracon, som ved en lignende Behandling fandtes at give Cinnamylbrinte, aldeles som Strecker först har bemær- ket ved Styron, kun at disse sidste Legemers Omdannelser foregaae meget langsommere end Peruvinets. For at denne Omdannelse kan skee hurligt, er det nödvendigt kun at gyde Peruvinet i saa smaa Portioner paa Platinsort, at dette sidste ikke fuldstændigt be- dækkes af Peruvin eller kommer til at danne en sammenklæbende Masse; thi da forsinkes Omdannelsen særdeles meget. Af de ældre Forsög var det godtgjort, at Peruvin alene ved Atmosphærens Ind- virkning, om end langsomt, kan omdannes til Benzoesyre, hvilket stemmer godt med en forelöbig Omdannelse til Benzoylbrinte. Da Lugten af Benzoylbrinte i overanförte Forsög med Peruvin og Platinsort efter nogle Dage var forsvunden, sågte jeg at fremstille den Benzoesyre, som jeg formodede, var opslaaet ved Benzoylbrintens Iltning. Blandingen med Platinsort blev derfor udkogt med en Oplåsning af kulsyret Natron; ved at gyde Saltsyre til den filtrerede Oplåsning; efterat denne var inddampet, erholdtes imidlerlid ingen Udskilling af Benzoesyre. Först efter 24 Timers Forlåb erholdtes nogle blomkaallignende Krystaller, som vare meget let oplöselige i Viinaand, og som, mættede med Ammoniak, ikke frembragte noget Bundfald med neutrall Jernchlorid. Med salpetersyret Sölvilte erholdles intet Bundfald strax; men ved at inddampe Oplåsningen blev denne farvet sort, og paa Vædskens Overflade dannedes 87 efter Afkjöling og Henstand nogle hvide Krystaller, som, afvaskede, törrede, veiede og glödede efterlode 48,8 00 metallisk Sölv. Der synes saaledes at være dannet Benzoesyre, idet en Deel af det salpetersure Sölvilte er bleven reduceret, og denne Reduction er jeg tilbdielig til at anlage, er skect ved en Syre, analog med Aldehydsyrlingen af Viinaand, medens denne Syre selv er bleven iltet til Benzoesyre. Peruvinets Omdannelse til Benzoylbrinte ved Hjelp af Platinsort synes endvidere at tale for, at Peruvinet er identisk med den af Cannizzaro fremstillede Vædske af Bilter- mandelolie, eller, dersom dette ikke skulde være Tilfældet, da synes Peruvinet snarere at være den Alkohol, hvis Aldehyd er Benzoylbrinte og hvis Syre er Benzoesyre, end hiin af Benzoylbrinten selv fremslillede Vædske, hvis Omdannelse til Benzoylbrinte endnu kun er iagllaget ved Behandlingen med Salpetersyre; thi, som bekjendt, omdannes ved denne Syres Hjelp forskjellige Legemer til Benzoylbrinte. I hvilket Forhold derimod de to forskjellige Vædsker, som her ere kaldte Peruvin, staae til hinanden, seer jeg mig destoværre for Tiden ude af Stand til at oplyse nærmere. Forgjæves har jeg sögt ved passende Behandlinger af de meget smaa Qvanliteter af ældre Peru-Balsam, deels herfra Byen, deels fra Stockholm, at fremstille nogen tilstrekkelig Qvantitet af den först omlalte Peruvin. Det vil rimeligviis være den sidst omtalte Vædske, som i Reglen vil vindes ved Decompositionen af det Cinnamein, som vindes af den nu i Handelen forekommende Peru-Balsam. Utilfreds med ikke at kunne finde noget Middel til med fuldkommen Sikkerhed at forskaffe mig aldeles reent Cinnamein, af Mangel paa Peru-Balsam, om hvilken jeg med Sikkerhed vidste, at den ikke indeholdt Styracin, har jeg ladet de Rester af Cinnamein og Melacinnamein, som jeg besad, henstaae i et Skab under jevnlig Betragtning af de i Be- gyndelsen næsten umærkelige, men senere mere kjendelige Forandringer, som syntes al foregaae med disse Præparater. Hvad Metacinnameinet angaaer, da var det i eet Glas smeltet til en flydende Masse, paa hvis Bund et mere tyklflydende Legeme havde samlet sig; i et andet, mindre Glas vare Krystallerne ligeledes forsvundne; men Flaskens Indhold var ikke en flydende, men en fast, klar Masse. Hvad det flydende Cinnamein angaaer, da var det större Forraad, omtrent 2 Lod, efterhaanden begyndt at blive mindre klart, navnligen var den nederste Deel uklar. Jeg fik herved Mistanke om, at Cinnameinet ‘muligen havde indeholdt lidt Chlorcalcium, som i Aarenes Löb var udskilt. For at pröve dette nærmere, bragtes 1,159 Gram Cinnameïn i en blank Platindigel, som forsigtigt blev ophedet og glôdet. Platindiglens Vægt var efter Glödningen uforandret; intet Spor af noget ildfast Legeme var at opdage i den fuldkom- men blanke Digel. For at prove om Uklarheden muligen hidrörte fra et Spor af Vand, blev en Deel af Cinnameinet gydt paa Chlorcalcium og senere forbrændt med chromsyret Blyille. Af 0,196 Gram Cinnamein erholdtes 0,5728 Gram Kulsyre og 0,109 Gram Vand. Disse Stör- relser svare til 79,64 0 C. og 6,12 % H., og Cinnameinets Brint- og Kulmængde var alt- saa uforandret. Ved at opvarme det uklare, draabeflydende Cinnamein i en lille Retorte, begyndte Vædsken alt at koge, da det i Relorten anbragte Thermometer viste 230° C., men samtidig med Kogningen afsaltes et fast Legeme paa Retortens Sider. Uagtet Ophedningen var foretaget med stôrsle Forsiglighed, havde dog de faa Draaber, som vare overdestillerede, en svag, empyreumalisk Lugt. Destillationen afbrödes derfor, og Retortens Indhold blev gydt i Viinaand til 93° Tr, Heri oplôstes en Deel ved Sluens Varme, men Resten fårst ved Blandingens Kogning; ved Oplösningens Afkjöling udskiltes en Deel hvide Fnug. Ved at filtrere Metacinnameinet fra den i samme udskilte klare Gelee og behandle denne med Viin til 93° Tr., viste Geleen sig uoplöselig heri ved almindelig Varme, men oplöselig ved Viinaandens Kogning. Ved denne Oplåsnings Afkjöling udskiltes næsten alt det Oplöste i Form af hvide Fnug, som, samlede paa et Filter og lörrede ved nogen Tids Henstand i Luften, antoge Udseende af coaguleret Albumin. Udsat for en Varme af 120°C: i et Luftbad smeltede det ikke, men blev gjennemsigtigt, liig törret Albumin, uden dog at blive sprödt. Dette Forhold er saa meget mere mærkeligt, som en tredie Portion af Cinnameif fra samme Tilberedning, der den 26 November 1851 er gydt i en aaben Skaal, paa hvil- ken Dag og Aar er paategnet, og som kun ved en Glasklokke har været beskyltet mod Stöv, men iövrigt har slaaet ved Siden af de andre Glas med Cinnamein og Melacinnamein i samme Skab, ikke for Tiden udviser nogen saadan forandret Oplöselighed i Viinaand. Dog maa jeg tilfüie, at den viinaandige Oplösning af denne Portion Cinnamein rödfarver Lakmospapir. For at afgjöre, om det i Viinaand tungt oplöselige amorphe Cinnamein havde en lignende Sammensætning som Cinnameinet, hvoraf det var udtrukket, blev det ved 120° C. törrede, amorphe Cinnamein forbrændt med chromsyret Blyilte og lidt chlorsyret Kali. 0,233 Gram amorph Cinnamein gav 0,684 Gram Kulsyre og 0,131 Gram Vand. Af Metacinnameinet; som blev filtreret fra den amorphe Deel, forbrændtes 0,254 Gram, og herved erholdtes 0,749 Gram Kulsyre og 0,144 Gräm Vand. Herefter indeholdt det amorphe Cinnamein 80,06 % C og 6,23% H, og Metacin- nameinet 80,42% C og 6,29% H, hvilket noksom viser, at Metacinnameinets Omdannelse ikke har bestaaet i nogen Deling i ulige sammensatte Bestanddele. Sammenstiller man de mærkeligste bekjendte Egenskaber hos Styracin, Styracon og Styron paa den ene Side og paa den anden Side Cinnameinels og Peruvinets, saa troer jeg at Forskjellighederne ville vise sig saa slore, at man ikke kan give Kopp's Hypothese om Styracinels og Cinnameinels Identitet Medhold. Styracin kjendes i flydende og i kry- stallinsk Form; Styracinkrystaller kunne alter fremstilles efter at have været op- låste i Viinaand. Styracinkrystallerne smelte ved 44° C.; det engang krystalliserede Styracin hen- flyder ikke ved Luftens Varme om Som- meren. Styracin oplåses kun lidt i kold Viin- aand til 93° Fr., og af en ved Varme mættet Oplåsning udskilles Styracinet enten krystallinsk eller som en flydende Vædske, naar Oplåsningen afkjåles. Det flydende Styracins Vægtfylde fandtes ved 164° C. at være 1,085. Styron kjendes som draabeflydende og som et fast, krystallinsk Legeme ved al- mindelig Varme. Styronets Kogepunkt er hidtil ikke bestemt. Slyracon, som rimeligviis enten cr isomert med Styron eller er ureent Styron, koger efter Kopp ved 250° C.; efter Simon ved 220° C. og efter Scharling ved 230° C. Smeltet Styron dryppet paa Platinsort giver efter nogle Dage Cinnamylbrinte. Styracon forholder sig paa samme Maade. Yidensk Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. Cinnamein kjendes i flydende, i krystal- linsk og i amorph Form. Metacinnameinet, som engang har været oplåst i Viinaand, er hidtil ikke bragt til atter at krystalli- sere. Metacinnamein smelter ved nogle og tyve Grader og henflyder derfor ofte om Som- meren. Det smeltede Metacinnamein kry- stalliserer ikke altid igjen og antager undertiden Form af et fast, gjennemsigtigt og amorph Legeme. Cinnameinet er lettere oplöseligt i kold Viinaand; kun som amorpht behåves ko- gende Viinaand til dets Oplösning, og ved denne Oplåsnings Afkjôling udskilles det i en fast amorph Form. Det flydende Cinnameins Vægtfylde fand- tes ved 14° C. at være 1,098 og ved 25° C. 1,0925. Peruvinet er ved almindelig Varme et draabeflydende Legeme; dog synes der ogsaa al gives et fast Peruvin. Peruvin koger omtrent ved 180° C. Peruvin dryppet paa Platinsort giver undertiden allerede efter nogle Minutter Benzoylbrinte. 12 90 Styron udsat i over et Aar for Luftens Peruvin omdannet ved Luftens Indvirk- Indvirkning gav ikke nogen kjendelig ning gav en kjendelig Mængde Benzoesyre. Mængde Benzoesyre eller Kaneelsyre. Styracinets Sammensælning er: Cinnameinets Sammensætning synes at være: Formlen. Formlen. 81,90% C. Cre Hie Où. 80,67 % ©. C3o His Où. 6,04 %o H. 5,88% H. 12,06 % O. 13,45 % O. Idet jeg saaledes har anfört de vigtigste af Cinnameinets Egenskaber under de Former, jeg hidtil har havt Leilighed lil at iagttage, maa jeg endnu engang henlede Op- mærksomheden paa den af mig anvendte Fremstillingsmaade. Hvorledes Kopp har frem- stillet det af ham undersögle Cinnamein, er mig ubekjendt. Om Produkterne ved den törre Destillation af Peru-Balsamens Harpix. Den Erfaring, at saavel Harpix af Tolu-Balsam som Harpix af Peru-Balsam ved at paagydes concentreret Svovelsyre antager en dyb réd Farve, lod Fremy i sin Tid formode, at disse Harpixer vare eensartede. Herefler var det rimeligt, at naar man underkastede Peru-Balsamens Harpix en tör Destillation, maalte samme Produkter erholdes, som ved De- slillationen af Tolu-Balsamens Harpixer. j Ved mine lidligere Forsög paa at vinde Kaneelæther af den peruvianske Balsam havde jeg saameget som muligt sågt at undgaae at destruere Balsamen eller de i den værende Stoffer; nu underkastede jeg derimod Peru-Balsamens Harpix en tår Destillation, aldeles paa samme Maade som tidligere ved Tolu-Balsamens Harpixer. Harpixen blev blandet med Pimpsteen, bragt i en Retorte, som langsomt ophededes til svag Glödning. Produktet indeholdt Benzoesyre, en vandig og en olieaglig Vædske. Efter al den sidste var skilt fra Vandet, blev den underkastet en brudt Destillation saaledes, at man særskilt opsamlede den flygligere Olie, som var mindre væglfuld end Vand, og hvis Kogepunkt ikke oversteg 175? C. Derefter forågedes Varmen, til Vædskens Kogepunkt i Relorten havde naaet 250° C. Da delte sidste Destillat, som forholdsviis kun udgjorde den mindste Deel af Peru-Harpixens raae Destillat, blev kogt med en concentreret Oplåsning af Kali, erholdtes en vandig Vædske, hvori fandtes Træspirilus, hvilket bevistes ved paa passende Maade deraf at fremstille Krystaller af oxalsyret Methylilte. Da det ved denne Leilighed nærmest var mig om at gjøre at faae Overbevisning om, at der ogsaa ved den lörre Destillalion af Peru-Balsamens Harpix fremstod en Methyl- forbindelse, saa anvendte jeg til sidstnævnte Forsög den hele Mængde af den Vædske, hvis 91 Vægtfylde var större end Vandets, og som rimeligviis har været en Blanding af benzoesyret Methylille med mere eller mindre Phenyl. Derefter sögle jeg at bestemme den mindre vægtfulde Olies Sammensætning, idet jeg formodede, at denne maatte bestaae af Devilles Benzoene og mere eller mindre Cinna- mol. Vædsken blev derfor gjentagne Gange destilleret med concentreret Kalilud, derpaa hensat i nogle Dage med tort Kalihydrat, og da atter destilleret saaledes, at Varmen i Retorten ikke oversteg 150? C. Da det herved erholdte Destillat indeholdt noget Vand, blev delte bortskaffet ved Chlorcalcium ; den saaledes lörrede Vædske tilsaltes noget Kalium. Herved indtraadte en svag Udvikling af Brint, og efter nogen Tid dannedes et geleagtigt Bundfald, fra hvilket man gjöd den ovenstaaende Vædske i.en Retorte. Underkastet en Destillation begyndte Vædsken alt at koge ved 100° C.; lidt efter lidt steg Kogepunktet, og Resten i Retorten blev tykflydende og sei. Ved 140° C. var alt Flygligt overdestilleret, og den i Retorten værende glaslignende Masse besad alle de Metastyrolet tillagte Egenskaber. Den var uoplåselig i Viinaand, Æther og Kalilud; lod sig mellem Fingrene ud- trække til utallige glaslignende Traade; var let oplåselig i Svovelkulstof, og gav ved al ophedes stærkt alter en Vædske liig Styrol eller Cinnamol. For at omdanne nogle Lod flydende Cinnamol til fast Cinnamol ved en Varme fra 108 til 140? hengik 12 Timer, og i denne Tid overdestillerede omtrent 4 Deel af den op- rindelig anvendle Vædske. Ligesom jeg fandt Cinnamolets Kogepunkt nogle Grader lavere, end Blyth og Hoffman angive Styrolels, nemlig 145,75? C., saaledes fandt jeg Cinnamolets Vægtfylde ved 16° C. al være 0,876, medens det af mig fremstillede Styrol af flydende Storax havde en Vægtlfylde af 0,896 ved 16° C. Blyth og Hoffman angive Styrolets Vegtfylde til 0,924 og Kopp angiver den til 0,928 ved 13? C. I den faste Tilstand havde Cinnamolet eller vel rigtigere Metacinnamolet en Vægt- fylde af 1,054 ved 13? C., men herved maa dog erindres, at det faste Cinnamol i Begyn- delsen bliver svommende paa Vandets Overflade og först kan bringes til at synke i Vand, naar man har befugtet det med Viinaand. Den ovennævnte Vægtfylde er iövrigt baade bestemt ved ligefrem Veining af Meta-Cinnamolet i Vand og ved at bringe det i en Blan- ding af Vand og Svovelsyre, hvis Vægtfylde var 1,054. Heri svömmede det omkring uden at slige eller synke. Cinnamolet og Metacinnamolet have samme Sammensætning, nemlig 91,93 % C og 8,07% H, allsaa liig Styrol og Metastyrol. Herefter synes det afgjort, at jeg ved den tårre Destillalion af Peru-Balsamens Harpix havde erholdt Siyrol; da imidlertid det af Storax fremstillede Styrol havde for- skjelligt Kogepunkt fra det, som Cinnamolet, der var vundet af Peru-Balsamens Harpix, havde, og Cinnamolet endvidere mindre let optager Ilt end Styrol af Storax, hvorom jeg 12* 92 slrax skal meddele nærmere Oplysning, saa forsögles en Sammenligning mellem disse Le- gemers lysbrydende Evner; ligeledes forekom det mig interessant at erfare, hvilken Virk- ning Overgangen til Metacinnamol har paa den lysbrydende Kraft. De herover af Professor Holten og mig foretagne Forsôg gave fålgende Resultater : Yderste Råde. Gule. Mellem Gröntog Mellem Blaat og Blaat, Violet. SO ho EN. Peer 0 6 620 i 1,507 1,5098 1,5208 1,5273 Ginnamolee ge RENE SR Te 1,5025 1,5099 1,5208 1,5300 Cinnamol, saavidt omdannet, at det lignede tyk Terpenlin . : . . .. 1,459 1,464 1,473 1,4800 Heraf sees: 1) at Styrol, erholdt ved at destillere Styrax liquidus med Vand, og Cinnamol, erholdt ved den törre Destillation af Peru-Balsamens Harpix, bryde Lyset eens; 2) at, medens Vægtfylden af Cinnamol i fast Tilstand er större end i den flydende, er derimod den lysbrydende Evne mindre end i den draabeflydende. Ved at sætte Brom draabeviis fil Cinnamolet, som stod i koldt Vand for at mod- virke en for stor Frembringelse af Varme, antog Cinnamolet en lyscrôd Farve og störk- nede kort efter til en Samling af hvide Krystaller aldeles liig Bromstyrol. I Fålge Ovenstaaende synes der neppe at kunne være nogen Tvivl om, at de her med Navnene Cinnamol og Metacinnamol betegnede Stoffer ere identiske med Styrol og Melastyrol; dog er delte ingenlunde Tilfældet, som fölgende Forsög ville vise. For at prove, hvorvidt Hoffmans og Blyths Angivelse, at Styrol ikke optager Ilt, ogsaa finder Sted, naar man i lilstrækkelig lang Tid udsætter Styrolet for Atmosphærens Indvirkning, henstilledes ved Siden af hinanden to eensformige Flasker, hver forsynede med en Prop, hvori var anbragt et lille, i en Spids udtrukket Glasrôr. Den ene Flaske som veiede 9,4765 Gram, indeholdi 0,8495 Gram Cinnamol, den anden, som veiede 9,77925 Gram, indeholdt 0,61675 Gram Styrol. I Begyndelsen af Forsøget stilledes disse Flasker paa en Hylde i Nærheden af en Kakkeloyn; senere hen paa Foraaret flyltedes de til et Vindue, hvor de vare udsalle for Indvirkningen af Sollyset. Tid efter anden bleve Flaskerne veiede og herved iagltoges fålgende Forandringer i Vægt: Cinnamol. Styrol. Den 25 Januar 9,4765 9,77925 — 27 — 9,472 9,778 — 29 — 9,466 9,7775 — 1 Februar 9,461 9,776 — 4 — 9,4555 9,774 ae: Ciunamol. Styrol. Den 8 Februar 9,444 9,7735 — 16 — 9,424 9,769 — 28 Marts 9,342 9,754 — 16 April 9,3405 9,778 — 28 — 9,3415 9,806 — 4 Mai 9,351 9,820 = = 9,352 9,823 — 9 — 9,354 9,8285 — 14 — 9,362 9,837 — 17 — 9,367 9,840 == 205 9,367 9,843 — 25 — 9,360 9,846 — ai) == 9,359 9,849 — 2 Juni 9,340 9,851 — 2) = 9,330 9,8515 — 20 — 9,290 9,853 — À Juli 9,260 9,854 — 21 August 9,185 9,856 — 31 — 9,176 9,856 — 2 September 9,176 9,856 Fra den 28 Marts, paa hvilken Tid den i Flasken tilbageblevne Rest af Styrol veiede 0,5915 Gram, til den 21 August forögedes Vægten med 0,162 Gram eller omtrent 17,2 %. Cinnamolet, hvis Formindskning af Vægt vedblev til den 16 April, da Flaskens Indhold veiede 0,7135 Gram, liltog kun 0,0275 Gram i Vægt fra den 16 April til den 20 Mai, hvilket endnu ikke udgjér 4 %. Efter den 20 Mai aftog Cinnamolets Vægt, formodentligt paa Grund af den stærkere Opvarming, det led i Slutningen af Mai og den övrige Tid af Sommeren. Den 3die September, da Flaskernes Indhold i flere Dage ikke mærkeligt havde lidt nogen Forögelse eller Formindskelse i Vægt, foretoges en nærmere Undersögelse af Fla- skernes Indhold. I Flasken med Cinnamol bemærkedes alt den 26 Mai kjendelige Krystaller, som fra den Tid stadig forögedes om Natten, medens de smeltede om Dagen; fra den 7 Juni fandtes Flaskens Sider om Morgenen besat med lange haarformige Krystaller fra Flaskens Bund næsten op lil Flaskens Hals. Ved at gyde lidt Ammoniakvand til disse Krystaller, oplöstes de og udskilte en guul, olieaglig Vædske, som var let oplöselig i kold Viinaand til 93° Tralles. Der fandtes 94 saaledes intet Spor til noget Metacinnamol. Den ammoniakalske Vædske gav ved Inddamp- ning et med Harpix blandet krystallinsk Salt; ved Gjenoplösning i Vand erholdtes Saltet renere; ved at sætle salpetersyret Sölvilte til Oplösningen af ovennævnte Ammoniaksalt erholdtes en ringe Mengde Bundfald, som, udvasket og tôrret iMörke, blev sort i Löbet af 24 Timer; ligeledes udskiltes i den fra Bundfaldet filtrerede Vædske et sortebruunt Pulver. Det törrede Sölvsalt efterlod, da det blev glödet, 48,21 %, Sölv eller 51,8 % Sölvilte. Da denne Bestemmelse blev foretaget med den hele, men kun saare ringe Mengde af Sölv- saltet, jeg havde erholdt, har jeg hidtil ikke nermere kunnet afgjöre noget om denne Syres Sammensætning. Sölvsaltels temmelig lelte Oplöselighed i koldt Vand, i Forbindelse med den Hurtighed, hvormed det antog en mörk Farve, og de haarformige Krystaller af Syren lyde ikke paa Benzoesyre. Ved en langsom Fordampning af den viinaandige Vædske erholdtes alter nogle gule Draaber af en blåd harpixlignende Masse, som ved Henstand i nogle Maaneder antog en fastere krystallinsk Form. Indholdet af den Flaske, hvori der havde været Styrol, forholdt sig aldeles afvi- gende fra det omdannede Cinnamol. Styrolet var omdannet til en blåd, ukrystallinsk Masse, som smeltede, naar Flasken, hvori det var, blev neddyppet i kogende Vand, Be- handlet med Ammoniakvand oplåstes kun saare lidt af Massen, og ved Afdampningen af denne Oplåsning i et Vandbad udskiltes brune, harpixlignende Hinder; den vandige neu- trale Oplåsning gav Bundfald med neutralt Jernchlorid, som havde en brunguul Farve, lysere end Jerntveille, men mörkere end benzoesyret eller kaneelsyret Jernilte. En vandig Oplåsning af salpetersyret Sölville gav næsten intel Bundfald, og det, som erholdtes, op- ‘ låstes ved Tilsætning af mere Vand. Ved at fore Syren over paa Natron, inddampe Natronsaltet til Tårhed, udtrække med Viinaand og tilsælte en viinaandig Oplösning af salpetersyret Sölvilte fremkom ct rigeligt Bundfald, som, udvasket med Viinaand og hensat i et mörkt Skab, allerede næste Morgen havde antaget en mörk Farve. 0,24 Gram af dette Salt efterlod, da det blev glö- det, 0,119 Gram metallisk Sölv. Saltet havde altsaa indeholdt 53,33 % Solvilte.: Ved at forbrænde 0,2915 Gram af delte Sålvsalt med chromsyret Blyilte, erholdtes 0,360 Gram Kul- syre og 0,061 Gram Vand. . I 100 Dele af Saltet fandtes altsaa 33,68 % C. 2,33 — H. 11,21 — O. 53,33 — Ag:. O. Den herefter beregnede Formel synes nærmest at vere Cie H5 03 + Ag: O, som fordrer [ 33,16 % C. 2,30 — H. 11,05 — O. 53,19 — Ag 0. Den i Ammoniakvand uoplöste Deel i Flasken, hvori der havde været Styrol, var oplöselig i Ather, men heraf udskiltes ved Viinaand en kjendelig Mængde af en hvid Masse, som forholdt sig liig Metastyrol. Ved at borldampe Viinaand og Äther af den fra Metastyrolet filtrerede Vedske er- holdtes en blöd, guul Balsam eller blöd Harpix af en eiendommelig, ret behagelig Lugt. Da denne Harpix, hensat over Svovelsyre i det lufllomme Rum, endnu efter flere Maaneder vedblev at tabe i Vægt, saa har jeg ikke foretaget nogen elementair Analyse af dette Le- geme, som rimeligviis er en Blanding af flere Stoffer, og hvoraf den hele Mengde er for ringe til at man kan forelage yderligere Forsög paa at adskille de nærmere Bestanddele. Melastyrolet blev derimod forbrændt med chromsyret Blyilte og lidt chlorsyret Kali. 0,224 Gram Metaslyrol gav 0,753 Gram Kulsyre og 0,16 Gram Vand. Disse Tal svare til 91,68 % C og 7,9 °o H. Medens allsaa Styrol baade ved en passende Ophedning og ved Udsættelse for Solstraalernes Paavirkning omdannes til Melastyrol, enten Luften er ude- lukket eller ikke, saa synes Cinnamolet kun at omdannes til Metacinnamol ved Anvendelse af en höiere Varme, hvorimod Paavirkningen af Solens Straaler i Forening med Atmo- sphærens Ilt snarere omdanner Cinnamolet til en krystallinsk Syre, hvilken formodentlig ogsaa, men i mindre Mængde, dannes af Styrol. At Blyth og Hoffman”) ikke have bemærket nogen Indsugning af Ilt ved Styrol, beroer maaskee derpaa, at de have anvendt fuldstændigt udtørret Ilt, medens Styrolet i ovenanforte Forsög var udsat for Ilten i den fuglige Almosphere. *) Annalen der Chemie und Pharm. 53 Bd. Side 312, Lu, de i Ne af NA = u ms LS Dre ee Er PER Er Sa Kr ee ER NA Er LU 1: eS eet Be LU DR: Die Has a jig ETH hr a TA per 4 Là NE” (et + BEN Br RSA DN De i ee ea À re : ote NME te Te j FAR LÉ DONNE RE PR Fa NET | i der É i a x > DA DE F IN te AA = et) ci) BONE i æ jh = re a 0 kj ‘ Pe de ; 3 ‘ N i fi “ | | x = i . : à i à Ba. we 5 ei N g meet h i > y i i F 04 | a i ag ‘ Wola ; 5 re J R kur rå > "ANE LE ae Den magnetiske Inclinations Forandring i den nordlige tempererte Zone, Christopher Hansteen, Professor ved Universitetet i Christiania. Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. CS vat TFUE id dei LA » . i aS A i ; i } CA P aes ' i 1 » = 1 u, Li Où Tt i HON rg Beery 5 Es Fl A u, . er Was odense da { ry FRE Al I f we he | A EN U É ‘ | zart) oe data liant © ik Aut nus er + “Dit an PAY > fi ) N Pen ‘ila yas Cal mn CALAIS i 4 p RE Cou “ FR NI x Nu) N - : ” es fl | mae = hy i ane & a | se “ 1 2 u tot a, dis KS ira 4 248 2 Jordens hele magnetiske System er, som bekjendt, mærkelige Seculærforandringer under- kastet, hvis indre Aarsag endnu er aldeles ubekjendt. Retningen af den magnetiske Resultante er ikke horizontal, men danner overalt, med Undtagelse af en Linie rundt om Jorden i Nærheden af Æqvator, en Vinkel med Horizonten, som man kalder dens Incli- nation. Tænker man sig et verticalt Plan igjennem denne Retning, saa danner delte en Vinkel med den geographiske Meridian, hvilken man kalder Declinationen, og da den horizontale Magnetnaal antager denne Retning, Magnetnaalenz Misvisning. Disse tvende Vinkler, saavelsom Intensiteten, undergaae langsomme Forandringer fra Aar til Aar. I den sidste Fjerdedeel af det 16de Seculum var Misvisningen dstlig i den slörste Deel af Europa og det Atlantiske Hav. I London fandt f. Ex. Burrows den 16de October 1680 Misvisningen = 11° 15° åstlig; den tog efterhaanden af indtil 1657, da Bond fandt den = 0°, hvorpaa den blev vestlig, og tiltog saaledes, at Gilpin i August 1814 fandt den = 24° 21’ vestlig. I disse 234 Aar havde Misvisningen undergaaet en Forandring af 35° 36‘. Omtrent fra dette Aar begyndte den igjen at aftage. Sammenligner man Kortene over de isogoniske Linier for Aarene 1600 indtil 1800 i Atlasset til mine „Untersuchungen über den Magnetismus der Erde“, og især med det medfålgende Kort over Misvisningen, hvor Linierne i det nordligste Europa og hele det russiske Rige for en stor Deel ere dragne efter mine Iagttagelser imellem 1825 og 1830, saa vil man see, at det System af éstlig Misvisning, som i Aaret 1600 fandtes i Europa og det nordlige Atlanterhav, efter- haanden har bevæget sig mod Ost til Siberien, hvor dets Maximum nu findes i Længden 90° til 95° fra Ferro Meridianen. I det sydlige Atlanterhav og det Indiske Hav gaaer Liniesystemets Bevægelse i modsat Retning, nemlig fra Ost mod Vest. I Saldanha Bugt ner det gode Haabs Forbjerg fandt J. Davis i Aaret 1605 Misvisningen = 0° 30’ ösllig; og Will. Keeling den 22de Decbr. 1609 ved Cap de las Aguglias, ikke langt fra forrige Sted = 0° 12' vestlig. I hele det Indiske Hav östen for dette Punkt var den Gang Mis- visningen vestlig; i det sydlige Allanterhav vestenfor det gode Haabs Forbjerg östlig. (Jvfr. Misvisningskortet for 1600). Men i 1842 fandt Capt. Belcher ved det gode Haabs Forbjerg Misvisningen = 29° 13‘ vesllig. I de imellem den förste og sidste af disse 100 Iagttagelser forlöbne 237 Aar-har altsaa Misvisningen undergaaet en Forandring af 29° 43°; og det ‚vestlige System i det Indiske Hav har bevæget sig mod Vest ind i det sydlige Allanterhav henimod Amerikas Kyst. Inclinationen er ligeledes mærkelige Forandringer underkastet. I Paris angav saaledes Richer den i 1671 — 75°; i Slutningen af 1851 fandtes den = 66°35’. I London fandt Graham den i 1723 — 74° 42/; i 1851 angives den af Airy i Greenwich = 68° 40/5. I Berlin fandt Euler den i 1769 = 72°45°; Erman i 1853 = 67°29'7. Omendskjönt paa- lidelige lagttagelser af Inclinationen ikke ere at vente fårend Begyndelsen af nærværende Seculum, da de ældre ofte synes at være urigtige indtil 4 eller 3 Grad, saa viser dog den hele Række tydeligen, at Inclinationen i mere end et Seculum har aftaget i Europa, hvorimod den i andre Egne af Jorden har tiltaget. Ogsaa Intensiteten forandrer sig, men de försle Bestemmelser af samme, som udfürles i de sidste Aar af det forlöbne Aarhundrede, vare alene comparative. Man ob- serverede Tiden af et vist Antal Svingninger af Inclinationsnaalen i den magnetiske Meri- dian paa forskjellige Steder, og slultede, at Intensitelen paa disse Steder forholdt sig omvendt som Qvadratet af Svingetiderne. Var f. Ex. paa Punkterne A og B Tiden af 100 Svingninger ¢ og t’, Intensiteten F og F’, saa var F:F' =t'”:t”. Antog man Intensiteten paa det ene af disse Steder som Eenhed, saa kunde Intensiteten paa det andel, eller alle övrige Steder, udtrykkes i Eenheder af denne vilkaarlige Störrelse. Men ved denne Methode ere adskillige Reduclioner nödvendige, naar Resultatet skal nærme sig til Nöjag- lighed. 1) Naalens Svingbue formindskes hurlig formedelst den i den inddelte Metalring, i hvilken Naalen svinger, opvakte Rotationsmagnelisme. Vil man, for at erholde et nöj- agtigt Resultat, observere et stort Antal Svingninger, maa man begynde med en stor Elongalion, og antegne denne saavel som mindst Elongationen ved hver 10de Svingning, for at kunne reducere den observerede Svingelid til Tiden i forsvindende Buer. 2) Naalens magnetiske Moment formindskes altid efterat den er magnetiseret, og nærmer sig fårst efter lang Tids Forlöb efterhaanden mere og mere til en uforanderlig Værdie. (Jvnfr. min Afhandling: ,Disquisilio de mutationibus, quas palilur momentum acus magnelicæ* i vort Universitets-Program for Aaret 1842). Naalei maa derfor observeres paa eet og samme Sted för og efter Reisen, for at udfinde, hvormeget dette Moment i delte Tidsmellemrum har forandret sig, saa at man ved Interpolation kan reducere Observalionerne paa de övrige Punkter. 3) Naalens Temperatur under Observalionen har en mærkelig Indflydelse paa dens Moment, allsaa paa Svingetiden. Störrelsen af denne Indflydelse maa ved egne Forsög bestemmes. — Den förste lagttagelsesrække af denne Art anstilledes paa Dentre- casteaux's Reise om Jorden i Aarene 1791—1794, og Capit. (senere Admiral) de Rossel har udfört Reduction for Svingbuens Størrelse, og af to Observationer paa eet og samme Sted efter henved et Aars Forlöb sees, at hans Naal ikke betydelig havde forandret sit 101 Moment; men Reduction for Temperaturen er ikke anbragt. Baron v. Humboldt anstillede senere (1799-1801) en Række Iagttagelser paa samme Maade fra Paris over det Atlantiske Hav til Peru; men ved disse ere ingen af de ovenomtalte Reduclioner anvendte; især er det Skade, at efter Hjemkomsten til Paris Naalen ej der atter blev observeret. Man er altsaa uvis om, hvilke Forandringer Naalens Moment har undergaaet under Reisen. Des- uden ere disse Bestemmelser kun comparative, og man kan ved at udföre senere lignende Iagttagelser paa de samme Puncter kuns finde, hvormeget Intensitetsforholdet paa disse har forandret sig, men ej hvormeget Intensitelen paa ethvert enkelt Sted har af- eller tillaget. Først da Gauss i 1833 opdagede en Methode til at bestemme Intensitetens abso- lute Værdie uafhængig af Naalens magnetiske Moment (jvfr. „Intensitas vis magneticæ ad mensuram absolutam revocata*, Gôttingæ 1833), er man bleven sat istand til at undersöge dens Forandring paa elhvert enkelt Sted. Men de Punkter, paa hvilke saadanne" Bestem- melser ere udfårte, ere faa, og det Par Decennier, i hvilke Methoden er bleven anvendt, er for kort et Tidsrum til, at man deraf kan udlede noget andet almindeligt Resultat, end at Intensiteten er foranderlig. Aarsagen til disse mærkelige Forandringer maa vel naturligst söges i Virkningen af mægtige Kraftyttringer i Jordens Indre. Men skulle vi nogensinde haabe at udfinde denne, er det nödvendigt, först nöje at gjöre os bekjendte med Forandringernes Folge, saavidt muligt i deres hele Udstrækning. Jeg har derfor fundet det tjenligt, at henlede Opmærksomheden paa Inclinationens Forandring i den nordlige tempererte Zone, hvor vi hidindtil have de fleste og nöjagligste Rækker af lagttagelser paa endeel Puncter. Men da det Tidsrum, i hvilket vi kunne vente at finde til denne Hensigt brugbare lagttagelser, neppe strækker sig til et halvt Seculum, saa vil en Usikkerhed i et Par Minuter have en mærkelig Indflydelse paa de deraf udledede Resultater. Vel ere de Inclinatorier, som siden dette Seculums Begyndelse leveres af Kunstnerne, især af Gambey, i Almindelighed betydelig forbedrede, og Observalionsmethoderne hensigtsmæssigere end tilforn; men dette Instrument er ligesaalidt feilfrit, som noget andet, og maa derfor af lagttageren studeres og ved mange varierede Forsög pröves, ifald han vil vente, at eliminere Virkningen af dets Feil og opnaae en Sikkerhed af et enkelt Minut. Desuden indtræffe undertiden uregelmæssige Forandringer i den magneliske Resultantes Intensitet og Retning, der sædvanlig ere led- sagede af Polarlyset; en enkelt Iagttagelse af Inclinationen paa en saadan Dag kan altsaa være mærkelig afvigende fra den midlere Værdie. Iagttagelsen bor derfor oftere gjenlages hvert Aar, naar man vil erholde et paalideligt Middelresultat. Man finder desværre ikke sjelden, endog i vor Tid, Iagttagelser, der, sammenlignede med foregaaende og efter- folgende paa samme Sted, vidne om, at den fornödne Omhue ved dem ikke er anvendt. Jeg finder det derfor ikke overflådigt, her at anföre min Betænkning over de almindelig. 102 anvendle Methoder, og at anbefale de, som lang Erfaring og Elterlanke har lært mig at fore nærmest lil Maalet. Maaden at finde den magnetiske Meridian. Instrumentet kunde indstilles i Meridianen ved Hjælp af et almindeligt Compas med horizontal Naal; men denne kan ogsaa udfindes ved Inclinatoriet alene. Er R Resul- tanten af Jordens magneliske Kræfter paa Observalionsstedet, à dens Inclination mod Hori- zonten, saa oplöse man denne i to Componenter, den ene vertical V=Rsini, den anden horizontal i el Verticalplan, som danner en Vinkel = & med den magneliske Meridian, hvilken allsaa bliver H— R cosi.cos «. Er Resultanten af disse = R', dens Inclination med Horizonten = 2", saa er R! = RV sini+cos?icos®®« . . (1) colang ij ~ 1 — colang 210080 6 oa (C2) Er «= 90°, bliver R'=Rsini, cotgi, 0, altsaa i, — 90°. Dette angiver et Middel til at finde den magnetiske Meridian. Naar Instrumentet er nivelleret i to Azimuther, som danne rette Vinkler med hinanden, saa at Omdreiningsaxen er vertical, drejes Instru- mentet om denne, indtil Naalen spiller omkring den med 90° betegnede vertikale Diameter paa den inddelte Cirkel. Dersom et Plan, lagt igjennem Overfladen af de to Tappelejer, hvorpaa Naalens Axe ruller, var fuldkomment horizontalt, Diameleren 90° var vertikal, og Naalens Tyngdepunkt laae i Axen, vilde Axen da ligge i den magnetiske Meridian og det Plan, hvori Naalen svinger, altsaa vere lodret paa samme. Afleste man derpaa Graden A paa den horizontale Azimuthalcirkel, og stillede Index paa A-+ 90°, saa var Instrumentet i den magnetiske Meridian. Men da disse Belingelser aldrig finde nöjagligl Sted, saa maa Instrumentet omdrejes omtrent 180°, indtil Naalen atter svinger omkring. Graden 90. Af- læses derpaa paa Azimuthalcirkelen Graden B, saa er Instrumentet i den magnetiske Meridian, naar Index stilles paa Graden 1 (A+ B) eller 1(A+B) + 180; thi ved Instrumentets omvendte Slilling virke de tre ovenomlalte Fejl i modsat Retning og hæve hinanden i Middeltallet. At disse Feil jevnlig finde Sted seer man deraf, at B— A sæd- vanlig er meer eller mindre forskjellig fra 180°. Det fortjener nu at undersöges, om denne Methode er nöjaglig nok, og om den mulige Feil ved samme kan have nogen mærkelig Indflydelse paa Inclinalionen i den saa- ledes bestemte Meridian. Dilferenlierer man Formlen 2 med Hensyn paa æ, og «, faaer man di, = colg æsin? 2, sin ada. Er «= 90°, bliver à, = 90°, altsaa di, = cotg i de, da = di, tang à. x Nu kan man, ved at observere. Naalens verticale Stilling, neppe feile et Par Minuter, og om en saadan Feil blev begaaet, er det ikke sandsynligt, at den i de to mod- salle Stillinger af Instrumentet skulde falde til samme Side. Imidlertid vil jeg antage, di = + 10°; under denne Forudsætning bliver Feilen ved % (A +B) eller Instrumentels Azimuth a) Aa = + 10’ tang i. Trækker man begge Sider af Ligningen 2 fra cotg 7, faaer man cotg à — cotg à, = colg à (1 — cos a) = 2 colg é sin? (4 «). Heraf findes, naar & ikke er over en Grad, og altsaa i, er ganske lidet forskjellig fra 5: | sin (à, — à) = 2sini, sin é cotg à. sin? (4 «) = sin 2 æ sin? (L«). Setter man i denne Ligning 1 (4«)?.sin?1' for sin? (4 @), saa findes i Minuter b) i, —i— 1 sin 1’ sin 2% (4a)? = sin 15” sin 2% (42). Nedenstaaende Tabel indeholder de efter Formlerne a og b beregnede Værdier af Aa og i, — à for hver 5te Grad af à fra O° til 90°. LU aoe ol ee) er ee ° | 000 | 0000 | 55 7,00 | 0,003 | 70° | 27,47 | 0.034 5 | 0,87 | 0,000 | 40 8.59 | 0,005 | 75 | 57,52 | 0,051 4 10 | 1,76 | 0,000 | 45 | 10,00 | 0,007 | so | 56,71 | 0,080 15 | 267 | 0,000} 50 | 11,92 | 0,010] 85 |114,50 | 0,165 20 | 364 | 0000! 55 | 14,28 | 0,014 | 90 œ 0 25 | 4,66 | 0,001 | 60 | 17,52 | 0,019 50 | 5,77 | 0,002 | 65 | 21,45 | 0,027 Heraf sees, at om man end feilede 10 Minuter i Naalens verticale Stilling, og altsaa Instrumentet afveeg 4a Minuter fra Meridianen ved at indstilles paa Punctet 4 (A+ B), saa vilde den i delte Azimuth observerede Inclination ikke afvige fra den sande mere end nogle Hundrededele af et Minut. Var # kun + 5’, vilde Feilen & —@ kun blive en Fjerdedel af de i Tabellen anførte. Denne Methode kan imidlertid ikke anvendes, hvor Inclinationen er under 10°; thi for 4— 10° bliver den verticale Deel af Resultanten V=R sin 10° —0,174R, hvilken Kraft bliver for svag til at bringe Naalen til en stadig Stilling; og heller ikke naar Inclinationen er henimod 90°; thi da bliver den magnetiske Meridian ubestemt. Paa saadanne Steder indstilles Instrumentet sikkrere ved et almindeligt Azimulhal-Compas. Et Azimuth af en heel Grad har i disse Tilfælde ingen mærkelig Ind- flydelse paa Inclinationen. Observation i Meridianen. For at kunne adskille Naalens to modsatte Ender og Sideflader fra hinanden, er det nüdvedigt at mærke den ene Sideflade nær den ene Spids med en Streg. Har man lo Naale, kan den ene mærkes med een, den anden med lo Streger, hvorved ogsaa disse kunne kjendes fra hinanden. Jeg vil betegne denne mærkede Ende for Kortheds Skyld med Bogstavet M. Til en fuldstændig Bestemmelse af Inclinationen udfordres 8 Combina- tioner af Naalens og den inddelte Cirkels Stillinger. Naar nemlig M er Nordpol og vender mod Ost, maa Naalens Inclination observeres, saavel naar Inddelingen vender mod Öst, som mod Vest; ligeledes naar M vender mod Vest. Paa samme Maade observerer man 4 Inclinationer, naar M er Sydpol. Fölgende Schema angiver disse Combinalioner. Inddelingen. M Ost. Va Middel. Ost a a L (a + a)— Noa i = (Vest b b' 4(6+6)—8 (Ost ec a I (c + c') —7y Sydpol. « (Vest d d' L(d+d)—=d Naar Naalens Axe hæves fra Agath-Underlagenene og nedlægges igjen, komme Naalens Spidser sjelden nåjagligt tilbage til de samme Puncter paa Inddelingen. Jo slörre disse Afvigelser ere, desto usikkrere bliver Enderesultatet. Inclinalionerne a, a’; b, b’; c, c'; d, d' maae derfor flere Gange observeres, idet Axen efter hver Aflesning hæves og alter nedlades paa Underlagene. Ved mine lagtlagelser er hver af disse Vinkler mindst et Middeltal af 4 Iagttagelser, saa at den hele Observation i Regelen bestaaer af 32 dob- belte Aflæsninger ved begge Spidser af Naalen. Var den med 90 betegnede Diameter paa Cirkelen parallel med Instrumentets vertikale Omdreiningsaxe, altsaa nôjagtig verlikal, og Tappelejerne nöjaglig horizontale, saa skulde være: a — a’, b=b‘ o.s.v. Finder delte ikke Sted, saa er 1(a—a'), 1(b — b') 0.s. v. Instrumentets Indexfeil, eller den Vinkel, som Diameteren 90 danner med Omdreiningsaxen. Er Observationen gjort med Flid, har den inddelte Cirkelring ingen magnetiske Parlikler nær de Punkter, ved hvilke Naalens Spidser komme til Hvile, ere Tapperne cylindriske, uden Ujevnheder, og disse saavelsom Tappeleiernes Overflade rensede for Ståvpartikler *), saa skulde disse fire Differentser, saavel ved den ene som den anden Naal findes lige store. Den større eller mindre Over- eensstemmelse mellem disse fire Differentser er altsaa en Prøve paa Instrumentets Feil- frihed og Resultatets Paalidelighed. Jeg skal herpaa anföre et Par Exempler. Med et Inclinatorium af Gambey, tilhårende Christianias Observatorium, gjorde jeg den 4de og 5te Juli 1854 fölgende Observalioner i Kjöbenhavn: #) Dette skeer sikkrest ved at indstikke Tapperne i et Stykke Hyllemary, hvilket ogsaa kan anvendes til at befrie Tappeleierne fra Stövgran. 105 Naal II. a = 69°20‘,00 = 69°14',7 c= 69°324,2 = 69°19',58 a — 69 37 38 b‘= 69 32 2 ce 695 d’= 69 36 38 a—a= — 17,38 b—b'= — 17,5 c— c'= — 19,1 d—d’= — 16‘,80 Ind.Feil = — 8',8. Naal III. a = 68°57',28 b = 69°40‘,75 c =69°51‘,08 d =69°12’,70 a'= 69 17 62 b’=70 3 45 ce 2059200 d'=69 32 42 a—a'= — 20,34 b—b'=— 22,70 c—c'= — 17,92 d—d'=— 19,72 Ind. Feil = — 10',08.. Ved Middel af 4 Observationer med hver Naal fandtes Index-Feilen af Naalen II = — 9,49, af Naalen III — — 10,24, og denne lille Forskjel imellem begge maa ansees som tilfældig. Med et det kjöbenhavnske physiske Cabinet tilhörende Inclinatorium fandt jeg den Yde Juli fölgende Verdier: Naal I. a =70°16',4 b =70°20',02 c =69°21',83 d =68°33',88 a'=69 34 1 b'=70 18 45 c‘—69 18 02 d’—=68 26 00 a—a'= +423 b—b’= + 1,57 c-c= + 3,81 d-d’= + 7,88 Ind. Feil = + 6‘,94. Naal II. a —69°57,12 b =69°46',82 c=69° 5,82 d =69°10',20 —69 54 59 b’=69 43 45 c—69 4712 0 6983553 a—a= + 2,53 b-b= + 3,37 c—c'= + 4,70 d—d'= + 67,62 Ind. Feil = + 2,15. 8 Juli Naal I. a =70°15',08 b =70°21',95 €—=609525 795 d —68°37',62 a’—=69 38 88 b‘=70 16 60 ec 69519205 d‘=68 31 50 a—a'=-+ 367,20 b—b’= + 57,35 c—c'— + 67,90 d—d'= + 6',12 Ind. Feil = + 67,82. Da ved Naalen I a—a' begge Gange er saa betydeligt afvigende fra de övrige, saa maa der formodentlig i Stillingen a og a‘ have været en liden Uregelmæssighed i de Punkter af Tapperne, hvori de berörte Tappeleierne. Delte Instrument angav ogsaa ved Middeltal af 6 Observationer Inclinalionen 4’ mindre, end Middeltallet af 9 Observationer med det vort Observatorium tilhörende, hvilket jeg derfor anseer som paalideligere. -Laae Naalens Tyngdepunkt nöjagligt i den horizontale Omdreiningsaxe, saa skulde de fire Middeltal a, B, y, d vere lige store og lig den sande Inclination. Men da delte aldrig finder Sted, saa maa ved dennes Bestemmelse herpaa tages Hensyn. Er Vidensk Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 14 106 HR Cirkelens horizontale Diameter, RCI den sande Inclina- tion = 7, NM Naalens Stilling i Hvile, M den mærkede Ende, RCM = a, G Naalens Tyngdepunkt, MCG—0, Tyngde- punktets Moment = g, Naalens magnetiske Moment = m, og sættes i = u, saa finder, naar M er Nordpol og R vender mod Ost, nedenstaaende Formel 1 Sted: 1) sin(æ—i)— pcos(e—é), M Ost. 2) sin(8—t)= pcos (8+6), M Vest. 3) sin (y— i) = —p‘cos (y—6), M Ost. 4) sin (d—i) = —p‘cos (0+0), M Vest. Formel 2 findes af 1 ved at sælte — 0 for @; 3 af 1 ved at selle 180° + 64 for 0; 4 af 3 ved at sælte — 6 for 6. Da Naalens magnetiske Moment efter Polernes Omvending kan vere noget forskjelligt fra dets Størrelse i den förste Halvdeel af Observationen, saa er ved de to sidste Formler sat w‘ for w. Ved at dividere 1 med 2 og 3 med 4 og ved at udvikle Sinus og Cosinus af Vinklerne e—i, «—0, 0.5. v. findes 5) sin («—f) = |? sin & sin 8 — sin (a+) tang ¢] tang 6, 6) sin (y—d) = |? sin y sin d — sin (7+-d) tang i] tang 6. Eliminerer man af disse to Formler tang 0 og söger lang à, eller tang à og söger cotang 9, faaer man & M Nordpol. | M Sydpol. | cotg y + cotg 8 — cotgd—cotga | DENT colg y colgß 2 — cotg d colg « __ colg y— cotg 8 + colg d — cotg « NEN m colgy colgß — colgd cotg æ Af 1 og 2, 3 og 4 findes ee sin («&—i) El sin Ba), cos (2x—0) cos (2+ 0) a SU I) … __ sin (di) DS cos(y—6) cos (0+0)" Af Formlerne 7 og 8 sees, at dersom «=~, y — 0, bliver tang à = 9, altsaa ubestemt, og colg d—=w, altsaa 0 —0° eller 180° eftersom @ og ß ere slörre eller mindre end y og d. Dette Tilfælde bör altsaa undgaaes, naar man vil bestemme -Inclina- tionen ved Formel 7, hvilket let kan skee ved at afslibe den tungeste Halvdeel af Naalen. Var $=y, a—d, blev efter Formel 8 9=90°, og efter Formel 7 cotg i=4 (cot a+ cot), og efter Formlerne 9 og 10 u=u'. Jo mere 6 nærmer sig til 90°, desto sikkrere bliver Bestemmelsen af Inclinationen. Af Formlerne 9 og 10 kan man overbevise sig om Stôr- relsen af w og u’ för og efter Polernes Omvending er mærkelig forskjellig, hvilket neppe 107 vil være Tilfældet, naar Naalens Magnelisering begge Gange udföres paa samme Maade og med de samme Magneter. At Naalens magnetiske Moment bliver saa stort som muligt, og altsaa u og uw‘ saa smaa og tillige saa nær lige slore som muligt, er af Viglighed, for at Naalen desto lettere kan overvinde den rullende Friction imellem Tapperne og Underlagene. At stryge Naalen fra Midten mod den ene Spids nogle Gange med Nordpolen af en enkelt Magnet, og derpaa med Sydpolen fra Midten mod den modsalte Spids, er derfor utilstrækkeligt. Jeg anvender altid Dobbeltströg med fire prismatiske Staalmagneter. De to lægges paa Höikant i en ret Linie med begge Nordpoler vendte til samme Side, saa at de to modsatte Poler vende mod hinanden og ere i en Afstand fra hinanden omtrent et Par Tommer mindre end Naalens Længde. Paa disse lægges Naalens Ender; de to andre Magneters modsatte Poler bringes derpaa i Beröring med Naalen paa modsatte Sider af Axen, og disse fåres fra Naalens Midte henimod Naalens Ender, den strygende Magnets Nordpol henimod den underliggende Magnets Nordpol og omvendt. Derpaa föres de strygende Magneter i nogen Afstand fra Naalen tilbage til Midten, og Strôget gjenlages saaledes omtrent 10 Gange, hvorved de strygende Magneter föres i en med Horizonten eller Naalen liden Vinkel, uden mærkeligt Tryk. At de strygende Magneter fåres saaledes, at under hele Strôget Midten af deres Sideflader saa nöje som muligt berörer Naalens Længdeaxe, bor iagttages, for at Naalens magnetiske Axe for og efter Polernes Omvending kan falde sammen med Længdeaxen. Ved allid at anvende de samme Magneter og lige mange Strög vil man finde, at w og w‘ yderst nær faae samme Værdie. Søger man & af Formel 1, finder man sini + u coså cosi— using" Er Forskjellen imellem de fire Vinkler «, 8, 7, d mindre end en Grad, saa maa w og w være smaa Broker, mindre end 0,01, hvis höjere Potentser kunne sæltes ud af Betragtning. Dividerer man Tæller og Nævner med cosi, kan man sette tang «= (tang à + u J) (+n sine) tang à +a cos 0 end cos À s cos À cos à tang @ = Lignende Udtryk faaer man for Tangenterne af 8, y, 0, ved efterhaanden for @ at sette — 0, 180° + 0, 180°— 0. Altsaa er cosé lang è sind tang « — lang ? = - 1 = S 8 cosa |" COST i cosé tang? sin 6 lang 6 — tang à = === /P =, cos i cos à cos 0 tangi sing tang y — tang 2 = — u‘ = — u! 2 — a COS TE cosa ? 14% 108 cos 0 lang? sind — |: = —u' 2 = tang 0 ang? EE +u Cost 2 „ coså tang @ + tang 8 + lang y + tang d — 4 tang ¢ = 2(u—u) 5: Da u og u‘ efter Forudsætningen ere smaa Slårrelser af forste Orden, og kun lidet forskjellige, saa er u—w' af anden Orden, altsaa maa Ledet paa hôire Haand betragtes som forsvindende, end mere naar 6 nærmer sig til 90° eller 270°. Altsaa er 11) tang i= 4 (tang @ + tang B + tang y + tang d). Da lange — lang i = Se) , Saa faaer man af ovenstaaende fire Ligninger cos @ cos À sin(æ—i) — y cos «(cos 6 + tang? sin 6), sin (2—7) = w cos ß (cos 6 — lang isin 6), sin (y— 7) = —w'cos y (cos 0 + lang à sin 6), sin (d—i) = —u'cos d (cos 6 — tang à sin 6). Betegner man for Kortheds Skyld Summen af Sinuserne paa venstre Side af Lig- hedstegnet med $, saa har man S= u (cos « + cosf) cos 4 — u'(cos y + cosd) cos 0 + u (cos « — cos ß) tangisin 9— u'(cosy— cos d)) tang? sind. Men da cosa + cos 8 = 2cos SER c cos; cos y + cos o=2cos7 +° . COS — cos æ — cos B = 2 sin STE, sin == cos y — cos d= 2 sin 7 T° sin Fr 5 5 : a—ß y — 0 ‘saa kan man under ovenslaaende Forudsætning sette cos Dre 1, co = a en i, cos Anal = cosi, sin ae =sini, sin veto =sinz. Disse 2 2 2 2 Værdier, indsatte i Formlen for S, give u a) sin 0. Er 46 — 0° eller 180° forsvinder det sidste Led, og det förste, som har Factoren u—u" af 2den Orden, kan sættes ud af Betragtning. Er 6 90° eller 270°, forsvinder det förste B— a d— y ARR er mindre end 30 Minuter, men have samme Fortegn, u og w’ derimod forskjelligt. Begge Led ere i alle Tilfælde af 2den Orden, og kunne betragtes som forsvindende. Fölgelig har man S= 2(u—w’) cos à cos 0 + 2. sin à tang à (« sin — u’sin i Led, og det sidste, som er af anden Orden, da efter Forudsetningen S = sin (e--i) + sin (8— 5) + sin (y — à) + sin (d — i) = 0, __ 109 og naar man for disse smaa Sinusser sætter Buerne 12) i= (a+ 8+y +0). Dette er den almindelige og simpleste Methode at bestemme Inclinationen, men som dog forudsætter, at Forskjellen imellem de 4 Inclinationer ikke betydelig overstiger en Grad. Man bör altsaa söge, enten ved Afslibning af Naalen at bringe det derhen, at disse Vinkler kun ere lidet forskjellige, hvilket let lader sig gjôre, da man ved Formlen 8 kan finde Vinklen 9, som bestemmer i hvilken Qvadrant, regnet fra den mærkede Ende, Tyngdepunktet ligger, hvorpaa man kan beregne Inclinationen efter Formlen 12); eller ogsaa bringe det derhen, at w og uw‘ faae stårre Verdier, og at 0 nærmer sig til 90° eller 270° og beregne lang à efter Formel 7. Det sidste leder til en gavnlig Control ved Siden af den fürste, hvorom siden skal tales. Ovenfor er bemærket, at naar man hæver Naalens Axe fra Tappeleierne og ned- lader den igjen, antager Naalen sjelden nåjagtig den samme Inclination. Ere disse Diffe- rentser betydelige og slige til 1, 4 eller endog til en heel Grad, saa kan man, i hvor ofte man gjentager Forsöget, aldrig stole paa, ved Middeltallet af alle at erholde en Sikkerhed af et Minut, ligesaalidt som man ved en Balance, der, naar den hæves fra Underlagene .og igjen nedlades, allid giver forskjellige Udslag, kan med samme nöjaglig bestemme en Masses Vægt. Jeg skal i denne Henseende anföre en Erfaring, som maaskee kan komme andre Iagttagere til Nytte ved denne delicate Bestemmelse. Vort Gambeyske Inclinatorium gav i de fürste Aar efter 1830, da jeg kom i Besiddelse af samme, sjelden Differentser, som oversteeg 3—4 Minuter. I 1838 blev Instrumentet laant til et Par Landsmænd, der ledsagede Gaimard paa hans ,Expedilion du Nord“, og siden anvendt af forskjellige af vore Sôeofficerer paa forskjellige Togter af vore Krigsskibe i Middelhavet og det nordlige og sydlige Atlanterhav. Naalen begyndte efterhaanden at give större Differentser i samme Beliggenhed, naar den flere Gange hævedes og nedlagdes paa Tappe- lejerne, hvilke stege til 4, 3, endog enkelte Gange til en heel Grad. Jeg lod i 1839 Tapperne afdreje og polere af den udmærkede Chronometermager Agent Kessels i Altona. Naalen bevægede sig med den stårste Frihed og svingede længe, men Differentserne bleve de samme. Efter hver Sée-Expedition bleve Tapperne paa nyt polerede af en herværende duelig Uhr- og Chronometermager, men uden at Feilen blev hævet. Jeg fordoblede Ob- servationerne hvert Aar til 10, 14, 19 fuldstændige Bestemmelser, hævede Naalen i hver Beliggenhed 5 til 6 Gange, for ved et Middel af disse at formindske Usikkerheden. Ende- lig var jeg i 1844 den 9de Mai saa heldig at opdage den sande Aarsag til Differentserne. For at angive den sande Ligevægtsstilling maa Naalens Axe ligge nöjaglig lodret paa Cirkelens Plan, og i alle Naalens fire Stillinger hvile paa Punkter à de samme to paa Tapperne lodrette Gjennemsnitsflader. Nu fandt jeg, at lagllagerne ved at hæve Axen ved de to Plader (Y) ce, d havde anvendt for stor Kraft, og trykket den överste Spidse af Naalen mod den indvendige Rand af Cirkelen; derved havde disse to Hæveplader, som 2 b tjene til at lægge Axen i Cirkelens Middelpunkt, faaet en | [m divergerende Slilling, saa at der var et lidet Spillerum imel- TT I lem de coniske Ender a og b af den tykkere Deel af Axen a © nt og Pladerne c, d. Fölgelig kunde ved Axens Hævning og Nedlægning denne antage forskjellige Beliggenheder paa Steenpladerne e, f, og naar begge Plader ej lagde begge Tapper ned paa Steenpladerne i samme Öjeblik, kunde Naalen, især naar dette ikke skete meget langsomt, endog faae forskjellige Azimuther. Jeg trykkede derpaa Hævepladerne c, d nærmere sammen, saa at de berårte de coniske Ender a, b af Axens tykkere Deel, naar den var hævet, og fra delte Ojeblik vendte Naalen efter hver Hævning saa nåjagtig AJ tilbage til samme Punkt paa Cirkelen, som man kunde önske. For at give et tydeligt Begreb om Virkningen af denne Forbedring, vil jeg anföre fölgende: För Forbedringen den 9de Mai 1844 fandt jeg ved 153 Hævninger den midlere Usikkerhed af Hvilestillingen den 18de Juni og 11te Juli 1843 + 10,99, den sandsynlige = + 7,41; efter Forbedringen ved 320 Hævninger den midlere Usikkerhed — + 07,898, den sandsynlige = ae rs Für Forbedringen udfordredes fölgelig 169 Iagttagelser, for at naae den samme Sikkerhed, som ved en enkelt efter samme. Nu angiver Instrumentet uden Undtagelse ved hver Jagt- tagelse en daglig Variation, nemlig et Maximum om Formiddagen omtrent Kl. 10 og et Minimum om Sommeren henimod Kl. 6 Eftermidaag, om Vinteren noget tidligere, og et " Medium omtrent Kl. 1 Eftermiddag. e Der gives endnu tvende Omstændigheder, som kunne foraarsage mar constante Feil ved Bestemmelsen af Inclinationen, nemlig en Afvigelse fra den fuldkomne cylindriske Form hos de Tapper, paa hvilke Naalen ruller, ej at tale om Rustpletter eller Ujevnheder i Beröringspunkterne imellem Tapperne og Underlagene, og dernæst magnetiske Partikler à _ Cirkelringen nær de Punkter, ved hvilke Naalen kommer til Hvile. For at undersöge, om dette finder Sted, og saavidt muligt at eliminere Ind- flydelsen af en saadan Ufuldkommenhed hos Instrumentet, har jeg anvendt følgende Methode. Paa den tykkere Deel af Naalens Axe indskyder jeg et tyndt cylindrisk Messingrör a, paa hvis Sideflade der, | lodret paa Rörets Axe, er anbragt en fin Skrue ab, med en liden | Môttrik c. Röret drejes saaledes, at Skruen omtrent danner &n ret | | Vinkel med den rette Linie ef imellem begge Naalens Spidser. Herved f forrykkes Naalens Tyngdepunkt, og man kan, ved at ud- eller indskrue 111 Môttriken foröge eller formindske denne Forrykkelse efter Behag. Har man nu ved dette Middel frembragt en Forskjel imellem Vinklerne & og B eller y og 0, en Gang af 40°, en anden Gang af 30° 0. s. v., og ved at beregne Inclinationen efter Formel 7 finder samme Værdie, som ved det simple Middeltal af de fire Vinkler, naar dette Apparat er borttaget af Axen, da disse fire Vinkler næsten ere lige store, saa kan man være temmelig forvisset om, at Instrumentet ikke har disse Feil. Tapperne have nemlig hvilet paa fire ganske forskjellige Punkter ved hver af disse Observationer, og Naalens Spidser været i Nærheden af Punkter paa Cirkelringen, der ligge langt fra de, der höre til den sande Inclination. Som Exempel paa denne Methodes Anvendelse skal jeg anføre fölgende fire Iagttagelser den 5te Juli 1854 i det magnetiske Observatorium i Kjåbenhavn paa Volden ner Nörreport. | Naal.| Dagstid. a ß 7 Ô i 0 wu u‘ hr Su, 0.1 o 7 or or Sr es Sa Et the wt. | 9 48 F. | 69 745 | 69 5210 | 70 0,04 | 69 22/56 | 69°56'55,4 | 234 2/9 | 0,008595 | 0,007530 Il 10 50 - | 92 42,06 | 50 54,95 | 52 15,08 | 92 46,98 | — 3419,0 | 93 19,0 | 0,59553 0,59555 Im. | 5 28 E. | 92 41,25 | 50 52,08 | 52 12,98 | 92 43,86 | — 3123,6 | 95 32,1 | 0,59541 | 0,59645 III. | 6 25 - 69 4,62 | 69 47,94 | 69 58,14 | 69 18,16 | — 5226,4 | 252 56,5 | 0,008425 | 0,007843 Ved de to Observalioner med Naalen II var det ovenomtalle Rör med Skruen anbragt paa Axen; Naalen III derimod var i sin oprindelige Tilstand. De anförte Klokke- slet ere Middeltallet af Tiden ved Begyndelsen og Enden af hver Observation. Alle ere beregnede efter de trigonometriske Formler 7, 8, 9, 10. Da Forskjellerne 6 — a, y — d ved den förste og sidste Observation ej ere större, end omtrent 2 Grad, saa maa ved disse Middeltallet af de 4 Vinkler give en paalideligere Værdie af Inclinationen, end den trigonometriske Formel, da ved denne smaa Urigtigheder af et enkelt Minut, eller endog mindre, have mærkelig Indflydelse paa Enderesultatet, hvorimod saadanne ved Middeltallet sandsynlig næsten ville hæve hinanden. Saaledes findes ' gb 48' F. 6h25'E. 1(a +8 + y + 0) = 699 35",54 69° 327,21 Formel = — 36,92 — 32,44 Forskjel = + 17,38 + 0',23. Sammenstiller man disse fire Observationer, har man fölgende Inclinalioner: — 9h 48° F. 69° 35,54 10 50 - — 34 32 5 28 E. — 31 39 6 25 - — 32 21. Disse Differentser ere ikke Observationsfeil, men Fålge af den daglige Variation, som siden skal vises. Forskjellen imellem den förste og sidste er + 37,33, imellem den. 112 2den og 3die + 2,93, da Maximum altid indtræffer omtrent Kl. 10 om Formiddagen og Minimum omtrent Kl. 6 Eftermiddag. Heraf sees tillige, at Forskjellen imellem Naalens magnetiske Moment får og efter Polernes Omvending er meget ubetydelig. Af de ovenslaaende Exempler sees, at den trigonometriske Formel 7 er brugbar og giver et Resultat, der nærmer sig til det simple Middeltal (12) af de 4 Vinkler, endog naar disse ere lidet forskjellige, naar blot a og d begge ere enten stårre eller mindre end 8 og 7, og altsaa Vinkelen 6 ikke for meget nærmer sig til 0° eller 180°; thi i dette Tilfælde giver den et meget afvigende Resultat. Herpaa skal jeg som Exempel anfåre fålgende Observationer med Naalen II paa samme Sted den 4de Juli 1854, beregnede efter Formel 7. Neal, | Dagstid | å | 8 | aa leas | i | 0 oi care OBEN, ge un? 2" en II. | 10 F. | 69°34,54 | 69 25,76 | 69 45,58 | 69 50,86 |69 22,1 | 189 20 II. 6 E. | 69 28,69 | 69 25,45 | 69 41,75 JE 27,98 | 69 20,5 | 190 19 Af disse to Observationer fandtes ved Middel af de 4 Tangenter (Formel 11) og ved Middel af de 4 Vinkler (Formel 12) , 10 Form. 6 Eft. Formel 11 . . . 69°33',88 69° 307,50 — kys. — SANS — 30 39 — TE | — 20 5. Disse to Formler ere altsaa, hvad man kunde forudsee, næsten identiske, og give i dette Tilfælde det rigtigste Resultat. Der gives endnu et andet Middel til at undersåge, om Tappernes Gjennemsnil af- viger fra den fuldkomne Cirkelform. Kan nemlig Axen omdrejes i Naalen, udfåre man forst en fuldstændig Observation, omdreje derpaa Axen 45° eller 90°, udföre derpaa en ny Observation, og fortsælte dermed indlil Axen har gjort en heel Omdreining. Man vil da finde en Stilling af Axen, som giver den störste, en anden, som giver den mindste, og en, som giver en midlere Inclination. Paa Reisen igjennem Siberien benyttede jeg et Inclinatorium af Ertel i München med en 6 Tommers Naal, hvortil hårte 3 forskjellige Axer, der kande indsættes og omdrejes efter Behag. Den ene af disse, som gav de mindste Differentser i Axens 4 Stillinger, der dannede relte Vinkler med hinanden, benyt- tedes sædvanlig, og hvor der ikke var Leilighed til at udfore mere end een Observation, blev Axen altid bragt i den Stilling, som gav det midlere Resultat. Men-herved kan man ikke frigjöre sig for Indvirkningen af magnetiske Partikler i Cirkelringen. 113 Observation i forskjellige Azimuther. Er © den sande Inclination i den magnetiske Meridian, 2, Naalens Inclination i et Azimulh=«,, saa er colg 2, — cosa, colgi. Er 7, iagttaget og «, bekjendt, saa kan colg à beregnes. Men er à, behæftet med en Observalionsfeil, hvilket formedelst Tappernes og Underlagenes mindre fuldkomne Form altid maa antages, saa vil denne Feil have en desto stôrre Indflydelse paa den beregnede cotgé, jo slörre «, er, da cotgi, bliver multipliceret med sec &,. Var a, f. Ex. — 90°, saa er seca, —@. Har man observeret Inclinationerne 7,, #,, ©, ... à, i Azimutherne Ci» Gg, 43 +++ Gn, Saa er Opgaven mere end bestemt, og den sandsynligste Verdie af cotgi maa söges ved mindste Qvadraters Methode. Denne findes at vere > cos &n COLE in olg i = SE Z cos? au % hvor n efterhaanden gives Værdierne 1, 2, 3...n. Er et æn ner 90°, saa har denne Observation ingen Indflydelse paa Enderesultatet. Er f. Ex. a, = — 60°, «, = 0°, a; — + 60°, saa er 4 cotg i, + colgi, + 3 colgi, 1+1+7 3 Vægten af delte Resultat er =1+1+1=3; havde man gjort alle tre Obser- cotg à — 1 (cotg à, + 2 cotg à, + cotg ë.). valioner i den magnetiske Meridian, vilde Middeltallet havt Vægten 3, altsaa dobbelt saa stort som ovenstaaende. I den Instruction for lagttagerne i det russiske Rige, som findes i „Annuaire météorologique et magnétique“ for Aaret 1846 (pag. 9), gives for denne Com- bination folgende Regel: cotg? à = 3 (cotg? à, + cotg? à, + cotg? à); men herved faaer cotgi, samme Vægt som cotgi, og cotgi,, uagtet den burde havt dobbelt Vægt, ej at tale om, at den sandsynligste Verdie efter den første Formel er let- tere at beregne, naar man har en Tabel over de naturlige trigonometriske Funclioner. De tre Observationer i tre forskjellige Azimuther udfordre lige saa lang Tid som tre Obser- valioner i Meridianen; naar der ved dem alle skal anvendes den samme Flid, saa har man dog ved de sidste den Fordeel, at Resultatet faaer en betydelig större Vægt. Naar der imidlertid i samme Bind af Annuaire forekommer fölgende Værdier af ¢: 23 Mai: è— 69° 44'4; 21 Nov.: :=717 50/5, med en Differents af 2° 671, saa kan denne Forskjel ikke udledes af denne Grund, men snarere af en urigtig Indstilling i de foreskrevne Azimuther. Vare Azimutherne «, =— 45°, a, =0, «4 = + 45°, saa blev colg i, + (cotg à, + cotgi,) VT — colgi, + 4 (cotg i, + cotg i,) V2 TFM ER [= 2 À med Vægten 2, altsaa noget fordeelagtigere, end den foregaaende Combination. cotg à — Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd, 4 Bind. 15 114 Har man blot gjort Observationer i to Azimuther &, 0g «,, Saa er colg à, + colgi, te a ND CUS ee 5 =, med Vægten 2; a@,=—45°, ag = +45, colgi = (NÉE SENS med Vægten 1; a, = —30", ay = +60, cotgi 3 (V3 cotg a + colg ie) , med Vægten 1; a, = — 60°, a, == + 60°, cotgi = s(cotg ty But io) , med Vægten 14. LO 2 Det förste Resultat har altsaa 4 Gange saa stor Vægt, som det sidste, Ere «, 0g «, ubekjendte, men &, — a, — 0 bekjendt, saa maa man af de to Ligninger cotg 7, = colgicosa,, colg i, = colgicos(e, + 0), colg 2, cotg à, sind’ og cotg à af den første eller sidste Formel. Men her er Opgaven bestemt, da man har to forst söge æ, ved Elimination af cotg i, hvorved man finder lang a, = colg d — ubekjendte Störrelser og kun to Ligninger. Er d= 90°, bliver tang a, = ec hvor, 1 dersom &, er i förste Qvadrant, a, = «, + 90° falder i 2den Qvadrant, fölgelig à, ogsaa maa aflæses i 2den Qvadrant. Her bliver cos («, +d)—= —sin«,, og tager man Summen af Qvadraterne af ovenstaaende Ligninger, faaer man a) cote? += cote? i, + cotg*2,. Denne Regel give de franske Physikere. Men havde man forud paa den sedvanlige simple Maade bestemt den magnetiske Meridians Beliggenhed, hvilket kan udfôres i faa Minuter, saa at begge Azimuther vare bekjendte, saa var den sandsynligste Værdie colg à, cos a, + colg à, COS ay cos? «a, + cos? &, da cos? @, + cos? &, —1. Men her faae begge Observationer forskjellig Vægt, hvilket de bör have, naar &, og «, ere forskjellige. Skriver man Ligningen «a saaledes: cotg? i= colg? i, (1 SF b) cotgi— = colgi, cos a, + colg iz COS ay, colg? à cote ae) — COB i, (1 + tang? a,) = cotg? 7, sec? a,, colg? à saa har man fölgende Formel, som er identisk med a), men lettere at beregne: : colg à C) Ed EEE COS &, Ved denne Methode kan man vel opdage Feil i Tappernes Form eller Virkningen af magnetiske Partikler i den inddelte Cirkel; men jeg finder den mindre anbefalelses- værdig, end den af mig anvendte Methode med Anbringelse af den excentriske Vægt paa 115 _ Axen, og det af fölgende Grunde: 1) Man kan ved de forskjellige Azimulher ej frem- bringe större Forskjel imellem ‚Naalens Inclinationer, end imellem den sande Inclination à og 90°, og jo mere Naalen nærmer sig til den sidste Grændse, desto mindre Indflydelse har Observationen i delte Azimuth paa Resultatet. 2) Man maa gjöre to vidllöflige Obser- valioner i to Azimulher istedetfor een i Meridianen uden at erholde större Sikkerhed. 3) Er R Resultanten af den magnetiske” Kraft, R' den Component af samme, som virker paa Naalen i Azimulhet «, à Inclinalionen, saa er efter Formel 1) R'— RVsin? i + cos? i cos? «. Jo större « er, desto mindre bliver R’ og for «= 90°, bliver R=Rsini. Men jo mindre R’ er, desto vanskeligere har den for at overvinde den Modstand, som smaae Uregelmæssigheder i Tappernes og Underlagenes Form frembringe, og desto usikkrere blive altsaa Inclinationerne à, og i,. At bestemme Inclinationen ved Tiden af Naalens Svingninger i Meridianen og i et Plan lodret paa samme. Denne Methode er upaalvivlelig den mindst anbefalelsesværdige af alle. Er ¢ Tiden af m Svingninger i Meridianen, ¢’ Tiden af samme Antal Svingninger i Azimuthet 90°, saa er f?:7? == R':R=sini:1; altsaa t 2 sins= (4). i Denne Methode vilde give et rigtigt Resultat, naar Naalens Tyngdepunkt laae nöj- agtigt i Omdreiningsaxen. Men da dette aldrig finder Sted, saa har Naalen en fra Incli- nalionen à forskjellig Inclination a i Meridianen, naar den mærkede Flade vender mod Ost; b, naar den vender mod Vest, hvilket har Indflydelse paa ¢; i Azimuthet 90° hviler Naalen ikke i den verticale Stilling, men i en mere eller mindre heldende Stilling, og Tyngdepunktet har her en anden Beliggenhed mod Verlikallinien; altsaa er ¢’ heller ikke nôjagtig, hvad den skulde være ved en fuldkommen æquilibreret Naal. Formedelst Rota- tionsmagnelismen formindskes Svingebuerne hastig, og vil man observere et stort Antal, maa de forste Elongationer være meget store, hvilket medförer en usikker Reduction til forsvindende Buer. Tappernes Form har ogsaa nogen Indflydelse, især paa Tiden af de smaa Svingninger. Endelig har Temperaturen ogsaa Indflydelse paa Naalens magnetiske Moment, hvilket udfordrer en egen» ikke ganske let, Undersôgelse. Heldigviis anvendes denne Methode sjelden. Inclinationens daglige regelmæssige, Variation. Jeg har ovenfor bemærket, at den magnetiske Inclination har en daglig Variation, hvorved Maximum indtræffer omtrent Kl. 10 Formiddag og Minimum henimod Kl. 6 Efter- 15* 116 middag, og at denne tydelig giver sig tilkjende ved omhyggelig udförte Iagttagelser. Tiden for Minimum er ellers uden Tvivl forskjellig efter Aarstiderne og indtræffer tidligere ner Vintersolhvervet, end i Nærheden af Sommersolhvervet. For at erholde en paalidelig Middelværdie for Aaret bör altsaa Observationer anstilles paa disse tvende Dagstider og deraf tages et Middeltal. Følgende Observationer i Kjöbenhavn i Juli 1854 udvise dette. Juli. | Naal. | Form. i Naal. | Efterm. i Variation. h oO ’ h fe} ' , 4 II. | 10,0 69 54,18 Il. 6,0 69 50,59 + 5,79 By NII 9,8 — 55,54 TIT. 6,4 — 32,21 + 5,53 5 II. | 10,8 — 54,54 IT. 5,45 — 31,40 + 2,94 At den sidste Differents er lidt mindre end de foregaaende kommer sandsynligviis deraf, at Formiddags-Observationen er senere end Maximum og Eftermiddags-Observa- tionen tidligere end Minimum. Jeg skal endnu anföre lignende Bestemmelser i Christiania, men for Kortheds Skyld blot anfüre Middelværdierne af Differentserne for forskjellige Maaneder. Inelinationens daglige Variation i Christiania. FT ER ESS Observationstid.| » Form. n Efterm. Variation. | Middel. | o ' o ' r x 1846 April 5 | 71 58,29 6 | 71 55,71 2,58 9'64 2 1854 — A one Li PE 11 2,69 1844 Mai 12 | — 40,22 SAT } Sur 1854 .— 6 | — 29,82 6 — 96,97 2,95 = 1845 Juni 8 | 58.18 al is 5,05 u A Sao 4 | — 30,89 6,45 2 1855 — Le Pq" 28,06 146 | 1,99 1854 — 4 | — 99.94 A ori) 3,64 1851 August | 4 | — 34,56 | = 52076 1,80 yes 1852 — 7| — 52,86 f | ein 1,96 ee 1845 Septbr. | 3 | — 39,28 3 | — 37,86 1,42 Pe 2,19 1850 — 6 | — 36,79 SEC 2,85 2 n betegner Antallet af Observationer hvert Aar. Man seer heraf, at den daglige Variation temmelig regelmæssig tiltager mod Sommersolhvervel og aftager mod Vinter- solhvervet. Middeltallet af de to fårste Observationer i Kjôbenhavn, der ere gjorte nær- mere ved Maximums- og Minimums-Momenterne, giver for Juli Maaned Variationen 37,56, \ 117 - hvilket slutter sig nöje til den ovenstaaende Række. I Stockholm fandt jeg med samme Instrument i Juli 1853 ved Middel af 6 Observationer Formiddag og ligesaa mange Efter- middag: x Formiddag imellem 10" og 11": 71° 16‘,60, Eftermiddag — So 7: — 12°,68, nær overensstemmende med Variationen i Kjöbenhavn i samme Maaned. Da den horizon- Variation = 3/,92, tale Component af Intensiteten har sit Maximum KI. 6 Efterm. om Sommeren og Minimum Kl. 10 Form., og Forskjellen imellem disse i Januar og Juni i Christiania forholder sig omtrent som 1:5, saa er det upaatvivleligt denne Variation, der er Hovedaarsagen til Inclinationens daglige Variation. Inclinationens Forandring. Da Inclinationen kan betragtes som en Function af Tiden, saa kan den forestilles ved en Række af fölgende Form: it +y(t—t) +3(—4), (D hvor i, er den Værdie af #, som hörer lil 1=£,, y og x Constanter. Setter man i, =? +a, vælger for it, Begyndelsen af et vist Aar, for ö en Inclinalion, som omtrent hører til ¢,, udtrykt i Grader og Tiere af Minuter, betegner à — æ med m, saa har man T+y(t—t) +z(t—- 4) +m=0. (ID Har man en Række lagttagelser af Inclinationerne é,, &,, #3 ... in, som höre til Tiderne t,, tg, tz... tn, og indförer disse i Rækken (I), saa faaer man ligesaa mange Ligninger som givne Inclinationer, hvoraf ved mindste Qvadraters Methode de sandsynligste Værdier af x, y, 3 kunne bestemmes. Differentierer man Ligningen (1), saa faaer man di = [y +2:(t—t)] 4. ID Er At eet Aar, saa er Zi den aarlige Forandring fra t—# til 444%, naar Aaret regnes som Tidseenhed, Bliver Zi = 0, saa indtræder et Maximum eller et Minimum af 7; beteg- nes det Tidspunct med T, har man Su Ten, ARN Indsættes denne Verdie for ¢ i Rækken (I), saa kan Størrelsen af dette Maximum eller Minimum beregnes, Er 4 Forskjellen imellem den observerede og den efter Rækken (1) beregnede Værdie af ¢, [44] Summen af disses Qvadrater, og er n Antallet af Bestem- melser af Inclinationen, & den midlere Feil af en enkelt Observation, D den sandsynlige Feil, saa er s=+V ==, D=£.0,67449. (V) Af D kunne de sandsynlige Feil af Constanterne x, y,z og T paa den bekjendte Maade bestemmes. 118 Ved de fölgende Beregninger har jeg været nödt til at give alle Observationer i hver Række samme Vægt, da det i de fleste Tilfælde var mig ubekjendt, om Bestemmelsen beroede paa en enkelt Observation eller var et Middeltal af flere, ligesaavel som Obser- vators Duelighed, Instrumentets Fuldkommenhed, Dagstiden, Localiteten, kort alle de Om- stændigheder, som kunne have Indflydelse paa Resultatets Nöjaglighed. I. Paris. = Tagttager. : Observ. nées | £ | re & 1 | Humboldt, Borda. | 1798,50 | 69 51,00 | 46,23 | — 4/77 | 1800 | — 4,282 2 Gay-Lussac. 1806,50 12,00 | 12,55 | +0,55 | 1805 | — 4,137 3 | Humb. Arago. 1810,70 | 68 50,25 | 55,33 | +5,08 | 1810 | — 3,992 4 Arago. 1812,66 42,00 | 47,88 | +5,88 | 1815 | — 3,847 5 Arago. 1815,71 55,65 | 43,78 | +8,15 | 1820 | — 5,702 6 Ar, & Freycinet. 1817,12 53,58 30,71 — 2,07 1825 5558 7 Arago. 1818,50 50,66 25,51 — 5,15 1830 RATS 8 Arago: 1819,19 21,08 22,95 + 1,85 1835 — 3,268 9 | Ar. & Duperrey. | 1822,52 19,25 | 11,41 | —7,84 1840 | — 5,123 10 Arago, 1822,46 11,16 10,90 — 0,26 1845 — 9,978 11 Arago. 1825,84 8,58 5,82 | 2,76 | 18550 | — 2,833 12 Arago. 1825,65 | 67 60,15 59 54 — 0,61 1855 = 2,688 13 | Humb. & Mathieu, | 1826,70 56,50 55,57 — 0,95 14 Blosseville. 1827,59 52,00 | 53,25 | +1,28 ? 15 | Ar. & Reich. 1829,47 41,36 | 46,16 | +4,80 | to —1800,0. 16 Arago, 1831,37) 43,05 | 39,70 | —3,35 | t= 69°S9)771 € 1,576. É g _ omg | 9 =—42821 + 0,1270. 17 Ar. & Rudberg. 1851,87 40,55 58,02 — 2,55 = —+ 0014192 + 0002198. 18 Rudberg. 1852,10 | 40,80 | 57,24 | 556 | 7 _ 4947.7 +926. 19 Duperrey. 1854,69 | 26,00 | 28,66 | +2,66 | L,,) 353,78. 20 | Annuaire d. Bureau. | 1855,50 24,00 | 26,02 | +2,02 D = + 2,488. 21 Lottin. 1836,54 26,00 | 22,66 | — 3,34 22 d’Abbadie, 1856,59 22,00 | 22,49 | +0,49 23 Fox. 1838,50 13,50 | 1629 | —+2,89 24 d’Abbadie. 1859,50 15,00 | 13,24 | +0,24 25 1841,00 9,00 8,56 | — 0,44 26 | | 1849,00 | 66 45,00 | 44,74 | — 0,26 27 |\Annuaire du Bu-/| 484993 | 4400 | 42,09 | — 1,91 28 i de Longitude. } | 1850,91 57,00 39,33 2,53 29 1851,90 35,00 | 56,56 | +1,56 Alle de af Arago anstillede Observationer findes anförle i „F. Arago’s sämmtliche Werke“, herausgegeben von Dr. Hankel, 4ter Band, S. 421—426. De ere udfürte med forskjellige Inclinatorier af Lenoir (L.) og Gambey (G.). Denne Instrumenternes Forskjel- lighed maa vel have frembragt den betydelige Ujevnhed i Differentserne 4 imellem Obser- vation og Regning; men paa den anden Side have formindsket den constante Feil, som kan forudsættes i Inclinationen i, for 1800. I nedenstaaende Tabel betegner förste Co- lonne Nummeret i foregaaende Tabel; den næste Kunstneren; den tredie (x), hvormange Observationer, der ere udförte; den fjerde (n‘), hvormange Naale, der ere anvendte ved Observationen; den sidste hvem Instrumentet tilhørte eller var bestilt af. Det synes heraf at kunne sluttes, at Lenoirs Inclinatorier vare mindre fuldkomne, end Gambeys, saasom de i Almindelighed have givet stôrre Differentser, end de sidste (see Nr. 1 til 6 og Nr. 9). | Nr. | Dr n | n' Ejer. Nr. | | n | n | Ejer. | i 1 L - 1 Humboldt. 9 I» 2 1 2 L. 1 — 10 | G. 3 | 2 | Åbo Univers. DT ied — LTS (ee 1 | 1 | Paris Observ. 4 Ir = — 12>) G. ad dito. 5 ES 1 1 = 15 G. a2 Freiberg. 6 L. 3 | 2 = 165 RG 22202 Encke. 7 © 22 Ritchie, 17| iG: 2 | 2 | Upsala Univ. ish | 86 2 | 2 | N. Cambridge, | 18 | G, Sl dito, Angaaende Bestemmelsen Nr. 15 med den Freibergske Naal, da fandt Arago den ved fölgende Observationer: Naal 1. Naal 2. i den magneliske Meridian = 67° 457,7 67° 381,4 42 5 — 36 0 45 6 — — Middel = 67° 44,6 67° 36,8; i to paa hinanden lodrette Azimuther = 67 44,7 67 36,8. Herved anmærker Arago: ,Det fortjener at bemærkes, at begge Naale gave en Forskjel af 8’, og denne Forskjel viser sig omtrent ligesaa stor, naar man udleder Incli- nationen af Iagttagelser i to paa hinanden lodrette Azimuther. Hvad kan være Grund til en saadan Anomalie ?“ Grunden synes mig ikke vanskelig at gjette. Var f. Ex. Gjennemsnittet af Tapperne i Naalen Nr. 2 elliptisk, saaledes at Ellipsens store Axe var lodret paa Naalens Længde- axe, saa vilde den i alle Naalens fire Stillinger give Inclinationen for stor. Antage vi, 120 at Azimulherne vare omirent — 45° og + 45°, saa vilde Inclinationen, naar den i Meri- dianen var 67°44’, i Azimuthet +45°, blive 73°51’; Tapperne vilde altsaa i sidste Tilfælde hvile paa Puncter, der blot vare 6 Grader fra de forrige, og have omtrent den samme Indflydelse paa Inclinationen, som i Meridianen. Havde man derimod, ved at anbringe en excentrisk Masse paa Axen, bragt Naalen i den ene Stilling i 2den Qvadrant, vilde denne observerede Inclination være bleven for liden, og en Forskjel imellem begge Observa- lioner vilde have viist sig. I Anledning af Observationerne Nr. 17 og 18 anmærker Rudberg (Sv. Vetensk. Acad. Handlinger 1830, S. 13): ,Heraf kan man med fuld Sikkerhed (?) antage, at den „absolute Middelinclination i Paris ved Begyndelsen af dette Aar (1832) var = 67° 41'. „Da delte er samme Værdie, som Arago erholdt ved Medium af flere Bestemmelser Aar »1829, synes det ogsaa at fålge, at Inclinationen i Paris nu har naaet sit Minimum.“ Denne Slutning er meget forhastet. Bestemmelsen i 1829 beroer, som ovenfor er viist, paa Observationer med 2 Naale, der afvege 8° fra hinanden, uden at man kan vide, hvil- ken der gav det rette, eller om Middellallet angiver det; den imellem begge Bestemmelser forlöbne Tid er kun 24 Aar, og de ere udförle i forskjellige Aarstider (Juni og December — Januar); den magnetiske Resultant har undertiden mærkelige uregelmæssige Variationer ; forskjellige Instrumenter give forskjellige constante Feil. Havde Professor Rudberg kjendt hele den i Tabellen anförte foregaaende Række, hvor Differentsen 4 stiger til + 8’, vilde han have indseet, at der udfordres et langt stôrre Tidsmellemrum end 24 Aar, til at give en saadan Slutning nogen Sandsynlighed. Af de ovenstaaende Beregninger sees, al endnu i 1854 er Aftagelsen over 24 Minut aarlig, og at Minimum först kan ventes henimod Midten af næste Seculum. | Jeg skal til Slutning sammenligne Formelen med endeel ældre og en nyere Ob- servation, som ikke ere benyttede ved Constanternes Bestemmelse. # Jagttager. t Obsery. | Regning. 4 ie} ' fo) Richer. | 16715 | 75° 0. | 82 37,7 | +7 37 La Caille. 1754,7 72 15 75 22,0 | —1 7 Le Monnier | 17765 | 7225 | 71 50,0 | —0 55 Cassini. 1780,5 71 48 71 9,0 | — 0 59 Cassini. 1791,5 70 52 10052 | — 0 54,8 Erman. 1853,55 | 66 25,29! 66 32,08) +0 6,79 Da det ikke er sandsynligt, at Inclinationen i Paris i 1671 kan have været 824°, saa maalle,man enten antage en mindre Værdie for Constanterne y og 3, hvilket vil stride i | mod hele Rækken af 53 Aars lagltagelser med gode Instrumenter i Hovedtabellen, eller tilføje Formlen et Led, afhængigt af den tredie Potents af Tiden. Il. Genève. DE ETAs ttager. | F Observ. theme N A Regning. | 4 1 | Schuckburg. | 1775,62 | 69 27° | 69°39'94 | + 12/94 2| Arago. 1825,67 | 65 48,5 | 65752/63| + 413 |65 52,63! +4,13 3 ie la NG 1829,52 | 65 42,8 55,24 | 1,56 54,95 | — 7.85 4 |f og Gauthier.l| 1830,34 | 65 31,2 51,64 | + 0,44 51,25! +0,25 5| Fox 1838,33 | 64 55,0 -| 64 58,55 +5,53 |64 55,49) +0,49 6 | Plantamour. | 1842,52 | 64 40,5 15,50 | + 2,80 40,21 | — 0,29 7 id. 1844,86 | 64 37,4 54,07 | — 3,53 30,30| — 7,10 8 id. 1855,54 | 63 59,65 | 63 59,72} +0,07 | 63 Zu — 5,90 Udelader man lagttagelsen Nr. 1 af Schuckburg og sætter 4, = 1825,0, faaer man I) “= 65°55',737 + 2,938, y = — 4',6585 + 07,470, 3 = + 0',027517 + 0',01661, 1 190962 7251.5:03 72| — Osiris ID 1232468: Disse Constanter give de under (I) i Tabellen anförte beregnede Værdier af à og 4. Men de give for i= 1775,62, ¢= 70° 527,88, 4 — + 1° 25788. Tilföjer man i Rækken for à et fjerde Led, som er afhængigt af den 3die Potents af Tiden (t — 1825), faaer man ved at tilföje Iagttagelsen Nr. 1: I) © = 65°55‘,737 — 4',6585 (t — 1825) + 0°,012111 (t—1825)? + 0’,00029379 (t — 1825)?, hvilken Række giver de under (II) anförte Værdier af ¢ og 4, samt et Minimum i Aaret 1885,3 og et Maximum for 1739,3. Det sidste er usandsynligt, og jeg maa anlage, al den af Schuckburg bestemte Inclination er for liden. Constanterne (I) give fölgende Vær- dier for den aarlige Aftagelse: t x di | 1825 | —4/659 1850 4385 1835 — 4,108 1810 — 5,855 1845 25558 1850 , | —3,283 1855 | —3,006 1860 | — 2,732 Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 16 IH. London. | al TEE : Observ. | Regning. = 5 | = 1 | Cavendish. | 1775,78 |72 51/0 |72 30,62 | —0;38 | 1820 | — 2,966 3 | Sabine. 1821,62 |70 2,9 |70 4,85 | +1,95 | 1825 | — 2,916 3 | Segelcke. | 1830,91 |69 37,5 |69 37,88 | +0,33 | 1850 | — 2,866 A| Lloyd. 1836,55 | 22,5 21,99 | —0,51 | 1835 | — 2,816 5 | Ph.R.J.S. | 1837,63 | 19,9 18,91 | —0,99 | 1840 | — 2,766 6| Ph.Fox. | 185850 | 18,9 17,14 | —1,76 | 1845 | —2,716 7 | Sabine, Ross. | 1838,74 | 1514 | 15,82 | +0,68 | 1850 | —2,666 8 Airy. 1851,50 | 68 40,46 | 68 44,20 | +3,74 | 1855 | —2,616 t,= 1800,0, = 71° 10,979 + 14,163, y = — 3°,1668-+ 0',03406; x = + 0',005012-+ 0°,001135 [44] = 22,88, D=- +1,42; T—2116 +8. Disse Iagttagelser ere ikke heldig fordeelte, da Nr. 4, 5, 6, 7 saa godt som kuns kunne gjælde for een Bestemmelse, saasom de falde saa ner sammen. Nr.1 er et Middeltal af Iagttagelser med 4 forskjellige Naale, og maa antages for at være temmelig paalidelig, da Cavendish var bekjendt som en fiin Iagttager. Nr. 3 er Middel af 8 Iagttagelser med el 6 Tommers Inclinatorium af Ertel, som jeg benyttede paa Reisen i Sibirien. De ere udförte af den norske Söelieutenant L. Segelcke i Mr. Barlows Have i Woolwich. Ved de 4 var en excentrisk Masse anbragt paa Axen, ved andre 4 var denne aftaget; de förste gave i Middel 69° 36‘,6, de sidste 69° 38,4. Nr. 4 er observeret med 2 Naale, hvis Poler ikke bleve omvendte, men en Correction anbragt, som var funden ved Sammenligning med andre fuldstendige Bestemmelser; en Methode, som ikke er at anbefale. Nr. 4 og 6 ere observerede i Westbourne-Green; Nr. 7 et Middel af 6 Observationer i Westbourne-Green, og 2 i Regents-Park; Nr. 8 i Greenwich, Ph. betegner Philips; R. Ross; J. Johnson; S. Sabine. Da disse Iagttagelser ere udförte paa 4 eller 5 forskjelllige, skjønt nerlig- gende Steder, kan mulig en liden Localforskjellighed finde Sted. Epochen T af Minimum er sterkt afvigende fra alle de övrige Steder i Europa. Graham angiver i Middel af flere Iagttagelser i London Inclinationen 1723,29 = 74° 427,0 Eormlenfolver eee 75 43 4 Differents — + 1° 17,4, hvilket giver Anledning til samme Bemærkning, som ved de ældre Bestemmelser i Paris. Nr: £ Observ. | Regning. 4 | : | as | | | | 1118278 |68°565 | 68 59,33 | +285 | 1825 | 3,520 2| 502 51,7 51,29 | —041 | 1830 | —3,302 5 | 322 49, 44,80 | —4,30 | 1835 |— 3,085 1| 332 12,8 41,61 | —1,19 | 1840 | — 2,867 5 54,2 58,4 38,47 | +0,07 1845 | — 2,650 6| 352 35,0 35,31 | +0,57 | 1850 | 2,433 7| 362 52,2 32,32 | +0,12 | 1855 |—2215 8| 572 | 288 29,31 | +0,51 9| 38,2 26,1 aan | ogee) = COLLE 10| 392 | 224 ayaa. | a; fe: 08522088 = 02080 1! 402 | 21,4 2065 OST |. Saas le 020010, SKE 162 1770 | 150 | 277 09021722 + 000559, a T—1905,91 + 12,55, 3| 42,2 15,4 14,90 | —0,50 | [44] =59,956, 14| 452 10,9 1215 | +1,25 | D— + 049088. 15 | 442 9,2 9,45 | +0,25 16) 452 6,5 6,78 | +0,48 17 | 46,2 3,4 4,16 | +0,76 18 | 472 1,9 1,59 | —0,51 19| 48,2 |68 04 |67 59,06 | —1,34 20 | 492 | 67 56,8 56,57 | —0,25 21 | 50,3 547 53,88 | — 0,82 2) 513 50,6 51,48 | +0,88 95 | 523 48,6 49,56 | +0,76 24 | 53,3 47,6 46,82 | — 0,78 25 | 54,22 45,0 44,73 | — 0,27 Alle disse Observationer ere anstillede af Hr. Quetelet, Directeur for Observatoriet, med et Inclinatorium af E. Troughton, og synes at være udmærkede, da den sandsynlige Fejl af en enkelt Bestemmelse kuns er = + 07,91. 16* Forbes observerede med 2 Naale, af hvilke den ene gav 67° 47,0, den anden 67 537,5. Han anseer den sidste som den paalideligste, da denne Naal var bedre afvejet; V. Göttingen. Nr. lagttager. t | Observ. | Regning. | A L Si | | | . 1 | Humboldt. | 1805,96 | 69 29/0 |69 29:92 | + 0/92 | 1810 | — 3/264 2 | Humboldt. | 1826,71 | 68 29,45 | 68 95,15 | — 498 | 1815 | — 3,151 3| Forbes. | 1837,50 | 67 53,50 | 67 55,29 | +1,79 | 1820 | — 3,039 4 Gauss. | 1841,77 42,47 44,20 | +1,18 | 1825 | — 2,927 5 | Gauss. | 1843,47 59,65 42,42 | + 2,77 1850 | — 2,814 6. Dauber, | 1850,67 23,45 22,39 | —1,06 | 1835 | — 2,702 7| D.R.W. | 1851,02 22,47 21,57 | —0,90 | 1840 | — 2,590 S| D.R. W. | 1852,60 18,63 17,90 |"—0,73 | 1845 | —2,477 tp —1806,0, io == 69° 294783 + 14,750; 1850 | — 2,565 1855 | — 2,253 y= — 3,3555 + 04,1517; T=1955,5 + 40,8; [44]=34,7, D= + 1,671. den stemmer ogsaa bedre med de övrige. Gauss har observeret med et Inclinatorium af s—= + 0011227 + 0005016; Repsold, og har havt den Godhed at meddele mig de tre folgende. den tredie den 28de Marts 69° 29'. Formelen giver 69° 3,06, 4 = — 5,61. VI. Kjöbenhavn. * Nr | lagttager t Obsery. | Reguing. | 4 l di 1 | Hansteen. | 1820,04 |70 36,70 | 70 58,63 | +1,95 | 1820 | — 2513 2 | Hansteen. | 22,59 35,00 | 3255 | —2,65 | 1825 | — 2,528 Bal reen, 39,75 |69 56,15 | 59 56,37 | +0,22 | 1850 | — 2,142 4 | Hansteen. 40,54 52,10 | 54,94 | +2,84 | 1835 | — 1,956 5 Pedersen. 45,46 47,75 46,78 | — 0,97 1840 — 1,771 6 Hanstcen. 47,61 45,80 45,49 | — 2,31 1845 — 1,585 7 | Hansteen: 54,53 33,13 34,08 | +0,95 | 1850 | — 1,599 1) = 1820,0, ip = 70° 384,752 + 1539; y — — 25134 + 04,00018; 3 — + 0018565 + 0,005753 T = 1887,7 + 21,0; [44] =26,0; D— + 14709. Nr. 6 er observeret af Hr. Dauber, Assistent ved det mathematisk-physiske Seminar, med et lidet Oscillations- Inciinatorium, Nr. 7 af de Herrer Dauber, Riemann og Weber med et lidet Inductions- Magnetometer; Nr. 8 med et slérre Inductions-Magnetometer. Mayer Inclinationen med 3 Naale, af hvilke de to gave den 2den Marts 6970", og 68759'; Ved Middel af disse findes for 1814,20, = 69° 8,67; I 1814 observerede Tobias Bestemmelsen Nr. 1 er et Middeltal af 8 Observationer imellem 4de Januar og Ade Februar i Commandeur Wleugels Have i Amaliegaden (1) med et Inclinatorium af Dol- lond af 5 engelske Tommers Diameler med 2 Naale, en rund og en flad, i hvilke Axen kunde indsættes fra forskjellige Sider og omdrejes efter Behag. Nr. 2 et Middel af 17 Observationer imellem 3ite Juli og 12te August med samme Instrument paa Holkens Bastion (2); Nr. 3 Middel af 2 Observationer paa samme Sted med et, det Kjübenhavnske physiske Cabinet tilhôrende Gambeysk Inclinatorium med 2 Naale. Nr. 4 Middel af 6 Observationer samme Sted med et Christiania Observatorium tilhörende Inclinatorium af Gambey med 2 Naale. Nr. 6 Middel af 6 Observationer med samme Instrument i det magnetiske Observatorium paa Volden nær Vesterport (3), paa samme Sted, hvor Nr. 5 er observeret. Nr. 7 Middel af 9 Observalioner med samme Instrument i det magnetiske Observatorium paa Volden ner Nörreport (4)*). Sex Observationer med det Kjöbenhavnske Instrument, som paa Expeditionen paa Galathea var beskadiget, og nogenlunde restilueret, gav 69° 29753; Naalen 4 alene 69° 32,4. Af ældre Observationer i Kjöbenhavn findes folgende: | Inclination. | Jagttager. | ¢ 4 SB nen | | Observ. | Regning. | Lous. | 17755 | 7 Ss I 1345,70 (218507 Bugge. | 1791,5 | 71 20,5 | 72 5,4 +0 44,9 Wleugel. | 1813,5 26,0 | 70 55,8 |— 0, 30,2 I (| l VIL Berlin. N È I ag | à i i I à i i ; 3 | E i: agttager. u | Observ. | Regning. 4 5 | A 3 OP Or | rs | PAVE 1 | Humboldt. |1806,4 | 69 53,0 || 69 54,52 | 1,52 1810 | — 4,061 2 id. 26,88 | 68 38,9 | 68 35,98 | — 2,92 1815. | — 3,827 3 | id. 29,77 50,5 TON NEEDS 1820 | — 3,594 4 | Dove, Riess, 51,96 24,2 20,06 | — 3,14 1825 | — 5,560 5 | Rudberg. | 32,29 16,0 18,96 | +2,96 | 1850 | —3,126 6 | D.& Encke.| 32,54 17,6 18,06 | 0,46 1835 | — 2,893 7 Encke. 56,24 7,4 7,40 0,00 | 1840 | — 2,659 8 id. 37,47 4,9 3,95 | — 0,95 1845 | — 2,426 9 id. 39,52 |67 55,1 |67 58,35 | +5,25 | 1850 | — 9,192 10 id. Al | 2 47,13 | 495 1855 = 1,958 11 id. 44,76 40,1 44,94 | +4,84 12 |. Erman. 46,20 42,95 41,48 | — 1,47 |, —1806,0, à, —69° 54,489 + 3',550, 15 | Encke. 46,69 42,7 40,33 | — 2,37 |y=—4',2477 + 0',1633, 14 id. 49,66 50,1 33,57 | +3,47 1; — + 0023362 + 0,003027, 15 Erman. 49,66 35,48 33,57 | —1,91 148969 4195. 16 id. 53,78 29,74 SMUT | ee SEE || ee i [44] 153,9, D= 27,320: *) Belegner man disse fire Puncter med Tallene (1), (2), (3), (4), saa er deres Beliggenhed mod runde Taarn fölgende: (1) 300Al.nord, 1660 Al.öst; (2) 1480 Al. syd, 230 Al. vest; (3) 1110 Al.syd, 560 Al. vest; (4) 100 Al. syd, 770 Al. vest. _126 Fölgende to Observationer ere ikke benyilede ved Constanternes Bestemmelse : EN EE I Regning. | 4 | | Iagttager. | sel Observ. | L. Euler. | 1769,55 | 72°45 | 73° 0,6 | + 15,6 Kenne 1855,59 | 67 39 | 67 25,3 | —13,7 VIII. Christiania. | 1 ; BIG é Observ. | Regning. = | i a o r fo} r | r [2 1 | 44 | 1820,45 |72°a1/55 |72 36,17 | —»18 | 1820 | — 2,9655 21421 92181| 3506| 3292| —9%84| 1825 | — 2,6853 3116! 2315| 1939 |- 2300| +361] 1850 | — 2,4052 4) 15 | 29,05 10,66 | 12,95 | +229] 1835 | — 2,1252 5 | 8 30,88 485 | 8,55 | +570 | 1840 | —1,8451 | | | 7 6 | 19 51,55 | ili | 6,98 | +981] 1845 | —1,5651 | | 7| 7) 38,40) 71 57,58 |71 52,41 | —517 | 1850 | —1,2850 8 | 14| 39,82 53,54 | 49,72 | —582| 1855 | — 1,0050 9110! 4135| 2851| 46,96 | —1,55 | 1860 | —0,7249 - 10 | 19 42,40 47,26 45,12 | —214 11 | 15 45,60 | 43,21 43,11 | —0,10 | ,,—1820,0. 12 | 24 44,56 38,89 41,88 | +299 | ¢,—=72°57',495 + 14,218. 15.23) 588 zur | Sos) =P 228) 9 2206680002; iklız | dates 7000 sad | len] = 0- 0er | 90 | 7=18729 + 6,9. 15110! 4844| 3471| 35,61| +0, [Aa] = 15971. 16) 5| 49,69! 3474| 34,14 | —0,60 D— + 1,8195. 17|12| 50,72) 35,929 | 32,85 | —2,46 18| 8| 5166| 3366| 31,68 | —1,98 | 19 112! 52,65] 3188 | 30,55 | —135 20 | 8 | 53,45 30,29 29,18 | —1,11 21 | 20 54,55 28,27 | 28,68 | +0,41 54,47 27,57 28,55 | +0,98 8 93 | 8| 55,30| 27,93| 27,72 | —0,21 24 | 8| 55,40 9 12 a s =] Qt 19 El er) 10] = ds ol 1 55,44 | 2597| 2758| +1,61 127 Inclinationen i 1846 er observeret af Hr. Observator Fearnley, alle de åvrige af mig; x er Antallet af fuldstændige Iagttagelser, hvoraf Middeltallet er indfört i Tabellen. De tre fürste ere udfürte med det lille Dollondske Instrument med 2 Naale, som er omtalt ved Observationerne i Kjöbenhavn, endeel med en paa Axen anbragt excentrisk liden Masse. Da dette Instrument var mindre fuldkomment, har jeg sågt at formindske Usikker- heden ved et större Antal af Observationer og ved at anvende forskjellige Observations- methoder. Nr. 4 og 5 ere observerede med et 6 Tommers Inclinatorium af Ertel, som blev anvendt paa Reisen i Sibirien; 1829 er et Middeltal af Bestemmelsen med samme. i April 1828 får Afrejsen og i Juni 1830 efter Tilbagekomsten; alle de fålgende med et större og fuldkomnere Inclinatorium af Gambey. De 6 første Numere ere udförte i en Have paa et Punct, som ligger 1523 Fod nordenfor og 3924 Fod östenfor det nuværende Observatorium, hvor alle de fölgende ere udförte, paa en dertil opfört Marmorstôtte i Parken. Til de 6 förste er föjet en Correction = — 27,31, da jeg ved 2 Observationer paa dette Sted med det Gambeyske Inclinatoriums to Naale den 10de August 1853 fandt Inclinationen der 2,31 större end den foregaaende Dag med samme Instrument paa det sædvanlige Punct i Observatoriels Park. Det Ovenstaaende er Resultatet af 381 fuldstæn- dige Observationer. IX. Stockholm. Nr. lagttager. t n Observ. | Regning. | 4 | t | di 1 | Hansieen. | 1825,60 | 6 |72° 8,50 | 72° 1,99 —6,31 | 1825 | —3,127 2 | id. 1830,42 | 8 |71 45,00 |71 48,34 | +3,34 | 1830 | — 2,637 3 | Rudberg. | 183262 | 3| 4110 | 4286 | 176 | 1835 | —2147 1 | id. 185320 | 2| 4160! 41,50) —0,10 | 1840 | —1,658 5 | Hansteen. | 1842256 | 3| 922,25 | 24,04 | + 1,79 1845 | — 1,168 6 | Lillichéck. | 1845,42 | 5| 2522| 2040 | —2,82 | 1850 | — 0,678 7| Angstrom, | 185059 | 2| 1635| 15,90 | —045 | 1855 | — 0,198 8 | Hansen. | 1853,52 | 10 | 14,03) 1450 | +0,47 | 1860 | +0,01 | | | to= 1825,0; io 72° 3,845 + 2,9055 y— — 511268 + 04087; 2—= + 0,,048968 + 0/,001285; T = 1856,9 + 9,4; [44] = 65,66; D— + 2,444. Den förste Observation er gjort med det Dollondske, den anden med det Ertelske Instrument, de üvrige med Gambeyske Inclinatorier; 3 til 7 med et Upsala Universitet, 8 med et Christiania Observatorium tilhôrende. Da de to förste Instrumenter ere mindre fuldkomne, har jeg givet Nr. 1 Vægten 1, Nr. 2 Vægten 3. I Stockholm fandt jeg i 1828 med det Ertelske Instrument den 6te Juni 113 til 03, 71° 287,9, og efterat Axen var om- 128 drejet 90° imellem 03 og 13 Eftermiddag 71°43‘,9; den Yde fra 4} til 53 Elterm. med en excentrisk Vægt paa Axen 7174375; fra 53 til 63 Eflerm. Due 71°42‘,0. Tappernes Form har ved den förste havt en mærkelig Indflydelse. Middel af de 3 sidste — 71° 43,1 stem- mer bedre med de üvrige. Ängström fandt i 1853 ved 3 Observalioner med det Upsala Universitet tilhörende Gambeyske Inclinatorium den 14de og 15de Juni 71° 15,1, hvilket kun afviger 1’ fra min ovenslaaende Bestemmelse imellem 1ste og 12te Juni samme Aar. X. Throndhjem. i = Nr: | EEE | : | Obsery. | Regning. = | | RE CRI 1 | Hansteen og Segelcke. | 1825,50 | 74 40,7 | 74 deb) — 1,44 2 Hansteen og Vibe. 1852,57 | 74 10,75 | 74 13,95 | + 3,20 5 | Boeck og Meyer. 1838,51 | 73 57,51 | 73 54,46 | — 2,85 Nr. 4 er Middel af 11 Iagttagelser med det Dollondske Inclinatorium med begge Naale; ved 3 af disse var en excentrisk Masse anbragt paa Axen. Nr. 2 er Middel af 8 Iagttagelser med det Ertelske Inclinatorium, 2 af disse observerede af nuværende Inge- nieur-Major Vibe. Nr. 3 Middel af flere Iagttagelser med Observatoriets Gambey. De kunne nåjagligt fyldestgjåres ved fålgende Formel: i = 74° 40',7 — 5',3075 (t — 1825,5) + 0',15152 (£ — 1825,5)*, hvilken vilde give et Minimum for ¢=1843,0. Men da denne Række kun omfatter 13 Aar, saa ville de uundgaaelige lagltagelsesfeil, især ved de to förste mindre fuldkomne Instru- menter, gjöre Constanterne noget usikkre. Ved at antage Aflagelsen eensformig i disse 13 Aar, finder man folgende Formel: i = 74° 39',94 — 3',3537 (t — 1825,0); hvilken giver de i Tabellen anförte Differentser. Imidlertid antyder den förste Formel, at Aftagelsen formindskes her, som paa alle de övrige Steder i Europa. XI. Gibraltar. Nr. | ; | = | Observ. Regning. | A Rae A OP I ars | ' ou LÆSES 1 | 1840,5 4 | 59 40,0 | 59 42,48 | + 2,48 59 38,84 | — 0,16 2 | 1842,1 1 | 59 27,4.| 59 19,41 | — 7,99 | 59 21,54| — 5,86 3 | 1844,68 | 4 |58 56,7 | 59 3,71 | +7,01 59 6,58 | + 9,87 4 | 1847,8 1 | 58 45,52 | 58 13,20 — 1,52 58 41,75 | — 3,17 129 Disse Iagttagelser ere udfårte af forskjellige norske Söofficerer paa Togter i Mid- delhavet med norske Krigsskibe. lagltagelsesstedet er udenfor Byen paa den saakaldte „neutrale Grund“ paa et Sandlag, Brede = 36°9'50", Længde =.7° 39' 10" vest Paris (efter Tofinos Karter). Nr. 4 af Capt. Valeur, Chef for Corvetten „Örnen“; Nr. 2 af en Officeer paa Briggen „Lolland“; Nr. 3 af Officererne paa Corvetten ,Nordstjernen*, Nr. 4 af Offi- cererne paa samme Corvette. De sandsynligste Constanter, man kan udfinde af disse Iagttagelser, naar f,— 1830,0, ere: i,—= 59° 487,06 + 9,17; y = — 11',364 + 5",892, s = + 0',40442 + 0',6032, [44] = 120,87, D—+7,415. Resultatet af disse findes i ovenstaaende Tabel, mærkede I, og vilde give folgende aarlige Forandring: t | Ji 1840 | — 11,564 1845 | — 7,520 1850 | — 3,276 Men da den sandsynlige Feil D af en enkelt Bestemmelse er saa stor, har jeg ogsaa her troet det rigligere blot at såge to Constanter, og allsaa at ansee Aflagelsen i de 7 Aar for eensformig. Herved har jeg fundet, at de bedst kunde fyldestgjéres ved folgende Formel: , i = 59° 437,82 — 7',9576 (t — 1840,0). Denne Formel giver Resultaterne under Mærket II. De fire Iagttagelser i 1840, saavelsom i 1844, stemme ellers indbyrdes meget vel overeens; alle ere udfårte med det Gambeyske Inclinatorium. Ved Nr. 1 og 3 ere begge Naale anvendte. lagltagelserne vise ogsaa her, at Aftagelsen aarlig formindskes, og at den er stårre i sydligere end i nordligere Breder. . XH. Petersburg. Nr Jagttager. n t Obsery. | Regning. A . t di 1| Hansteen. | 4 | 1828,50 | 71 17,45 |71°1415 | —3;52 | 1850 | — 1,927 2 | Humboldt. A | 1829,57 8,10 11,98 | + 5,88 1855 — 1,507 3 Hansteen. 10 | 1850,54 8,87 10,95 1,72 1840 — 1,086 4 Kupffer. 1 | 1854,50 5,90 3,24 | — 2,66 1845 — 0,665 5 — | 1841,5 | 70 59,00 | 70 54,54 | — 4,46 1850 — 0,245 6 — 1184275 58,40 53,58 | — 4,82 1855 + 0,176 7 ; | — | 1843,5 48,70 52,73 | +4,73 | —1830,0. Annuaire 3 8 ET Wer 1844,5 50,80 52,04 | +1,24 | = 71°11',144 + 17,504. 9 |[ et magnét. — | 18455 45,50 51,38 | +7,88 [y = — 1',9272 + 0',5931. 10 — | 1849,5 51,15 49,56 | — 1,57 |2—=-+0',042095 + 0',01724. 11 — | 1850,5 51,54 49,31 | — 2,23 IT —1852,9 + 10,5. 12 | — | 18515 49,00 | 49,15 | +0,15 |[ss]=172,7. D= + 2,915. I 17 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 130 De tre förste Bestemmelser ere gjorte i den botaniske Have. Nr. 1 er et Middel af 4 Iagttagelser med det Ertelske Instrument, hvorved Axen ved den ene blev omdrejet 90°, ved en anden anbragt en excentrisk Vægt paa Axen, hvorved Naalen i den ene Stil- ling hvilede omtrent ved 503 Grad, i den anden ved 98% Grad; Inclinationen beregnet efter Formel 7. Nr.2 er bestemt ved et Inclinatorium af Gambey med 2 Naale, et Middel af 2 Observationer i Mai og 2 i November. Nr. 3 er et Middel af 10 Observalioner, 4 med det Ertelske, hvoraf jeg udförte 2, Kupffer 2; 3 med Humboldts Gambey, den ene med en excentrisk Masse paa Midten; een med samme Instrument af Kupffer; endelig 2 med et lidet Instrument fra Fabrikken Ischora, tilhörende Baron Schilling von Canstadt. Resultatet af de tre Instrumenters Angivelse var: Ertel. . . 4 Obs. 71 8,64 Gåmbey. 4 — 8,75. Schilling 2 — 10,60. Da Nr. 7, 8, 9 betydelig afvige fra de övrige, formener Kupffer, at disse bör udelades (Bulletin physico-mathématique Nr. 280—281). Samme Sted anförer han 13 Ob- servalioner, anslillede i det magnetiske Observatorium med et samme tilhörende Inclinato- rium af Gambey i September og November 1830, hvoraf Middelet er 71° 21,2; men da disse variere imellem 71° 15,3 og 71° 392, saa maa dette Instrument have havt en Uregelmæssighed i Tapperne, og Middelet maa ansees som mistænkeligt. 1 November og December samme Aar fandt han ved 7 Observationer med Humboldts Gambey i Middel 71° 13,2, og med et andet Inclinatorium af Gambey, bestemt for Nertschinsk, ved 7 Obser- vationer 71° 147,4. Medium af disse 14 Observationer, der stemme bedre overeens, er anført i nedenstaaende Tabel under Nr. 4, a Pi ar : Observ. | Regning. al ! | 2 | 1 | 1828,50 | 71°17,45 | 71 13,49 | — 3/96 | 1850 | — 1,279 2 | 1829,57 810 | 12,11 | +4,01 |. 1835 | — 1,140 3 | 1830,34| 887 11,12 | +295 | 1840 | —1,001 4 | :1850,95 15,80 10,36 | — 3,44 | 1845 | — 0,875 1854,50 | 5,90| 6,08 | +018 | 1850 | — 0,734 1841,50 | 70 59,00 | 70 58,69 | — 0,31 | 1855 | — 0,595 5 6 Te #18 32200 | 13820) | a 056 = 1820.01 Ep en 8 | 1849,50 51,13 51,89 | +0,76 |; —71011,558 + 07,868. 9 | 1850,50 51,54 51,18 | —0,56 |y —— 1/2789 + 0/,1085. 10 | 1851,50 49,00 50,49 | +1,49 [= =+ 0',015898 + 0',01321. | = 1876,0 + 45,9. 131 Da Constanten 3, af hvilken Epochen T af Minimum hovedsagelig afhænger, er saa ubestemt, at den svæver imellem 07,000 og +0‘0271, saa kan man vel heraf intet videre slulte, end at Minimum maa ligge imellem 1853 og 1876. Kupffer har meddeelt mig en Række af Observationer i Petersburg af Hr. Tumarscheff med et Inclinatorium af Repsold, ved hvilket Inclinationen aflæses ved Naalens begge Ender ved Mikroskoper. lagttagelserne omfatte 12 Maaneder fra November 1852 til November 1853, og ere an- stillede den 1ste og 15de i hver Maaned omtrent Kl. 1 Eftermiddag. Middel af disse 23 Iagttagelser, som indbyrdes stemme taalelig overeens (imellem de yderste Grændser 70° 32‘,2 og 70°11‘,2), er 70723',1. De sidste Constanter give for 1851,5 :=70749",52; de förste 70? 497,08 med Differentserne: Observation — Regning = — 26’,41 og — 257,98. Her maa upaatvivlelig vere begaaet mogen Feil ved Observationsmethoden. Det er overalt beklage- ligt, at de store Anstrængelser, som gjôres af det Russiske Videnskabernes Academie for at lade anstille magnetiske og meteorologiske Iagttagelser i det vidtstrakte Russiske Domi- nium, ikke bære bedre Frugter. Selv i Petersburg, saa nær under Academiets Öjne, findes Observationsrækker, som bære tydelige Spoer af Ubrugbarhed. Hver Maaned anstilles f. Ex. 8 til 9 Gange Observation af Inclinationen, saavel om Formiddagen mellem 10 og 11 eller 12, som om Eftermiddagen imellem 4 og 5. Hensigten heraf maa være, at udfinde den daglige og maanedlige Variation. Skulde denne Hensigt naaes, maatte Iagttagelserne anslilles med den störste Omhue. Men at delte ikke er Tilfældet skal jeg oplyse ved fölgende Exempler. I 1842 fandtes ved Middel af 99 Iagttagelser Inclinationen = 70° 58’,4; men i dette Aar er den een Gang fundet = 71°39',1; en anden Gang = 69° 157,7, altsaa en Differents — 2° 237,4. I 1845 fandtes ved Middel af 71 Iagttagelser 70° 43,5, imellem Grændserne 71° 347,4 og 69° 447,4 med en Differents af 1°50’. I Barnaul fandtes Inclina- tionen i 1842 ved Middel af 102 Iagttagelser 70° 77,45 imellem Grændserne 70? 28,9 og 69° 327,7, Differents = 567,2; i 1845 af 100 Iagttagelser 68° 237,24 imellem Grændserne 69° 7,4 og 67 32',1, Differents — 1° 357,3. Differentsen imellem Middeltallet i, 1842 og 1845, udledet af 102 og 100 Iagttagelser, er altsaa 70° 77,45 — 68° 23,24 = 1° 44,2. Af saadanne Iagttagelser kan intet brugbart Resultat uddrages. Langt bedre var det, om man blot een Maaned om Aaret, f. Ex. i Juni Maaned, anstillede en halv Snees gode Iagttagelser med Anvendelse af al muelig Opmærksomhed paa de muelige Kilder til Feil; heraf kunde i det mindste en sikkrere Kundskab erholdes om den aarlige Forandring, hvorimod der af de hidindtil leverede intet kan udledes. XI. Kazan. Nr Tagttager. J ” | Observ. | Regning. 4 : di 1| Hansteen, | 1828,60 | 3 |68°26,50 | 68°27,25 | -+0,75 | 1830 | — 1,564 2 Fuss. 1830,46 | 2| 25,70| 2414| —0,56 35 | —0,372 5 | Simonof, | 183177 | 3| 21,30| 22,41 | +1,11 40 | +0,820 4 do. 1832,44 | A| 20,05| 21,72 | +1,67 45 | +2,012 5 do. 1833,47 |. 2 22,65 | 20,78 | —1,87 50 | —- 3,204 6 do. 1834,52 | 3| 20,95 | 20,20 | —0,73 PASS 1841,56 | 71 | 2210 | 22,68 | +0,58 | [44]—1347, 8 magnétique 1842,54 | 58 29,24 23,68 | +14 D= + 1,111, g |} et météorol. (| 1943,50 | 78 | 26,90 | 25,44 | —1,46 | T= 1836,6 + 1,4. to— 1828,0, to = 68° 281,451 + 14,424, y —— 2,0408 + 043384, 3 — + 0/,11919 + 0,01937. Simonoffs Observationer ere udförte med et Inclinalorium af Gambey med 2 Naale, Den 22 Juni 1830 fandt han i Forening med Baron Schilling von Canstadt med det lille Inclinatorium fra Ischora, hvormed jeg observerede i og stemme særdeles vel overeens. Petersburg i April samme Aar, Inclinationen = 68? 25,4, hvilken stemmer paa det nöjeste overeens med den af Fuss kort forhen gjorte Bestemmelse Nr. 2. Formodentlig ere de 3 sidste Bestemmelser udförte med det samme Simonoffske Instrument og under hans Opsigt. Jeg anseer disse lagtlagelser noget nær som den paalideligste Række i det Russiske Rige. XIV. Catharinenburg. Nr lagttager. n t Observ. | Regning. 4 t di 1 | Hansteen. 1 | 1828,67 | 69/4210 | 69°41,59 | — 0,51 1850 | —+ 0,910 2 Fuss. 1/ 3048| 4860! 43,23 | —5,37 | 1835 | 0,929 3 88| 41,75| 54,16 | 53,75 | —0,41 | 1840 | +0,48 4 147; 4250 |. 53,05 | 5447 | +1,44 | 1845 | 0,967 5 99! 4350! 5148| 5545 | 15,95 | 1850 | 0,986 6 || Annuaire | 105 44,50} 5410) 56,59 | + 2,29 7 |\ météorol. JZ) agg) 4550| 53,55 | 57,36 | +5,81 | [44]— 81,64, gif ment lings] 46,50] 57361. 5855| 1097 | D— + 2,155, 9 1053| 4950 |70 2,57 |70 1,27 | —1,50 | »=1828,0. 10 s2| 50,50 5,20 2,25 | —2,95 | = 52,50 6,20 4,23 | —1,97 i, = 69° 40',982 + 14,850, y = + 0/,90264 + 0409946, == + 0/,0018865 + 0,01256. 133 Foruden de i ovenstaaende Tabel anförte Bestemmelser af Inclinationen i Cathari- nenburg findes endnu i forskjellige Aargange af Annuaire météorologique et magnétique folgende Bestemmelser: t | Inclinat. 1837,5 | 70 3,0 1858,5 | 4,5 18395 | 4,5 1840,5 | 3,8 Disse kunne paa ingen Maade bringes i Harmonie med de för anförte; man maa enten forkaste disse som urigtige, eller ogsaa forkaste de 7 Bestemmelser fra Nr. 3 til 9 inclusive. Hvilket der er det rette, lader sig ikke afgjére; muligen er Observations- stedet i disse Aar forandret, da i metalförende Bjergegne, som her i Norge, ofte mærke- lige Localanomalier finde Sted. Det samme maa dömmes om fölgende Observationer af Hr. von Humboldt, som den 15 Juli 1829 fandt med Naal A 697978, med Naal B 69° 9’,7 (Schum. astr. Nachr. Bd. VIII. Nr. 267), dersom delte ikke er en Trykfeil for 69° 49,7. XV. Irkutsk. Nr. | Iagttager. t | n Oneenn. i Regning. A 1 | Schubert. | 1805,5 67° 0 2 | Wrangel. 1820,5 67 11 3 | Ransteen. | 1829,25 | 4 | 68 13,2 |68 12,95 | — 0,27 A| Fuss. 1830,57 | 2 | 68 15,4 |— 15,87 | +0,47 5 id. 1852,16 | 2 | 68 19,6 |— 1958. |, _ 0,92 De to förste Bestemmelser maa upaatvivlelig vere feilaglige, da Tilvæxten i 15 Aar fra 1805 til 1820 kun er 11 Minuter, og i 9 Aar, fra 1820 lil 1829, 62 Minuter. Schubert har i samme Aar angivet Inclinationen i Tobolsk = 78°, hvor jeg i October 1828 fandt den 70° 567,6 og Fuss i Juni 1830 = 71° 0’,8. Hans Instrument maa altsaa have været maadeligt, eller den anvendte Methode ufuldkommen. I Gymnasiet i Irkutsk forefandt jeg de to Inclinatorier, som af Baron Wrangel og Lieutenant Anjou vare blevne benyttede paa deres Reise til Polarhavet, i aldeles ubrugbar Stand, hvilket formodentlig var foraar- saget paa den besværlige Tilbagereise. Naalens Længde var omtrent 7 Tommer, og 134 Arbeidet var ikke af fürste Rang (formodentlig udfört i Fabrikken Ischora). Da jeg af Generalgouverneuren Lavinsky fik Tilladelse til at laane disse Instrumenter, samt en god Sextant af Troughton til Brug for Lieutenant Due paa hans Reise langs Lena Floden til Jakutsk.og Willuisk, saa sôgle jeg af disse to Inclinatorier at danne et brugbart, ved at tage de ubeskadigede Dele af det ene og anbringe paa det andet. Tre Observationer med dette gav 68°11/,1, 67°46‘,9, 68°4',5; den sidste med excentrisk Vægt paa Axen. Middel af disse = 68° 0,8, er 12‘,4 mindre end Nr. 3 i ovenstaaende Tabel, som fandtes ved 4 vel overeensstemmende lagtlagelser med det Ertelske Instrument. De 5 Iagttagelser, beregnede paa sædvanlig Maade, vilde give for & = 1805,0: i = 66° 59,68 — 1’,5208 (t — 1805,0) + 0‘,17617 (t — 1805,0)°; med Differentserne 4 = — 17,0 + 57,6 — 107,3 — 3‘,0 + 87,8; og et Minimum 1809,3. Men da herved de störste Feil kastes paa de tre sidste og udentvivl paalideligste Observationer, saa finder jeg det raadeligere, at sælle de to förste ud af Betragtning. De tre sidste vel overeensstemmende kunne fremstilles ved fölgende Formel: i = 68° 12’,433 + 2°,1982 (t — 1829,0), hvilken giver de i Tabellen anförte Differentser 4. Baron Wrangels Bestemmelse findes i fölgende Værk: „Reise des Kaiserlich Russischen Flotten-Lieutenants Ferdinand v. Wrangel längs der Nordküste von Sibirien und auf dem Eismeere in den Jahren 1820 bis 4824, nach den handschriftlichen Journalen und Notizen bearbeitet von G. Engelhardt, Staatsrath. Berlin 1839. §. 308. Tabelle IV.