—— mg HR: k QL 47 1.44, Pep Dyreriget (Lærebog i Zoologien Ur. 1) af Chr. Ar. Lütken, Dr. phil., Asſiſtent ved Univerſitetets zoologiſte Muſeum. Tredie Udgave. Med over 450 i Texten indtrykte Afbildninger. Kjøbenhavn. Forlagt af den Gyfdendalfke Boghandel (F. Hegel. Thieles Bogtrykkeri. 1866. gt e i; 95 | | 50 16 føl Rad e | mdr? * Na. 1 65 1 4 4 9 STEJNEGER COLLECTION National Mus SS Ferſte Udgave af denne Bog udkom for 11 Aar ſiden. Dens Hovedformaal var at tjene ſom Lærebog i de færde Skolers og Realſkolernes hoiere Klasſer; ved Siden deraf tenktes den benyttet ſom Grundlag for Univerſitetsforedrag over almindelig Zoologi. Hvorledes Forholdene have medfort, at denne Dobbelthed i For— maalet ikke kunde faſtholdes, er udviklet i Fortalen til anden Ud— gave (1860) og til Ste Udgave af min mindre Lærebog (1865). Forſt forſogte jeg at gjøre den mere ſkikket til Skolebrug ved at forkorte og bortffjære, men ſkjondt jeg troer, at Forſoget lykkedes ret godt, var Stemningen dog i den Grad for en yderligere Ind— ſtrenkning af det zoologiſte Undervisningsſtof — markeligt nok ikke af det botaniſfke! — i Stolen, at jeg beſluttede mig til at udvide min mindre Lærebog ſaameget, at den kunde afgive det tarveligſte Grundlag for Undervisningen i Dyrerigets Natur- hiſtorie i hele Skolen. — Da anden Udgave af „Dyreriget“ imid⸗ lertid allerede længe har været udſolgt, udgives den her paa ny for fremdeles at kunne benyttes af Lerere, Studerende, til Seloſtudium oſv. *) Nogen veſenlig Forandring af dens Plan, paa Grund af denne Forandring i dens Formaal, ſyntes mig ikke nødvendig; en Sammenligning vil imidlertid viſe, at den har medført adſkillige mindre Ændringer; nogle Tilfoielſer, der antages ikke ret vel at kunne undværes, have fundet Sted; adffil- lige Afſnit, ſom tidligere havde maattet vige for andre, der kunde *) Jeg vil dog her endnu i al Korthed antyde, at det muligvis kunde være mange Lærere kjart at gjennemgaae et og andet Afſnit af Zoologien i Skolen efter en ſaadan noget vidtloftigere Plan ſom Prøve paa en fyl— digere Fremſtilling af Dyrerigets Naturhiſtorie — iſer ſaadanne Affnit, ſom Skolens Undervisningsapparat maaſkee af reent tilfældige Grunde gjorde det muligt at oplyſe noget mere ſpecielt. * lunde Skridt med ſelok Vibenſtabens Fremſt idt, haaber jeg, at man vil erkjende; men Enhver, der veed, hvad der ligger i disſe to Ord, vil undſkylde Forfatteren, hvis man ſkulde finde, at det ikke er lykkedes faa fuldſteendig, ſom man kunde mene at have Ret til at vente. De ikke fane Ændringer, ſom jeg har feet mig foranlediget til at foretage i de Afſnit, i hvis Naturhiſtorie jeg i Mellemtiden har havt Leilighed til at fordybe mig noget mere, have allerbedſt viiſt mig, at der paa mange Steder vilde være meget at gjøre endnu i denne Retning. Det vilde endda ikke være lykkedes mig ſaa godt ſom det er, hvis ikke udmeerkede Videnſkabsmaend (Pro— fesſorerne Steenſtrup og Reinhardt) havde rakt mig en bjæl- pende Haand ved at meddele mig kritiſke Bemeerkninger og Forſlag til Bndringer eller Tilfoielſer. Hr. Proſektor Walloe ſtylder jeg ligeledes min Tak for at have gjennemſeet Afſnittet om „det menneſtelige Legeme” og fgjort Üdkaſtet til de nye Afbildninger i dette. Juli 1866. Forfatteren. Judledning. i: Naturgjenſtandene ere enten livloſe (uorganiſke) eller levende (organifle). : J de livloſe Legemer, fom høre til Steenriget, (Mine— ralier, Kryſtaller) befinde Stofferne fig i Hvile; der foregaaer ikke nogen Virkſomhed, intet Stofſkifte i dem, og hver enkelt Deel er bygget og ſammenſat paa ſamme Maade ſom det hele. Under— kaſtes disſe Legemer Indvirkninger, der overvinde deres Sammen— heengskraft, ophøre de at befinde de for dem betegnende Egen— ffaber og forvandles altſaa til ganſke andre Legemer. De levende Veſener gjennemgaae derimod et ideligt Stof— ſkifte og ſtaage i en uafbrudt Vexelvirkning med Omverdenen; de ved Livsyttringerne forbrugte Beſtanddele erſtattes ved Stoffer, ſom indføres i Legemet, gjores eensartede med dette og forvandles til Dele af dets Bæv. Disſe Virkſomheder forudſcette en Samvirken af forſkjellige Redſkaber (Organer), hvert med fin beſtemte Ind— retning, og medføre altſaa en ſammenſat, ueensartet Bygning af Legemet. Alle levende Bæfener have en Periode, da de ſom Wg, Kim eller Knopper udgjøre en Deel af et Moderveſen, ſom de forlade med en forholdsvis ringe Storrelſe; de have derefter en Periode, i hvilken de vore 9: i hvilken Stoftilvexten overſtiger Stoftabet, og endelig en Affeldighedsperiode, hvis naturlige og nødvendige Ende er Døden, ſaafremt denne ikke allerede tidligere er fremkaldt ved fjendtlige Indgreb, der have ophevet Organernes Samvirken; ved Døden hjemfalde de organiſke Legemers Stoffer efter en Rekke af Forandringer igjen til den livloſe Natur. Artens fortſatte Beſtaaen ſikkres imidlertid gjennem Avlingen af et Afkom. Alle levende Veſener befinde derfor baade Redſkaber for Selv— opholdelſen (Erneringsredſkaber) og Redſkaber for Artsophol— delſen (Forplantningsredſkaber), men disſe Virkſomheder foregage dog ikke paa ſamme Maade i Dyre- og i Planteriget. Planten henter fine Neringsmidler umiddelbart fra den livloſe Natur, den formager at optage de uorganiſke Stoffer og Forbin— delſer og af dem at ſammenſette de organiſke Forbindelſer, der danne dens Veev; det Redſkab, der udfører disſe Erneringslivets forſkjellige Virkſomheder, er Cellen. Dyrets Ernæring er derimod 1 2 Indledning. ligefrem eller middelbart afhængig af Planteriget, i hvilket det fore— finder fine Neringsmidler ſaaledes dannede, at det blot behøver at underkaſte dem en Omdannelſe, for at de kunne optages ſom Beſtanddele i Dets Legeme. Denne Omdannelſe udfordrer ſeeregne Redſkaber for Fordsielſen, for Neeringsvedſkens (Blodets) Omlob og Vexelvirkning med Luften, for Udſkillelſen af færegne for Orga— nismen nodvendige eller ubrugelige Stoffer o. ſ. v.; Dyrets Byg— ning er derfor langt mere ſammenſat end Plantens. Planternes og Dyrenes forfſkjellige Maade at ernære fig paa medfører endvidere, at Dyrene have Bevidſthed, Sands— ning og vilkaarlig Bevegelſe forud for Planterne; uden dette vilde de nemlig hverken kunne ſoge eller bemægtige fig deres Føde. Dyrene have derfor Muſkler og Nerver, ſom Planterne mangle. Denne Modſaetning ſpoekkes ikke derved, at mange lavere Dyr lige ſaa lidt ſom Planterne kunne flytte ſig fra det Sted, hvortil de ere fæftede, thi visſe Dele af deres Legeme formaae de i al Fald at bevæge vilkaarligt; ikke heller derved, at Algeſporerne bevæge fig ved Fimrehaar ligeſom mange lavere Dør, thi denne Bevægelje er uvilfaarlig og ikke ledſaget af Sammen— træfninger og Udvidelſer. J det hele er der ogſaa den Forſkjel mellem Dyre⸗ og Blante- riget, at Dyrene ere eenlige, felvftændigt afſluttede Organismer, Planterne derimod fleerfoldige Veſener eller Kolonier, men denne Regel indſkraenkes veſenlig af de ikke faae lavere Dyr, ſom danne Kolonier, der i Lighed med, hvad der finder Sted hos Planterne, ere fremkomne ved Knopfkydning af et oprindelig eenligt Dyr. Til Planternes Forplantning ved Frø ſvarer Dyrenes For— plantning ved Wg, d. v. ſ. Blærer, der foruden Blommen indeholde en Kimblære og inden i den en ganſke lille Kimplet, og ſom dannes i ſeregne Kirtler hos Hundyrene, Aggeſtokkene, men for at udvikles til Foſter udfordre en Befrugtning ved den i Handyrets Sedſtokke afſondrede Voedſke. Men hos en Deel af de lavere Dyr indſkydes der ſkiftevis med denne Kjonsavling en“ Formering ved Kim, d. v. ſ. ſmaae af Celler ſammenſatte Legemer, der ere meget mindre end gene hos ſamme Art, mangle Kimblere og Kimplet og udvikle fig uden Befrugtning. Naar den af Kimene udviklede Yngel bliver ved at fane i organiſt Forbindelſe med hinanden og med Stamdyret, dannes herved en Dyrekoloni, i hvilken Individerne vel have en vis Selvſteendig— hed, men ogſaa ſtaae i et viſt indbyrdes Fellesſkab. Ikke ſjelden have de forfkjellige Medlemmer af en flig Koloni forſkjellig Bygning og Beſtemmelſe. Det menneffelige Legeme. 3 Det mennefkelige Legeme. 4. Beenbygningen. 2. Beenbygningen (Skelettet) dannes af ſamtlige Knogler i Legemet; den giver Legemet Faſthed, beſkytter dets edlere Red— ſkaber og tjener til Feeſte for Mufklerne. Oprindelig beſtage alle Knogler af Bruſk og beſidde i denne Tilſtand en hoi Grad af Boielighed og Elaſticitet; men efter— haanden forbene de ved Optagelſe af Beenjord (phosphorſur Kalk) og blive derved haarde, tunge og ̃ mere ſkjore. J Beenvavet findes et Net af Kanaler, ſom indeholde Blod— far, og en Mængde fmaae bløde Legemer, Beencellerne, der ved fine Grene ftaae 7 5 5 i Forbindelſe med hinanden og med 0 1. Gjennemſnit af et Karkanalerne. Forbeningen begynder Mitroſtopet, be 1 paa beſtemte Steder i hver Knogle og kanaler og Beenceller. ſtrider derfra videre; i de forte og tykke Knogler (f. Ex. Fodrods— benene) findes kun eet Forbeningspunkt; i de brede og flade (f. Ex. Hjernekasſens Been og Skulderbladet) kan der findes eet eller flere; i de lange Lemmeknogler er der ſom ofteſt 3, nemlig et i Mellemſtykket og et i hvert Endeſtykke. Skulle to Knogler ſtaae i bevægelig Forbindelſe, forbene de ikke fuldftændigt, men paa de ſammenſtodende Flader, Ledfladerne, vedligeholder der fig hele Livet igjennem en tynd Bruſkſkive. Indvendig i de korte og brede Knogler er Beenvævet ſvampet og fedtholdigt, og ſamme Bygning have Enderne af de lange Knogler, hvorimod disſes Mellemſtykke er hult og marvfyldt. Udvendig findes opſtagende Linier, Kamme, Fordybninger, Udværter o. ſ. v. til Feſte for Muſklerne. Hele Beenbygningen er beklaedt med en ſammen— heengende Senehinde, Beenhinden (periosteum), fra hvilfen fine Blodkar trænge ind i Beenvavet. 1 * 4 Det menneſtelige Legeme. — * 3. Forbindelſen mellem Knoglerne er meget for— ſtjellig, efterſom de ſkulle omflutte vigtige Dele af Legemet eller danne Grundlaget for Bevegelſesredſtaberne. Hjernekasſens Been ere ubevegeligt forbundne med hinanden ved takkede Somme, der endog ofte voxe ſammen med Alderen, og Hvirvellegemernes For— bindelſe ved Skiver af Senebruſk tilſteder kun en meget ringe Eftergivelighed. Lemmeknoglerne ere derimod forbundne ved Led, 2: Ledfladerne, der netop have en ſaadan Form, at en beſtemt Art af Bevegelſe imellem dem bliver mulig, ere indelukkede i en ſaakaldet Ledkapſel, der ſom en Fortſettelſe af Beenhinden ſtrekker fig fra den ene Knogle over til den anden; Kapflens inderſte og fineſte Lag, Ledvandshinden, afſondrer Ledvandet (synovia), en klebrig Verdſke, der letter Ledfladernes Glidning, hvorimod dens yderſte Lag er ſeigt Seneveev, ſom yderligere for— ſteerkes ved Senebaand, der gage fra den ene Knogle til den anden, holde dem ſammen og begrendſe Bevegelſerne, faa at Knoglerne ikke „gage af Led“. Mindſt Bevegelighed er der i Glidele dene (f. Ex. i Haand⸗ og Fodroden), ſtorre i Dreieledene (f. Ex. mellem de 2 forſte Halshvirvler), en endnu ſtorre i Hengſelledene (f. Ex. Albuen), der tilſtede Boining og Strekning, og allerſtorſt i Kugle— ledene (f. Ex. Hoften og Skulderen), ſom tilſtede fri Bevegelig— hed i alle Retninger. 4. Hovedſkallens Knogler omſlutte Hjernen og danne de Huler, hvori Sandſeredſkaberne og Mundens Dele finde Plads. Hjernekasſens (cranjum) Hvelving dannes fortil af Pande— benet (os frontale), i Midten af Isſebenene (ossa parietalia), bagtil af Nakkebenet (os occipitis), der forlænger fig ned paa Hovedets Underflade, hvor det fortjættes af Kile- eller Flager— musbenet (sphenoideum), hvis to Par „Vinger“ forlænge fig op paa Siderne af Hovedet foran Tindingebenene (temporalia); hver af disſe beſtager af Pladedelen (squama) med Kindbuegrenen (pars zygomatica), Fjelddelen (p. petrosa), i hvis Indre Øret har fit Leie, med Vorteudvexten (p. mastoidea), Oregangen og Beenbygningen. 5 * Griffeludveexten (proc. styloideus), til hvilken Tungebenene ere ophængte. Fortil dannes Skilleveggen mellem Hjernekasſens og Neſens Huler af Sibenet (ethmoideum), et lille Been med mange Huller til Gjennem— gang for Lugtenervens Grene. Paa Hovedets Underflade ſees en Deel Hul— ler til Gjennemgang for Nerver og Aarer og midt i Nakkebenet Nakke— hullet (foramen magnum), paa Si— derne af hvilket Nakkeledknuderne (condyli occipitales) ligge og gjennem hvilket Hjernen og Rygmarven fortſeette fig over i hinanden, — Af Anſigts— benene (facies) ere de tandbeerende Kjebebeen, Overkjebebenene (maxil- laria superiora) og Underkjebe— benet (maxilla inferior), de be— tydeligſte; Underkjeben er det eneſte bevægelige Been i hele Hovedfſkallen; dens to Ledknuder ere indleddede paa Tindingebenene tæt foran Oregangen. Neſebenene (ossa nasi) danne Neſe— riggen, og Kindbenene (o. zygoma- tica) forbinde Overkjeeben med Pande-, Tindinge- og Flagermusbenet og bi— Fig. 2. Det menneſkelige Skelet. J denne og de folgende Afbildninger af Skeletter betyder: e Halshvirv— lerne. d Bryſthvirvlerne. e Lendehvirvlerne. 7 Bakkenhvirvlerne. 9 Hale— hvirvlerne. * Bryſtbenet. i Ribbenene. * Skulderbladet. ! Noglebenet. m Overarmen. mn Spolebenet. o Albubenet. p Haandrodsbenene. 4 Mellem— haandsbenene. » Fingerleddene. s Skambenet. F Hoftebenet. u Sedebenet. v Laarbenet. & Skinnebenet. Legbenet. 2 Fodrodsbenene. & Mellemfods— benene. 6 Taaleddene. 6 Det menneſkelige Legeme. Drage derved til at danne Tindingebuen og Væggen mellem Tindinge- og Oiehulen. De ſmaage Taarebeen (lacrymalia) i de indre Oiekroge omflutte Taareſcekken; Ganebenene (palatina) danne den bageſte Deel af Loftet i Mundhulen og omſlutte de indre Næfebor. Plopſkjerbenet (vomer) danner i Forbindelſe med Sibenets lodrette Plade Skilleveeggen mellem Neſehulerne, i hvilke de to ſmaae Muslingbeen (conchæ) ere anbragte for at forſtͤrre den Flade, hvorover Slimhinden breder fig. 5. Kroppens (truncus) Beenbygning beſtager af Rygraden, Ribbenene og Bryſtbenet. Rygraden (columna vertebralis) er ſammenſat af 33 Hvirvler (vertebræ); hver Hvirvel beſtager af Legemet (corpus), Buen (arcus) og de fra denne udgagende Udvexter eller Tappe (processus); Rygmarvskanalen be— grendſes fortil af Hvirvellegemerne, bagtil af Buerne. Hvirvel— legemerne ere forbundne ved tynde Skiver af Senebruſk og danne derved en faſt Stotte med meget ringe Boielighed; den er ikke ganſke lige, men gjør en dobbelt Krumning ſaavel fortil ſom bag— til. Hvirvelbuerne ere forenede ved Baand og ved 4 Ledtappe (pr. articulares) paa hver Hvirvel, der danne Glideled med de tilſtodende Hvirvlers Ledtappe; mellem hvert Par Hvirvelbuer findes en Aabning paa hver Side, gjennem hvilken en Rygmarvs— nerve træder ud. Torntappene (proc. spinosi) og Tver— tappene (pr. transversi) tjene til Feſte for Muſtler og Baand, men ere ulige udviklede i Rygradens forſtjellige Affnit. Fig. 3. To Bryſthvirvler ſamt et Par Ribbeen. „ Hvirvellege— „ i merne. tt Torntappe. n en Tver⸗ Hf ) MER) N tap. 00 Ledtappe. rr et Par Rib- ' ö been. r“ de dertil hørende Rib— beensbruſte. s det mellemliggende S DP Stykk det ov Bryſtbeen. — Stykke af det overſkaarne Bryſtbee — Menneſket har 7 Halshvirvler (v. cervicales), 12 Bryſt— hvirvler (v. dorsales) med Ledflader for Ribbenene, 5 Lende— Beenbygningen. 7 hvirvler (v. lumbares), 5 fammenvorne Bekkenhvirvler (os sacrum, Korsbenet) og 4 ufuldkomne Halehvirvler (ossa coccygis) uden Bue eller ÜUdvexter. Den forſte Halshvirvel (Ringhvirvlen, atlas) har ingen Torntap og kun et ſvagt udviflet Legeme, men to ſtore Ledſkaale for Nakkeledknuderne; den anden Halshvirvel (Taphvirvlen, epistrophæus) har en færegen Tap (pr. odontoideus), omkring hvilken Ringhvirvlen dreier fig, naar Hovedet bevæges til Siden, hvorimod Hovedets Bevegelſe op og ned ſteer mellem Nakkebenet og Ringhvirvlen. — Ribbenene (costæ) beſtage af Beenbuer, der ved dobbelte Ledfoininger ere ferſtede til Bryſthvirvlernes Legemer og Tvertappe, og bruſkede Fortſettelſer, der ere forbundne med Bryſtbenet; de 7 forſte Par Ribbeen (de ſaakaldte ægte Ribbeen) ere forbundne med Bryſtbenet hvert for fig; ved de 5 nederſte Par (de nægte Ribbeen) tilveiebringes denne Forbindelſe enten ved en fælles Brußkmasſe, eller den mangler, — Bryſtbenet (sternum) er en flad umage Knogle, der ligger midt ned ad Bryſtets forreſte Flade. 6. Overlemmerne beſtaae hver af 3 Set Knogler; Skulder— partiet, Armen og Haanden. Skulderpartiet dannes af Skul⸗ derbladet (scapula) og Noglebenet (elavicula); Skulderbladet er et fladt trekantet Been med en Kam, til hvis fremſtagende Ende (acromion) Noglebenet er feſtet; det har desuden en Led— ſtaal for Overarmen og en ſaakaldet Ravnencbsudvext (pr. co- racoideus). Skulderbladet ligger bag paa Bryſtkasſen, til hvilken det kun er fæftet ved Muſkler og ved Noglebenets Ledfoining med den overſte Deel af Bryſtbenet. — Armen beſtaaer af Over— armsbenet (humerus) og af Albubenet (ulna) (med Albuen, olecranon) og Spolebenet (radius), der tilſammen danne Under⸗ armen og ere ſaaledes forbundne med hinanden, at Haanden kan dreies ud og ind. — Haanden bejtaaer af 8 Haandrodsbeen (carpus), ſom ere ordnede i to Rekker, 5 Mellemhaandsbeen (metacarpus) og 5 Fingre (digiti), der med Undtagelſe af Tom— melen, ſom er toleddet, hver beſtaae af 3 Led. 8 Det menneſkelige Legeme. Underlemmerne beftaae af Bæffenbenene, Benet og Foden. Bæffenet (pelvis) dannes af 3 Par Been, der tidlig vore ſam— men, nemlig Hoftebenene (ossa ilii), der ere meget faſt for— bundne med Korsbenet, Sedebenene (ossa ischii) og Skam— benene. (ossa pubis); de ſtode ſammen alle tre paa hver Side i Hofteſkaalen, hvori Underlemmerne ere indleddede, og danne til— ſammen en bred Skaal, der ſtotter Underlivets Organer. — Benet dannes af Laarbenet (femur), Skinnebenet (tibia) og Leg— benet (fibula) ſamt Kneſkallen (patella). — Foden beſtager af 7 Fodrodsbeen (tarsus), blandt hvilke Helbenet (calcaneus) ubmærfer fig ved fin Storrelſe, 5 Mellemfodsbeen (meta- tarsus) og 5 Tœer (digiti), der ere ſammenſatte paa ſamme Maade ſom Fingrene. B. Mufklerne. 7. Udenpaa Skelettet er en ſtor Mængde Kjodbundter eller Muſkler feſtede ved deres Ender; enhver Muſtel lader fig oploſe i mindre Bundter af fine Muſkeltrevler, der udmeerke fig ved en hoi Grad af Elaſticitet og ved Evne til at forkorte ſig, naar de paavirkes gjennem Nerveſyſtemet, hvorved de blive tykkere i ſamme Forhold. Ved at forkorte ſig bringe de Ende— punkterne af de Knogler, til hvilke de ere feſtede, nærmere til hinanden; de befinde ſig derfor i en idelig Spending, rede til at Fig. 4. Skelettet af Menne-⸗ ſkets Arm tilligemed to af dens vigtigſte Muſk- ler. 4 er Skulderleddet, C Albuleddet, B Haandled— det. a en Bøtemuffel, 6 en Stræffemuffel. træffe fig fammen. — De Mufkler f. Ex., der ved deres Sam— mentrœkning formindſke Vinklen mellem Under- og Overarmen, kaldes Armens Boiemuſkler; de, der ligge paa den modſatte rele Heel A e d pt — ved „ r al, ad VETTS * 1 2 É p * z ve. * 252 27 81 0 ve Nerveſ ſyſtemet. 1 9 1 „2 T e. Side og have ſamme Virkning paa den d Mibwintel, 7 2 | kaldes Armens Stræffemuffler, Som ofteſt feſte Muſtlerne ſig ikke umiddelbart paa Knoglerne, men gage enten med den ene ller med begge Ender over i de ftærfe og mindre omfangsrige , Sener; herved opnages at en Muſkel kan udſpringe fra et for⸗ ; holdsvis lille Punkt af Skelettet, at dens Virkning fan ledes, "længere bort, og at en ſterk Mufkelkraft kan komme til at virke | paa et beſtemt Punkt. Det for Kraftudviklingen ugunſtige i den Vinkel, under hvilkenſ Muſtlerne i Reglen ere fæftede til Knoglerne, og det ligeſaaß ugunſtige i den korte Afſtand mellem Tilheftningen og Leddet, op— veies af Bevægelfernes Hurtighed og Muſklernes ouerordenlig 4 Styrke. a De fleſte Muſkler feſte fig paa Skelettet, i det mindſte ze deres ene Ende (f. Ex. Øtemufflerne), ere rodlige og tverſtribede £, og ſtaae under Villiens Herredomme. Men der gives ogſaa Muſkel⸗ bundter f. Ex. i Luftveiene, Fordsielſeskanalen, Hjertet S v. 165 til hvis Virkſomhed vi Intet merke, og over hvilke vi intet Herre⸗ domme udøve. Med Undtagelſe af Hjertets . 1 de af late — Trevler. D le. Nervefyftemet. N Nerveſyſtemet for det bevidfte Liv eller r Ryg⸗ marvs⸗ Nerveſyſtemet beſtager deels af centrale Dele, der ere Bevidſthedens Sæde, Samlingsſtedet for Sandſeindtrykkene og 2 15 Udgangspunktet for Bevegelſerne, deels af periferiſke Dele,, 2 i der enten lede Fornemmelſerne til de centrale Dele, eller, i werb 3 15 Retning, lede de Stremninger, der foranledige Muſtlerne til at træffe fig fammen| BRET. — — — ǼD—— — De periferiſke Dele eller Nerverne beſtaae af Nerveknipper, ofmſluttede af fine hindeagtige Skeder, og Knipperne ſammenſeektes | : ae af yderſt fine Grundror (s17— 537” tykke). Sands⸗ ningens og Mufkelſpillets Finhed beroer paa, at disſe Grundror hoer lede ſit Indtryk eller fin Villiesſtrom, uden at disſe ſammen— blandes ved Nervernes Forgrening, ſom kun beſtager i, at Nerve— rørene ſamles i ſtorre eller fordeles i mindre Knipper. Grund— rorene kunne kun virke paa een beſtemt Maade, nemlig enten Fioolelſesindtryt til Bevidſtheden, eller foranledige Muſkelſammen— 4 trœkninger. Nerverne kunne være blandede 2: beſtage af for⸗⸗ r . e E e 2 e et 45 * * Kerr 24 . e ; 4 : 42 < a 11 2 — ge. Fee. 7 * 7 2 2727 2 fm * , A., An LK Her 4 9 s 4 Yad 2 2 ö td F Rd Y Ae — k D É e . i ' — 2 2 * åg SØ —* KAN . 20 YO! É RE. Det menneſtelige Legeme 7 .- „ 5 RU „* — rene t Q CA PCR c : Rø 4 2 e 2 2 g νιν e 222 2 bie 2 Fig. 5. Nerveceller med de fra dem udgaaende Grundror. 4. En Nerve⸗ 7 knude af Ganglieſyſtemet. 5. To Nerveceller af Hjernens graae Marv (l ſteerkt . acc ede tv 7 — ſtjelligartede Grundl eller ublandede Hjernenerverne ere e Reglen temmelig ublandede; Synsnerven f. Ex. leder kun Lys 5 indtryk; dens Overſkœring fremkalder Billedet af et Lysglimt og 5 » derpaa Blindhed, men ingen Smerte, Overſkeringen af Anſigtets Bevegenerve (Fig. 7, 7) frembringer Lamhed i den tilfvarende Deel af Anſigtet, men ikke Tab af Folelſe; omvendt forholder” det fig med Anſigtets Folenerve (Fig. 7, 5) **). Rygmarvsnerverne indeholde derimod baade Folelſes- og Bevegelſesror, og deres LA Doerſtering medfører derfor baade Lamhed og Følesløshed; men 424. ; — 5 4 r Dog vil dennes Overſkering ogſaa fremkalde Lamhed i Tyggemufklerne 5 de udſpringe fra Rygmarven med en dobbelt Rod, hvis forreſte 3 Green kun indeholder Bevegelſesror, den bageſte kun Folelſesror. Hiernenerverne ere i alt 12 Par, der med Undtagelſe af det forſte og andet Par (Lugtenerven og Synsnerven) alle udſpringe fra Mellemhjernen. Af Rygmarvsnerver er der 31 Par, ſom træde ud mellem Hvirvlerne. De ſtore Nerver til Lemmerne— 5 danne Fletninger (plexus) i Lenden og i Axelhulen. J Paavirkes Sandſenerverne (f. Ex. Syns- og Horenerven) ved ſterke— melaniſke eller kemiſke Midler, vil denne Paavirkning ikke avle Smerte > i hine Nerver, men fremkalde ftærfe Lys- eller Lydindtryk. (imlgn. Forklaringen til Fig. 77 — a 7 5 7 Lidl RL P ZIP Nc 4 "fars! . É 4 7 É . C , |d Hjernenerverne. 9 Nerveſvſtemet - 9 de 115 De centrale Dele ere Rygmarven 1 spinalis) f pitale basilare) og Sideſtykkerne (oc. lateralia), der bære Nakkeled⸗ ( 5 knuderne. Hos enkelte Pattedyr er et eget lille Mellem-Isſebeen ee 8 Ee ale) indfkudt mellem Isſebenene og Nakkebenet, 27 . Tr . J Modſetning til de folgende Hvirveldyrklasſer. udmærke, 2, 98 9 & Pattedyrenes Hovedſkal fig 1) ved at der findes to N akkeledknuder, ss 2 f AD ved at alle Hovedets Been ere forbundne ubevægeligt med * . N hinanden med Undtagelſe af Underkjceben; 3) at denne ſidſte er 2 — Løg 5 indleddet umiddelbart paa Hjernekasſen, ſaaledes at Ledhulen er — . 2 SS anbragt paa denne, Ledknuden paa Underfjæben, ſamt 4) ved 2228 ur 2 6 * A af dennes Grene kun beſtager af een Knogle. J det heler” ec. ere Hovedets Knogler færre end f. Cr. hos Krybdyr og Fiſte, forbi rå . 5 mange Been, ſom hos de andre Beendyr holde fig fkilte gjennem” — hele Livet, her tidlig ſmelte ſammen; fuldſtendigt forſpinde Hove ⸗ ſfkallens Sumue dog i Reglen fun hos 8 meget gamle Dør. 1.5 ae , .. 7 2 ee Cg: 22. 0 rs * * . 1 1 < 7 ＋ = t fr 1 — n 5 ng . * ' 743 de 2 1 77 7 Cc — 9 4 * 1 5 A en 9 * * . 7 N 5 e uu . . Pan e, Gui 22 ex LÅ „ e. in * * 8 ig 1 - 25 — Ne. * Ardc * "27 . unt 2 ef — 2 . Å Gee pr 2 el 7. . PB e e 7 7 5 . . KA, er PR ts AA CE 2 SELE Fag > Go Så Ng U — — — —— 7 7 7 50 od 8 2 ol |] Serve Para Ale É 2 re 5 4 = & C 7 N S . 4 25 eh , ee, b, ae, dee eee. REN drer Pla Sen, 2 2 PACE 42 2 2 — e e ee Cc 2 98232 22 rar reinbyder re remme belhdelige 1 — ale Flighever hos Par ne Hos Aberne f. Ex. nærmer den fig!” 22 > 55 meget til Menneſkets paa Grund af, at Hjernekasſen endnu er e —temmelig ſtor i Sammenligning med Anſigtsdelen, der dog 5 gau FA forholdsvis mere udviklet end hos Menneſket; naar derimod Hjer⸗-— nen bliver mindre, og Udviklingen af Lugte⸗ og Tyggeredſtaberne ERR 2 8 | udkræver en forholdsvis betydelig Plads for disſe Organer, træder Sy . Hjernekasſen ſterkt tilbage i Forhold til den i hoi Grad udviklede SE 2 Anſigtsdeel (f. Ex. hos Heſten og Drovtyggerne). — Ogſaa Nakke⸗ 1 44 4 hullers og Nakkeledknudernes Beliggenhed ere af Bigtig=" phed; hos Menneffet og tildeels endnu hos Aberne bviler Hovedet . 7% Ng ee paa Halſen under en ret Vinkel, og Nakkehullet ligger derfor paa sk re ER Grundflade; hos de fleſte Pattedyr danner Hovedet en e ſtump Vinkel med Halſen, og Nakkehullet ligger derfor i Kanten n ” mellem Grund- og Bagfladen; og endelig hos de fiſkeagtige Hav- STS pattedyr, hvor Hovedet ligger i Linie med Kroppen, ere Nakkehullet, „og Nakkeledknuderne rykkede heelt op pan Hovedets Bagflade. kk a 8 Lees, Siehulerne vende ſjelden fortil ſom hos Menneſket, men til! 2 n Siderne og ere ſom ofteſt adſkilte ved et bredt Mellemrum; i ae — IP, År . gage d de i Et med e hos 1 -Beften El: sg — T 2 2 74 e 7 2 AU 75 „ 1 EI ae 22 hen 8 2 Zi 7 fre . „ . de då SE AGT af en ung Fsbforn, feet fra Giben og rc Heden] 3 a Nalkkebenet. (a' Pladen. 4“ Grunddelen. 4“ Sideſtykkerne.) 5 Isſebenene. 400 e Pandebenene. 4 Tindingebenene. (d“ Pladen. 4“ Fjelddelen. 4“ Tromme-— FSA benet.) e' og e“ forreſte og bagefte Kilebeen. e“ og e"”” forreſte og bageſte — SE $ ed, Vingepar. 9 Naſebenene. * Taarebenene. i Mellemkjcbebenene. 4 Over seg W Kindbenene. m Ganebenene. n geber 8 ae 6 Bi Alis 9 1 -N. a 4 re il fen i É ” i l * 7 2 2 . ts 4 71 „ Jara: e ste „ FUE. A. e e 5 > 6 4 — 1 * - id dg 1 . 0 See 0 . 2 * > 5 — Fe are „ RE. e 17623 RCA, 4 LN FI) ze, , 7 73 . 0 F C drer v Came e, e — mi C 2 = A . N 8 i Le . ert 7 e. Be 3 IS) 7 e e 2 — — ; l Le, 2 u be ÆT — fre eee ED lerede 2 2 24 ct Has un te 2 PÆN 797 7 ' 2 5 3 * 5 Halvaberne antydes Øie- 5 Sengen Abdſtillelſe 550 bed e 55 e Beenring, og hos de ægte Aber ere de ligeſom hos Menneſket ad- — fktilte ved en fuldſtendig Beenveeg. — Hos mange Pattedyr ud⸗ É i 22 dannes med Alderen ftærfe Nakke- og Isſekamme til Feſte for 7 Nakke⸗ og Tyggemufklerne; jo ftærfere Tyggemuſtlerne ere, deſt, 447 — ſteerkere og mere udadboiet er ogſaa Kindbuen (f. Ex. hos Rov- = . 9 9 — dyrene); Underkjeben har, ligeledes til Feſte for Tyggemufklerne, 2 en i Tindingehulen opſtigende Forlengelſe (processus coronoideus); 2% Ser Ey naar den mangler eller i al Fald er meget lille og Underfjæben i — * et hele er meget ſpinkel, og naar ſamtidig Kindbuen er meget tynd 2 å ig ler mangler aldeles, er dette et Tegn paa, at en Tygning af — Foden ikke finder Sted (Myreflugere, Hvaler). — Ogſaa Under 74 fjæbens Bevægelſe er forſkjellig; hos Rovdyrene f. Ex. bevæges ? 8 den kun op og ned, hos de planteeedende Dyr 1 tillige en fas frem og tilbage eller til I. Siderne 77 775 ee 2 * Hvirvelſtotten beſtager ligeſom hos Menneſtet af 5 Set Hvirvler; kun hos Fiſtepattedyrene, hvor Baglemmerne mangle, 225 er der heller ingen Bekkenhvirvler. Antallet af hver Slags e Hvirvler kan være forſtjelligt indenfor visſe Grendſer: Hals- ER hvirvlernes er næften altid 7%, hvad enten Halſen er fort eller, 7b. 5 ＋ lang; Bryſthvirvlernes er hyppigſt 12 (eller 13 men kan ſtige til £ da over 205 ſtorſt Forſkjel er der paa Halehvirvlernes Antal (teren . Halen er mere eller mindre udviklef e i 2 222 Af Halshvirvlerne have de to forſte genen os Men- 7 SER 2 hær 4 80 en egen Form; Ringhvirvlen er meget bred for at pasſe til — de ſtore Nakkeledknuder, og Taphvirvlen har en hoi Kam, der af Uutjener til Fæjte for det elaftiffe Baand, ſom bærer Hovedet oppe — og fra Nakken fortfætter fig langs ud ad Hals- og Ryghvirvlernes > Torntappe. De øvrige Halshvirvler udmærfe fig ved, at Tver= - tappene udſpringe med en dobbelt Rod og ſaaledes danne en SPAR Kanal, hvori en Mare har fit Leie; den underſte Rod er egenlig et uudviklet Halsribbeen. Naar Halſen er meget lang og bevege— lig, blive de enkelte Halshvirvler ogſaa lange og forbindes ved hvælvede Flader paa Hvirvellegemerne; er Halſen fort og ſtiv, *) Undtagelſer ere kun: 8—9 hos de flefte 1 6 hos Manaten og de 1 Dovendyr. 4 en — N e ue fre VÆ 7 8 2 . Dig ie AS AA WJ fr fore t+. * G vw , 4 l — ” sø 25 1 — 1 3989 å — — || i . 38 a 7 å Pattedyrenes Zern , bede tac. blive be derimod reg, korte og 115 ofte ſammen (Hvaler, 5 sy Beltedyr). Bryfthvirvlerne fjendes paa de høie Torntappe 090 5 paa Ledfladerne for ee ſom Nn lige der, HEDE alan 2 7 £ . 7 25 få dén 3 44 2 U ers 3 0 — — 812 SELE . . 1 ” Fig. 28. Skelet af en Hyene *). er ek Ce, . 9 Ce de 4 sæ 7 ſtͤde ſammen, deels mod Spidſen af Tvertappene. i hoirvlerne⸗ udmeeke fig ved ſtore Tvertappe; Bekkenhvirv? ? lerne ere ſammenvoxne indbyrdes og forbundne med Beekkenbenene A, ved en meget faſt Ledforbindelſe eller endog ſammenvoxne med A dem. Da en ikke fortfætter fig ud i Halen, mangle Hale⸗ 1 bvirvler ne eller dog Fleertallet af dem Buen; Uddannelſen af deres Sy £ Udværter afhænger af, om Halen er kraftig udviklet; i faa Fald findes ofte nedadvendte Buer med Torntappe fekſſtede der, 10 bhvor Halehvirvlerne ſtode ſammen f. Ex. hos Hvalerne, 1 25 Keenguruen, Beeltedyrene o. ſ. v. Foruden de nævnte findes der endnu paa hver Hvirvel to Bitappe (pr. accessorius) bagtil og to Vortetappe (pr. mamillaris) fortil, bvilke dog ſnart optræde aldeles ſelvſtendigt, ſnart flutte fig til eller tildeels endog vore ſammen med Ledtappene og Torntappene. 7 * g 2 —— *) Bogſtaverne have i denne og de folgende Afbildninger af Skeletter og Lemmer af Pattedyr ſamme Betydning ſom i Fig. 2. 4. Hjernekasſen. b. Underkjoeben. „“ Ringhvirvlen. “ Taphvirvlen. ; „ bl ; ' VA bre (ll i 1 4 2 8 é kr Fr 5 i: = ' 2 — 7 „ 7 é * ra rs tyrtr 411 ,. AE ar SK LSE ML 9. Ae Pet Et (Bird N 6 5 3 å 2 k ＋ . Gar. dd 0 i . PCen GL STEN ane. A et E , Hue Te Fyn Mete 5 . 9 1 , s el 7) i LES — „ NK ren. é 0 7 1 1 1 4 0 Nee 7. 95 leute Ae Suisse (VAN 4 755 39 delse så a 2. 5 i j ” * N= 2 tb Cee. 3 C, . gaee, Ribbenenes remme Stytke a d forenet (f. Er. 0s NE — ”Sanbinafer, Næbdyr og Gumlere); hos Hvalerne, hvor Bryſtbenet Bu: er pladeformigt, bredt og fort, ere de fleſte Ribbeen nægte. Bryft- 7 benet bejtaaer oprindelig af ligeſaa mange Styffer, ſom der 2 Par af ægte Ribbeen; disſe ere nemlig feſtede til Bryſtbenet i. 5 * 705 Dj Sommene mellem dets Stykker. Bryſtbenets forſte Stykke (manu 4467 47 brium sterni), til hvilket ogſaa Noglebenet er feſtet, naar det er — tilſtede, frembyder hos gravende Dyr (f. Ex. hos Muldvarpen) en ſterk Udvikling og en hoi Kam til Fæfte for de kraftige Aaim 7" mufkler. Ogſaa hos Flagermuſene har Bryſtbenet en ophoiet Linie paa Grund af Bryſtmuſklernes mere end almindelige Udvikling. Mellem For- og Baglemmernes Faſte er der ligeſom hos Menneſtet den Forſtjel, at Baglemmerne gjennem Bæffenet ere faſt forbundne med Rygraden, hvorimod Forlemmerne enten kun ved Noglebenet ſtage i Forbindelſe med Bryſtbenet eller blot ved Muſtler ere ophængte til Bryſtkasſen; Baglemmerne have nemlig fortrinsvis det Hverv at bringe Kroppen frem under Gang, Spring og Lob, hvorfor de ſelv hos de Pattedyr, der ere lige høie for og bag, ere længere og kraftigere end Forbenene og ſterkere bøjede i Hvilen end hine. Dog gives der ogſaa Exempler paa, at Forlemmerne fortrinsvis overtage Bevegelſen, ifær hos gravende og klattrende Dyr, hos hvilfe ſidſte de da gjerne over— gane Baglemmerne i Længde (Aber, Dovendyr). ten, Skulderpartiet beſtaaer hos alle Hovdyr og Hvaler ? — É leje af Skulderbladet; hos de fleſte andre Pattedyr kommer e Pa Sen et mere eller mindre udviflet Noglebeen til; det er seler 785 ubviklet hos gravende, flyvende og klattrende Pattedyr, men ſvagt . hos de fleſte Rovdyr og Gnavere. Kun i en enkelt lille Afdeling⸗ (Nebdyrene) er Ravnenebsudvexten udviklet til et ſelvſten⸗ åg. i digt Been ligeſom hos de lavere Hvirveldyr, Underarmens to Been tilſtede endnu hos de fleſte Pattedyr med Hænder eller Poter sen lignende Dreining af Haanden ſom hos Menneſket; hos Hov-— 5 » Dørene ere de derimod ubevegeligt forbundne med hinanden.” 7 | ” 2 18 — £ 0 2 Meer. 4 | 2 . 7 1 EC. g — N r — 7 Cee 2 | * É ” + LA ae 24 Aan e a eg Å * 2 2 45 72 i * e. . FA 7 gå 2 8 A . å PTE de 8 Pattedyrenes 5 å ; 7 40 E 4 (g "og € FÉ 2 47 Bo 7 * År nn 7 r. 1% vc 5 Feger PLC ; Bekkenet er i Almindelighed ſmalt; det er bredt, e aen det ſtal beere Vægten af hele det øvrige Legeme, fom f. Cr. 1 Dovendyrene. Legbenet er altid meget ſvagere end Skinnebenet, 8 med hvilket det ofte voxer ſammen; undertiden mangler det næjten 55 ganſte. Tœernes og Mellemfods (haands) benenes Antal vexler / Ade fra 5 til 1; jo ſtorre de blive, deſto færre ere de; naar Terness 7 Antal ſynker under 5, forfvinder forſt den inderſte, ſaa den yderſte, , ſidſt den midterſte Taa, men ſelv naar en eller flere Teer (eller 76. Fingre) mangle, betegnes de andre dog ſom 2den, 3die, Ade oſv., 55 adr 5 ſom om de manglende vare tilſtede. Taaleddenes ſedvanlige An— Ae tal overſkrides kun hos Hvalerne (Fig. 32). Negleleddet har altid en efter Neglens Üddannelſe Mom, Begl, Klo eler 1 7 ZR tilpasſet Form. eee Le 3 sa fg 7 25. Pattedyrenes Fa 2 optræde under fem Hovedformer: Haand, Pote, Flyvefod (Vinge), Hopfod og Luffe gr 4 (Finne). — de 1d. Naar Haanden er fuldkommen uddannet, har den 5 Fa Av 7 D Nic „lange Fingre, af hvilke Tommelen kan vendes imod — de andre og disſe boies nedad mod Haandfladen; denne er ligeſom Fingrene og iſer Fingerſpidſerne furet af fine Linier og folſom, jaa at Haanden baade kan om— flatte og befole, og Fingerſpidſerne dekkes oventil af flade 3 Negle. Imidlertid har Haanden ikke altid alle disſe Egenſkaber; kun Folſomheden med dens Kjendetegn, de fine Furer, og Fingre— mnes Boielighed blive altid tilbage og ere altſaa Haandens veſenlige re g Kiendemerker. De fleſte Haanddyr træde under Gangen paa hele 4. Haanden, ere altſaa Saalegeengere. Med Undtagelſe af Men— vid —. neſket, hvis Haand er uddannet til hoiere Formaal, findes Hænder kun hos klattrende Pattedyr og ifær paa Baglemmerne; de bæres i Almindelighed af temmelig lange Lemmer. 2 2. Poten har 2—5 ſom ofteſt forte Teer, af hvilke ingen kan vendes mod de andre, og hvis yderſte Led onmfgattes af en eee Pote er bred og ſom BT —— — i 75 * 7 LSE" A n-te e. 2 7 2 15 * 11 7 * C. 7 Fr „ FCC 4 så FEB 5 1 ———— — 5 0 Lc . e ace Hagen i — ” 1 4 7 a * 5 5 1 ø ” dj 5 9 rs — PSA . . . 1 bt d L é Ea Pe . ee 14 Cd 2 75 2 di) é * 7 SE: c t A be. al U C ru N 1 * * 1 ATTU 1 4 2 N W 2 fr 0 5 7 5 7 Ét i AS ALEN, ant tra eee een, re Fyr Nut e — dd e — za ” å É r gø . * rs Ås 2 . 8 CCL 1 1 1 eeuc 3 > 2 Hu abe Tredepude under Spidſen af Mellemfoden og een under hver Taa (t. Ex. Kat, Hund, Hare). Der tredes egenlig kun paa det — mellemſte Taaled, da det yderſte løftes lidt for at unddrage Kløerne for Slid. — Saregne Former af Poten ere: , 00 Den ſedvanlige Pote er temmelig ſmal og har krumme og ſkarpe Kloer. Den fan bruges til de meeſt for— ſtjellige Oiemed, i det hoieſte ved en ringe Forandring i Form og Bygning; Dyr med ſlige Poter kunne gaae, lobe, ſpringe, ofte ogſaa klattre, gribe og ſonderrive et Bytte, grave Huler i Jorden; undertiden endog fore Føden til Munden med Poten, eller ſvomme. Die folgende Former af Poten ere derimod uddannede til et be— 1 1 mere indſkrœenket Brug. mn merne og beres af en fort og ſterk Arm (t. Ex. hos i Dyret). b) Gra vepoten er bred og dens Kloer ſtore, brede dog flade; den er fornem— n melig udviklet paa Forlem- Muldvarpen og Belte⸗ A N. e Å bre 2 * Fig. 29. 5 i en Muldvarp få —. 52 3 (4 4 S ey Stømmepotens Toer ere forenede ved en Hud, ſom ſpiles ud, medens Dyret fvømmer. Det er iſcer Bagfodderne, der kunne optræde ſom Svommepoter (f. Ex. Odder, Bæver). De Lemmer, der bære Spommepoter, ere altid forte; naar de blive meget forte og Spommehuden tillige meget ſtor og tyk, aftager Tœernes Bevegelighed og dermed tillige Dyrets Evne til at bevæge fig paa Land, ſom f. Ex. hos Selerne. VU te e A ue, fee, 1 h under Me rer indes flere ſerf fte k Tredepuder, hvorimod Trædepuderne under Zæerne fun ere ſvagt ubdviklede (t. Ex. Infeftædere, Gnavere, Bjørne). Taagengernes Pote er mere ſmal, og Foden og Mellemfoden, ſom ikke afgive nogen Trædeflade, ere haarede underneden; der findes een fælles 42 Pattedyrenes d) Springpoterne ere ſerdeles lange og ſterke Bagpoter, i Sammenligning med hvilke Forpoterne kun ere ſvage og ſpinkle ſceedvanlige Poter. Teeernes Antal er i Almin— delighed indſkrenket til 2 eller 3, eller de andre ere i al Fald kun tilſtede ſom ſmaae Bitæer; Kloerne nærme fig ved deres Form og Bygning noget til Hovene (t. Ex. Kcenguru, Springhare). De tilhørende Lemmere beſidde ligeſom ſelve Poten en uſedvanlig Længde og Styrke. 3) Hovfoden kan have 1—5 Teer, hvis Endeled omfattes af brede Hornſko (Hove), paa hvilke der tredes under Gangen. Naar der er 4 Teer, ere de 2 midterſte ofte betydeligt ſtorre end Sidetcerne (Bitceerne), ſom ikke berøre Jorden under Gangen (f. Ex. hos Drovtyggerne, Fig. 31). De fleſte Hovdyr træde pan Hovleddet alene, ere altſaa Neglegeengere; nogle træde dog tillige paa en under Taaleddene og bagved Hovene liggende Trædefaal, ere altſaa Taagengere (f. Ex. Kamelen), ligeſom mange Pattedyr med Poter. Ere Teerne tillige forbundne med hinanden lige til Hovene, er det en Klumpfod (f. Ex. hos Elefanten). — Hovfodder egne fig kun til Gang, Lob og Spring; de beeres i Reglen af hoie Lemmer og forekomme altid baade ſom For- og Bagfodder. Mellem Neglen eller Kloen og Hoven Fod af Heſt og Rensdvr. er der desuden den Forſtjel, at hine ved Roden ere tynde og dakkede af en Hudfold, hvorimod Hoven der netop er tyk og hæver fig op over Huden; Hoven har en trevlet, Neglen og Kloen en bladet Bygning. Trekdeſaalen i Klump— foden er haard og hornagtig, hvorimod Poternes Tredepuder ere blede og elaſtiſte. i 4. Flyvefodens (Flagermuſevingens) Fingre og Mel— lemhaand ere ſterkt forlengede og forbundne ved en tynd og nogen Flyvehud, der fortſetter ſig langs med de Fig. 30. Fig. 31. Fødder og Hale. 43 ligeledes forlængede Arme hen til Kroppen, Bagpoterne og Halen. Kloer findes i Reglen kun paa den tildeels udenfor Flyvehuden værende forte Tommel. (Smlgn. § 36). 5. Luffen (Hvalfinnen) er egenlig et Lem, ikke en Fod Fig. 32 alene; den optræder kun ſom n Forlem. Ikke alene ere Fingrene (dog ikke deres Knogler) fuldkommen ſam— menvoxne, men Arm og Haand danne tilſam⸗ 1 men et kort, bredt og Forlem (fra Skulderen) af en Delfin. fladt Aareblad, der kun kan bevæges i Skulder- og tildeels i Albuleddetz; alle de andre Ledforbindelſer erſtattes af en ſtiv Senebruſfk. Armen er i Reglen kortere end Haanden, hvis Fingerled kunne belobe ſig til 13 i de mere udviklede Fingre. Negle findes ikke. Disſe Pattedyrfodens Hovedformer maae ikke tenkes ſkarpt adſkilte, tvertimod forbindes de ved Mellemformer. Dette gjelder f. Ex. Poten og Hopfoden, hvor visſe Gnavere og Hyrax danne Overgangen, og om Pote og Luffe, hvor Overgangen dannes af Seelerne, om Hopfod og Luffe (Sokoerne) oſv. Halen kan være udviklet i meget forſtjellig Grad; hos Fiſte— pattedyrene er den en ligefrem Fortſcettelſe af Kroppen og danner et med ſterke Muſtler udſtyret Svommeredſkab, der ender med en vandret Halefinne. Hos de fleſte andre Pattedyr er den forholds— vis ubetydelig og har kun en meget indſkrenket Anvendelighed (ſom f. Ex. hos mange Hovdyr, hvor den ender med en Haar— kvaſt), eller er endog flet ikke ſynlig udvendig (f. Ex. hos visſe Aber, Gnavere o. ſ.v.). Som et til beſtemt Brug uddannet Lem optræder Halen: 1) hos adſkillige ſvommende Pattedyr, hvor den enten er fladtrykt fra oven (Beveren) eller ſammentrykt fra Siderne (Beverrotten, Desmanen); 2) hos visſe ſprin— gende Dyr, hvor den er lang og tyk og gjør Nytte ſom et tredie Been, medens de ſidde, og ſom et Ligevegtsredſkab, medens 44 Pattedyrenes Hale og Tender. de ſpringe (Kenguru, Springhare); den ſidſtneœvnte Nytte have andre ogſaa af deres fjerformige Hale (Egern, Springmus); 3) hos adſkillige klattrende Dyr optræder den enten blot ſom Stottehale eller ſom Snohale (visſe Aber, Trepindſpin, Pungdyr), og er da ofte faa ſterk og mufſkulos, at Dyret kan hænge i den alene; undertiden er den tillige nøgen, folſom og fint ſtribet ligeſom en Haand i Spidſen, og kaldes da Folehale. 26. Ligeſom Menneſket fødes Pattedyrene ſom ofteſt uden Tender, der ikke vilde være dem til nogen Nytte faalænge de kun die, og Meelketenderne afloͤſes ſenere ved Tandſkiftet af det blivende Tandſcet. Kun Tandhvalerne antages ikke at fkifte deres Tender; enkelte Pattedyr, der fødes meget ſtore, ſtifte alle— rede Tender i Foſterlivet, f. Ex. Seeler og Inſektcedere. Aldeles tandloſe ere kun nogle enkelte Pattedyr, ſom leve af Smaadyr, der ikke behove at knuſes, f. Ex. Bardehvaler, Myre— ſlugere og Nebdyr. Zænderne beſtage i Reglen af 3 Beſtanddele med forſfjellig Bygning, Farve og Haardhed; Hovedmasſen er Dentin (Tand— been), der er hvidgul og af Haardhed omtrent ſom det ſedvanlige Beenvev; Kronen beflædes af et Lag Emaille (Glasſur), der ſedvanlig er hoid og haard og kun mangler i de fleſte Stod— tænder ſamt i Hvalernes og Gumlernes Teender; Roden deekkes af et Lag Tandkit (Cement), ſom dog ogſaa ofte overflæder Emaillen paa Kronen. (Fig. 34-36.) Roden er enten enkelt eller (f. Ex. paa de fleſte Kind— tender) deelt i flere Grene. J Almindelighed lukkes den; der— imod er den aaben og Kimen vedblivende i enkelte Tilfælde, hvor Tanden ſtal blive ved at vore (oa: at afſcette nye haarde Dele under de gamle), enten for at opnaae en meget betydelig Længde eller for at vedligeholde en vis beſtemt Storrelſe uagtet det ved— varende ftærfe Slid. Dette kan være Tilfældet baade med For— tender (Gnavere, Elefant), Hjornetcender (Hvalros, Flodheſt) og Kindtender. Pattedyrenes Tender. 45 Kun i de 3 Par Kjebebeen ſidder der Tender; efter deres Plads i disſe betegnes de ſom For-, Hjorne- og Kind— tender. Fortenderne ſidde nemlig deels i Mellemkjeben, deels i det tilſvarende Stykke af Underfjæben; Hjornetanden foroven er den, der ſidder forreſt i Overfjæben tæt op til Mellemkjeben, og den af Underkjebens Tænder, ſom i Stilling fvarer til denne og griber ind foran den, naar Munden lukkes, er Hjornetanden i Undermunden; de derpaa folgende Tender i begge Kjeber ere Kindtender og inddeles ligeſom hos Menneſket i ægte og uægte. — De fleſte Pattedyr have alle 3 Slags Tender; dog mangle Hjornetenderne ofte (f. Ex. Gnavere), undertiden ogſaa For⸗ tænderne i den ene eller i begge Kjeeberne (Drovtyggere, Gumlere o. ſ. v.). J Reglen er det Fortendernes Beſtemmelſe at afbide Føden og Kindtendernes at dele den i finere Dele, medens Hjornetenderne anvendes til at gribe eller ſonderflenge Byttet. Derfor ſtaae For- og Hjorne— tænderne i det hele i omvendt Forhold til hinanden i Henſeende til deres Uddannelſe; naar Fortenderne ere ſtore, ere Hjorne— tænderne ſmaage eller mangle ganſke, og omvendt (f. Ex. Gnaverne og Ropdyrene). Efter Dyrets forſtiellige Fodemidler og den Maade, hvorpaa disſe behandles, optræde Tænderne med mangfoldige Former, der hos de forſkjellige Slægter træde ſammen paa forffjellig Maade til at danne det for hver Slægt eiendommelige Tandforhold eller Tandbefætning, ſom høre til Pattedyrſlegternes allervigtigſte Kjendemeerker. 1) Fortenderne ere hyppigſt meiſeldannede og ſkarpe og virke ved at deres ſkarpe Rande føres tæt forbi eller imod hinanden, ſaaledes at de afbide eller afgnave Foden (t. Ex. hos Aberne; færegne Forhold forekomme hos Gnaverne, Droviyggerne, Elefanten o. ſ. v.). 2) Hjornetenderne ere ofteſt kegledannede, krumme og ſpidſe og anvendes til at dræbe og ſonderrive (f. Ex. hos 46 Pattedyrenes Tænder. Rovdyrene). De ftore, aabne, kegledannede Stødtænder (enten ſom hos Ornen og Flodheſten i begge Kjeber eller ſom hos Hvalrosſen og Narhvalen blot i Overkjeben) ere enten et Verge eller et Redſkab til at rive los med. 3) Af Kindtender gives der ifær 4 Hovedformer: a) Savtakkede Kindtender findes hos Rovdyr 9: Pattedyr, der leve af varmblodige Dyr. De ere ſammentrykte og ſkarpe og dannes enten af een eller af flere efter hinanden folgende ſkarpe og ſpidſe Takker, hvis ſkcerende Rande virke mod hinanden enten paa den Maade, at Takkerne af den ene Tandrad gribe ind i Mellemrummene mellem Takkerne af den anden, eller ſaaledes at de glide tæt udenom hinanden og ligeſom afklippe Foden. 11 b) De ſpidstakkede Kindtender hos de inſekt— edende Pattedyr (d. v. ſ. hos dem, ſom leve af lavere Dyr overhoved, men fornemmelig af Inſekter), ere brede Tænder, hvis Kroner bære høie og ſpidſe Takker, ſom, naar Munden lukkes, enten gribe ind Fig. 33. Tænderne af en i hinandens Mellemrum eller glide forbi Flagermus. hinanden. c) De knudrede Kindtender hos frugt- og altædende Pattedyr have brede Kroner med ſtumpe Knuder, ſom under Tyg— ningen gnides mod hinanden. 5 d) De ſtribede Kindtender hos de Pattedyr, der Fig. 34. Fig. 35. ede Blade (iſer Gres) eller 2 løj anden ſeig Plantefode (f. Ex. 0 DB) „ Bark), ere brede og ſaaledes 5 0 4 byggede, at der paa Tygge— Ca 5 Å % 5 flaven ved Sliddet frem— Kindtand af Het“). Kindtand af Ko). kommer Emailleſtriber, der 0 *) g. Tandbeen. 5. Tandkit. c. Emaille. og Ernæringgrebdffaber. 47 ftaae op over det blødere Dentin og Tandkit; de kaldes foldede (Fig. 34, 35), naar Emaillen blot bugter ſig ind i Dentinen, e ſammenſatte (Fig. 36, 37), naar Foldningen gaaer faa dybt ned og ind i Tanden, at denne derved deles i flere ved Tandkit forbundne Plader, Vis V AND ILSA i AN WA IF ” 1 AN IR ER 1 AV I VANG i W 7 N 5 74 1 ” 17 5 Fig. 37. å Fig. 36. Gjennemffaaret Kindtandrekke af 4 ſammenſatte Tender Elefantkindtand. hos Capivaren. der kun ved Roden ſtage i Forbindelſe med hinanden. — De ſtribede Tender ſkures under Tygningen mod hinanden i en Ret— ning lodret paa Stribernes; er denne paa langs, bevæges Kjeberne til Siden (Heſten, Drovtyggerne); er den paa tvers, beveges Underkjcben frem og tilbage (Gnaverne, Elefanten). 2. Pattedyrenes Ernerings-, Kredslobs-, Aande— drœets- og Afſondringsredſkaber forholde fig i alt veſen— ligt ſom hos Menneſket. Som betegnende for denne Dyreklasſe i Modſetning til de andre Hvirveldyr maa udhæves deels Til— ftedeværelfen af et Mellemgulv, deels Lungens fint blærede Bygning. — Storſt Forſtjellighed viſer Maven og Tarm— kanalen. J Almindelighed er Maven lille og af en ſimpel Form, og Tarmen forholdsvis fort hos kjod- og inſektedende Pattedyr, hvorimod Tarmen hos græsædende Dyr er overordenlig lang og forøget med en ſtor Blindtarm, og Maven ofte afſnoret i flere Rum, for at alle nærende Dele kunne blive udtrukne af disſe Dyrs mindre kraftige Fodemidler. En i flere Rum afdeelt Mave forekommer fornemmelig hos nogle Gnavere (f. Ex. Studs— muſene) og Tykhude, hos enkelte Aber, hos Kenguruen, Sokoerne 48 Pattedvrenes Nerveſyſtem. og Hvalerne ſanſt hos Dovendyrene og Drovtyggerne, men kun hos Drovtyggerne ſtager Mavens Afſnoring i flere Dele i For— bindelſe med en Omtygning af Foden. 28. Pattedyrenes Nerveſyſtem (Fig. 25) forholder ſig ligeledes veſenlig ſom Menneſtets, ihvorvel Hjernen ſom ofteſt er en Deel mindre i Forhold. til Rygmarven og Kroppen, og navnlig er den ſtore Hjerne aldrig faa udviklet ſom hos Menneſtet. Sandſeredſkabernes Bygning er ogſaa den ſamme, hvor forſtjellig end den Grad, hvori hver enkelt Sands er uddannet, kan være. Dinene vende i Almindelighed til Siderne, ſſjelden fortil; hos nogle Natdyr ere de meget ſtore, hos andre meget ſmaae. Synet er ifær ſvagt hos Flagermus og gravende Patte— dyr, hos flere af hvilke (f. Ex. Muldvarpen) det meget lille Oie er ſkjult af Haarene, faa at Dyret neſten er blindt; hos den ſydeuropeeiſte Muldvarp og hos Blindmuſen er Oiet endogſaa aldeles ſtjult af Huden og Dyret følgelig aldeles blindt. En ydre Orebruſk mangler hos mange gravende Dyr og hos naſten alle Havpattedyr; derimod findes der altid en Oreaabning, om den end (f. Ex. hos Hvalerne og Sokgerne) er meget fin; en meget ſtor Orebruſk findes derimod hos Flagermuſene. Lugteſandſen er iſer uddannet hos Rovdyr, Inſektedere og Drovtyggere, og Neſens Slimhinde er derfor hos disſe Dyr overordenlig fint kruſet. Neſen kan imidlertid ogſaa uddannes til et Roderedſtab (en Tryne, ſom hos Inſekteedere, Svinet) eller et Griberedſtab (en Snabel, ſom hos Elefanten og Tapiren). Smagen er ſjelden meget uddannet hos Pattedyrene; Tungen er nemlig ofte vebnet med hornagtige Spidſer, ſom f. Ex. hos Kattene; hos Myre— flugerne er den tillige uddannet til at fange Føden. Folelſen har hos nogle Pattedyr fit Sæde i Hænderne, hos andre i Fole— halens Spidſe, hos Elefanten i Snablen; forreſten findes ſtor Folſomhed i Varborſternes Rod, i Trynen, i Flyvehuden og Neſebladene hos Flagermuſene o. ſ. v. dåd, 75 22 2 2 4 7 A 4 924 52 Ad ke Call "4 4 . 7 JR ceblig 5 R * 0 355 5 9 SN 7 Æt I — K ” —— — 1 K „ 25 * 7 7 geg. K . Ce, 163 rn . 4 PSG 0 Pattedyrenes belt 49 29. Pattedyrenes Hud er naſten altid bekleedt med Haar, men denne Bekleedning kan være af meget forffjellig Længde, Fin— hed, Tethed o. ſ. v. For det meſte beſtager Pelſen af to Slags ; Haar: de længere og grovere Dæfhaar, der beſtemme dens Idre” 522 og Farve, og de kortere, blodere og tættere Uldhaar, der ſidde i Bunden mellem Dæfhaarene og betinge dens Tæthed. Ikke ſjelden optræde Haarene ſom ftive Borſter eller endog ſom tyffe, - > ftiffende Pigge (Pindfvin o. ſ. v.). Mange Pattedyr (ifær Inſekt⸗ „ — æbdere, Gnavere, Rovdyr, Sæler og Pungdyr) have Varborſter, . DE * paa Snuden. — Naar Haarlaget er meget tyndt, bliver Huden = ofte ſkellet (f. Ex. Pungrotternes, Spidsmuſenes, Muſenes og + Bævereng Hale eller, i fin ſteerkeſte Udvikling, de ſtore Hornſtel“ paa Skeldyrets Krop og Hale); eller den er meget tyk og haard, undertiden ved Folder afdeelt i ſtive Skjolde (Tykhudene); eller der > år udvifles Beenplader i den, ſom danne et ſammenheengende Pandſer > vær (Beltedyrene). Aldeles uden Haar er Huden fun hos Hvalerne, ”, hos nogle af hvilfe der dog findes enkelte Haar, f. Ex. paa Snuden, . og hos hvilfe den varmeholdende Virkning af det manglende— Haarlag erſtattes ved et Spæflag under Huden. — Haarene 2 feldes og erſtattes af nye i det mindſte een Gang om Aaret i / 2 Løbet af nogle Uger; hos adſtillige nordiſkte Polardyr har Som— mer⸗ og Vinterpelſen ikke alene en forfkjellig Tæthed, men + ogſaa en forſtjellig Farve, idet den er hvid om Vintren og graa 7” eller brun om Sommeren (Hermelinen, visſe Harer); andre Polardyr ere altid hvide (den gronlandſke Hare, Isbjornen). Brogede Farver have de vilde Pattedyr ſjelden; dog kunne an— fores de ſtribede og plettede Katte, Giraffen, Zebraen, nogle Egern— arter, de ſort- og hvidſtribede Stankdyr o. ſ. v. J Almindelighed ere Pattedyrene lyſere under Bugen, hvorfra nogle Former af Maar— familien dog gjøre en Undtagelſe, idet de netop ere morkeſt nedentil. Til Hudſyſtemet høre fremdeles; 1) de Horndannelſer (Kloer, Hove oſp.), ſom beflæde det ſidſte Taaled, Sporen hos Næbdyrene, BEN, hos 3 h og Takkerne 1 8 SN. 2 ge D . arg Fa * 2 i 1 4 cc . 9 e r 1 6 9 * 4E 23 een e — AR; e 2 Ce. ai Fr garn ee Æ e hk 7 8 1 2 7 . Ar ; Ne ra 1 ec e lir EN . S DDA del ==" „ 4 ER + „ 0 ZS nn Auer 9 2 G cret * ei dg 2 4 ae ec 5b gane beben Ferplast. ; e Eee JER g ee . mee 2 tb 29 de e e Fedt⸗ og Spedkirtler, hvoraf de eiendommelige Hudkirtler, der forekomme hos mange Pattedyr, (f. Ex. hos Spidsmuſene paa Siden af Legemet, Die- og Klov⸗ 1 kirtlerne hos Drovtyggerne, Lendekirtlen hos Navleſvinet, de under Bugen eller i Nærheden af Tarmaabningen eller Kjons— delene ſig aabnende Kirtler hos Moſtushjorten, Berveren og visſe Rovdyr) kunne betragtes ſom Omdannelſer. 30. Pattedyrenes Forplantning finder i Almindelig— hed kun Sted een Gang om Aaret til den for hver Art (i vild * Tilſtand) beſtemte Forplantningstid; de meget frugtbare (f. Ex. „Gnaverne) yngle flere Gange, men der er ogſaa Pattedyr (f. Ex. Elefanten), der ikke yngle hvert Aar. Enten leve Han og Hun parvis ſammen, eller, hvad dog er ſjeldnere, de ftærfere Hanner have hver flere Hunner (medens de ſpagere efter heftige Kampe ude— lukkes fra Forplantningsvirkſomheden), hvorfor disſe ſaakaldte polygame Pattedyr leve i ſmaae Flokke, der ofte til visſe Tider forene ſig til ſtore Hjorde; bette er f. Ex. Tilfældet med Hovdyrene og Seelerne. — Mange Pattedyr fage kun 1 eller 2 Unger ad Gangen; mere frugtbare ere Svinene, Gnaverne, de fleſte Rovdyr, Inſektcedere, Pungdyr o. |. v. Endnu nogen Tid efter Fodſelen ere Ungerne ofte aldeles hjelpeloſe, ikke ſjelden blinde, og Moderen har dem liggende i fin Hule eller Rede, eller bærer dem om med fig; det ſidſte er f. Ex. Tilfældet med Aber og Flagermus, Doven— dyr og Skeldyr; Hoovdyrenes Unger ere derimod ſnart i Stand til at folge Moderen. Meeſt hjelpelsſe fødes Pungdyrenes og Flagermuſenes Unger. J det hele viſe Pattedyrene megen Omhu for deres Afkom, ſom de hjelpe og forſpvare til det yderſte. Melken afſondres i Patterne, hvis Antal retter fig efter Ungernes. Hos de Pattedyr, der kun føde i eller 2 Unger, ligge Patterne enten paa Bryſtet (ſom hos Aberne, Flagermuſene, Elefanten, Sokoerne, de fleſte Gumlere) eller mellem Bagbenene (hos alle andre Hovdyr); hos dem, der fode flere Unger, ligge de derimod i to Ræffer hen under Bugen. Meelkekirtlerne aabne fig Pattedyrene. 51 i Pattevorterne, ſom Ungen omfatter, naar den dier; disſe mangle kun hos Nebdyrene. 31. Kun faage Pattedyr udmeerke fig ved færlige aandelige Anlæg, ſom f. Ex. Bæveren, Hunden, Heſten og Elefanten. Hos Bæveren viſe de fig i Opforelſen af kunſtige Boliger, hos de tre andre ifær ſom Villighed og Eyne til at afrettes. Ogſaa andre Pattedyr have Ord for at vere kloge, KS Uberne, Ræven og Bjørnen. 32. Adſkillige Pattedyr ere Natdyr oa: forholde fig rolige eller fove om Dagen, men ere om Natten eller i Tusmorket i Bevægelfe efter deres Føde. Dette gjælder om en Deel Aber, navnlig om Halvaberne, om de fleſte Inſekteedere og Pungdyr, om mange Gnavere og Rovdyr og om alle Flagermus, Derimod ere Hovdyrene og mange Gnavere, Rovdyr og Aber Dagdyr. Nogle Natdyr ere neſten blinde og finde ſig da til Rette ved Horelſen og Folelſen, andre have tvertimod ſtore Dine; hos nogle (f. Ex. Katten, Halvaberne) er Pupillen aflang og kan derfor træffes fuldſteendigt ſammen i Sollyſet og udvides bethydeligt i Morke. En blød Pels er heller ikke ualmindelig hos Natdyrene. — JVinterſodon (Dvale) ligge adſtillige Pattedyr i det nordlige middelvarme Jordbelte, f. Ex. Bjørnen, Pindſvinet, Grævlingen, Murmeldyrene, Hamſteren og Flagermuſene; ogſaa enkelte i det hede, f. Ex. Borſteſvinet paa Madagafkar. 33. Overſigt over Pattedyrordenerne. A. Pattedyr med Poter eller Heuder (M. unguiculata). a. Uden Pungbeen: ( Forlemmerne yBaglemmerne Fødder .. . . 1. Menneſket. bære Hænder, Baglemmerne ogſaa Hender. 2. Aberne. Forlemmerne bære Flyvefodder, Bagl. Poter. 3. Flagermuſene. at Baade For- og Bagfodderne ere Poter; alle 3 de forreſte Kindtender ere ſpidſe, de bageſte Slags | ſpidstakledde EBE ER 4. Inſektederne. Tender de fleſte Kindtender ere ſavtakkede; bagved dem ſidde nogle knudrede. . .. 7. Ropdyrene. Kindtenderne ere alle eens (ſpidſe, ſtumpe, ſkarpe eller ſavtakkedeeeͤß 8. Selerne. 52 Menneſket. 3. Uden Hjornetender, med ? ſtore i Roden aabne Foren? FE ERE TE DSN 9. Gnaverne. 7. Tandloſe foran eller i hele Munden 10. Gumlerne. b. Med Pungbeen: ; med Tender og bløde Leben 5. Pungdyrene. tandloſe og med Hornn ebd. 6. Nebdyrene. B. Pattedyr med Hovfedder (Hovpattedyr, M. ungulata). Tygge Drov og have 2 eller 2 + 2 Teer ... . 11. Droviyggerne. Tygge ikke Drov og have 1—5 Ter 12. Tykhudene. C. Pattedyr med Luffer og Halefinne, men uden Baglemmer (Fiſkepatte dyr, M. pisciformia). Med brede knudrede Kindtender (og nægte Luffer) .. . . 13. Sokoerne. Tandloſe eller med ſpidſe Tænder (og ægte Luffer) .. . 14. Hvalerne. — Førfe Orden: Menneſtet (Homo S. Bimana). 34. Betragtet ſom Pattedyr udmeerker Menneſket fig ved, at det har en opreiſt Gang paa dertil indrettede brede Fødder med forte Teer, Hænder paa Forlemmerne, en kun ſvagt udviklet Haar— kledning og en tet Rad af 2 fkarpe Fortænder, + ſmaae Hjorne— tænder og 3 knudrede Kindtender. Fra de meeſt menneſkelignende Aber, med hvilke Menneſket har megen Overeensſtemmelſe, baade i det ydre og i den indre Bygning (f. Ex. ſamme Tandforhold, Mangel af Hale, Hænder paa Forlemmerne o. ſ. v.), afviger Menneſket ved den opreiſte Gang, Bagfoddernes forſkjellige Uddannelſe, det ſvage Haarlag og Hovedets forſkjellige Form. Da Baglemmerne ffulle være ene om at bære Kroppen, der holdes i en lodret Stilling, ere de ſtrakte i Knæ og Hofte ſamt meget ftærfere og længere end Forlemmerne; Bagfodderne ere egenlig Hænder, ſom ere omdannede til Gang, 9: Taeerne ere forkortede og en bred Treedeflade uddannet under Fodrod og Mellem— for; Bekkenet er hult og bredt for at bære Indvoldene, hvorimod Bugmuſklerne ere ſvage. Forlemmerne ere kortere, men mere be— vegelige og bære virkelige Hænder. Hovedſkallen, der hviler paa Ringhvirvlen under en ret Vinkel med Rygraden, har paa Grund af Hjernens Omfang en ſtor rund Hjernekasſe og en hoi Pande, Derimod et lille og fladt Anſigt med fortil vendte Oine, lille Mund og tydelig Hage. Bed den opreiſte Gang ere Forheenderne blevne frie og ſtillede til Menneſkets hoitbegavede Aands Raadighed, hvilket var ſaameget mere nødvendigt, ſom det paa Grund af fin næften nøgne Hud trængte til kunſtig Bekledning og Ly, og var nødt til ved Kunſt at erhverve og tilberede fig en pasſende Føde. At Menneſket beſidder Taleevne, — ſom det ikke har forud for Dyrene paa Grund af nogen hoiere Üddannelſe af Stemmeredſka— Menneffet. 53 berne, men paa Grund af aandelig Begavelſe, — hvorved dets Erfaringer og Betragtninger kunne forplantes og ſtadig uddannes fra Slægt til Slægt, er Hovedaarſagen til dets hoie Standpunkt i Civiliſation og Samfundsorden, i Kunſt, Videnſkab, Religion oſv. Forſt i en meget ſeen Tid, omtrent ſamtidig med den nu— levende Patte dyrſtabning,“ er Menneſteſlegten optraadt paa Jorden, hvor den nu findes i en Mængde Racer, i hvis Forffjelligheder man tildeels kan ſpore Indflydelſen af forſtjelligt Klima og Leve— maade, men ogſaa dybere Forſkjelligheder i Legemsbygningen (ifær i Hovedſkallens Form), Hudfarven, Haarets Beſkaffenhed og Farve o. ſ. v., ved Siden af hvilke de gjennemgribende Forffjelligheder i Sprogbygningen ogſaa have ſtor Betydning ſom Raeekjendetegn. J Reglen falde Blandinger af forſtjellige Racer (Baſtarder) efter faae Generationers Forlob tilbage til en af Stamracerne, hvorfor disſe i det hele have holdt ſig vel adſkilte, naar ikke Hiſtoriens Gang ved fuldſtendigt at blande Folkeſlag af forffjellige Racer har foranlediget Dannelſen af Overgangsracer. Den almindelige (Blumenbachſke) Inddeling i 5 Menneſke— racer er folgende: 1. Den kaukaſiſke Race med lys Hudfarve og langt og blødt Haar af lyſere eller morkere Farve, ligeſom Oiets Regnbue— hinde kan være blaa eller brun; Anſigtet er aflangt og Neſen ſmal. Hertil henregnes: a) den ſlaviſke Race, b) den indo— gothiſke Race, omfattende Hinduer, Kelter og Gother, og c) den ſemitiſke, Araber, Joder og Berber. 2. Den mongolſke Race er olivengul og har ſort, ſtridt, tyndt Haar og mørf Regnbuehinde; Anſigtet er bredt og fladt med udſtaagende Kindbeen, fan at det neſten er rudeformigt, en flad Neſe og udadvendte Neſebor; Vinene ſtage vidt fra hin— anden og ſkraat mod Neſen. Hertil henregnes alle tartariſke, mongolſke og chineſiſke Folkefeerd ſamt Lapperne, Finnerne og Polar— folkene i Europa og Aſien. — Eſkimoerne og Grønlænderne ere dog ſnarere tilſvarende Polarfolk af 3. Den amerikanſke Race, der ſom ofteſt er kobberrod og har ſort, ſtridt Haar, et bredt men ikke fladt Anſigt med ud— ſtaaende Kinder, lav Bande og bred Mund; dette gjelder dog tfær om nordamerikanſke Stammer. 4. Den malaiiſke Race er i Almindelighed lyſebrun med fort, blødt og fyldigt Haar og ſtor Mund o. ſ. v. og beboer Ma— lakka, de indiffe og Sydhavs-Oerne. — Urbeboerne i Oceanien høre derimod til to ſeregne Racer: Papuerne, der ere ſorte med kruſet Haar, og Alforuerne, ſorte med glat Haar og ſpinkle Lemmer. 5. Negerracen har ſort Hud, ſort, kruſet Haar, mork Regnbuehinde og et ſmalt Hoved med fremſtaagende Kjeeber, tyk, flad Neſe og opſvulmede Leber; denne Befkrivelſe gjælder dog neermeſt Negeren fra Guineakyſten. 54 Aberne. 35. Anden Orden: Aberne (Primates S. Auadrumana) ere Pattedyr med 4 Hænder og en tetſluttet Rekke af Fortender, Hjornetender og knudrede Kindtender. lfte Underorden: gte Aber (Simiæ) med 4 meiſeldannede, neſten lodrette Fortender. Medens nogle Aber i hoi Grad ligne Menneſket i Üdſeende og Bygning, ſlutter der fig til dem en Reekke af Slægter og Arter, ſom mere og mere fjerne ſig fra Menneſket og tilſidſt ikke have nogen ftørre Lighed med dette end mange andre Pattedyr. — Meeſt betegnende for Aberne er deres Klattreevne, og at de leve af Frugter; de allerfleſte feerdes derfor beſtandig paa Træerne i Tropelandenes Skove, kun enkelte mere mellem Klipper. Paa Jorden gaae Aberne i Reglen paa alle fire Been, men deres Gang er hverken udholdende eller hurtig i Sammen— ligning med de fleſte andre Pattedyrs; enkelte af de mere menneſke— lignende (Orang, Chimpanſe o. |. v.) gage, naar de komme paa Jorden, meeſt paa Bagbenene i en noget forover boiet Stilling, ſtottende ſig paa Knoerne af de meget lange Forlemmer; men Abernes Gang er altid ufuldkommen i Sammenligning med deres raſke Sæt fra Green til Green, naar de ere i deres rette Hjem, Træerne. Naar Abernes Hænder ere fuldſteendigt uddannede, have de ſamme Bygning ſom Menneſtets, og det paa alle fire Lemmer. Bagheederne, der anvendes til at gribe om Grenene under Klat— tringen, befinde neſten altid alle den ægte Haands Egenſkaber (fee S. 40); paa Forheenderne derimod — der deels anvendes paa ſamme Maade, deels til at fore Foden til Munden — kan Tommelfingren (hos adſtillige Marekatte og Sapajuer) enten blot være tilſtede ſom en lille Knude eller endog ganſke mangle; Grib— ningen finder da Sted mellem de andre Fingre og Haandfladen, hvilket ogſaa er Tilfældet, naar Tommelen vel er temmelig ſtor, men ligger i Flade med de andre og ikke kan vendes mod dem. Aberne. 55 — Hos de ſmage Egernaber findes iſtedenfor flade Negle ſkarpe og krumme Kloer, der underſtotte Klattringen ved at ſettes faſt i Barken. Flere af den gamle Verdens Aber have ingen udvendig ſynlig Hale (Orang, Chimpanſe o. ſ. v.), andre en temmelig fort (Ba— vianerne), Marekattene og Egernaberne derimod en lang, men ſlap Stottehale, der ved at ſnoes heelt om Grenene underſtotter Klattringen eller Sædet paa Træerne. Sapajuernes Hale er der— imod uddannet til en Snohale, faa at de blot ved at ſlynge Haleſpidſen om Grenene kunne henge og gynge i den; hos nogle er Haleſpidſen tillige nøgen og folſom underneden, og en ſaadan Folehale kan neſten bruges ſom en femte Haand. Hjornetenderne ere allerede hos de unge Aber mere frem— tredende end hos Menneſket, og hos de gamle (ifær hos Bavianer og Sapajuer) ofte lange og krumme neſten ſom Ropdyrenes og rage langt ud af Munden; i hver Kjebe bliver der da en Af— brydelſe i Tandrekken, hvori den modſatte Hjornetand griber ind, naar Munden lukkes. Kindtendernes Antal er 5 eller 6 i hver Side af Kjeben; deres Kroner ere altid knudrede, men Knu— derne ere ofte hoiere og mindre ſtumpe end hos Menneſtet (Fig. 39). Saftige og melede Frugter, Bladknopper og deslige udgjore hovedſagelig (tildeels i Forbindelſe med Inſekter og Fugleceg) Abernes Føde. Aberne ere tæt beflædte med ſtride eller uldagtige Haar; Anſigtet og Haandfladerne ere dog nogne. Patterne ligge paa Bryſtet; Moderen pleier at viſe ſtor Omhu for ſin Unge og at bære den omkring med fig, — De ere i Almindelighed godmodige, lœervillige og livlige; kun de gamle Bavianer, Gorillaer o. ſ. v. ere bidſke og ondſkabsfulde. — Flere Arter leve i Flokke og fore— tage Vandringer fra Skovene til Plantagerne eller om Sommeren fra Lavlandene op i Bjergegnene; kun fage af dem ere Natdyr. De ægte Abers geografiſke Üdbredning falder ſammen med det hede Jordbeeltes Skopdiſtrikter; dog findes de hverken paa Madagaſkar eller paa Nyholland og Sydhavs-Oerne. 56 Aberne. lſte Familie: de ſmalneſede eller den gamle Verdens Aber (Simiæ catarhinæ) have en ſmal Skilleveg mellem Neſeborene, der vende nedad ligeſom hos Menneſket, og 522 e Deres geografiſke Omraade er hele Afrika, med Undtagelſe af den ſtore Orken og Madagaſkar, derneeſt Arabien, Indien og de ſtore Sunda-Oer. Deres Nordgrendſe er Japan og Gibraltar, deres Oſtgreendſe Molukkerne.“ 2 J den tertiære Tid laae deres Grændfe nordligere; der er fundet fosſile Abeformer baade i England og Syd-Europa. ligeſom disſe Kindtender (9: 2 uægte og 3 ægte). a) Til de haleloſe Aber med lange Forlemmer here Sfovmændene(Pithecus) med 3 Arter: den rødbrune, meget langarmede Orang- Utan (P. Satyrus, Fig. 38) fra Borneo og Suma- tra; Chimpanſen (p. troglodytes), der er ſort og Fig. 38. har kortere Forlemmer, ſom kun naae den til &næet; den beboer Guinea ligeſom den ſtore og ſteerke, lavbenede, men dog over 5 Fod høie graaſorte Gorilla (P. Go- rillah, der af, alle Arter kommer Menneſket nermeſt. De ſmaae, ſpinkle, vevre, overmaade langarmede, rund— hovede Gibboner (Hylo— bates) paa det indiſte Faſtland og Orige have Sedeknuder lige— ſom Marekattene og Bavianerne. Alle disſe Aber indrette ſig Reder af Løv paa Træerne; de ligne Menneſket meget ved deres ÜUdſeende og ved den tildeels opreiſte Gang; Forffjellen Aberne. 57 viſer fig i den lavere Pande, de mere fremſtagende Kjeber, de lange Forlemmer, Hænderne paa Baglemmerne, det tætte Haarlag o. ſ. v. b) Marekattene (Cercopithecus) og Bavianerne (Cyno— cephalus) have derimod en tydelig, Marekattene endog en meget lang Hale, og deres Lemmer ſtaae i det hos Pattedyrene ſed— vanlige indbyrdes Lengdeforhold; tillige have de Seedeknuder og Kjcebepoſer. Marekattene ere Fig. 39. mere rundhovede, ſmekkkre, ſpeerlemmede og langhalede og klattre paa Træerne; — Bavianerne derimod ere plumpe, ftærft byggede og kort— halede, have en fremſtagende Hunde-Snude og lange Hjor— neteender; de holde ſig mere i til klippefulde Egne, hvorfra Bavianens Tander. de foretage Udflugter ned i de lavere, dyrkede Strekninger. Begge Slægter omfatte afrikanſke og indiſke Arter. 2den Familie: de bredueſede eller amerikanſke Aber (S. platyrhinæ) have en bred Skilleveg mellem Neſe— borene, ſom vende ud til Siden, og zuegte Kindtender, men 3 eller 3 ægte, — De blive aldrig faa ſtore ſom visſe af den gamle Verdens Aber, og ingen i af dem har enten den ſlagende Lighed med Menneſtet eller paa den anden Side det hundeagtige Fyſionomi ſom nogle af hine. De have alle en lang Hale, men hverken Sædefnuder eller Kjcebepoſer. For— hænderne ere for faa vidt ufuldſtendigt uddannede, ſom Tommelen ofte er lille eller ganffe mangler, og ſelb om dette ikke er Til— fældet, dog ikke kan modſcettes de andre Fingre. — Skovene i de varmere Dele af Mellem- og Sydamerika ere de talrige Arters Hjem. . Fig. 40. Tender af en Sapaju. 58 Halvaberne. a) Sapajuerne (Cebus) have 3 ægte Kindtender (altfaa £ ialt) og hvælvede eller flade Negle paa alle Teeer og Fingre. Hos Brøleaberne (Mycetes) er Halen en Folehale, hos de egenlige Sapajuer en Snohale, hos Nataberne (Nyetipithecus, med ſtore Dine og blød Pels) en ſlap Hale. b) Egernaberne (Hapale) have 2 ægte Kindtender (altſaa ligeſom den gamle Verdens Aber 8 i alt) og Klger paa alle Fingre og Teer med Undtagelſe af Tommelen paa Baghaanden, der har en flad Negl; Halen er flap, Haarlaget langt og blødt. 2den Underorden: Halvaberne (Lemures) med 4 ſmaae lodrette Fortender i Overmunden, mellem hvilke der i Almindelighed er et tomt Mellemrum, hvori de fremadliggende (2eller 4) Fortender og Hjørne- tender i Underkjeben gribe ind. De forreſte Kindtender ere mere ſpidſe og de andre mere ſpidſt— knudrede end hos de egenlige Aber. Alle 4 Lemmer have Hænder, af hvilke ogſaa her Bagheenderne ere de meeſt uddannede; Fingrene have flade eller hvælvede Negle, kun Pegefingren paa Bag— foden en ſpids Klo. Stillingen af deres Fortender, faa at 2 de kunne gribe med * 5 dig. 42. dem ſom SK en Tang, og Befkaffenheden af deres Kindtender ſtem— mer med, at deres Fode ikke alene be— ſtaaer i Frugter, men ogſaa i Fugleæg, Fir- been, Inſekter og andre Smaadyr. — Det er for ſtorſte Delen ſmaae Aber med haarkledt Anſigt og ſpids Snude, med eller uden Hale; de ere alle Natdyr. De ikke fane Arter forekomme i forſtjellige Strog af Afrika og Indien, men iſer paa Madagaſkar. De vigtigſte Slægter ere: Makierne eller Reęveaberne (Lemur), paa Madagaſkar, Lorierne eller Dovenaberne (Stenops), i Indien og paa de indiſke Øer, Galagoerne (Otolienus), paa Afrikas Faſtland, og Spogelſeaberne (Tarsius), ſmaae, ſpringende Halvaber med lange Bag— fødder og fjerformig Hale, paa de indiſke Oer. Desuden de mere afvigende Slægter, der viſe Analogier med Gnaverne og Flagermuſene, nemlig Gnaveraben (Chiromys) og Flagreaben (Galeopithecus). Gnaveraben Tender af en Mali, ſete forfra (Fig. 41) og fra Siden (Fig. 42). Flagermuſene. 59 paa Madagaſkar udmærfer fig ifær ved Manglen af Hjørnetænder, ved 2 gnaver— agtige Fortender, en tynd Mellemfinger og en ſtor buffet Hale, der giver den en vis Ligbed med Egernet; med Fortenderne gjennemgnaver den Gre— nene for at komme til de deri ſiddende Inſektlarver, ſom faa udtages med den tynde Finger. — Flagreaben udmærfer fig ifær ved fin ſtore Flag re— hud, der ikke alene gaaer fra Forlemmerne til Baglemmerne, men ogſaa udfylder Mellemrummet mellem Baglemmerne og Halen og forlænger fig heelt ud mellem de noget forlængede Teer lige til Kloͤerne. Fortenderne i Underkjeben have en ganſke eiendommelig Kamform. Den lever paa de in— diſte Oer. 36. Tredie Orden: Nagermuſene (Vespertiliones S. Chiropteri) ere Pattedyr, hvis Forlemmer ere Flyvefodder, men hvis Baglemmer ere Poter, og ſom baade have For— tender, Hjornetender og (i Almindelighed ſpids— takkede) Kindtender. Omrids og Skelet af en Flagermus. Flagermuſene ere de eneſte Pattedyr, der virkelig kunne flyve og deri ikke ſtaae tilbage for Inſekter og Fugle. Imellem de overordenlig forlengede Forlemmer ſamt Kroppens Sider og Baglemmerne indtil Foden, i Almindelighed ogſaa mellem Bag— lemmerne og Halen er der nemlig udfpændt en tynd, nøgen og meget foalſom Hud. De forlengede Dele af Forlemmerne ere Over⸗ og iſcer Underarmen, Mellemhaandsbenene og Leddene af de 4 Fingre, hvorimod Haandroden og Tommelen ere korte; 60 > Flagermuſene. Tommelen er ikke fuldſtendig indeſluttet i Flyvehuden, men mere eller mindre fri, og er ſtedſe forſynet med en ſkarp og krum Klo, hvorimod de 4 forlængede Fingre i Reglen ende uden Klo; kun undtagelſesvis findes tillige en Klo paa Pegefingren. Baglemmerne have ingen ſeerdeles Lengde; deres Fødder ere ſedvanlige Poter med 5 omtrent lige lange, med Kloer forſynede Teer; paa Helen ſidder ofte et eget Been, den ſaakaldte „Spore“, der ſtrekker fig ud i Flyvehuden, til hvis Underſtottelſe den tjener. Hos de Arter, hvor Flyvehuden fortſcttes mellem Baglemmerne, er Halen, forſaa— vidt denne er tilſtede, tildeels eller ganſke optaget i den. — Naar Lem— merne ſtreekkes og Flyvehuden ſpiles ud, udgjore de et udmeerket Flyveredſkab; naar Dyret derimod kryber om paa Jorden, Treerne o. ſ. v. ved Hjælp af Bagpoterne og Tommelen, eller naar det i Soon eller Ovale hænger ved Bagpoterne alene med Hovedet nedad, bliver Flyvefoden foldet ſammen langs med Siden af Kroppen, idet Armen og Haanden boies ſom et N. — Af den øvrige Beenbygning merkes de kraftige Noglebeen, den ſtore Bryſt— kasſe og Bryſtbenets fremſtagende, ſkjondt ſvage Kam, alt en Folge af Flyveevnen. . Hos de infeftædende Flagermus er der 95 ſmaae, ſpidſe, Fig. 44. ofte fleertakkede Forteender, Overkjebens ikke ſjſelden med et bart Mellemrum; de falde ofte tildeels ud med Alderen. Der— paa folge lange, ſpidſe Hjornetender og Z ſpidſe og ſpidstakkede Kindteender. e Syn er fvagt og Oinene ſmaae, neſten ſtjulte mellem Haarene; derimod er deres Horelſe fortreffelig og Ore— bruſten meget ſtor; en udmerket Hudfolelſe har fit Sede i den nogne Flyvehud, ofte tillige i ſceeregne Hudblade paa Næfen. Ved Djælp af den kunne de med ſtor Sikkerhed flyve om mellem faſte Gjenſtande uden at ſtode an, og ved Hjælp af Horelſen opdages de omflyvende Inſekters Neerhed. — Hunnerne flyve om med Ungerne (1 eller 2) faſtſugede til Bryſtpatterne og boie ofte - Flagermuſene. 61 Haleflyvehuden opad, faa at de komme til at hvile ſom i en Sek; ved Fodſelen ere de temmelig ſtore, men ganſke nøgne og have meget ſmage Vinger. — De fleſte Flagermus ere Natdyr, der kun bevæge fig i Aften- og Morgenſkumringen, men om Dagen heenge ſtille i en eller anden Vraa. De boe gjerne ſammen i ſtore Flokke, ofte flere Arter mellem hinanden, i hule Træer, Klippe— huler, gamle Bygninger o. ſ. v. I de nordlige Lande hænge de om Vintren i Dvale, hvilket ogſaa er Tilfældet med Flagermuſene i de varmere Lande, naar det pludſelig bliver koldt. Undertiden foretage de forte Vandringer, nemlig om Sommeren op i hoiere eller nordligere Egne og mod Vintren tilbage igjen til de mildere Dalſtrog eller lidt ſydligere Egne. Iſte Samilie: De inſektedende Flagermus have ſpids— takkede Kindtender og leve fornemmelig af Inſekter, ſom de fange i Flugten; nogle ſydamerikanſke Arter leve dog tillige af at fuge Blodet af ſtorre Pattedyr eller af ſaftige Frugter. Det er ſmaae Dyr med blødt og tet Haarlag; ofte have de ſterkt udviklede Neſeblade og Orelaag. — Med Undtagelſe af de koldeſte Jordbeellter, hvor der er for fane Inſekter, til at de der kunde finde tilſtrek— kelig Føde, er denne paa Arter og Slægter meget talrige Familie udbredt over hele Jordkloden, men tiltager ftærft mod fvator. Her i Norden findes en halv Snees Arter f. Ex. den ſtore brune Fl. (V. noctula) med indtil 15“ Vingeftræfning, den graae Fl. (V. murinus (121), Dvergfl. (V. pipistrellus) (7-89), den langerede Fl. (V. auritus) o. fl. a., alle uden Neſeblade, ſom derimod findes hos de ſydamerikanſke Vam— pyrer (Phyllostoma). 2den Samilie: De frugtedende Flagermus (Pteropus) ere tildeels meget ſtorre (indtil 2 Alens Vingeſtreekning), have en længere Snude, hvorved de fane et hundeagtigt Fyſionomi, en mindre fyldig Pels, flade Kindteender og i Almindelighed en Klo paa Pegefingren. De leve af Frugter, tildeels dog ogſaa af In— ſekter og Smaafugle, og ere mindre udelukkende Natdyr end de inſekteedende. Denne Familie er fattigere paa Arts- og Slegts— former end den foregaaende og forekommer flet ikke i Amerika, men er udbredt over de hede Dele af den gamle Verden ſamt en Deel af Sydhavs-Oerne. 62 Inſektederne. „. Fjerde Orden: Inſektederne (Insectivora S. Bestiolæ) ere Pattedyr med 4 Poter, med Fortender og Hjorne— tænder ſamt ſpidstakkede Kindtender. Inſektederne udgjore en ikke meget talrig Orden, der i det hele beſtagaer af ſmage Pattedyr, ligeſom ogſaa de mindſte be— kjendte Pattedyr høre til denne Orden. De have alle et langt, ſpidſt Hoved, der ender med en bevegelig Tryne; deres forte Been ere neſten altid indeſluttede af Kroppens Hud lige — til Fodroden, og deres Poter (ſom altid have 5 Teer) ere nøgne under hele Fladen, da de alle ere Saalegeengere; i Reglen leve de et mere eller mindre underjordiſk Liv, hvad enten de grave virkelige Gange og Huler i Jorden, eller de blot danne ſig Skjul og Hvileſteder i Jordhuller, under Treſtubbe, Stene og desl.; i Almindelighed ere de kun i linen Bevegelſe om Dagen. J øvrigt er der megen Forſkjel mellem de forſkjellige Slægter, efterſom de ere uddannede til at ſpringe, grave, klattre, ſvomme o.. ſ. v., hvorfor de ofte have en høi Grad af Lighed i Lemmernes og Halens Üddannelſe og i Levemaaden med tilſvarende Former af Gnavernes Orden, fra hvilfe de dog let fjendes ved Hovedets forſtjellige Form og ved Tandforholdet; en langt ſtorre Lighed frembyde de med de inſekteedende Pungdyr, der dog i Almindelig— hed adſkille ſig fra dem allerede i det ydre ved at have en ud— ſtaaende Tommel paa Bagfoden. J Henſeende til Tandbygningen ligne de meget de inſekt— ædende Flagermus og Pungdyr. De bageſte Kindtender ere ſpidstakkede, de forreſte ſpidſe; derimod kunne de enten have flere ſmage Forteender og lange og krumme Hjornetender ligeſom Rov— dyrene (f. Ex. Muldvarpen, Fig. 46), eller der findes for oven og neden 2 ſtore (ofte takkede) Fortænder, der benyttes ſom Tenger til at gribe med, og af hvilke iſcer Underkjebens ere ſtrakte næften lige fremad; i dette Tilfælde udmeerke Hjornetenderne fig ikke ved deres Størrelfe fremfor de forreſte Kindtender (Bindfvin, Inſektederne. 63 Fig. 51, Spidsmus, Fig. 45). — De leve fortrinsvis af Inſekter, Orme og Snegle og ere i det hele meget rovgridſke Dyr. Fig. 45. Fig. 46. Tender af Spidsmus. Tender af Muldvarp. Inſektederne ere udbredte over hele den gamle Verden og Nord-Amerika med Undtagelſe af de nordligſte paa Inſekter fattige Egne, Derimod mangle de i Auſtralien og Syd-Amerika, hvor de erſtattes af de inſekteedende Pungdyr. Ordenens 3 Hoved— flægter ere: Spidsmuſen, Muldvarpen og Pindſvpinet. 15 Spidsmuſene (Sorex) ere ſmaae Dyr med blød Pels, ſtort Hoved med lang, ſpids Tryne og ſmaae Dine og Oren, ſpinkle Poter og en lang, neſten nøgen, ſkellet Hale. S Tr — STAND HENNEBERG -ROSENS De have 2 ſtore Fortænder, af hvilfe de i Overmunden ere krogformige og vende nedad, Underfjæbens lige fremad. Der— paa følge flere ſpidſe Lænder, uden at nogen af dem ved fin Storrelſe giver fig tilkjende ſom Hjornetand, og endelig de ægte, med Spidſer beſatte, Kindtender (Fig. 45) *). Paa hver Side af ) Spidsmuſenes fuldſtendige Tandformel er: , c, m i hver Kjabeſide. f 64 Inſektederne. Kroppen findes hos Hannerne en Kirtel, hvis Üdſondring ud— breder en ſtcerk Moſkuslugt. — Spidsmuſene opholde fig i Jord— huller, ſom de enten forefinde færdige eller ſelv grave; de ere ifær om Natten i Bevegelſe efter Inſekter og andre Smaadyr og ere meget glubſkfe Rovdyr, Om Vintren ligge de ikke i Ovale, men grave ſig Gange langs hen ad Jorden under Sneen. De talrige Arter af denne Slegt ere udbredte over den hele af Orde— nen overhoved beboede Deel af Jordkloden. Her i Norden findes 3 Arter: den almindelige Spidsmus (S. vulgaris), Dvergſpidsmuſen (8. pygmæus) og Vandſpidsmuſen (S. fodiens, Fig. 47), der er temmelig ſtor og fort af Farve; dens Bagfodder ere ved en Bremme af udſtaagende Haar ſerligt ſtikkede til Sosmmeredſkaber. Den ſvommer og dykker derfor behen— digt, løber om paa Bunden af lavt Band og efterſtroeber Vandinſekter, Snegle, Fiſkeyngel, ja endog Frøer. 2. Muldvarpene (Talpa) have en trind og tyk Krop, en ſilkeblod Pels, en lang ſpids Tryne, meget ſmage mellem Haarene Fig. 48. Den almindelige Muldvarp. ſtiulte Dine og Oreaabninger ſamt en fort, haaret Hale; For- poterne ere omdannede til forte og brede, ſkovlformige Graveredſkaber, der ere ſtillede neſten lodret, ſaa at Haandfladen vender udad og bagtil. Kloerne ere ſtore, brede og flade; Haandens og Armens Knogler ſamt Noglebenet udmærfe ſig ligeledes ved deres Brede og Styrke; paa det forreſte Stykke af Bryſtbenet findes en hoi Kam. Fortenderne ere ſmaae, Hjornetenderne i Overkjeben derimod temmelig lange Inſektederne. 65 og krumme (Fig. 43). — Jorden er Muldvarpens egenlige Element; der baner den ſig med ſtorſte Lethed fin Vei og ſoger fin Føde, beſtaaende i Inſekter og Orme; omtrent 2 Alen dybt findes dens af Mos og Gres udkledte Bo, hvor— fra lange Gange, forbundne nærmeft ved Reden med Tvergange, udgage til alle Sider og fore hen til de Stræfninger, ſom den gjennemkrydſer for at jage efter ſit Bytte. Den ligger ikke i Ovale om Vintren. Den ſydeuropeiſke Muldvarp (T. coeca) har fit lille Siecble aldeles ſtjult under Huden. — J Nordamerika findes Vandmuldvarpen (Scalops) med Svommefodder, og Stjernemuldvarpen (Rhinaster) med en Krands af Hudvorter omkring Tryneſpidſen og længere Hale; i Afrika Guldmuldvarpen (Chrysochloris) med metalglindſende Pels og Grave— fødderne uddannede til at grave i haard Jord derved, at en af Forklserne er meget ſtor og krum. 3. Pindſvinenes (Erinaceus) Poter ere forte og af Fig. 49. Forlem af Mulvarp. Fig. 50. Det almindelige Pindſpvin. ſedvanlig Bygning, men dog ved deres ſteerke Kloer vel ſtikkede til Gravning. Paa Ryggen og Siderne ere Haarene omdannede til ſtive 66 Inſektederne. Pigge, der reiſes og ſtritte til alle Sider, naar Dyret ruller fig ſammen og en paa Ryggen og Siderne liggende Muſkel træffer Huden ud over Hovedet og Fødderne; den øvrige Deel af Krop— pen er bekleedt med Borſter. Hovedet er kegleformet og kortere end hos de andre Inſektedere, og Halen faa fort, at den ikke nager udenfor Piggene. Kindtenderne ere mere ſtumpt knudrede end hos de andre Inſektedere og ſlides hos de gamle ganſke flade. Hjorneteenderne ere ſmaae; de to midterſte For— tender i hver Kjebe ere derimod ſtore og virke tilſammen ſom en SB Overmundens ftaae nemlig lodret, men adſkilles ved et Mellemrum, ſom optager de to Undertender, der ere ſtrakte næften lige fremad. Pindſpinene leve af Inſekter og andre Smaadyr (f. Ex. Mus, Rotter og Froer). Vort f almindelige Pindſvin (E. Fig. 51. Pindſvdinets Tender. europæus) ligger om Vintren i Dvale, Han og Hun hver for fig, i Huller under Treſtubbe og desl., ſom de udfore med Blade og Mos; om Sommeren boe derimod de to Kjon ſammen; om Aftenen gage de ud for at ſoge Føde. En egen Uimodtagelighed for Gifte fætter Pindſpvinet i Stand til med Held at bekcempe Hugormen. Andre Slægter af Inſekteedere ere: Spidsrotten eller Des- manen (Myogale) med lang Tryne, Svommepoter og ſammentrykt Svommehale, i Syd-Frankrig, ved Pyrenccerne, og i Rusland; Springſpidsmuſene (Macroscelides) med Springpoter og lang tynd Hale, i Afrika; Klattreſpidsmuſene (Cladobates) med friere Lemmer og Egernhale, i Indien; ſamt Borſteſvinet (Centetes) paa Madagaſkar, ſtorre end Pindſvinet, med Borſter iſtedenfor Pigge, ſtore Hjornetender o. ſ. v.; det kan ikke rulle ſig ſammen. De fleſte af de ſmaae Pattedyr, hvoraf der er fundet Levninger i Jura— formationen (Stonesfield, Purbeck) ſynes at bave tilhørt Inſektedernes (Spalacotherium og Pungdyrenes (Amphith., Thylacotherium) Orden. Pungdyrene. 67 38. Femte Orden: Pungdyrene (Marsupiata) ere Pattedyr med 4 Poter, med Fortender og Kind— tender, hyppigſt ogſaa med Hjorneteender, hvis Unger fødes ſom meget ſmaae og ufuldkomne og fuge fig faſt til Moderens Pattevorter, der ſom ofteſt ere omſluttede af en mellem Bagbenene anbragt Pung, hvori Ungerne blive, indtil de have naget ud over de nyfødte Patte— dyrs ſedvanlige Udviklingstrin. Den undviklede og aldeles hjelpeloſe Tilſtand, hvori Pungdyrene fødes, er i Serdeleshed betegnende for dem i Sammenligning med de andre Pattedyr, navnlig med Inſektederne f. Ex. Spidsmuſene, bvilke mange af de mindre inſekteedende Pungdyr meget Fig. 52. ligne i dre. Saaledes ere ER 7 f. Ex. de mandshoie Ken— guru-Arters Unger ved Fodſelen kun en god Tomme lange, og de Pungrotters, der opnage en Storrelſe ſom en Kat, kun en halv Tomme (Fig. 53); de ere tilmed blinde og nøgne, deres Lem— mer og Hale kun lidet ud— viklede og boiede ind under Bugen; deres eneſte Livsyttring beſtager i, at de, naar de ere bragte ned i Pungen, ſuge ſig faſt til de i denne ſtjulte Pattevorter (Fig. 52); i denne Stilling forblive de flere Maaueder, efter hvis Forløb de rigeligen have naget Patte— dyrungernes ſedvanlige ÜUddannelſestrin og forlade Pungen; men de folge dog Moderen og ſoge ofte tilbage til Pungen deels for at die, deels for at undflye Farer, indtil de ere blevne ſaa ſtore, at den ikke længere kan rumme dem. — Der gives imidlertid Arter, iſcer iblandt Pungmaarene og Pungrotterne, hos hvilke Pungen 555 Pung og Unge af en Pungrotte. 68 É Pungdyrene. mangler, og de ſpede Unger blot beſtyttes af de lange Haar, der udgaae fra en Pattevorterne omgivende Hudfold; Ungerne hænge fig derfor ſenere i Farens Stund faſt paa Moderens Ryg, deels ved at gribe fat i Haarene, deels ved at ſlynge deres Hale om hendes eller ved at omfatte hendes Hals med deres Arme. J Beenbygningen ere Pungbenene 9: to flade Knogler, der fra Bæffenet (Skambenene) ſtreekke fig hen under Bugen og findes hos begge Kjon (Fig. 54, s“, det meſt betegnende Trek, da det udenfor denne Orden kun gjenfindes hos Neebdyrene. J Henſeende til Levemaade og Føde, og derfor ogſaa i Lemmernes og Halens ÜUddannelſe, Tandforholdene o. ſ. v. findes der langt ftørre Forſkjelligheder indenfor denne end indenfor nogen anden Pattedyrorden. Bekken af en Der gives ſaaledes blandt Pungdyrene i relte. baade Rovdyr og Inſektedere, Frugt-⸗, Rod⸗ og Grœesedere, baade lobende, ſpringende, gravende, klattrende og flagrende Dyr. — Om Tand— forholdet kan der i Almindelighed kun ſiges, at der (med Und— mc ede der 8 Fig. 55. Tender af Pungrotte. Fig. 56. Tænder af Kenguru. tagelſe af Vombatten) altid findes flere Fortender i Over- end i Undermunden, og at der i Almindelighed findes 1 ægte Kind— tænder, hvilket er flere, end der forekommer hos de andre Patte— dyr, med hvilke de forreſten have Lighed. De meſt modſatte Pungdyrene. 69 Forhold i Henſeende til Tandvebning og Levemaade frembyder paa den ene Side Pungulven, hvis Tandrekke minder om Hundens, paa den anden Side Vombatten, hvis Tandforhold minder om Gnavernes; de andre Familier danne de forbindende Mellemled. Det er en Selofolge, at Mavens og Tarmkanalens meer eller mindre ſammenſatte Bygning og Dyrets Charakteer ſom bidſk eller godmodig ſtager i den noieſte Sammenhæng med de forſkjellige Tandforhold og Levemaaden. Med Undtagelſe af de ſteppebeboende Kænguruer ere de alle Natdyr, og Ordenens Hovedſede er Nyholland og Van Diemens Land, hvor med ganſte faae Undtagelſer alle andre Pattedyr ſavnes, men ogſaa erſtattes af Pungdyrenes Mangfoldig— hed i Bygning og Levemaade. Paa Ny-Guinea findes ogſaa enkelte Pungdyr-Arter, paa Molukkerne kun Pung-Aber, i Amerika Pungrotter. Overſigt over de vigtigſte Pungdyrfamilier: A. Fortrinsvis inſektedende (eller kjodedende) med s ſmaae Fortender, ſtore Hjornetender, ſpidſe og ſpidstakkede (eller ſavtakkede) Kindtender. a. Fortender ; Bagfod med Tommel; nøgen Snohale. Klattrende Dyr. Pungrotterne. b. Fortender 5; Bagfod uden Tommel; tæt behaaret Hale. Jord— dyr. Pungmaarene. ] 6—2 1—0 B. Fortrinsvis planteedende med Y ſtore Fortender, — Hjornetender og knudrede eller foldede Kindtender. (Bagfodens 2den og Zdie Taa ere forenede i en og ſamme Hud.) e. Fortender 3; Bagfodderne Hænder. Klattrende og frugt— edende Dyr. Pungaberne. d. Fortender 2; Gravepoter. Rodedende og gravende Dyr. Vombatten. e. Forteender 2; Springpoter. Springende og grese dende Dyr. Kenguruerne. lſte Familie: Pungrotterne Didelphis) have d ſmaae Fortender, ſterke Hjornetender og ſpidstakkede Kind— tænder (Fig. 55); deres Bagfodder ere forſynede med en udſtaaende Tommel uden Negl, og deres Hale er en lang, 70 Pungdyrene. ſkellet, faa godt ſom nøgen Snohale. De mindſte ere ikke ſtorre end en Mus, de ſtorſte ſom en Kat, de fleſte ſom en Rotte; i ÜUdſeende ligne de ogſaa Rotter og Mus, ihvorvel den lange ſpidſe Snude giver navnlig de mindre Arter Lighed med Spids muſene, ſom de ogſaa tildeels i Levemaade kunne ſiges at erſtatte Fig. 57. En Pungrotte. i de varmere Dele af Amerika, iſer i Syd-Amerika. Det er klattrende Dyr, hvis Føde beftaaer af Inſekter og ſmaae Kryb— dyr, for de ſtorres Vedkommende ogſaa af Æg og Fugle. 2den Samilie: Pungmaarene have & ſmaae For— tænder” ſterke Hjornetender ſamt ſpidstakkede eller ſavtakkede Kindtender, efterſom de- leve af Inſekter eller af Hvirveldyrs Kjod og Blod. Bagfoddernes Tommel mangler ganſke eller neſten; Halen kan være korthaaret eller buffet, men er aldrig en Snohale. Pungulven (Thylacinus) er et ſtort, hundeagtigt Rovdyr, der gjør megen Fortræd paa Faareflokkene ” paa Van Diemens Land. De ægte Pungmaare (Dasyrus) ligne vore Maar- og Veſel-Arter meget i Üdſeende og Levemaade. 3die Samilie: Pungaberne (Phalangista) have et mere rundagtigt Hoved end de foregagende, og deres Bagfodder ere forſynede med Tommel. De have ? Fortender, temmelig ſmaae Hjornetender (i Overkjceben) og knudrede Kind— tænder: Af Storrelſe ere de ſom Pungrotterne, og de ere ligeſom disſe klattrende Dyr, men ligne dem ikke i ÜUdſeende. Om Dagen Pungdyrene. 71 ligge de ſkjulte mellem Treernes Lovverk eller i hule Stammer; deres Føde beſtaaer i Frugter, Knopper og Blomſter. Flagre— pungaberne (Petaurus) med buffet Hale og Flagrehud ere meget livlige Dyr, der gjøre lange Hop fra Træ til Tree ved Hjælp af den ſom Fald— ffjærm tjenende Flagrehud; derimod ere de egenlige Fig. 58. Tænderne af en Pungabe. Pungaber (Phalangista), der have Snohale, og de haleløfe Pungbjorne (Phascolarctos) træge og langſomme Dyr. 4de Samilie: Punggnaverne eller Vombatten (Phas— colomys) have 2 ſtore Fortender og flade, foldede Kind— tender, ſom ere adſkilte fra Fortenderne ved et langt Mellemrum; alle Tænderne å have aaben Rod. Tandfor— i - holdet har ſaaledes en vis Lighed med Gnavernes, men Underfjæben bevæges fra Side til Side, og Fortenderne ſlides derved flade i Spidſen. Vom— batten har 4 forte og breve Fig. 59. Gravepoter med brede, ſvagt buede Kloer, og mangler Hale; dens Bygning er i det hele plump og dens Haarkledning grov; den ligner i Storrelſe og Üdſeende de ſtorre Murmeldyr, lever af Gres og Rødder og beboer det ſydlige Nyholland ſamt Van Diemens Land. te Samilie: Kenguruerne Macropus) udmeerke fig ved deres kraftige Bagkrop, lange ftærfe Bagbeen og lange og thykke Hale, hvorimod Forkroppen og Forlemmerne ere forholdsvis ſmaae og ſpvage. Hovedet er langt og hjorteagtigt og Orerne ligeledes temmelig lange. Bagfodderne have 4 Toer, af hvilfe 2den og 3die ere ſmaage og ſammenvoxne, dte og ifær 4de derimod Vombattens Tender. 