“ … Paa to haandskrevne Lister over de, magnetiske Iagttagelser paa denne Reise, som Hr. Baron Wrangel i 1828 havde den Godhed at skjenke mig i Petersburg, af hvilke den ene inde- holder Wrangels egne Iagttagelser, den anden, som er skrevet med en anden Haand og Stedernes Navne med russiske Bogstaver, formodentlig Lieutenant Anjous, findes paa den förste for Irkutsk Declinationen 2° 30° östlig, Inclinationen som ovenfor 67° 11‘; paa den anden Inclinationen 67° 20’, og for Jakutsk Inclinationen = 73° 244‘. Angivelsen i det trykte Værk kan altsaa ikke være nogen Trykfeil. Uaglet Anjous Bestemmelse mindre er i Strid med de fålgende, kan den dog dermed neppe forenes. Udelader man Schuberts Bestemmelse i 1805, og forbinder Anjous i 1820,5—67°20 med de 3 fålgende, faaer man i— 67° 157,51 + 9,1024 (t — 1820) — 0’,31684 (t — 1820)" ; hvilken Formel giver fölgende Differentser imellem Observation og Regning — 0',02, — 0,66, +0,93, — 0,25, og et Maximum i 1834,5 = 68° 207,88. Uaglet Differentserne ere ubetydelige, maa dog dette Resultat ansees som tvivlsomt, i Betragtning af de store Verdier af Constanlerne y og =. XVI. Nertschinsk. | Nr. | Iagttager. t Observ. | Regning. | 4 t | fi | | | | 1 Fuss. | 1832,60 |66°33,45 | 66°33,04 | — 0/41 | 1850 |45/2137 2 1841,75 |67 6,40 67 7,10 | + 0,70 1855 | +4,1752 3 | 1842,66 10,58 9,54 | —0,84 | 1840 |+51367 4 lee | 1845,45 | 6,60 11,52 | 14,92 1845 | + 2,0982 5 |{ magnét. }| 1844,55 15,10 15,95 | + 0,85 1850 |+1,0597 6 | | 1845,50 22,47 16,04 | — 6,43 1855 | + 0,0212 7 | 1850,70 | 22,60 93,76 Ei | | | | | to— 1332,05 i, —= 66° 50/194 + 2,296; y — + 4,7985 + 0/1871; 3 = — 0/10585 + 0402985, Maxim. T=1855,1 + 5,2; [44] =69',0, D— + 2,801. Nr. 1 er observeret med et Inclinatorium af Gambey, som tilhörte Bjergverket, allsaa sandsynligviis det samme, hvormed de fölgende ere udförte. Det er at mærke, at ved alle de foregaaende var y negativ og = positiv (thi Bestemmelsen for Irkutsk maa ansees som tyivlsom); her have de skiftet Tegn, hvilket fremkalder et Maximum. XVII. Peking. Nr. lagttager. | t n | Observ. | Regning. | 1 t | da | | | | | o ' , r | ’ 1 Fuss. | 1851,27 | 4 |54 49,23 | 54°49,31 — 0,01 1850 + 6,580 | | 2 | Annuaire | 1842,75 | | 55 42,22 | 55 42,85 | +0,65 1855 | +5,213 3 magnét. et (| 1845,57 45,50 | 44,72 | — 0,78 1840 — 5,847 4 |) météorol. (| 1845,50 | 50.18 | 50,31 | +0,13 1845 | + 2,480 | | i > | | x vi | | ! 1850 | +1,113 f= 1851,0, U 54° 47',62 SE 1,547 > 1855 ræs 0,253 y = + 6',5065 + 0',3589; == — 0',15666 + 0',02581 ; | Maxim. T—1854,1 + 4,5; [44]—1,0225; D= + 0,991. Paa de fålgende Punkter i Sibirien kan jeg kun sammenligne mine egne Iagtta- gelser med dem, som den unge Astronom Fuss paa en Reise lil Peking og tilbage i Aarene 1830 og 1832 har anstillet, og som forefindes i Schumachers ,,Astronomische Nachrichten“, 11te Bd. Nr. 253, anstillede med et Gambeysk Instrument med 2 Naale. H. D. F. betegne lagttagerne Hansteen, Due, Fuss, Hb. Humboldt; det i Parenthese inde- sluttede Tal Antallet af Observationer, hvoraf Middel er taget; det sidste Tal den af begge Bestemmelser udledede aarlige Forandring af Inclinationen. Den geographiske Beliggenhed af Stedet er angivet efter Fuss. 136 XVIII Perm. Brede 58° 1/15”, Længde 74° 6' 15” Ferro. D. 1828 Aug. 26 (2) 70° 8,75) _ 0 F. 1850 Juni 22 (1) 69 5441 } Ed Dues to Observationer gave 70° 77,6 og 70° 9,9; ved den sidste var Axen om- drejet 90°. Da de stemme saa vel overeens, kan jeg ikke have nogen Grund til at anlage nogen betydelig Fejl ved denne Bestemmelse. Imidlertid er det paafaldende, at Fuss's Observation giver et mærkeligt mindre Resultat, da Inclinationen paa de östlige Steder har tiltaget. XIX. Tiumén. Brede 57° 4', Længde 82° 47' Ferro. H. 1828 Octbr.4 (1) 70° 1545 FG F. 1830 Juni 28 (1) 70 25f ” Her maa jeg gjöre samme Bemærkning som ved Perm. XX. Tobolsk. Brede 58° 11' 43”, Længde 85° 45‘ 43" Ferro. I Haven ved vort Logie hos Enken Orn nær Rodeschtva Kirke gjorde jeg folgende Iagttagelser i 1828: Med det Ertelske Instrument October 12, Middag —71° 0/8. Axen omdrejet 90°, samme Instr. — 12, 1 Efterm.— 70 55,7. Med Ermans Gambey Naal A, — 14, 11 Form.—70 50,2. — — — — B. — 14, OMiddag=70 59,5. Middel = 70° 56',55. Paa det Plateau (kaldet „Bjerget“), hvor Archierei Residents ligger, anstillede Due fölgende Observationer med det Ertelske Instrument: October 19, Formiddag 11h — 709 59',1. Middag 0h =71 1,7. Middel—71° 0/4. Naal A. = 70° 58',0. Humboldt. 1829, Juli 23. umbo 9, Juli 1 .=70 55,7. Middel = 70° 55',65. Naal A. = 70° 58,2. - Fuss. 1830, Juni 29. uss. 1830, Juni ane Benz Middel— 71° 048. KOMGATS 137 AEE: > — — les e se N - ‘ wi{LIBRAR Y Altsaa faaer man, naar disse sammenslilles: z om / Hansteen. 1828, Oct. 13 (4) 70° 56,55 CI asec Humboldt. 1829, Juli 23 (2) 70 55,655 + 2,48. We KS Fuss. 1850, Juni 29 (2) 71 0,8 Statsraad Schubert angiver i Bodes „Astr. Jahrbuch“ for 1809 S. 162 Inclinationen i Tobolsk — 78°, hvilket vel maa være en Trykfeil; maaskee for 73°, eller 68°; hvis det ikke er en grov Observationsfeil. XXI. Omsk. Brede = 54° 59/15", Længde 91°. . 1829, Oct. 19—24 (2) 68° 534,45 H en ct. 19—24 (2) 6 AS]. gig, F. 1850, Juli 4 (1) 68 58,10 XXII. Tomsk. Brede = 56° 29' 39”, Længde = 102° 48! 6". D. &H. 152% Tan: es (2) ne ge 4.245, F. 1850, Juli 11 (4) 71 51,5 XXIII. Werchne-Udinsk. Brede = 51° 49/41", Længde = 125° 24° 46". H. 1829, Febr. 11 (1) 67° 52/5 = e à (1) a La. F. 1852, April 5 (1) 68 6,5 XXIV. Selenginsk. Brede = 51° 5/52", Længde = 124° 18/50". 29. F 2 30 51: P1852, ape LL (D 66 55,8) 7 I „Astron. Nachrichten“ I. cit. staaer den sidste Observation angivet = 67° 53‘,8, hvilket maa være en Trykfeil. XXV. Troitzko-Sawsk. 'Brede = 50° 21/25”, Længde = 1249 12! 0". H. 1829, Febr. 16 (3) 66° 21,0 a tee F. 1851, Octbr. 8—29 (5) 66 23,77 XXVI. Posolsk, Kloster ved Baikal. Brede = 52° 1'8“, Længde = 125° 29! 0". H. 1829, "Febr. 26 (1) 67° 58',2 : ale F. 1852, April 1 (1) 68 1,6 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 15 138 Min Observation blev udfört paa Isen paa Baikal-Söen, 10 Verst östenfor Stationen Posalskaia, men omtrent i samme Brede. Af disse Iagttagelser sees, at i hele Sibirien fra den 80de Længdegrad af var Inclinationen tiltagende imellem Aarene 1829 og 1832, omtrent 4 Minuter aarlig, maaskee noget mere i de sydligere end i de nordligere Steder, I Tiumén og Perm synes vel herfra at vere en Undtagelse; men dersom Iagttagelsesfeilen i begge Aar har faldet til modsat Side, saa kan denne Anomalie deraf forklares, saa meget mere som Bestemmelsen i Tiumén i begge Aar alene grunder sig paa en enkelt lagltagelse, og Tidsmellemrummet kuns er noget over eet Aar. XXVI. Sitka. aalingen z 4 Ws lasiiager É Observ. | Regning. 4 : a 1 Lütke. 1827,50 | 75 54,80 | 50,21 |—459 | 1850 | —0:505 2 Erman. 1829,78 | 43,90 | 49,27 | +5,37 | 1855 | + 0,099 3 Belcher. 1837,72 | 51,50 | 49,25 |—2,25 | 1840 | +0,504 4 Belcher. 1839,55 | 49,10 | 49,97 |+0,87 | 1845 | +0,909 5} 1843,70 | . 50,80 | 52,61 | +1,88 | 1850 | +1,315 6 (RES 1844,36 | 5273 | 53,16 |+043 | 1855 | 41,718 7 1845,50 | 55,86. | 54,19 | — 1,67 fo== 1827,0; io — 75° 501,477 + 21,587; y = — 0/,54768 -+ 0',50959; z = + 0',040456 + 0',008255; T— 1855,8 + 6,4 (Minimum) ; [44]— 61,975; D=+ 26504. XXVIII. New-York. Nr. lagttager. t Observ. | Regning. | 4 t di I 1 Sabine. 1822,90 |75° 7,00 | 72° 2,08 | —4,92 | 1820 | +053 2 Bache. 1854,60 | 72 51,70 | 72 53,57 | +1,87 | 1825 | — 0,267 5 Loomis. 1859,5 52,20 |. 48,98 | —3,22 | 1850 | — 0,688 4 Hacke, 184,5 41,00 | 45,84 | +484 | 1855 | —1,108 5 Lefroy. |:1842,54 |" 39,50 | 44,06 | +4,56 | 1840 | — 1,529 6 Renwick. | 18425 40,30 | 40,50 | +0,20 | 1845 | —1,949 7 a 1845,5 40,60 | 38,55 | —2,05 | 1850 | — 2,370 8 Nordstjernen. | 1846,88 59,54 55,75 | — 3,61 1855 — 2,790 to= 1822.0; in 75° 2195 + 2,587; y— — 0401497 + 0,09518; = — 0/,042055 + 04006605; T= 1822,35 + 1,15 (Maximum). [44] = 99,565, D = + 5',169. LEE Ved Nr. 3, 4, 6, 7 ere Observationernes Datum ikke angivne, hvorfor jeg har maaltet antage Midten af Aaret. Nr. 8 er Middel af to lagltagelser af de Norske Söe- officerer paa Corvetten ,Nordstjernen* med Observaloriels Gambey. For at give en klarere Oversigt over disse Forandringer paa de respective Steder, har jeg reduceret dem alle til Begyndelsen af 1840, hvoraf Resultatet indeholdes i fül- gende Tabel. Tallene i 4de Colonne betegne Epochen for et Minimum, undtagen de tre med * betegnede, der angive Epochen for et Maximum. De formedelst lagttagelsernes mindre indbyrdes Overeensstemmelse som tvivlsomme betragtede Resultater ere betegnede med (?). Sted. Brede. Længde; | ln Inclination for Aaret 1840 + 7. | | Gibraltar... | 36” 9,8 | 12°208 | = | 59° 43,82 — 7,9576 7 London... . | 51 28,6 | 17 59,6 — 69 12;33 — 2,7658 7 + 0, 005012 72 Paris... = 48 50,2 | 20 0,0 | 1947,7 67 11,67 — 5,1227 x + 0,014492 7? Genève | 46 12,3 | 25 48,5 | 1909,6 64 52,02 — 5,8529 7 + 0,027517 z? Brussel 264120151221 FOD SU 1905,9 67 21,96 — 2,8675 z + 0,021742 72 Göttingen... | 51 51,8 | 27 36,3 | 1955,3 67 48,75 — 2,5899 7 + 0,011227 7? HAN soo aol) Be Es | Bill BE 1896,9 68 57,07 — 2,6591 7 + 0,025562 r2 Kjébenhavn. . | 55 40,9 | 30 14,6 1887,7 69 55,89 — 1,7708 z + 0,018565 72 Christiania . . | 59 54,8 | 28 23,5 1872,9 71 49,59 — 1,8551 7 + 0,02800 7? Stockholm. . . | 59 20,5 | 35 43,3 1856,9 71 27,96 — 1,6578 z + 0,048968 7? Buena .. ns ar OT DE HU OD Et c) Kazan. 55 47,8 | 66 47,7 1856,6 68 21,11 + 0,8198 7 + 0,11919 72 Catharinenburg | 56 50,2 | 78 14,4 69 52,01 + 0,9479 z + 0,001886 72 (2) Nertschinsk . . | 51 18,6 | 157 0,8 1855,1 * 67 1,95 + 3,1566 7 — 0,10585 7? Peking ....| 39 54,2 |134 5,4 1854,1 * 54 42,88 +. 3,8466 7 — 0,15666 72 SKA ee | 57 7,0 |242 23,6 1858,8 75 50,19 + 0,5042 7 + 0,04045 7° New-York. . . | 40 45,0 | 283 51,0 | 1822,3 * 72 48,19 — 1,5289 7 — 0,04253 7? Af denne Tabels 4de Colonne seer man, 1) at et Minimum vil indtræffe i Europa inden et Seculums Forlöb, tidligere i de nordlige og östlige Puncter, end i de sydlige og vestlige; 2) af den sidste Colonne, at Inclinationens aarlige Aftagelse er slårre i de syd- lige og vestlige end i de nordlige og ôstlige Puncter; 3) at Inclinationen tiltager i det Russiske Rige östen for den 60de Meridian öst for Ferro indtil Sitka, men allerede har begyndt at aftage i New-York. Da de forskjellige Puncter i denne Tabel ere ordnede efter Stedernes geographiske Længde, saa seer man, at der imellem de Talstörrelser, der 18% 140 bestemme den aarlige Forandring og Epochen for Maximum eller Minimum, hersker en saa systemalisk Gang, at man ikke kan tvivle om, at den indeholder en Tilnærmelse til Sandheden, saavidt som de enkelte Iagtlagelsers större eller mindre Nöjagtighed tillader. Jeg har allerede forhen bemærket, at naar man af Constanterne à, y, 2, som höre til Epochen ¢, beregner Inclinationen for et Tidspunkt i det forlöbne Aarhundrede, paa et Punct, hvor Inclinationen til samme Tid er observeret, saa finder man næsten uden Undtagelse den beregnede Inclination betydelig stôrre end den observerede, hvilket sees af folgende Tabel. Sted. Iagttager. t Observ. | Regning. 4 London....| Graham. | 1723,29 | 74 42,0 | 75 43,4 | +1 1,4 re NS He 1671,5 | 75 0 | 82 37,7 | +7 37,7 Lacaille. 1754,7 72 15 13 22,0 | +1 7 Berlin ..... Euler, 1769,5 72 45 73 0,6 | +0 15,6 Kjobenhayn . Bugge. 1791,5 71 20,5 | 72 5,4 | +0 44,9 Omendskjöndt de ældre Observationer vel ikke ere saa nöjaglige som de nyere, paa Grund af Instrumenternes og de anvendte Methoders mindre Hensigtsmessighed, saa kan denne almindelige Overeensstemmelse neppe være tilfældig; og man kan vel med fuld Sikkerhed paastaae, at Inclinationen i Paris i Aaret 1671 ikke kan have været 82° 37,7. Desuden vilde, naar y er negativ, 2 posiliv, Inclinationen for negative Værdier af 1—t, voxe i det Uendelige, hvilket er umuligt. Heraf fülger allsaa, at den i det Foregaaende anvendte Række ikke kan tilfredsstille ældre Observationer, med mindre man tilføjede et fjerde Led, som er afhængigt af den tredie Potents af Tiden, med en positiv constant Factor. Sætter man for Kortheds Skyld t—t, = 7, saa vilde Rækken have folgende Form: t=i+yt+sr+ur. (a) Ere Constanterne bestemte af en Observationsrække, der strækker sig over et Tidsrum af 30 Aar eller mere, saa kan man antage, al à og y ere temmelig nöjaglig bekjendte, hvilket ogsaa kan sees af de ringe sandsynlige Feil ved disse, der ved de fleste af de foregaaende Beregninger have viist sig. Antager man allsaa disse som givne, og sælter à — à + yr=m, saa forvandler den ovenstaaende Formel (a) sig til folgende: m + z7 + ur —0. (b) Anvender man nu denne paa de ældre Observationer, hvor z har en negaliv Værdie, saa har man blot de to ubekjendte Constanter 3 og u at bestemme. Foruden de for London i Tabellen II ovenfor anfårte lagttagelser har Hr. Colonel Edward Sabine havt den Godhed, efter min Opfordring, at meddele mig en Bestemmelse af Inclinationen i Regents Park, et Middeltal af 18 særdeles vel overeensstemmende Observationer med 2 Instrumenter, hvert med 2 Naale, det ene Instrument bestilt for vort Observatorium, det andet tilhörende Observatoriet i Kew. lfölge disse var 1854,65 Inclinationen = 68° 317,13. For 1, = 1820,0 var à, = 70° 7,64, y = — 2,966. Herved fandtes Constanterne 2 og u, hvilke gave fålgende Resultater: London. Nr. t Obsery. | Regning. A t | i 1 | 1723,29 | 749420 | 74°4516 | 116 | 1720 |74°49,86 2 | 1775,78 | 72 31,0 | 72 23,55 | —7,45 | 1740 |74 4,58 3 | 1820,00 | 70 7,64] 70 7,64 | —0,00 | 1760 |73 10,40 4 | 1850,91 | 69 37,5 | 69 56,02 | +1,48 | 1780 |72 10,63 5 | 1837,08 | — 21,2 | — 18,92 | —228 | 1800 |71 8,28 6 | 183852 | — 17,0 | — 15,63 | —1,39 | 1820 |70 7,64 7 | 1851,50 | 68 40,46 | 68 41,83 | +0,37 | 1840 |69 11,39 8 | 1854,65 | — 31,13| — 34,34 | +3,21 | 1860 |68 22,22 i=70° 7,64 —2',966 (t 1820) + 0/,0054928 (— 1820)? +04,0000693075 (:—1820)2. Man seer, at Formlen med disse Constanter slutter sig saa nöje til de nyere lagttagelser, som man kan önske. Den störste Differents af 7% Minut indtræffer ved Cavendish’s lagttagelse i 1775. Da denne Formel gjengiver med saadan Tilnærmelse Observationerne i en Række af 131 Aar, saa fortjener den Tiltroe. Jeg har tillige af den beregnet Inclinationens Størrelse i London for hvert 20de Aar imellem 1720 og 1860. 142 Paris. Observ. | Regning. 4 { z 2 re 1671,5 | 75° 0 | 75 0,10 | +001 | 1720 | 74°43,47 1800,0 | 69 59,77 | 69 59,77 | 0,00 | 1740 | 73 46,50 1806,5 | 69 12,00 | 69 12,27 | +0,27 | 1760 |72 | 1814,5 | 68 37,01 | 68 39,62 | +2,61 | 1780 |71 6,87 1818,27 | 68 28,34 | 68 24,78 | —3,56 | 1800 | 69 59,77 1823,56 | 68 9,72 | 68 3,56 | —6,17 | 1820 | 68 18,17 1828,73 | 67 48,23 | 67 46,25 | —1,98 | 1840 |67 9,90 1833,54 | 67 32,79 | 67 29,99 | — 2,80 | 1860 | 66 22,56 1837,78 | 67 18,62 | 67 16,53 | — 2,07 1846,64 | 66 52,67 | 66 51,29 | —1,38 11 | 1852,12 | 66 32,73 | 66 58,19 | + 5,46 | É à — 69° 39,77 — 442821 (t—1800) + 0',0068764 (e—1800)? + 0/,00016187 (c—1800)3. soo» A D = = = > De i denne Tabel anfårte Observationer fra Nr. 4 til Enden ere Middeltal af for- skjellige Numere i Tabel I. Nr. 11 er et Middeltal af Nr. 28 og 29 i Tabel I og Ermans Observation i 1853, som synes at være henimod 7 Minuter for liden. De övrige Iagtta- gelser i det forlåbne Aarhundrede harmonere saa ilde indbyrdes, at jeg har troet det rigtigst at sætte dem ud af Betragtning, hvilket vil sees af folgende Sammenstilling : eS lagttager. t Obsery. | Regning. A o ' La Caille. | 17547 | 72°15 [7253760 | 38,60 Le Monnier. 1776,5 72 25 | 71 22,13 | — 1°2,87 Cassini. 17805 | 71 48 | 71 4,69, — 45,51 Cassini. 1791,5 70 52 | 70 16,77) — 35,23 Berlin. a Nr. t Observ. | Regning. 4 t i REE he 2 fees me Ml ee ee Se | ER; 2 eee 1 | 1769,5 | 72°45'0 | 72°45/29 | +020 | 1760 |73731,72 2 | 1806,0 | 69 54,70 | 69 54,70 0,00 | 1780 |71 54,11 3 | 1826,88 | 68 589 | 68 34,91 | —3,99 | 1800 |70 20,77 4 | 1831,64 | 68 22,08 | 68 19,69 | —2,59 | 1820 | 68 59,02 5 | 1837,74 | 68. 1,80 | 68 2,12 | +0,32 | 1840 | 67 56,19 6 | 1845,52 | 67 42,59 | 67 45,58 | +1,19 | 1860 |67 19,57 7 | 1851,53 | 67 31,77 | 67 31,75 | — 0,02 i= 69° 54,70 — 4,2477 (¢ 1806) + 04017231 (¢ 1806)? + 0',00015237 (:—1806). 143 De 4 sidste Numere i denne Tabel ere Middeltal af flere Observationer i Tabel IV. Da de af de ældre Observalioner udledede Verdier af Constanterne z og u paa disse tre Steder saa godt tilfredsstille de nyere Observationer, saa gjör man maaskee Uret i aldeles at forkaste de ældre som ubrugelige, skjéndt man vistnok maa benytte dem med Kritik. Differentierer man Formlen i=i, + ye+ zr? + ur, (a) og sælter * —0, faaer man en Ligning, hvoraf den Værdie af 7, der hörer til Epochen T for Maximum eller Minimum, kan bestemmes, nemlig: di = O=y+ 2sr+ 3ur?. (b) 2 ra — + V CA ni hvor det åverste Tegn giver Epochen for Minimum T— + 3 \ 4) jee ) RE oC am PA det nederste for Maximum = van 5 BAL (d) ? ; Hi dt Differentierer man Ligningen (b) endnu en Gang, og setter qo faaer man Heraf findes Epochen for den störste aarlige Aftagelse Tene TE) Af disse Formler ere fölgende Verdier beregnede, saavelsom Störrelsen af Maxi- mum og Minimum, og Differentsen imellem disse, eller den hele Amplitude af Foran- dringen: SS | | | Sted. 7° Maximum, T im. T—T' Amplit. | (hed | | fo} L | ’ | ' = London | 1671,3 175 1225| 1915,9 | 67°14,85| 244,6 | 8 27,4 | 1795,6 Paris | 1690,9 | 75 18,59] 1880,8 66 4,06] 189,9 | 9145) 17858 Berlin 1664,8 | 98,85| 18718 | 67 15,22] 207,0 | 11 15,6 | 1768,5 | | Uagtet disse Bestemmelsers Nöjagtighed er afhængig af de ældre Observationers større eller mindre Ufuldkommenhed, saa synes dog den ret gode Overeensstemmelse imellem Resultater, der ere udledede af aldeles uafhængige Observationer paa tre for- skjellige Steder, af forskjellige Iagttagere og med forskjellige Instrumenter, at antyde, at de i det mindste ere en rue Tilnærmelse til Sandheden. Jeg troer altsaa, at man heraf tor slutte: 1) At i det midlere Europa indtraf Maximum af Inclinationen à den sidste Fjerde- deel af det 17de Seculum. 2) At dens Minimum vil indtræffe henimod Slutningen af indeværende Seculum. 3) At den hele Periode fra Maximum til Minimum er lidt over 200 Aar. 4) At den hele Variation ej vil synderlig overstige 10 Grader, nalurligviis mere i de sydlige, mindre i de nordlige Egne af Europa. 5) At den største aarlige Aftagelse er indtruffet et Par Decennier för nærværende Seculums Begyndelse. - Fremdeles seer man, at Epochen T for Minimum ogsaa efter denne Beregning indtræffer tidligere paa de ôsllige end paa de vestlige Puncter. Sammenstiller man de efter disse Formler beregnede Inclinationer i London og Paris, vise disse hen paa et andet merkeligt Resullat. Aar. London. Paris. Forskjel. 1720 74°49:86- | 7443.74 | +0 6,06 1740 74 4,58 | 73 46,50 | +0 18,08 1760 73 10,40 | 72 51,70 | +0 58,70 1780 72 10,63 | 71 6,87 | +1 3,76 1800 71 828 | 69 39,77 | +1 28,51 1820 70 7,64 | 681817 | +1 49,47 1840 69 11,39 | 67 9,90 | +2 1,49 1860 68 2222 | 66 22,50 | +1 59,72 Antager man end den ovenstaaende Forskjel imellem Inclinationen i London og Paris i den förste Trediedeel af det forlöbne Aarhundrede usikker indtil en Fjerdedeel. Grad, saa er dog saa meget uomtvisteligt, at denne Forskjel har mærkelig tiltaget i dette Seculum. Heraf fölger, at de isokliniske Linier for Inclinationerne 70° til 74° i det vest- lige Europa tilforn have dannet en stump Vinkel med Meridianen igjennem Paris fra Nord mod Ost, istedetfor at den nu danner en spids Vinkel med samme. Inclinationens Foran- dring kan altsaa ikke forklares af Systemets Bevægelse fra Ost mod Vest, som nogle Physikere have anlaget, men af Liniernes forandrede Fornt. Delte er i endnu höjere Grad Tilfældet med Systemet for de ésogoniske Linier (Linier, som höre til samme Decli- nation), hvis Form endnu mere er forandret. I Paris indtraf den ôstlige Misvisnings Maximum i Aaret 1580; thi i 1541 angives den af Bellarmalus = 7°, i 1550 af Orontius Fineus — 8°; i 1580 af Sennertus og Offu- cius = 11° 30‘, og i 1603 af Nautonnier — 8° 45’ åstlig. (Nyt Magazin for Nalurvidensk. Ade Bd. S. 252). Det vestlige Maximum indtraf henimod 1809 (I. c. S. 245), og Misvisnin- gen var = 0° efter Picards Angivelse i Aaret 1660. Den hele Periode fra det östlige til det vestlige Maximum var altsaa = 229 Aar, omtrent det samme Antal Aar, som imellem Maximum og Minimum af Inclinalionen ovenfor er fundet for London, Paris og Berlin. Den største Inclination i London, Paris og Berlin indtraf imellem Aarene 1663 og 1691, altsaa lidt senere, end Declinalionen 0°. Imellem disse forskjellige Epocher maa der finde en aarsagelig Forbindelse Sted, som jeg skal söge at paavise. Ved en Magnets Poler forstaaer man i Physiken de Regioner paa dens Overflade, hvor Resultanten af alle Partiklernes Kræfter er et Maximum. Da enhver Pol frembringer sin Modsætning, saa maa en Magnet nödvendig mindst have to Poler af forskjelligt Navn, skjünt der ogsaa kan gives anomale naturlige Magneter, som have et stårre Antal. Be- tragter man Jordkloden som en Magnet, maa den altsaa mindst have to Poler af forskjel- ligt Navn. Vare disse Poler hinanden diametral modsatte, saa vilde man ved at gaae rundt om Jorden i een og samme geographiske Parallel, let opdage den Meridian, hvori Magnelpolen laae, nemlig den, i hvilken et Maximum af Inclination og Intensitet fandt Sted. Tænker man sig to største Cirkler lagte igjennem Magnetnaalens Retning i to nær hinanden lig- gende Puncter À og B, saa vilde disse Cirklers Skjæringspunct falde sammen med den magnetiske Pol. Men var der foruden denne Magnetpol endnu en anden paa den modsatte Side af den geographiske Pol, saa vilde denne modificere Retningen af Resultanten i Puncterne A og B, og de omtalte stårste Cirklers Skjæringspunkt vilde falde imellem den nærmeste Pol og Jordpolen, og nærme sig desto mere til den sidste, jo stærkere den fjernere Magnetpol var. Beliggenheden af disse Convergentspuncter af den horizontale Components Retnings- linier ville altsaa, i det mindste tilnærmelsesviis, antyde den Meridian, i hvilken en Magnet- pol ligger. Ere der to Magnetpoler af forskjellig Intensitet i hver Halvkugle, saa vil Convergentspunctets geographiske Længde mindst afvige fra Magnetpolens sande Længde ved den stærkere Magnetpol, i I Parallelen 50° nordlig Brede finder man fölgende omtrenllige Værdier af Maxi- mum og Minimum af Inclination og Intensitet: Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 19 146 Inclination pa Intensitet | Los o o | o Minimum 63 44 1,3 1 9%) Maximum 66 | 107 1,62 107 Minimum 65 152 1,41 168 Maximum 80 982 1,87 274 Heraf sees, at der maa være lo Magnetpoler i den nordlige Halvkugle, den ene omtrent i Meridianen 107° öst Gr., den anden omtrent i Meridianen 278°. Man finder ogsaa i Sibirien et Convergentspunct i Meridianen 117° og et andet i Nordamerica i Meridianen 280°, hvilke ikke afvige meget fra de ovenanfårte.. Det er ogsaa klart, at den sidste af disse Poler maa have en betydelig slörre Kraft, da den frembringer en stærkere Inclination og meget stærkere Intensitet. I den sydlige Kugle finder man störste Maximum af Inclination 125° 6.Gr., af Intensitet 130° 6. Gr. mindste Maximum - — 245 — - — 243 — og her findes to Convergentspuncter, det ene i Meridianen 130°, det andet i Meridianen 215°. Det förste, som antyder Længden af den stærkere Pol, afviger ogsaa her mindre, end det andet fra Magnetpolens Beliggenhed. Da disse Magnetpoler have en mærkelig Bevægelse, hvilken frembringer de betydelige Forandringer i Inclinations- og Declinations- Systemet, og uden Tvivl ogsaa lignende i Intensitetssystemet, saa er det af störste Vigtig- hed for Theorien at undersöge Retningen og Størrelsen af denne Bevægelse. I En nogenlunde fuldstændig Kundskab om Inclinationssystemet have vi ikke erholdt förend i de sidste Par Decennier; ved Intensitetssystemet staaer endnu meget tilbage at önske, og Maximums-Punctet lader sig desuden deraf ikke med nogen Nöjagtighed be- stemme. Men da Kundskab om Magnetnaalens Declination er af saa stor practisk Vigtighed for Söemanden, og dens lagttagelse ikke fordrer saa stor Anstrængelse og Talent, som hine, naar man er tilfreds med en Nöjagtighed af en heel Grad, saa have vi taalelig brug- bare lagltagelser af denne i et Tidsrum af henved 300 Aar. For at bestemme Magnet- polernes Beliggenhed og Bevægelse maae vi derfor tage vor Tilflugt til Convergentspunc- terne. Retningen af Bevægelsen ville disse angive aldeles ubestrideligen; Störrelsen af Bevægelsen vil vel, især ved de to svagere Puncler, af de anførte Aarsager blive noget mindre nôjagtig. Men da Iagttagelserne strække sig over et Tidsrum af mere end et Par hundrede Aar, vil den deraf udledede aarlige Bevægelses Störrelse temmelig nærme sig Sandheden. Den svenske Naturforsker J. C. Wilcke har paa en af det kosmographiske Selskab i Upsala udgivet tofods Jordglobus tegnet en elliptisk Figur i Nærheden af Jordens Syd- = pol, og benævnet den „Regio magnetica australis’. Nær Endepuncterne af denne Ellipses store Axe har han anlegnet lo Brendpuncler, hvoraf det vestligste ligger omtrent 20° fra Sydpolen, og omtrent i Længden 136° dst Greenwich, og er benævnet „Regio forlior”; det andet omtrent i Lengden 237° 6.Gr. og i noget mindre Afstand fra Polen, er benævnet „Regio debilior”; begge bestemte af Cooks og Fourneaux’s Observalioner paa Cooks anden Reise om Jorden ner Sydpolen. Da jeg i 1807 blev opmerksom paa denne Globus, besluttede jeg at opsöge den tilsvarende Regio magnetica borealis, med dens formodede to Brendpuncter, hvilket efter et Par Aars Bestræbelser ogsaa lykkedes. At disse to af Wilcke bestemte Puncter kun ere Convergentspuncler, og maae vere mere eller mindre forskjellige fra de egentlige Magnetpoler, er af det Foregaaende klart. Jeg vil for Kort- heds Skyld betegne de to sydlige Convergentspuncter og de samme tilhôrende Poler med A og a, de to nordlige med B og b, hvor A og B belegne de to sterkere Poler og deres Convergentspuncter. I mit i 1819 udgivne Værk: „Untersuchungen über den Magnetismus der Erde” 3die Capitel har jeg bestemt Beliggenheden af disse Convergentspuncter for forskjellige Aar. Jeg skal her lilfôje nogle flere Bestemmelser, grundede paa deels nyere, deels ældre Iagttagelser, hvorved de paa det anforle Sted fundne Bevægelser betydelig bekræftes. Convergentspunet B. Til en Bestemmmelse af Beliggenheden af dette Punct i Nordamerica i Aaret 1838 har jeg i Silimans American Journal, Vol, XXXIX p. 41—46 fundet fålgende Iagttagelser tjenlige : Nr. | Sted. Brede. Længde Declinat. v. Gr. o ’ o | ' 1 | N.E. Angle of Maine | 48 0 67 36 |—+19 12 2 | Hannover. ...... 43 42 | 7210 |+ 915 69 || Minnie Se she esse 44 50 107262 || Seah a) ABE ASS TR ae... 44 26 68 54 +15 0 DRISOUEMICRE sere 42 4 72 46 |+ 8 15 GR Ram wie. 2. SN 42 5 80 17 0 0 Tf) EGOS tr. 2 41 15 81 26 |— 5 54 8 | Michigan shore ... | 44 31 (EP a Tegnet + betyder vestlig, — östlig Misvisning. Af disse Iagttagelser findes föl- gende Beliggenhed af Convergentspunctet B: 192 148 ne Afstand Længde Af Nr. fra Polen. v. Gr. Le} ' o ' 1 og 5 27 2 79 20 4—6 DIRE 80 27 2 — 7 28 10 78 22 3 — 8 23 56 80 36 Le] r Le) ' Middel 25.22 79 41 Altsaa var ved Middel af disse 4 Bestemmelser dette Puncts Afsland fra Polen = 25° 22’ og dets Længde 79° 41 vest, eller 280° 19° öst Greenwich. Sammenligner man hermed Beliggenheden af delte Punct i Aarene 1725, 1730 og 1771 („Magnet. der Erde” S. 89—92), saa seer man, at det har en Bevægelse fra Vest mod Ost; betegnes dette Puncts Afstand fra Polen med &, Længden med /, saa har man t a À Beregnet. 4 1725 bat 7 CU | eae 1730 | 1913 | 251 54 | 95193 | — 0 31 1771 19 39 | 25997 | 261 59 | +2 52 1858 | 2522 | 28019 | 279 19 | —1 0 1 Længden A i den næstsidste Rubrik er beregnet efter fölgende Formel: A = 250° 6' + 15,511 (t— 1725). Convergentspunet b. Foruden de i „Magnet. der Erde” S. 93—94 anförte Bestemmelser af dette Punct, kan dets Beliggenhed endnu i en tidligere Epoche bestemmes af fölgende lagttagelser (l. c. S. 20, 21, 22, 24): Nr. Sted. Tid. Brede. m Declinat. 1 | Jos. Logan. | Pustozersk. | 1611 Febr.16| 67°36 | 52°44 | +22°50 2 Hudson. Swarte-Clifr. | 1608 Juni 27| 72 10 51 45 +28 8 3 id. Nord Cap. | 1609 Mai 5| 71 46 26 0 | + 6 0 4 id. Lofoten. 1608 Juli30| 68 46 14 20 0 0 5 Baffin. Norsk Kyst. | 1613 Juli 25| 67 5 13 20 52 6 id. Röst. 1613 Juli 23| 68 0 12 0 — 48 7 | Jam. Hall. | Lindesnæs. | 1605 Mai 6, 58 0 HDMI ET ETC 8 — Paris. 1608 — 48 50 2 20 — 8 13 149 Længden af Swarte Cliff paa Novaja Zemla og af Byen Pustoserskoi har jeg taget af Admiral Lütkes paa Russisk i 1828 udgivne: „fireaarige Reise i det nordlige lishav i Aarene 1821 til 1824”. Af de övrige hos Purchas anförte lagttagelser over Misvisningen har jeg alene kunnet benytte de, som ere gjorte saa nær Norges Kyst, at Længden der- ved med nogenlunde Sikkerhed kunde udledes. Ved de af Iagttagerne anfårte Breder tår vel Usikkerheden ikke overstige 10 Minuter. Ved Declinationerne selv kan maaskee Usik- kerheden stige til et Par Grader. Med alt dette er dog Bestemmelsen af dette Puncts Beliggenhed i en saa tidlig Epoche af megen Interesse. Ved at forbinde forskjellige af disse Observalioner parviis, finder man fülgende Beliggenhed af dette Convergentspunct for Aaret 1608: Af Nr. a À 2 og 5 9°50 19°51 | 1047 | 1420 er: 1159 | 23 Ca eal PREY 22 44 I 9 45 17 5 sen RO 20 27 Le] ' o ' Middel 10719 19730 Den sandsynlige Usikkerhed af Længden 19° 30° er omtrent 24 Grad, hvilket i Breden 79° 41’ ikke udgjör mere end 24 Minuter af en Storcirkel. Paa Reisen i Sibirien i Aaret 1829 gjordes fålgende lagttagelser af Declinationen, der ere skikkede til dette Puncts Beliggenhed. Nr. 1 er observeret af Dr. Erman, de 5 sidste og .Nr. 10 langs Lena Flodens Bredder, samt Nr. 2 af Lieutenant Due, alle de ovrige paa Floden Jenisei af mig. Nr. Sted. Brede. Le Declinat. LE PTE NAS 56°55 91°45 9 38 Di he Nanymy cis es: 58 54 98 23 — 9 56 d | Tomsk. 2. - ..- \ 56 50 102 49 — 8 32 4 | Turuchansk ... 65 45 105 15 | —15 0 5 | Baikinskaia . .. | 65 40 105 29 — 14 38 6 | Serebrinikova . . 60 2 108 13,5 — 9 40 7 | Nazimoyskoi . . . 59 30 108 56 — 4 54,5 8 | Jeniseisk..... 58 27 109 51 — 6 57 9 | Nizni-Udinsk . . 54 55 116 42 — À 38 10 | Kuitunskaia .. . 54 15 119 1 — 3 54 TAN MITK OISE nee ons 52 17 121 51 — 1 37 12 | Ivanugikova . .. 58 40 128 9,6 — 0925 13 |"Kreloya. 7 59 44 150 48 fey 7) 1154 14 | Kentinsk..... 60 25,6 132 8 | + 033 15 MINE ee. 63 45 159 14,5 +20 16.| Wakutsk. = me cr 62 2 147 24 + 555 150 Heraf findes folgende Beliggenhed af Punctel b i Aaret 1829, hvor A er reduceret lil Meridianen igjennem Greenwich, ved Reductionen — 17° 40’. Af Nr. fa a 4 og 16 8 SB MEET: 53: 5154 AIS as 117 44 Gs lM ily i) ales als 7 13 5 35 114 54 S 017 8 27 111 54 MER 6 45 116 57 SEL 8 22 109 39 se) 7 38 115 50 Middel 757 114°33 Den sandsynlige Usikkerhed af Middelværdien af A er her 2°4’,6, hvilket i Breden 82° 3° kun udgjör 167,8 af en Storcirkel. Jeg har her med Flid valgt en Mængde Iagtta- gelser i meget forskjellige Breder og Længder, nemlig imellem Brederne 52°47’ og 65° 45’, og imellem Længderne 91° 45° og 147° 24’, altsaa i en Længdeforskjel af 56°39’, fordi man har indvendt, at man, ved at vælge Iagttagelser i meget forskjellig Beliggenhed mod Magnetpolen, vilde erholde meget afvigende, eller aldeles modsigende, Resultater. De i ovenstaaende Tabel forekommende Afvigelser fra Middelværdien ere imidlertid ikke större, end at de kunne forklares af smaae Usilikerheder i de observerede Declinationer, og Localvirkninger paa enkelte Puncter, da Bjergformationerne allerede begynde at vise sig i det ôsilige Sibirien, især langs Lena Flodens Bredder. De to forste turde vel vere de sikkreste, da de grunde sig paa den störste Basis; imidlertid vil jeg beholde Middelvær- dien og antage fölgende Beliggenhed af dette Punct for 1829: = TP ay dhl aay, Sammenstiller man disse Bestemmelser med den for samme Punct fundne Belig- genhed i Aarene 1770 og 1805 („Unters. über Magnet. der Erde” S. 93—94), saa vil man finde, at Lengderne 4, med mindre Afvigelse, end man kunde vente, kunne fremstilles ved fölgende Formel: 6 1 = 19° 23° + 43,407 (11608) — 0’,076415 (t—1608). t @ | A | Beregnet. | 4 a | Ce Ose? | o 1608 10 19 | 19 30 1080 ET) 2 1770 | 4 56 | 101 29 103 21 | +1 52 1805 | 438 116 9 112519 Et) 1829 | 757 | 14355 | 116 35 | SER) Heraf synes at fölge, at delte Puncts Bevægelse mod Ost er retarderende, og under Forudsætning, at Formlen rigtig udtrykker dets Bevægelse, skulde den ophöre i Aaret 1892, hvilket, maaskee tilfældigen, sammentræffer med det Tidspunct, da Inclina- tionen i det vestlige Europa vil naae sit Minimum. Ligeledes synes heraf at folge, at dets Afstand fra Jordens Pol er foranderlig, eller at Magnetpolen b har en foranderlig Intensitet. Convergentspunet A. Hertil har jeg anvendt fölgende Iagttagelser paa Skibene Erebus og Terror i Marts 1841 af Capitain Crozier, Lieutenant Philips og Mr. Colter, under Anförsel af Capitain Ross. (Philos. Transact. 1843, p. 227. Contributions to terrestrial magnetism af Lieut. Colonel Edward Sabine). Længde öst Greenw. Declinat. ANDO Fe CI D = © or =) = m © ww me & bo [=] or [=] 2 37 = — RS D D stat oOo — Lng me & CI CI [=] SO a C1 © Cr CT CI ST KO RO bo C1 = wo 12 de | | | | | | aK SE ar ap m mm = © © = CO D © © — Oo > no D ona I GI Af disse findes folgende Beliggenhed af dette Punct i Marts 1841 : Af Nr. [4 À | Le] ’ o ! 1 og 8 - 21° 6 137 15 Er 94 11 134 52 Be 21 30 132 20 yes 19 28 133 39 Middel 21 34 134732' Paa Briggen Pagoda anstilledes i Marts 1845 1846, p. 375—376). l folgende Iagttagelser (Philos. Trans. Ni Brede | Les Declinat. 1 62210) 72°26 46 1 2 —62 46 76 50 50 37 3 | "60 44 85 20 47 19 | 6105 91 26 49 28 5 TMS 91 43 49 2 6.) ©6013 95 15 44 55 Ta) gar 112 47 17 9 8| — 46 52 115 54 12 2 Af disse findes fölgende Beliggenhed af Punctet A i Maris 1845: Af Nr. a 1 o r 1 og 5 21°52 135 13 2 — 6 21 10 150 51 3 — 8 20 26 150 1 4—7 21 27 129 44 o ' o 4 7 Middel 21 9 151 27 I nedenstaaende Tavle ere disse Bestemmelser sammenstillede med de for samme Punct tidligere i „Magnet. der Erde” S. 82 og 85 angivne. ID SE I ENS SES t a Es Beregnet. A 1642 18 55’ 146 29' | 146 17 017 1773 20 14 136 53 | 137 30 0/37 1841 21 34 154 52 | 132 56 1636 1845 21 9 151 28 152 40 + 1 12 | Dette Punct bevæger sig altsaa fra Øst mod Vest, og dets Længde kan fremstilles ved fålgende Formel: 1 = 146° 17° — 4’,0238 (t—1642). Convergentspunct a. Dette Puncts Beliggenhed i Marts 1842 har jeg bestemt ved fölgende Iagttagelser paa Skibene Terror og Erebus (Philos. Trans. 1844 p. 150 og 140, contributions to terrestrial magnetism by Lieutn. Colonel E. Sabine). 1842. Marts 2 2 — 2 — 27 2 2 | Lengde 6st Greenw. o 257 50 268 40 212 20 276 15 279 50 282 0 268 7 280 54 findes fölgende Beliggenhed af Punctet a i Marts 1842: ae 12 ara an = m po RO Eten D vı O1 OO wa © © D © © D ww an ms > > 1 Qt > Nr. 7 og 8 ere observerede paa Erebus, de foregaaende paa Terror. Af Nr. [7 À | Zu, | ar 1 og 4 fe aes | 212 31,5 5 — 6 13 58 (1721945, 7 D 5 15 51 | 220 50,5 7 — 8 13 50 (2198555 VEN BEER Middel 13 53 | 216 26 Af disse Forbinder man denne Beliggenhed med de i „Untersuchungen” S. 84 anförte ældre Beslemmelser, saa finder man, at Længden / af dette Punct kan udtrykkes ved folgende Formel: 1 = 287° 42’,6 — 16°,459 (1 —1586). Den giver fölgende Resultater : 1586 1670 1774 1842 a 287 0 265 26 237 14 216 26 Beregning. 987 45 264 40 256 8 217 27 4 40 43 — 0 46 =" 16 101 Dette Punct bevæger sig altsaa ligeledes fra Øst mod Vest. For at give en lettere Oversigt over Beliggenheden af disse fire Puncter i for- skjellige Epocher imellem Aaret 1600 og nærværende Tid, har jeg reduceret Længden til folgende Tidspuncter: Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. t B b A | a 1600 217 47 13° 31 148 6 À 985 52 1700 | 245 58 75 9 141 24 256 22 1800 269 27 111 20 134 42 | 998 56 1850 282 94 119 53 131 21 | 215 13 Uagtet Længden af Magnetpolerne, der frembringe disse Convergentser, kan være flere Grader forskjellig fra Convergentspuncternes Længde, især ved de to svagere Poler b og a, saa er dog af det Foregaaende uomtvisteligt beviist: 4) At begge de nordlige Poler B og b bevæge sig fra Vest mod Öst, den svagere Pol b med en betydelig stôrre Hastighed, end den stærkere B. 2) At begge de sydlige Poler À og a bevæge sig à modsat Retning, nemlig fra Øst mod Vest, den svagere Pol a ogsaa her med en betydelig större Hastighed, end den stærkere A. 3) Da Convergentspuncternes Afstand fra Jordens Pol («) er fundet forskjellig i de forskjellige Aar, og denne Forandring ikke er aldeles uregelmæssig, især ved de to nordlige Puncter, saa kan dette give Formodning om, at de tilsvarende Polers Afstand maaskee ogsaa er foranderlig. Dog kunde delte muligen ogsaa forklares af Forandring i disse Polers relative Styrke, tildeels ogsaa deraf, at de Puncter, paa hvilke Observationerne ere gjorte i de forskjellige Epocher, ikke ere de samme. Af disse Polernes Bevægelser kunne alle de bekjendte Secularforandringer i Declinations- og Inclinationssystemet forklares, og sandsynlige Forandringer i Intensitets- systemet forudsees, hvilket "senere skal vises. Da enhver Magnetpol, som ovenfor bemærket, maa have en Modsætning, d. e. en Pol af modsat Navn, og man ved en Magnetaxe i Physiken forstaaer en Linie, som for- binder de modsatte Poler, og i hvilken de modsatte Kræfter i de hinanden berörende Moleculer i en sammenhængende Kjæde holde hinanden i Ligevægt, saa har jeg fundet det rimeligt at antage de to stærkere Poler À og B som Endepuncter af Jordens ene Magnet- axe, og de to svagere a og b, der tillige udmærke sig ved en betydelig hurtigere Bevæ- gelse, som Endepuncterne af en anden Axe. Om disse Polers Bevægelse er en Rotation om Jordens geographiske Poler, eller om Axerne blot have en oscillerende Bevægelse i et Plan eller i en krum Flade, hvilket synes at antydes af Bevægelsen af Punctet b, er noget, som först fortsatte Iagltagelser i et kommende Seculum kan afgjöre. 155 Hr. Geheime-Hofraad Gauss har i sin fortræffelige Undersögelse af Jordens mag- neliske System anvendt Benævnelsen Magnetpol paa et fra ovenstaaende ganske forskjel- ligt Begreb. Ved Jordens Magnetpoler forstaaer han nemlig de to eneste Puncter, paa Jordens Overflade, hvor Resullanten af Jordens magnetiske Kræfter falder sammen med Verticallinien, altsaa hvor Inclinationen er = + 90°. Denne Benævnelse har mere en geometrisk end en physisk Betydning. Hvert af disse Puncter maa nemlig ligge etsteds imellem begge de eensnævnede Poler i samme Halvkugle, og nærmere ved den stærkere end ved den svagere Pol. Forandre de physiske Poler deres Beliggenhed eller Intensitets- forhold, saa maa ogsaa dette Punct, som er afhængigt af hine, forandre sit Sted. Dette Begreb lader sig desuden ikke anvende paa en naturlig Magnet, der har en uregelmæssig Overflade, ja man kan give en Magnets Endeflader en saadan Form, at der paa hver af disse findes uendelig mange Puncter, hvor Resultanten er normal til Overfladen. Paa en cylindrisk kunstig Magnet af Slaal ligge de geometriske Poler omtrent i Midten af Ende- fladerne; men der gives ogsaa lo paa Axen lodrelte Gjennemsnit nær Endefladerne, i hvilke ogsaa Resultanten i ethvert Punct er lodret paa Cylinderens Sideflade. Naar man har sagt, at jeg har feilet ved at tillægge Jorden fire magnetiske Poler, da den kun har to, saa er delle en aldeles tom Ordstrid, idet vi tale om aldeles forskjellige Ting. I det Yde Hovedstykke af mit Værk om Jordmagnetismen har jeg klart udtalt, hvad jeg forstaaer ved Jordens Magnetpoler, og adskilt disse fra Convergentspuncterne, samt sögt at be- stemme hines Beliggenhed af disses. Som physisk Problem betragtet fortjene de physiske Poler mere vor Opmærksomhed, end de geometriske, da de forholde sig til hinanden som Aarsag til Virkning. Jeg skal nu sôge at vise, hvorledes man af disse Polers forandrede Beliggenhed kan forklare de af lagllagelserne bekjendte Forandringer ved Declinations- og Inclina- tionssystemet. I Aaret 1600 gik der en isogonisk Linie for Declinationen 0° fra Kysten af Sydamerica omtrent 60° vestenfor Gr. mod Nordost forbi Oen Flores, noget åstenfor Ostkysten af Island, skar igjennem Norges Kyst ved den 69de Bredegrad, drejede sig derpaa mod Ost igjennem Lapland, gik mod Syd igjennem Finland og den Finske Bugt, det éstlige af Europa og Middelhavet, gjennemskar Afrikas Nordkyst omtrent i Længden 14° öst Gr., hvorfra den med en Böjning gik igjennem den vestlige Deel af Afrika til det gode Haabs Forbjerg. (See Kartet Nr. I i Allasset til mine ,Untersuchungen*). Denne mod Nord slultede Curve indeslulter den störste Deel af Europa og af det nordlige, samt hele det sydlige Atlanterhav, hvor Declinalionen var östlig. Paa denne Tid laae Conver- gentspunctet b i Meridianen 13° 31° Ost Gr. og Polen eller Convergentspunctel B i Meri- dianen 217° 47’; fölgelig maa denne have formindsket saavel den östlige Declination nær Norges Kyster, som den vestlige henimod Novaja Zemla, og altsaa bragt Convergents- punctet b noget vestligere end Polen b. Dennes Længde kunne vi derfor antage for 15 20* til 20 Grader öst Greenwich eller omtrent i Meridianen af Stockholm, ved hvilken Belig- genhed den foraarsagede den dsllige Declination i den störste Deel af Europa og den åst- lige Deel af det nordlige Atlanterhav, samt den vestlige Declination i det hvide Hav og det vestlige Sibirien. Polen a laae omtrent i Meridianen 284° dst Gr., altsaa lidt vestenfor Ildlandet, og frembragte den östlige Declination i det sydlige Atlanterhav. Efterhaanden som Polen b bevegede sig mod Ost, drev den det vestlige System i Ishavet og det Rus- siske Rige foran sig mod Sydost, og det östlige System i Europa fulgte efter mod Nord- ost, hvor det udvidede sig lige til Nordpolen og omsluttede hint, der nu gjenfindes i det östlige Sibirien imellem Baikal-Söen og Øen Sachalin i det stille Hav. Man sammenligne hermed Kartet Nr. IV for Aaret 1770 i min Atlas, samt medfölgende Kart over Misvis- ningen, construeret efter lagltagelser imellem Aarene 1810 og 1830. lagttagelserne i det nordlige Europa og den største Deel af Sibirien ere af mig selv; langs Ob Floden af Erman, i det nordöstllige Sibirien og det dertil stödende Ishay af Wrangel og Anjou; fra Chinas Nordgrendse til Peking af Astronomen Fuss; fra Kamtschatka til Nordvestkysten af Amerika af Erman, Liitke og flere. I Aaret 1600 var Declinalionen 0° ved det gode Haabs Forbjerg, vestlig i det sydlige Indiske Hav, formedelst Beliggenheden af Polen A i Meridianen 148°; östlig i det sydlige Atlanterhav indtil noget vestenfor Ildlandet formedelst Beliggenheden af Polen a i Meridianen 284° (Kartet Nr. I i min Atlas). Men eftersom Polen a bevægede sig mod Vest, fulgte det dstlige System i det sydlige Atlanterhav efter; den sydôsilige Green af Isogonen for 0° forenede sig med den sydvestlige Green ved Amerika. omtrent i Paral- lelen 30° nordlig Brede, saa al den nordlige Deel af det östlige System i Begyndelsen var omsluttet af en i sig selv tilbagelöbende Curve, hvis vestlige Green (Omkreds) i Aaret 1660 gik igjennem Paris, 1657 igjennem London, den sydlige noget für 1628 igjennem Danzig og Königsberg (see Tab. 1 over Misvisningen, i mine „Untersuchungen”). Imedens Sydpolen a bevægede sig mod Vest, fulgte det vestlige System i det sydlige Indiske Hav efter, og indtog det dstlige Systems Plads i det sydlige Atlanterhav, idet dette System bevægede sig mod Sydvest. Omkring Meridianen 230° öst Gr. noget norden- og sönden- for Æqvator er der Spor lil, at der får Aaret 1600 har været et lidet afsluttet System af vestlig Declination; thi William Cornelisen Schouten fra Horn fandt paa Paaskedagen den 3die April 1616 i sydlig Brede 15? 12° og omtrent i ovenanfårte Længde Declinationen = 0° (,Untersuchungen” S. 27—28). Paa denne Tid maa Polen a omtrent have ligget i Meridianen 283°, og Polen À i Længden 149°. Den förste vilde alene have foraarsaget en stærk vestlig, den sidste en östlig Misvisning paa delte Punct, hvilke have ophævet hinanden. Dette lille vestlige System, omgivet af en i sig selv tilbagelôbende Isogone for 0° Declination, er ved den paafölgende vestlige Bevægelse af Polen a gaaet over til et Minimum af östlig Declination, i hvilket Formen af Curverne er nöjaglig den samme, som ir det vestlige System i Omegnen af Jakutsk i Sibirien. Paa Kartet Nr. V for 1710 i min Atlas finder man dette Systems Minimum omtrent = 1° östlig i Meridianen 128° vest Gr.; paa Kartet Nr. IV er Minimum omtrent = 2° östllig i Meridianen 120°; paa det nyeste hermed fölgende Kart omtrent for 1820 er Minimum omtrent = 4° öst i Meridianen 108° vest Ferro eller 125° 40' vest Gr. Dette System synes altsaa i et Par hundrede Aar næsten at have beholdt sin Plads uforandret, ligesom det tilsvarende vestlige System i det dstlige Sibirien fra 1770 til vor Tid, men at have efterhaanden gaaet over til stårre åstlige Decli- nationer, hvilket let lader sig forklare af begge de sydlige Polers Bevægelse mod Vest med meget forskjellig Hastighed. Ved Slutningen af den Liste over Declinationen i Nordamerica, som Prof. Elias Loomis har leveret i Silimans „American Journal”, Vol. XXIX, 1840, S. 41—46, siger han (S. 47): „De almindelige Slutninger, hvortil jeg i min foregaaende Afhandling kom, ere fuldkommen bekræftede ved de foranförle lagttagelser. De tilkjendegive alle en til- bagegaaende (åsllig) Bevægelse hos Naalen, hvilken begyndte overalt saa tidlig som 1819, og paa nogle Steder maaskee saa tidlig som 1793. Den nuværende aarlige Forandring er omtrent 2 Minuter i de sydlige, 4 Minuter i de mellemste og vestlige Stater og 6 Minuter i Staterne i Ny-England.” Men i Aaret 1819 laae Polen B i Meridianen 274° ost Gr., altsaa 4 Grader vestenfor Meridianen igjennem Florida, og formedelst dens Bevægelse af 1 Grad aarlig mod Ost maatte den foröge den östlige Declination i de vestlige Stater, og formindske den vestlige i de nordåstlige, og denne Forandring maatte naturligen være större i de nordlige ved Magnetpolen nærmere Puncter. Inclinationens Forandringer i den nordlige Halvkugle kunne ligeledes forklares af de nordlige Polers Bevægelse mod Ost. Polen b laae i Aaret 1600 omtrent i Meridianen af Stockholm og frembragte i hele Europa en slörre Inclination, end i vor Tid; den stær- kere Pol B nærmede sig langsomt, og vilde altsaa forôget Inclinationen; men da Polen b hurligere fjernede sig, vilde dette formindske den. Denne sidste Virkning maa imidlertid være bleven opvejet af den stærkere Pols Tilnærmelse, hvorved et Maximum indtraadte imellem Aarene 1670 og 1680, da Polen b var kommen til Meridianen 56° og B til Meri- dianen 2384”. Fra Aaret 1680 har Inclinationen aftaget i Europa, idet Nordpolen b fort- sætter sin Bevægelse mod Ost i Sibirien; men da den stærkere Pol B nærmer sig til Europa, saa bliver denne Aftagelse aarlig mindre, indtil et Minimum vil indtræffe mod Enden af nærværende Seculum. Derimod tiltager Inclinationen i det ôsllige Sibirien for- medelst den åstlige Bevægelse af Polen b, aftager i hele Nordamerica, formedelst samme Bevægelse af den stærkere Pol B, der fjerner sig. Jeg skal endnu vise, hvorledes det forholder sig med Inclinationens Forandring i den sydlige Halvkugle paa nogle faa Puncter, hvor man har en tilstrekkelig Række af Iagttagelser, til deraf at udlede nogenlunde tilforladelige Resultater. es Gode Haabs Forbjerg. Brede = — 33° 55‘, Længde = 18° 4’ öst Gr. N | 1 | t re 1 re ta ka 4 i a Observeret. | Beregnet. 2 : a 1| La Gailte: 10175132 —43 0 | 45056), 036 1750 | —8,2640 2 Bayly. 1772,88 | — 45 37 — 45 49,25 | — 12,25 1760 — 7,9075 3 id. 1776,83 | — 46 50,8 | — 46 18,74 | -+ 11,06 1770 — 7,5502 4 id. 1780,51 | — 46 45,5 | — 46 45,59 | + 1,91 1780 — 7,1929 5 | Freycinet. | 1818,29 | — 50 47,3 | — 50 48,75 | — 1,45 1790 — 6,8556 i—— 42°37',73 — 819991 (t 1751) +.0',017864 (t—1751)2. Nr. 4 er observeret i False-Bay, de övrige i Table-Bay. Den sydlige Inclination tager altsaa her meget stærkt til, dog med aftagende Hastighed, saaledes at den aarlige Forandring efter disse Formler i 1850 kun skulde vere di = — 4’,6918. Rio Janeiro. Brede = — 22° 53‘, Længde = 45° 15! vest Gr. Nr lagtt 9 t : A t di i MANS a Observeret. Beregnet. ! 1| La Caille. | 1751,09 | —20 0 |—19°5624 | + 3,76 1750 | -+4,6578 2 Rümker. 1821,54 | —15 25,6 | — 14 40,58 + 45,22 1760 + 4,6097 3 | King. 1822,75 | —14 3,8| —14 35,06 | — 31,26 1770 | +4,5616 4 Lütke. 1827,00 | —14 35,2 | — 14 16,72 +- 18,48 1780 + 4,5155 5| Erman. | 185035 | —13 38,9 | —14 235 | 923,45 | 1790 | + 44654 6| Hagerup. | 183411 | —14 11,0 | —13 46,35 | +2465 | 1800 | + 4,4973 i= — 19° 56,64-+ 1,6530 (¢ 1751) —0',0024065 (*—1751)?. Disse Iagttagelser stemme ikke godt overeens, hvilket deels kan have sin Oprin- delse af Instrumenternes Ufuldkommenhed, deels af Localvirkninger, da det neppe kan antages, at alle ere udférle paa samme Punct. Imidlertid er det klart, at den sydlige Inclination her tager af. Under Forudsætning, at ovenstaaende Formel angiver et rigtigt Resultat, skulde den aarlige Forandring i 1850 vere 41 = + 4,1769. Valparaiso. Brede = — 29°58‘, Længde = 81° 54’ vest Gr. i 1 i Nr. lagitager. : Observeret. | Beregnet. a | Le] L o ’ ' Malaspina. | 1793,22 | — 44 57,7 | — 44 36,12 + 21,58 2 Vancouver. | 1795,23 | — 44 15,0 | — 44 20,55 — 5,55 5 Lütke. 1827,17 | — 59 56,4 | — 40 26,92 — 50,52 4 King. 1850,09 | — 40 20,5 | — 40 5,48 | + 15,02 i= — 449 59,75 + 7,3401 (t -1790). Otaheiti, Point Venus. Brede = — 17° 29’, Længde = 210° 95! st Gr. N Tagtt t | i 4 t i 5 SEE Observeret. | Beregnet. A 1| Bayly. | 1773,66 | —29°43 | —29°4918| — 618 1770 | —0,2670 Dl Sid: 1774,36 | —2959 | —29 49,58 | + 9,62 1780 | —0,3247 3 | id. 1777,95 | — 29 47 — 29 50,47 — 5,47 1790 — 0,5825 4 Duperrey. | 182555 | —50 5 — 50 10,60 — 7,60 1800 — 0,4400 5 Erman. 1850,70 | — 50 29,5 | — 30 15,00 + 14,50 1810 — 0,4977 6 Fitzroy. 1835,87 | — 50 14,5 | — 50 18,26 — 3,76 1820 — 0,5554 7 Belcher. 1840,54 | —30 18,1 | — 50 21,21 — 3,11 1830 — 0,6131 i = — 29° 48,16 — 0',26698 (c—1770) — 0-,002884 (€—1770)2. Conception. Brede ——56°57', Længde = 287° 5' st Gr. Feuillée. 14 Febr. 1710. —55° ag Katie Ataweles 2/5 Lütke. 5 Marts 1827. —45°52 = z : Coquimbo. Brede — — 29° 55‘, Længde — 288° 44’ dst Gr. Feuillée. 20 April 1710. —47°25/ | Aarlig Aftagelse — 5'04. Malaspina. 28 April 1795. —40 26,75 160 — At den sydlige Inclination stærkt tillager paa det gode Haabs Forbjerg er en nalurlig Fölge af den vestlige Bevægelse af Polen A, hvorved den nærmer sig lil dette Punct. At den aftager i hele Sydamerica er en Fülge af Bevægelsen af Polen a i samme Retning, hvorved den fjerner sig fra Sydamerica. Convergentspunctet a laae i Aaret 1770 i Længden 237°, i Aaret 1840 i Længden 218° öst Gr., og da Længden af Sydpolen a ikke kan være meget forskjellig fra Convergentspunctets Længde, saa har den sidste i dette Tidsmellemrum nærmet sig til Meridianen 210° 25‘, i hvilken Point Venus paa Otaheili ligger, og derved lidet foröget den sydlige Inclination. Paa begge Sider af den Meridian, i hvilken en Magnetpol ligger, danner enhver Isokline en Bugt, hvorved den nærmer sig til den modsatte Pol; de Linier, som betegne en nordlig Inclination, nærme sig omkring den Meridian, hvori en Nordpol ligger, til Syd; de som betegne sydlig Declination nærme sig i den Meridian, hvori en Sydpol ligger, mod Nord. Da der ere to Nordpoler og to Sydpoler, og disse bevæge sig med forskjellig Hastighed, saa har enhver Isokline to saadanne Bugter, som forandre deres Beliggenhed og Form i Aarenes Löb; disse Linier have altsaa en bölgeformig eller slangeagtig Bevæ- gelse, Den Isokline, som hörer til Inclinationen 0°, og som man har kaldet den magne- tiske Æquator, fordi den deler Jordens Overflade i to Segmenter, i hvilke Inclinationen har modsat Navn, og som er omtrent i lige Afstand fra de nordlige og sydlige Magnet- poler, har-saaledes fire saadanne foranderlige Bugter eller Böjninger mod Nord og Syd; og i Grunden er dette Tilfældet med flere af de nærmest liggende, skjönt mindre idjne- faldende. I mine „Untersuchungen” o.s.v. har jeg fra S. 47 til 61 bestemt Beliggenheden af noget over 70 Puncter af denne Linie af Iagttagelser imellem 1768 og 1795, saa at - den ved disse bestemte magnetiske Æquator omtrent maa gjælde for Aaret 1780. Istedet- for de tre i Tabellen S. 61, grundede paa lagtlagelser af Dr. Horner paa Krusensterns Reise, hvilke paa Grund af Naalens slelte Afveining maa udelades, skal jeg tilfüje fålgende 4 Bestemmelser af Bayly paa Cooks tredie Reise (Astronom. observations etc. p. 303-307) i Skibet Resolution: Are Længde Nulpuncter Observations-Datum. | Antal. Become Brede! ‘ 1777 Dec. 17-3. | 9 =158 46) = 5 192 1776 Sept.25—29. Rn) — 511 | —14 5,1 1780 Mai 26—Juni 2. | 8 4.95 | re 1780 Jan. 20 —50. 4 +125 55 | + 7 548 Tegnet + betyder nordlig Brede og östlig Længde, Nulpunctets Brede er bestemt paa samme Maade, som er forklaret i ,Untersuchungen” S. 47. Af nyere Observationer imellem Aarene 1822 og 1830 har jeg udledet fölgende Coordinater af forskjellige Puncter i denne Linie, som altsaa kan antages at gjælde for Aaret 1827. lagttager. Observat. Datum. Antal. ee, ne Sted. Duperrey. | 1825, Jan. 14—17. | 5 |+ 5526 | —9°103 Sabine. 1822. | 1 | + 2425 +0 22,0 S. Thomas. Lütke. | 1829, Jan. 4. [a 213958 +6 28,2 Manilla. id. 1827, Marts 24. | 1 |+i6ta7 | +7 24 Ulean. Duperrey. | 1824, Juli 4—7. [hens + 164 42 +7 0,0 | id. 1824, Juli 22—27. fee aa. ee Lütke. | 1828, Jan. 23. 121 2738| 550 Lugunor. Duperrey. | 1824, Juli 20—22. | 2 +173 5 + 6 10,2 Lütke. 1828, Jan. 15. ET +174 45 +4 57,4 | Los Valientos. id. 1827, Nov. 98. 1 | 417855 | +3536 | Valen. id. 1827, Dec. 23, Jan. 7. 4 — 179 21 +3 59,2 Duperrey. | 1824, Mai 29, Juni 1, | 3 | —1761 +3 58,8 id. 1824, Mai 13—24. 9 |—16835 | +0 464 Erman. 1830, — = In 224 | 123006 —? | id. ED, ME | Sey Se DO | id. Cy, ln a REV ON CRE aC) id. Te feo 25 ee Lütke. | 1827, Mai 2—9. 3°) ec Lo Ets Duperrey. | 1823, Marts 6—25. LL, à — 64 2 — 711,5 id. 1822, Sept. 8, Oct. 1. 9 22 FAY 71055058 Paa et Kort over en Zone fra 30° nordlig til 30° sydlig Brede med parallele Meridianer, 10 Grader af Æqualor paa en Decimallomme, har jeg afsat alle de Observa- tioner over Inclinationen fra + 50° til — 50° af de i ovenstaaende Tabel anförte lagt- tagere, som laae indenfor denne Zones Grendser, og derpaa optrukket Isoklinerne for hver 10de Grad, samt tillige igjennem de i Tabellen anförte Breder af Nulpunctet den magnetiske Æquator for 1827; ligeledes den magnetiske Æquator for 1780 efter de i „Untersuchungen” S. 47-61 samt de fire af Bayly’s Iagttagelser imellem 1776 og 1780 ovenfor anförte Coordinater. Disse to Linier har jeg overfört paa det medfölgende Kort over Misvisningen for Aaret 1820; den punclerede Curve betegner den magnetiske Æqua- tors Beliggenhed i Aaret 1780, den anden dens Beliggenhed i Aaret 1827. Heraf seer man, at disse to Linier have 4 Overskje@ringspuncter: 1) I Meridianen 10° vest Ferro omtrent 10 Grader östenfor Kysten af Brasilien. 2) Omtrent i Meridianen 120° öst Ferro nordenfor Sumatra, 3) I Meridianen 147° vest Ferro. 4) I Meridianen 117° vest Ferro. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 21 162 Imellem Puncterne 1 og 2 er den 'magneliske Æquator steget mærkelig mod Nord; imellem 2 og 3 har den bevæget sig noget mod Syd ; imellem 3 og 4 igjen steget noget mod Nord, og imellem 4 og 1 alter bevæget sig mod Syd. For at vise, at disse Forandringer i denne Isoklines Form ogsaa lader sig forklare af de 4 Magnetpolers Bevægelse, skal jeg her anföre de 4 Convergentspuncters Belig- genhed mod Meridianen igjennem Ferro i Aaret 1780 og 1827, hvilke ikke kunne afvige meget fra Polernes sande Længde. Aar B | b TAN 1780 | ras loss, iz en 107755 1897 BEES | +134 24 | +162 9 | — 120 48 | | Idet Sydpolen A i delte Tidsrum har bevæget sig mod Vest fra Meridianen 165° til Meridianen 162°, har den nærmet sig til Afrika, og derved trykket Isoklinen mod Nord imellem Puncterne 4 og 2, hvilket end mere er befordret ved Bevægelsen af Nordpolen b, der har bevæget sig mod Ost fra Meridianen 123° til Meridianen 134°. Af begge disse Bevægelser af Polerne, især den sidste, er Linien for 1827 bleven trykket noget mod Syd, og har faaet en Böjning mod Syd imellem Meridianerne 120° og 155°. Ved den vestlige Bevægelse af Sydpolen a fra Meridianen 108° vest til 121° vest er den magne- tiske Æquator bleven trykket lidet mod Nord imellem Skjæringspuncterne 3 og 4, og af samme Aarsag er den steget mod Syd imellem Skjæringspuncterne 4 og 1. I Aaret 1780 gjennemskar den magnetiske Æquator i Afrika Jordens Æquator i Meri- dianen 40° ost Ferro under en Vinkel af omtrent 20° 24’, i 1827 i Længden 24° og under en Vinkel af omtrent 30°58’. Dette Skjæringspunct, som Arago kalder den magnetiske Æquators opstigende Knude, har altsaa i disse 47 Aar bevæget sig 16 Grader mod Vest. Heraf har han sluttet, at denne hele Linie har en translatorisk Bevægelse fra Øst mod Vest (Annales de Chemie et de Physique T. 30, p. 351). Den nedstigende Knude laae i Aaret 1780 i Meridianen 152° 24° vest Ferro, og i 1827 i Meridianen 164° 46‘, og har saaledes ogsaa bevæget sig mod Vest omtrent 12 Grader. Men at denne Gisning af Arago er feilagtig, indlyser af disse Liniers forandrede Form. Desuden ere der andre Puncter i denne Iso- kline, som have bevæget sig i modsat Retning, hvilket sees af folgende Sammenstilling : Aar. Ost Ferro. er | Öst Ferro, Nordligste Vest Ferro. SALE 1780 +193 30 | +8° 0 24143507 15823010 [22130 10 le SD! 1827 +153 80 | +6 24 46090, A 27 0 — 193.6, 10 200 Bevægelse ôstlig | +10” 0 1170 +654 Arago anlager med Morlet (l. c. p. 353), at man af denne den magneliske Æqua- tors formeentlige translatoriske Bevægelse mod Vest kan forklare alle Forandringer af Inclinalionssystemet. Thi, hedder det: „si l’on appelle latitude magnétique d’un point, la „distance angulaire de ce point à la ligne sans inclinaison, mesurée sur le méridien mag- »nétique, considéré comme un grand cercle, on trouvera en général, suivant Mr. Morlet, „que l’inclinaison de l’aiguille diminue là, où le mouvement de translation de l'équateur „tend à diminuer la lalitude magnétique; et qu’elle augmente, au contraire, partout où „la latitude magnétique s’agrandit.”*) Ved den magnetiske Meridian, paa hvilken den saakaldte magnetiske Brede skulde maales, maa man forstaae den Curve, som en Magnet- naals Middelpunct vilde gjennemlôbe, naar man bevægede den i saadan Retning, at Naa- lens Retning overalt var Tangent til Trajectorien. Men denne Curve er hverken lodret paa den magnetiske Æquator og heller ingen Storcirkel; og hvorledes den magneliske Brede skulde maales paa denne uregelmæssige Curve er mig uforstaaeligt. A. troer endog, at muligen Declinationens Forandringer kunne forklares af denne den magnetiske Æqua- tors formeentlige tilbagegaaende Bevægelse. I Arago's samtlige efterladte Værker 4de Bind (Tydske Udgave af Dr. Hankel, S. 429) yltrer han dog, at man nu antager, at denne Bevægelse af den magnetiske Æquator er forbunden med en Formforandring. Denne Morlets Forklaring over Aarsagen til Inclinationens Forandring over hele Klodens Overflade oplyser i Grunden aldeles Intet. To Isokliner, der höre til forskjellige Inclinationer, kunne ikke skjære eller beröre hinanden i noget Punct; thi i et saadant Punct maatte Inclina- tionen have to forskjellige Værdier, hvilket er umuligt. Naar altsaa en saadan Isokline forandrer sin Beliggenhed eller Form, saa maae de nærmest liggende undergaae en lig- nende Forandring, og saaledes fremdeles igjennem hele Systemet. Hvad enten den Isokline, hvis Forandringer man har undersøgt, hårer til Inclinationen O? eller til hvilken- somhelst anden Vinkel, saa har man blof sagt, at den ene forandrer sig, fordi en anden forandrer sig. Men Spörgsmaalet er, hvad er Aarsagen til denne Forandring saavel hos den ene som hos den anden? Uagtet nu Hr. Arago har anerkjendt, at Isoklinerne forandre deres Form, og uagtet denne Formforandring er Aarsagen til, at de to Knuder have bevæget sig mod Vest fra 1780 til 1827, imedens andre Puncter i denne Isokline have bevæget sig mod Ost, og uagtet man af denne undulatoriske Bevægelse ligesaalidt kan slutte sig til en translatorisk Bevægelse, som af den bålgeformige Bevægelse paa Overfladen af et stille- staaende Vand, i hvilket man kaster en Steen, til en progressiv Bevægelse i Vandpartik- lerne, saa har dog Hr. Academiker A. T. Kupffer i Petersburg i 1827 (den Gang Professor =) Imidlertid tilstaaer han, at der findes flere Steder, f. Ex. Teneriffa, Ny-Holland og flere, som ere Undtagelser fra Regelen. 21+ 164 ved Universitetet i Kazan) i en Afhandling i Ann. de chimie et de physique T. 35, p. 231, tiltraadt denne af Arago og Morlet fremsatte låse Gisning om den magnetiske Æquators translatoriske Bevægelse mod Vest, og den deraf udledede Aarsag til ikke alene Inclina- tionens, men endog Declinationens Forandringer (p. 235). Ja han er endog kommen til- bage til denne uholdbare Forklaring i Nov. 1853 i en Tilsats til et Brev fra mig, aftrykt i Bulletin de la Classe physico-mathématique de l’Acad. Imp. des sciences de St. Peters- bourg T. XII. Nr. 16, 17, S. 270. Iblandt flere ligesaa uholdbare Paastande i den oven- omtalle Afhandling af 1827 forekommer ogsaa den, at han vil benægte Tilværelsen af det vestlige Declinationssystem imellem Baikal Söen og Öen Sachalin i det stille Hav, uagtet dets Tilværelse er beviist ved Iagttagelser af Islenief i 1768 og 1769, af Billings i 1788, af Baron Wrangel i 1820, af Due og Erman i 1829, og af Fuss i 1831. Ligeledes vil han benægte Tilværelsen af Magnetpolen b i det nordlige Ishav, fordi Wrangel og Anjou der have paa Ishavet iagltaget betydelige åstlige Declinationer. Disse Indvendinger vise alene, at Hr. K. den Gang kun har havt et overfladisk Bekjendtskab med den hele Masse af ældre Iagttagelser over de magnetiske Phænomener, saavelsom til mine paa samme grundede Undersågelser. Gauss's fortræffelige Undersøgelse har, stôltet paa theoretiske Principer af de for- haandenværende Iagttagelser, udledet Formler, som indeholde visse Constanter, ved hvilke man kan beregne Størrelsen og Retningen af den magnetiske Resultante for ethvert Punct paa Jordens Overflade for en vis Epoche. Men Formlerne kunne ej give Resultaterne nöjagligere, end de Iagttagelser, hvoraf Constanterne ere udledede. Da lagttagelser mang- lede i mange Regioner, hvor man ikke kunde undvære dem, især i den sydlige kolde Zone, saa maatte man söge vilkaarligt at gjeltg saadanne. Fölgen heraf er, at den Gaussiske Theorie har udslettet Systemets Duplicitet i Nærheden af Sydpolen. Hvor meget de beregnede Curver afvige fra Sandheden, kan man see af Sabines „Contributions to terrestrial magnetism” i Philos. Trans. for Aaret 1844 Plate XIII, hvor de af Rosses Iagt- tagelser og af Gausses Formler beregnede isodynamiske Linier ere sammenlignede. Con- stanterne gjælde desuden kun for en bestemt Epoche, og maae fålgelig for folgende Aar udledes af nye Iagttagelser. Den oprindelige Aarsag til disse Forandringer i Jordens magnetiske System maa vel være en Virksomhed af mægtige (maaskee electro-galvaniske eller thermo-electriske) Kræfter i Jordens Indre. Den næste Fölge af denne Virksomhed er Forandringerne i Beliggenheden, og maaskee i Intensiteten af de fire magnetiske Regioner, Middelpuncter eller Poler (hvad man vil kalde dem). Disse kunne bestemmes ved Iagttagelser. Disse Kræfter synes ogsaa at være Hovedkilden til Polarlyset, som har sit Udspring fra disse 165 Puncter, fornemmelig fra Puncterne B og A. En større eller mindre Virksomhed i disse Kræfter frembringer paa een Gang Lysphænomenet og Uroe i de magnetiske Apparaters Stand, saavelsom Polarlysets forskjellige Perioder, i hvilke det er hyppigere, eller næsten forsvinder. Vil man altsaa haabe at nærme sig til den förste Aarsag, maa man anerkjende disse fire Puncters Tilverelse, og af fortsatte Iagttagelser forfolge deres Bevægelse. Dette er den eneste Vej, paa hvilken man kan haabe at nærme sig til Gaadens Lösning. Efter min Formening er dette et af de interessanteste Problemer i Jordens almindelige Physik. Slutningsbemærkning. Da det er vanskeligt af de i foranstaaende Undersågelse fundne fire magnetiske Convergentspuncters Bevægelser at faae en anskuelig Forestilling om Magnetaxernes Bevæ- gelser og Beliggenhed i forskjellige Tidspuncter, saa skal jeg endnu tilföje folgende Bemærkninger. Forestiller man sig en ret Linie imellem Magnetpolerne A og B som en Magnetaxe, saa vil en Perpendiculær fra Jordens Middelpunct paa denne Axe træffe Jor- dens Overflade i et Punct, som jeg vil betegne med C, hvis foranderlige Beliggenhed for forskjellige Tidspuncter saaledes kan bestemmes. Er & Afstanden af Polen B fra Jordens Nordpol, A deres Længde öst Greenwich, «’ Afstanden af Polen A fra Jordens Sydpol, 4‘ dens Længde, og betegnes Jordens Nordpol med P, saa er i den sphæriske Triangel BPA Siden PB =— «, PÅ = 180° — «‘, den mellemliggende Vinkel BPA—2— 4. Heraf beregnes den tredie Side BA=y, samt Vinklerne PBA og PAB. Betegnes Axens Excen- tricitet med &, saa er, naar Jordens Radius antages som Eenhed, <= cos(iy). I Trian- gelen PAC ere Siderne PA — 180? — «‘, AC=%y og den mellemliggende Vinkel PAC bekjendte, hvoraf findes Siden PC og Vinklerne APC, samt PCA. Længden af Punctet C er dd = 4 + APC — y, dets Afstand fra Nordpolen PC og dets Brede = 90° — PC =g. Da Magnetaxen ligger i det Plan, som kan lægges igjennem Puncterne À, C, B, saa er 180°—PCA—6 den Vinkel, som dette Plan danner med Meridianen igjennem C mod Ost. Paa samme Maade kan Beliggenheden af den svagere Magnetaxe ab bestemmes. Omendskjönt Convergentspuncternes Beliggenhed er noget forskjellig fra de egent- lige Magnetpolers, især hvad den svagere Axe angaaer, saa vil man, om man end i Beregningen sælter denne ubekjendte Forskjel ud af Betragtning, dog derved erholde en tilnærmet Forestilling om Bevægelsens Art. Af de foregaaende Bestemmelser af Beliggen- heden af Puncterne À og B har jeg beregnet deres Sied for de i nedenstaaende Tabel 166 anförte Aar, idet jeg for « og a har taget et Middeltal af de 4 Bestemmelser, og anseet dem som constante. Punct B. Punct À. Aar. « | À a! re Qa | ODA 04 | SSD 1700 21 26 245 46 20 57 | 142 25 1750 21 26 256 45 20 37 | 139 2 1800 2126 | 269 44 20,370. 1.135541 1850 21 26 282 43 20 57 | 132 20 Heraf findes Aar. | g | un é 6 1700 | — 0:58 194 25 | 02272 | 16 51 ost. 1750 | —046 | 199 39 0,1584 | 18 12 — 1800) | 1, ar SCO RESORT 1850 | —1 55 211 52 0,0921 | 2019 — Middelpunctet af denne Chorde ligger altsaa lidt söndenfor Æqualors Plan, har en Bevegelse mod Ost af omtrent 12 Grader i 100 Aar, ligger nærmere ved det stille Oceans Overflade end ved Africas, og Storcirkelen igjennem denne Chorde danner en Vinkel med Meridianen igjennem Punctet C mod Ost, som fra 1700 til 1850 har steget fra 16° 31° til 20° 1%. i Da Afstanden af Punctet b er fundet forskjellig for forskjellige Aar, har jeg inter- poleret den for hvert 50de Aar imellem Aarene 1600 og 1850; for Punctet a har jeg for &' blot taget et Middeltal af de forskjellige Regningsresultater, og betragtet samme som constant. Fölgende Tabel indeholder de saaledes hestemte Beliggenheder af disse to Puncter. Punct b. Punct a. Aar. « 1 a! å! o ' | „ar o ' 0! 1600 Mer 15 45 14 10 285 10 1650 6 4 46 51 14 10 269 27 1700 3 26 74 14 14 10 255 44 1750 3 18 | 95 54 14 10 242 1 1800 5 57 | 111 51 14 10 228 16 1850 10 27 120 30 14 10 214 35 167 Heraf findes Aar. y' wy é | 6' 1600 | +28' | 321%47' | 0,1550 | 8°45 dst. 1650 | +752 | 29239 | 0009 | 5 13 — 1700 | +742 | 3613 | 0,095 0 29 — 1750 | +8 19 932 47 | 0101 | 0 - 1800| +658 | 20444 | oo | 5 39 — 1850 | +24 176 55 0,1472 | 8 45 — | Dette Middelpunct ligger altsaa noget -nordenfor Æquators Plan og har en stærk Bevægelse mod Vest, nemlig 117 Grader i 200 Aar, eller 584 Grader i 100 Aar. Den Vinkel, som Storcirkelen igjennem Chorden ab danner med Meridianen igjennem Punctet C’, har fra 1600 til 1850 forandret sig fra 8% Grad ösllig til 83 Grad vestlig. Da begge Magnetaxers Middelpuncter ere excentriske og ligge nærmere ved det stille Oceans Overflade end ved Afrika, saa maa man vente, at Intensiteten ner ved Jor- dens /Equator er stærkere i det stille Hav end i det Atlantiske Hav. Dette Middelpunct laae for den stærkere Axe i 1800 i Meridianen 206° 8’ öst Greenwich (223° 48° öst Ferro), af den svagere Axe i Meridianen 204° 44’ öst Gr. (222° 24’ 6st Ferro), altsaa begge i Ner- heden af Meridianen igjennem Oen Owhyhee. Det modsatte Punct ligger allsaa omtrent i Længden 44° dst Ferro, hvilket er omtrent i Midten af Sydafrika. Paa det forste Sted er ogsaa Intensiteten lidt over 1,0 i Nærheden af Æquator, paa det sidste Sted imellem 0,8 og 0,9 i den af Humboldt antagne vilkaarlige Eenhed. I Aaret 1850 har Middelpunctet af den stærkere Axe bevæget sig 8° 40° öslligere, Middelpunctet af den svagere Axe derimod 28° vestligere, hvorved en liden Forandring i Intensiteten i det Atlantiske Hav er frem- bragt, idet den mindste Intensitet i hver Meridian fra 1825 til 1845 er rykket 3 til 4 Grader mod Nord, hvilket kan sees af Plate III i Philos. Transact. for Aar 1842, og af de samme- steds anfårte „Contribulions to Terrestrial Magnetism’? af Lieut. Colonel Edward Sabine pag. 9—41. Dette Resultat af Magnetpolernes Beliggenhed og Bevægelse stemmer altsaa ogsaa overeens med Erfaring, og iser er den Rykken mod Nord af Minimum af Intensitet i det Atlantiske Hav en Folge af den vesllige Bevægelse af Sydmagnetpolen A. AT ae er ar ee | me, i> Ta pe do de dl ele pe nn = DT ae a) 5 DT RAR | Hé Tet 5 = Å ‘ ; e" a = a ne | We ee nen en nt i 7 RL = © ae So. N Pile Verte, À “Es RE, ENTRE Be re 14 AR - NT Ing DE 4 | UE à te D A CR ARR CR | j i RU af 7 PT ate PURE © ANE, - Fe, eh Ws 167 ame Me, MR nr NT LA RAS L'ONU 1 ME be PZ fi Fa = Ex a FEE ee if an | p ie Je HAE of ene’ ny En aie Nady ar u the EE Bere oh, AP À get -tsapatal nit sl , «if Ha IE mie 16 VRR | ne Ara, The vi et twine pa PURE LU mob lied ae et er ind ag nee NS | in er DR AM: an wo een i ØM nt it Os TOES IK -= fay fx re On nd ani ÉN é LE un CRE Pis LUE EME Why, WARNER es AE avi wa gt u fy uhr CITANT LES ch. WE wee DIA LEER 4 Tangy tu ve = M KEN sul, Nhe Hoe YS Tale RAR ea: ae FUEL ht LOU wire jh y? ne TL a ADS RÅ ares wih ETC RE gel, its tape 7 it ig {on sh ASER vint | sxa gu: | nil, day VE ae ANA Hin sgl yh 9a ‘lh Me DUN AiO ahmed CHART ym te men ae URE AUS ALE OUT ata hi tal! ON pee pa, Pen N nt 2 We hey ill tet oe RATE Hay hin à lbs he) VE fate Ti at ste A i LUS a LOIS: ‘lue BE haya MN LT HM: TER Ark tip ME CAUSE LL ANT SER i ALM ne rok ait QT Mn ng ERA DS AA Ag MAR on pt sun we Vi Ge HAN 7 À Lu QUE baby, aii er a BUTS matin ala Dart A NE |! wir MR EEE) saumdhs aslpnontl. ai nes dati gta sd té jar tutti Aa ie Read lade Nuage ah y Mars sh ‘in aie = 5 Be a are: oi: le miks: see NS == 5 ‘ I - FA = + - D A 20 +. Næs ‘3 | kr ; | Ud | 3 KH et “a Û 7 i > me u 4 = ray am Fur ; | tr NM = ’ une øver UPU 20777 2777 elle | GENERALKORT | | ban mellem Aarene ZZ 2276,30. Wor vestlig = lis ePartarico 2 ae 5 À pa ~. EN pe rath Dy ge Artlig ET. or RS LE ON jai En don Re di se SDS NE eo ket fens LITE ri 7 > ay + Å | i ET ae AM elie re Racal Da RETTET bose to ake + = F Wi, 5 WR; t ao aoe. as rer ALLY 5 4 EN . | = 1 DA EN DA BT. ne EE F i a Om Döglal og Æthal samt flere af de deraf dannede Forbindelser. E. A. Scharling. bo Lo Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem, Afd. 4Bind. = n VK t I, LA 4 N | i N'YA. i LS i | * 4 ml kr à é. ' 4 | : | | | i DIT i Tie | i ; "NE a ur = di i | P i PP es i i ERR B Ki a RO: geen LI LP ri. a 4 } Kr | i en i ure i | Å if i ft | Rei Ut Smet. autel eo dan. u i : ee | 5 me F i » i N rå a, ; 2 A à mn À à . Hel rahi a L sie avy k 4 | . eg . if ale N La UT LORS \ USE u a | em tis OR er YO owe ithe + N M | ge bé = f A ka CIRE tte u alé ADI etree dy Tr VEND. OPER Må PER AE aM i > Tan wae: CAE ne es SOLAR ÅR ER. a BOB. >= i r eh ir DATE qu j r Mig pay i 4 ! | it W a i A = = BE ds M a ea HAT DATES a” Ame pique | Sj ait hs 27 AG we LE à va he iR: KRAG du + ne ARC te ig N; i Ed ay n N 14 kr boat 2 (me re MAR m x L à A i iy FA : É ; ar ee res | L LA OR | KJ | ry | ): | er : Ål i: Sr] i ii il if + dog ee) à Ver RAMU, MU NN RE À | . 4 i t « Rs, 5 i fe he a L We te FEN ri ar > F te " See De | g en a i iM sen ‘ ii ÿ = à E À | All ; EL Ni 2 : 4 ' - i me i SÅ 1 to : i UTP, KER LE aie i: ‘ i ' vs - ry Den Afhandling, som jeg herved har den Ære at forelægge Selskabet til Optagelse i dets Skrifter, er egentlig kun at betragte som en noget udfårlig Forklaring af Figurerne paa de tvende Tavler, hvormed jeg ledsager den. Disse Figurers fornemste Hensigt er det, mere at veilede Naturforskerne til paa selve Dyrene at gjenfinde de Forhold, hvorpaa de i Almindelighed henlede Opmærksom- heden, end at give et udtömmende Billede af Enkelthederne ved disse, da dette helst maalte forbeholdes Figurer, der kunde udkastes efter Dyrene i levende Live eller dog efter frisk- fangede Individer; for en stor Del ere de derfor holdte som Contourfigurer, paa hvilke kun de enkelte Partier, hvoraf et mere anskueligt Billede var önskeligt, ere blevne mere udförte. Gjenstanden, de fremstille, er en forhen neppe iagttaget eller, hvis den skulde være iagttaget, saa dog ikke tilbôrlig paaagtet væsentlig Afvigelse fra den symmetriske Bygning, hvilken ellers i saa hôi Grad udmærker Blæksprutterne, idet man nemlig vil finde, at hos alle mandlige Individer af flere store Grupper af disse er det ene af de fire Par Arme, som omgive Hovedet, paa den ene Side af Dyret ikke blot anderledes dannet end paa den modsatte Side, men endog paa denne Side i en kortere eller længere Strekning af dets Længde uddannet paa en saa eiendommelig Maade, at man ikke kan tvivle paa, at Armen derved gjöres skikket til en bestemt Virksomhed, der ikke kan antages at være af nogen underordnet Betydning for Dyret, siden denne Omdannelse finder Sted hos saa stort et Antal af Klassens Arter og hos .hver naturlige Slægt har saa at sige sit ejendommelige Præg. Ved at forfålge Omdannelsen fra Form til Form, sees det efter min Mening tyde- ligt, at Armen ved dens særegne Bygning enten aldeles eller for en Del træder ind i Forplantningens Tjeneste, og i første Tilfælde endog bliver aldeles uskikket til den Rolle, den ellers har at udföre, nemlig at vere Redskab for Bevægelse (Svømning eller Krybning) og Födens Gribning. Denne omdannede Arm råber altsaa herved sin nôie Forbindelse med Hectocotyldannelsen hos de tvende Octopodslegter Argonauta og Tremoctopus delle Chiaje, da de seneste Aars Undersôgelser af Filippi, Verany, Vogt og Heinr. Müller 24 188 jo have sat udenfor al Tvivl, at Hectocotylus eller det snyltende Væsen, man saa ofte havde fundet paa Argonauta- og enkelte Gange paa Tremoctopus-Hunnerne, — og som man forst elter delle Chiaje havde anseet for et Snyltedyr eller en Indvoldsorm, men senere efter Köllikers sindrige Sammenstilling for en omdannet mandlig Cephalopod, der var bestemt til at fore et Snylteliv paa sin Hun, — aldeles ikke er nogen fuldstændig Organisme, men kun en Arm af den mandlige Cephalopod, der i Befrugtningens Oiemed lösner sig fra denne og sædfyldt hæfter sig fast paa Hunnen. Til rigligere at opfalte og i sin Sammen- hæng at forstaae denne Heclocotyldannelse, der i de sidste 3—4 Aar saameget har taget Naturforskernes Opmærksomhed i Beslag, ville altsaa de lagltagelser, jeg her forelægger, afgive en viglig Nogle; men med den Interesse, de i denne Henseende have, forene de ogsaa, som mig synes, en ikke ringe Betydning i systematisk Henseende. De her anforte Forhold afgive nemlig eet veiledende Vink mere til Opfattelse af, hvad der indenfor denne Klasse naturligen hörer sammen, hvad ikke, og i mange Tilfælde frembyde de gode Arts- karakterer mellem nærstaaende Arter, ikke at tale om den Værd, de ligefrem have som ydre Kjånsmærker imellem Individerne indenfor samme Art, især da man hidtil har savnet saadanne og disse derhos ere saa let opfattelige og saa idinefaldende, at man vanskelig kan tilbageholde sin Forundring over, at de ikke tidligere ere blevne iagitagne og gjorte gjeldende. Efter disse faa indledende Ord gaaer jeg umiddelbart over til Skildringen af de væsentligste ved Figurerne paa de to medfålgende Tavler fremstillede Formforskjelligheder i denne Omdannelse, idet jeg blot forudskikker den Bemærkning, at jeg i den Orden, hvori jeg meddeler dem, tildels har ladet mig lede af den Tidsfålge, hvori de have frem- budt sig for mig. Det er saaledes oprindelig af denne Grund, at jeg omtaler Slægten Loligo Lmck. forst; thi ved mine sammenlignende Undersågelser af vore nordiske Arter blev jeg her forst dette Forhold vaer; men fortsatte Undersôgelser have idvrigt vist mig, at jeg ogsaa nalurligst kan gaae ud fra denne Slægt. Hos Slægten Loligo Linck. restr, (og altsaa med Fradrag af de Arter, hvorpaa D'Orbigny senere har opstillet Slægten Ommatostrephes) have samtlige de Arter, jeg har havt Leilighed til at undersöge*), havt den yderste Del af Hannens fjerde venstre ‚Arm (venstre Bugarm) omdannet saaledes, at Sugekopperne, som paa den modsalle Arm fort- *) Foruden Blæksprutterne i de to Museer, hvis Bestyrelse jeg forestaaer eller har Del i, nemlig Univer- sitetets zoologiske Museum og det Kongelige naturhistoriske Museum, har jeg ved min Collega Etats- raad Eschrichts velvillige Imödekommen til denne Undersögelse ogsaa kunnet uindskrænket benytte, hvad Universitetets zootomiske Museum besad af denne Klasse. N sælle sig i stedse aftagende Störrelse ligeud til Spidsen, her efterhaanden forsvinde, medens Stilkene, hvorpaa de sidde, omvendt tillage i Størrelse og blive til lange kegle- dannede Papiller, der give denne yderste Del af Armen et eget kamlignende Udseende. Disse Papiller synes allid at være stærkest udviklede paa den udvendige Rand af Armen, medens de af dem, der höre til Sugekoprækken paa Armens indre*) Rand, beholde i læn- gere Strækning Spor af Sugekopperne tilbage. Hos Loligoslægtens mest anseelige Art, den saakaldte atlantiske Form af Loligo vulgaris Lmck,, men en Form som er en virkelig selvstændig Art, hvilken jeg i en anden Afhandling har tillagt Navnet L. Forbesii Stp., har Hannens fjerde venstre Arm 23 Par Sugekopper udviklede regelmæssigen og i Lighed med Sugekopperne paa samme Strækning af den hôire Arm; men fra det 23de Par af aftager Stôrrelsen af Kopperne pludselig, og allerede det 27de og 28de Par har dem saa smaa, at de kun ved Hjælp af Lupen kunne tydeligen erkjendes; herefter forsvinde Sugekopperne aldeles, medens Stilkenes muskulöse Rod hæver sig op til en Hoide, der er 3—4 Gange saa stor som dens sædvanlige, og bliver til en langstrakt kegleformet Papil. Der er omtrent 40 Par Papiller, og ligesaa- mange Par Sugekopper ere altsaa blevne omdannede; de aflage i Længde i begge Rækker henimod Spidsen, men de, der ere stillede langs Armens ydre Rand, ere i Begyndelsen forholdsvis mere forlængede, hvorimod de senere i en vis Strækning af det omdannede Partie af Armen forkortes og ligge ligesom lave Saugtænder paa Randen af denne. — See Tavle I, Fig. 2.**) Y) Ved ,indre“ og ,ydre“ Rand af Bug- og Rygarmene forstaaes her altid den, der ligger Dyrets Midt- plan nærmest eller fjernest ; ved de to Par Sidearme anvender jeg Udtrykket ,ôvre“ og „nedre“ til at betegne de to tilsvarende Rande af Armene, eller de Rækker af Sugekopper, der staae langs med dem. #*) Artsmierkerne imellem Loligo vulgaris Lmck. og Loligo Forbesii sip. tages bedst af Sugekoppernes Stör- relse og Form paa Tentaklerne; disse ere nemlig paa L. vulgaris fra Middelhavet, saaledes som D'Orbigny og Verany beskriver og afbilder dem, og saaledes som de ogsaa gjenfindes hos en Form ved vore Kyster, der vistnok tår ansees for L. vulgaris, meget store i de to midterste Rækker og meget smaa i Siderækkerne, saa at disse sidstes Tversnit kun ere Halvparten af de fårstes og deres Höide kun en Trediedel af hines, medens hos L. Forbesti Sp. de midterste Rækkers Suge- skaale neppe overgaae Siderekkernes i Tversnit og Hôide, og det i det Hele seer ud, som om Tenta- kelkøllen havde fire lige store Rækker af Skaale. Sammenlignede med Armenes Sugeskaale ere de midterste Tentakelrækkers Skaaler hos Loligo vulgaris 2—3 Gange saa store som de stårste Skaaler paa 3die Arm, medens de hos L. Forbesii neppe ere en Trediedeel stôrre. — Hornringen i de mid- terste Rækker af Kopperne hos L, vulgaris har kun den ene halve Omkreds fintandet, medens den anden Halvdel er tandlås eller kun bærer en Gruppe af 4—5 smaa butte Tænder (hos vor nordiske Form ere disse endog de eneste Tænder paa Hornringen); hos Loligo Forbesii bærer Ringen helt omkring talrige spidse Tænder, i Reglen skiftevisstårre og mindre. Hos denne have ogsaa Siderækkernes Skaaler Hornringen helt besat med næsten ligestore Tænder, medens hos L. vulgaris Hornringen der har höie spidse Tænder i den höiere Halvdel og er næsten tandlôs i den nedre. I Farvetegningen har endnu L. Forbesii det Udmærkende, at Farvesækkene forene sig til lange linieformede Pletter eller Striber paa Siderne af Forryggen og ligeledes langs ned med Bugfladens Sider. Disse lange mårke Tegninger 190 Hos Hannen af en anden dansk Loligo-Art, hvilken jeg anseer for at være baade Lamarcks og senere sydeuropæiske Forfatteres L. vulgaris, uagtet den i enkelte Punkter ikke stemmer aldeles med de udförligere Beskrivelser, finder jeg Overensstemmelse imellem fjerde Pars hôire og venstre Arm indtil det 18de eller 19de Par, hvor en kjendelig For- længelse af Sugekoppernes Stilk begynder. Denne tiltager nu mere og mere ud imod Spidsen af Armen, idet Sugekopperne mere og mere forsvinde, og Stilken staaer da som en lang og kegleformig Papil tilbage. Papillerne ere i det Hele taget lidt længere og kraftfuldere end hos den foregaaende Art, afvige ogsaa fra denne Art deri, at de over- ordentlig smaa, ringlåse Sugekopper ere synlige i en noget længere Strækning, og frem- deles deri, at Papillerne til den indre Række vel i Begyndelsen ere de mindre, men senere blive de længere, navnlig ude imod Spidsen, og her böie de sig da ind imod Armens Midtlinie, eller gribe ligesom over imod Rækken paa den modsalte Side, hvis Papiller netop i samme Strækning ere blevne lavere og tykkere, og, ligesom hos foregaaende Art, ligge øg Tentaklernes næsten ligestore Sugekopper adskille saaledes ved förste Öiekast denne Art fra den egentlige L. vulgaris. Af begge Arter har jeg fra vore egne Kyster kun kunnet undersåge Hanner ; hos os er L. Forbesii den almindeligere forekommende og den större. De sædvanlige Exemplarer ere mindst med Tentaklen 24” lange; til Armenes Spidser 20”; til Armenes Rod 15”; Kappen = 1 Fod. De Figurer, der med Sikkerhed fremstille Loligo Forbesü, ere: Forbes and Hanley, british Mollusca. vol. I, tab. LLL. Adams (Henry and Arthur) The genera of recent Mollusca. Pl. IV, fig. 3. paa förste Sted under Navnet L. vulgaris Lmek., sidste Sted under Navnet Loligo-magna Rondel. Det er ogsaa denne Art, jeg i et Træsnit i min Afhandling om „Sömunken“ har afbildet, og det er, efter Sugekopperne at démme, muligvis ogsaa denne Art, som er fremstillet af Borlase (the natural history of Cornwall). Da Rondelets Betegnelse „Loligo magna“ ingen systematisk Benævnelse er i den Linneiske Forstand, kan dette af Leach, Gray og Flere optagne Navn for L. vulgaris ikke ansees berettiget, om det end ikke kan forkastes af den Grund, D’Orbigny anfôrer, fordi der ere andre store Arter; allermindst kan dette Navn overföres paa den nye Art, hvilken efter sydeuropæiske Malacologers Mening er en atlantisk i Middelhavet ikke forekommende Art, som Rondelet altsaa neppe kunde have ment ved sin L. magna, om denne endog har været en Loligo, noget der i det Hele synes mig saare tvivlsomt, saavel naar man seer hen til Figuren, f.Ex. dens lange Tentakler, som til Udtrykkene om Finnerne: ,pinnulæ latiores sunt, quam in Sepia, non totam alvum ambientes, et in angulum acu- tum in lateribus desinentes“, hvilke Ord fremdeles nöiere betegnes ved Udtrykkene om Sepiolafinnen; thi om denne hedder det: nec figura nec situ pinnis Sepiarum et Loliginum similis, neqve enim angusta longaqve totam alvum ambit, ut in sepiis, neqve lata et in acutum angulum terminatur , ut in loli- ginibus, sed rotunda, parva, utringye veluti adnata modicam alvi partem occupat, neqve ad extre- mum usqve corporis protensa“ p.250. Alt dette tyder hen paa Ommatostrephes, paa hvilken vel ogsaa Ordene „corpore in acutum desinente* passer endnu bedre end paa en Loligo, selv om de anvendes i Modsætning til Sepiens Kropforhold. Jeg har kaldt denne vore europæiske Haves störste Art, og tillige den Art, paa hvilken jeg først iagttog denne mærkelige Omdannelse af Armen hos Hannerne, Loligo Forbesü efter Professor Edward Forbes; jeg har derved villet ikke blot erindre om, at denne Art findes velafbildet i hans ovennævnte fortrinlige Værk, men tillige om denne overordentlig begavede Mands Fortjenester af Naturhistorien i Almindelighed og af vor Kundskab til Havets Dyr i Særdeleshed. 191 som Saugtænder langs hen med Armens Rand. Ogsaa hos denne Art synes omtrent 40 Par Sugekopper at være omdannede paa den anförte Maade. Af Loligo Pleji D'Orb., der er fra Antillerne, besidder Museet uheldigvis kun et Exemplar, der tidligere har været stærkt indlörret, men det er dog let at erkjende, at hos denne Art begynder Omdannelsen ved 19de Par og træder endog fuldt saa stærkt frem, som ved de to foregaaende. Hos andre Arter af Loligines ere ikke begge Rækker af Sugekopper i Armens Spidse saa ensformig underkastede denne Omdannelse, men kun den ene Række af Suge- kopperne afgiver de för omtalte Papiller. Blandt de Arter, jeg hidtil har havt Leilighed til at undersôge, er dette navnlig Tilfældet med to Arter fra de brasilianske Kyster, L. brasiliensis Bl. og L. brevis BI, samt en Art, der passer godt til D’Orbignys Beskrivelse af hans L. gahi og som rimeligvis altsaa er fra det stille Hav. Det er Armen af den sidstnævnte Art, der er afbildet Fig. 3. Den venstre Arm findes normal dannet indtil 14de Sugekop; derefter begynde Stilkene til den ydre Række af Sugekopper at forlænge sig uforholdsmæssig, men bære endnu smaa med Hornringe udrustede Sugekopper indtil det 22de Par, hvis Stilk er aldeles papilformet, og saaledes ere ogsaa alle de dvrige Stilke, der fålge paa den (omtrent 26) indtil Armens Spids; dog kan man under en stærkere Forstörrelse öine en naalestikformig Prik i Enden af hver Papil, som sidste Antydning til den forsvundne Sugekop. I den indre Række vedblive Sugekopper med tydelige Hornringe at forlsette sig næsten ligeud til Armspidsen (med en Lupe lade de sig idetmindste forfålge næsten lige til denne), men de rykke stedse op paa höiere og hôiere Stilke, saaledes at de aldeles overrage den modsatte Sides Papiller. Endnu maa bemærkes, at paa den indre Side af hver Papil löber der en Hudkam eller Hudvinge ned imod Armens Midilinie, og derfra fortsætter den sig under en skraa Linie — thi Kopperne staae, som bekjendt, i de to Rækker i afvexlende Stilling — over i en lignende Hudkam paa den indre Side af hver Kopstilk paa den modsatte Side. Denne Hudvinge begynder allerede at udvikle sig fra 14de Par af. *) Hos Loligo brevis Bl. er Forholdet væsentlig det samme; Forskjellen synes mig at være, at Sugekopperne, der i den indre Række vedblive ligeud til Spidsen, ikke bæres af fuldt saa forlængede Stilke, at Papillerne, som især i Begyndelsen ere meget lange, forst træde op med det tyvende Par, og at Hudkammen er mindre udviklet, om end altid kjendelig. Loligo brasiliensis Bl., hvoraf Museet besidder to mandlige Exemplarer fra Rio ved Prof. Dr. Krøjer, bære begge Rækker af Sugekopper paa den venstre Bugarm re- gelret udviklede indtil det 14de Par, og den indre Række fortsætter sig egentlig paa *) Denne Hudvinge har Figuren paa Grund af dens Lidenhed ikke kunnet gjengive. 192 samme Maade ligeud lil Spidsen (med 35 Par); men i den ydre Række aftage de brat i Størrelse; fire vise vel endnu Sugekoppen ganske tydelig med en ringe udviklet Hornring, men derefter fålge Papiller, der ere meget lave, men temmelig tykke i Roden, ligeud til Spidsen. Hos de nævnte sex Arter er der ingen iöinefaldende Forskjel mellem venstre og höire Bugarm nedenfor det Partie af Armen, der har undergaaet hin særegne Omdannelse, men hos Loligo media Lin., der mangler Sugekopper paa Mundfligene og derfor er af Gray bleven, opfört som en egen Slægt under den mindre anvendelige Benævnelse af Teuthis*), er dette derimod Tilfældet (Fig. 1), idet den venstre Arm nedenfor hint Partie, der iövrigt ikke afviger synderligt fra det hos Lol. Forbesii og Lol. vulgaris beskrevne, helt igjen- nem er udrustet med ganske smaae Sugekopper, medens den höire bærer store. Den ydre Kjönsforskjel mellem Hannen og Hunnen er altsaa her endnu större end ved nogen af de andre Arter, og vi kunne derfor saa meget lettere afgjöre Uenigheden imellem D’Orbigny og Verany angaaende denne Arts Forhold til den af Sidstnævnte opstillede Lol. Marmoræ. Saavel i sit slôrre i Forening med Férussac udgivne Værk over Cephalopo- derne, som i sin „Mollusques vivants et fossiles“ paastaaer nemlig D’Orbigny, at Hunnerne til vor Art ere de kortfinnede Former, hviike Verany har kaldt L. Marmoræ, og Hannerne derimod saadanne langfinnede Former, som Lamarck benævnte Lol. subulata; men denne Paastand vise de ovennævnte Kjénsmerker at være aldeles uriglig, idet der forekommer Hanner og Hunner af begge disse nævnte Former og af alle Overgange imellem dem. Jeg kan fålgelig ikke give D'Orbignys Anskuelse Medhold, men kan dog heller ikke med Verany betragte disse to Former som to forskjellige Arter, da jeg i en Række af 13 Individer finder saavel alle Overgange som ogsaa et bestemt Forhold imellem Bagkroppens og Finnens Forlængelse og det hele Dyrs Størrelse, hvorfor jeg skulde vere tilbdielig til at betragte disse ydre Forskjelligheder som Udtryk for en mere eller mindre afsluttet Væxt, og allsaa de nævnte Arter som Aldersformer. Da ved de 7 ovennævnte Arter Slægten Loligo repræsenteres saavel i alle dens væsentlige Former som i alle dens forskjellige Udbredningsbelter, troer jeg ikke, det kan ansees for ubegrundet at antage, at hos alle dens Arter vil den fjerde venstre Arm (Bug- armen) findes paa en lignende Maade omdannet og i en Del af dens Længde forsynet med Papiller. Slægten Sepioteuthis 21. staaer i alle dens. Forhold saa nær ved Loligo, at den for mange Naturforskere har Nöd med at forsvare sin Ret til at beslaae som egen Slægt; *) Gray og Adams, der (I. c.) som Autoritet for Slægten tilföier Navnet Aristoteles, maae vist have for- glemt, baade at det er vanskeligt, og man kunde næsten sige umuligt, for Oieblikket at godtgjöre, hvad Aristoteles mener ved sin Teuthis, og at Linné forlængst har anvendtSlægtsnavnet Teuthis paa en Fisk. det var derfor at vente, at den ogsaa i Forplantningens Former vilde slutte sig til dennes Arter. Dette synes den ogsaa at gjöre, forsaavidt man kan domme efter den ene Art, som jeg har havt Leilighed til at undersöge i et större Antal Exemplarer: Sepiot. sepioi- dea pi. fra Antillerne %). Som Figur 4 viser, er den venstre Bugarm virkelig omdannet i Analogie med Loliginernes, men dog med sit særegne Præg, idet Slilkene til den ydre Række af Sugekopperne ere blevne omdannede til sammentrykte bladformede Papiller, der ved en skraa Hudbro ere forbundne med de til butte Forhôininger omdannede Roddele af Stilkene til den modsatte Række af Sugekopper. Omdannelsen begynder omtrent med den 30te Kop og omfatter omtrent 28 Par Kopper. — Endnu maa fremhæves, at Sepio- teuthis-Hannens höire Bugarm ogsaa er kjendelig forskjellig fra Hunnens derved, at den i dens yderste Trediedel er besat med saa smaa Sugekopper, at de neppe ere synlige, og det er saaledes at formode, at den höire Arm hos Sepioteuthisslegten under- stötter den venstre i den Rolle, denne har at udföre. Til de to Slægter Loligo og Sepioteuthis, hvilke ifölge D’Orbigny danne en Gruppe for sig selv, knylter jeg endnu en Slægt, grundet paa to mærkelige smaa Blæksprulte- arter, som ligne saa meget Figurerne af visse mindre Loliginer, f. Ex. Lol. brevipinnis Les., at det ikke skulde undre mig, om det var nærslaaende Former, der vare beskrevne under dette Navn. De danne imidlertid en meget karakteristisk lille Slægt for sig, som jeg mener bår stilles tæt op til Loligoslægten, uagtet den mangler en af de hidtil som væsentlig ansete Karakterer for Loligogruppen, nemlig Muskeltömmer paa Tragten, og i denne Henseende slutte de sig til Sepiola-Rossiagruppen, til hvilken de ogsaa nærme sig meget i Sugekoppernes Bygning, idet disse ikke have det smalle ophôiede Baand rundt om Hornringen, hvilket altid findes hos Loliginer og Sepioteuther; men i alle andre Henseender synes de mig at være ægte Loligines. For at erindre om detle nære Slæglskab, har jeg midlertidigen kaldt denne Slægt Loliolus, et Navn, der er et Diminulivum af det „Lolius“, hvoraf Loligo efter Gaza antages at have sin Oprindelse. Hos begge disse Loliolusarter, hvis Hanner ere aftegnede Fig. 5 og 6, og som let adskilles fra hinanden ved Sugekop- pernes forskjellige Stårrelse paa anden og tredie Arm, er nu ogsaa den venstre Bugarm omdannet, men i en langt höiere Grad end hos de to foregaaende Slægter, da den nemlig i hele sin Længde ikke har det mindste Spor af nogen Sugekop, idet Fladen, hvorpaa Sugekopperne skulde sidde, endog er bleven til en sammentrykt, bultandet Kant; alle denne Kants Tænder ville findes at være opstaaede af de sammensmeltede Roddele af *) Af Slægtens övrige Arter, der alle ere fra det indiske Hav og dettes store Bugter, har jeg ikke kunnet undersôge nogen Han. Jeg vil i den Anledning bemærke, at jeg ikke endnu har draget noget af det ved Galatheaexpeditionen vundne Materiale ind i Undersøgelsen. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 25 Es Stilkene af den indre Sugekoprække, medens den anden Sugekoprækkes Stilke neppe have efterladt de svageste Spor. Fig. 5‘ fremstiller den venstre Bugarm af Loliolus typus Stp., seet fra den udvendige Side, noget forstørret; de smaa fremstaaende Nupper ere de eneste Spor af den ydre Rækkes Sugekopper og Stilke. Fig. 6’ fremstiller den samme Arm af Loliolus affinis Sıp., ligeledes forstörret; jeg har paa denne slet ikke kunnet finde saadanne Nupper, men tår ikke paastaae deres fuldkomne Mangel, da Exemplaret desværre er noget slapt. De omdannede Sugekoppers Antal maa efter Tændernes Antal have været omtrent 26 hos hin, 20 hos denne.”) Sepiaslægten stilles som bekjendt hos D'Orbigny til en ganske anden Gruppe end de foregaaende Slægter, men det er dog hos denne Slægt endnu det samme Par Arme, der hos de mandlige Individer frembyder denne Mangel paa Symmetrie, og Armen paa venstre Side af Dyret,, der omdannes; men istedetfor at det hist var Spidsen af Armen eller den ydre Halvdel af denne, der var Sædet for Omdannelsen, er det her Armens Grunddel eller den nederste Halvdel. Sammenligner man nemlig hôire og venstre Bugarm paa en mandlig Sepia offici- nalis Lin., bliver man strax vaer, at den nederste Fjerdedel af den venstre Arm, saaledes som Figur 7 viser det, frembyder et eget Udseende. Istedetfor at den höire Arm har store og fyldige Sugekopper, der fålge paa hinanden i fire fuldstændige Rækker og tiltage i Störrelse fra Spidsen af Armen indad mod dens Grund, har det ovennævnte Partie af den venstre Arm kun de to til tre nederste Sugekopper i hver Række normalt udviklede; de derpaa fålgende syv til otte Kopper i hver Række ere derimod blevne enten ganske smaa eller vel endog næsten forsvindende. Det fårste er Tilfældet med de to inderste Rækker, i hvilke Sugekopperne vel ere yderst lave, idet de kun have en Sjettedel af de sædvanlige Koppers Höide, medens de dog endnu beholde omtrent en Trediedel af disses Gjen- nemsnit, saa at de som smaa lave Brikker sidde paa en kort og tynd Stilk hæftede til Armens Indreflade; det sidste træffer derimod de to åvre, nærmere imod Dyrets Rygside siddende Rækker, hvis Sugekopper ere saa smaa, at de let kunne oversees, naar man ikke har store Individer for sig. Paa en Blæksprutte af 11” Længde have de neppe mere +) Til nærmere Bestemmelse af Arterne anfårer jeg endnu, at begge have et bredt, fritliggende indre Rygskjold, der i Formen mest ligner de hos D'Orbigny afbildede Rygskjolde af Loligo brevis og Loligo brevipinna, Tab. XIII. Fig. 6 og Tab. XV. Fig. 3. Dog er Bladet hos Loliolus-Arterne maaskee lidt bredere i Forhold til Stilken; Stilken har en skarp Kjôl hos L. typus, medens baade Han og Hun af L. affinis have Stilken lidt bredere og med mere afrundet Ryg. — Min Loliolus typus er uden al Localitetsangivelse; Lol. affinis fandtes i et Glas betegnet: „tagne af Gouverneur Christensen paa Reisen fra Cap til Tranquebar“, og ere saaledes fra det indiske Hav. Der var to Exemplarer, Han og Hun. ne end 0,5% Gjennemsnit, og deres Hôide er langtfra saa stor. Armens Omdannelse beslaaer imidlerlid ikke alene i denne Sugekoppernes Tilbagetræden; denne bliver egentlig endog forst ret idinefaldende derved, at tvende andre Forhold stôde sammen dermed. Armen bliver nemlig paa det nævnte Partie meget bredere, saavel derved, at Mellemrummet mellem de tre övre Rækker af Sugekopperne bliver större, hvorved altsaa de i sig selv saa yderst smaa Kopper, der rykkes længere fra hinanden, maae synes ubetydeligere, som derved, at, Hudbræmmen, der fålger langs med den ydre Række af Sugekopper og som paa den övrige Strækning af Armen kun er temmelig smal, her udvikler sig betydelig og bliver næsten ligesaa bred som Armens Flade. Dernæst ere de Muskelpartier, der ligesom ud- gjöre Kopstilkenes Rod eller fra hvilke disse Stilke ligesom have deres Udspring, blevne udviklede paa en egen Maade, idet de have hævet sig og ligge som et Slags Skraabjælker vers over Armen og krydse tildels hinanden, hvorved der opstaaer en Mængde Gruber, som især ere dybe imod Armens övre Rand. Endelig har Huden overalt i disse Gruber og paa Voldene, der adskille dem, foldet sig til ophöiede tynde Hudblade, der löbe net- formig sammen og give hele Armens Overflade i dette Parlie en vis Lighed med den indvendige Side af et Kalvekallun. Denne grubede og netformede Bygning af Overfladen, der allermest bidrager til, at Sugekopperne unddrage sig Öiet, holder sig ikke alene til Armens egentlige Overflade, hvor den er stærkest mellem de tvende ydre Rækker af Suge- kopper, men udbreder sig fra denne over paa den tilsvarende Del af Armens Sidebræmme. Det tår neppe betvivles, at denne særegne Bygning tilsigter en stærk Slimafsondring; men i hvilket speciellere Oiemed derved Sædmassens Overbringelse paa Hunnen kan lettes, maa det være forbeholdt senere Iagttagelser at oplyse. — Den 10de eller 11te Kop i hver af de fire Rækker træder pludselig op med sin rette Stôrrelse og Form, og fra dem af og ligeud til Spidsen er der ikke nogen mærkelig Forskjel mellem denne Arm og Armen paa den modsatte Side, eller mellem Hannens Arme og Hunnens. Hos Sepia inermis v. Hass,, der tilhörer det indiske Hav, men hvoraf Museet kun besidder eet mandligt Exemplar, og det et lille af neppe fire Tommers Længde, finder jeg dette Forhold endnu mere eiendommelig udviklet. Den nederste Halvdel af Armen, (see Tavle I, Fig. 8), besidder aldeles ingen Sugekopper, men er i hele sin Brede uddannet ligesom den ydre Side af det tilsvarende Partie af Armen hos Sepia officinalis, idet en Mængde Gruber ere ved mere fremragende Hudfolder tydelig nok ordnede i Belter, der gaae ivers over Armen. De stærkeste Tverfolder synes at antyde Beliggenheden af de Muskelpartier, hvortil Sugekopstilkene heftes, og efter deres Antal turde man da antage, at omtrent 20 Tverrader af Sugekopper vare forsvundne. Begge Armens Rande have Tilböielighed til at folde sig imod hinanden, og altsaa ligesom at danne en meget lang- strakt Sugeplade eller Gribeplade. Det nævnte Exemplar, hvorefter Figur 8 er tegnet, var desværre noget slapt og mindre vel bevaret; et bedre bevaret kan maaskee vise Spor 253 196 af de Sugekopper, hvis Tilstedeværelse jeg har troet at maatte benægte. I ethvert Til- fælde gjör denne Dannelse hos en indisk Sepia-Art det sandsynligt, at det ovenfor hos Sepia officinalis beskrevne Forhold ikke er noget denne Art alene tilkommende, men at vi her have med et hele Sepiaslægten tilkommende Træk at gjåre. Af trende andre Sepiaarter besidder jeg kun Hunner, og hos disse saavelsom hos Hunnerne til de to foregaaende Arter gaae de fire Rader af Sugekopper, i stedse tilta- gende Storrelse, helt ind til Armens Grund. Med Slægten Sepia stiller D’Orbigny i Gruppe 'de tvende Hovedslægter af smaa Kystbleksprutter: Sepiola Leach og Rossia Owen; men med Hensyn til de Forhold i Ar- mene, vi her undersøge, adskille de sig vidt fra hinanden, som det Fölgende strax vil vise. Hos en mandlig Sepiola Rondeletii D’Orb. fandt jeg nemlig Fölgende: Af det første Par Arme, eller Rygparret, bar Armen paa den hôire Side meget smaa Kopper i to Rader ligeud til Spidsen, og disse Kopper, som ganske regelmæssig bleve mindre ud imod denne, naaede i Størrelse ikke Fjerdeparten af de store kugleformede Kopper, som findes paa det andet og det fjerde Armpar, især paa disses midterste Partie; derimod stemmede de heri overens med Kopperne paa det tredie Armpar. I denne ulige Udvikling af Suge- kopperne vil denne min Sepiola-Han altsaa komme overens med Fig. 5 paa den fårste Sepiola-Tavle i Férussac's og D’Orbigny’s store Værk. Armen paa venstre Side afveg derimod ikke alene fra sin modsvarende ligeoverfor den, men ogsaa fra alle andre Arme paa Dyret, idet den, som min Figur 9 viser, var paa en egen Maade opsvulmet saa at sige i hele sin Længde. Denne opsvulmede Tilstand viste sig ved en nærmere Be- tragtning væsentligen at have sin Grund deri, at de ellers kegleformede Stilke til Suge- kopperne ere blevne stærkt forlængede og valtseformede samt indbyrdes sammenvoxne med hinanden; med de butte Spidser af disse Valtser ere Sugekopperne forbundne ved saa tynde og korte Traåde, at de næsten faae Udseende af at være siddende; de ere i Gjennemsnit lige med hine Valtser, saa at de næsten beröre hinanden med deres ydre Rande. Dette gjælder navnlig den indre Række af Sugeskaalene, der i Stårrelse overgaae den ydre Rækkes og rage ud over disse, hvilket Figur 9”, der fremstiller denne Arm, seet fra Bugsiden, og Fig. 9“, der i en större Forstörrelse fremstiller et Par Sugekopper af begge Rækker, tydeligere vise. Den fårstnævnte Figur viser tillige en paa Armens indre Flade, nede imod Grunden, udviklet mærkværdig Hududbredning, der er meget stærkt for- synet med Muskler og derved istand til at udbrede sig til Siderne og folde sig sammen, og saaledes synes at kunne virke som et Griberedskab eller en Tang. Det er her frem- stillet med sammenslagne Rande i den tudformede Skikkelse, som det havde paa Spiritus- Exemplaret. Nedenfor denne Tud sidde endnu fire smaa Sugekopper af Störrelse og Form som de, der sidde ved Roden af de andre Arme, hvoraf man altsaa seer, at denne Hududbredning omtrent har samme Plads paa Armen som Udbredningen paa Sepiaens Arm; at dette Apparat væsenlligen har Betydning tilfælleds med det beskrevne Partie hos Sepia- slægten, kan jeg ikke betvivle. Jeg har allerede nævnt, at Fig. 5 paa förste Tavle hos Férussac og D'Orbigny bedst fremstiller min mandlige Sepiola med Hensyn til den hele Habitus og de stærke kugleformede Sugekopper paa 2det og 4de Armpar; jeg vil nu bede denne Figur alter sammenholdt med min med Hensyn til Dannelsen af venstre Rygarm, og man vil da vist indrémme mig det Sandsynlige i, at der til Grund for den særegne Form, denne Arm har faaet paa Figuren, maa ligge en Dannelse, som den, jeg her har beskrevet. Da mine Hunner alle havde smaa Kopper, hvor Hannen havde de store, og havde venstre og höire Rygarm ens udviklede og saaledes svarede til de üvrige Figurer, som D’Orbigny har givet af Arten, betragter jeg naturligvis den oftnævnte Figur 5 som fremstillende Artens Han og ikke som et Individ med sygelig eller monstrås Udvikling; saaledes for- klarer nemlig D’Orbigny denne sin Figur.*) Jeg besidder endnu fra Middelhavet en anden mandlig Sepiola, der hôrer til samme Gruppe som Rondeletii, idet den kun har to Rader Sugekopper paa hver Arm; dens anden og fjerde Arm bære ogsaa store kugleformede Kopper, og dens venstre Rygarm er omdannet aldeles analog med den forriges, men den adskiller sig dog fra denne deri, at Sugekopperne paa denne Arms nedre Del ere forholdsvis större og aftage mere brat i Störrelse ud imod Armens Ende; de ere derhos noget mere stilkede, og Grunddelene af disse Stilke ere ikke saa stærkt sammenvoxne. Ligesaa er det eiendommelige Gribepartie ved Roden mindre udviklet. Hos den med Sepiola saa nær beslægtede Rossiaslægt var det at vente, at Ar- menes Forhold maatte være de samme. Jeg finder ogsaa, at dette er Tilfældet, hvad Parret af de omdannede Arme angaaer; men Omdannelsen selv er paa en mærkelig Maade forskjellig. Desværre besidder jeg ikke Hannen til nogen af de egentlig europæiske Arter, men derimod har jeg undersøgt 5 mandlige Individer af Rossiaslægten fra de grønlandske Kyster; disse fem Individer tilhöre bestemt 2 forskjellige Arter, men alle stemme de deri *) Om Sepiola atlantica hedder det hos D'Orbigny p. 237 i hans Fortsættelse af det store Férussacske Cephalopodværk (L'histoire naturelle générale et particulière des Mollusques): „Cette espèce, de même que la Sepiola Rondeletii, est assez sujette à une maladie qui consiste en un durcissement et une croissance beaucoup plus grande des cupules des bras sessiles, qui deviennent quatre fois aussi gros que les autres, sans que leur cercle corné suive la même proportion. Cette affection allonge les bras, les fait gonfler, ou les rend souvent difformes*. — Og om Sepiola Rondeletii hedder det i Ex- plication des Figures p. 233 netop om den Figur (5 og 6), hvilken jeg ovenfor har anfört som umis- kjendelig lignende min Form: „Fig. 5, Individu malade; ses cupules devenues plus grosses et plus dures, Fig. 6, Portion de bras affecté de la maladie indiquée“. 198 overens med hinanden og afvige fra de qvindelige Individer, som jeg har kunnet undersöge, saavel af grönlandske som af europæiske Arter, at de 3 nedre Par Arme, 2det, 3die og 4de Par, bære betydelig stôrre Kopper end det förste Par, eller Rygarmene, medens dette Par hos Hunnerne ikke bærer mærkelig mindre Kopper end de övrige, og dernæst deri, at samme forste Par, baade venstre og hôire Arm, har disse Sugekoppers ydre Række, i næsten to Trediedele af Armens Længde, stillede paa hôie Stilke, hvis Roddele ere særdeles stærkt udviklede og sammentrykte og i slap Tilstand næsten bladformede ; mellem disse eien- dommelige Stilke seer man Hudfolder indskyde sig, og andre lignende Hudfolder udgaae fra Stilkenes Rod, Tab.II, Fig. 1. Disse særegne Huddannelser vise sig ved nôiere Betragtning kun at være yppigere Udviklinger af de Hudvalker, der hos Rossierne skaalformig omgive Grunden eller Stilken af de enkelte Sugeskaale og som tildels ogsaa findes hos Sepiola — Huddannelser, som man hidtil ikke har skjænket tilstrækkelig Opmærksomhed, men som maaskee svare til dem, hvilke D’Orbigny efter Tilesius har beskrevet hos Sepiola japo- nica Ti. Omtrent 11 Sugekopper ere saaledes paa höire og venstre Arms ydre Side hævede stærkt iveiret, medens de üvrige Sugekopper bæres paa lavere, men med de andre væsentligen conforme Stilke. Da Sugeskaalenes saakaldte ,Dækhud“, den jeg i det fore- gaaende har kaldt Armens Sidebræmme, paa Armens ydre Side er meget stærk og bred ligeud for disse 11 Sugeskaale, og de omtalle Hudvolde fortsætte sig ud paa den, bliver der nogen Lighed mellem denne Udvikling og hvad vi mådte hos Sepia, ligesom vi ogsaa her have Omdannelsen i den nedre Del af Armen, eller dog fornemmelig i denne. Endelig maa endnu mærkes, at begge Rygparrets Arme hos alle fem Individer ere dreiede saaledes skjævt indad, at derved kjendeligen en Samvirken mellem disse to Armes ydre Sider let- tes. — Disse to Arter höre vel til Slægtens störste Arter, da de ere ligestore med R. palbebrosa Owen, med hvilken den ene efter min Mening maa falde sammen *), men der er #) De to Arter adskilles letteligen fra hinanden derved, at den ene har yderst smaa Sugekopper paa Tentaklernes Kölle, saaledes som disse ifölge Owens Beskrivelse og Afbildning skulle være hos Rossia palpebrosa ©, medens baade Hanner og Hunner til den anden Art have meget store Kopper paa Kållen; disses midterste Rækker overgaae i Stårrelse betydeligt de store kugleformede Kopper paa Armene, ved hvilken Eiendommelighed denne Art altsaa hæver sig stærkt frem fra alie de beskrevne Arter. Denne udprægede Form har jeg tillagt Navnet Rossia Målleri sp. efter vor afdéde Landsmand, den af Grönlands Molluskfauna fortjente Inspecteur H. C. Müller. Det er efter Hannen af denne" Rossia Mölleri, at de to Rygarme Tab. II, Fig. 1 ere aftegnede. I Anledning af denne og flere andre Forögelser af den grönlandske Fauna, der ville beröres i denne Afhandling, griber jeg Leiligheden til at bringe i Erindring, at saavel den Originalsamling, der havde tjent afdöde Möller til Grundlag for hans udgivne Index molluscorum Grünlandiæ, som ogsaa hans senere Indsamlinger til en fuldstændigere Bearbeidelse heraf, ere af den Afdüdes Fader, Hr. Regimentschirurg Möller, R.Dbg., Dbmd., skjænkede til Universitetets zoologiske Museum, og at der fornemmelig ved Hjælp af det ovennævnte Materiale forberedes af Hr. 0. Mørch en forget og fuldstændigere Udgave af Möllers Index forsynet med endel Originalfigurer. 199 neppe tilstrækkelig Grund til at antage, at ikke Slægtens mindre Arter skulde vise For- holdene overensstemmende hermed. +) Slægten Ommatostrephes D’Orb., dannet af de Arter af den ældre Loligoslægt, hvis Öine ere blottede, for det dækkende Hudovertræk og hvis Bygning i mange andre Hen- seender afvige fra Loligoarterne i indskrænket Forstand; Slægten Onychoteuthis Lichtst. med dens Underslægt Gonatus Gray og Slægten Loligopsis, saaledes som denne opfattedes af Férussac og af ham og senere af D’Orbigny gaves et eget Indhold, der ikke synes at staae i nogen Forbindelse med den Cephalopod, paa hvilken Lamarck oprindelig dannede sin Slægt Loligopsis, have ikke frembudt for mig slige Afvigelser i Bygningen af et enkelt Par Arme hos de mandlige Individer. Det mangler dog derfor ikke paa betydelige ydre Forskjelligheder mellem Hannerne og Hunnerne, saaledes som det allerede fremgaaer af Veranys Beskrivelse og Afbildning af de to Kjôn af Omm. sagittatus Lmk. og som jeg efter Iagttagelse paa Individer af begge Kjön fra Middelhavet kan bekræfte det. Det er imidlertid ikke alene den i Forhold meget kortere Krop og de meget længere og stærkere Arme, der her udmærke Hannen fremfor Hunnen, men der er ogsaa den bestemte iöine- faldende Forskjel, hvilken Verany har overseet, at begge Sidearmene hos Hannen bære flere Gange stårre Sugekopper end Bug- og Rygarmen, medens de hos Hunnen ikke syn- derligen overgaae disse i Stôrrelse. Det er derfor langtfra ydre Kjönsmerker, hvis Til- stedeværelse jeg hos disse Former vilde drage i Tvivl, men vel en mindre symmetrisk Uddannelse af eet af Armparrene i Forplantningens Üjemed. Dog maa jeg i den Hen- seende udtrykkelig bemærke, at om jeg endog har havt Leilighed til at see et storre Antal af Arter, og navnlig af de saakaldte ,Loligopsider“, hvilke jeg som Gruppe hellere *) Dette bemærker jeg med Hensyn til et i Veranys Værk over de middelhavske Cephalopoder löseligen berört Forhold hos den eiendommelige R. dispar Ripp. Hos denne lille Art, der först var blevet bekjendt ved sine aldeles uforholdsmæssig store Sugekopper paa de överste Sidearme (see Verany l. c. Tab. 23 d, f, g,h.) — hvorfor ogsaa Gray dannede en egen Slægt af den under Navnet Heleroteuthis — skulle nemlig ifålge et Brev til Forf. fra Dr. Krohn alle de med hine store Sugekopper forsynede Individer have vist sig at være Hunner, medens en i andre Henseender med disse overens- stemmende Form, som mangler disse store Sugekopper og som var tiltænkt Navnet R. affinis, skal kun have frembudt Hanner. Under Forudsætning af denne Iagttagelses Rigtighed (?), bliver det da Spörgs- maalet, om ikke hine Hanner dog vise Rygparret for det fårste udrustet med mindre Sugekopper end de üvrige tre Armpar, og for det andet omdannet analogt med Armene hos de ovennævnte tre Arter. Det fortjener en nöiere Undersågelse, om ikke de to fra den irske Kyst af Ball beskrevne Rossier, R. Owenii og R. Jacobii, hvilken sidste af Forbes og Hanley henregnes til R. macrosoma, for- holde sig til hinanden som Han og Hun af samme Art; idetmindste stemmer hin i Koppernes Forhold med mine Hanner, denne med mine Hunner. — Smlgn. Figurerne af disse to Arter hos Forbes og Hanley Pl. NNN. og SSS. i vilde benævne Hyaloteuther eller Medusoteuther, ikke færre end 6*), af Onychoteuth- gruppen 2, af Ommatostrephesslegten 5 Arter, saa har jeg dog kun af meget faa Arter, nemlig een af hver af de to sidstnævnte Slægter, havt et större Antal Individer af hvert Kjôn til Undersôgelse, og det er saaledes ikke umuligt, at en i den Henseende hel- digere stillet, og navnligen en ved Middelhavet boende Jagttager kunde paavise, hvad jeg ikke har kunnet finde; dog vil Omdannelsen i delte Tilfælde vistnok vere indskrænket til en yderst lille Del af Armen. **) Fra de merkelige Former, hvilke vi have seet en bestemt Arm anlage hos de fleste mandlige Cephalopoder af Decapodernes Orden, idet en saadan særlig uddannedes til et eget Öiemed, vende vi nu Blikket til Octopoderne. Have vi nemlig ikke kunnet tilbage- trænge den Anskuelse, at denne paafaldende Uddannelse nærmest svarer til Hectocotyl- dannelsen hos Argonauta- og Tremoctopus-Slægterne blandt disse, saa falder det naturligt, at vi söge hos de andre Slægter af octopodagtige Cephalopoder at oplede noget Spor af Dannelsen, for saaledes ved nærmere Overgange at give denne Anskuelse større Sand- synlighed. *) Da denne Gruppe i Systemet endnu tæller saa faa Arter, og da disse Blæksprutter i det Hele hôre til de meget sjeldne i Muscerne, vil det neppe være overflådigt at gjåre kortelig Rede for dette Antal. De anførte 6 Arter ere alle atlantiske; to af dem ere meget smaa Arter af Slægten Chiroteuthis D'or. med mange Overensstemmelser med de i Veranys Værk beskrevne og Tab. 26 afbildede Lol. zygena Ver. og Lol. vermicularis Rüpp.; to andre ere ligeledes smaa, men Slægten Leachia Les. tilhårende Arter, iblandt hvilke den af Prosch i dette Selskabs Skrifter beskrevne „Cranchia (Owenia) megalops Pr.“, og en anden mærkelig Art, som jeg har givet Navnet L. Reinhardtii og som adskiller sig fra alle hidtil beskrevne Arter ved sin stærkere Udrustning med Brusklister i Kappen; foruden en tandet Bruskliste ned i Ryggens Midtlinie har-den paa hver Side af Kroppen tvende andre tandede Brusklister eller Bruskribber, der under en spids Vinkel ståde sammen med hinanden netop i de Punkter, paa hvilke Kappen paa hver Side er forenet med Tragten; Armenes Forhold er 3, 2, 4, 1, og de bære kun to Rækker af Sugekopper; Tentaklerne have 4 Rader af smaa Sugekopper i den ydre Trediedel, fort- sættende sig spredte paa den midterste Trediedel; Finnerne ere endestillede, smaa og rundagtige. Af samme Slægt har jeg endelig en stor og meget anseelig Art fra Nordgrönland, Leachia hyperborea Stp., udmærket fra L. pavo Les., med hvilken det forekommer mig, at den snarest maatte sammenlig- nes, ved Længden af Finnerne, der ere meget smalle, fålge med Siderne af Kappen i dennes halve Længde og danne tilsammen en lang, lancetformig Figur; ved Armenes Længdeforhold indbyrdes, der er 3, 2, 1, 4; ved Sugekoppernes betydelige Stårrelse og ved Tentaklernes Korthed, da de kun ere dobbelt saa lange som de egentlige Arme. Disse nye Arter ere bestemte til, i Forening med flere andre atlantiske Blæksprutter, at udgjåre Gjenstanden for en senere Afhandling. Den sjette Art er en ufuldstændig Histioteuthis D'or. **) Hos begge mine mandlige Omm. sagitlatus Lmk. Viser rigtignok den ene Bugarm en egen Form i Spidsen, der kunde tyde hen paa en saadan Omdannelse; men da det paa det ene Individ er den venstre, paa det andet den höire Arm, og da begge Individer synes at have været i levende Live noget beskadigede paa disse Steder, har jeg ikke turdet regne det som normalt, saameget mere som jeg ikke hos mand- lige Ommatostrepher af andre Arter kunde finde noget Tilsvarende. 201 Ved da at undersôge Kjönnet af Arterne indenfor selve Slægten Octopus og dermed sammenholde disses ydre Bygning, finde vi, at den Arm, der hos de nævnte to Slægter er „heclocotyliseret*, hvilket, som bekjendt, er den tredie Arm paa Dyrets höire (Tremoctopus) eller paa dets venstre (Argonauta) Side, netop ogsaa hos Octopusslegtens Arter er anderledes dannet end de övrige Arme, og navnlig er det her stedse Armen paa den höire Side, der er blevet omdannet. Denne Arm er nemlig altid kortere end den venstre, endog i en betydelig Grad, idet den hos de forskjellige Arter kun frembyder tre Fjerdedele indtil Halvparten af dennes Længde, og, da den desuagtet ikke blot ofte beholder den samme Tykkelse, men endog i sin ydre Halvdel er mere muskelrig, har den ogsaa ofie et kraftfuldere Udseende. Den bærer langt færre Sugekopper, end den venstre, og er ude i Spidsen udrustet med en særegen, oftest aflang Plade eller Dup, der hos de fleste Arter er paa den ene Side forsynet med et stårre eller mindre Antal af Tver- rynker eller Ribber med mellemliggende Gruber. Denne Plade eller Dup er fremdeles sat i Forbindelse med Svömmehuden ved Armens Rod ved Hjælp af en muskulös Hud- bræmme, som löber langs ned med Armens Rygrand, og denne Bræmme findes oftest med sin frie Rand rullet op imod den indre Side af Armen, hvorved der dannes en mere eller mindre sluttet Kanal, som upaatvivlelig er bestemt til at lede og fore Spermatophorene hen til Armens Endeplade. Da denne Kanai eller Halvkanal er indvendigen blottet for Chromatophorer og hos de fleste Arter aldeles hvid, slutter jeg deraf, at i Dyrets Live denne Hudrand i Reglen vil være böiet op imod Armens Side, ligesom de fleste Spiritusexemplarer viste det. Dette er idetmindste Tilfældet med Octopus grönlandicus Dewhurst (= O. arcticus Prosch.), af hvilken jeg hos fem Hanner finder paa tredie Pars höire Arm kun 41—43 Sugekopper (medens jeg paa den tilsvarende venstre finder fra 74 indtil 79) og en skee- bladformet Gribeplade i dens Spidse, forsynet med 13—17 Tverribber, samt en Hud- rand strækkende sig fra denne indtil henimod Midten af Bindehuden mellem tredie og fjerde Arm, hvor den Halvkanal eller Rende, hvilken denne Hudrand danner, ligesom hårer brat op. Eigur 2 paa Tavle II, der er udfört i naturlig Størrelse, söger at anskueliggjöre Forholdet, a er Gribepladen, som jeg har kaldet den, ved en hoi vinkeldannet Hudvold (d) adskilt fra den sugekopbærende Del af Armen; b b Hudranden eller Hudbræmmen; c Stedet, hvor den begynder eller slutter i Randen af Bindehuden.*) En Sædbåsse eller Spermatophor ragede paa det ene af Exemplarerne frem af Tragten, og var formodentlig paa Vejen henimod hin Hudrende. til hvilken den sandsynligvis bringes derved, at Trag- lens övre Ende simpelthen lægger sig op imod Hudrendens Begyndelse. *) Sugekopperne paa alle otte Arme have omtrent samme Stôrrelse; at de paa Figuren synes stôrre paa det förste Par, hidrörer fra Retningen, hvori Tegneren har seet dem. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 26 202 Hos et mandligt Exemplar af Octopus macropus Risso eller O. Cuvieri D’Orb., taget af Professor Eschricht ved Cette og nu overladt Universitetes zoologiske Museum, finder jeg Forholdet saavidt tilsvarende til det hos O. grünlandicus, at ogsaa her den höire Arm af tredie Par er langt kortere end venstre af samme Par, hin nemlig ikke fulde 10 Tommer, denne derimod 20 Tommer, og derhos udvider den sig i Spidsen til en 13""lang, men smal, muskulös Plade, der mangler Sugekopper og ved en ophöiet Fold er afgrændset fra den sugekopbærende Del af Armen. Skjöndt Exemplaret var noget slapt, erkjendte man dog en Tilböielighed i Endepladens Rande til at bôie sig sammen som et Griberedskab, men Tverforhöiningerne vare neppe at see, maaskee kun paa Grund af den ovennævnte Op- bevaringstilstand. Indenfor denne Gribeplade var Armen regelmæssig bygget, naar und- tages dens stærkere Muskulatur og Förhed samt den muskulôse Hudbræmme ned med Armens Side. ö En anden Octopusart, der angives ogsaa at være fra Middelhavet, men hvilken jeg paa ingen Maade kan tyde som en mindre O. vulgaris, viser vesenllig det samme; den paagjeldende Arm er i naturlig Störrelse aftegnet Tavle Il, Fig. 3, med udfoldet Hud- bræmme. Tverribbernes Antal i Gribepladen er 17. Endnu har jeg foruden flere Octopodarter, hvis Henfôrelse til beskrevne Arter har været mig umulig af Mangel paa tilstrækkeligt Sammenligningsmateriale, undersögt flere mandlige Individer af O.rugosus Bose fra Antillerne, ligeledes et stôrre Antal mand- lige Individer af Octopus vulgaris Imk. fra Middelhavet, og en mandlig Octopod fra Chilis Kyster, der ved den betydelige Störrelse af nogle enkelte Par Sugekopper paa Sidearmene synes at maalte være den fra disse Kyster kjendte O.Fontanianus D'Orb. Hos dem alle har jeg fundet, at denne höire Arm langs med dens indre eller nedre Side havde en muskulös Hudfold, bestemt til at danne en halv- eller helsluttet Kanal til Ledning af Spermatophoren, og i Enden var forsynet med en lille dupformet Udvidning, som dog var saa ubetydelig, at den let kunde undgaae Opmærksomheden, medens Armen selv ved den nævnte sammenrullede Hudfold og ved dens Forkortelse noksôm gjår sig kjendelig ligeoverfor den modsatte Arm, om den end ikke, som hos de foregaaende For- mer, tillige er forere, men i sin ydre Halvdel synes slankere og mere tildspidset end de ôvrige Arme. Jeg kan derfor ikke andet end antage, at hos alle Octopodarter uden Undtagelse er denne tredie Arm paa höire Side bestemt til at overfåre Spermatophoren. Særligt maa jeg angaaende Ociopus vulgaris Lmk. lilfôie, at fem af mig undersågte mandlige og særdeles store Individer alle have paa deres Sidearme den 14de, 15de eller 16de Sugekop af en aldeles uforholdsmæssig Störrelse, saaledes som modstaaende Chemi- typie A viser det, og at det üverste Par af disse Sidearme desuden i Reglen havde Nabo- koppen til denne store Sugekop af en næsten ligesaa anseelig Störrelse, hvorimod der kun hos et enkelt af disse Exemplarer var Tendents til at udvikle tvende saadanne Kopper 203 paa det nederste Sidepar eller det saakaldte tredie Armpar. Hos dem alle var den tredie hôire Arm omtrent en Fod kortere end den tredie venstre, men ogsaa kjendelig tyndere i dens ydre Halvdel; dens yderste Del med den tilspidsede Endedup sees i Chemitypien B; Et Stykke af den tredie hüire Arm af Spidsen af den tredie höire Octopus vulgaris 3, i naturlig Störrelse. Arm, i naturlig Störrelse. den paa den indadvendte Flade stærkt hvide Hudfold er slaaet op imod Armens Side, hvil- ken derfor synes ligesom ved en Længdespalt at vere klövet i to Dele.*) Hos ingen *) De Forhold, jeg her har paapeget, Armens tilspidsede Form, den stærke Hudfold langs nd med Armens Rygdel. denne Hudfolds indvendige stærkt hvide Farve og dens Oprulning imod Armens Side, hvorfra den da kun synes skilt ved en dyb Ridse eller Fure, og det lige fra Spidsen af, endelig de her omtalte store Sugekopper paa de to Par Sidearme, og altsaa ogsaa paa den Arm, der er i Forplant- ningens Tjeneste, gjåre os trende Steder hos Aristoteles forstaaelige, hvilke Fortolkerne og Zoologerne hidtil ikke ret have kunnet magte. Disse Steder vise os, at Aristoteles hos Middelhavets almindelige Octopus, hans Polypus, baade har kjendt disse ejendommelige Formforhold ved den ene Arm, og vidst, at de havde Hensyn til Forplantningen, om han end bestemt yttrede sig imod, at Sæden skulde ledes igjennem Armen. Paa det ene Sted siger Aristoteles ganske kort om sin Polypus: Avegéges dé 6 agony Tis Inlsias TØ te Tv zegahnv kys noounzsotigev, zai TO zakovusvov vad tøv chéwy aidoïoy iv 26* 204 Hun, uagtet ogsaa her Sidearmene umiskjendelig vare de stærkere, fandt jeg saadanne store Sugekopper. Kopper Denne Octopus-vulgaris-Hannens Udrustning med enkeltstaaende særdeles store paa visse af Armene, bevæger mig til ikke at forlade Octopusslægten uden endnu 1a nlexrdvy kevzôv (lib. V. c. 10, 1. edit. Schneideri p. 196), hvilket maa tydes: differt mas a femina eo, qvod habet caput (i. e. abdomen) oblongius et genitale, qvod a piscatoribus vocatur, in brachio album. Disse Udtryk have for det förste Hensyn til de paa et andet Sted i samme Bog (nemlig V. 6, 1 p.188) brugte, hvori det hidden mere udförligen: gaoi dé tives zai tov Elder Eye aidouddés a tv Wu Tiv mhextavar, iv 7 dbo ab ueyıoraı xotvdndoves siciv’ sivar dé TO Tovodtoy wonEQ vevowWdss, uéyou EIS uEonv Tv nAszıdvnv MooomEepuzos, GTIUV TE [somgodvar] ig TOY uvzTng« THs Onhevas. i. e. ajunt nonnulli, marem in uno brachiorum, in qvo sunt duo maxima acetabula, qvoddam genitali simile habere, idem esse qvasi nervosum, usque ad medium brachium adnatum, et totum in narem (fistulam) feminæ inseri. Dernæst ‘sigte de ogsaa til den, som man vistnok nu vil finde den, nôiag- tigere Beskrivelse af Armen i den fjerde Bog: 0 uér oùv nolunovs zai Ws mooi zei ws JELOÈ Yontes reis mhextaves noosdystor Ji tats dvoi reis vnig tov OTO UaTOS , 7 O° Zoydın THY AAEXTAVOV 5 À tomy o€vtdtm TE zai udvn napdhevzos avtøv zai 2E azeov dizoda (or Ji abty Eni tH Ödyeı‘ zuheitar de Ødyrs To Asior, où n000W ai xotvindoves Eloi) tavtn de 77 nlëztTévrn Joïta dv reis öysicıs. (Lib. IV. I. 6. p. 131) i. e. polypus vero brachiis et ut pedibus et ut manibus utitur, nam duobus, que supra os habet, admovet ori cibum, extremo autem brachiorum, qvod est acutissimum el solum eorum ex parte candidum et cui ab apice fissura [est autem hee in spina, spina vero voca- tur pars levis brachii, e cujus latere anteriore acetabula sunt] — hoc brachio in coitu utitur. At Aristoteles ved de anlörte Udtryk har ment en saadan Uddannelse, som den jeg ovenfor har beskrevet hos Octopus og navnlig hos O. vulgaris, behöver vist ingen nærmere Udvikling; kun Ubekjendtskabet med denne har ledet Naturforskerne paa Vildspor, naar de have formodet, at Aristo- teles skulde have havt nogen Underretning om de i de senere Aar hos Argonaula og Tremoctopus fundne særlige Forhold (smlgn. v. Siebold. Zeitschrift für wissensch. Zoologie. 1853. S. 122-24; Rou- lin. Ann. des scienc. natur 1852 T. XVII. S. 191; Owen. lectures on comparat. anatomy. 1855, S. 634). — Aristoteles’s Kilder ere aabenbart Middelhavets Fiskere; disse kjende maaskee endnu meget godt Octopodens Forplantningsmaade, skjöndt det rigtignok da er temmelig besynderligt, at Naturforskerne, som især i de senere Aar saa meget have beskjeftiget sig med Blæksprutterne i Middelhavet, ikke have erfaret noget derom. Plinius synes mig kun at kjende Sagen fra den berömte græske Philosoph og Naturforsker; han benævner som bekjendt Cephalopodernes Arme: pediculi, cirri, crines, brachia, og har om deres Anvendelse i Forplantningens Tjeneste hos Polypus eller Octopus fålgende Udtryk: „omnes brachiis, ut pedibus ac manibus, utuntur: cauda vero, qvæ est bisulca et acuta, in coitu.“ Liber IX. 46 og „polypi [coéunt] erine uno feminæ narıbus annexo“ (Lib. IX, 74). Rondelet, for hvem, ligesom. for den samtidige Gesner, Aristoteles er en Hovedkilde, for hvem altsaa Udlegniiwen af den græske Text er en vigtig Sag, yttrer sig om hine ovenanförte Udsagn af Aristoteles saaledes: „sed hæc somnia esse anatome certo demonstrat. Mihi sæpius polypos disse- canti nunquam visa sunt acetabula ista majora in uno brachio quam in alio, præterqvam in primo et maximo polyporum genere, in qvo non duo in uno brachio sed quatuor in quatuor brachiis acctabula pre ceteris omnibus maxima comperias, in aliis generibus minime. Qvod si semen hac emitteretur, necesse foret, meatum aligvem ab internis partibus hue deductum, fæminam qvoqve eodem meatu semen excipere ovaqve edere, qvæ fieri non posse, fatebuntur omnes, qvi polypos viderunt, et ovorum in inferiori alvi loco situs necessario convineit, alio qvam brachii acetabulo ova edi (De piscibus, Lugduni 1554. lib. XVII. p.511-12). De fire store Sugekopper paa Hannens Sidearme har altsaa Rondelet rigligen bemærket, men man kan ikke ret see, om han har anseet dem for et Kjénsmaike; han er alligevel i denne Retning noget forud for de nyere Forskere, der have overseet baade disse og bra- at henlede Opmærksomheden derpaa, al den ovennævnte O. Fontanianus DOrb., der efter D'Orbigny skal vere den eneste hidtil ved Chilis Kyster iagttagne Art og vesentligen skal udmerke sig fra alle andre Octopusarter ved den Karakter, hvilken jeg hos vor alminde- ligste Art har fundet at tilkomme alle de mandlige Individer og det i en udmærket Grad, rimeligvis er opstillet alene paa Hanner, og maaskee endog er en collectiv Art, bestaaende af Hanner til flere forskjellige Arter. To mandlige Octopoder, som jeg besidder fra Chilis Kysler, frembyde idetmindste ved Siden af den felleds Karakter, hine store Sugekopper paa et bestemt Sted af Armene, saa store Forskjelligheder, at de vanskeligen kunne tænkes at henhöre til een naturlig Art; det ene er et meget stort Exemplar af Störrelse med en almindelig O. vulgaris, har 90 Par Sugekopper paa den tredie hôire Arm, det andet, som er et meget lille, hjembragt af Prof. Kroyer fra Valparaiso, har kun 40 Par Kopper paa denne Arm; det store har en kun lidet udviklet Endedup, saaledes som Chemitypien B fremstiller det for O. vulgaris, hvorimod det mindre Exemplars hectocotyliserede Arm bærer en langstrakt, lancetdannet Endeplade med svage Tverrynker, og med Vinklen af den får omtalte Hudvold trukket op i en papilformet Spids (Fig. 4); fremdeles har den lille Han hine enkeltstaaende uforholdsmæssig store Sugekopper saavel paa Bug- og Rygarmene som paa Sidearmene, og disse sidste Arme ere ikke förere end de ôverste og nederste Par, medens den store Han kun har hine Sugekopper paa Sidearmene, der have en kjen- delig Overvægt over de andre Arme. Da jeg nu tillige besidder en qvindelig Octopod, der slutter sig til den mindre, men mangler hine Sugekopper, synes jeg berettiget til at udtale min ovenstaaende Mistanke imod, O. Fontanianus, men maa forbeholde mig en endelig Afgjörelse ved et rigeligere Materiale, Indtil da maa jeg raade Naturforskerne kun varsomt at optage den hele Gruppe af Octopoder, som Gray har villet samle ved en Karakter, der idetmindste for endel falder sammen med det hidtil givne væsentligste Arls- mærke for O. Fontanianus; Hannerne af Octopus vulgaris ville, efter hvad vi foran have seet, komme i denne hans tredie Gruppe, medens Hunnerne bleve staaende i hans förste. ”) Et mandligt Individ af Slægten Heledone reach, der er fra Middelhavet og, da den har en Cirrus over Oiet, altsaa snarest skulde vere den almindelige H.moschata Leach, viser, at denne nerstaaende Slægt har en lignende Armudvikling, hvilken Tab. il, Fig. 5 frem- chium copulator. Hos D'Orbigny finder jeg ikke nogen af Delene iagttaget; Verany har anseet Suge- koppernes Störrelse for noget tilfældigt, idet han vel rigtigen anförer, at „Sugekopperne tiltage umær- kelig indtil den 15de, der s@dvanligen er den störste“, men derefter tilfôier: „et souvent très dispro- portionnée avec celles, qui la touchent, surtout sur les bras de la 3ieme paire“ |.c. p. 17. *) Gray: Catalogue of the mollusea of the British Museum. pt. I. London. 1849. p. 14. Om den ligeledes i Grays tredie Gruppe staaende 0. oculatus D'or6. kan jeg idetmindste bevidne, at det kun er Han- nerne, der have den meget store Sugekop paa Sidearmene. 206 stiller nôiere. Den tredie höire Arm er, som hos Arterne af Slægten Octopus, kortere og noget stærkere end den venstre; den bærer kun 64 Sugekopper, medens den modsatte har 93, altsaa næsten en Trediedel færre. En stærk Hudbræmme sees at begynde midt i Randen af den mellem fjerde og tredie Arm udspændte Hud, og fålger derfra langs med Armen ud til Spidsen, hvor der findes en for Sugekopper blottet ejendommelig udviklet Endedel, som aabenbart modsvarer Octopodernes Dup eller mere skeebladagtige Plade, men som efter Længden er forsynet med flere ophåiede Hudfolder Fig. 5’. Det aftegnede Individ fortjener endnu Opmærksomhed derved, at de syv andre Arme i den yderste Del ikke ere besatte med Sugekopper, men med tvende Rækker af Hudblade, en Ejendommelighed, som jeg ikke har seet angivet for nogen Heledone, og som derfor satte mig en Tid lang i Tvivl, om jeg ikke mulig havde en fremmed og ubeskreven Heledone- for mig. Da imidlertid tvende senere undersögte mandlige Exemplarer*), hvoraf det ene idetmindste bestemt var fra Middelhavet, ligeledes manglede Sugekopperne i Spidsen af Armene og i deres Sted bare lignende Blade, medens jeg aldeles ikke har kunnet finde Spor af saadanne hos de mange qvindelige Heledoner fra Middelhavet, som jeg har undersögt, antager jeg, at denne ejendommelige Udvikling af Armspidserne alene tilkommer Hannerne, og altsaa er et Kjünsmærke (see Fig. 5”). I denne Anskuelse bestyrkes jeg nu saa meget mere, som jeg hos en stor mand- lig Heledone fra Bergen, der vistnok er H. cirrosa Lmk., finder aldeles tilsvarende Hud- dannelser i Armenes yderste Ender, medens flere Hunner, dels fra samme Localitet dels fra andre Steder af Norges Kyst og fra Færô, ikke vise Spor deraf. Imidlertid afvige disse Hudlapper hos sidstnævnte Art fra dem hos H. moschata deri, at de ere mindre blad- eller pladeformede, mere forlængede og tynde, næsten som Cirri eller Traade. Fig. 6 fremstiller et lille Partie af dem fra een af Armene, men rigtignok af et Exemplar, der var i en temmelig slap Tilstand. Ligeoverfor den store Usikkerhed, der hersker i Erkjendelsen af Arterne indenfor denne Slægt, paa Grund af Mangelen paa ydre bestemte Kjendetegn **), turde disse Iagt- tagelser over Armspidsernes forskjellige Udvikling hos de to Kjön og hos forskjellige co, naar de blive udstrakte til alle de beskrevne Arter. Arter faae en veiledende Betydning, #) Hos disse Individer havde den tredie höire Arm resp. 62 og 66 Sugekopper uddannede. ##) En Mangel, der er saa stor, at de Arter, som man har ment stode længst fra hinanden, angives væsent- ligen adskilte fra hinanden deri, at den ene havde en Cirrus over diet, den anden ikke (hvilken " Cirrus dog mere eller mindre tydelig altid synes at være tilstede), medens de mere nærstaaende Arter aldeles ikke skulle være at adskille efter Spiritus-Exemplarer; smlgn. Verany, Mollusques médi- terranéens p.15: „car, je lai dejà dit, après la mort les deux espèces sont, si je peux m’exprimer ainsi, indéchiffrables.“ 207 Ved Paavisningen af denne særegne Form og Omdannelse netop af den samme Arm hos Octopus- og Heledone-Hannerne, hvilken hos de mandlige Individer af Slægterne Argonauta og Tremoctopus uddannes til en sig lösnende og affaldende Overbringer af Sæden, og ved de umiskjendelige Overensstemmelser, der igjen ere mellem Octopus- og Heledone-Armenes Uddannelse og de Forhold, jeg ovenfor har beskrevet hos de mandlige Decapoder *), anseer jeg det ikke længere nogen Tvivl underkastet, at alle disse Udviklinger höre sammen i een Klasse, og alle have væsentlig det samme Formaal, nemlig at före Spermatophorerne eller den i disse ejendommelige Sædbåsser indeholdte Sedmasse over paa Hunnen eller maaskee paa Æggene. At, hvis denne Forudsætning er rigtig, de særegne Tillempninger, hver Slægt saa at sige fremböd, have deres bestemte Betydning og betinge ligesaa mange forskjellige Maader, paa hvilke Befrugtningen gaaer for sig, be- tvivler jeg heller ikke, men hvilke disse i det Enkelte ere, maa man overlade til laglla- gelsen i den frie Natur. For at lede denne paa Spor i visse Retninger, skal jeg i et senere Måde i Selskabet tillade mig at gjengive de Oplysninger, som Spiritusexemplarer have givet mig, da det af disse idetmindste vil sees, at Overförelsen af Spermatophorerne skeer paa en meget forskjellig Vis, og at den egentlige Befrugtning af Æggene hos mange maa foregaae paa en uventet og meget besynderlig Maade. Förend jeg gaaer over til nogle almindelige Bemærkninger, til hvilke disse lagt- tagelser give Anledning, vil jeg endnu tilfåje en nærmere Beskrivelse af en aldeles fuld- stændig Hectocotylus, eller en saadan Arm, der er bestemt til ikke blot at overföre Sæden, men til at falde af og hæfte sig fast paa Hunnen med den hele Sædmasse; jeg gjôr delte saa meget hellere, som man hidtil kun kjender Dannelsen af Hectocotylen hos de större paa dybere Vand levende Arter af Tremoctopus, T. violaceus og T. Carenæ, deri- mod ikke hos de mindre, oceaniske og nærmere Overfladen levende Arter af denne Slægt, for hvilke man maaskee forelöbigen endnu kunde bevare dei D’Orbignyske Navn Philoneæis, og det er netop een af disse smaae oceaniske Arter, nemlig Ph. Quoyanus D’Orv.**), hos hvilken jeg har havt Leilighed til at iagttage Hectocotylen. Hos Philonexis Quoyanus findes Hectocolylens Udvikling deri at afvige fra den bekjendte hos T. Carenæ, at den ikke gaaer for sig i en stilket Hudpose, men i en stor og rummelig Hudsæk, der ligger dybere end Armens Rod, og indtager væsentlig samme *) fos en af mine Rossiahanner fandt jeg to slappe Sædbåssehylstre imellem Armens Hudfolder. **) Skulde det senere vise sig, at Ph. semipalmatus Owen ikke er synonym med den D'Orbignyske Art, vil min maaskee snarest blive semipalmatus efter Owens Afbildning. En Han tilligemed 3 Hunner blev taget af Prof. Reinhardt under 22° 4' n. B. og 24° 40' v. L. ; ; Ce Plads, som de store Poser, i hvilke Tentaklerne hos Slægterne Sepia, Rossia 0. fl. mere eller mindre fuldstændigen kunne drages tilbage og optages. Figur 7, som fremstiller et mandligt Exemplar af denne Art i tredobbelt Størrelse af den naturlige, viser strax, at Hannen kun har 7 Arme, der alle ere regelmæssig udviklede, og at den Arm, som mang- ler, netop er den höire Arm af tredie Par. Ved nærmere Betragtning sees det imidlertid, al Sledet, hvorpaa denne hôire Arm skulde sidde, er ligesom ophovnet, og at ved denne Opsvulmning baade fjerde Armpar og Tragten ere trykkede ikke saa lidt over imod venstre Side. Under en Lupe bliver man let vaer, at Aarsagen til denne Stedændring er en meget lang sammenrullet Arm, der indtager Rummet mellem Tragten, Öiet og Armens Rod og som kun er dækket med en saa tynd og gjennemsigtig Hud, at man uden Vanske- lighed kan med Oiet fålge Armens Bôininger og skjelne dens fintfryndsede Rande og de enkelte -Sugekopper, der vende ud imod Huden, hvilke imidlertid paa Grund af Armens Sammenrulningsmaade kun ere faa. Paa denne tilhyllende Hud har jeg ikke været istand til med Lupen at opdage enten nogen virkelig Aabning, hvorigjennem Armen kunde komme frem, eller nogen Linie eller Indtryk, der kunde antyde, hvor en Spaltning senere vilde finde Sted, saaledes som man kjender det hos T. carenæ; men maaskee vilde dette paa det friske Exemplar have været tydeligere. Ved at aabne Hudsækken med et Snit af en skarp Kniv, var det let at drage den mærkværdige Hectocotylus-Arm frem. I denne fremdragne Tilstand fremstiller Fig. 8 den. Selv var den aldeles farvelås i hele sin Ud- strækning, ligesom de hidtil iagttagne Hectocotyler af Argonauta og Tremoctopus, men paa den dækkende Hud fandtes enkelte Chromatophorer. Dens Længde overgaaer flere Gange den tilsvarende Arm paa den modsatte Side af Dyret, den er endogsaa længere end de meget lange to förste Par, der iövrigt udmærke denne Art, og den bærer ikke færre end 33 Par Sugekopper, hvilket ligeledes er et stårre Antal end det, nogen af de lange Arme bære. Disse Sugekopper ere næsten ligestore i hele Armens Længde, lige- som ogsaa Årmen omtrent er ligebred helt igjennem. Ude i Spidsen svulmer Armen op til en sugekoplås, næsten pæreformet Del, og langs med den ene Side af denne Opsvulm- ning Giner man svagt en Fure og en Hudfold, hvilken sidste synes at kunne forfölges et .kort Stykke ned paa Armen. Ved Grunden af Opsvulmningen og lige ved den yderste Sugekop af Armen udspringer en lang Pidsk eller Traad af 55"" Længde, og dennes Rod- del synes ligesom omgivet af en tynd Skede. — Endnu er at mærke, at paa Rygsiden bærer denne Hectocotyl langs med hver Siderand i et Længdebelte fine Hudpapiller, der ere tælstillede og paa sine Steder staae i flere tætte Rækker; det var disse Papiller, der gave Armen sin fryndsede Rand i dens sammenrullede Tilstand, og det maa ogsaa være dem, der bleve betragtede som Gjæller, medens Hectocotylen blev anseet for en selvstæn- dig mandlig Organisme. Spor af nogen Ryghulhed, der havde en ydre Aabning, har jeg ikke kunnet finde, paa dette Exemplar; men denne skulde jo ogsaa dannes væsentligen af 209 den dækkende Hud, naar Armen naturligen og af sig selv oprulledes, en Udviklingsmaade, der ingen Vanskelighed gjör for de hidtil iagttagne Arter, men om hvilken man imidlertid vanskeligen her kan gjôre sig et klart Begreb, paa Grund af den omsluttende Sæks Form og Stilling. Det maa i den Henseende erindres, at den eneste kjendte Hectocotyl, til hvilken min Form i Manglen af Ryghule og Tilstedeværelse af ,Gjæller“ slutter sig, er den paa Hunnerne af Tremoclopus violaceus af Kölliker fundne og beskrevne, men hvis Udvikling man endnu ikke kjender, da man hidlil, ikke har kunnet finde Hannerne til denne Cephalopod. *) At denne Hectocotyls blæreformig eller pæreformig opsvulmede Endedel modsvarer den ofinævnte Endeplade eller Endedup hos Octopus og Heledone, har forekommet mig sandsynligt, og ligeledes, at den lange Traad eller ,flagellum“, der findes hos alle Hectocotyler og hos dem alle udspringer paa samme Sted, nemlig hvor Vinklen af den hos Octopus og Heledone beskrevne Hudvold ligger, kunde være netop Spidsen af hin Vinkel, der var blevet mere udtrukket og forlænget (smlgn. Fig. 4 d); kun maalte den da ikke være nogen Axedel. Det har ogsaa forekommet mig rimeligt, at den muskulåse Hudrand, der paa den hectocotyliserede Arm hos Octopus og Heledone danner den beskrevne Rende eller Halvkanal, men som iôvrigt kun er en eiendommelig Uddannelse af den Hud, der i en större eller længere Strækning fölger langs med Armene hos alle Octopoder, kunde være nelop den samme Hud, der hos Argonauta og Tremoctopus Carenæ indsvåber hele Hectocotylen i dennes indrullede Tilstand, og som ved Armens senere Udkrængning, ifölge de af Verany og Vogt offenliggjorte Iagttagelser, tillige kommer til at danne en Ryghule ved Armens Rod, medens denne Rende med Hensyn til sin Betydning snarere kommer til at modsvare den til Sædmassens Modtagelse og Overførelse bestemte indre Kanal i Rygsiden af Hectocotylen. **). Men alt dette er imidlertid kun Antydninger. Jeg maa nôies med al have i Almindelighed paavist alle de her beskrevne Dannelser og Overensstemmelsen i #) Denne Overensstemmelse imellem Hectocotylerne til de to Arter, der have Svémmehuden saa stærkt udviklet imellem de to üverste Par af Armene, kan forelöbigen tjene til Stôtte for en anden Fordeling af Arterne under de to Slægtsnavne Tremoctopus og Philonezis, omtrent saaledes som Gray, Mollusca of the british Museum S. 24-27, har forsögt det. **) Jeg henviser forövrigt til de senere Aars om de tre bekjendte Arter af Hectocotyler allerede rige og interessante Litteratur, og da især til: Kölliker. Berichte von der königl. zootomisch. Anstalt zu Würzburg. 1849, Verany. Mollusques méditerranéens. 1851. Pl. 41. p. 126-28, Heinr. Müller, Zeitschrift für wissensch. Zool. 1853. S, 1-35 og S. 346-358. Taf. I. (cfr. Ver- handl. der physikalisch-medicinisch. Gesellsch. zu Würzburg. 1851. og Ann. d. scienc, natur. Tom. XVI. 1851 — udk. 1852). Verany et C. Vogt. Annales des scienc. naturelles. Tom. XVII. 1852 (udk. 1853). p. 148-185. pl. VI, VII, VII, IX. Leuckart. Zoolegische Untersuchungen III, 1854, S. 91-109. Taf. IT. f. 19-22 (sml. Heinr. Müller. Verhandl. der phys.-med. Gesellsch. zu Würzburg 1854. S. 332). Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 27 210 disses Betydning for Dyret, og idet jeg derfor overlader til Mænd med et rigeligere Ma- teriale og fremfor alt til de ved selve Havet, og navnligen ved Middelhavet, boende Naturforskere, der ere heldige nok til at kunne saagodt som dagligen iagttage disse Dyr i Naturen, at gjennemföre Sammenligningen i alle dens Enkeltheder, vil jeg til den ovenfor givne Række af Iagttagelser endnu kun knytte de almindelige Bemærkninger, til hvilke disse for Oieblikket især synes mig at give Anledning. For det første vil det da, efter min Mening, af disse lagttagelser klart fremgaae, at Hectocotyldannelsen hos Slægterne Argonauta og Tremoctopus langt fra er et saa para- doxt Phænomen, som det har forekommet Naturforskerne, eller træder saa pludselig og uanmeldt op, som det i Begyndelsen syntes og som hidtil er blevet antaget. Meget mere see vi, at det ved förste Oiekast afstikkende og fremmede Forhold, som overalt i Naturen, saa ogsaa her, forberedes ved og udvikler sig igjennem en Række Overgange. Det viser sig kun at være det paa enkelte Steder stærkere Udtryk for, hvad der mere eller mindre tydeligen alt findes udtalt paa en Mængde andre Punkter i Nærheden. =) Man har allerede oftere i Belragtningen af Hectocotylforholdet hos Argonauta sammenlignet den her stedfindende Forandring og Omdannelse af et Redskab, der oprin- delig er i Bevægelsens og Ernæringens Tjeneste, til et Redskab for Forplantningen, med den Forandring i Form og Virksomhed, som Palperne undergaae hos de mandlige Ædder- kopper, idet visse Dele af dem omdannes til skeformede Redskaber, der benyttes til Sædens Udtagelse og Overfårelse paa Hunnerne. Ligesaa nær, eller maaskee noget nær- mere end denne af Leuckart, Owen, v. Siebold og Flere allerede benyttede Analogie synes mig dog den at være, der findes hos saa mange Hanner blandt de decapode Krebs, hos hvilke et Par af Baglivets Lemmer ere formede som mere eller mindre fuldstændige Render, eller den, som forekommer hos de mandlige Rokker og Haier, hos hvilke det er Bugfinnerne, og altsaa et virksomt Bevægelsesredskab, der i den ene Side omdannes til store Ledningsrör for Sæden. I begge Tilfælde ville Redskaberne nærmest modsvare Dan- nelsen hos Octopus og Heledone. Tænke vi os disse lange for Sædoverfårelsen dannede hule Render ved Copulationen blive tilbage hos Hunnen, have vi Forholdet hos Argonauta. At Dele af det mandlige Legeme, bestemte til den egentlige Insemination eller Sædens Indbringelse i de qvindelige Forplantningsredskaber, under denne Indbringelse låsnes og blive i Hunnen, er maaskee iövrigt ikke uden Exempel; thi hos mange Insekter angives *) Den hele Udviklingsrække i disse Forhold hos Blæksprutterne har sin Lighed med den, som jeg har antydet i Opfostringen indenfor Fröernes og Tudsernes Orden, i hvilken aabenbart Alytes-obstetricans- Hannens Omsorg for Æggene har sit Udspring fra den fådselshjælpende Bistand, alle Arterne yde deres Hunner. idetmindste et Forhold, der i den Henseende er et fjerntstaaende Analogon; men hos de mandlige Insekter, hvis Liv er afsluttet med den förste og eneste Parring, kan der natur- ligvis ikke blive Tale om nogen Gjenvæxt eller Reproduction af de tabte Dele. At det iövrigt netop er Octopodslegter, der give os Exemplet paa en beregnet Regeneration af den under Parringen table Arm, fortjener forsaavidt Opmærksomhed, som man herved mindes om en Forskjellighed imellem Octopoder og Decapoder, der ikke er uvæsentlig, men hidtil vistnok ikke tilstrækkelig fremhævet. Decapoderne synes nemlig aldeles at mangle Evnen til ved Gjenvezt at erstatte tilfældige Beskadigelser af Armene eller de tabte Dele af disse, medens Octopoderne i håieste Grad besidde denne Evne, og synes at lade deres for saa mange Fjender udsatte og efterstræbte Arme gjenvoxe med samme Lethed og Hurtighed, som f. Ex. Såstjernerne deres. Iblandt talrige Octopoder har jeg ikke seet en eneste med afbidte eller beskadi- gede. Arme, uden at en Gjenvæxt allerede forberedtes, var skredet mindre eller mere frem, eller endog var fuldendt, og det undertiden paa de fleste af Armene.*) Paa flere end et Hundrede Decapoder, som jeg i detle Oiemed har undersøgt, har jeg derimod ikke fundet Spor af nogen Gjenvæxt, om jeg end nu og da fandt baade smaa og store Parlier af en enkelt Arm tabte og Saarfladerne lægte og helede. *) Jeg har seet qvindelige Individer, hvis Arme, alle otte, havde været table, men som nu vare voxne ud igjen, mere eller mindre fuldsiændigen; og jeg har seet en Han, hos hvilken det samme gjaldt de syv Arme, idet kun den hectocotyliserede Arm var forbleven ubeskadiget; om heri var noget Tilfæl- digt, eller om Octopoden virkeligen ikke saa meget udsætter denne sin eiendommelige Arm for Fare, maa jeg lade ubesvaret; men det fortjener dog at bemærkes, at, medens i Reglen hver Octopod har een eller et Par reproducerede Arme, saa har dog ingen af de mange Hanner, jeg har undersôgt, frembudt denne Arm i en beskadiget eller erstattet Tilstand. Det er ikke blot i Retningen af Armens Axe, at Reproductionen gaaer saa let for sig; ogsaa en enkelt Sugekop eller en Gruppe af Kopper, som Fjenderne have bidt ud af Siden eller Grunden af Armene, voxer ud igjen med den største Lethed Jeg har allerede i det Foregaäende gjort opmærksom paa Mistydningen af Aristoteles, naar man har villet forstaae ham saaledes, som om han ved sine Skildringer af Forplantningsforholdene hos hans Polypus skulde have havt en Hectocotylusdannelse for Oie, som den vi nu kjende hos Argo- nauta og Tremoctopus. Her synes mig nu at være Stedet til saavidt muligt at standse i dens Fart en anden Misforstaaelse, der staaer i Forbindelse med den foregaaende. Roulin (Ann. des scienc. Tom. XVII, p. 189-190) antager nemlig, at det er lagttagelsen af slige mandlige Octopoder, fra hvilke Hec- tocotylen har låsnet sig, og som saaledes have tabt den ene Arm, der har fremkaldt det hos Aristo- teles anfårte Sagn, at Octopoden til visse Tider, navnlig om Vinteren, naar den trækker sig mere til- bage i sine Huler, afgnaver sig selv sine Arme, og den Anskuelse hos Aristoteles — med hvilken han vil gjöre Rede for Sagnets Oprindelse —, at det er graadige Aalfisk, der afbide Dyrets Arme. Hvad der ligger til Grund for Sagn og Forklaring er naturligvis hverken mere eller mindre end hine hyppige og iöinefaldende Beskadigelser hos den almindelige Octopus, og disses Reparationer, og Åristoteles's Forklaring er rigtig, da man finder Murænernes Mave fyldt med afbidte Stykker af Armene: — „Ego vero“, siger den fortræffelige Belon, „cum apud Epidaurum semel Murænas secarem, earum ventrieu- los cirrhis polyporum refertos comperi“ [Petr. Bellonii (Cenomani) de Aquatilibus, Libri duo. Parisiis 1553, p. 331]. 27: - 212 Af de forskjellige beskrevne Former for det i Forplantningens Oiemed omdannede Armpar fremgaaer det, at der er en umiskjendelig Sammenhæng mellem den Stilling og Udstrækning, det omdannede Partie af Armen indtager, og den naturlige Gruppe, til hvilken den vedkommende Cephalopod hôrer. Dette udtaler sig især tydeligen, naar man schemalisk stiller de beskrevne Forhold ligeoverfor den D’Orbignyske Inddeling af Cepha- lopoderne. Argonauta venstre „Philonexide* (Philonexis) tredie Arm, en Hectocotylus !) (feminæ polyandræ!) Octopodes Tremoctopus hôire »Octopidæ +) Rae | tredie höire Arm, hectocotyliseret”) (feminæ monandræ ?). Heledone Rossia å (med höire, kun i Midten) à förste venstre Arm, hectocotyliseret. Sepiola (alene, i hele Længden) WH Sepia (ved Grunden). Myopsidæ“ 4. . 3 EN BRIE Sepiotheuthis i _ G Spidsen) : fjerde venstre Arm, hectocotyliseret Loligo (i Spidsen) Decapodes Loliolus (i hele sin Udstrækning). Ommatostrephes »Oigopside* (Onychoteuthis ingen hectocotyliseret Arm hidtil iagttaget. Loligopsis Denne Sammenstilling giver tillige et meget talende Vidnesbyrd om, at der maa vere noget naturligt i D’Orbignys Sondring af de tiföddede Blæksprutter i de to store Hovedgrupper: „Myopsides“ og „Oigopsides“, skjöndt man hidtil ikke har været synderlig tilbdielig til at optage dem. Ved Forskjelligheden i Forplantningens Forhold viser navnlig Slægten Ommatostrephes D’Orb. sig endnu mere beretliget til at fjernes langt fra Slægten *) Den fra de övrige Octopoder aldeles afvigende Form Sciadephorus Mülleri Eserr. (Cirroteuthis) anförer jeg ikke her; jeg har vel undersögt 4 Hanner og har ikke fundet noget Spor til de hos Octopus og Heledone paaviste Dannelser af Armen, men tår dog ikke paastaae med Sikkerhed, at ikke sligt var at finde paa de levende Exemplarer. Denne Slægts eiendommelige Consistents gjör, at Formen af alle Delene forandrer sig meget i Spiritus. — Som noget ret Paafaldende maa jeg bemærke, at mine fire mandlige Exemplarer havde et vist Partie af de smaa Sugekopper paa Armens nedre Trediedel lige- som udkrængede, og altsaa dannende smaa brikformede Flader, hvilket Udseende derimod ingen af mine Hunner frembôd. Om heri muligen kunde vere et Kjönsmerke kan jeg ikke sige. — Slægten synes at danne en egen Familie af Octopoder, skjöndt man af mine her givne Undersügelser vil see, at den nu knyttes til Heledone ikke blot ved den enkelte Række af Sugekopper, men ved de Cirri, jeg paaviste i Armspidsen hos Heledone og som synes at svare til dem hos Sciadephorus i den störste Del af Armen. 1) affaldende, farvelôs, udvikles i en Sek. 2) vedblivende, farvet, udvikles frit. 213 Loligo, indenfor hvilken selv nyere Malacologer, som Verany og Troschel, vedblive at stille den. Naar D’Orbigny gjentagende fremhæver, at hans Philonexis- eller Tremoctopus- Slægt fjerner sig væsentligen fra Octopus, under hvilken dens Arter får vare blevne ind- ordnede, og slutter sig nærmest til Argonauta, saa vise ogsaa de ovennævnte Forplant- ningsforhold dette fuldeligen, og det er i den Henseende ganske interessant at bemærke, at den formentlige Octopus, hos hvilken Verany havde beskrevet den fuldkomne Hecto- cotyludvikling, viste sig at være en Philonexis eller Tremoctopus, nemlig O. Carenæ Veran. Finder end saaledes D’Orbignys Inddeling i större Grupper megen Bekræftelse ved de ovenfor beskrevne Forhold, saa turde disse dog indeholde flere Vink om en maaskee naturrigtigere Begrændsning af enkelte Familier, og dette gjælder navnlig med Hensyn til Slægten Sepias Sammenstilling med Rossia og Sepiola, hvilken ogsaa har forekommet Mange mindre naturlig. De negative Karakterer, der bandt disse tre Slægter sammen ligeoverfor de övrige Myop- sider, have allerede tabt noget af deres Styrke derved, at Mangelen af Tommer paa Tragten blev erkjendt hos den lille Slægt Loliolus af Loligofamilien. Retten til paa denne Maade, som her er skeet, at anvende den hectocotyliserede Arm som en Maalestok for den naturlige Sammen- stilling af Formerne, ligger i dennes Betydning for den hele Forplantning. Det vilde være ulænkeligt, at den forskjellige Optræden af denne Uddannelse snart paa det ene, snart paa det andet Armpar, snart paa hôire og snart paa venstre Side, snart i Spidsen af Armen og snart ved Grunden o. s. v. ikke skulde betinge ligesaamange Forskjelligheder i Stedet og Maaden, paa hvilke Sædmasserne anbragtes paa Hunnerne, og forsaavidt som det synes, at Sæden neppe uvilkaarligen eller mechanisk, men ved bevidste Bevægelser udstödes eller udgydes paa Æggene, da endogsaa i selve Befrugtningsmaaden. Hvad en simpel Efter- tanke i den Henseende giver os, bekræftes ogsaa ved lagttagelserne. Sædmasserne findes virkeligen anbragte paa meget forskjellige Steder og under meget ulige Forhold, noget jeg skal fremstille korteligen i en anden Afhandling, af hvilken jeg her kun skal forudskikke det almindelige Resultat, at Slægterne Sepia, Sepioteuthis og Loligo, altsaa alle de, der have den venstre Bugarm omdannet, anbringe Sædmasserne paa den indvendige Side af Hunnernes Leber (membrane buccale D'Orb.), hvilke derfor ogsaa i dette Oiemed synes særlig udrustede, hvorimod jeg aldrig hos nogen af de andre Decapoder har fundet Sæden heftet til dette Sted, men fundet den paa forskjellige Steder af Kappen eller Indvoldene, hos Ommatostrephes f. Ex. dybt inde i Kappehulen i Ryggens Midtlinie. Til Sammenligning med hvad her er meddelt om Sepia og Loligineerne, bår det erindres, at Anatomien af de to mandlige Nautilexemplarer *) har vist en stor Forskjel i Udviklingen af særegne Læbe- dele paa de to Sider af Dyret, medens Lignende ikke findes hos de qvindelige Individer. *) C. Van der Hoeven i Tijdschrift voor de Wis- en Natuurk. Wetenschappen. I. Deel. 1848. S. 67-75. PI. I. Fig. 1-3. og Transactions of the Zoological Society, 1850. p. 21-29, pl. 5, 6, 7, 8. 214 Uagtet de foranförte ydre Kjönsforskjelligheder altsaa baade have vist sig tydelige og viglige, ere de dog hidtil ikke blevne opfattede af Naturforskerne, noget, hvorom idetmindste de fleste af disse efter Læsningen af det Foranstaaende ville være enige med mig. Til en tydeligere Anskuelse af denne Mangel ved vor nuværende Kjendskab til Cephalo- poderne vil det imidlertid neppe være overflådigt — men fra den anden Side haaber jeg, at det til dette Oiemed ogsaa vil ansees for aldeles tilstrækkeligt — at anfåre tvende Yttringer om disse Forhold fra den allerseneste Tid; de ere fra ifjor og fra iaar og ville efter min Mening fuldeligen vise Kundskabernes Status til den Tid, da de bleve nedskrevne. I den nye Udgave af ,Lectures on comparative Anatomy and Physiology. London 1855 har saa- ledes den berömte engelske Anatom, Professor Owen, ikke andre Forhold hos Octopo- der og Decapoder at stille ved Siden af de ofte omtalte ydre Kjönsafvigelser hos Argo- nauta, end fölgende: „In the Calamary (Loligo vulgaris) the gladius of the male is one fourth shorter, but is broader than that of the female. The sepium of the Cuttle (Sepza) shows a similar, but not so much, sexual difference in its proportions“ p. 628, og kjen- der altsaa af saadanne Træk kun det efter Kjönnene bredere eller smalere Rygskjold. Endnu mindre har Professor Leuckart at stille ved Siden af disse Argonautaens og Tre- moctopodens Kjönsforhold; thi i de i disse Dage modtagne: ,Nachträge und Berichtigungen zu dem ersten Bande von J. van der Hoevens Handbuch der Zoologie“ Leipzig 1856, von Rud. Leuckart, finder jeg, at denne ved sine Sammenstillinger af Dyrenes Kjöns- og For- plantningsforhold bekjendte Forfatter yttrer i Anledning af hine to Slægter: ,Unter den übrigen Schnecken sind bis jetzt noch keine Fålle eines geschlechtlichen Dimorphismus beobachtet, denn die von Van der Hoeven hervorgehobene, und (laut brieflicher Mittheilung) neuerdings bestäligte Verschiedenheit der Tasterbildung bei dem männlichen Nautilus, ...., kann doch kaum dem sonderbaren Verhalten jener Cephalopoden an die Seite gesetzt werden.“ Jo mere nu iôvrigt disse Forhold have været oversete, jo nærmere ligger det Spörgsmaal, hvorledes de have kunnet undgaae Opmærksomheden, og til Svar her- paa maa jeg anföre, at jeg antager, at de virkeligen oftere maae være blevne bemær- kede af Naturforskerne, men at disse maae have anseet dem for sygelige Udviklinger eller for tilfældige Beskadigelser, af hvilke en Regeneration endnu ikke havde udslettet Spo- rene. At D’Orbigny saaledes har tolket som Sygelighed, hvad der, efter min Mening, er Tegnet paa de forplaniningsdyglige Hanner hos Sepiolaslægten, har jeg allerede omtalt, og at den korle hectocotyliserede Octopod- og Heledone-Arm er bleven anseet for en beskadiget eller mutileret Arm, hvis tabte Endedel endnu ikke var udvoxet, mener jeg, gaaer tydeligt nok, om end middelbart, frem af de talrige Figurer af disse Dyr, som ere i Videnskabens Besiddelse; ikke en eneste af disse har jeg hidtil kunnet finde med en saadan mandlig Arm, og da det dog er utænkeligt, at navnlig af saa mange, paa saa forskjellige Steder og til saa forskjellige Tider aftegnede Octopoder, hvis Hanner have forekommet mig at være idetmindste lige saa hyppige som Hunnerne, ikke enkelte skulde have 215 været mandlige, maa Tegneren eller Naturforskeren med hjælpende Haand have gjengivet Dyret den det formentligen tilkommende Symmetrie. Dette Sidste gjælder ogsaa hvad den venstre Arms Form paa de mandlige Loliginer og Sepier angaaer, og det saameget mere, som dog flere af disse Figurer efter Text og Underskrift fremstille netop Hannerne, medens Armene ere gjengivne symmetriske. Ved Decapoderne måder der imidlertid hyppigen et Tilfælde, som ved Opfattelsen af den symmetriske Udvikling kan have virket vildledende, idet nemlig större Strækninger af Sugekopper paa Armene, og navn- lig i Spidsen af disse, ofte findes at. være afbidte under Dyrets voldsomme Bevægelser og Anstrængelser, naar det mærker sig fanget eller bragt i stor Fare, og med saadanne for Sugekopper blottede Partier kunde den omdannede, papilbærende Del af Armen hos en Loligo eller Sepioteuthis nok forvexles idetmindste ved en mere overfladisk Betragtning. =) De foranstaaende Yttringer maa kun forstaaes om Nutidens Kjendskab til disse Forhold, og det maa vel bemærkes, at en fjern Oldtid kjendte dem ikke saalidt bedre. At Aristoteles og maaskee Plinius vare af Middelhavets Fiskere blevne underrettede om Octopus- slægtens ene eiendommelige Arm, derpaa har jeg ved denne Slægt henledt Opmærksom- heden, og ligeledes paa den Kjendsgjerning, at de vidste hvortil denne Arm anvendtes. Da det Spørgsmaal saa let. paatrænger sig, hvor tidlig i Dyrets Liv denne Uddan- nelse af Armen til et Redskab i Forplantningens Tjeneste indtræder, og hvorvidt denne altid befinder sig paa samme Stadium eller maaskee undergaaer Forandring imod Forplant- ningsliden, da maa jeg til Slutning endnu tilfüie, at de talrige Exemplarer, jeg har under- sögt med Hensyn hertil, ikke have givet mig Anledning til at formode, at der skulde foregaae nogen Forandring enten efter Aarstiden eller efter Alderen. Selv mine mindste Exemplarer af en Art have vist mig Forholdet paa samme Maade som de stôrste, og jeg føler mig fristet til at antage, at den mandlige Unge til de forskjellige Slægter og Arter forlader Ægget allerede udrustet med den hectocotyliserede Arm, der efter dens Slægt og Art tilkommer den. Som Tilhænger af den Lære, at Kjönnet ikke er noget, der efterhaan- den uddanner sig, men allerede er oprindelig tilstede ved de fårste Bevægelser i Ægget, vilde det have været mig kjært, om jeg ved directe Iagttagelser havde kunnet paavise, at Ungen til Cephalopoderne forlader Ægget med sit ydre Kjonsmærke; men der har kun tilbudt sig Leilighed for mig, at undersåge Ungerne af een Art, nemlig af en Rossia, i Ægget, og alle disse, som hårte til eet og samme Kuld, have forekommet mig at være af samme Kjön, det qvindelige. *) Saavel hos Loliginer som Ommatostrepher og Onychoteuther har jeg truffet Mundhule og Svælg fulde af Sugekopper og Hornringe eller Hornkroge, der aabenbart tilhôrte selve Dyret, og hvis Plads paa Armene endnu kunde bestemmes. Det vil deraf sees, at man, fordi enkelte saadanne Hornringe eller Kroge findes i Maven, maa være varsom med at angive Cephalopoder som disse Dyrs Födemiddel; findes derimod Stykker af Næbene, af Rygskjoldet og Oielindserne, som jeg oftere har fundet det hos visse Former, da kan ingen saadan Mistydning indtræffe. Forklaring af Tavlernes Figurer. Tavle I oplyser den hectocotyliserede Arms (brachium copulator) Stilling og Form hos de decapode Cepha- lopoder, og navnlig fremstiller: Tavle II Fig. 1. Loligo media Lim. G. Hovedet med de to Bugarme, forat vise, at fjerde venstre Arm er papil- bærende og har smaa Sugekopper i Forhold til den höire Arm. Noget forstörret. . Loligo Forbesii sw. &. Den papilbærende Spidse af fjerde venstre Arm. Naturlig Störrelse. . Loligo gahi D’Orb. I. Spidsen af fjerde venstre Arm; Sugekopperne ere kun paa den ene Side omdannede til Papiller. 2 Gange forstårret. . Sepiotheutis sepioidea BW. ©. Spidsen af fjerde venstre Arm. . Loliolus typus sw. dy inat. Störrelse, for at vise denne nye Slegts almindelige Udseende, og den . Loliolus affinis © { mærkelige Form af den fjerde venstre Arm, derjmangler alle Sugekopper. ni a | Denne Arm to Gange forstårret. . Sepia officinalis Linn. G. Bugarmene, for at vise den eiendommelige Uddannelse af fjerde venstre Arm og dennes Forskjel fra höire. Naturlig Störrelse. 7 Et lille Partie af Hudgruberne paa den omdannede Del 3 Gange forstörret. . Sepia inermis van Bass. ©. Et lignende Partie, for at vise fjerde venstre Arms Forhold ogsaa her. . Sepiola Rondeletii D’Orb. &. Dyret i naturlig Störrelse, for at vise fürste venstre Arms naturlige Størrelse og Overvægt over de andre. 9‘ Denne Arm seet fra Rygfladen. x å 9” Samme Arm seet fra Bugfladen. + antyder en egen Hudtud, } omtr. 3 Gange forstörret, 9" Et Par Sugekopper af begge Rækker paa denne Arm, for at vise deres Stilling. Meget forstürrede. oplyser fremdeles den hectocotyliserede Arms (brachium copulator) Stilling og Form hos Decapod- slægten Rossia, samt hos de octopode Cephalopoder. Fig. 1. Fig. 2. Fig. 8. Rossia Mölleri sw. d. Rygarmene eller förste Par, for at vise den eiendommelige Forlængelse af Sugekoppernes Stilke paa det midterste Partie af baade den höire og venstre Arm, og den stærkere Udbredning af Armbræmmen paa samme Partie. Naturlig Störrelse. 1' Et Par Sugekopper af dette Partie stærkere forstérret. Octopus grönlandicus Dewh. (= 0. arcticus Prosch.) S. Naturlig Störrelse; for at vise den hectoco- tyliserede, tredie håire, Arms Stilling hos Octopoderne. Armenes fire Par betegnede ‘, ‘', ‘, "5 Bogstaverne a. b. c. d. betegne i denne og de fölgende Figurer stedse de samme Dele af Ar- men, nemlig a. Endepladen eller Endeduppen; 5 b. den muskulôse indvendig hvide Hud- bræmme, som ved at rulle sig op imod Armens Sider danner en Rende eller Kanal; c. Begyn- delsen af denne Rende; d. en vinkeldannet Hudvold, som afgrændser den sugekopbærende Del af Armen fra Endeduppen. Octopus sp. indetem. d. Tredie håire Arm, med lidt af fjerde höire Arm. Naturlig Störrelse. Octopus sp. nov. d. Spidsen af tredie héire Arm. Naturlig Störrelse. Heledone moschata Leach. ©. Tredie höire Arm. Naturlig Störrelse. 5‘ Spidsen af samme, lidt forstårret. 5" Spidsen af en af Hannens syv andre Arme; svagt forstérret. . Heledone cirrosa Lmk. d. Et Stykke af Spidsen af en af Hannens Arme . Philonexis Quoyanus D’Orb. G, for at vise, at den kun har de syv Arme, som ikke ere hectoco- tyliserede, og at den ottende, den til Hectocotyl omdannede, ligger optaget i en Sæk mellem Oie og Tragt. Tre Gange forstörret. Hectocotylen af samme, stærkere forstörret; «a blæreformet Endedel, d flagellum, e og f Partier af ,Gjællerne“, Vid Selsi Skrifter Vo Række, naturr og mathem. Afd. IV Bind. J. Steenstrup om Hectocotvldannelser Tab. L {Loligo media Lin 2L_Forbesit Sy 23 3.1.gahi Dorb.z 4 Sepioteuthis sopiordea Bl, 5 Loliolus typus. Stp.o! 6 Loliolus affinis stp, 7. Sepia officinalis Lin. o 8 S. inermis v. Hass; 9 Sepiola Rondeletii D0rb.«* . 1 . i} x 2 .: ‘ E r x + 1 à i AL . = D ’ Su 4 i ' . - ' 5 i = i i CA Er - i ‘ i . 2 . - ) z ’ ” ' e ATR = A _ ‘ SÅ - A 4 * U à { af X i TA hg . = A i N ri B a ‘ k ) i i i ? à Wr ey Ps . ' 21 lid Selsk. Skrilter Vi Række, natu. og mathem. Alh. WV Bind JS. Steenstrup om Hectoc otyldannelser Tab. /1 ye Ces s ACT. 00 dépocseoue h CW Tegner & Kittendorff *lith Inst I Rossta Molleri Sin. 2. Octonus gronlandicus Dewh.(Oarctieus B).3.0 spe. indeterm s 4 0. n. sp? 6 > Heledone moschata Leach 0. 6.H eirrosa Imk o 7 Fhilonexis Quoyanıs D'Orb ©; & Hectoeotylus Phil Quoyan EL nl rod i. Forsög en monographisk Fremstilling af Kræbsdyrslægten Sergestes. Med Bemerkninger om Dekapodernes Höreredskaber. Ved Henrik Kröyer. (Herlil fem Kobbertavler.) Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 28 Pa a STAR DE DAMES oe tes ee 4 4 qu Th | Pa Slægten Sergestes.') Siægten Sergestes hårte hidtil til de kun lidet bekjendte Kræbsdyrformer. Den opstilledes i Aaret 1830”) af en af vor Tids förste Zoologer, den ogsaa som Karcinolog saa for- trinlige Milne-Edwards, der dog kun kjendte een (i det aabne Atlanterhav ved Açorerne af en fransk Reisende fanget) Art. Nogle Aar senere (1837) havde han Leilighed til paany at beskjeftige sig med denne Slægt i sin Histoire naturelle des Crustacés; men jeg seer mig ikke istand lil med Sikkerhed at afgjôre, om han ved dens Optagelse i dette Skrift har foretaget en Revision efter Naturen, eller blot har öst af sit tidligere Arbeide; det sidste forekommer mig imidlertid at være det sandsynligste. At nogen anden Zoolog senere har meddeelt Noget om denne Form, er mig ikke bekjendt, og Slægten beroede saaledes hidtil paa en enkelt Undersågelse. I Slutningen af Aaret 1845 nedsendtes en Sergestes-Art fra Grönland til det kon- gelige naturhistoriske Museum, dog kun i et enesle, maadeligt conserveret Exemplar. Jeg lod dette henstaae indlil videre, i Haab om sammesteds fra at erholde flere Individer til Sammenligning. Medens jeg heri skuffedes, blev jeg paa den anden Side meget behageligt overrasket ved (imod Slutningen af Aaret 1854) i en Samling af smaa oceaniske Kræbs- dyr, som ved Bylte med Hr. Secretair, Institutbestyrer Friis erhvervedes for Museet, at træffe ni nye Arter af denne saa lidet bekjendte Form. ?) Idet jeg begyndte at bearbeide det forhaanden værende Materiale, môdte jeg fra Hr. Professor Steenstrup en udmærket Forekommenhed; han tilbôd mig nemlig til Undersögelse Universitels-Museels 1) Den Retskrivning, hvormed denne Afhandling er trykt, er den i Selskabets Skrifter i Almindelighed fulgte, ikke den, som Forfatteren ellers bruger og vedkjender sig. *) Annales des sciences naturelles Tom. 19, pag. 346 flg. og Tab. 10. 3) De ere samlede for Hr. Friis i det tropiske Atlanterhav af en ung Sömand paa Reisen til Brasilien. 28% Cefalothorax. 220 ikke ubetydelige Samlinger i samme Retning"); derved blev jeg ikke blot istand til at foröge Arternes Tal med to (S. Rinki og S. brachyorrhos); men, idet jeg havde flere Exemplarer af de mig allerede bekjendte Arter for mig, kunde jeg i mange Punkter op- naae slôrre Grundighed, Sikkerhed og Nöiaglighed; af en eller anden Art, hvis ene Kjön kun var forekommet mig, blev ogsaa det andet mig bekjendt; kort sagt, mit Arbejde fremmedes væsenlligt. ”) Endelig har jeg at tilfüie, at jeg i et lille Glas med smaa Kræbsdyr fra det nordlige Kattegat, som hidrårte fra mine tidligere Reiser og ved forskjel- lige Omstændigheder var bragt i Forglemmelse, fandt tre nye Sergestes-Arter, dog kun i ganske faa og maadelige Exemplarer. Og saaledes omfalter nærværende Afhandling femten formeentlig nye Arter. Da Materialet, hvorpaa dette lille Arbeide er baseret, findes opstillet i det konge- lige naturhistoriske Museum, vil Enhver, som dertil maalte have Kald, uden Vanskelighed kunne underkaste det sin Prövelse, hvortil jeg tilbyder al Bistand. Almindelige Bemærkninger om Bygningsforholdene. Milne-Edwards henförer Slægten Sergestes til den Afdeling eller Tribus af Reierne, som han tillægger Navnet: les Penéens, og bemærker, at der ved Slægten Pasiphae dannes ct Forbindelsesled mellem Peneus og Sergestes. Det kan ikke negtes, at Sergestes nærmer sig de to andre nysnævnte Slægter ved den stærkt udviklede og tillige temmelig stærkt sammentrykkede Bagkrop?), men i de fleste andre Henseender viser den betydelige Afvigelser fra dem. Cefalothorax kan i Almindelighed siges at indeholdes noget mere end tre Gange i Totallængden, eller at udgjére noget mindre end en Trediedeel af denne (allid beregnet fra Spidsen af Pandehornet til Spidsen af det mellemste Halevedhæng). Men imidlertid synker Udstrækningen hos nogle Arter saaledes ned, at den indeholdes henimod fire Gange i Totallengden (indtil 35 Gange”), medens den hos andre stiger, saa at den neppe indeholdes 24 Gange i den5). Denne sidste Størrelse er vistnok meget betydelig, især 1) De ere tilvejebragte ved Capitain Hygoms, Professor Reinhardts og Fleres Indsamling. 2) Hvorved dog ikke udelukkes, at det endnu har betydelige Mangler, hvilke neppe Nogen seer tydeligere end Forfatteren. 3) M. Edw.s Udtryk om Slægten Sergestes: „le corps est grêle et un peu aplatif forekommer mig vild- ledende og altsaa mindre vel valgt, eftersom Formen ikke er deprimeret, men comprimeret. 4) [los S. Frisii, S. Edwardsii, S, oculatus, S. Rinkii. Hos S. serrulatus indeholdes Rygskjoldet næsten fulde fire Gange i Totallængden, og det er altsaa, blandt de mig bekjendte Arter, den, som har det korteste Rygskjold. 5) Hos S, armatus, S. ancylops 0. s. v. — 994 da Pandehornet enten har næsten ingen eller kun en meget ubetydelig Andeel i den; hvorimod den, idetmindste tildcels, synes at maatte forklares af Ojnenes og Fölernes betydelige Udvikling, hvilken drager med sig en tilsvarende Udvikling af de disse til- hørende Ringe eller den forreste Deel af Cefalothorax; hvoraf atter fålger, at Munddelene ligesom skydes mere tilbage, ligesom de ogsaa hyppigt rage stærkt frem. Disse to For- hold ere hos ingen Art stærkere udviklede end hos S. tenuiremis (Tab. IV, fig. 11), der synes mig at frembyde en ret kjendelig Overgang til Slægten Leucifer. Oinenes og Fölernes Ringe ere forresten ikke sammensmeltede med Cefalothorax, men danne ret tydeligt en foran dennes forreste Rand liggende Pandeplade (plaque frontale Edw.), næsten ligesom hos Squillæ. Sædvanlig har denne Plade Form af en Halvmaane, men viser sig hos Arterne udviklet i noget forskjellig Grad. Milne Edwards har ikke bemærket dette Forhold hos Sergesterne. Om Rygskjoldet bliver først at mærke, at det ligesaalidt paa Siderne bedækker Gjellerne, som det fortil skjuler Öinenes Rod. Pandehorn savnes hos Slægtens fleste Arter, eller er kun tilstede i Rudiment, det vil sige, i Form af en lille Vinkel, der neppe træder frem foran Rygskjoldets forreste Rand, eller naaer Öjnenes Rod (Tab. I, fig. 1, a, Tab. II, fig. 3, a, Tab. III, fig. 5, a). At denne Vinkel imidlertid er Rudimentet af et Pandehorn, fremgaaer ikke blot af Pladsen, den indtager, men ogsaa af den lille Kjöl, der i Fortsættelse af den bagud indtager en lille Strækning af Rygskjoldet, samt finder desuden Bekræflelse deri, at hos nogle af Slægtens Arter et virkeligt, skjöndt meget lille, Pandehorn udvikles"). Hvor det culmi- nerer, har det imidlertid kun lidt mere end en Femtedeel af Rygskjoldets Længde (S. cau- datus og brachyorrhos). En Sidetorn”) findes ofte, men neppe altid, omtrent i Linie med Üinene, noget bag Rygskjoldets forreste Rand (Tab. I, fig. 1, a, Tab. II, fig. 2, a, 0.s.v.), og deltes Siderande ere ofte fortil haarbevæbnede. Maaskee fortjene disse Ejendomme- ligheder at tages til Hjelp ved Artsadskillelsen, forsaavidt de kunne blive nödvendige. Öinene udfolde hos denne Slægt en stor Afvexling i baade Form- og Störrelses- forhold, og afgive et af de fortrinligste Sléttepunkter for Artsadskillelsen. Medens Læng- den hos en Art indeholdes over alten Gange i Totallængden (S. Frisii), indeholdes den hos en anden neppe 4% Gange i denne (S.Rinkii). Formen er oftest pære- eller kölle- dannet i forskjellige Modificationer, men nærmer sig stundom til Lighed med en Paddehat, 1) Hos S. armatus (tab. II, fig. 6, a), S. cornutus (tab. II, fig. 2, a & b), S. corniculum (tab. III, fig. 4, a & b), S. ancylops (tab. Ill, fig. 8, a & b), S. caudatus (tab. V, fig.14, a) og S.brachyorrhos (tab. V, fig. 13, a & b). Det er altsaa ikke langt fra Halvdelen af de her beskrevne Arter, et Pandehorn kan tillægges. *) Ved Udvikling af et större Antal Smaatorne udmærker sig til Exempel S. serrulatus (tab. V, fig.12, a). Rygskjold. Pandehorn. Öine. Överste Fölere. 222 og hos en Art viser sig een ganske eiendommelig Vinkelform, idet den langstrakte og smale Oiekugle — eller rettere: forreste Del — danner ligesom en Albue med Slilken (S. ancy- lops, tab. III, fig. 8, b). Men med Hensyn til Artsadskillelsen maa fastholdes, at Öiets Beskaffenhed idetmindste hos nogle Arter er nogen Afvexling underkastet; jeg har nemlig hos den nysnævnte S. ancylops fundet Længdeforholdet temmelig forskjelligt, dog uden noget bestemt Forhold til Dyrets Alder; ligeledes har jeg fundet Vinkelens Krumning varierende hos samme Art. Hos et meget gammelt eller rettere meget stort Exemplar af S. Frisii vare Öinene meget tykkere (men ikke længere) end hos unge Exemplarer, og Kuglen langt stærkere adskilt fra Stilken.”) lövrigt kan her gjentages, hvad allerede er bemærket, at den Deel af Cefalothorax, til hvilken Öinene ere fæstede, træder lidt frem foran Rygskjoldets forreste Rand i Form af en Halvmaane, og at altsaa Öinenes Rod er ubedækket. De överste Fölere, som ere lilheftede lige under Öinene, synes, naar de ere fuldstændigt bevarede, i Længde omtrent at stemme med Dyrets Totallengde (hos nogle Arter har jeg fundet dem. ganske ubetydeligt længere end Totallængden, hos andre lidt kortere, höist en Syvendedeel*). Skaftet indeholdes sædvanligt tre til 34 Gange i Svöbens Længde; i Totallængden hyppigst omtrent fire Gange, sjeldnere fem Gange, hos een Art (S. obesus) endog syv Gange; hos S. brachyorrhos har jeg derimod fundet det noget længere end Svöben. Hvad dets Forhold til Rygskjoldet angaaer, da staaer det oftest ikke ret meget tilbage for dette i Længde, ja er hos to Arter CS. Rinkii og serrulatus) endog af lige Længde med det?); men paa den anden Side gives der dog ogsaa Arter, hos hvilke Rygskjoldet er næsten dobbelt saa langt, eller endog mere end dobbelt saa langt som de üversie Föleres Skafl. Det bestaaer af de sædvanlige tre Led, og giver ved disses forskjellige Form og afvexlende Længdeforhold værdifulde Bidrag til Artsadskillelsen: 1) Milne Edwards angiver (Ann. d. sc. nat 1. c.), at Öienstilkenes Længde vexler efter Kjönnene. Da denne Paastand ikke gjentages i Hist. nat. d. Crust., tår man maaskee formode, at Forfatteren selv har forladt den. Men jeg holder det dog ikke for overflådigt, udtrykkeligt at udhæve, at jeg ikke hos de af mig undersågte Arter har fundet Noget, der kunde tjene til Bekræftelse for den. 2) M. Edwards's Angivelse, at de överste Félere ere overordentligt lange, flere Gange stôrre end Total- længden, omtrent af lige Længde med de nederste Fålere, lader sig ikke anvende paa de af mig undersøgte Arter, og hans S. atlanticus adskiller sig saaledes ved dette Forhold ret paafaldende. Ganske i Modsætning til denne staaer en senere af mig adskilt Art, S. brachyorrhos, hos hvilken disse Redskaber, skjündt, som det synes, aldeles ubeskadigede, ikke naae Halvdelen af Totallængden. 3) Hos eet Exemplar af S. serrulatus var endog de överste Fåleres Skaft ikke ubetydeligt længere end Rygskjoldet. 4) Stundom stöder man dog paa et Individ, hvor Leddenes Antal synes at foröges derved, at et eller andet af disse mere eller mindre tydeligt deler sig i to (Tab. I, fig. 1, c fremstiller et saadant Forhold af det sidste Led). Hvorledes denne Uregelmæssighed, som endnu hyppigere hos nærværende Slægt viser sig med Hensyn til Fodparrene, skal forklares, maa jeg lade uafgjort. 223 forste Led er i Regelen det længste (hos ni eller dog hos otte af fjorten Arter), sjeldnere af lige Længde med tredie (hos tre eller to Arter) eller endog kortere end dette (hos to eller tre Arter”). Formen er hos nogle Arter (de med korte Öine) bred, noget flad- trykket og bladagtig, paa Midten ligesom udhulet for at optage Oiekuglen; hos andre derimod mere trind, tykkest ved Roden, gradevis aftagende mod Enden, eller omvendt kölledannet. Hos alle findes en Torn anbragt paa den ydre Rand omtrent i en Trediedeel af dennes Længde (fra Roden regnel). Det er foran denne Torn, at Leddet begynder at blive smallere eller at lilspidses, og den angiver saaledes ligesom Grændsen for en Deling af det i en Roddeel og en Endedeel. I den fårste af disse indeholdes hos denne Slægt Höreredskabet, og dette fremtræder hos alle Arterne (selv de største, hos hvilke Integu-Håreredskabet. menterne ere lidt mindre gjennemsigtige) med en Tydelighed og Bestemthed, der ikke lader Noget tilbage at ônske; dog i Bygning staaer det endnu paa det laveste og simpleste Trin, hvorunder delte Sandseorgan vides at vise sig.”) Det udgjöres nemlig af en i Regelen ægdannet Hudsæk, som er fyldt med en klar Vædske og tillige indeholder en meget haard, skinnende, temmelig kuglerund Hôresteen, samt modtager en fra Hjernen udgaaende Nervegreen. Beliggenheden af Redskabet er mod Leddets ydre Rand, tæt op til denne og kun meget lidt bag den nysomtalte Torn, og det indtager en betydelig Deel af Roddelens Længde, men kun den ydre Halvdeel af Breden*), medens derimod den indre, tykke og opsvulmede, opfyldes af Muskelmasse og en stor Nerve, som strækker sig gjennem hele Leddet og fortsættes i de fålgende. Andet Led er i Regelen det korteste af Skaftets Led, altid kortere end første Led og kun hos to blandt fjorten Arter af lige Længde med tredie Led, hos to andre endog længere end dette; i Tykkelse stemmer det omtrent med delte sidste. Kun een Svöbe, den ydre, er hos denne Slægt fuldt udviklet; dens Længdeforhold er ovenfor berért; iövrigt hestaaer den, efter det hos Reierne sædvanlige Forhold, af en tykkere, kort Roddeel (dog udviklet til forskjellig Tydelighed), hvis indre Side er bevæbnet med et Antal Bårstetværrækker (der give en Antydning af den iôvrigt meget svagt udtrykte eller aldeles forsvindende Ledinddeling, t. Ex. tab. I, fig. 1, c), og en tynd, mangeleddet Snert. Den indre Svdbe maa siges kun at være tilstede i Rudiment, Bisvåben. eftersom dens Længde ikke, eller kun ubetydeligt, overgaaer den ydres Roddeel; men den viser hos Kjonnene en mærkelig og usædvanlig Forskjellighed. Hos Hunnerne er den 1) Hos yngre Individer af S. Frisi har jeg fundet förste Led lidt kortere end tredie, hos gamle derimod første og tredie lige lange. Ogsaa S. serrulatus viser nogen individuel Afvexling. Derfra det Vexlende i Angivelsen ovenfor. Man sammenligne iövrigt Udmaalingstabellen. *) Om Höreredskaberne hos de tifåddede Kræbsdyr findes udförligere Bemærkninger nedenfor. 5) See tab. I, fig.1, c—x; tab. II, fig. 2, c og fig. 3, c; tab. II, fig. 4, c; fig. 5, c; fie. 6, c; fig. 7, a; fig. 8, d; tab. IV, fig. 9, e og c'; fig. 10, b; fig. 12, b; tab. V, fig. 14, b. ganske simpel, bestaaende af omtrent fem eller sex Led"), af hvilke det förste gjerne overgaaer de fålgende betydeligt i Tykkelse. Hos Hanmerne derimod skjelner man mellem en tykkere, treleddet Roddeel og en tynd, omtrent 7—8-leddet Snert. Og Ira Roddelens forste Led udgaaer i Enden paa den ydre Side en toleddet, krum, meget tynd og særdeles spids Hornkrog*), hvilken med sin Spidse synes at passe i en Fure eller Rende langs den ydre Side af Skaftets tredie, hjerteformigt udvidede Led*). Paa denne Maade frem- bringes et Slags Griberedskab, om hvilket man, indtil nærmere Erfaringer opnaaes, maaskee lor formode, at det kunde tjene under Parringen til at fastholde Hunnerne eller deslige. Men, hvad Mening man maalte have om delte Redskabs Anvendelse, bliver det allid et mærkeligt Fænomen, da man intet Lignende kjender hos nogen anden Decapod. +). Nederste De nederste Fölere ere anbragle under de överste, og udmærke sig kun ved den FE overordentlige Længde af den særdeles tynde, af utallige Smaaled sammensalte Svdbe (der dog hos Spiritus-Exemplarer alleroftest savnes tildels eller ganske). Hvor jeg har fundet denne ubeskadiget, har den overgaaet Dyrets Totallængde tre til fire Gange eller endnu mere. Det synes vanskeligt at forklare, hvorledes disse saa smaa og saa skröbelige Skabninger, der tilmed leve i det aabne Hav, ere istand lil at bevare et saadant Redskab; ligesom ogsaa dettes speciellere Anvendelse vel endnu er en Gaade. — Forholdet af disse Fåleres Skaft og af det bladdannede Vedhæng er i det Væsentlige det sædvanlige. Jeg vil kun bemærke, at Skaftets sidste Led viser nogen Afvexling i Længdeforhold og Form; hvorfor jeg har troct at kunne gjåre Brug af det ved Artsadskillelsen. — Det bladdannede Vedhæng har en temmelig betydelig Længdeudvikling (det udgjör gjerne en Sjettedeel til en Femtedeel af Totallengden), men er smalt eller nærmer sig det Liniedannede, dog i forskjellig Grad. Den sædvanlige Torn i Enden af den ydre Rand er tilstede, men er kun lille. Forholdet mellem Længden og Breden af dette Vedhæng er ikke uden Nytte ved Arternes Adskillelse. Munddele. Munddelene stemme baade i Tal og Form overeens med Reieafdelingens regel- messige Forhold, forsaavidt det Væsentlige angaaer. Men paa den anden Side vise de tildeels smaa Forskjelligheder hos Arterne indbyrdes. Imidlertid har jeg ikke anseet det 1) Hos enkelte Arter har jeg slet ingen Ledinddeling kunnet skjelne. *) Enden af denne Krog er (idetmindste hos nogle Arter) paa den concave Side forsynet med flere Rækker smaa Vorter; ogsaa synes denne Krog ligefra Roden af at gjennembores af en Kanal(?), som aabner sig (saaledes har det idetmindste forekommet mig hos nogle Arter) foran Vorternes Begyn- delse. Tab. I, fig. 1, c—y, z og z'. Kun een Art, S. serrulatus, har to Hornkroge, tab. IV, fig 12, b'. 3) Dette Led er stundom paa den udbuede Side forsynet med et Antal parallele Tværstriber, hvis Betyd- ning er mig ubekjendt. *) Angivelserne om Bisvöben hos Milne Edwards (deux petits appendices filiformes rudimentaires — Ann. d. se. XIX, 437 — og deux filaments rudimentaires — Hist. d. Crust. II, 427 —) maa berigtiges efter Ovenstaaende. Selv Hannerne have ikke to Bisvôber, men kun een i Enden klôftet. for hensigtsmæssigt at benytte dem ved Artsadskillelsen, efterdi deres Undersögelse er temmelig vanskelig, ikke blot paa Grund af Arternes ringe Størrelse, men ogsaa for- medelst Delenes Blödhed; fremdeles fordi de ikke kunne undersøges, uden at Individet ödelegges; endelig, fordi jeg ikke har fölt nogen Trang til at benytte dem, da ydre og lettere opfattelige Skjelnemærker vare tilstede hos de af mig hidlil undersøgte Arter. Imidlertid har jeg, saavidt muligt, stedse undersøgt dem. ' Kindbakken (Tab. I, fig. 1, f og f, Tab. III, fig.7,b; Tab. V, fig. 15, b) har altid en langstrakt, i begge Ender tilspidset, paa Midten bredere Form; den bestaaer af en forreste hornagtig Deel og en bageste mere hudagtig; den förste har jeg altid fundet tydeligt tandvæbnet (fire Tandspidser synes det sædvanlige Tal, sjeldnere tre eller to eller endog sex"), og dens Farve er gjerne af et mørkt Hornbruunt; hos enkelte Arter (eller maaskee kun enkelte Individer) fandt jeg den af en smuk Purpurfarve. Inderst eller bagest har den en Tyggeflade (medens den frie Rand forfra baglil er skjærende eller ligesom meiselagtig), af noget. forskjellig Form — rundaglig, ægdannet eller utydeligt firkantet — tildeels med Tandknuder paa Randen. Palpen er treleddet, langstrakt, temmelig tynd, ofte rigeligt börstevebnet. Sædvanligt overgaaer den Kindbakken noget i Længde, men een Art CS. corniculum) viser imidlertid det modsatte Forhold. Dens fårste Led eller Rodleddet er i Regelen meget kort og tillige utydeligt afsat, det andet, det længste, gjerne et Par Gange længere end tredie. Første Kjæbepar (Tab. I, fig. 1,g; Tab. V, fig. 15, c) bestaaer af de sædvanlige tre Grene eller Slykker, og har intet Alvigende eller Paafaldende i Formen. Ogsaa Störrelse- forholdet er det sædvanlige (Længden i Regelen omtrentlig med Kindbakkens halve Længde). Andet Kjæbepar (Tab. I, fig. 1, b; Tab. III, fig. 7, c) afviger heller ikke i noget _Vesentligt fra hvad der kan kaldes den almindelige Reieform. Kjæbedelen bestaaer imid- lerlid kun af tre Blade. Hvad dets Störrelseforhold angaaer, da er det gjerne dobbelt saa langt som fôrste Kjæbepar eller mere, og ligesaa langt som Kindbakken eller lidt længere. Kun et Par Arter gjöre herfra Undtagelse (see Tavlen over Udmaalingerne). Overlæben (Tab. I, fig. 1, e) er stor, stærkt opsvulmet og fremragende; dens bageste Rand er meget bred, lidt udbåiet, med jevn og flad Afrunding. 1) Milne Edwards angiver (Ann d. sc. natur. |. c. pag. 347): „les mandibules sont grosses, leur bord interne est large et pas sensiblement dente“, Er Forholdet saaledes hos S. atlanticus Edw., saa al- viger denne Art i saa Henseende meget fra alle de andre. Forövrigt antager jeg, efter den Afbildning, M. Edw. paa det anførte Sted meddeler af Kindbakken, at han kun har iagttaget dennes forreste eller hornagtige Halvdeel, medens den bageste, blådere Deel ved Dissectionen er bleven afreven. Herved, i Forening med Stillingen, lader den brede firkantede Form sig forklare. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind, 29 Kindbakken. Kjæberne. Læberne. 226 Underlæben (Tab. I, fig. 1, i) er dybt klöftet lil to afrundede Flige; dens forreste Ende har Hornfarve, sjeldnere ligesom Kindbakkerne en smuk Purpurfarve. Kjæbelüdderne, Første Par Kjebefödder CTab.I, fig.1,k; Tab.lIl, fig. 7, d; 0.5. v.) har den indre Deel eller Kjæbedelen stærkt udviklet, treleddet; Palpens inderste Green ligeledes stærkt ud- viklet, længere end den yderste, indtil fire- eller femleddet; den yderste Green savner den tyndere Endedeel. Svåben endelig er lille, noget konisk eller sukkertopdannet, I Störrelse stemmer delle Par Kjæbefådder gjerne med andet Kjæbepar, eller er vel endog lidt kor- tere (kun hos een Art — S. corniculum —- har jeg fundet det ubetydeligt længere). Andet Par Kjebefödder (Tab. I, fig. 1, 1; Tab. II, fig. 2, e, fig. 3, ec’; Tab. III, fig. 7, e) er noget foddannet, og udviklet til en ret betydelig Stôrrelse. Det er nemlig +3 omtrent tre Gange saa langt som forste Kjæbepar, og indeholdes gjerne mellem fire og fem Gange i Totallængden, ja er hos adskillige Arter endog slörre end en Fjerdedeel af Totallængden"), medens det kun hos en eneste Art — S. obesus — indeholdes omtrent sex Gange i denne. Det beslaaer kun af een langstrakt, smal, fladtrykket Green, uden noget Spor til Famler eller Svôbe, og sammensættes af sex Led, hvilke omtrent paa Midten ere bøjede sammen til en spids Vinkel (tre Led i hvert af Vinkelens Been). De tre sidste Led have gjerne den Side, de vende indad (egentlig den ydre Side, som kun paa Grund af den nysomlalte Vinkelbôining bliver til den ændre), saa tet væbnet med slive, torneagtige Borster, at de tilsammen danne en stærk Karde eller Strigle.?) Saavel denne Form som Vinkelböjningen viser, al andet Par Kjebefodder virkeligt endnu er en Munddeel og staaer i Ernæringens Tjeneste (ikke i Bevægelsens). Det er egentlig kun Længdeudviklingen, som udmærker det, og giver det nogen Fodlighed, og denne beroer især paa Stôrrelsen af fjerde og femte Led. — Naar Udmaalingerne af Leddenes Længde- forhold hos alle de nedenfor beskrevne Arler sammenstilles, udgaaer deraf fölgende Resul- later: 1) at de fire’ mellemste Led eller andet, tredie, fjerde og femte ere de længste Led og indbyrdes i Reglen lige lange, eller dog omtrent lige lange; 2) at imidlertid fjerde og femte Led hyppigt nok ere lidt kortere end andel og tredie Led, hvorimod det omvendle Forhold kun håjst sjeldent iagttages; 3) at forste Led er meget kortere end de fire mel- lemste, i Regelen to til tre Gange (kun hos een Art fire Gange, og hos een Art lidt mindre end to Gange); 4) at sjette Led aldrig er længere end fårste, hos sex Arter af lige Længde med dette, hos fire Arter kortere (hos een Art har det kun dettes halve Længde, hvilket er dets, Minimum). 1» Hos S.‘caudatus udgjör det endog omtrent en Trediedeel af Totallængden. 2) Denne Karde omtales ikke af Milne Edwards og udtrykkes heller ikke i hans Afbildning, hvorvel det er den, hvorved hos de fleste Arter dette Par Lemmer især charakteriseres som Munddele. Men der gives dog ogsaa Arter, hvad de fålgende Beskrivelser ville oplyse, hos hvilke dette Forhold er svagt udtrykt, ja mere eller mindre fuldstændigt forsvinder. 227 Tredie Par Kjebefödder (Tab.1, fig.4,m; Tab.IV, fig.10,d) kan vistnok ikke blot ifölge dels overordentlige Længde kaldes foddannet, men ogsaa ifölge dets Bygning; og det anvendes upaalvivleligt til Bevægelse ligesaafuldt som Brystfödderne (dog ikke til Svömning, men snarere til at krybe paa Tang? maaskee ogsaa lil at gribe et Bylle?). Det er altid mere end lo Gange saa langt som andet Par Kjæbefådder, — hos een Art, S. obesus, endog mere end tre Gange saa langt — overgaaer alle Brystfödderne i Længde, undtagen tredie Par, som gjör det Rangen stridig, samt overstiger regelmæssigt Halvdelen af Totallengden Ckun hos en encste Art har jeg fundet det ubetydeligt kortere end denne), ja naaer stun- dom endog 7% af denne. Uaglet megen Overeensstemmelse med Brystfådderne, kan det dog uden stor Vanskelighed adskilles fra disse, da det er af noget stærkere eller maaskee bedre af en bredere Bygning, hvad dets fire förste Led angaaer, hvilke ikke blot blive fladtrykkede, men næsten baanddannede, imedens de to sidste blive saa tynde, at de til- deels faa Lighed med en Snert. Leddenes regelmæssige Antal er, ligesom hos andet Par Kjæbefôdder, sex, men det er ingenlunde meget sjeldent, at et större Antal ved Deling synes at fremkomme, ligesom paa den anden Side Adskillelsen mellem Leddene indbyrdes kan blive usikker eller vanskelig al iagttage; og de vise i Henseende til Længdeforhold en saadan Omskiftning fra Art til Art, at slet intet Almindeligt kan siges om dem i den Henseende. Vilde jeg til Exempel angive som Regel, at förste Led er det korteste, nödtes jeg tillige til strax at indskrænke Reglen ved den Bemærkning, at idelmindste hos lo af ge undersögte Arter er förste Led ligesaa langt som andet. Og saaledes vexler den rela- live Störrelse af alle Leddene særdeles betydeligt; andet Led, til Exempel, indeholdes hos een Art (S. Frisii) mindre end sex Gange i Kjæbefodens Længde, hos en anden (S. obesus) over tredive Gange i denne. Derimod kan vel i Almindelighed anfåres, at Leddene grade- viis aftage i Brede, samt ere væbnede med Bårster, der paa de to eller tre sidste Led blive torneaglige, og, idet de hver udgaae fra en Knude eller Ophöining paa disse, give dem Udseende, som om de vare deelte i et Antal Smaaled. Om Brystfédderne kan siges i Almindelighed, at de ere af en meget spæd og svag Bygning, og at de alle kun bestaae af een Green, idet Palpe og Svöbe aldeles mangle. Men i andre Henscender frembyde de ikke ringe Forskjellighed indbyrdes, især hvad Længdeforholdet angaaer. Ogsaa ere andet og tredie Par forsynede med en rudi- mentair Sax, som ikke findes paa förste, fjerde og femte Par, og disse lo sidste ere i Bygning, og folgelig tillige i Bestemmelse, forskjellige fra de foregaaende. Ordenen, hvori Fodparrene folge paa hinanden, hvad Længden angaaer, er denne: tredie, andet, förste, fjerde, femte. Og denne Orden er næsten altid gyldig, hvormeget Længden ogsaa vexler indbyrdes hos Arterne. Første Par udgjör saaledes stundom (hos S. ancylops) Halvdelen af Totallængden, men indeholdes paa den anden Side hos ecn Art (S. obesus) mere end fire Gange i denne; hos de üvrige svæver den mellem disse Grændser, Andet Fodpar er altid \ 29% Brystfödderne. Bagkroppen. betydeligt længere end förste, og udgjör fra omtrent Halvdelen af Totallengden til henimod 3 af denne. I Reglen er det kortere end tredie Kjæbepar, men hos een Art har jeg dog fundet det af lige Længde med dette, og hos en anden endog ganske lidt længere. — Tredie Fodpar overgaaer altid den halve Totallængde, men naaer aldrig fuldt & af denne; hos fem Arter har jeg fundet det længere end tredie Par Kjæbefådder, hos fire Arter kortere. — Fjerde Fodpar er i det Höieste halvt.saa langt som tredie, men udgjår stun- dom endog kun en Fjerdedeel af dettes Længde. Dets Forhold til Totallængden er håiest som 1 til 34, men det synker ned til at indeholdes fulde sex Gange i denne. Paa Grund af den ringe Stårrelse bliver det vanskeligt nok at iagttage, og kan som Bevægelsesred- skab vistnok betragtes som rudimentairt eller dog nesten rudimentairt. Fuldkommen rudimentairt er femte Par, som indeholdes fra omtrent 7 Gange til 23 Gange i Tolal- længden. De tre förste Par Brystfödder kunne, efter deres tynde, trinde Form at slulte og ifölge deres Bevæbning, der bestaaer i talrige, meget lange, men tynde Torne paa de sidste Led, kun vere skikkede til krybende Bevægelser (ikke til Svômning). At beslemme deres Ledantal er af flere Grunde vanskeligt: deels fordi Rodleddenes Adskillelse bliver temmelig utydelig, deels fordi cet eller to af de sidste Led mere eller mindre bestemt synes at dele sig i en Mængde Smaaled. Imidlertid troer jeg dog med nogen Sikkerhed at kunne angive sex Led som Regel; fôrste Fodpar (Tab. I, fig. 1, n) har tre korte Rodled og dernæst tre lange Led, af hvilke det sidste tydeligt viser Smaaled. Hdg andet (Tab. I, fig. 1, 0) og tredie Fodpar ere de to förste Led korte, de tre folgende meget lange, det sjette — Tommelen eller det, som bidrager til Saxens Dannelse, — rudimenlairt, og det er næstsidste Led, som her synes at dele sig i Smaaled.!) De to sidste Fodpar (Tab. I, fig. 1, p og p‘) maae efter deres Bygning afgjort kaldes Soömme- fødder, idet deres fire sidste Led ere stærkt fladtrykkede og i Reglen langs Randen for- synede med en tælsluttet Række af lange Fjerbårster; de to sidste Led ere ikke synder- ligt smalere end de foregaaende, det sidste af langstrakt oval Form. Men hvad der skal opnaaes ved Svömmefödder, der, hvad Størrelsen betræffer, ere i en næsten rudimentair Tilstand, er endnu ikke oplyst. Maaskee blot Fornyelse af det Gjællerne omgivende Vand ? Bagkroppen har allid en stærkt sammentrykket Form, hvilken især er meget iöine- faldende med Hensyn til dens bageste Ringe, fornemmelig den sjelte. Længdeforholdet af 1) I disse Smaaled kunde man maaskee finde ligesom den fårste raa Antydning af et Forhold, som med langt stårre Sirlighed og Bestemthed fremtræder hos adskillige andre Reier (Hippolyte, Lysmata, Stenops 0.s.Y.); hvorved dog bliver at mærke, at Delingen i Smaaled hos Slægten Sergestes ligesom fremkaldes ved de paagjældende Leds stærkere Tornevæbning, idet hver Torn udfordrer en fra Leddet fremspringende Knude eller Rand til sin Underståttelse og Articulation: en Omstændighed, som aldeles ikke gjentager sig hos de andre nysnævnte Reieslægter. 229 Bagkroppen (denne regnet til Spidsen af det mellemste Halevedheng) udgjör oftest om- trent to Trediedele af Totallengden, men fluctuerer mellem næsten 2 og 2 af denne. Rygfladen er som oftest glat eller uden Torne, men hvor saadanne forekomme, enten som Medianforlengelser af Ringenes bageste Rand (hos S. Rinkii, Tab. II, fig. 3, a), eller som Udviklinger fra Midten af selve Rygfladen (hos S.armatus, Tab. III, fig. 6, a), eller, hvad langt sjeldfiere er Tilfældet, udgaae fra Ringenes Sider (kun hos S. brachyorrhos, Tab. V, fig. 13, a), afgive de Artsskjelnemerker, der höre til de lettestopfaltelige og vistnok ogsaa kunne henregnes lil de sikkreste, om end nogen individuel Afvexling kan vise sig i dette Forhold. Bagkroppens sjette, som ovenfor bemærket, meget slærkt sammentrykkede og derfor gjerne meget brede Ring er tillige den længste; og jeg holder det for ikke uhen- sigtsmæssigt at benylle Forholdet af dens Længde til Totallengden, til nogle af de fore- gaaende Ringe og til det mellemste Halevedheng ved Artsadskillelsen, ligesom ogsaa det indbyrdes Forhold mellem dens Længde og Brede kan afgive nogen Vejledning. Om Bug- eller Svümmefüdderne kan i Almindelighed bemærkes, at de vise en betydelig Udvikling, medens deres Beskaffenhed omtrent er den regelmæssige, kun med Undtagelse af, at første Par blot er forsynet med en enkelt Svömmeaare. De fire fårste Par ere oftest næsten af lige Lengde, dog saaledes, at mange smaa Modificalioner eller Afvexlinger i deres indbyrdes Længdeforhold finde Sted; det femte Par er derimod allid kjendeligt kortere end de foregaaende. Længdeforholdet af de mest udviklede Bugfödder til Totallængden er hos de fleste Arter som 1 til 4 eller som 1 til 5, men der gives ogsaa Arter, hvor Forholdet er som 1 til 3, og hos S. Rinkii, den Art, hos hvilken disse Redskaber ere stærkest uddannede, endog som 1 til 23. Men paa den anden Side er der een Art, hvor Forholdet synes at kunne sættes som 1 til 7, og hvor disse Dele altsaa ere nedsunkne til et Minimum.!) Det femte Par Bugfödder indeholdes hyppigst fem til sex Gange i Totallengden; dog hos S. Rinkii neppe 31 Gange, hos S. caudatus derimod 10 Gange (hos S. armatus 8 Gange). Halevedhængene (eller syvende Bugring og sjette Par Buglemmer i Forening) have vel i det Væsentlige den hos Reierne almindelige Beskaffenhed, men frembyde imidlertid enkelte mindre Eiendommeligheder, og ere desuden af Interesse ved de værdifulde Bidrag, de kunne yde til Arternes Adskillelse. Det mellemste Halevedhæng er allid kortere end de yderste, dog i temmelig forskjellig Grad: i Almindelighed kan Forholdet sættes som 2 1) Dette gjælder S. caudatus. Dog hos mit eneste Exemplar savnedes fårste og andet Par Bugfådder, og Resultatet er opnaaet ved tredie og fjerde Par, under Forudsætning af, at disses Længde ikke staaer betydeligt tilbage for de to förstes; men Resultatet bliver imidlertid dog derved noget mindre sikkert. Forresten kan mærkes, at da S. caudatus upaatvivleligt, naar den bliver bedre bekjendt, maa opstilles som Typus for en ny Slægt, vil saaledes denne tilsyneladende Afvigelse indenfor Grændserne af Slægten Sergestes forsvinde. Bugfödderne. Hale- vedhængenc. Gjællerne. 230 lil 3 eller som 3 til 4; men der gives ogsaa Arter, hvor Forskjellen i Længdeforholdet er meget ubetydelig (hos S. cornutus til Ex. omtrent som 11 til 12), medens den hos andre voxer til næsten det Dobbe:te (hos S. serrulatus er den som 13 til 25); ja cen Art frembyder endog det aldeles uregelmæssige Forhold, at det mellemste Halevedhængs Længde indeholdes tre Gange i de yderstes (S. brachyorrhos). Tarmen trænger mere end almin- deligt langt ind i det mellemste Halevedhæng, og frembringer, hvor Gadboret paa Under- fladen aabner sig (gjerne omtrent i Enden af den förste Trediedeel af Vedhængets Længde), en stærk Svulst, samt tilsvarende, mere eller mindre fremtrædende, Udvidelser af Sideran- dene.!) Bag disse Udvidelser ere Randene i Regelen tet besalle med lange Fjerbörster. Den bageste tilspidsede Ende af Vedhænget er sædvanligt væbnet med meget smaa Hjörne- torne, egenllig kun fremtrædende Vinkler (Tab. I, fig. 1, u‘), der kun ganske undtagelsesviis antage en belydeligere Udvikling. De yderste Halevedhængs Roddeel er altid meget kort; den indre Aare kortere end den ydre, mere eller mindre langstrakt, smal, tilspidset, langs begge Rande altid tæt væbnet med lange Fjerbörster (Tab. I, fig. 1, v—x). Hvad den slörre og bredere ydre Aare angaaer, da bliver ved denne især at mærke, om en Torn er lilstæde paa den ydre Rand, eller om denne savnes; hvilket sidste dog kun er Tilfældet hos tre af de undersøgte Arter(S. Edwardsii, Tab. IV, fig. 9, k—æ, S. oculatus, Tab. III, fig. 5, f; S. bracchyorrhos, Tab. V, fig. 13, b); dernæst om denne Torn er anbragt nærmest Vedhængets Rod (S. corniculum Tab. III, fig.4, a, S. armatus Tab. Ill, fi eller nermest dets Ende, hvilket er Tilfældet hos alle de övrige Arter, og allsaa bliver at belragte som det regelmæssige Forhold. I Forbindelse med Tornen Tilstedevarelse og Stilling staaer Pladens Form og tillige dens Bevæbning med Fjerbörster, idet disse hos de Arter, som besidde en Torn, aldrig fremtræde för bag denne. Da alle disse Forhold gjennem Slægten afvexle hyppigt, indenfor samme Arts Udstrækning derimod synes aldeles conslante, finder jeg dem meget brugbare ved Arternes Adskillelse. Gjællernes Forhold hos nærværende Slægt tiltrækker sig i flere Henscender Op- mærksomhed. Ovenfor er allerede fremhævet, at Rygskjoldet er for lidet udviklet mod Siderne eller for smalt til at bedække Gjællerne, hvorfor disse fremtræde frit ovenfor Föddernes Rod, og en Gjællehule kan altsaa ikke siges at vere lilstede.”) Een Gjælle- 6, € og S. pedatus) 3) Hos S. Frisii til Ex. ere disse Udvidelser meget tydelige (Tab. I, fig. 1, u—x), medens de derimod hos S. Rinki (Tab. 11, fig. 3, g) blive lidet mærkelige. ©) Milne-Edwards begrændser Stomapoderne som Kræbsdyr „depourvus de branchies thoraciques logées dans des cavites interieures (Hist. d. Crust. IT, 441) Ikke at tale om, at det allerede seer misligt ud med en Orden, som kun sammenholdes ved en negativ Charakteer, kommer endnu hertil, at Gjælle- hulerne hos ikke faa tifodede Kræbsdyr blive mere eller mindre ufuldkomne, hvorved Tilnærmelse til det hos Slægten Thysanopoda stedfindende Forhold bevirkes. Saaledes ere hos Slægterne Alpheus, Hippolyte, Stenopsus 0. s. v. Gjællerne for en Deel ubedækkede, og beskylles altsaa umiddelbart af det omgivende Hav, masse findes heftet over hvert Par Brystfödder, samt over de to sidste Par Kjæbefüdder, og Antallet bliver saaledes syv Par. Hvad Stôrrelsen angaaer, da er fårste Par det mindste, dernæst andet og syvende, som indbyrdes omtrent have lige Størrelse; derpaa tredie og sjelte, ligeledes indbyrdes omtrent stemmende; endelig fjerde og femte. Formen er mere eller mindre langstrakt oval, og Bygningen synes, indtil den underkastes en nüi- agligere Undersögelse, at være ganske sædvanlig; det vil sige: hver Gjælle (Tab. Il, fig. 7 f—x‘, y, z) synes al bestaac af et Antal Blade (indlil en Snees Stykker), der ere for- deelte i to Længderækker langs begge Sider af en Aarestamme. Men, anvender man en stærkere Forstôrrelse i Forbindelse med Presning, opdager man det ganske usædvanlige Forhold, at hvert af de ovenomlalte Blade er sammensat af et temmelig betydeligt Antal Smaablade — jeg har talt indtil tredive — og at altsaa hver Gjælle er ligesom et System af Smaagjæller eller Gjællebuske.") Bladene have gjerne en meget smal, langstrakt og mod Enden tilspidset Form; hvorimod de dem sammensættende Smaablade ere kort og bredt ægdannede, tildeels endog næsten kredsrunde”). Det er mig ikke bekjendt, at en lignende Gjælleform er iagttaget hos noget andet Kræbsdyr. Dog derfor antager jeg just ikke, at den tôr betragtes som ganske isoleret. "Snarere er jeg lilbdielig til den Mening, al den danner een blandt flere?) Overgangsformer til den hos Slægten Thysanopoda frem- trædende Gjællebygniug ‘), saa aldeles forskjellig denne ogsaa ved fürste Öiekast synes at 1) Denne ejendommelige Bygning maa antages aldeles at have undgaaet Milne-Edwards's Opmærksomhed. I Artiklen i Ann. d. sc. nat. (l.s. c.) hedder det i al Almindelighed om Gjællernes Bygning, at den er „ligesom hos Kraberne og Kræbsene“. 1 Histoire nat. d. Crustacés findes den noget bestemtere Op- givelse, at Gjællerne hos denne Slægt kun danne en enkelt Række, og at man tæller 7 langs hver Side af Brystet. Og det er Alt, hvad om disse Redskaber meddeles. É 2) Smaabladene ere naturligvis meget tynde og som Fölge deraf gjennemsigtige. De aftage i Størrelse mod Spidsen af Bladet, ligge meget tæt paa hverandre, og udgjåre kun, saavidt jeg har formaaet at iagltage, en enkelt Række. Dog hertil maa føjes, at Gjællerne have et ganske forskjelligt Udseende, eftersom man betragter dem fra deres ydre Side (Tab. If, fig. 7, [—z), eller fra deres indre Side efter at have skilt dem fra Kroppen (Tab. Ill, fig. 7, f—x, y), eller de ligge i deres naturlige Leie, tæt sluttede til hverandre (Tab. I, fig.1, p“), eller adskilles og trækkes ud fra hverandre (Tab. I, fig. I, 0”). Medens det, som ovenfor anfört, under visse Omstændigheder har Udscende, som om Gjællebuskene ligge i to Længderækker paa Siden af Aarestammen, vise de sig derimod under andre sammensmeltede til skraatlöbende Tyærrækker. Af saadanne har jeg hos förste Gjællepar iagttaget fem eller sex, hos andet ni, hos tredie femten, hos det fjerde, hvor Anordningen af den nederste Deel begynder at blive _mindre regelmæssig, sexten, hos det femte atten, hos det sjette tolv og hos det syvende elleve (disse Talangivelser gjælde S. Frisii, og tor ikke ansees for absolut nôiagtige, men dog meget nær det sande Forhold). Gjællernes Hovedvene har en meget betydelig Störrelse (ogsaa Sidestammerne ere ansee- lige) og viser et Antal temmelig store lyse Pletter (Aabninger?). Blodlegemerne ere talrige, af næsten kugledannet Form. 5) Jeg mener saaledes, at Gjællerne hos Slægten Stenops tilbyde en anden, og i flere Henseender langt tydeligere, Overgang til den Form, som hos Thysanopoda iagttages. Dog derom mere andensteds. +) Merkes maa imidlertid, at det kun er de to sidste Gjællepar hos Thysanopoda, som vise en sammensat og stærkt udviklet Form, medens de foregaaende ere af meget simpel Bygning. Forplantning. Anatomiske Bemærkninger. vere. Det Væsentlige ved denne mener jeg navnlig maa sættes deri, at Gjællen deler sig i flere Buske, hver bestaaende af et stort Antal Smaablade, og dette er ogsaa det Væsent- lige ved Gjællerne hos Sergestes-Slægten. At hos Thysanopoda Smaabladene blive tynde, traadaglige, meer eller mindre forlængede, og at Bygningens Regelmæssighed og Symmetri i forskjellig Grad aftager, troer jeg derimod, saavel ved Sammenligning med andre Slæg- ter som med Arterne af Slægten Thysanopoda indbyrdes, at kunne belragte som mindre væsentlige Omstændigheder. + Men imidlertid maa ikke forglemmes, at Slægten Sergestes kun viser Forholdet ligesom i dets fürste Antydning og med Harmoni og Orden i alle Dele, medens det derimod hos Thysanopoda har udviklet sig næsten til et Slags Mon- strôsitet. Forplantningen hos Sergestes-Slegten er endnu indhyllet i Dunkelhed. Imellem de talrige Individer, jeg har havt Leilighed til at undersöge, var ikke en eneste Hun, som bar Æg under Bugen, heftede til dennes Svömmefödder; heller ikke har jeg været istand til med Sikkerhed at opdage Spor til Æg under Rygskjoldet, hvor de ellers hos adskillige Reier forekomme saa sædvanligt. Men derimod fremtræder Forskjelligheden mellem Kjönnene meget beslemt i visse ydre Bygningsforhold. Ovenfor er allerede den Forskjel tilstrækkelig omtalt, som Hanner og Hunner vise i Beskaffenheden af de överste Föleres Bisvöbe og hvorved de saa let adskilles. Hertil kommer endnu. et for Hannerne eiendommeligt, mellem det fårste Par Bugfådder udspændt Redskab af betydelig Stårrelse, af en meget sammensat Bygning og af höist særegne og besynderlige Former, hvilke fra Art lil Art undergaae mange Modificalioner (Tab. I, fig. 1, q‘; Tab. II, fig, 2, i; Tab. IV, fig. 9, h; Tab. V, fig. 16), og saaledes kan dette Redskab ikke blot tjene til at kjende Hunnerne fra Hannerne, men er-tillige istand til at yde en væsentlig 0g. sikker Hjælp ved Artsadskillelsen. Om dets Bygning kan i Almindelighed siges, at det Métier af to sym- metriske, i Middellinien forenede Halvdele, hver sammensat af et Antal Smaaplader af af- vexlende Form, lildeels udtrukne i Flige eller Spidser og forsynede med overordentlig smaa, krôlle- eller krogdannede Hornappendices. lövrigt vil det være langt leltere at fremstille delle saa kunslige, og med Hensyn til dels Anvendelse gaadefulde, Redskab ved Afbildning, end ved en udförlig Beskrivelse at give en Foreslilling om det. Milne-Edwards har allerede med nogle faa Ord henvendt Opmærksomheden paa dette Apparat; men der- imod berörer han ikke, og er altsaa rimeligvis ikke bleven vaer, at ogsaa det andet Par Bugfödder hos Hannen har et ejendommeligt, visinôk meget lille og i Bygning simpelt, Vedhæng: det bestaaer af en noget oval, med stærke sauglandede Börster væbnet Plade, som er fæstet til Fodparrets indre Aare i Enden af dennes förste Led (Tab. I, fig. 1, r-z). Endnu skal jeg tilfoie et Par Bemærkninger om enkelte Forhold i den indre Byg- ning. Svælget og Mavens forreste eller Kardialdeel udmærker sig ved en meget levende Purpurfarve. Jeg mener, at denne hidrårer fra et meget stort Antal smaa Sækkirtler, der have deres Sæde i Mavens Vægge. Om disse træde i Stedet for Spyttekirtler, maa jeg lade uafgjort. Indvendigt lægger Maven sig i et Antal brede Længdefolder, hvis frem- ragende Rande tildeels ere særdeles tel besalle med Børster af forskjellig Störrelse (Tab. V, fig. 17, a). Og dens Portnerdeel (Tab. V, fig. 17, b), som er hvid af Farve, besidder desuden en Bevæbning af Horntænder, stillede i flere Længderækker; i nogle af disse Rækker ere Tænderne af en forholdsvis særdeles betydelig Störrelse og Styrke, i andre derimod overordentligt fine. Tæt bag Portneren findes heftet til Tarmens ydre Væg et fladtrykket, ovalt, kirtelagtigt Legeme,” som bedækkes af et stærkt Muskellag (Tab. V, fig. 17, g). Ved Tarmekanalen har jeg forresten ikke iagllaget andet Eien- dommeligt, end at den trænger usædvanlig langt ind i den syvende Bugring, hvad allerede ovenfor er anfårt. Leveren er vel udviklet, meget olierig, ikke deelt i Lapper (i alt Fald meget utydeligt). Bag Maven har jeg iagltaget tre hvidgule, kugledan- nede Legemer af omtrent ‚5 Linies Gjennemsnit, hvilke indhylles og omgives af Lever- massen; to af disse ligge noget længer fremme i samme Tværlinie, den tredie mere til- bage i Middellinien, og de danne saaledes ligesom en Triangel. Da en lang Traad udgaaer fra hver af dem i Retningen fremefter, og da selve Kuglerne ved Presning under Mikroscopet vise sig ligesom sammensalte af et Antal, tæt paa hverandre pakkede, sæk- dannede Legemer, skulde jeg vere lilbdielig til at ansee dem for sammenhobede Kirtler og Traadene for deres Udföringsgange; men jeg har ikke været istand til at iagttage, hvor disse ende. — Idet jeg beskjæfliger mig med Erneringsorganerne, vil jeg bemærke, at Sergesterne ikke synes at leve af Aadsel, men derimod at være Rovdyr og i Forhold til deres Störrelse endog temmelig glubske: jeg har et Par Gange truffet Individer (og det af to Arter), hos hvilke en halv nedslugt Leucifer ragede frem af Gabet (saaledes som Tab. IV, fig. 9, a fremstiller). | Hvad Nervesystemet angaaer, da veed jeg ikke Andet, som kunde synes usædvan- ligt, end den betydelige Afstand mellem förste og andet Ganglion indbyrdes, samt iser mellem næstsidste og sidste (Tab. III, fig. 7, g), hvilket dog er en nödvendig Fölge af den almindelige Legemsform. Förste Ganglion eller Hjernen, som forsyner Oinene, Fölerne og Höreredskaberne med anseelige Nerver, har selv en meget betydelig Störrelse. Om snyltende Skabninger paa Sergesterne har jeg kun fölgende gaadefulde Faktum at anföre. Jeg har hos et Par Individer af to Arter (S. Edwardsii og S. corniculum), hvilke havde tabt de nederste Föleres Svöber — et meget almindeligt Forhold — fundet disse erstaltede ved et langt, cylindrisk, i en tæt Skrue- eller Sneglelinie sammenrullet Legeme, som i Farve ganske stemmede med Dyret (Tab. IV, fig. 9, d). Med Hensyn til Organisationen af delle Legeme, da har jeg ikke været istand til at iagllage Andet, end at et seigt, hvidt og gjennemsigligt, strukturlöst Hylster opfyldtes af en meget fiintkornet eller grynet, eensartet Masse (ikke Æg). Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem, Afd. 4 Bind. 30 Parasiter. Geographisk Udbredelse. 234 Jeg skal slulte disse almindelige Bemærkninger over Sergesterne med en Oversigt af deres geographiske Udbredelse, ved hvilken jeg fra Nord gaaer mod Syd, Slægtens relte Hjem. Den fra Grönland nedsendte, men, som det synes, særdeles sjeldne S. arcticus, Kæmpen blandt Sergesterne, er fanget paa nogle og tredsindstyve Graders nordlig Brede; den lille, ved flere eiendommelige Formforhold udmærkede S. Rinkiw træffes, og neppe saa ganske sjeldent, i Nordhavet syd for Grønlands Sydspidse, dog saa nær denne, at Arten med Ret synes mig at kunne henföres under Grönlands Fauna. Fra det nordligste Kattegat har jeg seet enkelte Exemplarer af tre Arler (af hvilke dog den ene besidder tilstrækkelige Forskjelligheder til at betragtes som Typus for en ny Slægt). Den Art, som har givet Milne-Edwards Anledning til at opstille Slægten — S. atlanticus — er fanget ud for Azorerne, altsaa omtrent paa 40° n.Br., og S. bracchyorrhos paa omtrent 30° n. Br. Saaledes udbrede syv Arter sig gjennem Atlanterhavet og dels Bugter nord for Vendekred- sene, medens Slægtens ôvrige mig hidtil bekjendte Arter, ni i Tallet, tilhôre Atlanterhavet indenfor Vendekredsene indtil 8° s.Br. Af en af disse Arter, S. Frisii, har jeg undersøgt Exemplarer fra 20 indtil 13° n.Br., men ikke sydligere; hvorimod de övrige olte, efter de den frisiske Indsamling ledsagende Angivelser, skulle være tagne saa at sige paa samme Plet, 44 n. Br. og 21° v.Lgd.”) Hvorvel Sergestes-Slægten, efter de forhaanden- værende Facta, allerede viser sig at besidde en betydelig Udbredelse, synes dog del tropiske Hav nær Linien at maalte betragtes som dens rette Hjem, og at frembyde ligesom det Middelpunkt, hvorfra den straaler ud i alle Retninger.”) At den vil kunne forfölges betydeligt længer mod Syd, end den hidtil er fundet, forekommer mig idetmindste håist rimeligt, Om denne Form ganske skulde savnes i det stille og indiske Hav, maae tilkom- mende Undersågelser oplyse; thi den Omstændighed, at Dana blandt sine rige Samlinger i disse Egne ikke berörer den, tår naturligvis lige saa lidet ansees som afgjörende, som at jeg forgjæves har sågt den blandt de mindre Kræbsdyr, det kongl, naturh. Museum besidder fra de berørte Have. 1) Derved udelukkes dog ikke, at idetmindste enkelte Exemplarer af de fleste af disse Arter ogsaa ere trufne (Universitets-Museets Indsamlinger) saavel nord som syd for den angivne Brede. Af en enkelt Art, S.ancylops, er endog el eneste Exemplar fanget langt udenfor den nordlige Vendekredses Grænd- ser, nemlig paa 34° n. Br.; men dette bliver vistnok at betragte som en paafaldende Anomalie. 2) At saadanne Centralpunkter gives for adskillige Kræbsdyrformer, lærer Erfaringen. Medens til Ex. Slægten Porcellana forekommer gjennem mange Have spredt i enkelte Arter (een Art i Kattegat, to Arter i Middelhavet, een Art i Vestindien, en anden i den mexicanske Bugt, een Art i den persiske Bugt, een Art paa den chinesiske Kyst o.s. v.), har jeg ved Valparaiso kunnet samle elleve ellef tolv vel adskilte Arter af denne Form paa ringere Udstrækning end en halv Miil; hvorfor jeg mener med Grund at turde betragte den chilesiske Kyst som Centralpunktet for Porcellanerne. Og paa lignende Maade vilde man i de nordiske Have kunne eftervise Middelpunkter for adskillige Former, saasom Anonyr, Hippolyte, maaskee ogsaa for Gammarus og Amphithoe o. s. v. Artsbeskrivelser. 1. Sergestes Frisié Kr. (Tab. I, fig. 1, a—v.) Denne Sergestes-Art, som er fanget i det aabne Atlanterhav!), hvor den paa sine Steder synes at forekomme temmelig hyppigt, var den förste af Slægtens Arler, jeg under- kastede en nærmere Undersôgelse. Medens jeg i Begyndelsen troede, at jeg havde Slægtens lypiske, af Milne-Edwards beskrevne Form, Sergestes atlanticus, for mig, fandt jeg mig dog snart, ved en nåiaglig Sammenligning med den nævnte Forfalters Beskrivelser saavel i Hist. d. Crustacés som i Ann. d. Sciences (1®® Serie, Tom, 19), foranlediget til at opgive denne Mening. De slérste Exemplarer af nærværende Art naae, eller overskride endog lidet, en Tommes Længde. Farven er den for det aabne Havs smaa Kræbsdyr saa almindelige blege, hvid- agtige, snarl med rosenrödt, snart med guulagtigt Skjær. Rygskjoldet (fig. 1, a), hvis Længde indeholdes næsten fire Gange i Totallængden, er vel forsynet med et Slags Pandehorn, dog særdeles lille og kun ganske ubetydeligt fremragende foran Skjoldets forreste Rand. Egentlig er det kun en spids Vinkel, som ikke naaer ud over Öinenes Rod, men som gjerne hæver sig lidt i Vejret og kan for- fölges som en lille Kjöl en Strækning tilbage paa Rygskjoldet. Dette er ogsaa væbnet med en lille Sidetorn noget ovenfor og bagved de forreste Sidevinkler. Öinene (fig. 1, b’), som i Længde staae betydeligt tilbage for det fårste Led af de _ överste Föleres Skaft, og omtrent indeholdes fem Gange i Rygskjoldets Længde, ere hos det fuldvoxne Dyr tydeligt stilkede og tillige stærkt pæredannede,. eller meget udvidede og brede mod Enden. Öiekuglen er kun ganske lidt kortere end Slilken (om den virke- ligt kan kaldes kortere, hvad der synes mig tvivlsomt); dens Brede lidt större end dens Længde (Forholdet omtrent som 8 til 7), og lidt större end Öiels halve Længde. Hos unge Individer (af omtrent 7 Liniers Længde) har jeg fundet Öinene simpelt pæredannede (fig. 1, b) uden Adskillelse mellem Stilk og Öiekugle; Breden omtrent halvt saa stor som 1) De beskrevne Exemplarer vare tagne paa 13° n.Br. og 2719 v. Lgd. Senere har jeg undersögt Indi- vider fra 20° n. Br. og 36° v. L. Om den forekommer meget nordligere eller sydligere, maa ved fremtidige Undersøgelser afgjôres. 30% 236 Længden; den farvede Deel udgjürende omtrent en Trediedeel eller lidt mere af Öiels Længde. Formen frembyder kun ringe Forskjel, enten Öiet sees ovenfra eller fra Siden, og Længdeforholdet til Rygskjoldet, Fölerne o.s. v. er omtrent som hos det voxne Dyr. De överste Fülere ere lidt kortere end Dyrets Totallengde, Svøben omtrent tre Gange saa lang som Skaftet. Dette (fig. 1,c) er lidt kortere end Rygskjoldet, eller deres indbyrdes Længdeforhold omtrent som 6 til 7. Langdeforholdet af Skaftets tre Led kan omtrent udtrykkes ved Tallene 11 + 8 + 11, eller mellemste Led er det korteste, første og tredie af lige Længde (eller det sidste hos fuldt udvoxne Individer ubetydeligt kortere end förste). Förste Led meget bredere end de fölgende, noget pladedannet, især mod Roden, hvor Hôresækken kan skimtes gjennem Bedækningerne, paa den ydre Rand noget foran Midten af Længden væbnet med en Torn og dernæst med en Mængde Börster. Andet Led liniedannet, indknebet ved Roden. Tredie Led kun ubetydeligt tyndere end andet, ligeledes liniedannet og indknebet ved Roden, og denne tillige stundom ligesom udgjörende el eget lille skaaldannet Led (fig. 1, c, 2'). Hovedsvöben af meget betydelig Længde, men tillige særdeles tynd, med Undtagelse af den noget opsvulmede, meget korte, paa den indre Side med Börster i Tverrækker tæt besatte Roddeel. Denne bestaaer egenllig af ligesaa mange Led, som den viser Borsterekker, men Leddene ere saaledes sammenvoxede, at de med Vanskelighed skjelnes. Bisvöben er hos Hunnen (fig. 1, c’) omtrent af lige Længde med den nysnævnte Roddeel, bestaaende af 6 til 7 Led. Hos Hannen (fig. 1, c, y—z) fremtræder den under Form af det for Slægten eiendommelige, ivespaltede Griberedskab, der hos nærværende Art synes at udmærke sig ved en temmelig slærk og plump Bygning, ved tredie Leds brede og hjertedannede Form, og maaskee ved de smaa Saugtagger eller Torne, som Hornkrogen viser i Enden paa den concave Side (z‘). De nederste Föleres Skaft (fig. 1, d) er temmelig kort, betydeligt kortere end det bladdannede Vedhæng (dog overgaacr det delles halve Længde); det naaer kun meget lidt ud over Enden af de överste Föleres Skafts förste Led; dets omvendt kölledannede eller næsten ægdannede tredie Led udgjör lidt mere end Halvdelen af dets Længde, og inde- holdes omtrent tre Gange i det bladdannede Vedhengs Længde. Dette udgjér mere end en Sjettedeel af Dyrets Totallængde, naaer med omtrent sin halve Længde ud over Enden af Skaftet, samt strækker sig næsten frem til Enden af de överste Föleres Skaft. Det har en temmelig smal Form (dets Længde næsten fem Gange saa stor som dets største Brede), og aftager gradevis i Brede mod Enden, som er stumpt afrundet, paa den ydre Side 1) Hos yngre Exemplarer har jeg fundet Skaftet forholdsvis lidt lengere (kun lidet kortere end Rygskjol- det), og tredie Led tydeligt længere end første (Leddenes Forhold omtrent 13 + 10+ 15); Formen tillige i det Hele taget tyndere. N: væbnet med en lille Torn. Svöben har en særdeles betydelig Længde, idet den flere Gange overgaaer Dyrets Totallengde. Overlæben (fig. 1, e) er stor, stærkt hvælvet og fremragende, af noget triangulair Form, med en fra Midten af den bageste Rand i Retningen opad eller indad ud- gaaende Spids. Kindbakken (fig. 1, f og f‘) viser, seet fra Siden, en langstrakt og smal, i begge Ender tilspidset Halvmaaneform. Paa den brede, smukt cinnoberfarvede Enderand (f‘), seet lige forfra, iagttages fire smaa Tænder, to forrest og to bagest. Indenfor de sidste er den lille ovale Tyggeknude, hvis Rand bagtil ogsaa udsender et Par Smaatænder. Fam- leren er tynd, lidt længere end Kindbakken (Forholdet omtrent som 10 til 9), dens sidste Led ikke fuldt halvt saa langt som næstsidste (Forholdet som 3 til 7), begge stærkt borstevæbnede. Første Par Kjæbers (fig. 1, g) Kjæbedeel (x) og Palpe (y) ere væbnede med en Mængde stærke Torne af middelmaadig Længde; den lille Svöbe (z) derimod kun med et Par Börster. Andet Par Kjæber (fig. 1, h) er lidt længere end Kindbakken, af omtrent lige Længde med dennes Famler, og næsten tre Gange saa langt som förste Kjæbepar. Det meest Betegnende i Formen hos denne Deel, sammenlignet med den Afbildning, Milne- Edwards giver af samme Redskab hos S. atlanticus, synes især at bestaae deri, at den forreste Kjæbeplade (x) er bredere i Enden, noget öxedannet, at den mellemste Plade (y) er stærkere udviklet, længere, og at Svôbens (6) nederste Deel er mindre afrundet. Underleben (fig. 1, i) viser, især mod Midten, den samme smukke og levende råde Farve som Kindbakkens forreste Rand. Iôvrigt har jeg i Formen af de bredt afrundede Flige, hvori den klåftes, neppe kunnet finde noget for Arlen ret Betegnende. Første Par Kjebefödders (fig. 1, k) treleddede indre Green eller Kjæbedeel (v, x, y) ‘har det forreste Led (v) omtrent dobbelt saa langt som de to foregaaende tilsammen, af noget bred Form, tydeligt bredere mod Enden end ved Roden, lige, bredt afrundet, langs den indre Rand tæt væbnet med Torne; (thi ikke til Børster, men til Torne bôr vistnok denne Bevæbning, ifålge sin Stivhed, Krumning og brune Hornfarve, henfåres, hvorvel Tornene, ved at være forsynede med meget korte Sidebårster, nærme sig lil det Fjer- dannede). I Palpedelens indre, meget langstrakle og smale Green (z) har jeg kun kunnet skjelne tre Led, af hvilke det forste ved Roden er betydeligt bredere end de andre. Den ydre, pladedannede Green (æ) adskilles bagest paa den ydre Side ved en temmelig stærk Indbugtning fra den egentlige Kjæbes Roddeel. Spöben (s) er foroven smalere, afrundet lilspidset, forneden bredere, afskaaren i noget skraa Retning. Andet Par Kjebefödder (fig. 1, 1) stemmer i Længde omtrent med { af Total- længden. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold er omtrent 4+7+7+6+6+21. Andet Led paafaldende tyndt, liniedannet; tredie Led derimod opsvulmet, af nogel uregelmæssig 238 Form. Den af de tre sidste Led dannede Strigle cr her meget tæt og stiv. Sidste Led - udmærker sig hos nærværende Art ved sin skjævtfirkantede, noget skarpvinklede Form. Tredie Par Kjæbefüdder (fig. 1, m) har vistnok en meget betydelig Störrelse, idet dets Længde omtrent eller næsten stemmer med den halve Totallengde, men staaer dog i denne Henseende tilbage for alle Slægtens andre Arter. Leddenes indbyrdes Længdefor- hold kan ansættes saaledes: 3 + 11 + 14 + 13 +10 +13. Tredie, fjerde og sjetle Led ere saaledes de længste, og indbyrdes omtrent lige lange. Første Par Brysifödder (fig. 1, n) udgjör omtrent en Trediedeel af Dyrets Total- længde. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold er omtrent 1+3+4+4-16+9+14 De fire sidste Led ere langs begge Sider væbnede med Börster af betydelig Længde, men som, deres Længde uagtet, have en saadan Stivhed, at man kunde fristes til at kalde dem Torne. De udgaae ogsaa hver, især paa de to sidste Led, fra en Knude eller Svulst, hvorved disse Led faae Udseende som om de vare deelle i et stort Antal Smaaled. Andet Par Brystfödder (fig. 1, 0) naae ikke fuldt den halve Totallengde. Led- denes Længdeforhold: 2 + 3 + 21 + 14 + 20 + 1. Den rudimentaire Saxes (1, 0‘) Klöer ere plumpe, lige, i Enden stumpt afrundede og forsynede med de regelmæssige Börste- knipper. Forresten er Bygning og Bevæbning omtrent som hos fårste Fodpar. Tredie Par Brystfödder er ikke blot det længste af alle Brystfodderne, men overgaaer ogsaa tydeligt de sidste Kjæbefådder i Længde, og er tillige lidt længere end den halve Totallengde. Leddenes indbyrdes Længdeforhold kan ansælles 4—+ 4 + 25 +15 +22-+2. I Form stemmer detle Fodpar néie overeens med andet. kun at tredie Led forholdsvis bliver mere langstrakt, samt Saxens Klôer endnu mere rudimentaire og plumpe. Fjerde Par Brysifödder (fig. 1, p) naaer ikke i Længde Halvdelen af tredie Par eller en Fjerdedeel af Totallengden. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold er 2 + 3 +65 + 111+6+6; tredie, femte og sjette Led have altsaa næsten lige Længde, og over- gaae kun ubetydeligt den halve Længde af fjerde Led. Femte Par Brystfüdder (fig. 1, p‘) har kun omtrent fjerde Fodpars halve Længde, men stemmer meget overeens med dette i Form og Beskaffenhed. Leddenes Længdefor- hold kan udtrykkes 14 + 1 +4 +5 +3 +21. Bagkroppens Længde, regnet til Spidsen af mellemste Halevedhæng, udgjör næsten 3 af Totallængden. Ringenes Rygflade viser ingen Torne eller Medianforlengelser af den bageste Rand. Sjette Ring udgjör næsten en Sjettedeel af Totallængden, og er lidt længere end anden og tredie sammenlagte, men betydeligt kortere end fjerde og femte, tagne til- sammen. Dens störste Brede, som falder temmelig langt tilbage, udgjör fuldkomment Halvdelen af dens Længde. Förste Par Buglemmers (fig. 1, q) Længde indeholdes omtrent fire Gange i Total- længden. Roddelen temmelig tynd, omtrent tre Gange saa lang som tyk; Aaren tynd, næsten dobbelt saa lang som Roddelen, svagere börstevebnet end hos fölgende Art. Börsierne ere vel Fjerbörster, men Sidebörsterne imidlertid særdeles korte (fig. 1, q“). De for Hannerne eiendommelige, mellem disse Födder udspændte Vedhæng (fig. 1, q‘) ere stærkt udviklede, forholdsvis af bred Form, Andet Par Buglemmer (fig. 1, r) har meget plumpere Roddeel end förste Par; dennes største Tykkelse er næsten lig med dens halve Lengde; den indre Aare er lidt længere end Roddelen, den ydre næsten dobbelt saa lang; (Forholdet mellem den indre Aare og Roddelen kan ansæltes som 13 lil 11, mellem den ydre og Roddelen som 21 til 11). Det fra den "indre Aares Rodknude eller Rodled paa den indre Side udgaaende, for Hannerne eien- dommelige, lille, noget ovale Vedhæng (x) har jeg paa den indre Rand fundet væbnet med fire, forholdsvis store, mod Enden saugtandede Torne, i Enden med fire meget kor- tere, lanceldannede Torne. Tredie Par Buglemmer (fig. 1, s) har lige Længde med fårste og andet Par og er ubetydeligt længere end fjerde; hos begge disse Fodpar danner den indre Aares Rodled en temmelig stor, ægdannet Svulst. Forholdet mellem Aarer og Roddeel er iövrigt som hos andet Par. Femte Par Buglemmer (fig. 1, t), hvis Længde. omtrent indeholdes fem Gange i Tolallængden, og hvis i Enden lige afskaarne Roddeel er endnu plumpere end hos de foregaaende Par, idet dens störste Tykkelse fuldkomment udgjör Halvdelen af dens Længde eller endog derover, har derimod kortere Aarer (den indre ubetydeligt kortere end Rod- delen, den ydre en halv Gang saa lang). f Det mellemste Halevedhæng (fig. 1, u) indeholdes lidt mere end olte Gange i Totallengden, udgjör omtrent 3 af sjette Bugrings Længde, og naaer kun lidt ud over de yderste Halevedhængs halve Længde. Formen er meget langstrakt (den störste Brede indeholdes fulde fire Gange i Længden), gradevis tilspidset i Retningen bagud, dog mod Enden ligesom afskaaren. I de sidste to Trediedele af Længden er det langs Siderne forsynet med store, tætstillede Fjerbôrster, hvilke begynde at vise sig bag en paa Under- fladen stærkt fremtrædende Knude, — Gadborsregionen, — som dog ogsaa paa Siderne sees som en Bugle. Fra hvert af Halevedhængets bageste Hjørner (fig. 1, u‘) udgaaer mellem Fjerbårsterne en meget lille, men dog tydelig, forholdsvis stærk, lige bagud retlet Torn; det lille Mellemrum mellem de to Torne er svagt udadbdiet. Det sjette Par Buglemmers eller de ydre Halevedhængs indre Aare (fig. 1, v, x) rager vel baglil langt ud over Spidsen af det mellemste Halevedhæng, men overgaaer imidlerlid, efter at være adskilt fra sin Roddeel, delte kun ganske ubetydeligt i Længde. Den ydre Aare (y) derimod forholder sig til Længden af den indre og til det mellemste _ 240 Halevedhæng som 3 til 2, eller dog som 4 til 3; det har den ydre Rand temmelig lige i omtrent de förste tre Fjerdedele af Længden (fra Roden regnet); herpaa fülger et skarpt lille Udsnit, hvorved en Spids eller Torn frembringes (z); og derpaa erholder den sidste Fjerdedeel, af Randen en skraa Retning indad. Den indre Rand er i sin hele Længde meget fladt og jevnt buet, og idelmindste i de sidste to Trediedele tæt forsynet med lange Fjerbôrsler, medens den ydre Rand kun har Börster nedenfor ‘det omtalte Indsnit; hvilke Børster begynde med en ubetydelig Størrelse og gradevis liltage. 2. Sergestes arcticus Kr. (Tab. II, fig. 7, a-g; Tab. V, fig. 16.) Denne for den arkliske Fauna vistnok temmelig uventede Form nedsendtes fra Grönland i Efteraaret 1845 af Hr. Kielsen, men desværre kun i et eneste Exemplar (en Han). Hvad der først udmærker Arten er dens Størrelse, der, skjöndt ikke fulde to Tommer fra Spidsen af Pandehornet til Enden af det mellemste Halevedhæng, dog i Sammenligning med Slægtens andre Arter er temmelig kæmpemæssig, og som maaskee ogsaa kunde kaldes polar, i Overeensstemmelse med hvad jeg oftere har bemærket over Arternes Masseudvikling mod Nord. Ogsaa Farven er temmelig forskjellig fra den ovenfor for S. Frisii angivne: skident guul, lidt i det Bruunlige, omtrent som hos adskillige nordiske Crangon-Arter”). Rygskjoldets Længde indeholdes 3} Gange i Totallængden eller udgjör 2 af denne. Pandehornet synes mig at være endnu lidt mere rudimentairt end hos S. Frisii. Paa hver Side af dette, saavel meget nærmere Hornet som den forreste Rand af Skjoldel end hos fore- gaaende Art, sees en lille Torn. Oinenes Længde udgjör omtrent en Femtedeel af Rygskjoldets Længde; deres Form er mindre bredt peredannet, Stilken lidt længere og Öiekuglen lidt mere skraat forenet med denne end hos foregaaende Art. Oiekuglens Brede udgjör omtrent eller næsten Halvdelen af Oiets Længde. De överste Föleres Længde er noget mindre end Dyrets Totallengde (Forholdet omtrent som 6 til 7). Skaftet, som har en hos denne Slægt temmelig usædvanlig Styrke 1) Skjündt den Farve, et i Spiritus opbevaret Kræbsdyr viser, vistnok i Regelen ikke tillader nogen sikker Slutning om det levende Dyrs Farve — hvorfor ogsaa i Billedværkerne over Kræbsdyrene, selv de fortrinligste, til Ex. M, Edwards's Udgave af Kræbsdyrene i Cuviers Regne animal, Farverne, som tildeles de afbildede Dyr, ofte ere falske eller i alt Fald upaalidelige — saa tår man maaskee dog i Almindelighed formode, at to Kræbsdyr, som i Spiritus vise en forskjellig Farve, ogsaa levende have været forskjellige i denne Henseende. I alt Fald maa vel et forskjelligt chemisk Forhold af Bedæk- ningerne antages, 3 241 a (fig. 7, a), indeholdes 34 Gange i Svöbens Længde og har kun 2 af Rygskjoldets Længde; det indbyrdes Lengdeforhold af dets tre Led er 2 — 17% + 1;%, eller, med andre Ord, det forste Led har næsten lige Længde med de to fålgende tilsammen, og disse ere indbyrdes af lige Længde. Förste Led iövrigt omtrent af samme Beskaffenhed som hos foregaaende Art; dog er det vistnok meget betegnende for nærværende Art, at den store og spidse Torn paa Höredelens ydre Rand er ligesom præsset tæt op lil Leddet, eller i alt Fald ikke ved noget betydeligt Mellemrum adskilles fra delte; andet og tredie Led liniedannede, af næsten lige Tykkelse indbyrdes, eller tredie endog lidt tykkere end andet, ikke indknebne ved Roden. Hovedsvöben forholder sig omtrent som hos S. Frisii; Bisvåben bestaaer af en tykkere, treleddet Roddeel (det tredie Led langstrakt hjertedannet) og en tynd, stiv, olte- eller nileddet Svöbe, hvis Ledinddeling dog.er noget utydelig. Fra Enden af Bi- svöbens förste Led paa den ydre Side udgaaer en af lo Led dannet Krog: förste Led lidt opsvulmet mod Midten eller noget teendannet, andet Led en stærkt krummet Hornklo, der naaer lidt ud over Bisvöbens hjertedannede tredie Led, og maaskee passer i en Rand eller Fure langs dette. De nederste Fölere vise omtrent samme Forhold som hos S. Frisiz, kun at Skaftets sidse Led er noget mere liniedannet og det bladdannede Vedhæng i Enden noget mere bredt afskaaret; dets indre Rand er meget tæt og regelmæssigt besat med sortagtige Fjerbörster; den störste Brede indeholdes lidt mere end fire Gange i Længden. Istedetfor en Torn nedenfor Vedhængets Rod paa den ydre Side viser sig her snarere en uregel- mæssig, noget tilspidset Knude. Svöbens Længde overgaaer Dyrets Totallængde omtrent tre Gange. Kindbakkerne (fig. 7, b) adskille sig paafaldende fra S. Frisii derved, at deres Tyggedeel ikke har Purpurfarve, men en bruun Hornfarve. låvrigt vise de en i begge Ender tilspidset Halvmaaneform og besidde en lille Tandknude i forreste og bageste Ende af den brede indre Rand, hvormed de to Kindbakker stöde mod hinanden. Tyggeknuden i det bageste Hjørne af denne Rand er oval paatværs, med to smaa Knuder indvendigt. Famleren er meget længere end Kindbakken (idetmindste en halv Gang); dens förste Led be- sidder Kindbakkens Længde, og andet Led er halvt saa langt som förste. Første Par Kjæber udmærker sig især ved alle Delenes Smalhed og Tyndhed. Andet Par Kjæber (fig. 7, c) adskiller sig fra samme Redskab hos S. Frisii især ved Formen af Svöben (6), som er meget mere langstrakt og smal, især fortil, samt ved den öxedannede Form og meget stærkere Fremragning af Kjæbedelen$ forreste Led (x). Første Par Kjebefödder (fig. 7, d) adskiller sig fra S. Frisii især ved Palpedelen (z), hvilken er ret tydeligt fireleddet, og ved Svåben (æ), som er meget langstrakt og smal. Gjæl- lebladet (6) er bagtil ikke skarpt afskaaret, men har jævnt afrundede Hjôrner. Betegnende er ogsaa den tilbagekrummede Form af Kjæbedelens sidste Led (v). Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 31 ne så Andet Par Kjebefödders Længde udgjör henimod en Fjerdedeel af Totallængden. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 4+41 +11 +11 +11+4. Andet Led mindre tyndt end hos S. Frisii, tredie Led lidt mindre opsvulmet og uregelmæssigt; fjerde Led stærkt krummet; sjette Led (Fig. 7, e) af mere langstrakt og smal Form; Striglen paa de to sidste Led tæltere, men dannet af forholdsvis svagere Börster. Tredie Par Kjæbefådder overgaaer den halve Totallengde, skjondt ikke betyde- ligt, dog ret tydeligt. Leddenes indbyrdes Længdeforhold kan udtrykkes saaledes: 5 + 18 + 22 + 24 + 20— 22. Her viser sig altsaa i Sammenligning med S. Frisi en lille For- andring, idet det er fjerde Led, som overgaaer de andre lidt i Længde o.s. v. Men iövrigt stemme de nær overeens i Bygning og Beskaffenhed. Fødderne have hos nærværende Art en forholdsvis noget betydeligere Længde- udvikling end hos foregaaende Art, men ere af en endnu tyndere og svagere Bygning. lüvrigt stemme de i alle væsentlige Forhold med disse. Første Par Brystfüdder udgjör omtrent 2 af Dyrets Tolallengde. Leddenes Længdeforhold er omtrent 2+24 -+6-+ 27+ 15+ 29, og afviger altsaa fra S. Frisii derved, at sidste Led er det længste og at femte Led kun omtrent har den halve Længde af sjette. Andet Par Brystfüdder overgaaer lidt Dyrets halve Totallengde. Leddenes Længdeforhold: 5+8+34+24—+36—+ 14. Som betegnende kan udhæves, at femte Led overgaaer tredie i Længde og at Saxens Klöer ere krumme og spidse. Tredie Par Brystfödder overstiger saavel den halve Totallængde meget kjendeligt som ogsaa de sidste Kjæbefådders Længde. Leddenes indbyrdes Længdeforhold: 5 +8 +40 +27—+ 39— 14. Betegnende i Sammenligning med S. Frisii er det, at femte og tredie Led paa det Nærmeste ere lige lange, og at Saxens Klöer fuldkomment ere lige saa meget udviklede som hos andet Fodpar. Fjerde Par Brystfüdder har den halve Længde af tredie Fodpar og indeholdes 31 Gange i Totallængden. Leddenes indbyrdes Længdeforhold: 2 + 2 + 9— 22 + 14 +11. Sjette Led er altsaa kortere end femte og tredie alter ikke ubetydeligt kortere end sjette; ogsaa indeholdes tredie Led omtrent 2} Gange i fjerde. Sjette Led har en mere langstrakt og liniedannet Form end hos S. Frisii, og er, ligesom ogsaa femte Led, endnu rigeligere forsynet med Fjerbörster end hos denne Art; Börsterne udmærke sig ved deres mørkebrune Farve. Femte Par Brystfödder har ubetydeligt mere end fjerde Pars halve Længde og er af næsten bårsteagtig Tyndhed. Ogsaa det andet Hofteled synes her at forsvinde, saa al kun fire Led blive tilbage. Disses Længdeforhold er: 12 + 10 + 7 +5. Bagkroppen, som er betydeligt sammentrykket i hele Længden (noget stærkere end hos S. Frisii), udgjör 3 eller lidt mindre end $ af Totallængden. Sjelle Bugring er tydeligt længere end fjerde og femte tilsammen og omtrent eller næsten af lige Længde med de tre förste Bugringe tilsammen. Dens störste Brede udgjôr Halvdelen af dens Længde. Første Par Buglemmer, som kun bestaaer af Roddeel og en enkelt Aare (samt hos Hannerne af et Kjénsvedheng, Tab. V, fig. 16), har omtrent 1 af Totallængden; Rodde- lens Længde henimod fem Gange saa stor som dens største Tykkelse; Aaren meget tynd, dobbelt saa lang som Roddelen. Andet Par Bugiemmers Roddeel kort og temmelig plump, skjöndt dens Tykkelse dog ikke naaer dens halve Længde; den indre Aare meget længere end Roddelen, den ydre næsten tre Gange saa lang. Tredie og fjerde Par Buglemmers Roddeel er af langstrakt Form, omtrent tre Gange saa lang som bred; den indre Aare ikke ubetydeligt længere end Roddelen, den ydre fuldt dobbelt saa lang. Femte Par Bugfüdder har en mere langstrakt Form end hos S. Frisii. Roddelen. hvis störste Brede er mindre end dens halve Længde, viser et lille Indsnit i Enden bagtil, og en meget stærkere Borstevebning langs den bageste Rand. Den indre Aare er noget længere end Roddelen, den ydre næsten dobbelt saa lang (Forholdet omtrent som 7 til 13). Hvad der, foruden den tynde og langstrakte Form, betegner Buglemmerne hos denne Art, er deres særdeles tætte, regelmæssige, sortagtige Borstevebning. Halen stemmer i alt ei med samme Deel hos S. Frisii, kun at dens Blade have en mere smal og lå akt Form, og at Fjerbörsterne ere. større og stærkere; paa det mellemste Vedhæng indtage de en ringe Udstrækning”), hvorimod de ydre Vedhængs indre Aare er haarbesat langs begge Rande. / 2. Sergestes oculatus Kr. (Tab. III, fig. 5, a—f). Af denne Form har jeg undersögt et ikke saa ganske ringe Antal Exemplarer?), dog alle Hunner, fra det tropiske Atlanterhav (43° n. Br., 215° v.Lgd?°). Størrelsen synes ikke, eller kun ubetydeligt, at overstige sex Linier. Farven er meget lys, hvid eller guulagtigt hvid. Rygskjoldets Længde fra Spidsen af Pandehornet udgjôr ubetydeligt mere end en Fjerdedeel af Totallængden. Skjondt Pandehornet er meget lille, fremtrædende snarere 1) Milne-Edwards antyder aldeles ingen Bårster paa dette i sin Afbildning. *) Dens Skröbelighed maa være særdeles stor, da neppe et eneste af disse Exemplarer var i nogenlunde fuldstændig Tilstand. d 3) Eet Exemplar fra henimod 8° n. Br. 31* 244 som en spids Vinkel end som et Horn, og ikke naaer ud over Öiestilkenes Rodled, er det dog forholdsvis ikke saa lidet större end hos de foregaaende Arter, især paafaldende ved Plumphed eller Brede; det relter sig lidt skraat opad. En Sidetorn er tilstede, dog langt bag Skjoldets forreste Rand. Siderandene ere fortil, hvor de nerme sig den forreste Rand, væbnede hver med omtrent en Snees lange Borster, stillede i en Lengderekke; dog dette er ikke noget adskillende for nærværende Art, men snarere fetleds for alle Slægtens Arter. Öiet (Tab. II, fig. 5, b og b’) er det egentlig Belegnende for denne Art, hvorved den med Lethed adskilles fra Slægtens övrige, hidtil bekjendte Arter. Det naaer til Enden af de överste Föleres Skafts andet Led, eller endog ofte noget ud over dette, overgaaes ikke i nogen betydelig Grad af de nederste Föleres bladdannede Vedhæng, og indeholdes neppe to Gange i Rygskjoldets Lengde. Formen er meget eiendommelig og minder noget om en Paddehat; den viser sig langstrakt, kölledannet, seet ovenfra omtrent fire Gange saa lang som bred, men derimod, naar den sees fra Siden, kun henimod tre Gange saa lang som bred. Oieeblet er anbragt særdeles skraat paa Stilken, har en saa kort og bred Form, al det næsten faaer et baanddannet Udseende (den stôrste Brede dobbelt saa stor som den störste Længde), og forener sig ikke foroven med Stilken ved en jevn Overgang, men frembringer en stærk, ligesom tagdannet Fremskydelse eller Udvidelse; naar Öiet sees nedenfra, kan slet intet Spor af denne mærkes, og det viser blot en ganske simpel Kölleform med fire Gange saa stor Længde som Brede. un Em kan kun omtrent ansættes til eu Femtedeel af hele Oiets Længde. De överste Föleres Skaft (Tab. III, fig. 5, c.) udgjôr omtrent eller næsten 4 af Totalleng- den, og forholder sig i Længde til Rygskjoldet som 11 til 14. Leddenes indbyrdes Lengdefor- hold udtrykkes omtrent ved Tallene 4+3 + 4. Förste Led omvendt kôlledannet, med meget lille eller maaskee oftest slet ingen Torn paa den ydre Side foran Höreredskabet (idetmindste har jeg hyppigt ikke veret istand til at opdage den), meget skraat afskaaret i Enden; de to andre Led liniedannede, omtrent eens tykke, svagt indknebne ved Roden. Bisvöben er temmelig kort (omtrent i Længde lig med Hovedsvöbens opsvulmede Roddel) men stærk, saa ulydeligt leddet (5-6leddet), at man maaskee kunde vere berettiget til at kalde den uleddet. De nederste Fölere vise intet andet fra de to foregaaende Arter Adskillende, end at det meget smalle og langstrakle, bladdannede Vedheng forholdsvis er lidt lengere, og derfor ogsaa rager stærkere frem forlil over Skaftet. Skaftets sidste Led er kort, idet det indeholdes fire Gange i Længden af det bladdannede Vedhæng, og forholdsvis temmelig tykt (dets Længde ikke stort mere end dobbelt saa stor som Tykkelsen), men dog af en Form, som kan kaldes liniedannet. Kindbakken har fire tydelige og stærkt betegnede Tænder fordeelte i to Grupper. Famleren udmærker sig derved, at andet Led ikke er dobbelt saa langt som tredie Led. Andet Par Kjebefödder, hvis Længde omtrent indeholdes 4 Gange i Totallengden og hvis Led forholde sig indbyrdes søm Tallene 1+3—+3—3—25—1, have intet andet Afvigende i Formen end en större Brede af næstsidste Led end hos de foregaaende Arter og en mindre tet Borstevebning af de tre sidste Led. Tredie Par Kjebefödder, hvis Længde betydeligt overgaaer alle Brystfåddernes og lillige i ikke ringe Grad den halve Totallængde, har en meget stærk Form, saa at det endog derved bliver paafaldende. Leddenes Længdeforhold kan ansættes: 2+5-+6+9 +10+ 6. Den stærke Længdeudvikling synes saaledes at maatte tilskrives en ualmindelig stærk Udvikling af fjerde og femte Led. Første Par Brystfüdder udmærker sig ved Korthed, da det indeholdes næsten 34 Gange i Totallængden, ikke er meget længere end andet Par Kjæbefådder og ikke halvt saa langt som tredie Par Kjæbefådder. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 1+1+2—41 +3—+4. Formen sped og svag; Börstevebningen ikke meget rigelig, nærmende sig til Torneformen. Andet Par Brystfüdder fuldt en halv Gang saa langt som förste. Leddenes Lengdeforhold: 2+3-+8+5-+8-+ 3. Formen den sædvanlige, dog meget spæd. Tredie Par Brystfüdder er ikke ubetydeligt lengere end andet, men tillige kjen- deligt spædere. Leddenes Længdeforhold omtrent: 2+3-+1411+6+9-+4. Foruden den store Spædhed af andet og tredie Par Brystfådder i Sammenligning med tredie Par Kjzbefödder maa ogsaa anföres- som betegnende for dem Tydeligheden af Saxen og dennes Længde. Fjerde Par Brystfodder er usædvanligt lille, da dets Længde indeholdes næsten fem Gange i Totallængden. Leddenes Forhold kan omtrent udtrykkes ved Tallene: 1 +1 +4—10+4+-4. Disse Fodder maae endnu kaldes Svömmefödder, men ere dog ikke meget rigeligt forsynede med Börster: jeg har iagttaget en halv Snees paa sidste Led, men kun fire eller fem paa næstsidste; paa de övrige Led slet ingen. Femte Par Brystfüdder (Tab. Ill, fig. 5, e) vise en, selv for nærværende Slægt ual- mindelig ringe Udvikling, idet deres Længde indeholdes henimod fire Gange i fjerde Pars. De savne endvidere næsten ganske Börster og kunne altsaa ikke betragtes som Svomme- redskaber. Leddenes Lengdeforhold omtrent 1—+1—+4—5 + 3. Hvad Bagkroppen angaaer, da kan den temmelig ujevne eller bålgedannede Ryg- flade, som opstaaer ved Indsnöringer eller ligesom halmaanedannede Udsnit mellem nogle af Ringene, betragtes som betegnende for den. Indsnöringen af Rygfladen pleier især mellem fjerde og femte Ring samt mellem femte og sjelte at være stærk, ogsaa ofte mellem sjette og Halevedhængene. Sjette Rings Længde naaer ikke ganske en Femtedeel af Totallængden, og den er ikke fuldt dobbelt saa lang som bred; den slemmer omtrent i Længde med fjerde og femte Ring tilsammen, ligesom ogsaa med fårste og anden Ring 246 forenede. Til det mellemste Halevedhængs Længde forholder den sig fuldkomment som 3 til 2. Længden af første Par Buglemmer indeholdes lidt mere end fem Gange i Total- længden. Forholdet mellem Roddeel og Aare som 4 til 5. Formen temmelig sped.. Aaren viser kun fem eller sex Led og kun svage Spor af Börster. Andet Par Buglemmer ubetydeligt længere end forste; Roddelen forholder sig til den ydre Aare som 2 til 3; den indre Aare er neppe halvt saa lang som den ydre. De fålgende to Par Buglemmer ere kun lidet forskjellige fra andet; hvorimod det korte femte Par fremtræder med en tyk og plump Form og med ringere Forskjel i Aarernes Længde. Det mellemste Halevedhæng er kun halvt saa langt som de ydre og forholder sig i Længde til den indre Aare som 6 til 7, til den ydre som 6 til 10. Dets Form er forholdsviis bredere end hos de foregaaende Arter, og det ender ikke blot afstumpet, men selv afskaaret; den bageste Rand, som derved opstaaer, er væbnet med to meget smaa Tænder. Den indre Aare er mindre langstrakt og liniedannet end hos de foregaaende Arter, langs begge Rande væbnet med Svömmebörster; den ydre Aare (Tah. III, fig. 5, f.) mangler ganske Ind- snit og Torn paa den ydre Rand, og jeg har kun fundet egentlige Svômmebôrster langs dens indre Rand, medens dens ydre har en meget kortere Borstevæbning. 4. Sergestes Edwardsii Kr (Tab. IV, fig. 9, a—k). Denne Art synes al höre til de almindeligere, dog iser i Nærheden af Linien (jeg har seet Exemplarer fangede fra 3° s. Br. indtil 10° n. Br.‘). Ogsaa maa den regnes blandt de störste Arter, da Exemplarer af 8 til 9 Liniers Lengde ikke synes saa særdeles sjeldne. Den staaer særdeles ner ved S. Frisii og S. cornutus, lo Arter, af hvilke jeg, skjöndt de maa tælles blandt de hyppigere, lenge kun traf paa Hanner. Og da alle de Exemplarer, der fremböd sig for mig af S. Edwardsii, derimod vare Hunner, maatte den " Tanke naturligvis paatrænge sig, at den blot burde betragtes som Hunnen af en af de to ovennævnte Arter. Men efter fornyede sammenlignende Undersögelser af disse tre Former, troede jeg mig dog nödt til at forlade denne saa rimelige Antagelse, fordi jeg med den store almindelige Lighed i næsten alle væsentlige Forhold, hvilken vanskeliggjör Diagno- seringen i höi Grad, médte saa mange og gjennemgaaende Forskjelligheder i mindre Enkeltheder, at jeg hverken turde tillade mig at holde dem for individuelle eller sexuelle, 1) Af Varieteten med tydeligere udviklet Pandehorn har jeg undersögt et Par Exemplarer fra 17° og 20° n, Br. a eller betegnende Afarter. Hertil kom, hvad fuldkomment afgjorde Sagen, at jeg dog endelig fik Oie paa el Individ af Hankjönnet, henhörende under Formen S. Edwardsii. Rygskjoldets Længde indeholdes lidt mere end 3% Gange i Totallængden. Pande- hornet var hos det udmaalte Exemplar aldeles rudimentairt, hvorimod jeg hos andre Indi- vider fandt det af hvad der kan kaldes almindelig Störrelse hos denne Slegt'). Sidetorne har jeg ikke med Sikkerhed kunnet bemærke”), derimod vel de sædvanlige Sidebårster. Öiet (Tab. IV, fig. 9, b og b‘), som ikke naaer lil Enden af de överste Föleres Rodled og langtfra ikke til Midten af de nedersre Föleres bladdannede Vedhæng, indeholdes imidlertid kun noget mere end tre Gange eller henimod fire Gange i Rygskjoldets Længde. Formen langstrakt pæredannet, omtrent eller næsten tre Gange saa lang som bred. Oiekuglen er ikke tydeligt adskilt fra Stilken, men gaaer gradevis over i denne. Efter Pigmentels Udstrækning kan dens Længde og Brede omtrent ansættes lige store, halvt saa slore som Stilkens Længde. De üverste Föleres Længde (Tab. IV, fig. 9, c og c‘) stemmer næsten med Dyrets Total- længde, eller overgaaer den kun ubetydeligt. Skaftets Længde overgaaer lidt 4 af Svöbens Længde; Leddenes Forhold omtrent 10+8—9; Formen den sædvanlige”); Hôresteen og Hö- reblære meget tydelige. I Svåbens tykkere Roddeel har jeg talt sex eller syv Led. Bisvåben, af Længde som den nys omtalte Roddeel, fem- eller sexleddet, dog med lidet tydelig Led- inddeling, og udmærket ved sped Form.. Saaledes er Forholdet hos Hunnen. Betegnende for Hannens Bisvöbe er: den brede, mod Enden meget stærkt udvidede Form af Roddelens forste Led, Tyndheden og den lige Form af den fra dette Leds Ende udgaaende Torn (Krog kan dette Redskab ikke kaldes), den tydelige Adskillelse mellem Roddelens andet og tredie Led, samt endelig Plumpheden af den fireleddede Snert. Deyderste Fålere(Tab AV, fig. 9, d)haveikke meget AfvigendeiFormen. Dog kan mærkes, atSkaftets sidste Led er ualmindeligt kort, da detikke naaer Halvdelenaf det bladdannede Vedhængs Længde, og tillige af en temmelig tyk og noget opsvulmet Form, ægdannet, ikke synder- ligt mere end dobbelt saa langt som bredt. Det bladdannede Vedhæng er bredt, men af- tager fremefter, og ender temmelig tilspidset; dets störste Brede udgjör omtrent % af dels Længde; dets Bérstebevebning særdeles tæt; i Enden er det skraat afskaaret udefter og stærkt fremefter, med tydelig Torn paa det ydre Hjørne. 1) Dets Udvikling synes hos denne Art en ringe Afvexling underkastet; thi medens nogle Exemplarer blot vise en spids Vinkel, som ikke rager ud over Oieringens forreste Rand, har jeg hos andre fundet en tydelig, skjöndt meget Ile Forlængelse udgaaende fra Vinkelspidsen og fremragende lidt foran Oieringen. *) Dog findes de maaskee tet ved Yderranden og tet bag Sidebörsternes Ophör. 3) Ved at sammenligne disse Féleres Skaft med samme Deel hos omtrent ligestore Exemplarer af den saa nerstaaende S. Frisii, troer jeg især at bemærke den Forskjellighed, at förste Led forholdsvis er ikke ubetydeligt bredere (Breden er omtrent halv saa stor som Længden), de to fülgende Led derimod tyndere. Kindbakken viser idetmindste tre tydelige og temmelig stærke Tænder eller Spidser paa den forreste hornaglige Deels indre Rand. Palpens andet Led er langtfra ikke dob- belt saa langt som tredie, skjöndt den utydelige Afgrendsning mellem förste og andet Led ogsaa medförer Usikkerhed ved Angivelsen af Længdeforholdet mellem andet og tredie Led. Første Led synes imidlerlid hos nærværende Art at besidde en ualmindelig Længde- udvikling, ligesom det er temmelig tykt. (Med nogen Tvivl ansætter jeg Længdeforholdet af de tre Led saaledes: 2 + 34 + 3.) De fölgende Munddele synes mig hverken i Form eller Störrelseforhold at besidde noget Belegnende. Mavens dybe Purpurfarve, der ofte tydeligt viser sig gjennem Integu- menterne, er serledes paafaldende hos denne Art. Andet Par Kjebefödder af Störrelse og Form omtrent som hos S. oculatus. Led- denes indbyrdes Lengdeforhold omtrent 1 +3 +3 + 3 +3 +1. Tredie Par Kjebefédder, hvis Længde næsten udgjör å af Totallengden, og som betydeligt overgaaer alle Brystfödderne, udmærker sig desuden forholdsvis ved Styrke, især af de fire forste Led; hvorimod de to sidsle ere saa tynde i Forhold til de fore- gaaende, at de i Udscende faae Lighed med en Pidskesnert. Det indbyrdes Længdeforhold af Leddene kan omtrent ansættes til 2+ 44 + 7 + 9 + 10 + 61. Første Par Brystfüdder (Tab. IV, fig. f, f og f‘) udgjör henimod ! af Totallengden. Led- denes Længdeforhold omtrent 4 + 4 + 2 + 6 + 31 + 4. Dette Fodpar er kortere og stærkere end hos S. Frisii og udmærker sig ved en spids Knude eller et Horn, som udgaaer paa Siden af tredie Led (x), samt ved et særegent Slags Griberedskab, hvilket dannes af Enden af det femte Led i Forening med den lidt båiede og paa den bageste Side udhulede Roddeel af sjetle Led (y). Femte Led viser i Enden af den bageste Rand sex noget krumme Fjertorne (9: Torne med Sidebôrster), hvilke virke imod et Dusin eiendommeligt dannede Saugtorne. Andet Par Brystfüdder (Tab. IV, fig. 9, g) er temmelig betydeligt længer end fårste, dog ikke ligt den halve Totallængde. Leddenes Længdeforhold omtrent 1-+2+9+6+8- 3. Belegnende for dette Fodpar synes at være en fra den ydre Side af tredie Leds Rod udgaaende horn- eller torneagtig Forlængelse, som har mere end Leddets halve Længde, og som jeg ikke hos nogen anden Art har bemærket. Et Stykke foran for denne viser sig en lille tilspidset Knude. Saxen, skjöndt rudimentair, er dog, hvad Formen angaaer, ret tydeligt uddannet. Tredie Par Brystfödders Længde overgaaer lidt den halve Totallængde. Leddenes Længdeforhold har jeg fundet: 1+1—+11—+6%7—+85—+343. Formen omtrent den sæd- vanlige. Fjerde Par Brystfüdder er ikke halvt saa langt som tredie, og udgjör ikke fuldt 1 af Tolallængden. Leddenes Længdeforhold: 4 + 43+ 31— 6—3—3. Formen lidt ster- kere end hos S. Frisii. 249 Femte Par Brystfüdder har kun omtrent £ af fjerdes Længde; det indeholdes næsten 11 Gange i Dyrets Totallængde. Dets Ledinddeling er temmelig vanskelig at erkjende. Leddenes Længdeforhold synes mig imidlertid at kunne ansættes: 4+4+9 + 11+4—+3. Sammenlignet med S. Frisii er dette Fodpar hos nærværende Art storre og slærkere, ligesom Ledforholdet noget forandret. Bagkroppen viser en temmelig jevn Rygflade; kun mellem sjette Ring og det mellemste Halevedhæng er et noget dybt Indsnit. Sjette Rings Længde indeholdes omtrent 54 Gange i Totallængden og overgaaer ubetydeligt den forenede Længde af fjerde og femte Ring, ligesom af förste og anden. Dens Bugrand er noget vinkelagtigt udbôiet, og dens störste Brede er omtrent lig Halvdelen af Ringens Længde. Bagkroppen erholder derved i Regelen et noget plumpt Udseende, hvilket er ret betegnende for Arten. Første Par Buglemmer (Tab. IV, fig. 9, h-y) har henimod 1 af Totallængden; de övrige aftage gradevis i Længde lige indlil femte (som indeholdes henimod syv Gange i Totallængden), hvorimod Roddelens Brede tillager. I det Hele taget kunne Buglemmerne siges at have et plumpt Udseende. i Det mellemste Halevedhæng (Tab. IV, fig. 9, k-y) har kun omtrent ? af sjette Bug- rings Længde og kun lidt mere end Halvdelen af de ydre Halevedhængs Længde; dog er det paa det Nærmeste ligt med den indre Aare (æ) i Længde; til den ydre forholder det sig som 2 til 3. Formen viser sig ved en ringe Forstörrelse i Enden fuldkomment af- rundet; men naar Presning og en stærk Forstörrelse anvendes, bliver man et ubetydeligt Rudiment vaer til de smaa Torne, der i Regelen fremtræde paa Halehjörnerne hos denne Slægts Arter. Lange Fjerbörster indtage forresten Randene i omtrent 2 af Længden (fra de smaa Sideknuder). Mellemrummet mellem Tornerudimenterne forholdsvis stort, lige. Ved de ydre Halevedhængs ydre Aare (6), som har en langstrakt og smal Form (omtrent fem Gange saa lang som bred) og som er noget tilspidset, dog med afrundet Ende, bliver vel at mærke, at den mangler Torn paa den ydre Rand, og at Borstevæbningen, som udstrækker sig over næsten hele denne Rand, er temmelig kort. 3. Sergestes cornutus Kr. (Tab. II, fig. 2, a—1.) Af denne Form fandtes nogle faa Exemplarer mellem andre Sergestes-Arter, som vare tagne i Atlanterhavet omtrent 44° nord for Linien. Senere har jeg seet Exemplarer fra forskjellige Localiteter indtil 10° nord for Linien og indtil 8° syd for Linien. Størrelsen af de undersögte Exemplarer mellem syv og ni Linier. Rygskjoldet, hvis Længde indeholdes mere end tre Gange (dog ikke 33 Gange) i Totallængden, udmærker sig ved sit Pandehorn (fig. 2, b), som er langt anderledes udviklet Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 32 end hos Slægtens fleste övrige Arter. Skjöndt det indeholdes ni Gange i Rygskjoldets Længde og mere end 30 Gange i Totallængden, er det dog meget tydeligt, naaer omtrent til Midten af Öinene, eller endog lidt ud over denne, er særdeles stærkt tilspidset som en Naal, og har gjerne en meget lille Tand paa den åverste Rand over Öinenes Rod. Paa den ydre Side af Üinenes Rod findes paa Rygskjoldet en temmelig stærk Torn, og en anden synes at være tilstede noget mere udad og tilbage. Öinene (fig. 2, b og b’), som ere meget kjendeligt kortere end Rodleddet af de överste Föleres Skaft, og hvis Længde næsten indeholdes fem Gange i Rygskjoldets Længde, have en lidt plump og svagt böiet Pæreform!), uden Adskillelse mellem Oieeble og Silk. Deres störste Tykkelse er omtrent halvt saa stor som Længden. Üieæblet er lidt kortere end Stilken og har lillige lidt större Brede end Længde. De överste Fölere (fig. 2, c) overgaae i Længde Dyrets Totallængde, naar de ere fuldstændige, hvilket imidlertid, formedelst deres overordentlige Tyndhed og Skrôbelighed, yderst sjeldent maa ventes at være Tilfældet hos Spiritus — Exemplarer. Skaftet udmærker sig ved sin betydelige Tyndhed, og er desuden charakteriseret ved Formen af Rodleddet (fig. 2, ce‘), der næsten ene synes tilstrækkelig til at adskille Arten. Leddenes Længdeforhold 7+5-+8; det sidste altsaa det længste, meget længere end andet. Förste Led har en meget mere smal og langstrakt Form end sædvanligt hos Slægten; det er omvendt kölledannet, idet den överste Ende er smallere, den nederste eller Höredelen opsvulmet og afrundet. Höredelens Torn er saa lille, at den temmelig vanskeligt bemærkes ; Bürstevæbningen temmelig svag. Hos Hunnerne (fig. 2, c") kun en enkelt, temmelig lang Bisvöbe (omtrent dobbelt saa lang som Hovedsvöbens opsvulmede Roddeel), der bestaaer ligesom af et treleddet Skaft og en 6—8leddet Snert. Hos Han- nerne (fig. 2, c‘) fremtræder fra Enden af Bisvöbens Rodled paa den indre Side det lille, krogdannede Vedhæng eller Redskab, der er eiendommeligt for Slægten og hvis krumme, torneaglige, lange og særdeles spidse andet Led mod Enden af den concave Rand viser Tverstriber. Det kortere förste Led er konisk. De nederste Föleres Skaft (fig. 2, d) naaer kun omtrent til Midten af det blad- dannede Vedhæng; dets sidste Led har i hele Længden næsten eens Brede. Længden af det bladdannede Vedhæng udgjår næsten 1 af Totallængden; dets stårste Brede indeholdes mere end fem Gange i dets Længde. Det tilspidses gradevis mod Enden, som er afrundet, og hvis Hjørnetorn er meget lille. Kindbakken, hvis Tyggespidse har en hornbruun Farve, viser kun to, men stærkt fremtrædende og spidse Tænder. 1) Öiets Krumning viser sig tydeligt, naar Öiet sees fra Siden; seet ovenfra er den ydre Rand udböiet, den indre lige. Famleren er kun lidet længere end Kindbakken, dens næstsidste Led omtrent 2! Gang saa langt som det sidste. Underlæben af smuk, dyb Purpurfarve. De övrige Munddele stemme nær overeens med de tilsvarende hos foregaaende Art. Andet Par Kjæbefüdder (fig. 2, e) viser omtrent fölgende Længdeforhold af Led- dene: 14+4+4+4+4-+1. Dets to sidste Led ere tildeels væbnede med saugdannede Torne (fig. 2, e‘). Tredie Par Kjæbefüdder er omtrent 24Gange saa langt som andet og omtrent ligt med 2 af Totallængden. Leddenes Længdeforhold: 4 + 5 + 10 +10 +9+4+8. Bygningen spædere end sædvanligt. Hos förste Par Brystfüdder er Leddenes Længdeforhold omtrent 2 +3 +51 +6 +54 +9. Dette Fodpar indeholdes kun lidt mere end 24 Gange i Totallængden. Andet Par Brystfüdder (fig. 2, f) er omtrent ligt med den halve Totallængde eller ubetydeligt længere. Leddenes Længdeforhold: 2 + 1 +3 + 15 + 10 +12 +1. Tredie Par Brystfödder (fig. 2, g) lidt kortere end tredie Par Kjæbefodder, om- trent ligt med 4 af Totallengden. Leddenes indbyrdes Længdeforhold: 2 + 1 +3 + 16 + 10 + 13 + 1. Fjerde Par Brystfödder (fig. 2, h), hvis Længde indeholdes næsten fire Gange i Totallengden, viser fålgende Længdeforhold af Leddene: 1 +1—4— 8—+ 31 +3. Det rudimentaire femte Par indeholdes omtrent tre Gange i fjerde Par og omtrent elleve Gange i Tolallengden. Leddenes Forhold: 1 +1+2+13 +13 Bagkroppen har, i Almindelighed talt, den sædvanlige Form, dog med lidt knudret eller ujevn Rygflade og med et temmelig stærkt Indsnit mellem sjette Ring og Haleved- hænget. Undertiden findes en tydelig, lige bagud rettet Torn paa Midten af sjette Rings bageste Rand, men almindeligt synes denne Torn dog at blive aldeles rudimentair. Det mest Belegnende for Bagkroppen er vel den relative Korthed af sjette Ring, idet dennes Længde indeholdes mere end 64 Gange i Totallængden, kun ganske ubetydeligt overgaaer Længden af mellemste Halevedneng og kjendeligt staaer tilbage for förste og anden Bug- ring forenede, ligesom ogsaa for fjerde og femte forenede. Denne Rings störste Brede indeholdes to Gange i dens Længde. Første Par Buglemmer (fig. 2, i), hvis Længde udgjör en Fjerdedeel af Total- længden, har en meget langstrakt og tynd Form. Det indbyrdes Længdeforhold mellem Rodled og Aare er som 7 til 12. Hannernes mellem dette Fodpar udspændte Vedhæng vise en ligesaa compliceret Bygning som hos S. Frisii og S. arcticus, men med Forskjel- ligheder i Formens Enkeltheder, der vilde være tilstrækkelige til Artsadskillelsen. Andet Par Buglemmer har lige Længde med første, men tykkere Rodled; dettes Længdeforhold til den ydre Aare kan ansættes som 7 til 12, til den indre Aare som 7 lil 9. 32* 252 De fülgende Par Buglemmer aftage gradevis i Længde (saa at det femte inde- holdes omtrent sex Gange i Totallengden), hvorimod den forholdsvise Tykkelse af deres Rodled voxer. Hos tredie Par forholder Rodleddets Længde sig til den ydre Aare som 63 til 12, og til den indre Aare som 64 til 8; hos fjerde Par som 6 til 10 og 6 til 7; hos femte Par som 5 til 8 og 5 til 6. Femte Pars Rodled (fig. 2, k) har halvt saa stor Brede som Længde; Aarerne vedblive derimod paa alle disse Födder at være tynde og langstrakte, eller tiltage ikke i nogen paafaldende Grad i Breden. Det mellemste Halevedhæng (fig. 2, 1, x), som kun er ganske ubetydeligt kortere end sjette Bugring, forholder sig lil Længden af de ydre Vedhæng næsten som 2 til 3; det har lige Længde med disse Vedhængs indre kortere Aare, og forholder sig til den ydre omtrent som 11 til 15. I omtrent de sidste 3 af Længden er det tet borstevebnet langs Siderne. De ydre Halevedhængs indre Aare (fig. 2, I, y) bærer en tæt Bevæbning af Fjer- börster langs begge Sider; den ydre Aare (fig. 2,1, z) udmærker sig ved en meget plump og bred, i Enden temmelig stumpt afrundet Form, men viser den sædvanlige skraa Al- skjæring mod Enden af den ydre Rand, samt en Torn ved denne Afskjærings Begyndelse og efter denne Torn Fjerbörster, med hvilke ogsaa hele den indre Rand er forsynet. 6. Sergestes corniculum Kr. (Tab. II, fig. 4, a—e.) Af denne Art har jeg havt et ikke ubetydeligt Individantal til Undersögelse, dog alle Hunner og alle i en temmelig maadelig Tilstand, blandt Andet savnende Fölernes Svôber. Den stammer fra Atlanterhavets tropiske Deel (44° n.Br., 213° v. Lgd.'). Störrelsen naaede neppe hos noget af de undersögte Individer 6 Linier. Farven den sædvanlige hvidaglige. Rygskjoldet, som paa det Nærmeste udgjör 1 af Totallengden, besidder et Pande- horn, der har en ikke ganske ubetydelig Lengde (omtrent en Tiendedeel af Rygskjoldets og en Trediedeel af Öiets Længde*), og udmærker sig ved en næsten börsteaglig eller naaleagtig Tyndhed (Tab. III, fig. 4, e). Temmelig ner paa hver Side af dette Horn og næsten i Linie med det, eller dog kun ganske ubetydeligt tilbage, bemærkes en Torn. Öinene (fig. 4, b og b’), som naae til Enden af det förste Led af de överste Föleres Skaft, eller dog næsten lil Enden af dette, og have 1 af Rygskjoldets Længde, vise Kölleform, idet de opsvulme stærkt mod Enden i Retningen opad'). Den temmelig tynde 1) Et enkelt Exemplar fra 22° n. Br., 21° v. Led. *) Större end af det angivne Forhold har jeg ikke fundet det, men derimod i enkelte Tilfælde mindre. Stilk er meget tydeligt adskilt fra den pludseligt opsvulmende Öickugle, hvis Brede omtrent er dobbelt saa stor som dens egen Længde, men indeholdes 24 Gange i det hele Oies Længde. De överste Föleres Skaft (Tab. ll, fig. 4, c), som er af temmelig tynd Form, viser fölgende Forhold af Leddene: 12+5-+ 7; forste er altsaa ligesaa langt som begge de fölgende tilsammentagne, hvilke sidste stemme overeens i Tyndhed og Linieform, medens tredie meget kjendeligt overgaaer andet i Længde. Förste Leds Höredeel er bred og stærkt afsat fra Leddets ôvrige Deel; Tornen paa Höredelens ydre Rand stærk ‘og ved et temmelig bredt, afrundet Udsnit adskilt fra Leddet. Bisvöben har omtrent lige Længde med Hovedsvøbens Roddeel; hos ingen af dem har jeg værel istand til med Bestemthed at iagttage nogen Ledinddeling. De nederste Föleres (Tab. III, fig. 4, d) Skafts sidste Led er fuldkomment liniedan- net, eller uden al Opsvulmen mod Midten eller bagtil, tre Gange saa langt som bredt eller endog derover og indeholdes paa det allernærmeste tre Gange i det bladdannede Vedhængs Længde. Dette er af meget smal Form, idetmindste fem Gange saa langt som bredt, lidt sabelagtigt udböiet, i Enden skraat afskaaret og paa den ydre Side væbnet med en temmelig stærk Torn. Paa Kindbakken har jeg kun bemærket to Tænder, af hvilke den yderste er stærkt fremragende og spids. Famlerens næstsidste Led er ikke dobbelt saa langt som det sidste. Første Kjæbepar er omtrent af sædvanlig Beskaffenhed. Hos andet Kjæbepar synes Svöben ingen Börster at have, og forneden er den ganske afrundet. Første Par Kjæbefådders Famler overgaaer kun Svöben ubetydeligt i Længde. Gjællen er langstrakt pæredannet eller kålledannet. | Andet Par Kjæbefådder indeholdes henimod fire Gange i Totallængden og har en lidt plump Form. Leddenes Lengdeforhold: 1+2+3+244+3+41. Skjöndt vel forsynede med Börster, kunne de sidste Led dog ikke siges at danne en Karde. Tredie Par Kjæbefüdder naaer ikke ganske 2 af Totallængden. Leddenes For- hold: 13 +11 +7+7+6—+6. Det er, ligesom de tre förste Par Brystfödder, rigeligt væbnet med lange Bårster, der, Længden uagtet, have et torne- eller naaleagtigt Udseende. Første Par Brystfödder naaer næsten den halve Tolallengde. Leddenes Længde- forhold: 1+2—+65—+41 +3 +5. Andet Par Brystfüdder har omtrent lige Længde med tredie Par Kjæbefådder. Leddenes Forhold: 1+2+8+7+10+1. Haanden særdeles lille og vanskelig at iagtlage, da de plumpe Fingre slutte tet op til hinanden. 1) Det er kun fra Siden (fig. 4, b), at Öiet viser Kölleform, hvorimod denne forsvinder, naar Oiet sees lige ovenfra (fig. 4, b‘) eller nedenfra, eller, med andre Ord, Oiet er af sammentrykket Form. 254 Tredie Par Brystfödder er, som sædvanligt, det længste Fodpar og overstiger ubetydeligt 2 af Totallengden. Leddenes Længdeforhold: 1 + 2 + 11 + 8 + 10 +}. Beskaffenheden iövrigt som hos forrige Fodpar. Fjerde Par Brystfödder indeholdes omtrent sex Gange i Totallængden. Leddenes Forhold: 4+1+4+9-+4 13 + 1}. Femte Par Brystfüdder er her mere rudimentairt end hos nogen anden undersögt Art, idet det indeholdes over tyve Gange i Tolallengden. Forholdet af dets fire Led (thi flere har jeg ikke kunnet iagttage) er 1 + 1 +4 + 2. Bagkroppens Födder udmærke sig ved en mere langstrakt og spæd Form end sedvanligt. Første Pars Længde udgjör omtrent 1 af Totallengden; Forholdet mellem Rod- deel og Aare som 2 til 3. Roddelens Længde 8 Gange saa stor som Breden eller mere. De fölgende Födder aftage gradevis i Længde, dog saaledes at tredie og fjerde omtrent ere lige lange. Hos andet Fodpar kan, naar Roddelens Længde betegnes med 54, den indre Aare ligeledes betegnes med 54, den ydre med 8. Tredie Pars Roddeel kan betegnes med 4, den indre Aare med 5, den ydre med 7. Fjerde Pars Roddeel med 4, den indre Aare med 43, den ydre med 7. Femte Pars Roddeel med 3, den indre Aare med 4, den ydre med 6. Uagtet Roddelen her er forholdsvis bredest, overstiges dog Breden over tre Gange af Længden. Bagkroppens sjette Ring udmerker sig hos denne Art ved en noget langstrakt og smal Form og ved ikke at have Bugranden vinkelagtigt udbdiet, eller i al Fald i en meget svag, neppe mærkelig Grad. Som oftest er man ved Formen af denne Ring istand til med det blotte Oie at adskille dette lille Dyr fra de nærmeststaaende Arter. Ringens Længde er slårre end fjerde og femte Rings tilsammen, og omtrent ligestor med de tre fårste Bugringes tilsammen, samt udgjör næsten en Femtedeel af Dyrets Totallængde; det mid- terste Halevedhæng overgaaer den, skjöndt ikke i nogen hôi Grad (de forholde sig omtrent som 6 til 5). Ringens Brede naaer ikke ganske dens egen halve Længde. Det mellemste Halevedhæng, hvis Længde indeholdes omtrent 6% Gange i Total- længden og overgaaer de ydre Halevedhængs halve Længde, forholder sig til disses ydre Aare som 7 til 10, til den indre som 7 til 8. Med Hensyn til de ydre Halevedhæng er at mærke, at den ydre Aare har Tornen paa sin ydre Rand rykket håiere op end sædvanligt, noget ovenfor Halvdelen af Aarens Længde, hvilket afgiver et godt og let opfatteligt Mærke til at kjende denne Art. Som Folge af denne Oprykning bliver Pladens Afskjæring mindre skraa og iöinefaldende. Svömmebörsterne paa den ydre Rand ere temmelig korte, paa den indre lange; dog ikke Fjerbårster, ligesaalidt som paa den indre Aare. 7. Sergestes tenuiremis Kr. (Tab. IV, fig. 11, a—b.) Kun et eneste, meget maadeligt conserveret, Exemplar af denne Form har jeg kunnet opdage blandt de övrige, fra den frisiske Indsamling hidrörende, Sergestes-Arter (altsaa fra 44°n.Br.). Et andet, som var taget paa 2° s.Br., 26° v.Lgd., traf jeg blandt de fra Universitets-Museets Indsamlinger stammende. Arten synes altsaa væsentligt tropisk. Störrelsen overstiger kun lidt fem Linier. Farven den sædvanlige hvide. Formen langstrakt og tynd. Rygskjoldet, hvis Længde omtrent udgjår en Trediedeel af Totallængden, viser intet ret bestemt Spor til Pandehorn; eller jeg har i al Fald intet saadant været istand til at opdage, og Pandehorn synes altsaa enten ganske at savnes, eller at være endnu mere rudimentairt end sædvanligt. Öinenes Længde indeholdes lidt mere end tre Gange i Rygskjoldets Længde og omtrent 94 Gange i Totallængden. De naae lidt frem foran Enden af det fårste Led af de nederste Fåleres Skaft, og komme altsaa i denne Henseende nærmest til S. oculatus. Formen er kölledannet, og Oiekuglen er temmelig stærkt afsat fra Stilken, uagtet denne ikke er liniedannet, men tiltager jevnt i Tykkelse lige fra Roden. Üiekuglens Brede er omtrent en halv Gang större end dens Længde, og indeholdes lidt mere end 21 Gange i Oiets Længde, medens dens Længde indeholdes mere end 3} Gange i Oiets Længde. De överste Fåleres Skaft (Svoben manglede næsten ganske) har en smal og lang- strakt Form og overgaaer lidt Halvdelen af Rygskjoldets Længde. Leddenes Længdeforhold er 5+2—+3, og förste Led har altsaa lige saa stor Længde som andet og tredie lilsam- menlagne. Af Form er förste Led ikke pladedannet, men omvendt kôlledannet, andet og tredie Led liniedannede. Bisvöben særdeles lille, kortere end Hovedsvöbens tykkere Roddeel, uden kjendelig Ledinddeling. De nederste Fölere udmærke sig især ved den særdeles smale og langstrakte, næsten fuldkomment liniedannede Form af det bladdannede Vedhæng, hvis Længde omtrent er sex Gange saa stor som dels egen største Brede, men derimod ikke fuldt tre Gange saa stor som Længden af Skaftets sidste Led. Dette har en langstrakt og liniedannet Form med en næsten umærkelig Böining. For ikke aldeles at ödelegge de maadelige Exemplarer, hvorpaa Arten beroer, har jeg ikke særskilt undersågt Kindbakke, Kjæber og fårste Par Kjæbefådder. Jeg kan der- for kun om Kindbakken bemærke, at den er væbnet med Tyggeknude og med Tender, men vover ikke at bestemme disses Antal. Palpens andet Led synes omtrent tre Gange saa langt som det sidste. De övrige Munddele have neppe noget Afvigende i Formen, undtagen Andet Par Kjæbefüdder, hvis Længde indeholdes lidt mere end fire Gange i Totallængden og hvis Ledforhold omtrent kan udtrykkes saaledes: 2+6—+6—4+5—+11. Det sidste Led har nemlig en meget mere langstrakt Form, end ellers hos denne Slægt pleier at findes; det kan næsten kaldes kölledannet og er idelmindste dobbelt saa langt som bredt. Tredie Par Kjæbefüdder savnedes. Förste Par Brystfödders Længde udgjör lidt mere end en Trediedeel af Total- længden. Leddenes indbyrdes Forhold er omtrent 1—+1—+2+6—+31—+6. Formen har intet Eiendommeligt. De to næste Par Brystfådder bære den sædvanlige rudimentaire Sax og udmærke sig maaskee ved de sidste Leds rigelige, lange og stærke Borstebevebning (fig. 11, b). Det lille fjerde Par Brystfödder indeholdes 54 Gange i Totallengden. Leddenes Længdeforhold kan ansættes: 1+1+5+6-+53-+3. Formen den sædvanlige. Börste- væbningen meget svag. Det rudimentaire femte Par udgjör henimod ;4; af Totallengden. Ledinddelingen er tydelig og bestemt; men jeg har imidlertid kun været istand til at iagttage fire Led, hvis Forhold kan seltes: 1-+-1-+2-++2. Borster savnes ganske. Bagkroppen har en meget langstrakt Form, uagtet den dog ikke ganske naaer Rygskjoldets dobbelte Længde. Den femte Ring viser en lille tilbagekrummet Torn paa Rygfladens Middellinie omtrent i 3 af Ringens Længde, og sjette Ring har en lille, meget spids, lige bagud rettet Torn i Enden af Rygfladens Middellinie. Sjette Rings Længde udgjår ikke fuldt 4 af Totallængden; den er imidlertid af langstrakt og forholdsvis smal Form, uden ret kjendelig Udböining af Buglinien, noget mere end dobbelt saa lang som bred. Første og anden Bugring tilsammen overgaaer den ubetydeligt i Længde, og staaer lige saa ubetydeligt tilbage for fjerde og femte i Forening. i Bugfüdderne udmærke sig ved en mere end almindeligt tynd og langstrakt Form. Det første Par, hvis Længde indeholdes omtrent 3! Gange i Totallengen, og hvis Roddeel forholder sig til Aaren som 7 til 9, har et næsten bårstedannet Udseende, idet Roddelen er omtrent ti Gange saa lang som bred. De fölgende Fodpar aftage gradevis i Længde. Hos andet Par er Roddelen af lige Længde med den indre Aare og forholder sig til den ydre som tre til fire. Hos tredie Par ere ligeledes Roddelen og den indre Aare af samme Længde, medens Roddelens Forhold til den ydre er som 11 til 14. Hos fjerde Par for- holder Roddelen sig til den indre Aare som 4 til 5, til den ydre som 4 til 64. Hos alle disse Fodpar er Roddelen fuldkomment liniedannet. Hos det femte Par Bugfödder derimod, hvis Længde ubetydeligt overgaaer 4 af Totallængden, er Roddelen lidt kôlledannet, men viser dog næsten fire Gange saa stor Længde som Brede, og har altsaa en Tyndhed, som jeg ikke har fundet hos nogen anden Art. I Længde forholder den sig til den indre Aare som 7 til 9, til den ydre som 7 til 11. ) Det mellemste Halevedheng, som næsten er 4 kortere end sjette Bugring eller dog ikke naaer 3 af dennes Længde, har sædvanlig Form. Til de yderste Halevedhængs indre Aare forholder det sig i Længde omtrent som 6 til 7; til den ydre som 2 til 3. Denne sidste har en noget bred Sværd- eller Knivform, og Tornen paa dens ydre Rand fremtræder först med dennes nederste Trediedeel, ledsaget, som sædvanligt, af en skraa Afskjæring og Bürstebevæbning. 8. Sergestes obesus Kr. (Tab. IV, fig. 10, a-f.) Kun et eneste, noget defect Exemplar af denne Art, en Hun, har jeg hidtil seet, Det var fanget mellem de övrige Arter paa 41° n. Br. i Atlanterhavet. Størrelsen mellem fem og sex Linier. Farven er den sædvanlige hvide. Formen er hos denne Art af en usædvanlig Plumphed, især hvad Bagkroppen angaaer, hvilket kan ansees som meget betegnende, og derfor har givet Anledning lil Artsnavnet. Pandehorn har jeg ikke været istand til at opdage hos denne Art, hvad enten det nu altid savnes eller kun har været mulileret hos det undersögte Exemplar. Derimod har jeg paa hver Side af Rygskjoldet, omtrent ved Enden af dets Længdes fårste Fjerdedeel, iagttaget en lille, fremadkrummel Torn. Öiet (Tab. IV, fig. 10, a), som naaer lidt frem foran de överste Fåleres Skafts andet Led og har en Trediedeel af Rygskjoldets Længde, viser en tyk eller plump Pære- form. Seet ovenfra er det lidt krummet (den ydre Rand convex, den indre svagl concav). Stilken tiltager jevnt i Tykkelse fra Roden, og gaaer uden Afbrydelse over i Kuglen, hvis Begyndelse blot ved Structur og Farve erkjendes; dens störste Brede er lidt mindre end Öiels halve Længde, men större end en Trediedeel af denne; dens Længdeforhold bliver det misligt at bestemme, paa Grund af dens meget skraae Forbindelse med Stilken; paa Underfladen bliver dens Længdeudbredelse større end dens Brede og liig Oiets halve Lengde. De översie Féleres Skaft (fig. 10, b) er ene tilstrækkeligt til denne Arts Adskillelse, saavel ved Form som Lengdeforhold. Dets Længde naaer nemlig ikke Halvdelen af Ryg- skjoldets Længde. Dets Form er lidt krummet ligesom Öinenes. Leddenes Længdeforhold 9+3+ 355 förste Led er altsaa ikke ubetydeligt længere end andet og tredie tilsammen- lagne, hvilket er et ganske usædvanligt Forhold. Förste Leds Form er ikke pladedannet, Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 33 258 men omvendt kölledannet, Höredelens Torn temmelig svagt fremtrædende (næsten blot en Vinkel), Höreblere og Håresteen tydelige, Andet Led har en noget plump, kort kölle- dannet Form, og i endnu hüiere Grad er dette Tilfældet med tredie Led, hvilket svulmer saaledes op mod Enden, at dets Brede bliver omtrent saa stor som dets halve Længde. Bisvöben er af stærk Bygning, uden ret tydelig Ledinddeling (ligesom Hovedsvöbens Rod- deel), især udmærkel ved sit ganske usædvanlige Længdeforhold; den stemmer nemlig paa det Nærmeste i Længde med Skaftets tredie Led og overgaaer dets andet Led lidt. De mederste Fålere udmærke sig her ved Skaftets usædvanlige Korthed og Plumphed. Det sidste Led af de nederste Föleres Skaft er meget kort, tykt og opsvulmet, næsten ligesaa bredt som langt, og derfor af et noget firkantet Udseende. Det bladdan- nede Vedhæng, der naaer til Enden af de ôverste Föleres Skaft, ja endog rager ganske lidt frem foran dette, er af meget langstrakt og smal, næsten liniedannet Form (Længden omtrent fem Gange saa stor som den største Brede), svagt sabelagtigt krummet, i Enden skraat afskaaret. Det er mere end fem Gange saa langt som Skaftels sidste Led, et Forhold, som jeg hos ingen anden Art har fundet. Om Kindbakker og Kjæber kan jeg intet Nærmere meddele, ifolge det undersögte Exemplars Tilstand. Første Par Kjebefödder (fig. 10, c-x) synes at besidde betydelige Eiendommelig- heder: Kjæbedelen (y) viser kun to Led; Palpen (z) naaer ikke til Enden af Kjæbedelens andet Led og synes kun at bestaae af eet Stykke; Svdben (æ) er endnu meget mindre, saa at sige rudimentair; Gjælle savnes ganske, saavidt jeg har kunnet iagttage; dog tör jeg ikke, efter mit indskrænkede Materiale, tillægge min lagltagelse tilstrækkelig Sikkerhed. Andet Par Kjæbefådder (fig. 10, c-6), som omtrent udgjör 4 af Totallængden, udmærker sig ved Plumphed, især af næstsidste Led. Leddenes Længdeforhold omtrent i+2+2+13+2+3. Nestsidste Leds Brede udgjör fuldt Halvdelen af dets Længde. Sidste Led af kort ægdannet Form med lidt Tilnærmelse til det Kredsrunde. Tredie Par Kjebefödder (Tab. IV, fig. 10, d), hvis Længde lidt overstiger den halve Totallængde, og hvis Ledforhold kan ansættes til 1+1—+2—+11—9—7, viser just intet Udmærkende i Formen, men er næsten aldeles blottet for Børster eller Torne, med Undtagelse af fire til fem stærke og “e Torne i Enden af sidste Led, Da Brystfüdderne lildeels savnedes, tildeels vare mutilerede, forsaavidt de fore- fandtes, maa jeg forbigaae de tre förste Pars Beskrivelse og blot i Almindelighed om dem anföre, at de kun besidde meget enkelte Torne og Börster. Om det fjerde Par (fig. 10, e), hvis Længde omtrent udgjör } af Totallengden og hvis Ledforhold kan betegnes ved Tallene 4 +4 +8 +12 +8 +10, skal jeg bemærke, at Formen er af usædvanlig Plump- hed, og at Börster, om de end ikke ganske savnes, dog kun ere sparsomt tilstede og ingenlunde frembringe et Svömmeredskab. Paa andet Led har jeg iagttaget een og paa tredie Led fem Börster af eiendommelig Beskaffenhed, nemlig med meget korte Sidebörster. Og med Hensyn til det aldeles rudimentaire femte Par Brystfodder (dets Længde inde- holdes tolv Gange i Totallængden) fortjener ligeledes den plumpe, men aldeles liniedan- nede, i Enden bredt afrundede Form at udhæves og den fuldkomne Mangel af Börster. Leddenes Længdeforhold omtrent: 1 —+ 2 + 2 + 3 + 5 + 4. Bagkroppen, som er lidt mere end dobbelt saa lang som Rygskjoldet eller udgjör lidt mere end 5 af Totallengden, udmærker sig, som allerede ovenfor antydet, ved sin tykke og plumpe Form. Rygfladen er jevn og glat, og Ringene passe saa tæt til hver- andre, at det endog bliver vanskeligt at bestemme deres Længde. Den sjette har en meget lille, fra dens bageste Rand udgaaende, Spids paa Midten af Rygfladen. Sjette Rings (Tab. IV, fig. 10, f-x) Længde indeholdes omtrent syv Gange i Totallængden, staaer meget kjendeligt tilbage for fjerde og femte Ring tilsammen, ligesom ogsaa for første og anden tilsammen, og er ikke dobbelt saa lang som bred; derimod overgaaer den betydeligt det mellemste Halevedhæng i Længde. Første Par Bugfüdder forholdsvis korte, idet de indeholdes fuldt fem Gange i Totallængden. Roddeel og Aare omtrent lige lange; den fôrstes Tykkelse er omtrent liig + af dens egen Længde. Andet Par ubetydeligt kortere end förste; Roddelens Længde forholder sig til den ydre Aare omtrent som 9 til 11, til den indre som 9 til 6. Tredie Par hôist ubetydeligt kortere end andet og kjendeligt plumpere, men Delenes Længdeforhold næsten det samme. Hos fjerde Par forholder Roddelen sig til den ydre Aare som 4 til 5, til den indre som 4 til 3. Roddelens Brede vil omtrent belöbe 4 af dens Længde. Femte Par indeholdes omtrent 74 Gange i Totallængden; Roddelen, der forholder sig til den ydre Aare omtrent som 3 til 41, har en noget kålleagtig Form og er omtrent dobbelt saa lang som bred. Det mellemste Halevedhæng (Fig. 10, f-y) udmærker sig hos denne Art ved sin Korthed; det indeholdes over ti Gange i Totallængden, forholder sig til sjette Bugring som 2 til 3, til de ydre Halevedhæng som 4 til 2, til disses indre Aare som 11 til 12, til den ydre som 11 til 18. Ogsaa er Formen noget eiendommelig ved sin stærke Krum- ning samt ved Tykkelsen mod Roden, Störrelsen af Sideudvidelserne og disses Nærmelse lil Bagenden. Paa Spidsens bageste Rand har jeg bemærket tre meget smaa Torne; hvor- imod Börster langs Siderne ganske synes at savnes. | De yderste Halevedhæng (Fig. 10, f-z) have en usædvanlig bred og plump Form. Det yderste Aareblad forholder sig til Roddelen som.9 til 2, til det indre Aareblad som 3 lil 2; og dets Brede forholder sig til Længden omtrent som 1 til 4 Tornen paa dels 33% 260 _ ydre Rand fremtræder meget langt tilbage (bag $ af Randens Længde), hvorved den skraa Afskjæring og dermed tillige Pladens Form modificeres. 9. Sergestes armatus Kr. (Tab. III, fig. 6, a—e.) Af denne Art har jeg kun seet to Exemplarer (fangede blandt de övrige i det angivne Strög af Atlanterhavet), begge Hunner, kun i temmelig slet Tilstand og defecte.”) Men Arten er, uden i mindste Maade at forlade Slægtscharacteren, saa distinct, især ved sin Bevæbning, at der slet ikke kan være Anledning til nogen Tvivl om dens Gyldighed. Længden naaer ikke fuldt sex Linier. Farven den sædvanlige. Pandehornet er her stærkere udviklet end hos nogen af de tidligere omtalte Arter, da dets Længde udgjör omtrent 71, af Totallængden og kun indeholdes 54 Gange i Rygskjoldets Længde. Paa Grund af Öinenes stærke Udvikling bliver det imidlertid mindre paafaldende og viser sig mindre i Forhold til disse end hos S. cornutus. Formen er langstrakt, lige, tynd, stærkt tilspidset. Spor til Tænder har jeg ikke iagttaget paa det, uden maaskee af en eneste, meget lille paa Rodens Rygflade. Öinene udmærke sig ikke blot ved Længde, idet de næsten udgjåre en Sjettedeel af Totallengden, kun indeholdes 23 Gange i Rygskjoldets Længde, og række frem foran det andet Led af de nederste Fåleres Skaft, men ogsaa ved Tykkelse. De kunne vistnok kaldes paddehatdannede, skjöndt deres Form, paa Grund af Stilkens stærkt, dog gradeviis tillagende Tykkelse fra Roden fremefter, er meget forskjellig fra den hos S. oculatus om- handlede. Eller med andre Ord, de danne et Slags Overgang mellem Paddehatformen og Külleformen. Dette gjelder, naar de sees fra Siden; sete ovenfra (fig. 6, b) eller neden- fra, vise de sig simpelt kålledannede. De överste Fåleres Skaft (fig. 6, c), hvis Længde kjendeligt overstiger Rygskjoldels halve Længde og } af Totallængden, har, hvad de to sidste Led angaaer, en meget lang- strakt og smal Form, medens det förste Led maa kaldes pladedannet. Dettes Hörered- skaber og Tornen paa den ydre Rand træde meget tydeligt frem. Det liniedannede tredie Led er fuldt saa langt som fårste Led og forholder sig til andet som 9 til 7. Bisvöben er forholdsvis temmelig lang, lidt længere end Svöbens opsvulmede Roddeel, paa hvilken Led kunne skjelnes, medens Bisvôben ingen Ledinddeling viser. 1) Jeg har senere havt Leilighed til at undersôge et tredie Exemplar, ligeledes en Hun, der skal være fanget paa 7° 37! n. Br. og 224° v. Led. 261. De nederste Föleres bladdannede Vedhæng (fig. 6, d) naaer paa det Nærmeste til Enden af de överste Föleres Skaft; af Form er det langstrakt (omtrent fem til sex Gange saa langt som bredt), fremefter tilspidset eller endeel smalere end bagtil, i Enden afrundet, paa den ydre Side væbnet med en forholdsvis stærk og stor Torn (dens Længde næsten liig med Vedhængets Brede i Enden). Skaftels sidste Led indeholdes om ikke fuldt fem Gange, saa dog mere end fire Gange i det bladdannede Vedhængs Længde; Formen er stærk og bred (Breden omtrent liig den halve Længde). Kindbakken har fire tydelige og spidse Tender. Famleren viser her det usæd- vanlige Forhold, at den er lidt kortere end Kindbakken, og at dens to Led omtrent have lige Længde. De tre folgende Par Munddele have Exemplarets Tilstand ikke tilladt mig at under- søge tilstrækkeligt. Andet Par Kjebefödder, hvis Længde indeholdes noget mere end tre Gange i Totallængden, har omtrent sædvanlig Form. Leddenes Længdeforhold kan ansættes: 1—+ 4 Ce ae. Tredie Par Kjæbefüdder saavelsom de tre förste Par Brystfüdder savnedes hos det sönderlemmede og udmaalte Exemplar. Ved Hjælp af det andet, i dets Heelhed op- bevarede Exemplar kan jeg imidlertid gjåre opmærksom, paa, at andet og tredie Fodpars Sax er forholdsvis större og tydeligere hos denne Art, end jeg hos nogen anden af de ovenfor omtalte Arter har truffet den. Fjerde Par Brystfödder indeholdes noget mere end sex Gange i Totallængden. Leddenes Lengdeforhold er omtrent: 1 +41+4+53+3-+3. Formen den sædvanlige, hvilket ogsaa gjelder om Det rudimentaire femte Par; dette har imidlertid en saa utydelig Ledinddeling, at jeg ikke kan angive Leddenes Længdeforhold. Bagkroppens Rygflade er meget ujevn eller bålgeagtigt hævet og sænket. Förste Ring viste sig hos mit ene Exemplar ubevæbnet, hos det andet derimod forsynet med en meget lille, næsten umærkelig Rygtorn. Anden Ring har en, just ikke stor, men dog meget tydelig, temmelig lige og naaleagtigt tilspidset Rygtorn mod den bageste Ende. En lignende, naaleagtig, men meget længere Torn viser sig paa tredie Ring; den er rettet skraat bagud. Fjerde og femte Ring have hver en meget stor og temmelig stærk Rygtorn, der er krummet bagud i Form af et Horn. Sjette Ring, som indeholdes næsten syv Gange i Totallængden, overgaaer fjerde og femte Ring tilsammen i Længde, ligesom ogsaa det mellemste Hale- vedhæng, og er fuldt saa lang som fårste og anden Bugring tilsammen. Den er uden al Tornebevæbning, af en meget plump Form, med Bugranden stærkt udböiet til en stump Vinkel; dens störste Brede overgaaer meget kjendeligt Halvdelen af dens Længde. 262 Første Par Bugfüdder, hvis Længde indeholdes noget mere end fem Gange i Totallængden og hvis Roddeel forholder sig til Aaren omtrent som 4 til 6%, har en tem- melig langstrakt og tynd Form; dog er Roddelens Længde kun omtrent fire Gange större end Breden. Andet Par ligesaalangt som fürste. Roddelen forholder sig til den indre Aare som 4 til 24, til den ydre som 4 til 64. Heller ikke tredie Par viser nogen Aftagen i Længde, men er lidt tykkere end de foregaaende. Roddelen forholder sig til den indre Aare som 4 til 3, til den ydre som 4 til 64. Lidt kortere er derimod fjerde Par. Roddelens Forhold til den indre Aare som 31 til 3; til den ydre som 34 til 6. Femte Pars Længde udgjör omtrent 4 af Totallængden. Roddelen forholder sig omtrent til den indre Aare som 3 til 24, til den ydre som 3 til 4. Roddelen maa kaldes kölledannet, og Formen af dette Fodpar er vel noget plump, dog i ringere Grad end sædvanligt, idet Roddelens Længde paa det Nærmeste er tre Gange saa stor som dens störste Brede. Det mellemste Halevedhæng, som omtrent udgjör 4 af Totallengden og ikke har stort mere end den halve Længde af de yderste Vedhæng, samt forholder sig til disses indre Aare som 7 til 8, til den ydre som 7 til 11, er i Enden afskaaret med en lille Torn paa hver Side af Afskjæringen. De yderste Halevedhængs ydre længere Aare (fig. 6, e) er omtrent fem Gange saa lang som bred, og er paa den ydre Rand væbnet med en stærk Torn, som er anbragt omtrent i Enden af förste Trediedeel af Aarens L&ngde.!) Den indre kortere Aare er af meget mere tilspidset Form end den ydre. ‘ 10. Sergestes ancylops Kr. (Tab. Ill, fig. 8, a—e.) Foruden et Par Exemplarer af den frisiske Indsamling fra 44° n. Br. har jeg fra Universitets-Museets Indsamlinger undersögt enkelte Exemplarer fra 20° n. Br., 36° v. Lgd., fra 29° n. Br., 32° v. Led. og fra 34° n. Br., 34° v. Lgd., der vel varierede i flere Hen- seender, dog ikke i den Grad, at Artsidentiteten kunde blive tvivlsom. Denne lille Art synes altsaa at besidde en vid Udbredelse, men tillige kun at forekomme mere enkeltvis. 1) Denne Torn kan maaskee dog stundom mangle; thi medens den hos mit ene Exemplar var tilstede paa begge Vedhæng, havde det andet Tornen paa det venstre Vedhæng, men savnede den paa det höire. 263 Størrelsen mellem fire og fem Linier. Farven den sædvanlige hvide. Rygskjoldet besidder vel et lille Pandehorn (fig. 8, a og b), men som kun naaer meget lidt ud over Öienstilkenes Rod, og allsaa ikke kan kaldes andet end rudimentairt, hvorvel det er tyndt, meget spidst, naaledannet, og altsaa, naar det er ubeskadiget, vir- kelig ligner et Horn, ikke en Vinkel (det udgjör omtrent 4% af Rygskjoldets Længde). Paa hver Side af Rygskjoldet, dog temmelig langt tilbage, viser sig en lille Torn. Öinene (fig. 8, b og c’) have en höist paafaldende og eiendommelig Form, der synes tilstrækkelig til nærværende Arts Adskillelse. Deres Længde er betydelig, idet de stundom naae ud over det andet Led af de överste Föleres Skaft, og kun indeholdes om- trent 24 Gange i Rygskjoldets Længde, 63 Gange i Totallængden. Imidlertid maa dog mærkes, at Længden synes at være en Deel Afvexling underkastet, og at man træffer Exemplarer, hos hvilke den neppe overgaaer förste Led af de överste Föleres Skaft. Stilken tynd, lige eller ubetydeligt bôiet, næsten liniedannet eller kun tiltagende hôist ube- tydeligt i Tykkelse fremefter. Øiekuglen langstrakt ægdannet eller næsten elliptisk, dens störste Gjennemsnit mere end dobbelt saa stort som det mindste og omtrent ligt med Oiets halve Længde. Det er ikke blot Formen, som her er usædvanlig, men ogsaa Til- hæftningen, idet den ikke forbinder sig med Stilken ved sin Midte, men ved sin ene Ende, hvorved dens stårste Deel kommer til at rage frem nedefter (næsten ligesom en Oxe paa sit Skaft), og hele Öiet fremstiller en lidt stump Vinkel. Men ligesom man hos forskjellige Individer kan bemærke nogen Forskjellighed i Vinkelens Böining, saaledes har jeg ogsaa i iagttaget enkelte Exemplarer, hos hvilke Oiekuglen ligesom syntes standset i sin Udvik- ling, og derfor viste en afstumpet Form istedetfor den sædvanlige langstrakte. — Med Hensyn til Oiets anatomiske Bygning fortjener at udhæves, at medens hele Oieeblets Over- flade viser Facelter, saa kunne derimod Krystallindser og Glaslegemer kun iagttages i den forreste Ende af denne, rettede fremad. Deres Antal er forholdsvis meget ringe, deres Form særdeles tynd og langstrakt (den kan endog kaldes traadagtig). De överste Föleres Skaft (fig. 8, d) udgjör lidt mere end % af Rygskjoldets Længde og lidt mere end en Femtedeel af Totallengden. Leddenes Forhold er 4+3—+5; sidste Led altsaa tydeligt længere end fårste — et Forhold, som kun gjentager sig hos en af de omtalte Arter (S. cornulus) — og meget længere end andet. Det i Enden skraat afskaarne forste Led er snarere omvendt kölledannet end pladedannnt, men med tydeligt Höreredskab og Torn; de to andre Led liniedannede. Bisvöben uden tydelig Ledinddeling. Hos de nederste Fölere (fig. 8, e) er Skaftets sidste Led liniedannet og af tem- melig usædvanlig Længde, idet det kun staaer lidet tilbage for Halvdelen af det bladdan- nede Vedhængs Længde. Dette, som omtrent er sex Gange saa langt som bredt, af næsten liniedannet Form, i Enden afrundet med en temmelig stor Torn paa den ydre Side, naaer langt ud over de överste Föleres Skafts andet Led, men dog ikke til Enden af det tredie Led, Munddelene frembyde ikke, saavidt jeg har været island lil at undersöge dem, nogen betydelig Formafvigelse. Heller ikke vise de to sidste Par Kjæbefôdder eller Brystfödderne noget Paafal- dende i Formen. Deres Leds Længdeforhold kan angives saaledes. Andet Par Kjebefödder: 1 +3+3+4+23+23+4. Sidste Led af temmelig lang- strakt og smal Form. Bôürstevæbningen af dette Fodpar ikke saa rigelig som hos de fleste andre Arter. Tredie Par Kjebeföddr: 1—+ 4—+ 6 + 6 + 53 + 6. Første Par Brystfødder: 1+1—+4+61+4—+7. Andet Par Brystföddr: 2+4-+53+7+4 10+}. Tredie Par Brystfodder: 2+2+ 12 +7 +10 + i. Fjerde Par Brystföddr: 1+1+3+4+2+42. Femte Par Brystfödder viste en saa utydelig eller ubestemt Ledinddeling, at jeg ikke har været istand til med nogen Sikkerhed at fastsætte Leddenes indbyrdes Forhold. Kjæbefåddernes og Brystföddernes Længdeforhold saavel indbyrdes som til Totallengden vil det være mindre nådvendigt her at udhæve, da Udmaalingstavlen derover meddeler de fornådne Opgivelser. Bagkroppens Rygflade er noget knudret eller bålgedannet. Fjerde og femte Ring vise lidt foran den bageste Rand Spor til en meget lille Rygtorn, som dog hos flere Exemplarer savnedes (efter al Rimelighed blot fordi den var afstödt?). Sjette Ring, hvis Længde ikke udgjår stort mere end en Sjettedeel af Totallængden, overgaaer imidlerlid betydeligt fjerde og femte Ring tilsammen, og er omtrent af lige Længde med de tre förste Bugringe tilsammenlagte.!) Dens Form er langstrakt, næsten liniedannet, dog med Bugranden lidt convex; dens stårste Brede staaer mere eller mindre tydeligt tilbage for Halvdelen af dens Længde (Bredeforholdet er ikke ganske constant). Oftere er den i Enden væbnet med en meget lille Torn. Bugfüdderne have en smal og langstrakt Form. Hos første Par, hvis Længde udgjör betydeligt mere end 4 af Totallængden, er Længdeforholdet mellem det særdeles tynde Rodled og Aaren omtrent som 3 til 4; delte Fodpar kan næsten kaldes börstedan- net. De fålgende Fodpar aftage gradevis i Længde, hvorimod deres Tykkelses Forhold voxer. Hos andet Par forholder Roddelen sig til den ydre Aare omtrent som 5 lil 8, til 1) Dette Forhold er imidlertid her ingenlunde constant, og kan altsaa ikke benyttes til Artsadskillelsen. Hos to Exemplarer, som jeg senere sammenlignede med det udmaalte, fandt jeg sjette Ring betydeligt kortere end de tre förste Ringe tilsammen og neppe saa langt som fjerde og femte tilsammen. Lu] iz} I I > A 5 265 den indre som 5 til 6. Hos tredie Par er Forholdet som 4 til 7 og 4 til 5; hos fjerde Par som 34 til 64 og 31 til 5; hos femte Par endelig som 3 til 5 og 3 til 3. Hos femte Par, hvis Længde kun udgjår lidt mere end } af Totallengden, er Roddelen kölledannet, medens den hos de övrige er liniedannet; dens største Brede naaer vel ikke Halvdelen af dens egen Længde, men overstiger dog meget Trediedelen. | Det mellemste Halevedhæng, der kun omtrent er 1 kortere end sjette Bugring og omtrent af lige Længde med de ydre Vedhængs indre Aare, og forholder sig til den ydre næsten som 2 til 3, har intet Afvigende i Formen. Paa de ydre Halevedhængs ydre Aare fremtræder den ydre Rands Torn — og med denne Borslevebningen — forst med Læng- dens sidste Trediedeel. 11. Sergestes Rinkii Kr. (Tab. II, fig. 3, a-g.) Denne lille Art er fanget i det nordlige Atlanterhav af Dr. Rink og velvilligt meddeelt mig til Undersögelse af Professor Steenstrup.') Jeg har kun seet Hunner. Farven har intet Betegnende. Længden overstiger hos intet af de Exemplarer, jeg har undersögt, fire Linier. Med Hensyn til Bagkroppens Tornebevæbning nærmer denne Form sig til Sergestes armatus Kr., men har iövrigt Eiendommeligheder nok til at adskille den saavel fra denne som fra de övrige beskrevne Former som en sikker Art (fig. 3, a). Formen langstrakt og temmelig sped. Rygskjoldet, hvis Længde indeholdes noget mere end tre Gange i Totallængden, har istedetfor Pandehorn i Midten af den forreste Rand en lille Torn, som ikke gjerne er rettet frem, men snarere op (alleroftest har jeg truffet den afbrudt). Öinene (fig. 3, b) udmærke sig ved en betydelig Størrelse; deres Længde udgjår mere end en Femtedeel af Totallengden og omtrent ? af Rygskjoldets Længde, og de naae til Enden af de överste Föleres Skafts andet Led. Formen tynd, kölledannet, med Oiekuglen meget tydeligt afsat fra Stilken. Denne sidste omtrent tre Gange saa lang som Kuglen, der har noget större Brede end Længde (Forholdet næsten som 4 til 3). Imid- lertid maa mærkes, at Kuglens Omrids ikke er kredsrundl, men noget sammentrykket eller elliptisk, og at den altsaa, seet fra forskjellige Sider, fremtræder under noget forskjellig Form. Dette gjelder ogsaa Pigmentmassen, som, naar den sees fra Siden, viser omtrent dobbelt saa stor Brede som Længde, medens den, seet ovenfra, nærmer sig den kreds- runde Form. 1) Den angives at være taget paa 57° 50' n. Br. og 2519 v.Lgd.; et enkelt Exemplar har Angivelsen 59° Br. Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind, 34 266 De överste Föleres Skaft (fig. 3, c) er meget langt (af lige Længde med Rygskjoldet, og altsaa större end en Fjerdedeel af Totallengden), men tillige tyndt og næsten linie- dannet eller maaskee retlere börstedannet, da det i Enden ikke er betydeligt tykkere end Svöben, der her synes ligesom en umiddelbar Fortsættelse af Skaftet. Forholdet af dets tre Led er omtrent 54 +2 + 2. Det förste udmærker sig altsaa ved en meget betydelig Længde, der langt overgaaer den forenede Længde af andet og tredie Led, men Tykkelsen eller Breden staaer ikke i Forhold til Længden, uagtet Hôredelen er lidt udvidet og for- synet med en temmelig stor Torn.!) I Spidsen er det ikke kjendeligt tykkere end andet og tredie Led, der omtrent stemme baade i Tykkelse og Længde. Svöben udmærker sig hos denne Art ved en ganske usædvanlig Korthed, idet den ikke engang har Skaftets Længde (den forholder sig til dette omtrent som 7 til 8). Den bestaaer kun af faa, men forholdsvis lange Led (kun omtrent 10—12), og er af stærk Bygning. Fra dens tredie Led udgaaer i Retning med Bisvöben en lille Knude (z), som i Enden udsender tre, for- holdsvis meget lange og stærke Börster. Bisvåben (y), der i Længde overgaaer Rod- leddet af Hovedsvöben, bestaaer af to Led, hvis Articulation dog let kan oversees; det forste naaer næslen til Enden af Svöbens Rodled, det andet til Enden af dens andet Led; dette sidste har i Enden en Börste. De nederste Föleres Skaft (fig. 3, c, æ) har omtrent det bladdannede Vedhængs halve Længde; dets sidste Led er forholdsvis meget langt (det udgjôr 3 af Skaftets Længde og mere end + af det bladdannede Vedhæng), tyndt, trindt, liniedannet. Det saakaldte bladdannede Vedhæng (6) viser her intet Spor af Bladform, idet dels Længde (der lidt overgaaer Öiets) er mindst ti Gange saa stor som dets Brede. Det er altsaa liniedannet, næsten börstedannet, i Enden særdeles skraat afskaaret (i Retningen udad og tilbage) og forsynet med en ualmindelig stor Torn paa den ydre Side, hvilken Torn dog ender ligesom med en hudagtig eller blåd Forlængelse. Da jeg ikke har kunnet opoffre et tilstrækkeligt Antal Exemplarer paa Undersö- gelsen, hvilken fremdeles hindredes derved, at alle Exemplarerne vare mere eller mindre defecte, nödes jeg ogsaa til i Beskrivelsen at lade flere Forhold uberårte, navnlig Mund- delene. Andet Par Kjwbefödder (fig. 3, c') er af temmelig plump Form og viser Striglen middelmaadigt udviklet. Leddenes Længdeforhold er omtrent 14 +4+45+4+4—+2. Det sidste Led ægdannet. Andet Par Brystfådder (fig. 3, d) stemmer i Længde omtrent med den halve Total- længde. Leddenes Længdeforhold omtrent $-+4+2+6+2+2-+5-+ 4. Saxen lille og tillige meget plump (d’). 1) Hôreblæren og Hörestenen ere hos denne Art meget smaa, men ikke desmindre meget tydelige. 267 Tredie Par Brystfödder (fig. 3, e), som i Længde overgaaer den halve Total- længde og nærmer sig 3 af denne, viser omtrent fålgende indbyrdes Forhold af Leddene: 3+3+2? GS BEER +5 + §. Fjerde Par Brystfödder (fig. 3, f), som indeholdes fem Gange eller lidt mere end fem Gange i Totallængden, har en meget utydelig Articulation (Rodleddet undtaget) og synes kun at bestaae af fem Led, hvis indbyrdes Længdeforhold jeg har fundet: 4 —+ 5 +5+6—+6. Bürsterne paa de to sidste Led have forholdsvis en betydelig Længde (omtrent lig Fodens halve Længde) og danne tydeligt en Aare. Bagkroppen har hos denne Art meget Eiendommeligt i sin Form; den er tynd og langstrakt og udgjör noget mere end 3 af Totallengden. Alle dens Ringe ere væbnede hver med en Torn, som udgaaer fra Rygfladens Middellinie ved Ringens bageste Rand. Alle Ringene springe tydeligt frem i Form af en Vinkel paa det Sted, hvor Tornene ud- gaae, og herved faaer Ryggen et saugtakket Udseende. Förste og anden Rings Torne ere særdeles smaa og fordre en stærk Forstörrelse for at iagttages; de andre Ringe have derimod Torne af en ret betydelig Stårrelse, hvilke imidlertid udmærke sig ved et særeget, ligesom blödt og hudagtigt Udseende. Medens de övrige Torne ere rettede i Veiret (skjöndt tillige bagud krummede), er derimod den fra sjelte Ring udgaaende rettet ganske tilbage. De fem fürste Bugringe ere meget korle, indbyrdes omtrent af lige Længde; den sjette derimod udmærker sig ved en ganske usædvanlig Længde (næsten lige saa stor som fire af de andre Ringe tilsammen) og ved sin tynde, liniedannede Form; dens Længde er næsten fire Gange saa stor som Breden. Bugfüdderne ere af en langstrakt og tynd Form. Förste Par, hvis Længde fuld- komment naaer 1 af Totallængden, er næsten bôrsteagtigt; Forholdet af Roddelen til Aaren er omtrent som 5 til 7. Hos andet Par kan Forholdet mellem Roddelen og den ydre Aare settes som 44 til 6, mellem Roddelen og den indre Aare som 44 til 2. Tredie Par er ubetydeligt kortere end andet, ligesom andet er lidt kortere end fårste; Forholdet mellem Roddeel og ydre Aare som 2 til 3, mellem Roddeel og indre Aare som 2 til 1. Hos fjerde Par er Forholdet af Roddelen til den ydre Aare som 34 til 5, til den indre som 34 til 24. Hos femte Par endelig forholder Roddelen sig til den ydre Aare omtrent som 3 til 4, til den indre som 3 til 34. Endnu femte Par er, saavel hvad Roddeel som Aarer angaaer, ganske liniedannet. og Roddelens Længde er omtrent fem til sex Gange saa stor som dens Brede. Det mellemste Halevedhæng (fig. 3, g), som ikke er stort mere end halvt saa langt som det yderste, har en langstrakt, tilspidset Form, og udmærker sig fortrinligt derved, at det i Enden er dybt gaffelagtigt klöftet eller deelt i to meget lange Spidser, hvilke efter Formen fortjene Benævnelsen af Torne, men dog paa den anden Side synes altfor blöde og hudagtige til at dette Navn ret passer paa dem. De ydre Halevedhæng udmærke sig 34* 268 if kun derved, at Tornen paa den ydre Rand af den sverddannede ydre Aare (hvilken Torn iövrigt har en ualmindelig Længde, men er blöd) er anbragt omtrent paa Midten af Aarens Rand, eller ganske ubetydeligt bag Midten, et Forhold, jeg hos ingen anden Art har truffet. Den bagved Tornen liggende Deel af Pladen er særdeles tilspidset. lovrigt er Beskaffenheden den sedvanlige. Den ydre Aares Lengde forholder sig til den indre omtrent som 4 til 3. 2. Sergestes serrulatus Kr. (Tab. IV, fig. 12, a—g.) Af denne meget dislincte Art har jeg i et Glas med forskjellige Kræbsdyr fra det nordligste Kattegat fundet et Par mere eller mindre defecte Exemplarer (alle Hanner). Totallængden kan omtrent ansættes til sex Linier. Farven er den sedvanlige lyse. Rygskjoldet (fig. 12, a) udgjör omtrent en Fjerdedeel af Totallengden. Dets Pande- horn er vistnok aldeles rudimentairt, men dog tilspidset og fremadrettet; det fortsetter sig i en lille Strækning bagud paa Rygskjoldet som en Kjöl, der viser et Par smaa Torne (den bagesle især særdeles lille). Rygskjoldet har desuden tet bag Oinenes Rod et Par store Torne (næsten af lige Störrelse med Pandehornet), samt lidt længere tilbage og udad et andet Par, der maaskee i Regelen er dobbelt (9: paa hver Side bestaaer af to tetstillede Torne, en större og en mindre). Endnu har jeg fundet et tredie meget lille Tornepar mellem förste og andet, dog lidt mere indvendigt eller nærmere Rygkjölen. Naar Dyret sees fra Siden, meddele nogle af disse Torne gjerne Rygskjoldets överste Rand mere eller mindre Saugform. Oinene (fig. 12, d), hvis Længde indeholdes- omtrent ti Gange i Totallængden og som naae til Enden af det förste Led af de överste Föleres Skaft, ere simpelt kölledan- nede. Öiekuglen udgjör omtrent 4 af Oiets Længde, og ligesom adskilles fra Stilken ved et lille Indsnit paa Siderne. Den har lidt större Brede end Længde (Öiekuglens Brede udgjér omtrent ! af Oiets Længde). Den Krumning, som Oiestilkens Rod danner, idet den udgaaer fra Oieringen, er ganske eiendommelig for nerverende Art. De överste Fölere (Tab. IV, fig. 12, b) besidde flere mærkelige Eiendommeligheder, men vise tillige en betydelig individuel Afvexling i Delenes Længde og indbyrdes Forhold: medens jeg hos et Exemplar (det for Udmaalingstavlen benyltede) fandt Skaftet meget kjendeligt længere end Rygskjoldet, og dets förste Led kortere end det sidste (Leddenes indbyrdes Forhold omtrent 7 +34-+ 8), var hos et andet Exemplar Skaftet kun omtrent af lige Længde med Rygskjoldet, og dets fürste Led længere end tredie (Leddenes Forheld 7+21+4+6). Skaftets förste Led har en tyk og plump Form, en kun lille Höreblere og Höresteen, men foran denne en meget stor Torn, og er fortil særdeles stærkt udhulet for 269 at optage Öinene. Ogsaa andet Led er noget plumpt, dets Tykkelse större end dets halve Længde; tredie Led derimod tyndt og ganske liniedannel. Hannernes indre eller rudimen- taire Svöbe viser et eiendommeligt Forhold: alle dens Dele ere af meget tynd Form, Led- dene usædvanligt tydelige (ligesom ogsaa i Roddelen af den ydre Svöbe), og istedetfor en enkelt Krog ere to tilstede, dog af meget forskjellig Størrelse. Ogsaa udvider tredie Led sig ved Roden paa den ydre Side ganske eiendommeligt i Form af en spids Vinkel (fig. 12, b’). De nederste Föleres (fig. 12, c) bladdannede Vedhæng er smalt (omtrent fem Gange saa langt som bredt), næsten ganske liniedannet, i Enden noget skraat afskaaret og med en lille, men dog tydelig Torn. Skaftets sidste Led kort og plumpt; dets Længde inde- holdes tre Gange i det bladdannede Vedhæng, og dets Brede udgjör næsten Halvdelen af dets Længde. Andet Par Kjæbefüdder (fig. 12, f), hvis Længde indeholdes omtrent fem Gange i Totallengden, viser to Eiendommeligheder: först den Krog eller Vinkel, som fjerde Led danner ved Roden, hvor det forbinder sig med tredie; og dernæst det lille ovale sjette Leds Fremadböining, saa at det danner en ret Vinkel med femte. Langdeforholdet af Leddene er omtrent 1 +21 +3+2+3 +1. Andet og tredie Par Brystfödders Sax er vistnok aldeles rudimentair, men dog, hvad Formen angaaer, tydeligt og bestemt uddannet til Lighed med det Redskab, hvoraf … det förer Navn. Bagkroppens Ringe vise ingen Spor til Torne eller Forlengelser paa Rygfladen. Sjette Ring har forholdsvis en meget betydelig Længde, da den omtrent udgjör 4 af Total- længden og paa det Nærmeste er dobbelt saa lang som det mellemste Halevedhæng og kun staaer ganske lidet tilbage for de yderste Halevedhængs Længde. Den er kun ganske lidet længere end fjerde og femte Ring tilsammen, men overgaaer stærkere den forenede forste og anden Ring. Dens nederste Rand danner en Bue, og dens stôrste Brede udgjår omtrent Halvdelen af Længden. Bagest paa Bugfladen viser sig ligesom et lille fladt Ud- snit, hvorfra et Börsteknippe udgaaer. De tre forreste Par Buglemmer have middelmaadig Længde og Förlighed, dog med Tilnærmelse til det Plumpe; fjerde og femte Par blive, især naar Hensyn tages til Dyrets langstrakte Form, endog meget plumpe, med stærkt kölledannet Roddeel. Iövrigt tillader Tilstanden af de undersögte Exemplarer mig ikke at gaae ind paa en nærmere Beskrivelse af disse Deles Forhold. Det mellemste Halevedhæng (fig. 12, g-x) er usædvanligt kort, neppe halvt saa langt som de ydre, Ogsaa er dets Form usædvanlig plump og bred, og det ender af- stumpet eller lige afskaaret, med et Par (fire) smaa Börster paa den bageste Rand; hvilken ogsaa besidder en særdeles lille Hjörnetorn (fig. 12, g”). 270 De ydre Halevedhengs Roddeel forholder sig til den ydre Aare omtrent som 1 til 5, til den indre som 1 til 4. Den ydre Aare (fig. 12, g-z) er temmelig langstrakt og smal (omtrent fem Gange saa lang som bred) og har den ydre Rands Torn, som her er meget kjendelig, anbragt i 3 af Aarens Længde. Den sidste Trediedeel af Pladen er ikke, som sædvanligt, skraat afskaaren, men ender noget bredt og jevnt afrundet. Den indre kortere Aare (fig. 12, g-y) er af tilspidset Form. ; 13. Sergestes caudatus Kr. (Tab. V, fig. 14, a—d.) Kun et eneste — og dette saavel slet conserveret som i flere Henseender defect!) — Exemplar af denne lile Art har jeg truffet sammen med foregaaende mellem andre smaa Kræbsdyr fra det nordlige Kattegat. Störrelsen mellem fire og fem Linier. Farven den sædvanlige hvidaglige. Rygskjoldet, hvis Længde indeholdes mere end tre Gange, men ikke 34 Gange, i Totallengden, er væbnet med et stort, lige og liniedannet Pandehorn. Dettes överste Rand viser adskillige Tender eller Saugtakker (jeg har i Alt iagttaget sex, naar Ende- lornen og to paa Rygskjoldet anbragte medregnes) og fortsættes ved en Kjöl paa Ryg- skjoldets forreste Deel. Da dets Spidse synes at være afbrudt, kan dets Længdeforhold til Rygskjoldet ikke bestemmes med nogen Sikkerhed; saaledes som det viser sig, inde- holdes det omtrent 43 Gange i Rygskjoldets Længde. Rygskjoldet er iövrigt væbnet med to Torne paa hver Side bag Öinene, den ene noget bag den anden. Öinene (fig. 14, c), hvis Længde indeholdes fire Gange i Rygskjoldets Længde og som ikke ganske naae til Enden af de överste Föleres Skafts förste Led, have en plum- pere Form end hos nogen anden mig bekjendt Sergestes: deres Tykkelse er omtrent lig deres halve Lengde, og aftager kun svagt og jevnt mod Roden; en Stilk kan altsaa ikke siges at dannes, ligesom Oiekuglen ikke er tydeligt betegnet uden ved Farven; Formen kan vel nærmest angives som tykt pæredannet. De åverste Föleres Skaft (fig. 14, b-x) udgjör næsten en Femtedeel af Totalleng- den og 3 af Rygskjoldets Længde. Det er af en tynd og langstrakt Form og udmærker sig meget paafaldende ved den overordentlige Længde af förste Led og Kortheden af 1} Imidlertid er dette slette Exemplar fuldkommen tilstrækkeligt til Artens Begrundelse. Ja, Formen har endog saadanne Egenheder, at den med Rette kunde fordre Opstillingen af en ny Slægt; hvad jeg dog heller vil overlade Andre, som i Fremtiden maatte komme i Besiddelse af et rigere Materiale til den nye Slægts faste Begrundelse. 