72 Pungdyrene. meget ſtore og udſtyrede med ſtore, men lige og ſpidſe Kloer. Paa Forpoterne findes 5 Tæer med ſkarpe, krumme Kloer. J Overmunden findes 6 brede, lodret ſtillede Fortender, i Underkjceben 2 vandrette. J Almindelighed mangle Hjorne— 6 tænderne, eller der findes kun ſmaae Hjorneteender i Over— kjceben; efter et Mellemrum følge Kindtenderne, hver med to Tver— forhoininger, der ved Sliddet fremtræde ſom dobbelte Emaille— folder (Fig. 56). — Kcenguruerne beboe Nyholland og Van Diemens Land og leve fortrinsvis af Gres; medens de grægfe, er Forkroppen bøiet ned— ad mod Jorden, men Fig. 60. En Kenguru. ved den mindſte Anelſe om Fare, hvorom deres ſkarpe Syn og Horelſe betids underretter dem, reiſe de fig op i deres fulde Hide paa Bagfodderne og Halen og ſette afſted i uhyre Spring paa indtil 15 Fods Lengde. De mindre Arter ere ikke ftørre end en Kanin. Af flere Arter ere Hannerne paafaldende ftørre end Hunnerne. Medens nogle Arter holde fig til de gresbevorxne Stepper, beboe andre de med Bregner og Buſke bekledte Egne, hvor deres ſtadige Tridt danner Gangſtier i det høie Krat. Nogle Arter have ſaa— danne banede Smutveie i det ellers uigjennemtreengelige Mimoſe— og Mangrovekrat; andre, der beboe Bjergegnene, hvor de Nebdyrene. 73 ſpringe med Gemſens Sikkerhed og ſoge deres Tilflugt i Klippe— huler, og hvor deres Trin danner Bjergſtier, have mindre lange Bagbeen og en tyndere Hale; paa Ny-Guinea gives der Tre— krenguruer, hvis Forlemmer ere næften lige faa lange ſom Baglemmerne, og hvis Hale er ſterkt buſket. 8 39. Sjette Orden: Uebdyrene (Biclaviculata S. Monotremata) ere tandloſe Pattedyr med Poter, hvis Kjeber ere omdannede til et hornagtigt Neeb, og ſom mangle Pattevorter. É Næbdyrenes to Slægter afvige meget fra hinanden i Henſeende til deres Idre, Næbets, Haarenes og Lemmernes Uddanneljfe. Der— imod ſtemme de overeens ved at have et hornagtigt tandloſt Næb, der dog er af en meget forfkjellig Form hos de to Slægter og hos det egenlige Nebdyr indeſlutter en hornagtig Tandknude i hver Kjebeſide; i Henſeende til Beenbygningen, hvor Pung— benene minde om Pungdyrene, medens Skulderpartiet nermeſt. minder om Fuglenes og Krybdyrenes, idet der foruden Noglebenene findes færffilte Ravnencebsbeen; Hannen har en Spore paa Helen; de have ſmaage Oine og mangle Orebruſk; begge Slægter leve endelig af Inſekter. — Ved flere Forhold i den indre Bygning”) viſe de Slaegtſkab med Pungdyrene, indenfor hvis geografiſke Ud— bredningskreds (Nyholland og Van Diemens Land) deres Forekomſt ogſaa er indſkrenket; men deres Unger optages ikke i nogen fælles Pung; ja Pattevorter mangle endog hos denne Orden, ffjøndt Meelkekirtlerne ere tilſtede. De aabne ſig med mange fine Aab— ninger i Bunden af to ſmaae Punge (i det mindſte hos Myrepindſpinet), der netop ere ſtore nok til at optage det ſpede (1“ lange) Foſter. 1. Myrepindſvinet (Echidna Hystrix) ligner i Üdſeende og Bekleedning et Pindſoin med— Undtagelſe af det lange, tynde og ſpidſe, i Enden med en lille Mund forſynede Næb, hvorigjennem en lang, tynd og klebrig Tunge *) f. Ex. ved at den ſaakaldte Hjernebjeelke eorpus callosum) kun er meget lidt udviklet, ved at Ungerne udvikles i Livmoderen uden Moderkage placenta) o. ſ. v. 74 N Nebdyrene. kan ſtrekkes ud. Kroppen er bekleedt med Haar, mellem hvilke der paa Myggen findes tykke, ſtikkende Pigge og paa det øvrige Legeme ſtive Borſter. Halen er ikke ſynlig udvendig; de forte Lemmer ere udruſtede med 5 lange, brede og flade Gravekloer, ſom paa For— fødderne ere ganſke lige, pan Bagfodderne noget buede. De grave overmaade hurtigt, kunne rulle fig ſammen ſom Pindſvin og leve af Myrer og Termiter, hvilke de ligeſom Myreflugerne fange ved hurtig. at ffyde Tungen ud og ind. 2. Nebdyret Ornithorhynchus paradoxus) ligner noget en Bæver, men kjendes ſtrax paa det brede, flade, dybt ſpaltede Andenceb; langs Randen af Undernæbet findes endogſaa lignende Takker ſom hos Enderne. Pelſen er tyk, men glat, Halen flad og haarkloedt; Lemmerne ere forte Svommepoter, Forpoterne med flade Kloer og en ſtor Svommehud, der rager langt udenfor Kloerne, men kan ſlaaes tilbage, naar de ffulle bruges til at grave med, Bagpoterne med fort Svommehud og krumme, ſpidſe Kløer. De opholde fig ved Søer og Floder, hvor de fiſke ſmaae Vanddyr og anlægge deres Boliger i Brinkerne med een Indgang under Vandet og een ovenfor ſamme; dybeſt inde er et Leie af Hs for Ungerne. 10. Syvende Orden: Nopdyrene (Feræ S. Carnivora) ere Pattedyr med Poter, 8 Fortender, krumme og ſpidſe Hjornetender, ſamt de forreſte Kindtender ſkarpe og ſavtakkede, de bageſte derimod knudrede. Rovdyrene. 75 Rovdyrene have g i Forhold til de andre Tænder ſmaae Fortender, af hvilke de midterſte ere de mindſte, de yderſte de ſtorſte, ſkjondt af forſkjellig Storrelſe hos de forſfjellige Slægter; de mindſte Fortænder findes hos Kattene, de ſtorſte hos Hyeenerne og Bjornene. De ere enten ſpidſe eller ende med en til— ſkerpet Flade og benyttes enten til at gnave Kjodet fra Benene eller, naar Opret ogſaa tager nogen Plantefsode til fig, til at afplukke Ber og deslige, — Hjornetenderne bruges deels til at gribe Fig. 63. Fig. 64. Tender af en Kat. Tender af en Hund. og faſtholde, deels til at ſonderfleenge Byttet; de ere altid kegle— dannede og krumme, og Underkjceebens gribe ind i et tomt Rum foran Overkjeebens, naar Munden lukkes. — Af Kindtender findes der hos ethvert Rovdyr 3 forſtjellige Former. J hver Kjebeſide er der een ſtor, ſammentrykt, i flere ſtarpe Takker deelt Rovtand ), der er anbragt lige indenfor Mundvigen og glider tæt forbi Rovtanden i den modſatte Kjcebe, ſom de to Blade paa en Sax, naar Munden lukkes. Rovtanden i Underfjæben (den forſte ægte Kindtand) har gjerne bagtil en knudret Flade, og den i Overkjceben (den ſidſte uægte Kindtand) har ofte indvendig en knudeformig Hel; jo mere disſe Partier ere udviklede, deſto mere nærmer Rovdyret fig til at være altædende. Savtenderne, der ſidde foran Rovtenderne, ere ligeſom disſe ſammentrykte og ſkarpe, men mindre, have i Almindelighed kun een Tak og gribe ) J Fig. 63—69 ere Rovtenderne merkede med *. 76 Ropdyrene. — ind i hinandens Mellemrum, naar Munden lukkes, men glide ikke forbi hinanden. Jo flere Savtender der er, deſto længere bliver Kjceben, men deſto ſpagere tillige Rovdyrets Bid. Bagved Rov— — tanden ſidde Er Knudetender, der anvendes til at tygge Føden, iſer Blanteføde, for faa vidt der heraf ogfaa fortæres Noget, hvorimod Sav- og Kovtænderne ifær anvendes til at ihjelbide Byttet, afbide Kjodſtykker, knuſe Knogler og Bruffe ofv.; i det hele ftaaer de ſkarpe og de knudrede Kindtenders Uddannelſe i omvendt Forhold til hin— anden, ligeſom overhoved de nævnte 5 Slags Tenders forſfjellige Uddannelſe afſpeiler Dyrets Levemaade og er af Vigtighed for Begrendsningen af Slægter og Familier. — Underkjcebens Be— vegelſe finder kun Sted. i Retningen op og ned, hvorved den ſmalle Underkjcebes Tandrad tildeels optages indenfor Overkjebens. Rovdyrenes Fødder ere Poter med 4 eller 5 Teer. Nogle gane pan hele Fodſaalen og have derfor en mere langſom, ſlebende Gang (Bjørnen); andre gage paa Tcerne alene og lobe eller ſpringe raſk (Hunde, Katte), medens andre i denne Henſeende ſtage midt imellem begge. Hos nogle (Kattene, tildeels ogſaa Maarene) kunne Kloerne bevares for Slid ved at træffes ind under Gangen, idet Kloleddet boies tilbage under en ſpids Vinkel mod Tagens andet Led. — Af Sandſerne ere iſcer Hørelfen og Lugten eller Synet ſteerkt uddannede, mindre hyppigt Smagen, da Tungens Vorter ofte ere ganſke hvasſe. — Haarlaget kan hos de forffjellige Arter være mere eller mindre fyldigt. Mange, ifær nordlige Rov— dyr jages for deres Skinds Skyld. — Den ſmidige og ſmeekkre Bæfel og den plumpe Bjorn kunne tjene ſom Exempler paa Rov— dyrenes Forſkjellighed i Legemsbygning og Storrelſe. Deres Fode er fornemmelig Kjodet og Blodet af levende varmblodige Dyr, ifær af Gnavere og Drovtyggere; Vildhed og Grumhed ere derfor deres almindelige ſjelelige, ligeſom Styrke og Hurtighed deres legemlige Egenſkaber. Nogle lifte fig lydloſt paa deres Bytte eller lure paa det i Baghold i et Træ eller i det høie Gres ved Rovdyrene. 77 Vandſtederne og overfalde det pludſelig med et Spring, idet de, hvis det er et ſtorre Dyr, ſlage Zænder og Kloer i det og lade det lobe med fig, indtil det ſtyrter, hvorpaa de udſuge og tildeels fortere det; andre jage deres Bytte i Flokke med lydeligt Glam; enkelte leve tillige af Aadſler, nogle af Fiſfk; Reævene fortære mange ſtorre Inſekter, Bjørnen og Grevlingen megen Plantefode, ja en braſilianſk Skovhund lever næften udelukkende af Frugter. De fleſte ere mere Natdyr end Dagdyr og have deres Tilhold i Skovene; dog have ogſaa Stepper og Orkener ſamt Flodernes og Havets Bredder deres Rovdyr. De findes neſten overalt f. Ex. lige fra Nordpolen til Amerikas Sydſpidſe, dog (med Undtagelſe af Dingohunden) ikke faa Auſtralien og Sydhavsøerne; de flefte og ſtorſte Arter af glubſte Rovdyr findes nu i det hede Jordbelte, men i den yngſte tertiære Tid var Europa lige fan rigt paa ſtore Rovdyr (f. Ex. Hule-Loven,-Hycenen og -Bjornen), hvis Knogler nu findes i de ſaakaldte Knoglehuler ſammen med de Dyrs, af hvilke de levede; i Reglen have disſe „Hulerovdyr“ overgaget deres nulevende Slegtninge i Storrelſe og Styrke. Rovbdyrenes Formerelſe er temmelig ftærf, da de ſom ofteſt fode 4—6 Unger ad Gangen; disſe ere i de forſte Dage blinde og neſten nøgne. — Uagtet deres Vildhed er det lyk— kedes Menneſket at tæmme enkelte Rovdyr og at benytte deres Naturdrifter til fit Tarv. Selv de vildeſte Jægerfolf benytte Hunde til Jagt, og alle Hyrdefolk bruge dem til at be— vogte deres Hjorde og til at bekempe andre Rovdyr; men forſt de agerdyrkende Folfefærd have teemmet Katten, der dog aldrig bliver faa tam ſom Hunden, men egenlig kun i Menneſkets Boliger fortfætter fin Jagt efter Smaagnavere og derved beſtytter Kornforraadene. O verſigt over Rovdyrfamilierne: a. med i Knudetender: ene | Taagængere. Denner. LENE | 78 Rovdyrene. b. med + Knudetender: 4. Miarene c. med 2 Knudetender: deels Taa- deels Saalegengere. 5 Viver terne d. med 5 Knudetender: . D UN DENE FEE eee Taagengere. Bi nen?enen rrNs Saalegeengere. Kattene og Hyenerne adſkilles let ved at hine have 5 disſe 3 Sav⸗ tænder; Bjornene og Hundene ved Forſtjellen i UÜdviklingen af de ſterende og knudrede Kindtender. Naar alle levende og uddøde Former medtages, er Knudetendernes Antal dog ikke ſaa konſtant i hver Familie, ſom her er forudſat. Der gives ſaaledes Hunde med 3 Knudetender (den ſtororede Otocyon caffer), med z, ja endog med 1 Knudetand (det ſidſte hos den braſilianſke Ilderhund, leticyon). Dverghyenen (proteles) i Sydafrika, der kun lever af Lam og af Faarenes Fedthaler og Fedtpuder, har kun 4 ſmaae og ſpidſe Kindtender (hverken Knudetender eller Rovtender.) — J den uddøde Slægt Smilodon i Braſilien naaede Glupfkheden og Rovlyſten uden Tvivl fit Hoidepunkt, udtrykt i de uhyre, dolkformige Hjornetender og deri at Kindtendernes Antal er bragt ned til 3. lſte Samilie: Kattene (Felis) have een meget lille Knudetand i Overkjeben, ingen i Underkjeben, => Savtænder (Fig. 63), et fort rundt Hoved og en hvas Tunge; de gane paa Zæerne og have tilbagetrekkelige Kloeer. Deres Krop og Lemmer befinde baade Smidighed og Styrke; Syn og Horelſe ere udmerket ſkarpe. Da flere Arter forene en uſcedvanlig Storrelſe og Styrke med hele Slægtens Beheendighed og Blodtorſt, omfatter denne Slægt de farligſte Rovdyr; Kjod af varmblodige Dyr, men fornemmelig disſes Blod og blodrige Indvolde, f. Ex. Lever og Lunge, ere deres Føde. De leve enkeltvis eller i Forplantningstiden parvis og liſte ſig ganſte tyſt om eller lure i et Baghold paa deres Bytte, ſom de gribe i Springet med Klgerne; forfeile de det, luffe de bort og ſpringe ikke efter det igjen; efter at have mættet fig med Blod lægge de fig hen og dovne. De talrige Kattearter kunne fordeles i 3 Hovedgrupper: Loverne ere ſtore, eensfarvet gulagtige og have Manke; de egenlige Katte kunne være plettede, ſtribede eller eensfarvede; Losſerne ere hoibenede, korthalede og have en Haarduſk i Ropdyrene. 79 Spidſen af Øret (ſamt kun 4 Savtender, medens de andre Kattearter have 3.) r end sære . ODER RAS ar Fig. 65. En Jaguar. 1. Den afrikanſke Love (F. Leo) har en hornagtig Torn i Haleſpidſen, og dens Forkrop er deekket med en Manke af lange Haar. Oprindelig var Løven udbredt over hele Afrika, Aſien indtil Ganges og Grekenland, men er nu udryddet paa mange Steder. — 2. De egenlige Katte ere: a) Tigre, ſtore Katte med morke Tverſtriber paa rodgul Grund. Den aſiatiſke Kongetiger (F. Tigris) er det for Menneſket farligſte Rovdyr; den har fit Hovedſcede i Indien, paa Java og Sumatra, men forekommer ogſaa i hele Mellemaſien, ja endog i det ſydlige Siberien; b) Pantere, ſtore eller middelſtore Katte med morke Ringe paa gul Grund, f. Ex. Jaguaren (F. Onca), Amerikas farligſte Rovdyr (den amerikanſke Tiger), udbredt fra La Plata-Floden til de ſpdlige Friſtater, Leoparden i Nord-Afrika og de tilſtodende Dele af Aſien o. ſ. v.; c) Katte i Almindelighed ſmaae, deels ensfarvede, deels med mørfe Pletter paa lys Grund, deels med morke Tver— ſtriber. Den ſidſtnevnte Tegning findes f. Er. ofte hos Hus— katten (F. domestica) og altid hos Vildkatten (F. calus), der er betydelig ſtorre og har en tykkere og kortere Hale end Hus— katten; den findes nu kun ſjelden i tætte Bjergſkove, ifær i det oſtlige Europa og Nord-Aſien. Huskatten nedſtammer rimelig— vis fra en i Nillandene vild levende Katteart [F. maniculata). — Kuguaren (P. concolor, den amerikanſke Love) er ſtorre, eens— farvet gulgraa og udbredt over Syd- og Mellem-Amerika indtil de nordlige Friſtater; den er ikke farlig for Menneſket, men dræber meget Kvæg for at udſuge Blodet. — 3) Den egenlige Los (F. lynx) findes nu iſeer i de ſkandinaviſke, mellemeuropeiſke og fiberiffe Bjergſfkove. Den kan naae Ulven i Storrelſe og er om Vintren mere graalig, om Sommeren mere rodlig med mere eller mindre tydelige forte Pletter. Audre Arter i Nordamerika o. ſ. v. 80 Rovdvyrene. 2den Samilie: Hyænerne (Hyæna) ere lidt høiere over Forkroppen end over Bagbenene, fan at Ryggen falder ſkraat af bagtil (Fig. 28). J Tandforholdene ligne de Kattene, men have en Savtand mere (3) i hver Kjebe; derved bliver deres Snude længere og Udſeendet mere hundeagtigt. De gage paa Zæerne, hvis Kloer ikke ſom Kattenes funne træffes ind. Ligeſom Viverrerne have de Gatkjertler, der afſondre en ſtinkende Veedſke. De ligne ogſaa disſe Dyr i Henſeende til Haarkledningen, ſom er tegnet med mørfe Striber eller Pletter paa gulgraa Bund og beſtager af Borſter, der langs ud ad Hals og Rog reiſe fig ſom en Manke; Halen er fort og buffet. Slægten er udbredt over Afrika og Syd-Aſiens Faſtland; de have deres Tilhold i Huler og ernære fig deels af mindre Pattedyr, deels af Aadſler. zdie Samilie: Hundene (Canis) ere ligeſom Hyenerne temmelig hoibenede, langſnudede Taageengere, hvis Kloer ikke kunne træffes tilbage; de have 1 12 Kindtender (Fig. 64), hvilket ſtager i Overeensſtemmelſe med, at de mere end Kattene knuſe deres Fode og mindre leve af Blodet alene, ligeſom der ogſaa findes adſkillige Hundearter, ſom tage til Takke med koldblodige Dør eller endog med Plantefode. Deres Tunge er blod og deres Lugt ſkarpere end deres Syn. Hundeſlegtens talrige Arter ere for— deelte over den hele af Rovdyrene overhoved beboede Deel af Jordkloden fra Nordpolen til Falklands⸗Oerne; det er ſmaage eller middelſtoere Dyr, ſom (med Undtagelſe af Revene) leve i Flokke og jage deres Bytte med Goen eller Hylen; kun Rævene grave Huler, men ingen Hunde-Art klattrer i Treer. Ræven (C. vulpes) er ſpidsſuudet, har en lodret-aflang Pupil og en lang buffet Hale med en ſaakaldet Violkjertel; af, Farve er den rødbrun, i nordlige Lande neſten fort. Den lever parvis og efterſtreeber Fugle og ſmaage Pattedyr, men tager dog ogſaa en Deel Inſekter, Krebs, Orme, Padder og desl. — Polarrœven (C. lagopus) i de nordlige ſkovloſe Polarlande har en tet Pels, der — tildeels efter Aarstiden — ſnart er blaagraa, ſnart hvid. Rovdyrene. 81 Ulven (C. Lupus) er ftørre (fom de ftørfte Hunde), har en tykkere Snude, en rund Pupil og en graa Pels; den var oprindelig udbredt over hele det nordlige folde og middelvarme Jordbælte, men paa de tættere bebyggede Steder (f. Er. i Danmark og Stor— brittanien) er den ganſke udryddet; i temmelig Mængde findes den endnu i Pyrenæerne og Jurabjergene, men iſer i det nordlige Skandinaviens og Oſt-Europas Skove, hvorfra den i folde Vintre vandrer i ſtore Skarer til de mere bebyggede Egne. Ulven angriber iſer de ſtorre Pattedyr (Heſte, Oxer, Hjorte, Elsdyr og Rensdyr). Neermeſt beſlegtede med Schakalen (C. aureus, i Syd— Europa, Afrika, Syd-Aſien), maaſkee nedſtammende fra denne, ere de mangfoldige Afcendringer af Hushunden (C. familiaris), ſom alle have det tilfcelles, at de bære Halen bøiet opad. For flere halvteemmede Hunde har man troet at kunne paaviſe deres Op— rindelſe fra vilde; ſaaledes ligne visſe Indianeres Hunde meget Prairie-Ulven, og Krabbehunden i Guyana og Dingo-Hunden i Auſtralien ſkulle forekomme baade i vild og i temmet Tilſtand. De forſkjellige Hunderacer (f. Ex. Mopſe, Dogger, Pudler, Faare— hunde, Taxhunde, Stovere, Honſehunde, Mynder og Blodhunde, foruden de i Amerika oprindelige Hunderacer, hvoriblandt de ſtumme og nøgne Hunde) afvige meget fra hinanden deels i Üdſeende, Bygning, Storrelſe og Styrke, Haarlag og Farve, deels ved deres Anvendelighed ſom Jagt-, Hyrde- eller Gaardhunde eller endog ſom Treekdyr (i Grønland og Kamſchatka). Hunden er ved fin Styrke, Mod, Forſtand og Troſkab bleven Menneſkets uundværlige Hjelper og Ledſager overalt, paa alle Kulturtrin og til alle Tider. En egen Sygdom, der meddeler fig til Dyr og Menneſker, ſom den ſyge Hund bider, er Bandffræf. Flere Steder i Syd-Amerika, f. Ex. i Pampas, findes Flokke af forvildede Hushunde. 4de Samilie: Maarene have kun 1 Knudetand, men fra 2 til 4 Savtender i hver Kjebeſide; det er labbenede Dyr med Gatkirtler, der afſondre en ſtinkende Vedſke, og de have ofte en ualmindelig Tegning, idet Ryggen enten er lyſere end Bugen, eller Ryg og Sider tegnede med lyſe Lengdeſtriber paa mork Grund. Nogle ere meget langſtrakte og ſmekkre, andre mere forte og plumpe; nogle gage paa Teeerne, andre paa Saa— lerne; nogle klattre i Zræer, andre ere Vanddyr, atter andre grave Huler i Jorden; nogle ere meget glubſte HAR andre leve for en Deel af Plantefode. Forſtjellen i Levemaade og Tandbygning ſees bedſt ved at ſammenligne en Maar og en Greævling (Fig. 66 og 67); hos hin er det knudrede Parti 6 82 Rovdyrene. fun lidt udviklet, Rov- og Savtænderne derimod vel udviklede; hos Græv- lingen er derimod Knudetanden i Overkjeben og den knudrede Deel af Rov— tanden i Underkjeben ſerdeles udviklede paa de ſkerende Deles Bekoſtning. Fig. 66. Tender af Maar. Fig. 67. Tender af Gravling. a) Maargruppen lever udelukkende eller dog fornemmelig af varmblodige Dyr og har forte, ſkarpe og krumme (i Al— mindelighed noget tilbagetrekkelige) Kloer; en Deel af de herhen hørende Arter klattre i Treer. Jerven (Gulo borealis) er noget ftørre end en Rev, fort og underſcetſig af Bygning, har en buffet Hale, et rundt Hoved og en grov langhaaret Pels; den er ſort paa hele Under— kroppen, oventil brun med en ſtor ſort Plet paa Ryggen. Den har fit Hjem i det nordlige foldere Jordbeelte (f. Ex. i Skandi— naviens Bjergſkove) og er et glubſk Rovdyr, der i fin Adfærd har megen Lighed med Losſen og andre Kattearter, idet den lige— ſom disſe lifter fig paa fit Bytte (iſcer Rensdyr) eller kaſter fig ned paa dem fra Træerne, ihjelbider faa mange ſom muligt, forſt drikker Blodet og derefter fortærer af Kjodet, hvad den kan, ned— graver Reſten o. ſ. v. Maarſlegten Mustela) omfatter adſkillige Arter af ſmaae, langſtrakte og ſmekkre, neſten ormformige, lavbenede Rovdyr, der N kunne klemme fig gjennem meget ſnevre Aabninger, Hvorfor disſe gridſke, blodſugende og morderiſte Dyr blive meget farlige for Smaagnavere, Fjerkre og Fuglevildt. Man kan ſkjelne 3 Underafdelinger: c) egenlige Maare: Husmaaren (M. foina) og Skovmaaren (M. martes), begge brune af Farve, ſamt Zobelen (M. zibellina), hvis Pels er graa, i Siberien; 6) Veſler, i nordlige Lande om Sommeren brune Rovdyrene. 83 foroven og hvide underneden, om Vintren ganffe hvide: den lille Væfel eller Bruden (M. vulgaris) og Læfatten eller Hermelinen M. erminea) med fort Haleſpids; Maarene og Bæflerne leve blot af varmblodige Dyr og have deres Tilhold i Huller i Mark og Skov. 7 Ilderne opholde ſig derimod i Nerheden af Vandet, ſvomme gjerne og leve tillige af Fiſk, Froer og Krebs; herhen hore: den almindelige Ilder (M. putorius) og Flodilderen M. lutreola), der ved fin Levemaade og begyndende Svommehud mellem Tæerne nærmer fig noget til Odderne og findes i det oſtlige Europa. Fig. 68. En Lakat. b) Oddergruppen beſtager af Vanddyr med Svomme— poter; de leve iſer af Fiſke, og deres Klger ere kun ſvagt udviklede. Odderne utra) have en lang og trind Krop, et fladt Hoved, ſmaae Dine og Oren ſamt en lang, noget flad Hale, forte Lemmer og et fort, glat Haarlag. De ſvomme og dhykke udmerket og leve ved Bredderne af ferſk og ſalt Vand, iſeer af Fiſke, dog ogſaa af Krebs, Frøer, Fugleunger, Vandrotter o. ſ. v. Havodderen (Enhydris marina) forekom fordum langs med hele den aſiatiſke og amerikanſke Kyſt af det nordlige ſtille Hav, men er bleven fan meget efterftræbt for fit Skinds Skyld, at den nu paa mange Steder er udryddet. Ved Bagfoddernes Form og ved den Maade, hvorpaa disſe kunne dreies fortil, udad og bagtil, nærmer den fig til Hvalrosſen. c) Grevlingernes Gruppe beftaaer af gravende, tildeels planteedende Dyr med ſterke Gravekloer paa Forpoterne. 6 * 84 Rovdyrene. Grœevlingen (Meles Taxus) er oventil graa med en mork . Stribe hen ad Kinden, nedentil fort; den graver dybe Huler med flere Udgange og ligger om Vintren i en let Ovale. Foruden af Smaapattedyr, Fugle, Inſekter, Frøer o. ſ. v. lever den af ſaftige Nødder, Olden, o. ſ. v. Stankdyrene (Mephitis) have en længere, buffet Hale og ere forte med hvide Leengdeſtriber, men ligne iøvrigt Grevlingerne; naar de forfølges, udſproite de en ved ſin Stank neſten bedøvende Veedſke. De findes i Nord- og Syd-Amerika. Hte Familie: Viverrerne ſtemme i mange Forhold over— eens med Maarene, ſaaſom ved den lange, ſmeekre Krop, de lave Been, ved at Klsoerne kunne træffes noget tilbage, ved at nogle ere Taa-, andre Saalegeengere, ved Kirtlerne omkring Tarm— aabningen og ved Levemaaden i det hele, men afvige fra Maarene ved at beſidde 1 Knudetender. Af denne artrige Familie, hvis Üdbredning dog er indſkrenket til Afrika og Syd— Aſien, ere de bekjendteſte de ſaakaldte Desmerkatte (Viverra Genetta, Zibetha og Civetta), der holdes ſom Husdyr i Syd— Europa, Egypten og Indien for at vinde den af de ovennævnte Kirtler afſondrede Desmer, og den egyptiſke Pharaorotte eller Ichneumon (Herpestes), der gjør fig fortjent ved at udrydde Krokodilceg, Slanger o. ſ. v. te Familie: Bjornene (Ursus) ere Saalegengere og have 2 meget ſtore Knudetenderz; det er ſtore plumpe Dyr med en grov Pels, en bred Ryg, kraftfulde Lemmer, brede Fødder og lange, krumme Kloer ſamt en meget fort Hale; de have en bred Bande, men en tynd Snude, ſmage Oine og forte, opſtagende É 5 Oren. Af deres Kindtender 5 er det knudrede Parti langt betydeligere end det ſterende, „ idet Knudetenderne og den ůknudrede Deel af Rov— tænderne ere meget ud— viklede, hvorimod den ſkerende Deel af Rovtenderne ſamt Savtænderne kun ere ubetydelige. V Fig. 69. Landbjornens Tender. Ropdyrene. 85 Landbjornen (L. arctos) er brun eller fort af Farve, hen— ved 3 Alen lang og 12 Alen hoi og har fit Hjem i det nordlige Jordbeeltes Skove, men er udryddet paa mange Steder i Mellem— Europa, faa at den der nu fun træffes i Bjergegnene. Den lever iſer af ſaftige Planteſtengler og Rødder, moden Sed ſamt alle Slags Ber og ynder meget Honning og Myrer, men anfalder Fig. 70. Landbjornen. ogſaa, ifær naar den engang har faaet Smag derpaa, Heſte og Oxer, ſom den dræber med et Slag af de ſteerke Forpoter og bærer bort i fin Favn, gagende paa Bagpoterne. Forfulgt tager den ofte fin Tilflugt til Træerne. Om Vintren ſover den uden at tage Føde til fig i fit Hi (en med Granris, Mos og Lyng udflædt Fordybning) og terer paa det Huld, den har lagt ſig til om Efteraaret. — J Nord- og Syd-Amerika (Anderne) og Indien forekomme andre Bjornearter, af hvilke den ſtore og ftærfe, graae Bjorn (. ferox) i Nord-Amerikas Klippebjerge og Prairier er en af de mærfeligfte, Isbjornen (U. maritimus) afviger fra Landbjornene ved fin hvide Pels, fine haarflædte Fodſaaler, længere Hals og for— ſkjellige Fyſionomi. Dens Forekomſt er indſkrenket til Bredderne af Hudſons- og Baffins-Bugten, Spidsbergen og det nordligſte 86 Sæferne. Siberien; af og til drive enkelte med Isflager til Island og Finmarken. Den fvømmer og dykker fortræffeligt og lever af Fiſte, Vandfugle og Sealer. Til Bjornenes Familie henregnes endnu i Almindelighed nogle mindre Rovdyr, der ligeſom de ægte Bjørne have ? Knudetender og gage paa Saalerne, men forreſten mere ligne Jerven og Grev— lingen, ſaaſom Vaſkebjornene (Procyon), Neſebjornene (Nasua) og Kinkajuen (Cerccoleptes, mev Tilnermelſe til Snohale), alle amerikanſke Dyr, der baade leve af dyriſk og Plante-Fode. u. Ottende Orden: Sælerne (Phocæ) ere Pattedyr med teendannet Legeme og forte Lemmer med Svommepoter, af hvilke Bagpoterne ere rettede lige bagud, og med 4, Beller 2 Fortender, kegledannede Hjornetender og eensdannede Kindtender. Fig. 71. En Graaſel. Sælerne ere ved deres hele Bygning indrettede til at ſosmme, men kunne dog ogſaa hjælpe fig frem paa Kyſten og dennes Sker og Is. Deres Legeme er trindt, men tyndere mod begge Ender; Halſen er i Reglen fort, Hovedet lille og rundt; de giennembryde derfor Vandet med overordenlig Lethed. Arme og Been ere meget korte og rage kun lidt udenfor Kroppens Hud; Tcerne ere neſten ſkjulte i den tykke Svømmehud, men dog i Almindelighed forſynede med tydelige, om end ikke ſtore Sælerne. N 87 Kloer. Forlapperne benyttes (hos de ægte Seler) kun til at ſtyre med, ere under Spomningen trufne ind til Kroppen; det egenlige Svomme— redſtab ere Bagfodderne, der bevæges op og ned; da de midterſte Teer ere de korteſte, er deres Omrids halvmaaneformigt; Halen er kun en mellem dem liggende ubetydelig Stump. — J Bandet ſvomme og dykke Selerne udmærket, men paa Land eller Is have de vanſkeligere ved at komme frem, da Bugen ſleber paa Jorden; deres Bevegelſe er her en Slags kluntet Galop, ſom frembringes ved at kaſte Forkroppen frem, derpaa træffe Bagkroppen til fig o. ſ. v. Kun Hvalrosſens og Oreſcelernes Bevegelſer paa Land ere mere en vaklende Gang, da deres Lemmer ſtaae noget længere ud fra Kroppen, og Bagfodderne vende mere udad og fortil, men dog baade klodſede og befværlige, Deres Fødder have ogſaa under— neden en nøgen Tredeſaal, ſom mangler hos de egenlige Seeler. Oinene ere ſtore hos de egenlige Seeler og vende opad, Oregabningerne ſmage, uden Orebruſk; Nekſeborene kunne ſpiles meget vidt op, naar Selen træffer fit Veir over Bandet, men lukkes ganſke tæt til, naar den dykker. — Huden er bekledt med korte, ſtive, tiltrykte og glindſende Haar; under Huden ligger i Almindelighed et tykt Lag Spæf. Naar Ungerne fodes, ere de i Reglen bekledte med en tyk Uld, forſaavidt ſom denne ikke alle— rede er fældet inden Fodſelen. Ligeſom hos Rovdyrene ere de midterſte Fortender de mindſte, de yderſte de ſtorſte, men deres Antal vexler fra ind— til 4, ja indſkreenkes hos Hvalrosſen endog til 8. De ere i Almindelighed krumme og ſpidſe ligeſom Hjornetenderne, der ere noget ftørre end Fortenderne, men forholdsvis mindre end hos Rovdyrene. Kindtendernes Antal er i Reglen 2 i hver Side; de ere ſmaae, ofteſt adſtilte ved Mellemrum og alle eens, hvor forſkjellig en Form de end kunne have hos forſfjellige Arter, nemlig enten ſammentrykte og fleertakkede (Fig. 72) med een ſtor Taf i Midten og nogle mindre for og bag, eller kegledannede (Fig. 73) ligeſom For- og Hjornetenderne, eller forſynede med 88 Sælerne. en ſkarp rynket Eg (Fig. 74), eller de blive ved Sliddet til ſtumpe Knuder ſom hos Hvalrosſen (Fig. 75). Tender af forſkjellige Saler. Sælerne høre til de ſtorre Pattedyr; de mindre have en Længde af 3—4 Fod, medens de ſtorſte blive mindſt 12 Fod lange (f. Ex. Sg⸗Elefanten i Sydhavet). De leve af Fiſke, Krebs, Bløddyr o. ſ. v. Deres rette Hjem ere de nordlige og ſydlige Polarhave, hvor de færdes mellem Sker og Is— flager, dernceſt de tilgrendſende middelvarme Have (f. Ex. Oſter— ſoen), men i de varme Have findes kun fage. Enkelte Arter forekomme ogſaa i de ftørre Indſoer og Indhave f. Ex. i det kaſpiſte Hav, Baikal-, Aral-, Ladoga- og Saimen-Soen. Medens nogle føge tæt ind til Kyſten, holde andre, f. Ex. Klapmydſen og Svartſiden, fig længere ude og beſoge kun de yderſte Sker. De fleſte Arter færdes i ſtore Flokke, leve i Polygami og foretage efter Aarstiderne regelmeſige Vandringer, deels for at folge Fiſke— ſtimerne, deels for i Forplantningstiden at ſoge op paa Isflager og Sker; med Undtagelſe af denne Tid komme de kun leiligheds— vis op af Bandet for at ſole fig eller for at ſove. De føde 1 eller 2 Unger, der ikke gage ud i Bandet, førend de have om— byttet deres uldne Pels med den glatte Haardragt. — De mindre Seeler kunne temmes og afrettes til at folge deres Herres Baad, fiſke til ham o. |. v., og viſe da en lignende Hengivenhed ſom Selerue. 89 Hunden. — Ved Polarhavets Kyſter ere Selerne Beboernes vigtigſte Rigdom, ja næften Betingelſen for deres Tilverelſe; Alt benyttes af dem, baade Skind, Spek, Kjod, Sener, Tarme o. ſ. v. Robbefangſten, der ifær drives i det gronlandſke og aleutiſke Hav og i Sydhavet, har imidlertid betydelig indffrænfet deres Mengde. 1. Fjordſelerne (Phoca) have 4 Forteender og fleertakkede Kindtender (Fig. 72). De herhen hørende Arter ere alle nordiſke og leve tildeels eenligt, ikke langt fra Kyſten. Remmeſelen (Ph. barbata) og Svartſiden (Ph. grenlandica) forekomme kun i Polarhavet, den ſpettede (Ph. vitulina) og den ringede Seel Ph. annellata) derimod ogſaa i Øfterføen. 2. Graaſelen (Halichoerus grypus) har & Fortender og kegledannede Kindtender (Fig. 73), er almindelig i Sſterſsen og ved Island, lever i Flokke, men kommer kun til de yderſte Skeer og Landpynter. 3. Ble reſelerne (Cystophora) have ! Fortender og Kind— tender med ſkarp Eg (Fig. 74); Hannen har ovenpaa Snuden en Snabel eller en los Hud, der kan puſtes op ſom en Bläere. Klapmydſen (C. cristata) er en hoinordiſk, So-Elefanten (C. proboscidea) en Sydpols-Art. ! Temmelig afvigende fra de ægte Sæler ere de to Slægter: 4. Ørefælerne (Otaria) have “ Fortænder og Kindtender med flere Takker ligeſom Fjordjælerne, men ere mere langhalſede, have ſmaae Ørebruffe og luffeagtige Forlemmer, medens Bag— foddernes Omfang er forøget ved at Huden forlænger fig langt ud over Klserne; Hannerne ere meget ſtorre end Hunnerne. Her— hen høre de ſaakaldte Solover (Ot. jubata), hvis Hanner have Manke, og Sobjornene (Ot. ursina), der ere mere laadne over det hele og deels forekomme i den nordlige, deels i den ſydlige Deel af det ſtille Hav, og hvoraf en ſtor Mængde blive dræbte, naar de i Forplantningstiden komme til Kyſterne. 5. Hvalrosſen (Odobænus Rosmarus) er mere fort og plump, men tillige mindre lavbenet end de andre Seler. Tæn- derne (Fig. 75) ere oprindelig (Melketeenderne) 215 alle kegle⸗ 3 dannede, men hos de udvoxne 11 ; medens Hjornetenderne i 0. 1. . Overkjceben udvikles til to uhyre, i Roden aabne Stodtender, der rage langt udenfor Munden og benyttes til Forſvar og til at losrive Foden, ſom beſtager i Muslinger og Orme, fra Hav— bunden, forvandles alle de øvrige Tender ved Sliddet til ſtumpe Knuder; de bageſte falde gjerne ud med Alderen, ſaa at det hele 90 Gnaverne. Autal af Knudeteender kun er 4 i hver Kjebeſide. Hvalrosſens Hjem er visſe Stræfninger af Nordhavets Iskyſt (Hudſons og Baffins-Bugten, Spidsbergen, Nowaja-Semlia og det aleutiſte Hav), paa hvilke Steder der drives megen Hvalrosjagt iſcer for Stodteendernes Skyld, der benyttes ſom Elfenbeen. 2. Niende Orden: Gnaverne (Glires) ere Pattedyr med Poter og uden Hjornetender, men med 2 lange og krumme Fortender med aaben Rod og meiſeldannet Bideflade, der ved et langt tandløft Mellemrum ere ſkilte fra de ſtribede eller knudrede Kindtender. Gnavernes Orden er en af de talrigſte blandt Pattedyrene (af hvis Arter de udgjore næften 3) og udbredt over den hele Jord. Alle Gnavere ligne hinanden overmaade meget baade i Udſeende og Bygning. De ere alle ſmage Dyr; kun fage f. Ex. Beveren, Gnaverpindſvinene og Capivaren ere ftørre end Haren; i Almindelighed have de et rundt Hoved, ſtore Dine, lange Var— børfter, forte, af den bløde Pels kun lidet fremtredende Forpoter, men noget længere Bagpoter, hvorfor de altid ere noget høiere bagtil end fortil og deres Gang meer eller mindre hoppende. De yngle overordenlig ſteerkt og leve alle, de fleſte endog udelukkende, af Plantefode. Mange af dem ere kun i Bevegelſe om Natten og ligge om Vintren i Dvale eller ſamle ſig Forraad til Brug i denne Aarstid. Storſte Delen ere gravende Dyr, og det er for— nemmelig indenfor denne Orden, at der optræder Exempler paa Kunſtdrift, Selſkabelighedsaand, Vandrelyſt og andre Yttringer af Inſtinktet. Til denne Orden høre ogſaa nogle af de Dyr, ſom tilfeie Menneſtet ſtorſt Skade, og ved deres forſparsloſe Tilſtand og Talrighed fage de ſtor Vigtighed i Naturen ſom afgivende Føde for Rovdyr. | Fortænderne ere krumme og meget lange, men kun et mindre Stykke af dem rager frem af Kjebebenet (Fig. 77); deres Gnaverne. 91 Gjennemſnit er tre- eller firkantet, men da de kun paa deres forreſte Flade ere beflædte med Emaille (der ofte har en rod Farve), og da Fortenderne i Underkjceben under Brugen glide op og ned foran og bagved dem i Overmunden, faae de ved Sliddet meiſeldannede Bideflader, der ere vel ſkikkede til at af— gnave eller afraſpe Føden i ſmage Splinter. Dertil udfordres dog tillige en beſtemt Længde, faa at de kunne nage ſammen, hvorfor Værten ſtadig maa holde Skridt med Sliddet, hvilfet opnages ved, at de ere aabne i Roden. Hos de Gnavere, Fig. 76. Beverens Tender.“ Fig. 78. Capivarens Kindtender. der leve af Trebark, Knolder o. ſ. v., ere Forteenderne uſcedvanlig brede f. Ex. hos Bæveren og Blindmuſene; ſerdeles ſmalle og ſpidſe ere de hos de mere altædende f. Ex. Muſene. Kind— tænderne ere hyppigſt & eller 4, dog kan Antallet ſtige til £ eller ſynke til 2; hos nogle, der deels leve af Frugter (Nodder, Korn), deels ere temmelig altædende, f. Ex. Egern, Mus og Rotter, ere Tyggefladerne ſtumpt knudrede; hos de fleſte Gnavere ere de derimod ſtribede paa tvers, enten meer eller mindre fint foldede eller endog ſammenſatte (f. Ex. hos Capivaren); hos dem, der leve udelukkende af meget ſeige Planteſtoffer, ere Kindtenderne enten aabne i Roden, eller de lukkes forſt meget ſeent og ufuld— * Kindtenderne ere ikke fremſtillede i deres virkelige Stilling, men noget paa ſkraa, ſaaledes at man kan fee Tyggefladerne. : 92 Gnaverne. komment. Kjebernes Bevægelfe kan i Reglen kun finde Sted i Retningen frem og tilbage, ikke til Siderne; naar Foden tygges, glide Kindtenderne derfor over hinanden i en Retning, der er lodret paa Emailleſtribernes, og male Føden fin. Hos Haren, hvor Underkjceben er uſedvanlig ſmal, bevæges denne dog under Tygningen til Siderne. Fodformen og Halen frembhyde lignende Forſtjelligheder ſom hos Inſektederne og Pungdyrene. Forpoterne have i Almin⸗ delighed 4 Zæer, da Tommelen ofteſt kun er tilſtede ſom en lille Knude, og Bagpoterne 5. Forpoterne bruges ofte til at fore Foden til Munden; den holdes da af dem begge i Forening. Af de talrige Familier udherves følgende: A. Egern⸗Gruppen. 1. De egenlige Egern (Sciurus) ere mindre Gnavere med lange Teer med krumme og ſpidſe Kløer, og med en bred, buſket Hale, hvis Haar vende til begge Sider ligeſom Straalerne pad en Fjer. Vort. almindelige Egern (S. vulgaris) er rødbrunt af Farve, men bliver i nordlige Lande graat om Vintren; Orene ende med Haar— duſte. Det er et livligt Dyr, der klattrer og ſpringer behændigt paa Zræerne, hvor det byg— ger fig et Bo af Kviſte og Mos eller tørt Lov med en Aabning pan hver Side, enten i et hult Tre eller mellem to Grene. Da det ikke ligger i Vinterdvale, anlægger det For— Fig. 79. Det almindelige Egern. Gnaverne. 93 raadskamre af Nødder, Olden, Gran- og Fyrrefro, Bladknopper, Svampe o. ſ. v. i hule Cræer eller i Huler i Jorden. De øvrige Arter have fornemmelig hjemme i de nordameri— kanſke og indiſke Skovegne; flere, navnligen afrikanſke, Egernarter have en mere ſmal og trind Hale og have deres Huler i Jorden eller under Treerodder, uagtet de hente deres Føde paa Træerne. Gjennem disſe og nogle neerſtaaende Slægter (Tamias, Spermo— philus) er der den fuldkomneſte Overgang i Bygning og Levemaade til Murmeldyrene. Hos Flyve-Egernet (Pteromys) (Fig. 80) er der mellem For⸗ og Baglemmerne ud— ſpendt en Flagrehud, ved hvis Hjælp de kunne gjøre ſtore Spring fra Tretoppene til lavere Steder i nogen Afſtand. De mindre Arter beboe Nord— Amerika og det nordlige Eu— ropa og Aſien fra den botniſke Bugt til Lenafloden; de ſtorre Arter findes i Oſtindien og paa det indiſte Orige. De ere Natdyr; Egernerne der— imod ere Dagdyr. Murmeldyrene (Arcto— mys) faae ved den plumpe og tykke Krop, de korte til Gravning ſkikkede Kloer og den korte Hale et fra 75 Egernerne meget forffjelligt e Udſeende. De beboe deels Bjergegne (Alperne, Altai), deels de ſtore aſiatiſte og nordamerikanſke Stepper, hvor f. Ex. de ſaakaldte „Prairiehunde“ leve i ſtore Selſtaber i Huler (deres ſaakaldte „Byer“), der ofte brede ſig over hele Kvadratmile. De ligge alle i Vinterdvale. — ä 94 Gnaverne. B. Muſenes Gruppe. 1. Springmuſene (Dipus) ere ſmage muſeagtige Gnavere med ſvag Forkrop og ſmage Forlemmer, men med ſterkere Bagkrop, meget lange Bagbeen, ſterke og lige Negle og en lang, i Spidſen fjerformig Hale. Det er gravende og ſpringende Dyr, der fornemmelig beboe de ſtore aſiatiſke, ſyd— rusſiſke, afrikanſke og nordamerikanſte Stepper og Orkener. — Springharen ([Pedetes), med tykkere Bagbeen og buffet Hale, lever i Syd-Afrika og er endeel ſtorre end de egenlige Springmus. 2. Blindmuſene (Spalax) have en tyk, plump Krop og lave Been med brede og ſterke Poter, af hvilfe ifær Forlemmerne ere fortrinlige Gravefodder. Deres Hale og Oren ere forte, ofte ikke engang ſynlige udvendig; deres Oine ere altid ſmage, undertiden dekkede af Huden, faa at de ere ganſke blinde (Sp. Typhlus). Kloerne ere efter Jordbundens Beſkaffenhed enten forte og brede eller lange, krumme og ſkarpe, og Fortenderne færdeles brede, De beboe Aſiens, det ſydoſtlige Europas og Afrikas Stepper og fore et aldeles muldvarpeagtigt, underjordiſk Liv, idet de i alle Retninger gjennemgrave Jorden lidt under Overfladen for at opſoge Rodknolder, Log o. ſ. v. 3. En for Nordamerikas og Mexikos Prairier og Klippebjerge eien— dommelig artrig Gnavergruppe (Saccomys) udmerker fig ifær ved at be— ſidde udvendige Kjebepoſer, og ligner iøvrigt meeſt Blindmuſene, til hvilke de tidligere henregnedes, i Bygning og Levemaade. 4. Muſene (Mus) ere den ſtorſte og meeſt udbredte Familie blandt Gnaverne, da den teller Arter i alle Verdensdele, ſelv i Nyholland; det er i Almindelighed ſmaae Dyr med blod Pels; Orene rage langt frem af Pelſen, og den lange Hale er kun tyndt beſat med Haar mellem Skelringene. De leve ikke alene af blødere Plantefsde (Korn), men ere graadige, altædende Dyr, der f. Ex. ofte tage Fugleunger og Æg. Kindtenderne ere knudrede og 3 i Tallet, Fortenderne ſmalle og ſpidſe. Hos os gives der 1) tre oprindelig indenlandſke Arter, nemlig Brandmuſen (Mus agrarius), ſom er lyſebrun med en mork Gnaverne. 95 Stribe nedad Ryggen, Skovmuſen (M. spylvaticus), udmerket ved ſin brungule Farve, og Dvergmuſen eller Havremuſen (M. minutus), der bygger fig et kuglerundt Bo af fint Gres oppe over Jorden mellem Planteſtengler, og 2) tre til forſkjellige Tider ind— vandrede Arter, ſom ved deres Graadighed og Frugtbarhed ere til ſtor Befvær, nemlig Husmuſen (M. musculus), der dog allerede i Oldtiden fandtes i Europa og ſiden har fulgt Menneſkets Fjed over hele Jorden, den ſorte Rotte (M. rattus), der allerede i Middelalderen vandrede ind i Europa fra Aſien og derfra er bleven udbredt til Amerika, men paa de fleſte Steder er bleven fortrængt og udryddet af den brune Rotte (M. decumanus), der forſt i Midten af det forrige Aarhundrede vandrede ind i Europa, men nu ved Skibsfarten er bleven udbredt til alle af Europeere beboede Dele af Jordkloden. Den brune Rotte gaaer gjerne i Bandet og tager ofte ſit Ophold ved dette, hvorimod den ſorte altid holder ſig til torre Steder. — Hamſteren (Cricetus frumentarius), der er gulbrun paa Ryggen, fort paa Bugen og fun har en fort Hale, er udruſtet med ftore indvendige Kjebepoſer, i hvilke den til fit Vinterforraad hjemforer det Korn, ſom den ſamler, medens den graver fine Gange under Markens Overflade. Den er udbredt over Mellem-Europa og Siberien, men findes ikke Nord for Oſterſoen. Neermeſt beſleegtede med Muſene ere de ſaakaldte Hasſel— mus eller Syvſovere (Myoxus), ſmaage Gnavere, der ligeſom Egernet færdes i Træer og bygge Rede i disſe; tildeels have de ogſaa en egernagtig Hale. En Art VM. avellanarius) findes i Danmark, men er meget ſjelden. 5. Studsmuſene eller Markmuſene (Hypudeus) kjen— des fra de egenlige Mus, ſom de ligne i Bygning og Storrelſe, ved den kortere, mere haarede Hale, de mindre og mere ſtjulte Oren og de 2 ſtribe de, rodaabne Kindtender. Familien er udbredt over de folde og middelvarme Bælter af den nordlige Halvkugle; de bevæge fig ikke faa hurtigt ſom Muſene, leve neſten udelukkende af Plantefosde, fornemmelig af Rødder og Bark, og grave Huller og Gange i Jorden; i Danmark findes flere Arter (H. amphibius (Vandrotte, med glindſende fort Pels), H. rutilus, glareolus (Rodmus), agrestis (Markmus). Lemmingerne (Lemnus) ere Polardyr; den norſke Lemming (L. nor— vegicus) har fit egenlige Hjem paa Hoifjeldet ovenover Tre— grendſen, men foretager herfra af og til UÜUdvandringer i 96 Gnaverne. umaadelige Skarer, der nedtrede eller opeede alt Gres og Korn, hvor de komme frem, deels ned mod den botniſte Bugt, deels ned mod Nordhavet; de gage altid i lige Linie, ſoomme over Floder o. ſ. v., indtil de nage Havet, hvori ftørfte Delen af dem, der ikke ere omkomne paa Veien eller dræbte af Rovdyr (Polar— reren og Sneeuglen), finde deres Dod; kun fage vende neſte Aar tilbage til Fjeldene. Den kanadiſke Beverrotte (Fiber zibethicus), der har en lang, ſammentrykt og ffællet Svommehale, og hvis Bagfodder ere Svommepoter med Svommehud og med en Bræmme af ſtive Borſter, er omtrent af Storrelſe ſom en Kanin; ligeſom Beeveren bygger den kuppelformige Hytter paa Flodbredderne af Jord og Siv. 6. Beverne (Castor) ere ner beſleegtede med Studsmuſene og kunne, i Henſeende til deres Bygning, opfattes ſom kempe— meſige Vandrotter; deres Bagfodder ere Svommefodder, Fig. 81. En Baver. og anden Bagtaa har en dobbelt Klo; Halen er bred, flad og ſkellet, Kindtcenderne 4 og foldede, Fortenderne meget brede. Baverne hore til de ftørfte Gnavere (over 1 Alen lange foruden Halen); de vare oprindelig udbredte over hele Europa, Siberien og Nord-Amerika indtil henimod Polarbeeltet, men ere nu aldeles udryddede paa mange Steder (f. Ex. i Danmark og England); derimod findes endnu enkelte Bevere i Rhonen, Donau og dens Bifloder. Hyppigere ere de i Skandinavien, men ifær i Gnaverne. 97 Rusland og Nordamerika; den amerikanſke Bæver (C. americanus) er dog ſom Art forffjellig fra den gamle Verdens (C. fiber). Kun hvor de findes nogenlunde talrigt i vandrige Skovegne, udfolde de deres mærfelige Kunſtdrift; ellers boe de i gravede Huler og Gange. Deres Boliger ere opforte paa Bredden af Vandet af Jord og Træ, have i Almindelighed Form ſom en Bagerovn, ere 2—3 Alen høie og beſtaae af flere Stofværf; flere Indgange fore ind til dem under Bandet, nogle faa dybt, at de ikke fryſe til om Vintren. Ofte bygge de af det ſamme Stof Dæmninger for at kunne holde Bandet paa en vis Hoide. Træet til disſe Arbeider fælde de ved at gjennemgnave det med Forteenderne, og paa ſamme Maade ſkere de det i mindre Stykker; ved at tage det mellem Forbenene flæbe de det ned til Bandet, hvor de ſvomme med det i Favnen, idet de roe med Bagbenene og af og til gjore et Slag med Halen. Deres Fode er iſer den friſke Trebark. C. Pigrotternes Gruppe. Af denne Gruppes talrige Former, ſom med faage Undtagelſer beboe Syd-Amerika, udheves ſom de meerkeligſte: Pigrotterne, den ſydamerikanſke Beverrotte, Gnaverpindſvinene, de ſydamerikanſte Grave— mus eller Tucutucoerne, Haremuſene eller Chinchil— laerne, Viscachaen, Cavierne, Pampas-Haren, Flod— ſvinet, Pakaerne og Agutierne. De have alle 3 ſtribede Kindtender, ſom enten ere aldeles aabne i Roden eller forſt lukke ſig meget ſeent og ufuldſtendigt. Gnaverpindſpvinene ere ſtore Gnavere, hvis Bekledning enten alene beſtaaer af Pigge, eller disſe ere blandede med ſtive borſteagtige Haar. — Hulepindſvinene (Hystrix) have temmelig brede og forte Kloer, lange og tynde Pigge og en meget kort Hale. De findes i Syd-Europa, Afrika og Syd— Aſien og leve paa Jorden, hvor de ſoge ſig et Skjul, enten i Huler, ſom de ſelv grave, eller i Klippe-Huler. — Trœepind— ſvinene (Cercolabes) have lange og krumme Kloer, brede og vortede, paa Baglemmerne indaddreiede Fodſaaler; Halen er en lang Snohale, der er nøgen ovenpaa i Spidſen og derfor rulles ind opad, ikke nedad ſom hos andre Dyr med 7 98 Gnaverne. denne Haleform. De ere i alle Henſeender udmeerket fkik— fede til at klattre paa Treernes Stammer og Grene, paa hvilke de ogſaa ſtadigen færdes, og af hvis Bark, Blade og Frugter de leve. Det er langſomme og ſlove Dyr, der kun ere i Bevegelſe Morgen og Aften; de beboe det tropiſke Amerikas Skove og have et godt Forſvarsmiddel i den tætte Bekloedning af forte og ſtive Pigge, der let gage af og blive ſiddende i Gabet paa de angribende Rovdyr, hvis Dod bette ofte har til Folge. En noget afvigende korthalet Form (Erethizon) findes i Nordamerikas Naaleſkovsbelte. Cavierne (Cavia) ere halelsſe Smaadyr, mellem en Rotte og en Kanin i Sterrelſe, men ligne meeſt den ſidſte i Udſeende. Den brogede Cavia (urigtig faldet „Marſpin“) forekommer i Syd-Amerika baade ſom vild og tam; den tamme Form er tillige bleven overflyttet til det ſydlige Europa og er broget af fort, gult og hvidt. — Flodſpinet eller Capi— varen (Hydrochoerus Capybara) forbinder med Svinets Stor— relſe ogſaa en vis Lighed med dette Dyr i Üdſeende ved den plumpe Bygning, den tynde Beflædning af grove Borſter og de hovagtige Negle; Tæerne ere paa alle 4 Fodder forbundne ved Svommehud. Det findes i alle Floder i den oſtlige Deel af Syd-⸗Amerika Nord for Platafloden, lever af Vandplanter, ſoommer og dykker godt; paa Land efterſtrebes det iſeer af Jaguaren, i Vandet af Alligatorerne. Ogſaa den mere langorede og hoibenede Pampas Hare Oolichotis), ſom beboer Pampas og det nordlige Patagonien, hører til Caviernes Gruppe. 7. Pigrotterne (Echimys) ere en talrig Familie af ſydamerikanfke og veſtindiſte rotteagtige Gnavere, i hvis Haardekke der ofte er indblandet Borſter; det er deels gravende, deels klattrende Dyr, der paa Træerne ſoge efter Frugter, Inſekter og Ogler, deels Vanddyr, ſom den ſydameri— kanſke Beverrotte Myopotamus), der har Svemmehud mellem Bag⸗ tæerne ligeſom den kanadiſke, men derimod en tynd, rotteagtig Hale, og op— holder fig i det ſpdligſte Amerikas Floder og Fjorde, hvor den lever af Vand— planter, maaſtee ogſaa af Skaldyr. Den er noget mindre end Baveren. Gnaverne. ; 99 8. De ſydamerikanſke Gravemus (Ctenomys) ligne meget de nor— diffe Studsmus i Üdſeende, men have en rotteagtig Hale og kraftige Kløer. Ligeſom Blindmuſene i andre Verdensdele ere de Steppedyr, der ved deres idelige Gravning efter Log og Knolder, hvoraf de anlægge Vinter— forraad, undergrave ſtore Strekninger af de ſydamerikanſke Pampas og Fieldſletter; op over Jorden pleie de kun at komme om Natten. 9. Haremuſene (Eriomys), der beboe Andesbjergenes Høifletter, ligne meget Kaninerne i Bygning, Udſeende og Bevegelſer, men have en lang, buffet Hale. De efterſtreebes meget, deels af Beboerne for deres fine Skinds Skyld, deels af Kondorerne. Mere murmeldyragtig er Viscacha'en La— gostomus), der beboer Stepperne ved Buenos Ayres og i det nordlige Pa— tagonien. 10. Agutierne (Dasyprocta) have en vis Lighed med de indifſke Dverghjorte ved de høie og ſmeekkre Lemmer, de hovagtige Negle, det lange Hoved, de tiltrykte Haar og den neppe ſynlige Hale. De lobe og ſpringe godt, men kunne hverken klattre eller grave, hvilket ſidſte derimod er Til— fældet med den noget plumpere og med Kjebepoſer udruſtede Paka (Coe— logenys). De ere alle fra Syd- og Mellem-Amerika. D. Harerne Lepus) have + Fortender (nemlig 2 ganſke ſmaae bag ved de ſedvanlige i Overkjcben), 5 foldede og rod— aabne Kindtender og en kloftet Overlcebe. De udmeerke fig desuden ved deres korte Hale, lange Bagbeen og Oren. Deres Fode beſtager i Planteblade, ſom de opſoge paa Jorden; de grave ikke, men lave fig et Leie i Lovet i Skoven eller i Gresſet paa Marken. De nordlige og alpebeboende Arter blive om Vintren hvide, hvilken Farve Polarharen (f. Ex. i Grønland) udeluk— kende har. — Kaninen (L. cuniculus) afviger ved ſin gravende Levemaade og derved at dens Unger ved Fodſelen ere nøgne og blinde, Harernes derimod haarflædte og ſeende, fra de øvrige Harer; dens oprindelige Hjem er Syd-Europa (Spanien). . Tredie Orden: Gumlerne (Bruta s. Edentata) ere Pattedyr, i hvis Poter Tæerne ere forbundne ved Hud lige til de ſtore Kloer, og ſom enten ere aldeles tandloſe eller kun have ſmage, ufuldkomne Tender i Siderne af Munden, der er tandlss fortil. SE 100 Gumlerne. Gumlerne ere enten tandloſe eller mangle dog Tender i den forreſte Deel af Munden. Som ofteſt have de kun Kindten— der, og ſelv om de tillige have Hjornetender og nogle faae For— tender, ſidde disſe dog tet op til Kindtenderne, fra hvilke de ikke ere forſkjellige i Formen *); de ere alle ſmaae, adſtilte ved Mellem⸗ rum, have ingen lukket Rod og ingen Emaille; da de ved Mun— dens Lukning gribe ind i hinandens Mellemrum, ſlides deres Fig. 82. Tender af Dovendyr. Fig. 83. Tender af Baltedyr. Tyggeflader ofte firaat til ſom et Tag. — Det er ſom ofteſt ſlove Dyr, ſom ere noget langſomme i deres Bevegelſer; kun Belte— dyrene lægge mere Hurtighed for Dagen, ifær naar de grave fig ned i Jorden. De nulevende Arter ere alle ſmage eller middelſtore Dyr (den ſtorſte, den ſtore Myreſluger, er ſom en Newfoundlands— Hund, den mindſte, den lille Myreſluger, ſom et Egern), hvor— imod der blandt de uddøde gaves Arter af alle Storrelſer indtil henimod Elefantens. — De fleſte fode kun een Unge; de haar— kloedte Gumlere bære deres paa Ryggen, hvor den holder fig faſt i Pelſen, Skeldyrene (Fig. 88) derimod paa Halen, ſom Ungen omfatter med fine Lemmer; kun Beeltedyrene føde flere (2 —6) Unger og ſtiule dem i deres Huler. Paa Bryſtet findes to Patte— vorter; naar der er flere, ſom hos nogle Beltedyr, ſidde de to andre under Bugen. — De fleſte Slægter beboe de hede Dele af Syd⸗ og Mellem-Amerika; i de hede Egne af Afrika *) Dovendvrenes forreſte Kindtand i Overkjeben er efter Stillingen egenlig en Hjornetand, og hos det tofingrede Dovendyr (Choloepus di- dactylus) har den ogſaa Form derefter ligeſom den forreſte Kindtand i Underkjeben. Beltedyret med 6 Bælter har 1 Tænder, ſom efter deres Stilling ere virkelige Fortender. Gumlerne. 101 og Aſien findes kun Skeldyrene og Jordſvinet. Den ſamme Over— vægt over den gamle Verdens Gumlere havde den nye Verden i Skjolddyrenes og Kempedyrenes Tid; disſe ſidſte vare desuden ikke indffrænfede til det tropiſke Amerika, men forekom ogſaa i ſtor Mengde i Nord-Amerika. 1. Dovendyrene (Bradypus) have en langſtrakt Krop og lange Lemmer, navnlig ere Forlemmerne faa lange, at de i opreiſt Stilling nage til Jorden. Hovedet er lille og rundt, og Anſigtet har en vis Menneſke-Lighed, men med et fløvt og ſovnigt Udtryk formedelſt de ſmaae og matte Vine; ; Ørene og Halen ere ffjulte mellem Haarene, og hele Kroppen er med Und— tagelſe af det med korte og fine Haar be— kledte Anſigt og de nøgne Haand- og Fod— flader dekket af lange, grove Haar, der ligne Hø. Bagfodderne, der paa Grund af Bekkenets Brede ſidde langt fra hinanden, ere dreiede ſaaledes, at Saalerne vende indad; i Teerne, hvoraf der kun er 3, ere kun Klo— leddene, der bere meget ſtore, krumme og ſammentrykte Kloer, for ſaa vidt bevegelige, at de kunne boies indad mod Foden. For— poterne have ganffe den ſamme Byg— ning og egne ſig godt til at hages om mindre Grene (Krogpoter), ligeſom Bagpoterne til at omfatte ftørre Grene og Stammer. Dovendyrene ere nemlig klattrende Dyr, der tilbringe deres hele Liv i de ſydamerikanſke Urſkoves Kroner, hvor de klattre med en vis Langſomhed, men dog med Sikkerhed og Udholdenhed; komme de en enkelt Gang ned paa Jorden, ere de meget ilde farne, da hverken Bagfodderne, der kun berøre Jorden med deres udvendige Kant, eller Forbenene, der berore den med Albuen, egne ſig til 102 Gumlerne. Gang. De maae da ſlabe fig langſomt frem paa Bugen ved at ſtrekke alle 4 Been fra fig, flage Forkloerne i Jorden og ſkyde efter med Bagbenene; paa en glat og haard Flade nok de al- deles iffe komme af Stedet. Deres Tandformel er 64.45 5 ; Ten⸗ derne ere trinde med hulſlidt Tyggeflade (Fig. 82). J Henſeende til Valget af deres Føde ere de meget frægne, da de kun ede Bladene af visſe Treer af Brodfrugtfamilien, ſom de gribe mel— lem Kloerne og Haandfladen og ſaaledes fore til Munden. Fortiden beſad ingen ægte Dovendyr, de erſtattedes af: 2. Kempedyrene (Megatherium), kolosſale og plumpe Dyr, hvis Storrelſe lage mellem Tapirens og Elefantens, og Fig. 85 Skelet af et Kempedyr (Megatherium (Mylodon) robustum opgravet i Sydamerikas Pampas. hvis Figur ikke var den ſidſtes ulig. De have lignet Doven— Dyrene i de fleſte Henſeender, navnlig i Hovedſkallens Byg— ning, i Tendernes Beſkaffenhed og Antal ſamt i Leve— og Bevegelſesmaade, men de have afveget ved, at For- og Baglemmerne vare omtrent lige lange og af en over— ordenlig kraftig Bygning, ved den længere, men ijær meget tykke Gumlerne. 103 og kraftige Hale, der har underſtsttet deres Bevegelſer, og ved den tykke og vortede Hud, ſom indeholdt Beenkorn (der dog ikke dannede noget egenligt Pandſer) og ſandſynligvis kun har været beſat med enkelte Borſter. Forpoterne havde 3 Kloer, der ligeſom Dovendyrenes kun kunde bruges til at hage ſig frem med; Bag— fødderne vare ligeledes dreiede indad og kunde ikke ftræffes i Fod— leddet, og her vare ligeledes kun Kloerne, hvoraf de kun beſad 1 eller 2, bevægelige i Retningen indad. Lige fan lidt ſom Dovendyrene vare de Derfor iſtand til at gage eller ſtaae, derimod vel til at klattre paa Træerneg Stammer og ſtorre Grene eller paa Klipperne. De fleſte have uden Tvivl levet af de paa Klipperne og Treſtam— merne vorende ſaftige og bløde Planter, andre muligvis af de haardere Palmeblade. De forekom i alle hede og middelvarme Dele af Amerika, men ere iſeer fundne i de tertiære Jordlag i Pampas, i Braſiliens Kalkhuler (hvori de uden Tvivl ere ſtyrtede ned, medens de klavrede paa Klipperne) og i Nord-Amerika. 3. Beelltedyrene [Dasypus) have en bred Krop, lave og ſterke Been, en kort, ſtiv Hals, et langt, ſpidſt Hoved og en temmelig lang Hale; DOinene ere ſmaae, Orene temmelig ſtore. Fødderne ere Gravepoter med 4 eller 5 Klͤer, af hvilke ijær Forlemmernes ofte beſidde en ſeerdeles Styrke og Brede. Kroppens Sider og Rug ere deekede af kan— tede, til hinanden ſtoͤdende Beenplader, ſom danne et ſammen— hængende, af Hornffæl beklœedt Pandſer eller Hudſkelet, ſom hviler paa og bæres af det egenlige Skelet, navnlig af Udværter fra Hvirvlerne og af færegne Knuder paa Bæffenet. Midt paa Krop— pen ere disſe Beenplader ordnede i 3—6—9 eller 12 Tverrakker eller Bælter”) med mellemliggende bløde Hudfolder, hvorimod *) Efter Antallet af disſe Bælter benævnes tildeels Arterne: D. tricinctus, novemeinctus o. ſ. v. Hos de ſmaae Chlamydophorus-Arter er KDE Gumlerne. den forreſte og bageſte Deel af Pandſret er ubevegelig, hvad enten Pladerne der ere ordnede i Ræffer eller ikke. Ogſaa Hovedet, Halen og Lemmerne ere tildeels pandſerkledte, Bugen derimod tyndt bekleedt med Haar eller Borſter; ogſaa paa Pandſret findes enkelte mere eller mindre udviklede Haar. — De nu levende Bæltedyr ere alle ſmaage eller middelſtore Dyr; de forekomme i hele Mellem- og Syd-Amerika paa aabne Steder eller i Udkanten af Skove og leve fortrinsvis af Inſekter, navnlig opgrave de ofte Myre⸗ og Termitboerne, men fortære dog ogſaa halvoploſte Aadſler, ſom de let opdage ved deres udmeerrkede Lugt og ſonder— rive med Forkloerne, ſamt bløde Plantedele f. Ex. de ſpirende Maiskorn. De have i hver Kjeebehelvte fra over 5 til henimod 30 1627] ſmage Tænder (Fig. 83). Deres almindelige Bevegelſe er Gang, dog kunne de ogſaa lobe, men ifær redde de fig ved deres udmeerrkede og hurtige Gravning; ere de forſt halvt nede i Jorden, kan man ikke træffe dem op igjen. Graveevnen er iøvrigt ud— viklet i meget forſtjellig Grad; medens nogle kun grave meget lidt, men benytte de Gange, ſom andre Arter have gravet, til Bolig for dem ſelv og deres Unger og forreſten ſoge deres Føde i det affaldne Lov, er der andre, ſom i Levemaade kun kunne ſammenlignes med Muldvarpen. J Syd-Amerikas yngre tertiære Lag, Knoglehuler o. ſ. v. er der fundet Levninger af mange uddøde Beltedyr-Arter, der tildeels overgik de nulevende betydeligt i Storrelſe, og tillige af de endnu ſtorre Skjolddyr (Glyptodon), ſom beſad et Pandſer af ube— vægelige Plader uden Bælter, ſamt Fødder, ber ikke egnede fig til Gravning, men bedſt kunde ſammenlignes med Tykhudenes Klump— fodder; de have derfor viſtnok ikke gravet, men gresſet paa Sletterne. J deres øvrige Bygning kunne de betragtes ſom en Mellemform mellem Beeltedyr og Kempedyr; de ſtorſte naaede en Storrelſe ſom Oxens. Den neſten fuldftændige Sammenvoxning — af Ryghvirvlerne er en af de Eiendommeligheder i deres Bygning, ſom meeſt fortjener at fremhæves. hele Pandſret afdeelt i Bælter; i Henſeende til Gravepoternes Udvikling overgage de alle andre Beltedyr. Gumlerne. 105 En anden afvigende Slægt, der mere nærmer fig til den neſte Familie, er Jordſvinet (Oryeteropus), der har hjemme i Afrika; det har Beltedyrenes Bygning og Tænder o. ſ. v., men mangler Pandſer, er tyndt bekledt med Borſter og har kun en lille Fig. 87. Et Skjolddyr (Glyptodon): Beeurad og Pandſer, det ſidſte gjennem— ſkaaret i Midtlinien. Mundaabning, af hvilken en lang baandformig Tunge kan ſtodes ud og træffes ind; det graver Huler og opkradſer Myre- og Ter- mitboer, hvis Beboere det ligeſom Myreſlugerne bemegtiger fig ved Tungens Hjælp. (Storrelſe over 11 Alen foruden Halen.) 4. Myreſlugerne ere aldeles tandloſe, have et langt Hoved med en tynd Snude og en lille Mund, en lang, orm— formig, udſtrekkelig Tunge, indaddreiede Fodſaaler og ſtore Kloer, med hvilfe de deels kunne klattre, deels op— kradſe og adſplitte Myretuer og Termitboer. Skeldyrenes (Manis) Krop er tilligemed den ſterke og lange Hale og Lemmerne dæffet af ſtore Hornſkel, der ligge over hinanden ſom Skellene i en Grankogle; mellem dem ſtaae enkelte Haar, og hvor Skeellene mangle (f. Ex., paa Siderne af Hovedet og paa Bugen), er Huden tyndt behaaret eller neſten nøgen. Arterne ere udbredte over Indien, de ſtore Sunda-Oer og Afrika. De ægte Myreſlugeres (Myrmecophaga) Legeme er tæt dekket med Haar, ſom hos nogle Arter ere forte og 106 Drøvtyggerne. tiltryfte, hos andre lange og borſteagtige og atter hos andre fine og bløde. Forfodderne træde kun paa Saalens ydre Kant, der har en dertil indrettet Trede— pude, og Kloerne ſlaaes under Gangen ind under Fodſaalen for ikke at ſlides, da de ligeſom Dovendyrenes ikke kunne rettes heelt ud. Paa Jorden er deres Gang derfor langſom, kun i Farens Stund en plump Galop; den ſtorſte Art (I. jubata) lever kun paa Jorden og har en hoi Manke hen ad Ryggen ſamt en ſtor buffet Hale; de mindre Arter, der tillige M. tamandua) eller udeluk— kende (den lille blodhaarede M. didac- tyla) leve i Trœerne og efterſtrebe de derværende Termitboer, have en i Spidſen nøgen Snohale. Af Eiendommeligheder i Beenbygningen hos Gumlerne og hos de enkelte Slægter af disſe kan udheves: Hos de ægte (tre- 8 fingrede) Dovendyr den korte runde Hoved— 2 fftal med en ufuldftændig Kindbue, ſom har Et Skeldyr med fin Unge. en eiendommelig Forlengelſe nedadtil; 8—9 Halshvirvler (6 hos de tofingrede D.); ſpinkle Lemmeknogler; Sammenvoxning af Mellemhaandsbenene med de inderſte Fingerled og med Haandrodsbenene. Hos Beltedyrene: lang ſpids Hoved— ſtal med fuldftændig Kindbue uden Udvext nedadtil; deelvis Sammenvoxning af Halshvirvlerne; brede Ribbeen; kraftigt udviklede Lemmeknogler med ſterke Beenkamme; forlængede Torn- og Vortetappe. Hos Myreſlugere og Skeldyr: ſpinkel Underkjebe; ingen Kindbue. Hos de fleſte Gumlere er Bæffenet ſammenvoxet med Korsbenet i en uſedvanlig lang Strakning, da ogſaa Sedebenet tager Deel deri. u. Ellebte Orden: Droptyggerne Ruminantia 8. Pecora) ere Hov-Pattedyr med to Teer (undertiden med to mindre Bitæer bagved) ſamt med (eller 2) meiſel— dannede Fortænder og brede, foldede Kindtender; de tygge deres Føde to Gange. Drøvtyggerne. 107 Drøvtyggerne høre ligeſom Gnaverne til de Ordener, hvis talrige Arter baade i Udfeende og Bygning ligne hinanden faa meget, at Familie-, Slegts- og Artsforfkjellighederne kun viſe fig i Forhold af mindre Betydning. — Teernes Antal adfkiller dem fra de andre Hovpattedyr med Undtagelſe af Svinene; men fra dem adſkilles de let ved Udſeende, Tandforhold, Mavens Bygning o. ſ.v. Hos de egenlige Drovtyggere mangle Fortenderne i Overkjceben, hvor en Bruſkpude indtager deres Plads; i Under— Fig. 90. Kindtand af Oxen. kjceben findes 8 tetſtillede, meiſeldannede Fortender, af hvilfe de midterſte ere de ſtorſte, de yderſte de mindſte, og ſom i Forbindelſe med Bruſkpuden tjene til at afrive Føden med et Ruff; efter et langt Mellemrum følge Kindtenderne, 3 nægte og 3 ægte i hver Kjeebe, disſe bredere end hine, alle dybt foldede, faa at de ved Sliddet fremviſe, de ægte to dobbelte (Fig. 90), de uægte to enkelte Halvmaanefigurer af Emaille, ſom tilſammen danne ophoiede Linier paa langs, hvorfor ogſaa Underkjcebens Ledfoining er ſaadan, at Tandraderne under Tygningen glide paa tvers over hinanden. De egenlige Drøvtyggere (Fig. 91) træde fun paa den det yderſte Taaled omgivende Hov. Mange have kun 2 Tæer, men hos andre ere dog tillige 2den Fig. 91. Fig. 92. og dte Taa tilſtede ſom to bag ; ved ſiddende mindre Bitæer, der under Gangen ikke røre ved Jorden, i det mindſte hvor denne er faſt. De ere iſeer udviklede hos de Former, der ſom Renen og Elgen ſtulle lobe Forfod af Rensdyr. Bagfod af Kamel. 108 Drøvtyggerne. hen over en blød eftergivende Grund. — Kamelerne (Fig. 92) derimod ere Taagengere, der træde paa den Trædepude, ſom er anbragt under de mere vandret liggende Taaled. — De til de to Hovedtæer ſvarende Mellemfods- (haands-) Been ere hos 2 b Drovtyggerne altid ſam— menvoxne til een Knogle“). Fordoielſeskanalen er udruſtet med en dobbelt KN Kro og en dobbelt Mave (ſom tilſammen ſeedvan— lig kaldes de fire Ma- ver) og en meget lang Tarmkanal; Kroens to Afdelinger (Fig. 93, 1, 2) SD optage de kun grovt E 3 Bladmaven, 4 Kallunet (Loben). paa deres Vandring gjen— nem Spiſeroret opſpile den Spalte, der fører ind til Kroen, og ſaaledes af fig ſelv trænges ind i denne; efter der at være bleven udblodte, hulkes de op i Munden og tygges om; da Foderet nu er tyndflydende nok til ikke at opſpile Aabningen til Kroen, gaaer det forbi denne til den egenlige Maves to Afdelinger (Fig. 93, 3, 4), hvorhen alle flydende Stoffer gage ſtrax *). Hos de fleſte Drovtyggere bærer Pandebenet i det mindſte hos Hannen færegne Beenudvexter, de ſaakaldte Takker (Gevirer) og Horn. — Af Sandſerne ere Lugt og Horelſe ifær fine. — Deres Haar ere ſnart forte og tiltrykte, ſnart — ifær hos de nordiſke og bjergboende Arter — danne de en længere, ſtundom uldagtig Pels. Hos flere forekommer en Manke af længere Haar *) Bladmaven mangler hos Kamelerne og hos Dverghjortene. Den veſt— afrikanſke Dverghjort har ogſaa Mellemhaandsknoglerne adſkilte, hvor— imod Mellemfodsknoglerne ere ſammenvoxne hos den vorne. Drøvtyggerne. 109 langs hen ad Halſen eller paa hele Forkroppen. Halen er enten ganſke lille eller dog temmelig fort, men har ofte en Duff af længere Haar i Spidſen. Foran Viet og mellem Klovene findes ofte ſceregne Kirtler eller Gruber, de ſaakaldte Oie- og Klov— kirtler. Drovtyggernes Sterrelſe ligger imellem Kamelens eller Giraffens og de ſmaage indiſke, neſten hareagtige Dverghjortes. Deres Føde er Planteblade, Gres, Kviſte o. ſ. v. Fleertallet er hurtige og frygtſomme Dyr uden ſonderlige Midler til deres Forſvar, og de ere derfor Gjenſtand for Rovdyrs og Menneſkers Jagt. Ogſaa har Menneſtet formaaget at tæmme flere Arter, der holdes ſom Husdyr, deels for Kjodets, Melkens, Hudens og Uldens Skyld, deels ſom Laſtdyr eller Træfdyr. Deres Udbred- ning ſtrekker fig over hele Jordkloden fra de nordligſte Polar— lande til Sydſpidſen af Indien (ſamt den indiſke Ogruppe), Afrika og Amerika, hvorimod de mangle oprindelig i hele Auſtralien; nogle holde ſig til Skove, andre til Fjeldſletter, Orkener eller Stepper. Desuden har hver Verdensdeel fine eiendommelige Former: Afrika har Giraffen, men (med Undtagelſe af det aller— nordligſte) ingen Hjorte, Syd-Amerika Lamaer og Hjorte, men ingen ſtedehornede Drovtyggere, uagtet det baade har Bjergegne og Stepper; betegnende for Hoilandene i Aſien og omkring Mid— delhavet ere ifær de vilde Faar og Geder, for Orkenbeltet Anti— loperne o. ſ. v. — De fleſte Drovtyggere leve i Flokke og i Polygami; i Brunſttiden kempe Hannerne indbyrdes, og de overvundne Hjorte og Tyre, der vanke eenſomt om, ere da farlige nok at mode; Hunnen (hvis Per ligger mellem Bagbenene) føder i Reglen kun 1 eller 2 Unger, der ſnart have Kræfter til at folge hende. 4. De egenlige Drovtyggere have 2 Fortender og 854 Hjornetceender og træde paa Hovene alene. Hertil høre Hjortene og Hornfvæget. 110 Droviyggerne. lſte Familie: Hjortene. Hannerne have enten Tak— ker, eller Hjornetender i Overkjeben (forſaavidt de ikke ere i Beſiddelſe af begge Dele). Hos Hannen udvoxer hvert Aar, fra den er henved et Aar gammel, en „Tak“, der i Begyndelſen er blød og folſom, da den er fuld af Aarer og Nerver og beflædt med Hud og Haar, men ſom, naar den har faaet fin fulde Üddannelſe, er forbenet og Fig. 94. Takker af forſkjellige Hjorte-Arter. a-k af Kronhjort, g af Daa, h af Elg, i af Ren, k af Raa. haard, uden Blod eller Folelſe, men deekket af en haaret Hud; denne visner hen, ſkaller af eller ſkrabes af mod et Træ, og Tak— kerne ere nu nøgne; efter at Forplantningstiden er forbi, løsnes efterhaanden Takken fra dens Pandetap („Roſenſtokken“) lige under den ſaakaldte „Krands“ og falder af, hvorefter der paa Roſen— ſtokkens Top dannes en ny Tak (med en ny Krands forneden), i Reglen med en Tilveext af en ny Green („Ende“) for hvert Aar, i det mindſte indtil en vis Alder. Takkerne have hos de forſfjel— lige Arter en meget forſkjellig Form og Storrelſe (Fig. 94 -k); de megtigſte fandtes hos den uddode irſke Keempehjort, til de mindſte høre de ſydamerikanſke Smaahjortes, ſom kun er en lige, 13“ lang, udeelt Spids. — Hannerne have ogſaa ofte ſmaae Hjornetender; hos de kullede Hjorte ſamt hos nogle af dem, der kun have meget forte Takker, f. Ex. den indiſke Muntjac— Drøvtyggerne. 111 Hjort, findes de hos begge Kjen, men kun Hannens rage ud af Munden ſom lange Hugtender. Hjortenes artrige Familie beboer Skovegnene og tildeels Slet— terne neſten over den hele Jord, men mangler i Afrika med den ovenfor berorte Undtagelſe. Det er i Reglen hurtige, fintbyggede Dyr med en ſmekker Krop, en hoi Hals og tynde Been, og de leve af Blade, Kviſte, Urter o. ſ. v. . a. Hos de egenlige Hjorte (Cervus) har Hannen altid Takker og ofte tillige ſmaae Hjernetender. Elgen eller Elsdyret (Cervus alces) er et ſtort, hoibenet Dyr med kort Krop og kort Hals med Manke, med en ſtor, be— vægelig Mule og brede, ſkovldannede, dybt indſkaarne Takker (Fig. 94, b), omtrent 3 Alen høit over Skuldrene, noget lavere over Bagkroppen. Oprindelig var den udbredt over alle ſumpige Skov— egne af hele det foldere nordlige Jordbeelte, men den har længe været udryddet i England, Tydſkland og Danmark, hver dens Knogler og Takker nu findes i Torvemoſer og desl. Det amerikanſke Elsdyr (C. americanus) er ſandſynligvis en egen Art. Renen eller Rensdyret (C. tarandus) er kun halv faa ſtor (mellem Kronhjort og Daadyr) og har noget oxeagtigt i fit Ud— ſeende ved fin fore Krop og fit ludende Hoved. Hannen har lange, Hunnen kortere, langgrenede buede Takker med flade Ender (Fig. 94 i. Farven er om Sommeren brun, om Vintren hvidgraa. Renen forekommer ſom vild i hele det nordlige Polarbeelte (Grønland, Spidsbergen, Siberien og de amerikanſke Polarlande), deels paa de ſkovloſe Sletter, deels paa de tilgrendſende Fjeldſneemarker og Skopſtrœkninger, men findes ikke i Skandinavien ſydligere end omtrent til Dalarne og Dovrefjeld. Dog har den tidligere levet baade i Frank— rig, Tydſkland og Danmark, hvor dens Knogler dog Takker findes ſam— men med Been af Elg, Krondyr og Raa. Tam forekommer Renen hos de vilde ſiberiſke Folkeſlag og hos Lapperne, hvis vigtigſte Vilkaar for Tilverelſen og eneſte Kilde til Rigdom den er, og af hvilke den benyttes ſom Oxen hos os og tillige ſom Laſtdyr og til at træffe Sleden paa Reiſer. Tunguſerne benytte den ogſaa til at ride paa. Den vilde Ren træffer om Sommeren ned i Dalene og Skovene for at gresſe, men gaaer om Vintren hoit til Fjelds, og nærer fig af Lavarter, ſom den veed at finde under Sneen, der ſkrabes tilſide med Forbeen og Takker. Af de tamme Racer holdes de ſaakaldte Skovrener hele Aaret igjennem i Skovene, medens Fjeldrenerne om Vintren fores til Skovene, men om Sommeren til Fjelds; Fjeldrenerne ere de mindſte, men ſelv Skov— renerne ere mindre end Vildrenerne. 112 Drøvtyggerne. Krondyret (C. elaphus) med høie, trinde, grenede Takker (Fig. 94, a- f) har hjemme i Mellem-Europa; hos os er det neſten udryddet og fore— kommer kun i tætte Skove, hvor det fredes. Daa dyret (C. dama) med lave ſkuflede Horn (Fig. 94 g) har oprindelig hjemme i Middelhavslandene, men findes indfort og fredet i Mellem-Europas Dyre- haver; det holder fig ifær til de aabne Sfovplainer. Raadyret (C. capre- olus) har forte, opretſtagende Takker med faae Grene (Fig. 94 k). Dets Üdbredning er ſom Kronhjortens, men det foretrekker den tyndere Krat— ſkov. S5 Den ſaakaldte irffe Fig. 95. Kronhjorten. Kempehjort (C. N ros) levede fordum i en ſtor Deel af Europa, navnlig Irland og England, og havde en Afſtand mellem Spidſerne af de mægtige Takker af indtil 5 Alen, ſkjondt den ikke var meget ſtorre end Elsdyret. J Bygning ſtod den Daa— hjorten nermeſt. Ogſaa i Danmark er der fundet enkelte Levnin— ger af den. b. Til de ſmaae Hjorteformer, hos hvilfe begge Kjon ere kullede, men have Hjornetender, ſom hos Hannen rage langt ud af Munden, horer Moſkushjorten (Mochus moschiferus), der i Üdſeende ligner Raadyret, men er noget mindre og beboer Hoi-Aſiens Fjeldſletter og Grendſebjerge, hvor den bevæger fig med ſamme Lethed og Sikkerhed ſom Gemſen. Hos Hannen afſondres i en egen Kirtel under Bugen det ved ſin ſteerke Lugt og Legevirkning berømte Moſtus. Doverghjortene (Tragulus) paa de indiſke Oer og i Veſt⸗ Afrika (Sierra Leona), omtrent af Harens Storrelſe, ere de mindſte af alle Drovtyggere. Drøvtyggerne. 113 c. Neermeſt til Hjortene, men ſom en meget afvigende Form, ſlutter fig Giraffen (Camelopardalis Giraffa), der har en fort Krop med ſkraa Ryg, høie Been, en oxreagtig Hale, en meget lang, med Manke forſynet Hals, meget bevagelige Læber og en udftræffelig Gribetunge (Fig. 96), med hvilfen den afplukker Treernes Lov, da den trods fin lange Hals ikke kan gresſe uden enten at knele eller at ſpeerre Forbenene ud fra hinanden. Fra Hovedet til Foden er Hoiden 8—9 Alen. Paa Panden have begge Kjon forte, haarkledte udeelte Udvexter, ſom ikke feldes (egenlig Roſenſtokke uden Takker). Hjorneteender mangle. Farven er hvidlig med ſtore brune Pletter, Giraffen lever flokkevis paa de med Træer tyndt bevoxne Sletter i det egenlige Afrika. Dens Gang er Pasgang og dens Lob en plump Galop i lange Spring, hvorved den afvexlende kaſter ſin lange Hals frem og tilbage. 2den Familie: Hornkveget eller de ſfkedehornede Drov— tyggere ([Pec. cavicornia) mangler altid Hjornetender; 2 Horn o: af en Hornſtede omgivne, lige eller krumme Been— tappe („Steiler“), der ikke feldes, forekomme neſten altid hos Hannerne, i Reglen ogſaa hos Hunnerne. Hornfkeden har ofte ringformige Indſnoringer, der antyde en periodiſt Af- og Tiltagen i Vexten. Deres forſtjellige Form, Boining o. ſ. v. kan ofte an— vendes ſom Kjendemeerker for Slægter og Arter. a) Oxegruppen har en plump Bygning, en kort og ſterk, ſammentrykt Hals, et ſtort Hoved og lave Been; Hornene ere boiede til Siden og opad. 1. De egenlige Over (Bos) have en flad Pande og Hor— nene ſiddende langt tilbage, i Linie med Nakkekammen. 8 114 Drovtyggerne. Den tamme Ove (B. taurus) er deelt i mangfoldige Racer med forſkjellig Legemsbygning, Længde af Hornene, Farve, Anven— delighed o. ſ. v., blandt hvilke man kan fkjelne mellem: a) Marſfk⸗ racerne, f. Ex. det hollandſke og Ditmarſker-Kveeget; b) Landracerne: det jydſke, holſteenſke, engelſke og romerſke (langhornede) Kveg; c) Bjergracerne: Sveitſer- og Tyroler-Kvaeget; og d) de ſmaae, kullede, hoͤinordiſke Racer. Oxen er nu udbredt neſten over den hele af Nomader eller Agerdyrkere beboede Deel af Jorden med Undtagelſe af Polarlandene og Hoi-Aſien, hvor den erſtattes af andre Dyr. Forvildet forekommer Oxen i ſtore Flokke i Syd— Amerikas Stepper og Bjergegne, uagtet den forſt af Columbus er bleven overført til den nye Verden ligeſom i en endnu ſenere Tid til Auſtralien. Som vild eller forvildet forekommer en egen hvid Race endnu i nogle ſkotſke Skovparker, og lige ned til Middel— alderen fandtes i Mellem-Europa en fort Keempeoxe, Uroxen (B. urus), der var neſten dobbelt faa ſtor ſom vort almindelige Horn— fvæg. Levninger af den findes ofte i vore Torvelag. — Oxen an— vendes fornemmelig ſom Slagte- og Malkekveg; dog maa den paa mange Steder gjøre Nytte ſom Trokdyr for Plov eller Vogn; ſom Laſtdyr benyttes Oxen af Mongolerne og i Indien, til Ridning af Hottentotterne. J de indiſke Bjergſkove forekomme flere ſtore vilde Oxe-Racer (Gaur, Gayal, Banteng), ſom tildeels ogſaa forekomme temmede hos indiſke Bjergfolk. Af Zebuer (Oxer med en blød Pukkel paa Ryggen) gives der i Afrika og Indien mange Racer; det er rimeligvis en egen Art og ikke blot en Race af det tamme Hornkvoeg. — J Hoi-Aſiens (Thibets og Mongoliets) hoieſte Bjergegne lever PHak-Oxen (B. grunniens) baade ſom vild og tam; den udmeerker fig ifær ved fin hvælvede Pande, fine lange, nedhængende, uldagtige Haar og ved fin lange, heſteagtige Hale; den benyttes ifær ſom Laſtdyr, da den med ſtorſte Sikkerhed betræder de vanfkeligſte Bjergſtier; ogſaa dens Uld anvendes. Fig. 97. Horn af forffjellige Drovtyggere. a af den kapfke Boffel, b af en Skovbuk, c af en Steengeed, d af en Antilope, e af Gemſen, f af Argali— Faaret. Drøvtyggerne. 115 2, Bøflerne have en hvælvet Pande og ftore ved Roden meget brede og næften ſammenſtodende Horn (Fig. 97 a); de vælte fig gjerne i Vand og Dynd. Boffelens (B. Bubalus) egenlige Hjem er Indien, hvor der gives baade vilde og tamme Bofler; derfra er den bleven udbredt over hele det veſtlige Aſien og Syd-Europa. Skjondt dens Kjod og Meelk ogſaa benyttes, er det dog iſer ſom Laſt- og Treekdyr, at den bruges; men den er mere vild og trodſig og mindre let at ſtyre end den tamme Ore. J Syd-Afrika forekommer den kapſke Boffel (B. Caffer) ſom vild. 3. Biſon-Oxerne have ligeledes en hvælvet Pande, — Fig. 98. Skelet af Biſon-Oxen. men ſmaae, nermere ved Oinene ſtillede Horn; desuden ud— merke de fig ved den høje, puklede Forkrop, der er dekket med en tet Manke af kruſede Haar. Fordum var Biſon-Oxen (B. Bison, Fig. 98) almindelig i Europas Skove, og dens Knogler findes ogſaa i danſke Torvemoſer; nu findes den i Europa kun i Bialowitz-Skoven i Polen, hvor den fredes, og i Kaukaſus. — Derimod forekommer den amerikanſke Biſon-Oxe (B. ameri- 8 * 116 Drovtyggerne. canus) endnu i uhyre Hjorder paa de nordamerikanſte Prairier og Hoiſletter, ffjøndt ogſaa den er bleven meget indſkrenket i fin Udbredning i den ſenere Tid. 4. Moſkus-Oxen (Ovibos moschatus), udmerket ved ſine lange, nedhængende Haar, fit faareagtige Hoved og ſine boffel— agtige Horn, beboer det arktiſte Nord-Amerika, hvor den ligeſom Rensdyret deels lever af Gres, deels af Lavarter; den er ikke ftørre end de mindre Racer af den tamme Ore. 5. Gnuen (Catoblepas) forener Antilopernes Hurtighed og ſpinkle Been med Oxens Hoved og Forkrop, boffelagtige Horn og en heſteagtig Manke og Hale; den lever flokkevis i Syd-Afrika. — Andre Arter af langhalſede, antilopelignende Oxer, med høie, oprette og lige, tildeels ogſaa med buede eller dreiede Horn, findes i Afrika og Indien og ligne Antiloperne i Levemaade. b) Antiloperne eller Gazellerne (Antilope) ligne Hjortene ved deres fine Bygning, høie og tynde Been og ranke og ſmekkre Hals og ere lige fan. hurtige og ffy ſom disſe. Deres Horn ere i Almindelighed hvie og opſtigende med ſteerkt fremtrædende Ringe forneden, ſamt ſnoede og bugtede to Gange ud og ind, ſaa at de tilſammen danne en Figur ſom en Lyre (Fig. 97 d). Antiloperne leve i Flokke, fornemmelig i det ſtore afrikanſk⸗aſiatiſte Orkenbelte, i de rusſiſk-kirgiſiſte Stepper og i Syd⸗Afrika. c) Skovbukkene (Sylvicapra) ligne meget Antiloperne, men Hannernes Horn ere korte, lige, glatte og oprette (Fig. 97 b); Hunnerne mangle dem ſom ofteſt. De leve parvis iſer i det egenlige Afrikas Stepper og Kratſkove. d) Faarene (Oris) og Gederne (Capra have en mere ſammentrengt Bygning og ere mere lapbenede og korthalſede end Antiloperne; nogle Arter have lange og uldagtige, andre mere ſtride Haar eg atter andre et fort tiltrykt Haarlag. Hannerne have i Almindelighed meget ſtore, ſammentrykte, kantede og knudrede, tilbageboiede og ſterkt krummede Horn; Hunnernes ere i Almindelighed mindre, undertiden mangle de. De vilde - Drøvtyggerne. 117 Faar og Geder ere alle Fjelddyr; deres Hjem er Hoi— Aſiens Hoiſletter og Grendſebjerge, derneeſt Bjergkjederne i For— Aſien og omkring Middelhavet ſamt Abysſinien og Klippebjergene i Nord-Amerika. Saaledes forekommer Steenbukken (Capra Ibex, Fig. 97 c) i Alperne og Pyrenæerne ovenover Skoygrendſen, Gemſen (C. Rupicapra), udmeerket ved fine for en Ged ſeedeles ſmaae Horn (Fig. 97 e), tillige i Karpaterne, Abruzzerne og Grcekenland, Bezoar-Geden i For-Aſien (Bezoar er en ſteenagtig Anſamling i dens Mave), Muflon Faaret (0. Musimon) paa Sardinien og Corſica, Argali-F. (0. Ammon, Fig. 89 f) i Altai o. |. v. Bort tamme Faar (O0. Aries) nedſtammer maaſkee fra Ar— galien, den tamme Ged (C. Hircus) fra Bezoargeden; begge forekomme i forfkjellige, fornemmelig ved Uldens Længde og Finhed udmerkede Afeendringer (f. Ex. Merino-Faaret, det islandſke, det hoibenede guineiffe Faar med Haar iſtedenfor Uld, Faar med Fedthaler og Fedtpuder i Aſien og Afrika; Angora- og Kaſchemir— Geden o. ſ. v.) Oprindelig har viſtnok Faaret ſaavel ſom Geden havt ſit Hjem i Mellem-Aſien, men allerede fra gammel Tid har det veret udbredt til alle hede og kolde Dele af den gamle Verden; forſt i den ſenere Tid er det bleven indført i Nord- og Syd-Amerika og Auſtralien. Faaret udmerker fig ligeſom Geden ved fin Noiſomhed; det holdes ſom Husdyr for fin Ulds og fit Kjods Skyld. For Island og Færøerne er Faareavplen ijær af ſtor Betydning. Geden holdes meeſt i Bjergegne for Malkens Skyld. B. Zdie Familie: Kamelerne ere Drovtyggere uden Horn eller Takker, der gage paa en under alle tre Taaled anbragt Tredepude, men ikke paa de hovagtige Negle, og ſom have 2 Fortender og I Hjornetand. a. De egenlige Kameler (Camelus) ere ſtore, hoibenede Dyr med en lang, ftærft bygget Hals, et langt Hoved med ned— hængende Mule, en eller to Pukler paa Ryggen, en fvag Bagkrop med fremtrædende Laar og en Hale omtrent ſom Oxens. Deres Teer ere forenede ved en under dem liggende elaſtiſt, fælles Tredepude, der holder dem oppe, naar de vandre i det loſe 118 Drovtyggerne. Sand; de to Fortender i Overkje eben, Hjornetenderne og den forreſte Kindtand i hver Kjebe ere krumme, ſpidſe og ſkarpe, ſaa at det ſeer ud, ſom om de havde 2 Sjorneteender paa hver Side (Fig. 99); disſe Tender benyttes til at afrive de torre Buſke, hvormed disſe Dyr i Orkenerne maa lade ſig noie ſom Føde. — Kamelerne forekomme nu kun ſom Husdyr (de forvildede Flokke i det indre Aſien hidrøre i det mindſte tildeels fra losladte Individer) i det aſiatiſk-afrikanſke Orkenbeelte: Dro- HENNEBERC» ROSEHS f ANU Fig. 100. Skelet af en Dromedar. medaren (C. dromedarius) med een Pukkel (Fig. 100), iſer hos de arabiſke Folkefcerd i Arabien, Nord-Afrika og Sudan, Ka— melen med to Pukler (C. bactrianus) hos de mongolſke og ta— tariſke Folkeferd i Central-Aſien, fornemmelig i Orkenen Gobi, i de kirgiſiſke og ſydrusſiſke Stepper; i Perſien holdes begge Arter. Drøvtyggerne. 119 Det er ene ved disſe Dyrs Styrke, Hurtighed, Noiſomhed, Udholdenhed og Lydighed, at Handelsforbindelſen finder Sted mel— lem Nord- og Mellem-Aſien og Nord- og Mellem-Afrika, og denne Karavanhandel tvers over de afrikanſke og aſiatiſke Orkener er faa gammel ſom Hiſtorien. Kamelen anvendes ſom Træf- og Laſtdyr, Dromedaren tillige ſom Ridedyr og til Krigsbrug; desuden benyttes deres Kjod, Melk, Hud og Haar, ja ſelv den tørrede Gødning bliver i Orkenen vigtig ſom Brendſel. b. Lamaerne (Auchenia) ere mindre og i det hele finere byggede end Kamelerne og uden Pukkel. Fodderne forholde ſig ſom hos Kamelerne med den Undtagelſe, at Tredepuden er ſpaltet fortil, faa at Teerne ere mere adſkilte. J Henſeende til Tandforholdet afvige de fra Kamelerne ved at mangle de hjornetandagtige Kindtender, faa at de kun have 7 ſkarpe og krumme Tender paa hver Side. Deres Hjem er Syd— Amerikas Andesbjerge og disſes Hoifletter ſamt det patagoniſke Lavland; de kunne derimod ikke taale det varme Klima. Man ſkjelner 2 Arter og 4 Afarter: Huanaco (ſom tam Lama) og Vicunja (ſom tam Alpaca). Huanacoen jages med Lasſo; Lamaerne benyttes iſer i Peru ſom Laſtdyr til Befordring af Barer tvers over Andeskjeden; Alpacaerne ere mindre og holdes blot for Uldens Skyld, ligeſom ogſaa de vilde Vicunjas jages af denne Grund. 6. Trettende Orden: Tykhudene (Pachydermata s. Bellux) ere Hov-Pattedyr med 1—5 Tœer og med knudrede eller ſtribede Kindtender, hvis. Hud er tyk og i Al— mindelighed kun tyndt behaaret, og ſom ikke tygge Drov. Tykhudenes Pdre og Legemsbygning kunne være temmelig forſkjellige; nogle ere ſtore, plumpe, fværlemmede og korthalſede, andre mindre og mere ſperrlemmede, ja Heſtenes ſmukke og lette Bygning kan endogſaa ſtage ved Siden af Drovtyggernes, medens Hyraxens hele Udſeende og Legemsbygning minder om Gnavernes. 120 Tykhudene. Huden er i Almindelighed meget tyk og kun tyndt bekledt med Haar; undertiden er den ved dybe Folder deelt i ſtore Skjolde, ſom hos visſe Næfehorn. I enkelte Tilfælde fage de ellers næften nøgne Tykhude dog en tæt Pels, f. Ex. de Elefanter, ſom leve i Bjerg- egne, Andes-Tapiren, Mammut⸗-⸗Elefanten og det uddøde nordifke Neſehorn. De mage i Reglen hyppig bade fig i Vand eller vælte fig i Dynd, da deres Hud ellers bliver tør og ſprukken; i denne og andre Henſeender danne Heſtene dog en Undtagelſe. J Henſeende til Tandforholdene findes der ſtorre For— lå ſkjelligheder indenfor denne Orden, ja ofte endog indenfor ſamme Slægt, end det ellers Fig. 101. Svinets Tender. pleier at være Tilfældet hos Pattedyrene.(Smlgn. Fig. 101 og 102). — Ogſaa Fodformen er temmelig forſkjellig baade i Henſeende til Zæerneg Antal og til den Maade, hvorpaa der trædeg paa dem. — At Tykhudene have ligeſaa mange Fig. 102. Neſehornets Tender. (Kindtenderne ſerſkilte Mellem— e fods (haands)-been (Fig. 103—105), ſom der er Teer og Bitcer, kan tjene til at adſkille dem fra Drovtyggerne i de Tilfælde, hvor Fodformen har en ydre Lighed med disſes, ſom f. Ex. hos Svinene. Maven er hos de fleſte Tykhude udeelt, men dog hos nogle afſnoret i flere Rum; Drovtygning finder dog aldrig Sted, — Hos nogle er Snuden forlænget til en bevægelig Tryne, der kan anvendes til at rode op i Jorden, eller til en kortere eller længere Snabel. Af Sandſer ere Lugt og Horelſe i Almindelig— Tykhudene. 121 hed fortræffelige, Synet (med Undtagelſe af Heſtens) derimod i Almindelighed flet og Oiet lidet. U 0 Fig. 103. Bagfod af Elefant”). Fig. 104. Forfod af Svin. Fig. 105. Bagfod af Heſt. Tykhudenes Fodemidler ere Græs, Lov og Kvifte; kun Spinene ere mere altædende, J Reglen ynde de ſumpige Egne eller fugtige Skove. De leve i Polygami og træffes i ſtorre eller mindre Flokke. Deres Lob er i Almindelighed et plumpt Trav, kun Heſtene beſidde Drovtyggernes Lethed og Hurtighed. J Al— mindelighed ere de fredelige og godmodige, men fætte fig tappert til Modveerge, naar de angribes og ikke kunne undflyhe. J Hen— ſeende til ſſelelige Anlæg udmeerke fig kun Heſten og Elefanten, hvorfor disſe ogſaa have ſtor Vigtighed ſom Husdyr; Svinets Taemmelſe er derimod en Folge af dets Graadighed og Frugtbar— hen. De andre Tykhude fage kun 1 eller hoiſt 2 Unger ad Gangen, ſom meget ſnart formaage at folge deres Moder. Tykhudene beboe iſer den oſtlige Halvkugles hede Bælte (Afrika Syd for Orkenen, Indien og de ſtore Sunda-Oer); derimod forekom der oprindelig flet ingen i Auſtralien og Nord— Amerika (nordligere end i Texas og Arkanſas), ikke engang Svin. J den yngre tertiære Jordperiode havde Ordenen en ftærfere Udbredning mod Nord, men med en lignende Overvægt paa den øftlige Halvfugle (uddøde Tapir-, Flodheſt-, Neſehorn-, Elefant— og Maſtodon-Arter i Europas og Siberiens tertiære Dannelſer); i de ældre tertiære Lag (f. Ex. under London og Paris) findes *) Kun de fire Toer ſees i den Stilling, hvori Foden her er fremſtillet. 122 f Tykhudene. Knogler af aldeles uddøde Slægter og Familier, navnlig Pale— otherier, ſom kun afvege fra Tapirerne ved at have 3 Teer, 1 ſtorre og 2 mindre, paa alle Fødder, og Anoplotherier, ſom ved deres finere Bygning og mere ſmekkre Hals neermede fig meget til Drovtyggerne. a. Hos Svinenes Gruppe findes 4 Teer, og Kind— tænderne have rynkede Knuder, der ved Sliddet danne bugtede Emaillefigurer. Svinene ere mindre og ſpinklere Tykhude med ſammentrykt Krop, fort Hals ſamt tynde og lave Been. Hovedet løber ſpidſt ud fortil og ender med en afſtudſet, bevægelig Tryne; af de 4 Teer ere de 2 Biteer, der paa faſt Jord ikke berøre denne (Fig. 104); Huden er tyndt bekledt med Borſter, der langs ud ad Ryggen ſtritte ſom en Manke. — De ægte Svin (Sus) have 8 Fortender, og Hjornetenderne ere hos Or— nen Hugtender, der vore hele Livet igjennem; dog er det kun Underkjebens, der opnaae en ftørre Længde og Krumning, hvor— imod Overkjebens, der ogſaa ere boiede opad, holdes forte ved at ſlides mod hine; de bruges deels ſom Vaaben, deels til at oprode Jorden, deels til at afbide med ved Hjelp af deres Slid— fladers ſkarpe Rande. De forreſte Kindtender ere temmelig ſkarpe og nage neſten heelt hen til Hjorneteenderne, de bageſte oprindelig rynkede og knudrede; ved Sliddet forſvinde Rynkerne og Fig. 106. Vildſvinet. give fig kun tilkjende ſom Folder, hbilke tilſidſt ogſaa udſlettes (Fig. 101). Vildſvinet (S. scrofa) forekommer i tætte ſumpige Tykhudene. 123 Skove i hele det middelvarme Belte af Europa og Aſien, men er udryddet paa mange Steder f. Ex. i Danmark, hvor dets Knogler dog ere hyppige i Torvelagene; det er li Almindelighed fort og har en tættere med Uldhaar blandet Haarkleedning og ſtoͤrre Hugtender end det tamme Svin; det lever deels af Rødder og Sfovfrugter (Olden, Skoveebler og Kaſtanier), deels af Orme og Inſektlarver o. ſ. v., ſom det roder op med ſin Tryne og med fine Hugteender. Som tamt holdes Svinet (S. domesticus) af de fleſte Folke— flag. Paa Øerne i Sydhavet var det for Europeeernes Beſog det eneſte Husdyr; ogſaa til Amerika er det bleven overført og findes nu paa flere Steder ſom forvildet. Der gives to Hovedracer af tamme Svin, nemlig det hos os tidligere almindelige med Manke og hængende Oren og det indiſk-chineſiſke Svin, der ogſaa treffes i Afrika, er mindre og har oprette Oren, men ingen Manke. I den ſenere Tid have Blandingsracer af det indiſk-chineſiſke Svin næften ganſke fortrængt den førftnævnte Race. Uagtet fin Dumhed og Trodſighed egner Svinet ſig til Husdyr ved ſin Frugtbarhed, ved den Lethed, hvormed det bliver fedt, og ved fin Noiſomhed i Valget af Fodemidler. De ſaakaldte Vorteſvin (Phacochoerus), der have deres Navn af en ſtor Knude under Siet, leve i Afrika; deres Hug— tænder ere ſtorre og ſteerkere end hos nogen anden Svineform, deres Kindteender færre i Antal og af en mere ſammenſat Bygning. — Hjorteſvinet (Babyrussa) har en neſten nøgen, rynket Hud og noget hoiere Been end de andre Svin, og lever paa Celebes og Nabo-Oerne; Hjornetenderne i Overkjeeben ere fra Roden af dreiede ſaa meget opad, at de ikke ſlides mod Underkjeebens, og blive derfor hos de gamle Orner faa lange og krumme, at de mere ligne Horn end Tender og ikke ſynes at være til nogen Nytte, — Moſkusſvinene (Dicotyles) have over Lenden en Kirtel, der afſondrer en ſteerkt lugtende Vedſke, og beboe Urſkovene i Mellem— og Syd- Amerika. Deres Hjornetender ere ſmaae, og den ene Bitaa mangler paa Bagfodderne. Flodheſten eller Nilheſten (Hippopotamus amphibius) er det plumpeſte Dyr i den hele Orden; den fvære Krop bæres af tykke Been, der ere faa forte, at Bugen er nær ved at ſlebe paa Jorden; Halſen er fort og Leberne faa ſtore og opſpulmede, at de ſkjule de ſtore For- og Hjornetender; den tykke, nøgne, af en rigelig Olieafſondring glind— ſende Hud flutter glat om Kroppen. Fødderne have 4 næften 124 Tykhudene. lige til Hovene forbundne Teer og bagved dem en haard Tredeſaal. Hjornetenderne ere ſtore Hugtender af lignende Form ſom Svinets, Fortenderne 4, kegledannede og aabne i Roden ligeſom Hjornetcenderne; Overmundens vende mere nedad, Undermundens (af hvilke de to midterſte iſcer udmeerke fig ved Fig. 107. Nilheſten. deres Storrelſe) lige fremad. Kindtenderne have en lignende Bygning ſom Svinets, men nage ikke heelt hen til Hjorneteenderne. (Fig. 108). Flodheſten kan ; opnage en Længde af hen— imod 6 Alen, dog er Hun— nen altid mindre; den lever ilær af Vandplanter og er om Dagen næften beſtan— dig ude i Floderne eller ge Soerne eller i den lave Fig. 108. Flodheſtens Tender. Strand, da den ſvommer og dykker godt og kan lobe om paa Bunden af Vandet; om Natten gaaer den i Land for at grasſe. Den træffes overalt i Afrika, hvor der er Floder og Søer. En mindre Art (H. liberiensis), kun halv faa ſtor, findes i Veſt— Afrika. Tokhudene. ; 125 b. Tapirgruppen har 3 Teer, i det mindſte paa Bagfodderne, og Kindtender med Tverhgie; naar disſe afſlides, fremkommer der paa deres Sten Emailleringe af til— ſvarende Form. Fjeldgrevlingen (Hyrax), en afrikanſk Slægt, ligner i Üdſeende og Storrelſe Gnaverne, er Saalegenger med hovagtige Negle (4 fortil, 3 bag— til) og temmelig tet Pels, men ligner Neſehornene i Tandforholdene og Beenbygningen. De opholde ſig i Klippeegne, boe i Huler, ja ſtige endog undertiden op i lave Træer. Tapiren (Tapirus) har en ſammentrykt Hals, der er noget længere end hos Svinet, et Hoved af lignende Form ſom dettes, Fig. 109. Den braſilianſke Tapir. ſmaae Oren og en meget bevægelig og unftræffelig, men i Sam— menligning med Elefantens kort Snabel, hvormed den kan gribe om Kviſte og desl. Benene ere noget tykkere end Svinets og træde paa Hovene af de 4 AR og 3 Bagteer. Tapiren har 5 ſkarpe Fortænder, ſmaae — Hjornetender og Kind— 8 tender med to Zver- a 7 hoie (Fig. 110). J Stør- * relſe ftaae Arterne betyde— å ligt tilbage for Næſehornet Fig. 110. Tapirens Tender. og Nilheſten. En Art (T. Suillus, Fig. 109) beboer Urſkovene i Syd— og Mellem-Amerika, en anden (T. villosus) Cordillerernes kolde Belte, 126 Tykhudene. en tredie (T. bicolor, ſort med hvid Bagkrop) Oſtindien og de ſtore Sunda-Oer. De to Arter, ſom beboe varmere Jordſtrog, have korte og tiltrykte Haar, Andes-Tapiren derimod en tettere og længere Haarkledning. Neſehornet (KRhinoceros) har en fvær og plump Krop, en fort Hals, et langt Hoved med ſmaae Oren og nedhængende Et Næfehorn. Overleebe, tykke Been og Klumpfodder med 3 Hove og Treedeſaal. Huden er meget tyk, kun beſat med enkelte Borſter hiſt og her, hos nogle Arter glat, hos andre ved dybe Folder deelt i ſtore Skjolde. Paa det ftærfe Neeſebeen ſidde 1 eller 2 af hule Horntrevler ſammenſatte kegledannede Udvaxter. Hjornetender mangle altid, hvorimod Fortenderne kunne være O—4 i hver Kjebe; paa de øverfte Kindtender ſees to noget uregelmæfige, udvendig fammenløbende Tverhøie, ſom i Underfjæben have Form af Halv— maaner (Fig. 102). Arterne adſkilles ifær ved Hudens forſtjellige Beſkaffenhed og ved Hornenes Antal og Form; een Art har hjemme i Indien, een paa Java, een paa Sumatra, og 5 kjendes fra forſtjellige Dele af det egenlige Afrika. Levninger af det ud— Tykhudene. 127 døde nordiſke Næeſehorn (Rh. tichorhinus) ere fundne paa mange Steder i yngre tertiære Lag i Mellem-Europa og Siberien, i hvilket ſidſte Land dette Dyr ogſaa er fundet i Iſen, hvorved det vifte fig, at det havde en ml og lang Pels og levede af Naale— >» træernes Kvifte. 7 c. Heſtene (Equus) 1995 kun een Taa paa hver Fod og foldede Kindtender, der navnlig i Overkjeben have en lig— nende Bygning ſom Drovtyggernes. De have fremdeles en ſmekker Legemsbygning, en lang ſammentrykt Hals, et langt magert Hoved, og Lemmer, der forene Finhed med Styrke; Haarene ere korte og tiltrykte med Undtagelſe af Halens og Mankens. Fortenderne (Fig. 112) ere 8 og fane ved Under— ßig. 112. Fig 113. kjcebens Bevegelſe til Siden 6 afſlidte Endeflader med en Ring af Emaille i Midten; 55 efter et tandløft Mellemrum følger en tet Rad af 6 For⸗ og Hjornetender. Kindtand i Over— Kindtender (Fig. 113) kieben. med lignende halvmaanedannede Emaillefolder ſom hos Drovtyg— gerne. Smaae Hjornetender (Fig. 112, c) findes dog hos Hingſtene i begge Kjeber. Fodformen (Fig. 105), der gjør Heſtene ſkikkede til hurtigt og udholdende Lob paa faſt Jord, og Tandforholdene, der anviſe dem Græs til Føde, viſe at deres Livsbetingelſer iſcer ere at finde paa de ſtore Gresſfletter og Stepper. Der træffe de ſnart om i mindre Flokke, beſtaaende af en Hingſt og dens Hopper, ſnart i ſtorre Skarer. Det er dog kun den gamle Verdens Stepper, paa hvilke Heſte oprindelig have hjemme; Amerikas Græsfletter ere forſt ved Europcerne blevne befolkede med uhyre Skarer af vilde Heſte, der nedſtamme fra forvildede, oprindelig tamme Heſte. — Wflet og Heſten have været tæmmede fra den allereldſte Tid og ere blevne overførte til alle beboede Egne af Jordkloden med Undtagelſe af de koldeſte. 128 Tykhudene. Heſteſleegten beſtaaer af 3 Grupper: 1) virkelige Heſte, med forte Oren og en ført, men langhaaret Hale, 2) Wſler, med lange Oren og en Hale ſom Oxernes, og 3) Tigerheſtene, der i Henſeende til Oren og Hale ſtaae midt imellem Heſtene og Wflerne, men udmeerke fig ved at være lyſe med morke Tverſtriber og beboe det egenlige Afrika, hvorimod de ægte Heſte og Pſler nedſtamme fra Aſiens og tildeels fra Nord-Afrikas Stepper. Det er uviſt, om Heſten (E. Caballus) forekommer noget— ſteds i oprindelig vild Tilſtand; dens Hjem er maaſkee For-Aſien, hvis rene, torre Luft og gude Græggange frembringe de adleſte (perſiſke og arabiſke) Heſte; fan langt Hiſtorien gaaer tilbage, har Heſten været et Husdyr hos agerdyrkende og nomadiſke Folkeſlag af mongolſk-tatariſk, arabiſk, indiſfk og europæiff Herkomſt, men hverken hos Negerne eller hos de malaiiſke eller amerikanſke Folke— færd; forſt gjennem Maurerne og Europæerne have adſkillige Stam— mer i Sudan og Amerika faaet Heſte, hvilket iſcer er bleven af den ſtorſte Vigtighed for flere amerikanſke Stammer, — For Mon— golerne og Tatarerne er Heſteavlen neeſten en Livsbetingelſe; de benytte baade Heſtens Kjod, Melk (hvoraf der blandt. Andet til— beredes Breendevin), Hud, Haar, Sener og Fedt, ja endog God— ningen (til Brendſel). Men ſelv hvor Heſten ikke har denne Uundverlighed, er den dog paa Grund af fin Styrke, Livlighed og Lydighed og ved fin Anvendelighed til at ride paa, til at bære og træffe, til Agerdyrkning og Krigsbrug et af de vigtigſte tamme. Dyr; den forekommer derfor ogſaa i en Mengde Racer af for— ſkjellig Godhed og Anvendelighed indtil nær ved Polarkredſen, hvor Heſtene rigtignok ligeſom i Bjerglandene og paa Oer (f. Ex. Oland, Shetland, Corſica og Sardinien) ere ſmaae, men ſterke og ud— holdende. Forvildede eller vilde Heſte forekomme nu i de ſyd— rusſiſke og tatariſke Stepper, i Mongoliet og Thibet, i Nord— Amerikas Prairier, Mexikos og Quitos Hsgiſtetter og i Stepperne ved Orenoco og La Plata; tidligere gaves der ogſaa forvildede Heſte paa flere Steder i Europa f. Ex. i Polen, Tydſkland, Sardinien o. ſ. v. Af fler gives der flere vilde Arter, f. Ex. Dſhigatai'en (E. hemionus Fig. 114), ſom beboer det oſtlige Hoi-Aſiens Stepper (Gobi), Kulan (E. onager), ſom treffes paa Stepperne mellem Uralføen og Indus, det egenlige Vildeſel (E. asinus) i Abys— ſinien, og Halveſlet (E. hemippus) i Syrien og det nordlige Arabien. Det er overordenlig hurtige og ffy Dyr; de ynde iſer Salturter og drikke hellere ſalt end ferſk Vand; de jages deels for Kjodets Skyld, deels for at fange Follene, der tæmmes for at benyttes til Nideæfler. Det tamme 2Cfjel er i Syd— Europa, Nord-Afrika og For-Aſien et ſmukt og anſeligt Dyr, der Tykhudene. 129 vel ikke befinder Heſtens Livlighed og Lervillighed, men er deſto mere noiſomt og ſikkert paa Foden og derfor vel ffiffet til Ride— og Laſtdyr i Bjergegnene. Det taaler derimod mindre godt Kulde og Fugtighed, gaaer derfor ikke faa høit mod Nord ſom Heſten og er i det nordlige Europa kun en doven og ilde handlet Van— trevning. Det har ogſaa fulgt Menneſket til den nye Verden, hvor der paa flere Steder gives Flokke af forvildede Leſler. Af Baſtarderne af Heſten og flet forener Muldyret (E. mulus, af LeEſelhingſt og Hoppe) Heſtens gode Egenſkaber med 2Eſlets Noiſomhed og ſikkre Fod. Det holdes og avles derfor ifær i Bjergegne f. Ex. i Spanien og langs med Cordillera-Kjeden. Mindre hyppigt er Muleſlet (E. hinnus, af Hingſt og ICfel- hoppe), der mere ligner flet i Üdſeende og Egenſkaber. J Reglen ere disſe Baſtarder ufrugtbare, indbyrdes altid. Til Tigerheſtene høre Zebraen (E. Zebra) i Syd-Afrikas Bjergegne, Kvaggaen (E. Quagga] i Kaplandet og Dau-Heſten (E. Burchellii i Mellem-Afrika, af hvilke den forſte er ſtribet over hele Kroppen og Lemmerne, de to ſidſte blot paa Forkroppen. d. Elefanterne (Elephas) have 5 Tœer og ſtore ſam— menſatte Kindtender. Elefanten er kortere og mere haibenet end Flodheſten og Nerſſehornet, men lige faa plump af Bygning; den er noget høiere over Skuldrene end over Krydſet, har en fort Hals, ſtore heen— gende Oren, en hoi og bred Pande og en lang, i høiejte 9 130 Tykhudene. Grad bevægelig Snabel med en Forlængelfe ligeſom en Finger i Spidſen; ved denne Snabel er Elefanten i Stand til at afrive Græs, Kviſte og Frugter og til at drikke. Huden er gjennemfuret 9 HENNEBERG&RASENST AND Fig. 115. Elefantens Skelet. af fine Rynker, men i Almindelighed kun beſat med enkelte Haar; kun i Enden af den korte Hale findes et Knippe af lange ſeige Borſter. De plumpe og ſtive Been have 5 Teer, der ere forenede ved Huden til en Klumpfod med Tredeſaal, i hvis Rand 3—5 flade Hove ere ſynlige. Patterne have deres Plads paa Bryſtet mellem Forbenene, ikke ſom hos de fleſte andre Hovdyr mellem Bagbenene. — Af Tender har Elefanten kun faage, men de ere deſto ftørre; den har nemlig kun 2 mægtige Stodtender i Mellemkjeben og 1 eller 2 Kindtender i hver Kjeebeſide; alt ſom en Kindtand ſlides af, trænges den fortil af den bagved liggende, falder omſider ud og erſtattes af denne, der har ffudt fig frem og indtaget dens Plads; dette gjentager ſig mindſt 6 Gange i Dyrets Levetid (c. 100 Aar). Enhver Kind- tand er ſammenſat af en Ræffe (c. 10—20) parallele, ved Tandkit (b) forbundne Plader af Dentin med et Overtrek af Tyfhudene. 131 Emaille (e), hvilke kun forneden ved Roden (a) ſtage i Forbin— delſe med hinanden. (Fig. 116 og 117). Elefanten er af alle Dyr det, der er fortrinligſt begavet; det er blidt, lervilligt, roligt og beſindigt, viſer baade Dommekraft og god Hukommelſe og beſidder tillige en uhyre Fig. 116. Tender af en ung Elefant. 90 Gjennemſavet Elefantkindtand. Styrke og i fin Snabel et ſerdeles behændigt Redffab. Som Meuneſkets Tjener, hvilket den er mere af god Villie end af Tvang, bliver den i Oſtindien meget benyttet ſom Ride-, Trak-, Arbeids- og Krigsdyr; da man i Reglen ikke lader den forplante fig i Fangenſtab, mage vilde Elefanter beſtandig fanges og afrettes. Det er nu kun de indiſke Elefanter, ſom tæemmes; i Old— tiden benyttedes ogſaa den afrikanſke af Mgyptere og Cartha— ginienſere til Krig. Den indiſke Elefant (E. indicus) opnager en Hoide af 53 Alen, har mindre Oren og parallelle, fint kruſede Emailleſtriber paa Kindtendernes Tyggeflader (Fig. 117); Hunnen har kun ſmaae Stødtænder. J den paa Sumatra og Ceylon levende Elefant har man troet at erkjende en egen Art (E sumatranus). Den afrikanſke (E. africanus), der findes i hele Afrika Syd for Sahara, bliver 6—7 Alen hoi, har ſtorre Oren ſamt rudeformige Emaillefigurer, og begge Köjon ere udruſtede med ſtore Stodteender; det er derfor iſcer den, der jages og dræbes for Elfenbenets Skyld. Den uddøde ſiberiſke Elefant eller Mammutdyret (E. primigenius havde 15 Fod lange, *) Man feer en ældre og bagved den en yngre Kindtand i hver Kjebe. 5 132 Fvfhudene. Søføerne. Stødtænder, der ifær findes i ſtor Mængde i Siberien, hvor de opgraves og forhandles ſom Elfenbeen; der er der ogſaa fundet i Iſen indfrosne Lig, der vifte, at den havde en tet og lang Bekleedning af Uldhaar og Daekhaar, ſom paa Halſen dannede en Manke; ogſaa i Danmark er der oftere fundet Tender og Knogler af dette Dyr, rimeligvis hidforte med Iſen. En aldeles uddød Slægt er Maſtodonten eller Ohio-Elefanten (Mastodon), ſom ſamtidig med Mammuten beboede Europa, Aſien, Nord— og Syd Amerika. J Bygning og Sterrelſe kom den de ægte Elefanter ner, og havde ligeſom denne 2 mægtige Stodtender i Overkjeben, men, ſom det ſynes, de unge Danner tillige 2 mindre i Underkjeben, hvilke dog ſenere faldt ud. Den enkelte Kindtand beſtod af færre (e. 5) ved Fordybninger (uden for— bindende Tandkit) adſkilte Tverhsie, der atter beſtode af mindre runde Hie, [om ved Sliddet førft dannede Oer, ſenere ovale Tverfigurer; 2—3 ſaadanne Tender i hver Kjebeſide vare ſamtidig i Brug. M. giganteum er ligeſaa hyppig i visſe Dele af Nord-Amerika ſom Mammuterne i Siberien; den levede af Naaletroœernes Kviſte. Ogſaa det i Europas tertiære Lag begravne kempemeeſige Dinotherium ſynes at have bort herhen; Kindtenderne lignede Tapirens; Stodtenderne fad i Underkjeben og vendte nedad, faa at de ſyntes at udgaae fra Hagen. 26. Jjortende Orden: Søkøerne (Sirenia) ere fiſkedannede Pattedyr med luffeagtige Forlemmer og vandret Halefinne, men uden Baglemmer, med brede Kindtender og med en tyk, kun med enkelte Bor⸗ ſter beſat Hud. i Soksoernes Legemsform er teendannet, bagtil løbende ud i en vandret, afrundet eller halvmaanedannet Halefinne, fortil i det Fig. 118. Den ſydamerikanſke Manati. lille Hoved; Neſeborene ere ſmage og ligge i Snudeſpidſen; ogſaa Oinene ere ſmaae, og Orehullerne ere fine ſom Naaleſtik; Munden er lille og omgiven af fyldige, bevægelige Læber. Baglemmer mangle, og Forlemmerne ligne i det Ydre Luffer, undertiden med Spor til hovagtige Negle. Huden er tyk og beſat med enkelte korte Borſter, ſom kun paa Snuden ere længere og grovere, Patterne ligge i Armhulerne. Sokoerne. Hvalerne. 133 Kindtenderne ligne Tapirens, men ere temmelig. ſmaae; Hjørnetænder mangle; derimod have de unge Søføer fmaae For— tænder i begge Kjeber, men disſe falde enten ſenere ud eller ud- vikles i den ene Kjæbe, ſom hos Dygongen, til forte Stødtænder, ſom dog kun hos Hannen rage lidt udenfor den nedad bøiede Mellemkjebe. Søføerne kunne opnaage en Længde af 4— 10 Alen. Det er fredelige Dyr, der leve parvis eller i ſmaae Flokke ved Trope— landenes Kyſter og i deres ſtorre Floder, De leve af Tang og andre Vandplanter ſamt Grægfet ved Bredderne o. ſ. v., men gaae lige faa lidt paa Land, ſom de ſoge ud paa det aabne Hav. Hun— nen føder kun 1 Unge, Ordenen, der uagtet fin ydre Lighed med Hvalerne er nermeſt beflægtet med Tykhudene, til hvilke den ſtager i et lignende Forhold ſom Selerne til Rovdyrene, omfatter kun ganſke fane Arter. Manaterne (Manatus) beboe begge Kyſter af det tropifke Atlanterhav ſamt de i dette faldende ſtore Floder (Orenoco, Ma— ranon og Binue), Dygongen (Halicore) det indiſke Ocean i dets hele Udftræfning. — Barkdyret eller den Stellerſke Soko (Rhytina Steller havde en nøgen, Egebark lignende, ſkruppet Hud og ingen Tænder. Den var den ſtorſte af Nutidens Søføer (over 10 Alen lang) og blev opdaget midt i forrige Aarhundrede ved Berings— og Kobber-Oen, men meget hurtigt udryddet. — J Tertiertiden fandtes den uddøde Slægt Halitherium i Europa. n. Femtende Orden: fjvalerne (Cete) ere nøgne Pattedyr med et fiſkedannet Legeme, der ender med en vandret Halefinne, med Forluffer, men uden Baglemmer, og ſom enten have (flere eller færre) kegledannede Tender eller ere aldeles tandloſe, ihvilket Tilfelde de have flosſede Hornplader (Barder) i Overmunden. Hvalernes Legemsbygning er indrettet til Livet i det aabne Hav; Kroppen har den ſamme, bagtil ſammen— trykte Teenform ſom hos Fi— ſkene og fortſcetter ſigi Hovedet og Halen uden at afbrydes o p gr ved Hals eller Baglemmer; Fig. 119. Delfinluffe. Hovedet er hos nogle ſpidſt, * 134 Hvalerne. hos andre tyft og but; Halen er ſteerkt ſammentrykt og ender med en vandret, kloftet Finne af Senebruſk (Fig. 120, a). Det er Halens Bevegelſer til Siden, der drive Hvalen gjennem Vandet, medens Halefinnen ſtyrer op eller ned, og Lufferne (Fig. 119), der ſidde tæt bag ved Hovedet, holde Legemet i Lige— vægt eller hjælpe til at for⸗ andre Retningen; hyppigſt findes ogſaa en Rygfinne (Fig. 120, b). Huden er glat og nogen og gjor ſaaledes den mindſt mulige Modſtand mod Be— vegelſen i Vandet; kun paa Snuden findes undertiden enkelte Borſter. Under Huden ligger et tykt Lag Spek, ſom erſtatter Manglen af Haar og gjør Legemet lettere i Forhold til Vandet. Hovedet og Gabet ere hos de ſtorre Hvaler (Fig. 123) af en uhyre Storrelſe; Oinene ligge heelt nede ved Mundvigene og ere, iſſeer hos Bardehvalerne, for— holdsvis meget ſmage; Orehul— lerne ere yderſt fine og uden Orebruſk, ja mangle undertiden Fig. 120. Omrids og Skelet af en Delfin. à Halefinnen. b Rygfinnen. c Baekkenbenene, ſom er alt hvad der er tilbage af Baglemmerne. k Hals— hvirvlerne, der ere ſammenvoxne meer eller mindre fuldſtendigt. d antyder Neſeborenes, e Oiebulernes Plads paa Hovedſtallen. Hvalerne. 135 ganffe; Neſeborene (de ſaakaldte Blæfehuller) ligge høit oppe, faa at Hvalerne for at aande blot behøve at løfte Hovedet op til Overfladen af Vandet; ved Udaandingen oppuſtes høie Damp— ftøtter af dem. Patterne ligge under Bugen i en Hudfold paa hver Side i Nerheden af Gattet. Seeregenheder i Beenbygningen ere, foruden Hovedſkallens og Under— kjebens ſaavel hos Delfiner ſom Bardehvaler fra de andre Pattedyr meget afvigende Former: Halshvirvlernes Korthed og deelviſe eller fuldſtendige Sammenvoxning; det flade og brede Bryſtbeen, hvis Korthed bevirker, at de fleſte Ribbeen i Reglen ere nægte (iſer gjælder dette om Bardehvalerne); Skulderbladets Mangel paa Kam; Hvirvlernes ufuldſtendige Ledforbindelſe med hverandre; Ribbenene ere ofte kun indleddede paa Tvertappene, ikke tillige paa ſelve Hvirvlerne; de ſmaae Bakkenbeen, til hvilke der hos enkelte Hvaler kommer ſmaae Rudimenter af Baglemmerne, ffjulte i Kjodet o. ſ. v. De mindſte Hvaler ere c. 2, de ſtorſte omtrent 50 Alen lange og overgaae altſaa alle andre Dyr i Storrelſe. De føde i Reglen kun een Unge, ſom Moderen viſer megen Omhu. — Hvalerne leve alle af dyriſk Føde, navnlig af Fiſte, Blekſprutter (hvis Hornkjeber derfor opſamles i ſtort Antal i deres Maver), Vinge— ſnegle og Krebsdyr. De beboe iſer de ſtore Verdenshave, ikke mindſt disſes koldere Belter; de mindre Hvaler (f. Ex. Marſpinet) holde fig dog ogſaa til Sunde og Vige, og Hunnerne af de ftørre føge ofte ind til Kyſterne for at føde; Sydhavets Slet— bag holder fig i det Hele til de mindre dybe Strøg af Sydhavet (de ſaakaldte „Hvalgrunde“), der ere rige paa Bloddyr. Ellers er det kun tilfældigt, at de ſtorre Arter forvilde fig ind til Kyſterne, hvor de da ſtrande. Efter Aarstiderne flytte Hvalerne fra et Strøg af Verdenshavet til et andet; ſaaledes træffe Narhvalen, Gronlandshvalen og Hvidfiſten om Sommeren mod Nord, om Vintren mod Syd, men ſtedſe indenfor Ishavets Grendſer, hvor— imod Grindens, Kafſkelottens og Doglingens Vandringer indtage et ſydligere Bælte. Denne Omflakken er maaſtee ogſaa tildeels Grun— den til den uhyre Udbredning over neſten alle Dele af Verdenshavet, ſom man har tillagt visſe Arter f. Ex. Kaſkelotten og Pukkelhvalen. —- 136 Hvalerne. De mindre Hvaler fanges for Kjødets og Spæffets Skyld; der er ſaaledes en regelmeſig Marſvinefangſt ved Middelfart og i Isſe⸗ fjorden hvert Aar, naar Marſpinene flytte fra Oſterſoen til Nord— ſoen og tilbage igjen, og for Feringen er Grindehvalens Ankomſt af yderſte Vigtighed ligeſom Hvidfiſkens for Grønlænderne. J det Store drives Hvalfangſten deels i Gronlandshavet efter den der levende Sletbag, deels i Sydhavet efter en anden Art af ſamme Slægt og efter Kaſkelotten; den ſidſte jages alene for Spekkets, de to andre Arter tillige for Bardernes Skyld. lfte Familie: Tandhvalerne have flere eller færre kegledannede Tender, og Neſeborene ere udvendig forenede til et halvmaanedannet Bleſehul. De leve ſom ofteſt i Flokke og fortere deels Fiſke, deels Blæffprutter. a. Delfinerne have i hver Kjebe talrige (c. 10—50) ſmaae, eensdannede, kegleformede, rodaabne eller forſt ſeent fig lukkende Tæn- der, ſom, naar Munden lukkes, gribe ind i hinandens Mellemrum. De ſtorſte nage en Længde af indtil 15 Alen. Til de but— ſnudede Arter (Fig. 120), ſom i det hele ere ſtorre og mere tilhøre de nordlige Have, hører Hvidfiſken (D. leucas), der er aldeles hoid, uden Rygfinne og ſom gammel aldeles tandlos, Grinden (D. globiceps, 10 Alen lang), Marſvinet (D. pho— cæna), kun 2—3 Alen langt, og Spekhuggeren eller Sveerd— fiſken (D. orca og D. gladiator, 10—12 Alen) med færre men ſtͤrre Tender end de andre Delfiner, graadige Rovdyr, der an— gribe Selhunde og Delfiner, ja endog Sletbagen og Pukkelhvalen. Til de ſpidsſnudede hører Springeren (D. Delphis) ſamt de meget langſnudede Floddelfiner: Gangesdelfinen (D. gan— geticus), der i Overeensſtemmelſe med ſit Ophold i det dybe, mudrede Flodvand neeſten er blind, og Amazondelfinerne (D. amazonicus) i Orenoco og Marason, der tildeels ſkulle leve af de i Vandet nedfaldne Frugter. 8 b. Narhvalen (Monodon monoceros), er en med Hvid— fiſten meget nær beſleegtet butſnudet Delfin, ſom er tandlos paa Hvalerne. 137 Hjornetcenderne ner, hvilke dog hos Hunnen ikke nage udenfor Kjcben, hvorimod Hannens venſtre Hjornetand (ſjeldnere tillige den hoire) vover ud til en lige, fremad rettet, ſpiralfuret, i Roden aaben Stodtand, der kan blive mere end halv faa lang ſom Krop— pen, hvis Lengde er omtrent 8 Alen. e. Nebhvalerne (Hyperoodon) have et but Hoved med neeblignende Kjceber og kun 1 eller 2 Smaatender i hver Side af Underkjeben. Doglingen eller Andehvalen (U. rostratus) bliver henved 15 Alen lang. d. Kaſkelotten eller Pothvalen (Physeter macrocephalus) har et uhyre ſtort, tykt og but Hoved, hvis Omfang dog for ſtorſte Delen ſkyldes et Cellevæv, der indeholder en olieagtig Vedſke (ſom ſtorknet kaldes Hvalrav eller Spermacet); i den lange, ſmalle Underfjæbe ſidder en Ræffe af Tænder, der gribe ind i Gruber, i hvis Bund Overkjeebens fmaae, butte Tænder have deres Plads. Hunnen opnaaer en Længde af 15 Alen, Hannen den tredobbelte Storrelſe. Pothvalfangſten drives nu kun i det ſtille Hav for Speekkets og Spermacettens Skyld. Ogſaa Ambra, der treffes flydende i Havet, hidrører fra Kaſkelotten. 2den Samilie: Bardehvalerne ere tandloſe, men forſynede med Barder, og Neſeborene ere adſkilte og ligge paa langs. Fra deres É ſterkt forlængede og opad boiede Swerfjæbe hænger der ned en tæt Ræfte af flade, trekantede, langs med deres indre Rand flosſede Hornplader eller Barder (Fig. 121), ved hvilke de faſte Dele ſies fra det ſlugte Vand. Kun i Foſterlivet have de Tandkim, ffjulte i Kjeberne, men de bryde ikke frem af Kjeeberne og komme ſaaledes aldrig til Anvendelſe. Det er kempemeeſige Dyr med ſtort Hoved, der leve af Smaa— dyr, ſom de ſluge i Tondevis. Fig. 121. N eee Hovedſkal med Barder af en Sletbag. 138 Hvalerne. e. Finhvalerne (Balænoptera) have Rygfinne, og deres Bug er rynket paa langs af dybe Furer; da deres Fig. 122. Hoved ikke har nogen overordenlig Storrelſe, ere Barderne korte, og da deres Legeme er temmelig langſtrakt, ere deres Bevegelſer hurtige; heller ikke ere de meget rige paa Spoek. De jages derfor i Reglen ikke, da Jagten paa dem er moiſommelig og farlig og kun lidet indbringende. De leve fortrinsvis af Fiſke. d Man ffjelner mellem de ægte Finfiſke (Fig. 122) med korte Luffer, f. Ex. Vaagehvalen, Tigakulik (B. rostrata), omtrent 15 Alen, Sildehvalen (B. laticeps), 30 Alen, Rorhvalen (8. musculus), 35 Alen, og Tunnolik (B. gigas), henved 50 Alen lang; og Pukkelhvalerne (Megaptera) med lange Luffer, plumpere Legeme, ſtorre Hoved, færre Furer og lav pukkelagtig Rygfinne, f. Ex. Keporkaken (M. Boops), der jages af Grønlænderne, 30, ja efter nogle Angivelſer indtil 50 Alen lang. fk. Sletbagene eller Rethvalerne (Balæna) mangle Ryg— finne og Bugfurer, ere kortere, plumpere og mindre hurtige Fig. 123. end Finhvalerne, men have mere Spek og længere Barder og efterſtrebes derfor af Hvalfangerne; de leve af de ſmaae Vingeſnegle og Krebsdyr, der ſvomme i utallig Mængde i visſe Strøg af Oceanet. Gronlandshvalen (B. Mysticetus), Hvalerne. Fuglene. 139 der tilhører det nordlige Ishav, nager 30 Alens Længde; Syd— havets Sletbag (B. australis, Fig. 123) er noget mindre. Nordkaperen (B. islandica), ſom fordum fangedes mellem Is— land og Nordkap, i den ſpanſke So og ved Newfoundland, er nu yderſt ſjelden. Begge disſe Arter have et mindre Hoved, en mindre plump Krop, mindre Speak, livligere Bevegelſer og kortere Barder end Gronlandshvalen og nærme fig derved noget til Pukkelhvalerne. Aden Klasſe: Fuglene (Aves). as. Fuglene ere fjerkledte, varmblodige, ved Lunger aandende Hvirveldyr, hvis Forlemmer ere omdannede til Vinger og Kjeberne til et tandloſt, hornkleedt Næb; de lægge haardſkallede Mg, ſom de udruge. 9. Alle Fugle ligne overmaade meget hverandre paa Grund af, at deres Legeme er uddannet til Flugt i Luften, og at denne Uddannelſe griber fan dybt ind i deres hele Bygning; der er der— for i denne Klasſe en langt ſtorre Eensformighed i Henſeende til Bygning, Udſeende og Liv end f. Ex. i Pattedyr- eller i Krybdyr⸗ klasſen. 50. Fuglenes Knogler forene en ſtor Faſthed med meget tynde Vægge og ere for en ſtor Deel fyldte med Luft; de udkleedes nemlig indvendig med Luftſcekke, ſom forlænge fig ind i dem gjennem fine Aabninger paa deres Vegge og ſtaae i Forbindelſe med Lungen eller Neſehulen. J ſtorſt Udſtrekning er Skelettet f. Ex. luftfyldt hos Murſvalerne og hos de ſtore, godt flyvende Fugle ſaaſom Fregatfuglen og Pelekanen; ogſaa Neſehorns— fuglen udmeerker fig i denne Henſeende; hos Strudſene er Skelettets Pneumaticitet ftærft i Aftagende, og den mangler ganſke hos Kivien og Luffegeesſene ſamt hos alle Fugleunger og mange Smaafugle. Hovedets Beenbygning afviger fra Pattedyrenes 1) der— ved, at alle Hjernekasſens Been vore faa tidlig ſammen, eee eee SN or ²˙·—AAAA BEREDT le Fig. 124. Underfjæben og Hovedſkallen (feet lidt fra neden) af en 5 rere, VA Sj * * * AA fee, v, e ue Are b, ert u „EEE TIN ETT ROER å / 4 i id å 4 z 0 — r 2 * , Tee 22 — å rør LL, . , * 2 Ta e 2 3 Ses e. re, 2 2 9 22. Et sød e 8 UAE 5 . . 92909 e * Fuglenes Beenbygning. , arts Ke. Cu . mad 60 Beadre 7 8 5 2 € i 0 ør, 5 ég w, 2 it ber 908 d 755 88885 8 Fugl ikke er Spor Tilba 8 58 e e 2) at der kun er een Nakkeledkunude, hvorfor Fuglene > 2 = Funne dreie deres Hoved heelt rundt; 3) at Kjæberne (Under- og Mellemkjœbebenene) ere forlængede til et Næb; 4) at der er“ en vis een ben e 55 3 A mellem |; Ces. 2 Nakkehullet. 5 Nakkeledknuden. » Ledbenet. 4 Vingebenet. e Ganebenet. f Bi⸗Kindbenet. 9 Kindbenet. * antyder Overkjebebenets Beliggenhed, | i Mellemkjebebenet, * det Sted, hvor Overnæbet ſtoder til e 21 „ rv 2 SÅR e rr — 6 Underkjeeben, m dens Ledhule. Af Underkjeben er kun den ene Halvdeel 2 Bj 755 F e Underkjœben og Tindingebenet er der nemlig indſkudt et mod dm — begge bevægeligt Ledbeen (os quadratum), ſom deels ved Bi⸗ 2 Kindbenene og Kindbenene, deels ved Vinge- og Ganebenene ſtager bi 1 Forbindelſe med Overnebet, hvis Feſte til Hjernekasſen tilſteder 75 medens Vingebenene glide hen under Kilebenet, med hvilket de i . Reglen ere forbundne ved virkelige Glideled. Ledbenenes Be— vegelighed til Siden tilſteder tillige en Udvidelſe af Svælget under Synkningen. J øvrigt beſtager Hovedſkallen af de ſamme Knogler SEN ſom hos Pattedyrene med den Undtagelſe, at 1 er ſam⸗ . menſat af flere oprindelig adſkilte Stykker. ale Hvirvelſtottens fire Afſnit ere: 1) den lange Hals med dens talrige meget bevegelige Hvirvler; deres ſadelformige PA „ nogen Boielighed; naar Underkjceben bevæges nedad, og Ledbenene derved træffes fremad, bevæges Overnæbet derfor tillige opad, 2 Fuglenes Beenbygning. 141 Ledflader gjør det muligt, at Halſen med Lethed kan bugtes op og ned ſamt ftræffes ud eller træffes ſammen, idet den antager Form af et 8. 2) Bryſthvirvlerne ere fane og mindre bevægeligt for— bundne med hinanden”) uden dog i Reglen at være aldeles ſammen— voxne, hvilket derimod er Tilfceldet med 3) Bekkenhvirvlerne, hvis Antal kun kan erkjendes af Tvertappenes, og ſom tillige ere fuldkommen ſammenvoxne med Bekkenet. 4) Den forte Hale, hvis Hvirvler ere fane, men noget bevægelige; den ſidſte, ſom bærer Styrefjerene, er høi og ſammentrykt.“*) — Af Ribbenene ere de forreſte og bageſte i Almindelighed „ucgte“, de andre ſam— Fig. 125. Skelet og Omrids af en Due. Bogſtaverne have ſamme Betydning ſom i Fig. 28. I Ravnencebsbenet. “ Noglebenet. g' den fidfte Halehvirvel. *) Forbindelſen mellem Bryſthvirvlerne ſtyrkes ofte ved et Lag af for— benede, med Hvirvlerne ſammenvoxne Sener. ) I den ſeneſte Tid er der opdaget en forſtenet Fugl (Archæopteryx) i Juraformationen (Solenhofen), hvis Hale beſtod af en lang Rekke tynde Hvirvler (ſom hos et Pattedyr eller Krybdyr), langs hen med hvilken Styrefjerene fad i to Reeker. 142 Fuglenes Beenbygning. menſatte af to under en bevægelig Vinkel ſammenſtodende Sthykker; den hos Pattedyrene i Reglen bruſkede Deel er nemlig her for 4 2- benet. Fra hvert af de overſte Stykker udgaaer en ſkraa For⸗ ri Pl llengelſe, der hviler paa det bagved liggende; herved ſtyrkes Bryſt— kasſen, da et Tryk paa et enkelt Ribbeen derved fordeles paa de andre. Bryſtbenet er et ſtort, hvælvet Skjold, ſom dekker en ſtorre eller mindre Deel af Bugen; for at give Plads og Feeſte for de ftærfe Vingemuſkler findes der en hoi Beenkam langs ned 7 ; ad dets Midtlinie. Storrelſen af Bryſtbenets faſte Flade og Høiden 15 2 af dets Kam retter fig efter Vingemuſklernes Styrke; hos Strudſene 2 er Bryſtbenet derfor mindre og uden Kam. Skulderpartiet er temmelig ftærft udviklet; det beſtager af 1) det lange og ſmalle, ſabeldannede Skulderblad, der ligger hen ad Ryggen ovenover Ribbenene; 2) af de to tynde, forneden ſammenvoxne Noglebeen, der danne Gaffelbenet (furcula), ſom ved ſine to overſte Endepunkter er forbundet med Skulderen, ved det nederſte, middelbart eller umiddelbart, med Bryſtkammen; og 3) af de to forte og ſterke Ravnenebsbeen, der ligge bagved Noglebenene og gage fra Skulderleddet til Bryſtbenets forreſte Hjørner. — Armen er lang og beſtaaer af de ſamme Knogler ſom hos Pattedyrene. Haanden er ſmal og flad og afgiver Fæfte for Haand-Sving— fjerene; den har kun 3 ſammenvoxne Mellemhaandsbeen; Pege— fingren beſtager af 2 eller 3, Mellemfingren af 1 eller 2 Led; Tom— melen er fri og beſtager af et eller to forte Led. Haandroden beſtaaer kun af 2 ſmage Knogler. Undertiden barer Tommel- og Pegefingren en Negl eller Klo, ſom f. Ex. hos Strudſene. Bekkenet beſtaager ſom ſedvanligt af Hofte-, Sede- og Slklambenene, der ſtode ſammen i Hofteſkaalen; det er ikke lukket —” forneden fom hos Pattedyr og Krybdyr, men udgjor en ſtor hvælvet Blade, der er fuldkommen fammenvoren med alle Bæffen- hyvirvlerne, undertiden ogſaa med de bageſte Bryſthvirvler. — Benet beſtaaer fornemmelig af Laarbenet og Skinuebenet, da Legbenet er meget ubetydeligt. — Da Fodrodsbenene mangle, Fuglenes Fødder. 143 beſtaaer Foden af et ftørre Mellemfodsbeen (Løbet), der er dannet ved en Sammenſmeltning af 3 oprindelig adſtilte Styk⸗ ker, men bærer et ſeerſkilt lille Mellemfodsbeen for Bagtaaen, naar denne er tilſtede, og af 2—4 Tcer, af hvilke Bagtaaen ofteſt har 2, Indertaaen 3, Mellemtaagen 4 og Pdertagen 5 Led; Formen af det ſidſte Led retter fig efter Kloens (ſmlgn. neſte §.) 51. Naar Fuglenes Fødder have 4 Teer, vende ſom ofteſt de 3 fortil, den fjerde bagtil, ſjeldnere 2 fortil og 2 bagtil, eller Yder- eller Bagtagen er en Vendetaa, faa at For- og Bag⸗ tœernes Antal vilkaarligt kan forandres. Naar der kun er 3 Teer, er det næften altid Bagtaaen, der mangler; naar der kun er 2 (Strudſen), mangler tillige Ydertaaen. Teerne ende altid med Hornſkeder, der enten ere krumme og ffarpe Kloer eller brede og temmelig flade Negle (ſom hos Lommerne), ſjeldnere lange og lige (f. Ex. Bagkloen hos Lerken og Sporevingen). Mellemfod og Teer ere kun ſjelden fjerkledte; i Almindelighed ere de bekledte med en hornagtig Hud, der er afdeelt i Plader eller Skel; ofte erſtattes de ſtore Plader for- og bagpaa Mellemfoden af lange Skinner. Hos Fuglene kan der forekomme 7 forſkjellige Fod— former; paa de 3 forſte er Bagtaagen altid temmelig ſtor og feſtet i ſamme Hoide ſom Fortæerne, og berører derfor den Gjen— ſtand, hvorpaa Fuglen ſidder, med hele fin Underflade; Kloerne ere altid forholdsvis ſtore, krumme og ſpidſe. 1. Klattrefoden (Fig. 126) har 2 Fortceer og 2 Bag— tæer, idet Ydertaaen ogſaa er rettet bagud; den findes hos Klattrefuglene og anvendes til at omfatte Grene eller til at lobe op ad Stammer. 2. Siddefoden (Fig. 127) har 3 Fortcer og 1 Bagtaa; den er ſpinkel af Bygning og anvendes (af Due-, Sang- og Skrigefugle) paa ſamme Maade ſom Klattrefoden. 3. Ropfoden (Fig. 128) har ligeledes 3 Fortcer og 1 Bagtaa, men har en meget kraftfuldere Bygning ſamt rufkellede 144 Fuglenes Fødder. Taaballer og kan derfor benyttes til at gribe, faſtholde og bort— flæbe; den fore- —Fig. 126. Fig. 127. Fig. 128. kommer hos Rov >= f fuglene, De 4 følgende Fodformer egne fig i Reglen ikke til at omfatte Grene, Forſaavidt Bag— taaen er tilſtede, Sy er den nemlig ſom Fod af Tukan, Tornfkade og Falk. ofteſt ubetydelig, ſidder hoiere end de andre og berører kun Jorden med fin Spids. Kloerne ere kun ſjelden ſtore og krumme, ofteſt ſmaae, undertiden flade. 4. Gangfoden (Fig. 129) (hos Honſefuglene) har en fort Mellemfod, 3 Fortæer og i Reglen en lille Bagtaa; Kloerne ere brede og temmelig flade. Fjerene nage i det mindſte til Helen. Ved de 3 folgende Fodformer ophører Fjerkledningen der— imod et Stykke ovenfor Helen. Fig. 129. Fod af en Hane. Fig. 130. Fod af Vibe. Fig. 131. And og Fig. 132. Lappedylkker. Fuglenes Fødder. 145 - Ey Vadefoden (Fig. 130, hos de fleſte Vadefugle) har en meer eller mindre lang, tynd Mellemfod, 3 kortere eller len— gere Fortæer og ſom ofteſt en lille Bagtaa. Naar Tæerne ind— fattes af en ſmallere eller bredere Hudbreemme, er den en Lappe— fod (Vandhonſene og Odinshonſene); ogſaa Spommefoden kan optræde i denne Form, f. Ex. hos Lappedykkerne (Fig. 132). 6. Lobefoden (hos Strudſene og Trapperne) har en lang, ſterk Mellemfod, ingen Bagtaa, men 2 eller 3 forte og brede Fortæer med Tredepude og hovagtige Negle. 7. Svommefoden (Fig. 131) har en fort, ofte ſammen— trykt Mellemfod, 3 ved Svommehud forbundne Fortæer og i Al— mindelighed en ubetydelig Bagtaa; . naar Bagtagen er ſtor, vender indad W og er fæftet i Hoide med de andre ſamt forbunden med Indertagen ved Svommehud, er det en Aarefod * (ſom hos Pelekanerne, Fig. 133). Fig. 133. Fo 52. Fuglenes Hud er for ſtorſte Delen deekket af Fjer; Fødderne ere dog, ſom anført, i Reglen nøgne, hvorimod Hovedet og Halſen kun hos enkelte Fugle ere ganſte eller tildeels blottede for Fjer. Fjerene kunne betragtes ſom grenede Haar; de dannes i Hudfæffe, ſom indeholde en blød og blodrig Fjerkim. Efter at Fjerene ere brudte frem igjennem Huden med deres Spidſer, blive de ved at vore og at uddannes nedefter, indtil de have naaet deres fulde Storrelſe, og Kimen er torret ind; ved det Slid, ſom Fuglens Liv og Bevegelſer medføre, blive de efterhaanden ufkikkede til deres Beſtemmelſe, og mage derfor af og til ombyttes med nye. Fjerene give Fuglens Legeme Afrunding og Skjonhed, holde Varmen tilbage og gjore Flugten mulig; ved deres Lethed og ſtore Omfang bliver Legemet nemlig forholdsvis let, og det er kun ved Sving- og Styrefjerene, at Bingen bliver til et Flyve— og Halen til et Styre-Redſkab. 2 — d af Skarv. 10 146 Fuglenes Fjerene ere enten Dekfjer eller Dun; kun Dæffjerene ere iſtand til at beſkytte Legemet mod Vind og Veir eller til at virke paa Luften med en ſamlet Flade. Dunene tjene derimod til at holde Legemet varmt. — En Dekfjer beſtaaer af Ribbe og Fane, Ribben af Skaft og Poſe; Poſen er feſtet i Hud⸗ Fjerkim og fortfætter fig ſom en É i D Fig. 134. Gjennemſnit af 4 Straaler eee Wee lee (a); Biſtraalerne b ere ved ſmaae Hager Skaftets Rygſide; langs ud ad hegtede ſammen med c. (Forſtorret.) begge dettes Sider finde Strag— lerne, fra hvilke Biſtraalerne igjen udgaae paa ſamme Maade; derved at disſe deels dbæffe Nabogrenene, deels deekkes af disſe og ved egne Smaakroge ere hagede ſammen med dem, forbindes Fanen til en ſammenhengende Flade. — De egenlige Dek— fjer ere mindre, bære i Almindelighed en lille Bifane ved Grunden af Skaftet, og deres nederſte Straaler ere for en Deel dunede; Styre⸗ og Svingfjerene ere derimod ſtorre og uden Bifane, og kun deres allernederſte Straaler kunne være dunede. — Dek— fjerene kunne bevæges ved egne Muſkler, faa at Fuglen kan reiſe fine Fjer eller lægge dem tet til Kroppen, og de have altid en beſtemt Farve, i det mindſte paa deres Rygſide. Bed prægtigt farvede, ofte metalliſke QDæffjer udmerke fig iſcer mange af det hede Jordbeeltes Fugle; Toppe, Kraver og andre Fjerprydelſer udmerke deels Hannerne af visſe Arter, deels visſe Slægter. — Dunene have Poſe, men intet tydeligt Skaft; deres Straaler og Biſtraaler ere ikke heegtede ſammen, men bløde og loſe og danne derfor ingen egenlig Fane; da de ſtjules af Dakfjerene, ere de farveloſe eller graalige. De ſidde deels ſpredte mellem Dekfjerene, deels paa egne Steder, hvor disſe mangle, f. Ex. under Vingerne. Fugleungernes Dundragt dannes for ſtorſte Delen af de dunede, ſenere affaldende Spidſer af de frembrydende Fjer og Dun. — Dunfjerene ſtaae paa Overgangen mellem Dun og fæffen, indeholder den indtorrede a K. Fierkledning. 147 Dæffjer; herhen høre f. Ex. Paafuglehannens Haleflæb, der be— ſtager af Fjer med Dæffjerenes Farve og Form, men med loſe Straaler, og Strudsfjerene, der have Dunenes Farve og Mangel paa Sammenhæng, men Dæffjerenes Form. Uudviklede eller om— dannede Fjer ere de ſtive Fjerborſter, der ſidde ved Roden af — mange Fugles Næb eller beflæde deres Hals og Fødder, ſamt Kaſuarens faneloſe Svingfjer-Ribber og den Haarduſk, ſom den kalkunſke Hane bærer paa Bryſtet. Kun ſjelden ere Dekfjerene og de mellem dem ſiddende Dun fordeelte eensformigt over den hele Hud ſom f. Ex. hos Strudſene og Luffegæsfene; i Reglen ere de ſamlede i Grupper, de ſaakaldte Fjerbede, mellem hvilke der ligger nøgne eller dunede Gange, ſom ifær iagttages tydeligt paa den nøgne Unge eller paa den plukkede Fugl, men ellers dæffes af de tilſtodende Bedes Fjer. Saadanne Gange findes f. Cr. langs ned ad hver Side af Hal— ſen, paa hver Side af Kroppen under Vingen, midt ned ad Ryg og Bug o. ſ. v., men kunne forreſten have en forſtjellig Udbred- ning og Retning; jo ſtorre Fjerene ere, deſto bredere ere Gangene. Pag Grund af denne Gruppering af Fjerene ligge disſe lige glat, hvilfe Bevegelſer Fuglen end foretager. Fig. 135. Fjerbedene hos Hanen, a fra Bugſiden, b fra Rygfiden. 10 * 148 Fuglenes Engang om Aaret, i vort Klima hver Efterſommer, efter at Rugetiden og Ungernes Opdragelſe er affluttet, feldes den hele Fjerdragt og erſtattes af en ny. Under dette Fjerſtifte, der medtager omtrent fjorten Dage eller en Maanedstid, er Fuglen ſyg og mager og holder fig faa ſkjult ſom muligt. Sving- og Styrefjerene fældes i Almindelighed Par efter Par, ſjeldnere alle paa een Gang, i hvilfet Tilfælde Fuglen (f. Ex. Puderne) en fort Tid ganſke er ude af Stand til at flyve. Overgangen fra denne Winterdragt (Reiſedragt) til Sommer- eller Jngle— dragten ffeer om Foraaret for Rugetiden, undertiden ſom f. Ex. hos Ænderne, allerede tidlig paa Vintren, og ſom ofteſt meget hurtigt; den foregager deels derved, at enkelte nye Fjer komme frem mellem de gamle, ifær naar ſeregne Fjerprydelſer ſtulle udmerke Yngledragten (f. Ex. Brushanens Halskrave), deels ved en fornyet Livsvirkſomhed i Fjerene, hvorved de forandre Form eller fætte nye Spidſer til og altid meer eller mindre for— andre Farve (hvilket ſidſte ifær er tydeligt hos Ryperne, der om Vintren ere hvide, om Sommeren brune); tildeels har ogſaa Sommerdragtens forſtjellige Udfeende fin Grund i, at Fjerſpidſerne ere afſlidte og andre Farver derved komne frem. Faxve-Forſtjellen mellem de to Kjon udtaler fig iſer i Sommerdragten; hvert Efteraar falder nemlig Hannernes Fjerdragt i Almindelighed til— bage til en, der mere ligner Hunnens og Ungernes. Desuden forandres Farverne mere eller mindre med Alderen fra det ene Fjerſtifte til det andet; det er iſer hos gamle Hanner, at den ſmukkeſte Farvepragt træffes; den efterlignes undertiden af gamle Hunner (f. Ex. Høng), der ikke længere lægge Pg. Over Halen aabner ſig Halekirtlen, med hvis Olie Fjerene indſmores ved Hjælp af Nebet for at holde Bandet ude. Denne Afſondring er ſterkeſt hos Svommefuglene, men mangler ganffe hos Strudſe og Trapper. Førend de fmøre fig ind, renſe Fuglene fig gjerne ved at bade fig i Vand eller Sand. Bevagelſer. 149 53. Vingerne beſtaae af Haanden og Underarmen og den langs ad disſe Knogler ſiddende Rekke af Haand- og Armſpingfjer; desuden bærer Tommelen en ganſke lille Bivinge (Fig. 125). Er Vingen meget lille og bærer enten kun meget forte Svingfjer (Geirfuglen), eller i Stedet for dem Dunfjer (Strudſen) eller faneloſe Fjer-Ribber (Kaſuaren), kan den lige ſaa lidt benyttes til Flugt ſom de til Luffer omdannede Vinger hos Luffegæsfene, Disſe Flyveevnen berøvede Fugle betegnes ofte ſom „vingeloſe“. Halen beſtaager af de paa den ſidſte Halehvirvel ſiddende Styrefjer. En meget lang, kloftet Hale følger gjerne med lange og ſpidſe Vinger; hos mange hoibenede Fugle ere Halefjerene dog forholdsvis forte (f. Ex. hos Storken). En ſtiv, elaſtiſk Støtte- hale findes hos Fugle, der klattre paa Treer eller Klipper (Spetter, Luffegæg). Undertiden ere Styrefjerene faa ſmaae, at de ſynes at mangle, og Fuglen kaldes da halelos (f. Ex. visſe Strudſe, Lappedykkerne). 51. De Bevegelſesmaader, der ere mulige. for en Fugl, ere: Flugt, Klattring, Gang og Svømning; jo mere en af disſe er udviklet, deſto mere ere de andre trængte tilbage. Hyp— pigſt mangler Svommeevnen, derneſt Klattreevnen, ſjelden Flyve— . evnen, i hvilket Tilfcelde Gang (Lob) eller Svømning ere deſto for— trinligere. Til at ſidde paa Zræerne og hoppe fra Green til Green egne fig kun de Fugle, der have en vel udviklet Bagtaa, hvormed de kunne omfatte Grenene. At lobe op ad Træftammerne for— mage visſe Klattre- og Sangfugle (Spetterne, Spetmeiſerne, Tre— løberne), deels paa Grund af deres lange og ftærfe Bagtæer og Bagkloer, deels ved Hjælp af en ſtiv Stottehale. Der er kun fage Fugle, ſom neſten flet ikke kunne komme frem paa Jorden (f. Ex. Murſvalen), men der er adſkillige, der gage med temmelig Befvær, f. Ex. de Svømmefugle, der gage paa hele Foden (Mel— lemfoden derunder indbefattet), men ſom derimod klattre godt op ad Klipperne (f. Ex. Alkene). De øvrige Fugle gane eller hoppe (ſom f. Ex. de fleſte Sangfugle) paa Tæerne alene, Et Exempel 150 Fuglenes paa en vraltende Gang er Mndernes, Storkens paa en faſt og ſikker; mange Honſefugle og Vadefugle lobe godt, om end ikke med den Udholdenhed ſom Strudſen; til at lobe hen over blød Grund eller paa Vandplanternes ſvommende Blade behøves meget lange Teer (ſom hos Vandhonſene). Kun faae Fugle beſidde eller udøve den Evne at grave Huller eller Gange i Jorden, Svomme-Evnen er ikke udelukkende betinget af Svomme— fødder (f. Ex. Rorhonſene), men findes dog ſjelden udenfor Vade— og Svommefuglenes Ordener. De ægte Spommefugles Bygning er indrettet dertil; Kroppen er flad underneden, Fødderne ſidde langt tilbage, og Mellemfoden er ofte ſammentrykt, faa at den med Lethed træffes gjennem Vandet, naar Foden bevæges fortil i ſammenfoldet Tilſtand for derefter med udſpilet Svommehud igjen at føres bagtil. Nogle ſvomme høit paa Bandet (f. Ex. Maagerne), andre dybere (f. Ex. Ænderne), nogle med Fødderne alene, andre tillige med Vingerne (f. Cr. Alke og Luffegæs). Selv den bedſte Svømning kan dog ikke ſammenlignes med Flugten i Hurtighed, og der er mange Svømmefugle, der ikke ſoge deres Frelſe ved at ſvomme eller ved at dykke, men flyve bort eller fare pladſkende og flagrende hen ad Vandfladen. Nogle (f. Ex. Puder, Ges og Svaner) dykke ikke under fædvanlige Forhold, men be— ſidde blot den Evne at kunne fænfe Hoved og Hals under Vandet, idet de ſtille fig lodret i dette, holde Ligevægt med Fødderne og rode efter Føden i det lave Band; kun naar de af en eller anden Grund (f. Ex. af Skudſaar, i Feldetiden eller ſom Unger) ikke kunne flyve, og der er Fare paafeerde, dykke de heelt under. Svommedykkere ere derimod de Svømmefugle, ſom fra Bandets Overflade, paa hvilken de ſvoͤmme, kunne dykke heelt under og fvømme under Bandet, enten i en neſten lodret Retning ned til Bunden, ofte 30 —80 Favne dybt, hvorved de da pleie at benytte fig baade af Fødder og Vinger (f. Ex. Dykender og Alke); eller de forfølge Fiſkene tvers gjennem Bandet ved Hjælp af Fødderne alene (f. Ex. Lom— mer og Fiſtecender). Opholdet under Bandet kan vare fra 5—10 Bevægelfer. 151 Minuter. Medens nogle ſpomme og dykke ſtrax, ſom de komme ud af Wget og medens de endnu er dunkledte (f. Ex. Vnderne), er der andre, ſom forſt vove fig ud paa Vandet, naar de have faaet deres fuldftændige Fjerdragt (f. Ex. Alkene); og medens nogle blot dykke efter deres Fode, men ſoge at undflye ved at flyve, naar de ikke tilfældigt ere berzvede denne Evne, benytte andre deres Dykkeevne i begge Oiemed. Alle Svømmedyffere have forte Vinger, flyve op af Bandet med Larm, baſkende med Vinger og Fødder, og kaſte fig med lignende Voldſomhed ned i det igjen paa Hovedet eller Maven. Styrtedykkerne (f. Ex. Suler, Maager og Terner) formaae derimod ikke at dykke fra Vandets Overflade, men hæve fig op i Luften og fafte fig derfra i det hoieſte nogle fane Alen ned i Vandet efter det Bytte, de iforveien have udfpeidet, og hæves efter nogle Secunders Forløb op til Overfladen igjen. De have lange Vinger, flyve lige op af Vandet uden Larm og dale langſomt ned paa det igjen, naar de ville ſoßsmme. — Ogſaa Fiffeørnen og Isfuglene kunne henregnes til Styrtedykkerne. Foruden hos de „vingeloſe“ Fugle mangler Flyveevnen hos alle Fugleunger, inden Svingfjerene ere ſtudte heelt ud, felv om de allerede kunne lobe eller ſoomme, og hos visſe Fugle (5 52) tillige i Feldetiden; ſyge eller ſaarede Fugle miſte Flyveevnen førend Evnen til at lobe, ſvomme eller dykke. Naar Fuglen vil til at flyve, træffer den Veiret, faa at Lunger og Luftſcekke fyldes, og gjør et Hop, idet den ſlager med de udbredte Vinger; nogle kunne dog kun flyve fra et ophøjet Sted, fordi de ellers ikke let kunne fage tilſtrekkelig Luft under deres lange Vinger (f. Ex. Murſpalerne), og andre mage forſt lobe et Stykke hen ad Jord— eller Vandfladen. Medens nogle atter mage lobe eller flyve et Stykke, førend Farten ſtandſer, ſkeer dette hos andre gieblikkeligt. Under felve Flugten holdes Halſen i Almindelighed udſtrakt, og Benene trufne op under Kroppen eller ſtrakte bagud for at erſtatte Halen, naar denne er for kort til at ſtyre Flugten. De kortvingede 152 Fuglenes Fugle roe ſig frem i Luften med hurtige Vingeſlag, Larm og Suſen; undertiden er deres Flugt hoppende (f. Ex. Skadens); de flyve vel temmelig hurtigt og ſikkert, men ei faa. udholdende ſom de langvingede Fugle, der med færre Vingeſlag langſomt ſeile gjennem Luften, hæve fig høit i ſtore Kredſe eller holde fig ſvee— vende paa eet Punkt neſten uden at røre Vingerne; i Storm ere disſe derimod mindre Herrer over deres Flugt og forſlaaes derfor ofte langt fra deres Vei. Visſe langvingede Fugle kunne med overordenlig Hurtighed gjennemfare en fort Strekning, f. Ex. Falkene og Rovmaagerne, hvilke ſidſte derved kunne afjage andre Fugle, hvad disſe have fiſket; andre fare hen over Vandfladen og ſnappe, hvad der findes pan Overfladen, uden egenlig at dykke; atter hos andre er Flyveevnen udviklet til den Fuldkommenhed, at de optrede ſom Styrtedykkere (S. 151). Mange Svømmefugle hvile paa Bugen med Fødderne trufne ind under Kroppen; andre Fugle hvile med Halſen boiet ſom et 8 eller med Hovedet ſtukket ind under Bingen, ofte paa eet Been og det andet truffet op under Kroppen. J næften opreiſt Stilling og ftøttende paa hele Bagfoden og Helen ſidde visſe Svømmefugle, f. Ex. Skarver og Alke. 55. Fuglene kunne hente deres Fodemidler fra hele den organiſke Natur; dog har hver Art ſin beſtemte, ſnevrere eller videre Begrendsning af Valget af Føden. Deres Næb anvendes til at gribe Foden, i enfelte Tilfælde tillige til at plukke, hakke eller gnave den itu, afffalle den o.ſ.v. Paa Grund af de mange Forſkjelligheder i Fodens Natur og i den Maade, hvorpaa den ſkal erhverves, kan Nebet hos de forſkjellige Fugle antage en Mangfoldighed af Former, der neſten have en lignende Vigtighed for at betegne Familier og Slægter ſom Tandforholdene hos Pattedyrene. Som ofteſt ſluge Fuglene deres Fode heel og uforandret; den gaaer da enten lige ned i Maven eller optages (hos Høng, Spurve, Duer, Dag-Rovpfugle, Papegoier, Strudſe og Ænder) i en mellem Gaffelbenets Grene liggende Udvidelſe af Spiſeroret, den ſaakaldte Kro, hvor den dveeler temmelig længe og opblodes Fordoielſe. 153 ved en af Kroen afſondret Voedſke. Maven beſtager af to Af— delinger, der kun hos Ropfuglene neſten gage i Et, nemlig Kirtelmaven og Kraaſen. Hin, der afſondrer Maveſaften, Fig. 136. er i Almindelighed ſtor, men lille hos de Fugle, der have Kro; Kraaſen er hos de plantecedende Fugle ſtor, men ſnever, da dens Vægge dannes af to tykke, neſten halvkugleformige Mufkler, der indvendig have et haardt, hornagtigt Overtraek, ſom ved at gnides mod hinanden knuſer Foden, hvorved Manglen af Tender er— ſtattes; hos Ropfuglene er Kraaſen der— imod rummelig og har tynde, udvidelige Vægge. Fordoielſen af de opblødte, knuſte og med Maveſaften blandede Fodemidler foregager forſt i den øverfte Deel af Tarmen. I de to Blindtarme, der aabne fig paa Greendſen af Tynd- og Tyktarmen, undergage de fordøiede Ne— ringsmidler endnu en Udſugning, inden de udføres af Legemet. J det hele er Tarmkanalen lang og Blindtarmene ſtore hos de planteædende, men forte hos de kjodcedende Fugle. Fuglenes Fordgielſe er meget hurtig; de ede derfor meget og ofte. Der er de Sangfugle, ſom i Løbet af en Dag fortære lige faa meget, ſom de jelv veie, og mange Fugle proppe fig hele Spiſe— røret fuldt af Føde, der glider ned, alt ſom Fordsielſen ſktrider *) Fordoielſeskanalen af en Høne: a Struben, “ Luftroret, e Spiſereret, d Kroen, e Kirtelmaven, J Kraaſen, 9 Tyndtarmen, “ Endetarmen, k Blindtarmene, n Leverens, o Maveſpytkirtlens Kanaler, m Urin— rørene, ! Wggelederen, i Kloaken. 154 Fuglenes Fordeielſe og Aandedret. frem. Iſeer de inſekteedende Fugle ede idelig og døe efter en halv Dags Sult eller en Dags Torſt, hvorimod Ropfuglene kunne udholde en Faſte paa 2—3 Uger. Meeſt drikke de Fugle, der leve af haarde Plantefro, ſom ſkulle opblodes, f. Ex. Duerne, der pumpe Bandet i fig, Ges og Høng, der øfe det i fig og løfte Hovedet op for at ſynke det, o. ſ. v. i 56. Uagtet Fuglenes Lunger ere forholdsvis mindre end Pattedyrenes, er deres Aandedret dog overordenlig livligt, hvoraf atter deres hurtige Blodomlob, høie Varmegrad, livlige Sind, hurtige Bevegelſer og Fordgielſe ere en Følge. Lungerne udfylde langtfra ikke den hele Bryſthule, men ſtaae i Forbindelſe med ſtore Luftrum omkring i hele Legemet og i Knoglerne. Deres Ve er mere uregelmæjigt hullet og ſvampet end Pattedyrenes. Ind⸗ og Udaandingen ſtkyldes mindre det meget ufuldſtendige Mellemgulv end hele Bryſt- og Bughulens Udvidelſe ved Ribbeens— og Bugmufklernes Virkſomhed. Luftrorsgrenene fortſette fig "igjennem Lungerne ud i ſtore, tyndveggede Luftrum, der deels udfylde Mellemrummene mellem Indvoldene, deels ligge paa Siden af Halſen, mellem Gaffelbenets Grene, under Armene o. ſ. v., hos enkelte, f. Ex. Pelekanen, endogſaa under hele Huden, deels fort— fætte fig ind i og udfylde et ſtorre eller mindre Antal af Knog— lerne (§S 50). Da de indeholde varm og altſaa let Luft, gjøre de Legemet let i Forhold til den omgivende Luft og underſtotte derved Flyveevnen, men ikke Aandedrettet, uden for faa vidt de ſom Luftbeholdere fætte de dykkende Fugle i Stand til i nogen Tid at vedligeholde Lungernes Virkſomhed uden Fornyelſe af Luften udenfra. Fuglene have næften altid Stemme, men mange lade den kun høre i Forplantningstiden. Ofte have de egne Toner, der udtrykke Angſt og Fare, hvormed de falde paa hinanden under Træffet, holde Ungerne ſamlede o. ſ. v. Sang beſidde Hannerne af de fleſte Fugle af Sangfuglenes Orden og enkelte af andre Ordener, f. Ex. Sangſvanen. De ſynge dog kun i Forplantnings— Fuglenes Sandſer. 155 tiden, iſer om Morgenen; hver Art har da ſin Tid, da den be— gynder, og da den holder op for at ſoge Føde; kun faae ſynge om Middagen, nogle flere igjen om Aftenen, — Stemmen dannes ikke i Strubehovedet, men i det nederſte Luftrorshoved, ſom ligger der, hvor Luftroret deler fig i to Grene til Lungerne. 57. Af Fuglenes Sandſer er Synet den eneſte, der altid er ſkarp. Som ſeeregne Foleredſkaber kunne kun Ændernes og — Sneppernes bløde Neebhud og maaſkee Fjerborſterne omkring Nebel (f. Ex. hos Natravnen) nævnes. Uagtet Huden enten er fjerkledt eller (paa de fleſte nøgne Steder) haard, ere Fuglene dog meget . fintfølende for Berøring, Veirforandringer, Modvind o. ſ. v. Tungen er kun ſjelden uddannet ſom Smagsredſkab, hvilket dog maa antages om Papegsoiernes og Pndernes bløde og kjodfulde Tunge; ofteſt er den haard, hornagtig og ſpids, og benyttes ved Dannelſen af Stemmen; undertiden til at bemægtige fig Føden, i hvilket Tilfælde den da optræder med eiendommelige Former, hvorpaa Spetterne og Kolibrierne kunne afgive Exempler; uagtet Pelekanerne og Storkene have et langt Næb, er Tungen dog hos disſe Fugle meget ubetydelig. — Lugteſandſen ſynes altid at være meget ſpag, ſelv hos de Fugle, der leve af Aadſler, og ſom derfor ikke opdage deres Fode ved Lugten, men ved deres fortrin— lige Syn; Neſeborene ligge ofteſt ved Grunden af Næbet, men have efter Fuglenes forſtjellige Levemaade en meget forſtjellig Storrelſe og Form; hos Pnderne ere de ſaaledes ſtore og aabne, ſaa at Vandet let kan lobe ud, hos Pelekanfamilien derimod meget ſmalle Spalter; hos Fugle, der ſoge deres Fode i Jorden eller i Trebark, dekkes de ofte af Borſter, ſom hindre Støv og desl. fra at trænge ind. — Da Oreaabningen i Reglen dekkes af Fjerene, høre Fuglene i det hele ikke godt; kun hos Uglerne, der beſidde en fin Horelſe, findes foran den ſtore Oreaabning en Klap, der — kan aabnes og ſaaledes give Lyden fri Adgang. — Fuglenes Syn er ffarpt og indrettet til at fee i lange Afſtande, i hvilken Hen— ſeende iſer Rovfuglene udmeerke ſig. Foruden de to ſedvanlige "7 fan træffes hen foran Viet og beſkytte det mod de altfor ftærfe 75 Solſtraaler eller mod Vandet, medens de dykke. Dets forreſte fg a 8 fremtredende Deel underſtettes af en i Senehinden udviklet Ring af Beenplader. 156 Fuglenes Sandſer og Aandsevpner. 3 Aut ed, vu, lee, Oielaag have Fuglene en Blinkhinde, der fra den forreſte Oiekrog“ 58. At Fuglenes Aandsevner ſtaae paa et forholdsvis høit Trin, fremgager af den Snildhed, hvormed de vide at undgaae deres Forfolgere, opſpore deres Bytte, ſkjule deres Rede o. ſ. v., daf den Lervillighed, ſom de viſe i Fangenſkab, den Lethed, hbvormed de lade fig tæmme o. ſ.v. At de have Indbildnings— kraft, kan man fee af Stuefuglene, der ofte dromme uroligt; at de have Hukommelſe, af den Sikkerhed, hvormed de ofte mange Aar i Rad ſoge den ſamme Rugeplads. Paa den anden Side viſer deer ſig ogſaa Tegn, der kunde tyde paa en vis Enfoldighed f. Ex. hos Havpfugle, der have forvildet fig ind paa Land, eller hos Fugle paa ube— ſogte Steder, der ikke have lært at frygte for Menneſket og lade fig ghribe eller ſlage med Stokke. Mange af de tilſyneladende vilkaar— lige Handlinger i Fuglenes Liv ere dog mindre en Folge af Over— "læg og Klogſkab end af ftærfe, bydende Drifter, der periodiſk gjøre fig til Herre over dem og meer eller mindre ſtaae i For— bindelſe med Nerings- og Yngledriften, f. Ex. den Kunſtdrift, der fan ofte viſer fig i deres Redebygning (8 59), Vandredriften (S 60), og Selfkabelighedsdriften; denne ſidſte viſer fig hos nogle Arter kun i Vandretiden, hos andre hele Livet igjennem f. Ex. hos Gribbe, Papegoier, Ravne, o. ſ. v. og omfatter undertiden forffjellige Arter med lignende Levemaade, af hvilke da ofte den ene ved ſin Aarvaagenhed og Kjakhed er til Beſkyttelſe for de andre (f. Ex. Viben for Brokfuglene, Ternerne for Edderfuglene). Stærfeft udtaler denne Drift fig dog i Republikanernes fælles Redebygning (S 59), i at visſe Fugle fiſke i Fellesſkab, og hos de nordiſke Fuglebjerges Beboere, hvor den ene Fugl ofte udruger den andens 2g, naar denne er forulykket, og mader de uforſorgede Unger. 59. Kjonsforſkjellen kan deels udtale ſig i Storrelſen, deels i Farven, i det mindſte i Forplantningstiden, undertiden i ſeregne Fjerprydelſer, Hudforlcengelſer eller deslige hos Hannen; ſerdeles kjendelig er den f. Ex. hos mange Honſefugle og hos visſe Spurvefugle (f. Ex. Dompapen), hos Brushanen, Vnderne o. ſ. o. Undertiden er Hunnen ftørre end Hannen, f. Ex. hos Rovpfuglene, men naar der er nogen Forffjel i denne Henſeende, er det ſom ofteſt omvendt. — De fleſte Fugle leve i Monogami, , f, ele eee, 7 ume K Fuglenes Forplantning. 157 d. v. ſ. under Rugetiden leve de parvis ſammen, og Hannen hjælper da ofte Hunnen med at udruge, made og forſpare Ynglen; ſjeldnere varer Samlivet ud over denne Periode, ſaaledes ſom det f. Ex. er Tilfældet med Svalerne og Svanerne. J Polygami [eve Trapperne ſamt de fleſte Strudſe- og Honſefugle; Beſiddelſen af flere Hunner er her kuyttet til de ſamme Betingelſer ſom hos Pattedyrene, og naar gene ere lagte, forlader Hannen i Al— mindelighed Hunnerne, der ſelv mage beſorge Mgenes Udrugning, Ungernes Forſvar o. ſ. v. Det er derimod kun i tam Tilſtand, at Ander og Gas leve i Polygami. Baſtarder af forſkjellige Arter af ſamme Slægt ere ſjeldne og opſtage i vild Tilſtand kun, naar det ene Kjon af en Art af en eller anden Grund ikke er tilſtede i tilſtrekkeligt Antal, f. Ex. af to Andearter, af Tjur eller Rype og Urhane, naar Tjur- og Rypehanerne ere bortſkudte paa et Sted; i tam Tilſtand indtræde disſe Betingelſer oftere, og Baſtarder af forfkjellige Finke- eller Duearter, af Høns med Faſaner eller Paafugle o. |. v. ere ikke ſjeldne. Forplantningstiden falder i det hede Jordbelte i Regn— tiden, i det middelvarme om Foraaret (f. Ex. i Danmark fra Marts til Mai), i det kolde om Sommeren; kun hos tamme Fugle kan den vare Aaret rundt med Undtagelſe af Feldetiden og den koldeſte Vintertid. De hoinordiſke Fugle lægge kun een Gang om Aaret Æg; i de varmere Jordbelter lægge de ſtorre ligeledes kun een Gang, de mindre ofte to eller flere. Bliver en Fugl be— røvet ſine Bg, lægger den nye, og vore Husfugle kunne derfor lægge Æg næften hele Aaret igjennem. Kun i ganſke enkelte Tilfælde udruge Fuglene ikke ſelv deres Æg. Den europæiffe Gøg og nogle udenlandffe Fugle af andre Slæg- ter overlade det til andre Smaafugle, i hvis Reder de lægge dem; Talegalla-Honſene lægge deres Wg i Sandhgie eller i Dynger af Græg og desl., hvis Gering træder i Stedet for Rugevarmen. Mange Fugle lægge deres Mg pan den bare Jord eller Klippe eller i Jord- eller Trœehuller, hvor de i det hoieſte give dem et Underlag af Straa og Fjer; herfra er der alle Overgange til en 158 Fuglenes Forplantning. meer eller mindre kunſtig Redebygning. Fuglene af de 5 forſte Ordener (fee §S 61) ruge i Almindelighed i Reder i Træer, de mindre iſer i Buſte, en Deel, navnlig alle Klattrefugle, i Tre— huller, enten paa det bare Treſmuld eller paa et andet blødt Underlag; et mindre Antal bygger paa Klipper eller Bygninger (Rovpfugle, Svaler, Murſpaler, Alliker og Fjeldduer), paa Jorden (Lerker), i Huler i Klinter (Isfugle, Digeſpaler) o. ſ.v. Fuglene af de 4 ſidſte Ordener lægge derimod i Almindelighed deres Mg paa Jorden, enten paa den torre Jord eller paa Stranden, paa Sfær i Havet, mellem Siv, ſtundom paa ſelve Bandet (f. Ex. Lappedykkerne); i det ſidſte Tilfælde indrette de en ſimpel flad Rede, ellers lægges gene i Reglen uden noget Underlag. Nogle ruge paa de mod Stranden vendende Fieldſiders fremſpringende Trin, andre grave dybe Huler i Klinter, og enkelte (f. Ex. Sfar- ver, Heirer) bygge Reder i Zræerne. Stoffet til Reden vælges af Ting, der holde Varmen tilbage, f. Ex. Grene, Straa, Mos, Uld, Haar o. ſ. v., men er lige faa forſkjelligt for hver enkelt Art ſom Redens Form og Maaden hvorpaa den er anbragt. De ſimpleſte ere de aabne og flade Reder, ſom Ender, Vandhons o. ſ. v. danne af loſeligt ſamlede Straa, Vandplanter og desl. paa tor eller fugtig Jord, mellem Gres og Siv o. ſ. v., eller ſom Ropfugle, Ravne, Duer, Storke, Skarver o. ſ. v. bygge af Kvifte paa Træer eller Klipper. Af en ſeeregen Beſkaffenhed ere de Reder, ſom visſe Svaler og Murſpaler kline af Spyt og Dynd, under Tage, fremſpringende Klippeveegge o. ſ. v. De fleſte Sang- og Skrigefugle flette aabne, kurveformige Reder; Hannen ſamler Stoffet, Hunnen fletter det ſammen med Nabet og giver Reden Form og Faſthed ved at trede og vende ſig i den; den anbringes gjerne i en Kloft mellem to Grene og beſtager udvendig af haardere og loſere, indvendig af finere og tættere Dele, udforede med Uld og Fjer; ofte er den udvendig dæffet med Lav og Mos ligeſom Grenen, hvorpaa den fidder. Sfrædder- fuglen ſyer Blade ſammen med Plantetrevler ved Hjælp af fit Fuglenes Forplantning. 159 Næb og har fin Rede i den derved dannede Fordybning. De kugleformige, lukkede Reder, der blot have en Aabning paa Siden, give mere Varme og holde bedre Regn og Fjender ude; endnu mere gjelder det ſidſte om de hængende, pungformige Fig. 137. Fig. 138. Fig. 139. Fig. 140. Vavernes felles Skredder⸗ En pung⸗ Rede bygning. fuglens Rede. formig Rede. En kurveformig Rede. Reder, ſom ofteſt med Aabningen i den nedad vendte Ende, ſom Meiſer, Vavere o. ſ. v. anbringe heelt ude paa Spidſen af Gre— nene; undertiden ere de afdeelte i to Rum, af hvilke det ene er overladt Hannen, medens Hunnen ruger i det andet. Flere afri— kanſke Sangfugle (af Vevernes Slægt) bygge deres Reder ſelſkabeligt, tæt ſammen, og nogle Arter forene dem endog til ſtore Kuber med fælles Tag, under hvilket hver Fugl har fit eget Rum 5). Fugleeeget er beſtyttet ved en Skal af kulſur Kalk, der er porøs, faa at Foſteret kan aande igjennem den. Dets Farver ere meget forſkjellige (hvide, grønne, plettede o. ſ. v.), men ofteſt +) Af Næfehornsfuglen murer Hannen den rugende Hun inde, ſaaledes at kun det ſtore Næb rager ud, rede til at aſviſe Abers og Rovdyrs Angreb; ſelv fodres hun af Hannen i denne Tid og bliver fed, medeng Hannen afmagres af det ftrænge Arbeide. 160 Fuglenes Forplantning. beſtemte for hver Art. Wgenes Antal er ogſaa meget forſkjelligt; de ferreſte lægge Alke og Stormfugle (1), Maager, Storke, Rov- fugle og Duer (2 eller 3); mere frugtbare ere de fleſte fro- og inſektedende Fugle (omtrent 5), allermeeſt de planteædende f. Ex. Hons og Ænder (10-20). Til Mgets Udvifling udfordres foruden Tilgang af Luft en Varme af omtrent 40% C., der vel kan tilveiebringes kunſtigt (Tallegalla-Honſene, Rugeovne), men ellers altid leveres af Fug— lens egen Varme, der i Rugetiden har en feberagtig Hede, ifær paa Bugen, og undertiden meddeles Pget gjennem en eller flere nøgne Rugepletter. Med enkelte Undtagelſer, hvor Rugningen er overdraget Hannerne, beſorges den ene eller dog fornemmelig af Hunnen; af de fleſte Sang- og Klattrefugle ruger Hunnen nemlig hele Natten ſamt Dagen med Undtagelſe af Middagstimerne, da Hannen loſer den af; af andre Arter ruger Hunnen den hele Tid, men Hannen er dog i Nærheden af den, holder den med Selſkab, bringer den Føde, hjælper den med at forfvare Reden o. |. v.; men der er ogſaa mange Fugle, f. Ex. Honſene og Wnderne, hvor Hunnen ruger alene, og Hannen flet ikke bekymrer fig derom; Hunnen maa da forlade Reden engang imellem for at føge Fode og ſtjuler den imidlertid med løgrevne Dele af den. Rugetiden kan vare fra henved 14 Dage til 6—8 Uger. Af de 5 forſte Ordener komme Ungerne i Reglen til Verden ſom hjelpeloſe, blinde og nøgne (Ropfuglene danne i denne Henſeende tildeels en Undtagelſe) Veſener, der ikke have Kraft nok til at ſtotte paa Benene, men kun formaage at holde Hovedet i Veiret og at aabne Gabet for at modtage den Fode, hvormed Forældrene made dem. De blive liggende 2—3 Uger i Reden og varmes, naar det er koldt, af Moderen, indtil Fjerdragten efterhaanden har udviklet fig. Selv efter at de have forladt Reden, mades de ofte en Tid endnu, indtil de have lært ſelv at ſkaffe fig Føden. J de ſidſte 4 Ordener komme Ungerne derimod dunkledte og ſeende til Verden og have i Reglen Kræfter til ſtrax at lobe Fuglenes Forplantning og Vandringer. 161 omkring og ſoge deres Føde (enkelte endog til at fvømme og dykke efter den), hvori de veiledes af Forældrene eller af Moderen, der i ſlet Veir og om Natten tager dem under Vingerne og efter Evne forſvarer dem mod Angreb. Herfra maa dog undtages de Honſe⸗, Vade- og Svømmefugle, der ruge paa Træer eller paa lodrette Fjeldſider; deres Unger blive nemlig paa Stedet, indtil Fjerdragten er udviklet; ligeledes Maagerne, der ſom Rovfugle mage mades af Forældrene. — De ſpede Fugleunger ere meget tykbugede, da deres Bug indeholder Reſten af Blommen, ſom under deres forſte Levetid er deres vigtigſte Neringskilde. 60. Som en Folge af den frie og hurtige Bevegelſe, Flyve— evnen tilſteder Fuglene, ere ſtoͤrre og mindre Udflugter fra deres ſedvanlige Opholdsſted meget almindelige. Saa— danne regelmeſigt fig gjentagende Udflugter kunne enten være Naeeringsvandringer for at ſoge Føde, hvad enten dette nu ſkeer ved forte, daglige Udflugter eller ved længere Vandringer; eller Sikkerhedsvandringer, naar Fuglen ſoger tilbage til fine Hvile- og Stkjuleſteder, eller flytter paa Grund af Aarstiden, eller opſoger visſe afſides Steder under Fjerfeeldningen; eller Ynglevandringer, naar Fuglen fra en længere Vandring ven— der tilbage til fin Yngleplads. — Standfugl er den Fugl, ſom kun foretager forte Udflugter og i Løbet af ſamme Døgn vender tilbage til fit egenlige Opholdsſted (f. Ex. Ravpnefuglene, Speetterne, Fjeldduen). — Streiffugle kaldes de, der i det mindſte paa visſe Aarstider ſkifte Opholdsſted for at ſoge Fode eller ſtorre Sikkerhed, men ſom dog ikke flytte udenfor det Bælte af Jorden, hvori deres egenlige Hjem d. v. |. deres Yngleplads ligger. (Ex. Kirſebeerfuglen, Vandreduen, Maagerne, naar de folge Fiſteſtimerne o. ſ. v.). — Trekfugl er derimod den Fugl, der regelmeſigt til beſtemte Aarstider forlader fit Hjem og vandrer langt bort til et Vinteropholdsſted med et mildere Klima, men næfte Foraar vender hjem til Ynglepladſen. Dens Vandringer ere altſaa deels en Nerings- og Sikkerhedsvandring 11 162 Fuglenes Vandringer. (Bortreiſen), deels en Ynglevandring (Hjemreiſen). Aarſagen til Bortreiſen er deels Vinterkulden — der navnlig driver Nordens Svømmefugle paa lange Vandringer, uagtet de i Nordhavet vilde have Føde nok den hele Vinter — deels den ved Kulden for— mindſkede Tilgang paa Føde, hvilket iſer gicelder om de inſekt— ædende Sang- og Vadefugle og om de af dem igjen levende Ropfugle, ved hvis Bortreiſe det ofte er betydelig varmere end paa den Tid, da de komme tilbage. Et regelmeſigt Fugle— træek finder derfor Sted af ſtorſte Delen af de kolde og middelvarme Jordbelters Fugle, men i. Almindelighed ikke med det hede Beeltes, om end ftørre eller mindre Streiftog for at opſoge Føde paa andre Steder der ere hyppige nok. Derfor er en Egns Fugleverden i de folde og middelvarme Bælter forſtjellig efter Aarstiden, alt ſom visſe Arter ere komne, andre trukne bort. Som almindelig Regel gjælder det, at om Vintren komme mange nordiſke Svømmefugle ned til de danfke, engelſte og hollandffe Kyſter, medens vore Vadefugle og Smaafugle overvintre i Syd— Europa og Nord-Afrika. — Strogfugle i en Egn eller et Land ere de Fugle, der hverken yngle der eller have Vinterophold der, men beſoge det paa deres Streiftog eller Træf, Tidspunktet for Trekfuglenes Bortreiſe er med et Spillerum af hoiſt 14 Dage nøie beſtemt for hver Art, men forſtjelligt for forſtjellige Arter; i Almindelighed indtræder den forſt efter Efter— aarsfeeldningen. Tidligſt reiſe de inſektcedende Fugle f. Ex. Natter galen og Gogen i Juli og Auguſt, Sangerne og Svalerne i Sep— tember, ſenere de frøædende f. Ex. Lærfer og Skovduer i September og Oktober, Finkerne i Oktober og November. Flere Arter for— berede fig til Reiſen ved at ſamles i Flokke og øve Ungerne i at flyve (Svaler, Stare og Storke). — De fleſte træffe i Flokke, ſom ofte have en uhyre Sterrelſe, undertiden flere Miles Lengde. Ofte reiſe Ungerne og hvert af de to Kjon i færffilte Flokke; for— ſkjellige Arter ſlaae fig ogſaa undertiden ſammen f. Ex. Viber og Brokfugle, i hvis Flokke der desuden ofte er enkelte Stere, Meiſer, Geerdeſmutter og Fuglekonger o. ſ. v. Reiſen ffeer altid flyvende; felv de Arter, der lobe eller ſoomme godt, men flyve mindre godt, reiſe dog gjennem Luften, i det hoieſte med Undtagelſe af det forſte Stykke ned ad Floderne til Havet eller det ſidſte Stykke et Par Mile fra Land, ſom kan tilbagelægges ſoommende. Nogle treeke Fuglenes Vandringer. 163 kun om Dagen f. Ex. Dag-Ropfuglene og Lerkerne, andre kun om Natten f. Ex. Uglerne, mange Sangere og Vadefugle, andre baade Nat og Dag f. Ex. Storkene og Renderne; nogle flyve meget høit f. Ex. Svalerne og Storkene, andre meget lavt f. Ex. Meiſerne, andre omtrent midtveis f. Ex. Duerne og Droslerne. Nogle reiſe uafbrudt uden at unde fig meer end den allernodvendigſte Føde og Hvile f. Ex. Storkene og Svalerne, medens andre træffe fra et Sted til et andet, hvor de finde rigelig Nering, og ofte dvæle hele Maaneder paa disſe Mellemſtationer f. Ex. Vildgesſene og mange Vadefugle. Under Flugten flyve de ofte i en beſtemt Figur for ikke at være hinanden i Veien, enten i en Tverlinie, eller i en Roekke af Kiler (f. Ex. Brokfuglene), eller i en enkelt Kile eller i en ffæv Linie (f. Ex. Gesſene). — Mange Fugle have meget lange Afſtande at tilbagelægge f. Ex. 7—800 Mile fra Grønland til Nord-Afrika. Fugletrekket gaaer i den nordlige Halvkugle i det hele mod Syd; ſaaledes overvintre de ſiberiſke Træffugle for en Deel i Indien, de i det nordligſte Amerika i de ſydlige forenede Stater. Dog fager Træffet ofte en betydelig Afvigelſe til Sſt eller Veſt paa Grund af de mellemliggende Landes Naturforhold og paa Grund af, at nogle Fugle helſt træffe langs med Kyſten, andre langs Bjergene, andre hen over Sletterne eller langs med de ſtore Floder, eller folge Ogrupperne for at pasſere ſtorre Have. Saa— ledes mage de ſiberiſke Fugle træffe et langt Stykke mod Sſt eller Veſt, inden de enten over Japan eller Perſien kunne naae det mildere Vinterklima. Gjennem Europa gage iſer 3 Hoved— veie for Fugletrekket: 1) Fra Ishavet langs Norges, Jyl— lands og Hollands Kyſt for mange Strandfugle; 2) gjennem den nordeuropeiſke Slette, fra Skaane og Danmark gjennem Tydſkland og Frankrig og derfra enten gjennem Languedocs Dalſenkning eller langs med Rhin- og Rhonedalen til Middelhavet (f. Ex. mange Vadefugle, Vildges, Lerker, Stære o. ſ. v.). Her blive nogle ſtaaende, medens andre gage til Nord-Afrika og Egypten, enkelte maaſkee lige til Senegal og Cav. 3) Langs med de ſtore oſteuropeiſke Floder, til det forte og kaſpiſke Hav, hvor nogle Arter ſtandſe, medens andre gage videre lige til Indien. (Denne Bei følges iſer af mange Svomme- og Vadefugle.) — Af de gron— landfke Trekfugle folge nogle den amerikanſke Retning mod S., andre den europeeiſke over Island og Skandinavien til Nord-Afrika, altſaa forſt mod O. og SS., jaa mod S. og SV. Mexiko er om Vintren Samlingsſtedet for en Mengde nordamerikanſke Fugle, ſom der paa Grund af Landets Form ſammentrenges paa et for— holdsvis lille Rum. Under Vinteropholdet beſkjeeftige Træffuglene fig blot med deres Ernæring; forſt mod Foraaret, naar Vinterdragten er gaaet over til Foraarsdragten, vaagner Forplantningsdriften, og Fuglen mg 164 Fuglenes Vandringer og Inddeling. vender nu tilbage til fin Yngleplads, der imidlertid er bleven fkikket til af modtage og ernære den. Hjemreiſen ffeer ligeledeg til beſtemte Tider, med fane Dages Spillerum, og i omvendt Orden af Bortreiſen, ſaaledes at de Fugle komme førft hjem, der reiſe ſidſt. Jo længere mod Nord et Land ligger, deſto for reiſe dets Træffugle bort, og deſto ſenere komme de hjem, deels paa Grund af den længere Afſtand, deels paa Grund af den kortere Sommer. Hjemreiſen ſkeer i det hele hurtigere end Bortreiſen, og Fuglene give ſig da ikke ſaa god Tid ſom ofte paa hin, med mindre ondt Veir pludſelig ſtandſer dem. J Almindelighed folge de ſamme Vei ſom paa Bortreiſen; et Exempel paa det modſatte er dog Pomerans— fuglen (Charadrius morinellus), hvis Yugleplads er Finland og det nordlige Skandinavien; den træffer bort gjennem den sſteuro— peiſke Slette, følger derpaa den nordeuropeiſke Slette og tager Vinterophold i Syd-Frankrig; Hjemreiſen ffeer derimod over Eng— land eller Jylland. — Ofte komme Hannerne hjem nogle Dage for Hunnerne f. Ex. af Storken og de fleſte mindre Sangfugle; og ofte opholde de unge Fugle fig, inden de ere blevne yngledygtige, i et mildere og ſydligere Klima end de gamle. Overſigt over Fugleordenerne. 61. Fuglene inddeles i ni Ordener, af hvilfe nogle omfatte en ſtor Meengde, andre kun faae Arter; de adſkilles ifær ved Fodformerne. Efter Levemaaden, Forplantnings- og Udviklingsforholdene kunne de ſammenſtilles i 2 Underklasſer, der dog ikke lade ſig ſkarpt adſkille, nemlig: A. Skopfugle med korte Fødder, der under Flugten træffes op under Kroppen, og hvis Bagtaa omtrent er af Storrelſe med Fortcerne og ſidder i Heide med disſe; de kunne derfor omfatte Grenene med deres Fødder og færdes i Træerne, hvor de ogſaa i de fleſte Tilfælde have deres Rede. De flyve godt, men bevege ſig mindre godt paa Jorden, ofteſt hoppende. De leve altid i Monogami og made og pleie deres Unger, ſom i Almindelighed fødes nøgne, blinde og hjelpeloſe; de bygge derfor ſom ofteſt gode, ſtundom endog meget kunſtige Reder. J. Ropfugle med Rovfødder og Rovneb med Voxhud. II. Sangfugle med haarde Siddefodder og Sangredſtab. III. Skrigefugle med haarde Siddefsdder og uden Sangredſkab. IV. Klattrefugle med Klattrefodder. V. Duefugle med blöde Siddefodder og med et ved Roden tyndt og blødt, i Spidſen haardt og hvælvet Næb. B. Jord- og Vandfugle, nogle med forte, andre med lange Fod— der, der under Flugten ftræffes bagud. Ofteſt er Bagtagen lille og feſtet noget over de andre, faa at den kun rorer ved Jorden med fin Spids; ikke ſjelden mangler den. De ſidde derfor i Reglen ikke godt paa Grene og fer— des ſjelden i Træerne, hvor kun et mindre Antal har fine Reder, ſom aldrig robe nogen Kunſtfoerdighed. Uagtet mange af dem flyve godt, ere de dog Fuglenes Inddeling. Rovfuglene. 165 tillige altid enten gode Løbere eller gode Svommere; adffillige flyve flet, enkelte aldeles iffe. De flefte leve i Monogami, enkelte i Polygami; deres 2g ere i det hele forholdsvis ſterre, Rugetiden længere, og ſom ofteſt løbe de ſtore, dunkledte Unger ſtrax om og førge for fig ſelv. VI. Honſefuglene med Gangfodder og med et fort, tykt, hvælvet Næb. VII. Strudſefugle med Lobefodder, med et fort Neeb og med forte, til Flugt ubrugelige Vinger. VIII. Vadefugle med Vadefodder (ſjeldnere med Lobe- eller Lappefodder). IX. Svømmefugle med Svommefodder. 62. Forſte Orden: Vovpfuglene (Accipitres) ere Fugle med Rovfødder og med et Rovnœeb med en nøgen Hudfold (Voxhuden) ved Roden. Ropfuglene ere i det hele ſtore Fugle (Sterrelſen ligger mellem Kondorens, der har en Vingeſtreœkning af 4—6 Alen, og de ſmage Uglers, der ikke ere ftørre end en Drosſel, eller Dvoerg— falkens, der er endnu mindre) af en kraftig, regelmæfig Bygning; med deres ftærfe Rovfodder kunne de ikke alene gribe deres Bytte, men ogſaa bære det under Flugten; med Næbet, ſom er fort og ſterkt, og hvis øvre Deel ender med en ſkarp og ſpids Krog, der er boiet ned over den nedre, dræbe de det og plukke det itu. Deres Vingers anſelige Lengde giver dem en hoi, hurtig, ud— holdende og ſikker Flugt; mange kaſte ſig over og gribe, nogle endog i Flugten, deres Bytte med vidunderlig Hurtighed og Be— hendighed; ogſaa beſidde de et fortrinligt Syn. J Almindelighed er det eenſomme Fugle, hvis meget ſimple Rede bygges paa høie utilgængelige Steder, ſaaſom Fjeldtinder og høie Træer, Taarne o. ſ. v.; af Æg lægge de kun faae; Ungerne komme ſeende og dunkleedte ud af Wget, men mage længe forſynes med Rov af Forældrene og leres til felv at fange det. Hunnen er altid betydelig ſtorre end Hannen. Fjerkleedningen er i Alminde— lighed mork, ofteſt brunlig, aldrig broget eller pragtfuld. Sang beſidde de lige faa lidt ſom Kunſtfeerdighed; deres Skrig er gjen— nemtreengende og hesligt; uagtet deres Vildhed kunne dog flere Arter afrettes til Jagt. 166 Rovfuglene. Rovfuglene hente altid deres Føde fra Dyreriget; iſer fortære de levende Pattedyr og Fugle, dernæft Krybdyr, Padder, Fiſte eller endog Inſekter; visſe Arter formaae at gribe Fuglen i Flugten, andre at ſtyrte fig ned i Vandet og hente Fiſke op derfra. Gribbene have derimod hverken Mod eller Styrke til at gribe levende Dyr, men nøieg med Aadſler; de afvige ogſaa ti Udſeende og Charakteer meget fra de ægte Rovfugle. Rovpfuglene ede meget, naar Leilighed gives, men kunne ogſaa udholde en 2—3 Ugers Faſte. Alle ufordgielige Dele ſaaſom Haar, Fjer, Knogler, Skaller af Inſekter o. ſ. v. ſamles i Maven til Kugler og hulkes op. 8 A. Dag ⸗Rovpfuglene have ſtive og tætte Fjer, deres Vine vende hvert til fin Side, og de ſoge deres Fode om Dagen. lſte Samilie: Ornene (Falco) have fjerkledt Hoved og Hals og ſterke Fødder og Næb; ved de dybt liggende Oine og fremtrædende Bryn fager deres Blik et ſtrengt og kjekt Udtryk. De ſlaae ned paa og dræbe levende Dyr; kun i Nodstilfelde tage de til Takke med nyligt døde Dyr. Familien er udbredt over hele Jorden; Slægterne adſkilles iſer ved Forſkjelligheder i Ne— bets Form (der f. Ex. hos de ægte Orne kun er krummet i Spidſen, hos de andre fra Roden af, og hos Falkene har en Tak indenfor Spidſen), fremdeles ved Kloernes Styrke, Vingernes Længde og Halens Form o. ſ. v. d! Fig. 142. En Falk. Dag-Rovfuglene. 167 1. Til de ægte Orne (Aquila) høre Familiens ftørre Arter. &ongeørnen (A. chrysaétos) dræber Pattedyr (f. Ex. Harer, Kid af Hjorte, Faar og Geder) og ftørre Fugle, efter hvilke den flaaer ned paa Jorden; den tilhører det hoiere Norden. Mere hjemme hos os er Havornen (A. albicillah, der om Vintren ernærer fig ligeſom Kongeornen, men om Sommeren lever af Havfiſke, og Fiſkeornen (A. haliætus), der ene lever af Fiſke, fornemmelig y fl hl * Fig. 143. Hoved af en Orn. Fig. 144. Hoved af en Falk. Ferſkvandsfifte. — 2. delfalkene (Falco, Fig. 134) beſidde af alle Rov- fugle den hurtigſte og beheendigſte Flugt; de gribe Fugle i Flugten med et Stod ovenfra, men ſtode ikke efter Dyr paa Jorden og røre aldrig døde Dyr. Ex. den islandſke Jagtfalk (F. Gyrfalco), Leerkefalken F. subbuteo), Duefalken (F. peregrinus), o. ſ. v. Derimod hører Taarnfalken (F. tinnunculus) til de ſaa— kaldte uedle Falke, der ikke kunne ſtode Fugle i Flugten og derfor ikke afrettes til 85 Jagt, men tage ſiddende Fugle, Mus og Fig. 145. Fod af en Falk. desl. 3. Hogene (Astur) beſidde en lignende Ferdighed i at gribe flyvende Fugle og kunne derfor ogſaa afrettes til Jagt; dog ſlaae de ogſaa ned paa Jorden efter Fugle. Ex. Duehogen (K. palumbarius) og Spurvehsgen (A. nisus). 4. Glenten (Milvus regalis, med lang kloftet Hale) har vel en ſmuk, hoi, ſeilende Flugt, men ikke de foregaagendes Beheendighed og Mod; ben fanger mindre Pattedyr og Fugle, ijær ungt Fjer— fræ, men gaaer ogſaa til Aadſler. 5. Musvaagerne (Buteo) ere i Sammenligning med Falkene og Hogene dovne, ubehendige og feige Ropfugle, der ikke kunne gribe Fugle i Flugten, men over— falde ſmaae Pattedyr, Fugleunger og Krybdyr; navnlig gjøre de megen Nytte ved at udrydde Markmus. Fremdeles 6. Bihogen (Pernis), ſom plyndrer Humle- og Hvepſeboerne, og 7. Moſehsgene 168 Dag-Rovfuglene. (Circus), fom bygge deres Rede paa Jorden og ved Udfeende (Fjer- frave) og Levemaade (jage i Tusmørfe) minde noget om Uglerne. — Af udenlandſke Orne mærfeg: 8, Slangefalken eller Sefre- teren (Gypogeranus serpentarius), hvis høie og tynde Been give den Lighed med Vadefuglene; den lober godt og indhenter derfor let Slanger og Krybdyr; dens Hjem er Syd-Afrika, hvor den gjor megen Nytte ved at udrydde Giftſlanger. 2den Familie: Gribbenes (Vultur) Hoved og Hals ere nøgne eller dunede, deres Næb og Kloer ſvagere end Ornenes, og de fremſtaagende Oine dekkes ikke af fremtrædende Oiebryn, hvilket giver dem et fra Ornenes meget forſkjelligt Udtryk; de leve af Aadſler. Det er ſtore og plumpe Fugle med en temmelig lang Hals, der forneden omgives af en Fjerkrave, med et lille Hoved og et ſtort, men ikke ſterkt Næb; Fødderne ere mindre ſterkt byggede og Kloerne mindre krumme end Ornenes; Vingerne ere faa lange, at de mage ſidde med dem halv udbredte; deres Flugt er hoi og ſeilende. De findes i de fleſte varme Jordſtrog (med Undtagelſe af det indiſte Orige, Madagaſkar, Auſtralien og Oceanien) og træffes i Flokke faa vel i Orkenerne ſom i Byerne paa Gader og Tage; de fredes nemlig, da de gjøre megen Nytte ved at fortere døde Dyr, hvis Forraadnelſe ellers vilde forpeſte Luften. De ere derfor paatrengende, men tillige feige, dovne (navnlig naar de have ſpiſt), ſvinſte og ſtinkende; den lange, nøgne Hals kommer dem iſeer til Nytte ved at fortære Indvoldene; naar de have edt ſig mætte, bliver Kroen ſynlig udvendig paa Bryſtet ſom en nøgen Sek, da Huden paa dette Sted er nøgen og ud— videlig. Deres Syn er faa fortrinligt, at de i lang Afſtand opdage, naar et Dyr er ſtyrtet i Orkenen eller Dalen. Naar de ikke have nok af Aadſler, fortære de ogſaa levende Smaadyr; de Fig. 146. En Grib. Dag-Rovfuglene. 169 bringe ikke Ungerne Føden i Kloerne, men i Kroen, og deres Reder findes paa Fjeldtinder. Den gamle Verdens Gribbe have runde eller lodrette Næfebor, adſkilte ved en fuldſteendig Skilleveg, og Hovedet deelvis beſat med Dun eller Fjerborſter. Hertil høre: 1. Aadſelfuglene Neophron, Fig. 147), ſom ere mindre end de egenlige Gribbe, omtrent Fig. 147. Hoved af Aadſelſugl og Fig. 148. af Kondor. ſom en Ravn eller Høne; de ſpinkle Been, de neſten lige Kloer og det lange, tynde Næb giver dem et fra de andre Ropfugle meget forffjel- ligt Udſeende. 2. De ægte Gribbe (Vultur) ere ſtorre end Ornene, til hvilke de nærme fig mere i Fodform og Neebform end Aadſelfuglene. Den nye Verdens Gribbe have langſtrakte, vandrette, gjennem— brudte Næfebor og et aldeles nøgent Hoved, undertiden forſynet med Hudkamme. Kondoren (Sarcoramphus gryphus, Fig. 148) beboer Andesbjergenes høie Tinder, men gjennemflyver med utrolig Hurtighed den hele Stræfning fra hine høie Luftlag indtil ned i Dalene, naar den ved fit ſkarpe Syn har opdaget en ſtyrtet Lama eller Muldyr; dog bort— fører den ogſaa unge Lam og Geder. — Lammegribben (Gypaétus barbatus), der beboer de hoieſte Toppe af Mellem-Aſiens og Syd— Europas Bierge, gjor Overgangen fra Gribbene til Ornene; disſe ligner den vet Hovedets og Halſens Fjerkloedning, hine ved Nabet, de lange Vinger og den fremtrædende Kro. Ogſaa i Levemaade ſtager den midt imellem begge Familier; Lammegribbene flokkes ikke ſom de ægte Gribbe, bringe deres Unger Føden i Kloerne og leve kun i Nodsfald af friſke Aadſler; for faa vidt ſom deres Bytte er et ſtorre Dyr (f. Ex. unge Gemſer, Lam o. ſ. v.), drebe de det hverken med Næb eller Kloer, men flyve ind paa det og ſtyrte det ned af Klipperne; man har Exempler paa, at de ligeſom Ornene have bortført Born. B. Nat⸗Rovfuglene have bløde og loſe Fjer og for— til vendte Oine; de ſoge deres Føde i Halvmorke. 170 Nat-Rovfuglene. 3die Samilie: Uglerne (Strix) er i det hele mindre Rov⸗ fugle; deres paafaldende Mdre ſkyldes de ſtore, fortil vendte Dine, der omgives af Fjerkredſe, imellem hvilke Næbet neſten er ſtjult, den ſtive Fjerkrave, der mere eller mindre fuldſten— digt omgiver Anſigtet, ſamt den bløde Fjerkleedning, ſom i Almindelighed har den for Natfuglene eiendommelige, morkt ſpraglede Farvetegning, og de fjerkledte Fødder. Deres Yder— Fig. 149. Hoved af en Slor-Ugle. Fig. 150. Fod af en Ugle. Fierkrandſen („Sloret“) er flaaet tilſide, faa at man feer Oreaabningen. taa er en Vendetaa. Mellem Fjerkredſene og Kraven findes en ſtor Oreaabning, foran hvilken der ſidder en bevægelig Hudlap. Deres Horelſe og Syn ere meget ſkarpe, og deres Flugt neſten ikke til at høre; da Sollyſet blænder dem, ſidde de om Dagen i Skjul og ſove; derimod ere de Morgen og Aften, i Tusmorke og iſer i maaneklare Netter paa Jagt efter Mus og andre ſmaae Pattedyr ſamt Fugle, tildeels ogſaa efter Krybdyr og Inſekter; af disſe Fodemidler ſamle de fig Forraad til Brug for dem ſelv og deres Unger, naar det er for morkt i Veiret til at jage; de jage nemlig aldrig i mork Nat. Uglerne ftjæle mange Wg og Unger fra de andre Fugle, ſom til Giengjeld forfølge og drille dem, naar de viſe ſig om Dagen. Deres ſimple Rede findes i hule Zræer, gamle Bygninger o. ſ. v. Ved at udrydde Markmus gjøre de ſtor Nytte. Fra de egenlige Ugler (Fig. 148) ſkjelnes Hornuglerne ved 2 Fjertoppe pan Hovedet og Hogeuglerne ved en mindre tydelig Fjerkrave og ved at de ogſaa jage om Dagen, ifær i dunkelt Veir. Af alle 3 Grupper gives der banffe Arter; til den Sangfuglene. 171 ſidſte hører ogſaa den ſtore, næften hvide, nordiſte Sneugle (Strix nyctea). — Af udenlandſke Ugler meerkes Huleuglerne, der i Nord- og Syd-Amerikas Stepper beboe de af Murmeldyr og Vis— cachaer gravede Huler eller i Nodsfald grave dem ſelv. 63. Anden Orden: Sangfuglene (seines) ere Fugle med haarde, terre og magre Siddefodder og med Sangmuſkler. Sangfuglene ere i det hele ſmaage Fugle, i det haieſte af Ravnens Storrelſe, i Reglen meget mindre; fra Skrigefuglene, ſom de ligne i Udſeende, Levemaade og Fodform, afvige de deels ved paa det nederſte Luftrorshoved at befinde 5 Par Sang muſkler, ſom betinge Syngeevnen, deels ved kun at have 9 (vel udviklede) Haand-Svingfjer, og ved at Mellem— foden bagtil og paa Siderne er bekledt med en Horn— ſkinne. Det er muntre og behendige Fugle, ſom iſeer forteere Inſekter, Bær og Frø; deres Reder ere ſom ofteſt kurveformige, ſjeldnere pungformige, og anbragte i Bufke eller Zræer; deres Mg ere temmelig talrige (5 eller 6), og Ungerne komme ud ſom blinde og nøgne, hvorfor de blive længe i Reden og mades af For— eldrene. J Almindelighed ſynger Hannen i Forplantningstiden. — Sangfuglene beboe deels det hede, deels det middelvarme Jord— bælte, hvor de fleſte ere Træffugle; derimod findes der kun faae i de kolde Bælter. — Familierne fjendes iſer fra hinanden paa Nebets forſkjellige Form. a. Taknebede Sangfugle. Iſte Samilie: Torn⸗ ſkaderne (Lanius) have et af Fjerborſter omgivet Rovnqeb med en Tak bagved Overnebets krumme Spids, men uden Voxhud. Det er Fig. 152. ſmaae, krogede (af graat Fig. 151. Hoved og Fod af Tornffade. 1722 Sangfuglene. eller rodbrunt og ſort) og driſtige Fugle, der leve af Inſekter og mindre Hvirveldyr, ſom de gribe med Nebet, men enten ſpidde paa Torne eller faſtholde med Kløerne, medens de plukke dem itu. 2den Samilie: Sangerne (Sylvia) have et lige eller ſvagt buet, temmelig fort Næb med et lille Hak inden— Fig. 153. Hoved af Drosſel. Fig. 154. En Rorſanger. for Spidſen af Overncebet. Det er i det hele ſmaae og ſpinkle Fugle af uanſelige, ſom ofteſt brunladne Farver, der ifær leve af Inſekter, tildeels ogſaa af Beer. Deres kurveformige Reder anbringes i Almindelighed i Krat eller Zræer, undertiden mellem Sivene eller paa Marken. Hos os lever der om Sommeren mange Arter af denne Familie. Steenſmuttene (Saxicola) og Vipſtjerterne (Motacilla), ſaakaldte af deres lange, vippende Hale, ruge paa Marken ligeſom Piplerkerne (Anthus), der ligne Lerkerne i Henſeende til Bag— kloens Form og Hannens ſtigende Flugt, medens den ſynger. — De egenlige Sangere (Sylvia) bygge i Krat, Trehuller, mellem Siv o. |. v., ſaaſom Haveſangeren (8. hortensis), Rodhalſen (8. rubecula), Blaahalſen (8. suécica), Nattergalene (8. philomela og luscinia), Roörſangerne (8. arundinacea), og flere andre Arter. Gerdeſmutten (Froglodytes) er en af vore mindſte Fugle. — Droslerne (Turdus) f. Ex. Kramsfuglen (T. pilaris), Sang— droslen (T. musicus) og Solſorten (T. merula) ere ſtorre og leve af Bær og Inſektlarver. — Af fremmede Arter høre til denne Familie: Skredderfuglen (8. sutoriaj i Oſtindien (fee S. 158) og Vanddroslen (Einclus aquaticus), der dykker ned i ſtride Elve og løber om paa Bunden af lavt Vand for at opſoge In— ſekter, hvorfor Fjerene i Faſthed, Tæthed og rigelig Indſmorelſe med Olie ligne Svommefuglenes, ſamt Pirolen Oriolus galbula), Sangfuglene. 173 udmærfet ved fin brogede, forte og gule Fjerdragt. Vanddroslen ruger ved de nordiſke Bjergelve, Pirolen i det øftlige og ſydlige Europa. b. Brednebede Sangfugle. 3die Familie: Flueſnappernes (Muscicapa) Næb er bredt og fladt med en lille Krog med et Hak bagved og tet omgivet af Sfjægbørfter. Det er ſmaage, livlige, i Almindelighed forte eller graalige Fugle, der bygge i Zræerne og ſnappe Inſekter i Flugten. Sidenſvandſen (Ampelis garrulus) er en ved livlige Farver, Nakketop og lakagtige rode Sping- og Styrfjerſpidſer udmeerket hoinordiſk Fugl, der undertiden kommer hertil om Vintren. 