271 tredie Led, Længdeforholdet af Leddene kan betegnes ved Tallene 11 +5 +2; fürste Led er saaledes henimod dobbelt saa langt som andet og tredie tilsammen, og tredie har neppe andets halve Længde. Förste Leds Höredeel er stærkt udviklet med meget lydelig Hôresæk, stor Torn og en Hôresteen, som udmærker sig ved horngul Farve; paa Midten er dette Led tyndest, hvorimod det i den forreste Ende udvider sig lidt kölle- agtigt. Det liniedannede andet Led har en stærk Bôrstevæbning langs begge Sider. De nederste Fölere have et kort Skaft og et meget langt bladdannet Vedhæng (fig. 14, b-y). Dette sidste, som næsten har lige Længde med de överste Föleres Skaft, men med sin Ende naaer lidt frem foran delte (paa Grund af sin Tilheftning), er linie- dannet, omtrent ni Gange saa langt som bredt og otte til ni Gange saa langt som Skaf- tets sidste Led. Om Forholdet af Enderanden og Hjornetornen kan jeg, paa Grund af Exemplarets slette Tilstand, ikke meddele noget sikkert. Paa en nærmere Beskrivelse af Munddele og Brystfådder forbyder mit Materiale mig at gaae ind. Jeg skal kun udhæve den Omstændighed, der efter min Mening kunde tjene til Begrundelse af en ny Slægt: at det andet og tredie Par Brystfüdder besidde en fuldkomment udviklet Sax, medens Slægtens övrige bekjendte Arter ere indskrænkede til et meget ufuldkomment Rudiment, Bagkroppen, som viser en lille Mediantorn udgaaende paa Rygfladen fra femte og sjette Rings bageste Rand, har en meget langstrakt Form, hvilket især maa lilskrives den ualmindelige Forlængelse af sjette Ring. Denne, som udgjör mere end en Femtedeel af Totallængden, og som i Længde overgaaer de tre foregaaende Ringe tilsammentagne og "næsten naaer Længden af de tre første Bugringe sammenlagte, har Linieform og er rigeligt tre Gange saa lang som bred. Bugfödderne ere temmelig korte, men ingenlunde af plump Form, idet selv hos femte Par Roddelen viser sig liniedannet. Det mellemste Halevedhæng udmærker sig först derved, at det i Længde kun staaer megel ubetydeligt tilbage for de ydre Vedhæng (det naaer til Enden af den indre Aare, og den ydre rager kun med omtrent 1 af sin Længde ud over det). Dernæst er dets Form næsten liniedannet, kun lidt bredere ved Roden end mod Enden, uden de sædvanlige Svulste eller Udvidelser paa Siderne. Endelig savner det Borstevebning, og har i det Sted bagtil langs hver Side tre stærke Torne og paa den udbuede bagesle Rand ti Torne, af hvilke den yderste paa hver Side er den største og stærkeste. De yderste Halevedhæng (fig. 14, d) have det Betegnende, at Aarerne næsten ere lige lange, eller den ydre dog kun lidt længere end den indre. Den store og stærke Torn, hvormed den bredt-liniedannede yderste Aares ydre Rand er væbnet, findes anbragt meget langt tilbage (omtrent ved 2 af Aarens Længde), og Enden af Aaren skraaner der- paa vel indefter, men er tillige bredt afrundet. 14. Sergestes brachyorrhos Kr. (Tab. V, fig. 13, a—b.) Af denne, den mindste mig bekjendte Sergestes-Art, har jeg kun seel et eneste Exemplar — en Hun — som er fanget i Atlanterhavet, efter Angivelse paa omtrent 30° n. Br. og 33? v. Lgd.”) Farven bruunguul, môrkere end hos Sergestes-Arlerne i Almindelighed. Størrelsen overgaaer kun ubetydeligt to Linier. Rygskjoldet udgjör, Pandehornet medregnet, 1 af Totallængden; bagtil viser det sig ualmindeligt dybt udskaaret eller indbdiet paa Midten af Rygfladen. Dets Overflade har jeg fundet noget ujevn, ligesom bugtet. Bag Pandehornet hæver sig en Kjål, og to Par Torne ere tilstede, det ene tæt bag Öinene, det andet længer tilbage og lidt lavere. Et virkeligt Pandehorn er tilstede, overmaade fiint, spidst, naaledannet og af ikke ubetydelig Længde, idet det udgjår fuldt ! af Rygskjoldets Længde, 4 af Totallængden og omtrent naaer til Midten af Öiets Længde. Öinene udmærke sig ved en höist betydelig Masseudvikling, og stemme baade i Form og Forhold nærmest overeens med de samme Dele hos S. armatus. Deres Længde ud- gjör næsten ! af Totallengden og mere end Rygskjoldets halve Længde; fortil naae de til Enden af de överste Föleres andet Led eller endog lidt frem foran denne. De ere meget stærkt kålledannede med Tilnærmelse til Paddehatformen, og Öickuglen altsaa meget tydeligt adskilt fra Stilken; hvorhos dog bliver at erindre, at deres Udvidelse mod Enden foregaaer i Retningen opefter, og at de ere sammentrykkede eller have stårre Håide end Brede, hvorfor de vise sig under temmelig forskjellig Form, eftersom man seer dem fra Siden eller ovenfra. Öiekuglen er heftet temmelig skraat til Stilken; dens stårste Brede- gjennemsnit overgaaer betydeligt dens Længde (det er næsten dobbelt saa stort) og naaer Oiels halve Længde. De överste Fölere ere usædvanligt korte, idet deres Længde ingenlunde naaer den halve Totallengde. Dette beroer paa Kortheden af den ydre Svöbe, som kun har lidt mere end Skaftets halve Længde og en temmelig plump Form Det, med Undtagelse af forste Leds udvidede Höredeel, liniedannede Skaft derimod har betydelig Længde; det udgjör næsten 4 af Totallengden og mere end 2 af Rygskjoldels Længde. Leddenes ind- byrdes Længdeforhold kan omtrent ansættes til 10+6—5, eller förste Led har næsten lige 1) Paa Grund af Overeensstemmelsen i Pandehornets Forhold, Öinenes Form 0. s. v. var jeg ved fürste Betragtning tilböielig til at ansee dette Dyr for et Udviklingstrin af S. armatus; men den nærmere Undersågelse bekræftede ikke denne Mening. 273 Længde med de to fölgende tilsammen, og tredie Led er det korteste. Höretornen har jeg fundet meget stærkt udviklet, Adskillelsen mellem förste og andet Led derimod noget utydelig og vanskelig at iagttage. Den ydre Svöbes Roddeel, som omtrent indtager Tre- diedelen af dens Længde, viser ingen Ledinddeling, og den övrige Svöbe bestaaer kun af fire eller fem store Led. Den noget plumpe Bisvöbe synes aldeles at savne Ledinddeling. De nederste Föleres Skafts sidste Led er liniedannet, men har kun meget ringe Længde, idet det neppe udgjör en Fjerdedeel af det bladdannede Vedhæng. Dette, som naaer til Enden af de överste Föleres Skaft, er meget langstrakt og smalt (8 til 9 Gange saa langt som bredt), næsten ganske liniedannet, dog lidt krummet, i Enden meget skraat afskaaret udefter og bagtil, med stærkt udviklet Hjörnetorn. Börstevebningen lang og stærk, men just ikke meget tæt. Det meest Udmærkende for det andet Par Kjebefödder er Breden af næstsidste Led sammenlignet med det lille sidste Leds Smalhed (det er neppe mere end halvt saa bredt som næstsidste). Leddenes Længdeforhold omtrent 1+4+4+4+4+41. Om en Strigle kan her ikke tales, da de to sidste Led kun vise nogle adspredte Börster og endeel Torne. Andet og tredie Par Brystfödders Sax er endnu mere rudimentair end sædvanligt, idet den ubevægelige Finger blot danner en stump Knude, der ikke naaer lil Enden af Tommelen. Om fjerde og femte Par Brystfödder kan jeg ingen Oplysning give, da de hos mit eneste Exemplar savnedes. Bagkroppens tre sidste Ringe ere forsynede med en lille Mediantorn, udgaaende fra disse Ringes bageste Rand. Men desuden have fjerde og femte Ring hver et Par tem- melig slærkt fremragende Sidetorne, som vise sig, naar Dyret undersöges fra Ryg- fladen. ” Ogsaa første, anden og tredie Ring besidde Sidetorne ved den nederste Rand, hvilke dog vanskeligt iagttages, fordi de ikke ere rettede udad, men snarere bôiede lidt ind under Bugen. Sjette Ring udmærker sig ved sin Længde, der overgaaer en Femtedeel af Totallængden og er lig med Længden af de tre foregaaende Ringe sammenlagte; samt ved sin smale, liniedannede Form (Breden indeholdes mere end to Gange i Længden). Bugfödderne have middelmaadig Længde (det förste Par indeholdes henimod fem Gange, det sidste syv Gange i Totallængden) og en temmelig tynd Form, idet Roddelen hos dem alle, selv det femte Par, er fuldkomment liniedannet. Det mellemste Halevedhæng (eller sidste Bugring) er usædvanligt kort, næsten rudi- mentairt, idet det indeholdes henimod 14 Gange i Totallængden, tre Gange i sjette Bugrings Længde og lidt mere end tre Gange i de ydre Halevedhæng. Dets Form er ogsaa eiendom- melig, idet det forholdsviis har betydelig Brede, först mod Enden tilspidses og paa den bageste Rand er væbnet med to store og stærke Torne. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 35 274 De yderste Halevedhængs Roddeel udmærker sig ved den slærke Udvikling af Tornen paa det bageste- yderste Hjörne. Den ydre Aare, der i Længde for- holder sig til den indre omtrent som 4 til 3, er af meget langstrakt, smal og liniedannet Form (omtrent olte Gange saa lang som bred), i Enden jevnt afrundet, uden Torn paa den ydre Rand — idetmindste har jeg ved gjentagne Undersôgelser intet Spor til en saadan kunnet opdage — hvorimod mod dennes sidste syvende eller ottende Deel Bôrste- væbningen begynder. Börsterne have ikke blot en betydelig Længde, men udmærke sig derhos ved en usædvanlig Tykkelse eller Grovhed. De indre Aarer ere omtrent af almin- delig Form og Forhold, men Bôrstevæbningen viser samme Beskaffenhed som hos de ydre. 15. Sergestes laciniatus Kr. (Tab. V, fig. 15, a—e.) Denne Art har jeg fundet, ligesom de to nærmest foregaaende, i et Glas med forskjellige smaa Kræbsdyr fra Kattegattet"), men kun i et eneste Exemplar (©), og dette, desværre, slet conserveret og defect. Hvor misligt det end under saadanne Omstændigheder maatte synes at opslille en Art, tvivler jeg dog, især stottet til Beskaffenheden af de ydre Halevedhæng, slet ikke paa, at den er forskjellig fra alle de foregaaende. Det er nemlig kun hos S. corniculum og S.armatus at en lignende Anordning af Tornen paa de omtalte Vedhængs ydre Rand findes; men fra den sidste af disse Arter adskilles den let ved Mangelen af Bevæbning; den förste, reent tropiske Art, staaer den vistnok meget nær, men har dog i Mangel af Pandehorn et, som jeg mener, sikkert Skjelnemærke. Öinene ere lidt kortere end fårste Led af de överste Föleres Skaft (Forholdet omtrent som 5 til 6), af Külleform, med Kuglen tydeligt afsat fra Stilken, Skjöndt de i Form og Forhold nærme sig særdeles meget til de samme Redskaber hos S. corniculum, adskille de sig dog meget væsentligt derved, at de ere fladtrykkede istedetfor sammentryk- kede, altsaa tydeligst og stærkest vise Kölleformen, naar de sees oven- eller nedenfra, hvorimod de, sete fra Siden, næsten blive liniedannede. Iåvrigt synes Öinene at adskille sig ved Stilkens stårre Tykkelse mod Roden, ved kortere og derfor forholdsvis bredere Kugle og ved dennes lige (ikke skraa) Tilheftning til Stilken. De överste Föleres Skaft har en anseelig Længde. Leddenes Forhold er omtrent 61+ 3 +4, eller det förste Led har omtrent lige Længde med andet og tredie tilsammen. Formen er forresten i den Grad overeensstemmende med samme Deel hos S. corniculum, at jeg aldeles ingen Forskjelligheder er istand til at angive. 1) Jeg har ingen ganske sikker Erindring om disse Dyrs Localitet, men mener imidlertid at have fanget dem ved Hirsholmen efter en langvarig Storm af Nordvest. 275 Det sidste Led af de nederste Föleres Skaft (Tab. V, fig. 15, a) er liniedannet og indeholdes omtrent 2% Gange i Længden af det bladdannede Vedhæng, hvilket ogsaa er smalt og næsten liniedannet (omtrent sex Gange saa langt som bredt). Betegnende for dette Fölerpar er den lange og smale Flig, som udgaaer fra Skaftets andet Led i Enden paa den ydre Side (deraf Artsnavnel), medens det paa den indre har en lang Torn. Kindbakken viser en usædvanlig tyk og plump. Form (Tab. V, fig. 15, b) med stærkt fremtrædende Randtender og stor Tyggeknude. Palpen overgaaer Kindbakken betydeligt i Længde; Længdeforholdet mellem dens næstsidste og sidste Led omtrent som 3 til 2. Borstevebningen meget lang og stærk. Første Kjæbepar (fig. 15, c) har kun Kindbakkens halve Længde og er af tem- melig plump Form, udmærket ved den egentlige Kjæbeplades (x) Brede og Mangel af Børster, ved Famlerens (y) stærke Torne, og endelig ved Svöbens (z) afstumpede Kålleform. Andet Kjæbepar (fig. 15, d) har mindre Betegnende i sin Form end i sin usæd- vanligt sparsomme Bôrstevæbning af alle Dele. Med Hensyn til første Par Kjæbefådder (fig. 15, e) kan Formens Plumphed, Fam- lerens (y) bueagtige Krumning og den temmelig. stærke Udvikling af Gjællen (æ) maaskee betragtes som ret characteristiske for nærværende Art. Andet Par Kjæbefüdder, som forholdsvis er længere end hos S. corniculum (det indeholdes ikke tre Gange i Totallængden), viser omtrent fålgende Længdeforhold af Led- dene: 2+3—+31+3—+3—+1. De to sidste Led ere kjendeligt tykkere end hos S.cor- niculum, samt maaskee væbnede med kortere, slivere og tillige sparsommere Börster. Tredie Par Kjæbefüdder har en meget stærkere Form end hos S. corniculum. Leddenes Lengdeforhold er omtrent 1+5-+6+7+7+7. Brystfüddernes Savn eller ufuldkomne Conservationstilstand tilsteder mig ikke at give nogen Beskrivelse af dem. Om Bugfådderne hos denne Art kan i Almindelighed siges, at de have en bety- delig Længde og en spæd Form, Første Par, som er det længste, indeholdes kun omtrent 24 Gange i Totallængden; Forholdet mellem Roddeel og Aare er omtrent som 3 til 5. De” folgende aftage gradevis i Længde, saaledes at det femte indeholdes noget mere end fire Gange i Totallængden; hvorimod de vel tiltage nogeti Tykkelse, men dog kun höist ubetydeligt og uden at Roddelen hos noget af dem kan siges at vise Kölleform. Hos andet Par er Længdeforholdet mellem Roddelen og den ydre Aare omtrent som 1 til 2, mellem Rod- delen og den indre Aare som 5 til 6; hos tredie Par kan Forholdet sættes som 5 til 8 og 5 til 6; hos fjerde Par som 4 til 73 og 4 til 5; hos femte Par som 4 til 5 og 4 til 4, og hos delte sidste er Roddelen endnu fuldkomment fire Gange saa lang som bred. Med Hensyn til Halevedhængene har jeg kun at bemærke, hvad allerede ovenfor er antydet, at Tornen paa den ydre Rand af Sidevedhængenes ydre Aare er anbragt foran Midten af. Randens Længde. 35% Diagnoses novarum specierum. 1. Sergestes Frisii Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium. Oculi primo pedunculi antennarum supe- riorum articulo multo breviores, pyriformes; globulus latior quam longior, a pediculo vulgo non dislinctus, longitudinemque ejus haud æquans.!) Pedunculus antennarum superiorum scuto dorsali modo parvo brevior (septima ferme parte); articulus ejus tertius secundo longior, primum longitudine æquans vel parvo superans. Articulus pedunculi antennarum inferiorum ultimus obclavatus, crassus, vix terliam longiludinis appendicis foliiformis par- tem superans. Sextus abdominis annulus vix sextam longitudinis animalis parlem æquans, haud duplo longior quam latior, annulis quarto quintoque junclis mullo brevior, ut etiam primo et secundo junctis brevior, appendice vero caudali intermedia quarla ferme parte longior. Pedes abdominales crassissimi robustissimique; pars basalis pedis quinli vix duplo longior quam latior. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armalus marginis exlerioris postico (ad dodrantem longitudinis hujus marginis posito). 2. Sergestes arcticus Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium. Oculi primo pedunculi antennarum supe- riorum articulo multo breviores, pyriformes; globulus a pediculo bene distinctus, latior quam longior (laliludo ejus dimidiam oculi longitudinem ferme æquans, haud vero superans) Pedunculus antennarum superiorum scuto dorsali terlia parte brevior; articulus ejus secundus et tertius invicem ejusdem ferme longitudinis, junctique vix articulo primo lon- giores. Articulus pedunculi antennarum inferiorum ultimus sublinearis, triplo longior quam latior, tertiam partem longitudinis appendicis foliiformis minime æquans. Sextus abdominis annulus quintam longitudinis animalis partem, longitudinemque annulorum primi, secundi et tertii junclorum æquans, longitudinem vero annulorum quarli quintique junctorum superans, duplo longior quam lalior, appendiceque caudali intermedia fere duplo longior. Pedes abdominales elongatiores gracilioresque; pars basalis pedis quinti plus duplo longior 1) In senioribus forma oculi latior, globulo a pediculo bene distincto. quam latior. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armatus marginis exterioris postico (ad dodrantem longitudinis hujus marginis posito). 3. Sergestes oculatus Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium. Oculi primo pedunculi antennarum supe- riorum articulo multo longiores, ad finem articuli secundi minimum protensi, fungiformes, pediculo gracili elongato; globulo brevi (quintam longitudinis oculi partem ferme æquante), sursum versus valde dilatato. Pedunculus antennarum superiorum sculo dorsali quarla ferme parte brevior; articulus ejus tertius primum longitudine æquans, secundum quarta parte superans. Appendix antennarum inferiorum foliiformis articulo pedunculi ultimo crasso quadruplo longior. Pedes thoracici quarti paris vix natatorii. Sextus abdominis annulus quintam longitudinis animalis partem haud omnino æquans, longitudinem vero æquans an- nulorum quarti quintique junctorum (ut eliam annulorum primi secundique junctorum), vix duplo longior quam latior, appendice caudali intermedia tertia ferme parte longior. Pedes abdominales elongaliores, gracilioresque (quinto tamen pari exceplo). Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo marginis exterioris omnino destitutus. 4. Sergestes Edwardsii Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium. Oculi primo pedunculi antennarum supe- riorum articulo breviores, elongato pyriformes, globulo a pediculo haud distinclo, ejus- dem ferme longitudinis ac latitudinis, tertiam ferme longitudinis oculi partem æquante. Pedunculus antennarum superiorum scuto dorsali quinta ferme parte brevior; articulus tertius primo subbrevior, secundo aliquanto longior. Articulus pedunculi antennarum infe- riorum ultimus brevis, crassior, subovalus, tertiam longitudinis appendicis foliiformis par- tem haud æquans. Sextus abdominis annulus sextam longitudinis animalis partem superans, annulis quarto quintoque junctis sublongior (ut etiam primo secundoque junclis), margine inferiori subangulari, duplo ferme longior quam latior, appendicem caudalem intermediam tertia ferme parte superans, Pedes abdominales subcrassiores. Remus appendicum cau- dalium lateralium exterior aculeo marginis exterioris omnino destitutus. Var. rarissime cornu frontali distinctiori, 5. Sergestes cornutus Kr. Cornu frontale distinctius prominens, acutissimum, dimidiam oculorum longitudi- nem superans vel saltem cequans. Oculi primo pedunculi anlennarum superiorum articulo 278 multo breviores, pyriformes, globulo a pediculo haud distincto, latiori quam longiori, lati- tudine tertiam longitudinis oculi partem superante, dimidiam vero haud æquante. Pedun- culus. antennarum superiorum pergracilis, scuto dorsali modo parvo brevior (septima ferme parte); articulus tertius articulo primo obclavato longior, articulo secundo multo longior. Articulus pedunculi antennarum inferiorum ultimus linearis, dimidiam appendicis foliiformis longitudinem fere æquans. Sextus abdominis annulus sextam longitudinis ani- malis partem haud æquans, annulis quarto quintoque junctis brevior (ut etiam primo secundoque junctis), appendice caudali intermedia perparvo longior, duplo vero longior quam lalior. Pedes abdominales remis gracilibus elongatisque; pars basalis vero pedis quinti duplo modo longior quam latior. Remus appendicum caudalium lateralium exte- rior aculeo armatus marginis exterioris postico (ad dodrantem longitudinis hujus marginis posito). 6. Sergestes corniculum Kr. Cornu frontale exsertum, subtilissimum, aciforme. Oculi primo pedunculi anten- narum superiorum articulo parvo breviores, clavali, globulo a pediculo bene distincto, tertiam quartamve ejus partem longitudine æquante, duplo latiori quam longiori, latitudine vero haud dimidiam oculi longitudinem attingente. Pedunculus antennarum superiorum scuto dorsali quinta ferme parte brevior; primus ejus articulus secundum terliumque junc- tos longitudine equans. Pedunculus antennarum inferiorum articulo ultimo lineari, ter- tiam longitudinis appendicis foliiformis partem perparvo superante. Pes mavillaris tertius bessem longitudinis totius animalis minime equans. Sextus abdominis annulus quintam longitudinis animalis partem fere æquans, annulis quarto quintoque junctis longior, annu- lisque prioribus tribus junctis longitudine haud inferior, duplo longior quam latior, appen- dicem vere caudalem intermediam haud mullum superans. Pedes abdominales elongatiores gracilioresque. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armatus marginis exterioris anlico (ante mediam marginis longitudinem posito). 7. Sergestes tenuiremis Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium. Oculi primo pedunculi antennarum supe- riorum articulo sublongiores (vel primum articulum saltem æquantes), clavati, pedunculo gracili, elongato, a globulo bene distincto eoque plus duplo longiori; globulus quarta ferme parte latior quam longior, longitudine oculo plus triplo brevior, latitudine haud triplo brevior. Pedunculus antennarum superiorum dimidiam scuti dorsalis longitudinem modo perparvo superans; articulus ejus tertius secundo sublongior cumque eo junctus primum 279 articulum longitudine demum æquans. Appendix antennarum inferiorum foliiformis pror- sus fere linearis, sexluplo longior quam lalior, articulo pedunculi ultimo lineari triplo fere longior. Sextus abdominis annulus sextam longiludinis animalis partem vix æquans, longiludinem vero annulorum primi secundique junclorum explens, annulis quarlo quinto- que junclis vix brevior, plus duplo longior quam latior, appendice caudali intermedia lertia ferme parte longior, aculeo armatus marginis posterioris dorsali. Pedes abdominales per- graciles, anteriores fere subseliformes. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armalus marginis exterioris poslico (ad dodrantem longitudinis hujus marginis posilo). S. Sergestes obesus Kr. Cornu frontale prorsus rudimenlarium. Oculi ad apicem peduneuli antennarum superiorum fere protensi (secundum peduneuli arliculum saltem superantes), pyriformes, globulo a pediculo haud distincto, latitudine dimidiam oculi longiludinem haud æquante, lertiam vero ejus parlem superante. Pedunculus antennarum superiorum dimidiam scuti dorsalis longitudinem haud æquans; articulus ejus primus obclavatus, secundo tertioque junctis distincte longior. Ullimus pedunculi antennarum inferiorum arliculus brevissimus, crassissimus, subquadratus, quinlam partem appendicis foliiformis sublinearis haud æquans. Sextus abdominis annulus haud duplo longior quam latior, septimam ferme æquans longi- ludinis animalis parlem, annulis quarto quintoque junclis brevior, ut etiam primo secundo- que junctis; appendice vero caudali intermedia terlia fere parte longior. Pedes abdomi- nales breviores, subrobustioresque. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armalus marginis exterioris poslico (ad finem fere hujus marginis posilo). 9. Sergestes armatus Kr. Cornu frontale distincte prominens, aculissimum, dimidiam oculorum longitudinem fere explens. Oculi maximi, secundum pedunculi antennarum superiorum articulum mullo superantes, late clavati vel subfungiformes, globulo a pediculo distinctissimo, latitudine dimidiam ferme longiludinis oculi partem æquante, longitudine haud tertiam oculi parlem explente. Pedunculus antennarum superiorum dimidiam sculi dorsalis longitudinem quin- lamque longitudinis animalis partem superans; articulo primo laminari tertium arliculum longitudine ferme æquante, secundum vincenle. Appendix antennarum inferiorum foliifor- mis articulo pedunculi ultimo quadruplo ferme longior, ad apicem pedunculi antennarum supe- riorum ferme prolensa. Annulus abndomiis secundus, tertius, quartus quintusque aculeo dorsali mediano maximo armati; annulus sextus septimam longitudinis animalis partem 280 modo perparvo superans, annulis quarto quintoque junctis appendiceque caudali intermedia longior, annulis primo secundoque junctis sublongior, minime vero duplo longior quam latior. Pedes abdominales forma graciliori. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armalus marginis exterioris antico (ante mediam hujus marginis longitu- dinem posito). 10. Sergestes ancylops Kr. Cornu frontale rudimentarium (subdistinetius, tamen). Oculé primum pedunculi antennarum superiorum arliculum vulgo multo superantes, angulares, pediculo gracili recto vel subrecto cum globulo elongato-ovato angulum efficiente obtusiusculum. Pedunculus antennarum superiorum bessem sculi dorsalis quintamque partem longitudinis animalis æquans vel parvo superans; tertius ejus articulus primo obclavato distincte longior, secundo multo longior. Ullimus pedunculi antennarum inferiorum articulus linearis, dimi- diam appendicis foliiformis sublinearis longitadifien fere æquans. Sextus abdominis annu- lus sextam longitudinis animalis partem modo perparvo superans, duplo ferme longior quam latior, appendice caudali intermedia quinta ferme parte longior. Pedes abdominales elongati, subgraciles Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armatus marginis exterioris postico (ad dodrantem longitudinis hujus marginis posito). Variat interdum hæc species oculis brevioribus, pedunculo antennarum superiorum sublongiori, annulis abdominis quarto, quinto et sexto postice subaculeatis. 11. Sergestes Rinkii Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium. Oculi maximi, secundum pedunculi anten- narum superiorum arliculum exæquantes, haud vero superantes, clavati, globulo a pediculo distinctissimo, latiludine tertiam fere longitudinis oculi partem explente, longiludine haud quartam partem wquante. Pedunculus anternarum superiorum scuto dorsali vix brevior, quartam longiludinis animalis parlem superans, pergracilis, sublinearis; arliculus ejus secundus lerliusque invicem longiludine æquales, juncti vero primo multo breviores. Ulti- mus pedunculi antennarum inferiorum articulus elongatus, linearis, terliam æquans parlem appendicis folüformis; hæc vero, quæ longitudinem oculorum parvo superat, peranguslala, prorsus linearis, decies fere longior quam latior. Omnes abdominis annuli aculeo dorsali mediano armati; aculei annuli primi et secundi exigui, reliqui sat magni sed submolles flexilesque; annulus sextus valde elongatus, sublinearis, quintam longitudinis animalis par- tem superans, annulos quatuor antecedentes junctos longitudine fere æquans, quadruplo fere longior quam latior. Pedes abdominales elongati, pergraciles (eliam quintus). Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armatus marginis exterioris fere mediano (modo perparvo post dimidiam remi longitudinem posito). 12. Sergestes serrulatus Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium, tribus quatuorve marginis superioris in- structum denticulis serrulam efficientibus. Oculi ad finem primi pedunculi antennarum superiorum articuli protensi, clavati, triplo longiores quam latiores. Pedunculus antennarum superiorum longitudinem scuti dorsalis æquans (imo interdum superans), quartamque lon- giludinis tolius animalis partem, arliculo primo lato, fortiter excavato, aculeo maximo. Appendix antennarum inferiorum foliiformis anguslata, sublinearis, articulo pedunculi ullimo crasso triplo longior, ad apicem secundi antennarum superiorum articuli ferme protensa. Sextus abdominis annulus quintam longitudinis animalis fere æquans partem, duplo longior quam latior, annulum quartum quintumque junctos longitudine minimum æquans, primum secundumque junclos superans, appendici caudali intermedia fere duplo longior. Pedes abdominales mediocres. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo armatus marginis exterioris poslico (ad bessem longitudinis hujus marginis posito). 13. Sergestes caudatus Kr. Cornu frontale magnum, quartam(?) longitudinis scuti dorsalis partem æquans, lineare, sex septemve supra denliculis instruclum. Oculö breviores, ad apicem primi pedunculi antennarum superiorum articuli haud pervenientes, crasse-pyriformes, globulo a pediculo minime distincto, dimidiam oculi longitudinem ferme æquante. Pedunculus an- tennarnm superiorum bessem ferme scuti dorsalis æquans, quintamque longitudinis tolius animalis partem, articulo primo longissimo (secundo et terlio junctis duplo fere longiori), terlio brevissimo. Appendix antennarum inferiorum foliiformis apicem pedunculi antennarum superiorum parvo superans, linearis, ocluplo ferme longior quam latior, noviesque ultimo pedunculi arliculo fere longior. Annulus abdominis sextus valde elongatus, fere linearis, quintam totius longitudinis lransgrediens partem, longitudinem annulorum trium anteceden- tium junctorum superans, triplo longior quam latior. Pedes abdominales graciliores. Ap- pendix caudalis intermedia lateralibus modo parvo brevior; remus harum exterior aculeo predilus marginis exterioris valde postico. KJ 14. Sergestes brachyorrhos Kr. Cornu frontale distincte prominens, aculissimum, ad dimidiam oculorum longiludi- nem fere extensum. Oculi maximi, ad apicem secundi pedunculi antennarum superiorum arliculi pervenientes, late-clavali vel subfungiformes, globulo a pediculo dislinclissimo, lalitudine dimidiam longitudinis oculi partem æquante, longitudine haud tertiam oculi par- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind, 36 282 tem explente. Pedunculus antennarum superiorum quartam fere longitudinis animalis par- tem æquans bessemque sculi dorsalis superans; arliculus ejus primus longitudinem secundi terliique junctorum fere explens, tertioque duplo longior. Appendix antennarum inferio- rum foliiformis arliculo pedunculi ultimo plus quadruplo longior, ad apicem pedunculi anten- narum superiorum protensa. Annulus abdominis quartus, quintus sextusque aculeo dorsali marginis posterioris armati minuto; annuli 1 — V's preterea pari aculeorum lateralium instructè (in annulis quarto quinloque bene præsertim porrectorum), Annulus abdominis sextus quinlam longitudinis animalis partem superans, annulos terlium quartum quintumque junclos æquans, appendice caudali intermedia triplo longior, linearis, triplo longior quam latior. Pedes abdominales forma graciliori. Remus appendicum caudalium lateralium exterior nullo armatus marginis exterioris aculeo. 15. Sergestes laciniatus Kr. Cornu frontale prorsus rudimentarium. Oculö ad apicem primi pendunculi anten- narum superiorum articuli fere protensi, clavati, globulo a pediculo optime distincto, per- brevi (quarlam quintamve ferme longitudinis oculi partem æquante), duplo ferme latiori quam longiori. Pedunculus antennarum superiorum scuto dorsali perparvo brevior; arli- culus ejus primus obclavatus longitudine fere æquans secundum terliumque junctos; hic illo distincle longior. Ullimus pedunculi antennarum inferiorum articulus sublinearis, dimi- diam fere appendieis foliiformis linearis longitudinem expiens. Pes mazillaris tertius lon- gitudine 4% lolius animalis equans. Sextus abdominis annulus quintam longiludinis ani- malis partem, longiludinemque annulorum primi, secundi et terlii junctorum superans (ut et longitudinem quarli quinlique junctorum mullo superans), duplo longior quam lalior. Pedes abdominales elongali gracilesque; pars basalis pedis quinti quadruplo longior quam lalior. Remus appendicum caudalium lateralium exterior aculeo preditus marginis exterioris prorsus rudimentario, anlico (ante mediam marginis longiludinem posito). 283 “MnpNIWULOD GF ****** OJOUNSIP auadg OjNdIpad e opngojs ‘sneAv|o "SAIPPRDI'S Sluipnusewæsnf[ (91081049 Sıpad anbug ıpz Soyo (SNIN20 fauour ssnznuoa'g * ** Staejuautpna): O1UNSIp pney opngojs ‘stwuioptifd soysolyonag ig ren snqifesaqey ya snqiyesiop ya s1ajnov wnyeune "SID UMD “Goss ss SIWIXEU snqrjesiop tonjyenb *snsago "Gg tt tt" 101800 OJnu ELV ABE Gt": senbæ HUS) S i opnaqıe wnzorodns uswopqe ‘suautwoid snıyourgsıp ‘uspanapgy ** ognuf Stege] PAC ? wunaeuuoque ound snjnoo !smounsıp pney "puadde oajnor ASS ONUNSIPÜ Eroraoïq oypnu -sdojkoun "g snxay wnjndue ut *snjpjna0 “sg "+ * * sıwuojldun)) suviadns oyjnw ELV, LO EC RECU = snjeARr[d Ojnotpad e snngojd wn.«of -n90 Swnrieguawipna snst04d wnzortodns wnieuuoque noe word suwaanusy sg Suesodns oAued wouıpnyL>uo] sn]n9o !smmounsıp ouoq "SRIDWIOD]'S ** AOLAVIG OAI AGERER LUT GAME 50 5 -ıad jaa pney 'Sn927940 "g * * *AOIA9UQ OJjnw "soy440hyovag'g * * * * * ** * wnjiosxo “snjpjnv0 "Gg """" apequoay nu109 Ssamuoy Suny wneJuowıpr. ‘S910ISUO[ oyjnw opmomıe wnaoLıadns wnseuuoue I[nounpad owııd ‘Uspipupy Ss "9 sowuogtukd-oyeduofs ‘satoraoïq ofnoqae wntortodns ‘uajue ımounpad ound “UN]NIVULOD ‘Ss ee eo DUTT Ske) ‘SNIDULID] ‘'S ER ER wntejuoawipnu enpwamıg tte: SIUDBULSHALESIOP UMeuLe stonoe "SRJDINAAOS Ss © * * * "oJoUSIp UOU o[Nqo]s sawa.anuy 'S IULDUI) os10p nl) myg oyewaef ‘Ounsip opngojs een sayuenba woypes sa1endue wou = wind [OA 1018u0| "sdojhoun Ss «Selina ellelene, eis ns KER ul sne De lolo sis ne Ixoy unpnsue ul *SNINULOD 'g AOIAIAG 019.191 snpnoqie Wnionmadns . ‘ “snppnpo 'g * "suwissiduojf “Yue ıjnounpad snwud Swmuosxa ayequoay nU109 € å ! fs2101A91Q 09 [nu sn9179.49 "9 1014017 OVW Outad sn[notie wuntortadns ‘uaque q st °g * ‘"suenbæ umunads 2unpod snuyjn funraeuourpna 9[BIUOIF NUIO9 Swngngusop snqtjesiop siajnoe uawopqe {woud -dewu wnıpaw eadns Ojnoyae Wwnsor -adns wnieuuoque ownd 1[n90 fwou [deu wnipaw Bajuı noo ‘oppnu og2uysip auaq "WOUONDUNSIP WNICA WosoIfoey pe wntotoads snyoadsuog tere ofeguosg NU109 “ET SLIOLIAIXO SIUISIUUL O9] -nov 10119/X9 SI[EASIE] SI -epneo sıoıpuadde snwoy "ff 36% 284 TRIED AMOR GE LT EEE ENT SU SATS KERES Pe ta CNE. Où ot Mie (sojuenba una auipnyisuo]) S9101SU0 99U S9101A91Q 29U DCE SES SDS FOC ODO DD OOD OD ONG mo Ooi er Any iby Le a[ejuouy “LUN gs wornejuawıpna US fy nu10D {8.194 siajnoe “SnJDUAD'S * * * * WN)I9SX9/—p) 0194 uou oyu L un h DE À Nr ee wnsıop {sour I soy4410hyon41q"S 18] 19 1 -ıojLuÄd uou sosenêue “snjDINIO"'G © eee. +: * OUT pney Feet e see eee eee s91018U0] *snsaqo.'s ei yells) (elle) 5) elie) MONO ONE ala man tees es sounlojLiäd "suuua.anua] 'g " ojounsip auagq oyngojd e “oreduoja ‘ı]loeıd ofnounpod “ıyeaejo “oaıed ungnammaoaıg "++ snjounsip eu "snjppmno'g * *AOIA91Q OAaed [OA XIA | ern ofmaıpad e sningo]d wnıojn90 !un1asxa snyousip pney ‘snjnusoo"g * * ** © * * JOIAOIQ OJfNW opte, NSPWAP G "retenues eee sepo pertes SE SDININSOPJSLIOLIEAIKE stuiSieut oo nu109 CUS ACOA ISP: 222 Oro Er CA OISE eee eee woulpny13uo| weipau aque unepneo wnsıpuodde "sn9279.10 “gy IOIA91{ oynw OWwLidYsnıyıag wnıonadns wnieuuaque ıjnounp smıpe1d)snwoı Swnneguounpnu I He ål ! ‘ustag ‘g °° * suenbæ wnwuud -ad snjnoyte fwouipnyisuot werpaw sod FSNIDPnDa "Git ee rer esse re eee eee eee eee supniuseu agsnl "sdojkoun 'g * * * IXa]j wnynsue ut 1[n90 fwnitequounpni 2[UJUOI nu109 fsugoura *SNJNUAO0 *G tr rr tt" sautopiÂd 1000 “wngounsıp pays wngeune wnsıop ‘wnnejuowiıpn. sawa.dnun] Sg * * AUOUI aeuou *mnjnawsos “g Siuipnyuseu æysnf{elPaurtaqut a ua : -Bpneo xipua f1qearyo a soyqaohyopıg’g Wwnrejuawipn.iqns (-de £wnjoursip 1[n90 ete el unurtd snnone RE PR TR SE Dal connu House ns unsguuggue nounp å 5 = 99'S I I I omonse ad snmuoy fætiejuaunpna snsioi ‘SNJDAULID] 'S S9101A91q OAïed} wniotiodns ‘uaque 1119 -unpad ound ‘souaoyrAd JOTTA ‘SnIYIAD SG SAIOIA9IQ 09 W : ; “snypjnasas ‘g * * suypæsd S1101199Xx9 SIULSABUT O9[N9B 101199Xx9 SI[RA suaoutA 948, sijepneo siorpuadde snwa.u SoAued puey "SNIDULID De sıusew suqijessop wngeune | Ss Ss “USPADNPH “gs * snymusop Ss “snjppna0*g ** +++ + * : SyULIOJLIUNF uawopqe ‘suenbæ ‘Ss ı[n90 Sowaour \ usted “Gg * ++ sowaojuuAd age] Nov 1O119}X9 WNI|81978[{S91014914 opnomue wnionuad -ns WNIEUUIIUE 1nd -unpad owttd ıınag "AN anbın.ı97 1punoos 1Iorıoyg sıpad joy) EEE ol 0% ha + £ = 7 £ z S = = L & è Set min ssssssese"siued FF Of AE Su — — £ - - - - - = = u | lets i ry t = © | s...........sued suoud æxeu — (3 - | - + - === CHENE Ë L + | TT mi san) eo. tess @ingipuew idjed = — Ei as = 2% ir gl 92 ei 2 & z 2 El FI - on seer ere rr er eres BINgIPUBLU Mu: 9% 2 Ok 2 oL ol 9% 3 gt 4 £ $ z 37 2 DE Sites ners ere sr sner UNIOINIO = Ur af at Ve i gr il v i Hr mle hey I ao) HAr 26 * UINIOHMOJUI yue SIUNHOJII0] stoipuadde — - - - - - - - - - Ske = - | ig a = rer WNIONAJUL WNIPUUAIUE I [asey — I N RCE LE ILES CES LAS | ere 1 | € | + Mg | 8 | 9 | ++. nome pmounpod win — ol i sit H 2109 u = z ve ete i + & Ten ****UWNIONAJUI Wwnseuuoue Inounpad _ - - - - - = - - - = [9 = - | ic = = 5 0090 100 *UINJONQJUL wnseuuo)ue — - & - - - = - - - =| de fr Re: 267, = 138 | cesses scuanxa megen sqeuruun — — zn 5 Tg bea Tele (hate i wl te é = i es suaqxa jagen sıjeseq srued — - | 4 - - - - - 7 = = 9 | t lis ri 3 6 sees gadis UB SLIOLIEIXd — = = | - 2 1% 8 EU le TOO Aa Z a MST 3 il teeeeseesigdns "up SHONMOUI 1088 — AS an. Ne NRA ET SU lg [9 [os jo | & ag À +. odns que ounpod yg — — ol où 4 91 1 ol 2% DE + Ks 91 ot dl I z H **+---jodns “jue “ounpod 1p2 — ca I Bl ee RZ ea Rene TOUTE) ou Ei er el tn | Go Nee Te Hr ein Elan casa tad eee nee tt > 2 = = = = = = = - g [Le cu NOT = far føres eee WUDIONOANS WNIBUUQUE — = on ol SL où 4 5 ef & 9% t où 9% OL SL oL ss... este SIJRJUOIJ DUIO9 = il DL | Fy 2) mee. ele lei 21 ty We Wa ÊT 9 fé i (sıjeuoa) nu109 oo1de qe) stjessop nos — y Ae 37 | 50 ET SOC ETS Fe ay ESS ETS Wig site | tL | er °° (ærpawsour srepnes stoipuadde woorde pe stjejuo4 nusoo garde qe) opni3u07 “4 dus aad ada “44 “ts 44 dut LL LL 444 aaa 444 aad “it 444 (o) d d fe) (ey q q (ey (ex (ex Gt ro Lo) d | ‘ual |ainpep © = (i 2 . ÿ E fa : = A ac FÅ S 8 S SE SE ss ge 5 2 & 5 SE SE ge g = Bus Fe de “mney di19sap unıerads EMSUN u EN Eee MSI 1. CN SN nee a | real ON Ne solde laslarilus me EEE BEE U EEE = E © © & Ss s S © a = = = > Sergestes les teur o 6 ,o de „eo eto He RR = lacinigina’& N ERS PONT DE CS S255 5 9 GPS So Ser Li Te Sergestes . - un Le = c'ets: io, m N 1 orm — un TO er A TA Ce Tr CR ala où A PER Jr hae atone a = rn a SALE nr Sergestes HA mu eo. na =, caudatus K 2 bem bob bb ttn mn Sk Ph SR ne oh DL cb lo Oe TE Tr. = Sergestes x ait P cle + me =m =m =k serrulatus Kr > =! 1 ı ' ' ! Poche ou din cm din et = | 1 En = Sergestes 2 RENE sic rhe „ie Rinkii K Ss min va ed mi ON oh I Far CC) Ha es em T. = a = = Sergestes nj Ar oh PE T2 où Te re Le me me oho rl Tr a ancylops K = aoa N NS WM em ee em tt er Te Th us en a r Sergestes 3 cole we Le e ce je a a Ta se „eo PS armen : Im OU 1 101 Re Fe ale se oo Pr ho RI et et ni iar) Tr. Sergestes : a Se mt Ro a ce = TE == se 25 besus K a, 2 ET EN TN EC EE CN EEE Oo ke = Sergestes x + az eo „eo eo un ue mid A ee es : : N — = m cola oh na au dj - CUS nt md = tenuiremis K 5 ! EL UN a Rey GO ZE i Ts = Sergestes eg mie cho Te win in ae ee res LE dis D == GE a! + corniculum Kr. (on S ae et ON NM ON ED Fa he Ok ne Fan “Re "Worm et = - - De © Sergestes gg the ie on we le ey gs GS SSS Go GE SS cornutus K = one tM SH SHON rn Oh je ot nt ei et = = = = Te = eo Sergestes ig ato ho CE cha = -s QE cit = ce = Edwardsii K > Che em TN ei N LD CC ced ot ei ed en eu tee ardsii Kr. ms = = Sergestes % a HN =k tha Th Lio ae ae ge 18 oculatus Kr = ace LD et NO 4 - ra ea ala Ai ur hl oies re en en m am in Sergestes A an un AN an CS =o ce if ee rie ce ies cues Fi (on = Bee VE eI Xe ay an OO En mt TOO D 0 an 10 À ef arcticus Kr. 3 = = Sergestes 5 ke the dies ae te ce Se 2, > = Frisii & © : OT UT HONS GRY SR GCL ese. LIV Ate city srk aie: NE eae ir. Sergestes 2 Eg om les me mu =k am I“ ss ala -la ko —hun le the Erisii Kr = : ae AN ODF OY FI Bs ei ed et ei em AHI rd ED rå 1 ON N 3 ke) … N . . . . . . . . . . . . . . . . . . =| EN NO Ste ee Sn UIE, | Ara: wol | nn a LS CO a eo COM rt EME 2,8 = re: al oe ee ED = KLAR SE CA. See RSR VE tie RE CNRS eu BL CARE are LAN RE MU CONTRE ARE NS ET = SE Es a . . . A Sy sette . EX CS MS et = . 5 à . . = Be = os = 2 — NO = © © a . anse Me: NED = a E = = = = = tn = = — Et > = = = E28 835 552% 2 £ = - à 5 = = — = = =| m Rouascu8 3.5 \ =] > Ss E as ler | elem el = © Oo | | | | | Se = Zee dE = '3 Pole 2 3 2 2 = = en © = = net Qu = Er = na = o 5 e a T & = a2 © 8 = oo B na = = Longitudo pedis maxillar 287 Nogle Bemærkninger om Kræbsdyrenes Höreredskaber i Anledning af disse Redskaber hos Slægten Sergestes. Da jeg i Januar 1855 forelagde Selskabet nærværende Afhandling om Sergesterne, til- föiede jeg nogle faa Bemærkninger om Höreredskabet hos et Par andre Kræbsdyr- slægter. Senere har jeg leilighedsvis beskjeftiget mig med at foröge mit Kjendskab til disse Redskaber i Crustaceernes Klasse. Hvad der imidlertid har lagt mig Vanskeligheder i Veien, er især den Omstændighed, at jeg i det Hele taget har været indskrænket til Dyr, som længe have været opbevarede i Spiritus; hvilket gjår Undersøgelsen ulige vanske- ligere og tillige mindre sikker end paa levende eller friske Exemplarer. De Slægler, hos hvilke jeg hidtil mener med Sikkerhed at have iagttaget Höreredskaber i de överste Fåleres Rodled (foruden de allerede tidligere af mig undersågte, Sergestes, Leucifer og Pagurus), ere Palæmon eller den egentlige Reieslægt, Pandalus, Peneus, Hippolyte, Crangon, Astacus, Nephrops, Homarus, Palinurus, Portunus, Lithodes, Galathea, Lupea, Platycarcinus, Pericera og Hyas.') Af flere af disse Slægter har jeg havt et ikke ube- tydeligt Antal Arter til Undersågelse. 1) De förste Iagttagelser over Höreredskaber hos Dekapoderne i de överste Füleres Rodled meddecltes uafhængigt fra to forskjellige Sider, men i det samme Aar (1843): Farre gav nemlig (Philosophical Transactions, 1843, S. 233 flød.) udfårlige Oplysninger over Flodkræbsen, Hummeren, Palinurus og Pagurus; hvorimod Souleyet (comptes rend. 1843, S. 665) indskrænkede sig til en lille Notice an- gaaende dette Forhold hos den interessante Slægt Leucifer. Disse Meddelelser fandt imidlertid ikke megen Indgang, især vistnok fordi en saa nôiagtig og sindig Naturforsker som Siebold, der tilmed selv saa heldigt har beskjæftiget sig med Undersågelser over lavere Dyrs Sandseredskaber, stærkt erklærede sig mod dem, og vedhængte den ældre rosenthalske Anskuelse, ifôlge hvilken de överste Füleres Rodled skulde være Sædet for Lugteredskaberne, de nederste for Hörelsen. „Det er vanske- ligt at begribe“, siger Siebold (Lehrbuch d. vergleichenden Anatomie, 1848, S. 441, Anm.), „hvorledes Farre kunde udgive disse Huler for Höreredskaber, hvorved Sandkornene, som tilfældigt udvendigt fra kom ind i Hulerne, skulde spille Otolithers Rolle“. Han understötter endvidere sin Forkastelses- dom ved at bemærke, at han har givet Undersågelsen af de omhandlede Redskaber en videre Ud- strækning ved at forfålge dem hos Slægterne Palæmon, Nephrops og Maja. Men et Par Aar senere 288 Som Resultaterne af mine Undersögelser skal jeg fremhæve: 1) At det kun er Dekapoderne eller de tiföddede Kræbsdyr (til hvilke jeg dog regner Milne-Edwards’s Mysiens, Leuciferiens og Bicuirassés), som besidde Höreredskaber. Hermed vil jeg nalurligvis dog kun sige, at Opdagelsen af Höreredskaber hos de lavere Kræbsdyr er forbeholdt andre Forskere, eller at det hidtil, efler mange Forsög saavel paa levende som i Spiritus opbevarede Amfipoder, Isopoder o. s. v., ikke har villet lykkes mig hos nogen eneste af disse at finde sikkre Spor til Höreredskaber. 2) At de dverste Föleres Rodled hos Dekapoderne er Håreredskabernes alminde - lige og regelmæssige Sæde, skjöndt disse dog undtagelsesvis kunne have anden Plads. I de nederste Föleres Rod har jeg hidtil aldrig truffet Höreredskaber (skjöndt jeg ikke bestemt vil benegte, at de maaskee ogsaa der kunne findes undtagelsesvis"), og i de Redskaber, man tidligere har villet betragie som saadanne, har man ingenlunde efterviist, eller kunnet eftervise, Bygningsforhold, som kunne hjemle dem denne Function. 3) Höreredskabel viser sig under to Hovedformer: enten indeslutter den fuldkommen lukkede Hôresæk blot een stor Håresteen, hvis Form nærmer sig det Kuglerunde; eller ogsaa er i Sækken fordeelt et stårre — hyppigt endog et meget betydeligt — Antal bekræftede Huxley (1851, Annals of Nat. Hist. vol. VII, 304) ganske Souleyet's Angivelse om Slægten Leucifer, og tilveiebragte desuden en Overgang eller Forbindelse mellem Hôreredskabet hos denne og de af Farre beskrevne Former ved Meddelelse af nye Iagttagelser over en Palemon (?) fra Sydhavet, ifölge hvilken han antog Farres Mening for aldeles retfærdiggjort. Endelig har Rud. Leuckart (Archiv f. Naturg., 1853. I, 253 flgd ) forelagt Publicum sine Undersögelser over denne Gjenstand, der ikke blot paa det Stærkeste og Bestemteste udtale sig til Gunst for Farre (med enkelte Berigtigelser), Souleyet og Huxley, men ogsaa fåre Sagen betydeligt videre frem. Da Resultaterne af L's Arbeide — hvilket, da jeg tilbragte det Meste af Aarene 1853-54 paa Reiser, og derved havde faaet endeel-Lakuner i min Læsning, var mig aldeles ubekjendt, medens jeg selv beskjeftigede mig med de samme Undersågelser, og fürst kom mig for Øie, efterat jeg allerede havde forelagt Videnskabernes Selskab Udbyttet af disse Undersøgelser — i Hovedtrækkene ere de samme, som jeg mener at have opnaaet, kunde maa- skee Bekjendtgjårelsen af mine Iagttagelser synes overflådig. Denne Anskuelse deler jeg dog ikke. Mine Undersågelser ville nemlig, da de ere foretagne uden at kjende Leuckarts, ved Overeensstem- melsen i Hovedresultaterne saameget mere tjene til den endelige Afgjörelse af det omtvistede Spörgs- maal, medens enkelte Afvigelser i mindre vigtige Omstændigheder opfordre Andre til nærmere Prövelse; ikke at tale om, at jeg har havt et meget rigere Materiale end Leuckart, og altsaa har kunnet udbrede mine Undersøgelser videre. 1) Jeg mener nemlig, at der ikke ganske savnes Exempler paa, at Håreredskaberne kunne være anbragte andensteds end i de överste Föleres Rodled; hos Slægten Phyllosoma (Tab. V, fig. 18) söger man forgjæves Spor til Höreredskaber baade i de nederste og överste Föleres Rodled (fig. 18, b); derimod troer jeg at have fundet dem længere tilbage under Rygskjoldet (fig. 18, e), skjulte mellem Hjerne- massen (18, d). Først ved dennes stærke Presning under en Glasplade træde Hårestenene frem. Men da jeg kun har havt enkelte, temmelig slet conserverede Spiritusexemplarer til Undersögelse af denne Slægt, og da Leuckart udtrykkeligt udhæver, at han forgjæves har sågt Håreredskaberne hos Phyllo- soma, opfordrer jeg dem, der maatte besidde det dertil fornådne Materiale, til Forholdets nærmere Prüvelse. Om Höreredskabets abnorme Plads hos Mysiderne findes det Udförlige nedenfor. 289 smaa, kantede, mere eller mindre tydeligt krystallinske Otolither. Den förste Form er vist- nok den langt sjeldnere; jeg har hidtil kun truffet den hos Sergesterne, hos Leucifer (Tab. V, fig. 20, d) og, som jeg antager, hos Phyllosoma og Mysiderne'). Den antyder maaskee et lavere Trin eller synes kun at forekomme hos de lavest staaende blandt Deka- poderne. — Den anden, almindeligere og maaskee hôiere Form forbinder med sine mange Hôrestene ogsaa andre Afvigelser fra den förste. Sækken har underliden en ydre Aab- ning”); dens Vædske bliver hyppigt mörkere af Farve, tykkere, tildeels, som det synes, geleeagtig; mørkebrune eller sortagtige Masser af mig ubekjendt Betydning findes blandede mellem Otholiterne, hvis Farve ogsaa hyppigt er mindre reen; Börsterekker findes meget sædvanligt, ja maaskee stedse, anbragte i Sækkens Indre, et Forhold, som maaskee kunde staae i Forbindelse med Otolithernes Bevægelse; Hornlister udvikle sig tildeels og rage frem i Sækken, hvorved Formen bliver mere compliceret, dens tydelige Opfattelse vanske- ligere.*) Dersom ikke gradevise Overgange ligesom forbandt den ene af disse to Hoved- 1) Leuckart vil endvidere have iagttaget denne Form hos et lille Kræbsdyr, som synes at staae nærved Leucifer, og hvoraf han danner en ny Slægt, Mastigopus. Men, naar han ogsaa troer at kunne tillægge Middelhavets Hippolyte viridis en enkelt stor Hôresteen, tænker jeg, at han enten har skuffet sig heri, eller at det paagjældende Dyr ikke er nogen Hippolyte, eftersom de talrige Arter af denne Slægt, som jeg har havt Leilighed til at undersöge, alle vise den anden Form af Håreredskabet. Og det er af samme Grund, jeg betvivler, at det af Hurley undersågte, ovenfor omtalte Dyr er en Palæmon. 2) Dog er det kun hos ganske enkelte Slægter, at jeg med nogen Sikkerhed har troet at kunne overtyde mig om Tilstedeværelsen af en ydre Spalteaabning, nemlig ene hos Palinurus, Homarus og Astacus. Hos de övrige Slægter er jeg tilböielig til at negte den, ikke blot fordi jeg ikke har været istand til at finde den, men især fordi det ikke ved Tryk paa Sækken har været mig muligt at udtömme det i den indeholdte Fluidum, för en Bristning fandt Sted. Og jeg nærer derfor den Mistanke, at man maaskee i dette Punkt stundom kan have skuffet sig og antaget en tilfældig Sônderrivelse for en naturlig Aabning, saa meget heller, som forskjellige Forfattere anvise Aabningen en forskjellig Plads hos samme Slægt. Huxley beskriver saaledes hos Palemon Aabningen som en Længdespalte i Rodled- dets yderste Rand, medens Leuckart har fundet en Tverspalte paa dels Overflade. 8) Ogsaa med Hensyn til Beliggenhed og Substans viser Sækken endeel Forskjelligheder, ligesom i Form. Den er hyppigt anbragt omtrent midt i Leddet, men det er dog ikke sjeldent, at den rykkes tilbage til dettes bageste Ende; kun mere undtagelsesviis nærmer den sig Forenden (hos Pagurus). Undertiden er den temmelig kredsrund (saaledes har jeg til Exempel fundet den hos Palæmon), men maaskee sædvanligere af langstrakt Form, og kan da have sin störste Dimension enten efter Leddets Længde eller tvers paa denne. Hyppigt dannes Sækken af en tynd, mere eller mindre gjennemsigtig Hud, der tillader at skimte dens Indhold; men hos adskillige Slægter bliver den tyk, ganske uigjennemsigtig, haard, spröd og faaer en paafaldende Lighed med Dyrets ydre Bedækninger. Skjöndt det ikke er min Hensigt, her at meddele udförlig Beskrivelse af de enhver Slægt tilkommende Egenheder, vil det maaskee dog ikke findes overflådigt, at jeg exempelviis omtaler et Par Former nærmere, og dertil udvælger saadanne, som endnu ikke synes af nogen Anden at have været gjorte til Gjenstand for Undersågelse. Hos Lithodes arcticus (Tab. V, fig. 22) er Håresækken anbragt omtrent i Midten af Skaftets Rodled (fig. 22, a-x), men udstrækker et Slags Kanal eller smallere Deel noget fremefter. Udvendigt råber Sækken sig paa Leddets Overflade ved en stor oval Knude (fig. 22, b-a'); men Integumenterne Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd, 4 Bind, 37 290 former med en anden, og dersom ikke lignende Modificationer af samme Grundform alle- rede vare os bekjendte blandt Blöddyrene, kunde der maaskee vækkes Tvivl imod disse Organers physiologiske Identitet. Overhovedet synes det mig temmelig aabenbart, at der finder et Slags Parallelisme Sted mellem Höreredskabernes Udvikling hos Blöddyr og Kræbsdyr. — Dersom Siebold, hvad af hans ovenanfårte Ord synes utvivlsomt at frem- gaae, deler Farres Mening, at de Smaalegemer, som træffes i de omtalte Sække, ere ind- komne udvendigt fra, og ikke ere andet end Sandskorn, og netop derfor paa det Bestem- teste udlaler sig imod at erkjende Sækkene for Hôreredskaber, troer jeg, det ikke er vanskeligt at godigjöre, at han her er paa Afveie, ligesom Farre för ham. Först skal jeg med Hensyn til den Spalte eller Aabning, som Rosenthal, Farre, Siebold o.s.v. antage at ere paa dette Sted saa tykke, at man ikke igjennem dem er istand til at skimte Sækken, men först ved Dissection kan forsikkres om, at den findes paa dette Sted. Foran den omtalte Knude viser sig i stor Udstrækning den meget tynde og fine, hvide Hud, der maaskee kan sammenlignes med Fenestra ovalis, men som her tillige tjener til Foreningen af Skaftets andet Led med det fårste. Denne fine Hud trænger tæt op mod Hôresækken og staaer ligesom i Forbindelse med denne ved et skarpt, vin- keldannet Udsnit i de haarde Integumenter. Paa denne Maade dannes ligesom et akustisk Hjælpemid- del til Lydbålgernes Ledning. Den i Rodleddets Indre liggende Håresæk er ganske fri baade paa Over- og Underfladen, med Undtagelse af den forreste smallere Deel, som voxer fast til Leddets överste Væg paa det Sted, hvor den ovenomtalte fine Hud trænger ind i det vinkeldannede Udsnit, Af Substans er Sækken hos nærværende Art meget haard og hornagtig, af guulbruun Farve, Formen kan kaldes oval efter Led- dets Længderetning, dog saaledes, at Sækken er noget fladtrykket, at dens ydre Rand er langt mere convex end den indre, og at den bagest paa den indre Side er uddraget til et Slags Torn eller Vinkel. Sækkens Indre er for en Deel udklædt med korte Bårster; Vædsken tyk, geleeagtig; Otolitherne temmelig smaa (de störste maaskee kun af 1’ største Gjennemsnit) og ikke meget talrige. Hos Slægten Peneus (jeg har undersågt to Arter, begge fra America) ligger Hôresækken allerbagest i Rodleddet, endog tæt op mod dettes bageste Rand, er kun lille (den indtager neppe en Femtedeel af Leddets Længde) og rettet paatværs (Tab. V, fig. 23, x). Dens tykkere Deel eller den egentlige Sek ligger nemlig temmelig ner op mod Leddets ydre Rand, hvorimod den forlængede smallere eller kanalagtige Deel retter sig indad og lidt tilbage, saa at den paa engang nærmer sig Leddets inderste og bageste Rand. Sækken dannes af en tynd Hud, og besidder en temmelig höi Grad af Gjennemsigtighed, men kan dog i denne Henseende siges at vise et dobbelt Forhold, idet dens yderste Ende har tykkere Vægge og som Fålge deraf mindre Gjennemsigtighed end den övrige Sæk, Otolithernes Antal er meget betydeligt, langt over hundrede, men som Fölge deraf kunne de, da Sækken er lille, ikke være store. Kun ganske enkelte have et störste Gjennemsnit af ;75'" til 77, de fleste kun omtrent 75'”, ikke faa betydeligt derunder, Formen er tilsyneladende höist uregel- mæssig, hvilket beroer paa den forskjellige Stilling, disse Legemer antage under Microskopet, i For- bindelse med deres forskjellige Störrelse, Ved nærmere Undersøgelse finder man, at Formerne redu- cere sig til temmelig faa, alle kantede og mere eller mindre tydeligt krystalagtige. Otolithernes Farve er kun sjeldent og, som,det synes, meest hos de mindre glasklar, oftere guulbruun i forskjelllge Af- skygninger, formodentlig som Fålge af et Pigment, der afsætter sig af Sækkens Vædske. De ganske mörke eller sortagtige Legemer, som mere enkeltvis findes mellem Otolitherne, ere maaskee intet Andet end Otolither, paa hvis Overflade det omtalte Pigment findes usædvanligt riggligt afsat. 291 findes paa Leddets Overflade og hvorigjennem de fremmede Legemer skulle trænge ind, gjentagende bemærke, at jeg hos de allerfleste af de undersögte Slægter ikke har kunnet overtyde mig om, at en saadan virkelig findes. Jeg har i alt Fald aldrig kunnet see den, medens det i de nederste Fåleres saakaldte Trommehud anbragte Hul let findes og sees. At man har kunnet indbringe en Börste igjennem Aabningen, afgiver just intet tilstrækkeligt Beviis for dens regelmæssige og naturlige Tilstedeværelse. Men,selv om jegindrömmer, at den kan være tilstede, hvor jeg, al Sögen uagtet, ikke har formaaet at gjenfinde den, saa maa den visinok være meget lille, medens derimod Sækkens haarde Legemer tildeels have en betydeligere Stôrrelse, saa at de endog uden Vanskelighed, selv hos mindre Dyr, sees med det blotte Oie. Farre, som maaskee har fölt, at fremmede Legemers Indtrengen gjennem de antagne Aabninger kunde have sine Vanskeligheder, antager, for at hjælpe herpaa, endvidere, at Aabningerne kunne udvides, og at Dyret dertil skulde besidde et særeget Apparat. Lige- saalidt som jeg har kunnet finde dette, ligesaalidt forekomme Integumenternes Beskaffenhed mig at tilstede nogen Udvidelse. Fremdeles, dersom de omhandlede Legemer tilfældigt vare komne ind udenfra, saa vilde de vistnok undertiden savnes, undertiden være tilstede; de vilde hos samme Art kunne findes snart i större, snart i ringere Antal, vise den vil- kaarligste Afvexling i Former og en stor Ubestemthed i Bestanddele 0.s.v. Jeg troer at turde forsikkre, at Intet af alt dette er Tilfældet. Ligesom de ydre Formforhold ere be- stemte for hver Slægt, saaledes vil jeg mene, at det Samme indenfor visse Grændser er Tilfældet for disse Legemer med Hensyn til deres Tal og Form. Jeg har aldrig i Sækken truffet Sandskorn, men derimod Kalkconcretioner!), og idelmindste for en stor Deel antage disse en Krystalform. Og for at anföre et Dyr, paa hvilket Enhver har Leilighed til at prove min Angivelses Rigtighed, da har jeg endnu aldrig undersôgl noget Exemplar af vor almindelige Kræbs (Astacus fluviatilis), uden at jeg blandt de bruungule Otolither har truffet en eller anden, hvis Form jeg meente fuldkomment tydeligt at kunne erkjende som et Iresidet Prisma med tresidet Tilspidsning. Og hvorledes vilde vel Hypothesen om en Indbringelse udvendigt fra stemme med det Faclum, at jeg hos et ikke ubetydeligt Antal Yngel af Pagurus pubescens (neppe to Linier lange og altsaa næsten nyfôdte) uden Und- tagelse har truffet Sækkene allerede forsynede med deres Stenlegemer (Tab. V, fig. 19, a)? Hypothesen om en Indbringelse udvendigt fra er efter min Overtydning uholdbar i alle 1) Naar Farre kalder dem ,silicious sand" eller betragter dem som kvartsagtige, råber han, at han ikke har anvendt Presning af dem under Microscopet; den Lethed, hvormed de stedse lade sig knuse i mangfoldige Smaastykker uden at ridse Glaspladerne, synes mig allerede tilstrækkeligt at vise, at de ikke ere kvartsagtige. Naar Farre fremdeles angiver deres störste Gjennemsnit til kun „4, Tomme, er ogsaa dette urigtigt; enkelte idetmindste have fuldkommen det dobbelte Gjennemsnit, og selv hos vor almindelige Reie kunne de tildeels sees med det blotte Oie af den, der forud er bekjendt med deres Beliggenhed og Udseende. 37% 292 Retninger. Paa den anden Side vil det Raisonnement, hvorved Siebold söger at godtgjåre, at Sækkene i de nederste Föleres Rod ere Hôresække, uagtet de ingen Otolither besidde, ikke forekomme mig lilfredsstillende. „Om ogsaa Otolitherne mangle”, siger han. „saa ere dog paa den anden Side Hovedreqvisiterne for et Höreorgan tilstede, da et Cavum tym- pani, ved hvis Indgang en Trommehud er udspændt, hos de anförte Dekapoder kan efter- vises, og fremfor Alt en med Nerveudbredelser forsynet Héreblere*. Idet Stebold her giver Slip paa Ololitherne som afgjörende Kjendetegn for et Höreredskab, synes han mig at forlade den sikkre Grund og give Plads for hvilkensomhelst Vilkaarlighed, saa at Red- skaber af den forskjelligste Bestemmelse efter tilfældige Ligheder ville kunne udtydes som Höreredskaber. Da Redskaberne i de överste Föleres Rod, ligesaa vel som de i de nederste anbragte, frembyde en innerveret Sæk og et Slags Trommehud eller rettere Fenestra ovalis'), men desuden besidde uomtvistelige Otolither, er det idetmindste for mig en af- gjort Sag, at Hörelsen hos Dekapoderne har sit regelmæssige Sæde i de överste Fölere. Men fra det regelmæssige Forhold skal jeg nu gaae over til et uregelmæssigt. Hos Slægten Mysis, ligesom hos adskillige nærstaaende Slægter, der tilsammen udgjöre en meget naturlig lille Familie”), forekommer i de yderste Halevedhængs indre Aare ved Roden el Redskab, der har en saadan Störrelse og som viser sig saa tydeligt gjennem de ydre Bedækninger (Tab. V, fig. 21, x), at man næsten maatte være berelliget til at antage, at Enhver, som spécielt har undersågt en eller anden Mysisart, ikke kan have undgaaet at bemærke det. Naar man desuagtet hos de fleste Forfattere forgjæves söger Underretning om det, er det formodentlig, fordi de ikke have troet sig istand til at forklare dets Betydning, og som Fålge deraf have anseet det for sikkrest, indtil videre at forbigaae det med Taushed. — Hverken Otto Fabricius, O. Fr. Müller, J. V. Thompson, Milne-Edwards eller Rathke, som alle have beskjeftiget sig med Mysis-Slægten, beråre det. At Thompson imidlertid har seet det, antyder en af hans Afbildninger. Dana, hos hvem jeg med et Par Ord finder det omtalt (Wilkes expedition, Crustacea), kalder det en Kirtel (gland), uden nærmere Forklaring eller Begrundelse. Hvor vidt forskjelligt det er fra alle Kirtler, egentlige og uegentlige, aabne eller lukkede, fremgaaer af det Föl- gende. Frey derimod har i et academisk Skrift, „de anatomia Mysidis* (1846), ikke blot beskrevet delte Redskab, men fårst udtalt den Formodning, at det maaskee kunde være et Höreredskab°), hvilken Formodning imidlertid tilbagevises af Siebold (I. c. S. 443, Anm.), 1) Overhovedet synes i og for sig en Trommehule og en Trommehud at maatte betragtes som meget suspecte hos Kræbsdyrene, da disse Dele af Håreredskabet allerede savnes hos de laveste Hvirveldyr, Fiskene, og selv hos nogle blandt Reptilerne, som staae disse nærmest. 2) Promysis Dana, Macromysis Whitte, Siriella Dana, Onychomysis Kr. n. gen., Scleromysis Kr. n. gen. 3) Frey opstiller egentlig en dobbelt Hypothese; han sammenligner dette Redskab med de saakaldte 293 deels fordi han finder Otolithens Form usædvanlig, deels fordi Frey ikke har kunnet paavise nogen lil Redskabet gaaende Nerve. Leuchart erklærer det derimod (i Arch. f. Naturg. |. s. c. S. 354) afgjort for Hôreredskab. Selv har jeg vel længe kjendt dette Redskab, men det er forst nylig, at jeg, uafhængig af Andres Undersôgelse, er kommen til en, som jeg antager, begrundet og idetmindste mig selv tilfredsstillende Mening om det. Efterat jeg ved den specielle Undersågelse af et ret betydeligt Antal Sergestes- Arter samt adskillige Arter af Leucifer var bleven ret fortrolig med Beskaffenheden af det hos disse Kræbsdyr i de överste Föleres Rod anbragte Höreredskab, kunde jeg ikke vægre mig ved, hos Slægten Mysis, hvor jeg intet andet Sted var istand til at opdage Spor af et Höre- redskab, at anerkjende de paapegede, bagest i Halen anbragte, Redskaber for Höreorga- ner, hvor mange Betænkeligheder end det Uhårte af Orers Beliggenhed i Halen kunde vække mod en saadan Antagelse. Men i deres övrige Beskaffenhed stemme de saa ganske overeens med Håreredskaberne hos Sergestes og Leucifer, at man ikke let kan skille dem fra disse; de bestaae af en stor Hudsæk, opfyldt af en vandklar Vædske og en stor, hvid, " fladtrykt- kugledannet Otolith; paa Grund af sin Størrelse giver Sækken de paagjældende Aarers Roddeel altid en Udvidelse, som de nærstaaende Slægter, der mangle saadanne Redskaber, ikke vise. Otolithens Haardhed, Sprödhed!) og övrige Egenskaber hæve al Tvivl om dens Natur, og at en stor Nervemasse trænger ind til Sækken fra det ganske ner ved denne liggende sidste Bugganglion°), iagttages uden al Vanskelighed. De to nyligt omtalte, af Siebold fremsatte Betænkeligheder; Formens Mangel af Forbindelse med andre Kræbsdyr og Savnet af en Nerve, ere, som jeg mener, aldeles hævede. Og det fore- kommer mig derfor, at man kun har lo Alternativer at vælge imellem; enten maa man indrömme, at disse hos Slægten Mysis og flere nærstaaende Slægter i de ydre Haleved- hængs indre Aare forekommende Redskaber ere Hôreorganer, ligesaa godt som de ganske lignende hos Sergestes 0.s.v., eller, dersom man forkaster dette, saa kan man heller. ikke give dem denne Betydning hos Sergestes, Leucifer og andre Kræbsdyr, ja maa endog negte deres Berettigelse til at gjælde for saadanne hos de mange Blöddyr, hvor lignende ere efterviste og almindeligt erklærede for Hôreredskaber. Men, da den usædvanlige Be- liggenhed, siden man hos adskillige Insekter kjender abnormt anbragte Höreredskaber, ikke Kræbseüine eller Kræbsestene i Kræbsens Mave og med et Höreredskab, og erklærer sig ikke ganske algjörende for nogen af disse Meninger, men synes dog meest tilbåielig for den sidste. I et det föl- gende Aar (1847) i Forening med Leuckart udgivet Skrift (Beitråge z. Kenntn. wirbelloser Thiere) ere Undersågelserne over Mysis paany optagne. 1) Afbildningen Tab. V, fig. 21, x fremstiller Otolithen saaledes, som den efter en stærkere Presning viser sig: deelt i fire omtrent ligestore Stykker. 2) Dette Ganglion har, som bekjendt, en betydelig Stårrelse hos Reierne, idet det ofte er fuldt saa stort som det forreste Ganglion, hvilket man pleier at kalde Hjernen. Ogsaa maa det vel antages at bestaae af to sammensmeltede Ganglier (for sjette og syvende Bugring). 294 synes mig at kunne betragtes som en afgjörende, ja ikke engang som en meget betydningsfuld Indvending mod den förste Anskuelse, giver jeg for min Deel denne ubetinget Fortrinet. Men, idet jeg saaledes med Hensyn til Mysiderne ikke betænker mig paa at ved- kjende mig en bestemt Mening, maa jeg derimod, hvad en Række hos Slægten Thysano- poda forekommende Sandse-Organer (?) angaaer, for Tiden indskrænke mig til Tvivl og Famlen. Forgjæves vil man hos denne, i flere organiske Forhold eiendommelige Slægt, söge Hôreredskaber i Fölernes Rod, saavel de överstes som de nederstes. Da man i Systemet pleier at slille Thysanopoda ved Siden af Mysis, kunde let den Formodning op- staae, at disse Slegler maatte have Höreredskaberne anbragte paa samme Sted; men der findes Intet i Halevedhængene hos Thysanopoda, der i fjerneste Maade minder om de hos Mysis saa let iagttagelige Legemer. Endelig har jeg gjennemsögt den forreste Deel af Cephalothorax, uden at have været istand lil at opdage Noget, der syntes mig at kunne sam- menlignes med et Höreorgan. Derimod træffer man længere tilbage i Cephalothorax og i de fire förste Haleringe”) et Antal kugledannede Redskaber (otte), der have en saadan Størrelse, at de fuldkomment vel kunne secs med det blotte Öie; der ligge saa yderligt, blot bedækkede af den tynde Hudbeklædning, at de endog uden Dissection beqvemt kunne iagttages ; der endelig hos det i Spiritus opbevarede Dyr ligesaagodt som hos det levende tiltrække Opmærksomheden ved en fra de omgivende Dele forskjellig Farve. Fortjenesten af at bemærke dem er altsaa just ikke slor; at udrede deres temmelig complicerede Bygning og godigjôre deres physiologiske Rolle, synes vistnok langt vanskeligere. Hvad nu först det Specielle angaaende deres Beliggenhed vedkommer, saa er det fårste Par anbragt i andet Par Brystfådders Rodled, tæt op paa Siderne af Bugnervesnoren (fig. 24, x); det andet Par findes i det rudimentaire syvende Fodpars Rodled (fig. 24, x‘). De fölgende fire ere ikke ordnede parvis, men i en enkelt Længderække langs Bugfladens Middellinie; den femte Kugle (fig. 24, x°) mod Enden af förste Halering; den sjette (fig. 24, x°) mod Enden af anden, den syvende (fig. 24, x‘) mod Enden af tredie, den ottende (fig. 24, x°) mod Enden af fjerde, alle midt imellem eller ganske ubetydeligt foran de respective Svömme- födders Insertion. Og alle disse fire sidste optages i Udhulinger af Bugnervesnorens Ganglier, eller ligge ligesom halvt skjulte i disse. Det er denne inderlige Forbindelse med Nervesystemet, der synes at kunne tjene til Stôtte for den Anskuelse, at de paagjældende Organer maae være Sandseorganer. Hvad deres Bygning angaaer, saa mener jeg, efter endeel forgjæves Forsôg, endelig at have opnaaet en temmelig paalidelig Forestilling om denne i Almindelighed. Hvert af disse kugledannede Redskaber bestaaer af og deles let ; 1) Tab. V, fig. 24 fremstiller Thysanopoda inermis Kr. fra Bugfladen, dog saaledes, at den forreste Deel af Cefalothorax med Öine, Fölere og Munddele ere bortfjernede. 295 to Halvkugler, en överste og en nederste. Den överste bestaaer atter af to Stykker, et ydre, i Bugnervesnorens Masse fast indfalset, skaaldannet Hylster, i hvis nedadvendte Ud- huling et halvkugledannet eller svagt nyredannet, noget klart og opaliserende Legeme op- tages. Den nedre Halvkugle er ligeledes sammensat af to Dele, en kugledannet eller dog meget tykt lindsedannet, klar og glindsende, hvilken tet omslultes af en mörkere, tem- melig bred Ring. Alle disse Dele ere meget faste, seige og elastiske, saa at de kunne underkastes en betydelig Presning, uden at beskadiges eller tabe deres Form. Imidlertid forekomme de mig alle fire at være forskjellige i Structur; det skaalformige Hylster synes dannet af concentriske Ringe; det halvkugledannede Legeme af tæt sammenpakkede, paral- lele Trevler, hvis Retning fålger Halvkuglens kortere Gjennemsnit; det kugledannede Legeme har jeg fundet aldeles strukturlåst, hvorimod Ringen sammensættes af Trevler, der ligesom ere filtede i hverandre. Dersom man vil indrömme, at disse Redskaber kunne være Sandseredskaber, bliver det imidlertid at udfinde, hvilken Sands de med størst Rime- lighed skulle henföres under. At betragte dem som Öine synes man ikke berettiget til, ikke just fordi Slægten Thysanopoda har to store sammensalte Öine paa sædvanligt Sted, eller fordi deres Beliggenhed vilde være meget abnorm; men især fordi de ganske savne Pigment. Til Lugtesandsen forbyder deres Bygning aldeles at henfåre dem. Det staaer altsaa kun tilbage at forsöge, hvorvidt de lade sig bringe ind under Kategorien af Höre- redskaber; her har vistnok deres Stilling paa Bugfladen og deres umiddelbare Indplantning i Ganglierne ikke faa Paralleler blandt Blåddyrene, og de savne ikke Legemer, der maaskee kunne være at betragte som Otolither; men deres Tal er aldeles usædvanligt for Höre- redskabet, og del vil idetmindste for Tiden være meget vanskeligt at bringe Formen i Forbindelse med nogen anden bekjendt Form af Håreredskaber hos de lavere Dyr. Jeg maa saaledes lade Spörgsmaalet henstaae ganske svævende, samt nôies med at have hen- vendt Opmærksomheden paa det og at have anbefalet det til Andres nærmere Under- sögelse.!) 1) Blot endnu den Bemærkning skal jeg tilföie, at Thysanopoderne höre til de lysende Havdyr. Man har altsaa altid den Udvei aaben, at erklære de ovennævnte gaadefulde Redskaber for lysfrembringende, hvorved man, da Betingelserne for et saadant Redskab endnu ere saa lidet bekjendte, maaskee ikke vil være meget udsat for Modsigelse eller Gjendrivelse. 296 Tavlernes Forklaring. {ste Tavle, Fig. 1,a—v. Sergestes Frisii. Fig. 1, a. Sergestes Frisii 3, omtrent to Gange forstör- ret (i Gjennemsnit, som altid i de fålgende Angi- velser). 1, b. Oiet hos et ungt Exemplar. b' Öiet af et fuldvoxent Exemplar (ti Gange forst.). 1, c. De överste Fölere hos Hannen, omtrent 12 Gange forst.; æ det gjennemskinnende Hörered- skab; y Bisvöben med dens Krog 3; 2' Spidsen af Krogen stærkere forstôrret; æ anomal Adskil- lelse af sidste Leds Roddel; c' en Deel af Hunnens överste Fölere (omtrent otte Gange forstårret). 1, d. Roddelen af de nederste Fålere med det bladdannede Vedhæng (8 Gange forst.). 1,e. Overlæben, seet nedenfra (eller, naar Dyret tænkes liggende paa Rygfladen, lige ovenfra). — 1, f. Kindbakken med dens treleddede Palpe (x), seet fra Siden, omtrent 14 Gange forst.; f' begge Kindbakkernes forreste eller udadvendte, brede, firetandede Rand, fremstillet som den visér sig i naturlig Stilling, naar Dyret sees fra Undersiden. — 1,g. Förste Kjæbepar, 20 Gange forst.: æ den egentlige Kjæbe, y Famleren, 3 Svöben. 1, h. Andet Kjæbepar, 16 Gange forstérret: æ,y,% Kjæbedelen, æ Famleren, ö Svöben. 1,i. Underleben (circa 7 Gange forst.). — 1, k. Förste Par Kjæbefôdder (c. 14 Gange forst.); v, z, y Kjæbedelen, z Famleren, @ Svöben, à den rudimentaire Gjælle. 1, 1. Andet Par Kjæbefüdder, omtr. 10 Gange forst — 1, m. Tredie Par Kjæbefôdder, 14 Gange forst. 1, n. Første Par Brystfüdder, omtr. 20 Gange forst. 1, 0. AndetPar Brystfödder, omtr. 20 Gange forst.; o' Saxen af dette Fodpar, stærkt forstörret; o“ dets Gjælle, udbredet for at vise Bygningen. — 1,p. Fjerde Par Brystfödder, 15 Gange forst.; p' femte Par Brystfödder, 18 Gange forst.; p“ fjerde Fodpars Gjælle i naturlig Stilling. = 1; Explicatio tabularum. Tabula Im, Fig. 1, a—v. Sergestes Frisii. Fig. 1, a. Sergestes Frisii G; magnitudo duplo ferme naturali major (diametraliter, ut in posterum sem- per, ubi magnitudo commoratur). — 1,6. Oculus junioris animalis; 5‘ oculus animalis adulti (uterque decies auctus). — 1,c. Antenna maris superior, duodecies aucta; æ organum auditus per integumata articuli pedun- culi basalis tralucens; y flagellum appendiculare cum hamulo 3; z! apex hujus hamuli auctior; æ divisio partis articuli tertii basalis anomala; c' pars antennæ femine superioris, octies ferme aucta. — 1, d. Pars antennæ inferioris basalis cum appen- dici foliiformi, octies ferme aucta. — 1, e. Labium superius, ab inferiore parte exhibitum. — 1, f. Mandibula cum palpo triarticulato (x) a latere exhibita, 14 ferme aucta; f" margo utriusque man- dibulæ anterior vel exterior, quadridentata, in|situ exhibita naturali, ut apparent, si ab inferiore parte animalculum examines, Maxilla prioris paris, 20ies circiter aucta; æ maxilla propria, y palpus, s flagellum. — 1,h. Maxilla posterioris paris, 16ies cire. aucta: x, y, 2 pars maxillaris, @ palpus, 6 flagellum. — 1,i. Labium inferius, septies ferme auctum. — 1,k. Pes maxillaris primi paris, 14ies circt. auctus: v, æ, y pars maxillaris, 3 palpus, @ flagellum, 6 branchia rudimentaria. — 1,1. Pes maxillaris secundi paris, decies circiter auctus. — 1, m. Pes maxillaris tertii paris, 14ies circt. auctus. — 1, n. Pes thoracicus primi paris, 20ies circt. auctus. — 1,0. Pes thoracicus seeundi paris, 20ïes circt. auc- tus; o' chela hujus pedis multo auctior; o“ branchia hujus pedis explicata, ut structura ejus appareat. — 1, p. Pes thoracicus quarti paris, 15ies ciret. auc- tus; p' pes quinti paris thoracicus, 18ies auctus p“ branchia pedis quarti, situ naturali exhibita. 297 Fig. 1, g. Förste Par Bugfödder hos Hannen; g' det | Fig. 1, q. Pes abdominalis primi paris maris, decies mellem disse Födder udspændte eiendommelige auctus; g' appendix pedum abd. primi paris pecu- Vedhæng, begge omtrent 10 Gange forst.; g” en liaris, eadem magnitudine; g“ seta hujus pedis Fjerbörste af dette Fodpar, stærkere forstørret. auctior. — 1,r. Hannens andet Par Bugfödder, 12 Gange — 1,r. Pes abdominalis secundi paris maris, 12ies forst.; x dette Fodpars Vedhæng. ferme auctus; x appendix hujus pedis maribus — 1, s. Tredie Par Bugfödder, 7 Gange forst. peculiaris. | — 1, t. Femte Par Bugfödder, 10 Gange forst. — 1,5. Pes abdominalis tertii paris, septies auctus. — 1, u. Detmellemste Halevedhæng ovenfra, 10 Gge. — 1,t. Pes abdominalis quinti paris, decies auctus. forst.; u!Spidsen af dette Vedhæng, stærkere forst. — 1, u. Appendix caudalis intermedia, desuper exhi- — 1, v. De ydre Halevedhæng eller sjette Par Bug- bita, 10ies circiter aucta; « apex hujus appendicis födder, omtrent 8 Gange forst.; « den inderste auctior. Aare; y den yderste Aare; 3 dennes Randtorn. — 1, v. Appendix caudalis lateralis, a parte superiori visa, 8ies ferme aucta; æ remus interior; y remus exterior; 3 aculeus hujus remi marginalis. 2den Tavle, Fig. 2, a—l. Sergestes cornutus. | Table Il**, Fig. 2; a—l. Sergestes cornutus. Fig. 3, a—g. Sergestes Rinkii. Fig. 3, a—g. Sergestes Rinkü. Fig. 2, a. S. cornulus (3 Gange forstörret) seet fra | Fig. 2, a. S. cornutus © a latere dextro exhibitus, ter höire Side. ferme auclus. — 2, b. Üiet, med Pandehornet, for at vise deres — 2,6. Oculus cum cornu frontali (14ies cire. auctus), indbyrdes Forhold, 14 Gange forstörret; b' Oiet ut proportio eorum evidentior appareat. 5‘ Oculus noget stærkere forstérret. auctior. — 2, c. Den överste Föler hos G, seet nedenfra, 12 — 2, c. Antenna maris superior, duodecies aucta, a Gange forst.; æ Héresekken, y Bisvöben med dens parte inferioriexhibita; æ instrumentum auditus; y Griberedskab; c' Hannens særegne Griberedskab, flagellum appendiculare cum instrumento prensorio; stærkere forstérret; c“ Skaftets Rodled med Höre- c'instrumentum hoc prensorium auctius; ec” articulus redskabet, seet ovenfra og stærkere forstôrret. ce!“ pedunculi basalis, auctior, a parte superiori exhibi- Hunnens överste Föler, omtrent 12 Gange forst. tus. ec Antenna feminæ superior, 12ies circ, ducta. — 2,d. Den nederste Fölers Skaft tilligemed det — 2, d. Pars basalis antennarum inferiorum cum ap- bladdannede Vedhæng, omtrent 7 Gange forstérret. pendice foliiformi, septies circiter aucta. — 2, e. Andet Par Kjebefédder, omtrent 12 Gange — 2, e. Pes maxillaris secundi paris, duodecies ferme forstôrret; e' et Par af de saugtaggede Börster auctus. e' Aculei duo serrati penultimi hujus eller Torne paa dette Redskabs næstsidste Led, pedis artieuli, auctiores. stærkere forstörret. — 2, f. Pes thoracicus secundi paris, decies auclus. — 2, f. Andet Par Brystfödder, omtr. 10 Gange forst. — 2, 9. Pes thoracicus tertii paris, decies circiter — 2, g. Tredie Par Brystfédder, omtrent 10 Gange auctus. forstörret. — 2, h. Quatuor ultimi pedis thoracici quarti arti- — 2, h. Fjerde Par Brystfödders fire sidste Led (om- culi, 20ies ferme aucti. trent 20 Gange forstörrede). — 2,i. Pedes abdominales primi paris maris cum — 2,i. Hannens förste Par Bugfödder med disses peculiari horum pedum appendice, 12ies circiter eiendommelige Vedhæng (circa 12 Gange forst.); aucti; æ lamina cincinnisera; y margo inferior æ den krilleberende Plade; y Bughuden mellem abdominis inter hos pedes. © Pars marginis lamine disse Födder. 2 Randen af den krölleberende cincinnigeræ auctior. Plade, stærkere forstörret. — 2, k. Pes abdominalis quinti paris, 12ies circ. — 2, k. Femte Par Bugfödder (cre. 12 Gange forst.). auctus. — 2,1. Halevedhængene (crc. 10 Gange forstérrede) ; — 2,1. Appendices caudales decies cire. aucte; x x det mellemste, y det yderstes indre Aare, x det intermedia; y remus interior appendicis lateralis; yderstes ydre Aare med Randtornen (æ). 3 remus exterior cum aculeo marginali (æ). Fig. 3, a. Sergestes Rinkii © (omtrent 12 Gange for- | Fig.3, a. S. Rinkii 9 a latere dextro, 12ies circiter störret). auctus. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem Afd. 4 Bind. 38 Fig. gaie Fig. Fig. 298 3, b. Oiet (circa 25 Gange forstörret), seet fra Siden. 3, c. En Deel af Fölerne (circa 10 Gange forstör- ret); æ, y, 2 de överste Föleres Roddeel med Bisvöben (y) og Svöbens förste Led, samt det eiendommelige Vedhæng (z); æ det sidste Led af de nederste Föleres Skaft; ö det bladdannede Vedhæng. 3, c'. Andet Par Kjæbefådder, cre. 25 Gange for- stôrret. 3, d. Andet Par Brystfödder (cre. 20 Gange for- störret); d' Saxen, stærkere forstörret. 3,e. Tredie Par Brystfödder (ere. 20 Gange for- stürret). 3, f. Fjerde Par Brystfödder (cre. 40 Gange for- störret). 3, 9. Mellemste Halevedheng (ere. 25 Gange for- störret). Tavle, Fig. 4, a—e. Sergestes corniculum. Fig. 5, a—f. Sergestes oculatus. Fig. 6, a—e. Sergestes armatus. Fig. da a—g. Sergestes arcticus. Fig.8,a—e. Sergestes ancylops. 4, a. Sergestes corniculum, 9, fra Siden, henimod 7 Gange lorstörret. 4, b. Üiet fra Siden, b' Öiet ovenfra; begge om- trent 20 Gange forstörrede, 4, c. De överste Föleres Skaft, omtrent 15 Gange forstérret. 4, d. De nederste Féleres Skaft med det blad- dannede Vedhæng, omtrent 16 Gange forstørret, 4, e. Den forreste Deel af Rygskjoldet med Pan- dehorn og Sidetorn, omtrent 20 Gange forstörret. . 5, a. Sergestes oculatus, 9, fra Siden, fem Gange forstörret. 5, b. Öiet fra Siden; b' Oiet nedenfra, begge omtr. 24 Gange forstörrede, 5, c. De överste Föleres Skaft med Bisvöben og Svöbens Rod, ere, 24 Gange forstérret; æ Hüre- redskabet. 5, d. De nederste Föleres Skaft med det blad- dannede Vedhæng, omtrent 24 Gange forstôrret. 5,e. Femte Par Brystfödder, omtrent 36 Gange forstörret. 5, f. Det yderste Halevedhængs Roddeel og ydre Aare, 15 Gange forstérrede. 6, a. Sergestes armatus, 9, fra Siden, cre. 6 Gange forstörret. 6, b. Öiet, seet ovenfra (crc. 9 Gange forstørret). Fig . 3, b. Oculus, 25ies cire. auctus, a latere exhi- bitus. 3, c. Pars antennarum, decies circiter aucta; x, y,3 pars basalis antennarum superiorum cum flagello appendiculari (y) primisque flagelli proprii articu- lis appendiceque peculiari (z); æ ultimus pedun- euli antennarum inferiorum articulus; ö appendix ejus foliiformis. 3, c'. Pes maxillaris secundi paris, 25ies ferme auctus, 3, d. Secundum pedum thoracicorum par, 20ies circiter auctum; d' chela ejus auctior. 3, e. Tertium pedum thoracicorum par, 20ies cire. auctum. 3, f. Quartum pedum thoracicorum par, 40ies cire. auctum. 3, 9. Appendix caudalis intermedia, 25ies cire. aucta. Tab. Il, Fig. 4, a—e. Sergestes corniculum. Fig. 5, a—f. Sergestes oculatus. Fig. 6, a—e. Sergestes armatus. Fig. 7, a—g. Sergestes arcticus. Fig.8,a—e. Sergestes ancylops. Fig. 4 a. Sergestes corniculum, 9, a latere dextro, Ties ferme auctus. 4, b. Oculus a latere, 20ies cire. auctus; 6' idem a parte superiori visus, 4, c, Pedunculus antennarum superiorum, 15ies circiter auctus. 4, d. Peduneulus antennarum inferiorum cum ap- pendice foliiformi, 16ies ferme auctus. 4, e. Anterior sculi dorsalis pars cum cornu fron- tali aculeoque laterali, 20ies circiter aucta. ig. 5, a. Sergestes oculatus, 9, a latere sinistro, quin- quies auclus. 5, b. Oculus a latere, 24ies ferme auctus; b' ocu- lus ab inferiori parte visus, 5, c. Pedunculus antennarum superiorum cum fla- gello appendiculari basique flagelli, 24ies ferme auctus ; æ organum auditus. 5, d. Pedunculus antennarnm inferiorum cum ap- pendice foliiformi, 24ies cire, auctus. 5, e. Pes thoracicus quintus, 36ies circiter auctus. — 5, f. Pars basalis (x) et remus exterior (y) appen- Fia, dicis caudalis lateralis, 15ies aucta. . 6, a. Sergestes armatus, ©, a latere dextro, sexies ferme auctus. — 6,6. Oculus a parte superiori exhibitus, 9ies circ. auctus. er Fig. 6, c. De överste Föleres Skaft (cre. 20 Gange for- störret). — 6, d. De nederste Föleres Skaft og bladdannede Vedhæng (cre. 12 Gange forstérret). — 6,e. De yderste Halevedhængs ydre Aare (crc. 12 Gange forstôrret). Fig. 7, a. Sergestes arcticus. Hannens överste Fölers Skaft med en Deel af Svöben, samt Bisvöben (sex Gange forstörret), fremstillet nedenfra. — 7,a'. Bisvöben med dens Griberedskab særkilt, stærkere forstörret. — 7.b. Kindbakken med Famler (12 Gange forst.), sect fra den indre Side; æ den forreste hornagtige Deel med Tyggeknuden (y); z den bageste hud- agtige Deel, som danner den Hule, hvori Tygge- musklerne optages; æ Famleren. — 7, c. Andet Par Kjæber (12 Gange forstörret) ; x,y, 2 den egentlige Kjæbedeel, æ Famleren, 6 Svüben. — 7, d. Förste Par Kjæbefüdder (ere. 20 Gange for- störret); v, æ, y den egentlige Kjæbedeel, 3 Fam- leren, æ Svöben, ö den rudimentaire Gjælle. — 7,e. Enden af andet Par Kjæbefüdder (12 Gange forstørret). — 7, f. Gjællen af andet Par Kjæbefådder (x), seet fra den indre Side, af fårste Par Brystfådder (y), ligeledes fra den indre Side, og af andet Par Brystfådder (z), seet udvendigt fra. — 7, 9. Bugnervesnoren. Fig. 8, a. Sergestes ancylops, 9, seet fra höire Side (omtrent 8 Gange forstürret). — 8, b. Rygskjoldet ovenfra med Oinene (8 Gange forstürret). — 8, c. Öiet særskilt, stærkere forstörret. — 8, d. De överste Föleres Skaft (cre, 16 Gange forstôrret). — 8, e. De nederste Féleres Skaft og bladdannede Vedhæng (crc. 10 Gange forstörret). 4! Tavle, Fig. 9, a—k. Sergestes Edwardsii. Fig. 10, a—f. Sergestes obesus. Fig. 11, a—b. Sergestes tenuiremis. Fig.12, a—g. Sergestes serrulatus. Fig. 9, a. Sergestes Edwardsii, 9, seet fra Siden (om- trent 6 Gange forstörret) med en halvt nedslugt Leueifer i Munden (x). — 9,6. Üiet, seet fra Siden (cre. 20 Gange forst.). b'. Det samme seet ovenfra. — 9, ce. Skaftet af Hunnens överste Föler med Bi- svöben og Svöbens Rod (ere. 12 Gange forstårret). Fig. 6, c. Pedunculus antennarum superiorum, 20tes circiter auctus. — 6, d. Pedunculus antennarum inferiorum cum ap- pendice foliiformi, duodecies circiter auctus. — 6, e. Remus appendicum caudalium lateralium exterior, 12ies cire. auctus. Fig. 7, a. Sergestes arcticus. Pedunculus antennæ su- perioris maris, a parte inferiori exhibitus cum parte flagelli, flagelloque appendiculari, sexies auctus. — 7, a‘. Flagellum appendiculare cum instrumento prensorio, seorsum et auctius. — 7, 6. Mandibula cum palpo, 12ies aucta, a latere interiori exhibita; 2 pars anterior mandibule cor- nea cum tuberculo molari (y); 3 pars posterior cutacea cavum ad musculos recipiendos efficiens; @ palpus, — 7, c. Maxilla posterioris paris, 12ies aucta; x, y, 3 pars maxillaris, @ palpus, à flagellum. — 7, d. Pes maxillaris primi paris, 20ies cireiter auc- tus; v, 2, y pars maxillaris propria; 2 palpus, @ flagellum, 6 branchia rudimentaria. — 7, e. Duo ultimi pedis maxillaris secundi articuli, 12ies aucti, — 7,f. Branchia secundi pedis maxillaris (x) a latere interiori exhibita, ut etiam branchia primi pedis thoracici (y); branchia vero secundi pedis thora- cici (z) a latere exteriori exhibita. — 7, g. Chorda abdominalis nervea. Fig. 8, a. Sergestes ancylops, 9, a latere dextro exhi- bitus, octies ferme auctus. — 8, b. Scutum dorsale cum oculis, oclies auctum. — 8, ce. Oculus seorsum, auctius. — 8, d. Pedunculus antennarum superiorum, 16ies circiter auctus. — 8,e. Pedunculus antennarum inferiorum cum ap- pendice foliiformi, decies ferme auctus. Tab. IV, Fig. 9, a—k. Sergestes Edwardsii. Fig. 10, a—f. Sergestes obesus. Fig. 11, a— b. Sergestes tenuiremis. Fig.12, a—g. Sergestes serrulatus. Fig. 9, a. Sergestes Edwardsii, 9, a latere sinistro ex- hibitus (sexies ferme auctus), cum Leucifero ex faucibus dimidia parte prominente (x). — 9, 6. Oculus a latere exhibitus, 20ies cire. auctus. b' Idem a parte superiori visus. — 9, c. Pedunculus antennæ superioris feminæ cum basi flagelli flagelloque appendiculari (12ies ferme 38% Fig. 300 c' Skaftet af Hannens üverste Füler med Bisvöbe 0.5.v. I begge Figurer angiver x Höreredskabet, y Svöbens Rod, x Bisvöben. 9, d. De nederste Füleres Skaft og bladdannede Vedhæng (cre. 16 Gange forstörret). Fra Enden af Skaftets sidste Led udgaaer, istedetfor den tabte Svöbe, en eiendommelig, i Spiral rullet, parasitisk Udvæxt. 9, e. Den forreste Deel af Rygskjoldet hos en Varietet, udmærket ved Pandehornets lidt tydeli- gere Udvikling (omtrent 8 Gange forstörret). 9, f. Første Par Brystfödder (omtrent 12 Gange forstörret), æ Rodtornen, y det eiendommelige Griberedskab. f'Griberedskabet stærkere forstör- ret. f" En af dets Torne fra femte Led (æ) og en fra sjette Led (6) endnu stærkere forstörrede. 9, g. Andet Par Brystfådder (omtrent 12 Gange forstörret) med Gjællebusk (z); æ Rodtornen og (y) Rodknuden paa tredie Led. g' Saxen stærkere forstørret. 9, h. Hannens förste Bugfod med Generations- vedhænget (x), omtrent 14 Gange forstårret. 9, i. Hannens anden Bugfod, omtrent 14 Gange forstôrret; æ Generationsvedhænget. 9, k. Halevedhængene (omtrent 14 Gange forst.); y det mellemste, x Roddelen af det yderste, æ del- tes indre Aare, ö den ydre Aare. . 10, a. Sergestes obesus. Öiet, seet fra Siden, om- trent 20 Gange forstôrret. 10, b. Förste Fölerpars Skaft. 10, c. Förste (x) og andet (6) Par Kjæbefüdder, omtrent 20 Gange forstörrede. y Kjæbedelen af förste Par; 3 sammes Famler og (æ) Svöbe. 10, d. Tredie Par Kjæbefüdder, omtrens 15 Gange forstürret. 10, e. Fjerde Par Brystfödder, 15 Gange forst. 10, f. Halens 6te (x) og 7de (y) Ring med 6te Par (z) Bugfödder, omtrent 10 Gange forst. 11, a. Sergestes tenuiremis, 9, seet fra Siden (om- trent sex Gange forstôrret). 11, b. Andet Par Brystfüdders to sidste Led, 25 Gange forstorret. 12, a. Sergestes serrulatus. Rygskjoldet, seet ovenfra, 8 Gange forstörret. 12, b. De överste Föleres Skaft (12 Gange forst.) med Hannens Bisvöbe (x). 0! Bisvöben særskilt og stærkere forstörret. 12, c. De nederse Föleres Skaft og bladdannede Vedhæng, omtrent 16 Gange forstörret. 12, e. Oiet, seet ovenfra (cre. 12 Gange forst.), med en Deel af Oienringen, for at vise den eien- dommelige Tilheftningsmaade. auctus). c' pedunculus antennæ superioris maris cum flagello appendiculari etc. x organum auditus, y flagellum, z flagellum appendiculare. 9, d. Pedunculus antennarum inferiorum cum ap- pendice foliiformi (16ies circiter auctus). Ex apice ultimi pedunculi articuli loco flagelli filum quod- dam (x) prominet peculiare, in spiram convolutum (parasiticum, ut opinor ?). 9, e. Anterior scuti dorsalis pars (Sies circ. aucta) varietatis hujus speciei, cornu frontali nonnihilo productiori conspicue. 9, f. Pes thoracicus primi paris, 12ies circiter auc- tus; = aculeus basalis, y instrumentum quoddam peculiare prensorium; f' idem instrumentum auc- tius; f“ aculeus hujus instrumenti ex articulo quinto (æ) et ex articulo sexto (6), adhuc auc- tiores. 9, g. Pes thoracicus secundi paris cum branchia (z), 12ies ferme auctus; æ aculeus basalis; y tuber- eulus articuli tertii basalis; g‘ chela magnitudine auctior. 9, h. Pes primus abdominalis maris cum appen- dice sexuali(x), 14ies circiter auctus. 9, i. Pes secundus abdominalis maris, 14ies circiter auctus; æ appendix sexualis. 9, k. Appendices caudales, 14ies ferme auctæ; y app. intermedia, 2 pars basalis app. lateralis, æ remus hujus appendicis interior; ö remus exterior. . 10, a. Oculus Sergestes obesi a latere exhibitus, 20ies circiter auctus. 10, b. Pedunculus antennæ superioris cum flagello appendiculari (z) basique flagelli proprii (y), 25ies circiter auctus; æ organum auditus. 10, c. Pes maxillaris primi (x) et secundi paris (6), 20ies cire. aucti; y pars maxillaris primi paris; 3 palpus ejusdem; æ flagellum. 10, d. Pes maxillaris tertius, 15ies circiter auctus. 10, e. Pes thoracicus quarti paris, 15ies ferme auctus, 10, f. Sextus (x) septimusque (y) abdominis an- nuli cum pede abdominali sexti paris (z), decies circiter aucti. . 11, a. Sergestes tenuiremis, Ø, a latere exhibitus sinistro, sexies circiter auctus. 11, b. Articuli duo ultimi pedis thoracici secundi, 25ies circiter aucli. ig. 12, a. Sergestes serrulatus. Scutum dorsale a parte superiori visum, 8ies ferme auctum. 12, b. Pedunculus antennæ superioris maris cum flagello appendiculari, 16ies circiter auctus; b‘ flagellum appendiculare aliquanto auctius. 12, c. Pedunculus antennæ inferioris cum appen- dice foliiformi, 16ies circiter auctus. 301 Fig. 12, f. Andet Par Kjebefédder, 20 Gange for- störret. — 12, g. Halevedhengene, 8 Gange forstörrede; x det mellemste, y det yderstes indre Aare, = dettes ydre Aare. — 12, g‘. Spidsen af mellemste Halevedhæng, stærkt forstörret. 5” Tavle, Fig. 13, a—b. Sergestes brachyor- rhos. Fig. 14, a—d. Sergestes caudatus. Fig. 15, a—e. Sergestes laciniatus. De évrige Figurer have for störste Delen Dekapodernes Höreredskaber til Gjen- stand. . 13, a. Sergestes brachyorrhos, seet fra Siden, cre. 14 Gange forstérret. 13, b. S. brachyorrhos, seet ovenfra, med samme Forstörrelse. ig. 14, a. Sergestes caudatus fra Siden, erc. 8 Gange forstürret. 14, b. En Deel af Fölerne, seet ovenfra; x de överste Füleres Skaft med Bisvöben og Svübens Rod, y de nederste Füleres bladdannede Vedhæng. 14, c. Öiet, fremstillet ovenfra, omtrent 15 Gange forstørret. 14, d. Det mellemste Halevedhæng ovenfra, om- trent 12 Gange forstörret. ig. 15, a. Sergestes laciniatus. De nederste Fåleres Skaft og bladdannede Vedhæng(x), crc. 20 Gange forstørret. 15, b. Kindbakken med Palpe (x), 25 Gange for- stôrret. 15, c. Förste Kjæbepar, cre. 50 Gange forstörret, x den egentlige Kjæbeplade, y Famleren, 3 Svöben. 15, d. Andet Kjæbepar, cre. 35 Gange forstørret; æ den egentlige Kjæbeplade, y Famlerens indre Green, 3 Famlerens ydre Green, æ Svöben. 15, e. Förste Par Kjæbefôdder cre. 45 Gange for- störret; æ de tre indre Plader eller de egentlige Kjæbcplader, y Famleren, z Svöben. 16. De mandlige Generationsvedhæng af Sergestes arcticus (Tab. III, fig. 7). Sammenlign Tab. I, fig. 1, g'; Tab. II, fig. 2, i og Tab. IV, fig. 9, h. 17. Maven af Sergestes Frisii, aabnet og udbredt for at vise dens Bevæbning: a den forreste pur- purfarvede Deel, a‘ Spiseröret, b den bageste hvide Deel, e Portneren, d Tarmens Begyndelse, e Ma- vens börstebesatte Længdefolder, f Knuseredska- berne med deres Horntænder, g et kirtelagtigt, til Fig. Fig. 12, e. Oculus cum portione annuli basalis a parte superiori exhibitus (12ies ferme auctus), ut pecu- liaris insertionis ratio appareat. — 12, f. Pes maxillaris secundi paris, 20ies circiter auctus. — 12, g. Appendices caudales, 8ies ferme auctæ; x intermedia, y remus appendieis lateralis interior, z remus ejus exterior. — g' Apex appendicis intermediæ magnitudine auctior. Tab. V4, Fig. 13, a—b. Sergestes brachyor- rhos. Fig. 14, a—d. Sergestes caudatus. Fig.15, a—e. Sergestes laciniatus. Reli- quæ hujus labul figure maxima ex parte instrumenta auditus nonnullorum crusta- ceorum monstrant. Fi ig. 13, a. Sergestes brachyorrhos, a latere dextro ex- hibitus, 14ies circiter auctus. — 13, b. Idem a parte superiori visus. — 14, a. Sergestes caudatus, a latere sinistro exhi- bitus, 8ies ferme auctus. — 14, b. Pars antennarum, 15ies ferme aucta; a pe- dunculus antennarum superiorum, y appendix folii- formis antennarum inferiorum. — 14, c. Oculus ejusdem, a parte superiori visus, 15ies circiter magnitudine auctus. — 14, d. Lamina caudalis intermedia, a parte supe- riori visa, 12ies circiter aucta. Fig. 15, a. Sergestes laciniatus. Pedunculus antenna- rum inferiorum cum lamina foliiformi (x), 20ies eir- eiter auclus. 15, 5. Mandibula ejusdem cum palpo (x), 25ies circiter aucta. 15, c. Maxilla prioris paris ejusdem, 50ies ferme aucta; x maxilla propria, y palpus, flagellum. 15, d. Maxilla posterioris paris ejusdem, 35ies aucta; æ maxilla propria, y palpi ramus interior, 3 palpi ramus exterior, @ flagellum. 15, e. Pes maxillaris primus, 45ies auctus; x la- minz tres maxillares, y palpus, 3 flagellum. . 16. Ad Sergestem arcticum (Tab. III, fig. 7); ap- pendix pedis primi abdominalis maris. Conf. tab. I, fig. 1, g‘, tab. II, fig. 2, i, tab. IV, fig. 9, h. 17. Ventriculus Sergestis Frisii patefactus et ex- pansus, ut interior ejus appareat structura; a pars ventriculi anterior purpurea, a'oesophagus, 5 pars posterior albida, e pylorus, d indestini pars, e plicæ longitudinales setigeræ, f organa ventriculi masticatoria cum denticulis corneis, g glandula ? fibris muscularibus obducta. — 18. Anterior Phyllosomatis pars, magnitudine Fig. 302 Tarmen heftet og med et Muskellag bedækket Redskab. 18. Den forreste Deel af en Phyllosoma, forstörret og presset for at vise Höreredskabernes formeent- lige Beliggenhed: a Öiet, b överste Föler, c Roden af de nederste Fålere, d den forreste Nervemasse med de fra den udgaaende Grene og med Håre- redskaberne (e). 19. De överste Fålere af en nyfödt Pagurus pu- bescens med Hôresækken (x), hvori to klare Oto- lither og nogle mörke Masser. 20. Den forreste Deel af Leucifer atlanticus, for- störret: a Oiet, b den överste Föler med Höre- redskabet (d) i Rodleddet, e Roden af den neder- ste Föler med det bladdannede Vedhæng (c’). 21. Halevedhænget af Mysis flecuosa: a den ydre Aare, 6 den indre Aare med Hüresækken (x) i Roden. 22, a. Den överste Föler af Lithodes arcticus med Höreszkken (x) i Rodleddet, lagt blot og frem- stillet nedenfra efter Borttagelsen af de ydre Inte- gumenter samt Muskler, Nervemasse o. s. v. 6 Rodleddet seet ovenfra for at vise Höreredskabets ydre Fremtræden som en Svulst (x'). 23. Den överste Föler af Peneus brasiliensis Kr., med Höreszkken (x) lagt blot og fremstillet ne- denfra. En Deel af Otolitherne kunne skimtes gjennem Sekkens Vægge, 24. En Deel af Thysanopoda inermis Kr. fremstillet fra Bugfladen efter Borttagelse af Bugfödderne, for at vise de otte problematiske, rimeligviis i Sandsningens Tjeneste staaende Redskaber i andet Fodpars Rodled (x), i det rudimentaire syvende Fodpars Rodled (x'), samt i förste (x?), anden (x?), tredie (x') og fjerde (x°) Bugring. Fig. aucta laminaque vitrea compressa, ut organa ap- pareant auditoria; a oculus, b antenna superior, c basis antennæ inferioris, d ganglion cerebrale cum organis (ut suspicor) auditoriis (c). 19. Antenna superior Paguri pubescentis neonati, aucta laminaque vitrea compressa; æ saccus au- ditorius per integumenta translucens, duos conti- nens otolithos lucidos nonnullaque corpora ob- scuriora. 20. Pars anterior Leuciferi atlantiei aucta; a oculus, b antenna superior cum organo auditorio, ce antenna inferior cum appendice foliiformi (c'), d saccus auditorius cum otolitho uno subgloboso. 21. Appendices caudales laterales Mysidis flecu- ose magnitudine auctæ: a remus exterior, b remus interior; æ saccus auditorius cum otolitho magno subgloboso vel lenticulari (in quatuor per pres- sionem laminæ vitreæ disrupto particulas). 22. a Antenna superior Lithodis arctici a parte inferiori exhibita cum sacculo auditorio (x), inte- gumentis, musculis nervisque remotis, ut forma sacculi distinctior appareat. b Articulus hujus an- tennæ basalis a parte superiori exhibita ad tumo- rem organi auditus externum monstrandum. 23. Antenna superior Penei (brasiliensis Kr.) cum sacculo auditorio (x) a parte inferiori exhibita, integumentis et cet. remotis. Otolithi numerosi per parietes sacculi partim translucent. 24. Pars Thysanopode inermis Kr. a superficie inferiori exhibita (pedibus abdominalibus remotis), ut organa peculiaria dubiæ functionis, sensationi vero probabiliter inservientia, appareant. Hee organa sedem habent in articulo basali secundi pedis pectoralis (x), in articulo basali pedis rudi- mentarii septimi paris (x!) inque annulo abdomi- nali primo (x?), secundo (x*), tertio (x+), quar- toque (x°). Indholdsoversigt. Side. Histons einen ie ren ce een houle uence ig 220. Bygningsforholdene i Almindelighed hos Slægten Sergestes 0.s.v. . . . .. 220 —234. Cefalothorax S. 220, Rygskjold S. 221, Pandehorn ib., Öine ib., överste Fölere S. 222, Höreredskab S. 223, Bisvöbe ib., nederste Fölere S. 224, Munddele ib., Kindbakke og Kjæber S. 225, Over- og Underlebe ib. og S. 226, förste, andet og tredie Par Kjæbefôdder S. 226—227, Brystfödderne 227—228, Bagkroppen 228—229, Bug- födderne S. 229, Halevedhengene S. 229—230, Gjællerne S. 230—232, Forplant- ning 232, anatomiske Forhold S. 232—233, Parasiter? S. 233. Geographisk Udbre- delse S. 234. IÄntsbeskrivelserae euch 1.5) dee ce RS CT NO Der 335—275. 1) Sergestes Frisii Kr. ..... S. 235—240. 2) Sergestes arcticus Är..... - 240—243. 3) Sergestes oculatus Kr... .. - 243—246. 4) Sergestes Edwardsii Kr. .. - 246— 249. 5) Sergestes cornutus Kr. ...- 249— 252. 6) Sergestes corniculum Kr... - 252—254. 7) Sergestes tenuiremis Kr. , . - 255—257. 8) Sergestes obesus Kr... ....- 257—260. 9) Sergestes armatus Kr... .. - 260—262. 10) Sergestes ancylops Kr. .. . - 262—265. 11) Sergestes Rinkii Kr...... - 265—268. 12) Sergestes serrulatus Kr... . - 268—270. 13) Sergestes caudatus Kr... . - 270—271. 14) Sergestes brachyorrhos Kr. - 272— 274. 15) Sergestes laciniatus Kr... . - 274—275. Diasuosenfafede beskreyne= Arter’... « onen de Seel 28. Sammenlignende Overblik af Arterne til deres lettere Adskillelse . . . . . . 233— 284. Udmaalinger affdenbeskreyne VAT ter =... sic ee ee . + . 285—286. Som Tillæg: Bemærkninger om Höreredskaberne hos Dekapoderne. . . . . 287—295. Horklarinogover#Kobbertavlerner eyes. 21> <) ce ch eee ee ous 296— 302. Rettelse. Side 230, Linie 19: S. pedatus læs S. laciniatus. er om: Sergestes rer Mid: Selsk: Shrither Z Række. nature og mathem: Afh: W Bind SSS TiPetersen seulp Fig 1. a-v. Sergestes Frist Jr. EN Vid. Selsk: Skrifter I Bakke naturo; og mathem Ah: WBind Kröyer em Sergestes. 7 Tab IL 1 a NE Ch Petersen del LM Petersen. 50 kig. 2a_l Sergestes cornutus. Hg 3.ag Sergestes Rınkıt . , B | ¢ i > pi ay i nd " f A i | . ij ti on a, f i 4 D F i x A * 4 2) ‘ å ax 5 a i ‘ f . å x ™ [PA g N'ES . à 4 4 i . i A | i 1 - © i w a] vo ef ; à i y ; ’ in | 7 3 + " ’ : Ek ‘ i 4 2 \ j > . A - . On ‘i i ) nr + i + i > i { - (ad = ‘ ji a i ñ ‘ “ t = i j 1 4 ? i i ‘ 7 Eu 4 . by lat: = au « 1 (ef 1 sd . ‘ { ‘ ‘ ) 2 M ' 5 - iJ 11 å i 4 ey ‘ « Tab. IL. i Selsk Skrifter VRuckke naturo. og mathem: Afh. W Bind Kröver om Sergestes Teo LM Petersen. senln. CL Petersen. del‘ Fig 4.a-e Sergestes corniculum. Fig -e Sergestes ancylops. -g Sergestes arcticus. Fig 8. a Jat Sergestes oculatus. hig 6. a-e Sergestes armatus. Fig 7. a r D ' { a ås 1 [| j dr Nr Tab. IV. Sid: Selsh i Skrifter VRakke naterv øg mathem: Me Whind Kråver om Sergestes LM Féersen ve ig? ae Sr / ObLetersen del Fig ga-k. Sergestes kdwardsit. Kg 10 af Sergestes obesus. Fig n a-b Jergestes tenutremis. Fig 2 a-g Sergester serrulatus PL { A hd + 7 i À | r \ N a i EJ | W i ; i © vw | \ “ å il PEUT, jon ig y N y ENN LCR k # 4 Fs ; | i N # 5 Ou i Sa R f 7 ' ‘ i ñ . / \ I LL | à J } "+ “a | 2 2 A ‘ y Vid Selsk- Skrifter V Reckke nature. og mathem Ath: W Bind Krøyer ome Sergestes. Te = Zee = S SS — SRE D SS NIT SAITEK CL Petersen. del IM Petersen. se BP. Fig Bab Sergestes brachyorrhos Fig 1 a-d Sergestes caudatus Fig 15 ae Sergestes lacintatus Fig ib Sergestes arcticus. Kg 1; Sergestes Frist L PR wn \ Om Lovene for Vandets Bevægelse i lukkede Ledninger, med speciel Anvendelse paa de saltglasserede Leerrörs Vandföringsevne. Af A. Colding. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd, 4 Bind. 39 ae AN Fan N «0 MMM 4 ae P > 1.0, 7 ee BIN Dur (EL LA ET ER (SE LS i > i Le . ty iz I "| | -# Pa X N Orr) 007" 30) Pate = | W y] u , U =, 4 ad a s 7 i hf ‘ Lei w = i i i Ld coh À if ‘ i ål À r ” Hi. MA da å while u f i # na i NA don VER [PR N i fl å LU À 5 i mi fs i 4 7 OU i Øs i de UN | "van Ni Su 4 * 24 (EJ lits : LAP u iy | U ' Lovene for Vandets Bevægelse i lukkede Ledninger, naar disse ere heelt fyldte og Vandet bevæger sig under et Tryk, ere indtil en vis Grad vel bekjendte, og derom hersker der neppe nogen væsenllig Meningsforskjel, da enhver Tvivl desangaaende forlængst er fjernet ved den store Mængde af Erfaringer, som blandt Andet ere vundne ved de i den nyere Tid anlagte Værker til större Byers Forsyning med Drikkevand, Noget anderledes forholder det sig derimod med Lovene for Vandels Bevægelse i saadanne Ledninger, som kun tildeels ere fyldte vg da navnlig med den Slags Vandledninger, der ere bestemte til at aflede Spildevand, altsaa med Cloakledninger; thi derom har der indtil den senere Tid reist sig forskjellige Tvivl og Meninger med Hensyn til Vandföringsevnen m. v. Denne Uvished hidrörer vel först og fremmest derfra, at det er forbundet med meget stårre Vanskelighed at bestemme Lovene for Vandets Bevægelse i Ledninger, der kun tildeels ere fyldte, end at bestemme disse Love for Bevægel- sen af Vandet i heelt fyldte Ledninger, og at som Fölge deraf langt færre Observationer ere udförte med de deelviis end med de heelt fyldte Ledninger, ihvorvel det er indlysende, al langt flere Observationer i Virkeligheden udkræves for at erholde en nåiaglig Kundskab til Cloakledningernes Vandfåringsevne end for at erholde den fornådne Indsigt i Lovene for Vandets Bevægelse i heelt fyldte Ledninger, da det at bestemme Lovene for Vandels Bevægelse i Ledninger, som kun tildeels ere fyldte, er det almindeligere Problem, hvor- under det Specielle om Lovene for Vandets Bevægelse i heelt fyldte Ledninger er ind- befattet. Vandledningerne ere i Reglen enten Cylindre eller Prismer og de Ledninger som benytles til Forsyning med Drikkevand og hvorved Lovene for Vandets Bevægelse i heelt fyldte Ledninger væsentligt ere stadfæslede, ere saa at sige udelukkende kun cylindriske Rör med et cirkelformigt Tversnit. De nu brugelige Cloakledninger have derimod næsten alle mulige Tversnitsformer, deels forskjellige Polygoner, deels krumlinede Figurer, som Cirklen, Ovalen, Ægovalen etc., deels ogsaa blandetlinede Figurer, sammensatte af relte Linier og Cirkelbuer for ikke at tale om de uregelmæssige Gjennemsnit af Floder og Canaler, hvor- ved endeel af de anstillede Observationer over Lovene for Vandets Bevægelse netop ere udførte. 