4de Familie: Svalerne (Hirundo) have et fort og ſpidſt, men tillige fladt og bredt Næb; Vingerne ere lange og ſpidſe, Halen lang og ofte kloftet, Benene lave. De flyve udmærfet og ſnappe Inſekter i Flugten, men gage kun ſlet. Enten opfore de, i Almindelighed ſelſkabeligt, deres Reder af Dynd og Spyt paa Klippevegge, under Tage o. ſ. v., eller de ruge i dybe Huller i Brinker og Gærder, Farven er oventil fort eller ſorteblaa, underneden hvid. Byſvalen (H. urbica) er ſorteblaa med hvid Underkrop og har fjerede Fødder; Landſvalen (H. rustica) er ſorteblaa med hvid Bug, rødbrun Strube og nøgne Fødder; begge bygge under Tage, i Porte o. ſ. v. Digeſvalen (H. riparia) er ſortegraa med hvid Underkrop og ruger i Huller i Klinter og Brinker. — De braſilianſke Husſpaler bygge ligeſom vore Spurve under Tagene. c. Tyndnebede Sangfugle, med et langt, tyndt, lige eller noget buet Næb. Hertil høre Honningfuglene (Cinnyris) og Træløberne (Certhia), af hvilke de forſte have adſkilligt til— felles med Kolibrierne, de ſidſte med Spetterne. Fig. 155. Hoved af Svale. d. Keglenebede Sangfugle. Hte Familie: Meiſernes (Parus) forte, ſpidſe og kegle— dannede Næb er omgivet af Borſter og neſten ſkjult af Fjerene. Det er fmaae, brogede, livlige Fugle, der flagre og hoppe om paa Trceerne og fange Inſekter, ſom de plukke itu, inden de fortere dem; ogſaa tage de Fro og Ber, hakke i ud— hængt Telle eller Kjod, angribe ſyge Fugle, hvis Hjerne de ud— 174 Sangfuglene. hakke o. ſ. v. Nogle ruge i Tre- og Murhuller, andre flette pungdannede Reder. Ex. Pungmeiſen (P. pendulinus), Halemeiſen (P. caudatus), Muſviten (P. major). Fuglekongen (Regulus cristatus), med et noget længere, tyndt og lige Neeb og med gul Nakketop, ſamt Spæt- meiſen (Sitta) med et ſterkt, lige og kantet Næb omtrent ſom Spetternes og med ftærf Bagtaa og Bagklo, hvorfor den kan lobe op og ned ad Træftam- merne og plukke Inſekter ud af Barken, ligne i øvrigt Meiſerne. te Samilie: Spurvene (Frin- gilla) have et fort, tykt, kegledan— net og ſpidſt Næb; De leve ifær af Plantefro, ſom de til— deels afſkalle, inden de ſluge dem, i Forplantningstiden dog ogſaa Fig. 156. En Meiſe. Fig. 157. Hoved af Korsneb og Fig. 158. af Kirſeberfugl. af Inſekter, hvormed Ungerne opfsdes. Som ofteſt bygge de i Treerne; ikke ſjelden er Hannen prydet med ſmukke Farver, Verlingernes (Emberiza) Overneb er ſmallere end Under— næbet. Hertil høre Gulſpurven (E. citrinellaß, Bomlerken (E. miliaria), Hortulanen (E. ortulana) og Sneſpurven (E. nivalis), hvilken ſidſte har en lige Bagklo ligeſom Lerkerne og lever i de hoinordiſke Fjeldegne. — Finkernes (Fringilla) Overnœb (Fig. 158) omfatter derimod Underneebets Kanter. Hertil høre: Kirſe— beerfuglen (F. coccothraustes), der ifær ynder Kirſebeerkjerner, Graaſpurven (F. domestica), der boſetter fig under Huſenes Tage og flytter med overalt, hvor Nybyggere trænge frem, Skopſpurven (F. montana), der bygger i Trehuller, men om Vintren flytter til Byerne, Bogfinken (F. coelebs), Stillidſen (F. carduelis), Sid— ffenen (F. Spinus), Iriſken (F. canabina), Kanarifuglen (F. canaria) og Dompapen (F. pyrrhulaj. — Korsnebenes (Loxia) krogede Nebſpidſer (Fig. 157) krydſe hinanden; de beboe de nordiſke Naale— Sangfuglene. 175 ſkove, hvor de bygge deres kugleformige Reder og ofte forplante ſig midt om Vintren, da deres Forplantning mindre end andre Fugles er bunden til nogen beſtemt Aarstid; Nebet benytte de deels til at klattre op ad Grenene, deels til at adſkille Kogleſkel— lene for at komme til Frøene. J ſtrenge Vintre ſtroife de mod Syd og ſoge da ifær Ronnebeerrene; de ſees derfor ogſaa under— tiden i Danmark. — Af udenlandſke Spurve meerkes Veverne (Ploceus) i Afrika og Indien, der deels væve hængende, i flere Rum afdeelte Reder, deels bygge dem tet ſammen eller endog forene dem til en ſtor Bygning af Form ſom et Tag (de ſaakaldte Republikanere, Fig. 137). 7de Familie: Lœrkerne (Alauda) have et ſpidſt Næb, der er noget længere og tyndere end Spurvenes, og en lang, neſten lige Bagklo. Farven er brungraa; deres Nakkefjer kunne reiſes ſom en Top. Reden anlægges i et Hul paa Marken (Marklerken, A. arvensis), eller i Skov— bunden (Skovlcerken, K. arborea). De leve af Fro, dog ogſaa af Inſekter, med hvilke navnlig Ungerne mades. Medens Hannen ſynger, hæver den fig høit op i Luften. e. Stornebede Sangfugle. Fig. 160. Fod af Lerken. 8de Familie: Stæ rene Sturnus) have et temmelig ſtort, lige og kantet Næb med frit liggende Neſebor, lange, ſpidſe, nedhængende Halsfjer og ere forte med Metalglands og lyſe Pletter; det er livlige, ſelſtabelige Fugle, der leve af Inſekter og Orme, om Efteraaret tillige af Ber; ligeſom andre Arter af denne Familie (f. Ex. Roſenſteren Fig. 161. Hoved af Staren. i Orienten, roſenrod og fort) fætte de fig ofte paa Ryggen af Hornfvæget for at plukke Inſekter af. De ruge i Træ- og Mur— huller, ofte ſelſtabeligt i gamle Skove eller høie Bygninger. 9de Samilie: Ravnene (Corvus) have.et ſtort, noget buet og ſammentrykt Næb, og Næfeborene dekkes af Fig. 159. Hoved og 176 Sangfuglene. ſtive Borſter. De egenlige Ravne have ſtive Fjer og forte eller graae Farver. Det er altædende Fugle, der baade fortere Æg, Smaafugle og Smaapattedyr, Fiſke, In— ſekter, Bløddyr, Aadſler, Frø og Frugter; det af Aadſlerne, ſom de ikke ſtrax kunne fortære, flæbe de gjerne bort med fig og ſkjule; hvad der glimrer, ftjæle og gjemme de ligeledes. Det er derneſt ſelſkabelige Fugle; flere f. Ex. Alliken og Raagen bygge endog deres Reder tæt ved hinanden. Rederne ere dannede af Kvifte og anbragte i Taarne eller Træer, paa Klipper o. ſ. v. Ganſke forte ere Ravnen (C. Corax) og Raagen (C. frugi- legus), der er ſort med blaa Glands; graae og ſorte ere Kragen (C. Cornix) og Alliken (C. monedula). — Skaden (C. Pica), der udmerker fig ved fin lange Hale og hoppende Flugt, er broget af ſorteblaat og hvidt. Blodere Fjer og liv— ligere Farver beſidde: Skovſkaden (Gar- rulus glandarius), der er rodgraa med blaa— ſtribede Vingedaekfjer og bevegelig Nakketop og ligner Ravnen i Levemaade, men er mindre ſelſkabelig, ſamt Noddekrigen (Ca— ryocatactes guttatus), 8 | der er brun med lyje RÅ g Pletter og ifær lever W af Nødder og af In— — ſekter, ſom den plukker N N ud af Barken; det er en nordlig Fugl, dog ruger den paa Born— holm og er undertiden Vintergeeſt i det øvrige Danmark. 10de Samilie: Paradisfuglenes (Paradisea) Næb ligner Ravnenes, men Nœeſeborene dekkes af fleielsblode Fjer. Fig 162. Paradisfugl. Fig. 163. Hoved af en Ravn. Sangfuglene. Skrigefuglene. 177 Deres Forekomſt er indſkreenket til Ny-Guinea og nogle nær- liggende Smaager, hvor de leve ſelſkabeligt og ernære fig af Frugter og Inſekter. De udmærfe fig deels ved ſmukke Farver, deels ved ſeregne Fjerprydelſer f. Ex. lange Dunfjer under Vingerne, lange, næften faneloſe Fjer-Ribber i Halen eller Nakken o. ſ. v. 64. Tredie Orden: Skrigefuglene (Clamatores) ere Fugle med torre og magre Siddefodder, men uden Sangmufſkler. J Üdſeende, Livsforhold o. ſ. v. ligner denne Orden ganffe den foregagende med Undtagelſe af, at de ingen Sangſtemme be— finde; de have 10 vel udviklede Haandſpvingfjer, og Mellemfodens Bekledning er paa Siderne og bagtil afdeelt i mindre Plader; Foden er altid lille og ſvag, For— tœerne ofte mere eller mindre ſammenvoxne ved Roden. — Indenfor det middelvarme Jordbeelte teller denne Orden kun faae Arter, i det hede derimod mange. J Henſeende til Fodemidler og Næbform er der en lignende Mangfoldighed ſom hos Sangfuglene og ofte en nøie Gjentagelſe af de ſamme Forſkjelligheder. Folgende 4 Familier kunne udheeves: 1. Kolibrierne (Trochilus), de mindſte af alle Fugle, udmeerke fig ved et langt, tyndt, rorformigt Næb, der omſlutter en lang, dybt kloftet Tunge; de have metalglindſende Fjer, ofte Fjerbuſke paa Hals og Hoved og lange, ſpidſe Vinger. De flyve ud- merrket hurtigt med en ſum— mende Lyd, og fuge fvævende Blomſterhonning eller gribe Inſekter dybt inde i Blomſter— nes Kroner. Deres ganſke lille Rede af fine Plantedele f. Ex. af Bomuld er fæftet * til et Blad eller mellem Fig. 164. En Kolibri. 12 178 Sfrigefuglene. to Kviſte. De talrige Arter beboe Amerika og næften udelukkende dets hede Bælte. 2. Murfvalerne (Cypselus) have ligeſom Svalerne et bredt, fladt Næb, lange, ſpidſe Vinger og en lang, kloftet Hale, men Vingerne ere endnu længere end hos de egenlige Svaler, og Bagtagen er en Vendetaa, faa at alle 4 Toer kunne vendes fortil. De flyve udmeerket og ſnappe Inſekter i Flugten, men kunne ikke gage paa Jorden eller let flyve op fra denne og hvile fig derfor ved at klamre ſig til Rifter i Mure og Fjelde, paa hvilke de ogſaa have deres Rede. — Sa— langanen (C. esculentus) i Indien danner fin Rede (de ſaakaldte ſpiſelige Svalereder) af fit klebrige Spyt. 3. Natravnenes (Caprimulgus) flade Næb er endnu bredere end Murſvalernes, og det uhyre Gab, der ſtrekker fig heelt hen under Oinene, er omgivet af lange Fjerborſter; Vingerne ere temmelig lange, og Fjerkled⸗ ningen blød og los ligeſom hos Uglerne, hvilke de ogſaa ligne ved de graa⸗ og brunſpettede Farver og ved de ſtore Oine og Oreaabninger. Det er Natfugle, der iſeer ſnappe de omkring flyvende Natſommerfugle. Den europeiſke Natravn (C. europæus) ruger paa Jorden i Skovene, Fedt— fuglen (Steatornis) i Huler i Caripedalen i Venezuela. 4. Isfuglene (Alcedo) have et langt og ſterkt, kantet, lige og ſpidſt Næb, forte Vinger og sen kort Hale. Det er bro— gede Fugle med Metal- farver, der fra Grene ved Vandet ſtyrte ſig ned efter = Smaafiſke og Vandinſekter Fig. 166. En Jeſugl. og ruge i dybe Huller ved 4 Fig. 165. Hoved af Natravn. Skrigefuglene. Klattrefuglene. 179 Bredden paa den af de opgylpede Fiſkebeen dannede Rede. Andre Arter beboe tvertimod torre Stræfninger, f. Ex. i det Indre af Nyholland, og leve af Inſekter. De tilhøre ifær det hede Bælte. Til Skrigefuglene høre fremdeles: 5) Ellekragen (Coracias garrulah, udmerket ved fine brogede Farver, men ellers nermeſt mindende om Ravnefuglene; 6) Herpopen (Upupa epops), rod— graa, med et langt, tyndt, noget buet Næb og Nakketop, ruger i hule Træer og ſoger fin Føde, beſtagende af Inſekter, i Larver, paa Jorden, i Gødning o. desl.; 7) Bie deren (Merops apiaster) med et langt og ſpidſt, men ved Grunden tillige bredt Næb, livlige Farver, lange ſpidſe Vinger og Hale, fanger Bier og Hvepſe i i Flugten og ruger flokkevis ved Flodbredder i Syd-Europa, i dybe Huller; 8) Neſehornsfuglene (Buceros) i Afrika og In- dien ere ſtore, altædende, forte Fugle med et meget ſtort, men hult og let Næb, hvis Overnæb er forſynet med en ſtor Üdvext af lignende Beſkaffenhed. 6s. Fjerde Orden: Klattreſuglene (Scansores) ere Fugle med Klattrefodder, og derfor endnu bedre end de to foregagende Ordener iſtand til at ſidde paa Grenene, eller, naar de tillige have en ſtiv Støttehale, til at lobe op og ned ad Zræftammerne. De ere alle Skopfugle, for ftørfte Delen fra de hede Jord belter, og ruge i Trehuller paa det bløde Treeſmuld. J Üdſeende, Storrelſe og Leve— maade ligne de Sang- og Skrigefuglene og viſe lignende Forſkjelligheder i Neebform og Fig. 167. Bu af Tukan. Valg af Fodemidler ſom disſe. De ſynge ikke og have heller ikke Sangmuſkler; Gogehannens Kukken er dog noget tilſvarende, og Hanſpetten hamrer i Forplantningstiden paa Stammerne med fit Neeb for at vœkke Hunnens Opmeekſomhed. Folgende 4 Familier ere de vigtigſte: lſte Familie: Gogenes (Cuculus) Næb har omtrent ſamme Form ſom Droslernes; Pdertaaen er en Vende— taa, der ogſaa kan dreies til Siden. De leve af Inſekter. Gogen (C. canorus) er graa med hvidſpettet Bug, og dens Farver minde derfor om Spurvehogen. Den har lange, ſpidſe 123 180 Klattrefuglene. Vinger og en let Flugt og lever af Inſekter, navnlig af lodne Sommerfuglelarver, af hvis Haar dens ſtore Mave ofte er ganffe lodden indvendig. Den bygger ingen Rede, men Hunnen lægger omtrent hver (te Dag et af fine ſmaage Ag i ſmaae inſektedende Sangfugles Rede, med hvis Ag det endogſaa ffal ſtemme i Farve; der udruges det, og Gsgeungen, der ſnart ſkubber Sangfugle— ungerne ud for ſelv at fane Plads, mades, ſelv efter at den har forladt Reden, der er bleven den for lille, med megen Iver af Pleiefuglene, der have fuldt op med at tilfredsſtille dens Graadig— hen. — De fleſte udenlandſke Arter af Gogefamilien ruge derimod i hule Zræer ſom f. Ex. Honninggogen (C. indicator) i Syd— Afrika, der lever af de vilde Biers Honning og ved fit Skrig forraader disſes Skjul for Menneſker og Rovdyr. De ſmaae Guldgoge (Chrysococcyx) i Afrika, Indien og Auſtralien anbringe dog deres Wg pan ſamme Maade ſom vor Gøg. Jordgoge (Geococcyx) med heiere, ſteerkere Been og kortere Kløer findes i Syd- Amerika. 2den Familie: Spœetterne (Picus) have et langt, ſterkt, kantet, i Spidſen ſom en Kile tilſkerpet Næb; deres Tunge kan ſtreekkes et Stykke udenfor Nebet og er haard i Spidſen ſamt væbnet med bagtil vendte Takker; Halefjerene ere ſpidſe, ſtive og elaſtiſke. Idet de lobe op ad Treſtammerne, hugge de med Næbet i Barken og træffe de derunder ſid— dende Inſekter ud med Tungen. Til- deels leve de dog ogſaa af Nodder, hvori de hugge Hul for at udtage Kjcernen, af Koglefrø o. desl.; om Vintren plyndre de ofte Myretuerne. Familien er iſer talrig i det hede Jordbeelte med Undtagelſe af Auſtra— lien og Polyneſien. De hos os forekommende Arter ere deels forte med rod Isſe— Top (Sortſpetten, b. martius), deels grønne med rod Top (Gron— ſpœetten, P. viridis), eller grønne med graat Hoved og med en rod Fig. 168. En Spæt. Klattrefuglene. 181 Isſe hos Hannen (Graaſpetten, P. canus), eller ſort- og hvid— brogede med rod eller gul Isſe hos Hannerne (de ſaakaldte Flag— ſpoetter, P. major, medius og minor). — J Syd-Amerika findes Jordſpetter, ſom leve paa Jorden og der ſoge deres Føde. Det ſamme er Tilfældet med den ogſaa i Danmark forekommende, brunſpettede Vendehals (Jynx Torquilla), der har et ſvagere, ikke kiledannet Næb, bløde Halefjer ſamt en ormformig Tunge uden Hager og ifær lever af Myrer. 3die Samilie: Tukanerne (Pteroglossus) have et over— maade ſtort, men hult og let, noget buet og ſammentrykt, i Kanten takket Næb og en fjerformig, horn— agtig Tunge. Det er dorſke og enfoldige, ſydameri— fanffe Fugle med ſmukke Farver (ſorte eller gronne paa Ryggen, gule eller rode paa Bryſt og Bug); deres Fode beſtager ifær i Frugter. 4de Familie: Pa- pegviernes (Psittacus) Fig. 169. Hoved af Tukan. Næb er fort, høit og tykt, med Voxhud ved Roden; det ſer— deles bevægelige Overneb er hvælvet og forlænget fom en Krog ned over det ſkarpt afſkaarne Un- dernæb; det benyttes til at hakke og gnave bløde Frugter itu og til at fnæffe de haardere. Tungen , er tyk og kjodfuld I (hvorfor de kunne leere at Fig. 170. En Papegeie. 182 Klattrefuglene. Duefuglene. udtale Ord). Deres Vinger ere temmelig forte, og de flyve derfor ikke videre godt. Huden paa deres forte og tykke Fødder er bekledt med ſmage Sfæl. Farverne ere i Reglen livlige og afſtikkende, f. Ex. Grønt med Gult, Rødt eller Blaat. De talrige Arter færdes flokkevis under Skrig og Støt i de tropifte Urſkoves Tretoppe og ere fordeelte over hele det hede Jordbelte. Araerne med nøgne Kinder og lang Hale findes i Syd— Amerika, Kakaduerne, der ere hvide og have en bevægelig Fjer— top, paa de indiſke Øer og Ny-Holland. Uglepapegsien (Strigops) paa Nyzeland minder ved fine bløde Fjer og fine Farver om Uglerne; den lever paa Jorden af Mos og ſynes ikke at kunne flyve. 56. Femte Orden: Duefuglene (Columbæ) ere Fugle med bløde, fyldige Siddefodder og med et fort, ved Roden tyndt og blødt, i Spidſen haardt og hvælvet Næb. Duerne udgjøre kun een Familie, der er rig paa Arter og udbredt over hele Jorden, men i Serdeleshed talrig i Indien. De have i Reglen lange og ſpidſe Vinger og flyve derfor godt; deres Farver ere ofte meget ſmukke. De leve af Fro eller Frugter, ſom opblodes i den ſtore Kro, der ogſaa afſondrer en melke— agtig Voedſke, hvormed Ungerne i Begyndelſen mades. En ſel— ſkabelig Levemaade er et gjennemgaaende Trek i denne Familie; den ſimple Rede bygges i Almindelighed af Kviſte i høie Træer, undertiden i Klippegrotter ved Stranden. De lægge kun faae Æg, ſom udruges af begge Kjon, hvilke ogſaa i Forening opfoſtre Ungerne, der komme frem med den famme ringe Udvifling ſom Sang- og Skrigefuglenes. Hannerne „kurre“ i Forplantningstiden. Her i Norden forekomme 3 Arter: Fjeldduen (C. livia), der ruger i Klippehuler ved Stranden f. Ex. ved Skotland og Ferserne ſamt et enkelt Sted i Norge (ogſaa ved Middelhavet), og fra hvilken den tamme Dues talrige Afendringer anſees for at nedſtamme, Ringduen (C. palumbus) og Skovduen (C. Oenas), alle blaagraae med Metalglands paa Halſen. J Syd— Europa findes Turtelduen (C. risoria), der er mindre og brunlig; Duefuglene. 183 den tamme Turteldue (C. turtur) har oprindelig hjemme i Aſien. J Nord-Amerika findes Vandreduen (C. migratoria), der er beromt for de Streiftog, ſom den foretager i uhyre Flokke til de Egne, hvor Egen og Bogen bere mange Frugter. Jordduerne (Gura) have kortere Vinger og kraftigere Fødder og opholde ſig mere paa Jorden, hvor de ogſaa i Almindelighed ruge. Paa en O i det ſtille Hav findes en lille Jorddue (Didun- culus), ſom lever af Knolde og Log og har et ganfke lignende ſterkt og kroget Næb ſom Dronten (Didus ineptus), en ſtor, graa og plump Jorddue af Svanens Storrelſe, med ſmaae Vinger og dunede Vinge- og Halefjer, der var ude af Stand til at flyve, ja endog altfor ube- Å hjelpelig til, trods fine kraftige Fødder, at“ unddrage fig de Forfolgelſer, ſom den blev Gjenſtand for, efter at den i Slutningen af . det 16de Aarhundrede var bleven opdaget Fig paa Isle de France; allerede i Slutningen af det 17de var den aldeles udryddet. En lignende Sfjæbne havde nogle beflægtede Fugle paa Rodriguez og Bourbon. .171. Hoved af Samoa- Duen (Didunculus.) . Sjette Orden: Honſeſuglene (Gallinacei S. Rasores) ere Fugle med fort, hvælvet Næb og med Gangfodder. Honſefuglene ere temmelig ſtore Fugle (Storrelſen ligger mellem Kalkunens og Vagtelens) af en plump Bygning og mere ſkikkede til Gang eller Lob end til Flugt. Deres Been ere lave, men ſteerke og i det mindſte fjerkleedte indtil Hælen; Bagtagen er i Almindelighed lille og ſidder højere oppe end de andre Teer, faa at den kun berører Jorden med fin Spids; Kloerne ere brede og flade, og vel ſkikkede til at opkradſe Jorden. Halſen er forholdsvis fort, Næbet kort, tykt og hvælvet, Vin— gerne korte, butte og hule. De flyve derfor kun kort, med Anſtrengelſe og Larm, men gage og lobe godt. Deres Føde beſtaaer i Plantefrs og Ber, Kyllingernes i Orme og In— ſekter. Kroen er rummelig, Kraaſen tyk og haard. Mange Honſefugle leve i Polygami; Hanen er da betydelig ſtorre end Hønen og udmærfet fremfor denne ved ſmukke arver eller ved færegne Prydelſer. Heftige Kampe finde Sted 184 Honſefuglene. mellem Hanerne, der hidlokke Hønfene ved ſeregne Lokketoner; men ſaaſnart Aglegningen begynder, ſkilles de to Kjon igjen, og Hanerne leve da enten hver for fig eller ſamles i ſeeregne Flokke, medens Honſene beholde deres Yngel omkring ſig eller ſlaae fig ſammen til ſtorre Flokke; men til næfte Foraar, henimod For— plantningstiden, oploſes disſe Flokke aldeles, Andre Arter leve derimod i Monogamiz der er da mindre Forſtjel paa Han og Hun i Farve og Storrelſe, og Hannen bliver under hele Rugetiden i Nærheden af Hunnen, ſom den ſtreber at ſor— ſvare, ligeſom den ogſaa hele Vintren er ſamlet med fin Familie; flere ſaadanne Familier flaae fig ogſaa undertiden ſammen til ſtorre Flokke. Men i begge Tilfælde maa Hønen ene udruge fine talrige Æg, der legges i en Fordybning, ſom den kradſer i Jorden og blot udforer med enkelte Halmſtraa; efter Udklekningen kunne de dunkledte Unger ſtrax lobe om, men de ſoge dog endnu i nogen Tid Varme og Beſkyttelſe under Moderens Vinger. Der forekommer Honſefugle over den hele Jord; nogle op— holde fig kun paa aaben Mark, andre i Skovene, dog meeſt paa Jorden uden at flyve hoiere op i Trcerne end til de lavere Grene, hvor de ifær ofte tilbringe Natten. Mange Arter ere tæmmede paa Grund af deres Kjøbdrighed og Frugtbarhed, og fordi de ere faa lette at føbe og ſnart glemme at flyve bort; disſe tæmmede Arter findes imidlertid ogſaa i vild Tilſtand. lſte Familie: Oe egenlige Hens (Phasianus) have en vel udviflet, tagformig Hale og nøgent Hoved eller Kinder eller nøgne Hudlapper paa Hovedet. J vild Tilſtand beboe de det varme Jordbeeltes, ifær Aſiens Skove, men flere Arter ere tæmmede og holdes ſom Husdyr. De leve i Poly— gami; Hanen har i Almindelighed Sporer over Bagtaaen ſamt ſeregne Prydelſer, til hvilke Hønen i det høiefte har Spor, ſaaſom opſtaaende eller nedhængende Hudlapper, en Fjertop, lange Hale— Honſefuglene. 185 dekfjer eller desl.; dens Farver ere derhos i Reglen prægtige, metalliſke og glindſende, Honens derimod morke og uanſelige. Fig. 172. Hoved og Fig. 173. Fod af Hane. Honſene (Gallus) have en takket Hudkam paa Hovedet, en ned— hængende Hudlap under Næbet, nøgne Kinder og en fort Hale, ud over hvilken Dæffjerene hos Hanen rage i en Bue. Hushonen (6. dome- sticus) antages at nedſtamme fra Bankivahonen (6. Bankiwa) i Indiens Bjergſkove, der meget ligner vor almindelige Gaardhoͤne. Den har været temmet lige fra de allerældfte Tider og findes nu ſom Hus— Dyr over hele Jorden i mangfoldige Afeendringer. — Faſanerne (Phasianus) have nøgne Kinder ligeſom Honſene, men Halen er lang og ſpids. Den almindelige Faſan (P. colchicus) ſkal være bragt fra Lille-Aſien af Argonauterne; den holdes i Syd- og Mellem-Europa i Faſanerier, men trives ogſaa mange Steder i forvildet Tilſtand. De pragtfulde Arter: Guldfaſanen (P. pictus) og Solvfaſanen P. nyethemerus) have hjemme i China, Argusf. (P. Argus) paa Sunda-Oerne. — Perlehonen (Numida Meleagris) findes vild i Nord-Afrika; dens Hoved er nøgent; paa Isſen findes en Hornkam, under Neebet en Hudlap. Han og Hun ere mindre forſkjellige end hos de andre egenlige Honſefugle. — Kalkunen Meleagris Gallopavo) findes vild i Nord-Amerikas Skove, hvor den bliver ſtorre end de tamme Kalkuner, der ned— ſtamme fra dem, ſom Spanierne overforte fra Mexico. Den har et nøgent, vortet Hoved og Hals med en fra Roden af Overnæbet nedhængende Hudlap og en ſtor Hale, der kan ſlaaes ud ſom en Vifte; paa Bryſtet har Hanen en nedhængende Haarduſk. — Paafuglens (Pavo cristatus) Hoved er beflædt med forte Fjer og prydet med en opftaaende Fjerduſk; Hanens pragtfulde, med metalglindſende Pletter tegnede, dunede Haledekfjer kunne reiſes og ſpredes ſom en Vifte; den forekommer vild i Indien og paa Sunda-Serne. 186 Honſefuglene. 2den Samilie: Aarfuglene (Tetrao have kortere Hale og Næb, og deres Hoven er fjerkledt med Undtagelſe Fig. 174. Hoved og Fig. 175. Fod af en Rype. af en nøgen Ring omkring Diet. De beboe Skove, Marker og Fjeldegne, fornemmelig i den nordlige Halvkugle, og ere Stand— eller Streiffugle, der kun flytte en fort Strekning for at ſoge rigeligere Fode; ingen af dem holdes ſom tamme. De fleſte leve i Monogami, og Han og Hun have da begge en brunſpettet Fjer— dragt; nogle leve dog i Polygami. Hannen har kun ſlelden Sporer og aldrig de andre Prydelſer, ſom udmærfe dette Kjon i den foregagende Familie. a) Hos Urhonſene (Tetrao) udvider Sieringen fig til en nøgen Plet over Siet, og Fodderne ere mere eller mindre fjerkledte. 1) Ryperne (T. Lagopus) have fjerkleedt Mellemfod og Tæer og beboe de haoinordiſke Fjelde og Sletter ſamt Alperne o. ſ. v. Fjerdragten er om Sommeren brun, om Vintren hvid, og Kloerne ere da noget længere end om Som— meren. 2) Tjuren (T. Urogallus) i Naaleſkobve og Urhanen (T. Tetrix, kjendelig ved fin kloftede Hale) i Lovſkove og paa Heder (f. Ex. de jydſke) have fjerkleedt Mellemfod, men nøgne Tæer med en takket Kam af udſtaaende Sfjæl; de leve i Polygami; Hanen er fort med Metalglands og betydelig ſtorre end den brunſpettede Høne, — Baſtarder af Urhane og Tjurhone (be ſaakaldte Rakkel⸗ høns) eller af Urhane og Rypehone dannes ikke ſjelden, naar Rype⸗ eller Tjurhoͤnen af Mangel paa Haner af deres egen Art, f. Ex. naar disſe ere bortſkudte, indfinde fig paa Urhanernes Lege— pladſe. 3) Hjerpen (T. Bonasia) har ogſaa fryndſede Teer, men Mellemfoden er kun halv fjerflædt; den lever i Monogami og op— holder fig i Bjergſkove. b) Hos Agerhonſene (Perdix) danner Oieringen en nøgen Plet bagved Siet, og Fødderne ere aldeles nøgne; de opholde fig paa aaben Mark. Vagtelen (P. Cotur- nix) er en Trekfugl, der paa fine Reiſer endog flyver over Middel- Honſe- og Strudſefuglene. 187 havet, Agerhonen (P. cinerea) derimod en Standfugl, der lever parvis, om Vintren i ſmaae Flokke. c) Steppehonſene (Syrrhaptes, Pterocles), udmerkede ved lange ſpidſe Vinger og Hale, hurtig Flugt og et noget dueagtigt Udſeende i det hele, leve flokkevis paa Afrikas, Aſiens og Spd— Europas Stepper og Orkener. 3die Familie: Talegallaerne (Megapodius), paa Ny- Guinea og Ny-Holland ſaavelſom paa flere andre Øer i det indiſke og ſtille Hav, lægge deres ſtore ug i Dynger (ſom 3—4 Vogn— læg eller endnu ſtorre) af Gres og Blade, ſom de ſamle ved at ſkrabe bagud med Fødderne, der ere forſynede med ſerdeles ſtore Skrabekloer; nogle Arter tildeekke det hele med Sand, faa at det ligner en ſtor Myretue; andre grave blot WMgene ned i Sandet og overlade Solvarmen at udflæffe dem. Ungerne ſkrabe fig ud af Dyngen og komme frem ſom meget ſtore og fuldkommen fjerkleedte og flyvedygtige. Hokkohonſene (Craxſ ei Amerika ruge paa Træer; deres Bagtaa er ſtor og veludviklet. es. Syvende Orden: Strudſefuglene (Struthiones S. Cursores) ere Fugle med Lobefodder, ſmaae, til Flugt ubruge— lige Vinger, lang Hals og kort Neb. Strudſenes Bygning er ikke indrettet til Flugt, men til hurtigt Lob. Vingerne ere nemlig aldeles uanvendelige ſom Flyveredſkaber, deels paa Grund af deres Lidenhed, deels fordi de enten ganſke mangle Svingfjer eller iſtedenfor disſe kun bære ſtore Dunfjer eller Fjer-Ribber uden Fane. Som Folge heraf ere Bryſtmuſklerne ſvage, Bryſtbenet en hvælvet Plade uden Kam og Noglebenene ufuldſteendigt udviklede. Fødderne ere baade lange og kraftige, men mangle Bagtaa, og de 2 eller 3 Fortæer ere forte og brede og have tykke Tredepuder ſamt forte, hovagtige Negle, hvilken Fodform fætter Strudſene i Stand til at gjennem— fare Orkener og Stepper hurtigere end noget Pattedyr. Deres Hals er lang, tynd og meget boielig, deres Hoved lille og Næbet fort, bredt og fladt eller hvælvet og ſammentrykt. Kroppen er bæffet af Dunfjer, Hovedet, Benene og et ſtorre eller mindre Stykke af Halſen derimod næften ſkaldede. 188 Strudſefuglene. Strudſene ere alle ſtore Fugle, der tildeels leve i Polygami og træffes flokkevis i Orken- og Steppelandene paa den ſpdlige Halvkugle, kun i Afrika og Syrien Nord for Wkvator. Hannen er . zen = ERE * * Fig. 176. Den afrikanſke Struds. noget ftørre end Hunnen og maa ofte ene udruge de talrige Æg, ſom flere Hunner lægge i den ſamme Fordybning, ligeſom den ogſaa maa tage fig af Ungerne og forſvare dem i den forſte Tid efter Udklekningen. — Strudſenes Fode beſtager af Græs, Fro, Rødder og Smaadyr, Kaſuarens tillige af Wg og Frugter. Det er i det hele ffy og enfoldige Dyr, ſom ſoge deres Frelſe i Flugten, men dog ogſaa kunne værge fig ved at flage bagud med deres ſterke Fodder. a) De egenlige Strudſe med fladt Næb og ret vel ud— viklede Vinger med ſtore Dunfjer. Hertil hører den afrikanſke Struds (Struthio Camelus), der kun har 2 Teer og ſtore dunede Halefjer. Den opnaaer en Hoide af 4 Alen og findes i ſtorſte Delen af Afrika, hvor den jages for Fjerenes Skyld med egne dertil afrettede Heſte, ſamt i den ſyriſke Orken. Deng Brol ffal ligne Løvens. Nanduerne (Rhea americana og Darwinii) ere betydelig mindre, men have ftørre Vinger; ligeſom Kaſuarerne Strudſefuglene. 189 mangle de de ſtore Halefjer og have 3 Teer. De beboe de ſyd— amerikanſke Stepper fra Patagonien til høit op i Braſilien. b) Kaſuarer med en tet Pels af lange, ſmalle, dobbelte, i deres indre Deel dunede og bløde, i deres ydre Deel haarde og ſtride Fjer (hvorfor disſe Fugle i nogen Afſtand ſee ud, ſom om de vare bekledte med grove Haar) og med overordenlig ſmage, aldeles undviklede Vinger ſamt med et mere honſeagtigt 5 Fig. 178. Fig. 177. Skelet af den nyhollandſke Kaſuar. Fier af Emuen. Neeb. Emuen (Dromaius Novæ Hollandiæ) udmerker fig ved fin ſeerdeles lange Hals og ved fin Strubepoſe, hvormed den frembringer en trommende Lyd. Den molukiſke Kaſuar (Casuarius galeatus) har kortere og tykkere Been og Hals end de andre Strudſefugle og 5 ſtore og ſtive Svingfjer-Ribber uden Fane i hver Vinge; Hovedet er væbnet med en hoi Beenkam, og nedad den nøgne Hals hænge lignende Forlengelſer ſom hos Kalkunen. 190 Strudſe- og Vadefualene. Den findes paa Molukkerne og Ny-Guinea; paa Ny-Brittania og i den nordligſte Deel af Ny-Holland findes der andre Arter af virkelige Kaſuarer. c) Den paa Ny-Zeland levende Kiwi (Apteryx) ligner Emuen i Henſeende til den tykke Pels, de lange, ſmalle Dunfjer og Mangelen af Vinge- og Halefjer; men den er mindre (ſom en Høne) og mere lavbenet og har en lille Bagtaa ſamt et langt, tyndt Næb. Den lever i Jordhuller i det tætte Bregnekrat og Fig. 179. Kiwien. opſoger om Natten Inſekter, Orme og desl. i blød Jord; da den jages af Ny-Zelcenderne, er den aftaget meget i Mængde, fkjondt den løber godt og hugger fra fig med fine Kloer. — De talrige Urter af mere eller mindre fæmpemæfige Moafugle (Dinornis), der fordum levede ſammeſteds, og hvoraf de ftørfte vare dobbelt faa høie ſom den afrifanffe Struds, ere endnu tidligere blevne ud— ryddede. — Ogſaa paa Madagaſkar har der levet fæmpemæfige Strudſefugle (Æpyornis); derimod er det uviſt, om de kempemeſige Fodſpor i nordamerikanſke Triasdannelſer (Brontozoum) hidrøre fra Fugle eller fra Kæmpeøgler. . Ottende Orden: Vadeſuglene (Grallæ) ere Fugle med Vadefodder ſſtundom med Lobe- eller Lappefodder). Vadefuglene ere i Almindelighed ſpinkle, hoibenede Fugle med lang Hals og langt Næb ſamt nogenlunde lange Vinger og Hale; ſom ofteſt have de 3 Fortæer med kun lidet udviklede Kloer og en lille Bagtaa, der er fæftet højere oppe end de andre. De baade gage, lobe og flyve godt og opholde fig ſelſkabeligt ved Vadefuglene. 191 Bredderne ifær af ferſk Band; Han og Hun ere fun lidet for— ſkjellige og leve i Monogami; deres fane Mg lægges gjerne paa Jorden i en ſimpel Fordybning og udruges enten kun af Hunnen eller i Forening af begge Mager, ſom altid viſe megen Omhu for gene og Ungerne, der i Reglen ſtrax efter Udflæfningen og endnu i Dundragten forlade Reden. De leve fornemmelig af Inſekter og Orme, ſom de opſoge i Band og Dynd. De nordiſke Vadefugle ere Trekfugle, der reiſe i ſtore Skarer og ofte i en beſtemt Orden. a) Vadefugle med forte Forteer og ubetydelig eller manglende Bagtaa. lſte Familie: Trapperne (Otis) ere temmelig ſtore Fugle (ſom en Høne eller Kalkun) med fort, hvælvet Næb og med Lobefedder; deres plumpe, kjodfulde Bygning ſamt Neeb- og Vingeformen og den brunſpettede Fjerdragt minde om Honſene, Fodformen om Strudſene. De lobe udmeerket og flyve ikke ſlet. Hannen er en Deel ſtorre end Hunnen og har ofte færegne Fjer— prydelſer paa Hals og Hoved; de leve for faa vidt i Polygami, ſom Hannen, naar der er Hunner nok, har flere af disſe, ſom den ikke erhverver uden Kamp; Hunnen beſorger ene Mgenes Ud— rugning og Ungernes Opdragelſe; disſes Føde er ifær Inſekter, de voxnes tillige Grønt og Fro. De beboe de ſtore Orkener i Afrika og Aſien og de aabne Sletter i Syd-Europa, men holde fig altid fjernt fra Band og Skov; i dyrkede Egne ynde de ifær Raps⸗ og Kornmarkerne. 2den Familie: Brokfuglene (Charadrius) ere ſmaae Fugle (ſom en Drosſel eller Due) med et kort og lige, ved Roden tyndt og blodt, i Spidſen noget opſvulmet og haardt Næb, med fort Hals og mindre høie Been; de have ingen eller kun en ganſke ube— tydelig Bagtaa. De flyve godt og lobe hurtigt omkring med en pibende Lyd Fig. 180. Hoved af Hjeile. 192 Vadefuglene. og et Ophold nu og da; deres Fode er Inſekter og Orme. Nogle færdes i Orkener, paa Heder eller torre Marker f. Ex. Hjeilerne (Ch. plu- vialis), andre ved ſandede So- og Flod— bredder f. Ex. Viben (Vanellus cristatus), eller ved Strandbredderne f. Ex. Strand- ſkaden. Strandſkaden (Hæmatopus ostralegus) er ſort og hvid af Farve og har et langt, lige og ſammentrykt Næb, hvormed den vender Stene og Strandſkaller om for at ſee efter ; Otrme og træffer Sandorme op af Strandſandet; Fig. 181. Fod af Vibe. den er f. Ex. almindelig ved Veſterhavet. 3die Samilie: Snepperne (Scolopax) have et langt, tyndt og bøieligt Næb, der er bekledt med en blød, folſom Hud og benyttes til at opſoge Orme, Skaldyr og Inſekter i Vand eller Dynd; ſom ofteſt er det lige, undertiden boiet opad (Klyden) eller ned— ad (Spoven). Nogle ere lavbenede og korthalſede, ſom Bekkaſinerne (Sco— lopax), Rylerne (Tringa) og Odinshonſene (Phalaropus), andre mere eller mindre hoibenede og langhalſede f. Ex. Titerne (Totanus), Brushonſene (Machetes pugnax), Spoverne (Numenius) og Klyden (Recurvirostra Avocetta). J Almindelighed have de en lille Bagtaa, dog kan den ogſaa mangle, De opholde fig og ruge ved Flod- og Sobredder eller Moſer, nogle endog i Sfovfjær (Bekkaſinerne), men hverken paa torre Marker eller ved Stranden hvilken de kun beføge efter Forplantningstiden og under deres Vandringer. J Almindelighed er Hunnen noget ftørre end Hannen. Fig. 182. En Ryle. Vadefuglene. 193 De fleſte i Danmark forekommende Arter beſoge os blot under Vandringen fra og til det høie Norden; dog er der ogſaa flere, ſom ruge her. Brushonſenes Hanner ere ſtorre end Hunnerne og have i Forplantningstiden en Fjerkrave om Halſen og en nøgen, vortet Anſigtshud; de ſamles da paa egne Pladſer og fegte med hinan— den. — Odinshonſene have Lappefodder, ſoge deres Føde ſvommende og træffes ofte ude paa Havet; Rugningen ffeer derimod inde i Landet og beførges fortrinsvis af Hannen, der er mindre anſelig af Farve end Hunnen. 4de Familie: Tranerne (Grus) ere høibenede, lang - halſede Fugle med et middellangt, lige Næb, med forte Zæer og Kløer og ubetydelig Bagtaa. De beboe Heder og ſtorre Moſeſtrokninger og leve foruden af Smaadyr af ſaftige Rodder og Bær, Korn, Vandplanter og desl. Deres Æg lægges paa Jorden. b) Vadefugle med lange Fortæer og en vel ud— viklet Bagtaa. te Samilie: Storkene og Heirerne ere ſtore, lang— halſede og langbenede Fugle med et langt, lige, ſpidſt og ſammentrykt Næb, med temmelig lange Fortæer og en forholdsvis lang Bagtaa, der omtrent ſidder i Hoide med hine, og med mere eller mindre krumme og ſpidſe Kleer. Ofte have de lange Nakkefjer eller andre Fjerprydelſer. De flyve godt, færdes i Moſer og Enge eller ved So- og Flodbredder og for— tære iſcer koldblodige Beendyr. Reden anbringes i Almindelighed paa Treer eller paa andre høie Steder, og Ungerne, ſom mades af begge Forældrene, blive i Reden, indtil de ere flyvefærdige; af de Arter, ſom bygge mellem Siv, forlade Ungerne derimod Reden noget tidligere, inden Fjerene ere voxne heelt ud. Familien er iſer rig pan Arter i det hede Jordbelte. Storkene (Ciconia) have kortere Teer og bygge deres Rede af Ris paa Træer og Huſe; under Forplantningstiden kneebbre de med Næbet. J Moſer og Enge opſoge de Frøer, Fiſke, Krybdyr, tildeels ogſaa Inſekter, Orme, Fugleunger og Smaapattedyr. Hos os er den hvide Stork (C. alba) meget hyppigere end den forte (C. nigra), der tilhører mere øftlige Egne. Flere Storke— 13 194 Vadefuglene. Urter i varmere Lande f. Ex. Marabu-Storken i Indien, der har nøgent Hoved og Hals, gjøre megen Nytte ved at fortere Aadſler. Skeſtorkene (Platalea) der i det hele tilhøre varmere Jordbelter, have et fladt Næb, der er bredt i Enden ſom en Ske, men forreſten Storkenes Levemaade og Bygning. — Heirerne (Ardea) have ſerdeles lange Ter med lange, krumme og ſpidſe Klsoer; de opholde ſig ved ſivbevoxne Flod— og Sobredder. Nogle f. Ex. Fiſke— heiren (A. einerea) bygge koloni— vis i Treœtoppe; andre f. Ex. Rordrummen (A. stellaris), der er en Natfugl med bløde og loſe Fjer, i Sivene. — Ibis-Arterne have nøgne Kinder og et buet Neeb ligeſom Spoverne; den hellige Ibis (bis religiosah, der ind— fandt ſig ſamtidigt med Nilens Overſvommelſer, var fordum Gjen— ſtand for Wgypternes Wrefrygt. Den meerelige abysſiniſke Balæniceps er en ſtorkeagtig Fugl med et ſtort og bredt, baadformigt Næb; Anastomus (i Afrika og Aſien) ligner ligeledes Storkene, men dens Næb udmeerker fig ved den Beſynderlighed, at Over- og Undernæbet gabe fra hinanden i Midten. 6te Familie: Vandhonſene ere mindre Fugle, der ligne Honſene en Deel i Üdſeende og have temmelig lave Been, navnlig en fort Mellemfod, men lange Forteer og i Almin— delighed ogſaa en vel udviklet Bagtaa; Hals, Hale og Vinger ere forte, og Nebet ſammentrykt, hos nogle lang— ſtrakt, lige og tyndt, hos andre kort og honſeagtigt. De flyve ikke godt, men ſmutte behændigt gjennem Siv og Krat ved Bredderne af ferſk Vand og kunne løbe hen over blød Dynd— grund eller over de paa Bandet ſoommende Blade; adffillige (ſaa— ſom Rorhonſene og de egenlige Vandhons) ſvomme og dykke udmerket. De leve ſaavel af Inſekter o. ſ. v. ſom af Fro og Grønt. Deres Reder have de i Almindelighed mellem Sivet, ofte flydende pan Bandet, og de lægge flere Mg end de øvrige Vadefugle. Vade- og Svømmefuglene. 195 Til de mere langnebede høre: Engſnarren (Rallus aquaticus) og Sporevingerne Parra), hvilke ſidſte beboe det hede Jordbeeltes Sumpe og udmeerke fig ved deres lange Skinnebeen og overordenlig lange Teer med lange, lige Kloer, hvorved de hæres oppe af Vandplanternes paa Vandet flydende Blade. Til de kortnebede høre Vagtelkongen (Crex), Rorhonſene Gallinula) og Vandhonſene (Fulica, med Lappefodder) ſamt Sultanshonſene (Porphyrio) med ſmukke, blaae og grønne, metal— fiffe Farver, i det varmere Jordbeelte. Den ſjeldne Notornis paa Nyzeland er neermeſt en Sultanshone, men faa kortvinget, at den ikke kan flyve. Fig. 184. En Sultanshone. Palamedea'erne (i Syd-Amerika) ere ſtore Fugle, nermeſt beſlegtede med Sporevingerne, men med kortere Næb og plumpere Fodder ſamt med to Vingeſporer iſtedenfor een. os. Niende Orden: Svommeſuglene (Natatores S. Anseres) ere Fugle med Svommefodder. Svommefuglenes Fødder ere i Almindelighed lave og ſidde mere eller mindre langt tilbage under Kroppen; Mellemfoden er fort, undertiden ſammentrykt og ſkarp; Fortcerne forenede ved en fuldſteendig Svommehud, kun undtagelſesvis alene udſtyrede med en Lappehud (Fig. 132); Bagtagen kan mangle eller vere tilſtede; i ſidſte Tilfælde er den enten lille, fæftet hoiere end de andre og undertiden udſtyret med en færegen lille Svommehud (Fig. 194); eller den er ſtor, vendt indad og ſidder i Heide med Fortcerne, 13 196 Svommefuglene. med hvilke den er forenet ved Svommehud, og Foden er da en Aarefod (Fig. 185). Kloerne ere i Almindelighed ſmaae, hverken meget krumme eller meget ſpidſe; Skarver og Lommer have flade Negle, Rovmaagerne krumme Kloer. — J Henſeende til Flugt, Svømning og Gang forholde Svommefuglene ſig meget forſkjelligt. 3 Pelekan- og Maage-Familien ere Vingerne i det hele lange, hos enkelte endog i en overordenlig Grad. De flyve derfor i Reglen let, hurtigt og ſikkert, og flere af dem ere Styrtedykkere. J Dykkernes og Ande-Familien ere Vingerne i det hele korte og Flugten derfor tungere, iſeer er det dem beſverligt at flyve op; hos enkelte er Flyveeovnen endog ganſke gaaet tabt. Svomme— evnen ſtaager i det hele i omvendt Forhold til Flyveevnen; de meget langvingede og kortbenede Svømmefugle, hvis Svommehud tilmed er indſkaaren i en Bue mellem Zæerne, ſvomme fjeld- nere, da de have vanffeligt ved at hæve fig op fra Vandet; og af de andre Svømmefugle, der beſidde en fortrinlig Flugt, formager ingen at dykke eller ſoßsmme under Vandet, hvor— imod mange af dem, der flyve mindre godt, ere Svomme— dykkere (S. 150). — De færrefte Svømmefugle gaae godt; dertil udfordres, at Benene ikke ere altfor lave og ikke ſidde alt— for langt tilbage, faa at Legemet bekvemt kan bæres i en vandret Stilling (f. Ex. Maager og Ges), hvorimod de Fugle, hos hvilfe Fødderne ſidde længere tilbage, derved faae en mere opreiſt Hold— ning, men en uſikkrere Gang; Foden hviler da ofte (f. Ex. hos Pengviner og Alke) lige til Hælen paa Jorden, hvorved Gangen bliver endnu beſperligere, i det mindſte paa flad Mark. Hos mange af disſe bidrager den korte og ſtive Hale til at ſtotte dem, medens de ſidde. Foddernes forſtjellige Stilling afhænger i øvrigt af, om Skinnebenet er mere eller mindre optaget i Krop⸗ pen. — Spommefuglenes Fjerklœdning er tet, faſt og elaſtiſt, Dunene tilſtede i rigelig Mengde og Olieafſondringen betydelig. Alle Svømmefugle leve i Monogami; Graat, Sort og Hvidt ere de fremherſkende Farver med nogen Forſtjel efter Alder Svommefuglene. 197 og Aarstid; kun i Andefamilien gjør en ſtorre Kjonsforſkjel i Farven fig gjældende i Yngledragten. De lægge ſom ofteſt kun fane Æg, Stormfuglene og Alkene endog kun 1; et ſtorre Antal lægge dog Skarverne (6—8) og Ænderne (indtil over 10). Svommefnglene ere ikke i lige hoi Grad bundne til Vandet fon Opholdsſted; nogle ere det faa lidt, at de kun beſoge det af og til (f. Ex. Gesſene), andre i den Grad, at de med Und— tagelſe af Rugetiden altid ere paa Bandet, ja tildeels endog ſove derpaa (f. Ex. Suler, Stormfugle og Lommer); nogle holde fig til Havet alene, ja naar Alke og Stormfugle tilfceldigvis komme faa langt ind paa Land, at de ikke længere kunne fee Havet, blive de faa forvildede, at de ganſke glemme at flyve; andre treffes kun ved ferſk Vand eller ruge ved dette, men drage til Havet, ſaaſnart Ungerne ere flyvefærdige, — J Almindelighed ere Spommefuglene meget ſelſkabelige Fugle, ſaavel i Vandre- ſom i Rugetiden; undertiden forene de fig endogſaa om fælles Formaal f. Ex. om at bortjage Ropfugle eller om at fiſke. De for Nordboen faa vigtige Fuglebjerge, ſom han underkaſter en regelmeſig Indhoſtning ſaavel af de gamle Fugle ſom af Wg nog Unger, beboes fornem— melig af Tuſinder af Svartfugle (Teiſter, Lomvier, Alke og Lunder) tilligemed enkelte Maager; andre Fjelde beboes af Suler, Skarver eller Malemukker. J det hele er det høie Norden rigt paa Svømmefugle; mange Arter træffe regelmeſigt om Vintren langt mod Syd, andre drives kun af Kulden ſaa langt, at de finde Nering nok; jo ſtrengere Vintren er, deſto flere af de nordiſke Svømmefugle viſer der fig derfor ved vore Kyſter. Ogſaa paa den ſydlige Halvpkugle findes mange Svømmefugle, — Mange af dem ere meget fede, andre aldeles gjennemtraengte af Tran. lfte Samilie: Pelekanerne Steganopodes) ere ſtore Fugle med Aarefodder og med et temmelig langt, lige Næb, der ſom ofteſt har Fig. 185. Fod af en Skarv. 198 Svømmefuglene. en Krog i Spidſen og altid en mere eller mindre udvibelig, nøgen Strubehud; Halſen er temmelig lang og Halen ſtiv. Paa Grund af Armens Længde er Bingen altid temmelig lang, ſelv naar Svingfjerene ikke ere det; ere disſe tillige lange og ſpidſe, fager Bingen derved en overordenlig Lengde ſom f. Ex. hos Fregat— fuglen. De gage ikke godt, da Bagfodderne ſidde langt tilbage; der— imod ſidde de gjerne paa Tracer, Pele og desl. De leve af Fiſke, opholde ſig ſelſkabeligt ved ferſk eller ſalt Vand og bygge deres Reder paa Klipper eller Træer, ſjeldnere mellem Siv; begge Forældre udruge gene og made Ungerne, der blive i Reden, indtil de ere flyvefærdige. ig SSR —— Fig. 186. En Skarv. a) Svommedykkere med kortere Vinger. 1) Pele⸗ fanerne (bpelecanus), ſtore, hvide eller lyſerode Fugle med et langt, aldeles fladt QOvernæb med en lille Krog i Spidſen og en ſtor, udvidelig, nøgen Fiſke⸗Poſe mellem Un— derkjeebens Grene. De— ØR ke res Luftſeekke ere meget Fig. 187. Hoved af Pelefan. udviklede, og de have derfor en hoi, ſeilende Flugt. De beboe det hede Jordbeelte og den varmere Deel af de tempe— rerede. 2) Skarverne (Graculus) ere mindre og ſorte og have et mindre langt, trindt Næb med en ſtor Krog og en fun lidet udvidelig Hagehud. De bygge deres Reder ſelſkabeligt paa Klipper eller Træer i Nærheden af Havet og gjøre megen Skade paa Fiſfkerierne Svømmefuglene. 199 og Skovene. Her i Norden leve flere Arter; i China afrettes de til Fiſkefangſt. b) Lange og ſpidſe Vinger have: 1) Fregatfuglen (Tachypetes Aquila) med et Næb ſom Skarvens, overordenlig lange Vinger, en lang, kloftet Hale og meget forte og ſmaae Fødder med ufuldftændig Svommehud; den træffes ſvevende langt fra Land mellem Vendekredſene og hverken ſvommer eller dykker, men griber Flyvefiſke og afjager Sulerne deres Bytte. 2) Sulerne (Sula) ere ſtore, hvide eller brune Fugle med et langt, ſteerkt og ſpidſt Næb med fine Takker i Kanten og en temmelig lang, ſpids Hale. Deres Knogler ere meget luftrige, og de ere de fortrinligſte Styrte— dykkere af alle Fugle; de kunne kaſte fig flere Favne dybt ned i Vandet under hvilkenſomhelſt Skraaning og forfeile neſten aldrig deres Maal. De ruge ſelfkabeligt paa enlige Klipper og lade fig gribe og ihjelſlaae paa Rugepladſen uden at flygte. 2den Samilie: Maagerne (Longipennes) have en kortere Hals, et ſammentrykt, ſpidſt eller kroget Næb og lange, ſpidſe Vinger. De flyve ypperligt, men gaae i Reglen ogſaa godt og ere under Larm og Skrig i uafbrudt, raſtlos Be- Fig. 188. En Terne. vagelſe efter deres Fode, ſom ifær beſtaager af Fiſke. De leve og ruge ſelſkabeligt og lægge i Reglen deres Wg paa den bare Jord eller Klippe eller lave en ſimpel Rede til dem; Ungerne blive madede endogſaa efter at de ere flyvefærdige. a) Hos de egenlige Maager ere Neſeborene ſimple Spalter paa Siden af Nebet, og Bagtagen er lille, men dog tydelig. Hertil høre Ternerne (Sterna), der have 200 Svømmefuglene, et ſpidſt, temmelig langt Næb, overordenlig lange og ſpidſe Vin— ger, en lang, gaflet Hale og en udmeerket let, ſpaleagtig Flugt og ere Styrtedykkere, hvorimod de gage og ſvomme mindre godt end Maagerne (Larus) og Rovmaagerne (Kjoverne, Sterco— rarius), der have et mere eller mindre kroget Næb, mindre lange Vinger og en lige afſtaaren eller kiledannet Hale; Maagerne ere hvidlige ligeſom de fleſte Terner og ſtyrtedykke efter Fiſkeſtimerne eller opſanke paa Jorden og Stranden alt ſpiſeligt; Rovmaagerne derimod marke og udſtyrede med ſteerkere Næbfrog og mere krumme Klgser, og deels virkelige Rov— fugle, deels rove de Byttet fra Maager, nder o. ſ. v. Alle disſe Maageformer ere enten Strandfugle, der kun ſſelden fjerne fig langt fra Kyſten, eller de leve og ruge ved ferſk Vand. Ogſaa Saxneben (Rhynchops) og Tropikfuglen ([Phaéton) kunne henregnes til Maagernes Familie. Fig. 189. Hoved af Maage. b) Hos Stormfuglene ligge Neſeborene ſom et dobbelt Rør ved Roden af Næbet, og Bagtaaen mang— ler eller er kun tilſtede ſom en lille Klo. Det er trannede Havpfugle, der ruge paa Fjelde ved Havet. Albatrosſerne (Diomedea) ere ſtore og plumpe, hvide eller brunlige Fugle, der leve i det ſtille Hav og det ſydlige Atlanterhav, hvor de forfølge Flyvefiſkene og ofte træffes langt fra Land. Stormmaagerne (Procellaria, Malemukken) ligne Maagerne i Üdſeende, Stormſvalerne (Tha- lassidroma) mere Ternerne i Henſeende til Vingeform, Flugt o. ſ. v.; de bevæge fig utrætteligt, flyvende, fvømmende og trippende hen over det oprørte Hav, idet de ſnappe de Smaadyr, Gopler, Bloekſprutter, Fiſke o. ſ. v., ſom komme op til Hapfladen; de folge med Skibene for at ſnappe Affald og for at fiſke i Kjolvandet og ſamle fig om dræbte Hvaler for at plukke i Spoekket. De ruge Fig. 190. Hoved af Stormmaage. Svommefuglene. 201 paa den bare Klippe eller i Huler mellem Stenene; nærmer man fig dem paa Rugepladſen, udſpye de en Tranſtraale mod Angriberen. 3die Samilie: Wuderne (Lamellirostres) have et blodhudet Næb med en lille Krog (ſom en Negl) i Spidſen og med en Rekke af Horntakker indvendig langs med dets Rande, ſaavel forneden ſom iſeer foroven. Fig. 191. Hoved af Gaas. Fig. 192. Hoved af Sfeanb. Fig. 193. Hoved af Fiſkeand. Fig. 194. Fod af Dykand. Jovrigt kan det være af temmelig forſtjellig Form, fort og høit, bredt og fladt, eller langt og tyndt; Takkerne kunne være forte og haarde eller lange og tynde ſom Barder. Det anvendes der— for ſnart til at plukke Græs paa Jorden eller Bløddyr paa Hav— bunden, ſnart til at gribe og faſtholde Fiſke eller til at fie Vandet fra de oprodede eller fiſkede Smaadyr. Tungen er bred, kjodfuld og takket i Kanten. Det er Fugle af Middelſtorrelſe eller derover med lave Been, kort eller lang Hals og temmelig korte Vinger; Bagtagen er altid tilſtede. De flyve kun middelmaadigt, men gaae mere eller mindre godt, alt efter Foddernes Stilling; derimod fvømme de alle godt, og en Deel af dem er Svømme- dykkere. — De opholde ſig deels ved ferſk, deels ved ſalt Vand, dog er der kun fage, der ruge ved Havet, De nordiſke Arter ere 202 Svømmefuglene. Træffugle, ſom om Vintren træffe mod Syd i ftore Flokke og flyvende i regelmæfig Orden; i Rugetiden leve de derimod mindre felffabeligt end de fleſte andre Svømmefugle. De leve i Mono— gami, ſom dog ofte ikke overholdes ſtrengt. Hos Gesſene og Svanerne ere Han og Hun fun lidet forſtjellige og forblive ſamlede i det mindſte i Rugetiden; hos Ænder, Dykender og Fiſkecender er derimod Hannens Yngledragt fleerfarvet, Hun— neus brunladen eller graalig, og Hannerne forlade i Almindelighed Hunnerne, faa ſnart disſe have begyndt at ruge, ſamle fig i egne Flokke og forene fig forſt med Familien, efter at Ungerne ere flyvefærdige. gene lægges i Almindelighed i en ſimpel, med Dun udforet Rede paa Jorden, ſjeldnere i Træer, i et hult Træ eller i Huler i Klinter. Ungerne mades ikke, men fores efter Udklekningen til Vandet, hvor de ſtrax kunne ſvomme og dykke efter deres Føde. a. Uden Svommehud paa Bagtaaen; ikke Svømme- dykkere: 1) Svanerne (Cygnus) have en lang Hals og et fladt, ved Roden høit Næb; de gage flet og ſoge deres Føde (Planter og Dyr) i Vandet. Reden indrette de af Vandplanter enten paa Bandet eller nær ved dette. Sangſvanen (C. musicus) ruger ved Fjeldſoer i ode Fjeldegne i Norden, den tamme Svane (C. olor) paa Mellem-Europas Ferſkvande. JNy-Holland lever den forte Svane (C. atratus). 2) Gesſene (Anser) have et høit, men fort Næb (Fig. 191) og en mindre lang Hals; de gage ret godt og ſoge deres Føde (Græs og Gresrodder) paa Land. De vilde Ges have graat og brunt til Hovedfarver og ere ftørre end Wuderne. Vor tamme Gaas nedſtammer fra Graagaaſen (A. cinereus). 3) Wuderne (Anas) have et bredt og fladt Næb og en kortere Hals; de gane mindre godt end Gesſene og opholde fig meeſt paa lavt, ferff Band, hvor de nære fig af Vandplanter, Inſekter, Orme og Skal— dyr. Til de egenlige Ender høre Krikanden (A. crecca) og Vildanden (A. boschas), fra hvilken vor tamme And nedſtammer. Skedenderne (A. clypeata) udmeerke fig ved et meget bredt Næb med lange, bardeagtige Takker (Fig. 192), hvormed de fange Smaadyr i Vandets Overflade, Gravenderne (A. Tadorna) ved at begge Kjon ere brogede og derved, at de grave ſig Huler eller benytte hule Traeſtammer, forladte Reæve- og Gravlingeboer eller (ſom paa Sild) kunſtige, for deres Skyld anlagte Huler. b. Svommedykkere med Svommehud paa Bagtaagen: 4) Dykenderne (Fuligula) ligne i øvrigt ganſke Wuderne; dog Svømmefuglene. 203 finde deres Fødder noget længere tilbage, hvorfor deres Holdning er mere opreiſt og deres Gang flettere, De dykke ned til Bunden af Vandet efter Orme og Skaldyr. De færdes meeſt ved Havet, men ruge dog, paa Edderfuglene (F. mollissima) nær, meeſt ved ferfk Vand. 5) Fiſkeenderne (Skalleſlugere, Mergus) dykke endnu bedre og gribe Fiſke med deres lange og tynde, ſkarveagtige Neeb (Fig. 193). Flamingoen (Phoenicopterus) kan opfattes ſom en over— ordenlig langbenet og langhalſet Gaas, der mere er indrettet til at vade end til at ſvomme; dens Næb er bøtet nedad under en ret Vinkel, og Overnabet er fladt, Undernæbet hult; naar de ſnadre i Dyndet efter Vanddyr, vendes Hovedet, jan at Overnebet kommer nedad. Det er ſmukke Fugle med rode eller hvide og rode Fjer, der beboe det varme Jordbeelte; en Art beſoger hver Sommer Middelhavets Kyſter. De ruge ridende paa høie, kegleformige Reder. 4de Familie: Dykkerne (Brevipennes s. Pygopodes) om— fatter 3 Grupper af Svømmefugle, der ligne hinanden ved de forte Vinger ſamt derved, at Fødderne ſidde meget langt tilbage. Nogle af dem kunne ſlet ikke flyve, andre flyve derimod ret godt, men kunne dog ikke flyve op fra Jorden, men kun fra Bandet eller fra en Hoide. De gaae flet og i opreiſt Stilling, men ere fortrinlige Spommedykkere. lſte Gruppe: Lommerne (Colymbus) have korte Vinger og Svommefodder eller Lappefsdder med en ſkarp, ſammentrykt Mellemfod, flade Negle og en lille Svommehud paa Bagtaaen; Nebet er temmelig langt og ſpidſt, Halen kort eller mangler aldeles. De ruge altid paa ferſk Vand, men made ikke Ungerne, ſom ſtrax føres ud i Bandet, — De ægte Lommer (Colymbus) have Svommefodder, Fr Lappedykkerne (Podiceps) der— = ö f imod Lappefodder (Fig. 132). Fig. 195. En Lom. 204 Svømmefuglene. 2den Gruppe: Alkene eller Svartfuglene (Alca) have forte Vinger og Sosmmefodder uden Bagtaa, men med krumme og ſpidſe Kloer; Mellemfoden er mindre ſammentrykt end hos Lommerne, Halen fort og ſtiv. De opſoge deres Føde, ſom for det meſte beſtager af Fiſke, Krebsdyr o. ſ. v., paa Havbunden. Nerbet kan være ſpidſt og temmelig langt (ſom hos Teiſten) eller høit, ſammentrykt og vel ſkikket til at oprode Hapſandet eller vælte Stenene ſom hos Alkene og ilær hos Lunden, der tilmed er forſynet med bløde Mund— vige, hvori den faſtholder de fangne Fiſke, medens den fan— ger flere. Det er nordiſke Fugle, hvis talloſe Skarer be— boe de ſaakaldte Fuglefjelde; nogle lægge deres Gg paa den bare Klipperand, andre i Hu— ler, ſom de grave mellem de == nedfaldne Stene ved Foden af Fig. 196. En Alk. Fjeldet eller under Grønfværet pan Toppen af ſamme. Begge Kjon ruge Æget og made Ungen, hvis Fjer kun langſomt udvikle fig, hvorfor den bliver længe paa Fjeldranden eller i Hulen; falder den i Bandet forinden, veed den ikke at hjelpe fig. Nogle træffe om Vintren mod Syd, men andre trodſe Polarkulden; alle ere fede og trannede og forte med hvid Bug. Herhen høre: Teiſten (Uria grylle), Lomvien (U. troile), Sokongen (Mergulus alle), udmerket ved fin Lidenhed og fit forte og tykke Næb, Alken (Alca torda), Geirfuglen (A. im- pennis), en ſtor (ſom en Gaas) Alk, der paa Grund af fine Vingers Korthed var ude af Stand til at flyve og fordum var udbredt over mange Sker i Nordhavet (Norge, Island, Labrador, Færøerne, St. Kilda), men nu ſandſynligvis er aldeles udryddet, og Lunden eller Sopapegoien (Arctica fratercula). ; Svommefuglene. Krybdyrene. 205 3die Gruppe: Luffegesſene eller Pengvinerne (Ap— tenodytes) ligne Alkene i Üdſeende, Levemaade og Farver, men deres Forlemmer ere Luffer 3: lange, flade og ſkarpkantede Aareblade, bekleedte med ſmaae, ffælagtige Fjer og kun anvende— lige til Svømning. De ſtotte pan hele Foden, den forte og brede Mellemfod der— under indbefattet, og have temmelig flade Negle ſamt en lille, fortil vendt Bagtaa og en ſtiv, men undertiden temmelig lang Hale. Næbet er ſammentrykt, hos nogle læn- gere, hos andre kortere; de ſmage, ſtive og ſkel— agtige Fjer danne et meget tæt og faſt Dekke. De kravle og ſvomme ved Hjælp af alle 4 Lemmer og ruge i uhyre Antal, tildeels i Huler, paa Fig. 197. Konge-Pengvinen. Skerene ved Syd-Afrikas, Nyhollands og Syd-Amerikas Syd— ſpidſer ſamt paa mange afſides liggende, ubeboede Klippeger paa den ſydlige Halbkugle. — Den patagoniſke Konge-Pengvin forer fit Æg med fig i en midlertidig Rugepoſe mellem Benene. Zdie Klasſe: Krybdyrene (Reptilia). 69. Krybdyrene ere koldblodige, ſkel- eller ſkjold— kleedte Hvirveldyr, der hele Livet igjennem aande ved Lunger og ikke gjennemgaage nogen Forvandling; de lægge enten Æg med en temmelig faſt Skal, men ſom de ikke udruge, eller føde levende Unger, ſom de ikke give Die. 206 Krybdyrene. Krybdyrene og Padderne ligne hinanden deri, at de ere koldblodige Hvirveldyr, der aande ved Lunger og i det veſenlige have den ſamme Byg— ning af Hjertet, ſamt deri at de mangle en Bekledning, der kan holde Legemets Varme tilbage, men de abffille fig ved folgende Forhold: Hos Krybdyrene: Hos Padderne: 1) er der uddannet enten Skel eller 1) Huden er nøgen, ſlimet og rig Skjolde i Huden; paa Kirtler; 2) Tæerne have Klser; 2) Kloer mangle altid; 3) de have vel udviklede Ribbeen, 3) de mangle vel udviklede Ribbeen men kun een Nakke-Ledknude; og have to Nakke-Ledknuder; 4) Agene have faſte Skaller og 4) gene ere tyndhudede og flimede lægges paa Land; oglæggesi Almindelighedi Bandet; 5) Ungerne have ved Fødfelen ganffe 5) Ungerne fødes med ganffe andet den ſamme Bygning ſom de vorne. Ydre og Bygning (Fiſkeform, Gjeelle-Aandedret o. ſ. v.) end den, ſom de erholde efter at have gjennemgaaet en Forvandling. 70. Krybdyrenes meget forſkjellige Legemsform kan hen— fores til 4 Hovedformer, nemlig: 1) Skildpaddeformen (ſmlgn. § 79). 2) Ogleformen (hos Krokodilerne og hos de fleſte Ogler) med en langſtrakt Krop, en endnu længere Hale, en fort Hals, et i Almindelighed firſidet, pyramidalt Hoved og korte Lemmer, der ſtaae ud til Siderne og ere ſteerkt boiede i &næ og Albu. 3) Slangeformen (hos de fleſte Slanger og nogle Ogler) er meget lang og ſmeekker og uden Lemmer; Halen er altid meget kortere (i det hoieſte halv faa lang) end Kroppen, der er tykkeſt paa Midten og aftager i Omfang ſaavel mod Halen ſom mod det aflange, flade Hoved. 4) Ormeformen (hos Ormeſlanger og Ormesgler) er lige— ledes lang, trind og uden Lemmer, men lige tyk overalt, og Halen er meget fort eller mangler neſten ganffe. Mellem de 3 fidftnævnte Legemsformer er der dog mange Mellemled, ifær blandt Snogesglerne. 71. Ligeſom de øvrige koldblodige Dyr mangle Krybdyrene en Bekledning, der kunde holde Varmen tilbage i Legemet. Deres Lederhud er afdeelt i tykkere, ved tyndere Mellemrum ad— Krybdyrenes Huddæffe. 207 ſkilte Stykker, der ſnart viſe fig ſom Vorter (f. Ex. hos Kame— leonen), ſnart ſom taglagte Skel (f. Ex. hos Slangerne) eller ſom ſtorre, kantede Plader, der enten ligge jevnſides (f. Ex. paa Slangernes og mange Oglers Hoved) eller dæffe hinanden med deres Rande (Slangernes Bugſkinner). Alle disſe Dannelſer kunne ſammenfattes under Bencevnelſen Skel og de med dem beflædte Krybdyr under Navn af Skelkrybdyr. Skallene dekkes igjen af Overhuden, der er afdeelt paa en tilfvarende Maade, men ſkiftes jevnlig, flere Gange om Aaret, ſtykkevis eller ſom en ſam— menheengende Ham, efter at en ny Overhud har dannet fig under den gamle. — Skjoldkrybdyr kaldes de Krybdyr, hvis Hud— fortykkelſer, i det mindſte paa Ryggen, forbene og danne adffilte Beenplader (ſom hos Krokodilerne) eller et ſammenheengende Hudſtelet (Skildpaddernes Skal). Ikke ſjelden aabne Hudkirtler ſig hiſt og her i Skellene f. Ex. foran Tarmaabningen eller hen under Laarene hos mange Ogler, hos Krokodilerne f. Ex. paa Underkjeben. Farven retter ſig meget efter Dyrets Opholdsſted og Leve— maade. Krybdyr, der leve paa Jorden, ifær i ode, ſandede Egne, have gjerne uanſelige Farver og brune, graae eller lysgule Tegnin— ger; de, der leve i Treerne, ere ofte grønne eller ſmukt ſpraglede. Et Farveſkifte er iagttaget hos flere Ogler, men Kameleonen er iſer berømt i denne Henſeende; brune, gule og graage Farver afvexle her langſomt eller optræde pletvis ved Siden af hinanden for atter at aflosſes af en ny Tegning, o. ſ. v. Kamaeleonernes Farveſkifte ſynes at beroe derpaa, at de livligere og lyſere Farver have deres Sede i Overhuden, de morkere i forgrenede Farve— celler i Lederhuden; naar dette merke Farveſtof ſamler fig i disſe Cellers Forgreninger i Lederhudens ydre Lag, komme de merke Farver tilſyne, hvor— imod de lyſe viſe fig, naar de mørke træde tilbage i de dybere Hudlag. 72. Den forſtjellige Legemsform medfører tilſparende Forffjel- ligheder i Beenbygningen. Saaledes er Hvirvlernes Antal kun lidet hos Skildpadderne, medens det hos Slangerne ſtiger til 2— 300; i Almindelighed ere de forbundne ved halvkugleformige 208 Krybdyrenes Beenbygning. Ledknuder bag paa Hvirvellegemerne og ved Fordybninger af til— ſvarende Form for paa disſe, hvorfor der ogſaa er ſtor Bevegelig— hed baade i den egenlige Rygrad og i Halen. Hos Skildpadderne ere derimod alle Krophvirvlerne ubevegeligt ſammenvoxne, og Buerne og Legemerne ere her forſkudte ſaaledes over hinanden, at enhver Bue hviler paa to Legemer. Hos de fleſte af Fortidens Krybdyr, der vare ældre end Terticrtiden, vare Hvirvlerne derimod mere eller mindre hule for og bag; blandt de nulevende er det ſamme Tilfældet hos Gekkonerne. Naar Lemmer ere tilſtede, kan Rygraden ſom ſcedvanlig afdeles i Hals-, Bryſt-, Lende-, Bæffen= og Halehvirvler, af hvilke dog Bryſthvirvlerne ikke ere de eneſte, ſom bære Ribbeen, da ſmage uudviklede Ribbeen ogſaa ofte forekomme paa de øvrige Hvirvler, ja endog paa de forreſte Halehvirvpler. Bekkenhvirvlernes Antal overſtiger kun hos nogle uddøde Krybdyr— former Tallet 2. Naar Lemmerne mangle, findes der egenlig kun to Slags Hvirvler: Bryſt- (Krop-) og Halehvirvler. Hale— hvirvlerne bære i Almindelighed, ligeſom hos visſe Pattedyr, nedre Buer med nedre Tornforlengelſer, et Scet imellem hvert Hvirvel— par. Bryſtbenet beſtager hos Oglerne af en rudeformig Plade og et T- dannet Episternum, men mangler hos Slanger og Skildpadder. Naar det er tilſtede, beſtaae Ribbenene af 2 eller 3 forbenede, under Vinkler ſammenſtodende Stykker, af hvilke det øverfte hos Krokodilerne endogſaa bærer en lignende Udvært ſom hos Fuglene. De feereſte Ribbeen ere ,,ægte”, men for— benede Sener, der antage Bugribbenenes Former, ere ofte ud— viklede under hele Bugen fra Bryſtbenet til Bekkkenet. Naar Lemmerne ere vel udviklede, ligner deres Beenbygning i det veſenlige Pattedyrenes. Skulderpartiet beſtager af Skulderbladet, der ligeſom hos Padder og Fiſte er deelt i et øvre og et nedre Stykke, af det brede, men for en ſtor Deel kun hinde— agtige eller bruſkede Ravnencebsbeen og af det tynde Noglebeen, ſom dog ogſaa kan mangle f. Ex. hos Krokodilerne og Kameleonen. » agt G el É É 1 7 dø 7 , . . e Zr 4. ee. , 4 er) . — *. . DbR ; LA Sti. Y fe „ . Utrybbyrenes Beenbygning) . År ed 209 72 2 9 — — c . 2 2 5 7 5 2 1 2 5 best Én "ad 2 8 SLA — FC 72 I ——ů — — P77 . RET NN —— Hovedſkallen (Fig. 198201) er ligeſom hos Fuglene orbunden med Halſen ved een Nakkeledknude og har i fin Sam- menſetning mere Lighed med disſes end med Pattedyrenes; men — Sommene vore hos Krybdyrene ſeent eller aldrig ſammen, og Hiernekasſen er forholdsvis mindre. J Almindelighed er den 5 feorreſte Deel af Hjernekasſen ikke forbenet paa Siderne, men AG brufket, paa Grund af at de forreſte Kilebeensvinger og Sibenet Aike ere udviklede; kun hos Slangerne ere Kraniets Bægge fuld⸗ 8 ſteendig forbenede. Hos Skjoldkrybdyrene ere alle Hovedets Been lige ſaa ubevegeligt forbundne med hinanden ſom hos Patte— i "7 dørene, og navnlig ligger Ledbenet faſt indkilet mellem de oem⸗ Ft = | tig 1 Fig. 199. 2 | ovedſtal af Sfilbpadbde (198), Krotodil (199), Barfler (200) og Svæler? ange (201). a Nakkebenene. “ Isſebenene. c c' c" Pandebenene. d £ile- enets Vinge. e Fjeldbenet. f Tindingebenet. 9 Ledbenet. „ Vingebenet. i Tverbenet. * Ganebenet. ! Stattebenet (Columella). m Overkjebebenet. ” „n Mtellemfjæbebenet. o Kindbenet. p Bi-Kindbenet. Taarebenet. „ Muslingbenene. s Underkjeben. : Naeſebenene. u os supraorbitale. „findes kun hos Sglerne, u kun hos Varslerne og Pythonflangerne.) | 2 388 2 Lg 7 4 v A 2 PA . 14 210 Krybdyrenes givende Been; hos Skelkrybdyrene er det derimod frit og be- vegeligt i begge ſine Endepunkter ligeſom Fuglenes. Oglerne have ogſaa i Reglen ligeſom disſe en ringe Bevegelighed af Anſigtet; Vingebenene ere nemlig forbundne med Kilebenet ved Glideled ligeſom hos Fuglene, og Hjernekasſen kan bøies lidt mellem Nakke⸗ og Isſebenet. Hos Slangerne er hele Gane- og Kjebe⸗ partiet faa løft forbundet med Hjernekasſen, at Gabet kan ud— ſpiles i en ganſke overordenlig Grad. 73. J Almindelighed fortære Krybdyrene kun dyriſk Føde, de mindre Inſekter og Orme, de ſtorre ſmaae Pattedyr og Fugle; kun visſe Skildpadder og Ogler leve af Plantefsde. Med Undtagelſe af Skildpadderne have alle Krybdyr Tænder, ſom dog i Reglen kun anvendes til at gribe og faſtholde, ikke til at tygge med. De ſidde altid i en enkelt Rad, enten blot langs med Kjcebebenene, eller (hos Slangerne og hos mange Ogler) tillige henad Gane- og Vingebenene. Kun hos Krokodilerne og de fleſte af Fortidens Krybdyr ſidde de i virkelige Tandgruber, hos Nutidens Ogler enten paa Kjeberanden, faſtvoxne til denne (randſtillede Ten- der), eller indenfor ſamme, lenende fig til den (ſideſtillede Tender, Fig. 200). Et enkelt Tandſkifte ſom hos Pattedyrene finder ikke Sted, men nye Tender, der ere beſtemte til at erſtatte de ældre, udvikles gjentagne Gange ved Siden af eller under (over) de gamle. J Almindelighed have Teenderne en ſpids Kegle— form uden nogen ſonderlig Forſkjel efter deres Plads i Munden. Kun hos enkelte, tildeels plantecedende Ogler findes ſammentrykte, i Kanten takkede, eller runde, knudeformige Tender. — Den forſkjellige Form, ſom Krybdyrenes Tunge kan antage, har en ikke ringe ſyſtematiſk Betydning. — Fordgielſeskanalens Bygning er i Almindelighed ſimpel og Tarmen temmelig kort. 74. Krybdyrenes Lunger ere i Almindelighed temmelig ſtore og kunne derfor optage en heel Deel Luft; de have derimod ikke den fine Bygning ſom hos de varmblodige Dyr, men ere kun afdeelte i ſtorre eller mindre Rum eller for en Deel kun hule Blodomlob. 211 Sæffe f. Er. det bageſte Stykke af Slangernes lange Lunge. Deres Haarkarnet er derfor mindre rigt og Aandedrekttet ufuldkomnere end hos Pattedyr og Fugle. Ind- og Ud— aandingen ſkeer i Almindelighed alene ved Ribbenenes Bevegelſer, da Mellem— gulvet mangler; men Skildpadderne, hvis Ribbeen ikke ere bevegelige, ind— aande Luften ved Hjælp af ſeeregne Ind⸗ og Udaandingsmufkler. Skjondt Krybdyrene have Strube— hoved og Stemmebaand, ere de i Al— mindelighed ſtumme, hvorfra dog und— tages Gekkoer, Krokodiler og Skildpadder, hvilke ifær lade deres Stemme høre ſom Unger og i Forplantningstiden. Krybdyrenes Hjerte beſtager af to Forkamre og to ufuld— ftændigt adſkilte Hjertekamre, i hvilke det arterielle og vengſe Blod bliver blandet; ſom ſaadant føres Lungens Haarkarnet. det om i Legemet og ud i Lungerne, hvilket medferer en mindre livlig Er— neringsvirkſomhed, hvoraf igjen følger, Fig. 202. En Skildpaddelunge. N at Krybdyrenes Legeme frembringer I mindre Varme end Fuglenes og Patte-— 0 00 ) dyrenes, og at deres Varmegrad kun : I er lidet forffjellig fra den, fom om "ÅS2" giver dem, hvorfor de ogſaa fore— G e 1 os folde at føle ins Kun 5 A e visſe Kvcelerſlanger er der i den Tin, i 1 Fig. 203. Ideelt Billede af da de have Æg, iagttaget en Stigning Kredsløbet 5 Krybdyrene: 8 , venſtre mmer, ö Hjerte⸗ af Varmen til c. 10 over Omgivelſens. ane ele BAR gg & dl Lungepulgaarerne, e Lunge-z Som Folge . at de ſaaledes blodaarerne, / Legemets Blod— hverken kunne frembringe nogen ſonderlig aarer, 9 Legemets Pulsaarer. Livsvarme eller holde paa den, er deres Befindende aldeles af— 1 212 Krybdyrenes Sandſer. heengigt af Luft- og Solvarmen. J Varmen ere de livlige og hurtige, i Kulden blive de derimod dorſke, og i Lande med middel— varmt Klima tilbringe de Vintren i Ovale i Jorden, hvilket ogſaa i den hedeſte Tid af Aaret paa Grund af manglende Fugtighed er Tilfældet med en Deel af det varme Jordbeeltes Krybdyr (f. Ex. Krokodiler, Skildpadder og Kvelerſlanger). J Henſeende til Aandsevner ſtaae Krybdyrene meget lavt. De ere ſeiglivede, kunne længe taale at ſulte, vore langſomt og nage en hei Alder; Evne til deelvis at erſtatte tabte Dele beſidde Oglerne i det mindſte for Halens Vedkommende. 75. Krybdyrenes Nerveſyſtem udmeerker ſig ligeſom de andre koldblodige Hvirveldyrs ved Hjernens Lidenhed og ſimple Bygning. Seeegne Foleredſkaber beſidde de ikke, med mindre Tungen hos Slangerne og hos nogle Ogler med lignende Tunge— form kan betragtes ſom et ſaadant. Naar den er tyk og blød (S. 225), er den formodenlig et Smagsredſkab, hvilfet de øvrige Krybdyr ſynes at favne, men heller ikke have Brug for, da Føden ſluges heel. — Oiet er i Almindelighed beſkyttet af en Blinkhinde og af et ubevegeligt gore og et bevægeligt nedre Dielaag, hvilket ſidſte undertiden har ligeſom en gjennemſigtig Rude, faa at det kan beſkytte Siet mod Sandet eller Bandet, men dog lade en Deel Lys gage igjennem. Hos Slangerne og Gekkoerne dekkes Oiet af et ubevegeligt, gjennemſigtigt Laag, bag hvilket det ſelv er frit bevægeligt, og hos de blinde Ormeogler og Ormeſlanger gaaer Huden hen over det lille Oieceble, der blot kan ſkimtes gjennem den. — Intet Krybdyr befinder Orebruſk eller Oregang; Tromme— hinden ligger enten i Flugt med Huden eller kun i en ubetydelig Fordybning af denne og er enten ſynlig eller (ſom hos Slangerne og forſkjellige Ogler) dæffet af Skellene. 76. De fleſte Krybdyr lægge Wg, ſom de nedgrave i Jorden eller Sandet paa Steder, hvor enten Solvarmen eller den ved de organiſke Stoffers Goering avlede Varme kan fremſkynde deres Udvikling, der ofte allerede er begyndt i Moders Liv. Ikke faae Krybdyrenes Forplantning. 213 Skelkrybdyr (f. Ex. de fleſte Giftſlanger og Ferſtvandsſnoge og mange Snogeogler) beholde endog gene i ſig, indtil Ungerne ere fuldt udviklede og altſaa fødes levende. Men i begge Tilfælde have de ganſke de voxnes Udfeende og Bygning og mage førge for fig felv uden nogen Underſtottelſe fra Forældrenes Side. Af de hos os levende 3 Ogle- og 3 Slangearter er der kun to (den alm. Snog og den alm. Firbeen), ſom lægge Æg, hvilket derimod er Tilfældet med alle Skjoldkrybdyr. Disſes Mg have en faſt, ofte kalkagtig Skal og ligne derfor meget Fuglenes, hvorimod Skeelkrybdyrenes ere blødere og mere læderagtige. Kun de nord— amerikanſke Kaimaner ſamt de indiſke og afrikanſke Kvelerſlanger, ſom udruge deres Mg, vilje nogen Omhu for disſe og for Ynugelen. 7. De fleſte Krybdyr færdes mellem Ujevnhederne og Plantedekket paa Jordens Overflade og flæbe fig enten frem paa deres fire lave Been, der ikke formaae at holde Legemet fra. Jorden, eller ſnoe ſig frem ved den lange Krops og Hales Side— bugtninger. Dog gives der ogſaa baade klattrende, flagrende (i tidligere Jordperioder endogſaa flyvende) og ſvommende Krybdyr ſaavelſom Former, der fore et underjordiſk rodende Liv. — De mangle i de foldere Jordbelter og ere ikke meget talrige i de middelvarme, men dog hyppigere i Nord-Amerika end i Europa; i det hede Jordbælte er deres Mængde derimod forholdsvis be— tydelig, — Deres lidet udviklede Bevegelſesevne vil i Reglen for— hindre dem i at foretage Vandringer; dog ſynes Havflangerne at ſtreife om i Flokke, og Havſfkildpadderne træffe aarlig til Ynglepladſerne og tilbage igjen ud paa Havet. Ved Skibsfarten have nogle Arter af Gekkoer og Snoge-Ogler faaet en uſedvanlig ſtor geografiſk Udbredning. — Krybdyrklasſens ſterkeſte Udvikling faldt iøvrigt ikke i den nærværende Jordperiode, men i Jord— hiſtoriens andet Hoved-Afſnit, i Trias-, Jura- og Kridttiden, da der levede en ſtor Mængde Krybdyr, tildeels af fæmpemæfige Former og af en fra de nu levendes meget afvigende Bygning. 214 Skildpadderne. 78. Krybdyrklasſens nulevende Former kunne deles i to Af— delinger, ſom hver omfatte to Ordener, nemlig: 4. Skjoldkrybdyr (R. peltata), i hvis Hud der er udviklet ftørre eller mindre Beenſkjolde, ſom danne et mere eller mindre ſammenheengende Pandſer om Kroppen; Anſigtets Knogler og Led— benene ere ubevegelige. Hertil høre Skildpadderne og Kroko— dilerne. lg B. Skalkrybdyr (R.squamata), der ere beflædte med leder— agtige (ſjeldnere med forbenede) Skel af forſkjellig Form; An— ſigtets Skelet er mere eller mindre bevegeligt og Ledbenene frie og bevægelige. Hertil høre Oglerne og Slangerne. 10. Porſte Orden: Shildpadderne (Testudinata). Skildpaddernes Krop er fort, bred og beſkyttet af et Ryg⸗ og et Bugſkjold, mellem hvilke de forte Lemmer og Hale ſamt den ſom ofteſt lange og meget bevægelige Hals og det Fig. 204. Skelet og Omrids af en Sumpfkildpadde. lille, flade Hoved i Almindelighed kunne træffes mere eller mindre fuldſteendigt ind. Dette Pandſer (Skallen) dannes deels af Hudſkelettets ved Somme forbundne Beenplader, deels af visſe med dem ſammenvoxne Dele af det egenlige Skelet. Rygſkjoldet beſtaager ſaaledes af 1) en Ræffe Rygplader langs ned ad Midten, med hvilke Torntappene af de ſammen⸗ Skildpadderne. 215 voxne Krophvirvler vore ſammen; 2) en dobbelt Rekke af Side—⸗ plader, med hvilke Ribbenene voxe ſammen; og 3) en Krands af Randplader hele Skjoldet rundt. Bugſkjoldet beſtaaer af 4 Plader paa hver Side ſamt en niende i Midten (Bryſtbenet?). Hos Land- og Sumpfkildpadderne vore alle de nævnte Plader faa ngie ſammen med hinanden, at der hos det vorne Dyr ingen uforbenede Mellemrum findes, og Ribbenene ikke ere til at ſtjelne fra Sidepladerne; det hele danner en faſt og haard Kasſe, der kun gaber for og bag for at give Plads for Lemmer, Hals og Hale. Hos Flod- og Havſkildpadderne (Fig. 205 — 206) er der derimod ſtore, læderagtige Hudpartier baade i Ryg— Fig. 205. Fig 206. Rygſkjold (205) og Bugſkjold (206) af en Havſkildpadde. dd Bryſthvirvler. f Baekkenhvirvler. i Ribbeen. 2 Sidepladerne. 3 Randpladerne. (De punk— terede Linier antyde Hornpladernes Omrids.) og i Bugſkjoldet, ſamt hvor disſe ſtͤde ſammen; navnlig ere Sidepladerne faa forte, at de ikke nage ud til Enden af Rib— benene, der heller ikke ſmelte ſaa inderligt ſammen med dem ſom hos de to andre Familier, — Den udenpaa „Skallen“ liggende Hud er enten aldeles blød og læderagtig eller hyppigere dekket af Hornplader, ſom vel ere ordnede i Rekker paa en Maade, der 216 Skildpadderne. ſparer til de underliggende Beenpladers Ordning, men uden at deres Omrids fvare til hinanden. Lemmerne, Halſen og Halen ere i Reglen beflædte med Skel, Hovedet med kantede Plader. Til den indvendige Side af Skjoldet ere Lemmerne feſtede ved Skulderbladets og Hoftebenets Forbindelſe med Rygraden, ja hos visſe Sumpfkildpadder er Bekkenet tillige ſammenvoxet med Bugſkjoldet. Lemmerne ere altid noget ſammentrykte for at kunne træffes ind gjennem de ſmalle Aabninger paa Skjoldet. Fodder— nes Bygning er derimod forſtjellig (Alumpfodder, Svommefodder eller Luffer). Alle Skildpadder mangle Tender, men have ffarpe, hornkledte Kjeber. Skildpadderne ere langſomme, ſeiglivede Dyr, der kunne nage en hoi Alder; de mindſte ere omtrent 1 Alen, de ſtorſte nulevende 2—3 Alen lange. De leve deels af Plantefode, deels af Bløddyr, Fiſke, Krebs o. ſ. v. J Forplantningstiden ere de mere modige og bidſke end ellers; da høres ogſaa Hannernes Stemme. Pgene, hvis Antal er meget forſtjelligt (4 — 5 hos Landſkildpadderne, 100 og derover hos Haypfkildpadderne), nedgraves paa ſolaabne Steder, faa langt fra Vandet, at dette ikke kan naae dem. — Allerede i Juratiden gaves der baade Sump- og Hapſtildpadder. Overſigt over Familiernes Kjendemaerker. Med Sen og med et hvælvet, aflangt 10 Skjo E "ie; 18) et re Ho Ke) KR ere ende Landſkildpd. feat Med Svommefedder ( med 4—5 Klser . Sumpfkildpd. ſtendig forbenet. og med et fladt, af- langt Skjold; med 3 Kløer ... Flodſkildpd. | b. Sfjoldet er ufuldſtendig Med Luffer og med et fladt, hjerteformigt Skjold: Hapſkildp. forbenet. a. Hos de to førfte Familier er Skjoldet fuld— ſteendig forbenet. (Hos enkelte Arter, de ſaakaldte „Daaſe— ſtildppadder“, er en Deel af Ryg- eller Bugſkjoldet bevægelig, ſom ved et Hengſel, og kan derfor flutte tættere om de indtrufne Dele.) lfte Familie. Landſkildpadderne (Testudo) have en aflang, høit hvælvet, af Hornplader dekket Skal og Skildpadderne. 217 Klumpfodder, hvis Zæer ere ſammenvoxne lige til de brede og flade, ofte næften hovagtige Kløer, ſom kun egne fig til langſom Gang eller til at grave med. De opholde fig iſcer i Skovene i de varme Jordſtrog, kun een Art, den greſke Landſkildpadde (T. græca) i Syd⸗ Europa; Afrika er ifær rigt paa Land— ſkildpadder. De leve af Landplanter og Snegle og grave ſig Huller i Jorden. J indiſke Bjerglag er der fundet Levnin— ger af en uddød (tertiær) Kœmpe— Fig. 207. ſkildpadde, ſom havde en Skal af 10 Fod af Landſtildpadde. Alens Længde. 2den Samilie: Sumpſkildpadderne (Emys) have en aflang, af Hornplader dekket, temmelig flad Skal og Svommefodder med bevægelige, ved Svommehud forbundne Zæer med 4 eller 5 krumme og ſpidſe Kler. Medens nogle lige fan fuldt ſom Landſkildpadderne kunne træffe deres Yderdele ind, er der andre, med hvilfe dette i langt mindre Grad er Til— fældet, De opholde fig meeſt i Søer, Sumpe og Floder, men gage ofte op paa Land, hvor de bevæge fig hurtigere end Land— ſkildpadderne, til hvilke enkelte ved Skjoldets og Fodens Form og ved Levemaaden danne en neſten fuldſteendig Overgang. De leve af Vandplanter, Bløddyr, Orme, Frøer, WVllinger, Fiſte o. ſ. v. Nord- og Syd-Amerika og Indien ere ifær rige paa 218 Stildpadderne. Sumpffildpadder; i Syd-Curopa leve nogle faae Arter, af hvilke een (E. europæa) ogſaa forekommer i hele det oſtlige Europa, ja endog tidligere har levet i Danmark og England, hvor dens Skelet oftere er fundet i Torvemoſer; den overvintrer paa Land i Jordhuller. b. Hos de to folgende Familier er Skjoldet ikke fuldſtendig forbenet, men for en Deel kun leder— agtigt. 3die Familie: Flodſkildpadderne (Trionyx) ligne Sumpſkildpadderne i Henſeende til Svømmefødderne (der dog kun have 3 Kleer) og Skallens Form, men Huden udenpaa denne er blød og ikke afdeelt i Plader. Mellem Bugpladerne er der ſtore uforbenede Pletter, ligeledes mellem Enderne af Rib— benene, og Randpladerne mangle ganſke. Halſen er lang og Snuden en ſpids Tryne; udenfor de ſkarpe Kjeberande ligge bløde Leber. — Det er hurtige og bidſke Vanddyr, der forteere Bille, Bloddyr, nyligt udklekkede Krokodilunger o. ſ. v. og opholde fig i de ſtore Floder i Amerika, Afrika og Aſien. J Tertiertiden var Familien ogſaa rigt repreſenteret i Europa. 4de Familie: Havſkildpaddernes (Chelonia) Skjold er fladt og hjerteformigt, hos nogle overtrukket med en Fig. 210. En Havſfkildpadde. Fig. 209. Fod af Havfkildpadde. vortet, læderagtig Hud, hos andre med Hornplader (det faa kaldte „Skildpadde“ af Ch. imbricata). Halſen er fort; Hovedet og Lemmerne kunne ikke trekkes indenfor Skjoldet. Fødderne ere Skildpadderne. — Krokodilerne. 219 brede og flade Luffer med flade, ubevegelige Teer og uden Kløer eller kun med Spor dertil; Forlufferne (Fig. 209) ere længere end Baglufferne. Sfkjoldet er bygget ſom Flod— ſtildpaddernes med Undtagelſe af, at Randpladerne her ere tilſtede (Fig. 205-206). — Havfkildpadderne nage en Længde af 2—3 Alen; deres Hjem er Middelhavet og de varmere Dele af de ſtore Verdenshave, hvor man har truffet dem flere hundrede Mile fra Land. De leve deels af Tang, deels af Krebs og Blæffprutter. J Yngletiden ſoge de til de flade Strande eller øde Sandser, hvor de om Natten gage op og nedgrave deres Æg i Gruber i Sandet. Det er ved denne Leilighed, at de ſpiſelige, tangedende Hav— ſkildpadder (Ch. Midas) fanges. De udklakkede Unger ile til Stranden, men mange blive et Bytte for de Rovfiſke, Krokodiler og Strandfugle, ſom der lure paa dem. so. Anden Orden: Krohkodilerne (Crocodili) have i det hele Oglernes Legemsform, et mere eller mindre langt, ſpidſt og fladt, trekantet Hoved med et meget ſtort Gab, en kort Fig. 211. En Krokodil. og ſtiv Hals, en trind Krop, en lang og kraftig, ſammentrykt Svommehale og 4 lave Been med Svommehud mellem Bagtcerne. 220 Krokodilerne. Paa Hovedet flutter Huden ganſke tet til Knoglerne, hvorimod der langs ad Ryggen, fra Nakken til ud paa Halen, er udviflet flere Rakker af ſmaae Beenſkjolde, ſom dog hverken vore ſammen til et ſammenheengende Pandſer eller ſtage i Forbindelſe med Skelet— tet. Langs ud ad Rygpladerne findes ophøjede Linier, ſom paa Halen hæve fig til en forſt dobbelt, ſiden enkelt, takket Kam. Bugen og Halen ere bekledte med firkantede Plader, Lemmerne med ſeedvanlige Sfæl. Tungen er flad og faſtvoxen til Mund— hulens Gulv, Tenderne talrige, kegledannede og indkilede i Tandhuler langs med Kjeeberanden; de nye Tænder udvikles under (over) de gamle og ſidde ſktjulte inden i disſe, indtil de komme til Syne, ved at de gamle falde ud. De ydre Neſebor ligge ovenpaa Snudeſpidſen og kunne vilkaarligt aabnes og lukkes; da de indre Neſebor aabne ſig meget langt tilbage, lige over Strube— hovedet, kan Dyret aande under Vandet med opſpilet Gab, naar blot Snudeſpidſen er i Vandſpeilet. Oret deekkes af en Klap, der kan lukke Vandet aldeles ude. Af Beenbygningen kan endnu udhæves (foruden hvad der i § 72 derom er anført), at Kjebeleddet ligger længere tilbage end Nakkeleddet, og at Hals— ribbenene forlænge fig fortil og bagtil, faa at de gribe over hinanden; og af den øvrige indre Bygning, at Maven er deelt i to Rum, af hvilfe den førfte, ftørre og kjodfulde Afdeling meget ligner Fuglenes Kraafe; Hjertets to Sidedele ere fuldkommen adffilte, men en Forbindelſesgreen mellem det arterielle og venøfe Aareſyſtem bevirker alligevel en Blanding i det mindſte af den Deel af Blodet, der gaaer til Bagkroppen; et Mellemgulv er tilſtede o. ſ. v. Krokodilerne ere af Krybdyr at være af en fæmpemæfig Storrelſe; de mindſte blive 4, de ſtorſte over 15 Alen lange. Som deres hele Bygning viſer, ere de Vanddyr og Rovdyr. Paa Land bevæge de fig med Befvær paa Grund af legemets Stivhed og Lemmernes Korthed. De ere iſer i Bevægelfe om Natten; om Dagen ligge de gjerne dorſke mellem Sivene, jaa at kun Oine og Neſebor nage Vandfladen, eller de lade fig drive med Strømmen; derved lykkes det dem lettere at overraſke deres Bytte, ſom deels beſtager i Fiſke, deels i mindre Pattedyr og Vadefugle, ſom de dræbe ved at træffe dem ned under Vandet, Krofobilerne. 991 men fortære baa Land, helft fom Aadſler. De pleie at fluge Stene, formodenlig for at underſtotte Fordoielſen. Som Unger og i Forplantningstiden have de en brølende Stemme. Pgene, der ligne Gaaſeceg og meget efterſtrebes af forſkjellige Dyr, ned— graves gjerne i Sandet ved Flodbredderne; de nordamerikanſke Kaimaner lægge dem lagvis med et Lag af Dynd og Plantedele imellem hvert Lag Pg, indtil Dyngen nager en Høide af et Par Alen og indeholder 2— 300 Wg. Med Halen nedſlaae de Sivet der omkring, for at ingen Fjende uſeet ſkal kunne nærme fig; Hunnen bliver i Nærheden, forſparer Yngelen og fodrer den med ophulket, halvt fordøiet Kjod. Naar de udklekkes, ere de meget ſmaage, og de vore langſomt, men kunne blive meget gamle, — Krokodilerne beboe Floderne og tildeels Kyſterne af det hede Jordbelte, den ſydlige Deel af Nord-Amerika derunder indbefattet. Den der levende Kaiman-Art (X. lucius) ligger om Vintren i Dvale, nedgravet i Dyndet, hvilket ogſaa i den hedeſte Aarstid er Tilfceldet med de ſydamerikanſke Arter. Krokodilerne deles i 3 Slægter: Kaimaner (Alligator) med forholdsvis fort Hoved og lille Svømmehud, i Nord- og Syd— Amerika; ægte Krokodiler (Crocodilus), deels i Afrika, deels i Indien, Veſtindien og Mellem-Amerika, med længere Snude og mere udviklet Svommehud, og Gavialer (Gavialis) med en over— ordenlig lang og tynd, fra det øvrige Hoved ſkarpt ſondret, Snude og ſtor Spommehud, i Indien. J tidligere Jordperioder var Familien reprœſenteret af talrige nu uddøde Arter og Slægter i Egne af Jord— floden, ſom nu kun have et middelvarmt Klima. Det var iſeer gavial— agtige Former med lang tynd Snude og vel udviklede Bagbeen, men med fiſkeagtige Hvirvler (Teleosaurus, Mystriosaurus ꝛc.) 81. Overblik over de vigtigſte fosſile Krybdyr, der ſluttede fig nermeſt til Nutidens Saurier. Hav-Oglerne (Enaliosaurii) vare fæmpemæfige Krybdyr med biconcave Hvirvler, kegledannede, indkilede Tender og med 4 Luffer; Huden var ikke udſtyret med Beenſkjolde. Hvalsglerne 222 Oglerne. (Ichthyosaurus) havde en Længde fra 7 Fod til 15 Alen, forte Luffer, en kort Hals og et ſtort, delfinagtigt Hoved med lengere eller kortere Snude; Halen var rimeligvis udſtyret med en lodret Finne. Af deres „Koprolither“ ſees det, at de fornemmelig have levet af Fiſfke. — Pleſioſaurerne bleve 4— 11 Al. lange, havde lange Luffer, en meget lang Hals og et lille Hoved, derimod en kortere Hale end Ichthyoſaurerne. Begge Slagter charakteriſere Jura⸗ og Kridttiden; Nothosaurus repreſenterede Pleſioſaurerne i Triastiden. Til de for Triastiden charakteriſtiſke Krybdyr horte fremdeles Slægterne P'lacodus, udmeerket ved de mægtige Knuſeteender i Kjæberne og paa Ganen (levede formodenlig af Skaldyr), og Dicy- nodon (i Syd-Afrika) med et ſkildpaddeagtigt Hoved, hvis Kjebe— rande vare ganſke tandloſe med Undtagelſe af en ſtor, kegleformig Hugtand i hver Side af Overkjeben. Keempeoglerne (Dinosaurii) i Jura- og Kridtformationen, vare plumpe, kempeſtore, 12— 15 Alen lange, tildeels planteedende Ogler med en Legemsbygning og Fodform, der ſynes at have mindet om Tykhudenes (Iguanodon, Megalos., Hylæosaurus). Flyvesglerne (Pterodactylus) charakteriſere ligeledes Jura— og Kridtperioden; deres Storrelſe var meget forfkjellig: de mindſte ſom Lerkens, de ſtorſte med en Vingeſpending ſtorre end de ſtorſte Fugles. Det mærfeligfte Træf i deres Bygning er Forlengelſen Fig. 212. En Flyvesgle fra Juraformationen. af Underarmen og Pderfingren for at ſtotte Flyvehuden; Hovedet var ſtort, ſkjondt af meget forfkjellig Længde, Kjeeberne væbnede med Tender, Halſen meget ſteerk, mere eller mindre lang; Bryſt— 293 e, Å e . . anvlopech ud ple 818 N eee ) Ten aid < SR A 224 Oglerne. benet oventil udſtyret med en hei Kam, Knoglerne tildeels hule og luftfyldte. Nogle havde kun Spor til Hale, andre derimod en lang, ſtiv Hale, ſom uden Tvivl har ftøttet en Forlængelfe af Flyvehuden. É 2. CTredie Orden: Øglerne (Saurii). Oglernes Udfeende og Legemsbygning kunne være meget for— ſtjellige; i Reglen er Legemet øgledannet (S. 206), men under— tiden er det ſlangedannet eller ormedannet, og der er gjennem Snogesglerne og Ormeoglerne faa fuldſtendig en Overgangsrekke til Slangerne, at det eneſte altid anvendelige Skjelnemeerke er, at Underkjcœbebenets Grene hos Oglerne altid ere forbundne umiddel— bart med hinanden, hos Slangerne derimod ved et udvideligt Baand. J det hele er Anſigtsbenenes Bevegelighed ringere hos Oglerne (omtrent ſom hos Fuglene), og Tindingebenet træder ikke frit frem ſom hos Slangerne; eiendommelig for de fleſte Ogler, hos hvilke Halen ikke er aldeles uudyiklet, er den Lethed, hvormed den knekker over, f. Ex. hos Staalormen og hos vore almindelige Firbeen. — Deres Hovedfode er Inſekter og andre Smaadyr; kun de meget ſtore, 2— 7 Fod lange Ogler bemægtige fig Fugle og ſmage Pattedyr. Efter Tungeformen kunne Oglerne inddeles i 3 Grupper, ſom hver omfatte flere Familier, der i Almindelighed lade fig adſkille ved Skellenes Form. a. Klofttungede Ogler med en mere eller mindre lang, thnd, udferd ig kloftet Tunge. De have alle den ſamme regelmeſige Ogle— form ſom vore almindelige Fir— been og bevæge fig paa Jorden mere ven Kroppens og den lange Fig. 215. 890 gen af en ne Help Varſler. af Lemmerne. 2 Oglerne. 225 Iſte Familie: Firbenenes (Lacerta) Hoved er bekleedt med regelmæfige Plader, Bugen og Halen med firkantede og Ryggen med ſmaae runde Skel. De mindre Arter beboe Skovbunden, Hederne og Orkenerne i den gamle Verden og ere iſeer talrige i Fig. 216. Vor almindelige Firbeen. Afrika. Hos os findes den almindelige Firbeen (L. agilis) og den levendefsdende (L. vivipara). De ſaakaldte Amei— vaer, beboe Amerika; nogle af de ſtorre af disſe ere Vand— dyr, have en ſammentrykt Hale og ligne i det hele Krokodilerne noget i Üdſeende. 2den Samilie: Varslerne (Varanus) ligne Firbenene, men have en længere Hals og et ffællet Hoved ſamt en færegen Be— kleedning af aflange, af ſmage Gryn omkrandſede, Sfæl. De forekomme i de varme Dele af den gamle Verden; de, ſom beboe Orkener, have en trind Hale og blege Farver, hvorimod Halen er ſammentrykt og Farverne brogede hos dem, der: opholde fig i Skove og Floder. Flodvarſlerne udrydde mange Krokodileg. b. Tyktungede Ogler med en fort, blød, tyk eller lade kun i Spidſen fri Tunge. Legemsformen a kan være temmelig forſkjellig, men nærmer fig aldrig til Orme- eller Slangeformen. Fig. 217. Lungen af en Leguan. Zdie Familie: Gekkoernes (Geccones) Hoved, Krop og Hale ere noget nedtrykte og bekledte med vorteformige Skel; deres Oielaag danne et faſt og gjennemſigtigt Dæffe over 15 226 Oglerne. Oinene og kunde derfor ſynes at mangle; deres Been ere lave, de krumme og ſkarpe Kloer funne træffes tilbage ligeſom Kattenes, og Teerne ere i Reglen underneden forſynede med En Gekkofod, Fig. 218. En Gekko (Platydactylus). ſeet fra neden. Hefteblade eller Sugeſkiver, ved hvis Hjælp de kunne lobe hurtigt op ad lodrette eller endog hen under vandrette Flader. Deres Farver ere ſom ofteſt graalige eller brunlige og deres Ud— ſeende ofte hesligt; det er hurtige, lysſtey Dyr, der opholde fig i hule Treer, Kjeeldere, Kroge o. ſ. v., hvor de iſcer om Aftenen jage efter Edderkopper og Fig. 219. Fødder og Toer af forſtjellige andre Smaadyr. De ere e talrige i alle varme Verdens⸗ dele; ogſaa i Syd-Europa findes nogle Arter, Det er de eneſte Ogler, der vides at have Stemme, og deres Navn har fin Op— rindelſe af dens Lyd. I Ade Familie: Leguanerne (Iguana) have Sielaag paa fædvan- lig Maade og ſmaae, ofteſt taglagte Sfæl, der ofte lobe ud i Spidſer og Torne. J øvrigt funne de være meget forſkjellige; den gamle Verdens Leguaner (fra Indien, Ny-Holland og Afrika) have ſaa— ledes randſtillede, de amerikanſte derimod ſideſtillede Zæn- der. J begge Grupper gives der atter Treleguaner (Fig. 220) med ſammentrykt Krop, lang Hale, temmelig høie Lemmer, lange Oglerne. 227 Tacer og lange, krumme Klger, ſom ofteſt ogſaa med grønne Farver eller broget Tegning, hyppigt med en Kam af opſtagende Fig. 220. En Traeleguan. Sfæl ned ad Ryggen eller med en nedhængende Hudpoſe under Struben, — og Jordleguaner (Fig. 221) med lave Been, nedtrykt Krop, kort Hale, tornede Skel, forte Teer, mere lige Kloer, ſamt brune og grage Farver, ſom ſtem⸗ me med deres Ophold i Orkener og Stepper, ofte ogſaa med et hes— Fig. 221. En Jordleguan Phrynosoma). ligt og beſynderligt Ydre. Blandt de amerikanſte Treleguaner merkes Leguanen og Baſiliſken, blandt de aſiatifte Dragerne Draco)“ med en af de frie Ribbeen ſtottet Spevehud. Ad— ſtillige ſtorre Leguanformer leve af Plantefode; Havleguanen paa Galapagos Øerne, med ſammentrykt Hale og Svommehud mellem Bagteerne, ſaaledes af Tang. 1 228 Oglerne. sk bte Familie: Kameleonerne (Chamæleo) have en fam- mentrykt Krop, faa fort en Hals, at Hovedet, der er udftyret med fremftaaende Kamme, ſynes at hvile paa Skuldrene, høie og ſpinkle, mod hinanden vendende Been og Gribefodder, hvis Teer ere ſammenvoxne 2 og 3 lige til de forte Kloer, faa at de Fig. 222. Kameleonens Hoved og Tunge. Fig. 223. Sammes Fod. danne en Tang; de have derneeſt en tynd Snohale, en mere eller mindre udviklet Rygkam af opſtagende Skel, en Strubepoſe og en vortet Hud, der er Sædet for et eget Farveſkifte. Foruden dette bidrager ogſaa Kameleonernes Evne til at oppuſte deres ellers faa ſlunkne og magre Legeme med Luft til at gjøre deres Udſeende faa foranderligt; den ſkyldes deels Lungernes uſedvanlige Storrelſe, deels den Omſteendighed, at de forlænge fig ud imellem Muſklerne og Huden i Form af Luftſcekke. Vinene kunne bevæges hver for fig, og med dem følger Oielaaget, ſom kun har en lille Spalte i Midten. Den lille klebrige Tunge er feſtet paa et meget langt, udſtreekkeligt Rør og kan derfor pludſelig fmæffes ud af Munden og fange Inſekter, ſom befinde fig i en temmelig ſtor Afſtand. Paa lignende Maade drikke de ogſaa. Det er langſomme, klattrende Dyr, ſom beboe Indien, Afrika og det ſydlige Spanien. Til at bevæge fig paa en jevn Blade gjør deres Bygning dem ganſke ufkikkede. . Fladtungede Ogler med en flad og bred, ſkellet og i Spidſen lidt kloftet Tunge (Fig. 224). Foruden Arter med regelmeeſig Ogleform gives der i denne Gruppe mange ſlange- og ormedannede, neſten eller fuldkommen lemmeloſe Oglerne. 229 Former, ſamt alle mellemliggende Overgangsled. Hovedet, Halſen og den trinde Krop lobe altid i Et uden nogen Ind— fnøring, og Legemet er derfor enten teen— dannet eller valſeformigt, aldrig ſammentrykt eller nedtrykt. Selv hos de aldeles lemmeloſe Sgle— former er der dog altid et indre Spor til Bekken, undertiden ogſaa til Skulderparti og Bryſtbeen. 111 8 5 6te Familie: Snogesglerne (Scincoidei) have Ormesgle. et med Plader bekleedt Hoven, hvorimod det | øvrige Legeme er dekket af glatte, glindſende, taglagte Skel, der ere ordnede i ſkrage Rader og undertiden forbene, ſom f. Ex. hos Staal— ormen. Da de iſceer opholde ſig i Orkener og Sandegne, ere deres Farver ofteſt brunlige eller gule, Fra de egenlige Scincus-Arter med ſed— vanlig Ogleform og 5 Teer paa alle 4 Fodder, til hvilke de fleſte Arter høre, er der en uafbrudt Reekke til de aldeles lemmeloſe Former ſom f. Ex. Staalormen (Anguis fragilis), idet Kroppen ſtedſe bliver længere, Lemmerne mindre, og Tæernes Antal indſkrenkes (forſt til 5 for og 4 bag, eller omvendt, faa til 4— 4, 3— 3, 2—3, 2—2, 2-1 eller 1—2, 1-1, 0-2, 0-1); Oielaagene, Tungeformen og den lange Hale viſe imidlertid, at f. Ex. Staalormen ikke er nogen Slange. Ny-Holland og Sydhavs-Oerne ere ifær rige paa Snogesgler. 7de Samilie: Ring-Oglerne (Cyclo- sauri) ligne Snogeoglerne, men have Skellene ordnede i Ringe; Glasſlangen (Ophisaurus) i Nordamerika er lemmeles, Scheltopuſiken (Pseudopus) i Syd-Europa har Spor til Baglem— mer uden Teer, men ligne iøvrigt Staalormen. Fig. 225. En Snogesgle (Seineus). 230 Øglerne. — Slangerne. 8de Samilie: Ormeøglerne (Amphisbæna) have en lang, trind, ormeformig Krop og en meget fort Hale; Øinene ere fær- deles ſmaage og dæffede af Huden, der paa Hovedet er afdeelt i Plader, paa Kroppen i Ringe, ſom ved fine Lengdefurer igjen Fig. 226. Hoved og Fig. 227. Hale af en Amphisbæna. deles i firkantede Skel. Kun een (mexikanſk) Art har ſmaae Forlemmer, de andre ere lemmeloſe. Disſe blinde Smaadyr fore et underjordiſk, rodende Liv eller træffes i Myre- og Termitboer, i raadne Treſtubbe og ſmuldrende Lov, fornemmelig i Syd— Amerika. 83. Fjerde Orden: Slangerne (Ophidii). Legemsformen er ſlangeagtig (S. 206), ſjeldnere ormedannet; Hovedet er ſom ofteſt regelmeſigt bekleedt med Plader (Fig. 228), Ryggen med taglagte Sfæl og Bugen med en Reeke brede Skinner, der dog under Halen ſom ofteſt op— loſe fig i en dobbelt Ræffe (Fig. 230); Øinene dekkes af et faſt, gjennemſigtigt Sielaag, og Tromme— huden er aldrig ſynlig. Tungen er lang, tynd og kloftet og kan ſtrekkes ud af Munden. Af tynde, krogede Gribetcender er der 4 Rader i Overmunden (nemlig to paa Kjcebebenene og to paa Gane- og Vingebenene) og to i Undermunden. Kjeebe- og Fig. 228. Hovedet af en Brilleſlange. Ganebenene ere ikke ſammenvoxne med den øvrige Hovedſkal, men frie og kunne derfor fpærreg noget ud fra hinan— den; Ledbenet er feſtet til Enden af det frie Tindingebeen, og Underkjcebens Grene ere forbundne ved et Baand; Slangernes Slangerne. 231 Gab er derfor overordenlig udvideligt og i Stand til at ſluge et forholdsvis ſtort Bytte. Da Bryſtbenet mangler, og Ribbenenes Ender kun ere feſtede til Huden, kan Kroppen ogſaa udvides be— tydeligt. Af Lemmer er der (med Undtagelſe af Orme- og Kyeler⸗ ſlangerne) heller ikke indvendig noget Spor. Fig. 229. En Hugorm (Vipera Berus). Hvad enten Slangerne færdes paa Jorden, paa Zræerne eller i Vandet, bevæge de fig ved Kroppens Sidebugtninger, hvorved Ribbenenes Tryk paa Bugſtinnerne ifær er af Betydning, da der derved fremkommer en dobbelt Ræffe af ſmage Fremſtagenheder, der virke ſom ligeſaa mange ſmaae Fødder mod de om— givende Gjenſtande. De leve tfær af Fugle og ſmaae Pattedyr (vore Snoge og Hugorme f. Ex. af Mus), ſom de langſomt nedjvælge med Hovedet forreſt, idet de overgyde dem med deres Sppyt, dernceſt af mindre Slanger, Ogler og Padder. De ere længe om at fordoie og ligge da doſigt hen. Kun de mindre Slanger leve af Inſekter og andre Smaa— ik ir, Saen dyr. — Slangerne optraadte forſt i Terticertiden. af en Snog. a. Uſkadelige Slanger uden Gifttender og uden Giftkirtel. 232 Slangerne. ifte Samilie: Ormeſlangerne (Typhlops) ere ſmaae, blinde, ormeformige, neſten haleløje Slanger med et lille, ikke meget udvideligt Gab, ſom baade pan Hoved, Krop og Bug ere bekledte med taglagte Skel. De opholde ſig under Jorden, leve af Orme, Inſektlarver m. m. og forekomme kun mellem Vendekredſene. 2den Samilie: Kvelerſlangerne (Boa) have et næften hundeagtigt Hoved, der ligeſom Kroppens Ryg og Sider er bekledt med uſedvanlig ſmaae Skel. De have ogſaa 5 Fe et indre Spor til Baglemmer Fig. 231. Hovedet af en Boa med 3 Teer, af hvilke dog kun e den ene rager frem af Huden ved Siden af Tarmaabningen, væbnet med en lille Klo; de benytte disſe Kløer og den forte Snohale til at holde fig faſt ved Treſtammerne. De ſtorre Arter af denne Familie, der ene tilhører de varme Jordſtroͤg, nage en Længde af 10—20 Alen, men der er ogſaa Arter af de ſeedvanlige Snoges Storrelſe. Nogle ere Vanddyr og ſoge deres Føde i Floderne eller lure paa de Pattedyr, der komme ned til Vandet for at drikke; andre ere Skovdyr, der holde fig faſt til Grenene med Halen og derfra fare los paa og omflynge Pattedyr, ſom de knuſe faa aldeles, at ſelb temmelig ſtore Dyr kunne glide ned igjennem deres meget udvidelige Gab og Bug. — Python-Arterne (med Tender i Mellemkjceben) have hjemme i den gamle Verden (Indien, Afrika og Ny⸗-Holland), Boa'erne (uden Mellemkjeebetender) ifær i Syd-⸗Amerika. 3die Samilie: Snogene (Coluber) have Slangernes al— mindelige Form og Bekledning af Hovedet og ere i det hoieſte 4—5 Alen lange. Der kan ffjelnes mellem de mere forte og plumpe Jordſnoge, de tynde, pidſkeformige Treſnoge med grønne eller brogede Farver, i Tropelandenes Skove, og Vand— ſnoge med opad vendte Oine og Neſebor. Af alle 3 Grupper gives der Former med 1— 3 ſtorre furede Tænder bageſt i Overkjceben Slangerne. 233 (glyphodonte Slanger). Vor almindelige Snog (C. natrix) er ſort med lyſe Pletter i Nakken og har kolede Skeel (Fig. 230); Hasſelſnogen (C. levis) har glatte Skeel og ingen Nakkepletter. De fleſte Slangearter høre til denne artrige Gruppe. b. Giftſlangerne have paa hver Side af Hovedet en Gift⸗ kirtel, hvis Udforſelskanal aabner fig ved Roden af en ſtor, hul og kroget Gifttand, der ſidder ARON S forreſt i den forte, meget be— 118 vegelige Overkjcebe. Ved dennes Dreining hæves Gifttanden, der i Hvilen ligger boiet indad i Munden, omgiven af en Hud— ſtede, faa at den kommer til 4 at danne en ret Vinkel, med Fig. 232. Praparat af Hovedet af en Klapperſlange. v Giftkirtlen. c Overmunden; naar Gabet nu Gifttenderne. m Tindingemuſtlerne. ſpiles vidt op, og Hovedet e pludſelig kaſtes frem, vil Giften, ſom ved Tindingemufklernes Tryk flyder ud igjennem Tanden, kunne trænge ind i det ved denne bibragte Saar; ved at blandes med Blodet bevirker den ſnart det ſaarede Dyrs Dod i Krampetreœkninger og forbereder tillige dets hurtigere Fordgielſe ved at indlede Oplosningen. Neſten alle Giftſlanger føde levende Unger. J Antal af Arter ſtage de langt tilbage for de uſkadelige Slanger. 4de Familie: Giftſnogene e ligne i deres Ydre ganſke Sno— 3 gene og have den ſamme Form og Be— kledning af Hovedet (Fig. 228). Bagved — —.— % Fig. 233. Hovedſtal af en Brilleſlange ; ved deres forholdsvis Senn Stn nd (), feiſtorrer, 2 95 ikke meget ſtore, men habebenet. hule og furede Gifttender (e) ſidder der i Reglen endnu paa ſelve Overkjebebenet nogle fane Smaatender af 234 Slangerne. den almindelige Form og Bygning, hvorfor denne Knogle er noget længere og mindre bevægelig end hos Hugormene. Da Giftkirtlen ogſaa er mindre, ere Giftſnogene i Forhold til deres Storrelſe mindre farlige end Hugormene, med hvilfe kun de allerſtorſte Arter, f. Ex. Brilleſlangerne, kunne ſammenlignes i Farlighed. De forfølge deres Bytte og fluge det ligeſom de giftløfe Slanger med det ſamme, at de gribe det med Tænderne og bide det. Naar Brilleſlangernes (Naja) forreſte Ribbeen, ſom ere lige og ſtrakte bagud, træffes fortil, udvides Halſen til en Skive, paa hvilken hos den indiſke Art (N. tripu— dians) en Figur ſom en Brille kommer til— ſyne. De opholde fig ifær i torre, ſandede Egne i Indien og Afrika og nage en Lengde af 4—5 Alen. Koralſlangerne (Elaps) ere ſmaae i (ER) Giftſnoge med lille Hoved og ſmaage Vine. Fange. 1 5 De opholde fig i Skove og Enge, ifær i og Hals. Syd-⸗Amerika, og leve af Smaadyr; af Farve ere de gjerne røde med forte Ringe. Havſlangerne (Hydrophis) have et lille Hoved med ſmaae Oine og opad vendte Neſebor, en tynd Hals, en ſammentrykt Krop, hvis Bugſkinner ikke ere meget ſtorre end de øvrige Skel, og en fort, fam- mentrykt Svommehale (Fig. 235). Det er ſtore eller middelſtore Slanger, ſom deels treffes i de dyndede Mundinger af de ſtore indiſke Floder (f. Ex. Ganges), deels ſoomme om i det indiſte og ſtille Hav; paa Land kunne de derimod flet ikke komme frem. De leve af Fiſke, Krebsdyr o. ſ. v. Det er iſeer i roligt Veir, at de komme til Overfladen og lofte Hovedet til denne for at aande. Naar de under Fordsgielſen ib 235. flyde dorſke om paa Vandfladen, blive de let et Bytte Halen af en Havſlange. for Haierne. Slangerne. 235 te Samilie: Hugormene (Thanatophides s. Viperini) have en fort, tyk, mufkelſtcerk Krop og et paa Grund af den Plads, ſom de ſtore Giftkirtler optage, bagtil bredt og hjerte— formigt Hoved, der ſom ofteſt er bekledt med Skel, Fig. 237. Hovedet af en Klapperſlange. ſjeldnere med Plader (Fig. 236—37). Det meget forte og færdeles bevægelige Overkjebebeen bærer kun een meget ſtor, krum og hul Gifttand uden nogen udvendig ſynlig Fure, men med en Aabning i Spidſen; bag ved den ligge fun nogle mindre udvik— lede Tænder af ſamme Form og Bygning, der ere beſtemte til at afloſe den, naar den gaaer tabt, men ingen ſedvanlige Gribetender ere fœeſtede til Overkjebebenet; derimod findes ſaadanne ſom hos de fleſte andre Slanger paa Gane- og Vingebenene (Fig. 238). Det er i Almindelighed dorſke Dyr, der kun vekkes til Liv, naar de merke et Bytte i deres Nerhed; de træffe da Hovedet tilbage, fpærre Gabet vidt op, reiſe Gifttenderne og kaſte pludſeligt Hovedet frem med Kroppens hele Spendkraft; efter at have hugget, træffe de det til ſig igjen og afvente rolig Giftens Virkning, da de ikke behove at folge deres Bytte langt; de fluge det forſt, naar det er dødt. For Menneſket og ftørre Pattedyr, ſom de angribe, naar de forſtyrres, medfører deres Bid altid farlige Tilfælde og i Almin— 236 Slangerne. delighed Døden. De ftørfte Arter opnaae ſamme Storrelſe ſom de ſtorſte Snoge og Giftſnoge. De ſegenlige Hugorme (Vipera) findes i den gamle Ver— den, iſer i Heder og Stepper, og Afrika er derfor ifær rigt paa Urter af denne Slægt, Vor almindelige Hugorm (V. berus) er brun eller graa med en mørk, takket Stribe ned ad Ryggen, undertiden aldeles fort. Da den hører til de mindre Arter, er dens Bid ikke livsfarligt, De to folgende Slægter udmeerke fig ved en eiendommelig Grube mellem Oinene og Neeſeborene: Pilhovederne (Trigonocephalus) leve iſer i morke Skove og fugtige Enge f. Ex. Rismarker i Aſien og Amerika. Da de ere mere hurtige og livlige end de andre Hugorme, ere de de farligſte af den hele Gruppe. . (Crotalus) leve ifær i hede, ſandede 15 Egne i Nord- og Syd-Amerika og have deres Navn af den Bjelde, hvormed Halen ender; den dannes 8 derved, at der hver Gang, de fkifte Fig. 239. Klapperſlangens Hale. Ham, bliver ſiddende et Sthykke af Overhuden paa Haleſpidſen foran det ældre.” 4de Klasſe: Padderne (Amphibia s. Batrachia). Padderne ere Hvirveldyr med en nøgen, ſlimet og kirtelrig Hud, der gjennemgaae en Forvandling og ſom Larver aande ved Gjeller, ſom vorne ved Lun— ger; deres bløde, ſlimindhyllede Pg lægges i Almindelighed i Vandet. Padderne. 237 Ogſaa hos Padderne er Legemsformen underkaſtet betydelige Forſkjelligheder; den optræder enten ſom den egenlige Padde- form (§S 85) eller ſom Salamanderformen, der ſvarer til Ogleformen hos Krybdyrene, eller ſom Ormeformen — eller endelig ſom Overgangsformer mellem denne og den foregaagende. Huden er altid tynd og i Reglen uden Skael eller For— beninger n), men rig paa Knuder og Vorter, ſom indeholde Kirtler, der deels udgyde en Slim, hvorved Huden holdes fugtig, deels (ſom hos Tudſerne) en ſkarp Veedſke. Jo mere en Padde er Landdyr, deſto mere er dens Hud ſtruppet og dens Kirtler udviklede, hvorfor der i denne Henſeende ofte er Forſkjel paa de to Kjon eller paa ſamme Dyr til forſkjellige Aarstider (ſmlgn. S. 238). Paa Grund af Hudens Tyndhed gage Band og Luft let igjennem den, og den er derfor af ſtor Betydning baade for Erncringen og for Aandedrettet, faa at Padderne endog kveles, hvis man f. Ex. overſtryger deres Hud med Olie. Virkelige Negle eller Klͤer mangle altid, og Overhuden ſtiftes ligeſom hos Krybdyrene. Ligeſom hos disſe retter Farven ſig mere eller mindre efter Livsforholdene; Tudſerne ere ſaaledes ofteſt brune eller graalige, Løvfrøerne grønne eller brogede o. ſ. v. Padderne leve i Reglen af Inſekter, Orme og andre Smaa— dyr og ere derfor i Almindelighed udſtyrede med fine og ſpidſe Tender, ſom kunne være anbragte deels paa Ganen, deels langs med Kjeeberandene. Ogſaa her optræder Tungen med en tem— melig forſtjellig Form og Anvendelſe; hos Larverne benyttes den ligeſom hos Fiſkene til at drive Van— det fra Munden ud i Gfellehnlen, men hos de g. 240. Hovebet Fig. 241. Hovebet af fleſte Padder omdannes af en Frø. en Salamander-Art. * Enkelte udenlandſke halelsſe Padder have dog et forbenet Rygſtjold 238 „ Weben, . den behdeligt 1 3 1 1 5 itte ſielben fan den 7 ud af Munden og anvendes til at fange Inſekter (Fig. 240); 5 hos visſe udenlandſke Oglepadder har den Form af en Skive paa … et Skaft og kan ligeledes ſtrekkes ud af Munden (Fig. 241).— 22 2 7 då Lungerne have en lignende eller en endnu ſimplere Bygning 7” — end hos Krybdyrene; enten ere de afdeelte i ftørre eller mindre +. Rum eller de ere blot hule Scekke. Ind⸗ og t N 5 ved Hjeelp af Tungen, altſaa ved en Sonkning.“ 8 Af Beenbygningen maa ifær fremhæves, at de have to Nakkeledknuder og mangle Ribbeen eller kun have — Spor til disſe. — Nerveſyſtemet og Sandſeredſkaberne 20 ſtaae i det hele paa ſamme ÜUddannelſestrin ſom Krybdyrenes; £ dog er Huden blødere og derfor mere folſom og Tungen et bedre — Smagsredſtab. Oiet er ſom ofteſt forſynet med to Oielaag og . Trommehuden hos nogle ſkjult, hos andre ſynlig. — Som Følge — af deres kolde Blod ere Padderne ligeſaa afhængige af den dm omgivende Varme ſom Krybdyrene. Her i Norden tilbringe de Vintren i Dvale i Jordhuller, indenfor Revner i Zræernes Bark eller begravne i Dyndet og mellem Planterne paa Bunden af Damme. De ere faa feiglivede, at de kunne taale at ſtivfryſe og 5 dog leve op igjen ved at toe. Salamandrene kunne NELS e de * «tabte Legemsdele ved Gjenvext.“ Kiüionsforſtjellen er ofte meget udpræget DET deer g orplantningstiden. J det hele ſynes Hannerne at vere 7 mere Vanddyr end Hunnerne; de ere glattere, have mere udviklede Spommeredſkaber og overvintre ofte i eller ved Bandet, medens Hunnerne kun opholde ſig der i Forplantningstiden og over— vintre i længere Afſtand derfra. Saaledes have vore Salamandre i: Forplantningstiden Zæerne forſynede med en Hudbræmme og en hoi Svommehale, men begge Dele ere mindre udviklede hose sg Hunnen end hos Hannen, ſom langs hen ad Ryggen har en hoi, takket Kam og er ftørre og glattere end Hunnen; af vor mindre Art er denne desuden ſtribet, medens Hannen er plettet o.ſ.v. Hannen af — 4. 1 Padderne. 239 en af vore brune Frøer (R. oxyrhinus) har ftørre Svommehud paa Bagfodderne end Hunnen og er glattere i Huden end denne; medens Hannen er blaalig ovenpaa og hvid underneden, er Hunnen brun foroven og gulagtig under Halſen og Bugen o. ſ. v., men efter at Forplantningstiden er forbi, taber denne Farveforſtjel ſig aldeles. Agene ere omhyllede af en Slim, der ſpulmer ſterkt op, naar de komme i Vandet, og lægges i lavt, ferſk Vand mellem Vandplanter. Nogle tropiſte Løvfrøers Wg lægges endog i de ſmaae Vandpytte, der holdes tilbage af Træernes Blade. Der er ogſaa nogle nordamerikanſte Salamandre, ſom flet ikke gaae i Vandet, men lægge deres Wg i Klumper paa fugtige Steder, f. Ex. under Stene, eller ſnoe dem omkring Hunnens Krop. — Nogle Oglepadder føde levende Unger. Ungernes Udvikling foregager i Reglen i Bandet. I de nyligt lagte Æg er der endnu intet Spor til det vordende Dyr; dette viſer fig forſt ſom et lille fort Legeme, der, naar det er ſtort nok til at kunne forlade den get omgivende Slim, i Udſeende, Bygning og Bevegelſesmaade har megen Lighed med en lille Fiſk. Som Larver (Fig. 245 og 251) have de nemlig ingen Lemmer, men en ſtor Svommehale ſamt Gjelle— ſpalte, Gjællebuer (der ligeſom hos Fiſkene bæres af Tungebenet) og Gjeller, men ingen Lunger, endvidere ſamme Indretning af Red— ſtaberne for Blodomlobet og den ſamme Bygning af Rygraden ſom Fiſkene. Men efterhaanden ſom de vore, udvikles Lemmerne, Halen formindſtes, Lungerne uddannes, Gjellerne ſkrumpe ind, Hjertet, Aareſpſtemet og Rygraden omdannes i Lighed med Kryb— dyrenes o. ſ. v. Kun Fiſkepadderne blive tildeels ſtaaende paa hine tidligere Uddannelſestrin. J de folde Jordbælter trives Padderne lige faa lidt ſom Krybdyrene, hvorimod de ere talrigere i de middelvarme; i Dan— mark findes ſaaledes 11 Arter, og ſkjondt der i Tropelandene findes endnu langt flere, er Paddeklasſens Tilvext mod Æfvator dog mindre ſterk end Krybdyrenes. En am— 240 Padderne. fibialſk Levemaade, ſaaledes at de til forſkjellige Tider ere Landdyr og Ferſtvandsdyr, er i det hele betegnende for Padderne. J torre Landſtrokninger findes derfor kun fage Arter, og ingen Padde er Havpdyr. 8. Forſte Orden: De egenlige eller haleloſe Padder (J. anura) 13 ere korte og brede og mangle en udvendig ſynlig Hale; Bagbenene ere meget længere og kraftigere end Forbenene. Hovedet er bredt og fladt, med ſtort Gab, og ikke adffilt fra Kroppen ved nogen Indſnoring; Huden ligger løft omkring Krop— pen. Forlemmerne ere forte og ende med 4 kun fjelden ved Svømmehud forbundne Fingre; Baglemmerne ere kraftige Springbeen, hvis 5 lange Teer ſjelden ſavne en ſtorre eller mindre Svømmehud. Paa Land bevæge de fig i Spring og hvile paa Hug, med ſammenfoldede Baglemmer og ftøttende fig paa Forbenene; i Vandet ſvomme de blot ved Bagbenenes Hjælp og holde Forlemmerne ind til Kroppen. Trommehuden er ofte ſynlig. Tender findes neſten aldrig i Underkjceben, hos Frgerne og Lopfrgerne 2 7 2 Y TIN | 0 0 2 . 2 N Fig. 242. Hovedſkallen af en Frø, feet ovenfra (&), nedenfra (B) ſamt dens bruſkede Grundlag (C) efterat de ydre Knogler ere fjernede. a Nakke— benene. c Pande- og Isſebenet. d Kilebenet. e Fjeldbenet. 7 Tindingebenet. h Vingebenet. * Ganebenet. m Overkjebebenet. „ Mellemkjoœbebenet. “ Neſe⸗ benene. p Bi-Kindbenet. v Plovffjærbenet. 2 Sibenet. / Tungebeensbuerne. Egenlige Padder. 241 derimod i Overkjeben; desuden kan der findes to Tandgrupper paa Ganen. Tungen er flad og bred, hos nogle faſt, hos andre fri bagtil, faa at den kan fmæffes ud af Munden (Fig. 241). — Beenbygningen(Fig.242 og 243) udmerker fig ved Hvirvler- nes ringe Antal (i Reglen 10) og ved deres ſerdeles udviklede Tvertappe, ved de lange, tynde Hoftebeen og ved det mellem disſe liggende, lange Halebeen, der er dannet ved en Sammenſmelt— ning af en Deel af Larvens Hale— hvirvler, ſamt ved det vel ud— viklede, men for en Deel kun bruſkede Bryſtbeen og ved de to overſte Fodrodsbeens (Fig. 243 2) eiendommelige Forlengelſe. Hvirvellegemerne ere ſom ofteſt hule forpaa og hvælvede bagpaa 8 ligeſom hos Krybdyrene ==). rr 5 Hannerne have i For— Fig. 243. Skelet af en Fro *), plantningstiden en fvæffende LATER AG DES Stemme, der ofte forſteerkes ved een eller to Strubepoſer, fom aabne fig i Munden og træde frem udvendig, hver Gang de kvekke. Udenfor Forplantningstiden træffes de gjerne paa Land, i det mindſte Hunnerne, hvorimod Hannerne ofte opholde ſig mere i Vandet eller i Nabolaget af dette end Hunnerne, der kunne overvintre i Jordhuller og desl. J Forplantningstiden, ſom i Egne med middelvarmt Klima indtræffer om Foraaret, for en Art tidligere end for en anden (f. Ex. vor grønne Frøs næjten en Maaned efter de brunes), træffes begge Kjon i Damme med lavt Band *) Bogſtaverne have ſamme Betydning ſom Fig. 2, S. 5 og Fig. 28, S. 38. ** Sjeldnere er Forholdet omvendt, ſom hos Pipaen og tildeels hos Klokkefroen. 16 242 Egenlige Padder. og greskleedt Bund. Hannen, hvis ftærfe Forlemmer i denne Tid have en ſtor Vorte under den inderſte Finger, holder Hunnen omfattet om Forlivet eller om Lenden, medens den med Bag— benene hjælper den med at udtrekke Mgene, der enten lægges i Klumper (ſom vore Fraers) eller i Strenge, ſom udſpendes mel⸗ lem Vandplanterne (ſom Skruptudſens). Larverne, de ſaakaldte „Haletudſer“ (Fig. 244 — 45), have et rundt Legeme (Hoved ſamt Krop) og en ſtor ſammentrykt Hale, ved hvis Hjælp de ſvomme Fig. 245. Fig. 246. Fig. 247. Larver paa forſtjekllige Udviklingstrin af den brune (244 — 245) og grønne Fro 246—247) ſamt en Logfre, ſom den er i Begreb med at hoppe paa Land (248). m Munden. s Sjelleſpalten. (Fig. 244 er i naturlig Ster- relſe, Fig 245 en af de ſamme Larver forſtorret.) omkring. Gjellerne, der kun nogle fane Dage ere ſynlige ud— vendig, ſidde ellers ſtjulte i Gjellehulen; den lille tandloſe Mund er forſynet med Hornkjeber, hvormed de afbide ſlimede Plante— dele; i Overeensſtemmelſe med denne Fode er Tarmkanalen meget lang og rullet ſammen i Form af en Spiral (Fig. 247). Bag⸗ lemmerne komme førft frem (Fig. 246), og efterhaanden ſom Dyret voxer, komme ogſaa Forlemmerne tilſyne (Fig. 247), Mun⸗ den og Tarmen omdannes, Gjellerne ſtrumpe ind og forſpinde, Gjelleſpalten lukkes, Halen ſpinder ind o. ſ. v. Idet den lille Padde hopper paa Land, har den af Larveformen i det hoieſte en Stump af Halen tilbage, men den forſpinder ogſaa ſnart (Fig. 248). De haleløfe Padder. 243 De ægte Padder ere udbredte over alle varme og middel— varme Jordſtrog, men talrigſt i de varme med Undtagelſe af de meget tørre Egne. De deles i 4 Grupper: ( med Hefteſkive under Taaſpidſen .. 2. Løvfrøer. med Tender i Over⸗ Med Tunge; ) uden Hefte- münden 1..᷑. Frser. | ſkive; uden Teender paa Kiceberne 3. Tudſer. Ude Tungs Wen 4. Pipaer. 1. Af Frøer (Rana) findes i Danmark: de brune Frøer (R. temporaria Linn.): den ſpidsſnudede R. oxyrhinus) og den butſnudede (R. platyrhinus Stp.), den grønne Frø (R. escu- lenta), Klokkefreen (R. ignea), der har en rod- og ſortplettet Bug og er indført, og Logfroen (R. kfusca), der er ſjeldnere og udmerker ſig ved ſin Loglugt. J Syd⸗Europa findes en Art (R. obstestricans), hvis Wg— lægning foregaaer paa Land; Hannen tager Wggeſnorene om Bag— benene og bliver med dem i fine Jordhuller, indtil Larverne ſkulle forlade de af den hærdnede Slim dannede Celler; forſt da gaaer den i Bandet med dem, for at de der kunne tilendebringe deres Udvikling. 2. Løvfrøerne (Hyla) ere i Almindelighed mere ſmeekkre og langbenede end Frøerne og hoppe med overordenlig Beheendig— hed om paa Trceernes Blade, ja ſidde endog ofte paa disſes Underſide. De ere grønne eller brogede af Farve, og flere beſidde den Evne ved Farveſkifte at lempe ſig efter Omgivel— ſerne. J Europa findes kun 1 Art (H. viridis); i Indiens og Braſiliens Urſkove leve derimod talrige Arter. Hos et Par ſydamerikanſke Lov— frøer (Pungfroen) udflæffes Wgene i en Ruge- Fig. 249. Fod hule paa Hunnens Ryg, der er dannet ved en SENE ole Indkrengning af Ryghuden og aabner fig tæt ved Bagenden. 3. Tudſerne (Bufo) ere plumpere og mere kortbenede og derfor ikke faa gode Springere ſom Frøerne, men kravle mere; 15 * N Å V W N V Y 944 Halelsſe Padder — Halepadder. de ere ogſaa mere Landdyr, og deres Hud er derfor ſerdeles rig paa Kirtler; det er lysſty Dyr, ſom meeſt ere i Bevegelſe om Natten. Hos os findes 3 Arter: Skruptudſen (B. vulgaris), Strandtudſen (B. calamita), graa med en gul Stribe ned ad Ryggen, og den brogede Tudſe (B. viridis) med grønne Pletter. 4. Pipaen (Pipa americana) ligner i det hele Tudſerne, men er aldeles tandlos, og dens Fortæer ere ſtjerneformigt deelte i Spidſen. Den lever i Syd-Amerika. Dens Forvandling falder i den torre Tin, og Hannen lægger derfor Mgene paa Hunnens Ryg, hvor de omgives af Celler, der dannes ved Hudens Op— ſvulning og afſondre en Vedſte, i hvilken Larverne gjennemgage deres Forvandling. 88. Anden Orden: Halepadder (4. urodela) ere forſynede med Hale og have et langſtrakt Legeme ſamt lige ſtore For- og Baglemmer. Halepaddernes Legemsform er enten en lignende ſom Oglernes (nemlig med et lille Hoved, en kort Hals, en langſtrakt, trind Krop, en trind eller ſammentrykt Hale og 4 lave Lemmer, hvis forte Tæer ſom ofteſt mangle Svommehud), eller den gjør Over— gangen til den længere, men korthalede Ormeform, i hvilfet Tilfælde Lemmerne ere mindre og have færre Teer, ja Baglemmerne kunne endog ganſte mangle. Huden ſlutter tæt om Kroppen; de have Tender i begge Kjæber ſamt paa Ganen, men mangle Stemme, og deres Trommehud er ikke ſynlig. Paa Land kunne de kun krybe med Beſperlighed; i Bandet ſvomme de der— imod ved Hjælp af Halen; de mere aale- eller ormedannede Former rode i Dyndet. W gene lægges enkeltvis uden Hannens Hjælp paa Vand— planternes Blade. Larverne (Fig.250— 51) have ſamme Legems⸗ form ſom de voxne, men deres Svømmehale er ftørre, de mangle Lemmer o. ſ. v. Fra de ægte Padders Larver kjendes de desuden Halepadderne. 245 let ved de ſtore, ydre Gjellebuſke, der forlænge fig langt udenfor Gjællefpalter- ne, og ved at For- lemmerne komme frem før end Bag— lemmerne; de leve ligeſom de vorne af Inſekter, Orme og Snegle og fane derfor tidligt Tender. Halepaddernes Hjem er ifær Nord-Amerikas middel— varme Egne; i Europa findes ogſaa en Deel Arter, men de mangle neſten ganſke i det hede Jordbelte. Fig. 250. Salamanderlarver. Fig. 251. lſte Familie: Oglepadderne (Salamandra) have (ſom vorne) Oielaag, men hverken Gjeller, Gjellebuer eller Gjelleſpalter. Deres Hvirvler ere fortil hvælvede, bagtil hule. Vanddyr ere de i det mindſte i Forplantnings— tiden; udenfor denne ere enten begge Kjon eller dog Hunnerne Landdyr. Hos de fleſte er Halen ſammentrykt, f. Ex. hos vore to Arter, den ſtore og den lille Salamander (Triton crista— tus og T. punctatus); men hos den mellemeuropeiſke Land— Salamander (Salamandra maculata), der er ſort med gule Pletter, er Halen trind. N S. maculata føder levende Unger, men begiver fig dog i Vandet for Befrugtningens Skyld og føder der fine Unger, ſom ogſaa opholde fig der i nogen Tid og fødes med ydre Gjæller og alle 4 Lemmer. Den mindre, forte Land-S. (S. atra) ſtiger derimod ſtrax efter Befrugtningen paa Land igjen og føder der fine to Unger, ſom kun i Foſterlivet have Gjeller og un— der bette leve af de øvrige Wg, ſom ikke komme til Udvikling. 2den Samilie: Fiſkepadderne (A. ichthyoidea) mangle Oielaag og beholde i det mindſte Gjelleſpalterne og Gjellebuerne, ſtundom ogſaa Gjellebuſkene. Deres Hvirvler ere hule for og bag ligeſom Fiſkenes. Alle have en ſammentrykt Hale og ere udelukkende Vanddyr; flere Arter opnaae en betydelig Sterrelſe. 246 Halepadderne. a. Fiſkepadder med Gjeller. De beholde de ydre ö q Gjellebuſke og aande baade ved Fig. 253. Hovedſkal, Gjellebuer o. ſ. v. af en Siren. 9 Sjellebuerne. + Tunge⸗ benet. r Spor til Ribbeen. Gjeller og ved Lunger; Tungen forholder ſig ſom hos Fiſkene. Axolotlen (Siredon mexicanus) i de mexikanſke Søer ligner i Et og Fig. 254. En Axolotl. Alt en meget ſtor Salamanderlarve. — Hulepadden (Proteus, Fig. 252) i un⸗ derjordiſke Søer og Vandlob i de oſter— rigſke Alper har en mere langſtrakt Krop og mindre Lemmer med 3 og 2 Teer. Paa Grund af dens morke og underjordiſte Opholdsſted er den farveløs og blind. — Siren er ormeformig og uden Baglemmer, men har pderſt ſmaae For— lemmer med 3 eller 4 Tœer. Den lever i Moradſer i de ſydlige nordamerikanſte Friſtater og kan blive 12 Alen lang. b. Fiſkepadder uden Gjeller. De beholde kun Gjelleſpalterne og Buerne, aande ſom vorne kun ved Lunger og mangle ganſke Tunge. Fig. 252. Proteus. Halepadderne. 247 Menopoma (Cryptobranchus alleghanensis), der lever i de nordamerikanſke Søer og Floder, ligner forreſten ganſke en ſtor Salamanderlarve. En endnu ſtorre (12 Alen lang) japanſk Art (C. japonicus) miſter med Alderen Gjelleſpalterne og Gjelle— buerne; et Par Arter (Andrias) omtrent af ſamme Storrelſe levede fordum i den tertiære Tid i Europa. — Aalepadden (Amphiuma) er aaleformig, har en fort Hale og 4 yderſt ſmaae Lemmer med 2 eller 3 Teer og lever i de ſydlige Friſtater, nedboret i Dyndet. Til Fiſkepadderne og navnlig til Amphiuma flutte fig Orme⸗ padderne (Cecilia), der have en ormeformig, lemmelss Krop uden Hale og ſerdeles ſmaae Oine, ſom ganſke daekkes af Huden, der paa Kroppen er afdeelt i Ringe. Hos nogle Arter er der i Huden tillige udviklet ſmaae mikroſkopiſke Skel af lignende Beſkaffenhed ſom Fiſkenes. Hvirvlerne have ſamme Form ſom hos Fiſkepadderne. De leve ligeſom Ormesglerne i Jorden og i Myre- og Termit— boer i det hede Jordbeelte. En Art vides at føde levende Unger; af en anden er Ungen iagttagen at have Gjelleſpalte og Spor til Gjeller, men til ingen af Delene er der Spor hos de vorne. Fig. 255. Hoved og Bagende af en Cæcilie. Padderne optrede førft i Tertiærtiden, naar undtages Laby- rinthodonternes merkelige Gruppe, ſom charakteriſerer Kul— formationen, de permiſke Dannelſer og Triasperioden. Det var tildeels Dyr af en meget anſelig Storrelſe, hvis 9“ indtil 2 Alen lange Hovedſkaller baade ved deres almindelige Bygning og ved den dobbelte Nakkeledknude robe deres Slegtſkab med Nutidens Padder; deres øvrige Beenbygning er ikke meget bekjendt, dog veed man, at de have havt biconcave Hvirvler og en Bekledning af Beenſkjolde. — Archegosaurus (i Kulformationen), c. 3 Alen lang, ſynes at have havt luffeagtige Lemmer, en Legemsform omtrent ſom Halepaddernes og en bruſket, kun af Beenringe eller Beenknuder ſtsttet Rygrad ſamt en kegledannet Fordybning i Nakkebenet iſtedenfor Ledknuder ligeſom Fiſkene; dens fine Skelbekledning ſammenlignes maaſkee bedſt med Ormepaddernes. 248 Fiffene. Ite Klasſe: Fijtene (Pisces). 87. Fiſkene ere (nøgne, ffæl- eller pandſerkledte) fold.- blodige Hvirveldyr, der hele Livet igjennem aande ved Gjæller og leve i Bandet; iſtedenfor Fødder have de Finner, og kun undtagelſesvis føde de levende Unger. Fiſkenes Beſtemmelſe at leve i Vandet griber lige ſaa dybt ind i deres hele Bygning og Natur ſom Livet i Luften i Fuglenes, og Fiſkenes Bygning er derfor i mange Henſeender afvigende fra de andre Hvirveldyrs. Legemets for— ſkjellige Afſnit ere ikke udvendig ſtilte fra hinanden; der er ingen Hals, og Hoved, Krop og Hale ere umiddelbare Fort— ſettelſer af hinanden. Forlemmerne (Bryſtfinnerne) ſidde nemlig lige bag ved Gjelleſpalten, ſom antyder Greendſen mellem Hoved og Krop. Hovedet indeholder foruden Hjernen, Sandſe— redſkaberne og Munden tillige Aandedretsredſkaberne; Mundhulen fortſetter fig nemlig bagtil deels i Speelget, deels i en paa hver Side af dette liggende Gjellehule, der paa Siderne kan lukkes af Gjellelaaget og Gjellehuden og bagtil er afſpeerret fra Bug— hulen ved en Hudveg, der ftøtter fig til Skulderbeeltet. Krop— pen omfatter Bughulen med Indvoldene, hvorimod Halen kun beſtaaer af Muſkler og Knogler. Grendſen mellem Krop og Hale antydes i Reglen af Gatfinnen, der altid begynder bagved Tarm— aabningen, foran hvilken Bugfinnerne derimod ere anbragte. Den ſedvanlige Fiſkeform er noget ſammentrykt og løber ſpidſt til mod Hoved og Hale, ſaaledes at den ſtorſte Heide og Brede ligger over eller tæt bag ved Bryſtfinnerne og nærmere Snude⸗ end Haleſpidſen, hvilken Legemsform er færdeles fkikket til at gjennemſkcere Vandet med ſtor Fart; mindre hyppige ere den ſammentrykte, forte og høie Form (hos Flyndere og Skel— finnefiſt) eller den flade og brede Skiveform (Rokkerne) og den lange og trinde Aalef orm; endnu ſſeldnere er Baandformen Fiſtenes Ydre. 249 (ſom en Kaardeklinge), Kugleformen, Kuffertfiſtenes kantede Figur o. ſ. v. — Sjeldneſt er den ſpidſe Hale med lige ud— viklet Finne for oven og neden (f. Ex. hos Aalen, Aalekvabben og Rundmundene), hyppigere den ſkje ve, hvor det ſidſte Stykke af Halen er boiet opad og foroven kun har en lav, forneden derimod en ſtor, ſom ofteſt fløftet Finne (hos Haier og Stor); i Reglen er Halen forkortet og vifteformig, faa at dens Finne— ſtraaler næften udgage fra eet Punkt; naar de midterſte ere de lengſte, bliver Halefinnen afrundet, ere de derimod betydelig kor— tere end de andre, bliver den kloftet eller halomaanedannet. — Ogſaa Hovedets Form (f. Ex. hos Bredflab, Naalefiſke, Hornfiſt, Malle, Stor, Hai) og Mundens Beliggenhed kunne være temmelig forſfjellige. De uparrede Finner beſtaage af en i Fiſkens lodrette Midtplan anbragt, af Straaler underſtottet Hinde, der kan ſpiles ud eller foldes ſammeu derved, at Straalerne reiſes eller lægges ned. De kunne være anbragte langs med hele Myggen fra Hovedet til Haleſpidſen og langs Bugſiden fra Haleſpidſen indtil hvor Bughulen begynder. Undertiden (f. Ex. hos Aalene og Aalekvabben) danne de ſaaledes kun een ſammenhengende Finne, men i Almindelighed er denne deelt i Ryg-, Gat- og Hale— finne, af hvilke de to forſte igjen kunne vere deelte i 2 eller 3; Aborren har f. Ex. 2 Rygfinner, Torſken 3 Ryg- og 2 Gat- finner o. ſ. v. De parrede Finner, Bryſt- og Bugfinnerne, fvare i det mindſte ved deres Stilling til de andre Hvirveldyrs For- og Bag— fødder, men beſtage ligeſom de uparrede af Straaler, der ere forbundne ved en Hud; de kunne ligeledes ſpiles ud og foldes ſammen, men tillige bevæges ud og ind fra Kroppen og anvendes ifær til at holde Legemet i Ligevægt og til Hjælp ved en Forandring i Bevegelſens Retning. Bryſtfinnerne ſidde paa Siden af Kroppen, tæt bag ved Gjællefpalterne, Bugfinnerne længere nede og tæt ſammen, men enten foran, under eller bagved Bryſtfinnerne, hvorefter 250 Fiſtenes Ydre. Fiſkene betegnes fom hals⸗, bryſt- eller bugfinnede. En Sammenvoxning af Bugfinnerne til en Tragt eller Sugeſkive finder Sted hos Kutlingerne (Gobius) og Skivefiſkene. Bugfinnerne ere ikke ſſelden meget ſmaae og mangle undertiden ganſke (f. Ex. hos Aalen og Sveerdfiſken); ſjeldnere er dette Tilfældet med Bryſtfinnerne (f. Ex. hos Rundmundene). De Fiſte, ſom have ſtore Bryſtfinner, benytte dem dog ogſaa til at roe ſig langſomt frem i Vandet, ja enkelte, der have dem meget ſtore, kunne endog ved deres Hjælp bevæge fig gjennem Luften (Flyvefiſkene). Halefinne. Gatfinne. Fig. 256. Omrids af en Aborre. Foruden Finnerne feer man Sidelinien og dens Grene. Sjellelaaget er tænkt borte, faa at man feer Gjellerne paa deres Plads. Fiſkenes veſenligſte Bevegelſesredſkab er imidlertid Halen; dens Flade kan forøges ved at udfpile de uparrede Fin— ner, dens kraftige Slag til Siderne drive Fiſten frem i Vandet, og dens Styrke ſkyldes de ftærfe Sidemuſkler, der ligge paa begge Sider af Rygraden og Bughulen, fra Hjernekasſen og Noglebenene til Halefinnens Begyndelſe, og ere deelte i mange Lag ved parallele, zigzagbsiede Senevægge, der underftøttes af Ribbenene og Biribbenene. — Et paafaldende Vidnesbyrd om Muſtelkraft er Laxens høie Spring. Farten er i øvrigt meget forſtjellig efter Legemets Form, Halens Uddannelſe o. ſ. v.; nogle ere ſerdeles rappe (f. Ex. Haier og Makreler), andre dorſke og langſomme (f. Ex. Sgulven og Rokkerne). 88. J Reglen er Fiſkenes Hud belagt med Skel o: tynde, runde faſte Plader med kreds⸗ og vifteformig Stribning, der ere Fiffenes Bekledning. 251 anbragte i Rekker og ſidde i tynde Hudpoſer, hvorfor de let gaae af, naar disſe ſonderrives; de dekke tildeels hinanden og kun et mindre Stykke af dem er derfor ſynligt. Der ffjelnes mellem glatte (Fig. 257, b) og hvasſe (a) Skeel, hos hvilke ſidſte den frie Bag— rand er takket eller tornet, ſaa at Fiſten er ru at føle paa. Under— tiden ere Skellene forbenede (f. Ex. hos Pandſer-Ulke (c) og Pandſer⸗Maller); de ere da i Reglen meget ſtore og ligge faſt i Huden. De rudeformige, glaſerede Beenſkel hos Ganoiderne (d) deekke hinanden kun ganſte lidt med deres Rande, men ere ſammenleddede e ved ſeregne Tappe paa deres Under— 578 0 Pan e ke 00, re ſide. Sjeldnere er Huden ganſte pidosteus Så i og nøgen ſom f. Ex. hos Rundmun— dene; undertiden er den beſat med Beentorne (Pindfvine- fiſten) eller beſtyttet af Beenplader, der enten kunne ligge hver for fig (f. Ex. hos Storen) eller danne et fuldſtendigt Pandſer (f. Ex. hos Kuffertfiſten). Fra alle de nævnte Huddannelſer af— vige Haiernes og Rokkernes Beentorne og Beenſkel (e) derved, at der ligeſom ved Tænderne ſtadigt udvikles nye mellem de gamle, alt ſom disſe afſlides eller fortrænges. — Fiſkenes Over— hud er altid meget ſlimet, og denne Slim-Afſondring er deſto ſterkere, jo mere nøgne de ere. De fleſte Fiſke befinde en Sidelinie 9: en paa hver Side af Kroppen fra Halefinnen til Gjelleſpalten lobende Kanal, der aabner fig gjennem en ſeregen Sfælræffe med ſmage Aab— ninger: og fortfætter fig paa hver Side af Hovedet med 4 Grene, der unbderftøttes af egne Beenrør (S. 257), nemlig en tvers over Isſen, en langs ned ad Banden, en tredie hen under Siet til 252 Fiſtenes Beenbygning. Snudeſpidſen og en fjerde ned ad Forgjellelaaget til Spidſen af Underkjeeben. Mange Fiſke udmeerke fig, ijær i Legetiden, ved pragtfulde Farver og ſmuk Tegning i Form af Baand, Striber eller Plet— ter, ved Guld- og Sølvglands o. ſ. v.; disſe Farver og denne Glands frembringes af et under Skellene liggende færeget Lag. Andre ere i denne Henſeende mere uanſelige f. Ex. Torſk, Flyn— dere, Aal, alle faſtgjcellede Fiſke, mange Ulke- og Tudſefiſke o. ſ. v. Naar Fiſken tages op af Vandet, tabe Farverne og Glandſen ſig meget hurtigt. 89. Hos de Fiſke, hvor der er uddannet Knogler i alle Dele af Skelettet (de ſaakaldte „Beenfiſke“), har Beenvevet i Reglen en trevlet Bygning og indeholder kun faae faſte Dele i Forhold til dets geleeagtige og vandholdige Grundlag. Hos enkelte f. Ex. Steenſugeren, Klumpfiſken, Bredflaben og Baandfiſkene er Skelettet endogſaa ganſke overordenlig blødt og fvampet. A. Kroppens og Halens Skelet. Rygraden ligger iffe ſom hos andre Hvirveldyr høit oppe mod Rygſiden, men omtrent lige langt fra Ryg og Bug, i det hoieſte med en ube— tydelig Krumning op mod Ryggen over Bughulen. Ryghvirvler— nes Antal er overordenlig forſkjelligt, f. Ex. 16 hos Klumpfiſken, omtrent 100 hos Aalen. Snart er der fleeſt Halehvirvler f. Ex. hos Torſt og Flyndre, ſnart fleeſt af de egenlige Ryg— hvirvler (Sild og Lax), ſnart omtrent lige mange af begge, f. Ex. hos Karperne. Der kan kun ſtjelnes mellem de to nævnte Slags Hvirvler, efterſom Fiſkene mangle Hals og Ribbenene be— gynde tæt bag ved Hovedet, og efterdi Beekkenbenene ikke ſtaae i nogen Forbindelſe med Rygraden; ſom ofteſt er der ikke engang nogen ſkarp Greendſe mellem Ryg- og Halehvirvlerne. Hvirvellegemerne (Fig. 258, I) ere hule for og bag, faa at de have Form af liggende Timeglas, og ftøde kun til hinanden med deres ringformige Rande; Hulhederne udfyldes med en Geleemasſe (e), ſom er Levningen af den Rygſtreng, der i Fiſkenes Beenbygning. 253 Foſterlivet ene danner Hvirveldyrenes Rygrad, og ſom gjennem en fin Kanal i Hvirvellegemernes Axe fortſeetter fig igjennem disſe og der— for omtrent har Form af en Perleſnor. En Folge af Rygradens Bygning er den ſtore Spendkraft, der er nødvendig for Fiſkenes Bevægeljer. Fra hver af Halehvirvlerne udgaaer en øvre Hvirvelbue (b), der fort— fætter fig i en øvre Torn⸗ tap (t), og en nedre Bue D) med ſin nedre Torn— tap (t“; de opad vendte Buer ftøtte den Kanal, hvori Rygmarven hviler, de nedad vendte den, Fig. 258. Hviroler af Aborren. hvori Halens fore Blodkar ligge. Van de egenlige Ryghoirvler— forholde de øvre Buer og Torne fig ligeſom paa Halehvirvlerne, hvorimod de nedre Buer her ere fpærrede ud til Siden og danne Sidetappene (s), ſom bære Ribbenene (r), der omſlutte Bughulen. (Bryſtbeen mangler). Foruden de ægte Ribbeen fin— des ofte 1—3 Rader fine og tynde Bi-Ribbeen (Fig. 259, r“) (f. Ex. hos Torſten en, hos Silden tre Reekker), der deels feſte ſig paa Ribbenene, deels paa Hvirvellegemerne eller Torntappene, og fortſctte fig ud imellem Mufkellagene, til hvis Underſtottelſe de tjene. J den Hinde, der forener Torntappene med hinanden og danner en Skilleveg mellem Sidemufklerne ligge tillige, i det mindſte faa langt ſom Ryg- (c, d) og Gatfinnen (k) nage, disſe Finners Straale— berere (c, d) o: dolkformige Knogler, hvis Spidſer gribe ind mellem Torntappene, og paa hvis bredere Ende der findes Led— flader for de Smaaknogler, paa hvilfe Finneſtraalerne atter ere indleddede. Den forreſte af Gatfinnens Straalebærere (f) er ofte meget ſtor og ſammenvoxen med de ſidſte Ribbeen eller de forſte Torntappe, faa at der dannes en faſt Adſkillelſe mellem Bughulen og Halen (det ſaakaldte „ucegte Bekken“). — Halefinnens Straaler (e) fœſte fig derimod paa ſelve Torntappene eller, naar Halen er Fiſtenes 254 vifteformig, paa den ved Sammenſmeltning af flere Hvirvler og ſidſte Halehvirvel deres Torntappe dannede pladeformige, ng eee ,4 eee 4 "13199379v11G) daa guns „/ -3jvg a "31319931vV11G) galgig „p 80 „ uuns uaquv p D 9 eee y eee ,6 en eue egen aljgy e ein "auaddvy3g1G) ,9 ”addvjulog, zan aq 0 daga e enen 'g "abon smag sum e pyavdsumagabung 9 eue boeh g "ualgvjaunig e eee e 1238 688 818 magaljaagun r eee 'e Jayavdauvg) fo aeg 8 Weenbpgning⸗ e. (e“). — Finneſtraalerne ere enten ſtive og ſtikkende Pig ſtraaler, der ere ſpidſe mod Enden, men tykkere mod Roden, eller bløde og bsielige Ledſtraaler, ſom ere klovede, leddede og bredere i Enden end ved Roden. Der gives dog ogſaa Over gangsformer mellem begge. Hos de ſaakaldte Blodfinnefiſke ere alle Finneſtraalerne leddede og de fleſte tillige klovede; hos —— . de ſaakaldte Pigfinnefiſke ere de forreſte Straaler i Ryg- og 2 Gatfinnen ſamt Bugfinnens yderſte Straale derimod Pigſtraaler. | B. Hovedets Skelet har en temmelig ſammenſat Byg⸗ ning, deels paa Grund af, at visſe Knogler ere ſondrede endnu mere i ſerſtilte Dele end hos Krybdyrene, deels fordi Fiſte⸗ <" hovedet har optaget flere Knoglepartier, der ere fremmede for de andre Hvirveldyrs Hovedſkal eller der kun have en meget under— . ordnet Betydning. II. Hjernekasſen er den Deel af Hovedets Skelet, hvortil de and andre Dele ere e og fom danner e he af ; Ej Fig. 260. Torſtens e feet fra Siden og fra oven. e Sibenet. f Egenl., a For⸗, p Bag⸗ Pandeb. i Isſebenet. c Øvre, ! Side⸗, d PYdre, 5 Under⸗Nakkeb. . s Fieldb. „ Kileb. m Bageſte, n Forreſte Kilebeensvinge. v 1 o antyder Oiets n | —Rygraben, n med hvilken den er tatere HEL paa f ſamme Maade ſom to efter hinanden følgende i . Ryghvirvler. Med Undtagelſe af det hud— SA agtige Stykke, der danner Sfillevæggen mellem Oiegruberne, er den fuldftændig forbenet; den er i det hele ſammenſat af de ſamme Dele ſom hos Kryb⸗ dyrene, og dens enkelte Knogler ere ubevegeligt forbundne med hinanden ved Somme. 1 hele Parti med Tindingepartiets Knogler.“ co tr Cite cd, xe . brøvedv Pull . 4 e e. Årre te ej 22 E . Sene), 42 FAG K e. Au ele, , 28 27 0 22 8 % 42 5 e 5 e 7 Been ere fortil ind⸗ leddede paa Hjernekasſens Snudedeel; forreſt ligger Wellen Hjøbebenet (m), der næften altid er noget fremſkydeligt, ſtundom Sr % eeeenci en ganſke overordenlig“ 5 CSR Grad; bag ved dette ligger Overkjebebenet (o), ſom kun, naar Mellemkjcbebenet er meget lille, for en Bute 7 = indtager dets Plads og be— æn 9⸗ a Fe . grendſer Munden Foroven z eee e ben ne bi, ven n E HER , ve d bløde Dele forbundne BE N Bag ved Se Tigge Ganebenene (h), Nille 4 Fortſettelſer, Vingebenene (k) og Zverbenene (i), . fell 43. Tindingepartiet bærer den, Gfelleloager 69 Nane ſamt Gjellerne; det beſtager af flere Been paa hoer TT Pi af hvilke det overſte, Ledbenet (n), er indleddet paa Siber. af Hjernekasſen, og det nederſte, Biꝙ-Kindbenet (p), paa Under⸗ fjæben; bag ved dem og de to mellemliggende ee G. ST ligger det halvmaaneformige Forgjællelag (k)] — Øeg 55 4. Underkjeben (u) er (ligeſom hos de andre 55 md Undtagelſe af Pattedyrene) ſammenſat af flere Stykker paa hver Side. 5. De tre Giellelaagsbeen ligge i en Bue bag ved Forgjellelaaget; det øverfte af dem (g“) er fæftet til Tindinge⸗ partiets overſte Stykke, det nederſte (8“) til Underkjceben. 6. Tungebenet, beſtager af flere Stykker, der deels træffe! ig i en Linie fra ingen til Svælget (t), deels danne to ftore, 7 2 indenfor Underkjcebe- og Tindingepartiet liggende Buer (t“), hviss — ene Endepunkt er feſtet til Tindingepartiets indvendige Side, ban medens de to andre ſtode ſammen fortil mellem Underkjcebens Grene. Til hine Buers Rand ere de Straaler (r) fæftede, ſom ſtotte SD Gjellehuden, og til Tungebenets uparrede Stykker (t) 4 Par <= N 5 SJ | 8 | * AA . gs . — 7 * N He.. mene, 22 ec 62 2 0 4 2 — På 2 2 , le, ee 5 Se fe 257 Aer (Pe 2 Fy „ 8 — z e den Ble er kun abeihbelig 77 856 Ejeller, men, beſat med Tender og danner Et 1 Svelgbeen (Sy. De andre : Ne Sjellebuer (g“, g) beſtaae hver af 4 Stykker, af hvilke de overſte tilſammen dannede øvre Sbelg⸗ been (s), ſom ere beſatte med — |Zænder og ligge ovenover de ; nedre Svalgbeen ved Indgangen til „Svelget, men kun ved blode Dele - . FE ere forbundne med Hjernefasfen, ” = — Gjellebuerne have fortil Knuder, Å | . Takker (d) eller Tender for at af— ne 4 5 ſpœerre Mundhulen fra Gjellehulen, Fig. 262. made e bagtil en Rende for Gjelleaarerne. Aborrenö vr ha 7. Sideliniens Forgreninger paa Hovedet (nl 251K ſtottes deels af Furer i de Been, hen over hvilke de gage (f. Ex. paa Pandebenet og Forgjellelaaget), deels af egne Smaaknogler, . ſom have Form af tynde Beenror, og af hvilke de, ſom dane. en Ring under Oiet og fortfætte fig ud paa Snuden, ere de vigtigſte. a7 5 væg C. Forlemmernes Skulderparti (Fig. 263) dannes , 22 af to ſterke Beenbuer, ſom foroven ere feſtede paa Hjernekasſen, men forneden ere forbundne med hinanden og ig DEN ferlenge fig heelt hen til Tungebenet, med hvilfet de ere forbundne ved Baand. Det beſtager af et evre og et nedre Skulderblad (s) paa hver Side, 33 af hvilke det øvre er fløftet og paa to Steder faft «forbundet med Hjernekasſen, og af de ſtore og ” ftærte, fortil og forneden fammenftødende Nøgle - been (n); Ravneneebsbenet (k) er derimod kun ſpvagt udviklet hos Fiſkene. Armen er meget Fig. 263. Aborrens fort og beſtaaer kun af Albu- og Spolebenet (a), Stulderparti. |, — hvortil N . en Rakkke 9 5 sr Br pl 6 WA 2 1 i ; 75 A Pir 222 — 258 — .• ; finnen 075 der træder FORET FE Mellemhaanden og. Finger WØ teftager af talrige, kloftede Ledſtraaler Bugfinnerne, der, naar de ſidde under eller E finnerne, ogſaa kunne være fæftede til Noglebenene ved Baand, beſtage foruden af Finneſtraalerne (Fig. 259, g) af to flade, trekantede Plader, tilſammen dannende Bekkenet (8), der ligger i Kjodet indenfor Huden, men ikke ſtager i nogen Forbindelſe med Rygraden. o. Da Fiſkene i Almindelighed ere Rovpfiſke og eve af et levende Bytte, ſom de kun kunne bemægtige fig ved at fluge det heelt, ere deres Teender i Reglen ikke indrettede til at ſonderdele eller knuſe Føden, men kun til at faſt⸗ holde den og ſtyde den længere ind i Speelget. — Aldeles tandloſe ere kun fage f. Ex. Storene og Naalefiſkene. Nogle have kun Tender i den ene Ende af Mundhulen, f. Ex. Karperne, der kun have Svælgtænder, Haierne og Rokkerne, der alene beſidde Kjebetender; men det almindeligſte Forhold er, at der findes 4 og . - RRS Fig. 264. Munden af en Gedde. Fig. 265. Soulvens Tender. Im Taenderne paa Mellemkjeben, p paa Ganebenet, v Plovpfkjerbenets, u Un⸗ derkjebens, “ Tungens, 9 Gjellebuernes Tender, ss Svelgtenderne. Tender ſaavel paa Kjeberne (nemlig paa Under- og Mel⸗ lemkjcebebenet, men paa Overkjcebebenet kun, hvor dette ſom hos Laxene og Silden danner en Fortſettelſe af. Mellemkjcœbebenet). fom iſer paa Svælgbenene. Mellem disſe fan en Kuusning „af Foden derfor finde Sted, inden den gaaer igjennem Svælget. Dernæft findes der ofte Zænder paa Ganebenene, Plovſkcerbenet og Tungen, undertiden ogſaa langs ad Gjellebuerne (Fig. 264). Hyppigſt ere Tænderne fine og ſpidſe, ſidde tet ſammen i Fiſtenes Aandedret. 259 Rader og danne ligeſom en Raſp eller Karte. Ikke ſjelden fore— komme dog ſtorre, kegledannede Tænder (f. Ex. hos Gedden), naar Fiſken lever af ſtorre Rov. Tykke og ſtumpe Knuſetender fore— komme iſcer hos Fiſke, der knuſe haarde Skaldyr, f. Ex. hos Lebefiſte, Soulven og Rokkerne. Fiſkenes Tender ere i Reglen flot feſtede til Huden eller faſtvoxne til de Knogler, hvorpaa de ſidde, ſjeldnere feſtede i Tandgruber. De ſlidte eller tabte Ten- der erſtattes i Almindelighed ved en ſtadig Dannelſe af nye mellem (eller under) de gamle. 91. Fiſkene aande ved Gjeller, i hvis fine Aarefor— greninger Blodet paavirkes af den i Vandet optagne Iltluft; i ſelve Luften derimod kveles de, fordi Gjelle— bladene klebe ſammen og torre ind, faa at Kreds— løbet ſtandſer. Hos de frigjellede Fiſke beſtaae Gjellerne af ſpidſe, bruſkede, paa Grund af deres Blodrigdom rode Blade (Fig. 266), der ere anbragte i dobbelt Rekke langs med Gjellebuerne, i Gjelle— hulerne bag ved Munden, De deekkes paa Siderne af Gjeellelaaget og dets Fortſcettelſe, Gjellehuden, og der er kun een udvendig Aabning paa hver Gjeele— hule, nemlig Gjelleſpalten, ſom hos de fleſte Fiſke er meget ſtor og nager fra Nakken heelt ned under Hovedet, hvor de ofte ftøbe ſammen fra begge Fig. 266. Sider. De Fiſke, hos hvilke Gjelleſpalterne tvert— Gialleblad imod ere meget ſmaae, — hvorved det forhindres, af en Aborre!. at Bandet hurtigt fordamper og Gjellerne torre ind —, ſettes derved i Stand til at tilbringe nogen Tid paa det torre uden at fvæleg, Den for Aandedrettets Vedligeholdelſe fornødne For— nyelſe af den Gjellerne omgivende Vandmasſe bevirkes derved, at Bandet ſtrommer ind i Munden, naar denne aabnes; naar Munden derefter lukkes og Tungen løftes, og naar Gjellelaaget tillige aabnes og Gjellehuden udſpiles, vil Bandet gage mellem +) 6 den gjennemſkaarne Gjellebue. v Gjellearterierne. 4 Sjellevenerne. 17 260 Fiſtenes Aandedret Gjellebuerne, forbi Gjellerne og ud af Gjelleſpalterne. — Hos Toermundene ſidde Gjellerne ogſaa paa Gjeelebuer, men et fælles Sjællelaag mangler og Gjellehulen er ved Hudvegge, der gaae fra Buerne til Huden, deelt i flere Kamre, ſom baade aabne fig indad i Spelget og udad ſom ligeſaa mange ſeerrfkilte Gjelleſpalter; til Væggene af disſe Kamre ere Gjellebladene feſtede. — Hos Rund— mundene antage disſe Kamre Form af runde Sæffe (i), idet deres Aabninger, ſaavel indad (h) ſom udadtil (g) ere ind— knebne til ſnevre Rør; en tilſvarende Rekke af Gjellehuller aabner fig derfor paa hver AL Fan Side af Kroppens forreſte Deel. Tilſammen Nei ee kunne disſe Fiſte betegnes ſom faſtgjel— Spiſeroret. lede; hos begge gaaer Bandet i øvrigt den ſcedvanlige Vei ind af Munden og ud af Gjællefpalterne. Lungen optræder ikke hos Fiſkene ſom Aandedretsredſkab, men ſom Svommeblere o: en af en faſt, hvid Senehud dannet, ſtorre eller mindre, luftfyldt Blære, der ligger under Rygraden, LI. men ovenover og udenfor den egenlige Bughule. Den mangler hos alle Fiſke med faſte Gjeller, men findes i Reglen hos dem, der have frie Gjeller; dog mangler den ogſaa her hos enkelte Familier (f. Ex. Flynderne) eller Slægter, ja den kan endog mangle eller findes hos forſtjellige Arter af ſamme Slægt. Undertiden er den afſnoret i to Dele (f. Ex. hos Kar- perne). Den er altid rigelig forſynet med Arterier, der afſondre den Luft, ſom den indeholder. Dens Beſtemmelſe ſynes at være deels at holde Legemet i Ligevægt, deels at lette Bevegelſen op og ned i Bandet; naar den ſammentrykkes ved Ribbenene eller ved egne dertil beſtemte Mufkler forandres nemlig Beliggenheden af Legemets Tyngdepunkt, og det bliver derved Fiſten lettere at ſtige eller fynfe i Vandet. Hos alle Pigfinnefiſke er Svømme- blæren uden Aabning, men hos de fleſte Blodfinnefiſke er den aue. 2 . Care. 7m ENE oser , fore ii, munde dee. * SÅ eau uud „ h.. — RE, ter else. = Are tid VA ZR nee ftig bla og Blodomløb. 261 forbunden med Spiſergret ved en Luftgang, gjennem hvil- ken Luften kan trykkes ud. Hos nogle af disſe f. Ex. hos visſe Ganoider er den tillige afdeelt i ſtorre og mindre Rum og fager derved endnu ſtorre Lighed med de hoiere Hvirveldyrs Lunge, men Lepidosiren er den eneſte Fiſt, hvor den virker ſom Lunge. — Hos visſe Fiſke ſtaaer Svommebleren enten umiddelbart (ſom hos Sildene) eller ved en Rekke fmaae Knogler (hos Maller og Karper) i Forbindelſe med Oret og ſynes at virke ſom et Lyden forſterkende Redſkab. Fiſkene ere ſtumme, da de enten ikke have nogen elaſtiſt Luft at udftøde eller ialfald ikke en tilſtrœekkelig Mængde deraf og mangle Strubehoved og Stemmeridſe. Enkelte Fiffe (uden Luftgang) give dog en knurrende Lyd fra fig, naar de træffes op af Vandet. 92. Fiſkenes Blodomlob ligner de varmblodige Hvirvel— dyrs deri, at der ikke ſom hos Krybdyr og Padder finder en Blanding af det arterielle og vensſe Blod Sted; derimod afviger det fra alle andre Hvirveldyrs derved, at Hjertet kun er et Blodaarehjerte, der fvarer til den hoire Side af de hoiere Hvirveldyrs, hvorimod Kredslobets Pulsaareſide ganſke favner et tilſbdarende Organ. Det ligger mellem Noglebenene tæt bag ved Gjellerne; fra Forkamret, der er ſtort, men tyndvægget og optager det venoſe Blod fra Legemet gjennem en ſtor Blod— aareſeek, gaaer Blodet til det under Forkamret liggende lille, men mufkuloſe Hjertekammer og derfra gjennem Pulsaareſvulſten ud i Gjelle— pulsaaren, der ſtrax deler fig i lige faa mange Grene, ſom der er Gjellebuer, i hvis Render de have deres Leie; de Fig. 268. Ideal Fremſtilling af Blodets Kredslob hos Fiſkene. — a Hjertets Forkammer. a“! Hjertekamret. 4“ Pulsaareſvulſten. e Sjallepulsaaren. c“ , dens Grene. d' d““ G d Legemets ſtore Pulsaare— ſtamme. e Legemets ſtore Blodaareſtamme. 6 Blodaarefæffen. 262 Fiſkenes Blodomlob og Sandſer. afgive til hvert Gjeelleblad en Green, der løber langs med dettes indre Rand (Fig. 266, v) og oploſer fig i et Gjellebladet beflædende Haarkar— net; dette ſamler fig igjen til Grene, der lobe langs med Gjelle— bladets ydre Rand (a) og forene fig til Gjellevenerne, ſom have Leie ſammen med Gjeellepulsaarerne og ved deres Forening danne Legemets ſtore Pulsaareſtamme, der tilligemed Legemets Blodaareſtamme løber hen under Rygraden lige til Hale— ſpidſen, beſkyttet af de nedre Hvirvelbuer Legemet forſynes med iltet Blod ved Grene fra de forreſte Gjeellevener og fra Puls— aareſtammen. — Grunden til Fiſkenes kolde Blod er deels det langſomme Kredslob, deels Opholdet i Vandet i Forbindelſe med Savnet af en Bekledning, der kunde forhindre Varmens Bortgang. 93. Fiſkenes Hjerne er overmaade lille og udfylder langtfra Hjernekasſens Hulhed, der forreſten optages af en mellem Hjerne— hudene liggende olieagtig Masſe. Rygmarven ſtraekker fig i Reglen gjennem hele Rygraden, Halen derunder indbefattet. Fiſkenes Sandſer ere i det hele ſlove. Folelſen ſynes kun at have Sæde i Leberne og i de Skegtraade, hvormed disſe ofte ere forſynede, iſcer hos Fiſke, der opholde fig nær ved Bunden af Vandet, og ſom derved kunne erholde Under— retning om den Fodes Neerhed, ſom de ſoge. Smag mangle Fiſkene i Reglen, deels fordi de mangle Spyttet og ſluge deres Føde heel, deels fordi den haarde og ofte tandveebnede Tunge ikke er noget dertil ſkikket Redſkab, hvorimod den er af ſtor Vig— tighed for Aandedreettet og ved Fodens Slugning. Da Næfe- hulerne ikke ſkulle fore nogen Luftſtrom ind i Svelget, gabne de. fig i Almindelighed med alle 4 Aabninger udvendig paa Snuden. Jovrigt er Lugten viſtnok Fiſkenes meeſt udviklede Sands. — Oret har hverken Orebruſk, Oregang, Trommehule eller Tromme⸗ hinde; det er i Reglen indefluttet i Hjernekasſen tilligemed Hjernen og omgivet af den ſamme olierige Masſe ſom denne. Som ofteſt indeholder det „Oreſtene“ af anſelig Størrelfe. Fiſkenes Vine Fiſtenes Forplantning. 263 have en flad Hornhud og ere derfor omtrent halvkugleformige; de ere ubevegelige og mangle Dielaag og Taarekirtel. Meget ſtore Oine findes hos Dybvandsfiſke, meget ſmage hos Fiſte, der rode i Dyndet; enkelte, hvis Vine dekkes af Huden, ere aldeles blinde. De elektriſke Redſkaber, der findes hos enkelte Fiſte⸗ arter, beſtaae af en ſtor Mængde med en Vedſte fyldte og ved Hudvegge adſkilte Smaarum, der ligge tæt under den nøgne Hud paa Siderne af Hovedet (den eleftriffe Rokke), af Kroppen (d. el. Malle) eller af Halen (d. el. Barryg) og modtage ftærfe Grene fra Hjerne- eller Rygmarvsnerverne. Den i dem ubdviklede Elek— tricitet formager Fiſken at udlade vilkaarligt i Henſeende til Tid, Retning og Styrke, indtil dens Kræfter efter gjentagne Udladnin⸗ ger ere udtomte. Den er deels et Forſvarsmiddel, deels et Middel til at overvælde Byttet. Fiſkenes aandelige Anlæg ere i det hele kun ringe. Kun ſjelden viſe de andre Inſtinkter end dem, ſom lede deres Vandringer (5 95) eller give fig tilkjende i Omhu for PYngelen (S 94). — Fiſtene ſynes at kunne nage en meget hoi Alder; man har ſaaledes Beretninger om Gedder og Karper, der ere blevne over 100 Aar gamle. 1. Kun ſjelden ere de to Kjon meget forſtjellige ved Farve eller Form. Et Exempel paa en ſaadan Forſtjel afgiver Lodden, en Laxefiſt, hvis Han har ſtorre Finner end Hunnen og en eiendommelig lodden Stribe, dannet af lange Skel, langs med Siden. Under Forplantningstiden (Legetiden) ere Farverne ofte pragtfuldere og deres Forſtjel efter Kjonnet tydeligere end til andre Aarets Tider; den falder gjerne ved For- eller Midſommerstid eller endog om Foraaret (f. Ex. Karpe-Arternes og Aborrens i Mai og Juni, Geddens i April), ſjeldnere om Vintren eller meget tidligt om Foraaret (Laxenes og Torſtenes). Hunnerne afſette i Almindelig⸗ hed deres Wg (Rognen) paa lavt Band, ſom kan gjennemvarmes af Solen, paa Stene og Vandplanter, eller nedgrave dem lidt i 264 Fiſkenes Forplantning Sandet, efter at de ere blevne befrugtede af Hannerne. Vgenes ſtore Mengde bøder paa de talrige Forfolgelſer, for hvilke Gg og Unger ere udſatte. Kun hos de levende fødende Fiſke (f. Ex. Aalekvabberne, Rodfiſken (Sebastes), Tandkarperne (Cyprinodon), de fleſte Haier og Rokker) og hos de æglæggende Rodhaier og Rokker befrugtes Mgene, førend de lægges. Exempler paa en ſeregen Omhu for YNngelen afgive Naalefiſkene (S. 275), Hundeſteilerne, visſe Maller, Lebefiſke og Kutlinger, ſom af Plante— dele, Dynd og desl. indrette en Hule eller Rede for gene, hvilke de tillige bevogte, Naar Ynuglen har forladt Pget, afviger den kun lidet fra de voxne i Form og Bygning, meeſt maafkee ved den ſkjeve Hale (S. 249), hvormed neſten al Fiſkeyngel træder op paa et viſt Udviklingstrin. Dog er der adfkillige Fiſke, hvis Unger ere fan forſtjellige fra de voxne, at de urigtigen ere blevne henforte til andre Arter og Slægter; et godt Exempel derpaa afgiver Hornfiſken, hvis Unger mangle den charakteri— ſtiſte Forlengelſe af Overkjceben og tillige ved andre Forhold ere forſkjellige fra de voxne. 95. Ved den Lethed, hvormed Fiſken bevæger fig i fit Ele— ment, ſettes den ligeſom Fuglen i Stand til at foretage længere eller kortere Udflugter og Vandringer for at ſoge rigeligere Føde eller ftørre Sikkerhed eller for at vende tilbage til Lege— pladſen, naar Forplantningsdriften igjen er vaagnet. Imidlertid have Fiſkenes Vandringer aldrig den Üdſtrekning ſom Fuglenes Trek deels paa Grund af, at Fiſtens Be— vegelſe i Vandet ſtager langt tilbage for Fuglens Flugt, deels fordi Fiſkene forholdsvis langt mindre lade ſig paavirke af Kulden og ikke paa Grund af denne komme i en ſaadan Forlegenhed for Fode, at det bliver nødvendigt at træffe til en anden Verdens— deel. Fiſketrekket indſkreenker fig derfor til forte Afſtande, med mindre Flodernes Længde forlænger Veien, i enkelte Tilfcelde endog til en 2— 300 Mile. og Vandringer. 265 Standfiſke hele Aaret igjennem ere kun faae Arter, f. Ex. Ulkene, Bredflaben o. ſ. v. Baade Standfiſke og Træffiffe foretage dog ſom ofteſt daglige Udflugter fra de Steder, hvor de ſoge Skjul og Ly, for at ſoge Nering paa Tider, der deels lade fig forene med deres egen Sikkerhed, deels rette ſig efter de lavere Havdyrs daglige Stigen og Synken eller Tilnermelſe til og Fjernelſe fra Bredderne. Aalen, Laxen og Silden gage ſaaledes paa Jagt om Natten, men holde fig ſtille om Dagen; Aborren jager hver For- og Efter— middag. Ynglevandringerne begynde, naar Forplantnings— driften gjor ſig til Herre over Fiſken; den driver dem i Alminde— lighed med ſtor Regelmeſighed tilbage til den Plet, hvor de ſelv ere udklekkede. Tiden for disſe Vandringer er (8 94) meget for— ffjelig. Ferſkvandsfiſkene drage deels fra dybere Steder af Søerne op mod Bredderne (Skaller, Gedder og Aborrer), deels fra Søerne op i Floderne eller fra disſe op i de hoieſte Bjergelve (Foreller). Saltvandsfiſkene ſoge ind mod Kyſterne (Torſk, Flyndere, Sild, Makrel, Thunfiſke o. ſ. v.), undertiden gjennem Floderne heelt op i de lave Elve og Aalob (forſtjellige Laxefiſke, Stamſilden, Storene, Lampretten). Sjeldnere gaaer Vandringen netop den modſatte Vei, fra Bredderne udad eller fra det ferfke Vand ud pan Havdybet (Aalen). — De Fiſkearter, der ellers leve ſpredte, ſamle fig paa den Tid i ſtorre Flokke, og de, der udenfor Legetiden ſtryge om i Flokke, ſlutte fig ſammen i umaadelige Sti— mer (f. Ex. Torſk, Makrel, Sild o. ſ. v.), der undertiden rykke frem i en beſtemt, regelmæfig Orden. Traekket gaaer faa vidt muligt altid mod Strømmen. Ofte have Fiſkene ſtore Hindringer at overvinde, f. Ex. Laxen, der med overordenlig Udholdenhed og Skyrke ſkyder ſig hen over Skraaninger og ſpringer op over Vand— fald. Den tilbagelægger omtrent to Mile i Dognet, og der er Fiſke, der træffe endnu hurtigere. Aalen gaaer ofte om Natten et Stykke over Land for fra Indſserne ad Render og desl. at nage ud i Havet. Naar Rognkaſtningen er beſorget, vaagner Nœrings- og Sikkerhedsdriften igjen, da Legepladſen hverken yder Fode nok til de ſammenſtimlede Fiſkeſveerme eller Beſkyttelſe mod deres talrige Fjender. Ferſkvandsfiſkene ſoge ned til lavere og roligere Flodleier eller ud til dybere Dele af Søerne eller endog heelt ud i Havet. De kunne nu ikke andet end gage med Strømmen, men ſoge enten ind paa Siderne, hvor den er ſpagere eller gaaer i modſat Retning, eller lade ſig drive med Hovedet vendt mod denne. Saltvandsfiſkene drage ud paa Dybet og ſprede ſig eller ſoge i ſtorre Stimer hen til de Steder, hvor de kunne finde rigelig Føde; deres Træf retter fig derfor for en ſtor Deel efter deres Fodemidlers Tilſtedekomſt eller Vandring hen til visſe Steder. Efter at have ynglet opholder Torſken fig ſaaledes fra April til September paa Newfoundlands— bankerne og lever af Silde-, Lodde- og Blaekſprutteſtimerne, der 266 Fiſtenes Vandringer og Udbredning. efterhaanden ankomme for at yngle, og drager førft bort med de ſidſtnevnte; Silden og Hornfiſken vende efter at have forladt Lege— pladſerne igjen tilbage til Kyſterne for at nere ſig af de tilſtede— komne mindre Havdyr, og Storene træffe af ſamme Grund igjen op i Floderne. — Efter at Fiſkeynglen er udflæffet, drager den i Almindelighed ikke ſamme Sted hen ſom de gamle, men ſtryger enten langs Sobredderne (f. Ex. Rodſkallen), eller ſoger ind mod Kyſten (de unge Torſk) og Flodmundingerne (Silden); allerlengſt vandre Aaleungerne, der arbeide fig op ad Floderne til Søerne, hvor de forblive, indtil de nærme fig Forplantningsalderen, da de vende tilbage til Havdybet igjen. Paa Fiſkenes Vandringer berve de Fiſkerier, der have den ſtorſte almindelige Vigtighed (Laxe-, Torſke-, Silde-, Makrel- og Thunfiſkerierne); de finde iſcer Sted i den nordlige Deel af At— lanterhavet og i Floderne paa den nordlige Halvkugle, hvorimod intet Fiſkeri af ſtorre Betydning finder Sted ſydligere end Middel— havet. Grunden til de ovennævnte Fiſkeriers ſtore Vigtighed ligger i hine Fiſkes Frugtbarhed og Selſkabelighed. Fiſkeklasſen er udbredt over hele Jorden, hvor der er Band tilſtede, faa langt mod Nord og Syd, ſom Iſen er aaben, fan høit op paa Bjergene, og faa dybt ned i Havet, ſom der overhoved findes et Dyreliv. IJ de varmere Bande tiltager Antallet af Arter, Slægter og Familier faavel fom af afvigende og pragtfulde Former betydeligt (de danſke Vande eie i alt c. 142 Arter, hvoraf 103 op- holde fig i ſalt, 30 i ferſk Band og 9 begge Steder), men i Antal af Individer ſtaage de foldere og middelvarme Bande iffe tilbage. Nogle Familier forekomme omtrent lige talrigt overalt, f. Ex. Haier, Rokker, Naalefiſke, Sild, Flyndere, Pandſerkinder, Aalekvabber, Skivefiſke o. ſ. v., andre holde fig neſten udelukkende til folde eller middelvarme Bande, f. Ex. Lax, Gedder, Torfk, atter andre have med faae Undtagelſer hjemme i de varmere Have og Ferffvande, f. Ex. Aborrefamilien, Skeelfinne-, Krybe-, Makrel-, Leebe-, Pind— ſvine-, Kuffert- og Tudſefiſkene, Mallerne, Aalene o. ſ. v.; paa den nordlige Halvkugle er det iſer Karpe- og Laxe-Familien for- uden Gedde-, Stor-, Lampret- og Hundeſteileſlegten ſamt enkelte Urter af Aborre-, Ulke-, Kvabbe- og Malleſlegten, der leve i de ferſke Vande, i Nord-Amerika tillige nogle Ganoider. J Syd— Amerika er det iſcer Maller, Karpelax og Barrygge, i Afrika Maller, Karpelax, Krybefiſke og enkelte Ganoider, i Indien Maller og Krybe— fiffe ſamt Karper, der ogſaa i Hoi-Aſiens Floder erſtatte de der manglende Laxefiſke o. ſ. v. — J Jordens Üdviklingshiſtorie gaaer Fiſkeklasſen næften lige faa langt tilbage ſom overhovedet Dyre— livet i Havet (til den devoniſke Periode), men med fit nuværende Prog ikke længere end til Kridttiden og tildeels til Juratiden. J alle ældre Dannelſer mangle de ſedvanlige, tyndſkeellede Beenfiſke, hvorimod der findes talrige Levninger af de nu forholdsvis ſjeldne Frigjellede Fiffe. 267 Ganoider ſamt af Tvermunde og af Former, der i Nutiden ikke have nogen umiddelbar Repreeſentant, f. Ex. Pterichthys, Cepha- laspis, Pteraspis. 96. Fiſkene inddeles i to Afdelinger, hvis ſkarpeſte Skjelnemerke er Gjellehulens og Gjellernes for— ſkjellige Forhold (ſmlgn. § 91). A. Frigjeellede Fiſke P. eleutherobranchii) have paa hver Side een Gjellehule, der dekkes af et Gjellelaag og aabner fig med een Gjelleſpalte, og i hvilken Gjellerne ſidde frit ſom kamformige Blad— rœekker langs med Gjellebuerne. Munden har ſamme Beliggenhed ſom hos de andre Hvirvel— dyr; Halen er i Almindelighed vifteformig, Legemet i Reglen deekket af virkelige Skel og Skelettet ſom ofteſt fuldſtendig for— benet. (Dog er der ikke fane Former, ſom i et eller andet af disſe Forhold danne en Undtagelſe fra det ſedvanlige.) Denne Afdeling inddeles igjen i to Ordener, efterſom Svommebleren ved en Luftgang ſtaager i Forbindelſe med Spiſe⸗ røret eller ikke, hvorved dog er at bemeerke, at Svømmeblæren mangler hos enkelte Arter, Slægter og Familier, paa hvilfe dette Kjendemerke altſaa ikke fan anvendes. Forſte Orden: Silke uden Luftgang (P. aphysostomi). 97. Af de 4 Ordener er denne den talrigſte, og den ind— befatter med fage Undtagelſer kun Hapfiſke. Som ofteſt er det bryſt⸗ eller halsfinnede Pigfinnefiſke (S. 250 og 255) med ikke mere end 5 Ledſtraaler i Bugfinnerne; men heller ikke denne Regel er uden Undtagelſe. 1. Aborrerne (Perca) have en regelmeſig Fiſkeform og ſtore, hvasſe Sfæl. De fleſte leve i de varme Have, enkelte i de europeeiſke Ferſkvande, ſaaſom den almindelige Aborre (P. vul- 268 FPrigjellede Fiſte garis), der dog ogſaa forekommer i Brakvand f. Ex. i Oſterſoen, Horken [P. cernua), Sandarten (P. Lucioperca) o. ſ. v. 2. Skelfinnefiſkene (Chætodon) udmeerke fig ved deres forte "og høie Skiveform og ved at Skellene gage heelt ud paa de uparrede Finner. J Almindelighed ere de prydede med ſteerkt farvede Baand, Pletter o. ſ. v. De leve i de varme Have ved ſteile Klippekyſter. Herhen høre ogſaa de indiſke Spraitefiſke med lang, tynd Snude, der formage ved Vandſtraaler at ſpraite Inſekter ned fra Planterne ved Bredden. Fig. 269. En Spreitefiſk. Fig. 270. Hovedet af en Krybefiſk med aabnet Gjellehule. 3. Krybefiſkene (Anabas) ſee ud ſom korte Aborrer og udmærfe fig ifær ved, at Gjellebuernes ̃overſte Deel er omdannet til kruſede Blade, der holde Vandet tilbage og Gjellerne fugtige, hvorfor disſe ſmaae, indiſke og afrikanſke Ferſk— vandsfiſke kunne holde længere Tid ud paa det Torre; nogle Urter gage endog af fig ſelv op paa Land og fkulle ved Hjælp af deres Finneſtraaler og Gjellelaagstorne kunne klattre op ad Treſtammerne ved Flodbredden, indtil de nage de ſmaae Vand— ſamlinger ved Grunden af Bladene. 4. Lebefiſkene (Labrus) udmeerke fig ved deres ſpidſe Snude, fyldige, folſomme Leber og ſtore, glatte Skel ſamt ved at beſidde ftærfe, ſpidſe Kjæbetænder og butte Svælg- tender, hvorved de ſettes i Stand til at fortære Krebsdyr og uden Luftgang. 269 ſtalkleedete Bløddyr. De talrige, ved ſmukke Farver udmærfede Arter tilhøre ifær de varme Have. Her i Norden, navnligen paa dybt Band ved ſteile, tangbevoxne Klippekyſter, findes dog ogfan flere Arter f. Ex. Berg— gylten, Rodneebet o. ſ. v. Papegsie— fiſkene (Scarus), hvis Teender ere ſammen— voxne med hverandre og med Kjaberne til et == haardt Næb, træffes fornemmelig paa Koral- e e revene. 5. Pandſerkinderne (Cottoidei) have deres Navn deraf, at den under Oiet liggende Ststteknogle forlænger fig heelt hen til Forgjeellelaaget og dekker Kinden ſom med et Pandſer. Ulkene (Cottus) udmærfe fig ved deres brede, tornede Hoved, ſtore Gab, nøgne Hud og ſtore Bryſtfinner; det er dorffe og graadige Fiſke, der opholde fig nær ved Kyſten mellem Tang og Stene, Flodulken i lave Bekke. Pandſerulkene (Aspidophorus/ ere længere og ſmekkrere, deekkede af ſtore Beenſkeel og forſynede med tal— rige Hagetraade; de opholde fig paa Havbunden. Knurhanerne (Trigla) have et firkantet, pandſret Hoved, ſmage Skel og ſtore Bryſtfinner med flere frie Foleſtraaler; de opholde fig vel til visſe Tider nær ved Bunden, men ſvomme udmeerket; de knurre ligeſom Ulkene, naar de tages op af Vandet. Flyveknur— rerne Pactylopterus) ligne Knurhanerne, men have endnu ſtorre Bryſtfinner og kunne derfor flyve en fort Stræfning lige— ſom Flyvefiſkene. 6. Tudſefiſkene (Lophius) udmerke fig iſcer ved de fremſtaaende, potecgtige Bryſt- og Bugfinner og ved at disſe ſidſte ere rykkede hen foran hine; Gjelleſpalterne ere meget fmaae og Huden enten knudret eller tornet eller nøgen og fryndſet. Nogle kravle omkring paa Bunden af det dybe Band eller ligge i Sandet og lure paa deres Bytte f. Ex. Bredflaben eller Haptaſken (L. piscatorius), udmeerket ved fit uhyre Hoved og brede Gab, ved fin nøgne, fryndſede Hud og ved de bevægelige, traad— *. 270 Frigjellede Fiſte agtige Finneſtraaler paa Hovedet. Andre (Fig. 272) krybe om- kring paa Tangbuſke og Stene i eller ovenfor Vandet eller puſte fig op ved at ſluge Luft og lade ſig drive omkring af Strømmen. Fig. 272. En Tudſefiſk (Malthæa). 7. Faſtkjeberne — kaldes en Gruppe af Fiſke fra de varmere Have med et ligeſaa ualmindeligt Udfeende ſom Tudſefiſkene, der udmeerke fig ved at Overkjeben er ube— vegelig, ved deres ſmaae Gjelleſpalter og ved at mangle Bugfinner. Nogle have en lille Mund med nogle faae, ſtorre Tender f. Ex. Kuffertfiſkene (Ostracion), med en kort, tyk og kantet Krop, der er dekket af et af Beenplader ſammenſat, ubevegeligt Pandſer, faa at kun Finnerne og Halen ere bevægelige. Hos andre ere Teenderne ſammenvoxne med Kjeberne og danne en disſe bekleedende Tandmasſe f. Ex. hos Pindſvine— fiſkene (Diodon, Tetrodon), hvis Hud er vebnet med Been— torne, ſom reiſe fig, naar de puſte fig op ved at fluge Luft i en egen ſtor Sek, der aabner fig i Spiſeroret, og flyde omkring, og hos de ſkiveformige Klumpfiſke (Mola), der ligne et med Finner forſynet ſtort afffaaret Hoved. 8. Skivefiſkene (Cyclopterus) ere en lille Gruppe af træge Fiſke med en los, ſlimet og nøgen eller knudret Hud og med ſmage Gjelleſpalter; Bugfinnerne ere ſammenvoxne og omdannede til en Sugeſkive, i hvilken Straalerne ere af en Steenſuger. ordnede i en Kreds omkring Bæffenet, og uden Luftgang. 271 med hvilken de holde fig faſt til Tang, Stene o. desl. paa Havets Bund. J vore Have forekommer Kvabſoen eller Steenſugeren (C. Lumpus), udmerket ved fin plumpe Legemsform og ved Hudens Raekker af Beenknuder. 9. Aalekvabberne (Blennius) ere langſtrakte, aale- eller baanddannede, flimede Fiſke med neſten ukjendelige ſmage Skel, lang Ryg- og Gatfinne, ſom ofteſt med lutter bløde og bøielige Straaler, og ufuldſtendige eller aldeles manglende Bugfinner. De opholde fig fornemmelig nær ved Kyſten mellem Stene og Tang; nogle Sydhavsarter med en kortere Legemsform klattre og ſpringe endog (ligeſom visſe Kutling-Former) høit op ad Strand— klipperne. J vore Have findes Tangſprellen (Gunellus), ud— merket ved de ſtive og ſkarpe Rygfinneſtraaler; den træffes mellem Tangbufke eller i tomme Skaller, felv hvor Stranden ligger tor; Aalekvabben (Zoarces viviparus), udmeerket ved fine om den ſpidſe Hale ſammenlobende uparrede Finner, føder levende Unger. Soulven (Anarrichas Lupus) bliver indtil 2 Alen lang og lever af haardſkallede Bløddyr ſamt Eremitkrebs, ſom den griber med Krogteenderne foran i Munden og knuſer med de bag ved ſiddende Knuſetender (Fig. 265); det er en dorſk Fiſk, der holder fig ſtille mellem Sfær paa dybt Vand. 10. Torſkene (Gadus) have en langſtrakt, regelmæjig Form, ſmage Skee og lutter bløde Straaler i de uparrede Finner, ſom Fig. 274. En Torfſk. hos nogle ere ſammenheengende, hos andre adſkilte, hos de egen— lige Torſk endog deelte i 3 Rygfinner og 2 Gattfinner foruden Halefinnen. De tilhøre de nordiſke Have, hvor deres Hyp— 272 Frigjellede Fiſke pighed begrunder indbringende Fiſkerier, og hvor de ifær opholde fig paa dybere Band nær ved Bunden. J vore Have findes adſkillige Arter, hvoriblandt mærfeg: den almindelige Torſk (G. Morrhua), der ſom udvoxen (2 —3 Alen lang) kaldes Kabliau, Kulleren (8. Æglefinus), Hvidlingen (6. Merlangus), Seien (6. carbonarius), Lubben (6. pollachius), Bli⸗ ſteren (Merluccius), Langen (Molva), Ferſkvandskvabben (Lota), Havkvabberne Motellah, Brosmen (Brosmius) o. ſ. v. 11. Flynderne (Pleuronectes) ere hie, ſammentrykte og ſkiveformige, men tillige ſkjeve 9: flade og hvide paa den ene Side, men farvede og mere kjodfulde paa den anden, paa Fig. 275. En Flynder. hvilken begge Oinene ſidde, medens den lille Mund er vredet noget til den modſatte. De blodſtraalede, uparrede Finner optage næften hele Legemets Omrids. De ere udbredte over alle Have og op— holde fig nær ved Bunden, hvor de ligge ſtille og lure paa deres Bytte, med den flade Side vendt nedad; de fvømme ligeledes med denne nedad. Blandt de i de nordlige Have forekommende Arter meerkes: Rodſpetten (Pl. Platessa), Skrubben (Pl. Flesus), der gaaer op paa meget lavt Band, ja endog trives i ferſk, Sletten (PI. Limanda), Mareflynderen (PI. microcephalus), Helleflynderen (Hippoglos- sus), indtil 33 Alen lang, Slethvarren (Rhombus barbatus), Pighvarren (Rh. maximus), Tungen (Solea vulg.) o. ſ. v. uden Luftgang. 273 12. Baandfiſkene (Tænioidei) ere en lille Familie af følv- glindſende, baandformede Fiſke paa indtil 5—9 Alens Længde, uden Skel, med en meget blød Beenbygning, med røde Finner og med nogle lange, ſkore Finneſtraaler forreſt i Rygfinnen, paa Hovedet, og i Bugfinnerne. De leve paa Dybet og kaſtes engang imellem af heftige Storme op pan Kyſterne; paa de nordiſke Kyſter treffes ſaaledes undertiden Vaagmeren eller Solvkveiten (Trachypterus arcticus) og Sildekongen (Gymnetrus). 13. Makrelerne (Scomber) høre ligeſom de fleſte af de foregagende Familier til de bryſtfinnede Pigfinnefiſke og have ſom ofteſt en fmæffer, langſtrakt Form, en ſtor, halvmaanedannet Halefinne og en nøgen eller af ſmaage, glatte Skeel deekket ſolv— glindſende Hud med blaa eller grøn Ryg; ofte findes der frie Rygpigge foran Rygfinnen, eller det bageſte, blodſtraalede Stykke af Ryg⸗ og Gatfinnen er oploſt i en Rekke Smaafinner, hver dannet af fin Finneſtraale. — Arterne ere ifær talrige i de varme Fig. 276. En Makrel. Have. Af ſeerdeles Vigtighed for Fiſkerierne er Makrelen (8. scombrus) og Thunfiſken (8. Thynnus) (indtil 5 Alen lang) i Middelhavet. Sverdfiſken (Xiphias) udmerker fig ved, at dens Overkjeebe er forlænget til det ſaakaldte Sværd, og ved at mangle Bugfinner; den nager en lignende Storrelſe ſom Thunfiſkene og findes i Middelhavet og i de varmere Have, men viſer ſig ligeſom den ogſaa af og til ved vore Kyſter. Sugefiſkene (Echeneis) beſidde den Eiendommelighed, at deres forſte Rygfinne er omdannet til en paa Hovedet ſiddende flad Sugeſkive, ved hvis Hjælp de fuge fig faſt til Haier, Skildpadder, Skibe og desl. 18 274 Frigjællede Fiffe uden og 14. Mafrelgedderne (Scomberesoces) afvige fra Ma- krelerne ved, at Bugfinnerne ſidde mere eller mindre langt bag ved Bryſtfinnerne, ved kun at have en lille Rygfinne, der ogſaa ſidder langt tilbage, ovenover Gatfinnen, ſamt ved at alle Finneſtraalerne ere bløde, og ved at den nederſte af Halens to Flige er noget længere end den øverfte. J Legemsform, Bekledning, Farver o. ſ. v. viſe de ſtor Lighed med de egenlige Makrelfiſke, enkelte ogſaa ved Tilſtedeveerelſen af Smaafinner bag ved Gat- og Rygfinnen. Hornfiſken (Belone) udmerker fig ved Kjebernes neebagtige Forleengelſe. J de varme Strøg af det aabne Ocean leve Flyvefiſkene (Exocoetus), udmerkede ved de Fig. 277. En Fluyvefiſk. ſtore og ſtive Bryſtfinner, der ſette dem i Stand til at have fig op af Vandet og gjennemfare en fort Strœkning af Luften, ſamt ved at Skeellene ere ſtorre end hos de andre Makrelgedder. 15. Hundeſteilerne (Gasterosteus) ere en lille Gruppe af ſmage Fiſke med ſtive, frie Ryg- og Bugfinneſtraaler og med ſtore Skelplader paa Siden, der deels opholde fig i Havet, deels i Indſoer og lave Vandlob. Den lille Hundeſteile (6. pun- gitius) har omtrent 10 Rygpigge, den ſtorre (6. aculeatus) 3; Hannerne udmeerke fig ved deres Kampe, ved deres Farveſkifte og ved at bygge en Slags Reder af Sand og Smaaſtene eller Vand— planter, i hvilke de drive Hunnerne ind for at «lægge deres Ng, ſom de faa bevogte og forſvare ligeſom ſenere den fpæde Yngel; ogſaa Tangſnarren ( Spinachia), hvis Forlengelſe af Hovedet minder om Naalefiſkene, hører til de redebyggende Fiſke. 16. Naalefiſkene (Syngnathus) ere ſerdeles fmæffre, kantede Smaafiſke, hvis Hoved er truffet ud i et Bør og ender med en med Luftgang. 275 lille, tandlos Mund, og hvis Finner ere meget ubetydelige; navnlig mangle Bugfinnerne ſtedſe. De udmeerke fig fremdeles ved, at der er udviklet ringformige Beenplader i Huden, ved de overordenlig ſmaae Gjelleſpalter og de drueformige Gjeller. Arterne ere ikke Fig. 278. En Naalefiſk-Han med Unger i den af to Hudblade dannede Sek. (Derunder en af Opfoſtringsbulen udtagen Unge, lidt forftørret). meget talrige og findes ner ved Land og i Sargasſo-Havet mellem Tangen. gene udklækkes paa Hannens Bug, udenpaa hvilken de klebes i flere Rader, eller de anbringes mellem egne Hudblade (Fig. 278), eller endelig i en ſeregen Sek under Bugen; naar en ſaa— dan Opfoſtringshule findes, ſoger den udklekkede Yyngel ogſaa ſenere tilbage til den i Farens Stund. — De ſaa— kaldte Ssheſte (Hippo- campus) udmerke fig ved Hovedets Form og afvigende Stilling mod Kroppen og ved at Halen er uddannet til at gribe om Tang og desl. De findes kun i de varmere Have. Fig. 279. En Gjelle (9) og Hovedet af en Soheſt med aabnet Gjællehule. ss. Anden Orden: Sifke med Luftgang (P. physostomi). Denne Orden er ikke faa artrig ſom den forrige, men om— fatter (foruden en Deel Havpfiſke) et overveiende Antal Ferſk— vandsfiſke. I Reglen have de glatte Skel, og alle Finne— ſtraalerne ere bløde Ledſtraaler; Bugfinnerne ſidde (forſaavidt de ikke mangle) altid langt bag ved Bryſtfin— nerne og telle i Almindelighed flere end 6 (9-12) Straaler. 1. Mallerne (Silurus) have et bredt Hoved og en nedad vendt, af Skegtraade omgiven Mund; Huden er enten nøgen eller mere eller mindre deekket af et Beenpandſer, men aldrig bekledt med ſedvanlige Skel; i Almindelighed have de en lille Hudfinne uden Straaler mellem Ryg- og Halefinnen og 18 * 276 Frigjællede Fiſte ikke ſjelden en tyk, ſtiv og takket Straale foran i de parrede Finner eller i Rygfinnen. De morke Farver og ſmage Oine ſtemme med deres Ophold paa Bunden af Vandet, hvor de til— deels leve nedgravede i Dyndet. De leve deels af Planteføde, Fig. 280. En Malle. deels af dyriſk Føde og beboe ifær de ferſke Bande i det varme Jordbeelte. J Syd- og Mellem-Europa findes en Art (8 Glanis), der bliver 3—4 Alen lang; blandt de fremmede Arter meerkes den elektriſke Malle (8. electricusß i Nilen, Pandſer— mallerne i Syd-Amerika o. ſ.v. Visſe amerikanſke Malleformer krybe i den torre Aarstid fra den ene Vandbeholdning til den anden ved Hjelp af deres ſtive Finneſtraaler. 2. Karperne (Cyprinus) have i Almindelighed den ſed— vanlige Fiſkeform; ſtundom bliver den dog høi og fort (f. Ex. hos Karudſen) eller næften aaleagtig (hos Smerlingerne). Legemet er altid dekket af Skel, der i Reglen ere ſtore, blanke og glind— ſende, ſjeldnere ſmaae (ſom hos Suderen og Smerlingerne). De have aldrig Hudfinne, men kunne have en ſteerk, takket Straale forreſt i nogle af Finnerne ligeſom Mallerne, og Sfægtraade om den lille, tandloſe Mund. Spelget er forneden væbnet med ſterke Knuſetender; derimod mangle de øvre Svelg— tænder. De leve ifær af halvraadne Planteſtoffer, tildeels dog ogſaa af Orme o. ſ. v. og findes i alle ferſke Vande i det nord— lige middelvarme Jordbelte ſamt i Indien. med Luftgang. 277 J Danmark findes over en Snees Arter, f. Ex. Karpen (C. Carpio), der dog er indført, Karudſen (C. Carassius), Grundlingen (Gobio), Suderen (Tinca), Braſenen (Brama), flere Skallearter (Leu- ciscus Idus, rutilus o. ſ. v.), Smerlinger (Cobitis), o. ſ. v. 3. Karpelaxene (Characini) (med meget forſkjellig Legems— form og Tandveebning, men altid med Hudfinne ligeſom Laxene) beboe de ferffe Vande i Syd-Amerika og Afrika. De berygtede Pirayer (Serrasalmo) ide ſydamerikanſke Floder, der uagtet deres Lidenhed i utrolig kort Tid opede endog ſtore Pattedyr, have Tænder af en lignende Form ſom Haiernes. 4. Barryggene (Gymnotus), der ere aaleformige og mangle Ryg- og Bugfinner, men have en lang Gatfinne, leve i de ſyd— amerikanſke Floder, f. Ex. den elektriſke Barryg (6. electri- cus), 3 Alen lang. 5. Gedderne (Esox) omfatte kun nogle fane Arter af fmæffre, ffællede Ferſkvandsfiſke fra det nordlige, middelvarme n d n N SN Mute Fig. 281. En Gedde. Jordbeelte med lang og bred Snude, ſterke Tænder (Fig. 264) og Rygfinnen ſiddende langt tilbage ovenover Gat— finnen. Vor Gedde (E. Lucius) er en fortrinlig Svemmer og frygtelig Rovpfiſk. 6. Aalene (Anguilla) ere lange og trinde Fiſke uden Bugfinner, med en flimet og nøgen eller kun med meget ſmaage Sfæl dæffet Hud og med ſmage Sine og Gjelleſpalter; de til— høre ifær de varmere Have, hvor de rode omkring i Dyndet; de ſtcerke Tender hos mange af dem vidne, at de ere graadige Rovpfiſke. J Danmark findes Havaalen (Conger), der dog ifær holder ſig til Klippekyſter; Gaardaalen (A. migratoria), der fodes i det ſalte Vand, men opfoſtres i ferſk, indtil den er ud— voxen, hvorpaa den igjen vandrer ud i Havet for at forplante fig og blive der (ſmlan. S. 265—66). 278 Frigjellede Fiſte. 7. Laxene (Salmo) udmeerke fig ved deres regelmæfige Legemsform og ſmaae, blanke Skel, ofte ogſaa ved plettede Farver, ved at have en Hudfinne ovenover Gatfinnen og ſom ofteſt en rigelig Tandbeſeetning. De beboe Havene og de ferffe Bande, ifær ſtride Bjergelve, i den nordlige Halvkugles folde og middelvarme Bælte. Nogle forblive altid i det ferſke Vand, men træffe op i lave, rindende Beekke for at lege, ſaaledes ſom Fig. 282. En Bakeoerred. Bekorreden (S. Fario), Stallingen (Thymallus) og Helten (Corregonus lavaretus) o. ſ. v.; andre opſoge kun i Legetiden Aa— løbene, men træffe derefter ud paa Havets Dyb, f. Ex. Laxen (8. Salar), Hviderreden (S. Trutta), Graalaxen (S. Eriox), Snæbelen (C. oxyrhynchus) og Smelten (Osmerus eperlanus). Der er endelig ogſaa nogle, ſom aldrig forlade Havet f. Ex. Lodden (Mallotus arcticus). 8. Sildene (Clupea) ligne Laxene en Deel i Formen, men kjendes fra dem ved de ſtore Skel, den takkede Bug, de ubetydelige Tender og Manglen af Hudfinne; af Farve ere de ſolvglindſende med blaa Ryg. Familien er rig paa Arter og ud— bredt ſaavel over de kolde, ſom over de varme Have. Her i Norden findes Silden (Cl. harengus), Brislingen (Cl. sprattus), der forhandles under Navn af Anſios, og Stam⸗ ſilden (Alosa), der ligeſom Laxen gaaer op i Floderne for at lege. Anſjoſerne (Engraulis), der udmerke fig ved en ſpids, forlænget Snude, tilhøre de varmere Have; den almindelige (E. Encrassicholus) har ifær hjemme i Middelhavet. De folgende Familier have enkelte Forhold tilfælles med den neſte Orden. N Je f 7 5 ] 1 e Su. ) 2 9 > . 5 e, mir ik e, e Luftgang 4, U 2 — 3 „ ls Ære, 41 a 9. Lungefiffene (Lepidosiren) udmærfe fig oed den ſpidſe Hale, ved at Bryſt- og Bugfinnerne have den uſed⸗ vanlige Form af en Foletraad len enkelt Straale med en ſmal, Bramme med fine Straaler) ſamt ved at alle 4 Neſebor ligge 47, / indenfor Læberne. Kjæberne ere væbnede med ſkarpe Tandplader, «- Nygſtrengen ikke forbenet, Gjellerne meget ubetydelige og — N — i det ydre tun BT: KN É ig J. n, „ 2 . , Fig. 283. Skelet og Omrids af en Lungefiff (Lepidosiren). Cee KR Svømmeblæren omdannet: til en virkelig Lunge. De opnaae en 7 Leegde af 2—3 Fod og findes i Afrika og Sydamerika; den torre Tid tilbringe de i Dvale, nedgravede i Dyndet, ſom herdner - tape ring dem e , b,, e ee * 1 10. Ganoiderne (Ganoides) udmerke fig iſer ved deres „ Stkeedekke, ſom bejtaaer af rudeformige Glaſurſkel (ſee ef „ ad 5 4 3 5 LA, Fig. 257, d). Af denne Familie gives der kun to nu levende 2 . 4 Fig. 284. En Bikir Polypterus). Slægter, begge Ferſtvandsfiſte, nemlig Bikir'en (Polypterus) i Afrikas Floder, udmærfet ved, at Rygfinnen er oploſt i en Reekke Smaafinner, og Pandſergedden Lepidosteus) i Nord-Amerika, ſom ligner Hornfiſken ved Kjebernes Forleengelſe og Rygfinnens Stilling, men afviger fra alle andre Fiſte derved, at Hvirvlerne ikke ere hule for og bag, men forbundne ved hvælvede Ledknuder forpaa og Ledhuler af tilſoarende Form bagpaa Hvirvlerne. J ældre Jordperioder var denne Familie derimod overordenlig hyppig og omfattede et betydeligt Antal af Arter. Alle de ældre Ganoider vare fuldkommen ſkjevhalede; fra Juraperioden af begyndte de at optræde med en mere eller mindre vifteformig Hale. Deres Skelet 80 Øm STS —— SE 2 8 i DØ 8 AN — —.— —— 77 — FEER Frigjœllede Fiffe med Luftgang. Skelet og Omrids af en Stor (Bogſtaverne sog Tallene have ſamme Betydning ſom i Fig. 259, S. 254). Fig. 285. ſynes i Reglen ikke at have været forbenet, da det ikke er opbevaret til— ligemed Skeelklœedningen. 11. Størene (Acipenser) ere Fiſte med en ſmekker Legemsform og en ſkjev Hale af ſamme Form og Bygning ſom Haiernes og med en lang og ſpids, med Foletraade forſynet Snude; den lille, tandloſe og fremſkydelige Mund ligger paa Hovedets Underſide, og Rygfinnen ſidder langt tilbage ſom hos Ged— derne; Hovedet er aldeles pandſer— kleedt, og Kroppen er beſkyttet af 5 Reœkker af Beenplader, mellem hvilke Huden tillige er fuld af mindre Beenkorn. Skelettets Forbening er meget ufuldſtendig; Hjernekasſen er neſten aldeles bruſket, og Hvirvel— legemerne erſtattes af en bruſket Ryg— ſtreng, hvorimod de øvrige Skelet— dele have optaget mere eller mindre Beenmasſe. Storene ere ſtore (indtil 12 Alen lange) Ferſkvandsfiſke fra de ſtore Floder paa den koldere Deel af den nordlige Halvpkugle, der lige— ſom Laxene tilbringe Legetiden i det ferſte Band, den øvrige Deel af Aaret for ftørfte Delen i Havet. Af deres Rogn tilberedes „Ca— viar“, af deres Svommebleere „Hus— blas“. — De nordamerikanſke og chi— nefiffe Spadeſtor (Spatularia) ere nøgne og deres Snude forlænget til et ſtort, bladformigt Stykke. Tvermundene. 281 9. B. Faſtgjeellede Fiſke (P. desmobranchii), hvis Gjellehuler ere afdeelte i 5—7 Rum, til hvis Skillevegge Gjellebladene ere feſtede med deres indre Rand, og ſom aabne ſig udad med lige ſaa mange Gjelleſpalter, da de ikke ere dekkede af noget fælles Gjellelaag. ˖ Kroppen er aldrig dekket af ſedvanlige Skel, Halen er aldrig vifteformig, og Skelettets Forbening er aldrig fuldſteendig, navnlig er Hjerneſkallen altid aldeles uforbenet. Svommebleeren mangler ſtedſe. do. Tredie Orden: Tvermundene (Plagiostomi) ere bugfinnede Fiſke, hvis Mund har Form af en Tverſpalte og ligger under Hovedet, og ſom have 5 (ſieldnere 6— 7) Gjellekamre ſamt lige faa mange ſmalle Gjelleſpalter paa hver Side af Legemet. Legemsformen kan være meget forſkjellig (fee Fig. 286 og 87). Finnerne ere for en ſtor Deel kun ſtive Hudfinner, der ikke kunne foldes ſammen og ſpiles ud ſom de frigjellede Fiſkes; Rokkernes Bryſt- og Bugfinner ſtottes dog af brufſkede Led— ſtraaler. Paa Grund af Mundens Stilling maa Fiſten vende fig om paa Ryggen, naar den vil ſnappe Noget, ſom befinder fig ovenover den. Tenderne ſidde i flere Rader, der efterhaanden afloſe hinanden, alt ſom de forreſte ffydes ud. Neſeborene ligge tæt foran Munden, og tet bag ved Oinene aabne fig i Al— mindelighed to IJsſehuller, i hver af hvilke der er anbragt en Bigjelle. Gjelleſpalterne folge tæt efter hinanden og ligge enten foran Bryſtfinnerne paa Siderne af Halſen eller under dem, paa Bugfladen. Huden fan være nøgen eller væbnet med ſtorre Beentorne hiſt og her eller tæt beſat med talrige Beenffæl eller Beenknuder. Storre Torne ſidde ikke ſjelden foran i Rygfinnerne (Pighaien) eller pan Halen paa Rygfinnernes Plads (Pigrokken, Fig. 286, o). Farverne ere urene og fordeelte eensformigt 282 Tvermundene. eller med en ſimpel Tegning, og Tvermundene beſidde derfor aldrig den Glands eller den Farvepragt, ſom udmeerker faa mange andre Fiſke. Beenbygningen afviger ifær derved fra de frigjellede Fiffes, at Hjernekasſen ikke dannes af ſeerſkilte Knogler, men af en ſam— | NU menheengende Kapſel, ſom deels bejtaaer af Bruſk, deels af Hinder. De andre Skeletdele ere ligeledes i Reglen bruſkagtige, kun forbenede paa Overfladen ved et Lag af Beenkorn. Hvirvlerne have i Reglen den ſedvanlige Timeglasform, dog gives der ogſaa Haier med aldeles uforbenet Rygſtreng (f. Ex. Havkalen); Gjellebuerne ligge ikke ſom hos andre Fiſke under Hovedet, men under Rygradens forreſte Deel, og bag ved dem igjen ligger Skulderpartiet, hos Haierne løft i Kjodet, hos Rokkerne i Reglen feſtet til Rygraden. Hjerte— kamret har, ligeſom hos Storen og Ganoiderne, fortil en For— lengelſe ligeſom en Hals, inden i hvilken der findes flere Rekker af Klapper, og Tarmen er ligeſom hos de nævnte Fiſke udſtyret med en Spiralfold. De fleſte Toermunde føde levende Unger; kun Rodhaierne, Hapmuſene og de egenlige Rokker (Raja) lægge Mg, der ere omgivne Tvermundene. 