39* Ved de heelt fyldte Ledninger bevæger Vandet sig, formedelst Ledningens con- stante Gjennemsnit, stedse fra den ene Ende til den anden med en uforandret Hastighed ; ved Cloakledninger kan derimod Fyldningsoraden variere fra Punkt til Punkt igjennem Ledningens hele Længde, og som en Fålge deraf vil da ogsaa Hastigheden af Vand- strommen variere fra Punkt til Punkt af Ledningen, der igjen vil medföre en til- svarende Variation af Ledningsmodstanden. Ved Cloakledninger har Ledningens Fald til- med en betydelig Indflydelse paa Vandföringen, hvorimod denne ingen saadan Indflydelse udöver paa de heelt fyldte Ledningers Vandforing. Hvad der endelig har bidraget til at vanskeliggjåre den Opgave at bestemme Cloakledningernes Vandforingsevne, er den Omstændighed, at Vandet som oftest ikke alene kommer ind i Ledningen fra den overste Ende, men meget mere kommer til paa mangfoldige Punkter langs hele Ledningens Længde, i ulige Mængde, med ulige Hastighed og ulige blandet med Ureenlighed. Om Cloakernes hensigtsmæssige Construction har man havt meget forskjellige Anskuelser, ja Meningerne have endog været saa forskjellige, at man hverken har været enig om, hvilken Form der var den hensigtsmæssigste, hvilket Fald der var det rette eller om hvilken Størrelse man skulde give Cloakerne; man har været uenig om Alt, og ikke saa Faa ere maaskee endnu tildeels uenige om flere af de væsentligste Punkter. — Min Hensigt med denne Afhandling er nu, om muligt, at belyse nogle af de omtvistede Forhold og ved Hjælp af Erfaring at godigjöre Rigligheden af nogle af de vigtigste Grundsætninger for Vandets Bevægelse i Ledninger, som kun til- deels ere fyldte, alt med specielt Hensyn paa Cloakledningers Construction. Af den Uklarhed i Anskuelse og Ulighed i Betragtningsmaade, som bestandigt har viist sig med Hensyn paa denne Sag, kan det forklares, at enhver Ingenieur saa at sige har havt sin egen Anskuelse, som han har gjort gjældende under Bygningen af de af ham udfürle Cloaker, og deraf kan det igjen forstaaes, at de Cloaker, som nu forefindes i forskjellige Byer, sjeldent ere construerede paa samme Maade, men tvertimod nesten altid ere forskjelligt indrettede; deraf lader det sig forklare, at endog forskjel- lige Dele af et og samme System ikke saa sjelden ere udförte efter næsten modsatte Principer. I ældre Tider byggede man i Reglen alle Cloaker med rectangulairt Tversnit med en i Forhold til Vandföringen betydelig stor Lysning, sandsynligviis fordi Erfaringen havde lært, at Ureenlighederne som oftest bundfældte sig i Ledningerne, hvilke da ved Haandmagt maatte udrenses. Det Hensigtsmæssige i underjordisk at kunne aflede alle Ureenligheder fra Stæderne ved Hjælp af Cloaker blev bestandigt mere og mere indlysende, og dette fremkaldte stedse flere og flere nye Cloakanlæg; men paa den anden Side maalle Ulemperne ved disse Anlæg, i Særdeleshed de fra samme opstigende Dunster, der særdeles viste sig, hvor Cloakerne havde et mindre stærkt Fald, samt Bekostningerne ved deres Rensning, optræde hemmende derimod, og heri laae altsaa en megel naturlig Grund til PEL. paa det Omhyggeligste at overveie, hvorledes Ulemperne kunde undgaaes. At den flad- bundede Form var en meget uhensigtsmæssig Form, var let at indsee; thi det var af sig selv indlysende, at jo större den, Overflade er, hvormed Vandet af en given Ström kommer i Beröring, desto större bliver Modstanden af Ledningen imod Vandets Bevægelse, desto mindre bliver Hastigheden af Strömmen i Cloaken — naar alt Andet forövrigt forudsættes at vere lige — og desto slorre bliver fölgelig Bundfældningen i Cloaken. Spörgsmaalet blev derfor först, hvilken Form man skulde vælge, og Tanken maalte da ganske naturligt föres over paa Cirkelformen, som har den mindste Overflade for et givet Gjennemsnits- areal; men da Vandföringen af Cloakerne i Reglen er megel foranderlig, saa valgte man ofte Cloaker med lodrette Sider og udhulet Bund, eller overhovedet ovale Cloaker fremfor de cirkelformede Cloaker. Opmærksomheden blev derefter henvendt paa de ægformede Cloaker med nedadvendt Spids, og temmelig snart blev det ogsaa almindeligt anerkjendt, at denne Form, behôrigt construeret, i mangfoldige Tilfælde besidder store Fordele frem- for andre Tversnitsformer af Cloaker, idet man ved disse Cloaker selv for smaa Vand- strömme kan reducere Ledningsmodstanden noget nær til Minimum og dog være i Stand til at give Ledningerne en saadan Störrelse, at de ikke alene kunne aflede den største Regnmængde, men desuden kunne befærdes af Mennesker, hvilket stedse er af Vigtighed for Cloaker. Om den hensigtsmæssigste Form for Cloakerne ere de Fleste altsaa nu for Tiden enige; men samtidigl dermed er man ogsaa bleven enig om at stille den bestemte Fordring til et vel indrettet Cloaksystem. at det selv bör holde sig reent uden store Rensninger ved Haandmagt. Denne sidste Fordring har givet Anledning til en stor Meningsforskjel an- gaaende det Fald og den Størrelse, man skal give Cloakledningerne for at tilveiebringe den til Reenholdelsen fornôdne Strômningshastighed og for samtidigt dermed at reducere Udgivterne ved Cloakanlæget saameget som muligt. Nogle Ingenieurer have nemlig paa- staaet, at den bekjendte Eytelweinske Formel for Vandets Bevægelse er aldeles ubrugelig, da Erfaringen har viist, at Vandet erholder en större Hastighed og i det Hele fölger en anden Lov end den, som ligger til Grund for hiin Formel. Andre Ingenieurer have der- imod vedblivende anseet det for afgjort, at den Eytelweinske Formel er rigtig, naar den kun rigtig benyttes; men fra ingen af Siderne er det blevet beviist, hvad der er det Rette, og Cloakspörgsmaalet, som allerede i mange Aar har været et staaende Spørgsmaal i England, har derfor lige indtil den sidste Tid givet Anledning til mangfoldige og vidt- loftige Debatter, baade skriftlige og mundtlige. Mange vigtige Oplysninger med Hensyn til Cloakconstructionene ere derved erholdte; men nogen endelig Afgjörelse med Hensyn til Faldet og Störrelsen har Sagen endnu ikke faaet, skjöndt man dog nu i Almindelighed synes at antage, at den Eytelweinske Formel er rigtig. En stor Deel af de Ingenieurer, som beregne Cloakerne efter Eytelwein, gaae nemlig, ligesom Modstanderne af den Eytel- 310 weinske Formel, ud fra den Anskuelse, at denne Formel vilde give langt större Cloaker end fornödent, om man vilde antage, at de skulde aflede den hele Regnmængde saa hur- tigt som den falder, Nogle Ingenieurer, og deriblandt kan jeg nævne Wicksteed'), an- tage, at kun de to Trediedele af den i Timen faldende Vandmængde löber til Cloaken, og det ikke i een, men derimod i mange Timer, forskjelligt i Forhold til Jordsmonnets Natur og Heldning. Wicksteed betragter derfor alene den slörste aarlige Regnmængde og antager, at 1 af denne falder i en Maaned, at 3 af denne Regnmengde eller 3 af den hele aarlige Regnmængde skal i 4 Dögn kunne löbe af til Cloakerne, eller at Cloakerne i Dögnet skulle kunne aflede + x 3 — ; af den störste aarlige Regnmængde, altsaa 41% af denne Vandmengde i Timen, og paa denne Basis beregner han Ledningernes Diamelre ifölge Eytelweins Formel. Andre Ingenieurer, og deriblandt maa jeg nævne Mr. Phillips”), ere af den Mening, al man for London bör antage den Vandmængde, som strömmer til Cloaken under de stærke Regnskyl, i Forbindelse med den Vandmengde, som tilföres Systemet i Form af Spildevand, liig een Tomme Vandhöide eller een Cubikfod pr. Acre pr. Secund. De an- tage derimod, al„Hawksleys Formel“, der er afledet af den bekjendte Eytelweinske Formel, er uriglig, naar den anvendes paa Cloaker, hvori Vandet ikke strömmer ind fra Enden alene, men derimod meget mere strömmer til fra Siderne langs hele Ledningen, og helde navnligen til den Mening, at den Forudsætning, hvorpaa Formlen er grundet, nemlig at Strömmen lider en Modstand, der er proportional med den af Strémmen beskyllede Contour, er uriglig, ligesom ogsaa, at det er urigtigt at antage, at Strömmen i Cloakledningerne er constant og ene beroer paa Ledningens Fald; thi de anföre at have fundet, at Ström- mens Hastighed igjennem en Cloakledning bestandig tillager fra den överste Ende nedimod Mundingen af Cloaken. Hermed stemmer ogsaa Mr. Cowie*) for en Deel overeens, endskjöndt han paa den anden Side såger at paavise, at Eytelweins Formel, og altsaa ogsaa Hawksleys Formel, er fuldkommen riglig, naar den anvendes riglig. — Cowie söger fremdeles sammesteds at vise, at Mr. Phillips Paastand, nemlig: ,hvor absurd store end de nærværende Cloaker ere, saa forlanger Theorien dog, at de endnu skulle vere slôrre“, ikkun beroer paa en Misforstaaelse; thi, siger han, Formlerne forudsælte, at Vandet ledes ind i Ledningen fra Enden, og dette finder som bekjendt ingenlunde Sted ved Cloakledningerne, der modtage Vandet langs deres hele Længde. Der er derfor efter hans Mening en stor Forskjel imel- lem de Ledninger, for hvilke Formlerne ere dannede, og de Ledninger, hvorpaa Formlerne 1) Report to the Town Counsel of Leeds on the sewerage. 1848. S. 7. *) Minutes of evidence to the Metropolitan Sanitary Commission. 1847. S. 54. 3) See samme Report, Side 156. 311 anvendes, og heri såger han Grunden til Uovereensstemmelsen imellem Theorien og Mr. Phillips Erfaringer. Cowie gaaer derpaa over til at forklare Betydningen af den paa- pegede Forskjellighed, og mener, at Aarsagen til, at Cloakerne kunne aflede Vandet fra et langt större Areal, end Hawksleys Tabeller angive, har sin Grund deri, at Vandet, naar det træder ind fra Enden af Cloaken, skal gjennemlåbe hele Cloaken, hvori det taber den ved Faldet erholdte levende Kraft; hvorimod Vandet, som tilstrommer Cloaken langs hele Længden, stedse træder ind i denne med en betydelig levende Kraft, som bestandig for- öger Strömmens Hastighed i Hovedcloaken. Endeel Ingenieurer mene derimod, at man bör gaae ud fra den Vandmængde, som falder i en stærk Regn, og forudsætte, at denne skal afledes, samt at man derefter bör beregne Cloakledningernes Störrelse ifölge Eytelweins Formel. Det skulde nu synes, at den bedste og rigtigste Maade at komme til en nôiagtig Kundskab om, hvorledes en Cloak bör construeres for al kunne bortföre Spildevandet og Regnvandet fra et givet District af London, hvor Spörgsmaalet, som sagt, iser er blevet behandlet, vilde have været, deels at undersöge de Vandmængder. som under for- skjellige Regnskyl, hvis Störrelse er bleven maalt, strömme igjennem de all forhaanden- værende Cloaker, og deels at undersöge de Strömningshasligheder, som finde Sted paa forskjellige Punkter i Cloakerne i Forhold til Oplandets Störrelse. Endeel saadanne Maal- ninger ere ogsaa i de senere Aar foretagne; men de lide alle af forskjellige Mangler, idet Beskrivelsen af Forholdene som oftest er saa kort og ubestemt, at den ikke tillader Andre at uddrage noget Resultat af disse Observationer, og selv paa de Steder, hvor Iagttagelserne ere foretagne, synes man ikke at have kunnet gjåre vesentlig Brug af disse Observationer. Dette kan imidlertid forklares af andre Omstændigheder, idet de ældre Cloaker ikke sjeldent ere af en slet Form, der tilmed ofte er foranderlig paa en og samme Led- ning, hvortil kommer, at Faldet undertiden er höist forskjelligt, snart stort, snart lille med större eller mindre Forsænkninger paa Ledningen. Större eller mindre Dele af Cloaken ere ikke sjeldent tilstoppede, og de Vandledninger, som före til en saadan Cloak, stöde snart til Hovedcloaken under rette Vinkler, snart under spidse og snart endog under stumpe Vinkler, snart ved Bunden og snart ved Overkanten, og det kan altsaa ikke næg- tes, at Forholdene idetmindste tilsyneladende ere saa forviklede, at man let maalte kunne fristes til at antage, at de Regler, som man af saadanne Forhold maatte udlede, ikke kunne ventes at ville passe i andre Tilfælde. Men hertil kom endnu den Omstændighed, at man havde bemærket, at paa flere Steder, paa stôrre eller mindre Strækninger, hvor smaa Cloaker vare blevne anlagte af brændte og glasserede Leerrör for enkelte Huse eller Gaarde, og hvor Terrainet i Tidens Löb var blevet saaledes hebygget, al man efter den almindelige Antagelse skulde have anvendt temmelig store Cloaker, der viste de alt for- haandenværende smaa Cloaker sig endnu at være fuldkommen tilstrækkelige, ja det viste 312 sig, at der, hvor man efter den almindelige Praxis vilde have nedlagt de stôrre Cloaker og hvor man tillige efter de forhaandenværende Kjendsgjerninger vilde have været nödt til at foretage jevnlige Udrensninger af Cloakerne, der vare disse smaa Leerrörsledninger aldeles rene. — Til de anførte Tvivl om Brugbarheden af de Resultater, som kunde ud- ledes af de gamle Cloaker, kom altsaa endnu den, at Vandföringsevnen for Cloaker af glasserede Leerrör, som mere og mere vare komne i Brug, syntes at være forskjellig fra den, som fandt Sted i de murede Cloaker. Saadanne Betraglningsmaader, som de af Wicksteed anförte, ifölge hvilke Cloa- kerne ikke behövede at være större end hvad der behövedes til al aflede omtrent ot; af den störste Regnmengde, som falder (den störste Regnmængde i Timen er for London — 2 Tom.), kunde umuligt vinde synderlig Tiltro, da de ifölge Sagens Natur maatte være urigtige, og de bestyrkede derfor kun yderligere den alt forhaandenværende Tanke, at enten maatte Cloakernes Vandföringsevne fålge en anden Lov end den, som er udtrykt ved Eytelweins Formel, hvilket som sagt Mr. Phillips antog, eller ogsaa maatte noget Lignende finde Sted, som det, Mr. Cowie har antydet. Som Fölge heraf besluttede Cloakcommissionen i London at lade foretage Forsög med glasserede Leerrör for directe at komme til Kundskab om disse Rörs Vandförings- evne, og Ledelsen heraf blev overdraget en særegen Comitee, kaldet: ,Trial Works Comite“. Resultaterne af disse Forsög ere ikkun bekjendte af en Rapport af Mr. Medworth til General Board of Health"), da „Trial Works Report“ aldrig er udkommen. Men Mr. Medworth, som af Comiteen var antaget til at lede Forsögene, giver uheldigviis ikke nogen nærmere Beskrivelse af Maaden, paa hvilken Ledningerne vare anbragte; han an- förer blot Resultaterne af Forsågene. Han siger Side 193, at udtömmende Forsög ere foretagne med Rör af en Diameter op til 12 Tommer, og Side 192, at han ved omhygge- lige Forsög har overbeviist sig om, at naar man ved samme Fald betegner Vandföringen ved Q og q for tvende Rör, hvis Diametre ere D og d, saa er: 5 o=a(7) Arid ar alo AG ee co om (GH) hvilket som bekjendt er overeensstemmende med hvad der finder Sted ved andre Led- ninger. Hvad dernæst Vandföringen af en og samme Rörledning under forskjellige Fald angaaer, da anföres Side 185 og 186, at Forsögene have viist, at ved et Fald af 1 : 100 giver en 6 Tommers Ledning 63,5 Cbf. Vand i Minutet, og ved et Fald af 1:800 giver samme Ledning 47,2 Cbf. i Minutet. 1) Report on the Supply of Water to the Metropolis. Appendix II. 1850. S. 183. 313 Hvis disse Forsög vare tilforladelige, saa kunde vi altsaa uden mærkelig Feil be- regne Vandfåringen pr. Minut for en 6 Tom. Ledning med et Fald af 1:1 ifålge Formlen : 1 — (6583100235 1) ODE Er ESSENS (2) og naar vi da indsatte denne Værdi for g i Formlen (1), og desuden salte d—6", saa maatte vi finde Vandföringen i Minutet (Q) for en hvilkensomhelst glasseret Leerrörs Led- ning, hvis Diameter er D og hvis Fald er = 1:1. Forelage vi en saadan Substitulion, da erholde vi: Q = (65,83 — 0,023. D (7)? EDEN (8): Det er denne Formel — skjöndt den ikke findes opfört i Mr. Medworths Rapport — som maa betragtes som Resultatet af de londonske Forsög, hvorved det dog ikke maa oversces, at Mr. Medworth selv yltrer Side 193, at han vel anseer de erholdte Resultater som fuldkommen paalidelige for praclisk Brug saa langt som de gaae, skjöndt ingenlunde som malhemalisk nôiagtige, men desuagtet holder det for særdeles önskeligt, at Forsög blive foretagne med Ledninger af en meget større Diameter end de, hvorlil man hidindtil har maaltet indskrænke sig. I den omtalte Rapport!) af Mr. Phillips, Ingenieur ved Westminster Cloak-Com- mission, anföres exempelviis, at han er aldeles vis paa, at en Cloak af 5 Fods Höide og 3 Fods Brede med et Fald af 1:100 vil fuldkommen kunne modlage Aflöbs- vandet fra 200 Acres bebygget Grund. Da nu en Cloak af 5 Fods Höide og 3 Fods Brede omtrent vil have samme Lysning som en cirkelrund Cloak af 4 Fods Diameter, og da Mr. Phillips regner Vandmengden pr. Acre til 60 Cbf. i Minutet, saa vilde altsaa efter hans Erfaring en Cloak af 4 Fods Diameter, med et Fald af 1 : 100 kunne före 12000 Cbf. Vand i Minutet, hvilket paa det Nærmeste stemmer med Formlen (3), som i dette Tilfælde giver 11500 Cubikfod. — Ligeledes anfårer Phillips sammesteds, at en Cloak med 111 Qvadratfods Gjennemsnit, hvis Diameter altsaa er 454 Tom., vil ved et Fald af 1 : 480 kunne modtage Aflöbsvandet fra 130 Acres eller have en Vandföring af 7800 Cbf. i Mi- nullet, hvilket ligeledes stemmer godt med Formlen (3), som giver 8600 Cbf. i Minultet. Endelig anfåres, at en Cloak af 61 Fods Diameter med et Fald af 1 : 480 vil fuldstændigt aflede Vandet fra 500 Acres eller have en Vandforing af 30000 Cbf. pr. Minut, og Form- len (3) giver i delte Tilfælde 50190 Cbf. pr. Minut. Der synes saaledes at være særdeles god Overeensstemmelse méllem de practiske Erfaringer og Cloak-Commissionens Forsög; men denne Overeensstemmelse kan endnu langifra betragtes som noget Beviis for Riglig- heden af Formlen (3); tvertimod, der ere Omstændigheder, som give grundet Anledning 1) Minutes of evidence to the Metropolitan Sanitary Commission 1847. S. 57. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 40 til at betvivle Forsögenes Rigtighed. Tanke vi os nemlig tvende aldeles eens Ledninger, beliggende ganske under de samme Omstændigheder, kun med den Forskjel, at den ene förer reent Vand og den anden förer Cloakvand, saa er det klart, at den förste vil före mere Vand end den anden. Men den Mængde Vand, som en 6 Tom. Jern-Vandledning förer, naar dens Vandspeil har et Fald af 1:100, er 43,5 Cbf. pr. Minut, og ved et Fald af 1:800 kun 14 Chf. pr. Minut, hvilket stemmer med den Eytelweinske Formel; og naar altsaa Cloak-Commissionen i London ved Forsögene med Cloakvand vil have fundet Vand- föringen at være respective . . . . .. 63,5 Cbf. pr. Minut og 47,2 Cbf. - — saa er der Grund til at tvivle om Forsögenes Riglighed. Var Formlen (3) rigtig, da skulde en 18 Tom Ledning med et Trykhöidetab af 1 : 1000 kunne fore en Vandmengde af 600 Cubikfod i Minulet; men Intet er sikkrere, end at, hvis man her vilde stole paa Formlen, saa vilde man blive i höi Grad skuffet i sine Forventninger; thi ved dette Fald maalte der, ifålge det, som er bekjendt fra almin- delige Vandledninger, idetmindste anbringes tvende 18 Tom. Ledninger istedetfor een. Kaste vi nu et Blik paa Forholdene, som de stode efter at den londonske Cloak- Commission havde udfôrt sine Forsôg, saa finde vi dem neppe lysere end för Forsögene udférles. Commissionens Formel (3) var i Strid med den Eytelweinske, hvis Gyldighed dog ingenlunde var bleven modbeviist ved Forsögene; thi, som ovenfor anfårt, forekom der Tilfælde, hvori den Eytelweinske Formel stemte med Erfaring, medens derimod Form- len (3) stod i Strid med Erfaring, og vel at mærke, det var netop saadanne Tilfælde og under lignende Forhold som de, hvorunder Cloak-Commissionens Grundforsåg med den 6 Tom. Ledning bleve udfårte, nemlig hvor Vandstrômmen fyldte Ledningen aldeles. Der var altsaa stor Sandsynlighed for, at de nævnte Grundforsåg vare upaalidelige. Men der syntes paa den anden Side heller ikke at mangle Exempler paa, at Formlen (3) førte til Resultaler, som stemmede med pracliske Ingenieurers Erfaring og det netop i de Tilfælde, hvor Eytelweins Formel vilde give altfor store Cloaker. De Indvendinger, som Mr. Phillips har anfôrt imod den Eytelweinske Formel, nemlig, at det ikke alene er urigligt at antage Modstanden imod Vandels Bevægelse i en Ledning for proportional med den beskyllede Contour, men al det ogsaa er urigligt at antage Stromningshastigheden for constant, beroe aabenbart, som Mr. Cowie har sågt at vise, paa en uriglig Opfattelse af Forholdene; thi begge disse Sætninger ere forlængst — idelmindste med en stor Grad af Tilnærmelse — befundne at holde Stand ved en Mængde af de meest forskjellige Ledninger, saavel ved Floder og Canaler som ved mangfoldige stôrre og mindre lukkede Vandledninger, og selv ved de Londonske Cloakforsög angiver Mr. Medworth Side 190, at han ingen Forskjel kunde skjønne paa Hastigheden ved de förste 50 Fod og ved de sidste 50 Fod af den 100 Fod lange Ledning, hvorved Forsågene bleve 315 anstillede. Den eneste tilsyneladende berettigede Tanke, som sandsynligviis har fore- svævet Mr. Phillips, idet han saaledes har udtalt sig om den Eytelweinske Formel, er den, som Mr. Cowie har fremsat, nemlig, at da Vandet, som stråmmer igjennem Cloak- ledninger, ikke kommer ind fra Enden alene, men derimod meget mere strömmer til langs hele Ledningens Længde, saa vil Strömmen ogsaa paa hele sin Vei igjennem Led- ningen bestandig erholde en ny Tilvæxt af „levende Kraft* og Vandet derved en större Hastighed end den, som svarer til Ledningens Fald. Denne Mening har imidlertid kun en tilsyneladende Beretligelse; thi det lader sig bevise, at saasnart Strommen har gjennemlåbet en Strækning af Ledningen, som blot er henimod 200 Gange Ledningens Diameter, saa vil Strömmen aldeles have mistet den levende Kraft, hvormed Vandet indkom i Ledningen, og fra dette Oicblik vil altsaa Vandet alene bevæge sig formedelst Ledningens Fald. Antages nemlig Vandspeilet af Strémmen at have et Fald h paa Længden I, da kan den accelererende Kraft, som virker paa Vandet i Strömmens Retning, udtrykkes ved g. TR Ledningens Modstand imod Vandets Bevægelse kan, ifålge Eytelwein, tilnærmelsesviis sættes 0,007565 C . RER TA naar © er Hastigheden, s er Strömmens Gjennemsnitsareal og c er den beskyllede Contour. Sættes nu Længden af den Vei, som Strémmen gjennemlöber i Tiden t, liig x, saa bliver Differential-Ligningen for Vandets Bevægelse fölgende: odo=(gt—k.ode....... Nana og idet vi sette den nalurlige Logarithme = Log. og antage vv, for æ — 0, — k.0° saa erholdes altsaa 2 k x = Log - "À, som giver Sa kv? 1 h h ee eed) | Lay SE mar APN Oe Agcy etn Con v ae 97 ko?) e I: (5) I denne Formel vil det sidste Led blive saa lille, at det kan udelades, naar f. Ex. ex — 0,005, hvortil svarer log. 0,00: 30108 = un ai hrilket, Tilfælde (© | = 7100 log. e 0, 43429 c Men jo mindre fyldt Ledningen er, desto mindre er ogsaa (=): og desto mindre bliver altsaa ogsaa den tilsvarende Verdi af x. Vi behöve derfor her blot at betegne det Til- 40* 316 fælde, hvor Ledningen er heel fyldt, hvortil svarer © =, idet d er Diametren af Ledningen, og vi erholde altsaa = 175. Heraf sees, at naar Forholdet imellem den Længde, som Vandet har passeret i Ledningen, og dennes Diameter er lig 175, saa kan Vandets Hastighed udtrykkes ifölge Formlen (5) ved v? = 8267 (1—0,005) = +0,005.. v?, som med tilstrækkelig Tilnermelse kan skrives v = 8267 he ; lc der nelop er den Eytelweinske Formel, og Vandet har altsaa indtil dette Punkt omtrent tabt den hele levende Kraft, hvormed det indtraadte i Cloaken. Fra dette Oieblik af beve- ger det sig allsaa ene formedelst Ledningens Fald, hvilket var det, som skulde bevises. Den Uovereensstemmelse, som man har fundet imellem Erfaringen over Cloak- ledningernes Vandföringsevne og Theorien efter Eytelwein, anlager jeg, slammer derfra, at man ikke har taget tilbörligt Hensyn til Cloakernes Rumfang ; thi naar et Cloak-System bestaaer af et enkelt Set af Ledninger, da ere disse næsten ganske tomme i tört Veir. Ved indtrædende stærke Regnskyl skulle altsaa alle disse Ledninger fyldes, og herlil med- gaaer en stor Deel af den hele faldende Regnmængde, og det er saaledes kun Over- skuddet, som Cloakerne skulle aflede. Da den Vandmængde, som et Cloaksystem kan rumme, i Almindelighed er megel betydelig og i mange Tilfælde ikke saa lidet overskrider Halvdelen af den hele Regn- mængde, som falder i den stærkeste Regnskyl, saa vil det være let forstaaeligt, al de Cloaker kunne blive for store, som construeres efter den Eytelweinske Formel, under den Forudsætning, at de skulle bortfore den hele Regnmængde saa hurtigt som den falder. For at komme til Vished om de glasserede Leerrôrs Vandföringsevne, besluttede den combinerede Comite for Vand-, Gas- og Cloakvæsenet her i Kjöbenhavn at foretage selvstændige Forsôg over denne Gjensland, og jeg havde den Ære at blive overdraget det Hverv at före Tilsyn med Anlægget og Forsögene under Comiteens Ledning. Med Hensyn til den Omhu og Noiagtighed, hvormed Forsøgene bleve udfårte, da maa jeg bemærke, at jeg anscer disse i flere Henseender interessante Forsåg over Vandets Bevæ- gelse i Rörledninger for at være nogle af de meest paalidelige, som hidtil ere udförte i denne Retning, og jeg troer derfor tillige, at de have baade videnskabelig ög praktik Værdi. Forsögene bleve udførte med tvende Ledninger af glasserede Leerrör, den ene af 4 Tom. og den anden af 12 Tom. Rör, hver Ledning af omtrent 300 Fods Længde. — Saasnart Rörene vare ankomne hertil fra England i Eftersommeren 1852 bleve de fornödne Forarbeider til Forsögene foretagne i det saakaldte ,Peymannslôb“ imellem Sorlesö og Stadsgraven. Rörene bleve anbragte paa et Underlag af Tommer og Planker, og saaledes forsynede med Kiler, al man kunde indstille dem i den rigtige Höide. De bleve afstivede ved Siderne mellem lodret nedrammede Pæle, og der blev anvendt megen Omhyggelighed paa at gjöre Ledningernes Beliggenhed rellinet. Rörene, som vare forsynede med Muffer, bleve tætnede i Forbindelserne ved Hampefletninger og en passende Kit. Det var fårst bestemt, at Ledningen skulde indmunde i Bassiner saavel foroven som forneden; der blev derfor anlagt de fornödne Tverdæmninger og Bassinerne udgravede til de fornödne Dyb- der og behörigt regulerede. Igjennem den saakaldte „Peymanns Sluse“ kunde Indlöbs- bassinet paa passende Maade forsynes med Vand fra Sortesö, og fra Aflöbsbassinet, som forsynedes med 4 Aflöbsrender af Træ, kunde den igjennem Rörledningerne tilströmmende Vandmængde afledes og bestemmes ved Hjælp af et Maalekar og et Secunduhr. Saavel i Indlébs- som i Aflöbsbassinet bleve nôiagtige Vandmaalsstokke anbragte til Bestemmelsen af Vandhöiderne. Hensigten med delle Arrangement var: 1) at have et Bassin foroven, hvori man kunde udröre Jord, Leer 0. s. v., naar det önskedes, og hvori Vandet var i Stilstand ved dets Indtreden i Rörledningerne; 2) at have et Bassin forneden, hvori Vandet ligeledes vilde komme i Ro efterat have passeret Ledningerne; thi da behövede man blot at tage Differentsen imellem Vandhöiderne paa de to Maalestokke i Bassinerne for at faae Trykhöidetabet. Det förste Forsög blev udfört paa den Maade, at man regulerede Tillöbet til Indlöbsbas- sinet og Aflôbet fra Udlöbsbassinet saalænge, indtil Vandspeilene i de to Bassiner havde indtaget de altraaede Beliggenheder, og först derpaa maalles Aflöbsvandet. Men denne Methode viste sig snart at have flere væsenllige Mangler. Den förste var, at det var overmaade vanskeligt, for ikke at sige næsten umuligt, at være vis paa, at den Vand- mængde, som strômmede igjennem Aflöbsrenderne i Secundet, virkelig var ligestor med den, som strömmede igjennem Ledningen i samme Tid; thi ved et saa stort Aflöbsbassin kunde man ikke see, om Bassinet enten fyldtes eller tåmtes ganske lidt, og det var navn- lig kun ved at lade Gjennemstråmningen foregaae i en Tid af flere Timer fårend Maalin- gerne foretoges, at man nogenlunde kunde forvisse sig om, at Vandmængderne vare lige- store, og hvert Forsög maatte fölgelig medtage meget lang Tid; men hertil kom, at skjöndt det ikke faldt vanskeligt at regulere Tilströmningen til Indlöbsbassinet saaledes, al Vandspeilet fik den forönskede Beliggenhed, saa faldt det desto vanskeligere at stille Af- löbsstigbordene saaledes, at Vandet efter at have låbet flere Timer igjennem Ledningen nöiaglig havde den Höide i Aflöbsbasinet som man ånskede, Endelig havde dette Arran- gement den Feil, at Jorden indsugede en Deel af Vandet, som stråmmede til Aflöbsbassi- 318 net, og denne Deel var större eller mindre eftersom Vandet stod höiere eller lavere i Bassinet. Sluttelig maa herved endnu bemærkes, at den Antagelse, at Forskjellen mellem Vandspeilenes Beliggenhed i de to Bassiner vilde vere lig den i Rorledningen tabte Tryk- hôide, ikke er rigtig, da Vandet kommer ind i Ledningen fra et Bassin, hvori det er i Hvile, og strömmer ud af Ledningen med en Hastighed, som det taber ved Frictionen imod Vanddelene i Aflöbsbassinet, uden at den dertil svarende Trykhöide kommer tilsyne. Forsögene bleve derfor afbrudte og det Hele arrangeret paa den paa medfölgende Tegning (Plan I) angivne Maade. Istedetfor Aflöbsbassinet blev der anbragt en lille Aflöbskasse af Tre, som paa Siderne var forsynet med de fornödne Udlöb og Skydere, hvorved Udlöbsmengderne kunde reguleres, og den egentlige Leerrörs-Lednig blev ved et forholdsviis vidt krumt Blyrör forbunden med Kassens Bund, paa den i Tegningen angivne Maade. For yderligere at tvinge Vandströmmen til at tabe den erholdte Hastighed ved en lodret Opadstigning, kunde forskjelligt hôie Blyrör af en saadan Diameter, at de omgave Aabningen i Bunden af Aflöbskassen, anbringes, og man kunde saaledes uden Vanskelighed aflæse Vandets Slige- håide. Ved Hjælp af Skyderne paa Aflöbskassens Sider kunde man i en meget kort Tid regulere Aflåbet saaledes, at Vandhôiden i Aflåbskassen blev som man ånskede den. Forsögene med den 4 Tom. Ledning bleve först udförte, og efter at denne Led- ning var borttagen, blev den 12 Tom. Ledning opstillet i dens Sted. Som det af Teg- ningen vil sees, var der under Forsøgene henlagt en fiirkantet Plankerende jevnsides med Rôrledningen, hvilken Rende forsynedes med Vand fra Peblingesöen. Fra denne Rende, sow var noget hdiere beliggende end Rörledningen, vare forskjellige Forbindelsesrôr af den i Tegningen angivne Form og Slilling anbragte ned til Rôrledningen, hvorigjennem man kunde lade Vand fra Sortesüe indströmme i Ledningen, hvor man vilde. Vandtil- strömningen til Plankerenden reguleredes ved et Skud ude ved Söen, og Vandtilströmnin- gen fra denne Rende til Rårledningen skete ligeledes ved Skud for de forskjellige Side- eller Forbindelsesrür. Paa forskjellige Steder af Ledningerne foreslog jeg at lade bore cirkelformige Huller af 1 Tom. Diameter i Overkanten af Leerrörene, i hvilke Huller Kork- propper med Glasrör af 3 Tom. Lysning blere anbragte saaledes, at Propperne dog ikke gik dybere ned end lige til den indvendige Lysning af Ledningen. Paa den 4 Tom. Led- ning var der anbragt 7 Glasrör paa de paa Tegningen ved Nr. 1 til 7 angivne Steder, hvorimod der paa den 12 Tom. Ledning blev anbragt de paa Tegningen angivne 12 Stkr. Glasrör. Disse Glasrör bleve under Forsögene benyttede til at bestemme Vandstanden i Ledningen paa de forskjellige Punkter, og de have, som det Fålgende vil vise, været lil ganske overordentlig Nytte. Ved alle de foretagne Forsög blev Peblinge- og Sorledams- söens Flodemaal regnet som Nulpunkt, og Vandhöiderne over eller under dette Flodemaal bleve betegnede respective ved Plus eller Minus. Til stôrre Beqvemmelighed blev der 319 ved ethvert Glasrör anbragt en horizontal Liste, hvis Overkant laae i Flodemaalshöiden. I Indlöbsbassinet vare Rörledningerne forsynede med Tilsatsrör af den i Tegningen viste Form. Det Heles Indretning er nôiagligt angivet paa vedlagte Tegning. Vandstanden i Sorlesöe var omtrent 1,25 Fod over Flodemaalet. I Indlöbsbassinet var der anbragt et Skud for Enden af Rörledningen, hvilket blev lukket, naar man ikke vilde lade Vandet strômme igjennem Ledningen; der var desuden et Spildevandsaflöb fra samme Bassin, som tjente til at regulere Vandhöiden i Bassinet. De til Ledningerne benyttede Leerrör vare indvendigt ‘temmelig glatle og, som foran nævnt, glasserede, men dog ingenlunde med nogen tyk Glassur. Længden af de enkelte Rör var omtrent 2 Fod foruden Muffen, Lys- ningen af Rörene i den 4 Tom. Ledning blev maalt ved at fore en lille afdreiet Jernskive, der var befestet paa Enden af en Stok, igjennem dem. Af saadanne Jernskiver benyttedes 4, hvis Diametre respective vare 3‘ 10’, 39/4, 38", 3’ 7’, efter dansk Duodecimalmaal. Diametren af den Jernskive, som netop kunde gaae igjennem, antoges da for Rörels Dia- meter. Gik Skiven meget glat igjennem, uden at dog det neste Nummer kunde gaae igjennem, antoges Rôrets Diameter + Linie slörre i Diameter. Resultatet af denne Maalning var, at [72 01 6 Rør havde en Diameter af 3 9 EL ONE COS DE a Her II SEE EU MEME ALEX, JS D'OR AE RS AM tomers asi te 3 7 Mae Ne PE En tag fo Re Te JC 1 Alt. |. 451 Ror. Rörene bleve i Ledningen henlagte efter deres Störrelse, saaledes at de videste laae imod Indlöbet og de smalleste imod Udlébet. Ved denne Maaling blev der saaledes ikke taget noget Hensyn til, at Rörene vare elliptiske i deres Gjennemsnit; dog var den Feil, som derved blev begaaet, kun ringe, i Middeltal vel 4 Linie, da deres Gjennemsnit var temmelig ner en Cirkel. Dette var derimod ingenlunde Tilfeldet med de 12 Tom. Ror, som derfor bleve maalte med en Deel flade, vel afrettede Stokke, der varierede i Længden fra 0,92 Fod til 1,00 Fod dansk Maal. Først opsögtes den störste Stok, der kunde passere Röret i en Retning lodrel paa Rôrels Axe; dernæst den Stok, der kunde passere Rörel i en Relning lodret paa hiin, men nalurligviis ogsaa lodret paa Axen. Middeltallet mellem disse 2 Stokkes Længde antoges da for Rörets Diameter. 320 Resultatet af denne Maalning var, at 1 Rôr havde en Diameter af 0,99 Fod At CC 0,97 — DAS LRO cin tits Br Be 0,96 — BA SES ES RENE 0,95 — COAL Ot De teen 8) 9. On Pals eee cd eae es PCT MØDES 0,63 — x i All... 154 Ror. Det maa ved disse Maalninger bemærkes, at det, som allsaa egentlig blev maalt, var Rörets Diameter paa det Sted, hvor det var snevrest. Havde man i hvert Ror maalt flere Gjennemsnit og laget Middeltallet af disse, da vilde man have fundet en noget slörre Diameter; men naar herlil bemærkes, at det ved Samlingerne af alle de enkelle Rör var umuligt at faae de forskjellige Gjennemsnit til at passe fuldkommen sammen, saa troer jeg, man kan antage, at disse to Feil maa temmelig ner have ophævet hinandens Virkning. Middeldiametren for den 4 Tom. Ledning blev antaget at være ... 0,305 - Fod”), og dens Gjennemsnitsareal var derfor . . . . . . . .. 3.000 0.080 SEES SEE, 0,0730 O Fod Middeldiametren for den 12 Tom. Ledning blev antaget at vere... 0,95 Fod og dens Gjennemsnitsareal var derfor . . ......... 5656-048) ded Shoo 8 0,7084 © Fod Længden af den 4 Tom. Ledning, foruden Indlôbstraglen og det krumme Aflöbsrör, VA N o's nr ea ae ann ars: Nail: Længden af den 12 Tom. Ledning, foruden Indlöbstragten og det krumme INPUT VAT EME PEER NE ae © NSP TAROT Alt i dansk Maal. Ved den 12 Tom. Ledning bleve Rörene ordnede efter deres Störrelse paa samme Maade, som Tilfældet var ved den 4 Tom. Ledning. 1) Ved senere at fylde flere af Rårene med Vand og af deres Volumen at bestemme deres Middeldiameter har jeg fundet denne at være 0,32 Fod for de 4 Tom.s og 0,96 Fod for de 12 Tom.s Rår; for Indlåbs- rårene var Middeldiametren respective 0,33 Fod og 1,00 Fod, 321 Forsôgene med den 4 Tom. Ledning. Under Forsågene Nr. 2 til 19 incl. var Ledningens Beliggenhed fålgende: Beliggenheden af Leerrårsledningens Bund | Afstanden fra Indlöbstragten til ethvert af med Hensyn til Sortesöens Flodemaal. | de anbragte lodrette Glasrür. Ved Indlåbstragten . . — 0,60Fod. — Glasrôret Nr. 1 . . — 0,69-- | Til Glasrôret Nr. 1 .. 10,8Fod. — — - 2..—1,17— | — == - 2 .. 67,8 — — — = 3..—1,20— | — a ON 75,7 — Se 1 +, MERS EME NE N A ET = — -5..—1,32— |— — =D bo CU — — — -6..—1,33— | — = = Ge 95,4 — — — - 7..—300— |— — IT — Aflôbsrôret forneden — 3,12 — | — Enden af Ledningen 298,0 — Aflöbskassens Bund. . — 3,24 — Den fiirkantede Plankerendes Bund havde fölgende Beliggenhed: Medusidemdlobeto Nr, A 2.2.2 ET EN = | — 0,20Fod, NO Re RER a Mees ohne re — 0,24 — a A im once eo ing col cc — 0,30 — RS Aner ete ett SENERE EN: — 0,42 — RS HGR. MR (shin ee sity eet — 0,51 — Forsögene bleve alle udförte med reent Vand fra Sortesö, med Undtagelse af For- söget Nr. 18, som blev foretaget med muddret Vand, som dannedes ved med River at holde Jord og Blaaleer, gamle Hampeskjæver med indblandede Klude, Reebstumper og Smaapinde o. s. v. oprért i Vandet, som derved havde et Udseende som stærkt muddret Cloakvand. Da en stor Mengde af de i Vandet indblandede Dele vare halvt forraadnede Hampeskjever, saa var Vægten af indblandede Dele ikke stor i Forhold til Vandmengden. Ved en med Vandet foretagen Undersögelse fandtes omtrent 5 pr. Mille at være faste ind- blandede Substantser. Vandstanden i Indlöbsbassinet var i Forsöget Nr. 18 den samme som i Forsöget Nr. 17, nemlig —0,29 Fod, hvorimod Vandstanden i Aflöbsbassinet varierede lidt paa Grund af enkelte Standsninger, som de med Vandet fålgende Stumper af Klude og Reeb etc. foraarsagede ved Aflöbet til Maalekarret; men den var dog i Reglen som i Forsöget Nr. 17, nemlig —2,80Fod. Vandfåringen varierede paa Grund af de deelvise Standsninger, som fandt Sted i Rôret, fra 100 Potter i 231 Secunder til 100 Potter i 30 Secunder, men i Middeltid var den 100 Potter i 244 Secunder. De 5 Sideindlöb indmundede i Ledningen i fölgende Afstande: Aste Indlöb 10,5 Fod, 2det 46,0 Fod, 3die 81,5 Fod, Ade 117,0 Fod og 5te Indlöb 154,5 Fod fra Indlöbstraglen. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem, Afd. 4 Bind. 41 = GOO TO EN COCO (61720) Ba EI ER ig ig ig Ra CE EN 61 * 0c‘0 + uapu9aayueıg I sl 820 — | S60 —:| 910 — | 720 — | EU — ‘1u9q88 € “IN J9q0]purapıg "oulsseqsqo]puj ej ausje OIL 0EE1°0 hea 178% — | FIT —| 701 — | 66.0 — | S60 — | 16:0 — [pro —| ooo —| 21 ne en éco | ez'e—| sos - 180 —| 180 — | 110 — | ze — 1680 — ro | ı 0 —-| 91 = 1110°0 I's — | 96% — | 601 — | 98° — | GIT —| EVE — | 601 — [290 — | eco — SI = 10900 98% — | 68% — | IVT — | 0x1 — | SOL — | 10° — | 260 — (20 — | 170 — PI = - £190°0 918 — 191 — | TE — | LIT — | 60° — | 10° — | 860 — |8LO — | 170 — el = zs£ 10 80€ — | 88% — | FIT — | LOT — | 66°0 — | £6 0 — | 680 — 70 — | 60 — ZI = 69£1‘0 ore — | 18'S — | PVE — | 90't | 160 — | £60 — | 18 0 |er 0 —.| 670 — Il jauisseqsqo|puy vay ouaze QOI(LL dal) eb — | 69% — | 2660 — | 780 — | 080 — | 20 — | 020 — [610 — | co + 01 “oso + uspu9.layuejg | uapuerjspueA uogee g MN oqy|pulapts "670 + uapuaroyueyg : uspue)spueA ‘quaque ¢ “IN Jaqojpulapig | 79150 18% — | 69% — | 810 — | 100 — | 0ro + sro + | 10 + (610 + | 610 + 6 CR OS RU ÿ£0T'0 291 — | Soft — | 110 + | GO + | 270 + 110 +] 910 + (610 + | 10 + L LOVED 69% — 169% — | OF] OO +] S10 + | ero + | 110 + \810 + | 210 + 8 “quayee G AIN IaqQipulapig °LE‘0 + uapuasayursg 1 uapuejspue A quaque g “IN 19q0[purapig 000 + uapuasoyuejg 1 uapuejspue, muaqet € “AN Jaqg[pulapis AtaN) es A m1 A mm mm m1 D zZ 9 CZ‘ 0 0% — | 20 — | 600 — | GOO + | 21'0+ | 500 + | 100 + 00 + |c10‘0 + c = 0F61'0 | = = = = = = | GaSe Ÿ = ran Fall) LOL sq 20'S eco — | 60 FERIE | 710 — | 200 ROER | Vo + £ “aUISSE(SAOIPU AJ ouoje OIL ssl get — | Let —|000 + | 010 + | zı 0 + | 210 + | 130 + | 190 | eeu + 3 ‘19 ‘ ‘ ‘ | ‘ ‘4 ‘ ‘ 4 4 “japunoag I “Hussey "LIN FOI "EIN N ‘FN “IN " | -sqouy | Jose] | Jose) | 2018819 | | 40180) | J0asriy | "1Bumyamınuy Sursgypuea = = ER 2 d souangs suasulupay "3095 9S104 Japun uagulustopue 4 -104 323 ozpuesojn auaqo|pulapis So uapig ved uapuauayuejg ‘uasuiupay je uopayuaddılag aen 18144010 e£'f — * uasseysqopyv je uapung | 580 — ‘°° p - = G po} — * UAPAUIOJ J9101S{0HV - | 580 — '"""E - >> > jee ve NEO een nl = Qe oe = - | — +++ PAN dose - 280 — "Te MN AQAseId pag | 680 — °° * * ualde.unsgojpu] PIA :apuad[oj aea "pur EE IN Où ‘IN 2U250S104 zopun pung sudsurupay Je poyuossırag sdnderou uaq 00€: 7 wos Juammo A9Ï{ PIBA suap ye °sopajees J9A&U uosutupayT A9[Q 9J10JPN aaea BY IN & "IN Suodosıog Jeg ‘U991 JAILA ABU OYYI uadurupor je ‘LAJIOP Y.iequogee I9101PIY Sullojpuea apaoyspuruniof uap So “puey opatppnw yap paul SF “AN 19508104 Jaya Juegjoppiun uow ‘OF “AN 19805104 wos aopaysıp —uæswg puausı] JapuN 199879107 Aaıq Jap ep “sojsey1o) 6] “AN 19805104 veu uodunıojpuea | uÅsuoH pan OFS uapuatoyuejg I uapuespue, | i : r Le Le ¢ ¢ CA) a onomuensy2] UNE 0: COLE FUN = Oe vo +) 810 +) 200 +) 000 +) 900 zoo | EE | | tro —| ce —| ego —| 180 —| so —| 900 —| 800 +| ze = O£ET'O Hær LIT) | = oszi‘o0 [870° —| 001 —| 2E0 —| oso —| seo —| rau —| | | | — 01C0‘0 10 —| 810 —| £00 —|cz0 0 — zur am c00 0 +) 100 + Sr0o'0 +] 800 +| 0€ 180 —| 200 —| 200 + IE yautsseqsqo[puy ef auaje OIL 66200 90°0 —|650"0 — 6100 + 6100 + E00 + wo +) co‘o +) #00 +) 200 +] 67 9TUAUI9/I9AIN I P9IS 4puej uros usa op wo oskjdo qu ju aaualı 3gsıo] 2119] 00000 [E90%0 +) 20°0+ 6900 + 90‘0 +) 900 + 90.0 +! 900 +) 900 + LOOT] 8 = 1280°0 000 + zoo + 9eo-+ 0ro+ Oro +! rot 150 + 960 + 190+| Lz = £091°0 cor —| 207 —| 200 —| 700 +} 200 +) O10 +} #10 +| sro +] 090 +| -92 = 8910°0 OLT —|cos‘t —| 080 —| 620 she COL —| 0L0—| 850 —| go —| ce = T&ÿ0‘0 gey‘T —| svt — F2 0 == ce 0 —|c990 —| «90 —| 790 —/c6E0 —| LEO —| Fr = 08600 log 1 — |g9e‘t —|cez‘o —|cv2'0 —|¢99°0 —|269 0 — ergo —|ege0 — are o— | € = 0970'0 ser — | 681 —| 720 —|cr1 0 — 99960 —| 690 —| 790 —| seo —| co —| 22 = 0€c0‘0 SET — | ort —|cezo —|S£2 0 —| 290 — 8690 —| co 0 —| dep —| Iso —| 12 ‘qoulsseqsqg|puy eu) auaje gel 0£C0‘0 get —| 6£T — sro —| FLO —| 190 —| 90 —| 890 —| eco — 120 — || 02 41* 924 Forsögene med den 12 Tom. Ledning. Efter at Forsögene med den 4 Tom. Ledning vare tilende blev Ledningen bort- tagel, og den 12 Tom. Ledning henlagt i dens Sted. Da det ved de med den 4 Tom. Ledning udförte Forsög havde viist sig hensigtsmæssigt at anbringe nogle flere Maale- Glasrör, blev der paa den 12 Tom. Ledning, som foran nævnt, anbragt 12 Glasrör. Beliggenheden af disse ere angivne paa Regine a og Afstanden fra Indlöbstragten til ethvert af disse var fölgende: Til Glasröret NA. ee 12,8Fod Sh 28. CRC 46,2 — = Dat Se chad eee 69,5 — A AE 0 « 75,3 — Sy Dien oe a See 81,0 — TOP cng ES ONES 86,9 — Ell Cer ne RS 92,7 — SOT ct ei 120,0 — OA ee 154,8 — AOL SR EN ee 194,9 — at ME EEE. 242,9 — A PME OR RE + 288,7 — is AE 297,0 — lee .: 12,4 Fod MEERE te à 44,6 — De rt le: 79,0 — EL et. 117,4 — DE. Are PEN 151,4 — Beliggenheden af Leerrörs-Ledningens Bund med Hensyn paa Flodemaalet var folgende: I Forsøgene Nr. 34 til 39 inclusive. I Forsögene Nr. 40 til 78 inclusive. Ved Indlôbstragten . . —1,02Fod |... . ...... — 1,02 Fod =m GASTON SATSES er ne st LE — 1,13 — D Se oo NE OT EL 0 — 1,23 — = — he An BO 5k We te — 1,31 — = = I | ES à — 1,32 — = — RD EL iO action == - = Tinh 61 139) SRI EM RCE MENT — 1,36 — = = THE, ei Eee — 1,38 — = = D Or AB an Ire eee com ete — 1,46 — = = SITE MN LENOIR — 1,57 — = = MAO ea ry RAA — 1,70 — = = AE sesh COL LS as ae) Sees — 1,85 — Se otage tte WE FAUNE pis 140 2 - Enden afLedningen — 2,099 — |.......... — 2,09 — Aflöbskassens Bund. . — 2,42 — |.......... — 2,42 — Bunden af den fiirkantede Plankerende havde fölgende Beliggenhed : " Ved Sideindlôbet Nr. À ...... — 0,26 Fod = — SAR Et — 0,28 — - — REG BER Se ES — 0,33 — = — = A En an — 0,49 — 326 “JauISSEqSOIPUL Bly ausje AOIILL *,cp‘0-+ uapuarayuejg 1 uapueispur A | yuaqee € “AN 12q0/putopis | ouisseqsqQ|puy Bay auae AOIIL "IADUTUYIRINUY 8889°0 16500 GYGIO SLSL‘0 SI9T‘0 CELLO 7891'0 09910 TLI‘0 zeL1‘0 09910 81910 SCOT‘0 vası“ı 97860 08070 LISS‘0 (rat 96££T suaanımpa iN TSI — GEST Salz Eile 081 IK GL'T— SGT 9871 ST CE Joust] | Oh rr0— “LIN Oust) | 88‘0—| 80 — G8‘0—| 980 — 00°I—| 66°0— EN 660 — (OVE CL0— 9s0— 18°0— 790 — Er ZN 20189 [| ASE | | 060—| 08‘0—| 99‘0— 817—| 60 T—| 001 — C8$'0— 88‘0— 88 0— 88‘0— 210 — AE | “Sqr I st'0— | 76 67/0--| IE 0L‘0— | 0S 69'0— | 6b 69‘0— | 8b 690 — | Lt 69°0— | 9b 69°0— | Sb 69°0— | bP 890— [Er ¢89'0— | ab 890— | It 890— | OF ss'0— | 6€ Lg0— | SE cc'o— | Le gc‘0— | 9€ LT'0— | SE 900+ te *yauisseg *aU9S0SI0X Jopum UaSutustaapue, Forsögenes Nr. 327 ‘OpayyNy 19[J9 ouqee viva OU9IOIPIS uajua fomwes Uap opjæjJjrg, oppe 1 A9JQ SO ara uadunıoJpueyA uam Sopaumyjn [2A a1eA oussdumugey 18 Jayja wedıop So 11) 21LA 9UIISUIUQUEIPIS SU9POU 17eew 9510) UOSUTIOJPUEA A9[q apug UP ILL sajpuey uoSuluporz ved sap je ‘Pay#ipu@SU( uap wo awwojsaq Je 10) 2UHEJOIO] 9A9]Q 9AISNQOUT EY [N FO AN 9U9608104 ‘uasulojpuea eed osjopÄypuf uasou apary ‘auaqojpulapig So auassejdajee Suou *aodurugeropig astjalyssoy 2281104 1910 50 uassey | -sqogy uaw feed awa uojsesqopu]( "CA "IN 1980810] ) I WOS J[V BA JOLIAQIOJ uam ' uadel -110q uOJ3e.sqg[pUJ ABA 508104 270p 5 “‘Joulsseqsqolpuy Bly ouoje GOL, AE O+ qOipuz 010 ce ‘0+ GOUT Ph ‘,1cO + qeıpu] o1p£ “PEO AOIPUI 12p2 Op O+ op] 91S] poa ABA U9pu919yUL|4 | uapue]s -pueA ‘auqUE 218A qO[PULIPIg G 9[|Y ",£p'ot uopuosoyuejg 1 bilde MUN fiuaque € “IN 39q0]pulopıS AAUISSESAIPU ery ouoje OIL, £90V'G 885977 cz80°0 6LY0‘0 TEN Oo 60100 10887 11561 Sri 86'0— QT VG on c7'0— y‘0 - STE Coil 06°1— zul 161 02.1 00°1— 661 191— N 9% 1— | BZ 78°0— goes 98 0— Fc 0— c8‘0— Vil A 08'T= a He «8 0— 90‘ 1—| ¢ FCI TO 00T— = CD eco—| 68 0—| 110 | 800 + 88‘0—| 19/0 —| 090 —| E70 — 800—| 20 0+| 08 0+| 0204 100— 60°0-+| 220! 55 0+ 9c0—| ££0—| 91 0—| 10°0+ gc1—| 67 1—| 95 1—| 751 — 9c7—| 18°1—| 8£1—|921— 6S'I—| ST — 081 | 651 19°I—| SSI] GT] 1 £6'0—| 18 0—| FL°0—| 660— 690 —| ss‘0—| 97 0—| 8£0— 960—| 61 0—| 210 | CL‘0 96 1—| 98 1—| 60°I—| 90° 1— co ee | 16°0—| ZL0—| 19‘0—| £0— 96°0—| 660—| ¢80—| 11 0— 56‘ 0—| 96 0—| S8'0—| 1L‘0— EURO: GOT 001 Eco — 290 — eg — 810 — 160 — L60— 1S0— 09°0— 190 — 0 cg‘o— c6'0+ 010+ 060+ 060+ 060+ 2 0— 620 — 0 — c8'0— £0'0— Gl‘0+ 328 Paa Planerne II. og III. vil man finde et Udvalg af de anstillede Forsög angivne og betegnede med Forsögenes Nummere; man vil her navnlig finde Ledningens Beliggenhed imod Flodemaalslinien, samt Vandspeilets Stilling i de forskjellige Punkter af Ledningen, angivet i Overeensstemmelse med foranstaaende Tabeller. Gaae vi nu over til nærmere at betragte de paa disse Planer angivne Profiler af Forsögene, saa vil det först være hensigtsmæssigt at skjelne imellem de Forsög, i hvilke Ledningerne vare heelt fyldte med Vand, og de, hvori Vandströmmen ikkun optog endeel af Ledningens Volumen. Betragte vi de Tilfælde, i hvilke Ledningerne vare fyldte, saa komme vi snart til den Erkjendelse, at Vandet i Ledningen, naar denne har et jevnt Fald, ogsaa meget snart efter Indtrædelsen opnaaer et jevnt Fald, som ingenlunde retter sig efter Ledningens Fald, men meget mere beroer paa Vandspeilets Beliggenhed i Indlöbs- og Aflöbs-Bassinerne. Umiddelbart ved Indlöbet finde vi en Afvigelse ved Vandspeilet fra det jevne Fald, og vi finde navnlig, at Vandspeilet her har et större Fald end senere hen i Ledningen. Ved Udlôbet forneden finde vi alter en Afvigelse fra det jevne Fald; men dette viser sig snart större og snart mindre end det jevne Fald, ja ofte har Vandspeilet endog en Sligning. Undersøge vi derefter, hvorledes Forholdene ere, naar Vandet ikkun fylder en Deel af Ledningen, saa finde vi i Regelen, at Vandspeilet fra Begyndelsen har et noget stærkere Fald end Bunden af Ledningen, men tillige, at delte Fald efterhaanden aftager, og tilsidst bliver parallel med Ledningens Bund. Henimod Ledningens Udlåb bemærke vi som oftest en ny Forandring i Vandspeilets Flugt, idet vi finde dette at overgåae fra det med Bunden parallelt löbende Vandspeil til et andet, der snart har et stærkere, snart har et mindre stærkt Fald end Ledningen. Betragte vi derefter specielt de Forsôg, i hvilke Vandet har Adgang til Ledningen igjennem et af Sidelöbene, saasom Forsögene Nr. 5, 6, 7, 8, 9, 16, 19 og 33, saa viser det sig, at ethvert saadant Sideindlöb frembringer en Forandring i det Vandspeil, som vilde svare til en Tilströmning alene fra Enden af Ledningen, og at denne Forandring forst og fremmest bestaaer deri, at Vandspeilet hæver sig i Indstromningspunktet af Led- ningen. Herved skeer det, at Vandspeilets Fald for den nedenfor Indströmningen værende Deel af Ledningen bliver större, end naar Indströmningen foregaaer alene fra Indlöbsbas- sinet; hvorimod Vandspeilels Fald i den ôverste Deel af Ledningen formindskes. Denne Formindsken af Faldet i den åverste Deel kan endog gaae saa vidt, at Vandspeilet faaer Fald imod Indlöbet fra Enden, i hvilket Tilfælde Vandet endog vil strömme imod Indlöbs- bassinet, saaledes som Tilfældet var i Forsögene Nr. 5, 6, 16, 19 og 33. Undersöge vi herefter Strömningen igjennem den Deel af Ledningen, i hvilken Vandspeilet har opnaaet et jevnt Fald, saa ville vi let see, at Vandspeilels jevne Fald udtrykker , at Vandstrémmen under dens Löb igjennem hver ligestor Deel af Ledningen Co bo © erholder en ligestor Acceleration eller Tilvæxt i Hastighed, hvilken da enten uophörlig vil foröge Strömmens Hastighed og dermed dens levende Kraft, eller ogsaa, hvis Ström- ningshastigheden vedbliver al vere den samme, vil gaae labt til at overvinde de Mod- stande, som Vandet lider i Ledningen. I de Forsôg, i hvilke Ledningen var heelt fyldt med Vand, var naturligviis Hastigheden af Vandet ligestor i allegBunkter, og deraf fölger altsaa, at det jevne Tab i Vandreisning under Strömningen nôiaglig maatte være ligestort med den Modstand, som Vandet led under Bevægelsen. I de Forsøg, i hvilke Ledningen ikke var heelt fyldt med Vand, og hvori vi, som foran nævnt, have seet, at Vandspeilet forst jevnt nærmer sig imod Vandledningens Bund, og tilsidst fålger parallel med denne, var naturligviis ogsaa de Vandmængder, som i lige Tider passerede de forskjellige Punkter af Ledningen, lige store, og det er derfor indlysende, at indtil det Punkt, hvor Vand- speilet bliver parallel med Ledningen, har Vandströmmens Hastighed været voxende, og at Hasligheden först har naaet sit Maximum og er bleven constant fra det Oieblik, Vand- speilet var parallel med Bunden. Betragte vi Indströmningen fra Bassinet for Enden af Ledningen, saa ville vi ind- see, at da Vandet i Bassinet er i Hvile, og det derfra skal strömme ind i Ledningen med en bestemt Hastighed, saa maa Vandspeilet ved Indlåbet lide en Sænkning, sva- rende til Begyndelseshastigheden. For de Tilfælde, hvori Ledningen er fuld af Vand og hvor Indlöbstragten er saaledes construeret, at ingen Contraction finder Sted af Straalen, er baade Vandmængderne, som i lige Tid passere de forskjellige Punkter af Ledningen, og Strömmens Gjennemsnitsareal i de forskjellige Punkter lige store, og Hastigheden af Strommen maa altsaa ogsaa overalt være den samme, hvoraf igjen kan sluttes, at Accele- rationen 9: Vandspeilets Fald, maa være uforandret heelt igjennem. Er derimod Contractionen af Straalen ikke ophævet, saa maa Strömmens Hastighed forholde sig omvendt som Straalens Gjennemsnitsareal, og Vandspeilet ved Indlöbet maa altsaa lide en Sænkning, svarende til denne stôrre Hastighed. — I de Tilfælde, hvor Ind- strömningen finder Sted paa Siden af Ledningen, sees Vandspeilet at danne en krum Linie fra Indlöbspunktet. Grunden hertil er den, at Vandet, som indströmmer, ikke fra Begyn- delsen har den Hastighed i Retning af Ledningen, som svarer til det fålgende jevne Fald af Vandspeilet; som Fölge heraf maa Vandspeilet hæve sig til den Höide, som svarer til Hastigheden. Men Vandet, som strömmer ind i Ledningen fra Siden, kan ikke undgaae en Række af Ståd og Sammentrækninger i den nærmeste Deel af Ledningen, og da ethvert saadant Stöd er forbundet med et Tab i levende Kraft, saa er det let at forstaae, at den accelererende Kraft for den nærmest Indlöbet værende Deel af Ledningen maa være større end den, som behåves til at vedligeholde en uforandret Hastighed efterat Stådvirkningerne ere ophårte, og Grunden til den krumme Linie er saaledes klar. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 42 330 Et Blik paa Forsögene Nr. 5, 16, 19 og 33, i hvilke Vandet strömmede fra Side- indlöbet mod begge Ender af Ledningen, vil end yderligere oplyse dette Forhold. — Vi gjenfinde her den krumme Linie til begge Sider af Indlöbet, men vi finde tillige Formen at vere lemmelig forskjellig til begge Sider. Dette har sin gode Grund deri, at Vandet strommer skraat ind igbedningen, hvorved Slådvirkningen og Contractionen af Straalen bliver ulige i de to Retninger. Hvad dernæst Afvigelsen fra den retlinede Form ved Ledningens Udlöb angaaer, da lader dennes Aarsag sig ligesaa let paavise, som Tilfældet har været med de andre i det Foregaaende omtalte Afvigelser. Jeg skal i denne Henseende fårst omtale Forholdene ved Ledninger, som ikke ere fyldte, idet jeg henleder Opmærksomheden paa Forsågene Nr. 40 til 50, som vise, hvorledes Vandspeilet efterhaanden lod sig opstemme i Aflöbs- kassen 0,6 Fod fra — 2,06 Fod til —1,46 Fod, uden at Ledningens Vandfåring formind- skedes; thi det viser sig klart af disse Forsög, at Varialionen i Vandstand i Aflöbskassen, naar denne Variation ikke overskrider en vis Grændse, blot foranlediger en stérre eller mindre Opstemning af Vandet i den nederste Ende af Ledningen; hvorved dog bemærkes, at den Höide, hvortil man, uden at forandre Vandföringen, vilkaarlig kan opstemme Vandet i Aflübskassen, er begrændset derved, at Opstemningen af Vandet i Ledningens nederste Deel, ikke maa virke tilbage til det Punkt, hvori Vandströmmen ovenfra begynder at blive parallel med Ledningens Bund. Saalænge dette ikke skeer, er Vandstanden i Led- ningens nederste Deel uden Indflydelse paa Vandföringen, og man vil altsaa, naar Bag- vandet ikke berårer dette Punkt, kunne foråge eller formindske Diametren af den nederste Deel af Ledningen, eller forkorte eller forlænge samme vilkaarligt, alt uden den ringeste Indflydelse paa Vandföringen. Med Hensyn Lil Forholdene ved Udlöbene af saadanne Led- ninger, som ere heelt fyldte, bemærkes, at i de Tilfælde, hvor Vandstanden i Aflåbsbas- sinet ligger hôiere end Vandspeilet for Udlöbet af Ledningen, som f. Ex. i Forsåget Nr. 3, der viser dette blot, at Vandet har maattet slige lodret op i Bassinet, hvorved det har tabt den Hastighed, hvormed det strömmede ud af Ledningen. I andre Tilfælde, som f. Ex. i For- söget Nr. 10, hvor Vandspeilet i Aflöbsbassinet blev holdt meget lavt, har Vandspeilet en stærk Sænkning nede ved Udlåbet, som viser, at her har det frie Fald begyndt at yttre sin Indflydelse. De Resultater, som forelöbigt kunne udledes af Forsögene, ere altsaa fölgende: 1. Naar en Ledning af en bestemt Diameter er fyldt med Vand, og denne Ledning alene modtager Tillöb fra et Indlöbsbassin for Enden af Ledningen, saa vil Vandets Stige- hôide langs hele Ledningen danne en ret Linie, som vil skjære Forlængelsen af Lednin- gens Endeplan ved Indlöbsbassinet i en Afstand under Bassinets Vandspeil, der er lige stor med Trykhôiden svarende til Indstråmningshastigheden, eller maaskee lidt derunder, hvis Vandet under Indstromningen skulde ståde imod Rörledningens Sider. Forneden ved 331 Udlöbet af Ledningen vil det derimod være vanskeligt a priori at bestemme Stigehöiden af Vandspeilets Beliggenhed i Aflöbsbassinet, da det stillestaaende Vands Modstand virker forstyrrende i denne Henseende. Vil man derfor være sikker paa at erholde det ndiagtige Trykhöidetab i Ledningen, saa maa man maale Vandreisningen saaledes, som her er skeet ved Hjælp af Glasrör anbragte paa to eller flere Steder af Ledningen, og da maa man ikke tage noget Maalested for nær Mundingen. Har Ledningen desuden Tillöb fra Siden paa et eller flere Steder, saa vil Virk- ningen paa Vandspeilet være den, at dette hæver sig i de forskjellige Punkter i Forhold til Störrelsen af de tilstrommende Vandmængder. Ledningens Vandspeil eller Vandets Stige- höide vil da i Hovedsagen danne en Samling af forskjellige rette Linier, hvis Heldning tillager ovenfra nedad imod Udlåbet. Hvis der paa en Ledning med constant Vandföring findes en cller flere Indsnevringer, da lider man et Trykhôidetab ved hver Indsnevring i Forhold lil den Modstand, som denne udåver imod Vandets Gjennemgang, og Vandspeilet eller Vandreisningen vil i dette Tilfælde komme til at bestaae af en Samling af rette Linier, der i Relning ere parallele, men forövrigt ere beliggende i de Afstande under hinanden, som svare lil de forögede Modstande. Hvis flere Ledninger af forskjellige Diametre fålge efter hinanden, da vil Vand- reisningen for hver af disse Stykker danne en ret Linie af en forskjellig Heldning. 2. Naar en Ledning, som ikke er fyldt med Vand, modtager Tillöb fra et Ind- löbsbassin ved den överste Ende, saa vil Vandreisningen ved Begyndelsen af denne Led- ning, ligesom naar Ledningen er fuld af Vand, lide en Sænkning, der er lige stor med den til Indströmningshastigheden svarende Trykhöide. Forudsætte vi nu, at Ledningens Fald er eensformigt og at den Acceleration, som Vandet i elhvert Oieblik erholder paa Grund af Ledningens Fald, netop er ligestor med Ledningens Modstand imod Vandets Bevægelse, saa vil Strömmen bevæge sig igjennem hele Ledningen med en Hastighed, der er ligestor med Begyndelseshastigheden, og Vandspeilet vil da löbe parallelt med Lednin- gens Bund lige til henimod Udlobet, hvor det, naar Aflöbet er frit, vil sænke sig noget paa Grund af det frie Falds Indvirkning. Har Ledningen derimod et större Fald, vil Ac- celeralionen ikke fuldkommen ophæves af Reactionen, hvilket vil have til Fölge, at Ström- mens Hastighed voxer, og at dens Gjennemsnitsareal aftager. Vandspeilet vil fölgelig nærme sig mod Bunden, indtil Vandet erholder den Hastighed, ved hvilken Modstanden bliver ligestor med Accelerationen, fra hvilket Oieblik Vandspeilet vil löbe parallelt med Bunden, hvor langt Ledningen end forlænges. Er Udmundingen af Ledningen ikke fri, men finder denne Sted til et Bassin, saa kunne vi, som vi have seet, uden at formindske Vandföringen det Mindste, lade Vandspeilet i Bassinet anlage en hvilkensomhelst Höide, naar den derved foranledigede Opstemning i den nederste Deel af Ledningen blot ikke berörer Begyndelsespunktet for det med Bunden parallelt löbende Vandspeil. 42% 332 Har Ledningen Tillöb fra Siden, saa vil Vandet hæve sig ved Indlöbspunktet i Forhold til den indstrommende Vandmængde; men i en stôrre eller mindre Afstand fra Sideindlébet, vil man atter finde, at Vandspeilet er parallelt med Ledningens Bund. Hvis der altsaa paa Ledningen findes flere Sideindlöb, og hvis disse ligge i saa store Afstande fra hinanden, at de Hævninger af Vandspeilet, som derved frembringes i Indströmnings- punkterne, ikke virke tilbage til Begyndelsespunkterne for de ovenfor liggende og med Ledningens Bund parallelt låbende Vandspeil, saa vil man igjennem Sideindlöbene kunne lade Ledningen tilflyde hvilken Qvantitet Vand det skal være, uden i ringeste Maade at formindske den fra oven langs igjennem Ledningen tilströmmende Vandmengde. Men paa den anden Side vil man ogsaa indsee, at Ledningens Vandföring paa denne Maade ikke vil blive det Mindste större, end om man havde ladet den hele Vandmængde indströmme fra den överste Ende af Ledningen; kun vilde Vandspeilet i sidste Tilfælde heelt igjennem löbe parallelt med Bunden, og Vandet overalt have samme Dybde, som i den nederste Deel. Efter at vi nu have seet, at i en Ledning med et jevnt Fald vil Vandströmmen, hvad enten Ledningen er ganske eller blot for endeel fyldt med Vand, snart naae et Punkt, hvorefter den, hvis intet yderligere Tillöb fra Siden finder Sted, vil vedblive at bevzge sig frem med en conslant Hastighed, skal jeg nu gaae over til at undersöge om og hvorvidt den Eytelweinske Formel stemmer med Forsögene. Hvis Eytelweins Coeflicient k i Formlen (4) kan betragtes som rigtig, saa maa ogsaa Ligningen for Vandets Bevægelse i den Deel af Ledningen, hvori "Hastigheden er constant, være udtrykt ved a = s BUSSER ET ges Dites AE 6 l LEN A 227 (8) idet f er en af Ledningens Natur afhængig Störrelse, som nærmere skal bestemmes. De Ledninger, som vi i det Félgende ville belragte, ere nærmest de, som have et cirkelformigt Gjennemsnit og en indvendig Diameter = 2r. Den hydrauliske Middeldybde (4), som er det Characterisliske ved den Eylel- weinske Formel (6), er en Function af Ledningens Fyldningsgrad, hvilken det vil vere hensiglsmæssigt strax nærmere at undersöge. Tænkes Vandstr6mmen i en cirkelformet Ledning at udfylde det nederste Segment svarende til en Centervinkel @, der tillige kan betragtes som Fyldningsgraden, saa vil Strömmens Gjennemsnilsareal vere udtrykt ved r? (an CA == en) 5. ON OMAN y qu (7) og den beskyllede Contur vil være at fremstille ved age 333 Den hydrauliske Middeldybde vil fölgelig være udtrykt ved an 3 r sin 180 ei 4(*- 2) ROME EN RE MEN (9) 180 Differentieres dette Udtryk med Hensyn paa Fyldningsgraden og sættes første Differentialcoefficient lig Nul, saa finder man are yi fer tg | 180 = (160) og æ(=) 7 cos (150) Den förste af disse Ligninger kan kun tilfredsstilles ved Vinkler beliggende i {ste og 3die Qvadrant, og Maximum og Minimum af (al ndes altsaa ikke i 2den og 4de s . Qvadrant; men da ke) ifölge sin Natur stedse er positiv og 2den Differentialcoefficient s er posiliv i Iste og negativ i 3die Qvadrant, saa ligger Minimnm af fæ) kun i iste Qva- drant og Maximum kun i 3die Qvadrant. Den eneste Vinkel i iste Qvadrant, for hvilken Betingelsesligningen Sud Sas Is 180) va (eo) er tilfredsstillet, er som bekjendt for «—0, og det eneste Minimum af den hydrauliske Middeldybde er altsaa I) = 0. I 3die Qvadrant voxer Tangens fra O til ©, Buen derimod fra 7 til 3x, og der maa altsaa være et Punkt, for hvilket Betingelsesligningen er tilfredsstillet. Dette Punkt lader sig let bestemme med en stor Nöiaglighed; thi vi maae for det Förste have log (37) =0,673 >log tg (ia) > log w= 0,497, hvoraf fölger 78° > (a — 180)° > 72°. Men heraf fölger paany, at 0,6535 > log tg cay > 0,6433, som viser, at 77°29’>(« —180°) >77° 12’, hvoraf man igjen paa lignende Maade finder 0,6526 > log tg Gan > 0,6520. 334 Paa Grund heraf vil man med tilstrækkelig Tilnærmelse have a — 180° = 77 27, og den hydrauliske Middeldybde bliver allsaa et Maximum, naar Fyldingsgraden a= 257° 21, nemlig s (à a ossar ee... (10). Sette vi nu derefter 2den Differentialcoefficient lig Nul, saa crholdes Betingelses- ligningen hvilken Ligning er tilfredstillet naar «= 119° 17‘, hvortil svarer (3) = 0,29055 .r. Tænke vi os nu de forskjellige Værdier af Fyldningsgraden & afsatte som Abscis- Ss ser og de tilsvarende Værdier af den hydrauliske Middeldybde (2) afsalte som Ordinater til en Curve, da ville vi af det Udviklede indsee, at denne Curve har et Minimumspunkt for «=O, et Inflexionspunkt for @ = 119° 17' og et Maximumspunkt for « = 257 27°. For Intervallet fra æ— 0 til « = 119° 17° er Curven convex imod Abscisseaxen, men fra «=119 17° til «—360° er Curven concav imod denne Axe. Det viser sig heraf, at hvis Formlen (6) er riglig, saa maa Vandströmmens Hastighed voxe, naar Ledningens Fyldningsgrad @ voxer fra a—=0 til a—257 27’, hvor- imod denne Hastighed maa aftage, naar Fyldningsgraden yderligere voxer fra « — 257 27" indtil æ—360°. Strömningshastigheden bliver fölgelig et Maximum’, naar Fyldningsgraden er 257° 27. For « = 180° og for a = 360° ere Hastighederne ligestore. I det Foregaaende have vi seet, at, naar Vandspeilet i en Ledning löber parallell med Bunden af Ledningen, saa ophæves den ved Ledningens Fald frembragte Accele- ration nöiaglig af Ledningens Modstand imod Vandets Bevægelse, og Vandspeilets hele Fald paa en saadan Ledning vil altsaa i det betragtede Tilfælde være lige stort med den Trykhôide, der svarer til den levende Kraft, som Friclionen har consumeret under Bevæ- gelsen. — Dette er imidlertid kun et ganske specielt Tilfælde; thi mere almindeligt kunne vi bevise, at, hvordan end Vandspeilets Fald maalte være og hvorledes end Ledningen er beskaffen, saa vil Trykhöidetabet paa en hvilkensomhelst Længde af en saadan Ledning netop være lige storl med det, som svarer til Vandströmmens Tilvæxt i levende Kraft i 335 Forbindelse med den levende Kraft, som Friclionen har consumeret paa den givne Længde. Tage vi nemlig Vandspeilet i Indlöbsbassinet for Ledningen som det coordinerte Plan XZ og legge Ledningens Axe i Planet XY, saa ville vi ved 2 og y betegne Coordinaterne til et vilkaarligt Punkt af Vandspeilet, hvis Strömmen kun tildeels fylder Ledningen, eller af Vandreisningen, hvis Ledningen er fyldt under et Tryk. Hvordan nu end Ledningens Störrelse og Beskaffenhed maalte vere i de forskjellige Punkter og hvordan Modstanden imod Vandets Bevægelse som en Fölge heraf maalte vere, saa vil den accelererende Kraft, 9: den bevægende Kraft, for en Masse-Eenhed i det betragtede Punkt stedse vere at ud- Irykke ved 5 Wh Modstanden imod Vandets Bevægelse, der er afhængig af Ledningens Størrelse, Form og övrige Beskaffenhed samt af Vandets Hastighed v, ville vi for det betragtede Punkt af Ledningen for en Masse-Eenhed betegne ved p, og den almindelige Ligning for Vandets Bevægelse i denne Ledning kan da skrives: N/A vdv=gdy— Votes = rel Ce (11). Naar denne Ligning integreres, erholdes Det sidste Led i denne Formel fremstiller den ved Vandets Bevægelse i Tidsrum- met ¢ tabte mechaniske Virksomhed (see min Afhandling i Videnskabernes Selskabs Skrif- ter 5le Række, 2det Bind, S. 176), hvorom jeg har viist, at den vel tilsyneladende er tabt, men i Virkeligheden kun har anlaget en ny Form, hvori den virker i sin fulde Storhed som levende Kraft. Denne levende Kraft, som hver Masse-Eenhed taber, kan all- saa udtrykkes ved VÆ V RE (2) . de=1w?, idet w er en Hastighed, og Formlen (12), divideret heelt igjennem med g, kan altsaa skrives v w° (2) — (3) = NA SE RO E ds), idet vi bemærke, at vi samtidigt have o — 0, & —0 og y—0. Af Formlen (13) frem- gaaer, at y eller det hele samlede Trykhôidelab i det betragtede Punkt er en Sum af tvende Led, hvoraf det ene er den Trykhöide, som svarer til Vandströmmens Hastighed, 336 og det andet er den Trykhöide, som indtil det betragtede Punkt er consumerct af Fric- tionen, hvilket var det vi vilde vise. Ville vi nu anvende denne Sætning, som vi her i Almindelighed have beviist, paa de foran omtalte Forsög, saa kunne vi passende dele det hele Tab af Vandreisning i to Dele, nemlig i det Trykhöidelab, som finder Sted indtil det Punkt, hvorfra Vandreisningen bliver retlinet, og i det Trykhôidetab, som finder Sted i den Deel af Ledningen, hvor Vandreisningen ligger i en ret Linie. Den förste af disse to Trykhöider ville vi betegne ved h,, og den anden vil vere = £ . u, naar Vandspeilets retlinede Fald er h paa en Længde af Ledningen= 1, og u betegner Længden af Ledningen fra det Punkt, hvor Vandreisningen begynder at blive retlinet. Det hele Trykhôidetab indtil det betragtede Punkt af Ledningen vil da ifölge Resultatet af Forsögene være at udtrykke ved For den Deel af Ledningen, som har en retlinet Vandreisning, have vi seet, al 5 ; h Hastigheden er constant, og det vil altsaa for denne Deel være tilladt istedetfor ae al indsælle dens Verdie iföülge Formlen (6), hvorved Formlen (14) kan skrives: iO. oF Nice echo aR gga hvilken Formel kan betragtes som Ligningen ved retvinklede Coordinater for den retlinede Deel af Vandspeilet, idet man uden mærkelig Feil kan betragte u som den horizontale Coordinat til det betragtede Punkt af Ledningen. For at bestemme den sandsynligste Stilling af det retlinede Vandspeil, har jeg benyttet de paa Plan II og III i en formindsket Maalestok angivne Profiler og bestemt de sandsynligste Verdier af to Ordinater y, og y, svarende til tvende Afstande w=u, og u=u. lfölge Formlen (15) har man: Va IN co — »%—Y (8\ (29 ee Lee beorel a 2 eee ale - « » (16). For efterfölgende Forsög, i hvilke Ledningen var heelt fyldt med Vand og hvori allsaa (I =F (Formel 9), har jeg nu bestemt Coefficienten f af Formlen (16), og for endecl af disse Forsög, i hvilke Tilströmningen foregik fra Enden, har jeg tilmed .bestemt h, som Værdien af y for «=O og har saaledes fundet fölgende Resultater: 337 ER A Forsögenes | Hastighed Forsögenes | [Hastighed | ho ho fi Nr. v | Nr. v ee RR TR RE 3 ' , | / 1, 2 2958, 015 0,02049 29 | 0,404 | 0,005 | 0,04003 3 293 | 0,21 0,01982 30 0,70 0,025 | 0,05158 5 BOWL es 0,02051 31 1,71 0,06 | 0,02276 6 3,07 2. 0,01933 32 1,82 0,10 | 0,02299 9 Br 2 hal 0,01729 33 2,52 = 0,01917 10 309 | 0,22 0,01729 34 3,32 0,14 0,01758 16 3,72 = 0,01673 ES ee | Et 0,15 | 0,01662 26 2,20 0,10 | 0,02089 75 1715,50 0,18 | 0,01951 27 1,13 0,03 0,02891 76 3,41 0,20 0,02031 Til Bestemmelsen af Størrelsen f har jeg fremdeles benyttet efterfålgende Forsög, hvori Ledningens Fyldningsgrad var forskjellig, og forsaavidt muligt at have Forsög med alle Fyldningsgrader, saa tilföies atter her Forsögene Nr. 34 og 58, der ligesom de dvrige ere udförte med den 12 Tom. Ledning. Forsögenes | Fylduingsgrad| yo—y Q i Nr. a | u Fos I | 31. |. 02360, 0,00326 332 | 0,01758 40 94 0,00512 2,27 0,01431 51 72 0,00312 1,75 | 0,01476 52 148 0,00312 2,98 0,01656 53 228 0,00312 3,65 0,01655 54 275 0,00312 3,60 0,01724 55 130 | 000512 2,53 0,01531 56 148 0,00312 3,28 0,01367 58 360 0,00333 3,47 0,01662 59 259 0,00312 3,82 0,01549 60 52 | 0,00312 0,78 0,04080 61 63 | 000512 1,01 0,03414 62 71 0,00512 1,45 0,02044 63 79 0,00512 1,79 | 0,01665 Hvis den Eytelweinske Formel (6) havde været fuldstændig correct, maatte de ovenfor fundne Værdier for f ogsaa have været lige store, Observationsfeil etc. fraregnede. I det Vasentlige finder dette nu vistnok Sted, og derfor er ogsaa hiin Formel tilnermel- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 43 338 sesviis riglig; men de fundne tvende Rækker af Verdier vise dog hen paa, at f i Virke- ligheden er noget variabel, og navnlig tyde de paa, at f er aftagende, naar Ledningens Diameter er voxende; ligesom ogsaa, at-f aftager eller tiltager naar Strömhastigheden voxer eller aftager. Da der imidlertid her kun foreligger Forsög med Rör af to forskjel- lige Diametre, saa skal jeg ikke gaae ind paa nærmere at bestemme, hvorledes Coeffi- cienten f varierer med Ledningens Diameter, — delte er et Punkt, hvortil jeg maaskee senere skal komme tilbage; derimod foreligger her en stor Mængde Forsôg, der ere udførte ved forskjellige Strömhastigheder, og jeg vil derfor strax söge at udfinde, hvilken Lov der i saa Henseende gjår sig gjeldende. For at bestemme den Function, som f er af », afsatte jeg de sammensvarende Værdier af f og v som retvinklede Coordinater til en Curve og fandt denne ganske til- fredsstillende udtrykt ved Prony's og Eytelwein’s Formel Ved Hjælp af de mindste Qvadraters Methode bestemte jeg da, ifålge samtlige foranforte 32 Forsög, de sandsynligste Værdier af « og f, og fandt: a = 0,013568 og 2 = 0,013207, som, indsalte i Formlen (17), giver f = 0,013568 + 0,013207 a N (18). Naar denne Værdi indsættes i Formlen (15), erholdes altsaa den til en hvilken- somhelst Fyldningsgrad svarende Formel sæ | 0,00005:25 | ua. (19). Setle vi det retlinede Vandspeils Fald paa en Længde / = h, og sætte vi fremdeles F = 0,00005428 + zZ MER ee, ol (20), saa reduceres Formlen (19) til folgende: h Cie me = er Cet ty CO) 0 ie) ler 0, a (eye (21), h Cc Betegne vi nu i Almindelighed Værdien af en Function af r, w (Cr), for r —1 ved [y (r)], saa er c 11 e c fine, aor [1 done |<] NUR anke, ele RTE (23), og Formlerne (21) og (22) kunne altsaa skrives h Cc v 7 FR FS US (24), h Ca 02 7 -r[ | Ne ee (25), hvor # og [S] ere -Slorrelser, der ene afhænge af Fyldningsgraden a. s 3 I den til Slutning vedföiede Tabel IV har jeg angivet Værdierne af [s], # og [<=] svarende til forskjellige Fyldningsgrader «. lfölge Formlen (24) kan man uden Vanskelighed bestemme Faldet = naar Haslig- heden v, Fyldningsgraden & samt Ledningens Radius r ere givne, eller r, naar v, = og a ere givne, og ifölge Formlen (25) kan man paa lignende Maade med Lethed bestemme h i h i : å > Mar a, r og Q ere givne, samt r, naar 7». & og Q ere givne; thi Coefficienten F bliver vel i sidste Tilfælde ikke fuldkommen constant, men naar man först med Til- nærmelse har fundet r, bestemmes s og v= — hvorefter man let beregner den nôiag- tigere Værdie af r. Coefficienten F, Formel (20), er den som svarer lil saltglasserede Leerrörs Led- ninger. For forskjellige Slags Ledninger bliver denne Coefficient ogsaa forskjellig, men den fornådne Berigligelse lader sig let bestemme ved Hjælp af et Forsåg. Tænke vi os nemlig to Ledninger af samme Længde, Diameter og Fyldningsgrad saaledes indstillede, at Vandföringen bliver lige for begge Ledninger, saa er det klart, ifölge Formlen (25), at idet h og h, betegner Faldene og Fog F, Modstands-Coelficienterne for de to Ledninger. Sammenligne vi f. Ex. Vandföringen af saltglasserede Leerrör med den af almin- delige Stöbejernsrör, saa finde vi for Stöbejern PR —#.F. For Anlæget af et Cloaksystem er det i höieste Grad vigligt at kjende den mindste Hastighed, som Vandet maa have, naar det ikke skal afsætte noget Bundfald i Ledningen. Denne Hastighed vil jeg betegne ved w, og i Overeensstemmelse med hvad Erfaring desangaaende har lært, vil jeg antage, at dette Minimum er 24 Fod i Secundet. Hvorledes nu end Cloaksystemet indrettes, saa vil det i Reglen findes, at Cloakerne til sine Tider, med större eller mindre Mellemrum, har mere Vand at aflede end til andre. Hvis man 43% 340 altsaa bestemte Ledningernes Diametre ved Hjælp af den störste Vandföring Q, ifölge Formlen 40 By. 2 og dernæst ifölge Formlen (24) bestemte Ledningernes Fald, saa vilde man aldrig kunne undgaae Bundfældinger i Ledningerne, idet Hastigheden da i Reglen vilde være mindre end w. Man maa derfor, naar man vil construere et Cloaksystem, ikke alene bestemme den stôrste Vandföring Q for Ledningerne, men ogsaa den Vandföring q, som indtræder dagligen i nogle Timer, naar Spildevandsmengden er störst, og det er da navnlig ved Hjælp af Vandföringen g at man maa bestemme Ledningens Fald saaledes, at Hastigheden bliver lig w. Med denne forelöbige Bemærkning vil jeg nu gaae over til at bestemme de Form- ler, som beqvemt ville kunne benyttes ved de herhen hörende Beregninger, og jeg vil foreldbig gaae ud fra den Forudsætning, at Modstandscoefficienten for Vandets Bevægelse i Ledningerne er lige stor med den for Vandets Bevægelse igjennem glasserede Leerrör, Formel (18); thi de Formler, som svare til en anden Modstand, kunne let afledes af hine, naar vi bemærke, at Trykhôidetabene (h) forholde sig ligesom Modstandscoefficienterne (F) under iôvrigt lige Forhold. Forst ville vi da bemærke, at naar Hastigheden er den samme for en og samme Ledning under forskjellige Fyldningsgrader, saa ville Gjennemsnitsarealerne [S] og [s] af tvende Strômme forholde sig som Vandföringerne Q og q, og man vil saaledes have rr mi ST re ne none ee et aa (27). Fremdeles see vi af Formlen (24), at naar vi ved en og samme Vandledning have Hastigheden lige stor under forskjellige Fyldningsgrader, der ere bestemte ved B og [:] saa ville de Lengder L og I, paa hvilke Vandspeilels Fald i begge Tilfælde er ligestort, være proportionale med B og [:] , saa at vi tilmed have Men af Formlerne (27) og (28) fölger, at naar vi for en given Ledning have bestemt Ledningens Vandföring Q ved en given Fyldningsgrad, svarende til [S] eller [ål under en bestemt Hastighed w og ved et Fald = 1 Fod paa Længden L Fod, saa ville vi 341 ved Hjælp af den fårste Formel med stor Lethed kunne bestemme Fyldningsgraden, sva- rende til en anden Vandföring g, naar Hastigheden blev uforandret, og naar da denne Fyldningsgrad er bestemt og altsaa ogsaa |<] er funden, saa finde vi af Formlen (28) den Længde I, hvorpaa Faldet maa vere — 1, for at Hastigheden under denne Fyldnings- grad endnu kan vere = w. Naar Ledningen er heelt fyldt, da er [S] =x— 3,14 og # = 0,5 og Formlerne (27) og (28) kunne altsaa skrives Men for heelt fyldte Ledninger finde vi ifölge Formlen (24), at til en Hastighed w = 24 Fod svarer et Fald af 1 Fod paa Længden L = 533,33. d. Indsættes altsaa denne Værdie i den sidste Formel (29), erholdes Ved Hjælp af den vedföiede Tab. IV, hvori Verdien af [5] svarende til forskjellige Fyldingsgrader er angivet, finde vi for 7 — 1,0. 2=360°, 1=533. Had 0, ce Ver nd, ae lei: Tell, Ber, 4 Tele, CSA, Net: JON OP RTE 20% NS O, c= 76), NA EA og naar Ledningen er fyldt, da finde vi tilmed Vandföringen i Minutet: DENTS CPR MR ECO oo ee (32), idet Strömhastigheden er lig 2,5 Fod i Secundet. LR RSR & SS mn oo _— Sød Ifölge Formlerne (31) og (32) kunne vi nu deels bestemme Vandföringen af en hvilkensomhelst Ledning ved forskjellige Fyldningsgrader og svarende til en Strômnings- hastighed af 24 Fod i Secundet; deels kunne vi let beregne Forholdet mellem Ledningens Længde og dens Fald eller Størrelsen l. Udföres disse Regninger for fölgende Række af Ledninger og betegnes Vær- dierne af g og I for Hastigheden », = 2} Fod ved g, og 1,, saa erholdes efterstaaende Resultater: 342 Tabel I, fremstillende glasserede Leerrörs Ledningers Vandföring pr. Minut q, ved Hastigheden 2,5 Fod i Secundet under forskjellige Fyldningsgrader, samt den dertil svarende Værdi af J,. Ledningens c= 560° 180° 162° 145° 121° 949 75° Diameter Øg 3 zt a =a) 10 0,5 0,4 0,5 0,2 0,1 0,05 Donne Se ee Io VEN REN ERLEBEN EN IR UST STREBEN eh ER SOUSSE 131 6,5 5,2 3,9 26 15 0,65 | Cubikfod. 4 Tom | i 178 178 158 135 105 70 44 Fod. eg 14,7 11,8 8,8 5,9 2,9 15 | cbr 6 Tom. Th 626 266 237 202 160 104 66 Fod. - We 66,3 351 26,5 19,9 15,3 6,6 3,3 ||" -Chf; 9 Tom. l = | 400 400 356 302 258 156 | 100 | Fod. go = | 1178 58,9 47,1 35,3 95,6 118 -| 5,9: Poche 1 Fod fives BEES 533 475 405 517 909 | 133 | Kou Bab qo = Ms 92,0 73,6 55,2 56,8 18,4 92 | Chr. me | ne 666 666 595 506 397 261 166 Fod a qo = | 265 152,5 | 106,0 79,5 53,0 26,5 132 | Chr. 1, =. 2800 800 712 607 477 313 200 Fod. en = 360 180,0 | 1440 | 108,0 72,0 56,0 180 | Chr. he 935 933 831 708 | 556 566 | 235 Fod. soa | = 471 235,5 | 1884 | 141,3 94,2 47,1 23,5 | Cbf. (bh = 1066 1066 950 810 635 420 266 Fod. oo [fea | 738 368,0 | 2944 | 2208 | 147,2 73,6 368 | Chr. 1 i, = | 1332 1332 | 1187 1012 794 522 333 Fod. AN ( go = | 1060 530,0 | 4240 | 5180 | 2120 | 106,0 530 | Chr. oO Je eH 4599 1599 1425 1215 950 630 400 Fod. ae | qo = | 1443 721,5 | 577,2 | 4329 | 2886 | 144,3 721 | Chr. ly = | 1865 1865 1662 1420 1110 133 466 | Fod. Be go = | 1875. | 9375 | 7500 | 56235 | 3750 | 187,5 95,7, | OBR 1, = | 2132 | 2152 | 1900 1620 1270 840 Ge ON RER _Men af Formlen (24) fremgaaer endvidere, at naar vi for to lige store Ledninger og for samme Fyldningsgrader af disse Ledninger have lige Fald (k) paa ulige Længder l og L,, saa ville disse Langder forholde sig omvendt som Produktet Fo? for den ene forholder sig til det tilsvarende F, v, for den anden Ledning. Man har altsaa == (rar) Re POSE Sao Ur (33). Naar vi altsaa, saaledes som i den foranstaaende Tabel, til en Række af Fyld- ningsgrader og svarende til Hastigheden », — 2,5 Fod have bestemt de dertil hörende Værdier af J,, saa finde vi de til samme Fyldningsgrader svarende Værdier af I for Hastigheden v, naar vi multiplicere de i Tabellen angivne Værdier for I, med Factoren Fv 0,000470 => (7 £ ) un 34. For at lette Regningerne har jeg vedföiet en Tabel, som indeholder Værdierne af F, ifölge Formel (20), svarende til forskjellige Værdier af v, ligesom ogsaa de tilsvarende Værdier saavel af (Fv’) som af A. Den sidste verticale Colonne indeholder Vandföringen q svarende til disse Hastigheder. Tabel Hi. fr F F.v? | 1 | Vandföringen q Fod 0,50 | 0,0001600 | 0,0000400 | 11,75 | 0,2. qo 1,75 0,0001260 | 0,0000709 6,65 0,5. qo 1,00 | 0,0001072 | 0,0001072 | 4,39 0,4. qo 1,25 0,0000965 | 0,0001508 | 3,12 | 0,5. go 1,50 0,0000896 | 0,0002016 | 2,33 0,6 . 4 1,75 | 0,0000845 | 0,0002588 1,816 0,7 . qo 2,00 0,0000807 | 0,0003228 | 1,456 0,8. qo 2,95 0,0000777 | 0,0005954 1,195 0,9. qo 2,50 0,0000752 | 0,0004700 1,000 1,0. go 2,75 0,0000733 | 0,0005543 0,818 1,1: qo 3,00 0,0000718 | 0,0006462 0,727 1,2. qo 3,50 0,0000693 | 0,0008489 0,554 1,4. qo 4,00 0,0000676 | 0,0010816 0,435 1,6. qo 4,50 0,0000660 | 0,0013355 0,352 1,8. q0 5,00 0,0000649 | 0,0016225 0,290 2.0. qo 6,00 0,0000631 | 0,0022716 | 0,207 2,4: qo 7,00 0,0000617 | 0,0030233 0,1554 28 . qo 8,00 00000610 | 0,0039040 | 0,1204 SORCH 9,00 0,0000603 | 0,0048843 0,0962 3,6. qo 10,00 0,0000597 | 0,0059700 0,0787 4,0 . qo 12,00 0,0000588 | 0,0084672 | 0,0555 4,8. qo 14,00 0,0000581 | 0,0115876 | 0,0413 5,6. qo 16,00 0,0000576 | 0,01 7456 | 0,0319 6,4.90 344 Ved Hjælp af denne og den foregaaende Tabel vil man nu med Lethed kunne bestemme, hvilket Fald man skal give en Cloakledning med en bestemt Fyldningsgrad for at Vandstrommen kan erholde en bestemt Hastighed. Vilde man f. Ex. bestemme det Fald, man skal give en 2 Fods Ledning, for at Vandstrommen ved en Fyldningsgrad svarende til /7—0.,2/S] kan erholde ‘en Hastighed — 4,5 i Secundet, saa finde vi / = 0,352. 635" — 224 Fod 9: Ledningen skal have et Fald af 1 Fod paa 224 Fod. Hvad dernæst Vand- föringen af den 2 Fods Ledning angaaer, da viser Tabel I, at denne ved en Fyldnings- grad, som svarer til 0,2 af Gjennemsnitsarealet og under en Strömningshastighed af 2% Fod i Secundet udgjör g,— 94.2 Cbf. pr. Minut; dens Vandforing ved 4,5 Fods Hastighed bliver altsaa, ifölge Tab. II, qg = 1,84, =1,8. 94,2 = 169,5 Cbf. pr. Minut. Cloakledningen skal imidlertid, som sagt, ikke alene være saaledes beliggende, at Strömningshastigheden ved Minimum af Vandföring bliver =w; den skal tillige være istand til at aflede Vandföringens Maximum, som vi derfor maae kjende ligesaavel som Minimum af Vandfåringen. Men naar baade Vandfåringens Maximum Q og dens Minimum g ere givne, da kunne vi let ved Hjælp af Formlerne i det Foregaaende bestemme baade Ledningens Diameter og Ledningens Fald. Det vil alligevel være beqvemt ved disse Beregninger at have sammenstillet i en Tabel saavel Faldet som Vandföringen ved forskjellige Hastigheder, naar Ledningen er heelt fyldt, altsaa ved Maximum af Vandföring; men vi behöve da ikke at betragte mindre Hastigheder end den, hvorved Ledningen netop vil kunne holde sig reen, altsaa ikke mindre Hastigheder end 24 Fod i Secundet. Indsætte vi altsaa Værdierne for F.v? af Tabellen II i Formlen (24) og bemærke, at naar Ledningen er ganske fyldt, saa er = — 2, da finde vi let fölgende Formler: 2 250 datent 55 do OMR = 154.d DT Nae eee te = 451.d 6107 nee. —110.d ORE ERE —387.d| THO do = Bol + EL) Dida es acetone cle — 295 .d | SOLAR ET =. ER Are EE — Pail oc! JON = lv AL MM ac SE ONDE oa EE = 42.d Ved Hjælp af disse Formler kan Ledningens Fald svarende til en given Hastighed beregnes. Den tilsvarende Vandföring i Minutet, Maximums-Vandföringen, kan beregnes ifölge Værdierne i den 5te verticale Colonne af Tabel Il, idet man for g, tager den i Tabel I angivne Verdi for Vandföringen svarende til 24 Fods Hastighed i Secundet og Fyldningsgrad — 360. Paa denne Maade finder man fölgende sammensvarende Verdier for Ledningens Vandforing i Minutet Q, dens Diameter d, Vandströmmens Hastighed » og Ledningens (Vandspeilets) Fald (1: L). ons Tabel Ini. Leduingens | Maximums-Vandlöringen Q af glasserede Ror, naar Vandströmmens Hastighed =v og Vandspeilets Sos Fald =1 paa Længden L. J o= | 25 | 2375| 50 | 35 | aor! 45] 50°) 60 | 7,0: | 80 | 9,0: | 10,0! pr.sec, Fe ol 13,1 | 144] 15,7 | 18,3 n | 24/ 96| 31| 36) 41| 46| cor u n 1780100 1 429 GS 62 esi.) srl 881. tl ir] EUD Fod Q ; 3.0.2195. |) OZ) Alsiche 6 Tom. 2 5 3 a < % 2 L 225 193 147 115 95 77 55 49 32 25 21 Fod Ar 2,9 h 79,6 | 92,8 | 116 129 | 133 | 160 | 186 | 212 | 259 | 265 Chr. om. 5 5 8 32 Fod Q 117 8 12 9,6 141,4 165 189 215 256 285 550 371 4924 47 1 Chf. tt 533 451 387 295 231 187 | 154 | 110 83 64 51 42 Fod 32 | 568 | 442 | 515 | 588 | 662 | 756 Cbf. 34 | 192 | 137 | 104 80 64 52 Fod des Q | 265 291 518 371 424 477 | 530 | 656 | 742 | 848 | 954 | 1060 Chr. i 800 676 580 442 546 280 | 230 | 164 | 124 96 | 76 63 Fod 1 gH Q | 560 396 432 504 576 648 | 720 | 864 | 1008 | 1152 | 1296 | 1440 Chr. i 933 789 677 516 404 327 | 269 | 192 | 145 | 112 89 72 Fod aan: Q | 471 518 565 659 753 847 | 942 | 1150 | 1519 | 1507 | 1696 | 1884 Chr. L | 1066 902 774 | 590 462 374 | 308 | 220 | 166 | 128 | 102 84 Fod Q | 756 810 885 | 1050 | 1177 | 1524 | 1472 | 1766 | 2061 | 2355 | 2650 | 2944 Chr. L 32 | 1127 967 757 577 467 | 585 | 275 | 208 | 150 | 127 | 105 Fod Q | 1060 | 1166 | 1272 | 1484 | 1696 | 1908 | 2120 | 2544 | 2968 | 3392 | 3816 | 4240 Chr. L ma fa pe 1599 | 1353 | 1161 885 693 561 | 462 | 330 | 249 | 192 | 153 | 126 Fod su 6" | or | | | Q | 1445 | 1587 | 1752 | 2020 | 2509 | 2598 | 2886 | 3465 | 4040 | 4618 | 5195 | 5772 Chr. L | 1865 | 1578 | 1554 | 1052 808 654 | 559 | 385 | 291 | 224 | 178 | 147 Fod 4! 0" Q | 1875 | 2062 | 2250 | 2625 | 5000 | 5575 | 5750 | 4500 | 5250 | 6000 | 6750 | 7500 Chr. li 2152 | 1804 | 1548 | 1180 924 748 | 616 | 440 | 532 | 256 | 204 | 168 Fod. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 44 For sallglasserede Leerrör er Modstands-Coefficienten lig F, Formel (20), naar Fluidet er reent Vand, men for en anden Slags Ledning eller for en anden Vædske ville vi i Almindelighed ogsaa have en anden Modstands-Coefficient F,, der bestemmes ifålge Formlen (26). De foregaaende Tabeller ere nu beregnede for glasserede Leerrörs Ledninger, der kræve et Fald af 1:1 eller 1:L. Have vi derimod en Ledning eller en Vædske med en större Modstands-Coefficient, og som navnlig i Forhold til glasserede Leerrör og reent Vand kræver et Fald af n:1 for at frembringe samme Vandföring, saa kunne vi dog benylte alle i de foregaaende Tabeller angivne Størrelser paa samme Maade som ved glasserede Leerrår, naar vi blot med Hensyn paa Faldet af Ledningen tage For- holdet (n : L) eller (n : L) istedetfor (1:1) og (1 : L). For Jern-Vandledninger maa man, som tidligere sagt, i Henhold til „Weisbachs Inge- nieur und Maschinen Mechanik“ sætten —1,33 Vilde man altsaa for en lignende Modstand be- stemme den hensigtsmæssige Störrelse og Fald af en Cloak, som skulde aflede en Vandmængde, hvis Maximum var 5 Cbf. i Secundet eller 300 Cbf. pr. Minut og hvis Minimum var 2 Cbf. i Secundet eller 120 Cbf. pr. Minut og navnlig aflede den paa en saadan Maade, at Strom- nings-Hastighedens Minimum ikke blev mindre end 3 Fod i Secundet, saa kunde man först ifolge Tabel Il sætte q, => Cbf. = 100 Cbf., og man vilde altsaa af Tabellen I see, at man ved Anvendelse af en 18 Tom. Ledning erholder Minimum af Hastigheden w == 3 Fod, naar man gav Ledningen et Fald af 1,33: 7, .4 = 1,33: 712 . 0,727 = 1,33:518 =1:390, og Tabellen III vil dernæst vise, at samme Ledning virkeligt vil kunne fore noget over 300 Cbf., naar den er heelt fyldt. Skulde Maximum af Vandföring derimod være 500 Cbf., saa maalle man vælge en 21 Tom. Ledning; thi denne vilde nemlig fore en Vangmengde af 120 Cbf. ved en Fyld- ningsgrad, som ligger mellem 121° og 143° med en Hastighed af omtrent 3 Fod, naar Ledningen gives et Fald af 1,33 paa 2.1,=515 9: ved et Fald af 1:390, og samme Ledning vilde ogsaa ifölge Tab. II kunne fore omtrent 500 Cbf. ved delle Fald, naar den var heelt fyldt, og Strömmen vilde da have en Hastighed af 4 Fod i Secundet. Skulde Vandströmmens Haslighed derimod som Minimum vere = 24 Fod og Vand- föringens Minimum vere g, = 120 Cbf. og dens Maximum være Q = 300 Cbf., saa vilde man ligefrem kunne benylte Tabellerne I og III. Vi kunne da anvende en 21 Tom. Led- ning med et Fald af 1,33:750 eller 1:565; thi da vilde Ledningen ved Minimum af Vand- foring erholde en Fyldningsgrad mellem 143° og 162° og ved Maximum blive næsten heelt fyldt. Men hvis Vandföringens Maximum derimod skulde vere 500 Cbf., da maatte man velge en 24 Tom. Ledning med et Fald af 1,33 : 730 eller 1:550, i hvilket Tilfælde Strömningshasligheden ved Maximum vilde blive over 3,5 Fod i Secundet. Ta yldnings- = | ==: graden Fe Hydraulisk | a « = | Middeldybde Functionen | Fyldning | EPP s | S- så a | [=] El graden | ee | Hydraulisk Pr ae | fe. | | = = un | mk Functionen. de UL | | Ss . 35 | | = | Aa à | 00 | = | Ls 10 # oo 0,000005 ioe ees E | 45 028 | 005 | Core 20 | a 0,55 0,059 | i 0,00003 x 1.915 | 536 | = 50 0048 | 055 205 | SS 0,5 DE Ei ‚055 | a 0,000076 fe Dyna ees OO Re) eae 2,05 | 0070 | a 0,00 ae ae | 0560 | 2,25 60 0.072 | ‚000140 215 ,080 | 05 2,25 a N ee | 0,00029 215 | 2,160 570 | 245 | 0,114 Roe 0,00071 UN FEED | a 2,67 70 04 | 0,100 IDE a | © © | 0,587 a Bea! | ,141 ia 3 ,0016 à. | 2,315 | å | 2392 9 0.172 ,115 0.0055 250 | 9 595 0,595 | he 80 > 0.15 PUB D] SEE | ,395 | å 3,16 APE. HAST 32 0,0055 955 | 92465 | 0,598 Fe 85 ; er. ‚0055 94 2,465 0 3,59 90 0,244 | d i | 00080 2 i: [0012550 | 2602 | 3,63 0,285 a | 0,0110 u 2,590 203 3.85 m | 0,331 | Sag 0,0148 åg | 2,650 VEND 108 in 0,580 | 7200 0,0200 = | 2710 Wr Ace 5 | 0,433 | 0,218 0.0265 960 | 277 | 0,609 Fx 110 ,499 0.25 ’ 2 965 | 2,770 | 4,45 | 0,490 | ,237 0,0545 20) | 2,820 | 0,609 4.64 115 05 | 0,256 0.044 270 |. 2 | 0,608 : 120 550 | 0,273 LE 975 pa 4,80 0.61 | ‚273 0.07 275 À 0,607 195 ‚614 | | ,070 2,910 | 4,95 13 > 81 = 7 10 2,945 | 5,08 30 075 0,511 01 285 0,602 à 135 > 51 ae ? 40 2,970 | | 5,19 929 | 0.82 0,333 | 0,17 290 | = 0,598 i 140 | 825 0,35 wee 295 3,000 | = 5,28 | 0.90 ‚350 0,258 295 NNE | 0,595 | Es tn 2 0 free 5 fs 5,54 2 0,9 ,370 0,2 300 | Sir 0,588 2 150 a 79 0.3 „27 =) 5,050 | | 5,39 05 | 0,33 SI ES EO Hehe PA 15 | ‚059 | „99 =: 3,075 | | 5,43 5 | 1 | 0,404 0.42 310 x I Tan #9 160 141 | 042 FAP 315 | ee 0,5 > 165 | 1,225 ER 0,52 za | 3,110 | À 70 5,46 ar | 1,310 à 5 | 0,64 LA een] 64 5,44 | 13 ,455 | 0,7 525 LER 0,558 x 175 397 0 | ;79 sm 3,150 5,42 9 | 1.48 ‚470 | 0.95 330 te 0,552 di 180 Age 0 ES 55 2159 5,39 1 MGT eater ul 0,545 4 185 | 971 0 | ‚08 = 3,155 | 5,54 1.6 ,500 | 12 340 = 5,338 2 elle. 0512 | = == 5,140 5,29 | 17 ,512 1 545 = 0,550 ‚740 544 3,140 5,25 0,525 | 350 0,525 a | 1,65 3,141 RES 5,17 | 360 ae | 0,515 5 2 a 0,500 9 0 4,94 44* Forklaring over Forsögene med 4 Tom. Rör. Af de med den 4 Tom. Ledning anstillede Cloakforsög foretoges en Decl, da Ledningen havde et Fald af 2,52 Fod paa 298 Fod >: | Fod Fald paa 118,25 Fod Længde, og en Deel, da Ledningen kun havde et Fald af 1,05‘ paa 298° 0: 1 Fod Fald paa 284 Fod Længde. De vigtigste af disse Forsög ere anskueliggjorte paa medfølgende Tegning, og Forsögenes Nummere ere angivne ved de Tal, der staae foran. Den med Punkter og Streger {—.—.—.—) betegnede Linie antyder Vandspeilet i Ledningen under Forséget. Den med smaa Streger (— — — —) betegnede horizontale Linie angiver Peblingesöens Flodemaalshöide. Paa forskjellige Steder var der boret Huller i Ledningen og deri anbragt Glasrör, hvorved man kunde observere Vandspeilets Hôide, ligesom ogsaa Beliggenheden af Bunden af Ledningen. Disse Steder angives af de punkterede verticale Linier 1-1, 3-3, 4-4, 5-5, 6-6, 7-7 og 10-10. Vandspeilsliniens Overskjæring med de verticale Linier 0-0 og 11-11 betegne de observerede Vandhöider i Indlöbs- og Aflöbs-Bassinerne, Forklaring over Forsögene med 12 Tom. Rör. Af de med den 12 Tom. Ledning anstillede Cloakforsög ere de vigtigste anskueliggjorte paa medfål- gende Tegning, og Forsågenes Nummere ere angivne ved de Tal, der staae foran. Den med Punkter og Streger (—:—.—.) betegnede Linie angiver Vandspeilet i Ledningen under Forsöget. Den med smaa Streger (————) betegnede Linie angiver Peblingesöens Flodemaalshöide. y Paa forskjellige Steder var der boret Huller i Ledningen og deri anbragt Glasrér, hvorved man kunde observere Vandspeilets Höide ligesom ogsaa Beliggenheden af Ledningens Bund. Disse Steder ere antydede ved de punkterede verticale Linier 1-1, 2-2, 3-3, 4-4, 5-5, 6-6, 7-7, 8-8, 9-9, 10-10, 11-11, 12-12, og Over- skjæringerne med Vandspeilslinien angiver de observerede Höider af Vandspeilet. Vandspeilsliniens Overskjæring med Linierne 0-0 og 14-14 betegne de observerede Vandhöider i Indlöbs- og Aflöbs-Bassinerne. I Forsögene Nr. 34 og 39 laae Ledningen noget uregelmæssigt, hvilket rettedes i de fålgende. I de 2 sidste Forsög var Aflöbskassen borttaget. Glasröret Nr. 10 var anbragt i et Leerrör, hvis Bund fandtes at ligge c. } Tom. höiere end Bunden af de 2 tilgrændsende Rôr; deraf den uregelmæssige Hævning af Vandspeilet i dette Punkt, der især var kjende- ligt, naar kun lidt Vand låb paa Bunden af Ledningen. Vandinspectenr Colding om lukkede Ledningers Vandforingseone PE GLASSEREDE LEERRORS VANDFORINGSEVNE. Fig: 1. Profil af den tolvtommige Ledning. 1277 170. Snit efter AB. Flodmaal Flodmaat. Maalestok for Fig 567.8 9. | | | 2 z + 5 & Y EZ | 7 Fod. Maalestok for Fig 1.2.34. Lun | | | | | er a #0. 50. 60. 70, foa 20, Ww. Flodmaal Fig:4. Plan af den fiirtommige Ledning ve Ay < i [ . Ul ‘ Ay À 8 a P L k Le i) . Med ’ y i ty n 3 y Ka iy Secs Re DT AE Tape ! i Aa så CN et USE fer er RT D Le = Br i "4 = = BAGES à hs RA mee EAN ea EDEN RI N: i He = i Cal. 3 Av ie Ej y wf Ne \ MAP i fey Par ir ar ne Wi x iy on n j i An Fa så y "FE ier hela JF A PU ' i. ou, 5 ra ie A 1°) iy : i A ll q id i ‘ \ fi Sa a i i rt My ' 7 VER \ CAL W rh KR Ku i Shim \! 1a, i + IN Tue, Ben es A i “ die LE Br NP? N°6. N°9: N°10. FORSOG MED 47om: Flodemaal | 10 i Lad 0 E77 BEREIT MN NE 277 N°16. Re Za Maalestok før Hoiderne 740.2 ECETEN" A0 Ro à ES BE andinspecteur Clding om lukkede Ledurngers Tandføringseune: ÅL: Flodemaal = Vandstand 1: 600. No | AR s Ih ye N°29) Aa i Maatestak før Længderne Sr a melas Flodemsal i = Vandstand JE] Flodemaal Flodemaal Vandstand Em Bærentzen 40° lith Inst, = N h 1e R } i “ L / U € a j f ’ ae | V th U r Me an i my DETENTE ARR EN" L # föringseune 12 Flodemaal it Vandinspecteur Colding om lukkede Ledningers Vand Inst fo U POT a ot LC ua L4 04 — — a y 3 a fi J 5 ” ad 07 7 UP ON 10] yorsoppayy* 000 J =ousophuvy tof yoy Em Bærentzen & F N = a Lu = (=) oOo (Jo) cc © kan a 5 L =r CT MR hi. — & pére me TS A AS Mephitis Westermanni, et nyt Stinkdyr fra Brasilien. J. Reinhardt. Med en Tavle. N 1) CORNE I) “HR. u N ur . alles [rer sek Å el x F KJ + N A \ ) À | | ce i | { ML r af Ÿ ' oz pa ) t Tory pod Sty j VIA f ee aan ia + fy 4 lf i ir PI TA hye SKY | (ETAT RS | EPA A W fa sål i, a À À #! y Men i i; did if | | er iat k | 7 N | i | N y x ; ER RR EL. A, ob i; ie N | p J NT : i i) ! ' a is - I A Ur Er The Yi ] N a i ‘ ; 7 } + A len; | i i N NEC Bi” Hu j t C2 NUR 0 al i i Fun 14 RU H.V iy md) Å ‘ i Di ul 4 5 a ny N I RET LS aaah att Pi i rie né nite i iz ly J i 1 Ü Das ' PAA ui LÅ M SE ME À “i sø ; ane RE hr (UE N À Ar i j ur i, Au i M a Ny À f i Mere Ji À PSS RALENTIT na DL ver EK REN En NE h [| al A Par MN TO Ce ns eh y D y taie | i i it nny »f . un had CE i LETTONIE \ NT 9 F Wt TE ne AUTRE a! NN EUR Tr D Mrs: cn AS x bag! 1 a} f Ar pans fl val sf DR, heu NN PES pP a 7 N DR Aa it) oe et fn Aa bei vi A ley = i, El AC A eta! an TH AR A AN aay Toa, A M AQU i : are ’ PATENT a å A RN ry 0 et DE ioe Ten NARVA: FA fe AU shy 7 The . à le à i “if NA == å bei Der har vel allerede i længere Tid forcligget Angivelser af adskillige Reisende, som vise, at der forckommer et Stinkdyr i Mellembrasilien paa den store indre Hôüislelte hiinsides Serra do Espinhaço og denne Bjergkjedes nordlige Udlôbere, ja at det endog gaaer op til Omegnen af Byen Bahia, altsaa til 13° S. B. Gjennemlæser man imidlerlid disse for- skjellige Beretninger, finder man, at det ogsaa netop kun er Forekomsten af et saadant blandt Brasilianerne under Navn af Jaritataca, Jaratataca eller Jaraticaca bekjendl Dyr"), som derved godtgjåres, men at de Forfallere, der omtale det, idvrigt ikke have sect sig istand til at meddele nærmere og fyldestgjårende Oplysninger om det. Saaledes nævner rigtignok A. de Saint-Hilaire i sin første Reiseberelning Jaralataca’en blandt de Pattedyr, der forekomme i de svagt befolkede Egne langs San- Franciscofloden i den nordlige Deel af Provindsen Minas geraes, og beretter sammesteds, at han fremdeles under sit Ophold i Minas novas paa en ved Floden Arassuahy liggende Landeiendom, Boa vista da barra de Calhåo, har havt Leilighed til at overbevise sig om dens Forekomst ogsaa i denne Deel af den ovennævnte Provinds, idet nemlig et af Vaaningshusets Værelser i en megel besværende Grad havde været befængt med Stanken, som et sligt Dyr havde udbredt i det flere Dage får hans Ankomst, og som trods Vask- ning og Rygning ikke havde værel til at udrydde.*) Men han giver ikke nogetsleds i sin Reisebeskrivelse en Beskrivelse af delte Dyr, og det fremgaaer af hele Fremstillingen, at han selv aldrig har seet det. * Omtrent paa samme Maade er det gaaet vor Landsmand, Professor Dr. P.W.Lund. I de tidligste af de ,Fortegnelser paa Paltedyrene i Rio das Velhas Floddal*, der til for- 1) Efter Spix og Martins skal Stinkdyret i Provindsen Minas fremdeles bere Navnet Mariticaca og Mari- tafede; jeg skulde imidlertid dog troe, at disse Benevnelser, der nok oprindelig tilhöre visse Insekter, de saakaldte Bombardeerbiller (Brachinus), ialfald kun i ganske enkelte Tilfælde bruges om Jara- tataca’en, og jeg selv har aldrig hört dem. *) Voyages dans l'intérieur du Brésil. Premiere partie. Voyage dans les provinces de Rio de Janeiro et de Minas geraes. Tome 2, p. 337. skjellige Tider ere vedfôiede hans beråmte Undersôgelser om Brasiliens uddöde Dyre- verden i vort Selskabs Skrifter, findes Jaralalaca’en endog slet ikke anfört. Da han senere oplager den, skeer det kun ifålge Indvaanernes Vidnesbyrd, og han oplyser ved denne Leilighed udtrykkelig, at han vel allerede længe havde hört tale om et Dyr med to hvide Striber henad Ryggen, hvilket han jo rigtignok havde antaget, maatte være en Mephitis, men hidtil undladt at omtale i sine Afhandlinger i det Haab engang selv at faae det at sce og derved at erholde Vished i saa Henseende. Han havde imidlertid atter saa godt som opgivet dette Haab paa Grund af Brasilianernes uovervindelige Modbydelighed for at beröre Jaralalaca’en, og vil derfor nu ikke længere udelukke fra Listen over de nulevende Pattedyr et Dyr, som han med fuld Vished veed, forekommer i den Egn, hvis Fauna han har gjort til Gjenstand for sin Forskning, og det saa meget mindre, som han ved sine Huleudgravninger har fundet Levninger, der vise, at ct Stinkdyr ogsaa i længst forsvundne Tider har beboet Velhasdalen.1) Noget heldigere have v.Spix og v.Martius værel; thi de maae dog idelmindste have seet Jaratalaca’en; de fortælle nemlig i deres Reise, at delte Dyr forekommer i de saakaldte Campos geraes omkring Byen Contendas i den nordre Deel af Provindsen Minas, og at det der nogle Gange ved sin stinkende Excretion har nödt dem til at afstaae fra at forfålge det. Man kunde endog fristes til at antage, at de virkelig havde skudt det paa deres Jagter i hine Egne; thi de nævne det ligefrem blandt de forskjellige Dyr, som de der nedlagde”); men delte er dog nok kun en mindre nôiaglig Udtryksmaade, da Marlius ved senere at skildre et nyt Måde, som han havde med delte Dyr i en anden Egn, nemlig ved Floden Carynanha paa Grændsen af Provindserne Bahia og Minas, udtrykkelig beklager, at han og hans Reisefælle ikke have været saa heldige at forskaffe sig Jara- lalaca’en til deres Samlinger, og Alt, hvad han siger om dens Udseende, indskrænker sig lil, at han kalder den et væselagligt Dyr.?) Endnu paa et tredie Sled i de bayerske Reisendes berömte Værk finder man delle Dyr omtalt; det opregnes nemlig ogsaa blandt Diamantdistriktets Paltedyr; men det fremgaaer paa dette Sted ikke af Ordene, om de Reisende her tale af egen Erfaring eller kun stélle sig til Beboernes Angivelser. À) For Forekomsten af et Stinkdyr i Omegnen af Byen Bahia finder jeg kun en eneste Hjemmel, nemlig i det gamle Skrift af Gabriel Soares de Souza: Tratado descriptivo do Brazil em 1587.5) I denne sin Bog omtaler han blandt de omkring 1) Kgl. Danske Vid. Selsk. naturvid. og mathem. Afhandl. 9 Deel. 1842. P. W. Lund, Fortsatte Bemærk- ninger over Brasiliens uddåde Dyrskabning. Lagoa Santa d. 27de Marts 1840. p. 128 og 132. ?) Reise in Brasilien in den Jahren 1817 bis 1820. Zweiter Theil. München 1828, p. 521 und 542. 3) I. c. p. 581. ' 4) 1. c. p. 464. 5) Dette höist mærkelige Skrift, der stedse vil vedblive at være en af de allervigtigste Kilder til Kund- 358 Bahia forekommende Dyr i det 99de Capitel ogsaa et, som kaldes Jaguarecaca, en Benævnelse, i hvilken vi formodentlig have dets oprindelige Navn i Tupi-Sproget, hvoraf det nu almindelig brugle vistnok kun er en Forvanskning. Han beskriver den gjennem- trængende, næsten uforgængelige Stank, som dette Dyr udbreder og benytter som For- svarsmiddel, saa omstændeligt, at man ikke kan nære nogen Tvivl om, at det jo er en Mephitis, der menes; men de faa Ord, Soares siger om sin Jaguarecaca's Udseende, ere ikke tilstrækkelige til at give nogen klar Forestilling om den og indeholde desuden en saa aabenbar Uriglighed, at det er tvivlsomt, om han ogsaa virkelig selv har seet den, eller om han ikke snarere kun omtaler den efter Andres Fortællinger.!) Maa det nu ogsaa ved alle disse forskjellige Data ansees for hævet over al Tvivl, al en Mephitis virkelig er udbredt over hele det indre Höiland i Provindserne Minas og Bahia, saa fremgaaer det imidlertid tillige af dem, at end ikke de Forfattere, som dog selv have mådt Jaratalaca'en paa deres Reise, have havt synderlig mere end et flygtigt Glimt af den. Det er derfor klart, at ethvert Forsög paa at henføre den til en eller anden bestemt Art kun kunde skee efter et aldeles låst Skjôn og med saa meget mindre Udsigt til at treffe Sandheden, som Farvetegningen jo hos alle Arterne viser sig som hvide Striber paa sort Grund, og det derfor er saa meget vanskeligere uden ndiagtig Undersö- gelse at afgjôre, hvilket Art man har for sig. I Fôlelsen heraf valgte Dr. Lund den riglige Udvei kun at optage Jaratataca’en som Mephitis sp.? Andre Forfaltere have imidlerlid prövet paa at give den etNavn, og v.Spix og v.Marlius kalde den saaledes „Mephitis foeda Illig.**) Dette Artsnavn hidrôrer dog oprindeligen ikke fra Illiger, men fra Boddaert, der i sin Elenchus har optaget Buffons Chinche som „Viverra foeda**), men det er saa aldeles blevet fortrængt af skaben om Brasilien i det förste Aarhundrede efter Opdagelsen, blev oprindelig af dets Forfatter under Philip den Andens Regjering i Aaret 1587 indgivet til Vicekongen af Portugal, Cristovam de Moura, men synes kort derpaa at være blevet udbredt i flere Afskrifter i Portugal og Spanien. I næsten 240 Aar existerede det kun som Manuscript, og blev som saadant mere eiler mindre benyttet af forskjellige Forfattere, og navnlig i den nyere Tid af Manoel Ayres de Cazal, R. Southey, Martius og Ferd. Denis. Forfatteren var imidlertid i Tidens Löb gaaet iglemme, hans Skrift tilskreves en Anden, og da det 1825 förstegang blev udgivet i Trykken af Academiet i Lissabon (i Collecçäo de noticias para a historia e geographia das nagoes ultramarinas Vol. III), udkom det derfor heller ikke under under Navn. Det var forbeholdt en brasiliansk Historiker, F. A. de Varnhagen, at give Gabriel Soares de Souza en om end sildig Opreisning og endeligen under den retmæssige Forfatters Navn paany at udgive et Skrift, som, hvis det var blevet trykt i rette Tid, forlængst vilde have gjort Soares ligesaa bekjendt som Lery og Marcgrav. Varnhagens afCommentarer ledsagede Udgave udkom 1851 i Rio de Janeiro, og findes i 14de Deel af Revista do instituto historico e geographico do Brazil. 1) Han siger nemlig, at Jaguarecacaen's Hænder og Füdder ere dannede som Abernes (os pès e måos da feiçao dos bogios), see: Revista do inst. hist. e geogr. Tomo XIV, p. 248. 2) Reise in Brasilien, 2ter Theil, p. 521, 541 & 581. 3) Elenchus animalium, Vol. I, Roterodami 1785, p. 84. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. — 354 den Benævnelse, som Tiedemann senere bragte i Forslag for del samme Dyr”), at det, mærkeligt nok, mangler endog i Synonym-Listerne i de nyere syslematiske Værker, skjöndt det dog foruden af Boddaert ogsaa i sin Tid er brugt af Illiger i hans Afhandling om Paltedyrenes geographiske Udbredning*), fremdeles findes i et lille Skrift af Hellwig?), og endelig bringes i Erindring af Lichtenstein i hans Afhandling om Mephitis-Slægten.”) Man veed nu, at denne Art kun har hjemme i Nordamerika, og Jaralataca’en kan altsaa ikke hen- föres til den; men paa den Tid Spix's og Martius’s Værk udkom, antoges den derimod netop al være udbredt over hele Amerika ligefra Canada til Patagonien, og det laa derfor disse Forfaltere nær at give deres Jaratalaca delte Navn, især da man dengang endnu var til- dielig lil, efter Cuviers Exempel, at slaae alle de af forskjellige Reisende i Amerika mere eller mindre udförligt omtalte sort- og hvidstribede stinkende Dyr sammen til et Par Arter. A. de Saint-Hilaire, der ligeledes kalder Jaralataca’en Mephitis foeda Illig.5), har hyppigen i sit Reiseverk ligefrem laant de systematiske Dyrenavne fra Spix og Martius, og jeg anseer det for sandsynligt, at det ogsaa er skeet i dette Tilfælde. Riglignok nævner han ved denne Leilighed ikke Spix som sin Kilde, skjöndt han ellers samvittig- hedsfuldt pleier at gjöre det, hvergang han paa denne Maade har benyttet ham; men dette tor man dog vist tilskrive en Uagtsomhed, da det er mindre rimeligt, at St. Hilaire af sig selv skulde have valgt et saa sjelden forekommende og i den franske Lilleratur nesten ube- kjendt Navn. I den allernyeste Tid har endelig Professor H. Burmeister omtalt Jaralataca’en i sin Oversigt over de Paltedyr, han har samlet eller iagttaget i Brasilien‘); han har imid- lertid paa sin korte Reise ikke skaffet nogensomhelst ny eller selvstændig Oplysning om den, men optager den kun paa Lunds og Saint-Hilaires Autoritet som et i Minas fore- kommende Dyr; at ogsaa Spix og Martius gjentagne Gange har truffen den der, er undgaaet ham. I den Tro, at Navnet Mephitis foeda slet ikke forekommer i den zoologiske Systemalik, antager han, at Saint-Hilaire i Distraction har nedskrevet dette Navn og ,aabenbart* meent Mephitis suffocans Illig. ,allerede af denGrund, at det er 1) Mephitis chinga, Tiedemann’s Zoologie 1ster Band, Landshut 1808 p. 362. ?) Ueberblick der Säugthiere nach ihrer Vertheilung über die Welttheile, i Abhandlungen der Königl, Akademie der Wissenschaften in Berlin. Aus den Jahren 1801—1811, p. 74 & 109. 