283 af en Hornkapſel og have Spalter, gjennem hvilke Vandet kan trænge ind, ſamt Slyngtraade, hvorved de hæftes til Havplanterne. Foſtrene udmeerke ſig ved de af Gjelleſpalterne og Isſehullerne udheerngende Gjelletraade. Tvermundenes Orden er udbredt over alle Have; de fleſte ere Fiſte over Middelſtorrelſe, Haierne paa 2—3 Alen, Rokkerne paa 1—2 Alen, men der gives ogſaa Former, ſom opnaae en kcempemeſig Storrelſe, f. Ex. Brugden, ſom fkal kunne blive over 30 Alen lang, Djevlerokken 10 Alen bred. De opholde ſig iſeer paa dybt Vand ner ved Bunden og ere alle graadige Rovfiſte. De nu levende Arter udgjore kun en mindre Deel af den hele Fiſkeklasſe, men i tidligere Jordperioder havde Tvermundene en meget ſtor Betydning. Iſeer fjendes mange fosſile Rygpigge og Tender af Haier (deriblandt af de i den nuværende Periode for— holdsvis ſjeldne Haiformer med runde Knuſeteender) ſamt Tand— plader, der minde om dem, hvormed Havmuſene (Chimæ ra) (nøgne Haiformer med een ydre Aabning for Gjelleſpalterne, med pidſke— formig Hale og med uforbenet Rygſtreng) ere udſtyrede. Haierne gage tilbage til de eldſte Dannelſer, ſom overhoved indeholde Fiſke— forſteninger. 1. Haierne (Squalus) have en trind og langſtrakt Legemsform, en vel udviklet, ſkjev Hale ſamt Bryſt- og Bugfinner af ſedvanlig Storrelſe. Huden er tet beſat med ſmaage Fig. 287. En Hai. Beentorne eller Beenffæl, Øinene ligge paa Siden af Hovedet og Gjelleſpalterne paa Siden af Halſen mellem Hovedet og Bryſtfinnerne. Tænderne ere i Reglen ſkarpe, tre— kantede eller deelte i flere Takker; naar Kjceberne bevæges mod hinan— 284 Tvermundene. den, virfe de 25 frygtelige Saxe. Haiernes Bevegelſer ere hurtige og A i behænbdige; det er felffabelige Dyr, ſom deels træffes paa Bunden af dybt Vand, deels i det aabne Hav, og tillige graadige Rov⸗ fifte, der folge Fiſteſtimernes Træf og ſpille en ſtor Rolle i Havet ved at fortære Fig. 288. Tender af en i Hai (Carcharias). Aadſler. Til de mindre Arter høre Rodhaien (Scyllium canicula), Pighaien (Acanthias vulgaris), den almindeligſte af vore Haier, der ofte fanges i Tuſindvis paa Veſtkyſten, Sorthaien (Spinax ni— ger), der ligeledes har Rygpigge, Blaahaien (Galeus vulgaris) og Sildehaien (Lamna cornubica), hvilke Arter alle leve i vore Have; en langt betydeligere Storrelſe opnaaer derimod Havkalen (Seymnus borealis, c. 12 Alen), Brug den (Selache maxima), begge i de nord— lige Have, og Carcharias-Arterne i de varme. Hammerhaierne (Sphyra) udmerke fig ved den overordenlige Brede, ſom Hovedet har fortil, hvorfor Oinene ſynes at ſidde paa brede Stilke. 2. Rokkernes (Rajæ) Oine vende opad, og deres Gjelleſpalter ligge paa Bugfladen. Huden er ofteſt glat eller kun væbnet med enfelte (tørre Beentorne; Teenderne ere i Almindelighed knudeformige eller flade og danne derfor ligeſom en Brolegning (Fig. 289) eller et Fliſe— eN gulv (Fig. 290). Ved de uhyre Bryſt— Fig. 289. Munden af en finner, der nage lige fra Snudeſpidſen egenlig Rokke. 8 8 8 til Bugfinnerne, fager Kroppen i Al- mindelighed, f. Ex. hos de egenlige Rokker (Raja) ſamt hos Big - (Trygon) 5 og Ornerokkerne (Myliobates) Form Fig. 290. . Kjæbe af en af en rudeformig Skive (Fig. 286), Orne⸗Rokke. hvorimod Halen kun er et tyndt (fort eller langt), pidſkeformigt Vedhæng; pan dette finde Ryg— finnerne, naar de ere tilſtede, eller fun nogle Rygpigge, men det er uden eller næften uden Halefinne og uden Andeel i Bevegelſen, Rundmundene. 285 der ene udføres ved Bryſtfinnernes Hjælp. Hos de elektriſke Rokker (Torpedo) og Hairokkerne (Rhinobatus) er Skiven mindre, men Halen kraftigere og forſynet med en tydelig Hale— finne, og hos Sapfiſkene (Pristis) forholder Legemets og Halens Form fig endog ganſke ſom hos Haierne. Savfiſkene udmeerke fig ved en betydelig Forlengelſe af Snuden, der paa hver Side bærer en Ræffe af vandret ſtillede, ſammentrykte, med deres Rod indkilede, tandformige Pigge. De elektriſke Rokker have en lille, rund Skive; flere Arter leve i Middelhavet og de indiffe Have. Hannerne af de egenlige Rokker have i Legetiden tilſpidſede Tænder. Blandt de hos os forekommende Arter merkes: Terben (R. radiata), Somrokken (R. clavata), Skaden (R. batis) o. ſ. v. Fjerde Orden: Rundmundene (Cyelostomi) ere nøgne, lemmeloſe, ormeformige Fiſke, hvis Hoved ender med en Sugemund, og hvis 6—7 ſekformige Gjellehuler enten aabne fig udad med lige faa mange Gjellehuller paa hver Side af Kroppen eller med to Huller under Bugen. Det trinde og fmæffre, ſkelloſe og flimede Legeme er bagtil forſynet med en lav Hudfinne og ender der med en ſpids, men ikke opad krum— met Hale, fortil med en Sugemund (Fig. 291), der ſom ofteſt er udſtyret med Horntender; Sug— ningen underſtsttes af Tungen, der virker ſom et N Pumpeſtempel. Der findes kun et Neeſebor oven- Fig. 291. Flodlam— paa Hovedet og een Neſehule. Gjellehulerne have prettens Mund. Form af runde, flade Sæffe, paa hvis indre : Flade Gjellebladene ere fæftede, og ſom enten aabne ſig umiddelbart eller gjennem en fælles Kanal ind i Svælget; udad munde de enten hver med fit Gjællehul, eller deres Üdforſelsror aabne fig tilſammen i to Hul— ler under Bugen. Skelettet er aldeles uforbenet. Det beſtager kun af en deels bruſtet, deels hindeagtig Hjernekapſel og af en geleeagtig Ryg— ſtreng, der er omgiven af et tildeels bruſket Sene— rør, fra bvilket der udgager Hinder, ſom deels omflutte Rygmarven, Haleaarerne og Bughulen, deels danne Skilleveggen mellem Sidemufklerne. Rundmundene udgjore kun en lille Orden og opnage i Reglen kun en ringe Storrelſe. De leve deels af mindre Vanddyr, ſom Fig. 292. Sjellerne af en fremmed Slimaaleart. 286 Rundmundene. de oprode i Sandet og Dyndet, deels af Aadſler; enkelte bore fig ind i og fortere levende Fiſke. 1. Lampretterne (Petromyzon) have 7 Par Sjellehuller og en med ſkarpe Hornteender væbnet Mund. Hertil høre Flod— lampretten (P. fluviatilis) og Havlampretten eller Negensiet Fig. 293. En Flodlampret. (P. marinus) (3 Fod lang), der dog ogſaa træffer op i Floderne for at lege; den ſkal fuge fig faſt til ſtorre Fiſke f. Ex. Lax, ede fig gjennem Huden og leve af deres Kjod. Flodlampretterne gjennemgaae en merkelig Forvandling: Larven (den ſaakaldte Horaal, Ammocoe— tes) har ikke Munden udviklet til Sugeredſkab og er i flere Dele af fin indre Bygning ikke lidet forſkjellig fra Lampretten. Forvandlingen foregaager hos den mindre Flodlampret (P. Planeri)-endog førft efter at Fiſken har naaget fin fulde Storrelſe, men meget hurtigt; fort efter indtræder Forplantningen, ſom hurtigt efterfølges af dens Dod. 2. Slimaalen (Myxine) er blind, har kun to Gjellehuller og en lille, af Foletraade omgiven Mund. Den kan afſondre en uhyre Mængde Slim og lever af Aadfſler; den kryber nemlig ind i døbe Fiſke gjennem Gjelleſpalterne og forterer Kjodet og Indvoldene. Anm. Trevlem unden (Branchiostoma) maa alene for fig danne en egen Afdeling af Fiſkeklasſen. Det er vandklare, Fig. 294. Skizze af en Trevlemund (forſtorret' „n Rygmarven. „ Ryg ſtrengen. “ Mundtrevlerne. 9 Gjellehulen. f Fordoielſeskanalen. p Bug— hulens Aabning. a Gattet. et Par Tommer lange Smaafiſke uden Bryſtfinne og med ſpids Hale, uden Hjerne, Hjerte eller Sine og med farveloſt Blod. Skelettet dannes alene af Rygſtrengen. Munden er en af ſtive Trevler omgiven Spalte; den fører ind i Gjellehulen, gjennem hvis talrige Sideſpalter Vandet flyder ud for at udføres af den langt bagtil under Kroppen liggende Gjeelleaabning, medens Føden (mikroſkopiſke Væjener og dyriſke Smaadele) gaae igjennem For— doielſeskanalen, ſom danner en Fortſeettelſe af Mund- og Gjælle- hulen. De leve i Havet paa Sandbund, ffjulte i denne. Bloddyrene. 287 Anden Rakke: Bloddyrene (Mollusca). 102. Bloddyrene ere eensſidede, ſkjeve eller ſtraale— dannede Dyr, ofte med Skal, med et ſpredt, uregel— mæfigt eller ſtraaledannet Nerveſyſtem og uden virkelige Lemmer. Fra Hvirveldyrene udmeerker denne Dyrercekke fig ved Mang— len af et indre Skelet, ved en forſtjellig Ordning og ufuld— komnere Uddannelſe af Nerveſyſtemets Centraldele, ved Manglen af virkelige Lemmer og ved at Legemsformen her er mere ube— ſtemt og mangfoldig end indenfor nogen af de andre Dyrerceekker. For faa vidt ſom Legemet ikke er mere eller mindre dekket af en Kalkſkal, er det blødt, ſlimet og overordenlig udſtrekkeligt og ſammentrekkeligt, hvorfor Bloddyrene i Reglen have det i deres Magt at forandre dets Form i hei Grad. — Da de mangle Skelet, fæfte Muſklerne fig til Huden, om denne end ingen ſtorre Faſthed beſidder end det øvrige Legeme, eller til Skallen, hvis en ſaadan er tilſtede. Blodet er ſom ofteſt farveloſt og altid uden ægte Blodkorn. De fleſte ere æglæggende Havdyr med lidet ud— viklet Bevegelſesevne; de i Havet levende Bløddyr og Straaledyr beſidde dog idetmindſte ſom Larver Svommeredſkaber af forſfjellig Art og ſvomme derfor frit omkring, indtil deres Forvandling indtreder. oz. Forſte Underrekke: De egenlige Bløddyr. f m A. (Hoiere Bløddyr: Nerveſyſtemets Centraldele dannes af 3 Knudepar, af hvilke de to danne en Ring omkring Svelget.) a. Med Hoved og væbnet Mund (Kjeber, Raſpe-Tunge). Uden egenlig Fod, med Arme omkring eee e PE RET RENSE SES SEN . 1. Blekſprutter. Med Fod, men uden Arme paa Hovedet . 2. Snegle. Gelen 7 1 4 1 288 Bloddyrene. b. Uden Hoved og med uvebnet Mund. Med Fod, toedelt Kappe og Ska. 3. Mus linger. aal luaelacli . B. (Lavere Bløddyr: Nerveſyſtemets Centraldeel dannes Aeeplralo kun af en enkelt Nerveknude (Hoved og Fod fattes). ee le,, d Med tvedelt Kappe og Skal og to fryndſede Arme. 4.(Brachionopoder). Eenlige eller Kolonidyr med ſekformig Bygning dg nden Sfaaaal!!kk RSS NES: 5. Sspunge. Kolonidyr med Cellebygning og en udſtrekkelig . Krands eller Heſteſko af Foletraade .... 6. Mosdyr). Bloddyrenes Legeme kan i Reglen deles i Hovedet, Foden og Kroppen, den af Rap pen, omſluttede Deel, fom indeholder alle Indvoldene eller en ftørre eller mindre Deel af disſe; Hovedet og Foden kunne dog ogſaa mangle. Kappen er blot en ſerlig udviklet Deel af Huden og kan have et forholdsvis ſtorre eller mindre Omfang; hos vore almindelige nøgne Landſnegle f. Ex. deekker den kun lidt af Kroppen, hos Muslingerne derimod alle Legemets Dele. Den beſtemmer Legemets Form og afſondrer Skallen, naar denne er tilſtede. Foden er Bloddyrenes normale Bevagelſesredſkab. Naar Hovedet er udviklet, kan det foruden Munden og dens Dele bære to Dine og to eller flere Folehorn og ſaakaldte Arme; hos de hovedloſe Bløddyr faae de talrigere Oine ꝛog Foletraade derimod i Reglen deres Plads i Kapperanden eller i Spidſen af dennes rorformige Forlængelfer, for at de kunne blive udſatte for Lyſets og Omgivelſernes Pagvirkning. Bloddyrene beſidde altid en mere eller mindre udviklet For— dgielſeskanal, og Maven har undertiden (hos Bläkſprutterne og hos visſe Snegle) en temmelig ſammenſat Bygning; de højere Bløddyr have en meget udviklet Lever og en Nyre, de to forſte Klasſer tillige Spytkirtler. Aandedretsredſkaberne ere i Reglen Gjeeller. Blodets Kredslob er iſer forſkjelligt fra Hvirveldyrenes derved, at Karſyſte— met aldrig er aldeles fuldſtcendigt, men altid afbrudt paa en kortere eller længere Stræfning; en ſtorre eller mindre Deel af Haar— karnettet og ofte tillige af Blodaarerne erſtattes nemlig af veg— loſe Blodhuler, der optage Rummene mellem Indvoldene, ſom følgelig ligeſom bades i Blodet. Hjertet beſtager hos de høiere lege ö Bloddyrene. 289 Bloddyr af et muſkuloſt Hjertekammer, der driver Blodet ud i Legemet gjennem Pulsaarerne, og af et eller to mere tyndveggede Forkamre, der modtage det fra Aandedretsredſkaberne kommende Blod; det tilhører altſaa Kredslobets arterielle Side. Kun hos Blaekkſprutterne findes tillige to ſaakaldte Gjellehjerter paa Gjellepulsaarerne, altſaa paa Blodomlobets venoſe Side. Et Vandkanalſyſtem, der aabner fig udadtih med en eller flere Aabninger og ſtager i Forbindelſe med Blodhulerne i Legemets Indre, er iſcer af Betydning i de Dele af Blod— dyrenes Legeme, ſom fkulle udfpiles eller ſammentrekkes be— tydeligt. Hos de hoiere Bløddyr beſtaaer Nerveſyſtemet i det veſenlige af 3 Par Nerveknuder ſamt de dem forbindende Strenge og de fra Knuderne til Legemets forſkjellige Organer üudſtraalende Nervetraade; af disſe Nerveknuder ligger det forſte Par (Hjerneknuderne) over Munden og forſyner Hovedets Dele, Munden, Lebe— fligene, Dinene, Folehornene o. ſ. v. med Nerver; det andet (Fodknuderne) ligger under Munden, men over Foden, ſom forſynes med Nerver fra det; med de dem forbindende Nerveſtrenge danne disſe to Knudepar en fuldſtendig Ring Fig. 295. Nerveſyſtemet ; 1 af en Snegl (Share). a omkring Svelget. Det tredie lig- Svalgringen og dens to Par ger gjerne i Nærheden af Gjellerne og e eee, ere her ſammenſmeltede til Indvoldene og forſyner f. Ex. Mus- cen det die Snubepar. En af de ſpredte Knu— lingernes bageſte Lukkemuſkel med Nerver, der (Lebeknuderne). men ſtager ligeledes i Forbindelſe med Speelgknuderne. Mus— lingernes Synsnerver udgage fra Kappenerverne, ſom atter ud— ſpringe fra iſte og 3die Knudepar. Desuden findes der ofte ſpredte Nerveknuder omkring i Legemet, der afgive Nerver til Kappen, Indvoldene, visſe Muſtler o. ſ. v. Hos de lavere 19 290 Blekſprutterne. Bloddyr beſtager Nerveſyſtemet kun af en enkelt Knude, der ligger mellem Munden og Tarmaabningen eller mellem de to ydre Kappe— aabninger. De fleſte Bløddyr beſidde tillige ſeregne Syns— og Horeredſkaber. Dinene ere i Reglen ſmaage, men have en lignende Bygning ſom hos Hvirveldyrene. Drene beſtaae der— imod blot af en lille Blære, ſom indeholder 1 eller flere i Reglen kalkagtige Oreſtene (Otolither), der ſom ofteſt befinde fig i en dirrende Bevegelſe, der ſkyldes Fimrehaarene paa Sreſekkens indre Væg. De ere gjerne to i Tallet og ligge neſten altid tæt op til Fodknuderne. Sneglenes Lugteſands antages at have fit Sæde i Folehornene, iſcer naar disſe ſom f. Ex. hos de nøgne Havfnegle have en bladet Bygning. an. fe Klasſe: Blakſprutterne (Cephalopoda) ere Bløddyr, hvis Fod er omdannet til en Tragt, hvis Krop er omſluttet af en ſekformig Kappe, og hvis Mund er forſynet med Raspetunge og Hornkjeber ſamt omgiven af flere kjodfulde Arme. Jorſte Orden: De egenlige Blækfprutter (Cephalopoda acetabulifera S. dibranchia) have 8 eller 10 med Sugeſkaale (eller Hornkroge) vob— nede Arme og to Gjeller, men ingen ydre S kal. umube Blokſprutternes Legeme beftaaer af to Afſnit; det bageſte eller Kroppen indeholder Indvoldene og omfluttes af den ſek— formige, kjodfulde Kappe; det forreſte beſtaaer af Hovedet og Armene. Kroppen er hos nogle fort og rund (Fig. 298), hos andre lang og trind (Fig. 296) eller bred og flad; ikke ſjelden er Kappen forſynet med to Sideflige, Finnerne, ſom deels tjene til at holde Legemet i Ligevegt i Vandet og til at give det den for Bevegelſen henſigtsmeſigſte Form, deels kunne drive det frem ved roende Bevegelſer. Kappen er hos nogle Arter vandklar og næften geleeagtig, men hos de fleſte temmelig faſt; den omgiver Blekſprutterne. 291 paa alle Sider den egenlige Krop eller Indvoldsmasſe, med hvil— ken den langs Rygſiden er ſammenvoxen, hvorimod de paa Bug— ſiden adſtilles ved en Hule, hvori de to pyramideformige, fjer— deelte Gjeller ſidde, een paa hver Side. Kappen og Hovedet hænge kun ſammen i Nakken; forreſten ere de adſkilte ved en Fig. 296. En tiarmet Blakſprutte i ſvommende Stilling. à de forte Arme. b de lange Arme. e Munden. d Kroppen. e Tragten. 7 Finnerne. Spalte, der fører ned i Gjellehulen. Mellem Hovedet og Krop— pen er der pan Bugſiden et fremſtagende Ror, den ſaakaldte „Ü, Tragt, i hvis Grund Aabningerne for Tarmkanalen ſamt for genes og Blakvedſkens Üdforſel findes. Naar Blaekſprutten ſammentreekker fin Kappe, tillukkes derved den ovenfor omtalte Spalte mellem Kappen og Hovedet, og det i Kappehulen inde— ſluttede Vand trykkes ud gjennem Tragten; naar Kappehulen igjen udvides ved at Mufklerne give efter, trænger Vandet ind af de atter aabnede Spalter. Paa denne Maade forſynes Gjel— lerne med friſk Vand, og Dyret fkiller fig ved fine Pg eller ved andre til Bortſkaffelſe beſtemte Stoffer f. Ex. ved Blek— vedſken, der afſondres i en færegen for denne Dyre-Gruppe eiendommelig Kirtel Bleœkſekken) og tjener til at ſkjule Dyret ved at plumre Vandet omkring det; men Bandets Udſtodelſe gjennem Tragten, hvorved Dyret ſkydes baglænds gjennem Vandet, er tillige Blæffprutternes vigtigſte Bevægel- ſesmiddel. — Det er fornemmelig de Arter, der have et lille Hoved og en lang, ſmekker Krop, ifær naar denne ender med ſpidſe Finner, ſom paa denne Maade kunne ſkyde gjennem Vandet 192 292 Blokſprutterne. med en ſaadan Fart, at de undertiden fare heelt op paa Land eller op paa Skibene; derimod er denne Bevegelſesmaade ufuld— komnere og af mindre Betydning for dem, der i Forhold til de fvære Arme og Hoved kun have en lille Kappeſcek, altſaa ogſaa en forholdsvis mindre Vandſtraale til deres Raadighed. Paa Siderne af Hove det ſidde de ſtore Sine; fortil findes Munden (Fig. 297, d) med dens to Hornkjeber (e, f), der ligne et Fuglenceb, og den med ſmaae, ſpidſe, hornagtige Tænder beſatte Raſpetunge. Omkring Munden ſidder en Kreds af 8 kjodfulde, bevægelige Arme, der kunne være af meget forffjellig Længde ſaavel indbyrdes, ſom i Forhold til Kroppen; ved deres Grund ere de forbundne ved en Hud, der undertiden forlænger ſig ud til henimod Spidſen af enkelte af Armene eller af > i: dem alle. De ere langs med hele deres indven— dige Side beſatte med Sugeſkaale, der kunne hefte ſig meget faſt til de Gjenſtande, ſom de be— røre; hos enkelte træde Hornkroge deelvis eller Fig. 297. 4 Sugeſkaal af en ottearmet, & ganſte i deres Sted. Blæf- Sugeſtaal og „ Krog af tiarmede Blak— ſprutterne kunne derfor ſprutter. d Mund. e Underneeb. / Overnæb. benytte deres Arme ll at holde ſig faſt med eller til at gribe et Bytte og fore det til Munden; de kunne ogſaa krybe om paa Havbunden ved fkifte— vis at løsne og fæfte dem; Munden vender da nedad og Kroppen opad. Naar de ville bevæge fig fremad, kunne de ogſaa roe med Armene, og de Arter, der have lange Arme med ſtor Bindehud, men en lille Krop, underſtotte den ſedvanlige Bevegelſe bagleends ved ſtiftevis at udſpile og ſammentrekke den af Armene dannede Sfærm. De to lange, ofte meget tilbagetrekkelige Arme, der hos de tiarmede Blæffprutter ſidde indenfor de andre og kun have ON Blætfprutterne. 293 Sugeſkaale eller Kroge i den bredere Ende, ſynes at fvare til Sneglenes Folehorn, men anvendes til at gribe Foden og fore den til Munden. Blæffprutternes Hud udmeerker fig ved et eget Farveſkifte, idet forſtjellige Farver ſtiftevis viſe fig og forſvinde; det har fin Grund i, at Farverne indeholdes hver for fig i ſmage Blerer, ved hvis Udvibelfe og Sammentraœkning Farven forfvinder i Dybden eller kommer tilſyne. Af deres indre Bygning kan udheeves, at der her findes et Spor til et indre Skelet, nemlig en Bruſkring, der om— giver Svælget og ftøtter Hjernen, Oinene og Sreſekkene; des— uden kan der findes Brufſkſtykker ved Grunden af Armene og Finnerne og færegne Laasbrufke, der forbinde Kappen med Tragten eller Hovedet, Fordeielſeskanalen, Aare- og Nerveſyſtemet have en forholdsvis meget fuldkommen ÜUddannelſe. — Wgene danne ofte ſtore ſammenheengende Masſer af forfkjellig Form, og an— bringes paa Vandplanter og deslige. Blekſprutterne kunne være af meget forſkjellig Storrelſe; de mindſte ere knap en Tomme lange, hvorimod de ſtore Keempe— blekſprutter have en Krop ſom en Tonde og Arme af flere Favnes Længde, Det er graadige Rovdyr, ſom fortere Fiſke, Bløddyr og Krebsdyr; de ere alle Havdyr, de fleſte fra det aabne Hab, færre fra Kyſterne, ifær de, hvis Bevagelſer ere mere langſomme. Flere Arter ſynes at foretage regelmeſige Vandringer ſom f. Ex. de, der. aarlig indfinde fig paa New— foundlandsbankerne og der fiſkes til Madding for Torſken. Som Fodemiddel benyttes de af mange Landes Kyſtboere. iſte Samilie: De ottearmede Blekſprutter (C. octo— poda) have en lille fæfformig Krop med 8 meget lange Arme, hvis Sugeſkaale hverken ſidde paa Stilke eller ere forſynede med Hornring. De mangle i Reglen ſaavel Finner ſom Skal. De fleſte opholde ſig ved klippefulde Kyſter, hvor de leve eenſomt, ſtjulte i Huler, fra hvilke de ſnappe deres Føde eller gjøre Udflugter, 94 Blæfjprutterne. ifær om Natten. Anbre færdes flokkevis i det aabne Hav, hvor de iſceer komme til Overfladen om Natten i ſtille Veir. Til dem høre blandt andre Pa- pirſnekkerne (Ar- gonauta), hvis meget ſmaage Hanner ikke ve— ſenlig afvige fra en ſed— vanlig Octopus, hvori— mod de ſtore Hunners to gverſte Arme ere ſaa brede i Enden, at de kunne omflutte hele Kroppen; af deres Ind⸗ ſide afſcettes en tynd, næften gjennemſigtig, ſammentrykt Skal, ſom a omſlutter Kroppen og Fig. 298. En krybende Octopus. tjener til Gjemmeſted for Wgene. De fvømme deels ved Tragten med de 6 Arme ſtrakte lige ud, deels benytte de disſe til at roe med. Disſe pelagiſke Oktopoder udmerke fig ogſaa derved, at en af Hannens Arme, ſom færligt er uddannet til Sedgiemme (den ſaakaldte Hektokotyl), under Parringen losrives og bliver ſiddende i Hunnens Kappehule. (Hos de fleſte andre Blekſprutter beſidder en eller to af Hannens Arme ligeledes en ſœeregen ÜUddanuelſe for at kunne benyttes til at overføre Sedbosſerne (Sper— matoforerne) paa Hunnerne og faſthefte dem paa beſtemte Steder hos disſe, men de losrives ikke ved Parringen.) 2den Samilie: De tiarmede Blœekſprutter (C. decapoda) have 8 ſom ofteſt korte Arme og en forholdsvis ſtor Krop, der hos nogle er flad og bred og forſynet med Finner paa Siden, hos andre lang og trind med Finnerne mod Spidſen; desuden have de to lange, ſom ofteſt meget tilbagetrekkelige Gribearme, der ere anbragte indenfor de andres Kreds og kun forſynede med Sugeſkaale eller Kroge i den bredere Ende. Sugeſkaalene Blæffprutterne. 295 ſidde paa Stilke og ere indvendig kantede med Hornringe, der hos visſe Arter omdannes til Kroge enten i nogle Suge— Fig. 299. 3 Skizze af en Spirula med Skallen tegnet ind i Dyrets Omrids. bed Rygbladet (Hornfkallen) af forſkjellige nulevende tiarmede Blakſprutter. e Af en Sepia. F Af en fosſil Form (Conoteuthis). „ En fuldſtendig Be— lemnit (a Hornbladet, 8 den kamrede Skalkjerne. y Piggenſ. i En nerbe⸗ ſlegtet fosſil Krogſprutte, ſom mangler Piggen (Belemnoteuthis) (9 Bloekſokken). * Spirulirostra. ſkaale eller i dem alle. Ryggen af Kappen indeholder altid et Skalblad af forſkjellig Form, i Reglen hornagtigt, hos nogle ſmalt, hos andre bredt; hos Sepia -Slegten er det forkalket, dekket under- neden af et ſvampet Kalklag og ender med en lille Kalkpig. Hos de uddøde Vettelys GBelemnites) fra Kridt- og Juratiden fandtes baade et Hornblad og en ſtor Kalkpig, der foroven inde— holdt en ved Tvervægge i Kamre afdeelt Kjerne; hos enkelte (Spi— rulirostra) var denne Kjerne dreiet i en Spiral, og hos den nu— levende Slægt Spirula („Poſthornet“) findes ene denne luftfyldte, kamrede og med et gjennem alle Kamrene lobende Forbin— delſesrer forſynede Spiralſkal, der — paa det manglende ſtore Kammer ner — meget ligner Nautilens. Belemniterne horte til 8 296 Nautilerne. de med Hornkroge udſtyrede Blæffprutter. — De fleſte Dekapoder leve i det aabne Hav. 105. Anden Orden: Uautilerne (Cephalopoda tentaculifera s. tetrabranchia) have talrige, i Skeder tilbagetrekkelige, traaddannede Arme, ingen Sugeſkaale eller Kroge, 4 Gjeller og en (ydre), i Kamre afdeelt Skal. a Fig. 300. En ſvemmende Nautil. Fig. 301. En Nautil med gjennemſavet Skal; Dyret er trukket ind. o Oinene. “ Armtraadene. 7 Tragten (Foden). & Kappen s Hubrøret. n Nabet. 2 Nautilerne (Nautilus) have ligeſom be egenlige Blæffprutter en af en Kappe omfluttet Krop, der foruden Indvoldene indeholder en Hule for Gjællerne, fom her ere 4 1 alt, to paa hver Side. Men denne Kappe er igjen omgiven af og ved færegne Mufkler fæftet til det yderſte og ſtorſte Rum af den ſpiralvredne, ved Tvervegge i Kamre afdeelte Kalkſkal. Ved et langt Hudror, der gaaer gjennem alle Kamrene, ſtager Dyret i Forbindelſe med det inderſte af disſe Kamre, der oprindelig ene dannede den unge Nautils Bolig. Alt ſom Dyret voxer, tiltager nemlig ogſaa den af Kappen afſatte Skals Omfang, og hver Gang Dyret har trukket fig et Stykke længere ud i den nydannede Skal, afſetter det en Skilleveg bag ved ſig og danner ſaaledes nok et Rum, der lades tomt ligeſom de ældre, indtil Skallen har naget fin fulve Storrelſe. Hovedet og Armene kunne træffes heelt indenfor Kappen og Skallen. Nautilerne have (ſtilkede) Oine, (kalkbelagte) Kjeber og (en ſpaltet) Nautilerne. 297 Tragt ſamt den indre Bruſkring, men mangle Blæffæffen. Paa Hovedet ſidde talrige (66 hos Hannen, 94 hos Hunnen), i egne Skeder tilbagetrekkelige Armtrevler i flere Kredſe. De faae nu levende Arter beboe det indiſke og ſtille Hav, hvor de i Alminde— lighed krybe om paa Bunden med Skallen i Veiret, men under— tiden, navnlig ved Storm, komme op til Overfladen og ſvomme om ved Hjælp af Tragten og de udbredte Arme. Bevegelſen op og ned lettes ſandſynligvis ved at udfolde eller indtræffe de bløde Dele; i forſte Tilfælde ere de nemlig lette nok til at ſtige til— veirs formedelſt den Luft, hvormed Skallen er fyldt, i det ſidſte ſynke de derimod tilbunds. De fanges (ligeſom visſe Havfnegle) og ſpiſes af Sydhavsoboerne. — J tidligere Jordperioder levede en ſtor Mængde nu uddøde Slægter og Arter, deels ægte Nau— tiler, deels Ammoniter med bugtede eller kruſede Skillevegsrande, og af begge Grupper gaves der Former med ſpiralformig og med en Fig. 302. Skallerne af forffjellige uddøde Slægter af Nautil- Familien. 1, 2 Orthoceras. 3, 4 Lituites. 5, 6, 7 Cyrtoceras. 8, 9 Gomphoceras. 10 Phragmoceras. 11 Gyroceras. 12 Ascoceras. 13 Mundingen af en Gomphoceras-Skal. fuldkommen lige Skal (Orthoceras, Baculites), ſaavelſom mange andre Former, der deels danne Overgangen mellem disſe to Hoved— former af Skallen, deels repreſentere mangfoldige andre beſynder— lige Modificationer af denne, men ſandſynligvis ikke alle ſom Nautilſkallen have veret udvendige Skaller, men tildels viſtnok indvendige, ſom Spirulaſkallen, om de end alle have været beboede af eller optagne i Dyr, hvis bløde Dele og øvrige Bygning i 298 Nautilerne. deres ſtore Træf ſtemte med Nautildyrets. Nautilfamilien (Nautilus, Orthoceras, Lituites etc.) blomſtrede iſer i Overgangs⸗ 14 15 16 Fig. 303. Skallerne af forſtjellige uddøde Slægter af Ammonit-Familien. 14 Goniatites. 15 Ceratites. 16 Ammonites (Ken ſaakaldet Aptychus, maaſkee Dyrets Laag). 17 Baculites. 18, 19 Toxoceras. 20 Crioceras. 21 Sca- phites. 22 Hamites. 23 Ancyloceras. 24 Heteroceras. 25 Helicoceras. 26 Plychoceras. 27 Turrilites. (Paa flere Steder er Skallen tenkt borte for at viſe Kammervegenes kruſede Rande). tiden, Ammonitfamilien (Ammonites, Baculites, Turrilites etc.) iſer i Kridt- og Juraperioden. Slegten Ceratites udmerker Triasperioden. 105. den Klasſe: Sneglene (Gasteropoda) ere Bløddyr, der have et Hoven, ſom i Reglen er ud— ſtyret med Oine og Folehorn ſamt med en med Kjeber Sneglene. 299 og Raſpetunge væbnet Mund, og ſom have en ſom ofteſt flad og ſkiveformig Fod. Sneglenes Legeme ſondrer ſig i Almindelighed i Hovedet, Foden og den af Kappen omſluttede egenlige Krop eller Ind— voldsſcek. — Paa Hovedet ſidde i Reglen to Folehorn og to Dine. Disſe ſidſte ere enten anbragte ovenpaa Hovedets Flade eller ved Grunden af Folehornene (Fig. 304), eller et Stykke oppe paa disſe (Fig. 318); ſtundom ſidde de paa Grene, ſom udgage fra Folehornene, eller i Spidſen af egne Oieſtilke f. Ex. hos Landſneglene, ſom derfor ſynes at have 4 Folehorn. Munden er enten udruſtet med en hornagtig Overkjœbe (Lungeſneglene) eller med to Kjeber, der bevæges vandret mod hinanden, og med en mere eller mindre lang Raſpetunge, der er vebnet med en ſtor Mengde pderſt ſmaae hornagtige (Chitin-)Taender, ſom ere ordnede i regelmeeſige Rekker; hos mange Havfnegle er . udviklet til en lang Kreengemund eller Snabel (Fig. 310, 8). Foden er i Almindelighed en ſtor, bred og kjodſuld Skive, der optager hele Dyrets Underflade, og paa hvilken det kryber eller glider langſomt frem, eller ſom det tillige benytter ſom en Sugeſkive til at holde fig fafſt med. Hos de ſleſte fkalbeerende Hapſnegle (Fig. 304) afſeetter dens bageſte frie Deel paa fin Rygſide en flad Horn- eller Kalkplade, det ſaakaldte Laag; naar Sneglen har trukket fig ind i fin Skal — ved hvilken Leilighed Hovedet forſt trekkes ind og derefter Foden, ſom foldes ſammen paa tvers — lukkes Skafmunden af Laaget, hvis Form nøie er afpasſet efter Skallens. Hos de fleſte Snegle findes en rummelig, fra Hovedet og Foden ſkarpt adſkilt Kappe, ſom er dreiet rundt efter en Skruelinie, der ſom ofteſt gaaer til hire; ſelve Kappen er tynd, men den har en tykkere, kjodfuld Rand og afſetter en Skal, ſom gjengiver Kappens Form. Den omſlutter deels Indvoldene (Fordgsielſeskanalen, Nyren, Leveren, Forplantnings⸗ 300 Sneglene. kirtlerne o. f. v.), deels dekker den Aandehulen (Fig. 318), ber er anbragt under Skallens og Kappens forreſte frie Deel, mellem denne og den Stilk, der forbinder Bagkroppen med Foden og Hovedet; foruden et Stykke af Fordgielſes— kanalen indeholder denne Stilk et Knippe Muſkler, hvis ene Ende er fæftet indvendig i Skallen til Skalſtͤtten, medens den anden blander ſig med Ho— Fig. 304. „Kong'en“ (Zuceinum undatum.) pedets og Fodens Muſtler; det tjener deels til at faſtholde Skallen, medens Dyret kryber eller ſidder ſtille, deels til at træffe Hovedet og Foden ind i Skallen og holde Laaget tillukket. Skallen bæres ſaaledes, at dens Top vender bagtil eller til høire og opad, dens Munding fortil og nedad; naar den har en Tud eller et Üdſnit for at føre Vandet til Aandehulen, ligger dette i Skalmundens venftre Hjorne. Den voxper idet Kapperanden affætter nye, rum— meligere Omvrid. Hos de forſtjellige Slægter er dens Form og dre temmelig forſtjellige. Hos nogle er den hoi, Om— vriddene talrige og Mundingen lille (f. Ex. Taarnſnekkerne (Fig. 305, 5); hos andre er Skallen derimod flad med ſvage Spor til Omvrid og ſtor Mund, f. Ex. hos Sooret (+); hos andre ſtager den midt imellem begge; hos nogle ſtjules de ældre Omvrid neſten ganſke af de yngre (Kegle- og Porcellen— ſnekkerney. Mundingen kan være rund eller ſnever, heel eller truffet ud i et længere eller kortere Rer. Skallens Pderſide kan være glat eller beſat med Knuder, Torne og Valke, ſom afſettes af Kapperanden efterhaanden ſom Værten ſkrider frem; hos nogle er Skallen meget tyk, og dens indre Lag beſtage da ofte af det ſaakaldte „Perlemor“, hos andre er den tvertimod tynd og horn— Sneglene. 301 eller glasagtig. Ogſaa Farvetegningen frembyder mange For— ſkjelligheder (Striber, Pletter o. ſ. v.). — Afvigende Former Fig. 305. Forſtjellige Snegleſkaller. 1 Albuffæl. 2 Sotand. 5 Orme— ſnegl. 4 Søøre. 5 Taarnſnekke. 6 Foldeſnekke (gjennemfavet). 7 Vig— ſnekke. & Skallus (Chiton). af Skallen og Kappen forekomme f. Ex. hos Ormeſneglene, Sotenderne, Albuffællene og Chitonerne (Fig. 305, 1—3 og s). Undertiden (f. Ex. hos Soharen) ligger den ſpagt udviklede Skal ſtjult i ſelbe den tykke Kappe, og hos de nøgne Snegle mangler den, hvad enten der hos dem er udviklet en Kappe (ſom hos Doriderne) eller ikke. — Tarmen aabner fig i de fleſte Til— fælde paa højre Side, temmelig langt fortil og i Kappehulen, hvor en ſaadan er tilſtede; i Nærheden deraf findes ogſaa i Reglen Aabningerne for Forplantningsredſkaberne (Fig. 318). Kun faage Snegle føde levende Unger; Landſneglenes Æg ere omgivne af en blødere eller haardere Skal og lægges gjerne i Hobe i Jorden eller paa Træerne. Ferſtvandsſneglene ſamt de nøgne og en Deel af de ffalbærende Havſnegle lægge deres Æg i Klum— per eller ſlimede Snore paa Vandplanter og Stene; de fleſte ſtalbeerende Havſnegle lægge derimod ſtore Klaſer af horn- eller loederagtige Kapfler, ſom feſtes til Gjenſtande paa Havpbunden; hver Kapſel (ootheca) indeholder i Reglen flere Æg. 302 Sneglene. Sneglene leve deels af Planteføde, deels af dyriſk Føde, ſom de afbide eller affile ved Hjælp af deres Tunge og Kjeeber. De ftørfte er omtrent faa ſtore ſom et Menneſkehoved, de mindſte nogle fane Linier lange. Denne Dyreklasſe er rig paa Arter og paa Formforſtjelligheder; den beboer iſer Havets Kyſter, men det er — ligeſom af andre lavere Havdyr — forffjellige Urter, ſom treefes paa forſkjellig Havbund, i forfkjellig Dybde og under forſkjellig Længde og Brede. Gjennem de Arter, der leve i Brakvand og Flodmundinger, eller ſom under Ebben blive ſiddende paa det torre, er der en Slags Overgang til Land⸗ og Ferſkvandsſneglene. Det aabne Hav beboes af Kol⸗ og Vingeſneglene ſamt af enkelte nogne Snegle. De fleſte, ſtorſte og pragtfuldeſte Arter findes i de varmere Strøg af Jorden og Havet. Mange Snegle nærme fig til visſe Tider til Kyſterne for at lægge Ag, ligeſom adſkillige andre lavere Hav— dyr. — Som Fodemiddel for andre Dyr, for de vilde Kyſtfolk, ja felv for de fattige europeeiſke Kyſtboere have Hapſneglene en ikke ringe Betydning, og visſe Landſnegle (Helix pomatia) ſpiſes almindeligt i Syd-Europa. Derimod have Sneglene kun ringe Anvendelighed i Induſtrien (dog f. Ex. Purpurſaft og Perlemor af visſe Arter). De døde Snegles Skaller komme Orme, Erxemit— krebs og desl. tilgode og bidrage ikke lidet til Dannelſen af Jord— lag. — Alle Grupper af ſkalbeerende Snegle (Vinge- og Kolſnegle, Land-, Ferſkvands- og Gjelleſnegle) optraadte allerede i det ældfte Hovedafſnit af Jordens UÜdviklingshiſtorie (Overgangsperioden), tildeels endog med Slægter, ſom anſees for de ſamme, der leve endnu den Dag i Dag. Efter deres Bevegelſesredſkaber kunne Sneglene deles i 3 Ordener, af hvilke den førfte omfatter det langt overveiende Antal af Arter, i Sammenligning med hvilket de to andre, der kunne betragtes ſom afvigende Sidegrupper, kun ere ube— tydelige. Sneglene. 303 10. Forſte Orden: De egenlige Snegle. have en flad, ſkiveformig Fod, der egner ſig til at krybe med. De beboe deels Landjorden, deels Ferſtvandene og Havets Kyſter og inddeles efter Aandedrettet i Lungeſnegle og Gjelleſnegle. Fig. 307. En Limax. ) lfte Underorden: Lungeſneglene (8. pulmonata) beſidde ikke Gjæller, men en med Blodkar udkledt Lungehule med en Aabning paa hoire Side, der vilkaarligt kan lukkes og aabnes for at op— tage eller udſtode Luften; den ligger hos de nøgne paa Ryggen under et lille Kappeſkjold, hos de ffalbærende under den forreſte frie Deel af Kappen. Lungeſneglene mangle baade Laag og Snabel og leve veſenlig af Plantefode, ſom de afbide ved Hjælp af Tungen og Overkjoeben. De ere enten Land eller Ferſtvands— dyr, ligge om Vintren eller, i Tropelandene, i den hedeſte Aarstid i Dvale med Skalmunden lukket ved heerdnet Slim og gjennem— gage ikke nogen Forvandling. Skjondt deres Artsantal er ſtort, ſtaaer det dog langt tilbage for Gjelleſneglenes. lfte Familie: Landſneglene have to Folehorn og to Oieſtilke, der ligeſom disſe kunne træffes aldeles ind i Huden. Rogle ere nøgne med et Kappeſkjold, ſom dekker Lungehulen (Limax), andre have en Skal af forſkjellig Form, f. Ex. Have— ſneglene (Helix) og Pupeſneglene (Pupa). De anrette undertiden en ikke ubetydelig Skade paa de dyrkede Planter. 2den Samilie: Ferſkvandsſneglene have to Folehorn, ved hvis Grund Oinene ſidde. For at aande ſtige de jævnligt +) Lungens Aabning urigtigen anbragt tilvenſtre. 304 Sneglene. op til Vandets Overflade, hen under hvilfen de ogfaa kunne bevæge fig ved Fodens Hjælp. Alle have en Skal, der hos Moſeſneglene (Limnæus) er toppet, hos Skiveſneglene (Planorbis) ſkiveformig. 2den Underorden: Gjalleſneglene (6. branchifera mangle Lungehule, men have buſkede, kam- eller fjerformige Gjeller, der kunne være anbragte paa forffjellig Maade. Med nogle faae Undtagelſer (Sumpfneglene) beboe de Havets Ky— k n 5 m Fig. 308. Larver af nøgne Gjælle- Fig. 309. Larve af en ffal- ſuegle ), bærende Havſnegl(Vermetus), (alle ſterkt forſtorrede.) ſter. Hvor forſkjellige de end ere ſom voxne, have de dog alle en fælles Larveform, der er forſynet med en tynd, huedannet Skal, en Fod med et Laag, ſom kan lukke til for Skallen, og paa Hovedet et Svommeſeil med ſvingende Randhaar, ſom kan trekkes indenfor Skallen. Nogle tilbringe Larvelivet fritſvom— mende i Havet, andre i Wggefapflerne, og medens nogle miſte baade Skal og Laag, idet de forvandle fig til nøgne Gjelleſnegle, antage disſe Dele hos de andre efterhaanden, ſom de udvikle fig og voxe, deres blivende Form, efter at Sneglens ſtilleſiddende eller krybende Liv er begyndt. lſte Samilie: De nøgne Gjelleſnegle (6ymnobranchia) have en regelmeeſig aflang Krop, der enten ikke er forſynet med *) 4 Kappen. b, c Fordsielſeskanalen. d Leveren. 9 Tarmaabningen. * Munden. “ Seilet. m Foden med Laaget. u Heftemuſklen. o Ore— blærer. p Sie. Sneglene. 305 nogen tydelig Kappe eller paa Ryggen er dæffet af en tyk med Kalkkorn og Kalknaale ſpekket Kappe ſom hos Doriderne (Fig. 312), men uden Skal. Deres Gjeller ere enten anbragte i en Fig. 310. Dendronotus. Fig. 311. Folidia“). Fig. 312. Doris. Rekke paa hver Side (Fig. 310— 11) eller i en Kreds omkring Tarmaabningen (ſom hos Doriderne) eller i Folden mellem Kappen og Foden. J Almindelighed leve de paa Havets Klipper og Tangbufſke, paa hvilke de krybe langſomt om; mange af dem ere meget ſmukt farvede; deres Ag lægges i ſlimede Snore. 2den Samilie: De ſkalberende Gjelleſnegle (Cteno- branchia p. p.) have i Almindelighed en ſpiraldreiet Kappe og en Skal af tilſvarende Form ſamt en eller to kam- eller fjerfor— mige Gjeller, anbragte til venſtre i Aandehulen og beſkyttede af Skallen og Kappen. J alle andre Henſeender er der ſtor For— ſkjel indenfor denne Gruppe, ſom indbefatter flere Arter end nogen af de andre Afdelinger af Snegleklasſen. Hos nogle er ſaaledes Skallen af en meget afvigende Form, f. Ex. hos Ormeſneglene (Vermetus) (Fig. 305, 3), hvor den vel er ſnoet i Spiral, men uregelmeſigt, og ſaaledes, at kun de forſte Vindinger berøre hinanden, ſamt feſtet til andre Gjen— ſtande; hos Søtænderne ODDentalium) (2), der leve nedborede i Dyndet, har den Form af et kegledannet, lidt krumt, i Spidſen aabent Rør; hos Skalluſene (Chiton) (s) er Ryggen deekket af 8 ſammenleddede Skalplader, og Gjellerne ere anbragte i et *) Hos denne Slægt indeholder hver Gjelle, ſom Figuren antyder, en Green af Tarmkanalen og Leveren. 20 306 8 Sneglene. Bælte paa hver Side mellem Kapperanden og Foden; ſamme Stil- ling have Gjellerne hos adſtillige Arter af Albuſkel (Patella), der have en tagformig Skal (1); Søharerne (Aplysia) have en lille, flad, af Kappehuden dekket Skal, der beſkytter Gjellerne. Alle disſe mere afvigende Snegleformer mangle Snabel og — med Undtagelſe af Ormeſneglene — tillige Laag. Hueſnekkerne (Capulus) og Sporet (Haliotis) (4), ſom begge beſidde en meget ſtor Fod uden Laag ſamt en Skal med ſtor Mun— ding, men kun med en ſpag Antydning til en ſpiraldreiet Top, danne Overgangen til de talrige Snegleformer med top- eller taarnformig, ſkrue— dreiet Skal med en for— holdsvis lille Munding, ſom i Reglen kan lukkes af et Laag. Nogle af disſe f. Ex. Strands ſneglene (Litorina) paa Ste⸗ nene i Havbrynet, Sum p⸗ ſneglene (Paludina) i ferſk Vand, Topſneglene (Tro- chus), Vindeltrappen(Sca- laria) og Taarnſnekkerne (Turritella) (Fig. 305, 5) have F en heel Skalmund uden Udfnit eller Tud og mangle Snabel. — Ved Beſiddelſen af et Aan de— rør, ſom kan ſtrekkes ud af et Hak eller en Tud paa Skalmunden og fætter Sneglen i Stand til at vedligeholde Aandedrettet, me— dens den roder om i Leret eller Sandet paa Havbunden, udmeerke fig derimod Trompetſnekkerne (Buceinum) (Fig. 304), Pigſnek⸗ *) Üdtagen af Skallen og med aabnet Gjellehule. * Kappen. I Leveren. n Nyren. g, g' Gjellerne. u Aandersret. h Hovedet. m Munden. s Snabelen. / Foden. t Folehornene. o Oinene. r Forplantnings⸗ redſkabernes, p Tarmens Aabning. Kølfneglene. 307 kerne (Murex) (), Kegleſnekkerne (Conus) og Porcellen— ſnekkerne (Cypræa) ſamt mange andre Slægter; det er i det hele graadige Aadſeleedere eller Rovdyr, ſom ved Hjælp af deres lange Snabel og Raspetunge kunne bore Hul paa og udſuge andre Skaldyr, f. Ex. Muslinger. De lægge i Reglen deres Ag i ſtore Kapſelklaſer. is Anden Orden: Kolſneglene (Heteropoda) have en ſkarp, ſammentrykt Svommefod. De til denne lille Gruppe af vandklare, oceaniſke Snegle hørende Former ſpomme ved deres dertil vel ſkikkede Fod (Fig. 314-15, e og g). J ovrigt ligne de de andre Hapſnegle, have Oine, Fig. 314. Fig. 315. To Kolſnegle (Carinaria og Atlanta). 4 Svelg. “ Folehorn. „ Sine. 4 Skal. e og g Foden. 9“ Laag. / Sugeſkaal (findes kun hos Hannen). * Fordei⸗ elſeskanalen. i Gjellerne. * Hjertet. ! Arterier. » Hjerneknuderne (hos At— lanta med Øret). „ Fodknuderne. m Skalmuſtlen. Folehorn, fjerformige Gjeller o. ſ. v. Nogle ere nøgne, andre have en forholdsvis meget lille, tynd, glasklar og huedannet Skal der kun beſtytter Gjellerne og en Deel af Indvoldene (Fig. 314), eller denne er endelig kun ved fin glasklare Beſkaffenhed og ſammentrykte Form (F. 315) forffjellig fra en almindelig Snegleſkal og kan lukkes ved et Laag. 10. CTredie Orden: Vingeſneglene (Pteropoda) have en Svommefinne paa hver Side af Hovedet eller Halſen. 20* 308 Bingefneglene. Vingeſneglene ere ligeledes en lille Gruppe af fmaae, oceaniffe fint byggede Snegle, der færdeg i det ftore Verdenshav, ofte i umaadelige Sværme, og roe fig frem ved Hjælp af Finnerne (Vingerne); de have ifær Betydning ſom Føde for ſtorre Dyr, navnlig for Hvalerne. Med Undtagelſe af de nordlige Arter, der ogſaa viſe ſig om Dagen, komme de kun til Overfladen i Tusmorke eller i klare, ſtille Nœtter, nogle Arter tidligere, andre 8 Fig. 316. Forſkjellige Vingeſnegle. førft længere ud paa Aftenen. De leve af andre ſmaae Hapdyr, f. Ex. Smaakrebs. 1ſte Samilie: Densgne Vingeſnegle have en langagtig Krop uden Skal, en Finne paa hver Side af Halſen og et tydeligt Hoved med 2 —6 Folehorn eller forte Arme. Ex. Clione borealis (F. 316, 1). 2den Familie: De ſkalberende Vingeſnegle have ikke noget tydeligt Hoved, hvorfor Vingerne ſidde umiddelbart omkring Munden. Kroppen er indeſluttet af en fin, glasagtig Skal, der kan vere naaleformig, tragt- eller pungdannet eller ſpiralſnoet (Fig. 316). Naar de ſvomme, ere Finnerne udbredte ovenover Skallen; naar Dyret vil ſynke, træffes de ind. (Explr. Creseis (2), Hyalæa (3), Clio (+) og Limacina (5). 1. Zdie Klasſe: Muslingerne (Conchifera) ere Bløddyr med Fod, men uden Hoved, hvis Legeme er omſluttet af to Kappeblade, der affætte en to— klappet Skal. Muslingernes Legeme dekkes af to Skaller, ſom ligge hver paa fin Side af Dyret og kun ftaae i Forbindelſe med hinanden paa Ryggen ved Hængflet og Baandet; i Almindelighed ere de eens, ſjeldnere (f. Ex. hus Oſterſen) er den ene Skal flad, den anden hvælvet, og Muslingen er da ffjæv. Hengſlet er en Gruppe af ind i hinanden gribende Takker og Fordybninger paa Muslingerne. 309 Rygſiden af Skallernes mod hinanden vendende Rande; deres Form og Antal er forſtjelligt hos de forſtjellige Slægter. Baan— det, der ligger tæt bag ved Hængflet, enten udenfor, imellem eller indenfor Skalrandene, bevirker ved fin Spenſtighed, at Skallerne aabnes, naar Lukkemufſklerne ſlappes; hvis Baandet er indvendigt, have dets Traade nemlig været ſteerkt ſammentrykte, hvorfor de nu vide ſig ud og drive Skallerne fra hinanden; er Baandet udvendigt, og har det derfor ved Skallens Lukning været ſterkt ſpendt, vil det træffe fig ſammen og derved drage Skal— lerne fra hinanden. Hos de forſkjellige Arter og Slægter kan der være nogen Forſkjel i Henſeende til Skallernes Form, Tyk— kelſe og Ydre; de kunne ſaaledes være forte eller lange, flade eller bugede, glatte, bladede eller riflede o. ſ. v. De beſtaae altid ligeſom hos Sneglene af to Lag, et indre, der er afſat af Tynd— kappen, og et yore, der tillige danner Skalranden nedenfor Kappelinien og er dannet af Kappebremmen. Foruden Kappe— linien, ſom antyder Grendſen mellem disſe Kappens to Dele, bærer Skallen indvendig Merke af Lukkemuſklerne; disſe ere i Almindelighed to, ſjeldnere een; i forſte Tilfcelde ligger der en i hver Ende af Opret (Fig. 317, m, m)), i ſidſte Tilfælde en ftørre henimod Midten. De gage fra den ene Skal og det ene Kappeblad til det andet; naar de forkortes, knibe de Skallerne ſammen og lukke derved for Dyret og dets indtrukne Dele. Indenfor Skallerne ligge forſt de to Kappeblade, der have en til Skallerne ſvarende Form; paa Ryggen ere de ſammen— voxne med Kroppen, men forreſten ligge de frit paa Siderne af denne; deres Rande ere hos mange Muslinger fuldkommen frie, men kunne ogſaa være ſammenvoxne hele Veien med Undtagelſe af en Aabning fortil for Foden og to bagtil for Vandets Ind— og Udgang. Det er iſcer paa Grendſen mellem den tykle og kjodfulde Kappebremme og Kappens tyndere Deel (ved Kappe— linien) at den hænger faſt til Skallen, til hvilken dens øvrige Deel kun ſlutter løft, Langs Kapperanden ſidde ikke ſjelden (f. 310 Muslingerne. Ex. hos Kammuslingerne) talrige Foletraade og mellem dem en Deel (indtil over 100) ſterkt farvede og glindſende Oine; begge Slags Sandſeredſkaber kunne ftræffes udenfor Skallerne og ſaaledes blive tilgængelige for Ind— tryk fra Omgivelſerne. Bagtil lægge de to Kappeblade ſig enten ſaaledes mod hinanden, at der dannes en enkelt eller dobbelt Aabning, eller denne Deel af Kappen er omdannet til to kortere eller længere Rør (s, s“), ſom kunne ſtrekkes langt udenfor Skallen, men i mange Tilfælde ogſaa træffes heelt indenfor denne. Drevet af de Fimrehaar, hvor— med Gjellerne og Kappens Indſide ere bekledte, ſtrommer Vandet ſtadigt ind af den nederſte af disſe Aabninger eller Ror og ud af den overſte, medtagende de ufordgielige Dele af Neœringsmidlerne, de modne Mg 0. ſ. v. Rorene kunne 111 Å enten være indbyrdes frie og altſaa Fig. 317. Sandmusling. ftræffes ud hver i fin Retning eller e ene ſammenvoxne udvendig. Deres Tilſtede⸗ værelfe antyder, at Muslingen lever nedgravet eller indboret, hvorfor ogſaa Øinene og Foletraadene hos disſe Muslinger ere anbragte omkring Rorenes Aabning og ikke paa den øvrige Deel af Kapperanden. Jo længere Rorene ere, deſto bredere er det tilſvarende Stykke af Kappebremmen, der indeholder de Mufkler (b), ved hvilke de kunne træffes ind, og deſto ftørre en Bugt fortil danner Kappelinien. *) 5, s“ Aanderer. 9 Gjellerne. m, m! Muſkler. / Foden. - Lebefligene. b Kappebremmen. * Hjertet. v Endetarmen. Muslingerne. 311 Indenfor Kappen ligge paa hver Side to blode, fint ſtribede Gjelle— blade (g); undertiden (ſom f. Ex. hos Kammuslingerne) ere de oploſte i nedhængende Trevler. Inderſt findes endelig den egenlige Krop, huis nederſte kjodfulde Deel kaldes Foden (f), og hvis øverfte Deel indehol— der Fordgielſeskanal, Lever, Nyre og Agge( Seed) ſtok. Munden ligger fortil ovenover Foden; den er en ſimpel Spalte uden Kjceber eller Tunge, men med to folſomme, fimrehaarede Lebeflige ved hver Mundvig, der tjene til at ſamle de i det indſtrommende Band ſvommende mikroſkopiſke Veeſener, ſom ene udgjore Muslingernes Fode, og hvis ufordoielige Skaller derfor træffes i ſtor Mængde i deres Tarmkanal. Endetarmen hviler paa den bageſte Lukkemuſkel og aabner fig indenfor Kappens Üdforſelsaabning. Foden, der kun mangler hos Oſterſerne, er i Reglen ſam— mentrykt og kan ſtrekkes langt udenfor Skallen; ved at ſtrekke den ud og trykke den ned i de bløde Masſer, der danne Havbunden, og derpaa træffe den ſammen, ſaa at Kroppen flæbes med, kan Muslingen pløie fig frem i Overfladen af Sandet eller Dyndet eller bore fig ned i dette, ligeſom den ved de modſatte Bevegelſer kan be— vege fig baglends eller opad; Hjertemuslingerne vælte fig frem i Set eller Spring ved Hjælp af deres lange fnæbøiede Fod, og vore ſmaage Ferſkvandsmuslinger (Bonnemuslingerne, Cyelas) kunne krybe opad Stene eller Vandplanter eller hen under Vand— fladen. Det ſynes derimod ikke at være ved Fodens, men ved Skallernes Hjælp at de borende Muslinger formaae at ſlibe fig ind i Tre eller endog i haarde Koralmasſer eller Klipper. Hos N NÅ 4 6 I I 1 | 1 J ms | il! PA || 2 (| 0 5 | | | , el | 10 U 465 ii 0 ae | Fig. 318. En Dammusling+). *) Bogſtaverne have ſamme Betydning ſom i Fig. 317. & Kappen. 312 Muslingerne. de Bysſus ſpindende Muslinger (f. Ex. Blaamuslingerne) er Foden tillige et Faſtheeftnings⸗ redſkab; i en bagved Foden liggende Grube afſondres nemlig en ſeig Vedſke, der flyder ud i en Rende paa Fodens Underflade, ſom ender med en lille Udvidelſe; ved Fodens Tryk fæfteg denne Slimtraads knap— formige Ende til Stene, Tang o. ſ. v. og ved at komme i Berøring med Van⸗ det ſtorkner den tilen Horntraad. Naar et Knippe af ſaadanne Traade er dannet, er Muslingen derved feſtet; vil den forandre Plads, kan den løsne fig fra dem, og ved efter— haanden at afſctte nye Traade og flippe de gamle endogſaa hæve ſig op ad lodrette Flader. Visſe Muslinger benytte ogſaa dette Spind til at ſammenveve Skalſtumper og deslige til en beſkyt— tende Rede. — J det hele fore Muslingerne et ligeſaa lidet be⸗ veget Liv ſom Sneglene; kun visſe Kammuslinger formaae at gjøre Hop i Vandet eller ligeſom at flyve gjennem dette ved at klappe Skallerne ſammen; Oſterſerne ſidde ofte ubevegeligt faſt— voxne ved den ene Skal eller ligge ialfald ganſke ſtille paa Hav— bunden, hvilende paa den bugede Skal. Agene udklekkes meget ofte indenfor Muslingens Krop, enten i Kappehulen eller, ſom hos vore Dammuslinger, i Gjellerne; Havpmuslingerne forlade Moderen ſom Larver (Fig. 320—21) med en tynd, toklapet Skal og med et ſtort Svommeſeil af lignende Beſkaffenhed ſom Sneglenes, men udeelt. Ferſkvandsmuslingerne gjennemgage derimod ikke nogen Forvandling, men de ſpede Unger kunne dog ſoomme ved at klappe med Skallerne. Fig. 319. Blaamuslingen“). *) Venſtre Skal er taget bort, og venſtre Kappeblad er bgiet tilbage. Muslingerne. 313 De fleſte Fig. 320. Fig. 321. Muslinger be— | boe Havets Qy- ſter, iſcer de ſandede, færre Floder og Søer; de ſtorſte og fleſte tilhøre de varme Have. Kæmpe- Larver af to forffjellige Arter af Havmuslinger (Fig. 321 af en ,,Pæleorm”): a Skallen. bc Forbdøielfes- muslingen (Tri- kanalen. d Leveren. 4 Munden. ! Seilet. m Foden. n De Mufkler, der træffe Seilet ind. dacna gigas) i de indiſke Have opnager en Længde af over en Alen, og dens Skaller have en uhyre Tykkelſe og Tyngde. Klasſen er mindre artrig end Sneglenes, men dog ſtor nok til at have megen Betydning i Naturen, deels ſom Fode for Dyr og Menneſker (ifær SOſters, — Blaa⸗ og Hjertemuslinger), deels ved at udtrekke Kalken af Havvandet og efterlade ſine talrige Skaller enten ſom Oſters- og Muslingbanker eller blandede med Hayſandet; endelig ogſaa ved at nedbryde Klippeſtykker og ødelægge Drivtͤmmer, Bolverker og Skibe. — Perlemor er det indvendige Lag af Skallen og Perler ſygelige Dannelſer (ofte foranledigede af Indvoldsorme) indvendig paa Skallen eller i Kroppen af visſe Muslinger, ſom deels leve i tropiffe Have (Avicula), deels i Europas Ferſkvande (Unio margaritifera); ogſaa den almindelige Blaamusling indeholder ikke ſjelden Perler. Den bløde Bysſus af Skinkemuslingen (Pinna) kan ſpindes og veves. 314 Muslinger. Brachionopoder. Blandt de talrige Slægter kunne folgende udheves: Oſter— ſerne (Ostrea) med en tyk bladet Skal (og uden Fod) og Kammuslingerne (Pecten) med en tynd ribbet Skal høre til dem, der have en fort, noget |fjæv Skal og een Lukkemufkel; hos Blaamuslingerne (Mytilus) og Dammuslingerne (Unio, Anodonta) findes der (ligeſom hos de folgende) to Lukke⸗ mufkler, og Skallen er mere langſtrakt; alle disſe Slægter have frie Kappeblade og mangle Aanderor. Derimod findes to kortere eller længere Aanderør hos Hjertemuslin gerne (Cardium), udmeerrkede ved deres forte, tykke, bugede og ribbede Skaller og kneformigt boiede Fod, hos Sandmuslingerne (Mya), Bore— muslingerne (Pholas) og Ormemuslingerne eller Pele— ormene (Teredo), hvilke ſidſte udmærke fig ved at deres Skaller ere overordenlig ſmage i Sammenligning med den meget langſtrakte Krop og ved at de udklede deres Huler med et Overtrek af Kalk. Greelcce ode ; 111. Som en egen Klasſe i Nærheden af Muslingerne (tid— ligere ſom en egen Underafdeling af disſe) ſtiller man ſedvanligen Bra— : chionopoderne paa Grund af deres Fig. 323. Skallers Lighed med Muslingſkaller; men ſelve Dyrets Bygning er ganſke forſkjellig og deres Plads i Syſtemet muligvis paa et ganſke andet Sted. Allerede i Skallerne er der den ſtore Forſkjel, at disſe ikke ſvare til Dyrets hoire og venſtre Side, og derfor aldrig ere aldeles eens ind— byrdes, hvorimod den enkelte Skal i Reglen er fuldkommen ſymmetriſk. J Dyrets Bygning ere de to kne— boiede eller ſpiralſnoede, fryndſede 9: med talrige Foletraade beſatte „Arme“, mellem hvilke Munden ligger, det vigtigſte Træf; et faſt vengde⸗ ol Toerſai f bo erebrn⸗ (forkalket) indre Skelet af forſtjellig tulln te IE Form, der ſlutter ſig til Rygſtallen, disſes Skelet. men Muſtlerne. tjener ofte til Støtte for disſe Arme, der minde ftærft om Rorormenes Brachionopoderne. Søpungene. 315 (Serpulernes). Hos nogle ere Skallerne ikke forkalkede, men horn- agtige. Nogle ſidde faſt ved Bugfkallen (Crania), andre ved en blød Stilk, der enten gaaer ud af et Hul paa Bug-Skallen (Tere— bratula) eller mellem Skallernes Fæfte (Lingula). Hos de uddøde Hippuriter var Bugffallen forlænget til et kegledannet Ror, i hvilket Rygſkallen pasſede ſom et Laag. J Nutidens Have op— træde Brachionopoderne kun med et forholdsvis ringe Antal Arter, der fortrinsvis leve paa meget dybt Band; en ſtorre Rolle ſpillede de i tidligere Jordperioder, hvorfor de have en ikke ringe Betydning i Forfteningslæren. Jjær vare de eldſte Jordperioder rige paa Former af denne Gruppe, hvis nærmefte Slægtninge maaffee ere at ſoge i Bryozoer, Cyathophyller og Serpuler og ikke i Musling- klasſen. . Ste Klasſe: Sopungene (Tunicata) ere Bloddyr uden Hoved, uden Fod og uden Skal, der omſluttes af en ſekformig Kappe med to Aabninger. Sopungene udgjore maaſkee den mindſt talrige Afdeling af de egenlige Bløddyr; de ere alle Havdyr og ligne Mus lingerne deri, at de omfluttes af en ſeekformig Kappe med to Aabninger, der kunne ſtaae frem ſom forte Rør, og gjennem hvilke Bandet føres ind og ud, ſamt deri, at deres Fode beſtaaer af de Smaaveſener og Smaadele, ſom ved denne Leilighed føres ind i deres Kappehule, i hvilken ſaavel Munden, der ligeſom hos Muslingerne er uvæbnet og ikke ſidder paa noget Hoved, ſom Tarmen aabne ſig. Men foruden at de mangle Skal, afvige de fra dem og fra alle andre Bløddyr ved Kappens ſeregne Natur (den beſtager nemlig af et lignende kvelſtoffrit Stof ſom det, der danner Planternes Cellehinde), ved at Nerveſyſtemet kun beſtaaer af een Nerveknude, der ligger indenfor Kappen mellem de to Aanderor, (ſamt af de fra den til alle Sider ud— ſtraalende Nerver), og ved at Hjertet, der ikke er afdeelt i flere Rum, ſkiftevis pulſerer i to modſatte Retninger, faa at de ſamme Aarer og Blodbaner afvexlende gjore Nytte ſom Blod— aarer og ſom Pulsaarer. 12. Jorſte Orden: De egenlige Søpunge (Ascidiæ) ere faſtſiddende Bløddyr, hvis to Kappeaabninger ſidde ner ved hinanden, og hvis Gjelle og Muſkler have Sæfform ligeſom Kappen. — Som Larver ligne de ſmaae Haletudſer og ſpomme om ved en Spemmehale, der ſpinder ind efter at de have fat fig faſt (Fig. 328, 3). 316 Søpungene. ifte Samilie: De eenlige Søpunge (A. simplices) ſidde faſt til Stene, Tang eller andre Gjenſtande ved Havets Kyſter og kunne ikke flytte fig fra Stedet. Kappen er vandklar eller læderagtig, undertiden knudret, ſtraalepigget, afdeelt i Horn— plader eller dekket af Sand eller Skalſtykker; hos enkelte Former (Boltenia) er dens nederſte Deel truffet ud i en lang Stilk. J Fig. 325. Fig. 326. T forſtjellige Arter af Sopunge. J Fig. 325 er Kappen borttaget paa den ene Side for at blotte Mufkelſekken. dens frie Ende findes ikke langt fra hinanden to Aabninger eller forte Rør, ſom vilkaarligt kunne aabnes og lukkes, forlænges og forkortes, ligeſom hele Dyret meer eller mindre kan ftræffe fig ud og igjen træffe fig ſammen. Ved disſe Bevagelſer, der ſkyldes den af Tver- og Lengdetraade dan— nede Mufkelſck, der ligger indenfor Kappen (Fig. 328 *), fornyes Dyrets Vandbeholdning paa een Gang; naar Dyret derimod forholder ſig roligt, ſtrommer Bandet langſomt ind af den ene og ud af den anden Kappe— aabning, ligeſom hos Muslingerne. Omkring hver af Kappeaabningerne ſees ofte 6— 8 farvede Pletter (Dine), og i felve Aabningen en Kreds af Foletraade. Storſte Delen af Dyrets Indre optages af Gjællefæffen paa et lille Rum ner, der ligger lige ud a 9 for den til Vandets Üdforſel beſtemte Fig. 327. En klar Sopung. Aabning; i dette Rum aabner Tarmen fig og gjennem det føres tillige gene ud. Munden ligger der— imod i Bunden af Gjællefæffen, hvis Blodkar danne ligeſom et Gitter eller et Net og ſamle fig i en ſtor Aare paa hver Side; Søpungene. 317 mellem Maſkerne er der Huller, gjennem hvilke Bandet kan gaae ud af Gjelleſcekken. (Smlgn. Fig 329, 2). Fordgielſeskanalen og Hjertet ligge hos de eenlige Sopunge i Reglen paa den ene Side af Ejelleſcekken og ikke under denne (ſom hos den her nedenfor afbildede Koloniſspung). Fig 328. 1 En vandklar Koloniſspung (Clavellina), beſtagende af fet t fuldt ud⸗ viklet Individ og flere yngre, boden ved Üdlobere. J Hovedfiguren ſees Kappens to Aabninger (s s“), Gjellen (9), Munden (o), Fordgielſes⸗ kanalen (v), Tarmaabningen (2), Wggelederen (d). I bet ftørfte af de yngre Individer * er Mufſkelkappen antydet. 2 Et Stykte af Gjællen forftørret; man feer Fimrehaarene langs med Randen af Hullerne. 3 En Larve (lige— ledes forftørret). 2den Familie: Koloniſspungene (A. sociales) ſidde lige- ſom de eenlige faſt til Gjenſtande i Havet, og deres indre Byg— ning er den ſamme ſom hines, kun med den Forſkjel, at Indvoldene, paa Grund af Legemets forholdsvis ftørre Længde her ligge under Gjælle- ſæekken (Fig. 328, 1). I Henſeende til den Maade, hvorpaa Individerne ere forbundne med hinanden og ordnede i Kolonien, kunne de være en Deel forſkjellige. Snart ſidde de langs ud ad en kry— ' bende eller flyngende Fig. 329. Et Styffe af en Stjerneſopung Stengel, ſnart danne de paa et Tangblad. uregelmeſige Klumper eller flade, ſlimede Overtraek paa Tang og Stene. Som ofteſt ſtaage de kun i Forbindelſe med hinanden ved den fælleg geleeagtige Kappe; men hos Stjerneſspungene 5 318 Salperne. (Botryllus, Fig. 330), hvor Individerne ere ordnede i Grupper, aabne deres Udforſelsaabninger fig i en fælles Hule, ſom tillige tjener ſom Rugehule for Larverne, der efter at have ſat ſig faſt frembringe nye Kolonier ved Knopſkydning. De enkelte Dyr i Kolonien ere ſom ofteſt kun nogle faa Linier ſtore. Ildpelſerne (Pyrosoma) ere vandklare, lyſende, polſeformige, i den ene Ende lukkede, i den anden aabne Kolonier af ſmaae Søpunge, der i deres indre Bygning kun afvige fra de egenlige Sspunge ved at Gjellens Form tilſteder Vandet en friere Gjennemgang og ved at deres Ind- og Udførfels- aabning vende i to modſatte Retninger, hin udad, denne indad. Af de enkelte Dyrs Vandſtremme opſtaager derfor en ſamlet Strøm, der flyder ud af Kolo— niens aabne Ende og ſaaledes driver denne langſomt frem med den lukkede Ende fortil. De træffes i de varme Strøg af de aabne Verdenshave. 13. Anden Orden: Falperne (Salpæ) ere fritſovommende, vandklare Sspunge hvis Kappeaab— ninger ſidde langt fra hinanden, hvis Muſkler omgive Aandehulen ſom Bælter, og hvis Gjelle er et i denne udfpændt Baand. Salperne ere vandklare, farvelsſe oceaniſke Dyr af en lang— ſtrakt, trind eller kantet Form, med en Længde fra en 3“ til 37; i deres Bagende ligge Indvoldene ſamlede til en Knude, ſom paa Grund af ſin Farve er Fig. 330. En Salpe ſeet fra Siden og Ryggen. det eneſte af Dyret, ſom ; tydeligt kan ſees, naar det ſvommer i Bandet. Tet derved findes den til Bandets ÜUdforſel beſtemte Aabning paa Kappen, hvorimod den ftørre Ind - førfelsaabning ligger i Forenden. Idet Bandet trænger ind af den ſidſte og ſtodes med Kraft ud af hin, ffydes Dyret frem i modſat Retning; denne Bandets Bevegelſe be— Fig. 331. Et Stytfe af en Salpetjede. virkes af Muſkelbaandene, a Üdforſelsaabningen. ö Indforſelsaabningen. der ligge tæt indenfor „. Indvoldskuglen. m Muſtelbaandene. 9 Kappen omkring Aande— Gjellen. o Sandſeredſkab (Øre?). en Fo⸗ hulen og fkiftevis ſam⸗ ſter⸗Salpekjede. e eenlige Foſterſalper. nemtrækkes og ſlappes Enhver Salpeart viſer ſig i en dobbelt Skikkelſe, nemlig deels ſom eenligt Individ, deels ſom Medlem af en Salpekjede o: en Salperne. 319 dobbelt Ræffe af Salper, der ere forenede ved Bindetraade med deres Naboer og Gjenboer og bevæge fig frem ved Alles forenede Bevegelſer. Disſe Former ere dog kun to Kuld eller Genera— tioner, ſom ſkifte regelmeſigt med hinanden. De eenlige Salper ffyde nemlig Salpekjeder, ſom fødes i flere Afſnit, efterhaanden ſom de have naaet en vis Udvikling, og hvis Individer ſtedſe ved— blive at hænge ſammen, naar de ikke ſkilles ad ved Bold (f. Ex. ved Storm), men avle eenlige Salper, der atter frembringe Kjeder o. ſ. v. 114. Som den laveſte Afdeling (Klasſe) af de egenlige Bløddyr fætter man ſæedvanlig de ſaakaldte Mosdyr eller Moskoraller (Bryozoa); tidligere regnedes de med Koraldyrene og Goplepo— lyperne til Straaledyrene (Polyperne). Det er en meget talrig Klasſe, alle ſammenſatte Dyr (Kolonidyr) af meget ringe Stor— relſe. Koloniens Form er meget forffjellig (træagtig forgrenet, netfor— Fig. 332. Skizze af et lille Stykke af en Ferſtvands- og af en Hav-Bryozo (forſterrede.) mig, fladt udbredt o. ſ. v.); den er ſnart aldeles blød, ſnart faſtere, mere hornagtig eller endogſaa forkalket og ligner da fkuffende ſmaae Stjernekoraller, tæt beſatte med fine Huller. Disſe ere de Aabninger, ſom fore ind til de enkelte Dyrs Celler, og ud af dem kan Dyret ſtrœkke fin Krands eller Tragt af fimrehaarede Fole— traade eller Fangearme, der omgive Munden. De beſidde en vel udviklet Fordoielſeskanal, der boier fig tilbage og aabner fig ved Siden af Munden, udenfor Fangearmenes Kreds; derimod beſidde de hverken Hjerte, Blodkar eller ſerlige Sandſeredſkaber; Nerve— knuden ligger mellem Munden og Tarmaabningen, altſaa paa ſamme Sted ſom hos Sopungene. Nogle Arter ere forſynede med eiendom— melige Griberedſkaber, der ligne Fuglehoveder. Af Hav-Bryozo— erne (f. Ex. Flustra, Hornera, Eschara, Retepora o. ſ. v.) er der baade bløde, horn- og kalkagtige Former; de findes pan Stene, Tang, 320 Straaledyrene. Skaller af døde og levende Dyr; ifær ere de hyppige paa dybere Band (Korallinernes Bælte), og paa endnu dybere og roligere Steder ſamles de døde Moskoralſtokke til Lag af betydelig Mæg- tighed; af denne Beffaffenhed ere f. Ex. Limſtenen og ſtore Par— tier af Faxekalken. J det hele have Hav-Bryozoerne ſpillet en ſtor Rolle i Fortiden, fra de eeldſte Tider af, men iſeer i Kridtforma— tionen. Hos de fleſte Ferſkvands-Bryozoer (Alcyonella, Plu— matella) findes Foletraadene ikke umiddelbart omkring Munden, men paa to korte Arme, tilſammen dannende en Figur ſom en Heſteſko; ingen af dem har en forkalket Koralſtok. Hos nogle er Kolonien endogſaa bevægelig og flytter fig langſomt hen ad Band» planternes Overflade. 115. Anden Underreekke: Straaledyrene (Radiata) ere Bløddyr med en ſtraaleformig Ordning af Lege— mets Dele. Uagtet Straaledyrenes Legemsform er overordenlig for— ſtjellig, kan Legemet dog altid betragtes ſom ſammenſat af flere indbyrdes eensartede og eensbyggede, om et Midtpunkt eller en Midtlinie ſammenſtillede Afſnit eller Straaler; men disſe Af— ſnit kunne være mere eller mindre tydeligt ſondrede, og Legemets Straaleform vil derefter træde mere eller mindre tydeligt frem i det ydre (Soſtjerner, Stjernekoraller o. ſ. v.). Naar en eller flere Straaler udvikles mindre end de andre, bliver Legemets ydre Form ſymmetriſk, uagtet dets Bygning i Virkeligheden er ſtraaleformig, ſom f. Ex. hos visſe Soborrer og Sopolſer. Grundtallet o: det Tal, hvormed de eensartede Legemsdele gjentage ſig en eller flere Gange, er i Reglen beſtemt for hver Afdeling,zhos nogle 4, hos andre 5 eller 6. Alle Straaledyr ere hovedloſe ligeſom de lavere Bløddyr og Orme. J Henſeende til den indre Bygning ſtaae Straaledyrene i det hele paa et lavere Trin end de egenlige Bløddyr; kun Pig— hudene ftaae omtrent paa ſamme Hoide ſom de lavere Bløddyr eller noget hoiere. Nerveſyſtemet er kun iagttaget med Sik— kerhed hos Pighudene, hvor det beſtaaer af en Ring omkring Pighudene. 321 Munden, hvorfra der udgager lige faa mange Nerveſtammer, ſom der er Straaler, og hos Goplerne, hvor det har en lignende Straaleform (Fig. 355, n), men det har aldrig Knuder, ikke engang paa de Steder, hvor Nerveſtammerne udgaage fra Svelg— ringen. De farvede Smaalegemer, der forekomme i Spidſen eller Randen af Straalerne hos forſtjellige Straaledyr, tydes ſom Sandſeredſkaber (Dine 1 BRED: JR 2 16. fe Klasſe: Pighudene (Uchinsdermata) ere Straaledyr med Grundtallet 5, med en mere eller mindre udviklet, ofteſt pigget Kalkſkal og med talrige Sugefodder. Legemsformen gjennemlober indenfor denne Klasſe ſaa betydelige Forſkjelligheder, at det kun er ved at forfølge Over— gangene fra Form til Form at man erkjender, at Sopolſer, Soſtjerner, Soborrer, Solilier o. ſ. v. i Virkeligheden kun ere forſtjellige Led af en og ſamme Formreekk, forſtjellige Til— lempninger af den ſamme Grundplan. — Pighudene beſidde neſten altid et mere eller mindre udviklet Hudſkelet af Kalkplader; fuldſtendigſt er dette udviklet hos Soborrerne og Solilierne, fvageft hos Sgpolſerne. Kalkpigge ere ofte ind— leddede paa disſe Hudplader; de ere ſteerkeſt udviklede hos So— borrerne og efter dem hos So- og Slangeſtjernerne, iſcer langs hen ad Armene. Sugefodder o: ſmage Rør, der mere eller mindre kunne træffes tilbage i Skallen eller Huden og gjerne ende med en lille Sugeſkive, findes i ſtort Antal hos neſten alle Pighude og ere i de fleſte Tilfælde deres veſenligſte Bevegelſesredſtaber. Naar de ſtulle ftræffes frem, fyldes de fra et eget Vandkanalſyſtem, hvis Hovedkanaler (Fig. 333, I) lobe langs med Fodrekkkerne, og hvis Sidegrene ende med ſmaage Bleerer; ved disſes Sammentrekning drives den Vedſke, ſom de indeholde, ud i Fødderne, hvilke derved fage den Fyldighed, ſom deres Anvendelſe fræver. Ved efterhaanden 21 322 Pighudene. at feſte og løgne dem og træffe Kroppen efter, er Dyret i Stand til at bevæge fig langſomt frem; naar de træffes ind, flyder den Vedſte, der fyldte dem, tilbage til Blererne og Kanalerne. Disſe Kanaler, hvis Antal ligeſom Straalernes og Fodrekkernes i Reg— len er 5, ſtaae i Forbindelſe med en Ringkanal, der omgiver Munden, og hvorfra der igjen udgager nogle rummelige Ka— = ÉN Må 8 2 2 2 E 2 2 77 * ; ; S Fig. 334. Forde ielſesredſkaberne af eee, de Bech. for f een (Be 8 Mme ere ak 5 ſkaarne ved Grunden). naler eller Blarer (Fig. 333, b), gjennem hvilke Vandkanal⸗ ſyſtemet enten ſtaaer i Forbindelſe med den i Dyrets Krophule indeholdte Vedſke eller (ſom hos Soborrer og Soſtjerner) med Havvandet omkring dem gjennem den ſaakaldte „Madreporplade“ (Fig. 339, m). Naar der findes Fangearme omkring Munden, Fig. 333. i Fordoielſeskanalen. Fangearmene. ! Lengdemuſtlerne og Vand— kanalerne. b en ſtorre Blære paa Vandkanalſyſtemet. m Tvermufklerne og Vandkanalernes Sidegrene. r Aandedreætsredſkabet. s“ og s" Blod- karſyſtemet. 9 Forplantningskirtlen (Wggeſtok eller Seedſtok). Fig. 334. m Maven. t Tarmen. ! Leveren. Pighudene. 323 ſom hos Sopolſerne, ſtage de i det ſelbſamme Forhold til Vand— kanalſyſtemet ſom Sugefodderne, og kunne derfor betragtes ſom Omdannelſer af disſe. Fordoielſeskanalen er hos de forſkjellige Ordener ud— dannet paa en faa forſtjellig Maade, at den maa omtales hos hver af disſe for fig. — Et meget udviflet Blodkarſyſtem (Fig. 333, s), hvig ſtore Stammer pulfere og derved drive Blodet fremad, har ifær ſit Leie langs med Fordoielſeskanalen; et eget (formeentligt) Aanderedſkab findes kun hos Sopolſerne (Fig. 333, r). Forplantningskirtlerne ligge hos Soborrerne i den overſte Deel af Krophulen og aabne fig gjennem 5 ſmaae Huller paa Toppen; hos Soſtjer— nerne gjerne i Armvink— lerne, hvor de aabne fig å gjennem mange ſmaae Hul- ler; hos Slangeſtjernerne i den egenlige Krop, paa hvis Bugſide der findes 10 (20) Spalter til Kjons⸗ ſtoffernes Udforſel, og hos Fig. 335. Larve af Fig. 336. En So⸗ Solilierne i Armenes en Slangeſtjerne ). borre-Larve +). Smaagrene. gets Befrugtning fkeer i Reglen udenfor Legemet og er ligeſom hos de andre Straaledyr, de lavere Bloddyr, de fleſte Orme o. ſ. v. for en Deel overladt Tilfældet. — De fleſte Pig— hude gjennemgaae en meget merkelig Forvandling; de af Wget udkomne mikroſtopiſte Larver have meget forſtjellige, ſtun— dom hoiſt forunderlige Former (hvorfor de ere blevne ſammen— lignede med Vaabenſkjolde, Taffeluhre, Staffelier o. ſ. v.), men ere altid ſymmetriſke (ikke ſtraaledannedeß og udruſtede med Bræm- mer eller Grupper af Fimrehaar, hvormed de hvirvle om i Vandet; deres fine Legeme er ofte (hos Soborrer og *) * Larvefligene med deres Fimrehaar og indre Kalkſtelet. s Pigge, p Tanger og t Sugeſodder paa den Deel af Larven, der uddannes til Pighudens endelige Form. 21 * 324 Pighudene. Slangeſtjerner) ſtottet af et Skelet af Kalktraade. Hos nogle (So— polſer og Solilier) omdannes næften det hele Larvelegeme til Pig— hudens endelige Form, hos andre kun en Deel deraf, paa hvilken Kalkplader, Pigge, Fødder, Teenger o. ſ. v. efterhaanden blive ſyn— lige; der er derfor en Overgangsperiode, da den unge Pighud baade kan ſvomme ved Larveformens Fimrehaar og krybe med fine Fodder, men Larve-Redſkaberne forſvinde i Almindelighed, (enten ved Reſorption eller, ſom hos visſe Soſtjerner, ved at den unge Pighud løsner fig fra Larvelegemet), inden Opret er faa ſtort, at det let opdages af det blotte Oie. Der gives dog ogſaa enkelte, iſer levendefsdende Arter, hvis Unger mere umiddelbart, uden nogen mellemliggende Larveform, udvikle Pighudformen. Pighudene leve alle i Havet, ved Kyſterne, ifær paa ſtͤrre Dybder og i de varmere Have; i de nordiſke Have findes dog ogſaa et betydeligt Antal Arter af alle fem Ordener. Mange beſidde ſmukke (f. Ex. rode) Farver. For Menneſket have enkelte Arter Betydning ſom ſpiſelige, andre ved den Skade, ſom de tilføje Fiſkerier og Oſtersbanker. — De talrige Arter af ud do de Pighude have ſtor Betydning for Dyrelivets Hiſtorie i ældre Jordperioder; de hos os forekommende forſtenede (ſom ofteſt flintfyldte) Soborrer og Somus (Cidaris, Galerites, Ananchytes hidrore fra forſtyrrede Lag af Kridtformationen. in. Forſte Orden: Sapolſerne (Holothuriæ) ere mere eller mindre langſtrakte, polſe- eller ormeformige Dyr med en blød, læderagtig Hud, ber indeholder ſmaae Kalkplader af forſtjellig Form, men ſom kun fjelden ere faa ſtore, at de viſe fig for det blotte Øie ſom taglagte Skel. J For⸗ Enden ligger Munden, omgiven af en Kreds af 10—20 fjerformige eller buſkede Fangearme, der kunne træffeg ind eller ſtydes ud og benyttes, naar Dyret vil gribe Føden, føle ſig for, ſuge ſig faſt eller krybe op ad lodrette Flader. Gattet ligger i Bag⸗Enden, og mellem disſe to Aabninger bugter ſig i Form af et 8 Fordgielſeskanalen (Fig. 333, i), der nogenlunde Sopolſerne. 325 har ſamme Vide i hele fin Længde med Undtagelſe af den ud— videde muſkuloſe Endetarm, hvori der ſom ofteſt aabner fig et Fig. 337. En Sø-Agurf. Fig. 338. En Ormepolſe. hult, buffet, ſaakaldet Aanderedſkab (r). Vandet optages i dette gjennem Gattet og udſtodes igjen (2— 3 Gange hvert Minut), naar Aanderedſkabet og Endetarmen træffe fig ſammen. En voldſommere Udſproitning af Bandet — der, naar Dyret ængftes, ofte er faa ftærf, at Indvoldene kaſtes ud med — finder Sten, naar Dyrets Lengde-Mufkler pludſelig træffe fig ſammen, ſaa at Sopolſen forkortes til et tykt, uformeligt Legeme. Inden— for Huden findes nemlig et Lag Tvermuſkler (m) og 5 Par Lengdemuſkler (1), der foroven ere feſtede til en forkalket Bruſk— ring, ſom omgiver Svælget og ſtotter Nerveringen og Ringka— nalen. Sugefodderne ere hos de forſtjellige Slægter anbragte paa forſkjellig Maade; hos de ſaakaldte So-Agurker (Cucu- maria) i 5 Ræffer fra Munden til Gattet, hos Skelpolſerne (Psolus) blot paa den ſkiveformige Bugflade; hos andre ere de fordeelte over hele Kroppen, eller Bugen er beſat med ſteerkere, Ryggen med fvagere Fødder. Hos de med mikroſkopiſke Anker— pigge væbnede Ormepolſer (Synapta), ſom rode fig gjennem Sandet ligeſom Orme, mangle de ganſte. Sopolſerne leve ifær af at ſluge det med dyriſke Levninger fyldte Havſand og ere iſcer hyppige i de varme Have paa Koral— øerne; her drives ogſaa i Sydhavet det vigtige Fiſkeri af „Tre— pang“ (ſpiſelige Sopolſer). De mindſte er omtrent 1“, de ſtorſte 326 Søborrerne. over 1“ lange. De krybe i Almindelighed langſomt om ved Hjælp af Sugefodderne og Fangearmene eller ſidde faſtſugede ved Bug— ſkivens Sugefodder. us. Anden Orden: Soborrerne (Echinida) lſte Samilie: De ægte Soborrer (Sepindſpin eller Søæg) (Echinus) have i Almindelighed en halvkugleformig (ſjeldnere ſom hos Echinometra aflang) Skal med en mindre, rund Aabning paa den hvælvede Side, ſom dog paa Tarmaab— ningen nær udfyldes af ſmaae Plader, og en ſtorre midt paa den flade Side, paa Munden nær udfyldt af en blød Hud. Forreſten ſammenſettes Skallenaf 10bredere (a) og 10 ſmal— lere (b) Ræekker af kantede Kalkplader, ſaaledes at to brede Pladercekker ſtedſe ffifte med to ſmalle. De brede Plader ere beſatte med runde Knuder, paa hvilke Piggene, der undertiden opnaae en uhyre Storrelſe, ere indled— dede, faa at Dyret kan lægge dem ned eller reiſe dem op ſom et Beſkyttelſesmiddel; iſcer naar de ere meget ſterke, men ſom Folge heraf kun tilſtede i ringere Antal (hos Cidaris-Slegten), kunne de ogſaa benyttes ſom Bevagelſesredſkaber. Paa de ſmalle Plader findes desuden Reeker af fine Huller, til hvilke Suge— fødderne ere fæftede; de ſaaledes dannede 10 Fodgange nage fra Skallens ene Aabning til den anden. Mellem Piggene ſidde desuden talrige Tenger (Pedicellarier), beſtaaende af et tyndt boieligt Skaft og et Hoved af 2 eller 3 ſpidſe Grene, De benyttes deels til at gribe mindre Dyr, deels til at bortfſkaffe Fig. 339. Det overſte Stykke af Skallen af en Soborre x). *) aa de brede, bb de ſmalle Plader. de, der udfylde Rygaabningen og omgive Gattet. s Oiepladerne. 9 Genitalpladerne. m Madreporpladen. Søborrerne. 327 de af Tarmaabningen udtredende ufordøielige Dele, medens Fodderne foruden til at flytte fig ved ogſaa benyttes til at gribe Smaadyr eller til at faſtholde de Stumper af Tangblade og Skaller, 0 8 i 8 1 1 1 8 5 r 938 (ON Rg AW UN 0 NV 10 W. AV WA MÅ AV AS N DN NÅ N AV G AN NV 4 FN N PIN ( N N NE (7 NEN Nets ; N , ee N e Fig. 340. En Soborre. hvormed Soborren ſoger at dekke ſig. Omkring Skallens Ryg— aabning findes 10 mindre Plader i to Kredſe, hver med en fin Aabning; gjennem de 5 (8), ſom ſpare til de brede Skalplader, udfores Forplantningsſtofferne; en af dem er ftørre end de andre og er den ſaakaldte Madreporplade (m); i de 5 andre (s), der ligge i Spidſen af Fodgangene, ſees nogle rode Smaalegemer, ſom anſees for Oine. Paa den Hud, ſom lukker Skallens Bugaabning findes der i Reglen foruden Fødder og Teenger 10 buſkede Fangearme (Gjæller?), anbragte i ſeregne Indſnit i Skalmundens Rand. Ud af Munden rage 5 ſpidſe og haarde Tender, der ere feſtede i 5, af flere Smaaſtykker ſammenſatte, pyramideformige Kjeber (den ſaakaldte „Ariſtoteles's Lygte“), ſom omflutte Spiſersret. Fordoi— elſeskanalen bugter ſig to Gange, frem og tilbage, gjennem Krophulen. Naar Sopindſvinene krybe om paa Hapbunden eller Tangen, vende de gjerne Munden mod den Flade, hvorpaa de bevæge fig; de leve af Tang, ſom de afbide med deres ſteerke Tender, 328 Soborrerne. ſamt af Skaldyr, hvis Skaller de gjennembide, af Aadſler o. ſ. v. Af flere Arter ſpiſes Dyrets overſte Deel, ſom indeholder Aeggeſtokkene. 2den Familie: De uægte Ssborrers (E. irregulares) Skal er ſammenſat paa ſamme Maade ſom de ægte Soborrers, men har andre, i Reglen aflange og ſymmetriſke Former og er kun udſtyret med ſmage, men talrige, tæt ſtillede Vorter og tilſvarende fine, bevege— lige Haar eller Borſter. Gattet ligger altid pan Bugfladen eller i Nær- heden af denne. De indbefatte to Hovedſlaegter: Sskagerne (Seu— tellerne) (Clypeaster etc.), med en tyk, mere eller mindre ſkiveformig, ofte bagtil fliget og indſkaaren Skal, paa hvis Rygſide de blad— formige Fodgange ligge; Sskagerne have Tender ligeſom de ægte Soborrer, men et ſimplere Kjeebeapparat; de tilhøre fornemmelig de varmere Have; og Somuſene (Spatangus), med en tynd, Fig. 341. En Ssmus, feet fra Ryggen og fra Bugen. oppuſtet, hjerteformig Skal og en tandlos Mund, ſom ligger tem— melig langt fortil. De findes ogſaa i de foldere Have og fluge Havbundens Sand og Dynd. Begge Familier af Ssborrer tælle en ſtor Mængde uddøde Slægter og Arter i tidligere Jordperioder, men ikke længere til— bage end til Triastiden. J ældre Perioder fandtes kun en nu ganſke uddød Gruppe, de tavlede Soborrer (E. tessellata), ſom ved deres regelmeſige Straaleform, Tandvebning, Beliggenhed af Mund og Gat o. ſ. v. ſlutte fig til de ægte Ssborer, men afvige fra dem og fra alle andre Former af denne Orden ved at de brede og tildeels ogſaa de ſmalle Skalfelter dannedes af mere end 2 (af 3— 7) Pladerekker. 19. Tredie Orden: Foſtjernerne (Asteridæ) have et ſtjernedannet Legeme med 5 eller flere (f. Ex. 9, 11, 40) Straaler, der hos nogle Slægter kun viſe fig ſom frem— ſtagende Hjørner paa et ſtiveformigt Legeme, men i Neglen ere udviklede til kortere eller længere Arme, ſom dog altid ere en Søftjernerne. 329 umiddelbar Fortfættelfe af Stjernens midterſte Deel (den egenlige Krop). J Huden findes et mere eller mindre udviklet Net af Kalkſtykker, paa hvilke ſmage Korn, Borſteknipper eller Pigge kunne være feſtede. Meeſt udviklet er Hudſkelettet i Bunden af den Fure, ſom findes paa Underſiden af hver Arm, nemlig ſom en dobbelt Rekke af ſammenleddede Stykker, mellem hvilke der findes to eller fire Rekker af Huller for Fødderne, til hvis Beſkyttelſe der langs med Furens Rand finder nogle Rekker af Pigge. Paa Ryggen fan der findes talrige fmaae, fine Hubrør (Aanderedffaber?), ragende frem af Huden i Mel— lemrummene mellem Hudffelettet; Zænger forekomme ofte, deels gruppevis omkring Piggene, deels hiſt og her paa Kalkpla— derne. Munden ligger midt paa Bugſiden, hvor Fu- rerne ſtͤde ſammen. Maven (Fig. 334, m) er en rummelig Sek, ſom ofte krenges lidt ud af Munden; fra den forlænger Leveren (1) fig ſom to brune, grenede Redſkaber ud i hver Arm. Naar der findes en Tarm (h, Fig. 342. En Soſtjerne i Færd med at udſuge er den kun ubetydelig en Musling. og ender med en fin Aabning paa Ryggen, men Tarm og Gat kunne ogſaa mangle aldeles. J Spidſen af hver Arm ligger et lille rodt Legeme, Oiet, og paa Ryggen findes 1, undertiden, ifær hos de fleerarmede Soſtjerner, flere Madreporplader. Af de nordiſke Arter er den ſtore, rode, blaae eller gulhvide Korsfiſk eller Korstrold (Asterias rubens) den almindeligſte. Den kan blive over 1 Alen i Tvermaal. Ogſaa de 9—13armede Soſole (Solaster) opnage en betydelig Storrelſe. Soſtjernerne leve deels af at udſuge Fiſke og Muslinger, deels af Smaadyr, 330 Slangeftjernerne. ſom de fluge; de ufordøielige Dele udftødes af Munden. Deres Op— fræden i Tiden gaaer (ligeſom Slangeſtjernernes) tilbage til de ældfte Jordperioder, men de ftaae dog i geologiſk Betydning langt til- bage baade for Soborrer og for Solilier. 12. Fjerde Orden: Slangeſtjernerne (Ophiuridæ) have en ſkiveformig Krop, paa hvilken 5 (6) lange, tynde, leddede og boielige Arme ere indleddede. Armene indeholde nemlig et Skelet, beſtaaende af een Rekke ſammen— leddede Kalkſtykker, ſvarende til dem, der ſtͤtte Fodgangene hos Soſtjernerne, og fortſettende fig lige til den fem(ſex)deelte Mund, derliggermidt paa Skivens Underſide. Saa- vel Armene ſom Kroppen ere omgivne af en Hud, der hos nogle er blød, men i Reglen ſammenſat af Kalkplader, ſom paa Armene ordne fig i Ringe, 2 fvarende til de indre Ledſtykker. Fig. 343. Kroppen af en Slange— É J ſtjerne, feet fra Bugfiden. Fodderne ſidde ikke i nogen Fure, men i to Rekker langs hen ad Armenes Bugſide, et Par for hvert Led. Tarmaabning mangler, og Indvoldene forlænge fig ikke ud i Armene. Slangeſtjernerne (Ophiura) have udeelte Arme, ved hvis Bevegelſer de kunne flytte fig fra det ene Sted til det andet; de opholde fig i Havbundens Dynd og Sand, i tomme Sfaller eller paa Svampe og Koraller. De ſtore Meduſahoveder (Astro— phyton), med gaffelgrenede Arme, opholde fig i Reglen paa Koral— buſke paa dybt Vand. 12. femte Orden: Sølilierne (Crinoidæ) ſidde i deres Ungdom eller i hele Livet paa en af talrige Kalkled ſammenſat Stilk, hvig nederſte Ende er fæftet til Havbunden. Fra bet øverfte Stilkled udgaae 5 Ledræffer, der ſnart dele fig een eller flere Solilierne. 331 Solilie fra i 9.53 ' . NI Overgangsperi— S ARE Solilie fra Jurati oden e Veſtindiſt Sopalme (pentacrinus). (Apioerinus) nus) 332 Sølilierne. Gange; de ſaaledes dannede, leddede Arme eller Armgrene, hvis Antal altſaa er 10, 20 o. ſ. v., fane ved den dobbelte Rekke af ligeledes leddede Smaagrene, ſom ſtiftevis udgage til begge Sider, Lighed med Fjer. Armgrenene kunne ſpredes og ſamles eller tildeels rulles ind i Spiralform, Smaagrenene ligeledes bre— des ud eller ſamles mod hinanden. Mellem Armenes Grundled (det ſaakaldte „Beger“) ligger Kroppen, forreſten omgiven af en blødere Hud; paa dens øvre Side findes Munden (m) og den rorformige Tarmaab— ning g). Fra Munden ud— ſtraale Fodgangene (f) til Ar- mene og disſes Forgreninger. Stilkſtjernerne eller Sopalmerne (Pentacri- Fig. 347. Mundſtiven (Begerlaaget) af nus), hvoraf der nu kun en Søpalme med Munden (m), Tarm— i : røret (g) og Fodgangene (/), ſeet oven- gives nogle fage Arter, fom fra; (p) de med fmaae Kalkplader belagte leve i Veſt- og Oſtindien Mellemrum mellem Fodgangene, (a) Arm- 5 ; i grenene (afbrudte), (s) Sidegrenene. paa dybt Vand, blive ſid— dende faft paa deres med Kredſe af leddede Ranker udſtyrede Stilk, hvorimod Fjerſtjernerne (Alecto) kun ſom yugre ere ſtilkede, men ſenere rive fig los og enten ſvomme om ved fkiftevis at ſprede og ſamle deres Arme eller heenge ſig faſt til Tang- eller Koral— buſke ved Rygknappens (det overſte blivende Stilkleds) Ranker. J tidligere Jordperioder ſpillede de talrige Slægter og Arter af ſtilkede Solilier en meget vigtig Rolle ifær i de allereldſte Jordperioder, hvor der ved Siden af en ſtor Mangfoldighed af Slægter, ſom mere eller mindre afvige fra de nulevende (Fig. 344 og 346), tillige levede to meget afvigende, men dog med So— lilierne nermeſt beſleegtede Grupper: Steeneblerne (Cystides) og Steenblomſterne (Blastoideæ). Disſe to Grupper have det tilfelles, at Armene kun vare lidet udviklede i Forhold til „Begeret“, hvorfor ogſaa Forplantningsredſkaberne ſynes at have havt deres Leie i Kroppen og ikke i Armene eller disſes Smaagrene; paa Begeret kan derfor ogſaa i Reglen paaviſes 3 Aabninger: Mund, Gat og Üdforſelsaabning for Forplantningsſtofferne. Cyſtideerne udmerke iſer den ſiluriſke Periode, Blaſtoiderne Kulformationen. 1 7 "TI 95 6 4 75 a * Koraldvrene. 333 m Aden Klasſe: Koraldyrene (Anthozoa) ere eenlige eller ſammenſatte Straaledyr, hvis Mund er omgiven af Fangearme, og hvis Legeme er afdeelt i Rum ved lodrette Vegge, der gaae fra Maven til Huden. Grundtallet er 6 eller 8. — Forſte Orden: Mangearmede Koraldyr (A. polyactinia) med talrige kegledannede Fangearme omkring Munden. lfte Familie: Sganemonerne (Actiniah have en blød, cylindriſk Krop, der forneden ender med en muffuløs Sugeſkive, „ bvormed de holde ſig faſt til Klipper, Skaller og lignende Gjen- ſtande i Havet; foroven findes en udvidelig Mundaabning, om— given af flere Kredſe af talrige, hule, kegleformige (ſjeldnere for— Fig. 348. En udfoldet og en indtruffen Ssanemone paa en Muslingſtal. grenede) Fangearme, der kunne forlænges, forkortes og bevæges i alle Retninger og navnlig gribe et Bytte og fore det ind i Munden; de kunne i Reglen ogſaa træffes heelt ind, ligeſom Dyret overhoved er i Stand til at antage meget forffjellig Form og Storrelſe, til at vide fig overordenlig ud eller til at træffe fig ſammen til en uformelig Klump. Munden fører ind til en Mave— hule, hvis nederſte Aabning vilkaarligt kan aabnes og lukkes. Mellem Huden og Maven er der udſperndt mere eller mindre 334 Koraldyrene. fuldſteendige Skillevceegge, hvis Antal oprindelig er 6, men til— tager med Alderen, da der ſtadig fremkommer nye mellem de ældre, faalænge de vore. Ved disſe Skillevegge afdeles Legemets Hulhed i lige ſaa mange Rum, ſom der er Fangearme; thi hver Fangearm ſidder netop over og er den yore Fortſettelſe af et af hine Rum, der forneden alle ſtage i Forbindelſe med hinanden og gjennem Maveaabningen med Maven. Nekrringsmidlerne (Krebs, Skaldyr, Fiſke o. ſ. v.), der ofte ere af en uforholdsmeſig Storrelſe, gribes af Armene og lammes af den brendende Gift, der indeholdes i Neldebleererne paa disſe; de udſuges i Maven, og deres haarde Dele udkaſtes igjen af Munden, medens de for— doiede Veedſker, blandede med det optagne Vand, ved Dyrets indre Fimrehaarsbekleedning føres ud i Legemets Rum og ud i Fangearmene. Andre Kredslobsorganer findes ikke; heller ikke kjendes Nerveſyſtemet eller Sandſeredſkaberne, uagtet Aktinierne ſkulle viſe fig meget folſomme f. Ex. ved Veirets Tilſtand og foreftaaende Forandringer i dette. Forplantningskirtlerne ligge langs med de frie Rande af de yngre, ufuldſtendige Skillevegge. Til Skilleveggene er der ogſaa fæftet lange Neldetraade, ſom kunne krenges ud af Munden. De føde i Almindelighed levende Unger, der ligne de gamle, men kun have fane Fangearme. Ogſaa fore— kommer der Exempler paa Formering ved Knopfkydning, men de ſaaledes fremkomne nye Individer fkille fig efterhaanden fra de gamle og danne ikke Kolonier ſaaledes ſom hos de nerbeſlegtede Zoanthus-Former, hvor de enkelte Smaadyr ere forbundne ved Udlobere eller danne fladt udbredte, kageformige Grupper. Aktinierne ere ofte ſmukt farvede og kunne opnaage en Stor— relſe af + Alen i Gjennemſnit. De talrige Arter ere fordeelte over alle Have og treffes navnlig nær ved Overfladen i det af vexlende Ebbe og Flod paavirkede Bælte; under Ebben træffe de fig ſammen eller ſidde ſkjulte i Sandet i ſmaae Vandpytter. De ere meget ſeiglivede og begavede med en ſeerdeles Reproduktions— evne, Derimod er deres Bevegelſesevne meget indffrænfet; de Koraldyrene. 335 kunne i det hoieſte glide paa deres Sugeſkive paa lignende Maade ſom Sneglene eller klattre ved ſtiftevis at benytte Fangearmene og Sugeſkiven; en Deel beſidde dog en Slags Sugevorter langs ned ad Legemets Sider, men benytte dem kun ſom Unger til at krybe med, ſenere til at dekke fig med Grus, Skalſtumper o. ſ. v. Visſe Arter træffes ſtadigt paa de af Exremitkrebſene beboede Sneglehuſe og føres altſaa om med disſe. Kun enkelte Arter leve mere frit, nedgravede i Havbunden (Edwarsia) eller ſoommende frit omkring. Uagtet de ofte frembringe Svie ved Berorelſen, er der dog flere Arter, ſom ſpiſes f. Ex. i Middelhavet. Slægten Antipathes („ſort Koral”) er et til Hornkorallerne ſvarende Led af de mangearmede Koraldyrs Orden. Smaadyrene have 6 eller 24 kegle— dannede Fangearme og hele Kolonien en lignende hornagtig Axe ſom Horn— korallerne. 2den Samilie: Stjernekorallerne (Madreporæ) ere med faae Undtagelſer ſammenſatte Dyr, ſom danne Kolonier af forſtjellig Form; de enkelte Dyr have ſamme Bygning og Udſeende ſom Akti— nierne med den Und— tagelſe, at den ne— derſte Deel af deres Legeme ved Optagelſe af kulſur Kalk er ble- ven faſt og ſteenagtig ligeſom den Deel af Kolonien (den ſaa— kaldte Koralſtok), der er fælles for alle de enkelte Dyr. Ved disſes Dod bliver dette SED j Skelet tilbage ſom Fig. 349. En Stjernekoralſtok Astræoides) med ſteenhaarde Masſer af F forſtjellig Form; det enkelte Dyrs Plads kan erkjendes af den Stjerne, ſom dannes ved Kalkafſcetningen i dets indre Skillevcegge. Selv om dets bløde Dele i udſtrakt Tilſtand rage langt udenfor denne 336 Koraldyrene. ftjerneformige Celle, funne de dog træffeg næften heelt ned i denne og ſaaledes unddrage fig Opmeerkſomheden. Hver Koloni har fin Oprindelſe fra et enkelt Dyr, af hvilket dens øvrige Medlemmer fremkomme ved Knopfſkydning; disſe frembringe igjen g, der udvikles til fimrende Foſtre af ſamme Form og Bygning ſom Goplernes (og de ottearmede Koraldyrs), men ſnart ſette ſig faſt, om— dannes til Koraldyr og grundlægge nye Kolonier. Naar Stjerne— Korallerne udfolde deres ſmukt farvede Legemer og Arme, ligne de Skove eller Blomſterenge paa Havbunden; men ved den ringeſte Forſtyrrelſe træffe de fig faa aldeles ind, at Steenmasſen kun ſynes at være bekleedt med et tyndt ſlimet Overtreek. Med faae Undtagelſer forekommer denne artrige Familie kun i de varme Have; kun hvor Havet baade er varmt, fuldkommen ſalt, klart og i ſteerk Bevægelfe, danne de ved deres tætte Vext Koralrev, ſaaledes ſom i Veſtindien, i det indiſte, i det rode og i det ſtille Hav; ved Bolgeſlagets Magt kunne Koralblokke brydes los og dynges op over hinanden og Koralrevene derved tildeels forvandles til lave Koralser. Kun faae Stjernekoraller ere eenlige, f. Ex. de frie og ſkiveformige Padehatkoraller (Fungia) og Begerkorallerne (Caryophyllia, Li- thoph.). Af dem, der danne Kolonier, er der nogle, der brede fig fladt ud, andre, der danne runde Knolder eller uregelmeeſige Klumper (Astræa); atter andre danne [ave Buſke (Heteropora), høie forgrenede Træer (Oculina, Dendrophyllia), forte, tykke Stammer eller brede, kruſede Blade med Stjerner paa begge Sider eller fun paa den ene (Pavo- nia, Agaricia) o. |. v. — Stjernerne kunne være af meget for— ffjelig Storrelſe og indeholde flere eller færre Plader, men disſes Untal er altid enten 6 eller har oprindelig været det (et Multiplum af 6); undertiden ere de ikke fuldftændig adſkilte, men lobe ſammen til bugtede Gange (Manicina, Mæandrina). Koralrev forekomme med faae Undtagelſer kun i et Bælte 28 S. og N. for Nkvator, hvor Bandet har en Varmegrad af c. 25% C.; deres Dannelſe udfordrer tillige, at Havvandet ikke er blandet med ferſk eller mudret Band, og de voxe frodigſt i ſteerk Bolgegang, derfor bedre paa Vind- end paa Leſiden; men de trives kun fra en Dybde af 20—30 Favne indtil faa nær ved Overfladen, at de udſettes for Solſtraalerne, hvilket ſtandſer deres Vært opad. De mangle ganffe i den oſtligſte Deel af det ſtille Hav ſamt ved Amerikas og Afrikas Veſtkyſt. Der ffjelnes mellem 3 Koraldyrene. 337 Slags Koralrev; Kyſtrevene omflutte Oers og Faſtlandes jevnt ſkraanende Kyſter i ſtorre eller mindre Afſtand, efterſom Kyſten er mere eller mindre ſteil, kun afbrudte ud for Üdlobet af ferſk Band. Ved en lav (c. 10 Fod dyb) Kanal ere de fkilte fra Kyſten; uden⸗ for dem bliver Kyſten jevnt ved at ſenke fig. Volddrev omkrandſe i ſtorre (2— 20 Miles) Afſtand Oer og Faſtlande, og Vandet mellem dem og Revet ligeſom ogſaa ſtrax udeufor Revet er dybt. Ringrevene (Atollerne) have undertiden et Gjennemſnit af flere Mile; de omſlutte en lav So, der i Almindelighed ſtager i For— bindelſe med Havet ved en eller flere Kanaler paa Leiden; ſtrax udenfor Revet er Havet uhyre dybt. Ringrev ere ifær hyppige i Sydhavet, Kyſtrevene derimod iſer i det rode Hav og i Veſt— indien. Ifolge Darwins Theori er ethvert Koralrev oprindelig et Kyſtrev, der ved langſomt at ſynke under ſtedig Fortſettelſe af fin Vært forſt er bleven et Voldrev, tilſidſt, naar Øen i Midten ogſaa er ſunken, et Ringrev. Paa Koralrevene leve igjen en Mængde andre Hapdyr, hvis Skaller blandes med Koralſtokkene. Ved Bolgeſlaget kan der paa ethvert Koralrev dannes Oer af opdyngede Koralblokke, ſom efterhaanden blive beboelige ved opkaſtet Tang, Sofugleſkarn og opdrevne Cocosfrugter, der ſpire og fæfte Rod der. 2. Anden Orden: De ottearmede Koraldyr (J. octactinia) ere ſammenſatte Koraldyr med 8 bladformige Fange— arme og 8 indre Skillevegge. Med Undtagelſe af, at Skillevoeggenes og Armenes Antal er 8, og at disſe ſidſte ere brede, flade og indſkaarne i Kanten og danne en enkelt Krands om Munden, ere de ottearmede Koraldyr byggede ligeſom de mangearmede. Dyrene kunne i Reglen træffe deres blode Dele mere eller mindre ind i den fælles, noget faſtere Masſe; de danne nem— lig altid Kolonier af forſtjellig Form. Da Skilleveeggene ikke optage Kalkmasſe, findes 155 aldrig paa den døde Koralſtok nogen i e ae Stjerne paa de enkelte Dyrs Plads. Denne Dyr af en Hornkoral i Orden er langtfra ſaa talrig ſom den fore— emen HE mene. o Munden. v ; SE Maven. a dennes gaaende, men derimod mere ligeligt udbredt 9 W : s over alle Have, hvor de vore feſtede til Skilleveggene. 9 For⸗ 11 plantningskirtlerne Havbunden indtil Dybder, der ere langt ſtorre 22 338 Koraldyrene. end de, hvorpaa Stjernekorallerne forekomme. („Sotrœernes“ Re— gion ved den norſke Kyſt fra 100 til 300 Favne). De vigtigſte Slægter ere: 1) Sokorkene (Aleyonium), flade, klumpede eller fligede, ſjeldnere træagtige, Masſer, der kun indeholde FE En Døbningebaand eller Sotort. En Hornkoral. Kalkkorn og Kalknaale i ſtorre eller mindre Mengde, f. Ex. Dod— ningehaanden (A. digitatum) i de nordiſte Have. 2) Or- gelkorallerne (Tubipora), der danne røde, parallele Kalkror, forbundne ved Tverplader, i de indiſnñſe Have. 3) Sofjerene (Pennatula), trinde eller fjerfor— mige Kolonier med ſimpel Kalk— axe; Dyrene ſidde i det blode Kjod eller paa de fra Stammen udgagende Sidegrene; dens ne— derſte Stykke er nøgent (uden Grene eller Dyr) og feſtet i den bløde Havbund. 4) Hornkorallerne (Gorgonia), træ-, blad⸗ eller net⸗ Goplerne. 339 formige Kolonier med en hornagtig Axe af tilfvarende Form, beflædt med et tyndt Barklag, der ligeſom den fælles Masſe hos So— korkene og Sofjerene er fuldt af Kalkdele, og hvori Dyrene kunne træffe fig tilbage. 5) Led= (Isis) og Wdelkorallerne (Coral— lium) ligne Hornkorallerne, men Axen beſtager af vexlende Horn- og Kalkled (hos Ledk.) eller er aldeles ſteenhaard og forkalket (hos Edelk.). Wddelkorallen fiſkes i Middelhavet og forarbeides til Smykker. Virkelige Koraldyr ere hyppige i tertiære, Kridt- og Jura— dannelſer, t. Ex. Faxekalken. IJ de eldre (poleœozoiſke) Perioder var der derimod en rig ÜUdvikling af de ſaakaldte Cyathophyller, ſom have ſtor ydre Lighed med Stjernekoraller, men dog rimeligvis have tilhørt Dyr af en ganſke anden Beſkaffenhed. Hos flere af dem er der ſaaledes paaviſt et Laag, Koralſtokkens finere Bygning er meget forſkjellig fra de ægte Korallers, det gjennemgagende Sex— tal mangler o. ſ. v. Zdie Klasſe: Goplerne (Acalephæ). Ke, 2 ere klokkedannede, geleeagtige, fritfvømmende Straale⸗ dyr, hvis Grundtal er 4. Goplernes Bevegelſesredſkab er en rund, geleeagtig og vand⸗ klar Klokke, der hos nogle er høi og hvælvet, hos andre mere flad og ſkiveformig, men ſtedſe tykkere paa Midten end mod Randen. Un— Fig 353. Den almindelige Vandmand. 292% , — . 340 Goplerne. derneden er den beflædt med et Lag af fine Ringmuſtler, ſom tilligemed ſmallere Muſtelbaand paa begge Flader, der udgage fra Klokkens Midtpunkt til dens Rand, tjene til ſkiftevis at ſammen— træffe og udvide denne. Herved optages og udſtodes Bandet, og Dyret drives langſomt frem i Vandet. Fra Midten af Klokkens Underflade hænger Kroppen (F. 354, m) ned; ſom ofteſt er dennes ydre Aabning, Munden, omgiven af 4 (8 eller flere) forte Flige eller af 4 (8) ſtore, kruſede eller buſkede Fangearme e, af hvilke Byttet (fmaae Fiſke og Krebs) gribes og føres ind i Maven, hvor det fordoies; de haarde Dele gage igjen bort gjennem Munden. Hos enkeite af de meget langarmede Gopler (Rhizostoma, Fig. 354) mangler Munden, men er— ſtattes af forgrenede Sugeror, der aabne ſig langs hen ad Ar— mene med fine Aabninger, udſuge det omfattede Bytte og fore den ſaaledes erhvervede Neeringsvedſke op i Maven. Herfra gaaer den ud i 4, 8, 12, 16, o. ſ. v. Straa⸗ lekar (r), der ere at betragte ſom en forgrenet Tarmkanal og ligge paa Underfladen af Klokken, i Reglen forenede ved et Ringkar ); hos nogle ere de ſimple, hos andre forgrenede. Langs med A e Kloktens Rand ſidde næften altid Forplantningskirtlerne. s Sand- flere eller færre Fangetraade ſeredſkaberne. e) o: tynde Traade, der kunne forlænges og forkortes i en overordenlig Grad, og ſom ligeſom Armene tjene til at fange Byttet og fore det til Munden. Deres Antal er i det mindſte ligt med Straalekarrenes, hvoraf deres indre Hulhed da er en ligefrem Fortſeettelſe; naar der er flere, pleie de at tiltage i Antal med Alderen, idet nye ſkyde frem Goplerne. 341 mellem de ældre. Fangetraadene og Fangearmene ſtage i Hen— ſeende til deres Uddannelſe gjerne i omvendt Forhold til hin— anden; de Arter, der have de ſtorſte Fangearme, mangle aldeles Fangetraade (Fig. 354). Langs med Skivens Rand ſidde endelig ogſaa Sandſeredſkaberne ls), ſmage farvede Legemer, der maafſkee baade indeholde Syns- og Horeredſkaber. Forplantnings— kirtlerne (g) ligge enten i egne Huler paa Underſiden af Klokken, ved Grunden af Armene (f. Ex. hos vor almindelige Vandmand), eller langs med Straalekarrene eller paa Siderne af Kroppen. De ſtorſte Gopler ere 3—4 Alen i Tvermaal med Fangetraade af over 50 Alens Lengde, de mindſte ſom et Knappenaalshoved. De til— høre deels det aabne Hav, deels holde de fig noget nærmere ved Fig. 258. En Gaplk e Oer⸗ Kyſterne, men fores om af Strom- aniernes Gruppe. „, m, t, s ningerne, ſom de ikke have Cvne.til E an 5 at modſtage. Flere beſidde Lysevne. “ Nerveſpſtemet. De indeholde faa lidt af faſte Dele, at de kun efterlade en Hinde paa Papiret, naar man tørrer dem. Uagtet deres ſtore Mengde have de en temmelig underordnet Betydning for det øvrige Dyreliv; paa Stormfuglene nær røre Sofuglene dem ikke, maaſkee paa Grund af den brændende Svie, ſom flere af de ſtorre Arter frembringe, felv paa vor Hud, og ſom har ſin Grund i Neldeblererne, der ere for— deelte over hele Kroppen, men iſeer bedæffe Fangearmene og Fangetraadene, og ſom ere det Vaaben, hvorved disſe ellers ſaa ſvage Dyr bemægtige fig deres tilſyneladende langt ſterkere Bytte. Denne Beſkrivelſe pasſer imidlertid kun paa Goplernes kjon— nede, fuldkomnere Generation. Af Goplernes Leg fremkommer der nemlig mikroſkopiſke, fimrende Veſener, lignende Infuſions— dyr eller ſmaae Fladorme, der efter at have ſvommet om fætte fig faſt og omdannes til ſaakaldte „Goplepolyper,“ paa hvilke efter— 342 Goplerne. haanden Goplerne ſkyde frem ſom Knopper, der rive fig los og ſvomme omkring, naar de have naaget deres fuldſtendige Uddan— nelſe, og ſom efter at have uͤdviklet Forplantningsſtoffer grund— lægge dette Kredslob eller Generationsſkifte forfra. — Hine Meduſeammer eller Goplepolyper (Hydroider), der tidligere, førend man var bleven opmerkſom paa deres Forhold til de frie Gopler, opfattedes ſom en egen Dyreklasſe eller Afdeling af Polyperne, ere i Almindelighed ſammenſatte Dyr, der danne ſmaae krybende, grenede eller fjerformige Kolonier (de ſaakaldte Ror-, Kolle— og Kloktepolyper) (Sertularia, Tubularia, Campanularia, Plumularia, Coryne o. ſ. v.), ſom ſidde faſt paa Stene, Tang o. ſ. v. De enkelte Dyr ere meget ſmaae og have en kolleformig Krop, en Mund ſamt fine, med Neldeblerer ud— ſtyrede Fangearme, der ſnart ere ſpredte omkring paa Polyp— Fig. 356. En Kollepolvp-Koloni, beſtaa- Fig. 357. En Klokkepolyp⸗ ende af to opammende Individer og to Medu- Koloni. 1 Ernerende Polvyper, ſeknopper, den ene nær ved at rive fig los. 2 den 2 opammende, armleſe Poly- fritſvommende Oceania. 3 det fritſvommende per. 3 Det kjeunede, men faſt— Foſter; 4 og 5: det fætter fig faſt og om- ſiddende Goplekuld. 4 De dannes til en Polyp. 6 En Neldeblere eller fimrende Unger. 9 Mavehulen. Traadeelle med Traaden udkrenget. a Den fælles Kanal i Stam⸗ men. “ Fangearmene. legemet, ſnart ordnede i en Kreds om dettes overſte eller nederſte Deel; ved en Kanal, der fra Mavehulen fortfætter fig gjennem Stilken og Grenene til den ligeledes hule Stamme, ſtage de alle i Forbindelſe med hinanden. — Der gives imidlertid ogſaa mange Hydroider, hos hyvilke det kjonnede Kuld ikke river fig los og ikke fuldſteendig antager Gopleformen, men ſtandſer paa et ufuldkomnere Udviklingstrin, tildeels ſom blotte Seekke eller Kapfler, der inde— Goplerne. holde Forpläntningsſtofferne. Der gives ogſaa pelagiſke, fritſvom— mende Goplepolyp-Kolonier, de ſaakaldte Blere-, Ror— og Bruſkgopler, med en meget ſam— menſat Bygning og et meget forffjelligt Udſeende; fælles for den hele Koloni er en hul Axe, der ſvarer til Hovedſtam— men hos Hydroiderne; hos nogle ender den med en lille luftfyldt Blære (Phy- sophora), hos andre er den forkortet til en ſtor Luftblære (Physalia) eller til en i Kamre afdeelt, luftfyldt Skive Ve— lella, Porpitaf; paa denne Axe ſidde deels klokkeformige Smaadyr (a), byggede omtrent ſom en Meduſeklokke uden Mave, Fangetraade eller Oine, ved hvis Be— vegelſer den hele Koloni bevæger fig i Bandet; deels ernærende Individer (b) med en langſtrakt Snabelform, ſom gribe og fordsie andre Smaaveſener; derneſt lange Fangetraade (t), Deekblade, under hvilke de enkelte Smaadyr kunne ffjule fig, og endelig de yderſt ſmage, men tal— rige, kjonnede, mere eller mindre gopleag— tige Smaadyr (e, d), af hvis Ag lignende Kolonier igjen udvikle fig ved Knopſkyd— ning af det forſt dannede Individ. Ved Siden af denne almindelige Regel for Smaagoplernes Udvikling og Opamning ſynes der dog ogſaa at vere enkelte Arter af Gopler, ſom udvikles til Gopleform umid— delbart af Mg, uden Generationsſkifte, og andre, hvor Ammen ſelv er en fritſvom— mende, men knopfkydende Gople (F. 359). De af disſe fritſvommende eller faſtſiddende Goplepolyper opammede Smaagopler (Oceania) ere i Reglen ſmaae, af en temmelig ſimpel Bygning og have kun lidet udviklede Fange— arme. Hos de ſtorre, fuldkomnere byggede, med mere udviklede Fange— rå | 250 Fig. 358. En fritſvommende Goplepolypkoloni (Rorgople). Spvommeklokker. e Han-, d Hungople. c'd' (forſterrede). Ernerende Polyper. “ Fan- getraadene. Fig. 359. En kuopfkydende Smaagople. arme udſtyrede egenlige Meduſer f. Ex. vor almindelige Vand— mand (M. aurita) og den langtraadede Brendegople (V. capillata) opfoſtres Ungerne en Tid i egne Hulheder i de kruſede Arme, ſvomme derefter omkring og fætte fig omſider faſt og omdannes til ſtilktede Ammedyr, af hvilke der ved en tilſyneladende Tverdeling 344 Goplerne. danner ſig en heel Stabel af unge Meduſer, der efterhaanden rive ſig los; de ere da endnu meget ſmaae og udvikle fig alt ſom de voxe til Meduſer, med hvis 7 Nee Eg det ſamme Generations— e ee 3 ffifte tager fin Begyndelſe. Der 8 e gives imidlertid ogſaa Meduſer E G e 8 (Pelagia), hvis fimrende Unger umiddelbart, uden Tverdeling ſkulle udvikle ſig til Meduſeformen. Af Goplepolyperne fortjener Ferſkvandspolypen (Hydra) ſerlig Omtale, deels paa Grund af at den neſten er det eneſte 5 e 5 Ferſkvandsſtraaledyr, deels paa Fig. 360. Udviklingen af den al⸗ Grund af dens merkelige Evne mindelige Vandmand. I dens fim— il holde lere å rende Foſter. 2 Samme ſom faſtſiddende, til at udholde Lemlæfteljer og er⸗ ſtyder Fangearme. 3 Samme medudvik- ſtatte de afſkaarne Dele ved Gjen— lede Fangearme og 11 Tverde- vært. Det er ſmaae, grønne, ling. 4 Tverdelingen er ſtredet vidtfrem. brune ellerZ grage Dyr, med et ſmek— 5 Meduſer begynde at fi Å LE SER V kert, men overordenlig ſammen— Sss== — Fig. 361. Ferſkvandspolyper i forſtjellige Stillinger og Sammentrek— ningsgrader. Til høire ſees en ved Knopſtvdning dannet midlertidig Koloni, nederſt til venſtre en Polyp med to „Aeggekapfler“ (9: Hunner); den har en Daphnia i Maven, og en anden D. omflynges af dens Arme, hvis Neldeblerer udftøde deres Traade. Goplerne. 345 trœkkeligt Legeme, der ender med en Hæfteffive, ved hvilken de hæfte fig faſt til Vandplanter, eller de krybe omkring ved Hjælp af den og de lange og tynde, ſerdeles udftræffelige Arme, ſom omgive Munden. Ogſaa her vexler Formering ved Knopper med For— plantning ved Aeg, men de knopfkudte Polyper løgne fig efter— haanden fra Ammen, faa at Kolonilivet (ligeſom hos de knop— ſkydende Aktinier) aldrig er af lang Varighed. Efter de ſeneſte Underſogelſer høre ogſaa Milleporerne, der tidligere regnedes til Korallerne, til Hydroiderne ſom Goplepolyper med masſivt Kalkſkelet. Det er koralagtige Masſer af forſkjellig Form med talrige fine Huller, af hvilke Polyplegemerne rage frem. De findes kun i de varme Have og deeltage med Stjerneforgllerne i, „Dannelſen af Faber. Anm. Som en Unde cell af Woßlekle⸗ men bebre ſom en egen Klasſe, ſtiller man i Almindelighed de ſaakaldte Ribbe— gopler eller Beroider (Ctenophoræ). Legemet er vandklart og geleeagtigt, af noget forfkjellig Form (agurkformig, fliget, baanddannet), men altid ſymmetriſk og noget ſammen— trykt. Fra Mavehulen udgaage 8 Straalekar, der lobe fra Pol til Pol under de 8 Ribber o: Rakker af fligede, efter Dyrets Billie fig bevæ- gende Fimreblade. Som ofteſt beſidde de to lange, grenede Fangetraade, der kunne treekkes tilbage i egne Huler. De ferdes ligeſom de ægte Gopler i det aabne Hav eller folge Stromnin— Å gerne langs Kyſten. Hverfen Genera- z tionsffifte eller egenlig Forvandling Fig. 362. „En Ribbegoble. m 5 Mund. s Straalekarſyſtemet. r finder Sted i denne Gruppe. Ribberne. . Fangetraade. 346 Leddyrene. us Tredie Riekke: Leddyrene (Articulata) ere eensſidede, leddede Dyr med et Bugknudenerve— ſyſtem, uden indre Skelet og med flere Par Lemmer eller aldeles uden Lemmer. Leddyrenes Legeme er eensſidet ligeſom Hvirveldyrenes, men ſtottes ikke af noget indre Skelet; Muſklerne ere derfor kun feſtedetil Huden, der ſom ofteſt er mere eller mindre haard og derved danner et ydre, i Ringe afdeelt, Skelet, ſom omſlutter de blødere Dele. Ogſaa i Henſeende til flere Sider af den indre Byg— ning kunne Leddene (Ringene) i det hele ſiges at vere ligeartede Gjentagelſer af hinanden, hvilfet dog ikke udelukker, at ſaavel de indre ſom de ydre, parvis til Leddene ophængte Red— ſtaber kunne i Legemets forſtjellige Afſnit være uddannede paa en forſtjellig Maade. Det er iſcer Nerveſyſtemets og Muftlernes Fordeling, der retter fig efter Legemets Afſnoring i Ringe, men ogſaa i Redſkaberne for Aandedrettet og Blodomlobet viſer der ſig ofte en mere eller mindre tydelig ledvis Gjentagelſe af tilſvarende ſhomotype) Dele. — Hos mange af de hoiere Leddyr ſmelte en Deel af Ringene ſammen, og da miſter ogſaa den indre Bygning fit leddede Preg, hvilfet ligeledes er Tilfældet med Rekkens laveſte Former, hvor Leddelingen endnu ikke er indtraadt. Hos alle de Leddyr, hvis Legeme er tydeligt leddet, beſtaager Nerveſyſtemet af en dobbelt Nerveknude i hvert Led, der af⸗ giver Nerver til de omgivende Dele og ſtaager i Forbindelſe med Knuderne i de tilſtodende Led ved dobbelte Nerveſtrenge, der dog ofte ſmelte ſammen til een; den ſaaledes ſammenſatte Bugknude— ſtreng ligger midt paa Bugfladen tæt indenfor Huden og under Fordsgielſeskanalen. Det forreſte Bugknudepar forſyner Wund- delene med Nerver og ftaaer ved to Traade, der danne en Ring omkring Svælget, i Forbindelſe med den over Munden liggende dobbelte Hjerneknude, der afgiver Nerver til Oinene og Fole— Leddyrene. 347 hornene. Foruden dette Bugknudeſyſtem, der kan ſammenlignes med Hvirveldyrenes Ryg— marvsſyſtem, befinde Led— dyrene tillige ligeſom Blød- Dyrene et færeget, men mindre udviklet Indvolds— nerveſyſtem. — Hos de Leddyr, i hvis ſtorre Krop— afſnit Ringene ere ſmeltede ſammen, f. Ex. hos Edderkop— per og Krabber, flyde Bug— nerveknuderne ogſaa ſammen til een ſtor Bug-Knude, fra hvilken Nerverne udſtraale til Legemets ovrige Dele, Fig. 363. ja noget lignende er end— ogſaa Tilfældet hos adſkil⸗ lige Inſekter, f. Ex. Teger og Fluer, ſom vel have en ſammentrengt Legemsform, men hos hvilke Legemets forſtjellige Afſnit dog ikke ere ſaaledes ſammenſmeltede. Efterſom Leddyrene beſidde virkelige leddede Lemmer eller ikke, inddeles de i ægte (hoiere) Leddyr og Orme. J Reglen have disſe tillige en blød, hine en haardere Hud. 42. Forſte Underrekke: gte Leddyr (Arthropoda). Leddyrenes i Reglen haarde, hornagtige (chitinholdige) eller kalkholdige Hud danner et ydre Skelet, til hvis Indſide og indadvendte Forlengelſer de Muſtler ere feſtede, ſom gane fra Ring til Ring. Uagtet Ringene ere adſtilte ved blodere Ind— *) e Ringen om Spiſereret. f de ſammenſmeltede Knuder i Forkroppen, hvis Ringe ligeledes ere ſammenflydte. 9 n Knuderne i Bagfroppen og Halen, hvor Ringene ere adſtilte. Nerveſyſtemet af en Skorpion. “) 348 Leddyrene. ſnoringer, vilde denne Hudens Afdeling i haarde Ringe hindre den Udvidelſe, der er nodvendig for Dyrets Vært; Yderhuden ſkiftes derfor gjentagne Gange, d. v. ſ. under den gamle Hud danner ſig en ny, ſom efterhaanden ffiller fig fra hin, der briſter efter beſtemte Linier under Dyrets Beſtrebelſer for at blive af med den og træffe fig ud af den; den nye Hud er i Begyndelſen blod og tilſteder derfor Dyret en fornyet Forogelſe i Omfang, men Værten ſtandſer igjen, naar Huden er bleven ældre og haardere, og der ſkiftes da Hud paany, enten hele Livet igjennem eller blot til Leddyret har naget fin fulde Üdvikling og Forplantningsevne (Infefterne). Med Hud— ſkiftet folge ofte i de yngre Livsafſnit gjennemgribende Forandringer ſaavel i det Ydre ſom i det Indre, ſaakaldte Forvandlinger. — Antallet af Legemets Ringe er meget forſtjelligt; de ſamle ſig ſtedſe i flere Partier eller Afſnit, i det mindſte i to: Forkroppen (cephalothorax) og Bagkroppen (abdomen), af hvilke Forkroppen igjen kan være deelt i Hoved og Bryſt (thorax), Bagkroppen i den egenlige Bagkrop og Halen (postabdomen,. Til Bugſiden af hver Ring kan der være fæftet et Par Lemmer, ſom dog ogſaa kunne mangle paa enkelte Ringe eller paa hele Ræffer af Ringe; de ere ligeledes afdeelte i Led, d. v. ſ. i haardhudede Stykker, der ad— ſtilles ved blodhudede Ledfoininger og derfor kunne bevæges mod hinanden. De kunne vel ſammenlignes med Hvirveldyrenes Lemmer, men ere tilſtede i ftørre Antal og frembyde 2 det omvendte Forhold mellem Muſklerne og Af e Skelettet. De kunne vere uddannede paa fuglelarve. meget forſtjellig Maade, efterſom de ere feſtede til forſkjellige Afſnit af Legemet og beſtemte til forſkjellig Brug. Overhoved kunne Lemmerne optræde ſom Gangbeen, Svommebeen, Gravebeen, Gribebeen, Springbeen o. ſ. v., ſom Tenger og Giftkroge, bidende, ſugende og ſtikkende Munddele, ſom Gjeller o. ſ. v. — Fole— hornene (antenne), ere fæftede til Rygſiden af de forreſte Ringe og Leddyrene. 349 bevægelige og leddede ligeſom de ægte Lemmer; om der er et eller to Par eller de mangle aldeles, er af Vigtighed ſom Klasſekjendemeerke. Leddyrene aande enten ved Gjeller eller ved Luftror (tracheæ), hvis Forgreninger ftræffe fig mere eller mindre dybt om i Legemet, ſtundom ved Luftſekke (Lunger), der ere at betragte ſom omdannede Tracheer med en ſtor Aandehule og korte, bladformige Luftrør. Inſekterne og Skolopendrene have grenede Luftror, de egenlige Tuſindbeen og Edderkopperne derimod Knipper af fine ugrenede Luftrͤr. Der er enkelte Inſekter og Edderkopper, ſom leve i Bandet, ſkjondt de aande ved Luftror, og enkelte Krebsdyr, der leve paa Landet, ſkjondt de ere udſtyrede med Gjeller. Endelig gives der Edderkopper og Krebsdyr, ſom ikke beſidde færegne Aandedretsredſkaber, men blot aande gjennem Huden. Blodvedſken er ufarvet og Blokarſyſtemet ufuldſteen— digt ligeſom hos Bloddyrene; navnlig mangle Generne i Reglen næften ganſke og erſtattes af Hulhederne og Mellemrummene i Dyrets Indre; hos Inſekterne mangle Arterierne ligeledes neſten ganſke, og Hjertet, der hos alle Leddyr ligger paa Rygſiden, er ene tilbage; hos adfſkillige lavere Leddyr mangler endogſaa dette, og der er da flet intet Spor til Redſkaber for Blodomlobet. Hjertet er ſnart kort og rundt, ſnart tvertimod meget langſtrakt, leddet eller uleddet, men altid forſynet med Spalter til Blodet at trede ind af. Det meeſt udviklede Pulsaareſyſtem beſidde de højere Krebsdyr og Arachnider (Skjoldkrebſene og Skorpionerne); Skjoldkrebſene beſidde ogſaa et meget udviklet Blodaareſyſtem. — Spytkirtler mangle hos Krebsdyrene, Leveren hos Inſekterne, men findes hos de øvrige Klasſer. Fordgielſeskanalen aabner fig gjerne i Enden af Halen eller Bag— kroppen, Forplantningsredſkaberne hos Inſekterne tet ved Gattet, hos Arachniderne under den forreſte Deel af Bagkroppen, hos de fleſte Krebsdyr under den bageſte Deel af den egenlige Bagkrop eller den forreſte Deel af Halen. Forud for Vgenes Befrugt— ning gaaer neſten altid en virkelig Parring. 350 Leddyrene. Leddyrene beſidde i Almindelighed en hoi Grad af Livlighed og Bevegelighed; dog er denne ofte meget forſtjellig i de forſkjellige Afſnit af deres Liv. Hos Inſekterne, hvis Forvand— ling i Reglen er fremſkridende, tiltager Bevegeligheden i det hele med den, og det er kun ſom fuldkomne Inſekter at de beſidde den fuldkomneſte Bevegelſesmaade, Flugten; med den til— bageſkridende Forvandling, ſom enkelte andre Leddyrformer undergage, kunne de endogſaa miſte al Evne til at flytte fig fra Stedet. J Antal af Arter overgage Leddyrene enhver anden Afdeling af Dyreriget; dog er det ifær Inſekterne og Krebſene, der ved deres Mængde og Mangfoldighed fane Betydning for det øvrige Dyreliv. Overſigt over Leddyrenes Inddeling. A. Med Lemmer paa Forkropen alene: a) Med 3 Par Mundfsodder, 3 Par Been og 1 Bar | Folehorn, Bryſt og Hoved adffilte. 1. Inſekter. b) Med 2 Par Mundfsodder og 4 Par Been, men ingen Folehorn, Bryſt og Hoved forenede til eet Stykke. 2. Edderkopper. B. Med Lemmer paa Bagkroppen tillige: | e) Bagkrop og Hale ere ikke adffilte. 3. Tuſindbeen. d) Bagkrop og Hale ere ſondrede. 4. Krebsdyr. | ande ved Luftrør. Aande ved Gjæller eller gjennem Huden. r. Iſte Klasſe: Inſekterne (Insecta) ere Leddyr, ſom aande ved Luftror, og hvis Legeme er deelt i Hoved, Bryſt og Bagkrop, af hvilke Hovedet bærer 1 Par Folehorn og 3 Par Mundfodder, Bryſtet 3 Par Been og i Reglen 1 eller 2 Par Vinger. Hudens Beſkaffenhed og Legemets Form ere meget forffjellige, ifær naar man ikke alene tager Henſyn til det fuldkomne Inſekt, men ogſaa til Larverne; Legemets 3 Afſnit kunne ogſaa være mere eller mindre ſkarpt adſkilte. Hove det bærer Oinene, Antennerne og Mund— delene, Bryſtet Bevegelſesredſkaberne, og Bagkroppen indeholder ſtorſte Delen af Fordsgielſes-, Aandedreets- og Forplantningsredſkaberne. Bryſtet beftaaer af 3 Ringe, For-, Mellem⸗ og Bagbryſtet Inſekterne. 351 (pro-, meso- og metathorax). Hver af disſe tre Ringe bærer fit Par Been, de to ſidſte hos det l fuldkomne Inſekt i Reglen ogſaa hver ſit Vingepar paa Ryggen. Bagkroppen beſtaager af flere Ringe (typiſk 10, af hvilke de ſidſte dog ofte ere omdannede paa for— ſkjellig Maade til Dele, der omgive Tarm⸗ og Kjonsaabningen), men mangler virkelige Lemmer. Folehornene (antennæ) mangle ikke hos noget fuldkom— ment Inſekt, men kunne være korte eller lange og dannede af faae eller af mange Led. Efter 8 disſes forſkjellige Form ſkjelnes Fig. 365. Hubdſtelettet af en der mellem traadformige, borſte-, When teen⸗ og kolleformige, ſav-, kam⸗ og fjerdannede Folehorn. Undertiden ere de forſtjellige hos Han og Hun f. Ex. hos Myg og Natſommerfugle. Munddelene beſtage af et uparret Stykke, Overleeben (labrum), der lukker Munden fortil, 6 og 3 Par omdannede Lemmer Fig. 366. Følehorn af en Guldſmed Mundfodder), ſom hos de fleſte In— ( Torbiſt (2), Oldenborre (3), St. ſekter ere ligeligt udviklede og til: Hansbille (4) og Flue (5). *) J denne og flere af de folgende Figurer betyder: 1, 2 og 3 de 3 Par Mundfodder, 4, 5 og 6 de 3 Par Been. I Overleben. 4 Kjebens Tyggeflig, b dens „Hjelm“, c dens Palpe. i Lebepalperne. d Hoften, e Hofteringen. 7 Laaret. 9 Skinnebenet. * Foden. m Nerveſpſtemet. s Oinene. t Antennerne. » Aandersrene. r' Aandehullerne. & Gatkirtlerne. m Nvren (de malpbighiſte Kar). o Rygkarret. p Spiſereret. 4 Kroen. uu' Maven. & og * Tarmen. v, v“ Vingerne. Bagkropsfodderne (hos Larver). 4 Hovedet. B Bryſtet. , Forbryſtet. 5“ Mellembryſtet. BB.“ Bagbryſtet. C Bagkroppen. 352 Inſekterne. ſammen danne en Bidemund; Kindbakkerne (mandibulæ] ere Fig. 367. Mund⸗ delene af en Lobe— bille. da to haarde, krumme, ſpidſe, ſkarpe og takkede Stykker, der bevæges vandret mod hinanden; Kjeberne (maxillæ) ere blødere, afdeelte i flere Led og i to Flige (Tyggefligen, a og Hjelmen, b); desuden bære de en leddet Kjeebepalpe (palpus maxillaris, c). Det tredie Par Mundfodder er indbyrdes ſammenvoxet og danner den ſaakaldte Underlebe (labium), ſom ogſaa bærer to led— dede Palper (p. labiales, i). Kindbakkerne og undertiden Kjeebens Tyggeflig tjene til at afbide og tygge Foden, de øvrige Munddele til at faſt⸗ holde og renſe den og til at ſkyde den ind i Munden. — Hos de øvrige Inſekter (Fluerne, Nebmundene og Sommerfuglene) ere Munddelene undergagede en betydelig Omdannelſe og danne en Sugemund, men de ſamme Dele kunne ogſaa i det hele paaviſes i denne. Af Oine Fig. 368. Et Oldenborre-Sie i Gjennemſnit (forſterret). gives der to Slags: ſimple og tavlede eller ſammenſatte Oine; disſe ſidſte ere i Reglen meget ſtore, og deres Hornhud er afdeelt i talrige (ofte flere tuſinde) ſex— kantede Tavler, til hver af hvilke der ſvarer en egen Lindſe (e) og en egen Afdeling (f) af Synsnerven (a). De fleſte fuldkomne Inſekter (ſamt Lar⸗ ver og Nymfer til Inſekter med ufuldſteendig Forvandling) have ſaadanne tavlede Oine, men hos disſe Larver ere de dog mindre og Tavlernes Antal ringere end hos det fuldkomne Inſekt. Simple Oine forekomme enkeltvis eller ſom en Gruppe af 4—8 paa hver Inſekterne. 353 Side af Hovedet hos forſkjellige ſnyltende Inſekter og hos Larver til Inſekter med fuldftændig Forvandling; desuden have de fleſte fuld— komne Inſekter (Billerne dog kun undtagelſesvis) foruden de to ſtore tavlede Oine en Gruppe af 2 eller 3 ſimple, ſaakaldte Bis ine ſiddende mellem hine, Aldeles blinde ere faae fuldkomne Inſekter, der leve paa morke Steder f. Ex. i dybe Bjerghuler, men mange Larver. Hos de fleſte fuldkomne Inſekter ere Benene vel udviklede og af en fin, men kraftig Bygning. De Stykker, hvoraf de ere ſammenſatte, benævnes Hoften (coxa, Fig. 369 d), Hofteringen (trochanter, e), Laaret (femur, f), Skinnebenet (tibia, g) og Foden (tarsus, h); Foden kan beſtaage af 5 Led, der ofte ere brede og flade og paa Underſiden forſynede med haarede eller ſvampede Saaler; det ſidſte Fodled ender med to bevægelige Kløer, mellem hvilke der undertiden findes ſmage Heftepuder, ſom f. Ex. hos Fluerne (s), hvorfor disſe med faa megen Lethed kunne løbe op ad lodrette og hen under vandrette Flader. De almindelige Inſektbeen benævnes Gang- eller Lobebeen (2); Springbeen (3) de Bagbeen, der udmeerke fig. ven en ſerdeles Længde og ved tykke Laar; Fig. 369. Been af en Vandtalv (1), Træbut (2), Greshoppe (3), Knæler (4), Jordkrebs (5) og Sommerfuglelarve (7) ſamt Klamrefoden paa Bagkroppen af en Sommerfuglelarve (8) (forſterret) og Fodſpidſen af en Flue (6) (forſt). Leddene ere merkede med de ſamme Bogſtaver ſom i Fig. 365. Svommebeen (1), naar Foden og Skinnebenet er brede og randhaarede; det er fornemmelig Bagbenene, der uddannes paa denne 23 354 Inſekterne. Maade; Gravebeen(s) ere forte Forbeen med ſerdeles brede Skinne— been, og Fangbeen (4) lange Forbeen med ſammentrykt Laar og Skinnebeen, hvilket ſidſte kan flaaes ind i en Fals paa Laaret ligeſom en Foldekniv. — De uleddede Vortefodder (s) paa visſe Larvers Bagkropsringe ere ofte af ftørre Vigtighed for Be— vegelſen end deres Bryſtfodder (7). Bagkroppen ender ofte med leddede eller uleddede Vedheng, der efter deres forſtjellige Bygning og Anvendelſe fane Navn af Bagkropsborſter, Spring- borſter, Leeggebraad, Veergebraad eller Tang. Vinger, der kunne tjene til Flyveredſkaber, findes kun hos det fuldkomne Inſekt; hos Nymfen og Pupen ere de vel tilſtede, men i en uudviklet Tilſtand. J neſten alle Ordener findes der dog enkelte vingeloſe eller næften vingeloſe Familier, Slægter eller Urter. Saaledes ere de fleſte ſnyltende Inſekter vingeloſe, og mange Biller, Teger og Hjelmfjæber mangle enten begge Vinge— par eller have kun det til Flugt mindre ſkikkede forſte Par. Under— tiden ere indenfor ſamme Art visſe Individer vingede, andre vingeloſe f. Cr. de ſaakaldte „Arbeidere“ hos Myrer og Termiter, Hunnen af St. Hansbillen ſamt af visſe Natſommerfugle o. ſ. v. — Vingerne ere flade Üdbredninger af Huden, mellem hvis to Lag der udbreder fig Luftrorsgrene, omgivne af hule Rum, i hvilke Blodet træder ud og bevæger fig omkring; disſe Forgreninger danne Vingernes ſaakaldte Ribber eller Aarer (Nerver) J Hen— ſeende til Vingehudens og Ribbenettets Finhed findes der ſtore Forſkjelligheder, og For- og Bagvingerne ere ofte af forffjellig Bygning og Form; ikke ſjelden udmerke Forvingerne fig ved en ſtorre Haardhed og Stivhed, fan at de under Hvilen kunne tjene ſom Deekvinger for de hindeagtige Bagvinger, der foldes ſammen under dem (ſom f. Ex. hos Teger og Biller). 128. Fordpielſeskanalen har en meget forſkjellig Uddan— nelſe hos forſkjellige Inſekter eller endog hos ſamme Inſekt i bets forſtkjellige Udviklingstilſtande, naar Larvens Levemaade (ſom f. Ex. hos Sommerfuglene, Fig. 375— 77) er meget forſtjellig fra det Inſekterne. 355 fuldkomne Inſekts. Den ſimpleſte Fordoielſeskanal have de orme— dannede Inſektlarver og de fuldkomne Inſekter, der ikke tage nogen Neering til fig; derimod er den deelt i flere Afſnit og i det hele af en mere ſammenſat Bygning hos de Inſekter, der efter tilendebragt Forvandling blive ved at tage Fode f. Ex. hos Gres— hopper, Biller og Teger. Der ſkjelnes da mellem: 1) Spiſergret (p) med Kroen (q), ſom hos ſugende In— 643 ſekter f. Ex. Hvepſe, Fluer og Sommer— fugle ofte har Form af en Blære og hos de to forſte Grupper kun ved en tynd Stilk er forbunden med Spiſeroret; 2) Maven, beſtagende af Kraaſen ſu), ſom ofte er udftyret med hornagtige Knuſeredſkaber, og den egenlige Ma ve ſu), der afſondrer Maveſaften og udfører den egenlige Fordoielſe; og 3) Tarmen (x), beſtaaende af Tynd-, Tyk- og Ende— tarmen, hvilken ſidſte aabner fig paa den ſidſte Bagkropsring. — Fordsielſeskanalen omgives hos Larverne af det ſaakaldte Fedtlegeme, der iſeer har et betydeligt Omfang under den ſidſte Deel af Larve— t livet, men neſten ganſke fortceres under Fig. 370. ir ele Pupelivet eller ſtrax efter dette. af en Lobebille. Inſekterne beſidde i Almindelighed Spytkirtler, men mangle en ſeregen Lever. Som Nyrer virke nogle fine bugtede Rør (m), der aabne fig i Fordsielſeskanalen omtrent paa det Sted, hvor Mave og Tarm gaae over i hinanden. Urinen udtommes i ftørre Mængde iſer efter det ſidſte Hudffifte (f. Ex. hos Sommerfuglene). Hos mange Biller findes Hudkirtler, der udgyde deres Vedſke mellem Kroppens eller Benenes Led; hos Billerne findes ogſaa ofte Gat— kirtler cc), ſom afſondre en ſkarp Vedſke, der kan udſproites ſom et Forſvarsmiddel; omtrent paa ſamme Sted findes Giftkirtlerne hos Hvepſene og Bierne, hvorimod de ofte faa ſeerdeles omfangs— rige Spindekirtler hos de Larver, der ſpinde fig et Pupehylſter, i Reglen aabne fig gjennem et færeget Rør paa Underleben. 23% 356 Inſekterne. Derimod ſynes Biernes Vox og det Meel eller Fnug af lignende Beſkaffenhed, hvormed flere Inſekter af Cicadernes Gruppe ere dekkede, at være Üdſvedninger af Huden mellem Ringene. St. Hansormens og andre Billers Lysevne hidrører fra Afſon— dringen af et lyſende Stof, der ſkinner igjennem paa visſe Steder af Bagkroppen eller Bryſtet. 129. Blodet bevæger fig frit i Mellemrummene mellem Lege⸗ mets indre Dele, omgiver altſaa umiddelbart alle de Dele, der ſkulle erneeres og blandes umiddelbart med den nydannede Neringsvedſke, ſom ſiver ud gjennem Maveus Bægge. Ikke deſto mindre er det i et ſtadigt og regelmeeſigt Omlob; midt ned ad Ryggen ligger nemlig det ſaakaldte Rygkar eller Hjerte, der ved Indſnoringer er deelt i (8) Rum og ved Muſkler feſtet til Ryghuden; dets Rum ftaae i Forbindelſe med hinanden paa de indſnͤrede Steder og have en Spalte paa hver Side, men alle disſe Aabninger kunne lukkes ved fremſpringende Hudfolder eller Klapper. Hjertets afvexklende Sammentrekninger og Slappelſer ſkride frem bagfra fortil; hver Gang et af Rummene ſlappes, fyldes det fra det bagved liggende og fra den omgivende Blod— masſe, og hoer Gang, det træffer fig ſammen, drives Blodet ind i det foranliggende Rum. Fortil fortſetter Hjertet fig i en Puls— aareſtamme, der ender i Hovedet med nogle forte og aabne Grene. Hjerteſlaget fremkalder derfor en ſtadig Stromning af Blodet fra Bag— kroppen ind i Hjertet og gjennem dette ud i Legemets forreſte Deel, ud i Vingerne og Benene og fra disſe tilbage til Bagkroppen o. ſ. v. Paa Bryſtet og Bagkroppen beſidde Inſekterne indtil 10 Par Aandehuller (stigmata); i Almindelighed er det ſmalle Spalter af Form ſom et Knaphul og kantede med en Hornring eller med to Læber, der ere beſatte med Haar, ſom forhindre Støv og desl. fra at trænge ind; de kunne aabnes og lukkes ved ſeregne Mufkler og de ligge gjerne paa Siden af Legemet i den Hud, der forbinder Ringene, men hos Billerne fan høit oppe at de dekkes af Vingerne. Indenfor Aande— hullet er der en lille Aandehule, fra hvilken der igjen udgager et Luft— rer; alle Luftror paa ſamme Side ere i Reglen forbundne ved en ſtor Inſekterne. 357 Luftrersſtamme, der løber paa langs; de forgrene ſig, ſom om det var Aarer, og omſpinde tilſidſt alle de indre Dele, ſaa at Fig. 371. Aandersrene af Oldeborrens Bagkrop. ér de to ſtore Luftrorſtammer, fra hvilke de mindre udgaae. Hvad der ligger ovenover dem, tilhører Dyrets Ryg— ſide, det øvrige Bugſiden. Bagved ss mage Aandehullerne tenkes. bah er co , 971 ot, frå kodet) (Forklaringen af de øvrige Bogſtaver i Fig. 372. Aandererene (r) Fig. 372 ſee S. 351.) og Rygkarret (o) af en Bi. Blodet paa ethvert Sted i Legemet paavirkes af den i Luftrorene indeholdte Luft. At de holde ſig ſtive og aabne, ſkyldes en elaftiff Spiraltraad, der ſnoer fig i tætte Vindinger paa deres indre Side. Hos alle Inſekter med fortrinlig Flyveevne ud— vide Luftrorene fig hiſt og her til ftørre eller mindre Luft— ſekke (Fig. 371— 72) (uden Spiraltraad), der have en lig— nende Betydning for Flyveevnen ſom Luftſcekkene hos Fuglene. — Ind- og UÜdaandingen ſkeer ved at Bagkropsleddene ſam— mentrekkes og udvides eller ſtydes ud og ind; inden de give ſig til at flyve, pumpe Inſekterne ſig gjerne fulde med Luft. Nogle Vandinſekter f. Ex. Vandkalve og Rygſvommere komme af og til op til Overfladen, løfte Enden af Bagkroppen op over Vandet og lette med det ſamme Deekvingerne lidt, faa at Luften kan træde ind under dem; Vandkjerene lede derimod ved Hjælp af de haarede Folehorn Luften ind under Bryſtet og Bagkroppen, 358 Inſekterne. til hvis ſilkeagtige Bekleedning den bliver hængende. Visſe i Bandet levende Larver have kun Aandehuller i Enden af Bagkroppen eller i Spidſen af et der anbragt Rør og aande ved at ſtikke Aandehullerne, der kunne være omgivne af en Fjerkrands, op til Overfladen af Bandet. Hos andre i Bandet levende Inſekt— larver ere Luftrorene derimod fuldkommen luk— kede, og Luften optages da gjennem Huden af de under denne udbredte Luftrorsgrene, iſer i de ſaakaldte Luftrorsgjeller g: Blade, Buſke eller Traade, hvori Luftrors— grene træde ud; de holdes ofte i en ſtadig Bevegelſe for at fremſkynde det i dem fore— gagende Luftſkifte ved en Fornyelſe af det om— Fig. 373. Luftrors⸗ givende Band. De findes ogſaa hos Nymferne gjelle af en Guld- af de ſamme Inſekter, men hos Puperne ſelv— ſmedlarve. +) følgelig kun, naar ogſaa disſe leve i Vandet. Den ſummende Lyd, ſom f. Ex. mange Fluer og Hvepſe lade høre under Flugten, ſynes at hidrøre fra de Svingninger, hvori Bryſtkasſen fættes ved Bryſtmuſklernes hurtigt paa hinanden folgende Sammentrakninger. 130. Kjonsforſkjellen er i Reglen meget ioinefaldende. Hannerne ere ofte af en finere Bygning end Hunnerne, og deres Folehorn og Forbeen ere ofte uddannede paa en anden Maade. Hos flere Vandbiller er Hunnen riflet og Hannen glat; kun Eg— hjortehannen har de fvære Kindbakker, der have givet Slægten Navn, og i Torbiſtfamilien er det i Reglen kun Hannerne, der have de merkelige Horn og Udværter paa Bryſt og Hoved, der f. Ex. udmerke Neſehornsbillen; det er fremdeles kun Cicadernes og Grceshoppernes Hanner, der befinde Lydredſkaber. Ikke ſjelden har Hannen Vinger, medens Hunnen er vingelos eller kun har Spor til Vinger; eller Hannen er pragtfuldere, Hunnen derimod *) Den hvide Stribe antyder Blodſtrommens Bane. Inſekterne. 359 uanſeligere af Farve f. Ex. hos mange Dagſommerfugle. — Af visſe ſelſfkabelige Inſekter gives der foruden Hanner og Hunner et tredie kjonsloſt Sæt, de ſaakaldte Arbeidere, hvis Forplantningsredſkaber ikke ere udviklede, og til hvilke Arbeidet med Larvernes Opfoſtring og Bygningernes Opforelſe er overdraget; de ere ſnart uvingede, ſnart vingede ligeſom de kjonnede Individer og ere i Reglen at betragte ſom Hunner (ſjeldnere ſom hos Termiterne ogſaa ſom Hanner), hvis Forplantningsredſkaber ikke ere komne til Udvikling. Enkelte Inſekter føde levende Unger f. Ex. Spy- og Snylte— fluerne; ellers forplante Inſekterne fig ved Mg, der gjerne anbringes paa en ſaadan Maade, at det unge Inſekt ſtrax efter fin Udklekning har rigelig Tilgang paa en pasſende Føde. For at beſkytte det mod Indtorring er det ofte omgivet af en temmelig tyk Hud, udmærket ved en jæregen Skulptur. 131. Den af get fremkomne Unge eller Larve kan enten have veſenlig ſamme Bygning og Üdſeende ſom Forældrene paa det nær, at den mangler Forplantningsevne, Vinger og Bioine, eller Forſtjellen er faa betydelig, at den kun kan opnaae fin endelige Skikkelſe ved en fuldſtcendig Forvandling. Exempler paa Inſekter med ufuldſtendig Forvandling ere Grershopper, Guld— ſmedde og Teger; Larven undergaager gjentagne Hudſkifter, hver Gang med fmaae Forandringer, og ſeneſt efter det neſtſidſte Hudſtifte (ſom Nymfe), men i Reglen allerede tilligere, har den Spor til Vinger (Fig. 394, 97, 99 og 405), der dog forſt ved det ſidſte Hudſtifte frem— træde med fuld Storrelſe og Anvendelighed; men Nymfens Levemaade og øvrige Bygning er altid den ſamme ſom Larvens. Derimod er der undertiden Forſtjelligheder af mindre Betydning mellem disſe Udviklingstrin og det fuldkomne Inſekt, naar dette har en anden Levemaade og f. Ex. er et Luftdyr, medens hine ere Vand- eller Jorddyr, ſom f. Ex. hos Dognfluer, Guldſmedde og Cicader. — Hos de uvingede Arter af Greshopper, Tæger o. ſ. v. findes vel de ſedvanlige Hudſkifter og de dem ledſagende ſmage Forandringer; men en egenlig Forvandling udebliver ganſke. 360 Inſekterne. Hos de øvrige Inſekter foregaaer der derimod en fuldſtendig Forvandling ſaavel i det dre ſom i det Indre. Efter at Larven har forladt get, gjennemgaager den flere Hudffifter; dens ſterke Vært og Wdelyſt ſtandſes nemlig gjentagne Gange af en ſygelig, faſtende Tilſtand, der dog ſnart ender med, at Over— huden briſter langs ned ad Ryggen, og at Larven træffer fig ud af den, iført en ny meget blød Hud. Derefter eder og vorer den med fornyet Kraft, ffifter igjen Hud o. ſ. v., indtil den har naget fin fulde Storrelſe, hvorpaa den, hois dens hidtilverende Opholdsſted ikke yder den Sikkerhed nok, opſoger og indretter ſig et pasſende Skjule— ſted, hvor den ved et nyt Hudſkifte forvandles til Pupe. I denne Tilſtand ligger Inſektet i Dvale, dets Livsvirkſomheder ere for en Deel Fig. 374. Pupe og Larveſtandſede, det eder ikke og kan i Reglen heller ikke til Honningbien. bevæge fig eller er i al Fald meget indſkreenket i fine Bevegelſer, og det vaagner forſt af denne Søvn, naar alle indre Omdannelſer ere fuldendte, faa at det ved det ſidſte Hudffifte kan fremtræde ſom det fuldkomne, forplantningsdygtige, i Reglen vingede Inſekt. Endnu i nogle Timer eller undertiden Dage derefter er Huden blød, Vingerne forte og Dyret i det hele fvagt; men Huden hærdner ſnart i Luften, og Vingeribberne fyldes ved Aandedrættet med Luft, hvorved Vingerne foldes ud og blive brugbare til Flugt. Larvelegemet er hos disſe Inſekter mere eller mindre ormedannet; det er i Reglen ſammenſat af 13 ſpagt adſkilte, neſten eensdannede Ringe foruden Hovedet; Huden er ſom ofteſt blod, Benene og Fole— hornene korte eller manglende, Oinene ſimple eller manglende, Mund— delene mere eller mindre udviklede. Maddiker kaldes de, naar de ere aldeles bløde og blege uden tydeligt Hoven, Oine, Folehorn eller Been, ogſaa ofte uden tydelige Munddele; de leve i Reglen enten i Vandet eller i raadnende Stoffer eller ſom Snyltedyr eller i bløde Plantedele, eller de opfoſtres paa forſtjellig Maade i færegne Reder. De Larver, der beſidde den ſtorſte Bevegelighed, og ſom i Leve— Inſekterne. 361 maade og Udſeende have den ſtorſte Lighed med vingeloſe, fuldkomne Inſekter, ere de mere haardhudede og langbenede Bille- og Flor— —̃ (— — e eee > 3 „en lle nl n. An Dr 2 ( 1 enen 55 4 ———— 155 Å — renere ain u un eee ” Ø 75 Larve, Pupe og Sommerfugl af Liguſtrens Tusmorkeſpermer. (Larven og Sommerfuglen i Gjennemſnit for at viſe Forſtjellen i den indre Bygning). (Bogſtavernes Forklaring, S. 351.) vingelarver. — Forend Forpupningen omgive mange Larver ſig med et Silkeſvob; de fleſte Fluelarver forpupe fig derimod i deres Larvehud, der altſaa egenlig ikke afkaſtes. Pupen er ſom ofteſt fort og ſammentrengt i Sammenligning med Larven og har allerede veſenlig ſamme Bygning ſom det fuldkomne Inſekt, men Munden og Gattet ere lukkede; Vingerne, Folehornene, Benene o. ſ. v. ere tilſtede, men kun i en grovere Form, boiede ned under Bugen og trufne tæt ind til Kroppen. — De indre Forandringer foregaae fornemmelig under Pupelivet (Smlgn. Fig. 375 og 77). Larvens lige og rumelige Fordoielſeskanal afſnores i Partier, Muſtel- bygningen og Nerveſyſtemet omdannes efter Bevegelſesredſkabernes forandrede Natur, en deelbis Sammenſmeltning af Nerveknuderne 362 Inſekterne. finder ofte Sted, og Forplantningsredſkaberne, hvortil der hos Larven kun er Spor, uddannes nu. Varigheden af disſe tre Livsafſnit er meget forffjellig, tildeels afhængig af tilfældige Forhold f. Ex. Varmen. Fluerne have f. Ex. et fort, Oldenborren et langt Larveliv; Sommer— fuglene have i Reglen en lang, Bierne en fort Pupedvale. Nogle Inſekter overvintre ſom fuldkomne, medens andre fun leve faae Timer eller fane Dage ſom ſaadanne og derfor ikke tage Næring til fig og kun beſidde meget ufuldſtcendigt udviklede Munddele. Intet Inſekt forplanter ſig mere end een Gang, og dets Levetid ſom fuldkomment Inſekt vil derfor i Reglen ikke beløbe fig til mere end eet Aar i alt. 132. Inſekternes Bevegelſer vidne ofte om en forbauſende Kraft, f. Ex. Loppens uhyre Spring, Biens og Fluens hurtige og utrættelige Flugt, den Styrke, ſom Myren udfolder, naar den flæber fin Byrde med fig, eller den Hurtighed, hvormed Aadſel— graverne nedgrave et døbt Pattedyr. J Henſeende til aandelige Anlæg ſtaae Inſekterne høit; om end meget af den Kunſtfeerdighed, ſom de udfolde, eller af den Snildhed, hvormed de vide at an— bringe deres Yugel eller at bemægtige fig deres Bytte og fkuffe deres Fjender, kan anſees for at hidrøre fra ubevidſte Drifter, viſe de dog ogſaa ofte en forbauſende Klogſkab og Overleg ved ufor— udſete Hindringer, ligeſom de ogſaa have Midler til at meddele fig til hverandre. Det er fornemmelig de byggende Inſekter (Bier, Termiter o. ſ. v.), hvis Arbeider og Samfundsorden vidne om Inſekternes hoie Standpunkt blandt Dyrene. Sin Føde vælger hver Inſekt-Art efter ſin Natur af det organiſke Liv paa Jorden og i det ferffe Band; den kan være dyriſk eller Plantefsde, faſt eller flydende, friſk, tor eller raadden. Mange Inſekter fage deels ved deres Mængde, deels ved Valget af deres Fodemidler en ſtor Betydning i Naturen eller Menneſkelivet. De talrige Urter af Inſekter, ſom ødelægge de dyrkede eller fredede Planter og beſkadige deres Rødder, Ved, Blade eller Frugter, falde vi ſkadelige ligeſom dem, der opæde vore Oplag af Korn, Papir, Skind o. |. v. eller plage os og vore Husdyr; de, der bortfkaffe døde, gærende Dyre- og Planteſtoffer, og de Rov- og Snylte— inſekter, der forhindre de planteedende Inſekter fra at tage for ſterk Overhaand, fortjene derimod Navn af nyttige Dyr. Ikke alene fom Fødemiddel for andre Dyr ere Inſekterne af ſtor Vigtighed; enkelte benyttes paa fine Steder ſom Føde for Menneſker, f. Ex. Cicader, Greshopper, Myrer, Termiter, Larven af Palmeſnude— Inſekterne. 363 billen. Biernes Honning og Vox, Silkeormens Spind, Stkjold— luſenes forſkjellige Afſondringer, Galceblerne og Spanfffluen ere Exempler paa den umiddelbare Nytte, ſom vi have af denne Dyre— klasſe. Mange Planters Befrugtning vilde neppe være mulig, naar de ikke beføgtes af visſe beſtemte Inſekter. Skjondt Inſekternes Levemaade og Opholdsſteder afhænge af deres Fodemidler og derfor ere overordenlig forſfkjellige, ere de dog i det hele Luftdyr fremfor de andre Leddyr. Paa eller i Bandet leve kun faae, med enkelte Undtagelſer alle i det ferſke Vand. Nogle tilbringe der hele deres Liv, andre ere kun Vand— dyr i de forberedende Livsafſnit. Storſte Delen af de fuld— komne Inſekter ere Dagdyr, der tumle fig i Lyſet og Solſkinnet, hvorimod de mere forſvarsloſe Puper og Larver i Reglen leve mere ſkjult. Mange Inſekter, ſom ſkye Lyſet, holde ſig ſtedſe ffjulte i Jorden, under Stene, Bark o. ſ. v. Enkelte fore et under— jordiff Liv, og visſe ſnyltende Larver kunne i Henſeende til deres Levemaade ganſke ſammenlignes med Indvoldsormene. Imellem Inſekternes Levemaade og deres Farver og øvrige Udſeende er der ofte en noie Overeensſtemmelſe. Naar de i disſe Henſeender meget ligne deres Omgivelſer, bliver denne Lighed et Beſkyttelſesmiddel, ſom andre Inſekter finde i det Spind eller de Üdſondringer, hvormed de ffjule fig, eller i de Boliger, ſom de opfore, andre i deres haarde Hud og almindelige Seiglivethed eller ved at lade ſig falde ned paa Jorden og an— ſtille fig ſom døde, ſaaſnart de merke, at en Fare truer dem. Men mange Inſekter beſidde ogſaa virkſommere Forſvars- og An— grebsmidler f. Ex. ſterke Kindbakker, Giftbraad, Udſprsoitning af ſkarpe Vedſker o. ſ. v. Da Inſekterne deels middelbart, deels umiddelbart ernæreg af Planteriget — mange Planter ernære et ſtort Antal af Inſekter, der kun leve af dem alene, Egen f. Ex. over 200 — er Inſekt⸗ klasſens Optræden til forſkjellige Aarstider og paa forſkjellige Steder af Jordkloden i hoieſte Grad afhængig af Planteverdenens; hvor denne udfolder en ſtor Fylde, lever der ogſaa en rig Inſektverden. J de tropiſke planterige Egne f. Ex. Braſilien og Indien optræder den derfor med en ganſke anden Rigdom end i middelvarme Lande, for hvilke de folde Jordbelter igjen ftaae langt tilbage; det er ogſaa i det hede Bælte, at de ſtorſte og pragtfuldeſte Inſekter findes. Her er det i Regntiden, at Inſektlivet udfolder hele fin Fylde ligeſom hos os om Sommeren, hvorimod den torre Tid i denne Henſeende ſvarer til vor Vinter. — Inſekternes Optræden paa Jord— floden gaaer i det mindſte tilbage til Kulformationen (det ſamme gjeelder om de andre Land-Arthropoder: Tuſindbeen og Edder— kopper), og allerede i Juraformationen ere alle Ordener tilſtede med Undtagelſe af Sommerfuglene, hvis eeldſte Levninger hidrøre fra Tertiertiden. 364 Billerne. Overſigt over Inſekternes Inddeling. A. Inſekter med fuldſtendig B. Inſekter uden fuldſtendig Forvandling. Forvandling. Med Bidemund. Biller. Florvinger. Hjelmkjeber. Hvepſe. Med Sugemund. Sommerfugle. Nebmunde. Fluer. A. Inſekter med fuldſtendig Forvandling (J. metabola). 133. Forſte Orden: Dillerne (Coleoptera S. Eleutherata) ere Inſekter med fuldſtendig Forvandling og med Bidemund, hvis Forvinger ere haarde og ſtive Dek— vinger, der under Hvilen dekke de hindeagtige Bag— vinger ſamt Bagkroppen. Billerne udgjore en ſerdeles talrig Orden, men ligne alle meget hinanden. Huden er i Reglen meget haard og For— bryſtet ſtort og ſkarpt adſkilt fra de to andre Bryſt⸗ Fig. 378. Oldenborren ſom fuldkommen Inſekt, ſom Larve og ſom Pupe. ringe, hvorimod Adſkillelſen mellem Bryſtet og Bagkroppen er mindre ioinefaldende; med Undtagelſe af et lille trekantet Stykke af Mellembryſtet, det ſaakaldte Rygſkjold (scutellum), dæffeg i Reglen hele den bageſte Deel af Legemet, naar de ikke flyve, af Daekoingerne, der i Haardhed, Udſeende o. ſ. v. ſtemme med Billerne. 365 Hovedet og Forbryſtet og ſtode ſammen med en ret Linie; de hindeagtige Bagvinger foldes i Hvilen ſaaledes ſammen paa langs og paa tvers, at de fane Plads under Daekkvingerne. Billerne have en ſtor, men forſkjelligartet Betydning i Naturen, efterſom de fortære Ved, Lov, Frugter, raadnende Plantedele og Aadſler eller udrydde andre Inſekter; ſom ofteſt er der en vis Overeensſtemmelſe mellem Larvens og Billens Levemaade. Den hyppigſt forekommende Larveform (Fig. 379, 1—3) er lang, smekker og udſtyret med en vel udviklet Bidemund og med en Gruppe af Smaasgine paa hver Side af Hovedet; den har 3 Par Been, og Bevegelſen underſtottes desuden af den fremſkudte Analring; Fig. 379. Forſfjellige Billelarver, 1 af Vandkalv, 2 af Rovbille, 3 en „Meelorm“ (L. af Tenebrio molitor), 4 af Hvirvler, 5 af Pragtbille, 6 af Guldbasſe, 7 af Snudebille. jo dygtigere et Rovdyr den er, deſto haardere er dens Hud og deſto længere dens Been. En anden Larveform ere de tyffe, bløde, krumme, neſten farveloſe, kun lidet bevægelige Torbiſt— larver (5), hos hvilke alene Hovedet er haardt, men mangler Oine; en tredie, endnu ufuldkomnere, de Larver, der leve i Ved (5 og 7) o. ſ. v. — Puperne ſidde i Jorden, paa Blade, i Ved o. ſ. v., i Reglen i et Hylſter af ſammenlimede eller ſammen— ſpundne Splinter, Jorddele og deslige, men opholde fig aldrig i Vandet, ſelv om Inſektet forreſten lever der baade ſom Larve og ſom Bille. 366 Billerne. Sammenſtilling af de vigtigſte Familier i 5 Grupper: A. Pentamera: i Reg- (4) med pladeformige, lidet bevægelige Baghofter. a. len med 5 Fodled J 6) med trinde Baghofter. paa alle Fødder. | ＋) med følledannede Føleborn........ b. ++) med ſavptakkede Folehorrrnrn. . c. . Heteromera: 5 Fodled paa For- og Mellembenene, 4 paa Bagbenene. d. C. Pseudotrimera og Pseudotetramera: tilſyneladende med 3 eller 4 Fodled. e. (<= a. Hos de 3 forſte Familier ere Baghofterne plade— dannede (Fig. 369, 1) og kun lidet bevægelige eller endog ſammenvoxne med Bughuden; de fleſte have traaddannede Folehorn. Det er graadige Rovdyr, ſom ifær have hjemme i de middelvarme Jordbeelter; kun Lobebillernes Familie omfatter et ſtͤrre Antal af Arter. 1. Lobebillerne (Carabus) have et aflangt, hvælvet Legeme og ſmekkre Lobebeen; de leve paa Jorden, under Stene, Bark o. ſ. v. og udrydde bande ſom Larver og ſom Biller mange ſkade— lige Inſekter. Flere Arter udſproite til deres Forſvar en ffarp Vedſte, der undertiden fordunſter med et Knald (Bombardeerbillen). 2. Vandkalvenes (ytiscus) Legeme er bredt, fladt og baaddannet; de ſmage Forbeen foldes under Svomningen ind til Kroppen, hvorimod Mellembenene og iſcer Bagbenene ere vel udviklede Spommebeen, med hvilke de. roe fig frem i Vandet. Kun om Natten forlade de undertiden Vandet og flyve omkring. — Larverne (Fig. 379, 1) have et langt teendannet Legeme, hvis ſidſte Led ofte ere forſynede med Randhaar eller med to haarede Borſter og virke ſom en Finne, ſamt et ſtort Hoved med hule Kind— bakker, gjennem hvilke de indſuge Blodet af de Dyr, ſom de dræbe. 3. Hvirvlerne (6yrinus) ligne Vandkalvene i Udſeende og Levemaade, men have forte, kolledannede Folehorn, tvedeelte Øine og lange Forbeen, men korte og brede Mellem- og Bagbeen, ved Hjcelp af hvilke de fvømme kredſende om paa Vandets Overflade. Larverne (Fig. 379, „) udmeerke fig ved deres traaddannede Luftrorsgjeller. b. Hos de 5 folgende Familier have Folehornene mere eller mindre tydeligt Form af en Kolle (Fig. 366, 2 og 3); Billerne. : 367 ſtcerkeſt er denne Form udpræget hos Torbifterne, hvor Kollens Led ere bladformige. Inſekterne af denne Gruppe leve for ftørfte Delen af raadnende dhyriſke eller Plantedele, dog er der ogſaa mange, der udelukkende leve af Rov eller af Plantefode. Mange af dem beboe de middelvarme Jordſtrog. 4. Vandkjerene (Hydrophilus) ligne i mange Henſeender Vandkalvene, men have kolledannede Folehorn og ſvomme ved gagende Bevegelſer. 5. Klanerne [DDermestes) ere ſmaae, trinde Biller med morke Farver, der leve af torre Aadſler, Skind, Pelsveerk og desl. ligeſom deres med lange Haar bekledte Larver. 6. Aadſelgraverne (Silpha) ere forte, brede og flade; de fortere Aadſler, Svampe o. ſ. v. og udmeerke fig ligeſom andre aadſeleedende Dyr ved en gjennemtrernngende Stank. Larverne leve enten i Aadſler, ſom Forældrene have nedgravet, og hvori de have lagt deres Mg, eller de opſoge felv denne deres Føde; Pupen lever derimod i Jorden. 7. Rovbillerne Staphylinus) ere ſmaae, lange og ſmalle, noget flade Inſekter med en haard, men meget bevegelig Bag— krop, der hverken deekkes af de forte Deekvinger eller af Bagvingerne, ſom ere foldede heelt op under hine. De leve deels af Rov, deels af Planteaffald, i Svampe, under Treebbark, i Blomſter, Myre— tuer o. ſ. v.; ikke fane leve ved Bredderne af ferſk og ſalt Land. 8. Torbiſternes (Scarabæus) talrige Arter udmerke fig ved Antennekollens bladede Bygning og tillige ofte ved Sterrelſe, merkelige Former eller ſtœerke Farver; Fodderne ere i Reglen vel ſkikkede til Gravning. Hannen udmeerker fig undertiden ved uhyre Kindbakker (Eghjorten) eller ved Udværter paa Hovedet eller Bryſtet (f. Ex. Herkulesbillen, Neſehornsbillen). Betydning i Naturen have de deels ſom plantecdende, deels ved at fortere Godning og ſprede den om i Jorden. De ere iſeer talrige i varme Lande, navnlig ere Indien og Braſilien rige paa planteedende Former, Afrika derimod paa dem, der leve af Gødning. Larverne (Fig. 378 og 379, 6) leve enten i troſket Træ, f. Ex. Eg⸗ 368 Billerne. hjortens (Lucanus), eller i Myretuer ſom Guldbasſens (Ce— tonia), eller i Jorden af Rødder, f. Ex. Oldenborrens (Melo— lontha); ſom fuldkomne Inſekter leve disſe Biller ligeledes alle af Plantefode, Guldbasſen paa Blomſter, Oldenborren af Blade, Eghjorten af at ſlikke Planteſaft o. ſ. v., men have ikke nogen lang Levetid. Andre leve baade ſom Biller og ſom Larver af Godning eller Aadſler, f. Ex. Skarnbasſerne (Geotrupes) og Pillebillerne (Ateuchus), der lægge deres Æg i Kugler af Godning, ſom de trille bagleends ned i Jordhuller. c. De tre folgende Familier have ſav- eller kamformige (Fig. 366, ) Folehorn. De beboe iſeer de hede Jordbalter; af de to ſidſte Familer gives der Arter, ſom lyſe. 9. Pragtbillerne (Buprestes) have en lang, ſmal og til— ſpidſet Bagkrop, et ſtort, bredt Forbryſt og pragtfulde Metalfarver. De leve paa Blomſter og flyve livligt om i Solſkinnet. Larverne (Fig. 379, 5) leve i Ved og ere blege, bløde og fodloſe Maddiker med et langſtrakt Legeme og med ſtorſte Delen af Hovedet optaget i det brede Forbryſt. 10. Smelderne (Elater) ligne Pragtbillerne i Legemsform, men have et langt, ſmalt Forbryſt og uanſeligere Farver; paa Under— ſiden af Forbryſtet findes en Torn, der ſparer til en Grube paa Mellembryſtet; naar de ligge paa Ryggen, kunne de ved pludſelig at boie og atter ſtrekke Leddet mellem For- og Mellembryſtet, og ved det dermed folgende Stød mod Underlaget kaſte fig i Veiret og fulde ned igjen paa Benene. De trinde, haardhudede Larver (f. Ex. „den brune Kornorm“) ligne noget Tuſindbenene i Legems— form og gjøre undertiden megen Skade ved at fortære Rødderne af Kornſorterne og andre dyrkede Planter, men ere dog i Reglen Rovdyr. 11. St. Hansbillerne (Lampyris) ere flade, langagtige og bløde Dyr, der baade ſom Larver og ſom Biller leve af Rov, f. Ex. af Snegle. Hunnen (f. Ex. af vor almindelige St. Hans- orm) er ofte vingelos og ligner da Larven en Deel i Üdſeende; det er natlige Dyr, og det er iſcer Hunnen, der lyſer. Billerne. 369 d. H⸗ledede For- og Mellemfodder, men 4led— dede Bagfodder have: 12. Spanſkfluerne (Cantharis), der ofte udmerke fig ved grønne Metalfarver, og de morke Oliebiller (Melos) med tyk Bag— krop, forte Dekvinger, men ingen Bagvinger; begge indeholde ſtarpe, blœeretrekkende Stoffer, Som Biller leve de paa Planter; Larverne fætte fig paa Bier og lade fig paa denne Maade fore ind i disſes Reder, hvor de leve af gene og af den for Larverne beftemte Føde og gjennemgaae en Rekke mærfelige Forvandlinger. Strepsiptera benævnes en afvigende Inſektgruppe, hvis Plads dog rimeligvis er blandt Billerne i Nerheden af Oliebillerne. Larverne komme paa lignende Maade ſom disſes ind i Biers og Hvepſers Bo, hvor de bore fig ind i Larverne og leve i disſe ſom Snyltedyr, efter ved et Hudſkifte at have ombyttet deres forſte bevægelige Larveſkikkelſe med Maddikeformen. Hunnen beholder denne Maddikeform og forlader aldrig fin Vert, ſtikker kun en Deel af ſit Legeme ud imellem dens Ringe for at mode Hannen, ſom derimod er et lille livligt, ſtorsiet, flyvende Inſekt med vel udviklede Fole— horn, hæmmede Munddele og Dæfvinger, ſtore Bagvinger og Bagbryſt o. ſ. v. e. De 5 ſidſte Familier have paa Grund af det ene Fodleds Korthed tilſyneladende kun 3 eller 4 Fodled. De leve alle paa Planter og have brede og flade Fodder med haarede Saaler; med Undtagelſe af Mariehonſene leve de ogſaa af Plantefode, for faa vidt de ſom Biller overhovedet tage Føde. De to forſte Familier ere ifær talrige i de varme, ſkovrige Egne af Jorden. 13. Trebukkene (Cerambyx) ere Inſekter af en anſelig Storrelſe, med et langt, ſmalt Legeme og navnlig ofte med et ſmalt Forbryſt, med lange, kraftfulde Been og med overordenlig lange Folehorn. Larverne leve i Ved og ligne paafaldende Pragt— billelarvernes, men have i Reglen korte Bryſtfodder. 14. Snudebillerne (Curculio) ere ſmaae Biller, hvis Hoved er truffet ud i en Tryne, paa Enden af hvilken Munden ſidder, og hvis færdeles haarde Hud ofte er deekket ligeſom med et Støv af fine Sfæl, Larverne (Fig. 379, 7) ere tykke, blege, blinde og fodloeſe Maddiker, ſom leve i Lov eller Frugter, f Ex. i Ærter, Wbler og Korn (den „rode og forte Kornorm“) o. ſ. v. 24 370 Billerne. Florvingerne. Hos Barkbillerne (Bostrichus) er Trynen utydelig eller mangler; Agene lægges i Dobbeltrekker under Trœernes Bark; de udflæffede Larver ede fig ud til begge Sider og danne derved regelmeſige Gange i Splinten, hvorved de gjøre ſtor Skade paa Skovene. 15. Mariehonſene (Coceinella) ere ſmaage, forte, halv— kugledannede Biller; de have gjerne lyſe Farver med morke Pletter eller omvendt; baade ſom Larver og ſom Biller udrydde de mange Bladlus. 16. Til Guldbillerne (Chbrysomela), ſom ligne Marie— honſene, men gjøre megen Skade paa forſtjellige Planter, hører Jordloppen (Haltica), hvig Bagbeen ere Springbeen, og ſom ifær angriber de dyrkede Korsblomſter. 131. Anden Orden: Florvingerne (Synistata) ere Inſekter med fuldſtendig Forvandling og med Bidemund, ſom have 4 eensartede, i Reglen klare og netaarede Vinger. i Florvingerne udgjøre kun en lille Orden; ſom fuldkomne Inſekter ligne de ofte ſkuffende Netvingerne i Henſeende til Lege— mets og Vingernes Form og Bygning. De vigtigſte Former ere: 1. Myreloverne (Myrmeleèo) ligne Guldſmeddene, men have mattere Farver og kolledannede Folehorn. Som fuldkomne Inſekter opholde de fig mellem Bladene paa Zræerne, men komme fun frem om Aftenen. Larven er fort, bred og ftærft haaret og har et ſtort, meget bevægeligt Hoved med lukket Mund, men med to lange og krumme ſyldan— nede Kindbakker. Pupen lever i en Cocon, dannet af ſammen— ſpundet Sand; Spinderoret aabner ſig i Larvens Bagende; naar den ig 80. En Mere e bed endelige Forvandling foreſtager, kommen Inſekt og en Myrelove- bider Pupen Hul paa Cocon'en e med fine forte og ſterke Kindbakker. Florvingerne. 371 Ved at dreie fig rundt og ffovle Sandet op med Hovedet danner Larven fig en tragtformig Faldgrube, i Bunden af hvilken den ſtjuler fig, faa at blot Kindbakkerne rage frem. Med dem griber og udſuger den Myrer og andre Inſekter, der rulle ned ad Tragtens ſkraae Vægge; er Offeret nær ved at undſlippe, rammes det af en ved en Bevegelſe med Hovedet udkaſtet Sand— ſtraale, der river det ned med fig igjen; den udſugede Krop ſlynges igjen op af Tragten. 2. Vaarfluerne (Phryganea) have blege Farver og matte, haarede Vinger, hvis Ribbe-Net ei Finhed ſtager langt tilbage for Myrelovernes. Munddelene ere aldeles uudviklede; ſom fuldkomne Inſekter leve de kun kort, viſe ſig kun i Tusmorke og tage ingen Føde til fig. Larverne leve i Vandet, hvor de ſammenſpinde Planteſtraa, Smaaſtene, Sand, Sneglehuſe o. ſ. v. til et Rør, ſom i Reglen er frit, ſjeldnere fæftet. Bagkroppen bærer fine Luftrorsgjcller og er ſtjult i Roret med Undtagelſe af to Kroge Fig. 381. En Vaarflue med udfoldede og med ſammenfoldede Vinger ſamt en Larve og Pupe af ſamme Familie. i Bagenden, ſom faſtholde det; Bryſtet og Hovedet ere mere haard— hudede og rage udenfor Roret, faa længe Larven ikke foruroliges. De efterſtreebes meget af Ferſtvandsfiſkene og afgive derfor en fortrinlig Madding. Forend Forpupningen feſte de Roret og luffe begge dets Ender med et Gitterverk af Traade. Pupen beſidder ligeledes Luftrorsgjeller ſamt ſterke Kindbakker, hvormed den gjennembider Laaget, forend den begiver ſig op til Overfladen for at ſkifte Hud. 245 372 Hvepſene. 15. Tredie Orden: Hvepſene (Hymenoptera S. Piezata) ere Inſekter med fuldſtendig Forvandling og med Bidemund, der have 4 klare Vinger med faae Ribber. Legemets 3 Affnit træde altid tydeligt frem, ja ere endog ofte fun forbundne ved tynde Stilke. Munden er en Bidemund, men Kjebefligene omfatte Underlæben og danne derved et Redſkab til at optage Blomſterhonning, ſom udgjor det fuldkomne Inſekts væfenlige Føde; Kindbakkerne ere derimod haarde Bideredſkaber, der navnlig ere af Vigtighed for de byggende Arter. Vingerne ere klare og hindeagtige, men kun forſynede med faae Ribber, ſom ikke danne noget fint Net. Forvingerne ere ſtorre end Bag— vingerne og heegtede ſammen med dem ved en Ræffe af Kroge; under Hvilen ligge de ſom ofteſt fladt hen over Bagkroppen. Hos Hunnerne og „Arbeiderne“ (der ere at betragte ſom uudviklede Hunner) er Bagkroppen i Reglen forſynet med en kortere eller længere Braad, der enten anvendes til at anbringe Vgene, eller er et Bærge, der leder en af ſeregne Giftkirtler afſondret Vedſke ned i Saaret. — Med Undtagelſe af Plantehvepſene er Larven (Fig. 374) en blod, tyk, hvid, fodlos og blind Maddike uden Tarmaabning, der enten opfoſtres af Moderen eller Arbeiderne eller forſorges derved, at Æget er blevet anbragt under Forhold, der tilſtede Larven umid— delbar Adgang til Føden. Pupen er neſſten altid indeſluttet i en fin Cocon. — Det er livlige Luft- og Soldyr, der fværme om fra Blomſt til Blomſt for at fuge Honning (ifær ynde de Sfærm- planterne) eller for at indſamle Blomſterſtov eller Inſekter til Føde for deres Afkom, for hvilket de viſe en overordenlig Omſorg, og hvorved de ofte udfolde en forbauſende Flid og Kunſt. Saavel i de middelvarme Jordbelter ſom mellem Vendekredſene gives der mange Arter af denne Orden. Adſtillige Hvepſe have ret livlige Farver og opnage en ret anſelig Storrelſe; en Deel af dem har ſtor Betydning ved at formindſke Mængden af andre Inſekter, iſer de plantecedende. A. Hvepſe med Leggebraad(hos Hunnerne) (H. terebrantia 8. ditrocha), hvis Stik ikke leder nogen giftig Vedſte ned i Saaret, og Hvepſene. 373 med dobbelt Hoftering. De ſamle ikke noget Oplag af Føde for Larverne, ſom heller ikke ere Gjenſtand for nogen ſeerdeles Pleie. 1. Plantehvepſene have en mere eller mindre lang, trind Bagkrop uden Stilk; Larverne leve af Ved eller Lov, hvorved de ofte gjøre megen Skade. Bladhvepſenes (Tenthredo) Braad er en fort, dobbelt Sav, med hvilfen de indridſe Ægene i Bladene, Larven er i Almindelighed grøn og har et tydeligt Hoved med Øine, Bidemund og Følehorn ſamt Bryſtfodder og flere Par Bagkropsfodder og ligner overhoved ſkuffende Sommerfuglelarver; de angribe Naaletræer, Runkelroer, Stiffelsbærplanten o. ſ. v. Trehvepſene (Sirex) have en lang Borebraad, med hvilken de anbringe Æget dybt inde i Veddet, ifær af Naaletræer. Larven er hvid og blind, har uleddede Bryſtfodder, men ingen Bagkropsfodder, og en Torn paa det ſidſte Bagkropsled. 2. Snyltehvepſene (chneumon), have en rundagtig, ſtilket Bagkrop; Larven, der er en Maddike, lever i Reglen ſnyltende i andre Inſektlarver, i hvilke Moderen har anbragt gene med fin Braad, og ſom i Reglen doe ſamtidig med, at den fuldt udviklede Snyltehveps forlader dette fit Opholdsſted. Det er iſer Sommerfuglelarver, der benyttes paa denne Maade, men der opfoſtres ogſaa Snyltehvepſe i Flue- og Billelarver, i Puper, Bladlus, i Larver af andre Snyltehvepſe og i Edderkoppe- og Inſekteg. Nogle Arter, der have en meget lang Braad, anbringe endog deres Mg i Carver, der leve dybt inde i Træernes Bed. — Gallehvepſene (Cynips) lægge deres Æg i Blade, Knopper o. ſ. v., paa hvilke de ſaakaldte Galæbler (f. Ex. paa Egen og Roſen) dannes under Ind— virkning af en ved Saaret indbragt ſkarp Veeddſke. B. Hvepſe med Giftbraad (hos Hunner og Arbeidere) og enkelt Hoftering (H. aculeata s. monotrocha); de have alle lige— ſom den ſidſtomtalte Hvepſegruppe en kort, ſtilket Bagkrop, og Larven er en Maddike, der enten er Gjenſtand for Omſorg fra Moderens Side eller pleies af „Arbeiderne“. 3. Guldhvepſene (Chrysis), udmeerrkede ved deres metalagtige Farver og Glands, ved deres haarde Hudffelet og Evne til at rulle 374 Hvepſene. fig ſammen, lægge deres Æg i Gravehvepſenes Forraad og for— følges derfor af disſe. 4. Gravehvepſenes (Pompilus, Sphex, o. ſ. v.) Hunner grave enten Huller i Jorden, i Brinke, Pæle o. ſ. v., ſom de ofte tillige udfore med Leer, eller de opføre nogle faae ſimple Celler; i disſe lægge de foruden Wgene Inſekter, Puper, Larver, Edderkopper o. ſ. v. (hvoraf hver Art har ſit beſtemte Valg), ſom de have bedøvet ved deres Stik, til Føde for Larverne. Enkelte Former gjøre fig ikke felv den Uleilighed, men lægge ligeſom Guldhvep— ſen deres Æg i de af andre Gravehvepſe tilveiebragte Forradd. Sjeld— nere fodre de felv Bembex) dagligt deres Afkom med dræbte Inſekter. De 3 folgende Familier kunne ſammenfattes under Navn af Byggehvepſene. 4. Myrerne (Formica) udmeerke fig ved, at Folehornene ere knœeformigt bøiede, ved at Arbeiderne ere vingeloſe, og ved at Larverne ikke opfoſtres i færegne Celler. Nogle Arter have Braad f. Ex. Stikmyrerne (Myrmica), hvorimod andre kun have Gift— kirtlerne og udfprøite den af disſe afſondrede Vedſte f. Ex. Tue— Myren (F. rufa) og den lille forte Myre (F. nigra). Stik— myrerne ere ifær talrige i de varme Lande. Arbeiderne have Bryſtringene adſkilte og mangle Bioine, men ligne isvrigt Hunnerne, der dog ere betydelig ſtorre. Ogſaa Han— nerne ere ofte mindre end Hunnerne. Nogle grave blot Gange og Kamre i Jorden eller i troſkede Treſtubbe, medens andre opføre høie Tuer af Jord eller af Planteaffald (f. Ex. af Naaletreernes Blade) med Rum baade under og over Jorden og med Gange, der gage ud til alle 8 Sider. Opforelſen b af Rederne, For- Fig. 382. 4 Han. b Hun. » Arbeider af den ſvaret og Pleien rode Tue-Myre (forſtorrede). af Yngelen o. ſ. v. paahviler alene Arbeiderne, naar der ikke (ſom hos visſe ſtore Hvepſene. 375 ſydamerikanſkfe Myrer og hos de ſmage afrikanſke Vandremyrer) foruden dem findes en ſtorre, ſtorhovedet Form (Soldaterne), der vaager over Bygningens Forſvar, leder Arbeiderne og Expedi— tionerne eller med fine ftærfere Kindbakker afbider Fodemidlerne, ſom Arbeiderne da bære bort. (Hos den mexikanſke Honningmyre findes der en egen Slags Arbeidere, ſom fodres af de andre og afſondre Hon— ning, ſom udfylder og udſpiler deres bløde Bagkrop). Arbeidermyrerne made Larverne med en Slags Honning, ſom de opgylpe af Maven, de bringe Larverne og Puperne ud i Solvarmen og flytte dem til varme og torre eller dybere og ſikkrere Steder i Tuen; de bide Pupens Cocon op, for at den fuldkomne Myre kan komme ud, og de made Hannerne og Hunnerne, der blive en Tid i Reden, men en ſmuk Som— merdag forlade den og fværme; efter Parringen, der i Reglen fore— gaaer i Luften, doe Hannerne, og Hunnerne miſte Vingerne. Mange af Hunnerne omkomme ligeledes, men nogle blive forte tilbage af Ar— beiderne; næfte Foraar lægge de Rg, forſt Arbeider-Wg, ſenere Mg til Hanner eller Hunner. Om Vintren ligger Selſkabet i Dvale. Andre Hunner have imidlertid gravet fig ned i Jorden og lægge endnu ſamme Efteraar g, af hvilke der til næfte Foraar fremfommer Arbeidere, ſom indrette den nye Bygning, pleie de nye Aeg, ſom Dronningen lægger, o. ſ. v. Hos nogle Arter, de ſaakaldte Amazon-Myrer (F. rufescens, sanguinea), have Arbeiderne mindre ftærfe Kjeber og foretage derfor Rovertog til andre Arters Reder for at bortføre disſes Arbeiderpuper, der ſom fuldkomne Inſekter forrette Slavetjeneſte hos dem og udføre alt det Arbeide, der ellers vilde paahvile dem, ja de pleie og made endog disſe deres Herrer. J Tropelandene, hvor Myrerne ere meget talrige, blive de ofte befværlige, naar de ødelægge Haver eller Plantager eller trænge ind i Huſene for at efterſtrebe Fodemidlerne eller de fig der op— holdende Inſekter, ja de kunne endog blive farlige for ſtorre Dyr (f. Ex. Slanger og Høng) eller endog for Menneſket. Der gives der ogſaa Myrer, ſom bygge deres Rede frit paa Træftammer, og Myre— former, ſom ikke leve i Selſkaber. Adfſkillige andre Inſekter ſoge Tilhold, Fode og Varme i Myreboerne, og taales der af Myrerne. Iſcer ynde Myrerne Bladluſenes føde Udſondringer, hvorfor de enten have regelmeſige Veie til deres Opholdsſteder eller holde dem paa Rødder og desl. i deres Reder. J Tropelandene gjøre visſe Cicader undertiden Myrerne ſamme Nytte. — 5. Hos de ægte Hvepſe eller Gedehamſene (Vespa) ere Forvingerne under Hvilen foldede paa langs. Af Farver ere de gjerne forte med gule Bælter; i Henſeende til Levemaaden forholde de eenlige Hvepſe fig omtrent ſom Gravehvepſene, de ſel— ſkabelige derimod ſom Humlebierne med Undtagelſe af, at deres Reder ere fuldkomnere og deres Celler regelmeſigere. 376 Hvepſene. De eenlige Hvepſe (Eumenes etc.) indrette fig nemlig enten Kamre i Sandbanker, Mure, Pele o. ſ. v. eller bygge enkelte frie Celler og lægge i hver af dem et Wg tilligemed et Oplag af Inſekter, Edderkopper o. ſ. v., ſjeldnere af Honning, til Føde for Larven. Hvepſeſelſkaberne beſtaae Derimod af Hanner, Hunner og Arbeidere, hvilke ſidſte ere mindre end de frugtbare Hunner, men vingede ligeſom disſe. Cellernes Antal er forſkjelligt hos de for— ſkjellige Arter og efter Selſkabets Storrelſe; de ere ſexkantede og an— bragte vandret i Kager over hinanden, ſaaledes at Aabningen vender nedad; alt ſom Selſkabet voxer, gjores Boet ſtorre. Cellernes Storrelſe retter fig efter, om de fkulle huſe Arbeiderlarver eller Larver til Hanner og Hunner. Larven ſidder i Begyndelſen faſt ved en Slimafſondring, ſenere derved at den udfylder Cellen, ſom for Forpupningen lukkes med et Laag af Spind. Udenom Kagerne findes i Reglen et Dekke i flere Lag, der ligeſom det hele Bo er lavet af fint gnavet Tre, ſom er ſammenarbeidet til et Slags Papir. Boet anbringes enten i eller paa Jorden, under et Tag eller frit paa et Blad eller en Green og grundlægges om Foraaret af en befrugtet, overvintret Hun, ſom ſelv opfoſtrer ſit forſte Afkom, der bliver til Arbeidere; disſe bygge Reden ſtorre, ſorge for de ſenere lagte Ag, made Larverne med føde Safter, ſom de hulke op o. ſ. v. Sidſt lægges de eg, hvoraf Han- og Hunhvepſene ubdvikles. Efter Befrugtningen doe Hannerne, og heller ikke Arbeiderne over— [eve Vintren; Boet benyttes altſaa kun een Sommer. Hunnerne opſoge fig hver fit Vinterkvarteer og grundlægge til neſte Vaar nye Selſkaber og nye Reder. — J de varme Lande forekommer der fleeraarige Hvepſeboer af flere Alens Lengde. 6. Hos Bierne (Apis) er Legemet tet bekleedt med Haar og Kjceberne og Underleben forlængede; navnlig ere Underlebens Dele ofte meget lange og kunne foldes ſammen under Hovedet eller ſtrekkes langt frem. Fig. 383. Fig. 384. En Arbeidsbi (af Honningbien). En Hanbi (Drone). De eenlige Bier (f. Ex. Murerbien og Roſenbien), bygge Hvepſene. 377 kun nogle fane Celler i Jorden, i Leerveegge, Sneglehuſe, Træ o. ſ. v., hvori de anbringe deres Ag tilligemed det Blomſterſtov, ſom de have indſamlet ved Hjælp af deres Haarkleedning; af Selſkabsbierne gives der foruden Hannerne og Hunnerne vingede Arbeidere, ſom ere udruſtede med forſkjellige Redſkaber til at indſamle Blomſterſtov, navnlig med den ſaakaldte „Kurv“, der dannes af Bag-Skinne— benet og de dette omgivende Haar. Cellerne, hvori Yngelen op— foſtres og de opſamlede Forraad af Føde gjemmes, bygges af det mellem Bagkropsringene afſondrede Vox. — Endelig gives der ogſaa Snyltebier (f. Ex. Snyltehumler), der ſtuffende ligne de Arter, hos hvilke de lade deres Yngel opfoſtre, men mangle „Kurven“ ligeſom de eenlige Bier. Humlebiernes (Bombus) Selſkaber ere eetaarige ligeſom Hvepſenes. En overvintret Hun indretter ſig om Foraaret en For— dybning i Jorden og tildæffer den med Mos, ſom underneden bekledes med Vox. Til Loftet ophænges et Lag af ſtore af— lange Voxceller, i hvilke der lægges Ag, Blomſterſtov og Honning; er dette Foder ikke tilſtrekkeligt til Larvernes Opfoſtring, mader Moderen dem ſelv; de udklakkede Arbeidere indſamle Blomſterſtov og Honning, ſom opbevares i de gamle Celler, der nu blot beſtaage af Pupeſpindet, da det omgivende Voxlag er bleven forbrugt til Opforelſen af nye Celler, og made Ynglen, der kommer frem af de efterhaanden lagte g; af det ſidſte Sæt fremkomme de ſtorre Han- og Hunhumler. Efter Befrugtningen dee Han— nerne, men Hunnerne overvintre i egne mosklaedte Kamre i Reden og leve af den indſamlede Honning; til neſte Foraar befolke de enten det gamle Bo eller grundlægge nye. Honningbiens Selfkaber beſtaae af langt flere Individer end Humlernes, nemlig en Hun (Dronningen), 600 — 1000 Hanner og 10 - 30,000 Arbeidere; de ere fleeraarige, men naar de gamle Boliger ikke længer kunne rumme dem, udſende de Kolonier, der ſtifte nye Selſkaber. (Hannen er ftørre end Hunnen og Arbeiderne og har meget ſtorre Oine, men hæmmede Munddele; Hunnen er noget ſtorre end Arbeiderne og har Munddelene og Braadden mindre ud— viklede end disſe, oſv.) En ny Biſtok kan grundlægges, naar Bierne fværme (midt i Mai), af en Dronning, der ledſages af en Deel af Arbeiderne; afgiver Biſtokken endnu 1— 3 Sværme med c. 8 Dages Mellemrum, anfores disſe af andre befrugtede Dronninger. Hvor Dronningen fætter fig, ſette ogſaa Arbeiderne fig, paa nogle enkelte nær, der flyve ud for at opſoge et pasſende Sted f. Ex. en hul Treeſtamme, hvori hele Sværmen da brager ind. Paa en lille Indgang nær tilſtoppe de nu alle Aabningerne med en Slags Harpix, 378 Hvepſene. ſom de ſkaffe fig fra kloebrige Knopfkel; af Vox bygge de derimod lodrette Kager med to Lag ſexkantede, vandrette Celler, der vende den lukkede Ende mod hinanden. De mindre Celler benyttes til Opfoſtringsceller for Ar— beiderlarverne og til For- raadskamre for Honningen, ſom Arbeidsbierne ſuge af Blomſterne og igjen op— gylpe, og for det til en Deig bearbeidede Blomſter— ftøv og Honning (det ſaa— kaldte Bibrod). J Celler, Fig. 386. Et Stykke der ere 1 ſtorre, lægges Mg AR 5 1 til Hanner, og tilſidſt ig. 385. Et Stvkke af en Wenſra; af bygges nogle ſtore flaſke— Slag e W Bi⸗ 1 5 1 559 be i hænges hiſt og her ved Randen af Kagen med Aabningen nedad og ere beſtemte til Op— foſtringsceller for Hunnerne. Efter at Abglegningen er forbi, doer Dronningen i Reglen; oplever hun de unge Hunners Udvifling, dræber hun dem, men Arbeiderne ffaffe fig da nye Dronninger ved at anbringe nyligt udflæffede Arbeiderlarver i Dronningeceller og made dem med den for Dronningen beſtemte Fode. Er den gamle Dronning allerede død, dreeber den forſt udklekkede Hun de øvrige Hun— puper, men kommer der flere frem paa een Gang, kempe de med. hinanden, indtil en af dem gaaer af med Seiren og er nu Sel— ſkabets eneſte Hun eller Dronning. Midt paa Sommeren for— lader denne nye Dronning Reden i Selſkab med Hanbierne (Dronerne) og vender befrugtet tilbage til Kuben, hvor den bliver omhyggelig pleiet og ſtrax begynder med at lægge g, hvormed den dog holder op forſt i November Maaned. Nu ſtandſe og— jaa Arbeidsbiernes Udflugter, og hele Selſkabet forholder fig ro— ligt og lever af den indſamlede Honning, men falder ikke i Dvale. Forſt i April begynder Wglegningen igjen, og Arbei— dere, Hanner og Hunner udvikles efter hinanden; men da Dron— ningen nu ikke fager Lov til at dræbe de unge Hunner, forlader hun Selſkabet i Spidſen for en Flok Arbeidere, der danne en ny Biſtok. J den gamle leve de tilovers blevne Hanner, Arbeidere og den unge Dronning i Ro indtil dennes Befrugtning, ſom medforer den be— frugtende Hans Dod; for Vintren dræbe Arbeiderne alle de øvrige Dro— ner. — Af Arbeidere gives der en ſtorre Race, ſom forretter de egenlige Bygningsarbeider, indſamler Honning og Blomſterſtov og forſvarer Bi— ſtokken mod Angreb, og en mindre, der mader Larverne, luffer Cellen med et Laag, naar Larven ſkal forpupe fig, og tager det bort igjen, naar den ſidſte Forvandling foreſtaaer. — Vor almindelige Honningbi (A. mellifica) har ikke oprindelig hjemme her, men er bleven indfort fra ſydligere og oſtligere Egne og ſenere bleven overført til Nord-Amerika. Fluerne. 379 1, Fjerde Orden: Fluerne (Diptera S. Antliata) ere Inſekter med fuldſtendig Forvandling og med en af Underleben dannet Sugeſnabel, der kun have to klare Forvinger med faae Ribber, men ingen Bagvinger. IUdſeende, Levemaade o. ſ. v. er der megen Lighed mellem Fluerne og Hvepſene. Legemets Bygning er ſaaledes i Reglen ſammentrengt, dets Afſnit forte og dybt adſkilte, og det er i Almindelighed Dyr, der ſoge Lys og Solſkin og have en hurtig og udholdende Flugt; men paa Bagvingernes Sted have de kun to ſmaae, kolleformige Legemer, de ſaakaldte Svingkoller; Sugemunden dannes af en haard eller blød, kortere eller længere, ofte fnæbøiet, rendeformig Snabel (Underlæben), der ofte ender med to opſpulmede Læber; udenfor den ſidde to ſmaae Kjebepalper, og indeni den ligge 2—6 mere eller mindre udviklede Naale (Kjeber, Kindbakker, Overlcebe og Tunge), der naar de og Snabelen have den behorige Stivhed og Længde ſom f. Ex. a hos Myg og Klæger, afgive et meget virkſomt Fig. 387. Muno- Stikkeredſkab. delene af en Mug. De fuldkomne Fluer indſuge enten ſaadanne henſtaagende eller udflydende Vedſker, til hvilke de have umiddelbar Adgang, eller bane ſig med deres Snabel Vei til Planternes Safter eller Dyrenes Blod. Larverne ere Maddiker uden Fødder, Oine eller Fole— horn, ofte ogſaa uden tydeligt Hoved; Munddelene ere i Alminde— lighed meget lidt udviklede med Undtagelſe af de krumme Kind— bakker. Det meeſt afvigende ÜUdſeende faae de Flue-Larver, der leve i Vandet; hos Myglarverne f. Ex. findes et fra Bag— kroppen ſkraat udgaagende Aanderor, hos andre forlænges ſelve Bagkroppen til et ſaadant, eller Aandehullet ligger i Spidſen af Bagkroppen, omgivet af en Haarkrands. Mange Larver, der leve i Jorden, i Planter o. ſ. v., ere beſatte med Borſter, ved hvis Djælp de lettere kunne krybe, idet de udſtrekke og forkorte 380 Fluerne. Fig. 388. Larver og Puper af forſtjellige Fluer. 1 og 2 L. og P. af Galle— myg, 3 L. (Blodmaddike) af en Stankelbeen, 4 og 5 P. og L. af Myg. 6 og 7 P. (i den vedblivende Larvehud) og L. af Stratiomys. 9 L. af en Blomſterflue (Volucella), der ſnylter i Hvepſe- og Humleboer. 10 L. af Heſtebremſen. 11 og 12 L. og P. til Spyfluen. 14 L. af en Blomſterflue (Eristalis), der lever i Bandet, 8 Pupen, 13 ſamme udtagen af Larvehuden. Legemet; andre komme frem ved at bugte ſig f. Ex. Oſtemaddiken og den i vore ferſke Vande almindelige blodrøde Stankelbeen— larve; Borſter findes ogſaa ofte hos Puperne for at hjælpe dem ud af deres Skjul førend det ſidſte Hudſkifte. — Hos mange Fluer og hos alle Myg forholder Pupen ſig paa ſamme Maade ſom hos andre Inſekter med fuldftændig Forvandling og er ikke ſjelden indeſluttet i en fin Cocon; iſcer naar den lever i Van— det, kan den vel flytte fig ved Hjælp af Bagkroppens Bevegel— fer, men den tager ikke Føde til fig. Hos de fleſte Fluer ſpreenger Larven derimod ikke ſin Hud, naar den omdanner ſig til Pupe, men Larvehuden ſkrumper ind til et haardt Hylſter om Pupen. — J den ſeneſte Tid har man opdaget, at visſe Gallemyg formere fig gjennem vexlende Generationsrekker; flere efter hinanden fol— gende, fimopammende, levendefødende Kuld beholde Larveformen; fun Slutningsgenerationen antager Flueſkikkelſen. Fluerne udgjøre en meget talrig Orden, og mange Arter optræde i umaadelig Mængde fom en Folge af deres hurtige Forvandling, der gjor det muligt, at flere Generationer kunne følge efter hinanden i Løbet af ſamme Sommer. De ere ſmaae Fluerne. 381 og i Almindelighed uden ſonderlig Farvepragt, men have ſtor Betydning i Naturen; nogle fortære Aadſler og Uhumſtheder, andre ere Snuyltedyr eller plage Menneſker og Dyr (f. Ex. Kleegerne (Tabanus), Columbat— ſermyggen i Ungarn, Tſetſefluen i Syd -Afrika), atter andre ode— lægge dyrkede Planter (f. Ex. Hvedemyggen) o. ſ. v. 1. Myggene (Culex) have en fin Bygning, en blod Hud, et ſmekkert Legeme og lange tynde Been; Kjeebepalperne ere mere udviklede end hos Fluerne og Folehornene ere længere, hos Hannerne i Reglen lodne. Deres Flugt er let og dandſende, deres Farver ſvage; de opholde fig paa ſkyggefulde Steder, og Hannerne ſamle fig om Aftenen i ſtore Sværme. Larverne leve i Vann, Mudder, Svampe, Blomſter eller andre Plantedele, hvor de ofte frembringe Galler, eller i Jorden, hvor de da leve af Planterodder o. ſ. v. — Hunnerne af flere Arter fuge Blod; det er ifær i de nordlige og tropiſke Lande, at de uhyre Sværme af Myg („Moskitos“) ere til faa ſtor en Plage. Ogſaa Stankelbenene (Tipula) høre til denne Familie. De egen lige Fluer have en ſammen— trængt Bygning, en haar— dere Hud, ſterkere Farver og en livligere Flugt end Myggene; Kjebepalperne ere fmaae, og Folehornene korte (Fig. 366, 3). De fuldkomne Fluer leve enten Fig. 390. En Stikflue. Fig. 389. En Myg. 382 Fluerne. af Blomſterſaft, af gærende Veddſker eller af Inſekters og Patte— dyrs Blod; Larverne leve i Vand, Dynd, flydende Godning (f. Ex. Stuefluen, M. domestica), i Aadſler (Spyfluerne, M. vomi— toria og carnaria) eller i andre raadnende dyriſke Stoffer (f. Ex. Oſtefluen, M. casei), i Svampe eller andre raadnende Plante— dele, eller i ſelve Bladkjodet; nogle leve ligeſom Snyltehvepſenes i Inſektlarver; andre opholde fig hos Bierne og fortære Bilarverne, og den fuldkomne Flue har da en ſtuffende Lighed med de Bier, hvis Reder den beſoger for at lægge fine Æg; atter andre leve i Ved eller paa Bladene og efterſtrebe Inſektlarver og Bladlus. — Hos Bremſerne (Oestrus) mangler Snabelen, og Munden er lukket. Deres Larver ſnylte hos forſkjellige Pattedyr f. Ex. i Huden hos Oxen og Renen, i Neſe- og Pandehulerne hos Faaret, i Fordsielſeskanalen hos Heſten; Bremſen lægger nemlig fine Ag paa Huden, og de udkleekede Larver bore fig nu enten ned i denne eller vandre op i Hovedets Hulheder eller komme ned i Maven ved at Heſten fliffer fig. Ogſaa i Huden hos Menneſket træffes undertiden Bremſelarver. Pupelivet tilbringe de ſtedſe i Jorden. Snyltefluerne (Hippobosca) have et bredt og fladt Legeme, en ſeig Hud, kraftige Been og ſterke Kløer; nogle have Vinger (f. Ex. Svalens og Heſtens), andre ikke (Faarets, Flagermuſens og Hjortens), og Munden har en fra de øvrige Fluers noget afvigende Bygning. De ſnylte udenpaa Pattedyr og Fugle, mellem hvis Fjer og Haar de lobe hurtig om. Ungerne er— næres i Larvelivet af et i Moderens Legeme i ſeregne Kirtler afſondret Fodeſtof og fødes ſom Puper. Lopperne (Pulex) udmerke fig ved deres ſammentrykte Krop, ſeige Hud, lange Been og fortrinlige Springeevne; de mangle Vinger og have en Suge- og Stikkemund af en fra Fluernes forffjellig Bygning. De for— ſkjellige Arter ſnylte hos forſkjellige Pattedyr (f. Ex. Hund og Kat) ſamt hos Honſene og hos Menneſket (P. irritans). Larverne ere ſmaae hvide Maddiker, der leve i Revner i Gulvet og desl. Pupen ſpinder fig ind og forholder ſig ſom hos de Fluer, der afkaſte Larvehuden forend Forpupningen. Hunnen af Sandloppen (P. penetrans) i Braſilien borer fig ind i Huden paa Pattedyr og Menneſker og ſvulmer op til en Sek, der er faa ſtor ſom en lille Wrt og fuld af Wg. Sommerfuglene. 383 1. femte Orden: Sømmerfuglene (Lepidoptera S. Glossata) ere Inſekter med fuldſtendig Forvandling, med en af Kjeberne dannet ſpiralſnoet Sugeſnabel og med fire eensartede, ſkeldekte Vinger. Sommerfuglenes Legeme er tet haaret, ſnart mere ſmeekert, ſnart tykt og plumpt, dets 3 Afſnit tydeligt adſkilte. Benene ere fvage, ja hos visſe Dagſpermere ere Forbenene endog aldeles uudviklede. Vingerne ere forholdsvis ſtore, ifær Forvingerne, gjennemtrukne af nogle faae, ſtore, gaffelgrenede Ribber og bekledte paa begge Sider med et tet Lag af fine, taglagte, ſtilkede og farvede, men let affaldende Skel („Stovet“). Efterſom de ere Dag-C eller Natdyr har Farvetegningen et forſtjelligt Preeg. Hos visſe Nat— fværmere er Hunnen vingelos eller har kun ſmaage Vinger; der gives endogſaa Arter (Psyche), hos hvilke den er aldeles larve-eller maddike— dannet og ikke fjerner fig fra fin Cocon, hvori den lægger fine Ng. Sommerfuglene leve kun kort og tage ſom fuldkomne Inſekter liden eller ingen Føde til fig, ja hos Spin derne er der egentlig flet ingen Mund. — Den lange Snabel kan ſtrekkes ud, men er i Hvilen rullet op mellem to haarede Klap— per (Lœbepalperne) og beſtager af ne to Sideſtykker (Kjceberne), ſom e Af mellem fig danne et Rør; Kjebe— palper og Kindbakker ere tilſtede, men kun ſom Spor. Larverne, de ſaakaldte „Kaal— orme," have en blød, ormedannet, Fig. 391. Munddelene af en Som- ofte med ſmukke Farver eller med merfugl og deus Larve. ++ for⸗ giftige Haarduſte prydet Krop ſtͤrret Gjennemſnit af Snabelen. og et haardt Hoved, paa hvilket findes to Grupper af Smaa— bine, kraftige Kindbakker, men kun ſvagt udviklede Kjeber, Under— læbe og Palper; mellem Lebepalperne ſidder et Rør, igjennem hvilket den af Spindekirtlerne afſondrede Vedſke udgyder fig. 384 Sommerfuglene. Foruden de 3 Par forte og haarde Bryſtfodder have de 2—5 Par Klamrefodder paa Bagkroppen. De leve fornemmelig af Bladene af mange forffjellige Treer og Urter, enkelte i Ved eller tørrede Dyreſtoffer (Mol); undertiden tilbringes Larvelivet felffabeligt. Forend Forpupningen opſoge de gjerne et Skjuleſted i Jorden, i hule Stengler o. ſ. v., men de kunne ogſaa tilbringe Pupe— Fig. 392. Chriſtpalmens Silkeſommerfugl ſamt dens Larve og Pupeſvob. livet frit, beſkyttede af deres haarde Hud og ophængte ved nogle fane Traade; andre ſpinde fig et tet Silkehylſter eller ſammen— ſpinde Blade eller Treſmuld til et beſkyttende Dæffe. Pupen udfveder ſtrax efter Hudſtiftet en klebrig Vedſke, der ſtorkner og ſammenkitter alle dens Pderdele ligeſom med en Fernis; Vingerne, Benene, Snabelen, Folehornene o. ſ. v. ere derfor ikke frie ſom hos andre Inſektpuper, men kunne dog let ſtjelnes ved de fine Furer, der adſkille dem. (Fig. 376). Sommerfuglene. 385 Sommerfuglene udgjore en talrig Orden; ved Storrelſe, Farvepragt og Rigdom paa Arter udmeerke ſig iſcer Dagſper— merne i de planterige Tropelande f. Ex. Indien og Braſilien. De Arter, hvis Silke er ſteerk nok til at afhaſpes, fane derved en ſtor induſtriel Betydning, men langt flere ere ſom Larver til ſtor Skade for Skov- og Haveplanterne paa Grund af den Mængde, hvori de optræde. 