8) Tabellarische Uebersicht der Ordnungen, Familien und Gattungen der Säugthiere etc. Helmstädt 1819, p- 77. 4) Abhandl. d. Königl. Akad. d. Wissensch. zu Berlin. Aus d. J. 1836, p. 295 & 309. 5) Voyage dans les provinces de Rio de Janeiro et de Minas geraes. Tome Il, p. 337. 5) Systematische Uebersicht der Thiere Brasiliens, welche während einer Reise durch die Provinzen von : Rio de Janeiro und Minas geraes gesammelt oder beobachtet wurden. Erster Theil. Säugethiere (Mam- malia). Berlin 1854, p. 110, 355 den enesle Art, der udbreder sig til Brasilien“. Vi have allerede ovenfor seet, at det i denne Henseende vistnok forholder sig anderledes ; men selv bortseet herfra turde det ogsaa i og for sig være noget overilet af Burmeister saaledes uden videre at erklære Mellembrasiliens Jaratataca for den ovennævnte Illigerske Art eller med andre Ord for Azara's Yaguaré, da der dog virkelig er god Grund til at antage, at Nordgrændsen for dette sidstnævnte Stinkdyrs Udbredning falder ikke lidet sönden for selv den sydligste Deel af Provindsen Minas. Man maa nemlig erindre, at den saa nölaglige og erfarne Azara udtrykkelig frem- hæver, at Yaguaré'en slet ikke forekommer i Paraguay, der dog næsten gaaer ned til 28° S.B., og at han selv overhovedet ikke har truffet den norden for 29? 40/1) Riglig- heden af Azaras Angivelse bestyrkes i det Væsenllige derved, at heller ikke Rengger har fundet dette Dyr i Paraguay trods sit sexaarige Ophold, og den kan efter min Mening ikke svækkes synderlig ved den Omstændighed, at Berlinermuseet, ifålge Lichtenstein, har erholdt Yaguaré’en fra Provindsen San Paulo i Brasilien”), saalenge man ikke veed, fra hvilket Sted i denne store Provinds, som strækker sig i en Længde af henimod 112 Mile fra Troperne ned til 28° S. B., altsaa til en Brede, der nærmer sig den, paa hvilken Azara endnu har truffet denne Art. Burmeister har iövrigt ogsaa selv fölt det Mislige i al lade Yaguaré’en gaae saa hôit op imod Nord som til Boa vista i Minas Novas (165° S. B.), og det er vel for at raade Bod derpaa, at han erklærer Stinkdyret for snarere at være en sjelden Gjæst end en regelmæssig Beboer af „den tropiske Deel af Brasilien*.*) Men denne uden nogensomhelst Begrundelse henkastede Yttring staaer aaben- bart i Strid med de ældre Beretninger, der noksom vise, at hvad for en Art Jaratalaca’en end maalte være, saa kan den ialfald paa ingen Maade være særdeles sjelden i Provindsen Minas, og disse tidligere Angivelser kan jeg, om det behöves, bekræfte af egen Erfaring, idet jeg overalt, hvor jeg har reist paa den store indre Höislelte, har fundet de mere erfarne Jægere vel bekjendte med den, hvad ikke ret vel kunde være Tilfældet, hvis den virkelig var el Dyr, som kun en sjelden Gang forvildede sig ind over Provindsens Grændser. Paa min sidste Reise i Brasilien har jeg endelig været heldig nok til at komme i Besiddelse af denne saalænge forgjæves efterstræbte Jaratataca og er derved sat istand lil at give nogle af de Oplysninger om den, som Zoologien endnu stedse savner, Kort efter min Ankomst til Lagoa Santa i November Maaned 1854 ved Regntidens Indtrædelse mödte en af Beboerne en Nat et saadant Dyr i en Gyde midt i selve Landsbyen, dræbte det med en Stok og bragte mig det tidlig den næste Morgen. I Dôdskampen havde Dyret 1) Azara, Don F. de, Essais sur l’histoire naturelle des Quadrupèdes de la province du Paraguay. Paris 1801. Tome I, p. 211, og Voyages dans l'Amérique méridionale. Paris 1809. Tome I, p. 277. 2) Abhandl. d. Akad. d. Wissensch. zu Berlin. Aus d, J, 1836. Ueber die Gattung Mephitis p. 274. 3) Systematische Uebersicht ete. p. 111. 45% 356 udsprüitet sin Vædske og dermed befængt ikke blot sin Angriber og selve Gaden, der i flere Dage beholdt Lugten af den, men ogsaa tilsmudset sig selv. Jeg fik der- ved tillige Leilighed til at lære delte Secrets saa berygtede Stank at kjende og maa bekræfte Lichtensteins Udsagn om den forsaavidt, at den tilvisse ogsaa er forekommet mig yderst ubehagelig, skarp og næsten bedåvende, men derimod ikke just Qvalme eller Ækkelhed opvækkende. Meest syntes mig Stanken at ligne en Blanding af en overordent- lig potenseret Hvidlôgs- og Moschus-Lugt; den frembragte en temmelig stærk Hovedpine, men i den Grad overvældende, som den er forekommet andre lagltagere, fandt jeg den dog ikke hos mit Dyr; og skjöndt jeg jo rigtignok maalle gjôre nogen Vold paa mig selv, kunde jeg uden Afbrydelse tilendebringe Præparationen af det, et Arbeide, der med- tog et Par Timer. Det var en Hun, og ikke blot et udvoxet men et gammelt Dyr, paa hvis Cra- nium de fleste Sulurer allerede vare forsvundne, og Tænderne (navnlig Fortænderne) vare betydelig slidte. Som det var at vente, viste det sig at være en fra Mephitis suffocans forskjellig Art, som jeg ikke finder beskrevet, og for hvilken jeg tillader mig at vælge Navnet Mephitis Westermanni efter vor bekjendte Entomolog ikke blot paa Grund af den fåiagtelse og Erkjendilighed, jeg personlig skylder ham, men tillige som en ringe Anerkjendelse af den uegennyllige Interesse, hvormed han oftere gjennem en lang Aar- række har bidraget til Forôgelsen af det Kongelige naturhistoriske Museums Samlinger. Mephitis Westermanni Rhat. fusco-nigra, vittis duabus latis pallide-isabellinis ad caudam usque protensis, per dorsum stria media angustissima nigra sejunctis. Cauda pallide-isabellina, basi subtus nigra. Longitudo corporis 332 Millim., caudae 310, stirpis caudae 200. Ligesom de övrige hidtil i Sydamerika opdagede Stinkdyr hörer ogsaa denne Art til Underslegten Thiosmas, hvis forskjellige, i Tandforholdet'), i de nögne Fodsaaler, i Snudens Form og i de næsten rudimentære ydre Oren prægede Serkjender, den alle besidder, og indenfor hvilken den hårer til de mindste, men tillige lil de ziirligst tegnede Arter. Legemsbygningen er noget plump, og navnlig er det fladtrykte, bagtil brede Hoved temmelig stort i Forhold til Dyrets Størrelse. 1) I Wagners Fortsættelse af Schrebers Säugthiere Supplementb. II S. 190 angives ved en Skrivfeil den Fure, hvormed Fortænderne i Underkjæben ere forsynede hos Thiosmusslægten, at findes paa Forsiden istedetfor paa Bagsiden af Tænderne. Hos det her beskrevne Stinkdyr ere Fortænderne saa stærkt slidte, at det kun er svage, men dog kjendelige Spor, der ere tilbage af Furen. 367 Pelsen sammensættes som sædvanligt af glalle, glindsende Börstehaar og af kortere, noget krusede Uldhaar, som dog ikke ere synderlig tætte, og som ganske skjules af de lalrigere og længere Börstehaar eller Pelshaar. Paa Hovedet og tildeels paa Poterne er Haarvexten kort og tætslullende; paa Kroppen er den længere, reiser sig noget mere i Veiret og tillager i Længde henad mod Bagkroppen, saa at Pelshaarene paa Krydset ere 60 Millim. lange, medens de over Skuldrene kun naae en Længde af 26 til 28 Millim. Halen endelig er gjennem hele Længden besat med grove, meget lange Haar, der rage ikke mindre end 126 Millim. udover Halespidsen, og mellem hvilke der kun lige ved Haleroden er sparsomt indblandet nogle blödere, svagt krusede Börstehaar; den er just ikke sær- deles tæthaaret, men faaer dog et busket Udseende paa Grund af Haarenes betydelige Længde. Dyrets Grundfarve er sort med et brunligt Anströg, der navnlig er stærkt frem- trædende paa Hovedet. Den lyse Tegning er ikke reen hvid, men har en bleg Isabellefarve; den begynder paa Issen lidt bagved Oiet som et bredt enkelt Baand med en forlil i en stump Spidse endende Contour, og fortsætter sig derpaa over Nakken hen paa Halsen med en Brede af 55 til 60 Millim ; lidt foran Skuldrene spalter delte Baand sig i tvende, endnu stedse brede (38 til 40 Millim.) Striber, som langs Ryggen strække sig lige til Haleroden, stedse aftagende i Brede, indtil de endelig ved deres Ophår endnu kun ere 15 til 16 Mill. brede. Hvad der imidlertid fornemmelig synes charakleristisk for Tegningen hos denne Art, er det ubetydelige sorle Mellemrum, der bliver tilbage mellem de lyse Striber langs Ryggens Midtlinie; de adskilles nemlig ikkun ved en yderst smal Stribe, som i Begyndelsen neppe har 3 til 4 Millimeters Brede og som, skjôndt den rigtignok bagtil lidt efter lidt udvider sig noget, dog ikke ved Haleroden, hvor den ender, naaer en stårre Brede end 8 til 9 Millim,, altsaa omtrent det Dobbelte af den, som den havde ved sit Udspring. Da Ryggens isabellegule Striber i den forreste Deel af Kroppen til- sammenlagne ere lidt bredere end det enkelte fra Issen henover Halsen sig strækkende Baand, hvorfra de have deres Udspring, og da de paa den anden Side atter blive smallere bagtil, blive Yderrandene af den lyse Tegning ikke parallele indbyrdes, men convergere lidt imod begge Ender og navnlig bagtil, saa al Afstanden mellem dem over Nakken ud- gjor 50 Mill., lidt bagved Skuldrene stiger til henimod 80, men ved Haleroden kun udgjör 40 til 42 Mill. Halen er isabellefarvet ligesom Ryggens Siriber med Undtagelse af et kort Stykke paa Undersiden nærmest Roden, hvor Haarene have Kroppens dybe brunsorte Farve. Paa dens Overside ere riglignok de Uldhaar, som i et kort Stykke ere ind- blandede i de meget længere isabellefarvede Börstehaar, af sort Farve; men deres Mængde er saa.ringe, og de komme saa lidt tilsyne, at de neppe formaae at give Halen et lidt isprængt Udseende paa det Sted, hvor de findes, og det er i Grunden forst ved at söge efter dem; at man bliver dem vaer. 353 Ved Örenes bageste og nederste Rand findes en lille hvidguul Plet, og en uregel- mæssig Stribe eller langstrakt smal Plet af samme Farve strækker sig langs Struben hen til Underkjæbens forreste Spidse. Snudebörsterne og nogle paa Kinden nedenunder og bag Öiet siddende Bårster ere sorte; Oiet bruunt med en rund og sort Pupil. Klöerne ere, som sædvanlig, horngule og meget længere paa Forpoterne end paa Bagpoterne; ogsaa deres indbyrdes Störrelsesforhold er det sædvanlige, de 3 midterste ere betydelig længere end Yder- og Inderlaaens Klöer, men indbyrdes paa det Nærmeste lige lange. De någne Fodsaaler og Snuden have en sort Farve. Til de Maal, der allerede ere optagne i Artsmærket, vil jeg her endnu tilfôie folgende: Afstanden fra Snudespidsen til Oiet hos det nylig dræbte Dyr ....... 37 Mill. Afstanden fra Snudespidsen til Örets Forrand . ................ 68 — Mellemkloen paa Forpoterne (Krumningen uberegnet)............ 22 — Mellemkloennpaa JBaopol eek EME PAR ele. I RATE 8 — Craniets Længde"), maalt fra Fortænderne til bageste (ôverste) Rand af Foranensmagnomnm, el. ep 76 — BeenganenstLepadeih.segtet IN Sis MEN a! 32 — Breden mellemgerachuern este CR Lt LM ay oe 50 — Pengden) afrOxerkjebensyKindtandrakke HYDE AU VEN PEN ON 19 — Længden af Underkjæbens Kindtandrække . .................. 24 — Selv alscet fra den tilfældige Varieren i Tegningen, som forekommer i det mindste hos et enkelt Stinkdyr (M. chinga), synes det som om de lyse Striber hos flere Arter forandre sig endeel med Alderen, og det er derfor vel muligt, at det Samme i Fremtiden vil vise sig ogsaa at være Tilfældet med den her beskrevne Art. Hvor önskeligt det nu ogsaa havde været, om jeg havde været istand til at give Oplysning i denne Henseende, mener jeg dog, at man ikke behåver at afvente en saadan for med tilstrækkelig Sikkerhed at udtale sig om Artens Berettigelse og Selvstændighed, da man jo heldigviis kjender baade det gamle og det unge Dyrs Tegning hos begge de Arter, med hvilke den efter den geographiske Udbredning snarest kunne formodes at falde sammen, M. suffocans og M. chilensis, og da en Sammenligning let viser den væsentlige Forskjel mellem hver af disse og Mephilis Westermanni i den ældre Alder. Hos begge de ældre Arter naae de lyse Striber nemlig (idetmindste hos de gamle Dyr) ikke til Halen, men forsvinde allerede over eller foran Lænderne; de udspringe fremdeles fra et tvers over Baghovedet löbende skarpt begrændset Tverbaand, og selv om dette, 1) Jeg beklager ikke at kunne give nogen Oplysning om det ôvrige Skelet, som blev bortstjaalet af et eller andet Rovdyr, medens det, efter at være præpareret, var hængt op for at tårres. 359 som hos Yaguaré’en, forsvinder hos det meget gamle Dyr, og Striberne smelte sammen paa Nakken, ere de dog langs Ryggen skilte ved et meget bredere Mellemrum end Til- fældet er hos Jaratalaca’en. Hos M. suffocans have Striberne dernæst en reen hvid Farve og ere ganske smalle, og Halen er ikke blot forholdsviis kortere og mere korthaarel end hos den nye Art, men den er desuden sort, og blot et Stykke langs Siderne forsynet med en ganske smal, linieformig, hvid Stribe, der endog kun findes hos det unge Dyr og senere aldeles forsvinder. Hos M. chilensis ere Striberne, navnlig ved deres Udspring fra det en Bue dannende Tverbaand, bredere end hos Yaguaré'en; men der mangler dog meget i, at de have den Brede, de naae hos vor nye Art. En væsentlig Forskjel ligger ogsaa i Halens större Korthed hos M. chilensis, saa al den, skjöndt denne Art er stårre end den brasilianske, dog er ikke lidt absolut kortere, og endelig ere Haarene paa Halen hos M. chilensis ikke mere end halv saa lange som de ere hos M. Westermanni, hvor de jo have den meget betydelige Længde af 4 til 5 Tommer. Fra Underslægten Thiosmus’s övrige Arter er den her beskrevne endnu mere for- skjellig, og en nærmere Sammenligning derfor ikke nödvendig. Forklaring over Tavlen, Fig. 1. Mephitis Westermanni, afbildet i en Trediedeel af den naturlige Störrelse. — 2. Craniet, seet fra Siden. — 3. Tandrækken paa den ene Side i Overkjæben. — 4. Tandrækken paa den ene Side i Underkjæben. De tre sidste Figurer ere afbildede i naturlig Störrelse. ; i ; i i j v -@A8 2 k : AT u d « ee N La | este Std betel go ey) Aner Seger Br el ste: re can D'OR SHE £29 mare ruhe ungen ds, (SLÆBT SETS SES Kain u ke een: stead dad pety : art LEA août SATA are trod en sil ae AE M au "VE it os 5 i Ba At sat ei Tait t ei radioen er Wolelt qe aaa Fa: Sei) orale? u PM yo. he ae. Ser vd: a. rk m 6% € 1. ; u, 7h og eed aan mil ag tab nur ti 4 ste" vas Hastie: “A is RE raket gay u we Loi qian ©: ei u Wehe. ÆRE j LIT 2 < a Prises SAT inl ye seat hae jolie at aie. hates vtech dead rar DT ‘ fod i Set go- mm Pitre 4 -giltye war se Ben Burn ol ehrt SAR af : ni insert es bh Kk oxe 71. Be Y Zu Sh CEE | a he ‘ = ZEN ee i 5 > < on in 2 Ei dr ed Er‘ 4 + CHEN | = « FF. ong ei er © à KEE VR | É ant tae “ar? ig 2 Lee 5 2 ne =" ‘ 24 LA i = M Er i Fos må BE j L we RER TER | “ 7 | A » 5 7 Ø SE. he er 3 L AAC AA Ned fr LYE) 7 92715749] Du] 10734: Ly phi 149 IPLDY Lay pu A PIE way OLNIDU AY YO À 127 f YLE Y#?2S PA Den magnetiske Inclinations Forandringer den nordlige og sydlige Halvkugle, (Fortsættelse af Afhandlingen i dette Bind S. 99—167). Christopher Hansteen, Professor ved Universitetet i Christiania. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, mathem. Afd. 4 Bind. 46 2 rate DCR ve ef ade ry u Pre re Le: i ( A u "F ee 7 . a of FE ’ EU a esta + ¥ a sr 4 L A 1 ll Au i iv, ao - u 0? 7 n i> “ 0) LA ea ie LE VE ; | TA ANR si erento tord HAE i | Bj | s i ; > „hai ash w eh. ‘i 7 ER Stig a esi seed ini ve “pui “N ri x ee | sé fn 7 rer A x ï | A ; i F 4 A NEN | N D | É f ; | Fa jae a la | Il 4 € | es : fa wk rt a ina er må Hie, as LE Eiterat have slultet den Undersögelse om den magnetiske Inclinations Forandringer i den nordlige tempererte Zone, som findes i dette Binds förste Hefte, har jeg fundet Leilighed til at samle nogle flere Iagttagelser paa forskjellige Puncter, fornemmelig i den sydlige Kugle. Da det ved Anvendelsen af den Gaussiske Theorie for Jordmagnetismen er nödvendigt at kjende Systemels Tilstand for bestemte Epocher, og da de Iagttagelser, man hertil maa benytte, ikke ere samtidige, er det nödvendigt at kjende den aarlige For- andrings Størrelse til forskjellige Tidspuncter, om mueligt for den hele Jord, for at kunne reducere alle lagltagelser til en bestemt Epoche. Jeg vil derfor tillade mig her at meddele en Fortsættelse af den forrige Undersøgelse. Jeg har viist, at man kan fyldestgjore Inclinations-Iagttagelser i en ikke alt for lang Række af Aar ‘ved en Række af fölgende Form: I) ii, +y(t—t,)) +3(¢—t,)? +u(t—t,)§, i hvilken @ forestiller den til et vist Tidspunct ¢ stedfindende Inclination, ¢, den til Epochen it, hôrende; y, 3, u saavelsom i, ere Constanter, hvis sandsynligste Verdier ved de mindste Qvadraters Methode maae udledes af Observalionsrækken. Men da Inclinationen saavelsom Declinationen og Intensiteten paa ethvert Punct af Jordens Overflade uden Tvivl i en Række af Aarhundreder vil findes at have flere paa hinanden fölgende Maxima og Minima af forskjellige Stôrrelser, saa vil ovenstaaende Række ikke for et længere Tidsrum være anvendelig; thi den kan kun give eet Maximum og eet Minimum. Paa begge Sider af disse vil den for voxende posilive og negative Værdier af t—t, nærme sig til uende- lige Værdier af modsat Tegn. Man kunde altsaa med mere Held forsöge at anvende Cirkelfunctioner, for Exempel følgende: i=i, t+asin[y + 6(t—t,)], i hvilken 7, og t, have samme Betydning som ovenfor, &, 8 og y ere Constanter, som 46* 364 maae udledes af Observationsrækken. Har man valgt Epochen t, vilkaarligt, og fundet de sandsynligste Værdier af Constanterne ö,, a, 6 og y, saa kan y bortskaffes ved at vælge en anden Epoche {,+7. Sætter man y—(r=O, finder man =F og med denne Værdie af t, har man ID t=i)+ asin[p@—t,)1. For t=t, og for @(t—t,)=180° bliver i=i,; for B(t—t,) =90° bliver ö et Maximum eller Minimum eftersom & og t—t, have samme eller modsatte Tegn. Den hele Ampli- tude eller Forskjellen imellem Maximum og Minimum bliver altsaa = 22. Betegnes den Værdie af ¢, som hörer til Maximum, med T, saa findes 90° Ti +. Fi Betegnes den aarlige Forandring med Zi, saa er Ai= aß cos[ß (t—t,)]; hvor 2 i Productet ag maa udtrykkes i Dele af Radien. Heraf fölger, at den störste aarlige Forandring indtræffer, naar i=t, og naar B(t—1,)— 180", hvis Tegn er afhængigt af Fortegnet ved &. Skulde Formlen Il) fremstille flere Maxima og Minima af forskjellig Störrelse, maalte den foröges med et eller flere Led af lignende Form. Men da de Iagt- tagelser, af hvilke vi hidindtil ere i Besiddelse, ikke strække sig over en saa lang Aar- række, er dette for Oieblikket ikke fornödent. Hvorledes Værdierne af x og fi udledes af Rækken I, er viist i den foregaaende Afhandling S. 143. - A. Nordlige Halvkugle. London. Foruden de i den tidligere Afhandling S. 122 og 141 anfårte Iagttagelser har jeg i den fölgende Tabelle tilføjet 12 Iagttagelser paa Greenwich Observatorium, som Direc- teuren Prof. Airy har haft den Godhed at meddele, og som desuden findes i forskjellige Aargange af Greenwich magnetical and meteorological observations. Inclination. Inclination. Nr, | Iagttagere. t | Formel I, Formel II, Observat, Regning. 4 Regning. 4 O ' ' r | ' fl Graham, 1723,29 74 42.0 74 41,23 —0,77 74 38,53 —3,47 2 | Cavendish, 1775,78 | 72 31,0 | 72 32,64 | +1,64 | 72 35,82 | —4,82 3 Sabine. 1821,62 | 70 2,9 |70 4,60 | +1,70 | 70 3,65 |. +0,75 Segelcke. 1830,51 | 69 37,5 | 69 57,08 | —0,42 | 69 38,01 | +0,51 5 Lloyd. 1856,53 22,5 21,52 | —0,98 21,08 | —1,42 6 | Ph. R. J. S. | 1837,63 19,9 18,58 | —1,32 18,19 | —1,71 7 | Phillip, Fox. | 1838,50 18,9 16,81 | —2,09 16,46 | —2,44 8 | Sabine, Ross. | 1858,74 15,14 15,65 | +0,51 15,32 | +0,18 9 | 1843,50 0,6 3,55 | +2,95 3,50 | +2,89 10 1844,50 0,0 1,10 | +1,10 0,44 | +0,44 11 1545,50 | 68 57,6 | 68 58,70 | +1,10 | 68 58,77 | +1,17 12 1846,50 58,1 56,52 | —1,78 56,46 | —1,64 15 re 1847,50 59,0 55,40 | —5,69 54,19 | —4,81 — = 14 = = 1848,50 54,7 51,68 | —5,02 51,96 | —2,74 15 5 = 1849,50 51,5 49,42 | —1,87 49,78 | —1,52 $ à 16 © 1550,50 46,6 47,20 | +0,60 47,65 | +1,05 17 1551,50 40,46 | 45,02 | +4,56 45,51 | +5,05 18 1852,50 42,8 42,88 | +0,03 45,45 | +1,15 19 1853,50 44,8 40,78 | —4,02 41,42 | —3,38 20 1854,50 47,69 58,72 | —8,97 39,44 | —8,25 21 Sabine. 1854,65 31,15 38,41 | +7,28 39,14 | +8,01 Formel D «=70°45',575-1',232096(1-1720)-0',02737823 (1-1720)2 + 0',000120886 (t-1720)3. Summen af Differentsernes Qvadrater [44]= 161,16. Den sandsynlige Usikkerhed ved de fire Constanter er for 7, =+1",943, for y„=+0',028673, for 3 = + 0',0032642, for u= +0’,00001401. Den aarlige Forandring di = — 1',232096 — 0',05475646 (t — 1720) + 0',000362658 (€ — 1720) ?. Dens største Verdie = -— 3',2989, for t= 1745,45. Maximum = 74°58’,299 for t= 1700,118 Minimum 68° 3/,076 for i= 1890,866 Forskjel = 6°55‘,223 190,748 Aar. 366 Formel Il) ¢=71°28',268 — 208',9907 sin [0°912433 (1 — 1795,445)]. Ai= — 3',3281 cos [0°,912433 (t — 1795,445)]; allsaa dens störste Værdie = —3',3281 for 1—1795,445. Maximum —74°57,259 for {= 1696,80 Minimum =67 59,277 for t== 1894,08 Forskjel = 6°57',982 197,28 Aar. Den sandsynlige Feil ved Constanterne er for à, =+ ?2',372, for 8 = + 1,0142, for t, =0,048 Aar. Fölgende Tabel indeholder de efter begge ovenstaaende Formler beregnede Værdier af Inclinationen i London og dens aarlige Forandring for forskjellige Decennier af det foregaaende og indeværende Aarhundrede. Inclination. Aarlig Forandring. Aar. I. IL. I. Il. 1720 | 74°45:57 | 74 43,16 | —ı.231 | —1,202 40 | — 16,43 | — 10,95 | —2,182 | —2,113 60 | 73 20,18 | 75 20,11 | —2,840 | —2,811 80 | 72 19,20 | 72 19,14 | —3,212 | —3,226 1800 | 71 15,68 | 71 15,11 | --3,292 | —5,519 10 | 70 41,04 | 70 40,24 | —3,222 | —3,514 20 |— 9,47|— 9,59 | —3,081 | —3,077 50 | 69 58,84 | 69 58,96 | —2,869 | —2,857 40 | — 12,55 | — 12,70 | —2,501 | —2,525 50 | 68 48,50 | 68 48,28 | —2,220 | —2,149 60 | — 28,18 | — 29,50 | —1,790 | —1,719 Begge Formler ere saaledes næsten identiske. De ældre Iagttagelser af Inclina- tionen i London fra det 16de og 17de Seculum antyde, at den har tiltaget indtil Begyn- delsen af det 18de. Uagtet disse lagttagelser sandsynligviis ere mindre paalidelige, saa stemme de dog deri overeens med Resultatet af de ovenfor anförte, al de angive et Maximum omtrent paa samme Tid. Jeg har derfor sammenlignet dem med Resultatet af Formel Il. ed Inclination. Jagttager. t Observeret.| Formel. Forskjel, Rob, Norman.| 15765 | 71°50° | 70 17,60 | —1°33,40 Gilbert, 16005 | 72 0 | 71 32,66 | —0 27,54 Ridley. 1613,5 | 7230 | 72 18,79 | —0 21,21 Bond. 1676,5 | 73 50 | 74 46,43 | +1 16,43 Whiston. | 1720,5 | 74 27,5 | 74 42,56 | +0 15,06 367 De i Greenwich observerede Inclinationer have en aldeles uregelmæssig Gang. Inclinationen har nemlig aftaget 3 Minuter fra 1843 til 1845; derpaa tiltaget 2,4 indtil 1847, alter aftaget 8, Minut indtil 1851, og paa nyt tiltaget 7 Minuter indtil 1854. En saadan Uregelmessighed har jeg i mine mangfoldige lagttagelser i Christiania siden 1820 aldrig bemærket. Saa meget mere er dette paafaldende, som disse Angivelser ere Middel- tallet af flere Observationer i hver Maaned for hvert Aar. Saaledes er f. Ex. Inclinationen for 1854 et Middel af 141 Iagttagelser, nemlig i hver Maaned omtrent af 12 Iagttagelser, 4 om Formiddagen Kl. 9, ligesaa mange Kl. 3 og 9 om Eftermiddagen, og disse stemme indbyrdes temmelig vel overeens, hvilket kan sees af følgende Sammenstilling for dette Aar (1854); Januar 68748',77 April 68°49',88 Juli 687477,97 October 68°47:,52 Februar — 47,50 Mai — 46,44 August — 48,77 Novemb. — 47,47 Marts — 47,10 Juni — 46',61 Septbr. — 47',96 Decbr. — 45‘,30 Endnu mere paafaldende er den store Forskjel af 164 Minut imellem de to næsten samtidige lagllagelsesrekker i 1854 i Greenwich og af General Sabine i Regents Park. Sabines lagttagelser Nr. 3 og 21, saavelsom Nr. 5, 6, 7, 8 i Tabellen ere alle observe- rede i Regents Park eller nær samme; Nr. 3 i Woolwich i Prof. Barlows Have. Jeg har gjort Prof. Airy og General Sabine opmærksomme paa disse Uovereensstemmelser, og yüret, at den store Forskjel imellem de samtidige Inclinationer i Greenwich og Regents Park mueligen kunde forklares deels af Stedernes forskjellige geographiske Beliggenhed, deels af Localaltractioner paa eet af Stederne eller paa begge, og at Ujevnhederne i Greenwich Inclinationerne maatte tilskrives Feil ved Instrumentet eller en mangelfuld Observationsmethode. I sit Svar har Airy opgivet fålgende Beliggenhed mod Greenwich: Woolwich. . 500 Fod Syd, 13200 Fod Ost, Regents Park 18500 Fod Nord, 34000 Fod Vest, og troer ikke at der i Greenwich Höjen eller dens Omegn findes den ringeste Deel Jern- erts. Sabine skriver, at han af Instrumentmageren Hr. Barrow, som har leveret Greenwich Inclinatoriet, er bleven underrettet om, at Naalene bleve i 1850 sendte til ham for at erholde nye Axer, da de gamle vare stærkt angrebne af Rust, og at for en sex Maaneder siden (i Midten af 1856) Naalene atter bleve ham tilsendte for at erholde nye Axer, da han fandt, at de forrige vare afgjort slette, saa at ingen Tillid kunde skænkes dem. Da Regents Park ifålge disse Opgivelser ligger i en Afstand af 38450 Engelske Fod (omtrent 1% geo- graphisk Miil) fra Greenwich og i Retningen Vest 28740' mod Nord, saa burde af denne Beliggenhed fålge en større Inclination der, end i Greenwich, og ikke en mindre. Den betydelige Forskjel kan altsaa ikke udledes af den geographiske Beliggenhed. Jeg har 368 forsôgt at udelade de af Sabine mistænkeliggjorte Bestemmelser Nummer 12, 13, 14, 15, 18, 19, 20 og af de övrige udledet fölgende Formel: i—=14°52',588—2',41138C1— 1720) —0',0056607(¢— 1270)? +0',000018004(1-- 1270)*. Denne fremstiller de övrige 13 Iagttagelser taalelig godt, men giver et Maximum for 1589 og et Minimum for Aaret 2061, allsaa en Periode af 472 Aar, hvilken er dobbelt saa stor som den, der er funden for Paris og Berlin; hvorimod den af alle Iagttagelser (med Udeladelse af Nr. 20) ovenfor fundne giver et med det for andre Puncter i Europa erholdte vel overeensstemmende Resullat. Jeg kan derfor ikke komme fra den Tanke, at Uovereensstemmelsen imellem Nummerne 20 og 21 maa lilskrives begge, og at Sandheden ligger i Midten; thi Medium af begge giver for 1854,5 Inclinationen =68°39',4, Formlen 68°38',56. Jeg har troet det gavnligt saa udförligt at omhandle dette, for at gjöre lagt- tagerne opmærksomme paa, jevnligen at undersöge deres Instrument og ved forskjellige Methoder controllere dets Angivelser. Lignende Uovereensstemmelser have viist sig i Petersborg. Slette Iagttagelser ere skadeligere end ingen. Paris. Til de i den foregaaende Afhandling S. 118 anvendte Iagttagelser har jeg tilfôiet tre ældre fra det 17de og 18de Aarhundrede og tre nyere fra 1853 og 1856. Inclination. Inclination. Nr. Iagttager. i Formel I. Formel Il, Observat. | Regning. A Regning. A 1 Richer. 16715 175? 0 |74 57:70 | — 230 | 74° 57:20 | — 2/80 2 La Caille. 17547 |7215 |72 52,95 | +37,93| 72 49,56 | 434,36 3 Le Monnier, | 17765 (7225 |71 25,51 | —59,49| 71 25,32 | —59,68 4 | Humboldt & Borda. | 1798,5 | 69 51,0 | 69 51,46 | + 0,46 | 69 53,19 | + 2,19 5 Gay-Lussac. [1806,55 | 69 12,0 17,55 | + 5,55| 19,63 | + 7,63 6 | Humb. & Arago. | 1810,70 | 68 50,25 | 69 0,07 | + 9,75] 69 2,29 | +12,04 7 Arago. 1812,66 | 68 40,00 | 68 52,25 | +10,25 | 68 54,45 | +12,45 8 id, 1813,71 | 68 55,65 | 47,61 | +11,96| 50,01 | +14,55 9 | Arago & Freycinet, | 1817,12 | 68 55,58 | 33,92 | + 0,54| 36,50 | + 2,92 10 Arago. 1818,50 | 68 30,66 | 28,41 | — 2,95] 30,81 | + 0,15 11 id. 1819,19 | 68 21,08| 26,02 | + 4,94] 28,08 | + 7,00 12 | Arago & Duperrey, | 1822,54 | 68 19,25 13,40 | — 5,85 15,77 | — 3,48 13 Arago. 1822,46 | 68 11,16 12,86 | + 1,70 15,50 | + 4,14 14 id. 1825,84 | 68 8,58 7,53 | — 1,05] 10,04 | + 1,46 15 id. 1825,63 | 68 0,15 0,70 | + 0,55 3,17 | + 5,02 — 869 Inclination. Inclination. Nr. lagttager t Formel 1. Formel II. Observat. | Regning. 4 Regning. 4 16 | Humb. & Mathieu. | 1826,70 | 67 56,50 | 67° 56,67 | -L0,17 | 67°59,13 | +2,65 17 Blosseville. 1827,59 | 67 52,00 | 54,08) +2,08 56,54 | +4,54 18 | Arago & Reich. | 1829,47 | 67 41,56 | 46,37 | +5,01 48,83 | +7,47 19 Arago. 1831,37 | 67 43,05 | 59,47 | —5,58 41,89 | —1,16 20 | Arago & Rudberg. | 1831,87 | 67 40,55 | 37,67 | —2,68 40,10 | —0,25 21 Rudberg. 1852,10 | 67 40,80! 36,85 | —3,95 | 39,27 | —0,53 22 Duperrey. 1854,69 | 67 26,00 | 27,69 | +1,69 | 30,07 | +4,07 23 | Annal. du Bureau. | 1835,50 | 67 24,00 24,87 | +0,87 27,23 | +3,23 24 Lottin. 1856,54 | 67 26,00 | 21,29 | —arı | 923,77 | —2,23 95 d'Abbadie. 1836,59 | 67 22,00 | 21,13 | —0,87 | 23,46 | 1,46 26 Fox. 1838,50 | 67 1350| 14,67 | +1,17 | 16,96 | +3,46 97 d’Abbadie. 1839,50 | 67 13,00.| 11,34 | —1,66 | 13,60 | +-0,60 28 1841,00 | 67 9,00 6,44 | —2,56 9,64 | +0,64 29 HE 1849,00 | 66 45,00 | 66 41,94 | —3,06 | 66 43,70 | --1,30 30 RD 1849,95 | 66 41,00 | 3931 | —4,69 | 40,98 | —3,02 31 | de Longitude. Dispo | 66 37,00| 36,55 | —045 | 38,15 | +1,15 32 1851,90 | 66 35,00 | 3379| —1,21 | 35,53 | 0,33 53 | Erman jun. 1855,55 | 66 25,29 | 99,45 | +4,14 | 30,76 | +5,47 54 | Mauvais & Laugier. | 1853,84 | 66 28,00 | 28,65 | +0,63 | 30,03 | +2,05 35 |De la Roche Poncié, | 1856,86 | 66 19,53 | 20,94 | +1,41 21,46 | +1,93 De beregnede Værdier ere grundede paa fölgende Formler: I) :=69245",060—4",26213(1-——1800)+0',00383129(6—1800)?+0",000140592(:—1800)? ; II) i=70°12',259—291',1409 sin [0°,83152(t—1793,975]. Ved den förste Formel er Summen af Differentsernes Qvadrater [41] =5580,4, ved den sidste [4/7] =5598,4. Begge fremstille altsaa lagtlagelserne næsten med samme Nöj- aglighed. Denne store Sum har sin Oprindelse af de tre ældste mindre nôjagtige lagtta- tagelser. Udelader man disse, ville disse Summer formindskes til 597,4 og 848,3. Den sandsynlige Usikkerhed ved de fire Constanter er i Formel 1) for à, —+2,724, for Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, mathem, Afd. 4 Bind. 47 370 y=+0',11386, for s=+0',0015623, for u=+0',000017808. I Formel II er den for tj =+10',449, for a=+8',0943, for B=-+0°,04628; for t,, naar y er bortskaffet, =+2,594 Aar. Den aarlige Forandring bliver efter disse to Formler D di= — 4’,26213 + 0',00766258 (t — 1800) + 0',000421776 ct — 1800). I) di= — 4,2194 cos [0°,83152 (1 —1793,975)]. Den største aarlige Forandring indtræffer efter Formel D for t=1790,916 og er == — 4297; efter Formel I) for t= 1793,975 og er = —4',219. Af Formlerne findes fremdeles Formel I. Formel II, Maximum = 75°13/,13 for {= 1689,99 75°3',40 for t= 1685,69 Minimum = 65°34',84 for 1= 1891,85 65°21:,12 for {= 1902,25 Forskjel = 9°38',29 201,86 Aar 9°42',28 216,56 Aar. Fölgende Tabel indeholder Inclinationens Störrelse og den aarlige Forandring for forskjellige Decennier i det forlöbne og dette Aarhundrede efter begge Formler. Inclination. Aarlig Forandring. Formel I, | Formel IT.| Formel I. | Formel II, ° 1700 | 75° 8,99 | 74°57,18 | —0,8112 | —0,8677 1720 | 74 58,57 | 74 98,15 | —2,1557 | —2,0126 3 44,91 | 73 57,69 | —5,2054 | —2,9879 1760 | 72 52,68 | 72 50,07 | —3,7958 | —3,7168 1780 | 71 10,71 | 71 10,90 | — 4,2464 | —4,1329 1800 | 69 45,06 | 69 46,88 | —4,2621 | —4,2027 1810 | 69 2,96 | 69 5,56 | —4,1433 | —4,1057 1820 | 68 22,47 | 68 24,90 | —3,9402 | —5,9220 1850 | 67 44,44 | 67 46,91 | —5,6526 | —3,6558 1840 | 67 9,70 | 67 11,94 | —3,1708 | —5,5127 1850 | 66 59,10 | 66 40,78 | —2,8246 | —2,8999 1860 | 66 13,49 | 66 14,05 | —2,2840 | —2,4262 371 Berlin. Inclination. Nr. | Iagttager. l Beregnet AI A II Observeret. Formel I. | Formel II. | 1 Euler. 1769,50 | 72°45 | 72246.47 | 73° 3,64| 1147 | +18,64 2 Humboldt. 1806,04 | 69 53 69 48,54 | 70 1,261 —4,46 +8,26 3| P. Erman. | 1812,50 | 69 16 | 69 30,94 | 69 32,26 | +14,94 | +16,26 4 id. 1821,50 | 68 48 68 44,19 | 68 43,92 | —3,81 | —4 5 Boeck. 1826,04 | 68 35,8 | 68 38,71 | 68 58,53 | +2,91 | +2,53 6 Humboldt. 1826,88 | 63 38,9 68 35,77 | 68 35,31 —3,13 —3,46 7 |P. et. A. Erman.| 1828,29 | 68 34,02 | 68 59,95 | 68 39,92 —3,07 —4,10 8 Humboldt. 1829,27 | 68 30,55 |. 68 27,66 | 68 29,55 —2 84 —1,00 9 | Dove & Riess | 1831,96 | 68 24,2 68 18,94 | 68 18,26 —5,26 —5,94 10 Rudberg 1852,29 | 68 16,0 | 68 17,90 | 68 17,20 | +1,90 +1,20 11 |Dove & Encke.| 1852,59 | 68 17,65 | 68 16,97 | 68 16,26 —0,65 —1,37 12 Encke. 1836,24 | 68 7,4 | 68 6,06 | 68 5,25] —1,54 —9,17 15 | Encke & Galle.| 1857,47 | 68 4,9 68 2,59 | 68 4,11 —-9,31 —0,79 14 A. Erman. 1838,75 | 68 1,74 | 67 59,10 | 67 58,26 —2,64 EAR 15 Encke. 1859;52 | 67 53,1 | 67 57,06 | 67 56,21] +3,96 | +3,11 16 id. 1845,63 | 67 45,5 67 46,94 | 67 46,04! +5,44 —+-2,54 17 id. 1844,76 | 67 40,1 | 67 44,39 | 67 45,48] +4,29 | +5,58 18 | Erman. 1846,20 | 67 42,95 | 67 41,50 | 67 40,56] —1,65 | —2,59 19 Encke. 1846,69 | 67 42,7 67 40,50 | 67 59,54 —2,40 —3,36 20 id. 1849,66 | 67 30,1 67 54,60 | 67 55,57 +4,51 +5,47 21 Erman. 1849,66 | 67 55,48 | 67 54,60 | 67 55,57 | —0,87 | —1,91 22 id. 1853,78 | 67 29,74 | 67 28,04 | 67 26,79 —1,70 —2,95 Foruden de i den foregaaende Afhandling S. 125 anförte lagttagelser har jeg her tilföjel saavel Eulers i 1769 som Nummer 3, 4 og 7 af den ældre Erman med et Inclina- torium af Gambey med to Naale, og Numer 5 af min Landsmand Professor Boeck med et lidet Inclinatorium af Dollond. Uagtet disse Iagttagelser udentvivl ere mindre sikkre, end de övrige, har jeg dog ikke villet udelukke dem fra Stemmeret. Endelig har jeg her bestemt de fire Constanter à,, y, 3, u uafhængige af hinanden, hvorved Formlen maa for- modes at slulte sig nærmere til lagttagelserne. Saaledes har jeg fundet følgende Formel: I) i=70°25',442 —4’,52507(t—1800) +0 ,0103222(¢— 1800)? +0',000232065(¢— 1800)?, og den sandsynlige Feil af disse fire Constanter efter Ordenen + 37,036, + 0',091088, +0',0035948, +-0',00007932; Summen af Feilqvadraterne [44] = 419,48. 47% 372 Disse Iagttagelser kunne ogsaa ret godt fyldestgjöres ved fölgende Formel: II) i= 73°7',103 —292',6411 sin [1°,001998 (t — 1780,618)], i hvilken de sandsynlige Feil ere: aft, =+3,965 Aar, af à, =-+33',304, af a—=-+41',118, af = -+0',073345; [44] =858,8. Begge Formler stemme næsten aldeles overeens, undtagen ved de lo förste lagt- tagelser, ved hvilke Afvigelsen mellem dem stiger til 20' og 127,7. Formel I) giver Maximum = 75749",693 for t= 1703,20 Minimum = 67°18',398 for t=1867,14 Ambitus = 8°31‘,296, Periode = 163,94 Aar. Formel II) giver Maximum = 76°59/,74 for t= 1690,80 Minimum —=67°14',46 for 1= 1870,44 Ambitus = 9°45',28, Periode —179,64 Aar, Den aarlige Forandring Formel D 4i——4',52507 +-0',020644 Ct — 1800) + 0',00069619 (¢ —1800)2. Formel I) #=— 5,1177 cos[1°,001998 (¢ — 1780,618)]. Den störste aarlige Forandring findes efter Formel ) = —4',67868 for t= 1785,17; efter Formel II) ——5,1177 for t= 1780,618. Inclinationens Slürrelse for Decennierne imellem 1770 og 1860, samt den aarlige Forandring, beregnet efter begge Formler, indeholdes i folgende Tavle: Inclination. Aarlig Forandring. 1. IL. I. IL. 1770 | 7274492 | 73° 1,13 | —4518 | —5/050 1780 | 71 58,23 | 72 1026 | —4,658 | —5,117 1790 | 71 11,49 | 71 19,26 | —4,662 | —5,049 1800 | 70 25,44 | 70 29,80] —4,525 | —4,897 1810 | 69 41,46 | 69 43,27) —4,249 | —4,457 1820 | 69 0,92 | 69 1,12] —3,832 | —3,951 1850 | 68 25,24 | 68 24,64 | —3,279 | —3,326 1840 | 67 55,81 | 67 5496 |. —2,585 | —2,597 1850 |: 67 54,00 | 67 52,96 | --1,753 | —1,791 1860 | 67 21,22 | 67 19,53 | —0,780 | —0,929 I Histoire de l’Academie Royale des sciences et belles lettres à Berlin for Aaret 1755 finder man en Afhandling af M. Euler (S. 117—201), hvori Forfatteren söger at bestemme Inclinationen i Berlin ved Hjelp af et Inclinatorium af Kunstneren Dieteric i Basel, hvis Naale vare forsynede med en Æquationsviser, der kunde stilles i forskjellige Vinkler med Naalens Længdeaxe. Han finder som Enderesultat af forskjellige Observationer 373 i Juli og September 1755 Inclinationen i Berlin = 71°45’. Forudsætninger beregnede Resultater afvige saa belydeligt fra hinanden, Instrumentets hele Construction forekommer mig saa lidet lovende, og dette Resultat afviger saa betydeligt fra de af de sildigere og bedre Iagttagelser i foregaaende Tavle fundne Formler, al man uden Tvivl kan ansee denne Bestemmelse som forfeilet. Stockholm. Men de under forskjellige Inclination. Nr. | Iagttager, i Observeret. Beregnet AI A IT | Formel I. | Formel IH. | | N Wilcke. 17675 | 75%0 |75° 005 | 74°5876| +005 | —1,24 2 | Hansteen. | 1825,63 | 72 85 |72 000! 72 425| —830 | —4,05 5 iu: 1828,45 | 71 43,43 | 71 52,04 | 71 56,49| +8,61 | +13,06 4 id. 1850,42 | 71 45,00 | 71 47,03 | 71 5125 | +205 | +6,05 5 | Rudberg. | 1852,62 | 71 41,10 | 71 41,65 | 71 4576| +0,55 | +4,66 6 id. 1855,20 | 71 41,60 | 71 40,50 | 71 44,54] —1,50 +2,74 7 Hansteen. 1842,56 | 71 22,25 | 71 22,94 1 25,13 | +0,69 2,88 8| Lilliehöck. | 1845,42 | 71 25,22 | 71 19,52 | 71 20,63] —3,70 | —2,59 9! Angstrôm. | 1850,59 | 71 16,55 | 71 15,91 | 71 14,29] —0,44 | —2,06 10 id. 1853,45 | 71 15,10 | 71 15,48 | 71 11,81] +0,58 —3,29 11 | Hausteen. | 1855,52 | 71 14,05 | 71 15,47 | 71 11,76} +1,44 | —227 Af disse lagllagelser har jeg udledet I) i=73° 26,532 — 3',56196 (1 — 1800) —0",005270 ct — 1800)? +0",0004869 (4 — 1800)°, De sandsynlige Feil af de 4 Constanter ere efter Ordenen +11',273, + 0',24138, + 0',01086; + 0',0002177; [44] = 165,69. IN) :=73713",352 — 124’,466 sin [1°,57562 (£ — 1804,126)]. Den sandsynlige Feil af ¢,=-+ 13',28, af a=-+14',322, af B=+0°,1669, af 191,344 Aar, [44] = 289,54. fölgende Formler: Den aarlige Forandring bliver efter Formel D 4i=— 3',56196 — 0',01054 (t— 1800) + 0',0014607 (4 — 1800)? ; I) d=— 3,4038 cos [1°,57562 (t — 1804,126)]. 374 Formel 1) giver Maximum = 75°11',828 for ¢= 1754,10 Minimum — 71°15',432 for 1=1853,11 Ambitus =3°56',396, Periode —99,01 Aar Den störste aarlige Forandring = — 3',581 for t= 1803,61. Formel Il) giver Maximum =75°17',018 for t= 1747,01, Minimum = 71° 8,686 for t= 1861,25, Ambitus —=4°8‘,332, Periode — 114,24 Aar; Den störste aarlige Forandring = — 3',404 for t= 1804,16. 1 Fölgende Tabel indeholder de efter begge Formler beregnede Værdier af Incli- nationen og dens aarlige Forandring for de forskjellige Decennier imellem 1770 og 1860. Mm nn — : Inclination. Aarlig Forandring. 1. IL. I. Il. 1770 | 74°55,49 | 74753,75 | —1,951 | —2/012 1780 51,76 50,06 | —2,766 | —2,682 1790 1,14 0,49 | —3,309 | —3,150 1800 | 73 26,53 | 73 27,44 | —5,562 —5,582 1810 | 72 50,88 | 71 53,33 | —5,521 | —3,360 1820 17,01 22,70 | —5,186 —5,109 1850 | 71 48,09 | 71 55,75 | —2,564 —2,616 1840 26,80 30,75 | —1,658 | —1,927 1850 16,14 15,47 | —0,437 —1,092 1860 19,04 9,05 | +1,064 | —0,176 Reducerer man Epochen ¢, for London til 1800, og sammenligner Formlerne for de fire foran anförte Observationspuncter, har man Stockholm 59°20‘, 35°43 Ferro i= 73°26',532 — 3',56196 c— 0',005270 7? + 0',0004869 7°, Berlin 52°31’, 31°3’ Ferro i= 70°25',442 — 4',5251 r+ 0',0103222 2° +0',000232065 75, London 54°31‘, 17°40’ Ferro i= 71°13',680 —3’,2916 x + 0',0016344 7? + 0',000120886 2°, Paris 48°50’, 20°0' Ferro i= 69°47',060 — 4,2652 x + 0',00396166 2? + 0‘00014177 7 ; 375 hvor z=t—1800. Sammenstiller man ligeledes Maximum og Minimum af Inclinationen paa disse fire Puncter, og Tidspuncterne da de ere indtrufne, finder man for Stockholm Maximum =75°11',83, Aar 1754,10 Minimum =171°15‘,43, — 1853,11 Ambitus = 3°56’,40, Periode —99,01 Aar. Berlin Maximum —75°49,69, Aar 1703,20 Minimum = 67°18‘,34, — 1867,14 Ambitus = 8°31',29, Periode — 163,94 Aar. London Maximum —74°58:,33, Aar 1700,2 Minimum —68° 3,08, — 1890,87 Ambitus = 6°55',22, Periode —190,75 Aar. Paris Maximum —75°13,71, Aar 1683,0 Minimum =65°40',74, — 1898,4 Ambilus = 9°32',97, Periode — 215,4 Aar. Uagtet Nöjagtigheden af de fire Formler, og fornemmelig af Stôrrelsen og Epochen for Maximum og Minimum, for en stor Deel er afhængig af den noget tvivlsomme Nöjag- lighed af lagttagelserne i det forlöbne Aarhundrede, saa er der dog en saa betydelig Overeensstemmelse saavel imellem Constanterne i Formlerne, som imellem Ambitus og Perioden paa alle fire Puncler, at man neppe kan tvivle om, at de ere en Tilnærmelse til Sandheden. Man seer nemlig, at Ambilus og Perioden er mindre paa de nordligere, end paa de sydligere Puncter, hvilket med Hensyn til Ambitus er en naturlig Fölge af, at Inclinationslinierne i Nærheden af den 60de Bredegrad have mere end den dobbelte Afstand fra hinanden end nær ved Æquator. Petersburg. Efterat jeg havde gjort Hr. Statsraad Kupffer opmærksom paa den mindre gode Overeensstemmelse imellem de S. 129 i den foregaaende Afhandling anfårte Iagttagelser, og især paa de S. 131 anforte af Hr. Tumarcheff med et Inclinatorium af Repsold fra No- vember 1852 til November 1853 observerede Inclinationers betydelige Uovereensstemmelse med den foregaaende Række, har han meddeelt mig fülgende Bestemmelser, udfårte af samme Medhjælper med tre forskjellige Inclinatorier af Gambey, hvilke gave: Instrument. Naal. 1855 April 27 A 1 70°42,94 April 20 4 2 — 44,25 ) Middel =70°44',91. Aug. 8 1 DATES April 18 2 1 7024309) _ À Re 2 — 45,594 Middel — 70°44.94. 376 Instrument. Naal. April 1 3 Mien BORED SAP FREE tog April 22 3 ee rn lagttagelsen den Sde August er udfört i en Have, alle de övrige i det jernfrie magnetiske Observatorium. Et Middel af alle uden Forskjel giver for 1855,31 Inclinationen —70°42,09. Denne Bestemmelse föjet til de foregaaende (I. cit.) giver de i fülgende Tabel anförte Resultater: | Inclination. Aarlig Nr. | lagttager. | 2 t on À l 5 Observeret.| Beregnet. Forandring. 1| Hansteen. | 4 | 182850 | 71°17,45 | 71°15,67 | —3,78 | 1850 | —1,6622 2 | Humboldt. | 4 | 1829,57 810! 1182| +3,74 | 1855 | —1,4192 3 Hansteen. 10 | 1850,54 8,87 10,56 | —+1,69 | 1840 —1,1622 4 Kupffer. 1 | 1834,50 5,90 4,15 | —1,75 | 1845 —0,9122 5 — | 184155 70 59,00 | 70 55,52 | —5,68 | 1850 — 0,6622 6 — | 18425 58,40 | 5426| —4,14 | 1855 | —0,4192 7 | Annuaire — | 1845,5 48,70 53,24 | +4,54 | 1860 | —0,1622 8 | meteorol. et — | 1844,5 50,80 52,28 | +1,48 9 [magnétique de || — | 1845,5 43,50 51,37 | +7,87 10 |St. Petersburg. f| — | 1849,5 51,13 48,22 | —2,91 11 — | 1850,5 51,54 47,56 | -—3,98 12 — | 1851,5 49,00 46,95 | —2,05 13 | Tumarcheff. | 11 | 1855,51 42,09 45,07 2,98 i=71911',125 — 1',6622 (t — 1830) + 0',025003 (4 — 1830)? ; [44] = 188,08; T= 1863,24. Den sandsynlige Feil af i,=+1',49, af y=+ 0,2907, af s=+0',01266, af Tiden T for Minimum =— 18,2 Aar. Af ældre lagttagelser over Inclinationen i Petersburg findes folgende, som give de hosstaaende Afvigelser fra Resultalet af ovenstaaende Constanter. Inclination. lagttager. i Forskjel. Observ. | Beregnet. o ' o ' or Euler. 1755,5 | 73 30 75 35 +2 3 Mallet. 1769,5 | 75 55 74 23 +0 58 Kraft, 1778,5 | 72 56 75 45 +1 17 De kunne ikke forenes med de nyere lagglagelser i dette Aarhundrede, uden at gjøre for stor Vold paa de sidste. 377 Hammerfest. Iagttager, RE | Inclinat. | ET . | Sabine. 1823,5 | 7% 15,9 | _4.09 Keilhau. 1827,66 | 76 58,9 Geneve. Inclination. | | Aarlig Le] Nr. | lagttager. t | a i 'Forandring. Observat. | Regning. | | CL, | U 1 | Schuckburg. | 1775,62 | 69 27 69 7.0 9 | | +0,09 1780 | —3,599 2 Arago. 1825,67 | 65 48,5 | 65 52,39 | | +5,89 | 1790 — 4,154 3 | De la Rive | 1829,52 | — 42,8 | — 55,42 | —7,58 | 1800 —4,476 4 | og Gauthier. | 1850,54 | — 51,2 | — 51,87 | +0,67 | 1810 —4,622 5 Fox. 1858,53 | 64 55,0 | 64 58,65 | +3,63 | 1820 —4,574 6 | Plantamour. | 1842,52 | — 40,5 | — 45,16 | +2,66 | 1850 —4,552 7 id. 1844,86 | — 37,4 — 35,79 | —5,61 | 1840 —4,182 8 id. 1855,54 | 63 59,65 | 63 59,78 | +0,15 | 1850 —3,712 i= 67°49',829 —4',47569 c—0',01220 c? + 0:,00032451 2°; [44] = 103,32. z= 1 — 1800. Den sandsynlige Feil ved de fire Constanter er efter Ordenen +9,501; +0',12118; + 0',013266 ; + 0',00022629. Jeg har beregnet de fire Constanter uafhængige af hinanden, hvorved Different- serne 4 ere blevne betydelig mindre, end i den foregaaende Afhandling S. 121. Jeg troer saaledes, at Schuckburgs Jagttagelse kan antages som god. Disse Constanter give et Maximum —70°25/,23 for 1=1743,58; og et Minimum —63°19,69 for t=1881,48; allsaa en Ambitus =7°5',54 i en Periode af 137,9 Aar. lagllagelserne kunne ogsaa næsten med samme Tilnærmelse fyldestgjöres ved föl- gende Formel ål ' i= 66°51',05 —208',5303 sin [1°,25848 (¢— 1812,532)]; hvilken giver [44] = 166,02; Maximum —70°19',58 for 4—1741,02; Minimum =63°22,52 for :=1884,05; altsaa Ambitus =6°57',06 i en Tid af 143 Aar. Sammensliller man den for Minimum beregnede Epoche paa disse Puncter tilligemed den for Brüssel i foregaaende Afhandling, den for Throndhjem (S. 385) og for Christiania af Iagttagelserne indtil Slutningen af 1855 udledede, og ordner Stederne efter den geo- graphiske Længde, saa har man Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 48 378 Öst Ferro. Minimum. Hondon Se 17° 40' 1890,9 Paris ic re So 740) 1898,4 Brüssel ae: PJ) 1905,9 P Genéve...... 23 49 1881,5 Throndhjem . .. 28 4 1886,0 Christiania. . . . 28 23 1875,5 BEN 6} M) 1867,1 Stockholm... . 35 43 1861,3 Petersburg. . . . 47 58 1863,2 Heri viser sig en temmelig regelmæssig Gang, som i Almindelighed bekræfter det forhen fundne Resultat, at Minimum i Europa vil indtræffe tidligere paa de ôstligere end paa de vestligere Puncter. Catharinenburg. Foruden de i den foregaaende Afhandling S. 132 anfårte Iagttagelser er her endnu tilföjet en Bestemmelse i 1851, som, uagtet den ikke betydelig forandrer den för fundne Formel, dog har foranlediget mig til at beregne Iagttagelserne for delte Punct endnu en Gang, da der iblandt Iagttagelserne fandtes fem, som maatte udskydes. Inclination. Aarlig Nr. i = 4 t Forandring. Obsery. | Beregnet. 1 | 1828,67 | 69°42/10 | 69°41,64 | —0,46 | 1850 | 0.8727 2 | 30,48 48,60 45,21 | —5,59 | 35 | —+0,9186 3 41,75 54,16 53,68 | —0,48 | 40 | +0,9645 4 | 49,50 53,05 54,42 | +1,57 | 45 | +1,0104 5 | 45,50 51,48 55,41 | +5,95 | 50 | —+1,0563 6 | 44,50 54,10 56,41 | +251] 55 | +1,1022 7 | 45,50 53,55 57,49 | +5,87 8 | 46,50 57,36 58,44 | +0,08 9 | 4950| 70 2,57 | 70: 1,55 | —1,02 10 50,50 5,20 2,61 | —2,59 1 | 51,46 4,79 3,63 | —1,16 12 | 5250 6,20 4,75 | —1,45 | | | ty =1828,0, à, = 69°41',063 + 1,711; y = +0'85434 + 0',27994; z = + 0'.0045897 +0'010833, [44] =77,34. ne Nertschinsk. Til de i den foregaaende Afhandling S. 135 anförte Iagttagelser ere tvende nyere i 1851 og 1852 tilfåjede. Inclination. | | : | Aarlig Nr. t Re Ve | 4 t rc Observ. | Beregnet, | | = | i | 1 | 1832,60 | 66°33,45 | 66 32,97 | —0,48 | 1830 | -+5;3411 | | 2 | 41,75 | 67 6,40 67 726 |+0,84| 55 | +4,2508 3 | 49,66 | 10,58 9,66 | —0,64| 40 | —+-3,1205 A | 45,45 6,60 | 11,59 | +4,99] 45 | -13,0102 5 | 44,50 15,10 13,94 | +0,84 | 50 | -+0,3999 6 | 45,50 22,47 15,95 | —6,45 | 55 | —0,2104 7 | 50,90 22,60 22,96 | +0,36 s| 51,50 23,12 23,34 | +0,22 9 | 52,84 23,34 23,19 | 40,45 to = 1832,0; i, = 66°30',073 + 2,480; y =+ 4,89698+0',4307; = — 0',11103+0',01824, [44] = 68.94. Herefter skulde et Maximum indtræffe for {—=1854,05 med en Usikkerhed af +4,11 Aar. Peking. Til de i den foregaaende Afhandling S. 135 anförte 4 Iagllagelser ere tre nyere tilkomne fra Annuaire météorologique et magnétique. SL: Inclination. Aarlig Ar: t | 4 i Forandring Observ. | Beregnet SÅ | 1 | 1851,27 | 54°49.22 | 54°4928 | —0.04 | 1850 | -+6,5658 2 | 42,75) 55 42,22 | 55 42,75 | +0,53 | 35 | -+5,1484 3 | 4337| — 45,50 | — 44,75 | —0,77| 40 | —-3,9283 4 45,50| — 50,18 | — 50,79 | +0,61 45 | +2,7082 5 | 50,88| 56 2,05 56 1,17 | —0,88| 50 | -+1,4881 6 51,50| — 2,10|— 1,91 | —0,19 55 | +0,2680 7 | 5250| — 2,17 | — 2,92 | +0,79! 56 | +0,0240 48* 380 to =1831,0; à, =54°47',635 + 0',563; y==+ 6',1245 +0',1013; 3= — 0',122010',004315 ; [41]=2,61. Herefter skulde et Maximum indtræffe for t=1856,1 med en sandsynlig Usikkerhed af 0,98 Aar. Petropaulowsk. Inclination. Nr. | lagttager. t d Observeret.| Beregnet. Bayley. 1779,79 | 6421 | 64 4258 | +21,58 Horner. | 1804,56) | 64 53,2 | 64 12,07 | —41,15 Lütke. 1827,75 | 64 7,0 | 64 10,41 | + 3,41 Erman. 1829,79 | 65 49,57 | 64 11,51 | +22,14 Aurora. | 1854,54 | 64 47,0 | 64 40,99 | — 6,01 \ or aA D = t, =1800; 7, =64°15',427-L-15',650; y=—0',85356-++ 0',8686 ; s—=-L0’,024243-10',021408 ; [44] =2686,9; Minimum for ¢=1817,6. Disse Iagtlagelser stemme meget slet overeens, hvilket deels kan forklares af Instrumenternes Ufuldkommenhed, deels deraf, at Kamtschatka er et Bjergland, hvor Localvirkninger sædvanlig findes, og at alle Iagttagelser neppe ere udfôrte paa samme Punkt. Den sandsynlige Feil ved Constanterne y og % er omtrent ligesaa stor, som Con- stanterne selv, saa at man, uden at overskride Sandsynligheden, kan antage, at y svæver imellem Grændserne — 1,722 og + 0',013; x imellem Grændserne + 0',04565 og + 0',00283. Dr. Horner, som ledsagede Krusenstern paa hans Jordomseiling, benyltede et engelsk Inclinatorium af samme Construction, som det, der anvendtes af Bayley paa Cooks tredie Reise. Paa Naalens Axe var anbragt et Rôr med fire Skruer, forsynede med smaa Môttriker eller Balanceerkugler; de to Skruer stilledes parallele med Naalens Længdeaxe, de to üvrige dannede med disse rette Vinkler. Hensigten af disse Skruer var, at bringe Naalens Tyngdepunct til at falde sammen med Rotationsaxens Middellinie. Men deels udfordrede dette vidtlôftige Pröver, deels er det aldrig muligt nöjaglig at lilvejebringe dette, og endelig vilde denne Berigtigelse, om den end var heldig tilvejebragt, ved Instru- mentets hyppige Brug let forstyrres, saa at den ved hver Iagttagelse maatte gjentages med megen Tidsspilde. Horner giver over denne Iagltagelse fålgende Oplysning (2den Deel Cap. 7). ,,For at befrie Inclinationen fra den Indflydelse, som den forskjellige Vægt af begge Ender af Magnetnaalen *) maa have, bleve de 4 Balanceerkugler bortlagne af Naalens Axe, og dens Inclination forskjellige Gange observeret. Middelet af disse var: *) Rettere: for Virkningen af Tyngdepunktets excentriske Beliggenhed. H. 381 Inddelingen mod Ost = 46°20’ mod Vest ==62°13' „Herefter bleve Naalens Poler omvendte ved Hjælp af en stærk Magnet og Incli- | 54°16". nationerne fandtes i Inddelingen mod Ost =66°28' i mod Vest= 79710' Ved Forbindelse af disse to Resultater faaer man den sande nordlige Inclination = 63°32'”. Ved en saa betydelig Excentricitet af Tyngdepunctet seer man let, at den sande | 72749", Inclination ej kan findes ved et simpelt Middeltal af de fire Værdier, men den maa beregnes efter den trigonometriske Formel (7) i den foregaaende Afhandling S. 106. Der kan kun være Tvivl, om samme Sideflade af Naalen vendte mod Inddelingen efter Polernes Omvending, som får samme. Jeg har fundet, at man maa antage det modsatte, og har antaget ' u=46920', B=62°13', y —79°10', d —66°28". Disse Værdier indsatte i Formlerne 7, 8, 9, 10 (I. cit.) give i—63°53 14", 0— 200°13',7, u =0,35432, u'—0,47745. Da Tyngdepunctets Vinkel 8 med Naalens Længdeaxe er saa lidet forskjellig fra 180°, saa er dette den ufordeelagtigste Beliggenhed; og de store og betydeligt forskjellige Værdier u og uw’ lilkjendegive ogsaa, at Naalen kun har været svagt magneliseret (da den kun blev magneliseret med enkelt Strög), og har havt et svagere Moment efter Polernes Omvending. Den sidste lagttagelse er udfört af Officiererne paa det Russiske Skib Aurora og mig meddeelt af Statsraad Kupffer i Petersburg. At et Minimum kan være indtruffet i det 2det Decennium af dette Aarhundrede, er ikke usandsynligt i Betragtning af den Amerikanske Nordpols Fjernelse fra, og den Sibiriske Pols Nærmelse til Kamtschatka. Under Forudsætning af Constanternes Tilnærmelse til Sandheden, findes for dette Punct Aarlig Forandring. 1780 | —1,823 1790 | —1,558 1800 | —0,854- 1810 | —0,569 1820 | +0,115 1830 |. 0,600 1840 | -+1,085 1850 | +1,570 1860 | +2,055 382 Santa Cruz (Teneriffa). £ Dee Inclination. Aarlig in ee Observeret.| Beregnet. 4 k Korandring: 1 Cook. 1776,26 | 61 52 | 63° 6,22 | +7422]1780| 6,347 2 | Dentrecasteau. | 1791,79 | 62 25 61 29,77 | —55,25| 90 —6,006 3 | Humboldt. | 1799,5 (?)| 62 25 60 44,96 |—100,04 | 1800| —5,665 4 Freycinet. 1817,79 | 57 58,8 | 59 4,65 | +65,85] 10} —5,324 5 Sabine. 1822,5 (2)! 59 50 58 45,31 | —66,69| 20 —4,982 6 | Duperrey. | 1822,66 | 57 6 58 42,52 | +96,52| 50} —4,641 7 Bethune. 1836,5 (?)} 57 28 57 58,09 | +10,09] 40} —4,500 8 Wickham. 1837,56 | 57 49,25 | 57 33,43 | —15,32| 50! —3,959 9 Sulivan. 1838,58 | 57 40 57 28,98 | —11,02} 60! —3,618 1,—=1800, i, =60°42',128-+ 28,921, y=—5',6648+1',2551; s=+-0',017060-+0',048182; [44]= 37120. Under Forudsætning af disse Conslanters Rigtighed vilde her et Minimum indtræffe i Aaret 1966. stor Usikkerhed der er ved Constanten z, af hvilken Epochen for Minimum for stôrste Men man seer, hvor store Uovereensstemmelser her finde Sted, og hvor Deel afhænger. Aarsagen hertil er stærke Localvirkninger i denne Bjergegn, hvor de forskjellige Nationers Iagttagere have valgt forskjellige Observationspuncter. Unalaschka. Inclination. : Aarlig Nr lagttager. t a t : ras Observeret.| Beregnet. Dee 1 Bayley. 1778,45 | 68 20,5 | 68 4217 | +21567]1780| 11,655 2 id. 1778,76 | 69 10 49,79 | —27,27 | 1790 | 0,757 3| Kotzebue. | 1817,5@)| 68 45 46,45 | + 1,43 [1800| —1,035 4 Lütke. 1827,61 68 25,6 24,58 | — 1,02 | 1810 —1,951 1820| —1,931 1, =1800, 1,=69°2',575+39',493; y=—0',139143+0',060127; [44] =1216,3. Disse Constanter vilde give et Maximum for forklares af den amerikanske Magnetpols Bevegelse mod Ost. 2=—0',044794-++0',011108, t—1798,45, hvilket kunde 383 San Diego (Californien). Aarlig Inclination. : ei Forandring. Jagttager. | t | | | Vancouver. | 1792,29 | 59°15,0 | | ne 2 Belcher. 1859,80 | 57 0,6 | | Acapulco. Inclination. lagttager. t A 7 | Observer Beregnet. | Malaspina. | 1791,33| 36 7,5 | 37 10,77 | +63,27 Humboldt. | 1803,21| 3853 | 37 28,14 | —84,86 Belcher. | 1838,05 | 37 57,4 | 38 19,05 | +21,63 1, =1800, i=37°23',42 +1°,4615 (t — 1800). Malaspinas lagttagelser synes overalt at være usikkre, hvilket i det Fölgende vil vise sig; angaaende Humboldts er at bemærke, at han ikke omvendte Naalens Poler, da han vilde benytte Iagttagelsen af dens Svingninger til Bestemmelsen af den magneliske Intensitet, og altsaa maatte lade dens magnetiske Moment blive uforandret, forsaavidt det ikke i Tidens Löb af sig selv blev svækket. Hans Inclinationer kunne derfor være endeel Tvivl underkastede. Vilde man aldeles forkaste Malaspinas lagttagelse, vilde man finde den aarlige Forandring imellem 1803 og 1838 af de to sidste =—1’,6. Panama. Iagttager. | t Inclination. a Malaspina, | 1793,95, 29°29' f Belcher. or 31 59 | we 384 Macao. Inclination. . Nr. | ‚Iagttager. t A Observeret.| Beregnet. 1| Ekeberg. |177097| 23°7,5 | 24 36,57 | +1 29,07 2 | Bayley. 1779,95 | 27 1,0 | 25 13,83 | —1 41,45 3| Belcher. | 1841,28] 30 88 | 30 41,46 | +0 12,27 § = 26°55',54 + 4,7863 (t— 1800). Manilla, Inclination. Nr. | Iagttager. t A Observeret. | Beregnet. 1| Le Gentit.. | 1766,86| 11°41 | 10 41,97 | — 59,03 2 | Malaspina. | 1792,55| 10 40 | 12 23,05 | +105,05 5 Lütke. 1829,01 | 16°15,5 | 14 46,51 | — 88,49 4 | Belcher, | 1840,92| 16 27,5 | 15 33,37 | — 54,13 t= 12°52',375 + 3°,9347 (1 — 1800). Alle disse fire Iagttagelser ere temmelig mistænkelige. Malaspinas synes "saavel her som paa andre Puncter at vere usikkre. Lütkes er udfort med et Lommeinclinatorium fra Fabrikken i Ischora; Cirkelens Diameter var 31 Tomme. Akademiker Lenz, som har beregnet Observationerne, siger, at disse Instrumenter have den Ufuldkommenhed, ,,at Naalene ved at heves’og igjen nedlægges paa Agatfladerne ikke komme til nöjaglig at ligge paa de samme Puncter af Axen.” Naalen angav i de fire forskjellige Hovedstillinger för og efter Polernes Omvending fölgende Hældinger: 22°33',75, 23°58',45, 7°48',25, 9°35/,0. Lenz har beregnet Enderesultatet af folgende Formel tang i= 1 (tang « + tang $ + lang y + tang 0). Ved Belchers lagttagelse var 4(@+$)=23°11',6, 3 (y-+-d)=9°43',3; den samme Formel vilde give i= 16°41‘,6 for t=1840,92, og i Almindelighed i= 13°13',368 + 4',9124 (t — 1800). 385 Reikiavik. ee nn Zn Inclination. Nr.| Jagttager. t A | Observeret. | Beregnet, | 1 Lottin. 1840,27 | 76°45.1 | 76 46,26 | +1,16 2 Tuxen, 1850,46 | 76 29,0 | 76 25,29 | —5,71 3 |De la Roche Poncié.| 1856,55 | 76 5,1 | 76 9,56 | +4,46 i = 76°46',863 — 2',25398 (1 — 1840). Trondbjem. Nr. lagttager. | t | Observeret, Beregnet. | 4 I 1| Sabine. | 1823,70 | 7474305 | 74748,66 | +5,61 | Minimum — 7204846. 2 | Hansteen. | 1825,50 | 74 40,70 | 74 37,75 | —2,97 | For t= 1886,0. 3 | Hansteen. | 1852,57 | 74 10,75 | 74 13,76 | +5,01 4 Boeck. 1838,51 | 73 57,31 | 73 55,87 | —1,44 i = 74°22',149 — 3',3426 (1 — 1830) + 0',029855 (¢ — 183072. B. Sydlige Halvkugle. St. Helene. Inclination. Nr.| Iagttager. t A Observeret. | Beregnet. 1| La Caille. | 175428! — 9° 0 |— 9°51,02! —51,02 9 | Ekeberg. | 1771,58| —13 0 |—11 23,02! +96,98 5 Cook. 1775,38 | —11 25 |—11 46,15] —21,15 4 | Duperrey. | 1824,96 | --14 56 |—16 15,58} —78,98 5 Ross. 1840,10 | —18 16,1 |—17 39,59) +-56,71 6 Belcher. 1849,55| —17 1 |—17 51,99) —50,99 il Smythe, 1846,79 | —19 25,5 |—18 16,60; +-66,90 t, = 1800, i, = — 13°58',455+53',864; y — 5',44405 + 0',60082; 3 = — 0',001013 + 0',011466; [44] = 27114. Da Differentserne imellem Observation og Regning, og de sandsynlige Feil ved Constanterne ere saa betydelige, saa ere disse Bestemmelser temmelig usikkre. Imidlerlid er det vist, at den sydlige Inclination her tiltager, og den aarlige Forandring synes i et heelt Seculum næsten at have været uforandret. De ovenstaaende Constanter give den folgende Verdier: 49 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, mathem. Afd. 4 Bind. 386 t Ai { Ai 1750 | -5,343 | 1800 | --5/444 60 | —5,565| 10 | —5,464 70 | —5,383| 20 | —5,185 80 | —5,105| 30 | —5,505 90 | -5,424| 40 | —5,525 50 | —5,545 Gode Haabs Forbjerg. Til de S, 158 i den foregaaende Afhandling benyttede fem Iagttagelser er her füjet 15 ældre og nyere, som jeg den Gang ikke var bleven opmærksom paa. Dersom man vilde udelade Ekebergs Bestemmelse Nr. 2, vilde der komme mere Overeensstemmelse imellem de övrige og Summen af Feilquadraterne [44] vilde betydelig formindskes. Inclination. Nr. lagttager. t A i Ai Observeret. Beregnet. 1 La Caille. 1751,50| —43° 0 | —42 5749 | + 9/51 | 1750 | —7;841 2 Ekeberg. 1770,47 | —44 25 —45 22,86 | —57,86 60 | —7,613 3 Bayley. 1772,88 | —45 37 —45 40,57 | — 3,57 70 | —7,386 4 Abercromby. 1775,64 | —46 26 —46 0,68 | +25,32 80 | —7,158 5 Bayly. 1776,88 | —46 30,8 —46 9,66 | +21,14 90 | —6,950 6 id, 1780,51 | —46 45,5 —46 54,55 | 11,17 | 1800 | —6,702 7 Vancouver. 1791,58| —48 50,0 | —47 55,47 | 56,55 10 | —6,475 8 Bertrand. 1792.04 | —47 25,0 | —47 56,64 | —31,64 | 20 | —6,245 9 Freycinet, 1818,29| —50 47,3 | —50 49,48 | = 218] 30 | —6,019 10 Fitz-Roy. 1836,50 | —52 55 —52 40,17 |— 2,17| 40 | —5,791 11 Wickham. 1837,77 | —52 55,5 | —52 47,60 | + 7,90| 50 | —5,564 12 | Du Petit Thouars. ! 1839,50| —53 6 —52 57,68 | + 8,52 60 | —5,336 15 Ross. 1840,5 | —53 8 —53 3,47 | + 4,53 14 1841,75| —53 8,83 | —53 10,68 | — 1,85 15 1842,50 | —53 13,69 | —53 15,55 | — 1,66 16 | I det magnetiske || 1843,50 | —53 18,73 | —53 20,65 | — 1,92 17 | Observatorium. 1844,50 | —53 28,21 | —53 26,41 | + 1,80 18 1845,50 | —53 28,10 | —53 32,41 | — 4,51 19 1846,50 | —53 55,50 | —53 57,74 | — 4,40 20 Maclear. 1851,11 | —54 0,11 | —54 3,51 | — 3,40 1, = 1800; i, = —48950',713+ 6,338; y= -- 6,702344+ 0,1153; 3 = + 0',011380 +-0',004900, [44] = 7160. 387 Amboina. Nr. Tagttager, | t | i l Dentrecasteaux. 1792,68 | —20 37 2 Duperrey. 1823,79 | —20 51 5 Belcher. 1840,67 | —21 9,8 t= — 20°37',885 — 0',22224 (t — 1800) — 0°,013830 (t — 1800)2. Denne Formel fyldestgjör nôjagtig de tre lagltagelser og giver et negativt Maximum for {—1791.96, samt fölgende aaarlige Forandring t di 1790 | 40,054 1800 | —0,222 10 | —0,498 20 | —0,774 30 | —1,050 40 | —1,323 50 | —1,602 Georg III Sund. Inclination. Nr. | Iagttager. t A Observeret.| Beregnet. 1 | Vancouver. | 1791,71 | —64°56 | —64 48,70 | + 7/30 2| Flinders. | 180204 | 64 1 64 12,72 | —11,72 3 | FitzRoy. | 1836,5(2)| 64 41 64 37,97 | + 3,03 A| Moore. 1845,28 | 65 475| 65 4,91 | — 0,24 5 id. 1845,37 | 64 57 65 5,58 | — 8,58 t)=1800; i,—=—64°18',346+8,741 ; y= +2,93603+0/,69716; 3 = —0',08795+0',017439 [44] = 273,51. Disse Constanter vilde give et negativt Minimum = 63°53‘,74 for t{—=1816,78+5,2 Aar, og fölgende aarlige Forandring: 49% 388 t Ai 1790 | 11688 1800 | +-2,956 10 | +1,184 20 | —0,568 30 | —2,519 40 | —4,071 Men vil man udelade Nr. 1, saa finder man à = — 64°0',009 —0",36290 (t — 1800) — 0',021456 (— 1800)?, samt fölgende Afvigelser af de fire sidste Iagttagelser fra Formlen: +0',16, — 0',84, +4,32, — 3,64; [44] =32,63, og et negativt Minimum —63°58',47 for t—= 1791,54; og fölgende aarlige Forandring: t di 1800 | —0,363 10 | —0,792 20 | —1,221 30 | —1,650 40 | —2,079 Bourou. lagttager. | t Inclination. di Dentrecasteaux. | 1793,70 20 30 ' +0,18 Belcher. 1840,67 | —20 23,4 Hobarttown. Inclination. Nr.| lagttager. i A Observeret.| Beregnet. 1| Fitz-Rou. | 1836,5 | —70°35 | —70°30,99 | +4,01 2 Franklin. 1857,5 — 5] — 51,62 | —0,62 5 Wickham. 1858,5 — 25 — 33,51 | —8,51 Å Ross. 1840,75 — 41,2 — 36,33 | +4,87 5 Smith. 1821,38 | 1.307 Vals 6| Dagman. | 1844,93| — 40,0| — 41,59 | —1,59 389 i = — 70°30',36 —1',2569 (t — 1836), [44] = 125,43. Den sandsynlige Feil ved disse Constanter er —+5',752 og + 1',2861, og den sidste Constant svæver altsaa imellem de sandsynlige Grændser — 2’,543 og +0',029. saa at man ikke vilde feile meget ved at antage Inclinationen som uforanderlig imellem 1836 og 1845. Paramatta. Inclination. Nr.| Tagttager. t 4 Observeret.) Beregnet. 1| Brisbane. | 1821,87| —62736,3| —62°23/68 | +12/62 2| Rümker. 235 | —181| — 28,34 |—10,24 3 Duperrey. 24,5 — 20,5 — 51,19 | — 10,69 4 Brisbane. 25,5 — 41,5 — 34,05 | + 7,45 5 Dunlop. 51,5 — 51,0 — 51,18 f= 0,18 i= — 61°21',24 — 2',8552(t — 1800), [47] = 461. Den sandsynlige Feil ved disse Constanter er + 28',33, + 1',109. Otaheiti. lagttagelserne paa dette Punct (Point Venus) ere allerede beregnede i den tidligere Afhandling S. 159; men reduceres Formlen til 1800, bliver den i= — 29°48°,16 — 0',44002 (t — 1800) — 0',002884 (¢ — 1800)?. Callao de Lima. Nr Tagttager. t Inclination.| Formel 1. A Formel LL. A | 1 Reuter 1710,03) —18°40 | —18739,55 | + 0,45 | —18°39,70 | + 0,30 2| Humboldt. | 1799,50 | — 9 59 | —10 12,96 | —13,69| —10 6,41 | — 7,41 3| Duperrey. | 1825,17| — 8 33,3 | — 7 47,41 | 445,89 | — 7 40,46 | 152,84 4 Belcher. 1838,48 | — 6 14,3 | — 6 50,45 | —36,13 | — 6 46,92 | —32,62 5 Rothe. 1847,11) — 6 12,0 | — 6 36,11 | —24,11 | — 6 34,17 | —22,17 6 Aurora. 1854,45| — 7 0,0 | — 6 34,04 | +25,96 | — 6 33,45 | +26,55 Af disse lagttagelser kunne fölgende Formler udledes: D i=—10 9,135 + 7, 10049 (1 — 1800) —0",0300608 (t— 1800)? — 0',00051046 (t — 1800)3 ; [44] =4875,7. 390 De sandsynlige Feil af de 4 Constanter ere efter Ordenen + 18,270, +1',2791; + 0',011752; + 0',0003387. ID i= — 12°36',23 + 363',49 sin [1°,27245 (t —1780,37)]; [47] =5107,4. Formel I) giver et negativt Maximum = —18°39',57 for t=1709,64, et negativt Minimum = — 6°32',885 for 4 —1851,10; altsaa en Ambilus =13°6',67 i 141,46 Aar; den störste aarlige Forandring = +7',6908 for + = 1780,37. Formel Il) giver den aarlige Forandring = + 8,0725 cos [1°,27245 (4 — 1780,37)], hvis Maximum altsaa er + 8',0725. Inclinationen for de forskjellige Decennier imellem 1710 og 1850, samt den aarlige Forandring efter begge Formler indeholdes i fölgende Tavle: Inclination. Aarlig Forandring. I. IL. I. IL. 1710 | —18 39,62| —18 39,70 | —+0,107 | +0,066 20 | —18 28,25! —18 30,14 | 2,109 | +1,841 30 | —17 5840| —18 3,19 | -+3,806 | +3,528 40 | —17 13,14] —17 20,14 | +5,195 | 5,040 50 | —16 15,52| —16 23,19 | +6,279 | +6,305 60 | —15 8,61! —15 15,16 | +7,055 | +7,261 70 | —13 55,43 | —13 59,19 | 7,526 | +7,860 80 | —12 59,08| —12 39,21 | —-7,690 | +8,072 90 | —11 22,64 | —11 19,09 | 7,549 | +7,889 1800 | —10 9,14| —10 2,80 | +7,101 | +6,522 10 | — 9 1,65| — 853,97 | +6,946 | +6,387 20 | — 8 2,24| — 756,09 | 5,286 | +5,142 30 | — 7 16,97| — 7 11,92 | +3,919 | +5,646 40 | — 6 44,90! — 6 43,75 | +2,454 | +2,070 50 | — 6 33,07 | — 6 32,85 | +0,265 | +0,197 Ved Humboldts og Rothes Iagttagelser ere Naalens Poler ikke blevne omvendte, da Humboldt vilde benytte dens Svingningstid til deraf at bestemme den relalive Intensitet af Jordmagnetismen paa de forskjellige Observationssteder, og saaledes dens magnetiske Moment ikke maatte forandres ved Omstrygning. Rothe beklager denne Forsåmmelse, idet han i Brev til mig af 30te September 1856 siger: ,,Ingen ombord var fra tidligere Tid bekjendt med disse i sig selv saa simple Observalioner, og paa Touren fulgte vi med den smaaligste Nöjaglighed, som Ubekjendtskab saa lettelig fremkalder, den Instruction, der ved de korte Forberedelser i Kjöbenhavn var os given för Afreisen.” Da imidlertid dette 391 Gambeyske Instrument havde to Naale, og jeg med samme har gjort fuldstændige lagtta- gelser i Kjöbenhavn 7de og 8de Juli 1854 (see forrige Afhandling S. 105), hvoraf sees, at Tyngdepunctels Excentricilet, især ved den af mig med II betegnede Naal ikke var betydelig, saa har jeg troet, at hvis disse Naale ej efler Galatheas Tilbagekomst ere blevne omregulerede, vil et Middeltal af begge Naales Angivelse ej kunne fejle en halv Grad. I Callao gav Naal 2 —5°21’,38, Naal 1 —7°2',62, hvoraf jeg har taget Middeltal. Man seer imidlertid, at disse to af ovenanfårle Grund ufuldstændige Iagttagelser ikke ere de, som afvige meest fra Formlerne. Rothes Iagttagelse er udfört i Fortet Callao (Brede ——12°14, Længde —77°14 vest Greenwich), som efter Kortet i Voyage de l’Amerique meridionale par Don George Juan et Don Antonio de Ulloa (Tome 1, p. 468) ligger omtrent 8000 Toiser vest for Midten af Staden Lima. Humboldis og de övriges Iagttagelser ere uden- tvivl udförte i Staden Lima, hvis Beliggenhed angives Brede =—12°3‘, Længde =7778' vest Gr. Den forskjellige geographiske Beliggenhed af disse Puncter og forskjellige Local- virkninger kunne have bidragel noget til Afvigelserne fra Formlerne. Coquimbo. Tagttager. Obseryationstid. | Inclination, Feuillée. | 1710 April 20 | —47 25 Malaspina. 1795 April 28 | —40 26,75 ‘ Vilde man antage den aarlige Forandring eensformig, saa blev den =+5‘,04; men efter Bestemmelsen paa de nærliggende Puncler er delle neppe Tilfældet, Concepcion (Talcahuana). Inclination. Nr.| lagttager. t I Observeret. Formel. 1| Feuillée. |171012| —55°30 | —55°29,09 | + 091 2 | La Perouse. | 1786,15 | —50 45 | —51 45,74 | —60,74 5 | Malaspina. | 1795,89| —52 11,25 | —50 49,85 | +1,40 4 Duperrey. 1823,16 | —44 55 —4A5 55,21 | —60,21 5 Lütke. 1827,18 | —45 32,6 | —45 3,21 | 429,39 6 | Fitz-Roy. | 1855,50 | —43 15 | —43 5,75 | + 7,25 392 i = — 49°59',667 +8',6697 (t — 1800) + 0',076143 (1 — 1800)? + 0',00022767 (4 — 1800)3. Den sandsynlige Usikkerhed ved disse Constanter er efter Ordenen +43/,694, + 2',4397, + 0',090774, + 0',0012771, [44] = 14830,7. Den nedenstaaende Tavle inde- holder de heraf udledede Værdier af Inclinalionen,og dens aarlige Forandring for for- skjellige Decennier. Aar. | Inclination. Aarlig Forandring. 1740 | —54754,91 | + 2/990 50 | —54 51,25 + 2,765 60 | —52 59,18 + 5,671 70 | —55 25,58 + 4,696 80 | —52 24,42 + 5,897 90 | —51 18,98 + 7,215 1800 | —49 56,67 + 8,670 10 | —48 25,15 | +10,261 20 | —46 54,00 | +11,989 30 | —44 29,90 | 13,853 40 | —41 56,50 | 15,854 y La Perouse, Malaspina og Duperrey have udfört lagttagelsen i Talcahuana Bay, ved Concepcion; Lütke i Tome ved Concepcion; Feuillée formodentlig i Staden selv. La Perouse fandt Inclinationen i Talcahuana Bay som ovenfor anfort = —50°45‘, i Concepcion —= —50°0‘. Muligen har den forskjellige Beliggenhed af Observalionspuncterne og for- skjellige Localvirkninger tildeels frembragt de store Differentser imellem lagttagelserne og Formlen, og den deraf fölgende betydelige Usikkerhed i Constanterne. Uagtet de i ovenslaaende Tavle beregnede Værdier af Inclinationen og dens aarlige Forandring kunne være nogen Tvivl underkastede, saa stemme de dog forsaavidt overeens med Resultaterne for Callao og Valparaiso, at den aarlige Forandring i den sidste Halvdeel af det forlöbne Aarhundrede har tiltaget til henimod 8 Minuter; men i Callao fordrer Formlen en For- mindskelse fra Begyndelsen af nærværende Seculum, i Concepcion derimod en fortsat Forågelse. Valparaiso. Inclination. Nr. lagttager. t 4 Observeret, | Beregnet. 1 | Malaspina. 1790,92 | —44°57i7 | —44 51,94 | 4 5,76 2| Vancouver. 1795,25 | —44 15,0 | —44 37,17 | —12,17 3 Lütke. 1827,17 | —39 56,4 | —39 50,18 |-+ 6,22 4 King. 1850,09 | —40 20,5 | —39 19,05 | -+61,45 5| Fitz-Roy. 1835,5(2)| —38 3 | —38 19,16 | —16,16 6 | Beechy. 1836,5(2)| —37 5 | —38 7,79 | —62,79 7 | Rothe og Ravn. | 1847,18 | —36 28,85| —36 1,12 | 427,71 i= —44°0',566 +7',9040 (4— 1800) + 0',048250(t — 1800), [44] =8386,3. De sandsynlige Feil ved de tre Constanter ere + 19’,228, + 1',7513, +0',043429. Disse Constanter antyde et negativt Maximum =—49°24',52 for t= 1718,1, med en Usikkerhed af + 75 Aar. Aarlig Forandring. 1790 | + 6,390 1800 | + 7,905 1810 | + 8,870 1820 | + 9,855 1850 | —+10,800 1840 | 11,765 1850 | 12,750 Montevideo. Inclination. Nr. lagttager. i = A Observeret. Beregnet. 1| Malaspina. 1789,73 | —42 155 | —42713,63 | — 0,63 2 King. 1827,95 | —36 24,0 | —36 16,47 | + 7,53 3 Fitz-Roy. 1855,5(?) | —34 51,0 | —55 4,91 | —15,91 A Sulivan. 1858,5(?) | —54 5,0 | —53 56,46 | + 6,54 i=— 41°0',468 + 7',9353 (t — 1800) + 0',07995 (1 —1800)°?, [44]= 293,16. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind, 50 394 De sandsynlige Feil ved de tre Constanter ere + 1',177, + 0',096677, + 0',0003663. Den aarlige Forandring for forskjellige Decennier indeholdes i nedenstaaende Tavle. Aarlig Forandring. 1790 | + 6,336 1800 | + 7,935 1810 | + 9,534 1820 | 11,153 1850 | 112,732 1840 | —+14,531 St. Catharina. | Inclination. Nr. Iagttager. t A Observeret, | Beregnet. 1) La Perouse. 1785,88 | —50°50 | —29 52:10 | +37,90 2 Duperrey. 1822,79 | —22 46 —22 52,58 | — 6,58 5 King. 1827,85 | —22 24,8 | —22 21,46 | + 3,34 4 Beechy. 1836,5(?) | —21 40 —21 45,82 | — 5,82 | 5 Sulivan. 1838,5() | —21 7 | —21 37,75 | —50,75 6 Hagerup. 1859,20 | —21 22,68 | —21 35,87 | —15,19 i = — 26°30,595 + 12',4312(t — 1800) — 0',12326 (4 — 1800)?, [44] = 2021. De sandsynlige Feil af disse Conslanter ere + 16',199, +0',4140, + 0',029397. Formlen antyder et negativt Minimum —-—21°1717 for 4— 1850,44 12,1 Aar. Aarlig Forandring. 1780 | +-17,365 90 | 14,898 1800 | 412,451 10 | + 9,964 20 | + 7,497 30 | + 5,030 40 | + 2,562 50 | + 0,095 395 Rio Janeiro. Inclination. Nr.| lagttager. t = en: A | 4 eon Observeret. | Beregnet. ee 1| La Caitie. | 1751,09| —20° 0° | —19°55;31 | + 4/60 | 1750 | +3,71 2| Rümker. | 1821,45| —15 25,6 | —14 58,86 | 46,74] 60 | 5,955 3 King. 1822,73| —14 3,8 | —14 32,13 | —28,33| 70| 4,149 A Lütke. 1827,00 | —14 35,2 | —14 9,59 | +25,81| 80 | 4,563 5 | Erman. 1850,55 | —13 29,9 | —13 51,28 | —21,38] 90 | +-4,577 6 Hagerup. 1834,11| —14 11,0 | —15 50,65 | +40,35 | 1800 | +-4,792 7 | Beechy. | 1856,14| —12 54,0 | —13 19,41 | —25,41| 10 | 15,006 8 Sulivan. 1835,68 | —13 0,5 | —13 5,21 | — 5,71 20 —+5,220 9 | Hagerup. | 1839,12| —13 23 | —13 2,76 | — 046| 30| -+5,454 10 Sulivan. 1859,26) —13 0,5 | —13 1,94 | — 1,44 40 5,648 11 | Rothe. 1847,42 | —11 40,52 | —12 15,27 | — 24,95 50 | +5,865 12 | Aurora. | 1852,70| —12 17,0 | —11 44,50 | +32,70 i= — 16°29,571 +4,79156 Ct — 1800) + 0',0107i0 Ct — 1800)?, [44]=8134,7. De sandsynlige Feil af disse Constanter ere: +-14',177, +0',22338, +0',0077225. Ascension. Inclination. Nr.| Jagttager. t 4 Observeret. | Beregnet. I 1| La Caille, | 1754,29| 1110’ 112798 | +17,28 2| Cook. 1775,39| 857 8 24,49 | —32,51 3 Duperrey. 1825,04 1 41,7 2 36,01 +54,31 Å Allen. 1854,05 1557 1 45,04 —11,96 5 Fitz-Roy. 1856,50 1 59 1 31,89 — 711 i =5°17',44 — 7,0229 Ct — 1800) + 0',023237 (4 — 1800)?, [144] = 4498. Constanternes sandsynlige Feil ere: + 40',468, + 0',46099, + 0',028552. 50* 396 Aarlig Forandring. 1750 | —9/347 60 — 8,882 70 —8,417 80 —7,952 90 —7,488 1800 —7,023 10 —6,558 20 — 6,093 30 — 5,629 40 —5,164 For at give en lettere Oversigt over de i det Foregaaende undersøgte Obser- vationsrækker, og de i Formlerne forekommende Constanters regelmæssige Gang med Hensyn paa Observalionspuncternes geographiske Beliggenhed, har jeg reduceret Constan- terne for Puncterne i den nordlige Halvkugle til Epochen 1830, da lagttagelserne i Sibirien falde i Nærheden af dette Aar, og de dvrige lagttagelsesrækker indeslulte dette Aar. den sydlige Kugle ere de henförte til Epochen 1800; y, 3, u betegne de Constanter i Formlen, som ere Factorer for fårste, anden og tredie Potents af den siden Epochen forlöbne Tid. Nordlige Halvkugle. Sted. Brede. | Længde. y 2 u ano SCA 5131 | 1750 | -28671 | +-0,025029 | +0,00012088 Da, 48 50 | 20 0 | —3,6445 | +0,033450 | +0,00014177 Brüssel. « . . ++ 50 51 | 22 2 | —3,3022 | -+0,021742 Trondhjem . . . . .. 6326 | 2337 | —3,5426 | —+0,029855 Genètes eher 4612 | 349 | --4,3315 | -+0,034021 | +0,00097353 Christiania... . . - 59 55 | 2823 | —2,3788 | +0,026179 RER PES a 52 21 | 51 3 | —3,2792 | +0,062416 | +0,00025206 Santa CTUZ EE 28 28 38 55 —5,6648, | —0,017060 | | | Sted. Brede. | Længde. y 3 u Stockholm ...... 59 21 5545 | —2/5635 | 40058551 | -+0,0004869 Hammerfest . . . .. 70 40 41 25 —4,09 . + Petersburg . . « . .. 59 27 47 59 | —1,6622 | -+0,025003 IMOSCWals suey ish = 55 45 55 17 —1,6620 —+-0,048328 Kazdnie . 2 ae 55 47 66 46 | —2,0408 | +0,119190 Catharinenburg 56 49 78 18 —+-0,87270 | +0,0045897 Tobolsk VALE 58 12 85 58 +2,48... Omsk Ni. aes 54 59 91 0 | +6,6(2) Momskect. 213 ace 56 30 | 10248 | +25 Irkulsko se Dee 52 17 121 5 —-2,1982 PE SRE 52 1 | 12329 | +11... Troitsko Sawsk ...f 50 21 124 12 +0,76... Selenginsk . . . ... 51 6 124 18 +0,9...- Werchne Udinsk .. | 51 50 125 25 +444... Macao! Sa. a 2212 151 14 +4,7865.. Manillar 6 4 oes 14 56 155 58 +5,95470 Peking... = of... 59 54 154 8 -+6,12450 | —0,12201 Nertschinsk ..... 51 18 157 1 +4,89698 | —0,11050 Petropaulowsk, . ..| 53 1 176 23 —5,66480 | +0,01706 Unalaschka. . ...,. 53 52 188 52 | *—2,97... SUC oo ne se 575 242 24 —0,54768 | +0,040456 San Diego . . ... .| 32 39 260 23 — 2,97... Acapulco... 2.5: 1650 | 97750 | -+1,4615 Panama! iv. 8 59 298 19 +5,35 New-Yorken ta ets 40 45 306 45 —0,688 — 0,042055 Reikiavik...... 64 9 355 40 —-2,25598 398 Sydlige Halvkugle. Sted. Brede. | Længde. y 3 u | Ascension ...... 755 | 00546 702290 | -+0.025237 St. Helene. . .... —1555| 28 4 | — 5,4441 | —0,001013 Gap. By Speil... . .. —33 55 36 3 — 6,7023 —-0,011380 Amboina... .| — 3 42 | 145 49 — 0,2222 —(),015850 Georg III Sund ..| —35 2| 135 36 | + 2,9360 | —0,087950 Hobarttown ..... ==52) 52) | 16576 — 1,2569 Paramaltal #0 —33 49 | 168 41 — 2,8552 One EEE LC —17 29 | 228 11 — 0,4400 | —0,002884 TEE ENT —12 3| 30026 | + 7,1005 | —0,050061 | —0,00051046 Coquimbo ... ..|—29 55 | 306 24 | + 5,+(?) Concepcion. . . . .. —36 37 | 304 43 + 8,6697 | —+0,076143 | +0,00022767 Valparaiso . . . =» —35 21305 56 + 7,9040 | —+0,048250 Montevideo. ..... —34 54 | 321 27 + 7,9555 | -+0,079950 S. Catharina. .... —27 26 | 328 59 -+12,4512 | —0,125260 Rio Janeiro ..... | —22 55 | 334 24 | + 4,7916 | +-0,010710 Af denne Sammenstilling fölger: 1), at i den nordlige Halvkugle var i Aaret 1830 Inclinationen aftagende fra Ferro Meridianen indtil Meridianen 70° 6st; at Aftagelserne imellem Brederne 45° og 60° var större paa de vestlige end paa de östlige Puncter og maaskee havde et Maximum af noget over 3 Minuter ved Meridianen 30° dst. I Ham- merfest, hvor kuns er gjort 2 Bestemmelser, og paa Sta Cruz, hvor saa stærke Local- virkninger vise sig, maa den store aarlige Forandring betragtes som tvivlsom. 2) At imellem Meridianerne 70° og 140° eller 150° var den nordlige Inclination tiltagende, og den aarlige Forandring var ogsaa her stôrre paa de sydligere end paa de nordligere Puncter. 3) Imellem Meridianerne 150° og 360° var Inclinationen atter aftagende i store nordlige Breder, men lidet tiltagende ner Æquator. Angaaende New-York, da har Hr. Professor Bache i Washington ifölge min Anmodning havt den Godhed at anstille fölgende lagltagelser paa 4 Puncter i New-York’s Havn og dens Nerhed med et Inclinatorium af Gambey, forsynet med to Naale, forfærdigede af Würdeman i Washington. 399 Naal 1. Naal 2, Middel. Governors Island ... 1855 Aug. 7 72°41',1 72950',7 72945',9 Bedloes Island ..... — — 8 72°57',1 te UE 72°59:,3 Receiving Reservoir. . — — 10 72°39,4 72°49',4 72°44',4 Sandy Hook Fyrtaarn. — — 14 72°50,,0 72°54',0 72°52',0 Middel af disse 8 Bestemmelser bliver 72750' 4. De & Bestemmelser af Inclina- tionen i New-York imellem 1822 og 1846, som findes beregnede i den foregaaende Afhandling S. 138 give aldeles overeensstemmende en liden aarlig og voxende Aflagelse. Ved at tilföje denne nyeste Jagltagelse af Hr. B. vilde man finde, at Inclinationen skulde have begyndt at tillage, hvilket forekommer mig meget usandsynligt. Allerede i 1834 fandt Hr. B. den = 72°51',7 og de Norske Söeofficierer paa Nordstjernen fandt den i 1846 =72°39',34. I alt Fald kan man heraf blot slutte, at den aarlige Forandring har verel meget ringe. I den sydlige Deel af det Atlantiske Hav indtil Gode Haabs Forbjerg har den sydlige Inclination i Aaret 1800 betydelig tiltaget (omtrent 7 Minuter aarlig), Henimod Sunda-Öerne og Ny-Holland er denne Tiltagelse betydelig formindsket; endnu paa Olaheili finder man en liden Forögelse. Men langs Sydamerikas saavel vestlige som dstlige Kyster var den aarlige Aftagelse 7 til 8 Minuter, hvilken dog synes at blive mindre paa de östlige Puncter (i Rio Janeiro). Alle disse Forandringer saavel i den nordlige som sydlige Kugle vil man paa del nærmeste kunne forklare af de fire magnetiske Polarregioners Beliggenhed og Bevægelse, de to nordlige mod Ost, de to sydlige mod Vest, hvilket tilstrækkeligt er antydet i den foregaaende Afhandling S. 155—160. 400 Tillæg. Efterat jeg havde gjort Hr. Airy opmærksom paa Uregelmæssighederne ved de i Aarene 1852 til 1855 meddelte Observationer af Inclinationen i Greenwich, har han ladet Magnetnaalens Axe, som var angreben af Rust, polere, og i en Skrivelse til General Sabine, som er bleven mig meddelt, angivet Inclinalionen efter Observationer i de förste Dage i Marts 1857 „med en liden Uregelmæssighed meget ner” = 68732'. I en senere Skrivelse til mig af 17de April melder han, ,,at han har nåjere undersögt Instrumentet og Lilholdt lagt- lagerne en större Opmærksomhed med Instrumentets Behandling.” Resultatet af de seneste lagttagelser er fölgende: LT ————— nn Dag. |Klokkeslet. |Inclination. | Dag. | Klokkeslet. | Inclination. — || 11 Marts 10 = 68°28 | Marts23 4h 68°51,2 11 — 33 24 om 30 12 — 26,2 25 22 29 12 23 27,5 April 6 1 31,5 12 — 27,5 6 21 30,2 13 22 29,5 8 1 30,2 . 16 21 30,0 8 21 51 20 1 50,5 11 0 32,5 Uagtet der imellem disse Iagttagelser findes Uregelmæssigheder, som paa de samme eller nærliggende Dage ej have viist sig i Christiania”), saa formoder jeg dog, at Middel- *) Fölgende Iagttagelser i Christiania vise ingen mærkelige Spoer til Uregelmæssigheder: EET en Marts 1857. Form. Inclination. Efterm. | Inclination, rE ———————————— Ee 9 10721" | 71 24116 "57" | 71°23,66 10 10 54 21,24 = ay 11 10 40 23,31 4 55 23,63 12 10 48 25,41 4 58 24,16 15 10 57 24,94 4 50 23,89 19 10 33 94,72 5 15 94,58 20 10 50 24,66 5 46 25,46 21 10 28 23,82 5 10 93,51 99 10 37 23,61 515 95,51 26 10 41 24,01 5 10 22,34 401 lallet af disse 16 lagttagelser for 1857,23 = 68°29',61 maa være temmelig nær Sandheden, da den sandsynlige Usikkerhed er + 1',29, Ved at optage den ovenstaaende Bestemmelse i Greenwich og udelade lagttagelserne paa samme Sted fra 1852 til 1855, samt General Sabines Iagttagelser i Kew i 1854 = 68°31’ og i Marts 1857 == 68725", finder jeg for London fölgende Formler: I. ¢=74°57',118 — 1',3844 (t — 1720) — 0',0264125 (t — 1720)? + 0',000116375 (4 — 1720)3. II. i = 71°29',289 — 211',5064 sin [0°,898387 (t— 1795,098)]. Disse give fölgende Resullater for Maximum og Minimum: ( Maximum = 75°13',57 for + = 1697,22 Minimum = 67°49',63 for ¢ = 1894,08 Forskjel = 7°23/,94 196,86 Aar. Il Maximum = 75° 0',79 for t = 1694,92 " 4 Minimum = 67°57,78 for ¢ = 1895,28 Forskjel = 7° 3,01 200,36 Aar. Feilquadraternes Sum [41] er for I = 279,44, for I = 111,05, og den sandsyn- lige Usikkerhed af en enkelt Bestemmelse + 3,01 og + 1',90. Disse Resullater, især af Formlen Il, stemme bedre overeens med Resultaterne af lagttagelserne i Paris, som give Epocherne for Maximum og Minimum omtrent i samme Aar, og den imellem samme for- löbne Tid lidt over 200 Aar. lagttagelser af den magnetiske Inclination paa Galatheas Reise om Jorden i Aarene 1845— 1847 af Capitain Rothe og Lieutenant Ravn. I Admiral Billes Reisebeskrivelse over denne Expedition er paa flere Steder omtalt Capitain Rothes flittige Iagttagelser af den magnetiske Inclination; men i de Tabeller over de magnetiske og meteorologiske lagttagelser, som ere aftrykte ved Enden af tredie Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. mathem. Afd. 4 Bind. 51 402 Bind, ere disse udeladte. Da der i Reisebeskrivelsen omtales Iagttagelser i Valparaiso, Callao og Rio Janeiro, for hvilke jeg i forestaaende Afhandling af lidet overeensstemmende ældre lagttagelser havde undersôgt Loven for den aarlige Forandring, saa anmodede jeg Capitain Rothe om at meddele mig sine Iagttagelser. Ved at oversende mig en fuldstændig Liste over disse Iagttagelser anförer R., at Aarsagen hvorfor de bleve udeladte var, al Naalenes Poler ej bleve omvendte, og tilföjer: „Der er noget nedslaaende i, at disse i sig selv saa simple Observationer, der kun fordre nogen Övelse og Accuralesse, ikke ere blevne mere tilfredsstillende udförte. De kostede os i Sandhed en heel Deel Bryderie og Tid, idet Naalen under Svingningen jevnlig tog imod Inderkanten af Cirklen, og gjorde os en heel Deel kjedsommelig Besværlighed” (Jvnf. ovenfor S. 397). Jeg maa med Hr. Capitainen beklage, at disse flittige Iagttagere nnder Forbere- delsen lil en saa vigtig Expedition, paa hvilken man kunde erholdt gode Iagttagelser fra sjelden besögte langt fraliggende Puncter paa Kloden, ikke havde erholdt fuldstendigere Instructioner. Imidlertid har jeg troet, at de dog fortjente at opbevares, da lagttagelserne ere udförte med to Naale, og det ikke er sandsynligt, at Tyngdepunctets Excentricitet i begge skulde virke til samme Side, og det tillige var mueligt, at man ved at sammenligne lagttagelserne paa forskjellige Puncter, hvor Inclinationen var betydelig forskjellig, kunde udlede en Correction. Er den sande Inclination == é, den som angives af Naalen, naar Messingpladen paa Axen vender mod Ost, = «, naar denne vender mod Vest, = ß, og betegnes disse Vinkler under samme respective Stillinger af Naalen efter Polernes Omvending med y og d, saa kan man af disse fre forskjellige observerede Inclinationer efter Formlerne 7, 8, 9, 10 i dette Binds S. 106 beregne saavel à, som den Vinkel 6, hvilken den rette Linie fra Axens Middelpunct til Tyngdepunctet danner med den rette Linie fra samme Middelpunct til den Ende af Naalen, som ved & og B var Nordpol, endelig Quotienten u= 1; hvor g er fm Tyngdepunctets, m Naalens magnetiske Moment, naar Jordmagnetismens Intensitet f er — 1. I September 1839, Juli 1840 og Juli 1854 har jeg i Kjöbenhavn gjort fuldstændige lagt- tagelser af Vinklerne «, Ø, 7, d med begge dette Instruments Naale, og deraf udledet Værdierne af 6 og w for hver især; men det viste sig, at begge havde undergaaet en betydelig Forandring fra 1840 til 1854, og det var usikkert, om denne Forandring var foregaaet får eller efter Galatheas Reise. Disse Værdier maatte allsaa udledes af lagt- lagelserne paa selve Reisen. lTagttagelserne ere fölgende: 403 Marts —12° 4 —77°14° — 5°16',5 | — 5°26',25 Rth. 7 3,25 7 2,0 Rth. —10°48',0 | —10°51',25 Rth. 10 58,5 10 56,25 Rth. 12 56,75 | 12 59,75 Rth. Callao Fort. Marts { 6 6 i 1) —92054 —45°9! Rio Janeiro. au 4 Se 5 5 Fort do Villgagnon. Eres St TTS aa Rn nt 1845 Novbr.18 | -+22°33' +88 18 | 1 | +98° 05 [42741775 | Ru. Calcutta, — 18 — = 2 28 20,75 28 46,25 Rn. Decb. 5 — — 2 28 24,25| 28 41,25 Ro. Pulo Pinang. 1846 Jan. 1) + 5 95 +100 24 DM Cle RAVE Rth. Nicobar. Febr. 7| == 7 24 + 93 45 2 | — 1 26,25) — 1 27,75 Rth. Store Nicobar. Febr. 25 | + 6 48 + 95 54 2 | — 2 A5 79) | 2565 Rn. Batavia. Mai 4 —6 8 +106 52 2 | —26 27,25| Torden Rth. Octbr. 14 | +21 18 —157 55 2 | 442 56,75|+42 53,0 | Rın.B. Octbr. 15 = = 2, 42 25,0 42 45,5 Rth. Octbr. 15 = — 1 42 17,75) 41 45,25 Rth. Octbr. 16 = = 2 | 235 45 25 Rn. an Octbr. 16 A. ba 1 42 26,75, 41 51,75 | Rn. Sandwichs: Octbr. 20 — = 2 42 27,0 42 55,5 Rn. Bake Octbr. 20 ES ÅR 2 42 27,5 | 42 44,35 | Ri. Octbr. 21 = = 1 41 46,25} 41 46,0 Rn. Octbr. 29 we N. 2 42 26,5 | 42 53,0 Rth. Octbr. 29 te er 2 42 51,5 | 42 42,95 Rn. Octbr. 29 ai BR 1 42 4235| 415275 | Rn. Octbr. 29 = ue 1 42 1,0 41 27,75 Rth. Borabora. Decb. 15 | —16°50' —151°45! 9 | —31° 8',25) —31°27',0 Rth. Selskabs-Öerne, Decb. 15 er re 9 31 125 31 29,0 Ro. Vestenden af Decb. 15 en ts 1 32 14,5 51 58,5 Rn. Landsbyen Beula. Decb. 15 — Ee 1 32 25,0 32 50 Rth. 1847 Febr. 10 | —339 2! —71941' Q | —35°57',5 | —36°16',5 Rth. | 10 I J 2 35 56,75| 36 13,5 Rn. Valparalso: 1 = 2 9 | 35 46,75| 36 75 Rth. Consul Paulsens 11 ua a 1 37 4,0 36 45,0 Rth. HAVE: 12 ae om 9 | 35 46,25] 361675 | Rn. 12 = ie. 1 31 8,0 | 36 49,25| Rn. 2 1 2 2 1 Juni 24 | —12058' 58051 | 92 | + 655,75 + 7°1,55| Ru. Bahia. 24 — — 2 15) 1 ED Rth. Arsenalet. 24 = — 1 4 45,75 4 425 Rn. 24 — — 1 4 38,75 4 27,5 Rn. 51% De i ovenstaaende Tabel anförte Verdier af & ere Middeltallet af Aflæsningen af begge Naalens Spidser, saavel naar Cirkelens Inddeling vendte mod Ost, som naar den vendte mod Vest; det samme gjelder om 8. Paa lille Nicobar paa S. O. Enden af den lille Ö Pulo Milu var Aflæsningen af Sydenden vanskelig og derfor mindre sikker. Det samme gjelder om den fölgende lagttagelse paa store Nicobar. Paa Honolulu var ved lagllagelsen den 14de og 15de October Lodningen ved Vaterpassets ene Ende gaaet lås, saa at Instrumentets Nivellering var mindre sikker. For af disse Iagttagelser at udlede Vardierne af 6 og u, ved hvis Bestemmelse den sande Inclination © kan beregnes, maae man gjøre fölgende Forudsætninger: 1) at « og 8 for hver Naal især skal give samme Værdie for ¢; 2) at Broken 3 paa alle Obser- vationspuncler er uforandret, d. e. at Naalens Magnetisme m ikke har aftaget; 3) At Jord- magnetismens Intensitet f paa ethvert af Observationsstederne er bekjendt. Den anden af disse Forudsætninger kan vere nogel tvivlsom, da enhver Magnetnaal med Tiden langsomt taber sin Kraft, dog med aftagende Hastighed. Jordmagnetismens Intensitet kan for de her besögte Puncter med tilstrækkelig Nôjagtighed for denne Hensigt tages af Kortet over de isodynamiske Linier. Efter den foregaaende Afhandling S. 106 har man sin (@—2) = cos (a—Q), sin (8—7) = m cos (B+0), og da a—é og B—i kun ere smaa Vinkler, der ved en vel æquilibreret Naal ikke bör overslige en halv Grad, og ved de her anvendte Naale neppe har oversteget en Tredie- deel af en Grad, saa kan man uden mærkelig Feil sætte Buen af disse smaa Vinkler istedet for dens Sinus. Man har da fölgende Formel: fCa—p) sin 1° = å [cos (@—#) — cos (B+-6)]. Ved i denne at indsælte Værdierne af a, 6 og f for de forskjellige Observations- puncter og anlage efterhaanden forskjellige Værdier for 0, samt ansee = for hver af Naalene som uforanderlig, finder man omsider Verdier for 0 og = som for hver Naal temmelig fyldestgjöre de ovenanförte Betingelser. Paa denne Maade har jeg fundet for Naal 1 @ = 130°, I - 0,0084291 for Naal 2 6——48°, aA — 0,0091464 405 Heraf findes endelig _gcos(e—6) , fm sin 1‘ ? ne hvilke to Værdier af à for hver Naal kun afvige nogle faa Minuter fra hinanden. Vare Iagttagelserne aldeles feilfrie og Naalenes Tilstand under hele Reisen aldeles uforandret, __ gcostp+8) fm sinl' ? == saa skulde begge Naale efter Beregningen paa hvert Sted ogsaa give samme Verdie for Inclinationen 2 Af et Kort over de isodynamiske Linier af General Sabine (Keith Johnston, Physical Atlas, Plate 23) har jeg taget fölgende for nærværende Hensigt til- strækkeligt tilnermede Værdier af Totalintensitelen f for de i Tabellen forekommende Puncter : Calculta. . . . 1,2. Borabora . . . . 1,15. Pulo Pinang . 1,05. Valparaiso . . . 1,17. Nicobarerne. . 1,05. Calnoge mare 1,0. Balaviae CRIME Rio Jane 0,88. Honolulu . .. 1,05. Bahia seem: 0,99. I den nedenstaaende Tabel har jeg anfört Middeltallet af de forskjellige Værdier af @ og B for ethvert Sted for hver Naal, samt Reductionen lil 2, og de to af samme udledede Værdier af Inclinationen, samt Antallet n af Iagttagelser paa ethvert Sted. Naal. | 2 tt. Red. i. B. Red, i. | Middel. | ' Or CE) ' CA o 1 | 1 [428° 05 | + 5,53 |-+28° 6,05 | +27°47:75 | +22,56 | +28 10,11 | +28" 8,07 Sen TE | 2 | 2,428 29,50) — 6,17 |-+28 16,55 | +28 43,75 | --24,74 | +28 19,01 | +28 17,67 Pulo Pinang. 2 Jıl-a 7,75|—21,59!— 4 29,35! — 4 24,50 | 1897| — 4 42,77| — 4 36,06 Lille Nicobar. | 2 | 4 |— 1 9625| 20,59 | — 1 46,84 | — 1 27,75 | 19,46 | — 1 47,21 | — 1 47,02 Store Nicobar. | 2 |1 | 2 43,75 | —21,07|— 3 4,82|— 2 56,50|—18,87| — 3 15,37] — 3 10,10 Batavia, 2 | 1 |--26 27,25|—26,62|—26 53,87| — za | 96.5387 2 18442 29,19 + 0,25 | +42 29,14 | +42 49,82 | —29,82 | +42 20,00 | —42 24,72 Honolulu: | 1 |5\ 442 7,20|— 1,02] +42 618] +41 40,60/+97,51|-+42 7,91 | +42 7,05 2 | 2|—31 10,38|—95,51|—31 55,89 | —31 28,00 | — 4,83 | —31 32,83 | —31 34,36 are | 1 |2 |—32 19,74 | +24,01 | 31 55,74] 32 1,75 |-+ 5,49|—51 58,26 | —31 57,00 ete | 2 | 4|—35 51,28 —26,27 | —36 17,55 | —36 16,78 | — 2,27|—36 19,05 | —36 18,50 1 \2|-37 6,00 |--24,14 |—36 41,86 | —36 42,13 | + 1,42 | —36 40,71 | —36 41,78 EEN | 2 |1|— 5 16,50] —22,72|— 5 39,22|— 5 96,25 | —18,75| — 5 44,98| — 5 42,10 1 111—7 3,95|+21,01|— 6 42,041—7 2,00/+15,77| — 6 46,23] — 6 44,18 Ley | 2 | 2|—10 43,25 | —98,43| —11 11,68 | —10 43,75 | 18,58 | -11 2,13| —11 6,90 1 | 1 |—12 36,75) +24,10 | —19 13,65 | —12 59,75 | +11,92 | 12 21,85 | —12 17,24 HA | 2 |2/+ 6 59,75|—18,22|+4 641,55|+7 3153| —23,62|+ 6 39,51) + 6 40,52 1 |2|-+ 4 41,95 |+19,92| + 5 1,17|-+ 4 35,00 | 420,54 | + 4 55,54| + 4 58,35 406 Heraf sees 1) At de af « og 8 udledede Verdier for Inclinationen à for hver Naal kun afvige nogle faa Minuter fra hinanden; 2) At de af de forskjellige Naale udle- dede Middelværdier for et og samme Sted ere mindre afvigende fra hinanden, end Middel - tallene af @ og 8, saa at den ovenstaaende Reductions Beretligelse er bekræftet; imidlertid har paa de 8 förste Puncter Naalen 1 altid givet mindre nordlig og större sydlig Incli- nalion, end Naal 2. Men ved de tre sidste Puncter er denne Forskjel pludselig bleven foröget; Forskjellen imellem Naal 2 og Naal 1 er nemlig ved Calcutta = + 9,6, Hono- lulu = + 17,7, Borabora = +226, Valparaiso = + 23,5, Callao = + 1°2',0, Rio = + 1°10,,3, Bahia =-+ 1°4%,2. Heraf synes at fölge, at der efter Observationen i Valparaiso den 12te Febr. 1847 er indlraadt en Forandring ved en af Naalene, enten at dens Magnelisme er bleven mærkelig svækket, eller at dens Tyngdepuncts Beliggenhed ved Afpudsning af Rust er bleven forandret. En Formindskelse af Naalens magnetiske Moment m vilde foröge Værdien af Factoren I og altsaa Reductionens Störrelse. Men da der fm imellem den sidste Iagttagelse i Valparaiso og den förste i Callao kun er et Tidsrum af 22 Dage, saa er det ikke sandsynligt, at en saa betydelig Svækkelse kunde være en Fölge af de bekjendte Erfaringer, men maatte være frembragt ved Naalens Berårelse med et andet magneliskt Legeme. En Afpudsning af Rust paa en af Naalene kunde være en sandsynligere Aarsag. Naalen 1 blev opbevaret i Steenolie for at beskyltes mod Rust, Naal 2 ikke, og denne viste allerede ved Calcutta Tegn til Rust. Ingen af Naalene bleve ommagnetiserede. 3 Ved Undersögelsen af Inclinationens Forandringer i Valparaiso, Callao og Rio har jeg i den foranstaaende Afhandling for disse tre Steder for Inclinajionen taget et Middeltal af a og 8. Den for Naalen 1 reducerede Værdie for de tvende sidste Steder nærmer sig mere til den af samtlige Iagttagelser udledede Værdie end det af mig ved Beregningen anvendte Middeltal, hvilket sees af fölgende Sammenstilling: Middel 4 (a+). Naal 4. Formel. Callao . . — 6°11,,0 — 694418 — 6°36',11 Rio... . —11°40:,32 —12°17',24 —12°15',27 Imidlertid vil man udentvivl ved de 8 förste Puncter neppe feile mere end 10 til 12 Minuler ved at tage et Middeltal mellem de for begge Naale reducerede Inclinationer. Rettelser i den förste Afhandling. sin 4 sing . S. 107 Linie 6 fra neden: ung» læs: u cos; — 128 — 6 fra oven: 12 Juni, læs: 12 Juli. — 129 — 7 fra oven: t0— 1830, læs: to= 1840. — 131 — 9 fra oven: 1851,5, les: 1852,5. — 141 — Tabel Nr. 4: + 1448, læs: — 1',48. — 147 — 3 fra neden: 65°32/, læs: 85°32'. — 149 — 20 fra neden: til dette Punkts, læs: til at bestemme dette Punkts. — 161 — Tabel: Ulean, læs Uleiaj. — 161 — Tabel: Valientos, læs: Valientes. i | (HUE LUI I i ö ï ‘ i! i | LUN 1 KA ‘a y 5 be LAN À # f 1 ‘4 4 i ete ) N" i [| W I "i i } { Un 4. I | 1 Sel | Lu fy 4 rea | i T M PA 1 i | i LA 4 1 i ‘A % I j jes É h MN 1 L | i à | i ut ind! i VAT au en bad (i # L LL x SA ni) | Macc 1 LR = AT i É à i (UNA Hi | + I yy LS É { À | I 1 2 A UR | a 1 Th ie IAA Akal nn A \ pe Å URE TEE ad ONU VIT w j 2 F Kr | | Å KAN i HA ARR A WF HL HAL. en Tu iy! h' TES 7 ‘ * i i i me Le + PTE { i CR LI rer { rT Wal N LÆNE N \ u f i 18 1 Bu min yet la iy Ne “ii k j 4 u int ity ae at } } _ Am ' i | iv iy À i M i N [EURE SE i j ‘thie ie i un TH NOs RETENIR vial eae, ; y i i hae AN Aie (Le ur TES SE yee on al | f N TT LP TA ae if LL LP Ha ne ee) ae . tm i | tw vin vai am an ene ep seta i i LA i i UMA U i x { ee LE AN) Bun I; ALIEN IE ZU EN Le Wo A (Atha yc Ka LES (ri ner, he une DA ur Wes je i tg ty ig i a LAURE TU boit Wie « . N i by) f i i ‘PE RA, Be a eee | u i von Doe | ul i eter ENS. N Di ane RT ou NS ox 5 au tagt AN i L É ne LU a i ur Ad] t i | Mi | { i U Ihr i i 7 Bu AN ele 4 i ' Wi i A i i if N + i i ET | ‘ Ä i | re | À (Hi ÉN ï i, + Wu p Jim i v DM om) it A my À CN ‘ i} ‘y Wei { DORT . i MAR! mn i " EN BTS Im EL ee “a i i ne primey { | AR \ \ m i | | He CNT un! ait ui | i i bl j i i HE Ti. nd ee un st APTE | Mii si mi i Tæt a | Mat LADA) re, 21 ) nl | ny I i LA i by PA 1 5 WA i IN nv HAN wy ay dl ’ Hirt | i j pi ‘ wi Fy Ke EN NR A ee A ore i DA ' i i LULU A Cie | 0,9 JN OUT ES iN nu i Ul ITS ÆT f i vi N i VAI! i i | A VAL lu 2 uae Wit ii { i Spolia atlantica. Kolossale Blæksprutter fra det nordlige Atlanterhav. Af Professor Joh. Japetus Sm. Steenstrup. Med 4 stentrykte Tavler og nogle Træsnit. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 4 Bd. 52 “sailbion Job eit Bee sata RNA SKYER TANIA i i 1 dy veitrobink À ae i OR ‚quitungstd må autsgsl dot sin N win (T Frot 4a CT ' INTET ¥ howe: si ' UI 1! [AL B X i NÅ ar | © hat AR a BANDET ERE i CRUE COL N . In i un ni ie AE så i ae Spolia atlantica. Hensigten med nærværende Afhandling er at godigjôre, at store og hidlil ukjendte Former af Blæksprutter leve i den nordlige Del af Atlanterhavet og at disse udgjöre flere Arter og Slægter. Den nærmeste Anledning til dette Emnes Behandling gav en Blæksprutte af en aldeles usædvanlig Størrelse og af fulde halvanden Centners Vægt, som i Slutningen af Aaret 1853 opkastedes paa den jydske Strandbred ikke langt fra Skagen, og af hvilken de hornagtige Kjæber nogen Tid efter bleve mig sendte. Disse Kjæbers Störrelse overgik nemlig saameget de os hidtil bekjendte Blæksprutters, at Dyret, hvorfra de hidrörte, maatte have staaet ved Siden af de enkelte gigantiske Blæksprutteformer, om hvis Forekomst i de varmere Egne af Atlanterhavet zoologiske Reisende nu og da have bragt Efterretning, uden at have været saa heldige at kunne medbringe noget haandgribeligt Vidnesbyrd om, at der ikke havde ligget nogen Skuffelse til Grund for, hvad de enten meente at have seet, eller hvad der var bleven dem meddelt af Andre, og til hvilket de havde sat Lid. Alle- rede som et saadant hidtil savnet Vidnesbyrd havde disse Kjæber altsaa et eget viden- skabeligt Værd og fortjente en nåiere Beskrivelse og Afbildning; idet jeg nedenfor har givet begge, har jeg tillige samlidigen sögt af Kjæbernes Form at udrede tilnermelses- vis, til hvilken Gruppe af Blæksprutter dette Dyr maa have hört. Til Sammenligning med det herved vundne Udbylte har jeg optaget og nærmere betragtet de tarvelige og ufuldstændige Beretninger om nogle andre store Blæksprutter, eller om Dyr, der maatte tolkes som saadanne, hvilke i den historiske Tid ere blevne iagt- tagne ved Kysterne af vort Fædreland, eller af de det tilhårende Bilande, ligesom jeg ogsaa har tilfôiet Oplysning om en vel mindre, men dog altid anseelig og i sin Tid ikke ringe Opsigt vækkende Blæksprutte, der i 1661 var opdrevet ved Hollands Kyster, men senere blev opbevaret i de danske Museer. Jeg turde saameget mindre undlade at henlede Andres Opmærksomhed paa disse til forskjellige Tider iagttagne, men ofte misforstaiede Former, som llanddrivningen eller 52” 412 Strandingen af det kolossale Exemplar i 1853 derved faaer en anden Betydning og, istedetfor at være et aldeles enestaaende Særsyn, bliver til et noget almindeligere, der i det mindste eengang i hvert Aarhundrede har gjentaget sig; thi det vil af de anførte Beretninger fremgaae klart nok, at Blæksprutter af denne overraskende Störrelse, eller endnu större, ere opdrevne ved vore nordiske Kyster i 1545 (ell. 1549), i 1639, 1798 og 1853. Skjöndt disse alle synes at have stemt overens med hverandre ikke alene i den umaadelige Kropmasse, de have udviklet, men ogsaa i det samme almindelige Omrids af Kroppen, saa at de i det mindste maa have tilhört samme Hovedgruppe af Blæksprutter, saa ville dog de korte Beskrivelser af dem neppe befindes saa nöie svarende til hverandre, at man kunde med Rimelighed formode, at de udgjorde een Art. Derimod vil man vistnok være nödt Lil at henföre dem alle til det samme store og fjerne Hjem, langt fra vore europæiske Kyster, ude i det aabne atlantiske Hav og navnligen paa dettes stårre Dybder. Herfra have de ved tilfældige Omstændigheder forvildet sig op til de mindre og lavere Dele af Havet og ind imod Kysterne, og i disse uvante Omgivelser have de da, som saamange af Dybets Beboere, tabt Evnen til at staae Bålgebevægelsen imod og at redde sig fra Skibbrud og Stranding. Paa Grund af delte for alle disse Former sandsynlige Hjem har jeg overskrevet Afhandlingen: Spolia at/antica; men Anledningen til denne Overskrift var dog tillige en anden. I de 13 Aar, jeg har forestaaet Bestyrelsen af Universitetets zoologiske Museum, har delle nemlig modtaget et ganske anseeligt Antal Dyr, især lavere, fra flere Strög af Atlanterhavet, og iblandt dem ere ikke faa nye for Videnskaben, medens -de næsten alle have et fælles Værd for denne derved, at de ere betegnede med Længden og Bredden, hvorunder de ere tagne, og saaledes afgive rigelige Data til vor endnu mangelfulde Kund- skab om Udbredningen og Fordelingen af Havets, navnligen det aabne Havs, Dyreformer. Disse Dyr ere fornemmeligen indsamlede ved Hr. Skibscapitain Vilh. Hygom, hvis venskabe- lige og utrættelige Virksomhed for mig og Museet jeg skylder mange hundrede Glas med Dyr, opbevarede i Spiritus og fornemmeligen fra det aabne Hay, tagne paa ikke færre end 12 Reiser mellem Europa og Sydamerika eller Vestindien. Et betydeligt Antal fra de samme Linier over Atlanterhavet skyldes dernæst min Ven, Professor og Inspector I. T. Reinhardis gjentagne Reiser til og fra Brasilien, og alter ikke faa Hr. Commandeur- capitain Suenson, Capitainlieutenant Hedemann, de daværende Skibslæger Matthiesen og Prosch, Hr. Skibscapitain Strandgaard og Flere, medens der fra de allernordligste Dele af Allanterhavet er indsamlet mange gode Bidrag af Hr. Capitain Holböll, hvis Fortjeneste af det grönlandske Havs Naturhistorie er bekjendt nok, af Inspecteurerne Olrik og Rink og af Skibscapitain Moberg m. fl. — Skjöndt aarligen nye Former komme til, og det derved fremgaaer tydeligt nok, at det kun er en saare liden Del af Havets Fauna, som vi kjende, blev det dog ikke rimeligt længere at udsætte en begyndende Bearbeidelse af det 413 vigtigste af det ved disse Indsamlinger navnlig i dyrgeographisk Henseende vundne Ud- bylle, som Bidrag til Atlanterhavets Naturhistorie, — hvilken Bearbeidelse jeg da Tid efter anden haabede fortsat dels ved egne dels ved Andres Kræfter. Jeg havde tænkt at give disse Bidrag Fælledstitlen Spolia atlantica, og at begynde med de indsamlede Cephalopoder; til et saadant Bidrag til Kundskab om Atlanterhavets Blæksprutter syntes mig nu nærværende Afhandling at slutte sig saa nåie, at jeg fandt det mindre passende — under Forudsætning af, at hin Plan vil lykkes — ikke at give denne den samme almindelige Overskrift. Efter at dette var nedskrevet og forlængst færdigt til Trykken, har Hr. Capitain V. Hygom fra sin sidste Reise til Cuba, hvorfra han i disse Dage vender tilbage, medbragt vigtige Dele af en kolossal Blæksprutte, som han havde fundet flydende paa Havets Over- flade under 31° N.B. og 76° V.L. Kjendskabet til disse Former blev derved rykket et godt Stykke fremad, og idet jeg nu i denne Afhandling kan optage Beskrivelse og Figurer ogsaa af disse medbragte Dele, bliver saaledes hin Overskrift endmere retfærdiggjort. — *) *) Formedelst en langvarig Sygdom blev det allerede i Trykkeriet indgaaede Manuscript atter taget ud af dette, og det er først i December 1857 atter lykkedes Forfatteren at beskjæftige sig med Trykuingen. Efterskrift. En ny Standsning voldtes i de 40 Aar til Steenstrups Død 1897. Af de for længst rentrykte 3 Ark, S.417—440 = 9—32, og af de i Steenstrups Værge forefundne Korrektur- Ark S.409—416 og 441—448 = S.1—8 og 33—40, til hvilke Satsen endnu henstod i Trykkeriet, ere endelig i 1898 disse Afhandlinger, der vare bestemte til at afslutte 4de Bind af Ste Række af Sel- skabets naturvidenskabelige og mathematiske Skrifter, af Undertegnede førte til Udgivelse. Den 6te Afhandling var end ikke sat, men den forelaa i Manuskript. Endyidere var der Tegn til, at det havde været Forfatterens Hensigt at publicere en anden fortsat Række Afhandlinger under samme Titel. Jeg antager, at der skulde været optaget Beskrivelse af de «Architeuther», som vi senere havde faaet fra Island og Færøerne — maaske ogsaa Oplysninger om de fra andre Have publicerede «Kæmpe-Blæksprutter». Alt dette maa det overlades Fremtiden og Andre at supplere. Læseren vil vistnok her savne Steenstrups Redegjørelse for den ældste saakaldte «Sømunk» eller «Munkefisk», den i Midten af det 16de Aarhundrede her i Sundet ved Malmø indstrandede Monachus marinus. Steenstrups populære, men dog ægte videnskabelige Foredrag om den i den naturhistoriske Forening 1854 blev trykt i «Dansk Maanedsskrift» og senere (1863) i de af mig udgivne «Almeenfattelige Natur- skildringer» andet Bind. Steenstrup har ganske vist tænkt paa at optage en saadan Redegjørelse ogsaa i denne Samling, men maaske har han senere ment, at det kunde være nok med hin dobbelte Publikation. At medoptage den her uden udtrykkelig Bemyndigelse har jeg ikke vovet, da man ikke kan vide, hvad Steenstrup maaske vilde have givet et fyldigere, mere videnskabeligt Udtryk. Chr. Lütken som Udgiver. Vb. VI. 414 Oversigt over Indholdet. Indledende Bemærkning. (411—414). Beskrivelse og Afbildning af Hornkjæberne af en kolossal Blæksprutte, som i December 1853 opdrev paa Aalbæk Strand ved Kaltegattet. (Hertil Tavle D. (415—424). Beretning om en paa Tingöresandene i Nordre-Island i Efteraaret 1639 opdreven kjæmpestor Blæksprutte. (425—428). Meddelelse om en lignende stor Blæksprutte, opdreven paa Stranden ved Môdruvalle i Nordre-Island i November eller December 1790. (429—432). Efterretning om en ved Hollands Kyst imellem Kattwick og Schevelingen i Aaret 1661 fanget Blæksprutte og dens Henförelse til en hidtil ubeskrevet Art af Slægten Ommatostrephes (O. pteropus Stp.) (Hertil Tavle II og Tavle I, fig. 5—6). (433—440). Beskrivelse af en anden, meget anseelig Blæksprutte, der i Stôrrelse og Form staaer ved Siden af foregaaende og ligesom denne turde have Hjem i Atlanterhavet, men som bør udgjöre en egen Slægt (Dosidicus Eschrichtii Stp,). (441—446). Senere Efterskrift til de foregaaende Beskrivelser af Ommatostrephes pteropus og Dosidicus Eschrichtii. (447—449). Beskrivelse og Afbildning af Hornkjæberne, Tandvæbningen, Armene, Sugeskaalene, Rygpladen, og flere andre viglige Dele af en over 6 Alen lang Blæksprutte, som Capt. Hygom i Efteraaret 1855 traf i en næsten uskadt Tilstand i Allanterhavet under 31° N. B. og 76° V. L., og som udgjör en ny Art og Slægt af oceaniske Blek- sprulter, Architeuthus Dux Stp. (hertil Tavlerne III — IV). (450—454). 