1. Dagfværmerne (Papilio) have et fmæffert Legeme, brede, livligt farvede, under Hvilen oprette Vinger og kolledannede Folehorn. Larven er i Almindelighed haaret og Pupen kantet og frit ophængt ved Bagenden eller tillige ved en Traad om Livet. Explr.: Takvingerne (Vanessa Jo, Paafuglen, V. Urticæ, den almin⸗ delige rode Sommerfugl, V. Atlanta, Admiralen), Hvidſvermerne (Pieris), hvis Larver leve paa Kaal og Raps, Svalehalerne (Papilio Machaon ete.), Perlemorfuglene (Argynnis), Citronfuglene (Colias) o. ſ. v. Hos Nat⸗ og Aftenſvermerne er Legemet i Reglen plumpere og mere langhaaret og Farverne mattere. Under Hvilen ligge Vingerne ſom ofteſt i Tagform eller ſtrekkes lige ud til Siden. Hos de fleſte ere Vingerne hegtede ſammen ved en Ring paa Underſiden af Forvingen, hvori en Borſte, der udgaaer fra Bagvingen, griber ind. De flyve i Reglen forſt efter Solens Nedgang. 2. Aftenſvermerne (Sphinx) have teendannede Folehorn og ſmalle ſpidſe Forvinger. Larverne ere nøgne og udmeerkede ved et Horn paa det naſtſidſte Led; Pupen lever i Jorden. Explr.: Liguſterſpeermeren (Sph. Ligustri) og Dodningehovedet (Sph. Atropos). 3 Natfværmerne (Phalæna) have traaddannede, Hannerne dog ofte kam- eller fjerdannede Folehorn; Larverne kunne være nøgne eller lodne; mange ſpinde en Cocon, men de fleſte tilbringe Pupelivet i Jorden. Hertil høre Spinderne (Bombyx), f. Ex. B. Mori, Silkeormen, op— rindelig fra China, paa det hvide Morbærtræ; B. pini, der gjør ſtor Skade paa 25 386 Hjelmfjæberne. Fyrren ved at ede Naalene; B. processionea, hvis Larver vandre i ftore Sfarer med regelmeſig Orden og forpupe ſig ſelſkabeligt i ſtore Spind paa Egene; Bjorneſpinderen (B. Caja). Maalerne (Geometra), ſaaledes kaldte af Larvernes (f. Ex. den paa Stikkelsber almindelige ſaakaldte Harlekins (6. grossulariata) eiendommelige Kryben ſom Folge af, at de kun have Klamre— fødder paa to af de ſidſte Led. Viklerne (Tortrix), hvis Larver deels ſammenrulle og ſammenſpinde Blade, deels leve i ſaftige Frugter (Wbler); Mollene (Tinea), hvis Larver leve i Korn (den hvide Kornorm) eller ede Gange i Bladkjod eller fortære Uld, Skind og desl. eller fortære Honning og Vox hos Byggehvepſene eller leve ſelſkabeligt i ſtore Spind paa Træerne; Fjervingerne (Alueita) med fingerdeelte, haarede Vinger høre til de mindſte og fineſte af alle Sommerfugle. B. Inſekter med ufuldftændig Forvandling (J. ametabola). ue. Sjette Orden: Hjelmkjeberue (Ulonata) ere Inſekter med Bidemund, der ikke gjennemgaagenogen fuldſteendig Forvandling, og hvis Kjebehjelm dæffer Tyggefligen. A. Stkindvingerne (Orthoptera) have i Reglen ſom fuldt udviklede Inſekter 4 temmelig ſtore Vinger, hvis Ribber danne et meget tet Net. Forvingerne ere i det hele ſmal— lere og mere pergamentagtige, Bagvingerne derimod bredere og mere hindeagtige og foldes under Hvilen gjerne ſammen i Vifteform, ſaaledes at de dekkes af Forvingerne. J alle Familier gives der imidlertid Former, ſom enten ere aldeles vinge— loſe, eller hvis Vinger idetmindſte hos Hunnerne ere meget lidt udviklede. For— bryſtet er ſtort og tydeligt adffilt fra den øvrige Deel af Bryſtet, med Fig. 393. Grashoppevinger. hvilket Bagkroppen er forbunden i hele ſin Brede; i Enden af Bagkroppen findes altid to mere eller mindre udviklede, ſom ofteſt borſteformige Vedhæng. De have alle en kraftig Bidemund og anſelige, ſom ofteſt borſtedannede Folehorn; de beboe iſcer Tropelandene og leve fornemmelig af Hjelmkjeberne. 387 Plantefode; Hunnen viſer undertiden (f. Ex. hos Orentviſtene) en ſerlig Omhu for gene eller Yngelen. Mange udmærfe fig ved Storrelſe eller eiendommeligt Udſeende. 1. Orentviſtene (Forficula) ligne Rovbillerne en Deel i Udſeende; Kroppen er lang, ſmal og noget nedtrykt og ender bagtil med en Tang, der deels er et Forſparsredſkab, deels bruges til at folde Vingerne ud og ind. Forvingerne ere forte læderagtige Dekvinger; Bagvingerne beſtaae af et inderſte lederagtigt og et ſtorre hindeagtigt Stykke, der under Hvilen er foldet baade paa langs og paa tvers ind under Deekvingerne. Det er planteædende Dyr med morke Farver, der kun flyve om Natten, men om Dagen ſidde ſtjulte under Stene, i hule Plante— ſtengler og desl. 2. Kakerlakkerne (Blatta) ere faa brede og flade, at de kunne gage igjennem meget ſnevre Revner, og have ſtore fladt paa Ryggen hvilende Vinger. Det er lysſty, natlige, graadige, altædende Dyr med blege eller uanſeelige Farver, af hvilfe flere ſtorre Arter ved Handelen ere blevne indførte i Europas Soſteder. 3. Knelerne Mantis) have et langt og ſmalt For— bryſt og en ſtor Bagkrop, der dekkes af de fladt liggende Vinger. Forbenene ere Fangbeen, ſom de holde i Veiret, naar de ſidde og lure paa andre Smaadyr eller fare los paa dem og gribe dem. De findes i Tropelandene, deels i Orkener, deels paa Treeer. Fig. 394. Nymfen af en Knaler. Nermeſt beflægtede med Knelerne ere: 4. Spogelſerne (Phasma), lange, tynde ſom en Stok, og det vandrende Blad (Phyllium), brede og flade med bladagtige Udvidelſer paa Benene, hver paa fin Vis med en for— bauſende Lighed med tørre og visne Plantedele. 25% 388 Hjelmkjeberne. 5. Greshopernes (Grylli) Bagbeen ere Spring— been; de leve af Plantefgde. Hunnerne lægge deres Æg i Jorden; Hannerne kunne frembringe færegne Toner. a. Faarekyllingerne (Acheta) have lange Følehorn, fladt paa Ryggen hvilende Vinger og Hunnerne en lang Legge— braad; Hannerne frembringe deres eiendommelige Muſik ved at gnide nogle Liſter paa Forvingerne over hinanden, hvorved en tyndhudet Plet, der er omgiven af en faſtere Ring, virker ſom Sangbund. Det er natlige Dyr med morke Farver, der deels (A. campestris) grave ſig Gange i Sandegne, deels (A. dome- stica) opholde fig i Huſene, iſer i Sprekker i Skorſtene og desl., Fig. 395. En Jordkrebs. og leve af alleſlags Affald. — Jordkrebſen (Gryllotalpa) graver Gange i fugtig Jord med ſine muldvarpeagtige Gravebeen og lever af Planterodder. b. De egenlige Grœeshopper eller Skovgreshop— Hjelmfjæberne. 389 perne (Locusta) afvige fra Faarekyllingerne ved de under Hvilen tagdannende Vinger, ved at opholde fig paa og mellem Planter og ved livligere Farver. c. Høffræfferne eller Marfgræghopperne (Acridium) ligne Græghopperne i Udfeende, Farver og Levemaade, men mangle Leggebraad og Syngeredſkab og have kortere Fole— horn. De frembringe Lyd ved at gnide Bagbenene mod Vin— gerne. Hertil høre Vandregreshopperne (A. migratorium), berømte ved de Odeleeggelſer, ſom deres Talrighed ofte har til Folge i Orienten og Afrika; flere Gange have disſe udbredt fig til Syd⸗- og Mellem-Europa. Et formeentligt Øre, der viſer fig udvendig ſom en rund tyndhudet Plet, har hos de to forſte Grupper fit Sede i Forſkinnebenene, hos den tredie paa Bagbryſtet. B. Netvingerne (Neuroptera) have ſom fuldkomne Inſekter fire eensartede, klare Vinger med et mere eller mindre tæt Ribbe-Net; de ligne overhovedet Florvingerne i Henſeende til Legemets Form og Vingernes Be— ſkaffenhed. Naar Larverne leve i Vandet, viſe de ſtorre Forſkjellig— heder fra det fuldkomne Inſekt i Henſeende til Aanderedſkaberne og Munddelene, end der ellers findes hos Hjelmkjeeberne. 1. Dognfluerne (Ephe— mera) ere mindre Inſekter med fin Bygning og ſvage Farver; Bag— kroppen ender med 2 eller 3 lange Borſter; Munddelene ere bløde Fig. 397. En Dognflue og en Dogn⸗ 0 fluenymfe ſamt en af dennes Gjeller og utydelige og Forvingerne be— forſtorret. tydelig ftørre end Bagvingerne; under Hvilen holdes de opret. Som Larver og Nymfer have de vel udviklede Munddele og Luftrorsgjeller langs hen ad Bagkroppen; de leve da enten frit i Vandet, under Stene eller i Dyndet i Ror, der have Form af en Heſteſko, faa at de kunne krybe baglænds ud af dem, naar 390 Hjelmkjeberne. de trues, Efter at være krobne op til Overfladen, ſprenge de Nymfehuden og flyve med Beſperlighed til Bredden, hvor de Fig. 398. En Guldſmed (Vandnymfe). Fig. 399. Nymfer af to forſtjellige Arter af Guldſmedde; Figuren tilhoire er af en Vandnymfe og har en Vifte af 3 Luftrersgjeller; Figuren til ven- ſtre viſer Tangen halv fremſkudt. ſtrax ſkifte Hud endnu en Gang og nu viſe ſig med Vinger og Borſter af fuld Lengde. Deres Luftliv varer kun faae Timer eller i det hoieſte et Par Dage; naar Parringen er forbi, og Hunnen har ladet fin gge- klump faldet Van⸗ det, er deres Liv til Ende. De optræde ofte i ſtore Sværme. 2. Guldfmeddene (Libel- lula) ere ftørre end Døgnfluerne og have en fraftigere Bygning, ftærfere Farver og en hurtig Flugt. Vingerne ere eens i Hen— ſeende til Storrelſe og Form; under Hvilen holdes de enten opret eller ſtivt ud til Siden. Kjeberne og Kindbakkerne ere kraftigt udviklede, men ſtiulte af den brede Over- og Under⸗ læbe; de leve af Inſekter, ſom de gribe i Flugten. Larverne og Nymferne opholde ſig i Vandet og leve af Vandinſekter; Underlceben er omdannet til en Tang, der kan ſtydes frem eller foldes ſammen under Hjelmkjeberne. 391 Hovedet. Luftrorsgjellerne ſidde enten (ſom hos Vandnuymferne) ſom en Vifte af 3 Blade paa Enden af Bagkroppen eller i flere Rekker indvendig i Endetarmen, i hvilken Bandet optages ved at aabne de Klapper, der omgive Gattet, og hvoraf det faa atter ftødes ud o. ſ. fr. Naar Nymfen ſkal ſkifte Hud, kryber den op paa Siv og desl., der hæve fig op af Vandet. gene anbringes under Bandet paa Vandplanterne eller lægges paa Bandets Overflade. 3. Termiterne (Termes). Hannerne og Hunnerne have ſom fuldkomne Inſekter 4 ſmalle Vinger med faae gaffel grenede Ribber; Legemsformen er noget plump, og Mund— delene vel udviklede. Desuden gives der af hver Art to kjons— fløje, blinde og vingelsſe Former, nemlig Arbeiderne, der ere mindre end Hannerne og Hunnerne, men have et forholdsvis ſtorre Hoved, og Soldaterne, der udmærfe fig ved et uhyre ſtort Hoved og lange ſyldannede Kindbakker. Termiterne tilhøre Lee 4 Fig. 400. Termiter. 1 Han eller Hun, 2 Arbeider, 3 Soldat (forſterrede). 4 dregtig Hun (nat. St.). 392 Hjelmkjeberne. iſcer Tropelandene, hvorfra enkelte Arter ere blevne overførte til Europa og have ſat ſig faſt i Syd-Europa, i Veſtfrankrig, ved Wien o. ſ. v. Det er blege og lysſky Dyr, der af fig ſelv aldrig komme frem til Dagens Lys; de have ſtor Betydning i Naturen ved at ødelægge dødt Træ, og „de hvide Myrers“ Odeleggelſer af Treeverk, Boger o. ſ. v. ere lige faa berømte ſom de vidt ſtrakte Gange og de ſtore og kunſtige Boliger, ſom Arbeiderne opføre under Soldaternes Tilſyn, og ſom disſe forſvare. Efter tilendebragt Forvandling fværme Hannerne og Hunnerne, men Fig. 401. Termitreder. Fig. 402. efter Parringen tabe de Vingerne, og mangfoldige af dem gage til Grunde eller forteres af Dyr og Menneſker. For hver af de fane befrugtede Hunner, ſom reddes af Arbeiderne, bygges en ny Rede. Hunnernes Bagkrop ſvulmer umaadeligt op, og den lægger nu en uhyre Meerngde Pg, ſom af Arbeiderne bringes til de for dem beſtemte Rum i den ny opførte Bygning. Nogle Termiter beboe dødt Træ og gnave deri deres Gange; andre opføre af Leer eller Plantedele runde Reder af betydelig Faſthed paa Træernes Grene, ned ad hvilke lange Kør ſnoe fig til Jorden; andre bygge Reder i Form af en Paddehat, af over en Alens Hoide (Fig. 402) og med mange uregelmeeſige Rum og Gange: de fuldkomneſte ere de kegledannede, 5—6 Alen høie Ter— mitboer af Leer (Fig. 401), i hvis Bund der findes et ſtorre Næbmundene. 393 Kammer, Dronningecellen, omgivet af Rum, der afgive Opholds— ſteder for de Arbeidere og Soldater, der betjene og forſvare hende, ſamt af Forraadskamrene og Opfoſtringscellerne. Gjennem hele Bygningen ſnoe fig Gange, der tjene til at ſette de forſfjellige Afdelinger i Forbindelſe med hinanden, og deekkede Gange gaae ud til alle Sider, enten gravede under Jorden, i dødt Tre, Tre— værfet i Huſe o. ſ. v., eller opførte langs hen ad Jorden, faa at Termiterne ſtedſe ere unddragne Lyſet og ſikkrede mod Myrerne. Af vingeloſe Former, der ved Mundbygning og Udviklings— forhold nermeſt flutte fig til denne Orden, ffulle her anføres Pelsluſene (Nirmus), en meget artrig Gruppe, der lever ſom Snyltedyr paa Pattedyr og Fugle af disſes Haar og Fjer, hver Art paa ſin beſtemte Vert; fremdeles Bogluſene (Psocus), Sølvfræet (Lepisma), Springhalerne (Podura) (med Spring— gaffel) og Blerefodderne (Thrips). % Syveude Orden: Nebmundene (Rhynchota) ere Inſekter med en af Underleben dannet leddet Sugeſnabel, der ikke gjennemgage nogen fuldſtendig Forvandling. A. Tagernes (Hemiptera) Legeme er i Reglen bredt og fladt; Forbryſtet er ſtort og frit og ſtemmer i Farve og Udſeende med Ryg— ielseti (:, det midterſte trekantede Stykke af de to andre Bryſtringe) og med det inderſte Sthykke af Forvingerne, hvis 5 vderſte Stykke der⸗ Fig. 403. En Tæge. Fig. 404. Mund⸗ imod er tyndt og delene af en Sfor- i ; 3 piontægert). hindeagtigt ligeſom Bagvingerne; under Hvilen ligge Vingerne fladt paa Ryggen med Spidſerne over Kors. Der gives dog ogſaa vingeloſe Arter, f. +) Naalene (Kjeæberne og Kindbakkerne) ere trufne ud af Snabelen (3). 394 Næbmunbene. Ex. Sengetægen, og Arter, hvis Hunner ere uden Vinger, eller ſom fnart optræde med, ſnart uden Vinger. Den haarde, ſnart forte, ſnart lange Sugeſnabel udgager fra Hovedets forreſte Deel; hos nogle ftaaer den frit frem, hos andre er den ſftjult i en Rende paa Legemets Underſide, naar den ikke bruges. Den indeholder 4 Naale (Kjeeberne og Kindbakkerne); derimod mangle Palperne. Tægerneg eiendommelige Lugt hidrører fra en olieagtig Afſondring, der udgydes af ſceregne Aabninger paa Bryſtet. 1. De ægte Teger (Cimex) have en fort, bred, flad, ofte kantet Krop, vel udviklede Folehorn og fintbyggede Been, i Al— mindelighed ogſaa livlige Farver; de fleſte af denne talrige Fa— milies Arter beboe de varmere Lande og leve af Planteſafter, en Deel udſuge andre Inſekter. De vingelosſe Snylteteger leve af Blod f. Ex. Sengetægen (C. lectularius) og nogle beflægtede Arter, der ſnylte paa Fugle (f. Ex. Duerne) og Flagermus. De folgende Grupper omfatte derimod kun fane Arter: 2. Damtægerne (Hydrometra) ere langſtrakte, ſmalle og morke; Forbenene ere forte, de øvrige Been derimod ſerdeles lange og tynde; de lobe overordenlig hurtig om pan Overfladen af ſtilleſtaaende Band, hvor de jage efter Fluer; Havtegerne (Halobates) færdes paa lignende Maade midt ude paa det ſtore Verdenshav. 3. Skorpiontegerne (Nepa) have et bredt og fladt Legeme, forte Folehorn og i Spidſen af Bagkroppen to lange Borſter, der lede Luften til Aandehullerne; Forbenene ere Fangbeen. De kravle langſomt om paa Bunden af Vandet. 4. Rygſvommerne (Notonecta) have ligeledes forte Fole— horn, men en hvælvet Ryg og en flad Bug; de ſvomme paa Ryggen og roe fig frem ved Hjælp af de lange, ſterkt haarede Bagbeen. De aande ved at lade Luften træde ind under Vin— gerne og leve ligeſom de øvrige Vandteger af Vandinſekter, hvis Blod de udſuge. Rermeſt beflægtede med Teegerne ere Luſene (Pediculus); Menneſket beboes af 3 Arter: P. capitis, vestimenti og pubis; andre Arter beboe forſkjellige Pattedyr. B. Cicaderne (Homoptera) tilhøre ligeſom Tegerne for— trinsvis Tropelandene. Legemet er tykt og plumpt og dets Afſnit ikke dybt adſtkilte. Munddelene ere uddannede paa ſamme Næbmundene. 395 Maade ſom hos Tegerne, men Snabelen udgaager altid fra den bageſte Deel af Hovedets Underflade og er under Hvilen boiet ind under Bugen. Bagvingerne ere mindre end For— vingerne, men af ſamme Bygning og UÜdſeende ſom disſe; under Hvilen ligge de i Reglen i Tagform og krydſe ikke hinanden, Hunnen er ofte forſynet med en Braad, hvormed den lægger fine Æg i Stengler eller Blade. De leve af Planteſafter og frem— bringe ofte eiendommelige Afſondringer. 1. De ægte Cicader (Cicada) fjendes iſcer ved de vel udviklede Vingeribber fra Bladluſene og Skjoldluſene, ſom de til— lige i Reglen overgage i Stor— relſe, Farvepragt og livlige Bevegelſer. De fleſte have klare Vinger med lignende gaffelgrenede Ribber ſom Som— merfuglene. Lyscicaderne have uigjennemſigtige, farvede og netaarede Vinger af lig— nende Beſkaffenhed ſom Gres— hoppernes og udmerrke fig ved Fig. 405. Mannacicaden og en eiendommelige (lyſende?) For— Cicadenymfe. lengelſer af Hovedet, hvorimod andre Cicadeformer (ligeſom visſe Teger) faae et beſynderligt ÜUdſeende ved Udvexter fra Forbryſtet. De fleſte ſpringe, og Hannerne af de ſaakaldte Sangcicader (f. Ex. Mannacicaden (C. Orni), hvis Stik frembringer Udſved— ninger paa Aſketrœerne) give Lyd fra fig ved Hjælp af et ſereget Redſkab i den forreſte Deel af Bagkroppen, beſtagende af Mufkler og Hinder, hvorfra Lyden føres ud gjennen to Huller paa Bugen. Sangcicadernes Æg lægges i torre Grene, hvorfra Larverne krybe ned i Jorden; de have Gravebeen og fuge af Zrærødder. De ſaakaldte Skumcicader ſidde derimod ſom Larver paa Plante— ſtengler, omgivne af en Verdſte (det ſaakaldte „Gogeſpyt“); ondre 396 Nebmundene. afſondre en fin Vox, ſom af nogle Arter endog har fundet tekniſt Anvendelſe. 2. Bladluſene (Aphis) fjendes fra Cicaderne ved de længere Folehorn; for ſaa vidt ſom de have Vinger ere disſe forſynede med færre Ribber og altid klare. Det er en talrig Gruppe af fine Smaadyr med ſpage, graalige eller grønlige Farver, der opholde Fig. 406. Fig. 407. Bladlus, Han og Hun. (Maalene under Figurerne antyde den naturlige Sterrelſe.) fig ſelſtabeligt paa de forſtjelligſte Planter, ſom de ofte tilfgie ſtor Skade; nogle fremkalde blereagtige Udbulinger paa Bladene eller galeblelignende Udværter (f. Ex. paa Gran, Poppel og Elm); der er ogſaa Arter, ſom leve paa Rodder; gjennem to Rør paa Bagkroppen udſondres en ſod Saft (den ſaakaldte „Honning— dug“). — Om Foraaret og om Sommeren treffes kun Ammer, ſom uden Befrugtning i flere Generationer efter hinanden føde levende Unger; mod Slutningen af Sommeren fremfomme Hanner og Hunner, hvis Æg alene overvintre, Snart ere Ammerne, fnart Hannerne eller Hunnerne vingede, hvormed en Vandring fra en Plante til en anden ofte ftaaer i Forbindelſe. 3. Skjoldluſenes (Coccus) Forhold til Planterne ligner ganſke Bladluſenes. Larverne (Fig. 408, 1) ere brede og flade med korte Been og korte Folehorn; Hannerne have et hvilende Pupeliv, under hvilket de hænge paa Planterne ved Forbenene, indeſluttede i Larve— Næbmundene. Edderkopperne. 397 huden; ſom fuldkomne Inſekter (2) ere de mere fmæffre og have længere Folehorn og lange Bag— kropsborſter ſamt to klare For— vinger med faae utydelige Ribber, men fun Spor til Bagvinger og ingen Mund. Efter Befrugtningen bliver Hunnen (3) mere og mere uformelig og ſvulmer ofte op til en haard Skal uden Spor til Ringdeling eller Lemmer og uden Bevegelſe eller Folelſe, ſom tilſidſt kun danner et dødt Dæffe (4) over gene og Ungerne i disſes forſte Levetid. Fig. 408. Cochenille-Skjoldluſen. 1 Larve til Han. 2 Fuldt udviklet Han. 3 og 4 Hun paa to forſtjellige Udviklingstrin (alle forſterrede). Flere Arter afgive ſmukke Farveſtoffer (Karmin, Cochenille), indſamles derfor i ſtor Mængde og forſendes i tørret Tilſtand; Cochenille-Skjold— luſen (C. cacti) holdes iſer i Central-Amerika paa ſtore Cactus-Plantager; forhen brugtes meget Kermesſkjoldluſen (C. ilicis) paa Kermes-Egen og den polſke Kermes (C. polonicus) paa Knavel. — Mannaſkjoldluſen (C. manniparus) paa Tamarix-Buſkene i Orkenerne i Orienten og Lak— ſkjoldluſen (C. Lacca) paa Figentræerne i Indien ere berømte ved de Afſondringer, hvoraf de have faaet Navn. . Aden Klasſe: Edderkopperne (Arachnida) ere Leddyr, ſom aande ved Luftror eller ved Luftſekke (Lunger), og hvis Legeme enten kun udgjor eet Stykke eller er deelt i to Afſnit, af hvilke Bagkroppen er uden Lemmer, hvorimod Forkroppen bærer to Par Mund— fødder og 4 Par Been, men hverken Folehorn eller Vinger. Forſkjellen mellem Edderkopperne og Inſekterne viſer ſig fornemmelig deri, at Hovedet og Bryſtet her ere for— 398 Edderkopperne. bundne til eet uleddet Stykke, at de mangle Folehorn og Vinger og kun have enkelte Dine, ſamt deri at det 3die Par Lemmer ikke er uddannet til Munddele. Bagkroppen kan verre leddet eller uleddet og mere eller mindre tydeligt adſkilt fra Forkroppen; hos Skorpionerne deler den ſig endog i en egenlig Bagkrop og Hale. J Antal af Arter ſtage Edderkopperne langt tilbage for Inſekterne; det er i Reglen eenlige, lysſky Dyr med morke Farver uden ſonderlig Tegning og hurtige, graadige Dyr, der gribe og udſuge andre Dyr. Med fane Undtagelſer ere de Landdyr. De mindſte ere næften mikroſkopiſte, de ſtorſte, f. Ex, blandt Skorpi⸗ onerne, opnage en Storrelſe ſom vore Flodkrebs. 1. Skorpionernes (Scorpio) forte, uleddede Forkrop bærer to ſtore Dine midt paa Ryggen og 2—3 mindre i hver af de forreſte Hjorner; Kindbakkerne ere uddannede til forte og Kjœbepalperne til lange Teenger (Saxe). Bagkroppen er forbundet med Forkroppen i hele ſin Brede og beſtager af 7 Led; paa dens Underſide findes 4 Par Aandehuller, ſom fore ind til lige ſaa mange Luftſckke eller ſaa— kaldte Lunger, beſtagende af en Aandehule, hvorfra der udgaager en Meengde bladformige Udkrengninger. Fig. 409. Omrids af en Skorpion. I Lemmerne. 4 Forkrop. b Bagkrop. Halen, der er meget bevege— e Hale. o det ſidſte Haleled med Giftkro— lig og bæres bøiet op over gen. d Oinene. Ryggen, beſtager af 6 Led, Edderkopperne. 399 af hvilke det ſidſte indeholder en Giftkirtel og ender med en hul Krog. Stikket af de ſtore tropiſke Arter er endog farligt for Menneſket. Deres Bytte faſtholdes med Teengerne og udfuges med Munden. Skorpionerne føde levende Unger, ſom Moderen en Tid fører med fig. Nerbeſlegtede med Skorpionerne ere to tropiſke Slægter, hos hvilke Kind— bakkerne ikke have Form af Tenger, forſte Beenpar er langt og antenneagtigt og Aandehullerne kun 4 ialt: Telyphonus, hvor Halen kun danner et traadformet Vedhæng, og Phrynus, hvor deu mangler ganffe og hvor Kjebepalperne ende med tornede Gribehender, ikke med egenlige Tenger. Nermeſt beſlogtede med Skorpionerne, ſkjondt de aande ved Luftror, ere desuden de to folgende ſmaae Familier: 2. Bogſkorpionen (Chelifer) og Mosſkorpionen (Obi— sium), ſmaae Dyr, der ligne Skorpionerne i Henſeende til Mund— delenes Üddannelſe og den leddede Bagkrop, men mangle Hale. 3. Meierne (Phalangium), en lille Gruppe af overordenlig langbenede Dyr, hvis forte Bagkrop ikke er ſkarpt adſkilt fra For— kroppen; de have to Oine paa en Forhoining midt paa Forkroppen, deres Kjebepalper ere fodformige og deres Kindbakker forte Tenger. 4. Edderkopperne (Araneæ) udgjore en ſeerdeles talrig Familie og opnage ofte en betydelig Storrelſe. Paa Forkroppen findes 6 eller 8 Oine ordnede paa for— ſkjellig Maade; Kjeeberne ere for— ſynede med Palpe og Kindbakkerne uddannede til Giftkroge; deres Grund— led er nemlig ſtort og tykt og bærer en hul, bevægelig Klo, gjennem hvilken Giftkirtlen munder og Giften føres ind i Saaret. Bagkroppen er ſtilket, ene HØ 1 ( BSU dl N rund og blød; paa dens Underſide tj MÅ 1 findes 2 eller 4 Spalter (Fig. 410, | | 1), der føre ind til ligeſaa mange | j Vuftfæffe; foruden dem have Edder— Fig, 410, En Ebderkop be fo kopperne i Reglen tillige Aanderer. forſte Par Been ere itke frem— É 2 f ſtillede heelt) . Pen forſterret Spindevorterne (p) ere i Reglen 6 Spindevorte. 400 Edderkopperne. i Tallet og ſidde i Bagenden; deres Endeflade er beſat med tal— rige fine Rør, af hvilke en Vedſke, ſom afſondres af de ſaakaldte Spindekirtler, kan udtræde i Skikkelſe af yderſt fine Traade, ſom ved Hjelp af Bagbenenes kamformige Kloer forbindes til de fine Spindeveevstraade, ſom alle Edderkopper anvende til en Cocon om deres Wg, visſe Arter ogſaa til et Fangenet eller en Bolig, til at heiſe fig ned med eller klattre op ad, de ſmaae Arter ofte ogſaa til at ſeile med gjennem Luften. Parringen udfores ved Hjelp af Kjebepalperne, hvis ſidſte Led hos Hannen er uddannet paa færegen Maade for at overføre Sæden fra Hannens til Hunnens Kjonsaabning. Hannen er i Reglen mindre end Hunnen, ſom den kun nærmer fig med ſtor Forſigtighed; derimod viſer Moderen megen Omhu for gene og bærer dem ofte om med fig i en Sek af fit Spind eller faſtklamrede til dens Haarkleed— ning; det er i Reglen forſt efter det forſte Hudſkifte, at Ungerne forlade deres fælles Opholdsſted. Jagt⸗Edderkopperne (Lycosa, Saltica) ſpinde ikke noget Fangenet, men indhente deres Bytte i Lob eller Spring eller lure paa det og overfalde det fra deres dybe, gravede Gange, ſaa— ledes ſom Tarantelen (L. Tarantula) i Syd-Europa. Vand⸗ Edderkoppen (Argyronecta) ſpinder et Vev af Form ſom en Klokke, feſter det til Vandplanter og fylder det med Luft, der bliver hængende ved dens Haarkledning. Kors-Edderkoppen (Epeira) befæfter fit regelmeſige, hjuldannede Vev lodret, Hus— Edderkoppen (Tegenaria) ſpinder derimod fit trekantede Bæv vandret i et Hjorne tilligemed en Hule, hvori den ſidder og lurer. Fugle-⸗Edderkopperne (Mygale) ere ſtore, lodne Edderkopper med forte, tykke Been, der ilær have hjemme i Tropelandene og opholde ſig paa Jorden, hvor de ogſaa have deres Huler. Smaa— fugle gjores undertiden til Bytte af disſe ſaavelſom af andre ſtore og ftærfe Edderkopper. En i Syd-Europa forekommende M.-Art boer i lodrette Ror i Jorden, ſom den udforer med Spind og lukker med et bevægeligt Lang, der falder i af fig ſelv, men ſom Dyret faſtholder, naar man vil aabne det. 5. Hos Miderne (Acarus) ere For- og Bagkrop forenede til eet uleddet Stykke; Munden er i Reglen en Sugemund, dannet af en rorformig Tunge, ſom omſlutter de to klinge- eller borſtedannede Kindbakker, og udenfor hvilken Kjebepalperne ſidde. Edderkopperne. 401 De udgjore en talrig Familie, men opnaae kun en ringe Storrelſe. Miderne gjennemgage for ſaavidt en Forvandling, ſom Ungerne i Reglen kun have 2 eller 3 Par Been; forud for det Hudſtifte, hvorved de faae de manglende Beenpar, gaaer ofte en pupe— lignende, hvilende Tilſtand. Mange Mider leve af Plantefode, andre i raadnende Stoffer f. Ex. Meelmiden og Oſtemiden (Acarus Siro), Blodmiderne (odes) af at udſuge Blodet paa Menneſker og Dyr, i hvis Hud de bore fig ind, hvorefter de foulme op i en overordenlig Grad; en i Perſien forekommende Art (àrgas persicus) foraarſager derved endog farlige Tilfelde. En ſtor Mængde leve ſom Snyltedyr; de ſmaae Jordmider (Trombidium) leve ſaaledes ſom Fig 411. Fig. 412 yngre paa Biller, Ungerne af Vandmiderne (Hydrachna) (en ved fine Svømmebeen udmærfet Mtideflægt) paa Vandinſekter; andre Suyltemider beboe for— ſkjellige Fugle, Flagermus og andre Pattedyr; Menneſtet be- En Vandmide og en Jordmide. boes af Fnatmiden (Sarcoptes scabjei), der fremkalder den Sygdom, hvoraf den har Navn, ved fine mere eller mindre dybe Gange i Overhuden; ogſaa Husdyrene have færegne Arter af Fnatmider, der frembringe Skab f. Ex. hos Heſten, Oxen og Faaret. Fnatmiderne have ſeerdeles forte Been, af hvilke de to forreſte Par eller tillige det fjerde ende med Hefteſkaale. Hud— miden (Demodex folliculorum) i Menneſkets Haarfæffe, har meget forte Been og ſom yngre en ſerdeles udviklet orme— dannet Bagkrop. Linguatula ligner ſem ſped Unge en Mide— Unge med to Par forte Krogbeen, men udvikles til en beendelorm— lignende „Indvoldsorm“ med to Kroge paa hver Side af Munden; Arterne leve i Lungen og Indvoldene af forſkjellige Hvirveldyr. Til Arachniderne mage endnu henfores to ſmaae Familier med A-leddet Forkrop og uudviklet Bagkrop, der have Sugemund lige— ſom Miderne og mangle ſeregne Aanderedſkaber, nemlig Tardi— graderne, kortbenede, mikroſkopiſke Dyr, der opholde ſig under 26 402 Tuſindbenene. Mos, i Tagrender, Grøfter og desl., udmerkede ved deres for— bauſende Seiglivethed, og Hav-Edderkopperne (Pyenogonum), træge, langbenede Havdyr, der treffes mellem Tang, Polypbufke og desl.; Grene fra Fordsielſeskanalen forlænge fig langt ud i alle 8 Lemmer oſv. um. Zdie Klasſe: Tuſindbenene (Myriapoda) ere Leddyr, der aande ved Luftror og have en mange— leddet Bagkrop med mange forte Been, men ingen Hale. Tuſindbenenes Legeme er i Almindelighed overordenlig lang— ſtrakt paa Grund af det betydelige Antal af Bagkroppens Ringe (indtil over 160), i Sammenligning med hvilke Forkroppen (der ikke er adſtilt fra Bagkroppen paa anden Maade, end dennes Ringe ere det indbyrdes) kun er en forholdsvis ubetydelig Deel. Imidlertid gives der ogſaa Tuſindbeen med et ringere Antal af Ringe og ſom Folge deraf med et forholdsvis kort Legeme (F. 418). Ringene ere i Reglen eens, dog kunne ogſaa ſtorre og mindre Ringe ſkifte med hinanden ſom f. Ex. hos vor almindelige Skolopender; hos de ægte Tuſindbeen ere to og to Ringe ſtedſe ſammenvoxne til een, ſom derfor ſynes at bære to Par Been. Paa Hovedet ſidder 1 Par Folehorn (t) og to Grupper af Smaagine (s) eller to ſammenſatte Oine ſamt 3 Par kun lidet udviklede Mund dele (1—3). * Andet Par danner en palpelos Underlebe, og * af tredie Par danne Hofterne ligeledes en Underlebe, . de øvrige Led derimod en Palpe. 6 90 Naar de udklekkes af get, have de (2 unge Tuſindbeen et forholdsvis kun De ringe Antal af Led og Lemmer; alt ſom be Dyret voxer, optræder det derfor med et . 413. 0 18 forøget Antal af Led og Lemmer, indtil det Munddelene af Glomeris. 50 har naaet Artens fulde Antal (Fig. 414). *) Bokgſtavernes Betydning fee S. 351. Tufindbenene. 403 Fig. 414. 6 Trin af Forvandlingen hos en Julus (forſterrede). Myriapoderne omfatte et langt mindre Antal af Arter end nogen af de andre Leddyrklasſer; de ſtorſte tilhøre de varme Lande. Det er Dyr af gulbrun eller ſortladen Farve, der opholde fig paa morke, fugtige Steder f. Ex. under Træbarf, affaldent Løv, Stene og desl. e Forſte Orden: Sholopendrene (Chiliopoda) Legemet er ſnart overordenlig langſtrakt, ſnart forholdsvis fort, men altid fladt; Rin— gene have nemlig et firkantet Gjennem— ſnit, brede og haarde Bug— og Rygplader, men ſmalle, tyndhudede Sider, paa hvilke Benene ere feſtede og Aande— ullerne anbragte, disſe ſidſte Fig. 415. Hovedet 0 anbragte, disſe ſidſt af en Skolopender, dog ſom ofteſt kun paa feet nedenf'a. Folehornene. hver anden eller tredie 1 Bifck dene Ring. Det forſte Beenpar er omdannet til mæg- . A RIRkR g f 5 ig. En Skolo— tige Giftkroge, det ſidſte 816 pa. y 267 404 Tufindbenene. til Gribe- eller Føleredffaber. Det er graadige og hurtige Rovdyr, der bevæge fig i Slangebugtninger. Biddet af de ſtore tropiſke Arter kan vere dodeligt. Exempler af indenlandſke Arter: Se. forficata og Geophilus electricus, hvis Lysſtof udſondres gjennem Porer paa Bugen. Anden Orden: De ægte Tuſindbeen (Diplopoda) Legemsformen kan vexle fra den meget langſtrakte Valſe— form (hos Slægten Julus) til den forte og brede, ovenpaa hvælvede, - Fig. 417. En Julus. Fig. 418. En Glomeris, feet fra Bugen, ſammenrullet, og i Gjennem- ſnit. F. Ex. Julus terrestris, natus. underneden flade Form (hos Slegten Glomeris). Benene ſidde tet ved hinanden, midt ned ad Bugen, to Par paa hver Ring; tæt ved dem ligge Aandehullerne, og hoiere oppe paa Siden findes Porer, gjennem hvilke der udgydes en Vedſke, ſom er Aarſagen til disſe Dyrs eiendommelige Lugt; de to ſidſte Bagkropsled ere uden Lemmer. Det er langſomme Dyr, der glide ſagte frem ved Hjælp af deres mange, forte Been; ved Berøring, eller naar de ligge i Dvale, rulle de ſig ſammen til en Kugle eller en Spiral. De lepe af Planteſtoffer i en halv opløjt Tilſtand. Glomeris marginata, Polydesmus compla— . Ade Klasſe: Krebſene (Crustacea) ere Leddyr, der aande ved Gjeller eller gjennem Huden, og hvis Bagkrop og Hale ere forſynede med Lemmer. Huden kan have en meget forſtjellig Faſthed; hos de fleſte Krabber f. Ex. er den tyk og kalkholdig, hvorimod den hos mange af de mindre og ſpagere Krebsdyr er tynd og temmelig blod. Ogſaa i Henſeende til Antallet af Legemets Ringe og til den Maade, hvorpaa disſe forbindes til flere eller færre Afſnit,ſamt i Henſeende til de enkelte Lemmers Üddannelſe og Anvendelſe er der ſtor Forſtjel indenfor denne Klasſe. Hos de hoiere Krebsdyr er der altid 21 Ringe, af hvilke de 3 forſte bære Oinene og to Par Folehorn, de folgende 11 deels Mundfodder, deels egenlige Been; de ſidſte 7 udgjore Halen og bære, paa det allerſidſte nær, hver fit Par forte, ufuldkomne Lemmer. Hos Smaakrebſene er derimod Antallet af Led og Lemmer forſkjelligt; ogſaa her kan man i Reglen ſkjelne mellen Mund— fødder, egenlige Been og Halefodder. Halen er dog hos enkelte Krebsdyr hæmmet eller aldeles uudviklet. Ofte er en ſtorre eller mindre Deel af Legemet omſluttet af et Skjold eller en Kappe, d. v. ſ. en kaabeformig Forlængelfe, ſom udgager fra nogle af de forreſte Ringe; hos visſe Smaakrebs er denne Skjoldkappe deelt i to bevægelige Skaller, mellem hvilke Dyret kan træffe fine Yderdele ind. Lemmerne ere ofte deelte i to Grene, der ud— gage fra et felles Grundled (Hoften); den inderſte meeſt ud— viklede Green er da det egenlige Been; den mindre udviklede be— nævnes Palpen. Hunnerne fore i Reglen deres Æg med fig, enten feſtede til Halefodderne eller faſtholdte af ſeregne Blade eller paa anden daade. Mange Krebsdyr have ſtrax efter Udklekningen veſenlig ſamme UÜdſeende og Bygning ſom Forældrene; andre have der— imod et mindre Antal af Lemmer eller mangle endog hele Afſnit 406 Krebfene. af Legemet, baade Bagkrop og Hale, og de manglende Ringe og Fodpar komme forſt frem efterhaanden. En tilbageſkridende Forvandling har man deels tillagt Krabberne og Eremit— krebſene, hos hvilke Halen efterhaanden omdannes eller ſpinder ind, deels Suyltekrebſene og Cirripedierne, der komme ud af get ſom fritſvommende, regelmeſigt uddannede Entomoſtracee-Unger og ende ſom ubevegelige Dyr, hvis Idre næften har ftørre Lighed med Orme eller Skaldyr end med Leddyr. Krebſenes Klasſe tæller et meget ſtort Antal Arter. De mindſte ere neſten mikroſkopiſke, de ſtorſte nulevende omtrent af Hummerens Storrelſe. J Almindelighed udmeeke de fig hverken ved Farve eller Tegning, dog er der iſcer blandt Dekapoderne mange pragtfuldt tegnede Arter; de leve ſom ofteſt af Rov eller Aadſler, en Deel ſom Snyltedyr paa Fiſke, Krebs, Hvaler og andre Vanddyr; af Plantefode leve visſe Iſopoder og Krabber, der vel ere Landdyr, men dog kun opholde ſig paa fugtige Steder. J ferſk Vand leve iſſeer mange Smaakrebs, men de fleſte Krebsdyr beboe Havet, ifær dettes Kyſter; i det aabne Hav færdes Sværme af Smaakrebs, Reier, Amfipoder og Stoma— topoder; mange af dem ere ligeſom andre oceaniſke Dyr vandklare, lyſende Natdyr. Skjoldkrebſene optraadte allerede i Kulfor— mationen og Ringkrebſene omtrent paa ſamme Tid; i Juraforma— tionen var der allerede en rig Udvikling af langhalede Skjold— krebs. J ældre Jordperioder optraadte Smaakrebſene med en ſtor Rigdom paa Arter og merkelige Former, ſom dog ikke over— levede Kulperioden (Trilobiter, Eurypterus) o. ſ. v. 5. Forſte Orden: Ningkrebſene (Hedriophthalmata). Hos Ringkrebſene (de 14benede Krebsdyr) beſtaaer Legemet af 3 Afſnit: Hovedet, Kroppen og Halen; hvert af disſe er ſammenſat af 7 Led, ſom dog i Hovedet ere ſmeltede ſammen til eet fort Stykrte. Paa Hovedet findes to Par Folehorn, to ſammenſatte Oine eller to Hobe af Smaaøine og 4 Par Ringkrebſene. Munddele, nemlig et Par Kindbakker (i Reglen med Palpe), to Par blad— agtige Kjeeber og et Par ſammenvoxne Kjebefodder, der danne en Slags Under— lebe. Kropringene ere ikke dek— kede af noget Skjold og bere 7 Par Been, af hrilke de forreſte i Reglen ere boiede fremad, de bageſte tilbage. Haleleddene ere korte og ſam— mentrengte og Halen derfor en Deel kortere end Kroppen; den bærer 6 Par ſmaae Halefodder, ſom ere klovede i to forte uleddede Grene. Mgene beres under Bugen af ſäeregne Blade. Ringkrebſenes Orden er meget rig paa Arter; det er i det hele ſmaae og lidet anſelige Dyr, der ifær træffes i Havet i Dynd, mellem Stene og Tang eller leve ſom Snyltedyr. Iſte Samilie: Iſo— poderne (Isopoda) ere brede og aflange med flads Bug og hvælvet Ryg. Haleleddene ere ofte deelvis ſammenſmel— tede; de 5 forſte Par Halefodder beſtaae af to blode Blade, af hvilke det ene dog i Reg— len er noget faſtere og 407 Fig. 419. /Kindbakkerne 2 og 5 Kjeberne og 4 Kjebefod⸗ derne af en Iſopod. Cet Been af en Amfipod: a Benet. 6 Wggepladen. e Gjellen. D Halefod af en Iſopod. deek Fig. 420. En paraſitiſt Fig. 421. En ker det andet, den SB Bob (Cymothos) Pentehider. egenlige Gjelle. 408 : Ringkrebſene. Iſopoderne ere fornemmelig Havdyr; dog gives der ogſaa Urter i de ferſte Vande og, navnlig i de varmere Jordſtrog, en Deel, der leve paa Land paa morke, fugtige Steder ſom vore Benke— bidere (Oniscus); hos dem ere Gjællerne i Reglen meget lidt ud— viklede og de ellers ſom Gjællelaage optrædende Halefodblade i dets Sten forſynede med en forgrenet Lufthule; flere af dem kunne rulle ſig ſammen til en Kugle ligeſom Glomeriderne. Af Hav-⸗Iſopoderne er der en Deel, ſom ſnylte paa ſtorre Fiſke f. Ex. de ſaakaldte Fiſkebjorne (Æga) paa Torſk og Haier. De fnyltende Fig. 422. Ey ldotbea, ſeet fra Iſopoder have i det hele et thkt Roggen og fra Bugen (Han). og plumt Legeme og forte kraftige Krogbeen til at holde fig faſt med paa Fiſkenes glatte Hud eller i deres Mundhule, paa Tungen (Cymothoa, F. 420). Fremdeles kan merkes Tangluſene (Idothea, F. 422) hvor det 6te Par Halefsdder danner to Dore, der kunne luffe for Gjellerne, og Pæelekrebſen (Limnoria terebrans), der gnaver Gange i Pele og Bolverker og derved kan gjøre ſtor Skade. En dnu mere vanſkabte og misdannede end de evennevnte fnyltende Iſopoder ere de paa forſkjellige Krebsdyr ſnyltende Bopyrers Hunner; Hannerne ere meget mindre, have en mere regelmeſig Iſopodform og fnylte paa Hunnerne. i 2den Samilie: Amfipoderne (Amphipoda) ere langſtrakte og ſammentrykte med krumboiet Ryg. Enkelte Beenpar, navnlig de to forſte, antage ofte Form af Gribebeen o: det ſidſte Led (Kloen) kan ſlaaes tilbage mod det neſtſidſte, der er meget bredt og ſaaledes danner en Slags Haand. Gjellerne have Form af flade Sæffe og ſidde under Bugen ved Grunden af Benene. De 3 forſte Par Halefodder danne ſmaage Blade, ſom ere i en idelig Bevegelſe for at tilføre Gjellerne friſk Band; de 3 bageſte Stjoldtrebfene. 409 ere enten ligeledes bladformige og virke da nærmeft fom Svomme— redſkaber, eller have Form af ſpidſe Stifte og underſtette da Dyrets hoppende Bevegelſer, der udføres ved at krumme og ftræffe Legemet. Tanglopperne (Gammarus) ere i Reglen livlige Dyr, der treffes, ofte i uhyre Skarer, paa ſandige Kyſter og mellem Tang, iſer i de nordiſke Have, hvor de - fortære en ſtor Meengde Aadſler. Mange grave fig ned i Sandet eller leve i Huller i Dyndet, i Rør af Skalſtumper og desl.; ogſaa ui vore ferſke Vande gives der Arter af denne Gruppe. Gople— luſene (Hyperia) ere mere plumpe og langſomme og og andre geleeagtige Havdyr. Hvalluſene (Cyamus) have en fort og bred Krop, beſtagende af 7 Ringe, af hvilke den forreſte dog er forenet med Hovedet; Halen antydes kun ved . en lille Knude. Paa tredie og fjerde Kropring findes ingen Been, men kun Gjeller (g) af en langſtrakt, trind Form; andet Par Been er ſteerke Gribebeen, de tre ſidſte kraftige Krogbeen. Fig. 423. En Tangloppe. à Hovedet. b—h Kroppens, 1— 0 Halens Led. p, Antennerne. „— De egenlige Been. 9, 2 Halefodderne. opholde fig mellem og paa Gopler De ſnylte paa forffjellige Arter af Hvaler og leve Fig. 424. En Hvallus. af disſes Overhud. (nat. St.) . Anden Orden: Szzjoldkrebſene (Podophthalmata) Legemet er ogſaa her ſammenſat af 21 Led, men kun deelt i to Afſnit: Kroppen (de forſte 14 Led) og Halen (de ſidſte 7 Led); naar Halen er vel udviklet, er den ſtorre end Kroppen, ſom i Reglen dekkes fuldſtendigt af det fra Hovedet udgagende Skjold. Der findes to tavlede Oine pan bevege— — 410 Sfjoldfrebfene. lige Stilke og 4 Følehorn, ſom funne være deelte i 2 eller endog i 3 Grene. De forreſte (6—8) Lemmepar optræde ſom Mund— fødder, de folgende (5-3) ſom virkelige Been; Halen kan bære 6 Par ſmaae, kloftede Fødder. Gjellerne ere i Reglen anbragte under Skjoldet ved Grunden af de egenlige Been, ſjeldnere paa Hale— fødderne; de have ſtedſe en meget ſammenſat Bygning. 1. Stomatopodernes Gruppe dannes af Ssknelerne (Squilla), langhalede Skjoldkrebs, der iſer udmerke fig ved, at Skjoldet er faa lille, at det hverken dekker de forreſte eller de bageſte Kropringe, Fig. 425. En Squilla (nat. St.). ved at Halen er overordenlig ſtor og muſkulos, ved at de bufkede Gjeeller (g) ere fœſtede til Halefodderne, ſamt ved Mundfsddernes og de øvrige Lemmers afvigende UÜddannelſe; det Ste Par Mundfodder Danner et Par mægtige Fangbeen, der meget ligne Kneelernes; de folgende (6—8) ende med en Gribehaand, og de 3 ſidſte (9—11) Lemmepar ere ſvage Svommebeen. Det er graadige Rovdyr af an— ſelig Storrelſe og med fortrinlig Svommeevne, ſom beboe de var— mere Have. (Bladkrebſene (Phyllosoma), vandklare, pelagiſke Krebsdyr med bredt, fladtrykt Skjold, tynde tvegrenede Been og hemmet Hale, anſees nu for at være Larver af Languſter og nerſtagende Slægter af Skjoldkrebs). 2. Hos de tibenede Skjoldkrebs Decapoda) deœkker Skjoldet hele Kroppen paa Ryggen og paa Siderne, hvor det . giver Plads for Gjelle— SS hulerne. Ind i disſe kommer Vandet enten (ſom hos Reierne) derved, at Skjoldet ikke ſlutter tæt til =DS 3 — 14 Grunden af Benene, eller Fig. 426. Gjællehulen af en Reie -, ““ An⸗ (ſom hos Krabberne) tennerne. s Oinene. 4— / Mundfodder og , i Been. gjennem en Aabning foran Skjoldkrebſene. 411 forſte Par Been; fortil forlænger Gjellehulen fig til en Udforſelsgang, der aabner fig ved Siden af Munden. Dekapoderne have 5 Par Been, af hvilke det forſte i Reglen overgager de andre i Stor— relſe og Styrke og ender med en kraftig Tang (Sax), ſamt 6 Par Mundfodder, nemlig et Par tykke og haarde Kindbakker med en lille Palpe, 2 Bar bløde, fligede og bladformige Kjeber, af hvilke det andet forlænger ſig ind i Gjellehulens Üdforſels— gang med en Plade (Fig. 426, 3), hvis Bevegelſe holder Van— det i en ſtadig Strom, ſamt 3 Par Kjebefodder, der ligeſom Fig. 427. Flodkrebſens Fig. 428. En Flodkrebs (Han) feet fra Bugen. 6 Par Munddele +), andet Kjebepar ere forſynede med Palper. Gjellerne ere pyramideformige og ſammenſatte af ſmaae Blade eller af talrige forte Trevler; de ſidde deels ved Grunden af Kjœbefodderne og Benene, deels paa Gjellehulens Vægge, men *) 4 Den egenlige Fod. 5 Palpen. » Gjælle. 412 Skjoldkrebſene. kunne være tilſtede i temmelig forſkjelligt Antal. Maven er ofte udſtyret med Knuſeredſkaber, og Øret har i Reglen fit Sæde i de øvre Foleres Rod. Hannens Forplantningsredſkaber aabne fig i Hoften af dte Beenpar, Hunnens i de tilſvarende Dele af Z3die Been— par eller mellem dem paa Bryſtpladen; forſte og andet Halefodpar ere hyppigt hos Hannerne omdannede til Parringsredſkaber. gene bœeres ſom ofteſt under Halen, feſtede til Halefedderne. J Storrelſe og Farvepragt overgaae Dekapoderne de fleſte andre Krebsdyr, og flere Arter have ſtor Betydning ſom Nerings— middel. De talrige Slægter ſamle ſig naturligt i to ſtore Grupper, Reierne og Krabberne, mellem hvilfe der dog gives talrige Over— gangsformer. Med Und— tagelſe af Flodkrebſene gjen— nemgage alle dekapode Skjoldkrebs en mere eller Fig. 429. Larve af Eremitkrebs mod mindre gjennemgribende Slutningen af førfte Stadium feet fra 0 i oven og fra Siden (forftørret). mp Kjebe— Forandring. Naar de komme fødderne. p de endnu undviklede og un- frem af get ere baade der Skjoldet ſammenbeiede (men her frem: 85 trukne) Been. Skjoldet og Halen vel ud— viklede, Kropfodderne derimod i Reglen ikke; de erſtattes af Tjæbe= foddernes Palper, der virke ſom Svommeredſtaber (F. 429 og 32, 1). a. Reierne eller de langhalede Krebs D. macrura) have et langagtigt, i Reglen trindt eller noget ſammentrykt, ſjeldnere fladtrykt Skjold og en kraftig, muſkulss Hale, hvis ſidſte Led i Forbindelſe med det 6te Par Hale— fødder danner en bred, fembladet Vifte. De øvrige 5 Par Halefodder ere ligeledes bladformige, men i Reglen ſtjulte under Halen; det ſidſte Par Kjebefodder er ikke pladedannet, og Folehornene have en anſelig Længde, Paa Flodkrebſene nær ere Skjoldkrebſene. 413 de næjten alle Havdyr; de ſvomme enten pan Ryggen ved Hjælp af Halefodderne, eller de ſvomme ved Hjælp af Halen og dens Svommevifte. Exempler: Flodkrebſen (Astacus),, Hummerne (Homarus), Reierne (Palæmon), Heſte-Reierne (Crangon), Languſter (Palinurus), Bjornekrebſene (Scyllarus) o. ſ. v. b. Eremitkrebſene [Pagurus) udmeerke fig ved deres Skjevhed og ved den bløde ſekformige Hale, ſom de Fig. 430. To Eremitkrebs, den ene i fin Snegleſkal, den anden ud— tagen af ſamme. ſkjule i tomme Snegleſkaller, hvilke de alt ſom de vore om— bytte med ſtorre. Naar de træffe fig tilbage i Skallen, beſkytter den ftørre Kloſax de øvrige Dele. Kroppen forholder fig væfenlig ſom hos Reierne; de to ſidſte Par Been ere fmaae og opadvendte. Med Undtagelſe af det ſidſte Par Halefodder, der ligeſom de nys— nævnte to Beenpar tjener til at faſtholde Skallen, mangle Hale— fødderne ganſke eller findes kun paa den mere udviklede Side. Eremitkrebſene ere udbredte over alle Have og færdes paa Hav— bunden; visſe Arter ſtige dog op paa Land, ja krybe endog op i Zræerne, De af Eremitkrebſene beboede Skaller benyttes ſom Stade af beſtemte Arter af Aktinier, Goplepolyper og desl. c. Krabberne eller de korthalede Krebs (D. bra— chyura) have et fort, bredt og fladt Skjold og en plade— dannet Hale, der beres indſlaget under den flade Bug 414 Skjoldkrebſene. og pasſer i en derverende Fordybning; Haleleddene ſmelte ofte deelvis ſammen, faa at der tilſyneladende kun er 3—5. Hos Fig. 431. En Svommekrabbe (Portunus). Mellem Bagbenene er Hunnens Hale fremſtillet, men Halefsdderne kun paa den ene Side. Hunnen er Halen bredere end hos Hannen og bærer 4 Par traadformige Fødder, til hvilke gene feſtes, hvorimod Hannen kun har de i Forplantningens Tjeneſte ſtagende to forſte Par; det dte og 6te Halefodpar mangle altid. Folehornene ere ſmaae og kunne ofte ligeſom Vinene boeies ind i Huler i Skjoldets Rand; det Zdie Par Kjeebefodder er pladedannet og banner et Laag for de vorige Munddele. — Krabberne lobe raſk til Siden; undertiden (hos Svommekrabberne) er det dte Par Been uddannet til Svømning. De beboe Havbunden og Kyſterne; i de varmere Lande findes dog ogſaa Ferſkvandskrabber og Land— krabber, hoilke ſidſte kunne have Gjellehulens overſte Deel ud— dannet til en Vandbeholder, hvorved det bliver dem muligt ſtedſe at holde Gjellerne fugtige; de leve paa fugtige Steder i Jord— huller, og visſe Arter ffulle aarlig foretage lange Vandringer til Havet for at lægge g. — De ſmaae Krabbelarver (Fig. 432, I) have ligeſom Reie- og Pagurlarverne en vel udviklet Hale og Kjcebefoddernes Palper (k) uddannede til Svommeredſkaber; Skjoldet Skjoldkrebſene. Smaakrebſene. 415 løber gjerne ud i lange Torne (s), der hjælpe dem til at holde Ligevægt i Bandet, i hvilket de ſvomme omkring, ner ved Over— Fig. 432. 3 Trin af Krabbernes Udvikling (forſtorret). fladen, men de egenlige Been (f) ligge endnu ſammenfoldede under Bugen. Senere (II) opholde de fig noget dybere og kravle i Van— det ved Hjælp af Benene; Halen er endnu ret vel udviklet, de tidligere Svommefodder derimod nu forſpundne ligeſom ogſaa Skjoldets Torne; dette Udviklingstrin danner Overgangen til deres endelige Form (III), da de krybe om paa Bunden med Halen flaaet ind under Bugen. Exempler: Strandkrabben (Careinus mænas!, Taſke— krabben (Cancer pagurus), Sandkrabberne (Hyas), Trold— krabben (Lithodes). 47. Credie Orden: Smaahrebſene (Entomostraca) ere meget forſkjellige i Form og Bygning, nogle i deres endelige Skikkelſe endog meget afvigende fra Leddyrene overhoved. Efter Udflæfningen gjennemgaage de i Reglen en lignende Forvandling ſom Tuſindbenene; naar de fødes, have de nemlig kun Forkroppen med dens Lemmer; Bagkroppen, Halen og de øvrige Fodpar komme i Almindelighed forſt frem efterhaanden. Kropringenes Antal er i denne Orden ikke bundet til noget beſtemt Tal, men ſnart meget ſtorre, ſnart meget mindre end hos de hoiere Krebsdyr. De ere i det Hele ſmaae, men optræde ofte i uhyre Skarer, deels i Ferſk⸗ og Brakvand, deels i Havet; af alle Familier gives der baade Ferſk- og Saltvandsformer med Undtagelſe af Ranke— fødderne og Dolkhalerne, der blot leve i Havet. Skaller af Mus lingkrebs og Bladfodder findes i alle Formationer lige fra de 416 Smaakrebſene. ældfte; i disſe ſpille desuden Trilobiter og fæmpemæfige dolk— haleagtige Entomostraca en betydelig Rolle. A. eee SNE, eller Cyeloperne(Cyclops) ere ſmaae, næften mikroſkopiſke, pære- formige Dyr, hvis uleddede Forkrop bærer 1 eller 2 enkelte Oine, 2 Par Folehorn og 4 Par Mundfodder. Bagkroppen og Halen ere leddede; hin bærer 4 eller 5 Par tvedeelte, haarede Svommefodder med zleddede ; Grene, denne kun et Par Svømme- Fig. 433. En Cyclops og to af fodder med lange Fjerbørfter i En— dens Udviklingstrin (forſterret). den af Halen. Hunnerne ere noget ſtorre end Hannerne og have gene hængende under Halen i 1 eller 2 Seek. Til Cycloperne ſlutter fig en overordenlig formrig Rakke af Snyltekrebs, der i Reglen have Munden forlænget til et Ror, ſom omſlutter de ſylformige Kindbakker, og ſnylte paa Huden og Gjellerne iſeer af forſkjellige Fiſke, dog ogſaa paa Ledorme, Bløddyr, Soſtjerner o. ſ. v. Som ſpoede Unger ligne de fuldkommen Cyclops-Ungerne og ſvomme om ligeſom disſe; deres endelige Skikkelſe er derimod mere eller mindre afvigende fra Cyclopernes, ikke ſjelden, i det mindſte hos : ; Hunnerne, aldeles vanſkabt og uforme— lig, hvormed folger Tab af Oine, Lem- mer, Ringdeling, Bevegelighed oſp. Derimod have de altid to ydre JEgge- traade eller Egge- ſcekke ligeſom de frit levende Cope— poder. Hos Fiſke— luſene (Ergasilus, Caligus oſv.) er Legemet endnu af— deelti Ringe og for— Fig. 434. Forſtjellige Fiſkelus (1 Ergasilus, 2 Caligus) ; og Lerncer (3 Chondracanthus, 4 Lernæopoda). Alle 885 W 7 disſe ere udvorne Hunner med Asggeſœkke. 7 er Svommebeen; de Hannen til en Chondracanthus, 6 og 5 to Üdviklings- andet Par Fole— trin af en Lerncopodform. horn er gjerne ud— dannet til Heeftekroge. De kunne endnu flytte fig, om end med Lang— ſomhed; Hannerne ere mindre end Hunnerne, men have forreſten om— Smaakrebſene. 417 trent den ſamme Bygning. Hos Gjelleormene eller Lernæerne have Hunnerne et uleddet eller utydeligt leddet Legeme uden andre tydeligt fremtrædende Lemmer end de ſtore, i Spidſen ſammenvoxne og med en Hefteknap forſynede Kjebefodder, hvormed de ſidde faſt i Fiſkenes Gjeller eller Kjod (Lernæopoda); grenede Udværter fra Forkroppen gjøre ſamme Nytte hos andre (Lernæa, Penella). Forſaavidt ſom Hannerne fjendes, minder deres Legemsform mere om Cyclo— pernes, kun ere Benene meget forte; de ere ſeerdeles ſmage og ſnylte paa Hunnerne. B. Rankefodderne (Cirripedia) ligne ſom Unger meget Cyelopernes og ſvomme frit omkring ligeſom disſe, men fætte fig ſenere faſt til forſkjellige Gjenſtande i Havet og gjennemgaae nu flere Hudſkifter og betydelige Omdannelſer. Hos Langhalſene (Lepas) er Kroppen omſluttet af en Kappe, der gaber langs med Bugſiden; den kan være lederagtig og nøgen (Otion) eller dekket af flere Skalſtykker, f. Ex. to pan hver Side og eet langs ned ad Ryggen (Anatifa); fra dens Forende udgaager en ſnart længere, ſnart kortere, tyk og blød eller af talrige Smaafkaller dekket Stilk, hvormed Dyret er feeſtet til Skibe, Drivtommer, visſe Arter til Hvaler, Haier o. ſ. v. De have 6 Par lange, tve— deelte, mangeleddede, med Borſter beſatte Been, der kunne ſtrekkes udenfor Kappen, men ogſaa træffes indenfor, idet de rulles ſammen i Spiralform; ved disſe Bevegelſer fores Smaadyr = 8 Es Fig. 435. Langhalje. s Stilfen. Fig. 436. En Balan (Halvdelen af k Kappen med Skallerne. Skallen borttaget). ind i deres Mund. Rurene GBalanus) ſidde deels paa Stene og Klipper i Vandſkorpen, deels nedſeenkede i Koraller eler i Huden paa Skildpadder og Hvaler („Hvalkopper“); de have i det hele ſamme Bygning ſom Langhalſene, men ere omgivne af en 27 418 Smaakrebſene. Skal dannet af 4, 6 eller 8 i en Kreds ſtillede Stykker; foroven lukkes denne Skal med et Laag af 2 eller 4 Skalſtykker, der ſvare til de parrede Sideſkaller hos Langhalſene og ligeſom hos disſe have en Spalte mellem fig, hvorigjennem Benene kunne ſtrakkes ud. Selve Skallen ſparer deels til Langhalſenes uparrede Ryg— ſkal, deels til nogle af de paa Stilken hos visſe Langhalſe fore— 1 AN Fig. 437. To Cypris-Arter; i den underſte er den ene Skal borttaget. f Diet. c Halen. 1-3 Munddelene. 6-7 Lemmerne. 4-5 Antennerne. 9 Gjellen (forſterrede). 8 C. Muslingkrebſene(Ostra— coda: Cythere, Cypris) ere tveſkallede Smaakrebs ligeſom adſkillige Blad— fødder, men ſkjelnes fra disſe ved at have (1—2) i Reglen enkelte Oine og en anden Bygning af de lidet talrige Lemmer; ligeſom hos Dafni— erne ere de langhaarede Folehorn det veſenligſte Bevegelſesredſkab. Ogſaa af denne Gruppe forekommer der Former baade i det ferſke og i det ſalte Vand. D. Dolkhalernes (Limu— lus) Legeme er deelt i 3 Affſnit, nemlig en halvmaanedannet For— krop, en ſexkantet, pladeformig, uleddet Bagkrop og en lang, uled— det, dolkformig Hale. Paa For— kroppen findes oventil 2 tavlede Dine og to ſmage Bioine, under— neden Munden, om— given af 6 Par Lem⸗ mer, der paa een Gang ere Gang-, Gribe- og Tyggered— ſkaber; de ende nem— lig med en lille Tang, medens Hofteleddet er væbnet med Torne. Under Bagkroppen finde 6 Par Fodder beſtaagende af to flade Blade, af hvilke det overſte paa fin Ryg- ſide bærer Gjellerne Fig. 438. En Dolkhale, ſeet fra Ryggen og fra i Skikkelſe af talrige Bugen. fine Hudblade. Dolk— Smaakrebſene. 419 halerne beboe deels Nordamerikas, deels Oſtindiens og Chinas Kyſter og opnaae en betydelig Storrelſe, men udgjore kun faae Arter, deels levende, deels fosſile. | ES — FØ Fig. 439. Forſtjellige Trilobiter (a Paradoxides. b Acidaspis. c Asaphus). d e f foreftille den famme Form (Calymene) i tre forffjellige Stillinger. Trilobiterne optraadte allerede i de eldſte palesozoiſke Dannelſer med en Mangfoldighed af Arter og Slegter, men døde ud med Kulformationen. De ſlutte fig nermeſt til Dolk— "halerne og havde tavlede Oine ligeſom disſe, men Haledolken mangler, og Bagkroppen er afdeelt i et hos de forffjellige Urter forſkjelligt Antal Ringe; deres Lemmer fjendes ikke, men have rimeligvis alle været bløde og bladformige; de ſidſte Kropringe ere ſammenvoxne til et Haleſkjold. De beſad en lig— nende Evne til at rulle ſig ſammen ſom visſe Tuſindbeen og Benkebidere. — Ogſaa de ſamtidige fæmpeftore Euryptèrus-Arter (Fig. 440) kunne betragtes ſom Dolkhalernes Stedfortredere i hine fjerne Jordperioder. E. Bladfodderne (Phyllopoda) ere Smaakrebs med ſammenſatte Sine og med bladede, fligede Fødder, ber tillige tjene ſom Gjeller; Ringenes og Lemmernes Antal er meget forffjelligt; nogle have Skjold, andre ikke. J vore ferſke Bande findes 275 420 Smaafrebfene. Fig. 440. 4, c To Eurypterider (a Eurypterus, & Pterygotus); b Bugſiden af a. d, e, / Halebladet eller Haledolken (det 13de Led) hos forſtjellige Arter. G. ce Sri CO € . E — dg — STE ce fEE Fig. 441. Forffjellige Phyllopoder. a Branchipus, bd ſamme feet nedenfra. o Apus (ovenfra). d Estherie (venſtre S kal borttaget). e Gjennemſnit af Skal— lerne og Kroppen for at viſe Fodformen. Branchipus (uden Skjold, med ſtilkede Oine oſv., Fig. 441, a, b), Apus (med udeelt Skjold, Oinene i Skjoldet, e), Estheria (tveklappet Skjold, Oinene paa Hovedet, d), Daphnia (ſmaa— uleddede, med tveklappet Skjold, ſammenſmeltede Sine, faae Fod— par og grenede Folehorn) og Argulus, med et bredt, fladt Skjold, Sugemund og fkaalformige Faſtheftningsredſkaber; denne ſidſte Slægt ſnylter paa Ferſkvandsfiſke. — Dafnierne (Cladocera) for— mere fig gjennem vexlende Generationsrekker paa lignende Maade Ormene. 421 ſom Bladluſene; af de overvintrede Ag fremkomme Ammer, der i flere Generationer formere fig uden Befrugtning; om Efteraaret op— træder den kjonnede, egfrembringende Generation, beſtagende af Hanner og Hunner. us. Anden Underreekke: Ormene Germes). Ormenes Hud er blød og derfor meget udvidelig og ſammentrekkelig, ofte i ſamme Grad ſom Bloddyrenes. Hos Ledormene er Legemet afdeelt i Ringe, der i Reglen alle have ſamme Form og Bygning med Undtagelſe af den forreſte, ſom mere eller mindre tydeligt giver ſig tilkjende ſom et Hoved; hos Hvidormene er Legemet derimod uleddet og hovedloſt. J“ Almindelighed er det trindt og langt, dog kan det ogſaa være fort og fladt. Egenlige Lemmer findes ikke, og Legemet er i Neglen uden Vedhæng af nogen ſom helſt Art; kun hos Borſteormene findes et eller to Par Borſtefodder paa hvert Led. Den indre Bygning ſtaager paa et meget forſtjelligt Ud— dannelſestrin i de forſkjellige Ordener og Familier, faa at der hverken om denne eller om Liosvirkſomhederne (Kredslob, Aande— bræt, Sandsning, Fordgielſe o. ſ. v.) kan ſiges Noget i Alminde— lighed. Nerveſyſtemet forholder fig hos Ledormene ſom hos de ægte Leddbyr, men er hos Hvidormene ordnet paa en Maade, der ſtemmer med deres ſimplere, uleddede Legemsbygning; hos Fladormene findes ſaaledes i Reglen to Hjerneknuder i Lege— mets forreſte Deel; de fra dem udgagende to Nerveſtammer, ſom ſvare til den dobbelte Bugknudeſtreng hos Ledormene og de høiere Leddyr, lobe her langs med Legemets Sider og afgive Grene til de omgivende Dele, men ere hverken forbundne ved Forbindelſes— traade eller forſynede med Knuder (Fig. 450). Ormenes Bevegelſesevne er i det hele ringe; de fleſte af dem ere Vanddyr, en ſtor Deel Indvoldsorme. Mange gjen— nemgaae en betydelig Forvandling, og et Generationsſkifte findes hos et ſtort Antal Arter. 499 Lebormene. 1. fe Klasſe: Ledormene eller Anneliderne (Aunulata). Legemet er her afdeelt i Ringe og Bugnerveſtren— gene forbundne ved en Knude i hver Ring; dog er der alle Mellemformer fra to adſkilte Strenge, der ligge temmelig langt fra hinanden og kun ſtage i Forbindelſe ved Bindetraade, ſom gage fra Knuderne paa den ene Streng til de tilſvarende paa den anden, indtil en fuldſteendig Sammenſmeltning af disſe Strenge. Af Sandſeredſkaber beſidde Anneliderne ofte to eller flere Dine paa Hovedet eller de forreſte Ringe; ogſaa Høreblærer ere paaviſte hos enkelte. Fordgielſeskanalen er i Reglen ſimpel og lige og har fin Üdforſelsaabning paa det ſidſte Led. Blodet er ofte rødt og indeſluttet i virkelige Blodkar; der gives fornemmelig to pulſerende Hovedſtammer (et Rygkar og et Bug— kar) og forbindende Tverbuer. 150. Forſte Orden: Vorſteormene (Chætopoda) beſidde paa ſamtlige Ringe to Par mere eller mindre udviklede Borſte— fodder 9: Vorter, hvori et Knippe af hornagtige, guldglind— ſende Borſter er feſtet; de to over hinanden ſiddende Fodknu— der ſmelte dog ofte mere eller mindre ſammen til een. J ſin laveſte Udvikling f. Ex. hos Regn— ormene beſtager Foden kun af nogle Fig. 442. Fodder af forſtjellige Borſte- faae forte Borſter, der ſidde to og orme. / af Eunice. 2 af Phyllodoce. ce 3 af Amphinome. 4 af en Rørorm. to i ubetydelige Forhøininger af e DEGEN ET ER; Huden; hvor den er meeſt udviklet, Børfteormene. 423 er den derimod ſtor og muffuløs og bærer et anſeligt Knippe af lange Borſter og desuden Foletraade, Hudblade, buffede, fjer— formige eller kamformige Gjeller o. ſ. v. Fodderne benyttes deels til at krybe, deels til at ſoomme med. Krogdannede Bør- ſter forekomme ifær hos rorboende Orme. Legemsformen er ſom ofteſt lang og trind, men kan ogſaa være temmelig fort og flad. Den ſtorſte Længde, ſom er iagttaget, er 5 Fod; Leddenes Antal, der i øvrigt tiltager med Alderen, kan ligge mellem c. 20 og 500. Ved Fodſelen ere Havets Borſteorme i Reglen ſmaae, runde, fimrende Veſener, hvis Forvandling beſtaaer i, at Ringene efterhaanden ſlyde frem, og at Fødderne med deres Dele lidt efter lidt uddannes; dennſye Ringe dannes ſtedſe mellem den ſidſte og den neſt⸗ ſidſte Ring; Fimre— haarene indſkreenkes forſt til visſe Belter og tabes ſenere ganſke, faa ſnart nogle Ringe og Fodpar ere uddannede. — Hos en— kelte Borſteorme findes P et Generationsffifte Fig. 443. Fem Trin af Sandormens Udvikling 9: den kjonsloſe Orm (ſterk Forſtorrelſe). (Ammen) udſkyder fra fin Bagende eet eller flere Individer efter hinanden, ſom efter at have løgnet fig fra Ammedyret forplante Arten paa ſedvanlig Maade; findes der flere opammede Indi— vider i Kjede efter hinanden, er det bageſte det eldſte og meeſt udviklede, det forreſte, ſom følger umiddelbart efter Ammen, det yngſte. De fleſte Borſteorme beboe Havets Kyſter, hvor de enten ferdes mellem Stene, Tang, Skaller o. ſ. v. eller (eve nedgravede 424 Børfteormene. i Sandet eller Dyndet, ſom de ofte ved en Slimafſondring ſamle omkring ſig til et mere eller mindre ſterkt Kør. De talrige Slegter kunne fordeles i fol— gende 3 Grupper, ſom dog ikke lade ſig ſtarpt adſkille. 1. Regnormenes (Lumbricus) Fod— der beſtaae blot af 4 Rekker af dobbelte Bør- ſter (Fig. 442, 5); de mangle baade Gjeller, Foletraade, Krengemund, Kjeber og Oine, ja endogſaa et tydeligt Hoved. De ſtyde ſig gjerne frem ved at ftræffe og forkorte Legemet og leve deels i fugtig Jord, deels i ſalt og ferſt Vand, i Dyndet og Sandet. 2. Nereiderne kunne vere lange og trinde eller korte og flade, men have i Reglen et tydeligt Hoved med Sine og Foletraade ſamt vel udviklede Fødder med talrige Borſter af anſelig Længde, ofte ogſaa med Gjeller og Foletraade (Fig 442, 1-3, 6), i hvilken Henſeende alle Legemets Ringe i Reglen ere eens udruſtede. Huden har ofte et eget metalliſk Farveſpil. Den forreſte Deel af Spiferøret danner en udkrengelig Snabel, ſom i Reglen indvendig er forſynet med haarde og ſkarpe Kjeeber, der komme tilſyne, naar Snabelen kreenges ud; med dem gribes og drebes Byttet, der fornemmelig beſtager i andre Orme. Naar de krybe eller ſvomme, i bugte de ſtedſe Kroppen til Siden; de leve i Fig. 444. En Nereis. ; Havet mellem Tang, Stene og desl. eller i Sandet; enkelte leve ligeſom Rorormene i Rør, der ere dannede af Slim eller Skalſtykker. Nn 8 5 ä SØN 38 . 8 r S 75 0 PE * SGE DAN „ 58 * S EGN 8 N 8 N 2 A K AR ild J Børfteormene. 425 Exempler: Skelryg— gene (Lepidonote), Guld— muſene (Aphrodite), de ægte Nereider (Nereis), Slægterne Phyllodoce, Eu- nice og Amphinome oſv. — Vor almindelige Sand— orm (Arenicola), der fluger Sandet og fordoier dets or— ganiſke Indblandinger, har Gjellebuſke paa den midterſte Deel af Kroppen, men har tillige Krogborſter, en kun lidet udviklet Snabel og ingen Kjeeber og nærmer fig ſaaledes til Rorormene; den benyttes meget til Agn. 3. Rorormenes Ringe Fig. 445. En Fig. 446. En Sandorm. ere i Reglen talrige og korte Skalryg (nat. St.), (en Deel formindſtet). eee ee (Begge med uͤdſtrakt Snabel. Sæt forte Borſter af ſcedvanlig Form og et Set Krogborſter, der finde paa en langagtig, lodret ſtillet Fodknude (Fig. 442, 4). De have ikke noget tydeligt Hoved og mangle Kjeber og Krengemund; derimod findes Foletraade af anſelig Længde og ſtort Antal om— kring Munden, enten i Kredſe eller udgagende fra to Arme, ſom under— tiden ere forlængede og rullede op i Spiral. Naar Dyret ikke foruroliges, ſtrekkes de ud af Roret og bredes ud; de Trevler, hvormed de ere beſatte, frembringe Vandſtrͤmme, ſom drive de i Bandet fvævende Smaadele ned i deres Mund. Oinene ere under— tiden tilſtede i temmelig ſtort Antal, men anbragte paa Foletraadene, der Fig 447. En Serpula. tillige virke ſom Aanderedſkaber. Roret er i Almindelighed (hos Sabellerne og Terebellerne) dannet af Dynd, Sandkorn 426 Hjuldyrene. eller Skalſtykker, kun hos Serpulerne, der leve ſelſkabeligt paa Tang, Stene og Sfaller, er det kalkagtigt; en af Foletraadene, ſom ſerligt er uddannet dertil, bærer hos den ſidſtncvnte Slægt et Laag, der trekkes til med det ſamme at Armbuſkene trekkes ind og ſaaledes kan luffe for Rorets Munding. Sabellerne afvige fra Serpulerne ved Rerets Beſkaf— fenhed og ved at mangle Laaget, Terebellerne tillige ved de ſimplere Foletraade og ved at have Gjellebuſke i Nakken. Fig. 448. Forſtjellige Hjuldyr: 4. Noteus. b. Brachionus. c. Hannen til ſamme. d. Laeinularia. e. Stephanoceros (ſtœrk Forſtorrelſe). Af de indre Organer er Fordeielſeskanalen antydet i d, bd og e, Vand— kanalerne ſamt Halens og Hjulſkivens Muſkler i 5, Vandkanalerne og For— plantningsredſkaberne i e. Hjuldyrene (Rotatoria) ere mikroſkopiſke Organismer, der enten mage finde Plads blandt Ormene eller muligvis blandt Smaakrebſene, fra hvilke de dog afvige ved fuldftændig Mangel af Lemmer. De ere meget talrige, ifær i ferſk Vand, men opnaae i det hoieſte en Storrelſe af 3“. Man kan i Reglen ffjelne mellem en Krop og en Hale; hos nogle, ifær blandt de fritſpommende (a, b), er Kroppen kort og bred, omgiven af en haard Skal og uden tydelige Ringe, Halen derimod tynd, bevægelig og ofte tyde— lig leddet; hos andre, der ſidde faſt paa Vandplanter, om— givne af en Slimmasſe (d, e) er Huden mere blød og tydeligere ringdeelt. Bevegelſen af de lange Fimrehaar, der omgive Dyrets Forende eller ere anbragte i Randen af en fkiveformig eller lappet Üdbredning (d) — hos nogle (e) endog omdannet til en Slags Fangearme —, fremkalder ofte det Udſeende, at Dyret var for— ſynet med et eller flere kredſende Hjul; ved disſe „Hjul“ fvømme de og hvirvle Smaadele ned i Munden. Hunnerne have et Svelg med Kjeeber og enten en blind Mave eller tillige en Tarm, der Iglerne. 427 aabner fig der, hvor Halen begynder. Ligeſom adſkillige andre lavere Vanddyr formere de fig deels ved tyndſkallede „Sommereeg“, ſom ikke befrugtes, deels ved haardſkallede „Vinterceg“, til hvis Udvikling en Befrugtning er nødvendig. Hannerne (e) (af det mindre Antal Arter, hos hvilke de hidtil ere blevne underſogte) ere mindre end Hunnerne, træffes kun om Vaar og Hoſt, leve ſandſynligvis kun en fort Tid, og mangle aldeles Fordsielſeskanal. 1. Anden Orden: Iglerne (Hirudines). Iglernes Legeme er i Reglen ikke meget langt, mere bredt og fladt end trindt, og ſammenſat af Ringe, der ere fint rynkede paa tvers og kun utydeligt adſkilte; ſom ofteſt er Huden glat, ſlimet og meget udvidelig og ſammentraekkelig, ſjeldnere leder— agtig og knudret. Kun ſſelden findes Gjeller, aldrig Fødder, men Legemet ender bagtil med en ſtor Sugeſkive, hvor— med de ſuge ſig faſt. Paa Underſiden af de forreſte Led ligger Munden, der hos nogle er forſynet med et udſkydeligt Sugeror, hos andre uddannet til en Sugeſkaal, hos andre blot meget ud— videlig. J det ſidſte Tilfælde er Svelget forſynet med 3 fkarpe Kjceber, der frembringe et trefliget Saar, naar Munden foldes ud og trykkes mod Huden. Paa de forreſte Ringe eller i Kanten af den forreſte Sugeſkaal ſidder en Halvkreds af ſmaae Oine. Tarmkanalen udſender i Reglen til begge Sider kortere eller længere, blinde Grene eller Sæffe. Iglerne bevæge fig deels gaaende ved ffiftevis at hæfte fig med For⸗ eller Bagenden og afvexlende dermed at træffe Kroppen efter fig eller ftræffe den fremad, deels fvømmende ved at bugte Kroppen op og ned. De leve tildeels i Havet, men ifær i det ferſke Band, nogle endog i de fugtige tropiſke Skove; Arternes Antal er dog kun ringe i Sammenligning med Borſteormenes. Iglerne ere deels Rovdyr, deels Snyltedyr: Bruſkiglerne (Clepsine) udſuge Ferſkvandsſneglene; den lille Krebſeigle (Branchiobdella) ſnylter paa Flodkrebſens Gjæller og Hale, Fiſkeiglerne (Pontobdella, Piscicola) paa Huden af forſkjellige Fiſkfe; Heſteiglen (Aulaco— stomum) lever af Orme, Inſektlarver og desl. og fuger maaſkee 428 Hvidormene. leilighedsbis Blod af Pattedyr, der komme til Vandet for at drikke. En i Nord-Afrika levende Igle vandrer undertiden op i Pattedyrs eller ſovende Menneſkers Næfe og Luftror. Lege— iglernes (Hirudo medicinalis og officinalis) Anvendelighed i Legekunſten beroer paa, at deres Kjeber ere ſkarpe nok til at gjennemſkjere Huden uden at fremkalde Beteendelſe, og at de kunne modtage en ftørre Mengde Blod. J forſkjellige varme Lande findes der Landigler, ſom opholde fig i Græsfet paa fugtige, ſkyggefulde Steder og derfra ſkarevis kaſte fig over forbigaaende Menneſker og Dyr for at ſuge Blod, hvorved de blive til en ſand Landeplage. Iglerne gjennemgaage ikke nogen Forvandling. Nogle Arter føre deres g med fig under Bugen (Brufkiglerne), andre om— give dem med en Slimmasſe, der hærder til et ſvampet, horn⸗ agtigt Væv (Lege- og Heſteiglen). 4. Aden Klasſe: Hvidormene (Helmintha). Legemet kan være af meget forſkjellig Form, men er aldrig afdeelt i Ringe eller forſynet med et Hoved; kun ved ſteerk Sammentrekning kan Huden blive uregelmeeſig rynket. De mangle alt Spor til Lemmer faa vel ſom ſeeregne ydre Aande— redſkaber. Derimod er der hos mange af dem iagttaget fine Kanaler (Blodkar eller Vandkanaler); Blodvedſken er ufarvet. De fleſte Hvidorme ere Indvoldsorme og ſom ſaadanne ofte underkaſtede mærfværdige Vandringer fra et Dyr til et andet. 155. Forſte Orden: Rundormene (Nematodes) have et trindt, langſtrakt, mere eller mindre traad— dannet Legeme med en faſt, elaſtiſk Hud; mellem den og den frit liggende Fordoielſeskanal findes en vel begrendſet Krop— hule; Munden og Tarmaabningen ligge hver i fin Ende af Legemet. Kjonsforſkjellen er i Reglen meget tydelig og udtalt i Hannens mindre Storrelſe, ombsiede Bagende, Par— ringsredſkaber o. ſ. v. Rundormene. 429 Rundormene beboe ifær Hvirveldyrenes Tarmkanal f. Ex. Spolormene (Ascaris) i Menneſkets og Heſtens Tyndtarm (en anden Form (Strongylus) i Nyren hos forſtjellige Pattedyr), Pidſkeormen(Trichocephalus) og deſmage BerneormelOxyurisg, der leve i ſtort Antal i Endetarmen hos Born. Den afrikanſke Traadorm (Pilaria medinensis) borer fig ſom Yngre ind gjennem Menneſkers Hud og gaaer ſenere ud igjen, naar dens Unger ffulle fodes. Trikinerne (Trichina spiralis) ere mikroſkopiſke Rund— orme, ſom træffes indkapſlede i ſtor Mengde i Kjodet hos for— ſkjellige Pattedyr (Rotter, Svin, Menneſket). De indkapflede Tri— finer ere altid ufuldkomment udviklede, men overføres de med Kjodet til disſe Dyrs Fordoielſeskanal, fortſcette de den ſtandſede Ud— vikling, udvikle hurtigt Kjonsſtoffer og forplante fig; Vandringen af den ſpede Trikinyngel gjennem Tarmvegene og ind i Muſkel— vævet kan, naar den finder Sted paa een Gang i ſtor Mengde, foranledige farlige Sygdomstilfcelde. J ſure eller gærende Stoffer (Eddike, Kliſter), i ſygt Korn, i Jorden og i ferſk og ſalt Band leve mange neſten mikroſkopiſfke Rundorme (Anguillula), ſom dog maaſkee tildeels kun ere Üdviklingsformer til Arter, hvis andre Udviklingstrin eller Generationer leve ſom Snyltedyr. — Traad— ormene (Gordius) (uden Krophule og kun med Spor til For— doielſeskanal) bore fig ſom ganſke ſmage ind i Inſektlarver og leve i disſe, indtil de have opnaaet en betydelig Sterrelſe, hvor— efter de bore ſig ud igjen og opholde ſig i ferſk Vand eller fugtig Jord, hvor de lægge deres Mg. Kradſerne (Echinorynchus) have hverken Mund eller Fordsielſeskanal, men en udkrengelig, med haarde Kroge beſat Hefteſnabel, hvormed de hæfte fig faſt i Tarmhuden; deres Føde er den dem omgivende Vædffe, ſom de opſuge gjennem Huden. Expl. E. gigas i Svinets Tarm. Ferſkvandsfiſkenes Kradſere leve ſom yngre i Ferſkvands-Amfipoder. 55. Anden Orden: Fladormene (Platyelmia) have et fladt og bredt Legeme med et ſeetdeles blødt, over— ordenlig udvideligt og ſammentrekkeligt Vœev, af hvilfet de 430 Fladormene. indre Dele umiddelbart omſluttes, faa at der ingen Krophule findes. Iſte Samilie: De ægte Fladorme eller Planarierne (Turbellaria) ere flade, forte eller langſtrakte Orme med en med Fimrehaar bekledt, i Neglen farvet Hud. Paa den for— reſte Deel af Ryggen findes en Deel ſmage med Nerver ſerligt forſynede, farvede Pletter, formodenlig Sine. Mun— den ligger paa Bugſiden, ſnart mere fortil, ſnart temmelig langt bagtil; un— dertiden indeholder den en udkrengelig Snabel. Hos nogle er Tarmkanalen ſim— i pel, hos andre oplaoſt i Fig. 449. En Fig. 450. Nerveſyſtemet blinde Grene, og den er Hav⸗Planarie. og Fordsgielſeskanalen SAT, af en Fladorm. da uden Tarmaabning. Planarierne ere i Reglen ſmage, fra nogle faae Tommer til en neſten mikroſkopiſt Lidenhed; kun Slimbendlerne (Nemertes) opnaae en ftørre Længde, ja nogle ſkulle endog kunne blive flere Favne lange; de leve i Havfandet eller mellem Tang— rødder og desl.; de egenlige Planarier leve deels i ferſt, deels i ſalt Vand; i de varme Lande gives der tillige ſmukt far— vede Landplanarier, ſom ifær treffes under Trebark og paa andre fugtige Steder, og blege Jordplanarier, der leve i Jorden ligeſom Regnormene. Fladormene krybe ved at bugte deres Legeme omtrent ſom Sneglen bevæger fin Fod, men kunne ogſaa glide gjennem Bandet ved Hjælp af deres Fimrehaar eller deres Legemes bolgende Bevegelſer. 2den Samilie: Ikternes (Trematoda) forte, ſom ofteſt flade, brede og farveløfe Legeme er udſtyret med een eller flere Sugeſkaale, med hvilfe de holde fig faſt eller krybe langſomt; nogle have kun een Sugeſkaal, der omgiver Munden (Mo— Ikterne. 431 nostomum), andre tillige en paa Bugen (Distomum) eller en lille paa hver Side af Munden og en ſtor i Bagenden (Tristomum); atter andre have her en Gruppe af flere Sugeſkaale, ſtundom blandede med Kroge (Polystomum). Fordsielſeskanalen deler fig gaffelformigt i to Grene, ſom hos nogle Former igjen forgrene ſig meget fint og fordele fig i Legemets blode Masſe (Fig. 451), men altid ende blindt, uden Tarmaabning. Ikterne træffeg i mange forffjellige høiere og lavere Dyr, deels i Tarmkanalen, deels i Leveren, Lungen, paa Fiſkenes Gjeller og Hud o. ſ. v., men fornemmelig i Hvirvel— dyrenes Tarmkanal og Lever f. Ex. Faare— flynderne (Distoma hepaticum med fint for— grenet, D. lanceolatum med gaffelformig Tarm; i Faarets, ſjeldnere i andre Dyrs eller endog i Menneſkets Lever. De udvendigt paa Fiſtenes Hud og Gjeller levende Ikteformer med en eller flere Sugeſkaale i Bagenden — Fig. 451. Leverikten. (Triſtomerne og Polyſtomerne) formere fig b. hepaticum.) alene ved Ag og en Vandring fra en Art til en anden fin— der her ikke Sted. Hos de andre ſom virkelige Indvoldsorme levende Ikteformer (Diſtomer og Monoſtomer) ere Forplantnings— forholdene mere indviklede og ſatte i Forbindelſe med ufrivillige Vandringer fra en Dyreart til en anden. De Ikter, der paa tid— ligere Udviklingstrin leve i Inſekter og Snegle, opnaage nemlig ikke Kjonsmodenhed paa dette deres forſte Opholdsſted, men for— plante fig forſt, naar de tilligemed deres Verter ere blevne flugte af visſe beſtemte Hvirveldyr og ſaaledes overførte til disſes Tarm— kanal, hvor de modſtage Fordoielſen og udvikle fig videre. Mellem disſe Ikters kjonnede, egleggende Genera— tioner ligger der nu altid en eller flere kjonsloſe, kimopammende Generationer. Den af Pget (Fig. 452, Il a) 432 Ikterne. Fig. 452. 3 Generationer af en Ilte. Ia en Haleikte eller Iktelarve. I 5 Ikte⸗ puper paa Sneglehud (ringere Forſterrelſe)ß. I c den fuldt udviklede, i Vand— fuglenes Tarm levende Ikte. II a et Ifteæg, hvori ſees „Gammelammen“ i begge fine Skikkelſer, der fremſtilles hver for fig i II & og e, nemlig i & ſom fritlevende, i c ſom Snyltedyr. II d ev det ſamme Dyr med udviklede Kim. J II a fees disſe Kim, der udvikles til Ikteammer. III b er en Ikteamme fuld af Iktelarver (Fig. I, a), der paa ſamme Maade ere udviklede af Kim. fremkomne Ikteamme er enten forſt et livligt, fimrehaarkleedt, med Oine udruſtet Veſen (IIb), der ſpommer frit om i Vandet, men ſnart (efter f. Ex, at være kommen ind i en Ferſkvandsſnegl) ved et Hudſkifte forvandles til et trindt, trægt, neeſten ubevegeligt Dyr (IIc, d), der hverken har Iktens Sugeſkaale eller dens for— grenede Tarm, undertiden ikke engang Mund eller Fordsielſes— hule, eller den fødes ſtrax med denne til et felvftændigt Liv uſkikkede Form; Ammen indeholder igjen mange Kim (III a), der enten umiddelbart eller gjennem en eller flere mellemliggende Genera— tioner (III b) af Ammer uddannes til Haleikter 9: ſmaae Iktelarver med Ikternes Bygning, men med en lang Spemmehale (Da). Disſe Iktelarver ſoge nu ud i Bandet og derfra ind i andre lavere Dyr, og tabe eller afkaſte da Halen, omgive fig med en Slimmasſe, der ſtorkner til et Hylſter, og vente nu ſom „Iktepuper“ paa at overføres til Tarmkanalen af et Hvirveldyr for der at opnaage Kjonsmodenhed. 3die Samilie: Bendelormene (Cestoda) danne kjede— formige Dyrekolonier, beſtaaende af det ſaakaldte Hoved, Bendelormene. 433 ved hvis krogbeſatte „Snabel“ og 2 eller 4 Sugeſkaale Kolo— nien er feſtet til Tarmveggen, og af flere eller færre (fra nogle fane indtil c. 1000) ſaakaldte Led. Jo længere „Leddene“ ere borte fra „Hovedet“, deſto ſtorre og mere udviklede ere de, hvor— imod de forreſte ere ganſke utydelige og forſt efterhaanden opnaae den ſamme Udvikling ſom de bageſte; de nye Led dannes nemlig mellem „Hovedet“ og det ſidſt dannede Led. Af nogle Arter ſkille de fuldt uddannede, af Forplantningsſtoffer opfyldte Led ſig enkeltvis fra Kolonien og ere i Stand til felvftændige Bevegel— fer; af andre gage hele Rekker af Led ſamtidigt bort med Excre— menterne. Hverken Ammen (Hovedet) eller de opammede, avle— dygtige Individer (Leddene) have Mund eller Tarm, men optage Fig. 453. Hundens Bendelorm (Tænia Coenurus) og deus Üdvikling af Kveſen af Faarets Hjerne. 1 et Stykke af Kveſeblereu med fine Tænia- Hoveder (nat. St.), 2, 3, 4 og 5 et af disſe Bendelormhoveder løsrevet fra Bleren i fin Üdvikling (forfiørrede). 6 den fuldmodne Bendelorm (nat. St.). Neringsſtofferne gjennem Huden. J Menneſkets Tarm leve flere Arter (Tænia Solium og T. mediocannellata, Bothriocephalus latus); de to førftnævnte findes iſcer i den veſtlige og nordlige Deel af Europa, den fidftnævnte, der har mindre dybe, trugdan— 28 434 Bendelormene. nede Sugeſkaale og (ligeſom T. medioc.) mangler den krogbeſatte Snabel, i Syd-, Mellem- og Sſt-Europa. Det er dog kun i Hvirveldyrenes Tarmkanal, at Bendel⸗ ormene nage den beffrevne ÜUddannelſe; i lavere Dyr eller i Kjodet, Leveren, Hjernen, Bughulen o. ſ. v. af Hvirveldyr ud— dannes enten blot „Hovedet“, eller der dannes en „Blereorm“ o: et Bendelormhoved, der ender i en Blere, eller en Koloni af Beendelormhoveder, ſiddende paa eller omfluttede af en fælles Blære. Naar disſe Blereorme tilligemed de Organer, hvori de findes, overføres i beſtemte Hvirveldyrs Tarmkanal, fortſcttes Udviklingen af Hovederne, idet „Leddene“ ſkyde frem, og der dannes en virkelig Beendelorm; ſkeer denne Forflyttelſe ikke, der Blereormen bort og forheerder ved Anſamling af uorganiſke Dele til en kridtagtig Masſe, forſaavidt den ikke ved fin Overhaand tagende Udvikling har med— fort fin Veerts Undergang. Tinten (Cysticercus cellulosæ) i Bindevevet mellem Mufk— lerne hos Svinet er et Bendelormhoved, der ender i en Blere og er indfrænget i denne; naar den overføres i Menneſkets Tarm, oploſes Bleren, og Tænia solium udvikler fig. En i Muſens Lever forekommende Art bliver i Kattens Tarm til dennes Bendel— orm (T. crassicollis) o. ſ. v., Kaninens Blereorm til en hos Hunden og Raven forekommende Beendelorm (T. serrata); Kve— ſen (Coenurus cerebralis), der findes i Faarets Hjerne og frem— falder Dreieſygen, er en Blere, paa hvis udvendige Side der ſidder mange ſmaae Bendelormhoveder; naar den overføres i Hundens Tarm, udvikle disſe fig der til en af dennes Bendelorme (T. Coenurus). Hydatiderne (Echinococcus), der forekomme i for— ſkjellige 8551 f. Ex. i Menneſkets Lever (den islandſke Lever— ſyge), beſtaae af en Blære, hvis Vedſke er fuld af ſmage Bendel— ormhoveder, der have udviflet fig paa Blereveggens Indſide; ved at overføres i Hundens Tarmkanal uddannes de til en der levende, meget lille og faaleddet Beendelorm-Art (T. Echinococcus). Andre Bendelormformer overføres pan lignende Maade fra Been— filfene til Haiernes og andre Ropfiſkes eller til Vandfuglenes Tarm. Bothriocephalus latus ſynes derimod at udvikle fig uden nogen ſaadan Vandring; den udflæffere Amme er bekledt med Fimre— haar og indbringes formodenlig med Drikkevandet. Infufionsdur. Rhizopoder. 435 155. Dyrerigets laveſte Trin indtages af Infuſionsdyrene, Soſvampene og Rhizopoderne, tre Dyreklasſer, ſom ofte op— ſtilles ſom en egen Dyrercekke under Navnet Proto zoa. — Under Navn af „Infuſionsdyr“ (Infusoria) forſtod man op— rindelig alle de mikroſkopiſke Organismer, der indfinde ſig overalt, hvor Levninger af Dyr og Planter raadne i ferſk eller ſalt Vand eller i kunſtige „Infuſioner“, der— iblandt ogſaa Hjuldyr, een— cellede Alger, Rhizopoder o. ſ. v. Saaledes ſom denne Dyreklasſe nu opfattes, efter— at de ovennævnte Former ere udſkilte deraf, ſlutter den Fig. 454. Forſtjellige Inſfuſionsdyr. a. Bur- fig vel nærmeft til Planari- sara. ö. Onychodromus. c. ſamme i Tver— erne, tjær de af dem (f. Ex. deling. 4. En lille Klokkedyr Koloni. Trichoda, Bursaria, Paramæcium o. ſ. v.), der med en mikroſkopiſk Lidenhed forene et blødt, aflangt Legeme og en Bekledning med Fimrehaar; foruden med disſe ere mange udſtyrede med ſtive Borſter ſom Bevegelſesredſkaber. Neringsmidlerne optages i Reglen af en Mundaabning, men ethvert Sted i det bløde, let forſkydelige Indre fan tjene til at fordsie dem. De forplante fig i Reglen meget ſterkt, iſer ved en ſaakaldet Tverdeling. Særligt kunne udheves Klokkedyrene (Vorticella) med et i Almindelighed klokkedannet, fimrende, hos nogle frit ſpommende, hos andre feſtet, af et fint Rør omgivet eller ſtilket Legeme; nogle Arter danne ſmukke, buffede Kolonier af et forholdsvis betydeligt Omfang. Slimdyrene eller Rhizopoderne beftaae undertiden blot af en mikroſkopiſk Slimmasſe, der beſidder den Evne at kunne ſkyde fig ud i fine uregelmeſige Traade, træffe disſe ind igjen og paa denne Maade ſkifte Form i det uendelige ſamt bevæge fig lidt frem i Vandet. Deres Fode er Infuſorier og Diatomeer, ſom de omſlutte og optage i fig ved ligeſom at gyde fig om dem, og flippe igjen i en afbleget og udſuget Tilſtand. Andre have en noget faſtere Hud eller optage Kiſeldele deri, faa at Formforanderligheden er indſkreenket til de udſkydelige Traade, gjennem hvilke de paa lignende Maade indſuge deres Føde. Disſe Rhizopoder leve i ferſk Vand, ifær i Fjeldbande. Hav-Rhizopoderne (Polythalamia, Foraminifera) beſidde derimod en i flere Rum afdeelt Kalkſkal; paa Skallen findes talrige fine Huller eller enkelte ſtorre Aabninger, gjennem hvilke Slim— traadene ſtrekkes ud og de forſkjellige Rum ſtage i Forbindelſe med hinanden; i Henſeende til Rummenes Ordning og Skallens derved 27*⁵ 436 Rhizopoder. Soſvampe. Fig 455. Forſtjellige Rhizopoder. a. Amoeba. b. Miliola. c. Rotalia. betingede Form er der en overordenlig Formrigdom. Adfkillige ligne ikke faa lidt mikroſkopiſke Nautilſkaller. Antallet af üuddode og levende Arter er meget ſtort. De leve iſcer i den Slimmasſe, Fig. 456. Skaller af forſtjellige kamrede Rhizopoder. d. Textularia. e. Dentalina. /. Nodosaria. 9. Globigerina. A. Nonionina z. Cristellaria. der overtrœkker Tangarter, Svampe, Polyper o. ſ. v., og føres ved disſes Dod af Bolgeflaget hen til dybe, ſtille Steder af Havbunden. Trods deres Lidenhed have de derfor havt ſtort Betydning ved at udtrekke Kalk af Havvandet og danne mægtige Jordlag, f. Ex. Kridtet og Nummulitkalken, der har fit Navn af de i Sammen— ligning med de ſeedvanlige Rhizopoder fæmpeftore „Nummuliter“. Soſvampene (Spongozöoa) ere forſtjelligt formede, kugle-, beger⸗, buff- eller rorformige Masſer, ofte af en betydelig Stor— relſe, der ſidde faſt paa Klipper og Stene, paa Tang, Skaller af Soſvampene. 437 Muslinger, Krebs o. ſ. v. og beſtaage af en Slimmasſe, der under— ſtottes ved et Skelet af Horntraade eller tillige af Kalk- eller Kiſel— naale, ſom bliver tilbage, naar Svampen doer eller tages op af Vandet og Slimmasſen flyder af. En ſtadig Stromning af Van— det finder Sted ind af Svampevevets fine Huller og ud af de ſtorre. J den ſeneſte Tid er der (ligeſom hos Infuſionsdyrene) paaviſt en kjonnet Forplantning (ved g og Sæd) ved Siden af den kjonsloſe, ved ſaakaldte Kimknopper. Er Skelettet elaſtiſk og boieligt, benævnes de Hornſvampe (t. Ex. Vaſkeſvampen fra Middelhavet), e e e r hvorimod Kiſel⸗ VK ØRE fvampene ere faa AR SA rige paa Kiſelnaale, at de blive ganffe haarde, og Kalk— ſvampene ere fulde af ſkjore 3“ ſtraalede Kalknaale. Ogſaa i det ferffe Band findes der en— kelte Svampefor— mer (Spongilla). — Svampene afgive Opholdsſteder for mange Dyr (f. Ex. ſeregne Krebsdyr, Muslinger, o.ſ. v.); andre udeede og gjennembore alle— Fig. 457. En Havſvamp. Sia, 458. 1 en „ Kalk⸗ og en UHelſvamp, e ER ſete 180 e Mitroſtepet, disſes Henſmuldren. Men det er iſeer ved at binde Kiſel, Kul— fyre og Kalk, at Svampene have ſtor Betydning i Naturen. Af Kalkſvampe findes mange i Faxekalken og Limſtenen, og Kiſel— ſvampene have foranlediget Dannelſen af Flintlagene i Kridtet, hvis Forſtyrrelſe igjen har havt faa ſtor en kulturhiſtorifk Be— tydning. Forklaring af en Deel norffe Dyrenavne med Henvisning til de i denne Bog brugte danſke Benævnelfer. En mod denne Bog meget velvillig anonym norſt Brepfkriver havde for nogle Aar ſiden den Godhed at yttre til mig, at det vilde bidrage til at ſkaffe den Üdbredelſe i Norge, hvis de norſke Dyrenavne optoges jevnſides med de danſke. Jeg har troet, at omtrent den ſamme Lettelſe kunde ydes norſke Leſere ved en Fortegnelſe over norſke Dyrenavne ſom den her med⸗ deelte, ſom jeg har tilladt mig at uddrage af Hr. Siebkes Zoologi. J det hele har jeg dog indſkrenket mig til ſaadanne Navne, ſom ffjønnedes at være virkelig norſke d. v ſ. at have hjemme i Folkeſproget, eller ſom i det mindſte kunde formodes at være gaaede over i Taleſproget, forſaavidt de til— komme Dyreformer, ſom findes nævnte i denne Bog. At gjøre Rede for ſaadanne Bencvnelſer ſom „Spidsand“, „Skovland“, „Topand“, „Bjerg— and“ o. ſ. v. har jeg ikke troet fornødent. Aalekone: Aalekvabbe. Faarelus: en Snylteflue, Faare— Agnmark: Sandorm. tegen (Melophagus ovinus). Aguſkel: Blaamusling. Fjeldpipen: ſ. Heilo. Auren: Bek-Orred (Salmo fario). | Fjeldrake (Fjelbræv): Polarrœv Bergneb: en Lebefiſk (Labrus ru- | (Canis lagopus). pestris), Fjeldſkarv: Fjeldrype. Birkelangen: Molva abyssorum. Fjeremark: Sandorm. Blaabuk: en Trabukkeform. Fiærepifjt: en Rype-Art (Tringa Blaamave: Sorthai. | maritima). Blaaſtaal: en Læbefiff (Labrus | Flot (Fnot): Blodmide. mixtus). Floſkel: Albufkel. Blaaſkel: Blaamusling. Fosſekal: Vanddrosſel. Bleken: Hvillingen. Froſk: Fro. Blishone: Vandhone. Gaulen: Ringgaaſen (Anser tor— Boldtit: Pommeransfugl, en Brok— quatus). : fugle-Art (Char. morinellus). Gaupe: Los. Brunnakke: en Andeart (Anas pe— Sjertrudsfuglen⸗ Sortſpetten (pi— nelope). * cus martius). Buorm: den alm. Snog. SGjors: Sandart. Buſtdivel: Pindſvin. Glutſneppe: en Tite-Art (Tot. Ekhorn: Egern. glottis). Erle (Lin-, Gul⸗, Saagerle): Vipſtjert. Gorkimen: Elritſen (Phoxinus). Forklaring af en Deel norſke Dyrenavne. Graabeen: Ulv. Greimark: Traadorm (Gordius). Guldhone: Guldbille. Haa: Hai. Haabrand: Sildehai. Haagylling: Havmus (Chimera). Haak jerring: Havpkal. Haamer: forſkjellige Haiarter. Har: Stalling. Haverten: Kemmefælen (Phoca bar— bataà). Havellen: Is-Anden (Anas gla- cialis). Havheſt: Malemukken (Procellaria glacialis). Havkat: Ss⸗Ulv. Heilo: en Brokfugle-Art (Chara- drius apricarius). Horngjedde: Hornfiſt. Horngjel: Hornfifk. Hubro: en Hornugle (Strix bubo). Hundehai: Rodhai. Hvalaat: Clione borealis. Hvasbug: Brisling. Hvidſkjeving: en Delfin-Art (Del- phinus leucopleurus). Hvitting: Hvilling. Hyſe: Kuller. Hersling: en Skalle-Art (Leu- ciscus grislagrine). Iden: en Skalle-Art (L. idus). 439 Korp: Ravn. Korskrabbe (Korstrold): (Soſtjerne). Kraake: Krage. Kraakebolle: Soborre. Krokle: Smelt. Krykje: en Maage-Art (Larus tri— dactylus). Kulmule: Bliſter. Knot: en Mygflegt (Simulia). Laken: Ferſtvandslangen. Lakeſild: en Art Helt (Corregonus albula). Lavſkrike: en Skovfkade-Art (Gar- rulus infaustus). Korsfiſk | Lyren: Lubben. Løien: en Karpe-Art (Cyprinus al- burnus). Makrelſterje: Thunfiſk. Maneter: Gopler. Marifly: Mariehone.“ Marulk: Bredflab. Morten: en Skalle-Art (L rutilus). Imber: Islommen (Colymbus gla- cialis). Jo (Typvjo): Rovmaage. Itle: Tinte. Kaje: Allike. Kjeld: Strandſkade. Kjolmark: Kornorm (Smelder— Larve). Kneſkel: Albuſtel. Kobbe: Sel. Kolje: Kuller. Kongeflynder: Rodſpette. Konglebit: Fjelddompap Corythus enueleator). Munken: en Sanger (Sylvia atri— capilla). Maekkregauk: en Bekkaſin (Scolo— pax gallinago). Molleren: en Sanger (Sylvia cur— ruca). Natvake (Maaltroſt): Sangdrosſel. Niſen: Marſvinet (Delphinus pho— cœna). Nebmus: Spidsmus. Neſehai: Sildehai. Nodveekke: Spatmeiſe. Orbug: en Skalleart (L. cephalus). Peer-Drikker: Teiſten. Qvelknarre: Natravn. QOveite: Helleflynder. Raphone: Agerhone. Rauſkjeven ſ. Lavpfkrike. Rognkexe: Steenbider (Kvabſo). Rugden: en Bekkaſin (Scolopax ru— sticola). Ruſklen: Horken. 440 Rodkoppen: en Finke-Art (Frin- gilla linaria). Rodvinge: en Drosſel-Art (Tur— dus iliacus). Roi: Tjurhonen. Roien: Fjeld-Orred (Salmo alpinus). Roskat: Hermelin. Sandmige: Sandmusling. Sik: Helt. Siris: Faarekylling. Sjs-Orre: flere Ande-Arter (Anas fusca og A. nigra). Skaalorm: Skolopender. Skate: Rokke. Skalflue: Snylteflue (Hippobosca equina). Skjeren: Skaden. Skrei: Torſk (Gadus morrhua). Skrike (Noddeſkrike, Skopſkade. Skrubben: Ulven. Skrukketrold: Benkebider. Slom: Smelt. Sneemus: Bruden (Mustela vul- garis). Sneetiting: Sneeſpurv. Sothone: Vandhone. Sqvette (Steen⸗, Buſtſqvette): Steenſmutte. Steenbit: So-Ulven, ogſaa Kvab⸗ ſoen. Steendulpe: en Steenſmutte-Art (Saxicola oenanthe). Stingſild: Hundeſteil. Stromſild: en Art Guldlax (Ar— gentina). Strandvibe: Ryle. Kornſkrike): Forklaring af en Deel norſke Dyrenavne. Strandryle; Brokfugl. Strandſnipe: Tite (Totanus). Svartbag: en Maage-Art (Larus marinus). Singen: en Maage-Art (L. ar- gen tatus). Sogran: en Art Sokork (Aleyonjum arboreum). Somus: Guldmus. Sorven: en Skalle-Art (L. ery- throphthalmus). Tagelorm ſ. Greimark. Talgoxe: Muſpit. Tangaal: Tangſpral. Tanglake: Havkvabbe. Tangſnel: Tangnaal (Naalefiſt). Tang -⸗Stikling: Tangſnarre. Thordyvel: Skarnbasſe. Tite: Meiſe. Tjeld: ſ. Kjeld. Tomlit: Gerdeſmutte. Tommeliden: Gerdeſmutten. Troſt: Drosſel. Trel ſ. Hersling. Tuehval: Megaptera boops. Uer: Rodfiſt. Vandrixe: Engſnarren. Vandſpret: Damtage. Varg: Ufv. Bonden: Vandrotten (Hypudæus am- phibius). Veverknegt: Meier. Ojenſtikke: Guldſmed. Oreſvin: en Delfin-Art (Delphi- nus tursio). Oretyten: Elritſen, en Karpe-Art (Phoxinus). QL Lutken, Christian 47 Frederik, 1827-1901. 194 Dyreriget : Rept. (Laerebog i zoologien, DE) STITUTION LIBRARIE: | DL ll dn 9088 00357 nhrept 0 0 1% yreriget :