415 Beskrivelse af Hornkjæberne af en kolossal Blæksprutte, som i December 1853 opdrev paa Aalbæk Strand ved Kattegattet. (Hertil Tavle I.) I Januar 1854 sendtes mig fra Hr. Strandingscommissær Kjelder i Skagen Hornkjæberne af en Blæksprutte, der i Begyndelsen af December 1853 var opdreven paa Aalbæk Strand ved Kaltegaltet og som var af en saa ganske ualmindelig Størrelse, at dens Kjæber for- ljene en ndiere Beskrivelse og Afbildning som et Vidnesbyrd om den næsten utrolige Størrelse og Styrke, slige lavere Dyreformer kunne opnaae ude i det store Hav, og den Hersker- rolle, de paa Grund heraf endnu mere blive istand til at udföre i delle. Saavidt jeg veed, er Armen af den store Blæksprutte, som Banks i 1769 fandt paa sin Reise i Sydhavet og hvoraf enkelte Dele opbevares i et af Museerne i London (the Hunterian Collection), det eneste i de europæiske Museer opbevarede Vidnesbyrd, paa hvilket man har kunnet stôlle den Anskuelse, at Cephalopoderne virkelig naae nogen betydelig Stôrrelse, og dog vover den berömte Prof. Owen, der som Bestyrer af det ovennævnte Museum har havt Leilighed til nærmere at undersöge denne Arm, ikke at angive Størrelsen af det Dyr, til hvilket den har hört, höiere end til 6 Fod, Krop og Arme sammenregnede *). Mere end det dobbelte af denne Störrelse maa derimod vor Blæksprutte have havt, saavidt vi ere istand til at bedömme den efter Kjæberne, og dette lader sig jo nogenlunde gjôre, naar man först veed, hvilke almindelige Omrids man skal tillegge Dyret, eller, hvad der vil være det samme, til hvilken större Gruppe af Blæksprutter man skal henregne det, og idetmindste tilnærmelsesvis ville Kjeberne antyde en Blækspruttes systematiske Plads. Paa den hosfölgende Tavle I har jeg ved Figurerne 1 og 2 sögt saa omhyggeligt, som muligt, at fremstille de nævnte Hornkjæber i naturlig Störrelse, og til Sammenligning med dem har jeg afbildet Kjæberne af nogle af de hidtil kjendte stôrste Arter af tre forskjellige Slægter, til hvis Kjæber de i Formen syntes nærmest at slulte sig, nemlig af en Krogblæksprutte (Gonatus Fabricii (Licht.) fig. 3—4), en Ommatostrephes (0. ptero- pus Stp. fig. 5—6), og af en Loligo (L. Forbesii Stp. fig. 7—8), alle tre ligeledes i naturlig Størrelse. *) Cfr. Todd. Cyclopædia of Anatomy and Physiology I. p. 529. 416 De tvende Figurer 1 og 2, hvoraf den förste fremstiller Overkjæben, den anden Underkjæben, lade strax uden nærmere Beskrivelse saameget fremgaae, at Kjæberne ikke kunne have lilhért et Dyr af de hidtil kjendte Slægter af Ottearme (Octopodes*). Ville vi nemlig stille Kjæberne af slige Bleksprutter ved Siden af Kjæberne af de Blæksprulter, der udgjôre den anden siore Hovedgruppe indenfor Klassen, Tiarmene (Decapodes), vil selv en i störste Almindelighed anstillet Sammenligning vise en stor For- skjel mellem dem i Formen af flere Partier. För Sammenligningen ville vi blot, ved Hjælp af de hosföiede Figurer, gjenkalde os Stillingen af Hornkjæberne i Blæksprutternes Mund og disses vigtigste Dele. A. fremstiller det kjödfulde Mundparlie fra den venstre Side, eflerat Læbedelene paa denne ere bortlagne, saa al Underkjæben (r‘. a‘. g.) lydelig sees i Stilling og dens hele Omrids ligger blottet. fremstiller det Samme, efterat man har gjennemskaaret Underkjæben i Midtlinien til- ligemed dens Muskler og borttaget dens ene Halvdel, saa at Overkjæbens (r. f. a. p.) Omrids lettere kan forfölges. . fremstiller i tredobbelt Störrelse begge Kjæberne med deres Muskler gjennemskaarne i Midtlinien, saa at man kan see den egenlige Mundhule, dannet af Kjæbernes indre Hornvegge ( p. g. g.) og for stôrste Delen opfyldt af det kjödfulde Tungeparlie (J. 1.). Overkjeben og E. Underkjæben af en anden Blæksprutte, udtagne af Mundhulen og fremstillede fra höire Side. Nemlig Octopus, Heledone, Philonexis, Tremoctopus, Argonauta, Sciadephorus (= Cirroteuthis Eschr.) ; af to hidtil ubeskrevne Slægter: Bolitena n.g., der har een Række af Sugekopper som Heledone, men er af en medusaagtig Consistens som Sciadephorus, hvis Trevler og Finner den dog mangler, og Haliphron n.g., der adskiller sig fra alle Octopoder ved sine klokkelignende Sugekopper med lappede Rande, har jeg kun Kjæberne af den forste, og disse fjerne sig allerlængst fra Decapodernes. A17 For Kortheds Skyld kunne vi her til Brag ved vor Sammenligning indskrænke Benævnelsen : „Neb” (rostrum, r. r‘) lil den fremragende, næblignende forreste Del eller Spids af Kjæberne, der minder om Næbet af en Rovfugl, dog at her Undernebet (r’) krummer sig op foran Overnæbet (r.), og at delte falder igjen indenfor hint, omvendt af Forholdet hos Fuglene. Af de to Hornplader, hvoraf hver Hornkjæbe er dannet, idet de sum en Skede omgive de blåde Kjådkjæber, ville vi igjen kalde „Ganepladen” eller „Ganedelen” (pars s. lamina palatina, p.) den större indre Horn- plade af Overkjæben, hvori Overnæbet forlsælter sig indad i Mundhulen og som dels danner et Ganelag over denne, dels böier sig ned paa begge dens Sider; »Pandedelen” (pars frontalis, f.) den mindre, åvre og ydre Hornplade af Overkjæben, som udvendigen beklæder de blöde Kjæber og böier sig op imod en Del af Hovedet, hvilken man maaskee kunde betragte som Dyrets Pande; »Strubedelen” (pars gularis, g.) den Underkjæbens övre og indre Plade, der danner Mundhulens Gulv og imod hvilken den stærke og kjådfulde Tunge hviler; fremdeles: »Hagedelen” (pars mentalis, m.) den nedre og ydre Hornplade af samme Kjæbe, som udvendigen böier sig ned over de blöde Kjæbedele; samt endelig ved „Vinger” (ale) forstaae dels hine nedstigende Forlengelser (a. descendentes, a.), der fra Overkjæbens Næb og Pandedel gaae ned med Ganedelens forreste Rand, dels hine opad- stigende Forlængelser (a. adscendentes, a‘), som paa samme Maade fra Underkjæbens Næb og Hageplade strække sig op med og tildels op over Strubedelens forreste og överste Rand. Ville vi nu, som vi für yltrede, stille ligeover for hinanden Hornkjæberne af hine to store Afdelinger indenfor Klassen, — og Figurerne D. og E. fremstille netop Over- og Underkjæben af en Tiarm (Onycotheuthis), sete fra hôire Side, medens F. og G. fremstille Over- og Underkjæben af en Oltearm (Octopus) fra venstre, — ville Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og malhem. Afd. å Bd. 53 418 vi finde, at de Punkter, hvori samtlige Octopoder i Kjæbeformen skille sig fra De- capoderne og vor store Blæksprutte, blive især fölgende: Kjæbernes Næb ere langt mindre krummede, sammentrykte og tilspidsede hos Ottearmene end hos nogensomhelst Tiarm; Pandedelen er altid meget mindre og gaaer hos Hovedslægterne Octopus og Heledone ikke længere lilbage, end at dens Bag-Rand falder i Linie med den bagerste Rand af den nedstigende Vinge, hvilken tillige er forholdsvis liden; hos de andre Slægter gaaer den kun ganske lidt længere tilbage; Pandedelen hæver sig derhos kun ganske svagt over Ganepladen, medens den hos Decapoderne, idet den forlænger sig baglil, stiger iveiret og hæver sig stærkt over Ganepartiet, hvorved den råber en langt stårre Tykkelse af de blöde Kjæbedele*). Underkjebens Strubedel naaer derimod i Midilinien længere tilbage end hos Decapoderne, idet den mangler det mere eller mindre dybe Indsnit, som samtlige disse have; som en Fålge deraf forlænger Bagranden af den opstigende Vinge paa den ene Side sig uden al Indbugtning over i Bagranden af Vingen paa den anden Side. — Med Hensyn til Hornmassens Tykkelse have aabenbart Octopoderne Overvægten over Decapoderne, og ligeledes have de en videre og rummeligere Mundhule, der giver en slörre Vidde mellem begge Kjæbesiderne og en svagere Hvælving; i begge disse Forhold fjerne sig ogsaa vore siore Kjæber fra Octopoderne. Det förste Blik paa vore Kjæber viser os altsaa tydeligen, at disse have tilhôrt en liarmet Blæksprulte, eller en Bleksprutte med Fangarme (Tentakler). Ved en nåiere Sammenligning af Kjæbeformerne indenfor denne Orden, föres vi igjen nærmest hen imod Ordenens Centrum, altsaa til de mere langstrakte, kraftfulde og til stærkere Svömning skikkede Blæksprutter. Paa den ene Side sondre sig nemlig den plumpbyggede Sepiaslægts Kjæber fra vore ved en slærkere Krumning af Gane- og Strube- pladen, buttere Næb og tykkere Hornmasse, medens paa den anden Side Ordenens sva- gere Former, D’Orbigny’s saakaldte Loligopside og de med Hornkroge væbnede Onychia- slægter, noksom fjerne sig ved flere Eiendommeligheder i Underkjæbens Strubedel, og navnlig ved den stærke Tilspidsning af dens åverste og bageste Vinkler og den dermed i Forbindelse staaende Korthed af det faste Mundgulv; flere af Krogblæksprutterne udmærke sig desuden ved en ophöiet Skraaribbe paa Strubepladens Ydreside, ikke at tale om Over- kjæbens svagere, mere udirukne, men spidsere Næb. Selv om de senest nævnte Slægter, som det virkelig synes, frembyde en noget större Formrigdom i Kjæberne, og især i Dannelsen af disses Strubedel, end hidtil har været anfårt, og navnlig end den, som D'Orbigny, der mest har beskjæftiget sig med Dyrene af denne Klasse, angiver, vil dog *) Mest nærme Kjæberne af den hidtil enestaaende Sciadephorus Mülleri (Eschr.) sig til Formen hos Decapoderne, idet Pandepladen her baade hæver sig hôiere op og forlænger sig mere bagtil end hos de andre Octopoder. 419 den nævnte svagere Bygning af Næbet, der ogsaa gjenkjendes i Kjæbernes övrige Partier, gjöre det mindre sandsynligt, at vor Kolos kan have Lilhört Krogsprutternes Gruppe. lfölge de af D’Orbigny givne Figurer kommer nemlig efter min Mening ingen af de i denne Gruppe kjendte Kjæbeformer nærmere til vore store Kjæber end Kjæberne af den grønlandske Gonatus Fabricii (Licht.), en hidtil meget miskjendt Blæksprutte, og netop forat vise Afstanden selv imellem dennes Kjæber og vore, har jeg aftegnet dem Tab. I, figg. 3 og 4. Som Gjenstande for en nærmere Sammenligning bliver der altsaa tilbage netop Hovedslegterne Loligo Lmck. (restr.) og Ommatostrephes D'Orb., samt Rossia (med Sepiola), med hvis Kjæber vore store have meget vasentlige Overensstemmelser, dog uden at slutte sig saa nöie til nogen af dem, at de kunne antages at have tilhdrt en Art netop af disse. Tage vi nemlig forst den store Overkjæbe (fig. 1) for os, saa finde vi vel, at denne mest ligner Loligoslegtens, men dens Ganedel er meget mere langstrakt, idet den er lengere og mindre hôi end hos Loligen, ligesom den ogsaa er mindre hvælvet i Længderetningen; Pandepladen hæver sig forholdsvis hôiere over Ganepladen, saaledes at de senede og kjödede Kjæbedele, der ligge mellem begge, maae have været meget tykkere. Ved begge disse Forhold fjerner den sig endnu længere fra Overkjæben hos Ommatostrephes-Slegten (fig. 5), der i Dannelsen af det egenlige Næb desuden har det Eiendommelige, at et smalt, dybt Indsnit skjærer sig ind imellem dette og den nedenfor liggende Del af Kjebernes Skjererand (Figg. D. E. F.G. i. i‘), som dannes ved Sammenstöd af Ganepladens forreste Partie og Vingens Forrand. Af dette Indsnit findes der nemlig aldeles ikke noget Spor paa vor store Kjæbe, men dens Skjærerand er noget mere S-bdiet end baade Loligens og Ommatostrephens. I Underkjæbens Formforhold finder jeg omvendt större Lighed med Ommatostrephes- end med Loligoslegten, idet jeg med D'Orbigny er tilböielig til at legge megen Vægt paa Strubepladens korte og hôie Form og paa den stærkt skraanende Retning af dens Bag- rand, hvorved netop de bagerste överste Vinkler saa stærkt tilspidses; de bredere Vinger og Næbets Styrke nærme den maaskee ogsaa mere til denne Slægt. Hvis det ikke snarere er simpelthen et Udtryk for den individuelle Styrke, og altsaa tildels afhengigt af Dyrets Alder og Störrelse, end et Udtryk for generisk Slægtskab, da vil det retvinklede Udsnit mellem Næbet og Underkjæbens Skjærerand vel ogsaa nermere have sit Tilsvarende i det stumpvinklede Udsnit hos Ommatostrephes end i den langt svagere Indbugtning hos Loligo, skjöndt det ikke kan nægtes, at Skjæreranden i dens hele Löb og Contour har mest Lighed med denne. — Hvad der er sagt om Forskjellen mellem Kjæberne af Loligo og vore store Kjeber, gjælder ogsaa og endnu mere for de smaa Sepiola- og Rossia- Formers Kjæber. Af Sammenligningen med det bekjendte Materiale vindes der for Oieblikket allsaa 53* 420 neppe noget nôiere Udbytte med Hensyn til denne store Blækspruttes almindelige Form og Udseende, end 1) at denne, efter Kjæberne at dömme, bestemt har været en liarmet Blæksprutte; 2) at den dernæst har sluttet sig til de mere langstrakte Former, men at det af Kjæberne ikke er muligt at afgjöre, om den snarere har været et med Loligogruppen end et med Ommalostrephesformerne beslægtet Dyr; 3) men at under alle Omstændigheder dens Kjæber ere saa forskjellige fra de hidtil kjendte Sæt af Over- og Underkjæber, at den udentvivl maa være Repræsentant for en egen Slegtform. Saanær meente jeg at kunne komme Bestemmelsen af den Blæksprutte, hvorfra Kjæberne hidrörte, ved disses Form alene. Men fra en anden Side sögte jeg tillige at komme til Erkjendelse af, hvorvidt denne lilnærmelsesvis givne Henförelse var riglig, ved, om muligt, at erholde Oplysning om Beskaffenheden af andre Dele hos det opdrevne Dyr; thi en Ommatostrephs store aabne Öine maatte, som bekjendt, gjöre et ganske andet Ind- tryk selv paa den tilfældige Beskuer, end Loligens med Hud overtrukne Öine; og sönder- skares Dyret, var del ogsaa at vente, at man vilde have lagt Mærke til det ned igjennem Ryggen gaaende Hornblad, den saakaldte „gladius”, der hos alle Ommatostrepher er smal, med tykke, brune Længdelister, som gjöre den stiv og skjér, medens den hos Loligo- formerne er langt bredere, tyndere, böieligere og lysere farvet, hos de mindre Arter af denne Slægt næsten gjennemsigtig, hindeagtig, og hos Rossia og Sepiola er saa at sige forsvindende. Fremdeles var det ogsaa at vente, at, saafremt man havde kastet Oiet paa Armenes Sugeskaaler, vilde man ikke have kunnet undgaae at bemærke de skinnende, næsten guldglindsende Hornringe, som adskille de tiarmede Blæksprulter fra de otlearmede, hvis saadanne virkelig havde været tilstede, ja det vilde neppe være blevet ubemærket, om Sugekopperne havde havt Hornringe eller i deres Sted kun Hornkroge. Ved mine Henvendelser til Forskjellige, der havde seet det hele opdrevne Dyr eller en- kelte Dele deraf, fik jeg imidlertid kun fålgende sparsomme Oplysninger”). Det havde nemlig truffel sig saa uheldigt, at Dyret drev op paa en Tid, da Choleraen slærkt hjemsôgte Egnen og kun en ringe Opmærksomhed kunde skjænkes en saadan Begivenhed. Ved sin Størrelse havde denne Blæksprutte vel forbauset Fiskerne, men de erkjendte den dog for en god Prise og benyt- tede i Begyndelsen endel af den, som af enhver anden ,Tarfisk” (i deres Sprog Benævnelsen for en Blækfisk), til Agn paa deres Kroge; efter to Dages Forlöb turde de imidlertid ikke *) Disse skylder jeg især ovennævnte Hr. Strandingscommissær Kjelder og Stedets agtede Præst, Hr. Hammer, 421 lade den ubenyttede Del henligge længere udækket, og denne blev derfor nedgravet i Stranden, men Stedet skal senere ikke have været at paavise. Finderen af Dyret havde heldigvis iforveien bortskaaret det kjådfulde Mundpartie med de deri siddende Kjæber, og overladt det til Indsenderen, der opbevarede det i Spiritus; men desuagtet var det dog gaaet i Forraadnelse, dels af Mangel paa Tilsyn i denne sårgelige Tid og dels vel ogsaa som Fülge af, at det ikke oprindelig havde været fuldkommen friskt. Paa Grund heraf bleve Hornkjæberne skaarne ud og mig tilsendte i tørret Tilstand; Tungen med dens Raspebeklædning, der ved Siden af Kjæberne saa væsentligen vilde have lettet os Op- fattelsen af det hele Dyr, blev desværre tilbage i den forraadnede Masse. En ung Læge, der havde udskaaret de mig sendte Kjæber af det forraadnede Mundpartie, havde bemærket, at der fra den ydre Side af dette udgik to korte, trinde Legemer af omtrent 3 Tommers Længde og 1 Tommes Tykkelse, og saavel af Beskrivelsen, som af den Tegning, han efter Hu- kommelsen med en Blyant ridsede for mig, vil jeg ikke være ulilböielig til at give ham Ret i, at det kunde være Roddelen af Tentaklerne, hvorved Bestemmelsen af Dyret, som en Tiarm, vilde bekræfles, hvis der iôvrigt om dette Punkt kunde være nogen Tvivl. — Til Fiskerne havde jeg igjennem Stedets Præst henvendt mig med bestemt formulerede Spörgs- maal*). Af tre forelagte Tegninger, som jeg havde sendt dem med Forespårgsel om, hvilken der forekom dem mest at ligne det opdrevne Dyr, og som forestillede Loliyo vulgaris Lmck., Ommatostrephes Todarus (Raf.) og Onycoteuthis Lichtensteinii D'Orb.**), udpegedes Omma- tostrephen bestemt som den al disse, der havde den stårste Lighed, om denne end fornemmelig var i enkelte Dele, „navnlig Been (Armene), Hoved og Öine”; Kroppen lignede ikke saa- meget og synes at have været mere bugel***); Finnernes Form erindrede man ikke saa nôie; Sugekopper var der paa Armene og ,der var ingen Tvivl om, at der jo var Hornringe i dem, men ingen af dem blev hjembragt” eller opbevaret; „en Skal eller Brusk laae langs hen i Ryggen, men den blev slet ikke undersågt og gik tabt tilligemed Dyret”; „Öinene viste sig tydeligen som paa Figuren”, men desværre blev mit Spørgsmaal, om man havde bestemt seet Öienhuller, ikke besvaret. — Som Fölge deraf bliver det endnu lige tvivlsomt, om der i den formentlige storre Lighed med Figuren af O. Todarus tor lægges mere end et Ud- tryk for, at det fundne Dyr har havt sine Arme forholdsvis stærkt udviklede ligesom denne Blæk- +) Hornringe og Hornkroge af större Blæksprutter, ligesom Hornbladet af en stor Loligo samt flere Teg- ninger vare oversendte for at anskueliggjåre det, hvorom der spurgtes. **) Alle tre Figurer efter D’Orbigny: Les Cephalopodes Acetabuliferes, Loligo Pl. 22; Ommatostrephes PI. I (Loligo) ; Onycotheuthis Pl. 8. ***) De mig ikke ret forstaaelige Ord i Svaret ere: „Kroppen derimod var rund fra Hovedet af, og gik ud i eu Spids bagtil”. — Da ingen Oplysning kunde gives om Finnerne, er jeg noget uvis, om ikke Finnerne have, som de saa ofte gjåre, lagt sig rundt om Kroppen og givet denne stôrre Fylde, og om den nævnte Spids hårer Finnerne eller Kroppen til. 422 sprulte. Skulde det have havt Oiet aabent, som Ommatostrephes, viser dog det om Rygsværdet brugte Udtryk „Skal eller Brusk” bestemt nok, at det maa have tilhôrt en fra denne forskjellig Slægt. Ogsaa synes del at have havt en noget mindre vallseformet Krop end den, der cellers tilkommer Arterne i denne Slægt, men derved maa rigtignok erindres, al opdrevne Blæk- sprulter oftest ere i slap Tilstand, i hvilken Kroppen kan have et mere buget Udseende>). Indtil fuldstændigere Oplysning ved et andet Individs Opdrivning eller Fangst kan erholdes, kunne vi, uden at udsætte os for nogen stor Feillagelse, blive staaende ved den Anskuelse om vort Dyr, at det nærmest har havt Bygning og Udseende med en kort Om- matostrephes eller en kort Loligo, kun at Armene have været stærkt udviklede, og der- efter kunne vi da nogenlunde beregne den Störrelse, det maa have havt. Af en 21 Fod lang Ommatostrephes have Kjæberne den Störrelse, hvormed de ere aftegnede figg. 5, 6, og af en omtrent ligesaa stor Loligo, som Figurerne 7, 8. Kjæberne af det op- drevne Dyr ere i alle Retninger 3—4 Gange slörre og råbe saaledes en Blæksprutte af et mange Gange saa stort Omfang og Störrelse. Delle bekræftes nu ogsaa fuld- komment ved Betragtningen af det hele Muskelæble, som omgiver Kjæberne og som hos Ommatostrephen og Loligen kun ere af en middelmaadig Valnöds Störrelse, medens det Muskelæble, som omgav de mig sendte Kjæber, var af „en stor knyltet Haands” Størrelse ifölge Indsenderens Beretning, og ifölge mundtlig Meddelelse af den ovennævnte yngre Læge, der udskar Kjæberne af den, endog ,ligestort med Hovedet af et etaars Barn”. — Efter Kjæber og Kjöddele og den tilnærmelsesvis fundne Form kunne vi neppe tillægge Dyret en ringere Længde end henved 8—10 Fod. Denne Længde omtrent have Fiskerne ogsaa tillagt Dyret, idet de derhos mere bestemt paa tvende andre herhidhörende Spörgs- maal have svaret, at „Armene eller Benene havde en Tykkelse som et Menneskes Arme”, og at ,hele Dyrets Vægt kunde være 10 à 12 LÆ”. Disse sidste Angivelser, navnlig en Vægt af 1Y—2 Centner, synes mig dog at råbe, at den anfårte Størrelse snarere er for lille end for stor. Til Sammenligning anförer jeg her, at min ovennævnte Ommatostrephes vejer nu, à Spiritus, 4 & og min Loligo neppe 3 &; begge ere at betragte ikke blot som store, men som meget store Individer af deres Arter og Slægter, og Verany angiver i sil nye smukke Værk over Middelhavets Cephalopoder, at de aldeles usædvanlig store Blæksprutter, *) Forövrigt maa det heller ikke glemmes, at Hannernes Krop er kortere end Hunnernes og Armene i omvendt Forhold længere og stærkere, f. Ex. hos 0. sagittatus (Lmek-), og at allerede derved det mandlige Kjôn faaer et kort og fremmed Udseende. Sml. Verany, Mollusques méditerranéens, Cepha- lopodes Tab, 32, 33, og Steenstrup om Hectocotyldannelsen S. 15—16. 423 der nu og da ved Storm indkastes paa Middelhavets Kyster, kun veje 10—15 Kilogrammer, eller 20—30 &. — Et Indtryk af Dyrets uhyre Masse faaer man endelig ogsaa ved Indsenderens Svarskrivelse til mig, hvori det hedder, at „delte af de nulevende Fiskere ved Aalbæk eller Skagen aldrig för sete Uhyre” skal ved Ilanddrivningen „have udgjort et her al- mindeligt Læs; det blev imidlertid ikke hjemkjört af Heste, men derimod paa Hjulböre, hvoraf der vare flere fulde”; og dog blev der jo endnu det tilbage, som efter to Dages Forlöb blev nedgravet i Stranden. Da ved fremlidige Sammenligninger de virkelige Maal af Kjæbernes Dele kunne faae Betydning, hidsætter jeg her folgende Maal, som bleve tagne af Kjæberne kort efter deres Ankomst til mig. Kjæberne vare forud blevne opblådte og havde ved deres Spændkraft saa at sige fuldkommen antaget deres oprindelige Form. Maalene ere angivne i franske Centi- og Millimetre. a. Overkjæben. Overkjæbens hele Længde fra Næbspidsen til den överste Del af Ganepartiets Bagrand 11° 5 ™™ Ganepartiets Længde fra Næbhakket til samme Punkt ................ EINER Pandepartiets Længde fra Næbspidsen lil den överste Del af dets Bagrand .... 8° Omm Overkjæbens Höide fra Pandepladens Bagrands höieste PunkttilnedersteRandafVingen 8° 5" Ganenanliciswstorstegiold eng u SN el de Go b. Underkjæben. Underkjæbens hele Længde fra Næbspidsen til nederste Punkt af Strubepartiets Bagrand 5° 5 mm = — — til den överste spidse VinkelafStrubepartiet 8° Ov" Strubepartiets Længde fra Nebets Indsnit lil denne överste spidse Vinkel . . . .. GAS Hagepartiets Længde fra Næbspidsen til dets Bagrand . . .. . . . . . . . . . . ... JDE Underkjæbens Hôide fra Hagens Bagrand til Vingens nederste Rand......... SOLE SIQUDE DANS ISS WOME EPS EC Ce 32 6m Vinsensußreddenalndsniltersveda Neben en Be (en — =e oventorsvediskiærerandens Begyndelse 2.0.0.2 re Signum — — i Linie omtrent med Strubepartiets ovre Rand............ eam Under alle Omstendigheder maa altsaa det opdrevne Dyr hôre ikke blot til de store, men til de aldeles kolossale Bleksprutter, til dem, hvis Tilverelse man i det Hele har villet betvivle. De opbevarede sparsomme Levninger, Hornkjæberne, have altsaa for det förste den Interesse, at de paa haandgribelig Maade bevise, at uhyre Skabninger af denne Dyreklasse virkelig befolke det umaadelige Ocean. At ville antage, at del kun 4124 skulde være enkelte Individer, der opnaaede en saa usædvanlig Størrelse, synes unaturligt og ubegrundet; man maa meget mere antage, at det tilhôrer Dyrets Art at opnaae en saadan Kropudvikling. Ifölge den igjennem hele Tiarmenes Orden, og navnlig just de pelagiske Former af denne, gaaende Tilbdielighed til at leve i store Selskaber eller Stimer, maa man ogsaa slutte, at denne Art lever selskabeligen. En anden zoologisk Interesse frembyde disse Kjæber endnu, forsaavidt de ved deres Formforhold synes at antyde Tilstedeværelsen af hidtil ikke kjendte Combinationer indenfor Classen. Hvilken Typus det er, som mest har gjort sig gjældende i det Dyr, hvor- fra de hidröre, om dette nemlig har været et af de övre Havregioners ommatostreph- aglige Dyr, men omdannet til at leve paa det store Dyb, eller om det maaskee snarere har været mere beslægtet med de til Kysten og nærmere Bunden sig holdende loligo- og sepiola- agtige Blæksprutter, kun særlig ændret med Hensyn til Opholdet fjernt fra Kysten og ude i det store Hav, det er Spørgsmaal, som vi, paa Grund af vore ufuldstændige Kundskaber til Kjæbernes Formforhold, maa lade Fremtiden besvare, naar et andet Indi- vid i Tidens Löb kommer til vore Kyster. At deite vil skee inden kortere eller længere Tid, kunne vi saamegel mere vente, som de seneste Tiaars Erfaringer med Hensyn til andre Södyr, der leve paa Dybet, saasom Vaagmæren, Sildetusten og lignende flere, virkelig have vist, at det ikke var saa sjeldent, som man hidtil havde antaget, at saadanne Dyr under deres Bevægelser i Havet kom op i deltes höiere Regioner og derved ind i Strömme, der förte dem mere og mere bort fra det rette Hjem, indtil de, forvirrede i de fremmede Omgivelser, ikke mere kunde redde sig ud igjen og ved den uvante Bélgebevegelse bleve drevne paa Land. Den tilfældige Ilanddrivning af saadanne Dyr fra det dybe Hav har i Nu- tiden forövrigt en hel anden Betydning for Videnskaben end den tilfældige Stranding af en Hval eller den tilfældige Fangst af en veirslagen Fugl, hvilke sidste kun ad en usædvanlig Vei eller paa usædvanlig Maade frembyde sig for vore Iagttagelser, medens de fårste ere aldeles usædvanlige Gjenstande, der hidtil kun ad denne Vei ere komne til vor Kundskab, og rimeligvis vil det endnu vare længe, inden vi paa anden Maade end ved saadanne ufrivillige Gjæsler lære at kjende noget til hin fjerne Verden, hvori de leve. I de fålgende Afsnit vil jeg derfor endnu erindre om flere andre lignende Sendebud fra Dybet, der fortjene al Opmærksomhed. SER: . Beretning om en paa Thingöresandene i Nordre-Island i Efteraaret 1639 opdreven kjempestor Blæksprutte. I Eggert Olafsens og Bjarne Povelsens Reise i Island anförer den Forstnevnte, som be- kjendt Værkets egentlige Affatter, II Bind S. 716 under Randskriften „Vidunder”, at han i en af Landets chronistiske Optegnelser har fundet, at der i Aaret 1639 var paa Tingöre- sandene i Nordresyssel opdreven en underlig Skabning, hvilken han ved Hjælp af et simpelt Afrids med sit aabne Blik for Naluren ganske rigligen tyder som en usædvanlig Blæksprutte. Den chronistiske Optegnelse, hvortil han sigter, og som han saagodtsom ordret meddeler, findes hos den gamle Annalist Björn paa Skardsaa (Annales Björnonis de Skardsa), der for Aaret 1639 beretter blandt andet dette: „Om Hösten opdrev paa Thingöresand i Hunevandssyssel en underlig Skabning eller Söspögelse, hvis Lengde og Tykkelse var som en Mands Krop; det havde syv Haler, og hver af disse var i Længden vel to Alen. Disse Haler vare tælbesalte med en Slags Knappe og Knapperne vare at see til som om der var en Oiesten i hver Knap, og om- kring Oiestenen et Öiebryn (eller Krands af Öiehaar); disse Oichaar vare ligesom for- gyldte. Paa dette Såspågelse var der desforuden een Hale, som var voxet ud ovenfor hine syv Haler; den var overmaade lang, 4—5 Favne. Intet Ben eller Brusk fandtes i dens Krop, men alt var at see og föle paa som den blöde Bug af Qvapsoen*); intet Spor saaes til Hovedet, undtagen den ene Aabning, eller tvende, som fandtes bag ved Halerne eller kort fra dem. Denne samme Skabning beskuede mange troværdige Mænd og en af Såspågelsets Haler blev bragt hjem til Thingörekloster for at besees.” Dette er Annalistens Meddelelse, saa god den haves; uaglet det meget, den lader tilbage at önske, seer man dog, at den var tilstrækkelig for Eg. Olafsen lil at han, un- derstöttet af hint Afrids, rigtigen kunde opfatte, at der i Meddelelsen var paa en vis Maade vendt op og ned paa delte kolossale Dyr, idet de fra Hovedet udgaaende Arme vare blevne kaldte ,Haler”. Da der kun nævntes syv saadanne, slultede han, at den ottende maalte have været afrevet og ligeledes Magen til det meget lange Tentaculum. Naar han derfor til sin bestemte Tolkning af denne vidunderlige Fisk som ,en meget stor Sepia” *) eller Graasleppen, Cyclopterus lumpus L. femina. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd. Abd, 54 umiddelbart tilföier, „men hvilken Art, det kan man ikke bestemme”, saa seer man dog, al han indenfor den Linneiske Sepia-Slægt vilde henfåre den til Arterne med ti Arme. Dette har han gjort med fuldkommen Ret, da den håist karakteristiske Skildring af Armenes Sugeskaaler og navnlig af disses gulagtige, metalglindsende Hornringe som forgyldte Oien- haar paa Öienlaagenes Rand ikke lader nogen Tvivl om, at Dyret hörte til denne Afdeling ; Skildringen af disse Dele viser det endog bestemt hen til en af de to ved Lamarck i denne Afdeling begrændsede Slægter: Sepia eller Loligo. Uheldigvis besidde vi ikke den Albildning*), som Eg. Olafsen angiver at have seet og som ifålge hans Ord vel var forfærdiget af en i Tegnekunsten Ukyndig, men dog hjalp ham til „ganske at faae et Be- greb om Skabningen”, og den nærmere Henfårelse af Dyret til en bestemt af disse to Slægter er derved blevet os vanskeligere; men saafremt vi ikke ville gaae ud fra den For- udsætning, til hvilken der ikke synes mig at være nogen Grund, at Dyret har været i hüi Grad beskadiget paa Rygsiden, saa at de fastere underståttende Dele i denne vare gaaede aldeles tabte, berettiger dog Meddelelsens bestemte Udtryk: „intel Brusk eller Ben var i dens Krop” til at udelukke det fra den ved sin slore og eiendommelige Kalkplade i Ryggen saa udmærkede Sepia-Slægt, og altsaa ogsaa lil al tyde det som en Loligo Lmk., ja endog som en Form henhörende til den mest typiske Side af denne Lamarckske Slægt. Da nemlig alle Tiarmene have Rygplade, om denne end hos flere Slægter kan blive temmelig svag og büielig, saa kunne vi ikke ret godt forstaae hine Udtryk paa anden Maade, end at Rygpladen har i Dyret været saa blöd og böielig og saa svagt farvet, at den paa Grund af disse Egenskaber har undgaaet Opmærksomheden; dette kunde let tænkes at blive Tilfældet med en tyndere og bredere Rygplade, saaledes som den f. Ex. findes hos flere ægte Loligines, medens man derimod vanskelig kunde indrömme denne Mulighed for de Former, hvilke D’Orbigny med saa megen Grund har sondret ikke allene fra Loligoslægten men ogsaa fra Loligo- gruppen, under Navnet: Ommatostrephes og som udmærke sig fra de ôvrige ægte Loli- gines blandt mange flere Karakterer ved deres smale, stive og med særdeles tykke og mörkebrune Hornlister udrustede Rygplade. Ville vi lægge stærkere Vægt paa den givne Sammenligning mellem Sugekoppen og et Oie, saa kunne vi heller ikke andet end tilstaae, at Billedet er endnu mere træffende, naar vi tænke os som Gjenstand for Beretningen et loligoagtigt Dyr, end naar vi antage at Beskueren har havt en Ommatostreph for sig. Da nu ogsaa Tilstedeværelsen af de to store Oieaabninger hos en Ommatostrephes, især hos el opdrevet Exemplar, vanskelig vilde have undgaaet Opmærksomheden og være bleven uom- +) Den omtalte Tegning er vist neppe mere til; hvis Eg. Olafsen selv har eiet den, er den formodenlig gaaet tabt med de allerfleste af denne dygtige og sjelden begavede Mands Papirer, da han 1768, efter at have holdt Bryllup, vilde vende tilbage over Breidefjorden til sit Hjem og Skibet forliste med Besætning og Alt. 127 talt, synes Tausheden i dette Punkt at antyde, at Oinene vare skjulte aldeles af Huden som hos en Loligo. ,Det ene Hul eller to”, der vare bagtil ved ,Halerne”, og som forekom vore Iagttagere at være de eneste Spor til Hovedet, tyder jeg naturligvis som Kappespalten og den foran samme liggende store Kappetragt, og netop det Ubestemte i Angivelsen af disse Hullers Antal råber for mig bestemt nok, at der ved dem ikke kan være sigtet til parrede Aabninger, lig- gende som Öiespalterne, hver paa sin Side af Hovedet. — Uden Hjælp af noget Omrids af dette mærkelige Dyr, og alene ved de Egenskaber, hvilke denne Meddelelse vistnok temmelig tilfældig er kommet til at anföre, ledes altsaa Tanken paa en ganske naturlig Maade hen imod de Former af Blæksprutter, i Nærheden af hvilke vi, ifölge Beskaffen- heden af de opbevarede kolossale Hornkjæber, mente at maatte henfôre det store paa Jyllands Kyst opkastede Dyr. Under Forudsætningen af denne Henfårelses Rigtighed paatvinger sig naturligvis det Spörgsmaal, om da muligen ikke Dyret fra Thingöresandene 1639 og Dyret fra Raa- bergstrand 1853 kunde blive to Individer af een og samme Art, og delte forekommer mig ikke usandsynligt. Störrelsen vil idetmindste ikke, som mig synes, lægge nogen Hindring i Veien. Tages nemlig Hensyn til, at det islandske Maal i Almindelighed og navnlig i den Tid var idetmindste en Trediedel kortere end vort danske, saa vil Stôrrelsen af Thingôre- blæksprutten vel omtrent have været: Kroppen med Hovedet henved 6 Fod. De korte Arme fulde 3 Fod. De lange Arme eller Tentakler 16— 18 Fod. Kroppens Omfang 3—4 Fod. De lange Tentakler have altsaa havt en overordentlig Længde, idet de nemlig angives at have været omtrent dobbelt saa lange som Kroppen med de korte Arme. At disse sidste ikke kunne være regnede med i den for Kroppen angivne Længde, fremgaaer allerede af Maalene selv, men er ogsaa tydeligt af Udtrykkene om Hovedet, hvis Aabninger jo sattes imod Bagenden af Kroppen ved ,Halernes” Udspring, og længere end til ,Halerne” vilde de vistnok ikke regne Kroppen. Da Tydningen af Annalistens Beretning, saasnart den skal gaae videre end til Dyrets Henförelse til de tiarmede Blæksprutter i Almindelighed, er aldeles afhængig af den Nöi- agtighed, hvormed Beretningens Ord ere gjengivne, og da det, saafremt en Sammenligning med Originaltexten maatte ônskes, tår forudsættes, at neppe mange Naturforskere ville have Adgang til de Björnske Annaler og endnu færre have dem ved Haanden, anseer jeg det rigtigst her til Slutning endnu at anfåre disses Ord, idet jeg blot skal tilfôie, at Anna- 54 * 428 listen, der har givet os den ovenslaaende Beretning, levede fra 1574 til 1655, og saaledes er samlidig med Begivenheden. (1639) „Rak um havstid à pingeyra sande i Hünavatnspinge eina undarlega skepnu edur sid- skrimsl, ad leingd og digurd sem manns likame. pad var med siö haulum, og hvöreinn ad leingd vel tver älner. peir halar voru med alsettum hnappamyndum og hnapparnir voru ad sia, sem i ser- hvörre myndinne være sem avgusteinn, og i kringum avgasteinana sem avgnahvarmar, peir hvarmar voru ad siä, sem væru peir foreyliter. A pvi siöskrimsle var heradavke einn hale, er ut var vaxenn fyrer ofan hina halana, sä var ofurlangur, 4 edur 5 fadmar. Eckert bein edur briösk var i dess cor- pore, heldur allt ad sia og finna sem gräsleppu-hveliu-kvidur, og eingin mynd saz til höfudsins, utan pad eina hol edur två, sem voru aptur vid halana edur skammt fra haulunum. pessa saumu skepnu skodudu marger erleger menn, og einn halinn af pvi skrimle var hafdur til sÿnis heim til pingeyra.” Annalar Björns à Skardsa (Annales Björnonis de Skardsa). II, p. 238. 429 LL, Meddelelse om en lignende stor Blæksprutte, opdreven paa Stranden ved Müdruvalle i Nordre-Island i November eller December 1790. Saa anseelig end den foran omtalte Blæksprutte har været, maa den dog være langt over- gaaet af den, som meget senere, 1790, opdrev ved Arnarnesvik paa Nordlandet af Island og hvorom der findes en Efterretning i et Manuscript af den islandske Naturforsker Svein Paulsson. Denne bereiste, som det vil erindres, i Slutningen af forrige Aarhundrede (1791—93) den stårste Del af Island for Naturhistorieselskabet, i hvis Skrifter, som be- kjendt, der er optaget större Parlier af de paa hans Reise holdte Dagbåger. Disse, som endnu findes fuldstændige og udgjåre tre tykke Foliobind, lykkedes det min Reisefælle, den afdöde Naturforsker og Digter Jon Hallgrimson, at erhverve sig og at bevare for Videnskaben, idet han overlod dem til det Islandske literære Selskabs Bibliothek i Kjöben- havn; de have nemlig ikke blot historisk Interesse, men ere ogsaa endnu af videnskabelig Værdie formedelst mange i dem indströede og hidtil ubekjendte Iagttagelser, der dog ikke kunne tilfulde benyttes uden et nöie Kjendskab til den af Paulsson beskrevne Natur. I Dagbogen for Februar 1792 findes ordret optaget et til ham skrevet Brev fra daværende Amtmand over Nordrelandet, C. Thorarensen, dateret Mådrevallekloster d. 29de Decbr. 1791, i hvilket Brev Amtmanden paa Embedsvegne gjör ham opmærksom paa flere For- hold af naturhistorisk og oeconomisk Interesse, og iblandt disse Meddelelser findes ogsaa folgende : „I November eller December i fior Vinter” (altsaa 1790) „drev op | Arnarnæs- vik her i Sognet et Kreatur, som man kaldte Kolkrabbe, da det efter deres Sigende aldeles lignede det Dyr, man kalder saa, ialt, undtagen den usædvanlige Stårrelse, da de længste Tentacula vare over 3 Favne lange; men Kroppen ligefra Hovedet af 3Y2 Favne lang og saa tyk, at et fuldvoxent Menneske knap kunde overspænde det med Armene. Den fandtes ubeskadiget, men jeg fik intet at håre derom, fårend den hele var spoleret, hugget i Stykker, og som sædvanlig nedsyltet til Mading for Torsken, hvortil Fiskerne holde den fortræffelig. Manden, som mest tog sig af dette Kreatur, erindrede ei reltere, end at de lange Tentacula vare 4, og ialt 10 i Tallet, ligesom man ogsaa tillægger den Art af Sepia. Dog synes mig i Fålge Olafsen og Povelsen, de kuns skal være to lange. Denne har ellers rimelig været den samme, som det besynderlige Dyr paa Thingôresandene 1639, hvorom bemeldte Reisende i deres Reise p. 716 (tale), og beviser da at del findes fler- 430 steds end i Middelhavet, med mindre dette er en anden og langt större species. Denne havde ingen Been, undtagen det bekjendte i Ryggen. — Mon Kolkrabbetran ei fortjener nærmere at undersøges, end hidlil er skeet?” (Dagb. for 1792 p. 76—77). De Data i denne korte Meddelelse, der kunne lede os nærmere til Opfattelsen af den Form, som denne gigantiske Blæksprutte har havt, ere især Antallet af Armene, der angives til 10, og Overensstemmelsen med det Dyr, som paa Nordlandet kaldes , Kolkrabbe” og hvilken det siges at have lignet „ialt, undtagen den usædvanlige Störrelse”. Ved Kolkrabbi menes nu over hele Nordlandet ikke blot en tiarmet Blæksprutte i Almin- delighed — ingen Oltearm synes nogensinde at være iagttagen ved Island — men særlig en Art af Slægten Ommatostrephes, og navnlig O. Todarus Raf. Det er denne Art, der hyppigen fanges eller, rigtigere sagt, hyppigen i sin Fart kaster sig selv op paa Stranden eller paa Klipperne ved denne, og det er denne, som Mohr mener ved sin ,Kolkrabbe” og som Eg. Olafsen betegner med dette Navn for Nordlandets Vedkommende, men med Navn af ,Smok- fisk” for Sydlandets. Olafsens korte Karakteristik: Sepia tentaculis decem, corporis parte po- steriore crasso, pone acuminato”*), er bleven misforstaaet af Mohr og senere af Andre, og iblandt disse af mig selv **), som om han sigtede til den almindelige Blækfisk: Sepia officinalis, hvad imidlertid det sidste Led „pone acuminato” tydelig nok viser, at han ikke gjör. Hans umiddelbare Tilsætning: „en anden Art Sepia Loligo skal falde i Issefjorden : den kaldes Dile” tillader jo heller ikke at tænke sig andet end et Loligoformet Dyr ved hans Smokfisk eller Kolkrabbe. Nogen Art af Sepiaslægten — der jo råber sig saa let ved Rygskallerne, som paa Grund af deres Lethed flyde ovenpaa og opkastes paa Strand- bredden, — veed jeg heller ikke at være fangen ved Island, og i alle Tilfælde er den yderst sjelden; Mohr tilföier udtrykkelig, at han paa sin Reise ikke har seet Spor af den; af Eg. Olafsen seer man derimod, at hans Kolkrabbi ikke er noget sjeldent Dyr. Alle fra det nordlige Island, hvem jeg derom har spurgt, have som ,Kolkrabbe” beskrevet mig en Om- matostrephes, og blandt Figurer, som fremstillede forskjellige langstrakte Blæksprutter, udpeget Ommatostrephesarter som dem, der nærmest svarede til deres Kolkrabbi. Saaledes bliver der for mig ingen Tvivl om, at der ved dette Navn i Amtmandens Brev kun kan være ment en Ommatostrephes og navnlig O. Todarus, og med denne var det altsaa at Uhyret _mentes at stemme overens ialt undtagen i Størrelsen”. Udtrykket: „det sædvanlige Ben i Ryggen” maa allsaa gaae paa den smalle Hornplade i Ryggen af Ommatostrephen; jeg har tidligere været lilbdielig til at antage ***, at Ordet ,Ben” neppe vilde anvendes *) Eg. Olafsen og Bjarne Povelsen Rejse igjennem Island. I, S. 612. **) Forhandlinger ved de Skandinaviske Naturforskeres femte Måde (1847). S. 955. #*##) Smstds. 431 herpaa, og at dette Udtryk snarere antydede en saadan haard Kalkskal, som den, der findes hos Sepia; men for denne Anvendelse har jeg senere fundet flere Analogier. Tydningen af Dyret som en langstrakt Loligo eller Ommatostrephes gjöres ogsaa sandsynlig ved de anforte relative Maal; da nemlig: de lange Tentakler vare 3 Favne, ell. 9 Alen (bör maaskee regnes som 12 Fod), Kroppen med Hoved 3% Favne, ell. 10/2 Alen (maaskee 14 Fod), og Kroppens Tykkelse kun 3 Alen (maaskee 6 Fod), fölger det ligefrem, at Omfanget kun var Y3—Y2 af Længden, og at Kroppen altsaa har været særdeles langstrakt, som f. Ex. hos den smækre Ommalostrephes Bartramii, medens hos Sepiaformerne Omfanget er idetmindste ligt med Længden, eller overgaaer denne. Jeg overseer ved denne Opfattelse af Maalene ikke den Indvending, man maaskee af Ordlyden i den foregaaende Beretning kunde fristes til at gjöre, nemlig at Dyret kunde oprindelig vere opfattet forkert og, naar saaledes Bagenden ansaaes for Hovedet, det an- forte Maals Udtryk: „men Kroppen ligefra Hovedet 3!» Favne” da vere at forstaae om Maalet fra denne Ende og indlil Tentakelspidserne eller, hvis de lange Tentakler (som maalte for sig) ikke vare regnede med, indtil Spidserne af de saakaldte korte Arme — en Længde, som endda vilde vere höist overraskende; men denne Indvending, mener jeg, mangler al Grund for dette Dyrs Vedkommende, da det jo strax godkjendtes for en Kolkrabbe, loges til Indtægt og nedsyltedes som saadan, og Islænderne godt vide, hvad hos dette Dyr er Hoved eller Bagende, ligesom jo ogsaa Amtmanden i sit Brev henviser til den i Eggert Olafsens og Bjarne Povelsens Reise givne rigtige Forklaring. Længdemaalene kan jeg derfor ikke forstaae anderledes, end ovenfor anfôrt; men derimod kan der maaskee vere Spørgsmaal om den Tykkelse, som en fuldvoxen Mand neppe kunde overspende*), var Dyrets Omfang eller dets Bredde; men selv hvis Bredden var ment, vilde Dyret dog vere mere langstrakt end nogen Sepia**). Idet altsaa ogsaa dette Dyr maa antages for at have veret, om ikke en Ommato- strephes, saa dog et Dyr af denne Slegts Udseende og saaledes ikke i Formen kan have staaet fjernt fra det forannevnte Dyr fra Thingöresandene, falder det naturligt at spørge, om det ikke muligen har været samme Art, som dette store Dyr, saaledes som jo Amtmanden *) Forstaaes Omfanget, havde det rigtigere hedt omspænde end overspænde, der snarest maa lede Tanken paa et retliniet Maal; men en Ikkeindfådts Udtryk tår man ikke tolke efter den strængeste Norm. **) Imod den Antagelse, at Amtmandens Beretning angik en virkelig Sepia, lader sig ogsaa med Ret be- mærke, at det flere Alen lange Os Sepiæ af dette Dyr vist vilde være blevet opbevaret som en Mærkvær- dighed ogSjældenhed, og at der idetmindste Aaret efter endnu vilde været Levninger deraf at erholde, især da det fremgaaer paa flere Steder af Dagbågerne, at baade Amtmanden og Andre bestræbte sig for at skaffe den reisende Naturforsker al Underretning om Landets Produkter. — Som ovenfor antydet, vilde heller ikke Tilværelsen af en gigantisk Sepia i disse nordlige Have let kunne blive ubemærket, da idetmindste Brudstykker af dens store og lette Skal maatte fåres til Overfladen og Strandbredden og da vække Opmærksomhed. 432 var lilbdielig til at antage det. Imod en saadan Identification synes dog de anförte Maal at tale, idet Tentaklerne her omtrent havde lige Længde med Kroppen og Hovedet, medens de hos Thingöre-Dyret i Forhold vare idetmindste dobbelt saa lange. Der synes mig al- deles ikke at kunne komme nogenlunde tilsvarende Forhold mellem Delene af disse tvende Dyr, naar man ikke vil antage, at Beretningen, ikke af Overdrivelse men af Feilskrivning, er kommen til at give Kroppens Længde 3Ye Favne istedetfor 3/2 Alen, ved hvilken Con- jeclur unægtelig den stårste Vanskelighed ved at antage begge som tilhårende samme Art vilde være bortryddet. Det forstaaer sig selv, man maatte da i Udtrykket om Benel i Ryggen ikke see andet end en Bekræftelse paa, at et saadant var tilstede, og heller ikke lægge Vægt paa, at Bonden mente at erindre at der var fire lange Tentakler, hvilket vel da vilde sige, at lo af Armene havde havt samme Længde som Tentaklerne*). Begge disse islandske Blæksprulter vare opdrevne paa Nordlandet og ikke langt langt fra hinanden. Jeg har for nylig (1855) modtaget en Meddelelse om endnu el tredie Exemplar fra den samme Egn, idet Hr. Kjöbmand B. Steincke velvilligen har givet mig Omridset af et stort Kjôdæble, der ligesom omsluttede et brunligt Papegôienæb, hvilket Kjodæble var opdrevet paa Stranden ved Öefjord i September 1852. Han havde en Tid- lang opbevaret det i Spirilus, fordi det var ham nogel aldeles ubekjendt; men da han nogen Tid efter saae paa Stranden opjages en Mængde mindre Bleksprutter og opskar nogle af dem, opdagede han strax, at et saadant Kjodæble med Næb sad inden i Hovedet. Han antog derfor desværre, al hans store Æble som hidrårende fra en saa al- mindelig Dyreform, ingen Interesse videre havde, og kastede det bort. — Omridset i naturlig Stôrrelse viser en Længde af 3—4 Tommer og et Gjennemsnit af 3/2 Tomme, og det maa allsaa have hidrört fra et Dyr af flere Alens Længde, og i det Hele ikke have givet vort jydske Exemplar meget eller. *) I den Henseende vil jeg erindre om, at Museet besidder fra Sydhavet en aldeles mærkværdig Blæk- sprutte, udskaaret af en Kaskelots Mave, der just har et Par af Armene (det andet) ikke blot af lige Længde med Tentaklerne, men af dobbelt Længde med disse, og 3 Gange længere end Kroppen. Den er for stærkt medtaget af Mavesaften, til at jeg har villet begrunde en ny Slægt paa den, hvilket jeg dog antager, at den i sin fuldstændige Tilstand vil vise sig at være; den hårer til Teuthideernes Familie og er indtil videre i Museet opstillet under Navnet: Onychoteuthis (?) loriger. IV. Efterretning om en ved Hollands Kyst imellem Kattwick og Schevelingen i Aaret 1661 fanget Blæksprutte og dens Henfürelse til en hidtil ubeskrevet Art af Slægten Ommatostrephes (0. pteropus Stp.). (Hertil Tavle II og Tavle I fig. 5—6.) I Anledning af hine saa overordentlig store Bleksprutleformer vil jeg ikke undlade at hen- lede Opmærksomheden paa et Bleksprulte-Individ, der for et Par Aarhundreder siden (1661) fangedes i Holland og forsaavidt rigtignok kan regnes blandt de temmelig store Former, som det i Störrelse omtrent naaer den Art, der af D’Orbigny har faaet Navnet giganteus, men i Forhold til de i foregaaende Afsnit omtalte Former alligevel kun bliver at betragte som en Dverg. Hvad dette Individ herved maatte tabe i Interesse, tår det maaskee dog igjen vinde paa en anden Muade; det har nemlig i sin Tid vakt en stårre Opmærksomhed, og er gjenlagne Gange blevet stukket i Kobber for at pryde flere af de ældre Museums- værker, og netop ved disse Figurer er det blevet mere erkjendeligt for os. Ved Hjælp af disse Afbildninger troer jeg mig endog istand til at godtgjöre, at Dyret hörte til en egen, hidtil overseet, men ved ret mærkelige Eiendommeligheder udpræget Art af Slægten Ommatostre- phes, og under den Forudsætning, at dette er rigligt, belegner jeg det her med Navnet: Ommatostrephes pteropus S'y. Dets Synonymie vil blive: 1661. Ein erschreckliches Meerwunder. Anonymus. „Abbildung eines erschræcklichen Meer-Wunders, so am Ende des 1661. Jahres in Holland zwischen Schevelingen und Cattwick auff der See gefangen worden.” (Et Folioblad med Figur og Text paa samme Side.) *) 1666. Loligo. Ad. Olearius. Die Gottorffische Kunstkammer. 4to oblongo. S. 45. Tab. XXVI. fig. 2 og 3. (Figurerne ere maadelige Copier af foranslaaende). 1674. Loligo. Ad. Olearius. Die Gottorffische Kunstkammer. 4to S. 41-42. Tab. XXVI. fig. *) Dette interessante Blad skylder jeg Conchologen Hr. O. Mürch, der fandt det indbundet med andre naturhistoriske Figurer, især Curiosa; det er i Datidens mindre Folioformat; mellem den her anförte Overskrift og Texten, som nedenfor skal aftrykkes, er den kobberstukne Figur af Dyret; forneden i det höire Hjørne af Pladen læses: S. Grimm. excud. Auguste. Da Olearius allerede 1666 har copieret denne Figur og har aftrykt Texten, er det rimeligt, at dette Blad er udgivet kort efter Dyrets Fangst. Simon Grimm, Kobberstikker i Augsburg, angives rigtignok i Naglers Neues Künstlerlexicon V. p. 381 „gegen das Ende des 17ten Jahrhunderts geboren”, men ilöl ge Aarstallene paa hans Kobberstik i den Kgl. Kobberstiksamling virkede han næsten gjennem hele sidste Halydeel af dette (to bere Aarstal- lene 1666 og 1664). Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem, Afd. 4 Bd. 55 2 og 3. (Figurerne de samme, som i forrige, men bedre aftrykte og enkelte lidt rettede.) 1696. Sepia seu Loligo. Museum regium, descrips. Oliger Jacobeus. S. 17. Tab. VI. fig. 1. (Original Figur efter det udstoppede Dyr, slet.) 1710. Sepia seu Loligo. Museum regium accurante Lauerentzen. Part. 1. Sect. III. 40. Tab. III. Nr. 40. (Original Figur, men ligeledes efter det udstoppede Dyr og ikke god.) 1726. Loligo § Sepia, piscis monstrosus, Belgis Blachfisch. Index alphabeticus descrip- tionis Musei Regii Rariorum. De fem anförle Tegninger ere udförte efter selvsamme Individ, og de fremstille saaledes nödvendigvis een og samme Art; de tre af dem ere originale, de to sidste ere udförte efter det törrede og udstoppede Exemplar efter deltes Ankomst i det kjöben- havnske Kunstkammer, det tredie tidligere, men alligevel ikke efter det friske Dyr. Beskri- velsen af Dyret haves dels paa Tydsk i fårstnævnte Kilde dels paa Latin i Lauerentzens Museum regium og begges fuldstændige Text vil jeg her meddele. „Abbildung Eines erschræcklichen Meer- Wunders, So am Ende des 1661. Jahrs in Holland zwischen Schevelingen und Catlwick auff der See gefangen worden.” (Her er det kobberstukne Billede indskudt.) „Dieses obgemelle Meer-Wunder ist in Holland zwischen Schevelingen und Cat- wick auff See, an dem Ort, da die Englischen Schiffe lagen, die Ihre Majestät von grosz Britanien abholeten, gefangen worden: Vnd hat, nach dem es gefangen gewesen, noch drey Stunden gelebet, sich aber im fangen, so wundergrausam angeslellet, dasz die Fischer gemeinet, der Teuffel wäre selber im Netze, auch sich nicht ehe ergeben, bisz man es mit einem Bothshaken in Leib gehauen, und fest gehalten. Es ist ungefehr drey und ein hal- ben Fusz lang, hat gar ein wunderliches Haupt, und auff dem Haupt einen achtkantigen Stern, beynahe eines Fusses lang, davon zwey mit Haut überzogen, wie die Flügel einer Fleder- mausz. Auff dem Stern stehen hin und wieder gar viel Knöpfigen, mit einer kleinen Krone umbfast, und wie der Fisch noch gelebet, so haben diesen Knöpfigen als kleine Spiegel geschimmert. Ausz dem Stern gehet ein Adler Schnabel, welcher kan auff und zugethan werden: Vnten hat er einen Riesel oder Mund als ein Schwein, und eine Zunge darin: Zwischen dem Riesel und dem Stern stehen die Augen, welche beym Leben des Fisches so schrecklich anzusehen gewesen, dasz man sich entsetzen müssen, wann man es angesehen. Nach dem nun die Augen ausgenommen, umb gebalsamirt zu werden, hat sich befunden, dasz der jnnerste Kern im Augapffel, die Gestalt und Ansehen einer Perl gehabt. Die Augen an sich selbsten hatten die grösse eines grossen Kalbauges, und ist dem Fischer vor das 435 eine Auge hundert Gilden Holländisch gebotten worden: Vnter dem Stern oder Krone, so es auff dem Hauple hat, gehen herausz zwey lange Arme, ungefehr zwey Finger breit. Es hat zwey Oerter, dadurch es Speise zu sich nimbt, und hat keinen Ausgang: Man hat auch in dessen Leibe kein Gedärme, sondern lauter Leber und Felt gefunden, dahero die Physici, und Gelehrten, die weit und breit gereiset, bekennen, dergleichen an keinem Ort, weder in Italia, noch Türckey, oder Indien gefunden zu haben, halten es für ein sonder- liches Wunder-Geschöpff, dessen Bedeutung dem Allerhöchsten bekant.” I Lauerentzens Udgave af Museum regium lyder Texten: *) „Sepia seu Loligo (Tab. III Nr. 40). Piscis est monstrosus admodum, qvi recens ex albido leviter purpurascens, maculis iisdem punctatus, longus erat tres pedes et dimi- dium, latus pedem plusqvam dimidium, in australis Hollandiæ Sinu inter Katwygam et Sche- velingam Anno 1661 reli captus. Genus polyporum censetur, octo enim velut pedes seu eirrhi ori ipsius circumponuntur, hincq. pedatum ipsius os oppellatur, gvorum duo, proaimi prioribus, gvasi vespertilionis obducti sunt cute**), duobus acetabulorum et velut calicum ordinibus decorantur omnes. Singulis vero acetabulis insunt ungves annulati, qvibus margo summus munilur, eorum asperitudine prædam firmiter comprehendit saxisque adhæret, tem- pestate oborta. Promuscides præterea habet duas, qve preter longiludinem, qva à reliqvis pedibus differunt, rotundiores sunt et in extrema tantum parte acelabulis gaudent**). In ore dentes cornei et nigri sunt duo ad instar Psittaci avis rostri. Sub cervice duo oculi truces vitulinis haud majores, qvorum pupille nucleus margaritam imitatur magnique habe- ’ tur, extenditur qvoqve ibi fistula cartilaginea, rictu haud mediocri.” Efter en almindelig Be- mærkning om disse Dyrs Blæksprutning o.s. v. tilföies fölgende Oplysning om Individet: „Est piscis, qvem Monarchæ nostro Potentissimo, Divo Friderico III, Illustrissimus Comes, Dn. Hannibal Sehested, ex Belgio redux submisse obtulit.” Af disse Texter fremgaaer det, at Dyret, som fangedes mellem Kattvick og Scheve- lingen 1661 i Slutningen af Aaret og da vakte belydelig Opsigt, uden, som det synes, at være bleven erkjendt for en Blæksprutte, blev siden udstoppet eller balsameret og rime- ligvis betragtet som en overordenlig Kostbarhed, naar hensees til den betydelige Pris, der angives at være budt alene for Üiet. Faa Aar efter maa imidlertid Grev Hannibal Sehested have forskaffet sig denne Sjeldenhed paa en af sine Gesandtskabsreiser lil Holland; thi det sees, at han „ex Belgio redux” har underdanigt skjænket Kong Frederik den Tredie den. Saa- ledes blev Dyret da et Led i den Række af Sjeldenheder, det ældre kongelige Kunstkammer +) Texten til Figuren i det ældre Værk, 1696, indeholder kun ganske lidet til Oplysning om Dyret og har den urigtige Angivelse, at det var fanget 1662. **) Ikke fremhævet i Texten. D9* besad, og i den Anledning er det altsaa at det i de store Billedværker over dette Museum er bleven to Gange aftegnet og kobberstukket. Det er derimod en Tilfældighed, at det ligeledes er bleven fremstillet i Værket over det andet indenlandske Kunstkammer, nemlig det gottorpske, idet Olearius blot derved har villet give en fuldstændigere Afbildning af en Loligo-Blæksprutte end den, han kunde byde efter dette Kunstkammers eget Exemplar, der angives at have manglet Armene; han har derfor ladet hint Jertegnsblads Figur copiere, men har rigtigen erkjendt, at det formentlige Vidunder var en Blæksprutte (p. 43-44). ” Ved Kunstkammerets Oplösning i 1824 skal det udstoppede Dyr være gaaet over til det Konge- lige naturhistoriske Museum, i hvilket det da rimeligvis endnu vil findes opbevaret, men jeg har dog ikke hidtil kunnet finde Spor deraf. I naturhistoriske Værker har jeg ikke bemærket at man har taget Hensyn til de nævnte originale Figurer; kun finder jeg, at Linné saavel i tiende som tolvte Udgave af Systema Naluræ citerer Olearii slette Copier under sin Sepia Loligo. Under dette Navn antage mange systematiske Forfattere, at Linné har ment de nyere Systemers Loligo vulgaris, hvorfor ogsaa Slægtnavnet Loligo senere blev overfårt paa de Arter, der gruppere sig om denne; men delte er efter min Mening mindre rigtigt, og jeg nærer ikke Tvivl om, at Linné ved sin Sepia Loligo mener vore Systemers nuværende Ommatostrepher og altsaa For- mer, som i oceanisk Levemaade, i Kroppens, Finnernes og Öinenes Forhold, der just betinge denne Levemaade, afvige fra Loligo vulgaris og dens nærmest Beslægtede *). Hvad enten man nu vil opfalte Linnés Sepia Loligo paa denne Maade, eller blive staaende ved den ældre Opfattelse, saa er det vist, at den i Systema X og XII cilerede Figur af Olearius maa frem- stille en Ommatostrephes, ligesom de sammesleds citerede Figurer af Seba, Rondelet o. fl. Fra alle i de nyeste Hovedværker over Cephalopoderne, nemlig D’Orbignys: les Céphalopodes acélabuliféres og samme Forfatters: Mollusques Cephalopodes, optagne Arter, adskiller sig denne Ommatostrephes ifölge Text og Figur ved flere Karakterer, og af disse maa især fremhæves cen, nemlig den store Hudvinge paa det tredie Armpar; thi denne i Jertegns- figuren og endnu mere i de to efter det törrede Exemplar i Museum regium givne Figurer ligemeget udhævede Eiendommelighed findes ikke hos nogen af de hos D'Orbigny eller andre Forfattere omtalte storre Arter. Denne Vingedannelse paa den tredie Arm finder jeg derimod paa samme Maade og i samme Grad udtalt hos en Ommatostreph fra det atlantiske Hav, som Lægen Hr. Ravn i sin Tid skal have indsendt lil vore Museer og som har en ganske anseelig Størrelse. Foruden ved den omtalte Vingehud, der har givet Anledning til at jeg har opstillet denne formentligen nye Art under Navnet O. pteropus, udmærker denne Blæksprutte sig endnu ved det indbyrdes Forhold *) Denne Opfattelse af Linnés Sepia Loligo, mener jeg, maa fremgaac baade af Linnés Diagnose og de af ham citerede Figurer, samt af den Orden, hvori han stiller Arterne. mellem Armene, idet hos alle andre hidtil kjendte Arter Bugarmene og Rygarmene (4de og {ste Par) ere de mindste og baade i Længde og Förelse staae tilbage for Sidearmene, medens hos denne Bugarmene netop ere de stærkeste og længste af samtlige otte Arme; fremde- les ved en anden Udvikling af Sugekopperne, idel Sugeskaalene paa Bugarmene ere slorst og dernæst de paa del andet Par Sidearme, endelig ved de overordenlig lange Fangarme, der ligesom hos O. sagiltata (Lmk.) kun bere Sugeskaalene udviklede paa den yderste Ende. Ved nu at sammenholde disse sidste Karakterer med Forholdene paa de ovennævnle Figurer af Dyret fra 1661 og navnlig paa Jertegnsbladets Figur, er det umiskjendeligt, at ogsaa delte har havt Bugarmene stærkere udviklet end de övrige, og disses kun låst antydede Sugekopper tår ogsaa nok tydes som lidt stérre end de övriges, skjöndt Figuren er for lille, til at dette kan træde frem med synderlig Tydelighed; Fangarmenes Længde stemmer lige- ledes med delte Exemplars. Da altsaa det Kaltwickske Dyr og Museets i Spiritus opbevarede Blæksprutte synes baade al fjerne sig fra alle hidtil beskrevne Former af Ommatostrepher ved flere fælleds Karakterer og indbyrdes ikke at frembyde noget Afvigende fra hinanden, har jeg indtil videre ikke kunnet tage i Betænkning al ansee dem for at tilhöre een og samme Art, saameget mere som begge synes væsenlligen at have havt Opholdssteds lilfælleds, nemlig det store Allanterhav. Til nærmere Fastsættelse af de talrige mindre Forskjelligheder imellem denne nye Art og de tidligere beskrevne hidsælter jeg först her nogle Udmaalinger og dernæst en kort Beskrivelse af det i Spiritus opbevarede Dyr, der har viist sig at være qvindeligt. Dyrets Totallængde fra Spidsen af Fangarmene til Bagkroppens Spids”) . . = 95° — Længde fra Spidsen af de længste Arme (0: Bugarmene) til samme = 61° — mu las hiycanmenesmaodmtilySAamuines v2) si). gps es PNEU — alle — —— fra Kappens Ovre Rand til samme... sees Sr ON = Sar — == ia Rinnens@Rodulilgsammeser 6 6s EEE dc enous = 20° 57" KnoppenstOmfant 0 enMidlen a. 1. EEE EEE EL RUN == alt — = WHEL NOS INOW eee eli a elo) arovo ET Ne = BHP Bye — BreddegoyenzdesunspiledesEinnerewen ety PIE CN PRICE CRI = SC Finnernes Hôide fra de ôvre afrundede Vinkler til Halespidsen. . . . . . . . == lst Afstanden mellem Finnernes övre Rand og Kappens överste Rand... . .. = il Eengdennateiste sAnmpaty Gay carmence)) ENS CEE i sil abet tlle — 15° — atg2deieAnmpars(ovgessSideaume). ns EN EC ee CCE == 417" -— af 3die Armpar (nedre Sidearme)....... Pee: ere nL == ile}? Eur =. AT ER NTmparddBugarmeney Pe IE nn 6 oOo — 20° *) Men Kroppen er under Dödsakten blevet temmelig stærk sammentrukket 438 Eangarmenesiellerskentaklernesslænode 2... sn Re: — 0 CNT) Fangarmenes Kölle fra förste Sugekop til Spidsen. . . .. D CURE ts ed Ce = 16° Angaaende Kroppens almindelige Forhold ville de anförte Maal og den væsent- lig som en Omridsfigur holdte Afbildning (Tab. II fig. 1) give al tilstrækkelig Oplysning; dog vil jeg med Hensyn til Graden af Kroppens Sammentrækning lilfôie, at det ved For- kortningen paa flere Steder brækkede stive Hornsverd antydede idetmindste en to Centimetre större Kroplængde, og derhos erindre om, at Individet var en Hun og som saadan ifölge Analogien vil have en længere Krop, men langt kortere Arme end Hannen**). Horn- sværdet stemmede temmelig vel med Afbildningerne af de större Arters, kun synes det at vere lidt förere og det nedre Partie med Koppen at vere lidt bredere. I Figurens Midtlinie har jeg ladet Hornsværdet aftegne saa nôiagtigt, som dets meget knuste Tilstand har tilladt. For Hovedets Vedkommende finder jeg ikke andre Afvigelser fra Artens Slegtfeller at fremhæve, end at den paa Hovedets Underflade anbragte dybe Grube, hvori Tragten optages, bærer imod sin övre Rand 17 tydelige solide Længdelister, af hvilke de sex mid- terste omsluttes af en yderst tynd Hudfold, der fölger langs med de to ydre af disse og, idet den sænker sig som en Halvbue ned i Gruben, danner ligesom en större Lomme; tre andre lignende tynde Hudfolder danne mindre Lommer om Listerne paa hver Side af dette Midtpartie ***). Desto mere har jeg derimod at fremhæve ved Fangarmene (tentacula) og Armene (brachia). Fangarmene ere, som Maalene og Figurerne allerede have antydet, overmaade lange og længere end Kroppen; deres sugekoplöse nedre Del udgjör to Trediedele af Længden og har et noget ovalt Gjennemsnit, med næsten utydelige indre Hudrande; deres Kölle eller udvidede Partie udgjér neppe en Trediedel af Lengden. Den indre eller nedre Fjerdedel af Köllen har kun faa Sugekopper, nemlig 11 ialt, der ere saa fjernt og uregel- mæssigt slillede, at man vanskeligen kan erkjende, til hvilke Rækker de höre; fra den tolvte Sugekop af igjennem de tre andre Fjerdedele og lige til Spidsen staae de derimod tyde- ligen i fire Rækker. Köllens to midterste Fjerdedele bere i begge Midtrekkerne 18 meget store og temmelig skjæve Sugekopper, og til disse svare i en övre og nedre Siderække *) Nemlig paa hôire Side. Ogsaa venstre Sides Arme vare alle lidt (nogle Millimetre) længere end höire Sides. **) Smlgn. Anmerkningen foran p. 422. ###) Hos O. sagittalus (Lmk.) ©. 3. fra Middelhavet finder jeg ikke det ringeste Spor til disse Lister eller Lommer; hos O. Todarus (Raf.) Q. fra Kattegattet teller jeg kun 10—11 Lister, der ere langt kortere og svagere, og kun een Hudlomme om dem alle; hos O. Bartramii (Les.) ere Listerne stærke, men korte, og flere (15) efter mine Individer, færre efter D’Orbignys Figurer: Céphalop. acétab. Calmars. II, fig. 1. og Ommatostreph. IV. fig. 12; Lommer som hos 0. pleropus. 439 etligesaa stort Antal meget mindre, men derhos meget mere skjæve Sugekopper. De midterste 6 af disse 18 Sugekopper ere igjen de største, (Gjennemsniltet er 8""), og de andre aftage i Størrelse, eftersom de til begge Sider fjerne sig fra disse; Siderækkernes Sugekopper have knapt halv saa stor Gjennemsnitslinie, som Midtrækkernes. Medens begge disse Siderækker ere her indbyrdes omtrent ligestore, er Forholdet ganske anderledes paa den yderste Fjerde- del; idet Sugekopperne der pludselig aftage i Störrelse, udvikler den nederste Siderække de störste Sugekopper, og dernæst den nedre Midtrække; meget mindre ere den öyre Midl- rækkes og allermindst den övre Siderækkes; i hver Række tæller jeg omtrent 23 Kopper, der aftage jevnt henimod Spidsen, hvor de blive meget smaa og overgaae neppe den lille Gruppe af aldeles stilklåse Sugekopper, der hos alle Ommatostrepher har sin Plads paa den yderste Spids af Fangarmene; i denne Gruppe taltes c. 16 Sugekopper. Paa de to midterste Fjerdedele staae Midtrækkens store Sugekopper i vel udvik- lede Gruber, saaledes som disse ere bekjendte fra andre Cephalopoders Fangarme og som enkelte Figurer ogsaa ret godt fremstille det*); men paa den ydre Fjerdedel, hvor Kop- perne saa brat aftage i Størrelse, har kun den nedre Midtrække denne Slillingsmaade, medens den övre er stillet som Siderækkerne; maaskee turde ogsaa de 4-5 alleryderste af hin Række heller ikke være i Gruber. Mest eiendommelig for Fangarmene er det dog, at der strax ved Köllens Begyndelse optræder tre stærke Hæftepuder, der staae à en Lengde- række langs med Fangarmens övre Side og afvexlende med de tre fårste Sugekopper ere stillede saaledes, at Koppernes Stilling paa den ene Arm svarer til Hæftepudernes paa den anden Arm, saa at begge Arme derved kunne ligesom sammenhægtes og bruges som el enkelt Redskab. Dette Forhold, der hidtil kun var os bekjendt fra det saakaldte Car- palpartie paa Krogsprulternes Fangarme, har jeg ogsaa gjenfundet hos den lille O. Bartramii (Les.)**), der tillige i andre Eiendommeligheder minder om vor Art. Armene ere sterktbyggede, men ikke lange; i Længde fölge de paa hinanden i fålgende Orden 4. 3. 2. 1. Ligesom Bugarmene (4) ere de længste, saaledes have de ogsaa Overvægten over de andre Arme i Styrke, og åverste Sidepar (2) kommer dem heri nærmest; da den nedre Sidearm (3) hos de övrige Arter er den længste og stærkeste og Bugarmen netop den korteste af alle Armene, fremkommer der herved et for Ommalostre- * pherne fremmedt Forhold ***), som foröges derved, at Sugekopperne ere særdeles ulige udvik- *) F. Ex. D'Orbigny i les Céphalopodes acétabulifères. Sepioteuthis pl. 6. fig. 15. #*) Ogsaa her staae netop tre Sugekopper afvexlende med Hæftepuderne, eller tre Puder paa den ene Arm og to paa den anden, medens omvendt hin har to Sugekopper, denne tre; hverken hos O. sagittatus (Lmk.) eller hos O. Todarus (Raf.) har jeg fundet Spor af disse Hæftepuder. »Bras .... tous inégaux entre eux, dans l’ordre suivant: la troisième paire la plus longue, la plus forte; puis la séconde; la première et la quatrième les plus courtes”. hedder det i Slægtens Beskrivelse hos D'Orbigny. Mollusques vivants et fossiles, Céphalopod. p.413. Les Céphalopod. acétabulifères p. 342. og saaledes er ogsaa Forholdet hos de tre Arter af Slægten, som jeg i flere Exemplarer har kunnet undersöge. 440 lede paa de forskjellige Arme, og navnlig naae de paa visse Parlier af fjerde og anden Arm en langt betydeligere Störrelse end hos nogen anden velbeskreven Art, Rygarmens (1) Sugekopper tillage jævnt fra {ste til dte (5""), hvorefter de holde sig omtrent i samme Störrelse indtil 18de, men fra 19de og indtil Spidsen @: igjennem Armens yderste Trediedel) aftage de igjen langsomt; de yderste ere overordenlig smaa og vanskelige at erkjende; ialt har Armen omtrent 58 Kopper. Øvre Sidearms (2) Sugeskaale tiltage jævnt fra {ste til 5te eller 4de (4™™—5™™), noget raskere derfra og indtil 11te og 12te, der ere de stérste (9""), aftage raskt igjennem 13de, 44de og 15de, hvilken ikke overgaaer Ste, men herfra og til Spidsen (9: igjennem de ydre to Femtedele af Armen) aftage de jævnt og langsomt; ialt omtrent 54 Kopper. Tab. Il. fig. 3. Nedre Sidearm (3) stemmer i Koppernes Forhold mere med Rygarmen, idet disse tillage jævnt indlil 6te (8™™—5"™) og holde sig omtrent i denne Störrelse indtil 20de eller 21de, hvorefter de igjennem den ydre Trediedel langsomt og jævnt aftage; ialt omtrent 57 Kopper. Tab. Il. fig. 2. Bugarmenes (4) Sugekopper, der i Begyndelsen ere smaa (under 3""), tiltage langsomt igjennem Armens hele nedre Hælvle indlil den 20de Kop (5"") og fra 21de ind- til 26de (næsten 10") pludseligen; aftage igjen langsomt indtil 35te, men noget brattere derfra og indtil Spidsen; ialt 58 Sugekopper. Tab. II. fig. 4. Tages de tre nedre Par Sugekopper tilsammen og sammenlignes, ville de findes mindst paa Bugarmene, dernæst paa Rygarmene og paa den nedre Sidearm; paa den üvre Sidearm har derimod allerede det tredie Par en Störrelse, der overgaaer de stôrste Kop- per paa Midtpartiet af de to sidstnævnte Arme. De overmaade stærkt udviklede Grupper af Sugekopper paa Bugarmen og övre Sidearm naae ikke fuldt samme Omfang, som de stårste paa Fangarmene; de sidde paa Bugarmen ovenfor Midlen af Armens Længde, paa den övre Sidearm nedenfor Midten. Som almindelig Regel gjælder det, at jo nærmere Sugekop- perne sidde imod Armens Spidse og jo stårre de ere, desto skjævere ere de, og desto mere ulige ere Tænderne udviklede i de to Hælvter af Hornringene ; i dem alle ere imid- lertid Tænderne særdeles spidse og oftest meget lange i den hôiere Side af Ringene, dog gjerne vexlende i Störrelse med hinanden, medens den lavere Side af Ringene nok ogsaa har tilspidsede, men meget kortere og mere ligestore Smaatænder, i hvis Sted dog Bug- armenes særdeles store Kopper kun have neppe mærkelige Kærvninger. De mindre Suge- kopper paa Tentaklerne have Hornringe, der i Skjævheden og Tænderne ligne meget de mindre paa Armene; men de store Sugekopper i de to midterste Rækker ere noget mindre skjæve end Armenes store og have mere ligeligt udviklede Tænder, af hvilke dog fire, som ere korsviis slillede, ere mere fremragende og have 3—5 lavere Tænder imellem sig. Fig. 5 a. b. c. fremstiller den tolvte Sugekop af den üvre Sidearm (2det Armpar). Fig. 6 a. b. c. d. den 13de Sugekop og Hornring paa Rygarmen (1ste Armpar). Fig. 7' og 7" Hornring af den 37te Kop paa Bugarmen (4de Armpar). Fig. 8' og 8" Hornring af Tentakelköllens stôrre Sugekopper. A4 1 V, Beskrivelse af en anden meget anseelig Blæksprutte, der i Stürrelse og Form staaer ved Siden af foregaaende og ligesom denne turde have Hjem i Atlanter- havet, men som bor udgjüre en egen Slægt (Dosidicus Eschrichtii Stp.). Der er atter i Anledning af den foregaaende Ommatostreph, og mindre med Hensyn til de först omtalte kolossale Former, at jeg endnu her tilféier en Beskrivelse af en meget stor og anseelig Blæksprutte, som Universitetsmuseet i nogle Aar har besiddet”) og som ligeledes ansees for at være en ubeskreven Form af Ommatostrephernes Familie; den synes endog saa forkjellig fra de tidligere kjendte Arter af denne, at den bår udgjåre en egen Slægt for sig. Da den, om end med nogen Usikkerhed er angiven at være fra Middelhavet og saaledes efter enhver Sandsynlighed ogsaa maa forekomme i Atlanterhavet, hvis store Former her særligt beskjæftige os, har jeg saameget mere maattet ünske at kunne meddele en Beskrivelse af den til Sammenligning med de andre. Kroppens almindelige Formomrids er som en af vore större Ommatostrephers, men kunde vel snarest med Hensyn til alle Delenes Forhold sammenlignes med O. sagittata (Lam.). Den overgaaer imidlertid mangfoldige Gange denne i Stårrelse; Exemplaret, der er et qvindeligt, har ved Udmaalingen viist fålgende Forhold: 1,00°0™™ (höire) Dyrets hele Længde fra Spidsen af Fangarmene til Bagkroppens Spids — 1,08:0mm (venstre) — Længde fra Spidsen af de længste Arme (tredie Par, nedre Sidearmeyktilesammen. see op erie. ae = sr = — fratRysarmenskRods til samme 2.0.0.0... 02.22. — 55cQmm — — fra Kroppens 6vre Rand til samme.......... = 43:0mn = = fra Finnerodens ovre Ende til samme ........ = 22 Qmm “) Ved Siden af den foregaaende har den i en længere Tid staaet i den Naturhistoriske Forenings Samlinger, og er i de senere Aar tilbyttet til Universitetsmuseet af Hr. Etatsraad Eschricht, der vil mindes, at det just var den, han tog i Middelhavet. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd. 4 Bd. 56 Kroppens-Omfans over Midten RC CE re = SEPT — — ved-EinnenscHodieaen RÉ ee = ase — Bredde over de udbredite /Emnern_ "0e UM Finnernes Höide i en lidt skraa Linie fra de övre afrundede Vinkler HIMHalespidsSen Me ag aoe NOM MENTON Ve — 24 mm Afstand mellem Finnernes övre Rand og Kappens överste Rand . . — 20°0mm Lænsde aldstesArmpar (RB ycarmene) Es CE CEE —ı 21:00 — af 2det — N MOYTEISIGEATME) en nern | Ae 28 ORE —y Hanse, =MucnedretSideanme) asta 2... ha shane = sees — af 4de — (Bugacmene)ysr af a it Bør —= i 2ononm Tentaklernes eller Fangarmenes Længde er .............. = 55°0"m Medens Kroppen og Finnerne neppe frembyde andre ydre Forhold, der fortjene i Beskrivelsen at fremhæves, end de allerede i Maaleangivelserne optagne eller ved Contour- figurer angivne Störrelsesforhold, viser Ryggens slive, mörkbrune Hornstotte eller Horn- sværdet (Gladius) en Eiendommelighed, der allerede råber sig for Fôlelsen, idet man ved denne let erkjender en usædvanlig haard indre Kjerne i den yderste Kropende, og dette forljener saamegen större Opmærksomhed, som det af Lesueur og Flere er bleven paa- pegel og af D’Orbigny udförligt paaviist, hvor nöie dette Ryghorns Form og Uddannelse hos alle velkjendte Bleksprutter staaer i Forbindelse med det vedkommende Dyrs hele üvrige Bygning. Hornbladet eller Sværdet har vel i sin Heelhed den fra Ommatostrephesslegten saa vel bekjendte og hidtil hos Blæksprulterne enestaaende Form, der allerede i foregaaende Afsnit omlalles, og navnlig ender det ogsaa forneden i samme eiendommelige Kræmmer- huus eller Huulkegle; men heri indtræder nu den mærkværdige Afvigelse, at Kremmer- huset, der i det Hele er noget stérre og stærkere end hos en ægte Ommalostreph af samme Slörrelse, er imod sin Rygside bleven stærkt udfyldt indvendigen med et tykt Lag af Hornmasse. Denne Hornudfyldning indtager mere end Halvparten af Keglen og vender en aldeles lige Flade imod det tiloversblevne mindre Rum, som omtrent udgjér to Femte- dele af Kremmerhusels oprindelige indre Hulhed; paa denne flade Side af Hornudfyldningen seer man talrige, omtrent i regelmæssige Afstande staaende ophöiede Buelinier, hvis Bue vender nedad og som vistnok ere en Slags Tilvextstriber, der turde fjernt sammenlignes med Skilleveggene i Spirulaskallen; Udfyldningen, der i Udgangen af Krammerhusets lukkede Deel har en Tykkelse af 7"", og lidt ovenfor bliver 8"" tyk, udforer ligeledes hele den mere aabne eller udbredte Deel af Kræmmerhuset, idet den eflerhaanden opad og 443 udad taber sig i Tykkelse; i hele denne aabne Del danner den en indhyzlvet Overflade ; Lagel er desuagtet tykkest i Midilinien. Det egentlige Hoved har ikke frembudt mig noget Sereget, men om den paa dens Underside værende Grube [or Tragten maa det bemærkes, at der findes et System af slérre og mindre Lister og tilsvarende eiendommelige tyndvæggede Hudlommer, som hos Ommatostrephes pteropus. Af Lister findes der syv længere, alle omgivne af sin store i Midtlinien liggende Hudfold eller Lomme, der i en Halvbue fortsætter sig fra to endnu større Hudlister, der hver paa sin Side ligger udenfor hine syv; tilhôire og venstre for delle midterste Partie findes fem mindre Lommer, adskilte fra hinanden ved fem kortere og tyndere, men håiere Lister; ialt tælles der saaledes langs Tragtgrubens övre Rand 19 ophöiede Lister. Mundfligene ere som sædvanligen hos denne Gruppe uden Sugekopper, og tem- melig spidse og smale, syv i Tallet; en betydelig Mængde af Tverrynker og Længderynker, tildeels dannende store Hudfolder og papilleaglige Fremragninger, findes paa deres ind- vendige Flade. Ydrelæberne ere tykke og besatte med endnu stærkere Papiller, imellem hvilke der findes i Længderækker en utallig Mængde smaa Aabninger eller Porer, som for- modenlig hôre til et Vandkanalsystem. Mundvævet ligger omgivet af et stort Vandrum, til hvilket fire Aabninger findes, to paa hver Side, imellem Rygarmene og de övre Sidearme og imellem Bugarmene og de nedre Sidearme. Desuden er der to temmelig dybe Fordybninger omkring Fangarmenes Rod, altsaa heri overeensstemmende med Ommatostrephes. Fangarmene eller Tentaklerne ere mere end af Middellængde, da de, lagte tilbage, naae lil Halespidsen*), men udmærke sig ikke ved nogen tilsvarende Förhed og Tykkelse; de ere særdeles skarpt sammentrykte, ved Roden to Gange saa brede som tykke (12™™), men kort derfra afsmalne de og i Midten af deres Længde have de kun en Bredde af 14—16mm til en Tykkelse af 6". Først her begynde Sugekopperne at udvikle sig, og de förste 22 til 25 af disse sidde endnu i en Strekning af 78" paa en Del af Fang- armen, der har samme Form som den nedenfor værende Halvdel og som kunde betragtes som et Slags „Haandrodsparlie‘‘; dens Sugekopper sidde nemlig temmelig spredte i flere (4?) mindre regelmæssige Rækker, og ere smaa, de i de midterste Rækker dog kjendelig större end Siderækkerne; de fem sidste Sugekopper i den övre (9: imod Dyrets Rygflade vendende) Siderække afvexle i Stilling med fem anseelige Heftepuder, bestemte for den modsatte Arms Sugekopper. Kort udenfor denne vexlende Række af Kopper og Puder begynder den mere fortykkede Del, Tentakelköllen, der ialt er 16°4m"% lang, hvoraf en *) Idetmindste den længere af dem, den venstre. 56% an skjævt sammentrykt yderste Armspids indtager de 44", Köllens Hoveddel er i Gjennem- snit trekantet dog noget nedtrykt og hæver sig först henimod Spidsen til en Kam, der fortsætter sig ud ved Armspidsens Rand og giver denne et endnu mere sammentrykt Ud- seende; dens Sugekopper staae i fire Rækker og ere meget anseelige, navnlig i de to midterste Rækker, hvis Kopper ogsaa ere ved Roden omgivne af særegne Vandkamre; der tælles 26 Kopper fra de nævnte Heftepuder af og indtil de Kopper, der saa brat aftage i Störrelse ved Armspidsens Begyndelse; af disse ere Kopperne 14—20 de stårste (10""); i Siderækkerne findes 13 tilsvarende Par mindre Kopper (4,5™"), der i deres Aftagen og Tiltagen i Størrelse aldeles folge Midtrækkernes. — Köllespidsens Sugekopper ere over- maade talrige og sidde tæltere sammen, men synes dog ikke stillede i flere end fire Rækker; de aftage jævnt i Stôrrelse udad og ere i Forhold mere langstilkede end den egenlige Kölle. Paa den yderste Ende af Köllespidsen bæres, som sædvanlig, en Suge- plade, der har omtrent en Snes siddende Sugekopper. En Armbræmme fålger med den egenlige Kölles Sider. — Hornringene i Köllens störste (14de, 20de) Sugekopper have i deres höiere Sidedel tre mere fremragende Tænder og mellem hver af disse tre — fem noget kortere; i den lavere Sidedeel bære de ti middelstore. Sugerækkernes Kopper i samme Strækning have spidse ind- og nedbôiede Tænder i den hôiere Sidedel og kun Karvinger i den nedre. Det samme gjælder væsenligen Kopperne i Armspidsen og paa den indre Deel af Armen, med Undtagelse af, at Hornringene ere mindre skjæve. Armene ere omtrent af lige Længde; dog er det tredie Par, de nedre Sidearme, kjendelig længere end de andre, dernæst kommer det andet Sidepar; alle ere de paa den venstre Side lidt længere end paa den höire, hvilket maaskee kan være individuell. — De have alle det tilfælles, at de i en nedre Halvdeel ere kraftige og tykke og i en ôvre for- længe og udtynde sig, saa at Armene, langt mere end hos nogen anden beslægtet Form, synes at dele sig i to forskjellige, uden jevne Overgange i hinanden gaaende Par- tier, hvilke saameget tydeligere træde frem for Öjet, som de have en meget for- skjellig Bevæbning af Sugekopper. I Förlighed overgaae Bugarmene de andre og ere ogsaa i en længere Strækning besatte med slorre Sugekopper; derefter komme de övre Sidearme og Rygarmen, og tilsidst de nedre Sidearme, der imidlertid ere de bredeste og mest sammentrykte og bære paa deres nedre Trediedeel en meget hôi næsten triangulær Svömmekam. Vi maa nu betragte fårst Sugekoppernes Gruppering paa de enkelte Arme, og derefter de andre Enkeltheder ved Armene. Rygarmenes Sugekopper ere i Begyndelsen jevnstore, men tiltage eflerhaanden indtil 7de, der er mere end dobbelt saa stor som de fårste; fra 7de indtil 13de ere de omtrent ligestore (6,5"™"); fra 14de Par aflage de igjen indtil 17de, der omtrent er lige- 445 stort med det förste Par; derefter fölge to til tre Par, som aftage temmelig pludselig, og disse efterföülges nu af en særdeles lang Række af ganske smaa og særdeles langstilkede tætslillede Kopper, saa at der, paa en Strækning af Armen, der kun er lidet længere end den nedre Halvdel, tælles 180—190 Par. Paa de övre Sidearme tiltage Sugekopperne efterhaanden igjennem de 6 første Par indtil det 7de, der omtrent har samme Störrelse som det 12te, aftage saa igjen fra 13de til 16de Par, der har samme Omfang som fårste; derefter fölge tre endnu mindre Par, og da begynder den lange, jevnt aftagende Række af meget smaae og tælstillede Kopper, ialt 167 Par. Nedre Sidearmes Sugekopper tiltage jevnt i Stôrrelse igjennem de fårste 6 Par, derpaa lidt stærkere igjennem de folgende og naae i det 10de og tite Par deres største Størrelse, hvorefter de aftage lidt langsomt; fra 14de og 15de Par, der omtrent have lige Størrelse med det 6le Par, aftage de temmelig brat igjennem 5—6 Par, saaledes at 20de Par neppe har halv Størrelse af fôrste Par. Herefter begynder den hele Række af smaae lætstillede Kopper, af langsomt aftagende Störrelse indtil Spidsen, ialt 178 Par paa sidst- nævnle Strækning og fulde 200 Par paa hele Armen. Bugarmenes første 5—6 Par tiltage kun lidt i Störrelse, men her begynder en raskere Tiltagen, indtil 13de eller 14de, som ere de største, hvorpaa de igjen aftage ud imod det 22de eller 23de Par, der har samme Stôrrelse som de förste; udenfor denne af- lage de pludseligen og holde sig nu i denne ringe Storrelse indtil Spidsen, saa al 80—90 Par Sugekopper finde deres Plads paa en Strækning af Armen, der er lig den, de nærmest- forudgaaende 12 Par Kopper indtage. Bugarmene have i det Hele 100—110 Par Kopper. Paa det Nærmeste indtager den mere pidskeformet forlængede Deel med de smaa Sugekopper de tre övre Armes Halvdeel, medens den kun indtager en Trediedeel af Bug- armen. De störste Sugekopper bærer det övre Sidepar; paa de tre övrige Sidepar ere de störste Sugekopper omtrent eens udviklede. Hornringene ere overalt særdeles skjæve og bære i deres håiere Side 7—8 stårre Tænder, der dog vexle i Størrelse, i deres lavere Side lavere Tænder eller kun Kærver. Med Hensyn til Stilkene, der bære Sugekopperne, maa det bemærkes, at paa alle Armene ere de mindste Sugekopper, indtil disse tillage noget raskere i Størrelse, kun forsynede med korte og temmelig tykke Stilke, saa at Kopperne næsten synes stilklåse eller siddende. Efterhaanden som Kopperne blive stårre, blive de ogsaa mere langstilkede, og Stilken faaer da ogsaa en tydeligere afsat Roddel eller Fod, der er kegleformet, men noget sammentrykt. De meget smaa Kopper i Armenes ydre aftyndede Deel bæres af endnu længere Tyndstilke, som udgaae fra en ligeledes tydeligere afsat Stilkrod. Hornringene ere i alle Armenes store Kopper meget skjæve og i deres hôiere Hælvte forsynede med lange, spidse Saugtender af ulige Størrelse; deres nedre lavere AAG Hælvie med meget smaa Tender, omtrent 10 i Tallet. I Overgangsrækken imellem de store Kopper og de mindre findes Hornringen at vere bleven endnu skjævere og at have i sin höiere Halvdeel faaet længere Tender, i sin lavere derimod kortere; selve dette Forhold fortsetter sig i samme Retning ud igjennem den talrige Række af meget smaa Kopper. Hornringene i Tentaklernes store Kopper ere vel ogsaa skjæve, men dog ikke i samme Grad som Armenes, og have temmelig stærke Tender i hele deres Omkreds; af disse ere fire, som slaae korsvis, sterkere fremragende og have 4—5 mindre Tender mellem sig. Armbremmen findes stærkt udviklet paa Bugranden af den Deel af det tredie Armpar, der bærer Kopper af ansceligere Störrelse og er i sin indre Halvdeel under- stôllet ved stærkere Hudribber, som udgaae imellem hvert Par af Armens Kopper; paa Armens Rygside er Bræmmen i samme Strækning ganske ubetydelig, medens Hudstri- berne have udviklet sig til lange, kegledannede, frie Kjödtoppe; den ôvre Sidearm bærer i den samme Strækning af Bugranden en Hudbræmme, men mindre udviklet og smalere, saa at Hudribberne begynde at rage ud igjennem den og ligeud for de olte ne- derste Par Sugekopper danne de endog lignende frie Kjödtoppe, som paa Rygranden, og saadanne frie Kjödtoppe fålge ogsaa langs begge Siderne af Rygarmene og Bugarmene. I dette Forhold peger Arten altsaa mærkelig hen paa D’Orbignys store Blæksprutte fra ' Sydhavet, O. gigas, fra hvilken den ellers i saa mange andre Henseender fjerner sig. Langs med den mere pidskeformede Deel af Armene fålger der paa begge Sider en meget smal rubbet Hud, — Til Slutning maa bemærkes, at paa alle Armene er den indre Flade imellem de kortstilkede nederste Sugekopper besat med mange Skraarynker og Pa- piller, som synes at være conslante. 447 V. b. Senere Efterskrift til de foregaaende Beskrivelser af Ommatostrephes pteropus og Dosidicus Eschrichtii. I det Tidsrum af flere Aar, der paaGrund af mange mellemkommende Forhindringer, som allerede i "Indledningen er antydet, adskiller de foregaaende Arks Afgivelse til Trykken fra dette Arks Afslutning, er jeg bleven sat istand til paa en sikkrere Maade at kunne an- give disse tvende Bleksprulters rette Hjem, hvilket i det Foregaaende var bleven deels mindre sikkert deels, som det nu viser sig, urigligt angivet, idet der upaatvivlelig under de först nu beskrevne Individers lange Henstaaen i den naturhistoriske Forenings tidligere Samling ved Siden af hinanden og ved Siden af andre temmelig store Cephalopoder maa vere skeet en Forvexling af Localileterne, hvorfra de hidrörte. Paa en Reise til Adriaterhavet og Middelhavet i Sommeren 1859 har jeg for den fürste kunnet aldeles bestemt overbevise mig om, at Om. pteropus er en i Middelhavet forekommende Form og i dettes större Dybder vistnok har et fast Hjem. I Triester- Museet opbevares nemlig den velbevarede Krop, Kappen med Finnerne, af et meget stort ommatostrephagligt Dyr, som efter et Uveir var blevet opkastet paa den dalmatiske Ö Zara og i hvilken jeg i Begyndelsen meente at skulle gjenfinde min Dosidicus Eschrichtii, der jo var angivet at skulle vere fra Middelhavet; men da med Museumsbestyrerens Hr. Dr. Si. Freyes Indvilligelse de som sædvanligt meget knuste Stykker af Rygskjoldet udtoges, viste det sig tydeligt nok, at Dyret havde været en typisk Ommatostreph, og af samtlige Forhold af Sværdet og Kappens Dele maalte jeg formode, at det var min O. pleropus. Denne Formodning maatte nærme sig til en hôi Grad af Vished, da jeg i Montpellier- Museet ved Hr. Professor Paul Gervais Forekommenhed blev sat istand til nærmere at undersöge et særdeles stort og fuldstændigt Exemplar af en der ubestemt henstaaende Ommatostreph, der for nogle Aar siden var fanget ved den middelhavske Kyst i Nærheden AAB af Cette, og som i alle Henseender stemmede med min O. pteropus. Det var mig saa- meget interessantere her at gjentræffe Arten i et andel fuldstændigt Individ, som delte var endnu større og kraftigere end Universitetsmuseets, saa at de fremhævede Eiendomme- ligheder i Armenes Længde indbyrdes, i Armbremmerne, især tredie Armpars, og Suge- koppernes Störrelse og Fordeling paa Armene ligesom fremtraadte endnu stærkere *). Da nu, som nedenfor skal klart vises, Dosidicus Eschrichtit langlfra har hjemme i Middelhavet, hvorfra den var angivet at hidrøre (smlgn. Vid. Selsk. Oversigt. 1857. S. 11), bliver det en Selvfålge, at hvis den ene af de to her beskrevne stårre Decapoder skal være fanget i Middelhavet, maa det have været O.pteropus, uagtet denne var bestemt betegnet som erholdt fra Vestindien; at Arten ogsaa hôrer Atlanterhavet til, kan vel neppe belvivles; som en virkelig pelagisk Dyrform, maa den antages at fålge Udbredningslovene for disse Dyr og at være fælleds for begge Have; dens Forekomst ved Hollands Kyst 1660 er idetmindste een Kjendsgjerning derfor, og maaskee gjemme Museerne endnu flere Vid- nesbyrd derom, da intet er almindeligere, end at Arterne af Ommatostrephes i Museerne ere blevne forvexlede med hinanden **). Fra et Kystdyrs Forekomst ved den ene Side af Atlanterhavet at ville slutte sig til dets Forekomst ogsaa ved den anden Side af dette, vilde være aldeles urigligl, da saagodisom alle Kjendsgjerninger tale imod en saadan Ud- bredning; men for de pelagiske Dyrs Vedkommende vilde Slutningen være retfærdiggjort ved mangfoldige Paralleler, og, for her at holde os ved de nærmeste, man har hidtil ikke kunnet skjelne mellem de i Nærheden af Newfoundland tagne Ommalostrepher og de to mere almindelige i Nærheden af de europæiske Kyster omsvermende O. todarus og 0. sagittatus. Arten kunde saaledes meget vel forekomme ovre ved de vestindiske Öer, og Universitetsmuseet har virkelig for et Par Aar siden ved Hr. Apotheker Riise, hvem Mu- seet skylder Saameget, modtaget en lidt over en Fod lang Ommatostreph, som jeg for Oieblikket ikke kan ansee for andet end den yngre O. pteropus, der endnu ikke é fuld Grad har faaet Eiendommeligheden i Armene og Kopperne udviklet; den mangler desværre Tentakelköllerne, saa at heller ikke Tentaklernes Længdeforhold kunde afgjöre den Tvivl, der kan reise sig med Hensyn til de under Navn af O. Bartramii Less. sædvanlig fore- kommende Former. Kappens hele Længde .... = 21" Fra övre Kapperand til Ind- snit ved Finneroden .. = 12” Finnernes störste Bredde . . = 18“ **) Forvexlingen gaaer undertiden endnu videre, idet Ommatostrephes forvexles med virkelige Loligines. 449 En Fortsættelse af de foranstaaende Undersøgelser om Ommatostrephes pteropus Stp. og beslægtede Former vil findes i Steenstrups «Note teuthologicæ 5» (Oversigt over det K. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1885) og i « Note teuthologicæ 8» (sammesteds 1887), hvoraf vil ses, at den i flere Exemplarer ved Portugals Kyst i senere Aar fiskede eller fangne Omma- tostrephes Caroli Furtado ikke er identisk med O. pteropus, men derimod med den ved Hollands Kyst i 1661 fundne og i «Museum Regium» samt i «Gottorffische Kunstkammer» afbildede Form. Tillige meddeles der Oplysninger om Forekomsten og Udbredningen i Atlanterhavet og det indiske Hay af yngre Former af O. pteropus efter Undersøgelser af en Række Exemplarer, der vare op- bevarede sammen med Exemplarer af O. Bartramii af lignende Storrelse. Det maa endnu tilfoies, at det havde været Steenstrups Mening, at 5t° Afhandling skulde ledsages af to Tavler. Men da der ikke er forefundet nogetsomhelst Materiale til disse, har det været nødvendigt at udelade dem. Udgiverens Anmærkning. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 4 Bd. 57 450 VI. Beskrivelse og Afbildning af Hornkjæberne, Tandvæbningen, Armene, Sugeskaalene og flere andre vigtige Dele af en over 6 Alen lang Blæksprutte, som Capt. Hygom i Efteraaret 1855 traf i en næsten uskadt Tilstand i Atlanterhavet under 31° N.B. og 76° V.L. og som udgjør en ny Art og Slægt af oceaniske Blæksprutter, Architeuthus dux Stp. (Hertil Tavlerne III og IV.) Udtog af Universitetets zoologiske Museums Tilgangs-Journal d. 5'° Novbr, 1855: Hygom. ee Af en « Kæmpe- Blæksprutte», funden drivende død paa 31° N.Br. 76° V.L., ganske frisk, skjøndt noget beskadiget af en Hai, som havde fortæret lidt af den; den havde en Kroplængde af 3 Alen, en Omkreds af 1 Alen og 15” og 8 Arme af 3 Alens Længde og en Omkreds af 15”; hjembragt er: Mundhulen med Kjæberne, Spiralmaven, Gjællerne, Bursa Needhammii, Prostata og Vesicula seminalis, Blæksækken, det meste af det hornagtige Rygblad, et Armstykke med Sugeskaale, c. 1/4 Alen langt, og en hel Del løse Sugeskaale (= Architeuthus dux Stp.). Tilføjet Steenstrups Manuskript af Journalens Fører, daværende Museums-Assistent Dr. Lütken. Overkjæbens Hornbeklædning udmærker sig ogsaa her ved dens langstrakte Form, og ved det stærkopstaaende Pandeopslag, hvorved det noksom antydes, at den kjodede, muskuløse Del har været særdeles stærkt udviklet. Ganetaget er nemlig ikke mindre end 4” langt (109™™) til en Heide, hvor det er hoiest, af 49™™, saa at det altsaa er mere end dobbelt saa langt som høit. Desuden forlænger Ganetaget sig fremad i en temmelig nedboiet Spids af 167= Længde. Gane- tagets forreste og bageste Rand skraaner omtrent paa samme Maade ned imod den nederste Rand, saa at dets Profilcontour synes meget regelmæssig. Ryglinien er kun meget lidet buget og sænker sig kun lidt mere fortil end bagtil; en ophoiet Valk af 15"" Længde findes omtrent paa Midten af Ryggen, dog lidt foran denne; Tykkelsen af Hornkjæben midt over Ganetaget er 25"" og i Ganetaget sammesteds 50mm (49'/4™™), altsaa kun dobbelt saa høit som tykt. Nebet hvelver sig smukt og temmelig stærkt, samt ensformigt; Krum- ningens Chorde udgjor 75™™, Afstanden fra dens hoieste Punkt bagtil og ud til Næbvingens nederste Rand — 68"; Vingens Bredde i Næbkrogen 21%", Længde fra samme Linie ned til nedre Rand 24™; Næbspids 16™™ tyk, 13™™ hoi; Næbspidsens nedre eller indre Flade svagt udhulet i Midten, med to svage, 1'/2™™ brede Længdelister, og udenfor disse igjen en concav Rende fra Vingeranden og til den yderste Spids, efterhaanden aftagende i Bredde (den midterste forlænger sig langt tilbage, de to ydre tabe sig bagtil ved Vingeranden; de adskillende Lister synes at tabe sig i Linier, der rimelig staae i nogen Sammenhæng med de kjødfulde indre Dele). — Hele Næbet er temmelig stærkt og brunfarvet med Undtagelse af den meget smalle yngste Bræmme, der endnu er hindeagtig. Tvende Beskadigelser, en paa hver Side, vare saameget mere at lægge Mærke til, som de ikke vare opstaaede efter Dyrets Død men kort før samme, såa at Muskulaturen havde trukket Fligene ved Randen af Revnen ud af Stilling, og som det var tydeligt, at Dyrets Næb engang før havde været spaltet paa samme Maade, hvilket nu var restaureret (mon Hannerne slaaes? paa Aalbæk-Dyret fandtes Beskadigelser paa selv samme Sted). Undernæbbet frembringer Indtrykket af en usædvanlig Styrke, idet Vingerne ere saa lange og brede, Mundgulvet saa kort og bredt og selve Næbspidsen saa kort og stærk. Vinzernessheletkæne dere SEER N ØRE SELE, 80m Bredden ved Krogen eller Indsnittet >. 2.2... 52.55 4. stam — AR nederste OS gid EE UE 3omm NaebspidsensJHeidews 2 aa nn SAME PR ee en ehe 20m — Bredde amar ate KLAN Cor Ras EN PRE 24mm — skjærende Rande udad staaende fra hverandre. . 13™™ — Skianendenkandenlanzemer ee. jam Era Nebspidsenstil) Vingens bagre Rand". . - 45mm - — - bagre nedre Vinkel af Gulvels Kant. ... 56™™ - — - bagre ovre vinkel af Gulvet ........ fo - Mundgulvets Side største Længde langs med øverste Rand 65mm Müundeulvets 20 de PEN ER EM CA CE eee UE CM DO Ogsaa dette Næb var brunt, næsten i hele sin Udstrækning, med en tynd, blødere og membranøs yngste Rand; kun mere membranøs i øvre Rand af Mundgulvet. Armene vare efter de tagne Maal fulde 3 Alen lange; de formentes ogsaa alle omtrent at have været lige lange, eller rigtigere sagt: nogen kjendelig Forskjel mellem dem blev egenlig ikke iagttaget; dog er derved at mærke, at de to lange Fangarme maae have været borte, eftersom der taltes kun otte; de maae endog have været afrevne lige nede ved Roden, da end ikke det mindste Spor af dem bemærkedes. De iagttagne otte Arme Se 452 vare meget stærke, men aftog efterhaanden, og ganske jævnt mod Spidsen. Et Stykke nede imod Roden af den ene Arm blev medtaget; det er 5/2 Tomme langt og bærer 5 Sugekopper, der ere afvexlende stillede; Stykkets Omkreds er næsten 15”, og kommer saaledes en Mands Arm temmelig ner. Denne Tykkelse mentes alle Armene omtrent at have. Desuden medbragtes 69 løse Sugekopper, det største Antal af samme Størrelse som de, der sidde paa Armstykket; de ere altsaa ogsaa hovedsagelig af Rodhælvten af Armene; imidlertid er der dog ogsaa nogle af °/4 og ”/3 af denne Størrelse og en enkelt, der neppe har Halvparten deraf i Diameter. Af dette store Antal fremgaaer det nu tydelig nok, at alle Sugekopperne have været særdeles skjævt stillede og havt deres Stilk udgaaende omtrent fra den ene Side, saaledes som mine Figurer paa Tab. III nærmere vise det; i Forhold til deres Gjennemsnit have de derhos været meget dybe og navnligen desto dybere, jo mindre de ere. Hornringene, der understøtte dem, have i Reglen et Gjennemsnit, der er ikke saa lidt mindre end Koppens, og Ringene snevre saaledes deres Munding temmelig stærkt sammen, eller ere noget kegleformige, men naturligvis skraat kegleformede. Hornringen er udrustet med en stærk ydre Valk, der indvendig er lidt udhulet, og denne Valk er paa den heiere Side af Hornringen mere end dobbelt saa bred som paa Ringens lave Side. Valken er temmelig hvælvet og har ikke de stærkere Sider, der synes at være hos Loligo eller Sepioteuthis; den ligger derhos tæt op imod Tandranden. De større Ringe maale gjennemsnitlig for neden: 21“, for oven: 16™™—18™", i Hoide paa øvre Side: 10mm, — paa nedre Side: 4. Antal af Tænderne: 46—54 44—48 i de storste | de dernæst og mindst 37—39, i den enkelte lille maaske 26—28 at regne, men her vare de ikke adskilte, men storre Strækninger ligesom sammenlobne. Tænderne ere i det Hele at kalde meget smaae, neppe 1™™ lange, med en Bredde, der kun udgjør */2—*/s af Længden; de ere alle guldglindsende, af noget lysere Farve end den gulbrune Ring, og minde om Islændernes «forgyldte Oienhaar». De større Sugekopper maale gjennemsnitlig : UGH Gide: an ut een: 23—24m™, ltbredde „essarn Are 24—25™™, \alykkelse fire 202; de mindre RAI RS NE APE 18—191/omm, iuBreddes. se clic events vege | 19—2 17, ir DYKKET SENSE CET EC 16-1822; me sål den ei sd sg Tea j ms iv Bredde AS new. Jane RYKKEISE EN RE hare 12am Ved Skaalernes kugleformede Skikkelse, ved Stilkens Stilling saa langt imod den ene Side, ved Stilkens Længde, ved Hornringens ikke ringe Skjævhed, ved Valkens Frem- treden som bred og lav Ophoining tæt op imod Tandroden, forekommer det mig dog, alt imod alt, at vi nærmest føres hen imod en Ommatostrephes, alfals bort fra Loligo og Sepioteuthis ; men afvigende fra Ommatostrephes er aabenbart Ringen alligevel ved sin altfor ringe Skraahed, ved Tændernes Udvikling, der vel er stærkere paa den ene Side end paa den anden, men dog ikke med den Ulighed, som optræder hos Ommatostrephes, hos hvilken jo den ene Side er saagodtsom aldeles blottet for Tænder, medens den anden Side bærer Tænder af !/s Diam. af Sugeskaalen. Fremdeles er Hornringens Valk vel beliggende hoit oppe mod Tandroden, men er ikke hos nogen Art saa sterkt udpræget som hos vor. Som noget der i Armenes Dannelse minder om Ommatostrephes maa endnu fremhæves Armenes Længde i Forhold til Kroppen, thi ingen Zoligo-Form har dem mere end af '/2 til 2/3 af Kroppens Lengde, medens enkelte Ommatostrepher, f. Ex. todarus, have dem ikke sar lidt længere; og fremdeles Membranen langs Armenes Sider, eller Sugeskaalens saa- kaldte Dekhud; den har nemlig en Bredde af en Tomme omtrent, og er jo altid paa flere eller færre Arme tilstede paa en Ommatostrephes, medens den er forsvindende hos Loligo og Sepioteuthis. Med Hensyn til, at Sammenligningen stedse er holdt mellem Loligines og Omma- tostrephes, og ikke Hensyn taget til en anden oceansk Form, nemlig Onychoteuthis, maa bemærkes, at ifølge D’Orbigny Sugeskaalens Hornring hos denne Slægt mangler Tender, og at altsaa Tilstedeværelse af Tænder hos vor Form aldeles udelukker den derfra. Formen svæver mellem Loligo og Ommatostrephes. Synes dog nermest den sidste ved Kroppens Form og Finnernes Stilling og Storrelse, ved det ringe Omfang i Forhold til Lengden og ved Armenes Lengdeforhold til Kroppen. Om end Hornringens Tandbesætning mere ligner den hos Loligo og Sepioteuthis, saa er Hornringens Skjævhed dog langt betydeligere end hos nogen af disse Slegter, og Valken liggende ner ved Tandens Rod, hvad ikke er Tilfældet hos dem; i begge Henseender nermer den sig mest til Ommatostrephes. Sugeskaalenes hele Bygning er aldeles som hos. Ommatostrephes og ikke som hos Sepio- teuthis og Loligo, og endelig staae de fjernt afvigende i to Rader, hos Loligines lidt mere overfor hinanden, og ere ikke dækkede med Dækhud. Hornsverdet horer til de saakaldte plumiforme, «fjerlignende», og ikke til de spydformede, som hos Ommatostrephes; forsaavidt altsaa nærmest en Loligo, men det har samme 454 Tragt forneden som Ommatostrephes, hvad alle Loligerne mangle, og hvad der kun findes igjen hos enkelte Onychoteuther (Gonatus). Næbet eller Kjæberne adskille sig fra begge Slægter ved Overkjæbens betydelige Forlæn- gelse af Ganetaget, hvori den fjerner sig næsten fra alle hidtil beskrevne Cephalo- poder; ved Underkjæbens Form og navnlig ved Kortheden af den indre Del og ved Bredden af Vingen og Næbspidsens Styrke kommer den imidlertid atter nærmest Ommatostrephes. Af de indre Dele minder Spiralmaven ikke om Loligo, men vel om Ommatostrephes, dog afvigende derfra ved Sammenvoxningen af Snoningerne. Forplantningsredskaberne ere ikke saa vel bekjendte, at endnu nogen Sammenligning kan anstilles. Architeuthus dux Stp. nov. genus inter Ommatostrephes et Loligines Lmk. intermedium, oceanicum, bathy- philum. À Loligine differt cupulorum obliquitate, eorumque laminæ cireularis corneæ altitudine et obli- quitate — gladii forma crateriformi ut in Ommatostrephe, maxillarum cornearum forma. Cum Ommatostrephe convenit corporis forma, brachiis prælongis, cupulis obliquis et mem- brana tectoria instructis, gladii cratere, cavato, forma ventriculi spiralis sic dicti, forsan et organis reproductoribus, differt autem quam maxime forma gladii cornei lati et penniformis et structura membranacea, obliquitate minore laminæ ‘corner, cupu- lorum et denticulorum magnitudine, et maxillæ superioris longitudine. (I nogle af Steenstrups mindre teuthologiske Bidrag i «Oversigt over det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger» komme Somunkene eller Architeutherne paa Tale; saaledes i 1880: Afhandlingen om «de Ommatostrephagtige Cephalopoders indbyrdes Forhold» p.101—103, hvor Architeutherne karakteriseres i Sammenligning med de endnu nermere beslæg- tede Ommatostrephiner. Endvidere i «Note teuthologicæ 4», hvor nogle til Krogsprutterne tidligere henforte formentlige Architeuth-Levninger blive omtalte. Af de denne Afhandling ledsagende Tavler gjengiver Tab. III det af Hygom opbevarede og hjemførte Armstykke i naturlig Størrelse samt flere af dets Sugekopper; Tab. IV, Rygskjoldet (gladius) af det samme Dyr, Fig. 1 en restaureret Skitse i formindsket Størrelse, Fig. 3 og 2 det forreste og bageste Stykke, det sidste set fra neden, Fig. 4 et udskaaret Midtstykke, for at vise Stykkets Gjennemsnitsfigur. Udg. Anm.) = = ag = LE] = = 43 da us da Bers Tavleforklaring. Tab. I. ig. 1 og 2. Hornkjæberne af den p.415 ff. omtalte, kolossale Blæksprutte, som i December 1853 drev op paa Aalbæk Strand ved Kattegat. Fig. 1 Overkjeben, Fig. 2 Underkjæben. .3.0g 4. Over- og Underkjæbe af en Krogblæksprutte (Gonatus Fabrieii [Licht.]). .5 og 6. Over- og Underkjæbe af en Ommatostrephes (O. pteropus Stp.). og 8. Over- og Underkjæbe af en Loligo (L. Forbesü Stp.). Alle Kjæber ere fremstillede i naturlig Storrelse og seete fra venstre Side, men Underkjæberne ere vendte saaledes, at Overkanten vender nedad. Tab. II. Ommatostrephes pteropus Sip. ig. 1. Et hunligt Exemplar, seet fra Oversiden og formindsket knap 3 Gange. Hornbladet (gladius) er aftegnet i Figurens Midtlinie og saa noiagtigt, som dets meget knuste Tilstand tillod. .2. Den hoire, nedre Sidearm. . 3. Den venstre, øvre Sidearm. . 4. Den venstre Bugarm. .5a.b.c. Den 12te Sugekop af øvre Sidearm. 6a.b.c.d. Den 13de Sugekop og Hornring paa Rygarmen. 7’ og 7”. Hornring af den 37te Sugekop paa Bugarmen. . 8' og 8”. Hornring af Tentakelkollens større Sugekopper. Tab. II. Architeuthus dux St. Et Parti nede imod Roden af den ene Arm samt Sugekopper, fremstillet i naturlig Størrelse, af et Exemplar taget i Atlanterhavet paa 31° N.Br. 76° V.L. Tab. IV. Architeuthus dux Stp. Rygbladet (gladius) af det ved Tab. III nevnte Exemplar. Det restaurerede Hornblad, seet fra Oversiden og gjengivet i formindsket Maalestok. Hornbladets bageste Stykke, seet fra Undersiden. Hornbladets forreste Stykke, seet fra Oversiden. Et udskaaret Midtstykke af Hornbladet for at vise dets Gjennemsnitsfigur. n ADT: 427: 432. 435. 436. Trykfeil. Anm. **). 2det Stykkes 2—3 Linie. Cephalopodes Acetabuliferes, læs: Céphalopodes Acétabulifères Raabergstrand, læs: Aalbækstrand ikke langt langt, læs: ikke langt oppellatur, læs: appellatur Cephalopodes, læs: Céphalopodes lid. Selsk. Skrifter P.Række, naturv og mathern. Afd IV Bind. J Steenstrun om colossale Cenhalonoder. Tab.T i ab Mazxillæ cornea Fig 1-2. Cephatopodis gigantet loliginiformis; 5-4. Gonati fabricit Licht 5-6.0mmatos trepheos pleropodis Sty. 7 & Loligines Forbesit Stp Vid. Selsk. Skrifter KRække nalurr og mathem. Ata IV Bind.J.Steenstr je om colossale Cephalopnoder Tabl © Sy pio QI ES €" PES à (A 5 Ommatostrenhes jileronus Sin 7 ih Ik 7 Ps ven + Selsh. Steritter V Rekke, naturo og mathem. Afd IV Bind JS Steenstrun om Architeuthus dix sen sale (enhalonoder Tab. W Selsk. Vid Skrifter V Række, naturv og mathem, Afd, V Bind, J Steenstrun om colossale Cenhalonoder. fhornam del & Sin. ca. Architeuthus dux